Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 5. september 2000 - Strasbourg

9. Aids

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om aids.

  Gillot, Rådet. - (FR) Fru formand, medlemmer af Europa-Parlamentet, hr. kommissærer, jeg vil forsøge effektivt at følge Deres anbefaling og tale til Dem om aids.

De ved, at aids-epidemien for øjeblikket berører 33,6 millioner mennesker, hvoraf størstedelen lever i udviklingslandene. I 1999 registrerede FN-aids 5,6 millioner nye tilfælde og 2,6 millioner dødsfald, heraf 50% kvinder. Denne epidemi har allerede udslettet 30 års erfaringer med udviklingsstøtte i de hårdest ramte lande. Afrika gennemlever de mest dramatiske konsekvenser. Det afrikanske kontinent rådede reelt over både rammer og eksperter, der svigtede det i så høj grad, da landene blev selvstændige. Men disse voksne, uddannede og aktive personer har betalt dyrt for sygdommen.

Vi kan ikke se bort fra det umådelige tab af menneskelig investering, der udgøres af denne første generation af ofre, et tab, der vil udvide det personlige drama, der gennemleves af de syge og deres familier. Vi skal heller ikke glemme de fattigste og mest udsatte, der også er de mest udelukkede fra en behandling. Ingen kan glemme vidnesbyrdet fra dommer Edwin Cameron, en hvid, homoseksuel, hiv-positiv dommer ved Sydafrikas Højesteret. Det var sådan, han modigt stod frem og præsenterede sig selv ved åbningen af plenarmødet på den internationale konference om aids i Durban i juli måned. Det er kun hans sociale status og hans indtægt, der giver ham mulighed for at få adgang til en behandling, der ulykkeligvis er utilgængelig for størstedelen af hans landsmænd. Hans bekendelse viser den afrikanske uretfærdighed.

Gennem ca. 10 år har Afrika modigt engageret sig i en vanskelig proces bestående af reformer og strukturelle justeringer. Men epidemien, der vejer tungt på sundhedssystemet, gør moderniseringen af sundhedssektoren endnu vanskeligere. På et tidspunkt, hvor man forsøger at etablere finansieringssystemer, der sikrer en kontinuitet i og forbedring af serviceydelserne, forekommer aids-byrden at være enorm for de samfund, der allerede er hårdt ramt af den økonomiske krise, den forsinkede udvikling, manglen på sanitære strukturer, samt manglen på et system, der tager et kollektivt ansvar for den sociale beskyttelse. Hiv som ansvarlig for aids er således et kerneproblem for selve den bæredygtige udvikling. Den nedbryder samfundet, truer de kommende generationer og skader det økonomiske opsving. Spørgsmålet betragtes fra nu af som et tema af allerstørste vigtighed for medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd.

Uden for Afrika har epidemien også fået en global karakter. 35 millioner mennesker lever med denne virus, men mindre end 500.000 har adgang til en antivirusbehandling. Vi må konstatere, at også på dette plan udvides kløften mellem rige og fattige lande. Ulige adgang til en behandling, hvilket i sig selv er utåleligt, er i dag så meget mere oprørende, idet oplysningerne udbredes, og det sker hurtigt over hele planeten. Enhver ved i dag, at disse behandlinger eksisterer. Det er menneskeligt, moralsk og politisk mere end ønskeligt sammen med udviklingslandene at søge løsninger, der er tilpasset deres situation, idet der tages hensyn til deres potentialer, der giver dem mulighed for at forbedre adgangen til disse behandlinger, samtidig med at man fortsætter samarbejdet på områder som uddannelse, sundhed, prævention og uddannelse af lokalt sundhedspersonale.

Den Europæiske Union har siden starten af 1980'erne været bevidst om nødvendigheden af konkret at hjælpe udviklingslandene i kampen mod hiv som ansvarlig for aids ved at sætte respekten for de ramte personer, især de mest sårbare, i centrum for deres arbejde. Den har således været med til at iværksætte en række aktiviteter som sikkerhed ved transfusioner, oplysningskampagner, bevidstgørelse af de unge, oprettelse af informations- og dokumentationscentre samt uddannelsesaktiviteter og overtagelse af det medicinsk-sociale ansvar. Visse lande, herunder især Frankrig, har ligeledes engageret sig i initiativer, der sigter på at fremme adgangen til behandling. De første resultater opnået med to programmer for adgang til medikamenter iværksat i 1999 på Elfenbenskysten og i Marokko under den internationale terapeutiske solidaritetsfond er opmuntrende. Netop nu igangsættes der nye programmer i Senegal, Vietnam og Sydafrika. Selv om disse kun drejer sig om et meget begrænset antal personer i forhold til behovene, der kan udtrykkes i millioner personer, er vi overbeviste om, at de bidrager til den internationale mobilisering, medfører en forøget overtagelse af ansvaret og fremmer formidlingen af professionel viden. Virkningerne heraf kan allerede ses i programmerne for forebyggelse af overførslen fra mor til barn iværksat af FN-aids og UNICEF.

Det internationale apparat bevæger sig altså. De Forenede Nationer og dens kontorer og Verdensbanken mobiliserer sig for at styrke den internationale terapeutiske solidaritet. En vigtig aftale, man kunne sige historisk, er indgået mellem WHO, FN-aids og fem medicinalfirmaer. Aftalen gør det muligt at skabe en konsekvent prissænkning på medikamenter, der er nyttige i behandlingen af aids. På samme måde vil beslutningen for nylig om at stille antivirusmolekylet nevirapin, der er effektivt i forebyggelsen af overførslen fra mor til barn, gratis til rådighed gøre interessen for denne aftale mere troværdig, fordi den beviser, at lægemiddelindustrien ud over at få gavn af meddelelsen reelt kan handle konkret.

Mange lande bliver endelig bevidste om, at udviklingslandenes gæld på en urimelig måde tynger deres økonomi og bremser deres evne til effektivt at bekæmpe fattigdommen og især epidemien. Frankrig har vedtaget konkrete tiltag for at eftergive denne gæld samtidig med, at man fremmer udviklingen og uddannelsen på sundhedsområdet. Disse initiativer viser en styrket mobilisering af det internationale samfund, som der ikke bør slækkes på. Men dette kan ikke desto mindre kun dreje sig om en første fase i kampen mod aids-epidemien. På den internationale kongres, der blev afholdt i Durban i Sydafrika, som jeg allerede har nævnt, var forskere, fagfolk fra sundhedssektoren, fortalere for ngo'er og ansvarlige politikere enige om at fremhæve den katastrofale situation. Kontakt med sundhedspersonale for udstødte grupper, den resignerede angst hos mødre til børn, som de selv har smittet, sundhedsmyndighedernes magtesløshed og et besøg på et børnehospital overbeviste mig, hvis det overhovedet skulle være nødvendigt, om betydningen af den kløft, der vokser mellem indbyggerne i landene i Syd og deres lidelsesfæller, der ved et tilfælde er født på vores breddegrader.

Nye forpligtelser er nødvendige. Det er vi overbeviste om. Det haster med at styrke den internationale støtte til kampen mod hiv-aids. Inden for de strategier, der er fastlagt på internationalt plan i partnerskab med de nationale programmer til bekæmpelse af aids og de øvrige kapitalindskydere, udgør koordineringen af samtlige midler på alle niveauer fortsat en af de vigtigste prioriteringer for den internationale støtte. Det er påtrængende nødvendigt at styrke programmerne for forebyggelse, forbedre forskningsindsatsen til fordel for udviklingslandene og muliggøre en reel adgang til behandling af alle syge.

Ud over at stille antivirusmedikamenter til rådighed til en rimelig pris for lokale sundhedssystemer medfører adgangen til en behandling en styrkelse af uddannelsesaktiviteterne, støtte til strukturer samt støtte til sammenslutninger for de berørte personer. Programmerne for forebyggelse af overførslen fra mor til barn er naturligvis stadig afgørende, men det er ligeledes nødvendigt at igangsætte en lang række projekter for adgang til behandling af kroniske infektioner, for hvis det ikke sker, hvem skal så opdrage de børn, vi redder fra smitten? Adgang til medikamenter skaber komplekse socioøkonomiske, etiske og medicinske problemer, hvilket vil sige politiske og kulturelle problemer, som vi bør anstrenge os for at overvinde ved at respektere vores medspillere og betragte dem som partnere, vi skal samarbejde med.

Der skal oprettes et vigtigt samarbejde mellem kapitalindskydere, modtagere, den farmaceutiske industri og sammenslutningerne for at udarbejde operationelle ordninger for adgang til behandlingerne. Adskillige initiativer er allerede lanceret. Først og fremmest Kommissionens rundbordsdiskussion, der afholdes i september om aids, tuberkulose og sumpfeber. Der afholdes ligeledes i efteråret i G8-regi en japansk konference om disse tre sygdomme. Endelig vil et forslag om en ekstraordinær indkaldelse af FN's Generalforsamling blive forbeholdt aids inden maj 2002.

Formandskabet vil støtte initiativer, der gør det muligt at finde bæredygtige løsninger for en global og respektfuld overtagelse af ansvaret for syge personer ved hjælp af konkrete projekter og partnerskabsaftaler med de pågældende lande. Det bør være EU's mål at garantere enhver adgang til kvalitetsbehandling, oplysninger og de nødvendige ressourcer. Overvejelserne om adgang til behandling er ikke nye. Denne vej er vanskelig, men nødvendig. Den kan kun lykkes, hvis alle, det vil sige medicinalindustrien, bilaterale og multilaterale kapitalindskydere og de pågældende lande, deltager. Vi ved nu, at kun et langvarigt engagement vil gøre det muligt at overvinde epidemien. Vi kan være overbeviste om, at dette engagement er så meget mere nødvendigt, som at det vil være umoralsk og farligt for menneskehedens udvikling og fremskridt, men også risikabelt for den globale stabilitet og freden, hvis det kun er de rigeste lande, der nyder godt af de seneste fremskridt især på sundhedsområdet.

(Bifald)

  Nielson, Kommissionen. - (EN) Kommissionen deltog i den 13. internationale konference om aids i Durban i Sydafrika fra den 7. til den 14. juli 2000. Temaet for konferencen - Breaking the Silence - var med til at styrke den nationale og internationale indsats mod hiv/aids.

På konferencen glædede man sig over de videnskabelige fremskridt i behandlingen af aids, specielt nyheden om de første effektivitetsforsøg med en aids-vaccine samt påvisningen af, at overførslen af hiv fra mor til barn stort set kan undgås gennem en omkostningseffektiv brug af antiretrovirale lægemidler. Man glædede sig også over oplysningerne om, at de mange mindre uddannelsesprogrammer om sikker sex og brugen af kondomer har været med til at begrænse spredningen af hiv/aids.

Jeg synes, at konferencen kunne have lagt større vægt på læren af de mange vellykkede forsøg på at forbedre og udbrede sådanne forebyggende strategier, fordi oplysning og forebyggelse er den bedste måde at bekæmpe aids på. Forebyggelse er det centrale element i en vellykket langsigtet national, international og global reaktion på aids. Samtidig kan man ikke længere nægte de millioner af mennesker, der allerede bærer viruset, et komplet plejespektrum fra grundlæggende behandling af opportunistiske infektioner til retroviral behandling af hiv-infektioner.

Kommissionen glæder sig over de nye initiativer i kampen mod hiv/aids, hvor nogle lande udvikler billigere generiske lægemidler, og den vil gerne hjælpe disse lande med at yde teknisk bistand til andre udviklingslande, så de kan gennemføre lignende initiativer. Mulighederne vil blive diskuteret med de involverede lande. Vi erkender, at produktionen af generiske lægemidler vil kunne give langt flere mennesker mulighed for pleje og behandling af hiv/aids.

Statistikken vedrørende epidemien er skræmmende, og den udvikler sig hele tiden til det værre. F.eks. vil en ud af fire zimbabwere dø af hiv/aids, inklusive hver tredje indbygger i hovedstaden Harare. I Zimbabwe er mere end en million børn allerede forældreløse på grund af hiv/aids, hvilket svarer til næsten 10% af befolkningen. I nogle områder af Botswana er mere end halvdelen af de gravide kvinder smittet med hiv, og en tredjedel af dem overfører sygdommen til deres børn under fødslen.

Konferencen åbnede døren til nye spændende muligheder og partnerskaber, der kan give risikogrupperne adgang til teknologier og procedurer, der gør plejen økonomisk overkommelig for de hiv/aids-ramte, og som fremmer investeringer i nye teknologier og produkter til forebyggelse og behandling af hiv/aids.

Disse muligheder bør straks udnyttes, og Kommissionen agter at gøre sit hertil. Derfor diskuterer den innovative fremgangsmåder med sine partnere i udviklingslandene samt med andre donorer. Vi skal gøre, hvad vi kan for at bekæmpe hiv/aids. Vi kan og skal også gøre, hvad vi kan for at bekæmpe andre store dræbersygdomme, der rammer de fattige. Malaria og tuberkulose, der hver især hvert år er skyld i mere end en million dødsfald, skal opprioriteres i bestræbelserne for at bekæmpe fattigdom og sygdom.

I år har man på en række møder på højt plan diskuteret en særlig indsats vedrørende de tre vigtigste overførbare sygdomme - hiv/aids, malaria og tuberkulose. Kommissionen vil inden længe sende en meddelelse til Rådet og Parlamentet med forslag om en særlig indsats for at forbedre adgangen til afprøvede vigtige foranstaltninger og varer med henblik på at udvikle aktive og effektive leveringsstrukturer og -systemer for lægemidler og øge investeringerne i forskning i og udvikling af højt prioriterede lægemidler og vacciner. Meddelelsen gør specielt opmærksom på værdien af hurtigst muligt at forsyne de fattigste og mest sårbare befolkningsgrupper med kondomer, myggenet og andre forebyggende midler i tilstrækkeligt omfang.

I 1997 tegnede Den Europæiske Union sig for 55% af den globale udviklingsbistand i de sociale sektorer, og vi har hævet støtten til sundhed, aids og befolkningsprogrammer fra 1% af den samlede bistand i 1986 til mere end 8% i dag, sammenlignet med et OECD-gennemsnit på 5,5%. Vi sætter derfor stadig mere fokus på dette område. Mellem 1990 og 1998 var der øremærket forpligtelser på i alt 3,4 milliarder euro til sundhed, aids og befolkningsprogrammer, og ingen af disse blev ydet som lån. Det står i skarp kontrast til USA's nylige tilbud til det sydlige Afrika. Kommissionen afholder omfattende høringer om mulighederne for en fremskyndet national og international indsats og nyskabende strategier til bekæmpelse af disse sygdomme. Den 28. september vil Kommissionen i samarbejde med WHO og FN's aids-program være vært for en international rundbordskonference. På konferencen vil man se på, hvordan en omfattende national og international indsats kan bekæmpe disse tre sygdomme, og hvordan vi kan gøre en forskel.

  Maij-Weggen (PPE-DE). - (NL) Fru formand, jeg takker rådsformanden og kommissær Nielson for den redegørelse, de har givet i dag om det store aids-problem, især i Afrika. Da aids-problemet opstod i fuldt omfang i begyndelse af firserne, blev der i den vestlige verden sat meget i gang for at inddæmme sygdommen og tilbyde en god behandling til de mennesker, som fik sygdommen. Der er også gjort et stor forebyggende arbejde, og derfor har sygdommen i de fleste vestlige lande ikke kunnet udvikle sig til den pandemi, som man forudså i firserne.

Alle aids-døde, også i Europa, er én for meget, men Gud være lovet er det ikke så mange, som man frygtede for 20 år siden, og overlevelsestiden er blevet stadigt længere. Hvor er situationen anderledes i mange tredjeverdenslande og især i Afrika! Der er dramaet i mellemtiden blevet større, end nogen forventede. Af de 18 millioner døde verden over, levede størstedelen i Afrika syd for Sahara, hvor den gennemsnitlige levealder er faldet til under 50 år og vil fortsætte med at falde til under 45 år. Millioner af afrikanske børn lever allerede nu uden forældre, millioner af familier falder fra hinanden, og ældre mangler støtte og omsorg fra en stadigt mindre del af mellemgenerationen. Det er kun det humanitære drama. Det socialøkonomiske drama følger lige i hælene. Den økonomiske udvikling møder flere og flere vanskeligheder, investeringer bortfalder, fordi der ikke er tilstrækkelig mange mennesker til at tjene som arbejdstagere, skolerne mister deres lærere, og sygehusene kan ikke længere klare problemerne. Konklusionen er, at meget af det, som er opnået gennem 25-30 års udvikling, ødelægges af aids-dramaet, og det bør i endnu højre grad alarmere os som Afrikas største donor.

Hvad kan Europa, Kommissionen og EU gøre for at hjælpe Afrika? Jeg mener ikke, at det er nyttig at forsøge at kopiere den europæiske politik i Afrika. Situationen i mange afrikanske lande egner sig ikke til europæiske løsninger. Det er bedre at tage udgangspunkt i en række positive eksempler fra f.eks. Uganda og Senegal, hvor det til en vis grad har vist sig muligt at stabilisere sygdommens omfang. Efter vores mening gælder der i den forbindelse tre nøglebegreber, og det er oplysning og forebyggelse, behandling der kan betales og hjælp til de efterladte. Oplysning og forebyggelse er meget vigtige, og i den forbindelse spiller brugen af kondomer en stor rolle. Med hensyn til behandling mener jeg, at det er vigtigt, at den farmaceutiske industri finder forholdsvis billige varianter på medicin, som til en vis grad hjælper i de vestlige lande, også når det drejer sig om overførslen af sygdommen fra mor til barn. I forbindelse med hjælp til efterladte anmoder jeg om opmærksomhed for alle de forældreløse, der allerede nu findes.

Endelig har Kommissionen meddelt, at den kommer med en plan for at løse problemerne, men jeg har på fornemmelsen, at vi har gjort alt for lidt indtil nu, og at den enhed, som har ansvaret for hjælpen, er for lille. Jeg håber derfor af hele mit hjerte, at den plan, som hr. Nielson har lovet os, vil medføre, at flere i Kommissionen tager fat i dette problem med mere koordination på europæisk plan og især med flere penge, for det er nødvendigt for at hjælpe Afrika ud af problemerne.

  Carlotti (PSE). - (FR) Fru formand, Verdenskonferencen om aids i Durban har gjort det muligt at tage et vigtigt skridt fremad, hvilket efter min mening skyldes - selv om man stadig har forstået at minde om, at forebyggelse forbliver afgørende for at bekæmpe svøben - den kendsgerning, at spørgsmålet om adgang til behandling endelig er blevet placeret centralt i debatten. Durban har gjort det muligt åbent at tage fat på essentielle spørgsmål som prisen på medikamenter og udviklingen af generiske medikamenter og at gå i gang med overvejelser om intellektuel ejendomsret og obligatoriske licenser. Det var på tide. De store medicinalfirmaers opførsel har alt for ofte bidraget til at pålægge et system i to hastigheder på sundhedsområdet: medikamenter til de rige og fortvivlelse til de fattige. Det er grunden til, at initiativet fra lægemiddellaboratorierne om prisen på medikamenter, der blev fremført i forbindelse med konferencen, udgør en opmuntrende åbning, hvis den ikke bare er et reklamefremstød.

G8-topmødet i Okinawa gjorde det ligeledes muligt at bekræfte de rige landes engagement og fastsætte mål for en reduktion af aids-ødelæggelserne i Afrika for de kommende 10 år, men desværre gik man ikke for alvor i gang med spørgsmålet om midlerne. Netop i dag afholdes der i New York under FN's Udviklingsprogram et møde mellem offentlige og private aktører for at undertegne og finansiere handlingsplanen imod aids i Sydafrika. Man har virkelig fornemmelsen af, at man endelig begynder at stille de rigtige spørgsmål. Måske det så også vil være nødvendigt fra nu af at give de rigtige svar. Det er klart, at EU ikke står i udkanten af denne mobilisering, men jeg tror, vi bør skifte til den høje hastighed, hvilket jeg har forstået, det franske formandskab ønsker. Vi afventer utålmodigt Kommissionens meddelelse, dens retningslinjer og dens forslag til bekæmpelse af de vigtigste smitsomme sygdomme, hvilket vil sige aids, men også malaria og tuberkulose.

Da vi ved, det ikke blot er tid til at overveje, men også til at handle, forventer vi at få meget konkrete forslag, der gør det muligt at gå meget hurtigt frem. Jeg tænker især på debatterne om industriel ejendomsret og om obligatoriske licenser. Jeg tænker på udviklingen af den internationale terapeutiske fond, der har til formål at indsamle internationale midler for at give fattige lande mulighed for at få adgang til nye terapier, der er lanceret, og som bør udbredes. Jeg tænker på tilrettelæggelsen af en international konference, der samler de fattige lande, den farmaceutiske industri, ngo'erne og kapitalindskyderne. Kan det tænkes, at rundbordsdiskussionen den 28. september, der afholdes af Kommissionen i samarbejde med WHO og FN-aids, kan være et første skridt på vejen til en udformning?

  Rod (Verts/ALE). - (FR) Fru formand, jeg vil ikke gentage det, der allerede er sagt, og endda meget kraftigt og med prisværdige intentioner. Jeg vil i stedet forsøge at tale om kendsgerningerne. Jeg tror, at kendsgerningerne i dag er enkle. De er adgang til pleje og behandling af de syge. Selv FN-aids har erkendt det ineffektive i det program, der blev annonceret af de farmaceutiske industrier, der reelt kun var ude på at genskabe et godt omdømme, og som i dag, hvor det gælder om reelt at forhandle en nedsættelse af prisen for behandling, trækker sig tilbage. Problemet er ikke længere levering af medikamenterne, hvilket nødvendigvis er begrænset i tid og underlagt laboratoriernes kortsigtede interesser, men simpelthen en justering mellem tarifferne for behandlinger og udviklingslandenes købekraft.

EU bør anspore de multinationale medicinalfirmaer til at udstede frivillige licenser, hvilket vil være et første skridt på vejen mod de dårligst stillede befolkningers adgang til behandling. Skulle de eventuelt ikke gøre det, bør Den Europæiske Union pålægge en overholdelse af aftalerne i sundhedsmæssige nødsituationer og kræve tildeling af obligatoriske licenser, der endelig kan give mulighed for en afdæmpning af problemet med prisen for behandlinger. Jeg mener, at et helt kontinents dødskamp bør veje tungere end enkeltinteresser.

  Sylla (GUE/NGL). - (FR) Fru formand, jeg mener, som vores kollega fru Carlotti var inde på, at det er Durban-konferencens fortjeneste, at det nu er klart, at man ikke bekæmper aids på samme måde i Europa som i Afrika. Aids har afsløret alle udviklingslandenes økonomiske og sociale mangler og har føjet dem til det mest generelle spørgsmål i ulykken. Forebyggelse kan således kun lykkes, hvis den ledsages af en adgang til behandling. Det er derfor nødvendigt - og jeg tilslutter mig her den foregående taler - at de medicinalfirmaer, der har monopol på fabrikation og salg af treterapi og endda AZT, sælger dem til købspris. Der ville ikke være nogen forhandlinger her mellem os, hvis treterapi kostede en dollar. Som direktøren for FN-aids sagde så overbevisende, skal vi gange det aktuelt investerede beløb med 10, hvis vi ønsker, at det ikke bare skal være begyndelsen på en reel politik for forebyggelse og overtagelse af ansvaret.

I øvrigt er det nødvendigt at være klar over, at man ikke bare distribuerer medikamenter, som var det ris i sække. Der kræves læger, poliklinikker og sociale ledsagestrukturer. Men under IMF's diktat formindsker de fattige lande de offentlige bevillinger, og især de, der har at gøre med uddannelse og sundhed. EU bør bidrage til, at man hurtigt får fjernet de afrikanske landes gæld, der beløber sig til 15 milliarder årligt, sådan at disse midler kan anvendes til at oprette infrastrukturer for sundhed og nye sociale programmer. Endelig bør fremstillingen af en vaccine være prioriteringen i forskningen.

  Turco (TDI). - (IT) Fru formand, jeg taler for medlemmerne fra Emma Bonino-Listen.

Jeg noterer mig rådsrepræsentantens ord om, at Frankrig vil afsætte en del af de afrikanske landes gæld til kampen mod aids. Det er et vigtigt initiativ, som vi håber bliver fulgt op af såvel de andre unionslande som andre lande i øvrigt. Vi ønsker, at også Unionen giver et bidrag til, at der kan investeres mere i kampen mod aids i Afrika, hvor 95% af dødsfaldene som følge af hiv-smitte registreres. Ganske vist bruges der for nærværende 300 millioner dollars pr. år i Afrika, men samtidig har Afrika en gæld på 15 milliarder dollars til de industrialiserede lande.

Jeg vil slutte med at henlede opmærksomheden på den dybe og forkastelige tavshed, der hersker, nemlig vildledningskampagnerne mod brug af præservativer af religiøse grunde. Man opfordrer til at lade være med at bruge præservativer af hensyn til livet, og resultatet er den sikre død for mange mennesker.

  Mantovani (PPE-DE). - (IT) Fru formand, som medlem af Udvalget om Udvikling og Samarbejde vil jeg gerne udtrykke min dybe bekymring for den mildt sagt alarmerende ramme, der blev resultatet af den trettende aids-konference, som blev holdt i Durban i Sydafrika, samt for fremtiden for udviklingslandene og i særdeleshed de afrikanske lande.

Den nye resolution føjes til den, der blev fremlagt sidste år i Lusaka i Zambia. Desværre står vi over for en tragisk situation, som slet ikke er blevet bedre i dag, men er ved at vokse os over hovedet. Man kan blot tænke på, at der hvert minut dør fem personer af aids i Afrika. Eksperterne opregner en række alarmerende data, f.eks. det betydelige fald i befolkningstallet og det drastiske fald i den forventede levetid i Afrika - den vil komme ned under 45 år inden 2015. Og i området syd for Sahara vil 10% af befolkningen blive ramt af sygdommen.

Jeg mener derfor, at der er brug for en ad hoc-indsats fra Kommissionen og fra EU's medlemsstater, for vi må huske, at EU har et stort ansvar over for udviklingslandene. Jeg mener faktisk, at vi bør koble eftergivelsen af de fattige landes gæld sammen med kampen mod denne epidemi, og netop derfor støtter vi kravet om særprogrammet Debt for aids som foreslået i beslutningen.

Der er jo en tæt sammenhæng mellem topmødet mellem EU og Afrika i Kairo om retningslinjer for eftergivelse af gælden og Durban-konferencen. Den kraftige indvirkning, aids har på den økonomiske vækst, og den snævre sammenhæng mellem kampen mod fattigdom og kampen mod aids betyder, at et tættere samarbejde og en samordning mellem WHO, Verdensbanken og FN er nødvendigt og gavnligt. Endvidere må det civile samfund i de pågældende lande inddrages, det vil sige kirken på lokalt plan og de ikke-statslige organisationer.

  Malliori (PSE). - (EL) Fru formand, selv om videnskaben har taget betydelige skridt mod bekæmpelsen af aids, forsætter epidemien med at ramme de fattige lande mere og mere med det resultat, at det bliver stadig vanskeligere at bekæmpe dens mange og alvorlige følger. Det er et faktum, at de senere års forebyggende og terapeutiske indgreb har ført til en betydelig forbedring af de syges mulighed for at overleve i de udviklede lande, men det samme gælder ikke for de fattige lande. Sygdommens udbredelse har overgået enhver dyster forudsigelse, især i landene i Afrika, og som det blev sagt, så dør der hvert minut fem mennesker af denne sygdom, som tager truende dimensioner mod den offentlige sundhed. Hver dag fødes der i disse lande børn, der er smittet med virus på grund af en total mangel på relevante programmer for de kommende mødre. Desuden er omkostningerne ved behandling så høje, at kun meget få syge modtager denne deres fundamentale rettighed.

Inden for disse rammer anser jeg forslaget om en sænkning af prisen på medicin til personer, som er smittet med aids i disse områder, for meget vigtig, og jeg vil gerne opfodre Kommissionen og Rådet til at støtte dette arbejde ved at lægge pres på medicinalfirmaerne. Ligeledes skal der gøres koordinerede forsøg på at udvikle integrerede uddannelses-, forebyggelses-, behandlings- og plejeprogrammer i udviklingslandene, i hvert fald indtil man opnår en sikker brug af den vaccine, som vi alle ønsker os. Indtil da er forebyggelse og behandling de vigtigste faktorer til at kontrollere udbredelsen af sygdommen, og det er de bidrag, som alle borgere bør give, uanset hvor de lever.

  Wijkman (PPE-DE). - (SV) Fru formand, alle har under denne debat lagt vægt på betydningen af prevention, forebyggende foranstaltninger. Der findes et gammelt ordsprog, der på engelsk hedder: prevention is better than cure. Med ca. 15 års erfaring i denne epidemi - jeg har selv arbejdet aktivt i både FN-sammenhæng og Røde Kors-sammenhæng - kan jeg imidlertid konstatere, at vi ikke har lyttet specielt godt til ordsproget.

Det stod lysende klart allerede for ti år siden, hvor alvorlig denne epidemi kunne blive i visse udviklingslande, men både i disse lande og fra det internationale samfunds side blev der gjort for lidt. Man kan diskutere, hvad det er, der gør, at denne epidemi har ramt ekstra hårdt i de fattige lande sammenlignet med forholdene i vores del af verden. Det har naturligvis noget med fattigdom at gøre, det har noget at gøre med manglende oplysning og uddannelse, det har noget at gøre med seksualvaner, det har specielt noget at gøre med unge pigers manglende uddannelse, så de bedre kan modstå seksuelle tilnærmelser, og det har naturligvis noget at gøre med manglen på midler i sundhedsverdenen.

Det glæder mig, at både kommissær Nielson og det franske formandskab nu betragter og betegner arbejdet mod hiv-epidemien som en hovedprioritet. Det er imidlertid ikke nok at bevilge penge, vi skal også sørge for, at Kommissionen får tilstrækkeligt med kompetent personale, så det ikke er nogle få medarbejdere, der skal forsøge at løse disse problemer.

Det er også vigtigt med nye former for samarbejde med lægemiddelindustrien, så vi kan få bedre vacciner og bedre medicin. Det gælder ikke kun hiv men også malaria. Her er der brug for innovativ tænkning.

Når vi til slut taler om partnerskab, er det meget vigtigt, som kommissær Nielson sagde, at finde frem til det, der virker, og støtte det. Der findes masser af programmer, der skriger efter penge, og hvor EU's bidrag kunne gøre gavn.

Vi taler utrolig meget om Afrika. Jeg er bange for, at dele af Asien om 5-10 år vil stå i en tilsvarende meget alvorlig situation. Jeg glæder mig over kommissær Nielsons konference den 28. september 2000 og håber, at den vil resultere i noget af et crash programme så man kan slå endnu hårdere ned på disse problemer fremover.

  Formanden. - Som afslutning på denne erklæring har jeg modtaget syv beslutningsforslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2.⁽¹⁾

Før jeg afslutter forhandlingen, vil jeg bede formanden for Rådet om at svare eller under alle omstændigheder afslutte forhandlingen.

  Gillot, Rådet. - (FR) Tak, fru formand, for kort at give mig ordet for at sige, at jeg blev rørt over at høre de stærke ord, der har givet genlyd her i salen i dag. De viser klart, at den kollektive bevidsthed samler os for at konstatere, at aids virkelig afslører de fattiges situation og den uretfærdighed, der styrer vores planet. Vi europæere har en moralsk forpligtelse til at mobilisere os, og ved at lytte til de forskellige indlæg, ved jeg nu, at det er vi parate til.

Vi takker varmt Kommissionen for dens meddelelse, som vi afventer utålmodigt, og som vil give os mulighed for effektivt at samle vores energier og forene vores vilje til at handle. Tiden til overvejelser er helt klart forbi i dag. Vi bør handle uden tøven, for det haster, og de franske formandskab vil fuldt ud være beredt til at konkretisere denne vilje til at handle på EU-plan.

For at tage denne enorme udfordring op, der ligger foran os, har vi behov for at samle og mobilisere samtlige partnere, som jeg sagde i min introduktion, der fik en meget positiv modtagelse her i salen. Jeg kan sige Dem, at tilstedeværelsen i Durban af direktøren for WHO og repræsentanter for henholdsvis Kommissionen og formandskabets sundhedsministerium gav anledning til et umådeligt håb. Vi har ikke ret til at svigte, og jeg vil stå på Deres side. Vi vil stå sammen for at løfte denne udfordring.

Vi bør afvise kampagner for misinformation og bekæmpe modstand mod oplysning, men ikke udelukke nogen form for praktisk aktion. Jeg tror, det er nødvendigt, vi alle er bevidste om, at vi bør følge grundstammen i oplysning og uddannelse, forebyggelse og adgang til pleje, behandling og forskning, især inden for vacciner og medikamenter.

  Nielson, Kommissionen. - (EN) Jeg vil blot takke for disse bidrag. Vi er opmærksomme på den store udfordring, vi står over for. Forebyggende arbejde fungerer, men det tager tid. Uganda er et udmærket eksempel herpå. For os som donorer betyder det, at vi skal kunne udvise, hvad jeg vil kalde donorudholdenhed. Vi skal fortsæt støtte de rette strategier.

Hr. Mantovani sagde, at vi skal eftergive gælden og i stedet bruge pengene til bekæmpelse af aids. Når vi eftergiver gæld, har vi brugt pengene. De foreslår, at vi bruger pengene to gange. Det er en glimrende innovativ tilgang, men det er ikke så let, som det lyder. Det er faktisk grunden til, at jeg nævnte USA's tilbud om at udlåne 1 milliard amerikanske dollars til indkøb af medicin fra amerikanske virksomheder. Det er efter min mening ikke den rette fremgangsmåde, fordi det vil forværre de afrikanske landes dobbeltsidede problem med aids og eksisterende gæld. Derfor understregede jeg, at Europa faktisk leverer kapital, der ikke øger gælden for vores samhandelslande.

Endelig vil jeg advare imod drømmen om en hurtig løsning i form af ny medicin. Vi støtter dette. Vi forsøger at bryde koden til virksomhedernes ophavsrettigheder, men det er ikke let. I mellemtiden gør omkostningernes omfang det nødvendigt at lægge vægt på forebyggelse frem for helbredelse. En kur er stadig al for dyr.

  Formanden. - Jeg takker formanden og kommissæren for deres forståelse.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen.