Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Mandag den 11. juni 2001 - Strasbourg EUT-udgave

Dyrs velfærd
MPphoto
 
 

  Kindermann (PSE). - (DE) Hr. formand, vi bifalder med stor tilfredshed, at emnet dyrebeskyttelse behandles af Rådet og Kommissionen i Europa-Parlamentet i dag. Fællesskabets forpligtelse til inden for rammerne af landbrugspolitikken i fuldt omfang at tage hensyn til kravene til dyrebeskyttelse er jo også formuleret således i Amsterdam-traktaten. Her stiller sig nu spørgsmålet, om det er tilstrækkeligt for Fællesskabet, eller om der i fremtiden skal være en europæisk rammelov for dyrebeskyttelse.

Ved dyrebeskyttelse forstås der desværre ikke det samme overalt. Love er en ting, den virkelig omgang med og indstillingen til dyrene en anden. Ansvaret for dyr som levende væsener påhviler udelukkende mennesket. Man kan derfor ikke tidligt nok lære børn den ansvarsbevidste omgang med dyr. Hvis man senere i sit erhverv omgås dyr, holder eller transporterer dem, skal man dokumentere sine kvalifikationer med et certifikat.

Men dyrebeskyttelse har også følger for virksomhedernes konkurrenceevne. Hvad dyrehold i økonomisk øjemed angår, vil der også i fremtiden skulle være begrænsninger. Optimale krav, som ofte stilles emotionelt, kan ikke altid gennemføres i praksis. Der skal findes frem til løsninger, som er praktisable. Det er jo ikke uden grund, at dyr opdeles i brugsdyr, avlsdyr eller kæledyr. Økonomiske overvejelser og en global konkurrence tvinger i sidste ende til specifikke betingelser for dyrehold og således også til begrænsninger angående den absolut dyrevenlige behandling af dyr.

Men disse betingelser for dyrehold skal være udformet således, at de sikrer et maksimum af naturlig adfærd for dyrene. Der kan i dag træffes politiske afgørelser om dyrebeskyttelse på et bredt videnskabeligt grundlag for de forskellige dyrearter. Lovgivningen om dyrebeskyttelse bør kun udvides og forbedres, hvis de implicerede bliver inddraget. Ved en helhedsbetragtning af dyrebeskyttelse skal naturlig adfærd og dyrenes krav forenes med miljø- og forbrugerbeskyttelse, men også med en forventning om fortjeneste. Der må heller ikke slækkes på de høje krav til hygiejne, som stilles fra samfundets side. Mere forbrugerbeskyttelse fører jo i sidste ende også til mere optimale betingelser for dyrebeskyttelse.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik