Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 16. september 1998 - Strasbourg

9. Spørgetid (Rådet)

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B4‐0482/98).

Spørgsmål nr. 1 af John McCartin (H−0724/98):

Om: Schengen‐aftalen

Vil Rådets formand oplyse, om der på rådsplan har fundet forhandlinger sted med den britiske og den irske regering med henblik på at inkorporere disse to stater i Schengen‐aftalen og derved udvide mulighederne for, at statsborgere i disse stater kan rejse uden at skulle vise pas?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg byder Dem velkommen og beder Dem besvare hr. John McCartins spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Det Forenede Kongerige og Irland er fuldt integreret i alle Rådets forhandlinger og deltager i alle Rådets arbejdsgrupper, især hvad angår inkorporeringen af Schengenbestemmelserne i l'acquis communautaire og forhandlingerne med Island og Norge. Irland og Det Forenede Kongerige er p.t. ikke bundet af Schengen‐bestemmelserne og vil heller ikke være det efter Amsterdam‐traktatens ikrafttræden i henhold til artikel 4 i Schengen‐protokollen. De kan dog til enhver tid ansøge om, at bestemmelserne skal anvendes helt eller delvis. Der foreligger dog ikke nogen sådan ansøgning p.t.

  McCartin (PPE). – (EN) Jeg takker rådsformanden for hendes svar. Vanskeligheden med Irland er, at der allerede er fri bevægelighed mellem Irland, Nordirland og resten af Det Forenede Kongerige. Derfor ville vi, hvis Irland ratificerede Schengen‐aftalen uden Det Forenede Kongerige, indføre nye restriktioner for ireres bevægelighed, der kunne skabe store vanskeligheder.

Det, jeg siger, er, at Den Europæiske Fælles Akt, som begge lande har ratificeret, forpligtede alle de medlemsstater, der ratificerede den, til at fjerne alle grænser inden den 1. januar 1992. I den mellemliggende periode har vi observeret, at andre lande i Den Europæiske Union ved at gå deres egne vegne har gennemført Den Europæiske Fælles Akt ad krogveje. Men Det Forenede Kongerige og Irland er blevet udenfor. Kan vi forpligte disse lande til at leve op til deres forpligtelser i henhold til Den Europæiske Fælles Akt?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. parlamentsmedlem, det var en artikel 7 i den europæiske fælles akt, der dog aldrig rigtig blev accepteret, og derfor må jeg sige til Dem endnu en gang: Så længe der ikke foreligger nogen ansøgning fra Irland og Det Forenede Kongerige om at overtage enkelte eller alle bestemmelser, kan der heller ikke blive tale om forhandlinger på dette punkt. Hvis vi modtager en ansøgning fra Det Forenede Kongerige eller Irland eller fra begge lande, vil Rådet forhandle derom og træffe en beslutning. Derved kommer den enstemmige beslutning i henhold til artikel 4 i Schengen‐protokollen i stand med stemmerne fra de 13 Schengen‐medlemslande og stemmen fra ansøgeren/ansøgerne. Det er, hvad jeg kan sige til det.

  Formanden . – Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål nr. 3 af Alan Gillis (H−0727/98):

Om: Algeriet

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at få de algeriske myndigheder til at forstå nødvendigheden af at træffe drastiske foranstaltninger for at bringe de grufulde drab på uskyldige borgere til ophør i betragtning af den forfærdelige situation i Algeriet, hvor hundreder af uskyldige mænd, kvinder og børn massakreres af militante islamiske ekstremister, og i betragtning af den manglende vilje hos de algeriske myndigheder til at træffe foranstaltninger for at beskytte deres egne borgere?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Gillis' spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, Rådet deler parlamentsmedlemmets bekymring, hvad angår de fortsatte voldshandlinger i Algeriet, som især uskyldige civilpersoner er ofre for. Rådet har ved flere lejligheder opfordret den algeriske regering til at gøre alt for at beskytte landets borgere mod terrorangreb og voldshandlinger. Samtidig har Rådet på baggrund af den kritik, der er fremsat over for den algierske regerings foranstaltninger til bekæmpelse af terrorismen og den fundamentalistiske vold, fremhævet, at disse foranstaltninger skal gennemføres i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsnormer og på grundlag af retsstatslige principper.

Desuden understregede Rådet ligeledes, at den dybere årsag til voldshandlingerne – nemlig de utilstrækkelige fremskridt, hvad angår de politiske, økonomiske og sociale reformer – skal fjernes, hvis man skal overvinde den trussel, der udgår fra især ekstremistiske grupper til skade for det algierske samfund. Jeg deltog selv i Rådets trojkamission den 19. og 20. januar 1998 og er derfor blevet meget fortrolig med situationen. Jeg har også stadig kontakt med forskellige personer med henblik på at undersøge mulige løsninger.

Selvom reformprocessen ikke har fundet sted i det nødvendige omfang, lader det i det mindste efter trojkabesøget i Algeriet og også efter Europa‐Parlamentets delegations efterfølgende besøg i februar – og det har De jo mere udførlige informationer om – til, at der har fundet en vis udvikling sted hen imod en øget gennemskuelighed. Rådet følger meget opmærksomt med i de politiske og lovgivningsmæssige beslutninger, der er nødvendige for fremskridt i den politiske reformproces.

Rådet håber også, at det seneste besøg, som gruppen af de af FN‐generalsekretæren udpegede betydningsfulde personligheder aflagde – De ved, under ledelse af Soares – vil styrke samarbejdet mellem Algeriet og det internationale statssamfund, således at vi kan opnå en yderligere forbedring af situationen. Formandskabet plejer i øvrigt en aktiv kontakt med Algeriet for at udvikle en bred dialog. Vi forventer således, at der i nær fremtid vil finde et trojkamøde sted med udenrigsminister Attaf i Wien.

Et af de store spørgsmål, man skal diskutere i denne sammenhæng, er selvfølgelig, hvordan vi kan sætte en stopper for volden, og hvilken rolle Unionen kunne spille i den forbindelse. Vi har i hvert fald altid antydet, at vi er parate til det.

  Gillis (PPE). – (EN) Jeg vil gerne takke rådsformanden for hendes svar. Jeg føler mig opmuntret over, at der finder en udvikling sted, og at vi muligvis får et gennembrud. Det er klart, at der er behov for alvorlige reformer, og det bør forfølges. Jeg kunne godt lide at vide, om der er anden aktion på vej. Vi må forsøge at gøre så meget som overhovedet muligt for at tilskynde til, at der sættes en stopper for denne blodsudgydelse og vold. Hvis vi kan gøre det, mener jeg, at vi er nået meget langt.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. parlamentsmedlem, vi har p.t. ingen yderligere kontakt. Vi håber dog, at en fortsat politisk dialog er mulig ved det trojkabesøg, der jo i og for sig er planlagt, og at vi igen kan komme ind på alle de spørgsmål, man kom ind på dengang under trojkaen. Selvfølgelig omfattede det også spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Union ikke kunne yde humanitær hjælp, hvilket Algeriet dengang absolut afviste. De ved jo, at Algeriet igen og igen er kommet ind på spørgsmålet om hjælp i forbindelse med bekæmpelsen af terrorismen, og at Den Europæiske Unions svar her var, at det ikke var en sag for Unionen som sådan, men at de enkelte stater selvfølgelig kunne yde Algeriet hjælp. Her er der selvfølgelig kontakter.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 4 af Alexandros Alavanos (H−0728/98):

Om: Kontrol med fartøjer i Dardanellerne i modstrid med Montreux‐konventionen

Montreux‐konventionen indeholder bestemmelser om gennemsejling af Bosporus‐strædet og Dardanellerne. Ikke alene for Fællesskabet og dets medlemsstater, men også for de lande, der støder op til Sortehavet, er det i økonomisk og politisk henseende meget vigtigt, at bestemmelserne i ovennævnte konvention nøje overholdes. I betragtning af, at Tyrkiet både tidligere og nu for nylig har foretaget kontrol med gennemsejlingen af stræderne under henvisning til »fartøjernes last« og hermed har skabt hindringer for gennemsejlingen, kan Rådet da oplyse, om Montreuxkonventionen giver Tyrkiet ret til at foretage denne kontrol, når de pågældende fartøjer ikke er under mistanke, og om det har ret til at forbyde gennemsejling i det tilfælde, at skibene skulle transportere våben?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Alavanos' spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg må desværre sige Dem, at det ikke er op til Rådet at udtale sig om fortolkningen af en international traktat, og navnlig heller ikke om omfanget af parternes rettigheder og pligter. Dette svar er meget kort, men jeg kan ikke tilføje meget.

  Alavanos (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand, jeg må sige, at formanden fuldstændig afvæbnede mig med sit svar, som jeg slet ikke er enig i. Jeg mener, at transporten gennem stræderne vedrører alle landene i Den Europæiske Union og især de sydlige lande, og derfor mener jeg også, at formanden bør kommentere den kendsgerning, at Tyrkiet foretager kontrol i modstrid med Montreux‐konventionen.

Mit spørgsmål lyder derfor: Er Rådet ligeglad med, om Tyrkiet overtræder Montreux‐konventionen med ulovlig kontrol med de skibe, der passerer?

For det andet, om Rådet overvejer at tage spørgsmålet om Den Internationale Havretskonvention, som Den Europæiske Union har underskrevet, og som Tyrkiet nægter at underskrive, op med Tyrkiet?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, retten til at sejle gennem stræder, sådan som det er nedfældet i Montreux‐konventionen, gælder for alle stater og ikke kun for den snævre kreds af kontraherende stater. Artikel 7 i beslutning nr. 1/95 vedtaget af associeringsrådet EF‐Tyrkiet den 22. december 1995 om gennemførelsen af toldunionens sidste fase foreskriver, at det er tilladt at udstede import‐, eksport‐ og transportforbud eller ‐restriktioner, bl.a. af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken være et middel til vilkårlig diskrimination eller et middel til at dække over restriktionerne i handelen mellem de kontraherende parter.

Hvad angår en mulighed for at bilægge striden, skal der gøres opmærksom på, at Tyrkiet hverken har underkastet sig den internationale domstols obligatoriske jurisdiktion eller accepteret en sag om bilæggelse af striden i henhold til søretskonventionen, eftersom landet ikke har skrevet under på denne konvention. Jeg vil altså gerne gentage: Rådet har desværre ikke beføjelse til at udtale sig om, hvordan man skal fortolke bestemmelserne i en international – og jeg understreger: international – traktat, som det jo tydeligvis ikke har skrevet under på.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 5 af Friedhelm Frischenschlager (H−0731/98):

Om: Vejafgifter

I de seneste år er trafikmængden inden for EU vokset stærkt. Navnlig for så vidt angår Nord‐Syd‐transitkørslen over Alperne, er situationen forværret dramatisk. Frankrig og navnlig Østrig lider i den forbindelse ikke blot under den generelle vækst i trafikmængden, men også under den omkørselstransit, de schweiziske særbestemmelser forårsager.

Hvilke foranstaltninger vil det østrigske formandskab træffe med sigte på omfattende vejafgifter i hele EU, der dels vil muliggøre internalisering af de eksterne omkostninger ved vejtransporten og dels – baseret på de derved opnåede indtægter – vil give mulighed for subventionering af den europæiske jernbane(gods)transport via den mere miljøskadelige vejtrafik?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Frischenschlagers spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, det emne, som parlamentsmedlemmet har bragt ind i debatten, henhører for en stor dels vedkommende under forslaget til et direktiv om tunge erhvervskøretøjers afgifter for brugen af bestemte veje. Dette forslag, normalt omtalt som »Eurovignette«‐direktivet, blev fremsat af Kommissionen i juli 1996. Rådet forhandler stadig herom, og det østrigske formandskab vil gøre alt for at afslutte sagen så hurtigt som muligt. Forhandlingerne skal derfor fortsættes hurtigt dette halvår, og punktet er kommet tilsvarende på dagsordenen for trafikministrenes rådsmøde. På det uformelle rådsmøde i Feldkirch var der ikke nogen debat herom.

  Frischenschlager (ELDR). – (DE) Fru formand for Rådet, jeg vil gerne knytte en bemærkning til trafikministrenes møde i Feldkirch. Problematikken består i, at den kendsgerning, at forhandlingerne med Schweiz ikke blev afsluttet, gør, at Østrig og Frankrig lider meget under omkørselstransitten. Da det jo hele tiden hedder, at forhandlingerne er lige ved at være afsluttet, men at tingene i grunden ikke kommer videre, opstår der også følgende problem: Kunne Den Europæiske Union ikke give Frankrig, Schweiz og Østrig mulighed for at ensarte deres vejafgifter, så omkørselstransitten fjernes – i det mindste midlertidigt? Jeg blev opmuntret til at stille dette tillægsspørgsmål af den franske trafikminister, der på mødet i Feldkirch gik klart ind for en økologisk trafikpolitik for ikke blot de østrigske, men de europæiske alper.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, lad mig komme med et par uddybende bemærkninger til dette emne. Transitkørselen kan kun løses internt i Fællesskabet med visse nye bestemmelser i vejafgiftsdirektivet – Eurovignetten. En yderligere lempelse ville betyde en tilbageføring af den omvejskørsel, der forårsages af Schweiz. Dette er dog kun muligt gennem forhandlingerne mellem EU og Schweiz. De østrigske målsætninger er at bibeholde den nuværende vejafgift for Brenner‐passet og at fjerne den omvejskørsel, der skyldes de gældende restriktioner i Schweiz. Dette land begrænser, som vi ved, p.t. lastbilernes tonnage til 28 t. For Østrig er det afgørende, at de schweiziske og østrigske afgifters størrelse og struktur er sammenlignelige. Højere afgifter for Schweiz skulle ligeledes betyde højere afgifter for Brenner‐passet.

På trafikministrenes møde den 10. og 11. december 1997 opfordrede ministrene Kommissionen til aktivt at fortsætte forhandlingerne med Schweiz, og det skal ske under nøje overholdelse af princippet om, at de schweiziske og Fællesskabets afgifter også skal baseres på de infrastrukturelle omkostninger. Der fandt et gennembrud sted under forhandlingerne mellem EU og Schweiz i anledning af kommissær Kinnocks og forbundsrådsmedlems Leuenbergers møde den 23.1., det såkaldte Kloten‐kompromis. På dette møde blev der opnået politisk enighed om en gennemsnitlig afgift på ECU 200 for den længste transitstrækning gennem Schweiz, nemlig Basel‐Chiasso.

De øvrige punkter var: en kvote på 40 t gennem Schweiz, på årsbasis foreløbig 120.000 kørsler, derefter fra 2003 300.000 kørsler. Fra 2005 ingen restriktioner. Forbuddet mod natkørsel i Schweiz bibeholdes. Dette var ligeledes en del af ordningen. Schweiz skulle desuden indrømmes en beskyttelsesklausul for det tilfælde, at udnyttelsen af jernbanen skulle dale. EuropaKommissionen udtalte så i marts i år, at der snart ikke var mere spillerum i forhandlingerne med Schweiz, og at afgiften på ECU 200 nu var en fast størrelse, at de kalkulationer, som Schweiz har fremlagt, i det store og hele var plausible. Derudover gjorde Europa‐Kommissionen opmærksom på den fordel, som en aftale med Schweiz ville give, f.eks. især, at Schweiz selvstændigt ville kunne forhøje vejafgiften, hvis forhandlingerne skulle mislykkes, at Schweiz så også ville kunne tage højde for de eksterne omkostninger, og at der ville blive sat spørgsmålstegn ved den fortsatte udvidelse af tunnelsystemet i Schweiz. På den anden side ville man med indgåelsen af aftalen med Schweiz fra år 2005 have fuld frihed for 40‐tons‐lastbiler gennem Schweiz, og der ville være sikret et fair system til opkrævelse af afgifter. Europa‐Kommissionen betragtede altså derfor forhandlingerne med Schweiz på trafikområdet som afsluttet, mens Østrig og de fleste andre medlemslande dog er af en anden mening.

I diskussionen var nogle medlemslande så for en yderligere forbedring af traktatforslaget og i tilfælde af, at det ikke skulle være muligt at foretage forbedringer, for, at forslaget skulle forkastes, og der var her tale om Nederlandene, Belgien, Frankrig, Spanien, Grækenland og Italien. De andre var for en godkendelse. Vi mener ligeledes, at der kun findes nogle få forbedringsmuligheder. Det vil sige, at en godkendelse eller en forkastelse for os afhænger af, hvorvidt der, hvad Eurovignetten angår, kan findes frem til en for os tilfredsstillende løsning. Nu må jeg sige, at det, som De nævner på ny, ikke er meget anderledes end det, som vi allerede har diskuteret. Det er nu op til Kommissionen at afgøre, om der er chance for at finde frem til en fælles ordlyd, der kan accepteres af alle. Der var som sagt kun en meget kort uformel debat herom, og som næste skridt er der planlagt en førstebehandling af trafikken under det østrigske formandskab den 1.10. på trafikministrenes rådsmøde, men også dér kun som orienteringsdebat. For der vil formentlig ikke blive tale om nogen officiel debat om afgiftsspørgsmålet før valget i Tyskland.

  Formanden . – Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 6.

Spørgsmål nr. 7 af Jonas Sjöstedt, overtaget af fru Eriksson (H−0738/98):

Om: Udtrædelse af EU

I Sverige er der stor utilfredshed med EU‐medlemskabet. Ifølge en række meningsmålinger er flertallet af befolkningen imod medlemskabet. Samtidig er der en debat om, hvad der ville ske, hvis Sverige efter en folkeafstemning stemmer nej til ØMU'ens tredje fase, og om det kan føre til, at landet kan forlade Unionen. Eksempelvis drøftes muligheden for at afholde en folkeafstemning om udtrædelse, efter at befolkningen har stemt nej til ØMU'en.

Dette spørgsmål vanskeliggøres af, at traktaten ikke indeholder klare bestemmelser for, hvordan et land skal kunne udtræde af Unionen. Hvad mener Rådet om dette? Hvilke krav skal være opfyldt, for at et land kan forlade EU? Hvordan skal den praktiske udtrædelse finde sted?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare fru Erikssons spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, fru parlamentsmedlem, i henhold til EF‐traktatens artikel 240 gælder denne traktat på ubegrænset tid. Traktaten foreskriver ikke noget om et medlemslands ensidige udtrædelse af Det Europæiske Fællesskab. Rådet har heller aldrig før beskæftiget sig med et sådant spørgsmål og har heller aldrig diskuteret det.

  Eriksson (GUE/NGL). – (SV) Jeg ved, at Rådet ikke har diskuteret dette spørgsmål, men mener Rådet ikke, at eftersom medlemskabet indebærer en frivillig overenskomst, bør man også drøfte, hvordan man frivilligt skal kunne forlade en forening, som man måske ikke længere ønsker at tilhøre? Er det ikke på tide at diskutere dette spørgsmål, ikke bare med tanke på uviljen blandt de svenske borgere?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, fru parlamentsmedlem, jeg kan kun sige noget teoretisk om det, der overvejes principielt i retslæren, men det er nu aldrig kommet til udfoldelse og er ikke engang beskrevet i traktaten. Hverken de tre fællesskabstraktater eller EU‐traktaten beskriver en enkelt stats udtrædelsesret. Det betyder, at en medlemsstats udtrædelse eller opsigelse principielt ikke kommer i betragtning. Medlemsstaterne er traktaternes mænd, der har begrundet bundetheden til disse traktater med viljen til et langfristet medlemskab, men som selvfølgelig i sidste ende igen kan ophæve dette tilhørsforhold – i det mindste ifølge retslæren – i form af en modsat virkende akt, en actus contrarius .

En medlemsstats udtrædelse ville i hvert fald kræve godkendelse fra alle øvrige medlemsstater og skulle vel finde sted på grundlag en en traktatsændring og med overholdelse af alle generelle krav i henhold til Wiener‐konventionen om traktatsret.

  Bonde (I‐EDN). – Tak, fru rådsformand, for svaret. Vil det sige, at medlemskabet af EU har mistet enhver forbindelse med folkeretten og Wiener‐konventionen? Vil man ikke i henhold til Wiener‐konventionen kunne opsige et medlemskab, hvis forudsætningerne ikke længere er til stede, eller af andre grunde? Det var den ene ting. Den anden ting er, at der i går blev stillet et spørgsmål til hr. de Silguy, hvortil han svarede, at Sverige var bundet til at tage del i Den Økonomiske og Monetære Union, og ikke havde den frihed til selv at beslutte, som Tyskland tog sig ved Karlsruhe‐dommen. Er det virkelig også rådsformandskabets holdning, at Sverige er bundet til at tage del i Den Økonomiske og Monetære Union og ikke har den frihed, som den tyske forbundsdag har?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg sagde allerede i mit første svar helt klart, at dette anliggende for det første ikke er beskrevet i traktaten og for det andet aldrig har været aktuelt. Jeg fremstillede også den herskende retslære for Dem. At komme med teoretiske, hypotetiske overvejelser her er én sag, men en anden sag er den virkelige situation, og her har vi jo, som det alleredet er blevet antydet, Wiener‐konventionen om traktatsret. Det vil sige, at jeg kun kan gentage det, som jeg netop har sagt. Hvis De ønsker det, kan jeg godt gentage det igen.

  Formanden . – Mange tak, fru Ferrero‐Waldner.

Hr. Krarup, synes De ikke, svaret allerede er blevet givet flere gange, og at formanden for Rådet har gjort opmærksom på, at der ikke var flere forklaringer? Hvis De insisterer, har De ordet i ét minut, men jeg minder Dem om, at der ikke kan presses mere ud af et emne, når der ikke er mere at diskutere. De har ordet i ét minut.

  Krarup (I‐EDN). – Jeg er helt enig med formanden i, at rådsformanden har givet et svar, som gik ud på, at hvis alle de øvrige medlemsstater accepterer det, så vil en medlemsstat kunne sige op, og det er jo en juridisk selvfølge, kan man sige. Samtidig henviste rådsformanden til artikel 240, som fastslår, at denne traktat er indgået på ubegrænset tid. Jeg må altså forstå rådsformandens tilkendegivelse således, at EU's Ministerråd er af den opfattelse, at en medlemsstat ikke kan udtræde af Den Europæiske Union, medmindre samtlige medlemsstater accepterer det. Og på grund af den uklarhed, der hersker, vil jeg gerne bede rådsformanden om at bekræfte denne opfattelse.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, det sagde jeg ikke. Jeg sagde: Jeg taler her for Rådet, og i henhold til EF‐traktatens artikel 240 gælder denne traktat på ubegrænset tid, og den ensidige udtrædelse er ikke indeholdt her. Jeg sagde imidlertid også, at der føres teoretiske diskussioner herom, og mere kan jeg ikke sige til det. Jeg tror, at De skal henvende Dem til en folkeretsekspert, hvis De vil behandle dette spørgsmål mere udførligt, ikke til Rådet, som jeg repræsenterer her.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 8 af Maj Theorin, overtaget af fru Lööw (H−0742/98):

Om: Handel med kvinder

Et alvorligt problem, som ikke får særlig meget opmærksomhed, er handelen med kvinder. Tusindvis af unge kvinder arbejder som prostituerede i EU's medlemslande. Ofte lokkes eller røves de fra fattigdom og arbejdsløshed i østlandene for at blive udnyttet til prostitution i Vesten. De er låst inde af alfonser og lever fuldstændig isoleret fra omverdenen. Pas og identitetspapirer tages fra dem, og fuldstændig retsløse tvinges de til at arbejde det beløb af, som alfonsen har købt dem for. Der er tale om moderne slavehandel, og det er uhørt tragisk, at det forekommer i Europa i dag.

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at hindre et sådant misbrug af mennesker?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare fru Lööws spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, fru parlamentsmedlem, Rådet er meget bevidst om, at dette i stigende grad bekymrende fænomen, som parlamentsmedlemmet kommer ind på, stiller alvorlige problemer til diskussion, og har, hvad angår menneskehandel både generelt og specifikt med henblik på handel med kvinder med seksuel udnyttelse for øje, taget en række initiativer for at sætte en stopper for dette fænomen.

Hvad menneskehandelen generelt angår, så har Rådet i betragtning af de forskellige dimensioner i denne problematik truffet foranstaltninger på flere niveauer, som inddrager aspekter af migrationspolitikken og samarbejde mellem justitsvæsen og politi. Den 29. november 1996 vedtog Rådet på grundlag af EU‐traktatens artikel K3 en fælles foranstaltning til udarbejdelse af et fremme‐ og udvekslingsprogram for personer, der er ansvarlige for foranstaltninger mod menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, det såkaldte Stop‐program.

Den 16. december 1996 vedtog Rådet ligeledes på grundlag af EU‐traktatens artikel K3 endnu en fælles foranstaltning til udvidelse af det mandat, som Europol's narkotikaafdeling har, for bl.a. at inddrage udvekslingen af informationer og viden om indslusningskriminalitet og menneskehandel.

Den 24. februar 1997 vedtog Rådet på grundlag af EU‐traktatens artikel K3 en fælles foranstaltning til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. På grundlag af disse fælles foranstaltninger er medlemsstaterne forpligtet til at træffe de tilsvarende foranstaltninger på nationalt plan for at sikre, at menneskehandel anses for en strafbar handling efter national ret. Desuden indføres der som led i disse foranstaltninger visse former for justitssamarbejde ved undersøgelserne og retssagerne i forbindelse med menneskehandel.

Fra den 24. til 26. april 1997 fandt Den Europæiske Unions ministerkonference sted i Haag med det formål at udarbejde et katalog over foranstaltninger i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution 5/66 om bekæmpelse af handelen med kvinder. Foranstaltningerne til dette formål er sammenfattet i sluterklæringen fra the High Ministerial Declaration and European Guidelines for Effective Measures to prevent and combat Trafficking in Women for the Purpose of Sexual Exploitation .

Derudover følger Rådet meget opmærksomt med i FN‐udviklingen inden for dette område, særlig initiativerne med henblik på indgåelsen af verdensomspændende konventioner om handel med børn og indslusningskriminalitet. Rådet koordinerer medlemslandenes standpunkter, således at disse initiativer snart kan afsluttes med succes. Især hvad angår handel med kvinder med seksuel udnyttelse for øje, så indledte Den Europæiske Union i april 1998 sammen med USA – i øvrigt som led i den nye transatlantiske agenda – informationskampagner i Polen og Ukraine for at bekæmpe denne form for menneskehandel.

  Lööw (PSE). – (SV) Jeg vil egentlig bare takke Rådet for et meget udførligt svar. Fru Theorin havde stillet spørgsmålet, fordi hun ville sikre sig, at også Rådet, ligesom Parlamentet og Kommissionen, er opmærksomt på spørgsmålet.

Vi ved alle, hvor svært dette er. Det er et stort problem, fordi det er et skjult problem, som er svært at komme til livs. Det kræver ligeledes et meget kvalificeret politisamarbejde. Jeg er glad for, at Europol har fået udvidet sit mandat på dette område.

Endvidere tror jeg, at det meget vigtigt, at vi er opmærksomme på dette spørgsmål i forbindelse med udvidelsen. Vi har en enestående lejlighed til at få en ordentlig dialog med østlandene i forbindelse med udvidelsesdrøftelserne. I det mindste i mit eget land Sverige forholder det sig nemlig sådan, at det sandsynligvis er østlandenes kvinder, der udnyttes mest.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, fru parlamentsmedlem, netop i forbindelse med denne sag har jeg absolut noget at bidrage med. Forbundsministeren præsenterede sidste efterår på FN's Generalforsamling et udkast til en konvention om indslusningskriminalitet. I sin tale på den 52. Generalforsamling stillede forbundsministeren i udsigt, at dette udkast ville blive forelagt FN's forbryderkommission på dens næste samling. Det er sket.

Efter de overmåde positive tilbagemeldinger i forbindelse med dette indslusningsinitiativ blev det aftalt med Italien at præsentere dette initiativ i fællesskab, hvorved de italienske bestræbelser i højere grad koncentrerer sig om indslusning ad søvejen. FN's forbryderkommission besluttede derefter på sin samling i april i år at følge projektet om en international rammekonvention mod organiseret kriminalitet yderligere. Konventionens reguleringsområde skulle dog også begrænses til generel retshjælp og udleveringsbestemmelser.

Specifik kriminalitet skulle reguleres i protokoller til rammekonventionen. Det blev aftalt, at der netop også skulle formuleres en protokol mod indslusningskriminalitet. Derudover blev det aftalt, at der også skulle udarbejdes protokoller for handel med kvinder og børn samt håndskydevåben. For at formalisere forhandlingerne om denne rammekonvention og protokollerne har FN's Generalforsamlings forbryderkommission anbefalet, at der vedtages en resolution, der foreskriver dannelsen af en ad hoc‐komité, der skal udarbejde en rammekonvention.

Denne komité har fået mandat til straks at indlede forhandlinger om en protokol om indslusningskriminalitet på grundlag af dette østrigsk‐italienske udkast. På denne ad hoc‐komités første uformelle møde i Buenos Aires den 31. august til 4. september i år fremlagde Østrig og Italien så et EU‐støttet udkast til en protokol om indslusningskriminalitet, der også blev hilst velkomment af de ca. 60 tilstedeværende delegationer. I januar indledes der i Wien formelle forhandlinger om protokollen, som formentlig vil være afsluttet før marts. Konventionen skal være udarbejdet i år 2000.

I forbindelse med handelen med kvinder og børn blev det understreget, at det er særlig vigtigt at følge nøje med i processen som led i menneskerettighedskonventionen til udarbejdelse af en supplerende protokol til børneretskonventionen. Da der dog stadig ikke foreligger noget udkast til en tekst til denne protokol om handel med kvinder og børn, indvilgede USA i at fremlægge en sådan senest inden marts. Det er altså også i støbeskeen.

Protokollen foreskriver ud over specifikke bestemmelser om det politimæssige samarbejde og bekæmpelsen af indslusning ad søvejen især, at indsluserne enten skal straffes eller udleveres til andre aftaleparter, aut dedere aut iudicare . I denne forbindelse skal de indslusede personer ikke straffes som medskyldige. Disse kan kun indstævnes på grund af overtrædelse af indrejsebestemmelserne, ikke strafferetligt. Det var det, jeg ville tilføje.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 9 af Nuala Ahern (H−0744/98):

Om: De uacceptable risici, som atomkraftværker udsætter borgerne og miljøet for

Hvilke foranstaltninger agter Rådet under det østrigske formandskab at træffe med henblik på at kunne gribe ind i tilfælde såsom Mochovce i Slovakiet og Sellafield i Det Forenede Kongerige, hvor atomkraftværker udsætter borgere og miljø i nabostaterne for en uacceptabel risiko?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare fru Aherns spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Fru parlamentsmedlem, som jeg fremhævede allerede i mit svar på parlamentsmedlemmets og hr. Rübigs spørgsmål under julisessionen, tildeler Rådet beskyttelsen af befolkningen mod truslen fra ioniserende stråling samt spørgsmålet om nuklear sikkerhed både inden for og uden for Den Europæiske Union den allerstørste betydning. Rådet giver således overholdelsen af de internationalt anerkendte principper inden for nuklear sikkerhed sin fulde opmærksomhed. Dette anliggende tages der i øvrigt hensyn til især i forholdet til udlandet og frem for alt i forholdet til de centraleuropæiske lande, som ønsker at tiltræde Den Europæiske Union.

Principperne, prioriteringsrækkefølgen og målsætningerne i tiltrædelsespartnerskabet med Slovakiet, som Europa‐Parlamentet er blevet underrettet om, foreskriver udtrykkeligt, at de internationalt anerkendte principper inden for nuklear sikkerhed skal anvendes ved ibrugtagningen af Mochovce‐atomkraftværket.

Desuden foreskriver tiltrædelsespartnerskabet, at der skal gennemføres et realistisk program til lukning af Bohunice‐værket. De pågældende foranstaltninger skal indgå som led i en samlet langfristet energipolitisk strategi baseret på effektivitet og diversifikation. Rådet har regelmæssigt beskæftiget sig med tilstanden for arbejderne på Mochovce‐atomkraftværket og ikke forsømt nogen lejlighed til at gøre den slovakiske side opmærksom på betydningen af den nukleare sikkerhed.

Efter at Rådet af den østrigske regering var blevet underrettet om den forestående ibrugtagning af Mochevce‐atomkraftværket i anledning af mødet den 25. maj, gav rådsformanden i en skrivelse til det slovakiske udenrigsministerium på ny udtryk for sin bekymring og samtidig sin tillid til de slovakiske atomkrafttilsynsmyndigheders kompetence og til det tætte samarbejde mellem de slovakiske myndigheder og det internationale atomenergiagentur. Det skal i øvrigt nævnes, at også hr. Van den Broek har foretaget en lignende demarche hos de slovakiske myndigheder.

Med vedtagelsen af direktiv 96/29/Euratom om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling har Rådet i øvrigt skærpet størstedelen af de eksisterende EU‐bestemmelser på dette område, idet det har udformet de pågældende normer med større bindende virkning. I den henseende skal det også bemærkes, at dette direktiv er gældende i alle medlemslande, hvilket inkluderer atomkraftværkerne i Sellafield, som parlamentsmedlemmet refererede til i sit spørgsmål.

Desuden skal der henvises til bestemmelserne i Euratom‐traktatens kapitel 3 vedrørende sundhedsbeskyttelsen og bestemmelserne i kapitel 7 vedrørende kontrollen af sikkerheden på atomkraftværker i Den Europæiske Union.

Som jeg sagde allerede i juli, vil Rådet med allerstørste omhu gennemgå de forslag, som Kommissionen stiller med henblik på at forbedre sundhedsbeskyttelsen for befolkningen og sikkerheden i forbindelse med atomkraftværkerne. Jeg kan forsikre parlamentsmedlemmet om, at disse spørgsmål virkelig hører til Den Europæiske Unions og vores formandskabs centrale anliggender.

  Ahern (V). – (EN) Jeg må sige, at der bortset fra bekymringstilkendegivelser ikke synes at være nogen konkrete forslag. Det er noget i modstrid med, hvad jeg hørte fra en minister, da jeg i juli besøgte Østrig sammen med Gruppen De Grønne i forbindelse med indledningen af formandskabet. Vi fik forsikringer om, at Østrig ville skride til handling og være proaktiv og komme med forslag.

Har det østrigske formandskab så gjort nogen bestræbelser på at komme med forslag i relation til grænseoverskridende kontaminering eller emissioner eller ulykker i forbindelse med stråling. Har det overvejet at fremsætte ændringsforslag eller fremsat forslag om at gøre dette med Euratom‐aftalen og tillade en kritisk gennemgang af et atomkraftværk i nabolaget foretaget af ligemænd fra en anden medlemsstat?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, fru parlamentsmedlem, jeg vil gerne understrege endnu en gang, at vi ser med stor alvor på den mulige trussel, der kan udgå for den europæiske befolknings sikkerhed som følge af eventuelle mangler i visse atomkraftværker både inden for og uden for Fællesskabets grænser.

Det østrigske formandskab er af den opfattelse, at en fornuftig politik vedrørende beskyttelsen mod atomar stråling skal bestå i at overholde de gældende EU‐ og internationale bestemmelser fuldt ud og eventuelt endda at forbedre sidstnævnte. Netop ved anvendelsen af disse principper påtænker formandskabet at give nye impulser til gennemgangen af Kommissionens forslag om Fællesskabets tiltrædelse til konventionen om nuklear sikkerhed og den fælles internationale konvention om sikkerhed med håndteringen af bestrålede brændstoffer og radioaktivt affald.

  Formanden . – Tillad mig, fru Ferrero‐Waldner, at jeg fastholder Deres opmærksomhed omkring dette spørgsmål, for hr. Smith har et tillægsspørgsmål. Før jeg giver ham ordet, tillader jeg mig at sige, at jeg har noteret mig, at hr. Smith og hr. Falconer har flyttet sig over i højre side her i salen. Af nysgerrighed har jeg spurgt mig selv, om det har nogen politisk betydning. Men det er altså kun min egen nysgerrighed, der får mig til at spørge.

Hr. Smith har ordet til et tillægsspørgsmål.

  Smith (PSE). – (EN) Ja, naturligvis. Jeg har flyttet mig til venstre, og hr. Falconer er rykket endnu længere til venstre. Det kan måske give Dem nogen grund til bekymring.

Jeg vil gerne takke rådsformanden for at have svaret fru Ahern og for hendes velformulerede bekymringer omkring sikkerheden.

Jeg vil derfor henlede hendes opmærksomhed på en rapport fra British Health and Safety Executive om sikkerheden på Dounreay‐kernekraftanlægget, hvori det udtaler, at Health and Safety Executive‐ teamet fandt mange kroniske sikkerhedsproblemer og i brændstofskredsløbsområdet strakte forholdene sig fra god til meget dårlig.

Så vidt jeg har forstået, gælder direktivet også for Det Forenede Kongerige. Euratom‐traktaten gælder også for Det Forenede Kongerige. Hvorfor har det så taget så lang til at finde ud af, hvor alvorligt det står til på Dounreay?

  Formanden . – Mange tak, hr. Smith. Jeg ved ikke, hvilken opfattelse, De har af højre og venstre side her i salen. Men jeg må hellere gøre Dem opmærksom på, at hvis De bliver ved med at bevæge Dem i den retning, som De kalder venstre, vil De ende midt i Folkepartiets gruppe. Men det er selvfølgelig Deres eget valg.

Under alle omstændigheder beder jeg Dem, fru Ferrero‐Waldner, besvare hr. Smiths tillægsspørgsmål.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, hvad angår kernekraftværket Dounreay, så vil jeg gerne bede Dem rette dette spørgsmål til Kommissionen, for det er dennes opgave at sørge for, at traktaten og netop også de bestemmelser, der udstedes i medfør af denne traktat, bliver overholdt. Kommissionen råder derfor over alle de informationer, der er nødvendige for at give pålidelige svar. Alt i alt og i øvrigt vil jeg gerne sige endnu en gang, at Rådet selvfølgelig altid vil have opmærksomheden henledt på, at de gældende fællesskabsnormer og internationale principper i den nukleare sektor bliver overholdt ned til mindste detalje netop som led i tiltrædelsesforhandlingerne.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 10 af Sören Wibe, overtaget af hr. Falconer (H−0749/98):

Om: Forbindelserne med Israel og Palæstina

Omverdenens pres på Israel for at få det til at gennemføre sin del af fredsprocessen er uendelig vigtig. Hvilke initiativer agter det østrigske formandskab at tage for at lægge et fælles pres fra EU's side på staten Israel for at få den til f.eks. at tilbagelevere landområder, som er blevet konfiskeret fra palæstinenserne, og repatriere palæstinensiske flygtninge?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Falconers spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, Den Europæiske Union er yderst bekymret over den vedvarende stilstand i fredsprocessen i Mellemøsten, der udgør en permanent trussel mod stabiliteten i regionen. Unionen betragter fredsprocessen som den eneste vej til at opnå fred og sikkerhed for Israel, palæstinenserne og de arabiske nabolande. Unionen deltager aktivt i bestræbelserne på at fremme fredsprocessen. Den sætter hele sin politiske vægt ind på at opnå en løsning.

Det østrigske formandskab gør sig i denne forbindelse alle anstrengelser for at føre en dialog med alle konfliktens parter. Præsident Arafats besøg i Wien den 30. juli skal ses i denne sammenhæng. Her kunne det østrigske formandskab få aktuelle informationer om den palæstinensiske holdning på første hånd. Trods vores ambitioner om at styrke Den Europæiske Unions politiske rolle i regionen er vi bevidst om, at USA p.t. skal fortsætte med at være den afgørende faktor i bestræbelserne på at indgå forlig i fredsprocessen.

EU vil derfor virkelig støtte USA's bestræbelser på at opnå forlig kraftigt i enhver henseende og koordinerer sine egne handlinger i overensstemmelse med USA. USA indledte for nogle måneder siden omfattende bestræbelser på at indgå et forlig for at få de israelske tropper til at trække sig yderligere ud af Vestjordan i overensstemmelse med interimsaftalen og Hebronaftalen fra 1997. Den Europæiske Union mener, at de amerikanske bestræbelser, som mundede ud i, at de direkte bilaterale forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne blev genoptaget, danner et godt grundlag for, at fredsprocessen igen kommer i gang.

Ved at udnævne en særlig EU‐udsending for fredsprocessen i 1996 har Unionen styrket sit engagement og sin tilstedeværelse i regionen betydeligt. Den særlige udsending Moratinos er til stadighed i kontakt med alle parter. Han repræsenterer Den Europæiske Unions standpunkt og går ind for specifikke EU‐initiativer, f.eks. for at overvinde virkningerne af den israelske blokeringspolitik. Et andet område, hvor EU er aktiv, er styrkelsen af palæstinensernes evne til at bekæmpe terrorismen.

EU forbereder desuden bidrag til forhandlingerne om det selvstændige områdes endelige status. Et af de punkter, som EU koncentrerer sig særligt meget om her, er flygtningespørgsmålet, der bliver et centralt og vanskeligt emne under statusforhandlingerne.

Siden starten af 1997 har Den Europæiske Union via sine ledere af missionen i Tel Aviv iagttaget de israelske bosættelsesaktiviteter, situationen i Jerusalem og menneskerettighedssituationen i Vestjordan og Gaza‐striben. Unionen har offentliggjort sine informationer herom yderst kortfattet. Den Europæiske Union er – som De ved – langt den vigtigste donor for palæstinenserne og vil uden tvivl også fortsætte med at yde denne hjælp i næste støtteperiode fra 1999.

Den økonomiske og humanitære støtte til det palæstinensiske folk er i sig selv et klart politisk signal til Israel om, at fredsprocessen skal sættes i gang igen.

  Falconer (PSE). – (EN) Hr. formand, jeg takker rådsformanden for hendes svar på spørgsmålet. Israel er en ø af pluralistisk demokrati i den del af verden, og vi vil det tydeligvis vel. Men vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og se det besætte landområder ulovligt, der tilhører andre, med FN‐resolutioner, der kræver, at disse landområder skal leveres tilbage, hvilket var det centrale punkt i den aftale, De henviste til tidligere.

Må jeg henlede Rådets opmærksomhed på dets bemærkninger om dets rolle i visse sager. Dette Parlament er tomt, fordi De er Rådet, De er hjørnestenen for demokratisk ansvarlighed, og det er ikke godt nok at overlade det til Kommissionen. Jeg vil derfor bede Dem om at koordinere et svar sammen med Kommissionen ved at undersøge vores handelsaftaler med henblik på at fremskynde denne sag og måske bistå med at løse hele dette tarvelige roderi, vi er kommet ud i.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, de israelske troppers fortsatte tilbagetrækning fra Vestjordan, som er indeholdt i interimsaftalen mellem Israel og palæstinenserne, skulle have fundet sted for længe siden. USA har i flere måneder forsøgt at indgå et forlig med det formål at opnå en israelsk tilbagetrækning fra yderligere 13 % af Vestjordan. Hvis man opnåede enighed herom, ville parterne få mulighed for at genoptage forhandlingerne om den endelige status for palæstinensernes selvstændige område, som i henhold til den oprindelige tidsplan for fredsprocessen skal være afsluttet inden 4. marts 1999.

Selvom USA's forslag ikke opfylder de palæstinensiske ønsker, har Arafat accepteret dem. Israelerne forkaster dem under henvisning til sikkerhedsinteresser, men har foreslået en 10 + 3 %‐formel, hvor 3 % land rundt om de israelske bosættelser skal være et naturfredningsområde, som Israel beholder det sidste ansvar for i sikkerhedsanliggender. Selvfølgelig ved jeg, at Sikkerhedsrådets resolutioner, som De har været inde på, spiller en stor rolle her. Vi bestræber os også på at synliggøre Den Europæiske Unions rolle i fredsprocessen yderligere, for grundpillerne for en løsning af konflikten er og bliver – her er jeg enig med Dem – principperne fra Madrid og Oslo, især »Land for fred«, den fuldstændige gennemførelse af eksisterende traktatsbestemmelser i den nævnte interimsaftale mellem Israel og palæstinenserne og de pågældende beslutninger, som FN's Sikkerhedsråd har truffet.

Vi støtter i høj grad EU's fortsatte økonomiske hjælp til det palæstinensiske folk. En positiv udvikling i den palæstinensiske økonomi er en betingelse for politisk stabilitet. Det, De også har været inde på, nemlig spørgsmålet om en handelsaftale, vedrører faktisk først og fremmest Kommissionen. Jeg vil gerne bede Dem rette dette spørgsmål til Kommissionen.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 11 af Jens‐Peter Bonde (H−0751/98):

Om: Aktindsigt og påberåbelse af tavshedspligten om Rådets drøftelser

I 1996/97 er hensynet til tavshedspligten om Rådets drøftelse påberåbt i 6890 af afslagene om aktindsigt mod 4490 i 1994/95. Hvad er begrundelsen for, at tavshedspligten tilsyneladende har haft en stigende betydning, mens ønsket om åbenhed i særlig grad er blevet markedsført?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Bondes spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, de oplysninger, Rådet har i denne sag, lader ikke til at stemme overens med de oplysninger, parlamentsmedlemmet har. Af den anden rapport om gennemførelsen af Rådets afgørelse 93/731/EF om aktindsigt i Rådets dokumenter fremgår det nemlig, at andelen af videregivne dokumenter er steget fra 58, 7 % i perioden 1994/95 til 78, 3 % i perioden 1996/97, selvom antallet af dokumenter, der er søgt om aktindsigt i, er steget væsentligt. Det betyder, at Rådet ud af de 3.325 dokumenter, der er taget i betragtning i perioden 1996/97, har gjort 2.605 dokumenter tilgængelige. I perioden 1994/95 blev der kun anmodet om aktindsigt i 378 dokumenter, hvoraf ansøgerne så fik adgang til 222 dokumenter. Denne udvikling afspejler de erfaringer, som Rådet og dets generalsekretariat har høstet i den praktiske gennemførelse af denne politik, og beviser – som Rådet i øvrigt også konstaterede i de konklusioner, der blev vedtaget den 29. juni 1998 – virkningen af afgørelse 93/731/EF med henblik på åbenhed og gennemskuelighed.

Rådet vil bestræbe sig yderligere på at øge gennemskueligheden af sine aktiviteter. I den forbindelse gav Rådet i sine konklusioner fra 29. juni i år udtryk for sin vilje til at give en så omfattende adgang som muligt til dokumenter med hensyn til akter, som Rådet udsteder i egenskab af lovgiver, og kun tage artikel 4, stk. 2, i afgørelse 93/731/EF i brug i det absolut mest nødvendige omfang.

  Bonde (I‐EDN). – Vi har alle lagt mærke til, at der både i Kommissionen og i Rådet udleveres langt flere dokumenter end tidligere, og det er godt, at Parlamentets kamp for større åbenhed har sat sig klare spor. Det er vi glade for. Men der er i den sidste rapport en kedelig tendens til, at det argument, som vi absolut ikke kan lide i Parlamentet, nemlig hensynet til forhandlingernes fortrolighed, nu dukker op stadig oftere som begrundelse for at give de – ganske rigtigt – relativt færre afslag, men begrundelsen – forhandlingernes hemmelighed – dukker altså stadig oftere op, og jeg har svært ved at se, hvilke gode argumenter der taler til fordel for dette hensyn. Hensynet til borgerne må vel i næsten alle tilfælde være vigtigere end hensynet til gamle forhandlingers fortrolighed.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg har allerede oplistet i detaljer, at der egentlig tages mindre og mindre hensyn til sagernes fortrolighed. På stats‐ og regeringschefernes ekstraordinære møde, som finder sted den 24.−25. oktober i Pörtschach, Østrig, vil vi straks behandle spørgsmålet om samarbejde med borgerne, gennemskuelighed og subsidiaritet osv. Det er helt sikkert endda også en mulighed for at kræve øget gennemskuelighed. Alt i alt tror jeg dog, at Rådets regnskab – jeg taler her kun for Rådet – viser, at vi nu følger en helt anden praksis end tidligere.

Jeg vil også gerne tilføje, at offentligheden pr. 19. marts 1998 skal have adgang til et dataregister så hurtigt som muligt som supplement til det nuværende system med elektronisk lagring af dokumenter. Man vil kunne få adgang til dette flersprogede dataregister via Internet, hvor alle borgere vil få mulighed for at søge på Rådets dokumenter med titel, dato og nummer.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 12 af Olivier Dupuis (H−0752/98):

Om: Georgien

Selvom Georgien forbereder sig på at blive fuldgyldigt medlem af Europarådet, selvom landet står over for en alvorlig indre konflikt i Abkhasien – der i vidt omfang skyldes kræfter og interesser, som er landet fremmede – selvom det ensidigt har besluttet at tilpasse sin lovgivning til EU's, selvom det befinder sig i et for Unionen strategisk knudepunkt på vejen til Centralasien, og selvom det udgør en privilegeret adgang til de enorme oliereserver i Centralasien, figurerer det ikke på nogen af »listerne« over ansøgere til EU‐medlemskab.

Mener Rådet ikke, at det i betragtning af Georgiens stærke og tydelige EU‐orientering og denne regions enorme økonomiske og politiske betydning for EU, ville være i EU's egentlige interesse og politisk set yderst fordelagtigt og presserende at lade de georgiske myndigheder vide, at en ansøgning om Georgiens EU‐medlemskab ville blive betragtet af EU med den allerstørste opmærksomhed? Hvilke initiativer har Rådet allerede truffet i så henseende?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Dupuis' spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, ved undertegnelsen af partnerskabs‐ og samarbejdsaftalen med Georgien den 22. april 1996 fremhævede og anerkendte Den Europæiske Union de fælles værdier, som både Unionen og Georgien går ind for, og som går ud på, at begge parter ønsker at styrke de eksisterende bånd og at udbygge relationerne mellem dem.

Den Europæiske Union har i denne forbindelse desuden anerkendt, at støtten til Georgiens uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet vil bidrage til bevarelsen af fred og stabilitet i Europa. Med partneskabs‐ og samarbejdsaftalen er der etableret en regelmæssig politisk dialog om bilaterale, regionale og internationale anliggender, der har begge parters interesse, og som absolut lever op til Georgiens ønske om et tæt samarbejde med de europæiske institutioner.

I forventning om, at partnerskabs‐ og samarbejdsaftalen vil blive ratificeret og træde i kraft, indgik Det Europæiske Fællesskab i bestræbelserne på at sikre en hurtig udbyggelse af handelsforbindelserne til Georgien den 29. april 1997 en interimsaftale med Georgien, der trådte i kraft den 1. september 1997. Interimsaftalen tager sigte på at garantere en rask gennemførelse af handelsbestemmelserne og de handelsrelaterede forskrifter i partnerskabs‐ og kooperationsaftalen. Rådet er af den opfattelse, at man først og fremmest bør udnytte det fulde potentiale af partnerskabs‐ og samarbejdsaftalen, før der overvejes nye initiativer eller aftaler mellem Fællesskabet og Georgien.

  Dupuis (ARE). ‐ (FR) Jeg takker ministeren for hendes lange svar, men jeg frygter, at der også på det område bliver gjort meget, men ikke det væsentlige.

Georgiens position er strategisk. Det har fælles grænser med et land, der ikke befinder sig i en særlig god situation,
nemlig Rusland. Georgiens beliggenhed er strategisk for EU, specielt for visse lande, og ministerens land er i øvrigt et af dem. Jeg mener, man kunne gøre meget mere, men det er nødvendigt med et politisk signal, et signal, som aldrig er kommet de georgiske myndigheder for øre, et signal, som de jugoslaviske myndigheder i øvrigt heller ikke fik, og som førte til den velkendte tragedie, selvom man var informeret siden begyndelsen af firserne.

Parallelt hermed er der problemet med Abkhasien og i Georgien ligeledes med Ossetien; der er utallige problemer, men også utallige muligheder. Aserbajdsjan er tæt på. Det ville være en mulighed at satse højt, og i og med man støtter sig til Georgien, ville man kunne skabe en stabil platform i denne region.

Tror ministeren ikke, at man kan gå lidt længere og endelig begynde at tænke politisk?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, lad mig først fremhæve, at en ansøgning om tiltrædelse udtrykker et tredjelands politiske vilje til at blive en del af en omfattende statsstruktur som EU. For øjeblikket er EU dog på ingen måde beskæftiget med en ansøgning om tiltrædelse fra Georgiens side. I øvrigt består Den Europæiske Unions sædvanlige praksis, hvad angår forbindelserne til tredjelande – som De ved – i først og fremmest at udnytte samtlige muligheder ud fra de eksisterende aftaler såsom partnerskabsaftaler, og alt det er stadig langt fra udnyttet.

Inden enhver anden demarche skal EU først og fremmest handle inden for de førnævnte rammer, når det drejer sig om at udvikle de økonomiske forbindelser og at udbygge samarbejdet med Georgien. Så vil jeg også gerne sige til Dem, at det østrigske formandskab meget vel principielt har indledt en ny diskussion, og det skete på det uformelle rådsmøde i Salzburg, hvor vi overvejede, hvordan vi kan integrere de stater, for hvilke der p.t. ikke eksisterer nogen perspektiver for en tiltrædelse, i et eget partnerskab, f.eks. et partnerskab for Europa i lighed med NATO‐partnerskabet for fred. Det blev diskuteret i Rådet på uformelt plan, men situationen blev af mange betegnet som endnu ikke moden hertil, og idéen blev derfor forkastet.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 13 af Alex Smith (H−0753/98):

Om: Radioaktivt og giftigt affald

Hvordan planlægger Rådets formandskab at kontrollere, om medlemsstaterne overholder deres forpligtelser til ikke at forurene nabostater med radioaktive stoffer, efter den aftale, der blev indgået på ministermødet i Ospar‐konventionen om kontrol udledningen af radioaktivt og giftigt affald i havene, afholdt i Sintra i Portugal i juli?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Smiths spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, Rådet har siden Ospar‐parternes konference i juli ikke modtaget noget forslag herom, og som det måske er parlamentsmedlemmet bekendt, råder formandskabet ikke over de beføjelser, der ville gøre det muligt at indføre et instrument eller en mekanisme, hvormed det kunne kontrolleres, om aftalen om de indgåede forpligtelser inden for miljøforurening bliver overholdt.

Rådet konstaterer, at især konventionens artikel 21 og 23 indeholder bestemmelser, der gør det muligt at overvåge og sikre, at de indgåede forpligtelser overholdes. Det vil sige, at der eksisterer en mulighed for de kontraherende parter, men ikke for Rådet.

  Smith (PSE). – (EN) Fru formand for Rådet, det er en temmelig bedrøvelig situation, hvis vi ikke har nogen instrumenter til at sikre en vis overvågning af forpligtelser, der frit indgås ved ministerkonferencer. Kunne jeg mon bede Rådet om at give os en tilstandsrapport om, hvordan disse forpligtelser er blevet gennemført under formandskabet inden det nuværende formandskabs afslutning?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, den anmodning, som De har fremsat, må jeg desværre afvise med beklagelse, for det henhører ikke under Rådets kompetenceområde at foretage kontrolforanstaltninger på miljøområdet.

  Rübig (PPE). – (DE) Fru formand for Rådet, nuklear sikkerhed er et anliggende for os alle. Hvilke muligheder ser De for et nyt lovgivningsmæssigt grundlag for at kunne regulere sikkerhedsspørgsmål på dette område på fælleseuropæisk plan i fremtiden?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, det er et spørgsmål, som Rådet hidtil ikke har beskæftiget sig med. Jeg mener, vi bør diskutere det endnu en gang i arbejdsgrupperne. Her er jeg parat til at komme ind på det. Men vi har jo ikke noget forslag fra Kommissionen, og det er normalt det første skridt. Vi skal jo have et forslag fra Kommissionen for overhovedet at kunne diskutere muligheder.

  Pirker (PPE). – (DE) Fru formand for Rådet, Slovenien driver et atomkraftværk i nærheden af den østrigske grænse. Nu bliver vi informeret om, at der opbevares bestrålet affald i et overfladelager. Det er endnu ikke afklaret, hvor det skal opbevares på længere sigt. Det er for os ikke afklaret gennemskueligt og med sikkerhed. Hvorvidt vil, når der føres tiltrædelsesforhandlinger med Slovenien, den atomare sikkerhed og spørgsmålet om permanent opbevaring også være et emne under tiltrædelsesforhandlingerne med Slovenien?

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg vil generelt sige, at dette og lignende spørgsmål selvfølgelig spiller en rolle i tiltrædelsesforhandlingerne, især spørgsmålet om den nukleare sikkerhed. Rådet vil altid have opmærksomheden henledt på, at de gældende fællesskabsnormer og især alle internationale principper i den nukleare sektor overholdes nøje som led i tiltrædelsesforhandlingerne. I øvrigt fører det østrigske rådsformandskab jo også hele tiden bilaterale forhandlinger med Slovenien. Det er godt nok et emne, som jeg ikke ønsker at uddybe her, men som netop vedrører dette område.

  Formanden . – Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 14.

Spørgsmål nr. 15 af Wayne David (H−0756/98):

Om: Menneskerettighederne i Irak

Er Rådet klar over, at den muslimske åndelige leder, Al Sheik Mohammed Al‐Ghorawi, og tre af hans hjælpere blev dræbt i Najaf (Irak) den 18. juni 1998, muligvis af Saddam Husseins agenter?

Hvor stort et pres vil Rådet lægge på det irakiske regime for at få sat en stopper for menneskerettighedskrænkelser af denne art?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Davids spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, Rådet er dybt bekymret over de massive og systematiske menneskerettighedskrænkelser i Irak. I betragtning af, at FN har iværksat skarpe sanktioner over for Irak, og EU kun er repræsenteret meget svagt på diplomatniveau i Bagdad, har Unionen dog få muligheder for overvågning og indgreb i konkrete tilfælde af menneskerettighedskrænkelser i Irak.

  David (PSE). – (EN) Jeg takker rådsformanden for hendes svar. Jeg er opmuntret over at høre om Rådets bekymring over situationen i Irak og navnlig disse fire gejstliges død. Jeg vil gerne understrege situationens alvor. Slemme som disse fire mord er, er der en stærk mistanke om, at Saddam Husseins regering forsøger at eliminere alle Shia‐muslimernes ledere i det land. Det er fuldstændigt utåleligt. Jeg vil i de stærkeste vendinger opfordre Rådet til at gøre alt, hvad det kan for at sikre, at der i det mindste er et minimum af respekt for menneskerettighederne i Irak. Jeg vil derfor opfordre rådsformanden til straks at sikre, at alle bestræbelser bliver gjort for at lægge et så stort pres som muligt på regimet i Irak for at forbedre situationen.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, lad mig sige følgende til det: Den Europæiske Union har i sin resolution på FN's Menneskerettighedskommissions 54. samling i marts/april 1998 taget stilling til situationen i Irak og fordømt de udbredte systematiske menneskerettighedskrænkelser og terrorhandlingerne. Unionen vil også gøre dette i en beslutning, der fremlægges på FN's næste Generalforsamling, og vil igen indtrængende opfordre Irak til at samarbejde med FN's menneskerettighedsorganer, især med talsmanden for Irak, hr. Max van der Stoel, hvis mandat blev forlænget med yderligere et år på FN's Menneskerettighedskommissions 54. samling.

Den Europæiske Unions tilstedeværelse på irakisk territorium er desværre begrænset til et minimum, hvilket gør det umuligt at sætte Saddam Hussein‐regimet i gabestokken for menneskerettighedskrænkelser og at overvåge overholdelsen af menneskerettigheder effektivt. Formandskabet vil dog ikke undlade at indhente detaljerede oplysninger om det tilfælde, som De kommer ind på her, og derefter diskutere spørgsmålet igen i forbindelse med FN's Generalforsamling og hr. van der Stoel.

  Formanden . – Spørgsmål nr. 16 af José Apolinário (H−0758/98):

Om: Den politiske situation på Østtimor

I lyset af den seneste udvikling vedrørende Østtimor, navnlig den holdning, som Rådet har indtaget, bedes formandskabet oplyse, hvilke initiativer det agter at iværksætte i forbindelse med den politiske situation på Østtimor.

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Apolinários spørgsmål.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, Den Europæiske Union vil med henblik på de målsætninger, der er nævnt i den fælles holdning af 25. juni 1996, fortsat støtte de initiativer, der er taget i FN‐regi, i overensstemmelse med de pågældende resolutioner fra FN's Generalforsamling og med de principper, der er nedfældet i FNpagten. Derved skal der opnås en retfærdig, omfattende og internationalt acceptabel løsning på Østtimor‐spørgsmålet, med hvilken den østtimorske befolknings rettigheder kan garanteres uindskrænket.

Den Europæiske Union har sendt en trojkamission til Østtimor, der opholdt sig dér den 26.−30. juni. Trojkamissionens rapport blev offentliggjort den 24. juli på grundlag af Rådets afgørelse. Denne missions vigtigste resultat er for det første: Ifølge trojkamissionens medlemmer kan man kun finde frem til en langfristet løsning på Østtimor‐spørgsmålet, når der tages hensyn til den østtimorske befolknings ønsker.

For det andet bør der omgående indledes en dialog med inddragelse af repræsentanter for den østtimorske befolkning. For det tredje kræver forhandlingerne fleksibilitet hos alle parter. For det fjerde bør gennemførelsen af synlige, tillidsskabende foranstaltninger påbegyndes straks.

Jeg vil også gerne understrege, at der allerede har fundet en all‐inclusive intra‐timorese dialogue sted tre gange, hvor Østrig har optrådt som vært tre gange. Den næste forhandlingsrunde skal finde sted i oktober i Østrig igen. Den 3. og 4. august fandt trepartsforhandlingerne sted i New York mellem FN's generalsekretær og Indonesiens og Portugals udenrigsministre. Resultatet heraf blev modtaget med tilfredshed af Den Europæiske Union. Resultatet omfatter også en øget integration af indbyggerne i Østtimor, når der skal findes frem til en løsning. Medlemmerne af trojkamissionen har også givet udtryk for samme holdning.

Jeg anser det for enormt vigtigt, at vi fremmer tillidsskabelsen blandt de forskellige østtimorske grupperinger, og jeg mener, at der fremover skal spilles en endnu vigtigere rolle i forbindelse med bestræbelserne på at finde en tilfredsstillende og for alle parter acceptabel løsning.

  Apolinário (PSE). – (PT) Hr. formand, først vil jeg gerne fremhæve det fuldstændige, udtømmende og engagerede perspektiv, hvormed det østrigske formandskab har besvaret mit spørgsmål, hvilket jeg takker for; jeg vil desuden gerne fremhæve, at netop, fordi Østrig har været vært for dialogmøderne mellem indbyggerne på Timor, er vores forventning til dette formandskabs indsats større. Og vi vil gerne med det samme appellere til, at dette formandskab indfrier den forventning, der skabt omkring en aktiv politik, således at sagen Østtimor kan komme videre.

Jeg vil dog gerne yderligere spørge formandskabet om, hvilke initiativer det har tænkt sig at tage på baggrund af, at EuropaParlamentet har insisteret på, at alle politiske fanger skal frigives uden betingelser, heriblandt ikke mindst Xanana Gusmão, og ud fra, at det inden for rammerne af forbindelserne mellem Den Europæiske Union og ASEAN‐landene er nødvendigt og hensigtsmæssigt at styrke et perspektiv, der lægger vægt på menneskerettigheder, respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder og på Østtimors folks ret til at blive hørt vedrørende selvbestemmelse.

Jeg vil endnu en gang gerne fremhæve formandskabets svar og nok en gang udtrykke min tiltro til, at det østrigske formandskab, der har stillet sig til rådighed som vært og som medlemsstat har taget så mange initiativer til fordel for dialogen mellem indbyggerne på Timor, kan give endnu et bidrag til at fremme denne sag.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, mange tak for Deres opmuntrende ord. Jeg til gerne tilføje noget. For det første havde jeg selv en samtale med Ramos Horta den 22. juli – altså lige før sommerpausen – i Lissabon, hvor han gav udtryk for sin vilje til at støtte selvstændighedsforslaget under forudsætning af, at der her kun var tale om en overgangsløsning, og at der ville blive afholdt en folkeafstemning om den endelige status efter nogle år.

Jeg vil også gerne sige et par ord i forbindelse med de fanger, der er blevet omtalt her. Vi følger også den sundhedsmæssige tilstand for de indsatte i Dili‐fængslet med stor bekymring. Sidste uge var dette også genstand for diskussion i arbejsgruppen Asien‐Stillehavet. Repræsentanten for formandskabet i Djakarta er her i stadig kontakt med Røde Kors for at holde sig løbende orienteret om især de sultestrejkende fangers velbefindende. Han har også tilskyndet de indonesiske myndigheder til at sikre den tilsvarende medicinske forsyning og pleje. Der findes ifølge den østrigske ambassade i Djakarta, der fungerer som formandskab, også en læge, der besøger de sultestrejkende med regelmæssige mellemrum, og som kunne bekræfte, at sundhedssituationen er under kontrol.

Hvad angår Xanana Guzmão, vil jeg gerne nævne, at man under forhandlingerne med Ramos Horta selvfølgelig også kom ind på spørgsmålet om fangerne og frigivelsen af Xanana Guzmão, men her er det tilsyneladende nødvendigt med yderligere forhandlinger i New York i FN‐regi. Som De også ved, er der stadig nogle østtimoresere, der har søgt tilflugt på den østrigske ambassade i Djakarta. Også her bestræber vi os på at finde en løsning, der opfylder ønskerne hos både østtimoreserne og begge parter i konflikten.

  Posselt (PPE). – (DE) Ærede fru formand for Rådet, jeg har to helt konkrete spørgsmål. Det første vedrører forslaget om den demilitarisering af Østtimor, der jo hele tiden omtales. Det andet punkt vedrører partidannelsen i Indonesien, hvor der her observeres noget nyt for Indonesien, nemlig at der til dels dannes islamiske partier. Vi ved, at store dele af Østtimors befolkning består af kristne. Man frygter, at der vil opstå spændinger, og jeg vil gerne spørge, om det ikke er muligt at inddrage de nye indonesiske partier i demokratiprogrammer på partnerskabsbasis.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, hvad angår det første spørgsmål om demilitarisering, kan jeg sige Dem, at de forhandlinger, der har fundet sted i New York i FN‐regi, uden tvivl skal bevirke en tilbagetrækning af det indonesiske militær, således at man altså kan tage de første skridt i demilitariseringsprocessen. Det samme påtænkes også for frihedskæmperne.

Hvad angår spørgsmålet om de politiske partier, kan jeg kun tage stilling, for så vidt jeg ved, at det østrigske formandskab bestræber sig på at invitere så mange fremtidige partier som muligt til den interne østtimorske dialog, også for at skabe en fremmende effekt, for uden politiske partier vil der vel næppe blive tale om fredelige tilstande i fremtiden.

  Formanden . – Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 17.

Spørgsmål nr. 18 af Jan Andersson (H−0765/98):

Om: Strukturstøtte til større lande

Støtte til særlig udsatte områder i større byer er et helt nyt element i den europæiske strukturpolitik. Anvendelsen af bestemmelserne for bystøtte i Kommissionens forslag til et program for byer i Den Europæiske Union bliver derfor til et noget uhensigtsmæssigt instrument i lande med en lille befolkning, der bor spredt, idet disse regler er beregnet til regioner og ikke til dele af byer. Kommissionen bør forsøge at gøre undtagelser fra det fiktive kriterium om 100.000 indbyggere for en række områder med et lavt befolkningstal.

Kan Rådet oplyse, hvordan det agter at håndtere denne sag, således at man kan undgå den noget inkonsekvente særbehandling, som forslaget for øjeblikket giver anledning til?

Fru Ferrero‐Waldner, jeg beder Dem besvare hr. Anderssons spørgsmål, hvormed spørgetiden er afsluttet.

  Ferrero‐Waldner, formand for Rådet. – (DE) Hr. formand, Rådet har ikke modtaget noget forslag fra Kommissionen om et program for byerne i Den Europæiske Union. Som det er parlamentsmedlemmet bekendt, er der som led i EU‐initiativet Urban generelt bevilget en vis EU‐støtte til byer med mere end 100.000 indbyggere for perioden 1994 til 1999. Denne foranstaltning henhører ud fra sin beskaffenhed helt og holdent under Kommissionens kompetenceområde.

I øvrigt fremsatte Kommissionen den 18. marts 1998 Rådet et forslag til en rådsforordning med generelle bestemmelser vedrørende strukturfondene, i hvilket der foreskrives strukturstøtte for problematiske områder i byerne. Rådet har endnu ikke afsluttet gennemgangen af dette forslag. Man har heller ikke fundet et standpunkt vedrørende udvælgelseskriterierne for de problematiske områder i byerne endnu. Derfor er Rådet ikke i stand til at besvare parlamentsmedlemmets spørgsmål.

  Andersson (PSE). – (SV) Jeg takker Rådet for svaret. Jeg kan forstå, at De ikke har taget stilling, men så kan jeg gøre Dem opmærksom på det problem, som Kommissionens forslag indebærer.

Jeg kan tage et eksempel fra mit eget land Sverige, men problemet findes sikkert også i Østrig og i en række andre lande, idet kun 2 % af befolkningen kan få del i dette tilskud, i mit land svarer det til 185.000 mennesker. Vi har ingen områder, der består af 100.000 mennesker, men måske 30.0‐50.000 mennesker, hvilket imidlertid fiktivt regnes som 100.000. I Sverige vil det betyde, at kun et område vil få støtte, og at kun en lille del af støtten kan udnyttes. Jeg håber derfor, at De vil være opmærksom på dette problem i det fortsatte arbejde.

  Ferrero‐Waldner . – (DE) Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg kan kun sige følgende: I to artikler gives der mulighed for undtagelser i forbindelse med størrelsen af målområdet. I artikel 9 står der, at der i undtagelsestilfælde også kan tages hensyn til bymæssige områder i mindre byer, altså byer med mindre end 100.000 indbyggere. Artikel 10 i den nævnte meddelelse fra Europa‐Kommissionen præciserer denne bestemmelse og anfører, at der i korrekt begrundede tilfælde også støttes aktioner i små og mellemstore byer, der lider under en generel økonomisk tilbagegang. Her er der altså mulighed for, at også mindre byer får en chance som led i Urban‐programmet.

  Formanden . – Mange tak, fru Ferrero‐Waldner.

Da den tid, der var afsat til spørgetid til Rådet, er gået, bliver spørgsmål 19‐43 besvaret skriftligt.⁽¹⁾

Tillad mig, at jeg endnu en gang takker formanden for Rådet for hendes deltagelse her i Parlamentet og for den høje kvalitet af hendes svar.

Hermed er spørgetiden afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Guido PODESTÀ
Næstformand

(1) Se bilag “Spørgetid«.