Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. februar 2004 - Strasbourg

8. Indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0041/2004) af Gargani for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om mulighederne for indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejeregler (KOM(2002) 746 og KOM(2002) 654 - C5-0201/2003 - 2003/2087(INI)).

  Bartolozzi (PPE-DE), stedfortræder for ordføreren. - (IT) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, den meget store og stadig stigende samhandel og bevægelighed for personer i EU øger i stadig større grad muligheden for, at de enkelte borgere eller virksomheder bliver indblandet i grænseoverskridende retssager. Der er tale om sager, hvor parterne har bopæl i forskellige medlemsstater, og som derfor medfører vanskeligheder. Risikoen i disse situationer er, at de berørte parter opgiver at gøre deres rettigheder gældende som følge af de forhindringer, de støder på, når de skal anlægge sag i et fremmed land, hvis lovgivning og procedurer de ikke kender, og som følge af de udgifter, de skal afholde. Desuden kan sagsomkostningerne i mange tilfælde, f.eks. i sager vedrørende krav af mindre værdi, ligefrem være højere end det beløb, der står på spil. Et ægte indre marked kræver med andre ord, at der eksisterer et fælles retligt område, hvor privatpersoner og virksomheder uden forskel - og uden at de straffes herfor - har adgang til retssystemet i samtlige medlemsstater.

De to grønbøger, der er genstand for denne initiativbetænkning, skal ses i denne sammenhæng. Den første grønbog behandler spørgsmålet om, hvordan Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, kan ajourføres og gøres til en fællesskabsretsakt. Den her omhandlede omdannelse af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt skal ses som et supplement til det, der allerede er sket med Bruxelles-konventionen, og den er utvivlsomt nyttig, når det gælder om at sikre en direkte gennemførelse og en ensartet fortolkning fra Domstolens side. Til fuldstændiggørelse af lovgivningen på dette område skulle vi i fremtiden få det såkaldte Rom II-fællesskabsinstrument, der er genstand for det nylige forslag til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, som fru Wallis er ordfører for betænkningen om.

Behovet for at integrere de tre instrumenter er helt tydeligt og indebærer ikke blot, at Rom-konventionen hurtigt skal gøres til en fællesskabsretsakt gennem vedtagelsen af en forordning i dette øjemed, så de internationale privatretlige regler kommer fra samme kilde, men også, at vi i en senere fase skal foretage en egentlig kodificering, som systematisk samler de regler, der med Bruxelles I, Rom I og Rom II er gjort til fællesskabsbestemmelser. Dette skal vi også gøre med henblik på EU's udvidelse.

Når det gælder de nyskabelser, der skal medtages i Rom-konventionens bestemmelser, kunne man først og fremmest indføje princippet om, at såfremt der vælges en lov fra et tredjeland, skal det under alle omstændigheder sikres, at fællesskabsrettens ufravigelige bestemmelser altid har forrang, sådan som det er tilfældet med beskyttelsen af de svageste parter som lønmodtagere eller forbrugere.

Desuden skal konventionsbestemmelsernes anvendelsesområde udvides til også at omfatte forsikringsaftaler, og som følge af behovet for en koordinering med den gældende EU-lovgivning skal der foretages en række præciseringer af de regler, der er fastsat for forbrugeraftaler og ansættelseskontrakter samt for elektronisk handel.

Også Kommissionens anden grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi er yderst vigtig. For mange EU-borgere og virksomheder - særlig små og mellemstore virksomheder - har en sikker og hurtig inddrivelse af uindfriede fordringer en ikke uvæsentlig betydning, navnlig når sagen antager grænseoverskridende karakter, fordi skyldneren har bopæl i udlandet, eller fordi retsafgørelsen skal fuldbyrdes i udlandet.

Merværdien af disse procedurer, som bør indføres ved en fællesskabsforordning af samme årsager som dem, der blev redegjort for i forbindelse med Rom-konventionen, er, at der bliver mulighed for fuldbyrdelse på hele Unionens område uden anvendelse af eksekvaturproceduren og således for at inddrive store ubestridte fordringer eller for at afgøre sager, som kreditorerne ellers principielt ikke ville føle sig ansporet til at rejse.

I forordningen skal vi ligeledes fastlægge hele proceduren for betalingspåbud og i den forbindelse bl.a. anføre, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt, for at kreditor kan gøre krav gældende, så der kan indføres en fælles procedure, hvor der hersker vished om de enkelte proceduretrin og om muligt også om omkostningerne. Hvad det europæiske betalingspåbud angår, er det således nødvendigt med nogle yderligere betragtninger. Det drejer sig først og fremmest om at afgøre, om et sådant europæisk betalingspåbud skal være begrænset til grænseoverskridende sager, eller om det også skal finde anvendelse på sager mellem parter med bopæl i samme stat. Eftersom ikke alle medlemsstater har en særlig procedure af denne art i deres retsplejelov - og eftersom der er væsentlige forskelle mellem de procedurer, der findes - er det for at undgå forskelsbehandling af de forskellige kategorier af kreditorer ønskeligt at gøre det muligt for parterne også at anvende dette instrument i interne sager.

  De Palacio, næstformand i Kommissionen. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, for det første vil jeg gerne understrege, at Kommissionen er meget tilfreds med Europa-Parlamentets støtte til etableringen af en EF-procedure for betalingspåbud. Vi er meget glade for de forslag, som Parlamentet har stillet til denne procedures særlige karakter, og vi vil tage højde for dem i forbindelse med det forberedende arbejde om vedtagelsen af en forordning om et EF-tvangsfuldbyrdelsesdokument i den nærmeste fremtid.

Jeg glæder mig over at konstatere, at vi er enige i, at proceduren for betalingspåbud hverken erstatter eller harmoniserer den nationale strafferet, men er et alternativt og valgfrit instrument, og at det ydermere udelukkende finder anvendelse på krav om betaling af pengebeløb, uanset om de vedrører forpligtelser indgået inden for eller uden for et kontraktforhold og uanset beløbets størrelse.

Jeg vil også gerne påpege, at vi deler den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at fastsætte særskilte regler om retternes kompetence, der afviger fra forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I), og at vi er enige i, at det er nødvendigt at beskytte retten til et forsvar.

Kommissionen er også enig i, at der kan opnås direkte fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er afsagt i henhold til denne procedure, ved hjælp af den kommende forordning om et EF-tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav.

Disse fælles ønsker vil blive opfyldt i det kommende forslag til forordning, selv om der er andre spørgsmål, som Parlamentet ikke har stillet endeligt forslag om, da det endnu ikke har taget stilling hertil. Det gælder f.eks. valg af en model, der kun består af én enkelt fase med beviser, eller en model med to faser uden bevis.

Under alle omstændigheder skal Kommissionen træffe en beslutning med henblik på at få en egentlig ensartet europæisk procedure, og den vil formentlig vælge en procedure, hvor der ikke er krav om skriftlig bevisførelse.

Kommissionen ville beklage, hvis Parlamentet, til forskel fra andre retsakter - f.eks. direktivet om gratis retshjælp - ikke støttede et meget bredere anvendelsesområde, som også omfatter nationale situationer, og som ganske enkelt gik ind for en mere restriktiv tilgang.

Vi vil gerne takke Udvalget om Retlige Anliggender og dets ordfører for deres kommentarer til grønbogen om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi.

Vi er også nødt til at sige, at vi til sin tid - omkring oktober - har til hensigt at forelægge et forslag til et fællesskabsinstrument, der har et bredt anvendelseskriterium. Forud for dette forslag kommer der en omfattende høring, såvel blandt medlemsstaterne som blandt alle de berørte parter. Det har til formål at forenkle og fremskynde søgsmål om krav af mindre værdi, og i denne henseende forudser vi, at det kommer til at bestå af to elementer. Det første går ud på at fastlægge en europæisk procedure for krav af mindre værdi, og det skal være et valgfrit instrument, der supplerer de nuværende muligheder i de forskellige stater. Det andet går ud på at fjerne de mellemliggende foranstaltninger, eksekvaturproceduren, for at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse i en anden stat af de retsafgørelser, der træffes ved hjælp af en europæisk procedure om krav af mindre værdi.

Jeg takker Udvalget om Retlige Anliggender og dets ordfører for deres støtte til Kommissionens initiativ om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, og til en fællesskabsretsakt med henblik på at sikre en ensartet fortolkning og fremskynde dens ikrafttræden i de nye stater.

Når vi udarbejder forslaget til nævnte instrument, vil vi naturligvis se nøje på de meget værdifulde kommentarer i betænkningen om de forskellige spørgsmål af mere teknisk art, og som nævnt burde det efter den omfattende høringsprocedure, vi har iværksat i anledning af grønbogen, være muligt at vedtage et forslag til forordning i 2005.

  Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand, vi er ikke i gang med en lovgivningsprocedure, men med en høringsprocedure, en indledende fase, og efter min mening optræder Parlamentet ikke som lovgivende organ, men som repræsentant for det europæiske civilsamfund, og sandsynligvis er der ikke nogen anden institution, som repræsenterer de europæiske borgere så trofast som vores, eftersom vi er valgt af borgerne.

Kommissionens forslag indeholder gode idéer. Vi er i gang med grønbogsfasen, vi håber, at Kommissionen snart forelægger sine forslag, og ikke mindst konstaterer jeg med tilfredshed, at Kommissionen allerede har medtaget et af de vigtigste forslag i Parlamentets anbefalinger, nemlig at anvende en forordning, som er den bedst egnede procedure til at fremme disse regler. Vi kan ikke overlade det til et direktiv, for det ville give de nationale myndigheder for meget spillerum, og det kunne føre til forvirring, når det skal anvendes.

For det andet synes jeg, at der er en meget vigtigt aspekt i Garganis betænkning, nemlig betydningen af kodificeringen. Dette aspekt genspejler sig i den nylige interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og går ud på, at vi i videst mulige omfang skal kodificere retsreglerne, samtidig med at vi vedtager dem, så vi ikke på et tidspunkt står med en række forordninger, direktiver, afgørelser osv., som ikke hænger sammen. Der begynder allerede at være en betydelig samling af regler om samarbejde på det privatretlige område, og det bedste ville være, hvis de blev samlet i en kodificeret tekst. Man kunne endda forestille sig en slags permanent kodificering, det vil sige, at enhver ny regel bliver integreret med de øvrige med det formål at få den størst mulige sammenhæng i lovgivningsteksten.

Det er naturligvis ikke det rette tidspunkt at komme med henstillinger til Kommissionen om dette spørgsmål, men der er mulighed for at gøre det, og vi burde derfor forsøge at opnå det og bringe det videre.

Jeg mener kort sagt, at Parlamentet og Kommissionen arbejder godt sammen i den indledende fase. Jeg tror, at vi vil tage godt imod de forslag, som Kommissionen forelægger for Parlamentet til oktober. Vi skal arbejde til gavn for borgerne, så fællesskabsretten bliver så harmoniseret og ensartet som mulig. Det vil som nævnt af hr. Bartolozzi være til glæde for de små virksomheder og de almindelige borgere, der forventer, at EU er andet og mere end en simpel mekanisme til internationalt diplomatisk samarbejde.

  MacCormick (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, det glæder mig at kunne henvende mig til Dem i aften om dette vigtige emne. I eftermiddag havde jeg fornøjelsen af at lede et møde, hvor vi drøftede forslaget til et direktiv om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Under drøftelsen stod det klart, at den største forskel mellem EU's retssystemer er forskellen vedrørende procedure frem for selve indholdet af lovgivningen. Forslag til en tilnærmelse af procesret er noget af det vanskeligste at gennemføre effektivt. Det skal vi huske.

Som alle ved, repræsenterer jeg et område af Skotland i Parlamentet. I Skotland har vi det store held at have et retssystem, der er mere eller mindre halvt af hvert, det vil sige en blanding af det civilretlige system i størstedelen af Europa og det almenretlige system i England, Irland og Nordirland. Måske skulle kommissæren bruge noget tid på at studere den skotske procesret som en potentiel brobygning mellem kontinentets to store forskellige systemer. Under alle omstændigheder støtter vi i min gruppe forslaget om udarbejdelse af forordninger frem for konventioner. Hr. Medina Ortega har helt ret, når han siger, at forordninger er det bedste instrument til håndtering af disse harmoniseringsproblemer.

Endelig vil jeg understrege, at alt angående krav af mindre værdi er beundringsværdigt i Gargani-betænkningen. Jeg vil især gerne fremhæve følgende i forbindelse med forkyndelsen af dokumenter punkt 6(i) i betænkningen: "forkyndelsen bør foretages af specialiseret juridisk uddannet personale, som er i stand til over for skyldneren at redegøre for ethvert aspekt i en igangværende procedure". Meget af det, vi har opnået i forbindelse med harmonisering, forpurres af mangelfulde oversættelser, manglende fortolkning og klarhed. Jeg opfordrer til, at man støtter dette punkt.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.