Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 26. oktober 2000 - Strasbourg

3. Detailbetalinger i det indre marked

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0283/2000) af Peijs for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om detailbetalinger i det indre marked (KOM(2000) 0036 - C5-0103/2000 - 2000/2018(COS)).

  Peijs (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand, i 2002 får alle borgere i eurozonen euroen, og de forventer visse fordele af den nye møntenhed. Fordelene fås ikke uden videre, der skal gøres noget for at opnå dem. Kommissionens meddelelse om detailbetalinger skal ses i lyset heraf.

Hvad skal der gøres for at sikre, at de europæiske borgere, som opgiver deres egen mønt, faktisk drager fordel af den ny mønt? Vi skal simpelthen gøre overførslerne billigere, hurtigere og mere sikre. Jeg forventer derfor helt klart, at Kommissionen lynhurtigt omsætter de forslag om ændring af direktivet af 1997, som jeg stiller i min betænkning på vegne af Parlamentet, i en formel ændring af direktivet.

Hvad drejer det sig om? Hovedproblemet er, at overførslen af små beløb stadigvæk fører til stor irritation hos de små og mellemstore virksomheder og de individuelle borgere. Årsagen er de høje omkostninger, og den tid det koster. Jeg konkluderer, at direktivet af 1997 ikke har fungeret godt nok. Der skal ske mere. Forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder profiterer ikke tilstrækkeligt af det indre marked, som fuldendes med indførslen af euroen.

I denne betænkning fremsættes som en løsning, at infrastrukturen for den grænseoverskridende betalingstrafik skal forbedres betydeligt. Det viser sig, at flere handlinger i øjeblikket udføres manuelt, og det fører til store omkostninger og lang ekspeditionstid. Jeg anmoder derfor bankerne om på kortest mulig sigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger, så behandlingen af grænseoverskridende betalinger automatiseres fuldstændigt og derved bliver langt billigere.

I min betænkning nævner jeg bl.a. systemer som IBAN, SWIFT, STEP 1 og IPI. Disse systemer gør betalingstrafikken mellem banker i forskellige lande nemmere, hurtigere og billigere. Bankerne skal i den forbindelse kommunikere med deres kunder for at få dem til at forstå, at deres IBAN-nummer i fremtiden også skal angives på deres brevpapir ved siden af momsnummeret.

Denne standardiseringsproces kan ikke finde sted uden koordinering. Derfor har vi indgivet et ændringsforslag, som opfordrer ECB til at påtage sig denne koordinering meget hurtigt i forbindelse med bankens ansvar for betalingssystemer i henhold til traktaten. Vi anmoder ECB om at tage sig af to ting. For det første udviklingen af et europæisk standardformat for dataoverførsel. Det kan gøres meget hurtigt, for formatet eksisterer allerede. Det skal erstatte det nationale format, som på nuværende tidspunkt anvendes overalt.

For det andet at indføre et europæisk banknummer, f.eks. IBAN. Et vigtigt punkt i den forbindelse er, at sådanne harmoniserede formater skal anvendes af alle i eurozonen. Man kunne overveje at gøre dem obligatoriske, hvis det ikke går tilstrækkelig hurtigt.

Denne automatiserings- og standardiseringsproces skal ifølge min betænkning være afsluttet tre måneder før indførelsen af eurosedlerne og -mønterne. Det ville være ideelt. Bankerne mener fortsat, at det er umuligt. For at være rimelig foreslår jeg, at bankerne skal være klar 1. januar 2002. På den måde kan forbrugerne, i det øjeblik de får euroen, med det samme profitere af ændringerne i den grænseoverskridende betalingstrafik.

En samlet udgiftsreduktion for overførsler til omkring kostprisniveauet for indenrigsbetalinger opnås ikke kun gennem bankernes indsats. De har brug for medlemsstaternes hjælp. Indtil nu har medlemsstaterne forpligtet bankerne til at indberette grænseoverskridende betalinger over 12,50 euro til deres centralbank af hensyn til betalingsbalancestatistikkerne. Det arbejde kan ikke standardiseres og udføres derfor manuelt. Det er meget kostbart og helt overflødigt med ét marked og én mønt. I Frankrig ajourfører man heller ikke, hvor mange franc der overføres fra Paris til Auxerre. Hvorfor skulle man?

Endvidere er volumen og antallet af detailbetalinger kun en ubetydelig procentdel af de samlede overførsler. Jeg er overbevist om, at der ikke er indvendinger imod at afskaffe indberetningspligten i forbindelse med det samlede beløb i direktivet, nemlig 50.000 euro. De manglende oplysninger til betalingsbalancestatistikkerne på grund af denne ændring er minimale.

En ændring, som er nært knyttet hertil, er, at garantien for tilbagebetaling forhøjes til 50.000 euro. I øjeblikket belønnes bankerne nærmest, når de mister kundernes penge. Overfører man 30.000 euro, og banken mister disse penge, skal den kun betale kunden 12.500 euro tilbage. Banker må naturligvis ikke miste penge, og de skal stå garant for deres organisation. Derfor foreslår vi at forhøje grænsen for garantien for tilbagebetaling til 50.000 euro, beløbet i direktivet. Bankerne siger, at de aldrig mister noget, så det kan aldrig blive et problem.

Som sidste punkt jeg vil give forbrugerne flere muligheder for at overføre penge. Det vedrører forbrugere i nød eller uden bankkonto. Jeg anmoder Kommissionen om at undersøge, hvorvidt virksomheder som Moneygram og Western Union også kan omfattes af det andet bankdirektiv. Herigennem kan disse virksomheder etablere sig i hele Unionen, selv om de ikke er banker. Disse virksomheder skal naturligvis opfylde de samme strenge krav til sikkerhed og hvidvaskning.

Jeg håber, at denne betænkning stimulerer bankerne tilstrækkeligt til at fortsætte ad innovationsvejen imod en bedre fungerende grænseoverskridende betalingstrafik. Men for at give bankerne absolut sikkerhed og klarhed i forbindelse med deres store investeringsprogrammer forventer jeg, at Kommissionen omgående ændrer direktivet.

  von Wogau (PPE-DE). - (DE) Fru formand, siden åbningen af grænserne mellem Den Europæiske Unions medlemslande har et stigende antal firmaer udnyttet de muligheder, dette fælles marked giver. Ved denne lejlighed må vi konstatere, at varetransporten på den ene side har fået væsentlig bedre betingelser, men at de dermed forbundne pengeoverførsler på den anden side har været underlagt meget store hindringer og omkostninger. Den første undersøgelse, der blev foretaget på dette område på foranledning af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, viste, at omkostningerne i gennemsnit udgjorde 25%, i enkelte tilfælde endda 75%, ved grænseoverskridende overførsler på over 1.000 D-mark. De må forstå, at det først og fremmest er de små og mellemstore virksomheder, der berøres heraf. Det mål, vi hele tiden havde som medlemmer af Europa-Parlamentet i forbindelse med åbningen af markederne mellem Den Europæiske Unions medlemslande, var ikke at give de store virksomheder adgang til markedet - det havde de jo allerede haft længe - men derimod at åbne dette store europæiske marked for små og mellemstore virksomheder.

Derfor er jeg vores ordfører Karla Peijs overordentlig taknemmelig for den hårdnakkethed, med hvilken hun i mange år har forsøgt at nå dette mål, nemlig at reducere omkostningerne til overførsler mellem Den Europæiske Unions medlemslande. Jeg må konstatere, at der allerede er sket en del på området, at de gennemsnitlige omkostninger til overførsel er væsentligt lavere end ved åbningen af grænserne mellem medlemslandene, men jeg konstaterer med lige så stor tydelighed, at de stadig er alt for høje, og at der må ske mere på dette område. Bankerne fortæller os gang på gang, og det med en vis berettigelse, at de nødvendige instanser til at foretage sådanne overførsler, girosystemerne, der findes på de enkelte nationale markeder, endnu ikke er etableret i fuldt omfang på europæisk plan. Her ligger et stort stykke arbejde foran os.

Jeg siger det ikke alene til Den Europæiske Centralbank, men også til de forskellige banksammenslutninger, vi har i Den Europæiske Union: Det, vi tilstræber, er ikke, at der kun skal være ét overførselssystem, hvilket ville være et monopol, men at der mellem de forskellige overførselssystemer, der etableres af forskellige banker og bankgrupper, skabes en konkurrencesituation, som så i sidste ende kommer borgerne og de små og mellemstore virksomheder til gode.

(Bifald)

  Randzio-Plath (PSE). - (DE) Fru formand, ordførerens betænkning skal virkelig hilses velkommen, fordi den præciserer problemerne med grænseoverskridende pengeoverførsler. Det forventes jo af pengeoverførslerne, at de styrker den økonomiske integration i Den Europæiske Union og ikke kommer sand i maskineriet. Men det gør de stadig den dag i dag, for de mange klager, der fremføres af små og mellemstore virksomheder, og borgernes klager over de høje overførselsgebyrer for småbeløb står ganske enkelt på dagsordenen. Vi har endog kendskab til tilfælde, hvor gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler er steget efter euroens indførelse, og det ikke bare med et lille beløb.

Den månedlige check til datteren eller sønnen, der opholder sig i et EU-land, de grænseoverskridende pengeoverførsler for bøger eller tjenesteydelser, hoteller eller rejser bliver belastet yderligere, selv om grænsehandlen kunne organiseres mere effektivt og billigere. Man taler sågar om muligheden for at reducere omkostningerne med 90%, selv om de finansielle institutter gang på gang understreger, at den høje omkostningsfaktor ligger i behandlingen af overførslen og ikke i den tekniske operation i forbindelse med den grænseoverskridende pengeoverførsel. Alligevel ville det være fint, hvis der samtidig med TARGET-systemet til store betalinger var blevet indført et TARGET-system for detailbetalinger af småbeløb, for teknisk set ville det være muligt, blot mangler den afgørende vilje, som var til stede for de store betalingers vedkommende.

Vi i Europa-Parlamentet har i udvalgsarbejdet også beklaget meget, at man ikke har taget imod Den Europæiske Centralbanks tilbud. Også her tilslutter vi os Den Europæiske Centralbanks erklæringer om, at det skal være sådan på et tidspunkt, at grænseoverskridende overførsler til et EU-land ikke er dyrere end overførsler inden for et enkelt EU-land.

Vi har i årevis presset på for at få en harmonisering af bestræbelserne. For det er jo virkelig muligt at skabe et hurtigt, sikkert og billigt system, og heldigvis er de finansielle institutter også på vej - de er godt på vej. Men det ville være godt, hvis vi kunne udnytte overgangsperioden. De mange klager fra opbragte borgere taler for sig selv, og jeg må sige, at de netop i denne tid selvfølgelig ikke er særligt velegnede til at øge accepten af Den Monetære Union.

Det politiske mål er klart og støttes af Den Europæiske Centralbank: Der bliver brug for et europæisk område til pengeoverførsler, hvor alt fungerer lige så godt som i et enkelt EU-land. Små kunder er lige så meget en del af det indre marked som store kunder, her bør der ikke forskelsbehandles. Jeg mener dog også, at regeringerne har en opgave her, og støtter ordførerens betænkning. Indberetningskravet vedrørende betalingsbalance bør samtidig afskaffes for grænseoverskridende betalinger af småbeløb under 50.000 euro. Stikprøver er som regel tilstrækkelige. Den Europæiske Centralbank kunne hjælpe på dette område, nemlig med at gennemføre et fælles europæisk dataformat til pengeoverførsler og med hjælp til gennemførelse af et fælles europæisk bankkontonummer inden for det internationale IBAN-system. Her er det vigtigt, at alle aktører gør, hvad også Den Europæiske Centralbank skal gøre i henhold til traktaten, nemlig fremmer gnidningsfrie betalingssystemer.

Europa-Kommissionen har ikke ret til at fastlægge størrelsen af bankgebyrerne, men den kan arbejde på at nedsætte overførselsgebyrerne. I Unionen er der gebyrer, der er meget forskellige, men også til dels ensartede. Dermed bidrager de til at indskrænke den frie bevægelighed på det indre marked. Jeg mener, at Kommissionen hurtigere end tidligere omsider skal fremlægge resultatet af undersøgelserne af, hvorvidt der foreligger kartellignende aftaler mellem bankerne. Her er det vigtigt - og det påpeges med rette i betænkningen - at forbrugerne er indstillet på at anvende elektroniske betalingsmidler, og vi kræver fremskridt på dette område, så der også her virkelig kan gennemføres en interoperabel standard for flere valutaer til elektroniske overførsler. Denne fremgangsmåde, der hidtil har været mulig i Luxembourg, Frankrig og Tyskland, skal udbygges og udvides til at omfatte hele EU.

Jeg mener, at betænkningen er af central betydning, når borgerne og de små og mellemstore virksomheder virkelig skal integreres i euroområdet, og accepten af Den Økonomiske og Monetære Union skal øges. Vi har brug for sikkerhed, hurtighed og lave omkostninger. At leve i Den Monetære Union betyder også at kunne regne med velfungerende grænseoverskridende pengeoverførsler - det er mottoet for de resterende 432 dage!

  Maaten (ELDR). - (NL) Fru formand, jeg vil gerne tilslutte mig ordførerens klare ord og udmærkede betænkning. Jeg er endvidere meget glad for, at Kommissionen, især hr. Bolkestein og også hr. Monti, gør denne sag til en prioritet.

Forbrugerne og virksomhederne er i stigende grad utilfredse med prisniveauet for udgifterne ved grænseoverskridende banktransaktioner i det indre marked. Det er meget forståeligt. Forbrugerne betaler alt for meget for alle grænseoverskridende banktransaktioner, også for kontanter, bevillingsoverførsler, kreditkort og checks. For store beløb er der et forfinet netværk, hvor overførsler gennemføres lige så hurtigt og billigt som indenrigsoverførsler. De private kan imidlertid stadigvæk ikke regne med tilstrækkelig støtte, nedsættelse af udgifterne og effektiv behandling af de små beløb.

Derfor understreger jeg endnu en gang nødvendigheden af effektive, sikre og billige tjenester i forbindelse med detailbetalinger i det indre marked og også parallelt med indførelsen af euroen. Accepten af euroen afhænger især af, om forbrugerne og virksomhederne er i stand til at anvende eurozonen som intern betalingszone. At forbrugerne accepterer euroen er meget, meget vigtigt. Når euromønterne og –sedlerne introduceres den 1. januar 2002, skal forbrugerne anvende mønterne meget, og hvordan skal vi forklare, at der er anvendelsesforskelle, selv om der er én mønt i én eurozone.

Idéen om, at overførsler i to deltagende eurolande ikke længe anses som en international transaktion, hvor der er indblandet internationale omkostninger, men som en national transaktion, skal være et fælles gode overalt.

Ved fuldendelsen af det indre marked er de høje bankomkostninger en hindring. Forbrugerne hindres i at handle internationalt. De tager f.eks. ikke et abonnement på en udenlandsk avis, hvis de internationale udgifter er dobbelt så høje som prisen på avisen. Ved fri bevægelighed for kapital med den fælles mønt må der ikke være hindringer eller store forskelle. Formålet skal være et indre marked for betalinger, hvor der gælder de samme betingelser og omkostninger for grænseoverskridende betalinger som for indenrigstransaktioner.

Det er i vores øjne den eneste logiske følge af det indre marked og én fælles mønt. Til den fri bevægelighed for mennesker i eurozonen hører et fleksibelt arbejdsmarked. Hvis der stadigvæk er betalingsforbindelser med hjemlandet, må det ikke være en hindring for at arbejde i udlandet. Det er en kendsgerning, at bankerne i hele eurozonen var meget tilbageholdne i forbindelse med implementeringen af direktivet om grænseoverskridende detailbetalinger. Efter implementeringen var en stor del af problemerne endnu ikke løst. Nu, hvor omstillingen kommer tættere og tættere på, er det virkelig på tide, at både bankerne og medlemsstaterne foretager sig noget. Bankerne skal forpligtes til at implementere de eksisterende normer for kontonummerering og betalingsvejledninger.

I disse tider med moderne teknologi kan den elektroniske motorvej være løsningen. Måske, nej, det er bestemt på tide, at der oprettes en internetbank, som ikke beregner gebyrer.

  Berthu (UEN). - (FR) Fru formand, betænkningen af fru Peijs om detailbetalinger i det indre marked genoptager Europa-Parlamentets gamle krav vedrørende de høje gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler inden for Unionen.

Det er fuldstændig korrekt. Disse gebyrer er høje, og vi ved godt hvorfor. Sammenkoblingen af de forskellige bankers datasystemer mellem de forskellige medlemslande er dårlig, hvilket kræver kostbare manuelle operationer for at overføre penge fra et nationalt system til et andet. Der ligger således heri ikke nogen djævelsk manøvre fra bankernes side, men blot en teknisk realitet, der for øjeblikket holder stand, men som nødvendigvis vil udvikle sig i den rigtige retning med tiden.

Jeg tror altså, at man må relativisere problemet. Det er så meget desto mere nødvendigt at relativisere det, fordi de grænskeoverskridende pengeoverførsler udgør en meget lille del af de samlede overførsler. Ifølge de dokumenter, som jeg har konsulteret, udgør de 0,2-0,04%. I alle tilfælde er det virkelig en mikroskopisk del. Og alligevel tillægger Europa-Parlamentet og Kommissionen det en meget stor betydning. Hvorfor?

Mit første svar er, at det er, fordi de europæiske institutioner har tendens til at fremme alt, hvad der er grænseoverskridende, og det er, når alt kommer til alt, naturligt nok. Men det skulle alligevel ikke være nødvendigt, at denne hang til det grænseoverskridende ender med at forfordele en ganske lille minoritet på bekostning af hovedparten af borgerne. I det omfang de investeringer, der mærkbart letter omkostningerne ved grænseoverskridende pengeoverførsler, ikke er rentable, fordi de afskrives på et for lille antal betalere, må man konkludere, at hvis de blev gennemført under disse betingelser, ville deres omkostninger blive fordelt på de samlede bankkunder, der intet har at gøre med dette problem. Jeg tror, at denne konsekvens alt andet lige ikke er særlig ønskelig. Politisk er den meget tvivlsom. Og endvidere skal man holde op med at bilde folk ind, at det, der er dyrt af tekniske grunde, med ét ville kunne blive gratis, fordi man har vedtaget et direktiv herom. Jeg vil gerne gøre opmærksom på den grundsætning, som man lærer på første årgang af økonomistudiet: Der er ikke noget måltid, der er gratis.

Der er en anden årsag, fru formand, til Europa-Parlamentets vedholdenhed. Peijs-betænkningen nævner det selv i betragtning D i forslaget til beslutning. Jeg citerer: "De høje gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler ødelægger forbrugernes tillid til euroen". Men hvorfor skulle de dog ødelægge forbrugernes tillid til euroen? Jeg har lige vist Dem, at de to problemer i hvert fald tilsyneladende i det mindste ikke hænger sammen. I virkeligheden har man for nogle år siden, ingen ved hvorfor, men måske for at få folk til lettere at acceptere euroen, fået borgerne til at tro, at den slags gebyrer ville forsvinde fuldstændigt med indførelsen af den fælles valuta. Jeg har medbragt en lille brochure til Dem, der er blevet uddelt i millioner af eksemplarer på offentlige steder i Frankrig, bl.a. på postkontorer, og her er, hvad jeg læser i kapitlet "vekselgebyr": "i euroområdet vil vekselgebyrerne forsvinde". Selvfølgelig er det korrekt i ordets egentlige forstand, men den naive læser, der ikke var specialist på området, troede, at alle gebyrer i forbindelse med grænseoverskridende overførsler ville forsvinde, mens vekselgebyrerne i virkeligheden kun udgjorde en ganske lille del, blot nogle få procent.

Vi står altså nu over for konsekvenserne af en tvangsmarkedsføring, der blev brugt til at sælge euroen. Det får mig til at konkludere omkring denne sag om grænseoverskridende pengeoverførsler, men også, fru formand, generelt omkring euroen, at man kan fornægte virkeligheden med ord, man kan bilde folk noget ind, men før eller siden vil ens tilnærmelser og løgne falde tilbage på en selv.

  Blokland (EDD). - (NL) Fru formand, i den foreliggende betænkning bemærker man i næsten alle punkter den resolutte karakter, som kendetegner fru Peijs. Med rette tager hun fat i banksektoren og formaner den, for mens de vigtigste teknikker og normer er disponible, lykkes det ikke at lempe den grænseoverskridende betalingstrafik for beløb under 50.000 euro. Man kunne fristes til at tro, at de kommercielle banker ikke har interesse i at modernisere den nuværende arbejdsmetode.

Jeg støtter den tosporede politik, som ordføreren vil anvende for at aktivere de langsomme banker. Pres udelukkende gennem lovgivning er efter min mening ikke tilstrækkeligt, og det er mindre effektivt end pres ved at give konkurrerende alternativer fri bane for overførsel af penge inden for eurozonen.

Kommissionen burde tænke alvorligt over sidstnævnte mulighed, for jeg går ud fra, at Kommissionen også foretrækker at opnå en nedsættelse af gebyrerne gennem øget konkurrence.

Ét punkt er efter min mening lidt overdrevet. Kravet om at ligestille gebyrerne for overførsel af penge inden for eurozonen med dem for overførsel i en medlemsstat kan medføre, at taksterne for indenrigsoverførsler stiger. Især i Nederlandene, hvor det i mange år har været almindeligt, at forbrugerne ikke betaler for indenrigsoverførsler.

På trods af denne indvending vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Peijs, med hendes energiske indsats i denne sag.

  Kauppi (PPE-DE). - (FI) Fru formand, hr. kommissær Bolkenstein, min kollega fru Peijs' foreliggende betænkning, som er udarbejdet med stor fagkundskab, er meget vigtig for forbrugerne i euroområdet og for tilliden til euroen. Det er sjældent, at der her i Parlamentet hersker så stor enighed om, hvor vigtig den foreliggende betænkning er. Jeg kan således også tilslutte mig bekymringerne hos alle de kolleger, der har haft ordet før mig, og til det, de har sagt tidligere.

I morges skrabede euroen bunden igen. I formiddags blev euroen noteret til kurs 0,8240 over for den amerikanske dollar. Det er ny bundrekord. Vi har altså stadig meget at gøre på dette område, men politikernes ressourcer og instrumenter er utilstrækkelige i denne sag om detailbetalinger i det indre marked. Jeg vil takke Kommissionen for, at De er påbegyndt retlige foranstaltninger mod 120 banker og bankforeninger på grund af mistanke om karteller for gebyrer opkrævet ved valutaveksling i euroområdet. Dette er en meget god foranstaltning fra Kommissionen. På den anden side har jeg lidt forståelse for bankerne. Selv om vi nu i Europa-Parlamentet kritiserer bankerne, bør vi forstå, at grænseoverskridende betalinger kun udgør 6% af de totale bankoverførsler, så udviklingen af denne sektor er efter bankernes opfattelse en dyr investering i forhold til den opnåede fordel, når man altså ser det fra bankernes synsvinkel. For øvrigt er den største omkostning ved de grænseoverskridende bankoverførsler den manuelle håndtering, og den bør vi snart beslutte at skille os af med.

Som fru Randzio-Plath sagde, kan vi ikke via politiske beslutninger få bankerne til at nedsætte gebyrerne. Det, vi kan gøre, er at tvinge og presse Den Europæiske Centralbank til umiddelbart at indkalde bankerne til møde i standardiseringsgruppen, hvor der træffes beslutninger om de tekniske anliggender med henblik på nedsættelse af omkostningerne. Vi kan ikke tvinge bankerne til at udøve tabsgivende virksomhed, men vi kan som politikere støtte hr. Radwans og fru Peijs' ændringsforslag, som de har stillet på PPE-DE-Gruppens vegne. Disse ændringsforslag indebærer, at der gribes ind allerede før udgangen af næste år, og at man gerne ser eksistensen af disse standarder, når euromønterne og -sedlerne tages i brug.

  Villiers (PPE-DE). - (EN) Fru formand, det er en kilde til dyb beklagelse, at vi i et Parlament, hvor godt og vel 85% af medlemmerne har sat deres politiske omdømme på spil for den fælles valuta, ikke har en større mødedeltagelse ved drøftelsen af denne valutas ydeevne. Vi ved, at det er 17 gange dyrere at foretage en grænseoverskridende overførsel i euroområdet, end det er at foretage en sådan i en medlemsstat. De folk, der sluttede sig til euroen, var af den opfattelse, at hvis den ikke gjorde andet, så ville den i det mindste gøre det nemmere og billigere for dem at tage deres penge med til udlandet. Vi oplever, at dette ikke er tilfældet.

Denne lovede gevinst er ikke blevet nogen realitet, og som Kommissionen oprigtigt indrømmede, da denne betænkning blev drøftet i udvalget, er der ikke forventning om nogen forbedring af situationen efter indførelsen af sedler og mønter. Dette er endnu et slag for en valuta, der allerede kæmper for sit liv, en valuta, der sætter en ny bundrekord på det internationale marked næsten hver uge, en valuta med en bankdirektør, der konstant er i ilden for sine uovervejede kommentarer til pressen, og en valuta, hvor Europas folk ved den eneste lejlighed, hvor de er blevet bedt om at afgive deres stemme om at være med eller ej, stemte "nej" ved den nylige folkeafstemning i Danmark. Vi får nu at vide, at de trykkeriarbejdere, der er ansvarlige for trykning af sedlerne, truer med at gå i strejke. Og frem for alt selv den mest grundlæggende gevinst, som eurotilhængerne lovede Europas folk, de lavere omkostninger i forbindelse med pengetransaktioner, er ikke blevet nogen realitet.

Hvad er fordelene for folk i euroområdet ved denne valuta, der er blevet dem prakket på af den politiske elite i Europa? Dette projekt handler ikke om økonomi. Dette projekt handler ikke om at give europæiske borgere praktiske fordele. Det er og bliver et skridt på vejen mod skabelsen af Europas Forenede Stater, et politisk projekt.

Vi ser, at det ikke har held til at levere nogen fordele til det regulære flertal af almindelige mennesker i euroområdet.

  Radwan (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil også gerne indlede med en hjertelig tak til fru Karla Peijs for hendes betænkning og hendes hårdnakkethed, når det drejer sig om at skabe resultater for borgerne. Den 1. januar 2002 bliver euroen også en realitet for borgerne, og det sker på den måde, at de kommer til at gå med euroen i pungen. I dag udgør gebyrerne for en grænseoverskridende overførsel på 100 euro på euromarkedet i gennemsnit 17,10 euro, det vil sige flere gange gebyret for nationale overførsler. Euromarkedet vil også fremover blive opfattet som et indre område, og borgerne kan ikke forstå, at en overførsel fra München til Salzburg er væsentlig dyrere end en overførsel fra München til Kiel i dette område, hvor risikoen for valutakurssvingninger bortfalder, og de elektroniske betalingsmidler i stigende grad bliver en selvfølge takket være netbankerne.

Borgerne skal informeres om fordelene ved euroen, og det samme gør sig gældende for de mellemstore virksomheder, netop fordi vi har problemer med accepten af euroen for øjeblikket, og mange har en følelse af, at det er de store virksomheder og bankerne og ikke de almindelige borgere, der har gavn af euroen.

Efter min mening kan man heller ikke argumentere med, at der kun foretages meget få grænseoverskridende eurooverførsler til udlandet i euroområdet i dag. Her er vi tilbage ved diskussionen om hønen og ægget. Vi i Bruxelles oplever jo selv som parlamentsmedlemmer, og det gælder også vores medarbejdere, at vi ikke foretager nogen grænseoverskridende overførsler på grund af de høje eurogebyrer. Jeg er fast overbevist om, at antallet af overførsler vil stige eksplosionsagtigt, hvis priserne falder, og at folk vil benytte denne mulighed. Det glæder mig, at Kommissionen opretholder presset på bankerne og muligvis øger det med sin procedure mod 120 banker. Også Den Europæiske Centralbank bør øge presset yderligere.

Fru Peijs' og mit forslag tager også sigte på at forene bankerne omkring et bord, ikke for at udarbejde retningslinjer, men fordi vi ikke kan øge presset yderligere fra politisk side. Vi ønsker heller ingen prisregulering på dette område, men vi bør dog som minimum koordinere tingene. ECB er prædestineret til at fremme fælles dataformularer og fælles bankkontonumre i Europa. Jeg håber ligeledes, at de lave priser ikke kommer pludseligt om først fem år, men derimod successivt, og at de første fremskridt vil være synlige allerede i 2002. Endelig har vi nået målet, hvis bankerne reklamerer med at tilbyde kunderne lave gebyrer på grænseoverskridende overførsler. Så har vi et ægte marked på dette område.

  Bolkestein, Kommissionen. - (EN) Fru formand, jeg vil tale engelsk i mit svar til fru Villiers, der har talt om fordelene og de mulige ulemper ved euroen. Det er et meget omdiskuteret emne for tiden, men det falder ikke inden for mit ansvarsområde. Så jeg vil informere min kollega, hr. Solbes Mira, der er ansvarlig for makroøkonomiske spørgsmål, om fru Villiers bemærkninger.

Jeg har ingen ønsker om at tilføje noget til indeværende debat. Jeg ønsker ikke at forplumpre den.

(NL) Fru formand, indledningsvis vil jeg gerne takke fru Peijs mange gange for hendes udmærkede betænkning om oprettelsen af et fælles og ensartet betalingsområde. Efter fuldendelsen af det indre marked og indførslen af den fælles mønt er det endnu mere end før nødvendigt med et fælles betalingsområde. Grænser må ikke spille nogen rolle i fremtiden. På langt sigt må der slet ikke være forskelle mellem grænseoverskridende betalinger og indenrigsbetalinger. Realiseringen af denne målsætning kommer til at koste EU mange års arbejde.

I den forbindelse henleder jeg Deres opmærksomhed på datoen den 1. januar 2002. Denne dato skal anses for at være en meget vigtig og symbolsk milepæl i opbygningen af EU. Det siger jeg også til fru Villiers. På denne dato, 1. januar 2002, får alle borgere i eurozonen de samme mønter og sedler i deres pung. Efter det europæiske pas er dette det andet mærkbare og dagligdags bevis på, at vi alle tilhører Unionen. Vi skal derfor gøre alt for at få denne nye fase til at lykkes. Hvis systemerne for gennemførelsen af grænseoverskridende betalinger bliver lige så dyre som nu, bringes troværdigheden af det nye mønt- og seddelsystem i tvivl. Derfor er det meget vigtigt, at der i god tid før 1. januar 2002 træffes en række foranstaltninger, så disse finder anvendelse, når de nye mønter og sedler indføres.

Kommissionen undersøger nøje alle forslag i betænkningen. Parlamentet vil især se nærmere på problemerne med hensyn til konkurrencen. I den forbindelse vil jeg til fru Kauppis og fru Randzio-Plaths bemærkninger, sidstnævnte har desværre måttet forlade mødet, sige, at Kommissionen har undersøgt eventuelle aftaler mellem bankerne. Undersøgelsen fandt sted i februar 1999. Kommissionen har sendt klager til banker i seks medlemsstater. Det skete i juli i år, og medlemsstaterne er Portugal, Irland, Belgien, Finland, Nederlandene og Tyskland. Procedurerne i den forbindelse er sat i værk. Undersøgelsen af de beregnede gebyrer ved grænseoverskridende betalinger foregår i øjeblikket.

Mere generelt mener Kommissionen, at den teknologiske udvikling gør det muligt at intensivere konkurrencen inden for betalingstrafikområdet. For konkurrence fører naturligvis til lavere udgifter. Dette emne får vi lejlighed til at behandle på en stor rundbordskonference, som finder sted den 9. november i år i Bruxelles.

Kommissionen fremlægger endvidere i sommermånederne i 2001 en beretning om forbedringerne af den grænseoverskridende betalingstrafik. I den beretning, det siger jeg nu meget direkte til fru Peijs, fremlægges der lovforslag om ændring af direktivet af 1997, som trådte i kraft sidste år. Jeg siger det direkte til fru Peijs, fordi jeg ved, at hun sætter pris på et klart svar på dette punkt. Jeg lover hende altså, at Kommissionen, når den beretning er udarbejdet - og det bliver ikke pr. omgående, som fru Peijs anmoder om, men i hvert fald forholdsvis hurtigt - fremlægger lovforslag herom. Ved den lejlighed behandles endvidere nedsættelse af tidsfristen for grænseoverskridende overførsler, som der anmodes om i fru Peijs' betænkning. I øjeblikket finder allerede i 85% af tilfældene overførsler af penge sted inden for tre dage. Det drejer sig naturligvis om at øge de 85% til 100%. I den forbindelse forsøger Kommissionen at påvirke bankerne. Endnu en gang, det vil tage nogen tid, men fru Peijs' forslag om at reducere perioden til halvdelen udtaler Kommissionen sig om til næste sommer.

I ordførerens betænkning understreges endvidere de statistiske indberetninger, som bankerne skal afgive ved alle grænseoverskridende overførsler. Disse indberetninger har medlemsstaterne og ikke Kommissionen gjort obligatoriske. Vi mener, at denne samling af statistiske oplysninger om den indre betalingstrafik i Unionen er et levn fra fortiden, som ikke længere kan forsvares i et integreret fælles område, og som udgør en hindring for, at markedet kan virke godt. Jeg håber derfor, at medlemsstaternes hurtigt aktualiserer deres systemer for indsamling af statistiske oplysninger.

Kommissionen støtter ligeledes helt Parlamentets forslag om at fremme elektronisk betaling. I den forbindelse er det dog vigtigt, at den tekniske og juridiske sikkerhed sikres, især med hensyn til den såkaldte direkte debitering.

Kommissionen er derimod ikke enig i betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, for dette udvalg anmoder os om at tage et lovgivningsmæssigt initiativ for at ligestille omkostningerne for grænseoverskridende betalinger med omkostningerne for indenrigsbetalinger. Vi er naturligvis enige i princippet, men ikke i den foreslåede fremgangsmåde. Som alle ved, er vi tilhængere af fri konkurrence, men ikke af administrativ prisregulering. Som hr. Blokland ganske rigtigt bemærker, kan sådan en foranstaltning komme til at virke stik modsat, for gebyrerne for indenrigsbetalinger ville stige med det samme. Jeg tror ikke, at de forbrugere, der aldrig foretager grænseoverskridende betalinger, sætter pris på det.

Hermed er jeg kommet til afslutningen på mit korte indlæg om Kommissionens hensigter i forbindelse med fru Peijs' betænkning. Jeg håber, at Deres anmodninger, som især er henvendt til bankverdenen, vil blive hørt. Kommissionen og ECB fører en permanent og ofte vanskelig dialog med bankvæsenet for at opnå klare resultater, og Deres støtte i den forbindelse er meget velkommen.

  Peijs (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand, for at berolige kommissæren. Retsudvalgets betænkning er ikke medtaget som dokument i beretningen fra EMAC. Parlamentet er helt enig med Dem.

  Bolkestein, Kommissionen. - (NL) Fru formand, jeg takker fru Peijs for den sidste bemærkning, som accepteres som sådan af Kommissionen, så i den forbindelse kan vi fortsat konkludere, at Kommissionen - i alle henseender - støtter fru Peijs' betænkning.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i aften kl. 18.00.

(Mødet udsat kl. 13.00 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand⁽¹⁾

(1) Meddelelse af Rådets fælles holdning: se protokollen.