Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 16. september 1998 - Strasbourg

14. Overskridelse af betalingsfrister – Øst‐ og centraleuropæiske landes deltagelse i SMV‐program – SMVobservationscenter

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

‐ A4‐0303/98 af Harrison for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Europa‐Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af overskridelse af betalingsfrister i handelstransaktioner;

‐ A4‐0309/98 af Rübig for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Rådets afgørelser om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Bulgariens, Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Ungarns, Polens, Rumæniens og Den Slovakiske Republiks deltagelse i Fællesskabets program for små og mellemstore virksomheder;

‐ A4‐0202/98 af Hendrick for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Kommissionens meddelelse om europæiske kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder: perspektiver og potentielle hindringer;

‐ A4‐0255/98 af Scarbonchi for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV – 1997.

  Harrison (PSE), ordfører. – (EN) Hr. formand, »snyd tidligt ved at betale sent« har alt for længe været store virksomheders og offentlige myndigheders yndlingsudtryk i deres samkvem med Europas små virksomheder. Tiden er nu inde til at erklære denne bedrageriske praksis ulovlig og give SMV tillid til dristigt at træde ind på det indre europæiske marked i bevidstheden om, at de vil modtage betaling for deres varer og tjenesteydelser i tide, i sin helhed og uden problemer. Derfor støtter Parlamentet Kommissionens direktiv med titlen »Bekæmpelse af overskridelse af betalingsfrister i handelstransaktioner«, som har sin hjemmel i artikel 100 A om det indre marked.

Hvis vi ikke gør noget, vil flere og flere små virksomheder gå neden om og hjem på grund af for sene betalinger. Vi ved, at en ud af fire betalingsstandsninger kan tilskrives for sen betaling. En ud af fem virksomheder ville eksportere mere, hvis dette problem blev løst. SMV'ernes likviditet forringes, og problemet bliver værre, når der handles på tværs af grænserne i det indre marked.

I Det Forenede Kongerige har SMV'erne på ethvert givet tidspunkt udeståender på GBP 20 milliarder som følge af overskridelse af betalingsfristen. Situationen i Det Forenede Kongerige er en af de værste i Den Europæiske Union. Gennemsnitsoverskridelsen er 13 dage i EU, men i Det Forenede Kongerige er den 23 dage efter forfaldsdagen. I Den Europæiske Union er et ud af tre tilfælde af overskridelse af betalingsfrister forsætligt. I Det Forenede Kongerige er det et ud af to. Men når der er tale om handel på tværs af grænserne stiger de forsætlige overskridelser til to ud af fem for Den Europæiske Union som helhed, og tre ud af fem for Det Forenede Kongerige. I øvrigt har den ny Labour‐regering indført en ny lovgivning, der erklærer for sen betaling ulovlig ved at indføre en lovfæstet ret til rente.

Hovedformålet med dette direktiv er at indføre en lovfæstet ret til rente i forbindelse med overskridelse af betalingsfrister, beregnet til 8 % over Den Europæiske Centralbanks udbudsrente på f.eks. 3 %, det vil sige 11 % plus kompensation for alle rimelige udgifter – administrative, juridiske såvel som finansielle – i forbindelse med inddrivelsen af gælden. Den samlede rente vil kunne nå op på 20 %.

Den samlede morarente bør være højere end, hvad det koster for skyldneren at låne penge i banker eller andre finansielle institutioner. Vi må sikre, at SMV'erne ikke bliver brugt som kilde til billige lån.

Men kommissæren har også forelagt andre sideløbende foranstaltninger såsom hurtige inkassoprocedurer for ubestridt gæld (i ni ud af ti tilfælde bliver gælden ikke bestridt af skyldneren), forenklede retsprocedurer for det begrænsede antal bestridte gældsbeløb og nye hurtige procedurer for gældsbeløb under ECU 20.000. Vi indfører også betalingsfrister i offentlige indkøbskontrakter. Hvorfor? Jo, fordi offentlige institutioner, det vil sige lokale og nationale myndigheder såvel som de europæiske institutioner selv, er blandt de værste sene og langsomme betalere. De kan tjene som eksempel til at få ministerielle myndigheder til at betale i tide. Men det er på sin plads med en advarsel – sen betaling og langsom betaling er ikke det samme. Sen betaling er at betale sent i forhold til den aftalte betalingsfrist, og langsom betaling er at udvide betalingsperioden mellem faktura‐ eller leveringsdatoen og den aftalte betalingsfrist. Langsom betaling er et frygteligt problem, der især berører SMV'er i sydlige unionsstater som Spanien.

Eksempler på betalingsperioder på 300 dage findes f.eks. i supermarkeder i Spanien, og de er blandt de værste syndere. Men direktivet til bekæmpelse af overskridelse af betalingsfrister takler ikke de langsomme betalere i modsætning til de sene betalere bortset fra i forbindelse med offentlige indkøbskontrakter og offentlige myndigheder, selvom det indfører en betalingsperiode på 21 dage i de tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen kontrakt, eller hvor kontrakten ikke siger noget om punktet i tilfælde af almindelige kontrakter. Vil det fungere?

I Sverige og andre nordiske lande har man siden 70'erne haft en lovfæstet ret til renter. Hvad er Europa‐Parlamentets holdning? – i store træk støttende! Vi tror også på at give licens til inkassofirmaer, der udgør et væsentligt og billigere alternativ til advokater, når det gælder om at inddrive gælden. Vi bør give licens til sådanne firmaer. Men nogle af dem er cowboyer. Her er et eksempel på et af disse inkassofirmaer, der smed denne besked ind ad brevsprækken til mit kontor i Chester i Det Forenede Kongerige: »Skylder De penge? Føler De dem udplyndret? Er De vred nok til at sende mit inkassoteam til skyldnerens ejendom? Vær ikke bekymret, vi bryder ikke loven, men vi opnår resultater, og vi kan bevise det. Vi opererer over hele verden.« Det er disse cowboyer, som vi må uddanne og få på rette kurs ved at registrere dem.

Jeg vil slutte af med at sige, at dette direktiv, hvis det blev gennemført, kunne blive det indre markeds Viagra‐pille, der gør det muligt for SMV'erne at vokse og ekspandere til alles tilfredshed.

  Rübig, ordfører. – (DE) Hr. formand, kære kolleger, aftenmødet gør mig meget positiv og optimistisk stemt. Positiv, fordi vi i de følgende indlæg gør politikken vedrørende de små og mellemstore virksomheder og gennemføren af den i Europa til en mærkesag. SMV‐situationen er begrundelsen for denne holdning. Den betegnes med fuld ret som rygraden i europæisk erhvervsliv og især som motor for yderligere arbejdspladser. Dette møde gør mig optimistisk stemt, fordi den aktuelle konkrete status og de vigtigste tendenser for de små og mellemstore virksomheder i Europa er indeholdt i de enkelte betænkninger.

Først min egen betænkning. Her drejer det sig om det ærgerrige mål: udvidelsen af EU. Paven krævede for nylig i Wien, at europæiseringen skal fremskyndes endnu mere energisk. Det kan jeg kun erklære mig enig med ham i. Men vi ved alle, at denne proces ikke kan foregå fra den ene dag til den anden i ansøgerlandene. Vi har brug for førtiltrædelsesstrategier også og navnlig for de små og mellemstore virksomheders vedkommende. Den personlige kontakt mellem mennesker skal frem i forgrunden. Det er derfor uhyre fornuftigt at gøre det muligt for disse lande at deltage i det tredje årsprogram for SMV og dermed gøre dem fortrolige med Unionens arbejdsmåde og politikker. Det gælder også i detaljen for de overordnede mål, som Kommissionen har opstillet. Rammebetingelserne for virksomheder skal, hvad enten de er af administrativ eller finansiel art, forenkles og forbedres. Deres aktiviteter i udlandet støttes ligesom konkurrenceevnen i almindelighed. Det følges op af lettere adgang til forskning, innovation og uddannelse. De interesserede ansøgerlande finansierer for størstedelen selv deres deltagelse. En del suppleres med Phare‐midler. I forbindelse med gennemførelsen af disse mål er det mig særlig vigtigt – det har vi også taget med i betænkningen som tilskyndelser – at det sikres, at deltagelsen får et positivt resultat. Dertil hører en kompetent ledelse samt en velforberedt forvaltning på begge sider. Jeg henleder endvidere opmærksomheden på instrumentet new public management , som kan bruges til den nødvendige evaluering.

Projektet er ikke forbeholdt de syv nuværende lande, også andre ansøgerlande kan allerede snart komme med i programmet, når de administrative og finansielle grundlag er sikret. Men jeg er også overbevist om, at deltagelsen i det flerårige program hovedsagelig vil koncentrere sig om det politiske område. På grundlag af den fastsatte brug af bevillinger kan en gennemførelse ikke ske generelt, men bedre punktuelt. I lyset af den subsidiaritetsdebat, der nu er blusset op igen, bør vi endelig overveje, om en sådan førtiltrædelsesstrategi kan flyttes over på det nationale plan.

Hr. formand, kære kolleger, jeg vil dermed slå bro over til andre af denne aftens emner. Den planlagte udvidelse af EU og de dermed forbundne førtiltrædelsesstrategier er nemlig ikke noget mål i sig selv. Vi vil snarere tragte efter at få en win‐win situation frem. Begge parter skal således have gavn deraf. Hvor vigtigt det er for de små og mellemstore virksomheders vedkommende, viser de aktuelle udfordringer som SMV's situation på kapitalmarkederne eller de virkninger, overskridelse af betalingsfrister har på SMV. Nye måder at skaffe kapital på prioriteres meget højt netop på SMV‐området. Alene tallene for Østrig – og jeg tror ikke, at det europæiske gennemsnit afviger særlig meget fra dem – bekræfter, at der er behov for handling. Ser vi f.eks. på kvoterne for egenkapital i de små og mellemstore virksomheder inden for handel og håndværk, finder vi værdier helt ned omkring 10 %. Det er her navnlig påfaldende, at statistikken ser dårligere ud, jo mindre virksomheden er. Men tilstrækkelig egenkapital er forudsætningen for, at en virksomhed får succes på langt sigt. Manglende egenkapital er en væsentlig årsag – måske endda den afgørende – til insolvens. Derfor skal indstillingen til aktier ændres og besiddelsen af aktier fremmes som kilde til ekstra egenkapital. Dér, hvor udveksling af erfaringer hindres, skal bestemmelserne om regnskabaflæggelse gøres ens.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg er taknemmelig for, at der gås så hurtigt frem med direktivet om bekæmpelsen af overskridelse af betalingsfrister. Det glæder mig især, at ikke kun store virksomheder, men også det offentlige og dermed også Den Europæiske Union skal gå foran med et godt eksempel. Derfor er jeg også enig med hr. Harrison i, at vi med en hurtig vedtagelse af dette direktiv stiller en styrkelse af SMV's egenkapital i centrum.

  Hendrick (PSE), ordfører. – (EN) Hr. formand, beskæftigelsen står øverst på Europas dagsorden, og SMV'erne spiller en meget væsentlig rolle i denne jobskabelsesstrategi. Vi har i dag set, hvordan forskellige regioner i EU‐medlemsstaterne takler spørgsmålet om kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder som en katalysator for SMV‐vækst. Som forfatter til Europa‐Parlamentets betænkning om spørgsmålet om kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder vil jeg gerne skitsere, hvad de europæiske institutioner og især Europa‐Parlamentet gør for at forbedre miljøet for små virksomheder i vækst.

I 1994 placerede den visionære Delors‐hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse SMV'erne i centrum for Fællesskabets jobskabelsespolitik. Dette er siden blevet bekræftet igen og igen og navnlig ved topmødet i Luxembourg. SMV'erne er ligeledes værdifulde, når det gælder om at fremme avanceret forskning. Dette er et område, hvor Europa er mest konkurrencedygtig i skabelsen af højteknologiske arbejdspladser af høj kvalitet. Software, telekommunikation, bioteknologi og mikroelektronik er alle områder, der er anført af nyskabende teknologibaserede små virksomheder.

USA har vist sig langt mere effektivt end Europa, når det gælder om at bakke op om nye idéer med rede penge. Måske er det klareste eksempel på dette computerbranchen, der siden 1980 har oplevet den hurtigste akkumulering af rigdom nogensinde. Investorer opnår et udbytte på over 50 % om året for gennemsnitsvirksomheden og på over 100 % for de mest succesrige. Der er mange, der tror, at Internetmarkedet vil blive tre gange så stort.

Hvorfor har Europa ikke kunnet være med her? For at få nogle svar på dette og andre spørgsmål besøgte jeg i slutningen af sidste år New York Stock Exchange og Nasdaq. Det er anerkendt her, at USA har en mere udviklet iværksætterkultur, men jeg tror, at der er tre mere konkrete årsager. En del af årsagen til USA's succes er størrelsen af dets hjemmemarked. Hvis en virksomhed har succes på et hjemmemarked med 250 millioner kunder, der taler det samme sprog og bruger den samme valuta, kan dette finansiere adskillige års ekspansion. Hvad der er endnu vigtigere er, at amerikanerne er meget mere rede til at acceptere risici, f.eks. i forbindelse med investeringer i små virksomheder. Europas store institutionelle investorer er mere forsigtige, når det gælder om at investere i SMV'er end deres amerikanske sidestykker. Endelig har USA bl.a. af denne årsag Nasdaq, der er et aktiemarked for SMV'er, der gør det nemt at investere i små virksomheder for at finansiere deres ekspansion og udvikling. Vi mangler stadig at gøre en hel del på dette område.

Men EU gengælder nu kampen! Det europæiske indre marked gør det nu muligt for virksomhederne at agere på hele den europæiske markedsplads. Det tilbyder en markedsplads og et indre marked med 380 millioner mennesker, det største økonomiske integrationsprojekt nogensinde. Desuden er de sidste forberedelser nu ved at blive gjort forud for lanceringen af euroen, der er en logisk konklusion på det indre marked. Den fælles valuta vil med ét lade Europa nyde godt af de samme fordele som USA – med ét marked og én valuta. Og oven i alt dette er der noget, der tyder på, at holdningen til investering er ved at ændre sig i Europa. Vi har oplevet en massiv efterspørgsel efter aktier i forbindelse med privatiseringen af almennyttige statsejede virksomheder som f.eks. telekommunikationsselskaber, men nu må vi udvide denne efterspørgsel til også at gælde aktierne på kapitalmarkederne for små og mellemstore virksomheder, der giver højere udbytte, men som også udgør en højere risiko.

Investorerne bør tilskyndes til at tænke langsigtet. Ja, jeg fremfører idéen om at iværksætte kampagner, der skal vise, at aktier i små virksomheder er en investering, der er værd at tage med.

En anden hindring for en ekspansion for SMV‐markederne er de restriktioner, der påhviler pensionsfondene. Den likviditet, der følger med institutionel handel, er vigtig for de små kapitalmarkeder. En pensionsreform er på vej i de fleste medlemsstater, og den vil sammen med udgivelsen af grønbogen fra Kommissionen lægge et større pres på fondene for at få dem til at investere i aktier.

Jeg tror frem for alt, at Europa bør tage til efterretning, at USA er førende på dette område. Den ukomplicerede måde, hvorpå amerikanske private investorer kan købe aktier og de nye muligheder, som tilbydes med elektronisk handel, er tendenser, Europa må følge.

Den enkelte investor er vigtig. Det er private investorer snarere end institutioner, der tegner sig for næsten halvdelen af transaktionerne på Nasdaq‐markedet. Og med hensyn til medarbejderaktier er man i USA ved at undersøge nye muligheder for at gøre arbejdstagerne til medejere af virksomheder og give et nyt publikum adgang til at købe aktier. Også her bør man overveje at gennemføre oplysningsskampagner for at øge kendskabet til de eksisterende muligheder. Europa bør benytte sig af disse muligheder, og Europa vil benytte sig af disse muligheder.

  Scarbonchi (ARE), ordfører. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil først gerne lykønske Det Europæiske Observationscenter for SMV med den løbende kvalitet af deres arbejde, som gør, at man kan bruge dem som reference i både økonomiske og videnskabelige kredse.

Dette store arbejde giver regelmæssigt alle beslutningstagere både politisk, finansiel og økonomisk adgang til et væld af oplysninger, som er væsentlige for dem. Det gør det muligt at analysere den indsats, som er fælles for de 19 millioner virksomheder, som er aktive i Europa på meget forskellige områder og betingelser. Disse SMV, som havde næsten 70 millioner ansatte i 1997, står over for de samme udfordringer som de store virksomheder, nemlig globaliseringen og indflydelsen på konkurrenceevnen og loyal konkurrence, tilpasningen til den hurtige teknologiske udvikling, som er en væsentlig faktor i konkurrenceevnen, og den praktiske forberedelse til de nye betingelser og omfanget af det europæiske marked, herunder overgangen til euroen og udvidelsen af Unionen.

Stillet over for disse nye udfordringer skal SMV være i stand til hurtigt at mobilisere de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer. De skal således have en langfristet strategisk vision, samtidig med at de skal undgå at give afkald på hemmeligheden bag deres dynamik, som er deres hurtige reaktionsevne. Faktisk viser SMV's tilsyneladende sårbarhed sig ofte at være et stort aktiv hvad angår hurtig tilpasningsevne, intern kommunikation og mobilitet.

For at hjælpe SMV med at udnytte disse kvaliteter bedre påhviler det Europa at udarbejde en handlingsplan. Der skal først sikres kontrol med markederne for at undgå alle illoyale fremgangsmåder, især dumping på internationalt niveau – i den forbindelse har Unionen et naturligt ansvar inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO). Europa skal endelig deltage i udviklingen af disse markeder. Det er ligeledes uomtvisteligt, at euroen – mere generelt Den Økonomiske og Monetære Union – kan anspore SMV's dynamik stærkt, da disse er glimrende informeret om og forberedt til de nye perspektiver i ØMU'en.

Der skal også foretages en tilpasning af de administrative bestemmelser til SMV's særlige problemer. Etablering af en virksomhed skal ikke længere være en lidelseshistorie. I denne forbindelse er det blevet vigtigt at foretage en ny harmoniseret klassificering af SMV på europæisk niveau. Det er utænkeligt at betragte meget små virksomheder, som kun omfatter en eller to personer, på samme måde som virksomheder med 500 ansatte. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte forslag på dette område. Vi er også positive over for iværksættelse af en voluntaristisk politik, som skal have til formål at udnytte SMV's menneskelige kapital, især gennem hjælp til uddannelse.

Vi har især med interesse læst kapitlet om SMV og miljøet i Observationscenterets rapport. Det understreger, at denne sektor potentielt er med til både at skabe beskæftigelse og til at forbedre konkurrenceevnen. Det er rigtigt, at beslutningen om at investere i miljøteknologi af og til kan virke som en luksus for SMV. Sådanne investeringer kan imidlertid i mange tilfælde give omkostningsbesparelser ved hjælp af en bedre udnyttelse af ressourcer og råstoffer og ved at komme den generelle tendens til at styrke miljølovgivningen i forkøbet. Disse betragtninger gælder ligeledes i hovedtræk for turismen, som er et andet område, der er rig på muligheder for SMV.

Kvaliteten af den analyse, der ligger til grund for denne rapport, og iagttagelsernes relevans tilskynder os til at opmuntre Observationscenteret til at fortsætte sit arbejde. Vi ønsker at fremsætte nogle konkrete forslag i denne forbindelse. Først og fremmest er det som allerede nævnt nødvendigt at foretage en ny harmoniseret ensartet klassificering af SMV inden for Unionen. Dernæst må man undersøge forholdene i de forskellige samfundssystemer og virkningen af den forudsigelige og ønskelige harmonisering på SMV, således at der kan drages konklusioner på operationelt niveau. Endelig bør man også overveje den potentielle virkning af hjemmearbejde og distancearbejde og de muligheder, det giver. I den forbindelse er det vigtigt at finde en måde at sikre, at de personer, der har valgt distancearbejde, ikke bliver isoleret.

Der bør især lægges vægt på at finde midler til at lette SMV's integrering i områder, der er vanskeligt tilgængelige, som f.eks. ugunstigt stillede forstæder, landområder med vanskeligheder og perifere områder. Hvis SMV får udbredelse i disse områder, bliver det ofte muligt at skabe betydelige lokale synergier.

Der er foreslået otte ændringsforslag. Jeg er enig i syv af dem. Det ottende ændringsforslag er en gentagelse, som jeg ikke synes er særlig nødvendig. Mine damer og herrer, kære kolleger, europæiske SMV udgør i kraft af deres forskellighed og antal økonomiske forhold, som lovgiveren har svært ved at definere. Observationscenterets rapport gør det muligt at forstå deres kompleksitet og burde kunne bidrage til at forbedre de fællesskabsinstrumenter, der er nødvendige for at gøre dem mere fleksible og lettere tilgængelige.

  Berger, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Harrison, mange gange for hans betænkning og gratulere ham. Endvidere takker jeg Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik, fordi det anmodede Retsudvalget om at afgive en udtalelse om dette udkast til direktiv, og fordi i sidste instans de fleste af Retsudvalgets ændringsforslag blev vedtaget i Økonomiudvalget.

Men alligevel vil jeg give udtryk for min beklagelse af, at der på grund af den fart, hvormed dette lovgivningsprojekt blev hastet igennem førstebehandlingen, ikke blev lejlighed til en drøftelse, som levede op til rækkevidden af dette direktiv. Med dette direktiv griber Unionen for første gang dybt ind i medlemsstaternes traditionelle institutioner og procedurer inden for civilretten, den civile retsplejelov samt retsvæsenet og retsorganisationerne. Det gør den efter min mening uden tilstrækkeligt retsgrundlag og med Kommissionens udkast som udgangspunkt med en juridisk overfladiskhed, som ikke lever op til civilrettens differentierthed og kravene til en europæisk lovgivning af høj kvalitet. De to involverede udvalg har ærligt og redeligt bestræbt sig på at afhjælpe i det mindste de værste fejl i Kommissionens udkast. Men selvom vores ændringsforslag vedtages i morgen som foreslået, vil vi aldrig kunne være rigtig stolte af dette produkt inden for europæisk lovgivning. Der er stadig for mange fejl eller de vil dukke op i praksis, når det skal gennemføres og anvendes.

Som Retsudvalg støtter vi fuldt ud direktivets målsætning, men er ikke enige i samtlige punkter i de foreslåede foranstaltninger. Navnlig på to punkter ligger vores meninger langt fra Økonomiudvalgets. Som Retsudvalg ønsker vi ikke, at medlemsstaterne for fremtiden skal holde tre forskellige sagstyper parat, når pengekrav skal gøres gældende. Det bliver kompliceret og dyrt og giver mindre retssikkerhed. Vi foreslår derfor, at den ene af disse procedurer udgår, nemlig den i henhold til artikel 5.

Vi er endvidere imod, at inkassobureauer for fremtiden skal have flere beføjelser og i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser skal være bedre stillede end advokater. Vi har her endvidere en kendelse fra Den Europæiske Domstol at tænke på, som overlader spørgsmålet om tvungen brug af advokater til medlemsstaterne alene. Som repræsentant for Retsudvalget og min gruppe i Retsudvalget henstiller jeg derfor, at der stemmes imod ændringsforslag 8, 12 og 25 og for de øvrige ændringsforslag, navnlig nr. 23.

  García Arias (PSE). – (ES) Hr. formand, for det første har jeg et spørgsmål til forretningsordenen, som jeg finder vigtigt. I listen over de parlamentsmedlemmer, der deltog i afstemningen om betænkningen af Harrison er hverken hr. García Margallo eller jeg selv medtaget, selvom vi deltog i afstemningen og har fremført ændringsforslag.

For det andet vil jeg gerne lykønske hr. Linkohr og Kommissionen med dette initiativ. Dette forslag har betydning for de små og mellemstore virksomheder, som er så sårbare, når deres kunder betaler for sent, uanset om det er de offentlige myndigheder eller de store virksomheder, som de leverer til, eller når de er underleverandører til de store virksomheder. Det er blevet sagt, at de små og mellemstore virksomheder må slås med høje finansieringsomkostninger ved de kortfristede banklån og de højere renter, som pålægges overtræk samt administrative omkostninger i forbindelse med for sene betalinger. De er ofte bundet på både hænder og fødder i forhold til de store virksomheder, især ved offentlige indkøb, når man i kontrakten – eftersom det er take it or leave it – giver dem nogle urimelige betalingsbetingelser, selvom de offentlige myndigheder normalt er forpligtet til at betale disse store virksomheder inden for bestemte frister. Og hvis dette sker i hjemlandet, så kan vi forestille os den modvilje og frygt, som mange små og mellemstore virksomheder kan have for at kaste sig ud i grænseoverskridende transaktioner på det indre marked.

Vi skal derfor lykønske os med, at Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik har vedtaget tre konkrete ændringsforslag, som foreslår Rådet og Kommissionen forbedringer, f.eks. forbuddet mod at hovedentreprenørerne i en offentlig kontrakt beder om eller kræver af deres underentreprenører, at de giver afkald på de rettigheder, de har i henhold til loven; det samme gælder forslaget om, at den forpligtelse til gennemskuelighed, som man kræver af de offentlige myndigheder, også skal gælde for forholdet mellem hovedentreprenøren og underleverandøren ved offentlige kontrakter.

Og endelig finder jeg, at det er vigtigt at fremhæve det ændringsforslag, som foreslår en forpligtelse til at sikre disse underentreprenører eller leverandører nogle betingelser, der er mindst lige så gunstige som dem, de offentlige myndigheder giver hovedentreprenøren. Og det skal, hr. formand, ske ved hjælp af en kaution, som sikrer, at der sker betaling af alle de skyldige beløb inden for en bestemt frist.

For os, nærmere bestemt de spanske socialdemokrater, fortjener disse tre forslag fra Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik at få støtte fra Europa‐Kommissionen og Rådet, hvis vi virkelig ønsker at sikre, at disse virksomheder skal overleve inden for området med offentlige indkøb.

  Thyssen (PPE). – (NL) Hr. formand, alle dokumenter i denne SMV‐forhandling er vigtige, men mit indlæg begrænser sig til forslaget om bekæmpelse af betalingsforsinkelser, og det sker på vegne af PPE‐gruppen.

For lange betalingsfrister og betalingsforsinkelser er blevet en svøbe for erhvervslivet. Den, som ser på statistikken herfor, tror ikke sine egne øjne. Når vi så tilmed konstaterer, at retssagers varighed og pris afholder SMV fra at inddrive deres penge ad rettens vej, og at alt dette bliver endnu værre, når det drejer sig om grænseoverskridende handelsforbindelser, så er det på tide, at der gribes ind, og at vi fuldt ud anvender vores beføjelser.

Kommissionsforslaget får udmærkede karakterer af PPE‐gruppen, men vi mener, at det kan forbedres. Jeg vil for øvrigt i denne forbindelse takke ordføreren, Lyndon Harrison, for den sagkyndige og ansvarlige måde, han har grebet sagen an på. Det var behageligt at samarbejde med ham, det er beklageligt, at det ikke bliver ham.

Jeg vil begrænse mig til de punkter, som min gruppe beder om, at der lægges særlig vægt på, ved afstemningen eller fra Kommissionens side. For det første er der tre ændringsforslag om inkassofirmaerne. Til trods for det indre marked støder de på hindringer. Et flertal i Udvalget om Økonomi vil åbenbart gribe dette problem an i dette direktiv. Også PPE‐gruppen mener, at organisationen af dette erhverv og sikringen af frihed for tjenesteydelser skal tages under den europæiske lup. Vi ser også, at der er berøringsflader med det forslag, som vi nu behandler, men vi mener ikke, at ordningen med de frie tjenesteydelser for inkassofirmaer lige hurtigt kan klares gennem ændringsforslag til dette direktiv. Politisk og set ud fra en lovmæssig synsvinkel kan man finde på bedre løsninger. Fru Berger tager hensyn til Deres bekymringer. Af kommissæren ville jeg gerne have haft at vide, hvordan Kommissionen ser på dette, og om den er rede til eller agter at komme med forslag herom, særskilte forslag med henblik på ordningen for inkassofirmaer.

Et andet vanskeligt punkt vedrører ændringsforslag nr. 14, punkt D og E. Heri foreslås det, at en kontraktmæssig betalingsfrist på mere end 45 dage kun accepteres, hvis betalingen garanteres på forfaldsdagen gennem en veksel. Vi vil gerne overveje spørgsmålet om ekstra garantier ved overdrevent lange betalingsfrister, men 45 dage er virkelig ikke altid for længe, og vekslen er ikke noget egnet instrument. Enten kan vi ordne noget her med grupperne, således at vi under andenbehandlingen herom sammen på ny kan drøfte sagen, eller også vil min gruppe være tvunget til at stemme imod punkt D og E i ændringsforslag nr. 14.

Også med hensyn til betalingsfristerne i forbindelse med offentlige indkøb vil min gruppe medvirke til forbedring. Jo kortere, desto bedre, er vores devise, men at foretage en sondring på grundlag af prisen for det offentlige indkøb er af mere end én grund ikke så interessant og heller ikke så relevant som at foretage en sondring på grundlag af det offentlige indkøbs art. For leverancer og tjenesteydelser kan det gøres hurtigere end for arbejde.

For det fjerde beklager vi, at underentreprenørerne er glemt i forslaget. Vi har rettet dette, og vi håber, at Kommissionen kan gå med til disse ændringsforslag.

For det femte er der desværre et komitologiproblem. Efter forhandlingen i går aftes her i salen kan vi ikke uden videre forbigå dette. PPE‐gruppen kan acceptere den i artikel 9 nævnte procedure for tilpasning af morarenten, rentens størrelse, men ikke for ændringen af loftet, som er afgørende for anvendelsesområdet for den forenklede retsprocedure ved inddrivelse af gæld, et loft, som er væsentligt for den måde, hvorpå medlemsstaterne vil organisere disse særlige procedurer.

For det sjette, og det er sidste punkt, vil min gruppe understrege følgende. Vi er overbevist om, at de europæiske institutioners troværdighed bliver skadet, hvis de gør alt for at få andre til at iagttage en bedre betalingsadfærd, men udelukker sig selv fra disse forpligtelser. De europæiske institutioner er heller ikke selv de hurtigste betalere, og de har ligesom andre myndigheder brug for nogen stimulering. Lad os således udvide dette direktivs anvendelsesområde til også at omfatte os selv.

Hr. formand, hermed har jeg sagt, hvad jeg ville sige. Jeg håber, at Kommissionen også vil tænke over denne sag, og til gavn for mine kolleger her i Parlamentet og for sagens videre forløb ved afstemningen i morgen vil jeg gerne høre kommissærens mening om inkassofirmaerne, vekslen, ændringsforslag nr. 33 om betalingsfristen ved offentlige indkøb og om underentreprenørerne. Jeg ville også gerne have at vide, hvorfor de europæiske institutioner ikke er optaget i anvendelsesområdet.

  Kestelijn‐Sierens (ELDR). – (NL) Hr. formand, hr. kommissær, først og fremmest vil jeg give de fire ordførere en kompliment for deres udmærkede arbejde. Jeg vil under denne forhandling begrænse mig til emnet kapitalmarkeder for SMV. Jeg tror, at betydningen af disse kapitalmarkeder vanskeligt kan overvurderes. Til trods for den kendsgerning, at lige netop SMV er mest belastet af administrative byrder og har vanskeligst adgang til kapital, har de sørget for størstedelen af alle de job, der er skabt. Derfor var det overordentligt presserende, at Easdaq blev operationel i slutningen af 1996.

I mellemtiden er der ifølge ordføreren investeret en samlet kapital på mere end ECU 170 millioner. Det har medvirket til skabelsen af mere end 10.000 job. Fuldendelsen af det indre marked og indførelsen af euroen vil blot øge den fælleseuropæiske fondsbørs" likviditet, hvilket vil være til gavn for beskæftigelsen. Vi er således på rette vej.

Men det er ikke nok. Også selve risikokapitalen må vi stimulere. De enorme ressourcer, som pensionskasserne råder over, og som anslås til ECU 10.000 milliarder hen imod år 2020, må bl.a. finde sin vej til risikokapitalfonde, som igen støtter de hurtigt voksende virksomheder med finansielle midler og knowhow. Ordføreren, hr. Hendrick, har også sagt det, den forpligtelse, som nogle medlemsstater pålægger pensionskasser, til at investere en del af deres kapital udelukkende i statsobligationer, er diskriminerende og strider mod ånden i Traktatens begreb: fri bevægelighed for kapital.

Også private skal opfordres til at investere kapital i små og hurtigt voksende virksomheder. Denne risikokapital bør i hele Unionen have en gunstig skattebehandling. Nogle medlemsstater har allerede specifikke skattefaciliteter, men disse bør udvides til også at omfatte investeringer på andre europæiske kapitalmarkeder. Vi mener, at disse foranstaltninger kan skabe en klar forbedring i underkapitaliseringen af SMV.

Til sidst har jeg et spørgsmål til kommissæren: Har Kommissionen allerede foretaget en indledende undersøgelse af andre innoverende finansielle instrumenter, som den omtaler i det flerårige program og i meddelelsen, nemlig på sidste side? Jeg er spændt på at høre, hvilke kreative idéer Kommissionen kan fremkomme med.

  Gallagher (UPE). – (EN) Hr. formand, vores gruppe vil stemme for Hendrick‐ og Scarbonchi‐betænkningerne om små og mellemstore virksomheder. Der bør iværksættes en omfattende politik til fordel for SMV'erne, der i stigende grad udgør grundlaget for vores økonomier. SMV'erne er de væsentligste jobskabere i Europa, fordi de er beliggende i lokalsamfundene. De indgyder liv i et land og i Unionen som helhed.

Det bureaukratiske miljø, som SMV'erne opererer i, bør forenkles. Der bør tilskyndes til etablering af nye virksomheder. De må hjælpes til at modernisere, hvor dette måtte være nødvendigt. Vi må sørge for, at nye initiativer kan tages for at lette denne byrde. De må forberedes til euroen. De må ikke udsættes for forskelsbehandling på grund af deres beskedne størrelse på euroområdet. Det må gøres muligt for SMV'erne at konkurrere om offentlige kontrakter over hele Unionen. SMV'erne må udsættes for positiv forskelsbehandling. Alt, hvad der overhovedet kan gøres, bør gøres for at tilskynde til skabelsen af nye iværksættere, nye finansieringskilder og adgang for SMV'erne til ny teknologi og innovation.

Irland er de små virksomheders land. Op imod 98 % af vores ikke‐landbrugsvirksomheder har under 50 ansatte. Omkring 90 % af de små virksomheder har færre end ti. Betydningen af at skabe et miljø, hvor eksisterende små virksomheder kan blomstre, og nye kan skabes, er derfor umiddelbart indlysende. I Irland er der blevet etableret 35 erhvervsråd på grevskabsplan med det mål at tilskynde til udvikling af mikro‐virksomheder på lokalt plan. Målet for udviklingsprogrammet blev sat til 4.600 virksomheder. Ved udgangen af 1997 havde omkring 7.000 etableret deres egen virksomhed med partnerskabsbistand.

At overbebyrde arbejdsgiver og arbejdstager med tyngende skatter og tyngende socialsikringsbidrag er beskæftigelseshæmmende. Mit land er konkurrencedygtigt i europæisk målestok, når det gælder indirekte arbejdsomkostninger. Der er en klar lektie at lære af det, og det er, at et overbebyrdet skatteskråplan betyder katastrofe for jobskabelsen og jobbevarelsen. »Småt er godt«. Myndighederne bør ikke beskatte SMV'erne i en sådan grad, at de drejer nøglen om.

  Ribeiro (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand, jeg vil først sige, at det var med forventning, at jeg så frem til en betænkning, der skulle sætte gang i debatten om en lettere adgang til kapital for SMV'er. Hendrick‐betænkningen er imidlertid ikke en sådan betænkning. Den behandler SMV‐kapitalmarkedet i et perspektiv, hvor den eventuelle opsparing er en del af finans‐ og valutaspekulationens frie spil manipuleret af de multinationale firmaer. Sådan som kapitalmarkederne fungerer, tjener de ikke SMV'erne, særlig ikke de små og meget små virksomheder, der udgør ca. 99 % af virksomhederne i Den Europæiske Union og mere end 50 % af beskæftigelsen, hvorfor kapitalmarkederne, sådan som de fungerer, ikke tjener til at styrke medlemsstaternes økonomiske struktur, som SMV'erne udgør sammenhængen i.

På den anden side mener jeg, at det er afgørende at fremme organiseringen af SMV'erne, både på nationalt og på europæisk niveau. Derfor glæder jeg mig over, at hr. Hendrick har taget imod det forslag, som jeg har stillet i den henseende. Sådanne organisationer kunne yde en glimrende finansiel service og kunne samle lånebehovet for de tilsluttede virksomheder, hvorved omkostningerne ved at skaffe kapital kunne nedbringes.

Over for den nuværende finanskrise er det uforståeligt, at man tillader og befordrer den totalt frie, tøjlesløse kapitalcirkulation og finansielle instrumenter, der fremmer en kasinoøkonomi. Punkt 13 i beslutningsforslaget, hvor man forkaster Tobinskatten, synes ude af sammenhæng i en betænkning om SMV'er og adgang til kapitalmarkedet.

Derfor har jeg skrevet under på et ændringsforslag for at få ændret forslagets punkt 13. Jeg vil også gerne sige to ord om Scarbonchi‐betænkningen, eftersom årsberetningen fra Det Europæiske Observationscenter for SMV indeholder informationer og oplysninger om situationen for SMV'erne i Den Europæiske Union, der gør det muligt at vurdere situationen og tendenserne i EU og samtidig de redskaber, som de har til rådighed.

Jeg beklager imidlertid, at betænkningen ikke uddyber spørgsmål, der er centrale med hensyn til SMV'ernes betydning for den økonomiske struktur og for dens sammenhæng, og jeg mener, at betænkningen er alt for tilbageholdende, hvad angår behovet for forandring. Derfor de ændringsforslag, som jeg har skrevet under på.

  Wolf (V). – (DE) Hr. formand, kære kolleger, det var måske informativt, som man så pænt siger, at der her blev begået den kategorifejl at sætte Viagra i forbindelse med opfyldt seksualitet. Den, der tror, at en stor spredning i ejerskabet af aktier og pensionsfonde, således som den gennemsyrer hele sektoren af små og mellemstore virksomheder, på en eller anden måde skulle være et skridt i retning af demokratisering af økonomien eller decentralisering af den økonomiske magt, han kan også tro på det andet.

Vi bliver nødt til forholde os til den kendsgerning, at fremme af SMV er et ulige væddeløb mellem Akilles og skildpadden eller haren og pindsvinet, men desværre uden bistand i form af den forkerte betragtning af bevægelsen som diskret og diskontinuerlig og uden bistand fra den kære kone og livsledsager pindsvinet. Det vil sige, at koncentrationen og centraliseringen af kapitalen, hvor der under forløbet kun sekundært opstår stadig nye nicher, skrider uophørligt frem. De små og mellemstore virksomheders situation bliver dårligere og ikke bedre.

På den baggrund skal man ikke tro, at det ville fungere, om man slap markedskræfterne løs og samtidig udviklede de små og mellemstore virksomheder. Derfor er der også i betænkningerne det, jeg ville kalde fallacy of misplaced concreteness . Man skal naturligvis gribe ind over for overskridelse af betalingsfrister, men man skal ikke tro, det løser alle problemer. Den befæstede niveauforskel inden for den økonomiske magt kommer til udtryk på forskellig vis, også gennem overskridelse af betalingsfrister. Det er naturligvis rigtigt, hvad fru Thyssen sagde, at EU‐institutionerne ikke kan stille sig selv uden for de bestemmelser, der gælder for de offentlige instanser.

Hvad angår fremskaffelsen af risikovillig kapital, er det naturligvis rigtigt, at det er vanskeligt i Europa, men alligevel skal man ikke tro, at det at gøre det nemmere at etablere en virksomhed er ensbetydende med forbedrede chancer for at overleve. Får vi ikke en reform af konkursretten, vil folk heller ikke så nemt etablere virksomheder. Hr. Hendrick, at tro, at risikovillighed så at sige ligger i folkepsykologien, svarer da virkelig ikke til det analyseniveau, vi har brug for. Og den, der tror, at pensionsfonde er den eneste form for rentereform, har simpelthen ikke bemærket, hvorledes socialforsikringsordningerne har udviklet sig på det europæiske kontinent.

Under alle omstændigheder er det ikke uden videre deregulering, man har brug for, men en forbedret regulering. Der er behov for rådgivning, information, gunstige lokale og regionale betingelser. Det var her, vi skulle sætte ind, men det mangler desværre i disse betænkninger. Jeg kunne blive ved længe endnu, men jeg slutter, fordi min taletid er udløbet.

  Blokland (I‐EDN). – (NL) Hr. formand, i mit bidrag til denne fælles forhandling om de små og mellemstore virksomheder vil jeg komme ind på hr. Scarbonchis betænkning. Som stedfortræder i Udvalget om Økonomi har jeg fulgt behandlingen af denne betænkning på afstand. Derfor har jeg nu ved drøftelsen på plenarmødet en bemærkning om indholdet.

Jeg sigter her til betragtning B i beslutningsforslaget. Den, som gør sig den umage at foretage et lille regnestykke med de deri nævnte tal, ser, at antallet af job i Europa må være steget med næsten tolv millioner. Og det på ét år. Det ville betyde et fald i arbejdsløsheden på 65 %! Et så hurtigt fald ville jeg bestemt ønske, men i perioden 1995‐1996 er det modsatte tilfældet: Beskæftigelsen er faldet svagt. På side 14 i årsberetningen står denne konklusion tydeligt nævnt. Jeg råder derfor hr. Scarbonchi til at få betragtning B trukket tilbage. De tal, som han henter fra årsberetningerne fra 1996 og 1997 hviler på forskellige definitioner af omfanget af SMV.

Den femte årsberetning giver en god oversigt over de små og mellemstore virksomheder i Europa. Et punkt, som vækker bekymring, vedrører arbejdsomkostningerne: Disse stiger for hurtigt inden for SMV. Der skal således ske noget inden for rammerne af løntilbageholdenhed og fleksibilisering af arbejdsmarkedet. Det værste, man nu kan foreslå, er en yderligere arbejdstidsforkortelse med bibeholdelse af løn (se ændringsforslag nr. 3). Det vil efter min mening ende med ødelæggelse af de europæiske SMV.

Jeg er særdeles taknemlig for undersøgelsen af SMV og miljøet. Sidste år blev det på det uformelle Miljøråd i Amsterdam konkluderet, at SMV er en vigtig årsag til miljøbelastningen. I årsberetningen gøres dette tydeligt. Heldigvis viser det sig, at stadig flere små virksomheder bliver aktive med henblik på at bekæmpe forurening. Også væksten inden for den økologiske industri byder perspektiver, navnlig for beskæftigelsen. For at stimulere denne endnu mere, må vi fortsætte med at flytte skatten på arbejde over på råstoffer og energiafgifter. På denne måde kan der med det samme gøres noget ved forpligtelsen i henhold til Traktaten til, at miljøpolitik integreres i alle øvrige former for offentlig politik. Hvad vil kommissæren gøre med forslaget om, at miljølovgivning skal tilpasses SMV"s ønsker bedre?

Årsberetningen har i løbet af de fem år, hvor den nu udkommer, fået en tydelig funktion. Den er ikke blot et vigtigt opslagsværk, men den indeholder også nyttig styringsinformation. Medlemsstater kan komme på sporet af forskelle og ligheder i politikken og overtage gode metoder fra hinanden. Denne funktion kan forbedres yderligere ved at sammenligne konkret lovgivning og dermed sammenhængende administrative byrder med hinanden. Måske kan der i fremtiden foretages en særlig undersøgelse deraf.

Til sidst har jeg et spørgsmål til kommissæren. Det er nu september 1998, og vi taler om årsberetningen for 1997, hvori der står talmæssige oplysninger, som for det meste gengiver situationen i 1996. Hvornår er årsberetningen for 1998 klar? Jeg har forstået, at udbudsproceduren ikke engang er afsluttet endnu. Skal der snart udarbejdes en beretning under stort tidspres? Det gavner ikke kvaliteten. Vil De forklare, hvordan denne forsinkelse efter Deres opfattelse kan indhentes? Den sidste årsberetning blev offentliggjort allerede i oktober 1997.

  Lukas (NI). – (DE) Hr. formand, jeg vil tage et aspekt op, som forekommer mig vigtigt, og som behandles for første gang i Scarbonchi‐betænkningen, nemlig nødvendigheden af i øget grad at orientere støttepolitikken hen imod de små og mellemstore virksomheder inden for turisme. Den manglende europæiske turismepolitik medfører, at store summer fra EU's støttepuljer anvendes strategisk forkert. Der bygges sande sengeborge og tvivlsomme turistsiloer. Der skabes en konkurrenceforvridende overkapacitet. Imens kan de SMV'er, som i kvalitativ og kvantitativ henseende præger arten af europæisk turisme, kigge i vejviseren.

Den europæiske støttepolitik skal for fremtiden helt klart prioritere en forbedring af SMV's kvalitetsstandard, konkurrenceevne og markedsføringskapacitet højere. Netop de små og mellemstore virksomheder inden for turisme har vist, at de er i stand til at sikre arbejdspladser og skabe nye. Et fremtidsspørgsmål af væsentlig betydning berøres i punkt 6 og 7. Støtteprogrammer i retning af en sammenknytning af erhverv, turisme og landbrug skal standse afvandringen af mennesker og firmaer fra landdistriker i særlig vanskeligt stillede områder, f.eks. i Alperne. De skal forhindre, at hele dale og landskaber lægges øde og bliver til kriseramte områder.

  Pérez Royo (PSE). – (ES) Hr. formand, jeg har bedt om ordet for at komme med et indlæg i forbindelse med hr. Harrisons betænkning om overskridelse af betalingsfristerne.

For at beskrive den problematiske situation med overskridelse af betalingsfristerne tror jeg, at det er nødvendigt at påpege to grundlæggende forhold: For det første at der helt sikkert sker en generel overskridelse af betalingsfristerne i forbindelse med offentlige indkøb og også ved private indkøb; og for det andet at det er en situation, som varierer betragteligt fra land til land på det indre marked i Den Europæiske Union.

Som et eksempel, et dårligt eksempel, plejer man altid at nævne – og med god grund – landene i Syden, blandt dem Spanien. I vores land, Spanien, er det almindeligt at nævne den lange tid, som de offentlige myndigheder er om at opfylde deres betalingsforpligtelser over for virksomhederne, især de virksomheder, som har fået tilkendt offentlige arbejder. Det, man ikke siger så tit, er, at disse virksomheder, som har fået tilkendt offentlige arbejder, behandler deres leverandører, de små og mellemstore virksomheder, endnu værre. Kendsgerningen er følgende: De offentlige myndigheder i Spanien er i gennemsnit fire måneder – og det er temmelig meget – om at betale deres kreditorer, men de selskaber, som har fået tilkendt offentlige arbejder, er dobbelt så lang tid om at betale deres leverandører og underentreprenører, otte måneder. Det er bestemt en utålelig situation.

Der er masser af grunde til at behandle dette problem på europæisk plan, og vi bør lykønske os med, at man har taget skridtet og præsenteret dette direktivforslag, som går længere end de henstillinger, som hidtil ikke har haft nogen særlig virkning.

Vi støtter kraftigt dette direktivforslag, og vi støtter også de ændringsforslag, der er til betænkningen af Harrison. Med hensyn til ændringsforslagene vil jeg gerne koncentrere mig om to punkter: For det første går vi meget ind for det ændringsforslag, der indføjer en ny artikel, som vedrører anvendelsen af inkassofirmaer eller ‐bureauer på det indre marked; og for det andet forekommer det os meget vigtigt at nævne visse ændringsforslag, hvorved der bliver gjort opmærksom på problemet med de små og mellemstore virksomheder.

I forbindelse med de små og mellemstore virksomheders situation får spørgsmålet om den forpligtende karakter af de regler, der fastsættes i dette direktiv, stor betydning. Det vil sige respekten for aftalefriheden, som er nedfældet i artikel 3, hvor der står, at den længste betalingsfrist er tre uger – 21 dage – medmindre andet er aftalt i kontrakten om sælgerens almindelige salgsbetingelser. I dette tilfælde skal aftalefriheden have visse begrænsninger, for i modsat fald afvæbner man de små virksomheder, der står over for en håndfuld store virksomheder, som praktisk talt har et indkøbsmonopol eller er i stand til at påtvinge de små virksomheder deres betingelser. Vi er derfor meget enige i visse ændringsforslag, som Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik har fremsat, og hvor man forsøger at begrænse de store virksomheders mulige misbrug af aftalefriheden. Jeg henviser f.eks. til ændringsforslag 24 til stk. d) i artikel 7, eller ændringsforslag 28 eller andre ændringsforslag, som efter mit skøn behandler dette problem på passende vis ved at afhjælpe nogle mangler ved direktivforslaget.

  Palacio Vallelersundi (PPE). – (ES) Hr. formand, når man analyserer et hvilket som helst lovforslag må man først og fremmest få fastlagt, hvad det er for nogle mål, man søger at nå, hvilken del af samfundsvirkeligheden man ønsker at regulere. Og hvilken tvivl kan der være om, at direktivforslaget om overskridelse af betalingsfristerne opfylder nogle behov, som de små og mellemstore virksomheder lever med – lider under, kunne man med rette sige. Især de virksomheder, som er leverandører til magtfulde økonomiske foretagender. For det er en ubestridelig kendsgerning, at man bruger for sen betaling og overskridelse af betalingsfristerne med et formål, der ligger meget fjernt fra finansiering af det kommercielle kredsløb. Og der er uden tvivl andre problemer. F.eks. retsforfølgningerne, der er langsommelige og forskelligartede.

Det europæiske initiativ på dette felt skal derfor være velkomment, ikke mindst dette direktivforslag. Men jeg må dog som andre talere før mig påpege, at det er behæftet med nogle juridiske problemer, som det er nødvendigt at behandle, og jeg er overbevidst om, at de vil blive løst inden for rammerne af en dialog mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet.

Jeg kunne begynde og slutte med at sige, at jeg er fuldstændig enig med fru Bergers, fru García Arias" og fru Thyssens indlæg. Tillad mig dog, hr. formand, at komme ind på et par ting. For det første vil jeg gerne understrege behovet for en målrettet behandling af problemet med de lange kontraktmæssige betalingsfrister i al almindelighed, ikke kun for de offentlige indkøb. Og det virker underligt, at det er en advokat, som siger det over for så mange økonomer, for en advokat taler altid på baggrund af Retten. For faktisk er det ved de almindelige handelstransaktioner, at forskellen mellem kontraktmæssig betalingsfrist og for sen betaling eller overskridelse af betalingsfristerne ikke er helt tydelig. I mange tilfælde, hr. formand, hører direktøren for en lille virksomhed »de store« sige til ham: »Du skal ikke sende mig fakturaen nu, send mig den om 2 måneder«. Hvad skal det betyde? En skjult måde at betale for sent, eftersom »de store« misbruger deres mulighed og magt til at tvinge den lille leverandør til at acceptere deres betingelser.

Vi må være på vagt, så de normative foranstaltninger ikke ender med at have en meget begrænset incidens, for på grund af anvendelsen af det teoretiske princip om kontraktsfrihed, der, som hr. Pérez Royo så udmærket har påpeget, kun er et teoretisk princip, når de to kontrahenter ikke står på lige fod, tillader man i praksis, at de store virksomheder bliver ved med at få deres vilje over for de små og mellemstore virksomheder.

Hvis forslaget trådte i kraft, sådan som forslaget fra Kommissionen nu foreligger, så ville det være forudsigeligt, at de eneste begrænsninger af betydning ville være dem for den offentlige sektor, og dem, hvor kreditorerne er store selskaber, som kan gøre deres interesser gældende over for de små og mellemstore virksomheder, uanset om de er handelsvirksomheder eller fra andre sektorer. Og derfor finder jeg det grundlæggende nødvendigt at vedtage stk. d) i ændringsforslag 14 med den meget klare tanke, at man mellem første‐ og andenbehandlingen skal forsøge at finpudse dette ændringsforslag, så det bliver rimeligt og acceptabelt for de forskellige medlemsstater og deres nationale ret.

For det andet vil jeg gerne understrege, at det fra et juridisk synspunkt er nødvendigt at overvinde de vanskeligheder, som ejendomsforbeholdet rejser, sådan som det fastsættes i artikel 4, bl.a. fordi det drejer sig om et begreb, som under samme betegnelse dækker over forskellige rettigheder og beføjelser i de forskellige medlemsstater.

For det tredje håber jeg ikke, at de ændringsforslag, som er foreslået af Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik, og som har til formål at regulere oprettelsen af inkassofirmaer, bliver vedtaget, for det ville være stof til et særskilt direktiv, forslagene er idérige nok til et direktiv.

Og et andet forhold, som bør overvejes nøje, er procedurerne til inddrivelse af gæld i artikel 5. De er for stive, de kunne få retssystemet til at bryde sammen, men vi kommer først og fremmest ind på et område, som hører under medlemsstaternes kompetence. Og det samme gælder advokaterne.

Endelig vil jeg gerne skrive under på det, fru Berger har sagt om Kommissionens kompetencer. Lad Kommissionen tage initiativer på andre områder, f.eks. offentliggørelse og gennemskuelighed ved overskridelse af betalingsfristerne, eller oprettelsen af et europæisk register over for langsomme betalere.

Hr. formand, jeg vil afslutte med at sige, at der derudover er behov for en kulturændring, og det blev åbenlyst i går, da en kollega under debatten om dette direktiv vendte blikket mod himlen og sagde »Åh nej, det er 4 uger siden, at jeg har givet min søn lommepenge«. Vi har også brug for en mentalitetsændring.

  Hyland (UPE). – (EN) Hr. formand, indførelsen af den fælles valuta den 1. januar er et positivt skridt på vejen frem imod europæisk integration. Fjernelsen af transaktionsomkostningerne og nedsættelsen af rentesatserne er gode nyheder. Små og mellemstore virksomheder bør være i stand til at høste gavn af det nye klima, der skabes af den fælles valuta i den umiddelbare fremtid, og de bør bistås af nationale myndigheder og statslige instanser til at gøre det.

På det bredere plan kan jeg ikke stærkt nok understrege SMV'ernes betydning både for den irske og for de europæiske økonomier. Jeg beklager dybt, at Det Europæiske Råd har foreslået besparelser i finansieringen af SMV'erne på et tidspunkt, hvor denne skulle udgøre et central element i EU's indsats til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Rådets beslutning i denne sag bør omstødes.

Vi har brug for et positivt operativt miljø for SMV'erne. I Irland udvikler vi en nationalistisk strategi, der skal lette de administrative byrder og små virksomheder, lette de byrder, der hviler på de små virksomheder, og forbedre adgangen til finansiering samt støtte etableringen af nye virksomheder.

I forbindelse med den fremtidige støtte af SMV'erne bør der også fokuseres særligt på måder, hvorpå man kan styrke iværksætter‐ såvel som tekniske og erhvervsmæssige dimensioner i læseplanerne på ungdomsuddannelsesniveauet.

  Musumeci (NI). – (IT) Hr. formand, ærede kolleger, Gruppen Den Nationale Alliance er enig i den positive udtalelse fra ordføreren, hr. Scarbonchi, om den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV. Jeg tror dog, at det er nødvendigt at fremhæve nogle aspekter, som Observationscenteret ikke er gået tilstrækkeligt i dybden med. Her tænker jeg særligt på de små og mellemstore virksomheder, der ligger i de dårligt stillede områder og i landområderne, og som således er nødt til at arbejde under nogle meget vanskelige betingelser på grund af den manglende infrastruktur, den fjerne beliggenhed fra markederne, den næsten totale mangel på ny teknologi og IT‐systemer samt mangelen på erhvervsuddannelse. Hertil kommer, at de har vanskeligt ved at optage lån. I visse italienske regioner under mål 1 låner bankerne f.eks. penge ud til de små virksomheder med en rente, der er 3‐4 point højere end i andre italienske regioner, hvor økonomien har det bedre.

Under sådanne betingelser er de ofte de kriminelle organisationer, der drager fordel af situationen, idet de låner penge ud til ågerrenter, når banksystemet nægter at hjælpe de små virksomheder, som ikke kan stille en tilstrækkelig garanti. Vi appellerer derfor til Kommissionen om, at man gør en indsats for at fjerne disse økonomiske forskelle, som væksten i de små og mellemstore virksomheder i visse af Den Europæiske Unions områder er afhængig af. De ændringsforslag, der lægger vægt på disse aspekter, vil få vores fulde støtte.

  Harrison (PSE), ordfører. – (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Der er ikke megen fornuft i, at De taler om medlemmer, der taler i kort tid eller taler inden for deres taletid, når De tillod til forrige taler til at gå 60 % over den tildelte taletid, ja og også andre talere. De er formanden. De skal sørge for, at medlemmerne holder sig inden for den tid, der tildeles dem.

  Areitio Toledo (PPE). – (ES) Hr. formand, her til aften taler vi om de små og mellemstore virksomheder. Vi er alle enige om, at det er de små og mellemstore virksomheder, som er de store jobskabere. Desværre behandler vi dem ikke, som om de var det.

Et af de store problemer for de små og mellemstore virksomheder er, at de i kraft af kendsgerningerne nu er med til at finansiere de store virksomheder på to måder: ved kontraktlig fastsættelse af lange betalingsfrister og på grund af manglende betalinger.

Kommissionen har heldigvis fremsat et direktiv, som søger at løse det andet problem, og jeg glæder mig over, at det forholder sig sådan. Jeg tror, at det går i den rigtige retning. Jeg finder også, at den fremragende betænkning af hr. Harrison er et godt bidrag med dens ændringsforslag til denne løsning, og jeg håber, at de bliver finpudset juridisk med de bemærkninger, som fru Palacio og repræsentanterne for Udvalget om Retlige Anliggender er fremkommet med her. Jeg finder, at vi går i den rigtige retning.

Man skal dog også erindre Kommissionen om, at vi forventer noget med hensyn til betalingsfristerne. For som nogle talere har nævnt det, så er kontraktsfriheden hellig, men den har også sine begrænsinger, og i praksis så er det, der officielt er frie aftaler, i virkeligheden adhæsionsaftaler, som dem jeg underskriver, når jeg indgår aftale om levering af elektricitet hos elselskabet. Det samme eller noget lignende sker med de kontrakter, som de små og mellemstore virksomheder underskriver med de store forsyningsvirksomheder.

Og derfor er der et ændringsforslag, som er blevet foreslået i betænkningen af Harrison, som fortjener en nærmere overvejelse. Måske også en vis tilpasning og en ændring, for det knæk, som de små og mellemstore virksomheder lider, når de har ydet en betalingsfrist på 120 dage, og de så ikke modtager betaling, er ikke det samme, som det de lider, når de ikke bliver betalt og kun har ydet en frist på 30 dage.

Dette er helt klart et spørgsmål, som også skal løses inden for rammerne af dette direktiv.

  Garosci (PPE). – (IT) Hr. formand, jeg vil nøjes med at komme med et par bemærkninger til Harrisons betænkning om for sen betaling. Jeg mener i øvrigt, at jeg har talt tilstrækkeligt om de små og mellemstore virksomheder i de sidste fire år.

Først vil jeg gerne rette en tak til kommissær Papoutsis for den fornyede interesse, han har vist denne sektor ved også at finde nogle lovgivningsmæssige instrumenter i reglerne for overskridelse af betalingsfrister. Vi kan med andre ord endelig stille med en hær, der har den nødvendige ammunition til at føre krig.

Problemet med for sen betaling er ikke blot de små og mellemstore virksomheders problem; det er først og fremmest de små og mellemstore virksomheders problem. Vi skal dog ikke tro, at hele den økonomiske sektor ikke kan få gavn af de samme fordele.

Overholdelsen af betalingsfristerne gælder for hele den økonomiske sektor, og det er en af dens grundlæggende betingelser. Lad os tage udgangspunkt i begrebet kontraktfrihed. Dem, der køber og sælger, skal have nogle etiske regler, men også nogle praktiske og operative regler, der er grundlag for økonomien, og når en virksomhed sælger noget, stiller den netop kontraktbetingelserne som en af de grundlæggende betingelser.

Kommissionen har fremsat nogle fornuftige og acceptable forslag. Når der ikke foreligger nogen skriftlig kontrakt, mener vi, at den maksimale betalingsfrist skal være på 21 dage regnet fra fakturaens dato. Dette skal kun gælde, når betalingsfristen ikke er specificeret i kontrakten. Det egentlige problem er de offentlige myndigheder. Her foreslår man en betalingsfrist på maksimalt 60 dage, stadig regnet fra fakturaens dato.

Det er således nødvendigt med nogle regler for disse forhold, der ikke går ud over kontraktfriheden mellem køber og sælger, heller ikke med hensyn til tidsfristerne, og det er det navnlig på grund af de offentlige myndigheders overdrevne betalingsfrister, og ikke mindst for at beskytte de små og mellemstore virksomheder.

Vi kan derfor kun være enige i indlæggene af vores kolleger Palacio og Thyssen, der understregede, at det i den glimrende betænkning af hr. Harrison – som vi takker for det arbejde, han har udført, ikke mindst inden for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik – er nødvendigt at ændre ændringsforslag 14, og navnlig litra d) og e), hvor man taler om 45 dage, med henblik på at lave dette om til 60 dage og især med henblik på at ændre det operative instrument i ændringsforslaget. Jeg vil lige hurtigt læse ændringsforslagets tekst for at forstå dets ineffektivitet: “dersom den i aftalen eller sælgerens almindelige betingelser fastsatte frist overstiger 45 dage«, udsteder køberen for egen regning “en veksel til sælgeren, som indeholder nøjagtige oplysninger om forfaldsdagen ...«.

Vi taler om handelsfrihed, og grundlaget for økonomien er kontraktfrihed. Vi risikerer at lave nogle tvangsregler for en sektor, man aldrig har fastlagt regler for, og som måske netop på grund af denne mangel på stive regler har haft mulighed for at fungere på en fleksibel måde og for, som vi ved, at bidrage til den økonomiske vækst og derved til udvikling, investering og en forøgelse af beskæftigelsen.

Jeg vil gerne takke kommissæren, og jeg håber, at kollegerne ved afstemningen i morgen vil huske de punkter, som hr. Harrison så udmærket har gjort rede for i sin betænkning, og at de trods alt vil slå fast, at kontraktfrihed er et fundamentalt element for handelens udvikling.

  Ilaskivi (PPE). ‐ (FI) Hr. formand, der er i EU helt rigtigt lagt mærke til SMV‐sektorens rolle som både generel og speciel beskæftigelsesskaber. Også i dag behandler vi hele fire betænkninger, som skaber forudsætninger og fjerner ulemper. Betænkningen fra parlamentsmedlem Hendrick handler om nøgler til løsningen af det europæiske beskæftigelsesproblem. Den handler om små og mellemstore virksomheder og deres største problem for at udvikle sig og gøre fremskridt, nemlig muligheden for at få risikovillig kapital til de nødvendige investeringer.

Det er lykkedes væsentlig bedre for USA at skabe risikovillige kapitalmarkeder for SMV‐sektoren end for Europa. Dette kan særlig godt ses på de forskellige arbejdsløshedstal fra disse to af verdens største økonomiske områder. Den Europæiske Union og dens medlemsstater har imidlertid i løbet af det seneste årti iværksat aktiviteter for at indhente det amerikanske forspring. Kapitalmarkeder til de europæiske SMV‐sektorer er fremmet. Der er fjernet hindringer for deres udvikling. Disse markeders funktionalitet er alligevel blevet til et problem.

Generelle regler løser ifølge Hendrick ikke alt. Det er vigtigt specielt for de små landes vedkommende, at de pengeinstitutter, som har specialiseret sig i finansiering af virksomheder i SMV‐sektoren, udvikles til også at kompensere for kapitalen, da adgangen til finansieringen bliver et flaskehalsproblem. I særdeleshed skal Den Europæiske Investeringsbanks forudsætninger for at finansiere virksomheder i SMV‐sektoren og for at danne garantisystemer for kollektive finansieringsordninger i SMV‐sektoren forbedres i hele det europæiske område.

  Porto (PPE). – (PT) Hr. formand, Det Europæiske Observationscenter for Små og Mellemstore Virksomheder viser sig fortsat at være et nyttigt redskab til anerkendelse og fremme af de enheder, der yder et helt uundværligt bidrag til vores udvikling. Eftersom jeg ikke her råder over tid til at erindre om andre af deres fortræffeligheder (det har jeg gjort i tidligere indlæg), vil jeg blot fremhæve, at SMV'erne vedblivende yder det største bidrag til beskæftigelsen, med 7 millioner nye jobs mellem 1995 og 1996 over for de 4, 8 millioner, som var de store virksomheders bidrag.

I den betænkning, som vi her har under behandling – og som jeg lykønsker ordføreren med – kan man glæde sig over, at der er indeholdt to temastudier, ét vedrørende »SMV i turismen« og et andet om »SMV og miljøet«; både det ene og det andet har særlig stor relevans for mit land.

Turismen er en særdeles vigtig sektor, og den fordeler sig gennem de små og mellemstore virksomheder over hele landet og giver beskæftigelse til et meget stort antal mennesker, med den yderligere gavnlige virkning, at den bidrager til at fremme kulturelle værdier og til nærme borgerne fra forskellige lande sig til hinanden. Derfor fortjener de omtalte tiltag al støtte, særlig de tiltag, der skal forhindre, at mindre begunstigede områder bliver stillet ringere.

Hvad angår beskyttelsen af miljøet må man glæde sig over anerkendelsen af den offentlige støtte, særlig fra Den Europæiske Union, der skal ydes til de små og mellemstore virksomheder med henblik på, at de ikke skal stilles ugunstigt over for virksomheder, der kan drage fordel af stordrift, og over for rigere lande med større kvalitetskrav, der allerede har været gældende i flere år.

Man kan sluttelig glæde sig over omtalen af konkrete tiltag inden for så vigtige områder som socialsikring, afbureaukratisering, adgang til kapitalmarkedet eller tilpasning til euroens indførelse. Det drejer sig i alle disse tilfælde om korrekte og ikke konkurrenceforvridende forholdsregler. Tværtimod: det er forholdsregler, der vil føre til en mere effektiv udnyttelse af de muligheder, som markedet tilbyder.

  Konrad (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, Den Europæiske Unions tredje flerårige program er en milepæl i politikken vedrørende små og mellemstore virksomheder, og derfor er Rübig‐betænkningen særdeles vigtig. Det må hilses mere end velkomment, at vi nu inden for rammerne af udvidelsen af Den europæiske Union indleder dette program og inddrager Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Polen, Rumænien og Den Slovakiske Republik. Men det ville være rart, om også Slovenien, Letland og Litauen havde været med. Jeg kan ikke acceptere, at netop disse lande af formelle grunde ikke deltager. Jeg håber, at det bliver ændret i fremtiden.

Når jeg ser på dette store projekt, forekommer det mig vigtigt, at vi opfatter disse fællesskabsprogrammer som en del af førtiltrædelsesstrategien. Derfor skal vi her have blikket rettet mod de økonomiske strukturer i disse lande. Selv nok så mange penge vil ikke bevirke det, vi har brug for på dette sted, nemlig vidsyn hos de små og mellemstore virksomheder. Denne SMV‐politik kan føre virksomheder frem, men kan også, og det er særlig vigtigt for mig, styrke SMV‐ånden. Det drejer sig jo om en bestemt indstilling til bestemte ting. Vi har nemlig brug for selvstændige initiativer og engagement i rollen som selvstændig, det vil sige, at vi ud over penge også har brug for rådgivning, uddannelse og tilskyndelser. Derfor forekommer det mig uhyre vigtigt, at vi gør noget mod bureaukratiet i disse stater, at vi går ind for retssikkerhed og at vi yder støtte her. Det vil sige, at vi forbedrer rammebetingelserne med opfølgende foranstaltninger.

Denne problemstilling hænger sammen med, at der også i disse lande er brug for mindre stat og ikke mere stat, og vi skal med vores program bidrage til, at det selvstændige initiativ styrkes.

  Todini (PPE). – (IT) Hr. formand, jeg vil gerne kort sige noget om betænkningen af hr. Harrison, som jeg takker for det arbejde, han har udført, og for at have gjort opmærksom på et så vigtigt problem. Betænkningen drejer sig om den europæiske økonomis livsnerve, nemlig overskridelsen af betalingsfristen for de små og mellemstore virksomheder.

Jeg vil blot understrege det, som mine kolleger og navnlig fru Thyssen så udmærket har sagt, og jeg vil især gerne vende tilbage til indholdet i ændringsforslag 14, litra d). Vi har sagt, at kontraktfriheden under alle omstændigheder skal bevares der, hvor den kommer til udtryk, da den er selve handelens grundlag og sjæl. Det er derfor vigtigt at forsøge at fjerne alle de begrænsninger, der på den ene eller den anden måde risikerer at underminere kontraktfriheden. Jeg håber, at vi ved afstemningen i morgen når frem til et resultat, der peger i denne retning.

Jeg vil ligeledes gerne understrege det væsentligste problem, der gøres opmærksom på i betænkningen, nemlig betalingen fra de offentlige myndigheder. I ændringsforslag 26 står der, at “i en offentlig kontrakt giver hovedentreprenøren underleverandøren og leverandørerne mindst lige så fordelagtige betingelser som dem, hovedentreprenøren har fået af den offentlige myndighed«. Det er retfærdigt, at det er sådan, men lad os huske på, at det alt for ofte netop er kontrakterne fra de offentlige myndigheder, der bringer hovedentreprenøren i vanskeligheder med betalingen til underentreprenørerne og underleverandørerne.

Det er således nødvendigt at lægge vægt på forbindelserne med de offentlige myndigheder og at give entreprenøren en sikkerhed, der dækker de gensidigt bebyrdende kontrakter med de offentlige myndigheder, så disse kontrakter herefter kan stå som sikkerhed for underleverandørerne.

  Papoutsis, medlem af Kommissionen. – (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, Europa‐Parlamentet behandler i dag fire betænkninger, der vedrører små og mellemstore virksomheder. Jeg vil her kommentere betænkningerne en ad gangen.

Jeg vil begynde med hr. Harrisons betænkning om overskridelse af betalingsfrister. Dette er noget, der har alvorlige konsekvenser for alle europæiske virksomheder. Som det også blev nævnt før, skyldes hver fjerde konkurs overskridelse af betalingsfrister. 33 % af Europas virksomheder betragter overskridelse af betalingsfrister som et af deres største problemer, der i mange tilfælde truer med at lukke virksomheden. Overskridelse af betalingsfrister er en hindring for en rimelig udvikling af Fællesskabets interne handel, ligesom de hindrer det indre markeds regelmæssige funktion. Skønt det er et generelt problem i hele Den Europæiske Union, er det en kendsgerning, at der er store forskelle mellem de enkelte landes betalingspraksis. 21 % af de europæiske virksomheder kunne øge eksporten, hvis de kunne sikre sig korte betalingsfrister hos deres udenlandske kunder.

Kommissionens forslag til et direktiv om overskridelse af betalingsfrister indeholder en række foranstaltninger til bekæmpelse af dette fænomen i handelstransaktioner i Det Europæiske Fællesskab. Foranstaltningerne vedrører overskridelse af betalingsfrister mellem alle virksomheder og mellem virksomheder og den offentlige sektor. Desuden respekteres princippet om kontraktfrihed fuldt ud. Det overordnede mål med forslaget er at tilskynde til overholdelse af de kontraktmæssige betalingsfrister til gavn for alle virksomheder. Desuden indfører direktivet en lovramme, som skal hindre debitorerne i at betale for sent. Kreditorerne får ret til en rimelig kompensation, hvis de ikke modtager betalingen i tide, og der indføres, eller forbedres, procedurer for inddrivelse af gæld, så disse bliver effektive, billige og hurtige. Forslaget indeholder desuden særlige foranstaltninger til forbedring af offentlige myndigheders betalingspraksis. Og i denne forbindelse vil jeg gerne forsikre fru Thyssen om, at Europa‐Kommissionen har truffet de nødvendige foranstaltninger for bedre at overholde betalingsfristen på 60 dage, og i de tilfælde, hvor Kommissionens tjenestegrene uden gyldig grund betaler for sent, skal de betale morarenter.

Kommissionen er af den overbevisning, at forslaget vil sikre virksomhederne store fordele, især de små og mellemstore virksomheder. Det vil desuden have en positiv indvirkning på beskæftigelsen, fordi antallet af virksomheder, der går konkurs på grund af overskridelse af betalingsfrister, vil falde.

Jeg vil gerne takke Europa‐Parlamentet for dets vedvarende støtte til dette tiltag. Og jeg vil rette en særlig tak til ordføreren, Lyndon Harrison, for det omfattende, seriøse arbejde, han har gjort omkring dette spørgsmål, ikke kun i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen med henblik på behandlingen af direktivet, men især også for den indsats, han har gjort i mange år til fordel for de små og mellemstore virksomheder, hvor han konstant har gjort opmærksom på problemerne, navnlig vedrørende overskridelse af betalingsfrister. Ligeledes vil jeg takke Udvalget om Retlige Anliggender og specielt dets ordfører, fru Berger, for hendes bidrag til Parlamentets behandling af dette direktiv.

Mange af de ændringsforslag, der stilles, er med til at supplere og gøre Kommissionens forslag mere præcist, og jeg kan sige med det samme, at de kan accepteres. Mere konkret kan Europa‐Kommissionen acceptere ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 10, 19, 20, 22 og 31, som de er. Disse ændringsforslag kan Kommissionen godkende i deres nuværende form. Så er der andre ændringsforslag, hvor Kommissionen stort set er enig, hvad indholdet angår, men hvor vi gerne vil bevare en mulighed for at omformulere dem, så de passer bedre til resten af direktivet set ud fra et juridisk synspunkt. Der er her tale om ændringsforslag 7, 9, 11, 13, 14, 15, 16, 18, 21, 24, 26, 28 og 32. Europa‐Kommissionen kan derimod ikke acceptere ændringsforslag 5, 6, 8, 12, 17, 23, 25, 27, 29, 30, 33, 34 og 35.

Jeg vil nu gå over til Rübig‐betænkningen vedrørende syv central‐ og østeuropæiske landes deltagelse i det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder. Jeg vil indlede med at takke ordføreren for den fremragende indsats, han har gjort. Vi kan godtage de ændringsforslag, der er stillet, og som Parlamentets korresponderende udvalg vedtog den 3. september. Antallet af små og mellemstore virksomheder i alle disse lande er faktisk vokset i de sidste år. I dag udgør landenes små og mellemstore virksomheder over 90 % af det samlede antal virksomheder. Imidlertid ved vi, at der skal gøres en endnu større indsat i de kommende år for at forbedre og forenkle det administrative og forskriftsmæssige miljø, som disse virksomheder arbejder inden for, og vi håber naturligvis, at endnu flere virksomheder vil starte fremover. I de år, der er gået, har Phare‐programmet spillet en vigtig rolle ved at støtte udviklingen af små og mellemstore virksomheder i disse lande, og jeg er overbevist om, at dette vil fortsætte. I dag bør den politik, der har til formål at fremme udviklingen af små og mellemstore virksomheder, blive mere præcis, og jeg tror også, den skal være mere konkret.

Jeg glæder mig især over, at vi i dag åbner det tredje flerårige program for den første gruppe bestående af syv lande i en periode, der går fra 1998 til 2000. Landene er Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet. Senere vil vi åbne programmet for Slovenien, Litauen og Letland, når disse lande er parate til det. Samtidig åbner vi også programmet for Cypern. Nu, hvor disse lande forbereder sig på at træde ind i Unionen, er det min oprigtige overbevisning, at tiden er inde til, at de deltager konstruktivt i det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder. Og jeg vil gerne takke endnu en gang for Deres støtte til dette tiltag.

Jeg kommer nu til betænkningen af Hendrick om de europæiske kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder. Jeg vil indlede med at takke hr. Hendrick for hans fremragende betænkning og positive vurdering af Kommissionens meddelelse fra 1997. Jeg kan imidlertid sige, at udviklingen på dette område siden da har været meget positiv, selvom jeg mener, at der stadig er meget, der skal gøres.

Som bekendt har både EASDAQ‐markedet og Euro‐NM‐nettet været under stadig ekspansion og handler nu med aktier for ca. 200 selskaber. Selvom EASDAQ"s tal ligger langt under det tilsvarende amerikanske marked, NASDAQ, er det alligevel en væsentlig succes, især hvis man tænker på, at der ikke engang er gået to år, siden EASDAQ blev startet, og hvis vi kigger på de amerikanske erfaringer, vil vi se, at NASDAQ konsolideredes efter en periode på fem år. De 200 selskaber, der fungerer i dag, har indbragt en kapital på ECU 2, 7 milliarder, det vil sige i gennemsnit ECU 14 millioner hver. Et beløb, som ikke havde kunnet skaffes via de traditionelle bankkilder. Samtidig har selskaberne fået mulighed for at få adgang til den bankfinansiering, de har brug for, da deres status er styrket med aktiekapital. Disse selskaber er netop den slags nyskabende virksomheder, højteknologiske virksomheder, som Europa‐Kommissionen gerne vil fremme.

Resultatet af selskabernes børsnotering er en gennemsnitlig forøgelse af antal medarbejdere på ca. 30 % over de to år. Endvidere har de to markeders vellykkede ekspansion bidraget generelt til at styrke det øgede samarbejde mellem børserne og til at fremme oprettelsen af kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder i andre medlemsstater. Der bør imidlertid lægges endnu større vægt på deres udvikling. Og dette tror jeg vil ske med euroens fremkomst, da de vil nyde stor gavn af den større gennemsigtighed, som følger af indførelsen, gennemførelsen og anvendelsen af den fælles valuta.

Hvad fremtidens indsats angår, vil vi koncentrere vores bestræbelser om gennemførelsen af den handlingsplan, som indgik i vores meddelelse, der blev forelagt Det Europæiske Råd i Cardiff i juni 1998. I denne forbindelse vil jeg nævne seks konkrete initiativer, som enten er under udvikling eller vil blive iværksat inden længe:

For det første rundbordsforhandlinger om opdelingen af markederne for virksomhedskapital med det formål at reducere hindringerne og lette de små og mellemstore virksomheders adgang til denne type finansiering.

For det andet en revision af alle nationale og grænseoverskridende procedurer for udstedelse af aktier for at muliggøre en simpel, formaliseret og omkostningsmæssigt rentabel offentlig aktieemission.

For det tredje den tredje rundbordsforhandling for bankierer og små og mellemstore virksomheder. Under den tredje rundbordsforhandling vil man bestemme den »bedste praksis«, den optimale praksis for finansiering af virksomhedsetablering og ‐start, især virksomheder med store udviklingsmuligheder, hvor notering på en europæisk børs kunne blive aktuel.

For det fjerde et nyt tiltag for den såkaldte »seat capital«, som vil få navnet CREA.

For det femte en vejledning i selvevaluering, hvad angår fondsbørser, for små og mellemstore virksomheder, som kan hjælpe virksomhedsejerne med at tage stilling til, om deres virksomhed har muligheder for at blive optaget til notering.

For det sjette en undersøgelse af de teknikker, der kræves for at vurdere såvel risiko som klassificering af selskabernes kreditværdighed med særlig vægt på de små og mellemstore virksomheder.

Til sidst vil jeg kommentere Scarbonchi‐betænkningen om den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV.

Jeg vil først og fremmest takke Europa‐Parlamentet for den vedvarende interesse, det har vist for Observationscenteret, og komplimentere ordføreren, hr. Scarbonchi, for hans arbejde.

Jeg har gennemgået alle Deres forslag med hensyn til Observationscenterets fremtidige arbejde meget nøje. Hvad angår det specielle krav om at undersøge koordineringen af de forskellige europæiske programmer for små og mellemstore virksomheder, vil jeg mene, at dette allerede er gjort i vid udstrækning i den publikation, som De alle har fået, “Aktiviteteter til fordel for SMV og håndværkssektoren«.

Hvad de øvrige forslag angår, kan jeg forsikre Dem om, at de vil blive taget i betragtning ved udarbejdelsen af de kommende årsberetninger fra Observationscenteret, som for eftertiden bør indeholde flere informationer, nye, bearbejdede tal, og da vi i de tidligere år har udgivet beretningerne på årsbasis, bør vi måske afsætte lidt mere tid end blot et år, så vi kan få nye og mere bearbejdede tal med.

Til sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig over Deres anerkendelse af Observationscenterets betydning som referencepunkt, som et center, der udarbejder en brugbar beretning med væsentlige informationer, ikke kun til de europæiske institutioner, men især også til medlemsstaternes regeringer og til de instanser, som har med de små og mellemstore virksomheder at gøre.

Desuden kan jeg forsikre Dem om, at Europa‐Kommissionen agter at fortsætte Observationscenterets arbejde i fremtiden og bidrage med sin støtte til dets aktiviteter.

  Formanden . – Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.⁽¹⁾

(Mødet hævet kl. 00.10)

(1) Dagsorden for næste møde: se protokollen.