Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 17. januar 2001 - Strasbourg

1. Brug af forarmet uran i Bosnien og Kosovo ("Balkansyndrom")

FORSÆDE: Nicole FONTAINE
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.00)⁽¹⁾

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om brug af forarmet uran i Bosnien og Kosovo.

Jeg giver straks ordet til formanden for Rådet, hr. Danielsson.

  Danielsson, Rådet. - (SV) Fru formand, kære parlamentsmedlemmer og kommissærer, oplysningerne om den sundhedsrisiko for befolkningen og de ansatte i fredsskabende missioner på Balkan og den eventuelle miljørisiko, som forarmet uran skulle kunne forårsage, har skabt stor uro i Europa. Det er en uro, som må tages yderst alvorligt. Spørgsmålet bør behandles af organisationer og institutioner med kompetence inden for dette område.

I november sidste år besøgte repræsentanter for FN's miljøprogrm (UNEP) og Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) Kosovo. UNEP har i et stykke tid arbejdet på en rapport om de toksikologiske og radiologiske konsekvenser af anvendelsen af forarmet uran på Balkan. Vi glæder os over denne rapport samt over den rapport, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for indeværende er i gang med at udarbejde om samme emne.

Spørgsmålet om eventuelle sundhedsrisici for de soldater, der deltager i fredsskabende missioner på Balkan, er først og fremmest NATO's og de deltagende staters ansvar. De EU-lande, der deltager i disse missioner, gør det på basis af nationale beslutninger. For at opnå størst mulig åbenhed i spørgsmålet kræves således en udveksling af synspunkter i det relevante rådsorgan. Drøftelserne vil finde sted under frokosten på mødet i Rådet (almindelige anliggender) den 22. januar.

Dette minder os også om, hvor vigtigt det er, at EU diskuterer miljø- og sundshedspåvirkninger ved militære krisestyringsindsatser, når vi nu er ved at forbedre vores krisestyringsindsats. Dette er en naturlig del af en krisestyringsorganisations opgaver, og den skal løses såvel i NATO og WEU som i FN.

Spørgsmålet om eventuelle miljøkonsekvenser og sundhedsrisici ved forarmet uran henleder herudover opmærksomheden på et meget vigtigt spørgsmål, nemlig de almindelige miljøproblemer på Balkan. Befolkningen i Kosovo, Jugoslavien og de øvrige krigshærgede lande på Balkan er blevet udsat for hårde prøvelser med tragiske og langvarige konsekvenser. Det er i hele Europas interesse at overvinde disse konsekvenser i samarbejde med regeringerne i området, som alle er demokratiske og indstillet på fred. EU støtter gennem Kommissionens hjælpeprogram landene i regionen i deres bestræbelser på at løse deres miljøproblemer.

  Solana, Rådet. - (ES) Fru formand, mine damer og herrer, jeg er meget taknemmelig for den lejlighed, De har givet mig, til at tale om et spørgsmål, som jeg ved, og som vi alle ved, med rette har højeste prioritet for Parlamentet. Det er helt rimeligt, at vi bekymrer os for helbredet hos vores soldater, Balkanlandenes borgere og de ansatte i Fællesskabets institutioner, ikke-statslige organisationer, internationale organisationer og medlemsstater, som opererer i regionen. Jeg deler derfor den bekymring for alle disse menneskers helbred, som der er blevet givet udtryk for.

Jeg vil allerførst udtrykke min medfølelse med alle dem, der lider af dårligt helbred, med deres familier og med dem, der er bukket under for sygdom. Det er sådan sagerne står, og de fortjener alle sammen den bedst mulige behandling. De har ret til straks at få besked om årsagen til deres tilstand, og det vil vi sætte alt ind på. Vi har alle sammen pligt til at gøre det, der er nødvendigt, for at kunne give dem en ordentlig forklaring.

Fru formand, mine damer og herrer, jeg giver møde for Dem som generalsekretær for Rådet, men også som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg skal forsøge på at se de spørgsmål, der bekymrer Dem, med Rådets øjne.

Jeg vil først og fremmest igen forsikre Dem om mit eget og alle Rådets medlemmers engagement i regionen, i Balkanlandene. Jeg er sikker på, at de alle sammen vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at bidrage til at få afklaret denne situation.

Vores stater er demokratiske, de har intet at skjule, og det er vores hensigt til enhver tid at informere Parlamentet om alt, hvad vi ved.

Fru formand, mine damer og herrer, det centrale spørgsmål er præcist at finde ud af, om der er en forbindelse mellem anvendelsen af den type ammunition og de sygdomme, som tropper eller personer, der har været på fredsbevarende missioner i Balkanlandene, har indberettet, eller om disse sygdomstilfælde ikke adskiller sig fra dem, der findes blandt vores soldater i almindelighed.

Det er det spørgsmål, vi skal finde svaret på.

Og for at få et klart svar på dette spørgsmål må vi gribe sagen an så rationelt som muligt. Vi må sige til os selv, at hvis der var et syndrom i ordets etymologiske betydning, ville alle de ramte have de samme symptomer, og symptomerne ville udvikle sig på samme måde gennem tiden, og de ville få samme udfald. Det er, hvad man forstår ved et syndrom. Det er de tegn, vi skal søge efter, og vi skal gøre det med gennemsigtighed og åbenhed.

De konklusioner, som vi, der er interesserede i at kende sandheden, drager, skal være baseret på kendsgerninger og ikke på rene formodninger. Og for at undersøge kendsgerningerne må vi have adgang til alle de tilgængelige oplysninger. Vi skal lægge særlig vægt på åbenhed og gennemsigtighed i vores indbyrdes forhold. Når vi har kendsgerningerne, skal vi analysere dem på en sådan måde, at alle de resultater, vi offentliggør, skaber ro og tillid. Det er den ånd, der giver os styrke.

Denne åbenhed og gennemsigtighed skal være fælles for alle. Den skal være til stede i alle Den Europæiske Unions medlemsstater, den skal være til stede mellem Unionens medlemsstater og NATO og mellem NATO og de allierede, som har taget del i de fredsbevarende operationer i Balkanlandene. Og naturligvis også mellem regeringerne i regionen.

Derfor, mine damer og herrer, behandlede Den Europæiske Unions Politiske og Sikkerhedspolitiske Interimskomité dette spørgsmål den 9. januar. Medlemsstaterne udvekslede synspunkter om deres bekymringer og de foranstaltninger, de hver især havde truffet, som Rådets formandskab har sagt. Der var generelt enighed om at lade NATO som den institution, der havde stået for krisestyringen i Balkanlandene, indhente alle deltagernes oplysninger om brug af forarmet uran, om troppernes placering og om medicinske data.

Som De ved, redegjorde Kommissionen ligeledes på mødet for de foranstaltninger, den ville træffe, og jeg er sikker på, at Kommissionen i dag, gennem kommissær Wallström eller hendes talsmand, vil informere os om de foranstaltninger, den har truffet.

Hvad angår NATO, kan jeg fortælle Dem, at jeg personligt, så snart spørgsmålet blev bragt op, satte mig i forbindelse med NATO's generalsekretær, og at vi siden da har været i løbende kontakt med hinanden, og både han og hans medarbejdere, eller Rådets medarbejdere, har sørget for, at vi alle har fået flest mulige oplysninger og er blevet holdt løbende orienteret om alt, hvad der sker.

Jeg vil kort orientere Dem om de foranstaltninger, som NATO har truffet på mødet den 10. januar. For det første indkaldte organisationen til et møde for nationale militærmedicinske eksperter, for at de kunne komme i forbindelse med hinanden og udveksle idéer, erfaringer, mål osv. Der blev straks oprettet en arbejdsgruppe, som skulle være center for informationsudveksling, og hvor - det mener jeg er vigtigt at understrege - ikke blot NATO-landene, men alle lande, som på en eller anden måde havde deltaget i de fredsbevarende operationer, kunne deltage.

Man blev også enig om at rådføre sig mere med regionens lande, og den 10. januar blev spørgsmålet diskuteret med den jugoslaviske udenrigsminister, Goran Svilanovic, og han blev forsikret om, at vi alle sammen og især NATO ville give ham alle tilgængelige oplysninger.

Desuden blev man enig om at give De Forenede Nationers Miljøprogram alle oplysninger om spørgsmålet. Som De ved, gentog de allierede deres holdning om, at der ikke i øjeblikket er noget bevis for, at den anvendte ammunition udgjorde en risiko af betydning for styrkerne fra de lande, som deltog, eller for den civile befolkning i Balkanlandene.

NATO har også gjort det klart, at den er en militær og ikke en medicinsk organisation, og derfor bør den - og det er dens hensigt - give alle de nødvendige oplysninger til Den Europæiske Union, for at bedre kvalificerede organisationer, nemlig Verdenssundhedsorganisationen, De Forenede Nationers Miljøprogram og Den Internationale Atomenergiorganisation, kan drage de korrekte konklusioner.

Som De ved, mine damer og herrer, holdt NATO's medicinske komité sit første møde mandag den 15. januar, og den nyoprettede gruppe for informationsudveksling holdt sit første møde i går. De kender resultaterne af denne første diskussion, for de er offentlige, og disse oplysninger og de videnskabelige informationer, som blev udvekslet på mødet i går, er tilgængelige. De ligger på NATO's Websted på Internettet.

Jeg vil igen understrege, at gruppen for informationsudveksling vil være åben for de 15 medlemsstater i Den Europæiske Union på NATO's foranledning og med garanti for størst mulig gennemsigtighed. Det næste skridt vil, som formandskabet så rigtigt har sagt, bestå i at gennemgå alt det videnskabelige materiale, der er til rådighed, og som statsministeren og formanden for Rådet, hr. Persson, har sagt, vil Unionens udenrigsministre også behandle spørgsmålet den 22. januar på deres første Råd (almindelige anliggender).

Jeg er overbevist om, fru formand, mine damer og herrer, at dette er, hvad der for øjeblikket fornuftigvis kan gøres, for at vi alle sammen kan indhente de fornødne oplysninger og drage konklusioner på baggrund af kendsgerningerne.

Som De kan forestille Dem, mine damer og herrer, har jeg været i løbende kontakt med alle medlemsstaternes regeringer, og jeg kan uden forbehold sige til Dem, at hvis der eksisterede en rapport, hvoraf muligheden for en eller anden forbindelse fremgik, ville jeg personligt sørge for, at De fik den tilsendt øjeblikkeligt, og det lover jeg Dem. Jeg kan fortælle Dem, at Rådet hidtil ikke har modtaget nogen videnskabelig rapport, der har påvist en forbindelse mellem disse sygdomme og anvendelsen af ammunition med forarmet uran. Jeg gentager, at hvis det sker, mine damer og herrer, vil De straks få det at vide.

Jeg skal sige, at der er blevet udgivet nogle videnskabelige rapporter fra nogle lande i de seneste dage og timer, siden jeg blev indkaldt til at give møde for Dem. F.eks. er den rapport, som det belgiske føderale agentur for nuklear sikkerhed har udgivet, efter min mening værd at læse. Jeg vil også sige til Dem, at både Portugal og Spanien allerede har forelagt deres næsten endelige foranstaltninger til kontrol af radioaktivitet.

Det er altså det, mine damer og herrer, Den Europæiske Union gør, ønsker at gøre og fortsat vil gøre i denne ånd af gennemsigtighed og godt samarbejde, som Rådets formandskab allerede har nævnt. Det var spørgsmålet om informationer.

Jeg mener imidlertid ikke, mine damer og herrer, fru formand, at det ville være rimeligt under et højtideligt møde som dette, at vi gav alle de oplysninger, vi har i øjeblikket, uden at sætte dem ind i den reelle sammenhæng, som vi befinder os i. Og da jeg befinder mig i Parlamentet, som repræsenterer den europæiske befolkning, er jeg nødt til at sige, at vi må huske, hvor vi kom fra, og hvad der er den grundlæggende og afgørende årsag til den debat, vi har i dag. Det kan vi ikke undgå. Og den grundlæggende årsag til debatten er, at der var et problem i Bosnien med krænkelse af menneskerettighederne, som Parlamentet selv fordømte gang på gang.

Jeg kan ikke glemme, fru formand, da jeg i 1994, mens jeg repræsenterede mit land som udenrigsminister, med interesse læste om resultaterne og konklusionerne fra Parlamentet, som anmodede Unionens staters udenrigsministre om at gribe ind og erklærede, at det ikke kunne tillade, at den krænkelse af menneskerettighederne, som volden i Bosnien-Hercegovina udgjorde, fortsatte.

(Bifald og protest)

Og jeg husker endnu bedre, hvordan De i 1995, da jeg som formand for Den Europæiske Unions Ministerråd gav møde her i salen, indtrængende anmodede mig om, at vi skulle skride ind for at undgå katastrofen. Der hersker ingen tvivl om, at vi handlede med de gode intentioner, der kendetegner demokratiske lande, som ønsker at forsvare rettigheder, der krænkes i andre lande.

Og det er det, vi forsøger at gøre, mine damer og herrer. Og jeg vil minde Dem om, mine damer og herrer, ...

(Protest og bifald)

med al respekt og hengivenhed, at Parlamentet senere vedtog vigtige beslutninger om situationen i Kosovo.

Jeg mener ikke, at vi må glemme, hvor vi kommer fra. I denne samlede debat mener jeg, at vi skal inddrage ikke bare de årsager, som vi i dag analyserer, og som vi er parate til at analysere til bunds, fordi vi repræsenterer demokratiske samfund, men også hvad der er hovedårsagen til problemet, og det er intet mindre end en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne i Europa, i Balkanlandene, som vi forsøgte at sætte en stopper for på bedst mulig måde med de midler, som landene i Den Europæiske Union og NATO-landene havde til rådighed.

Mine damer og herrer, til sidst vil jeg minde om det seneste bevægende øjeblik, som vi har haft sammen. Mine damer og herrer, De husker nok, at jeg den 5. oktober her i salen på netop denne plads fik lejlighed til sammen med Dem at opleve et meget bevægende øjeblik: Da Beograds parlament begyndte at blive indtaget af demokrater.

Lad os ikke glemme det, vi har gjort. Lad os ikke glemme alt det positive, der er blevet gjort, og som mundede ud i Zagreb-topmødet, hvor Den Europæiske Unions 15 regeringer for første gang mødtes med alle Balkanlandenes regeringer, som alle sammen var demokratisk valgt.

Mine damer og herrer, jeg vil til sidst og med en vis bevægelse sige, at jeg, der, som De nok kan forestille Dem, i de sidste mange år har arbejdet intenst på at opnå et mere demokratisk Europa og et Europa, hvor menneskerettighederne respekteres, vil gøre alt for, at den videnskabelige synsvinkel, gennemsigtigheden, fællesskabsfølelsen, som er det, vi repræsenterer, og som jeg har talt om, respekteres. Og for, at de kendsgerninger, vi til enhver tid har til rådighed, viderebringes til Dem.

Som jeg helt ærligt har sagt, har der hidtil ikke været nogen forbindelse mellem kendsgerningerne og følgerne. Det er det, de videnskabelige komitéer fortæller os. Men jeg vil samtidig sige til Dem, at vi ikke kan og ikke skal stille os tilfredse, og jeg siger igen, at Rådet og jeg selv føler os forpligtet til at få fuld klarhed over denne situation, fru formand.

Jeg er slet ikke i tvivl om, fru formand, mine damer og herrer, at de principper, som jeg har talt om, seriøsitet, gennemsigtighed og ærlighed, vil være de principper, der leder os alle.

Fru formand, mine damer og herrer, mange tak for Deres opmærksomhed.

(Bifald og protest)

  Formanden. - Inden jeg giver ordet til fru Wallström, som er medlem af Kommissionen, har jeg et indlæg til forretningsordenen fra hr. Alavanos. Da der ikke kan være tale om at ændre procedurens rækkefølge ved hjælp af indlæg til forretningsordenen, hr. Alavanos, vil jeg bede Dem om med det samme at fortælle mig, som det er fastlagt i forretningsordenen, hvilken artikel i Parlamentets forretningsorden De baserer Deres indlæg til forretningsordenen på.

(Efter at hr. Alavanos havde præciseret, at det drejede sig om forretningsordenens artikel 37, gav formanden ham ordet)

  Alavanos (GUE/NGL) . - (EL) Fru formand, i henhold til artikel 37 i forretningsordenen kan Rådet eller Kommissionen anmode om at afgive en redegørelse i Europa-Parlamentet, men det er Europa-Parlamentets formand, altså Dem, der skal tilrettelægge forhandlingen. På denne baggrund, og fordi forhandlingen er offentlig og bliver fulgt af en chokeret europæisk offentlighed, mener jeg, vi alle har pligt til at kræve af den højtstående repræsentant for Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som for kort tid siden var generalsekretær for NATO, og som snart skal for retten ved Den Internationale Domstol i Haag, hvor han ifølge anklagerens udtalelser til bl.a. dagbladet Repubblica er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, at han gør rede for, hvordan han i egenskab af generalsekretær for NATO kunne give grønt lys for gennemførelsen af en "mini"-kernevåbenkrig på Balkan, så vi ikke risikerer at blive anklaget for medskyldighed. Især fordi hr. Solana gav Europa-Parlamentet en del af ansvaret. Og det er vi nødt til at svare på. Han sagde, at vi er medansvarlige for "mini"-kernevåbenkrigen, fordi vi krævede handling på Balkan.

  Formanden. - Jeg erindrer om, at procedurens rækkefølge blev aftalt under Formandskonferencen i sidste uge.

Jeg giver straks ordet til fru Wallström, som er medlem af Kommissionen.

  Wallström, Kommissionen. - (EN) Fru formand, lad mig lige, inden jeg kommer ind på det særlige spørgsmål om forarmet uran, placere spørgsmålet i dets rette sammenhæng ved at sige et par ord om miljøsituationen på Balkan og om, hvad Europa-Kommissionen gør for at tackle den.

Næsten 10 år med regionale konflikter kombineret med svage institutioner, en gammeldags forurenende industri og en arv af år med ukontrolleret forurening har efterladt miljøet i Balkanregionen i en alvorlig misrøgtstilstand. I juni 1999 gav en rapport udarbejdet for Kommissionen af Det Regionale Miljøcenter i Budapest en foreløbig vurdering af de miljømæssige indvirkninger af konflikten i Balkanregionen. I oktober 1999 afgav FN's Balkan-task force derefter sin vurdering af den skade på miljøet, der var forårsaget af kosovokonflikten.

I vores bestræbelser på at tackle sundheds- og miljøsituationen på Balkan har Kommissionen indtaget en tosporet holdning. Den omfatter til dels foranstaltninger til imødegåelse af de umiddelbare problemer med mere langfristet bistand. Vores mere langfristede bistand skal omfatte en proces med bæredygtig miljøbeskyttelse i landene i regionen, som alle er potentielle ansøgere om optagelse i Unionen.

Lad mig kort skitsere, hvad vi har gjort. Som led i stabilitetspagten har Kommissionen været drivkraften i udviklingen af det regionale miljøgenopretningsprogram. Dette program skaber rammerne for, hvordan der kan træffes miljøforanstaltninger på regionalt plan på Balkan. Ved at forene de forskellige bilaterale donorer og landene i regionen fokuserer vi på samordningen af ellers uforenelige og overlappende bilaterale foranstaltninger.

For at hjælpe med til at igangsætte det regionale miljøgenopretningsprogram finansierer Kommissionen for nærværende foranstaltninger til en værdi af 5 millioner euro. Andre donorer har ydet yderligere 2,5 millioner euro, og andre igen har givet til kende, at de vil yde yderligere 5,8 millioner euro, hvilket giver et samlet beløb på omkring 13,3 millioner euro.

Ved disse foranstaltninger har vi fokuseret på institutionsopbygning, deltagelse i Det Europæiske Miljøagenturs aktiviteter i regionen samt to steder med særlige miljømæssige problemer i Albanien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Vores bidrag afspejler den balance, der er mellem at skabe et grundlag for langfristet miljøbeskyttelse og træffe uopsættelige afværgeforanstaltninger.

Lad mig nu komme ind på det særlige spørgsmål om forarmet uran og den bekymring, der hersker i offentligheden, om de mulige sundhedsmæssige risici, der er forbundet med brugen af våben fremstillet af forarmet uran i Kosovo og Bosnien for de lokale befolkninger såvel som for det internationale personel, der gør eller har gjort tjeneste i regionen. Kommissionen er naturligvis også optaget af at sikre, at der bliver foretaget en ordentlig vurdering af dets eget personales forhold og forholdene for de kontrahenter, der udfører opgaver i regionen.

Lad mig endnu en gang understrege, at dette er et spørgsmål, der har givet anledning til betydelig ængstelse hos offentligheden, og denne ængstelse må der gøres noget ved. Men det kan kun gøres på basis af kendsgerninger og tilvejebringelse af al information om dette spørgsmål. Vores parole må være åbenhed. Derfor er det væsentligt at skride rationelt frem og på basis af videnskabeligt bevismateriale.

Hvad er kendsgerningerne så? Uran er, som De ved, i sig selv et radioaktivt og toksisk element, der findes i flere mineraler. Forarmet uran er mindre radioaktivt end naturligt uran. Det er let tilgængeligt som et biprodukt af det nukleare brændselskredsløb, og det er meget hårdt og selvskærpende. Som sådan anvendes det til at lave granatspidser for at øge deres gennemtrængningsevne. Men der er ikke for nærværende nogen enstemmig videnskabelig mening om de sundheds- og miljømæssige virkninger af forarmet uran.

Dengang FN's Balkan-task force afleverede sin oprindelige vurdering af de skader på miljøet, der var forårsaget af kosovokonflikten, havde den ikke modtaget nogen officielle dokumenter, der be- eller afkræftede, om der var blevet anvendt forarmet uran under konflikten. Da denne bekræftelse forelå, gennemførte UNEP i efteråret sidste år en mission med henblik på f.eks. at indsamle jord-, vand- og vegetationsprøver. Vi forventer, at resultaterne af disse undersøgelser vil blive offentliggjort i marts i år.

Kommissionen har for sin del handlet hurtigt over for de nyligt udtrykte bekymringer for at sikre, at enhver kommissionsforanstaltning vedrørende forarmet uran er baseret på sund videnskabelig sagkundskab. Vi anvender de eksisterende strukturer til at indkalde til møde i en uafhængig ekspertgruppe under EURATOM-traktaten, der skal give en udtalelse om de eventuelle sundhedsmæssige konsekvenser, der generelt er i forbindelse med eksponering for forarmet uran. I deres udtalelse forventes eksperterne at trække på alt tilgængeligt videnskabeligt bevismateriale. Vi forventer at modtage den videnskabelige udtalelse fra gruppen af uafhængige eksperter inden for en måned fra nu af.

I lyset af udtalelsen vil Kommissionen undersøge, hvorvidt der er angivet opfølgningsforanstaltninger f.eks. for vores eget personale. Vi vil også beslutte, om det er passende at tilpasse de eksisterende bistandsprogrammer på længere sigt med henblik på at sikre en bæredygtig udvikling i regionen.

Kommissionen vil naturligvis opfordre medlemsstater og internationale myndigheder til at dele oplysninger om deres resultater og tilgange og drøfte eventuelle foreslåede opfølgningsforanstaltninger i den udtalelse, som vi får fra gruppen af uafhængige videnskabelige eksperter.

Den tosporede holdning, som jeg skitserede, understreger merværdien af Fællesskabets bidrag til tacklingen af sundheds- og miljøsituationen i Balkanregionen. Kommissionen bekræfter sit engagement i at styrke sin støtte på mellemlangt og langt sigt til at forbedre miljø- og sundhedssituationen i Balkanregionen.

(Bifald)

  Brok (PPE-DE). - (DE) Fru formand, befolkningen er bekymret, fordi der er tegn på en sammenhæng mellem anvendelsen af ammunition med forarmet uran og indvirkninger på sundheden og miljøet. Men samtidig ved vi også, at det endnu ikke er blevet påvist, at denne sammenhæng virkelig eksisterer. Det er hidtil ikke lykkedes at påvise denne sammenhæng i nogen videnskabelig undersøgelse og heller ikke i nogen af de undersøgelser, som har fundet sted i Spanien, Italien eller andre lande.

Derfor vil jeg gerne sige i tilslutning til det, som EU-repræsentanten Solana her har givet udtryk for, at denne diskussion ikke er en forsinket godkendelse af Milosevic. Den præstation, som NATO's og medlemsstaternes soldater ydede i Bosnien og i Kosovo, var en indsats mod en krigsforbryder. Vi bør fortsat takke disse mennesker for, at de har givet sig selv på denne måde for menneskerettighederne. De, som har det politiske og militære ansvar, fortjener ligeledes vores respekt. Det ønsker jeg på min gruppes vegne at understrege på dette sted.

(Bifald)

Men vi hører, at der ved anslaget af de anvendte våben sker kemiske processer, hvor der eksempelvis opstår uranoxid, og som kan være problematiske. Vi har i de sidste dage hørt om undersøgelser foretaget af Pentagon i januar 2000, som har vist, at denne ammunition af og til også indeholder små mængder plutonium. Der er risici forbundet hermed, og soldaterne skal gøres opmærksom på, at man i de områder, hvor denne ammunition blev anvendt, skal optræde med særlig forsigtighed.

I lyset af disse overvejelser er det i virkeligheden nødvendigt at gennemføre undersøgelser for at skabe sikkerhed. Disse undersøgelser er ikke tegn på svaghed, men tegn på troværdighed i demokratier, som undersøger sådanne emner til bunds og ikke fejer noget ind under gulvtæppet. Det skylder vi de pågældende soldater, de pågældende medarbejdere i ikke-statslige organisationer og også de civile i denne region. Vi må finde ud af, om indvirkningen på folkesundheden og miljøet er givet for så enten at afblæse alarmen eller permanent at standse brugen af sådanne våben. I den forbindelse er det også nødvendigt, at der i det tidsrum, hvor disse våben og deres følgevirkninger undersøges, anvendes eksisterende alternative ammunitionstyper med samme virkning, som ikke kan have nogen af de frygtede virkninger.

Jeg vil gerne udtrykkeligt takke hr. Solana og også Kommissionen for, at de har erklæret sig villige til at underrette Europa-Parlamentet, således at vi på dette grundlag og på et passende tidspunkt kan nå frem til vores afsluttende dom for på denne måde at garantere vores borgere og vores soldater sikkerhed og også fremover sikre troværdigheden i de militære aktioner, som er nødvendige for at kunne virkeliggøre menneskerettighederne.

  Napoletano (PSE). - (IT) Fru formand, først vil jeg gerne takke Kommissionen, Rådet og den højtstående repræsentant for at have accepteret at deltage i en forhandling om dette emne, og jeg vil gerne forsikre den højtstående repræsentant for, at det her ikke drejer sig om at genoptage en gammel debat om årsagerne til indgrebene i det tidligere Jugoslavien. Det ville ikke være rigtigt, også fordi situationen har ændret sig fuldstændigt. Vi har i dag et velbegrundet håb om at få disse lande med i Den Europæiske Union, mens situationen tidligere var et mareridt med etnisk udrensning og rædsler under Izetbegovics, Karadzics og Milosevics nationalistiske diktaturer.

Det er godt, at Europa-Parlamentet er det forum, hvor vi på en ansvarlig og gennemskuelig måde tager spørgsmålet op om en mulig sammenhæng mellem brugen af projektiler med forarmet uran og en række dødsfald og sygdomme blandt soldaterne i de forskellige lande, der har deltaget i aktionerne - først i Bosnien og for nylig også i Kosovo - samt bekymringerne over de direkte og indirekte konsekvenser for de civilbefolkninger, der har været indblandet. Der ville ikke være nogen grund til alarm, hvis det ikke var, fordi man har mere end en mistanke om, at forekomsten af disse tilfælde er højere end gennemsnittet for de samme aldersgrupper, og det er netop derfor, at det er nødvendigt med en nøjagtig fastlæggelse af de eventuelle årsager.

Der er allerede blevet taget forskellige initiativer på nationalt og internationalt plan i den forbindelse. Vi opfordrer NATO til selv at stå i spidsen for disse initiativer, også ved at benytte sig af den amerikanske forvaltnings bidrag. Eftersom alle eventuelle forsikringer kun kan komme fra videnskabsmændene, er det vores ønske, at Rådet og Kommissionen deltager aktivt i denne samordning og denne informationsudveksling, og at Kommissionen selv iværksætter en selvstændig videnskabelig undersøgelse.

Endelig er der spørgsmålet om et moratorium og om forsigtighedsprincippet. Det gælder ikke om at tvinge et princip igennem - nemlig forsigtighedsprincippet, der blev opstillet i forbindelse med fødevaresikkerheden - og uden videre overføre det til udenrigspolitikken. Det gælder tværtimod om at forstå, at dette militærproblem er blevet et civilt problem, som vedrører beskyttelsen af folks liv og sundhed længe efter indgrebet, og det er ikke kun soldaternes liv og sundhed, men også civilbefolkningernes.

  Haarder (ELDR). - Fru formand, den liberale gruppe ønsker usikkerhed afløst af vished og tillid. Unge mænd og kvinder skal kunne melde sig til fredsbevarende og fredsskabende tjeneste i tryg forvisning om, at alt bliver gjort for deres sikkerhed. Enhver risiko skal undersøges, enhver soldat, der er bekymret, skal kunne få gratis og grundig undersøgelse, og de civile, der kan have været udsatte, skal have stor opmærksomhed og om nødvendigt undersøges, også for at vi kan lære af erfaringerne. Det var jo af hensyn til de civile, at vi greb ind i Kosovo og i Bosnien, og vi gjorde det med gode moralske grunde. Undersøgelserne skal være grundige, de skal foretages af uafhængige eksperter, og der skal være åbenhed omkring metoder og eventuelle usikkerhedsfaktorer. Hvis der er nogen som helst årsag til bekymringerne, må der satses på alternativer til forarmet uran, og indtil der er sikkerhed, bør brugen eventuelt suspenderes. Jeg vil gerne takke for hr. Solanas løfte om, at enhver oplysning vil blive offentliggjort. Det vil vi holde ham fast på, og det vil han også komme til at stå til regnskab for, hvis løftet ikke opfyldes. Og jeg vil gerne takke hr. Solana for hans påpegning af vort fælles ansvar for den militære og humanitære aktion, der er årsagen til, at vi sidder her. Den gav faktisk resultater og banede vej for demokrati på Balkan. Den aktion var en moralsk forpligtelse, og vi kan være stolte over, at vi levede op til den.

  Lannoye (Verts/ALE). - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, det glæder mig, at denne drøftelse omsider finder sted.

I april 1999, da NATO's bombardementer begyndte, forsøgte vi at forpligte NATO inden for rammerne af den forudgående valgperiode, men uden held. Nogle dage senere, nærmere bestemt den 5. maj, sendte jeg sammen med 11 kolleger et brev til hr. Solana, som dengang var generalsekretær for NATO, fordi vi var overbeviste om, at denne type våben blev anvendt. I brevet anmodede vi ham om, at der blev gjort en ende på brugen heraf, da det drejede sig om våben, som kunne risikere senere at volde sundhedsproblemer for befolkningen og militærpersoner, for ikke at tale om den uigenkaldelige forurening af miljøet.

Vi modtog dengang ikke noget svar. Jeg tror, at det er værd at fremhæve. NATO har lidt efter lidt givet en række oplysninger. Som bevis kan jeg nævne, at arbejdsgruppen under FN's mljøprogram i slutningen af 1999 konstaterede, at den ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at bedømme omfanget af forureningen med forarmet uran i Kosovo.

Hr. Solana sagde for lidt siden, at man vil handle i åbenhed, hvilket er noget nyt, men det er godt. Jeg tvivler imidlertid lidt på denne vilje til åbenhed i betragtning af den holdning, NATO har indtaget i et år. Jeg tvivler endnu mere, når jeg hører udtalelserne fra NATO's nuværende repræsentanter.

Jeg vil gerne forklare en række punkter, for jeg tror, at det er nødvendigt. Når man siger, at der skal fastlægges en forbindelse mellem militærpersonernes helbred, og udtaler sig om, hvorvidt der er forarmet uran til stede eller ej, skal man være forsigtig, for sagen er ikke let. Flere elementer skal nemlig tages i betragtning for at forklare visse militærpersoners dårlige helbredstilstand. Der er f.eks. kemisk forurening, en lang række miljøskader og livsbetingelserne. Man ved for øvrigt, at virkningerne af radioaktiv forurening først viser sig efter forholdsvis lang tid. Det er således ikke korrekt på nuværende tidspunkt at sige, som nogle videnskabsmænd gør det på en efter min mening overfladisk måde, at der "ingen forbindelse er". Det er for tidligt. Det gælder uden tvivl for nogle militærpersoner, men det skulle forbavse mig, om det er generelt.

En anden bemærkning: Forarmet uran er ikke noget naturligt, som man forsøger at få os til at tro, eller mindre radioaktivt. Det er ca. 20% mindre radioaktivt end naturligt uran. Det er et affaldsprodukt fra den nukleare industri, og det skal behandles som sådan. Jeg erindrer om, at der findes et EU-direktiv fra 1996, som skal gennemføres i medlemsstaternes nationale lovgivning, og hvori det fastsættes, at fra en koncentration på 10.000 becquerel pr. kilo skal den slags affald lukkes inde. Her drejer det sig imidlertid om en koncentration, som er 4.000 gange højere. Det er således fuldstændig meningsløst at bruge en sådan ammunition og sprede den i omgivelserne, skabe uopløselige partikler, som trænger ind i luftvejene og fordøjelseskanalerne, og hævde, at man skal bevise, at der er et problem. Der er imidlertid nødvendigvis et problem, eller også forstår jeg ikke mere EU-direktivet. Hvorfor skal det, der gælder for EU-borgerne, ikke gælde for befolkningerne i Kosovo og Bosnien og for militærpersonerne?

(Bifald)

Endelig vil jeg slutte med en sidste bemærkning. Jeg håber, at De vil undskylde mig, for mit indlæg har været lidt langt. Hr. Solana, målet helliger aldrig midlet.

(Bifald)

Ingen her i Parlamentet støttede Milosevics styre, men Milosevic og hans venner er ikke ofre for stråling og har ikke indtaget forarmet uran. Det er lokalbefolkningen, militærpersonerne og repræsentanterne for ngo'erne, som er ofre.

(Bifald)

  Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, for en måned siden havde De 15 ved at vedtage chartret for grundlæggende rettigheder til hensigt at stadfæste sig som et fællesskab med værdier. En sådan ambition får ikke troværdighed udelukkende gennem teksterne. Det får den først og fremmest i livet i forbindelse med epokegørende begivenheder og gennem markante politiske handlinger, der er i overensstemmelse med etiske principper, og som i givet fald koster for dem, der gennemfører dem. Det er på murfoden, man genkender mureren.

"Balkansyndromet" er 10 år efter Golfkrigen selvfølgelig en sådan epokegørende begivenhed. Den stiller specifikt De 15 over for deres ansvar. Hvis de skal påtage sig det fuldt ud, forudsætter det i mine og min gruppes øjne, at de skal træffe modige beslutninger, der går i mindst tre retninger. Der er for det første den menneskelige dimension af problemet. Flere mennesker er døde, andre lider og endnu flere lever for tiden i angst og frygt for fremtiden. Blandt disse er militærpersoner og mange civile. Det grusomme ved nogle våben er, at de stadig blindt kræver ofre efter krigen. Vi står bestemt over for en sådan situation på Balkan.

Det internationale samfund har for nylig indlagt sig ære ved af denne grund at forbyde antipersonnelle miner. Det bør i dag og i samme ånd forbyde ammunition med forarmet uran.

(Bifald)

Det påhviler de europæiske lande, der producerer dem, såsom Storbritannien, Portugal og desværre mit eget land, Frankrig, at indvillige i at gøre en ende på fremstillingen, oplagringen og naturligvis brugen af dem, selv om det kun er til afprøvning. Ved at gøre dette overholdes for øvrigt blot principperne i Genève-konventionen fra 1980, som forbyder ethvert våben, der rammer i flæng. Samtidig skal ofrene have ret til pleje og erstatning, alle berørte personer skal have ret til at få opsporet savnede, i alle berørte områder skal man have ret til at få fjernet forurening og til genopbygning. Er det troværdigt og værdigt at flygte fra sit ansvar ved nu at hævde, at det på nuværende tidspunkt ikke er slået fast, at denne ammunition er farlig, selv om adskillige offentlige undersøgelser og interne rapporter tydeligt har bevist det? Jeg tror ærlig talt, at det er bagtroppens kamp, som er ude af trit med de informationer, som vores medborgere fra nu af har til rådighed.

Dette får mig for det andet til at fremhæve den demokratiske udfordring, som denne tragiske sag giver os. Det drejer sig faktisk om en lang liste, som omfatter utilgivelig tavshed, usandheder og fortielser, som både NATO og en række medlemsstater er forfaldet til i det omfang, det har været muligt. Når De tidligere har indvilliget i at spille rollen som en slags mellemled mellem de forskellige parter, kan De, hr. Solana, ikke være forbavset over, at vi i dag anmoder Dem om at forklare de alvorlige kendsgerninger, som efterhånden kommer frem. De har sagt, at kravet om at få sandheden om det skete at vide og åbenhed for fremtiden, i dag ikke er til at komme uden om. Jeg mener imidlertid ud fra dette synspunkt ærlig talt ikke, at hverken De 15 eller NATO kan betragte sig som kvit efter det, De lige har sagt, hr. højtstående repræsentant.

(Bifald)

Denne hårde prøvelse skal efter vores mening i sidste ende benyttes som lejlighed til at revurdere EU's holdning til opbygningen af den europæiske sikkerhed og forholdet EU-NATO. Vi mener, at det er på høje tid, at vi ikke længere hverken i Europa eller resten af verden lader os føre med i de tragiske blindgyder, som de amerikanske strategiske valg fører til. Jeg tænker på de frygtelige virkninger af Golfkrigen for den irakiske befolkning, og især børnene. Jeg tænker på de systematiske ødelæggelser af det økonomiske potentiale og den økologiske arv, ikke kun i Jugoslavien, men også i nabolandene - f.eks. Donau - hvortil endelig kommer bekræftelsen af den massive brug i forbindelse med disse konflikter af våben og ammunition, som ikke kun koster utallige uskyldige ofre på stedet, men også er en varig trussel for de mennesker, der færdes i de bombarderede områder. Hr. Solana, dette har ikke noget at gøre med forsvaret af menneskerettighederne. Nej, for Europa skal målet ikke hellige midlet.

Jeg er overbevist om, at disse spørgsmål i en eller anden form fremover er i manges tanker. Efter drøftelsen i dag vil der være andre. Jeg håber, at vi bliver flere og flere, der vil arbejde for dette håb om en ændring.

(Bifald)

  Queiró (UEN). - (PT) Fru formand, kære kolleger, hr. Javier Solana, få gange har det været så vigtigt, at sandheden kommer for en dag, hele sandheden, i en parlamentarisk debat som i denne. Det store flertal af landene i EU, hvad enten de er medlemmer af NATO eller ej, har deltaget med deres militær og politi i forskellige indsatser på Balkan. Det har de gjort, fordi det efter deres opfattelse var den bedste måde til at beskytte civilbefolkningen og dennes grundlæggende rettigheder og til at bidrage til freden og dennes genopbygning og demokratiske forankring.

Sagen er, at der i flere af disse lande, et af dem mit eget, Portugal, er forekommet flere bekymringsvækkende sygdomstilfælde. For vores vedkommende - og et af dem allerede med dødelig udgang - tilfælde af leukæmi og andre lidelser forbundet med radioaktiv bestråling af militærfolk, der har gjort tjeneste i Bosnien eller i Kosovo.

Disse tilfælde har i lægelige, videnskabelige, militære og politiske kredse medført - og medfører stadig - en forståelig bekymring, og som følge heraf også hos offentligheden i disse lande, på grund af den sandsynlige - men ikke beviste, understreger jeg - sammenhæng mellem at være blevet udsat for forarmet uran, som indgår i den benyttede ammunition, og de omtalte sygdomstilfælde. Det er derfor afgørende at finde frem til sandheden om denne sammenhæng, alene fordi der er alvorlige menneskelige værdier på spil, der fordrer respekt og alvor over for de fuldt berettigede bekymringer hos det militære personel og de pårørende.

Det er det endvidere, fordi den videnskabelige information stadig er ufuldstændig, og det er nødvendigt nøje at fastslå, om der er en sammenhæng vedrørende årsag og virkning mellem anvendelse af ammunition indeholdende forarmet uran og de konstaterede sygdomstilfælde. Også fordi det er uacceptabelt, at der fortsat består modsigelser og konflikter mellem den grad af information, som NATO hævder at have givet regeringerne og de militære myndigheder i de lande, der har deltaget i missionerne, og de betingelser, under hvilke de respektive militær- og politistyrker har været indsat.

Det ville endelig være uforståeligt og paradoksalt, at vores lande har deltaget i freds- og menneskerettighedsfremmende missioner på Balkan og dér måske har efterladt et alvorligt sundheds- og miljøproblem, der rammer de befolkninger, som netop skulle beskyttes. Det er således en sag, som i alle henseender skal tages alvorligt og føres til ende uanset følgerne.

Hr. Javier Solana, jeg takker for Deres første indlæg, især for den åbne holdning, som De viste. De var generalsekretær for NATO under de pågældende militære operationer, og De er i dag ansvarlig for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De kan således, hvis De vil, yde et enormt bidrag til opklaringen af hele sandheden i denne sag og på den måde bidrage til, at Europa-Parlamentet sammen med medlemsstaternes regeringer, NATO og andre internationale organisationer når frem til de bedste løsninger på såvel det videnskabelige, det politiske som det militære plan. Det er dét, vi forventer af Rådet og af Dem.

  Pannella (TDI). - (IT) Fru formand, kære kolleger, i 1950 var jeg 20 år gammel, og dengang blev der iværksat en omfattende kampagne i hele verden, i Europa, på vores universiteter og på skolerne - man forsøgte også at mobilisere kirken, men det lykkedes ikke - og det var kampagnen mod Ridgway, den såkaldte "general pest". Det var amerikanerne, den vestlige verden og kapitalisterne, som havde startet krigen i Korea for at fratage koreanerne deres rettigheder, og hele apparatet af kommunister og fredsaktivister, nemlig alle I gode kommunister fra 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne, gik i aktion for at forklare os, at Ridgway, "general pest", befandt sig på 50° breddegrad - der var endnu ikke nogen Atlantisk Alliance i Det Fjerne Østen - og at han brugte kemiske og bakteriologiske våben for at forsvare det uretfærdige og kapitalistiske samfund, som undertrykkede den tredje verden og sit eget proletariat.

Kommunistiske og socialistiske kammerater, som uddelte Stalins fredspris i de vigtige øjeblikke fra 1950 til 1953 og talte et par frygtsomme katolikker fra den ene eller den anden side, gider I godt give os et moratorium for jeres bagkloge moraliseren og jeres konstante ønske om at gøre regnskabet op? Det har I ikke gjort særlig meget. Bombeangrebene på Dresden under Anden Verdenskrig var selvfølgelig noget, der var unødvendigt og måske kriminelt, men sandheden er, at I ikke lægger vægt på dette. Det skal nemlig altid dreje sig om den kommunistiske bevægelse og jeres fredsbevægelse.

Når Europa-Parlamentet nu står over for et forslag, hvor det beder om et sådant moratorium, er Parlamentet således fejt, uforsigtigt, udemokratisk og useriøst. Det er ikke mindst udemokratisk, fordi det ikke tager hensyn til den indsats, som parlamenterne og regeringerne anmodede om, da der var tale om en nødsituation. Vi venter utålmodigt på at få den videnskabelige sandhed om disse våben at vide, men hvis de var blevet brugt for at forhindre Vukovar i at blive jævnet med jorden, sådan som den rent faktisk blev, ville vi have skånet hundredtusinder af bosnieres, kosovoeres, serberes og andres liv.

Derfor vil jeg gerne takke Dem, fru formand, og mens vi venter på sandheden, som vi plejer at forvrænge og øve vold imod ...

(Formanden afbrød taleren)

  Jackson (PPE-DE). - (EN) Fru formand, vi må få hold på kendsgerningerne i denne sag. Vi har modtaget visse forsikringer fra hr. Solana, men vi ved, og vores italienske kolleger vil bl.a. minde os herom, at det vil være vanskeligt for dem, hvis sønner er døde af leukæmi, at acceptere denne forsikring uden forbehold.

Vi kan ikke let acceptere død nu om dage, hvor bedre sundhed og velstand har bragt os så nær udødelighed. Vi bør nu styrke hr. Solanas forsikring med gentagne undersøgelser, der tilbydes så vidt og bredt som muligt og med maksimal åbenhed fra de amerikanske myndigheders side. Jeg er bl.a. af min kollega, lord Inglewood, som repræsenterer Cumbria-området, hvor der har fundet prøveaffyringer af disse våben sted, blevet anmodet om at insistere på, at der bliver taget hensyn til den mulige virkning på civilbefolkningen, når denne afprøvning finder sted. Hvis hr. Solana skal svare på denne debat, ville han måske komme ind på dette punkt.

Der deltog et stort antal britiske soldater i balkankrigen og naturligvis også i Golfen, og som britisk konservativ vil jeg sige følgende: Vi er naturligvis bekymrede over den mulige indvirkning af brugen af forarmet uran, men på baggrund af hr. Solanas udtalelse mener vi ikke, at NATO bør indføre et stop for brugen af sådanne våben. Vi er nødt til at kæmpe forfærdelige krige mod forfærdelige folk. Et sådant stop kunne bringe vores styrker i en potentiel ugunstig stilling og derved potentielt bringe flere liv i fare end NATO-styrkerne.

Som fru Wallström sagde, kommer den reelle og umiddelbare fare på Balkan fra en generel nedbrydning af miljøet efter års misrøgt, ødelæggelse og krig. Det er det, Den Europæiske Union bør gøre noget ved, mens vi meget omhyggeligt overvåger resultaterne af lægeundersøgelserne.

Lad mig afslutningsvis sige, at hr. Wurtz' bidrag var meget afslørende med hensyn til venstrefløjens konstante dagsorden, der sigter på at adskille Den Europæiske Union fra USA, og den vil berøve Europa enhver reel indflydelse i verden.

(Bifald fra højre)

FORSÆDE: Gerhard SCHMID
Næstformand

  Roth-Behrendt (PSE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, det er en meget mærkværdig og også kynisk diskussion, som vi fører. Jeg er næsten tilbøjelig til ikke at ville deltage i en diskussion om, hvilken ammunition, som dræber mennesker, der er den bedste. Men alligevel gør vi det i dag. Jeg deltager heller ikke i debatten om, hvilke krige der er meningsfulde, og hvilke krige der skal føres. Det er ikke vores emne i dag. Vi skal diskutere et andet emne. Vi har tidligere igen og igen sagt, at hvis det er nødvendigt at anvende våben - og det var vi altid enige om - skal det være forbundet med det mindst mulige indgreb, med den mindst mulige skade på miljøet og på sundheden hos de mennesker, som overlever.

Derfor har vi faktisk tidligere altid fordømt f.eks. kemiske våben, og vi har altid været enige i, at disse våben ikke må anvendes, fordi de ødelægger og belaster miljøet og folkesundheden langt frem i tiden. Når vi i dag diskuterer, om uranholdig ammunition fremkalder leukæmi, altså blodkræft, ja eller nej, så har jeg ikke lyst til at høre på - heller ikke fra hr. Solana, som jeg respekterer højt - om det sidste bevis for det findes, ja eller nej. Vi taler ikke om det sidste bevis, og da vi her i Parlamentet talte om vores egen sundhed og om BSE, var vi jo alle enige om, at forsigtighedsprincippet gælder, selv om vi aldrig kan føre det direkte bevis for, at inficeret materiale fører til den nye variant af Creutzfeldt-Jakobs sygdom.

(Bifald)

Vi diskuterede for kort tid siden forsigtighedsprincippet og stemte om det, og vi sagde, at selv om det sidste bevis mangler, skal vi ved berettiget frygt forbyde et bestemt materiale eller en bestemt adfærd. Vi ved i dag, at der i stigende omfang forekommer leukæmitilfælde. Og så længe videnskabsmændene skændes, så længe alle her ikke ved, hvilken videnskabsmand der har ret, skal vi være enige om, at denne ammunition ikke må anvendes, at alt, hvad der står i forbindelse med den, skal opklares. Et moratorium for denne ammunition er vel det mindste, vi skal vedtage i dag. Men derudover skal vi også drage omsorg for de mennesker, som bor i regionerne, for deres og deres børns sundhed!

(Bifald)

  Maes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, i morges så jeg på tysk fjernsyn en film, der blev lavet til den amerikanske hær før Golfkrigen. I filmen blev der rent ud sagt, at det er farligt, når stoffer, som udledes ved forbrænding af forarmet uran, kommer i kroppen. Man vidste altså før Golfkrigen, hvilke risici der var knyttet til brugen. Vidste de allierede det før balkankrigen og før interventionen, som jeg i øvrigt ikke anfægter i denne forbindelse? Var regeringerne og soldaterne klar over det? Hvorfor blev soldaterne ikke advaret på tilsvarende måde? Hvorfor siger De i dag, at Alliancen ikke har beviser på risikoen? Folk er blevet syge, efter at de var på Balkan, ligesom efter Golfkrigen. Der er ingen, der ved, hvor mange der bliver syge i de områder. Hvem giver dem et troværdigt svar i morgen? Forbuddet imod brugen er den eneste foranstaltning, som kan genoprette tilliden.

(Bifald)

  Fitzsimons (UEN). - (EN) Hr. formand, de beviser, der kommer fra Bosnien, peger navnlig klart på en massiv forøgelse af kræftforekomsten de steder, hvor der fandt bombninger sted under balkankrigen, og hvor der blev anvendt ammunition fremstillet af forarmet uran. Man er nu af den opfattelse, at denne ammunition blev brugt af de bombefly, der udførte angreb på Sarajevos forstæder og andre steder under balkankrigen.

Balkans folk har ret til fuldstændige og utvetydige svar med hensyn til de kræftfremkaldende virkninger af de granater af forarmet uran, der blev brugt under krigen. Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union bør og må være meget ihærdige, når det gælder om at finde fuldstændige svar på disse meget vigtige folkesundheds- og menneskerettighedsspørgsmål.

Hvad angår et andet, men beslægtet anliggende, blev jeg meget foruroliget ved at læse, at granater af forarmet uran er blevet affyret i Det Irske Hav af det britiske forsvarsministeriums styrker ved Solway Firth mellem England og Skotland og også på et skydeanlæg ved den cumbriske kyst blot syv mil fra et britisk atomkraftværk. Denne forarmede uran er blevet brugt i Cumbria helt op til 1995, og man mener, at hele 1.400 granater af forarmet uran er blevet affyret i Solway Firth, som er en vig i Det Irske Hav.

Som medlem af Europa-Parlamentet for Leinster, som ligger ved Det Irske Hav, er jeg dybt foruroliget over disse afsløringer. Jeg kræver, at den britiske regering kommer med en fuld udtalelse i denne sag. Jeg vil vide, om der er nogen konsekvenser for folkesundheden af brugen af granater af forarmet uran på det sted, som jeg har nævnt her i dag. Det er op til den britiske regering at fremkomme med en udtalelse om disse spørgsmål.

  Gollnisch (TDI). - (FR) Hr. formand, sagen med uranprojektiler er et nyt kapitel i den afskyelige krig, De har ført mod Serbien. Stillet over for skandalen, taler De, hr. Solana, med to års forsinkelse om gennemsigtighedsprincippet. Anser De os for tåber? Tror De, at USA vil lade det ske, når det har taget 40 år at få lov at se de film og dokumenter fra samt ofrene for de forsøg med mennesker, de foretog med deres egne soldater på de fartøjer, der havde været udsat for stråling efter prøvesprængningerne på Bikini-øerne?

Det, vi under alle omstændigheder ved, er, at De har ladt hånt om det forsigtighedsprincip, vi får tudet ørerne fulde af her i Parlamentet. Vi ved dog, som kommissær Wallström sagde for lidt siden, at smilet fra Deres talsmand, hr. Shed, dækkede over brugen af disse sprængstoffer. Vi ved også, at antallet af leukæmitilfælde hos soldaterne er unormalt højt. Hvis årsagssammenhængen blev fastslået, ville De være ansvarlig for en krigsforbrydelse, for man har kun talt om militærpersonerne, som om uran kunne skelne dem fra civilbefolkningen.

Helt ærligt, mine kære kolleger, hvis De ønsker at kende sandheden, må De selv forsøge at finde den. Forvent ikke, at den hr. Solana, som er højtstående FUSP-repræsentant, fordømmer den hr. Solana, som er tidligere generalsekretær for NATO.

  Zappalà (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, vi drøfter i dag et yderst vigtigt emne, som man burde bruge lang tid og mange overvejelser på, og det gør vi i øvrigt på baggrund af et følelsesbetonet engagement, der ikke passer særlig godt sammen med den politik, vi skal føre her, eftersom vi ikke er teknikere.

Jeg er lidt i tvivl, når det gælder forsigtighedsprincippet, som et par af vores kolleger var inde på for lidt siden. Selv om vi har et problem med kogalskab, tror jeg nemlig ikke, at man nogensinde ville drømme om sige, at vi ikke skal spise nogen form for kød, selv om vi ikke har nogen konkrete videnskabelige resultater.

Sådan som kommissæren sagde før - og jeg er helt enig med hende - er det nødvendigt at undersøge, hvordan miljøsituationen var i området før, men vi skal naturligvis også foretage en grundig undersøgelse af årsagssammenhængen mellem det anvendte udstyr - nemlig våbnene - og de helbredsmæssige konsekvenser. Jeg vil i øvrigt minde om, at forarmet uran bruges på mange andre civile områder, som vi så afgjort bør være meget opmærksomme på.

Vi skal også passe på risikoen for, at medlemsstaterne og de, som medlemsstaterne sender ud i området, går i panik som følge af nogle stærke meningstilkendegivelser. Jeg mener, at vi bør undersøge dette spørgsmål meget nøje og slå fast, at vi selvfølgelig skal være taknemmelige for det, som NATO har gjort og vil gøre i fremtiden. Vi er ikke enige i forslaget om et moratorium.

  Sakellariou (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi drøfter dette i dag, da vi nærer bekymring for disse mennesker. Disse mennesker er soldaterne, vores soldater, som er der, men også civilbefolkningens millioner i Jugoslavien og i Kosovo. Det drejer sig ikke om at konstatere her og nu, om krigen i Kosovo var berettiget eller ej. Det ville være en forkert diskussion. Det drejer sig om - og her giver jeg den højtstående repræsentant for FUSP fuldkommen ret - at undersøge med absolut omhu og præcision, om der er en sammenhæng mellem de forefaldne sygdomstilfælde og de mængder af ammunition med forarmet uran, som blev nedkastet under krigen i Jugoslavien og i Kosovo, men også i Bosnien.

Hvis vi vil det, er vi nødt til at forpligte os til nogle vigtige principper, for at i det mindste vi som valgte repræsentanter for folkeslagene i Europa genvinder den troværdighed, som Alliancen har mistet med sådanne og lignende tilfælde. I første omgang skal der iværksættes nøje og uafhængige undersøgelser af internationale eksperter ved hjælp af alle mulige videnskabelige metoder.

For det andet har vi brug for en ganske anden informationspolitik - og her takker jeg Rådet, Kommissionen og ikke mindst den højtstående repræsentant for FUSP for den forpligtelse, som de har indgået med hensyn til at stille samtlige informationer til rådighed for Parlamentet.

For det tredje og sidste skal vi straks forlange et moratorium for alle våben og ammunitionstyper af denne art, indtil de fuldstændige resultater af de undersøgelser, som vi har iværksat, foreligger, så vi ansvarsfuldt kan træffe vores afgørelser.

  Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, det er alle politikeres mareridt at blive involveret i en debat mellem videnskabsmænd, hvor mange ser og nogle ikke ser en sammenhæng mellem brugen af forarmet uran og det stigende antal døde. Den politiske debat er på den måde ved at blive en videnskabelig debat. Jeg mener, at vi skal holde politikernes opgave for øje. Den er efter min mening tvedelt.

For det første er den lokale befolkning Unionens ansvar. Medlemsstaterne skal tage ansvaret for deres soldater. Efter min mening er det Unionens ansvar at bekymre sig om den lokale befolkning i området.

For det andet består ansvaret i, at vi ikke må gå i den fælde kun at give brugen af forarmet uran skylden. Der kan også være andre årsager til det stigende antal døde. Jeg mener derfor, at der skal gennemføres en altomfattende undersøgelse af alle afvigelser, som opstår i området og i de nationale hære.

Endelig irriterer det mig grænseløst, at hr. Solana og også flere kolleger ser en sammenhæng og begår en fejl i forbindelse med formål og midler. Sammenhængen mellem krigen og de anvendte midler. Jeg støttede en indgriben i krigen, men jeg er imod, at der løbes uansvarlige risici.

  Morillon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, man skal behandle spørgsmålet om giftigheden af granater af forarmet uran og følgerne heraf for de militærpersoner og civile, som har været udsat for virkningerne heraf i Irak, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, med forbehold og forsigtighed.

Forbeholdet er nødvendigt, som det er blevet sagt, for på trods af iværksatte undersøgelser har der ikke kunnet fastslås en forbindelse mellem brugen af disse våben og de tilfælde af leukæmi, der er blevet afsløret efter disse operationer, men også, skal De vide, under den lange proces med at udvikle og afprøve disse våben.

Sløret skal selvfølgelig løftes for usikkerheden. Derfor kan vi kun glæde os over, at der iværksættes undersøgelser på alle niveauer i staterne, NATO og EU. Imidlertid må den meget røre på grund af de sidste ugers afsløringer ikke få os ind på det skråplan, jeg kalder "den skæve forsigtige udvikling", på et tidspunkt, fru Roth-Berendt, hvor Unionen arbejder på at fastlægge de nøjagtige rammer for forsigtighedsprincippet for at undgå ethvert misbrug af det.

I dag er de granater af forarmet uran, som er oplagret i de forskellige EU-lande, de våben, som er bedst til at trænge igennem panserkøretøjer, da den teknologiske udvikling af panserbeklædninger gør brugen af hulladninger og granater af tungsten ineffektiv. Det tager mange år at udvikle nye våben, skal De vide.

Kan man i al den tid ofre vores forsvar på grund af en ikke-bekræftet tvivl? Det mener jeg ikke. Derfor stemmer jeg imod anmodningen om et stop for anvendelsen af disse våben i punkt 6 i kompromisbeslutningsforslaget, når det sættes under afstemning her i Parlamentet.

Jeg må trods alt sige, at der en god ting ved denne drøftelse. Det er, at den om nødvendigt viser, at man ikke skal drømme om en ren krig, hvilket jeg altid har betragtet ikke kun som en illusion, men som værende falsk. En krig vil altid være beskidt, fordi formålet med den er at angribe menneskeliv. Den kan kun opfattes som det mindste onde, når alle andre midler til at klare eller forebygge overgreb på menneskets frihed og værdighed er slået fejl. Ja, hr. Solana, dette var tilfældet både i Irak og Kosovo.

(Bifald)

  Sacconi (PSE). - (IT) Hr. formand, der er to grupper, som vi har et særligt ansvar over for, nemlig de unge, der gjorde en prisværdig indsats under militæraktionerne i Bosnien og Kosovo - og naturligvis også deres pårørende - og dem, som disse fredsmissioner gjaldt, nemlig befolkningerne på Balkan.

Den direkte eller indirekte årsagssammenhæng mellem brugen af projektiler med forarmet uran og leukæmitilfældene - som der bliver stadig flere af - er ganske vist endnu ikke blevet fastlagt med sikkerhed, selv om den er højst sandsynlig, men disse tilfælde eksisterer, og de er så udbredte, at der er grund til dyb bekymring. Derfor er det fornuftigt, at man på en samordnet måde foretager alle de videnskabelige undersøgelser, der er nødvendige for at kaste lys over denne type våbens helbredsmæssige og miljømæssige konsekvenser, men i mellemtiden er det også fornuftigt at anvende forsigtighedsprincippet, som aldrig har været mere hensigtsmæssigt end ved denne lejlighed, og derfor er moratoriet en uundværlig foranstaltning, der bør træffes snarest muligt.

  Laschet (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, vi modtager hver dag, ja, næsten hver time nye informationer om mulige farer. Derfor er det udmærket, at Parlamentet i dag beskæftiger sig med dette spørgsmål. Jeg takker den højtstående repræsentant, som har lovet os komplette informationer og gennemsigtighed. Det er jo også noget nyt for os, at vi diskuterer sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål på denne måde. Det er netop den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiks chance, at vi ikke står i medlemsstatskonstellationerne, hvor vi i sådanne spørgsmål argumenterer regeringer mod oppositioner. I Tyskland eksempelvis - ganske anderledes end her i Parlamentet - bagatelliserer den rød-grønne regering under sin forsvarsminister alle disse farer.

Vi som Europa-Parlament har en chance for at få saglige oplysninger og informationer, og dette er en meget god ting. Hvad der er skadeligt - og det har også kendetegnet denne debat - er en forsinket gøren op med Kosovo- eller Golfkrigen. Hr. Wurtz, hvis De i denne forbindelse citerer chartret om grundlæggende rettigheder og Europas høje principper, så er jeg nødt til at gøre Dem opmærksom på, at i det øjeblik, hvor det drejede sig om europæiske grundlæggende rettigheder, hvor det drejede sig om etniske udrensninger, om fordrivelse og terror på Balkan, holdt Deres politiske gruppering sig udenfor og svigtede. Også det hører med i en sådan debat.

Vi kræver, at relevante informationer samles, og at de informationer, der foreligger i medlemsstaterne, sammenfattes på europæisk plan med FN - med de faglige institutioner i De Forenede Nationer - og forelægges Parlamentet igen. En voldelig konflikt står altid under det påbud at bevare ressourcernes proportionalitet. Derfor har vi brug for informationerne og også for forskning vedrørende våbensystemer, som er mindre skadelige end det, som vi diskuterer i dag. Her kan Europa-Parlamentet inden for rammerne af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik leve op til sit ansvar, hvis det yder konstruktive bidrag.

  Katiforis (PSE). - (EN) Hr. formand, højtstående repræsentant, det mandat, De havde til aktion i Jugoslavien, var ikke et mandat til at anvende våben, som menneskehedens samvittighed forkaster og fordømmer, og hvis potentielle giftighed, som den nu måles, var kendt af de militære ledere på daværende tidspunkt.

Hvis De nu, hvor sandheden er begyndt at komme for en dag, og mere vil følge, føler Dem foruroliget over dette, vil det at søge medskyldige her i Parlamentet, er jeg ked af at sige, være bevis på fejhed og dårlig smag.

(EL) Hr. formand, vi er bekymrede over resultaterne af disse bombardementer i Balkanområdet, vi er bekymrede for de soldater, der deltog, og vi er bekymrede for indbyggerne i de områder, der blev gjort til slagmarker, og derfor kræver vi en omfattende undersøgelse af miljøet for at konstatere, om der eventuelt er sket en miljøforringelse i hele Balkanområdet. Vores bekymring har nået et omfang, som De slet ikke er i stand til at forestille Dem her, i hvert fald bekymringen hos offentligheden i mit land.

Det fælles beslutningsforslag kræver desuden et moratorium …

(Formanden afbrød taleren)

(Bifald)

  Trakatellis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg har kun tre ting at sige, for der er allerede blevet sagt temmelig meget.

For det første vil jeg sige til hr. Solana, at da vi og andre parlamentsmedlemmer i 1999 forsøgte at få at vide, om der blev anvendt forarmet uran i Kosovo, blev sandheden forsætligt holdt skjult, og fru Wallström - jeg sidder her med forhandlingsreferatet - sagde ordret i sit svar på en forespørgsel, at der endnu ikke foreligger nogen bekræftelse af, at der er blevet anvendt forarmet uran. Det står i Parlamentets forhandlingsreferat.

For det andet er det forarmede uran et farligt og skadeligt materiale, navnlig når det anvendes i missiler, fordi det fordamper ved kollisionen, der produceres uranoxyd, som omdannes til damp, der kan indåndes, og uranoxyder er let opløselige og kan optages i vand og indgå i fødekæden. Derfor - og De bør vide, at der ikke findes nogen skadelig årsag, som ikke har skadelige følger, heller ikke selv om den indtages i små doser - er det nødvendigt med en grundig epidemiologisk undersøgelse både i Golfen og i Bosnien og naturligvis også i Kosovo, selv om følgerne dér først bliver synlige senere, hvis de kommer.

For det tredje accepterer vi jo, ligesom De, hr. Solana, at der er grund til at foretage en sådan undersøgelse, så vi kan finde frem til sandheden, så bør vi ikke lade forsigtighedsprincippet gælde? Hvis jeg, eller en anden, fik at vide, at der skulle foretages en undersøgelse, fordi mit hus var i fare for at falde sammen, mon jeg så ville blive inde i huset, mens undersøgelsen stod på, eller ville jeg forlade det og afvente resultaterne? Dette er helt elementært, og jeg tror ikke, at det forarmede uran er det eneste våben, NATO råder over, det har en hel bunke andre våben i sit våbenarsenal, som det sagtens kan anvende.

(Bifald)

  Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, vi har nu fra forskellige sider fået garantier for, at vi fremover skal praktisere åbenhed, hvad angår kommunikation og sagsbehandling. Indtil i dag har denne åbenhed manglet. Det er naturligt, at vi skal have information til at bygge vores arbejde på, men jeg tilslutter mig den opfattelse, som er blevet udtrykt her om gennemførelsen af forsigtighedsprincippet. Som næste punkt på dagsordenen har vi diskussionen om en beredskabsordning. I den forbindelse skal der tages klart stilling til, hvordan vi skal forholde os til folkesundheden, selv om vi ikke kan fastslå en direkte forbindelse til leukæmi. Det er meget muligt, at andre skadelige virkninger, f.eks. angående drikkevand, vil dukke op på langt sigt. Kan vi gå ud fra, at når vi gør noget godt ved at løse konflikter, forårsager vi samtidig en del fremtidig bekymring og usikkerhed for de civile?

  Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg finder det ret så bizart at tale om forsigtighedsprincippet i relation til våben, der, når alt kommer til alt, er fremstillet for at være skadelige for ens helbred. Problemet er naturligvis, at man blot skal nævne ordet "uran", og man oplever et udbrud af noget, som kun kan beskrives som massehysteri.

Sygdommene og dødsfaldene må naturligvis undersøges, og jeg bifalder de foranstaltninger, der er truffet af NATO-medlemsstaterne i den henseende, men vi må vurdere kendsgerningerne, og de kendsgerninger er meget klare lige nu. Der er ikke nogen forbindelse mellem forarmet uran og sygdommene. Hvis vi ser på den undersøgelse, der er blevet foretaget af veteranerne fra Golfkrigen i USA, og sammenligner den med undersøgelsen af kontrolgruppen, er der ingen forskel i dødelighedsprocenterne eller kræftforekomsterne i de to grupper. Vi må sikre, at vi arbejder på grundlag af videnskabelige kendsgerninger, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at kræve et stop lige nu, hvor der ikke er nogen videnskabeligt dokumenteret forbindelse mellem de to.

Der er mange andre spørgsmål i forbindelse med balkankrigen, som vi bør undersøge, såsom ueksploderede klyngebomber og de miljømæssige skader, som Kommissionen har skitseret, men lad os holde os til kendsgerningerne.

  Solana, Rådet. - (ES) Hr. formand, jeg vil allerførst takke alle de medlemmer, der har fremkommet med indlæg, for den måde, hvorpå de har gjort det, og for den frimodighed, hvormed de har udtrykt sig, som tydeligt viser, at vi har et fælles ønske om, at denne situation afklares, for det, der uden nogen som helst tvivl bør bekymre alle, er de mennesker, der er syge i øjeblikket, og de, der kan blive syge og lide i fremtiden. Derfor lover jeg igen at oplyse om alt, hvad jeg kan oplyse om. Det, De ikke kan bede mig om, er, at jeg skal oplyse om noget, som jeg ikke er i stand til at oplyse om, eller som jeg ikke ved.

Vi taler om et emne, der på grund af dets beskaffenhed hører ind under regeringernes ansvar, og derfor er vi afhængige af de oplysninger, som de enkelte regeringer giver os. Som jeg sagde i mit første indlæg, er jeg i løbende kontakt med regeringerne og de organisationer, der arbejder med sagen, og jeg kan igen garantere Dem for, at Rådet og jeg selv vil viderebringe alle de oplysninger, vi råder over, og sikre gennemsigtighed. Oplysninger, som vi ikke formelt råder over, kan vi vanskeligt give Dem indsigt i.

For det andet vil jeg gerne sige, at vi, som nogle af Dem har nævnt, skal holde alle muligheder åbne i de videnskabelige analyser. Vi skal ikke fokusere på nogle givne parametre og glemme andre, som også kan have skadelig indvirkning på helbredet. Derfor har det glædet mig at høre både Kommissionen og nogle af medlemmerne give udtryk for åbenhed over for at analysere alt, hvad der kan have følger for miljøet. Jeg kan fortælle Dem, at jeg også er videnskabsmand af uddannelse og tillige fysiker. Jeg vil ikke bringe mit - nu ringe - kendskab til det, jeg i sin tid vidste, på bane. Men jeg mener, at det er vigtigt, at vi tackler dette problem rationelt, og at vi venter, til vi har alle de tilgængelige oplysninger, før vi drager konklusionerne. Der er ingen, der skal være i tvivl om, at alle lande og alle de internationale organisationer gør sig de største anstrengelser for at finde en løsning på dette problem ved at indsamle de mest relevante oplysninger hurtigst muligt.

Der er blevet sagt mange interessante ting. Jeg har noteret mig dem alle sammen, men jeg vil ikke kommentere dem enkeltvis, for der er ikke blevet stillet mange spørgsmål. Men jeg vil gerne kommentere nogle af de ting, der er blevet sagt, for at undgå misforståelser. Til repræsentanterne for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance vil jeg åbent og ærligt sige, at de sendte mig en skrivelse, at jeg modtog den, og at jeg, som de ved, for jeg talte med dem, viderebragte den til alle Unionens regeringschefer og ministre. Skrivelsen blev besvaret mundtligt, ikke skriftligt, men De ved, at regeringerne besluttede at fortsætte ad den vej, de havde fulgt siden maj, hvor jeg modtog skrivelsen. Derfor må De ikke tro, at den skrivelse, jeg modtog, ikke blev respekteret. Den blev respekteret, men regeringerne havde truffet en beslutning om at handle på en anden måde end den, der var foreslået i skrivelsen. Men De skal vide, at der altid har været respekt om skrivelser fra et hvilket som helst medlem af Parlamentets politiske grupper.

Jeg vil fremkomme med to næsten personlige overvejelser. For det første skelner jeg udmærket mellem mål og midler. Jeg ønsker ikke at blive beskyldt for at forveksle mål og midler. Jeg ved udmærket, hvad der er mål, og hvad der er midler, og jeg ved udmærket, at det vigtige er målene, og at opnåelsen af målene afhænger meget af de midler, der anvendes. Midlerne og kendskabet til dem ændres med tiden. Nogle gange har man oplysninger, der siger, at et middel kan være nyttigt, eller at det ikke længere duer, og vi skal, når vi gør os disse overvejelser, tage højde for de oplysninger, der er til rådighed netop på det tidspunkt, hvor beslutningerne træffes. Lad det derfor være klart, at jeg ikke forveksler mål og midler. Det har jeg aldrig gjort, og det vil jeg meget nødigt gøre.

Jeg vil sige noget til den, der beskylder mig for at have anmodet om Parlamentets medvirken. Nej, jeg anmoder overhovedet ikke om Parlamentets medvirken, hverken nu eller på noget andet tidspunkt. De er repræsentanter for Den Europæiske Unions folkelige vilje, og De er ansvarlige for Deres handlinger. Det jeg har, og som jeg mener, at jeg skal dele med Dem, er de øjeblikke, hvor vi har været enige, for nogle år eller måneder siden. Det er ikke at udnytte Parlamentet eller at gøre det til en medsammensvoren. Jeg gentager gang på gang, at jeg påtager mig hele mit ansvar, jeg har påtaget mig det hele mit liv, og det agter jeg at blive ved med, og jeg har ikke brug for at gøre nogen til medsammensvoren. Det, jeg har brug for, er at anmode Dem om at påtage Dem Deres ansvar. Jeg påtager mig mit, og De bør påtage Dem Deres. Og det kan ikke nægtes, at de beslutninger, som blev vedtaget i Parlamentet, fik mig til at tænke. Og da jeg var formand for Den Europæiske Unions Ministerråd var Deres beslutninger vigtige for mig og også for Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer. Det er ikke at gøre nogen til medsammensvoren. Det er at dele et ansvar som de ansvarlige europæere, vi alle sammen er. Vi skal være i stand til at dele og til at stå kollektivt til ansvar.

Det var det hele. Jeg vil takke Dem og sige, at jeg kommer igen den 31. til en forhandling om Mellemøsten, men at jeg også står til Deres rådighed under plenarmødet til fortsat at behandle dette emne, der er vigtigt, fordi vi sætter så meget på spil. Vi sætter vores troværdighed på spil, og vi risikerer også at sætte fremskridtene for Den Europæiske Unions krisestyring på spil. I den forbindelse, mine damer og herrer, har De altid sikkerhed for, at De kan regne med mig, i hvert fald med min gode vilje. Med min viden er det mere tvivlsomt.

(Bifald)

  Wallström, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil også gerne indlede med at sige tak til alle medlemmer af Europa-Parlamentet for deres udtalelser, for de har understreget behovet for at tage den frygt og uro alvorligt, som føles af alle dem, der lide af symptomer og sygdomme, samt behovet for at indsamle al tilgængelig information og også undersøge de langsigtede sundhedsvirkninger.

Kommissionen vil, kan jeg forsikre Dem, gøre alt, hvad der står i dens magt for at etablere et solidt videnskabeligt grundlag i relation til dette spørgsmål, og vi vil naturligvis også samarbejde fuldt ud med andre nationale og internationale organer, der arbejder inden for dette område: NATO, UNEP, IAEA og Verdenssundhedsorganisationen.

Kommissionens bestræbelser vil blive integreret i vores videre støtteprogram på Balkan med hensyn til sundhed og miljø, for vi må se på de samlede virkninger. Vi bifalder også muligheden for at komme med tilbagemeldinger til Europa-Parlamentet om de fremskridt, vi gør med at etablere et solidt videnskabeligt grundlag om virkningerne af forarmet uran. Vi vil gerne komme tilbage og aflægge rapport for Dem, og vi er naturligvis villige til at besvare eventuelle spørgsmål, som De måtte ønske at stille os.

  Eriksson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, jeg vil blot benytte lejligheden til at bede kommissær Wallström og andre om at tale på deres respektive modersmål i Europa-Parlamentet, hvilket i Wallströms tilfælde er svensk.

  Formanden. - Mange tak, fru Eriksson, i medfør af chartret om grundlæggende rettigheder er Den Europæiske Union et frit land, og enhver kan selv afgøre, hvilket sprog han vil tale.

(Bifald)

  Cox (ELDR). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg har lige siddet og kikket på teksten til forslaget til fælles beslutning. Jeg vil gerne påpege, at det navn, der er angivet til at tegne Den Liberale Gruppe, lord Bethell, er meget velkommen til at slutte sig til vores gruppe. Jeg vil gerne have det ført til protokols, hvor glade vi er for at have et nyt medlem her i dag, der tegner sig på vores vegne.

  Formanden. - Godt, vi vil inden afstemningen endeligt afgøre, hr. Cox, hvilken gruppe lord Bethell nu tilhører, og hvilken han ikke tilhører.

Jeg meddeler Dem, at jeg i henhold til artikel 37, stk. 2, har modtaget syv beslutningsforslag samt et fælles beslutningsforslag, som støttes af seks grupper. ⁽¹⁾

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

  Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Måske kunne vi blot få orden på dette punkt nu. Lord Bethell er og bliver et fast medlem af gruppen af britiske konservative.

  Formanden. - Hr. Van Orden, det kan jeg kun acceptere, hvis De har en skriftlig fuldmagt fra lord Bethell om, at De må afgive forklaringer for ham.

  Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, når vi nu taler om det fælles beslutningsforslag om "Balkansyndromet", vil jeg blot gøre opmærksom på, at mit navn og navnet på min gruppe ved en fejltagelse er anført på dette fælles beslutningsforslag.

  Formanden. - Hr. Wurtz, jeg har udtrykkeligt sagt et fælles beslutningsforslag, som støttes af seks grupper og ikke af syv. Jeg er udmærket klar over, at Deres gruppe er følsom på dette punkt og specificerede det derfor udtrykkeligt!

(1) Godkendelse af protokollen fra foregående møde - Rådets fremsendelse af beslutninger vedtaget under dette møde: se protokollen.

(1) Se protokollen.

2. Oprettelse af en beredskabsordning

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0392/2000) af Newton Dunn for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en beredskabsordning (KOM(2000) 119 - C5-0272/2000 - 2000/0081(CNS)).

  Newton Dunn (ELDR), ordfører. - (EN) Hr. formand, dette forslag handler om penge til en øjeblikkelig ikke-militær reaktion på kriser fra Unionens side. Det er for dem, der forstår unionsslang, første søjle og henhører under Kommissionen. Der er ikke tale om en militær, særlig udrykningsstyrke, som naturligvis henhører under anden søjle og under Ministerrådet.

Men jeg er blevet anmodet, opsøgt af lobbyister og spurgt om, hvordan jeg ville udnytte de soldater, tankvogne og fly, der hører under Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. Jeg er blevet spurgt, om vi vil bruge flådebaser på Cypern, og bedt om at holde et indlæg ved en konference for canadiske soldater. Jeg vil gerne gøre det fuldstændigt klart, at dette ikke har noget at gøre med den militære, særlige udrykningsstyrke. Dette er en finansiel ordning for Kommissionen, hvormed den kan reagere meget hurtigt på kriser.

Selv om Kommissionen vil anvende pengene så hurtigt som muligt, bevarer Parlamentet kontrollen som den ene halvdel af budgetmyndigheden. Vi skal vedtage pengespørgsmålet, og vi ser frem til rapporterne fra Kommissionen om, hvordan den har anvendt pengene. Vi forventer, at Kommissionen anvender pengene som reaktion på kriser ved at købe medicin, ansætte læger eller sygeplejersker, chartre fly til at transportere medicin, sygeplejersker eller politibetjente - hvad der end måtte være nødvendigt - i den givne krise, hvor den end måtte finde sted - og ikke nødvendigvis i Europa.

Unionen er tidligere med rette blevet kritiseret for at være for langsom i sin reaktion på kriser. Vi har ikke haft held til at sende øjeblikkelig hjælp, når den helt klart var mest nødvendig, og dette forslag er en del af kommissær Pattens prisværdige bestræbelser på at forbedre Unionens hjælpeprogram, som for at sige det mildt er noget værre rod.

Jeg håber inderligt, at Parlamentet vil støtte det, og det vil jeg vende tilbage til. Vi ville være meget interesseret i at vide, hvornår kommissæren vil svare på denne debat, for han vil være i stand til at skitsere de typer situationer, som han mener, at pengene skal bruges til - selv om vi naturligvis selv også har nogle idéer herom.

Jeg er af nogle kolleger, som har læst betænkningen, blevet spurgt om, hvorfor der er så mange ændringsforslag i den, når det nu er så god en idé. Det oprindelige forslag fra Kommissionen stammer fra april sidste år, men derefter er intet sket. Det forekommer at være blevet blokeret af det franske formandskab uden nogen forklaring på, hvad der er sket. Så jeg stillede et spørgsmål under spørgetiden, hvor jeg bad om en forklaring, og på mirakuløs vis - men måske var der ikke nogen forbindelse - fandt det franske formandskab og Kommissionen sammen for at forhandle en fjernelse af blokeringen. De fremsatte en alternativ tekst, men jeg er ked af at sige, at Rådet aldrig har haft den artighed at informere Parlamentet om den nye version af teksten. Så de mange ændringsforslag i min betænkning er et forsøg på at ændre det oprindelige forslag og for os at kommentere den nye kompromistekst, som vi tilfældigvis fik fat i, selv om den ikke blev givet til os officielt.

Parlamentet har kun én behandling af dette, hvilket er et andet element, som der ikke blev rettet op på ved Nice-topmødet, i det demokratiske underskud. Det burde naturligvis være fælles beslutningstagning, men det er det ikke. Men vi er i stand til at true med at bruge vores ene behandling til at holde det tilbage - ligesom med den berømte isoglucosesag for nogle år siden - og hvis vi holder en udtalelse tilbage, kan intet yderligere ske. Så vi har en effektiv vetomulighed her.

Men heldigvis har udvalget i Parlamentet set meget omhyggeligt på dette forslag og er positivt indstillet over for det. Heraf de mange ændringsforslag stillet af udvalget.

Endelig vil jeg ikke komme nærmere ind på ændringsforslagene. Det glæder mig at kunne sige, at udvalget vedtog ændringsforslagene næsten enstemmigt med de britiske konservative som den eneste undtagelse. De vil uden tvivl forklare, hvorfor dette var tilfældet. Det var partiet, som jeg følte mig forpligtet til at opgive, fordi det er blevet fuldstændigt negativt over for Europa. Jeg håber inderligt, at de, når vi stemmer om dette forslag, endelig vil føle sig positive og give det deres helhjertede støtte.

  Haug (PSE), rådgivende ordfører for Budgetudvalget. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, Budgetudvalget hilser den af Kommissionen foreslåede beredskabsordning velkommen. Vi støtter denne fællesskabsmekanisme, som skal stille ressourcer til rådighed for krisestyrings- og konfliktforebyggelsesaktioner - uden kamphandlinger. Det kan kun være rigtigt, at Den Europæiske Union hjælper til med opretholdelse eller genoprettelse af den offentlige orden, med fremme af dialogen, med forsoning, med formidling og forebyggelse af menneskerettighedskrænkelser.

Alt dette kan dog kun virke, hvis beredskabsordningen også virkelig er i stand til at gribe ind hurtigt. Derfor støtter vi udtrykkeligt det, som Kommissionen foreslår til implementeringen, nemlig komitologien, inklusive et rådgivende udvalg. Betoningen ligger på "rådgivende".

Nu har Kommissionen jo i årenes løb - med opbakning fra Europa-Parlamentet i øvrigt - fulgt konceptet om skabelse af et egentligt fælles marked. Det vil sige, at aktiviteter blev overført fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, altså fra den anden søjle, til fælleskabssøjlen. Denne tendens fortsættes yderligere med det foreliggende forslag om beredskabsordningen. Så vidt, så godt. Men de nødvendige ressourcer skal skaffes under udgiftsområde IV i det finansielle overslag. Hvor stramt det ser ud med vores finanser i udgiftsområdet "udenrigspolitikker", har alle parlamentsmedlemmer vidst i mindst to budgetprocedurer. Hver gang havde vi på denne slagmark de stærkeste opgør med Rådet om budgettet. Man behøver ikke profetiske evner for at kunne forudse noget lignende for dette år.

Derfor har vi også anmodet det korresponderende udvalg om at gøre to ting, for det første at opfordre Kommissionen og Rådet til at forklare deres hensigter i en fælles beretning, frem for alt at forklare, hvordan ansvaret fordeles mellem dem, og hvordan de vil finansiere foranstaltningerne, og for det andet at indføje en betragtning i teksten, hvor det klart og tydeligt siges, at ressourcerne til beredskabsordningen skal finansieres inden for rammerne af udgiftsområde IV. Skulle det ikke være muligt, kan man forudse en revision. Desuden ønsker vi, at Europa-Parlamentet høres i forbindelse med hver foranstaltning. Ordføreren og det korresponderende udvalg har fulgt disse budgetpolitiske aspekter. Vi takker dem mange gange for det!

  Oostlander (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, Kommissionen har en række beføjelser, som har betydning for det civile bidrag for at opnå kontrol med situationer, der er ved at blive ukontrollable. De samme beføjelser kan anvendes i stabiliseringsfasen efter en voldelig konflikt for at undgå, at der på ny opstår problemer. Det drejer sig i den forbindelse ud over det almindelige hjælpepersonale om monitorer, indsættelse af forvaltningsembedsmænd, undervisere og politi. Det vedrører projekter og beredskabspolitik med specifikt sigte på stabilisering af en bestemt region.

Vi bifalder gennemførelsen af en politisk og organisatorisk sammenhæng mellem alle disse civile midler gennem en beredskabsordning. På den måde kan Unionens ansvar for den internationale retsorden i højere grad end tidligere tage form. Det giver desuden Kommissionen og den ansvarlige kommissær mulighed for klart at komme med egne initiativer og stille forslag på dette område.

Vekselvirkningen mellem ordføreren og Kommissionen har efter vores mening ført til et udmærket beslutningsforslag. Man har især undgået at håndhæve eller indføje overflødige strukturer, som sinker beslutningstagningen. Ordføreren peger ganske rigtigt på den nødvendige finansiering af denne ordning og nødvendigheden af en veluddannet enhed for den finansielle ledelse og gennemførelse.

På nogle få punkter foretrækker min gruppe kommissionsteksten frem for ordførerens ændringsforslag. Jeg mener f.eks., at opremsningen af de eksempler og formål i artikel 1, stk. 1, som beredskabsordningen omfatter, er meget nyttig.

Betænkningen angiver Parlamentets klare engagement i politikken. I betragtning af, at medlemsstaternes indsats også i fremtiden vil være splittet, slår betænkningen ganske rigtigt til lyd for et informationsudvekslingssystem. Måske er videregående koordination og styring også en mulighed på længere sigt.

Vi lærer af vores fejl, men langsomt. Bosnien-Hercegovina og Kosovo er vigtige eksempler, hvor der gik meget galt, og man langsomt lærte noget. Beredskabsordningen er i den henseende et stort fremskridt. Vi håber naturligvis, at den bliver anvendt så lidt som muligt, men det er et fromt ønske. Vi ved i politik, at det er godt at have denne mulighed sammen med den hurtigt disponible militære enhed, som hører under hr. Solanas kompetence.

Vi mener, at det især er Unionens civile muligheder, som vil være vigtige ved freds- og ordenshåndhævelsen i fremtiden, og det er naturligvis også det, vi vil. Vi tilstræber ligesom alle andre at anvende civile midler frem for militære, men det skal ikke siges alt for højt i disse kredse, i betragtning af den store tøven i situationer, hvor det er nødvendigt også at anvende militære midler.

  Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske hr. Newton Dunn, der fermt har ført os igennem betænkningen, først i Udenrigsudvalget og nu i Parlamentet. Som eksempel og bevis herpå kan jeg fastslå, at der kun er stillet ét ændringsforslag til hans betænkning under plenarmødet. Vores gruppe støtter i øvrigt det ændringsforslag.

Forslaget om oprettelse af en beredskabsordning, hvor der hurtigt kan stilles penge til disposition, støttes fuldt ud af min gruppe. Det passer til vores udtrykkelige ønske om først at indsætte civile midler ved truende konfliktsituationer. Det er det andet konkrete skridt i den forbindelse efter formuleringen af kravet om en hurtigt disponibel politistyrke. Vi afventer spændt et udarbejdet forslag om en totalpakke med såkaldte hovedmålsætninger på dette område.

Vi slår til lyd for balance mellem EU's indsats med hensyn til den civile og militære krisestyring. EU skal være i stand til at reagere hurtigt i nødsituationer med et bredt og godt tilpasset udvalg af midler. Derfor foreslås der enkle procedurer for beredskabsordningen. Komitologien kan undgås ved at holde sig inden for fællesskabsrammen. Det begrænser ganske vist teoretisk det antal lande, hvor midlet kan anvendes, men der er ingen praktiske problemer. Hvor er EU ikke aktiv?

Dér, hvor Kommissionen forståeligt nok formelt foreslår at anvende ordningen for at sikre implementeringen af EU-programmer, vil vi gerne have indføjet ordet EU-politik. Det øger rækkevidden.

For ikke at hindre effektiviteten forslår vi, at der ikke fastsættes finansielle grænser på forhånd eller medtages tidsfrister i forordningen. Beredskabsordningen skal i sagens natur være fleksibel.

Vi anmoder Kommissionen om i starten at evaluere meget og ofte og informere Parlamentet herom. Vi er i den forbindelse meget interesserede i, hvordan ordningen forholder sig til ECHO-programmet. Det vedrører et nyt middel, og vi kan tage ved lære af dets børnesygdomme.

Endelig vil jeg gerne vide, om det i fremtiden er muligt med en diskussion med kommissæren om eventuelle scenarier for anvendelsen, for vi taler nu teoretisk om midler, men i fremtiden skal vi endvidere behandle de praktiske anvendelser, og i den forbindelse er en scenariedebat efter min mening meget ønskelig.

  Van den Bos (ELDR). - (NL) Hr. formand, verden forventer stadig mere af Europa, når det går galt et eller andet sted, og det er berettiget. Vi disponerer over midlerne, organisationen og hensigten til at hjælpe i nødsituationer, og især Afrika skal i den henseende ikke forvente meget af USA under Bush.

Derfor er jeg glad for Kommissionens forslag om at etablere en beredskabsordning ved siden af den militære enhed og som supplement til ECHO. Denne nye mekanisme vil bestemt opfylde et behov så meget, at efterspørgslen hurtigt overstiger udbuddet af hjælp. De disponible midler i år er en fornærmelse af beredskabsordningens seriøse udformning. Selv om beløbet fordobles eller tredobles i de efterfølgende år, er det fortsat en vittighed i forhold til de mange aktioner, som kan omfattes af det nye koncept. Det drejer sig om hurtige beslutninger, indgriben og finansiering. Den imponerende liste over operationer fra den i øvrigt udmærkede Newton Dunn-betænkning er derfor forholdsvis overraskende. Heri nævnes en række meget vigtige opgaver, som faktisk ikke har uopsættelig karakter, såsom undervisning, overvågning af valg eller minerydning. Kan kommissæren tydeliggøre, hvad der efter hans mening skal være aktionsradiussen, også i lyset af de begrænsede finansielle muligheder?

Udformningen af beredskabsordningen tiltaler mig. Det er en konstruktion i den første søjle, som er omfattet af Kommissionens ansvar. Det er meget vigtigt, at Parlamentet involveres fuldt ud. Informeres vi i tide om planlagte aktioner? Der tales meget om kompetenceproblemer og rivalitet mellem hr. Patten og hr. Solana. En opgavefordeling militært og civilt mellem regeringerne og Kommissionen er mulig, men kan i praksis give store problemer. Kan kommissæren berolige Parlamentet på det punkt? Europæisk politik og militær og civil indgriben skal koordineres godt, det forventer verden endvidere ganske rigtigt af os.

  Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, siden Amsterdam-traktatens tilblivelse har Unionen stolt erklæret sig som fortaler for et brandmandskab i Europa til krisesituationer. Problemet er blot, at det ikke engang har spande til at øse vand med. Med de særlige fonde til krisesituationer har man nu trods alt skaffet spandene, og det glæder mig virkelig. Jeg kunne dog også have ønsket mig, at et brandvæsen anskaffer sig brandslanger, og det er også blevet understreget af vores kollega, at denne fonds udstyr ikke dækker alle nødvendige behov, men brandslanger er skam dyre. Den særlige fond er trods alt et fremskridt, og jeg må endnu en gang gøre tydeligt opmærksom på, at den i og for sig er opbygget meget ensidigt, for den vedrører alene foranstaltningerne bagefter. Imidlertid er foranstaltningerne forinden, de præventive foranstaltninger, langt vigtigere! Til det formål er politistyrker ikke tilstrækkelige, og derfor forventer vi også en finansiering af et europæisk civilt fredskorps, således som Parlamentet har krævet det i sin beslutning fra 1999, og jeg beder hr. Solana om at følge mere op på disse ting.

  Marset Campos (GUE/NGL). - (ES) Hr. formand, jeg vil indlede med at lykønske hr. Newton Dunn med hans betænkning og med den imødekommenhed, hvormed udvalget har taget alle de forskellige forslag til sig. Det initiativ, som Kommissionen har taget, er efter vores mening vigtigt. Det skal imidlertid nævnes, at flertallet i vores gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, selv om der ikke er en samlet holdning til spørgsmålet - hvilket er forståeligt - går ind for denne beredskabsordning. Vi mener, at den er vigtig, at den skal være en fælles europæisk politik, og at der skal lægges større vægt på forebyggelse af konflikter som en europæisk dimension af bidraget til fred.

Derfor havde vi ønsket en bedre finansiering, mere koordinering for at styrke effektiviteten blandt de forskellige programmer, der kan tages i anvendelse, og også større fælles ansvar, hvad angår den senere - og desværre nogle gange nødvendige - militære indgriben, som måske kan undgås, hvis de forudgående faser gennemføres.

  Belder (EDD). - (NL) Hr. formand, diskussionen om beredskabsordningen begynder efterhånden at trække i langdrag. Medlemsstaterne er stadigvæk ikke enige om indholdet af denne mekanisme. Efter forlydende vil det også tage nogen tid, inden der opnås overensstemmelse, selv om det har meget begrænsede finansielle følger for medlemsstaterne. De skal ikke øge deres bidrag til Unionens eksterne politik, men kun acceptere flytninger inden for de bestående budgetter. Af de møjsommelige forhandlinger fremgår endnu en gang, at store idealer om EU's eksterne politik i praksis mislykkes på grund af de nationale medlemsstaters stærke stilling.

Fjernelse af den geografiske begrænsning for EU-programmer må ikke medføre, at EU vilkårligt kan gribe ind overalt i verden. Jeg er derfor glad for den konkretisering, som er sket med dette forslag i Udenrigsudvalgets betænkning. Ved denne mekanisme drejer det sig udtrykkeligt om aktioner inden for rammerne af europæiske programmer. Mekanismen kan hjælpe dér, hvor gennemførelsen af programmerne kommer i fare på grund af kriser.

Jeg er imidlertid ikke enig i betænkningens konklusioner på et andet punkt. I modsætning til ordføreren vil jeg fastholde krisekomitéen i kommissionsforslaget. På den måde undgås, at der ikke er tilstrækkelig støtte i medlemsstaterne til aktioner. Endvidere sørger vi for den nødvendige sammenhæng mellem Unionens og medlemsstaternes aktioner. Det er ikke uden betydning efter al den kritik, som Unionens eksterne indgriben har været udsat for i de forløbne år.

Jeg er endvidere betænkelig ved de forslag, der stilles i bemærkningerne, om at ændre retsgrundlaget for denne forordning. Artikel 308 er den eneste artikel, som forslaget kan baseres på. Spørgsmålet er, om tilføjelse af artikel 179 fremmer mekanismens effektivitet. Parlamentets medbestemmelse vil efter min mening virke unødvendigt sinkende. Bagefter skal vi dog kunne stille Kommissionen til ansvar for anvendelsen af mekanismen.

  Sichrovsky (NI). - (DE) Hr. formand, forslaget om en forordning om oprettelse af en beredskabsordning hører til dem, hvor hensigten helt igennem er glædelig, men hvor gennemførelsen kunne slå fejl på grund af de bureaukratiske forhindringer og skænderier om kompetence og indflydelse. Hidtil har Den Europæiske Union som led i krisestyringsaktioner og konfliktløsning ikke spillet nogen særlig overbevisende rolle. Grunden til det synes hverken at være mangel på personelle eller finansielle ressourcer. Det er snarere et spørgsmål om ledelse, planlægning og koordination af de forskellige idéer og foranstaltninger. Hensigtserklæringen på dette område om i forbindelse med konfliktløsning og kriseintervention at blive mere aktiv skal dog fortolkes som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Hidtil har EU først og fremmest med finansielle ressourcer delvis ydet en storartet indsats for at forbedre situationen i de kriseramte områder. Penge erstatter dog ikke altid den politiske hensigt og den politiske indflydelse. Hvis EU gerne vil spille en stærkere rolle i fremtiden, så hører den politiske vilje til at blande sig mere i de relevante foranstaltninger med.

Jeg er her kun repræsentant for et lille land, men jeg kan dog forsikre Dem om, at netop Østrig med sin lange tradition for neutralitet og alliancefrihed har stor erfaring i politisk mægling og kriseintervention og tilsvarende accepteres af konfliktparterne. Måske af den grund er netop dét et område, hvor man burde tage større hensyn til de mindre EU-landes erfaringer. Det drejer sig ikke så meget om enorme finansielle ressourcer og store opblæste organisationer, det drejer sig ved kriseintervention og mæglingsforsøg i konflikter mest om den tillid, som modstanderne viser interventionstilbuddet. Og præcis her har EU hidtil svigtet.

Vi har et imageproblem over for konfliktparterne på de mange krisearnesteder i denne verden. Det løses ikke kun med nye afdelinger og finansplaner. Det, som vi således stadig mangler, er en overbevisende hensigtserklæring om at tage et større ansvar internationalt i forbindelse med mægling og kriseintervention.

  Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg håber, at jeg har kommissærens opmærksomhed, da han lige nu står og taler med hr. Brok. Gennem hele dette Parlaments embedsperiode har vi anmodet om, at Kommissionen indførte en mere effektiv økonomisk forvaltning og mere effektive administrative procedurer, således at den uopsætteligt kan yde ekstern bistand og implementere sine programmer såsom mineaktion i tider med krise, eller når der er liv på spil. Det forekommer os, at dette var det underliggende motiv bag hr. Pattens forslag om den særlige beredskabsordning. Jeg håber, at dette er tilfældet, og jeg vil bede kommissæren om en forsikring om dette.

Det er en skam, at man har brugt udtrykket "rapid reaction facility" for noget, der, når alt kommer til alt, burde være et procedurespørgsmål, et økonomisk forvaltningsinstrument. Det kan let forveksles med "rapid reaction force". Det er blevet forvekslet i medierne, ja, og endog i Parlamentets egne nyheder fra mødeperioden i sidste uge. Måske kunne Kommissionen for at skabe klarhed og undgå forvekslinger ændre titlen til noget i retning af "urgent financing facility".

Vi støtter princippet, som jeg har beskrevet det, men der synes at være krøbet et par uheldige elementer ind. For det første er det i stedet for at nævne ordningen inden for rammerne af FUSP og Kommissionens egne aktioner udadtil under første søjle blevet placeret inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Nu har vi ved flere lejligheder udtrykt vores bekymring over EU's indblanding i militære sager, og vores forbehold er ikke blevet mindre af udviklingen i Nice. Dette er et særskilt spørgsmål. Kommissionens finansieringsordning bør ikke blandes sammen med disse forsvarsspørgsmål.

For det andet løber der en tråd af politisk korrekthed gennem forslaget. Jeg er f.eks. forbløffet over, at bekæmpelsen af kønsdiskriminering ville falde ind under kategorien krisestyring, hvilket ville medføre anvendelsen af den særlige beredskabsordning.

For det tredje, hvilket er mere vigtigt for os, har ordføreren, hr. Newton Dunn, benyttet sig af lejligheden til at stille et ændringsforslag i forfølgelsen af et af sine yndlingsemner, nemlig etableringen af en europæisk offentlig sikkerhedsstyrke, med andre ord et europæisk gendarmerie eller væbnet politi. Dette er hovedårsagen til, at vi ikke kan acceptere denne betænkning.

Vi ønsker ikke en europæisk hær, og vi ønsker helt bestemt ikke en europæisk politistyrke. Vi ønsker, at Kommissionen skal udføre sin bistand udadtil med større effektivitet, og vi bifalder foranstaltninger i denne henseende.

  Carrilho (PSE). - (PT) Hr. formand, Europa-Parlamentet er altid gået ind for at forøge EU's evne til ikke-militær indgriben. Vi glæder os derfor over Rådets forslag, og vi støtter hr. Newton Dunns betænkning, der indeholder forslag, som forbedrer teksten. Der er selvfølgelig her tale om emner, der tilhører den første søjle. Det er imidlertid velkendt, at der under den anden søjle er ved at blive oprettet en militær beredskabsordning til at tage sig af Petersberg-opgaver, opgaver, som skal løses i tredjelande, hvor også den ikke-militære beredskabsordning skal virke. Men hvordan? I hvilke situationer? Hvilket forhold skal der være mellem dem? Hvordan skal de koordineres? Jeg tror, at dokumentet med fordel kunne have behandlet dette forhold. Som medlem af Europa-Parlamentet vil jeg gerne være med til at nedbryde de barrierer, der adskiller kompetenceområderne fra hinanden, så der kan komme mere samarbejde på tværs inden for EU.

  Titford (EDD). - (EN) Hr. formand, mit parti anerkender fuldt ud, at der er behov for, at de udviklede lande stiller ressourcer til rådighed for internationale kriser, og at vores reaktion skal være hurtig og effektiv. I denne sammenhæng ser Kommissionens forslag attraktivt ud, idet det tilvejebringer de mekanismer, der skal til for at have et beredskab til at klare krisesituationer.

Vi mener imidlertid, at de, for at vores bestræbelser skal være hurtige og effektive, bør være planlagt, finansieret og gennemført på et sandt internationalt plan, hvor der gøres brug af hele den fri verdens ressourcer og evner, herunder USA's tekniske kapacitet og gode vilje.

Mekanismerne til sikring af dette findes allerede i form af De Forenede Nationer og dets forskellige organer. Selv om disse organer måtte være ufuldkomne og altid måtte have behov for reformer, har de leveret gode ydelser og har lettet mangen en lidelse. I fremtiden er måden til at sikre, at reaktionsevnen øges, fortsat at arbejde via disse organer og sikre, at ressourcerne anvendes klogt og effektivt. Hvad Kommissionens forslag angår, er det ikke andet end at opfinde den dybe tallerken igen, når Den Europæiske Unions politiske ambitioner sættes forud for lidende menneskers behov.

Mennesker i krise har lige så stort behov for en europæisk beredskabsordning, som en fisk har brug for en cykel. Vi bør opgive disse storslåede planer og udvikle de eksisterende organer, som kan opvise bedre resultater, end EU nogensinde ville kunne.

  Hume (PSE). - (EN) Hr. formand, når vi drøfter dette spørgsmål, bifalder jeg stærkt forslaget fra det svenske udenrigsministerium, som jeg først har set her i dag, om en målrettet handlingsplan til forebyggelse af konflikter, for, som jeg tidligere har sagt, bør vi her i Den Europæiske Union udsende en fredsfilosofi til konfliktområder og ikke kun hære.

Den Europæiske Union er det bedste eksempel i konfliktløsningens verdenshistorie, og det er noget, vi har en tendens til at glemme. Se blot på det sidste århundrede. Første halvdel var præget af den værste konflikt, som verden nogensinde har set: to verdenskrige med millioner af døde og dræbte. Og dog, hvem ville have kunnet forudse, at de samme folk i den anden halvdel af århundredet ville gå sammen i Den Europæiske Union?

Som jeg ved af egen erfaring, vil de principper, der ligger til grund for Den Europæiske Union, løse konflikter hvor som helst, de bliver anvendt i verden. Synes De derfor ikke, at det er et meget positivt og fornuftigt forslag, at Den Europæiske Union får en afdeling, der gør netop dette? Med andre ord bør Kommissionen have en afdeling for fred og konfliktbilæggelse, der kan drage ud til konfliktområder på forhånd og anvende principperne for konfliktløsning og navnlig de principper, der ligger til grund for Den Europæiske Union selv.

  Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg er meget ked af her under debatten at have hørt parlamentsmedlemmer fra min egen region i Det Forenede Kongerige fra forskellige partier sige, at de vil stemme imod denne betænkning. Det glæder mig at støtte den særlige beredskabsordning, og det gør jeg som medlem af Parlamentets Udviklingsudvalg.

I den uge, hvor 600 mennesker lå døde efter jordskælvet i El Salvador, må Den Europæiske Union være i stand til at skride hurtigere til værks, sådan som det ikke lykkedes for os som reaktion på følgerne af orkanen i samme land tilbage i 1998. Jeg vil som afslutning på debatten bede kommissær Patten først om at forsikre os om, at ordningen vil blive brugt som reaktion på kriser over hele verden til støtte for EU's udviklingsmål og ikke kun i Europas eget bagland.

Kunne han for det andet fortælle os, hvordan han kan komme med et sådant løfte, når Kommissionen år efter år foreslår finansieringsinterventioner i Central- og Østeuropa og i det tidligere Jugoslavien på bekostning af de budgetposter, der er afsat til udviklingslandene.

Vil han for det tredje påtage sig at redegøre for et detaljeret operationelt forhold mellem den særlige beredskabsordning og finansieringen fra ECHO, ja, og forklare, hvorfor han ikke samtidig har fremsat forslag om at sætte gang i vores humanitære bistand som del af det reformprogram, som han ved, vi støtter.

Kan han endelig fortælle os, at han er enig i vores tro på, at udvikling er den bedste form for konfliktforebyggelse, og at han forpligter sig til at styrke EU's udviklingsprogram for at undgå behov for kriseindgreb i de kommende år.

  Patten, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, det er mig en fornøjelse at komme med min reaktion på hr. Newton Dunns fremragende betænkning om den særlige beredskabsordning. Han er en ven og kollega. Ja, vi var tidligere stammefæller, inden han forhåbentlig midlertidigt vandrede væk fra reservatet, men med mit kendskab til forfatteren er jeg ikke spor overrasket over, at dette er en så fremragende betænkning.

"The rapid reaction facility", som den kaldes i betænkningen, har naturligvis nu fået betegnelsen "the rapid reaction mechanism" for at undgå eventuelle forvekslinger med "the rapid reaction force", som jeg - og lad mig gentage dette rettet til læsere af dele af pressen i det land, jeg kender bedst - overhovedet ikke har noget ansvar for. Det er et negativt "nej" frem for et bekræftende "ja" blot til fordel for læserbrevsspalterne i The Daily Telegraph.

Jeg må sige, at jeg lyttede til indlægget fra min ven, hr. Van Orden. Jeg fandt, at det var et godt eksempel på pindehuggeri. Jeg må sige, at hans hovedindvending vist nok angik ændringsforslag 9, og som jeg vil fortælle om lidt, er vi imod ændringsforslag 9. Men hvis der hersker nogen forvirring om arten af det, vi forsøger at gøre, må jeg sige, at det til dels skyldes det, som nogle af dem, der er enige med den ærede herre, har sagt om disse forslag.

Hvis konservative medlemmer som min ærede ven ikke kan gå ind for dette, må jeg ikke helt retorisk stille spørgsmålet: Hvad i alverden vil de så nogensinde gå ind for? Dengang jeg var formand for det parti, som den ærede herre er medlem af, troede vi faktisk på det nyttige ved at forsøge at sætte fart i tilvejebringelsen af finansiel bistand. Vi troede faktisk på det nyttige ved at forsøge at overvinde bureaukratiet. Så jeg kunne godt lide at vide, hvad i alverden min ærede ven og hans kolleger egentlig tror på i dag. Jeg tror, at det ville være ønskværdigt, at man ser længere end blot til læserbrevsspalterne i The Daily Telegraph efter ens information om et vigtigt emne som dette.

Nu har jeg ansvaret for at sikre, at Kommissionen er i stand til at reagere hurtigt og effektivt i en krisesituation både alene og, hvilket måske er mere sandsynligt, som del af en samlet EU-reaktion på kriser, herunder kriser, hvor EU's særlige udrykningsstyrke vil blive anvendt. Den lære, vi har draget i de senere år, har været meget klar. Reaktion på kriser omfatter meget ofte anvendelsen af en lang række forskellige redskaber, der sommetider også omfatter militæret, og som hyppigt omfatter politikker og programmer, som Kommissionen har ansvar for eller er involveret i, lige fra handelspolitik til humanitær bistand, fra tilvejebringelse af valgobservatører til bistand i marken med toldmissioner, grænsestyring, bistand til uafhængige medier m.v.

Alt for ofte tidligere, tag bare Balkan som et eksempel, har vi simpelthen ikke været i stand til at reagere med den effektivitet eller betimelighed, som udvikling i den virkelige verden kræver. Eller vi har måttet vade gennem en proceduremæssig melasse i Bruxelles, som har fået embedsmændene til at gå i stå, hvor de burde have brugt alle kræfter på at få arbejdet gjort ude i marken. Det var, er jeg bange for, det indtryk, jeg fik, da jeg overtog dette job. Vi forsøger at rette op på disse mangler. Svaghed afsløres af virkelige begivenheder, ikke af teoretiske modeller.

Jeg har, siden jeg blev kommissær, rettet en stor del af min opmærksomhed mod at forsøge at forbedre denne situation ude i marken. Jeg tror, at vi er begyndt at gøre fremskridt, som jeg mener, at vores reaktion på nylige begivenheder i Serbien har vist. Dér var Kommissionen i den alt for usædvanlige situation at blive rost af de lokale myndigheder og af andre donorer for den hurtighed, hvormed vi var i stand til at agere. Men det er stadig alt for sjældent, og at skaffe hjælp, hvor der er behov for den, hurtigt kræver en stor indsats fra vores embedsmænd med at trænge igennem det bureaukratiske morads.

Vi skylder embedsmændene og også dem, vi forsøger at hjælpe, at vi sørger for at udstyre dem ordentligt, så de kan gøre arbejdet. Det er det, dette forslag om en særlig beredskabsmekanisme handler om. Ligesom de bredere reformer, som vi er ved at indføre for vores eksterne bistandsprogrammer over hele verden, er det udformet for at sikre, at EU's hjælpeprogram begynder at få og fortjene et ry for fortræffelighed. Den særlige beredskabsmekanisme vil gøre det muligt for os meget hurtigt at aktivere og udbetale fællesskabsmidler som reaktion på kriser eller opstående kriser. Det forslag til forordning, der er under drøftelse i Rådet, afspejler de ændringsforslag, der er stillet af Parlamentet. Vi ønsker at sørge for en maksimal fleksibilitet både geografisk og bureaukratisk og klare os uden komplekse komitologiregler, f.eks. til fordel for en direkte tilvejebringelse af information til Rådet og Europa-Parlamentet, og så vidt muligt forenkle beslutningsprocessen.

Formålet vil være, at den særlige beredskabsmekanisme bliver aktiveret til at kunne klare den indledende, afgrænsede periode af en krise i forventning om, at det regulære fællesskabsprogram, det være sig Cards eller Tacis eller andre, kommer i gang. Interventioner under mekanismen vil hver gang være begrænsede i tid og med bevillinger på op til 12 millioner euro.

Lad mig, inden jeg konkret kommer ind på ændringsforslagene, svare på et par punkter, der er kommet frem under debatten.

Både hr. Newton Dunn og hr. Wiersma - som talte kort efter ham - foreslog, at jeg skulle give eksempler på, hvornår den særlige beredskabsmekanisme ville være nyttig. Næsten det første problem, jeg blev stillet over for, da jeg blev kommissær, var, hvordan man hurtigt kunne levere olie til de demokratisk kontrollerede kommuner i Serbien. Det lagde helt ærligt et stort pres på vores administrative kreativitet at få det gjort. Det lykkedes os rent faktisk at få det gjort på en måde, som jeg tror tilfredsstillede Revisionsretten, og som fik hjælpen ud til disse kommuner meget hurtigt. Det eneste andet land, den eneste anden donor, som rent faktisk også deltog som følge af kompleksiteten af de opgaver, vi påtog os, var Norge, som jeg hylder særlig varmt, men det var et vanskeligt stykke arbejde. Det ville have været nemmere, hvis vi havde haft denne mekanisme på plads til at gøre det.

Jeg blev adspurgt om konfliktforebyggelse, og jeg er meget enig i det, den ærede herre, min ærede ven kunne jeg sige, selv om vi ikke er medlemmer af det samme parti, hr. Hume, havde at sige om dette, for han ved mere om konfliktforebyggelse end de fleste af os tilsammen. Det vigtige ved konfliktforebyggelse er, at den skal være hurtig og effektiv, og jeg gentager ordet "hurtig".

Hr. Howitt udfordrede mig til at sige, om jeg mente, at udviklingsbistand er den bedste form for konfliktforebyggelse. Det er da klart, at jeg gør det. Fornuftigt anvendt udviklingsbistand er sammen med en generøs og fornuftig holdning til handelsrelationerne mellem lande langt den mest effektive måde at klare konflikter på, og det er et argument, der meget flot blev fremsat den anden dag i en fremragende artikel i The Financial Times af Martin Wolf, der opsummerede resultaterne af en række akademiske undersøgelser af konflikter i Afrika og andre samfund. Så naturligvis er jeg enig heri, men Kommissionen vil rent faktisk inden for de næste par måneder forelægge en meddelelse om konfliktforebyggelse, hvori vi vil forsøge at samle nogle af de opfindsomme idéer, der er ved at blive udviklet både i Kommissionen og andetsteds med hensyn til konfliktforebyggelse, som i stadig højere grad, eftersom vi er nødt til at tage os af den dunkle side af globaliseringen, er et væsentligt punkt på dagsordenen for udenrigs- og sikkerhedsministre.

Men om tilvejebringelse af bistand og tilvejebringelse af ressourcerne til at beskæftige sig med konfliktforebyggelse vil jeg blot sige én ting. Det er ikke et spørgsmål om, at Kommissionen tømmer ét budget og så går videre til at finde penge andetsteds. Kommissionen har kun de penge, som budgetmyndigheden bevilger til den, som Rådet og Parlamentet bevilger til den, og det er min mening, som jeg vil fremsige endnu en gang i Rådet (almindelige anliggender) på næste mandag, at Kommissionen alt for længe har ladet andre slippe godt fra det uden at sætte prioriteter og har stået tilbage med alt det politiske ubehag ved selv at skulle sætte prioriteter. Jeg mener, at vi bør forpligte Parlamentet og ministrene meget mere i drøftelser af forholdet mellem vores politiske prioriteter og vores udviklingsprioriteter og vores anvendelse af penge udadtil over hele verden, for hvis vi kun har et begrænset beløb at anvende, som det vil være tilfældet i en overskuelig fremtid, lige så længe der er en finansminister, vil vi altid være nødt til at træffe meget vanskelige valg mellem prioriteter, og ikke alle vil synes om disse valg.

Men jeg er enig i det, det ærede medlem sagde om udviklingsbistand, og i hans synspunkt om, at den primært bør rettes mod fattigdomsbegrænsning.

Lad mig nu komme ind på de ændringsforslag, der er stillet af Parlamentet. Af de 38, der er stillet, kan Kommissionen godtage 34, enten som de er eller med mindre ændringer. Det er et mål for, hvor enige vi er i dette spørgsmål.

Vi har problemer med fire ændringsforslag. For det første ændringsforslag 9, hvis første del taler om behovet for, at beredskabsordningen støttes med opstilling af ikke-militære hovedmål. Vi er tilfredse med denne formulering, men vi kan ikke gå ind for den europæiske offentlige sikkerhedsstyrke, der foreslås i anden del af ændringsforslaget, hvilket helt klart er langt fra Kommissionens forslag. Jeg håber, at min ærede ven, hr. Van Orden, har taget dette til efterretning, og at jeg i det mindste kan slippe for det mareridt.

Ændringsforslag 14 tilføjer en ny begrundelse om det finansielle rationale tal bag den budgetpost, der er etableret for ordningen, og dens budgettilvejebringelse. Dette ændringsforslag synes at udgå fra en tidligere misforståelse af hele ordningen, som senere drøftelser i Europa-Parlamentet har opklaret. Det står nu meget klart, at der ikke er tale om at flytte aktiviteter eller budget fra FUSP eller at kapre muligheder under denne søjle over i en fællesskabsramme. Ordningen er fuldt ud et fællesskabsinstrument, og det gælder også dens budgets oprindelse.

Vi kan ikke gå ind for ændringsforslag 28, for "Fællesskabet" er ikke budgetmyndigheden. Kun budgetmyndigheden har ret til at fastsætte de årlige finansielle bevillinger i budgettet.

Endelig ville Kommissionen ikke af sig selv have været imod ændringsforslag 29, men vi har i kompromisets ånd accepteret det krav, der er fremsat af Rådet, om at begrænse operationers varighed i betragtning af den betydelige fleksibilitet, der er opnået i andre henseender.

Der er ikke her, og det er jeg sikker på, at de ærede medlemmer vil se, egentlig tale om grundlæggende forskelle. Det skyldes, at vi i alt væsentligt er enige om de samme mål, nemlig at vi vil forbedre vores præstation betydeligt og forbedre vores reaktion i forbindelse med kriser. Det er, gentager jeg, hvad denne mekanisme drejer sig om. Jeg bifalder i allerhøjeste grad den støtte, som de fleste ærede medlemmer hidtil i overvældende grad har udvist over for dette. Jeg håber meget inderligt, at de ærede medlemmer vil give forslaget en god medfart i denne uge, for som Dem ønsker jeg, at det bliver operationelt så hurtigt som muligt.

Dette handler om Den Europæiske Unions troværdighed og effektivitet over hele verden. Hvis ærede medlemmer ikke støtter dette, så gentager jeg, at kun Gud ved, hvad de mener, at Den Europæiske Union er til for.

(Bifald)

FORSÆDE: Marie-Noëlle LIENEMANN
Næstformand

Formanden. - Jeg takker Dem, hr. kommissær.
Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted kl. 12.

3. Nordkorea

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er følgende mundtlige forespørgseler:

- B5-0560/2000 af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik til Rådet om Den Demokratiske Folkerepublik Korea;

- B5-0825/2000 af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik til Kommissionen om Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

  Brok (PPE-DE). - (DE) Fru formand, kære kolleger, lad mig sige nogle ord til den forespørgsel, som Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik har indleveret, i særdeleshed på grundlag af den viden, som vores kolleger Santer og andre har samlet på deres rejse til Nordkorea. Jeg mener, at vi som Europæisk Union har en vigtigere rolle at spille her end hidtil, og at vores politik ikke alene kan gælde støtten af Kedo-programmet. Det er sandelig beklageligt, at der ikke har været en koordineret fremgangsmåde over for Nordkorea i forbindelse med i mellemtiden otte medlemslandes optagelse af diplomatiske forbindelser med landet.

Det forløbne år var overordentlig interessant på den koreanske halvø, og det først og fremmest på grund af tilnærmelsespolitikken mellem Nord- og Sydkorea og den familieudveksling, som på denne måde er blevet mulig. Men vi er nødt til at indse, at dette område fortsat er et potentielt kriseområde af stor betydning. På den anden side er den politiske chance nu til stede for at nå til en varig fredsaftale. Derfor er det nødvendigt, at Den Europæiske Union aktiveres på dette område som international aktør i en multipolær verden.

Her drejer det sig om at støtte en politik, som muliggør demokrati og menneskerettigheder i Nordkorea, og på dette grundlag yde et væsentligt bidrag til, at der finder en tiltagende forståelse mellem de to dele af Korea sted. Det har efter mødet mellem præsidenterne ført til, at man for første gang igen diskuterer dette lands enhed.

Parallelt med en sådan politik skal der også være mulighed for at få mere indgående viden om ernæringsspørgsmål og sundhedssystemet i Nordkorea samt om, hvordan relevante hjælpeforanstaltninger kan integreres i et politisk koncept for at bidrage til en forbedring af situationen og måske også sætte en nødvendig udvikling i gang, som bidrager til en fredsløsning i denne region. For fredsløsning i denne region er naturligvis også af betydning på verdensplan. Nordkorea er som våbenleverandør en vigtig aktør i denne verden og i forbindelse med udviklingen af moderne massetilintetgørelsesvåben og fremføringsmidler et land, som udmærket kunne være i stand til at blive til stor fare for andre dele af det asiatiske kontinent og længere væk.

Jeg mener, fru formand, at vi derfor er nødt til at opnå forbedringer på sådanne områder for at sætte en stopper for våbenproliferationen og således bidrage til stabilitet i denne verden.

Jeg håber, at vores beslutningsforslag får Deres støtte, og at Rådet og Kommissionen sammen med Europa-Parlamentet kan nå frem til en koordineret fremgangsmåde for også i vores egen interesse at yde vores bidrag dér!

  Danielsson, Rådet. - (SV) Fru formand, kære parlamentsmedlemmer, på det møde, der blev afholdt i Pyongyang den 25.-27. november sidste år inden for rammerne af den politiske dialog, fremhævede den europæiske trojka hovedpunkterne i Den Europæiske Unions retningslinjer for indsatsen over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea - retningslinjer, som var blevet godkendt af Rådet på møderne den 9. oktober og 20. november.

Lad mig kort nævne de tre vigtigste af disse retningslinjer. For det første drejer det sig om Unionens støtte til bestræbelserne på at opnå varig fred mellem de to koreanske stater. For det andet drejer det sig om, at det er vigtigt, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea udviser ansvar, når det gælder ikke-spredning af kernevåben og ballistiske missiler, samt stopper eksporten på missilområdet. For det tredje drejer det sig om overholdelsen af FN's Menneskerettighedserklæring.

Hvad angår oprettelsen af diplomatiske forbindelser til Den Demokratiske Folkerepublik Korea, blev Rådet den 20. november sidste år enige om, at de interesserede parter skal forhandle indbyrdes og informere Rådet om indholdet af deres forhandlinger med Pyongyang.

Rådet har gentagne gange henstillet til, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea opfylder sine forpligtelser fuldt ud i forbindelse med ikke-spredningsaftalen og stopper al produktion, testning og eksport af missiler og missilteknologi. Unionen har også opfordret Den Demokratiske Folkerepublik Korea til at underskrive og ratificere traktaten om fuldstændigt forbud mod atomsprængninger. Endvidere har Unionen meddelt Den Demokratiske Folkerepublik Korea, at den forventer at opnå konkrete resultater i disse spørgsmål.

Unionen har ved enhver kontakt til Den Demokratiske Folkerepublik Korea understreget sin store bekymring over de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som foregår i landet, over antallet af politiske fanger, mangelen på national lovgivning og de koreanske myndigheders uvilje til at samarbejde med internationale menneskerettighedsorganisationer. Der er blevet stillet krav om forbedringer på disse områder.

Vi skal fortsat understrege betydningen af disse spørgsmål. Unionen bifalder Den Demokratiske Folkerepubliks beslutning om at genoptage sin rapportering i henhold til FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder i løbet af 2000 og håber, at landet nu vil kunne gå ind i en nyttig og konstruktiv dialog med FN's Menneskerettighedskomité med udgangspunkt i sin egen rapport.

Med hensyn til spørgsmålet om foranstaltninger har Rådet opfordret Kommissionen til at starte en undersøgelse af, hvilke tekniske støtteforanstaltninger der kan vedtages inden for de prioriterede områder. Rådet og Kommissionen vil hurtigst muligt undersøge, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes for at åbne det europæiske marked for nordkoreanske produkter. Der skal iværksættes gennemførlighedsundersøgelser på de områder, der regnes for at være prioritetsområder. Den Europæiske Union skal bestræbe sig på at udvide de politiske forhandlinger med Republikken Korea, og alle bestræbelser på at skabe dialog mellem de to koreanske stater har Unionens fulde støtte. Det drejer sig også om at fastlægge områderne for fælles foranstaltninger, bl.a. i spørgsmålet om teknisk bistand og økonomisk samarbejde med Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

  Patten, Kommissionen. - (EN) Fru formand, jeg er meget glad for denne lejlighed til at sige et par ord om dette yderst vigtige emne. Nylige begivenheder på Koreahalvøen er af stor interesse og for os alle i Europa og bidrager også til, at vi kan hjælpe med til at fremme forsoning på Koreahalvøen ved, som det var tilfældet, at hjælpe med til at bringe den nordkoreanske regering og det nordkoreanske samfund ind fra kulden. Disse bestræbelser afspejler den udstrækning, hvori Europa har en global rolle at spille, og de svarer på en måde til den rolle, som Japan har spillet på Balkan - med at hjælpe med til at støtte stabiliteten dér. Vi har på samme måde ansvar på andre kontinenter.

Man blev ved møderne i Rådet (almindelige anliggender) den 9. oktober og 20. november sidste år enige om en EU-tilgang til den nylige udvikling på Koreahalvøen. Som jeg har nævnt, sigter denne tilgang på at støtte forsoningsprocessen mellem Nord- og Sydkorea for at skabe fred og stabilitet på Koreahalvøen. Med denne tilgang som grundlag for Kommissionens foranstaltninger vil den opretholde og overvejer at øge sin bistand til Nordkorea. Samlet har denne bistand i de sidste par år - sammen med bidraget til Koreahalvøens energiudviklingsorganisation - beløbet sig til omkring 275 millioner euro.

Eventuelle forøgelser bør imidlertid måles i forhold til tegn på fremskridt gjort af Den Demokratiske Folkerepublik Korea inden for områder, der optager os særligt, og som jeg ved også optager medlemmer af Parlamentet. F.eks. overholdelse af menneskerettighederne, ikke-spredningsspørgsmål, befolkningens adgang til bistand udefra, bedre betingelser for ngo'erne - som var et punkt, jeg havde lejlighed til at fremhæve over for Den Demokratiske Folkerepublik Koreas udenrigsminister i Bangkok sidste sommer - samt åbning af Folkerepublikkens økonomi og den strukturreform, der vil være en nødvendig del heraf.

Denne tilgang er blevet fremlagt for de nordkoreanske myndigheder ved det nylige trojkamøde for højtstående embedsmænd, der fandt sted i Pyongyang i slutningen af november. Jeg har forstået, at mine tjenestegrene holder Parlamentet fuldt ud orienteret om dette spørgsmål. Parlamentet har udvist en aktiv interesse i dette emne i nogen tid.

Den humanitære bistand og fødevarebistanden, der ydes til Den Demokratiske Folkerepublik Korea - og som siden 1993 har beløbet sig til omkring 200 millioner euro - vil fortsætte. Et nyt fødevaresikkerhedsprogram for 2000 til et samlet beløb af 20 millioner euro er lige blevet vedtaget af Kommissionen. Jeg bør pege på, at vi er gået fra regulær fødevarehjælp til strukturel fødevarebistand og navnlig tilvejebringelse af input og teknisk bistand med henblik på at fremme landbrugsproduktionen. Gennemførelsen af humanitære projekter, der blev godkendt i 2000, vil strække sig helt til sommer i år.

Humanitær bistand - navnlig medicin, vand, sanitet og vintertøj - vil efter planen fortsætte på mere selektiv basis, men på et niveau, der gør det muligt at reagere på reelle humanitære behov. Vi har også beføjelse til at modsvare eventuelle yderligere fremskridt gjort af Folkerepublikken med yderligere bistand, navnlig hvad angår adgang til de mest sårbare befolkninger og forbedring af arbejdsbetingelserne for ikke-statslige organisationer.

Herudover overvejer Kommissionen lige nu mulige foranstaltninger inden for områderne teknisk bistand og handel, som gradvist kunne udvides, hvis Nordkorea gør fremskridt inden for de områder, jeg har nævnt. Som et første skridt omfatter disse foranstaltninger en generel forøgelse af Folkerepublikkens tekstilkvote med 60% og 50% for nogle få produktkategorier.

En studiegruppe vil snarligt blive udsendt for at vurdere behov og identificere områder, hvor der kan gennemføres indledende tekniske bistandsprojekter. Men de udgør helt bestemt et område, som jeg ved har været af interesse for hr. Ford - og det er hele spørgsmålet om energiindustrierne i Nordkorea, som vil være så vigtige for landets økonomiske fremtid.

Hvad angår etableringen af diplomatiske relationer mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Demokratiske Folkerepublik Korea, overvejer Kommissionen en passende timing for et sådant skridt i tæt samråd med medlemsstaterne.

Endelig har nobelprismodtageren, præsident Kim Dae Jung, typisk været visionær i de bestræbelser, han har gjort for at fremme forsoning på halvøen. Lige så klart har præsident Kim Dae Jung været meget realistisk med hensyn til det, han kunne opnå på kort sigt. Jeg tror ikke, at han fremsætter ekstravagante krav til tempoet og udviklingen.

Det er imidlertid vigtigt, at vi holder vores øjne rettet mod horisonten og fortsætter med at arbejde os hen imod den. Vi bør lade os inspirere af præsident Kim Dae Jung, der er en af de store statsmænd i vores tid. Jeg håber, at Den Europæiske Union med hans mod vil fortsætte med at spille sin rolle med at sikre, at Koreahalvøen, regionen, ja, og verden nyder fred og velfærd. Konsekvenserne, hvis vi fortsatte med at isolere Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og hvis Den Demokratiske Folkerepublik Korea fortsat skulle være rede til at være isoleret, er for uhyggelige at tænke på.

  Santer (PPE-DE). - (FR) Fru formand, beslutningsforslaget om Nordkorea, som Parlamentet skal til at stemme om, har en fremtrædende politisk betydning. Ikke kun slår Europa-Parlamentet sin holdning til den nordlige halvdel af den koreanske halvø fast, men den har også fastlagt nye retningslinjer for denne holdning for alle EU-institutionerne. Som formand for den ad hoc-delegation, hvis besøg i Nordkorea dannede grundlag for udarbejdelsen af beslutningsforslaget, vil jeg gerne delagtiggøre Dem i tre grundlæggende betragtninger.

Den første er indledningen til en ny æra i de bilaterale forbindelser mellem de to Koreaer, som præsident Kim Dae Jungs tilnærmelsespolitik, den såkaldte sunshine policy, har markeret, og hvor han gav udtryk for en stærk gestus ved det historiske besøg i Pyongyang i juni 2000. Det er Europas pligt at støtte hele det koreanske folks og halvøens politiske lederes bestræbelser for at opnå stabilitet og varig fred i Korea. Det er inden for denne ramme, at man skal se vores politik over for Korea, og aktionerne heri skal fastsættes.

For det andet er Korea det sidste land i verden, som stadig er delt af en mur. Efter Tyskland og Yemen aner Korea nu en mulighed for samarbejde for at overvinde den interne mur. Europa skal på de to koreanske staters anmodning om at bistå dem med at fastlægge nye økonomiske og politiske forbindelser på halvøen tage denne udfordring op og vise koreanerne vejen til integration efter en lang og hård tid med deling. Den europæiske model med gradvis oprettelse af et område uden grænser skal her bruges som eksempel. Endnu en gang, det er EU's politiske ansvar at yde al mulig bistand til et Korea, som langsomt er ved at komme sig af sit historiske skisma.

Til sidst vil jeg særligt vedrørende Nordkorea sige, at konfrontationerne og isolationen skal forvises definitivt til fortiden. De nordkoreanske ledere synes at være klar til åbning og dialog med Sydkorea, USA, Europa og Japan, og selv om man skal dømme dem endeligt på deres handlinger, er jeg overbevist om, at en europæisk dialogpolitik med en struktureret og kritisk dialog vil bidrage betydeligt til en ændring i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som vil gavne hele verden.

  Ford, Glyn (PSE). - (EN) Fru formand, må jeg sige, at vi har gjort et enormt fremskridt i de sidste tre år, hvad angår relationerne til Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Vi har nu haft tre interparlamentariske delegationsmøder, og beslutningen opfordrer koreanerne til at komme her igen for at fortsætte dialogen. Vi har set Europa-Kommissionen gå fra ikke at tale med nordkoreanerne til at have en repræsentant for ECHO i Pyongyang, og vi er nu gået fra at have fem medlemsstater med diplomatiske relationer til, så vidt jeg forstår, 13, som er i færd med at etablere diplomatiske relationer til Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Jeg ser også meget gerne, at Det Europæiske Fællesskab etablerer diplomatiske relationer til Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Vi giver penge til Kedo-programmet, som hr. Patten har sagt, vi yder humanitær bistand og fødevarebistand og håber på at yde strukturstøtte til et samlet beløb af 275 millioner euro. Det er skørt at gøre det uden at have evnen til at føre en politisk dialog. Vi har brug for en dialog om menneskerettigheder, vi har brug for en dialog om våbensalg, og vi har brug for en dialog om økonomisk udvikling.

Realiteten er den, at med Sovjetunionens fald og den manglende evne til at foretage overgangen fra tidligere tiders mønsterarbejdersværindustri til de nye lette industrier samt en række naturkatastrofer befinder økonomien sig i fuldstændig krise. Observatører anslår, at den deraf følgende fødevarekrise har ført til tre millioner nordkoreaneres eller en ud af otte indbyggeres alt for tidlige død. I dag er deres eneste eksportvare råmaterialer og militært materiel.

Hvis vi kan finde frem til en løsning, kan vi hjælpe det nordkoreanske folk til at hjælpe sig selv med fødevarehjælp og bistand til at få fornyet gang i og genopbygge landbruget, minedriften og ikke-nukleare energiprojekter. Og hvis vi gør en indsats for at fjerne den bydende nødvendighed at eksportere militært materiel, så kan vi måske tvinge den nye Bush-regering til at genoverveje dens øjensynligt blinde engagement i et nationalt missilforsvar med den trussel for verdensfreden og -stabiliteten, som dette medfører. Jeg vil gerne lykønske Republikken Koreas præsident Kim Dae Jung for hans engagement i solskinspolitikken, som vil muliggøre en normalisering af relationerne mellem de to Koreaer, og hilser Kim Jong II's positive svar velkomment.

Dialog er vejen frem. Europa bør forfølge dette og ikke kun, fordi det for nærværende er Republikken Koreas politik, men fordi det er den rette vej at gå. Vores fordel er den, at vi ikke er Japan eller USA, og vi kan agere som oprigtige mæglere i dette meget farlige område i verden.

  Gawronski (PPE-DE). - (IT) Fru formand, de forhåbninger, som blev vakt på topmødet i juni mellem Nordkoreas Kim og Sydkoreas Kim, lader ikke til at blive til noget, og optimismen er ved at forsvinde. Nordkorea har svært ved at opfylde de få forpligtelser - der for det meste er symbolske - som det har indgået på militærområdet, det er længe om at genforene de familier, der blev splittet af krigen i 1950'erne, og det giver ikke tegn til, at Kim Jong II vil aflægge genvisit i Seoul, et besøg, der skulle finde sted her i foråret. Man ved endnu ikke, om og hvornår det finder sted.

Præsident Clintons beslutning om ikke at tage til Nordkorea - en rejse, han ellers gerne ville have foretaget som en historisk afslutning på sin præsidentperiode - risikerer nu at være ensbetydende med en lang pause i landets åbningsproces over for udlandet. På trods af alt dette kan jeg mærke, at der er en spinkel optimisme, og som hr. Brok sagde for lidt siden, kan jeg se, at de europæiske lande står i kø for at anerkende Pyongyangs staliniske styre og lukker øjnene for alt, hvad der sker i landet, og for de tragiske krænkelser af menneskerettighederne.

Derfor vil jeg gerne sige, at vi selvfølgelig skal fremme forståelsen mellem Nord- og Sydkorea, og at vi selvfølgelig skal hjælpe nordkoreanerne for at undgå, at de dør af sult - sådan som hr. Ford sagde for lidt siden - men vi skal opstille nogle strenge betingelser for at sikre, at støtten går til dem, der virkelig har brug for den, og ikke til et paranoidt og uforudsigeligt styre, som har for vane at bruge atomvåben og missilier som afpresning for at sikre sin egen overlevelse.

  Danielsson, Rådet. - (SV) Fru formand, jeg vil gerne takke parlamentsmedlemmerne for de værdifulde indlæg, der har været i disse vigtige forhandlinger om Unionens forbindelser til Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Lad mig blot komme med nogle korte afsluttende kommentarer.

Det er glædeligt, at man i Unionen nu er blevet enige om at fremme koordineringen af spørgsmålet om oprettelse af diplomatiske forbindelser til DPRK. En del af Unionens medlemslande, heriblandt mit eget, har hele tiden haft diplomatiske forbindelser til DPRK, andre har for nylig bestemt sig for at oprette forbindelser, mens en tredje gruppe venter på at tage beslutning om at oprette forbindelser.

Jeg tror personligt, at diplomatisk tilstedeværelse har stor betydning. For 20 år siden havde jeg selv lejlighed til at gøre tjeneste i Pyongyang, og jeg ved, hvad det vil sige at være direkte konfronteret med virkeligheden i dette land.

Jeg vil også erindre om den udtalelse, der kom fra Sydkoreas præsident Kim Dae Jung, da han besøgte Stockholm i forbindelse med sin modtagelse af Nobels fredspris i Oslo. Han appellerede dengang offentligt til Den Europæiske Union om at engagere sig dybere i en løsning af konflikten på den koreanske halvø. Jeg synes, at vi skal tage hans appel alvorligt. Vi bør have et beredskab, således at vi, når tiden er inde, også kan reagere på denne form for appel. Det er vigtigt, at vi i Unionen er enige om, hvad vi skal gøre, når vi tager stilling til sådanne foranstaltninger. Vi bør være enige om, hvorvidt der er en rimelig mulighed for fremskridt i vores handlinger, og det er selvfølgelig også vigtigt, at forholdene i Den Demokratiske Folkerepublik Korea er sådan, at det er meningsfuldt at handle.

  Formanden. - Hr. minister, jeg takker Dem.

Jeg kan meddele Dem, at jeg har modtaget et beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5.⁽¹⁾

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

Jeg foreslår at afbryde mødet. Vi genoptager det kl. 12 til afstemningen.

(Mødet udsat kl. 11.45 og genoptaget kl. 12.00)

FORSÆDE: Guido PODESTÀ
Næstformand⁽²⁾

(1) Se protokollen.

(2) Dagsorden: se protokollen.

4. AFSTEMNING

Betænkning uden forhandling (A5-0007/2001) af McCartin for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2791/1999 om visse kontrolforanstaltninger for det område, der er omfattet af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedrørende fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav (KOM(2000) 686 - C5-0584/2000 - 2000/0280(CNS))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning uden forhandling (A5-0386/2000) af Goodwill for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om gennemførelse af direktiv 91/676/EØF om nitrater (2000/2110(INI))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning uden forhandling (A5-0387/2000) af Sjöstedt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om gennemførelsen af direktiv 92/43/EF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2000/2111(INI))

Inden afstemningen om ændringsforslag 5

  Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, vores gruppe har jo ikke godkendt Sjöstedt-betænkningen i udvalget. Vi vil dog godkende den, hvis de to ændringsforslag 5 og 6 vedtages. Vi har ført samtaler med de andre grupper. Hvad ændringsforslag 5 angår, ville - hører jeg - også andre grupper være i stand til at godkende ændringsforslaget, hvis der blev foretaget to sproglige ændringer. Den første vedrører kun oversættelsen fra tysk til engelsk. I den tyske tekst står der "fordert eine Überprüfung der FFH-Richtlinie". Det blev fejlagtigt oversat til engelsk med review. Det skulle hedde examination. Det er altså kun en sproglig tilpasning.

Det andet ville ganske vist være et mundtligt ændringsforslag. Vi beder om at få erstattet ordet "Rechtssicherheit" i ændringsforslag 5 med ordet "Klarheit". På engelsk skulle det tilsvarende heller ikke hedde legal certainty, men derimod clarification. Jeg beder Dem om at tage dette mundtlige ændringsforslag til efterretning og bringe forslag 5 til afstemning med denne mundtlige ændring.

  Sjöstedt (GUE/NGL), ordfører. - (SV) Hr. formand, jeg er rede til at støtte de ændringer, der lige er blevet foreslået til ændringsforslag 5, eftersom forslaget med disse ændringer bliver betydeligt bedre end den oprindelige version. Jeg opfordrer altså parlamentsmedlemmerne til at godkende de mundtlige ændringer, som Liese fremlagde for PPE-DE-Gruppen.

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning uden forhandling (A5-0379/2000) af Bowe for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om gennemførelsen af Rådets direktiv 96/59/EØF om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT) (2000/2112(INI))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0367/2000) af Cunha for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets afgørelse om fastsættelse af de nærmere regler for tildeling af støtte til Guinea-Bissau på fiskeriområdet (8263/2000 - C5-0361/2000 - 1998/0355(CNS))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0360/2000) af van den Bos for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Folkerepublikken Bangladesh (7595/1/1999 - KOM(1999) 155 - C5-0356/2000 - 1999/0086(CNS))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0392/2000) af Newton Dunn for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en beredskabsordning (KOM(2000) 119 - C5-0272/2000 - 2000/0081(CNS))

Inden afstemningen

  Newton Dunn (ELDR), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at foreslå en teknisk mundtlig ændring til ændringsforslag 28. Jeg beklager, at jeg ikke fik øje på dette tekniske punkt i udvalget.

I ændringsforslag 28 står der for nærværende: "Fællesskabet fastsætter hvert år et samlet loft for finansiering af foranstaltninger i medfør af denne forordning." Som kommissær Patten påpegede under debatten, er det ikke "Fællesskabet", der fastsætter et loft for finansieringen, det er budgetmyndigheden. Jeg vil gerne foreslå, at vi sletter ordet "Fællesskabet" og i stedet indføjer ordet "budgetmyndigheden", således at ændringsforslaget nu lyder som følger: "Budgetmyndigheden fastsætter hvert år et samlet loft for finansiering af foranstaltninger i medfør af denne forordning."

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0338/2000) af Oomen-Ruijten for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om grænsearbejderes situation i Den Europæiske Union (2000/2010(INI))

Efter punkt 2

  Manders (ELDR). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne rette en mulig skrivefejl ved et mundtligt ændringsforslag. Princippet om bopæls- eller beskæftigelsesland er bortfaldet før ordet "princippet om beskæftigelsesland", men jeg kan naturligvis ikke træffe et valg for Kommissionen, for det skal den selv gøre, men jeg vil gerne indføje "princippet om bopæls- eller beskæftigelsesland" to gange.

Inden afstemningen om ændringsforslag 6

  Van Lancker (PSE). - (NL) Hr. formand, der er indgået en aftale med ordføreren fru Oomen-Ruijten i forbindelse med punkt 6 om at betragte ændringsforslag 2, dette ændringsforslag 2, som en tilføjelse til det oprindelige punkt. Det betyder, at hvis ændringsforslag 2 vedtages, skal der endvidere stemmes om det oprindelige punkt.

  Oomen-Ruijten (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand, i den henseende, at vi først stemmer om ændringsforslag 2 og derefter om det oprindelige punkt 6, fordi det er mere logisk.

Efter afstemningen om ændringsforslag 6

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg kunne godt tænke mig, at der i hvert fald stemmes om punktet.

Efter afstemningen om punkt 6

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, for klarhedens skyld er det, der stemmes om nu, at Kommissionen anmoder om at anbefale medlemsstaterne i deres bilaterale aftaler at henlede opmærksomheden på de komplikationer, som opstår, fordi skatten og de sociale sikkerhedssystemer ikke er tilpasset hinanden med hensyn til grænsearbejdere. Det skal være den oprindelige tekst.

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Beslutningsforslag (B5-0038/2001) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om den tilfredsstillende gennemførelse af miljødirektiver

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0357/2000) af Parish for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om situationen og fremtidsperspektiverne for unge landmænd i Den Europæiske Union (2000/ 2011(INI))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0365/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om den fælles fiskeripolitik i lyset af den økonomiske globalisering (2000/2027(INI))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0333/2000) af Gallagher for Fiskeriudvalget om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om anvendelsen af fællesskabsordningen for fiskeri og akvakultur i perioden 1996-1998 (KOM(2000) 15 - C5-0109/2000 - 2000/2069(COS))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Betænkning (A5-0332/2000) af Poignant for Fiskeriudvalget om Kommissionens beretning om de regionale møder arrangeret af Kommissionen i 1998-1999 vedrørende den fælles fiskeripolitik efter 2002 (KOM(2000) 14 - C5-0110/2000 - 2000/2070(COS))

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Fælles beslutningsforslag⁽¹⁾ om forarmet uran i Bosnien og Kosovo

  Bethell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, De nævnte, at jeg havde undertegnet det forslag på vegne af Den Liberale Gruppe. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at dette er en fejltagelse, eller hvis det ikke er en fejltagelse, så i hvert fald en ondsindet practical joke fra Det Liberale Partis afdeling for beskidte trick.

(Bifald)

Jeg er født konservativ, og jeg har fuldt tillid til, at jeg vil dø konservativ.

(Bifald)

  Formanden. - Det var vi ikke i tvivl om. Det er en fejl fra tjenestegrenenes side.

  Haarder (ELDR). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne gøre det lige så klart, at selv om mit fornavn er Bertel, er jeg ikke blevet en lord.

(Latter)

(Forslaget til beslutning vedtoges)

⁂

Beslutningsforslag (B5-0037/2001) af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Demokratiske Folkerepublik Korea

(Forslaget til beslutning vedtoges)

STEMMEFORKLARINGER

- Betænkning af Sjöstedt (A5-0387/2000)

  Krivine og Vachetta (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Vi synes, at den betænkning om bevaring af naturtyper i Europa, som Jonas Sjöstedt fra GUE/NGL-Gruppen har fremlagt, er særlig vigtig, især for Frankrig. Dette land er faktisk et af de lande, hvor gennemførelsen af "habitatdirektivet", som er over otte år gammelt, og "fugledirektivet", som er over 20 år gammelt - samt etableringen af Natura 2000-nettet - er blevet mest forsinket i en sådan grad, at de ligefrem er blevet draget i tvivl. Men som tiden går, og jo mere de (halv)naturlige levesteder bliver ødelagt, des sværere bliver det at bevare eller genoprette økosystemerne i deres mangfoldighed og rigdom.

Da de er langt fra at være "marginale", trænger bevaringen af og rigdommen i det mangfoldige plante- og dyreliv (altså økosystemernes mangfoldighed) sig på som et overordentligt vigtigt politisk spørgsmål, da det har følger af globalt omfang for vores livsbetingelser (herunder klimaændringen). Det drejer sig ikke om at oprette lokalbestemte "reservater", hvor arterne kan være beskyttet ligesom på et museum, men om at integrere disse bestræbelser i den samlede fællesskabspolitik og medlemsstaternes politik. Gennemførelsen af "habitatdirektivet" og "fugledirektivet" skal nu ske hurtigt, generelt og effektivt.

  Maes og Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) Parlamentsmedlemmerne Nelly Maes og Bart Staes har stemt imod ændringsforslagene til "habitatdirektivet" fra ELDR-Gruppen og PPE-Gruppen. Vi betragter disse ændringsforslag som et forsøg på at udhule det bestående "habitatdirektiv". Parlamentsmedlemmerne peger på, at det bestående "habitatdirektiv" giver staten tilstrækkelige muligheder for at gribe ind dér, hvor gennemførelsen af bestående projekter hindres af habitatbestemmelserne. I artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF fastsættes: "Hvis en plan eller projekter, på trods af virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaterne alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes." Parlamentsmedlemmerne har i mellemtiden anmodet Kommissionen om en liste over alle notifikationer, som Kommissionen har modtaget, siden direktivet trådte i kraft.

  Savary (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg er helt enig i "habitatdirektivet" og formålet hermed, som er beskyttelse af den bemærkelsesværdige eller truede naturarv i EU's medlemsstater.

Denne naturarv og dens biologiske og genetiske mangfoldighed er de mest værdifulde goder på jorden, og vi skal sørge for, at de bliver beskyttet, reproduceret og videregivet til de kommende generationer.

Jeg har alligevel stemt mod Sjöstedt-betænkningen af to væsentlige grunde. Den første er, at der i betænkningen indføres en uacceptabel afpresning mod EU-bevillingerne til medlemsstaterne ved gennem artikel 11 at gøre dem betinget af, at "habitatdirektivet" overholdes i dets nuværende form.

Hvis det kun havde drejet sig om at sørge for, at EU-midlerne ikke anvendes til at finansiere projekter, der er ødelæggende for disse bemærkelsesværdige økosystemer, ville jeg have godtaget den og stemt for, men det er uantageligt og uden fortilfælde, at man gør en EU-politik betinget af, at en anden politik overholdes, og at en miljømæssig retningslinje f.eks. er afhængig af en samfundsmæssig retningslinje.

Den anden grund er, at dette beslutningsforslag ikke beskriver begrebet "forstyrrelse" og dets retlige aspekter, hvor den uklarhed, dette medfører, kan føre til, at der ved domstolene igen startes en jagtkrig, der fører til forbud mod folkelig og traditionel jagt, hvor "fugledirektivet" og medlemsstaternes subsidiære ret tillader det.

Det er netop, fordi Unionen med vilje opretholder denne tvetydighed, at nogle lande har svært ved at offentliggøre deres Natura 2000-lister og for alvor og uden modstand fra deres egne landmænd at gennemføre "habitatdirektivet", hvor alle er enige om at anerkende det ædle i dets formål.

- Betænkning af Cunha (A5-0367/2000)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, i sommer var jeg på ferie i Guinea-Bissau, og som jeg har for vane, vekslede jeg et par ord med en ældre pensionist på stedet, eller rettere med en fisker fra Guinea-Bissau, der gerne ville have været pensionist. Eftersom han havde fået at vide, at jeg var leder af Pensionistpartiet i Italien, beklagede han sig til mig og sagde: "Jeg tager ud på havet for at fiske, jeg arbejder hver eneste gang, der er mulighed for det, og jeg ville gerne arbejde i mange dage, så jeg også kunne få pension. Men desværre kommer EU's fiskerfartøjer og fisker i vores hav, og derfor kan jeg ikke arbejde nok til at få pension. Jeg får heller ikke noget ud af EU's finansielle bidrag, for de ender hos Guinea-Bissaus regering, og den giver mig ikke noget som helst".

Jeg stemte derfor for denne betænkning, men med forbehold for en fremtidig forbedring.

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Denne betænkning og ændringsforslagene hertil omhandler økonomisk støtte til Guinea-Bissau på fiskeriområdet. Vi har stemt for disse af solidaritet med befolkningen og særlig fiskerne i dette land, men dog med en del forbehold.

Først og fremmest fordi fiskeriaftalerne mellem Den Europæiske Union og tredjelandene har til formål - det nævnes udtrykkeligt i nogle andre betænkninger - at skåne EU's fiskeressourcer og følgelig øge fangsterne i andre landes have. Dernæst fordi man ikke ved, hvordan en sådan støtte vil blive anvendt, og nøjagtigt hvor den havner. Desværre er en for stor del af denne støtte for ofte rent faktisk ikke andet end en tilbagebetaling til de europæiske selskaber, der investerer i disse lande. På den anden side forgriber de lokale ledere sig også ofte på denne støtte.

På trods af alt dette er disse penge, der skulle hjælpe lokalbefolkningen, alligevel i sidste ende mindre dårligt anvendt på stedet end de tilskud, der gives i Europa til arbejdsgiverne, som afskediger personale.

- Betænkning af van den Bos (A5-0360/2000)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, efter at have tilbragt 14 dage i Guinea-Bissau sidste sommer rejste jeg videre til Bangladesh, hvor jeg ikke blev så længe, da det ikke er noget særligt rigt land. Også i Bangladesh snakkede jeg med en ældre mand, som vidste, at jeg var det italienske Pensionistpartis leder, og som derfor stillede mig dette spørgsmål: "Hvad er pension for noget?" I Bangladesh er de desværre så fattige, hr. formand, at de ikke engang ved, hvad ordet "pension" betyder. Derfor sagde jeg følgende til mig selv: "Når van den Bos' betænkning bliver sat under afstemning, så husk at stemme for den, Fatuzzo, men husk også, at det ville være en god idé at kontrollere og holde øje med, at den støtte, der ydes til Bangladeshs befolkning med denne aftale, også får det formål at give nogle pensionister en pension fra staten."

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Udvalget om Udvikling og Samarbejde glæder sig over, at stigningen i eksporten til Bangladesh er tre gange så stor som dette lands hjemlige produktion. Eksporten skyldes imidlertid så at sige udelukkende store selskaber i landet, hvoraf de fleste er fra Vesten.

Da det er sikkert, at disse selskaber beriger sig ved at udnytte underbetalte arbejdere i Bangladesh, herunder børn, kan Bangladesh ikke komme ud af underudviklingen eller den arbejdsomme befolkning slippe ud af fattigdommen.

Betænkningen opfordrer til at "øge den private sektors effektivitet og konkurrenceevne" på verdensmarkederne. Det viser tydeligt til fordel for hvem, man ønsker at fjerne "flaskehalse forårsaget af infrastrukturene", særlig "infrastrukturene for transport og energi", gøre "det finansielle system mere effektivt" og tilvejebringe "et gennemskueligt og ansvarligt miljø", hvilket er en eufemisme for at protestere imod det, der i det omgivende forfald generer de vestlige investorer.

På disse betingelser har forslaget om at frigøre EU-midler hovedsageligt til formål at udfylde statens mangler i Bangladesh og lade EU-institutionerne overtage udgifterne til de infrastrukturer, der er nødvendige for de store truster, således at de kan trække størst mulig fortjeneste ud af en af de fattigste befolkninger på jorden.

  Collins (UEN), skriftlig. - (EN) Jeg er glad for at kunne slutte mig til vores kolleger i Udviklingsudvalget og give min fulde støtte til Kommissionens forslag om en ny samarbejdsaftale med Bangladesh.

Denne nye aftale er et yderligere tegn på vores fortsatte ønske om at styrke vores relationer til Bangladesh. Jeg håber, at den vil holde døren åben, for at den bangladeshiske regering også intensiverer sine bestræbelser på at udvikle SAARC's potentiale som et yderligere middel til at få sat gang i økonomien og skabe arbejdspladser i regionen.

Hr. van den Bos' betænkning og Miranda-beslutningsforslaget skitserer klart de væsentligste karakteristika ved Bangladeshs økonomi og de mange udfordringer, som regeringen, dens institutioner, politikere og folk står over for.

Bangladesh er et af de fattigste udviklingslande. Næsten halvdelen af landets befolkning på 127 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Det har levet med og står konstant over for farer for oversvømmelser og cykloner. Til trods for dette er det lykkedes for det at vise en del forbedring i levestandarden over de sidste 25 år. Økonomiske reformer i 90'erne har udvist betydelige resultater med en gennemsnitlig stigning i BNP på 4,8% i perioden 1994-1999.

Bangladesh er meget afhængigt af støtte udefra. EU er en væsentlig yder af støtte - 17% af alle midler. EU er landets største handelspartner. I 1998 importerede vi 45% af landets eksport. Bangladesh har et handelsoverskud med EU. Næsten en milliard euro har EU tilvejebragt siden 1976 til EU-finansierede projekter: Der blev bevilget 660 millioner euro til fødevarehjælp og humanitær bistand, og der blev bevilget 185 millioner euro til nedbringelse af fattigdommen og til landbruget.

Jeg støtter fuldt ud målene i de EU-finansierede programmer om at hjælpe med til at øge indkomsterne og forbedre fødevaresikkerheden for de fattige, at hjælpe med til at forbedre meget fattige kvinders og børns adgang til folkesundhedstjenester af kvalitet og forbedre disse børns adgang til uddannelse. Det er af grundlæggende betydning for Bangladeshs fremtid.

Det glædede mig navnlig, at Bangladesh sluttede sig til ILO's program for afskaffelse af børnearbejde i 1984, og at der er blevet registreret "betydelige fremskridt" siden da. Jeg bifalder disse bestræbelser og ser frem til yderligere fremskridt i denne henseende. Jeg ønsker fuldt ud at bakke op om hovedmålene i aftalen, nemlig støtte til en bæredygtig økonomisk udvikling, navnlig hvad angår de fattigste i samfundet, kvinder og børn.

Udviklingsudvalgets forslag til beslutning understreger betydningen af de kommende parlamentsvalg i Bangladesh i november i år. Den Europæiske Union bør reagere positivt over for de invitationer, den har modtaget både fra regeringen og oppositionen om at sende valgobservatører, som det var tilfældet ved parlamentsvalgene i 1996 og 1991. Jeg håber, at medlemmer af Europa-Parlamentet vil deltage i det team.

- Betænkning af Newton Dunn (A5-0392/2000)

  Gahrton (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, jeg stemte ganske vist imod ændringsforslag 9 om at oprette en fælles europæisk sikkerhedsstyrke. Alligevel stemte jeg for betænkningen i sin helhed, eftersom jeg synes, at det er godt, at Europa-Parlamentet endnu en gang slår fast, at EU bør prioritere ikke-militære krisestyringsforanstaltninger. Dette er en vigtig konstatering, som ikke kan gentages tilstrækkeligt.

På den baggrund kan jeg konstatere, at man i hvert fald i begrundelsen nævner Europa-Parlamentets enstemmige henstilling om at oprette et civilt fredskorps. Jeg synes, at det er godt, at det bliver gentaget. Heller ikke dette kan gentages tilstrækkeligt.

Desværre valgte de tidligere formandslande Finland, Portugal og Frankrig at negligere Europa-Parlamentets enstemmige henstilling. På den baggrund synes jeg, at det svenske formandskab nu har en indlysende mulighed for at tage et initiativ. Jeg har flere gange haft lejlighed til at fremlægge dette direkte for udenrigsminister Lindh og statsminister Persson. Men desværre virker det, som om den svenske regering ikke rigtigt har forstået, hvad et civilt fredskorps indebærer, og faktisk tror, at andre foranstaltninger, der er blevet iværksat, er det samme som et civilt fredskorps. Det er beklageligt, at man ikke vil studere betænkningen ordentligt, og at man ikke respekterer Europa-Parlamentets standpunkt og under alle omstændigheder gør et eller andet.

Jeg håber, at dette er en misforståelse mellem mig og den svenske regering. Der kan jo, på trods af at vi har diskuteret det mange gange, opstå misforståelser. Derfor vil jeg benytte lejligheden til endnu en gang at rette en opfordring til den svenske regering. Når Sverige nu har formandskabet, bør vi, hvis vi mener det alvorligt, at EU ikke skal være en militær supermagt uden en fredsfaktor, omgående sørge for, at der bliver taget et initiativ i overensstemmelse med Europa-Parlamentets henstilling om et civilt fredskorps.

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hvad er en beredskabsordning? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg var på hospitalet for at blive lagt i gips. Her så jeg nogle læger, som slog på en patients knæ med en lille hammer, hvorefter benet straks bevægede sig. Men da jeg studerede de betænkninger, som vi skulle drøfte her til morgen, blev jeg klar over, at beredskabsordningen tværtimod er en vigtig finansiering og et vigtigt initiativ, der giver Europa mulighed for at foretage en hurtig og øjeblikkelig intervention for at skabe fred de steder, hvor freden er i fare. Det er en prisværdig indsats, og derfor stemte jeg for, men jeg tror, at dette måske går langt ud over det, vi efter min mening kan gøre, eftersom vi endnu ikke har fået et ægte forenet Europa.

  Bonde, Krarup og Sandbæk (EDD), skriftlig. - Vi har stemt for betænkningen, da hensigterne omkring ikke-militær krisestyring er rigtige. Men samtidig understreger vi, at det i praksis er umuligt at udsondre den - ønskelige - civile indsats fra den - uacceptable - militære indsats. Desuden opfordrer vi til, at indsatserne gennemføres gennem internationale organisationer som FN, Europarådet eller OSCE.

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Da en politimæssig beredskabsstyrke ligesom krig er en fortsættelse af EU-politikken med andre midler, og da vi ikke har mere tillid til EU's politik end til medlemsstaternes politik, er vi imod enhver form for militær eller politimæssig EU-intervention, uanset hvor det måtte være.

I betænkningen fremhæves eksemplet Balkan. Men en "uafhængig" europæisk politimæssig beredskabsstyrke ville ikke være bedre end den, der findes under FN, det vil sige USA. Den ville oven i købet lokalt styrke de store europæiske industrikoncerner, som har et godt øje til markedet for genopbygning af det, NATO's bombardementer har ødelagt.

Hvad angår ønsket om, at der ingen geografiske begrænsninger skal være for beredskabsordningen, medfører det tyveri på vegne af tidligere kolonimagter i Afrika eller andre steder, ligesom Frankrig har gjort for at beskytte diktatorer, som befolkningen ikke ønskede, eller som Storbritannien gør for tiden i Sierra Leone.

Følgelig har vi stemt imod etableringen af beredskabsordningen, ligesom vi vil stemme imod ethvert budget, der vil blive afsat hertil.

  Ducarme (ELDR), skriftlig. - (FR) Man kan glæde sig over, at Rådets forslag følger linjen i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Köln, Helsinki og Feira, hvor EU opfordres til at forbedre og anvende de midler, det har til rådighed til civil krisestyring, mere effektivt.

Unionen har stor erfaring og de nødvendige midler til så hurtigt som muligt at iværksætte foranstaltninger såsom overvågning af valg, grænsekontrol samt uddannelse af politiet og levering af udstyr hertil. Det er nødvendigt at vurdere disse muligheder, så meget desto mere som EU ikke har været i stand til at reagere hurtigt nok, og finansieringsmekanismerne til lignende operationer ikke var smidige nok.

Europa-Kommissionen ønsker ikke, at der skal være geografiske begrænsninger for beredskabsordningen. Den slår tværtimod fast, at interventionerne skal være af kort varighed. Hvis begivenhederne kræver en længere intervention, vil det være nødvendigt at anvende de midler, der for tiden er til rådighed, såsom temaprogrammerne.

Som eksempel kan nævnes, at beredskabsordningen inden for rammerne af Meda-programmet bl.a. vil kunne anvendes til at uddanne medarbejdere til immigrationsforvaltningen og samarbejdet til bekæmpelse af terrorisme.

  Korakas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Forslaget til forordning om oprettelsen af en hurtig beredskabsordning er ganske enkelt en ramme for ikke-militære, men lige så imperialistiske, politisk-økonomiske interventioner på jorden. Det, de herskende kredse i EU ønsker, er en ordning til hurtig aktivering af de menneskelige og økonomiske ressourcer, som kan gribe ind øjeblikkeligt, ikke kun i tilfælde af "kriser" (og som tekstens ophavsmænd også gør opmærksom på: Hvilke elementer består begrebet "krise" af?), men også hvis man blot er bekymret for, at de såkaldte hjælpe- og samarbejdsprogrammer med disse lande er truet eller risikerer at blive påvirket. Ganske vist lægger de, der står bag teksten, ikke skjul på deres hensigter, nemlig at de foreslåede foranstaltninger kan suppleres med den europæiske offentlige sikkerhedsstyrke (tydeligvis bevæbnet), som skal "holde lov og orden".

Det er i hvert fald karakteristisk, at Udvalget om Udenrigsanliggender viser sig at være mere majestætisk end … Kommissionen med de ændringsforslag, der fjerner loftet på 12 millioner euro for hver intervention, det rådgivende kriseudvalg og grænsen på ni måneder for hver intervention.

KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet vil ikke ophøre med at fordømme denne EU-politik, hvis formål er at gøre tredjelande politisk og økonomisk afhængige og bremse den folkelige bevægelse.

Vi er ikke blot imod enhver form for imperialistisk hurtig - eller langsom - indsatsmekanisme, vi vil også af alle kræfter bidrage til at danne en stærk front bestående af alle befolkninger i disse lande imod enhver form for imperialistisk plan om at undertvinge dem og til at kræve, at de får den plads, de har fortjent, i en ny, retfærdig international fordeling.

  Krivine og Vachetta (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Ved at beslutte, at der skal skabes grundlag for en europæisk hær, blev der på topmødet i Nice taget hul på et nyt kapitel i EU's historie. I 20 år har EU forsøgt at få en folkelig basis ved at hævde, at man vil skabe et socialt Europa. Stillet over for nederlaget og efter krigen på Balkan har EU taget skeen i en anden hånd. EU indrømmer helt ærligt, at Unionens mål fremover er et magtfuldt Europa, som vil forsvare sine interesser overalt i verden. EU bekendtgør åbent sin imperialistiske karakter. EU gør det i forståelse med USA inden for rammerne af NATO. For fremtiden vil EU ved at koordinere sine diplomatiske og militære styrker forsøge at optimere det, medlemsstaterne har gjort individuelt i hele det foregående århundrede. Alt dette skal ske under dække af "bibeholdelse" eller "oprettelse" af freden og "humanitære foranstaltninger".

Både i og uden for NATO, hvor USA er dominerende, forsøger EU at "sælge" os sit projekt under dække af "Europas uafhængighed" over for USA. Vi har ikke brug for en euromilitarisme, for vi er lige så meget imod denne europæiske hær, som vi har været imod NATO-hæren. Den væsentligste følge heraf vil nemlig være en drastisk forhøjelse af militærbudgettet, som uundgåeligt kommer til at gå hånd i hånd med en øget militærpropaganda. Den vil forskyde den videnskabelige og teknologiske forskning til det militære område. Den vil overføre en større del af statens budget til virksomhederne på dette område, hvilket har til formål at skabe en europæisk militærindustri (EADS, Dassault, BAE), som er i stand til at gøre USA mat. Arbejderne har intet at vinde og alt at tabe i dette EU's "nye" kejserlige mål.

  Nobilia (UEN), skriftlig. - (IT) Der er naturligvis ingen tvivl om, at det er hensigtsmæssigt at oprette en beredskabsordning, og de tre EU-institutioner var i øvrigt enige om dette. Når man ser bort fra enigheden om denne målsætning, er vi dog af den opfattelse, at der er visse punkter i Rådets forslag, som bør understreges.

Det første punkt er først og fremmest et principielt punkt, nemlig at den pågældende beredskabsordning tilsyneladende får nogle opgaver, der kun kan defineres som et internationalt politis opgaver. Og det i en sådan grad, at ordføreren udtrykkeligt foreslår oprettelsen af et internationalt politi.

Hvis dette var tilfældet, kunne forslaget stadig behandles, men med et andet retsgrundlag og ikke mindst med et andet institutionssystem end det, der blev vedtaget på regeringernes topmøde i Nice for nylig.

Vi mener i virkeligheden, at det endelige formål med beredskabsordningen rent faktisk er en hurtigere opnåelse af nogle effektive fællesskabspolitikker og -programmer eller en fastholdelse af disses effektivitet.

Vi bliver desuden bestyrket i troen på, at vores første indtryk er rigtigt, når vi læser formuleringen af aktiveringsområderne, som er skitseret for andre formål, men som alligevel ikke gør det muligt at få et praktisk kendskab til disse, der er tilstrækkeligt til - med forbehold for de interventionsområder, der generelt er taget højde for i fællesskabsforordningerne - at tydeliggøre de områder, der aktiverer beredskabsordningen, netop når det gælder kravet om hurtighed.

Det virker desuden paradoksalt, at man ikke også underretter regeringerne i de stater, hvor beredskabsordningen skal aktiveres, om den pågældende ordnings aktivering. Den manglende underretning af staternes regeringer er i øvrigt også mærkelig i betragtning af, at de er genstand for politikker og programmer i forbindelse med de tilfælde, hvor freden skal bevares.

Endelig kunne vi klage over, at Europa-Parlamentet ikke informeres så ofte, selv når der kun er tale om høringsproceduren. Vi håber, at nogle af områderne i forbindelse med den kommende udvidelse vil falde ind under den fælles beslutningsprocedure, og vi er under alle omstændigheder af den opfattelse, at når det gælder særlige tilfælde af såvel geografisk som politisk betydning, bør Kommissionen ikke undlade at underrette Parlamentet med det samme.

På baggrund af disse betragtninger er vi enige i det revideringsarbejde, som ordføreren har foretaget, og vi stemmer derfor for betænkningen.

  Van Orden (PPE-DE), skriftlig. - (EN) I de sidste 18 måneder har de britiske konservative opfordret Kommissionen til at indføre en mere effektiv økonomisk forvaltning og mere effektive administrative procedurer, således at den med uopsættelig virkning kan yde ekstern bistand og gennemføre programmer såsom mineaktion i en krisesituation, eller når der er liv på spil. De støtter forslag med disse mål for øje og bifalder derfor Kommissionens forslag om en særlig beredskabsordning (eller mekanisme) til trods for dens forvirrende benævnelse og nogle unødvendigt politisk korrekte elementer.

Deres grundlæggende indvending er rettet mod de ændringsforslag, der søger at bruge dette forslag som et middel til at etablere en "europæisk offentlig sikkerhedsstyrke". Dette koncept om en form for europæisk gendarmerie har vidtrækkende implikationer og er ikke at finde i det forslag fra Kommissionen, der er under drøftelse.

Vi ville være parate til at støtte Kommissionens forslag, hvis det ikke indeholdt disse ændringsforslag (9 eller 39), men vil afholde os fra at stemme, hvis de er med.

- Betænkning af Oomen-Ruijten (A5-0338/2000)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, som Pensionistpartiets leder kunne jeg ikke lade være med at sige noget om denne betænkning, der fastlægger reguleringen af pensioner og sygesikring til grænsearbejdere og ikke-grænsearbejdere, som arbejder i en anden region end den, hvor de bor, og hvor de arbejder på andre tidspunkter i deres liv. En pensionist fra grænsen mellem Italien og Schweiz, som alligevel er med i disse aftaler, stillede mig følgende spørgsmål: "Er det rigtigt, at man har vedtaget en forhøjelse af pensionen for dem, der arbejder i de andre EU-lande?" "Gid, det var så vel!", svarede jeg ham. "Det ville jeg være lykkelig for, og det ville du også, for du ville arbejde meget mere og meget bedre, hvis du arbejdede i de andre EU-lande. Men jeg vil foreslå det i forbindelse med stemmeforklaringen om Oomen-Ruijtens betænkning om dette emne."

  Andreasen, Busk, Haarder, Jensen og Riis-Jørgensen (ELDR), skriftlig. - Venstre lægger vægt på, at hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed fjernes. Derfor har vi bakket op om denne initiativbetænkning, der foreslår en stærkere indsats mod de problemer, forskelle i social- og skattesystemer kan skabe. Vi er dog ikke tilhængere af, at der skal fremlægges et direktiv, der forpligter medlemslandene til at evaluere virkningen for grænsearbejdere af ny lovgivning.

  Blak, Lund og Thorning-Schmidt (PSE), skriftlig. - De danske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Oomen-Ruijten om grænsearbejderes situation i Den Europæiske Union. Det har vi gjort, fordi denne betænkning peger på de mange alvorlige problemer, som grænsearbejdere står overfor. En stor del af disse problemer kan løses, hvis Rådet udviser handlekraft. Til trods for at det ikke lykkedes at indføre kvalificeret flertal på dette område på regeringskonferencen i Nice, vil vi med vores stemme i dag sende et kraftigt signal til Rådet og opfordre dem til at blive færdige med en gennemgående revision og forenkling af forordning 1408.

Vi mener, at reglerne for koordinering skal være enkle og lette at administrere, vi kan derfor ikke støtte et nyt direktiv, der føjer nye procedurer til forordning 1408. Vi har i forbindelse med debatten fremhævet, at vi ikke kan støtte betænkningens bemærkninger vedrørende skattefinansiering af sociale sikringsordninger. Herudover vil vi understrege, at vi heller ikke finder, at man kan sammenligne sundhedsydelser som sygebehandling med almindelige tjenesteydelser, og at ansvaret for dette fortsat alene må tilkomme medlemsstaterne.

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) I denne betænkning stiller man sig hovedsageligt tilfreds med generelle betragtninger, men foreslår ingen konkrete beslutninger. Selv hvor der foreslås en positiv foranstaltning som "at udvide adgangen for familiemedlemmer, som er afhængige af grænsearbejdere, tidligere grænsearbejdere og af disse afhængige familiemedlemmer til tilskud og bistand under sundhedsforsorgen...", opfordres Rådet kun til "hurtigt og positivt at tage stilling". Selv om vi støtter denne opfordring, har vi undladt at stemme om betænkningen.

Arbejdstagerne i EU burde alle nyde godt af den samme sociale beskyttelse, der for hvert af elementerne heri (social sikring, pension, familieunderstøttelse) skulle være tilpasset efter det lands praksis, der er til størst fordel for arbejdstagerne.

Mens man afventer dette, burde grænsearbejderne selv og deres familier for at forbedre deres situation på hvert af disse områder have valget mellem bopæls- og beskæftigelseslandet, alt efter hvad der er mest fordelagtigt for dem.

  Grosch (PPE-DE), skriftlig. - (DE) At finde praktiske løsninger på de i alt 420.000 grænsearbejderes problemer vil sige at gøre det indre marked og den dermed lovede frie bevægelighed for arbejdskraften håndgribelig og tydelig for borgerne. Jeg glæder mig derfor over, at fru Oomen-Ruijtens betænkning berører en række af disse problemer og deres oprindelse og samtidig foreslår foranstaltninger, som gør disse uligheder mellem skatte- og socialsystemerne for de berørte udholdelige.

Uoverensstemmelserne mellem de enkelte staters lovbestemmelser og princippet om fri bevægelighed er først og fremmest en følge af, at forordning 1408/71 ikke længere er rimelig og på grund af de mange ændringer ikke mere kan yde de heraf berørte arbejdstagere retssikkerhed. Direkte følger af denne utilstrækkelige koordinering er den ofte forfordelte situation, som grænsearbejderen befinder sig i, hvad angår sociale tillæg, arbejdsløshed, pension og sundhedsforsorg.

Særligt på det sidste område glæder jeg mig over initiativerne fra aktører i sundhedssektoren om at tilbyde "eksporterbare" tjenesteydelser, som tager højde for grænsearbejderens specifikke situation. Lige som i social- og sundhedssektoren er der opstået talrige juridiske usikkerhedsmomenter på skattelovgivningsområdet, som ikke kan fjernes gennem de bilaterale beskatningsaftaler. Dette skaber uligheder både for grænsearbejderen og for de lokale myndigheder, som i overskuelig fremtid kun kan fjernes gennem en fælles europæisk koordinering af skattesystemerne.

Den af fru Oomen-Ruijten foreslåede foranstaltning, nemlig gennem et direktiv at forpligte medlemsstaterne til ved ændringer af lovbestemmelserne på skatte- og socialområdet at undersøge konsekvenserne for grænsearbejderne og til at skaffe kompensationsordninger, kan derfor kun støttes. Trods talrige udtalelser fra Europa-Parlamentet til fordel for en harmonisering af social- og skattelovgivningen og trods konkrete forslag fra Kommissionen om at modernisere og forenkle forordning 1408/71 er det ministrene i medlemsstaterne selv, som blokerer denne nødvendige reformproces i Ministerrådet og forhindrer virkeliggørelsen af det indre marked for personer.

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Betænkningen om grænsearbejdernes situation, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har forelagt os, udspringer sikkert af det beundringsværdige ønske om ikke at diskriminere grænsearbejderne, hvad deres løn- og arbejdsbetingelser og deres sociale sikkerhed angår, og at løse endnu bestående problemer på dette område. Det vil vi alle.

Det er dog overdrevet at påstå, som det står i denne betænknings begrundelse, at det indre marked, hvis bærende princip er arbejdskraftens frie bevægelighed, udgør en absolut farce i grænsearbejdernes daglige liv. Det svarer dog lige så lidt til kendsgerningerne som forskellige påstande i beslutningen, som også indeholder krav, som i hvert fald, hvad situationen for de 85.000 grænsearbejdere i Luxembourg angår, gør sig unødige anstrengelser.

Det passer ganske enkelt ikke, at familiemedlemmer er udelukket fra forsorg og tilskud i arbejdslandet.

Naturligvis er der forskelle mellem de private og offentlige systemer. Det er også tilfældet for ikke-grænsearbejdere.

Naturligvis er der forskellige systemer på pensionsområdet. Det er ikke kun tilfældet fra medlemsstat til medlemsstat, men sågar inden for medlemsstaterne. Jeg ville også få mere i pension, hvis jeg havde været beskæftiget i den offentlige sektor. Men det er ikke noget grænsearbejderproblem.

Naturligvis er der alt efter medlemsstat forskelle, hvad angår opbygningen og bidragene samt pensionsaldersgrænserne. De grænsearbejdere, som arbejder i Luxembourg, glæder sig over disse forskelle, fordi vores pension er meget mere generøs end i Belgien, Frankrig og Tyskland, hvorfra grænsearbejderne kommer.

Hvis elementer i den sociale sikkerhed finansieres over offentlige midler i Luxembourg, fører det dog ikke til uligheder, for grænsearbejderne har ret til de relevante tilskud, f.eks. hvad angår plejeforsikringsordninger, som sågar findes i Belgien og Frankrig.

I beslutningen klages over, at der i medlemsstaterne ikke består nogen entydig forskel mellem social bistand og socialsikring. Men det er heller ikke tilfældet. Social bistand er jo ikke noget rent grænsearbejderproblem, for grænsearbejdere er jo arbejdstagere, som ikke er henvist til social bistand.

Jeg forstår heller ikke, hvad udstationeringsperioden har at gøre med grænsearbejdere. For de arbejdstagere, som af deres arbejdsgiver for en tid er sendt til et andet medlemsland, er der jo et direktiv, som dog ikke passer på grænsearbejdere.

Og hvad angår de domme, som EF-domstolen har afsagt i retssagerne Kohl og Decker, er det klart, at medicinske tilskud kan kræves af alle unionsborgere, altså også af grænsearbejdere, i en anden medlemsstat. Også her gør betænkningen sig unødige anstrengelser.

Jeg har lagt vægt på at tydeliggøre dette her. For det er jo ikke første gang, at Europa-Parlamentet i en betænkning om grænsearbejderne lancerer krav, som ikke er gennemtænkt. Allerede i forbindelse med diskussionen af Van Lancker-betænkningen fra 1998 understregede jeg, at det er forkert at påstå, at grænsearbejderne principielt bliver diskrimineret. Dengang havde den belgiske socialdemokrat stillet det hårrejsende forslag at skabe en kompensationsfond for løntab til grænsearbejdere.

For grænsearbejdere er det vigtigt, at der ikke rokkes ved princippet om, at kildeskat og sociale bidrag skal betales i arbejdslandet. Dette er forudsætningen for, at grænsearbejdere kan nyde godt af alle sociale ydelser, som gives til de i arbejdslandet boende arbejdstagere og deres familiemedlemmer.

Således er det i Luxembourg, og således skal det være overalt. Hverken mere eller mindre!

- Beslutningsforslag om miljødirektiver (B5-0038/2001)

  Isler Béguin (Verts/ALE), skriftlig. - (FR) Selv om direktiverne om bevarelse af naturlige levesteder, fjernelse af pcb og pct og beskyttelse af vandet mod nitratforurening ikke er tilstrækkeligt gennemført i medlemsstaterne, betyder det på ingen måde, at disse direktiver er dårlige, og at de skal ændres, som nogle medlemmer her i Parlamentet forsøger at få os til at tro.

Disse direktiver lever fuldt ud op til ønskerne fra EU-borgerne, som kræver en større hensyntagen til miljøet og forlanger, at EU-instanserne mægler. De talrige klager og andragender, som Udvalget for Andragender har modtaget over skader på miljøet og misligholdelse af disse direktiver, vidner om disse forventninger.

Når disse alligevel kun er delvis gennemført, skyldes det, at medlemsstaterne ikke kunne overskue konsekvenserne ved vedtagelsen. De havde hverken medtaget de økonomiske omkostninger eller de ofte grundlæggende ændringer, som disse direktiver medfører for deres politikker. Dette gælder både for "habitatdirektivet" og "nitrat-direktivet", som begge kræver, at landbrugspolitikken og den fysiske planlægningspolitik, som begge er forurenende og ødelæggende for de naturlige levesteder, skal tages op til fornyet overvejelse.

Gennemførelsen af "habitatdirektivet" har til formål varigt at beskytte et europæisk net af naturlige levesteder, som er biologisk bemærkelsesværdige, og beskytte det mod fremtidig udnyttelse for at undgå konflikter i forbindelse med anvendelse af dem og ødelæggelse af de berørte miljøer. Disse formål er bestemt blevet dårligt præsenteret i medlemsstaterne, hvilket har medført ofte meget hårde konflikter mellem ejerne og brugerne af berørte områder. Dér, hvor man er nået frem til en reel enighed, har resultaterne imidlertid ikke ladet vente på sig, da "habitatdirektivet" netop gør det muligt at støtte en forvaltning, der respekterer naturarven ved at yde tilstrækkelig kompensation.

Dette "habitatdirektiv" er absolut nyskabende i forbindelse med fysisk planlægning og naturbeskyttelse, fordi det forener forvaltningen af bemærkelsesværdige naturområder og anvendelsen heraf, således at områderne kan udnyttes bedre. Derfor skal Den Europæiske Union gøre alt for at støtte gennemførelsen af dette direktiv.

Den må under ingen omstændigheder give efter for bestemte gruppers interesser, som ville tilintetgøre selve ånden i direktivet.

Kommissionen, som er traktaternes vogter, skal på den ene side udvise stor bestemthed over for medlemsstaterne for at få dem til at gennemføre disse direktiver og på den anden side stå fast over for forsøg på at ændre disse direktiver, inden betydningen af dem har vist sig, især på områderne nitratforurening af vandet og beskyttelse og udnyttelse af bemærkelsesværdige naturområder.

Af disse grunde støtter De Grønne som helhed de fremlagte betænkninger, og især Sjöstedt-betænkningen, som vil bidrage til en bedre gennemførelse af "habitatdirektivet".

Vi har undladt at stemme, fordi vi mener, at forsøgene i sidste øjeblik på at ødelægge betænkningen ved at forsøge at svække "habitatdirektivet" og anmode om en ændring heraf ikke kan forenes med at overholde de direktiver, vi stemmer om.

- Betænkning af Parish (A5-0357/2000)

Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, jeg vil bede Dem om at være opmærksom et lille bitte stykke tid endnu - og det er jeg sikker på, at De vil være - når det gælder denne stemmeforklaring om min jastemme til Parishs betænkning, der drejer sig om de unge landmænd. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af den mælk, som de unge landmænd producerer, og af støtten til dette produkt i dette vanskelige øjeblik for landbruget. Det minder mig om en film fra 1960'erne af den berømte italienske instruktør Federico Fellini, hvor hovedpersonen var skuespilleren Anita Ekberg, som optrådte på store reklameplakater og opfordrede alle de forbipasserende til at drikke mælk. Kan De huske Anita Ekberg? Hun var meget frodig, og derfor var hun den helt rigtige skuespiller til at opfordre italienerne til at drikke mælk. Jeg ville gerne have, at man også i dag rettede en sådan appel til de europæiske borgere, så landmændene kan få afsat deres mælk, som desværre er truet af rygterne om, at der er kogalskab i mælken.

  Konrad (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det drejer sig i Parish-betænkningen om de unge landmænds fremtid i Den Europæiske Union. Igen kræves nye støtteordninger, såkaldt etableringsstøtte. Jeg har forkastet betænkningen. Betænkningen lader, som om alt er i orden. Intet er dog i orden. BSE sætter spørgsmålstegn ved hele landbrugssystemet. Vi betaler den ringe sum af næsten 100 milliarder D-mark årligt til landbruget. Det er immervæk halvdelen af det europæiske budget. Vi er så småt begyndt at spørge os selv: Hvad får vi for den sum? Svinepest, hormonkalve, dioxinhøns og nu BSE-epidemien.

Vi væmmes så småt, tror jeg, ved denne fødekæde, som vi producerer, måske også ved os selv! I stedet for at fodre kvæg med græs og korn fodrer vi det med huskattelig, burrotter og andre dyr, og jeg tror, at det netop er det punkt, som nu skal med i debatten. Det er en logisk konsekvens af en vanvittig landbrugspolitik, at vores kost har udviklet sig til at være det rene affald og afføring, og denne landbrugspolitik skal nu med sikkerhed bringes til ophør på dette sted. Vi er nødt til principielt at diskutere det, for at disse planøkonomiske støtteudbetalinger ikke mere finder sted i fremtiden. Præcis dét skal vi sige til de unge landmænd. Det skal vi diskutere med de unge landmænd, de skal kunne klare sig på markedet uden støtteordninger. Det har betænkningen på ingen måde til indhold. Derfor skal den forkastes!

  Alavanos (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter går i en positiv retning. Det er nødvendigt med større økonomisk bistand til unge landmænds etablering, og det bør hindres, at de strømmer til byerne. De unge landmænd kan være den grundlæggende løftestang, der kan genoplive forladte områder, små øer, traditionelle samfund, som visner hen. Det er vigtigt, at der via en udnyttelse af de nye teknologier såsom Internet skabes et nyt civiliseret, teknisk avanceret og etisk miljø for deres arbejde, som også indeholder menneskelige dimensioner.

Et punkt, som ikke er med i Landbrugsudvalgets betænkning, men som er vigtigt, er, at der med udgangspunkt i de blindgyder, som opstod efter den overintensive drift, som førte til kogalskab, skabes muligheder for de unge landmænd, så de kan udvikle det alternative, biologisk bæredygtige familiebrug.

  Andersson, Färm, Hedkvist Petersen, Hulthén, Hans Karlsson og Theorin (PSE), skriftlig. - (SV) Vi svenske socialdemokrater bifalder mange af de foranstaltninger, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter forslår for at forbedre situationen for unge landmænd.

Vi mener dog, at EU's landbrugsstøtte bør reduceres kraftigt, og er derfor imod de krav om en forøgelse af landbrugsstøtten, som fremføres i Parish-betænkningen i afsnit 7, 11 og 14.

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Vi går ind for at hjælpe de unge landmænd uden penge, således at de kan klare de store etableringsudgifter såsom erhvervelse af landbrugsbedriften og køb af udstyr. Vi har derfor stemt for denne betænkning trods vores forbehold, for der er ingen garanti for, at en stor del af denne støtte, ja, endog hele støtten, ikke går til børnene af rige ejere af landbrugsbedrifter, og at de fattigste endnu en gang bliver ladt i stikken. Vi protesterer på forhånd mod, at disse midler går til børnene af rige ejere af landbrugsbedrifter.

  Collins (UEN), skriftlig. - (EN) Jeg mener, at betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er meget afbalanceret og bør hilses velkommen. Som repræsentant for en landlig valgkreds er jeg kun alt for bevidst om de bekymringer, der udtrykkes af landmænd med hensyn til netop landbrugets fremtid i Irland. Det synes utroligt, men det er sandt, at landmændene i Irland, hvor landbruget længe har været et af landets økonomiske grundlag, nu begynder at spekulere på, om deres sønner og døtre vil være i stand til at fortsætte familietraditionen.

Hr. Parishs betænkning kommer meget betimeligt, og undersøgelsen om "Unge landmænds fremtid i Den Europæiske Union", der er foretaget af uafhængige konsulenter, og som blev rekvireret på hans foranledning i begyndelsen af sidste år, sætter et meget nødvendigt fokus på hele spørgsmålet.

Unge landmænd udgør en væsentlig del af landbrugets fremtid. De spiller en meget vigtig rolle i landsbyers og landsamfunds sociale liv, fremmer en lang række aktiviteter og deltager i det lokale foreningsliv. Landmænd hjælper med til at fremme sunde og rige landdistrikter ved at vedligeholde landskabet.

I Irland indeholder den nationale udviklingsplan for 2000-2006 en lang række foranstaltninger, der skal bistå unge landmænd med at forfølge deres landbrugskarriere. De omfatter en ny intensiveret etableringsstøtteordning, der skal tilskynde unge landmænd til at overtage gårde og bistå unge landmænd, når de først etablerer sig inden for landbruget. Der er blevet bevilget omkring 30 millioner irske pund til denne ordning, som jeg håber snart vil blive godkendt af Kommissionen.

Herudover findes der en omfattende række af skatteincitamenter, der har til formål at reducere omkostningerne i forbindelse med ejerskifte. Disse incitamenter omfatter skattelettelser i forbindelse med driftsmidler, stempelafgift, kapitalerhvervelse og arveafgift.

Sammen med førtidspensioneringsordningen er det klart, at den støtte, der er til rådighed for unge landmænd, der indlader sig på en karriere i landbruget, vil være af betydelig gavn, og disse foranstaltninger bør bistå med en tidligere og mere effektiv overførsel af jord til unge landmænd.

Mange unge landmænd, der overtager et landbrug, er nødt til at foretage nødvendige investeringer i bedriften for at optimere produktionseffektiviteten og sikre økonomisk bæredygtighed for deres bedrifter.

Her er der under den nationale udviklingsplan blevet tilvejebragt 230 millioner irske pund til investering i landbrug. Investeringsordningerne vil omfatte landbrugsaffaldshåndtering, forbedring af mejerihygiejnestandarder og opholds- og håndteringsfaciliteter for alternative bedrifter.

Disse ordninger vil være åbne for et øget antal deltids- og fuldtidslandmænd, herunder unge uddannede landmænd, og vil bidrage til at sikre mange landmænds levedygtighed. De vil navnlig være rettet mod unge landmænd.

Det bør bemærkes, at typen af disse ordninger viser et klart engagement, når det gælder miljøbeskyttelse, som er et spørgsmål, der vil figurere stærkt i den fremtidige udvikling af både irsk og europæisk landbrug.

Jeg vil slutte af med at sige, at det er bydende nødvendigt, at vi på europæisk plan beflitter os på at sikre en fremtid for europæisk landbrug. Den fælles landbrugspolitik har været en europæisk succeshistorie, og det ønsker vi fortsat, at den skal være. Fremtiden ligger i de unge landmænd og i landbrugspraksis, som er bæredygtig og beskytter miljøet. Vi må give vores fulde støtte til disse mål.

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) De unge landmænds situation og udsigter hænger tæt sammen med situationen og udsigterne for landbruget i EU som helhed. Som bekendt er landbruget og landdistrikterne i tilbagegang, hvilket i vid udstrækning skyldes den fælles landbrugspolitik, der befordrer ejendomskoncentration, intensivering af produktionen og stigende vertikalisering af landbruget med konsekvenser i form af ørkendannelse og affolkning af landdistrikterne, således som det ses af faldet i beskæftigelse og antal bedrifter på henholdsvis ca. 22% og 20% siden 1990.

De unge landmænd repræsenterer fornyelsen i landbruget, og de er afgørende for at sikre dets fremtid i EU's forskellige regioner. Faldet i løbet af det sidste årti på 28% i antallet af bedrifter blandt landmænd under 35 viser de nuværende negative udsigter.

Fællesskabet må derfor iværksætte særlige støtteforanstaltninger for unge landmænd, selv om hovedproblemet må løses i form af en tilbundsgående ændring i den fælles landbrugspolitik. Parish-betænkningen, som jeg i det store og hele er enig i trods dens spredning, lægger imidlertid ikke tilstrækkelig vægt på de nødvendige politiske forandringer. Den holder sig inden for den eksisterende ramme. Tre ændringsforslag, som jeg har fremsat, er dog blevet vedtaget, nemlig:

- at der skal satses på en bæredygtig og kvalitetssikret landbrugsproduktion, ikke blot ved at styrke de allerede eksisterende mekanismer som f.eks. oprindelsesbetegnelser, støtte til økologisk landbrug og til oprindelige befolkninger, men også ved at etablere konkrete støtteordninger for regionale produkter af en særlig kvalitet;

- at alle de muligheder, der følger af strategien for udvikling af landdistrikter og af strukturfondene, skal udnyttes til at støtte og fremme net af offentlige tjenesteydelser, etablere grundlæggende infrastrukturer og aktivere lokale markeder i landdistrikterne;

- at den lovgivning, der vedrører unge landmænd, skal forenkles og samles.

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) At vi netop nu diskuterer en betænkning om de unge landmænds situation og perspektiver i Den Europæiske Union, har med BSE-krisen for øje en ganske særlig betydning.

Hændelsesforløbet i de fleste af vores medlemsstater siden den temmelig hysteriske overdramatisering af denne krise bidrager sikkert ikke til at motivere unge mennesker til at blive i landbruget og slet ikke til at se deres fremtid i landdistrikterne, hvor de, som det hedder så smukt i vores betænkning, har en vigtig social funktion at opfylde, idet de helliger sig landskabspleje og landskabsbevarelse og bidrager til at dække det økonomiske, sociale og økologiske behov i landdistrikterne.

Mere end nogensinde skal vi i betragtning af denne tillidskrise, som især er blevet udløst hos forbrugerne, være bekymrede over landbrugets fremtid i Den Europæiske Union, hvor antallet af landmænd under 35 år i forvejen i en rum tid er faldet stærkest - med 28% - og antallet af landmænd i næsten alle medlemsstater er for tilbagegående. Vores betænkning indeholder alle de vigtige og rigtige konstateringer og også alle krav, hvis opfyldelse er afgørende for, om tilstrækkeligt mange unge mennesker ser deres fremtid inden for landbruget.

Dette er et katalog, som ikke kun Europa-Kommissionen, men også Ministerrådet og alle medlemsstaterne burde tage sig nær, hvis de vil forhindre, at det kommer til en affolkning af landdistrikterne i Den Europæiske Union, til en ødelæggelse af og tilbagegang for landområderne, hvad der ville gå hånd i hånd med en skærpelse af sociale og kulturelle problemer.

Vi har i EU brug for en varig, førsteklasses landbrugsproduktion. Vi skal, også i Verdenshandelsorganisationen, forsvare og sikre oprindelsesbetegnelserne på vores kvalitetsprodukter, bl.a. vinen, for vores fremtid både inden for EU, og hvad angår eksporten til tredjelande, ligger i produkter af førsteklasses kvalitet, som der hos os, og også ude i verden, findes betalingsstærke og myndige forbrugere til.

Der er en tendens til at gøre landbruget, som man forventer producerer stadig billigere, ansvarlig for de aktuelle problemer, især i forbindelse med BSE-krisen. Da jeg i mange år har været medlem af det rådgivende forbrugerudvalg under Europa-Kommissionen, vil jeg også her henvise til det ansvar, forbrugerbeskyttelsesorganisationerne bærer, som uden hensyn til producenternes indtægter forlangte stadig lavere forbrugerpriser for levnedsmidlerne. Igen og igen udtalte de sig i 70'erne og 80'erne og også senere mod rimelige producentpriser som led i de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter. De har altså også deres andel af skylden for industrialiseringen af landbruget, for, at man gjorde køer til kødædere uden at tage hensyn til, at også landmænd har ret til en retfærdig aflønning af deres arbejde. Det ønskede jeg at sige også her.

Jeg stemmer med begejstring for denne betænkning, fordi den indeholder og formulerer alt det så godt, som er rigtigt og vigtigt til opretholdelse og fremme af familielandbrugene i Europa, en primær betingelse for det økologiske landbrugs fremme med førsteklasses, regionstypiske produkter, som forbrugerne skal lære at påskønne og betale en passende pris for.

  Roure (PSE), skriftlig. - (FR) Man kan konstatere, at de unge landmænds situation er et alvorligt problem i Den Europæiske Union, og at de ikke har gode udsigter på trods af den støtte, de får på europæisk og nationalt niveau. Derfor er denne betænkning efter min mening så vigtig, og jeg er glad for, at den er blevet vedtaget.

Især de unges økonomiske situation er halvdårlig og ofte meget dårlig. Man kan konstatere, at de unge landmænd virkelig mangler forhåbninger, at antallet af landmænd generelt falder betydeligt, og at de, der bliver, er ældre.

Hvad kan Unionen gøre?

Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport har som rådgivende udvalg ikke villet behandle aspekter, der hører under andre udvalgs ansvarsområder. Vi har derfor fremhævet spørgsmål i forbindelse med almen og faglig uddannelse og information samt unge landmænds sociale og kulturelle liv.

Man kan konstatere, at de unge landmænd har problemer som følge af en ofte utilstrækkelig uddannelse. Selv Agenda 2000 medtager ikke disse aspekter, der dog er grundlæggende.

Hvad angår den faglige uddannelse af unge landmænd, er det nødvendigt, at Unionen inden for rammerne af Socrates- og Leonardo-programmerne fremmer styrkelsen af den almene og faglige uddannelse af unge landmænd for at løfte deres kvalifikationer op på det nødvendige niveau. Det er nødvendigt at oprette en edb-uddannelse. Adgang til Internet skal blive en realitet, og de unge landmænd skal have kendskab til de integrerede styresystemer for produktion og marketing, som giver dem bedre mulighed for at styre deres bedrifter. Affolkningstendenserne kan bekæmpes især ved at bevare offentlige servicefunktioner i landområder (skoler, posthus, transport), og det sociale liv kan opretholdes, f.eks. ved kommunesammenslutninger eller mobile tjenester.

Hvis der skabes de nødvendige betingelser for at give landbruget muligheder for et nyt opsving, kunne det få unge byboere, som elsker naturen og ønsker højere livskvalitet, til at flytte ud på landet og unge landboere til igen at overtage deres forældres gårde.

  Sacrédeus (PPE-DE), skriftlig. - (SV) De svenske kristelige demokrater har stemt imod udkastet til betænkning, eftersom vi finder det uforeneligt med nærhedsprincippet, på trods af at emnet som sådan, de unge landmænds situation, er os magtpåliggende.

Vi tager især afstand fra afsnit 10. Her stilles det urimelige forslag, at EU bør overveje at gøre det obligatorisk for medlemsstaterne at yde en minimumsetableringsstøtte til unge landmænd. Dette er i vores øjne ikke et overstatsligt spørgsmål.

- Betænkning af Varela Suanzes-Carpegna (A5-0365/2000)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, Pensionistpartiet, som jeg repræsenterer her i Europa-Parlamentet, er af den opfattelse, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet bør ændre en væsentlig del af fiskeripolitikken, nemlig den del, der vedrører den efterhånden indgroede vane, at vi tager hen og fisker i de andres farvande, hvorefter vi giver os selv god samvittighed ved at betale en sum penge til de regeringer, i hvis farvande vi har fisket. Man har altid sagt, at vi skal give en fiskestang til dem, der ikke har nogen penge. Men desværre giver vi europæere dem ikke nogen fiskestang, vi tager tværtimod selv hen og fisker i deres farvande. Jeg kan godt forstå fiskernes problemer. Vi skal løse disse problemer, men det skal vi gøre på en anden måde, så det ikke går ud over de befolkninger, som kun kan overleve ved at fiske.

- Betænkning af Gallagher (A5-0333/2000)

  Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne indlede med på vegne af min gruppe at sige, at vi går meget stærkt ind for at fortsætte en form for fælles fiskeripolitik inden for Den Europæiske Union, for vi er bevidste om, at en forvaltning af ressourcerne er den bedste vej frem, når det gælder om at sørge for garantier for en fortsættelse af den sociale og økonomiske udvikling i mange kystregioner i Den Europæiske Union, som ikke ville have nogen andre muligheder og ikke kunne finde anden beskæftigelse eller anden udvikling ud over det, de har fra deres egne naturressourcer, f.eks. fiskeri og akvakultur.

Men når dette er sagt, og æres den, der æres bør, må vi også erkende, at der er mange mangler ved den fælles fiskeripolitik. Navnlig den totale modvilje mod at have en regionaliseret politik inden for den fælles fiskeripolitik er forkert. Europa-Parlamentet har forkastet dette forslag igen i dag. Regionalisering betyder ikke renationalisering eller en bevægelse væk fra fællesskabsmodellen. Det betyder, at man giver samfund, der grænser op til hinanden, og som fisker efter lignende arter, mulighed for at gå sammen og forvalte disse arter.

Oven i dette må vi lægge større vægt på et ensartet inspektionssystem i alle Den Europæiske Unions farvande og give mere bemyndigelse til Fællesskabets inspektører for at sikre, at alle forordninger bliver ordentligt håndhævet.

Endelig må jeg sige, at der er behov for bevaring. Vi har oplevet en kæmpemæssig udtynding i fiskebestandene i EU's farvande. Måden at løse bevaringsspørgsmålene på er ikke at skifte over til andre fiskebestande og lave kvotesystemer for dem, men at sikre, at vi har visse områder, hvor det ikke er tilladt at fiske, og hvor vi kan lade fiskebestandene vokse frem igen. Dette eksempel er allerede blevet fulgt inden for visse områder ved frivillige aftaler i irske farvande og ved bevaring af disse ikke-fiskeområder - såkaldte braklagte områder - i analogi med den fælles landbrugspolitik - i en vis periode. Det er en måde, hvorpå vi kan garantere bevarelsen af en fødekilde, sørge for beskæftigelse og beskytte miljøhensyn inden for vores fiskefarvande. Derfor har vi støttet Gallagher-betænkningen.

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, jeg stemte for denne betænkning om den fælles fiskeripolitik, men jeg vil bede Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om at holde mere øje med et af de aspekter, der er nævnt i betænkningens punkt 20, og som er blevet glemt, nemlig om og hvordan man kontrollerer pensionsbeløbet og betingelserne for fiskerisektorens pensionister, navnlig når det gælder fiskeri af mindre omfang. De har ret til, at vi foruden alle de andre vigtige fiskerispørgsmål interesserer os for, hvordan medlemsstaterne beskytter de pensionerede fiskere, eftersom de er de sidste, der bliver tilstrækkeligt beskyttet på pensionsområdet.

  Alavanos (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Min gruppe har stemt for beslutningsforslaget. Jeg er imidlertid nødt til at understrege et særligt spørgsmål. Ifølge gældende fællesskabslovgivning er de eksklusive fiskerirettigheder for græske fiskere fastsat til seks sømil i modsætning til de 12 sømil, der gælder for de øvrige EU-lande, navnlig Middelhavslandene. På denne måde er græske fiskere ikke ligestillet med andre, de er dårligere stillet end de øvrige lande, hvad den fælles fiskeripolitik angår.

Eftersom Fællesskabet i henhold til ordlyden i Den Internationale Havretskonvention, bilag IX, artikel 5, stk. 1, har enebeføjelser, hvad angår bevarelsen og forvaltningen af havfiskeriressourcer og således også beføjelse til at fastsætte de relevante regler og bestemmelser, bør Kommissionen gøre brug af disse beføjelser og give de græske fiskere eksklusive fiskerirettigheder inden for 12 sømil. Endvidere opfordrer Europa-Parlamentet med sit beslutningsforslag Α4-0018/99 (C-153/1-6-99) Kommissionen til at foreslå en udvidelse af den eksklusive økonomiske zone for fiskeriet til 24 sømil for at sikre en passende decentraliseringspolitik og beskytte kystområdernes interesser. Kommissionen bør acceptere denne beslutning truffet af Europa-Parlamentet.

  Souchet (UEN), skriftlig. - (FR) De parlamentsbetænkninger, vi skal udtale os om, dækker forskellige aspekter ved den fælles fiskeripolitik, herunder bevarelse og forvaltning af fiskeressourcer, strukturpolitik, EU's eksterne fiskeripolitik, markedspolitik samt overvågning og kontrol.

Kommissionen anfører følgende prioriteter: bedre kohærens mellem de forskellige mål, der er opstillet i den fælles fiskeripolitik, som f.eks. bevarelse af ressourcer, fiskerflådens økonomiske effektivitet og sikring af beskæftigelsen i områder, der er afhængige af fiskeri, større hensyntagen til den økonomiske dimension ved forvaltningen af fiskeriet, bedre samspil mellem miljøpolitik og fiskeripolitik, forbedring af forvaltningsinstrumenter såsom flerårige instrumenter, en mere gennemsigtig beslutningstagningsproces og opretholdelse af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension.

Selvfølgelig kan vi principielt støtte alle disse punkter. Det forekommer mig imidlertid nødvendigt at fremhæve nogle punkter, hvis betydning Kommissionen tilsyneladende ikke har understreget tilstrækkeligt. Selv om det er rigtigt, at fastsættelsen af TAC'er (samlede tilladte fangstmængder) hovedsageligt skal ske på et objektivt videnskabeligt grundlag, skal dialogen med fiskernes repræsentanter bestemt institutionaliseres og styrkes. Fiskernes repræsentanter skal allerede inddrages før videnskabsmændenes arbejde for at styrke tilliden og fremme en velbegrundet og lettere antagelig beslutningstagning. Dette bliver endnu mere nødvendigt i forbindelse med udarbejdelsen af flerårige retningslinjer. Det er bydende nødvendigt at indføre ensartede overvågnings- og sanktionsordninger mellem de forskellige fiskerizoner for at undgå forvridninger mellem medlemsstaterne. EU-medlemsstaternes kontrol af fiskerflåder fra tredjelande, der fisker i fællesskabsfarvandene, skal øges.

Til slut vil vi samtidig med, at vi ønsker, at TAC- og kvotaordningen inden for den fælles fiskeripolitik bibeholdes, igen bekræfte, at vi går ind for, at det forholdsbestemte stabilitetsprincip overholdes, og at vi er imod privatisering af kvoterne.

- Betænkning af Poignant (A5-0332/2000)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, jeg stemte for denne betænkning, for jeg er ligesom Pensionistpartiet tilhænger af, at Europa-Parlamentet - og ikke bare Europa-Parlamentet, men alle regeringsorganer - hører de berørte grupper, befolkninger, personer og kredse, inden der træffes nogle vigtige beslutninger. I denne betænkning står der, at Kommissionen hørte adskillige organer, før den traf beslutning om den fælles fiskeripolitik, nemlig repræsentanter for fiskerne, repræsentanter for de virksomheder, der lever af fiskeri, og repræsentanter for dem, der handler med fiskeriudstyr. Kommissionen hørte dem alle sammen, også ved hjælp af en slags regionalisering af høringerne. Det er således udmærket, men har den også hørt fiskene, hr. formand?

  Martinez (TDI), skriftlig. - (FR) I 2003 bliver Det Blå Europa, det vil sige den fælles fiskeripolitik, ændret. Allerede 2001 markerer slutningen på et af den fælles fiskeripolitiks styringsinstrumenter, nemlig fjerde generation af flerårige udviklingsprogrammer. Der er to år tilbage indtil 31. december 2002 til at overveje og vedtage en fælles politik, som ifølge Europa-Kommissionens oversigt skal omfatte 18 spørgsmål lige fra fri adgang til de territoriale farvande, til kontrol og styring af markedet for fiskeri- og akvakulturprodukter, over de internationale fiskeriaftaler og videnskabelig forskning i fiskeressourcerne eller Middelhavets karakteristika.

Denne revurdering for ikke at sige omformning af den fælles fiskeripolitik sker i sammenhæng med mange aspekter. For det første er fiskeressourcerne ikke ubegrænsede. Nogle ressourcer såsom kulmuler, torsk, sardiner og tunfisk er i fare. Der sker et utroligt spild. Over 15% af fangsterne i verden genudsættes hvert år, særlig i EU, under påskud af, at man vil undgå prisfald, eller for at overholde forbud, mens andre lande som f.eks. Norge udnytter disse fisk ud over de tilladte normer. Det drejer sig om 20 millioner ton ud af de 122 millioner ton, som er de samlede fangster på verdensplan.

De internationale og regionale organisationer fra FAO til Det Almindelige Råd for Fiskeriet i Middelhavet over institutionerne for det nordvestlige Atlanterhav interesserer sig også med deltagelse af EU for forvaltningen af fiskeriet. Europa har selv indgået 25 bilaterale aftaler med Angola, Seychellerne og Madagascar samt andre lande og forsøger at indgå en vanskelig aftale, som i dag er slået i stykker, med Marokko. Især sker der i dag en internationalisering af markedet med deraf følgende problemer med import til lav pris.

Omformningen af den fælles fiskeripolitik med dens ofte for talrige og mærkværdige bestemmelser skal hovedsageligt forene selvmodsigende mål, som er at beskytte fiskeressourcerne i henhold til et forsigtighedsprincip, men også bevare de kystøkonomier og -samfund, som undertiden er afhængig af fiskeriet som beskæftigelse, hvilket gælder for Kanalen. Endvidere skal vi have en klar fælles fiskeripolitik, men som også er tilstrækkeligt differensieret til at tage regionale særegenheder i betragtning fra Nordsøen til Middelhavet og endog, som italienerne ønsker, Adriaterhavet eller andre underregionaliserede have.

Man skal især forene den store åbning af det europæiske marked, der importerer 60% af forbruget i Europa, og nødvendigheden af at beskytte de europæiske fiskere, som ser, at de japanske, amerikanske og koreanske markeder lukker sig for dem. For at behandle disse forskelligartede problemer har Europa-Kommissionen anvendt en god fremgangsmåde ved hovedsageligt at rådføre sig med fiskeri-, miljø- og producentorganisationerne.

(Indlæg forkortet i henhold til artikel 137 i forretningsordenen)

- Fælles beslutningsforslag om forarmet uran

  Lucas (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, på vegne af min gruppe vil jeg gerne bifalde det kompromisbeslutningsforslag, som vi lige har vedtaget. En stærk og forenet røst, der utvetydigt opfordrer til et stop for brugen af våben af forarmet uran er et positivt fremskridt, selv om det ikke går så langt, som vi gerne havde set. De Grønne og EFA opfordrede til et fuldstændigt forbud mod produktion, eksport og brug af våben af forarmet uran, og vi mener, at vi både har et retligt og et moralsk grundlag for at gøre dette. FN-konventionen af oktober 1980 forbød brugen af visse unødigt skadevoldende våben. 1996-resolutionen fra Underkommissionen vedrørende Menneskerettigheder fordømte ligeledes eksplicit våben af forarmet uran på grund af deres ikke-diskriminatoriske art. Brugen af disse våben er derfor allerede blevet fordømt i international ret.

Vi ville også have følt os mere beroligede, hvis man i beslutningsforslaget havde medtaget vores bekymringer med hensyn til den metode, der anvendes til at vurdere risiciene for forarmet uran. Et stigende antal videnskabsfolk gør nu indsigelser mod den konventionelle metode, som er baseret på doser af eksterne radioaktive stråler frem for internt indtagne eller inhalerede partikler.

Forskningen viser, at antallet af leukæmidødsfald som følge af tjernobyleksplosionen har været hundrede gange større end forudset af de relevante strålingsbeskyttelsesudvalg, der har baseret deres forudsigelser på eksterne stråler. Denne enorme fejlmargen skjuler, at endog meget små strålingsdoser, f.eks. fra forarmet uran, rent faktisk kan have katastrofale konsekvenser for sundheden. Det er derfor af væsentlig betydning, at vi får ret på denne metode, for ellers vil alle undersøgelser og al screening i verden ganske enkelt være uden værdi.

Jeg vil endelig henvise til artiklen på forsiden af sidste uges European Voice, der proklamerer, at EU's nye særlige udrykningsstyrke øjensynlig er i færd med at planlægge at anvende våben af forarmet uran. Men husk nu på, at dette er en humanitær styrke, som planlægger at anvende et våben, som vil efterlade sig et kølvand af kræft blandt netop de civile, som den har til formål at beskytte. Dette er intet mindre end skandaløst, og det må der gøres noget for at ændre.

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, jeg stemte imod dette forslag, da jeg mener, at der er og har været for meget hykleri forbundet med dette emne. Jeg tror - eller rettere frygter - at det er foregået på denne måde:

"Hr. præsident, hvilke våben skal vi bruge mod Milosevic?"

"De sædvanlige!", svarer præsidenten.

"Hvilke våben er de sædvanlige?", spørger generalen. "Også projektiler med forarmet uran?"

"Ja, hvorfor ikke?", siger præsidenten.

"Men", siger generalen, "de kan medføre alvorlige skader for dem, der bruger dem, for vi har testet disse våben, og de er farlige at bruge, når der er krig."

"Ja, men når der er krig, kære general", svarer præsidenten, "må man som bekendt regne med nogle risici, og disse risici må vi også påtage os."

Hr. formand, "à la guerre comme à la guerre" - krig er krig, som man siger. Jeg tror ikke, at vi skal undre os over det, der desværre kunne være sket, og som kun kunne undgås med et forenet og uafhængigt Europa.

  De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg støttede det fælles beslutningsforslag om forarmet uran, og jeg bifalder, at Parlamentet har besluttet at bevare referencen og opfordringen til et stop for brugen af disse våben. Jeg ville have foretrukket en stærkere beslutning, men jeg ved, hvor vanskeligt det er at nå dette.

Hvad jeg imidlertid ønsker at sige, er, at jeg beklager den holdning, som hr. Solana lagde for dagen her til formiddag. Samtidig med, at han erklærede, at han var for gennemsigtighed og åbenhed med hensyn til dette spørgsmål, indrømmede han, at han først begyndte at reagere på det, da det blev en offentlig kendt sag for omkring en uge siden til trods for hans rolle som generalsekretær for NATO under balkankrigen. Han undlod også at nævne eller at give et synspunkt til kende om, hvorvidt der burde være et stop for disse våben. Jeg beklager også hans forsøg på at gøre Parlamentet til medsammensvoren i NATO's beslutning om at bruge disse våben.

Brugen af disse våben var ude af proportioner med den udfordring, NATO stod over for, navnlig i krigen mod Serbien, og var derfor unødvendig og udgjorde en ubarmhjertig ignorering af den virkning, det ville have på NATO-tropperne - ja, og det var en ubarmhjertig ignorering af de eftervirkninger, det kunne få for bistandspersonalet og de fredsskabende styrker, både militær og politi efter denne krig.

Jeg vil, som andre har gjort, opfordre til, at den nye særlige udrykningsstyrke ikke bør have disse våben stillet til rådighed. Jeg har rent faktisk også indstillet til min regering hjemme i Irland, at den afviser at deltage i denne særlige udrykningsstyrke, hvis der ikke foreligger en klar forpligtelse til, at disse våben ikke bliver anvendt.

  Alyssandrakis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det eneste formål med det fælles beslutningsforslag om "Balkansyndromet" er at tilsløre NATO's og EU's forbryderiske politik, NATO og EU, som - angiveligt for at forsvare menneskerettighederne - har overfaldet Jugoslavien og herved forårsaget utallige menneskelige og materielle skader. Og for at gøre deres bombardementer endnu mere ødelæggende har de ikke holdt sig tilbage fra at anvende våben med missiler af forarmet uran, selv om de udmærket, siden krigen mod Irak, har kendt til de langvarige, dødbringende virkninger heraf.

Da man i det fælles beslutningsforslag ikke accepterer, at der er en forbindelse mellem tilfælde af kræft og leukæmi hos soldater, der har deltaget i besættelsestropperne i Bosnien og Kosovo samt i Golfkrigen, og det forarmede uran, begrænser det sig til en masse pæne ord om "gennemsigtige drøftelser" og nedsættelse af arbejdsgrupper og nøjes med at "anmode de medlemsstater, der også er medlem af NATO, om at foreslå et stop for anvendelse af ammunition med forarmet uran", samtidig med at det "anmoder NATO om at overveje anvendelse af andre typer ammunition", det vil sige til at fortsætte med at slå ihjel, blot med "rene" våben. Det er typisk, at et ændringsforslag fra venstrefløjsgruppen, som krævede forbud mod produktion af, forsøg med og brug og salg af våben med forarmet uran, højt og flot blev forkastet af et overvældende flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, idet det kun fik tilslutning fra 23%.

Ganske vist har Europa-Parlamentet været konsekvent i sin holdning, eftersom det, som krigsforbryderen, den tidligere generalsekretær for NATO og nuværende højtstående repræsentant for EU, Javier Solana, så kynisk påpegede i sit indlæg, selv insisterede på en militærinvasion på Balkan, både i Bosnien og i Kosovo. Det ville også være illusorisk at forvente, at krigsforbrydere kunne dømme sig selv. Det er befolkningernes opgave.

KKE har gentagne gange krævet ikke blot et forbud mod anvendelsen af forarmet uran, men også en øjeblikkelig tilbagetrækning af besættelsesstyrkerne fra Balkan, samt at NATO og EU betaler ofrene pleje- og erstatningsomkostningerne og udgifterne til genoprettelse af miljøet.

KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet har stemt imod det fælles beslutningsforslag og opfordrer befolkningerne til at organisere og opbygge deres egen, forenede modstand mod og modangreb på den nye ordens primitive brutalitet.

  Bonde, Krarup, Okking og Sandbæk (EDD), Eriksson, Frahm, Herman Schmid, Seppänen og Sjöstedt (GUE/NGL), skriftlig. - Det fælles beslutningsforslag rummer mange fornuftige overvejelser, men lever ikke op til den meget svære situation, NATO har bragt civilbefolkningen på Balkan, de soldater, der var udstationeret der, og deres pårørende i. Omkring 20 veteraner fra Balkan er døde af leukæmi, og tallet vokser. Amerikanske soldater i KFOR blev advaret mod at indånde forarmet uran. De blev advaret mod at røre noget, der kunne mistænkes for at have været i kontakt med FU, de blev opfordret til at forlade områder, der var mistænkt for at være forurenet med støv fra FU-våben, og de blev opfordret til at vaske deres uniform ofte. Det er ikke vores opfattelse, at den amerikanske hær giver den slags advarsler uden grund.

Der har også været en række undersøgelser, der viser, at indånding af FU er yderst sundhedsfarligt. Følgerne for civilbefolkningen i de områder, der blev udsat for NATO's krigshandlinger, er overhovedet ikke undersøgt til bunds. Men fremtiden vil fælde sin dom i den sag. Vi finder det derfor helt utilstrækkeligt, at man vil indskrænke sig til endnu en undersøgelse af konsekvenserne af brugen af FU-våben. Vi mener, sagen er ganske nøje belyst nu. Og under alle omstændigheder skal forsigtighedsprincippet efter vores opfattelse også omfatte personer, der melder sig til internationale opgaver, og civilbefolkningen i krigszoner. Disse våben bør omfattes af Genèvekonventionens bestemmelser om kemiske og nukleare våben. Al produktion bør stoppes, og alle lagre tilintetgøres. Vi kræver et stop for anvendelsen af FU-våben nu!

  Bordes, Cauquil og Laguiller (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Den omstændighed, at stormagternes hære i mindst 10 år har kendt til det skadelige i ammunition med forarmet uran, herunder for dem, der betjener den, beviser kun, at hærledelserne nærer lige så stor foragt for deres egne soldater som for civilbefolkningen og den fjendtlige hær.

Der er grund til at være indigneret over følgerne af brugen af disse våben for NATO-soldaterne. Der er endnu mere grund til at være indigneret over følgerne heraf for civilbefolkningen, for dem, der er døde på grund af våben med forarmet uran, og for dem, der er døde på grund af konventionelle bomber.

Hvad skal man imidlertid mene om den hykleriske forbavselse fra repræsentanter for alle de politiske grupper, der var med til at træffe beslutningen om at bombe Serbien og Kosovo, efter at de fleste af dem havde støttet Golfkrigen? De gav hærledelserne frie hænder og lader i dag, stillet over for reaktionerne fra offentligheden, som om de bekymrer sig om konsekvenserne af deres beslutning, idet de forsøger at slippe for deres ansvar.

Vi har stemt for ændringsforslaget fra GUE/NGL-Gruppen, der opfordrer til at forbyde fremstilling, afprøvning, brug og salg af våben med forarmet uran, samtidig med at vi ved, at en uretfærdig krig aldrig af den grund kan blive en "ren krig".

Vi har stemt mod kompromisbeslutningsforslaget for at protestere mod brugen af våben med forarmet uran, mod selve de krige, hvor de er blevet anvendt, men også mod hykleriet fra de parter, der har støttet disse krige.

  Carlotti (PSE), skriftlig. - (FR) Offentligheden er især bekymret over forbindelsen mellem ammunition med forarmet uran og folkesundheden. Disse våben udløser faktisk ved nedslaget kemiske reaktioner, hvis følger for militærpersoner, civilbefolkningen og miljøet stadig ikke kendes. Endvidere er uran, selv i forarmet form (20% mindre radioaktivitet end naturligt uran) et atomaffaldsprodukt, der er farligt at anvende.

Der kan være en forbindelse mellem de tilfælde af leukæmi, der er fundet hos de soldater, der har gjort tjeneste på Balkan, og NATO's brug af sådanne våben. Selv om de endelige beviser ikke er klart fastlagt, og videnskabsmændene ikke er indbyrdes enige, er der i dag mere end blot en mistanke, som resultaterne af forskellige undersøgelser viser. Bekymringerne er således velbegrundede, og der skal ikke tages let på dem.

Mens vi afventer de endelige beviser, skal vi anvende forsigtighedsprincippet og indføre et stop for anvendelse af disse våben. Det er det mindste, man kan beslutte i dag, mens man afventer et totalt forbud, hvis undersøgelserne bekræfter faren.

NATO skal udvise stor åbenhed vedrørende brugen af disse våben og generelt udførelsen af organisationens operationer, og Europa-Kommissionen skal fra sin side iværksætte en videnskabelig uafhængig undersøgelse. Vi skylder alle dem, der lider eller for tiden lever i angst, dette krav om sandhed og åbenhed.

I en tid, hvor international ret udvikler sig hen imod en pligt til legitim intervention gennem humanitære mål og forsvar af menneskerettighederne, kan EU's væbnede styrker ikke lade civilbefolkningen, som man ønsker at beskytte, løbe en risiko.

  Ducarme (ELDR), skriftlig. - (FR) I begrundelsen tages der igen fat på de berettigede bekymringer i forbindelse med dette vigtige spørgsmål, som vedrører de soldaters helbred, der sættes ind i vanskelige områder. Meget apropos er de berørte befolkninger interesserede, herunder i de nødvendige betingelser, der skal opfyldes i forbindelse med den samfundsmæssige, økonomiske og miljømæssige genopbygning af de berørte regioner.

Beslutningsforslaget er i sin helhed rimeligt og får min fulde tilslutning.

Stk. 6, der anmoder de medlemsstater, der også er medlem af NATO, om at foreslå et stop for anvendelse af ammunition med forarmet uran, er i sin nuværende udformning overdrevet, så meget desto mere som der tages højde for forsigtighedsprincippet i opfordringen til NATO om at overveje anvendelse af andre typer ammunition, indtil resultaterne af undersøgelserne af forarmet uran foreligger.

Da jeg følgelig ikke kan støtte stk. 6, har jeg besluttet at undlade at stemme om hele betænkningen.

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har stemt imod det fælles beslutningsforslag, fordi vi ikke kan acceptere, at man stadig benægter det indlysende - de alvorlige følger for befolkningen i de berørte områder på grund af anvendelsen af forarmet uran. Siden begyndelsen af den nukleare æra omkring Anden Verdenskrig har risici og forholdsregler i omgangen med uran og andre radioaktive stoffer været velkendt, fordi der er tale om meget farlige stoffer (kemisk og radiologisk farlige), når de indåndes eller indtages, og som også er genetisk farlige.

Anvendelsen af denne type våben af USA og andre NATO-lande under Golfkrigen, i Bosnien og i Kosovo har allerede ført til mange militærfolks død, til lidelse og død for befolkningen i de bomberamte områder og til en forurening af miljøet på mellemlangt og langt sigt, der ikke blot vil berøre de nuværende generationer, men også fremtidige generationer, hvilket er forbudt ifølge Genève-konventionen og gør det tydeligt, at der ikke findes "rene krige".

Hvad angår omfanget af den forbrydelse, der er begået mod hele civilbefolkninger, må der hurtigst muligt sættes undersøgelser i gang, så der kan skabes et grundlag for at retsforfølge og dømme de ansvarlige på højeste sted for denne forbrydelse mod menneskeheden, og der må allerede nu skrides ind med forbud mod fremstilling, afprøvning, anvendelse og salg af våben med forarmet uran og ikke blot vedtages et moratorium.

  Honeyball (PSE), skriftlig. - (EN) Delegationen af britiske Labour-medlemmer i Europa-Parlamentet bifalder de foranstaltninger, der er truffet af NATO-medlemsstaterne, for at undersøge årsagerne til de dødsfald og sygdomme, der har ramt de tropper, der gjorde tjeneste på Balkan.

Vi mener, at overvejelserne om, hvorvidt der skal anvendes forarmet uran, bør være baseret på videnskabelige kendsgerninger. Vi bemærker, at der endnu ikke foreligger bevis på en forbindelse mellem forarmet uran og dårlig sundhedstilstand hverken blandt tropperne eller i civilbefolkningen.

Derfor mener vi ikke, at det for nærværende er relevant at kræve et stop for brugen af våben af forarmet uran.

  Krivine og Vachetta (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) Er opdagelsen af, hvor farlige våben med forarmet uran er, virkelig en overraskelse? Vi ved alle, at disse våben, som NATO anvendte under Golfkrigen (1991), krigen i Bosnien (1994-95) og i Kosovo (1999), har fået alvorlige følger for civilbefolkningen, som først blev bombet, for miljøet og for militærpersonerne, hvad enten de tilhører NATO's, Iraks, Bosniens, Serbiens eller Kosovos hærstyrker. De militære og politiske myndigheder har i lang tid nøjes med at bagtale dem, der bekymrede sig om dette. Det har været nødvendigt, at amerikanske og derefter franske soldater satte sig i bevægelse, for at skandalen endelig brød ud efter en italieners mistænkelige dødsfald. "Ren krig" findes ikke.

De tidligere krigsførende magters stiltiende indrømmelse skal gøre det muligt at kaste lys over i første omgang regeringernes og krigsherrernes og dernæst den tidligere generalsekretær for NATO, Javier Solanas ansvar. Vi skal kræve et forbud mod fremstilling, afprøvning, brug og salg af våben med forarmet uran. Vi opfordrer til at underskrive en international traktat, og i første omgang kræver vi et lægeligt overvågningsprogram for de soldater, der har deltaget i operationerne på Balkan, repræsentanterne for de humanitære organisationer, der har arbejdet på stedet, og befolkningen i de berørte områder.

  MacCormick (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for stoppet for brugen af våben fremstillet af forarmet uran. Ideelt set ville jeg have foretrukket et totalt forbud som følge af den meget store sandsynlighed, der er for, at de forårsager unødige skader på helbredet.

Jeg beklager endvidere brugen af dem som følge af deres uacceptable indvirkning på det menneskelige og naturlige miljø i mere bred forstand. Jeg vil navnlig gerne give udtryk for dyb bekymring over de skader på miljøet, der næsten helt sikkert er blevet forårsaget af prøveaffyringerne på Dundrennan-skydebanen ved Solway Firth. Disse farvande lider allerede under uacceptable niveauer af radioaktiv forurening fra Sellafield.

  Papayannakis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Hr. formand, efter de sørgelige begivenheder i forbindelse med bombardementerne af Jugoslavien, og efter afsløringerne i forbindelse med anvendelsen af ammunition med forarmet uran drejer det uopsættelige spørgsmål sig i dag om forbuddet mod denne type ammunition, som har nogle farlige konsekvenser også efter anvendelsen og i meget lang tid, og der er ingen forskelsbehandling med hensyn til, hvem der udsættes for fare og risikerer at lide under konsekvenserne. Lige så vigtigt og uopsætteligt er det at udforme en omfattende politik til hjælp og forebyggelse samt erstatning til alle de områder i Jugoslavien, som er blevet påvirket af anvendelsen af denne ammunition, så man kan beskytte den offentlige sundhed og miljøet, rense jord og vand og sikre landets og naboområdernes regelmæssige udviklingsproces. Det første mål er ikke fuldt dækket af det fælles beslutningsforslag, vi drøfter, selv om det er positivt, at der kræves et moratorium for anvendelsen af denne ammunition. Hvad det andet mål angår, er der nogle generelle og abstrakte henvisninger til de eksisterende hjælpeprogrammer, som under alle omstændigheder er af begrænset rækkevidde, men tilsyneladende er der ingen intentioner om en ny og effektiv indsats, der svarer til omstændighederne og de reelle behov.

Desuden kommer beslutningsforslaget i ganske korte vendinger rundt om meget alvorlige spørgsmål i forbindelse med analysen og den nødvendige undersøgelse af forarmet uran, men nævner intet om de vedvarende bestræbelser på at mørklægge og tilsløre kendsgerninger, uafhængige undersøgelser, som vi alle kender til, og selv officielle tekster fra NATO-lande om forarmet urans farlighed og forebyggelsesforanstaltninger, som deres egne tropper skal overholde.

Af alle disse årsager kan jeg ikke stemme for beslutningsforslaget. Jeg vil stemme blankt, fordi anmodningen om et moratorium for anvendelsen af forarmet uran kan være et positivt skridt i den rigtige retning, uden at dette betyder, at man vil stoppe krigene, de internationalt ulovlige bombardementer og andre tilsvarende interventioner, som ingen vegne fører hen. I hvert fald bør vedvarende bestræbelser og en bred bevægelse i hele Europa og hele verden arbejde for et endeligt forbud mod disse våben. Det vil være et slag mod den egenrådighed og arrogance, der præger en militærstatslig holdning til politik og til verden.

Til sidst vil jeg gerne give udtryk for min forvirring over den politiske mutation, der har kunnet iagttages under vores forhandling: Vi er tidligere blevet beskyldt for, at vores kritik af Milosevics politik tjente NATO's og dets bombardementers formål, og nu klager hr. Solana over, at vores kritik i forbindelse med forarmet uran … ikke tager hensyn til Milosevic-ofrenes menneskerettigheder. I begge tilfælde betyder mangelen på argumenter i det konkrete spørgsmål, at principperne om rationalisme sættes til side, og der flirtes med en meningsløs snak, som er indgangen til enhver form for totalitært system eller stalinisme …

- Beslutningsforslag om Korea

  Thomas-Mauro (UEN). - (FR) Hr. formand, vores gruppe har stemt for beslutningsforslaget om Nordkorea. Det siger sig selv, at vi beklager de handlinger dybt, det kommunistiske diktatur begik i Nordkorea fra 1950. Den foragt, det har holdt mennesket i, er udelukkende frugten af den uhæmmede materialisme, som kommunismen i særdeleshed er baseret på, og den revolutionære ideologi i almindelighed. Vores gruppe udtrykker ønske om, at Nordkorea snart bringer en ægte frihed i stand igen, hvilket er en uomgængelig betingelse for freden.

Vi glæder os i denne forbindelse over, at de to Koreaer i nogen tid har haft bedre forbindelser. Denne fredsbestræbelse er et stort håb for de tusindvis af familier, der har været adskilt i et halvt århundrede. Vi skal så vidt muligt fremme denne forandring.

Vi kan ikke desto mindre kun beklage det ønske, der gives udtryk for i beslutningsforslaget, om at betro Den Europæiske Union på vegne af medlemsstaterne at forvalte forbindelserne med Nordkorea. Det er vist ikke nødvendigt at erindre om, at diplomatiet hører til enhver suveræn stats regale magtbeføjelser. Det står enhver stat frit at have diplomatiske forbindelser med en anden stat. Enhver nation skal kunne bevare friheden til at føre en udenrigspolitik efter eget valg, som passer bedst til dens politiske og økonomiske interesser. Jeg tvivler imidlertid stærkt på, at EU-institutionerne, som er helt pustet op med store principper, som er svære at sluge, er modne nok til denne virkelighed.

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 13.35 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Luis MARINHO
Næstformand

(1) Fælles beslutningsforslag af Lannoye m.fl. for Verts/ALE-Gruppen, Brok og Trakatellis for PPE-DE-Gruppen, Napoletano m.fl. for PSE-Gruppen, Haarder for ELDR-Gruppen, Queiró og Muscardini for UEN-Gruppen trådte i stedet for beslutningsforslag B5-0047/2001 , B5-0049/2001 , B5-0050/2001 , B5-0051/2001 og B5-0054/2001 .

5. Rådets prioriteringer med henblik på De Forenede Nationers Menneskerettighedskommissions møde i Genève

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens erklæringer om Rådets prioriteringer med henblik på De Forenede Nationers Menneskerettighedskommissions møde i Genève.

  Danielsson, Rådet. - (SV) Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer og medlemmer af Europa-Kommissionen, jeg er glad for at få lejlighed til allerede på et tidligt tidspunkt i det svenske formandskab at drøfte dette vigtige spørgsmål, som angår forberedelserne til det kommende møde med FN's Menneskerettighedskommission. Jeg vil givetvis komme til nøje at følge de forskellige synspunkter, der fremkommer under forhandlingerne, og aflæse stemningen for en fortsat forhandling om en fastlæggelse af EU's holdning.

Formandskabets målsætning for årets session er at samle EU om nogle fælles holdninger, at opmuntre ansøgerlandene til at tilslutte sig både EU-udtalelser og beslutningsarbejdet samt så vidt muligt at opnå samlet tilslutning til forslagene - dette gælder i år ikke mindst situationen i Iran og Tjetjenien. Af forståelige årsager er det endnu uklart, hvorvidt opfølgningen på Menneskerettighedskommissionens ekstraordinære møde i efteråret om situationen i Mellemøsten vil blive en realitet. Det står imidlertid klart, at spørgsmålet kan forventes at blive et af de dominerende spørgsmål under årets session, og at EU bliver en af hovedaktørerne.

Rådet anmodede i marts sidste år om en evaluering af EU's menneskerettighedsdialog med Kina. Konklusionerne forventes at blive vedtaget på Rådets møde i slutningen af januar. Heri definerer man målet med dialogen og præciserer, hvordan den skal organiseres, og hvordan resultaterne af dialogen skal evalueres på regelmæssig vis.

Det er endnu uklart, om det bliver aktuelt med en resolution om Kina inden for årets session. EU står i nær kontakt med USA, som var forrige års forslagsstiller. Det samme gælder et andet interessant spørgsmål i Menneskerettighedskommissionen, nemlig resolutionen om menneskerettighedssituationen i Cuba, som Tjekkiet og Polen stod bag sidste år.

Blandt de tematiske beslutninger skal EU også fortsat tage ansvar for beslutningerne om barnets rettigheder og dødsstraf. Hvad angår kvinders rettigheder, tager Menneskerettighedskommissionen bestemmelse om et antal resolutioner, som EU er stærkt involveret i, selv om de ikke er EU-initiativer. Det er indtil videre usikkert, hvilke indsatser der kræves af EU med hensyn til Menneskerettighedskommissionens resolution om Verdenskonferencen mod racisme, samtidig med at EU's deltagelse i forberedelserne til denne verdenskonference utvivlsomt bliver en af de største udfordringer i dette halvår.

Den såkaldte omnibusresolution om barnets rettigheder, som blev udarbejdet i samarbejde med de latinamerikanske medlemslande, har desværre nået et sådant omfang, at den bliver nærmest umulig at håndtere. EU har derfor ambitioner om at minimere resolutionen og derved sætte rettighedsperspektivet i centrum. Disse ambitioner styrkes af ønsket om at yde et nyttigt bidrag til forberedelserne til FN's ekstraordinære møde om børn i september 2001.

Arbejdet mod dødsstraffen er et prioritetsanliggende for EU's fælles udenrigspolitik på menneskerettighedsområdet, som bl.a. ses i EU's retningslinjer, der blev vedtaget i 1998. En vigtig del af dette arbejde er Menneskerettighedskommissionens resolution om dødsstraf. Ambitionen er at opnå den størst mulige støtte til denne resolution allerede i år.

En vigtig forudsætning for et aktivt EU-engagement i spørgsmål om menneskerettigheder er ordentlig adgang til relevant information. Her spiller EU-landenes og Kommissionens repræsentationer rundt om i verden en vigtig rolle, når det gælder indsamling af informationer. Et nært samarbejde med de enkelte organisationer er en central faktor, ligesom samarbejdet med de regionale organisationer. Sidst, men ikke mindst, fortsætter EU med at yde støtte til FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder.

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mine damer og herrer, på vegne af min kollega, hr. Patten, der var nødt til at rejse til Moskva til et møde, vil jeg gerne rose Parlamentet for at afholde denne debat her i dag, for den giver en værdifuld anledning til at udveksle synspunkter om det forestående møde i Menneskerettighedskommissionen.

Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til Parlamentets synspunkter, eftersom Den Europæiske Union arbejder på at nå frem til holdninger til de væsentligste spørgsmål, der vil blive behandlet i Genève. De nye holdninger til initiativerne i Genève vil først blive endelig fastsat efter lange forhandlinger, der naturligvis udgør en integreret del af processen.

Ngo'er og andre har ret i at understrege nytten af diskussion og prøvelse af holdninger. Repræsentanter for formandskabet, Kommissionens tjenestegrene og flere medlemsstater deltog i et møde i Kontaktgruppen om Menneskerettigheder, der fandt sted den 11. januar i Bruxelles. En lang række ngo'er fik anledning til at lufte deres synspunkter med hensyn til, hvilke lande og temaer der burde ses nærmere på, og dette input vil uden tvivl være nyttigt for de overvejelser, der skal gøres.

Menneskerettighedskommissionens 56. møde sidste år havde uundgåeligt både sine større og mindre højdepunkter. Vedtagelsen af en resolution, der var fremsat af Den Europæiske Union om dødsstraf, var en velkommen præstation. Den Europæiske Union vil måske gentage dette i år, idet spørgsmålet stadig giver anledning til lige stor bekymring.

Det svenske formandskab har mere generelt meddelt, at de bestræbelser, der er gjort af Den Europæiske Union i forbindelse med dødsstraffen, vil blive fortsat og intensiveret.

Der herskede skuffelse ved vedtagelsen af forslaget om ikke at træffe foranstaltninger mod Kina. Nogle medlemmer af Menneskerettighedskommissionen stemte imod og gjorde det herved klart, at sådanne forslag kun kan tjene til at kvæle diskussion og netop underminere forsamlingens raison d'être.

Som jeg har bemærket, er beslutningerne om EU-resolutioner for dette års 57. møde i Menneskerettighedskommissionen i Genève ikke blevet færdiggjort, hvilket de normalt er på dette stadium af processen.

Formandskabet og medlemsstaterne er ved at se på situationen i flere lande og tager her, hvor det måtte være relevant, hensyn til information fra FN's særlige rapportører og andet tilgængeligt bevismateriale.

Jeg vil driste mig til at komme med nogle korte kommentarer til nogle spørgsmål af interesse, som, hvad enten de er del af EU-initiativet eller ej, uden tvivl vil blive taget op til drøftelse af dem, der deltager i Menneskerettighedskommissionens 57. møde.

Vi har stadig de velkendte bekymringer med hensyn til Kina, som fortsat høres som del af dialogen mellem EU og Kina. En positiv udvikling i de seneste måneder omfatter undertegnelsen af en hensigtserklæring om menneskerettigheder med FN's højkommissær i november sidste år.

Det er ikke desto mindre væsentligt, at dialogen fører til konkrete ændringer, og det er et punkt, som Den Europæiske Union gentog i Genève sidste år. Med dette for øje er menneskerettighedsdialogen med Kina for nærværende ved at blive evalueret, hvilket vil føre til vedtagelse af konklusioner i Rådet (almindelige anliggender) i januar. De vil danne grundlaget for en konstruktiv og meningsfyldt videreførelse af dialogen.

Hvad Iran angår, bifaldt den resolution, der blev vedtaget ved Generalforsamlingens 55. møde i New York, den positive udvikling i dette land. Men den noterede sig også med nogen bekymring, at der stadig var problemer med hensyn til indskrænkninger af friheder, brug af henrettelse og tortur og diskrimination rettet mod religiøse mindretal og kvinder.

Den foreløbige rapport, der blev forelagt Generalforsamlingen i september sidste år af hr. Copithorne, den særlige repræsentant, afspejlede behovet for at styrke fremskridtene hen imod en forbedring af menneskerettighederne. Den særlige repræsentants adgangsmuligheder forbliver naturligvis stadig en væsentlig kilde til bekymring.

Endelig vil børns problemer som en tematisk bekymring med rette blive genstand for meget opmærksomhed i år, ikke mindst ved FN's Generalformsamlings særlige møde, der efter planen vil finde sted i september. Med dette for øje vil Den Europæiske Union fortsat spille en aktiv rolle for så vidt angår resolutionen om børns rettigheder i Genève, og som sidste år vil den søge at få et nyttigt samarbejde i gang med den latinamerikanske og caribiske gruppe.

  Bethell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske formanden for Rådet og kommissæren for deres bemærkninger, navnlig for det, de havde at sige om dødsstraffen og situationen i Kina og Iran.

Jeg beklager kun, at ordet Rusland ikke blev nævnt af nogen af de herrer, for det forekommer mig, at situationen i Rusland er foruroligende. Dette bør tages i betragtning af Kommissionen, og navnlig hvis vi skal søge at nå en tilfredsstillende menneskerettighedssituation i Europa som helhed. Med lidt held vil timingen være god, og hr. Patten vil være i stand til at rejse visse spørgsmål over for den russiske præsident.

Det er meget betimeligt, at dette spørgsmål skulle blive taget op, for det er næsten 10 år siden Sovjetunionens sammenbrud. Dengang havde vi et stort håb om, at hele Europa ville blive et menneskerettighedsgunstigt område, men realiteterne lever selvfølgelig aldrig helt op til ens håb. Situationen i bl.a. Belarus har ændret sig dramatisk til det værre, og der har været de mest rædselsfulde borgerkrige og massakrer i enorm skala på Balkan.

Vi må lykønske os selv i Europa med nogle fremskridt, men vi har ikke nået nok. Det glæder mig navnlig at se det, der skete i Polen, Ungarn og Tjekkiet. Menneskerettighedssituationen i disse lande har ændret sig dramatisk til det bedre og i de baltiske stater med opbygningen af det blandede økonomiske system. Der er nogle mennesker, der ikke finder, at det er en menneskeret, men det mener jeg faktisk, og det udgør endnu et fremskridt, som vi bør hilse velkomment.

Jeg bliver meget rørt hver sommer ved at se store antal feriegæster fra Øst- og Centraleuropa, herunder Rusland, på turiststederne ved Middelhavet og andetsteds holde ferie på samme måde, som vi har gjort det i mange årtier. Som den britiske udenrigsminister, Ernest Bevin, plejede at sige, er hovedformålet med en udenrigspolitik at gøre det muligt for borgerne at være i stand til at rejse med et minimum af bureaukratisk indblanding og irritation.

Jeg mener dog, at jeg bør nævne 2-3 af de særlige problemer med Rusland. Det ene af dem er et, som jeg har en særlig interesse i, nemlig spørgsmålet om Media-Most og Ruslands alternative tv-system. Jeg håber, at hr. Patten er velorienteret om den nuværende tilbageholdelse af direktøren for Media-Most, Vladimir Gusinsky. Han befinder sig ret så forbavsende i sit hus nær Malaga i Spanien. Jeg finder det bizart, at det spanske politi imødegår en anmodning fra det tidligere KGB på denne måde.

Hr. Putin fortsætter sin krig mod de anderledes tænkende. Han synes ikke at have humoristisk sans. Han kan ikke lide at se sig selv portrætteret på tv af en handskedukke med vittigheder blive afsagt på hans bekostning. Det ser ud, som om det ikke er passende, at Ruslands præsident bliver hængt ud på denne måde, og derfor vil han ikke tolerere det. Der er tale om en meget ubehagelig fejde, der er blevet gjort så meget mere ubehagelig ved, at den ene side nyder støtte fra Ruslands præsident. Det er ikke tilfredsstillende, og jeg håber, at det vil blive taget op under hr. Pattens besøg.

De andre punkter, jeg vil nævne med hensyn til Rusland, er meget kort situationen i den russiske hær, navnlig i Tjetjenien, men også internt, for den russiske hær er nu om dage berygtet for den grusomhed, den udøver, og navnlig dens behandling af unge værnepligtige soldater. Jeg har også i det seneste år med bekymring set på de nuværende russiske lederes tendens - mange af dem er tidligere KGB-folk, for de blev udpeget af en tidligere oberst i KGB - til at være en smule hurtige på aftrækkeren, når det gælder om at arrestere såkaldte britiske, amerikanske og russiske spioner. Dette er virkelig noget, der efter min mening er ret så unødvendigt i det nuværende miljø efter den kolde krig.

Så med disse forbehold lykønsker jeg Kommissionen og rådsformanden og ser frem til en forbedring af menneskerettighederne i det kommende år.

  Cashman (PSE). - (EN) Hr. formand, sidste år deltog jeg i FN's Menneskerettighedskommissions 56. møde i Genève, og i sidste uge deltog jeg i Kontaktgruppen vedrørende Menneskerettigheder. Der er brug for at gøre meget mere, for om noget forværres situationen over hele verden.

Fremme og forsvar af menneskerettigheder er højt prioriteret af Den Europæiske Union og forbliver et af de grundlæggende principper for Unionen. Jeg mener faktisk, at menneskerettighedskonceptet skal informere om alt, hvad vi gør i demokratiets navn, for en negativ menneskerettighedssituation er ofte forårsaget eller forværret af mangel på demokrati eller ineffektive og korrupte regeringsstrukturer. Menneskerettigheder eksisterer ikke isoleret, og de bør heller ikke betragtes abstrakt. De er grundlæggende rettigheder for alle folk, uanset hvem de er, hvor de er født og af hvem. Og alligevel krænkes mænds, kvinders og børns menneskerettigheder, mens vi sidder her i Parlamentet og taler.

Derfor må Rådet og medlemsstaterne arbejde for en verdensomspændende ratificering af de menneskerettighedsinstrumenter, der er til rådighed for alle lande, og navnlig den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling af kvinder, konventionen om børns rettigheder, den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og den yderst vigtige konvention mod tortur. Vi opfordrer ligeledes til øjeblikkelige foranstaltninger til beskyttelse af homoseksuelle mod den nedværdigende og umenneskelige behandling, som de stadig udsættes for. På grund af deres seksualitet kan de stadig blive idømt dødsstraf i visse dele af verden.

Vi opfordrer ligeledes EU til at støtte FN's højkommissær for menneskerettigheder og de øvrige internationale organisationer og ngo'er i kampen mod undertrykkelsen af de uafhængige medier, som lord Bethell allerede har nævnt, og undertrykkelsen af journalister og forfattere og til at indstille til alle stater at sætte en stopper for censuren, beskytte retten til adgang til officiel information og stoppe begrænsningen af adgangen til moderne informationsteknologi, som ofte er en redningsplanke for undertrykte folk.

Vi opfordrer også Rådet og FN's Menneskerettighedskommission til at give deres fulde støtte til udarbejdelsen af den internationale konvention for beskyttelse af enhver person mod tvungen forsvinden. Og endnu en gang opfordrer vi, og jeg håber ikke, at det er forgæves, til afskaffelse af dødsstraffen.

Lande kan, vil og bør hænges ud og nævnes ved navns nævnelse, men her i Parlamentet og sammen med Rådet og FN-Kommissionen må vi øge vores bestræbelser på at sikre, at mænd, kvinder og børn fødes lige og kan leve som lige og nyde godt af menneskerettighedernes grundlæggende friheder. Det er det budskab, som Europa-Parlamentet bør tage med sig til FN's Menneskerettighedskommissions møde i Genève, og jeg håber, at alle her i Parlamentet vil støtte en sådan intention.

  Malmström (ELDR). - (SV) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, Den Europæiske Union er et vigtigt værdifællesskab, som står for demokrati, humanisme og menneskerettigheder. Vores interne arbejde, men også udenrigspolitikken, hviler på dette grundlag. EU har en god politik for menneskerettigheder på mange områder, men der savnes en samlet og konsekvent strategi for, hvordan arbejdet til fremme af disse rettigheder skal udføres. De forskellige institutioner er ikke altid samordnede, og der mangler opfølgning og analyse, hvilket selvfølgelig mindsker vores indflydelse.

På mødet i Genève håber jeg og Den Liberale Gruppe på et stærkt og enigt Europa, der lægger sin sjæl i at forfægte et antal spørgsmål. Det var dejligt at høre om det svenske formandskabs ambitioner her i dag.

Det er godt, at Rådet støtter resolutionerne om dødsstraf og børns og kvinders rettigheder. Jeg vil også på Den Liberale Gruppes vegne opfordre Rådet til at støtte udarbejdelsen af en protokol til konventionen mod tortur samt støtte en ny international konvention om forsvundne personer. Flygtningespørgsmålet skal også tages op.

Overgreb på menneskerettighederne forekommer i mange lande. Vi skal fordømme det, hver gang det forekommer, også når det sker i EU-landene. I visse lande er situationen dog alarmerende. Jeg vil virkelig appellere til Rådet om at forsøge at udarbejde en beslutning om Kina, hvor overgrebene på de kinesiske borgere bliver værre og værre, ikke mindst i form af den optrappede vold mod Falungong-tilhængere.

Rådsformanden nævnte Iran og Tjetjenien. Jeg vil gerne tilføje Saudi-Arabien, Colombia, Indonesien og Afghanistan. Også her er situationen yderst alarmerende.

Både FN og EU er vægtige stemmer i den internationale debat. Mange lande lytter til og accepterer de signaler, der kommer fra "Bruxelles". Vi kan benytte os af vores stilling til at kæmpe aktivt for menneskerettighederne. Det kræver konsekvens, mod og en mere gennemarbejdet strategi. Jeg håber, at det svenske formandskab kan medvirke til at formulere en sådan strategi, ikke blot i Genève, men også i fremtiden, som en naturlig del af EU's udenrigspolitik.

  Wuori (Verts/ALE). - (FI) Hr. formand, menneskerettighederne udgør en uadskillelig del af Unionens værdi- og retsgrundlag. De er, bortset fra enkelte prioriteringsforskelle, også globale. EU har alligevel ikke en menneskerettighedsstrategi, da ansvaret i første omgang forbliver hos medlemsstaterne. Når der ikke findes en strategi, bliver taktikken til strategi. For menneskerettighederne betyder dette, at en politisk formålstjenlig årsag kan diktere, hvor og hvornår man griber ind over for krænkelser. I et vist omfang er det uundgåeligt.

Et fællesskab som EU, der bygger på respekt for og forsvar af menneskerettighederne, bør imidlertid være i stand til en mere konsekvent og målbevidst menneskerettighedspolitik, end det er tilfældet i dag. Det er ønskeligt, at Unionen i dette vigtige aspekt har en fælles stemme. Derfor hilses det velkommen, at vi nu i god tid i forvejen har fået lejlighed til at diskutere Rådets prioriteringer med henblik på De Forenede Nationers Menneskerettighedskommissions møde.

Krænkelser af menneskerrettighederne skal tages alvorligt også på andre tidspunkter, end når vi har behov for et politisk alibi for at agere. Menneskerettighederne har en egenværdi, som svækkes, når de anvendes som instrumenter for en stræben efter noget andet, måske i og for sig legitime principper i enkelte tilfælde. Eller når selv de groveste krænkelser forties af handelspolitiske eller andre grunde. Denne tilbøjelighed kan også observeres ved, hvordan vi forholder os til spørgsmålene på FN's Menneskerettighedskommissions arbejdsplan, både i regional og landespecifik og emnespecifik henseende. F.eks. fortjener emner som begrænsning af ytringsfrihed eller tortur og straffrihed, som Amnesty International på det seneste har ført kampagne imod, at blive betragtet i et større perspektiv.

Ad hoc-foranstaltninger er altså ikke nok, men menneskerettighederne må heller ikke være det eneste, overalt forekommende retoriske smagsstof som politisk NutraSweet uden reel virkning i praksis. For at EU's stemme kan vare længere og være mere højlydt, skal den finde en ægte og sin egen konsekvente linje, og den skal fastsætte sit arbejde i dette spor. Det interinstitutionelle samarbejde bør derfor fremover gøres mere energisk, og Europa-Parlamentets rolle i særdeleshed skal styrkes. Vi her i Parlamentet skal først og fremmest være mere aktive og gøre, hvad vi selv retorisk har forpligtet os til. Det kræver en langsigtet, systematisk indsats med arbejdet for menneskerettighederne, også når det ikke umiddelbart kan forbindes med opnåelige fordele eller aktuelle mediabegivenheder. Rapportering og opfølgning skal effektueres, hvilket ud over en god vilje kræver tilstrækkelige ressourcer og diplomatiske færdigheder. Bidrag fra ngo'erne og de nationale samfund er uerstattelige. De kan også bringe en frisk vind til det vakuum, som vi alt for ofte arbejder i som gidsler for snævre, dagsaktuelle interesser.

  Frahm (GUE/NGL). - Hr. formand, hr. Vitorino, hr. rådsformand, når vi skal lave en beslutning om et tema som menneskerettigheder, er der jo to muligheder: vi kan nævne principper og lade være med at nævne områder, eller vi kan gøre, som vi har gjort, nemlig nævne en række områder og så løbe den risiko, at der er nogle, man har glemt. Det vil denne tale bl.a. handle om. Men først vil jeg sige, at jeg er utrolig glad for, at der er kommet noget med om situationen i Kina, og jeg vil meget varmt støtte de ændringsforslag, som er fremsat. Der burde måske også have stået noget om situationen med hensyn til religionsfrihed for Falun Gong-sekten, men det gør der altså ikke. Der er dog en ganske skarp kritik, og det er jeg meget glad for. Jeg er også glad for, at Tjetjenien er nævnt. Jeg synes, det er et område, som vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Det er område, som kan vise sig at udvikle sig til en krudttønde for sikkerhedspolitikken i det område, og muligvis også i vores eget.

Der er nogle områder, som jeg synes man har givet for ringe prioritering. Det svenske formandskab siger, at arbejdet for at afskaffe dødsstraf vil have høj prioritering for det svenske formandskab. Det er jeg utrolig glad for, og jeg er meget enig i, at det er et område, man skal give høj prioritet. I denne forbindelse skal man være opmærksom på vores såkaldte "venner". Jeg synes, man skal være opmærksom på situationen i USA. Efter det amerikanske præsidentvalg vil antallet af dødsstraffe i USA slå nye rekorder. Vi er i den situation, at der sidder mennesker på dødsgangen i USA, som vi er helt overbeviste om ikke har fået en fair sag, og som ikke vil være i stand til at få det, medmindre kræfter udefra hjælper dem, for systemet gør det ikke af sig selv. Jeg synes også, vi skal huske en anden af vores "venner", nemlig et ansøgerland som Tyrkiet, som vi slet ikke nævner i denne beslutning. Det er et problem, at vi stadigvæk så tæt på os har et land, som ikke vil afskaffe dødsstraffen, som ikke vil indføre almindelige demokratiske rettigheder for etniske mindretal, og som ikke har fået kontrol med de metoder, deres politi anvender, hverken på gaden eller i deres fængsler. Tyrkiet overholder ikke konventionen til bekæmpelse af tortur. De mennesker, der flygter fra lande af den type, hjælper vi ikke meget med vores opbygning af Fort Europa, og lad mig som afslutning sige dette til det svenske formandskab: Husk, at vi gør ikke sagen bedre for mennesker på flugt ved at opbygge et Fort Europa omkring os.

  Dupuis (TDI). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg tror, at kollegernes angivelser er klare. Fru Malmström og fru Frahm har lige talt om Kina. Lord Bethell har talt om Tjetjenien.

Dog taler De, hr. rådsformand, om Unionens konsensuelle indstilling. Vi ved af erfaring, at Unionens konsensuelle indstilling er det middel, som De har fundet for ikke at indtage en seriøs holdning i Genève. Vi havde erfaring med det sidste år, da Unionen i sidste øjeblik gemte sig bag USA og andre lande for ikke at tage noget seriøst initiativ hverken med hensyn til Tjetjenien eller Folkerepublikken Kina.

Jeg frygter desværre, at mit parti, Det Venstreradikale Parti, igen i år er et af de eneste, sammen med Wei Jinsheng og et par stykker andre, til at forsvare spørgsmålet om menneskerettighederne i Kina og Tibet og til at prioritere spørgsmålet om Tjetjenien, og at Rådet og Unionen, som det repræsenterer, endnu en gang er fraværende i FN. De arbejder på dødsstraffen, men De ved udmærket godt, at spørgsmålet om dødsstraf i dag vedrører FN's Generalforsamling og Menneskerettighedskomitéen, og således gemmer De Dem endnu en gang - De må have mig undskyldt - lidt hyklerisk bag store principper.

  Van Hecke (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, i tidligere debatter om menneskerettighedssituationen har jeg altid slået til lyd for, at EU skal optræde mere forebyggende og kvæle problemerne ved fødslen. Det overrasker mig derfor lidt, at både formandskabet og Kommissionen i indledningen lige før ikke nævnte menneskerettighedssituationen i Afrika med ét ord.

Derfor tillader jeg mig på forhånd at henlede opmærksomheden på en meget aktuel situation og en i forbindelse med menneskerettigheder potentiel meget eksplosiv situation, især situationen i Congo efter attentatet på præsident Kabila. Til trods for de forvirrende og ofte modsigende informationer bliver det langsomt klart, at der er risiko for et politisk tomrum i Kinshasa. Derfor er det vigtigt hurtigt og adækvat at opfordre de nye magthavere til at iværksætte alt for at opretholde roen og freden i Kinshasa og respektere menneskerettighederne.

Samtidig skal alle lande, som er direkte eller indirekte involverede i konflikten, efter min mening kraftigt opfordres til ikke at blande sig i den nuværende interne krise. Hvis nabolandene ikke kan vare sig, er der risiko for, at krisen eskalerer yderligere med alle deraf følgende konsekvenser. Det er i øvrigt vigtigt hurtigt at komme videre med Lusaka-fredsprocessen, og at den inter-congolesiske dialog starter i samarbejde med alle involverede. Det siger jeg under henvisning til folkemordet i Rwanda i 1994, hvor det internationale samfund måtte stå på sidelinjen og se på, hvordan hundredtusinde mennesker blev myrdet, og i den forbindelse slår jeg kraftigt til lyd for mere handlekraft fra Unionens side og større opmærksomhed, også fra FN's side, når det drejer sig om Centralafrika.

Så er jeg kommet frem til dagsordenen for FN's Menneskerettighedskommissions møde i Genève. Til trods for de mange traktater og konventioner krænkes kvinders, børns og andre sårbare gruppers rettigheder stadigvæk i stort omfang. Verden over misbruges én ud af tre kvinder fysisk. 50 millioner børn arbejder under uacceptable forhold, og 2 millioner piger under 15 år tvinges årligt til prostitution.

Jeg vil især gerne henlede opmærksomheden på to typer menneskerettighedskrænkelser, som har fået et foruroligende omfang i de forløbne år i Europa. Først og fremmest pædofili og børneporno. Mens vi med rette kritiserer asiatiske lande for deres børnearbejde eller afrikanske lande for deres børnesoldater, chokeres vi i Vesteuropa jævnligt over pædofili og børnepornoskandaler.

Jeg henviser i den forbindelse til den udmærkede Kirkhope-betænkning. To nylige afsløringer viser situationens alvor. I Italien blev et netværk for nylig afsløret, som solgte billeder af sex og grusomheder med børn på Internet. I sidste uge afslørede det britiske politi Wonderlandclub, hvor der blev beslaglagt 750.000 vanærende billeder af børn.

Et andet foruroligende fænomen er menneskehandlen. Årligt smugles omkring 30 millioner mennesker til andre lande, heraf en halv million til EU. Menneskehandlen er blevet en meget indbringende international industri, ofte med dødelige risici for passagererne. På de spanske strande skyller så mange lig af druknede emigranter i land, at der er opstået en makaber debat om, hvem der skal betale begravelserne. I begge tilfælde misbruger samvittighedsløse pengejægere de fattige menneskers fortvivlelse. I begge tilfælde er det nødvendigt med oplysning i oprindelseslandene og koordination af de internationale polititjenester for at bekæmpe disse misforhold.

Sverige har et godt ry med hensyn til beskyttelse af menneskerettighederne i verden. Jeg håber virkelig, at Sverige i de kommende seks måneder lever op til sit ry og gør noget ved Parlamentets henstillinger på disse to vigtige områder.

  Poos (PSE). - (FR) Hr. formand, FN's Menneskerettighedskomité er ikke blot et diskussionsforum, men også et fortrinligt middel til udbredelse og forsvar af menneskerettighederne. Det er rigtigt, at komitéens sammensætning og den tvivlsomme solidaritet mellem de medlemslande, der ikke respekterer menneskerettighederne i særlig høj grad, ofte forhindrer opnåelsen af klare konklusioner, endsige konklusioner i det hele taget. Men selve den kendsgerning, at et alvorligt tilfælde af overtrædelse af menneskerettighederne i et land, der er medlem af FN, nævnes i Genève, er i virkeligheden i sig selv et politisk faktum. De kritiserede lande hader name calling og iværksætter en omfattende lobbyvirksomhed i den indledende fase for at forhindre enhver diskussion, og det er lige præcis her, at Europa-Parlamentet, der er stærkt knyttet til forsvaret af menneskerettighederne, kan spille sin rolle fuldt ud. I samarbejde med de pågældende ngo'er og med bl.a. Amnesty International og menneskerettighedsorganisationerne kan det lægge pres på Rådet og medlemslandene for, at EU-landene fremlægger fællesholdninger i Genève, der refererer til højt prioriterede emner.

I 2001 forekommer det mig, at de højt prioriterede emner, der burde behandles i Genève, først og fremmest er dødsstraf, tortur, kønsdiskrimination, overtrædelse af børns rettigheder og presse- og informationsfrihed. Blandt de nye former for overtrædelse af menneskerettighederne er tilfældene med bortkomster og henrettelser uden rettergang, ofte indledt af tortur, særdeles modbydelige. Ofrene er uden tvivl altid politiske modstandere af de eksisterende styreformer. Sådanne overtrædelser, der ikke åbner for nogen klagemulighed, konstateres bl.a. i Den Russiske Føderation (i forbindelse med Tjetjenien), Sierra Leone, Indonesien, Colombia, Iran, Irak, i de palæstinensiske områder, der er besat af Israel, i Tyrkiet osv. Jeg kunne fortsætte sådan her i lang tid. Listen er lang og uudtømmelig.

Europa-Parlamentet gør sig selv ære, hvis det af vores regeringer kræver en fast holdning til dette spørgsmål. Vi har lige godkendt et nyt charter om grundlæggende rettigheder. Nu gælder det om at samstemme vores principper og handlinger. Ofrenes familier venter på os ude i marken.

  Dybkjær (ELDR). - Hr. formand, det er over 50 år siden, vi vedtog menneskerettighedserklæringen, men vi må nok spørge os selv, om menneskerettighedssituationen faktisk er blevet bedre. Det er ikke nemt at svare på, men vi ved mere i dag, end vi gjorde tidligere, og det gør vi bl.a. takket være de mange NGO'er og journalister, som løbende rapporterer om menneskerettighedskrænkelser rundt om i verden, og viden er forudsætning for handling. Men når man har en viden, så er man faktisk også forpligtet til handling. Så er passivitet nemlig det samme som at svigte dem, der får deres rettigheder krænket, og her har EU et selvstændigt ansvar. EU har, som flere talere har været inde på, en ganske høj profil på menneskerettighedsområdet, og det er både godt og skidt. Det afgørende er, at vi er konsekvente og konkrete. I forhold til de Central- og Østeuropæiske lande har vi haft succes med vores politik, som vel bedst kan karakteriseres som en jernnæve i fløjlshandske.

Men det er ikke nok, det stopper jo ikke ved Europas grænser. Derfor er det også glædeligt, at vi har fokuseret på menneskerettighederne i forbindelse med de nye AVS-EU partnerskabsaftaler. Men vi skal være sikre på, at vi også er i stand til at følge op med handling, hvis det viser sig, at menneskerettighederne krænkes. Hvis vi er nødt til at indføre sanktioner i Central- og Østeuropa, så vil det gå ud over alle. Her er udviklingslandenes situation helt anderledes. Hvis vi bliver nødt til at indføre sanktioner, der som oftest kun vil ramme den fattige del af befolkningen, vi er derfor nødt til, når det drejer sig om udviklingslandene, at tilrettelægge en særlig strategi med hensyn til sanktioner, således at vi ikke bare rammer dem, vi egentlig ville hjælpe, og dem, som det i forvejen er gået ud over.

Her ligger der en meget stor opgave for EU som helhed og også for Europa-Parlamentet. Vi skal gøre os klart, hvilke sanktioner der skal gennemføres. Men det er selvfølgelig afgørende, at vi arbejder med menneskerettighederne mere generelt, sådan at vi kan få nogle sammenlignelige tal, for her i Parlamentet er vi tilbøjelige til at gribe ind, så snart vi hører, at en menneskerettighed bliver krænket det ene eller det andet sted. Når vi rejser ud i verden, skal vi forsøge at være meget konkrete og se, hvordan menneskerettighedssituationen i de pågældende lande er, vi kan organisere møder med menneskerettighedsaktivister og –organisationer i området, og så kan vi lade den endelige rapport behandle menneskerettighedsspørgsmål. Jeg vil til slut sige, at de områder, der er behandlet i beslutningen, er vigtige, men det er jo ikke de eneste områder, der kræver vores opmærksomhed. Derfor har jeg i dag været inde på nogle andre områder.

  Maij-Weggen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, i denne debat om forberedelserne til den årlige Menneskerettighedskonference i Genève og Unionens bidrag hertil vil jeg koncentrere mig om tre emner, nemlig situationen i Burma og Indonesien og fænomenet børnesoldater.

Det er næsten 10 år siden, at Aung San Suu Kyi blev valgt til Burmas præsident, og hendes parti, NLD, fik flertallet i det burmesiske parlament. Siden da har Burma lidt under et militært diktatur, mange parlamentsmedlemmer er blevet myrdet eller er flygtet, og der er tale om en ukendt terror imod politiske modstandere og mindretal. Jeg har allerede længe været medlem af Pidi-Birma, som er en gruppe, der ledes af Norges forhenværende statsminister Bondevik, og jeg har besøgt burmesernes flygtningelejre i Thailand. Jeg ved nogenlunde, hvad der foregår i landet. Jeg har nu fået at vide, at der er forhandlinger i gang imellem Aung San Suu Kyi og de militære ledere, og at en EU-delegation under ledelse af Sverige rejser til Burma i næste måned. Jeg advarer Dem, lad Dem ikke vildlede. Det militære styre har allerede tidligere været imødekommende, men senere viste det sig ikke at være noget værd, og det skete ofte lige før et EU-ASEAN-topmøde eller lige før konferencen i Genève. Vi anbefaler at have en meget kritisk resolution om Burma klar i Genève, og tøv ikke med at slå til lyd for investeringsstandsning eller sanktioner med hensyn til Burma. Det understreger jeg, for jeg er ganske vist ikke så stor tilhænger af sanktioner, men hvis der er et land, som fortjener det, så er det Burma.

Jeg fortsætter med Indonesien, som er midt i en demokratiseringsproces, og regeringen får hård modstand. Landet har store problemer med en række regioner såsom Atjeh, Molukkerne, Irian Jaya og Timor. Der er i mellemtiden tale om mere end 1 million flygtninge, titusinde døde og sårede. Det er især illoyale soldater og fundamentalistiske muslimgrupper, som gør sig skyldige i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Regeringen griber ikke tilstrækkeligt ind, og derfor er en resolution i Genève nyttig og nødvendig. Ikke for at angribe Wahid-regeringen, men for at opfordre den til i højere grad at gøre noget ved krænkelserne af menneskerettighederne og straffe de skyldige.

Endelig gør jeg opmærksom på et voksende problem, især i Afrika, nemlig børnesoldaterne, som ved hjælp af narkotika tilskyndes til at gennemføre de mest forfærdelige gerninger. Problemet forekommer stadigt oftere i Sudan, Sierra Leone og i en række andre lande. Det drejer sig om en dobbelt krænkelse af menneskerettighederne. Først kidnappes børnene og gøres derefter ved hjælp af narkotika og andre teknikker klar til at lemlæste og myrde andre mennesker. Regeringen i Sudan burde kritiseres endnu mere, fordi den tillader disse grupper i Sydsudan på sit territorium for at udøve terror i Uganda. Disse grupper bortfører endvidere piger fra skoler i Norduganda med henblik på særlige tjenester. Herved gøres disse børn faktisk tredobbelt uret. En hård udtalelse i Genève om denne praksis er efter min mening meget nødvendig, og jeg opfordrer EU til at stille et resolutionsforslag herom.

Hr. formand, jeg er naturligvis enig i kritikken af Kina med hensyn til Tibet og af Rusland i forbindelse med Tjetjenien og i kritikken af menneskerettighedskrænkelserne i konflikten mellem Israel og Palæstina, også når det drejer sig om den frygtelige offentlige dødsstraf, som er gennemført. Jeg støtter endvidere kritikken af Iran og den manglende religionsfrihed, kvinders frihed og pressefrihed i landet, men glem ikke Burma og Indonesien og børnesoldaterne. Det er især mit budskab.

  Mann, Thomas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, sidste år var det nogle få stemmer, som forhindrede, at de vedvarende menneskerettighedskrænkelser i Kina blev sat på dagsordenen i Genève. Jeg håber, at vi i de næste måneder har mere succes og kan vinde lande, som nu er medlemmer af den 57. Menneskerettighedskommission. Sidste weekend deltog jeg som formand for den tværpolitiske arbejdsgruppe i Europa-Parlamentet vedrørende Tibet i en konference i Schweiz. Parlamentarikere fra EU-medlemslandene, ansøgerlandene og USA diskuterede mulighederne for at få deres lande til at bringe Kinas graverende menneskerettighedskrænkelser på tale. Tibetanerne er berørt af dem, men også ugurerne og mongolerne. Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og den frie bevægelighed bliver undertrykt. Tibetanerne må hverken være selvstændigt aktive religiøst, kulturelt og slet ikke politisk. Titusinder bliver forfulgt, arresteret, torteret. Man forsøger vedvarende på at gøre troende buddhister til ateister. Vi kan ikke lukke øjnene for denne anden kulturrevolution.

Jeg underkender ikke, kommissær Vitorino, Den Europæiske Unions dialog med Kina. Jeg underkender heller ikke Kinas rolle som WTO-medlem og som fremtidig verdensmagt. Der er bestræbelser i gang for at være mere sensibel i omgangen med vigtige handelspartnere. Jeg satser på, at den gamle garde af forstokkede, centralistisk orienterede ledere en dag bliver erstattet af nye reformvenlige kræfter. Men vi kan ikke vente, til det sker en dag. Vi kan ikke se passivt til til skade for disse mange mennesker, som udsættes for psykisk og fysisk vold.

Menneskerettigheder er ikke en vestlig opfindelse. I Den Europæiske Unions nye aftaler med tredjelande står der med rette, at foranstaltninger fra begge sider udsættes, hvis menneskerettighederne ikke overholdes. Vi appellerer derfor også til Rådet og EU-medlemsstaterne om - Hr. Danielsson, De har sagt, at vi er en central aktør - at tage initiativet i Genève denne gang. Ved USA's, Canadas og, som jeg har erfaret, også Schweiz' og EU-ansøgerlandenes side skal vi forsøge at overbevise Afrikas, Asiens og Sydamerikas lande om, at temaet Kina omsider sættes på dagsordenen i Genève. Menneskerettigheder er ikke af andenrangsbetydning, menneskerettigheder er universelle grundlæggende rettigheder!

  Danielsson, Rådet. - (SV) Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, først vil jeg gerne takke for den store støtte, som jeg opfatter, at Europa-Parlamentet og dets medlemmer har givet til aktiv handling fra Den Europæiske Unions side under det kommende møde i kommissionen i Genève. Jeg takker også for de mange konkrete synspunkter, der er kommet frem under debatten. Jeg vil gerne kommentere et par af dem.

Først drejer det sig om Rusland og mere specifikt om Tjetjenien. Bethell har ret, jeg nævnte ikke Rusland, men jeg nævnte Tjetjenien. Jeg vil blot understrege, at det er Rådets opfattelse, at situationen i Tjetjenien fortsat er alvorlig. Måske kan den ikke betegnes som lige så akut som tidligere, men det er vores vurdering, at vi bør følge op på den resolution, der blev fremlagt og vedtaget sidste år, på grund af de alvorlige forhold i Tjetjenien. Vi har således ikke på nogen måde glemt dette betydningsfulde spørgsmål.

Flere talere talte om situationen i Kina. Jeg vil på det bestemteste tilbagevise påstanden om, at Unionen forsøger at gemme sig bag andre lande, når det gælder bekæmpelsen af brud på menneskerettighederne i Kina. Samtidig er det vigtigt, at vi, når vi behandler menneskerettighedssituationen i Kina, faktisk kan samle en tilstrækkeligt stor gruppe lande i FN's Menneskerettighedskommission, for at opnå fremgang. Det er det problem, flere af parlamentsmedlemmerne har fremhævet i deres indlæg.

Nu får vi en dialog med Kina. Det bliver tilfældet i næste måned, når vi sammen med kineserne skal drøfte, hvordan Unionen ser på situationen. Men vi bliver også nødt til at føre yderligere forhandlinger med den nytiltrådte regering i USA, eftersom USA traditionen tro er forslagsstillere og har været det, også hvad angår denne resolution. Jeg kan således love parlamentsmedlemmerne, at situationen i Kina fortsat vil blive fulgt opmærksomt af Unionen.

Fru Frahm har nævnt spørgsmålet om dødsstraf, hvilket er et yderst vigtigt spørgsmål. Selvfølgelig skal Unionen tage afstand fra dødsstraf, hvor som helst det forekommer - også i USA.

Jeg er særligt taknemmelig for, at hr. Johan Van Hecke og andre tager menneskerettighedssituationen i Afrika op, og jeg kan kun beklage, at jeg ikke selv gjorde det samme i mit indledende indlæg. Det er jo ikke bare et spørgsmål om bekymring for menneskerettighederne, for vi er alle klar over, at problemerne i mange afrikanske lande er mere vidtrækkende end som så - det er altså ikke bare menneskerettighederne, der er et problem. Dette skal selvfølgelig ikke forhindre os i at gøre opmærksom på de problemer, der er. Jeg kan love parlamentsmedlemmet, at vi fra Unionens side skal tage det, der er blevet sagt om Afrika under disse forhandlinger, op til nøje overvejelse.

Endelig vil jeg sige et par ord om situationen i Burma/Myanmar. Unionen forbereder også i år et forslag om situationen i Burma/Myanmar, der skal fremlægges på Menneskerettighedskommissionens møde. Det er bare et element i en overordnet strategi for at tage menneskerettighedssituationen i Burma/Myanmar op til overvejelse. F.eks. har vi fra svensk side i mange år stået bag en resolution i FN's Generalforsamling om situationen i Burma/Myanmar, og hele Unionen er aktivt engageret i forhandlingerne i Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, når det gælder det faktum, at Burma fortsat benytter sig af tvangsarbejdere. Her findes en række foranstaltninger, som Unionen går stærkt ind for.

Jeg takker således for alle de konkrete synspunkter og lover at medtage dem, når Rådet skal sidde med som observatør ved Menneskerettighedskommissionens vigtige møde i Genève senere i år.

  Vitorino, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, lad mig meget kort sige, at Kommissionen fuldt ud vil tage hensyn til de meninger, der er blevet udtrykt af parlamentsmedlemmerne, og understrege, at jeg ikke i min præsentation kom ind på alle de emner, der kunne komme i betragtning. Det er derfor, denne debat her i dag er yderst vigtig, og det er den parallelle debat med ngo'erne også, således at vi kan indsamle så meget information som muligt og indarbejde den i Den Europæiske Unions holdning i vores forberedelser til mødet i Menneskerettighedskommissionen.

Jeg vil komme med nogle få konkrete ord om nogle af bemærkningerne. For det første vil jeg atter henvendt til hr. Thomas Mann understrege, at Kommissionen ser frem til at skulle evaluere dialogen om menneskerettigheder med Kina, og vi håber at se konkrete konklusioner fra denne evaluering ved mødet i Rådet (almindelige anliggender) i denne måned, som rådsformanden sagde.

Blandt vores bekymringer glemte vi naturligvis ikke Afrika eller Rusland eller Burma og heller ikke en række horisontale spørgsmål, som er yderst vigtige, såsom beskyttelse af mindretal, forskelsbehandling af enhver art eller afskaffelse af tortur - det er efter min mening tilbagevendende bekymringer, når det gælder om at forsvare menneskerettighederne.

Jeg vil gerne slutte af med at understrege, at vi lægger stor vægt på at forberede Den Europæiske Unions holdning ved FN's Generalforsamling om børns rettigheder, og jeg bifalder det svenske formandskabs vilje til at tage denne holdning meget alvorligt i september. Lad mig også sige til hr. Van Hecke, at jeg fuldt ud deler hans bekymringer med hensyn til den trussel, som handel med mennesker er. Må jeg minde Dem om, at Kommissionen lige har vedtaget to forslag til rammebeslutninger. Det ene tager sigte på bekæmpelse af handel med mennesker med henblik på seksuel udnyttelse, og det andet tager sigte på bekæmpelse af handel med mennesker med henblik på økonomisk udnyttelse. Der vil her være tale om to vigtige straffeinstrumenter til harmonisering af lovgivningen om bekæmpelse af kriminelle tværnationale netværk, der udnytter handlen med mennesker. Vi er langt fremme, når det gælder om at øge bevidstheden og give politiet og domstolene i de 15 medlemsstater de nødvendige harmoniserede retlige instrumenter til at bekæmpe disse trusler mod menneskerettighederne og stabiliteten i de 15 medlemsstater.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær António Vitorino.

Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget syv forslag til beslutning.⁽¹⁾

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag kl. 12.00.⁽²⁾

(Mødet udsat kl. 16.10 i afventning af redegørelse fra Rådet om det svenske formandskabs aktivitetsprogram og genoptaget kl. 16.30)

FORSÆDE: Nicole FONTAINE
Formand

(1) Se protokollen.

(2) Meddelelse af Rådets fælles holdninger: se protokollen.

6. Det svenske formandskabs aktivitetsprogram

  Formanden. - Jeg har den meget store fornøjelse at byde statsminister Persson velkommen. Hr. formand for Rådet, det er os en meget stor glæde at byde Dem velkommen for første gang i denne mødesal her i starten af det svenske formandskab, som vi ønsker al mulig held og lykke. Jeg tillader mig straks at give Dem ordet.

  Persson, Rådet. - (SV) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, parlamentsmedlemmer.

I løbet af blot det seneste tiår har Europa undergået hidtil usete forandringer. Den kolde krig er blevet afløst af samarbejde. Den tekniske udvikling er eksploderet, og vores økonomier er flettet tæt sammen på det globale marked.

Truslen mod demokratiet og freden stammer ikke længere udelukkende fra totalitære regimer på den anden side af jerntæppet. I dag vokser truslen mod demokratiet sig i stedet større inde i de modne demokratier. Det fremgår af den faldende tillid til de folkevalgte, den vigende valgdeltagelse, populistiske partiers fremgang og radikaliseringen af de højreekstremistiske bevægelser.

Det er kun få af de kommende store udfordringer i Europa, vi kan løse helt alene i de enkelte nationer. Dertil er vi alt for afhængige af hinanden. Behovet for samarbejde har aldrig været større. Samtidig vil jeg vove at påstå, at udsigterne til samarbejde heller aldrig har været mere lovende.

Det svenske formandskab for Den Europæiske Union starter på et vigtigt tidspunkt, hvor Europa er præget af store forandringer og udfordringer.

Unionen står over for sin hidtil største udvidelse. Efter at vi er blevet enige om de økonomiske og institutionelle rammer for denne historiske begivenhed, gælder det nu de virkelige forhandlinger.

Unionen her vedtaget et program med nye samarbejdsformer for at blive den mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi i verden. Vi har fuld beskæftigelse som vores strategiske mål. Inden for Den Økonomiske og Monetære Union starter man snart på den vigtige indførelse af sedler og mønter.

Der kommer stadig større fokus på spørgsmål, der ligger borgerne meget på sinde. Unionen er i dag en sammenslutning af aktive velfærdsstater. I dag er der en stigende forståelse for, at velfærd ikke er en hæmsko for udvikling, men at velfærd og udvikling tværtimod er hinandens forudsætninger.

Sverige overtager nu formandskabet for første gang. Vi skal virke i hele Unionens interesse, sikre åbenhed og kontinuitet og føre Europas udvikling fremad. Vi vil også konsolidere de hidtidige fremskridt. Det er en ære for mig som svensk statsminister at få lov til at afgive en redegørelse om vores aktivitetsprogram. Jeg vil lytte opmærksomt til jeres synspunkter og kommentarer.

På Unionens omfattende dagsorden vil vi prioritere tre områder: udvidelsen, beskæftigelsen og miljøet. Det er tre omfattende politiske områder, der alle har afgørende betydning for, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for borgerne i Europa.

Jeg starter med udvidelsesspørgsmålet. Intet spørgsmål er så afgørende for EU's fremtid og for Europas udvikling som optagelsen af nye medlemmer i Unionen. Det handler om vores mulighed for at styrke grundlaget for fred, frihed, demokrati og velstand i Europa. Vi er i færd med at fuldføre den historiske proces, der gør endeligt op med en opdeling af Europa i øst og vest. Det er med ydmyghed, stolthed og viljestyrke, at den svenske regering vil søge at bidrage til dette arbejde og denne historiske udvikling.

Under det franske formandskab afholdt man en vellykket regeringskonference, der var med til at gøre det muligt for Unionens institutioner at fungere i en udvidet Union. Der blev allerede opstillet en økonomisk ramme i Berlin i foråret 1999. I Nice blev det slået fast, at den næste regeringskonference ikke skal opstille hindringer eller betingelser for udvidelsen. Der er meget arbejde tilbage, men der er fortsat mulighed for at hilse nye medlemslande velkommen efter udgangen af 2002.

I det første halvår af 2001 går udvidelsesprocessen ind i en fase af konkrete forhandlinger på mange områder. Sveriges målsætning er at forsøge at bane vejen for et politisk gennembrud i forhandlingerne. Differentieringsprincippet bliver en af hovedhjørnestenene i dette arbejde. De enkelte ansøgerlande skal bedømmes på baggrund af egne kvalifikationer, og alle skal have mulighed for at indhente det forsømte.

Ansøgerlandene har gjort store fremskridt. Hvis der skal skabes et gennembrud, skal ansøgerlandene imidlertid fortsætte reformerne for at opfylde vilkårene for medlemskab, ligesom medlemslandene skal bidrage konstruktivt til en videreførelse af forhandlingerne. Kommissionen skal fremme processen. Vi skal alle i fællesskab stræbe efter, at udviklingen kan foregå med stærk støtte fra Unionens borgere.

Det svenske formandskab vil udnytte mulighederne for at gå hurtigere frem med de bedst forberedte ansøgerlande. På Det Europæiske Råd i Göteborg i juni 2001 vil man vurdere de hidtidige fremskridt i udvidelsesprocessen og fastlægge de nødvendige retningslinjer for en vellykket gennemførelse heraf.

EU's forhold til Tyrkiet som ansøgerland vil fortsat være genstand for særlig opmærksomhed. Indgåelsen af et partnerskab med Tyrkiet og landets fremlæggelse af de nationale tilpasningsplaner bliver centrale instrumenter i den forbindelse.

Der resterer fortsat et stort arbejde, men nu er det muligt at byde nye medlemslande velkommen efter udgangen af 2002. Jeg håber, at ansøgerlandene kan deltage i de næste valg til Europa-Parlamentet i 2004.

Et andet område, der skal prioriteres, er beskæftigelsen. I dag falder arbejdsløsheden i EU-landene, og stadigt flere får et arbejde. Vi skal imidlertid ikke stille os tilfredse med det. Der er fortsat 14 millioner arbejdsløse i EU.

Arbejdsløsheden er et enormt spild af økonomiske ressourcer og - hvad værre er - af menneskers kundskaber og ambitioner. Intet er vigtigere for individets udvikling og frihed end beskæftigelse og eget underhold. Intet er vigtigere for demokratiet og ligestillingen end arbejde til alle. En Union, der ikke tager arbejdsløsheden alvorligt, kan aldrig være den borgernes Union, vi alle ønsker.

Ambitionen om at gøre EU til en beskæftigelsesunion er nu og da i debatten blevet beskrevet som en ønskedrøm, men nu er der sket noget nyt. På Det Europæiske Råd i Lissabon i marts 2000 blev der opstillet et nyt strategisk mål for Unionen. EU skal i løbet af 10 år have verdens mest konkurrencedygtige og vidensintensive økonomi. Samtidig blev det fastslået, at fuld beskæftigelse skal være en grundlæggende målsætning for Unionens økonomiske og sociale politik. Jeg ser det som et stort fremskridt og en meget vigtig milepæl i Unionens udvikling.

Dagens Europa er bedre rustet end i meget lang tid til at give alle dem, der vil og kan arbejde, mulighed herfor. Udsigterne for den europæiske økonomi er fortsat gode. De offentlige finanser er stærke. Priserne er stabile. Der er indledt reformer af produkt- og kapitalmarkederne i hele Europa.

Vejen til fuld beskæftigelse går via fortsatte økonomiske reformer, udviklet social tryghed og stærk velfærd. Den går også via en satsning på uddannelse og forskning, ny teknik og iværksættervilje, miljøinvesteringer samt ligestilling mellem mænd og kvinder.

Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts bliver det første i en række topmøder i foråret, der er egnet til at føre udviklingen i retning af de mål, der blev opstillet i Lissabon. I Stockholm bør vi være åbne og selvkritiske i vores vurdering af de hidtidige fremskridt. Arbejdet drives fremad med fællesskabsretten, hvor det er hensigtsmæssigt, men først og fremmest med de nye åbne koordineringsmetoder. Det svenske formandskab ønsker ikke at udhule lissabonstrategien ved at opstille alt for mange nye spørgsmål. Vi behøver heller ikke nye processer. Det Europæiske Råd i Stockholm bør i stedet udpege visse prioriterede områder.

Vi står midt i en rasende hurtig udvikling, hvor væksten i stadig højere grad skyldes hjernekraft frem for muskelkraft. Samtidig øges mobiliteten. De menneskelige ressourcer bliver virksomhedernes vigtigste konkurrenceparameter, og uddannelse bliver arbejdstagernes vigtigste konkurrenceparameter. Sundhed, skole, omsorg, uddannelse og andre velfærdstjenester bliver landenes og byernes konkurrenceparametre.

Den svenske velfærdsmodel har altid bygget på tanken om, at ligestilling og retfærdighed i sig selv er produktivt, og at udviklingen bliver stærkere, hvis alle får mulighed for at bidrage til den og nyde godt af dens frugter. I dag viser udviklingen, at de lande, som har en lav arbejdsløshed og en veluddannet befolkning, som det er lykkes at formidle den tekniske udvikling, og som har en retfærdig fordeling og et velfungerende velfærdssystem, også er de lande, som er længst fremme i udviklingen af de nye teknologiske sektorer. De lande, der ikke udnytter alle borgernes kompetence og kreativitet, mister noget af deres konkurrencekraft.

Hertil skal lægges Europas forventede demografiske udvikling. Lave fødselstal og en stigende andel af ældre truer med at øge forsørgerbyrden betragteligt for befolkningen i den arbejdsdygtige alder fra ca. 2010 og fremover. Den demografiske udvikling skal imødegås over en bred politisk front. Det bliver nødvendigt med en omfattende revision af pensionssystemerne og systemerne vedrørende sundhed og ældrepleje. Der er behov for foranstaltninger til at fremme deltagelsen på arbejdsmarkedet. Man bør fremhæve betydningen af forbedrede vilkår for børnefamilier, øget ligestilling og livslang læring.

I takt med at flere kommer i arbejde, bliver der også øget fokus på arbejdslivets vilkår. Målet er, at vi skal blive enige om at definere begrebet kvalitet i arbejdet og dens betydning for vækst og beskæftigelse.

Desuden bør vi i Stockholm understrege betydningen af ny teknologi gennem en videreudvikling af handlingsplanen for eEurope og større opmærksomhed på bioteknikkens betydning for innovation og vækst.

Jeg vil også understrege den afgørende betydning, det har for stabilitet og velfærd i Europa, at Den Økonomiske og Monetære Union gennemgår en positiv udvikling. Det svenske formandskab ønsker at medvirke aktivt til, at indførelsen af eurosedler og -mønter i Valutaunionen i starten af 2002 bliver en stor succes. Det er i vores fælles interesse.

Det tredje vigtige område er miljøet. De store miljøtrusler kan ikke afværges uden et aktivt internationalt samarbejde. EU-samarbejdet på miljøområdet skal uddybes. Vi skal tage udgangspunkt i et helhedssyn på politikken. Mange finder det økologiske perspektiv bagstræberisk og mener, at visionen om det bæredygtige samfund er i konflikt med mål som retfærdighed og øget materiel velfærd. Det er forkert - det er helt omvendt.

Med kredsløbstankegangen og udnyttelsen af nye forskningsresultater og ressourcebesparende teknikker er det i dag muligt at bruge jordens ressourcer uden at bruge dem op. Samtidig giver denne udvikling enestående muligheder for økonomisk vækst på nye markeder. Her er et enormt potentiale og muligheder, som jeg vil kæmpe for, at vi udnytter. Jeg ser gerne, at EU går forrest og viser vejen mod en udvikling, hvor økologiske, økonomiske og sociale hensyn går op i en højere enhed og forstærker hinanden.

Miljøhensyn skal integreres i alle EU's samarbejdsområder. Behandlingen af EU's sjette handlingsprogram på miljøområdet skal fremmes. Programmet skal gælde for de næste 10 år, og det bør koncentreres om tydelige og velbegrundede miljømål og miljøindikatorer. Programmet bør blive et af fundamenterne i den overordnede strategi for en langsigtet holdbar udvikling, der skal vedtages på Det Europæiske Råd i Göteborg. Denne strategi skal koncentreres om en række nøgleområder, hvor vi i dag finder udviklingen uholdbar, samt om foranstaltninger, der kan vende udviklingen i en positiv retning. Kommissionen vil senere præsentere et forslag til en sådan strategi.

Det hurtigt voksende kemikaliemarked skal også tage større hensyn til miljøet. Sverige vil arbejde for, at der opnås enighed om en ny kemikaliestrategi, hvor forsigtighedsprincippet er et vigtigt udgangspunkt.

Sidst, men bestemt ikke mindst - klimaspørgsmålet. Det handler f.eks. om oversvømmelser, jordskælv og smeltende is. Få ting giver anledning til så stor bekymring som risikoen for, at milljøødelæggelser er ved at skabe vidtrækkende og farlige klimaændringer. Klimaspørgsmålet er et vigtigt emne på EU's dagsorden, og vi vil fortsat prioritere det højt. Klimaforhandlingerne skal genoptages.

Miljøspørgsmålene rummer en dybt moralsk dimension. Vi låner jorden af vores børn og børnebørn. Opgaven for vores generation består i at efterlade os et Europa, hvor de store miljøproblemer er løst.

Fru formand, den nye Nice-traktat gør det muligt at uddybe og effektivisere samarbejdet på flere punkter. Det bliver lettere at gennemføre et tættere samarbejde mellem mindre grupper af medlemslande. Endnu flere beslutninger skal træffes med kvalificeret flertal og med en medbestemmelsesprocedure med Europa-Parlamentet. Der er skabt klarhed om de forhandlende medlemslandes stilling i et udvidet EU. Jeg regner med, at den nye traktat bliver underskrevet om godt og vel en måned. Medlemslandene har allerede forpligtet sig til at arbejde hen imod en hurtig og vellykket ratificering af den nye traktat.

Unionen er ikke statisk. Samarbejdet har sin egen dynamik. Der stilles hele tiden nye krav til Unionen fra omverdenen og fra dens egne borgere. Vi har også grund til at diskutere helheden i den europæiske arkitektur.

En række fremtidsspørgsmål blev præsenteret i debatten parallelt med den nyligt overståede regeringskonference. Derfor blev der i Nice udarbejdet en særlig erklæring om EU's fremtid. Den foreskriver en ny regeringskonference i 2004 og opfordrer det svenske og det kommende belgiske formandskab til i 2001 at starte en debat om fremtidsspørgsmål med alle interesserede parter. Det skal ske i samarbejde med Kommissionen og med deltagelse af Europa-Parlamentet. Blandt de spørgsmål, der skal diskuteres under processen frem til næste regeringskonference, blev der specifikt nævnt fire. For det første hvordan man skal oprette og overvåge en mere præcis afgrænsning af kompetencer mellem medlemslandene og Unionen, for det andet de såkaldte rettighedsstatutters status, for det tredje hvordan traktaterne kan forenkles, uden at deres indhold ændres, samt for det fjerde de nationale parlamenters rolle.

Det svenske formandskab ser det som en vigtig og stimulerende opgave at fremme en bredere og mere intensiv debat i både medlemslandene og ansøgerlandene. Vi regner med, at Europa-Parlamentet vil deltage aktivt og udnytte sin enestående rolle til at tage egne initiativer for at fremme debatten. Jeg håber, at også de nationale parlamenter og regeringer vil tage hensigtsmæssige initiativer. Vi bør også gøre en særlig indsats for at engagere de unge, og vi skal have en bedre kortlægning af borgernes syn på det fremtidige EU-samarbejde.

Fru formand, det, vi i dag kalder EU, blev oprindeligt oprettet for at umuliggøre krig på det europæiske kontinent, og der er gjort overordentligt store fremskridt i den henseende. Der er imidlertid konstant konflikter i Europa og hos vores nærmeste naboer. Europas sikkerhedspolitiske udfordringer kommer inden for en overskuelig fremtid til at handle om krisehåndtering og konfliktforebyggelse. Det kræver en kombination af såvel civile som militære krisehåndteringsinstrumenter. Der skal også skabes et tæt samarbejde med FN og OSCE.

Det svenske formandskab vil lægge stor vægt på at gennemføre den beslutning, der blev truffet af Det Europæiske Råd i Nice vedrørende Unionens militære og civile krisehåndteringskapacitet. Målsætningen er, at Den Europæiske Union skal beslutte sig for at blive militært og civilt operativt hurtigst muligt i 2001.

På det militære område handler det i første omgang om at indrette permanente strukturer samt om at videreføre arbejdet med samarbejdsordninger mellem EU og NATO.

På det civile område vil vi videreudvikle vores evne til at planlægge og lede civile indsatser - i første omgang med hensyn til politiets arbejde. En særlig konference om kapacitetsmål for politiindsatser skal finde sted under det svenske formandskab. Der skal også udvikles konkrete mål for at styrke retsvæsenet, den civile administration og redningstjenesten.

Samtidig med indsatsen for at styrke EU's krisestyringskapacitet vil Sverige også gøre sig store anstrengelser for at udarbejde en samordnet og effektiv EU-politik på det konfliktforebyggende område. Vi agter at præsentere et europæiske program for konfliktforebyggelse på Det Europæiske Råd i Göteborg.

Jeg ved, at der er stor interesse i Europa-Parlamentet for både krisestyring og konfliktforebyggelse. Det har udarbejdet værdifulde forslag, og der er gennemført vigtige diskussioner i Parlamentet. Jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde.

Fru formand, udviklingen i Rusland har betydning for hele Europas fremtid. Europa og Rusland har brug for hinanden. Et udvidet samarbejde mellem EU og Rusland bør derfor prioriteres højt. Samtidig skal vores forbindelser præges af oprigtighed og konsekvens, herunder vilje til at give kritik, når det er berettiget. Det gælder f.eks. udviklingen i Tjetjenien, der fortsat giver anledning til dyb uro. Det gælder også situationen vedrørende den uafhængige meningsdannelse i Rusland. EU's budskab bør være, at et ægte partnerskab skal bygge på et fælles værdigrundlag. I et moderne demokrati skal en stærk stat modsvares af et stærkt civilt samfund.

Formandskabet ønsker at fortsætte en ruslandspolitik, der bygger på både samarbejde og oprigtighed, med henblik på at skabe større forudsigelighed og stabilitet i vores relationer. I praksis vil vi se en udvidet dialog mellem EU og Rusland i politiske såvel som økonomiske og retlige spørgsmål. Vi vil udvikle samarbejdet for at undgå konflikter, håndtere kriser og fremme nedrustning samt ikke-spredning af kernevåben. Vi vil fremme Ruslands integration i verdensøkonomien, bl.a. ved at støtte landets bestræbelser på at blive medlem af WTO. Vi kommer til at opleve øget samarbejde for at løse de fælles udfordringer, vi står over for på vores kontinent, bl.a. truslen mod miljøet og truslen fra den internationale organiserede kriminalitet. Vi vil se fortsat støtte til reformer i Rusland, ikke mindst med henblik på at styrke det civile samfund og modernisere forvaltningen.

Udviklingen på Vestbalkan, i Mellemøsten og på Koreahalvøen vil også få stor opmærksomhed. Med hensyn til Vestbalkan handler det både om kriseforebyggelse samt om økonomiske reformer og finansielle indsatser. Regionens gradvise tilnærmelse til EU gennem stabiliserings- og associeringsaftalen er et centralt element. Hvis en sådan tilnærmelse skal realiseres, er der imidlertid brug for et markant samarbejde mellem regionens lande.

Med hensyn til konflikten i Mellemøsten har Unionen spillet en vigtig rolle med sin støtte til den amerikanske fredsindsats. Under sit formandskab vil Sverige arbejde for en fortsat aktiv europæisk rolle i fredsprocessen.

Om nogle dage bliver en ny amerikansk præsident taget i ed. Det giver god anledning til at styrke samarbejdet med USA. Handelsspørgsmålene og gennemførelsen af handlingsplanen for det transatlantiske økonomiske partnerskab er centrale elementer af samarbejdet. Uløste handelspolitiske stridigheder skal afløses af gensidigt acceptable løsninger, men de må ikke overskygge de mange fælles politiske interesser og den rige dialog, vi har med USA.

Fru formand, i en Union, der sætter borgerne i første række, skal der være en åben politisk diskussion og tilgængelige dokumenter, beslutningsvejene skal følges, og beslutningstagerne skal kunne drages til ansvar. Der er brug for en fortsat indsats for at gøre EU til en mere åben og moderne Union.

Med Amsterdam-traktaten blev der skabt et retsgrundlag for regler om dokumenters tilgængelighed i institutionerne. Sverige lægger stor vægt på arbejdet med den retsakt om åbenhed, der skal vedtages under denne traktatbestemmelse. Kommissionen - der inden for rammerne af sine egne reformer har iværksat flere tiltag for at skabe øget åbenhed - har fremsat et forslag i sagen. I Rådets arbejde med denne retsakt ønsker Sverige en tæt kontakt til Europa-Parlamentet, der har udvist et stort engagement i spørgsmålet om åbenhed. Vi har en ambition om at arbejde videre med dette spørgsmål og nå frem til et resultat til foråret.

Som jeg nævnte i starten af mit indlæg, har Unionens grundlæggende vurderinger fået en mere central plads i Unionens aktiviteter. Det fremgangsrige arbejde med chartret om grundlæggende rettigheder er et vigtigt udtryk herfor. I tråd hermed bør der lægges større vægt på menneskerettighedsspørgsmål i den politiske dialog med andre lande om fredsbevarende tiltag og i aftaler med lande uden for EU. Unionen skal også kæmpe aktivt for menneskerettigheder i FN's Menneskerettighedshøjkommissariat inden de kommende verdenskonferencer på dette område.

Fru formand, det er vigtigt, at Europas borgere gennem deres direkte valgte repræsentanter har indflydelse på og indblik i det europæiske samarbejde. Her spiller Europa-Parlamentet en central rolle.

Det svenske formandskab er opsat på at få et godt og tæt samarbejde med Parlamentet i de kommende seks måneder. Vi vil deltage aktivt i den vigtige politiske dialog, der finder sted her i salen.

Vi skal træffe nogle vigtige beslutninger. Europas fremtid skabes i samarbejde. Lad os sammen arbejde for et Europa med fred, frihed, velstand og socialt sammenhold!

(Bifald)

  Formanden. - Jeg takker formanden for Rådet for hans indlæg.

Ordet er nu Kommissionens, værsgo formand Prodi.

  Prodi, Kommissionen. - (IT) Fru formand, hr. statsminister, mine damer og herrer, det er mig en stor glæde at tale her i Parlamentet i dag, hvor et nyt formandskab begynder, og jeg vil gerne ønske Dem alle sammen et godt nytår. Når jeg nu byder velkommen til Deres begyndende formandskab, hr. Persson, vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig over Sveriges valg af et særligt slagkraftigt slogan, der er centreret omkring bogstavet E.

Bogstavet E står først og fremmest for "Europa", som er vores fælles målsætning, og som Sverige i de næste seks måneder vil bruge alle sine kræfter på at gå videre med, navnlig når det gælder udvidelsen, enlargement, beskæftigelsen, employment, og miljøet, environment.

Men bogstavet E står også for "euro". 2001 er året, der går forud for det år, hvor den fælles valuta rent fysisk kommer i omløb, og det er også det sidste eksistensår for mange nationale valutaer, som for nogles vedkommende har en over hundrede år gammel historie, og som vi også har en personlig tilknytning til. Det svenske formandskab vil således følge os et stykke hen ad vejen mod den historiske dato, som den 1. januar 2002 bliver.

Jeg vil gerne komme lidt nærmere ind på de tre E'er, der kommer i fokus under den svenske formandskabsperiode, som den svenske statsminister Persson lige har gjort rede for. Disse tre prioriteringer er rigtigt valgt, for de vedrører alle tre de områder, hvor EU - og Europa i det hele taget - skal tage nogle meget store udfordringer op og vil få nogle meget store muligheder. Det drejer sig ikke bare om prioriteringer for de kommende seks måneder, som skal glemmes med det samme igen, når de seks måneder er omme, men om langsigtede udfordringer, der er blevet valgt som hovedmålsætninger for alle valgperiodens fem år.

E som enlargement, det vil sige udvidelse. Jeg vil gerne gentage, at udvidelsen er den største udfordring, som EU skal tage op. Vi befinder os i en afgørende fase for hele Europas fremtid, idet vi har muligheden for at skabe et område med fred, fremgang og stabilitet, der omfatter 500 millioner borgere, som er fælles om de samme værdier. For at muliggøre denne proces var vi nødt til at vedtage en række interne reformer. Selv om Nice-traktaten ikke er helt tilfredsstillende - den er faktisk langtfra tilfredsstillende - er den alligevel et skridt i den rigtige retning, og den giver os mulighed for at fortsætte ad den vej, vi er slået ind på. Derfor - og fordi Rådet i Nice kendte sine egne begrænsninger og således tog højde for en periode efter Nice - vil jeg gerne opfordre Parlamentet til, at det, når tiden er inde, anbefaler de nationale parlamenter at ratificere Nice-traktaten. Efter min mening er det nemlig klart, at fred, stabilitet og fremgang ikke må standse ved EU's grænser, men skal inddrage alle vores nabolande og venskabslande mest muligt. Derfor er jeg glad for at se, at også forbindelserne med Rusland er en af prioriteringerne for det formandskab, som nu tager sin begyndelse.

Min rejse til Nordafrika for kort tid siden hører med til denne strategi, der tager sigte på at skabe en omfattende politik for de omkringliggende lande. Når vi genforener vores kontinent, skal vi nemlig passe på, at vi ikke glemmer denne dimension. Også Euro-Middelhavspartnerskabet er af fundamental betydning for vores interesser, og vi er ved at undersøge de forskellige måder, vi kan puste nyt liv i det og styrke det på. Vi må heller ikke glemme Unionens nordiske dimension, som er af stor vigtighed, og som formandskabet naturligvis ikke vil glemme.

Det andet E står for employment, det vil sige beskæftigelse. Denne prioritering svarer i stor udstrækning til den nye økonomiske og sociale dagsorden, vi vedtog i Lissabon. Jeg er helt enig i, at vi skal gøre en indsats for at gennemføre den. Kommissionen glæder sig navnlig over, at formandskabet lagde vægt på moderniseringen af arbejdsmarkedet og på nødvendigheden af at sikre lige muligheder for mænd og kvinder i vores samfund. En modernisering af vores økonomier er ensbetydende med flere arbejdspladser, og det at fremme lige muligheder for mænd og kvinder er et vigtigt aspekt i kampen mod diskrimination. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med formandskabet for at bidrage til, at topmødet i Stockholm - som i høj grad vil dreje sig om disse aspekter - bliver en succes. Kommissionen har i den forbindelse til hensigt at foreslå en ny strategi for indførelsen af et europæisk arbejdsmarked inden 2005, og detaljerne i denne strategi vil blive skildret i den sammenfattende rapport, som vi er ved at udarbejde med henblik på mødet i Stockholm.

Det tredje E står for environment, det vil sige miljø. Vores medborgere er bekymrede over miljø- og forbrugerbeskyttelsesspørgsmålene, og det gælder også fødevaresikkerheden, som er særligt vigtig i denne tid. De nylige begivenheder i forbindelse med kogalskabskrisen minder os om dette på den mest dramatiske måde, og Kommissionen har allerede iværksat nogle konkrete foranstaltninger for at gøre noget ved denne nødsituation. Det er vores ansvar over for de kommende generationer at sikre en bæredygtig udvikling i vores samfund og på langt sigt at gøre vores økonomier forenelige med klodens balance. Jeg regner med at samarbejde med det svenske formandskab, når det gælder om at give Den Europæiske Union en effektiv og sammenhængende strategi for den bæredygtige udvikling. På topmødet i Göteborg skal der træffes nogle konkrete og praktiske foranstaltninger - og jeg vil gerne gentage, at de skal være konkrete og praktiske - med hensyn til dette vigtige aspekt.

Unionen skal i denne sammenhæng holde fast ved sit ønske om at påtage sig en vejledende rolle i de spørgsmål, som vedrører klimaændringerne. Vi skal opfylde de forpligtelser, vi indgik i Kyoto, og lægge et konstant pres på vores internationale partnere, så de opfylder de forpligtelser, de selv indgik i Kyoto. Bogstavet E angiver i den forbindelse også en mere bevidst indsats på energiområdet og en nøje overvejelse af alle de aspekter, der har at gøre med energiforsyning og energikildernes brug, bevarelse og miljøvenlighed. Derfor er jeg glad for, at formandskabet lagde vægt på disse aspekter.

I mine taler her i Parlamentet har jeg flere gange givet udtryk for ønsket om en videreudvikling af EU's gennemsigtighedspolitik, og det glæder mig, at statsminister Persson lagde vægt på dette emne og brugte en betydelig del af sin tale på at sige noget om dette. Borgernes deltagelse - både i de vigtige beslutninger og i EU's og EU-institutionernes dagligdag - er nemlig en af Kommissionens prioriteringer. Jeg vil således gerne forsikre formandskabet for, at det kan regne med vores fulde støtte til den indsats, det vil gøre for at fremme åbenheden og gennemsigtigheden.

Fru formand, hr. statsminister, mine damer og herrer, de initiativer, der er planlagt til at finde sted i dette halvår, er ambitiøse, og jeg er sikker på, at de vil efterlade sig et varigt spor i vores medborgeres sind. Jeg opfatter dog ikke de halvårlige formandskabers arbejde som isolerede handlinger, men snarere som en fortsat indsats og som noget, der varer ved.

Jeg sætter derfor stor pris på den svenske statsministers bestræbelser på at forsikre os for, at hans aktiviteter vil tage udgangspunkt i det grundlag, som det foregående formandskab har skabt med sit omfattende arbejde, der tog sigte på at gøre det muligt for det efterfølgende formandskab at videreføre arbejdet på en effektiv måde. Det gælder ikke mindst, når man tænker på det afgørende emne for perioden efter Nice, nemlig den særlige debat om Unionens fremtid. Sidste gang, jeg talte her i Parlamentet, forklarede jeg, at jeg ikke alene var skuffet over visse aspekter i den netop vedtagne traktat, men også og ikke mindst over den atmosfære, der herskede under hele topmødet. På topmødet i Nice lykkedes det kun de 15 medlemsstater - som alle sammen koncentrerede sig om deres egne interesser, hvilket måske er forståeligt nok - at nå frem til en mangelfuld aftale.

(Bifald)

Desuden - og det er det vigtigste punkt - var de fleste stats- og regeringschefer mere tilbøjelige til at ville sikre sig muligheden for at blokere Unionens fremtidige handlinger end til at finde en måde at nå videre med vores fælles sag på.

(Bifald)

Mødet i Nice viste således tydeligt, hvad man forstår ved en aftale efter laveste fællesnævner. Det ville være farligt at tro, at vi kan fortsætte i den retning. Da jeg kom tilbage fra Nice, havde jeg fået bekræftet en overbevisning, som jeg allerede havde, og som jeg allerede havde givet udtryk for her i Parlamentet, nemlig at det i modsætning til det, man nogle gange siger, ikke er "Monnet-metoden", der har vist sine begrænsninger. Det er derimod den mellemstatslige metode, som er ved at være forældet.

(Bifald)

Det bør vi derfor tage ved lære af, når det gælder debatten om Unionens fremtid, der fører os helt frem til 2004, selv om det endnu er for tidligt til, at vi kan danne os et fuldstændigt billede i den forbindelse.

Det første, vi kan lære, er, at vi ikke kan gøre nogen positiv eller varig indsats for at sikre Europas fremtid, hvis ikke vi straks inddrager de europæiske samfundskræfter og naturligvis også de kræfter, der er i alle ansøgerlandene.

Det forløb, der skal finde sted indtil 2004, kan efter min mening opdeles i tre forskellige faser. Den første fase er allerede begyndt, og i denne fase skal vi gøre os nogle åbenhjertige overvejelser, sådan som vi gør i dag. I løbet af denne fase bør vi sørge for den bredest mulige debat om Europas fremtid på alle niveauer i det civile samfund og i de politiske og videnskabelige kredse. Vi skal alle sammen bidrage til at fremme og uddybe debatten. Derfor er det nødvendigt, at vi straks opstiller en konkret målsætning, nemlig at vi i 2004 skal nå frem til et harmonisk og stabilt system, der gør det muligt for den udvidede Union at fungere på en demokratisk, legitim og effektiv måde.

Bidraget fra Europas demokratiske politiske partier er afgørende for, at denne debat kan blive forankret i det civile samfund. Ud fra dette synspunkt vil jeg især gerne holde et møde i den nærmeste fremtid med gruppelederne for de politiske partier her i Parlamentet. Jeg håber, at vi ved hjælp af en sådan meningsudveksling kan nå frem til nogle praktiske konklusioner med hensyn til de målsætninger, vi skal nå, og de instrumenter, vi skal benytte os af for at nå disse målsætninger. Det skal være en åbenhjertig debat, hvor der ikke er nogen forud fastlagte begrænsninger. Det siger ikke mindst sig selv, at den værste måde at tage denne debat op på ville være at holde sig til de fire emner i Nice-erklæringen, eftersom der her er tale om perioden efter Nice. Disse emner, nemlig chartret om grundlæggende rettigheder, en forenkling af traktaten, en klarlæggelse af beføjelserne og forslaget om et tokammersystem, er selvfølgelig yderst vigtige. Nogle af emnerne har været genstand for et betydeligt stykke arbejde, hvilket f.eks. var tilfældet med traktatens omstrukturering, men de er kun dele af nogle grundlæggende overvejelser, som både skal være mere omfattende og mere dybtgående, ...

(Bifald)

... og som på en effektiv måde blev sammenfattet i selve titlen på stats- og regeringschefernes erklæring, da de stillede sig selv følgende spørgsmål: "Hvilken fremtid ønsker vi for Europa?" Jeg håber, at Parlamentet - via sine politiske partier - til fulde vil opfylde sin rolle med at give Fællesskabets beslutningstagning demokratisk legitimitet, og at det ligeledes vil bygge en bro til de nationale politiske partier, en bro, der når helt frem til de befolkninger, som disse partier repræsenterer.

(Bifald)

Jeg anmoder Dem kraftigt om at gøre dette, og jeg vil støtte Dem i den forbindelse. Jeg tror, at det er nødvendigt for Europas fremtid. Kommissionen har for sit vedkommende til hensigt at indlede en omfattende og åbenhjertig dialog med de europæiske samfund og med hovedaktørerne i Unionens politiske systemer. Dette er den første fase.

Den anden fase skal begynde umiddelbart efter topmødet i Laeken i december 2001. Denne fase, som vi kunne kalde for de strukturerede overvejelsers fase, er den vanskeligste fase, og den skal munde ud i en praktisk sammenfatning af de synspunkter, der blev givet udtryk for i løbet af den foregående fase. Den kan ikke blot være en rent mellemstatslig forhandling for lukkede døre. Det har vi lært af topmødet i Nice. I Laeken skal vi opfinde en ny metode, som opfylder kravet om åbenhed og legitimitet.

Den tredje og uundgåelige fase bliver nødvendigvis en ny og regulær regeringskonference. Denne konference bør efter min mening være kort, konkluderende og afgørende. Alle tre adjektiver er vigtige: kort, konkluderende og afgørende.

Som jeg sagde før, skal de overvejelser, vi foretager, være åbenhjertige, for sådan som man har slået fast i de sidste par dage, drejer det sig hovedsagelig om at overveje den politiske struktur i en Union med 25 medlemmer eller derover.

Jeg ville dog ikke gøre min pligt eller handle i overensstemmelse med min overbevisning, hvis jeg ikke endnu en gang - eftersom de stadig er aktuelle - mindede om de bekymringer, jeg gav udtryk for her i Parlamentet den 3. oktober sidste år. Jeg er nemlig af den faste overbevisning, at fællesskabsmetoden og en rationalisering, forenkling og udvidelse af denne metode er Unionens fremtid og ikke dens fortid. I de sidste 40 år - og navnlig efter Maastricht-traktaten - har unionssystemet faktisk udviklet et politisk system sui generis, der ikke kan reduceres til blot at være en national model. Unionen er nemlig demokratisk, hvilket vil sige, at den bygger på en dobbelt legitimitet: den, som den får af de europæiske befolkninger, som De repræsenterer, mine damer og herrer, og den, som den får af medlemsstaterne, der er repræsenteret i Rådet, som også selv er baseret på en demokratisk afstemning i medlemsstaterne. Der er således tale om en dobbelt demokratisk legitimitet, og det er derfor ikke sandt, at der ikke er nogen legitimitet. Unionen er ikke blot demokratisk, men også effektiv, fordi den er bygget op omkring en institution - nemlig Kommissionen - som er et uafhængigt udøvende organ, men som også er opmærksom på alle medlemsstaternes balance og interesser, både de store og de små medlemsstaters. Kommissionen er en nødvendig betingelse for, at vi kan samle Fællesskabets beføjelser, så det bliver muligt at tage fremtidens store udfordringer op, f.eks. udvidelsen. Endelig er det muligt at kontrollere Unionen, eftersom Domstolen sikrer, at alle overholder de fælles regler.

I denne sammenhæng er debatten om det, der skal gøres eller ikke skal gøres på europæisk og nationalt plan, når det gælder den konkrete styringsindsats, yderst hensigtsmæssig, og den er en konsekvens af denne debat. Unionens og dens medlemsstaters sammenhæng og samhørighed skal være blevet styrket efter denne debat. Det er absolut nødvendigt at undgå enhver splittelse af Fællesskabets beslutningsproces, og det er navnlig nødvendigt at undgå enhver splittelse af Kommissionens indsats, da det er i modstrid med det mål, vi har sat os. Og det er ikke mindst, fordi vi - såfremt man ønsker at give udtryk for forskellene med hensyn til lydhørheden over for det ønskelige integrationsniveau - nu råder over et meget vigtigt instrument, nemlig det tættere samarbejde, som jeg gerne vil gentage er meget vigtigt, og som Nice-traktaten nu giver mulighed for i forbindelse med fællesskabsmetoden. Kun en sammenhængende indsats, som revideres på baggrund af subsidiaritetsprincippet og på baggrund af en klarere idé om Europas styring, og som bygges op omkring de tre institutioner ifølge fællesskabsmetoden, kan sikre os dette resultat.

Fru formand, hr. statsminister, mine damer og herrer, vi står nu foran en periode, som er fuld af opgaver og initiativer. Udfordringerne er store, men vores beslutsomhed er lige så stor. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med de forskellige formandskaber, så vi kan fuldføre vores vigtige opgave. Jeg stoler på Dem alle sammen - på alle Europas mandlige og kvindelige politikere her i Parlamentet - og jeg stoler på Deres samarbejdsvilje.

(Kraftigt og vedvarende bifald)

  Poettering (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, hr. rådsformand Persson, De har tilbudt Europa-Parlamentet og grupperne et godt samarbejde. Vi tager det gerne op, gode kontakter er der jo. Jeg kan sige Dem på vegne af vores gruppe, at De også indholdsmæssigt har vores fulde støtte, hvis det fælles Europa står i centrum hos Dem og ikke regeringssamarbejdet, som vi afgjort forkaster i fællesskabsstrukturen. Et tilbagefald til dette samarbejde mellem regeringer må ikke ske!

(Bifald)

De har et meget sympatisk naboland - ligesom også Sverige er sympatisk. Man hører noget mere i Finland om det fælles Europa, og jeg ville ønske, at Finland og Sverige i disse spørgsmål ville være af én og samme mening. De står nu dér, hvor tidligere formandskaber slap, og dermed overtager De en gældspost, nemlig Nice-traktaten. Jeg er ikke enig i Deres opfattelse af, at Nice-traktaten er en succes, sådan som De har beskrevet det her. Men en gældspost er også en chance, fordi man kan afbetale gælden. Vi vil gerne sammen med Dem i de næste uger og måneder afbetale Nice-gældsbyrden. Derfor stemmer vi som Gruppe for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater på nuværende tidspunkt hverken ja eller nej til Nice-traktaten.

Jeg har netop overrakt rådsformandskabet, repræsenteret ved hr. Danielsson, Det Europæiske Folkepartis beslutning fra kongressen i Berlin. Romano Prodi, kommissionsformanden, har talt om nødvendigheden af et tæt samarbejde, ikke kun inden for fællesskabsstrukturen i vores europæiske partier, men med de nationale partier. Vores PPE-kongres har, uden at nogen stemte imod, med stemmerne fra alle 42 nationale partier, vedtaget nogle principper, som jeg gerne vil nævne for Dem. For det første regeringskonferencens systematik. En konference, som henslæber sig over uger og måneder, hører fortiden til, det er ikke en model for fremtiden. Vi er afgjort imod at holde fast ved det gamle system.

(Bifald)

For det andet opfordrer vi Dem til allerede temmelig hurtigt - forberedelserne skal begynde under Deres formandskab og bør så føre til en afgørelse i Laeken under belgisk formandskab - at nedsætte en konference, som anvender konventets metodik og model, og hvor Europa-Parlamentet skal være stærkt repræsenteret og naturligvis også de nationale regeringer, men frem for alt også Kommissionen. Vi opfordrer Dem til snart at åbne for debatten, og vi opfordrer Dem også til, hr. rådsformand, at udrydde de fejl, som har indsneget sig i Nice-traktaten, før den underskrives.

Vi har hørt, at man ville give Polen færre stemmer i Ministerrådet end Spanien. Det blev korrigeret, fordi det angiveligt kun var en slåfejl. Der er en anden slåfejl: Tjekkiet og Ungarn, som har samme befolkningstal som Belgien og Portugal, skal kun have 20 europadelegerede, de andre to lande 22. Lad os også give Tjekkiet og Ungarn 22 medlemmer i Europa-Parlamentet, og lad os ikke begynde udvidelsen med en diskriminering af disse to lande! Det kan De korrigere før underskrivelsen, for hvis det kun er en teknisk fejl, kræves der jo ingen politiske beslutninger.

Endelig gennemsigtighedsspørgsmålet. Vi ser med stor bekymring, at der, også tydeliggjort gennem Ministerrådets generalsekretariats handlemåde - og hr. Solana, som jeg respekterer højt, bekymrer sig jo mere om den højtstående repræsentants opgave - i toppen af Ministerrådets generalsekretariat findes mange hindringer, at man hverken vil give Kommissionen eller Europa-Parlamentet informationer. Sørg De for gennemsigtighed, det er det store håb, vi nærer til Deres formandskab.

(Bifald)

Hr. formand, da jeg jo læser alt, hvad den betydningsfulde statsminister og rådsformand siger, omhyggeligt, har jeg taget Deres tale fra 5. oktober til den Nordiske Klub til efterretning, og her sætter De Deres lid til Ministerrådet. Jeg håber, at De er blevet klogere af Maastricht! Ministerrådet skal ikke styrkes, det skal være mere åbent, og det skal reformeres, således at Ministerrådets døre også åbnes for offentligheden.

Som tredje og sidste punkt er der udvidelsen. Her er vi af samme opfattelse, udvidelsen er for os en moralsk, historisk og politisk forpligtelse, og den må - ligegyldigt hvordan vores afgørelse vedrørende Nice bliver - ikke udskydes.

Lad mig afslutningsvis sige, at Europas konkurrenceevne skal styrkes. De har sagt meget positivt om euroen. Jeg er enig med Dem, men har De mod til at styrke euroen i Europa ved at sige til befolkningen i Deres land, at euroen er en nødvendighed, og at Sverige ledsager os ad denne vej?

(Bifald)

Jeg ønsker Dem succes, og hvis De har succes, har vi også succes. De tilhører ikke vores parti, alligevel ønsker jeg Dem succes, fordi det drejer sig om det største E, nemlig Europa, og lad os derfor arbejde i fællesskab.

  Barón Crespo (PSE). - (ES) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil indlede med at byde formanden for Rådet, statsminister Persson, velkommen. Det er første gang, Sverige har Rådets formandskab, og det har givet udtryk for sine prioriteter, de berømte tre E'er, som er i overensstemmelse med de europæiske socialisters og socialdemokraters tilkendegivelser, for jeg kan med stolthed sige, at hr. Persson og hans parti tilhører min politiske familie, og desuden har den svenske statsminister her fremkommet med et forsvar af den europæiske sociale model og dens tilpasningsevne i globaliseringstider, som fylder os med stolthed.

(Bifald)

Hvad angår beskæftigelse, vil jeg sige til ham, at han på topmødet i Stockholm kan regne med, at vi taler om beskæftigelse, innovation og det begreb, som han afsluttede sit indlæg med: social samhørighed. Hvad angår udvidelsen, håber jeg, at Sveriges begejstring for udvidelsen vil få svenskerne til at forelske sig mere i Den Europæiske Union. Og hvad angår miljø, støtter vi Sveriges initiativ til at give bæredygtig udvikling indhold.

Rådsformanden har imidlertid, fru formand, nævnt et spørgsmål, der er grundlæggende for os, nemlig spørgsmålet om den europæiske offentlighed. Det europæiske barometer, der i de seneste dage er blevet offentliggjort i diverse aviser, afspejler den skizofrene situation, vi befinder os i. Borgerne, herunder de britiske, efterspørger flere europæiske løsninger på problemerne, og alligevel har de meget lidt tillid til institutionerne. Og det er noget, der påvirker Kommissionen og Parlamentet og også de nationale regeringer. Og beviset er problemet med kogalskab. Kommissionen, og jeg taler om Santer-Kommissionen, udførte sin rolle, og det gjorde Prodi-Kommissionen også. Parlamentet oprettede et undersøgelsesudvalg i 1997, og i denne weekend har vi igen kunnet se, hvordan den østrigske og den italienske regering erkender problemet, når der ikke er nogen anden udvej. De fortsætter med strudsepolitikken, når det, der er nødvendigt, er, at vi finder europæiske løsninger på europæiske problemer.

Det næste emne, som det svenske formandskab og vi alle sammen skal beskæftige os med fra 2001, som starter nu, til 2004 - det er fire år og mange mellemliggende valg, herunder valget til Europa-Parlamentet - er post Nice-spørgsmålet. Og jeg vil her give det svenske formandskab en opfordring. De er nok ikke eksperter i Fællesskabets institutionelle labyrint. Men De har en anerkendt erfaring i demokrati og gennemsigtighed, og det er det, vi har brug for i øjeblikket. Derfor har De et særligt ansvar. Og jeg bifalder den vilje, hvormed De har slået fast, at De ønsker at få en klar aftale om et emne så følsomt som aktindsigt i dokumenter, men det er nødvendigt at gå endnu videre. De har oplevet de fem dage, som Det Europæiske Råd i Nice varede, og De må have været lige så udmattet som Deres kolleger. Jeg giver kommissionsformand Prodi ret i, at det ikke er "Monnet-metoden", der er årsagen. Det er den mellemstatslige metode, for jeg skal gøre Dem opmærksom på - og det er en skandale - at ambassadørerne stadig er i gang med at afslutte forhandlingen. De har sagt, at traktaten undertegnes i løbet af en måned. Det er nødvendigt at se, hvilke ændringer der indføres i traktaten. Det kan ikke være rigtigt. Den metode må afskaffes.

(Bifald)

Ud over det, De sagde, da De gik, er der et positivt element i bilag IV: Der tales ikke om endnu en regeringskonference. De taler om en medlemsstatskonference. Og De har helt konkret sagt, at Parlamentet har en enestående rolle med hensyn til at tage initiativet, og da vi skaber fornyelse, vil jeg henvise til det forslag - et initiativ fra Kommissionen, som jeg bifalder - som kommissionsformand Prodi har stillet. Vi har fire år. Han har foreslået tre faser: Den første er åbne overvejelser. Jeg opfordrer Rådet til at deltage i den første fase, som skal indledes og afsluttes i Laeken, hvor vi skal finde en metode at gå frem efter, og det drejer sig ikke kun om fremtiden for Unionen, men om fremtiden for den udvidede Union, for efter Nice er landene allerede med os, og de skal lære, hvordan vi fungerer, hvilket er en temmelig omfattende opgave. Derfor anmoder jeg Dem om, hr. rådsformand, at De også tager initiativer med henblik på topmødet i Laeken i slutningen af året.

Dernæst skal vi finde ud af, hvilken metode det skal være. For mit eget og min gruppes vedkommende skal metoden være alle vores landes demokratiske metode. Debatten skal foregå i parlamentsregi, og den skal foregå med lys og stenografer. I dag er det med Internettet. Og det er at tilpasse og forbedre mødemetoden. Ikke andet. Og naturligvis mangfoldiggøre debatten i alle medier, men ikke at sætte det civile samfund op imod parlamenterne, for vi har repræsentative demokratier, og der skal udvikles et komplekst system.

Og endelig, fru formand, og nu slutter jeg, mener jeg, at medlemsstatskonferencen skal være den sidste akt, hvor der træffes beslutning om konkrete spørgsmål, og ikke en træg og endeløs proces.

Og dermed, fru formand, og nu slutter jeg virkelig, kunne De tilføje endnu et E til den europæiske proces, og det siger jeg som spanier: E for esperanza (håb).

(Bifald)

  Malmström (ELDR). - (SV) Fru formand, Kommission, velkommen til, hr. statsminister, de næste seks måneder bliver spændende. Det er vigtige politiske opgaver, der venter os, og forhåbentlig kan et vellykket formandskab også få en positiv betydning for opinionen. Det kan vise vores landsmænd derhjemme, at man kan udrette noget godt sammen i EU. Det kan vise de europæiske kolleger, at Sverige ikke er stædig, men derimod ønsker en konstruktiv deltagelse i det europæiske bygningsarbejde.

Den Liberale Gruppe støtter fuldt ud Sveriges beslutning om at prioritere udvidelsen. Ingen opgave er vigtigere end at skabe et helt Europa, og forhandlingerne har virkelig brug for et spark fremad i løbet af foråret. Vi kunne også godt tænke os en dato for, hvornår de første lande kan tiltræde.

Et andet spørgsmål, som statsministeren har både De Liberales og store dele af Parlamentets støtte til, er åbenheden. Spørgsmålet om offentlighedens adgang til dokumenter er et vigtigt demokratisk spørgsmål, der har central betydning for borgernes tillid til hele EU-projektet. I løbet af efteråret har Rådet trådt vande i dette spørgsmål - arbejdet med artikel 255 - og nu vil vi se resultater. Vi har store forventninger til Sverige og Sveriges rolle med hensyn til at drive og forsvare den model, der bl.a. findes i Sverige og Nederlandene. Hvorfor ikke starte med at åbne Ministerrådets møder som et godt eksempel?

Demokratispørgsmålet er også tæt forbundet med det, der skal ske efter mødet i Nice. Traktaten skal forenkles. EU's arbejdsopgaver og kompetence skal tydeliggøres. Den Liberale Gruppe mener også, at europæerne har brug for en fælles europæisk forfatning. I arbejdet med resultaterne fra Nice skal borgerne involveres. Det er op til Sverige at indlede den fase, som kommissionsformand Prodi kalder åben refleksion. Det ville være rart at høre lidt mere konkret, hvordan statsministeren ser på denne opgave, på metoderne og på disse spørgsmål, der skal bearbejdes, inden det belgiske formandskab tager over.

(Bifald)

  Hautala (Verts/ALE). - (SV) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, jeg vælger at tale svensk i dag, da det er mit lands andet modersmål.

Hr. rådsformand, jeg tror faktisk, at forventningerne til det svenske formandskab er meget store efter vores erfaringer med det franske formandskab. Jeg er personligt overbevist om, at Sverige atter kommer til at bekræfte reglen om, at de mindre medlemslande ofte er mere upartiske, hvilket fremmer de fælles europæiske interesser frem for de snævre nationale interesser. Det er Deres første formandskab, og Deres ambassadør - hvis jeg må have lov at sige dette offentligt - har på en meget hyggelig måde sammenlignet det første formandskab med at miste sin uskyld. Han vil faktisk ikke komme til at miste sin uskyld på en voldsom måde. Jeg kan forsikre Dem om, at Europa-Parlamentet kan hjælpe et formandskab, og således kommer De til at miste Deres uskyld på en meget blid og venlig måde.

Min gruppe ønsker frem for alt fremskridt på følgende områder: Den bæredygtige udvikling skal være en realitet nu. Det er nu eller aldrig. I Göteborg skal man bekræfte målsætningerne og indikatorerne i overensstemmelse med det, som De har fortalt. Den civile krisestyring er noget, der kan fremmes under et svensk formandskab. Konfliktforebyggelse på alle udenrigspolitiske områder er meget vigtig for vores gruppe. Vi glæder os over Deres løfte om et program på dette område.

Noget, der måske ikke fremgår helt klart af den svenske dagsorden, er en omfattende reform af EU's landbrugspolitik, der tager udgangspunkt i det faktum, at vores mad atter skal være sikker. Miljøet skal ikke længere skades, og dyrene skal ikke længere plages. Jeg har fulgt med i den svenske debat, og jeg har fundet ud af, at De, hr. rådsformand, pludselig har opdaget, at De egentlig er vegetar eller i det mindste deltidsvegetar. Jeg vil gerne byde Dem velkommen i klubben.

Hr. rådsformand, her får De måske mulighed for at overraske Dem selv og Deres svenske medborgere - på visse områder er der faktisk brug for mere Europa, ikke mindre. Miljøskatter er et godt eksempel. Alle forstår, at man på dette område skal afskaffe kravet om enstemmighed. Her er der brug for en fællesskabsmetode, altså stærke fælles institutioner - Kommissionen og Parlamentet - frem for regeringssamarbejdsmetoden, hvilket mine kolleger også har understreget. Regeringssamarbejdsmetoden består i høj grad af møder bag lukkede døre uden for parlamentarisk kontrol. Det vil ikke føre til den åbenhed, De efterstræber. Jeg vil kalde det et swedish paradox. De må indse, at åbenheden er betinget af, at man afskaffer regeringssamarbejdsmetoden.

Efter topmødet i Nice er det vigtigt, at vi indleder en omfattende reform af EU med deltagelse af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Jeg håber, at De tager udfordringen fra kommissionsformanden op.

(Bifald)

  Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Fru formand, kolleger, hr. formand for Rådet, i det svenske formandskabs program findes der flere punkter, som vi kan støtte i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe. Vi finder prioriteringerne - udvidelsen, miljøet og beskæftigelsen - både vigtige og rigtige. Der findes også andre positive elementer i programmet, der er værd at fremhæve, bl.a. foranstaltninger mod handel med kvinder og bestræbelserne på at skabe en varig fred i Palæstina.

Hvad angår udvidelsesforhandlingerne, finder vi det afgørende, at EU tager hensyn til ansøgerlandenes særlige behov, og at disse ikke tilbydes et EU-medlemskab på anden klasse.

I forhold til denne målsætning er resultaterne af Nice-mødet en fiasko. Der blev ikke indført reformer af EU, der reelt fremmer udvidelsen. Tværtimod blev beslutningsprocessen besværliggjort. Det er også helt uacceptabelt, at ansøgerlande som Tjekkiet og Ungarn blev direkte diskrimineret ved at få færre pladser i Europa-Parlamentet end EU-lande med et tilsvarende befolkningstal. Det er en pinlig fejltagelse, der skal rettes. Mit første spørgsmål til det svenske formandskab lyder derfor således: Er De villig til at rette op på denne fejl i de tiltrædelsestraktater, der nu skal forhandles om?

Visse EU-lande vil udelukke borgerne fra de kommende EU-lande fra Unionens arbejdsmarked i lang tid. En sådan diskriminering er uacceptabel. I stedet er det afgørende, at alle, der arbejder i et EU-land, skal følge landets aftaler og love på arbejdsmarkedet, så den frie bevægelighed ikke fører til dumping af sociale vilkår.

En virkelig venstrepolitik skal sætte beskæftigelsen højere end den økonomiske politik i stedet for den dogmatiske monetarisme, der i dag dominerer EU og Den Monetære Union. Med en sådan politik skal der også være demokratisk kontrol med Den Europæiske Centralbank. Men dagens EU-regeringer har - uanset politisk farve - prioriteret tilpasningen til ØMU'en højere end velfærden og kampen mod arbejdsløsheden. Denne politik skal revurderes.

Fra forskellige sider i Den Europæiske Union vokser kravene om at styre den tøjlesløse kapitalisme gennem politiske beslutninger i stedet for den fortsatte liberalisering og den frie spekulation, vi ser i dag. Der er bl.a. krav om en beskatning af valutatransaktioner - den såkaldte Tobin-skat. Flere af medlemmerne af den svenske regering har udtalt sig positivt om denne idé. Her er Deres store chance for at tage et initiativ under det svenske formandskab. Mit andet spørgsmål til formandskabet lyder derfor således: Hvilke initiativer vedrørende en Tobin-skat planlægger De under det svenske formandskab?

Det vigtigste spørgsmål på miljøområdet i det kommende halve år bliver forhandlingerne om Kyoto-protokollen vedrørende en reduktion af drivhusgasemissioner. Det er utroligt vigtigt at nå frem til en aftale, men det er endnu vigtigere at få en aftale med indhold. Vi mener, at en sådan aftale skal bygge på reelle reduktioner af drivhusgasemissioner, så de rige lande, der allerede har de største emissioner, ikke får lov til at købe sig fri gennem handel med emissionsrettigheder.

I det nyligt indgåede forlig om udsætning af genmodificerede afgrøder var Sveriges optræden en skuffelse. Sverige modsatte sig aktivt en offentlig registrering af genmodificerede afgrøder. Vi håber, at Sverige forbedrer sig og ikke går ind for at hæve det de facto-eksportstop, der findes på området. EU's lovgivning på området er fortsat helt utilstrækkelig ud fra et miljøperspektiv.

Det ser desværre ud til, at det svenske formandskab ikke vil gøre noget for at ændre grundlæggende på EU's ansvarsløse flygtningepolitik, der med Schengen-aftalen som værktøj dagligt skaber nye tragedier. Tværtimod har vi set, hvordan Sverige accepterer forringelser - senest gennem en skærpelse af transportøransvaret. Det medfører en slags privatisering af asylproceduren, hvor mange asylansøgeres skæbne i praksis afgøres af lufthavnspersonalet uden for Den Europæiske Union.

Den største skuffelse i Sveriges optræden er imidlertid militariseringen af EU. Sverige opgiver ikke blot sin alliancefrihed og selvstændige politik, men skal nu også aktivt virke for en militarisering af EU. I EU-hæren skal der sågar indgå tyrkiske tropper. De tropper, der den ene dag kan begå overgreb i deres eget land eller besætte et naboland, kan den næste dag gøre tjeneste i EU-hæren. NATO-landet Tyrkiet kræver også indflydelse over EU's politik på dette område for at stille sine styrker til rådighed for NATO. Mit tredje spørgsmål til Göran Persson lyder derfor således: Kan De love, at Tyrkiet ikke får en sådan indflydelse?

Jeg ser frem til at få besvaret mine tre spørgsmål om muligheden for at ændre Nice-traktatens diskriminering af Ungarn og Tjekkiet, om Deres tiltag for at gennemføre Tobin-skatten og om Deres syn på Tyrkiets deltagelse i og indflydelse på EU's militær. Med disse ord vil vi i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe ønske det svenske formandskab held og lykke.

(Bifald)

  Collins (UEN). - (EN) Fru formand, jeg vil for det første gerne ønske det svenske formandskab al mulig succes velvidende, at dets succes helt bestemt også vil blive Europas succes.

Jeg vil gerne bifalde det svenske formandskabs indlæg her i eftermiddag som et indlæg, der forekommer yderst konstruktivt og pragmatisk. Jeg bifalder også de kommentarer, vi har hørt fra Kommissionens formand, hr. Prodi.

Den svenske regering har gjort det klart, at den har til hensigt at prioritere, hvad der er kendt som de tre E'er under dens formandskab for Unionen, og det betyder, at den vil beskæftige sig med de væsentligste problemer i forbindelse med udvidelsen af Unionen (enlargement), beskæftigelsesspørgsmål (employment matters) og fremme af miljøspørgsmål (environmental issues).

Jeg ville helt bestemt bifalde en intensivering af udvidelsesforhandlingerne mellem ansøgerlandene og Den Europæiske Union. Vi bør erindre, at tiltrædelsesforhandlingerne er opdelt i næsten 40 forskellige forhandlingskapitler, der omfatter ethvert område af den sociale og økonomiske aktivitet, der gennemføres af Den Europæiske Union. Mange af de mere vanskelige forhandlingskapitler er for nærværende endnu ikke blevet taget op, og der er her tale om landbrugsspørgsmål, den frie bevægelighed for personer, gennemførelsen af EU's social- og beskæftigelseslovgivning og indarbejdelse af mange EU-direktiver og -forordninger inden for miljøområdet.

Dette er kernen af problemet, for så vidt angår spørgsmålet om udvidelse af Den Europæiske Union. Ansøgerlandene ønsker, at EU-lederne skal angive en fast dato for den næste udvidelse af Unionen. Men EU-regeringerne ønsker en afslutning af de mere vanskelige forhandlingskapitler mellem ansøgerlandene og Den Europæiske Union, inden en sådan dato kan meddeles.

Men det, at EU-lederne var i stand til at blive enige om en reform af beslutningsprocedurerne inden for EU-institutionerne i Nice før jul, udgør helt bestemt et skridt i den rigtige retning. Ansøgerlandene kan nu søge trøst i, at EU har reformeret sine interne beslutningsprocedurer, således at udvidelsesprocessen kan finde sted på en strømlinet og struktureret måde.

Jeg bifalder, at den svenske regering vil sikre, at beskæftigelses- og miljøspørgsmål forbliver øverst på dagsordenen under dets formandskab for Unionen. Det er yderst vigtigt, at Den Europæiske Union garanterer, at alle sektorer af den europæiske industri kommer til at drage fordel af de nye informationsteknologier. Det er ligeledes vigtigt, at der sker en intensivering af støtten til beskæftigelsesinitiativer i mindre gunstigt stillede by- og landdistrikter.

Endelig håber jeg, at Den Europæiske Union og USA kan nå til enighed i Bonn i maj i år om en garanti for, at miljømålene om at reducere virkningerne af drivhuseffekten kan nås.

(Bifald)

  Dupuis (TDI). - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, jeg takker Dem for at være blandt os og for at være kommet med lange indlæg. Jeg kunne godt tænke mig at stille Dem et lille spørgsmål, hvis De tillader mig det, idet det haster. Unionen burde om nogle dage udtale sig om Afghanistan. Den skal indtage en fælles holdning. Sikkerhedsrådet har i løbet af de sidste par uger kun pålagt talebanerne embargo, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hr. formand, om det også er EU's holdning.

Med hensyn til EU's fremtid har vi gjort mange virile armbevægelser og givet mange løfter. Nogle meddeler os, at vi stemmer imod Nice-traktaten, hvilket efter min mening er fuldt ud berettiget. Der er ikke kommet nogen svar, hvad demokrati angår, der er ikke kommet nogen svar, hvad retsstat angår, og Kommissionens tilintetgørelse er blevet planlagt, og den er blevet fuldendt i Nice. Der er derfor fuldstændig berettiget, at mange kolleger, og forhåbentlig flertallet, stemmer imod denne traktat.

Parlamentet har vænnet os til meget bodybuilding her i salen. Vi må se, hvad der sker, når det træder ind i ringen, når det skal stemme. Jeg ved ikke, hr. rådsformand, om De har noget at frygte, for fortiden er til stede for at informere os om mangt og meget. Jeg beder Dem selvfølgelig ikke om, hr. formand, at stemme imod Nice-traktaten. Jeg beder Dem blot om lidt medfølelse. Ved Köln-traktaten havde Rådet, som De var en del af, givet Parlamentet et gnaveben, nemlig chartret om de grundlæggende rettigheder. Det gik lidt sent op for Parlamentet, at det faktisk drejede sig om et gnaveben, og at det, der var vigtigt, var, hvad De besluttede i Nice, på den måde, De besluttede det, nemlig stemmevægtningen i Rådet og sammensætningen af Kommissionen.

Men i Nice gav De ikke Parlamentet et nyt ben, det er en kødbolle med stryknin, hr. rådsformand. Ved at tilbyde Parlamentet og Kommissionen en regeringskonference i 2004 har De faktisk ikke gjort andet end at give os en kødbolle med stryknin, for i 2004 eksisterer Parlamentet ikke mere. I 2004 er der i januar og februar forvalgkampagne til det direkte valg, og i marts, april og maj er der valgkampagne. I juni er der valg. I juli og august skal vi have et velfortjent hvil. I september er der de små nødvendige møder for at lære hinanden at kende. I oktober og november drøftes det famøse budgetspørgsmål, og endelig i december kommer regeringskonferencen. Hvis De allerede nu, hr. formand, kunne have lidt medfølelse og anmode Deres kolleger i Rådet om enten at fremskynde denne konference til 2003 eller at udskyde den til 2005, ville De måske redde Parlamentets ære. Meget ofte ved Parlamentet nemlig ikke, hvad det vil sige.

  Bonde (EDD). - Fru formand, EDD-Gruppen vil gerne lykønske Sverige med formandskabet, vi synes, det er en god skik, at formandskabet går på omgang. Vi glæder os til topmødet i Göteborg og håber, at rigtigt mange borgere vil møde op til de alternative arrangementer. Vi opfordrer rådsformandskabet til at genåbne forhandlingerne om Nice-traktaten, så den kan få et demokratisk eftersyn. I dag er resultatet mere centralisme og mindre parlamentarisk demokrati. Det er også chokerende, at forhandlingen er sluttet med en beslutning om at holde samtlige topmøder i Bruxelles, uden at beslutningen var bekendt for den svenske statsminister, som vi troede var med til at træffe beslutningen. Det er provokerende, at man kan behandle tjekkere og ungarere som undermennesker og give dem færre pladser i Parlamentet end lande med færre indbyggere. Det er uklogt at indføre flertalsbeslutninger om udnævnelse af de enkelte landes kommissærer, så bliver de jo EU's repræsentanter i medlemslandene i stedet for landenes repræsentanter i EU. Med en EU-regering, der er dannet ved flertalsbeslutning, går man i retning af et EU som statsdannelse i stedet for den vision om nationernes og demokratiernes Europa, som vælgerne ønsker. Vi opfordrer Sverige til at indføre ægte fleksibilitet i forhandlingerne om udvidelsen, så hovedparten af landene kan optages i samarbejdet og deltage i næste valg til EU-Parlamentet i 2004. Nice-traktaten er kaldt en udvidelsestraktat, men stemmevægte og pladser i Parlamentet står i en ikke-bindende erklæring, mens Amsterdam-traktatens bindende udvidelsesprotokol skal forsvinde. Vi opfordrer det svenske formandskab til at sikre, at en forbedret Nice-traktat først træder i kraft samtidig med, at EU optager nye lande, ellers ender vi jo med at skulle sige ja til en udvidelsestraktat, uden at vi får nogen udvidelse. Vi risikerer, at Nice-traktaten alene bliver en uddybningstraktat med mere union og mindre demokrati, og det er jeg sikker, at den nye svenske rådsformand ikke kan lide.

  Hager (NI). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, jeg har ganske vist i dag helt tilfældigt Nice-slipset på, men kommer alligevel ikke uden om at konstatere, at vi ligesom i Amsterdam også i Nice måtte opleve, at regeringskonferencen som instrument er ved vejs ende. Det ofte roste konvent er derimod efter min mening ikke fuldt ud modnet som procedure. Det kunne ganske vist tjene som udgangspunkt for en velfungerende procedure. Lad mig derfor i forbindelse med den kompetenceafgrænsning mellem medlemsstaterne og Unionen, som allerede blev berørt af både rådsformanden og kommissionsformanden, skitsere en effektiv procedure, således som den foresvæver mig.

I en første fase skulle der parallelt med den diskussion, der er påbegyndt under svensk formandskab, efter indbydelse fra Det Europæiske Råd - og det så tidligt som muligt - finde en diskussion og en meningsdannelse sted i de nationale parlamenter, som så ligesom Europa-Parlamentet hver især senest omkring foråret 2002 skulle stille et forslag vedrørende denne kompetenceafgrænsning. Først på dette grundlag bør et konvent indkaldes med deltagelse af forfatningseksperter, europareteksperter, repræsentanter for de nationale parlamenter, for Europa-Parlamentet, for nationale regeringer, men også for ansøgerlandenes regeringer og naturligvis for Domstolen og civilsamfundet, og det skulle have til opgave at stille et forslag til et katalog, og det senest i foråret 2003. På grundlag af dette forslag skulle Kommissionen i fase III af Det Europæiske Råd have til opgave at stille det et forslag til en kompetenceafgrænsning - det ville være tænkeligt inden udgangen af 2003.

Inden regeringskonferencen blev indkaldt, skulle dette forslag endeligt i fase IV - jeg har i min plan fastlagt flere faser end kommissionsformanden - underkastes en ny diskussion på nationalt plan, som skulle være afsluttet senest midt i 2004. Så indkaldes i fase V regeringskonferencen, som bør udformes kort og effektivt. På denne måde sikres en procedure med effektiv inddragelse af de nationale parlamenter, hvilket ikke var muligt hidtil med konventformen, og regeringscheferne stilles et akkorderet forslag. På denne måde ville institutionerne kunne optræde i fællesskab i stedet for som hidtil ved siden af hinanden.

  Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, for at fjerne enhver tvivl vil jeg gerne komme med en præcisering. Østrig oplevede søndag den 14. januar det første tilfælde af BSE-mistanke. Jeg vil gerne meddele Europa-Parlamentet, at instituttet i Tübingen i går meddelte os, at dette tilfælde er negativt. Jeg håber, at også alle yderligere tilfælde af BSE-mistanke i Østrig vil være negative.

(Bifald)

  Carlsson (PPE-DE). - (SV) Fru formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger og kommissærer, det er herligt, at Sverige for første gang har formandskabet for EU. Vi kristelige demokrater har altid gjort kur til Sverige i Europa, men vi må desværre konstatere, at Sverige kun står inde for et "halvt formandskab". Eurospørgsmålene tager Belgien sig af. Til gengæld håber vi, at Sverige i sit formandskab kan skabe den nødvendige fremgang i udvidelsessamarbejdet.

Under det svenske formandskab skal den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik konkretiseres. Udviklingen er gået forbavsende hurtig på dette område, men nu skal ambitionerne have indhold. EU's relationer med NATO får stor betydning. For at undgå forvirring og for at give EU en supplerende rolle i forhold til NATO's militære kompetencer er det nødvendigt med engagement og evner til at løse uløste opgaver. Jeg håber derfor, at det faktum, at NATO slet ikke nævnes i det svenske program, mere er en tilfældighed end en del af en strategi.

EU skal have verdens mest dynamiske økonomi om 10 år. Sverige er et af de lande, der er nået længst i udviklingen af den nye økonomi. Vi har telekommunikations- og internetvirksomheder, der er blandt de førende i verden. Den primære årsag hertil er de liberaliseringer, der fandt sted under den moderate regering i 1991-1994. Markederne for telekommunikation, post, el og togtrafik samt landbrugsmarkederne blev liberaliseret. Det var Göran Persson overvejende modstander af på daværende tidspunkt, men han synes at have ændret opfattelse. Det glæder mig, og jeg håber, at Sverige med udgangspunkt i sine gode erfaringer kan fortsætte en sådan udvikling. Topmødet i Stockholm er en udmærket lejlighed. Lad det blive et liberaliseringstopmøde for job og velstand.

Debatten om globalisering og frihandel har fået stor opmærksomhed. Det er på tide at afskaffe EU's sidste protektionistiske hindringer. Sammen kan EU og den nye regering i USA afskaffe toldhindringer for landbrugsvarer og tekstilindustrien. Dét er om noget solidaritet med verdens fattige.

I modsætning til den svenske regerings støtteparti, Venstrepartiet, finder jeg det glædeligt, at det svenske formandskab i sit program skriver, at den som en af sine vigtigste prioriteringer vil arbejde for, at udviklingen i WTO fører til konkrete liberaliseringer. Denne erklæring er helt i tråd med Sveriges tradition for frihandel og åbenhed mod omverdenen. Sveriges handelsminister Pagrotsky har imidlertid omtalt den såkaldte Tobin-skat som en "sympatisk idé", og statsministeren har udtrykt forståelse for dem, der saboterede WTO-mødet i Seattle med opløb og uroligheder. Tobin-skatten er en trussel mod verdens fattige. En Tobin-skat vil blot forringe markedernes effektivitet. Derfor spørger jeg: Kan rådsformanden her over for Parlamentet give klar besked om, hvorvidt det svenske formandskab er for eller imod indførelsen af en Tobin-skat?

  Andersson (PSE). - (SV) Fru formand, medlemmer af Kommissionen og medlemmer af Parlamentet, jeg er glad for at byde Sveriges statsminister Göran Persson velkommen i Parlamentet. Jeg ser frem til alle formandskaber, men dette formandskab er noget ganske særligt, og jeg har særligt store forventninger hertil.

Jeg synes, at Sverige har opstillet gode prioriteringer - de tre E'er. Det handler om et begrænset antal områder - vigtige områder - der er i tråd med EU's dagsorden. Vigtigst er naturligvis udvidelsen. Det er en historisk opgave at forene øst og vest på vores kontinent efter mange års kold krig. Jeg kan ikke selv tænke mig en større og vigtigere opgave, som jeg kan få lov at deltage i og gennemføre i mit politiske liv.

Sveriges ambitioner om at fremme processen på dette område er prisværdige. Jeg håber, at forhandlingerne snart kan afsluttes med de første lande, og at man snart kan opstille en måldato for optagelsen af de første medlemmer. Jeg ved, at det er vanskeligt. Jeg ved også, at man skal være realistisk og undgå at skabe falske forhåbninger. Men samtidig er det vigtigt, at befolkningen i ansøgerlandene ikke fortvivler, og at de kan se lyset for enden af tunnellen.

Den anden prioritering gælder beskæftigelsen. Sverige har været ansporende med hensyn til beskæftigelsen. I Stockholm er det meningen, at man skal knytte beskæftigelse, socialpolitik, udviklingen af kompetence samt erhvervspolitik sammen til én samlet politik. Den anvendte metode er den åbne koordinationsmetode. Her i Parlamentet ønsker vi - præcist som i lovgivningen - at spille en rolle i denne metode, da den bliver stadig mere betydningsfuld. Jeg så gerne nogle signaler i den retning.

Den tredje prioritering gælder en langsigtet bæredygtig udvikling. Det handler om økonomisk bæredygtighed og social bæredygtighed, men også om bæredygtighed på miljøområdet. EU er jo ganske fremgangsrig, hvad angår miljøpolitikken. Det skyldes, at de, der har færrest ambitioner, ikke kan blokere beslutninger, men det skyldes også, at Parlamentet har medbestemmelse på miljøområdet. Det, der savnes i strategien, er en sammenkobling af miljøpolitikken med de tidligere nævnte områder. Det bør ske inden mødet i Stockholm og blive et resultat af mødet i Göteborg.

At man nåede til enighed i Nice, var vigtigt, ikke mindst for udvidelsesprocessen. Alt var imidlertid ikke godt, f.eks. de indviklede regler om fælles beslutningstagning. Det var heller ikke godt, at man traf beslutninger bag lukkede døre. Sverige har åbenhed på dagsordenen og skal fremføre spørgsmålet om offentlige dokumenter. Jeg håber, at Sverige også går i brechen for at få en mere åben beslutningsproces. Jeg håber virkelig, at Sverige kan bidrage på dette område.

Jeg vil også sige noget om krisestyring. Aktiv krisestyring og militær alliancefrihed er ikke det samme som passivitet, og har aldrig betydet passivitet. Aktiv krisestyring handler om at forsøge at forebygge konflikter. At benytte krisestyring og først i sidste instans gribe til militær magtanvendelse er noget, som Sverige og Finland er gået i spidsen for, hvilket er godt og vil blive mere brugt. Der er et stort flertal herfor.

Jeg byder endnu en gang Sverige velkommen som formandsland.

  Schmidt, Olle (ELDR). - (SV) Fru formand, hr. statsminister, jeg vil også byde statsministeren velkommen. Det er ikke helt som hjemme i Rigsdagen, men man vænner sig ganske hurtigt hertil.

Meget kredser omkring de tre E'er. Tillad mig at tilføje et fjerde e, nemlig e for empati. Vi blev alle dybt bevæget, da vi efter julens gaver kunne se, hvordan mennesker kæmpede for livet uden for Tyrkiets kyst for at komme til Europa. Mange døde i kampen for et bedre liv. Jeg ved, at De, hr. statsminister, udtrykte Deres bestyrtelse efter den enorme tragedie forrige år, hvor der blev fundet 58 døde kinesere i en container i Dover.

Europa skal ikke blive en fæstning. Europas asyl- og flygtningepolitik skal præges af værdighed og menneskelighed - det var Deres budskab dengang. Men hvad er der sket siden da? Jo, udviklingen i Europa er gået i en forkert retning.

Man foreslår en skærpelse af straffen for menneskesmugling. Det er nødvendigt, men forslaget straffer i blinde. Idealistiske kræfter - kirker, klostre, asylorganisationer og private netværk, der hjælper asylsøgere - trues med straf. Disse forslag skal stoppes. I Sverige har vi haft kirkefred siden middelalderen.

Europas ledere burde tænke over, hvorfor der er en voldsom stigning i menneskesmuglingen til Europa. Europa lukkes. At indføre visumtvang for 130 lande er ikke værdigt for det demokratiske Europa. Grundreglen må være, at mennesker har ret til at rejse frit i EU. Er det svenske formandskab villig til at virke for en betydelig afkortning af visumlisten?

Jeg er en varm tilhænger af EU, og jeg har længe efterlyst fælles regler for asyl- og flygtningepolitikken, men i Den Liberale Gruppe er vi ikke villige til at acceptere et indhegnet Europa. Her kan det nye formandskab, hr. statsminister, spille en vigtig rolle for humanisme og menneskeværd i Raoul Wallenbergs ånd, hvis minde De med rette har hædret. Empati, hr. statsminister!

FORSÆDE: David W. MARTIN
Næstformand

  Maes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, som folkenes og regionernes repræsentant anser vi Sverige for at være en allieret i beskyttelsen af de ting, som er os dyrebare, såsom de forskellige sprog og kulturer, men når De taler om, at de nationale parlamenter skal involveres i større omfang, anmoder vi om samme opmærksomhed for vores konstitutionelle regioners og regeringers institutioner. Vi slår til lyd for, at vores regioner direkte kan være med til at føre en dialog, f.eks. om at fjerne de beskæftigelsesforskelle, som kan bestå imellem forskellige regioner og én medlemsstat.

Vi hilser Sverige velkommen som et økologisk venligt formandskab, men Sverige vil være helt i uoverensstemmelse med sig selv, hvis det sender MOX-brændstof til Sellafield. Det strider imod OSPAR-aftalen, hvor alle blev opfordret til at forsvare non-reprocessing option.

Endelig udvidelsen. Vi betragter ikke kun primært acquis communautaire på det materielle område som grundlag for udvidelsen, men anmoder især om opmærksomhed for det etiske acquis. Først og fremmest for demokrati, respekt for menneskerettighederne og mindretallene, så Europa kan blive et rigtigt fællesskab baseret på værdier, kort sagt et fællesskab.

  Blokland (EDD). - (NL) Hr. formand, det svenske formandskabs aktivitetsprogram er et flot arbejdsdokument, men den konkrete udarbejdelse mangler stadigvæk. Hvordan vil det svenske formandskab realisere dette ambitiøse aktivitetsprogram? Ud over de svenske prioriteringer venter der endvidere alle de emner, som det franske formandskab lod ligge.

Første gang, Sverige har EU-formandskabet, har det ganske rigtigt valgt udvidelsen som vigtig prioritering. Men ser man ikke lidt for optimistisk på viljen i EU til at optage ansøgerlandene? At der ikke nævnes tiltrædelsesdatoer, vidner om sund fornuft i betragtning af, at det afgøres af tiltrædelseskriterierne. Det er vigtigt, at ansøgerlandene tilbydes en bedre fremtid i frihed. Stigende beskæftigelse i ansøgerlandene er i den forbindelse nødvendigt ligesom bæredygtig udvikling af miljøvenlig teknologi. Bestræbelserne på at afslutte så mange forhandlingskapitler som muligt med ansøgerlandene i det kommende halvår er gode.

Vi skal imidlertid tænke på, at det indre marked fortsat skal fungere effektivt i den udvidede Union. Jeg anmoder om særlig opmærksomhed for implementeringen af miljødirektiverne. Hvordan forholder formandskabet sig under udvidelsesforhandlingerne til direktiver, hvor en korrekt implementering trækkes i langdrag i de nuværende medlemsstater?

Endelig er hensigten med at integrere miljøet i en anden politik, såsom energiskat, meget positiv. Denne integration er et godt udgangspunkt for det sjette miljøhandlingsprogram, ligesom de konkrete målsætninger og indikatorer, som medtages i dette program. Det står mig imidlertid endnu ikke klart, hvordan det skal kombineres med den foreslåede liberalisering af WTO.

  Van Velzen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, Sverige er med rette stolt af sin politik med hensyn til at gennemføre lige rettigheder for mænd og kvinder i praksis. De kan forestille Dem min forbavselse, da jeg så Deres lange følge, som kun består af mænd.

Et væsentligt punkt i Deres redegørelse er, at borgerne skal være Unionens førsteprioritering. Jeg kommer fra et land, hvor man gerne anvender sloganet "ikke ord, men handling", og De får snart chancen. Der foreligger nemlig en forordning, som giver adgang til Rådets, Kommissionens og Parlamentets dokumenter. Jeg har fem spørgsmål til Dem.

Første spørgsmål: Hvad gør De ved det stærkt kritiserede kommissionsforslag på det område?

Andet spørgsmål: Vil De ændre det nuværende franske rådsforslag drastisk i retning af mere gennemskuelighed?

Tredje spørgsmål: Er De villig til at foretage en flyvende start for at føre rådsgrupperne sammen, så der hurtigst muligt opnås overensstemmelse med Parlamentet?

Fjerde spørgsmål: Tør De iværksætte en revolution ved at lægge rådsdokumenterne på Internet allerede nu, så De kan anvende gennemskueligheden i praksis?

Femte spørgsmål: Mener De, at EU-borgerne har færre rettigheder med hensyn til offentliggørelse af administrationen i Bruxelles end USA's borgere har med hensyn til deres administration i Washington?

Endelig et sidste spørgsmål: Tør De iværksætte en automatisk offentliggørelsesproces i forbindelse med post-Nice, sådan som kommissionsformanden netop nævnte? Hvad er Deres svar? Jeg mener, hr. rådsformand, at det er meget vigtigt, at vi ikke kun hører smukke ord, men først og fremmest ser handling.

  Rocard (PSE). - (FR) Hr. formand, held og lykke til Sverige med dets første formandskab. De tre E'er er tre gode prioriteter, som vi er enige om. Jeg har en enkelt bemærkning til udvidelsen. Vi er lige så stærkt knyttet til den, som De er. Den skal lykkes. Lad os aldrig glemme, at en af de største betingelser for succes er, at vi også er i stand til korrekt at styre vores interne anliggender. Det har vi dårlige erfaringer med fra Nice. Det kommer De til at tage Dem af.

Men nu kommer jeg til Deres anden prioritet, beskæftigelsen, der svarer til min midlertidige funktion i Parlamentet. Der har i Unionens udvikling været fem år til at forberede det indre marked, men med tvingende lovgivningsmæssige instrumenter. Det samme har været tilfældet for euroen. Nu står vi over for en ny udfordring, nemlig forbedringen af beskæftigelsen, og endog den fulde beskæftigelses tilbagevenden, har man vovet at sige på topmødet i Nice. Med vores billigelse, og uden tvingende lovgivningsmæssige midler, har vi alle målt grænserne deraf. Men dette betyder, at overtalelses- og konvergensmidlerne skal forstærkes yderligere. For EU medfører dette først og fremmest en bedre koordinering mellem den makroøkonomiske politik, og især den makrofinansielle, i vores historie og beskæftigelsespolitikken. De skal, hr. formand, være formand for Det Europæiske Råd i foråret, der er det første, hvor de generelle makroøkonomiske mål konfronteres med beskæftigelsens mål. De skaber dér et foregangstilfælde ved at indføre en forpligtelse om, at der skal fremlægges noget, og at regeringerne skal konfrontere resultater og ikke blot intentioner. Vi skal også have en koordinering, der er mere favorabel over for beskæftigelsen, mellem de forskellige facetter i alle politikkerne i EU. Vores koncurrencepolitik, en af de bedst definerede, en af dem, der kører bedst, skal den kun have sund økonomisk konkurrence som mål? Der kommer flere og flere fusioner og struktureringer. Hvad er deres merværdi med hensyn til beskæftigelse og vækst? Kommissionen anvender de aktuelle kriterier. Rådet ville formentlig gøre klogt i på ny at skabe balance i disse kriterier. Konkurrencen skal også spille en rolle til fordel for beskæftigelsen. Der er samme behov for intern politisk koordinering, når Unionen reformerer de offentlige aftalers procedurer eller laver regler for sine ydelser af almen interesse. Jeg havde et par andre spørgsmål. Jeg har ikke mere tid. Parlamentet, hr. formand, er et sted, hvor man ikke taler meget. Det vænner De Dem til, og det kommer De ikke til at lade Dem gå meget på af. Jeg derimod lader mig gå på af det.

  Olsson (ELDR). - (SV) Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg vil ønske statsminister Persson tillykke med et ambitiøst og resultatorienteret program. Forhåbentlig betyder det, at EU gør flere fremskridt, og at svenskerne får en mere positiv opfattelse af EU.

Blandt de menneskenære spørgsmål er fødevaresikkerheden et af de vigtigste. Jeg har bemærket, at statsministeren stiller sig tvivlende over for at spise kød på grund af håndteringen af dyr og kødprodukter. Skønt jeg er en gammel bonde og en inkarneret kødæder, kan jeg godt forstå de mennesker, der har det sådan i dag.

Parlamentet skal tage stilling til omkring 80 direktiver om fødevaresikkerhed. Vi starter nu på behandlingen af forslaget om en europæisk fødevaremyndighed. Jeg vil gerne vide, hvad statsministeren synes om en sådan myndighed.

På et fælles marked skal der være fælles regler, fælles kontrol og, hvis reglerne ikke overholdes, et fælles sanktionssystem. En sådan helhed kræver mere end den foreslåede fødevaremyndighed. Jeg mener, at den skal fungere i samarbejde med EU's Veterinærkontor i Dublin og med Kommissionen. I kraftfeltet af en sådan treenighed bør rådgivning, risikovurdering, risikostyring og sanktioner kunne håndteres inden for rammerne af de gældende regler og give en ensartet fødevaresikkerhed i hele Unionen. Jeg håber på formandskabets støtte til denne idé.

  Schörling (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, råds- og kommissionsmedlemmer, kolleger, det er både glædeligt og helt nødvendigt, at det svenske formandskab giver miljøet topprioritet, og det forpligter.

For at vende den negative udvikling med forringede levesteder er der behov for radikale politiske beslutninger - et stilskift. Forventningerne er store, da rådsformand Persson har udtalt, at en bæredygtig udvikling på EU's dagsorden skal føre frem til en grøn strategi for det 21. århundrede. Det betyder, at der skal opstilles økologiske spilleregler for økonomien, at miljøet skal integreres i al anden politik, og at man skal indføre de nødvendige virkemidler. Det er derfor ubegribeligt, at den svenske regering går imod miljørelaterede skatter på EU-niveau - eksempelvis minimumsniveauer på kuldioxid- og energiskat. Hvorfor sagde man nej til det i Nice?

Et andet højaktuelt spørgsmål er, hvordan det svenske formandskab påtænker at håndtere opgaven fra Nice om at formulere en strategi for EU's politiske fremtid. De, hr. rådsformand, er jo som en stor del af medlemslandenes befolkning imod en føderalistisk udvikling af EU. Hvordan ser Deres vision og fremtidige kompetencefordeling og subsidiaritet ud?

Hvordan forestiller rådsformanden sig, at man kan bevare den svenske alliancefrihed og neutralitet, når formandskabet samtidig har til opgave at fortsætte opbygningen af EU's militære kapacitet?

Til slut vil jeg lykønske det svenske formandskab.

  Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil indlede med at ønske det svenske formandskab for Den Europæiske Union held og lykke.

Som formanden for Rådet ved, består et formandskabs arbejde ikke kun i at forsvare dets nationale interesser, men også i at skabe enighed, så Den Europæiske Unions projekt gør fremskridt. Og den eneste måde, hvorpå der kan gøres fremskridt, er ved at skabe et harmonisk samarbejde mellem de tre institutioner: Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Derfor er vi beroligede over det tilbud om samarbejde, De i dag har givet Parlamentet, især i lyset af de erklæringer, som hr. Poettering nævnte for et øjeblik siden, hvor De tilsyneladende har udtalt, at Kommissionen er en institution, der er belastet af et alvorligt demokratisk underskud, og at Parlamentet efter valget i 1999 og de svenske borgeres lave valgdeltagelse burde opløses. Jeg ved ikke, om disse erklæringer er sande eller falske, om de er blevet dementeret eller ej, men jeg mener, hr. formand, at det kræver en afklaring.

Når det er sagt, har De, når De har talt om værdiernes Europa, nævnt behovet for at eksportere systemet med et charter om grundlæggende rettigheder til tredjelande. Jeg ved ikke helt, hvad De har villet sige med det. Hvis vi skal kræve nogen værdier af tredjelande, som vi ikke har været i stand til at kræve af os selv, er den mest logiske fortolkning måske, at De nu er blevet en brændende fortaler for at gøre chartret om grundlæggende rettigheder bindende og måske indarbejde det i traktaterne.

I starten af Deres indlæg nævnte De Den Europæiske Unions projekt, som De definerede som et fællesskab af velfærdsstater. Og jeg vil sige til Dem, at den fortolkning af velfærd, af det håndgribelige og kontante Europa, af nettomodtageren og af nettosaldoen, er et legitimt, men ufuldstændigt billede af Europa. Velfærdens Europa skal, hr. rådsformand, underlægge sig værdiernes Europa, for Den Europæiske Union udgør og repræsenterer en permanent opfordring til fred, forståelse, enighed og solidaritet. Og det vil vi sætte stor pris på, at rådsformanden ikke glemmer.

  Persson, Rådet. - (SV) Hr. formand, formand for Kommissionen, parlamentsmedlemmer, jeg kan naturligvis ikke kommentere alle synspunkter. Derimod kan jeg kommentere hovedtræk fra et flertal af indlæggene. Jeg vil naturligvis ikke kommentere den svenske indenrigspolitik, da den kan diskuteres i et andet forum, men vil i stedet koncentrere mig om de store europæiske spørgsmål.

Jeg fornemmer, at flere af repræsentanterne - ikke mindst for de store partigrupper - har et stærkt ønske om at samarbejde med formandskabet om at skabe større åbenhed. Alle ved, at det er et spørgsmål, der opfattes forskelligt i Unionen, og derfor står vi over for et vanskeligt og kompliceret arbejde i de nærmeste måneder. Vi mener imidlertid, at en central betingelse for at skabe tillid til Den Europæiske Union, politikken og institutionerne, er åbenhed, mulighed for at følge behandlingen af et spørgsmål, ansvarlighed og åbne diskussioner. Derved kan man skabe et europæisk politisk rum og debatforum, hvilket er forudsætningen for at bygge institutioner, der skaber en øget demokratisk legitimitet. Det, som Poettering, Barón Crespo og andre har sagt, er naturligvis utroligt godt, og noget som jeg tager til mig.

Mange har nævnt udvidelsen - ikke mindst Barón Crespo i hans kraftfulde og visionære indlæg. Parlamentsmedlem Malmström har også spurgt mig, om vi kan give en dato for, hvornår det første land indtræder i Unionen. Jeg ønsker det, vi ønsker det, men vi nævner ingen dato. Vi vil ikke føre den debat, før vi ved, at de nødvendige forhandlinger bliver vellykkede. Jeg tror, at vi ville udsende forkerte signaler, hvis vi opgav et præcist tidspunkt for, hvornår de første af de lande, der nu forhandler om medlemskab, bliver medlemmer af Unionen. Det er et forkert signal, da vi først skal sørge for at få et gennembrud i de vanskelige forhandlinger, vi står over for. Et sådant gennembrud kan finde sted under det svenske formandskab, og så kan vi sandsynligvis fastsætte en dato i Göteborg. Jeg håber, at det bliver tilfældet. Jeg ønsker det, men jeg er ikke sikker.

Når vi taler om de store spørgsmål og udvidelsen, er vi åbenbart tæt på at være enige. En mere stabil støtte til udvidelsen end den, Europa-Parlamentet giver, findes ikke. Det er Europa-Parlamentets projekt mere end nogen anden institutions projekt. Det er Parlamentet, der har stået for udvidelsen. Det er klart, at jeg er meget ivrig efter at få vedtaget den traktat, der blev udarbejdet i Nice, da det er en forudsætning for, at man kan gennemføre udvidelsen. Jeg håber, at vi kan løse de uenigheder i de konkrete spørgsmål, der findes mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet, så vi kan komme videre med udvidelsesspørgsmålet. Udvidelsen er vores fælles ansvar, en historisk mulighed for at standse opdelingen af Europa i øst og vest.

I lighed med det, Andersson fremførte i sit indlæg, mener jeg, at Nice-traktaten trods sine fejl og mangler banede vejen for udvidelsen, hvilket er vigtigt at nævne.

I indlæggene har flere af medlemmerne også nævnt miljøspørgsmålet. Jeg sætter stor pris på det, som Hautala og andre har fremført. Jeg mener, at miljøspørgsmålet ikke skal ses som en bremse på den økonomiske udvikling, men tværtimod som en drivkraft. Alle de store miljøproblemer, som vi nu ser, kan løses med ny teknik. Det er jeg overbevist om. Jeg er også overbevist om, at vi allerede nu i praksis råder over den nødvendige teknik. Vi ved, hvad man burde gøre. Når vores medborgere ser, hvad der f.eks. sker i klimaspørgsmålet, og vi ikke kan nå frem til et fælles svar, vil det naturligvis svække tilliden til vores institutioner. Jeg tror derfor, at topmødet i Göteborg bliver et vigtigt udgangspunkt for vores søgen efter en vej fremad, hvor en politisk indsats faktisk resulterer i ny teknik, forskning, udvikling og tro på menneskers evner. Hvis det lykkes, bliver vi også toneangivende i den teknologiske udvikling, hvilket er nødvendigt, hvis Europa skal være konkurrencedygtig. Se miljøet som en drivkraft og ikke som en bremse og en drøm om svundne tider. Se miljøet som et visionært bidrag til et bedre og mere moderne Europa. Denne fremgangsmåde bør vi kunne have fælles med det store arbejde, som kommissær Wallström udfører med sit miljøhandlingsprogram for kemikaliespørgsmålene og reguleringen heraf. Hvis det lægges sammen, burde vi kunne få lovende resultater i Göteborg. Jeg noterer mig Deres kommentarer til miljøspørgsmålet og er i det store og hele enig med Dem.

Beskæftigelsen er jo i høj grad en politik, der stadig er - og som også i den nærmeste fremtid fortsat vil være - de nationale parlamenters ansvar. Vi har fundet en metode til at gennemføre en fælles udvikling i Unionen gennem den åbne koordinering, der findes i lissabonprocessen. Jeg er helt enig med Rocard i, at den makroøkonomiske diskussion skal have en mere central placering, hvis vi skal komme endnu tættere på fuld beskæftigelse. Hvis jeg skal sige det mere præcist: Hvordan kan vi udnytte det faktum, at vi samarbejder i Den Europæiske Union, for f.eks. at stimulere den økonomiske vækst? Vi befinder os i en situation, hvor vi ikke er letpåvirkelige over for stimulans. Et enkelt land er letpåvirkeligt, men ikke en union af lande. Det er noget, som vi bør diskutere, og det er - det erkender jeg blankt - specielt magtpåliggende for de lande, der allerede har et samarbejde omkring euroen. De har større mulighed for at udnytte situationen eller fremme den økonomiske vækst og dermed beskæftigelsen. Jeg er helt overbevist om, at der bliver sådanne diskussioner i gruppen af eurolande. Det arbejde, der udgør Unionens kerne, findes jo i tilknytning til det indre marked og den fællesskabsretlige operationsmodus i Monnets ånd. Denne kerne findes jo allerede. Det nye består i et samarbejde på et andet felt - det vi f.eks. kalder lissabonprocessen. Det er forskellige udtryk. Uanset hvilken vej vi vælger for samarbejdet, gælder samme krav om åbenhed og gennemsigtighed. Jeg ønsker ikke en situation, hvor staterne eller regeringerne fører lukkede og hemmelige diskussioner uden mulighed for indsigt. Uanset hvilke metoder vi benytter os af, er åbenheden grundlæggende.

Der er blevet sagt meget andet, som jeg føler stærkt for. Jeg vil imidlertid sige, at der er to indlæg, som jeg finder anderledes og specielle, men som har central politisk betydning, og som jeg vil understrege, at jeg har taget til mig. Det, som Olsson siger om fødevarepolitik, madkvalitet og forbrugernes interesse i berettiget beskyttelse og fornyet tillid, er i allerhøjeste grad i tråd med min egen ræsonneren af formandskabets opfattelse.

Olle Schmidt talte om flygtningepolitikken, om en generøs holdning fra Unionens side over for de mennesker, der søger hertil for at få øget tryghed og beskyttelse. Genève-konventionen skal naturligvis være udgangspunktet for en sådan ræsonneren, men vi bør også have andre ambitioner. Det burde vi faktisk have råd til som en rig del af et globalt fællesskab. I fællesskab, ikke enkeltvis. Det er ambitioner, som vi udmærket skulle kunne diskutere og ræsonnere over, og et område, hvor vi kan føre Unionen fremad. Jeg sympatiserer stærkt med Olle Schmidts udtalelser om en humanitær flygtningepolitik.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det svenske formandskab ofte vil holde møder og debatter i Deres smukke bygning. Men vi ser også gerne, at De kontakter os. Jeg kan forsikre Dem om, at vi også gerne ser Dem som gæster i vores noget fjerntliggende og kolde land - et land, som imidlertid i sådanne sammenhænge præges af varme og fællesskab. Velkommen! Jeg ser frem til et samarbejde med alle partigrupper i Parlamentet om udvikling af Unionen.

  Randzio-Plath (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformandskabet for, at det modtager Stockholm-topmødet så positivt og ønsker at opnå økonomisk bæredygtighed af hensyn til fuld beskæftigelse, økonomisk reform, innovation og fremtidssikring i Den Europæiske Union. Hvad vi har brug for i Stockholm, er ikke et topmøde med regelsanering. Vi har brug for et topmøde, som gør det klart, på hvilket plan i Den Europæiske Union alt reguleres bedst, så vi faktisk ved udnyttelsen af det indre marked ikke kun gør fremskridt i erhvervslivets interesse, men også i borgernes og arbejdstagernes interesse.

Derfor vil jeg også gerne rette en bøn til det svenske rådsformandskab: Hvis De vil lægge mere gennemsigtighed og mere demokrati for dagen netop i forbindelse med koordineringen af den økonomiske politik, så begynd med at delagtiggøre Europa-Parlamentet i den makroøkonomiske dialog, i alle initiativer og i udarbejdelsen af hovedtrækkene i den økonomiske politik!

Vi vil i første omgang stille vores forslag som led i en lovgivningsprocedure. Vi vil se, om det svenske rådsformandskab faktisk griber denne bold til overvindelse af det demokratiske underskud og skrider pragmatisk frem med små skridt. Dette er en virkelig dybtfølt bøn fra Europa-Parlamentet, som siden 1994 har plæderet for at træffe en tilsvarende interinstitutionel aftale.

Jeg vil gerne bede rådsformandskabet om fortsat at følge lissabonprocessen konsekvent, idet alle politiske områder, som er nævnt dér, beholder samme prioritering. Det betyder, at vi faktisk gennemfører et passende og tilstrækkeligt policy mix, idet vi praktiserer en politik med social integration, fuld beskæftigelse, økonomiske reformer med klare tidsplaner og også kvalitative kendetegn. Det gælder også finanspolitikken, for vi skal også via investeringspolitikken gøre klart, at borgerne i Europa gennem samarbejdet på det europæiske plan, gennem investeringerne i menneskene, men også i infrastrukturer kan opnå en merværdi.

En sidste bemærkning til det svenske rådsformandskab: På Dem hviler vores håb om, at de til dels meget bekymrede borgere kan opleve euroindførelsen uden frygt. Arbejd intensivt med det belgiske rådsformandskab, og opfordr alle aktører i landsbyerne, byerne og hovedstæderne til samarbejde, for euroen er et dristigt historisk projekt, som kun kan lykkes, hvis alle trækker på samme hammel!

(Bifald)

  Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, kommissær, som De hørte fra vores gruppeformand tidligere i debatten, besøgte PPE-Gruppen Berlin i sidste uge. Før vi tog afsted igen, havde jeg og nogle kolleger lejlighed til at besøge Potsdam, som naturligvis var stedet, hvor den konference fandt sted, hvor præsident Truman, premierminister Churchill - der mærkeligt nok midt i konferencen blev erstattet af Atley - og marskal Stalin blev enige om at bekræfte den deling af Europa, som man var nået frem til ved Yalta-konferencen. Det svenske formandskab har, som vi har hørt under debatten, rejst store håb om, at vi i løbet af de næste seks måneder kan nå frem til genskabelsen af et forenet Europa, men jeg mener, at retorikkens tid er slut, og at det, vi nu skal gå efter, er resultater. Jeg spekulerer på, om fire spørgsmål kunne formidles til det svenske formandskab.

Har det for det første til hensigt at indkalde et råd eller et særligt møde, hvortil der vil blive inviteret regeringsrepræsentanter fra ansøgerlandene, og som skal ikke blot lette forhandlingerne, men også give det nødvendige signal til offentligheden om, at udvidelsen ikke kun er en politisk eksercits, en illusion, et konstant fjernt mål, men at vi virkelig gør de fremskridt, der skal til?

Kunne de bureaukratiske forhandlinger for det andet dæmpes af en forståelse fra tidligere? Det synes på en måde grusomt problematisk, at den måde, hvorpå udvidelsesprocessen præsenteres, blot er et spørgsmål om at indordne sig under et teknisk acquis og måske overse de særlige vanskeligheder, som de baltiske stater og andre central- og østeuropæiske lande stod over for under sovjetsystemet.

Er det svenske formandskab med den tidsplan, vi selv har fastsat, enigt i, at denne nødvendiggør overgangsperioder, og kan vi endelig bekræfte, at der ikke vil blive placeret nye hindringer på ansøgerlandenes vej?

I dag har helt klart været Sveriges dag. Vi håber alle sammen meget stærkt, at det om seks måneders tid i Göteborg endnu en gang ikke kun vil blive Sveriges dag, men Europas dag.

  Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, jeg ønsker det svenske formandskab hjertelig velkommen, selv om vi ikke misunder landet den situation, det overtager formandskabet i. Bag os ligger det mest kaotiske topmøde, som er set i EU's historie. Sagerne blev drøftet helt tæt på ratificeringen af traktaten, og det giver alt andet end et godt billede af topmødets arbejde og Rådets arbejde. Det er derfor vi med tilfredshed skal bemærke, at det svenske formandskab har meddelt, at det har viljen navnlig til at forny Rådets arbejde i en mere åben retning.

Det svenske formandskabs program er fuldvægtigt og ambitiøst, og tiden er virkelig inde til, at der endelig fokuseres på miljøspørgsmålene i bred forstand i Den Europæiske Union. Programmet om en bæredygtig udvikling, som udarbejdes for EU, og som vedtages som en del af Rio plus-processen ved topmødet i Göteborg, skal omfatte alle de bæredygtige elementer, som er blevet prioriteret for EU-formandskabet. Jeg mener, at alle de tre E'er ­ enlargement, employment og environment ­ sikrer bæredygtigheden.

Men jeg er dog en smule bekymret, og nu taler jeg til Kommissionen, for den tidsplan, som sagerne udarbejdes efter, f.eks. for topmødet i Göteborg. Hvordan er det med denne tidsplan muligt for Europa-Parlamentet vægtigt at deltage i f.eks. udarbejdelsen af programmet for bæredygtig udvikling? Men jeg vil takke formandskabet for, at den nordlige dimension er med. Og igen et spørgsmål til Kommissionen om, hvordan der sikres tilstrækkelige ressourcer, f.eks. personaleressourcer, til, at denne nordlige dimensions politik også fra Kommissionens side får lov til at fortsætte.

  Wijkman (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, først vil jeg sige velkommen til det svenske formandskab og dets program, der indeholder mange gode prioriteringer. Ligesom en række af de øvrige talere i dag er jeg oprørt over tendensen til ofte at markere den mellemstatslige model kraftigt på bekostning af det, som vi brugere kalder the community approach, det vil sige en model, der giver Kommissionen en stærkere rolle og betydning.

Jeg noterer mig statsministerens forsikringer om åbenhed, uanset hvilken model der vælges, men spørgsmålet strækker sig naturligvis længere end som så. Kommissær Prodis interessante indlæg bekræfter de udfordringer, vi står over for.

Jeg lyttede opmærksomt til statsministerens kommentarer vedrørende miljøområdet. Det lyder godt, men der er ét problem: De fleste af dagens miljøproblemer hænger direkte sammen med energiforbruget, og problemet er, at Europa i dag savner en energipolitik. Medlemslandene har ikke kunnet nå til enighed om en fælles kuldioxidafgift. Den svenske regering har udtalt, at den ønsker en sådan afgift, men kun hvis der kan skabes enighed herom, hvilket er ensbetydende med ingen beslutning. I 10 år er spørgsmålet blevet blokeret af enkelte regeringer. Hvad er det, der får statsministeren og regeringen til at tro, at det vil ændre sig netop nu? Uden en kuldioxidafgift kan EU ikke opfylde kravene i Kyoto-protokollen. Endvidere vil strategien for en bæredygtig udvikling, der skal behandles i Göteborg, få voldsom slagside, hvis ikke EU tager et samlet greb om energispørgsmålene. Kommissær Prodi behandlede spørgsmålet på glimrende vis, hvilket også flere andre talere har gjort. Spørgsmålet er, om den svenske regering er villig til at tage sagen op til fornyet overvejelse.

Til slut vil jeg sige, at jeg - præcis som Olle Schmidt - gerne havde set et fjerde "e", nemlig for empati. Det skulle imidlertid ikke bare gælde i flygtningespørgsmålene, men også i forholdet til den tredje verden.

Tobin-skatten er blevet nævnt i dag, men jeg tror, at den er umulig at gennemføre. Man kan f.eks. indsamle flere penge til globale problemer ved at arbejde på, at samtlige EU-medlemslande lever op til kravet om at give 0,7% af deres BNP til bistand. Desuden kan man, som Carlsson sagde, sænke tolden på ulandenes produkter! Er den svenske regering villig til at arbejde herfor?

  Von Wogau (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger, i denne debat er det kommet meget tydeligt til udtryk, at flertallet af medlemmerne i Europa-Parlamentet er skuffet over Nice-resultatet. Den egentlige grund til det er følgende: Gennemsigtighed og demokrati er i Nice løbet ud i sandet for Den Europæiske Union. Hvad er der sket? Vi oplever, at det kvalificerede flertal slår igennem på flere og flere områder i Rådet. Derved bliver kontrollen umulig at gennemføre for de nationale parlamenter, hvis afgørelser jo kan nedstemmes gennem tilsvarende flertal i Rådet.

Men i denne demokratiske kontrols sted er desværre ikke trådt den demokratiske kontrol ved Europa-Parlamentet og desværre heller ikke Europa-Parlamentets fælles beslutningstagning. Her ligger efter min overbevisning den afgørende svaghed i det, der blev besluttet i Nice.

Hr. rådsformand, Sverige har en lang tradition for demokrati og gennemsigtighed. Jeg er overbevist om og forventer af det svenske rådsformandskab, at det vil støtte os i vores bestræbelser på at udligne denne mangel fra Nice og på igen at styrke den demokratiske afgørelses legitimitet i Den Europæiske Union.

Jeg vil gerne berøre endnu et punkt. Under det svenske rådsformandskab skal indførelsen af euroen, det vil sige indførelsen af sedler og mønter i 12 lande i Den Europæiske Union, forberedes. Det spørgsmål, som vi stiller os selv igen og igen, lyder: Hvem repræsenterer euroen udadtil? Efter min overbevisning skulle Europa-Kommissionen gøre det i højere grad, end det hidtil har været tilfældet. Det franske rådsformandskab har givet os en klar oplysning. I henhold til den repræsenterer formanden for Euro 12 euroen udadtil. Det fører igen til en paradoksal situation. I almindelige spørgsmål af økonomisk-politisk art repræsenterer den svenske finansminister Den Europæiske Union udadtil, mens denne opgave, når det drejer sig om euroen, tilkommer den belgiske finansminister. Det forstår allerede vi i Europa-Parlamentet ikke - hvordan skal så borgerne i Den Europæiske Union forstå det? Hvordan skal markederne forstå det? Her skal vi gøre alt for, at der kommer til at råde fornuftige forhold!

Et vigtigt bidrag i den retning kan De yde, hr. udenrigsminister. Hvis det lykkes Dem at overbevise Deres landsmænd om, at euroen er et godt projekt, at den indadtil er stabil, at dens stabilitet udadtil også bliver bedre og bedre, hvis De kan overbevise dem om at være med til at bære dette den europæiske integrations store arbejde, bidrager De dermed også til, at dette område af Den Europæiske Union også vil kunne forstås bedre af borgerne.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

FORSÆDE: Alonso José PUERTA
Næstformand

7. Spørgetid (Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0001/2001).

Spørgsmål nr. 1 af Maj Britt Theorin (H-0952/00):

Om: EU-Kina-topmødet

IOM oplyser i en ny rapport, at den kinesiske kvindehandelsmafia er meget velorganiseret, og at kvinder sælges på markeder i hele Kina. Fortjenesten er relativt høj (ofte over 30.000 euro), og IOM udtrykker bekymring for en voldsom forøgelse af den kinesiske handel med kvinder, både internt og navnlig til Vesteuropa.

På EU-Kina-topmødet den 23. oktober 2000 drøftede Det Europæiske Råd og Kommissionen spørgsmålet om ansvaret for repatriering af illegale indvandrere. Tog Rådet også problemet med den udbredte handel med kinesiske kvinder og piger op til behandling?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Rådet fandt det meget positivt, at man kunne indlede en dialog med Kina om migrationsspørgsmål, specielt om ulovlig migration og repatriering af kinesiske borgere, der opholder sig ulovligt i medlemslandene. Inden topmødet med Kina blev der afholdt et møde i Bruxelles med tjenestemænd fra formandslandet, Kommissionen og en kinesisk delegation for at identificere og definere områder, der kan gøres til genstand for et kommende samarbejde. Der blev lagt særlig vægt på informationsudveksling mellem myndigheder og organisationer, der arbejder med spørgsmål vedrørende menneskehandel og ulovlig migration. Der er planlagt flere sådanne møder, og det næste finder sted i Beijing om nogle uger. I øjeblikket forberedes mødet på ekspertniveau.

Som Theorin sikkert ved, gav Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira udtryk for bekymring over de tragiske hændelser i Dover i fjor og fordømte de kriminelle handlinger, der begås af personer, der profiterer af sådanne menneskesmuglinger. Det Europæiske Råd gav Unionen til opgave at intensivere samarbejdet for at bekæmpe denne type af grænseoverskridende kriminalitet. Det franske formandskab svarede på Rådets opfordring og kom med flere initiativer som led i kampen mod de kriminelle netværk, der organiserer menneskesmugling og handel med mennesker.

Selv om det konkrete problem, som Theorin nævner, ikke blev diskuteret under EU-Kina-mødet den 23. oktober i fjor, kender Rådet udmærket til problemet med handel med kvinder og piger. Det handler ikke kun om handel med kvinder og piger fra Kina, men også fra visse andre lande, der ikke ligger langt fra EU. Som formandsland tog Sverige inden for ASEM-samarbejdet, som Kina også deltager i, spørgsmålet om handel med kvinder og børn op i efteråret 2000. Det første skridt var et ekspertmøde i slutningen af november sidste år med deltagelse af eksperter fra både Asien og Europa. Henstillingerne fra dette møde bliver fremlagt på ASEM's udenrigsministermøde i Beijing i maj i år.

  Theorin (PSE). - (SV) Det svenske formandskab, det glæder mig, at Rådet tager spørgsmålet seriøst og alvorligt, for det er meget, meget alvorligt. Titusindvis af kvinder og piger købes og sælges hvert år i Kina - mange til vesten. De mest populære områder er de fattige provinser. IOM har i en ny rapport konstateret, at de vestlige myndigheder er stødt på store vanskeligheder, når de har forsøgt at få bugt med kvindehandel fra Kina, og at man vil se en voldsom stigning i denne handel, hvis ikke der indføres effektive foranstaltninger.

Også internt i Kina er der en enorm handel med kvinder. Som en direkte følge af etbarnspolitikken og de kinesiske familiers forkærlighed for sønner findes der i dag 70 millioner ugifte mænd i Kina. Den internationale koalition mod kvindehandel rapporterer om byråd, der indkøber hundredvis af kvinder, som efterfølgende fordeles blandt byens enlige mænd, fordi det er synd for disse mænd. Det er udmærket, at De har nedsat dette råd efter Dover-skandalen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ekspertorganer - f.eks. IOM og den internationale koalition mod kvindehandel - bliver en del af dette råd. Hvordan påtænker Rådet at udnytte sine kontakter i Kina til at bringe kvindehandlen på dagsordenen i Kina?

  Danielsson. - (SV) Der er al mulig grund til, at de nedsatte arbejdsgrupper inden for rammerne af Unionens arbejde hurtigt og effektivt kontakter andre internationale organisationer, der arbejder med disse spørgsmål. IOM er nok den organisation, der ligger inde med den største viden på området. Jeg går ud fra, at der meget hurtigt bliver skabt sådanne kontakter.

Jeg vil også understrege, at kampen mod kvindehandel generelt fremhæves som et vigtigt spørgsmål i det svenske formandskabs aktivitetsprogram. Vi vil gerne bekæmpe dette uhyggelige fænomen over en bred front, ikke bare i Kina, men også globalt.

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål nr. 3 af David Robert Bowe (H-0956/00):

Om: Faciliteter for EU-borgere i Mekka

Jf. EF-traktatens artikel 20, nyder enhver unionsborger i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsentereret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat. Hvilke faciliteter yder Den Europæiske Union unionsborgere i Mekka i forbindelse med Haj-pilgrimsfærden?

  Danielsson, Rådet. - (SV) De kære parlamentsmedlemmer gøres opmærksom på, at der er vedtaget to beslutninger om en implementering af artikel 20 i EF-traktaten. Den første handler om støtte til alle borgere i Den Europæiske Union gennem diplomatiske og konsulære repræsentationer. Den anden beslutning handler om gennemførelsesbestemmelser for ovennævnte beslutning. I bilaget til denne beslutning anføres det, under hvilke forhold medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer kan hjælpe de enkelte unionsborgere. Storbritannien stiller konsulære tjenester til rådighed i Mekka under pilgrimsfærden Hadj. Der er flere konsulater i Jeddah, der kan hjælpe EU-borgere under pilgrimsfærden.

  Bowe (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg takker den svenske repræsentant for hans svar, men det besvarer ikke fuldt ud mit spørgsmål. Han har ganske ret, når han siger, at den britiske regering yder visse typer af konsulære tjenester til britiske muslimer i Mekka under Hadj-pilgrimsfærden. Men disse konsulære tjenester er ikke til rådighed for muslimer fra andre EU-medlemsstater, som måtte være dér under samme vilkår og betingelser, som er opereret af de saudiarabiske myndigheder, som britiske muslimer. Det forekommer en smule mærkeligt, at der samtidig med, at vi burde have lige repræsentation og behandling for alle EU-borgere under de omstændigheder, som jeg har beskrevet, er ulige behandling og ulige repræsentation for EU-borgere. Ville den svenske minister være så venlig at forsikre os om, at han vil tage denne sag op og undersøge de omstændigheder, hvor denne form for ulige behandling finder sted, for at sikre, at folk uanset religion eller nationalitet modtager samme behandling fra individuelle medlemsstaters konsulære myndigheder?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Jeg kan ikke alene forsikre det ærede parlamentsmedlem om, at spørgsmålet skal behandles. Jeg kan også berolige ham med, at hans uro er uberettiget. I den beslutning, jeg nævnte tidligere, står der, at hvis den person, der søger konsulær bistand, er EU-borger, skal den diplomatiske eller konsulære repræsentation fra en anden medlemsstat behandle ansøgeren, som om han var borger i den medlemsstat, som ambassaden eller konsulatet repræsenterer. Der skulle således ikke kunne opstå den diskriminerende situation, som parlamentsmedlemmet frygter, da unionsborgere skal behandles ens. Jeg er overbevist om, at Det Forenede Kongeriges repræsentation i dette tilfælde optræder solidarisk og behandler alle unionsborgere ens. Det skal den i hvert fald gøre ifølge de vedtagne beslutninger.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Paul Rübig (H-0957/00):

Om: Markedsovervågning i forbindelse med CE-mærkning

Kan der i øjeblikket sikres en tilstrækkelig effektiv markedsovervågning med hensyn til overholdelsen af bestemmelserne om CE-mærkning på europæisk plan?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Det er meget vigtigt for Rådet med en effektiv markedsovervågning, så man kan sikre sig overholdelse af de grundlæggende krav i direktiverne vedrørende CE-mærkning, der udarbejdes med udgangspunkt i den såkaldte nye metode. Der er tale om en ny metode til harmonisering af tekniske krav til varer i direktiver.

Overvågningen af, hvorvidt bestemmelserne vedrørende CE-mærkning af varer overholdes, er et fælles anliggende for Kommissionen og medlemsstaterne. Det er i første omgang medlemsstaternes ansvar gennem f.eks. en godkendelse at sørge for, at disse organer lever op til kravene og fungerer effektivt. Kommissionen har fået en central rolle med hensyn til at sikre ensartethed og høj standard hos de tilsynsførende organer. Tilsynsmyndighederne er nationale, og medlemsstaterne oplyser Kommissionen om, hvilke nationale organer der skal varetage kontrollen.

Kommissionen fastsætter til gengæld programmer for at sikre, at markedsovervågningen organiseres ensartet i medlemsstaterne. For at overvåge den nye metode opretter de organer, som medlemsstaterne har tilmeldt, f.eks. samarbejdsgrupper for hvert enkelt direktiv.

  Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, CE-mærkning danner et væsentligt grundlag for forbrugerbeskyttelsen. Men den er en rent kvantitativ foranstaltning. Her skal det blot godtgøres, at eksisterende europæiske bestemmelser overholdes. For forbrugerne er det helt sikkert for lidt. Forbrugerne ønsker også kvalitative prøvnings- og certificeringsprocedurer, således at de kan konstatere, om et produkt ligger over de gennemsnitlige standarder og således også opfylder deres krav.

Derfor er ekstern certificering af især sikkerhedsdele helt afgørende. Vi oplevede med togulykken i Eschede, at der kan ske meget store ulykker, hvis det kun er jernbanen selv, der kontrollerer, og der ikke foretages ekstern certificering. Mener De, at vi fremover bør styrke den eksterne certificering i Den Europæiske Union?

  Danielsson. - (SV) Som jeg nævnte tidligere i mit indledende svar til det kære parlamentsmedlem, er det i første omgang Kommissionen, der skal sikre en ensartet bedømmelse af såkaldte uoverensstemmelser. Jeg vil derfor foreslå, at det kære parlamentsmedlem i første omgang henvender sig til Kommissionen for eventuelle yderligere oplysninger i denne sag.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Alexandros Alavanos (H-0965/00):

Om: Politiske fangers sultestrejke i Tyrkiet

I Tyrkiet er snesevis af politiske fanger døden nær, fordi de nu i næsten to måneder har gennemført en sultestrejke i protest mod de umenneskelige forhold i de tyrkiske fængsler. Samtidig meddeler Europarådet, at tortur fortsat er sædvanlig praksis på politistationerne i Tyrkiet, og Amnesty International fordømmer, at Tyrkiet ustraffet kan anvende tortur og generelt krænke menneskerettighederne, og anmoder Den Europæiske Union om at kræve, at torturen ophører øjeblikkeligt og ikke i år 2002-2003, som det er fastsat i proceduren for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union. Vil Rådet henvende sig til den tyrkiske regering for at få den til at træffe foranstaltninger med henblik på at forbedre tilstanden i de tyrkiske fængsler, så at fangerne ophører med deres sultestrejke? Vil det vedtage Amnesty Internationals anmodning om, at torturen skal ophøre øjeblikkeligt, som led i proceduren for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Den tyrkiske regering ved sandsynligvis udmærket, at Unionen har et stærkt ønske om at få forbedret situationen i de tyrkiske fængsler og få torturen afskaffet. Rådet glæder sig over, at Tyrkiet har indledt en reform af fængselssystemet, og at landet også er villig til at samarbejde med den europæiske komité for torturbekæmpelse. Tortur er et af de største og mest presserende problemer i Tyrkiet. Rådet har også taget spørgsmålet med som en prioritering i sit udkast til et tiltrædelsespartnerskab for Tyrkiet, nemlig "at styrke retsreglerne og vedtage alle nødvendige foranstaltninger for at styrke bekæmpelsen af tortur og sørge for efterlevelse af reglerne fra den europæiske komité mod tortur". Det betyder bl.a., at Rådet forventer, at Tyrkiet gør betydelige fremskridt på området inden udgangen af indeværende år.

Hvad angår standarden i de tyrkiske fængsler, har EU gentagne gange krævet, at det tyrkiske fængselssystem lever op til de internationale normer. Rådet har derfor i sine prioriteringer på mellemlangt sigt i udkastet til et sådant tiltrædelsespartnerskab indført krav om, at forholdene i de tyrkiske fængsler tilpasses FN's regler i spørgsmål om minimumsnormer for behandlingen af fanger.

Med hensyn til de menneskeliv, der desværre gik tabt under de seneste uroligheder i tyrkiske fængsler, samt rapporten om tortur og mishandling under fangetransporter har Unionen taget spørgsmålet op i sine bilaterale kontakter med de tyrkiske myndigheder. Unionen tolererer naturligvis ikke tortur og mishandling af fanger. De tyrkiske myndigheder har i kontakterne med Unionen afvist alle påstande om tortur og mishandling. Rådet vil naturligvis fortsat følge udviklingen nøje.

  Alavanos (GUE/NGL) . - (EL) Jeg hører også til de medlemmer, som imødeser det svenske formandskab med store forhåbninger, hvad menneskerettighedsspørgsmål angår. Og det gør jeg, fordi det land, der har formandskabet, er et land, som i praksis har udvist stor følsomhed og afholdt sig fra opportunisme, når det drejer sig om menneskerettighedsspørgsmål. Og her vil jeg gerne sige, at formandens holdning alligevel bekymrer mig. "Vi følger udviklingen, måske har der været nogle kedelige begivenheder, under alle omstændigheder har Tyrkiet forsikret os om, at der ikke foregår noget …"

Jeg vil gerne spørge formanden: Vil det svenske formandskab på baggrund af den tragedie, vi har overværet, med et officielt tal på 60 døde, med mishandlinger, med mennesker, som kan sidde i fængsel, fordi de har talt deres modersmål, og med omkring 200 fanger, der fortsat er i sultestrejke, tage et officielt initiativ til at afkræve den tyrkiske regering forklaringer og løfter, og vil det svenske formandskab gå ind i sagen omkring løsladelsen af parlamentsmedlemmet Leyla Zana, der har modtaget Parlamentets Sakharovpris?

  Danielsson. - (SV) Jeg vil blot minde om, at den partnerskabsaftale, der nu findes med Tyrkiet i form af et udkast, ifølge Rådet udgør en glimrende mulighed for at holde et vågent øje med Tyrkiet, hvad angår tortur, forholdene i fængsler og menneskerettigheder i almindelighed. Rådet har naturligvis til hensigt at benytte sig af de muligheder, der findes inden for rammerne af denne aftale, for at få udviklingen i Tyrkiet til at gå i en retning, der er forenelig med de fælles værdier, vi har i Unionen.

  Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) En stor del af fangerne i de tyrkiske fængsler må betragtes som politiske fanger. I Tyrkiet dømmer man stadig mennesker af politiske årsager. Jeg overværede selv en retssag den 21. december i fjor i Djarbakir i det sydøstlige Tyrkiet, hvor en syrisk præst risikerede tre års fængsel blot for at have omtalt folkemordet på armeniere og syrere i 1915. Det var hans eneste "forbrydelse", og det skulle han straffes for.

Vil Rådet kræve ændringer i den tyrkiske straffelov og tage konkrete tilfælde som dette op, når der er tale om at fængsle mennesker af politiske årsager?

  Danielsson. - (SV) Egentlig kan jeg besvare Sjöstedts spørgsmål på samme måde, som jeg besvarede det forrige spørgsmål. I og med at Unionen erklærede Tyrkiet som et ansøgerland på topmødet i Helsinki, har vi nu helt andre muligheder for at følge udviklingen i Tyrkiet nøje og påpege enhver afvigelse fra de normer, der bør gælde for et ansøgerland. Jeg ser det derfor som en meget vigtig opgave også under det svenske formandskab at sørge for, at udviklingen i Tyrkiet lidt efter lidt nærmer sig den europæiske familie i højere grad, end det tidligere har været tilfældet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Jonas Sjöstedt (H-0967/00):

Om: Åbne rådsmøder

Det svenske formandskab har udtalt, at det er yderst vigtigt med åbenhed i EU's arbejde.

Hvor mange helt offentlige rådsmøder vil der blive afholdt under det svenske formandskab fra den 1. januar til den 30. juni 2001?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Som det sikkert også er fremgået af den præsentation af aktivitetsprogrammet, som statsministeren fremlagde for et øjeblik siden, lægger det svenske formandskab meget stor vægt på, at Rådets arbejde er offentligt og tilgængeligt for borgerne i EU, og at lovgivningsarbejdet giver mulighed for gennemsigtighed. Det svenske formandskab arbejder aktivt på at gøre flest mulige debatter offentlige inden for de gældende formelle rammer.

Rådets forretningsorden tillader ikke helt offentlige rådsmøder, hvilket Sjöstedt sikkert også ved. Derimod kan der afholdes offentlige rådsdebatter. I Helsinki besluttede Det Europæiske Råd i december 1999, at Rådet (almindelige anliggender) og ØKOFIN-Rådet hvert halve år skulle afholde offentlige debatter om Rådets arbejdsprogram. Denne beslutning er nu efterhånden blevet indarbejdet i Rådets forretningsorden. Også andre rådskonstellationer afholder offentlige debatter.

Det svenske formandskab havde derfor som en af sine første prioriteringer at oprette en fortegnelse over offentlige debatter, der skulle dække mest muligt af Rådets arbejde. Derfor har vi nu udarbejdet en fortegnelse over de offentlige debatter, der finder sted under vores formandskab. Der bliver afholdt ni sådanne debatter i det, man kan betegne som de vigtige og centrale rådskonstellationer, og den første debat finder sted allerede på fredag, når ØKOFIN-Rådet afholder debat om sit arbejdsprogram. Derefter fortsætter debatterne i det næste halve år frem til den sidste åbne debat i Rådet (kultur) i juni, der handler om beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold i medierne. Med disse foranstaltninger har vi bragt åbenheden i rådsarbejdet endnu et skridt fremad. Der er bestemt et stykke vej endnu, men lad ikke det bedste blive det godes fjende, hr. Sjöstedt.

  Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Nej, jeg skal ikke lade det bedste blive det godes fjende. Der er bare det ved det, at hvis man fortsætter i Ministerrådets tempo, når man nok ikke målet om offentlige møder før om hundrede år. Ni debatter er faktisk ikke særligt imponerende, hvis jeg må sige det rent ud.

Jeg synes, at det er en demokratisk selvfølge, at borgerne har ret til indsigt i deres vigtigste lovgivende forsamling, og det er jo i høj grad EU's Ministerråd i Den Europæiske Union. Det handler ganske enkelt om et grundlæggende krav om demokrati. Hvis Rådets forretningsorden hindrer, at afstemninger og hele rådsmøder, hvor der lovgives, bliver åbne, burde man straks ændre denne antikke forretningsorden. Vil vi se et sådant initiativ fra det svenske formandskab, der jo prioriterer åbenheden højt, hvilket jeg finder meget vigtigt og positivt?

  Danielsson. - (SV) Som Sjöstedt sikkert ved, agter det svenske formandskab at gøre, hvad det kan, for at fremme åbenhed i det halve år, Sverige har formandskabet. Det synes vi egentlig, at vi gør ved at gøre flere debatter åbne.

Vi kan drage paralleller til de fleste nationale parlamenter. Tag f.eks. den svenske Rigsdag. Lovgivningsarbejdet i den svenske Rigsdags udvalg er ikke offentligt tilgængeligt, medmindre man specifikt beslutter det, og der er en grund hertil. Der er brug for politisk enighed, men der er naturligvis også brug for størst mulig åbenhed.

Jeg kan forsikre Dem om, Sjöstedt, at vi gør, hvad der står i vores magt, for at fremme vores holdninger, men Rom blev ikke bygget på én dag. Også en lang march starter med et lille skridt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Lennart Sacrédeus (H-0970/00):

Om: Demokrati og menneskerettigheder i Belarus

Ud fra et fælles hensyn anser EU det som sin opgave at forsvare demokrati, menneskerettigheder og retsstatslige principper. Som nabo til ansøgerlandene Letland, Litauen og Polen ligger Belarus, hvor ingen af de tre nævnte principper kan siges at være overholdt tilfredsstillende, hvorfor der er en åbenbar risiko for en spredningseffekt til de omkringliggende lande. Den parlamentariske trojka bestående af EU, Europarådet og OSCE aflagde den 16. oktober i Minsk en særdeles kritisk rapport om det manglende demokrati i Belarus i tilknytning til det valg, som havde fundet sted i landet. Blandt de mange forsvundne personer kan nævnes tidligere indenrigsminister Jurij Zaherenko, tidligere parlamentsformand Victor Gonchar og den russiske filminstruktør Dmitrij Zavadskij.

Hvilke konkrete initiativer agter det svenske formandskab at tage for at bidrage til at ændre situationen i Belarus i demokratisk retning, og hvilke foranstaltninger vil det træffe for at skabe klarhed over, hvad der er sket med de forsvundne?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Desværre har det kære parlamentsmedlem ganske ret i, at Hviderusland ikke på tilfredsstillende vis overholder principperne om demokrati, menneskerettigheder og retsstatslige principper. Rådet er vel vidende om den tilstand, der længe har hersket i landet, og det følger udviklingen meget nøje. EU har gentagne gange opfordret de hviderussiske myndigheder til at respektere de internationale normer på disse meget vigtige områder. Samtidig har Unionen benyttet enhver lejlighed til at fremme udviklingen af et sundt civilt samfund i Hviderusland.

Det svenske formandskab vil med stor beslutsomhed fortsætte de tidligere formandskabers anstrengelser for at fremme den demokratiske udvikling i Hviderusland. Rådet mener, at det kun er gennem sådanne forbedringer, at det hviderussiske folk fuldt ud kan udøve sin magt med hensyn til landets fremtid. Ved at vælge en ny præsident får befolkningen i år mulighed for at træffe en afgørende beslutning om, hvordan dens fremtid skal være. Inden for de gældende rammer vil Rådet opmuntre de demokratiske kræfter mest muligt til at sikre, at vælgerne får et ægte og troværdigt udvalg af kandidater. EU's støtte til det civile samfund samt til de forskellige organisationer og medier er et vigtigt bidrag til demokratiets fremme.

Som nabo til Letland, Litauen og Polen kommer Hviderusland snart til at grænse op til et udvidet EU. Det er derfor Rådet særligt magtpåliggende, at Hviderusland udvikles til en partner på langt sigt, og at de nye demokratier i ansøgerlandene klarer de udfordringer, som de kan blive stillet over for. Det tre nævnte lande har alle spillet en vigtig og aktiv rolle gennem deres bilaterale diplomatiske forbindelser med Hviderusland. Desuden kan de tjene som værdifulde forbilleder for Hviderusland i spørgsmål om reformer og demokrati.

I lighed med disse lande har EU fastholdt, at en politik, der går ud på at isolere Hviderusland, vil virke direkte imod hensigten. Derfor har EU bestræbt sig på at holde kommunikationsvejene til myndighederne i Hviderusland åbne og forsøgt at fremme udviklingen af bedre forbindelser. Samtidig har Unionen fortsat forsøgt at presse landet til at opfylde sine forpligtelser og give OSCE's bistands- og overvågningsgruppe frihed til at handle, når den fuldt lovligt forsøger at leve op til sit mandat. I løbet af de næste par uger vil Unionen endnu en gang fremsætte sit synspunkt direkte for myndighederne i Minsk. Unionen vil givetvis også benytte lejligheden til at tage sagen op om de to personer, der forsvandt for nylig.

  Sacrédeus (PPE-DE). - (SV) Det er en stor glæde og ære at byde Lars Danielsson og det svenske formandskab velkommen. Aldrig tidligere har det svenske sprog - ærens og heltenes sprog - fyldt denne sal som i dag. En varm tak for Deres svar!

Jeg har nogle få tillægsspørgsmål. Det drejer sig om den politiske union, der de facto findes mellem Hviderusland og Polen, samt om, i hvilken grad det svenske formandskab også lægger vægt på, at Rusland som en del af en politisk union med Hviderusland indser de demokratiske implikationer og den status, som Rusland har i verdenssamfundet via sin union med et land, der næppe kan beskrives som et demokrati.

De har nævnt præsidentvalget i Hviderusland i 2001. Men 20% af kandidaterne til efterårets såkaldte parlamentsvalg - jeg deltog selv som observatør - blev frasorteret. Desuden vil jeg fremhæve værdien af, at EU handler, så der ikke bliver spredningseffekter. Vi mærker jo en foruroligende udvikling, hr. Danielsson, i nabolandet Ukraine. Vi kan ikke undervurdere faren for en spredning af det, der sker i Hviderusland, for vi må aldrig glemme, at regimet i Minsk faktisk har blod på hænderne.

  Danielsson. - (SV) Jeg tror, at det er helt rigtigt, som Sacrédeus gør, at se på udviklingen i Hviderusland i sammenhæng med udviklingen i Rusland og Ukraine. I det aktivitetsprogram, som formandskabet præsenterer for samarbejdet mellem EU og Rusland i Rådet (almindelige anliggender) på mandag i næste uge, tales der meget om behovet for at tale med Rusland om situationen i nabolandene Hviderusland og Ukraine.

Vi håber, at vi vil møde en noget større forståelse fra russisk side også over for det ansvar, som Rusland har med hensyn til at påvirke udviklingen i Hviderusland i positiv retning. Det skal vi forene med de ihærdige anstrengelser, som jeg nævnte tidligere i mit indledende svar. Vi tror, at det er vigtigt at påvirke Hviderusland, der jo ligger nærmere det øvrige Europa, end mange måske tror, hvis ikke de har studeret kortet nøje. Det er utroligt vigtigt, at vi fra Unionens side udnytter alle muligheder for at fremme en demokratisk udvikling i Hviderusland.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af María Izquierdo Rojo (H-0974/00):

Om: Forfulgte kvinder uden asyl eller tilflugtssted

I visse lande er kvinderne udsat for grusomme forfølgelser og straffe, som udgør en overtrædelse af deres grundlæggende menneskerettighed, og som kan føre til, at de udsættes for skamferinger, eller at de mister livet. Ofte har dette rod i fundamentalistiske love eller fremgangsmåder og traditioner, som stammer fra forfædrene. Den Europæiske Union har erklæret, at den er rede til at forsvare kvinderne over for sådanne uantagelige forfølgelser og straffe, men ikke desto mindre har den endnu ikke omsat sine erklæringer i politiske foranstaltninger eller afgørelser, som kan give anledning til forhåbninger.

Ville Rådet derfor overveje at vedtage foranstaltninger med henblik på at kvinder, der lider under sådanne situationer, kan få politisk asyl eller tilflugtssted i Den Europæiske Union?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Rådet er vel vidende om den type forfølgelse og lemlæstelse, som det kære medlem nævner i sit spørgsmål. Hos CIREA, det vil sige Center for information, diskussion og udvekslinger om asylspørgsmål, overvåger man kontinuerligt situationen i asylansøgernes oprindelseslande. De faktorer, der her nævnes, taler man om, når medlemsstaterne behandler asylansøgninger fra personer, der er blevet udsat for sådanne overgreb. Man bør imidlertid huske på, at CIREA's undersøgelser viser, at kvinder, der er udsat for vold, voldtægt eller skamferinger, ikke altid anfører disse hændelser som den primære grund til deres asylansøgning.

Som det kære parlamentsmedlem sikkert husker, blev man på Det Europæiske Råd i Tampere i 1999 enig om at arbejde for oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem, der bygger på en fuldstændig og komplet anvendelse af Genève-konventionen, så man på denne måde garanterer, at ingen sendes tilbage til forfølgelse. Dette system bør omfatte en tilnærmelse af reglerne for anerkendelsen og indholdet af flygtningestatus.

Rådet er også nået til enighed om, at dette system bør suppleres med foranstaltninger vedrørende andre former for beskyttelse, der tilbyder en passende status til dem, der har brug for en sådan beskyttelse.

I december i fjor nåede Rådet frem til en række konklusioner om, hvordan man skal tage imod asylansøgere. Disse konklusioner, som skal ligge til grund for det forslag til Rådets direktiv, som Kommissionen fremlægger til foråret, indeholder bl.a. forskrifter om, at værtslandet skal tilbyde specialsygepleje til asylansøgere, der har været udsat for tortur, voldtægt eller andre grove overgreb. Rådet afventer nu Kommissionens forslag, og når det kommer, agter det svenske formandskab at behandle det som en prioriteret forespørgsel.

I de seneste år har Kommissionen også udtrykt ønske om at udarbejde et forslag til reglerne for anerkendelsen og indholdet af flygtningestatus og supplerende former for beskyttelse. Spørgsmål om, hvordan forfølgelse på grund af køn skal ses i denne sammenhæng i Unionen, vil sikkert blive gjort til genstand for en omfattende analyse.

  Izquierdo Rojo (PSE). - (ES) Jeg vil spørge formanden for Rådet, om han går ind for, at man i Den Europæiske Union i forbindelse med visum- og asylansøgning behandler kvinder som individuelle personer, uden at de skal være afhængige af en ægtefælle eller værge. Går De, hr. rådsformand, ind for, at vi behandler kvinder, der søger visum eller asyl, som individer? Vær venlig at svare mig på det. Jeg håber, at De svarer bekræftende.

  Danielsson. - (SV) jeg er selvfølgelig for en sådan ordning. Selvfølgelig skal alle individer behandles som individer. Dernæst må vi også huske på, at mange asylsager handler om familiesammenføringer af forskellig slags. Det kan betyde, at hvis et familiemedlem har fået asyl, så indvirker det på sagsbehandlingen for andre medlemmer af samme familie. Dermed afviger man jo lidt fra princippet om individuel behandling, men det grundlæggende svar på medlemmets spørgsmål er et ja.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Niall Andrews, overtaget af Brian Crowley (H-0976/00):

Om: Irak og ophævelsen af sanktionerne

Vil Rådet under det svenske formandskab angive, hvordan det prioriterer situationen i Irak, og vil det især give et klart løfte om, at det vil presse på for at få ophævet sanktionerne, der indvirker på mænds, kvinders og børns helbred og velfærd?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Det irakiske folks levevilkår udgør sammen med ønsket om at skabe varig fred og stabilitet i området de vigtigste elementer i Rådets politik over for Irak. Rådet undersøger i øjeblikket Unionens muligheder for at yde en indsats på det humanitære og kulturelle område inden for rammerne af de gældende resolutioner om Irak fra FN's Sikkerhedsråd. Det gælder specielt resolutionen om programmet olie mod mad. Men det er også vigtigt, at den irakiske regering samarbejder, hvis et sådant program skal gennemføres.

Den Europæiske Union vil også stadigvæk fuldt ud anvende de resolutioner, som FN's Sikkerhedsråd har udfærdiget over for Irak. Resolution 1284 fra 1999 giver mulighed for at hæve sanktionerne, hvis Iraks regering samarbejder fuldt ud med FN's inspektører med ansvar for nedrustningen i Irak. I den forbindelse bemærker og glæder Rådet sig også over nedsættelsen af en arbejdsgruppe under FN, der skal udarbejde generelle henstillinger om at forbedre FN's sanktioner og gøre dem mere målrettede, så man undgår unødvendige menneskelige lidelser.

  Crowley (UEN). - (EN) Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar og også ønske ham held og lykke med det svenske formandskab.

Men mener formandskabets repræsentant som en opfølgning på det, han allerede har sagt, at den kompensationskommission, der har sæde i Genève, skal fortsætte? Som De ved, beskæftiger denne kommission sig også med spørgsmålet om krigsskadeerstatninger efter Golfkrigen.

Vi har allerede set de negative virkninger af sanktionerne rent pr-mæssigt, og hvordan de bruges af Saddam Hussein til at slå Vesteuropa såvel som amerikanerne og FN og til at få hans folk til at bakke ham op. Udtalelsen i går aftes var, at dette var det godes sejr over det onde, og at Saddam Hussein var god, og resten af verden var ond. Vi går hans ærinde, hvis vi sikrer, at folk bliver nægtet adgang til medicin, fødevarer og andre livsfornødenheder.

  Danielsson. - (SV) Jeg finder det vigtigt at huske på, at den grundlæggende betingelse for en ophævelse af sanktionerne mod Irak er, at det irakiske regime fuldt ud samarbejder med primært FN's inspektører om kontrollen af, hvorvidt Irak stadig råder over masseødelæggelsesvåben. Det er dét, der også er det afgørende punkt for Unionen, når det handler om at diskutere eventuelle ændringer i sanktionerne.

Hvad angår FN's kompensationskommission med hovedsæde i Genève, som jo siden Golfkrigen har arbejdet med at regulere krav, der er en følge af krigen, finder jeg det klogt at afvente FN's vurdering af, hvordan dette arbejde skal fortsætte, inden man fra Unionens side tager stilling til, om denne virksomhed skal fortsætte eller ej.

Jeg vil understrege, at jeg finder det nødvendigt, at vi også fra Unionens side i almindelighed deltager i denne principielle diskussion om netop sanktionsinstrumentet og dets virkning. I dag har vi mange eksempler på, at der findes gode politiske grunde til at indføre sanktioner imod et bestemt land, men vi har vanskeligt ved at kontrollere, at disse sanktioner i virkeligheden rammer de rigtige, nemlig regeringerne i disse lande. Jeg synes, at der fra Rådets side er al mulig grund til at fortsætte diskussionerne om sanktionsinstrumenternes udformning både med hensyn til Irak og i almindelighed.

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 10.

  Van Hecke (PPE-DE). - (NL) Fru Ferrer har anmodet mig om at overtage sit spørgsmål, og det skulle hun også have meddelt den ansvarlige tjeneste.

  Formanden. - Hr. Van Hecke, i henhold til forretningsordenen skulle De have sendt en skriftlig meddelelse om denne overtagelse, som det er sket i hr. Crowleys tilfælde. Jeg er nødt til at følge forretningsordenen. Jeg er næsten slave af forretningsordenen. Jeg beklager meget.

Da spørgsmål nr. 11 og 12 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.

Spørgsmål nr. 11 af Glenys Kinnock (H-0983/00):

Om: Burma

Kan Rådet give en vurdering af de fremskridt - eller mangel på samme -, der er sket gennem dets politik vedrørende "konstruktivt engagement" over for militærstyret i Rangoon?

Spørgsmål nr. 12 af Richard Corbett (H-1004/00):

Om: ASEAN og Burma

Hvad er Rådets reaktion på ASEAN-mødet den 24. november 2000, på hvilket stats- og regeringscheferne fra ASEAN-landene, efter hvad der forlyder, insisterede på, at EU-møder med ASEAN skal omfatte alle ti ASEAN-medlemsstater, herunder Burma?

Er Rådet enig i, at undertrykkelsen i Burma faktisk er taget til, efter at EU skærpede sin fælles holdning i april 2000, og at det fortsat er upassende at indlede drøftelser på ministerniveau med repræsentanter for dette styre?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Rådet deler de kære parlamentsmedlemmers bekymring over situationen i Burma/Myanmar, herunder de nye restriktioner, der er blevet indført i de seneste måneder imod National League for Democracy. Rådet noterer sig også den seneste tids relativt positive udvikling takket være indsatsen fra FN's generalsekretærs særlige repræsentant for Burma, Tan Sri Razali Ismail, og muligheden for en dialog mellem Aung San Suu Kyi og militærjuntaen. Rådet har flere gange givet udtryk for sin bekymring i redegørelsen, i sine udtalelser samt i EU's fælles holdning fra 1996.

Rådet har også gentagne gange krævet, at menneskerettighederne respekteres, og at der vedtages konkrete foranstaltninger til fremme af demokrati og national forsoning. Rådet betegner ikke sin politik som et konstruktivt engagement, men snarere som et forsøg på at gennemføre forandringer gennem pres i form af sanktioner og dialog. Som parlamentsmedlem Richard Corbett sagde, skærpede EU sin fælles holdning betydeligt i april 2000 på baggrund af Rådets bekymring over den forværrede situation i Burma/Myanmar.

Samtidig besluttede Rådet at sende en anden trojka på mission til Rangoon. Det lader nu til, at missionen bliver gennemført senere på måneden. Unionen har gjort det klart - bl.a. på det seneste ministermøde mellem EU og ASEAN i Vientiane i december 2000 - at man forventer, at EU-trojkaen får de samme muligheder for at møde samtlige involverede parter, uanset om de kommer fra regeringen, National League for Democracy eller etniske minoriteter.

Ministerrådsmødet i Vientiane, som Burma/Myanmar deltog i, udgjorde en passende lejlighed til ikke bare at fremhæve de bånd, der forbinder EU og ASEAN, men også til at give udtryk for Unionens bekymring over situationen i Burma/Myanmar direkte over for den burmesiske udenrigsminister. Rådet glæder sig også over, at både EU og ASEAN i den fælles redegørelse, der blev vedtaget i Vientiane, forpligter sig til at støtte FN's generalsekretærs særlige repræsentant for Burma, Tan Sri Razali Ismail, i hans bestræbelser på at fremme en positiv udvikling i Burma.

  Kinnock, Glenys (PSE). - (EN) Hr. formand, må også jeg bifalde formandskabet. Jeg påskønner svaret, men jeg må på baggrund af mit kendskab til, at Aung San Suu Kyi nu har befundet sig under faktisk husarrest i omkring 120 dage, stille følgende spørgsmål: Hvordan kan De foreslå, at en fange skal være i stand til at føre en meningsfyldt dialog eller forhandling med sin fangevogter? Det er mit første spørgsmål. For det andet burde hun og NLD egentlig ikke tilbydes grundlæggende friheder, før vi er rede til at tage SPDC til os på denne måde?

De siger, at trojkaen vil have adgang til områder og til så mange individer, som den ønsker. Stiller De betingelser for dette trojkabesøg, som vil betyde, at de er absolut forpligtede til at give denne form for adgang?

Og endelig blot en sidste skeptisk kommentar. I 1994 havde Aung San Suu Kyi rent faktisk nogle forhandlinger med SLORC, som de kaldte sig på det tidspunkt, og de sagde hele tiden, at hun var alt for ufleksibel, denne kvinde er umulig at forhandle med, for hun bliver ved med at bede os om at respektere resultaterne af valget i 1990. Jeg kunne godt lide at vide, om De er bekymret for, at de stadig leger med Den Europæiske Union og det internationale samfund, og at de igen vil sige: "Se, denne kvinde er umulig."

  Danielsson. - (SV) Lad mig indledningsvis sige, at jeg selvfølgelig fuldt ud deler parlamentsmedlem Kinnocks bekymring over situationen i Burma/Myanmar. Rådet har samme principielle opfattelse, som parlamentsmedlemmet giver udtryk for i sit spørgsmål, nemlig at vi selvfølgelig skal stille store krav til Burma/Myanmar, når det handler om menneskerettigheder. Jeg vil minde om, at Unionen er aktiv på flere områder i spørgsmålet om kampen for menneskerettigheder i dette land. Unionen er aktiv i ILO, i FN's Menneskerettighedskommission og i FN's Generalforsamling. Det er naturligvis en forudsætning for de kontakter, jeg beskrev, og som vi håber at kunne knytte under det planlagte besøg med trojkaen, at vi får fuld adgang til alle såkaldte parter i Burma/Myanmar. Det er en selvfølge, men desværre kan vi nu konstatere, at situationen i Burma/Myanmar også af andre grunde er mere urolig. Åbenbart foregår der nu grænsekonflikter mellem Bangladesh og Myanmar, som også kan påvirke situationen i selve Burma/Myanmar.

Jeg kan forsikre Dem om, at Rådet fuldt ud deler parlamentsmedlemmets bekymring over situationen. Det handler absolut ikke om, at vi skal spille med på den burmesiske regerings vilkår. Vi stiller stærke krav om fuld tilgængelighed, hvad angår både NLD og etniske minoriteter. Vi må jo heller ikke glemme sidstnævnte i sammenhængen.

  Corbett (PSE). - (EN) Tak for Deres meget omfattende svar. Som De ved, skal det næste ministermøde mellem EU og ASEAN-landene efter planen finde sted i Europa. Vi har for nærværende et forbud mod indrejse i EU-medlemsstater for alle medlemmer af militærregimet i Burma og deres familiemedlemmer. De vil derfor ikke være i stand til at deltage i dette møde.

ASEAN-landene presser Unionen for at få den til at løfte dette forbud. Kan jeg få Deres forsikring om, at De ikke vil give efter for et sådant pres?

  Danielsson. - (SV) Rådet giver ikke efter for pres. Rådet har endnu ikke truffet beslutning om burmesisk deltagelse i det kommende ministermøde mellem EU og ASEAN, som det kære parlamentsmedlem henviser til. Rådet vil snart beslutte sig på grundlag af den fælles holdning, som Unionen vedtog i spørgsmålet om forholdet til Burma/Myanmar. Jeg kan forsikre det kære parlamentsmedlem om, at vi sandsynligvis har præcis samme opfattelse af, hvad der skal til, for at Rådet skal kunne acceptere Burmas deltagelse i dette ministermøde.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 13 af Pat the Cope Gallagher (H-0985/00):

Om: Fiskeri og det svenske formandskab

Vil Rådet under det svenske formandskab tilkendegive, hvor stor betydning det tillægger fiskerisektoren, idet jeg i denne forbindelse henviser til den ekstremt vanskelige situation, som fiskerne i Irland og andre EU-lande i øjeblikket står over for, og vil Rådet angive sine prioriteter i det næste udviklingsprogram for fiskerflåden for perioden 2002-2006?

  Danielsson, Rådet. - (SV) Det fremgår ikke helt klart af spørgsmålet fra det kære parlamentsmedlem, om det er stilet til Rådet eller det svenske formandskab. Jeg er imidlertid glad for at kunne gribe chancen for - som det kære parlamentsmedlem også ønskede - helt kort at angive nogle prioriteter for den fremtidige politik vedrørende Fællesskabets fiskerflåde.

Først vil jeg sige, at formandskabet lægger stor vægt på den fælles fiskeripolitik, og at man er helt klar over den vanskelige situation, som fiskeindustrien står i, efter de voldsomme nedskæringer i kvoter m.m. på Rådets møde i december 2000. Nedskæringerne var imidlertid nødvendige på baggrund af situationen for fiskebestanden - særligt torsk og europæisk kulmule, men også flere andre arter.

Som Rådet ser det, er den indlysende løsning på dette problem, at man på langt sigt skaber en varig balance mellem fiskerikapaciteten og de tilgængelige ressourcer for at muliggøre en bæredygtig og holdbar udnyttelse af levende marine ressourcer, samtidig med at man sikrer fiskernes fremtidige udbytte.

Formandskabet agter derfor at arrangere en offentlig debat i Rådet om opfølgningen af det flerårige udviklingsprogram efter udløbet af det fjerde flerårige udviklingsprogram den 31. december 2001. Kommissionen vil snart fremlægge sine forslag. Vi ved udmærket, at der ikke er skabt balance inden for de nuværende programmer, og at de har været omstridte i visse lejre.

Ud over de strukturproblemer, der specifikt nævnes i spørgsmålet, omfatter formandskabets prioriteringer også, at Kommissionen indleder arbejdet med en grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid, og at formandskabet udarbejder et forslag om fiskeriet og miljøet, det vil sige integreringen af miljøspørgsmål og principperne om en bæredygtig udvikling i den fælles fiskeripolitik. Det indgår i cardiffprocessen, og Rådet er forpligtet til at fremlægge et sådant dokument på Det Europæiske Råd i Göteborg.

Formandskabet mener ikke, at der er nogen større grund til at vedtage støtteforanstaltninger til fordel for en enkelt medlemsstat, men derimod at den fælles fiskeripolitik udvikles til gavn for fiskerisektoren i hele Unionen.

Det har sikkert ikke undgået det kære parlamentsmedlems opmærksomhed, at de voldsomme nedskæringer i fiskemulighederne vil blive efterfulgt af planer om at gendanne de truede bestande. I den forbindelse har vi bedt Europa-Parlamentet om at samarbejde ved i januar at afgive en udtalelse om forslaget til en redningsplan for torskene i Det Irske Hav samt ved at gøre disse foranstaltninger gældende allerede fra den 14. februar 2001. Vi sætter pris på Europa-Parlamentets indsats i den henseende, men vi er endnu ikke overbevist om, at det bliver ført ud i livet. Jeg håber derfor, at Parlamentet er villig til at samarbejde med Rådet på dette punkt.

  Gallagher (UEN). - (EN) Tak for Deres svar og også for at give os lidt mere tid. Det glæder mig meget, at De har været så realistisk at beskrive nedskæringerne som voldsomme, for det er det eneste, de kan beskrives som. Men jeg erkender også, at det er nødvendigt med nedskæringer for at sikre, at vi har tilstrækkelige ressourcer til denne generation, ja, og også til fremtidige generationer.

Jeg henviser til Deres kommentarer om genvindingsplaner. Jeg vil gerne bede Dem om at forsikre os om, at De vil gøre alt for at sikre, at man i forbindelse med drøftelserne af genvindingsplanerne ikke kun inddrager videnskabsfolk, men også interessenter og fiskere. Alle de fiskere, jeg kender, er realister, og de erkender, at det er nødvendigt at have lukkede områder for at beskytte ynglepladserne.

Kort sagt, kan De give os en forsikring om, at De vil gøre en indsats for at få fiskerne involveret i eventuelle genvindingsplaner?

  Danielsson. - (SV) Jeg er helt enig med det kære parlamentsmedlem. Når man diskuterer sådanne vigtige spørgsmål, er det vigtigt, at alle de involverede parter på passende vis deltager i diskussionen. Jeg finder det indlysende, at en sådan diskussion skal bygge på et videnskabeligt grundlag, men selvfølgelig skal alle aktører, herunder fiskeindustriens repræsentanter, have mulighed for at deltage. Jeg kan således forsikre Dem om, at vi fra formandskabets side vil gøre, hvad vi kan, for at sikre, at det bliver en komplet diskussion med flest mulige deltagere i disse vigtige spørgsmål.

  Crowley (UEN). - (EN) Jeg vil gerne spørge rådsformanden, om der vil blive tale om kompensation som følge af nedskæringerne og de virkninger, dette vil have på fiskernes udkomme? Er der nogen forslag om kompensation til fiskerne?

  Danielsson. - (SV) Det spørgsmål, som det kære parlamentsmedlem rejser, er naturligvis meget vigtigt, ikke mindst for de berørte fiskere. Men jeg er bange for, at spørgsmålet er stillet til en forkert person, det vil sige til rådsformanden. Efter vores opfattelse er det et spørgsmål, som i første omgang bør stilles til Kommissionen, der har ansvaret for dette område.

  Formanden. - Mange tak, hr. Danielsson, fordi De har mere end opfyldt Deres forpligtelser ved dette første møde.

Da den tid, der var afsat til spørgetid til Rådet, er udløbet, besvares spørgsmål nr. 14-22 skriftligt⁽¹⁾.

Spørgsmål nr. 23 og 24 behandles ikke, da deres emne er opført på dagsordenen for denne mødeperiode.

Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.43 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand⁽²⁾

(1) Se bilag "Spørgetid" .

(2) Udvalgenes sammensætning: se protokollen.

8. Civil luftfart

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0393/2000) af Simpson for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart.

  Simpson (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg har meget generøst fået tildelt otte minutter til min betænkning over for denne tætpakkede forsamling her til aften. Jeg går ud fra, at det er, fordi mange folk finder denne betænkning ret så teknisk og detaljeret.

Da man udarbejdede den anden liberaliseringspakke i 1989, enedes Rådet og Kommissionen om, at Fællesskabets lufttransportpolitik skulle omfatte harmonisering af den retlige ramme for civil luftfart. Derefter blev Rådets forordning 3922/91 til, hvori de tekniske krav, kendt som de fælles luftfartskrav, der er blevet formuleret af JAA, blev givet lovkraft inden for Fællesskabet.

Det er på denne baggrund, at de fælles luftfartskrav, kendt som JAR-OPS, der blev vedtaget af JAA i 1995, nu bliver omsat til EU-lovgivning. Det har i sig selv vist sig at være en vanskelig opgave. Men Fællesskabet har forpligtet sig til at vedtage harmoniserede sikkerhedskrav for driften af fly. I denne henseende udgør JAR-OPS 1-forordningen et godt grundlag, som vi kan arbejde videre på med et minimum af ændringer med henblik på at ændre de relevante forordninger.

Men der er områder, hvor Parlamentet må skride til handling. For det første med hensyn til kabinepersonalet. Operatørerne bør have ansvaret for uddannelse, men dette bør gøres på et harmoniseret grundlag med et særskilt, ensartet certificeringssystem for hele Europa, der godkendes af alle medlemsstater.

Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at operatørerne i de fleste tilfælde er bedst kvalificeret til at stå for uddannelsen. Men det bør ikke udelukke andre kvalificerede organisationer fra at have mulighed for at udbyde uddannelse, når blot al uddannelse naturligvis godkendes af de nationale civile luftfartsmyndigheder. Direktivet om kabinepersonalet bør desuden indarbejdes i denne forordning.

For det andet kommer Kommissionens forslag ikke ind på det vanskelige spørgsmål om flyvetidsbegrænsning. Den relevante del, den såkaldte subpart Q, mangler. Det er meningsløst, for man kan ikke have et direktiv, der giver sig ud for at have sikkerhed som en væsentlig del af det og ikke medtage tjenestetidsspørgsmålet for flybesætningen. På dette område har arbejdsmarkedets parter nu i 10 år forsøgt at nå frem til en aftale. 10 år og ingen aftale må være en fiasko, uanset hvilken målestok man ønsker at bruge.

Men Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme anerkender, at de, der er bedst til at tage sig af dette problem, helt bestemt er fagforeningerne og flyoperatørerne, og i kompromisets ånd har det givet alle parter tid indtil den 1. maj 2001 til at nå til en enighed, der vil udgøre teksten til den nye subpart Q.

Skulle de imidlertid ikke have held med deres bestræbelser, vil Parlamentet gennem Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme i forbindelse med andenbehandlingen agere og vedtage en lov for dette område. Jeg nærer håb til, at arbejdsmarkedets parter på dette område vil nå til enighed. Jeg er dem taknemmelig for deres nuværende bestræbelser.

Der er blevet stillet ændringsforslag, der også ser på problemet med håndbagage. Kedeligt nok håndhæver flyselskaberne ikke for nærværende forordningerne om håndbagage særlig strengt, hvilket har ført til, at passagerer bringer mere og mere bagage med sig ombord på flyene. Ændringsforslag 16 beskæftiger sig med dette problem, som blev påpeget for mig af kabinepersonalet selv og endog af nogle flyselskaber.

Jeg finder det yderst forbløffende, at der er grupper her i Parlamentet, der vil stemme imod dette ændringsforslag. Der er her tale om et sikkerhedsspørgsmål, og som deres ordfører vil jeg bede dem om alvorligt at tage deres mening op til fornyet overvejelse. Dette ændringsforslag er helt acceptabelt for alle flyselskaber og alt kabinepersonale, og det forhindrer på ingen måde passagerer i at medbringe håndbagage. Det, det gør, er at sætte en stopper for de umådeholdne mængder af håndbagage, som har ført til, at passagerer er blevet kvæstet af bagage, der er faldet ud af bagageaflukkerne over sæderne, at passagerer har begrænset adgang i tilfælde af nødevakueringsprocedurer, og, hvad jeg kender til af egen erfaring, at flytoiletter bliver anvendt til at opbevare bagage.

Mens jeg erkender, at medlemmer af Europa-Parlamentet er blandt de værste syndere, når det gælder umådeholden håndbagage, vil jeg håbe, at deres ansvarsfølelse vil sætte dem i stand til at erkende, at der er et problem, at dette problem bringer sikkerheden i fare, og at ændringsforslag 16 bør støttes.

Jeg mener, at betænkningen foran os er værd at støtte. Men jeg føler, at jeg må slutte af med at gentage den advarsel, jeg kom med tidligere om, at vi har brug for en aftale om flyvetidsbegrænsning inden den 1. maj fra arbejdsmarkedets parter. Hvis de kan levere denne aftale til os, så tror jeg, at vi vil få et dokument, som vi med rette kan være stolte af. Jeg må sige, at hvis de ikke har held i deres bestræbelser, så er jeg sikker på, at Parlamentet vil føle sig forpligtet til at agere på deres vegne.

  Schmitt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Simpson, mange af Deres udtalelser kan man kun tilslutte sig. Det er korrekt, at det blev understreget i 1989 i forbindelse med liberaliseringspakken, at Det Europæiske Fællesskab ikke alene skal sikre en fair konkurrence, men også luftfartssikkerhed. Det tager den her fremlagte ændring af forordningen også sigte på, og det er efter min mening rigtigt, at de europæiske institutioner skal tage deres ansvar alvorligt. Det betyder med andre ord, at hvis vi er ansvarlige for reguleringen af luftfartssikkerheden i Europa, så må vi også handle derefter.

Vi må dog på den anden side også understrege, at Parlamentet og politiske organer som Kommissionen og Rådet ikke bør ignorere fagfolks votum. Derfor kan jeg kun glæde mig så meget over, at vi har drøftet tingene meget sagligt i udvalget, og at ingen egentlig har forsøgt at gå i detaljer med de tekniske regler for så at sige at sætte politisk viden over fagfolks viden.

De har også helt rigtigt påpeget, hvilket efter min mening står helt klart, at der skal findes bestemmelser for arbejdstiden, og jeg er selv overrasket over, at arbejdsmarkedets parter trods denne lange proces endnu ikke har været i stand til at nå frem til en ordning. Derfor er det efter min mening også korrekt, at Europa-Parlamentet igen understreger, at vi forventer, at arbejdsmarkedets parter - både flyselskaberne og arbejdstagernes repræsentanter - opfylder deres forpligtelser. Vi er parate til at lade dette indgå i forordningen under andenbehandlingen. Vi er dog på den anden side lige så parate til at lade vores egne bestemmelser gælde i de tilfælde, hvor arbejdsmarkedets parter ikke opfylder deres forpligtelser, for én ting står klart: Luftfartssikkerheden skal have højeste prioritet.

Luftfartssikkerhed opnås imidlertid ikke alene med bestemmelser, og da slet ikke med for mange bestemmelser. Derfor vil jeg også gerne understrege, at hvor meget vi end kan tilslutte os en stor del af Deres betænkning, synes vi ikke, det er rimeligt, at Parlamentet på bestemte områder - jeg nævner stikordene "eneste kabinebesætningsmedlem" eller beskæftigelsens varighed, altså hvor længe en person har været kabinebesætningsmedlem - inkorporerer sit eget detaljerede grundlag i denne forordning. Derfor kan vi desværre ikke stemme for Deres ændringsforslag 9 og 10, der har influeret på dette forslag.

Jeg blev noget overrasket over, hvor indgående Trafikudvalget drøftede spørgsmålet om håndbagage. Det er efter min mening ikke en sag for et parlament, og jeg kan også kun råbe til hr. Simpson og mine andre kolleger: Lad flyselskaberne regulere det, det er ikke en opgave for parlamentsmedlemmer!

  Bouwman (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, hr. Simpson, fru kommissær, jeg håbede et kort øjeblik efter at have set nyhederne, og det så det også ud til, at vi skulle begynde med en debat om fox hunting, hvilket i aften utvivlsomt medfører en meget livlig debat i det engelske parlament. Det drejer sig også om farlige ting.

I den forløbne tid har vi i hvert fald behandlet ét punkt, som vi har stillet spørgsmål til kommissæren om på et tidligt stadium, især med hensyn til piloternes flyvetid. Jeg er glad for, at der i den mellemliggende periode er opstået en situation, hvor parterne endnu en gang er blevet gjort opmærksomme på, at de nu har mulighed for at starte forhandlinger eller indgå aftaler. Hvis det ikke sker, betyder det automatisk, hvilket andre allerede har peget på, at vi anmoder Kommissionen om at udarbejde regler i den forbindelse, som i hvert fald forebygger, at der nogensinde finder ulykker sted på grund af for lang arbejdstid.

Undersøgelser, som vi fik svar på i sin tid, tager i øjeblikket for lang tid, og disse forhandlinger kan sætte skub i tingene, og måske får vi på langt sigt bedre indsigt i, hvad der foregår.

Et punkt, som ikke blev taget op under forhandlingerne, fordi det først blev aktuelt senere, er det aspekt, som vi har stillet ændringsforslag om, nemlig lange flyrejser. Det bliver mere og mere klart, at de lange flytider nogle gange fører til trombosetilfælde, hvilket der nu indgives klager over i Australien, men også i England hos British Airways. Fuld sikkerhed og viden herom er ikke disponibel, men det er i hvert fald sådan, at vi skal tage situationen alvorligt og spørge os selv, om det ikke ville være klogt at anmode Kommissionen gennem et ændringsforslag, og ellers gør vi det på anden vis, om at udarbejde en række initiativer på det område.

Det sidste punkt, som vi indtil nu ikke har behandlet, er, at en række flyselskaber med store fly begynder at flyve i større højder, og det resulterer også i sygdomstegn. Det vender vi tilbage til senere.

  Speroni (TDI). - (IT) Hr. formand, hr. Simpsons betænkning er virkelig glimrende, og det kan jeg sige, fordi jeg nok er en af de få, der ikke bare kender denne sektor ud fra et politisk synspunkt, men også ud fra et teknisk synspunkt, eftersom jeg har fløjet ca. 10.000 timer som pilot, før jeg helligede mig arbejdet som parlamentsmedlem.

Jeg minder Dem om, at sikkerheden er den vigtigste faktor i forbindelse med flytransport, og den er baseret på to aspekter, nemlig det tekniske aspekt - det vil sige udstyret, flyene, lufthavnene, radioassistancen, luftfartskontrollen osv. - og det menneskelige aspekt, der er yderst vigtigt. Det er ganske vist ikke afgørende, men det tegner sig for en meget høj procentdel af skylden ved flyulykker. Den menneskelige faktor er naturligvis et meget komplekst aspekt, som vi for nemheds skyld kan opdele i to hovedgrupper. Den ene hovedgruppe er træningen, og den skal være genstand for de nødvendige kontroller og undersøgelser i de pågældende tilfælde. Jeg ved netop af erfaring, at piloterne er trænede, og det er også, fordi der ikke findes nogen dårlige piloter. Normalt flyver de dårlige piloter nemlig ikke - de ligger under jorden. Den anden hovedgruppe er arbejdsbyrden.

Her har vi en meget stor problematik. På den ene side er det nødvendigt at flyve så meget som muligt med maskinerne og personalet, og på den anden side er det nødvendigt at undgå, at navnlig mennesket kommer til at arbejde mere, end det kan holde til rent fysisk og psykisk. Tænk blot på søvnen, på forstyrrelsen af døgnrytmen osv., der naturligvis har indflydelse på flysikkerheden og på besætningsmedlemmernes personlige sundhed.

Her er der således en mangel i forordningen, som først og fremmest tager højde for flyenes tekniske aspekter - flyenes last, ladningen, start- og landingsbanernes længde, overflyvning af forhindringer ved start- og landingsbanens begyndelse osv. - men som faktisk er mangelfuld, når det gælder personalets arbejdsbyrde. Her taler jeg ikke som fagforeningsmand, men netop som en lufttrafikbruger, der virkelig gerne ville have en garanti - som desværre ikke er fuldstændig - men som skal være så god som muligt, og hvor man skal undgå visse former for overdreven udnyttelse af den menneskelige faktor, der ligefrem kan få fatale følger.

Man skal desuden tage højde for en anden faktor, nemlig konkurrencen. Hvis reglerne ikke er ens, er det klart, at nogle af luftfartsselskaberne kan sætte priserne ned ved at lade personalet arbejde alt for meget, og at de således kan have nogle mere konkurrencedygtige priser og fordreje det, der skulle være en regulær konkurrence inden for en sektor, som efterhånden er blevet liberaliseret fuldstændigt. Faktisk kan vi ligefrem tale om illoyal eller ukorrekt konkurrence, hvis ikke man tager hensyn til denne faktor, og det undrer mig, at hverken EU i almindelighed eller Parlamentet i særdeleshed endnu ikke har været i stand til at regulere dette område præcist. Parlamentet burde efter min mening være flovt over, at det efter flere årtier endnu ikke er lykkedes det at komme med nogle klare udtalelser og en reel definition af dette område i enhver henseende.

  Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand, denne forordning er efter min mening overordentlig vigtig, og Europa-Parlamentet har jo kæmpet for en bedre luftfartssikkerhed siden 1987. Hertil hører også, at vi skal regulere flyve- og hviletiderne for både cockpitpersonalet og kabinepersonalet. Jeg er enig med den foregående taler i, at vi bør give fagforeningerne og flyselskaberne en sidste chance for at finde frem til en løsning på dette spørgsmål sagligt og efter overenskomsten.

Men vi er jo blevet enige om, at parterne skal nå til enighed senest til maj næste år. Fru næstformand, sig til Deres tjenestegrene, at når maj måned er gået, vil vi ikke længere spille med i det spil, der har varet i seks år, nemlig at Kommissionen har ventet på, at parterne skulle blive enige. Parterne er imidlertid ikke blevet enige. Kommissionen var høflig og stillede selv ingen forslag. Enten bliver parterne enige senest til maj, eller også forventer vi, at Kommissionen stiller et forslag, som vi kan medtage i andenbehandlingen, for det går ikke, at det afgørende spørgsmål om passagerernes sikkerhed, nemlig hvorvidt kaptajnerne, besætningerne, er tilstrækkeligt udhvilede til at kunne påtage sig arbejdet, ikke bliver reguleret. Der skal findes en løsning på disse spørgsmål.

Lad mig komme ind på et andet punkt, som jeg blev opmærksom på ved rådsmødet i december. Hvis vi tager stilling ved førstebehandlingen, nemlig i morgen med Parlamentets afsluttende votum, fastholder jeg - og det gør mine kolleger helt sikkert også - at Rådet skal vedtage en fælles holdning. Det kan vente til maj, til de to parter er blevet enige. Men af hensyn til passagersikkerheden i Europa kan vi ikke acceptere, at der ikke besluttes noget på luftfartsområdet, før man får at vide, at der er fundet en løsning på gibraltarkonflikten! Det skal Kommissionen og vi sikre i fællesskab.

(Bifald)

  Foster (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, som nævnt enedes Rådet og Kommissionen i 1989 om, at de var nødt til at se på en harmonisering af den retlige ramme, der gælder for den civile luftfart, for at opretholde et højt sikkerhedsniveau og sikre fair konkurrence i det indre marked. Derfor vedtog Fællesskabet Rådets forordning 3922/91.

Denne forordning indeholdt en række tekniske krav - JAR - der var udarbejdet af den fælles luftfartsmyndighed. Det var ikke formålet med denne forordning at sætte fornyet gang i debatten om indholdet i JAR. Det var formålet at sikre harmoniseringen. Det bør desuden anerkendes, at JAR-OPS er blevet gennemført på national basis og finder anvendelse også for europæiske lande uden for EU. Derfor bør der foretages et minimum af ændringer, eftersom der ikke kan være to forskellige sæt af operationelle forordninger gældende i Europa.

Kommissionens oprindelige forslag fremhævede fire områder, som man fandt uforenelige i EU-lovgivningen: undtagelser, leasing, registrering og uddannelse af kabinepersonale. Debatten indtil nu har desværre være centreret om håndbagage og flyvetidsbegrænsninger for flybesætningen.

Hvad det første punkt angår - håndbagagen - er ændringsforslagene konkurrencefjendtlige og kan ikke finde anvendelse på flyselskaber fra tredjelande. Der findes allerede tilstrækkelig regulering her, som ikke tillader, at man bringer håndbagage om bord, der ikke kan stuves sikkert. Det kan jeg stå inde for, for jeg har arbejdet som kabinebesætningsmedlem i 26 år.

Hvad mit andet punkt angår - flyvetidsbegrænsninger, som allerede er stærkt reguleret og godkendt af nationale regeringer - er den civile luftfart nu omfattet af arbejdstidsforordningen.

Uanset hvilken beslutning der træffes den 1. maj, må dette spørgsmål sendes tilbage til de nationale regeringer til yderligere drøftelse. Det er ikke Parlamentets opgave at lovgive om flyvetidsbegrænsninger.

Endelig finder jeg, at sikkerhed og meget tekniske betænkninger som denne i fremtiden bør underkastes en forenklet procedure, således at nødvendige ændringer kan blive behandlet hurtigere.

  Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, der er nogle ting inden for den europæiske luftfart, der ikke er, som vi godt kunne tænke os dem. Især i det forgangne år har det gang på gang vist sig, at det er på høje tid, at man med flere fælles europæiske løsninger sørger for, at der igen flyves i europæisk luftrum inden for ordnede rammer, for slet ikke at tale om "der schöne Traum der grenzenlosen Freiheit über den Wolken" (den smukke drøm om grænseløs frihed over skyerne), som Reinhard Mey synger om.

Flytrafikken skal imidlertid frem for alt være sikker. At flytrafikken forbliver sikker, at man forbedrer tingene, dét er noget, vi alle ønsker, især ordføreren Simpson, som vi må takke for en glimrende betænkning.

Om måden at opnå større sikkerhed på er der dog forskellige meninger. Jeg - og jeg står heldigvis ikke alene med denne holdning - kunne godt tænke mig, at vi overlod det praktiske arbejde med regulering af sikkerhedsbestemmelserne - især for f.eks. kabinepersonalet og de dertil hørende bestemmelser om uddannelse af personalet - til den europæiske luftfartssikkerhedsmyndighed. Det burde jo være tilstrækkeligt, hvis den europæiske lovgiver fastsætter målene og ikke fortaber sig i alt for mange detaljer. Desværre var der ikke flertal for denne holdning på alle områder i udvalget. Således er der også nogle alt for detaljerede retningslinjer i den tekst, vi vedtager i morgen, f.eks. om udformningen af uddannelseskurser. Her ville lidt have været godt!

Hvordan det end forholder sig, har Europa stadig meget at gøre inden for luftfart. På samme måde som efter Nice kunne man også her helt generelt plædere for især færre nationale løsninger og i stedet mere Europa. Simpson-betænkningen er et stort skridt på vejen. Lad os tage dette skridt i morgen, og lad os så også fremover repræsentere det politisk overbevisende!

  Ripoll y Martínez de Bedoya (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, hidtil har det altid ligget Europa-Parlamentet meget på sinde at få harmoniseret sikkerhedsstandarderne på det højest mulige niveau i Unionen. Det skal det blive ved med, og det er vigtigt, at borgerne, som år efter år lider under det europæiske områdes problemer, kan se det.

Vi er alle enige om, at målet er at afskaffe alle de nationale varianter med henblik på at skabe nogle fælles sikkerhedsstandarder på det højest mulige niveau. Sikkerheden inden for lufttransport standser ikke ved Unionens grænser, og det er vigtigt, at de europæiske borgere, der rejser eller bor tæt ved lufthavne, kan være sikre på, at fly fra tredjelande opfylder alle de nødvendige garantier. Derfor skal Unionen udstyres med kontrolmetoder, der under overholdelse af de internationale regler sikrer, at fly fra tredjelande, som lander i vores lufthavne, overholder de internationale sikkerhedsregler. Det betyder fælles kontrolmetoder og teknisk og administrativ organisering og bistand.

Det er derfor uundgåeligt, at sikkerhed inden for denne sektor bliver et spørgsmål om internationalt samarbejde inden for rammerne af de forskellige instrumenter til teknisk bistand og støtte til investeringer i tredjelande.

Jeg vil slutte, hr. formand, med at sige, at det er nødvendigt at støtte Kommissionen i dens arbejde på dette så komplicerede område og i den prioritering, som oprettelsen af den europæiske luftfartssikkerhedsmyndighed skal have, og også i behovet for en lovgivning, der er uafhængig af den, vi behandler i øjeblikket, om spørgsmål vedrørende hvileperioder for flybesætninger.

  De Palacio, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, jeg vil allerførst takke hr. Simpson for hans glimrende arbejde som ordfører for dette forslag. Jeg mener, at hans arbejde i høj grad har tjent til, at Parlamentet har fået forståelse for et meget teknisk og meget kompliceret forslag, der naturligvis ikke er let at formulere i et sprog, der er forståeligt for manden på gaden. Det har han efter min mening haft stor succes med.

Den ændring af den gældende forordning, som vi foreslår, har to formål: For det første har den til formål at fremme harmoniseringen af det system, der regulerer sikkerheden inden for civil luftfart, ved at udvide det til at omfatte harmonisering af flyenes operationelle krav. For det andet har den til formål at fastlægge de procedurer, der gør det muligt for Fællesskabet at forvalte de varianter og undtagelser, som medlemsstaterne ser sig nødsaget til af og til at vedtage af operationelle årsager.

Hvad angår tekniske krav, drejer betænkningen sig især om to aspekter. I overensstemmelse med JAA-standarderne, som kravene stammer fra, indeholder Kommissionens forslag ingen forskrifter om flyve- og tjenestetid og hvileperioder. Dette spørgsmål er meget kontroversielt, og sandheden er, at man i JAA-regi ikke har kunnet nå frem til en aftale om det.

Kommissionen håber naturligvis, at de parter på arbejdsmarkedet, der repræsenterer luftfartsselskaberne og besætningerne, og som hr. Simpson har anmodet om at indgå en frivillig aftale om sikkerhedssystemer for flyve- og tjenestetid og hvileperioder, når til enighed. Hvis de ikke er i stand til at opnå nogen aftaler fra nu af og til maj, må vi til den tid overveje, om vi ikke bør skride ind.

Blandt de ændringsforslag, der vedrører spørgsmålet, kan Kommissionen i hvert fald acceptere ånden i ændringsforslag 12, 13 og 17, men med en anden formulering.

Hvad angår ændringsforslag 1, deler Kommissionen Parlamentets ønske om at regulere sikkerheden i flyve- og tjenestetider og hvileperioder, men den foretrækker, at dette mål ikke forfølges udelukkende med det konkrete forslag, som vi forhandler om i dag. Der er andre muligheder, f.eks. ændring af forordningen, efter at dette forslag er blevet vedtaget. Jeg vil også gerne tilføje, at alle de forslag, som Kommissionen stiller i fremtiden, bør sikre det høje sikkerhedsniveau, som vi alle ønsker. Hvis Kommissionen derfor benyttede sig af den frivillige aftale mellem arbejdsmarkedets parter, som jeg lige har nævnt, til at gennemføre et forslag, ville den ændre aftalen, når det er hensigtsmæssigt for at opnå det høje sikkerhedsniveau, der er nødvendigt. Med dette forbehold gentager jeg, at Kommissionen accepterer ånden i ændringsforslag 1.

Der er også blevet vedtaget forskellige ændringsforslag om kabinebesætningens krav. Mens dette forslag vedrører kabinebesætningens operationelle krav, er krav om uddannelse og certificering af erhvervsmæssig kompetence genstand for et særskilt og supplerende forslag fra Kommissionen. Det er nødvendigt at sørge for, at de to tekster bliver ensartede og forenelige.

Ændringsforslag 9 og 10 kan accepteres uden ændringer, men ændringsforslag 6, 7, 8 og 11, som vi nu kun accepterer i princippet - i lighed med ændringsforslag 12, 13 og 17 - skal omformuleres.

Endelig er ændringsforslagene om tekniske krav, nemlig ændringsforslag 4, 5 og 16, acceptable, selv om den sidste del af teksten i ændringsforslag 4 vil afspejle Rådets løsning på det pågældende problem.

I forbindelse med procedurer for vedtagelse af varianter og midlertidige undtagelser kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 2, 14 og 15. De høringer, der nævnes i ændringsforslagene, er allerede Kommissionens institutionelle forpligtelse.

Ligeledes må ændringsforslag 3 afvises, da det er planen, at forordningen ophæves, når den europæiske luftfartssikkerhedsmyndighed er oprettet.

Endelig, hvad angår ændringsforslag 18, vedrører de to behandlede spørgsmål snarere passagerernes helbred end flyenes operationelle sikkerhed. Som der står i meddelelsen om beskyttelse af flypassagerer, har Kommissionen planer om at oprette ekspertgrupper med henblik på at undersøge passagerernes helbredsrisici, også de risici, der skyldes kosmisk stråling, for at kunne bestemme, hvilke risici der er, og foreslå de nødvendige foranstaltninger.

Hvad angår det konkrete spørgsmål om blodpropper - som nogle af Dem har nævnt - har Kommissionen skriftligt anmodet luftfartsselskaberne om at give passagererne oplysninger om risici, om prædisponerende faktorer og om, hvad de kan gøre for at begrænse nævnte risici for blodpropper og helbredsproblemer i almindelighed. Kommissionen vurderer, at disse oplysninger ville være en meget værdifuld sikkerhedsforanstaltning, og at de er i tråd med bestræbelserne på at styrke passagerernes rettigheder.

  Formanden. - Tak, fru kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

9. Trafiksikkerhedsprioriteringer

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0381/2000) af Hedkvist Petersen for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Trafiksikkerhed: Hovedopgaver i EU - Statusrapport og prioritering af foranstaltninger.

  Hedkvist Petersen (PSE) , ordfører. - (SV) Hr. formand, jeg vil starte med at takke alle kolleger i Parlamentet og udvalget for den støtte, jeg har modtaget i mit arbejde med denne betænkning.

Sikkerheden på vores veje er noget, som berører os alle, hvad enten vi selv er trafikanter eller nogen i familien eller vennekredsen er omkommet eller kommet til skade. Transport på vejene er den mest almindelige og den hurtigst voksende måde at rejse og transportere varer og gods på, men det er også den farligste. Hvert år dør godt og vel 42.000 mennesker på vores europæiske veje. Det er mere end 800 mennesker om ugen og omtrent 115 alene i dag. Vejtrafikulykker er den mest almindelige dødsårsag for børn og unge - ja, for alle under 45 år - i EU i dag. Flere millioner kommer desuden alvorligt til skade hvert år, og mange bliver handicappede for livet. Det drejer sig om store menneskelige lidelser og om store samfundsomkostninger.

Disse dødstal ville vi aldrig acceptere for fly- eller jernbanetrafik, hvor vi har et helt andet syn på sikkerheden. For at mindske antallet af dødsofre på vejene må vi altså oparbejde samme syn på vejtrafikken, for her drejer det sig også om en kompliceret menneskestyret maskine, der ligger under for menneskelige fejltagelser.

Det langsigtede mål bør være, at ingen mennesker skal dø eller komme alvorligt til skade i trafikken. For at nå dette mål må vi se helt overordnet på det i de tilfælde, hvor ansvaret i sidste ende påhviler dem, der udformer vejene og den omgivende infrastruktur. Trafikanternes ansvar er at overholde de love og regler, der er blevet opstillet.

Kommissionens meddelelse indeholder en prioritering af foranstaltningerne i den resterende programperiode. Jeg er enig med Kommissionen, hvad angår flere af disse foranstaltningers betydning. Det gælder f.eks. støtten til EuroNCAP, informationskampagner, bestemmelserne om hastighedsbegrænsende anordninger i lette lastbiler og ikke mindst bestemmelserne om sikrere frontpartier på biler.

Jeg har i min betænkning efterfølgende koncentreret mig om den kommende programperiode, som bør strække sig over en længere periode - f.eks. over perioden 2002-2010 - for at give plads for en mere langsigtet strategi. Men hvis Kommissionen virkelig mener det alvorligt med ambitionerne om at reducere antallet af døde, må man først og fremmest i sit arbejde opprioritere hele spørgsmålet om trafiksikkerhed på vejene, for her er brug for en virkelig indsats.

Først og fremmest skal en troværdig strategi mod vejdød for de næste 10 år indeholde konkrete mål i form af tal for at mindske antallet af døde. Udvalget foreslår de mål, som Parlamentet opstillede allerede for tre år siden. Men målsætninger på EU-plan er ikke tilstrækkeligt konkrete for medlemsstaterne, hvor en stor del af arbejdet jo skal udføres. Derfor må hvert medlemsland selv udforme sit eget trafiksikkerhedsprogram, hvilket det ikke er alle, der har i dag, med strategier for, hvordan man skal nå de nationale mål. Det kan givetvis variere fra land til land, alt efter tradition og kultur. Men derefter bør Kommissionen følge op på, hvorvidt staterne efterlever deres strategier, og medvirke ved erfaringsudveksling og bedste praksis.

Vi har også brug for europæisk lovgivning på nogle vigtige områder. Alkohol dræber ca. 9.000 mennesker på vejene hvert år. Udviklingen viser desuden, at stadig flere unge kører spirituskørsel. Ved at indføre et direktiv med en maksimumsgrænse på 0,5‰ alkohol i blodet regner man med at redde ca. 1.000 menneskeliv. Desværre har Kommissionen trukket sit gamle udkast til direktiv tilbage - det som Parlamentet støttede i 1997, og som udvalget stadig støtter. Kommissionen har sagt, at spirituskørsel er et nationalt spørgsmål i henhold til nærhedsprincippet. Men hvordan kan det være det? Det kan vel ikke være mindre farligt at køre med alkohol i blodet i Storbritannien, Italien, Irland og Luxembourg, hvor 0,8‰ er grænsen, end det er i resten af Europa. EU har kompetence med hensyn til trafiksikkerhed. Jeg synes, at vi skal anvende den præcis på de områder, hvor den har en egentlig effekt, og det har den, når det gælder alkohol og bilkørsel. Her venter jeg på et initiativ fra Rådet og det svenske formandskab.

Jeg kan ikke forstå, hvordan vi skal kunne være troværdige som europæiske politikere, hvis vi på den ene side siger, at trafiksikkerhed er vigtigt, og på den anden side ikke er klar til at træffe vigtige beslutninger. Jeg har forstået, at Kommissionen i dag er kommet med en henstilling om 0,5‰, men jeg må sige, at jeg anser det for bemærkelsesværdigt, at den kommer i dag, netop når Parlamentet skal drøfte spørgsmålet, og inden Parlamentets afstemning. Kommissionen skulle altså have afventet Parlamentets forhandlinger.

Foruden dette og sikrere frontpartier på biler er der en del andre vigtige forslag til trafiksikkerhedsforanstaltninger i betænkningen. Jeg tager bl.a. spørgsmål om nærlys om dagen, erhvervelse af kørekort og telematiske systemer op til overvejelse.

Til sidst vil jeg nævne et spørgsmål, som jeg anser for at være af yderste vigtighed, men som desværre ikke blev godkendt i udvalget, nemlig spørgsmålet om behovet for bedre arbejdsforhold for professionelle chauffører.

Hr. formand, Europa-Parlamentet har altid været drivkraften i spørgsmålet om øget trafiksikkerhed på vejene, og det skal vi blive ved med. Det gælder mange, men først og fremmest de unge europæiske borgeres liv og førlighed.

  Vatanen (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, 40.000 dødsofre på de europæiske veje er 40.000 for mange. Parlamentet reagerer hurtigt på alle fænomener overalt i verdenen, men vi lægger ikke tilstrækkeligt mærke til den flittige mand ved de europæiske veje. Uden at bagatellisere kogalskab efterlyser jeg sans for proportioner. Trafikken dræber tusinde gange flere af vores nærmeste, end BSE-sygdommen gør. Den sag giver endda grund til panik.

Jeg takker Kommissionen for et omfangsrigt arbejde. EU-samarbejdet er absolut nødvendigt, fordi forskellene i trafiksikkerheden er dramatiske inden for Fællesskabet. Der dør fire gange så mange mennesker på de portugisiske som på de britiske veje. Alle lande har imidlertid en hel del at forbedre. Trafikmiljøet skal udvikles til at være så sikkert som muligt, men chaufføren har altid ansvaret for sin egen og medpassagerernes sikkerhed. En bil, der står i garagen, er helt ufarlig, men når den misbruges, er den et våben. Trafikreglerne er ikke madopskrifter, som man kan bruge efter sin egen smag. Individualismens tid på vores veje er forbi, vi har brug for overholdelse af lige så kompromisløse regler som ved lufttrafikken.

Jeg fremlægger tre vigtige måder at reducere trafikdrab på. For det første overholdelse af hastighedsbegrænsningerne. Jeg kører ofte i Middelhavslandene, som står mit hjerte nær, og tro mig, jeg overholder næsten hastighedsbegrænsningerne, og jeg bliver konstant overhalet. Det undrer jeg mig ikke over, fordi det er kun yderst sjældent, at jeg ser en hastighedskontrol. Ulykkestatistikken fra de områder er ikke til at prale af. Mangelen på disciplin betales med menneskeliv og de efterladtes tårer. I Europa overtræder ca. to ud af tre chauffører hastighedsbegrænsningen i tætbebyggede områder, og halvdelen overtræder hastighedsbegrænsningerne på vejene. Hvis det er nødvendigt at fjerne gale køer fra markerne, så bør vi også fjerne de gale overhalere. En effektiv, men ikke særlig populær måde, er den automatiske hastighedskontrol og mærkbare straffe. Dog er bøder på 100.000 euro, som nogle har betalt hjemme i Finland, den rene pengepugning.

For det andet in vino veritas - i vin er sandheden. Det er sandt, at også alkohol spiller en rolle i helt op til 9.000 dødstilfælde. Jeg mener, at det er vigtigt, at man indfører en alkoholgrænse på 0,5‰ i alle lande, og dette skal også overvåges. Såfremt medlemsstaterne mangler mod til at gennemføre dette, skal sagen klares ved hjælp af en europæisk beslutningstagning. Borgerne skal sommetider beskyttes mod deres egne regeringer. I tilfælde af gentagne og grove spritkørsler bør staffen være et langt køreforbud og statens konfiskering af bilen.

Det tredje punkt er forbundet med beskatning. Høje skatter på biler fører til en gammel og usikker vognpark. Mit fædreland er et sørgeligt eksempel på dette. Finland er det europæiske Cuba, hvad angår bilernes alder. Biler, der opfylder strenge sikkerhedsstandarder, bør også belønnes med lavere beskatning. Beskatningen bør i almindelighed rettes mod brugen af bilen og ikke mod anskaffelsen af den. Kære kolleger, jeg ønsker Dem en god rejse. Husk at tage sikkerhedsbælte på, også på bagsædet!

  Watts (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil først takke ordføreren for hendes fremragende arbejde på vores alles vegne og også takke hr. Vatanen for hans bidrag på vegne af PPE-DE-Gruppen. Jeg kan fuldt ud gå ind for mange af de argumenter, han er kommet med, ikke mindst hvad angår grænseværdier for alkoholkoncentration i blodet. Ja, der er faktisk kun to ting, jeg gerne vil kommentere her i aften, og det er spørgsmålet om sikrere frontpartier på biler og det meget vigtige spørgsmål om alkoholkoncentration i blodet.

Hvad de sikrere frontpartier angår, finder jeg det værd at påpege, hvor klart ordføreren har lagt op til kommissæren at komme frem med et direktiv. Denne kommissær lovede faktisk Parlamentet her i januar sidste år, for et år siden, at vi ville få et direktiv om sikrere frontpartier på biler. Et år senere er der stadig ikke noget direktiv. Det, vi har i februar, er en høring. Mere snak. Ingen handling. I mellemtiden har 2.000 mennesker i det sidste år unødvendigt og til ingen nytte mistet livet, fordi Kommissionen hellere vil snakke end handle. Jeg håber, at Kommissionen i aften og i morgen vil lytte til afstemningen her i Parlamentet og beslutte at gøre noget ved sit tilsagn om at udarbejde et direktiv om sikrere frontpartier på biler. Ikke mere snak, tak. Lad os se noget handling.

Og det samme gælder faktisk også for alkoholkoncentrationen i blodet. Vi har snakket om dette spørgsmål år ind og år ud. Vi ved alle, at 10.000 mennesker hvert år dræbes i spiritusrelaterede sammenstød i Europa. Vi må gøre noget ved dette særlige problem. Men jeg finder det højst ironisk, og jeg er sikker på, at timingen ikke er noget sammentræf, at kommissæren på den selv samme dag, hvor vi drøfter alkoholindhold i blodet, spritkørsel, trafiksikkerhed, dagen før Parlamentet skal stemme om spritkørsel, allerede har truffet sin beslutning. Hun har udsendt en henstilling om spritkørsel. Det ville have været rart, ville det ikke, hvis kommissæren i det mindste havde lyttet til debatten og hørt, hvad resultatet af afstemningen var i morgen, før hun besluttede at komme parlamentsprocedurerne i forkøbet og udsende denne henstilling? Vi ved godt, at en henstilling desværre ikke er det papir værd, den er skrevet på. Medlemsstaterne har brug for og går ind for klar vejledning. Vi mener, at tiden er inde til, at kommissæren antager en streng holdning over for spritbilister og spritkørsel og fremsætter et direktiv, der reducerer grænseværdien til 50 mg.

I Det Forenede Kongerige, som traditionelt har haft en god rekord, har vi desværre i juleperioden set en stigning i antallet af spritbilister. I min egen region, i nogle dele af min region lå 17% af de alkoholtestede bilister over den lovlige britiske grænseværdi på 80 mg. Det står helt klart, at vi har brug for handling her. Ja, og den britiske regering beder også om en løsning på europæisk plan, i en europæisk sammenhæng. Så det eneste, jeg gør, er at komme med en meget enkel anmodning til kommissæren her i aften om at lytte til debatten og lægge mærke til afstemningen i morgen.

  Sanders-ten Holte (ELDR). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, indledningsvis vil jeg gerne takke ordføreren for hendes udmærkede betænkning om et emne, som alle borgere i Europa konfronteres med dagligt, nemlig deres egen og deres børns trafiksikkerhed. Jeg vil gerne behandle tre punkter.

For det første slår jeg til lyd for europæisk lovgivning om en europæisk fodgængertest og de fire dertil knyttede delsystemtest. Det er efter 22 års europæisk støttet forskning blevet helt klart, at disse prøver er nyttige, og at der hermed kan reddes hundredvis af menneskeliv på årsbasis. Det er det allervigtigste for mange fodgængere og cyklister, især i et tætbefolket land som Nederlandene, men naturligvis også andre steder.

Det er naturligvis sympatisk af hr. Liikanen på ny at give bilindustrien mere tid til at indgå egne aftaler, the bottom-up approach, og på ny til juni, men nu i 2001, og det er efter min mening for længe. At regere er at vælge, og det er tiden nu moden til.

For det andet alkoholkoncentrationen i blodet. Flere medlemmer i min gruppe støtter ordførerens forslag om at udarbejde en EU-forordning om en alkoholgrænse på 0,5‰. Vi vil ikke udvide grænsen, men vi mener, at en harmonisering af denne øger borgernes retssikkerhed i en Union, hvor mange borgere dagligt overskrider de indre grænser, og hvor vi netop vil fremme arbejdstagernes mobilitet. Jeg er i øvrigt imod indførelsen af lavere koncentrationer for visse kategorier unge trafikanter. Signalet skal være klart. En norm er sikker eller ikke sikker. 0,5‰ er efter min mening socialt forsvarligt, og den er nem at kontrollere og håndhæve.

Endelig, fru kommissær, mener jeg, at det er meget uelegant over for Parlamentet, at kommissæren, forud for debatten i aften, hvor der slås til lyd for en forordning om alkoholkoncentrationen, åbenbart har besluttet, at det er tilstrækkeligt med en henstilling til medlemsstaterne. Det virker uforpligtende, og det fremmer ikke klarheden for borgerne.

Mit sidste punkt er nulmålsætningen på langt sigt. Den er jeg imod. En målsætning skal være realistisk og opnåelig, hvilket virker motiverende og fremmende. Vi kan naturligvis nedbringe antallet af ofre, men en reduktion til nul er et fromt ønske.

  Bautista Ojeda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil indlede med at takke for det glimrende arbejde, som fru Hedkvist Petersen har udført. Ulykkerne og det meget store antal ofre på de europæiske veje har en mangeartet oprindelse. Årsagerne er mange og forskelligartede, og i betænkningen inddrages og resumeres de vigtigste. I Kommissionens meddelelse om hovedopgaver i Den Europæiske Union, hvad angår trafiksikkerhed, er de områder, hvor vi kan gribe ind for at opnå de bedste resultater, opstillet i seks punkter.

Jeg vil koncentrere mig om de områder, der vedrører håndtering af vejenes sorte pletter og begrænsning af virkningerne ved sammenstød med transportinfrastrukturer. Et stort antal trafikofre er brugere af tohjulede køretøjer, motorcyklister og cyklister, som vejene også er beregnet til. Af kulturelle og klimatiske årsager er der særligt mange af dem i nogle medlemsstater. Pålidelige undersøgelser har vist, at størstedelen af de alvorlige ulykker, dødsfald eller ulykker med alvorlige følger, sker ved sammenstød med autoværn, altså sammenstød med beskyttelser i vejsiderne eller lodret skiltning. De to former for beskyttelse er begge udformet og skabt til firhjulede køretøjer.

En stor del af disse ulykker sker i de sorte pletter, som nogle medlemsstater allerede er i gang med at markere og indkredse. Mit forslag til lovgivning om udformning og placering af disse bløde beskyttelser i de sorte pletter er altså ikke gratis. Vi bør ikke affinde os med en mild henstilling til staterne eller blot overlade det til subsidiariteten, som i høj grad vil betinge indførelsen.

Lad os nu være modige. Lad os lovgive, lad os søge en højere grad af harmonisering, lad os fremme foranstaltninger til rationel og sikker trafik for fodgængere og cyklister, og lad os finde løsninger, der kan begrænse den tunge trafik, i hvert fald i befolkede områder, lad os harmonisere hastighedsbegrænsningerne med en omfattende retlig ramme, sådan som Kommissionen anbefalede det i 1986, og dermed ophæve medlemsstaternes passivitet. Lad os overvåge trafikkens indvirkning på miljøet, f.eks. støj og forurening. Jeg mener også, at det er af stor betydning at lovgive om tilladt maksimal alkoholkoncentration.

Til sidst vil jeg takke kommissæren for hendes glimrende holdning til vores forslag.

  Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, det katastrofale antal på 42.000 mennesker, som hvert år må lade livet på Den Europæiske Unions veje, og de ca. 1,7 millioner kvæstede kræver hele tiden af os, at vi betragter emnet trafiksikkerhed som et meget vigtigt og højt prioriteret problem. Ikke kun, fordi disse tal dækker over umålelige personlige lidelser, men også fordi de er ensbetydende med enorme nationaløkonomiske tab og omkostninger. Tallet vurderes til 100 milliarder euro, hvilket svarer til ca. 2% af bruttonationalproduktet i alle europæiske medlemsstater. Det er mere, end alle Den Europæiske Unions medlemsstater tilsammen anvender til kulturelle formål.

Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til ordføreren, og jeg vil især gerne fremhæve, at hun koncentrerer sig om tre hovedområder, nemlig ulykkesforebyggelse, skadesforebyggelse samt behandling og revalidering. Efter min mening understreger dette, at trafiksikkerheden ikke kan øges i det nødvendige omfang med enkeltstående foranstaltninger, men at det kun kan lade sig gøre med et helt kompleks af foranstaltninger, og hertil hører færdselsundervisning, hastighedsbegrænsning, nedsættelse af grænseværdier for alkoholkoncentration i blodet, bedre sikkerhed på vejene, systemer til styring af trafikken, højere sikkerhedsstandarder for køretøjer, en mere omfattende kontrol af overholdelse af færdselsloven og en permanent vurdering af de køretøjer, der kører i trafikken.

Derfor beklager jeg overordentligt meget, at ændringsforslaget om ny indregistrering af forulykkede køretøjer i Den Europæiske Union ikke blev godkendt, selv om uafhængige rapporter entydigt viser, at der er en konkret sammenhæng mellem det, at et køretøj én gang forulykker, og at samme køretøj efterfølgende indblandes i nye ulykker, som i større grad har dødelig udgang.

Jeg vil gerne kort komme ind på det, den foregående taler sagde. De ved, at jeg har stillet et ændringsforslag, der især behandler problemet med motorcyklister og autoværn, og det ville glæde mig, hvis De og Deres gruppe kunne stemme for det i morgen, da jeg selv kører motorcykel og derfor selvfølgelig også kender problemet særdeles godt.

  Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg kan kun støtte Kommissionen i, at der ikke skal fremlægges en fælles forordning om alkoholkoncentration i blodet. Det er en skinhellig diskussion, mine kolleger fører, en fuldstændig skinhellig diskussion! Socialdemokraterne og vi vedtog i fællesskab for et år siden ved genoptagelsen af forslagene fra sidste periode, at vi ikke ønskede nogen fælles lovgivning. Vores holdning er, at der skal kontrolleres! Det er det afgørende spørgsmål, ikke det, der står i loven! Det afgørende er, om der kontrolleres på stedet. Her kan jeg kun sige til min engelske kollega: Hvis Deres engelske politi ville kontrollere til jul, så ville De trække folk ud af trafikken og forhindre ulykkerne.

Derfor kan jeg kun gentage, at det afgørende er en kontrol af alkoholpromillen og ikke en fælles forordning. Derfor stemmer vi også mod første del af ændringsforslag 4. Hvis De alligevel gennemfører det, forkaster min gruppe hele fru Petersens beslutning, fordi det er en skinhellig diskussion at forlange en fælles lovgivning, der overhovedet ikke er nødvendig. Tal med Deres lande. De fleste lande går som Europa-Parlamentet ind for en promille på 0,5. Det er absolut tilstrækkeligt, som Kommissionen med rette har sagt. Vi anbefaler det til alle disse lande. Dem, der ikke gør det, kære kollega, dem skulle De tale med!

Altså, det handler ikke om, hvorvidt der føres en skinhellig diskussion, og det handler heller ikke om, hvad der står i loven, det handler derimod om, at politiet kontrollerer på stedet og plukker dem ud, der kører i beruset tilstand. Sådan opnår vi den største trafiksikkerhed.

Vi vil heller ikke stemme for ændringsforslag 6, med hvilket De Grønne igen forsøger at indlede en anden skinhellig diskussion, nemlig om en generel hastighedsbegrænsning på 120 km i timen. Vi har allerede hastighedsbegrænsninger på de fleste europæiske veje. I mit land er der hastighedsbegrænsninger på 95% af alle veje. Hvor sker ulykkerne? På de 95% af vejene, fordi hastigheden heller ikke her bliver kontrolleret i tilstrækkelig grad. Altså færre love og flere kontroller, så har vi skabt større trafiksikkerhed!

  Mastorakis (PSE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, hvis dødsfald på grund af radioaktive våben skyldes menneskelig ufølsomhed, skyldes dødsfald i trafikuheld hovedsagelig menneskelig dumhed. Det organiserede samfund bør imidlertid ikke blot undlade at udvise dumhed, der kommer til udtryk i handlinger eller forsømmelser, men det bør også beskytte sine borgere mod resultaterne af dets dumhed.

I denne retning går det fremragende arbejde, som fru Hedkvist Petersen har gjort i forbindelse med Kommissionens meddelelse om trafiksikkerhedsprioriteringer, hvor hun udstikker den kurs, som bør følges. Vores indsats bør således bevæge sig omkring tre krumtappe: for det første lovgivningsmæssige, reguleringsmæssige indgreb, for det andet fremme af nye teknologier i forbindelse med biler og vejinfrastruktur og for det tredje administrative foranstaltninger og oplysningskampagne.

Naturligvis må man især sørge for at få en bred accept af de forskellige foranstaltninger, så de også bliver mere effektive, ligesom der bør tages hensyn til medlemsstaternes erfaringer på disse områder, så man hele tiden holder sig på den gyldne middelvej uden overdrivelser. En ting, som kunne opnå generel accept, ville være en drastisk nedsættelse af den tilladte alkoholkoncentration, når der er tale om særlige grupper af køretøjer, f.eks. køretøjer med farlig last. Desuden kan moderne teknologi udnyttes i den praktiske gennemførelse af de foranstaltninger, der besluttes, samt i kontrollen af overholdelsen af de gældende bestemmelser. Og så bør vi naturligvis mobilisere og i højere grad inddrage lokalsamfundene og de regionale organer i vejsikkerhedsspørgsmålene, så vi kommer nærmere borgerne, samtidig med at oplysningskampagnen naturligvis skal fortsætte, idet man bruger, hvad jeg vil kalde lidt smartere metoder, når man henvender sig til befolkningen, navnlig de unge.

Det ville heller ikke være helt meningsløst at overveje at belønne de mest sikre biler gennem vejafgifterne og at kræve minimumsstandarder for sikkerhed for forskellige vejkategorier, så undersøgelser og bygning kan inddrages i programmer, der modtager tilskud fra Den Europæiske Union. Til sidst vil vi opfordre Kommissionen til ikke at "køre" for hurtigt frem i sager som denne. Af hensyn til vejsikkerheden.

  Costa, Paolo (ELDR). - (IT) Hr. formand, problemet med trafikulykker er så omfattende og så undervurderet, at ethvert initiativ, som vedtages snarest muligt på ethvert administrationsniveau og i enhver retning, er berettiget, både når det gælder trafikanternes adfærd, infrastrukturerne og transportmidlerne. Det eneste udvælgelseskriterium, som vi bør anvende - men jeg tror, at det bliver vanskeligt at anvende et sådant i betragtning af den debat, vi har haft hidtil - er at finde ud af, hvilke former for indsats der kan give det største udbytte, netop fordi de er lette at gennemføre.

Jeg tror, at trafikanternes adfærd og infrastrukturerne er de områder, hvor man hurtigst kan forvente nogle resultater. F.eks. har indførelsen af en lovpligtig brug af hjelm og sikkerhedsseler givet nogle fantastiske resultater i mit land. Da det sidste år blev lovpligtigt at bruge hjelm, faldt knallertkørernes dødelighed med 45% for alle aldersgrupper. Jeg er klar over, at der i forbindelse med disse foranstaltninger - nemlig hjelm og sikkerhedsseler - er et problem med deres håndhævelse og gennemførelse, og hvis de ikke bliver gennemført, forbliver de således virkningsløse og vil kun eksistere på papiret. Jeg mener dog ikke, at man af den grund skal negligere sammenhængen mellem alkohol og trafik, og derfor er jeg heller ikke modstander af en lidt mere generaliseret grænse, selv om den måske vil gå lidt ud over mit land.

  Cauquil (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, vi stemmer for betænkningen om prioriteringerne for trafiksikkerheden i EU, for den indeholder et vist antal konkrete tiltag, der kan bremse, i det mindste en smule, antallet af dødsfald forårsaget af trafikuheld. Det er faktisk absurd, at disse uheld kan være den første dødsårsag blandt børn og voksne på under 45. Men størstedelen af tiltagene, selv om de er positive, henvender sig kun til brugerne og fritager således både bilfabrikanterne, staten og, mere generelt, samfundsindretningen for ansvar.

Hvad er tilskyndelser værd, om de så er af tvingende karakter eller ej, der anmoder brugerne om at begrænse hastigheden, mens bilfabrikanterne ikke blot fremstiller køretøjer, der langt overskrider den tilladte hastighed, men som også gør det til et salgsargument? Hvad hjælper det at opfordre folk til at være forsigtige og begrænse køretiden, når de store handels- og industrivirksomheder og lastbilchaufførernes arbejdsgivere i deres stræben efter rentabilitet forpligter lastbilchaufførerne til at køre, indtil de falder om af træthed? Hvad hjælper det at beklage sig over, at vejtrafikken står for 95% af årsagerne til uheld samtlige transportmetoder taget i betragtning, altså uden nogen sammenligning med jernbanen og flytrafikken, hvis alle regeringernes politik går ud på åbent eller via handling at opfordre til at vælge vejtransporten frem for enhver anden form for transport, både for personer og gods. Selv i de rigeste lande i Europa er den kollektive transport underudviklet, og for mange mennesker er det at tage bilen ikke et valg, men en nødvendighed, fordi der ikke er nogen passende kollektiv transport.

Den stræben efter rentabilitet, den stræben efter et lager på nul, der leder de store virksomheder til at betragte vejtransporten som et led i deres produktionskæde, forvandler visse motorveje til en lang, næsten uafbrudt kæde af lastbiler. Selv med hensyn til det begrænsede spørgsmål om jernbane- og vejtrafikken går den reelle praksis imod den officielle holdning. Og mere generelt igen ville en rationel organisering af transporten nødvendiggøre en rationel organisering af selve produktionen, det vil sige en organisering, der ikke stræber efter profit for enhver pris. Men dér er vi langt fra de latterlige tiltag, der foreslås af såvel Kommissionen som af denne betænkning.

(Bifald)

  Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, da jeg under forberedelsen af dette korte indlæg så på de statistiske tal, måtte jeg rystet konstatere, at siden mødet startede i morges, er over 55 mennesker blevet dræbt på Den Europæiske Unions veje, i hvert fald rent statistisk. Den Europæiske Union mister fire mennesker i timen. Trafikuheld er den mest almindelige dødsårsag blandt børn og unge. Hvert år mister vi hverken mere eller mindre end et universitet eller en stor skole med større børn, eftersom 15.000 unge hvert år dør på vejene. Hertil kommer, at jeg personligt har den tvivlsomme ære at komme fra den medlemsstat, der har det næsthøjeste tal for dødsulykker i Europa. Desuden er Grækenland det eneste land i Europa, som desværre ikke har kunnet observere faldende tendenser i det sidste årti. Hele familier ofres på asfaltens alter.

Hr. formand, trafiksikkerhed kan og bør prioriteres højt både i Europa som helhed og i de enkelte lande. Derfor kan jeg også tilslutte mig fru Hedkvist Petersens forslag, som jeg gerne vil komplimentere hende for, og erklære mig enig i, at vi bør have en strategisk planlægning for trafiksikkerhed og opstille en række strenge, men også realistiske måltal. Dette vil skabe øget politisk opmærksomhed og effektivt sætte fokus på spørgsmålet. Vores eget ansvar her og i Bruxelles, mine damer og herrer, er enormt. Jeg finder det negativt, at der f.eks. ikke er stillet lovforslag om obligatorisk indførelse af de fire delsystemtest med henblik på at udvikle sikrere frontpartier på biler til beskyttelse af fodgængere, et forskningsprogram, som Den Europæiske Union vel at mærke har givet støtte til i hele 22 år.

Endvidere kan yderligere støtte til det europæiske program til vurdering af nye biler, støtte til kampagner for anvendelse af sikkerhedsseler, udvikling af telematiksystemer, obligatorisk kørelys til motorcykler og biler og andre forslag indeholdt i betænkningen med forholdsvis få udgifter medføre store fordele for trafiksikkerheden og den offentlige sundhed.

  Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, fru de Palacio, jeg tror ikke, at De har kunnet undgå at lægge mærke til den passage i Kommissionens meddelelse, som skildrer den foruroligende forskel mellem medlemsstaterne, når det gælder vejkvaliteten, trafiksikkerheden og antallet af ofre. Det vanskelige ved dette er, at denne forskel nøjagtigt afspejler den eksisterende ulighed mellem EU's forskellige medlemsstater med hensyn til den økonomiske udviklings hurtighed og beskaffenhed. På den ene side står det sikreste land, nemlig Sverige, og på den anden side står de mindst sikre lande, som er Grækenland og Portugal. Hvad betyder dette? Jeg vil prøve at give et positivt svar på dette spørgsmål: Det betyder, at man kun kan investere i sikkerhed, hvis man investerer i en fællesskabsindsats.

Jeg tror, at Parlamentet - med nogle få legitime undtagelser - beder Kommissionen om at udvise større mod, og derfor vil jeg gerne takke vores kollega for hendes betænkning, der gør Kommissionens meddelelse yderst klar og mere hensigtsmæssig. At udvise større mod - og her tager jeg fat på det væsentlige - er ensbetydende med to ting, og det drejer sig først og fremmest om at gøre en indsats for at fastlægge forebyggelsespolitikkens grænser og regler, ellers - og De må ikke være sur på mig, når jeg siger dette, hr. Jarzembowski - nytter kontrollen ikke noget. Hvis vi skal kontrollere hastighedsbegrænsningens overholdelse, er der stor forskel på, om den er 100 eller 200 km i timen.

Det samme gælder for alkohol. Vi mener, at Kommissionen bør udarbejde et direktiv, hvor man for alle medlemsstaterne fastsætter det maksimalt tilladte alkoholindhold i blodet til 0,5‰. Og det siger jeg som borger i et land, der har fastsat en højere grænse for netop at undgå enhver mistanke om en snæversynet tankegang. Subsidiaritetsprincippet er en god ting - selv om jeg mener, at det er helt grotesk at ville fratage alle fulde mennesker deres kørekort - men problemet er at finde ud af, hvornår bilisterne kan anses for at være fulde ifølge vores færdselslov.

Fru kommissær, denne form for mod er efter min mening den mest enkle og effektive - men nok også den eneste - måde, hvorpå vi kan nå vores ambitiøse målsætning om at reducere antallet af ofre for færdselsuheld på Den Europæiske Unions veje med 40% i de kommende år.

  Stenmarck (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes store engagement i dette spørgsmål.

Sidste år døde næsten 43.000 mennesker på EU's veje. En af de største årsager til dette var indtagelsen af alkohol. Det kan man aldrig nogensinde komme uden om. Seks år i Europa-Parlamentet har givet mig stor respekt for, at vi ser forskelligt på mange spørgsmål, men vi burde alle være enige om, at alkohol og bilkørsel ikke på nogen måde hører sammen. Alligevel dræbes der hver dag mennesker i trafikken præcis på grund af denne kombination.

Vi kan også se vældigt forskelligt på, hvorvidt vi skal have fælles regler i EU, eller om hvert enkelt land selv skal løse dette problem. Lad mig fremhæve to ting for den, der er i tvivl om dette spørgsmål.

Den ene er, at intet EU-land ville acceptere, at et andet medlemsland tolererede, at en kaptajn på et fly med 300 passagerer, en kaptajn på en båd, der har ansvaret for 1.000 menneskers sikkerhed, eller en lokomotivfører drikker alkohol, før han eller hun tager ansvaret for sine passagerer. Hvorfor stiller vi da ikke de samme krav til dem, der kører på vores veje?

Det andet, jeg vil fremhæve, er, at 95% af de trafikulykker, som medfører døden, faktisk sker på vejene. Det eneste, jeg ønsker, er, at vi skal behandle problemet med disse 95% med lige så stor alvor som problemet med de 5% af ulykkerne, der indtræffer på de andre transportområder. Og det er præcis derfor, at jeg synes, at betænkningen er et godt grundlag at arbejde videre ud fra, og præcis derfor vil jeg også stemme for den i morgen.

  Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, sikkerheden på Europas veje er et livsvigtigt kapitel, og tallene taler for sig selv: 42.000 døde om året og 1,7 millioner kvæstede. Der må ske noget her. Vi må arbejde for, at vores veje bliver mere sikre. Sorgen i de familier, der mister et medlem på grund af en bilulykke, er meget stor. Vores samfund bliver mere og mere mobilt, og det støtter jeg også. Netop derfor er det vores pligt at beskæftige os med risiciene. Her må vi som politikere på både europæisk, nationalt og regionalt plan påtage os ansvaret over for samfundet og arbejde for bedre og mere adækvate foranstaltninger for vejtrafikken.

Det udslagsgivende punkt er en analyse af trafikulykkerne. Ulykkesstatistikken skal således indeholde en registrering, evaluering og analyse af ulykkesoplysninger. En systematisk undersøgelse af det trafikale forløb kan bidrage med vigtige oplysninger, der kan skabe større sikkerhed og forhindre ulykker. Både køretøjernes konstruktion, vejenes udformning og trafikanterne selv udgør svage led. Vi må indse dette og forsøge at udelukke disse svage led så vidt muligt. Det er et meget vigtigt punkt for mig. I den forbindelse mener jeg, at færdselsundervisningen er væsentlig.

Skabelsen af en bevidsthed i befolkningen om, hvilke farer og risici der er forbundet med trafikken, er en forudsætning for, at foranstaltningerne accepteres. Selv børn, der udgør en særlig truet gruppe i trafikken, skal gennem leg forklares, hvordan man færdes i trafikken. Unge skal informeres om de risici for dem selv og for andre trafikanter, de møder, når de har fået kørekort.

Der er ét punkt, der ligger mit hjerte særligt nært, nemlig foranstaltninger mod indtagelse af alkohol, men også lægemidler og narkotika ved kørsel. Der er allerede truffet foranstaltninger mod promillekørsel og gjort et stort oplysningsarbejde på dette område. Alligevel er folk ofte ikke bevidste om, at indtagelse af narkotika og lægemidler kan bevirke en svækkelse af bevidstheden og føre til, at man ikke er i stand til at køre bil.

I EU's program for trafiksikkerhed skal de centrale prioriteter defineres klart. Det er navnlig vigtigt at gå systematisk frem på dette problematiske område. Vi må absolut kræve et samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne!

  Koch (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære fru kommissær, den hyppigste årsag til, at børn og unge, egentlig generelt EU-borgere under 45 år, dør og kvæstes alvorligt, er trafikulykker. Det må vi ikke længere acceptere som en ufravigelig skæbne, men skal derimod bekæmpe det. Det er imidlertid en forudsætning, at vi ikke længere tror, at trafiksikkerheden først og fremmest afhænger af, hvor godt trafikanterne opfører sig, og om de tager sig sammen.

EF-traktatens artikel 41 og 94 giver os foruden en klar forpligtelse også det retsgrundlag for en række effektive foranstaltninger inden for trafiksikkerhed, som mange her i Europa-Parlamentet har tvivlet på. Det er op til os omsider at give denne problematik en passende høj politisk prioritet. I den forbindelse er der vel næppe et politisk område, hvor det anerkendes, at EU, medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder samt relevante organisationer er fælles om ansvaret. Her gælder nærhedsprincippet altså i høj grad.

Netop derfor bør vi ikke underkende EU-foranstaltningernes merværdi i forhold til medlemsstaternes bestræbelser. Beregninger af de samfundsmæssige omkostninger ved trafikulykker viser, at disse ligger væsentligt højere end omkostninger til forhindring af trafikulykker. Derfor er råbet om flere finansielle midler rimeligt selv i tider, hvor der skal spares på budgettet. Men pas på, vi må ikke bedrage os selv. Det gælder ikke altid, at jo flere midler der anvendes, desto højere er det sikkerhedsniveau, der kan opnås.

Informationskampagner om bedste praksis i EU-staterne og forpligtende foranstaltninger til reduktion af ulykkesårsagerne såsom alkohol, narkotika og lægemidler, men også et direktiv, der fremmer bilindustriens kreativitet, om en udvidelse af sikkerhedstest eller fremme af programmet til vurdering af nye biler, EuroNCAP, kan bevise dette. Jeg vil gerne lykønske ordføreren, fru Hedkvist Petersen, med hendes glimrende betænkning og anbefale, at man stemmer for den.

  Hedkvist Petersen (PSE). - (SV) Hr. formand, fru kommissær, det er interessant at høre disse drøftelser, og det vil blive interessant at fortsætte med at arbejde med trafiksikkerhed i Parlamentet efter disse drøftelser og efter afstemningen i morgen. Jeg forstår, at de fleste politiske grupper synes, at lovgivning om alkoholindholdet på europæisk niveau er at foretrække for en national kompetence, som vi kan udnytte i overensstemmelse med traktaten. Jeg holder med Stenmarck, når han siger, at vi - og dette viser den sidste diskussion - aldrig burde acceptere lavere sikkerhedsniveauer, end hvad vi har mulighed for at opnå. Men det gør vi for vejtrafikken, hvorimod vi naturligvis ikke gør det for flytrafikken. Jeg mener, at det er vigtigt med en sådan lovgivning på fællesskabsniveau, når det gælder alkohol.

Hr. Jarzembowski havde nogle interessante synspunkter, men til forskel fra Jarzembowski synes jeg, at man skal benytte sig af såvel muligheden for at lovgive som for politikontrol samt andre muligheder. Det er nødvendigt at benytte sig af samtlige muligheder, og det vil vi også gøre. Vi har ikke tidligere sagt nej til et direktiv. Nu kan vi tage et politisk initiativ, så lad os gøre det!

Hvad angår det, De Grønne nævnte om de sorte pletter, hr. Bautista, mener jeg, at det er vigtigt, at vi holder øje med, hvad der foregår. Det ville være interessant at se en rapport om, hvordan det ser ud rundt omkring i Unionen. Jeg er ganske klar over, at dette har stor betydning for cyklister og motorcyklister.

Til sidst gælder det uddannelse og børnenes situation. Vi har brug for en trafikal opdragelse af børnene, præcis som fru Schierhuber sagde. Vi skal benytte os af denne mulighed samt af alle andre muligheder på nationalt, lokalt, regionalt og europæisk niveau. Vi må løfte denne tunge opgave i fællesskab.

  De Palacio, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, jeg vil indlede med oprigtigt at lykønske fru Hedkvist Petersen med det helstøbte forslag til beslutning om trafiksikkerhed, som hun har udarbejdet, og som er et udtryk for Europa-Parlamentets interesse - og det har vi set i Deres indlæg i dag - i at råde over en omfattende politik til bekæmpelse af trafikulykkernes svøbe. Jeg vil også takke alle dem, der har fremkommet med indlæg, givet deres mening til kende og bidraget til debatten.

Som svar på en anmodning fra Europa-Parlamentet vil jeg gøre Dem opmærksom på, at Kommissionen i marts sidste år forelagde en meddelelse om trafiksikkerhed, der indeholdt en række konkrete foranstaltninger, som skulle føres ud i livet i de kommende år, nemlig i de to sidste år for gennemførelsen af det andet handlingsprogram om trafiksikkerhed.

Jeg vil understrege, at jeg generelt er helt enig i betænkningens forslag og også i indholdet af beslutningen, som er en kulmination, både hvad angår det aktuelle handlingsprogram, der gennemføres om kort tid, og det fremtidige program om trafiksikkerhed, som Kommissionen vil forelægge i de kommende måneder.

Det er også mit ønske, at Den Europæiske Union får en effektiv og varig politik til nedbringelse af antallet af ulykker, som er helt uacceptabelt. I første fase skal de sidste prioriterede foranstaltninger inden for rammerne af det aktuelle program om trafiksikkerhed iværksættes, og især skal det foreslås, at forpligtelsen til at montere hastighedsbegrænsere skal gælde et større antal lastvogne ved en sænkning af tonnagen, som er udgangspunktet for iværksættelsen af den foranstaltning. Ligeledes bør vi fremme udvekslingen af information om sorte pletter og om teknikker til at begrænse dem og generelt forøge transportinfrastrukturernes sikkerhed og vedtage foranstaltninger til forbedring af køretøjers frontpartier i tilfælde af sammenstød med sårbare brugere af transportnettet. Og som en af vejforbedringerne skal de nuværende autoværn, som er meget farlige for cyklister og motorcyklister, have en anden udformning.

I anden fase skal der vedtages en mere systematisk planlægning med henblik på det fremtidige handlingsprogram, idet der skal opstilles kvantitative mål på europæisk plan, der udarbejdes i samarbejde med medlemsstaterne, for at opnå, at foranstaltninger vedtaget i Bruxelles og foranstaltninger vedtaget på nationalt plan bliver effektive og supplerer hinanden. For det er tydeligt, at konkrete mål - det har vi set i de lande, hvor de er blevet opstillet - er et incitament og har en psykologisk ansporende virkning på myndighederne, som fører til bedre kontrol og dermed nedbringelse af antallet af ulykker.

Jeg vil imidlertid ikke ved denne lejlighed tale om de aspekter, som vi er enige om - dem kender De fra meddelelsen - men jeg vil gerne uddybe årsagerne til, at der er to punkter, hvor vi er uenige. Det første vedrører alkoholkoncentration. Mine damer og herrer, De har faktisk helt ret. I går eller i forgårs afsluttedes den skriftlige procedure om henstillingen om en højst tilladt alkoholkoncentration i blodet på 0,5‰ med Kommissionens vedtagelse. Datoen er helt tilfældig. Den var i meddelelsen fra marts. De må ikke tro, at der er nogen, der har lavet en sammensværgelse. Jeg troede, at det var længere fremme. Det beklager jeg. De må endelig ikke tro, at datoen er blevet valgt af hensyn til denne forhandling. Men jeg vil gerne forklare Dem, hvorfor der ikke stilles et forslag til direktiv. Det er der to afgørende årsager til. For det første skal jeg sige, at Storbritannien, et af de lande, hvor grænsen for alkoholkoncentration er over de 0,5‰, vi henstiller til - som hr. Watts nævnte for et øjeblik siden - er det land i Den Europæiske Union, der har færrest ulykker, næst efter Sverige. Hvis Storbritannien havde 0,2 som maksimum i stedet for 0,8, ville det måske komme på førstepladsen i stedet for andenpladsen eller have meget færre ulykker. Jeg ved det ikke. Det, jeg vil sige, er, at det er et faktum, et objektivt faktum, at Storbritannien med 0,8‰ er det land, der har næstfærrest ulykker i Unionen.

Jeg henstiller ikke til 0,8‰, men til 0,5‰. Men sagen er, at det ikke er nok at henstille eller at forpligte til, at en promillegrænse overholdes, hvis de nationale myndigheder ikke kontrollerer alkoholindholdet i blodet ordentligt. Og jeg vil sige til Dem, at hvis nogle medlemsstater ikke i øjeblikket kontrollerer alkoholindholdet i blodet, tvivler jeg på, at vi opnår bedre resultater, hvis vi bare sætter det ned til 0,5‰. Det er nødvendigt at sikre, at myndighederne udfører en bedre kontrol.

For det andet er der vaner, grunde, der får mig til at tænke, at dette er et klassisk eksempel på noget, som bør høre ind under subsidiaritetsprincippet, og derfor laver vi kun en henstilling på 0,5‰. Jeg forstår, at De er af en anden mening - det har jeg bemærket - og selvfølgelig er sandheden desuden den, at der hidtil ikke har været et tilstrækkeligt flertal i Rådet til at gennemføre initiativer af denne art. Hvis alle medlemsstaterne pludselig bliver enige, vil de få meget nemt ved bl.a. at indføre 0,5‰ i deres lande. Kom ikke og fortæl mig, at Det Forenede Kongerige forlanger et europæisk direktiv for at løse et problem i Storbritannien, for det tror jeg ikke på. Lad Storbritannien vedtage 0,5‰. Hvorfor skal vi forpligte landet? Hvis Det Forenede Kongerige ønsker at gøre det, og vi allerede har en henstilling, så lad det efterkomme den.

Hvad angår bilernes frontpartier, har jeg tydeligt hørt hr. Watts' kritik: Kommissionen foretrækker at tale frem for at handle. Jeg kan ikke acceptere den kritik. Kommissionen ønsker at handle effektivt, og nogle gange kan det at udsætte et initiativ i nogle måneder i virkeligheden være en metode til at få det gennemført meget hurtigere. Og vi har givet automobilindustrien seks måneder til at opnå en aftale. Det er ikke 2002, mine damer og herrer, det er juni 2001. Og i den forbindelse vil jeg sige til Dem, at det initiativ ikke kun afhænger af mig, men også af den kommissær, der har ansvaret for industri, hr. Liikanen, og det er det, vi er blevet enige om.

Med dette vil jeg sige, at vi aldeles ikke har afvist at udarbejde bestemmelser om frontpartier, der ved trafikuheld tager mere hensyn til mennesker, til ubeskyttede legemer, men at vi ganske enkelt forsøger at være endnu mere effektive ved at opnå automobilsektorens støtte.

Med hensyn til det fremtidige handlingsprogram for 2002-2010 er vi på forhånd åbne over for alle idéerne i forslaget til beslutning. Og jeg er endda rede til at tage de 0,5‰ op til fornyet overvejelse, hr. Jeg vil sige til Dem, at jeg ikke vil være meget ubøjelig i denne sag. Jeg mener ikke, at det er der, problemet ligger. Problemet med kontrol er meget vigtigere. Under alle omstændigheder regner jeg med Deres samarbejde, Deres hjælp og Deres støtte, og jeg lykønsker ordføreren endnu en gang.

  Watts (PSE). - (EN) Hr. formand, mit navn blev nævnt. Det er vigtigt at få en officiel afklaring af situationen i Det Forenede Kongerige, hvad angår den britiske regerings holdning til alkoholkoncentration i blodet. Jeg er sikker på, at Generaldirektoratet for Energi og Transport har en kopi af den britiske færdselssikkerhedsstrategi, som blev offentliggjort i marts 2000. Den gør det meget klart, at den nye regering i Det Forenede Kongerige er engageret i at finde en løsning i europæisk regi. Jeg er sikker på, at De nu vil finde en meget mere positiv reaktion på et direktivforslag, end det måske var tilfældet med den forudgående regering.

  Jarzembowski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Hvis jeg har forstået min kollega ret, så er det tilstrækkeligt at have en henstilling om, at den britiske regering vil sænke grænseværdien for alkoholindholdet i blodet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

10. Intermodalitet og intermodal godstransport

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0358/2000) af Poli Bortone for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om rapporten om situationen hvad angår gennemførelse af handlingsprogrammet i meddelelsen om intermodalitet og intermodal godstransport i Den Europæiske Union.

  Poli Bortone (UEN), ordfører. - (IT) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil undlade at definere intermodalitet, da jeg anser den definition, som Kommissionen selv har givet tidligere, for at være rigtig. Til gengæld mener jeg, at vi i dag bør definere den indsats, der skal foretages for at støtte intermodaliteten, da en sådan indsats bliver mere og mere nødvendig. Det er der en række årsager til, nemlig en rationalisering af trafikken, en optimering af godsets transporttid samt økonomiske og miljømæssige årsager, eftersom intermodal transport er et centralt element i den bæredygtige mobilitet.

Intermodal transport er i dag præget af en række problemer, der skyldes den manglende integrering af de forskellige transportformer samt en specifik ineffektivitet inden for nogle af disse transportformer. Jernbanetjenesternes effektivitetsniveau er af største vigtighed for den intermodale transports udvikling, men i mange medlemsstater er jernbanetjenesterne kendetegnet af ringe kvalitet og effektivitet og af for høje omkostninger i forhold til effektiviteten.

Desuden udvikles infrastrukturen fortsat ud fra et grundlag, der hovedsagelig er unimodalt, hvilket Kommissionen har påpeget flere gange, mens intermodal transport forudsætter en netstrategi, der er baseret på, at de forskellige transportformer supplerer hinanden og er forbundet med hinanden.

Endelig eksisterer der endnu ikke nogen åbne intermodale informationssystemer, der effektivt kan forvalte den intermodale transport og nettjenesterne og sikre en rationel og løbende informations- og kommunikationsstrøm i realtid.

Ved en nærmere undersøgelse af de friktionsomkostninger, der er forbundet med intermodal transport, viser det sig, at de mest kritiske elementer set i forhold til den traditionelle unimodale transport er høje priser, lang transporttid, en øget gennemsnitsstrækning for transporten, ringere kvalitet, større risiko for skader på godset, begrænsninger med hensyn til, hvilke typer gods der lader sig transportere, og mere indviklede administrative procedurer. Disse friktionsomkostninger skyldes især, at der mangler nogle sammenhængende og indbyrdes forbundne systemnet, hvilket går ud over effektiviteten og forhøjer transportomkostningerne.

Desuden har de forskellige transportformer forskellige effektivitets- og kvalitetsniveauer, hvilket er vanskeligt at forene med kravet om kundetilfredshed og godstransport på realtid. Årsagerne hertil er, at der ikke er nogen udbredte elektroniske kommunikationssystemer mellem de forskellige partnere i den intermodale kæde, og at der mangler vareidentifikations- og informationssystemer, som er tilrettelagt på et intermodalt grundlag.

Endelig er hele systemet præget af en række flaskehalse, der skyldes manglende harmonisering af de forskellige transportformers tider og timeplaner, hvilket skaber uoverensstemmelse mellem godstransportkædens behov og de praktiske krav til de ressourcer, der indgår i processen. Det er f.eks. tilfældet, når chaufførernes og mandskabets arbejdstider ikke er tilpasset til de intermodale operationer. Terminalerne kan ikke altid tilpasse sig tidsplaner for tog og skibe, som er i drift døgnet rundt.

Det er klart, at den intermodale transportsituation varierer inden for EU, og at nogle forhold kan være helt forskellige i de enkelte medlemsstater. Det er derfor nødvendigt, at man først og fremmest overvåger disse forskellige forhold med hjælp fra task force om intermodalitet, så man når frem til nogle specifikke retningslinjer for den indsats, der skal gøres med hensyn til de nye prioriteringer i de enkelte lande.

De målsætninger, som EU har til hensigt at forfølge, når det gælder om at udvikle den intermodale transport, skyldes nødvendigheden af at skabe et integreret system for de forskellige transportformer, der kan tilbyde kundeorienterede dør-til-dør-ydelser, som muliggør en effektiv og økonomisk anvendelse af transportsystemet, og som kan fremme konkurrencen mellem operatørerne. I meddelelsen om intermodalitet og intermodal godstransport i Den Europæiske Union angav Kommissionen målsætningerne for den intermodale transportsektor og opdelte dem i prioriterede interventionsområder for specifikke problemer, de såkaldte nøgleområder. Det første nøgleområde er infrastrukturerne og de integrerede transportmidler, det andet nøgleområde er interoperabilitet og sammenhæng i transportoperationerne, og det tredje nøgleområde er fælles tjenester og fælles lovgiving for alle transportformer.

Formålet er at skabe et informationssystem, der muliggør en realtidsforvaltning af transporten samt brugen af elektroniske transportoperationer ved at udvikle intermodale operationssystemer og elektroniske realtidsinformationssystemer, ved at harmonisere standarderne for kommunikation, procedurer og transportdokumenter på grundlag af EDI, ved at ensrette ansvarsbestemmelserne, så slutbrugeren får en overskuelig samling af gennemsigtige betingelser og procedurer, når det gælder ansvaret for gods, der eventuelt beskadiges eller går tabt under transporten, ved at udvikle informationssamfundets teknologier til fordel for intermodal transport via indførelsen af et åbent system, der gør det muligt at følge godsets bevægelser under den intermodale transport, og ved at muliggøre papirløs transport via en harmonisering af bestemmelserne om dokumentation og oprettelsen af et enkelt elektronisk vindue.

Kommissionen har ligeledes planlagt en række horisontale aktiviteter i form af målrettede projekter for forskning og teknologisk udvikling, der tager sigte på indførelsen af innovationer med henblik på anvendelsen af de nye teknologier for at udvikle innovative tjenester og øge produktiviteten. Det er klart, at den intermodale transport samtidig forudsætter en kraftig ændring af virksomhedskulturen. Globaliseringen og liberaliseringen af markederne er allerede ved at skabe en betydelig forøgelse af efterspørgslen efter transport af varer og gods. De høje vækstrater fører til en konkurrence, der i stadig større grad vil øge de transporterede mængder, og som følge heraf er en sammenlægning af sektorens operatører absolut uundgåelig.

Til sidst vil jeg gerne takke de kolleger, der har deltaget aktivt i udarbejdelsen af et forslag til beslutning, som der stort set er enighed om.

Jeg vil også gerne sige allerede nu, at hvad angår de ændringsforslag, der er blevet stillet - og som der faktisk ikke var så mange af - er jeg i det store og hele enig i dem alle sammen, med undtagelse af ændringsforslag 3, hvor jeg er lidt i tvivl, når det gælder statsstøtten.

  Peijs (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, intermodalitet er stadigvæk på begynderstadiet. Ikke engang 8% af godset transporteres intermodalt. Alligevel er de gennemsnitligt aflagte afstande lige siden 1970 steget, hvilket er gunstigt, hvis der skal indsættes mere end én modalitet. Godsmængden er også vokset meget, og der forventes en stigning på 70% i de kommende 10 år. Man kan undre sig over, at intermodal godstransport ikke har fået sit gennembrud endnu. Måske er presset på transportørerne og laderne ikke stort nok til at iværksætte gennembruddet. Derfor er det rimeligt at advare den pågældende sektor.

For det første kan vejnettet ikke klare en vækst på 70%, hverken inden for den bymæssige eller regionale distribution og heller ikke transporten over store afstande. Hvis der kun regnes med vejtransport, er det et tegn på dumdristig tillid, hvilket førhen var en dødssynd.

For det andet vil miljøbetingelserne spille en stadig større rolle i de kommende 10 år. Lastbilkørsel gennem bestemte områder i Europa vil møde øget modstand. Borgerne vil i højere grad modsætte sig transportkrænkelser af deres levemiljø. Det oplevede vi allerede med det mislykkede direktiv om at harmonisere forbuddene mod kørsel i weekenden. Der er altså ikke tale om, at vi kan vælge intermodalitet. Vi bliver tvunget. Hvis det er udgangspunktet, kan der ikke spores store fremskridt.

Sektorerne skal naturligvis i højere grad gøre, hvad de kan, og være lidt mere fornyende, men staten skal endvidere fortage sig noget og f.eks. forenkle og gøre de administrative procedurer mere strømlinede. De transeuropæiske vandnet skal have førsteprioritet og realiseres hurtigt. Alle taler om togene, men vandvejene, hvor der stadigvæk er plads, står slet ikke mere på de europæiske eller nationale prioriteringslister.

Der er ingen, der koordinerer de nationale staters indsats, selv om det er en af Kommissionens vigtige opgaver. Det er en skam, for i Nord- og Nordøsteuropa kan vejtransporten i kombination med indenrigsfarten gøre en væsentlig forskel. Men inden vi når så langt, skal der fjernes en række hindringer med hensyn til lovgivningen og ting af teknisk og praktisk karakter. Det samme gælder i øvrigt for den århundredgamle kystfart, som længe har været fordrevet, men som nu kommer stærkt tilbage under det nutidige navn short sea shipping, hvis vi i det mindste samarbejder.

Hvis man ser på de fremskridt, der er gjort siden det udmærkede handlingsprogram fra 1997, så er der en række positive punkter, f.eks. task force transport intermodality. Forlængelsen af Pact-programmet, pilotaktioner rettet mod kombineret transport, er endvidere en positiv impuls.

Fordi Unionen inden længe udvides med en række lande, skal der allerede nu ved tiltrædelsesforhandlingerne tages hensyn til den nye situation. Desværre er intermodal godstransport stadigvæk for dyr. Det skyldes manglende infrastruktur, uhensigtsmæssigheder med hensyn til forvaltning og information og manglende innovation.

Alligevel skal der udvikles et transeuropæisk transportnet gennem et multimodalt infrastrukturnet. I den forbindelse skal erhvervslivet og staten samarbejde på alle planer.

  Stockmann (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, inden for trafikpolitikken får den intermodale transport stadig ikke den opmærksom, den har fortjent. Hidtil er det jo også kun 8% af den europæiske godstransport, der er blevet afviklet intermodalt, som min kollega netop redegjorde for. Derfor bliver den ofte ikke taget tilstrækkeligt alvorligt. Men den intermodale godstransport er samtidig et udtryk og en prøvesten for den europæiske integrationsstrategi, der ikke blot skal integrere de enkelte nationale transportmarkeder, men også de forskellige transportmåder.

I henhold til den endnu ikke helt afsluttede liberaliseringsstrategi og den påbegyndte harmonisering har det indre marked brug for denne informationsstrategi af hensyn til sin egen overlevelsesevne fremover. Derfor kan man også aflæse fremskridtene inden for den europæiske trafikpolitik i fremskridtsrapporten om gennemførelse af handlingsprogrammet for den intermodale transport.

Kommissionens meddelelse og rapporten har bragt mange, ja, alle vigtige problempunkter på dagsordenen, nemlig revisionerne af de transeuropæiske net hen imod et virkeligt intermodalt net, foranstaltninger med henblik på at skabe en logistikmerværdi, harmoniseringer, der stadig er nødvendige ved lastenheder osv., virkeligt intermodale informationer, standardiserede indberetninger og dokumenter, fremme af intermodale ansvarsregler osv. Desuden er det - det ved vi alle - nødvendigt med en lang række ordningspolitiske foranstaltninger for virkelig at tilpasse den intermodale transport til fremtiden.

Da rammebetingelserne er så komplekse, og da udviklingen af den intermodale transport længe ikke har været en selvfinansierende proces, har vi brug for en række vellykkede demonstrationsprojekter. Jeg håber derfor, at vi får gode bevillinger med det nye Pact-program, som også vil være nyttigt for ansøgerlandene, for her afgøres mange ting, som vedrører vores fremtid. Her har man ikke kun truffet forkerte beslutninger. Jeg håber også, at vi kan placere den intermodale transport rigtigt i det sjette forskningsrammeprogram.

Efter vores mening bør pilotprojekter fremover også i højere grad anvendes efter strategiske synspunkter, det vil sige med henblik på at skabe et samlet net af eksisterende intermodale delnet. Et andet synspunkt, som endnu ikke er blevet bragt på bane, er, at man måske kan undersøge forudsætningerne for at skabe nye europæiske intermodale aktører. For der mangler jo stadig virkelige aktører på dette område. Måske kunne et internationalt selskab håndtere transittrafikken i Alperne på tværs af transportmidler på eksemplarisk vis, i det mindste i teorien.

Naturligvis går vi også ind for det europæiske referencecenter, som der hele tiden tales om, og vi håber, at det snart bliver realiseret.

  Pohjamo (ELDR). - (FI) Hr. formand, fru kommissær, jeg takker ordføreren for et godt arbejde. Vores gruppe støtter godkendelsen af betænkningen med ændringsforslag.

I dag er intermodalitet dyr på grund af friktionsomkostninger, ineffektivitet, mangel på infrastruktur og delvis også på grund af favorisering af vejtransport. Betænkningen og ligeledes Kommissionens meddelelse foreslår mange tilslutningsværdige foranstaltninger, hvorved antallet af intermodale transporter kan øges. Den nye teknologi skal udnyttes effektivt, mens bl.a. e-handlen vokser, så forskellige tilfælde får den mest passende rute og de mest passende tjenester.

Jeg vil også påpege, at denne transportform er det mest effektive transportsystem til lange afstande. Afsides områder og regioner, der har alvorlige mangler i de transeuropæiske net, skal prioriteres ved udviklingen af transporterne. I tætbefolkede områder spiller udviklingen af opsamlings- og distributionssystemer en central rolle.

  Bouwman (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, først vil jeg gerne takke Kommissionen og ordføreren for deres arbejde i denne sag. Der er allerede sagt meget om dette emne, og derfor gør jeg det kort. Vi kan konstatere, at der har fundet modal shift sted i de forløbne år, men måden og omfanget har hidtil været for ringe. Det skal i høj grad fremmes. I den henseende er det vigtigt, at modaliteterne, især jernbaner, indenrigsfart og kystfart, vokser, og at der endvidere skabes politiske friheder gennem liberalisering, interoperabilitet og en række andre ting, som giver muligheder for branchen.

Vi slår til lyd for at fremme, at især de små og mellemstore virksomheder får flere muligheder, men i den forbindelse har de af og til brug for hjælp. Det er grunden til, at vi har stillet et ændringsforslag om statsstøtte til de små og mellemstore virksomheder, også til miljøformål.

Jeg er i øvrigt ikke enig i Galileo-projektets fordele i denne forbindelse, men det vender jeg tilbage til ved en anden lejlighed. Jeg gør opmærksom på, at godstransportens foruroligende vækst, også på grund af e-handel, desværre medfører, at intermodal godstransport i øjeblikket er en dråbe i havet, hvor der skal gøres fremskridt.

  Caveri (ELDR). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, trafiksikkerhed, intermodalitet og afgifter for brug af transportinfrastruktur er emner, som er på dagsordenen i dag, og som jeg ser på som en person, der beskæftiger sig med bjergområdernes - og navnlig Alpernes - problemer. Når man taler om trafiksikkerhed, må man desværre tænke på tragedien i Mont Blanc-tunnellen, der er et eksempel på, at det er nødvendigt med en europæisk samordning, der garanterer sikkerheden i tunneller, som er i brug eller under opførelse.

Desuden er der spørgsmålet om intermodal transport gennem Alperne, hvor der - bortset fra Schweiz' omfattende investeringer i jernbanenettet - er store forsinkelser i opførelsen af de andre forbindelser og de andre nye jernbanetunneller, der allerede er taget højde for i fællesskabsdokumenterne, f.eks. Torino-Lyon-Brenner, eller som er ved at blive drøftet, såsom Aosta-Martigny. Selv om vejomkostningerne naturligvis får én til at tænke på den talemåde, hvor man siger, at den, der ødelægger noget, selv skal betale, eller på forureneren betaler, er det klart, at man fremover skal benytte færre lastbiler og flere toge til transporten i Alperne. I mellemtiden er det på kort sigt nødvendigt med en alvorlig begrænsning af de gennemkørende lastbiler, hvilket bliver tilfældet for Mont Blanc-tunnellens vedkommende, når den åbner igen, nemlig ved årets udgang.

  De Palacio, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil indlede med at takke fru Poli Bortone for denne ambitiøse og konstruktive betænkning og for hendes indlæg, som udgør en stor støtte til Kommissionen på dette område. Jeg vil ligeledes takke alle de medlemmer, som har fremkommet med indlæg under forhandlingen i dag, for deres deltagelse.

Kommissionen er enig i, at et effektivt system til intermodal godstransport er afgørende for Unionen og for ansøgerlandene, og det er naturligvis væsentligt, hvis vi ønsker at sikre mobilitet i de kommende år. Jeg mener, at et udvidet indre markeds effektivitet, vores erhvervsvirksomheders konkurrenceevne og en bæredygtig udvikling i Unionen afhænger af det.

Kommissionen vil evaluere den intermodale transports infrastrukturer i landene i Central- og Østeuropa for på denne måde at lette revisionen af retningslinjerne for det transeuropæiske transportnet. Det europæiske referencecenter for intermodal transport med hjemsted i Strasbourg vil være operationelt i år, og det vil indhente de oplysninger, som den intermodale industri har brug for, og som kan tjene til udarbejdelse af nye politikker.

Kommissionen har planer om fortsat at støtte den intermodale transport med forskning gennem rammeprogrammerne for forskning og teknologisk udvikling og også ved at forlænge og udvide pilotaktionerne rettet mod kombineret transport (Pact). Som det fremgår af betænkningen, er det nødvendigt at investere i den nødvendige infrastruktur og i forvaltningen af den. I den forbindelse har der været flere - blandt andre hr. Caveri - som i deres indlæg har anmodet om, at de store vejnet, som allerede er i de transeuropæiske net, udbygges.

Vi vil undersøge anvendelsen af de eksisterende budgetmæssige ressourcer og omstrukturere den for at fremme en omfattende udbredelse af intermodal transport inden for erhvervslivet. Og jeg skal sige til Dem, mine damer og herrer, at jeg på basis af den udvikling og justering, der er sket, håber, at vi nu er ved at lægge sidste hånd på værket.

Hvad angår hvidbogen om fælles transportpolitik og også fremsendelsen af de reviderede transeuropæiske net, som jeg har lovet Dem, håber jeg, at Kommissionen i de kommende uger endeligt kan vedtage en tekst om spørgsmålet. Intermodal transport er et af hovedelementerne i den.

Vi er i en vigtig fase i udviklingen af intermodal transport, da vi skal gå fra at fremme pilotaktioner og pilotprojekter til at opnå, at erhvervslivet indfører dem over hele linjen. Det arbejde, som vi har taget fat på, har bekræftet, at der i Europa er viden, systemer og teknologier, som muliggør denne type aktiviteter, der fremmer sikker og bæredygtig godstransport. De afgiftspolitikker, som vi vil forelægge, vil styrke den intermodale transports konkurrenceevne.

Endelig vil jeg sige, at jeg er helt enig i de forslag om udvikling af forenelige elektroniske systemer, som forskellige talere har nævnt, blandt andre ordføreren, hr. Stockmann og hr. Pohjamo, forenelige elektroniske systemer, der konkret støtter intermodal transport. Disse støtteinstrumenter er en forudsætning for at opnå en effektiv europæisk transport med god omkostningseffektivitet, der tager hensyn til miljøet.

Jeg glæder mig også over aftalen mellem Parlamentet og Kommissionen om dette spørgsmål, og jeg kan forsikre Dem om, at Generaldirektoratet for Energi og Transport vil fortsætte med at spille en aktiv rolle til støtte for intermodal transport.

Jeg vil slutte af med at takke ordføreren og alle talerne, og jeg håber fortsat at kunne regne med Deres indsats og Deres samarbejde på dette område i forbindelse med diskussionen af hvidbogen om transport.

  Formanden. - Tak, fru kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

11. Afgifter for brug af transportinfrastruktur

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0345/2000) af Paolo Costa for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og turisme om transportinfrastrukturafgifter.

  Costa, Paolo (ELDR), ordfører. - (IT) Hr. formand, fru kommissær, det er mig en glæde at fremlægge denne initiativbetænkning, som er udarbejdet af Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik, Transport og Turisme for at gøre fremskridt på et område, der forhåbentlig virker lidt mindre kompliceret efter det arbejde, vi nu har udført.

Betænkningen udsprang som bekendt af Kommissionens grønbog fra 1995, hvor man opfordrede til en internalisering af de eksterne miljø-, sikkerheds- og trafikoverbelastningsomkostninger for at lægge transportinfrastrukturernes omkostninger på brugerne på en mere retfærdig og effektiv måde. I betænkningen anmoder vi hovedsagelig Kommissionen om at harmonisere definitionerne på interne og eksterne omkostninger og om at harmonisere eller finde metoderne til at beregne og måle disse omkostninger, idet gennemførelsen af disse foranstaltninger naturligvis skal finde sted i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og de beslutninger, som medlemsstaterne måtte træffe.

Det, som efter min mening er det centrale i betænkningen, er, at denne angivelse af, at vi skal gennemføre princippet om, at forureneren betaler, bliver en del af det mere generelle princip om, at brugeren betaler. Det er det bidrag, som vi giver, og det har to konsekvenser, som jeg gerne vil understrege i denne redegørelse. Den første konsekvens er, at hvis det takket være de metoder, Kommissionen forhåbentlig kommer med, og som vi forhåbentlig vedtager, lykkes os at få en klarere definition og brugerbetaling af de interne og eksterne omkostninger, vil vi skabe betingelserne for at kunne flytte infrastrukturernes finansiering fra de rent offentlige midler og den almindelige beskatning til brugerne som sådan. Dette gør det således muligt at forestille sig den store indsats, som Europa - både nu og fremover - står over for i den omlægning af infrastrukturen, som det har mulighed for at foretage, og den indsats, det skal gøre for også at benytte privat kapital til denne operation, som ikke ville være mulig, hvis ikke vi kunne identificere denne situation.

Det næste skridt er at tage højde for, at såfremt brugerbetalingen af nogle af disse omkostninger ikke længere har nogen betydning - her tænker jeg på de italienske motorveje, som i stor udstrækning er blevet amortiseret - kunne de omkostninger, der eksisterer i dag, udgøre nogle midler, som kunne anvendes som krydssubsidier, så visse af de omkostninger, der betales af trafikanterne, får til formål at forbedre infrastrukturerne på en samlet måde, der uden tvivl er mere miljøvenlig.

Jeg vil gerne understrege, at der for hele dette system, hvor den finansielle byrde flyttes væk fra staten og over til brugerne, skal være en undtagelse, nemlig det sidst indførte princip om, at de svagt stillede, de handicappede og dem, der bor i vanskeligt tilgængelige land- eller randområder, til en vis grad kan fritages, og det er således nødvendigt at overveje en række indgreb i den retning, også statslige indgreb.

Den ambition, som man har forsøgt at føre ud i livet med denne betænkning, er at samle visse grundlæggende principper, som jeg allerede har mindet om, nemlig principperne om brugerbetaling, om, at forureneren betaler, om muligheden for krydssubsidier osv. Hvordan kan vi opnå dette? Det forslag om metoden, som vi får her, er, at der efterhånden eksisterer nogle gode former for praksis i Europa, som vi har forsøgt at undersøge og samle på et seminar - hvis dokumenter vi vil stille til rådighed for enhver, der ønsker at gå i dybden med dette spørgsmål - og som vi også har kunnet finansiere med Kommissionens hjælp. Efter min mening bør vi i dag sørge for, at disse former for praksis bliver almindeligt udbredte og står til rådighed for alle. Det ville - og det tror jeg, at tiden er inde til nu - give os mulighed for at få nogle praktiske retningslinjer, så EU-politikken kan gøre konkrete fremskridt i den retning.

  Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære fru næstformand, kære ordfører, kære kolleger, jeg vil gerne komme med en stor ros til hr. Paolo Costa, efter at Europa-Parlamentet i årevis har diskuteret indgående, hvilken metode der er den rigtige til opkrævning af transportinfrastrukturafgifter. Det er lykkes ham at opnå bred enighed med sin betænkning.

Fru kommissær, fru næstformand, jeg håber, at De vil gennemgå alle udkast til hvidbogen om trafikpolitik endnu en gang i morgen efter afstemningen med henblik på, om det er i overensstemmelse med den linje, Europa-Parlamentet foreslår. Kommissionen stiller jo nemlig normalt altid forslag under hensyntagen til medlemsstaterne, og måske tager den fremover også mere hensyn til Parlamentet.

Jeg tror, at Costa-betænkningen giver anledning til igen at overveje flere vaner i tjenesterne, som man har tillagt sig. Jeg håber heller ikke, at vi blander hvidbogens emne sammen med emnet transeuropæiske net. Vi står over for en revision af de transeuropæiske net, og begge emner er vigtige. At forelægge dem for Parlamentet i en pakke ville efter min mening være yderst uklogt, fordi der jo er tale om separate emner.

Lad mig komme med et par få bemærkninger til Costa-betænkningen. I ændringsforslag 1 står det klart og tydeligt, at vi ønsker brugsafhængige transportinfrastrukturafgifter, der kan belægges ved hjælp af bygge-, udbygning- og forbedringsomkostninger. Det er det, det handler om i første omgang. Ved harmoniseringen af opkrævningen af transportinfrastrukturafgifter er der to mål, som man ikke må miste af syne.

For det første skal man langt om længe gennemføre det indre marked på dette område. Hvis De nemlig tænker på, at vi stadig oplever nogle meget store konkurrenceforvridninger mellem medlemslandene på grund af forskellige skattemæssige og andre byrder, og det 8-9 år efter det indre markeds gennemførelse den 31. december 1992, så må man uvægerligt spørge sig selv, hvordan det står til med konkurrenceligheden.

For det andet mener vi egentlig alle, at den samlede byrde for virksomhederne ikke må stige efter de eksplosionsagtige forhøjelser af mineraloliepriserne sidste år, som vi altid ønsker at omlægge for at få et fair og miljøvenligt system. Vi ønsker ingen ågerpriser.

Som et sidste punkt vil jeg gerne bede om to ting, hvad angår de eksterne omkostninger. For det første vedtog Parlamentet for ca. tre år siden in toto at finde ud af på videnskabelig basis, hvad de eksterne omkostninger egentlig er. Hvordan kan de beregnes, og hvordan kan de opkræves? Den rapport har vi aldrig fået. For det andet skal der differentieres ved beregningen af disse eksterne omkostninger. Jeg kan blot nævne køomkostningerne som eksempel. Det ville være absurd, hvis en virksomhed skulle bebyrdes med, at chaufførerne holder i kø, fordi medlemsstaterne ikke har udbygget vejene, og at virksomheden, som har større benzin- og arbejdsomkostninger, derfor skal betale yderligere afgifter til staten, der har forårsaget køen.

  Watts (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Costa, for hans fremragende arbejde med noget, der er en meget vanskelig, detaljeret, men vigtig sag.

Trafikkøer, forurening, trafikpropper, drivhuseffekt, oversvømmelser, lunefuldt vejr. Er det verdens ende? Nej, det er bare myldretid i min region. De samme problemer forekommer i regioner og medlemsstater i hele Den Europæiske Union. Vi har alle den samme transportkrise, og der kan være fælles løsninger på disse fælles problemer. Vi må f.eks. alle acceptere, at den hurtigst voksende kilde til drivhusgasser er transportsektoren. Der må da helt bestemt gøres noget, kolleger.

Men som vi alle ved, ønsker alle, at nogle andre gør det. Det er vores udfordring. Jeg håber, at hr. Costas arbejde, hans betænkning og de konklusioner, vi vil nå frem til i morgen, vil give os de rammer, der skal til, for at vi kan begynde at tackle disse problemer. Vi må tilskynde til en bedre forståelse af vores fælles problemer, ja, og finde fælles løsninger på dem i hele Den Europæiske Union, men på basis af konsensus og gensidig forståelse.

Endvidere må vi tilskynde til en udveksling af idéer. Mange steder og regioner har fremragende idéer, og den viden og information bør spredes i hele Den Europæiske Union.

Ja, og det er mit tredje punkt. Europa har en nøglerolle at spille her, når det gælder om at sprede bedste praksis med hensyn til, hvordan vi bedst tackler transportudfordringen.

Som det fjerde og sidste punkt håber jeg med hensyn til det, der kan være Europas bidrag inden for rammerne af dette særlige initiativ, at regeringer, lokale myndigheder og de, der forvalter afgifter og gebyrer, kan gøre dette inden for en ramme, der er udviklet og integreret på europæisk plan, og gøre det sammen.

Jeg vil imidlertid sige, at der hersker stor bekymring og ængstelse om dette særlige initiativ fra Kommissionen, ja, og også om hr. Costas betænkning, selv om jeg personligt finder, at mange af disse bekymringer blev behandlet fuldt ud i udvalget, hvor - og det ved jeg godt - der var udbredt støtte for hr. Costas arbejde på tværs af partierne. Der herskede f.eks. bekymring om subsidiaritetsprincippet. Men det blev behandlet mere end tilstrækkeligt, da vi sagde til Kommissionen, at den havde en væsentlig rolle at spille med at forsøge at få hold på denne undersøgelse. Men medlemsstaterne og deres rolle vil helt klart blive fuldt respekteret, når det gælder deres rettigheder til at fastsætte deres egne afgiftsniveauer.

Ja, det arbejde, vi har gjort, har allerede opnået og sikret udbredt støtte. Jeg kan henvise til et brev fra den organisation, der repræsenterer automobilforeninger over hele Europa, herunder f.eks. AA og RAC, som i det store og hele er positivt indstillet over for og støtter vores arbejde, fordi de ved, at, medmindre Europa går i spidsen med hensyn til dette spørgsmål, og medmindre vi begynder at samle de bedste idéer fra hele Den Europæiske Union, så vil store og små byer og landdistrikter fortsat lide under uacceptable niveauer af trafikkøer og forurening.

Jeg anbefaler hr. Costas betænkning, hans arbejde og frem for alt hans evne til at samle os i ét eneste fælles mål, der går ud på at tackle transportkrisen.

  Pohjamo (ELDR). - (FI) Hr. formand, fru kommissær, jeg takker ordfører Costa for et virkelig fortræffeligt arbejde. Tusind tak også for et interessant seminar, hvor emnet blev gennemgået med informative eksempler.

Jeg mener, at det er vigtigt, at sagen nu er forlagt for Parlamentet. Betænkningen går helt rigtigt ud fra, at brugerne skal betale omkostningerne til opbygning og opretholdelse af transportinfrastrukturen. Ved prisfastsættelsen af transportens grundlæggende strukturer skal der tages højde for omkostninger, som samfundet får af disse, men også for princippet om solvens og behovet for at støtte de afsides liggende områder. Betydningen af prisfastsættelsen for de grundlæggende transportstrukturer som et styreinstrument vokser fremover. Metoden til prisfastsættelse bør således være tilstrækkelig fleksibel og dynamisk til at kunne tilskynde til ibrugtagning af nye tekniske tjenester. Når der planlægges en kombination af skatter og afgifter, skal man dog sørge for, at der undgås dobbeltbeskatning.

Prisfastsættelsen er også forbundet med mange problemer. At dække totalomkostningerne ved afgifter kan lykkes i meget trafikerede områder. Forholdene varierer imidlertid mærkbart fra region til region, så de samme prisfastsættelser er ikke egnet for alle. Der skal tages hensyn til lange afstande, tyndtbefolkede områder og svære naturforhold ved fastsættelsen af instrumenter til prisfastsættelse, som det konstateres i betænkningen. Jeg mener, at det er vigtigt, at der udarbejdes redegørelser om påvirkninger, før instrumenter til prisfastsættelse realiseres i praksis.

  Bouwman (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Costa, som har gjort et stort stykke arbejde, for det første ved at følge arbejdet i gruppen på højt niveau i forbindelse med dette emne, for det er en initiativbetænkning. I sidste ende er det blevet til en betænkning, som vi i hvert fald vil give et andet signal med, især med hensyn til Kommissionen. Vi forventer mere af Kommissionen end det signal, som gives gennem det, der er blevet tilbage af Costa-betænkningen.

Lad mig forklare det på følgende måde, der også er udtryk for en vis ærgrelse: Indimellem håber jeg, at vi er så kloge, at vi i en vis periode erhverver indsigt, som vi så også bruger til noget. Jeg har længe troet, at fair prisfastsættelse ville blive en rimelig og fornuftig debat, der ville resultere i foranstaltninger. Jeg ærgrer mig, når jeg ser, hvor længe det hele varer. Sammenlignet med den måde, hvorpå der bl.a. i Tyskland, men også i flere andre lande, inklusive mit eget land, finder en debat sted om ændring af landbrugspolitikken på baggrund af problemerne om fødevaresikkerheden, så forudser jeg, at noget lignende vil ske med transportpolitikken og det, som finder sted nu med hensyn til miljøproblemerne, uanset klimakonferencer, som ikke lykkes osv.

Jeg ærgrer mig endvidere over, at næsten alle gemmer sig bag alle mulige ting i forbindelse med, at udgifterne ikke kan bevises videnskabeligt, med hensyn til ulykker kan man, men ikke med hensyn til det andet. Det har jeg indvendinger imod. Jeg siger det endnu en gang, der er oplysninger nok til at foretage sig noget i denne helhed. Jeg håber derfor, at der medtages konkrete foranstaltninger i hvidbogen, sådan som de var medtaget i første instans i Costa-betænkningen, og hvorom vi helt bevidst har stillet et par på ny, i hvilken forbindelse vi ikke forventer, at alle er enige heri, men de har især til hensigt at være et signal til Kommissionen om for en gangs skyld at koordinere, hvis ikke harmonisere disse foranstaltninger, herunder en kilometerafgift osv., i europæisk sammenhæng, for at undgå, at det ene land gør det og det andet land ikke. Det ene land siger, at det videnskabeligt set ikke er muligt, mens det andet ganske enkelt gennemfører det, hvilket er meget mærkværdigt.

Derfor har vi sat en række emner tilbage på dagsordenen, og vi håber, at nogle af dem vedtages. Endelig ønsker jeg alle held og lykke med udarbejdelsen.

  Ainardi (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, efter mine kolleger vil jeg også gerne give udtryk for, hvor stort et arbejde, der er blevet udført af ordføreren og Transportudvalget, der har indarbejdet et stort antal ændringsforslag.

Jeg kunne dog godt tænke mig at vende tilbage til et vist antal punkter, som forekommer mig vigtige at understrege for at gøre denne betænkning så effektiv som muligt.

For det første forekommer det mig uundgåeligt at minde Dem om, at det først og fremmest drejer sig om at fremme transportens varighed, der på langt sigt er et uundværligt middel til at beskytte miljøet og undgå overfyldning. Med henblik herpå mener jeg ikke, at det er muligt at sidestille godstransport og persontransport. Godstransporten favorises i øjeblikket i høj grad som økonomisk aktivitet, mens persontransporten opfylder en grundlæggende frihed, nemlig den at kunne komme frit omkring. Det er nødvendigt at udvikle kvalitetsvalgmuligheder inden for de mange transportmetoder. Og det bør få os til at tænke over nødvendigheden af at fremme kvalitetsydelser af almen interesse i disse for befolkningen og økonomien så vigtige sektorer.

For det andet forekommer det mig også nødvendigt at identificere de vigtigste problemer. Man kan heller ikke sidestille rejsende med tog og lastbilchaufførernes arbejdsgivere. Således tynger vejtransportens omkostninger alle samfundets omkostninger: miljømæssige omkostninger og omkostninger i form af trafikuheld. Det viser alle undersøgelser helt klart. Det er en information, der som en prioritet skal tages i betragtning med hensyn til EF-indsatsen.

Med hensyn til ændringen af afgifterne vil jeg slutte af med at sige, at jeg ikke mener, at disse afgifter bør belaste omkostningerne, og især ikke brugernes. Ethvert afgiftssystem, som et af ændringsforslagene fra min gruppe foreslår, skal fremme ydelser af almen interesse, som visse transportydelser sikrer, med det formål at garantere kvalitet, sikkerhed og lige adgang til disse ydelser for alle borgere til rimelige priser.

  Van Dam (EDD). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, det må være velkendt, at vores gruppe ikke er overbevist om nødvendigheden af alle nuværende beføjelser. Med hensyn til den europæiske transportpolitik er disse imidlertid uomstridte. Den grænseoverskridende problematik kræver et grænseoverskridende svar. Det er Parlamentet enig om.

Derfor er jeg overrasket over, at holdningerne til dette emne er så delte. Vi har jo aftalt med hinanden, at vi skal tilstræbe en vedvarende transportpolitik, hvor mobilitet i fremtiden skal være mulig, ligesom den er nu.

Set fra den vinkel er det nødvendigt, at alle udgifter, som en bruger af en transporttype forårsager, er for dennes regning, for at skaderne kan genoprettes eller undgås. Det vedrører både infrastrukturens interne og eksterne udgifter, som er vanskeligere at udlede og fordele.

I det foreliggende beslutningsforslag understreges i høj grad de interne udgifter, der på dette stadium kan kvantificeres meget nøjagtigt. Selv om disse udgifter er en væsentlig del af de samlede udgifter, er det ikke korrekt at antage, at man derved kender de samlede udgifter. Mangelen på fuldstændig viden om størrelsen af en bestemt udgiftspost er ikke en gyldig grund til at udelade denne post fra den metode, som udvikles. På det punkt støtter jeg fuldt ud hr. Bouwmans ændringsforslag, ligesom jeg endvidere er enig i hans bidrag.

Jeg er enig med de tøvende kolleger i, at margenen for transportører, gennem beregning af alle afholdte udgifter, ikke må være så lille, at deres eksistens kommer i fare. For at undgå det skal vi ikke forsøge at holde transportpriserne så lave som muligt og altså forhale så få udgifter som muligt, men i stedet for tilbyde transportørerne juridisk bistand for at placere de afholdte udgifter i den gruppe, hvor de hører til, nemlig slutbrugerne.

Endelig mener jeg, at det ud fra en konkurrencemæssig synsvinkel er optimalt, hvis alle modaliteter behandles på samme måde. Det skal imidlertid ikke være det eneste udgangspunkt. I bestræbelserne efter vedvarende mobilitet skal vi tage sigte på de transporttyper, som påfører samfundet og leveomgivelserne mindst skade. Fremme af udviklingen af sådanne transportmåder er ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt måske ikke ideelt, men kan i hvert fald forsvares, også politisk, i betragtning af målsætningen.

De forstår, at jeg ikke uden videre kan støtte det foreliggende beslutningsforslag.

  Lisi (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil også gerne starte med at takke ordføreren, ikke bare for det omfattende og virkeligt betydelige stykke arbejde, han har udført, men også og ikke mindst for hans villighed til at godkende de forslag og ændringsforslag, som hele udvalget stillede, og det gjorde han i en sådan grad, at man sikkert godt kan sige, at denne betænkning er resultatet af et stærkt samarbejde i hele udvalget. På den anden side er vi klar over den aktuelle situation, som er skildret i hvidbogen og grønbogen. Der er nemlig store vanskeligheder med hensyn til de miljøudgifter, vi skal betale, og med hensyn til de sociale omkostninger samt det angreb på den frie konkurrence, som forskellene i skattesystemerne og i vores landes afgifter medfører for landenes økonomiske system.

Med denne betænkning har vi således fundet et muligt scenario og et spor, vi kan følge. Nu skal Kommissionen gå videre med denne opgave. Jeg vil minde om hovedpunkterne, som vi alle er enige i, nemlig at der skal være et bedre forhold mellem brugen og omkostningernes fordeling, at vi skal være opmærksomme på de sociale omkostninger, men at vi ligeledes skal beskytte de geografiske områder og befolkningsgrupper, som er svagt stillet, og at vi skal sige ja til et bæredygtigt miljø, men at vi samtidig skal slå fast, at retten til mobilitet er en universel rettighed.

Den eneste henstilling, som jeg vil tillade mig at komme med, fru kommissær, er, at alt dette er hensigtsmæssigt, og at det navnlig er hensigtsmæssigt at gå over til princippet om brugerbetaling - så "brugeren betaler" - men vi må ikke lade dette princip gå ud over borgerne eller virksomhederne. Når man går over til princippet om brugerbetaling, betyder det, at man leverer en ydelse, der koster et beløb, og derfor skal vi sikre borgerne og virksomhederne det, de gerne vil have, og som de er villige til at betale for, nemlig kvalitet. Kvalitet på transportområdet er efter min mening navnlig ensbetydende med infrastrukturernes sikkerhed, tilgængelighed og indbyrdes forbindelse. Hvis vi sørger for dette, vil vi samtidig løse et problem, som vi har for øjeblikket, og få et nyt perspektiv.

  Savary (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne være med til at rose ordfører Paolo Costa, for det er et meget vanskeligt emne, som der er meget delte meninger om. Derudover har han måttet behandle et stort antal ændringsforslag. Jeg tror, at når alt kommer til alt, så er den lovtekst, der er blevet præsenteret, sammenhængende og klar, hvilket ikke har været let. Jeg tror, at dette bidrag fra Europa-Parlamentet kan hjælpe med til, at Kommissionens fremtidige arbejde skrider frem.

Spørgsmålet om infrastrukturafgifter er formentlig et af de sværeste at få forbrugerne til at forstå, men det er måske også nøglen til vores mål om varig bevægelighed over for prognoserne om betydelig vækst i både gods- og persontransport inden for EU. Man ved i dag, at den mest forurenende transportmetode, det vil sige vejtransporten, nyder godt af en afgiftsmæssig fordel både med hensyn til finansiering af dens infrastrukturer, der ofte varetages af samfundet, og med hensyn til dens drift. Det er derfor meget vigtigt at genskabe balance i afgifterne, det vil sige de forskellige transportmetoders finansiering af omkostningerne i realpriser, hvis man virkelig vil opnå en langt mere miljøvenlig transport.

Jeg tror, at vi af den grund skal være klar over, at jernbanen i dag, og formentlig langt ude i fremtiden, ikke vil være i stand til at konkurrere væsentligt med vejtransporten, især ikke hvad angår fragt og intermodalitet, der er to tvingende nødvendige prioriteter. Infrastrukturomkostningerne og behovet for infrastruktur og investering er stadig betydelige, og de finansieres ikke tilstrækkeligt af jernbanevirksomhedernes indtægter. Med hensyn til driften er den behæftet af bompenge, der endnu er for betydelige i forhold til vejtransportens.

Derfor er afgiftsspørgsmålet et absolut centralt spørgsmål, og vi bliver nødt til, hvis vi virkelig vil have, at den modale overgang skal lykkes, at turde gå mod en internalisering af de eksterne omkostninger, som man siger, det vil sige, at vejtransporten betaler, hvad den koster, at jernbanen betaler, hvad den koster, og at der til omkostningernes gennemsigtighed svarer en prissandhed.

Men der er, det må vi heller ikke se bort fra, en politisk forhindring af dette. Den politiske forhindring er, at vores medborgere stræber efter at kunne bevæge sig. De mener, at der findes en ret til bevægelighed, det tror jeg, at vi skal huske på, og ofte blander de godstransporten og personbilen sammen. Det så vi i september sidste år.

Derfor bliver vores fremgangsmåde nødt til at være forsigtig på det politiske plan, og så skal den dels være gradvis, dels selektiv. Den skal være gradvis, det vil sige, at man ikke kan pålægge vejtransporten ekstraomkostninger, så længe jernbanen ikke er i stand til at tage over, og det er den ikke i øjeblikket. Den skal være selektiv, for jeg tror, at man skal adskille persontransport og godstransport, og man skal måske også langsomt begynde at beskatte lastbilerne, hvis man virkelig betydeligt vil lette knudepunkter som vores for deres gener.

  Lynne (ELDR). - (EN) Hr. formand, vi må gøre det meget klart, at dette ikke handler om, at EU hæver skatterne eller indfører en ny afgift i tillæg til de eksisterende nationale skatter og afgifter. Det er et forsøg på at finde et fælles sæt af kriterier, af omkostningskomponenter for transportinfrastrukturen og minimere væsentlige forskelle på tværs af EU.

Men det er op til medlemsstaterne at fastsætte og opkræve afgifter, om end inden for en fælles ramme. For nærværende er indtægterne ikke øremærket til transportinfrastrukturen. Ret ofte ved jeg, at den i Det Forenede Kongerige anvendes til at stive statskassen af. Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende i andre EU-medlemsstater. Transportudgifter bør betales af brugeren, men regeringerne bør ikke opkræve afgifter af brugere fra landdistrikter, hvis der ikke findes nogen offentlig transport, og det gør man meget klart i denne betænkning.

Denne betænkning handler om lige spilleregler og om ikke at opkræve mere, men at opkræve mere effektivt. Vognmænd i Det Forenede Kongerige beklager sig over, at de befinder sig i en konkurrencemæssigt ufordelagtig situation, og det er rigtigt. Ikke-britiske lastbilchauffører betaler ikke vejafgifter i Det Forenede Kongerige. Andre EU-landes gennemsnit er 10 gange lavere LV-afgifter. Det samme gælder for dieselbrændstof. Den er tre gange dyrere i Det Forenede Kongerige. Det fører til konkurrenceforvridning over hele EU. I stedet for, at euroskeptikerne kritiserer denne betænkning, skulle de hellere bifalde den, for den vil gøre en masse for at hjælpe vores hårdt pressede vognmænd.

  Peijs (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg er ikke så vidt som flere kolleger, der har talt i aften. Sådan som det er nu, er der infrastrukturinvesteringer i f.eks. vandveje og andre veje. Ingen ved nøjagtigt, hvor store de er. På den anden side er der statsindtægter fra transport såsom vejafgift. Ingen ved nøjagtigt, hvor meget, men én ting ved vi helt sikkert, og det er, at disse ikke kan geninvesteres direkte i veje og anden infrastruktur.

Betænkningen vedrører balancen mellem indtægter og udgifter, immaterielle udgifter såsom miljøudgifter og støjudgifter. En række medlemmer vil hente udgifterne for bilkøer hos de borgere, som står i køen, i henhold til princippet om, at forureneren betaler. Jeg mener, at det er et godt princip, som jeg vil anvende uforkortet, men ikke på bilkøer. Bilkøer er udtryk for en forfejlet statspolitik om infrastruktur, og derfor skal staten selv, især i Nederlandene, betragtes som forureneren.

Betænkningen behandler balancen i betalingen af de samfundsmæssige udgifter mellem de forskellige transportmodaliteter. Lad os på den baggrund se på jernbanen. Vejtransport virkede altid meget mere forurenende end jernbanen. Undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet. Spørgsmålet er nu, hvad vi vil gøre ved denne synliggørelse af samfundsmæssige udgifter. Ønsker vi virkelig en objektiv og rationel vægtning af udgifterne for transportmodaliteterne, eller laver vi i sidste ende alligevel en politisk prioritering, hvis vi ikke er tilfredse med resultaterne af noget, f.eks. hvis jernbanen herved bliver for dyr? Vi slår til lyd for, at folk tager toget, så det skal altså være billigere. Det er i orden, men ikke ifølge denne metode. Vi skal ikke først beskatte vand- og vejtransporten hårdt på grund af den teoretiske model for derefter at fritage jernbanen. Vej- og persontransporten betaler allerede meget mere end deres samfundsmæssige del. Vi skal sige tingene, som de er, så alle ved, hvad de er for eller imod, eller vi skal anvende et proportionalt system, som beskytter handicappede, indbyggerne i landdistrikterne, der ikke har noget valg, og Unionens konkurrenceevne.

Fru kommissær, jeg mener, at De har stukket hånden i en hvepserede, for hvorfor kan sådan et system kun anvendes i transportsektoren? Hvorfor ikke i aluminiumsfabrikker, sygehuse, skiløjper, landhandler, parlamentsbygninger og højspændingsnet?

  Izquierdo Collado (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg tilslutter mig lykønskningerne til ordføreren, hr. Costa, men jeg vil gerne understrege, at denne lykønskning ikke skyldes hans psykologiske evne til at forene holdninger, men at han i betænkningen har inddraget faktorer, der gør det muligt for os at stå sammen.

Jeg vil nævne to forhold, som har fået mig til at støtte resten af hans forslag. Den ene er sætningen "understreger, at en sådan metode skal indføres gradvis på basis af åbenhed og tilstrækkelige oplysninger".

Den anden faktor, der gør det muligt at vedtage denne betænkning, er subsidiariteten, for det fremgår helt klart af hr. Costas betænkning - det har han sagt helt åbent - at der vil være en stigning i omkostningerne for brugerne, at finansieringsomkostningerne vil blive flyttet fra staterne til brugerne. Det kan vi ikke nægte. Derfor er det efter min mening helt nødvendigt med den trindeling, for når vi taler om afgifter på interne og eksterne omkostninger i hele ordets betydning, som i øjeblikket er vanskelig at konkretisere, taler vi om en stigning i omkostningerne for brugeren.

Derfor taler vi i virkeligheden om at begunstige jernbanetransporten. Jeg mener, at det er en af de ting, der retfærdiggør afgifterne. Det er et faktum, at vejtransport - bilerne - har en alvorlig nettoindvirkning på miljøet, der er så høj, at de alene erstatter og dermed forøger det, som resten af erhvervssektorerne sparer i form af drivhusgasser.

Derfor er tidspunktet kommet for at tilpasse bilen. Ingen ønsker at give afkald på bilen, men den skal tilpasses. På den ene side ved forskning, så brændstofforbruget mindskes. Men på den anden side ved påvirkning af føreren. Det er klart, at disse afgifter vil medføre stigende omkostninger for brugeren, som vil få ham til at overveje muligheden af at benytte offentlig transport og af at anvende jernbanetransport på en mere rationel måde - både hvad angår gods og passagerer. Jeg mener, at det er det, der virkelig retfærdiggør Kommissionens og hr. Costas afgiftsprojekt. Derfor vil vi støtte betænkningen, men jeg mener, at en trindeling er afgørende for, at brugeren kan acceptere og indgå i denne proces.

  Sanders-ten Holte (ELDR). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, indledningsvis vil jeg gerne lykønske hr. Costa med dette vanskelige emne. Det er en genstridig sag, og de 126 ændringsforslag angiver, hvor delte meningerne er, men det har i hvert fald ført til en mere realistisk udarbejdelse.

Jeg er i store træk enig med betænkningen i at lade de marginale sociale udgifter for transport komme bedre til udtryk på priskortet. I praksis vil det dog vise sig, om disse foranstaltninger har uventede eller utilsigtede virkninger. Derfor er det nødvendigt, at der gennemføres undersøgelser, inden priserne kan kalkuleres korrekt. Hvad det angår, er jeg ikke enig med hr. Bouwman.

En af de uønskede virkninger er, at udgifterne til veje stiger relativt lidt, omkring 10-15% i modsætning til udgifterne for jernbanen, mere end 100%, og for indenrigsfarten 50%. Det tilsigtede modal shift kommer herved ud på et skråplan.

Endvidere er jeg bekymret for, at udgifterne for transport vil stige meget. Det er dårligt for Europas økonomiske stilling. Endelig er jeg imod ordførerens forslag om af afvige fra princippet om brugerbetaling ved at yde ekstra støtte til f.eks. afsides liggende regioner. Det skal undersøges i praksis, om det ikke fører til konkurrenceforvridning og en stigning af de samlede udgifter. Af samme grund er jeg også imod tværstøtte.

  Stockmann (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, det er Costa-betænkningens fortjeneste, at diskussionen om fælles rammer for opkrævning af transportinfrastrukturafgifter igen er kommet i gang. De, der ønsker et fungerende indre marked, har brug for et fungerende transportsystem, hvor der hersker ens eller i det mindste sammenlignelige konkurrencevilkår for alle trafikanter. En gradvis harmonisering af transportinfrastrukturafgifterne er det vigtigste skridt i den retning.

Det er helt sikkert vigtigt for bevarelsen, driften og opbygningen af infrastrukturer, hvilke metoder til beregning af omkostningerne man bliver enig om, uanset om der er tale om fulde omkostninger eller marginale omkostninger, uanset om der er tale om sociale marginalomkostninger eller sociale nettoomkostninger. Men det er næsten vigtigere med henblik på at skabe lige konkurrencevilkår, at man enes, og det så hurtigt som muligt. Man skal blot tænke på én ting i den forbindelse, nemlig at hvis der også skal skabes fair konkurrence mellem de forskellige transportmåder, har vi brug for det, vi altid diskuterer i forbindelse med implementering af de eksterne omkostninger. At forhindre denne diskussion vil være det samme som at forhindre integrationen af de forskellige transportformer, og det er den rene lobbyvirksomhed eller lobbypolitik for status quo. Hvis der er nogen, der fører en proformadiskussion her i Europa-Parlamentet, vil jeg arbejde på det andetsteds med hr. Jarzembowski. Lige nu har jeg kun to minutter.

For den tunge transports vedkommende har vi absolut brug for, og det gælder i hele Europa, kilometerafhængige afgifter. Her kunne man også forestille sig en nedsættelse af vægtafgiften. Sådan ser selv mange transportsammenslutninger også på det nu. Kun hvis vi opkræver forårsagerbetingede transportafgifter, får vi et markedskonformt instrument til at håndtere den krise, der aftegner sig inden for godstransporten, for vi kender alle de næste trin i væksten i godstransporten: vækst som følge af udvidelsen mod øst, som følge af e-handlen, og det oven i de hidtidige vækstrater.

  De Palacio, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, allerførst vil jeg takke hr. Costa for hans glimrende betænkning og alle talerne for deres deltagelse i forhandlingen. Det er mig en glæde at kunne sige, at Kommissionen med stor tilfredshed har modtaget betænkningen og dens konklusioner. Jeg er bevidst om det store arbejde og den enorme indsats, som ordføreren, hr. Costa, har gjort for at opnå størst mulig enighed, og det har hr. Jarzembowski og andre talere glædet sig over. Jeg vil sige, at det, i et spørgsmål så vanskeligt og følsomt som spørgsmålet om transportinfrastrukturafgifter, er en stor fortjeneste - og det vil jeg understrege - næsten at have løst cirkelens kvadratur, for det er virkelig vanskeligt at opnå enighed om et forslag, som dette.

Denne betænkning er baseret på en række seminarer med medlemmer af gruppen på højt plan fra Kommissionen selv om transportinfrastrukturafgifter og en informationskonference om bedst mulig praksis for transportinfrastrukturafgifter. Med det vil jeg sige, at det er et gennemarbejdet dokument, og det skyldes først og fremmest hr. Costa og de øvrige talere, som har vist en dybtgående interesse for et så følsomt og vanskeligt emne. Betænkningen er derfor en god begyndelse, og den bidrager stærkt til forståelsen af transportinfrastrukturafgiftspolitikken og dens anvendelse, hvilket har stor betydning for målretningen af en transportpolitik og for gennemførelsen af en politik, som kan sikre en bæredygtig transport, eller mobilitet, i fremtiden og på en rationel måde imødekomme det overordentligt store behov, som vi skal opfylde i de kommende år.

Betænkningen er også sammenfaldende med Kommissionens politik for transportinfrastrukturafgifter. Kommissionen mener, at den manglende koordinering af skattepolitikker og den manglende koordinering af medlemsstaternes afgifter lægger hindringer i vejen for transportens effektivitet og begrænser udviklingen af det indre marked og den økonomiske integration. Behandlingen af de forskellige transportmidler er ens, idet de europæiske virksomheder og samfundet i almindelighed pålægges nogle reelle omkostninger.

Derfor har Kommissionen foreslået en gradvis indførelse - og jeg beklager, at hr. Izquierdo er gået, for han har ikke set, at ikke blot hr. Costa har accepteret det ændringsforslag, men at Kommissionen glæder sig over, at han har gjort det - af en harmoniseret ramme for transportinfrastrukturafgifter i Den Europæiske Union, som skal gælde for alle transportmidler. Kommissionens politik for transportinfrastrukturafgifter indeholder en ramme for reform af skatter og afgifter på transport, der har til formål at afspejle miljøomkostningerne, infrastrukturomkostningerne og omkostningerne til forvaltning af efterspørgslen efter transport.

Der er sket fremskridt, f.eks. vedtagelsen i december af foranstaltninger om jernbaneinfrastrukturer gennem forligsproceduren. Men der er stadig meget at gøre. Derfor glæder det mig at kunne forsikre Parlamentet om, at bekymringerne i betænkningen med hensyn til transportinfrastrukturafgifter fuldt ud vil blive inddraget i Kommissionens kommende hvidbog om fælles transportpolitik, som jeg omtalte tidligere, og at den, om end med nogen forsinkelse i forhold til de oprindelige datoer, vil gøre det muligt for os at gøre fremskridt med hensyn til løsningen af et af de vanskeligste problemer inden for transportpolitik: transportinfrastrukturafgifter. Alt det vil være muligt takket være Deres og især hr. Costas glimrende arbejde.

  Formanden. - Mange tak, fru de Palacio.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.⁽¹⁾

(Mødet hævet kl. 23.40)

(1) Dagsorden for næste møde: se protokollen.