Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 27. oktober 1999 - Strasbourg

2. Rapport om regeringskonferencen

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om rapporten fra Gruppen på Højt Plan om regeringskonferencen.

Hr. Barnier har ordet på Kommissionens vegne.

  Barnier, Kommissionen. – (FR) Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, den debat, vi fører nu, har for Kommissionen, som jeg har den ære at repræsentere, både en stor interesse og en begrænsning.

Begrænsningen, som enhver vil kunne forstå og respektere, er, at på nuværende tidspunkt har hverken Kommissionen eller Europa-Parlamentet præcist og detaljeret fastlagt deres holdning og forslag til den kommende institutionelle forhandlingsrunde, der starter i begyndelsen af år 2000. Det drejer sig derfor om i dag - men det er allerede meget - at gøre klart eller måle, med hvilken indstilling vi - De og vi - vil gå ind til denne forhandling.

Jeg vil derfor fortælle Dem, ærede parlamentsmedlemmer, eller snarere bekræfte, hvilken indstilling formand Prodi og hans kommissærkollegium har, og jeg vil lytte meget intenst til, hvad De har at sige på vegne af Deres politiske grupper eller på egne vegne.

Mine damer og herrer, ved at bede tre respekterede og erfarne personligheder om frit at overveje og udtrykke deres idéer har Kommissionen uden at vente villet fremkalde og oplyse debatten. Hermed er jeg sikker på, at vi udfylder vores rolle i den samme ånd, som er beskrevet i artikel 48, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union.

Dette første mål er nået. Debatten begynder. Den bør finde sted her, i medlemsstaterne og i de nationale parlamenter. Jeg vil give mit bidrag til den sammen med alle dem, der interesserer sig for at opbygge et EU - og det er mange flere, end man tror - der er så tæt på borgerne som muligt.

Jeg vil gerne, hr. formand, give udtryk for vores taknemmelighed over for premierminister Jean­Luc Dehaene, præsident von Weizsäcker og lord Simon for deres kvalitetsbidrag og også takke Dem her for Deres modtagelse og for den opmærksomhed, De har vist deres rapport, især i Udvalget om Forfatningsspørgsmål, der drives fremad og ledes af hr. Napolitano.

Mine damer og herrer, Dehaene-rapportens første fortjeneste er, at den slår fast, hvad der står på spil, og den giver reformen af institutionerne et reelt politisk perspektiv. Det vil jeg vende tilbage til om et øjeblik. Man kan heraf fra nu af drage adskillige konklusioner. For det første angående tidsplanen, for det andet angående rækkevidden af reformerne, som skal lykkes, og endelig om, hvordan man skal forberede sig på disse forhandlinger.

Først og fremmest hvad angår tidsplanen, mine damer og herrer, er denne reform, og det mener jeg virkelig, den sidste chance for en reel reform før den store udvidelse af Unionen, før genforeningen af de europæiske stater og befolkninger i et stort politisk og økonomisk fællesskab. Dette perspektiv med hensyn til en stor udvidelse er ikke længere hypotetisk, og det ligger ikke langt væk. Den 13. oktober besluttede vi selv i Kollegiet at forberede os på dette og stadig med den samme alvor, men endnu hurtigere. Det er grunden til, at denne regeringskonference skal afsluttes effektivt inden udgangen af 2000.

Denne kortere frist tvinger os til at nå målet. Men, ærede parlamentsmedlemmer, tvinger denne frist, eller vil den for så vidt tvinge os til at afholde en mini-regeringskonference? Det tror vi ikke. Reformen, som alle inderst inde godt ved er nødvendig, er ikke kun, og ikke først og fremmest, et spørgsmål om tid, men derimod et spørgsmål om politisk vilje, om at se klart på, hvordan vores institutioner fungerer for øjeblikket med deres utilstrækkeligheder. Den er et spørgsmål om mod, om kollektivt mod, som vi har eller ikke har, til denne gang at prioritere Unionen, prioritere en langsigtet vision, som, og det ved vi godt, selvom det er svært, går videre end forsigtigheden og de umiddelbare interesser.

Hvis vi tager højde for forsinkelser i forhandlingerne og i ratifikationen fra hver enkelt medlemsstats side, er det altså nu, det gælder om at ville og at opnå denne virkelige reform. Mine damer og herrer, jeg taler ikke om en definitiv reform af EU's institutioner, men om en reform, der er tilstrækkelig stærk til at undgå, at man blokerer eller lammer institutionerne. En reform, der er tilstrækkelig stærk til, som en af Deres kolleger sagde det forleden, i fremtiden at give plads til en anden udvikling. Det er en fejl at tro - og det vil jeg gerne kraftigt understrege - at man senere, med 18, 20 eller 27 medlemmer, kan gennemføre den reform, som vi ikke kunne gennemføre i Amsterdam, eller som vi ikke måtte have lyst til at gennemføre nu.

Hvad angår omfanget af denne reform, har vi talt om ambitionsniveauet for denne regeringskonference, og det er lige præcis dér, Kommissionens fokus ligger. Ingen, mine damer og herrer, kan være overrasket over dette, idet jeg netop for et øjeblik siden har sagt, at den store udvidelse kommer hurtigere og i større omfang, end man kunne forestille sig i Amsterdam. Jeg må derfor gentage, at Kommissionen og Europa-Parlamentet udfylder deres rolle, hvis de ønsker at forøge betydningen af denne konference, og når de anbefaler, at man nu gennemfører alle de reformer, der er nødvendige, for at Unionen kan modtage et stort antal lande.

Det drejer sig ikke, mine damer og herrer, om at gå imod konklusionerne fra Köln. Det første krav til denne regeringskonference bliver at behandle - og jeg mener behandle til bunds - de emner, der blev efterladt på bordet i Amsterdam. Jeg vil gerne holde fast i, at de skal behandles ambitiøst, fordi det er rigtigt, undskyld, men jeg siger det med en vis erfaring, at man kan behandle disse tre emner med større eller mindre ambitioner. Disse emner - som er antallet af kommissærer i en udvidet Union, den nye stemmefordeling og området for anvendelse af kvalificeret flertal - er alle tre ekstremt vanskelige, men nødvendige. Men lad mig sige, det er vores fornemmelse, at de er mindre vanskelige at behandle, hvis de behandles i et politisk perspektiv.

Det er grunden til, at listen over spørgsmål i Dehaene-rapporten forekommer os berettiget. Ingen af de idéer, der fremføres, kan betragtes som overflødige. Det er ikke overflødigt at arbejde med at omstrukturere traktaten for at gøre den lettere at læse og mere tilgængelig for borgerne og for at forestille sig, at man en dag kan foretage ændringer, der i højere grad er tilpasset de fælles politikker i modsætning til de grundlæggende principper for Unionen.

Det er ikke overflødigt at forsøge at forbedre systemet for et styrket samarbejde uden dog - og her er jeg formel - at løbe den mindste risiko for, jeg ved ikke, hvilken "opmaskning" af den gældende fællesskabsret. Det er ikke overflødigt at håbe, at man i slutningen af 2000 i den nye traktat kan drage de institutionelle konsekvenser af de beslutninger, der kan tages indtil da, i henhold til tankegangen fra Köln for sikkerheden på og forsvaret af det europæiske kontinent. Det er ikke overflødigt, mine damer og herrer, at arbejde med andre spørgsmål, der rejser sig med udvidelsen, f.eks. Unionens juridiske status, hvordan Domstolen fungerer, eller endog en bedre EU-indsats i kampen mod svig. Jeg siger dette i forlængelse af Rådets møde i Tampere, som De netop har talt med min kollega og ven, Vitorino, om. Inden for alle disse emner og måske også andre vil Kommissionen lytte med interesse på Deres reaktioner og forslag.

Endelig, hr. formand og mine damer og herrer, vil jeg sige et par ord om at forberede forhandlingerne. Intentionerne hos det portugisiske formandskab og derefter det franske samt intentionerne hos det finske formandskab før Helsinki er afgørende for, at regeringskonferencen begynder på et godt grundlag, og, lad mig sige det også, begynder så hurtigt som muligt i begyndelsen af år 2000. Vi i Kommissionen forbereder os grundigt, det er det mindste, man kan forvente af Kommissionen. Vi vil fra og med den 10. november i kollegiet diskutere form og holdninger i vores formelle rapport, der vil blive offentliggjort, når forhandlingerne indledes.

Uanset hvad man kan forestille sig, ærede parlamentsmedlemmer, bliver denne formelle rapport et stærkt og overordnet politisk dokument, udformet og struktureret til at være nyttig i forhandlingerne, til at fremme dem, og håber vi også, til at fremskynde dem. Jeg mindes kvaliteten i indlæggene i hele den periode, der gik forud for Amsterdam, fra to repræsentanter for Europa-Parlamentet, Élisabeth Guigou og Elmar Brok. Jeg vil derfor også gerne sige, at jeg mener, det vil være nyttigt, at man kunne høre Parlamentets stemme, og at det på de bedst mulige betingelser blev knyttet til de forhandlinger, der snart begynder.

Ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil slutte med at sige følgende: Mellem forsigtigheden og frygten, mellem realismen og utopien er vi overbeviste om, at der findes plads til, en sti frem mod en reel reform af vores institutioner, for en mere effektiv og demokratisk drift af Unionen, på ingen måde for at forsinke udvidelsen, men for at få den til at lykkes.

(Bifald)

  Poettering (PPE). – (DE) Hr. formand, kære kolleger, først vil vi fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater sige tak til Jean-Luc Dehaene, Richard von Weizsäcker og lord Simon for denne rapport, som er ambitiøs, som er modig og samtidig alligevel realistisk, og derfor peger denne rapport ud i fremtiden. I vores gruppe havde vi i sidste uge en diskussion med Jean-Luc Dehaene - kommissær Michel Barnier var også til stede - og jeg vil gerne sige til Dem, hr. kommissær, at vi har fuld tillid til, at De vil yde Deres bidrag til sammen med Kommissionen at lede Den Europæiske Union ind i en god fremtid. Vi vil alle støtte Dem i dette arbejde.

I Helsinki skal det besluttes, at vi forhandler om tiltrædelse med yderligere seks stater. Dermed forhandler vi med 12 stater, og det er meget sandsynligt, at mere end fem stater vil tiltræde Den Europæiske Union i den første runde. Derfor er det ikke realistisk at begrænse denne protokol fra Amsterdam til tre emner, men vi skal gå ud over dette. Derfor siger vi i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater, at vi ønsker mere, end der er stillet i udsigt i Amsterdam. Vi ønsker Amsterdam plus noget mere, vi ønsker en grundlæggende reform af Den Europæiske Union, for at den kan blive parat til en udvidelse, som for os har høj prioritet.

(Bifald)

Kernen er helt sikkert flertalsbeslutninger i Rådet, og vi går ind for, at flertalsbeslutninger i Rådet bliver den grundlæggende beslutningsprocedure, og i alle spørgsmål med flertalsbeslutninger skal Europa-Parlamentet - og allerede i dag også ved landbrugspolitikken, det er et yderligere punkt - have ligeberettiget medindflydelse på lovgivningen. Vi har forståelse for, og det må man stadigvæk diskutere, at hvert land også skal være repræsenteret i Kommissionen, og at vi får en ny vægtning i Ministerrådet. Det dobbelte flertal er et instrument, men der er også andre. Naturligvis skal de nye stemmevægte i Ministerrådet afspejle demokratiet. Men jeg siger Dem, kære kolleger, at der findes en dimension hinsides enhver juridisk procedure. Hvis repræsentanter for nogle store medlemsstater i dag lægger en vis anmassende holdning, en vis arrogance, for dagen over for de mindre, så afviser vi dette og siger, at alle medlemsstater i Den Europæiske Union yder deres bidrag og skal inddrages, og her bør også de store medlemsstater indse, at ofte er et lille lands formandskab mere succesrigt, mere effektivt og mere engageret end en stor medlemsstats formandskab.

(Bifald)

Vi finder ekspertgruppens forslag om at oprette en grundlæggende traktat godt. Jeg er især glad for, at vores ven Jacques Santer glædede sig over dette punkt, for det er jo et eksempel på en lille medlemsstats effektivitet, i dette tilfælde Luxembourg. Vi understreger, at det er rigtigt - og jeg finder denne tanke genial - at arbejdsgruppen har foreslået at oprette en grundlæggende traktat og en udvidet traktat. Ved den grundlæggende traktat ville alle medlemsstater, alle medlemsstaternes parlamenter, altid være med i en reform. Det er godt. Ved den udvidede traktat ville det så være Ministerrådet og Europa-Parlamentet, som kunne træffe denne beslutning. Det skaber fleksibilitet, og der ville være mulighed for at opfylde de respektive krav.

Hr. Barnier talte om Den Europæiske Unions status som juridisk person. Den Europæiske Union er i dag retligt en nullitet, et ingenting, den kan ikke engang købe et hus endsige være repræsenteret i en international organisation. Det må vi ændre, hvis Den Europæiske Union skal have vægt i verden.

Vi må også kunne handle på det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område. Så sent som i sidste uge sagde instituttet for strategiske studier i London, at europæerne ikke er handledygtige. Det er ikke kun et spørgsmål om institutionen, men om medlemsstaternes vilje til at stille den nødvendige logistik, den nødvendige rekognoscering til rådighed for vores væbnede styrker. Vi forventer af Den omfattende Højtstående Repræsentant, hr. Solana, at han i samråd med Chris Patten her tager de nødvendige initiativer. Vi har nu behov for en grundig debat også om Den Europæiske Unions geografiske udstrækning, om dens indhold, og vi opfordrer Ministerrådet - de damer og herrer, der er repræsenteret dér - til at have mod til at føre Europa ind i en god fremtid, for det drejer sig om stabiliteten, om freden og om demokratiet i det 21. århundrede på vores kontinent.

(Bifald)

  Corbett (PSE). – (EN) Hr. formand, min gruppe glæder sig over offentliggørelsen af rapporten fra Dehaene, lord Simon og von Weizsäcker, fordi den på glimrende vis understreger, at det er vigtigt med en regeringskonference, der ikke kun handler om de såkaldte "tre levninger fra Amsterdam". Der skal mere vidtgående emner på forhandlingsbordet. Denne regeringskonference kommer ikke blot til at handle om udvidelsen af Unionens ansvars- eller kompetenceområder, men også om strukturelle og institutionelle reformer, der vil gøre Unionen mere åben, effektiv, demokratisk og gennemsigtig. Regeringskonferencen vil først og fremmest sætte Unionen i stand til at fungere og udføre sine ansvarsområder, når der bliver mere end 20 medlemsstater.

De tre levninger fra Amsterdam bliver en del af pakken, men de bliver ikke de eneste punkter. Vi er i færd med at vinde diskussionen om en bredere dagsorden. Men som hr. Barnier understregede, er det ikke let at håndtere de tre levninger. Hvis man udvider antallet af afgørelser ved kvalificeret flertal, vil man f.eks. straks provokere diverse euroskeptikere og andre til at sige i deres medlemsstater, at landet giver afkald på vetoretten og afgiver suverænitet. Et af de største partier i Europa-Parlamentet mener, at man ikke bør udvide antallet af afstemninger, hvor kvalificeret flertal er påkrævet. Men hvis de standser op et øjeblik og tænker sig om, vil de hurtigt indse, at deres eget land og ethvert andet land sandsynligvis mister langt mere på grund af vetoer fra andre lande, end de vinder ved at bruge deres egen vetoret inden for mange af EU's ansvarsområder.

Det er imidlertid ikke blot nødvendigt med forandringer med hensyn til de tre levninger fra Amsterdam - flere afgørelser med kvalificeret flertal, Kommissionens størrelse og vægtningen af stemmerne i Rådet. Det er nødvendigt med ændringer vedrørende Domstolen. Hvordan vil den fungere, hvis den kommer til at bestå af næsten 30 medlemmer? Det er nødvendigt med en ændring af Parlamentets sammensætning, hvis vi skal overholde den grænse på 700 medlemmer, der er fastlagt i traktaterne på vores egen foranledning. Der skal gøres noget for at fremme medlemsstaternes konklusioner om, at Den Vesteuropæiske Union skal integreres, og at dens funktioner eller dele heraf skal overføres til Den Europæiske Union.

Der er spørgsmålet om lovkodificering og forenkling af traktaterne, et spørgsmål, som Europa-Parlamentet først tog op i forbindelse med optakten til Amsterdam-forhandlingerne. En opgave, der blev påbegyndt i Amsterdam, men som langt fra blev afsluttet, hvilket også understreges i Dehaene-rapporten.

Tilføjelsen af nye emner til regeringskonferencen gør ikke nødvendigvis forhandlingerne vanskeligere. En større pakke kan gøre det lettere at nå til enighed og opnå ratifikation i vores medlemsstater, men på vegne af min gruppe kan jeg sige, at vi er villige til at få Parlamentet til at arbejde tæt sammen med Kommissionen i den ånd, som hr. Barnier netop har skitseret, så vi sammen kan lægge en afbalanceret pakke med forslag på bordet på regeringskonferencen, som han og vores repræsentanter på alle møderne under regeringskonferencen kan forsvare - en pakke, der vil klæde Unionen på til at arbejde, når der bliver mere end 20 medlemsstater.

  Duff (ELDR). – (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over, at rapporten leder os hen til det centrale spørgsmål, nemlig metoden for fremtidige revisioner af traktaterne. Vi må indse, at det bliver næsten umuligt - og bestemt uigennemførligt - at skabe enighed mellem 25 eller 30 lande i spørgsmål om suverænitet. Derfor er den centrale reform artikel 48, hvad angår traktatændringer. Vi skal grundfæste traktatens grundlæggende artikler, og der er behov for et mere smidigt system, så traktaten kan ændres med hensyn til de politiske kapitler. Den første reform vil dæmpe borgernes frygt for snigende suverænitetsafgivelser, og den anden reform skulle opmuntre borgerne til at engagere sig mere i de politiske valg, der skal træffes i Bruxelles og Strasbourg.

Den anden reform er væsentlig for at fjerne det nationale veto fra klausulerne om et forstærket samarbejde, og den tredje reform giver borgerne direkte adgang til De Europæiske Fællesskabers Domstol.

  Frassoni (Verts/ALE). – (IT) Kommissær Barnier, Dehaenes rapport indeholder både lys- og skyggesider, sådan som det er tilfældet med næsten alting her i livet. Jeg vil gerne tilføje, at de vigtigste idéer i denne rapport har Europa-Parlamentet talt om i flere årtier, og derfor forekommer den mig ikke at være særligt original. Jeg vil gerne benytte mig af min knappe taletid til at opfordre Dem og formand Prodi til at tænke over den risiko, man løber ved udelukkende at ville have regeringerne som samtalepartnere, udelukkende at ville overbevise dem, navnlig de mest modvillige, og altid at få realisme og troværdighed til at falde sammen med nogle forslag, der ofte er tvetydige og beskedne.

Det er efter min mening bekymrende, at selv eksperter, som ikke længere har forpligtelser over for nogen, prioriterer forsøget på at nå frem til et kompromis og ønsker at spille en rolle, der ikke tilkommer dem. Jeg håber, at De og Kommissionen i det forslag, De forelægger for os, er modige nok til at turde noget mere, at De forstår at motivere med noget, der er mere spændende end blot en omorganisering af traktaternes forvirrede tekster, og at De tager højde for nødvendigheden af at fastlægge en forfatningsmæssig del i de tekster, Den Europæiske Union bygger på. Jeg beklager, at formand Dehaene ikke var modig nok til dette. Jeg håber også, at Kommissionen vil være i stand til at frigøre sig fra den ineffektive og forældede søjlestruktur og klart afvise eksperternes virkeligt mærkelige forslag om, at Parlamentet kun har ret til at få medindflydelse, når det gælder den første søjle. At være modig nok til at forsøge at finde alliancer og enighed uden for magtens bygninger, nemlig blandt folket og her i Parlamentet, det er en udfordring, som Kommissionen skal tage op. Gør det ikke det, går det ud over os alle sammen.

  Kaufmann (GUE/NGL). – (DE) Hr. formand, kommissionsformand Prodi havde fuldkommen ret, da han her i Parlamentet talte om en fejl af historiske dimensioner, hvis regeringskonferencen skulle blive reduceret til de såkaldte left overs fra Amsterdam. Nej, hvad borgerne med rette forventer, er virkeligt demokrati, gennemsigtighed, og at beslutningerne er effektive. Der kræves først og fremmest mod til kritisk at gennemgå Unionens hidtidige politikker. Et socialt retfærdigt Europa er stadig højaktuelt. Vi har behov for en reform af Unionen, som går ud på, at kampen mod massearbejdsløshed og fattigdom endelig står i centrum for politikken. Hertil hører så også mod til at ændre artikel 4 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, som definerer Unionen på klassisk neoliberalistisk manér som åben markedsøkonomi med fri konkurrence.

Det samme gælder for artikel 105 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, således at ECB får den traktatfæstede politiske opgave med sin pengepolitik at fremme vækst og beskæftigelse. Borgerne skal inddrages i debatten om reformens mål og indhold. De skal have mulighed for ved folkeafstemninger selv at kunne afsige en dom over resultaterne af regeringskonferencen.

Jeg har med interesse taget forslagene fra Dehaene, von Weizsäcker og lord Simon ad notam. Nogle af dem anser jeg personligt for absolut værd at overveje, f.eks. det om forenkling af traktaterne eller forslaget om, at kvalificerede flertalsafgørelser i Rådet og Parlamentets medbestemmelse fremover bør være regelen. Som parlamentsmedlem fra en stor medlemsstat lægger jeg dog meget stor vægt på, at små staters rettigheder ikke må begrænses.

Men én ting vil jeg her afslutningsvis sige meget tydeligt: Integrationen af WEU i Unionen afviser min gruppe blankt. Vi ønsker et solidarisk og civilt Europa. Vi ønsker ikke en militærunion, som i fremtiden optræder rustet til tænderne som europolitibetjent i den internationale politik.

  Berthu (UEN). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, Gruppen Union for Nationernes Europa mener, at Dehaene-rapporten om de institutionelle følgevirkninger af udvidelsen hverken er tilfredsstillende i sin metode eller i sine væsentligste konklusioner.

Først metoden. Det Europæiske Råd i Köln i juni afslog at udpege en særlig arbejdsgruppe med det formål at forberede møderne om revisionen af traktaten. Det ønskede faktisk, at udgangspunktet for diskussionerne skulle være mere åbent. Og hvad ser vi så nu? Kommissionen, der var ærgerlig over ikke at kunne kontrollere debatten, skyndte sig for egen regning at udpege en særlig arbejdsgruppe, der hurtigt blev betegnet som en ekspertgruppe, selvom dens medlemmer ikke er mere vise end gennemsnittet af de personer, der er til stede her i salen. Alt dette for at forsøge at presse Rådet til at oprette den dagsorden for regeringskonferencen, som Kommissionen ønsker. Vi er ikke forbavsede over at se, at Dehaene-rapporten på disse vilkår i bund og grund forsøger at styrke Kommissionens beføjelser og at gå uden om staternes rettigheder. Først og fremmest konkluderer teksten - hvilket besynderligt sammentræf! - at Kommissionen fra starten af regeringskonferencen bør fremsætte et forslag til en komplet traktat for Rådet. Man fortsætter altså med at benytte den samme metode med at presse sig igennem.

I samme ånd kører gruppen frem med det gamle føderalistiske forslag om at generalisere afstemningerne i Rådet til kvalificeret flertal. Vi ved, at dette forslag kombineret med, at man fastholder Kommissionens monopol på at tage initiativer, vil føre til en betydelig styrkelse af sidstnævntes magtbeføjelser og en tilsvarende formindskelse af staternes rettigheder. Det er i øvrigt ganske interessant at konstatere, som et smukt eksempel på det nye EU-sprog, at systemet med flertalsafgørelser præsenteres i rapporten som, jeg citerer "gunstig for enstemmigheden", selvom det helt tydeligt er det modsatte. Regelen om flertal tvinger minoriteterne til at bøje sig, især de små stater, hvorimod enstemmighed kræver, at man forhandler, indtil der er opnået enighed.

Idet man i samme ånd går uden om staterne, foreslår Dehaene-rapporten, at traktaten i visse tilfælde kan ændres blot ved en beslutning i Rådet, hvilket vil sige, at den udelukkende er taget med kvalificeret flertal. Dette er absolut uacceptabelt, da det står i total modsætning til vores opfattelse af et EU, der respekterer sine nationer. Ved siden af de sædvanlige føderalistiske banaliteter opkaster denne rapport dog frygtsomt en ny idé om den nødvendige institutionelle fleksibilitet i et udvidet EU. Den erkender, hvad vi hele tiden har sagt, at det styrkede samarbejde nævnt i Amsterdam-trakten ikke duer til noget som helst, når det gælder om at løse det dobbelte problem med den voksende uensartethed og det totalt umulige i at afgive suverænitet til beslutningsprocedurerne for kvalificeret flertal, hvilket endda bliver endnu værre i et EU med 30 eller flere stater. Dette er, kære kolleger, det reelle punkt, der skal indføres på regeringskonferencens dagsorden. Det andet punkt: "Hvordan fører vi kontrollen med EU tilbage til dens befolkninger?" knytter sig til det første, idet også dette kræver den frie udøvelse af den nationale suverænitet.

  Dimitrakopoulos (PPE). – (EL) Hr. formand, Dehaenerapporten, der i øjeblikket er uofficiel, går immervæk i den rigtige retning. Når man læser den, ser man dog, at den hverken omtaler visioner eller mål eller de udfordringer, som EU står over for med henblik på det 21. århundrede, men den giver trods alt visse generelle retningslinjer i forbindelse med en række institutionelle spørgsmål, som skal reguleres. Selv efter alle de interessante ting, som den kompetente kommissær hr. Barnier har fortalt, mangler vi stadig at se, hvor mange og hvilke af disse forslag vi skal tage til os, og hvad vi skal tilføje, for at EU kan begynde at forberede sig til fremtiden på en rigtig måde.

Det var sandelig en vigtig formulering, hr. Barnier anvendte, da han fortalte, at Kommissionen vil fremlægge en tekst "global et fort". Vi venter spændt på at se indholdet af denne tekst. Fra Europa-Parlamentets side kan vi ikke lade være med at give udtryk for, at vi tilskynder til, at denne tekst kommer til at indeholde en systematisk tilnærmelse inden for alle grenene af EU, så den nye regeringskonference kan beskæftige sig et efter et med de spørgsmål og de problemer, som optager os i øjeblikket, og som under alle omstændigheder befinder sig inden for rammerne af aristotelisk logik, nemlig at politik er det muliges kunst.

  Leinen (PSE). – (DE) Hr. formand, i ekspertgruppens rapport ser jeg et stort skridt fremad, og jeg er udtrykkeligt enig med kommissær Barnier i, at der nu skal gennemføres omfattende reformer af Unionen, og at disse ikke må udsættes til efter udvidelsen. Det ville være skæbnesvangert og fatalt, fordi det, som de 15 stater ikke kan regulere i fællesskab, det kan de 20 eller 25 stater jo da slet ikke regulere. Nu er det sidste chance for at reformere Unionen, så den fungerer, så den forstås af borgerne, og så den bliver parat til udvidelsen.

Det glæder mig, at traktaterne skal have en ny udformning. Ingen borger forstår Maastricht-traktaten eller Amsterdam-traktaten. For enhver borger i Unionen er det en umulig opgave at læse disse tekster. Nu skal det lykkes at inddele teksterne i de virkelig forfatningsmæssige elementer og de mere tekniske elementer. Det skal man holde ude fra hinanden, sådan som vi også gør det i medlemsstaternes egne grundlove eller forfatninger.

En bemærkning om reformen af institutionerne. Dehaene-gruppen har koncentreret sig meget om reformen af Kommissionen. Jeg mener, at Rådet er det centrale element i reformen. Kommissionen vil fungere, afhængig af hvad der nu bliver lavet. Parlamentet har gennemført reformer og fungerer godt. Den institution, som ikke fungerer, er Rådet. Det er Rådet, som blokerer Unionen. Derfor vil vi i Parlamentet også koncentrere os om at stille krav til en reform af Rådet, og denne dobbeltstruktur som lovgivende og som udøvende organ må dog på en eller anden måde skulle reguleres, og da under alle omstændigheder i en union med 20 eller 25 medlemsstater. Jeg håber, hr. kommissær Barnier, at Kommissionen kan fremsætte et konkret forslag til traktatændringen, som vi så vil diskutere.

  Malmström (ELDR). – (SV) Hr. formand, kommissær Barnier, det tydelige budskab, som vælgerne sendte den 13. juni om ændringer, skal vi EU-politikere se på med største alvor. Vi skal handle i overensstemmelse med det og arbejde for ændringer. Regeringskonferencen er en god anledning til dette.

Der er meget, som man kan blive inspireret af i ekspertgruppens rapport, og vi bør bruge regeringskonferencen til en egentlig revision af traktaterne. Vi har brug for at forenkle, åbne, tydeliggøre og undersøge alle Unionens opgaver og sørge for, at EU koncentrerer sig om færre opgaver, nemlig de reelt grænseoverskridende problemer. EU's borgere har brug for en demokratisk forfatning med en kompetenceliste, hvor ansvaret er tydeligt, og hvor subsidiaritetsprincippet har et reelt indhold.

Med disse ambitioner for regeringskonferencen tror jeg, at vi kan klare de to store opgaver i EU: at skabe en demokratisk fungerende større Union og at genvinde en del af den tabte tillid og legitimitet hos borgerne.

  Voggenhuber (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, for meget kølige, rationelle hjerner er år 2000 naturligvis et år som alle andre, men ikke kun romantikere kan ved begyndelsen af et nyt århundrede ikke unddrage sig en vis magi, løfte hovedet op over de daglige forretninger og indtage så at sige en planlæggende holdning i forhold til sin egen fremtid. Jeg beklager meget, hr. kommissær Barnier, at der i forberedelsen til regeringskonferencen ikke mærkes noget i retning af en århundredskiftets magi eller en evne til at vende blikket mod visioner. Jeg beklager også, at ekspertgruppen i modsætning til mange lovprisninger, som har lydt her, ikke har haft mod dertil.

I spørgsmålene om reformen af institutionerne henvises der i forbindelse med motiver og nødvendige punkter til et teknokratisk begreb som effektivitetsforøgelse og handlekraft, uden at der så meget som skeles til det presserende og nødvendige spørgsmål om at etablere et europæisk demokrati. Denne ekspertgruppe har ikke et eneste kritisk ord tilovers for den anden og tredje søjle i dette regeringssamarbejdes demokratiske ingenmandsland og har heller ikke noget forslag om at integrere det i en europæisk demokratisk reform. Der ofres ingen tanke på regeringskonferencens metode, om hvilken vi i mellemtiden jo alle sammen ved, at den ikke er i stand til at videreudvikle den europæiske idé. Parlamentets integration er i sandhed ikke noget, man beskæftiger sig med.

Den Europæiske Unions sociale dimension, som er en forudsætning for et europæisk demokrati, nævnes i denne rapport fra ekspertgruppen ligeledes heller ikke med ét eneste ord. I spørgsmålet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken bruger denne rapport megen tid - ligesom også regerings- og statscheferne - på at udvikle sikkerhedspolitikken og glemmer her, at sikkerhedspolitikken er en funktion af udenrigspolitikken.

(Bifald)

  Sjöstedt (GUE/NGL). – (SV) Hr. formand, hvis man skal sammenfatte Dehaene-gruppens rapport på et minut, hvilket jeg vil prøve at gøre nu, kan man sige, at den indeholder det, som svenske EU-tilhængere lovede aldrig skulle ske. Hvis gruppens forslag blev gennemført, ville EU tage et afgørende skridt hen imod en statsdannelse. Den tilbageværende vetoret fjernes, de små landes indflydelse reduceres, Kommissionens formand bliver en slags premierminister i en stadig mere magtfuld europæisk kommission, og EU ville blive en militær union.

Det er særligt negativt, at gruppen foreslår, at medlemslandenes indflydelse på ændringer af traktaterne skal reduceres drastisk. I store dele af den nuværende traktat ønsker gruppen, at man skal kunne foretage ændringer, uden at disse godkendes af medlemsstaternes parlamenter og uden krav om enstemmighed. Det er et forslag, som er direkte rettet mod medlemslandenes og befolkningernes muligheder for at kunne påvirke EU's udvikling på en demokratisk måde.

  Méndez de Vigo (PPE). – (ES) Hr. formand, hvad skal der foregå på den kommende regeringskonference? Skal Unionen gøre forberedelser til et Europa med 27 medlemsstater? Jo mere der opnås med hensyn til den institutionelle reform, jo større bliver udvidelsens omfang.

Hvad skal der ske? Der skal opnås den institutionelle ligevægt, som har gjort det muligt at fremme den europæiske integration i de sidste 40 år. Hvad må det ikke betyde? Det må ikke betyde nye beføjelser til Den Europæiske Union. De blev allerede indført med Amsterdam-traktaten. Og det må heller ikke betyde en skævvridning af Unionen.

I den forbindelse vil jeg sige, at hr. Dehaenes rapport er meget rammende på mange områder, men den indeholder noget, som bekymrer mig en del. Hvis vi ser på hr. Dehaenes rapport som helhed, forlanges der på den ene side en udvidet anvendelse af kvalificeret flertal, samtidig med at traktaterne omdannes til en forfatning og deles i to. En, der skal være underlagt en meget stram procedure, som kræver enstemmighed for at kunne ændres, og en anden med flertalsafgørelser. Til dette kan De føje en fleksibilisering af det styrkede samarbejde.

Det, der bekymrer mig - og det er henvendt til Kommissionen, som skal udarbejde en rapport om det - er, at disse tre faktorer i fællesskab - udvidelse af det kvalificerede flertal, anderledes procedurer for revisioner og fleksibilisering af det styrkede samarbejde - fører til et a la carte-Europa, et Europa, hvor hver enkelt medlemsstat vælger det, som den ønsker at være. Og jeg vil gerne sige, hr. formand, at det ikke er dén Europæiske Union, som mange af os har kæmpet for, og som mange af os tror på.

  van den Bos (ELDR). – (NL) Ifølge Dehaene-gruppen selv er dens planer meget ambitiøse, men disse hensigter er kun ambitiøse i forhold til den nuværende situation og den eksisterende modstand. Forslagene er imidlertid ikke gode nok i forhold til de krav, som en union med mere end 30 medlemsstater stiller. Når Unionen har dobbelt så mange medlemsstater som nu, kører beslutningsprocessen fuldstændigt fast, medmindre der foreslås drastiske ændringer, meget mere drastiske, end hvad der nu foreligger. Det vil være uundgåeligt, at Kommissionens beføjelser som vogter af den fælles europæiske interesse udvides på bekostning af de beføjelser, som regeringerne, der er repræsenteret i Rådet, har. Dette kræver, at Kommissionen har en meget større demokratisk legitimitet, end det nu er tilfældet, og på længere sigt også, at alle kommissærerne vælges direkte. Naturligvis også, at Parlamentet får alle beføjelser, som tilkommer det. Hvad der nu lyder revolutionært, vil snart vise sig at være meget realistisk.

  MacCormick (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand, én hund har endnu ikke gøet i denne debat, og jeg vil blot nævne, at Dehaene-rapporten slet ikke går i dybden med det regionale aspekt af ledelsen af Europa, idet den kun nævner det en passant. Subsidiaritet synes her at være et begreb, der angiveligt støttes, men som i virkeligheden ikke bakkes op, og det skal helt klart omdefineres i traktaten.

De autonome regioner og nationer i Unionens medlemsstater - f.eks. i Spanien, Det Forenede Kongerige og Belgien - skal have en ordentlig status i vores system. Reformer i Rådet er én forudsætning herfor. Rådet kunne lave en større differentiering mellem dets udøvende og lovgivende roller og begynde at nærme sig et territorialt kammer.

I øjeblikket er Regionsudvalget både tandløst og ikkerepræsentativt. Ved de ærede parlamentsmedlemmer, at Luxembourg har seks medlemmer i Regionsudvalget, mens Skotland har fire? Jeg kender ikke til forskellene mellem det østlige og det vestlige Luxembourg, men jeg ved en smule om de interne forskelle i Skotland, og det eksisterende repræsentationsprincip er absurd. Det udvalg, der skulle sætte regioner og interne nationer i stand til at skabe modvægt mod staterne, domineres af statssystemet.

Der vil komme nye medlemmer til, og Parlamentet vil blive udvidet. Mange af disse nye medlemmer vil repræsentere tidligere medlemmer af forbundsstater. Tænk bare på Slovenien og Estland. Det er små lande, men deres repræsentation vil automatisk overstige Baskerlandets, Flanderns, Skotlands og Wales' repræsentation. De europæiske repræsentationsprincipper vedrørende nationer og regioner bør revideres, og jeg er meget ked af, at Dehaene-rapporten stort set ikke nævner det.

(Bifald)

  Lamassoure (PPE). – (FR) Hr. formand, mindre end et år efter Den Økonomiske og Monetære Unions historiske succes befinder EU sig i en underlig situation. Den løber og løber uden længere hverken at kende målet eller metoden til at nå det.

EU's pengesedler er endnu ikke i omløb, og man talte allerede i juni i Köln om en EU-hær, i september i Tampere om en EU-strafferet, man er ved at udarbejde et charter for grundlæggende rettigheder, og endelig - som prikken over i'et - opfordrer Kommissionen Rådet til at acceptere perspektivet for et EU, der er udvidet til Lilleasien og til Irans og Iraks vestlige grænser. Dette er ikke længere en udvidelse, det er en eksplosion.

Nogle af os, i UDF under PPE, går ind for nye fremskridt i EU. Andre af os er mere tilbageholdende og endda fjendtligt indstillede. Men jeg tror, vi alle kan være enige om at vurdere, at det nu er på tide, at de politisk ansvarlige igen overtager kontrollen med maskinen og endelig vover at tale om målet for den geografiske dimension og vejen for et politisk EU, som vi har gjort det, hvad angår Den Økonomiske og Monetære Union.

Hvortil går EU? Hvortil i geografisk forstand? Det har vi aldrig diskuteret, hverken her i Parlamentet, i Rådet eller i Kommissionen. Hvor langt rækker EU's kompetenceområder? Et EU 30 kan ikke fungere som et EU 12! På den ene side har Unionen behov for et beslutningssystem, der politisk - og ikke længere diplomatisk - er langt mere effektivt. På den anden side vil der blive færre spørgsmål af fælles interesse, og kravet om decentralisering vil blive langt stærkere.

Hvor langt ønsker vi at gå? Med hvilke partnere og ad hvilken vej? Det er de spørgsmål, der skal besvares, før vi giver juristerne faste instruktioner, f.eks. i spørgsmålet om "den fremtidige stemmevægtning for den smukke ø, Malta".

(Bifald)

  Väyrynen (ELDR). – (FI) Hr. formand, tidligere gik der rygter om, at arbejdsgruppen på højt niveau agtede at foreslå Europa en løgmodel, en form for system med koncentriske ringe. Det er uheldigt, at rapporten ikke indeholder "løget", for en institutionel differentiering ser ud til at være den eneste realistiske løsning for den kraftigt voksende Union.

Europa bør i fremtiden bestå af tre institutionelle ringe. Den yderste ring skal være Det Europæiske Råd, hvis institutioner mellem regeringerne kan udnyttes bedre end i dag ved at give det nye opgaver. Den anden ring skal være Den Europæiske Union, som fremover vil udvikle sig som en statsunion. Dette vil forudsætte decentralisering af beslutningstagningen og forstærkning af samarbejdet mellem regeringerne. En sådan type statsunion kan nemt og hurtigt udvides. Den inderste ring skal bestå af den europæiske føderation, som består af de EU-stater, som er mest integrerede: de stater som både tilhører NATO og eurolandene. EU vil således ændres til en statsunion, hvis kerne består af en unionsstat.

  Van Hecke, Johan (PPE). – (NL) Hr. formand, Dehaene-rapporten har uomtvisteligt den fordel, at den er tydelig, og den vidner om kreativitet og handlekraft samt om pragmatisme og om ambitioner. Der er ikke 117 opskrifter på en hurtig og effektiv regeringskonference. Hvis man vil have et nyt kunststykke med juridisk højteknologi og undgå uløselige hårdknuder, skal man altid på en eller anden måde falde tilbage til kernen i denne krystalklare rapport. Det behøver ikke at blive veni vidi vici for Dehaene. Men hvis kernen i Amsterdam plus ikke accepteres, risikerer Europa at blive handlingslammet. Bolden ligger nu i medlemsstaternes og i Kommissionens lejr. Efter vores opfattelse, og lad dette være helt tydeligt, er reformen af Unionen i hvert fald stadig en conditio sine qua non for udvidelsen. Først uddybning og først derefter udvidelse. Vi betakker os jo for et Europa med stadig flere medlemmer, men med stadig færre tilhængere, mindre effektivitet og mindre sjæl.

  Barnier, Kommissionen. – (FR) Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, på dette tidspunkt og i betragtning af rammerne for Deres dagsorden vil jeg være tilfreds med blot at sige et par enkelte ord. Spillereglerne for forhandlingerne i dag var klare. Disse forhandlinger var af stor interesse for Kommissionen, men de havde også en begrænsning, idet hverken kollegiet eller De selv for øjeblikket præcist har defineret Deres holdninger og Deres forslag. Det drejede sig derfor om en udveksling af synspunkter fremkaldt af Dehaene-rapporten, som formand Prodi havde ønsket for netop at fremkalde og klargøre denne debat. Jeg har, hr. formand, lyttet meget opmærksomt til samtlige talere, som jeg gerne vil takke for deres opmærksomhed og deres bidrag. Vi vil tage hensyn til disse spørgsmål og forslag, endda undertiden kritik eller bekymring i de få dage, der er tilbage inden den 10. november. Det er nemlig den dag, hvor kollegiet vil fastlægge sin første politiske holdning. Vi vil efterfølgende have en forhandling om dette første politiske dokument fra Kommissionen. Derefter har vi igen et stort stykke arbejde, der skal udføres fra den 10. november, og indtil forhandlingerne starter, fordi Kommissionen skal fremlægge et politisk dokument, der, som jeg selv har sagt det, skal være stærkt og overordnet, struktureret, så det kan være nyttigt for forhandlerne og fremme disse forhandlinger. Det er i løbet af denne periode, at vi skal arbejde tæt sammen med Udvalget om Forfatningsspørgsmål og med Parlamentet. Jeg vil derfor, hr. formand, som konklusion takke Europa-Parlamentet for denne første udveksling af synspunkter om den kommende regeringskonference og om ambitionerne, med hvilke vi bør gå ind til denne konference.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om et øjeblik.