Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 4. juni 2003 - Strasbourg

8. Den åbne koordinationsmetode

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

- betænkning (A5-0143/2003) af Smet for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om analyse af den åbne koordinationsmetode inden for beskæftigelses- og socialområdet samt fremtidsperspektiverne (2002/2223(INI)), og

- mundtlig forespørgsel (O-0044/2003 - B5-0096/2003) af Rocard for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport til Kommissionen om anvendelsen af den åbne koordineringsmetode.

  Smet (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand, det første spørgsmål er, hvorfor der forelægges en initiativbetænkning. Det sker, fordi vi konstaterer, at metoden er ved at brede sig til mange områder. I Lissabon blev det anbefalet at anvende denne metode inden for informationssamfundet, forskning og innovation, erhvervspolitik, undervisning og uddannelse, social inddragelse, den økonomiske politik, indvandringspolitik osv. Vi ser imidlertid, at Parlamentets medindflydelse og kontrol er meget begrænset. Vi ser en stor uigennemsigtighed i beslutningsprocessen og i begrundelserne for, at nogle elementer i metoden bruges eller ikke bruges.

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har derfor besluttet at foretage en grundig analyse af den måde, hvorpå forskellige ting sker. I den betænkning, der fulgte deraf, blev følgende foreslået: Hvis Kommissionen ønsker at starte med en åben koordinationsmetode, skal der ikke blot anmodes om Rådets tilslutning, men også om Parlamentets tilslutning. Desuden skal Kommissionen anføre, hvilke elementer af metoden den vil bruge. Disse elementer er fælles mål, retningslinjer, fælles indikatorer, en syntetisk rapport, nationale rapporter og anbefalinger. Det er de traditionelle elementer, som bruges helt eller delvist. Parlamentet skal afgive en udtalelse om retningslinjerne, den sammenfattende rapport og anbefalingerne, og arbejdsmarkedets parter skal høres, hvad angår det sociale område og arbejde. Endelig anmodes Kommissionen også om at iværksætte en undersøgelse af metodens effektivitet og om at koble udbetalingerne fra strukturfonderne til de henstillinger, som rettes til medlemsstaterne.

For at træffe strukturelle bestemmelser om denne sag og undgå, at den åbne koordinationsmetode udvikles på et eller andet område uden Parlamentets medviden, medindflydelse eller medbestemmelse, er det nødvendigt i forfatningen at fastlægge den almene ordning og Parlamentets ret til fælles beslutningstagning. Spørgsmålet er imidlertid, om det vil lykkes os. Når jeg ser på de tekster, som konventets præsidium hidtil har udarbejdet, ser jeg, at det til dels er lykkedes os. Det er f.eks. bestemt, at den åbne koordinationsmetode anvendes ved den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, og at den - og det er en udvidelse i forhold til de nuværende tekster - kan anvendes ved socialpolitikken. Det er også bestemt, at Parlamentet skal høres eller underrettes om retningslinjerne og henstillingerne.

Dette er naturligvis et skridt i den rigtige retning, men det er et lille skridt. Det er i hvert fald mere, end vi på et vist tidspunkt anså for muligt på grundlag af diskussionerne på konventet. Det er imidlertid stadig for lidt. Parlamentets beføjelser og kontrolmuligheder er stadig begrænsede. De, som er imod metoden og tror, at den heller ikke vil blive anvendt, hvis vi ikke nævner den i konventet, tager naturligvis fejl. Ingen kan forhindre, at denne metode anvendes. En simpel rådsbeslutning, uden at Parlamentet har noget at skulle have sagt, medfører således, at metoden anvendes på det ene eller andet område.

Jeg vil nævne et eksempel vedrørende indvandringspolitikken. Hvis de ministre, som beskæftiger sig med indvandring, beslutter at anvende metoden - bl.a. fordi man f.eks. ikke er i stand til at gennemføre lovgivning på dette område - vil den åbne koordinationsmetode blive anvendt ved indvandringspolitikken. Vores problem er ikke så meget, at den anvendes, men at Parlamentet ikke eller kun i meget begrænset omfang inddrages. Derfor har vi i udvalget opfordret til, at der indskrives en artikel i forfatningstraktaten, hvori det klart fastsættes, at det selvfølgelig ikke er forbudt at anvende den åbne koordinationsmetode, men at det skal ske i samråd med Parlamentet, hvis den anvendes. Det var egentlig formålet med artiklen.

Vi har således set, at der er gjort nogle fremskridt i konventet, og at vi har opnået noget af det, vi ville. Det er imidlertid ikke perfekt og ufuldstændigt i forhold til, hvad det skulle have været. Jeg gentager endnu en gang mine to vigtigste bemærkninger, nemlig at jeg dels er bange for, at den åbne koordinationsmetode kunne medføre, at der ikke skabes nogen lovgivning, dels at der måske fjernes nogle nationale beføjelser, hvis den åbne koordinationsmetode anvendes. Både i det ene og i det andet tilfælde er der egentlig kun én løsning, og det er, at Parlamentet skal være med til at bestemme. Modstanden mod den åbne koordinationsmetode har netop medført, at dette i utilstrækkelig grad blev opnået. Jeg kan kun sige, at det er ærgerligt. Jeg synes, vi har udarbejdet en god betænkning, og jeg takker alle kolleger i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, for de har bidraget til denne betænkning på en fantastisk måde.

  Iivari (PSE). - (FI) Fru formand, fru kommissær, man opstillede et ambitiøst mål i Lissabon i foråret 2000 om, at Europa skulle udvikles til verdens mest konkurrencedygtige, videnbaserede økonomi på 10 år. I konklusionerne fra topmødet opstillede man en række konkrete mål for uddannelse, specielt uddannelse inden for informationsteknologi. Ud over indlæring af it understreger Lissabon-processen vigtigheden af livslang videntilegnelse.

Vi i Europa-Parlamentets Udvalg om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport er tilfredse med, at uddannelse nu rangerer højere på den europæiske dagsorden. Vi har brug for fælles opstillede mål og indikatorer og fælles handling. De nye job, der opstår, kræver hovedsageligt specielle færdigheder. Beherskelse af it kræves nu til dags inden for de fleste professioner. Det er også et af nutidens folkelige uddannelsesområder, som, hvis den forsømmes, besværliggør folks liv og bringer dem i fare for udstødelse.

Uddannelse er ikke bare nøglen til social deltagelse for borgerne, men også en grundlæggende forudsætning for succes i vore samfund. Det er godt, at EU's undervisningsministre har formået at enes om konkrete mål for uddannelse, og at Bologne- og Brugge-processerne, der handler om anerkendelse af kvalifikationer er blevet indledt.

Efter Kulturudvalgets mening, har man ud over uddannelse og livslang læring også behov for åben koordination inden for andre områder, der hører under udvalgets jobbeskrivelse, det vil sige ungdoms-, medie- kultur- og sportspolitik. Et øget samarbejde vil styrke det indre markeds funktionalitet samt vores borgeres velfærd og sociale deltagelse. Derigennem skaber man de rette forudsætninger for social enhed, stabil udvikling og tro på fremtiden.

Indførelse af åben koordination inden for uddannelse har på trods af dens positive perspektiver alligevel medført problemer. Den har forøget tjenestemændenes magt og har tilsidesat både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter ved sin søgen efter oplysninger og sin udøvelse af indflydelse. Det kan ikke fortsætte.

I den resolution, der er ved at blive udarbejdet, kræver Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport en klarere og større rolle for Europa-Parlamentet. Det er nødvendigt for at give processen demokratisk autoritet. Udvalget understreger også, at en proceduren med åben koordination ikke må udvikle sig til at ligne andre lovgivningsprocedurer, men samtidig være en lukket procedure, som underminerer de lovgivningsmæssige mål, der er opstillet i oprettelsestraktaten for Det Europæiske Fællesskab.

I sin resolution opfordrer Kulturudvalget Rådet og Kommissionen til at indlede drøftelser med Europa-Parlamentet om af få gennemført en interinstitutionel aftale om den åbne koordinationsprocedure. Aftalen bør omfatte regler for valg af politiske områder, der skal omfattes af den åbne koordinationsprocedure, og en procedure for en konsekvent anvendelse af dem. Europa-Parlamentet skal kunne deltage fuldgyldigt og på ligelige vilkår i beslutningsproceduren. Den interinstitutionelle aftale skal efter udvalgets mening indeholde regler for Europa-Parlamentets deltagelse i udformningen af målsætninger og indikatorer. Samtidig må vi enes om aktindsigt, mødedeltagelse, overvågning af fremskridt og udbredelse af information. Det vigtigste er imidlertid, at den åbne koordination bliver en fællesskabsproces. Den bør vedtages af Det Europæiske Konvent nu på falderebet og på en kommende regeringskonference.

Parallelt med Kulturudvalgets mål er der fru Smets rapport om åben koordination inden for beskæftigelsesområdet og det sociale område, som er til drøftelse i dag. Det er godt, at to af Parlamentets udvalg er aktive inden for oprettelsen af en parlamentarisk dimension for åben koordination, hvilket vi uden tvivl har brug for i Europa.

  Diamantopoulou, Kommissionen. - (EL) Fru formand, jeg vil gerne lykønske fru Smet med den enestående analyse i hendes betænkning om den åbne koordinationsmetode og med aktualiteten af forhandlingen, idet spørgsmålet som bekendt også drøftes i konventet.

Der er to vigtige kategorier af spørgsmål. Dem, der vedrører den demokratiske lovliggørelse af metoden, og dem, der vedrører effektiviteten. Hvad angår den demokratiske lovliggørelse af metoden, er det vores erfaring hidtil, at der kun er retsgrundlag i traktaten på beskæftigelsesområdet. Det er derfor en åben metode, der anvendes med meget specifikke regler, som er defineret i traktaten, og Parlamentet spiller en rolle i denne metode. Den kunne være meget større, men Parlamentet spiller en rolle, og dets holdning er nødvendig og respekteret. Men som fru Smet korrekt sagde, har der ikke været et retsgrundlag på de øvrige anvendelsesområder for den åbne koordinationsmetode. De har været baseret på aftaler i Ministerrådet. Parlamentets rolle er derfor stadig begrænset, om end jeg må sige, at der både i forbindelse med bekæmpelsen af fattigdom - hvor vi anvender metoden - og på pensionsområdet er gjort store bestræbelser på, at vi samarbejder med, hører og informerer Parlamentet. Metoden vil bestemt fremover spille en vigtig rolle. Vi ser det så småt i forbindelse med flere individuelle politikker. Problemerne med Parlamentets deltagelse, og dermed den demokratiske lovliggørelse, har ikke kun et europæisk, men også et nationalt omfang. I den vurdering, vi foretog, så vi, at de nationale parlamenter i adskillige lande ikke blot ikke deltager, men næsten heller ikke informeres om målene, forpligtelserne og gennemførelsesmetoden for de fælles handlingsplaner. Med den drøftelse, der foregår i konventet, mener jeg derfor, at det er meget vigtigt, at der kommer en artikel om den åbne koordinationsmetode, som bestemmer Parlamentets rolle, og, som Kommissionen har foreslået, at der kommer en særlig henvisning til anvendelsen af metoden i forbindelse med social beskyttelse, hvor der er flere problemer, da mange af disse kompetencer i den sociale sektor er nationale.

Hvad angår effektiviteten, deler jeg synspunktet i betænkningen om, at en national og europæisk vurdering af resultaterne spiller en meget vigtig rolle i forbindelse med forbedringerne fra år til år. Vores første erfaring er vurderingen af den europæiske strategi, af anvendelsen af metoden på beskæftigelsesområdet i 2002, mens vi får vurderingen af anvendelsen på pensionsområdet i 2006. En anden ting i forbindelse med effektivitet er, om der er finansiering af metoden. Vi må her sige, at der hidtil er erfaring med Socialfondens finansiering af beskæftigelsesstrategien og med finansiering af specifikke retningslinjer, som hovedsageligt er rettet mod de menneskelige ressourcer, og vi mener, at Socialfonden især i forbindelse med udvidelsen, de nye lande, som vil blive opfordret til at deltage i gennemførelsen af metoden, men med begrænsede ressourcer, kan komme til at spille en meget vigtig rolle.

Afslutningsvis vil jeg gerne henvise til iagttagelsen i betænkningen om, at integreringen af kønsaspektet i alle Fællesskabets politikker også kan spille en meget vigtig rolle i forbindelse med anvendelsen af den åbne koordinationsmetode, da der altid her angives individuelle mål, der vedrører lige muligheder mellem mænd og kvinder.

  Pack (PPE-DE). - (DE) Fru formand, jeg vil kun komme ind på den del, som fru Diamantopoulou ikke er ansvarlig for, nemlig kultur, uddannelse, ungdom, opdragelse og sport. Men jeg tror også, at De taler på fru Redings vegne her. Vi havde jo allerede, før betænkningen overhovedet blev behandlet i Socialudvalget, stillet et lignende spørgsmål, som så - uvist af hvilken grund - blev forsinket i månedsvis.

Endelig er vi nået frem til at diskutere dette i fællesskab, og vi bør nu sammen forsøge at få det bedste ud af det. Vi kan konstatere, at denne koordination finder sted, og som politiker i Europa-Parlamentet ville det egentlig glæde mig, hvis der var nogen - ansvarlige, politikere - som koordinerede sagerne. Men det er netop de personer, som ellers frakender os vores kompetencer. De koordinerer på de områder, hvor de egentlig ikke vil give os nogen kompetencer, nemlig på kultur- og uddannelsesområdet. Her koordinerer de pludselig, uden at de behøver at stå til regnskab over for os. Og det synes vi er meget suspekt.

Problemet er, at vi på dette område bliver behandlet som ngo'ere. Men vi er ikke ngo'ere, vi er valgte repræsentanter, og vi bør vide, hvad der sker i vores navn bag nedrullede gardiner! Og det er ikke kun Rådet, som er meget tilfreds med dette. Desværre er også Kommissionen meget tilfreds. Den har nemlig på denne måde fået sat en ubehagelig spiller ud af spillet. Rådet og Kommissionen gør altså fælles sag her - og det kan sågar være en god sag, men med Machiavelli vil jeg dog gerne sige: "Ikke ethvert mål helliger midlet". Og derfor tror jeg, at vi skal være meget forsigtige i denne sag, og at vi må forvente at blive inddraget.

I mellemtiden har det nemlig vist sig, at der har udviklet sig en interguvernemental metode. Og når sådan noget først er sat på skinner, er det meget svært at stoppe. Ganske vist har vi nu erfaret, at konventet har udtalt sig imod den åbne koordinationsmetode - heri står der udelukkende noget om koordination - og vi ved, at alle nationale præsidenter naturligvis bør koordinere, hvis det er nødvendigt - også dér, hvor det ikke ubetinget står i traktaten. Men vi bør virkelig være opmærksomme på, at vi ikke bliver holdt udenfor.

Set ud fra en kulturel og uddannelsesmæssig synsvinkel mener jeg, at det virkelig er skinhelligt, at vi netop dér, hvor vi gerne ville være aktive, ikke må være det! Inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode kommer de samme ting, som vi gerne ville lave, imidlertid ind ad bagdøren, men vi er ikke inddraget. Det er simpelthen utilstedeligt, og vi må opponere imod det! Vi bør huske på, at en metode, der foregår mellem regeringerne, ikke må indføres ad omveje. Vi bør - også med dagens diskussion for øje - sørge for, at denne allerede eksisterende interguvernementale metode - læs: åben koordinationsmetode - overføres til en fællesskabsmetode. Det er nemlig sådan, at hvis regeringscheferne eller de enkelte ministerier har godkendt noget som værende rigtigt, nødvendigt og vigtigt, skal det også overføres til fællesskabsmetoden, således at vi som folkevalgte repræsentanter har andel i det. Jeg beder om, at dette tages i betragtning, og jeg vil gerne takke dem, som har medvirket.

(Bifald)

  Vattimo (PSE). - (IT) Fru formand, jeg tror ikke, at jeg behøver at gentage det, som fru Pack allerede har sagt. Jeg vil gøre rede for en mundtlig forespørgsel, som hr. Rocard har stillet for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, eftersom han ikke selv har mulighed for at være til stede her i aften og gøre rede for denne forespørgsel.

Den mundtlige forespørgsel drejer sig om de punkter, som både fru Iivari og fru Pack var inde på, nemlig at vi i Kulturudvalget ofte er blevet klar over, at mange af de foranstaltninger, som efterfølgende blev drøftet i Rådet, blev truffet ved hjælp af en koordinationsmetode, som vi ikke deltog i. Vi har stået over for foranstaltninger, som allerede var blevet truffet, og som vi kun kunne afgive udtalelse om bagefter, selv om det ville være yderst hensigtsmæssigt, at man reelt også lod denne koordinationsmetode gælde for Parlamentet.

Med denne forespørgsel vil vi for det første spørge Kommissionen, om den kan give nogen form for garanti for, at de fremtidige foranstaltninger, som Rådet træffer ved hjælp af koordinationsmetoden, bliver meddelt til Parlamentet og parlamentsudvalgene tids nok til, at de kan behandle dem og afgive udtalelse. For det andet vil vi bede Kommissionen om at præcisere - selv om det hele efterhånden lader til at afhænge af konventet i denne tid - om den agter at stille nogen forslag om en mere omfattende anvendelse af den åbne koordinationsmetode, så Parlamentet ikke udelukkes fra at deltage.

Talerne før mig har allerede behandlet alle disse punkter meget indgående. Vi ønsker nu at tage disse punkter op igen i denne mundtlige forespørgsel og gøre dem til specifikke spørgsmål, som vi forventer, at Kommissionen svarer på.

  Boogerd-Quaak (ELDR). - (NL) Fru formand, jeg vil give fru Smet en kompliment for denne betænkning, selv om der også i vores gruppe er temmelig mange spørgsmål om dette emne. For nylig var jeg på en stor pensionskongres, hvor man var meget glad for den åbne koordination på pensionsområdet. Der er en række problemer, f.eks. inden for pensioner, beskæftigelse, asyl, indvandring - de er allerede for en del nævnt her - som kræver at blive behandlet på europæisk plan, og i de fleste tilfælde er der ikke noget retsgrundlag. Den åbne koordinationsmetode var en fortræffelig idé.

Alligevel er der også modstandere af den åbne koordinationsmetode, og disse findes for en del også i min gruppe. De er især imod den på grund af problemet med den manglende demokratiske legitimitet, som fru Smet nævnte. En række talere har taget det op her. Hvis vi fortsætter med den åbne koordinationsmetode - det går jeg ind for, og det gør min gruppe faktisk også - er der en række problemer, der skal løses. Det er problemer vedrørende den demokratiske legitimitet. Både de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skal inddrages i det. Det kan ikke være sådan, at Parlamentet kun høres, når man synes, det er interessant at høre det. Der skal være en vis systematik i høringen af Parlamentet.

Der er også en anden ting, som er behandlet i fru Smets betænkning, og som jeg vil gøre Dem opmærksom på. De store aktører, spillerne på dette område, er faktisk mennesker i lukkede komitéer på højt plan, som næsten udarbejder det hele og derefter forelægger det for Rådet. Jeg synes ikke, at borgernes involvering er tjent med det. Borgere føler sig repræsenteret af deres parlamentsmedlemmer. De vil kunne gøre parlamentsmedlemmer opmærksom på ting, som sker, eller på aftaler, som indgås, og som man på et vist tidspunkt ikke længere har kontrol over. Hvor godt systemet i sig selv end kunne være, er man nødt til at sikre denne demokratiske kontrol.

Et andet punkt, som også er nævnt, er spørgsmålet om indikatorerne. Hvis vi vil sammenligne oplysningerne på en række politiske områder med hinanden, skal oplysningerne også være sammenlignelige. Der skal altså være meget tydelige indikatorer, man kan måle, hvis man vil sammenligne medlemsstaterne med hinanden.

For at gøre en lang historie kort, fru formand og fru kommissær, tror jeg, det er godt, at vi drøfter fru Smets betænkning i øjeblikket. Jeg tror, vi skal anmode Kommissionen om at nå til enighed med medlemsstaterne om, at der, hvis vi fortsætter med denne åbne koordinationsmetode, i hvert fald er en række grundlæggende betingelser, der skal opfyldes.

  Schmid, Herman (GUE/NGL). - (SV) Fru formand, jeg er glad for, at fru Smet har udarbejdet denne betænkning, som jeg på mange punkter er meget enig med hende om. Jeg er meget positiv over for den åbne koordinationsmetode. Jeg er dog også lidt bekymret for, at den ofte betragtes som en slags blød lovgivning og som et slags simpelt alternativ til den almindelige lovgivning eller som noget, som kun skal bruges i nødstilfælde. Jeg synes præcis det modsatte. Jeg synes, at lovgivning skal bruges, når der ikke er andre muligheder, og når der virkelig er brug for myndighed, styrke og disciplin. En række offentlige opgaver kan dog løses på andre måder end med love, disciplin, tvang og pisk. Den åbne koordinationsmetode er en moderne projektstyringsform. Den anvendes til den offentlige sektor, hvis formål er forandring, udvikling og løbende fornyelse, og hvor man har brug for at forandre sine arbejdsformer i takt med ens gjorte erfaringer.

Det er måske ikke en tilfældighed, at den åbne koordinationsmetode er vokset frem i de markedsøkonomiske samfund, hvor den offentlige sektor skal være lige så smidig og lige så effektiv som markedet, når det er bedst. Derfor synes jeg, at det er rørende at høre borgerlige ordførere sige, at de ikke vil have dette smidige og effektive markedsinstrument, men at de vil have en gammeldags, bureaukratisk, kontrollerende og lovstyret styreform i den offentlige sektor. Det er efter min mening mærkværdigt.

Den åbne koordinationsmetode skal efter min mening skrives ind i forfatningen, så den bliver alment accepteret, hvilket efter min mening er vigtigt. Jeg er dog yderst urolig over, at man indskriver den på en sådan måde, at man anviser, hvordan den skal arbejde, hvilke metoder den skal anvende, hvilke processer den skal omfatte osv. Dette sker med en traditionel lovtekst, men så skal man afgrænse denne metode, som burde være smidig, fleksibel og bevægelig, og give den spændetrøje på. Så bliver den slet ikke så effektiv. Jeg støtter ELDR-Gruppens ændringsforslag på dette punkt.

Jeg har endog selv stillet et ændringsforslag, som jeg til min store forbavselse skulle opleve at få stemt ned af udvalget. Nu kommer jeg med det igen. Det handler om, at den åbne koordinationsmetode også er en samarbejdsmetode, ikke bare en koordinationsmetode. Den kan ikke baseres på sanktioner og afstraffelser. Den skal som andre frie sociale relationer baseres på tillid og respekt. Vi kan derfor ikke benytte os af naming and shaming og worst practices. Vi har brug for bedste praksis. Der skal vores fokus være. Ellers ødelægger man denne metode og dens muligheder. Den er forskellig fra en lovgivningsmetode, og derfor er det helt forkert, hvis der inspireret af gamle lovtraditioner vurderes at være behov for disciplinering, afstraffelse og udpegelse af dem, som ikke adlyder. Denne metode er helt anderledes.

Jeg ser gerne, at denne metode blev fremmet. Det er på den måde, den er blevet brugt i en del af de europæiske samfund. Den er ikke lige udbredt overalt, men den er almindelig i de skandinaviske lande, hvor jeg kommer fra. Der spiller den en yderst progressiv rolle. Den er også mere fremherskende i de anglosaksiske lande, men derimod findes den ikke i visse andre lande, som har et meget mere traditionelt forvaltningsapparat. Jeg tror, at vi skal bevæge os hen mod denne åbne, demokratiske og moderne samarbejdsmetode. Jeg vil specielt understrege ordet demokratisk, fordi den er demokratisk, men på en anden måde end via juridisk og retslig kontrol.

  Lambert (Verts/ALE). - (EN) Fru formand, jeg vil også takke ordføreren for hendes glimrende betænkning og meget skarpe forklarende indlæg og bifalde kommissærens redegørelse i aften.

Som vi har hørt, anvendes den åbne koordinationsmetode nu på en lang række områder. Nogle gange synes det at være vanedannende, efterhånden som listen bliver længere og længere. Der er tydeligvis brug for en fælles tilgang og for meget forsigtigt at rykke nærmere en aftale, f.eks. vedrørende indvandring og dens tætte forbindelse med beskæftigelse og social inddragelse. Men, som nogle medlemmer har sagt, er dette sandelig ikke en offentligt ejet proces, og sommetider har den meget tvivlsom demokratisk legitimitet, fordi den kan vise sig at være en næsten snigende tiltagelse af beføjelser ad bagvejen fra EU's side og ikke at være tilstrækkeligt åben og offentligt tilgængelig.

Der er interessante skævheder i den. Jeg er helt enig med kommissæren: Når Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har været på delegationsbesøg i forskellige medlemsstater og mødte tilsvarende udvalg eller udvalg om europæiske anliggender i de nationale parlamenter og spurgte dem om deres engagement i de nationale handlingsplaner - om beskæftigelse og social inddragelse f.eks. - har det fået desorienterede blikke, fordi de aldrig har hørt om det. Det er ikke noget, som deres regering har involveret dem i. En britisk minister indrømmede, at fagforeningerne og sammenslutningen af britiske industrivirksomheder i Det Forenede Kongerige havde mere indflydelse på de nationale handlingsplaner for beskæftigelse end det britiske parlament, som aldrig nogensinde havde diskuteret dem - selv om det nu er ved at blive anderledes efter nedsættelsen af det nye udvalg om arbejder og pensioner - sikke et interessant navn.

Vi har uden tvivl brug for en ramme for den åbne koordinationsmetode, der er klar og demokratisk kontrolleret af Parlamentet, nationale parlamenter og lokale parlamenter - som i nogle medlemsstater er dem, der har ansvaret for bestemte sager.

Vi får den klarhed gennem den proces, der er ved at blive etableret, så folk har en idé om, hvad de kan forvente, og hvor relevante ngo'er kan deltage osv. Forfatningen er sandsynligvis det bedste sted for disse oplysninger af hensyn til aktindsigt og bevidstgørelse. Vores gruppe er ikke overbevist om, at offentligheden har tilstrækkeligt kendskab til og forståelse for en interinstitutionel aftale.

Der er spørgsmål om tidsplanerne for høring, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender unægteligt har lidt under. Derfor må vi i forbindelse med denne metode sætte tid af til rigtig høring, ikke bare her i Parlamentet, men også således at ngo'erne kan få tid til at udøve deres eget interne demokrati, når de også giver deres bidrag.

  Crowley (UEN). - (EN) Fru formand, jeg vil også takke ordføreren og kommissæren for deres deltagelse i forhandlingen i aften. Jeg er enig i det, som nogle af de andre medlemmer har sagt, om, at vi alle sammen anerkender fordelene ved den åbne koordinationsmetode. Som vi selv har erkendt og erfaret, kan den give bedre muligheder for at skabe rammer for, at der kan træffes foranstaltninger uden den stivhed, der kendetegner lovgivning eller regulering.

De andre institutioner bør erkende og forstå, at Parlamentet meget ansvarsbevidst når frem til en udtalelse, når der er afsat tid til, at det kan blive hørt. En af de vigtigste ting, vi skal fremhæve i aften, er, at Parlamentet har evne, fantasi og sandelig også er i stand til at overholde tidsfrister. Men at kaste noget i hovedet på Parlamentet, når der ikke er tid til, at det kan indtage en gennemtænkt og ansvarsbevidst holdning, er en større fornærmelse mod Parlamentet end slet ikke at høre det.

Hvis vi tænker på spørgsmålet om retningslinjer, som vi diskuterede i denne uge, kan vi se de vanskeligheder og problemer, der opstod, bare fordi vi ikke fik oplysningerne i tide. Vi bør ikke betragtes som en fjende af Rådet og Kommissionen og heller ikke som et underdanigt organ, men som deres velvillige og ligeværdige partner.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en institutionel aftale eller en artikel i en foreslået traktat eller forfatning er det bedste sted til dette her, har jeg personligt ikke taget stilling. Jeg er imidlertid tilbøjelig til at gå ind for en interinstitutionel aftale, sandsynligvis fordi den giver os fleksibilitet til at ændre og lave om i fremtiden. Men hvis vi skal gå ind på det, og vores repræsentanter i konventet skal følge den linje, vil det kræve, at vi har tiltro til, at vi får flere beføjelser og bliver hørt i videre udstrækning af Kommissionen og Rådet, når de behandler disse sager i fremtiden.

Før jeg slutter, vil jeg sige, at spørgsmålet om høring af nationale parlamenter er noget, vi løbende fremhæver her i Parlamentet. Det er, fordi vi anerkender, at parlamenter på grund af deres natur er de ægte demokratiske repræsentanter for borgerne i EU's medlemsstater. Parlamenterne har derfor ret til at blive hørt og ikke overhørt i forbindelse med sager, der har direkte indflydelse på borgernes liv i EU.

Det er helt nødvendigt, at de nationale parlamenter bliver en del af denne metode, og hvis vi ser på det udkast til forfatning, som vi har liggende foran os, er der et krav om, at lovgivning skal fremsendes til de nationale parlamenter. Det er også temmelig sandsynligt, at de nationale parlamenter i en åben koordinationsmetode også vil have fremsendt de forslag, der bliver forelagt for Parlamentet og andre institutioner.

Alt i alt vil jeg støtte fru Smets betænkning på grundlag af, at proceduren ikke har til formål at harmonisere politikker eller samle politikker, men letter kompatibilitet, letter fleksibilitet og tilskynder til udbredelse af god praksis og udveksling af idéer.

  Pronk (PPE-DE). - (NL) Fru formand, jeg vil takke ordføreren mange gange for betænkningen. Jeg tror, den er vigtig af to grunde.

For det første har ordføreren på grundlag af den erfaring, som vi har gjort i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, foretaget en meget praktisk evaluering af det, der er sket i de forskellige åbne koordinationsmetoder.

For det andet er det også vigtigt, fordi hun foreslår løsninger. Hun har selv i sin tale for lidt siden nævnt, hvilke risici metoden medfører. Fru Jensen og hr. Schmid har stillet ændringsforslag, som understreger disse risici yderligere. Hvis man fulgte deres løsninger, især hr. Schmids løsninger, ville det betyde, at vi ville bibeholde en masse tjenestemænd, som taler med hinanden, som tilrettelægger hyggelige konferencer, hvor der måske en gang imellem bliver gjort noget, men hvor der aldrig vil blive opnået virkelige resultater, og hvis der gjorde, ville de forblive bag lukkede døre. Det gode ved den åbne koordinationsproces, som vi nu kender, er, at tallene og oplysningerne nu i hvert fald kommer på bordet.

De ved, at processen er begyndt med en beslutning truffet af stats- og regeringscheferne, som på et vist tidspunkt om beskæftigelsen sagde, at vi nu vil fremlægge ærlige tal. Det var på det tidspunkt en vigtig revolution. Ingen fremlagde ærlige tal om arbejdsløsheden. Disse tal er vigtige. Spørgsmålet er naturligvis så, hvorvidt man også kan gå videre med fælles målsætninger.

Der er risici. Der er to risici, som fru Smet allerede nævnte. Dels er der således dette bureaukrati, hvor der intet sker, og som egentlig er tåbeligt set ud fra borgernes synspunkt. Dels er der den risiko, at der koordineres for meget. Denne frygt hersker især i Forbundsrepublikken. Det er også forståeligt, fru formand, hvis De kender situationen i Forbundsrepublikken, hvor man giver delstaterne visse beføjelser. Kultur og undervisning hører ind under delstaternes beføjelser i Tyskland. Medlemsstaterne vil nu slå disse beføjelser sammen. Hvad sker der så? Man aftaler adgangsbegrænsning, som om Tyskland var ét land. Det er naturligvis ingen føderalisme, det er præcist det modsatte af føderalisme. Det er derfor forståeligt, at især vores tyske kolleger har problemer og frygter, at denne metode ad bagdøren fører til en skrækkelig form for harmonisering, hvor hverken Parlamentet eller borgerne spiller nogen rolle. Det er meget forståeligt.

Jeg tror, at netop det gode ved denne betænkning er, at der findes en løsning. Løsningen er, at Parlamentet skal give sit samtykke, ikke til at metoden skal anvendes, men til, om der skal komme en metode for et bestemt område. Jeg er sikker på, at noget sådant, hvis vi nu lige tager kulturområdet som eksempel, kun kan tilvejebringes, hvis også Parlamentet spiller en rolle i en sådan koordination. Det er meget vigtigt, og derfor er dette samtykke også så vigtigt. Derfor er jeg i øjeblikket absolut imod fru Jensens forslag. Det forslag betyder, at vi ikke kommer videre. Vi har i fire år forsøgt at skabe en interinstitutionel aftale. Det er ikke lykkedes, fordi Rådet siger, at det ikke står i traktaten. Der skal altså ændres noget i traktaten. Det anmoder fru Smet om, og derfor tror jeg, at vi også alle sammen helhjertet skal støtte den løsning, som foreslås i denne betænkning.

  Cercas (PSE). - (ES) Fru formand, jeg vil gerne indlede med en varm lykønskning til fru Smet med hendes bemærkelsesværdige betænkning, hvis største fortrin er rettidighed.

Den åbne koordinationsmetode er blevet almindelig på baggrund af vores erfaring med Luxembourg-processen og de muligheder, der er åbnet for med traktatens artikel 126 og 128. Det er en rettidig proces, da denne generalisering også har gjort det muligt at rejse mange spørgsmål i Parlamentet - i forbindelse med utilstrækkeligheder og huller, der flere gange er blevet fordømt, og som burde have været løst - og fordi konventet er ved at udarbejde en forfatningstraktat, der giver Parlamentet stor mulighed for at blive hørt.

Det er derfor et rettidigt projekt og et særdeles aktuelt initiativ, da konventet og regeringskonferencen giver os mulighed for at løse disse vanskeligheder, der, som andre medlemmer har påpeget, vedrører en række grundlæggende synlige mangler, mangel på åbenhed - til trods for, at den hedder den åbne metode - og ineffektiv koordination.

Vi har derfor en enestående mulighed, og fru Smets initiativ giver os god grund til at fortsætte arbejdet. Desuden har fru Smet gjort et godt stykke arbejde, udarbejdet en god betænkning, hvor hun har indarbejdet de bedste idéer fra de drøftelser, vi har haft i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Vi socialdemokratiske medlemmer er naturligvis meget tilfredse med betænkningen, og selv om De og jeg, fru Smet, er langt fra hinanden både fysisk og ideologisk, står vi faktisk meget tæt i dette spørgsmål, da De i høj grad behandler og løser vores gruppes primære bekymringer. De skaber balance mellem alle institutionerne, De forklarer tydeligt Kommissionens rolle og giver Parlamentet en central rolle, hvorved det store demokratiske underskud, vi har observeret, udlignes. De åbner for gennemskuelighed for at inddrage alle spillere - nationale og regionale parlamenter, ngo'er og arbejdsmarkedets parter - hvilket vi værdsætter højt. De opfordrer til en institutionalisering af traktaten - hvilket vi finder vigtigt - De definerer anvendelsesområdet for at undgå, at denne metode erstatter eller trænger sig ind på områder, hvor der er lovgivningsmæssige fællesskabsinstrumenter - det gør De efter min mening godt - og endelig garanterer De, at der foretages vurderinger, så metoden kan være effektiv.

Vi socialdemokratiske medlemmer, fru formand, giver derfor denne betænkning vores fulde støtte, og vi håber, at den kan bidrage til den europæiske integration og give de europæiske problemer en europæisk løsning og endda gå lidt længere end blot mellemstatsligt samarbejde.

  Echerer (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, kære kolleger, først vil jeg gerne gratulere Social- og Kulturudvalget med, at den åbne koordination lykkedes, og det med succes!

Åben koordination - det lyder som et rigtig moderne slogan. Det kræver meget logik at koordinere politiske aktiviteter og strategier, hvilket vi ikke altid er vant til i det politiske arbejde. Det er egentlig meget glædeligt! Jeg havde nogle problemer med at forklare østrigerne denne åbne koordination. Det har vi endnu ikke nogen tradition for i Østrig, som det er tilfældet i f.eks. de skandinaviske lande. Det første spørgsmål, jeg blev mødt med i Østrig, var: Og hvilken rolle spiller Parlamentet i den sammenhæng? Også dér måtte jeg forklare alt det, som jeg har hørt her i aften, og hvad vi hører igen og igen i udvalgene. Selvfølgelig sagde østrigerne, og det ikke kun af respekt for dig som parlamentsmedlem, ikke kun som en rettighed, som et parlamentsmedlem på egne og befolkningens vegne må kræve: Vi forlanger en demokratisk legitimering for denne vidunderlige mulighed!

Om den åbne koordination nu også er så vidunderlig en mulighed - som sagt, har jeg endnu ikke nogen erfaring at trække på. Jeg er endnu ikke blevet en fan, og jeg er heller ikke sikker på, om overførelsen til en fællesskabsmetode er løsningen. Jeg mener, at vi skal beskæftige os med detaljerne, som på det punkt er: De tre institutioner skal sætte sig ved samme bord. Det er ingen barmhjertighedsgerning over for Europa-Parlamentet, men en åben og fair forhandling mellem de tre institutioner. Det drejer sig her om detaljerne: Hvordan inddrages Parlamentet? Hvordan får vi indsigt i dokumenterne? Hvilke regler kan vi opstille? Hvis vi virkelig kommer et stort skridt videre, kunne jeg godt udvikle mig til en fan af den åbne koordination. På områderne kultur, medier, sport, uddannelse og ungdom ville dette sikkert også være et muligt skridt i retning af en slags europæisk kulturpolitik. Det må endelig ikke opfattes forkert, og det betyder på ingen måde en harmonisering af den nationale kulturpolitik, men snarere en effektiv koordination af fælles politikker for også at kunne nå et fælles mål sammen. For alene er vi - som vi ved - netop på disse følsomme områder ganske enkelt ikke stærke nok.

Deraf min anmodning, som jeg ikke kan gentage ofte nok. Jeg tror, at Parlamentet i denne forbindelse næsten har talt med én stemme, og det forventer man jo af Europa på mange områder. Kære Kommission, se på os som en samarbejdspartner, og lad os koordinere sagerne sammen - og åbent!

  Mann, Thomas (PPE-DE). - (DE) Fru formand, siden rådsmødet i Lissabon i marts 2000 er medlemsstaterne blevet enige om at udvide den åbne koordinationsmetode fra beskæftigelsesområdet til andre områder. Bedste praksis skal udbredes, kvantitative og kvalitative indikatorer fastlægges, europæiske direktiver gennemføres i national og regional politik, og naturligvis skal subsidiaritetsprincippet overholdes og gennemføres i nationale handlingsplaner.

Så langt, så godt. Men når man får det indtryk, at det drejer sig om ligemageri, når det kommer til socialpolitiske retningslinjer, uden at der foreligger et retsgrundlag, når man om muligt forsøger at give medlemsstater instrukser for på den måde at ophæve f.eks. nationale bestemmelser, er den åbne koordinationsmetode uacceptabel. Et forstærket samarbejde mellem medlemsstaterne på de politiske områder, hvor EU kun har begrænsede kompetencer, er sikkert både muligt og fornuftigt. I så fald skal samarbejdet dog tage udgangspunkt i en forbedret udveksling af informationer og erfaringer.

Ved anvendelse af den åbne koordinationsmetode skal de traktatmæssige kompetenceområder imidlertid tages i betragtning. Der er allerede mange kolleger, som er fremkommet med væsentlige kritikpunkter. Dette instrument kan kun være et supplement og på ingen måde et alternativ til de vigtige lovgivningsmæssige foranstaltninger. I den forbindelse må hverken Europa-Parlamentet eller de nationale parlamenter forbigås, også på det område er jeg enig med de forrige talere. I Europa-Parlamentet er vi dog tit ude for, at vi sættes under tidspres. Når Kommissionen f.eks. hører os i forbindelse med de årlige retningslinjer for beskæftigelsesstrategien, men sender rapporterne så sent til os - i starten af året oplevede jeg det selv - at grundige og kvalificerede høringer trådte i baggrunden. Den åbne koordinationsmetode udarbejdes af nationale eksperter, der utvivlsomt er førsterangs, men som udvikler indhold uden parlamentarisk legitimation. Europa-Parlamentet er den eneste fællesskabsinstitution, som har kontrol over de politiske processer inklusive den åbne koordinationsmetode.

Jeg støtter Miet Smets krav om, at de nationale parlamenter også skal have en passende indflydelse, og vi må heller ikke glemme Økonomiudvalget, Socialudvalget og Udvalget om Regionalpolitik samt arbejdsmarkedets parter, som ligeledes skal høres, og det allerede fra begyndelsen. Til trods for alle de vigtige tiltag i denne betænkning, til trods for det planlagte mandat for Kommissionen til først at lave en undersøgelse, og til trods for kravet om en bredt anlagt debat om virkningen af den åbne koordinationsmetode har jeg stadig væsentlige betænkeligheder ved denne metode og disse principper.

  Graça Moura (PPE-DE). - (PT) Fru formand, den dybereliggende specifikke problematik bag Michel Rocards mundtlige forespørgsel er, om den åbne koordinationsmetode bør finde anvendelse inden for alle de sagsområder, som Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport dækker, og ikke kun inden for dem, der er mere direkte forbundet med Lissabon-strategien, nemlig uddannelse og livslang læring.

Begrundelsen, hvad angår disse områder, er faktisk fuldstændig identisk med den, der kan henvises til, hvad angår de to, som jeg netop har nævnt. Det fremgår da også tydeligt af den imødekommenhed, som Det Europæiske Råd i Lissabon viste over for at udstrække den åbne koordinationsmetode til andre områder. På den baggrund vil det være ønskeligt, at den åbne koordinationsmetode, med Europa-Parlamentets fulde tilslutning, også rettes mod områderne kultur, ungdom, uddannelse, medier og sport. Der forekommer i øvrigt de facto-praksis, der kan legitimere det.

Kun på den måde vil Parlamentet fortløbende kunne udtale sig sagligt velfunderet og i tide, hvorved det kan yde et nyttigt bidrag til, at der findes frem til de bedste løsninger, med øget demokratisk legitimitet, før ethvert relevant initiativ tages under behandling i Rådet, så de nationale og regionale politikker i højere grad kommer til at afspejle de politiske retningslinjer, der søges gennemført på europæisk plan. Det er da også uforståeligt, at Parlamentet blot skal være passiv tilskuer i disse og andre sager. Hvis en større rolle for Parlamentet viser sig relevant og nødvendig i et EU med 15 medlemsstater, bliver den endnu mere relevant og nødvendig i et EU med 25. Merværdiskabende europæiske politikker bør også være genstand for debat blandt de europæiske befolkningers direkte repræsentanter.

Der er derfor brug for en interinstitutionel aftale, der fastsætter Parlamentets beføjelser på en måde, der fyldestgørende definerer både regler og politikker, som er baseret på målsætninger og råder over indikatorer, hvor der er adgang til dokumentation, deltagelse i orienterings- og analysemøder om de fremskridt, der gøres, med oplysninger om rapporter og bedste praksis i en proces, der udvikler den åbne koordinationsmetode som Fællesskabets metode.

Parlamentet bør kunne handle i tide og med relevans, før beslutningerne træffes i Rådet. Kommissionen bør formulere forslagene på en sådan måde, at Parlamentet bliver en integreret del af den metode, der blev vedtaget i Lissabon. Det er i denne sammenhæng, at den mundtlige forespørgsel stilet af Michel Rocard, Kulturudvalgets formand, får sin fulde betydning.

  Hieronymi (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, jeg hilser denne diskussion overordentlig velkommen. For så vidt vil jeg gerne takke Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, for uden dette initiativ fra fru Smet ville Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport efter al sandsynlighed ikke være kommet i en situation, hvor vores spørgsmål i det mindste bliver behandlet her i Parlamentet. Doris Pack henviste til, at Kulturudvalget har ventet i måneder på, at vores spørgsmål - og kun spørgsmålene! - om koordination på området kultur, uddannelse, ungdom, medier og sport i det hele taget bliver behandlet her. Det viser med al tydelighed, at der er noget galt med systemet. Forhandlingen her i aften er en lejlighed til at lægge problemerne på bordet, og jeg håber også, at der bliver draget nogle konsekvenser i den forbindelse.

Den åbne koordinationsmetode kan sikkert bidrage væsentligt til, at vi kan opfylde borgernes forventninger om et forøget samarbejde på vigtige politiske områder, hvor vi ikke ønsker en harmonisering. Det er dog min erfaring, at denne proces ikke vil vinde tilslutning blandt borgerne, hvis den ikke er demokratisk. Og indtil nu har den ikke været demokratisk, men foregår derimod på regeringsniveau. Det er derfor op til os at gøre noget. Hvis vi mener, at henholdsvis effektivitet og demokrati, fleksibilitet og ansvarlig parlamentsdeltagelse samt gennemsigtighed og ansvarlig parlamentsdeltagelse er indbyrdes modstridende, så er det faktisk - det mener jeg i hvert fald - en falliterklæring for os. Derfor håber jeg, at denne forhandling og betænkning kan være medvirkende til, at vi få uger efter konventets afslutning kan gøre vores hjemmearbejde færdigt, og at vi som Parlament - først og fremmest de to berørte udvalg - kan besvare disse spørgsmål.

  Stauner (PPE-DE). - (DE) Fru formand, af rent principielle grunde kan jeg ikke stemme for denne betænkning. Formålet med den såkaldte åbne koordinationsmetode er at fremkalde retsvirkninger på forskellige politiske områder, som der ikke er noget lovligt retsgrundlag for i EU-traktaten. Det vil sige, at Rådet og Kommissionen efter forgodtbefindende trækker kompetencer op på europæisk plan, uden at de er legitimeret til det. Dette tjener hverken retsbevidstheden eller retsfølelsen og har i hvert fald slet ikke til hensigt at vinde borgernes accept!

Nu ved jeg, at det er muligt og absolut også nødvendigt og fornuftigt at koordinere på forskellige områder. For man kan jo altid lære noget af andre. Men at udforme denne legale, frivillige koordination til næsten at være et lovgivningsinstrument og så oven i købet forsyne det med sanktionsmuligheder gør det svært at forstå europæisk handlemåde! At det netop er Socialudvalget - som jeg jo også selv tilhører - som er helt klar over, hvor følsomme og forskellige traditionerne er i de enkelte medlemsstater, der i en initiativbetænkning går ind for, at man så at sige tiltager sig kompetencer ad bagvejen, synes jeg er meget beklageligt.

Vi har altid krævet en klar kompetenceafgrænsning for Europa og respekt for nationale og regionale kompetencer. Den åbne koordinationsmetode er ligefrem et slag i ansigtet på disse krav. Og jeg kan heller ikke fejre Parlamentets inddragelse i denne metode som den store landvinding, fordi det egentlig ikke ændrer noget, efter min mening gør det sågar tingene endnu værre! For derved iføres denne metode, som jo ellers ikke på nogen måde opfylder retsstatslige principper, en demokratisk frakke.

  Formanden. - Tak, fru Stauner.

Som afslutning på forhandlingen under ét har jeg modtaget et beslutningsforslag på vegne af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 42.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

(1) Se protokollen.