Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
Forhandlinger
PDF 1146k
Onsdag den 6. september 2000 - Strasbourg EUT-udgave
1. Ret til familiesammenføring
 2. Foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold
 3. Bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet
 4. Modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe
 5. AFSTEMNING
 6. Godkendelse af protokollen fra foregående møde
 7. Fusioner inden for telesektoren
 8. Kloning af mennesker
 9. Verheugens udtalelser om udvidelsen
 10. Kloning af mennesker (fortsættelse)
 11. Spørgetid (Kommissionen)
 12. Vandpolitiske foranstaltninger
 13. Udrangerede køretøjer
 14. Lufttransport og miljø
 15. Dæk til motorkøretøjer og påhængskøretøjer
 16. Farlige stoffer og præparater (azofarvestoffer)
 17. Sort arbejde


  

FORSÆDE: Renzo IMBENI
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)(1)

 
  
MPphoto
 
 

  Alavanos (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne nævne en ting, som jeg mener er vigtig: I går kom jeg til Strasbourg via flyvning nr. 165 Athen - Frankfurt med Olympic Airways. Da Olympic Airways' fly ankom til Frankfurt, blev det omringet af tyske politifolk. Der var ingen, der kunne tale andre sprog end tysk, og vi måtte ikke forlade maskinen, før vi havde vist vores pas til de tyske politifolk. Jeg gør opmærksom på, at både Grækenland, Tyskland og Frankrig er med i Schengen-aftalen.

Det værste er, at dette ikke var nogen undtagelse, men er noget, som sker regelmæssigt, har vi fået at vide, i Frankfurt lufthavn med fly, som kommer fra Grækenland. Og som medlem af Europa-Parlamentet, hvor vi har haft så mange afstemninger om Schengen, betragter jeg det som både en fornærmelse og en nedvurdering af vores arbejde, når der eksisterer en lovgivning om personers frie bevægelighed, og den så i realiteten overtrædes systematisk af de tyske myndigheder. Eftersom dette også vedrører Europa-Parlamentets medlemmers bevægelighed, vil jeg anmode Parlamentets Præsidium om at tage de nødvendige initiativer til, at vi kan komme til Strasbourg som personer, der er medlemmer af Den Europæiske Union og af Schengen-aftalen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Alavanos, jeg er sikker på, at det mindste, vores formand vil gøre, er at videresende teksten til Deres indlæg til de tyske myndigheder og lufthavnsledelsen i Frankfurt. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag den pågældende praksis, men vi skal i det mindste have nogle oplysninger, der kan være en slags forklaring, ellers må man holde op med denne procedure, som jeg er enig med Dem i ikke har meget med Schengen-reglerne at gøre.

 
  
MPphoto
 
 

  Hannan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, i mandags rejste hr. Murphy, lederen af den britiske socialdemokratiske gruppe, i mit fravær og uden varsel spørgsmålet om min støtte til den danske antieurokampagne. Han var meget omhyggelig med ikke at anklage mig for noget, men det lykkedes ham alligevel at give det indtryk, at jeg på en eller anden måde er under mistanke. Jeg vil meget gerne have ført til protokols, at mit engagement i den danske folkeafstemning har været helt adskilt fra mit arbejde i Parlamentet, og at jeg aldrig har overtrådt nogen af Parlamentets interne regler. Til forskel fra den danske ja-kampagne kan nej-kampagnen ikke regne med tilskud fra skatteyderne eller Den Europæiske Union.

Det er uhyrligt, at hr. Murphy forsøger at give indtryk af, at mine handlinger er under efterforskning, når han ikke kan fremlægge beviser eller fremsætte nogen anklager mod mig. Det kan ikke være rigtigt, at parlamentsmedlemmer skal udsættes for den type grundløse insinuationer. Jeg må insistere på, at hr. Murphy enten anklager mig direkte eller giver mig en undskyldning.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Hannan, hr. Murphy bestemmer naturligvis selv, om og hvordan han vil svare Dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Dupuis (TDI). - (IT) Hr. formand, vi klager ofte over den måde, Rådet optræder på over for os. Jeg vil gerne fremhæve, at der fandt en episode sted med fuldstændigt omvendt fortegn i går under forhandlingen om de politiske prioriteringer i forbindelse med udenrigspolitikken. Vi fik en redegørelse fra rådsformanden og kommissæren, og disse redegørelser blev efterfulgt af en forhandling. Ved forhandlingens afslutning fik rådsformanden og kommissær Patten - på grund af formandskabets totale mangel på fleksibilitet - ikke mulighed for at svare på de mange spørgsmål, der var opstået under den ret heftige debat. Jeg forstår således ikke, at Parlamentet beklager sig over Rådets optræden. I går var rådsformanden til stede fra kl. 9.00 til kl. 19.00 - mens der ikke var særligt mange parlamentsmedlemmer til stede - og vi forhindrede faktisk både Rådet og Kommissionen i at svare på nogle meget vigtige spørgsmål, som vores kolleger stillede. Dette er efter min mening meget forkert, jeg vil endda sige, at det næsten grænser til uhøflighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Dupuis, jeg tror ikke, at der var tale om en ufleksibel holdning fra det pågældende formandskabs side, men snarere, at der var tale om en misforståelse mellem formandskabet og repræsentanterne for Rådet og Kommissionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Blak (PSE). - Hr. formand, jeg er ret overrasket over det, jeg hørte fra vores engelske kollega, hr. Hannan, for i de danske medier har han ført sig frem som medlem af Europa-Parlamentet. Hvis han havde optrådt som privatperson, skulle han have ladet det skinne igennem i den danske kampagne. I det hele taget synes jeg, at hr. Hannan skulle blive hjemme i England og passe sine egne sager, så skal vi nok klare vores sager i Danmark. Vi har ikke brug for den slags mennesker, der spiller idiot i Danmark.

 
  
MPphoto
 
 

  Murphy (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil ikke opholde salen for længe, men jeg mener, at hr. Hannan protesterer for kraftigt. Jeg fremsatte en simpel anmodning til formanden i mandags. Formanden var enig i min anmodning og henviste den til kvæstorerne. Men siden hr. Hannan er til stede i salen her til morgen, kan han måske garantere os, at han vil komme med et nyt indlæg i sin erklæring om økonomiske interesser med hensyn til, hvor pengene kommer fra. Det danske folk har ret til inden folkeafstemningen den 28. september at få at vide, hvor pengene til nej-kampagnen kommer fra.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi kan ikke fortsætte denne diskussion, og vi kan heller ikke gøre Parlamentet til et led i den debat, der går forud for den danske folkeafstemning. Vi har allerede forstået, hvad spørgsmålet drejer sig om. Det er op til den enkelte at handle efter sin egen overbevisning.

 
  

(1) Bemyndigelse af udvalg til at træffe afgørelse (forretningsordenens artikel 62): se protokollen.

1. Ret til familiesammenføring
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0201/2000) af Watson for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring (KOM(1999) 638 - C5-0077/2000 - 1999/0258 (CNS)).

 
  
MPphoto
 
 

  Watson (ELDR), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke fru Klamt, som oprindelig var ordfører for det udvalg, som jeg har æren af at være formand for, og som fik til opgave at se på dette område. Fru Klamt udførte et stort stykke arbejde med forslaget til Rådets direktiv om retten til familiesammenføring. Hun fortjener ros for sit arbejde, og jeg vil gerne lykønske hende med det.

Jeg har overtaget dette overflødighedshorn som udvalgsformand, fordi fru Klamt efter afstemningen i udvalget ikke længere mente, at hun kunne støtte teksten i dens nuværende udformning, og derfor fremlægger jeg den for Parlamentet i dag.

Jeg vil gerne rose Kommissionen for en ekstremt veldokumenteret og gennemarbejdet beretning, som er udformet på rekordtid i betragtning af den relative mangel på ressourcer i de pågældende tjenestegrene og de krav, som blev fremsat på topmødet i Tampere sidste år. Kommissionen har fremsat et glimrende direktivforslag, som gør det muligt for tredjelandsstatsborgere, der er lovligt bosat i en EU-medlemsstat, at bosætte sig i en anden medlemsstat, sådan som det kræves for at skabe et område med ægte frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Kommissionen har med rette udtalt, at et indvandrerstop, som var målet under tidligere drøftelser i EU, aldrig har været realistisk, og man har i stedet prøvet at fremsætte realistiske forslag til beskyttelse af tredjelandsstatsborgeres rettigheder i overensstemmelse med de mange internationale traktater, som medlemsstaterne har underskrevet, f.eks. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de internationale klausuler fra 1966 om civile og politiske rettigheder samt økonomiske og sociale rettigheder.

Det er tydeligt, at man erkender vigtigheden af lovlig indvandring. Man erkender ligeledes vigtigheden af familien som en enhed, ligesom vigtigheden af en vellykket integration af de tredjelandsstatsborgere, som er lovligt bosat i EU-medlemsstater, er hele grundlaget for disse forslag.

I udvalget har vi overvejet en række stridsspørgsmål, ikke mindst spørgsmålet om retten til at familiesammenføre slægtninge i opstigende linje. Kommissionens forslag anerkender klart forskellen i den juridiske behandling af slægtninge i ned- og opstigende linje. I forbindelse med den internationale lovgivning skal FN-konventionen om barnets rettigheder naturligvis også nævnes. Ifølge denne konvention skal staterne sikre, at barnet ikke skilles fra sine forældre. Der findes ingen lignende konvention, som omhandler slægtninge i opstigende linje, men hvis vi ønsker at leve op til vores humanitære idealer, skal vi selvfølgelig give tredjelandsstatsborgere mulighed for at familiesammenføre slægtninge i opstigende linje. Dette er blevet diskuteret en del i udvalget. Det glæder mig at se, at der er fremsat en række ændringsforslag til den endelige betænkning, især ændringsforslag 18-23, som foreslår et kompromis i den forbindelse.

Jeg vil gerne kort omtale nogle af de ændringsforslag, som fremsættes i udvalgets betænkning. Ændringsforslag 3 ser på behovet for oplysninger og erkender, at hvis Kommissionen effektivt skal kunne evaluere situationen i medlemsstaterne, skal man have flere oplysninger fra medlemsstaterne. Ændringsforslag 5 omhandler slægtninge i opstigende linje. Det er nu på en måde blevet overflødiggjort af kompromisforslag 18-23. Ændringsforslag 6 anerkender de problemer, som medlemsstaternes forvaltninger oplever i forbindelse med den arbejdsbyrde, som kravene til familiesammenføring medfører.

Ifølge ændringsforslag 9 kan de enkelte medlemsstater indføre gunstigere bestemmelser end dem, der allerede findes i direktiverne, og de nye regler forringer ikke den nuværende beskyttelse. Ændringsforslag 11 omhandler det grundlag, hvorpå medlemsstaterne kan nægte et familiemedlem indrejsetilladelse, nemlig hvis det er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den indre sikkerhed og den offentlige sundhed. Ifølge vores ændringsforslag skal en medlemsstat, der ønsker at nægte indrejsetilladelse på det grundlag, begrunde dette meget klart.

Jeg vil ikke kommentere alle de 66 ændringsforslag i min betænkning, men jeg vil gerne understrege, at det er et meget kompliceret område. Parlamentet har haft relativt kort tid til at se på det, og det har da heller ikke været muligt i udvalget at nå til enighed om alle de nødvendige kompromiser for at opnå et positivt resultat. Jeg vil derfor kraftigt opfordre medlemmerne til nøje at overveje de ændringsforslag, som er blevet fremsat i plenarforsamlingen, med henblik på at opnå de kompromiser, som skal til, for at vi kan komme videre på en effektiv og humanitær måde.

 
  
MPphoto
 
 

  Berger (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. - (DE) Hr. formand, som ordfører for Retsudvalgets udtalelse har jeg haft en forholdsvis let opgave i sammenligning med kollegerne i det korresponderende udvalg, og jeg vil gerne lykønske alle kollegerne i det korresponderende udvalg, selv om vi nu trods alt skal diskutere nogle kompromisændringsforslag i plenum.

Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har for så vidt haft en let opgave, som det fremlagte direktivforslag juridisk set ikke skaber de store problemer for, og det politiske spillerum er heller ikke særlig stort. Jeg vil også gerne udtrykkeligt rose den logiske kvalitet i direktivforslaget, hvilket man jo ikke kan sige om alle direktivforslag fra Kommissionen. Med den nye artikel 63 i EU-traktaten er det nu et EU-anliggende at regulere spørgsmålet om familiesammenføring, og Fællesskabet må vedtage disse initiativer i overensstemmelse med de folkeretlige principper, især i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de øvrige folkeretlige instrumenter, som vores udvalgsformand allerede har nævnt.

Retten til beskyttelse af familien er en universel menneskeret. Den er udelelig og kan ikke forbeholdes unionsborgere alene. Det ville være en tvivlsom tilgangsvinkel, især i tider, hvor vi parallelt er i færd med at udarbejde et europæisk charter om grundlæggende rettigheder.

Når nu familiesammenføringsområdet skal reguleres på fællesskabsniveau, skal vi også have lukket uforståelige og til dels absurde huller i den nuværende lovgivning. Det gælder især for unionsborgernes egen ret til at kunne leve sammen med deres familiemedlemmer fra et tredjeland i deres eget hjemland og ikke først kunne stifte familie sammen med dem, når de gør brug af deres ret til fri bevægelighed og slår sig ned i en anden stat i Den Europæiske Union.

Set fra et retligt synspunkt kan dette direktiv derfor kun hilses velkommen, og man må håbe, at Kommissionens oprindelige forslag ikke bliver ændret i sin substans i Parlamentet og især ikke i Rådet.

 
  
MPphoto
 
 

  Klamt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, principielt er alle enige om, at de åbne indre grænser nødvendiggør en indvandrings- og asylpolitik, som er harmoniseret på europæisk plan. Kommissionen har fremlagt det første forslag til et lovinitiativ på dette område, som omhandler retten til familiesammenføring. Desværre har den undladt at indarbejde dette direktivforslag i et samlet koncept. Hvad nytter det at vide, hvilke familiemedlemmer der har ret til at rejse ind i EU og blive her, hvis man ikke ved, hvilke indvandrergrupper og hvilke indvandringsgrunde der skal reguleres hvordan?

Derudover skal vi her stemme om et lovforslag, som savner de absolutte grundlag. Vi har ikke nogen samlet vurdering af den demografiske udvikling, og vi ved heller ikke, hvilke følger dette lovforslag vil have for de enkelte medlemsstater. Den manglende samlede strategi og det manglende statistiske grundlag er desværre ikke de eneste kritikpunkter. Kommissionen blander indvandring af økonomiske årsager sammen med asyl. Jeg mener, at familiesammenføring for asylansøgere og flygtninge må reguleres på en anden måde end familiesammenføring for indvandrere. Der må gælde andre ordninger for den, som fordrives fra sit hjemland, end for den, som udvandrer af økonomiske grunde.

Det er brug for en klar skelnen mellem asylansøgere og flygtninge på den ene side og indvandring, altså economic migration, på den anden side. Det giver mulighed for ordninger, som passer til menneskene og deres situation. De fleste af mine ændringsforslag tager sigte mod en sådan opdeling.

Et andet problem i det foreliggende direktivforslag er udvidelsen af familiebegrebet. Også bedsteforældre, myndige børn og ugifte par skal have retskrav på familiesammenføring. Her viser dilemmaet sig - der mangler et samlet koncept for hele indvandringsområdet. Derfor er familiesammenføring i dag den eneste legale mulighed for indvandring. De foreslåede brede ordninger for familiesammenføring åbner for et ukontrollabelt misbrug.

Prøv blot at spørge, hvem der efter hvilke kriterier skal afgøre, om et parforhold er et skinforhold med henblik på indvandring. Derfor kræver jeg i mange af mine ændringsforslag forrang for kernefamilien. En anden kardinalfejl består i, at Kommissionens forslag ikke indeholder nogen initiativer til integration. Man kan ikke hente mennesker til et fremmed land uden at skabe forudsætningerne for en fredelig og venskabelig sameksistens mellem udlændinge og indlændinge.

Afslutningsvis må det fastholdes, at vi med et direktiv i den foreliggende form blokerer vejen for en saglig og effektiv diskussion om hele indvandringsområdet. Hvis borgerne føler, at de bliver væltet over ende af en indvandringsbølge, reagerer de med afvisning.

Hvis vi skaber gennemsigtige, klare ordninger, vil integrationen af de fremmede møde større accept. Med moderate og gennemtænkte løsninger kan vi blive herre over både problemer som fremmedhad og problemerne med den skæve aldersfordeling i Den Europæiske Union. Dette direktivforslag er imidlertid så dårlig en start på dette, man kan tænke sig! Mange tak!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Terrón i Cusí (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg beklager fru Klamts ord. Jeg vil gerne begynde med at lykønske Kommissionen og kommissær Vitorino med dette forslag, som jeg synes er meget komplet, godt udarbejdet og hensigtsmæssigt her næsten et år efter Tampere-topmødet. Det drejer sig om, at vi i dag i Europa-Parlamentet skal afklare, om vi ønsker, at de immigranter og flygtninge, som bor blandt os legalt, lever sammen med deres familier, med døren åben til et normalt liv og en fuld integration i vores samfund, eller om vi vil blive ved med at bidrage til mytedannelserne om, at der blandt os er midlertidige borgere, og hvis endelige skæbne er at vende tilbage til de hypotetiske hjem, de forlod.

Jeg synes, emnet er tilstrækkeligt vigtigt til, at vi bør bestræbe os på at nå til enighed. Alle vi grupper var i udvalget enige, undtagen PPE-Gruppen. Jeg ville ønske, at vi i dag kunne sende det budskab til de mennesker, der bor blandt os, at de kan gøre det med anerkendt ret til at leve med deres familier. Hr. formand, min gruppe har disse hensigter, selv om jeg også gerne på min gruppes vegne vil bede Kommissionen om en ekstra gang at overveje et aspekt, der er medtaget i dette direktiv. De regler, vi drøfter i dag, har vi også anvendt på de personer, som er under subsidiær beskyttelse. Desværre er der ikke homogene kriterier i Den Europæiske Union, der er ikke nogen harmoniseret asylpolitik. Derfor er der meget forskellige forhold i mange lande, og på dette lille punkt er jeg enig med fru Klamt.

Det handler ikke om, at disse personer skal afvises - de har ret til at leve sammen med deres familier - men om, at Kommissionen overvejer det en ekstra gang, og at de kunne komme med i et fremtidigt direktiv, som kunne medtage personer under midlertidig og subsidiær beskyttelse, i afventningen på den fremtidige harmonisering af Unionens asylpolitik. Derudover lykønsker jeg Kommissionen, og jeg håber, at den får en god og velnæret støtte i Europa-Parlamentet.

 
  
MPphoto
 
 

  Ludford (ELDR). - (EN) Hr. formand, ELDR-Gruppen støtter denne betænkning som et vigtigt led i skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og som opfølgning på topmødet i Tampere, der med rette prioriterede fastsættelsen af retten til fri bevægelighed for lovligt bosatte tredjelandsstatsborgere. Den uretfærdighed skal der gøres noget ved.

Ligesom fru Terrón i Cusí er jeg overrasket over PPE-Gruppens standpunkt, da den normalt lægger stor vægt på familieværdier og så i dag underminerer familien ved at gå imod familiesammenføring, som vil bidrage til den sociale integration af disse lovligt bosatte indvandrere. Det virker helt bagvendt på os.

Jeg vil komme ind på nogle specifikke punkter i betænkningen, for det første medtagelsen af modtagere af subsidiær beskyttelse. Vi afventer hr. Vitorinos udtalelser, men der går rygter om, at Kommissionen vil godkende ændringsforslag, som udelader disse modtagere. Det ville ELDR-Gruppen beklage, da vi mener, at modtagere af subsidiær beskyttelse bør medtages på samme måde som flygtninge. De er langtidsfastboende, det er ikke det samme som modtagere af midlertidig beskyttelse. Vi vil lytte til debatten, da det er vores inderste ønske at få de grundlæggende dele af dette forslag igennem.

Med hensyn til slægtninge i opstigende linje anser vi ændringsforslag 20 for at være overflødigt, da forslagets artikel 9 om at anvende ikke-diskriminerende metoder til at vurdere alle ansøgere sikrer en generel rettighed. Vi er dog parat til at se på det, hvis det kan bidrage til vedtagelsen af betænkningen.

Det er vigtigt at være helt på det rene med hensyn til ugifte partnere. Forslaget tvinger ikke medlemsstaterne til juridisk at anerkende ugifte par, men hvis de gør det, skal ugifte partnere behandles som ægtefæller. Der har været en masse vildledende oplysninger om dette, ikke mindst forårsaget af Det Konservative Parti i Det Forenede Kongerige, hvor formiddagspressens overskrifter taler om EU's uhyrlige sammensværgelse, der skal tvinge Det Forenede Kongerige til at acceptere flygtninges homoseksuelle kærester. Det er med til piske stemningen mod homoseksuelle op, og det beklager jeg dybt.

 
  
MPphoto
 
 

  Ceyhun (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, vi skal i dag stemme om en betænkning, som i nogle medlemsstater har ført til politisk opstandelse. I denne forbindelse har Kommissionen og kommissær Vitorino ydet et særdeles godt stykke arbejde, hvilket jeg på min gruppes vegne gerne vil takke for.

Det Europæiske Råd bekræftede på sit særlige topmøde i Tampere, at Den Europæiske Union skal sikre, at tredjelandsborgere behandles retfærdigt. Kommissionen gennemfører denne beslutning. Dette direktiv er logisk i sig selv og bør gennemføres så hurtigt som muligt. Desværre var og er der stadig forbehold over for at medtage flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i dette direktiv samt over for at anerkende forhold mellem to personer af samme køn som grundlag for en familiesammenføring.

Denne diskussion viser endnu en gang, at integrations- og indvandringspolitikken desværre stadig er et kontroversielt emne i Den Europæiske Union. Men det er et vigtigt emne. Der skal trods alt skabes mulighed for, at familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere, som lever adskilt, kan bringes sammen. Principielt er det altså et anliggende, som bør støttes af alle, især når det drejer sig om børn, og netop disse børn - hvad enten der er tale om flygtningebørn eller indvandrerbørn - bør også have et fremtidsperspektiv i Den Europæiske Union.

I den politiske diskussion skabes der tværtimod en stemning mod dette direktiv. Man må blot håbe, at flertallet i Parlamentet vil bære direktivet igennem i den form, som Kommissionen har fremlagt det. Jeg ved, at mine socialdemokratiske kolleger venter på en erklæring fra hr. Vitorino i håbet om, at man under pres fra nogle indenrigsministre i EU-staterne vil ofre flygtningene i dette direktiv. Jeg beklager denne beslutning, og at indenrigsministre åbenbart har mere at skulle have sagt her i Parlamentet end medlemmerne, som bør handle efter deres overbevisning.

Derfor appellerer jeg endnu en gang til, at vi støtter dette direktiv fra Kommissionen og langt om længe sender et signal om en tidssvarende, moderne og human integrationspolitik. Jeg håber ikke, socialdemokraterne vil slå denne handel af med de konservative!

 
  
MPphoto
 
 

  Sylla (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne takke Kommissionen, som i denne sag har arbejdet med stor grundighed og leveret et afbalanceret forslag. Alt for ofte oplever vi, at debatten om indvandringspolitikken er følelsesladet, præget af voldsomme udfald og politiske strategier, hvilket forhindrer en objektiv og fremadrettet debat.

Den foreliggende tekst behandler særdeles indgående spørgsmålet om retten til at leve sammen som familie og opstiller klare betingelser herfor, hvilket åbner mulighed for en reel debat om spørgsmålet. Teksten er ikke forudindtaget og betragter ikke, som det så ofte er tilfældet, dem, der ønsker at bo sammen med deres ægtefælle eller børn, med grundlæggende mistillid, men anerkender, at dette er en legitim ret. Denne ret bør dog aktuelt udvides til også at være gældende for eksempelvis homoseksuelle, idet vi bør sikre alle denne ret, som også understreget af en kollega i et tidligere indlæg især med sigte på asylsøgere.

Kommissionens forslag anerkender ligeledes, at familiebegrebet i dag rummer flere familieformer, herunder forskellige former for samliv uden for ægteskab. Det er således ikke rimeligt at diskriminere indvandrere på baggrund af atypiske familiemønstre. Forslaget bidrager dermed til at give begrebet integration nyt indhold. Ved at sikre en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vil direktivforslaget sikre indvandrerne beskyttelse og stabilitet i retlig henseende, og det vil ikke mindst sikre, at indvandrerne i de enkelte medlemsstater ikke bliver kastebolde for skiftende politiske vinde.

Det er således mit håb, at det foreliggende forslag kan tjene til inspiration for Kommissionens og Europa-Parlamentets fremtidige arbejde. Måske kan vi dermed i højere grad få sat fokus på lige rettigheder, på indvandrernes ofte positive bidrag til samfundet, på centrale spørgsmål i forbindelse med integration af indvandrere, på spørgsmål som bekæmpelse af arbejdsløshed, usikre ansættelsesforhold, vold og diskrimination, som ofte rammer indvandrere.

Indvandring er ikke et problem. Vi bør til gengæld drøfte de reelle problemer. Nemlig den manglende balance mellem nord og syd, som ofte er baggrunden for, at mænd og kvinder flygter fra den yderste fattigdom. Vi må erkende, at strømmen af flygtninge, som søger mod Den Europæiske Unions medlemslande stort set har været stabil i de sidste to årtier. Strammer medlemsstaterne deres lovgivning på området, reducerer de således ikke antallet af indvandrere. De reducerer blot antallet af legale indvandrere og skaber et øget antal illegale indvandrere.

Det foreliggende direktivforslag bygger på de førnævnte værdier og vil således indebære forbedringer for indvandrerne og disses familier, samtidig med at det vil have en væsentlig symbolværdi, når det gælder modtagelse og integration af indvandrere. Jeg håber, det må tjene som ledetråd for vores fremtidige arbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Gollnisch (TDI). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, den foreliggende tekst fører os ud på et skråplan. Det samme gælder i øvrigt den samlede indvandringspolitik, som den udmøntes af EU's institutioner.

Der kunne være grund til bekymring, hvis arbejdskraft i kapitalismens navn så at sige blev en importartikel, og arbejderne i den anledning blev skilt fra deres familier med rodløshed som en sandsynlig konsekvens. Det er imidlertid langtfra situationen i dag.

Det, der i bedste fald var tænkt som et midlertidigt ansættelsesforhold, udvikler sig i retning af et permanent ophold. Det, der for den enkelte var en permanent løsning, udvikler sig til en permanent løsning for alle med tilknytning til den pågældende person. I første omgang for de nære slægtninge. Dernæst for en bredere familiekreds, og vi ved alle, at familien tæller mange medlemmer på grund af de sociale strukturer i oprindelseslandene, hvor den familieretlige stilling i øvrigt ofte kun er registreret i meget begrænset omfang. Fra den brede familiekreds, omfattende brødre, fætre, nevøer, forældre og bedsteforældre, går vi skridtet videre til den polygame familie. Og hvorfor vel begrænse os til slægtsbånd. Fra den polygame familie går vi skridtet videre til samlevende og, som foreslået af den foregående taler, hr. Sylla, går vi snart endnu videre og inkluderer også homoseksuelle forhold. Det turde være indlysende, at vi med denne politik bevæger os ud på et skråplan, som rummer betydelige risici.

Vi skaber en situation i lighed med den, vi i øvrigt allerede ser tegne sig, hvor der er tale om indvandring i et omfang, som må betegnes som befolkning af områder. Denne indvandring er klart selvmorderisk for Europa. Men det er den politik, der føres af medlemsstaterne og af EU's institutioner. Den eneste reelle løsning består i systematisk familiesammenføring, men i hjemlandene. Samarbejdspolitikken bør styrke denne indsats. Det er på dette felt, midlerne bør anvendes.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hager (NI). - (DE) Hr. formand, jeg er nu som før bestyrtet over de 14 andre medlemsstaters vedvarende fordømmelse af Østrig. Om den foreliggende betænkning vil jeg gerne sige, at jeg beklager den måde, den er blevet behandlet på i det korresponderende udvalg, nemlig den måde, som har ført til, at ordføreren - hvilket er noget usædvanligt - i sidste ende ikke kunne identificere sig med resultatet og har trukket sit navn tilbage. Fornuftige og velbegrundede ændringsforslag fra ordføreren, som hun har genfremsat og begrundet i dag, og som jeg derfor kan referere til, men også fra andre udvalgsmedlemmer, har man - efter min mening af politiske og ideologiske grunde - ganske enkelt fejet til side og ikke behandlet seriøst.

Når jeg skal bedømme denne manglende seriøsitet, henholder jeg mig bl.a. for Østrigs vedkommende til vedtagelsen på delstatsregeringschefernes konference den 17. maj 2000, hvor alle nye østrigske delstatsregeringschefer enstemmigt, på tværs af partigrænser, afviste direktivforslaget i denne form. Jeg beklager fremgangsmåden i udvalget, fordi jeg tror, at det netop på dette følsomme område er til mere skade end gavn at anvende sådanne bulldozermetoder.

 
  
MPphoto
 
 

  Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, det foreliggende dokument er ligesom betænkningen falsk varebetegnelse. Der står noget andet udenpå end det, som rent faktisk er indholdet i disse dokumenter. Vi ville med begejstring stemme for en familiesammenføring, for det er en yderst human ting, og den er også kernen i et integrationselement, men her drejer det sig om noget helt andet. Her drejer det sig om at tage hul på en samfundspolitisk diskussion om, hvorvidt den kreds af personer, som har ret til at følge efter, kan udvides til at omfatte andre end familien.

De stiller her forslag om de ugifte partnere, deres forældre og børn, som skal følge efter, og De er ifølge forslaget tilfreds med vidneudsagn fra oprindelseslandet til dokumentation af et parforhold - hvordan det end ser ud. Det betyder så for de efterfølgende børn og forældre, at de får samme rettigheder som unionsborgere på uddannelses-, arbejds- og socialområdet. Menneskesmuglerne og dokumentfalsknerne vil takke Dem for, at De støtter dette forslag, og befolkningen - det kan De også være helt forvisset om - vil reagere med forargelse!

De stiller endvidere forslag om ægteskaber med flere hustruer, den første hustru accepteres med børn og slægtninge i opstigende linje, men De siger også i dette dokument, at det naturligvis er muligt også at medbringe den anden hustru og hendes slægtninge, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv. Det spørgsmål, der melder sig, er spørgsmålet om, hvor meget mere døren skal slås op for en ukontrollabel indvandring.

For os er det ikke noget acceptabelt forslag, der bliver diskuteret her. Der mangler et samlet koncept, der mangler talgrundlag, der mangler en differentiering, og De går også videre end Amsterdam-traktaten, som nemlig forlanger, at der skal tages hensyn til staternes integrationsevne. Vi vil kun støtte det foreliggende dokument, hvis vores ændringsforslag og vores politiske linje tages til følge!

(Bifald fra højre)

 
  
MPphoto
 
 

  Hazan (PSE). - (FR) Hr. formand, i lyset af de seneste begivenheder i Dover, hvor 29 illegale indvandrere af kinesisk herkomst led kvælningsdøden, har spørgsmålet om illegal indvandring og foranstaltninger desangående fået ny aktualitet, og kravet om stillingtagen fra Den Europæiske Unions side melder sig med fornyet styrke.

Der er tale om et følsomt emne, idet vi må drøfte spørgsmålet om udarbejdelse og harmonisering af den europæiske indvandringspolitik, et af de helt centrale emner i det 21. århundrede. Kommissionens forslag til direktiv om ret til familiesammenføring kommer således som kaldet, og jeg vil gerne takke Kommissionen og kommissær Vitorino for den foreliggende tekst.

Retten til familiesammenføring er en væsentlig forudsætning for at etablere et normalt familieliv. Denne ret er ikke af ny dato, idet artikel 8 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettighederne fastslår familielivets ukrænkelighed. Der er ikke desto mindre tale om et følsomt emne, eftersom medlemsstaternes lovgivning på dette felt er særdeles uensartet, hvorfor suverænitetsspørgsmålet står centralt i denne sammenhæng. Det er netop udfordringen, når Europa-Parlamentet drøfter dette emne og skal forsøge at overvinde forskellighederne.

Det direktivforslag, Europa-Parlamentet i dag skal tage stilling til, er efter min opfattelse et vægtigt dokument, som Europa-Parlamentet helhjertet og uden tøven bør støtte. Forslaget åbner nye og reelle muligheder, når det gælder spørgsmålet om legal indvandring, som for størstedelens vedkommende er begrundet i familiesammenføring. Direktivet er, som allerede understreget i dagens debat, væsentligt, fordi det som det første eksempel ligger i forlængelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere, når det gælder indvandringsspørgsmål.

Jeg erindrer om, at den moderne verden ganske vist rummer utallige muligheder, men også en betydelig risiko for udstødelse af visse befolkningsgrupper, herunder udlændinge. Det er vores pligt som europæiske socialdemokrater at holde os dette for øje.

Med Kommissionens forslag til direktiv om ret til familiesammenføring kan vi tage et væsentligt skridt i den rigtige retning, samtidig med at der ydes de fornødne garantier. Samtidig med at der ydes alle fornødne garantier. Det har aldrig været på tale eksempelvis at tillade polygame familiesammenføringer, som jeg har hørt talere anføre. Det er ikke korrekt. Lad det være understreget, at der er tale om den første tekst, som ligger i direkte forlængelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i november 1999, for så vidt angår overflytning af områder fra tredje søjle (retlige og indre anliggender) til det overstatslige samarbejde. Der er tale om at definere retten til familiesammenføring netop som en rettighed, hvor den i dag opfattes som en forrettighed.

Kære kolleger, udfordringen består kort sagt i at skabe et borgernes Europa som udgangspunkt for de fortsatte bestræbelser for europæisk integration. Det foreliggende forslag giver os nye muligheder i så henseende.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Krivine (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, det foreliggende direktivforslag er efter min opfattelse et skridt i den rigtige retning. Der stilles imidlertid fortsat strenge krav, når det gælder proceduren for familiesammenføring. Efter min opfattelse burde vi fokusere på bekæmpelsen af arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold, og ikke på at afskære indvandrerne fra retten til at leve sammen med familien, såfremt de ikke kan godtgøre, at de besidder de fornødne ressourcer eller en passende bolig.

For landenes egne statsborgere udvikler familiebegrebet sig langsomt, men det udvikler sig trods alt. Eksempelvis kan nævnes vedtagelsen af loven om registrerede parforhold i Frankrig. Når det gælder indvandrere, er familiebegrebet imidlertid særdeles usmidigt. I henhold til gældende lov bortfalder opholdstilladelsen således ved afbrydelse af samlivet, hvilket reelt er ensbetydende med et forbud mod skilsmisse. Og som tidligere omtalt i dagens debat anerkendes homoseksuelle forhold fortsat ikke. Med henvisning til ønsket om at bekæmpe polygami, henvises en indvandrers anden hustru eller samlever og dennes børn til et liv som illegale indvandrere og dermed et liv i største afhængighed af manden.

En række forældede begreber kendetegner således fortsat debatten om familiesammenføringer og må ses som et udslag af en overdreven kontrol med indvandringen. Der kræves nytænkning på området. Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke tilfredshed med, at hr. Watsons betænkning og det tilgrundliggende udvalgsarbejde har sikret væsentlige forbedringer i forhold til den oprindelige betænkning udarbejdet af fru Klamt. Og lad mig så tilføje, at jeg næsten føler mig tilskyndet til at stemme for den foreliggende betænkning alene ud fra et anstændighedssynspunkt efter at have hørt de racistiske, reaktionære og ganske utilstedelige udtalelser fra hr. Gollnisch.

 
  
MPphoto
 
 

  Nassauer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, i modsætning til den meget udbredte opfattelse og i modsætning til debatten her i formiddag drejer dette direktiv sig ikke om at fastlægge en generelt bindende definition af begrebet familie for hele Den Europæiske Union. Der er tværtimod tale om at fastlægge nøjagtigt, hvem der på grundlag af slægtsmæssige forbindelser skal være berettiget til familiesammenføring i tilfælde af indvandring.

At familier har ret til at leve sammen er helt ubestridt. Men det afgørende er netop, hvor grænsen for familien trækkes. Jeg har f.eks. en kone og to børn, og de har også børn, og jeg har søskende og onkler og tanter. Hvis man tæller alle dem sammen, som jeg lever tæt sammen med, er det 25. Hvis jeg, ærede hr. kommissær Vitorino, f.eks. søgte om asyl i Portugal, så ville jeg bestemt ikke kunne gøre krav på at bo dér med 25 familiemedlemmer. Der må altså være en fornuftig grænsedragning. Det er det afgørende problem i dette direktiv. Der må også skelnes mellem, om man opholder sig midlertidigt eller varigt i Den Europæiske Union. Her må jeg præcisere, at dette direktivforslag udvider familiesammenføringen i forhold til, hvad der hidtil har været almindeligt i Den Europæiske Union. Det er endnu et signal for tilvandring med naturligt betragtelige følger.

I denne forbindelse er konsekvenserne nogle helt andre for stater med en høj indvandring, som f.eks. Østrig, Tyskland og Benelux-landene, end de er for stater som Portugal, Finland eller andre, som ikke har så meget at gøre med indvandring. Eftersom dette direktiv er forbundet med en dramatisk udvidelse af familiesammenføringen, en af de mest tungtvejende indrejsegrunde, kan vi ikke stemme for det. Derfor, hr. kommissær, nærer jeg, trods al respekt for Deres arbejde, det håb, at Deres forslag ikke får den nødvendige enstemmige tilslutning.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Karamanou (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne indlede med en varm tak til Europa-Kommissionen og specielt kommissær Vitorino for hans særdeles positive lovforslag, som skal regulere familiesammenføringsspørgsmålet. Endelig sker der noget i Europa efter årtiers ikkeeksisterende europæisk indvandrerpolitik, men især også efter så mange år, hvor europæerne har nægtet at tildele borgere fra tredjelande, som opholder sig lovligt i Den Europæiske Union, deres grundlæggende menneskerettigheder.

Anerkendelsen af retten til et familieliv er en af de grundlæggende forudsætninger for, at flygtninge og indvandrere kan integreres i samfundslivet i det land, hvor de bor. Desværre forholder det sig sådan her i Parlamentet, at de, som er de første til at lovprise familien som den højeste værdi, er de samme, som underminerer den, som det netop sker i forbindelse med dette forslag til direktiv om familiesammenføring for flygtninge og indvandrere. Farisæisme og hykleri er de vigtigste kendetegn ved denne fløj af Parlamentet, og vi har oplevet det mange gange.

Imidlertid vil jeg sige, at jeg forstår, hvorfor mange regeringer tøver over for dette direktiv, og min egen regering er ingen undtagelse. Lande som Tyskland, hvor der er millioner af flygtninge og indvandrere, vil skulle løfte en meget stor byrde. Samtidig vil jeg dog også gøre opmærksom på og understrege, hvor stort et bidrag indvandrerne leverer til den økonomiske udvikling i vores lande med deres arbejde og den skat, de betaler. Den sociale byrde, som forslagets kritikere taler om, kan reduceres, hvis flygtningene og deres familier får ret til at arbejde, sådan som Kommissionens forslag netop vil give dem.

Til sidst vil jeg gerne præcisere, at dette direktiv opstiller minimumsbetingelser, og at regeringerne bevarer retten til at fastsætte bedre betingelser for familiesammenføring.

 
  
MPphoto
 
 

  von Boetticher (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, for første gang i min tid som medlem af Europa-Parlamentet er jeg glad for at vide, at Rådet vil tage det hensyn til en vanvittig og farlig udtalelse fra Parlamentets side, som den fortjener, nemlig slet intet!

Hr. kommissær Vitorino, trods al agtelse for Deres person, som jeg også har sagt gentagne gange her i Parlamentet - er Kommissionens forslag allerede præget af en skødesløs ignorance over for situationen netop i de medlemsstater, som i de forløbne år storsindet har givet mange flygtninge og asylansøgere gæste- og beskyttelsesrettigheder! De overbelaster vores samfund og risikerer dermed at gøde jorden for ting, som vi altid har bekæmpet her i Parlamentet. De liberale og socialdemokratiske medlemmer fra de store medlemsstater, for hidtil har jeg kun hørt talere fra de små medlemsstater fra denne side, må finde sig i at blive spurgt, om de overhovedet stadig har kontakt til vælgerne, om de har gjort sig konsekvenserne bevidst, og om de har forstået, at mere magt til Parlamentet i disse spørgsmål også fører et større ansvar med sig.

De tider, hvor man uden konsekvenser kunne benytte dette forum til at give udtryk for sine drømme om en forbedret verden, er forbi! Jeg ville gerne se, hvordan De vil forsvare beslutningen i dag over for Deres borgere! I dag stemmer mange af Dem kun for dette forslag, fordi De allerede ved, at Rådet aldrig vil vedtage det i den form. Det synes jeg er uværdigt. Det er i modstrid med vores opgave, det er i modstrid med det mandat, vi har fået af vælgerne.

Jeg vil gerne endnu en gang komme kort ind på det, som De sagde om ægteskaber med flere koner, og som De rystede på hovedet over. Prøv at læse artikel 5, stk. 2. Dér står der: Derfor er det forbudt at lade flere hustruer og deres børn følge efter, men en hustru og hendes børn kan følge efter. Det betyder, at jeg kan have giftet mig med nogen her i medlemsstaterne, og jeg kan i bestemte tilfælde hente mindst en hustru hertil. Det betyder altså, at det er tilladt. Sådan er det! Således kan man ...

(Tilråb)

... nej, hvis De udlægger det juridisk, kan man fortolke det præcis sådan! Det giver frit slag for alle fortolkningsmuligheder. Her er der kun ét at gøre, nemlig at afvise forslaget!

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (PT) Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, er det første gang, hvor Europa-Parlamentet høres om et forslag fra Kommissionen til Rådet om et direktiv vedrørende lovlig indvandring af personer fra tredjelande.

Det er derfor et tegn på de dybe institutionelle ændringer, der blev indført med traktaten, og som blev prioriteret højt på den europæiske politiske dagsorden af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd i Tampere. Kommissionen har ment, at det var gennem et forslag om familiesammenføring, at vi burde påbegynde denne udvikling, den store indsats med at skabe en fælles europæisk indvandringspolitik. Jeg vil gerne indledningsvis fortælle, hvorfor vi har valgt dette spørgsmål - for at svare på en kritisk bemærkning fra fru Klamt, som jeg uanset meningsforskelle gerne vil lykønske for det arbejde, som hun har udført som første ordfører for dette område.

Jeg mener, at familiesammenføring er et begreb, der er i grundlæggende overensstemmelse med de folkeretlige forpligtelser, som alle medlemsstaterne har påtaget sig gennem flere årtier. Lige fra Verdenserklæringen om Menneskerettighederne til de internationale aftaler under FN fra 1966 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i alle disse folkeretlige akter er beskyttelsen af familien en væsentlig bestanddel af sikringen af den sociale fred. Jeg tror ikke, at nogen kan benægte, at familiesammenføring også er et vigtigt redskab til integrering af indvandrere fra tredjelande i det samfund, der modtager dem. Dette er fortløbende blevet anerkendt af EU's forskellige organer, og siden 1993 har Rådet været optaget af familiesammenføringsspørgsmålet. Man må også rent kvantitativt erkende, at dette spørgsmål er relevant, fordi det i dag er en af de vigtigste kilder til indvandring til de europæiske lande.

Det er ikke direktivet, der skaber denne indvandring. Det, som direktivet skal, er at regulere den virkelighed, der allerede eksisterer. Den, der ikke ønsker at forstå, at dette direktiv sigter mod at opstille retsregler til at imødegå en situation, der allerede eksisterer, og vil gøre Kommissionen ansvarlig for igangsættelsen af en ny indvandringsbølge, har derfor en urimelig opfattelse af den virkelighed, som vi beskæftiger os med.

Kommissionen har således ment, at familiesammenføring burde prioriteres i forhold til andre former for lovlig indvandring. Der er ikke tale om en beslutning om indrejse og ophold af økonomiske årsager, om indvandring af arbejdskraft eller af studerende. Der er efter vores opfattelse tale om at fastlægge bestemmelser for en anderledes indrejseform, der modsvarer de værdier, som vi står for - ikke mindst beskyttelse af familien - og den strategiske politiske målsætning om at fremme integrationen af de tredjelandsstatsborgere, som allerede har lovligt ophold i Unionen, i de samfund, der modtager dem. Vi går ud fra et princip, der kan diskuteres, men som jeg, indtil det modsatte er bevist, tror lader sig opretholde, nemlig, at familiesammenføring er befordrende for indvandrerens personlige tryghed, eftersom familielivet altid udgør et vigtigt redskab til integrationen i værtslandet.

Stats- og regeringscheferne var i Tampere enige om at lægge vægt på, at tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i EU's medlemsstater skulle sikres en ligelig behandling, og ligeledes, at der parallelt hertil skulle udvikles en mere dynamisk integrationspolitik, der skal sigte mod, at tredjelandsstatsborgere får samme rettigheder og pligter som Unionens egne borgere. Det er disse værdier og politiske mål, ærede medlemmer, som Kommissionen har formuleret sit forslag på grundlag af, og jeg vil gerne fremhæve, at Kommissionen har foreslået et initiativ, hvor familiesammenføring opfattes som en rettighed. Det er imidlertid ikke en absolut rettighed for tredjelandsstatsborgere, der bor i EU-landene, og som bor her lovligt. Det er derimod en rettighed, der er underlagt betingelser af juridisk og materiel karakter, hvad angår fastlæggelsen af den status og de rettigheder, som tilkommer familiemedlemmerne i det land, hvor de har fået ophold.

Jeg står til rådighed for en diskussion af dette forslag i alle dets aspekter, også da det franske formandskab jo har besluttet, at dette spørgsmål skal have en central placering i det halvår, som det er ansvarligt for. Vi for vores del er parat til så hurtigt som muligt at fremsætte et ændret forslag, så vi kan nå et positivt resultat i løbet af det franske formandskab.

Jeg vil gerne takke alle de medlemmer af Parlamentet, som har deltaget i debatten. Der har både her og i Kommissionen været en levende, ja, undertiden ligefrem en lidenskabelig debat, fordi det jo handler om et følsomt tema, der selvfølgelig tydeligt må afspejle forholdene i de enkelte lande. Det er vanskeligt at finde et fælles europæisk berøringspunkt, men denne debat har dog alligevel et grundlæggende karaktertræk. Det er nemlig ikke mere en debat om hensigtserklæringer; det er en debat om regler, forpligtende retlige bestemmelser, der skal finde praktisk anvendelse. Det er derfor forståeligt, at det bliver en levende og lidenskabelig debat, hvor der kommer forskellige meninger til udtryk.

Kommissionen vil tillægge de ærede medlemmers opfattelse den største betydning, og jeg vil gerne lykønske hr. Watson med det arbejde, han har udført ved at fremlægge en betænkning under de besværlige omstændigheder, som denne debat har udfoldet sig under.

Jeg vil gerne over for de ærede medlemmer redegøre for Kommissionens holdning til de vanskeligste politiske spørgsmål i dette direktiv.

For det første med hensyn til forslagets anvendelsesområde, hvor Kommissionen mener, at det også skal omfatte flygtninge, da det ikke ud fra et politisk synspunkt ville være forståeligt, at der skulle tilkomme økonomiske indvandrere en rettighed til familiesammenføring, som vi ikke anerkender for personer, der er anerkendt som flygtninge ifølge Genève-konventionen. Jeg erkender dog, at personer, der er under midlertidig eller subsidiær beskyttelse, må undtages. Der er ikke tale om en ændret grundholdning, idet jeg mener, at visse personer under midlertidig eller subsidiær beskyttelse også bør have ret til familiesammenføring. Jeg erkender dog, at den manglende harmonisering inden for EU på dette punkt og navnlig det forhold, at Kommissionens næste år agter at forelægge Parlamentet og Rådet et direktivforslag om midlertidig eller subsidiær beskyttelse, vil gøre det muligt at behandle retten til familiesammenføring i omtalte direktiv meget snart. Derfor er vi parat til at ændre forslaget, så personer under midlertidig eller subsidiær beskyttelse ikke er omfattet.

Med hensyn til familiebegrebet vil jeg gerne sige meget klart, at Kommissionen i dette forslag ikke bevæger sig ud i nogen definition heraf. Dette forslag forudsætter til fulde, at den enkelte medlemsstat selv definerer, hvad der er en familie. Der er eksempelvis spørgsmålet om de papirløse forhold. Dette forslag siger ikke, at alle medlemsstaterne skal forpligte sig til at anerkende papirløse forhold og acceptere disse i alle sammenhænge. Det, som vi ønsker at sige, er blot, at i de lande, hvor papirløse forhold anerkendes på linje med ægteskabet, må disse papirløse forhold også anerkendes, hvad angår familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere. Jeg vil derfor gerne klart sige, at der i dette forslag ikke er nogen hensigt om at befordre familiesammenføring af polygame familier. Undskyld, men teksten er tydelig nok! Det kan ikke lade sig gøre at skaffe endnu en hustru hertil! Og der er kun én undtagelsesbestemmelse, en bestemmelse vedrørende børn af andet ægteskab, hvis barnets tarv berettiger det. Hvordan skal man dog forklare, at man vil behandle børn af andet polygame ægteskab anderledes end børn af første ægteskab eller af et papirløst forhold? Jeg er ikke en omstyrter af moralske værdier, men jeg mener, at vi først og fremmest må tage hensyn til børnenes tarv.

Hr. formand, Kommissionen er rede til at acceptere en række andre ændringer og modifikationer, hvad angår familiemedlemmers rettigheder samt betingelserne for familiesammenføring og præciseringen af disse og for, at den familiesammenførte kan få selvstændig status, og ligeledes, hvad angår procedurereglerne. Dette skal ske før afstemningen.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at dette selvfølgelig er en øvelse, der vækker debat. Debatten med Rådet bliver ikke let, ligesom den ikke har været det med Europa-Parlamentet. Jeg respekterer alle de ærede medlemmers opfattelse. Jeg ser gerne, at Europa-Parlamentets udtalelse har så bred en opbakning som muligt, og jeg håber - uanset vores meningsforskelle, der er naturlige, ja, nyttige og af afgørende betydning for demokratiet - at vi alle, når dette direktiv er vedtaget, kan samle vores kræfter om at løse det væsentlige spørgsmål, som vi har på bordet, nemlig, hvordan vi skaber en klar og gennemskuelig retsorden, der sikrer integrationen af de lovlige indvandrere i værtslandene, fordi denne integration er nøglen til succes for en fælles indvandringspolitik i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, hr. kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

 

2. Foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0207/2000) af Boumediene-Thiery for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (KOM(1999) 127, KOM(1999) 372 - C5-0177/1999, C5-0178/1999 - 1999/0257 (COS)).

 
  
MPphoto
 
 

  Boumediene-Thiery (Verts/ALE), ordfører. - (FR) Hr. formand, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne takke alle, der har bidraget til denne debat. Inden jeg kommenterer betænkningen, vil jeg omtale et spørgsmål, som optager mig meget, og som efter min opfattelse udgør den centrale problemstilling i min betænkning og i øvrigt bør være afgørende for Deres stemmeafgivning. Vi må spørge, hvad der reelt ligger i begrebet unionsborgerskab? Er det blot et udtryk, som skal sælge det europæiske projekt, eller ønsker vi at give udtrykket et reelt indhold?

For flertallet af EU's borgere er unionsborgerskab fortsat et begreb uden konkret indhold. Ønsker vi imidlertid, at EU skal være andet og mere end et stort frihandelsområde, må vi tage initiativer, som udvikler unionsborgerskabet fra abstrakt begreb til konkret element i hverdagen for alle, der har bopæl i Den Europæiske Union. Dagens debat skal således også ses i dette perspektiv. De direktiver, der aktuelt er undersøgt, omhandler unionsborgernes rettigheder, men der er også behov for justeringer, når det gælder tredjelandsstatsborgere.

Betænkningen gør status, når det gælder personers ret til at færdes og opholde sig frit på hele Den Europæiske Unions område. Jeg henviser således til traktatens artikel 14 om fri bevægelighed for personer samt til artikel 17 og 18 om unionsborgerskab. Medlemslandene har gjort markante fremskridt for så vidt angår den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital, men der er tydeligvis endnu lang vej igen, når det gælder personer.

Et kort tilbageblik og kort om indholdet i de omhandlede direktiver. Den frie bevægelighed var oprindelig forbeholdt erhvervsaktive. I juni 1990 vedtog Rådet Kommissionens forslag til tre direktiver, som tog sigte på at udvide denne ret til at omfatte alle statsborgere i EU's medlemslande, erhvervsaktive såvel som personer uden for arbejdsstyrken. Det skal understreges, at jeg udelukkende fremdrager hovedlinjerne i de omhandlede direktiver. For så vidt angår pensionister eller andre personer uden for arbejdsstyrken gives der opholdstilladelse til personer, som er medlem af en sygesikringsordning og kan godtgøre, at de råder over tilstrækkelige økonomiske midler. For så vidt angår studerende kræves indskrivelse ved en anerkendt uddannelsesinstitution og medlemsskab af en sygesikringsordning. I begge tilfælde kan ægtefælle og mindreårige børn ledsage den pågældende og eventuelt tage arbejde.

Det har imidlertid vist sig problematisk at gennemføre disse direktiver i national ret. Dels har der været tale om væsentlige forsinkelser, når det gælder medlemsstaternes gennemførelse af direktiverne. Dels har næsten alle medlemsstater gennemført de omhandlede direktiver på utilfredsstillende vis. Kommissionen har således indledt 14 overtrædelsesprocedurer i denne anledning. Kommissionen anfører, at "Unionens borgere som følge af en fejlagtig gennemførelse af direktiverne har set sig frataget visse af deres rettigheder eller konfronteret med uberettigede administrative vanskeligheder".

Ser vi på de faktiske forhold, konstaterer vi, at retten til at færdes og opholde sig frit, som stadfæstes i Maastricht-traktaten, krænkes på grund af økonomiske hensyn. Kravet om tilstrækkelige økonomiske midler fortolkes restriktivt fra myndighedernes side. Hvilke indtægter skal medregnes ved vurderingen? Hvilken dokumentation skal der fremlægges? Hvorledes opgøres de økonomiske midler, hvis disse varierer og måske er afhængige af ægtefællens bidrag? Langsommelige og komplicerede godkendelsesprocedurer indebærer ofte, at det er nødvendigt at søge medlemsskab af en sygesikringsordning også i værtslandet. Er den pågældende person ikke lønmodtager, er det ofte vanskeligt at opnå opholdstilladelse, og ud over en ustabil jobsituation oplever den pågældende dermed en usikker situation for så vidt angår opholdstilladelse.

Når det gælder særlige foranstaltninger, som begrundes i hensynet til den offentlige orden, gør Kommissionen status og påpeger en række tilfælde af kritisabel fortolkning af bestemmelserne. Eksempelvis at straffedom indebærer systematisk bortvisning og udvisning af landet. Hertil kommer, at de administrative procedurer er langsommelige - ofte af mere end seks måneders varighed - og kostbare, såfremt der kræves hyppig fornyelse af opholdstilladelsen. Denne er ofte kun gyldig i to år og ikke i fem år, som burde være hovedregelen.

For at løse disse problemer foreslås bl.a. følgende foranstaltninger, idet jeg fortsat holder mig til de overordnede linjer. Først og fremmest foreslås det, at Kommissionen udarbejder et rammedirektiv, som tager udgangspunkt i den grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit, og som således ikke tager afsæt i forskellige personkategorier og disses rettigheder, hvilket uundgåeligt giver anledning til uklarhed. Det vil efterfølgende være muligt at iværksætte en række specifikke foranstaltninger med henblik på at bistå borgerne i henhold til deres konkrete situation. Det bør i forbindelse med en sådan revidering af de eksisterende direktiver sikres, at der skelnes mellem den grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit og alle former for økonomiske hensyn. Samtidig bør der gennemføres en reel forenkling af de administrative procedurer, og de fornødne dokumenter bør udstedes uden beregning. Som overgangsordning foreslås indført en opholdstilladelse med en gyldighed på et år. Der er behov for en harmonisering af de sociale sikringsordninger og pensionsordninger. Endelig må vi for så vidt angår særlige foranstaltninger, som begrundes i hensynet til den offentlige orden, henstille, at medlemsstaterne begrænser brugen heraf og undgår dobbeltstraf som følge heraf, ligesom visse personkategorier bør sikres beskyttelse mod udvisning.

Lad mig afslutningsvis understrege følgende forhold. De omhandlede rettigheder bør knyttes til den enkelte person og følge denne. Tredjelandsstatsborgere, som på legal vis bor og arbejder i en af EU's medlemsstater, skal have de samme rettigheder som EU's statsborgere. Det er i øvrigt beklageligt, at Rådet ikke sikrer en opfølgning for så vidt angår dette forslag om statsborgerskab og bopæl.

Jeg håber, De på dette grundlag vil støtte det foreliggende forslag, som tager klart afsæt i borgerens rettigheder for så vidt angår den frie bevægelighed og retten til frit at tage ophold, hvilket er en afgørende forudsætning for at give unionsborgerskabet reelt indhold. Vi oplever, at Europas fremtid er til debat. Vi drøfter et fremtidigt charter om grundlæggende rettigheder. Vi må derfor også støtte ethvert initiativ, som tager sigte på at skabe et område med frihed, retfærdighed og lighed, hvor alle, som bor eller er statsborgere i Den Europæiske Union og bidrager til den europæiske integration, sikres lige rettigheder. Vi oplever, at der er fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser. Det må være på tide, at personer sikres de samme rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Wallis (ELDR), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. - (EN) Jeg vil gerne lykønske ordføreren. Der er tale om en længe tiltrængt gennemgang af en række direktiver om rettigheder for lovligt bosatte ikke-erhvervsaktive personer. Mit udgangspunkt er det samme som ordførerens, nemlig at vi bør give unionsborgerskabet reel betydning. Traktatens påstand om, at enhver borger skal have ret til frit at bevæge og bosætte sig inden for medlemsstaternes grænser, er stadig langt fra virkeligheden.

Jeg henviser her til de erfaringer, som en række sprogstuderende fra andre medlemsstater har haft i min egen valgkreds. De modtog et standardbrev fra det lokale socialkontor, hvor de blev bedt om at komme til et totimers interview og medbringe så mange ting som muligt på en ikke-udtømmende liste over ca. 20 dokumenter, f.eks. pas, kontoudtog og husholdningsregninger, så man kunne "fastslå deres identitet". Da jeg forhørte mig yderligere om dette, fik jeg at vide, at det ikke var en EU-sag, da det samme brev ville blive sendt til beboere i Det Forenede Kongerige. Jeg kan nu ikke forestille mig, under hvilke omstændigheder det skulle ske. Og hvad der var endnu mere grotesk, så var tidsbegrænsningen på de to timer sat for at forhindre, at de fik en parkeringsbøde på den lokale parkeringsplads!

Jeg vil ikke ønske for nogen andre borgere at blive behandlet på samme måde som disse studerende. Direktiverne, som omhandler ikke-erhvervsaktives ret til ophold, har haft en kedelig historie: manglende gennemførelse, overtrædelsesprocedurer, et utal af forskellige og besværlige krav. Det er lettere at transportere en sæk kartofler rundt i Europa, end det er for en borger at flytte. Hvis vi skal appellere til borgerne, og hvis den grundlæggende ret til fri bevægelighed skal have mening, er det på høje tid at gennemføre enkle og hurtige regler på dette område af fællesskabsretten. Først når det er sket, kan traktatens påstand om unionsborgerskab få reelt indhold.

 
  
MPphoto
 
 

  Schmid, Herman (GUE/NGL), ordfører for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. - (SV) Hr. formand, vi taler vidt og bredt om menneskerettigheder i EU, men i praksis er det ofte sådan, at borgerrettigheder er ensbetydende med penge. Den, som har arbejde og kan forsørge sig selv, bliver beskyttet af lovgivningen, men der er store grupper af mennesker, der ikke har arbejde, og som derfor ikke har rettigheder.

Det gælder f.eks. studerende, som skal bevise, at de har en rigtig studieplads, eller pensionister, som skal bevise, at de har deres pension eller egen formue med, hvis de flytter. Det kan også gælde borgere fra tredjelande og især familiemedlemmer, som er borgere fra tredjelande, og som ikke må flytte med, når familieforsørgeren får arbejde på den anden side af grænsen.

Det betyder, at de økonomisk svageste stadig diskrimineres. I betænkningen foreslås der vigtige forbedringer for disse grupper, som i praksis er større, end man skulle tro. De skal have bedre muligheder for at flytte og udvidet ret til at bosætte sig i et andet land.

I denne sammenhæng vil jeg yderligere pointere, at retten til fri bevægelse på arbejdsmarkedet og retten til at bosætte sig ikke er den samme sag. Der er i dag mange arbejdere, som arbejder på korttidskontrakter i andre medlemsstater, og som slet ikke får ret til at bosætte sig. For dem, som ikke har en fast indkomst eller på anden måde bliver forsørget, er retten til at bosætte sig desuden næsten lig nul.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er beskyttet af lovgivningen på det indre marked. For de fleste mennesker er det dog vigtigere, at deres opholdsret, inklusive retten til at blive boende, beskyttes. Det drejer sig om, at man ikke bliver tvunget til at flytte, selv om man ikke kan forsørge sig selv. Her er der brug for en radikal forbedring, og det ville være godt at tage fat på dette problem nu, hvor medlemslandenes økonomi ser ud til at være forbedret.

 
  
MPphoto
 
 

  Mayer, Hans-Peter (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. - (DE) Hr. formand, betænkningen fra fru Boumediene-Thiery kommer ind på de problemer, som Kommissionen nævner i sin beretning om status for anvendelsen af bestemmelserne om opholdsret. Fru Boumediene-Thiery vil imidlertid gerne have anvendelsesområdet for opholdsretten i denne forbindelse udvidet til også at omfatte tredjelandsstatsborgere.

Udvalget for Andragender er blevet bedt om at komme med en udtalelse, da der er tale om et særligt udvalg, som direkte beskæftiger sig med vores borgeres problemer. Der sker desværre fortsat alt for mange overtrædelser af rettigheder på grundlag af unionsborgerskabet, og derfor stemmer jeg udtrykkeligt for. For det første går det stadig trægt med at gennemføre de fællesskabsretlige bestemmelser om opholdsret. Især underordnede instanser i medlemsstaterne kender for det meste ikke de pågældende bestemmelser. For det andet opstår der gevaldige indskrænkninger på grund af problemer med anerkendelse af eksamensbeviser. Hvad nytte har jeg af en opholdsret, hvis jeg ikke har ret til at udøve mit fag i værtslandet? For det tredje opstår der problemer på grund af den manglende tilpasning af bestemmelserne om fri bevægelighed eller de sociale forsikringsordninger til et arbejdsmarked under forandring. Det kan jo ikke være rigtigt, at jeg ikke får udgifterne til lægehjælp i udlandet refunderet, bare fordi jeg ikke har den rigtige blanket!

Hr. formand, vi har bestemmelser om unionsborgeres opholdsret i andre medlemsstater. Men de anvendes ikke fuldt ud. Der findes stadig tilfælde, hvor det gøres umuligt for en unionsborger at tage ophold i en anden medlemsstat. Lad os derfor opfordre medlemslandene i EU til straks at begynde at bruge de eksisterende fællesskabsretlige bestemmelser, før vi overvejer at udvide disse rettigheder til at omfatte tredjelande!

 
  
MPphoto
 
 

  Hernández Mollar (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hvis de ændringsforslag, vi fremlagde til fru Boumedienes betænkning, ikke bliver vedtaget, vil min parlamentariske gruppe stemme imod af grunde, jeg mener er indholdsmæssige.

De direktiver, vi drøfter i dag, handler om den fri bevægelighed og opholdstilladelse for studerende og personer, som har afbrudt deres erhvervsaktiviteter, eller som ikke er erhvervsaktive, og som derudover modtager invalide-, folke- eller underholdspensioner - de er alle fællesskabsborgere - og om de undtagelser, der er medtaget i andre direktiver om udvisning på grund af den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Problemet er, at fru Boumediene udvider disse direktivers anvendelsesområde til borgere fra tredjelande. F.eks. udvider beslutningens afsnit 20 familiesammenføring til ikke-fællesskabsslægtninge i ret op- eller nedstigende linje, som den fastboende ikke har ansvaret for, hvilket ville udvide adgangen ubegrænset. Ligeledes sidestillingen af par, der lever i ugift samlivsforhold med par, der lever i ægteskab, hvilket i tilfældet med fællesskabsborgere ikke ville skabe mange problemer på grund af lovgivningens mangfoldighed, men som i tilfældet med borgere fra tredjelande ville skabe problemer, fordi det ville være meget svært at bevise et stabilt samlivsforhold. Det ville give anledning til de såkaldte hvide ægteskaber eller proforma-ægteskaber med den efterfølgende svindel.

På den anden side mener jeg, at al den snak, som drejer sig om indvandrede arbejdstagere, ikke hører hjemme i denne debat, ikke så meget på grund af indhold, men fordi det ikke hører med til behandlingen af disse direktiver.

Som Kommissionen siger, er det nødvendigt at forbedre informationsniveauet, således at de europæiske borgere med lysende klarhed ved, hvilke rettigheder de har til frit at bevæge sig rundt i det indre marked - og det skal være med klare, præcise og konkrete regler og med muligheden for at kunne anvende de nye kommunikationsteknologier, som Internet, fjernsyn eller de lokale og regionale informationsmidler. Hr. kommissær, jeg synes ikke, det er nogen god idé, at svarene på parlamentarikernes spørgsmål kommer ud til de forskellige borgere via de kommunikationsmidler, man finder hensigtsmæssige. Jeg synes ikke, det er en særlig praktisk procedure, bl.a. fordi det nogle gange sker, at ikke engang parlamentarikerne læser disse svar.

Det er ligeledes nødvendigt at fjerne den absurde papirdynge, der skal til, for at berettige pensionens betingelser og beløb. Jeg synes, at pensionisternes identitetskort eller anvendelsen af edb burde erstatte de besværlige bevisprocedurer. Og det samme gælder for de studerende. For at lette deres mobilitet skal man spare dem for unødvendige omkostninger og gøre deres ophold kompatibelt med deres studie- eller lærlingeperioder.

Endelig vil jeg også understrege, at det ikke nytter noget at forbinde, som man gør i beslutningens afsnit 6, den offentlige orden til Schengen-området i et forslag, der er stilet til Den Europæiske Unions borgere, for hvem man ikke anvender Schengens acquis, men fællesskabsdirektiverne, navnlig dem, der gælder for den offentlige orden.

Jeg mener, at det for at få opdateret denne lovgivning bliver nødvendigt at omarbejde teksterne via en ny forordning og forenkle de hindringer, der er for den fri bevægelighed og for fællesskabsborgernes bopæl.

 
  
MPphoto
 
 

  Van Lancker (PSE). - (NL) Hr. formand, kære kolleger, tillad mig at begynde med at takke EU-Kommissionen for dens vedholdende indsats for at holde opholdsretten inden for rammerne af den fri bevægelighed for personer i Europa højt på dagsordenen, nu også med disse to meddelelser om opholdsret. For det andet vil jeg lykønske ordføreren med hendes betænkning. Hun har valgt en bredere holdning, kære kollega Hernandez Mollar, til opholdsret for alle borgere, for de arbejdende, for personer fra tredjelande, hvor der for resten allerede ligger forslag på bordet. Min gruppe støtter denne holdning, for til trods for alle Kommissionens initiativer, til trods for Veil-betænkningen, til trods for handlingsprogrammet, til trods for lovgivningsinitiativerne, bliver forslagene liggende på Rådets bord uden ret meget fremgang.

Jeg vil inden for rammerne af denne debat komme ind på fire specifikke punkter. For det første har det europæiske arbejdsmarked i den sidste tid haft større og større behov for mobilitet, der er flere og flere virksomheder, som ikke kan finde medarbejdere til deres ledige stillinger. Det er da uforståeligt, at der stadig findes så mange hindringer for den fri bevægelighed for personer og opholdsret, først og fremmest hvad angår midlertidige kontrakter, mennesker i deltidsarbejde og arbejdsløse, som søger arbejde i et andet land. For det andet forsvarer også min gruppe en åben vision om det europæiske borgerskab, og for os betyder det, at der - naturligvis på bestemte betingelser - også skal gælde opholdsret for ikke-arbejdende, pensionister og studerende. De hindringer, som nogle medlemslande i øjeblikket rejser, kære kolleger, får os alligevel til at konkludere, at nogle medlemslande slet ikke ønsker et europæisk borgerskab. For det tredje, et borgerskab der ikke diskriminerer afhængigt af familieform. Samboende, ugifte, også bøsser og lesbiske, i de lande hvor de samlivsformer er anerkendt, kære kolleger, skal også kunne gøre brug af opholdsret, ellers frakender vi tusindvis af mennesker retten til at leve i en familie. Og til sidst, en vision om borgerskab, der står åbent også for personer fra tredjelande, indbyggere i EU, legalt bosatte og varigt bosatte, uden diskrimination. Vi støtter således uden forbehold denne betænkning fra fru Boumediene. Vi håber, at Kommissionen vil blive ved med at påpege brudene og den beklagelige mangel på gennemførelse i medlemslandene, men jeg håber først og fremmest inderligt, at Rådet endelig påbegynder debatten om fri bevægelighed for personer.

 
  
MPphoto
 
 

  Ludford (ELDR). - (EN) Hr. formand, der er gudskelov i løbet af de sidste 30 år sket en ændring i fællesskabsretten fra, at personers frie bevægelighed betragtes udelukkende som et økonomisk anliggende - funktionel bevægelighed - til, at den betragtes som en personlig ret. Det har betydet en masse store ord om borgernes Europa, men mentaliteten i medlemsstaternes forvaltninger har ikke ændret sig synderligt, som fru Wallis påpegede.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan se de økonomiske fordele ved den fri bevægelighed. Fru Boumediene-Thierys betænkning, som jeg gerne vil lykønske hende med, understreger, at man ved at lette bevægeligheden fremmer dynamik og økonomisk konkurrence. Så hvorfor ignorerer højresiden det? Men for De Liberale drejer det sig i virkeligheden om, hvorvidt medlemsstaterne tror på og respekterer tanken om et unionsborgerskab, som ikke blot tillader medlemsstaternes borgere og deres familier at bevæge sig frit, men som så vidt muligt også giver disse rettigheder til lovligt bosatte tredjelandsstatsborgere og deres familier, som desværre ikke er omfattet af Kommissionens beretning.

Det er ekstremt irriterende, når Ministerrådet og de enkelte regeringer vrider hænder over den lave valgdeltagelse ved EU-valg, igangsætter kampagner om folkets Europa med balloner og plasticposer og forsøger at vinde borgernes stemmer i folkeafstemningskampagner, samtidig med at de holder fast i de bureaukratiske regler, når de samme borgere har den frækhed at forfægte deres lovlige ret til fri bevægelighed.

De regler er alligevel alt for komplicerede. Vi har brug for en fuldstændig ændring for at gøre den uhindrede udøvelse af den frie bevægelighed mere strømlinet og krystalklar. Det er kun rimeligt. Som fru Wallis sagde, skal det være lige så let for folk at krydse grænserne, som det er for kartofler eller enhver anden vare.

 
  
MPphoto
 
 

  Krivine (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, vi støtter fru Boumediene-Thierys betænkning. Det er på tide, vi sikrer, at princippet om lige rettigheder respekteres. Det er på tide, vi bringer mistænkeliggørelsen af indvandrerne til ophør. Der er medlemsstater, som nægter studerende opholdstilladelse, uagtet at disse er indskrevet ved en anerkendt uddannelsesinstitution, med henvisning til, at de har skiftet studieretning eller ikke gør tilfredsstillende fremskridt. Sådanne anliggender burde henhøre under uddannelsesinstitutionernes kompetence.

Den grundlæggende mistillid fostrer de mange foranstaltninger med baggrund i hensynet til den offentlige orden og den yderst kritisable anvendelse af dobbeltstraf. En lovovertrædelse straffes ikke blot med fængsel, men for udlændinges vedkommende også med systematisk udvisning. En sådan udvisning betegner en krænkelse af princippet om lighed for loven, jf. artikel 7 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Der er endvidere behov for at gøre det enklere at opnå og forlænge en varig opholdstilladelse for indvandrere. Usikkerhed med hensyn til opholdstilladelse er grobund for usikre ansættelsesforhold, diskrimination og udnyttelse.

Endelig er det på tide, at vi udvikler et unionsborgerskab beroende på ophold og sikrer, at tredjelandsstatsborgere opnår stemmeret. Dette er en afgørende forudsætning, hvis vi vil bekæmpe fremmedhad og racisme i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, som det allerede er blevet sagt af de ordførere, der talte før mig, er retten til fri bevægelighed - selv om den betragtes som et af de vigtigste aspekter af den grundlæggende ret til unionsborgerskab - en ret, der alt for ofte er udsat for mange begrænsninger, hvilket vi også kan se af det store antal andragender til Europa-Parlamentet om netop dette emne.

Først og fremmest vil jeg gerne komme ind på et punkt, der lægges vægt på i betænkningen, nemlig nødvendigheden af at hindre alle de misfortolkninger og alt for snævre fortolkninger af begrebet "offentlig orden", som nogle medlemsstater praktiserer. F.eks. bør en person, der har boet i et land siden sin barndom - eller i hvert fald i mange år - og som derfor har nogle stærke kulturelle, sociale og familiemæssige bånd til dette land, ikke udvises, hvis ikke vedkommende har gjort sig skyldig i en forbrydelse, der reelt betragtes som alvorlig ifølge opholdslandets straffelov. Desværre er det meget ofte det modsatte, der er tilfældet.

Et andet punkt, jeg gerne vil komme ind på, er medlemmerne af visse kongefamilier, f.eks. den italienske, som - selv om de bestemt ikke udgør nogen trussel for den nationale sikkerhed - ikke til fulde kan udøve deres legitime ret til fri bevægelighed. Efter min mening er tiden for alvor inde til, at vi tager disse spørgsmål ordentligt op og virkelig fjerner hindringerne for den frie bevægelighed, og det er netop - sådan som det blev sagt - fordi det måske er nemmere for kartofler eller varer at bevæge sig frit rundt i Europa, end det er for borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Tannock (PPE-DE). - (EN) Retten til fri bevægelighed og bosættelse er indeholdt i europæiske traktater og gælder alle borgere, og den må kun nægtes i undtagelsestilfælde, hvor der er tale om en egentlig trussel mod den offentlige orden. Så meget mere besynderligt er det derfor, at der 50 år efter underskrivelsen af Menneskerettighedskonventionen, som ironisk nok blev underskrevet i Rom, og et år efter Amsterdam-traktaten, som opretholder disse rettigheder, er én europæisk familie, som i øvrigt har været en del af kontinentets historie i tusind år, der nægtes de fundamentale rettigheder, som min kollega nævnte.

Watson-betænkningen kræver retten til familiesammenføring, og Boumediene-Thiery-betænkningen kræver retten til fri bevægelighed og bosættelse, også for tredjelandsstatsborgere og dømte kriminelle. Den nævnte familie er kongehuset Savoyen i Italien, men den østrigske og græske regering begår også mindre overtrædelser over for deres kongehuse.

Den 13. overgangsartikel i den italienske grundlov, som absurd nok kaldes en "overgangsartikel", selv om den stadig er i kraft efter 53 år, er ikke blot en overtrædelse af europæiske traktater, men også kønsdiskriminerende, idet den kun gælder mandlige kongelige efterkommere, uanset hvor langt ude, af det indskrænkede monarkis kong Victor Emanuel, som blev dømt skyldig i at have underskrevet uacceptable fascistiske love under krigen.

Ironisk nok kan efterkommere af Mussolini ikke blot bo i Italien, men en af dem sidder faktisk i det italienske parlament. Den artikel er en skændsel, og den er forældet, og alle medlemmer af Parlamentet, også antiroyalisterne, bør sammen med mig opfordre den italienske regering til at tillade en uskyldig europæisk familie at vende tilbage til sit fødeland, hvor den ikke udgør nogen som helst trussel mod den offentlige orden eller stabilitet i Den Italienske Republik.

Vi kan kun opfordre til, at alle europæiske borgere får flere rettigheder, hvis alle deres rettigheder gælder uanset oprindelse og uden at diskriminere. Denne sag rækker langt videre end til enkelte familier og rammer lige ned i EU's respekt for sine egne love og traktater. Enten har vi en Europæisk Union baseret på loven, eller også har vi ikke. Jeg vil derfor anbefale, at Parlamentet stemmer for mit ændringsforslag 14.

 
  
  

FORSÆDE: Gerhard SCHMID
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Ford (PSE). - (EN) Må jeg lykønske fru Boumediene-Thiery med hendes betænkning om særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Det er en vældig god betænkning. Desværre kan jeg på to minutter kun nå at tale om nogle af dens mangler. For det første, at Kommissionen ikke har taget højde for de 12-14 millioner tredjelandsstatsborgere, som bor lovligt i EU, som udsættes for diskrimination, og som de facto kan bevæge sig frit uden for EU's østater, men ikke de jure, hvilket selvfølgelig skaber situationer, hvor de udnyttes på ulovlig vis.

Med al respekt for ordføreren må jeg sige, at vi også har problemer med en række områder, som hun ikke har behandlet, f.eks. spørgsmålet om fodboldhooliganer. Jeg går generelt ind for den frie bevægelighed, men jeg mener, at den skal begrænses. Jeg mener normalt ikke, at personer, som ikke er tidligere straffede, skal forhindres i at bevæge sig frit, men Europa har et problem, som ignoreres på europæisk plan. Europol bør benyttes til at forhindre den frie bevægelighed for personer, som er dømt for fodboldrelaterede forbrydelser, for at sikre, at de ikke forårsager de samme optøjer som i forbindelse med tidligere verdensmesterskaber og europamesterskaber. Jeg mener også, at man skal håndhæve bestemmelserne af hensyn til den offentlige orden, når det gælder om at forhindre den frie bevægelighed for tyske nynazister, som i Danmark fremstiller materiale, der benægter, at Holocaust har fundet sted, med den klare hensigt at genimportere det til Tyskland, hvor det er ulovligt. Jeg håber, at den danske regering vil benytte bestemmelserne i dette tilfælde.

Vi skal ligeledes sikre os, at systemet ikke misbruges. Jeg håber naturligvis, at den frie bevægelighed for personer, som er så uheldige at være hiv-positive, ikke på nogen måde begrænses af hensyn til den offentlige sundhed.

Jeg er principielt enig med hr. Tannock. Selvfølgelig skal de kongelige familier i Europa have lov at bevæge sig frit. Men jeg er ikke enig i hans prioritering. I lyset af at vi ignorerer 12-14 millioner lovligt bosatte personers rettigheder, så er to familiers rettigheder relativt ubetydelige.

 
  
MPphoto
 
 

  Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, jeg vil gerne først udtrykke min enighed med alle dem, der har peget på, at det spørgsmål, som vi nu diskuterer, vedrører kernen i unionsborgerskabet. Vi kunne sige det sådan, at denne rettighed er med til at give unionsborgerskabsbegrebet et praktisk og konkret udtryk, hvor den store udfordring, som vi lige nu står over for, er at omsætte denne juridisk anerkendte rettighed til konkret virkelighed i borgernes hverdag.

Jeg er også enig med dem, der har gjort opmærksom på, at gennemførelsen af disse direktiver er gået for sig særdeles langsomt og på en ligefrem ukorrekt måde i visse tilfælde. Vi er også nødt til at tage fat på de vanskeligheder, der er opstået ved gennemførelsen af direktivet om de særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, hvor der bør findes retningslinjer ikke blot for medlemsstaterne, som hidtil har fortolket direktivets bestemmelser ret forskelligt, men også for borgerne om de rettigheder, der tilkommer dem.

Medlemsstaterne kan begrænse unionsborgernes ret til fri bevægelighed især, hvad angår indrejse til og udvisning fra deres territorium samt udstedelse og fornyelse af opholdstilladelse, hvis dette begrundes i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. De må dog i et EU, der hviler på retsstatsprincipper, på respekt for menneskerettighederne og især på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og - inden længe - på et charter om de grundlæggende rettigheder, ikke misbruge disse beføjelser. Det har været i denne betydning, at disse undtagelsesbestemmelser for den fri bevægelighed har fået en restriktiv fortolkning.

Til slut, hr. formand, vil jeg gerne udtrykke min enighed med hr. Hernández Mollar, der har støttet forslaget fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked med henblik på at samle de forskellige tekster i én direkte anvendelig forordning, som ville blive det første dokument om unionsborgerskabet, og som ville stille alle nødvendige oplysninger om de borgerlige rettigheder til rådighed ikke blot for borgerne, men også for de instanser i medlemsstaterne, der har til opgave at gennemføre den gældende lovgivning.

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, ligesom Hernández Mollar - som jeg gerne vil takke for hans begejstring for ændringsforslag 15, der er indgivet af mig personligt - er jeg også af den opfattelse, at dette dokument bør forkastes, hvis ikke PPE-Gruppens ændringsforslag bliver godkendt.

Jeg er enig i ændringsforslag 14 af hr. Tannock, som går ind for fri bevægelighed for arvingerne til det italienske og græske monarki, og som rækker monarkiet en hjælpende hånd.

Med ændringsforslag 15 rækker jeg personligt pensionisterne en hjælpende hånd, for selv om denne betænkning gør det lettere for tredjelandsborgerne at bevæge sig rundt i Europa, bevarer den EU-borgernes - og navnlig de handicappedes - bevægelsesvanskeligheder inden for EU.

Da jeg skulle afsted fra Orio al Serio-lufthavnen ved Bergamo for at rejse til Strasbourg, mødte jeg en meget gammel pensionist - han var 80 år - der fortalte mig, at han gerne ville til Paris, hvor han kan bo hos sin datter, men at det ikke kan lade sig gøre, uden at han mister sin italienske pension, som er det eneste, han har at leve af. En anden, som er 100% invalid, fortalte mig, at han gerne ville til London, men at det ikke kan lade sig gøre, fordi han i så fald mister sin pension. Endelig var der en tredje, som fortalte mig - han var handicappet og sad endda i kørestol - at han gerne ville besøge sin bror, men hvis han gjorde dette, ville han miste støtten til sin handicaphjælper.

Vores målsætning må derfor være, at der skal være fri bevægelighed i Europa for handicappede og pensionister.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. kollega Fatuzzo! De har fået mig til at overveje nøje, hvor jeg vil rejse hen, når jeg bliver gammel.

Hr. kommissær Vitorino har ordet.

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne på Kommissionens vegne takke fru Boumediene-Thiery og alle, der har bidraget til denne debat. Indførelsen af unionsborgerskab har for Kommissionen betydet behov for nytænkning i retlig og politisk henseende. Kommissionen vil drage de heraf følgende konsekvenser, når det gælder lovgivningsinitiativer, og når det gælder den praktiske udmøntning i form af administrative procedurer. Kommissionen håber således, at Europa-Parlamentet vil støtte Kommissionens fremtidige initiativer i denne henseende.

Hvad angår det foreliggende beslutningsforslag, vil jeg kommentere enkelte bemærkninger rettet direkte til Kommissionen. Jeg føler mig overbevist om, at de tre direktiver om opholdsret for personer uden for arbejdsstyrken har sikret tusindvis af unionsborgere opholdstilladelse, uden at dette har givet anledning til nævneværdige problemer. Imidlertid er der eksempler på kritisabel anvendelse af de omhandlede direktiver. Jeg kan forsikre, at Kommissionen altid griber ind og bestræber sig for at gøre dette på håndfast og konsekvent vis, om end denne indgriben ikke altid er synlig. Findes der i sådanne tilfælde ikke en løsning, tilgår der den pågældende medlemsstat en begrundet udtalelse fra Kommissionen. Hundredvis af klager fra borgerne finder således en tilfredsstillende administrativ løsning via udenretslige procedurer.

Der er ganske vist også eksempler på, at medlemslandene i overdreven grad angiver hensynet til den offentlige orden som begrundelse for at udvise statsborgere fra andre medlemsstater. Jeg kan imidlertid forsikre, at antallet af sådanne tilfælde er nedbragt, og at Kommissionen i sådanne tilfælde konsekvent træffer de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Nøje overholdelse af fællesskabsretten er imidlertid ikke en tilstrækkelig garanti for, at der ikke sker krænkelse af unionsborgernes ret til fri bevægelighed, alene på grund af de mange hindringer for udøvelsen af den frie bevægelighed, som fortsat består som følge af fællesskabsrettens ufuldstændighed på dette felt. Kommissionens anden rapport om unionsborgerskab har påpeget sådanne mangler i fællesskabsretten. Det samme har den rapport, som Kommissionen i 1997 fik forelagt af Gruppen på Højt Plan vedrørende Fri Bevægelighed for Personer under forsæde af Simone Veil.

Lad mig også minde om formiddagens debat om direktivet om ret til familiesammenføring og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere. Det pålægges i den sammenhæng Kommissionen at fremsætte forslag til anerkendelse af vilkår for optagelse, indrejse og ophold samt forslag til lovligt bosatte tredjelandsstatsborgeres retsstilling i EU. Kommissionen arbejder for øjeblikket med disse spørgsmål.

Kommissionen deler derfor også de synspunkter, der er fremført fra flere medlemmers side, når det gælder behovet for en gennemgribende revidering af de eksisterende tekster med henblik på at udarbejde et samlet retsforskrift, som sikrer uhindret udøvelse af retten til frit at færdes og tage ophold og udstikker betingelserne herfor. Denne revidering indgår i Kommissionens handlingsprogram for 2000 og er allerede under udarbejdelse. Der tages udgangspunkt i udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit, idet udøvelsen af disse rettigheder ikke som hidtil forbindes med de omhandlede personers økonomiske situation, men derimod forbindes med et begreb og en retsstilling, som følger direkte af unionsborgerskabet.

Unionsborgerskabet nødvendiggør en fælles ordning vedrørende fri bevægelighed og ophold, hvis begrebet skal have reelt indhold i overensstemmelse med de politiske mål for det europæiske samarbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

 

3. Bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0196/2000) af Schörling for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (C5-0180/2000 - 1996/0304(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet.

 
  
MPphoto
 
 

  Schörling (Verts/ALE), ordfører. - (SV) Hr. formand, jeg er meget glad for at være blevet betroet at være ordfører for andenbehandlingen om SMV-direktivet, som jeg mener udgør et vigtigt skridt mod en ny holdning i miljøpolitikken. Jeg vil takke alle kolleger i Miljøudvalget, Kommissionen og især det portugisiske formandskab for et udmærket samarbejde.

Dette direktivforslag handler om strategiske miljøvurderinger (SMV), hvilket kort indebærer en systematisk proces for at identificere, analysere og bedømme påvirkningen af og den mulige indvirkning på miljøet af planer og programmer. Dette skal gøres på et så tidligt tidspunkt i planlægningen som muligt, bl.a. for at man kan finde alternative løsninger, inden man går videre i beslutningsprocessen. Der skal udfærdiges en miljørapport, som skal være tilgængelig for miljømyndigheder, offentligheden og miljøorganisationer, som også skal have tid til at reagere på rapporten.

Dette er et meget vigtigt direktiv for hele Fællesskabets miljøpolitik, så man kan få et instrument, der gør det lettere at leve op til de forpligtelser, som er blevet fastsat i traktaten og i andre overenskomster om en holdbar udvikling og om, at forsigtighedsprincippet skal tages i betragtning. En moderne miljøpolitik, som lever op til sit navn, skal gøre alt for, at der ikke skal opstå miljøskader, og for at miljøet bliver mindst muligt påvirket. I dag er det ofte sådan, at man forsøger at identificere og reparere skaderne, efter at de er opstået. Vi skal lære allerede i planlægningsfasen at undgå og begrænse de negative følger og indvirkningen på miljøet ved hjælp af politiske områder, planer og programmer. SMV-direktivet udgør et meget vigtigt skridt i retning af en sådan holdning.

Desværre er de politiske områder ikke med i dette direktivforslag, til trods for at de var med i Kommissionens oprindelige forslag fra 1991, og til trods for at alle forskere inden for området faktisk tager det for givet, at de politiske områder også skal omfattes af en SMV, en strategisk miljøkonsekvensvurdering. Det har ikke været muligt at opnå dette i Rådet, men Miljøudvalget har ment, at de politiske områder også skal medtages i den undersøgelse, der skal laves om fem år. Dette behandles i ændringsforslag 2 og 21.

Et afgørende argument, da Kommissionen endelig fremlagde dette forslag i 1996, var, at bedømmelsen på projektniveau kommer alt for sent ind i beslutningsprocessen. Dette er faktisk et af hovedpunkterne i direktivet - at man skal komme tidligt ind i beslutningsprocessen.

Ved førstebehandlingen havde Europa-Parlamentet ganske mange synspunkter. Man syntes, at forslaget gik i den rigtige retning, men at det var alt for mangelfuldt på mange områder. Parlamentet fremlagde 29 ændringsforslag, af hvilke 15 mere eller mindre går igen i den fælles holdning.

For at en SMV skal blive et virkeligt brugbart instrument, skal rækkevidden i direktivet være tilstrækkelig stor, og miljørapporten og vurderingerne skal naturligvis være af meget høj kvalitet. Rådet har nu i den fælles holdning forværret teksten på en række områder, bl.a. netop med hensyn til direktivets rækkevidde og definitionen af, hvad der skal omfattes af direktivet. Selv Kommissionen var meget, meget kritisk over for denne fælles holdning, fordi den er blevet alt for begrænset i forhold til den oprindelige tekst.

Miljøudvalget har forsøgt at genskabe lidt af balancen, bl.a. via ændringsforslag 6 og 7, som gør rækkevidden større, ved ikke kun at begrænse det til planer og programmer, der er knyttet til VVM-projektet. Det kan ikke tillades, at hele kategorier af planer og programmer undtages. Vi kan heller ikke acceptere, at finansielle planer og hele forsvarssektoren bliver undtaget fra SMV-vurderinger. Dette bliver behandlet i ændringsforslag 10, hvor der også står, at strukturfonde naturligvis også skal omfattes af SMV i næste omgang. Andre ændringsforslag, der forbedrer direktivet, handler om større åbenhed og indsigt og om, at man også skal samarbejde og rådføre sig med lande uden for Fællesskabet.

Personligt er jeg meget overrasket over ændringsforslag 26 fra Nassauer og 29 andre medlemmer, som vil afvise den fælles holdning. I udvalgets behandling blev denne mulighed overhovedet ikke nævnt. Det er klart, at de er i deres fulde ret til at foreslå dette, men mener de virkelig, at EU's miljøpolitik er et udenomsværk, som ikke er forpligtende? Skal Europa-Parlamentet bare være ligeglad med traktatteksten, med enigheden fra Cardiff, med det femte miljøprogram osv.? Jeg synes faktisk ikke, at forslaget er rigtigt seriøst.

Ændringsforslag 11 og 31 bekymrer mig også en smule. Især i ændringsforslag 11 står der, at medlemslandene skal definere, på hvilket niveau SMV skal udføres, hvis planer og programmer indgår i et hierarkisk system. Dermed stilles der faktisk spørgsmålstegn ved hele idéen med at oprette en SMV, så jeg håber, at disse ændringsforslag ikke bliver vedtaget.

 
  
MPphoto
 
 

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, dette er et lille, men betydningsfuldt skridt til at udvide medlemsstaternes forpligtelser til at foretage strategiske miljøvurderinger af planlægningsrammerne samt de faktiske planer, hvor en gennemførelse ville eller kunne have en betydelig negativ indvirkning på miljøet. Alle medlemsstaterne stemte for den fælles holdning, men visse af dem gjorde det klart, at de ikke ville gå ret meget længere. Det er vores opgave at præcisere og ændre på en ansvarlig måde, og på vegne af PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Schörling, med hendes arbejde og hendes høring af os. Vi vil dog afvise nogle af hendes ændringsforslag, navnlig dem, der forsøger at udvide systemet, så det omfatter alle økonomiske planer, forsvaret og civilforsvaret, høringer ud over, hvad der er rimeligt, samt de generelle politikker, hun netop har nævnt, og som mere ligner en ønskeseddel end egentlige forslag.

Vi er dog enige i, at det ikke giver mening at udelukke projekter, som helt eller delvis finansieres af EU, navnlig strukturfondene, og vi er helt enige i, at det giver god mening at tale med nabostater uden for EU. Vi er enige i, at rapporteringen skal være tilstrækkelig, ikke blot om de miljørisici, som identificeres ved vurderingen, men også om, hvad man vil gøre for at mindske eller fjerne dem. Vi skal selvfølgelig også overveje ændringsforslag 26, som afviser den fælles holdning, på vegne af visse af vores tyske kolleger. Jeg forstår godt mine tyske og italienske kollegers betænkeligheder. De skyldes den måde, visse regeringer og lokale myndigheder har valgt at gennemføre vurderingerne på. Disse regeringer giver miljøvurderingen og Europa et dårligt ry på grund af deres egne fejltagelser, og de bør se nøje på deres interne politik.

Det er imidlertid en nærhedsforanstaltning, som overlader detaljerne til medlemsstaterne. Det er ikke EU, som kontrollerer den lokale planlægning. Den sikrer dog, at planlægningen i forbindelse med vores respektive grænser tager højde for miljøet inden for og på tværs af grænserne, når man skal nå til enighed om planlægningsrammerne. Vi mener, at det er en god ting, og PPE-DE-Gruppen vil derfor ikke støtte ændringsforslag 26, men vil stemme for den fælles holdning. Vi vil så stemme for de ændringsforslag, som vi støttede i udvalget, og for et yderligere afklarende ændringsforslag, som er fremsat siden da, men vi vil gå imod de ændringsforslag, som vi mener går for vidt i forhold til, hvad der er ønskeligt, praktisk muligt og acceptabelt.

 
  
MPphoto
 
 

  Sacconi (PSE). - (IT) Hr. formand, det direktiv, vi nu skal vedtage, udgør et vigtigt fremskridt. Pligten til at foretage en undersøgelse af indvirkningen på miljøet i en meget tidlig fase af den fysiske planlægning gør det nemlig muligt at tage fuldstændigt højde for miljøproblematikkerne, lige fra planerne og programmerne for fysisk planlægning udarbejdes. Unionen har endelig forstået, at den ikke længere skal nøjes med en efterfølgende udbedring af de skader, som en blind planlægning resulterer i, men at disse skader skal forebygges så tidligt som muligt.

De ændringsforslag, der blev vedtaget i Miljøudvalget, har medført nogle betydelige forbedringer af Rådets fælles holdning.

Man har for det første sagt, at hvis direktivets anvendelsesområde skal have en reel indflydelse på medlemsstaternes vaner, skal det være så omfattende som muligt. Jeg mener i den forbindelse, at de planer og projekter, der finansieres af strukturfondene, absolut bør falde inden for direktivets anvendelsesområde, eftersom de praktisk taget repræsenterer alle de gennemførte programmer, navnlig i de tilbagestående regioner.

For det andet har man stadfæstet princippet om, at offentligheden og de organisationer, der har interesse heri, skal høres og informeres under hele vurderingsprocessen, hvilket også er i overensstemmelse med Århus-konventionen.

Jeg er således af den opfattelse, at der alt i alt er tale om en god tekst. Jeg kan godt forstå bekymringerne hos de kolleger, som kommer fra lande med en føderal statsform, og som frygter, at de lokale myndigheder bliver overbebyrdet med arbejde. Jeg mener dog, at de foretagne ændringer, navnlig med ændringsforslag 19, 29 og 31, er tilstrækkelige til at undgå, at de to direktiver overlapper hinanden, og til derimod at sikre respekten for miljøet.

 
  
MPphoto
 
 

  Olsson (ELDR). - (SV) Hr. formand, hver dag bliver vi gjort opmærksomme på, at miljøet ændrer sig. I søndags lyttede jeg til et svensk radioprogram, hvor det blev sagt, at man i det mellemste Sverige må indstille sig på, at nedbøren vil stige med 50% i de nærmeste par år. På en måde er miljøspørgsmålene altid med i den offentlige debat i dag. De skal derfor også på en bedre måde blive en del af det politiske arbejde. Derfor vil jeg lykønske fru Schörling med en rigtig god betænkning, som anfører, at miljøaspekterne skal medtages på et tidligt tidspunkt. Miljøspørgsmålene skal i princippet gennemsyre al virksomhed, måske frem for alt den økonomiske.

Når det drejer sig om planer, byggeplaner osv., er det naturligvis passende, som det bliver foreslået i denne betænkning, at man tager hensyn til miljøaspekterne så tidligt som muligt, så man kan undgå at begå fejl, undgå øgede omkostninger og ramme plet så hurtigt som muligt.

Jeg synes, at det er meget vigtigt og godt, at fru Schörling nævner, at direktivets rækkevidde bør øges. Det er passende, at økonomisk virksomhed kommer med i miljøvurderingen. Det er naturligvis klart for EU, som bruger en meget stor del af budgettet på landbrugsområdet og på regionalpolitikken, på strukturfondene, at disse områder bliver vurderet ud fra miljømæssige synspunkter. Vi kan ikke gå ind og gøre det med det samme, men så hurtigt som muligt, når der kommer nye planer. Det er urimeligt, at vi i dag støtter virksomheder med EU-midler inden for disse sektorer, som vi i andre sammenhænge bekæmper ud fra miljømæssige synspunkter.

Vi skal forsøge at skabe et system, hvor vi tænker miljømæssigt fra starten, også når det handler om økonomiske spørgsmålsformuleringer. Dette er et stort og vigtigt spørgsmål. Jeg er klar over, at store dele af Parlamentet ikke er enig med mig, men jeg og min gruppe støtter fru Schörling fuldt ud i denne forbindelse.

 
  
MPphoto
 
 

  González Álvarez (GUE/NGL). - (ES) Hr. formand, jeg skal ganske kort tale om fire emner, som Miljøudvalget har drøftet meget. Vi går i grunden ind for Miljøudvalgets og ordførerens forslag.

For så vidt angår medtagelsen af nogle af sektorerne i direktivet, navnlig udvindings- og forsvarsindustrierne, mener vi ikke, de kan holdes udenfor. Naturligvis med de forholdsregler, der er nødvendige.

Jeg ønsker ligeledes at understrege medtagelsen af forvaltningen af vandressourcerne. I Spanien vil regeringen snart fremlægge en ambitiøs plan, den Nationale Vandplan, som uden tvivl vil få indvirkning på de steder, hvor den sættes i værk. Vi mener, det er absolut nødvendigt, at man foretager disse evalueringsundersøgelser.

Offentlighedens rolle, gennemsigtigheden, er ligeledes meget vigtig for os. Der er et direktiv, 313, om retten til information, som medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder gang på gang har undladt at omsætte.

Man bør ligeledes medtage undersøgelsernes kvalitet og emnet om sundheden blandt de betydningsfulde påvirkede sektorer. En god miljøkvalitet og et godt helbred er tæt forbundne med hinanden.

 
  
MPphoto
 
 

  Hyland (UEN). - (EN) Hr. formand, jeg er glad for denne mulighed for kort at bidrage til debatten og anerkende den positive rolle, Parlamentet har spillet ved at sætte de højeste standarder for miljøbeskyttelse. Der er selvfølgelig omkostninger forbundet med miljøledelse, men ligeledes et økonomisk udbytte, som det er svært at sætte tal på, men som ikke desto mindre er en realitet.

Det foreslåede direktiv, som kræver, at der gennemføres en miljøvurdering, før der kan vedtages en lokalplan, giver god miljømæssig og økonomisk mening. Vi har alt for ofte set, at dyre udviklingsplaner ikke er blevet til noget på grund af miljømæssige overvejelser, som man ikke havde taget højde for i den indledende planlægningsfase.

Endelig vil jeg gerne appellere til de professionelle planlæggere om at bruge deres sunde fornuft og tage hensyn til de offentlige repræsentanters og lokalgruppers meninger. Den firkantede måde, det hidtil er blevet grebet an på, har ikke altid opfyldt borgernes krav på dette vigtige område. Akademikerne må ikke få eneret på planlægningen. De folkevalgte medlemmer må være mere omhyggelige, når de fastlægger en udviklingspolitik, som i sidste ende påvirker unionsborgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Blokland (EDD). - (NL) Hr. formand, strategisk miljøvurdering er et instrument, som myndigheder kan benytte til at vurdere om planlagt politik, planer og programmer passer ind i konceptet om varig udvikling. Hermed opnår vi, at miljøet bliver bedre integreret i økonomien, når det tages i betragtning, at også de makroøkonomiske beslutninger skal være i overensstemmelse med en forudgående strategisk miljøvurdering. Det er derfor vigtigt, at offentlige ledelser fuldt ud indser, hvad fordelen er ved så vidt muligt at undgå miljøskader.

Det er ligeledes vigtigt, at vi tydeligt fastlægger, for hvilke planer en miljøvurdering er nødvendig eller ej. Rådet har været intensivt beskæftiget med dette. Fremlæggelsen af politiske hensigter, herunder en miljøvurdering, for offentlige ledelser er en god ting. En offentlig ledelses beslutning kan i det tilfælde også være, at en plan, et program eller politiske hensigter ikke bliver til noget, men afblæses rettidigt, eller erstattes af et mere miljøvenligt alternativ.

På den anden side er der en stor fare for, at der skal foretages en miljøvurdering for for mange planer og programmer. Hvis der gennemføres omfattende undersøgelser om planer og programmer, som næsten ingen miljøindvirkninger har, er det spildte ressourcer. Hvad der er værre er, at instrumentet som sådan derved svækkes. At involvere alle finansielle planer, som Miljøudvalget har foreslået, går i den henseende således for langt.

 
  
MPphoto
 
 

  Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, den bedste integrering af miljøanliggenderne på alle politikkens områder opnår vi ved at tage miljøsynspunkterne med i betragtning på så tidligt et stade af planlægningen som muligt. På denne måde undgår vi de problemer, som vi i øjeblikket har med at forene arealanvendelsen med erhvervslivets og borgernes forventninger. Der findes en strategisk miljøvurdering, som ud over den fysiske planlægning også berører programmer inden for bl.a. landbrugs-, transport-, turisme- og energiområdet. For at få alle disse væsentlige ting til at passe sammen og fungere på en bæredygtig måde både set ud fra et miljømæssigt og et socialt synspunkt, har vi behov for tilstrækkelig langsigtede planer. Langsigtede forstået på den måde, at de fungerer som reelle retningslinjer for forskellige foranstaltninger. I denne forbindelse må man takke betænkningens ordfører for et godt stykke arbejde.

Det er ganske naturligt, at strukturfondsprogrammerne, planerne og foranstaltningerne er med, når vi behandler dette spørgsmål. Det er også vigtigt, at vi handler rigtigt på de forskellige niveauer, ikke for indviklet og bureaukratisk, men at vi hele tiden tager hensyn til den nye viden, der kommer frem. I den forstand er der måske opstået for stor frygt for overlapninger inden for initiativerne, men jeg håber, hvad dette angår, at der efter denne behandling kommer noget så godt som muligt ud af betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Lange (PSE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, der er tale om et nyt instrument, som opfylder Amsterdam-traktatens artikel 6 om integration af miljøpolitikken i andre områder. Der er tale om en spæd spire, og vi ønsker alle, at det skal blive en succes. Jeg ønsker også, at det skal blive en succes hjemme hos mine borgere. Derfor stiller jeg nogle gange de spørgsmål, som de også stiller. Når jeg ser på Rådets forslag, går jeg ud fra, at en borger vil spørge: Hvordan kan det være, at man skal kontrollere noget, efter at Den Europæiske Union har udvalgt de planer og projekter, som skal finansieres af Den Europæiske Union selv? Det kan da ikke være rigtigt! Jeg er helt enig. Anvendelsesområdet skal udvides til områder, som finansieres af Den Europæiske Union.

For det andet vil borgerne netop i Forbundsrepublikken Tyskland måske undre sig over, hvorfor der skal kontrolleres på delstatsniveau, på forbundsstatsniveau, på distriktsniveau og på kommunalt niveau, hvorved sagerne trækkes i langdrag. Det mener jeg ikke er forsvarligt. Det drejer sig om sagen og ikke om, at det samme bliver kontrolleret en gang til på hvert niveau. Derfor må vi tydeligt sige, at dobbeltarbejde skal undgås! Derfor støtter jeg udtrykkeligt ændringsforslag 31 af Guido Sacconi.

Der er et tredje spørgsmål, som borgerne måske vil stille. Hvorfor sker der ikke noget, efter at man har kontrolleret og måske påvist bestemte konsekvenser? Derfor må vi gøre det klart, at ordningen er bindende. Det går ikke an, at man gennemfører en kontrol, hvorefter resultatet bliver arkiveret og forsvinder i arkiverne. Vi har brug for en bindende forpligtelse til at omsætte de resultater, der kommer frem. Derfor støtter jeg udtrykkeligt ændringsforslag 17 og 18, så vi kan få gennemført en større forpligtelse til at gennemføre miljøforanstaltninger efter kontrollen. Med disse bemærkninger ønsker jeg fru Schörlings betænkning held og lykke.

 
  
MPphoto
 
 

  de Palacio, Loyola, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for hendes konstruktive, åbne og dialogvillige holdning over for alle de involverede parter - herunder Kommissionens tjenestegrene - som jeg håber gør det muligt, at vi alle endelig kan opnå et positivt resultat for dette direktiv. Derudover vil jeg fremhæve kvaliteten i den betænkning, som vi drøfter i dag, og jeg vil tale om, hvad der efter min mening udgør de største problemer, der er opstået i forbindelse med de forskellige forelagte ændringsforslag og indlæggene fra forskellige parlamentarikere, som jeg oprigtigt takker for deres synspunkter.

Først og fremmest vil jeg blandt de vigtigste spørgsmål pege på de ændringsforslag, som betyder en udvidelse af det kommende direktivs anvendelsesområde. Den fælles holdning sondrer klart mellem de planer, hvortil den strategiske miljøvurdering er obligatorisk og de planer, hvortil det er nødvendigt at foretage en udvælgelse, en sigtning. Kommissionen går ind for dette forslag på den betingelse, at den fælles holdning forbedres, for ellers mener vi ikke, det vil være tilstrækkeligt.

For det første bør der være en balance mellem de planer, der obligatorisk pålægges denne miljøvurdering, og de planer, der imidlertid skal underkastes en udvælgelse.

For det andet skal direktivets anvendelsesområde under alle omstændigheder være tilstrækkeligt bredt og systematisk omfatte de planer, som har en betydningsfuld indvirkning på miljøet.

Derfor støtter Kommissionen entusiastisk nogle af Europa-Parlamentets ændringsforslag, som udvider dette direktivs anvendelsesområde, og de gør det på en velafbalanceret måde, som f.eks. ændringsforslag 5, 2. og 5. del, som flere talere, f.eks. fru González, ud over ordføreren har henvist til, og hvor man foreslår også at medtage udvindingsaktiviteter, samt ændringsforslag 6.

Imidlertid mener vi, at nogle ændringsforslag går for langt, når de kræver en strategisk miljøvurdering for planer, der temmelig sikkert ikke får nogen større indvirkning på miljøet. F.eks. ville ændringsforslag 5, 4. del, gøre disse evalueringer obligatoriske for alle planer i de sektorer, der fremsættes i direktivet. Ændringsforslag 10, 3. del, ville betyde en unødvendig byrde for medlemsstaterne.

Nogle ændringsforslag begrænser anvendelsesområdet endnu mere, og de modsiger faktisk det, jeg lige har påpeget. Nogle ændringsforslag ville reducere anvendelsesområdet som ændringsforslag 3, der begrænser anvendelsesområdet til de planer, der er finansieret af Den Europæiske Union eller ændringsforslag 11 og 31, som gør det muligt for medlemsstaterne at vælge det planlægningsniveau eller -niveauer, hvorpå disse strategiske miljøundersøgelser skal udføres. På denne måde ville man udelukke en lang række planer med indvirkning på miljøet. Hvis Europa-Parlamentet nu vedtog disse ændringsforslag sammen med dem, der i anvendelsesområdet medtager de planer, som ikke har nogen betydningsfuld indvirkning, så tror jeg, vi i sidste ende ville få en internt usammenhængende tekst.

Disse ændringsforslag ser ud til at være inspireret af angsten for at gentage vurderingen. En angst, der efter min mening ikke er tilstrækkeligt berettiget. Planlægningen plejer at blive gennemført på forskellige niveauer, hvor hvert enkelt niveau har sine egne specifikke træk. Gennemførelsen af evalueringer på forskellige planlægningsniveauer er ikke en gentagelse af evalueringen, navnlig med de beskyttelsesforanstaltninger, der allerede er medtaget i artikel 4, 5 og 10 i den fælles holdning, som netop har til hensigt at undgå disse gentagelser, som f.eks. hr. Lange henviste til.

For det tredje vil jeg pege på de ændringsforslag, som fastsætter sigtningsprocedurerne og definitionen på rækkevidden af evalueringen - ændringsforslag 7, 8 og 13 - planlægnings- og programmeringsprocedurerne for sigtningen og for definitionen af evalueringens rækkevidde, som kræver, at der gennemføres en sigtning sag for sag, med offentlighedens deltagelse i alle tilfælde. Jeg tror, at målsætningen med sigtningen og med definitionen af evalueringens rækkevidde er hurtigt og effektivt at afgøre, hvilke planer og miljøproblemer der er de mest alvorlige. Det vil kræve praktisk erfaring at fastsætte den bedste måde at behandle disse emner på. Derfor mener vi, det er for tidligt at fastlægge, at alle forhold berettiger en sigtning og en bred rækkevidde. Og således mener vi, at medlemsstaterne vil kunne gå længere end direktivet kræver, når de indarbejder bestemmelserne om sigtningen og definitionen på rækkevidden i deres egne nationale lovgivninger, og i denne henseende kan vi ikke acceptere disse ændringsforslag.

Vi kan heller ikke acceptere det ændringsforslag, der betyder en afvisning af den fælles holdning - ændringsforslag 26 - som modsiger andre forslag. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at påpege, at dette direktiv om strategisk miljøvurdering er et nøgleinstrument til at integrere miljøet i politikkerne og til at fremme den varige udvikling i Den Europæiske Union. Jeg mener, at afvisningen af den fælles holdning ville betyde et hårdt slag mod disse principper, som ligger i hjertet af traktaterne, og som bør inspirere alle vores politikker.

Jeg forstår, at det for nogen af Dem kan forekomme utilstrækkeligt, men man skal vide, at det perfekte nogle gange kan være det godes fjende. Jeg mener, der skal findes noget acceptabelt, som betyder et skridt frem, i stedet for at ende i en blokeringssituation. Hr. formand, efter nøje at have set på alle ændringsforslagene, kan jeg sige, at Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 1, 5 (2. og 5. del), 6, 12, 28 (1. del) og 29. Ændringsforslag 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige, at den strategiske miljøvurdering ikke er nødvendig), 10 (1. og 2. del), 15, 17, 18, 20, 23, 24 og 25 kan accepteres i princippet, men med en vis omskrivning af formuleringen. Imidlertid kan Kommissionen under ingen omstændigheder acceptere ændringsforslag 2, 3, 4, 5 (1., 3. og 4. del), 7, 8, 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige behovet for en strategisk miljøvurdering), 10 (3. del), 11, 13, 14, 16, 19, 21, 22, 26, 27, 28 (2. del), 30 og 31.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, fru kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

 

4. Modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0213/2000) af Bouwman for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe (C5-0348/2000 - 1998/0249(COD)).

 
  
MPphoto
 
 

  Bouwman (Verts/ALE), ordfører. - (NL) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi behandler her en betænkning, der er beregnet på at bekæmpe forureningen af havet, og der kommer stadig mere af det i år. Jeg refererer naturligvis til direktiverne om Erika, som kommer senere. Det ville måske være en rigtig flot begyndelse på denne sæson, hvis det franske formandskab begyndte med at få godkendt denne betænkning af Parlamentet i dag, og især resultatet af mælingen mellem Rådet og Parlamentet. Derfor vil jeg også give et ord til tak til Rådets repræsentanter, også til det portugisiske formandskab, der har spillet en rolle, men også i det sidste stadium det franske formandskab, Kommissionen og medarbejderne og mine kolleger i Forligsudvalget.

Kernen i betænkningen er naturligvis, og det har vi allerede tidligere talt om, at skibe har pligt til at melde sig og indlevere affald. Havne har pligt til at opstille en affaldsbearbejdningssplan, og til at sørge for at der er affaldsbearbejdningsfaciliteter eller organisationer, som udfører det. Alt dette for at forhindre, at problemet, forureningen af havet, bliver stadig værre, og det står allerede slemt til. En undersøgelse udført af KIMO Coast Watch for nylig, viser, at der er tale om et stadigt voksende bjerg af affald på strande, at havet stadig forurenes, at der findes raffineret teknologi til at indarbejde slam i havvandet osv.

Hvis vi ser på de affaldsbearbejdningsfaciliteter, som allerede findes i en række havne, så er der endog tale om faldende indlevering i stedet for stigende. Ifølge Marpol-konventionerne og andre konventioner skal affald officielt afleveres, i praksis synes det ikke at ske. Det har været årsagen til, at Kommissionen med rette er kommet med et direktiv, som vi så netop har haft mægling om.

Måske er det godt i den forbindelse at gøre det tydeligt, hvad forhandlingsresultaterne er, for der har i sidste instans været gjort en vis indsats, og den indsats skal vi vurdere med hinanden for derefter i Parlamentet at kunne beslutte, om vi er enige eller ej. Den vigtigste del var, hvem der i sidste ende skal afholde omkostningerne, og det er ikke uden betydning. Det er vigtigt, fordi vi håber, at skibe gennem et system til afholdelse af omkostninger, bortset fra de eksisterende pligter, også stimuleres til at aflevere. Derfor har vi også debatteret længe med Rådet, og her har Kommissionen hjulpet, for at sikre den finansielle tilskyndelse på den ene eller anden måde indarbejdes.

Parlamentet lagde ud med 90%, som på den ene eller anden måde skulle opkræves via havnepenge. Ved mødet i Kommissionen debatterede vi mere nuanceret om det, men besluttede til sidst at gå i gang med forhandlingerne. Rådet overvejede længe enten at anvende ordet betydelig eller at nævne en procentsats i den forbindelse. Men i sidste ende er det vigtigt at komme ind på det, især set i lyset af revideringssklausulen, som allerede blev debatteret på et tidligere stadium.

Hvorfor er denne procentsats vigtig? Af den ganske enkle årsag, at hvis vi almideligvis står bag princippet om, at forureneren betaler, så kan hvert skib betale i havnen, men kan også beslutte bare at kaste affald i havet. Det princip virker med andre ord i dette tilfælde ikke godt. Derfor har vi opgivet det, og vi mener, at der skal finde en opkrævning sted på den måde, som nu er beskrevet. Den procentsats, der nu er enighed om, i det mindste den fortolkning, der er fastlagt i Kommissionens erklæring, på 30%, kan få vores godkendelse, særligt set i lyset af revideringssklausulen, som også er godkendt. Med revideringssklausulen er aftalt, at der tre år efter betænkningens ikrafttrædelse endnu en gang skal evalueres og ses efter, om der nu er tale om tilvækst i afleveringen af affald, eller om der er opstået en situation, der må give anledning til en eventuel forhøjelse af procentsatsen eller en revidering af systemet. Vi er enige i dette.

Det er måske godt at angive, at vi har været i stand til at opnå overensstemmelse om de 25% inspektioner, som vi tilstræber, og også om en bestemmelse om forsinkelser, som kan opstå ved indlevering af affald. Især den nationale lovgivning slår igennem i den forbindelse.

For små skibe er der lavet nogle undtagelser, ikke på grundlag af længden, men på grundlag af antallet af passagerer: 12. Det betyder, at de i hvert tilfælde ingen meldepligt har, men naturligvis skal aflevere affald. Små havne må i den kommende tid gøre et betydeligt forsøg på at overholde dette direktiv.

Til sidst kan det siges, at vi med hensyn til traditionelle sejlskibe, hvor vi i første instans gjorde en indsats for at sørge for, at der ville blive set bort fra dem gennem opstilling af en specifik liste, har besluttet at stemme for aftalen om Marpol-konventionen for så vidt angår spildevand.

Endnu en gang min tak til alle, og først og fremmest mine kolleger.

 
  
MPphoto
 
 

  Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære fru næstformand, kære kolleger, PPE-DE-Gruppen tilslutter sig med et enkelt forbehold med stor glæde resultatet, for i sidste ende bringer det nye direktiv fremskridt for beskyttelsen af havene og for fair rammebetingelser for Unionens havne. Direktivets betydning ligger først og fremmest deri, at alle medlemsstater forpligtes til langt om længe at sikre, at der inden for de næste to år etableres modtagefaciliteter i alle havne, hvor det er påkrævet. Desuden forpligtes kaptajnerne til at benytte disse faciliteter. Vi håber, at vi dermed gennem disse to forpligtelser kan mindske den illegale udledning af affald i havene, og at havmiljøbeskyttelsen og konkurrencesituationen mellem havnene dermed bliver forbedret.

Jeg tror, at forligsproceduren i sidste ende bar frugt, for det lykkedes os trods alt at få igennem, at skibene skal yde et væsentligt bidrag til omkostningerne, uanset deres faktiske benyttelse af anlæggene. Vi som Parlament ville hellere være kommet igennem med vores krav om, at "væsentlig" betyder mindst 90%, for det ville have opfyldt Parlamentets krav, og så ville der ikke længere være noget økonomisk incitament til at fortsætte med at hælde driftsaffald i havet. For man havde jo allerede betalt, altså kunne man lige så godt benytte anlæggene! Men denne konsekvente no special fee-ordning kunne ikke komme igennem i Rådet, og derfor vores forbehold over for ordningen. Og vi håber, at Kommissionen vil foreslå en ændring i forbindelse med revisionen om tre år, hvis det faktisk viser sig, at der stadig ledes affald ud i havene.

Men stadigvæk, fru næstformand, er vi Dem taknemmelige for, at De med Deres erklæring - hvilket i sidste ende er væsentligt - i det mindste så at sige har fastsat en grænseværdi på 30% som Rådets og Parlamentets fælles holdning, og vi stoler på, at Rådet vil handle i overensstemmelse med Deres erklæring.

For det andet har vi, som min kollega allerede har forklaret, opnået yderligere to sejre for miljøbeskyttelsen og borgerne i Den Europæiske Union. For for det første har vi fastsat, at 25% af alle handelsskibe virkelig skal kontrolleres med hensyn til korrekt bortskaffelse; Marpol er smuk, men ikke hvis den bare står i bogreolen! Kun hvis man faktisk kontrollerer, om bortskaffelsen har fundet sted, beskytter man havet.

For det andet har vi lagt pres på medlemsstaterne for, at de skal opfylde deres forpligtelse til at etablere modtagefaciliteterne i havnene. Vi har fået gennemført, at medlemsstaterne skal indføre erstatningsordninger til at dække de tilfælde, hvor skibe må blive liggende unødigt længe i havnen, fordi modtagefaciliteterne ikke eksisterer eller ikke har tilstrækkelig kapacitet. Så skibene skal altså ganske vist betale, men de bliver også beskyttet.

Hr. formand, til slut vil jeg gerne takke udvalgsformanden, hr. Hatzidakis, og ordføreren, hr. Bouwman, for deres engagerede og vellykkede gennemførelse af forhandlingerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, hr. Jarzembowski. Det ville have undret mig, hvis ikke hr. Piecyk havde ønsket tre minutters taletid her!

 
  
MPphoto
 
 

  Piecyk (PSE). - (DE) Hr. formand, og det ville have undret mig, hvis ikke De havde ledet dette møde! Det er nemlig en god dag for havene i Europa, og også for Dem personligt, hr. formand, for jeg ved jo, at De er en passioneret dykker. Hvis De så kan dykke i endnu renere have i Europa, så glæder vi os alle. Men det handler nu først og fremmest om havene.

Jeg tror, vi kan lykønske hinanden i dag. Vi kan lykønske ordføreren Theo Bouwman, vi kan også lykønske delegationen, for det er lykkedes os at forbedre et direktiv eller en fælles holdning fra Rådet på væsentlige punkter. Den var blevet udvandet, og jeg mener, at Parlamentet har sørget for klare ordninger - og vel at mærke klare ordninger for alle.

For det første er det blevet sagt, at alle havne skal have anlæg til affald og lastrester. Et vigtigt skridt! For det andet skal alle skibe også betale, uanset den faktiske brug. Det er det egentlige nye princip, der bliver indført her. Der er ikke tale om små beløb, der er tale om væsentlige bidrag. Det er rigtigt, at man ikke kan være 100% tilfreds med 30%. Det er helt klart. Alligevel er no special fee-princippet indført og fastsat med de 30%. Naturligvis kan det blive bedre, men ingen kan længere fravige dette princip.

For det tredje skal alle kontrollere, og de skal kontrollere mindst 25% af skibene. Her tror jeg, at vi også bør opfordre medlemsstaterne til at gå ud over de 25%. Vi bør indbyde dem til en konkurrence om at kontrollere mere. Vi har nemlig så ofte måttet konstatere i forbindelse med de skibe, som ligger i havnene - f.eks. i forbindelse med Erika eller andre skibe - at kontrollen er et af de afgørende spørgsmål. Hvis den ikke bliver gennemført, nytter alle andre ordninger ikke noget.

Facit af disse direktiver er, at den ulovlige udledning i rum sø ikke længere kan betale sig på samme måde som tidligere. Jeg mener også, at havforurening ikke længere skal behandles som en gentlemanforseelse. Europas have bliver renere, fauna og flora og ikke mindst fiskeriet profiterer af det. Endelig kommer dette direktiv også i høj grad turismen til gode, for uden rene strande får man også svært ved at opretholde turismen. Derfor er det en god dag for Europa og også en god dag for Dem, hr. formand!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  van Dam (EDD). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, siden Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse har Europa-Parlamentet haft medbestemmelsesbeføjelser for blandt andet transportspørgsmål. Meningsforskelle mellem Rådet og Parlementet - og de forekommer regelmæssigt - behøver således ikke mere at blive løst ensidigt. At det ikke bare er teori, har kunnet ses i denne procedure.

Betingelserne for skibes ladning af affald i Fællesskabets havne har været genstand for meget debat. Parlamentet har på tidligere tidspunkter fremhævet, at en række elementer ikke måtte mangle. Heldigvis har Rådet i vidt omfang, for det meste efter en del pres, også indset betydningen af disse punkter.

Der er dog stadig uenighed på ét vigtigt punkt: skibenes egne bidrag til omkostningerne ved aflevering af affald. Europa-Parlamentet havde den holdning, at brugeren skulle betale den største del af de omkostninger, som han gav anledning til. Derved skulle der være mulighed for at anvende differentierede tariffer, og ikke netop stimulere illegale udslip. Konklusionen blev en procentsats for eget bidrag, der lå langt over 50%.

Når jeg ser på forhandlingsresultatet kommer den aftalte procentsats ikke i nærheden af dette. Det beklager jeg. Men jeg er overbevist om, at det at en procentsats overhovedet nævnes, er et skridt i den rigtige retning.

Derfor vil jeg også, omend ikke helhjertet, stemme for denne betænkning. Hermed min tak for den store mængde energi, som ordføreren har lagt i dette forløb.

 
  
MPphoto
 
 

  Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, dette er måske første gang, jeg taler her i Parlamentet, uden at jeg behøver give udtryk for bekymring eller gøre opmærksom på problemer i forbindelse med emnet for forhandlingen, idet jeg helt kan tilslutte mig resultatet af forliget, og jeg vil gerne takke både hr. Bouwman og de øvrige medlemmer, som har deltaget i forligsudvalget, og fru de Palacio og hendes tjenestegrene, fordi det er lykkedes os at arbejde sammen og nå frem til dette for de europæiske borgere så positive resultat. Jeg tror, at resultatet af vores arbejde i sidste ende vil være til gavn for havkvaliteten, for turismen og for de europæiske borgeres livskvalitet. Det er et skridt i den rigtige retning. Jeg tror, vi vil kunne beskytte miljøet mere effektivt end hidtil, uden at jeg dog vil udelukke, at det kunne være bedre. Men hvis vi ser, at det nye system ikke fungerer så effektivt, som vi regnede med, er vi her og kan revidere det.

Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden, nu hvor vi står ved en forligsprocedure, at jeg som formand for udvalget ville ønske, at vi så vidt muligt kunne undgå disse procedurer. Men det kræver Rådets samarbejde, og Rådet er nødt til at opgive sin tradition for hemmelighedskræmmeri, tale mere åbent og samarbejde bedre med Parlamentet, så også Kommissionens og vores arbejde kan gå hurtigere, især på det område, som vores udvalg dækker, hvor der er mange spørgsmål, der berører borgerne direkte. Jeg håber, disse traditioner vil blive ændret med det franske formandskab. Under alle omstændigheder går vi ind for et bedre samarbejde og for hurtigere fremskridt i vores arbejde, både i Rådet, i Kommissionen og i Parlamentet.

 
  
MPphoto
 
 

  Mastorakis (PSE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, som nyt parlamentsmedlem var dette første gang, jeg blev udpeget til at deltage i forligsudvalget, og jeg vil gerne sige, at jeg har været meget tilfreds med denne procedure og med at se repræsentanter for EU's grundlæggende organer forsøge at finde den gyldne middelvej og kombinere det ønskværdige med det opnåelige, samtidig med at der tages højde for de reelle betingelser og vilkår, som er forskellige for alle Europas havne.

Navnlig ved det vigtige afgiftsspørgsmål er det af betydning, at man blev enige om, at skibe, uanset om de bruger disse faciliteter eller ej, med visse logiske undtagelser skal bidrage med en procentdel af udgifterne til bortskaffelse af affaldet, så man undgår, at mange havne og skibe bliver stillet i en vanskelig position. Der er ingen tvivl om, at man på denne måde både begrænser motiverne for at smide affaldet i havet og giver den enkelte havn mulighed for at have sin egen afgiftspolitik. Vi må f.eks. ikke glemme, at de europæiske havne i Middelhavet har konkurrenter ovre på den anden side, de nordafrikanske havne, hvilket adskiller dem fra havnene i Østersøen og Nordsøen. Desuden gives også en mulighed for at ændre ordningen for dækning af ekstraomkostninger, hvis dette viser sig at være nødvendigt.

Kernen i hele denne sag er, at vi med en vedtagelse af det fælles udkast, der behandles her, sætter et direktiv i kraft, som vil beskytte vores have og kyster mod forurening fra skibe, samtidig med at vi også vil forbedre Den Europæiske Unions image som forbillede for miljøpolitikken, som et eksempel for resten af verden, uden at vi på noget tidspunkt går til yderligheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Stenmarck (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, efter mange års kamp skal vi tage den afgørende beslutning om modtagefaciliteter, som gør det muligt bl.a. at aflevere olierester i havn i stedet for at dumpe dem i havet. Dette er selvfølgelig et meget stort skridt i den rigtige retning.

Det er samtidig bekymrende, at der lige til det sidste har været mennesker, som har modarbejdet denne selvfølgelighed. Det faktum, at det har krævet en tredje høring og oprettelsen af et forligsudvalg sammenlagt med et stort set uengageret Ministerråd, er tegn på dette. Dermed er det også sagt, at det, vi opnår i dag, er et kompromis.

I det oprindelige forslag blev næsten alle omkostningerne dækket af havneafgifter i overensstemmelse med det system, som længe har eksisteret i dele af Østersøen. Det indebar, at der var en økonomisk motivation for et fartøj til at aflevere olierester i en havn i stedet for at dumpe dem i havet. Nu skal kun nogle af omkostningerne dækkes på denne måde, mens en væsentlig del af omkostningerne udgør en meromkostning for ejeren af skibet.

Som jeg ser det, er der kun tilbage at se, hvilke følger dette vil få. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi er parate til at følge udviklingen og tage yderligere beslutninger, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Derfor er den vurdering, der refereres til i forligsudvalgets forslag, og den kontrol med skibe, som skal foretages, en overordentlig stor fordel.

 
  
MPphoto
 
 

  Watts (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren, hr. Bouwman, for hans arbejde med i en lang periode at forhandle dette meget tilfredsstillende forslag, der - som alle kolleger har sagt hidtil - vil betyde en omfattende reduktion af forureningen som følge af ulovlig dumpning i Europas have. Lad os standse op og tænke over problemets omfang.

Hr. Bouwman henviste med rette til Erika. Det var en tragedie af enormt omfang og med betydelige og måske varige konsekvenser, men olieforureningen fra Erika er ingenting i forhold til mængden af bevidste olieforureninger langs vores kyster. Det er det problem, som dette forslag er rettet imod. Jeg er glad for, at det sker ved at kræve, at medlemsstaterne tilvejebringer tilstrækkelige faciliteter i alle deres havne, at deres skibe og skibsførere tvinges til at benytte dem, at afgiftssystemet er retfærdigt og afvejet, og frem for alt at 25% af skibene inspiceres med henblik på at sikre, at kravene opfyldes.

Jeg bifalder især evalueringen inden for tre år, da min eneste betænkelighed er, om medlemsstaterne faktisk gennemfører den lovgivning, de nu har tilsluttet sig. Som hr. Jarzembowski alt for godt ved, er der stadig adskillige medlemsstater, som ikke inspicerer 25% af skibene som led i havnekontrollen. Og hvis de ikke gør det, hvem siger så, at de vil rette sig efter den nye lovgivning? Det er vores udfordring til dem: at sikre, at de retter sig efter denne meget værdifulde aftale, som vi forhåbentlig vedtager i denne uge.

 
  
MPphoto
 
 

  Savary (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne indledningsvis lykønske vores kollega, Theo Bouwman, med det foreliggende resultat. Der herskede længe en vis usikkerhed om udfaldet af forligsproceduren, men jeg synes, vi kan sige, at dette er en god dag for søfarten. Den foreliggende tekst kan ses som første skridt i retning af en samlet løsning på problemerne vedrørende forurening fra skibe, med Erikas forlis i frisk erindring. Teksten er i flere henseender også en løsning på et problem, som er endnu mere vidtrækkende, nemlig den ulovlige og økologisk hensynsløse adfærd, som består i dumpning af driftsaffald og lastrester, som indebærer, at kulbrinter og forskelligartet affald udtømmes i betydelige mængder langs vores kyster. Det skal heller ikke skjules, at teksten er en sejr for Europa-Parlamentet, som hermed har fået indført et realistisk afgiftssystem trods Rådets modstand. Princippet om, at forureneren betaler, kan ikke anvendes i disse tilfælde, eftersom forureneren ikke kan identificeres.

Skal vi løse dette problem, må vi derfor indføre et generelt gældende afgiftssystem, som indebærer, at der opkræves en fast afgift uafhængigt af skibenes faktiske brug af havnenes modtagefaciliteter. Jeg har kæmpet for dette synspunkt, uagtet at den franske regering indtog et andet synspunkt og udtrykte forbehold i denne anledning. Jeg glæder mig således over det fælles udkast. Blot må det ikke blive ved ordene. Det er vigtigt, at beslutningen føres ud i livet, og at medlemsstaterne nøje kontrollerer dens gennemførelse.

Jeg vil tilføje følgende i min egenskab af fransk medlem af Europa-Parlamentet og som et af de medlemmer, der har kæmpet for dette resultat på trods af mit lands tøvende holdning i denne sag. Den foreslåede løsning favoriserer klart de store havne på bekostning af mindre havne, som ikke har de fornødne modtagefaciliteter. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til eventuelt med midler fra strukturfondene eller via andre finansieringskilder at yde den fornødne støtte til medlemsstaterne med henblik på indretning af modtagefaciliteter også i de mindre havne. Det er værd at understrege, at de mindre havne ofte spiller en vigtig rolle, når det gælder fysisk planlægning, ligesom de spiller en vigtig økonomisk rolle på regionalt og lokalt plan. Sikrer vi, at de mindre havne opnår støtte til anlæggelse af modtagefaciliteter, vil det foreslåede direktiv efter min opfattelse sikre, at vi når de ønskede resultater.

 
  
MPphoto
 
 

  Thors (ELDR). - (SV) Hr. formand, først vil jeg lykønske ordføreren med en god beslutning. Jeg plejer ikke at gøre det offentligt her i Parlamentet, men når der er grund til det, takker jeg ordføreren og de andre, som har arbejdet med betænkningen.

Som min kollega Stenmarck sagde, kender vi dette system fra østersøsamarbejdet. Siden marts 1998 har østersøanbefalingen forudsat et sådant system. Jeg vil dog sige, at til en vis grad er enigheden en skuffelse set fra et østersøperspektiv. Jeg vil også henvise til den lov, som vi har godkendt i Finland, hvor der står, at afgiften ikke må være afhængig af, hvor meget skibsaffald der afleveres i havn. I Finland har vi siden den 1. juni haft et sådan system for olieafgifter. I den forbindelse er enigheden en skuffelse.

I de seneste dage har vi fået oplysninger om, at selv når det drejer sig om gråt vand og de eutrofierende forureninger, er forsætlige og uforsætlige udslip fra skibe den største forureningskilde i Østersøen. Vi er vant til, at princippet om, at den, som forurener, betaler, ikke gælder, når det drejer sig om olie, men også når det drejer sig om den øvrige eutrofiering, er der problemer.

Vi ved, at alle har været udsat for et hårdt lobbyarbejde fra havneorganisationen i Europa, som hele tiden har været imod dette forslag. Resultatet er derfor rigtigt godt. Opfølgningen er dog yderst vigtig. Kommissæren har en erkendt stor interesse for havet og det rene miljø. Det er vigtigt, at der virkelig følges op på dette, så der kan vedtages eventuelle yderligere foranstaltninger efter behov. Dette er første skridt, men jeg konstaterer, at det er vigtigt, at vi har strengere bestemmelser for Østersøen, som måske endda er det allermest følsomme indhav i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Gollnisch (TDI). - (FR) Hr. formand, Bouwman-betænkningen er resultatet af et langt forhandlingsforløb. Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet i Frankrig med olietankeren Erikas forlis, om end den franske miljøminister ikke følte sig foranlediget til at afbryde sin ferie i den anledning.

Den foreliggende betænkning bidrager til en løsning af problemerne i forbindelse med forurening af havene, idet den omhandler modtagefaciliteter til driftsaffald og lastrester fra skibe. Dumpning af disse former for affald har ikke mediernes bevågenhed i samme grad som skibsforlis, men det er ikke desto mindre den væsentligste forureningskilde, når det gælder havmiljøet.

Det må imidlertid erkendes, at der ikke var behov for fællesskabsretlige bestemmelser på dette område, hvis medlemsstaterne havde truffet de fornødne foranstaltninger i henhold til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (Marpol). Det er ikke tilstrækkeligt at sætte skrupelløse kaptajner og redere under anklage, om end sådanne findes. Vi må erkende, at skibene ofte ikke har mulighed for at udtømme driftsaffald i havnene på grund af manglende modtagefaciliteter, ligesom der er store problemer forbundet med oplagring af affald, hvilket i sig selv stiller krav om anlæg til behandling af affald.

Vi har dog vanskeligt ved at tro, at det skulle være så svært at pågribe skibe, der udtømmer affald i havet, i betragtning af at vi er i stand til at etablere satellitovervågning af landbrugsinstallationer.

Vi stemmer imidlertid for den foreliggende betænkning, eftersom den styrker forureningsbekæmpelsen, og eftersom den udelukkende udstikker rammerne, mens det i et vist omfang overlades til medlemsstaterne selv at fastlægge de konkrete gennemførelsesforanstaltninger.

 
  
MPphoto
 
 

  de Palacio, Loyola, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, det er mig en glæde i dag at deltage i debatten om vedtagelsen af direktivet om modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe.

For det første vil jeg, som de tidligere talere allerede har gjort, lykønske ordføreren, hr. Bouwman, med det glimrende arbejde, han har udført. I løbet af denne tid har han været i stand til at kombinere beslutsomhed, fleksibilitet og intelligens for at opnå et acceptabelt resultat for alle institutionerne, som kan forbedre rengøringen af vores have.

Jeg må f.eks. sige, at netop her i sommer var en af nyhederne i det land, jeg kender bedst, Spanien, at kysterne i syd var berørt af forurening fra rengøringen af bunden på nogle olietankere i internationale farvande. Dette er en af de 100.000 sager, som forekommer i løbet af året ved de europæiske kyster. Det handler om at se, hvordan vi, om ikke fuldstændigt stoppe - for jeg tror, at man dertil skal tage hensyn til havretten, som til en stor del tager udgangspunkt i, hvordan havene så ud i det 17. og 18. århundrede, hvor de intet havde at gøre med den nuværende situation - så i det mindste afhjælpe eller så meget som muligt begrænse, hvor det er muligt, disse meget skadelige virkninger på vores have.

Jeg tror, vi er kommet til et punkt, der betyder et stort skridt fremad, og som på fornuftig vis vil forbedre havmiljøet over for nogle skibes forsætlige forurening - for ikke alle har denne praksis - i vores farvande.

Alle støtter dette direktiv i sin nuværende udgave. Rederierne støtter det, fordi det vil gøre det muligt for dem at disponere over installationer til deres affald, som i nogle europæiske havne allerede findes, men desværre ikke i alle, navnlig i de små havne, hvor medlemsstaterne skal gennemføre en betydningsfuld investering. Havnene støtter det, fordi det vil gøre det muligt for dem at undgå, at deres investeringer i installationer af denne type betyder en konkurrencemæssig ulempe, som det desværre har vist sig at være nogle gange, eftersom der er havne, som gjorde sig store bestræbelser og andre, der ikke gjorde det. De mest engagerede sektorer støtter det på grund af problemet med affaldet og kampen for en varig udvikling. Jeg tror, at alle os, der er til stede her i Europa-Parlamentet og ligeledes repræsentanterne fra Rådet og Kommissionen kan tælle os selv blandt disse, ikke alene økologerne, men alle de personer, der er bekymret for denne type problemer.

Vi mener, at spørgsmål som planlægningen af affaldshåndteringen, skibenes afleveringsforpligtelser, den forudgående varsling, kontrollerne - 25% af kontrollerne - en takstfastsættelse, som tilskynder til at anvende havneinstallationerne til at rense skibenes bunde, nødvendigvis vil bidrage til at reducere havforureningen. Og naturligvis støtter de tre institutioner, Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, direktivet, for vi ved, at det vil betyde noget positivt for vores borgere.

Det ville have været beklageligt, hvis vi ikke havde været i stand til at opnå denne aftale, som alle havde ønsket og håbet. Jeg vil takke Rådet for dets fleksibilitet, dets konstruktive vilje, og ligeledes Europa-Parlamentet, navnlig ordføreren for det udførte arbejde i løbet af denne tid og forligsudvalget. Kommissionen har opnået nogle kompromiser, som har fremmet denne aftale, som betyder en specificering af, at "betydelig" betyder, at mindst 30% af havnenes rengøringsomkostninger for havnebundene bør være dækket generelt, ligegyldigt om man bruger disse havneinstallationer eller ej. Og hvis vi ser, at aktionerne i medlemsstaterne i løbet af de kommende tre år ikke er tilstrækkelige, og man ikke opnår de ønskede resultater, så forbeholder Kommissionen sig muligheden for at fremlægge et nyt direktiv, som klart fastlægger den minimumsprocentsats, som skal komme fra de generelle satser eller en obligatorisk sats i forbindelse med rengøring af de forskellige europæiske havne. Det er ligeledes Kommissionens ansvar at verificere, at denne kontrol på 25%, et andet nøgleelement i dette direktiv, bliver gennemført af medlemsstaterne.

Jeg vil gerne endnu en gang takke Europa-Parlamentet for at holde fast ved behovet for en forstærket revisionsmekanisme til at revidere satssystemet, som uden tvivl vil gøre det muligt for os at komme videre og foretage en detaljeret undersøgelse af udviklingen af det nuværende system, som vi har sat i gang og af konsekvenserne for miljøet.

Hr. formand, det er allerede blevet sagt i løbet af drøftelserne, at vi har lidt under chokket efter Erika-tragedien, men rengøringen af bundene betyder mere end en Erika om året ved de europæiske kyster. Derfor tager vi i dag et stort skridt fremad. Men derfor skal vi stadig fortsætte med de spørgsmål, der er forbundet med olietankerne og sikkerheden inden for handlen med forurenende stoffer som olien eller dens biprodukter. Det er spørgsmål, som vi håber ikke alene snart vil blive viderebehandlet her i Europa-Parlamentet og i Rådet, men ligeledes fuldført via supplerende initiativer, som ifølge Kommissionens meddelelse vil blive fremlagt snarest.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, fru kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.00)

 
  
  

FORSÆDE: Nicole FONTAINE
Formand

Formanden. - Jeg giver ordet til hr. Provan for et indlæg til forretningsordenen.

 
  
MPphoto
 
 

  Provan (PPE-DE). - (EN) Fru formand, må jeg tage et øjeblik af Deres og Parlamentets tid og byde velkommen til en diplomatisk delegation fra Kasakhstan? De besøger Parlamentet i dag og i morgen for at gøre opmærksom på det tidligere sovjetimperiums atomprøvesprængningsprogram, som har haft en meget negativ betydning for deres land. De har oplevet 607 atomeksplosioner i atmosfæren mellem 1949 og 1990. Det har lagt dele af deres land totalt øde, og jeg håber, at Parlamentet vil lytte til, hvad de har at sige, på det seminar, som de holder i eftermiddag. Det er en kæmpeudfordring for dem at øge verdens opmærksomhed på dette problem, som stammer fra det tidligere Sovjetunionen. Vi skal også drøfte problemerne med den sunkne ubåd, hvilket er et andet atomlevn fra Sovjetunionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, hr. Provan, jeg skal med glæde byde denne delegation velkommen.

 

5. AFSTEMNING
  

Procedure uden betænkning

Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale mellem Fællesskabet og Malta om vilkårene og betingelserne for Maltas deltagelse i Fællesskabets programmer på områderne erhvervsuddannelse, almen uddannelse og ungdomsanliggender (KOM(2000) 416 - C5-0372/2000 - 2000/0176(CNS)) (Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport)

(Forslaget til beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0213/2000) af Bouwman for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om fælles udkast godkendt af Forligsudvalget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe (C5-0348/2000 - 1998/0249(COD))

(Det fælles udkast vedtoges)

Indstilling ved andenbehandling (A5-0206/2000) fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Rådets fælles holdning (7492/1/2000 REV - C5-0325/2000 - 1998/0300(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om iværksættelse af foranstaltninger til økonomisk og social udvikling i Tyrkiet (Ordfører: Morillon)

 
  
MPphoto
 
 

  de Palacio, Loyola, Kommissionen. - (ES) Fru formand, Kommissionen kan acceptere de tre ændringsforslag, som Europa-Parlamentet har fremsat i andenbehandlingen af Morillon-betænkningen.

 
  
  

(Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt)

Indstilling ved andenbehandling (A5-0196/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5683/1/2000 - C5-0180/2000 - 1996/0304(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (Ordfører: Schörling)

 
  
MPphoto
 
 

  de Palacio, Loyola, Kommissionen. - (ES) Fru formand, for så vidt angår denne betænkning, kan vi acceptere ændringsforslag 1, 5 (2. og 5. del), 6, 12, 28 (1. del) og 29.

Med nogle ændringer i teksten kan vi i princippet acceptere ændringsforslag 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige, at den strategiske miljøvurdering ikke er nødvendig), 10 (1. og 2. del), 15, 17, 18, 20, 23, 24 og 25.

På den anden side kan Kommissionen ikke acceptere - det vil sige den afviser - ændringsforslag 2, 3, 4, 5 (1., 3. og 4. del) 7, 8, 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige nødvendigheden af en strategisk miljøvurdering), 10 (3. del), 11, 13, 14, 16, 19, 21, 22, 26, 27, 28 (2. del), 30 og 31.

 
  
  

(Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt)

Betænkning (A5-0204/2000) af Valdivielso de Cué for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1488/96 om finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger (Meda) i forbindelse med reformen af de økonomiske og sociale strukturer inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet (KOM(1999) 494 - C5-0023/2000 - 1999/0214(CNS))

 
  
  

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0194/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og regeringen for Republikken Guinea om fiskeri ud for Guineas kyst for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2001 (KOM(2000) 304 - C5-0315/2000 - 2000/0154(CNS))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0188/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden fra 3. december 1999 til 2. december 2002 af de fiskerimuligheder og det finansielle bidrag, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Mauritius om fiskeri i de mauritiske farvande (KOM(2000) 229 - C5-0253/2000 - 2000/0094(CNS))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0201/2000) af Watson for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets Direktiv om ret til familiesammenføring (KOM(1999) 638 - C5-0077/2000 - 1999/0258(CNS))

Inden afstemningen:

 
  
MPphoto
 
 

  Gollnisch (TDI). - (FR) Fru formand, kære kolleger, under henvisning til forretningsordenens artikel 144 anmoder jeg om, at denne betænkning henvises til fornyet udvalgsbehandling.

Jeg skal ikke genoptage debatten, men jeg mener, der er behov for, at udvalget behandler denne betænkning på ny. Det er ikke nogen hemmelighed, at tilblivelsesprocessen har været vanskelig, og at den oprindelige ordfører, fru Klamt, trak sig tilbage fra posten og ikke ønskede sit navn sat i forbindelse med denne betænkning, hvorfor betænkningen i dag blev præsenteret af hr. Watson.

På tre punkter hersker der usikkerhed, hvilket efter min opfattelse berettiger til fornyet udvalgsbehandling. Der hersker usikkerhed om begrebet familiesammenføring. Er det en ret, der tillægges personer med fast ophold, flygtninge, personer med midlertidigt ophold?

Der hersker usikkerhed om begrebet familie. Drejer det sig om kernefamilien, om familier beroende på ægteskab, om en udvidet familiekreds, om polygame familier, om familier beroende på samliv uden for ægteskab … (Uro)

Kære kolleger, jeg tager blot udgangspunkt i de indlæg, vi har hørt i dagens debat. Der har været forslag om også at indføje familier, som beror på homoseksuelle forhold, så jeg forstår ikke protesterne.

Endelig hersker der usikkerhed om begrebet kontrol, som anført i udtalelsen fra Retsudvalget. Skal kontrollen gennemføres ved mistanke eller ved begrundet mistanke? Skal kontrollen være målrettet, skal den være punktuel? Der er behov for en afklaring af disse begreber, hvilket er baggrunden for, at jeg fremsætter denne anmodning om henvisning til fornyet udvalgsbehandling.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Der er et medlem, som ønsker at udtale sig imod dette forslag.

 
  
MPphoto
 
 

  Terrón i Cusí (PSE). - (ES) Fru formand, jeg kan ikke forstå, hvad PPE-Gruppen ønsker. Jeg kan forstå, at nogle medlemmers synspunkt strider imod det direktiv, vi skal stemme om, men afstemningen i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder resulterede i et klart flertal for dette direktiv. Her til morgen har vi haft en meget indbringende debat med kommissæren, og jeg tror ikke, der er nogen forklarlig grund til ikke her næsten et år efter Tampere-topmødet at vedtage det første forslag til direktiv om harmonisering af retlige og indre anliggender inden for området immigration, som Kommissionen fremlægger. Der er ingen grund til ikke at vedtage det.

Jeg kan forstå, at der er medlemmer, hvis holdning går fuldstændig imod indvandreres ret til familiesammenføring, men det er ikke flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer, der har den holdning, hvilket blev afspejlet i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder. Derfor beder jeg om, at vi fortsætter med afstemningen om dette forslag fra Kommissionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, fru Terrón i Cusí.

Ønsker ordføreren at udtale sig?

 
  
MPphoto
 
 

  Watson (ELDR), formand for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (EN) Fru formand, jeg er imod, at sagen henvises til fornyet udvalgsbehandling. Jeg har bemærket, at ingen fra hr. Gollnisch' gruppe på noget tidspunkt i udvalget satte spørgsmålstegn ved definitionen af omgruppering, familie eller kontrol. Denne sag er uddebatteret i udvalget, og den er nu også debatteret i plenarforsamlingen. Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at gå over til afstemning.

Jeg skylder Dem en undskyldning, fru formand, for jeg har på fornemmelsen, at De ikke har ordførerens synspunkter om alle de forskellige ændringsforslag foran Dem. Hvis det er tilfældet, vil jeg meget gerne inden afstemningen redegøre for min holdning til de ændringsforslag, som udvalget har fremsat. Men hvad angår de ændringsforslag, der er forelagt plenarforsamlingen, vil jeg, fordi de har været drøftet i sidste øjeblik, overlade det til Parlamentet at dømme selv.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, hr Watson. Det er klart.

(Fornyet udvalgsbehandling forkastedes)

 
  
  

Inden afstemningen om Kommissionens forslag:

 
  
MPphoto
 
 

  Gebhardt (PSE). - (DE) Fru formand, undskyld jeg afbryder. Jeg vil gerne stille et spørgsmål til hr. Vitorino, før vi går over til den endelige afstemning. De sagde i morges, at De ville acceptere ændringsforslag 19, hvis det bliver vedtaget her. Jeg ville bare gerne have bekræftet, at De faktisk vil overtage dette ændringsforslag 19.

 
  
MPphoto
 
 

  Watson (ELDR). - (EN) Fru formand, jeg vil bede kommissæren fortælle os, hvilke af de ændringsforslag som blev vedtaget i morges, han vil godkende, før den endelige afstemning om den lovgivningsmæssige beslutning.

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (FR) Fru formand, afstemningen er afviklet i hastigt tempo, men jeg har gjort mit bedste for at holde trit med beslutningstagningen. Hvad angår de godkendte ændringsforslag, udtrykker Kommissionen forbehold for så vidt angår ændringsforslag 9, og jeg mener, vi bør genoverveje vores holdning hertil. Jeg vil tage dette under overvejelse.

Hvad angår ændringsforslag 19, som er vedtaget af Europa-Parlamentet, og som kræver, at flygtninge skal være omfattet af direktivforslaget, hvorimod direktivet om ret til familiesammenføring ikke skal finde anvendelse på personer, som nyder midlertidig eller subsidiær beskyttelse, må jeg fastholde det synspunkt, jeg også har fremført i denne debat. Vi er af den opfattelse, at direktivet udelukkende skal finde anvendelse på flygtninge, som i henhold til Genève-konventionen er anerkendt som sådanne. Spørgsmålet om ret til familiesammenføring for personer, som nyder midlertidig eller subsidiær beskyttelse, bør behandles i en separat retsforskrift. Kommissionen er i øvrigt allerede i færd med at udarbejde et sådan og vil næste år forelægge denne for Europa-Parlamentet og Rådet.

 
  
  

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

Forslag til beslutning (B5-0658/2000) af Luís Queiró for UEN-Gruppen om Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner

Inden afstemningen:

 
  
MPphoto
 
 

  Barón Crespo (PSE). - (ES) Fru formand, inden afstemningen vil jeg gerne henvende mig til Dem og anmode om, at De, eftersom en politisk gruppe, som ikke deltog i forhandlingerne om kompromisteksten, har undertegnet denne tekst, giver passende instrukser til den tilsvarende tjenestegren i administrationen, således at dette magtmisbrug ikke gentager sig. Alle grupper skal have ret til at udtale sig i plenum, men teksten udarbejdes i princippet af de grupper, som har forhandlet om den. Hvis nogen gerne vil tilføjes teksten, så kræves der tilladelse fra alle de grupper, der har udarbejdet kompromisteksten.

 
  
MPphoto
 
 

  Dupuis (TDI). - (FR) Fru formand, kompromisproceduren er en ad hoc-procedure, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets forretningsorden. I det øjeblik en tekst er fremlagt, kan alle medlemmer, som måtte ønske det, tilslutte sig denne. Jeg mener derfor ikke, den indvending, der fremføres af udvalgsformanden, Barón Crespo, kan gøres gældende.

 
  
MPphoto
 
 

  Barón Crespo (PSE). - (ES) Fru formand, gruppernes medlemmer har mulighed for at udtale sig i plenum, men forslaget tilhører dem, der har udarbejdet det, og det bør ikke underkastes en utilbørlig vedtagelse, som kan skabe forvirring om et emne, der er så vigtigt, og om eventuelle ikke ønskværdige alliancer med det ekstreme højre.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Barón Crespo, som De vil vide findes der ikke bestemmelser i forretningsordenen angående dette spørgsmål. Sædvanligvis underskrives teksten imidlertid af de medlemmer, der har fremlagt denne. Det har altid været gældende praksis i Europa-Parlamentet.

(Forslaget til beslutning forkastedes)

Fælles beslutningsforslag(1) om Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner

(Forslaget til fælles beslutning vedtoges) (2)

Fælles beslutningsforslag(3) om oprettelse af et observationscenter for industrielle forandringer

Inden afstemningen:

 
  
MPphoto
 
 

  Goebbels (PSE). - (FR) Fru formand, jeg vil gerne spørge medlemmerne af PPE-gruppen og medlemmerne af Den Liberale Gruppe, om de ønsker at fastholde deres beslutningsforslag? Forslaget indeholder direkte urigtige oplysninger og kommer for sent. Som det fremgik af Europa-Parlamentets debat i aftes, støtter både Kommissionen og Rådet oprettelsen af et observationscenter for industrielle forandringer. I øvrigt fremførte De selv samme synspunkt på Europa-Parlamentets vegne under Det Europæiske Råds møde i Lissabon. Vi kan ikke vedtage et beslutningsforslag, hvori grupperne anfører, at hverken Rådet eller Kommissionen støtter tanken om oprettelse af et europæisk observationscenter for industrielle forandringer. Det er decideret urigtigt, og jeg mener, det vil være rimeligt, om de to grupper trækker deres beslutningsforslag tilbage.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg ser ingen tegn i den retning. Jo, fru Plooij-van Gorsel, De har ordet.

 
  
MPphoto
 
 

  Plooij-van Gorsel (ELDR). - (NL) Fru formand, der er absolut ingen grund til at trække dette forslag til fælles beslutning tilbage, og det vil vi heller ikke gøre.

 
  
  

(Forslaget til fælles beslutning forkastedes)

Forslag til beslutning (B5-0653/2000) af Chichester for PPE-DE-Gruppen om oprettelse af et europæisk observationscenter for industrielle forandringer

(Forslaget til beslutning forkastedes)

Forslag til beslutning (B5-0656/2000) af Plooij-van Gorsel og Clegg for ELDR-Gruppen om oprettelse af et europæisk observationscenter for industrielle forandringer

(Forslaget til beslutning vedtoges) (4)

Betænkning (A5-0209/2000) af Veltroni for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 657 - C5-0144/2000 - 2000/2087(COS))

 
  
  

(Forslaget til beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0199/2000) af Heaton-Harris for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om beretning fra Kommissionen om undersøgelse af Erasmus-studerendes sociale og økonomiske forhold (KOM(2000) 4 - C5-0146/2000 - 2000/2089(COS))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

Betænkning (A5-0207/2000) af Boumediene-Thiery for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelse af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (KOM(1999) 127, KOM(1999) 372 - C5-0177/1999, C5-0178/1999 - 1999/2157(COS))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

STEMMEFORKLARINGER

- Betænkning af Bouwman (A5-0213/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Meijer (GUE/NGL). - (NL) Fru formand, af sagens gang med Bouwman-betænkningen kan man tydeligt se, hvor uoverskuelig den europæiske beslutningsdannelse forløber, og hvilke indviklede kompromisser den fører til. Parlamentet var opdelt mellem tilhængere af to forskellige løsninger. Til sidst var der flertal for den ene løsning, et flertal som også Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe hørte til. Under normale ledelsesmæssige forhold ville denne udtalelse fra Parlamentet være den endelige konklusion, men sådan er det ikke i EU. Her skal en mægling finde sted.

Forligsproceduren mellem Rådet og Parlamentet har givet et kompromis, der er temmelig betydningsløst, så længe man ikke også medtager en erklæring fra Kommissionen. I denne erklæring står, hvordan Kommissionen fortolker ordet "væsentlig" i artikel 8, del 1. Væsentlig synes her at betyde 30%, men det må ikke medtages i selve teksten. Fra begyndelsen lå striden mellem 90% af flertallet og 0% af mindretallet. Det giver nu en procentsats, der ligger tættere på 0 end på 30, og som desuden ikke må nævnes offentligt. Alle er nu enige om, at affald og ladingsrester fra skibe ikke længere må ende i havet, men om den måde, som indsamlingen af skibsaffald skal finde sted på, og især hvordan det skal betales, er der store meningsforskelle. Rundt om Østersøen og Nordsøen foretrak man finansiering via en almen opkrævning for hvert skib, som skal forhindre en eventuel økonomisk fordel ved ikke at indlevere affald på de officielt anviste steder. Rundt om Middelhavet foretrak man derimod betaling pr. mængde indsamlet affald. I stedet for først at videreudvikle begge systemer uafhængigt af hinanden, adskilt, og at sammenligne miljøfølgerne med hinanden, forsøger man nu med magt at nå til en enhedsløsning. Det kommer den nordlige model til skade. Det ville kunne ordnes bedre pr. hav end pr. Union. Uden EU havde det været lettere at forordne mellem grupper af adskilte lande pr. hav. EU's eksistens er i dette tilfælde ikke produktiv til at finde en fælles løsning med grænseoverskridende virkning. Ikke desto mindre har min gruppe stemt for det, fordi denne forordning er bedre end ingenting. Jeg håber, at der i løbet af nogle år alligevel kommer en revidering, så de oprindelige hensigter med Bouwman-betænkningen gøres gyldige.

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, pensionisterne og de ældre vil gerne have et rent hav, og som pensionisternes repræsentant her i Parlamentet stemte jeg derfor ja til det direktiv, som tager sigte på at gøre havet renere, navnlig i nærheden af havnene.

Jeg husker stadig tydeligt, hvad der skete, når jeg som dreng badede i havet ved min fødeby Genova, hvor man ofte kom op af vandet igen og var lige så sort af olie som tegneseriefiguren Calimero, der altid er helt sort, og som netop beklager sig over dette.

Med dette direktiv tilrettelægger man endelig en indsamling af skibenes affald, når de lægger til i havnene, og det er en god ting. Jeg stemte ja, selv om det havde været bedre, om man også havde opstillet regler for det, der finder sted i de andre middelhavslandes havne. Man yder en masse støtte til de lande, der ligger ud til Middelhavet - f.eks. med Meda-programmet - og derfor burde man også bede dem om at samle affald ind i deres havne!

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har tidligere haft lejlighed til at udtale mig om dette spørgsmål i forbindelse med mødeperioden i marts måned, hvor emnet var sat under debat. Det var på daværende tidspunkt højaktuelt i lyset af olietankeren Erikas forlis og den efterfølgende voldsomme debat om sikkerheden på havet. I dag er debatten mere afdæmpet, men spørgsmålet er fortsat særdeles vigtigt.

Forureningen af medlemsstaternes farvande og kyster vækker i høj grad bekymring hos EU's borgere. Europa-Parlamentet har lyttet til den helt legitime bekymring og har ændret Kommissionens forslag til forvaltning af affald fra skibe med henblik på øget ansvarliggørelse af medlemsstaterne. Europa-Parlamentet har således foreslået, at princippet om, at forureneren betaler, som i denne sammenhæng har vist sig lidet effektivt, erstattes med et afgiftssystem, ifølge hvilket alle skibe betaler en afgift, hver gang de anløber en havn, uanset om de gør brug af havnens modtagefaciliteter for affald eller ej. Afgiften skulle bidrage til finansieringen af de omhandlede faciliteter og dække 90% af omkostningerne hertil. Systemet ville anspore skibene til at aflevere driftsaffald og andre former for affald i havnene og ikke dumpe affaldet i havet. Rådet kunne selvsagt ikke acceptere Europa-Parlamentets forslag, og drøftelserne fortsatte derfor i Forligsudvalget.

Europa-Parlamentet og Rådet er under forhandlingerne i Forligsudvalget nået til enighed om følgende: Alle skibe, der anløber en havn i en medlemsstat skal yde et væsentligt bidrag til omkostningerne (ifølge en erklæring fra Kommissionen, som vedføjes teksten, betyder dette mindst 30%), uafhængigt af den faktiske brug af faciliteterne. Den eventuelle resterende del af omkostningerne, som ikke dækkes af denne afgift, skal dækkes på grundlag af typerne og mængderne af det affald, som skibet rent faktisk afleverer.

Hertil kommer, at Kommissionen senest tre år efter direktivets vedtagelse skal fremlægge en evalueringsrapport om virkningerne af de forskellige ordninger til dækning af omkostningerne på havmiljøet. Den skal endvidere om nødvendigt i forbindelse med denne evaluering fremlægge et forslag om ændring af dette direktiv gennem indførelse af en ordning, hvorved alle skibe, der anløber en havn i en medlemsstat, betaler en afgift svarende til mindst en tredjedel af omkostningerne ved havnenes modtagefaciliteter, uafhængigt af deres faktiske brug af faciliteterne.

Jeg finder det opnåede forlig tilfredsstillende. Direktivet betegner et afgørende skridt i retning af en mere effektiv strategi til beskyttelse af havmiljøet.

 
  
MPphoto
 
 

  Darras (PSE), skriftlig. - (FR) Vi har omsider nået den afsluttende fase i udarbejdelsen af dette direktivforslag. Om end jeg ikke finder resultatet af forhandlingerne i Forligsudvalget fuldt tilfredsstillende, tilslutter jeg mig det foreliggende fælles udkast, som efter min opfattelse tjener Europa-Parlamentet til ære og vidner om, at Europa-Parlamentet lever op til sit ansvar i forbindelse med Den Europæiske Unions beslutningsproces.

Kommissionen erkender, at der foregår en uønsket dumpning af affald i havet, og at det forekommer, at et skibs besætning på utilstedelig vis udnytter situationen i forbindelse med en dramatisk ulykke til i al ubemærkethed at udtømme yderligere mængder affald, hvorved de bidrager til forureningen af havmiljøet. Kommissionen foreslår derfor, at indsatsen koncentreres om modtagefaciliteterne i de europæiske havne. Alle havne bør således udstyres med faciliteter, der sætter dem i stand til at behandle skibsaffald. Samtidig skal alle skibe, der anløber en af disse havne, bære en del af omkostningerne i forbindelse med behandlingen af affald (90% af omkostningerne ifølge Europa-Parlamentets forslag, mindst 30% ifølge Forligsudvalgets fælles udkast), dette uanset om skibene faktisk gør brug af nævnte faciliteter eller ej.

Forslaget betegner første skridt i retning af en anerkendelse af princippet om, at forureneren betaler. Et nødvendigt om end ikke tilstrækkeligt skridt i den rigtige retning. Vil vi rense havene, vil vi bevare den naturlige balance, også med henblik på fremtidige generationer, kræves mere radikale foranstaltninger, især når det gælder finansieringen af disse faciliteter, ligesom der kræves foranstaltninger, som sikrer, at der ikke sker en konkurrenceforvridning havnene imellem. Der bør med andre ord på længere sigt etableres en offentlig tjeneste til varetagelse af affaldsbehandlingen.

For nærværende anbefaler jeg Europa-Parlamentets medlemmer at stemme for Forligsudvalgets fælles udkast.

 
  
MPphoto
 
 

  Piétrasanta (Verts/ALE), skriftlig. - (FR) Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance glæder sig over, at der på forslag af ordføreren, som er medlem af vores gruppe, er sket en skærpelse af bestemmelserne om etablering af modtagefaciliteter i havnene med henblik på indsamling og behandling af affald fra skibe. Det er ikke mindst glædeligt, at der indføres en obligatorisk afgift, som dækker 30% af omkostningerne, og som betales af alle fragtenheder. Vi kan ikke tillade, at skibe, som påberåber sig at være "miljørigtige" og i stand til at behandle deres affald undervejs - primært ved afbrænding - hvilket reelt ikke kan kontrolleres, omgår miljølovgivningen ved trods påstande om afbrænding at udtømme kulbrinter og husholdningsaffald, ved manglende selektivitet og ved at bidrage til forøgelse af drivhuseffekten.

Disse forslag ligger på linje med det forslag, der fremsættes i forbindelse med det kommende direktiv om forebyggelse af forurening af havmiljøet, i hvilken forbindelse jeg er ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi.

Forslagene sikrer endvidere ensartet adfærd i det europæiske havmiljø og bidrager til at sikre, at EU's havne udstyres med de fornødne faciliteter, ligesom der tages stilling til finansieringen heraf.

De omhandlede bestemmelser bør nøje kontrolleres, ligesom skibenes adfærd bør følges nøje ved hjælp af systemerne Equasis og Galileo. Det franske formandskab har givet tilsagn om, at iværksættelsen af disse systemer vil blive fremmet mest muligt.

 
  
  

- Indstilling ved andenbehandling (A5-0206/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte ja. Her i sommer var jeg turist i Tyrkiet for at besøge den by, som Schliemann har opdaget, nemlig det sagnomspundne Troja fra Iliaden. Der kom så en gammel tyrkisk pensionist hen til mig, som havde genkendt mig, og mens han fulgte mig rundt på mit besøg i Trojas ruiner, spurgte han mig om følgende: "Hvordan kan det være, at man ved forhandlingen om Morillon-direktivet ikke vedtog de ændringsforslag, hvor Tyrkiet opfordres til ikke at bygge atomkraftværker eller til i det mindste at sørge for, at disse atomkraftværker ikke forurener, samt til at løse det kurdiske problem og afskaffe dødsstraffen? Hvorfor ønskede man ikke klart at medtage disse punkter i dokumentet?"

Dette er faktisk, hvad jeg til dels er utilfreds med i det dokument, vi har vedtaget.

 
  
MPphoto
 
 

  Speroni (TDI). - (IT) Fru formand, jeg stemte ikke ja, da jeg ikke er af den opfattelse, at der er stillet tilstrækkelige betingelser for støtten til en sand fornyelse af den tyrkiske stat, en sand beskyttelse af menneskerettighederne og en sand beskyttelse af minoriteterne. Vi skal naturligvis hjælpe de lande, der har brug for hjælp, men på den anden side er det også hensigtsmæssigt, at man først beder dem om at respektere det, jeg lige har nævnt.

 
  
MPphoto
 
 

  Alavanos (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Europa-Parlamentet bør fastholde de tre ændringsforslag:

- om at holde kernekraft i det jordskælvsfølsomme område i Tyrkiet uden for produktionssystemet;

- om beskyttelsen af den kulturelle identitet og afskaffelsen af dødsstraf;

- om landets bidrag til løsningen af det kurdiske problem.

Derfor har jeg stemt for disse ændringsforslag.

Jeg mener imidlertid, at Europa-Parlamentet burde have fastholdt sit standpunkt med hensyn til ændringsforslagene under førstebehandlingen, nemlig i punkt 5 (kriterier for Tyrkiets optagelse), punkt 15 (indstilling af samarbejdet med Tyrkiet, såfremt der lægges hindringer i vejen for spørgsmål vedrørende demokratiet, retsstaten, menneskerettigheder, beskyttelse af minoriteter) og punkt 35 (årsberetning om beskyttelse af de demokratiske principper, retsstaten, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt overholdelse af folkeretten). Desværre har Europa-Parlamentets Udvalg om Udenrigsanliggender givet efter for et pres fra Rådet, som går ind for en realpolitik uden principper over for den tyrkiske regering, hvorved man undlader at give Tyrkiets borgere det demokratiske skub fremad, som EU kunne give dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Tyrkiets tilknytning til Den Europæiske Union er selvsagt et anliggende, som interesserer den europæiske storkapital med EU's institutioner, herunder Europa-Parlamentet, som talerør. Europa-Parlamentet kunne som et minimum benytte den tyrkiske regerings ønske om medlemskab af Den Europæiske Union til at kræve grundlæggende foranstaltninger gennemført såsom afskaffelse af dødsstraf og respekt for demokratiske frihedsrettigheder, ligesom den fortsatte undertrykkelse af kurderne kunne kræves bragt til ophør.

Betænkningens formuleringer er imidlertid selv på disse områder så udvandede, at de er uden reelt indhold. Dette er begrundet i ønsket om ikke at støde nogle af de involverede parter. Primært er det et spørgsmål om ikke at støde den tyrkiske generalstab, som bomber, myrder og torturerer i de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet.

Mens ordføreren i Europa-Parlamentet gør sig de største anstrengelser for at bringe menneskerettighederne på bane uden at støde de militærpersoner, som dagligt krænker samme rettigheder, erfarer vi via pressen, at et fransk-tysk-belgisk konsortium er klar til at levere en ammunitionsfabrik til Tyrkiet.

Dette bringer et tydeligt vidnesbyrd om relationerne mellem den europæiske storkapital og det tyrkiske diktatur. Langt tydeligere end de blødsødne udsagn, vi her i Europa-Parlamentet anmodes om at tage stilling til.

 
  
MPphoto
 
 

  Lang (TDI), skriftlig. - (FR) Europa-Parlamentet oplever i denne mødeperiode topmålet af hykleri, når vi inden for det næste døgn godkender en rammebevilling på adskillige millioner euro til Tyrkiet, samtidig med at vi fordømmer Tyrkiets krænkelser af et andet lands luftrum og bombeangreb mod den kurdiske befolkning fra baser i det nordlige Irak! Det skal tilføjes, at det er en overdrivelse at tale om fordømmelse i denne sammenhæng, både hvad ord og holdning angår.

Hvad er der sket med kravet om respekt for menneskerettighederne, som ellers fremføres ved enhver lejlighed, og som bør være forudsætningen for al bistand fra og alt samarbejde med Den Europæiske Union? I denne sag synes dette krav at være gledet i baggrunden og erstattet af en pragmatisk holdning.

Det er på tide, vi sikrer overensstemmelse mellem ord og handling. Det ville tjene Europa-Parlamentet til ære, og det ville sikre en mere sammenhængende europæisk politik med større gennemslagskraft.

 
  
  

- Betænkning af Schörling (A5-0196/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte ja til denne betænkning, der indfører en strategisk miljøvurdering - hvilket vil sige, at man er særligt opmærksom på miljøspørgsmålene, når der opføres større bygningsværker - for efter min mening er alt, hvad der gør naturen, landskaberne osv. kønnere, en god idé. Dette er også vigtigt for pensionisterne. Men der er nogle mangler. Når det gælder de større bygningsværker, som medlemsstaterne beslutter at opføre, burde man ikke fastlægge for mange bestemmelser på området, men lade den pågældende stat selv bestemme, om bygningsværket er i harmoni med naturen eller ej. Det bør man gøre, fordi det er nødvendigt at opføre de større bygningsværker hurtigt, og de ældre pensionister har ikke tid til at vente alt for længe!

 
  
MPphoto
 
 

  Kuntz (UEN), skriftlig. - (FR) I næsten fem år har denne tekst været undervejs i EU's beslutningsproces.

Når vi har valgt ikke at støtte det ændringsforslag, der tog sigte på direktivets forkastelse, er det selvsagt ikke for at belønne Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet, som har arbejdet på denne tekst i årevis. Vi ønsker ikke at støtte EU-bureakratiet og dets ofte barokke tendenser til at ville lovgive om alt. Men vi erkender, at virksomhederne har behov for klare rammer for at kunne disponere.

Det centrale punkt er således anvendelsesområdet, altså definitionen af begreberne "planer og programmer".

Anvendelsesområdet omfatter obligatorisk planer og programmer, som udstikker rammerne for godkendelse af projekter inden for landbrugs-, skovbrugs-, fiskeri- og energisektoren, inden for industri, transport, affaldshåndtering, forvaltning af vandressourcer, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og urbanisering. Det obligatoriske anvendelsesområde suppleres med en selektionsmekanisme, en forundersøgelse ("screening"), som gennemføres på medlemsstaternes foranledning (det frivillige anvendelsesområde).

Jeg medgiver, at der er behov for beskyttelse af og hensyntagen til miljøet, og at det er vores pligt at sikre, at dette sker. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet varetages disse hensyn imidlertid bedst af medlemsstaterne, og vi støtter ikke ændringsforslag, som tager sigte på en udvidelse af direktivets anvendelsesområde. Direktivet bør kun finde anvendelse på planer og programmer, som formodes at have mere vidtrækkende indvirkning på miljøet.

Det er trættende gang på gang at opleve, at der fra alle sider gøres forsøg på ad omveje at styrke Unionen på medlemsstaternes bekostning. I det konkrete tilfælde ønsker ordføreren, angiveligt af hensyn til miljøet, at inddrage alle medlemsstaternes politikker. Der skal ikke stilles spørgsmålstegn ved ønsket om inddragelse af miljøhensyn i vurderingen af politikkerne, men det er urimeligt at tro, at man kan anvende en og samme procedure i denne sammenhæng, ydermere en procedure pålagt medlemsstaterne af Den Europæiske Union.

Vi har tillid til medlemsstaterne, og vi fastholder den fælles holdning. Miljøhensyn skal ikke tjene som alibi for EU's indtrængen på alle områder, i det konkrete tilfælde betegnet "politikker". Vi kender EU's kompetence på området. Vi kender EU's redskaber. Når EU med miljøhensyn som påskud søger indtrængen på alle områder fra vandpolitiske til landspolitiske anliggender, må vi sige stop! De franske medlemmer har, som også andre delegationer, klart tilkendegivet, at vi ikke ønsker direktivets anvendelsesområde udvidet til også at omfatte de enkelte medlemsstaters politikker.

 
  
  

- Betænkning af Valdivielso de Cué (A5-0204/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte ja til denne betænkning af hr. Valdivielso de Cué om den nye forordning om Meda-programmet. Jeg går stærkt ind for alle de initiativer, der bringer Middelhavslandene tættere sammen, og det er ikke kun, fordi jeg repræsenterer Italien her i Parlamentet. Jeg ville faktisk ønske, at man satte finansieringsrammen for Meda-forordningen op. Jeg har selv gjort min egen lille indsats ved at stifte et forbund for Middelhavslandenes pensionistpartier for at understrege, hvor vigtigt Middelhavsområdet er for Europa og for de lande, der grænser op til Europa, eftersom også de afrikanske og asiatiske lande, som ligger ud til Middelhavet, grænser op til Europa. Derfor stemte jeg ja.

 
  
MPphoto
 
 

  Alyssandrakis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) EU's politik over for Middelhavslandene har ikke landenes udvikling som formål, de skal give den europæiske kapital større indflydelse. Støtteprogrammet Meda tjener disse formål.

Oprettelsen af en frihandelszone mellem Europa og Middelhavsområdet har som eneste formål at gøre det nemmere for de europæiske industriprodukter at komme ind på disse landes markeder og samtidig på røverisk vis komme i besiddelse af de rigdomme, der måtte findes i disse lande.

Når man taler om stabilisering af demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne, er det blot EU's sædvanlige påskud for at blande sig i andre landes indre anliggender.

De strukturelle tilpasninger, som man støtter via Meda-programmet, har som hovedformål at påtvinge disse lande de såkaldte markedslove, de økonomisk stærkestes overherredømme. Slutresultatet bliver, at landene synker endnu dybere ned i underudviklingen og bliver til EU's drabanter på grund af de ulige partnerskabsaftaler.

KKE går ind for et samarbejde mellem befolkningerne på lige vilkår og uden landes indblanding i andre landes indre anliggender. Partiet fremhæver især de udviklede kapitalistiske landes ansvar for den aktuelle situation i de underudviklede lande, som er resultatet af deres hidtidige udplyndring. Dette er endnu en ting, som ligger til grund for de udviklede landes forpligtelse til at hjælpe de underudviklede lande med at udvikle deres produktionsgrundlag og hæve indbyggernes levestandard.

Da både det tidligere Meda-program og de ændringsforslag, der stilles, ligger fjernt fra ovennævnte mål, vil KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet stemme imod betænkningen af Valdivielso de Cué.

 
  
MPphoto
 
 

  Martinez (TDI), skriftlig. - (FR) EU er under udvidelse mod øst. Det viser Agenda 2000. Men EU har også en "flydende" grænse mod syd. Det viser geografien.

Ad den vej, syd for Italien og syd for Spanien, finder store og små fartøjer, skibe og gummibåde, vej til EU's kyster. De er læsset med albanere, tyrkere, muslimer, kvinder, mænd og børn fra alle landene omkring Middelhavet. Der er tale om en bølge, en strøm af mennesker. Den tiltager i omfang, og Europa formelig oversvømmes. Enkelte steder, som eksempelvis i El Elejido i 1999, opstår der dog en reaktion hos de fastboende mod strømmen af nomader.

De europæiske regeringer afviser en roll back-løsning, og de ser sig ikke i stand til at skabe containment. I stedet søger de meget naturligt løsninger rettet mod nomaderne, før disse forlader oprindelseslandene. Meda-programmet har dette sigte.

De overordnede linjer for EU's middelhavspolitik blev udstukket i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Cannes i juni 1995, og middelhavspolitikken blev lanceret i forbindelse med konferencen i Barcelona i november 1995 under navnet Euro-Middelhavspartnerskabet, senere fastlagt i Meda-forordningen af 23. juli 1996. Middelhavspolitikken beror på en række investeringsprojekter af regional og national art. Omfanget er beskedent - 3,3 milliarder euro for perioden 1995-1999 for et område fra Marokko til Gaza og Vestbredden. Også når dertil lægges de 3,6 milliarder, der ydes i lån fra Den Europæiske Investeringsbank, hvilket bringer den økonomiske indsats op over de 4,4 milliarder euro, der ydes fra Verdensbanken.

Beløbet er beskedent, dels fordi de 3,6 milliarder, der udgør budgetrammen, reelt udløser et samlet bidrag på 648 millioner euro, dels fordi indsatsen langtfra står mål med problemets omfang.

Det er positivt, at den bilaterale bistand er afløst af en samlet, multilateral indsats. Og bevillingerne øges da også i henhold til Meda II for perioden 2000-2006 med ikke mindre end 47,1% til en rammebevilling på 8,5 milliarder euro. EU's landmænd ville givetvis være tilfredse med en stigning, som var halvt så stor eller blot en tredjedel heraf.

Middelhavspolitikken er imidlertid andet og mere end bevillinger. Det drejer sig ikke blot om programmer og flere embedsmænd i EU til at administrere disse. Området frembyder store udfordringer af demografisk, miljømæssig, klimatisk, religiøs og kulturel art, og middelhavspolitikken bør derfor være visionær og strategisk orienteret med fokus på forankring, integration, stabilitet og strukturering omkring eksisterende mellemstatslige institutioner og med fokus på sektorer, som rummer store fælles udfordringer, eksempelvis vandforsyning, miljø, migration, skovrydning osv.

Under sådanne vilkår, ved en metodisk tilgang suppleret med integrerede institutioner, som eksempelvis et højkommissariat for Middelhavsområdet, kunne der udarbejdes et budget med baggrund i strategisk orienterede projekter og ikke med baggrund i en taktisk bestemt spredning over mindre projekter. Men det haster, endog særdeles meget. Ellers vil vi se et koloniseret Europa, som ikke har andet at tilbyde end et kulturelt amputeret folks deroute.

 
  
MPphoto
 
 

  Schröder, Ilka (Verts/ALE), skriftlig. - (DE) Partnerskabet mellem EU og de sydlige middelhavslande indeholder en række positive elementer. Det bør videreudvikles og intensiveres. Betænkningen om reform af Meda-programmet peger imidlertid i den forkerte retning på flere punkter.

Den Europæiske Union er fikseret på at indgå frihandelsaftaler med landene syd for Middelhavet - som paradoksalt nok kun liberaliserer til den ene side. Den slags aftaler har en særlig negativ virkning på de økonomisk mindre fordelagtigt stillede; det har allerede eksisterende frihandelsaftaler allerede bevist. Betænkningen medgiver, at dette er en risiko i forbindelse med frihandelsaftaler. Hvorfor beskriver og kræver man ellers "støtteforanstaltninger", som skal lindre de negative konsekvenser af frihandlen?

Når man kender risikoen ved frihandelsstrategien, men alligevel holder fast ved denne strategi, har de sociale, økologiske og kulturelle elementer i programmet altid kun karakter af reparation og skadesbegrænsning - selv om de burde være det centrale princip i sådanne aftaler.

For at opnå ret til tilskud, skal Meda-landene desuden leve op til Bretton-Woods-institutionerne (f.eks. IMF). Netop deres programmer er kendt for deres asociale strategier, som alene tager sigte på liberalisering.

I partnerskabet mellem EU og Middelhavsområdet må det dreje sig om at nedbryde manglende ligevægt mellem regionerne nord og syd for Middelhavsområdet, at forbedre befolkningens livskvalitet og fremme forståelsen mellem dem i de forskellige regioner. Men hvis frihandlen bliver gjort til det centrale princip, reduceres disse mål til en facade, og vinderne bliver endnu en gang nogle få rige.

Desuden protesterer jeg imod, at partnerskabet mellem Europa og Middelhavsområdet misbruges som instrument til at forhindre indvandring fra disse områder til EU. Ikke bare i aftaler med Middelhavsstaterne, men i alle aftaler med et eller flere tredjelande har Den Europæiske Union gennem nogen tid fået indskrevet "kampen mod illegal indvandring" og "tilbagesendelse" af "illegale" flygtninge som mål. Således lægger hver enkelt aftale endnu en mursten til Fort Europa. Også denne betænkning er et eksempel på den europæiske politik med udelukkelse af indvandrere og flygtninge. Landene i det sydlige Middelhavsområde udråbes som forgårde til Fort Europa. De skal sørge for, at "uønskede personer" ikke kommer ind i EU. Jeg spørger mig selv, hvordan EU over for partnerstaterne i Middelhavsområdet vil pukke på overholdelse af menneskerettighederne og individets frihed, når den ikke selv respekterer indvandrernes rettigheder, illegaliserer disse mennesker og for enhver pris - sågar drab - vil holde dem ude fra Europa. Denne betænkning sikrer endnu en gang friheden for varer, tjenesteydelser og kapital. Den træder endnu en gang menneskenes frihed og rettigheder under fode. Derfor stemmer jeg imod, trods nogle positive elementer.

 
  
MPphoto
 
 

  Vlasto (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for hr. Valdivielso de Cués betænkning, eftersom Euro-Middelhavspartnerskabet har brug for et instrument, Meda, som er operationelt og råder over de fornødne bevillinger. Som medlem af Europa-Parlamentet valgt i en af byerne beliggende ud til Middelhavet ser jeg gerne, at bevillingerne til Euro-Middelhavspartnerskabet i perioden 2000-2006 når samme niveau som bevillingerne til landene i Central- og Østeuropa.

De forslag til forenkling af gennemførelsen af Meda-programmet, som foreslås af Kommissionen, og som følges op i den foreliggende betænkning, er positive. I forbindelse med gennemførelsen af det første Meda-program, konstateres, at gennemsnitligt kun en fjerdedel af bevillingerne reelt er kommet til udbetaling over en periode på fire år. Hvordan forklarer vi den omstændighed? Problemer af denne art skader vores internationale omdømme og sender et uheldigt signal til EU's skatteborgere om måden, hvorpå offentlige midler forvaltes af EU's institutioner. Vi kan ikke være tilfredse med et sådant resultat.

Vi støtter derfor de forslag, Kommissionen har fremsat. Bistanden til middelhavslandene skal ydes hurtigt og effektivt i overensstemmelse med EU's politiske prioriteringer. I Valdivielso de Cués betænkning foreslås en decentralisering af administration og ledelse af projekterne, og en nyorientering af Med-udvalget, ligesom der lægges vægt på en styrkelse af samarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne. Disse forslag vil være en forbedring af Meda-programmet.

Jeg finder det ligeledes afgørende, at Europa-Parlamentets deltagelse i beslutningsprocessen i forbindelse med Meda-programmet styrkes. Jeg finder det i øvrigt beklageligt, at Europa-Parlamentet i et så vigtigt anliggende som en ændring af Meda-forordningen kun har mulighed for at udtale sig inden for rammerne af høringsproceduren.

Meda-programmet vil med de ændringer, der foreslås i den foreliggende betænkning, kunne gennemføres ved procedurer, som er forenklede, decentrale og gennemsigtige. Jeg håber, at programmet også i budgetmæssig henseende bliver udrustet på en måde, som modsvarer vores politiske ambitioner for Middelhavsområdet. Kommissionen har forpligtet sig til at styrke de personalemæssige ressourcer, således at disse bringes på niveau med programmer som Phare og Tacis. Europa-Parlamentet bør i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2001 sikre, at dette løfte også indfries.

Bevillingerne til Meda-programmet bør efter min opfattelse afspejle de politiske ambitioner, Europa-Parlamentet har givet udtryk for, idet Euro-Middelhavspartnerskabet er blandt de eksterne aktioner, som ønskes prioriteret højt.

Ændringen af Meda-forordningen med henblik på en styrkelse af beslutningsprocessen og en forenkling af procedurerne i forbindelse med projekternes gennemførelse betegner et vigtigt skridt i udviklingen af Euro-Middelhavspartnerskabet. Næste skridt vil være vedtagelsen af Meda-budgettet, som jeg vil følge nøje, idet det ligeledes vil vidne om den betydning, vi tillægger Euro-Middelhavspartnerskabet.

 
  
  

- Betænkninger af Varela Suanzes-Carpegna (A5-0194 og A5-0188/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte også ja til Varelas betænkning om fiskeriaftalen med Guinea, selv om rejerne og tunfiskene ikke bliver glade for denne betænkning, som fastlægger bestemmelserne for fangsten af dem. Jeg gav udtryk for denne holdning over for Fernández Martín, da det drejede sig om De Kanariske Øer, og han svarede mig naturligvis følgende: "Det er rigtigt, men rejer har ikke stemmeret, og desuden er jeg fisker."

Fru formand, der er nogle mangler ved denne betænkning, da man på den ene side giver Guinea penge for at fremme fiskebestandens genskabelse og fiske nogle mindre mængder fisk, og da man på den anden side giver landet penge for at lade EU fiske rejer og tunfisk i disse farvande. Dette er efter min mening en form for kolonialisme, som ikke bør praktiseres.

Med hensyn til den anden betænkning af Varela om fiskeriaftalen med Mauritius stemte jeg ganske vist ja, fru formand, men jeg vil gerne understrege, at det var med nød og næppe. Hvorfor var det det? Det var det, fordi Udviklingsudvalget har indgivet et ændringsforslag, hvor det anmoder om en kontrol med fiskernes løn, og jeg vil gerne tilføje, at det også gælder deres pensioner. Desværre blev dette ændringsforslag ikke godkendt. Ved hjælp af dette dokument skal vi nu til at indgå en handelsaftale, hvor vi giver landet EU-støtte, men vi beder ikke om lov til at kontrollere fiskernes kontrakter. Det er efter min mening forkert!

 
  
  

- Betænkning af Watson (A5-0201/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Ludford (ELDR). - (EN) Fru formand, jeg vil gerne afgive stemmeforklaring på vegne af ELDR-Gruppen. Det var vores overordnede mål at få denne meget vigtige betænkning igennem som den første betænkning, der indfører fælles EU-immigrationslove, som også gælder tredjelandsstatsborgere. Vi har derfor vist solidaritet med andre ligesindede grupper og medlemmer. Vi støttede Den Socialdemokratiske Gruppes ændringsforslag om at udelade modtagere af subsidiær beskyttelse i lyset af kommissærens løfte om at fremsætte et forslag, som omfatter både dem og modtagere af midlertidig beskyttelse.

Vi ville principielt have foretrukket, at modtagere af subsidiær beskyttelse blev medtaget, fordi de er langtidsfastboende, men vi besluttede at støtte betænkningens vedtagelse. Ligeledes undlod vi at stemme om spørgsmål vedrørende slægtninge i opstigende linje, fordi vi så vidt muligt ønsker at undgå indvendinger og derved sikre et klart flertal for betænkningen, og vi er klar over, at medtagelsen af disse slægtninge er specielt problematisk for visse medlemmer. Der er dog flere i gruppen, som gerne ville have vist en mere generøs holdning. Fru Malmström og fru van der Laan har udtrykkeligt bedt mig nævne dem i denne forbindelse.

Min gruppe har bevidst stemt for at medtage ugifte partnere, hvis den pågældende medlemsstat juridisk anerkender sådanne partnerskaber, hvad jeg mener, at tre stater gør i øjeblikket. Vi mener, at det er rimeligt ikke at blande sig i en intern beslutning om juridisk anerkendelse af sådanne partnerskaber.

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte nej til Watsons betænkning ligesom hele PPE-Gruppen, og det gjorde jeg ikke kun, fordi ændringsforslagene indgivet af den gruppe, som jeg har den glæde at tilhøre, ikke blev godkendt, men også fordi pensionisterne er trætte af at se, at der kommer stadig flere tredjelandsborgere, som ikke har noget at leve for, ind på EU's område. Der er i dette dokument taget højde for, at tredjelandsborgere kan rejse ind i EU og blive ført sammen med deres familiemedlemmer - hvilket i sig selv er en glimrende idé, som jeg er enig i - og det gælder også familiemedlemmerne til de indvandrere, som bor i et bestemt EU-land, og som kun har en indkomst, der svarer til minimumspensionen fra den sociale sikring. Men minimumspensionen fra den sociale sikring er i sig selv en sultepension for én person! Hvordan skal en indvandrer, der har så lav en indkomst, kunne brødføde alle sine familiemedlemmer?

 
  
MPphoto
 
 

  Berthu (UEN), skriftlig. - (FR) Watson-betænkningen om forslag til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring er vedtaget af et overbevisende flertal af Europa-Parlamentets medlemmer (323 stemte for forslaget, 212 stemte imod), uagtet at betænkningen er udtryk for en endog meget rummelig opfattelse. Vedtagelsen af forslaget viser, i hvilken grad Europa-Parlamentet og Kommissionen, som har udarbejdet det oprindelige forslag, er på vej til at svigte deres primære pligt, som ikke består i at gøre alle tilfredse, men i at beskytte EU's befolkning.

Vedtagelsen af forslaget bekræfter også det synspunkt, vi hele tiden har fremført i debatten om Amsterdam-traktatens bestemmelser om overflytning af indvandringspolitikken til det overstatslige samarbejde, jf. artikel 63, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, i det konkrete tilfælde anvendt på spørgsmålet om familiesammenføringer. Overflytning af beslutningsmyndigheden fra nationalt niveau til det overstatslige niveau sker ikke for at styrke medlemsstaterne, sådan som nogle har hævdet i et forsøg på at vildlede vælgerne, men tværtimod for at svække medlemsstaterne.

I den nu vedtagne Watson-betænkning fastslås retten til familiesammenføring i EU, uagtet at en sådan ret juridisk set endnu ikke eksisterer på europæisk plan - og efter vores opfattelse heller ikke bør eksistere som en rettighed. Værtslandet tvinger ikke indvandrerne til at komme til landet. Det er en afgørelse, som træffes af indvandreren selv, og tager et land imod den pågældende indvandrer, kan denne ikke påberåbe sig en ret til også at hente andre personer til landet.

I begrundelsen for direktivforslaget henvises i højstemte vendinger til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og til de internationale konventioner fra 1966, som fastslår, at "familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse". Samtidig er der i den såkaldte Forsamling til udarbejdelse af et charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder modvilje mod at indarbejde dette princip. Anerkendelsen af familien som samfundets naturlige og fundamentale enhed gøres således gældende som grundlag for familiesammenføring, men afvises som grundlag for beskyttelse af de europæiske familier.

Direktivforslaget, som godkendt ved Watson-betænkningen, proklamerer således en ikke-eksisterende ret. Ikke nok med det. Begrebet "referenceperson" omfatter i henhold til direktivforslagets definition ikke blot indvandrere med lovligt ophold i en medlemsstat, men også flygtninge. De personer, der kan familiesammenføres, omfatter ikke blot referencepersonens ægtefælle og mindreårige børn, men også en ugift partner, forudsat at "de ugifte partnere lever i et varigt samlivsforhold", hvilket også omfatter homoseksuelle par i medlemsstater, i hvis lovgivning ugifte par sidestilles med gifte par. Direktivet tillader endvidere, at myndige børn, som "ikke kan forsørge sig selv", kan familiesammenføres. Det samme gælder slægtninge i opstigende linje, det være sig slægtninge til referencepersonen, til dennes ægtefælle eller endog til dennes ugifte partner.

Det turde være indlysende, at alle sluser hermed er åbne, og at målet med direktivet er at begunstige massiv indvandring, hvilket vil indebære en markant ændring af de europæiske samfund.

Politikerne i de enkelte medlemsstater ville næppe have vedtaget en tekst med denne ordlyd. Dertil overvåges de for nøje af vælgerne. De overfører derfor beslutningsmyndigheden til EU, som på deres vegne i al ubemærkethed udfører det beskidte arbejde. Det er det sande billede af EU i dag.

 
  
MPphoto
 
 

  Blak, Lund og Thorning-Schmidt (PSE), skriftlig. - De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet hilser initiativet om fælles regler for familiesammenføring velkomment, idet vi dog har stemt imod enkelte punkter, herunder etårsreglen. Som følge heraf og med henvisning til det danske forbehold på det retlige område har de danske socialdemokrater undladt at stemme for det endelige forslag.

 
  
MPphoto
 
 

  Busk, Haarder, Jensen og Riis-Jørgensen (ELDR), skriftlig. - Venstres medlemmer beklager, at den danske regering på grund af det danske forbehold ikke har kunnet arbejde for at påvirke direktivet og som eneste land ikke har vetoret, ligesom vi beklager, at regeringen ikke som andre lande vil stille større krav om selvforsørgelse, bolig m.v. til indvandrere i Danmark, der ønsker familiesammenføring. Direktivforslagets forslag om ret til familiesammenføring efter ét år ville ikke være noget problem, hvis Danmark i lighed med andre lande stillede sådanne krav, som udtrykkeligt er fastsat i direktivforslaget. I så fald ville det ikke være kommunernes opgave at skaffe bolig og at forsørge de pågældende personer, som det er tilfældet i dag. Men som forholdene er, kan étårsreglen ikke praktiseres i Danmark uden væsentlige problemer. Vi undlader derfor at stemme om betænkningen, hvilket vi beklager, da vi gerne ser en fælles politik, især på asylområdet.

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Den betænkning, som i dag er sat under debat, har efter min opfattelse afgørende betydning set i lyset af de initiativer, der blev annonceret i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober 1999 med hensyn til indførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og set i lyset af de igangværende drøftelser vedrørende et charter om grundlæggende rettigheder. Emnet er konkret problematikken i forbindelse med ret til familiesammenføring.

Denne ret følger i øjeblikket udelukkende internationale aftaler, i særdeleshed Den Europæiske Konvention om Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder fra 1950. På nationalt plan varierer situationen meget fra land til land. Familiesammenføring tjener imidlertid til beskyttelse af familien som samfundets grundlæggende enhed og fremmer integrationen af tredjelandsstatsborgere i medlemsstaterne. Der var således behov for at indføje retten til familiesammenføring som en del af fællesskabsretten.

Kommissionens forslag tager sigte på at give tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat ret til familiesammenføring, forudsat at en række materielle betingelser og procedurekrav er opfyldt.

Jeg glæder mig over den indsats, der er ydet af medlemmerne af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. De er gået i brechen for en mindre restriktiv og mindre konservativ linje end den, der var lagt af den først udpegede ordfører. Der er opnået et resultat, som nærmer sig Kommissionens forslag. Sidstnævnte var efter min opfattelse i store træk tilfredsstillende.

Retten til familiesammenføring tilkommer således ifølge direktivforslaget følgende kategorier af personer:

- tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område, og som er i besiddelse af en opholdstilladelse med en gyldighed på mindst et år;

- flygtninge, uanset hvor længe den opholdstilladelse, som medlemsstaten har udstedt, er gyldig; samt unionsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed for personer.

Følgende personer kan familiesammenføres:

- referencepersonens ægtefælle eller ugifte partner (herunder en partner af samme køn); bestemmelsen om den ugifte partner gælder kun i medlemsstater, i hvis lovgivning ugifte par sidestilles med gifte par;

- børn af parret, hvad enten partnerne er gift eller ej; børn, der er født uden for ægteskab; børn af tidligere ægteskaber;

- børn af en af ægtefællerne eller partnerne hører også til denne kategori af personer, der kan familiesammenføres, forudsat at den ægtefælle eller partner, der ansøger om familiesammenføring, har den faktiske forældremyndighed og har forsørgerpligten over for børnene;

- slægtninge i opstigende linje, forudsat at de forsørges af referencepersonen, samt myndige børn, som ikke kan forsørge sig selv.

 
  
MPphoto
 
 

  Evans, Robert J.E. (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg taler på vegne af mig selv og 28 kolleger fra det britiske Labour-Parti. Det glæder os at stemme for denne betænkning, selv om Det Forenede Kongeriges regering af forskellige årsager har benyttet sig af sin ret til ikke at være med i dette initiativ.

Som medlemmerne ved, var Det Forenede Kongeriges regering med til at drage konklusionerne ved topmødet i Tampere. Der er dog forskellige praktiske punkter og spørgsmål vedrørende suverænitet, som Det Forenede Kongerige tager meget alvorligt, og som betyder, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt for Det Forenede Kongerige at være med denne gang. Men det mindsker ikke vores regerings forpligtelse til at overholde betænkningens principper og dens underliggende værdier. Det er regeringens klare holdning, at Det Forenede Kongerige ikke skal adskille sig nævneværdigt fra vores europæiske partnere på det vigtige immigrationsområde.

Parlamentsmedlemmerne, som er medlem af Labour-Partiet, har derfor stemt for denne betænkning og støtter familiesammenføringsprincipperne.

 
  
MPphoto
 
 

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Luxembourg er det land i Den Europæiske Union, som har den største andel af udlændinge i befolkningen, nemlig 37%. Flertallet af disse - 87% - kommer fra EU-landene. Men i nogen tid har det været sådan, at andelen af immigranter fra tredjelande vokser hurtigere end andelen af EU-borgere fra de andre 14 medlemsstater.

Til vores arbejdsmarked er vi henvist til indvandrere, selv om de største flaskehalse på vores arbejdsmarked udlignes af grænsegængere fra Frankrig, Belgien og Tyskland. Næsten en tredjedel af arbejdskraften, over 80.000, er grænsegængere. Over halvdelen af den aktive befolkning har ikke statsborgerskab i Luxembourg. Disse tal illustrerer den interesse, som mit land har i en fornuftig immigrationspolitik og naturligvis i det vigtige aspekt, som hedder familiesammenføring. Det hører bestemt til Kommissionens opgaver, især efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden, at foreslå initiativer inden for Det Europæiske Fællesskab om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold, især med det absolut rosværdige mål at opnå en tilnærmelse mellem de enkelte landes lovgivning om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres adgang og ophold.

I sit forslag til et direktiv om retten til sammenføring bemærker Kommissionen med rette, at familiemedlemmernes tilstedeværelse giver mulighed for et normalt familieliv og dermed større stabilitet og bedre muligheder for, at folk kan slå rod i indvandringslandet. Vi ved og sætter også pris på, at den almindelige menneskerettighedserklæring og andre internationale konventioner anerkender familien som samfundets naturlige kernecelle, som skal have beskyttelse og bistand.

På denne baggrund, og selv om forskellige internationale konventioner ikke indeholder nogen ret til familiesammenføring, hilser jeg i princippet Kommissionens forslag om et EU-retsinstrument inden for familiesammenføringen velkommen. Vi ønsker imidlertid hverken det rene kaos eller nye muligheder for menneskesmuglere. Frem for alt skal vi sikre, at sådanne ordninger tager hensyn til de enkelte medlemsstaters modtagekapacitet. Det ville ikke være tilfældet, hvis vi vedtog betænkningen fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender i den foreliggende form. Ordføreren har gjort klogt i at trække sit navn tilbage fra betænkningen, som i udvalget blev vedtaget med 25 stemmer mod 13. Et direktiv i den form, som nu foreslås af det korresponderende udvalg, er ganske enkelt uigennemførligt, farligt og kontraproduktivt. Kun ændringsforslagene fra min gruppe og den oprindelige ordfører, fru Klamt, ville have kunnet få mig til at stemme for denne betænkning.

Familiesammenføring, ja! Men hvordan definerer man familien? Hvor mange ægtefæller i ægteskaber med flere partnere, hvor mange børn, livsledsagere, pårørende i ordets videste forstand, skinægtefæller skal en enkelt tredjelandsstatsborger med retmæssigt ophold kunne sammenføre? 10, 20, 100, alt efter tradition og religion?

Humanitære overvejelser skal bestemt spille en rolle. Men det hele skal være overskueligt og kontrollabelt. Det handler især om, at de enkelte medlemsstater ikke på grund af et europæisk direktiv bliver bragt ud i en situation, som de ikke længere kan magte.

Naturligvis skal medlemsstater, som har mere storsindede ordninger, kunne bibeholde disse.

Jeg har afgivet denne erklæring for at advare mod uforudsigelige følger, uden af den grund at sætte spørgsmålstegn ved princippet om familiens enhed. Tværtimod!

 
  
MPphoto
 
 

  Sacrédeus og Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Betænkningen behandler først og fremmest to forskellige grupper, tredjelandsborgere og flygtninge, og deres ret til familiesammenføring i EU-lande. Vi svenske kristelige demokrater mener, at disse grupper bør behandles separat. Flygtninges ret til familiesammenføring bør behandles på samme måde, men i et separat direktiv.

Familien er den vigtigste byggesten i vores samfund, og vi skal derfor vogte over retten til et familieliv. Frem for alt skal vi værne om børns ret til at blive genforenet med deres forældre, men retten til familiesammenføring bør i visse tilfælde (f.eks. i forbindelse med alvorlig sygdom) også gælde nære familiemedlemmer i lige linje samt myndige børn. Det er også rimeligt, at familiemedlemmer efter bl.a. skilsmisse eller dødsfald får en autonom opholdstilladelse i værtslandet, samt at familiemedlemmer får ret til at arbejde og uddanne sig i landet.

Med disse forbehold og præciseringer støtter vi sagen.

 
  
MPphoto
 
 

  Schröder, Ilka (Verts/ALE), skriftlig. - (DE) Trods begrænsningen til flygtninge i henhold til Genève-konventionen stemmer jeg for denne betænkning. For de allerfleste homoseksuelle og de flygtninge, som nyder midlertidig eller subsidiær beskyttelse, betyder Kommissionens forslag ingen fremskridt.

Netop set fra tysk side udgør det imidlertid en forbedring af situationen for de flygtninge, som efter kriteriet familiemedlem kan give andre mennesker mulighed for legal indvandring. Og jeg stemmer også for af en anden grund. Mens der nu næsten dagligt demonstreres mod højreekstremisme i Tyskland, er det netop den tyske indenrigsminister Schily, som udtaler sig mod den indvandringsvenlige ordning. Han frygter, at indvandrere vil komme til Tyskland i "sekscifrede antal", når direktivet træder i kraft. Dermed gør han sig til verbal døråbner for dem, som vil fordrive denne "sekscifrede" menneskemængde fra Forbundsrepublikken Tyskland med magt - døde eller levende. Dermed bliver engagementet mod højreekstremisme ikke bare til en skinhellig maske, det vendes til sin modsætning.

 
  
MPphoto
 
 

  Lulling (PPE-DE). - (FR) Fru formand, var det ikke muligt at følge den hidtidige praksis? At nævne alle, der ønsker at afgive skriftlig stemmeforklaring, hvorpå disse kan forlade mødesalen. Den nuværende situation er uholdbar. Man kan vandre hvileløst rundt i en halv time efter afstemningen blot for at få lejlighed til at sige, at man ønsker at afgive skriftlig stemmeforklaring. Det tidligere system var trods alt bedre på dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Fru Lulling, tilgiv mig, men det er, som De vil vide, vanskeligt at få taletid med henblik på at opregne navnene på de medlemmer, der ønsker at afgive skriftlig stemmeforklaring. Europa-Parlamentets tjenestegrene kontrollerer, om medlemmerne er til stede, og vi registrerer alle anmodninger om afgivelse af skriftlig stemmeforklaring, uden at dette bekendtgøres. Det kontrolleres, at det pågældende medlem er til stede i mødesalen ved påbegyndelsen af stemmeforklaringerne, og jeg giver kun ordet til de medlemmer, der afgiver mundtlig stemmeforklaring. De kan således frit forlade mødesalen.

 
  
MPphoto
 
 

  De Rossa (PSE). - (EN) Jeg har nu i næsten en halv time ventet på, at mit navn skulle blive råbt op, fordi jeg af tjenestegrenene er blevet informeret om, at jeg skulle være til stede, for at min stemmeforklaring kan behandles som skriftlig. Jeg forstår ikke problemet. Hvorfor kan man ikke få nogle enkle og klare oplysninger? Jeg gjorde opmærksom på, at jeg ønskede at fremsætte min stemmeforklaring skriftligt, og jeg fik at vide, at jeg alligevel skulle være her til afstemningen, og at jeg skulle vente, til jeg blev råbt op, før jeg kunne angive, at jeg ønskede at gøre det skriftligt. Hvorfor skal jeg spilde en halv time her?

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg har fået oplyst, at der er tale om en misforståelse. De har fået at vide, at De skal være til stede under afstemningen. Det har jeg også hele tiden ment. Men De behøver ikke at afvente samtlige stemmeforklaringer.

 
  
MPphoto
 
 

  De Rossa (PSE). - (EN) Fru formand, jeg fik udtrykkeligt at vide, at jeg skulle være til stede for at angive, at jeg ønskede at afgive min stemmeforklaring skriftligt. Da jeg ved en tidligere lejlighed ikke var til stede, fik jeg én over fingrene, fordi jeg ikke var her.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Lad os ikke bruge mere tid på denne diskussion. Jeg lover, at vi i Præsidiet skal præcisere disse spørgsmål, således at alle mødeledere, formanden såvel som næstformændene, håndhæver reglerne på samme måde for så vidt angår afgivelse af stemmeforklaring. Personligt finder jeg, det er mest korrekt at kontrollere, at medlemmerne er til stede under afstemningen, således at de frit kan forlade mødesalen, såfremt de ønsker at afgive skriftlig stemmeforklaring, og således at kun stemmeforklaringer afgivet af medlemmer, som har deltaget i afstemningen, føres til protokols. Det er efter min opfattelse den korrekte fortolkning af reglerne, men inden jeg udtaler mig definitivt herom, må jeg drøfte sagen med næstformændene, hvilket jeg beder Dem have forståelse for.

- Oprettelse af et observatorium for industrielle forandringer

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg støtter forslaget om udarbejdelse af et nyt kommissiorium for et af Den Europæiske Unions agenturer med henblik på at analysere og ikke mindst forudsige industrielle forandringer. Der sendes med dette initiativ et stærkt politisk budskab, som vidner om EU's vilje til at tage de udfordringer op, der er et resultat af en række markante forandringer som følge af blandt andet den økonomiske og finansielle udvikling, udviklingen af ny teknologi, den internationale konkurrence og globaliseringen af samhandelen.

På Det Europæiske Råds møde i Luxembourg i november 1997 blev det slået fast, at det er vigtigt at analysere disse fænomener med henblik på at imødegå og ikke stå uforberedt over for følgerne heraf. Drøftelserne i Luxembourg medførte, at der blev nedsat en ekspertgruppe, bedre kendt under betegnelsen Gyllenhammar-Gruppen, som fik til opgave at analysere de økonomiske og sociale konsekvenser af de industrielle forandringer.

Ekspertgruppen foreslog i sin rapport til Det Europæiske Råd i forbindelse med mødet i Cardiff i december 1998, at der blev oprettet et observationscenter for industrielle forandringer. Det er dette forslag, vi omsider har sat under debat i dag, og jeg håber, det meget snart vil udmønte sig i konkrete initiativer!

Europæisk industri har i de senere år undergået en markant forandring som et resultat af et stigende antal virksomhedsflytninger, omstruktureringer og fusioner, hvilket i betydeligt omfang har påvirket såvel beskæftigelsen som den økonomiske og sociale samhørighed i negativ retning.

Medlemsstaterne har som oftest stået uforberedt over for disse forandringer og har alt for ofte blot måttet bøje sig for kendsgerningerne. De har så mere eller mindre frivilligt søgt at klinke skårene, mens Kommissionen med kritiske øjne har set til og undertiden dømt medlemsstater for overtrædelse af fællesskabsretten med henvisning til, at der er ydet uberettiget statsstøtte!

De uforudsete forandringer rammer selvsagt først og fremmest arbejdstagerne, hvis situation fortsat præges af stor usikkerhed, til trods for at der på ny registreres økonomisk vækst, og til trods for at det økonomiske klima er forbedret.

På det seneste har vi således set eksempler på, at virksomhederne trods pæne overskud afskediger medarbejdere med henvisning til, at der skal ske omstruktureringer eller fusioner, uden at det i den anledning sikres, at kravet om information og høring af arbejdstagerne er opfyldt! Jeg appellerer i denne sammenhæng også til Rådet, som blokerer for vedtagelsen af et direktiv om information og høring af arbejdstagerne!

Det omhandlede observationscenter skal kort sagt skabe bedre muligheder for at forudse de industrielle forandringer. Det vil dermed også være muligt at træffe de fornødne foranstaltninger for at forberede arbejdstagerne på sådanne forandringer, herunder tilbyde uddannelse med henblik på omskoling til mere fremtidsorienterede erhverv. Jeg støtter forslaget om, at retten til livslang uddannelse bør indføjes i charteret om de grundlæggende rettigheder, sådan som det anføres i beslutningsforslaget. Centrets analyser skal selvsagt være tilgængelige for en bred kreds.

 
  
MPphoto
 
 

  De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg beklager PPE-, ELDR- og UEN-Gruppernes beslutning om at stemme imod PSE-Gruppens beslutning om at oprette et europæisk observationscenter for industrielle forandringer. Et sådant center ville medvirke til at skabe en proaktiv indsats over for industrielle forandringer på mellemlangt og langt sigt, hvilket ville være til gavn for alle involverede parter - Kommissionen, Europa-Parlamentet, arbejdsmarkedets parter, regeringerne og de lokale myndigheder.

Et sådant center kunne inkorporeres i en eksisterende instans eller et eksisterende institut ved at udvide eksisterende ansvarsområder som foreslået i PSE-Gruppens beslutning.

At visse irske medlemmer stemmer imod et sådant forslag er helt uforståeligt ud fra det synspunkt, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin netop ville kunne udføre den type arbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) De seneste års enorme industrielle forandringer, der er resultatet af den voksende globalisering, de nye teknologier og de sociale forandringer, har ikke blot betydet økonomisk vækst og nye produktionssektorer, men også et voksende antal fusioner, lukninger og flytninger af virksomheder, hvad der har medført tab af lokale markeder, arbejdsløshed, forringede velfærds- og arbejdsmarkedsordninger, større udstødelse og enorm menneskelig lidelse.

Det er således af allerstørste vigtighed, at der oprettes et europæisk observationscenter for industrielle forandringer med det formål at befordre en mere aktiv og ansvarlig tilgang til den industrielle udvikling, med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og med henblik på at mindske de alvorligste følger af de industrielle forandringer.

Det er dog også overordentlig vigtigt, at Kommissionen fremskynder revisionen af direktiv 94/95/EF om et europæisk virksomhedsråd og forordning (EØF) 4064/89, så der kan sikres en større deltagelse fra arbejdstagerorganisationernes side, før der træffes beslutning om fusion og flytning af virksomheder, og en større garanti for beskyttelse og forsvar af arbejdstagernes rettigheder.

 
  
  

- Unionens prioriteringer for så vidt angår eksterne aktioner

 
  
MPphoto
 
 

  Korakas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Vi stemmer imod det fælles beslutningsforslag om Unionens prioriteringer for så vidt hvad angår eksterne aktioner, fordi vi mener, at det er endnu et skridt - som følger et forslag fra Europa-Kommissionen - hen imod at fratage medlemsstaterne alle muligheder for at føre en selvstændig udenrigs- og forsvarspolitik og integrere dem i den fælles udenrigs- og forsvarspolitik, der er udformet, og som allerede har sat sine spor med politiske og militære interventioner i tredjelandes indre anliggender for at fremme EU's imperialistiske interesser stik imod alle folkeretlige begreber og til skade for befolkningerne i EU og andre lande. Det var, hvad der skete for nylig i Kosovo og mere generelt i Jugoslavien.

Militariseringen af EU, våbenkapløbet, harmoniseringen af militærudstyr og krigsindustri, indførelsen af den stærkestes ret i "globaliseringens" og det frie markeds jungle kommer i konflikt med befolkningernes visioner og kampe for fred og for en politisk og fredelig løsning på uoverensstemmelserne på grundlag af folkeretten.

Der er ingen tvivl om, at denne politik er i tråd med Rådets seneste beslutninger om at forbyde indsigt i dokumenter, der omhandler forsvars- og sikkerhedspolitik.

Den generelle linje er, at EU-staternes befolkninger skal holdes langt fra beslutningscentrene, så de ikke kan gribe ind i udviklingen. Der skal lægges hindringer i vejen og blokeres for de folkelige bevægelser, for de nationale parlamenter, og Europa-Parlamentet skal stå for den demokratiske kontrol.

Især bekymrer det os, at EU i dag med en reel overtrædelse af sine egne traktater forsøger en indirekte omgåelse af sin interne konkurrence. Den forsøger oftere og oftere at støtte den europæiske storkapitals interesser, at erobre nye markeder og endog at give euroen militær støtte. Den nye orden stiller nye krav til befolkningerne og til de mindre udviklede lande om konsolidering af dens overherredømme.

I praksis fremmes en politik, som trofast tjener storkapitalen og stiller sig på USA's side, følger USA's ordrer og fremmer den nye orden til skade for befolkningerne. På denne måde bliver det også nemmere at forstå, hvorfor EU ikke lader sig genere af den barbariske invasion og vedvarende besættelse af 38% af Cypern eller af Tyrkiets bombardementer i Irak.

For os at se er det ikke kun og ikke i særlig høj grad et spørgsmål om, hvorvidt de fælles aktioner skal finansieres over fællesskabsbudgettet og hvordan, men et spørgsmål om, at denne politik skal standses, da den skader befolkningernes interesser og freden.

Det drejer sig ikke om, at hr. Solana eller en anden hr. FUSP skal komme med årlige udtalelser i Europa-Parlamentet, men om hvordan Europas befolkninger skal tage deres skæbne i egne hænder, og hvordan de kan gribe effektivt ind og gennemtvinge fred, forbrødring og internationalt samarbejde til gavn for alle.

Det fælles beslutningsforslag begrænser sig, hvad de to ovennævnte spørgsmål af sekundær betydning angår, til at drage den enerådige konklusion, som samtidig også er en farlig konklusion, at det "mellemstatslige system", som ligger til grund for EU's udenrigspolitik, er årsag til den fælles udenrigspolitiks fiasko, og at den kun kan blive en succes, hvis den gøres til en fællesskabspolitik. På denne måde vildledes befolkningerne, og de bliver ofre for de ukontrollerede valg, der træffes af storkapitalen.

Af alle de ovennævnte grunde mener vi, at dette "fælles" beslutningsforslag på den mest dramatiske måde viser, hvor presserende det er, at befolkningerne organiserer en fælles modstand og et fælles modangreb mod denne kriminelle politik og tager initiativ til handling.

 
  
  

- Betænkning af Veltroni (A5-0209/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, når jeg stemte ja til Veltronis betænkning, var det ikke mindst, fordi jeg som Pensionistpartiets repræsentant i Europa-Parlamentet er klar over, at pensionisterne og de ældre bruger meget af deres tid på at se fjernsyn. Jeg havde dog gerne set, at der i denne betænkning stod noget om, at man endelig ønsker at indføre et europæisk fjernsynsprogram. De europæiske borgere har ret til at se, at Europa eksisterer, og dette kan vi nemt vise dem ved hjælp af nogle europæiske fjernsynsprogrammer. Det ville desuden være en god idé, at man opstillede nogle bestemmelser for EU-landenes tv-kanaler, så ytringsfriheden kom til at gælde for alle former for politiske partier i de forskellige stater, hvilket desværre ikke altid sker i dag.

 
  
MPphoto
 
 

  Speroni (TDI). - (IT) Fru formand, jeg stemte nej, fordi der bag denne politik stadig ligger nogle alvorlige elementer af statsstøttekultur og statskontrol. Der er ikke tale om nogen egentlig åbning for konkurrencen, og man bliver ikke mindst ved med at sørge for finansiering af en industri - nemlig filmindustrien - uden at kigge på resultatet. Man bliver således ved med at give penge til filminstruktører, der laver tåbelige film, som ingen går ind for at se, men som alligevel også betales af dem, der ikke engang gider se reklamerne for disse film.

 
  
MPphoto
 
 

  Alavanos (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Veltroni-betænkningen fra Kulturudvalget er uden tvivl en forbedring af Europa-Kommissionens meddelelse om "principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder". Hovedpunkterne i Europa-Parlamentets bidrag til debatten er:

1) Den europæiske industris globale konkurrenceevne, især over for USA, bør kombineres med en garanti for pluralisme og kulturel mangfoldighed.

2) En øget effektivitet af de foranstaltninger, der er indeholdt i direktiv 89/552/EF om "fjernsyn uden grænser" vedrørende fremme af europæiske værker.

3) Fremme af sproglig mangfoldighed.

4) Beskyttelse af mindreårige med nye metoder til programkontrol.

5) Etablering af et europæisk forum for samarbejde med hensyn til gennemsigtighed og udvikling af strategier til bekæmpelse af markedscentraliseringer.

6) Støtte til den offentlige audiovisuelle sektor med muligheder for at sende på globalt plan.

7) Fremme af et indre biografmarked med udgivelsen af et nyt direktiv.

Jeg stemmer for Veltroni-betænkningen som en væsentlig forbedring af Kommissionens meddelelse, men med visse forbehold. Mine forbehold hænger dels sammen med den holdning til konkurrence, som vil kunne retfærdiggøre de store sammenslutninger og den omfattende centralisering på det audiovisuelle område, hvor formålet er at gøre os stærkere end amerikanerne og således udbrede Berlusconi-fænomenet, dels med mangelen på mekanismer til at føre tingene ud i livet og på kontrolmidler, så vi undgår, at Europa-Parlamentets politiske målsætninger ikke også her forbliver ønsketænkning, sådan som det plejer at være tilfældet med de ændringer af direktivet om "fjernsyn uden grænser", som følger efter hinanden.

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg hilser den foreliggende betænkning om Kommissionens meddelelse velkommen. Kommissionens meddelelse tager sigte på at fastlægge principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik med henblik på at sikre en tilpasning af denne til den digitale tidsalder. En sådan tilpasning er påkrævet i lyset af den seneste udvikling inden for den digitale teknologi.

Tilpasningen må ske under hensyntagen til de principper, som er gældende på området.

- For det første bevarelse af pluralismen:

Jeg erindrer i denne sammenhæng endnu en gang om, at public service-forpligtelser inden for radiovirksomhed, som anført i protokol til Amsterdam-traktaten, spiller en afgørende rolle for bevarelsen af pluralisme og kulturel og sproglig mangfoldighed.

- For det andet mulighed for en vis regulering med henblik på at yde strategisk støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse:

Borgerne bør sikres adgang til de audiovisuelle tjenester på basis af kriterier som alsidighed, rimelige omkostninger og ikke-diskrimination.

- For det tredje maksimal beskyttelse af enhver, der frembringer audiovisuelle værker, herunder som et grundlæggende princip mulighed for i bredere omfang at beskytte intellektuel ejendomsret, ophavsret og beslægtede rettigheder:

Effektiv beskyttelse af ophavsretten vanskeliggøres i den digitale tidsalder. Ikke desto mindre er respekt for intellektuel ejendomsret en afgørende forudsætning for en dynamisk udvikling på det audiovisuelle område og inden for filmbranchen. Det er således afgørende, at det direktiv, som er under udarbejdelse om ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, vedtages snarest muligt. Både for at beskytte sådanne frembringelser og for at sikre adgang til sådanne værker samt sikre disses frie bevægelighed.

- For det fjerde øget beskyttelse af forbrugerne, som tilbydes meget forskellige garantier alt efter, hvilken tjeneste de modtager:

Jeg støtter tanken om at styrke indsatsen med henblik på udvikling af programfiltreringssystemer og andre kontrolmetoder, som kan anvendes af forældre til beskyttelse af mindreårige.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at der er behov for en revision af direktivet om tv-spredningsvirksomhed (direktiv 89/552/EØF). Bestemmelserne om europæiske produktioners frie bevægelighed og om uafhængig produktioner bør styrkes og gøres mere effektive. Lovgivningen bør også omfatte bestemmelser, som pålægger tv-udbydere, private såvel som offentlige, at afsætte en del af de årlige nettoindtægter til investeringer i produktion og indkøb af europæiske audiovisuelle programmer, herunder film, produktioner, som er bestemt for børn, og værker, som er produceret af uafhængige producenter.

 
  
  

Betænkning af Heaton-Harris (A5-0199/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, jeg stemte ja til Heaton-Harris' betænkning om udvekslingen af universitetsstuderende inden for EU. Man har foretaget en undersøgelse, som dog har vist noget, der efter min mening er meget negativt, nemlig at præcis halvdelen af de universitetsstuderende, som havde haft ret til at benytte sig af Erasmus-programmet, ikke har benyttet sig af det. Der er altså uden tvivl noget, som ikke fungerer!

Jeg vil dog gerne understrege, at min ja-stemme også var et udtryk for ønsket om, at man i fremtiden indfører et europæisk program, hvor man ikke bare giver de unge studerende mulighed for at komme på udveksling til andre universiteter, men også giver denne mulighed til de ældre, som er indskrevet ved universiteterne for den tredje alder, og som ville være lykkelige for at kunne blive udveklslet med deres jævnaldrende i de andre EU-lande, jævnaldrende, som selvfølgelig er 60, 70 og 80 år gamle eller endnu ældre.

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Det glæder mig at kunne kommentere den foreliggende betænkning om Kommissionens beretning, der er udarbejdet på foranledning af Europa-Parlamentet, som i 1998 fremsatte ønske herom i forbindelse med forhandlingerne om revision af budgettet for første fase af Sokrates-programmet. Den omhandlede undersøgelse af Erasmus-studerendes sociale og økonomiske forhold er udarbejdet i slutningen af 1998 på baggrund af besvarelser fra næsten 10.000 studerende, som i studieåret 1997-1998 deltog i aktioner til fremme af de studerendes mobilitet.

Erasmus-programmet blev iværksat i 1987 som en del af Sokrates-programmet. Erasmus-programmet tegner sig for 40% af Sokrates-programmets budget og tager sigte på at fremme studerendes mobilitet og styrke uddannelsernes europæiske dimension, idet de unge tilbydes mulighed for at gennemføre en del af studieforløbet i en anden medlemsstat. Sokrates-programmet gik ind i sin anden fase ved beslutning af 24. januar 2000. Det er i denne sammenhæng beklageligt, at den foreliggende betænkning først offentliggøres på dette sene tidspunkt, efter vedtagelsen af Sokrates II-programmet, idet undersøgelsens konklusioner således ikke har kunnet indgå som en del af beslutningsgrundlaget herfor.

Alle hilser dette initiativ velkommen. Hvert år får 90.000 studerende herved mulighed for at studere i udlandet. 9 ud af 10 erklærer sig meget tilfredse med opholdet i udlandet, både ud fra et studieorienteret synspunkt og ud fra et sociokulturelt synspunkt.

Det må erkendes, at antallet af unge, der benytter sig af muligheden, er stærkt begrænset, til trods for at programmet omfatter 18 forskellige lande. I henhold til Kommissionens undersøgelse deltog kun 1% af de studerende i 1998 i mobilitetsfremmende aktioner under Erasmus-programmet. Så vi befinder os langt fra programmets målsætning om en deltagelsesprocent på 10.

Vi må derfor stille os selv spørgsmålet, hvorfor så få studerende deltager i disse aktioner. Undersøgelsen give os en del af svaret.

Mere end 57% af de studerende under Erasmus-programmet har således økonomiske problemer. Og det til trods for, at det ofte er unge fra bedrestillede familier, der gør brug af ordningen. Det er i øvrigt en helt utilstedelig forskelsbehandling, som bør imødegås ved at yde særlig støtte til socialt og økonomisk svagere stillede studerende. Der er fortsat en række problemer i forbindelse med anerkendelse af eksamensbeviser. Da jeg selv er bosat i en grænseregion, møder jeg jævnligt unge, som er bragt i en fortvivlende situation, fordi de studier, de har gennemført i en anden medlemsstat, ikke anerkendes.

Afslutningsvis vil jeg opfordre det franske formandskab til at lade disse aspekter indgå i overvejelserne. Der er således på formandskabets foranledning nedsat en gruppe, som skal overveje visioner for den transnationale mobilitet på uddannelsesområdet. Resultaterne af gruppens arbejde ventes udmøntet i en handlingsplan til bekæmpelse af hindringer for en sådan mobilitet og ventes fremlagt på Det Europæiske Råds møde i Nice.

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi glæder os over vedtagelsen af denne betænkning, som vi har bidraget til med flere forslag. Vi håber nu, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at gøre Erasmus-programmet mere tilgængeligt for studerende fra økonomisk svage grupper, navnlig gennem bedre betingelser for koordineringen mellem national studiestøtte og Erasmus-stipendier med henblik på at fremme social retfærdighed i adgangen til programmet og dets fulde udnyttelse.

Det kan ikke accepteres, at det samlede deltagerantal i programmet næppe har oversteget 50%, og at mere end 57% af de Erasmus-studerende selv da har haft alvorlige finansielle problemer.

Som det siges i betænkningen, er det beklageligt, at Erasmus-programmet navnlig er blevet udnyttet af studerende, hvis forældre har et højt uddannelsesniveau og en relativt god indkomst, og/eller som kommer fra lande, hvor studiestøtten er højere. Derfor må der træffes foranstaltninger, der virkeliggør programmets oprindelige mål om at gøre det muligt for 10% af Fællesskabets studerende at tilbringe en del af deres videregående uddannelse i en anden medlemsstat, og ikke kun 1%, således som det var tilfældet i 1997/1998, ved at det bliver tilgængeligt for studerende fra økonomisk svage grupper.

 
  
  

- Betænkning af Boumediene-Thiery (A5-0207/2000)

 
  
MPphoto
 
 

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, "in cauda venenum", som de gamle romere sagde. Det værste kommer til sidst. Med hensyn til denne betænkning, som jeg med god grund stemte nej til, forkastede man et ændringsforslag, jeg havde indgivet, og som tog sigte på, at handicappede, blinde, døve og alvorligt syge eller meget gamle mennesker - der som følge heraf modtager en pensionsydelse fra medlemsstaterne - ikke skal behandles efter EU's nuværende forordning, hvor de mister deres pension, hvis de rejser til et andet EU-land. Det betyder i praksis, at de handicappede ikke kan rejse rundt inden for EU - f.eks. fra Italien til Storbritannien eller fra Frankrig til Tyskland - for hvis de flytter og skifter bopæl, mister de alle de pensionsydelser, de lever af. Hvornår får vi denne uretfærdighed bragt til ophør?

 
  
MPphoto
 
 

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Vi er af den opfattelse, at alle arbejdstagere af udenlandsk herkomst, som bor og arbejder i et af Den Europæiske Unions medlemslande, skal være sikret de samme rettigheder og de samme frihedsrettigheder, herunder retten til fri bevægelighed, som Den Europæiske Unions statsborgere.

Den foreliggende betænkning indeholder visse begrænsninger i så henseende, og vi deler heller ikke alle de synspunkter, der kommer til udtryk i betænkningen. Vi har imidlertid valgt at stemme for betænkningen, fordi vi finder, at de foranstaltninger, der anbefales i denne, betegner et fremskridt i forhold til den aktuelle situation, som ofte er lidet misundelsesværdig for såvel arbejdstagere af udenlandsk herkomst som vandrende arbejdstagere, som er statsborgere i Den Europæiske Union.

Også de racistiske udfald fra den yderste højrefløj tilskynder til at stemme for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Caudron (PSE), skriftlig. - (FR) Allerede i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab fra 1957 indgik der bestemmelser, som skulle sikre arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet. Der er siden vedtaget flere retsforskrifter, som har udmøntet denne ret i praksis.

I 1990 blev der vedtaget to direktiver (90/364/EØF og 90/365/EØF) med det sigte at udvide opholdsretten, idet direktiverne fastsætter generelle principper og regler for arbejdstagere, som ikke længere er erhvervsaktive. Et tredje direktiv (93/96/EF), som blev vedtaget i 1993, indeholder bestemmelser, som specielt vedrører studerende. Siden 1993 og med vedtagelsen af Maastricht-traktaten er enhver statsborger i en medlemsstat sikret ret til frit at bevæge sig og tage ophold inden for Den Europæiske Unions område (jf. artikel 14 i EF-traktaten), idet denne ret udgør en del af unionsborgerskabet (jf. traktatens artikel 18).

Kommissionens beretning, som i dag ved den foreliggende betænkning er sat under debat, har til formål dels at gøre status for så vidt angår gennemførelsen af de førnævnte direktiver om opholdsret for studerende, pensionister og andre uden for arbejdsstyrken dels at undersøge de særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (jf. direktiv 64/221/EØF).

Hvad angår det første aspekt må det erkendes, at direktiverne ganske vist er gennemført i de nationale lovgivninger, om end dette ofte har været forbundet med store vanskeligheder. Ikke desto mindre er der stadig mange hindringer, som skal ryddes af vejen ved hjælp af en række målrettede foranstaltninger. Jeg kan nævne et eksempel, jeg personligt har godt kendskab til, nemlig de studerendes forhold. Jeg oplever, at der er et stort behov for at informere de studerende om de rettigheder, de har, såfremt de ønsker at fortsætte deres studier i et andet medlemsland. Også problemerne vedrørende anerkendelse af eksamensbeviser bør løses, eftersom det er et centralt problem inden for visse erhverv.

Hvad angår det andet aspekt kan der konstateres adskillige vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 64/221/EØF. Traktaten giver medlemsstaterne mulighed for at træffe foranstaltninger, som begrænser den frie bevægelighed, såfremt disse er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Kommissionen konstaterer imidlertid, at der er betydelige forskelle i medlemsstaternes fortolkning af disse begreber, og ofte anlægges en meget bred fortolkning. Kommissionen understreger således, at det bør sikres, at fortolkningen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, ligesom sådanne foranstaltninger bør være begrundet i en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod samfundets grundlæggende interesser. Under alle omstændigheder skal begreberne fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder.

For at afhjælpe de anførte mangler synes der at være behov for et rammedirektiv, som fastlægger bestemmelser for og sikrer den uhindrede udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit. Forudsætningen herfor er en global revidering af de eksisterende tekster, hvilket også ville bringe de nuværende fortolkningsforskelle og heraf følgende forskelsbehandling landene imellem til ophør.

Dette er forudsætningen for, at unionsborgerskabet får reelt indhold for medlemsstaternes borgere. For mange er unionsborgerskabet forblevet et abstrakt begreb.

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det er positivt, at den betænkning, som ordføreren har fremlagt i Parlamentet, er blevet vedtaget, men det samme kan ikke siges om de fleste af de ændringsforslag, der fremkom på plenarmødet. Princippet om fri bevægelighed for personer, indføjet for 50 år siden i Rom-traktaten, støder stadig på mange vanskeligheder i dets praktiske gennemførelse. Som det omtales i betænkningen, er gennemførelsen af direktiverne om opholdsret for studerende og pensionister (90/364, 90/365, 93/96) klart utilfredsstillende, og det samme gælder for vandrende arbejdstagere.

Arbejdstagere med atypiske job, deltidsjob, meget kortvarige job eller andet støder på vanskeligheder med at få opholdstilladelse i værtslandet. Derudover findes der, som ordføreren fremhæver, i øjeblikket millioner af tredjelandsstatsborgere med lovlig bopæl i EU, der hyppigt finder sig udelukket fra retten til fri bevægelighed og den frie etableringsret. Det er derfor afgørende, at medlemsstaterne og Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre opfyldelse af vandrende arbejdstageres rettigheder og forbedrer deres situation.

Ligeledes er det, hvad angår studerende og pensionister, afgørende at forenkle de bureaukratiske procedurer og lette den fri bevægelighed, rejse og ophold for disse EU-borgere i en hvilken som helst af medlemsstaterne.

 
  
MPphoto
 
 

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har ikke noget imod, at vi bestræber os på at løse de tilbageværende problemer med hensyn til ophold for unionsborgere, som jo kan bevæge og opholde sig frit i hele Den Europæiske Unions område, særligt også når de er pensionister og studerende.

Jeg kan imidlertid principielt ikke stemme for denne betænkning, fordi den misbruger lejligheden til at forlange fri bevægelighed og etableringsfrihed i hele Unionen for alle tredjelandsstatsborgere, som retmæssigt opholder sig i en medlemsstat.

Der er millioner af sådanne tredjelandsstatsborgere, og det er ganske enkelt uacceptabelt at pålægge andre medlemsstater at bære følgerne af fri bevægelighed for millioner af mennesker uden at tage hensyn til deres optagelseskapacitet.

Nogle har betænkeligheder, når det drejer sig om at optage Malta i Den Europæiske Union. Det, som forlanges i Boumediene-betænkningen med hensyn til fri bevægelighed for tredjelandsborgere, ville være langt mere tungtvejende, end hvis vi straks gav borgerne i tiltrædelseslandene fra Central- og Østeuropa fri bevægelighed og etableringsfrihed, uden overgangsperiode, hvilket intet fornuftigt menneske kunne finde på!

Hvis vi virkelig vil opildne fremmedhadet i EU, så er det bedste middel at følge de overdrevne og ufornuftige forslag i Boumediene-betænkningen, som jo gudskelov kun blev vedtaget med 23 stemmer for og 15 stemmer imod i udvalget.

Det er noget af en frihed at tage sig over for de andre medlemsstater, når den tyske regering giver et par millioner tredjelandsstatsborgere, som lever på dens territorium, tysk statsborgerskab ved siden af deres eget. Den skaber på den måde med et pennestrøg et par millioner nye unionsborgere, med ret til fri bevægelighed, etableringsfrihed, ja sågar med valgret til kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet, mens deres kammerat, kommissær Verheugen, samtidig forlanger en folkeafstemning om østudvidelsen. Hvad med vores ret til en folkeafstemning mod, at Tyskland, uden at konsultere de andre medlemsstater, med sin egenrådige beslutning skænker os et par millioner unionsborgere mere?

Vi kan ikke leve med følgerne af en sådan storsindethed, som måske er velment, og som især også vil blive misbrugt af menneskesmuglere.

En fornuftig indvandringspolitik, som vi kan håndtere, ja! Kaos, som forprogrammeret i Boumediene-betænkningen, nej!

 
  
MPphoto
 
 

  Theonas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Der er så mange problemer og hindringer forbundet både med de europæiske borgeres rettigheder, som flytter inden for Den Europæiske Union eller opholder sig i et andet medlemsland end deres eget, og med tredjelandes borgeres rettigheder, som har fast bopæl i Den Europæiske Union, at den så berømte ret til "fri bevægelighed" for mange borgere enten ikke eksisterer eller udgør en fortsat og omfattende kamp mod forhindringerne.

Studerende, pensionister og arbejdstagere fra bestemte faggrupper, navnlig inden for atypiske former for beskæftigelse og i deltidsstillinger, møder en mængde vanskeligheder og problemer med at bo i det land, de er flyttet til, på grund af mængden og omfanget af formaliteter, når de skal have og forny deres opholdstilladelse, samt andre vanskeligheder forbundet med at bevise, at de råder over tilstrækkelige midler.

I virkeligheden er det så berømte "europæiske frihedsområde" ikke blot ikkeeksisterende, men det er også så snævert og kvælende forbundet med økonomiske kriterier, at bopælsretten ganske vist betragtes som en "umistelig" ret, men den gives kun til økonomisk uafhængige individer. Der er således ikke kun tale om en total forvrængning af begreber, men om at hundrede tusinder af europæiske borgere og deres familier føres bag lyset.

Hvis vi hertil lægger de uacceptable tilfælde, hvor tolkningen af begreberne offentlig orden og sikkerhed misbruges, og den frie bevægelighed og etableringsret ikke blot undermineres og omgås i mange tilfælde, men bruges som springbræt for krænkelsen af grundlæggende demokratiske og individuelle rettigheder, som det f.eks. er sket med beskyttelsen af data af personlig karakter. Den offentlige orden bruges som påskud til at lagre, videregive og bearbejde Schengen-informationssystemets oplysninger om borgerne, hvorved både traktaterne, fællesskabsretten og folkeretten krænkes. Vi kan også pege på de utallige tilfælde, hvor borgere sendes ud af landet af økonomiske årsager, og generelle afvisninger, som under ingen omstændigheder danner grundlag for reelle og tilstrækkeligt alvorlige anklager, som kan begrunde en tvangsudvisning.

Af hensyn til en elementær beskyttelse af grundlæggende rettigheder og af de europæiske borgeres værdighed og de borgeres værdighed, som kommer fra tredjelande og opholder sig lovligt i EU, er det nødvendigt med en øjeblikkelig forenkling af procedurerne i forbindelse med bosættelse og ophold, således at der gives mulighed for og sikres en uhindret udøvelse af denne ret, og ulighederne og krænkelserne af grundlæggende demokratiske principper ophæves.

Medlemsstaterne bør forenkle og så vidt muligt lempe de nødvendige procedurer og formaliteter for studerende og pensionister, hvad angår kravene om tilstrækkelige midler og erhvervelse og fornyelse af opholdstilladelser. Det bør gøres nemmere at udstede og forny vandrende arbejdstageres opholdstilladelser, og det sociale sikkerhedssystem og sygesikringsordningen bør forbedres, så der kan blive sat en stopper for den forskelsbehandling, som disse arbejdstagere udsættes for. Desuden bør familiesammenføring gøres nemmere med en forenkling af betingelserne for, at familiemedlemmer kan bosætte sig, og generelt bør der ske en forenkling af systemet i forbindelse med udstedelse af opholdstilladelser, hvis ansøgeren opfylder de nødvendige forudsætninger, for en periode på mindst fem år. Endelig bør der sættes en stopper for den overdrevne brug af hensynet til den offentlige orden, og som gør de europæiske borgere til "almindelige mistænkte" af årsager, som ikke har noget at gøre med offentlig sikkerhed, hvorved der foregår en direkte krænkelse af folkeretten, af Menneskerettighedserklæringen og af charteret om de grundlæggende rettigheder.

 
  
  

(Mødet udsat kl. 13.50 og genoptaget kl. 15.00)

 
  
  

FORSÆDE: Joan COLOM I NAVAL
Næstformand

 
  

(1) Fælles beslutningsforslag af Brok m.fl. for PPE-DE-Gruppen, Haarder for ELDR-Gruppen, Hautala, Maes og Élisabeth Schroedter for Verts/ALE-Gruppen og Dupuis for TDI-Gruppen trådte i stedet for beslutningsforslag B5-0659/2000, B5-0662/2000, B5-0668/2000 og B5-0671/2000.
(2) Beslutningsforslag B5-0666/2000 bortfaldt.
(3) Fælles beslutningsforslag af Chichester for PPE-DE-Gruppen, Plooij-van Gorsel for ELDR-Gruppen og Montfort for UEN-Gruppen trådte i stedet for beslutningsforslag B5-0653/2000, B5-0656/2000 og B5-0675/2000.
(4) Alle øvrige beslutningsforslag bortfaldt.


6. Godkendelse af protokollen fra foregående møde
MPphoto
 
 

  Formanden. - Protokollen fra mødet i går er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

 
  
MPphoto
 
 

  Gorostiaga Atxalandabaso (NI). - (EN) Hr. formand, i godkendelsen af protokollen står der, at jeg sagde, at man bevidst havde fejlciteret mig. Det har jeg ikke sagt. Det var blot en mulighed, ikke en konstatering. Det er vigtigt. Jeg ville aldrig sige, at udskriften var bevidst dårligt udført - det var blot en mulighed. I protokollen lyder det, som om jeg kommer med en anklage. Det ville jeg aldrig turde gøre, for jeg har overhovedet ikke nogen beviser. Det er kun en mulighed. Er det klart?

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi har noteret Deres bemærkning, og som De ved, er det naturligvis det fuldstændige forhandlingsreferat, som bevidner det, der er blevet sagt. Så der vil det klart fremgå, om De sagde det ene eller det andet.

 
  
MPphoto
 
 

  Gorostiaga Atxalandabaso (NI). - (EN) Hr. formand, faktisk prøvede jeg at ændre det fuldstændige forhandlingsreferat, da der kun stod i protokollen, at jeg talte, intet andet. Hvad angår det fuldstændige forhandlingsreferat, understregede jeg, at det indeholdt et udtryk, som jeg ikke havde brugt. Det var problemet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - De kan skrive til tjenestegrenene og bede dem rette det. Det lader til, at de opfattede det, De sagde, anderledes. Men De har ret til at få det ændret.

 
  
MPphoto
 
 

  Gorostiaga Atxalandabaso (NI). - (EN) Hr. formand, kollegerne råbte op, så det var meget vanskeligt at høre, hvad jeg sagde. Lige nu er der ikke noget problem. På det tidspunkt råbte de spanske medlemmer op, så det var meget vanskeligt at høre. Derfor kan jeg ikke sige ...

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Gorostiaga Atxalandabaso, plenarforsamlingen vedtager ikke det fuldstændige forhandlingsreferat. Vi vedtager protokollen. Så hvis De har et problem ...

(Formanden blev afbrudt)

Vær venlig at respektere formanden. Vi noterer Deres bemærkninger i protokollen. De kan skrive til tjenestegrenene og få rettet det fuldstændige forhandlingsreferat. Det var alt.

 
  
  

(Protokollen godkendtes)

 

7. Fusioner inden for telesektoren
MPphoto
 
 

  Formanden . - Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om fusioner inden for telesektoren.

 
  
MPphoto
 
 

  Monti, Kommissionen. - (IT) Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne takke Dem for den mulighed, De har givet mig for at tage dette interessante og vigtige emne op her på plenarmødet og ved de hyppige lejligheder, hvor jeg taler i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål.

Liberaliseringen af EU's telekommunikationsmarked kulminerede i 1998 med den fuldstændige liberalisering af tjenesteydelser og infrastrukturer i størstedelen af EU-landene. Denne liberalisering har givet et betydeligt bidrag til stigningen i vores økonomiers vækstrate, til en reduktion på op til 35% af tarifferne, til talrige nye operatørers adgang til markedet og til den fortsatte indførelse af innovative tjenesteydelser. Dette har naturligvis medført nogle betydelige fordele for forbrugerne, men også for arbejdstagerne.

Væksten i telekommunikationssektorerne og Internettet skaber mange nye arbejdspladser, både inden for disse sektorer og inden for andre sektorer, der nyder godt af en øget effektivitet. Alene inden for mobiltelefonisektoren er der i løbet af de sidste fem år blevet skabt mere end 500.000 arbejdspladser.

I juli 2000 foreslog Kommissionen en ny pakke om elektronisk kommunikation, hvor der blev lagt særlig vægt på nødvendigheden af at fremme højhastighedsadgang til Internettet - med en begrænsning af omkostningerne - og at indføre en lovgivning, som ikke er alt for dyr for sektorens operatører. Det er dog også Kommissionens opgave at sikre, at man bevarer de fordele, konkurrencen giver, og at der ikke er nogen hindringer for innovationen fremover.

Kommissionens muligheder for at gribe ind på det konkurrencepolitiske område er klart fastlagt i såvel traktatens artikel 81 og 82 som i forordningen om virksomhedssammenslutninger.

Jeg vil nu sige noget om virksomhedssammenslutninger, som spørgsmålet drejer sig direkte om. I de senere år har man registreret et stigende antal virksomhedssammenslutninger inden for telekommunikationssektoren, og det lader til, at denne tendens fortsætter. Vi kan i øjeblikket konstatere, at man på det europæiske marked er ved at gå lidt væk fra operationer, der tager sigte på konsolidering, og over til operationer, som tager sigte på konvergens, hvilket fremgår af de alliancer, Kommissionen har undersøgt for nylig, f.eks. den mellem Vodaphone og Vivendi, eller den mellem America On Line og Time Warner, der er ved at blive undersøgt.

Den hurtige teknologiske udvikling har desuden sat gang i samarbejdet mellem de forskellige sektorer og i konvergensen. Globaliseringen har fået talrige virksomheder til at forsøge at blive større for at være mere konkurrencedygtige på verdensmarkederne. Dette er tilfældet med mobiltelefonikoncernen Vodaphone, med France Telecoms nylige overtagelse af Global One og Orange, med virksomheden Concerts kombination af AT&T's og BT's internationale aktiviteter og med Deutsche Telekoms tilbud om at overtage Voice Stream i USA. Det er alt sammen positive ændringer set ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt, og de markerer markedernes åbning, øger virksomhedernes effektivitet og medfører bl.a., at der indføres et sandt indre marked i Europa.

Kommissionen skal dog sikre, at de pågældende operationer inden for telekommunikationssektoren ikke går ud over de fordele, liberaliseringen har givet, eller begrænser innovationsstrømmen, f.eks. ved at en virksomhed får kontrollen med et nyt marked. I den forbindelse vil jeg gerne gøre meget kort rede for disse to risici, hr. formand, og for den indsats, Kommissionen gør for at forhindre dem.

Først vil jeg komme med et eksempel på problemet med at bevare liberaliseringen på det nationale marked. En af de første beslutninger, den nuværende Kommission traf med hensyn til virksomhedssammenslutninger, var den betingede tilladelse til sammenslutningen mellem den svenske virksomhed Telia og den norske virksomhed Telenord sidste efterår. Operationen blev senere opgivet af de berørte parter, men med de betingelser, Kommissionen stillede, viste den alligevel, at hensigten var at beskytte liberaliseringen af de nationale markeder imod sammenslutninger mellem dominerende virksomheder. Der er ikke tid til en detaljeret redegørelse for de betingelser, Kommissionen stillede, men de er under alle omstændigheder blevet offentliggjort.

Herefter vil jeg komme ind på den anden store risiko, vi skal forhindre, nemlig at vi skal forhindre virksomheder i at få kontrollen med innovationen og med de nye markeder ved hjælp af virksomhedssammenslutninger. Jeg vil gerne komme med to vigtige eksempler. Det ene er Worldcom og Sprint. Den 28. juni i år forbød Kommissionen sammenslutningen mellem to amerikanske virksomheder, nemlig Worldcom og Sprint. Kombinationen af Worldcom og Sprints omfattende internettjenester og meget store kundekreds ville have ført til etableringen af en virksomhed af en sådan størrelse - i forhold til konkurrenterne - at den nye virksomhed ville have været i stand til at diktere betingelserne for adgangen til dens internettjenester og kunder, hvilket ville gå ud over forbrugerne og hindre innovationen. Desværre gør den taletid, jeg har til rådighed, det ikke muligt at komme med detaljer, hvilket jeg beklager.

Det andet eksempel på en indsats, der blev gjort for at forhindre risikoen for, at en virksomhed skulle få kontrollen med innovationen, er eksemplet med beslutningerne om Vodaphone/Mannesmann og herefter om Vodaphone/Vivendi/Canal Plus. Kommissionen måtte vurdere virkningerne af virksomhedssammenslutningerne på de nye markeder og gav tilladelse til begge sammenslutninger i den første fase, efter at parterne havde foreslået at påtage sig et begrænset antal forpligtelser. Forpligtelserne tog sigte på at løse de klassiske situationer, der opstår, når markedsandele bliver slået sammen, og på at bevare konkurrencen på de nye markeder.

Vodaphone/Mannesmann-operationen medførte nogle problemer på det nye marked for fælleseuropæiske mobiltelefonitjenester uden kontinuitetsafbrydelse og beregnet på de multinationale selskaber. For at løse disse konkurrenceproblemer foreslog Vodaphone at give en ikke-diskriminerende adgang til sit integrerede net og give konkurrenterne mulighed for at tilbyde nogle lignende tjenester i den periode, hvor de var forpligtede til at udvikle deres egne net.

For at sikre, at konkurrenterne ikke skulle nøjes med at læne sig op ad den virksomhed, som sammenslutningen resulterede i, og lade være med selv at udvikle deres egne tjenester, begrænsede Kommissionen under alle omstændigheder denne forpligtelsesperiode til tre år.

Kort tid efter skulle Kommissionen undersøge tilfældet med Vis-à-vis, en fælles virksomhed bestående af Vodaphone, Attach, Vivendi og Canal Plus med det formål at oprette en internetportal. Vis-à-vis vil skabe en multipel internetportal for hele Europa, som giver de deltagende selskabers kunder mulighed for at vælge mellem en række nettjenester, som er tilgængelige via disse kunders pc'er, mobiltelefoner og set-top box fjernsynsmodtagere.

Kommissionens undersøgelse viste, at den fælles virksomhed ville skabe problemer på de nye nationale markeder for portaler til internetadgang via tv og på de nye nationale og fælleseuropæiske markeder for portaler til internetadgang via mobiltelefon.

For at løse disse problemer forpligtede parterne sig til at sikre, at kunderne hos de selskaber, som den fælles virksomhed består af, er i stand til at vælge andre portaler, og at deres internetadgang ikke nødvendigvis behøver at ske via en af disse selskabers portaler. Denne forpligtelse var en tilføjelse til den, der blev foreslået i den tidligere Vodaphone/Mannesmann-sag, som jeg nævnte.

Hr. formand, som man kan se af eksemplerne med de sager, jeg lige har skildret kort, spiller Fællesskabets konkurrencelovgivning en vigtig rolle, når det gælder om at sikre, at fordelene ved liberaliseringen og innovationen reelt kommer de europæiske borgere til gode.

Fællesskabslovgivningen om kontrollen med virksomhedssammenslutninger har til opgave at sikre, at man ikke skaber eller styrker nogle dominerende stillinger, som kan forsinke den teknologiske og økonomiske udvikling, og at sørge for, at EU's forbrugere får gavn af denne udvikling.

Som erfaringen har vist her i de første år med liberalisering og en opmærksom kontrol med konkurrencen, får også arbejdstagerne fordel heraf, sådan som det fremgår af det tal, jeg nævnte som eksempel for lidt siden.

 
  
MPphoto
 
 

  Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, på vegne af min gruppe og alle mine kolleger vil jeg gerne byde hr. Monti velkommen i Parlamentet i dag til vores diskussion om et regelsæt for telesektoren, idet vi nu går over til de meget vigtige overvejelser om telekommunikationspakken.

Jeg vil gerne kort uddybe et par vigtige punkter, han er fremkommet med. Det er klart for os alle, at vi står over for en udfordring med hensyn til at regulere den elektroniske kommunikationssektor. Især Kommissionen og konkurrencemyndigheden står over for helt nye udfordringer på grund af teknologiens hastige udvikling. Mange idéer i forbindelse med markedsandele ændres også meget hurtigt. På telekommunikationsområdet har det klart vist sig, at markedsandele kan skifte hænder meget hurtigere end i nogle af de storindustrier, som hidtil er blevet reguleret.

Det glæder mig, at De vil forsøge ikke at bremse udviklingen med alt for streng kontrol. Det er yderst vigtigt. Vil De forsikre mig, at De vil udvide ekspertisen, så den kan følge med, hvad der uden tvivl bliver en øget arbejdsbyrde i forbindelse med fremtidige fusioner?

Det fremgår af rapporten fra peer-gruppen, at De får tildelt 92 ekstra stillinger. Det bliver interessant at høre, hvordan De forestiller Dem, at Deres tjenestegren kommer til at udvikle sig i denne henseende.

Det andet punkt, som vi skal drøfte i forbindelse med telekommunikationspakken, er, at den meget hurtige udvikling i branchen og blandt investorerne har skabt bekymring om, at for skrappe mål med hensyn til grænsen for, hvornår markedsandele skal undersøges - og den kan være for høj eller for lav i mange tilfælde - kommer til at hæmme Deres behandling af områder, hvor konkurrencen virkelig er i fare. Vil De være så venlig at tage disse punkter op, når De kommer med Deres svar senere?

 
  
MPphoto
 
 

  Read (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at lykønske kommissær Monti og hans embedsmænd med den omhyggelige og professionelle måde, de har grebet den foreslåede fusion mellem MCI Worldcom og Sprint an på. Jeg vil især takke dem for deres bestræbelser på at mødes med fagforeningsfolk fra hele Den Europæiske Union og fra USA, så de fik lejlighed til at fremlægge deres synspunkter.

En af følgerne af fusioner og overtagelser er uden tvivl påvirkningen af beskæftigelsen, og jeg ved, at kommissæren tager højde for det inden for traktatens rammer. Det skal også understreges, at der er særlige teknologiske grunde til, at koncentrationen af ejerskabet og det potentielle misbrug af en dominerende stilling er en så alvorlig sag. I de fleste andre brancher ville en sådan koncentration eller et sådant potentielt misbrug måske være midlertidigt, men på dette område vil et selskab, som sikrer sig en stærk position, næsten helt sikkert beholde den, om ikke for evigt, så i meget lang tid.

Hr. kommissær, i Deres præsentation nævnte De faren ved, at et enkelt selskab får kontrollen med disse markeder. Det er netop Parlamentet og Kommissionens dilemma. Vi accepterer, at fusioner og overtagelser er næsten uundgåelige og i mange tilfælde ønskelige, men vi ser også de potentielle og faktiske farer. Parlamentet er konsekvent i sit synspunkt om, at vi ikke ønsker at lægge hindringer i vejen for konkurrence og fornyelse. Vi bifalder Deres holdning til dette spørgsmål.

Som en sidebemærkning: Meget af konkurrencen er mellem EU og USA. Jeg ved, at De er opmærksom på, hvor vigtigt det er for Europa at være førende inden for to vigtige områder, nemlig tredjegenerations mobiltelefoner og digital-tv, og jeg håber, at De vil forsætte bestræbelserne på, at vi beholder det forspring, som er så afgørende for beskæftigelsen og velfærden i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Clegg (ELDR). - (EN) Jeg vil gerne tale lidt mere om det emne, som den forrige taler netop berørte, det vil sige de transatlantiske aspekter af en liberalisering af telesektoren og især artiklerne 6 og 7 i forslaget til beslutning, som omhandler senator Hollings' uheldige initiativ til at begrænse tildelingen af licenser til teleselskaber, som er mere end 25% statsejede.

Det er en paradoksal protektionistisk tendens netop nu, hvor vi i Europa og her i Parlamentet skal til at tage hul på en debat om de seneste foranstaltninger, som efter min mening vil gøre telekommunikationsmarkedet i EU til det mest liberaliserede og åbne marked i verden, hvor man går langt videre end i mange af hvis ikke alle de aftaler, vi har indgået i GATT og WTO.

Dette er en om ikke teknisk så politisk skæv situation, som fortjener vores opmærksomhed. Jeg har en vis filosofisk sympati med senator Hollings og hans kolleger, som mener, at statsejede selskaber har visse skjulte og undertiden udtrykkelige fordele frem for deres privatejede konkurrenter, men den måde, USA's Kongres forsøger at klare problemet på, er stik imod både ånden og bogstavet i USA's multilaterale forpligtelser. Jeg vil opfordre medlemmerne til ikke at sidde dette overhørigt under overvejelserne af de seneste telekommunikationsforanstaltninger i de næste uger.

 
  
MPphoto
 
 

  Ortuondo Larrea (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, jeg kan huske, hvordan der i midten af sidste år, da man annoncerede sammenlægningen af de amerikanske virksomheder Time Warner og America On Line, var nogle, der kaldte det en bebudet begyndelse på det tredje årtusinde, hvad angår kulturelle og teknologiske aspekter. Dengang sammenlignede man. I USA havde 40% af husstandene adgang til dette Nettenes store Net, som hedder Internet, mens det i Den Europæiske Union knap nåede op på 20%, og kun nogle få af Unionens medlemsstater, der var længere fremme i den teknologiske udvikling, kom over dette niveau.

Jeg tror, vi skal videre og fordybe os i netop dette aspekt: At vi ikke skal have to slags samfund, vi skal ikke have førsterangsborgere og andenrangsborgere borgere, der teknologisk er fremme og borgere, der teknologisk er tilbagestående. Vi skal opnå, at alle borgere kan få adgang til dette nye informationssamfund. Men samtidig med, at vi fordyber os i virksomhedskoncentrationer og i at fremme det europæiske marked, bør vi tage hensyn til de farer, som usikkerheden skaber for telekommunikationerne. Jeg kan på stående fod huske Echelon-sagen, som har meget at gøre med denne slags spørgsmål. I Europa, i Den Europæiske Union, skal vi sørge for, at der er sikkerhed, for det udgør en del af menneskerettighederne.

 
  
MPphoto
 
 

  Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi er glade for, at Kommissionen og US-Department of Justice har nedlagt forbud mod den planlagte fusion mellem MCI Worldcom og Sprint, og vi konstaterer ligeledes med tilfredshed, at de amerikanske myndigheder ikke vil godkende handlen mellem AOL og Time Warner. Internettet skal fortsat være et kommunikationsmedium for alle. Derfor skal det forhindres, at telekommunikations- og mediegiganter kan opbygge en dominerende position. Her er konkurrencelovgivningen et effektivt instrument.

Men fusioner har også konsekvenser for beskæftigelse og det sociale sammenhold. Telekommunikation og medier er ikke brancher, som er rystet af kriser, men derimod et ekspanderende område. Det gør det objektivt set lettere at inddrage socialpolitiske og beskæftigelsespolitiske aspekter i fusionsbeslutninger.

I USA har Federal Communication Commission siden midten af halvfemserne i forbindelse med flere fusionsbeslutninger forhandlet sig frem til, at virksomhederne forpligtede sig til at øge antallet af medarbejdere, forbedre servicekvaliteten og tage større hensyn til offentlige interesser. Vi forstår derfor ikke, hvorfor man netop i det socialstatlige Europa lader sig nøje med konkurrencelovgivningen. Vi kræver, at EU indfører bindende sociale klausuler i forbindelse med godkendelse af fusioner.

Ud over den konkurrenceretlige prøvning har vi brug for andre kriterier i forbindelse med fusionsbeslutninger, f.eks. for det første, at virksomhederne bindende skal forpligte sig til at opretholde eller forbedre beskæftigelsesniveauet. For det andet skal de forbedre servicekvaliteten for brede forbrugerlag. For det tredje skal de nøje gennemføre mekanismerne i den europæiske sociale dialog og bestemmelserne i direktivet om information og konsultation af arbejdstagerne, også i overgangsfasen til det nye fusionerede firma. For det fjerde skal fusionen give en ekstra nytteværdi til fremme af offentlige interesser. Det vedrører punkter som sikring af en omfattende og moderne universaltjeneste samt krav til data- og forbrugerbeskyttelse. Kun på den måde kan vi sikre, at konkurrencepolitikken er med til at styrke den europæiske sociale model i den såkaldte new economy.

 
  
MPphoto
 
 

  Gallagher (UEN). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg bifalder Kommissionens offentliggørelse af de nye telekommunikationsdirektiver og -forordninger den 12. juli. Det er et led i det løbende rammeprogram til forbedring af kvaliteten af telekommunikationstjenesterne i Europa. Parlamentet og Kommissionen gør ret i at stå fast på, at EU skal forbedre sit telekommunikationsnet. USA må nok siges at være tre år foran EU med hensyn til brugen af Internettet. På baggrund af de nye direktiver, som gennemføres i telesektoren, vil EU snart kunne indhente USA.

Det er også i tråd med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Portugal for nylig. EU's ledere pegede på behovet for at forbedre vores telekommunikationstjenester generelt. Jeg støtter anbefalingen af, at alle skoler i Europa skal have internetadgang. Set ud fra et irsk synspunkt er jeg særligt tilfreds med, at dette program gennemføres meget hurtigt.

Der har i de nationale og internationale medier været talt meget om auktioner for tredjegenerations mobiltelefonlicenser i Europa. Det er rigtigt, at Tyskland og Storbritannien fik meget store beløb i statskassen på at sælge disse licenser på auktion, men hvem er det, der i sidste ende kommer til at betale for disse telefoner? Jeg er overbevist om, at forbrugerne endnu en gang tvinges til at bære de store omkostninger, der er forbundet med disse licenser.

 
  
MPphoto
 
 

  Della Vedova (TDI). - (IT) Hr. kommissær, jeg misunder Dem ikke Deres arbejde generelt, og slet ikke, når det drejer sig om en ny sektor som telekommunikationssektoren, der har nogle så uforudsigelige mekanismer, at det er særligt svært at træffe afgørelser om konkurrence og virksomhedssammenslutninger. Hvis disse afgørelser træffes på baggrund af de sædvanlige kriterier, er de ikke altid fordelagtige for virksomhederne inden for en sektor som telekommunikationssektoren, der i Europa er nødt til at udvikle sig for at få nogle mere konkurrencedygtige virksomheder, og ofte er de heller ikke fordelagtige for forbrugerne. Microsoft-sagen viser, at da man troede, Microsofts dominerende stilling var på sit højeste - uden at det amerikanske justitsministerium havde grebet ind på nogen måde - truede en anden software som Linux Microsofts monopolstilling.

Jeg ville gerne have sagt noget om Vodaphone/Mannesmann-sagen og de lidt problematiske konsekvenser i den efterfølgende France Telecom/Orange-sag. Jeg ville gerne give udtryk for min frygt for, at der fra EU-institutionernes side - og uden tvivl også fra Parlamentets side - bliver gjort et forsøg på eller er et ønske om uden videre at lave en alt for omfattende lovgivning på dette område.

Med meget få nej-stemmer, heriblandt vores, har Parlamentet i dag vedtaget et dokument - og det vil jeg bede kommissæren om at notere sig - hvor man opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af et organ, som skal bekæmpe de markedskoncentrationer, der kan gå ud over pluralismen. Det var en beslutning om multimedierne, men telekommunikation og multimedier hører under ét og samme marked, og man bør efter min mening være meget forsigtig med at gribe ind i koncentrations- og omstruktureringsprocesserne inden for denne sektor. Af hensyn til …

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, ærede kolleger, jeg takker kommissæren for, at fusionen mellem WorldCom og Sprint blev grundigt forhindret, hvilket var det rigtige at gøre. Antallet af disse sager er i den senere tid steget i forfærdelig grad. Antallet af fusioner er femdoblet i løbet af 10 år og der er ca. 300 af dem om året. Harbour nævnte telekommunikationspakken. Den viser, hvilken vild fart der er på udviklingen inden for området. Det kræver stor kunnen af os alle.

Tele- og informationsteknikkens område er specielt. Det er ikke et typisk, men er et meget exceptionelt område, da information er det vigtigste produktionsmiddel i øjeblikket. Desuden indebærer det også, som vi godt ved fra Echelon-sagen og andre sager, muligheden for overvågning - altså muligheden for menneskelig overvågning, hvilket der også er kommet en meget vigtig forretningsvirksomhed ud af. Et andet træk er globaliseringen, som overskrider landes og kultures grænser. Disse ting er i en vis forstand uden for enhver styring og kontrol. Tværtimod kan selskaberne herigennem skabe afhængighed, idet en del af denne forretningsvirksomhed foregår i menneskers hjerner. Det er en væsentlig ny landvinding, og derfor vil jeg bede Kommissionen være yderst opmærksom i forbindelse med disse fusioner. Samtidig med, at vi her forsøger at deregulere, ærede kommissær, er der i selskaberne tendens til at reregulere - på ny at aftale demokratiske kontrol- og ledelsessystemer på tværs af markedet. Som Clegg sagde, er der selvfølgelig også problemer mellem Den Europæiske Union og USA som restriktionen vedrørende fusion over for Deutsche Telekom, som vi naturligvis bør gribe ind over for.

 
  
MPphoto
 
 

  Gasòliba i Böhm (ELDR). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, min kollega Clegg har allerede på Den Liberale Gruppes vegne givet udtryk for sin generelle støtte til Kommissionens forslag og for sin bekymring over nogle særlige aspekter i forbindelse med USA, som netop er blevet nævnt.

Jeg vil gerne fremhæve bekymringen over et aspekt, som fremgår i det oprindelige beslutningsforslag fra Den Liberale Gruppe, som i første afsnit drejer sig om behovet for at afvise enhver form for politisk indblanding i Kommissionens konkurrencepolitik. For så vidt angår det emne, vi beskæftiger os med her, telekommunikationssektoren, så skyldes vores bekymring de sager, som har været fremme i Spanien for nogle måneder siden vedrørende sammenlægningen af Telefónica med en hollandsk virksomhed, i Portugal og i andre sektorer i Frankrig. Det bekymrer os, at regeringerne stadig blander sig i virksomhedernes handlemåde. De ønsker jo blot at opnå en passende dimension og konkurrenceevne på europæisk niveau. Derfor støtter vi Kommissionens forslag, og vi henleder opmærksomheden på dette aspekt.

 
  
MPphoto
 
 

  Ainardi (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, telesektoren slår alle rekorder, når det gælder virksomhedskoncentrationer med gigantiske fusioner i både Europa og USA. Milliarder af dollars er involveret i disse operationer til gavn for forbrugerne, som imidlertid også er arbejdstagere og oplever virksomhedslukninger, virksomhedsflytninger og nedlæggelse af arbejdspladser. Telesektoren er blevet et symbol på kapitalismens globalisering, og sektoren bærer omkostningerne i forbindelse med dette kapløb, hvor størrelse er målet.

Under Det Europæiske Råds møde i Lissabon blev der gentagne gange henvist til informationssamfundet, som ganske vist muliggør mange fremskridt, men som også frembyder mange udfordringer! De mange forandringer indebærer i dag oftest en svækkelse af de sociale rettigheder med øget brug af deltidsansættelse og krav om fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Vi må også erkende, at udviklingen har betydning for fri adgang til information, for den kulturelle mangfoldighed og for de offentlige tjenester. Kommissionen forbød fusionen mellem MC Worldcom og Sprint udelukkende med henvisning til, at fusionen ville begrænse den frie konkurrence.

Eftersom Den Europæiske Union prioriterer beskæftigelsen højt, bør fusioner imidlertid også vurderes i lyset af deres indvirkning på beskæftigelsen og den fysiske planlægning. Endvidere bør arbejdstagernes og de faglige organisationers rettigheder og indflydelse i europæiske koncerners samarbejdsudvalg styrkes, og de bør have vetoret i forbindelse med omstruktureringer og fusioner. Endelig er der behov for fælles regler, som sikrer, at informationssamfundet kommer alle borgere til gode og bygger på lige og fri adgang til information og på kulturel mangfoldighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Villiers (PPE-DE). - (EN) Jeg vil gerne på alles vegne byde kommissæren velkommen til Parlamentet i dag. Vi forstår vigtigheden af Deres opgave i Generaldirektoratet for Konkurrence. Det er nok Kommissionens vigtigste opgave at sikre den frie konkurrence og at få markedet til at fungere på tværs af EU-landene.

I en telekommunikationssammenhæng er det af vital betydning at sikre, at forbrugerne får alle de fordele, som det frie marked kan tilbyde dem, især billig internetadgang. Billig internetadgang, som er afgørende for skabelsen af en europæisk e-økonomi til europæerne, opnås ved liberalisering og fri konkurrence. Tidligere blev telesektoren reguleret nationalt, men det vil langsomt ophøre, fordi telesektoren i fremtiden vil blive reguleret globalt af markedet.

Markedet er den mest effektive reguleringsmekanisme, som yder forbrugerne den bedste beskyttelse og giver dem større magt end nogen konsulentgruppe under Kommissionen. I fremtiden vil Generaldirektoratet for Konkurrence få mere arbejde, fordi markedet kommer til at spille en endnu større rolle i telesektoren, end det gør nu. Det skal være slut med de fordele, som er nedarvet fra nogle af de gamle statsmonopoler.

Jeg håber, at De vil håndhæve lovgivningen om konkurrence og fusioner strengt, men altid bedømme fusionerne enkeltvis. Bare fordi der opstår en stor konkurrent eller en stor virksomhed, er det ikke nødvendigvis dårligt for markedet eller konkurrencen. Vi skal huske på, at Europa sikkert får brug for store virksomheder, hvis det skal høste fordelene af internetrevolutionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Rapkay (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne knytte an til Mary Reads indlæg, nemlig til den del, hvor hun kom ind på konsekvenserne for arbejdspladser og beskæftigelse. Det er jo ikke sådan, at arbejdstagerne i vores regioner og i vores valgkredse altid venter med stor begejstring på liberaliseringen af områder, som hidtil har været beskyttet. Det modsatte er ofte tilfældet.

I forbindelse med virksomheder inden for den offentlige nærtrafik kommer vi i de næste uger og måneder til at besvare en mængde spørgsmål fra de ansatte. Vi, de folkevalgte, kommer til at svare på det, ikke Kommissionen, som højst taler med de øverste i organisationerne. Det er jo heller ikke sådan, at grænseløs liberalisering og åbning af markedet er det eneste saliggørende. Åbningen af markedet inden for telekommunikationen er imidlertid et eksempel på, at åbning af markedet kan medføre fordele for forbrugerne i form af faldende priser og adgang til nye tjenester. Den har bevirket en rivende teknologisk udvikling, hvilket i sidste ende har ført til, at der også kan konstateres en stigning i antallet af arbejdspladser, på store områder sågar højt kvalificerede arbejdspladser.

I denne forbindelse har globaliseringen af vores økonomier givet vigtige impulser for åbningen af telekommunikationsmarkederne i Europa, og omvendt har den begunstiget udviklingen på internationalt niveau. Det siger sig selv, at der skal en vis virksomhedsstørrelse til, før man kan optræde som global player. Men det må naturligvis ikke føre til, at der opstår nye monopoler på markeder og delmarkeder.

Det, vi har brug for, er en konsekvent konkurrencepolitik i forhold til virksomhederne, så vi kan forhindre, at der opstår ensidige magtfaktorer på markedet inden for det nye kompleks multimedier/telekommunikation. Derfor bør Kommissionen støttes i sin beslutning vedrørende WorldCom og Sprint. Vi håber også, at den nu vil være lige så konsekvent over for Time Warner og AOL. Men det er frem for alt vigtigt, at den i forbindelse med sit arbejde med at modernisere konkurrencelovgivningen især inden for fusionskontrolforordningen tager dette som en anledning til at være mere konsekvent, også i sine reformbestræbelser. Vi håber, at dette ikke vil være medvirkende til, at konkurrencelovgivningen eventuelt forringes af den slags.

 
  
MPphoto
 
 

  Kauppi (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær Monti, ærede tilhørere, det er almindelig markedsvirksomhed, at selskaber inden for telekommunikationsområdet, hvor man netop nu forudsætter investeringer i milliardklassen og store initiativer til ændring af den grundlæggende infrastruktur fra iværksætternes side, forsøger at skaffe samarbejdspartnere fra de frie markeder med respekt for deres spilleregler. Det er i samfundets helhedsinteresse, at der skabes et handlingsmiljø i Europa, hvor firmaerne, det vil sige den private sektor, forsøger selv at sørge for de initiativer til ændring af den grundlæggende infrastruktur, som er nødvendige for informationssamfundet. Når de samme selskaber endvidere samtidig aflønner mere arbejdskraft, således som vi har hørt det i dag i Deres fremstilling, hr. Monti, og på denne måde fremmer den økonomiske vækst i Europa, forstår jeg slet ikke den frygt, der er opstået i den anden side af salen, for, at disse fusioner, der er til gode for samfundet som et hele, skulle svække beskæftigelsen i Europa.

Politikere og trustbusters som hr. Monti bør ikke blande sig i den nuværende udvikling på markedet undtagen i de situationer, hvor Kommissionen har tilstrækkeligt grundlag til at mene, at netop en konkret fusion kan skabe forvridninger i konkurrencesituationen og således skade forbrugernes interesse. Hr. Rapkay, De kan være sikker på, at ingen her i salen ønsker monopoler på markedet, og heller ikke oligopoler. Udviklingen skal naturligvis begrænses i visse tilfælde, ellers har vi brug for konsekvens på området. På den anden side skal Kommissionen være aktiv i kontrollen, om der skabes fri adgang til markedet inden for alle sektorer, således som det konstateres i punkt 3 af Parlamentets forslag til en fælles udtalelse. Kontrollen skal rettes mod den globale konkurrence, i forhold til hvilken der i den senere tid er opstået problemer, i hvert fald hvad angår Deutsche Telekoms opkøb af Voice Stream. Jeg kunne ønske mig nogle kommentarer fra Dem, hr. Monti, i tilknytning til den amerikanske Kongres' plan om, helt imod WTO's regler, at forbyde den nuværende praksis med overførsel af licens til firmaer, som ejes af udenlandske selskaber.

 
  
MPphoto
 
 

  Monti, Kommissionen. - (IT) Hr. formand, jeg vil gerne takke de parlamentsmedlemmer, der deltog i debatten, for deres opmærksomhed på disse emner, for den værdsættelse, de i høj grad viste af Kommissionens aktiviteter, og for deres støtte. De må undskylde mig, at jeg bliver nødt til at svare meget, meget kort.

 
  
  

(EN) Hr. Harbour, De nævnte et vigtigt punkt, nemlig at vi skal forhindre markedstendenser i at bremse udviklingen. Det er netop et af de punkter, vi lægger størst vægt på. De henviste til resultatet af Kommissionens peer-gruppeevaluering. Det glæder mig meget, at peer-gruppen så klart har forstået kravene til en konkurrencepolitik. Vi begynder at få idéer til, hvordan vi kan udnytte yderligere ressourcer i Generaldirektoratet for Konkurrence, men vi skal først have budgetmyndighedens støtte.

Fru Read og andre støttede vores beslutning fra slutningen af juni om MCI Wellcome-Sprint. Den beslutning var baseret på mange overvejelser, herunder indlæg fra fagforeningerne, selv om dette på ingen måde fik os til at fravige forordningerne.

Fru Read og andre medlemmer nævnte visse sektorer, hvor Europa har et forspring, f.eks. tredjegenerations mobiltelefoni og digital-tv. Vi bevarer mest effektivt dette forspring ved at sikre, at markedet fungerer effektivt. Derfor insisterer vi på streng håndhævelse af konkurrencepolitikken i lyset af markedssituationen i Europa uanset selskabernes nationalitet. Når et selskab opnår eller konsoliderer en dominerende stilling uden at have til hensigt at gøre noget ved det, har vi intet andet valg end at blokere en fusion. Det gjorde vi for nylig i et tilfælde med to europæiske selskaber, Volvo og Scania, som begge er baseret i den samme medlemsstat. Vi ville have gjort det samme i et andet tilfælde, hvor det ene selskab var europæisk (Pechiney) og det andet nordamerikansk-canadisk (Alcan), men fusionen blev opgivet. Desuden tog vi lignende skridt i forbindelse fusionen af MCI Wellcome og Sprint for nylig, hvor begge selskaber var amerikanske. Vi har opnået et udmærket samarbejde med vores modparter i det amerikanske justitsministerium og den amerikanske handelskommission.

Nu vi taler om USA, så har flere medlemmer henledt opmærksomheden på risiciene ved Hollings-lovforslaget. Der er kun tale om et forslag, og jeg håber, at det ikke bliver ophøjet til lov, men det er op til Deres amerikanske modparter. Hvis det skulle blive vedtaget, ville jeg imidlertid betragte det som et foruroligende tegn på protektionisme. Det ville være uheldigt, hvis liberaliseringen, som er nået så langt i USA, Europa og andre steder i de sidste par år, skulle opleve et tilbageskridt i USA. Desuden er lovforslaget efter vores mening slet ikke foreneligt med USA's forpligtelser i henhold til WTO og andre grundlæggende telekommunikationsaftaler, og Kommissionen har da også gennem min kollega Pascal Lamy gjort det meget klart over for vores amerikanske modparter. Kommissionen går også klart imod sådanne love i medlemsstaterne. For at bortvejre hr. Gasòliba i Böhms bekymringer kan jeg sige, at det kun er Kommissionen, der har beføjelse til at overveje fusioner på fællesskabsniveau. Når en medlemsstat uretmæssigt griber ind, er Kommissionen parat til at gøre indsigelse mod indgrebet, hvilket vi beviste i et tilfælde sidste år i en beslutning rettet mod den portugisiske regering.

Hr. Ortuondo Larrea, hr. Markov og hr. Rapkay omtalte den meget vigtige AOL-Time Warner-sag. Som De vil forstå, kan jeg ikke sige ret meget nu. Fristen for Kommissionens beslutning er den 24. oktober. Høringen om denne fusion finder sted i dag og i morgen i Bruxelles. Vi udtrykte vores betænkeligheder den 22. august, da vi meddelte vores klagepunkter til partierne. Jeg har ikke noget at tilføje på nuværende tidspunkt.

Hr. Gallagher og et andet medlem omtalte allokeringssystemet for tredjegenerations mobiltelefonlicenser. Auktionerne vil medføre, at der kommer flere mobiltelefonoperatører i EU. Flere operatører betyder øget konkurrence, så vi kan kun bifalde resultatet af auktionerne set ud fra et konkurrencesynspunkt.

Vi vil naturligvis sikre os, at de oprettede konsortier ikke fører til fælles praksis, da medlemskabet vil variere fra land til land. Det er blevet påpeget, at de beløb, der betales til EU-regeringerne for at opnå licenserne, er for store, at forbrugerpriserne ville blive for høje, fordi operatørerne skulle have dækket deres investering, og at det måske ville begrænse udviklingen af nye avancerede mobiltelefontjenester. Men det er ikke et konkurrencespørgsmål i sig selv, mens forsøg på at begrænse konkurrencen for at gøre det lettere at få dækket omkostningerne ville være underlagt konkurrencelovgivningen.

Uanset hvilket system der benyttes - auktioner, skønhedskonkurrencer eller noget helt tredje - kan det være nødvendigt at undersøge de nøjagtige regler for en skønhedskonkurrence eller en auktion for f.eks. at sikre, at de oprindelige licenshavere ikke begunstiges, og at ikke-diskrimination, gennemsigtighed og forholdsmæssighed garanteres. Så selv om medlemsstaterne frit kan vælge enten en skønhedskonkurrence, en auktion eller en blanding af begge dele, skal de stadig overholde konkurrencelovgivningen, lovgivningen om telekommunikationslicenser samt reglerne for statsstøtte.

I denne sammenhæng kan jeg nævne, at Generaldirektoratet for Konkurrence sammen med Generaldirektoratet for Informationssamfundet er i gang med at undersøge en klage mod Nederlandene. De ser ligeledes på klager mod Frankrig, Belgien, Nederlandene og Tyskland, og endelig undersøger vi en UMTS-auktion i henhold til reglerne for statsstøtte. Så vi forsøger at være så årvågne, som De alle opfordrer os til.

 
  
  

(IT) Hr. Della Vedova frygter, at man vil forsøge at lave alt for mange love og regler for udviklingen i denne sektor, som er så lovende for Europas økonomi. Jeg kan forsikre Dem for, at hvad lovgivningen angår, vil Kommissionen forsøge at holde antallet af regler på et minimum, og netop derfor bør konkurrencepolitikken efter Kommissionens mening spille en vigtig rolle.

Når det gælder pluralismen, som hr. Della Vedova omtalte, vil jeg blot minde om, at med det nuværende system i Europa kan medlemsstaterne vedtage foranstaltninger for at beskytte pluralismen. Det er fastlagt i forordningen om virksomhedssammenslutninger, at dette er en af de legitime grunde til et indgreb fra medlemsstaternes side, men det er naturligvis under forudsætning af, at der konsekvent er tale om et indgreb med det formål at beskytte pluralismen.

 
  
  

(EN) Jeg bemærker, at fru Villiers opfordrer os til at håndhæve konkurrencelovgivningen strengt. Jeg håber, at vi kan leve op til Deres forventninger i fremtiden uden at være forudindtaget imod størrelsen alene. Vi skal se på sagerne enkeltvis. Størrelsen kan undertiden give problemer, men selv mindre operatører kan skabe konkurrenceproblemer, og så skal vi gribe ind.

Endelig har flere medlemmer - fru Read, hr. Markov, fru Ainardi, hr. Rapkay - anerkendt og understreget den positive indvirkning, som udviklingen i denne sektor har på beskæftigelsen, men også udtrykt nogen bekymring over fusionernes sociale virkning. Jeg må gøre det meget kort nu. Der er to ting i det. Med hensyn til den generelle indvirkning på beskæftigelsen er jeg fast overbevist om, at det gavner beskæftigelsen, hvis konkurrencen opretholdes. Det er tydeligvis tilfældet i telesektoren. Selv om visse teleselskaber har afskediget nogle medarbejdere, har liberaliseringen skabt en lang række nye stillinger, hvilket skaber ny beskæftigelse.

Kommissionen er meget opsat på, at arbejdernes rettigheder skal sikres. Anvendelsen af Kommissionens konkurrencepolitiske instrumenter samt vurderingen af koncentrationer er udelukkende begrænset til de aspekter, der er omfattet af konkurrencelovgivningen. Men Kommissionen bifalder, at arbejdernes repræsentanter inddrages i kontrollen med fusionerne. Disse repræsentanter har ret til at blive hørt i alle faser af processen. Jeg ved af erfaring, at deres synspunkter er værdifulde for mine tjenestegrene.

Jeg bliver stadig mere overbevist om, at skarp konkurrence er en vigtig del af en social markedsøkonomi, uanset om der er tale om traditionelle eller nye sektorer og både sociale og markedsøkonomier.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, hr. Monti, for Deres detaljerede svar.

Jeg har modtaget fire forslag til beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, til at afslutte denne forhandling(1).

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag.

 
  

(1) Se protokollen.


8. Kloning af mennesker
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om kloning af mennesker.

 
  
MPphoto
 
 

  Busquin, Kommissionen. - (FR) Hr. formand, kære kolleger, de seneste fremskridt inden for biovidenskaberne åbner vide perspektiver, men rejser også etiske spørgsmål, som berører de fleste borgere. Der er i stigende omfang behov for at komme sådanne etiske problemstillinger i forkøbet og lade dem indgå i en bredere dialog mellem videnskab og samfund.

Kommissionen anførte i sin meddelelse fra januar 2000, at oprettelsen af et europæisk område for forskning og innovation forudsætter, at vi samtidig opbygger et europæisk område med fælles etiske værdier. Kommissionen vil tage initiativer i så henseende og bl.a. styrke forbindelserne mellem de etiske komitéer i Europa samt styrke udvekslingen af regler for god praksis, når det gælder etisk vurdering af forskningsprojekter.

Terapeutisk kloning eller mere præcist anvendelse af stamceller fra embryoner frembragt ved kloning til terapeutiske formål er et eksempel på de etiske spørgsmål, der rejser sig som følge af den hastige udvikling på det biovidenskabelige felt. Terapeutisk kloning er som teknologi af indlysende årsager et særlig følsomt område, som rejser spørgsmål af både kulturel, religiøs og etisk karakter.

Den britiske ekspertgruppe, hvis forskningsrapport blev offentliggjort den 16. august, påpeger, at forskning vedrørende stamceller fra menneskeembryoner og disses anvendelse til terapeutiske formål, rummer interessante perspektiver. Ekspertgruppen anbefaler i sin rapport, at der gives tilladelse til forskning på dette felt, herunder forskning omhandlende anvendelse af embryoner frembragt ved kloning under anvendelse af en teknik, som indebærer udskiftning af cellekernen. Ekspertgruppen anbefaler, at en sådan forskningsaktivitet udøves inden for klare juridiske og etiske rammer. Offentliggørelsen af denne rapport har fremprovokeret en stillingtagen og debat på europæisk plan, som rækker ud over de berørte videnskabelige miljøer. Som anført af Kommissionens formand i en pressemeddelelse udsendt for nylig ønsker Kommissionen at deltage i den fortsatte debat i nært samarbejde med Europa-Parlamentet.

Af hensyn til respekten for den nationale identitet overlades det ifølge traktaten om Den Europæiske Union til medlemsstaterne at lovgive på det etiske område. Lovgivningen er da også særdeles uensartet eller undertiden mangelfuld, hvilket afspejler betydelige meningsforskelle inden for Den Europæiske Union, når det gælder disse spørgsmål. Indsatsen fra EU's side vedrørende bioteknologisk forskning tager imidlertid i stigende omfang udgangspunkt i præcist formulerede grundlæggende etiske principper, fortsat med respekt for nationale synspunkter. Dette er eksempelvis tilfældet, når det gælder patentbeskyttelse af bioteknologiske opfindelser. Reglerne desangående tager udtrykkeligt udgangspunkt i respekten for grundlæggende principper, som sikrer menneskelig værdighed og integritet, og det fastslås, at mennesket i alle faser, tilblivelses- såvel som udviklingsfaser, herunder stamceller, såvel som opdagelsen af et af disse elementer eller et af disse produkter, herunder også dele af et menneskeligt gen, ikke kan gøres til genstand for patentering.

Lovgivningen udelukker, at kloning af mennesker med reproduktivt sigte kan gøres til genstand for patentering, ligesom kommerciel udnyttelse af embryoner eller dele af den menneskelige krop forbydes. Det omhandlede direktiv regulerer således betingelserne for patentering af opfindelser med udgangspunkt i biologisk materiale, men direktivet har ikke til formål at fastsætte betingelser for udøvelsen af den pågældende forskningsaktivitet.

Hvad angår forskningen har Kommissionen i mange år støttet den biomedicinske forskning. Det femte rammeprogram, som er vedtaget i henhold til den fælles beslutningsprocedure, respekterer de grundlæggende etiske principper og bygger på den udtalelse, der før rammeprogrammets vedtagelse blev fremsat af den europæiske etiske komité. Det anføres således udtrykkeligt, at forskning omhandlende kloningsteknikker med reproduktivt eller terapeutisk sigte ikke er omfattet af programmet. Kloning af dyr begrænses til kloning med etisk acceptable formål, ligesom det bestemmes, at de pågældende forskningsaktiviteter ikke må indebære unødig lidelse for dyrene.

Rammeprogrammet, som også har et visionært sigte, støtter i øjeblikket bioetiske undersøgelser vedrørende mulige risici og fordele i forbindelse med kloningsteknologi. I tilknytning til den terapeutiske kloning arbejdes der endvidere med supplerende metoder med henblik på at udvikle nye cellebiologiske teknologier med terapeutisk sigte, herunder. projekter, som tager udgangspunkt i anvendelsen af voksne stamceller. Denne forskningsaktivitet udøves i respekt for grundlæggende etiske principper og er underlagt gældende national lovgivning.

Jeg vil gerne understrege, at der ved vurderingen af de modtagne forslag systematisk inddrages etiske aspekter. Er der tale om forslag, som berører særligt følsomme etiske spørgsmål, foretages der en grundig etisk vurdering af forslagene. Kommissionen imødeser med stor interesse en udtalelse fra den europæiske etiske komité om anvendelsen af menneskelige stamceller. Udtalelsen ventes at foreligge i løbet af november måned 2000. Den europæiske etiske komité har tidligere bevist, at den er upartisk i sine vurderinger og besidder stor kompetence, når det gælder disse spørgsmål, som er meget følsomme og også meget tekniske. Den omtalte udtalelse vil som tidligere udtalelser fra den europæiske etiske komité spille en afgørende rolle i forbindelse med fastlæggelsen af rammerne for den europæiske forskningspolitik.

På det mere generelle plan kan jeg oplyse, at der på min foranledning for nylig er nedsat en ekspertgruppe på højt plan vedrørende biovidenskaberne. Det er tanken, at denne gruppe skal bidrage til at skabe en reel dialog mellem forskningsmiljøerne og samfundet, når det gælder biovidenskaberne. Gruppen arrangerer den 6.-7. november 2000 et debatforum i Bruxelles, og alle Europa-Parlamentets medlemmer, som måtte have interesse heri, er naturligvis velkomne. Dette debatforum betegner første vigtige skridt i retning af en sådan dialog. Kommissionen ønsker ikke at lovgive eller harmonisere på det etiske område, men Kommissionen ønsker at bidrage til debatten i respekt for den kulturelle og holdningsmæssige mangfoldighed. Dette er også et af målene for det europæiske forskningsrum, som er under opbygning.

 
  
  

FORSÆDE: Nicole FONTAINE
Formand

 
  
MPphoto
 
 

  Lannoye (Verts/ALE). - (FR) Tillad mig at stille et spørgsmål vedrørende arbejdsplanen.

Vi har netop hørt hr. Busquins redegørelse om kloning. Hvornår finder forhandlingen om dette sted?

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Kl. 17.00, altså umiddelbart efter forhandlingen om udvidelsen.

 

9. Verheugens udtalelser om udvidelsen
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om hr. Verheugens udtalelser om udvidelsen.

Jeg byder Kommissionens formand, hr. Romano Prodi, velkommen.

Jeg kan oplyse, at Kommissionens formand må forlade Europa-Parlamentet kl. 16.35, idet han skal deltage i millenniummødet i New York. Vi takker Kommissionens formand, fordi han har fundet tid til at deltage i denne debat, og jeg giver straks ordet til Kommissionens formand.

 
  
MPphoto
 
 

  Prodi, Kommissionen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, jeg ønskede personligt at afgive en meddelelse her i Parlamentet sammen med kommissær Verheugen for at gøre rede for den politiske betydning af hans interview den 2. september til Süddeutsche Zeitung og for den politiske betydning af en række efterfølgende pressemeddelelser. Kommissær Verheugen vil om lidt forklare Dem, hvad han sagde, og hvad der lå bag hans udtalelser.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne formelt bekræfte det ubetingede løfte, min Kommission har givet om at videreføre det fantastiske udvidelsesarbejde, over for Dem som parlamentsmedlemmer. Jeg har understreget flere gange, at udvidelsen er den vigtigste opgave, som Kommissionen har påtaget sig, idet den har forpligtet sig til at få udvidelsen på rette spor.

Dette nye kapitel i Unionens historie skal skrives hurtigst muligt, hvilket er i overensstemmelse med de målsætninger, som Det Europæiske Råd og Kommissionen har sat sig, og som vi flere gange har gjort rede for her i Parlamentet. Som De ved, er der tale om en yderst kompleks operation set ud fra et politisk synspunkt, og med Deres kraftige og konstante støtte fortsætter Kommissionen med forhandlingsprocessen på en gennemsigtig og objektiv måde, hvor reglerne for det mandat, vi har fået, overholdes til punkt og prikke.

Demokratierne i de lande, som bliver optaget i Unionen, er i færd med at gøre en kæmpe indsats, som vi hele tiden risikerer at undervurdere. Denne indsats skal dog modsvares af en stor politisk imødekommenhed fra vores side, og denne imødekommenhed skal komme til udtryk på mange måder. Det første udtryk for imødekommenhed, som jeg ikke kan lade være med at gentage endnu en gang, er, at Unionen skal være klar til at slå dørene op for de nye medlemmer senest den 1. januar 2003. Derfor er den vigtigste opgave, Unionen skal udføre for at skabe orden i eget hus, at man sidst på året i Nice skal nå frem til enighed om en institutionsreform af høj kvalitet, så vores system ikke bliver udvandet.

Der er desuden et andet aspekt af den politiske imødekommenhed, som det er vores pligt at vise, nemlig at vi alle sammen skal gøre en indsats for, at der blandt borgerne bliver den størst mulige tilslutning til udvidelsen. Jeg frygter, at befolkningen endnu ikke er tilstrækkeligt overbevist om dennes fordele.

Vores forsøg på at opnå en demokratisk støtte til dette historiske projekt er bestemt ikke et udtryk for, at vi ønsker at forsinke denne proces, men vidner derimod om, at vi gerne vil styrke den. Hvilke metoder og instrumenter, der er de rette til at sikre denne støtte i medlemsstaterne og i ansøgerlandene, er naturligvis et spørgsmål, som de selv skal afgøre. Navnlig de nationale procedurer for ratificeringen af udvidelsen er et spørgsmål, der henhører under den nationale kompetence. Det er bestemt ikke hverken Kommissionens eller kommissær Verheugens hensigt at blande sig i denne debat.

Noget helt andet er, at vi dog alle sammen skal være med til at forklare vores medborgere, hvad det er, der står på spil. Det har altid været mit indtryk, at Parlamentet, som jeg står over for i dag, i høj grad bestræber sig på at gøre netop dette, nemlig på at forklare, forklare og atter forklare vores medborgere, at udvidelsen ikke er en trussel, men en på alle måder historisk lejlighed, navnlig når det gælder freden på vores kontinent.

Alle kommissærernes oprigtige løfte om at gennemføre Kommissionens politikker er et kendetegn for mit formandskab, og Parlamentet ved, at hvis det bliver nødvendigt, kan jeg tage nogle passende instrumenter i brug for at sikre, at dette løfte bliver holdt.

I det foreliggende tilfælde er jeg fuldstændig overbevist om, at Günter Verheugen er helt enig i Kommissionens politik, en politik, som Parlamentet har godkendt ved mange lejligheder. Jeg har således fuld tillid til, at han vil kunne sørge for en hurtig og positiv afslutning på udvidelsesforhandlingerne.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Verheugen, Kommissionen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, jeg er meget glad for denne forhandling, fordi den giver mig lejlighed til at komme med et uddybende og efter min mening også afsluttende ord om det interview, som har udløst denne storm.

I dette interview gjorde jeg på personlig basis og i en rent tysk kontekst opmærksom på, at folkeafstemninger kan være nyttige for at inddrage borgerne i højere grad i forbindelse med store europæiske projekter, som ændrer statens forfatningsstruktur. Som eksempel nævnede jeg Maastricht-traktaten, ikke udvidelsen. Endelig sagde jeg også, at den tyske forfatning ikke giver denne mulighed. Ingen beklager mere end jeg, at denne udtalelse er blevet udlagt, som om jeg havde plæderet for en folkeafstemning om udvidelsen. Jeg præciserer hermed, at jeg ikke har rejst et sådant krav, hverken for Tyskland eller for noget andet land.

(Bifald)

Hvis man læser teksten objektivt og ikke støtter sig til andenhåndsberetninger, kan man ikke komme frem til noget andet resultat.

Men hvad var det virkelige budskab? Budskabet var at sige, at vi ønsker udvidelsen, og vi ønsker den så hurtigt som muligt og så grundigt som nødvendigt. Mange, mange medlemmer her i Parlamentet ved, at jeg nu i et år lidenskabeligt har bestræbt mig på i direkte kontakt med borgerne i tiltrædelseslandene at gøre det klart, at vi virkelig ønsker disse nye medlemmer.

Det, jeg forsøger at gøre, er at give en proces, som let kunne udarte i det rent tekniske, en sjæl. Vi vil sikre fred og stabilitet i hele Europa. Vi vil give unge demokratier en chance for at deltage i Europas politiske og økonomiske udvikling på lige fod. Vi vil styrke Europas rolle i den internationale konkurrence yderligere. Der findes ikke noget alternativ. Resultatet af udvidelsesforhandlingerne, siden Prodis Kommission trådte til, er positivt. De fremskridtsberetninger, som Kommissionen vil fremlægge til efteråret, vil vise, at ansøgerlandene har gjort væsentlige fremskridt og er ved at være modne til tiltrædelse.

Kommissionen har i sinde til efteråret at foreslå nye elementer til forhandlingsstrategien, som skal gøre det muligt at føre forhandlingerne endnu hurtigere og tage hul på de substantielle centrale spørgsmål i forhandlingsprocessen.

Jeg vil gerne slå fast, at disse fremskridt kun er mulige i et tæt samarbejde med medlemsstaterne og Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke Europa-Parlamentet for det fremragende samarbejde, og fordi det i hvert fald hidtil har støttet mig fuldt ud. Jeg anerkender også udtrykkeligt den positive rolle, som Europa-Parlamentet og dets medlemmer spiller i bestræbelserne på at oplyse menneskene i Europa om dette historiske projekt. Jeg har altid gjort mig til talsmand for at opnå en så bred støtte i befolkningen som muligt og at forklare de store fordele ved de nye medlemsstaters tiltrædelse i en bredt anlagt diskussion med borgerne.

Vi må overbevise folk om, at udvidelsen vil bringe politiske og økonomiske fordele for begge sider fra starten af. Vi har brug for en bred demokratisk debat om dette historiske projekt. Det var denne grundtanke, der optog mig i interviewet.

(Bifald)

Det er bestemt ikke Kommissionens hensigt - og mindst af alt min - at indføre nogen form for nye politiske betingelser i forhandlingsprocessen eller i beslutningsprocessen. Strategien er fastlagt af Det Europæiske Råd. Kommissionen følger den nøje.

Og som kommissionsformand Prodi allerede har sagt, er det en selvfølge, at tiltrædelsestraktaterne skal ratificeres i de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning. For mig at se fører det til tre konklusioner. For det første må vi gennemføre en bred kommunikationsoffensiv i medlemslandene og i tiltrædelseslandene. Kommissionen har allerede truffet de nødvendige forberedelser. For det andet bør vi, der hvor der optræder bekymringer og angst, ikke afvise dem, men tale åbent med borgerne; vi bør hjælpe dem ...

(Bifald)

... med at gribe de nye chancer og mestre de nye udfordringer. Jeg tænker især på grænseregionerne. Også her er Kommissionen ved at udarbejde et koncept.

Og for det tredje må vi i forbindelse med emner, som er forbundet med angst og følelser - og den slags emner findes i udvidelsesprocessen, som f.eks. indvandring - gå frem med den størst muligt omhu og konduite. Men der findes måder og muligheder til at løse disse problemer. Og det må og vil der blive truffet beslutning om i en nær tidsmæssig og saglig sammenhæng med problemerne.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Poettering (PPE-DE). - (DE) Fru formand, kære kolleger, jeg ville ønske, at vi ikke skulle føre denne debat i dag. Der ligger en alvorlig hændelse til grund, en alvorlig politisk fejl. Efter det, vi netop har hørt fra kommissionsformand Prodi og hr. kommissær Verheugen, håber jeg, at tingene atter er klare efter denne debat.

Vi har ikke krævet nogen erklæring fra formanden, men en erklæring fra Kommissionen. Men jeg er hr. kommissionsformand Prodi meget taknemmelig for, at han anser sagen for så vigtig, at han selv har taget stilling til den i dag. Hr. kommissær Verheugen, jeg har læst Deres interview flere gange. Før jeg kommer til den egentlige kerne, vil jeg gerne henvise til følgende sætning, som jeg virkelig er målløs og rystet over. Det siger jeg i al saglighed, fordi jeg virkelig tror på hvert eneste ord, som jeg roligt står her og siger, og fordi det afspejler min overbevisning.

Hr. Verheugen siger i interviewet: "Det hører til de seneste års næsten tragiske udvikling, at Parlamentet kun er enigt om én ting, nemlig at være i opposition til Kommissionen." Hr. Verheugen, hvordan opfatter De Europa-Parlamentet? De ville ikke sidde i Deres embede, hvis De ikke havde fået vores godkendelse.

(Bifald)

Jeg vil for vores gruppes vedkommende hævde, og kommissionsformand Prodi ved det, at vi i princippet opfatter os selv som Europa-Kommissionens forbundsfælle, når det drejer sig om at vogte traktaterne, når det drejer sig om, at hr. Patten skal involveres i udenrigspolitikken, når det drejer sig om, at vi ikke får nogen sekretariater. Vi står på Kommissionens side og beder om, at De noterer Dem dette og ikke skyder os i skoene, at vi principielt skulle stå i opposition til Kommissionen og her i Parlamentet kun skulle kunne blive enige om denne ene ting. Det vil jeg ganske enkelt afvise.

(Bifald)

Jeg afviser det, fordi jeg beder om, at vores arbejde også bliver forstået som en støtte til Kommissionen. Vi har en fælles opgave at løse for Europa!

Nu til selve sagen. De sagde, at man, hvis man læser Deres tekst objektivt, kunne komme til et andet resultat. Jeg tror - og det er jo det, diskussionen går på i hele Europa - at man også, hvis man betragter denne tekst objektivt, netop måtte komme til de konklusioner, som vi har bragt ind i den offentlige debat. Hr. Verheugen, jeg er taknemmelig for og anerkender udtrykkeligt, at De vil sige, at der ikke skal skabes nye betingelser. Dermed er det en gang for alle klart, hvad også kommissionsformanden har sagt, at De ikke længere plæderer for, at en folkeafstemning i det land, som De kommer fra, skulle være grundlaget for en udvidelse af Den Europæiske Union. Der er nemlig mange, som spørger sig selv, om denne bemærkning fra kommissær Verheugen dækker over en strategi. Der er jo andre personer - jeg vil ikke gøre debatten partipolitisk - f.eks. en vigtig person fra Forbundsrepublikken Tyskland, som står Dem politisk nær, som netop i dag har fremsat dette krav om en folkeafstemning. Men jeg er glad for, at dette er blevet afklaret i dag.

(Tilråb)

Tag det nu roligt! Jeg er jo glad for, at vi var enige om at tale om dette spørgsmål, for dette spørgsmål om udvidelsen af Den Europæiske Union er et fremtidsspørgsmål for det europæiske kontinent i det 21. århundrede. Det er et fremtidsspørgsmål, at Kommissionen og Parlamentet går samme vej.

(Bifald)

Vi må nu i fællesskab lægge pres på regeringerne for at opnå, at topmødet i Nice bliver en succes. Det bør vi gøre i fællesskab og gensidigt gå ud fra hinandens gode vilje. Det vigtigste er - så vidt har jeg forståelse for den del af Deres udtalelser, som vi er helt enige i - at vi skal overbevise menneskene i vores lande om udvidelsen af Den Europæiske Union, så de går med på denne vej. Vi som medlemmer af Europa-Parlamentet er konstant engageret i dette spørgsmål. For det var menneskene i Centraleuropa, som gjorde omvæltningen og kommunismens fald mulige. Tysklands genforening ville ikke have været mulig uden Solidarnosc i Polen.

(Bifald)

Lad os nu - det opfordrer jeg Kommissionen og os alle til - sammen gå denne Europas vej! I Parlamentet er der enighed om, at vi må gå denne vej i fællesskab. Hr. Verheugen, det vil jeg bede Dem anerkende. Vi står i princippet ved Kommissionens side, når det drejer sig om Europas udvikling i fremtiden, vores kontinents enhed og udvidelsen, for folkene i Centraleuropa vil være en del af vores værdifællesskab i Den Europæiske Union. Det er vores politiske og moralske forpligtelse at gøre alt, for at denne udvidelse kan blive virkelighed så hurtigt som muligt. Det er til gavn for vores europæiske kontinents sikkerhed, fred og frihed.

(Kraftigt bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hänsch (PSE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. Verheugen, De sagde før, at Deres interview var ment til indre tysk brug - men det er jo netop ikke noget indre tysk problem. Og selv om det netop var hr. Poettering, der talte, og nu mig, må De ikke deraf slutte, at det er en tysk-tysk debat.

Deres udtalelser, hr. Verheugen, har fremkaldt undren, irritation og ærgrelse i Den Socialdemokratiske Gruppe.

(Bifald)

Her drejer det sig ikke om folkeafstemningers værdi eller manglende værdi for demokrati og borgernes deltagelse i Den Europæiske Unions beslutninger. Som talsmand for min gruppe vil jeg heller ikke sige noget om den indre tyske debat om sådanne folkeafstemninger eller lignende. Naturligvis træffer hver enkelt medlemsstat beslutning om nye staters tiltrædelse efter sin forfatnings regler, altså også Tyskland. Men netop fordi den tyske forfatning ikke giver mulighed for en sådan folkeafstemning, er Deres udtalelser blevet forstået som et ønske om at indføre en folkeafstemning og dermed som et forsøg på at udsætte udvidelsen af Den Europæiske Union mod øst. Jeg ved, hr. kommissær, at det virkelig ikke var Deres hensigt! Men det er det indtryk, der er opstået, og det skal væk!

(Bifald)

Den Socialdemokratiske Gruppe ønsker, at Den Europæiske Union opfylder den forpligtelse, som den har påtaget sig over for Østeuropa. Vi ønsker, at forhandlingerne bliver afsluttet hurtigt og omhyggeligt. Vi afviser at opbygge nye forhindringer for en tiltrædelse! Men det gælder så også for visse udtalelser fra Deres gruppe, hr. Poettering, f.eks. hvad angår PPE-DE-Gruppens holdning til tiltrædelsen til Den Økonomiske og Monetære Union.

(Bifald)

Min gruppe, Den Socialdemokratiske Gruppe, hilser det velkommen, at kommissionsformand Prodi og kommissær Verheugen her i dag har gjort de vigtigste ting klart. Det er vi Dem taknemmelige for. Denne præcisering er nok for os!

Nu kunne vi naturligvis sige: "Romano" locuta, causa finita.

(Munterhed)

Men helt så enkelt er det naturligvis ikke, for det grundlæggende problem, hr. kommissær Verheugen, som De har nævnt, er et grundlæggende problem, som vi alle står over for: Kommissionen, medlemmer af Europa-Parlamentet, partierne i vores medlemsstater. Det grundlæggende problem er, hvordan vi informerer menneskene i medlemsstaterne om østeuropæiske staters tiltrædelse, overbeviser og vinder dem for denne tiltrædelse. Det er det afgørende, som vi må udføre! Men her halter vi alle sammen bagefter! Det kan man kun gøre ved igen og igen at gøre det klart for folk, at opgavens størrelse hænger sammen med størrelsen af den chance, som byder sig for os alle sammen i Europa. Det må vi gøre klart! Til det formål må De, hr. kommissionsformand og hr. kommissær, og til det formål må vi alle sammen komme ud af vores bureaukratiske huller af detaljer og betænkeligheder! Lad os løfte det, som vi gør, op på det historiske niveau, hvor det hører hjemme!

Halvtredsernes politikergeneration - Adenauer, Monnet, Schuman og andre - var modige og fremsynede nok til at ophæve den århundreder gamle modsætning mellem Tyskland og Frankrig i et europæisk fællesskab og påbegynde foreningen af Europas folk i vest.

Vores politikergeneration, mine damer og herrer, Deres og min, har for første gang i tusinde år chancen for på frivillighedens, fredens og demokratiets grundlag at føre alle Europas folk sammen til et fællesskab. Denne chance må vi ikke lade nogen ødelægge, og denne chance må vi ikke forsømme!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Cox (ELDR). - (EN) Fru formand, i dag har vi muligheden for at korrigere og gøre store fremskridt i denne debat. Jeg er overordentlig glad for at se Kommissionens formand her, og jeg håber, at hr. Prodi som formand for Kommissionen jævnligt vil gøre sit formandskab gældende på den måde med hensyn til strategiske spørgsmål som udvidelsen. Jeg bifalder derfor særligt hans udtalelse i dag.

Jeg accepterer kommissær Verheugens forklaring om, at han talte ud fra en tysk sammenhæng og som privatperson. Men som kommissær med ansvar for udvidelsen kan han ikke længere tillade sig at tale som privatperson. Det grundlæggende problem er, at når vi kommer med blandede signaler eller måske udtrykker os dårligt eller uovervejet, risikerer vi at sende det forkerte budskab. Det er tydeligvis tilfældet her, når man ser på, hvordan dette interview blev modtaget og kommenteret.

Med hensyn til folkeafstemningen accepterer jeg hans forklaring. Men den underliggende tese er korrekt. Vi skal spørge befolkningen, og hvis det var det, han ville sige, har han ret.

Med hensyn til medlemsstater, der lader Kommissionen gøre det beskidte arbejde, så håber jeg ikke, at han hentyder til arbejdet med udvidelsen. Jeg er sikker på, at det ikke var det, der lå i hans udtalelse.

(Bifald)

Hvis kommissæren mente, at visse regeringsmedlemmer kan lide at tage rundt i Centraleuropa og meddele, at udvidelsen er på vej, men så overlader detaljerne til Kommissionen, bør De sige det ligeud, og vi vil støtte Dem, når De konfronterer Rådet med det.

(Bifald)

Jeg må retfærdigvis bede kommissæren trække sine bemærkninger om, at Europa-Parlamentet kun kan blive enige om én ting, nemlig at være i opposition til Kommissionen, tilbage. Det kan ikke dokumenteres. Kommissærens forhold til Parlamentet og dets udvalg har altid været konstruktivt og positivt, og det skal det blive ved med at være. En sådan plet på forholdet mellem institutionerne skal fjernes.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hautala (Verts/ALE). - (FI) Fru formand, jeg takker Kommissionens formand og kommissær Verheugen for, at de har indvilliget i denne dialog med os. Det giver os en fortrinlig lejlighed til at indlede en alvorlig og reel drøftelse af udvidelsen, og vi kan også sammen overveje, hvorledes vi får borgerne med i denne drøftelse. Intet er mere vigtigt.

Jeg kan godt forstå, at man i Kommissionen kan være lidt irriterede over den måde, hvorpå Rådet indimellem forholder sig til udvidelsen. Rådet har ikke formået at fremsætte nogen konkret plan for udvidelsen, og her må den virkelig se at få samlet tropperne. Det er heller ikke nogen fordel, at statsledere rejser til ansøgerlande og giver dem løse løfter om, at de om ganske kort tid kan blive medlem. Dette er ikke seriøst udvidelsesarbejde. Det er klart, at borgernes tillid kan genskabes, men det kræver først og fremmest, at hele forhandlingsprocessen blive mere åben. Også regeringerne skal være med til disse drøftelser, og her har vi nu en god lejlighed til at vise, at vi regelmæssigt har drøftelser om emnet også i Europa-Parlamentet.

Hvordan er det så med tanken om, at man kunne organisere folkeafstemninger om resultaterne af udvidelsen? Det er helt afgjort ikke det rette tidspunkt at spekulere over den sag, for vi må jo have mod til at fortælle folk, at der allerede er gået 8 år, siden man inviterede de nuværende ansøgerlande med i Den Europæiske Union. Der er altså allerede gået 8 år, men forhåbentlig tør vi godt fortælle borgerne, at denne proces allerede er langt fremskreden, og at den er definitiv. En folkeafstemning i sig selv er et ganske fortrinligt middel til at få borgerne med til at beslutte ting. Jeg vil gerne takke kommissær Verheugen for, at han har turdet udtale dette ord. Selv i Tyskland burde man efter min mening overveje at gøre op med den historiske frygt for, at folkeafstemninger i det hele taget kan være farlige.

Lad os så se på arbejdet med charteret om grundlæggende rettigheder. I øjeblikket udarbejder man et charter om grundlæggende rettigheder, men indeholder det nogen som helst reel ret til deltagelse for borgerne? Hvorfor er vi ikke begyndt at diskutere folkeafstemninger på EU-plan eller i det mindste retten til medborgerinitiativer, som f.eks. borgerne i Schweiz automatisk har? Jeg kan godt forstå, at schweizerne ikke ønsker at tilslutte sig Unionen, før de også som kommende borgere i Den Europæiske Union garanteres disse grundlæggende rettigheder. Dette er den opgave, vi sammen kan begynde på, for for alvor at få skabt et borgernes Europa. Det er også den bedste måde at bortvejre unødig frygt, for folk vil komme til at oplyse sig selv, de vil komme til at drøfte tingene, de vil komme til at indhente oplysninger. Med andre ord er borgernes direkte rettigheder generelt nødvendige, men i dette tilfælde kan vi nu næppe begynde at stemme om udvidelsen.

 
  
MPphoto
 
 

  Brie (GUE/NGL). - (DE) Fru formand, i min gruppe er der forskellige meninger om den planlagte udvidelse. Jeg betragter den som en historisk nødvendighed og en chance, som ikke må bringes i fare hverken af ubetænksomheder, udemokratiske metoder eller bureaukratisk eller national smålighed eller af social hensynsløshed i politikken.

Hr. kommissær, jeg er ikke i tvivl om Deres personlige engagement for udvidelsen. Men når De i dag siger til os, at vi alle sammen bare har misforstået interviewet, og jeg så opdager, at De i morgendagens udgave af Die Zeit selv siger, at der var tale om Deres årlige brøler, så må jeg naturligvis spørge mig selv, hvad der egentlig foregår.

(Bifald)

Jeg vil gerne endnu en gang bede Dem forklare det for os her. I juli kom De i det kompetente udvalg med meget dunkle hentydninger om vanskelighederne. Selv på forespørgsel var De heller ikke den gang villig til at konkretisere det. De har helt ret i, at befolkningen skal inddrages i beslutningsprocesserne. Men det betyder naturligvis også, at de demokratisk valgte medlemmer skal have sådanne muligheder. Jeg mener, det må være slut med de vildskud af hemmeligt diplomati, som Rådet og Kommissionen praktiserer over for Parlamentet.

Der er et andet problem. Jeg støtter helt afgjort Deres opfattelse, at eksistentielle beslutninger ikke skal trækkes ned over hovedet på borgerne af regeringerne, som det - det er jeg enig med Dem i - er sket med euroen. Men en tysk folkeafstemning må aldrig kunne bestemme over udvidelsens ve og vel. Det er for mig at se uhensigtsmæssigt og uacceptabelt! I øvrigt vil De altid få vores konsekvente støtte, hvis De mener det alvorligt med den demokratiske deltagelse. Jeg kan imidlertid også godt huske, at De principielt afviste en folkeafstemning om Maastricht-trakten i Tyskland i sin tid.

For det tredje - og det er det vigtigste - for at få befolkningens tilslutning til udvidelsen og tiltrædelsen, er det vigtigt at tage dens sorger og bekymringer meget alvorligt. For mig at se sker det ikke primært med en 150 millioner euro dyr pr-kampagne, men med en demokratisk, social og beskæftigelsespolitisk orientering af denne udvidelse. Det har man hidtil ikke mærket meget til, hverken i debatten om et charter om grundlæggende rettigheder eller i reformen af Unionen, og heller ikke i tiltrædelsesforhandlingerne.

Hr. kommissær, vores centrale krav er, at De med Deres anerkendt store kompetence medvirker til, at østudvidelsen bliver et projekt for fælles sikkerhed, et projekt for social solidaritet, et projekt, som kan besluttes og udformes af borgerne i fællesskab! Så har De os alle på Deres side.

 
  
MPphoto
 
 

  Muscardini (UEN ). - (IT) Fru formand, formand Prodi sagde, at befolkningen ikke er tilstrækkeligt overbevist om udvidelsens fordele, og denne sætning var der andre af vores kolleger, som gentog. Dette er måske det egentlige alvorlige problem, nemlig at befolkningen ikke er tilstrækkeligt overbevist om udvidelsens fordele, fordi Europa beskæftiger sig alt for meget med særlige emner, som vedrører medlemsstaterne, og ikke nok med de store problemer såsom arbejdsløsheden, indvandringen, menneskerettighederne, genforhandlingen af de internationale økonomiske bestemmelser, den finansielle boble, forbindelserne til USA og Europas mulighed for at få en stærk økonomi samt sin egen særlige indflydelse.

De europæiske borgere er bange, og det skal vi være klar over! Hvis vi ønsker at gøre udvidelsen til en endelig fordel for de nuværende og kommende EU-borgere, skal vi derfor begynde at inddrage borgerne i de politiske og institutionelle processer, og det skal ikke være ubetinget, sådan som De sagde i Deres tale, formand Prodi. Der er nemlig en betingelse, og det er, at udvidelsen skal være en reel fordel for de borgere, som er medlemmer af EU i dag, og for dem, som vi håber bliver medlemmer af EU snarest muligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Dell'Alba (TDI). - (IT) Fru formand, hr. kommissær, det er bestemt ikke de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien, som har tænkt sig at kritisere det fremsatte forslag om en folkeafstemning om et meget vigtigt emne. Dette var naturligvis også et fejltrin, der bragte Kommissionen og hele EU som sådan i en vanskelig situation, når det gælder de østeuropæiske folkeslags legitime ønske. Efter 50 år med et kommunistisk diktatur - som vi var medskyldige i - er de efter min mening nu i deres gode ret til at komme med i Den Europæiske Union.

Så jeg vil gerne henvende mig til mine kolleger og bede dem om at foretage en selvransagelse. Det vil jeg bede Kommissionen om, men det vil jeg også bede Parlamentet om. For hvordan går det med vores indsats på topmøderne i Biarritz og Nice, hvor der er nogle meget vigtige punkter på dagsordenen, som der overhovedet ikke bliver gjort noget ved? Der sker ingenting med institutionsreformerne, og der sker især ikke noget med det løfte, vi indgik for år tilbage for at få udvidelsen med de sydeuropæiske lande til at lykkes. Her tænker jeg på Delors I- og Delors II-pakken. Desuden ønsker vi at foretage udvidelsen uden at bruge en eneste krone mere end det, der er sat af på budgettet, og det er endda ikke tilstrækkeligt til de 15 lande. Der er tale om nogle store problemer, og Deres interview gav anledning til forvirring, hr. kommissær. Jeg håber, at disse erklæringer giver os mulighed for at komme i gang igen, men de egentlige problemer er stadig ikke løst, for hvilke reformer og hvilke finansielle midler skal vi gøre brug af, for at udvidelsen med de østeuropæiske lande virkelig kan lykkes?

 
  
MPphoto
 
 

  Van Orden (PPE-DE). - (EN) Fru formand, jeg havde forstået, at hr. Verheugen ville komme med en fuldstændig forklaring på interviewet med ham i Süddeutsche Zeitung. Han fremkom med et vigtigt punkt, nemlig at der efter hans mening burde have været en folkeafstemning om indførelsen af euroen i Tyskland. Det er jo ikke for sent. Mener han stadig, at man skal høre den tyske offentlige mening om euroen, og hvad mener han, at resultatet ville blive?

 
  
MPphoto
 
 

  Verheugen, Kommissionen. - (DE) Fru formand, jeg vil først besvare nogle spørgsmål, som er blevet stillet konkret til mig. Først til hr. Poettering og hr. Cox, som jeg takker for deres fair indlæg. Jeg noterer gerne, at De har en anden analyse af rollespillet mellem Parlamentet og Kommissionen, end den jeg foretog der i meget forkortet form. Jeg må også indrømme, at for mit eget erfaringsområde er det også helt korrekt. Jeg er blevet bedt om at foretage denne vurdering. Jeg gør det gerne, ...

(Bifald)

… for denne diskussion har vist, at jeg åbenbart har taget fejl her, og det falder det mig ikke svært at indrømme!

Jeg henvender mig endnu en gang til hr. Cox. Et bestemt tysk ord var faldet Dem for brystet, som jeg havde brugt, og som var blevet oversat til engelsk med dirty work. Jeg vil bare forklare, at i den del af Tyskland, hvor jeg kommer fra, betyder dette ord ikke andet end på engelsk painful and hard work. Andet var der ikke ment med det, ...

(Tilråb)

… og den fortolkning, som De tilføjede, kommer i hvert fald meget meget tæt på det, som jeg mener.

Der er ingen grund til at gentage diskussionen om beslutningsprocessen omkring indførelsen af euroen i Tyskland. Jeg var i sin tid formand for det særlige udvalg i den tyske Forbundsdag, som forberedte ratificeringen af euroen i Tyskland. Denne proces var afsluttet allerede i slutningen af 1993. Her er der ikke mere at beslutte, emnet er afsluttet. Der var den gang en diskussion om, at befolkningen ikke blev inddraget nok. Det vil enhver tysk kollega kunne bekræfte, og det mindede jeg endnu en gang om i interviewet.

I øvrigt vil jeg gerne sammenfattende konstatere, at debatten, sådan som jeg oplever det, har vist, at der for det første er en meget stor og bred overensstemmelse mellem Kommissionen og Parlamentet om selve det spørgsmål, hvor nødvendig, vigtig og irreversibel udvidelsen er, og at der for det andet også er stor overensstemmelse i spørgsmålet om, at vi i fællesskab vil arbejde for at få Europas borgere med i dette epokegørende projekt.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, kommissær Verheugen. Såfremt der ikke er andre, der ønsker ordet, er forhandlingen afsluttet. Vi genoptager debatten om kloning af mennesker. Tak til kommissær Verheugen og velkommen igen til kommissær Busquin.

 
  
  

FORSÆDE: James L. C. PROVAN
Næstformand

 

10. Kloning af mennesker (fortsættelse)
MPphoto
 
 

  Fiori (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, at alle, der tror på mennesket lige fra første øjeblik i dets eksistens, bør sikres en ubetinget respekt, som vi ud fra et moralsk synspunkt skylder mennesket i dets helhed.

Det er derfor nødvendigt med et klart og bestemt nej til forsøg, som indebærer, at menneskefostre ødelægges. Fosteret er allerede et menneskeligt væsen med en helt klar identitet, og ethvert indgreb, der er til skade for et sådant foster, må betragtes som en krænkelse af retten til livet. Parlamentet skal gentage det, som det allerede har sagt mange gange i de senere år, også her i maj. Det er umoralsk at bruge menneskefostre til forskningsformål, og det er netop de formål, som USA's præsident Bill Clinton har sikret offentlig finansiering af, og som Tony Blairs britiske regering har givet tilladelse til.

Det lader desværre til, at handelsinteresserne fremmer en forskning, hvor man skyder nogle genveje og ser bort fra enhver beskyttelse af menneskelivet, som vi betragter som sådant lige fra undfangelsen. Menneskekroppen hører ikke ind under begrebet "at have", men ind under begrebet "at være", nemlig at være et levende menneske, og den må derfor ikke reduceres til blot at være en maskine af dele, led, væv og funktioner.

Det, man ønsker at foretage, er næsten en form for rovdrift på livet, og det er det modsatte af den etiske kærlighed til mennesket og menneskekroppen, også på dette første stadium inden man kommer til verden, til den menneskelige verden, og bliver et levende menneske med den krop, som mennesket har. Det er således også sandt, at dem, der tager menneskefosteret og tømmer det for liv og for dets indre cellemasse, bilder os ind, at der ikke er nogen indeni, for hvis der var det, ville vedkommende fortjene kærlighed, eller - i en verden uden kærlighed - i det mindste respekt for den menneskelige værdighed, ellers ville verden ikke være andet end vold, brutalitet og kynisme.

Kære kolleger, modstanden mod fosterdestruerende forsøg skyldes ikke blot et religiøst princip, men også et samfundsprincip, nemlig det totale forbud mod at gøre sig til herre over et andet menneske, og det er et princip, som stadig burde være kraftigt rodfæstet i vores samfund. Man kan ikke tillade, at et menneske får så meget magt over et andet menneske.

Det betyder dog ikke, at vi er modstandere af forskning, tværtimod. Alternative forskningsmetoder er mulige, nemlig forskning i de stamceller, der findes hos voksne, og f.eks. i dem, der tages fra navlestrengen lige efter fødslen. Desuden forsker man allerede i voksne celler, og denne forskning er lovende. Mange forskere beskæftiger sig med et alternativ til kloning, og de er ved at danne nogle vigtige grupper for national forskning, som drejer sig om dette specifikke område.

Endelig foreslår man at oprette et midlertidigt udvalg for at drøfte disse emner. Vi ønsker en uddybning af de nye spørgsmål, som biovidenskaben rejser, men det skal være klart, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved Parlamentets holdninger. Kommissionen skal tage udgangspunkt i disse holdninger, når den skal hjælpe os med at opstille nogle velunderbyggede retningslinjer.

 
  
MPphoto
 
 

  Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, i artikel 1 i charteret om de grundlæggende rettigheder hedder det, at menneskelig værdighed skal respekteres og beskyttes. Og i artikel 3 anføres for så vidt angår medicin og biologi, at følgende principper skal respekteres: forbud mod enhver form for eugenik, herunder især initiativer som tager sigte på udvælgelse af personer; forbud mod kommerciel udnyttelse af den menneskelige krop, herunder dele af denne; forbud mod kloning af mennesker med reproduktivt sigte.

Sådanne højtidelige erklæringer rækker imidlertid ikke altid. Vi oplever en ganske fantastisk udvikling inden for de forskellige videnskaber. Videnskabelig forskning udvikler sig i et tempo, som gør det vanskeligt for lægmand, ja også for politikere, at følge trit. Teknovidenskaberne, som forener videnskab og teknologi, er inde i en rivende udvikling, som rejser etiske spørgsmål og har vidtrækkende konsekvenser. Dette gælder ikke mindst de seneste landvindinger inden for biovidenskaberne. I denne sammenhæng kan nævnes den britiske regerings lovgivningsinitiativ, som tager sigte på at tillade visse videnskabelige forskningsaktiviteter vedrørende terapeutisk kloning, herunder forskning omhandlende menneskeembryoner. Forslaget har fremprovokeret en strøm af reaktioner og bemærkninger af såvel positiv som negativ art.

Nogle af de politiske grupper har foreslået, at Europa-Parlamentet i den anledning skulle vedtage en såkaldt "beslutning om uopsætteligt spørgsmål". Den Socialdemokratiske Gruppe er imidlertid af den opfattelse, at spørgsmål af denne art har vidtrækkende konsekvenser for det fremtidige samfund, for medicin og biologi og derfor fortjener en grundigere behandling i Europa-Parlamentet end den, der muliggøres i forbindelse med et beslutningsforslag, som vedtages i al hast. Europa-Parlamentet er ikke en forlystelsespark. Det gælder ikke om at være hurtigst på aftrækkeren.

Formiddagens debat om et observationscenter for industrielle forandringer viste, at Europa-Parlamentet på få minutter er i stand til at træffe afgørelser om de mest forskelligartede anliggender. Den Socialdemokratiske Gruppe beklager denne form for afstemning, som mere ligner russisk roulette end seriøst parlamentarisk arbejde. Vi ønsker en grundig debat om dette vigtige anliggende. Vi ønsker en debat om de nye muligheder, der åbner sig takket være genteknologien, og om de grænser, der bør sættes på dette område.

Disse spørgsmål berører flere af Europa-Parlamentets permanente udvalg. Problemstillingen er af tværfaglig art og bør behandles i et særligt midlertidigt udvalg, som bør have til opgave at hidkalde eksperter og arrangere høringer, hvor alle berørte parter kommer til orde, med henblik på ved grundigt forarbejde at sikre en objektiv debat, som ikke domineres af forudfattede meninger.

Hr. formand, afslutningsvis anmoder jeg Dem og Europa-Parlamentets øvrige medlemmer om at sikre, at Europa-Parlamentet udfører et grundigt arbejde. Vi er parate til at trække vores beslutningsforslag tilbage, såfremt de øvrige grupper gør det samme, således at vi i stedet sammen kan prøve at skabe en holdbar løsning.

 
  
MPphoto
 
 

  Wallis (ELDR). - (EN) Jeg bifalder kommissærens udtalelse og især, at den er så velovervejet.

Den fremlagte ELDR-beslutning udtrykker samme holdning. Vi ønsker ikke en hurtig, uovervejet reaktion på hændelser, der har fundet sted i mit land, og udtalelsen fra den britiske regering. Dette er en alvorlig sag og afspejler borgernes dybe bekymring, men vi bør se på hele indholdet af den britiske udtalelse i lyset af nærhedsprincippet, som kommissæren omtalte.

Det er kun et forslag, ikke en beslutning, og det følger en meget omhyggelig og velovervejet rapport fra embedslægens ekspertgruppe om kloning. Sagen har været under behandling i to år - for længe, siger nogle kommentatorer, når man tænker på de patienter, hvis liv måske kunne reddes af denne forskning, f.eks. kræftpatienter, patienter med Parkinsons sygdom eller organsvigt. Ekspertgruppen foreslår blot en udvidelse af eksisterende regler i Det Forenede Kongerige om, hvilke formål embryoner kan bruges til i forskningsøjemed.

Jeg understreger, at dette er en udvidelse af eksisterende regler, som regulerer dette meget, meget ømtålelige område. Vi må respektere, at offentligheden nærer meget dybtgående og reelle betænkeligheder ved dette argument, og det er, hvad vi forsøger med vores beslutning. Den britiske regering har anerkendt dette i sit forslag, fordi det bliver genstand for en fri afstemning, muligvis senere i år. Selv om mit parti ikke er i regeringen, mener jeg, at den britiske regering har været meget velovervejet i sin reaktion. Jeg opfordrer Parlamentet til at være velovervejet i sin behandling af dette vigtige emne.

 
  
MPphoto
 
 

  Lannoye (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, endnu en gang giver udviklingen inden for bioteknologien og dennes anvendelse på mennesker anledning til en grundlæggende etisk debat. To modsatrettede synspunkter gøres gældende. På den ene side modstanden mod en tingsliggørelse af mennesker - det konkrete tilfælde embryoner - og frygten for de mulige farer for samfundet, der følger i kølvandet på udbredelsen af eksempelvis kloningsteknikkerne. På den anden side kravet om, at mennesker, som er ramt af alvorlige og hidtil uhelbredelige sygdomme, har ret til at nyde gavn af den medicinske forsknings eventuelle landvindinger, og at denne ret bør stå over alle andre hensyn.

Den britiske regering har, uden forudgående konsultationer desangående på internationalt plan, tilsyneladende lagt sig fast på sidstnævnte synspunkt og har erklæret sig velvilligt indstillet over for terapeutisk kloning. Beslutningen beror på den antagelse, at terapeutisk kloning er løfterig, altså kloning af udifferentierede embryonceller fra embryoner, som stilles til rådighed for forskning og produktion. Denne antagelse er givetvis begrundet. Dette ændrer dog intet ved den omstændighed, at menneskeembryoner hermed reduceres til et lager af celler til medicinsk brug, og at der vil blive produceret embryoner i første omgang med forskningsmæssigt sigte, men utvivlsomt også på længere sigt med produktion for øje.

Det er efter min opfattelse vigtigt at påpege to forhold i denne sammenhæng. For det første erindrer jeg om Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, vedtaget i Oviedo i april 1997. Konventionen er på mange punkter lidet konkret, men den fastslår dog ganske klart i artikel 18, at det er forbudt at fremstille menneskeembryoner til forskningsformål. Der herskede indtil for ganske nylig enighed om denne holdning i på europæisk plan. Med den britiske regerings stillingtagen er dette ikke længere tilfældet.

For det andet anfører mange eksperter, at der - som også påpeget af kommissæren for forskningsanliggender, hr. Busquin, for et øjeblik siden - er mulighed for at gå andre veje i bestræbelserne for at hjælpe mennesker, der lider af alvorlige sygdomme, hvis årsag skal søges i genetiske forhold, herunder veje, som ikke forudsætter produktion af embryoner ved kloning, men anvendelse af voksne celler. Hvis dette er tilfældet, hvorfor så vælge en radikal løsning, som er etisk og socialt angribelig?

Kære kolleger, de nye landvindinger inden for genterapien er løfterige for menneskeheden, men rummer også betydelige risici og farer. Der er behov for klare retlige rammer og pejlemærker. Vi skal fastholde forbuddet mod kloning af mennesker, ikke indføre en sådan. Det er Europa-Parlamentets opgave at fastholde dette synspunkt, ikke ved overilede beslutninger, men ved at være konsekvent og forblive tro mod de hidtidige holdninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Thomas-Mauro (UEN). - (FR) Hr. formand, for mere end 200 år siden foreslog doktor Cabanis, en af oplysningstidens filosoffer, dristigt, at skaberværket burde gøres til genstand for visse justeringer. Der er lagt så mange kræfter i at forskønne og forbedre dyreracer. Er det så ikke urimeligt ganske at overse menneskeracen? Som om det var vigtigere at sikre store og stærke okser end sunde og livskraftige mennesker. Som om det var vigtigere at sikre vellugtende ferskner end vise og gode mennesker.

I dag er hr. Cabanis' drøm ved at gå i opfyldelse. Under betegnelsen racehygiejne. Drømmen er et mareridt. Det antager mange former, den ene mere skræmmende end den anden. Vi kan nævne fosterdiagnostik som eksempel. Takket være denne teknologi kan embryoner med tre homologe kromosomer, trisomia 21, elimineres, så vi ikke skal bekæmpe sygdommen (Downs syndrom). Eller vi kan nævne de mange overskydende embryoner, der ligger nedfrosset. Eller vi kan nævne kloning af mennesker.

Disse embryoner er imidlertid levende væsener, hvis liv er ukrænkeligt. Det er mennesker, vi taler om. Og vi har pligt til at sikre disse en værdig behandling. Hvad er vel de fine erklæringer om menneskerettighederne værd, hvis vi krænker den menneskelige værdighed i vores forskningslaboratorier? Kloning af mennesker er utvivlsomt ensbetydende med en ny form for slaveri, hvor lænkerne erstattes med reagensglas og slaveskibene med laboratorier.

Fra skønånder iblandt os lyder det bebrejdende, at vi lægger den videnskabelige forskning hindringer i vejen, og hvad værre er hindrer behandlingen af de syge. Jeg må afvise denne form for psykisk terror. I øvrigt hælder jeg til den opfattelse, at forskningen for mange af dens udøvere blot er et påskud for bestræbelser på at gøre sig til skabningens herre. Og lad mig understrege, at jeg som ægtefælle til en læge gerne ser forskningsmæssige fremskridt.

Det vil utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at styrke forskningsindsatsen med henblik på at skaffe differentierbare stamceller til terapeutiske formål primært fra voksne organer. Vi bør møde enhver, der søger at gøre sig til herre over skaberværket, med kravet om menneskelig værdighed, og vi bør utvetydigt forbyde kloning af mennesker.

 
  
MPphoto
 
 

  Bonino (TDI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i sit indlæg gjorde vores kollega Fiori det efter min mening helt klart, hvad det drejer sig om. Han sagde nemlig tydeligt, at det, der er tale om her, er et lighedstegn mellem de religiøse principper - som han selv har - og samfundsprincipperne.

Jeg mener til gengæld, at det, institutionerne bør slå fast, er princippet om verdslighed. De skal med andre ord slå fast, at det, som nogle mener er moralsk uacceptabelt, ikke behøver at blive betragtet som juridisk umuligt af den grund. De skal således slå fast, at der er forskel på juridiske bestemmelser og religiøse principper. Hvis vi ikke overholder dette princip, tror jeg, at vi kommer ud på et sidespor uden ende.

Hr. formand, kære kolleger, for at komme tilbage til emnet er vi klar over, at når vi står over for noget nyt - også selv om det er noget lovende nyt, som kan kurere flere millioner menneskers sygdomme - udløses den normale og sædvanlige reaktion, sådan som det altid er tilfældet, nemlig et forbud, et korstog og et kampråb om at gå til angreb på de vantro, uden at man overhovedet spørger sig selv, om dette forbud fungerer - eller kunne fungere - og om vi er i stand til at sørge for dets overholdelse eller kontrollen med det.

Det er den samme holdning, som man efterhånden længe har haft til nogle almindelige sociale fænomener, hvad enten det f.eks. drejer sig om abort, indvandring eller endda narkotika. Man forbyder det, og så vasker man sine hænder.

Jeg er til gengæld af den opfattelse, at det er politikernes ansvar - selv om det måske er vanskeligere og mere komplekst - at styre visse fænomener, at sætte nogle grænser og at undgå lovløse tilstande. Dette er institutionernes opgave, uafhængigt af vores religiøse samvittighed, hvis vi ellers har sådan en. Netop derfor mener vi radikale fra Emma Bonino-Listen, at vi - med nogle få vanskeligheder - kan støtte Den Liberale Gruppes kompromis. Vi vil forsøge at mindske afstanden mellem videnskab og politik og mellem kultur og politik samt at administrere det nye på en verdslig måde med de kommende forsøg og eksperimenters pragmatisme uden straks at kaste os ud i nogle forbudskampagner - sådan som man altid gør - som vi i forvejen ved er ineffektive.

Det, man er i færd med at gøre nu, er simpelthen at fremme den behandlingsturisme - præcis ligesom med ulovlig abort - hvor millioner af mennesker tager andre steder hen for at blive behandlet i al hemmelighed. Dette er yderst alvorligt, og det bekymrer mig, men de skal huske, at set ud fra et videnskabeligt og socialt synspunkt har en forbudsløsning aldrig fungeret.

Jeg tror, at det er vores ansvar at sætte nogle grænser - eller påtage os den risiko at sætte nogle grænser - for de kommende eksperimenter, uden at vi behøver at gøre vores egne etiske principper - hvis vi ellers har sådan nogle - til samfundsprincipper. Institutionernes sande samfundsprincip bygger på verdslighed, forsøg og drøftelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, undskyld mit fravær. Der var givet besked til mødeledelsen om, at jeg midlertidigt ville være forhindret i at deltage i mødet.

Hr. formand, vi tager i min gruppe afstand fra den britiske regerings holdning til spørgsmålet om kloning af menneskeceller. Holdningen er efter vores opfattelse i strid med europæisk lovgivning på området, og den tager ikke hensyn til, at den europæiske etiske komité er i færd med at udarbejde en udtalelse om konsekvenserne af forskningen i kloningsteknologi. Vi går ind for et forbud mod enhver form for kloning af mennesker, og vi vender os imod enhver form for kommerciel udnyttelse af bioteknologiske opfindelser vedrørende kloning.

Når disse grundlæggende principper er slået fast, skal det tilføjes, at debatten om holdningen til den bioteknologiske forskning endnu langtfra er afsluttet. Holdningen skal tage hensyn til de etiske aspekter. Men vi skal heller ikke bremse aktiviteter, som kan bedre menneskers helbredstilstand.

Der er tale om særdeles følsomme spørgsmål af betydning for samfundsudviklingen, hvorfor vi i vores gruppe ikke ønsker disse spørgsmål hastebehandlet. Vi har til gengæld fra første færd støttet forslaget om nedsættelse af et midlertidigt udvalg om kloning og bioteknologi. Et sådant udvalg kan sikre, at de fornødne høringer finder sted, og sikre, at det fornødne beslutningsgrundlag bringes til veje.

Vores gruppe har derfor undladt at underskrive de forslag til kompromisbeslutning, der er fremlagt i forbindelse med dagens debat. Vi stemmer hver især efter overbevisning på grundlag af de før skitserede principper.

 
  
MPphoto
 
 

  Blokland (EDD). - (NL) Hr. formand, i januar 1998 holdt vi en debat om Europarådets protokol, hvor der var optaget et forbud mod kloning af mennesker. Jeg udtrykte dengang frygt for, at lande som Det Forende Kongerige og Nederlandene, som dengang nægtede at underskrive protokollen, måske ikke ville udstede et så absolut forbud.

Det er knapt to år siden. Nu vil den britiske regering imidlertid tillade terapeutisk kloning af embryoner til forskning. Jeg kan ikke undgå at have det indtryk, at man hver gang går et lille skridt videre. Først måtte der ikke, nu må der klones på terapeutisk basis, men ikke til reproduktiv brug. Som om det forklarer og retfærdiggør alt. Hvad er så den store forskel mellem terapeutisk og reproduktiv kloning af menneskelige embryoner? Og hvad skal der gøres, hvis der snart kommer pres for at anvende forskningens resultater i medicinalindustrien? Eller for at begynde at klone reproduktivt?

Jeg ser hvert nyt menneskeligt liv som en gave fra Gud. Enhver form for menneskeligt liv skal behandles med respekt. Det er også den eneste måde at beskytte den menneskelige værdighed. Behandlingen af det menneskelige embryon som en brugsgenstand, angiveligt retfærdiggjort gennem det argument, at det handler om forskning, virker da også frastødende på mig. Især fordi der også er andre muligheder for at klone stamceller. Hvorfor træffes det valg så, til trods for alle de etiske protester, som kommer fra hele verden?

Jeg opfordrer indtrængende den britiske regering til at genoverveje sin beslutning, og beder det britiske Parlament om ikke at støtte dette forslag.

 
  
MPphoto
 
 

  Paisley (NI). - (EN) Hr. formand, en stolt mand vil spille Gud. Han nægter at anerkende, at han kun er en skabning. Han vil være skaberen. Denne sag er en kamp mellem skabelsen og menneskets opdagelser. Der findes i dag videnskabsfolk, der er så arrogante, at de allerede udtager patent på deres opdagelser, som om de har opdaget deres egen skabelse. Dr. William Hesseltine, som er direktør for Human Gene Sciences Inc., har allerede udtaget patent på 100 menneskelige gener, og hans selskab har indsendt ansøgninger på 8.000. Deres argument er, at kloning af mennesker er et helbredsspørgsmål. Mit argument i dag er, at kloning af mennesker er et spørgsmål om visse videnskabsfolks og deres selskabers velstand. Visse videnskabsfolk har taget vanviddet fra Hitlers fascisme fra slagmarken og er nu parat til at give det gyldighed i laboratoriet. Parlamentet skal afvise dette, og jeg vil stemme imod det i det britiske Parlament.

 
  
MPphoto
 
 

  Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi i PPE-DE-Gruppen er rystede over den britiske regerings planer om at klone menneskelige embryoner. Hidtil har alle ansvarlige i Den Europæiske Union været enige om, at kloning af menneskelige væsener under ingen omstændigheder må accepteres.

Rådet, inklusive den britiske regering, vedtog i forbindelse med det femte rammeprogram for forskning enstemmigt en formulering, som udelukker kloning, også såkaldt terapeutisk kloning. I forbindelse med direktivet om patentering af bioteknologiske opfindelser vedtog Parlamentet og Rådet en tekst, som indeholder en meget omfattende udelukkelse af kloning af menneskelige væsener, da denne teknik er i strid med god moral og den offentlige orden.

Kære hr. kommissær, i nogle reportager i pressen i de sidste dage og også i Deres tale var der nogle uklarheder med hensyn til det femte rammeprogram for forskning og især med hensyn til patentdirektivet. Man fik det indtryk, at det kun er reproduktive kloner, som udelukkes. Det er forkert! Jeg har været tæt involveret i udarbejdelsen af begge tekster, og begge direktiver udelukker både terapeutisk og reproduktiv kloning.

Se nøje på dokumenterne, hr. kommissær, og få dette gjort klart, ellers får De ballade med Europa-Parlamentet. Og det tror jeg ikke, De ønsker. Nu bliver denne generelle enighed mellem staterne i Den Europæiske Union og institutionerne opsagt af regeringen i en enkelt medlemsstat.

Vi som Parlament må modstå denne overtrædelse af tabu. Men det er også vigtigt, at vi ikke kun giver udtryk for vores mening, men at vores udtalelser også får konsekvenser. Derfor har vi i PPE-DE-Gruppen foreslået, at der i charteret om grundlæggende rettigheder optages et strengt forbud mod kloning af mennesker på alle stadier af deres udvikling.

Endelig opfordrer jeg Kommissionen til strengt at gennemføre kravet i det femte rammeprogram for forskning om ikke at støtte nogen form for kloning af mennesker. Det betyder også at undgå tværsubsidier mellem forskningsinstitutionerne i Storbritannien. Den sikreste måde at opnå dette på er at sørge for, at de institutioner, som kloner på mennesker, overhovedet ikke får støtte fra Den Europæiske Union længere.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Gebhardt (PSE). - (DE) Hr. formand, man bør lytte til, hvad kommissæren siger! Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, der er overhovedet ikke tvivl om, at bio- og genteknologien i dag spiller en væsentlig rolle. Den vil få endnu større betydning inden for forskningen og med alle sine anvendelsesmuligheder. Det er der heller ingen, som er i tvivl om. Men er håndteringen af dette vanskelige felt fuldt af forhåbninger og bekymringer også hævet over enhver tvivl? Det er jeg bange for, den ikke er.

Det bedste bevis er debatten i dag. Parlamentet reagerer lynhurtigt på et lovprojekt i et medlemsland i Den Europæiske Union, som for få dage siden satte offentligheden i alarmberedskab. Og hvordan ser denne reaktion ud? Et enkelt blik på de foreliggende beslutningsforslag viser, at Europa-Parlamentet i skyndingen ikke kan gøre meget andet end at gentage sin holdning til kritiske områder inden for forskning i og anvendelse af bio- og genteknologien, en holdning, som det allerede har givet udtryk for flere gange. Det er ganske vist rigtigt, men det er ikke nok!

Vi må gøre bio- og genteknikken, men især bioetikken, til et centralt tema for Europa-Parlamentet. Dette krav står jeg ikke alene med. Min gruppe står bag mig. Borgerne forlanger på dette område et mere fremsynet engagement fra vores side. Vi må ikke længere halte bag efter begivenhederne. Vi må ikke længere med tungen ud af halsen kommentere udviklinger, som allerede er langt fremskredne. Europa-Parlamentet skal vise veje, så bio- og genteknikken udvikler sig til en velsignelse for menneskeheden og ikke vender sig mod den ved at overskride etiske grænser.

Derfor bør vi med stort flertal vedtage at nedsætte det foreslåede udvalg, som leverer fundamentet for en fremsynet lovgivning. Vi må være os bevidste, at bioteknologien er forbundet med den formentlig største revolution inden for medicin og teknik. Denne revolution må ikke være ledsaget af en ubekymret lovgivning. Vi må indhente råd fra de bedste eksperter og sørge for en sammenhængende lovgivning i staterne i Den Europæiske Union. Især spørgsmålene om etikken og beskyttelsen af menneskeværdigheden er så vigtige, at vi ikke må overlade dem til en splittet og måske sågar modsatrettet lovgivning i de enkelte stater.

Vi må snarest behandle alle etiske spørgsmål inden for medicin, teknik og videnskab. Derfor skal det nødvendige udvalg i Europa-Parlamentet indlede sit arbejde så hurtigt som muligt. Vores afstemning vil være startskuddet til dette.

 
  
MPphoto
 
 

  Plooij-van Gorsel (ELDR). - (NL) Hr. formand, kære kolleger, bioteknologi er i øjeblikket en af de mest lovende teknologier og vil kunne give gennembrud i lægeverdenen. Hvis klonteknik standes i Europa, sker der da ikke kun det, at forskningen fortsætter andetsteds, f.eks. i USA, eller i værste tilfælde i lande med lavere etiske standarder end i EU? Eksperter, forskningsaktiviteter og beskæftigelse bevæger sig herved bort til udlandet. Desuden kommer produkterne alligevel på markedet i EU.

Hvad handler det egentlig om, kære kolleger? Hvem er vi, der frakender mennesker retten til helbredelse? Er det ikke for nemt at forbyde en meget lovende potentiel teknologi af etiske årsager? Har hvert menneske ikke ret til sundhed og velvære? Hvem vover at klistre mandatet etik derpå? Jeg kan kun sige, at jeg sammen med Den Liberale Gruppe helhjertet støtter denne afgørelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Breyer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, vi er i den skrækkelige situation, at man i en af Den Europæiske Unions medlemsstater vil tillade terapeutisk kloning, hvilket vi altid har kritiseret. Borgerne i Den Europæiske Union forventer, at Europa-Parlamentet har en holdning til dette. Hvis man skjuler det ved at sige, I får bare en nervepille, vi opretter en diskussionsklub uden ende, et midlertidigt udvalg, så er det efter min mening uforsvarligt. Denne beslutning, som vil blive truffet inden for de kommende måneder, ja sågar inden for de kommende uger, må vi tage stilling til her og nu, og selvfølgelig også til de emner, som venter forude. Men lad os endelig ikke pynte på det ved ikke at tage stilling, ved at forsøge at gemme det i udvalgene og berolige befolkningen på den måde.

Jeg tror, det er så vigtigt, det som sker nu. Hvis man accepterer terapeutisk kloning, åbner man Pandoras æske; dermed rykker mareridtet om det klonede menneske nærmere, skræddersyede mennesker. Den vilkårlige skelnen mellem reproduktive og ikke-reproduktive kloner er et semantisk trick. Betegnelsen terapeutisk kloning er lige så problematisk, for der kan ikke være tale om terapi. Kloner, også terapeutiske kloner, baner vejen for blot at se mennesket som biologisk materiale.

Det er uansvarligt, forsætligt - jeg understreger forsætligt - at frembringe liv for at benytte det som forskningsmateriale. Det er i strid med menneskerettighederne. Det er også en krænkelse af den menneskelige værdighed, hvis vi målrettet fremstiller embryoner som reservedelslager. Derfor må Parlamentet gøre brug af sin mulighed for at handle.

Hr. forskningskommissær, jeg forventer også i dag fra Dem en entydig erklæring om, hvad De har tænkt Dem at gøre, når en medlemsstat tilsidesætter Parlamentets og Rådets beslutninger. Vi har brug for et klart signal, og jeg tror, det ville være et politisk fattigdomstegn, hvis vi ud af loyalitet over for Blair kastede samtlige etiske betænkeligheder over bord.

 
  
MPphoto
 
 

  Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, kloning af mennesker med det formål at skabe et andet tilsvarende individ alene med forædling for øje bør selvsagt forbydes. Det er den holdning, Europa-Parlamentet hele tiden har indtaget, og jeg finder, det kan være på sin plads at erindre herom. Dagens debat drejer sig imidlertid om kloningsteknologi anvendt til terapeutiske formål, hvilket er et spørgsmål, som rummer mange aspekter.

Spørgsmålet rummer medicinske aspekter. Der bør skelnes skarpt mellem terapeutisk kloning og reproduktiv kloning. Celleterapi synes at være en løfterig behandlingsform for patienter med genetisk betingede lidelser eller gennedbrydende lidelser som eksempelvis Alzheimers demens, Parkinsons sygdom eller forskellige former for cancer.

Spørgsmålet rummer etiske og filosofiske aspekter. Hvilken værdi tillægger vi et embryon? Skal vi besvare dette spørgsmål, vender vi tilbage til de mange debatter, vi har haft om abort og kunstig befrugtning. Hvilken værdi tillægger vi de overskydende embryoner, som er et resultat af in vitro-fertilisation, og som er dømt til tilintetgørelse? Kunne de ikke blive til nyt liv?

Spørgsmålet rummer økonomiske og sociale aspekter. Der er tale om en samfundsdebat. Hvilken holdning indtager man til disse spørgsmål i USA og i Japan? Europa må anlægge en global synsvinkel og tage højde for det forskningspotentiale, kloning med terapeutisk sigte rummer.

Der er behov for en grundlæggende debat om disse spørgsmål. Vi støtter de forslag, der er fremsat i så henseende. Der er måske behov for i første omgang at præcisere, hvad vi vil forbyde, og dernæst fastsætte klare rammer for den virksomhed, vi tillader. Grænserne skal ubetinget præciseres. Holdningerne til disse spørgsmål er kulturbundne og varierer fra land til land.

Det bør derfor være de grundlæggende principper, der bestemmer Den Europæiske Unions initiativer på dette område. Disse principper eksisterer. Det er principper som respekten for mennesket, respekten for livet, friheden, men også fremskridt til fælles gavn.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, kloning og patenterbarhed er - og skal blive ved med at være - ulovligt for alt, hvad der har med mennesket at gøre. Der er ikke nogen forskel på terapeutisk kloning og reproduktiv kloning. Hensigten kan ikke hellige middelet, når det gælder den menneskelige værdighed, som man først og fremmest må respektere.

Derfor kan man ikke på nogen måde retfærdiggøre brugen af menneskefostre til organfremstilling. Med brugen af disse fostre tilintetgør man nemlig noget, der kunne blive til et menneske, og dette er i klar modstrid med den værdi, man tillægger det erklærede mål om at beskytte andre mennesker. Det ville selvfølgelig være anderledes, hvis det udelukkende drejede sig om at bruge stamceller og ikke fostre.

At forsøge at ændre de grundlæggende regler for livets oprindelse er efter vores mening forkert set ud fra et etisk synspunkt. Vi bør stoppe op og tænke over de mulige konsekvenser af, at man ødelægger det naturlige system. Vi bør også gøre brug af forsigtighedsprincippet, når det gælder terapeutisk kloning. Det er nemlig ikke tilfældigt, at der i det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling for perioden 1998-2002 ikke er taget højde for finansieringen af projekter, som indebærer reproduktiv kloning af fostre, og at der heller ikke er taget højde for finansieringen af forskning i terapeutisk kloning.

Da vi respekterer de forskellige holdninger på området, er det efter vores mening nødvendigt at fastlægge nogle etiske regler, som bygger på respekten for den menneskelige værdighed i den bioteknologiske sektor.

Vi opfordrer Den Europæiske Gruppe vedrørende de Etiske Aspekter ved Videnskab og Ny Teknologi til at tage højde for de risici, der er forbundet med overskridelsen af visse tærskler, hvor alt tilsyneladende er tilladt, hvis man ikke respekterer den menneskelige værdighed. Som formand Prodi siger, er det ønskeligt, at europæerne vil samles omkring nogle fælles værdier.

Kommissionen skal i den henseende fremme en åben debat, så vi kan finde den rette balance mellem de etiske regler, der tager udgangspunkt i vores afvisning af at udnytte menneskekroppen til kommercielle formål, og pligten til at opfylde behandlingskravene.

Vi anmoder Kommissionen om at tage initiativ til en international konvention om brugen af levende materiale for at undgå, at der handles med menneskefostre, og at de bliver brugt til naturstridige formål. Hr. formand, kære kolleger, det er vigtigt, at vi ikke skaber en ny slags menneske, sådan som det tilsyneladende også er tilfældet med natur- og miljøkatastrofer.

 
  
MPphoto
 
 

  Linkohr (PSE). - (DE) Hr. formand, det er ærgerligt, at der ikke er nogen af de britiske kolleger, som støtter regeringens holdning, der har taget ordet. Det ville have været interessant også at høre deres argumenter, for jeg kan tænke mig, at de har gjort sig deres tanker om det. I Storbritannien har embryonforskning frem til dets 14. dag jo været tilladt siden 1990. Jeg tror, det er en logisk konsekvens, hvis dette skridt nu blev fulgt af det næste.

Hvorfor har Storbritannien en anden holdning end kontinentet? Det er da et interessant spørgsmål. Forskellen er åbenbart ikke afhængig af regeringen. Før var det en konservativ regering og nu er det en Labour-regering, og intet er forandret. Hvorfor er den offentlige mening i Storbritannien anderledes end på den anden side af kanalen? Det ville f.eks. være et spørgsmål, som det ville være passende at diskutere i denne forsamling, for vi er så privilegerede at have folkevalgte repræsentanter fra hele Den Europæiske Union. Det var min første bemærkning.

Den anden bemærkning er, at jeg syntes vældig godt om det, som fru Bonino sagde. Det berører mig meget. Jeg ville også gå ind for, at vi i vores principper lader os lede af princippet om adskillelse af stat og kirke. Staten er ikke religiøs. Staten skal respektere religionen. Også jeg respekterer, at nogen er katolsk, protestantisk, jødisk eller noget andet. Men jeg forlanger også, at min mening bliver respekteret. Det kan man imidlertid kun inden for rammerne af princippet om adskillelse af stat og kirke. Dette krav på at være ufejlbarlig har allerede skadet Europa vanvittigt meget. Det bør vi forsøge at komme væk fra. Ingen har monopol på etik. Også de, som har en anden mening, er etiske.

I øvrigt har vi gentagne gange oplevet, hvordan forbud er blevet opblødt i praksis. Det kan alle nævne eksempler på. Derfor er jeg fast overbevist om - uanset hvad vi vedtager - at viden vil finde sin egen vej i et åbent samfund i forbindelse med forskningen, som drives ud fra forskellige synsvinkler. I sidste ende kommer vi ikke uden om at håndtere denne viden ansvarligt på den måde, at vi forsøger at indgrænse den. Man kan godt kræve et forbud mod al forskning, Francis Wurtz. Men det er overordentlig naivt at tro, at dette forbud bliver overholdt. I sidste ende kommer vi ikke uden om at trække nogle grænser.

Her har jeg det lige som mange andre. Alting stritter på mig ved tanken om, at man fusker og forsker med embryoner. Der er bestemt grænser. Men den praktiske erfaring viser mig, at man i sidste ende måske ikke kan gøre meget andet end at sætte nogle grænser for det hele. I øjeblikket er der ikke behov for handling. Vi har tid. Vi bør overveje meget nøje, hvordan vi forholder os til denne sag. Det har vi udvalg til, og nogle gange er det også nyttigt at læse en god bog.

 
  
MPphoto
 
 

  Ahern (Verts/ALE). - (EN) Det er en vigtig europæisk værdinorm, som vi alle ud fra en læg eller religiøs holdning påstår, at vi deler, at forsøg med mennesker kun må være til deres egen direkte fordel. Det er meget risikabelt at fjerne sig fra det princip, og her har vi helt klart fjernet os fra det. Vi må ikke foretage forsøg med mennesker på noget tidspunkt i deres udvikling, og vi må bestemt ikke masseproducere embryoner til forsøg. Næste trin bliver kommerciel udnyttelse, hvilket vores eget biopatentdirektiv tager højde for.

Myndighederne i Det Forenede Kongerige anfører, at trods etiske tvivl er kloning af menneskeembryoner nødvendig, fordi det er den eneste måde at hjælpe patienter med forskellige sygdomme på. Mange forskere afviser dette og anbefaler mere forskning i voksenstamceller for at opnå de samme resultater med hensyn til at helbrede sygdomme. Kan vi ikke sammen finde en måde at behandle stamcelleforskningen på uden at foretage forsøg direkte på mennesker? Jeg håber, at Parlamentet er enig i, at Europa bygger på denne værdinorm.

 
  
MPphoto
 
 

  Purvis (PPE-DE). - (EN) Dette er et følsomt emne, ikke mindst på grund af titlen "Kloning af mennesker". Stamcelleforskning ville være en mindre tendentiøs titel, men min hensigt er at bede om rolig eftertanke og overvejelse af fakta samt implikationerne for den menneskelige race, for vores helbred og velfærd, for videnskabens og sundhedsindustriens fremtid i Europa samt ikke mindst for vores åndelige velfærd.

Så lad os få et par ting på det rene. Faktum er, at kloning af mennesker er forbudt i Det Forenede Kongerige. Der er ingen planer om at ændre på det, og industrien i Det Forenede Kongerige har ingen planer om at udføre kloning af mennesker nu eller i fremtiden. Brugen af embryonale stamceller i forskningen er en kortsigtet reaktion på forskningens behov for at finde nye måder at omprogrammere voksenceller på.

Faktum er, at stamcelleforskning er underlagt en skrap lovgivning, og at den kontrolleres nøje af den meget respekterede myndighed for human befrugtning og embryologi (Human Fertilization and Embryology Authority). Det ville måske være en god idé, hvis medlemsstaterne fik noget lignende.

Det er et faktum, at der er sket interessante fremskridt inden for forskningen i voksenstamceller, men det er stadig forbundet med betydelige ulemper i sammenligning med de embryonale stamcellers unikke karakteristika. Formålet med forskningen i embryonale stamceller er at finde måder at bruge voksenstamceller på, så man kommer ud over disse ulemper.

Så dilemmaet er, om et embryon, som er under 14 dage gammelt, er et levende væsen med samme rettigheder som et levende menneske eller et foster. Uanset om det er rigtigt eller forkert, har denne type forskning været tilladt i Det Forenede Kongerige og USA i de sidste 10 år og med stort udbytte. Efter at have konsulteret eksperter verden over i månedsvis anbefaler forfatterne af Donaldson-rapporten da også, at denne forskning udvides til terapeutiske formål.

Det er Deres valg, kære kolleger. De skal følge Deres samvittighed og Deres tro, men også overveje Deres næstes fremtidige velfærd. At pleje sin næste er også et kristent bud. Og han kan have Alzheimers eller Parkinsons sygdom eller sukkersyge.

 
  
MPphoto
 
 

  Hermange (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, det er et både alvorligt og vanskeligt spørgsmål, vi behandler. Det er fremprovokeret af den britiske stillingtagen. Det skal tilføjes, at national lovgivning varierer meget landene imellem på dette område, hvilket åbner mulighed for ukontrolleret anvendelse af de omhandlede teknikker. Som også påpeget af Françoise Grossetête for et øjeblik siden må vi imidlertid, når vi betragter disse anvendelser af kloningsteknologierne, spørge, hvilken værdi landene tillægger et princip som respekt for menneskelivet, fra embryonstadiet. Princippet følger af artikel 18 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettighederne, som forbyder fremstilling af embryoner til human brug.

De forskelligartede bestemmelser vidner om, at der er tale om en kompleks debat. Det er grund til at stille en række spørgsmål, som alle er nært forbundne. Hvordan definerer vi respekt for livet? Hvordan definerer vi forstadier til embryoner i modsætning til embryoner? Skal vi tillade forskning omhandlende embryoner, hvis denne har et terapeutisk sigte? Hvor hentes stamcellerne? Skal vi tillade kloning af embryoner? Hentes stamceller fra voksne væv såvel som fra fostervæv? Skal vi tillade frembringelse af embryoner med andet sigte end at give liv? Kan vi forsvare at fraskrive os muligheden for fortsat forskning på et område, som synes løfterigt, når det gælder bekæmpelsen af alvorlige sygdomme, som i dag er uhelbredelige?

Det er store spørgsmål, og svarene har vidtrækkende konsekvenser. Det drejer sig om livets mening. Vi bør derfor etablere en dialog om disse spørgsmål, i første omgang i EU's institutioner. Jeg beklager derfor også, hr. kommissær, at Kommissionens formand i mandags fremførte sine synspunkter over for pressen, før de var kendt af Europa-Parlamentet. Jeg skal tilføje, at kommissionsformandens holdninger var både velovervejede og afbalancerede.

Endvidere mener jeg, at Europa-Parlamentet med henblik på en sådan debat bør nedsætte et parlamentarisk ad hoc-udvalg, som i første række hurtigt bør tage initiativ til at høre eksperter fra forskellige miljøer i såvel Europa som USA. Der bør imidlertid også skabes en offentlig debat om disse spørgsmål. Jeg foreslår derfor, at der arrangeres europæiske kongresser om bioetik, ligesom jeg foreslår, at der oprettes et organ, som kan danne ramme om de aktiviteter, der pågår på dette felt. Dette også set i lyset af, at vi opretter adskillige observationscentre til ingen nytte. Jeg foreslår, at vi opretter et europæisk agentur for reproduktiv medicin og bioteknologi.

 
  
MPphoto
 
 

  Busquin, Kommissionen. - (FR) Hr. formand, tillad mig at besvare det konkrete spørgsmål, der blev stillet af hr. Liese. Spørgsmålet omhandlede det femte rammeprogram. Svaret er klart. Rammeprogrammet omfatter ikke forskning omhandlende kloningsteknikker med reproduktivt eller terapeutisk sigte. Dette fremgår klart og udtrykkeligt af det femte rammeprogram, hvilket hr. Liese givetvis også ved - programmet er som bekendt underlagt den fælles beslutningsprocedure.

Rammeprogrammet udelukker således for øjeblikket klart disse former for forskning. Jeg fandt det ønskeligt at præcisere dette forhold på foranledning af hr. Lieses spørgsmål.

Hvad angår debatten om kloning ønsker Kommissionen, som også anført i mit indledende indlæg, at deltage i debatten sammen med Europa-Parlamentet. Der er, som det fremgår, tale om komplekse og interessante problemstillinger.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg har modtaget otte beslutningsforslag i henhold til artikel 37, stk. 2(1).

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.

 
  
  

FORSÆDE: Alonso José PUERTA
Næstformand

 
  

(1) Se protokollen.


11. Spørgetid (Kommissionen)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0535/2000).Første del

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 41 af Ilka Schröder (H-0613/00):

Om: Samarbejde med narkotikarådgivningsnetværk

Siden 1998 er samarbejdet mellem Kommissionen og de netværk, den støtter, blevet væsentligt ringere: Kontrakterne mellem netværkerne og Kommissionen bliver ofte først udfærdiget, når de støttede projekter har været i gang i flere måneder. Alligevel fastholder Kommissionen, at projekterne påbegyndes, når der blot foreligger en foreløbig skriftlig besked. Acontobetalinger fra Kommissionen forsinkes til tider i årevis. Alle netværk er berørt og begrænses massivt i deres arbejde af den stadig mere omfattende administration og navnlig af de manglende betalinger fra Kommissionen. Nogle organisationer har endog måttet lukkes på grund af de forsinkede betalinger fra Kommissionen.

Hvorfor er det i de seneste år ikke lykkedes Kommissionen at lade kontrakter og acontobetalinger tilgå de støttede netværk hurtigt og i takt med projekternes gennemførelse?

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Kommissionen deler det ærede medlems bekymringer om problemerne i forbindelse med kontrakter og betalinger til de narkotikarådgivningsnetværk, som støttes gennem fællesskabshandlingsprogrammet vedrørende forebyggelse af narkotikamisbrug.

Der er flere grunde til disse problemer. For det første er det klart, at der har været et personaleproblem i Direktoratet for Sundhed i Luxembourg, som tager sig af dette arbejde. Kort sagt har der været for lidt personale til at tage sig af de komplekse procedurer og ofte uerfarne modtagere, som foreslår for mange små projekter. Situationen blev forværret sidste sommer, da der blev truffet en beslutning på baggrund af rapporten fra udvalget af uafhængige eksperter om at afslutte kontrakten med Kontoret for Faglig Bistand, som hjalp med implementeringen af programmet.

For det andet gennemføres en lang række små projekter under narkotikabekæmpelsesprogrammet, hvilket lægger yderligere pres på de begrænsede ressourcer, vi har til rådighed. I løbet af de sidste fem år har de projekter, som Kommissionen har samfinansieret, været på 180.000 euro.

For det tredje viser erfaringen, at deltagerne i netværket har haft meget lidt forståelse for Kommissionens kontrakt- og betalingsprocedurer. I mange tilfælde har Kommissionen derfor gentagne gange måttet rykke narkotikarådgivningsnetværkene for manglende dokumentation, som var nødvendig for at gennemføre kontrakter eller foretage betalinger.

For det fjerde viser erfaringen med tilskud fra Fællesskabets budget samt kritik fra Revisionsretten, at der kan have været stillet strengere krav til dokumentationen for kontraktomkostninger, hvilket har haft indflydelse på betalingen.

For at løse disse problemer er jeg ved at iværksætte en række forholdsregler. Kommissionens forslag til nye rammer og en ny strategi for folkesundheden understreger behovet for klarere målsætninger og mere effektiv styring med større vægt på hovedprioriteterne. Der vil derfor i fremtiden blive givet tilskud til færre, men større projekter, hvilket sikrer en mere effektiv udnyttelse af de menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at styre gennemførelsen af programmet. Som budgetmyndigheden har understreget gang på gang, skal vi være mere realistiske, når vi afsætter personale til projekter i fremtiden.

Som De ved, er der også som resultat af Kommissionens gennemgang af personalebehovet for nylig ansøgt om yderligere stillinger hos budgetmyndigheden, herunder betydeligt flere stillinger i Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Hvis budgetmyndigheden godkender det, vil en række af disse stillinger kunne allokeres til at tage sig af den type problemer, som vi diskuterer i dag.

På grund af manglende erfaring med økonomistyring hos projektpartnerne vil der stadig være et stort behov for rådgivning og andre tiltag fra de begrænsede personaleressourcer. Direktoratet for Sundhed har til hensigt at iværksætte en informationskampagne, som skal hjælpe partnerne til bedre at forstå Kommissionens procedurer og krav.

Med hensyn til bureaukratiet er de pågældende tjenestegrene i gang med at gennemgå deres dokumentationskrav med henblik på at forenkle og fremskynde betalingsprocedurerne, uden at det går ud over de nødvendige kontrolforanstaltninger. Som følge af de foranstaltninger, der allerede er truffet, er situationen bedret noget, og jeg forventer, at det vil fortsætte, så kontrakterne kan indgås hurtigere, og betalingerne foretages i overensstemmelse med Kommissionens 60-dages regel.

Hvis De har flere punkter, De ønsker belyst, må De gerne give mig oplysningerne skriftligt, så skal jeg tage dem op med mine medarbejdere.

 
  
MPphoto
 
 

  Schröder, Ilka (Verts/ALE). - (DE) Hr. kommissær, det glæder mig at høre, at der skal indledes visse initiativer. Jeg vil imidlertid gerne sætte spørgsmålstegn ved, at Kommissionen, når den opdager problemer med de partnere, som deltager i bestemte projekter, for mindst 50%'s vedkommende søger problemerne hos disse partnere. Jeg har informationer om, at også små projektpartnere meget kompetent ved besked om, nøjagtigt hvordan kontrakterne forløber, nøjagtigt hvad de skal indsende. Jeg har fået beskrevet et tilfælde, hvor de samme bilag blev indsendt tre gange, og hvor Kommissionen så stadig hævdede, at den aldrig havde fået disse bilag. Derfor vil jeg gerne endnu en gang plædere for, at der kommer helt klare og på forhånd fastlagte retningslinjer for ansøgningen. Jeg kender ikke kun disse problemer fra narkotikaområdet, men også fra mange andre partnere, som samarbejder med Kommissionen og søger at opnå en samfinansiering. Det er ikke kun på narkotikaområdet, det varer meget længe og er meget kompliceret, og jeg tror, at det ikke udelukkende skyldes inkompetente små projektpartnere, men også, at Kommissionen ikke har formuleret forudsætningerne klart.

Et andet spørgsmål var, om man virkelig vil beskære de små organisationer i Den Europæiske Union, når det drejer sig om også i regionerne at støtte narkotikaprojekter med helt forskellige tilgangsvinkler, specielt på dette område, men også generelt. Jeg tror ikke, det kan dreje sig om kun at give store organisationer en mulighed for at skabe ændringer på dette område, det må tværtimod fortsat være målet at støtte forskellige organisationsstrukturer. Det er efter min mening en helt forkert måde at løse tingene på.

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Hvad angår det første spørgsmål, mener jeg ikke, som De siger, at problemet udelukkende er inkompetente projektpartnere. Det jeg siger er, at det er grunden til nogle af de problemer, der er opstået. Det er noget, der bekymrer mig, og som jeg prøver at ændre på ved at sikre, at der findes klare retningslinjer, som De foreslår, så vi er helt enige på det punkt.

Med hensyn til projekternes størrelse er der siden 1996 udvalgt i alt 149 projekter til over 25 millioner euro med et gennemsnitsbeløb på 180.000 euro pr. projekt. Under den nye sundhedsstrategi vil vi nedsætte antallet af projekter og øge deres værdi og betydning, så vi kan udnytte vores begrænsede personaleressourcer mere effektivt. Det er ikke altid en selvfølge, at små projekter er bedre end store, men hvis personaleressourcerne udnyttes mere effektivt, vil det gavne de pågældende projekter.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 42 af John Bowis (H-0629/00):

Om: Videnskabelig rådgivning vedrørende phthalater

Vil Kommissionen nu udstede den erklæring, som blev vedtaget den 25. november af CSTEE (Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø) om denne komités syn på Kommissionens fejlfortolkning af den videnskabelige rådgivning vedrørende phthalater, idet der er henvist til denne erklæring i protokollen fra Den Videnskabelige Styringskomités møde den 10. december 1999)? Vil den oplyse, hvem i Kommissionen der er ansvarlig for, at man har undladt at følge den accepterede praksis, hvad angår offentliggørelse af samtlige protokoller, beretninger og erklæringer vedtaget af videnskabelige udvalg, og vil den oplyse, hvem der var ansvarlig for, at offentliggørelsen af hovedprotokollen fra CSTEE-mødet den 25. november 1999 blev forsinket helt til april 2000?

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Tak for denne lejlighed til at belyse den sag, som er emnet for Deres spørgsmål. Som angivet i referatet fra plenarforsamlingen i Den Videnskabelige Styringskomité (SSC) den 10. december 1999 informerede formanden for Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (SCTEE) SSE om, at SCTEE på sin plenarforsamling den 25. november 1999 havde til hensigt at føje en udtalelse til mødereferatet, som redegjorde for fortolkningen af dens udtalelse om phthalater i legetøj.

Referatet fra det pågældende møde ville normalt være blevet godkendt ved den næste plenarforsamling i SCTEE, som fandt sted den 4. februar 2000. På det møde var der imidlertid flere komitémedlemmer, som fandt, at referatet generelt var for langt, og som krævede, at sekretariatet skulle følge det samme format som andre videnskabelige komitéer. Som følge heraf besluttede komitéen at udsætte godkendelsen af referatet til den næste plenarforsamling, hvor udkastet til en mere præcis udgave ville være tilgængeligt. Det forsinkede naturligvis godkendelsesprocessen til den næste plenarforsamling den 11. april 2000.

Så snart det var godkendt, blev indholdet straks offentliggjort på Internettet - faktisk samme uge, som det er almindelig praksis i Kommissionen. Der er således ikke tale om, at mødereferatet ikke er blevet offentliggjort.

 
  
MPphoto
 
 

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Jeg takker kommissæren for hans svar, selv om jeg må sige, at fem måneder er lang tid at vente på et mødereferat. Det jeg siger nu er ikke rettet mod kommissæren selv, men jeg håber, at han er enig med mig i, at vores beslutninger skal bygge på forskernes oplysninger om risici, og hvordan de undgås. I dette tilfælde har forskningen ikke slået til. Den blev ikke evalueret af en peer-gruppe osv. Så hvad angik Den Videnskabelige Komité og formandens synspunkter, var det påfaldende, at hans råd - med hans egne ord - ikke berettigede et forbud. Forbuddet mod andre phthalater havde overhovedet intet at gøre med børns legetøj eller bideringe. Dette bragte til en vis grad forsigtighedsprincippet i miskredit. Det princip holder kun, hvis beslutningerne er videnskabeligt uangribelige. Det var en kedelig sag, og jeg håber, at Kommissionen er enig i, at både Kommissionen og Parlamentet kan lære en del af den.

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Jeg er helt enig med det ærede medlem i, at vores beslutninger skal bygge på forskningen, og det skete også i dette tilfælde. Den relevante komité udfærdigede sin rapport, som den skal ifølge sit ansvarsområde, som jo er risikovurdering. Informationen blev forelagt Kommissionen, da den er en af de EU-institutioner, som har ansvar for risikostyring. Kommissionen vurderede på baggrund af anbefalingen i de dokumenter, der blev sendt af den relevante komité, at phthalater i legetøj beregnet på at komme i munden udgjorde en umiddelbar og betydelig risiko for børn under tre år.

Kommissionen foretog en klar vurdering i denne sag. Jeg sendte nødforslag til Kommissionen, som jeg har ret til i henhold til direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, og mine kolleger var enige i, at det var det rette at gøre under omstændighederne.

Min kollega, kommissær Liikanen, har en mere langsigtet holdning til hele spørgsmålet om phthalater og blødgøringsmidler i legetøj osv. Jeg vil gerne gentage, at jeg er enig i, at vores beslutninger skal bygge på forskningen, og det skete efter min mening også i dette tilfælde.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 43.

Spørgsmål nr. 44 af Ioannis Souladakis (H-0688/00):

Om: Vandbehovene i Mellemøsten

Den stadige stigning i vandbehovet i Mellemøsten spiller en vigtig rolle med hensyn til perspektiverne for samarbejdet og den indbyrdes forståelse mellem folkene i området. Styringsudvalget for den multilaterale arbejdsgruppe om vandanliggender (MWGMR) for området har efter en afbrydelse på tre år genoptaget sit arbejde i 1999 og har udarbejdet konkrete programmer med henblik på besparelser og udnyttelse af vandressourcerne i Mellemøsten, som modtager støtte fra Den Europæiske Union. For nylig blev vandproblemerne i Mellemøsten drøftet i samarbejdsrådet EU-Israel, og fra israelsk side blev der givet meddelelse om yderligere støtte til de pågældende programmer.

Hvilken politik agter Kommissionen at føre på dette område med henblik på at fremme samarbejdet blandt folkene i området, således at man undgår konflikter i forbindelse med vandbehovene?

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Vand bliver af afgørende betydning for Mellemøsten i de kommende tiår. Regionen har den laveste vandmængde pr. person i verden, og mængden reduceres støt. Vand spiller også en hovedrolle i fredsprocessen i Mellemøsten, ikke kun i forhandlingerne mellem Israel og palestinenserne, men også mellem Israel og Syrien. Kommissionens politik fokuserer på forskellige aspekter af vandspørgsmålet i Mellemøsten, både sikkerhedsaspektet og de økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter.

Retfærdige og omfattende vandaftaler mellem Israel og dets nabolande understøttet af effektivt regionalt samarbejde er nødvendige for at skabe varig fred i regionen. Kommissionen deltager aktivt i og er blandt hoveddonorerne til den multilaterale vandarbejdsgruppe som led i fredsprocessen i Mellemøsten. Som et konkret bidrag afsatte vi i 1999 yderligere 4 millioner euro til oprettelse af regionale vanddatabanker. Vi tilskynder også til etablering af en regional samarbejdsstruktur. Rådets særlige ekspertgruppe om vand i Mellemøsten har holdt møder med israelske, jordanske og palestinensiske vandmyndigheder og koordinerer aktivt EU's vandpolitik.

Kommissionens politik har til formål at bistå regionen med at opnå bæredygtig forvaltning af de knappe vandressourcer kombineret med bistand til at udforske nye ressourcer. Den nuværende forvaltning af vandet og det nuværende vandforbrug i Mellemøsten kan ikke opretholdes. Det skønnes, at landbruget i den samlede Middelhavsregion tegner sig for over to tredjedele af det samlede nationale vandforbrug, men kun for en tredjedel af bruttonationalproduktet og beskæftigelsen. Denne ulighed er endnu større i Mellemøsten. Derfor har bistand til en reform af vandpolitikken i landene i Mellemøsten høj prioritet. Ved Euro-Middelhavskonferencen for udenrigsministre i Stuttgart i 1999 besluttede man at sætte vand på partnerskabets dagsorden. Det første resultat var, at der på Euro-Middelhavsministerkonferencen om lokal vandforvaltning i Torino i oktober 1999 blev vedtaget en handlingsplan til 40 millioner euro, som giver yderligere samarbejdsmuligheder på dette område. Der offentliggøres snart en meddelelse om forslag.

 
  
MPphoto
 
 

  Souladakis (PSE). - (EL) Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar. Ud over at fremhæve problemets alvor og dets indvirkning på fredsprocessen i Mellemøsten ville jeg med mit spørgsmål også opfordre til, at man behandler mangelen på vandressourcer som et alvorligt politisk problem. Alle taler om de kommende kriser med hensyn til vand. Noget må der gøres. Mit spørgsmål til kommissæren er, hvilke initiativer man vil tage for at få nogle folkeretlige regler for forvaltning af vandressourcer, så man kan fjerne de brændpunkter for lokal eller regional konkurrence, som er forløberne for kriser og en særlig form for imperialisme. Selve svaret, som henviser til spørgsmålet vedrørende Israel og Syrien, går en smule videre end det, nemlig til Tigris og Eufrat, til Tyrkiet, Syrien og andre steder. Jeg mener, at der bør fastlægges folkeretlige regler for forvaltning af vandressourcer, som indeholder klare betingelser for alle de involverede lande med floder, som løber igennem mere end et land. Og det samme bør gælde for søer, som er omgivet af mere end et land.

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Kommissionen støtter vigtige vandprojekter i det palestinensiske område og Jordan gennem MEDA. Det seneste eksempel er EU's tilskud på 5 millioner euro til projektledelsen af programmet til vandsektorforbedringer i Storamman samt et stort lån fra Den Europæiske Investeringsbank.

Bortset for vores støtte til den multilaterale vandarbejdsgruppe kan jeg nævne det treårige Euro-Middelhavshandlingsprogram vedrørende et vandinformationssystem. Europa-Kommissionen bidrog med 1,2 millioner euro til dets gennemførelse. Euro-Middelhavskonferencen om vandforvaltning i Marseille den 25.-26. november 1996 blev arrangeret på initiativ af Europa-Kommissionen og den franske regering med støtte fra byen Marseille. Det internationale vandkontor var ansvarligt for sekretariatet. Så Kommissionen har løbende været involveret i dette projekt og vil fortsat være det.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 45 af Mikko Pesälä (H-0689/00):

Om: Transport af dyr

Der er i løbet af året i medlemsstaterne blevet vist programmer i tv, hvoraf det fremgår, at transporten af levende dyr i EU er i modstrid med bestemmelserne i direktivet om transport af dyr og desuden krænker alle etiske principper.

På hvilken måde agter Kommissionen at tilskynde medlemsstaterne til at kontrollere transporterne og kritisk undersøge de planlagte ruter til andre medlemsstater?

Hvornår agter Kommissionen at fremsætte nye direktivforslag om transport af levende dyr?

Da der eksisterer et fælles marked for fødevarer, hvordan tager Kommissionen da hensyn til, at de medlemsstater, som gennemfører transporten korrekt, har større udgifter end de stater, der til stadighed overtræder lovbestemmelserne?

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at bringe de lange transporter til ophør og derimod privilegere transporter af frostvarer og forarbejdede produkter?

Andel del

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Jeg er enig i, at det er bekymrende, at reglerne for transport af dyr ikke håndhæves i tilstrækkelig grad i visse områder. Medlemsstaterne har ansvar for den daglige håndhævelse af fællesskabslovgivningen, mens Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret under mit generaldirektorat foretager bestemte kontroller og inspektioner for at kontrollere, at medlemsstaterne håndhæver fællesskabslovgivningen effektivt og ensartet. Disse kontroller har vist visse mangler i nogle af medlemsstaternes overholdelse af fællesskabslovgivningen. Der er derfor iværksat overtrædelsesprocedure mod visse medlemsstater i henhold til traktatens artikel 226, og andre er under overvejelse.

Jeg vil om kort tid i årets sidste kvartal fremlægge en beretning for Rådet og Europa-Parlamentet om medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabslovgivningen om beskyttelse af dyr. Beretningen viser, at medlemsstaterne i øjeblikket har problemer med at gennemføre fællesskabslovgivningen fuldt ud. I konklusionen har jeg tænkt mig at fremsætte forslag til, hvordan transporten af dyr kan forbedres, behandle de problemer, jeg har nævnt, sikre inspektion fra Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets side samt iværksætte overtrædelsesprocedurer, hvis det er nødvendigt.

Flere grundlæggende problemer i direktivet vil snarest muligt blive evalueret videnskabeligt, bl.a. data vedrørende transporttider, stress i forbindelse med læsning og aflæsning samt læsningstæthed. I denne forbindelse bør foranstaltninger til at fremme slagtning af dyr tættere på det sted, de er opdrættet, også undersøges.

Lad mig konkludere ved at forsikre Dem, at dyrevelfærd står meget højt på Kommissionens dagsorden. Jeg glæder mig til at drøfte dette yderligere, når jeg fremlægger min beretning om transport i løbet af de næste par uger.

 
  
MPphoto
 
 

  Pesälä (ELDR). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, jeg takker for svaret, men vil gerne ganske kort konstatere, at nu, hvor EU er ved at udvide sig mod øst efter en meget hastig tidsplan, og der bl.a. fra de baltiske lande er blevet transporteret heste til EU-området - disse transporter har varet op til 100 timer - er det efter min mening ganske besynderligt, at vi samtidig kræver af ansøgerlandene, at de meget nøje overholder forskrifter og regler. Inden for vores eget område tillader vi jo forbrydelser som - som det er kommet frem i offentligheden - er ganske umenneskelige, når man tænker på det civiliserede Vesteuropa. Jeg vil gerne understrege dette og spørge, hvilken tidsplan vi nu reelt går frem efter med det for øje, at vores egne sager skal være i orden, inden de nye medlemslandes optages.

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Selv om jeg ikke kan give Dem en nøjagtig tidsplan, kan jeg forsikre Dem om, at der allerede er iværksat overtrædelsesprocedurer, og at flere er under overvejelse. Situationen overvåges konstant, jeg har haft en række drøftelser med generaldirektøren for mit generaldirektorat, som er transportekspert, og jeg trækker på hans ekspertise.

De henviser også til vores forhold til ansøgerlandene. Kommissionen mener, at den mest effektive metode til opnåelse af en omfattende forbedring af standarderne for dyrevelfærd er at arbejde for international konsensus. De lange transporttider for heste har været drøftet med veterinærmyndighederne i de lande i Central- og Østeuropa, som i øjeblikket forhandler om medlemskab.

En handlingsprotokol til forbedret beskyttelse af heste og æsler, der transporteres over lange afstande, blev vedtaget i april. De første resultater som følge af protokollens gennemførelse vil blive drøftet ved et særligt møde med alle de kompetente myndigheder i ansøgerlandene i slutningen af september i år. Så jeg kan forsikre Dem om, at dette spørgsmål har høj prioritet i min tjenestegren, og at vi vil overvåge det nøje og forfølge det aktivt.

 
  
MPphoto
 
 

  Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, det ville være interessant at høre, om Kommissionen også har i sinde at realisere forskning på dette område, vel at mærke efter bedste praksis -modellen. Vil De også skabe incitamenter for, at dyretransporter organiseres på en sådan måde, at de faktisk er udholdelige for dyret?

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Jeg har forstået på de oplysninger, jeg har fået fra min tjenestegren, samt de øvrige oplysninger, som er stillet til min rådighed, at der træffes de nødvendige forholdsregler. På det grundlag ændres direktivet, så det forbedrer beskyttelsen af dyr under transport, navnlig heste, i form af obligatorisk aflæsning og en fast hvileperiode for kommercielle transporter af heste, der passerer gennem et grænsekontrolsted i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Tannock (PPE-DE). - (EN) Jeg vil gerne stille et beslægtet spørgsmål angående forbuddet mod Staffordshire terriere i Tyskland i henhold til deres lov om farlige hunde. Mange af mine vælgere i Det Forenede Kongerige skriver til mig i protest mod denne tyske lov, som forbyder visse hunderacer, der tilsyneladende ikke udgør nogen fare for den offentlige sikkerhed. I lyset af det europæiske projekt med pas til husdyr og husdyrs deraf følgende ret til at bevæge sig frit inden for EU har Kommissionen så lovhjemmel til at gribe ind og beskytte dyrenes velfærd og især disse husdyr i Tyskland? Ellers er der mulighed for, at disse dyr slagtes unødigt, og måske endda, at denne fine britiske hunderace bliver udryddet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. kommissær, i henhold til forretningsordenen er det ikke et tillægsspørgsmål. Vi kan opfordre hr. Tannock til at formulere sit spørgsmål til næste møde, men hvis De ønsker at besvare det, kan De gøre det.

 
  
MPphoto
 
 

  Byrne, Kommissionen. - (EN) Jeg må høfligt sige til det ærede medlem, at hvis jeg havde fået dette spørgsmål skriftligt, ville jeg nok bedre have kunnet give et udtømmende svar. Jeg har som kommissær ansvar for dyrevelfærd med kompetence til at behandle disse problemer i forbindelse med dyrevelfærd. Hvis jeg gøres opmærksom på sådanne sager, og de ligger inden for det relevante direktivs rammer, kan der gøres noget. Det eneste praktiske forslag, jeg kan komme med, er, at De skriver til mig og giver mig de relevante oplysninger. Så vil min tjenestegren undersøge sagen og tage sig af den.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Tannock, De kan bilateralt give udtryk for Deres mening skriftligt, eller De kan gøre det offentligt i henhold til forretningsordenen, og så vil De få kommissærens svar.

Mange tak, hr. Byrne, for Deres samarbejde med Europa-Parlamentet her i eftermiddag.

 
  
MPphoto
 
 

Spørgsmål til hr. Vitorino

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 46 af Mary Elizabeth Banotti (H-0600/00):

Om: Meddelelse om børns rettigheder

I en erklæring i Parlamentet i november 1999 i anledning af tiårsjubilæet for konventionen om barnets rettigheder meddelte Kommissionen, at den ville offentliggøre en meddelelse om børns rettigheder, og den bedes oplyse, om den nu er i stand til at give Parlamentet en fast dato for offentliggørelsen af denne meddelelse? Hvilke planer har Kommissionen om at samordne EU"s og medlemsstaternes deltagelse i FN's Generalforsamlings særlige session om børn (UNGASS), som finder sted i september 2000? Er Kommissionen enig i, at denne særlige samling gør det meget hastende at offentliggøre en meddelelse om børns rettigheder?

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Jeg henviser til det ærede medlems brev dateret den 20. juni, som hun og en række kolleger modtog fra formanden, hr. Prodi, om netop dette emne. I sit brev understreger formanden Kommissionens forpligtelse med hensyn til alle foranstaltninger, som beskytter børns rettigheder, og nævner en række eksterne og interne områder, hvor Kommissionen tager aktiv del i disse alvorlige sager.

Formanden forsøgte imidlertid også at placere Kommissionens aktiviteter på disse og andre områder inden for rammerne af traktatændringen. Han anerkendte, at medlemsstaterne stadig har hovedansvaret for aktiviteter vedrørende børn på baggrund af, at der ikke er lovhjemmel i traktaten til, at fællesskabet kan beskytte barnets rettigheder ud over de eksisterende rammer.

Inden for de eksisterende rammer har Kommissionen allerede iværksat en lang række initiativer til beskyttelse af børns rettigheder, f.eks. programmerne Daphne og Stop, som hører under mit ansvarsområde. Kommissionen har også aktiviteter i gang på det sociale og uddannelsesmæssige område med henblik på at forbedre børns situation.

Kommissionen tog ligeledes initiativet til at medtage en særlig artikel om børns rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder, hvilket igen er tegn på, hvor stor vægt vi tillægger dette emne. I forslaget til artiklen inddrages hovedprincipperne fra New York-konventionen som retten til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres velfærd og tarv.

Vi vil fortsat insistere på, at chartret forbyder børnearbejde. I sit brev udtrykte formanden ligeledes, at det ville være nyttigt, hvis Kommissionen evaluerede, om alle medlemsstaterne opfylder FN-konventionen om Barnets Rettigheder. Selv om alle medlemsstaterne har ratificeret konventionen, gennemføres den i vidt forskelligt omfang, og medlemsstaternes holdninger til, hvordan børns rettigheder beskyttes bedst muligt, er også vidt forskellige.

Jeg er overbevist om, at en sådan evaluering kunne være et nyttigt bidrag til FN's Generalforsamlings særlige samling i september 2001. Kommissionen mener, at dens løbende aktiviteter til fordel for børn, dens aktive kamp for at medtage børns rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder samt dens støtte til idéen om den førnævnte evaluering beviser Kommissionens engagement på dette vigtige område.

 
  
MPphoto
 
 

  Banotti (PPE-DE). - (EN) Som De ved, er jeg en stor beundrer af Dem, og jeg er sikker på, at det var lige så ubehageligt for Dem at skulle gentage Deres svar i dag, som det var for mig at høre det. Jeg kender til Deres personlige engagement, men De har faktisk ikke givet mig noget klart svar på, hvad Kommissionen egentlig har tænkt sig at gøre ved FN-konferencen, som finder sted om et par uger. Efter at have hørt om Kommissionens planer i forbindelse med dyrevelfærd, ville jeg ønske, at de havde lignende planer i forbindelse med børns velfærd.

Jeg accepterer de lovrammer, som De skal holde Dem inden for, men kunne De f.eks. tilkendegive, at der vil være repræsentanter fra Kommissionen til stede på FN-konferencen i september? I hvilken kontekst og har de til hensigt at komme med indlæg ved konferencen?

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Det vil jeg med glæde besvare. Faktisk taler vi begge om det samme, nemlig FN's Generalforsamlings særlige samling om barnets rettigheder i september 2001, altså næste år. Da vi taler om den samling, må jeg svare, at vi bør undersøge, hvordan FN-konventionen om Barnets Rettigheder er blevet implementeret i medlemslandene. Denne undersøgelse kan afsluttes tids nok til at danne grundlag for EU's deltagelse i FN's Generalforsamlings særlige samling næste år.

Jeg er sikker på, at vi kan regne med det kommende svenske formandskabs støtte i det første halvår af 2001. De har allerede gjort det klart, at barnets rettigheder får topprioritet. Så jeg mener, at jeg har gjort rede for, hvilke foranstaltninger vi agter at iværksætte og hvornår.

 
  
MPphoto
 
 

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, er kommissæren enig med mig i, at der synes at foregå et stigende misbrug af børn, og at det ligger inden for EU's ansvarsområde? Børn misbruges af mødre fra Øst- og Centraleuropa til at tigge på gaden i vores byer. De kommer for det meste til EU som flygtninge. Enten skal der drages omsorg for dem, eller også er deres tiggeri uberettiget, da de skulle modtage sociale ydelser fra staten. Det er måske noget, der skal tilføjes på listen over tilfælde af børnemisbrug, som vi i fællesskabet bør undersøge meget nøje.

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Jeg deler det ærede medlems bekymring på den måde, at tiggeri er en aktivitet, hvor børn sommetider af deres egen familie tvinges til at handle mod deres egen værdighed. Som De ved, er det først og fremmest medlemsstaterne, som har ansvar for at beskytte børns værdighed. Ikke desto mindre starter vi nu en drøftelse af et målrettet lovinitiativ, som skal definere listen over forbrydelser mod børn. Jeg vil se på Deres forslag med et åbent sind.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 47 af Lennart Sacrédeus (H-0606/00):

Om: Pasfrihed i Schengenområdet

Hvordan har pasfriheden inden for rammerne af Schengenaftalen efter Kommissionens opfattelse fungeret under EM i fodbold i lyset af de masseanholdelser, som fandt sted i Bruxelles og Charleroi?

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (FR) Det kan for det første konstateres, at mange af de personer, der var implicerede i begivenhederne i Bruxelles og Charleroi, kom fra en og samme medlemsstat, nemlig Storbritannien, som ikke er omfattet af Schengen-reglerne. Der er således tale om personer, som i forbindelse med deres rejser for at overvære fodboldkampe under europamesterskaberne 2000 har været underkastet den kontrol af personer, der findes sted ved Schengen-områdets ydre grænser.

Der er endvidere grund til at erindre om, at den belgiske og den nederlandske regering i forbindelse med europamesterskaberne 2000 gjorde brug af en særlig beskyttelsesklausul, jf. artikel 2, stk. 2, i Schengen-konventionen, hvori det bestemmes, at en medlemsstat, såfremt den offentlige orden eller indre sikkerhed er truet - og faren for hooliganisme opfylder efter min opfattelse klart dette kriterium - kan træffe afgørelse om, at der for en begrænset periode indføres kontrol ved landets grænser - herunder også ved Schengen-områdets indre grænser - idet arten af denne kontrol i øvrigt afpasses efter den konkrete situation.

Den belgiske og den nederlandske regering fulgte den procedure, der fastlægges i Schengen-aftalen for så vidt angår forudgående høring. Der blev midlertidig genindført kontrol ved de indre grænser, idet denne kontrol dog ikke var systematisk. Der var tale om målrettet kontrol bl.a. på grundlag af oplysninger modtaget fra andre medlemsstater - inden for rammerne af politisamarbejdet - om klubmedlemmer, som kunne udgøre en trussel mod den offentlige orden.

Iværksættelsen af kontrol ved de ydre grænser og, som en midlertidig foranstaltning, ved Schengen-områdets indre grænser er ikke ensbetydende med, at grænserne lukkes og at personer, som ønsker indrejse med henblik på at overvære en fodboldkamp, systematisk afvises. I henhold til traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber sikres EU's borgere en grundlæggende ret til fri bevægelighed inden for medlemsstaternes område. Denne ret kan imidlertid begrænses af hensyn til den offentlige orden, men kun i individuelle tilfælde, nemlig for så vidt den pågældende person udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser.

Jeg vil derfor understrege over for spørgeren, at kollektive begrænsninger ikke er tilladt i henhold til fællesskabsretten. En person kan altså ikke tilbagevises ved grænsen med henvisning til, at denne er statsborger i en bestemt medlemsstat, eller at denne ønsker at overvære en fodboldkamp. Der er på denne baggrund påbegyndt en evaluering af samarbejdet medlemsstaterne imellem i lyset af de erfaringer, der er høstet i forbindelse med europamesterskaberne 2000. Det er målet om muligt at styrke samarbejdet både i lovgivningsmæssig henseende og for så vidt angår politisamarbejdet, når det gælder bekæmpelse af hooliganisme.

 
  
MPphoto
 
 

  Sacrédeus (PPE-DE). - (SV) Jeg takker kommissær Vitorino for svaret. Jeg holdt så godt jeg kunne med Portugal i Bruxelles på Kong Baudouin-stadionet, men til sidst vandt Frankrig i en kamp, hvor man faktisk må sige, at Frankrig havde det bedste hold. Jeg holdt dog med Portugal, så længe jeg kunne.

Jeg takker som sagt for svaret, men jeg vil alligevel stille et tillægsspørgsmål. Mange mennesker synes, at det er modbydeligt, at der her i Europa er optøjer, hooliganisme, aggressivt sprogbrug og vold, som man f.eks. i USA ikke kender til i forbindelse med sportsbegivenheder. Jeg ved, at Storbritannien ikke er med i Schengen-aftalen, men det kommer måske en dag. Synes De, at de foranstaltninger, vi vedtager nu, er tilstrækkelige, og hvilken lære kan vi drage for fremtiden? Næste gang kommer Portugal måske endda i finalen.

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (FR) Jeg tror ikke, der hverken direkte eller indirekte er en sammenhæng mellem Portugals nederlag og hooliganismen. Sådan udviklede spillet sig nu engang, og undertiden er man mindre heldig. Hvorom alting er, ja, er det Portugal, som er værtsland i forbindelse med europamesterskaberne i 2004. Kommissionen har da også taget flere konkrete initiativer for så vidt angår politisamarbejdet med henblik på at afprøve nye samarbejdsmetoder og høste erfaringer i så henseende.

Vi er i færd med at vurdere de omhandlede foranstaltninger. Så snart rapporten herom foreligger, vil vi overveje disse spørgsmål nærmere og tage de fornødne lovgivningsmæssige initiativer. Målet er klart. Vi ønsker vedtagelse af bestemmelser på europæisk plan, som styrker politisamarbejdet i forbindelse med bekæmpelsen af hooliganisme. I øjeblikket afventer jeg den omhandlede rapport. Så snart den foreligger, vil den selvsagt blive offentliggjort, og de konkrete foranstaltninger vil blive drøftet.

 
  
MPphoto
 
 

  Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Jeg har et tillægsspørgsmål, som også drejer sig om Schengen-aftalen og pasfriheden. Som kommissæren sikkert ved, vil de nordiske lande komme med i Schengen-aftalen i marts næste år.

Der har været forlydender om, at de svenske borgere, som skal rejse inden for Schengen-området, også fremover skal have deres svenske pas på sig. De svenske id-dokumenter angiver nemlig ikke medborgerskab, hvilket kræves ifølge Schengen-aftalen. Det, som skulle være en Union med pasfrihed, bliver en Union med fortsat pastvang for de svenske borgere.

Kan kommissæren bekræfte, at Schengen-aftalens regelsæt fortsat kræver, at svenskerne, efter at have tiltrådt aftalen, skal have pas med, når de rejser til Schengen-området? Hvad mener De om dette?

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (PT) Jeg mener, hr. Sjöstedt, at dette spørgsmål må ses i et andet perspektiv, nemlig at finde fælles normer for rejsedokumenter, hvad enten det er pas eller identitetskort. Sådanne fælles normer er omtalt i traktaten, og Kommissionen er langt i udarbejdelsen af et forslag om fælles normer for de nævnte dokumenter. Jeg kan ikke give Dem en fast tidsplan, altså, jeg kan ikke garantere, at disse dokumenter vil være indført, før den nordiske pasunion bliver en del af Schengen-samarbejdets fri bevægelighed. Jeg kan derimod garantere, at vi arbejder aktivt for at skabe ens standardmodeller for dokumenter, der vil løse problemer af den art, som De just har omtalt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Spørgsmål nr. 48 besvares skriftligt.(1)

Spørgsmål nr. 49 af Bernd Posselt (H-0692/00):

Om: Det europæiske politiakademi

Hvad er den aktuelle situation vedrørende planlægningen af et europæisk politiakademi hvad angår det virtuelle net for eksisterende faciliteter og oprettelsen af et konkret akademi på et konkret sted?

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Ved det europæiske topmøde i Tampere i oktober 1999 anbefalede man oprettelsen af et europæisk politiakademi til uddannelse af ledende politifolk, hvilket skulle starte som et netværk af eksisterende nationale uddannelsesinstitutioner. Der er sket betydelige fremskridt indtil videre. Det portugisiske formandskab fremsatte et forslag til rådsforordning i slutningen af juni 2000. Det franske formandskab har til hensigt at få vedtaget en rådsbeslutning i slutningen af året. Det ville gøre det muligt at få oprettet et politiakademi inden 2001, som nævnt i Kommissionens resultatliste for retlige og indre anliggender.

En række medlemsstater går ind for at oprette et europæisk politiakademi som et permanent netværk af nationale uddannelsesinstitutioner. Andre medlemsstater betragter det nuværende formandskabs forslag om et netværk som en midlertidig foranstaltning inden oprettelsen af en permanent institution. Kommissionen har fra begyndelsen insisteret på, at det europæiske politiakademi skal gøres permanent efter at have fungeret som netværk i en indledende fase i overensstemmelse med konklusionen på topmødet i Tampere. Det har ført til et forslag til en forordning, som indeholder følgende plan.

Fra januar 2001 oprettes det europæiske politiakademi som et netværk af nationale uddannelsesinstitutioner, det vil sige et virtuelt akademi. Det skal fungere på denne måde i tre år. Efter de tre år skal der træffes beslutning om, under hvilken form det skal fortsætte. Kommissionen holder dog fast på, at forslaget til forordning skal indeholde en klar forpligtelse til at gøre det europæiske politiakademi permanent efter nogle få år som netværk.

 
  
MPphoto
 
 

  Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg takker kommissæren for det præcise svar og for hans store indsats i denne sag. Jeg er jo i mellemtiden blevet udpeget til ordfører for emnet, og her kommer vi sikkert til at arbejde tæt sammen for at fremme sagen.

Mit spørgsmål er imidlertid, om Kommissionen fortsat har planer om at udarbejde en analyse om gennemførligheden af et egentligt akademi. For som De ved har Europa-Parlamentet krævet et faktisk og ikke et virtuelt akademi. Planlægger De at udarbejde en undersøgelse af realiseringschancerne? Det har De vores fulde støtte til.

 
  
MPphoto
 
 

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Der blev først foretaget en forundersøgelse af Rådets Generalsekretariat, som dannede udgangspunkt for Rådets nuværende forslag til beslutning. Men vi har til hensigt at fremme vores eget initiativ på området for at sikre os, at vi får alle de nødvendige oplysninger til at kunne gå et skridt videre så snart som muligt. Det er meget vigtigt at komme det skridt videre for at kunne gøre det europæiske politiakademi til en permanent institution. Kommissionen har ikke tænkt sig at opgive den idé.