Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. september 2004 - Strasbourg

1. Gidseltagning og massakren i Beslan samt kampen mod terrorisme

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om gidseltagning og massakren i Beslan samt kampen mod terrorisme.

  Bot, Rådet. - (EN) Hr. formand, i lørdags mindedes vi, at verden pludselig ændrede sig for tre år siden. I denne redegørelse vil jeg gerne starte med at se tilbage og forklare grundlaget for vores politik, hvorefter jeg vil tale om den aktuelle situation i kampen mod terrorisme, før jeg taler om det hollandske formandskabs arbejdsprogram. Til slut vil jeg tale lidt om samarbejdet med Rusland.

Siden den 11. september 2001 har det stået klart, at terrorangrebene er tættere på os, end vi ønskede at tro. Det er en trussel, som vi ikke kan se bort fra. Vi har alle set de rædselsvækkende terrorangreb på fjernsyn. Vi er vidner til disse angreb og bærer også et fælles ansvar for at sikre, at de ikke gentager sig. Det, vi så både uden for EU - i Jakarta, Beslan, Afghanistan og Mellemøsten - og i EU - i Madrid for seks måneder siden - kræver handling nu og fremover. Hvert angreb stiller nye spørgsmål, som kræver nye svar og giver nye udfordringer, som vi skal tage op i fællesskab gennem konkret handling. Vi skal beskytte vores borgere bedre. Vi skal fortsat se på vores politiske instrumenter i tæt samarbejde med andre. Der findes ingen hurtige løsninger på terrorproblemet. Den lange kamp mod terrorisme er kendetegnet ved to nøgleord, nemlig beskyttelse og samarbejde samt beskyttelse gennem samarbejde.

Hvad angår beskyttelse, har EU gjort meget de sidste tre år. Vi har forbedret lovgivningen og udvidet vores politiske instrumenter. Vi har udarbejdet og gennemført nye foranstaltninger til at beskytte grænserne, fly osv. Vi er begyndt at sætte sikkerheden højest, også på internationalt plan.

Hvad angår samarbejde, har terrorangrebene lært os, at sikkerhed på internt og eksternt plan ikke kan skilles ad. De er to sider af samme sag. Dette skyldes to grundlæggende ting. For det første er terrorisme grænseoverskridende, og for det andet er terrorisme en global trussel. Den kan ramme - og har faktisk også ramt - overalt i verden. Reel beskyttelse kan derfor kun etableres gennem internationalt samarbejde. Vi skal også se nøje på, om vores fremgangsmåde er afpasset efter vores partnerlandes, for at skabe tilstrækkelige muligheder for et tæt samarbejde. National og international handling bør passes ind efter hinanden med henblik på gensidig styrkelse.

Terrorisme er ikke alene et angreb på vores politiske og økonomiske frihed, men også på vores normer og værdier såsom frihed, demokrati, tolerance og retsstatsprincippet, der er værdier, vi skal forsvare. Terrorisme er ikke alene et angreb på vestlige værdier, det er et angreb på almindelige værdier, som danner grundlag for FN. Den eneste måde at besejre terrorismen på er ved at konfrontere den. Derfor skal vi være stærke og aktivt bekæmpe dette mangehovedede uhyre. Man kan fristes til tro, at alle våben gælder i denne kamp. Men her skal vi være forsigtige. I vores fælles kamp bør vi opretholde de normer og værdier, som terrorismen ønsker at ødelægge.

Terrorisme handler i vid udstrækning om sikkerhed, som er grundlaget for vores eksistensberettigelse. Der er udarbejdet en sikkerhedsstrategi gennem forskellige processer, så vi kan sætte mere afgørende ind over for terrorister og forhindre nye angreb. FN står i centrum. FN's Sikkerhedsråds resolution 1373 har tvunget lande til at forbedre deres terrorpolitikker, ikke kun i ord, men også i gerning, ikke kun ved at forbedre gammel lovgivning eller ved at udarbejde ny lovgivning, men også ved at gennemføre den. Resolutionen indeholder bl.a. foranstaltninger til at bekæmpe finansieringen af terrorhandlinger og fremmer bestræbelser for at forebygge terrorhandlinger og strafforfølge terrorister. Antiterrorprogrammet, som er indarbejdet i FN's Sikkerhedsråds resolution 1373, bør derfor være det vigtigste globale referencegrundlag for handling - handling, som alle FN-medlemslande bør gribe til.

Inden for EU har Det Europæiske Råd og Rådet (almindelige anliggender) - samt andre rådssammensætninger såsom Rådet (retlige og indre anliggender) og Rådet (transport) og Økofin - aktivt fra og med den 11. september arbejdet på at udarbejde, gennemføre og forbedre en omfattende EU-handlingsplan. Dette omfatter bl.a. en europæisk arrestordre, fælles efterforskningshold, Eurojust og lovgivning om terrorfinansiering.

Vi har også været aktive på det udenrigspolitiske område. Det vigtigste spørgsmål om sikkerhed er kernen i den europæiske sikkerhedsstrategi, som bør bidrage til et stærkere multilateralt system. Den bør behandle forskellige trusler - herunder terrorisme - gennem aktiv, mere konsekvent optræden på internt og eksternt plan med stærkere kapaciteter og i tættere samarbejde med vores partnere.

Vi har også besluttet at indsætte en terrorismeklausul i nye aftaler med tredjelande svarende til menneskerettighedsklausulen. Det vil give os mulighed for at føre seriøse drøftelser med tredjelande, som ikke til fulde opfylder deres internationale forpligtelser i kampen mod terrorisme, herunder med hensyn til gennemførelsen af resolution 1373. Ved at bruge pisk og gulerod, hvor gulerødderne består i bistand, bruger vi EU's politiske og økonomiske magt i kampen mod terrorisme.

Jeg går nu over til formandskabets program. Det hollandske formandskabs arbejdsprogram på antiterrorområdet er omfattende og vidtrækkende. Det har foruden et kraftigt fokus på gennemførelse af EU-foranstaltninger og -lovgivning taget nye initiativer på mange områder. Et vigtigt værktøj på dette område er EU's handlingsplan for bekæmpelse af terrorisme. Handlingsplanen blev vedtaget af Det Europæiske Råd efter de skrækkelige terrorangreb i Madrid i marts 2004. Formandskabet har et tæt samarbejde med EU's antiterrorkoordinator, Gijs de Vries, om at gennemføre og fuldstændiggøre denne handlingsplan.

De nøgleområder, som formandskabet særligt ønsker at fremme, er retlige og indre anliggender, forbedring af samarbejde mellem efterretningstjenester, forebyggelse af finansieringen af terrorisme og styrkelse af EU's udenrigspolitik og bekæmpelse af terrorisme.

På området for retlige og indre anliggender vil vi fokusere på gennemførelsen af foranstaltninger som den europæiske arrestordre. Vi skal også forbedre samarbejdet mellem vores efterretningstjenester. Underbyggede oplysninger om, hvad terrorister planlægger og forbereder at gøre, er vores første forsvarstaktik. EU's handlingsplan har allerede skitseret nogle af de skridt, vi agter at tage, og hr. de Vries er fuldt involveret i denne proces. Vi er i gang med at styrke EU's situationscenter, som skal medvirke til at samle analyser om terrorisme i Europa. Vi skal også styrke Europols rolle og sikre os, at Europol kan spille sin rolle. I den nærmeste fremtid skal EU's ministre for retlige og indre anliggender mødes med de amerikanske ministre for at drøfte, hvordan vi kan styrke det transatlantiske samarbejde i kampen mod terrorisme.

Forebyggelsen af finansieringen af terrorisme er højt prioriteret. Selv om EU har gået forrest i kampen mod terrorisme, kan vi ikke læne os tilbage og slappe af. Penge er terrorismens livsnerve, og vi skal styrke vores finansielle systemer, så de ikke misbruges af terrorister. Det tredje direktiv om hvidvaskning af penge er et frisk pust i denne sag. Vi skal også styrke vores politikker, så vi kan fastfryse terroristernes aktiver. Derfor forsøger vi at gøre EU's clearinginstitut mere effektivt og sikre bedre gennemførelse. Endelig vil vi prøve at forhindre pengekurerer i at omgå banklovgivningen, når de tager deres penge med i kontakter på tværs af grænserne.

I vores udenrigspolitik ønsker vi at sikre, at EU's ressourcer bruges fuldt ud for at samarbejde med andre lande i kampen mod terrorisme. Som allerede nævnt er terrorisme et fænomen, som ikke respekterer de internationale grænser. Det er vores faste overbevisning, at vi skal arbejde sammen med tredjelandene for at fremme ratificeringen og gennemførelsen af FN's konventioner mod terrorisme og bruge den politiske dialog og tekniske bistand til at støtte de samarbejdsvillige lande. EU er allerede aktiv i Indonesien, Filippinerne og Pakistan med gennemførelse af specifikke programmer. EU iværksætter også andre programmer i forskellige lande for mere generelt at styrke deres retssystemer. Vi mener, at EU bør yde en større indsats, og derfor taler vi med en række lande for at finde ud af, hvordan vi kan forbedre vores samarbejde.

Det fører mig videre til terrorisme i Rusland. Rusland er meget bekymret over terrortruslen, og det med god grund. Det er ikke kun en bekymring, men et virkeligt problem for Rusland, som har haft tre store angreb på godt en uge. Vi skal vise - og har også vist - vores medfølelse. Det står klart, at EU altid systematisk har fordømt alle terrorhandlinger. Russerne fortjener al den støtte, vi kan give dem. Derfor står vi bag Rusland for at hjælpe med at bekæmpe terrorismen. I vores dialoger med Rusland har vi allerede løbende drøftet antiterrorisme. Vi er parate til at øge samarbejdet på teknisk niveau og dele EU's erfaringer med bekæmpelse af terrorisme. Vi vil bruge vores regelmæssige dialoger med Rusland til at drøfte, hvordan vi kan komme videre på dette område. Vi er villige til at drøfte strategier og metoder til bekæmpelse af terrorisme med russerne, så vi kan lære af hinanden.

Dette samarbejde er en del af vores overordnede strategi om at styrke forbindelserne mellem EU og Rusland. Det er en del af vores mål om at gøre mere håndgribelige fremskridt inden for alle fire fælles rum på næste topmøde den 11. november. Vi har gjort fremskridt inden for ekstern sikkerhed. Men interaktionen bør gå hånd i hånd med opbygningen af samarbejde inden for det fælles rum for sikkerhed indadtil.

Terrorangrebene har givet Moskva anledning til fortsat at betragte Tjetjenien som et overvejende terrorrelateret problem. Dette giver anledning til bekymring. Vi har været konsekvente i holdningen om, at menneskerettighederne skal respekteres i kampen mod terrorisme. EU har en klar holdning til situationen i Tjetjenien. Vi vil forsat tilkendegive denne holdning over for Rusland fremover.

Jeg vil kort omtale terrorangrebet i Beslan. Vi har fordømt dette angreb fuldstædigt og uforbeholdent og kondoleret over for ofrenes familier, den russiske regering og den russiske befolkning. Derfor støtter vi fuldt ud Deres initiativ, hr. formand, om, at skolerne i hele Europa i går til middag skulle iagttage et minuts stilhed til minde om ofrene for dette terrorangreb. På den måde kan vores børn vise verden deres sorg over ofrene og deres bekymring over terrorismen. Det er nu op til os som politikere at omsætte disse bekymringer til mere konkret handling og sætte ekstra ind i kampen mod terrorisme, mens vi samtidig respekterer vores grundværdier.

(Bifald)

  Patten, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil fortsætte, hvor Nederlandenes udenrigsminister slap, og slå fast, at alle med den mindste medmenneskelighed ikke kan være andet end forfærdet og virkelig trist over de tragiske hændelser på skolen i Beslan i Nordossetien for to uger siden. Jeg gentager Kommissionens kondolencer over for Beslans befolkning. Jeg fordømmer også uden tøven og uforbeholdent terrorhandlinger, uanset hvor de begås. Angreb på civile er altid foragtelige. Når de bevidst går efter børn, giver de grusomhed en ny betydning.

Desværre stod denne begivenhed ikke alene, som formandskabet bemærkede. Inden for de seneste måneder har Rusland været ramt af adskillige terrorangreb, hvor målene har rakt fra metroen i Moskva til passagerfly på indenrigsruter. Kontinuiteten er dybt foruroligende, og Kommissionen har naturligvis erklæret sig parat til at styrke vores samarbejde med Rusland for at bekæmpe de meget reelle terrortrusler, som Rusland står over for. Vi er f.eks. klar til allerede at samarbejde med Rusland for at bekæmpe finansieringen af terrorisme ved at hjælpe Rusland med at forbedre indsatsen inden for hvidvaskning af penge.

Vi ønsker ideelt at fortsætte de bestræbelser som en del af vores stærkt roste strategiske partnerskab med Rusland som en del af en dialogproces. Dialog medfører uundgåeligt spørgsmål. Man kan kun yde virkelig hjælp på baggrund af forståelse, og forståelse skabes kun på baggrund af klarhed. Hvad der skete i Beslan, står ikke helt klart, i hvert fald ikke for en ekstern iagttager. Hvem var de involverede? Hvordan planlagde og udførte gidseltagerne denne rædselsvækkende handling? Hvad fremprovokerede, at skolen blev stormet? Hvorfor var der så mange ofre?

Forbindelsen til Tjetjenien er dog tydelig. Begivenhederne i Beslan er sket efter en intensivering af oprørernes angreb i både Tjetjenien og Ingusjetien siden foråret. Den nuværende konflikt, som nu har varet i fem år, har været voldsom med omfattende overtrædelser af menneskerettighederne og brug af civile som mål fra både de russiske styrkers og oprørernes side. Mange civile er simpelthen forsvundet. Konflikten har skabt en massiv humanitær krise og ødelagt økonomien.

Vi bør dog alle indse, at dette ikke er det rigtige tidspunkt at holde moralprædiken om Tjetjenien over for Rusland. Dette er en tid med sorg og chok. Vi har været og vil fortsat være uenige med Rusland om Tjetjenien. Vi har påpeget og vil fortsat påpege de uenigheder på vores møder med russerne og drøfte dem. Det er, hvad partnere gør.

Kommissionen bruger to principper som vejledning for samarbejdet med Rusland om terrorisme. For det første er det lige så vigtigt, hvis ikke mere vigtigt, at samarbejde for at forebygge terrorisme, og her mener jeg at tage fat på de grundlæggende årsager. For det andet - og jeg tilslutter mig fuldt ud, hvad udenrigsministeren netop sagde - er menneskerettighederne af den største vigtighed og skal respekteres. Kampen mod terrorisme berettiger eller undskylder ikke, at menneskerettighederne overtrædes. Den styrkes snarere ved at udvise en påviselig respekt for alle borgeres menneskerettigheder.

Jeg noterede mig en bemærkelsesværdig udtalelse forleden dag fra præsidenten fra Israels højesteret. Han afsagde en dom i forbindelse med sikkerhedsmuren. Hans udtalelser mindede mig om, hvad vi i bund og grund deler med Israel, trods vores kritik af den nuværende regerings politikker. Han hævdede, at demokratierne skal kæmpe med den ene hånd bundet bag ryggen. Det er sandt. Men det er også sandt, at så snart man opfører sig som terroristerne, underminerer man den moralske autoritet og støtter de borgere, der støtter dem enten aktivt eller passivt.

Hvis vi vender tilbage til drøftelsen om Tjetjenien, bør vi således fortsat klart tilkendegive vores støtte til en politisk løsning af konflikten, som fuldt ud respekterer Ruslands territoriale integritet. Men det bør ske på en konsekvent og fornuftig måde, som ikke risikerer at blive ændret fra formandskab til formandskab, og som anerkender de indviklede forhold i den etniske konflikt i hele Kaukasus.

Jeg nævner en passant, at vi og vores russiske partnere øjeblikkelig skal opnå fælles forståelse på dette punkt. Territorial integritet og stabilitet har stor betydning i Ruslands nærmeste naboområder - i Sydkaukasus såvel som i Nordkaukasus. Det har stor betydning i de nærmeste naboområder og i selve Rusland. En fælles anerkendelse af dette vil i høj grad medvirke til at gøre vores fælles naboskab mere sikkert.

For vores eget vedkommende bør vi anerkende, at ingen med kendskab til Rusland kan eller bør ønske sig at vende tilbage til den tjetjenske status quo i årene umiddelbart før 1999. De husker, hvordan det var, og hvad det medførte. Det bør vi også gøre. Det var rystende - et samfund, som eksporterede gangstervirksomhed.

Derfor bifalder Kommissionen bestræbelser på at genopbygge velfungerende offentlige sundheds-, uddannelses- og forvaltningssystemer, men vi gør os ingen illusioner. Det er starten på en meget lang rejse, som bliver endnu længere på grund af de korrupte embedsmænds omdirigering af genopbygningsmidlerne, den åbenlyse valgfusk, den manglende beskyttelse af menneskerettighederne og den manglende dialog.

Udfordringen for Rusland bliver at indsætte et lederskab i Tjetjenien, som den tjetjenske befolkning har tillid til. Hvis det ikke sker, vil der ikke være en varig, ægte forsoning, som flertallet af befolkningen tydeligvis ønsker. Vi kan hjælpe med dette på en beskeden måde ved at støtte bestræbelserne på at fremme genopbygning og opbygning af institutioner i Tjetjenien. Jeg vil gerne gentage, at Kommissionen er parat til at yde midler til genopbygning og genopretning i Nordkaukasus, så snart sikkerhedssituationen tillader det, og når der kan udsendes en behovsvurderingsmission til Moskva og Nordkaukasus. Dette og en permanent løsning på det tjetjenske problem afhænger dog i sidste ende af indførelse af langsigtede, humane og beslutsomme politikker i Moskva. Jeg håber, at disse er forestående, og at den russiske regering ikke kommer frem til, at det eneste svar på terrorisme er at øge magten i Kreml. For at være helt ærlig har et sådant forslag ikke tidligere givet mange positive resultater.

(Bifald)

  Pinheiro, João de Deus (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, det er altid lettere at aflevere et indlæg, når man giver udtryk for sin enighed med de foregående talere, i dette tilfælde med formandskabet og med Kommissionen. Næsten alt er sagt om terrorismen. Efter 11. september og 11. marts og nu tragedien i Beslan. Der er ikke mere tale om blot terrorisme, men om noget, som jeg vil benævne hyperterrorisme, hvor ikke blot civile, men også børn bruges som et fuldstændig uacceptabelt middel til at nå målene. Under disse omstændigheder, hr. formand og kære kolleger, er det, der skal siges, meget enkelt. For det første må vi kræve stor beslutsomhed fra institutionernes og regeringernes side, og vi må under ingen omstændigheder acceptere nogen form for neutralitet fra nogen institution eller stat over for en hyperterrorhandling af denne art. Det drejer sig ikke kun om de regeringer, der er villige til at samarbejde. Vi må kræve, at alle regeringer og institutioner samarbejder i denne kamp mod terrorisme og hyperterrorisme. Den beslutsomhed, som vi kræver, skal imidlertid i alle instanser værne om det, som er vores styrke, det, som er vores ledetråd, nemlig demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder. Dér må vi heller ikke gøre nogen indrømmelser. Vi ønsker ikke at indføre politistatsmetoder nogen steder, ikke engang dér, hvor det måske allermest kunne retfærdiggøres, for så ville vi, som det så rigtigt er blevet sagt, miste hele vores moralske autoritet. Det, der derfor ud over beslutsomhed er brug for, er et mere intensivt samarbejde, og vi mener stadig, at samarbejdet kan forbedres. Det gælder ikke blot på efterretningsområdet, men også de pengestrømme, der finansierer terrorismen. Hvem der finansierer, hvordan pengene cirkulerer over grænserne, er spørgsmål, som skal undersøges meget grundigere, end de er blevet indtil nu. De europæiske institutioner er på vagt. Jeg glæder mig over det arbejde, som Kommissionen, og især kommissær Vitorino, har udført, og det bør føres endnu videre. Jeg vil gerne, hr. formand, slutte af med at sige, at terrorisme efter vores opfattelse altid er en kamp mod demokrati, frihed og retssikkerhed, som er selve EU's fundament. Det er en helt afgørende grund til, at vi alle skal stå sammen om at bekæmpe den.

  Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, det er en sorgens tid og ikke tid til at give Rusland formaninger. Det er en sætning, som kommissær Patten netop har anvendt her. Ham vil jeg meget gerne tilslutte mig. Ingen, der tager ordet i denne diskussion i dag, kan slippe disse billeder. Vi kan alle, tror jeg, let forstå, hvad det betyder, når der findes en by, hvor der ikke er nogen familie, ikke nogen familie, der ikke har et offer. Og de fleste berørte familier har mistet børn. Det skal man tænke på. Der findes et sted i verden, hvor der ikke er nogen familie, der ikke har mistet et barn: et barnebarn, en nevø, en niece, egne børn. Det er et traume, som Beslan må leve med i lang tid. Men ikke kun Beslan, vi må alle leve med dette traume i lang tid. Den medieverden, vi lever i, er flygtig og letlevende. Allerede i dag er det andre billeder, der er aktuelle.

Derfor vil jeg gerne tage fat i en sætning, som hr. Cohn-Bendit sagde, og som jeg anser for meget klog. "Et terrorismens rubikon er blevet overskredet", sagde han. Ja, det passer virkelig. For første gang har vi oplevet terrorismen præget af to elementer. Det er egentlig ikke en skreven, men en selvfølgelig menneskelighedens lov, at børn ikke inddrages i sådanne handlinger. At man ikke angriber børn, har egentlig til dato, så vidt jeg husker, været et faktum, ikke når det har drejet sig om krig, men når det har drejet sig om terrorisme. For første gang er der indført noget, der hedder: Vi er ligeglade, vi tager en hel skole som gidsler, det er ligegyldigt, hvad der sker med børnene, det interesserer os ikke. Formålet helliger altså også ofringen af børn. Ja, et rubikon er blevet overskredet her, og det skal man forsvare sig mod. Og derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på følgende i debatten: Fordi vi jo alle ved, hvordan disse terrorister tænker, bør vi endnu en gang tænke på, at der er to forbindelser. Der er helt åbenlyst forbindelsen mellem Tjetjenien og den islamiske terrorisme og den strategiske overvejelse af at flytte konflikten fra en region, der overvejende bebos af muslimer, nemlig Tjetjenien og Ingusjetien, til Nordossetien, hvor der er tale om et andet religionssamfund. Man har jo tilstræbt at fordoble konflikten. Men da man så brugte det middel at tage børn som gidsler, gav det en effekt, der gik tabt i vores medieverden. For første gang i lange tider var der nemlig ingen demonstration på gaderne til fordel for denne terrorhandling i noget islamisk land, i noget arabisk land. Der var ikke én avis i hele den islamiske verden, der ikke fordømte denne handling. Selv de mest radikale blandt de islamiske ledere har fordømt og afvist denne form for terrorisme. Dette element giver absolut mulighed for at genoptage en dialog, der er gået tabt for os. Hvis vi kan finde selv den mindste fællesnævner - og det tror jeg, vi kan - så skal det være den, at man forkaster denne form for terrorisme i fællesskab. Så bliver denne mindste fællesnævner også en mulighed for at indlede en dialog, som vi må udnytte. Og derfor har vi også i vores gruppe talt om, at der skal drages nogle konsekvenser heraf, at vi virkelig skal undgå kun at tale om kulturel konfrontation, vi bør derimod gribe mulighederne for en kulturel dialog, når de byder sig, selv når de byder sig på et sådant moralsk lavpunkt.

Regeringerne i Unionen skal dog, det vil jeg gerne føje til alle de kloge ord, der er blevet sagt her, også her i Parlamentet, netop her i Parlamentet, være klar over følgende: Europa-Parlamentet har i bred enighed støttet de stater, der har sagt, at forebyggende krige ikke kan udgøre et middel i international politik, ikke kan udgøre en model for konfliktløsning. Vi skal snart tale om Irak og om den fejlagtige opfattelse, at man kan klare internationale kriser og konflikter ved hjælp af forebyggende krige. Men så må vi også sige i samme åndedrag, at en udhulning af det demokratiske system, afskaffelse af retsstaten og genindførelse af autoritære strukturer lige så lidt kan udgøre et middel til bekæmpelse af sådanne kriser.

Vi kan ikke give Rusland nogen råd, men de, der vil genindføre dødsstraffen, stiller sig selv uden for den platform, som vi opererer på her - i fællesskab i øvrigt, det gælder også vores kolleger i Europarådet. Det er også en del af det at være ærlig, og hvis man ikke kan sige det til sine venner, så er det efter min mening under alle omstændigheder for sent. Men da vi har venner i Rusland, og Rusland er vores vigtigste partner i Europa, må man sige det med al tydelighed. Forebyggende krige er lige så lidt gavnlige som genindførelse af autoritære strukturer.

(Bifald)

  Koch-Mehrin (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi er oprørte over den forfærdelige terrorhandling i Beslan. Vi foragter og fordømmer den betingelsesløst. Brutaliteten over for børn, forældre og lærere er utrolig. Disse terrorister er ikke frihedskæmpere, de er kyniske mordere.

Som alle europæere har vi medlemmer af Europa-Parlamentet ret til at spørge: Hvordan kunne denne tragedie finde sted, var den uundgåelig? Hvem har gødet jorden for denne terrorisme, med hvilken der myrdes så frygtelig mange uskyldige - denne gang i Beslan, for et år siden i et teater i Moskva? Hvem står egentlig bag flystyrtene i Rusland? Sådanne spørgsmål mindsker på ingen måde vores solidaritet med ofrene og vores forfærdelse over gidseldramaet.

Der findes ingen enkel løsning på krigen mod terrorisme, for denne krig overstiger langt alle kendte former for krig, og denne krig er også langt mere kompleks end den såkaldte kolde krig. Der findes ikke nogen defineret slagmark, der findes ikke nogen let identificerbar fjende, og derfor er et enkelt svar som militær intervention også så ineffektivt.

Der er ingen tvivl om, at terrorister skal forfølges nådesløst, det betvivler ingen. Men det er ikke tilstrækkeligt blot at bekæmpe symptomer, vi må finde årsagerne til krigen. Den russiske regering skal lære af katastrofen i Beslan for at kunne bryde den onde voldscirkel i Tjetjenien. Krigsadfærd lægger hindringer i vejen for at nå til en fredelig og demokratisk afslutning på konflikten. Så længe der ikke er håb om et normalt liv i Groznyj, er der et perverst incitament til mere terrorisme. Præsident Putin spiller hård mand, men han går ikke den hårde vej, der ville bestå i en politisk løsning, for hans regering ser ikke ud til at tro, at der er mulighed for en politisk løsning for Tjetjenien. På denne måde står vi tilbage med løgnen om en krig, der ikke kan vindes.

Præsident Putin bebudede denne uge ændringer af den russiske forfatning. Dermed fjernes demokratiske elementer på effektiv vis fra det politiske system i Rusland. Det er ikke nogen ægte krig mod terrorisme. Men det er Putins krig mod terrorisme. En krig mod den politiske mangfoldighed, som Rusland har så presserende brug for. Og han styrker jo ikke sikkerheden, idet han styrker regeringen.

Vi liberale og demokrater er overbevist om vores ret og vores pligt til som repræsentanter for europæiske befolkninger at tale om Tjetjenien, om demokrati og retsstatsregler. Det er ikke nok at skrive Tjetjenien med småt ude i margen. Og derfor beklager og kritiserer vi, at Socialdemokraterne og De Kristelige Demokrater har blokeret for en beslutning her fra Europa-Parlamentet om dette vigtige emne. Vi må ikke acceptere manipulerede valg, en permanent krænkelse af menneskerettighederne. Vi kan ikke tillade, at princippet om forebyggende krige mod terrorisme udvides, og det uanset hvor i verden det sker. Det er en blindgyde. Vi tror på det universelle i menneskerettighederne og på retsstatsprincippet.

EU søger et ægte partnerskab med Rusland, men det kræver, at Rusland er parat til at revidere sin Tjetjenien-politik og finder modet til at slå ind på en ny vej.

(Bifald)

  Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, vi er alle enige om, at dette angreb i Beslan var uhyrligt, og ophavsmændene til attentatet, som tog børn som gidsler og bad deres mødre vælge, hvilke børn der skulle dø, og hvilke der kunne få lov at overleve, viste, at de var de rene uhyrer.

Herfra har vi to muligheder. Vi kan enten sige, at disse uhyrer skal bekæmpes, hvilket er en indlysende, men en smule forenklet banalitet, eller også kan vi spørge os selv, hvordan mennesker kunne blive til uhyrer. De tjetjenere, som har gennemført aktionen, er ikke født som uhyrer, de er blevet til uhyrer. Hvem har gjort disse mennesker til uhyrer? Det er et berettiget spørgsmål, og i Tjetjenien er der en kolonimagt, som i årevis har ført en kolonikrig, der dag efter dag skaber uhyrer. Hvis man vil være i stand til at drøfte, hvordan man skal standse disse barbariske terrorhandlinger, bliver man nødt til først at finde ud af, hvordan man standser denne barbariske kolonikrig. Vi har i historiens løb lært, hvad en kolonikrig er. Algeriernes angreb mod franskmændene var barbariske. I en kolonikrig findes der barbarer. Problemet er at finde en måde, hvorpå man kan sætte en stopper for barbariet. På det grundlag er det ikke nok at sige: "Vi vil sætte flere penge af til bekæmpelsen af terrorismen". Vi skal sige: "Hvad skal vi europæere lægge i den politiske vægtskål for at standse barbariet?"

I den forbindelse spiller vi en rolle som politisk mægler mellem den russiske statsmagt, som er ude af stand til at finde en politisk løsning, og tjetjenerne, som er ude af stand til at gøre sig fri af terrorismen. Derfor kræver vi, hvad Rusland angår, en fordømmelse af Putin. Hvad har reformen af valgprocessen i regionerne at gøre med terrorismen eller med terrorbekæmpelsen? Intet. Til gengæld har det helt sikkert noget at gøre med magten hos en tsar med tvivlsom demokratisk legitimitet. Der er ingen tvivl, vore dages Rusland er i færd med at lade demokratiet i stikken.

Hvad dernæst angår Tjetjenien, skal vi vide, hvem vi skal forhandle med, når vi taler om en politisk løsning. En politisk løsning kan ikke blot findes i Rusland. Det kræver, at vi har nogle forhandlingspartnere på den tjetjenske side. Hvis vi behandler alle på samme måde, både terroristerne og de tjetjenere, som foreslår politiske løsninger, hvis vi behandler dem alle som terrorister, finder vi ikke nogen politisk løsning, for vi vil ikke have nogen at forhandle med. Vi skal forhandle med hr. Sakajev, drøfte hans forslag, anerkende ham, og det er netop EU's opgave at anerkende ham, presse ham til at opgive og fordømme terrorismen. Vi skal betragte ham som en politisk partner, en fjende, som er nødvendig for at forhandle. Vi forhandler altid med fjender, aldrig med venner. Med venner planlægger man surprise parties, hvis man har lyst til det, ikke politiske forhandlinger.

Derfor, hr. formand, foreslår Gruppen De Grønne Natalia Estemirova til Sakharov-prisen. Hun er datter af en russer og en tjetjener og kæmper netop i Groznyj for anerkendelse af menneskerettighederne: et symbol i sig selv! Hun er medlem af Memorial-gruppen, som skabte Andrej Sakharov. Det er en kvinde, som kæmper i Andrej Sakharovs ånd og sammen med hans venner. Jeg håber, at Europa-Parlamentet finder styrken til at sige, at der findes en anden løsning end terrorisme på konflikten i Tjetjenien, og Natalia Estemirova ville være symbolet på en politisk aktion fra Europa-Parlamentets side mod denne dramatiske situation.

(Bifald)

  Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, vi gav i går kollektivt via Europa-Parlamentets formand udtryk for den dybe indignation, som den uhyrlige gidseltagning i Beslan vakte blandt os.

Vores fordømmelse af terrorismen var radikal og enstemmig. Tilbage står nu at komme med en lige så klar tilkendegivelse om årsagerne til disse rædselsvækkende eksplosioner af vold, om resultatet af den famøse krig mod terrorismen, som blev lanceret for at inddæmme dem, og om Unionens ansvar i denne afgørende situation.

Disse spørgsmål rejser sig til at begynde med meget enslydende for både Kaukasus, Irak og Mellemøsten. De herrer Bush, Putin og Sharon udvikler den samme strategi og oplever den samme fiasko.

Terrorismens rødder er naturligvis den permanente krigstilstand, bombardementerne, ødelæggelserne, ydmygelserne, når det ikke er de barbariske handlinger, som begås af besættelsestropperne. Vi ender med at føre krig mod befolkningerne i terrorbekæmpelsens navn. Og fordi vi skaber et helvede for disse befolkninger, ja, så skaber vi uhyrer.

Resultatet af denne såkaldte krig mod terrorisme er derfor det samme i alle de nævnte tilfælde. Vladimir Putin kom til magten ved at love at genetablere lov og orden. Fem år efter står Kaukasus i flammer, og blodet strømmer helt til Moskva. Ariel Sharon lovede fred og sikkerhed til sit folk. Den israelske befolkning lever nu i et klima af angst, adskillelse og konfrontationer, mens det omringede og udmattede Gaza er godt på vej til at blive en ny tidsindstillet bombe. George Bush så for sig, hvordan det gode fik has på det onde, og havde planer om at udbrede demokratiet til hele Mellemøsten, og pludselig står Irak midt i kaos, mens den sorte liste over uskyldige ofre vokser dag for dag.

Hvad er så Unionens ansvar, såvel på grundlag af dens værdier som i henhold til dens interesser? Det er for det første at være til, ikke som en uhørlig instans, men som en anerkendt aktør. Og det er især at turde råbe vagt i gevær, for verden falder fra hinanden for øjnene af os. Unionen skal ikke skælve, hr. formand, ved det mindste tegn på, at Kremls hersker rynker brynene. Beskyldningen om indblanding har ikke mere vægt for Tjetjenien i dag end Kosovo i går. Den skal ligeledes ophøre med den uudholdelige de facto-immunitet, som tilstås Sharon-regeringen, der åbenlyst trodser FN, Den Internationale Domstol og international ret generelt. Og endelig skal den fordømme den uretfærdige, ulovlige og mere og mere farlige krig i Irak og højtideligt appellere til en tilbagetrækning af okkupationsstyrkerne og generelt tage princippet om afskaffelse af krig til sig for fremtiden som middel til at løse verdens problemer.

Lad os tænke over Kofi Annans ord: "Historien er en ubarmhjertig dommer, og den vil ikke tilgive os, hvis ikke vi gør noget nu, mens tid er".

(Bifald)

  Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, de tragiske begivenheder for nylig er nogle af de sidste, utvetydige signaler, som stiller den civiliserede verden over for en tydelig kendsgerning, nemlig at terrorismen i de senere år ikke er isolerede hændelser, som udelukkende har volden og brutaliteten til fælles, men at vi står over for en krig, selv om det ikke er en almindelig krig. Det er en ny form for krig, for aldrig før er de onde kræfter blevet mobiliseret på alle fronter, og aldrig før har den civiliserede verden på alle klodens breddegrader stået over for en så udbredt ondskab og en så fuldstændig ligegyldighed over for civilisationens værdier og principper. Aldrig før har man - når der ikke var tale om konventionelle konflikter - ramt børnene på en så voldsom og bestemt måde.

Det er på tide, at vi vågner op af den tornerosesøvn, som vi i den civiliserede verden har befundet os i, og som skyldes, at vi alle sammen er opdraget til at respektere den menneskelige værdighed og de borgerlige rettigheder, og at det derfor er uforståeligt for os, at mænd og kvinder er i stand til at begå så brutale handlinger, som vi har set.

De har erklæret os global krig med antikonventionelle metoder, og vi må ikke glemme, at vi allerede havde fået mange advarsler, lige fra attentaterne i Dar es Salaam og Nairobi til Taleban-styrets voldsoptrapning. En af de sidste advarsler fik Parlamentet og det internationale samfund fra general Massoud, som blev dræbt den 9. september 2001, få måneder efter hans besøg i Strasbourg og to dage inden attentatet på Twin Towers, der var et attentat, som markerede terrorismens officielle krigserklæring mod hele den civiliserede verden.

Vi skal forstå den virkelighed, som vi lever i. Det er ikke længere ambassadører, som meddeler os, at der er krig, men vores lande rammes af bomber, børn myrdes og voldtages, og der rekrutteres nye terrorister i vores byer. Det er Europas pligt at lytte til alle dem, som forsvarer undertrykte befolkningers frihed, men Europa skal klart give udtryk for, at terrorisme skal bekæmpes og fordømmes uden videre, og at enhver, der mere eller mindre direkte retfærdiggør, tolererer eller støtter terrorisme, skal isoleres og uskadeliggøres.

Vi er nu på solidarisk og vanskelig vis ved at bekæmpe denne nye terrorisme, som har erklæret os krig, og derfor er det svært for os at forstå, at lande, som er tæt på os, og som vi holder af og respekterer - f.eks. Frankrig - lader en terrorist flygte, der i Italien er blevet dømt for fire mord, som blev begået i de tragiske "blyår" i 1970'erne. Også vores nationale og europæiske lovgivninger skal tilpasses til den nødsituation, som vi oplever i øjeblikket.

  Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, Abdel Rahman al-Rashid, direktøren for tv-stationen Al-Arabiya, skrev den 5. september i år en bemærkelsesværdig artikel i det britiske dagblad Sunday Telegraph. Gidseltagerne i Beslan, skrev al-Rashid, var muslimer, sådan som det er tilfældet med gidseltagerne i Irak, voldsmændene i Darfur-provinsen i Sudan, bin Laden og selvmordsterroristerne, som sprænger busser, biler, skoler, huse og andre bygninger i luften overalt i verden. Vi får ikke renset vores navn, skrev al-Rashid videre, medmindre vi erkender den beskæmmende kendsgerning, at terrorismen er blevet et islamisk foretagende, at muslimske mænd og kvinder har stort set monopol herpå. Modige muslimer som al-Rashid bør støttes. Vi bør først og fremmest erkende, at der føres en global krig mod Europa og mod Vesten i almindelighed. Det er en krig i den muslimske fundamentalismes navn rettet mod vores europæiske demokratiske værdier og levemåde. Og jeg er beklageligvis ikke overbevist om, at EU kan siges at gå forrest i kampen mod terrorismen, sådan som hr. Bot anførte for et øjeblik siden. Der bør i langt højere grad, end det er tilfældet nu, samarbejdes med USA, NATO og lande som Rusland. Medlemsstaterne bør styrke samarbejdet, når det gælder udveksling af information, og de bør i højere grad tilpasse lovgivningen med henblik på bekæmpelse af den internationale terrorisme, ellers bevæger vi os fra asken og i ilden.

  Mayor Oreja (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hændelserne i Beslan bekræfter grundlæggende, at den islamiske terrorisme er et principielt problem, som berører og vil berøre sameksistensen blandt europæerne. Det er ikke kun et spirende problem, men utvivlsomt et voksende problem.

Den største risiko, europæerne står over for i forbindelse med dette fænomen, er, at de europæiske borgere fortolker det således, at vores reaktion først og fremmest er manglende reaktion, lammelse og det, at vi ikke gør noget. Den største risiko, den største vanskelighed er nemlig, at vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere denne frygtelige risiko med udgangspunkt i vores egne principper, overbevisninger og værdier.

Det er min egen personlige erfaring, at det vigtigste og afgørende for at kunne tackle terrorismens svøbe er at blive bevidst om problemets alvor. Lovgivningsmæssige og operative foranstaltninger er vigtige, men det vigtigste er bevidstgørelsen.

Denne bevidstgørelse har et dobbelt mål. På den ene side skal vi turde gøre terrorbekæmpelsen til et hovedmål, til det vigtigste af alle vores problemer. Derfor skal vi sige, og gentage og understrege i alle EU's dokumenter og i alle vores offentlige erklæringer, at terrorismen er det vigtigste problem.

I dag vil jeg vove at påstå, at den største mangel ved EU's antiterrorpolitik ikke er manglen på foranstaltninger og initiativer, men at vi ikke i tilstrækkelig grad erkender, at terrorismen er europæernes største problem.

På den anden side er det andet mål med at øge bevidstgørelsen en overbevisning om, at vi kan besejre dette fænomen. Vi kan ikke begynde at bekæmpe terrorismen, hvis vi ikke har en moralsk overbevisning om, at vi kan besejre terrorismen. Terrorisme er først og fremmest frygt, den skaber frygt. Og vores frygt for fiasko, når vi står over for et problem af denne art, er det første, vi skal besejre for bagefter at kunne besejre terrororganisationen.

Mine damer og herrer, det tager tid at bekæmpe terrorisme. Der er ingen genveje, og der findes ingen magiske løsninger. Men vi skal alle have denne overbevisning fra starten af. Terrorbekæmpelse er ikke et spørgsmål om højre og venstre. Det er hovedsageligt en moralsk forpligtelse.

Jeg synes derfor, at vi skal afsætte mere tid, flere specifikke møder i Europa-Parlamentet til at behandle terrorismen. Jeg synes, at vi skal blive ved med at gentage, at terrorismen er europæernes største problem, og at vi skal fremme en debat mellem regeringerne, så vi under visse omstændigheder, når der sker attentater op til et valg, ved, hvilke forsvarsinstrumenter disse regeringer råder over for at forsvare dem selv, uanset om de udsætter valget eller ej, for at undgå, at terroristerne når deres mål.

Jeg synes kort sagt, mine damer og herrer, at vi har en meget vigtig moralsk forpligtelse.

(Bifald)

  Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, hundredvis af børn og deres mødre blev ofre for det forfærdelige terrorangreb på en skole i Beslan. Det var første skoledag for hundredvis af børn, det skulle have været en festdag, men dagen udviklede sig til et frygteligt drama. Vi iagttog i går sammen med millioner af skolebørn overalt i Europa et minuts stilhed, hvor vores tanker gik til ofrene. Vi takker formanden for Europa-Parlamentet for dette vidnesbyrd om solidaritet. Samtidig var det udtryk for den magtesløshed, vi alle føler, når vi konfronteres med et sådant brutalt anslag mod dem, som ikke kan forsvare sig, her børn og deres mødre.

Hr. formand, i dag vil vi først og fremmest give udtryk for vores medfølelse med befolkningen i en fjern afkrog af Europa. Men debatten om den stigende trussel i form af en terrorisme, som ikke skåner noget eller nogen, bør føres, både i dag og i de kommende måneder. At begribe og gribe ind er nøgleordene i den forbindelse. Vi må forsøge at begribe det ubegribelige. Vi må være parat til at søge årsagerne til terrorismen, til at åbne øjnene for menneskers udsigtsløse situation og frustrationer og for den udsigtsløshed og de frustrationer, der følger af konflikter, som synes at vare ved i det uendelige, uden at en løsning er i syne. Jeg mener afgjort ikke, at sådanne konflikter retfærdiggør barbarisk udøvelse af vold mod uskyldige mennesker, men at vi bør yde en fælles indsats for at fjerne disse kilder til udvikling af vold. Samtidig må vi også være parat til at gribe ind, til at styrke det internationale samarbejde for at bekæmpe den internationale terrorisme.

EU bør derfor yde den russiske befolkning og præsident Putin al mulig støtte for at søge at undgå katastrofer af lignende omfang fremover. Spørgsmålet er naturligvis også, hvordan noget sådant overhovedet kunne ske. Det er positivt, at dumaen vil undersøge, hvorfor katastrofen i Beslan fik den udgang, den gjorde, og blev afsluttet på den måde, den gjorde. Heller ikke Tjetjenien-spørgsmålet kan vi naturligvis ignorere. Den støtte, jeg omtalte før, omfatter naturligvis også samarbejde mellem efterretningstjenesterne, træning af specialenheder og tagen ved lære af hinandens erfaringer. Indsatsen over for den internationale terrorisme forudsætter internationalt samarbejde, og EU bør i den forbindelse spille en væsentlig rolle.

Vi har i min gruppe ikke megen forståelse for dem, som mener, at de er de eneste, der kan føre kampen mod den internationale terrorisme, og som mener, at den kun kan og må føres på deres måde. Jeg anmoder Europa-Parlamentet om inden årets udgang sammen med Rådet og Kommissionen at foranledige en videre, dybtgående debat om Europas bidrag til bekæmpelsen af terrorisme. Hvor står vi, hvorledes analyserer vi truslen? Hr. Bot leverede allerede et væsentligt indledende indlæg i debatten med sin redegørelse i morges om det arbejde, der gøres fra EU's og formandskabets side. Det drejer sig først og fremmest om at søge årsagerne og om bekæmpelse, men set i lyset af vores europæiske tradition må vi også fortsat søge at sikre den demokratiske ramme og beskyttelsen af de grundlæggende menneskerettigheder.

  Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne henvende mig til rådsformanden, hr. Bot, for at spørge ham, hvad der er sket med ham siden sidste uge. For en uge siden stillede De et meget enkelt spørgsmål til de russiske myndigheder, hvor De spurgte, hvordan denne tragedie kunne ske. Og De gjorde ret i at stille dette meget enkle spørgsmål, men De gør uret i dag ved at ville begrave det. Hvorfor? Fordi det er det spørgsmål, som alle familier i Beslan stiller sig selv. Det er det spørgsmål, som alle disse familier i sorg stiller sig selv. Hvad foregik der? Hvad er der hændt? Og hvordan kan man undgå at se, at den russiske regering har anvendt al den beregnende kynisme, den er i stand til - manipulation, misinformation, ødelæggelse - og de bedste journalister, som er specialister i det tjetjenske spørgsmål, har oplevet at blive forhindret i at nå frem til gerningsstedet. Hvordan kan man se bort fra disse kendsgerninger? Hvordan kan man undgå at stille spørgsmål til de russiske myndigheder? Hvordan vil De, hr. rådsformand, i kampen mod den internationale terrorisme samarbejde med en regering, som for det første nægter enhver forbindelse med konflikten i Tjetjenien, med en regering, som for det andet fordømmer og sætter en pris på deres moderate uafhængige præsident Maskhadovs hoved? Dernæst opfordrer den samme regering til international kamp mod den terrorisme, der hærger kloden over, for til sidst at anmode alle stater om ikke at blande sig i dens indenrigsanliggender. Hvad er det for en inkonsekvent og manipulerende regering, De ønsker at samarbejde med for at redde demokratiet, retsstaten og vores værdisæt? Tænk over det, hr. Bot.

  Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, begivenhederne i september i Beslan har chokeret verden med deres grusomhed og umenneskelighed. Der findes ingen ord, der kan beskrive de følelser, der fremkaldes ved mord af børn. Denne terrorhandling kan ikke retfærdiggøres på nogen måde.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at disse begivenheder kræver politisk handling fra staten for at forhindre tilsvarende situationer fremover, for at fjerne årsagerne til terrorisme. Det er ikke let. Det er meget lettere at komme med uansvarlige erklæringer om forebyggelse af angreb eller blot forsøge at styrke den autoritære magt. Ruslands præsident bør forsøge at dæmpe det gensidige had hos de forskellige befolkningsgrupper i Rusland. Dette had opstod under zardømmet og fortsatte under stalinismen og er endnu ikke udryddet. For nylig blev en tidligere astronaut tævet af militssoldater i Moskva, udelukkende fordi hans efternavn lød tjetjensk. Det er vigtigt for præsident Putin at udvise passende interesse for alle borgere i landet - ikke kun russerne, men også andre befolkningsgrupper, og det er vigtigt, at hans enorme magt udnyttes til at skabe fred og samdrægtighed.

  Allister (NI). - (EN) Hr. formand, på vegne af befolkningen i Nordirland, som har levet med terrorismens ondskab i mere end en generation, ønsker jeg at viderebringe min dybfølte medfølelse til forældrene og befolkningen fra Beslan. Den skrækkelige terror, som de har været udsat for, kan ikke beskrives.

Terrorisme er forkert, uanset hvor den rammer. Der findes ingen retfærdiggørelse eller undskyldninger. Uanset om det drejer sig om IRA's brandbombe i et fyldt hotel uden for Belfast, hvor godt 10 uskyldige personer brændte inde, al-Qaedas angreb på tvillingetårnene eller tjetjenske ekstremister i Beslan, der slagter uskyldige børn, er strategien den samme - størst mulig virkning gennem størst muligt blodbad i håb om at fremtvinge størst mulige politiske indrømmelser.

Vores erfaringer fra Nordirland bør vise, at der ikke findes noget hæderligt, oplyst eller ønskværdigt ved at ty til terrorisme eller finde undskyldninger herfor - terrorisme er ondsindet i enhver form. I Europa og i verden er vi alle forpligtet til at tage kampen op mod terrorismen og dens foragtelige apologeter.

  Eurlings (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, billedet af børn, som flygter fra en eksplosion og i flugten dræbes af skud i ryggen, dette billede er så modbydeligt, at der ikke findes ord herfor. Først og fremmest ønsker vi at give udtryk for vores medfølelse med ofrene, de efterladte og hele det russiske samfund. Hvor store meningsforskelle, der end måtte være, når det gælder konflikten i Tjetjenien, så kan og må grusomheder af denne art aldrig retfærdiggøres. Vi er som politikere forpligtet over for borgerne til at gøre vores yderste for at undgå en gentagelse. Det viser sig stadig oftere, at terroren ikke kender grænser, og at den truer ethvert åbent samfund. EU bør derfor også, når det gælder indsatsen mod terroren, mere end nogensinde samarbejde med lande som USA og Rusland, men også inden for Unionen lader samarbejdet en del tilbage at ønske. Under ledelse af sikkerhedskoordinator de Vries er der under dette og det foregående formandskab udviklet mange planer, men det er lige så væsentligt at se på, hvordan det går med at gennemføre de planer, som allerede er vedtaget. Under det ekstraordinære møde i RIA-Rådet, der var foranlediget af terroranslagene i New York i september 2001, aftalte man, at alle relevante efterretninger om terrortrusler skulle udveksles inden for EU. Få dage før terroranslagene i Madrid viste det sig, at denne udveksling fortsat er alt for ringe. Det kan vi ikke længere tillade os. Er de smukke ord i mellemtiden omsat til handling? Hr. formand, kravet om ensartet gennemførelse gælder også i forhold til terrororganisationer, som er opført på den europæiske liste. I vores Union uden indre grænser er disse organisationer nemlig forbudt i nogle lande, men ikke i andre, og det er de fleste. Diskussionen om ensartet gennemførelse af planerne bør føres på et højere niveau, og det ville være positivt, hvis de fremskridtsrapporter, der udarbejdes af sikkerhedskoordinator de Vries, fremover også blev tilstillet Europa-Parlamentet direkte. Kun hvis de ambitiøse ord omsættes til handling, viser vi nemlig ægte forståelse for og medfølelse med ofrene i New York, Madrid og Beslan.

  Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, vi bør udtrykke vores mest dybfølte kondolencer over for ofrene i Beslan og deres familier. Disse folk har brug for vores hjælp, både samfundene i hele Rusland og i Beslan og naboregionerne. Der findes ikke noget mere barbarisk eller sjælløst end bevidst drab af forsvarsløse mødre og børn. Vi kan ikke være upartiske over for terrorisme af denne slags. Terrorismen truer retsstatsprincippet, demokratiet, de borgerlige rettigheder, grundlaget for vores samfund. Hele verden har indset, at det nu er drevet for vidt.

Jeg stod i spidsen for en parlamentarisk delegation til Tjetjenien sidste år. Parlamentet understregede, at konflikten i Tjetjenien ikke kunne løses ved militær magt. Den russiske regering fastslog, at den ville handle i henhold hertil.

Terrorisme kan ikke bekæmpes på måder, som indskrænker demokratiet, de borgerlige rettigheder og ligheden. Baggrunden for terrorisme omfatter socialpolitik, og midlet til afhjælpning omfatter ligeledes socialpolitik. Det vil ikke ske ved brug af våben eller en fortsat magtcentralisering. I Europa kan vi se, at Ruslands Tjetjenien-politik er slået fejl. Det er vanskeligt at se, hvordan en fortsat magtcentralisering i Kreml kan hjælpe os med at forstå denne politik.

Indtil nu har vi støttet politikken om at fremme stabilitet og demokrati under Putins lederskab, og forhåbentlig vil det ikke betyde, at vi som følge af de tragiske hændelser skal revurdere og ændre vores politik over for Rusland, da Rusland også selv er et offer. Forhåbentlig kan vi sammen med det russiske lederskab finde måder, så Rusland kan handle i overensstemmelse med landets egne offentlige erklæringer, og som vi derfor helhjertet kan støtte. Dette er en sag af fælles interesse.

  Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, vi er fælles om at føle den største afsky, om i enhver henseende at fordømme de vanvittige begivenheder i Beslan. Men, kære kolleger, lad os ikke anlægge et snævert syn på begivenhederne i Beslan og i Tjetjenien og betragte det som et spørgsmål om bekæmpelse af den internationale terrorisme. Der er meget andet på spil. I Tjetjenien raser en beskidt krig. Læs engang rapporterne fra Amnesty International, læs rapporten fra vores ad hoc-udvalg, som jeg selv er medlem af, og som hr. Paasilinna henviste til. Se hvad der sker i Tjetjenien. En militær løsning er ikke vejen. Der må etableres en dialog. Og, kære kolleger, det skal være en dialog med alle parter, alle parter i Tjetjenien, ikke kun klanen omkring hr. Kadyrov, men alle klaner i Tjetjenien. Også en dialog med oprørerne. Fru Thatcher udtalte engang, at hun aldrig ville tale med terrorister. Ikke desto mindre var det vores kollega John Hume, som var med til at udvirke, at den britiske og den irske regering satte sig sammen med IRA og protestantiske mordbander. Det var løsningen for at skabe fred i Irland. Det er også løsningen for at skabe fred i Tjetjenien. At gå i dialog med alle parter, og her bør Europa spille en rolle, en væsentlig rolle, ganske som USA spillede en væsentlig rolle i Nordirland. Vi må forsøge at bringe parterne sammen og få dem til at samarbejde. Det er, hvad tjetjenerne opfordrer os til, for tjetjenerne ønsker dybest set fred.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, jeg mangler ord i forbindelse med den tragedie, som ramte børn og voksne i Ossetien, men ordene skal findes. Der skal findes ord og tages handling for at undgå flere tårer. Der findes ikke god eller dårlig terrorisme, da alle former for terrorisme er dårlige. Der findes ikke terrorisme i Guds navn, da enhver form for terrorisme er djævelens værk. Når det er sagt, er filmen om Tjetjenien, som vi har set i flere år, ikke en film med skurke og helte, hvor en god sherif står over for skurkene. I denne film har sheriffen også tidligere skudt folk i ryggen, og i Tjetjenien er der egentlig to slags terrorisme. Der er den slags, som vi i øjeblikket udførligt drøfter både i Parlamentet og andre steder, og der er den anden slags, som ingen taler om, nemlig statsterrorismen. Det bifaldes, at EU tilkendegiver sin holdning til dette. Disse holdninger bør afspejle EU som helhed, og dette bør tages til efterretning af Rusland, som tidligere har foretrukket at føre drøftelser med udvalgte medlemsstater som f.eks. Tyskland og Frankrig, hvilket vi så på det seneste topmøde i Sochi. Hvis vi handler sammen, hr. formand, som et fælles EU, vil det være lettere for os at udøve indflydelse på Rusland og kæmpe for menneskerettighederne, både i Tjetjenien og andre steder.

  Landsbergis (PPE-DE). - (LT) Hr. formand, en særlig stor tragedie har udspillet sig i Nordossetien, hvor brutalitet blev mødt med manglende ansvar. Den minder om tragedien i teateret i Moskva og vækker mange minder. Når de russiske myndigheder i dag erklærer, at de vil bekæmpe terrorisme alle vegne, er det nyt og positivt, og måske åbner det mulighed for en fælles indsats i Irak og Afghanistan og for at sætte en stopper for terrorhandlinger i Quatar og andre steder. Når de russiske myndigheder fordømmer dobbeltmoral, vokser håbet om, at russiske terrorister, f.eks. dem, der den 31. juli 1991 dræbte syv litauiske grænsevagter med koldt blod, også retsforfølges. Forbryderne er kendt, de er medlemmer af en enhed af terrororganisationen De Sorte Baretter og bor i Rusland beskyttet og støttet af de russiske myndigheder, der nægter at samarbejde med Vilnius om at sikre retfærdighed. Ruslands ledere taler så meget om krigen mod terror, men samtidig har de vist flere eksempler på dobbeltmoral og hykleri. EU bør opfordre dem til at ændre denne adfærd. Her er et citat, et uddrag fra skyggekabinettets erklæring i begyndelsen af Beslan-krisen. Jeg citerer: "Vi fordømmer på det kraftigste denne terrorhandling og opfordrer sammen med FN's Sikkerhedsråd til løsladelse af gidslerne. Samtidig beklager vi dybt, at FN's Sikkerhedsråd aldrig har fordømt og ikke har udtrykt sympati for de 42.000 tjetjenske børn, som blev dræbt i Tjetjenien efter ordre fra de russiske myndigheder ". Citat slut. I det øjeblik led børnene i Beslan, men de var stadig i live. De 42.000 andre børn var ikke længere i live og led ikke længere. For dem var den anakronistiske kolonikrig for længst forbi. Men hvornår slutter den? De, som siger "først sejr, derefter fred", tager fejl. Det er en blindgyde. Det er på tide at tænke anderledes - fred er en sejr. Fred, der redder tusinder af menneskeliv, der betyder, at børn ikke længere dør på grund af voksnes dumhed og brutalitet, kan aldrig være skammelig. General de Gaulle bragte ikke skam over Frankrig, da han afsluttede krigen mod Algeriet. Tak for Deres opmærksomhed.

  Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, man kan jo næsten ikke finde ord til at beskrive den vrede, den sorg og den skam, man føler i forbindelse med terrorhandlingen i Beslan. Vi er alle bange for og meget bekymrede over eskalationen, den kvalitative og kvantitative eskalation af terroren.

Det, der imidlertid også gør mig - og mange af os - bange og bekymret, er den røde tråd, der går fra Bushs politik i forbindelse med den forebyggende krig i Irak, over den hårdnakkede indstilling hos Sharon, der tror, at vold kun kan besvares med vold, til Putins aktioner, der også går i denne retning: Vold skal følges af vold, vold skal følges af autoritet, af autoritære strukturer. Jeg er alle talere, udenrigsministeren og kommissæren, meget taknemmelig for, at de har peget på den anden, den - vil jeg sige - europæiske vej. Og den består ikke i at knæle for terrorismen og vige for terrorismen, men derimod i at bekæmpe årsagerne til terrorisme. Europa skal gøre det helt klart og tydeligt over for sine partnere, også Rusland, at det er denne vej, vi følger. Det gælder om at bekæmpe terrorismen, men det gælder også om at fjerne årsagerne til terrorismen.

  Ždanoka (Verts/ALE). - (LV) Hr. formand, i går aftes ærede vi i fællesskab mindet af ofrene i Beslan med et minuts stilhed. Dagens indlæg viser, at der er mange forskellige begrebsmæssige fremgangsmåder til at evaluere begivenhederne. Jeg vil gerne kort forklare min egen vurdering.

Hvis vi skal forkaste forslaget om, at "hensigten helliger midlet", må vi ikke udnytte den situation, der er skabt ved brug af voldelige midler, til at rejse spørgsmålet om vores højt skattede formål. Ellers vil terroristerne konkludere, at de begivenheder, som de iscenesætter, giver resultater. Spørgsmålet om en befolknings ret til selvbestemmelse, som bør respekteres så vidt muligt, må ikke bringes på bane i forbindelse med terrorhandlinger.

Hvad mere er, ønsker vi, at EU ikke vedtager dobbelte standarder, men enkelte standarder i forbindelse med begivenhederne i Irak, Rusland, Tyrkiet, Indonesien og andre lande. Terrorisme fra sunnier, tjetjenere og kurdere har ikke en separat eksistens. Denne terrorisme er voldelig adfærd, der er baseret på nøjagtig de samme principper, og som bør fordømmes uanset gerningsmanden, oprindelsen eller området, hvor den udføres.

  Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, alt for ofte efter en grusom terrorhandling bebrejdes de berørte myndigheder. Vi har hørt noget lignende her til morgen. Efter tragedien i Beslan er de russiske myndigheder enten anklaget for deres egne handlinger i Tjetjenien eller for deres egentlige tekniske inkompetence til at håndtere en terrorsituation. Men vi bør ikke se bort fra den simple iagttagelse, at de eneste, der virkelig er ansvarlige for terrorisme, for rædslerne i Beslan, er gerningsmændene - terroristerne selv. Ingen sag, uanset om det drejer sig om løsrivelse eller selvstyre i Tjetjenien, og ingen krænkelser eller selv brutale handlinger fra de russiske sikkerhedsstyrkers side - intet berettiger massemord på børn og deres mødre. Desværre vil angrebet i Beslan ikke være det sidste.

Hvad kan vi gøre? Vi har ikke alene en human interesse i Ruslands sikkerhed og stabilitet og de stadig vigtigere sydlige lande, men også en egoistisk interesse. Vi ønsker alle sikkerhed og stabilitet i Kaukasus og at standse terrorspiralen med endemisk organiseret kriminalitet og forvrængede nationalismer, som nu tager udgangspunkt i islamisk ekstremisme. Det er en farlig blanding, som truer os alle. De russiske myndigheder bør ikke være for stolte til at søge hjælp, som er nødvendig på flere niveauer.

Ekspertise inden for bekæmpelse af terrorisme findes ikke inden for EU som sådan. Jeg afviser ikke fuldstændig alle EU's handlinger i forbindelse med terrorisme. Det er vigtigt at få et tættere samarbejde mellem vores politi og efterretningstjenester. Kontrol med terrorfinansiering kræver en fælles indsats, men der fokuseres alt for meget på at bemyndige EU og udvide EU's kompetencer til nye områder. Jeg er ikke enig i hr. Bots entusiasme for f.eks. den europæiske arrestordre.

Ekspertisen ligger i lande såsom Det Forenede Kongerige og Spanien. Rusland bør bestemt drage nytte af en sådan ekspertise. De russiske myndigheders manglende evne til at håndtere situationen i Beslan afslører mange bekymrende og varige problemer, som synes at være dybt forankrede i den russiske stat. Hvis EU har noget at tilbyde, bør det være en målbevidst fordømmelse af terrorisme samt humanitær bistand og hjælp til genopbygning. Rusland skal indse, hvem der er de rigtige venner.

  Roure (PSE). - (FR) Hr. formand, verden har endnu en gang magtesløst oplevet en af de mest tragiske gidseltagninger i sin historie. Attentatet i Beslan kaster os ud i den allerstørste rædsel, i en fornægtelse af mennesket, i barbariets tidsalder. Og man kan ikke andet end blive modløs ved mødet med dem, der henretter forældre for øjnene af deres børn, med dem, der anbringer børnene i vinduerne for at beskytte sig selv. Stedet er i sig selv symbolsk, nemlig en skole, stedet, der står for viden, den viden, som giver os mulighed for at bekæmpe mørket, dumheden og vildskaben. Barbarerne har ødelagt det, der gør os til mennesker. Hvordan kan man nægte et barn vand, mad og søvn og tilhøre menneskeheden?

Men på europæisk niveau skal vi absolut styrke vores midler. De ambitiøse målsætninger, som blev opstillet efter topmødet i Tampere med henblik på at etablere et europæisk tiltag mod terrorismen, er ikke nået. Det er sandt, at der er sket nogle fremskridt især med etableringen af en international arrestordre, som De understregede. Men processen er forsinket på grund af manglende politisk vilje i medlemsstaterne til at sikre reel effektivitet til de europæiske beslutninger. Vi skal styrke vores midler i kampen for at afværge dette nye århundredes svøbe. Når det være sagt, hvad skal vi så sige om det statslige barbari? Vi kan ikke acceptere at bekæmpe vold med vold.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Laschet (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, fru Flautre, De sagde lige, at det første spørgsmål må være, hvordan den russiske informationspolitik er, på hvilken måde den var manipulerende, hvordan journalister blev holdt væk fra gerningsstedet og lignende. Her må jeg absolut modsige Dem. Det er nemlig ikke det første spørgsmål, man må stille. Det første punkt er derimod medlidenhed med ofrene, og i den forstand var det en fejl fra det nederlandske formandskabs side, at det først krævede rapporter om informationspolitik og andet i stedet for som det allerførste at give udtryk for, hvor berørt man var over terrorhandlingens dimensioner. Her må jeg modsige Dem på det bestemteste.

Dernæst, hvis man analyserer, hvad der nu foregår dér, så har vi efter min mening al mulig grund til at kritisere Putins Tjetjenien-politik gennem de seneste år. Men det, der står bag angrebet, har overhovedet ikke noget at gøre med Tjetjenien længere. Det er ikke simple tjetjenere ...

(Tilråb)

det er ikke simple tjetjenere, der sprænger en skole i luften på denne måde og dræber børn, for de, der siger det, fornægter tjetjenerne deres moralske karakter. Det er ossetere, det er ingusjetere, det er internationale terrorister, der begår disse handlinger, kære hr. Cohn-Bendit, og derfor må man også betragte dette helt isoleret i forhold til det, der sker i Tjetjenien. Vi har brug for andre løsninger i forbindelse med Tjetjenien-politikken. Men vi kan ikke sidestille disse banditter og kriminelle, der rotter sig sammen her og har islamiske forbindelser overalt i verden, med det tjetjenske folk. Og i den forstand har vi brug for nogle differentierede svar her, vi har ikke brug for en forbundskansler Schröder og ikke nogen Chirac, der bifalder disse tilsyneladende valg. Vi har derimod brug for ...

(Tilråb)

vi har, kære hr. Cohn-Bendit, brug for klare svar på et sådant internationalt terrornet, for denne terrorisme truer hele den frie verden, den truer os, og den truer også USA.

  Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, det er værd at minde os selv om, at vi bruger ordet terrorist til at beskrive en person, der ønsker at forårsage terror, og de ansvarlige for belejringen i Beslan definerer så sandelig det ord - terror, skræk, chok. Alle ofre for terrorisme er uskyldige, både passagerer på pendlertog, folk i et teater, en kontorbygning eller en natklub. Men børn i en skole er de mest uskyldige ofre af alle. Børns overlevelse, som i tilfældet med den syvårige Aida Sidakova - som vi så på fjernsyn vende tilbage fra det, vi troede, var hendes død - er et symbol på det håb, som vi som mennesker brænder efter over for en så modbydelig ond handling.

Beslan må ikke blive udnyttet til politiske formål hverken i Kreml eller her i EU. Jeg er enig i, at retfærdigheden bør ske fyldest, men der bør ikke være nogen gensidige beskyldninger, ingen repressalier, ingen hævn og - som alle Europas institutioner enstemmigt bekræfter i denne forhandling - ingen udvanding af respekten for menneskerettighederne.

Sidste uge ledsagede jeg min egen datter på hende første skoledag. Det var en nervepirrende oplevelse for os begge. Jeg kan ikke forestille mig den prøvelse, som de børn har måttet gå igennem. Lad os som forældre og medmennesker sørge over de døde og udtrykke fuldstændig solidaritet med deres familier. Deres lidelse er vores lidelse.

  Díaz De Mera García Consuegra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, "det var vores principper, som fik os til at gøre standhaftig og betingelsesløs front mod terrorismen, fordi terrorisme er den største fornægtelse af de individuelle frihedsrettigheder, fordi den er et anslag mod selve den demokratiske sameksistens' fundament, og fordi vi bør forsvare os imod dem, der har det som deres hovedmål at tilintetgøre os." Jeg har lånt disse ord fra et offer for terrorismen, som udtalte dem i sidste uge i Berlin foran et følsomt og engageret publikum.

Jeg vil gerne, hr. formand, indlede med at udtrykke solidaritet med ofrene fra Beslan, og det er med bevægelse, at jeg giver udtryk for min medfølelse og fælles smerte. Der er intet, der retfærdiggør terror, der findes ingen årsag, der kan retfærdiggøre terror. At dræbe og myrde børn, at dræbe børnenes fædre og mødre, at dræbe børnenes lærere er den højeste eksponent for den værst tænkelige menneskelige adfærd. Ofrene blev tortureret i 52 timer og derefter myrdet. Det er de indiskutable kendsgerninger.

Shamil Basajev, der planlagde og gav tilladelse til attentatet, er ikke en leder, der kæmper for et frit Tjetjenien, han er en børnemorder, en umenneskelig terrorist, der har fyldt den russiske jord med uskyldige lig. Det er en kendsgerning, og det er den dødelige følge af terrorisme, der blindt rammer uskyldige mennesker. Jeg giver således udtryk for min mest kategoriske og dybtfølte fordømmelse af denne begivenhed, der i uhørt grad nedgør det, der betyder at være et menneske.

Vi står over for et kvalitativt spring uden sidestykke i terrorspiralen. Jeg giver udtryk for min støtte til de russiske myndigheder, så de snarest kan anholde og dømme de skyldige bag dette forfærdelige attentat, og jeg forsikrer Dem alle om, at jeg ikke er en følelsesladet teoretiker. Jeg har besøgt Tjetjenien og Ingusjetien. Jeg har besøgt de tjetjenske flygtningelejre, og jeg har talt med Kalamanov ved to lejligheder. Jeg ved, hvor vanskeligt dette politiske problem er, og jeg ved, at de berørte parter overtræder menneskerettighederne. Jeg ved også, hvad Politkovskaja har sagt.

Jeg har haft terrorismen tæt inde på livet i mit eget land, mindre en 5 cm væk, og jeg vil gerne som overbevist demokrat understrege, at vi ikke skal give disse vildmænd nogen fordel. De udnytter vores tvivl og gør de dele af vores diskussion, som passer dem, til deres egne argumenter. Jeg anmoder Dem om demokratisk beføjelse til at identificere problemet ordentligt og bekæmpe det beslutsomt og fordomsfrit. Jeg beder Dem om at genoptage forhandlingen om Europol, at se på FN's Sikkerhedsråds resolution 1333 igen og iværksætte Det Europæiske Agentur til Forvaltning af Ydre Grænser.

  Bot, Rådet. - (NL) Hr. formand, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, den første taler sagde, at det er nemt at gå på talerstolen, hvis man er enig med de foregående talere. Det kan jeg fuldt ud bekræfte efter at have lyttet til det, De har sagt i dag. Jeg takker Dem for den støtte, der i den forbindelse i mange tilfælde har lydt til det program, jeg redegjorde for. Jeg fandt også kommissær Pattens billede rammende, nemlig at vi i kampen mod terrorismen i en vis forstand kæmper med den ene hånd bundet på ryggen. Hertil vil jeg imidlertid gerne sige, at det betyder, dels at vi må styrke den frie hånd, og dels at vi også har mund og mæle og kan styrke dialogen. Efter min opfattelse drejer det sig først og fremmest om to elementer, hvilket jeg også anførte i mit første indlæg. Dels at vi må beskytte os i kampen mod terrorismen, og dels at det er afgørende, at vi gør fælles front. Jeg tror, det er vigtigt, at vi holder os de to elementer for øje.

Jeg skitserede for Dem, hvordan vi ønsker at styrke samarbejdet. Først og fremmest samarbejdet inden for EU. Hvis vi er i stand til det og gør det klart - sådan som jeg har søgt at gøre det klart for Dem - at vi ved i højere grad at samle informationerne, ved at tilpasse lovgivningen og ved at bekæmpe finansiering af terrorismen kan sikre et bedre samarbejde mellem de 25 lande, så tror jeg, det vil kunne skabe præcedens for vores kontakt til resten af verden. Det er flere gange sagt her i Europa-Parlamentet, at der er tale om en global kamp. Men en global kamp kræver et globalt svar. Det er også den ramme, EU arbejder inden for. Jeg nævnte en række foranstaltninger for Dem. Jeg påpegede, at vi er i færd med at underbygge, styrke og intensivere vores kontakt til lande i den tredje verden.

Tillad mig eksempelvis at henvise til det kommende ASEM-topmøde, hvor vi vil tage emnet op sammen med de asiatiske lande. Hvordan kan vi i fællesskab sætte ind over for terrorismen? Hvilke redskaber har vi til rådighed? Hvordan får vi samlet vores informationer på mere effektiv vis? Efter at der også har fundet anslag sted i Asien, har jeg under de rejser, jeg har foretaget i den seneste tid, mærket, i hvilken grad man også i de asiatiske lande er optaget af dette spørgsmål, at man også der i stigende grad er parat til at samarbejde i den ånd, vi ønsker. Det er også blevet nævnt, at det er vigtigt, at vi styrker samarbejdet med USA og Rusland. Jeg forsøgte i mit indledende indlæg at redegøre for, hvordan vi søger at udmønte det. Vi arbejder til stadighed herpå, både sammen med USA og med Rusland, og jeg vil gerne endnu en gang rette en misforståelse, som på ny blev påpeget af fru Flautre, som anførte, at jeg ikke stod ved det, jeg tidligere havde sagt. Det er efter min opfattelse ikke tilfældet. Jeg har udtrykt mig klart over for Rusland, og jeg anførte, og nu læser jeg, hvad jeg sagde på engelsk: "we will use the regular dialogue that we have with Russia to discuss how to proceed" (vi vil bruge vores regelmæssige dialoger med Rusland til at drøfte, hvordan vi kan komme videre på dette område). Det er afgørende, at der skabes en dialog, men også at vi gør det klart, hvilke værdier vi står for.

Lad mig vende tilbage til billedet af en kamp, som føres med den ene hånd bundet på ryggen. Vi bør derfor efter min opfattelse mere eftertrykkeligt understrege vores værdier, vores begrundelse for at bekæmpe terrorismen. Vi gør det for at holde vores demokrati i hævd, for vores tro på menneskerettighederne og i respekt for mindretallene, og her tænker jeg også på Tjetjenien, og det kræver fælles indsats. Vi har brug for alles støtte i den kamp. Jeg vil endnu en gang takke Dem for den støtte, De i dag har givet udtryk for. Jeg kan forsikre, at formandskabet i de kommende måneder vil gøre en aktiv indsats for beslutsomt at fortsætte det program, jeg redegjorde for, og som efter min opfattelse er ganske udførligt og berører mange områder. Men vi har brug for alles støtte i den forbindelse. Det glædede mig at høre i dag, at vi har den støtte. Som det er sædvane, vil formandskabet ved periodens afslutning, ved formandskabets afslutning, aflægge rapport om det, der er sket, og det, vi har gjort. Jeg har hermed også besvaret hr. Wiersmas spørgsmål.

  Formanden. - Mange tak, hr. formand for Rådet.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Den koldblodige massakre på tusinde børn i en kristen skole i Ossetien er rædselsvækkende. Det kan imidlertid frygtes, at sådanne uhyrligheder gentager sig og ikke kun i Rusland. Det attentat, der blev begået den 11. marts i Spanien, bragte os det blodige bevis på, at ingen af vores nationer var sikret mod den islamiske terrorisme.

Det understøttes af, at sidstnævnte opmuntres af visse kommentatorer, som lægger ansvaret for denne massakre over på den russiske politik, der føres i Kaukasus: "Hvis Rusland ikke forsvarede sit territoriums integritet, ville terroristerne skåne det". Det er i sin substans ræsonnementet hos disse sofister, som altid finder nogle formildende omstændigheder ved morderne og nogle fejl ved ofrene.

Det samme gælder de bøller, som sætter ild til kvarteret, fordi politiet begår den anstødelige handling at trænge derind for at sørge for ærlige borgeres sikkerhed.

Hvis vi vil sætte en stopper for disse rædsler i dag, er det en forudsætning, at vi fordømmer den skyldige, nemlig islam, som lige som kommunismen vil indføre en totalitær samfundsorden ved hjælp af terror. Det kræver, at vores nationer uanset forskelle og uenigheder står sammen over for denne fjende for at forsvare de værdier, som er fælles for dem, nemlig den vestlige civilisations værdier.

  Pafilis (GUE/NGL) , skriftlig. - (EL) Vi vil gerne kondolere de pårørende til ofrene i Beslan.

Samtidig vil vi udtrykke vores dybeste bekymring over den videre udvikling i situationen i området, som hænger sammen med USA's og EU's planer, og den russiske regerings kopiering af deres strategi inden for intern og ekstern sikkerhed, og især overtagelsen af doktrinen "forebyggende krig".

Det er indlysende, at den seneste tragedie i Beslan og de dystre udsigter er endnu et resultat af Sovjetunionens opløsning og socialismens fald.

Kaukasusområdet, som olietransportvejene går igennem, ligger i orkanens øje for den indbyrdes konkurrence, der foregår mellem imperialisterne, og som udgør en stærk risiko for destabilisering i området og spredning af konflikterne.

Den bekymring, som USA's og EU's imperialister giver udtryk for, er særdeles hyklerisk. Den "politiske løsning", de foreslår, og den såkaldte internationalisering af problemet har til formål at gøre regionen til et protektorat i stil med Kosovo.

Den russiske befolknings kamp for at ændre den nuværende situation er det eneste, der kan bane vej for en retfærdig og fredelig løsning på problemerne.

2. Situationen i Irak

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Irak.

  Bot, Rådet. - (NL) Hr. formand, Irak er et emne, vi som europæere allerede længe har følt os stærkt involveret i, og et emne, som har splittet os. Selv om udviklingen i Irak giver anledning til bekymring, er det af største betydning, at EU i den kommende tid støtter den irakiske befolkning, og at vi ikke lader den irakiske befolkning i stikken, men netop fortsat tilbyder vores støtte. Den uafbrudte vold giver anledning til bekymring, men der er også i de seneste måneder skabt sammenhæng og samdrægtighed med hensyn til EU's bistand til Irak. Jeg skal om et øjeblik komme ind på, hvilken form for støtte EU evt. kan tilbyde. Tillad mig først et kort tilbageblik.

Ikke mindst juni måned var afgørende for Iraks og det irakiske folks fremtid på længere sigt. Den 8. juni vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1546, og den 28. juni afsluttedes den midlertidige besættelse af Irak, og landet fik sin suverænitet tilbage. Den midlertidige regerings tiltræden, under ledelse af premierminister Allawi, betegnede et væsentligt vendepunkt i Iraks historie.

Den nye resolution genskabte også det fælles fodslag i det internationale samfund og banede ydermere vejen for, at FN kan spille en fornyet rolle i Irak. Det er afgjort et væsentligt element i forbindelse med forberedelsen af valget i januar 2005.

Lige så væsentligt er det, at udviklingen i juni gjorde det muligt at slå bro over de meningsforskelle, der indtil da eksisterede i EU med hensyn til visse dele af Irak-politikken. Det kom tydeligt til udtryk i konklusionerne fra det første møde i juli i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) under nederlandsk formandskab. Rådet stadfæstede den strategi, som var fremlagt af den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hr. Solana, og kommissær Patten, European Union Medium Term Strategy, samt Kommissionens meddelelse om Irak, The EU and Iraq - A framework for Engagement. Dokumenterne danner en klar ramme om EU's engagement i almindelighed og indeholder også en række detaljer.

Endvidere indeholder konklusionerne som nævnt en række meget konkrete handlingspunkter. Det blev bl.a. aftalt, at EU vil samarbejde aktivt med FN i Irak, og at EU vil indlede en dialog med de irakiske myndigheder for at undersøge, hvor EU yderligere kan støtte Irak. For at undersøge dette nærmere har en delegation besøgt Irak for at vurdere situationen. Jeg vender tilbage til resultaterne heraf om et øjeblik.

Det står i alt fald klart, at EU's engagement tager sigte på at støtte genopbygningen af Irak og den interne politiske proces i Irak. I den forbindelse skal også den nationale konference nævnes. Selv om der var store vanskeligheder i forbindelse med forberedelsen af konferencen, må den betegnes som en succes. Alle lag i det irakiske samfund var repræsenteret, herunder mange kvinder. Og endelig viste det sig muligt at opnå enighed om de repræsentanter, der skal sidde i det nationale råd. Etableringen af dette råd er et vigtigt skridt på vejen mod afholdelse af valg.

Desværre er der, til trods for disse gode nyheder, også mange dårlige nyheder. Bortførelser og drab af udenlandske statsborgere, herunder også EU-borgere, er for os et forfærdeligt eksempel herpå. Vi giver udtryk for vores medfølelse med ofrene og deres familie. Vi bør imidlertid ikke glemme, at der også er mange irakere, som bliver ofre for vold, ofte netop de irakere, som har påtaget sig ansvaret for landets genopbygning. Endvidere udgør de konstante anslag mod olierørledninger en alvorlig trussel mod bestræbelserne for at få Iraks økonomi på fode igen.

Det er ikke kun det irakiske samfund og den irakiske økonomi, som er truet af den vedvarende vold. Det gælder også den politiske proces i Irak. Situationen i Fallujah er særdeles bekymrende, og det har de seneste måneder vist sig i Najaf og i Baghdad, at volden også i shiitiske kredse i Irak ulmer under overfladen og pludselig kan bryde ud. Vi hilser i den forbindelse den aftale, som for nylig kom i stand i Najaf, velkommen. Bl.a. takket være ayatollah al-Sistanis modige indsats er der udsigt til, at ro og sikkerhed kan genoprettes i Najaf under ledelse af den irakiske overgangsregering. Lad os håbe, dette betegner et skridt i retning af bedre relationer i Irak og bedre sikkerhedsforhold. Det er tydeligt, at sekterisk vold ikke tjener den almindelige irakers interesser. Han oplever, at terroren indebærer en unødig forsinkelse af opbygningen af landet.

Sikkerhedssituationen er naturligvis afgørende for, i hvilken udstrækning EU effektivt kan bidrage til Iraks genopbygning. Og det er klart, at situationen i øjeblikket ikke er positiv. Ikke desto mindre har det nederlandske formandskab taget tråden op i konklusionerne fra mødet i juli i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), og der er således allerede tale om større engagement fra EU's side i den politiske proces i Irak.

Jeg besøgte selv Irak i august for at understrege EU's støtte til den økonomiske, sociale og politiske genopbygning af Irak. Jeg havde i den forbindelse samtaler med præsidenten, premierministeren og udenrigsministeren. Endvidere talte jeg med FN-repræsentanter i Irak.

Alle irakere, jeg talte med, understregede, at de tillægger det stor betydning, at EU spiller en klar og synlig rolle i Irak. De gav i den forbindelse udtryk for ønsket om, at der åbnes et kommissionskontor i Baghdad. Jeg gav også på EU's vegne udtryk for bekymring over, at der genindføres dødsstraf i Irak.

Hr. Allawi, som kort tid forinden havde besøgt Iraks nabolande, understregede, at stabilitet i Irak var af betydning for hele regionen. Jeg anførte i den forbindelse, at EU gerne er behjælpelig med at søge at etablere regional sikkerhed og stabilitet. Jeg anførte også, at EU ville sætte pris på at blive inviteret til at deltage i den kommende naboskabskonference. EU påpeger allerede nu jævnligt over for Iraks nabolande, hvilket ansvar de bærer i denne sammenhæng.

FN-repræsentanterne tilkendegav under mit besøg, at EU's støtte er af afgørende betydning for deres aktiviteter, ikke mindst når det drejer sig om valgprocessen.

Endvidere introducerede jeg EU's delegation til vurdering af situationen i Irak. Delegationen er i mellemtiden vendt tilbage. Repræsentanter for formandskabet, Kommissionen og Rådets sekretariat undersøgte mulighederne for konkret engagement fra EU's side i forbindelse med civil krisestyring på følgende områder: politi, retsstatsprincipper, offentlig forvaltning og valg. Delegationen førte ikke kun samtaler med de irakiske myndigheder, men også med repræsentanter for FN, USA, NATO, den internationale styrke og valgkommissionen. Delegationen konkluderede, at følgende aktiviteter burde overvejes - jeg tillader mig at give en kort sammenfatning af emneområderne:

For det første træning af politistyrker.

For det andet aktiviteter vedrørende retsstatsprincipper og menneskerettigheder: oplæring af dommere og anklagemyndighed, teknisk bistand ved oprettelsen af en særlig domstol i Irak, retsmedicinsk sagkundskab og bistand ved opgravning af ofre i massegrave, bistand ved oprettelse af et nationalt center for menneskerettigheder og demokrati og undervisning på det juridiske felt.

For det tredje civil forvaltning, kapacitetsopbygning i forskellige ministerier og inden for fængselsvæsenet.

For det fjerde valget: bistand ved og overvågning af valget.

For det femte udvikling af lovgivning vedrørende kontrol af våbeneksport, demobiliseringsprogrammer for væbnede grupper og støtte til ejendomskommissionen.

Der er alt i alt områder nok, hvor EU kan yde en aktiv indsats. Det er i den forbindelse vigtigt, at de aktiviteter, EU iværksætter, opfylder virkelige irakiske behov, frembyder merværdi og supplerer eventuelle eksisterende aktiviteter. Endvidere bør synergieffekten mellem EU's instrumenter og aktiviteter nøje overvåges. Ydermere bør såvel politiske som budgetmæssige og tekniske aspekter inddrages for at sikre vel planlagte aktiviteter, lige som EU skal være sikker på at kunne levere ydelserne.

Det er nu vigtigt, at der sendes en fact finding mission til Irak for mere konkret at kortlægge EU's handlemuligheder. Rådets sekretariat vil sammen med Kommissionen og formandskabet påbegynde planlægningen af en sådan mission.

Jeg vil også endnu en gang nævne vigtigheden af FN's tilstedeværelse i Irak, ikke mindst - som tidligere nævnt - set i lyset af det kommende valg. Hvis FN skal kunne fungere, er tilstrækkelig beskyttelse helt afgørende. Den sikres ved resolution 1546. FN's generalsekretær har anmodet EU's regeringer om at yde et finansielt bidrag til den anden beskyttelsesring, den såkaldte UN Protection Force. Det har vist sig, at medlemsstaterne finder det vigtigt, at der også ydes et EU-bidrag hertil. Formandskabet arbejder i øjeblikket ihærdigt på at sikre, at der tilvejebringes et sådant bidrag fra EU. Medlemsstaterne anmodes i den forbindelse om at yde et bidrag, og det undersøges, om det er muligt at sikre et bidrag via budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg har inviteret premierminister Allawi til at deltage i Det Europæiske Råds møde den 5. november. Jeg tilstræber, at vi på det tidspunkt kan præsentere et konkret tilbud om støtte til Irak i forbindelse med landets genopbygning.

(Bifald)

  Patten, Kommissionen. - (EN) Det er næsten præcis fem år siden, at jeg stod frem her i Parlamentet ved høringen som indstillet kommissær. Siden da har jeg været heldig at deltage i bogstavelig talt massevis af forhandlinger - efter sigende flere end nogen anden kommissær. Det viser Parlamentets interesse for de eksterne forbindelser. Jeg vil gerne takke Parlamentet og parlamentsmedlemmerne for den høflighed, som jeg uvægerligt har fået udvist. Jeg har nydt at komme her. Det er efter min mening vigtigt at prøve at skabe demokratiske rødder i forbindelse med udenrigspolitikken. Det er ikke et område for offentlig politik, som skal overlades til de diplomatiske eksperter, hvis fortid i bedste fald er en smule blakket.

Når jeg rider bort i solnedgangen, vil jeg dog gerne føre til protokols, at jeg har værdsat, at Parlamentet, ikke med stormskridt, men måske ad nødvendige snørklede veje, har medvirket til at udarbejde Europas fælles udenrigspolitik.

Det største kaos, som har overvældet os i de seneste fem år, har naturligvis været balladen omkring Irak. Jeg ønsker ikke at gentage gamle argumenter. Hvis vi har brug for en påmindelse om, at man ikke kan have en fælles politik, hvis de større medlemslande er dybt splittede, er dette beviset herpå. Andre beviser taler også tydeligt for sig selv. Den slags sker, som nogen engang sagde. Er verden i dag mere sikker, end før den forfærdelige Saddam blev væltet? Er den globale terrorisme på tilbagetog? Er vi tættere på at bygge bro mellem islam og Vesten? Er verdens eneste supermagt mere vidt respekteret? Er borgerne i vores demokratier blevet behandlet på en sådan måde, at de vil lade tvivlen komme regeringerne til gode, næste gang de får at vide, at der skal bruges magt til at foregribe en overhængende trussel? Jeg stiller blot spørgsmål. De ærede parlamentsmedlemmer har Deres egne svar.

Men her står vi nu: Saddam er væltet, volden hærger i størstedelen af det befriede land, regimet ændrede sig med en midlertidig regering, der forbereder demokratiske valg. Hvad end vores kritik har været tidligere, er vi nu alle ved at drukne i disse bestræbelser. Hvis det går dårligt i Irak, vil det gå ud over os alle sammen. Derfor bliver vi nødt til at prøve at samarbejde, så det demokratiske projekt forbliver intakt.

Hvad har vi har pligt til som Union, hvis vi ser bort fra de enkelte medlemsstaters bidrag? Vi har allerede givet tilsagn om og arbejder på at stille 200 millioner euro til rådighed i år. Jeg håber virkelig, at vi kan indgå en aftale om yderligere 200 millioner euro til næste år. Vi er ved at udvikle en god tradition for at udbetale denne bistand, da vi har betalt mere end 200 millioner euro til FN's og Verdensbankens trustfond i løbet af det seneste år. Vi har et godt samarbejde med FN og Verdensbanken, hvor vi hjælper med at sikre, at vores ressourcer udbetales hurtigt og på en god måde. Vi har i år målrettet vores bistand til tre områder, nemlig mod grundlæggende offentlige tjenesteydelser, dvs. sundhed, uddannelse, vand og sanitet, mod fattigdomsbekæmpelse og udvikling af befolkningens muligheder for at tjene til livets ophold samt mod ledelse og det civile samfund.

Jeg vil dog ikke påstå, at alt er godt. Hvordan skulle jeg kunne det? Den farlige sikkerhedssituation, som ikke mindst fremgår af den rystende række kidnapninger, senest af de humanitære hjælpearbejdere, der har helliget sig irakernes trivsel, og af gårsdagens forfærdelige grusomhed i Baghdad, begrænser tydeligvis udbetalingstempoet på samme måde som den kendsgerning, at vi arbejder sammen med en overgangsregering, som stadig føler sig frem inden for den offentlige forvaltning. Sådan er livet - i hvert fald i Irak - og vi vil fortsat bestræbe os på at gøre vores bedste, som situationen på stedet tillader det. Jeg kan dog kun sige, at jeg er helt overbevist om, at vores beslutning om at anvende en multilateral trustfond uden tvivl var rigtig. Det kan kun bekræftes ved at sammenligne vores udbetalingstempo med andre bilaterale bidragsyderes, herunder den allerstørste bidragsyder.

Da vi foreslog Parlamentet at give tilsagn om 200 millioner euro til Iraks genopbygning, hvilket får beløbet, som vi bruger i 2003-2004, til at stige til over 300 millioner euro, hævdede visse ærede parlamentsmedlemmer, at vi var sparsommelige. De mente, at vi burde gøre mere. De foreslog, at vi skulle bruge mindst 500 millioner euro, selv om de var tilbageholdende med at fortælle, hvor de ekstra penge skulle komme fra.

Her til morgen læste jeg med interesse en rapport fra BBC fra Washington. Ifølge rapporten ønsker den amerikanske regering at omfordele flere milliarder af USA's genopbygningsmidler til Irak og i stedet bruge dem på sikkerhed og andre kortsigtede behov. Amerikanske embedsmænd siger, at denne nye strategi er kommet på tale efter flere måneders undersøgelser. Endvidere fremgår det af rapporten, at skiftet af kritikere fortolkes som bevis på, at storstilede langsigtede planer om at omlægge økonomien simpelthen ikke var realistiske. Kritikere hævder også, at man i høj grad havde undervurderet intensiteten og potentialet for voldelig modstand. Jeg mener, at vi traf en rigtig afgørelse om, hvilke beløb det var fornuftigt at bruge på Irak, og jeg mener, at Parlamentet gjorde klogt i at støtte den afgørelse.

Inden for de kommende måneder vil vi fortsætte med at gennemføre forslagene fra meddelelsen af den 9. juni, som fik bred opbakning. Vi vil især fokusere på det væsentlige punkt med støtte til valgprocessen. Så snart den uafhængige valgkommission og FN har fastlagt nøjagtig, hvad de ønsker, er vi klar til at hjælpe - hvilket jeg vil fortælle den irakiske præsident, når jeg mødes med ham senere i dag. Men jeg vil gøre det klart, at vi under de nuværende omstændigheder hverken kan eller vil foreslå en almindelig valgobservationsmission - det vil simpelthen være umuligt, hvilket de ærede parlamentsmedlemmer, som selv har deltaget i valgobservationsmissioner, godt ved. Vi vil dog finde måder til at sikre, at vi fuldt ud hjælper med at få frie og retfærdige valg i Irak.

På længere sigt skal vi vurdere, hvordan Kommissionen bedst kan være repræsenteret på stedet. Det vil uden tvivl være vanskeligt, dyrt og muligvis farligt at sende en delegation. Det er vi dog villige til at overveje, hvis det står klart, at vi på den måde mere effektivt kan hjælpe det irakiske folk. Derfor vil jeg sige det rent ud. Vi vil arbejde på en bedre fremtid i Irak trods bitterheden fra tidligere tvister.

Jeg har dog et andet generelt punkt, som jeg gerne vil fremsætte, og som er opstået ud fra overvejelserne om Irak. Jeg håber, at Parlamentet vil bære over med mig, når jeg går lidt væk fra hovedemnet i det, der næsten helt sikkert er min sidste fremtræden i parlamentet over alle parlamenter. Da nogle af os for godt to år siden udtrykte bekymring over, at USA gik væk fra den form for multilateralisme, som har kendetegnet USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig, blev vi mødt af kraftig kritik. Vi blev forsikret om, at USA stadig ønskede at samarbejde med de allierede, forudsat at de delte Washingtons syn på, hvordan man håndterer en farlig verden, og i det store og hele holdt eventuelle forbehold for sig selv.

Nogle allierede fulgte da også USA til Baghdad, en handling, der endnu ikke har givet - som vi har bemærket - de behagelige og gunstige konsekvenser, som blev forudsagt og lovet. Befrielse blev hurtigt vendt til besættelse - eller hvad der blev opfattet som besættelse - som mødte kraftig modstand med grusomhed efter grusomhed. Demokratiet rullede sig ikke ud som et orientalsk tæppe hen over de utaknemmelige ørkener i Mellemøsten. Frem for alt førte sejr i Baghdad ikke til fred i Jerusalem og Palæstina. Derfor blev vi for nylig underrettet om, at de allierede og multilateralisme igen var på mode i Washington, hvilket delvis skyldes, at den amerikanske neokonservative unilateralisme tydeligvis ikke var i stand til at oprette et område med fred, sikkerhed og demokrati. Selv FN mente, man kunne gøre nytte. Udenrigsministeriet leve!

Færdigt arbejde? Drager alle et lettelsens suk? Kan vi nu se frem til at genanvende den gammeldags opfattelse af, at allierede skal ledes og ikke kommanderes med, og at de multilaterale institutioner kan bruges til noget fornuftigt, selv af verdens eneste supermagt - at, med al respekt for Machiavelli, det er bedre at være respekteret og ikke kun frygtet?

Retorikken i den nuværende amerikanske valgkampagne rejser uundgåeligt nogle spørgsmål. Jeg vil ikke vælge side. USA vælger selv sin præsident og kongressen. Resten af verden er tilskuere. I Europa bør vi samarbejde så godt som muligt med den, der måtte vinde. Vi er ikke partisaner i processen, uanset vores private holdninger. Desuden er jeg ikke så naiv, at jeg forveksler valgretorik med en platonisk dialog. Jeg har trods alt selv været partiformand. Men valgretorik afspejler noget, og det, der afspejles her, er temmelig foruroligende.

Hvis man ønsker at få hurtigt bifald fra visse kredse i USA, skal man tilsyneladende bare gå løs på FN eller franskmændene, eller blot selve begrebet om, at de allierede har ret til at have en selvstændig holdning. Multilateralister, hører vi, vil outsource den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik til en flok hvidløgs- og ostespisende tøsedrenge. Befolkningens meninger, som USA's grundlæggere mente, deres land skulle kende og respektere, behandles med foragt, medmindre de omhyggeligt afspejler dagsordenen for American Enterprise Institute og Fox TV, går jeg ud fra.

Hvad kan vi konkludere ud fra alt dette? For det første er multilateralisme frem for alt i USA's interesse, hvilket tidligere regeringer ikke ville have sat spørgsmålstegn ved, og hvilket de fleste politiske ledere ville have tilsluttet sig i de sidste 60 år. For det andet er det helt sikkert i supermagtens nationale interesse at lade de allierede stå for skud, ikke ved at anfægte deres ret til at blive hørt, men ved at undersøge, hvad de har at sige, og hvordan de har tænkt sig at gøre deres retorik om samarbejde til effektiv, ikke udpint, multilateralisme. For nu at nævne et indlysende punkt, hvordan har vi så tænkt os at dræne de sumpe, hvor terrorismen lever - for at bruge samme floskel - og samtidig skyde nogle af krokodillerne? Hvordan og hvornår vil vi i Europa støtte brugen af magt til at støtte det internationale retssamfund? Det er et spørgsmål, som vi i Europa ofte lister uden om.

Hvis den politiske kultur med amerikansk enegang udelukker at samarbejde og tale med fremmede, hvis upopularitet i udlandet opfattes som en udmærkelse, en kilde til stolthed, vil alt for mange europæere begå samme fejl og tro, at man ved at snigløbe USA har en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg er mest bekymret for, at vi på begge sider af Atlanten vil få det værste frem i vores normale samarbejdspartnere. Verden fortjener mere end testosteron på den ene side og hånlighed på den anden. De amerikanske og europæiske borgere har også gjort sig fortjent til noget bedre. De står trods alt over for de samme farer og de samme udfordringer. Jeg ønsker et Europa, som er en superpartner og ikke en superkritiker - en superpartner til en respekteret global leder. Alle alternativer hertil er blot udsigt til en farligere og mere kværulantisk fremtid.

(Kraftigt bifald)

  Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, ud over stabilisering, rehabilitering, genopbygning og demokratisering af Irak, der efter min opfattelse er opgaver, der ikke kun bør henhøre under USA's eneansvar, men hele det internationale demokratiske samfund, mener jeg, at der nu er en umiddelbar og uopsættelig prioritering - som rådsformanden ikke eksplicit er kommet ind på - nemlig frigivelsen af de to bortførte franske journalister, hr. Malbrunot og hr. Chesnot, og deres syriske chauffør samt de to italienske hjælpearbejdere, frk. Torreta og frk. Pari.

Hr. rådsformand, vi er bekymret over det, De har sagt om, at Rådet fortolker disse kendsgerninger som en trist nyhed, og vi er bekymret over Deres udtalelse i går i Udenrigsudvalget om, at Rådet har besluttet, at det var bedst ikke at gøre noget, hvilket efter min mening er et bevis på EU's afmagt. Det bekymrer os også, hr. rådsformand, at Ministerrådet ved førstebehandlingen besluttede ikke at udnytte fleksibilitetsinstrumentet til at finansiere Irak-prioriteringen, hvilket er i modstrid med Kommissionens og Europa-Parlamentets forslag. Jeg håber, at der er tale om en taktisk holdning fra Rådets side, som bliver rettet ved andenbehandlingen.

Men uanset eventuelle technicalities, hr. formand, var dagen i går en ny tragisk dag i Baghdad med dusinvis af døde. Jeg synes, at det fremgår klart af formiddagens forhandling, at vi hverken kan eller må forholde os ligegyldigt til terrorismen, at terrorismen berører os alle på samme måde, og at vi alle skal komme med et fælles svar. Vi skal derfor gøre fælles front mod terrorismen.

Det bedste svar, Europa-Parlamentet kan komme med over for terrorismen, er at stå sammen i den beslutning, som Parlamentet i morgen skal vedtage om Irak. Jeg synes, at det bedste bidrag - bortset fra de forslag, Kommissionen kommer med i sit initiativforslag, der netop går ud på at sikre freden, forståelsen, genforeningen og harmonien i Irak med henblik på valget, der skal finde sted til januar - er at stå sammen.

Jeg vil slutte, hr. formand, med på vegne af min politiske gruppe at give udtryk for vores anerkendelse - jeg var til stede under høringen af hr. Patten som koordinator for min gruppe, da han blev udnævnt til kommissær - og taknemmelighed over for hr. Patten, fordi han altid har stået til rådighed og altid har udvist en positiv og konstruktiv holdning over for Parlamentet.

(Bifald)

FΟRSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  D'Alema (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi drøfter nu udsigterne for Irak med de billeder foran os, som vi får fra landet. Det er billeder af krig, af en krig, der tilsyneladende er uendelig, og af en konflikt, som ikke gør det let at være optimistisk.

Samtidig frygter vi for gidslerne og for denne afskyelige form for vold og afpresning. Det internationale samfund skal stå sammen om at redde disse mennesker, journalister og frivillige, samt de irakiske borgere og borgerne fra andre lande. Derfor må vi appellere til den arabiske og islamiske verden om at isolere terrorismen og mindske tilslutningen til disse former for vold. Samtidig tror jeg, at vi skal rette en appel til den midlertidige regering i Irak og til den internationale koalitions styrker om, at der ikke lægges hindringer i vejen for indsatsen for at få gidslerne frigivet, samt at man indstiller militæroperationer og bombeangreb, som har kostet mange civile ofre i de irakiske byer, og som bestemt ikke er med til at skabe et gunstigt klima for de forhandlinger, der skal redde de tilfangetagnes liv.

Når man ser bort fra den tragiske gidselsituation, har vi med råds- og kommissionsrepræsentanternes ord rettet blikket mod virkeligheden og mod udsigterne for Irak. Hvis denne dramatiske krise skal overvindes, er der ingen tvivl om, at det er nødvendigt med et politisk retningsskifte i Irak og mere generelt med et retningsskifte, når det gælder terrorismebekæmpelsen, sådan som det også fremgik af debatten her til morgen. Krigen og den militære besættelse af Irak har vist sig at være en tragisk fejltagelse. I stedet for at dæmme op for terroren har det gjort den stærkere og farligere. Det har gjort hadet til Vesten udbredt i hele den islamiske verden, og det risikerer at kaste hele verden ud i et kultursammenstød, der er den bedste grobund for fundamentalisme.

Både i Irak, Tjetjenien og Palæstina har krig, brutal undertrykkelse og nægtelse af menneskerettighederne og befolkningernes rettigheder befordret terrorismen. Nu er man nødt til at ændre kurs. Det betyder ikke, at man skal give afkald på brugen af magt, men at politik og international ret igen skal komme i første række. Vi bebrejder ikke de amerikanske konservative, at de har bekæmpet terrorismen. Men vi bebrejder dem, at de har foretaget denne bekæmpelse på den forkerte måde og dermed gjort usikkerheden i verden større.

Vi skal gå tilbage multilateralismen, og vi skal være opmærksomme på, at fredsprocessen i Irak formodentlig kræver nogle meget klare og modige valg. Det er f.eks. usandsynligt, at de væbnede amerikanske styrker i landet bidrager til fredsprocessen, eftersom det er tydeligt, at tilstedeværelsen af dem, der ønskede og førte krigen, fremmer terrorismen i stedet for at skabe ro. Disse styrker bør trækkes tilbage i forbindelse med valget og i FN-regi erstattes med styrker fra lande, der ikke er involveret i konflikten. Man skal på alle områder gå tilbage til politik, multilateralisme og international ret. Det er holdningen i Europa, og det er holdningen her i Parlamentet. Vi har brug for stærke institutioner, der kan gøre denne holdning til konsekvent politisk handling og ikke blot til en appel.

Til sidst vil jeg gerne takke kommissær Patten for hans arbejde og for hans ord her til morgen, hvormed han - om ikke andet i en smuk tale - gav udtryk for de fleste europæeres holdning.

(Bifald)

  Watson (ALDE). - (EN) Hr. formand, på vegne af min gruppe vil jeg gerne takke kommissær Patten for hans villighed gennem de sidste fem år til at deltage i forhandlinger med Parlamentet iført slips med et svagt blåt skær. Jeg er glad for, at han nyder den politiske frihed, som mit parti hjalp ham med at få, og vi ønsker ham al held og lykke med sine fremtidige gøremål.

Der er mange i og uden for Parlamentet, som stadig fokuserer på at få placeret ansvaret for krigen i Irak. Uanset hvor dette ansvar bliver placeret, insisterer De Liberale på, at vi det ikke skal komme imellem Europa og Europas vigtige ansvar for det medtagne land. Når din vens hus brænder, giver du dig ikke til at diskutere, hvem der tabte tændstikken. Nu hvor det tyranniske diktatur er væk, er Irak bristet som en ødelagt dæmning. Hvis vi ikke får kontrol med oversvømmelsen, truer den med at brede sig til hele regionen og oversvømme Iran, Syrien, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Den vil drukne håbet om demokrati i Mellemøsten.

Alt andet i Irak drejer sig om at stoppe drabene. Irak er et vakuum, og i Falluja, Talafar og Baghdad er volden og den uacceptable terror med gidseltagning skyllet ind for at udfylde tomrummet efter Saddam Husseins fald. Alt for ofte har koalitionsstyrkerne og den kæmpende irakiske regering dog besvaret volden med forfejlet vold. Kamphelikoptere og hårdhændet militærtaktik i stærkt befolkede bygader kan kun forstærke den uvilje og uro, som rekrutterer militarister.

Irak har brug for international hjælp - en dyb og omfattende forpligtelse, som ikke kan tolerere fejl. Inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolution 1546 skal det internationale samfund yde enhver form for bistand til overgangsregeringen, og efterfølgende til den suveræne efterfølger. Jeg bifalder den forpligtelse, som vores diplomatiske ekspert, hr. Bot, har givet udtryk for her i dag.

De Liberale mener, at EU kan tilbyde erfaring med alt lige fra genopbygning af Iraks krigshærgede infrastruktur til rådgivning om udarbejdelsen af den nye forfatning. Derfor har vi støttet Kommissionens opfordring om yderligere 200 millioner euro til humanitær bistand. Men Irak har brug for mere end penge. Hvis voldsspiralen kan stoppes, kan Europa hjælpe med at uddanne politifolk, dommere og lærere. Europa kan hjælpe med at genopbygge civilsamfundet i Irak gennem støtte til ngo'er, fagforeninger og politiske partier. EU kan spille en afgørende rolle med at støtte og sikre valgene til Iraks overgangsnationalforsamling til januar næste år. I et land, hvor næsten alle borgere er afhængige af statsstøtte, kan vi hjælpe med at skaffe den ris og det hvedemel, som forhindrer sult i Irak, og den sæbe, som beskytter mod den ødelagte offentlige sanitet.

Vi mener, at Europa skal hjælpe Irak med at komme væk fra de autoritære principper. Det nye Irak skal bygges på stabile demokratiske institutioner. Irak stiller os over for en udfordring. Kun en stabil demokratisk regering kan ændre Mellemøsten, og det kan kræve forpligtelser fra vores side i en generation.

(Bifald)

  Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær Patten, jeg vil gerne rette en hjertelig tak til Dem for Deres klare ord til sidst. De understregede, at vores debat i dag ikke kun vedrører Irak, men også skal tage højde for en omfattende politisk tilgang. Det er blevet tydeligt, at Europas elementære interesse frem for alt må bestå i at finde en fredelig løsning for Irak - ikke kun for Irak, men for hele regionen. Vi skal udvikle en sammenhængende politik for Irak, Iran, Syrien og naturligvis Israel og Palæstina. På vej hen imod denne vanskelige løsning, der ligger foran os, bør vi også benytte debatten til at skabe klarhed og til at analysere, også selv om vi endnu ikke kender de endegyldige svar.

Vi har i de seneste måneder, hvad angår Irak, været vidne til en absolut eskalation af volden: forebyggende interventioner fra de allieredes side, Guantánamo, Abu Ghraib med alle disse skrækkelige forsøg på at retfærdiggøre tortur, frygtelige terrorangreb, henrettelse af uskyldige gidsler, tilbageholdelse af gidsler indtil i dag. Jeg vil i denne forbindelse også gerne nævne en anden meddelelse, som har chokeret mig i dag, nemlig rapporteringen fra en hemmelig tjeneste om, at Syrien skal have afprøvet kemiske våben på sudanesere. Alt dette er ikke kun handlinger som udtryk for en eskalation af volden, det er handlinger, vi fordømmer dybt, som vi bekæmper, og vi har også indskrevet denne fordømmelse i den europæiske forfatning.

Hvor står vi i dag? Efter gårsdagens grusomme angreb med de mange - mindst 60 - døde kan et blik mod pressen måske afspejle forskellene og rådvildheden i den politiske verden. I Berner Zeitung står der "Ud af Irak", Le Figaro skriver "USA skal føre krigen til ende", Der Kurier skriver, at "Irak falder fra hinanden for øjnene af besætterne", og at "Bush har bebudet, at pengene til sikkerhedsformål skal anvendes nu i stedet for at sikre befolkningens vandforsyning".

Hvor ligger vores ansvar, og hvor kan vi gå hen? Jeg tror, vi skal forsøge at finde det politiske ansvar i fællesskab trods alle forskelligheder. Vi skal opnå troværdighed. Jeg tror, det bliver nødvendigt, for kun med troværdighed vil vi kunne opnå befolkningens støtte og en styrkelse af FN. Det betyder en fordømmelse af det, der skal fordømmes, og at gøre alt for at forberede frie valg så hurtigt som muligt med alle demokratiske midler, således at det irakiske folk vinder suveræniteten tilbage.

  Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, der er efter min mening ingen tvivl om, at det er vores alle sammens hovedprioritering at gøre den størst mulige indsats for at få gidslerne frigivet - både de franske, italienske og irakiske gidsler - eftersom alle menneskeliv har samme værdi. Men hvis vi skal opnå dette, er det ikke nok med generelle ord og erklæringer. Hvem i Europa vil ikke gerne have gidslerne frigivet?

Jeg spørger dog mig selv, hvordan vi kan tillade os netop at bede om, at menneskerettighederne respekteres, og at man skåner gidslernes liv, når hærene fra lande, som er medlemmer af Europa-Parlamentet, bliver ved med at bombe og slå civile ihjel. Vi tilslutter os ngo'ernes appel og anmoder om, at bombeangrebene indstilles. Terrorisme og krig er to sider af samme sag og fremmer hinanden. De er den sande fjende for de pacifister og bevægelser, der arbejder for at skabe et nyt samfund i Irak. Vi ved ikke, hvem der står bag disse kidnapninger, men vi ved, at man fra flere sider har interesse i, at ngo'erne forlader Irak og ikke er vidner til den krænkelse af rettighederne, som sker alle steder.

Jeg hørte ikke Rådet sige, at det fordømmer krigen, nemlig den forebyggende krig, der har trådt århundreders menneskerettigheder under fode. Vi anmoder om en øjeblikkelig tilbagetrækning af tropperne og bekendtgør hermed, at vi stemmer imod det beslutningsforslag, der bliver stillet i morgen, hvis ikke vores ændringsforslag mod krigen og for troppernes tilbagetrækning bliver vedtaget. Vi er fortsat enige med de store fredsbevægelser og med den offentlige mening, som er modstandere af krig og terrorisme uden betingelser.

(Bifald)

  Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, vi bør lytte, når der lyder konstruktive toner fra irakisk side. Det var tilfældet under Saddam Husseins rædselsregime, og det er i lige så høj grad tilfældet nu, hvor det direkte drejer sig om fremtiden for "landet mellem floderne". I øjeblikket lyder der fra disse dybt bekymrede irakere en anmodning til EU's medlemsstater om først og fremmest på konstruktiv vis at være synlige i deres land og i regionen. Helt konkret anmoder de om, at alle EU-medlemsstater indtager en klar og fast holdning til Iraks nabolande og deres vedholdende engagement i den terrorisme, som spreder sig på irakisk jord. I modsat fald kommer EU selv med tiden til at betale regningen. Endvidere lægger de pågældende irakere vægt på, at den påtrængende genopbygning af landet sættes i gang regionalt og lokalt. Der er muligheder herfor i det nordlige og det sydlige Irak. EU's medlemsstater bør ikke forpasse den mulighed. Lykkes den lokale og regionale genopbygning, kan befolkningen i terrorismens arnesteder selv konstatere, hvad der tjener dem bedst.

Det bringer mig til min afsluttende bemærkning, som vedrører Iraks fremtidige statsstruktur. En føderal løsning, som tager sigte på at bevare landets territoriale integritet, mødes med tilbageholdenhed i nabolandene. Det er endnu en glimrende anledning til at vise europæisk engagement i national og regional stabilitet. Det er mit håb og min forventning, at dette engagement under nederlandsk formandskab også vil udmøntes på transatlantisk niveau, for dermed vil vi bidrage til at sikre Mesopotamiens fremtid.

  Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, selv om hensigterne er gode, beklager vi, at Europa i det store og hele ikke er i stand til at imødegå de triste kendsgerninger i forbindelse med den internationale krise, terrorproblemet og situationen i Irak. Hvis USA har for meget indflydelse i de internationale forbindelser, hr. kommissær, skyldes det, at Europa reelt er magtesløst.

Som europæere ville vi gerne allerede nu have den forfatning, som vi har været sene til at vedtage. Vi ville nemlig gerne allerede nu have en EU-udenrigsminister, som netop i dette øjeblik kunne være i Irak og udføre sin opgave med ægte myndighed, også for at forhandle om udleveringen af de franske og italienske gidsler. Her vil jeg gerne minde om de to italienske piger, Simona Pari og Simona Torretta.

Denne terrorisme, hvor et menneskeliv ikke betyder noget, hvor uskyldige børn voldtages og slås ihjel, hvor fredsarbejdere eller civile kidnappes, og hvor de europæiske regeringer og befolkninger afpresses, kan kun være genstand for vores hårdeste og ubetingede fordømmelse. Med sin destabilisering tager denne terrorisme formodentlig også sigte på at forsinke eller på anden vis hindre afholdelsen af valget i Irak, hvilket ville være helt uacceptabelt.

Til sidst vil jeg gerne sige, at vi efter min mening bør sende et stærkt signal om hele Europa-Parlamentets solidaritet og støtte til alle dem, der befinder sig i Irak, til soldaterne på fredsmission, til ngo'erne, som med en beundringsværdig stædighed har valgt at blive og gøre deres arbejde for at hjælpe civilbefolkningen, til ofrenes familie og - tillad mig at sige dette - i dette øjeblik navnlig til gidslernes familie.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, lige som langt størstedelen af den polske befolkning var og er jeg imod krigen i Irak. Jeg var også, lige som alle andre her i Parlamentet, imod Saddam Hussein. Derfor har jeg ret til at sige, at Irak ikke længere skal have lov til at dele Europa, og at EU bør handle i fællesskab og nå til en grundlæggende enighed og stå bag det, som man er blevet enig om.

Det betyder ikke en kunstig aftale eller en fiktiv enhed. Det betyder en forståelse mellem Europas nationer og regeringer, både dem, der gik ind for en intervention i Irak, og dem, som var imod interventionen, og det betyder en forståelse baseret på et konkret mål. Dette mål, der måske ikke er særlig effektivt og måske ikke løser alle problemer, men som er ekstremt konkret, er at afholde lokale valg så hurtigt som muligt og f.eks. starte i Najaf og Karbala. Opbygningen af et demokrati i Irak skal begynde fra bunden, ikke fra toppen. Bunden er i dette tilfælde lokale valg og oprettelsen af regionale myndigheder, der har beføjelser og ikke kun rifler. Toppen er nationale valg, og det er den eneste rigtige rækkefølge. Vi må være klar over, at lokale valg er den nødvendige medicin, men at den har bivirkninger, og at de kan medføre, at Irak deles i en sunnitisk, en shiitisk og en kurdisk indflydelseszone. Det kan ikke nægtes, men det er at foretrække frem for en situation, hvor alle konstant er i krig med hinanden.

Endelig bør EU's delegation være i Baghdad, ikke i Amman, der ligger langt fra den irakiske hovedstad. Lad os ikke overlade Baghdad til USA. Ansvarsforflygtigelse er ikke en fremgangsmåde, der sømmer sig for EU.

  Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, uden stabilitet i regionen er der ingen genopbygning af samfundet, ingen sikkerhed for investeringer, og uden dette er der igen ingen mulighed for at få en virkelig fredelig udvikling. Vi ved alle, at dette kun kan lykkes, hvis den irakiske regering får autoritet og legitimitet i forhold til sin egen befolkning, og dette ikke er en autoritet, der lånes fra den amerikanske unilateralisme. Derfor spiller valget en stor rolle, derfor spiller FN en rolle, og derfor blev jeg så forskrækket, da Kofi Annan i går sagde: "FN kan først engagere sig fuldt ud igen, tage derhen igen, når der hersker sikkerhed." Det bider sig selv i halen. Hvis FN ikke tager derhen, kan der ikke skabes sikkerhed, men hvis FN ikke tager derhen, fordi der ikke hersker sikkerhed, er det et udtryk for hele det internationale samfunds hjælpeløshed i denne sag. Efter min mening skal vi derfor understrege, at terrorisme på ingen måde kan være begrundet, at vi altid er mod terrorisme, der her udøves af et mindretal i Irak, og at vi skal støtte flertallet i befolkningen.

Men samtidig må vi gøre dette i en dialog, således at afhugningen af terrorismens hoved ikke sker efter hydraprincippet, hvor der for hvert afhugget hoved vokser flere nye ud. Og vi må ikke gøde jorden i denne sag. Efter min mening skal vi i EU derfor gøre, hvad vi kan, og det i form af politiske forandringer, bistand, også på områder, som de 200 millioner skal finde anvendelse på, for at organisere hjælp, etablere en dialog, opbygge strukturer, af hvilke der kan vokse en varig udvikling. Dette gælder ikke kun for Iraks vedkommende, men er derimod et spørgsmål om stabilitet i hele regionen, som vil afgøre, om der bliver tale om clash of civilisations, om vi kan forhindre den store krig mellem kulturerne. Vi er takket være flere fejltagelser allerede kommet meget, meget langt.

Tillad mig at sige et par ord her til sidst. Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til kommissær Patten for samarbejdet i de forgangne år. Måske får jeg lejlighed til det endnu en gang. I dag har han igen understreget, at vi kan få politisk succes her i vesten, hvis vores politik er forbundet med moralsk integritet. Jeg har en følelse af, at vores moralske integritet er på retur på grund af Guantánamo, på grund af flere andre ting også, på grund af tortur og alle de ting, der sker dér. Hvis det ikke lykkes os at få en større moralsk integritet, får vi ikke troværdighed til at udforme denne proces fredeligt på fornuftig vis.

(Bifald)

  Moscovici (PSE). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, lige som De hørte jeg rådsformanden fortælle os om de gode og de dårlige nyheder, hvor han efter min mening måske lagde en smule for meget vægt på de gode nyheder og ikke tilstrækkeligt på de dårlige. Jeg takker kommissær Patten for med sin sædvanlige spidsfindighed og ligefremhed at have opfordret os til at sætte os ud over de overforenklede splittelser, der er mellem atlantismen og antiamerikanismen, mellem unilateralismen og multilateralismen. Det er netop, hvad vi skal gøre.

Men i dag, næsten to år efter, at denne krise brød ud, er vi tvunget til at konstatere, at vi står over for et nederlag, eftersom alle de målsætninger, som blev skrevet ned, ikke er opfyldt, og her taler jeg ikke engang om masseødelæggelsesvåbnene. Den regionale stabilitet er tydeligvis ikke til stede, demokratiet har ikke haft nogen afsmittende virkning, Irak er ikke i sikkerhed, og kampen mod terrorismen har ikke gjort fremskridt. Jeg vil endda sige, at den militære aktion alene i Irak tværtimod har ført til, at alle former for terrorisme har udviklet sig. Alt dette skal fordømmes og fortjener overvejelse. Vi skal ikke glæde os over dette nederlag, tværtimod, vi skal handle, tage ved lære af det og forsøge at være effektive i fremtiden. Men det, der skal mobilisere os i dag, og som Parlamentet skal prioritere, er selvfølgelig spørgsmålet om gidseltagningerne i Irak, gidseltagninger af italienere, franskmænd og i det hele taget europæere, men også dem, der ledsager dem, hvad enten de er irakere eller syrere. Vi skal mobilisere os for at få frigivet disse gidsler, fordi friheden er et værdifuldt gode, og fordi det ikke er hvilke som helst fag, der rammes, eftersom det drejer sig om journalister, menneskerettighedsforkæmpere og ikke-statslige organisationer, kort sagt folk, der løber nogle risici. For alle disse menneskers skyld tror jeg, som hr. Salafranca sagde, at Parlamentet i dag skal give udtryk for sin mening på basis af principper om enhed og solidaritet for at få frigivet disse gidsler.

Samtidig betyder det ikke, at vi er færdige med Irak, vi skal stille os andre spørgsmål for at kunne skifte politisk retning, som Massimo D'Alema nævnte. Jeg vil nøjes med at nævne nogle få. Vi bør således kræve en ændring i arten af de multinationale styrker. Det er nu på tide, tror jeg, reelt at placere denne styrke under FN's generalsekretærs ansvar. Vi skal alle i fællesskab fokusere på den demokratiske proces. Vi ved, at der er planlagt valg til begyndelsen af 2005, men vi må i dag konstatere, at de ikke er sikret, og at vi absolut må sørge for, at de kan afholdes under frie og retfærdige forhold. Endelig tror jeg, det nu er på tide at indkalde til en international konference for at støtte den politiske overgang og fremme reformeringen af Irak.

Endelig tror jeg, og det bliver mine sidste ord på dette stadie, at vi bør insistere mere, end vi gør, mere end Rådet måske har gjort, på respekten for menneskerettighederne hos alle de tilstedeværende partier. For det er sandt, som Chris Patten og også hr. D'Alema har sagt, at vi står over for nogle krigsbilleder, som er uudholdelige, og som afspejler en fuldstændigt håbløs konfrontation. Derfor, kære kolleger, skal vi vende tilbage til Irak. Vi skal overveje det, der foregår i dag efter konflikten. Men først og fremmest skal vi, og jeg gentager, mobilisere hele Parlamentet for at få frigivet gidslerne, og jeg beder alle i hele salen om at godkende en beslutning, som går i den retning, for den vil vidne om, at vi står samlet.

(Bifald)

  Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, det foreliggende fælles beslutningsforslag er både komplet uskadeligt og komplet indlysende. Er man kynisk, kunne man mene, at vi lige så godt helt kunne undlade at vedtage noget beslutningsforslag. Som pragmatiker og erfaren politiker mener jeg, at beslutningsforslaget med al ønskelig tydelighed viser, at Europa-Parlamentet og de politiske grupper har lige så svært ved at komme på det rene med situationen i Irak som Kommissionen og Rådet. Jeg var, som også den belgiske regering, afgjort modstander af invasionen i Irak. Jeg har også i tidligere funktioner søgt at overbevise USA om, at invasion i Irak er et, noget ganske andet er at indføre demokrati der. Jeg har også sagt, at det er nemt for dem at invadere et land, men at forlade et land igen er langt vanskeligere og farligere. Det er også min vurdering, at verden i dag er langt farligere end før krigen i Irak. Men der rejser sig så spørgsmålet, hvad vi gør som Europa-Parlament, hvad Det Europæiske Råd, Ministerrådet og Kommissionen gør, i betragtning af at verden er blevet farligere. Vasker vi blot vores hænder og erklærer os uskyldige, for vi har ikke ønsket denne situation? Håber vi på, eller beder vi om, hvis vi er troende, at alt på mirakuløs vis ordner sig? Eller søger vi tilflugt i det udsigtsløse perspektiv, i den krig mellem civilisationer, som visse kredse både her og hinsides Atlanten så længe har forudsagt, ja, det synes undertiden, som om de ønsker en sådan krig. Vi står alle over for den vanskelige opgave at lægge alt dette bag os og nå til enighed om den fremtidige udvikling i Irak, i Mellemøsten og på globalt plan. Det er indlysende, at alle gidsler, uanset nationalitet og baggrund, straks bør frigives, og det er indlysende, at vi alle bør gøre vores yderste, for at det sker.

(EN) Jeg vil gerne afslutte med nogle få ord til kommissær Patten. For to uger siden havde jeg mulighed for at fortælle ham, at det havde været en stor ære og privilegium at arbejde sammen med han. Jeg vil gerne bede ham, nu hvor han rider bort i solnedgangen, om ikke at synge "jeg er en stakkels ensom cowboy", men at gribe muligheden for at vælge den lejlighedsvis temperamentsfulde tango!

(Bifald)

  Guidoni (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, gidseldramaet for nylig - her tænker jeg på alle gidslerne, både de italienske, de franske og de irakiske, hvis ubetingede frigivelse vi endnu en gang anmoder om - understreger den yderst alvorlige situation, der er opstået i Irak. Selv de allieredes militærkommandoer indrømmer nu uden videre, at en del af det irakiske territorium er uden for deres kontrol.

Vi kan nu se, hvor uegnet den militære løsning således er til at løse terrorproblemet og sikre Iraks overgang til demokrati. Hvis vi skal lægge grunden til en ny demokratisk orden, er det ikke tilstrækkeligt med en provisorisk regering, som reelt er USA's marionetregering, og som derfor ikke anerkendes af lokalbefolkningen. Der er kun én måde at skabe stabilitet i Irak på, og det er en øjeblikkelig tilbagetrækning af styrkerne.

Der er ikke tale om at give efter for terrorgruppernes afpresning, men om at sende konkrete signaler om en ændring af strategien, og her er besættelsesstyrkernes tilbagetrækning en forudsætning for udsendelsen af en FN-sikkerhedsstyrke, der består af styrker fra lande, som ikke deltog i krigen. Bush-doktrinen om en forebyggende krig har vist sig at være forfærdelig forkert og ude af stand til at bekæmpe terrorismefænomenet, der tværtimod er blevet mere udbredt i netop konfliktområderne.

Et syn på verden, som er baseret på et enkelt lands totale politiske og økonomiske dominans, er ikke acceptabelt. Europa kan og skal stille et selvstændigt og samlet forslag på det udenrigspolitiske område, og Europa kan og skal spille en stadig større rolle, når det gælder om at overvinde krisesituationer som den irakiske. Vi skal benytte os af diplomati og politik. Det er nødvendigt med internationale institutioners tilstedeværelse, så man sikrer frie valg og valg, som er fri for den politiske og økonomiske indflydelse fra besættelsesstyrkerne.

(Bifald)

  Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer repræsentanter for medlemslandene, den angelsaksiske koalitions invasion af Irak har naturligvis ikke løst noget som helst. Den har tværtimod forværret irakernes levevilkår, og den har især fået den islamiske fundamentalisme til at vokse overalt i den arabiske verden ved at give den et nyt grundlag og en ny legitimitet.

Det, vi ser her, er naturligvis blot resultatet af den imperialistiske amerikanske strategi, som sigter mod at udsætte verden for et gigantisk civilisationssammenstød, som på den måde vil samle den udviklede verden tættere omkring Washington. Og lige så naturligt er den såkaldte Europæiske Union, jeg sætter "Union" i gåseøjne, med sine seks ulykkelige forslag til beslutning, hvoraf ingen - som De vil huske, det var sidste år - opnåede det mindste flertal, og med sin kolossale strøm af unyttige og parodiske floskler forblevet tavs og utroligt passiv over for en krig og en strategi om civilisationssammenstød, som Unionen imidlertid er det første offer for.

Kun Frankrig, flankeret af et Tyskland, som sandt at sige var tilbageholdende, og et Rusland, som desværre var svækket, kun Frankrig holdt stand midt i atlantpagttilhængernes sleske sværmen og reddede endnu en gang den europæiske tanke. Det gjorde Frankrig så tydeligt, at verden mere og mere så Frankrig som et tegn på modstand mod imperiet. Frankrig er i øvrigt for den amerikanske opposition ligefrem symbolet på folkets frihed, slet og ret betingelsen for ethvert egentligt demokrati.

Vi har nu valget mellem to former for modstand, nemlig den islamiske modstand, som amerikanerne, der nok vil blive nødt til at stikke af en dag lige som fra Vietnam, helt sikkert har intentioner om at lægge bag sig, eller den nationale modstand, den verdslige modstand. Hvad Europa angår, europatilhængernes Europa, er det naturligvis ude af stand til at vælge, men den nationale modstandsbevægelses sejr er, over for islamismen, en klar betingelse for det så nødvendige og desværre så usandsynlige Middelhavssamarbejde.

  Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, nu må vi holde op med dette hykleri. I Irak ser vi stadig USA's geopolitiske interesser gøre sig gældende. Efter Anden Verdenskrig har historien været præget af unilaterale og forebyggende indgreb fra stormagternes side. Det undertrykte Europa har aldrig hverken villet eller kunnet sætte sig op imod Jalta-vindernes aggressivitet. Lige så ineffektiv har FN's rolle været, og de FN-resolutioner, som stormagterne ikke bryder sig om, er systematisk blevet ignoreret eller omgået. Den midlertidige præsident Ghazi al-Yawar har aflyst sit besøg i Europa-Parlamentet.

Man må spørge sig selv, hvem der har ønsket eller valgt denne præsident. At kalde ham en repræsentant for det irakiske folk er en fornærmelse mod vores intelligens og intelligensen hos de mennesker, som vi repræsenterer. Det er nødvendigt at løse konflikten i Irak og at tage ethvert alibi fra en besættelse, som bestemt ikke giver det irakiske folk sikkerhed, fred og retfærdighed, men sorg og skam, og som koster de offentlige finanser enorme summer, skader interesserne og gør hadet større, hvilket bringer de europæiske befolkningers sikkerhed, fred og fremgang i fare. Hr. Bot, dette bør være Rådets, Kommissionens, regeringernes og EU-institutionernes målsætninger.

  Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, situationen i Irak er stadig prekær, hvor der i går døde 47 uskyldige irakere som følge af fanatiske selvmordsbomber - hovedsagelig arbejdsløse mænd, der søgte arbejde som politimænd og ville prøve at genskabe lov og orden i deres land og muliggøre frie valg til januar.

Uanset om man er enig i begrundelsen for at gå i krig, må alle nu have sympati med det hårdt prøvede irakiske folk, der længes efter stabilitet i landet. Alle her må fordømme de vedvarende tilfældige angreb mod den nye suveræne regering med hr. Allawi i spidsen og de multinationale fredsbevarende styrker samt de barbariske kidnapninger og mord på gidsler, udelukkende fordi de ikke er muslimer eller hjælper med at genopbygge landet, f.eks. de italienske hjælpearbejdere.

Når man ser tilbage, var det tydeligvis en fejl at undervurdere omfanget af modstand, men at trække alle koalitionsstyrkerne tilbage vil kun forværre situationen. Hr. D'Alemas anmodning vil efter min mening svare til at lade terrorismen sejre.

Syrien og Iran har også været særdeles uvillige til at lade islamiske krigere infiltrere Irak fra deres territorier. Jeg bifalder kommissær Pattens bidrag på 300 millioner euro i 2003-2004 til at genopbygge Irak. Vi vil overalt i Parlamentet savne hans karakteristiske veltalenhed. Jeg opfordrer de medlemsstater, der er imod krigen - f.eks. Frankrig og Tyskland - til at lægge dette bag sig nu og støtte de nye initiativer fra NATO til at opbygge sikkerhed i Irak. Vi har trods alt alle en fælles interesse i at bekæmpe den internationale terrorisme. Ved at kidnappe to franske journalister har de islamiske terrorister ikke respekteret den franske neutralitet, men i stedet anklaget Frankrig for at forsvare den forståelige og højt værdsatte verdslighed ved at forbyde slør i skolerne.

Nu beder jeg for, at alle gidslerne kan frigives. Vi skal ikke lade noget uforsøgt for at opnå dette mål.

  De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, det er bekymringen for gidslernes skæbne, som samler os i dag på tværs af partigrænser, og jeg spørger Dem: Hvad kan EU gøre for at forsvare sine borgere? De franske journalister og de to unge italienske ulandsfrivillige, som er taget som gidsler, er alle uskyldige i denne krig, og de risikerer at betale med deres liv for deres indsats for et frit Irak.

Men ud over disse ofre skal vi ikke glemme, at det er hele det irakiske folk, der er taget som gidsler, og at hvert blodbad medfører nye fejltagelser.

Disse fejltagelser er utallige, og jeg vil kun nævne to af dem. Under denne optrapning af volden når vi til et punkt, hvor vi ikke længere kan skelne mellem, hvem der er offeret, og hvem der er bødlen, hvor vi forveksler frihedskæmperen med terroristen og den ulykkelige skæbne for soldater, der er faldet i tjenesten, med skæbnen for de civile ofre for den magtanvendelse, som man med en eufemisme kalder overdreven. Der er ingen tvivl om, at det er skrupelløse kriminelle, som dræber gidsler. Men det drama og den vold, som hærger i Irak, skyldes noget andet, og intet kan f.eks. undskylde de blinde nedslag af missiler på Bradley-kampvognen sidste søndag, selv om de sårede soldater var blevet evakueret. Disse nedslag dræbte nogle børn, nogle civilpersoner og en palæstinensisk journalist. En dag må retfærdigheden ske fyldest i den internationale lovs navn.

Den anden fejltagelse er, at islam har mange ansigter, men vi ser den ofte fra dens mest dystre side. Det ekstraordinære udfald af belejringen af Najaf og de franske muslimers modige indsats ved befrielsen af gidslerne viser os, at den moderate islam kan være en fredsfaktor. Det bør vi huske på i andre sammenhænge.

Vi lever i håbet og måske i illussionen om, at 2005 bliver året, hvor der afholdes frie valg og dannes en lovlig regering af et helt folk. Vi anmoder Kommissionen og Rådet om at sætte alt ind på at konkretisere dette håb. Krigen i Irak var, som hr. D'Alema sagde, en tragisk fejltagelse, og historien kan ikke gøres om. Men, hr. Tannock, på et givet tidspunkt skal vi kunne erkende vores fejl, hvis vi skal råde bod på dem.

  Nicholson of Winterbourne (ALDE). - (EN) Hr. formand, borgerkrigen i Irak har uundgåelig betydet, at medierne i de seneste måneder næsten kun har fokuseret på sikkerhed. Men bag overskrifterne er en anden dagsorden allerede klar, og det er der, hvor EU bør være inddraget. Det er et ubetinget prioritetsområde, nemlig opbygningen af et fredeligt samfund.

Kapacitetsopbygning, kamp mod korruption, styrkelse af kampen mod organiseret kriminalitet og indførelse af menneskerettigheder og retsstatsprincippet - disse ord kender vi rigtig godt. De er våben, som vi bruger hver eneste dag, i vores forsøg på at omdanne de tidligere kommunistlande til EU-medlemsstater eller til lande i det bredere europæiske naboskab, væk fra diktatur og tyranni og hen mod demokrati.

Irak befinder sig netop i denne situation i dag. Irakerne er lige som os. De deler samme ønske om frihed og et stabilt samfund. Bag sløret, bag stammedragten, ud over de kulturelle forskelle mellem øst og vest har Irak og irakerne det samme store håb om at få de grundlæggende friheder og retsstatsprincippet, som vi europæere og amerikanere nyder godt af. EU bør nu fokusere på at skabe den dagsorden sammen med Irak. Det er en mulighed. Det foregår nu, væk fra alle pistolerne, bomberne og raketterne, og det er, hvad vi bør være involveret i.

Jeg beder Dem om at huske, at irakerne under Saddam Hussein ikke havde sådanne friheder - ingen adgang til menneskerettighederne. Det er årsagen til, at størstedelen af irakerne selv i dag med bomber og raketter, med sikkerhedsproblemer, hellere vil undvære det tidligere regime og være i den nuværende situation. Vi bør hjælpe irakerne med at opbygge et fredeligt samfund.

  Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, krigen i Irak varer ved. Hver dag bombarderer allierede tropper byer. I den forbindelse bliver der også stadig dræbt civile. Den irakiske hverdag er helt entydigt den hverdag, man oplever i et krigssamfund, nemlig kampe, angreb, gidseltagninger, en ond voldscirkel. Det er i høj grad angrebskrigen mod Irak, der er skyld i den katastrofe, vi ser i dag. Og denne katastrofe skærpes dagligt.

Hr. Bot sagde - hvis oversættelsen var rigtig: "Besættelsen er ophørt". Det er jo noget åbenlyst vrøvl. Vi kræver, at besættelsen rent faktisk ophører, og det betyder, at besættelsestropperne trækkes tilbage.

Hvad gør NATO, hvad gør EU? NATO er fortsat engageret i Irak. Kommer der efter NATO's uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker også NATO-tropper til Irak? EU vil tydeligvis ikke stå tilbage her. I strid med folkeretten vil EU indføre et system med åben markedsøkonomi i Irak, og stadig flere private sikkerhedsfirmaer fra EU-lande deltager i krigen. Nu overvejer man også en EU-trop under FN-mandat. Det må ikke blive til noget, det skal vi sige nej til. Vi må ikke tillade, at EU deltager i krigen i Irak og støtter besættelsen.

(Bifald)

  Giertych (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, vi diskuterer EU's erklæring om Irak. Selve idéen om at udstede sådan en erklæring er i tråd med den generelle opfattelse af, at EU har noget, der ligner en udenrigspolitik. Der findes ikke noget, som hedder den offentlige mening i Europa, og derfor kan der heller ikke være en EU-udenrigspolitik. Irak-spørgsmålet er det bedst mulige eksempel herpå.

Hver medlemsstat har sin egen udenrigspolitik og sin egen mening om Irak. Inden for den enkelte medlemsstat er det også muligt at finde mange forskellige meninger om udenrigspolitik, men hver stat har sin egen regering, der er bemyndiget af vælgerne til at føre udenrigspolitik. EU har ikke sådan en bemyndigelse.

Hvad er så formålet med en erklæring om Irak? Det er et forsøg på at få os alle til at tro, at Parlamentet har mandat til at føre udenrigspolitik. Det er ikke sandt, vi har ikke sådan et mandat. EU kan give humanitær bistand, både i forbindelse med Irak og i forbindelse med mange andre konflikter rundt om i verden, og EU kan også tilbyde sin tjeneste som mægler og forhandler, forudsat at alle parter i konflikten ønsker det. Politiske forslag er imidlertid malplacerede, da vi ikke er bemyndiget til at føre en fælles udenrigspolitik.

(Bifald)

  Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, debatten om Irak har indtil nu oftet handlet om, hvor langsomt normaliseringen af situationen i landet går, og fra forskellige sider har der været udtalt kritik af udviklingen i Irak. Man har hørt spørgsmål som "Går det bedre nu?", og man tænker på, om den militære tilstedeværelse virkelig fører til fred. Dem, som tænker på det, kan jeg spørge: Har I nogensinde stået midt i en brændende krig og virkelig ønsket, at nogen udefra, USA, EU eller NATO, skulle komme og foretage en intervention i dit land? Det har jeg, og jeg har også et bestemt svar på dette spørgsmål: Ja, militær tilstedeværelse kan føre til fred.

I Europa-Parlamentet repræsenterer jeg Sverige, men jeg er født og opvokset på Balkan, en del af Europa, som har oplevet mange krige og meget lidelse. Jeg har oplevet krig i Bosnien, og jeg ved, at det er vældig let at starte en krig og vældig svært at stoppe den. Det er endnu sværere og tager endnu længere tid at genopbygge landet og endnu længere tid at få mennesker til at begynde at stole på hinanden igen.

Jeg har en følelse af, at de, der kritiserer processen i Irak i dag, aldrig nogensinde har været i nærheden af en krig. Det får mig også til at tænke på talemåden "den mætte forstår ikke den sultne". Det er så let at se forhindringer og problemer, og hvad der kan gøres bedre og hurtigere, men faktum er, at mange af de aktuelle problemer i Irak er et levn fra Saddam Husseins diktatur. Faktum er også, at Irak i dag uden Saddam er et bedre Irak. Vi må sørge for at være med og bidrage til, at Irak bliver et endnu bedre Irak i morgen.

Hvad angår Balkan, har omverdenen indset og accepteret, at det tager lang tid at genopbygge et land, både bogstaveligt og billedligt talt, men der er meget ringe forståelse for, at udviklingen hen imod fred og demokrati i Irak kommer til at tage tid. Nu må EU bakke op om vores frihedsværdier og i fællesskab aktivt støtte de kræfter, som vil opbygge et nyt Irak, et suverænt og demokratisk land, som indtager en plads i det internationale samfund.

(Bifald)

  Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand, i modsætning til de naive og undertiden kyniske stemmer, vi har lyttet til her i Parlamentet, har Kommissionen via sine repræsentanter givet en rationel vurdering af situationen i Irak. Det skal anerkendes, at der i øjeblikket opbygges en stat og en række institutioner. Det skal også anerkendes, at volden eskalerer, og at den bruges som politisk pressionsmiddel både i Irak og mod lande, der har besluttet at deltage militært og politisk i genopbygningen af en irakisk stat.

Dette er et vendepunkt, og enten klarer Irak udfordringerne med det internationale samfunds støtte, eller også går det helt galt. Der er en chance for succes, men det kræver en målrettet indsats og en korrekt vurdering af situationen. Jeg vil gerne hylde de soldater og civile, som sætter livet på spil i Irak. De er der i det irakiske folks interesse og beskytter disse menneskers liv. Jeg vil også gerne sige, at de ved at påtage sig denne risiko primært handler af hensyn til det irakiske folk.

  Malmström (ALDE). - (SV) Tak, hr. formand, hr. kommissær Patten, det er ikke første gang, vi taler om Irak her i Parlamentet, og det er ganske naturligt, eftersom begivenhederne i Irak dominerer den internationale nyhedsstrøm. Rapporterne er bekymrende. Den forfærdelige vold, terroren mod kvinder, børn og civile, fortrinsvis irakere naturligvis, men også udenlandske journalister, hjælpearbejdere, forretningsfolk og militært personale. Kidnapningerne er fuldkommen afskyelige, og det er skønt, at vi her i Parlamentet altid er 100 % enige om vores krav om, at de kidnappede skal slippes fri, og at volden skal ophøre.

Den Liberale Gruppe tager naturligvis afstand fra enhver form for vold og opfordrer de irakiske myndigheder til at sørge for, at de ansvarlige stilles for retten. I den forbindelse vil vi også gerne beklage, at man har genindført dødsstraffen.

Vi er splittede i Irak-sagen i lighed med mange andre lande, i mange andre dele af verden, og det har gjort, at vi kun har kunnet blive enige om en ret udvandet beslutning. Jeg håber alligevel, at vi kan lægge det gamle bag os og se fremad. Hele verden har et ansvar for at støtte det irakiske folk og udviklingen hen imod et demokratisk og suverænt Irak, som indtager en plads i det internationale samfund. Vi i EU kan støtte på mange måder i samarbejde med FN og internationale organer. Vi kan spille en rolle i forbindelse med støtten til valget, økonomien, opbygningen af et civilt samfund og udarbejdelsen af en demokratisk forfatning.

I fremtiden skal en FN-ledet multinational styrke påtage sig ansvaret for sikkerheden i Irak, og dér kan EU og nabolandene spille en vigtig rolle. Naturligvis ligger det endelige ansvar hos det irakiske folk, men vi har alle et ansvar for, at denne proces lykkes, for Iraks skyld, men også af hensyn til stabiliteten i hele regionen.

(Bifald)

  Speroni (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg tvivler stærkt på, at Europa-Parlamentets indsats har nogen indflydelse på situationen i Irak. Det, der sker, viser under alle omstændigheder EU's splittelse og manglen på en udenrigspolitik, eftersom 12 lande er med, 12 lande er fraværende, og et land har trukket sig tilbage. Det skal ligeledes siges, at der mangler en fælles europæisk følelse. Hver gang folk bliver slået ihjel eller kidnappet, spørger man nemlig aldrig, om det gik ud over europæiske borgere. Italienerne spørger, om det gik ud over italienere, spanierne spørger, om det gik ud over spaniere, grækerne, om det gik ud over grækere, franskmændene, om det gik ud over franskmænd osv. Denne konstatering er af stor betydning for dem, som for enhver pris vil have, at Europa spiller en rolle, selv om denne splittelse ikke gør det muligt.

Endelig er jeg med hensyn til den institutionelle situation af den opfattelse, at princippet om befolkningernes ret til selvstyre til fulde skal være gyldigt for mindretallene i Irak. Hverken en fremmed magt eller repræsentanterne for det gamle eller det nye styre kan træffe beslutning om selvstyre og uafhængighed for kurderne eller de andre folkeslag i Irak.

  Formanden. - Forhandlingen afbrydes, for at vi kan gå over til afstemning. Den genoptages efter afstemningen.

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

3. Afstemning

  Formanden. - Vi går nu over til afstemningen⁽¹⁾.

Forslag til afgørelse (B6-0030/2004) - Midlertidigt udvalg om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013

(Parlamentet godkendte forslaget)

Betænkning (A6-0001/2004) af Morillon for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden fra 3. december 2003 til 2. december 2007 af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Mauritius om fiskeri i de mauritiske farvande (KOM(2004)0197 - C5-0179/2004 - 2004/0071(CNS))

(Parlamentet vedtog forslaget til lovgivningsmæssig beslutning)

Betænkning (A6-0002/2004) af Morillon for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006 af de tunfiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Demokratiske Republik Madagaskar om fiskeri ud for Madagaskar (KOM(2004)0218 - C5-0186/2004 - 2004/0070(CNS))

(Parlamentet vedtog forslaget til lovgivningsmæssig beslutning)

Betænkning (A6-0003/2004) af Morillon for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af en aftale i form af brevveksling om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Kap Verde om fiskeri ud for Kap Verde, for perioden 1. juli 2004 - 30. juni 2005 (KOM(2004)0183 - 0189/2004 -2004/0058(CNS))

(Parlamentet vedtog forslaget til lovgivningsmæssig beslutning)

Afstemningen er afsluttet.

Stemmeforklaringer

Afgørelse B6-0030/2004

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for, at der oprettes et midlertidigt udvalg om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013, fordi jeg finder det meget vigtigt nøje at følge denne procedure samt at samle og samordne de forskellige budgetposters synspunkter, som Europa-Parlamentets forskellige udvalg skal tage stilling til.

Europa-Parlamentets politiske prioriteter i denne forhandling bør være i overensstemmelse med strukturen i de nye finansielle overslag. Jeg finder det afgørende, at Europa-Parlamentets endelige holdning indgår i Rådets fælles holdning, så forhandlingerne indledes ud fra en fælles opfattelse af, hvordan den europæiske integration skal udvikle sig i den nærmeste fremtid.

Jeg mener, at der i denne procedure må være en indre sammenhæng, der afspejler alle institutionernes værdier, og at alle bestræbelser bør udfoldes ikke blot for, at forhandlingerne skal forløbe bedst muligt, men også for at virkeliggøre Lissabon-strategiens målsætninger og en energisk økonomisk og social samhørighedspolitik, der fortsat tilnærmer befolkningernes velfærdsniveau i de forskellige medlemsstater til hinanden.

  Ribeiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om vi har stemt for, at der oprettes et midlertidigt udvalg om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013, er der to spørgsmål, som vi gerne ser løst.

For det første må dette udvalgs arbejde ikke erstatte, reducere eller underordne det parallelle arbejde, som ifølge forretningsordenen skal foregå i de øvrige udvalg. Dette udvalg skal sikre en større merværdi gennem det tætte samarbejde og i de forskellige udvalgs debatter, men må ikke virke blokerende eller filtrerende. Vi finder det indlysende, at holdningen til forordningerne om de forskellige fonde, der foreslås, især hvad angår samhørighed, det sociale område og den produktive sektor, skal udarbejdes i de respektive udvalg.

For det andet skal de forskellige politiske gruppers og nationaliteters repræsentation sikres. Vi finder det derfor positivt, at man er nået til enighed om at udvide udvalget til 50 medlemmer, for så vidt nævnte repræsentation sikres.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for, at der i Europa-Parlamentet oprettes dette midlertidige udvalg om politikudfordringer og budgetmidler i EU.

Jeg antager, at gruppeformændene og Formandskonferencen har set rigtigt, når de mener, at dette historiske øjebliks betydning og praktiske følger for et Europa med mere end 450 millioner borgere berettiger dette særlige udvalg. Denne fremgangsmåde vil gøre det muligt at samle, afveje og samordne de forskellige udvalgs synspunkter og derved medvirke til en mere præcis formulering af Europa-Parlamentets politiske prioriteter, der kan komme til udtryk i de kommende finansielle overslag.

Det må imidlertid ikke betyde en svækkelse af holdninger, som allerede er besluttet i Europa-Parlamentet, og som utvetydigt går imod at reducere EU's indtægter og at opgive eller blot beskære samhørighedspolitikkens målsætninger. Det drejer sig efter min opfattelse ikke om at definere et nyt udgangspunkt. Det midlertidige udvalg skal tværtimod som et minimum vedtage Kommissionens forslag om de finansielle overslag og søge at opstille mere ambitiøse mål, hvad angår EU's budgetmidler, og sigte på en hurtigere gennemførelse af samhørighedsmålene. Dér ligger den udfordring, som vi nu står over for med det udvidede EU og den nye forfatningstraktat.

Betænkning af Morillon (A6-0001/2004)

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi mener, at EU's fiskeripolitik skal revideres. Overfiskeri driver folk ud i endnu større fattigdom og berøver havmiljøet et vitalt led i fødekæden. Det ville være bedre, hvis de lande, Unionen indgår fiskeriaftaler med, i stedet får assistance, så de kan udvikle deres eget fiskeri.

Vi accepterer ikke ændringsforslag 7 fra ALDE-Gruppen, som betyder, at Kommissionen får en uafhængig indtægtskilde. Vi mener, at hvis Unionen indgår en fiskeriaftale med et tredjeland, skal det fulde beløb til den økonomiske kompensation til dette tredjeland finansieres af de medlemslande i Unionen, hvis fiskerfartøjer drager nytte af aftalens muligheder. Disse medlemslande må siden hver for sig afgøre, om de på skift skal finansiere denne udgift ved at opkræve afgifter af de respektive fiskerfartøjer.

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Philippe Morillons betænkning om forslag til forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden fra 3. december 2003 til 2. december 2007 af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Mauritius om fiskeri i de mauritiske farvande, fordi jeg finder det afgørende, at bekyttelsen af EU's fiskeriinteresser koordineres med en bæredygtig forvaltning af fiskeriressourcerne i økonomisk, social og miljømæssig forstand og med udvikling af den del af kystbefolkningen, der lever af fiskeri. En korrekt evaluering af bæredygtigheden i de fiskeriaftaler, som EU undertegner med tredjelande, er af stor betydning, da specifikke foranstaltninger bliver stadig vigtigere for den korrekte gennemførelse af Fællesskabets indsats for lokalsamfundenes udvikling, ikke mindst kystbefolkningen, der lever af traditionelt fiskeri. EF's redere beskyttes også, eftersom der tages skridt til at sørge for en strengere kontrol af fiskeriaktiviteterne med henblik på at bekæmpe illegalt fiskeri og fremme et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri i Det Indiske Ocean.

  Ribeiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det er overordentlig betydningsfuldt at sikre fiskerimuligheder for EF-flåderne, herunder den portugisiske, i tredjelandes eksklusive økonomiske zoner, ikke blot af hensyn til økonomi og beskæftigelse, men også for, at utallige regioner i EU, der er afhængige af fiskeri, skal kunne overleve, hvilket ikke mindst gælder regionerene i den yderste periferi.

Disse muligheder er blevet færre, og licensomkostningerne er steget, hvilket i forbindelse med en fælles fiskeripolitik, der præmierer ophugning og ikke mere giver støtte til fornyelse af flåden - hvor den portugisiske regering har været en "eksemplarisk" elev - forklarer, hvorfor den portugisiske højsøflåde er forsvundet. Af den grund mener vi heller ikke, at de ændringsforslag, der vil lægge aftalernes omkostninger over på rederne, er rimelige.

Disse samhandelsorienterede aftaler kan også medvirke til en bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne og til de lokale fiskersamfunds udvikling. Denne fiskeriprotokol, der skal løbe til 2. december 2007, muliggør, at syv portugisiske langlinefartøjer med flydeline kan fiske som hidtil.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er endnu en fiskeriaftale mellem EU og flere lande i Det Indiske Ocean, i det konkrete tilfælde Mauritius, en aftale, der med de nødvendige tilpasninger viderefører de aftaler, som er blevet indgået på dette område siden 1989.

Skønt det er en forholdsvis beskeden aftale rent finansielt, og som kun vedrører tun, gør det forhold, at det drejer sig om en stærkt vandrende art, at aftalen faktisk er af stor betydning for EF-rederne. Aftalen er også økonomisk betydningsfuld, da fangsternes værdi langt overstiger EU's omkostninger ved protokollen.

Jeg finder også aftalens sideeffekter positive, idet den vil betyde beskæftigelse om bord på fiskerfartøjerne og i havnene, auktionshallerne, forarbejdningsvirksomhederne, værfterne og servicesektoren både i EU og på Mauritius.

Da ydermere syv af de 90 EF-fartøjer i mauritisk farvand er portugisiske, har jeg stemt for betænkningen, fordi jeg mener, at ordførerens ændringer gør dette forslag til forordning bedre.

  Titford (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Disse fiskeriaftaler fremstiller EU i det værst tænkelige lys som værende grådig, udnyttende og kolonistisk.

I løbet af de seneste fem år har jeg været imod denne rystende ødelæggelse af miljøet og forsøgt at fremhæve de menneskelige omkostninger for de indfødte sorte afrikanske samfund. I 2003 og begyndelsen af 2004 begyndte mere end 100 parlamentsmedlemmer endelig at lytte. Nu kan jeg se, at oppositionen er faldet til 70 eller 80. Årsagen er efter sigende, at aftalerne er blevet reformeret.

Jeg vil dog være meget forsigtig med at bruge ordet reform i EU-sammenhænge. Det er uvægerligt meningsløst. I Afrikas tilfælde betyder det, at visse aspekter af aftalen er en smule mindre dårlige. Det er hele princippet, som er forkert, og derfor vil UKIP fortsat være imod disse aftaler, indtil det tragiske kontinent får sine fiskepladser tilbage.

Betænkning af Morillon (A6-0002/2004)

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Philippe Morillons betænkning om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006 af de tunfiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Demokratiske Republik Madagaskar om fiskeri ud for Madagaskar, eftersom jeg går ind for, at der skal praktiseres et ansvarsfuldt og bæredygtigt fiskeri. Denne protokol fastsætter fiskerimulighederne for EF's tunfiskerflåde og befordrer et samarbejde, som er bygget på respekt for Madagaskars lovgivning, administrative bestemmelser og nationale politik på fiskeriområdet. I den nye protokol er de samlede omkostninger de samme som i den forudgående protokol. Aftalen er af afgørende betydning for Madagaskars økonomi, i og med at den er en betydelig valutakilde og skaber arbejdspladser for lokale søfolk, i forarbejdningsindustrien og i forbindelse med overvågningsforanstaltninger.

  Ribeiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den ottende protokol til fiskeriaftalen mellem EU og Den Demokratiske Republik Madagaskar løber indtil udgangen af 2006 og begrænser sig til at fastsætte fiskerimulighederne for EF's tunfiskerflåde - hvori indgår seks portugisiske langlinefartøjer med flydeline - i samklang med de øvrige aftaler om tun, der er undertegnet med lande i Det Indiske Ocean, hvilket vi i det store og hele støtter.

Et forhold, der imidlertid giver os anledning til særlige overvejelser, er den såkaldte ekslusivbestemmelse, der indebærer, at fartøjer, der fører en medlemsstats flag, ikke vil kunne opnå licens, uden at det skal ske i medfør af denne protokol. Det betyder i praksis et forbud mod andre aftaler, f.eks. bilaterale, hvilket vi mener er at gå for vidt, lige som det udgør en indblanding i de enkelte medlemsstaters interne forhold, så meget mere som der findes traditionelle og historiske forbindelser, som EF-aftalen ikke dækker.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Denne aftale, der udelukkende angår tunfiskeri, er endnu en aftale mellem EU og lande i Det Indiske Ocean, en aftale, der muliggør, at den europæiske fiskerflåde fortsat kan fiske i Madagaskars farvand.

Jeg mener, at EU's fiskeripolitik bør præges af gennemsigtighed, ikke mindst i aftaler af denne type, hvis formål ikke kun er at varetage europæiske interesser. Udvikling af Madagaskars økonomi, hensyn til miljøet og fiskeriindsatsens bæredygtighed i Madagaskars territorialfarvand er tre forhold, der ikke burde overses i denne protokol.

Jeg deler ordførerens ønske om, at Madagaskars regering tager skridt til at bedre fiskerikontrollen, da fiskeressourcernes ligevægt ellers kan bringes i fare, og om, at kystbefolkningen skal have reelle fordele af denne protokol.

Jeg har derfor stemt for.

Betænkning af Morillon (A6-0003/2004)

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for betænkningen om forslag til Rådets forordning om indgåelse af en aftale i form af brevveksling om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Kap Verde om fiskeri ud for Kap Verde, fordi det indebærer fordele for såvel EU som Kap Verde.

Vi der denne forlængelse som et forsøg på at forbedre visse dele af den nuværende aftale, eftersom dette portugisisktalende lands myndigheder ikke råder over nogen pålidelig undersøgelse af fiskeressourcernes tilstand og virkningen af de målrettede foranstaltninger til udvikling af fiskerisektoren i Kap Verde, et forhold, som det af hensyn til landet selv og dets fiskerisamfund er bydende nødvendigt at få rettet op på.

  Ribeiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi støtter denne betænkning, da den er af stor socioøkonomisk betydning for Republikken Kap Verde og for de stater - Spanien, Portugal og Frankrig - hvis fiskerflåder berøres for i alt 117 fartøjers vedkommende, der især fisker efter tun, men også efter visse demersale arter.

Forlængelsen af den nuværende aftale med endnu et år - indtil 30. juni 2005 - giver mulighed for, at fartøjsejere i EU kan fortsætte deres fiskerivirksomhed i Kap Verdes eksklusive økonomiske zone, herunder Portugals to stangfartøjer til tunfiskeri og syv langlinefartøjer med flydeline. Desuden kan den portugisiske flåde fiske op til 630 BRT om måneden med langlinefartøjer med bundline, fiskerimuligheder, der dog forekommer temmelig beskedne, når man tager Portugals traditionelle og historiske forbindelse med Kap Verde i betragtning. Det er dog også en følge af den fælles fiskeripolitik, der efterhånden har ført til, at højsøflåderne er blevet ødelagt, således som det er tilfældet med den portugisiske.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det drejer sig om forlængelse af en fiskeriaftale med Republikken Kap Verde for perioden den 1. juli 2004 til den 30. juni 2005, der især angår tun, og som skal give mulighed for, at fartøjsejere i EU kan fortsatte deres fiskerivirksomhed i Kap Verdes eksklusive økonomiske zone.

I forventning om, at forbindelserne med Kap Verde videreføres på dette område, herunder at der skal undertegnes en ny aftale for de kommende år, mener Kommissionen, at der bør foretages en grundig evaluering af den nugældende protokol. Lige som ordføreren er jeg enig heri og støtter Kommissionens opfattelse.

Da den nuværende aftale indebærer fordele for EF-rederne, da fangsternes værdi langt overstiger omkostningerne, da både EU og Kap Verde har gavn af den, og da fangsterne har betydning for forsyningen af EF-markedet, kan jeg kun tilslutte mig denne aftale, som ordførerens ændringsforslag har forbedret.

Jeg har stemt for.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

(1) Udnævnelse af Europa-Parlamentets medlemmer til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU - Delegationernes sammensætning: se protokollen

4. Situationen i Irak (fortsat)

  Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, det er kun alt for indlysende, at situationen i Irak bliver værre og værre. Guerillakampene spreder sig, og antallet af terrorhandlinger stiger. I søndags var der 600 terrorangreb. Den midlertidige regerings stilling svækkes, og der er risiko for, at den politiske proces ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1546 går i stå. Der skal efter planen afholdes valg senest den 31. januar 2005. Hvis det ikke sker, vil forfatningen ikke blive vedtaget, og der vil ikke blive udpeget en endelig, permanent regering i begyndelsen af 2006.

Det betyder, at vi nu befinder os ved et vendepunkt, og hvis ikke Irak sørger for at overholde tidsplanen ifølge resolution 1546, går hele genopbygningen af landet i stå. Det fører til spørgsmålet om, hvordan vi går videre.

For det første bør den militære koalition ikke svækkes, som socialdemokraterne ønsker, og tropperne bør ikke trækkes ud. I stedet bør det militære kontingent øges, da det nuværende antal på ca. 200.000 soldater slet ikke er nok til at stabilisere situationen i Irak.

For det andet bør FN's rolle i Irak gradvis øges og omfatte mere end den nuværende rolle som fødselshjælper for den demokratiske proces.

For det tredje er det som beskrevet i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokraters forslag til beslutning vigtigt, at EU meget aktivt støtter forandringen af Irak på forskellige områder ud fra den forudsætning, at Irak er vores fælles ansvar, alle europæeres og hele EU's fælles ansvar.

Det er vigtigt at give politisk opbakning og støtte de foranstaltninger, som den midlertidige regering, og senere de permanente irakiske myndigheder, træffer. Der er også behov for ekspertstøtte, f.eks. til at oprette politistyrker. Der kræves endvidere humanitær og økonomisk støtte i et langt større omfang end i år.

Et demokratisk Irak bør ikke være offer for sidste års uoverensstemmelser i Europa. Hr. Bot sagde, at Irak er et kontroversielt emne. Det bør det ikke være, og der bør slås en streg over det seneste års uoverensstemmelser. Iraks fremtid kræver, at vi alle og hele EU er fuldt mobiliseret, hvilket også var og er tilfældet med genopbygningen af Balkanlandene.

  Gruber (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, her i Europa har vi haft meget forskellige opfattelser af krigen i Irak, men den katastrofale situation i Irak, som ingen kan undgå at bemærke, har desværre bekræftet, at den frygt, som mange af os gav udtryk for, var velbegrundet. Det er nu tvingende nødvendigt, at kaosset og volden standses, selv om det er svært at tale om fred og demokrati, når vi hver dag ser kidnapninger, mord, guerillaangreb, terrorattentater og luftbombardementer. Europa skal handle, og Parlamentet skal spille en mere aktiv informations- og retningsgivende rolle, når det gælder et så afgørende udenrigspolitisk område.

Jeg mener derfor, at Det Europæiske Råds formandskab bør gøre en indsats for, at der snarest muligt afholdes en international konference om Irak med henblik på en multilateral krisestyring, som omfatter FN, verdens stormagter og alle de berørte stater i området, dvs. Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Syrien. Hvis vi skal styrke denne fredsproces, er det absolut nødvendigt med en stærk og samlet europæisk indsats, hvor der lægges en klar linje med dialog med den islamiske verden og fasthed over for terrorisme og enhver form for vold.

Jeg vil gerne takke kommissær Chris Patten for hans yderst klare og virkningsfulde tale.

  Chiesa (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg satte stor pris på kommissær Pattens ord, men jeg konstaterer med stor beklagelse og foruroligelse, at teksten til det fælles beslutningsforslag om situationen i Irak er et alvorligt tilbageskridt i forhold til den fordømmelse af USA's forebyggende krig, som Europa-Parlamentet gav udtryk for i 2003.

I dag, hvor vi står over for besættelsens politiske og militære katastrofe, er vi ikke engang i stand til at bede om og sørge for tilbagetrækningen af de fremmede besættelsestropper, og vi tager ikke hensyn til nødvendigheden af at placere ansvaret for den aktuelle situation.

Jeg kan ikke se nogen politisk realisme. Det er tydeligt, at der er ved at ske et massivt folkeoprør mod besættelsesmagten og mod en regering, som ikke repræsenterer landet. Terroristernes tilstedeværelse kan ikke overskygge denne kendsgerning. Det er tværtimod - sådan som hr. D'Alema også sagde - de fremmede styrkers tilstedeværelse, som tiltrækker og forårsager terrorismen.

Hvis Europa ikke tager stilling til dette problem, risikerer vi om et par måneder ikke alene at stå over for en endnu større katastrofe, men også at være medansvarlige for den. I en sådan situation bliver det valg, der skal finde sted i januar 2005, hverken frit eller retfærdigt. At fordømme terrorismen uden at sige, hvem eller hvad der er årsag til alt dette, er at stikke hovedet i busken.

Efter min opfattelse bør vi sende et andet signal til befolkningen i den arabiske og islamiske verden og til den europæiske befolkning, som for langt størstedelens vedkommende er modstandere af krig, og her skal vi først og fremmest forlange, at bombeangrebene indstilles øjeblikkeligt. Ellers vil vi alle sammen gå glip af en vigtig lejlighed til at bidrage til freden og retfærdigheden og til at få en positiv indflydelse på den internationale situation.

  Vatanen (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissær Patten for hans arbejde. Jeg ønsker ham held og lykke - kør forsigtigt, hr. kommissær!

(FI) Hr. formand, det er indlysende, at Irak og verden er et bedre sted uden Saddam end med Saddam. Det hjælper ikke at bebrejde andre i denne vanskelige situation. I stedet bør vi se fremad. Menneskeheden skal finde svar på spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med tyranner, despoter, der slår deres eget folk eller folk i andre lande ihjel. Menneskelige lidelser er altid de samme, uanset om de finder sted i ens eget eller et andet land.

Der var ingen hjælp at hente hos Folkeforbundet, da Stalin angreb Finland. Hvad er FN's rolle i dag? For at kunne bevare verdensordenen har vi brug for et nyt og moderne FN. Vi har brug for et FN med et Sikkerhedsråd, et FN, hvor der også er en plads til EU. Men det kræver en fælles EU-udenrigspolitik. Nu har spørgsmålet om Irak delt EU, og EU kan ikke spille den rolle, vi burde, i arbejdet for at sikre verdensfreden, eller freden i Irak, fordi vi er så splittede.

Det er vigtigt for os at hjælpe Irak over en bred front i denne vanskelige situation. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe terrorismen, inklusive dens årsager, ellers finder vi bomber i vores egne hjem i morgen. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Irak med at udvikle et demokrati og indføre civilt styre. Det er ikke nu, vi skal stikke hovedet i busken.

Jeg er skuffet over, at der i beslutningsforslaget ikke nævnes et forbud mod dødsstraf. Den irakiske forfatning bør absolut indeholde et forbud mod dødsstraf, da beskyttelsen af liv er en grundlæggende værdi, udgangspunktet for alt. Endelig er dette en mulighed for at vise det internationale samfund og EU, om vi er i stand til at udvise lederskab og holde situationen under kontrol, eller om vi bare er tilfredse med at diskutere dagens politik.

(Bifald)

  Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil indlede med at udtrykke min solidaritet og medfølelse med de europæiske borgere, de to franske journalister og de to italienske kvinder fra en humanitær oganisation, der holdes som gidsler i Irak. Deres fortsatte tilbageholdelse som gidsler er et hårdt slag for EU og dets bidrag til genopbygningen af Irak. Vi må alle styrke vores samarbejde og med samlet røst kræve øjeblikkelig frigivelse af gidslerne.

Irak synker længere og længere ned i vold og ustabilitet og er nu uden selv en grundlæggende sikkerhed. Hver eneste dag undergraves den politiske proces med overgang til frie valg i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1546. At de internationale og europæiske humanitære organisationer trækker sig ud af landet, er et nederlag for det internationale samfund og især for EU.

I juni måned glædede vi os alle over Sikkerhedsrådets enstemmige vedtagelse af resolution 1546, der markerede indledningen af den politiske proces, som skal føre til frie valg og til en ny demokratisk forfatning. På trods af Sikkerhedsrådets legalisering af besættelsesmagterne som en multinational styrke opretholdes besættelsen, som er en kendsgerning. Den er også en kilde til samt den væsentligste årsag til den vedvarende konflikt. Hvem tror under disse omstændigheder på, at den tidsplan, som blev fastsat i resolution 1546, vil blive overholdt, hvem tror på, at den kan garantere en glat politisk proces, og hvem tror på, at FN kan spille den ledende rolle i Irak? EU er nødt til at spille sin egen selvstændige rolle, foretage sin egen analyse af sikkerhedssituationen og sin egen analyse af den multinationale styrkes rolle, sammensætning og perspektiver.

Kommissionens meddelelse fra juni 2004 er betydningsfuld, og det samme er kommissær Pattens rolle. Jeg er dog bange for, at de ikke kan realiseres. Kommissionen og Rådet bør øjeblikkeligt udarbejde en rapport, der vurderer sikkerhedssituationen i Irak, lige som der skal tages internationalt initiativ til at indkalde til en international konference.

  Mauro (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, under denne forhandling hørte jeg nogle gode og gennemtænkte geopolitiske indlæg, som jeg for en stor dels vedkommende er enig i. Desværre kan man dog tydeligt konstatere, at Europa - og navnlig Rådet - på trods af en erklæret fælles europæisk følelse ikke gør noget for de fire europæiske borgere, der i øjeblikket er terroristernes gidsler.

Europa - og navnlig Rådet - vil ikke gøre noget for, at disse fire europæiske borgere ikke længere blot bliver betragtet som italienere eller franskmænd, at de ikke længere blot er journalister med en opgave, der tildeles dem, som føler pligt til at bære vidnesbyrd om sandheden, og at de ikke længere blot er internationale hjælpearbejdere med en opgave, som tildeles dem, der føler pligt til at skabe et fælles bedste, men at de netop bliver kaldt for Europas børn.

Selv om dette er en bitter konstatering, bør vi ikke give op, og derfor bliver jeg ved med at bede indtrængende om, at alle gidslerne frigives øjeblikkeligt, uden at de skal udsættes for yderligere prøvelser, samt om støtte til ethvert forsøg på at nå dette resultat.

Italien har med sit folk, sine frivillige og sin solidaritet, også i de fredsbevarende eller konfliktbegrænsende operationer, altid gjort en indsats for befolkningens vel i de områder, hvor Italien har været aktiv. De to italienske frivillige er som mange andre taget derned for at gøre gavn og for at hjælpe og beskytte de svage. Derfor ønsker vi, at de og alle de andre gidsler bliver frigivet.

Vi anmoder ligeledes om at få Enzo Baldonis lig udleveret, og i den forbindelse beder vi om, at man også viser medmenneskelighed over for hans familie. Som det er nu, kan vi ikke tillade, at man holder det ideal i skak, som de to unge kvinder repræsenterer, nemlig den reelle mulighed for at gøre noget for det fælles bedste og skabe solidaritet i det irakiske område. De to kvinder og de to journalister repræsenterer virkelig Europa.

  Gröner (PSE). - (DE) Hr. formand, der er et aspekt af vores debat, jeg bliver forbitret over. Hverken Rådet eller Kommissionen har ytret et ord om befolkningsflertallet i Irak, nemlig kvinderne. Ikke et ord om den manglende inddragelse af dem i overgangsregeringen eller demokratiseringsprocessen. Ja, vi ønsker frie valg, men gælder det ikke også for det kvindelige flertal i Irak?

Udvalget om Kvinders Rettigheder organiserede en høring med de kvindelige irakere, og her gav man udtryk for håbet om, at vi yder hjælp udefra, at vi som i Afghanistan påpeger smertende problemer, at kvinder inddrages i demokratiseringsprocessen. Vi kvindelige socialdemokrater ønsker derfor, at genopbygningshjælpen forbindes med et krav om at inddrage kvinder fuldt ud. Trods terrorhandlinger må håbet - og håbet lever gennem kvinderne og børnene - håbet om, at kvinderne igen kan arbejde som betjente, som politikere, som læger, som universitetslærere, sådan som de kunne gøre det under Saddam, denne dikator, ikke dø.

Og derfor må vi trods alle krav om en omgående frigivelse af gidslerne efter min mening ikke glemme, at kvinderne i Irak også skal befries.

  Queiró (PPE-DE). - (PT) Den ustabilitet og terror, der i dag hersker i Irak, afspejler lige som den nylige genoprettelse af landets suverænitet gennem dannelsen af en provisorisk regering, hvor kompleks den proces er, der skal skabe et sikkert, stabilt og demokatisk Irak. Det er imidlertid denne proces, som EU må bestræbe sig for at støtte i disse for os alle så uvisse og farlige tider.

Den retning, som det europæiske samarbejde med Irak har taget, er således i overensstemmelse med stabiliserings-, genopbygnings- og demokratiseringsprocessen i landet. I dag må vi mere end nogensinde gøre os klart, hvor tynd skillelinjen er mellem indre og ydre sikkerhed, hvorfor vi må forny vores samarbejdspolitik og lægge modstridende unilaterale tilgange bag os, der nu er fuldstændig uacceptable, og som ikke er udtryk for andet end fortidens debat, som det her er blevet sagt.

I dag, hvor alt kan blive mål for terror, er det endnu vigtigere, at vores alliancer er stærke i denne uophørlige kamp mod de frygtelige, grænseløse trusler om terror, som vi står over for. Europa må derfor vise fasthed i fordømmelsen af terrorangreb på civile, politi, soldater fra den multinationale styrke, civile gidsler - hvis øjeblikkelige frigivelse Parlamentet må sætte hele sin politiske vægt og indflydelse ind på at opnå - alt sammen grusomme forbrydelser, der venter på deres straf.

Vi må også støtte den provisoriske regerings vilje til på trods af alle vanskeligheder at gennemføre frie og demokratiske valg i januar 2005. I en situation, hvor selv tiden synes at arbejde imod de irakere, der ønsker at betræde demokratiets vej og få opløst de terrornetværk, der opererer i deres land, er vi overbeviste om, at EU og dets medlemsstater er enige i, at vi skal støtte det irakiske folk med at opbygge sit land. Et frit, sikkert, demokratisk, forenet og fremgangsrigt land, et land i fred inden for dets grænser, et land, der vil genoprette samarbejdsrelationer med dets naboer lige som med resten af verden.

Europa-Parlamentet, hr. formand, må derfor ikke tøve over for disse tiders svære opgaver, der fordrer, at vores samfund er stærke, at vi udviser fasthed og troskab i vores alliancer og ikke mindst, at vores indsats indgår som led i en koordineret kamp for fred, stabilitet og fremgang, som Irak og det irakiske folk ganske indiskutabelt har ret til. Det er ikke, hr. formand, i nogens interessse, at dette projekt mislykkes.

  Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, mine bemærkninger er primært bestemt af min rolle som medlem af Budgetkontroludvalget og Underudvalget om Menneskerettigheder. Jeg er klar over, at EU's rolle i Irak indtil videre er beskeden, men ikke desto mindre kan vi være med til at bestemme demokratiets kvalitet i fremtiden. Mine spørgsmål er konkrete, og jeg vil gerne understrege, at jeg hilser rådsformandens forslag om evt. allerede i løbet af efteråret at sende en såkaldt fact finding mission til Irak velkommen. Mit første spørgsmål vedrører den måde, hvorpå EU-midlerne anvendes i Irak. Det er mit indtryk, at man af praktiske årsager har valgt især at anvende midlerne via de traditionelle strukturer for dermed at sikre størst mulig effekt. Det synes imidlertid, som om visse mindretal dermed risikerer at blive tabere. Jeg tænker i den forbindelse især på det assyriske mindretal, som udgør 10 % af befolkningen, og som især består af kristne. Det ville være rystende, da de også blev ramt af Saddam Husseins arabiseringsprogram og tillige fortsat lider under undertrykkelse i det kurdiske område. Kan Kommissionen og Rådet sige lidt mere om, hvorledes midlerne anvendes, og især også om, hvorledes midlerne til disse og andre mindretal anvendes?

Det andet punkt, jeg vil nævne, er udkastet til forfatning. I henhold hertil anerkendes arabisk og kurdisk som officielle sprog. Det samme er ikke tilfældet, når det gælder assyrisk, til trods for at godt 10 % af befolkningen taler assyrisk. Hvilken rolle kan EU spille på dette område, når det drejer sig om at sikre mindretals og mindretalssprogs rettigheder i det nye Irak og i det irakiske samfund?

  Bot, Rådet. - (NL) Hr. formand, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, indledningsvis vil jeg gerne sige, at jeg påskønner og med interesse har lyttet til de mange indlæg i dagens forhandling om dette følsomme emne. Jeg vil også gerne sige, at vi efter alt, hvad der er sket, gør klogt i at se fremad og ikke rette for mange bebrejdelser mod hinanden. Det bør vi efter min opfattelse også gøre, fordi det i sidste ende er vores mål ikke at lade det irakiske folk i stikken. Derfor bør vi bestandigt holde os vores mål for øje.

For det første bør det efter min opfattelse sikres, at den politiske proces fuldføres, hvilket der også klart redegøres for i resolution 1546. Jeg tror også, EU er fast besluttet på at yde et effektivt bidrag til den proces. Jeg tænker i den forbindelse på det bidrag, vi kan yde til valgprocessen for at sikre, at den forløber på behørig vis, og alle irakere får muligheden for at deltage. Jeg tænker på, at vi kan bidrage til, at der etableres en legitim regering, at vi kan sørge for, at en sådan legitim regering, når den er tiltrådt, også støttes af en effektiv forvaltning. Kort sagt bør vi efter min opfattelse tilstræbe, at de værdier, vi selv betragter som særdeles vigtige, også vinder indpas i dette hærgede land. Jeg tænker på demokratiet, som landet så længe har savnet. Jeg tænker på menneskerettighederne og disses iagttagelse, og jeg vil gerne understrege, at det også omfatter kvindernes rettigheder, som helt berettiget er blevet fremhævet i forhandlingen. Jeg tænker på respekt for mindretal, herunder det assyriske mindretal, som udgør endnu et problem i Irak, som i høj grad fortjener opmærksomhed. Jeg tænker på etableringen af en retsstat og på, hvorledes vi fra EU's side kan træne og undervise disse mennesker takket være vores store erfaring, takket være det bidrag, vi kan yde til at genoprette en rigtig, uafhængig retsinstans med dommere, som også afsiger rigtige domme, og med alt dertil hørende og derfor afgørende. Der er også under forhandlingen henvist til nabolandenes betydning, hvilket jeg gerne støtter. Jeg anførte allerede i mit indledende indlæg, at jeg i forbindelse med mit besøg i Irak under samtaler med premierministeren og andre ministre påpegede, at EU gerne tager imod en invitation til at deltage i den kommende naboskabskonference. Det er nemlig også her i Europa-Parlamentet flere gange påpeget, at stabilitet i Irak er ensbetydende med stabilitet i regionen. Fred og demokrati i Irak vil brede sig til nabolandene. Jeg tror, vi bør gøre alt for først og fremmest at sikre, at der skabes fred og demokrati i Irak selv. Vi bør således fra EU's side, nu hvor det er lykkedes at slå bro over de meningsforskelle, der herskede, også være i stand til at sikre en klar og synlig tilstedeværelse i Irak. Jeg ved, at den nuværende regering stærkt ønsker det og vil sætte stor pris herpå. Vi kan derfor efter min opfattelse ikke unddrage os vores ansvar, og vi bør således også følge den klare plan, vi har lagt. Det nederlandske formandskab vil gøre sit bedste herfor. Jeg har klart gjort rede for målene. Jeg har også gjort rede for, at vi har udsendt en delegation til vurdering af situationen i Irak, at vi nu vil udsende en opfølgningsdelegation, og at vi på grundlag heraf i den allernærmeste fremtid vil præcisere, hvordan dette konkret kan udmøntes. Det er målet, hr. formand, og jeg håber ved afslutningen af formandskabet at kunne fortælle Dem om de resultater, der er nået.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Som afslutning på forhandlingen om situationen i Irak har jeg modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.⁽¹⁾

Afstemningen finder sted i morgen.

(Mødet udsat kl. 12.40 og genoptaget kl. 15.00)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ribeiro (GUE/NGL). skriftlig. - (PT) Ud fra tidligere erfaringer og fiaskoer skulle det være en kirurgisk operation, der kun skulle tage få dage, hvor masseødelæggelsesvåben skulle findes og fjernes, en diktator skulle styrtes, og et demokrati - endnu et - skulle indføres.

Dagene gik, dagene blev til uger og måneder, og tiden måles nu i år, våbnene fandtes ikke (som man jo vidste), et land er besat mod folkets vilje, det gør modstand, krigen fortsætter i stadig mere dramatisk omfang, ofrene bliver flere og flere, på den ene side i snesevis, med navne og ansigter, på den anden side i tusindvis, anonyme og uden at tælle i statistikkerne. Og visse politiske holdninger synes at være blevet gidslernes gidsler.

I mellemtiden installerer USA flere militærbaser i den del af Mellemøsten, mens volden i Palæstina mod palæstinenserne igen tager til, og olieprisen stiger, hvilket viser, hvor skrøbelig den økonomi er, som er helt afhængig af denne energikilde, en globaliseret økonomi, der er blevet til finanser og spekulation.

Blandt EU-landene er der efter den første splid relativ enighed om at forsøge at få del i besættelses- og genopbygningsprofitterne. Der er dog også nogen, der afviser dette enorme bedrag, hvilket er påkrævet, fordi befolkningerne har adgang til informationer, der før ikke fandtes eller kun i ringe mængde.

Vi kæmper for, at holdninger af denne ...

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(1) Se protokollen.

5. Godkendelse af protokollen fra foregående møde

  Formanden. - Protokollen fra mødet i går er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

  Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tage ordet på vegne af hr. Pannella fra de italienske radikale, der er i Italien, og fremsætte en bemærkning til forretningsordenen vedrørende mødekalenderen. Jeg har fået oplyst, at hr. Pannella blev nægtet at gøre brug af sin ret til at ændre Formandskabets mødekalender, på samme måde som jeg blev for to år siden, da det truede den 12. mødeperiode i Strasbourg, skønt det var i henhold til traktaternes ordlyd. Parlamentets fuldstændige forhandlingsreferat gengiver ikke Deres bemærkning "der foreligger ingen ændringsforslag". Der var rent faktisk ikke mulighed for at stille ændringsforslag. Vil De sørge for, at Deres kommentarer gengives nøjagtigt i det fuldstændige forhandlingsreferat, som nu undersøges med henblik på verifikation?

  Formanden. - Tak, hr. Tannock, Deres bemærkning kommer med i protokollen, der bliver rettet, så det nøjagtigt fremgår, hvad der er sket.

(Protokollen godkendtes)

6. Stabilitets- og vækstpagten

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om stabilitets- og vækstpagten.

  Zalm, Rådet. - (EN) Hr. formand, vi har haft et interessant møde i Scheveningen. Diskussionen var baseret på tre dokumenter. For det første en meddelelse fra Kommissionen om stabilitets- og vækstpagten, for det andet en kendelse fra Domstolen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i Tyskland og Frankrig og for det tredje en erklæring fra Det Europæiske Råd om stabilitets- og vækstpagten. Ministrene var enige om, at Kommissionens meddelelse var et godt diskussionsgrundlag.

Diskussionen faldt i to dele. Først havde vi en lang diskussion i Eurogruppen med de 12 lande. Derefter diskuterede alle 25 lande konklusionerne, da de øvrige 13 håber på at blive optaget i ØMU'en så hurtigt som muligt. Den første konklusion, vi drog, var - i modsætning til, hvordan det blev fortolket i visse dele af pressen - at ministrene ikke søger at udvande pagten, men snarere ønsker en styrkelse, præcisering og bedre gennemførelse. Diskussionerne kunne naturligvis ikke afsluttes på en enkelt dag, så vi gav vores samarbejdspartnere lidt politisk vejledning, så de kan arbejde på spørgsmålet fremover sammen med Kommissionen.

Det første, vi bemærkede, var, at stabilitetspagten - i modsætning til, hvad man nogle gange tror - har vist sig at være nyttig, når det drejer sig om at fastholde budgetunderskud. Hvis man f.eks. sammenligner budgetunderskuddene i medlemsstaterne under den aktuelle afmatning med tidligere afmatninger eller med, hvad der sker andre steder i verden, fremgår det, at underskuddene er lavere, end hvis vi ikke havde haft pagten. Hvis man også ser på renterne og inflationen, kan vi være tilfredse med virkningen af den kombinerede budget- og pengepolitik.

Det andet, vi blev enige om, er, at vi ikke vil ændre noget i forbindelse med kriterierne på 3 % og 60 %. Disse kriterier står i traktaten, de er af største betydning og bør ikke ændres. Vi blev også enige om, at et regelbaseret system stadig er den bedste garanti for, at forpligtelserne håndhæves på samme måde i alle medlemsstater. Vi blev enige om, at traktaten ikke bør ændres overhovedet, og at ændringer i reglerne bør holdes på et minimum, hvis de overhovedet er nødvendige, men det ved vi endnu ikke med sikkerhed.

I forbindelse med styrkelsen og præciseringen af stabilitets- og vækstpagten bør der lægges passende vægt på at styrke dens økonomiske rationale og dens gennemførelse. For at sikre rammernes troværdighed bør reglerne holdes både gennemsigtige og enkle. Vi mener, at følgende elementer bør analyseres. For det første bør pagtens forebyggende karakter styrkes. Der er behov for en mere symmetrisk tilgang til finanspolitikken i form af budgetdisciplin i gode tider, så der gradvis opnås budgetoverskud, når opsvinget kommer. For det andet skal medlemsstaterne indbyrdes lægge pres på og støtte hinanden, når budgetafvigelserne opstår, frem for at vente, til et land bryder 3 %-reglen. For det tredje har vi behov for gennemsigtige budgettal og vækstantagelser for at kunne påvise og korrigere budgetafvigelser i tide.

Derefter diskuterede vi gæld og gældens holdbarhed. Fokus på disse elementer bør øges. For det første bør vi være mere opmærksomme på, at en gældskvote bør nedbringes i tilstrækkelig grad, hvis den ligger over referenceværdien, og bør nærme sig referenceværdien passende hurtigt. For det andet bør omkostningerne ved befolkningens aldring tages i betragtning, når man skal vurdere, om en medlemsstat har opnået holdbare offentlige finanser. For det tredje blev vi enige om at se nærmere på spørgsmålet om gældens holdbarhed. Et område, der gav anledning til særlig bekymring, var de eventuelle statistiske konsekvenser af pensionsreformer. Det vedrører nogle få lande, men er noget, vi bør undersøge nærmere.

Et tredje vigtigt element er, at når et land underkastes en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, og vi skal vurdere, om det følger henstillingerne, bør vi skelne klart mellem trufne foranstaltninger og fejl i de økonomiske prognoser. Indtil videre har vi udstedt henstillinger om påkrævede tiltag og håbet på et resultat, men resultatet var ikke bedre end den skriftlige prognose. I fremtiden, når vi skal vurdere, om et land har fulgt henstillingerne, bør vi derfor skelne mellem politiske fejl og prognosefejl.

Endelig bør budgetpolitikkerne inden for stabilitets- og vækstpagtens rammer opstille de rette prioriteter for strukturreformer, innovation og konkurrenceevne i henhold til Lissabon-dagsordenen for at fremme økonomisk vækst og jobskabelse. Vi bad Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og Kommissionen om at udspecificere disse principper, så vi kan have endnu en diskussion på ministerplan. Vi blev også enige om, at det ville være bedst at holde denne diskussion samtidig med drøftelserne om Frankrig og Tyskland og den procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er iværksat for dem.

(Bifald)

  Almunia, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, jeg vil gerne takke Dem for Deres invitation til at drøfte stabilitets- og vækstpagten. Som bekendt vedtog Kommissionen den 3. september en meddelelse om bedre økonomisk styring og afklaring i forbindelse med gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten.

Jeg synes, at det er meget vigtigt at drøfte rammerne for økonomisk styring og i særdeleshed situationen og perspektiverne for stabilitets- og vækstpagten, ikke kun i Rådet, som vi gjorde det i sidste weekend, og som vi vil gøre i de kommende uger og måneder, men også i Europa-Parlamentet og i de nationale parlamenter.

Som rådsformanden, hr. Zalm, sagde, havde vi i sidste weekend i Haag, såvel i Eurogruppen (Euro-12) som i den udvidede Eurogruppe - det uformelle Økofin-Råd med nu 25 lande - en indledende drøftelse af spørgsmålet. Rådet er enig i, at Kommissionens meddelelse er et godt udgangspunkt for diskussionen, og nu sætter vi vores lid til, at det vil lykkes os i løbet af de kommende ugers og måneders arbejde, som vi vil gå i gang med på et mere teknisk niveau blandt medlemsstaternes repræsentanter i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og i Kommissionen, at komme til Økofin-Rådet til november med en endnu højere grad af enighed om indholdet end den, vi har kunnet drøfte og opnå på mange punkter vedrørende de mere generelle principper eller idéer blandt dem, der er indeholdt i Kommissionens meddelelse.

Hr. Zalm nævnte ligeledes, at udkastet til forfatningstraktat, der blev vedtaget i juni, stadfæster det, der allerede er indeholdt i traktaten, og som vi ikke ønsker at ændre. Det er de grundlæggende principper, de grundlæggende referenceværdier for udviklingen af de offentlige underskud og den offentlige gæld samt proceduren om uforholdsmæssigt store underskud i henhold til definitionen i den nuværende traktats artikel 104.

Det drejer sig derfor ikke om at diskutere noget, der ikke er til diskussion, eftersom det er indeholdt i den nuværende traktat og vil være det i den kommende forfatning. Det drejer sig derimod om at drøfte forslag, der har til formål at forbedre, styrke og præcisere anvendelsen heraf og at forbedre graden af overholdelse af den ramme, der er fastsat i den nuværende traktat, og som bl.a. fastsættes nærmere i den såkaldte stabilitets- og vækstpagt.

Denne ramme bygger på nationale, økonomiske politikker, der koordineres i nogle budgetpolitikker, hvor budgetunderskuddet ikke må overstige 3 %, og hvor gælden i henhold til gældskriteriet ikke må overstige 60 % af BNP.

Idéerne i Kommissionens meddelelse omfatter derfor både en koordinering af de økonomiske politikker og en budgetmæssig koordinering og overvågning af budgetpolitikkerne.

Med hensyn til den økonomiske politik mener vi, at der er et klart behov for en bedre koordinering af vores aktioner, hvad angår strukturreformerne, samt for en forstærket indsats for at føre Lissabon-dagsordenen ud i livet. Europa har brug for at øge sit vækstpotentiale og skabe flere arbejdspladser, og vi kan ikke nøjes med udelukkende at basere os på et enkelt instrument, stabilitets- og vækstpagten, til at koordinere vores økonomiske politikker.

Vi bør derfor anvende de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik mere effektivt, da de på grund af deres beskaffenhed er mere fleksible end stabilitets- og vækstpagten, og samtidig bør vi forbedre anvendelsen af stabilitets- og vækstpagten ved hjælp af en mere omfattende og bedre anvendelse af pagtens forebyggende foranstaltninger eller aspekter og styrke den gensidige kontrol (peer pressure), og det skal vi især gøre i perioder med gunstige konjunkturer.

Hvad angår den budgetmæssige koordinering, bygger Kommissionens forslag om at styrke og tilpasse stabilitets- og vækstpagten på fire principielle spørgsmål. For det første er det nødvendigt at holde mere fast i gældsniveauet og i holdbare offentlige finanser, når vi overvåger udviklingen i de offentlige finanser i de enkelte medlemsstater. I princippet skal maksimumsgrænsen for underskuddet på 3 % overholdes for at sikre en passende reduktion af gældsniveauet og holdbarheden af de offentlige finanser i det enkelte land. Men i praksis er der imidlertid mange lande, hvor gældsudviklingen ikke har været som forventet, fordi der anvendes ekstraordinære foranstaltninger, eller fordi der opstår underforstået gæld. Vi skal derfor være mere opmærksomme på gældsudviklingen som supplement til en tæt opfølgning på udviklingen i det offentlige underskud.

Det skal fremgå klart, at problemet med holdbare finanser ikke kun berører de lande, hvis gældsniveauer allerede overstiger referenceværdien på 60 %, men også andre medlemsstater, hvor gælden udtrykt i procent af BNP vokser, eller hvor landene, selv om gælden ikke vokser lige nu, ved, at de i fremtiden kommer til at stå over for meget store og vanskelige udfordringer, f.eks. problemer, der skyldes den demografiske udvikling og befolkningens aldring.

For det andet er Kommissionen klar over, at det er nødvendigt at være mere opmærksom på de forskellige forhold i landene, når den skal overvåge budgetudviklingen i det enkelte land, og i særdeleshed, når den skal fastsætte midtvejsmålsætningen. I en Union med 25 lande drejer det sig ikke om at skabe en pagt a la carte - som nogen har sagt - det er ikke Kommissionens hensigt at gøre det, det drejer sig derimod om at anvende en økonomisk logik, der går ud på, at det ikke er hensigtsmæssigt at fastsætte det samme midtvejsmål for udviklingen i de offentlige finanser for samtlige lande i det udvidede EU.

Samtidig skal midtvejsmålsætningen for det enkelte land sikre, at reglen om, at de offentlige underskud ikke må overstige 3 % af BNP, altid er overholdt. På denne måde sikres det, at medlemsstaterne behandles ens, uanset om holdbarheden af deres offentlige finanser er forskellig fra land til land.

For det tredje bør diskussionen efter Kommissionens mening også dreje sig om behovet for hurtigt at kunne anvende foranstaltninger og for at forbedre anvendelse af stabilitets- og vækstpagtens forebyggende foranstaltninger. Vi ved alle, at det ikke var alle medlemsstaterne, der i slutningen af 1990'erne og i begyndelsen af dette årti benyttede deres økonomis gode tilstand og de gunstige økonomiske konjunkturer til at konsolidere deres offentlige finanser tilstrækkeligt, hvilket betyder, at de i økonomisk vanskelige tider ikke er i stand til, eller får meget svært ved, at overholde 3 %-reglen.

Som nævnt af rådsformanden, hr. Zalm, tog Rådet næsten øjeblikkeligt vel imod alle disse aspekter - disse tre første idékomplekser. Hvad angår pagtens korrigerende foranstaltninger, var der straks mere debat, og det vil der også være fremover.

For at være i overensstemmelse med vores forebyggende foranstaltninger skal vi også, hvad angår pagtens korrigerende foranstaltninger i proceduren om uforholdsmæssigt store underskud, være opmærksom på omstændighederne i det enkelte land, og hvilket tidspunkt i den økonomiske cyklus landet befinder sig i. Hvordan kan vi gøre det? Ved hjælp af to mulige procedurer. For det første kan vi forbedre den nuværende definition af særlige omstændigheder i stabilitets- og vækstpagten og tillade, at et land ikke bliver omfattet af proceduren om uforholdsmæssigt store underskud, selv om underskuddet er over 3 %, hvis det i længere tid har været i en situation, hvor væksten har ligget under landets potentiale.

For at kunne skelne mellem perioder med lav cyklisk aktivitet og perioder med lav strukturel aktivitet og for at undgå en svækkelse af overvågningsrammen bør vi under alle omstændigheder håndhæve de to andre krav, der findes i den nuværende bestemmelse om særlige omstændigheder, nemlig at underskuddet skal være midlertidigt, og at afvigelsen ikke må være ret stor i forhold til de 3 %.

Jeg vil også gerne nævne behovet eller muligheden for at justere gennemførelsen af foranstaltninger til korrektion af underskuddet, dvs. den hastighed, hvormed et land, der ligger over 3 %, skal få sit offentlige underskud ned under denne referenceværdi. Konjunkturforskellene i de enkelte lande, der befinder sig i denne situation, retfærdiggør denne tilgang.

Princippet om, at et uforholdsmæssigt stort underskud skal korrigeres hurtigt, fastholdes under alle omstændigheder i Kommissionens meddelelse, men vi skal som nævnt af hr. Zalm være opmærksomme på den indvirkning på budgetresultaterne, som andre økonomiske faktorer, som ikke har noget at gøre med intensiteten af den indsats, det berørte land anmodes om og foretager, har.

Der er under alle omstændigheder et samspil mellem disse to elementer, der er fastsat i bestemmelsen om særlige omstændigheder. Der er, som man siger på engelsk, en trade off. Det er ikke muligt på samme tid uhæmmet at øge manøvremargenen for dem begge. Hvis der lægges mere vægt på at undersøge, om et land skal omfattes af proceduren om uforholdsmæssigt store underskud, er det nødvendigt at være mere stringent med hensyn til tilpasningen. Hvis den nuværende strenghed i forbindelse med at blive omfattet af proceduren om uforholdsmæssigt store underskud fastholdes, kan man overveje muligheden for at justere fristerne, når landet er blevet omfattet af proceduren, til at genskabe en situation, der er i overensstemmelse med traktaten.

Jeg er overbevist om, at rammen for den økonomiske styring i Den Økonomiske og Monetære Union vil blive bedre funderet med disse forbedringer, og at de idéer og den drøftelse, vi har taget hul på sidste weekend, på ingen måde svækker pagten, men derimod styrker den, for en svækket pagt, en svækket fiskal ramme skyldes ikke kun den teoretiske fortræffelighed af nogle regler, som vi alle overholder a priori eller teoretisk, men også evnen til at anvende disse regler, og som det står i den nylige dom fra EF-Domstolen, skal afgørelserne træffes af Rådets medlemsstater. Kommissionen fastholder sin ret til at stille forslag, men det er Rådet og medlemsstaterne, der skal anvende de regler, de har forpligtet sig til ved at vedtage traktaten og de efterfølgende forordninger.

Vi kan ikke forlange af medlemsstaterne, at de vedtager nogle regler, de ikke selv tror på. Og hvis der er nogle, der på baggrund af deres erfaringer føler, at nogle af reglerne bør tilpasses, er det bedre at tilpasse dem end ikke at overholde dem. At fastholde dem i uændret form og derefter misligholde dem er den ulykkelig situation, som stabilitets- og vækstpagten til tider har befundet sig i.

(Bifald)

  Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, vi står over for en vanskelig og en for Europas fremtid vigtig debat. Det handler om EU's troværdighed, institutionernes troværdighed og troværdigheden hos medlemsstaternes regeringer. Vores erfaringer med den fælles valuta er gode. Den er stabil og ved siden af dollaren den afgørende, den vigtigste valuta i verden. Men en valutas styrke afhænger ikke udelukkende af Centralbankens uafhængighed og prisstabiliteten, men især af regeringens finans- og budgetpolitik. En usund budgetpolitik kan netop i en monetær union blive en større trussel og belaste hele samfundet, altså alle, der deltager heri, især hvis nogle større lande ikke træffer de nødvendige foranstaltninger.

For at forhindre dette har vi jo Maastricht-mekanismen og stabilitetspagten og de pågældende forordninger. Og der er tidligere handlet i modstrid hermed. I økonomisk gode tider har man jo ikke nedbragt budgetunderskuddet. Vi går ind for, at man i økonomisk vanskelige tider, hvor man skal være mere fleksibel, naturligvis også fører en mere fleksibel politik, vi går ind for, at dette bliver gjort. Alligevel mener vi, der er stor fare for, at man med en ny fortolkning af kriterierne så ikke nedbringer gælden i økonomisk bedre tider. Det er vores store frygt, at dette sker. Vi bifalder absolut det, som EF-Domstolen har afgjort i forbindelse med de pågældende procedurer. Vi bifalder afgørelsen fra sidste uge, hr. rådsformand, om at give Kommissionen et nyt mandat. Jeg bifalder absolut også, at De sagde: "Vi fastholder underskudsgrænsen på 3 %, vi vil ikke over 60 %".

Men vi ser jo for den samlede gælds vedkommende, at denne i nogle medlemsstater allerede ligger langt over 60 %, og derfor mener jeg ikke, der kan blive tale om nogen ændring i fortolkningen af traktaten og stabilitetspagten, da det indebærer en opmuntring til øget gældsætning.

Den retning, Rådet går i, kan - efter vores mening - både sikre kontinuitet i den nuværende budgetprocedure og opmuntre en række medlemsstater til at finde tilbage til den traktatbundne og den for Europas fremtid nødvendige budgetdisciplin. Jeg vil gerne opmuntre Kommissionen til at stille et nyt forslag inden for de rammer, Rådet har afstukket, og jeg anmoder Kommissionen om virkelig at sikre, at der ikke opstår det indtryk, at vi med en ny fortolkning, måske endda med ændringer af lovgivningen, nu fører en ny gældspolitik i Europa, som vi så alle må betale dyrt for.

For hvordan skal der blive tale om investeringer, hvis renten i sidste ende stiger, og vi skal betale gælden, og de nødvendige midler til investeringer mangler i erhvervslivet? Derfor anbefaler jeg, at vi holder os inden for traktatens rammer og også benytter os af den nødvendige fleksibilitet, traktaten giver os, i både vanskelige og i gode tider, for at sikre den europæiske valutas stabilitet fremover.

(Bifald fra højre)

  Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, ærede damer og herrer, vi har med glæde noteret os, at der åbenbart var bevægelse i Rådet her i weekenden. Og når jeg henvender mig til Dem, hr. Zalm, så gør jeg det, fordi De har været en endog meget overbevist forsvarer af den hidtidige fortolkning af stabilitetspagten. Nogle gange har jeg - vær ikke vred, hvis jeg formulerer det lidt skarpt - haft indtryk af, at De og nogle af Deres kolleger har haft en nærmest manikæisk fortolkning af stabilitetspagten.

Der findes kun et enten/eller. Nu er der kommet bevægelse i diskussionen, fordi det bliver tydeligt, at man må se én ting i øjnene, hvis man vil redde Lissabon-strategien, hvis man vil forsvare den, hvis man vil styrke den, hvis målene i Lissabon-strategien rent faktisk skal nås: Alle instrumenter skal mobiliseres - og det omfatter også stabilitets- og vækstpagten - hvis målene i Lissabon-processen skal realiseres. Det ville være et skridt i den rigtige retning at lave en undersøgelse med åben udgang af, om alle de foranstaltninger, der har været forbundet med stabilitets- og vækstpagten, eller alle fortolkninger, den er blevet underkastet, rent faktisk har været hensigtsmæssige indtil nu, eller om det er nødvendigt med den ene eller den anden modificering, den ene eller den anden fortolkning. Og det skridt blev efter min mening taget her i weekenden.

Ingen - og det var et ret vigtigt punkt, kommissær Almunia fremførte her - vil opgive de 3 %, ingen bør opgive de 60 %. Men det afgørende punkt er, at hvis vi bibeholder disse retningslinjer - og de er uundgåelige, det står også klart i vores rækker - så er det, kommissæren fremførte her, nemlig at hvert land inden for rammerne af de pågældende forudsætninger skal sættes i stand til at klare sine problemer, at der ikke kan være noget fælles mål, som påtvinges de enkelte lande, fordi forudsætningerne for at nå målene igen, hvis man har problemer, er forskellige fra land til land, så er dette også et skridt i den rigtige retning, for de, der vil redde pagten, sættes således i stand til at gøre det. De, der fortolker pagten sort-hvidt - og det viser udviklingen fra de seneste år i nogle lande - de, der siger, at det ikke kan være anderledes end det, vi forestillede os for 14 år siden, overser, at der også finder en dynamisk udvikling sted på det sociale og det økonomiske område. Kommissær Almunias henvisning til den demografiske udvikling viser jo, at vi skal respektere udviklinger og inddrage dem i de overvejelser, som vi slet ikke kendte til i begyndelsen af debatten om stabilitetspagten. Dvs. at modificere den, at modernisere den og tilpasse den til de aktuelle forhold, det betyder at sikre den, at garantere den som et langsigtet grundlag for en stabil valuta. De har vist, at De har mod, hr. Almunia, og Den Socialdemokratiske Gruppe siger: Vi giver Dem moralsk støtte.

(Bifald fra venstre)

  Klinz (ALDE). - (DE) Hr. formand, ærede kolleger, der har i historien været flere forsøg på at indføre en fælles valuta i lande, der ikke var sammensluttet i en politisk union. Alle disse forsøg er mislykkedes før eller siden. Man ville gerne forskåne euroen for denne skæbne. Stabilitets- og vækstpagten blev indgået for at forpligte medlemmerne af euroområdet til kriterier, hvis overholdelse skal sikre valutaens stabilitet. Ved manglende overholdelse af reglerne skulle en effektiv sanktionsmekanisme hurtigt føre synderne tilbage til dydens smalle sti og således begrunde euroens troværdighed på finansmarkederne og hos borgerne.

Virkeligheden ser anderledes ud. Tyskland og Frankrig opfylder i år for tredje gang i træk ikke kriteriet om et underskud på højst 3 %. Alligevel er sanktionsmekanismen endnu ikke trådt i kraft. Pagten truer med at blive afsløret som en papirtiger, tilliden til euroen er vaklende. På denne baggrund bifalder Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, at kommissær Almunia hurtigt og beslutsomt har udarbejdet forslag til, hvordan pagten kan blive reddet.

Vi ser det som noget positivt, at kriteriet om et underskud på højst 3 % principielt bibeholdes. Vi mener, det er rigtigt, at en stats samlede gæld skal overvåges i højere grad. Vi accepterer, at der skal tages højde for den demografiske udvikling i medlemslandene og den - overvejende negative - budgetmæssige virkning heraf. Vi glæder os over udtalelsen, der egentlig er en selvfølge, om, at medlemslandene skal opnå overskud i gode tider med henblik på at opbygge reserver til dårlige tider.

Trods denne positive bedømmelse af de enkelte elementer i Kommissionens forslag er vores samlede bedømmelse kritisk. Skarpt formuleret kunne vi sige, at da virkeligheden ikke stemmer overens med reglerne, bliver reglerne tilpasset virkeligheden. Tyskland og Frankrig har klaret skærene politisk, i det mindste foreløbig. Så længe synderne selv er med til at afgøre, om der er tale om manglende overholdelse, forbliver det et åbent spørgsmål, om sanktionsmekanismen nogensinde vil træde i kraft. Problemerne i et land som Tyskland skyldes ikke stabilitets- og vækstpagten, men er af strukturel karakter og hjemmegjorte. I gode år er der ikke opbygget reserver, der er ikke taget fat på nødvendige reformer tilstrækkeligt beslutsomt, og statsfinanserne er ikke blevet konsolideret. Kun et enkelt, attraktivt skattesystem, deregulering af arbejdsmarkederne, en fornyelse af de sociale sikringssystemer og uddannelsessystemet bidrager til at styrke konkurrenceevnen og generere en bæredygtig vækst.

Vores kritik af Kommissionens forslag går fortrinsvis på, at der ved bedømmelsen af, om et land opfylder kravene i henhold til pagten eller ikke, skal anvendes kriterier, der er forbundet med et stort fortolkningsmæssigt spillerum, f.eks. ugunstige økonomiske rammebetingelser, særlige omstændigheder for mange års små vækstrater, landespecifikke faktorer ved korrigeringen af for store underskud. Vi betvivler, at gruppepres har en positiv indvirkning på medlemslandenes adfærd, det forholder sig snarere omvendt. Faren for politisk kammerateri efter mottoet "hvis du hjælper mig i dag, hjælper jeg dig i morgen" vil blive øget. Derfor skal bedømmelseskriterierne være entydige og let forståelige.

Vi bifalder kommissærens hensigt om at gøre medlemslandenes budgetpolitik mere gennemsigtig og bindende, ikke mindst gennem regelmæssig rapportering til Europa-Parlamentet og debatter, der giver omtale i offentligheden. Sidste weekend blev Jean-Claude Juncker valgt til formand for Eurogruppen for de næste to år. Vi håber, det lykkes ham at styrke medlemslandenes identifikation med stabilitets- og vækstpagten og deres ansvar for den. Euroen er en enestående succeshistorie. For Europas og for borgernes skyld skal euroen forblive stabil.

  Lipietz (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, Gruppen De Grønne lykønsker varmt Kommissionen for forslaget til reform af stabilitetspagten og glæder sig over den positive modtagelse, som Rådet synes at give det.

Allerede ved Det Europæiske Råds møder i Dublin og i Amsterdam vurderede De Grønne, at pagten ikke ville kunne gennemføres i nedgangstider, og ikke ville blive gennemført. Det var, hvad der skete. Rådet straffede ikke de store lande, som overskred 3 %-tærskelen. De udgør i dag 80 % af det europæiske BNP, og det er sikkert, at stagnationen i Europa i 2003 uden denne politik ville have udviklet sig til nedgang.

I samme periode trak USA, Kina, Japan og selv Storbritannien det globale opsving i gang ved at føre en finans- og pengepolitik, som ville have været forbudt i Europa.

Ja, det var nødvendigt at reformere det, som hr. Prodi for to år siden kaldte "den dumme pagt". Kommissionen godkendte tre af de fire henstillinger, som vi formulerede på det tidspunkt, nemlig kun at presse på for at genoprette budgetbalancen i opgangstider, at tolerere rimelige underskud i perioder med lav vækst og udforme monetære og finansielle regler som en del af forvaltningen af de overordnede økonomipolitiske retningslinjer, som forhandles demokratisk.

Vi er naturligvis kede af, at vores forslag om at trække de investeringer, som svarer til Göteborg- og Kyoto-målsætningerne, fra opgørelsen over underskuddene, nemlig besparelser på energi, store fælles transportnetværk og vedvarende energiformer, ikke tages i betragtning.

Vi afviser desuden tanken om, at overslagene over kommende udgifter som f.eks. pensionerne bliver inkluderet i gælden fra nu af. Eller også skal vi have for øje, at bortset fra aldringen er klimaforstyrrelserne den største gæld, der overdrages til de kommende generationer.

Men hvis Rådet allerede nu vedtager Kommissionens forslag, beviser det, at kravet om enstemmighed i 25 lande ikke forhindrer Europa i at vedtage nødvendige og intelligente reformer. Vores medborgere har brug for et sådant bevis i dag, og vi takker Dem for det.

  Wagenknecht (GUE/NGL). - (DE) Kære kolleger, stabilitetspagten har ikke ført til stabilitet og vækst i Europa, tværtimod. I de fleste europæiske stater er vækstraterne i dag lavere end tidligere år. Det, der er vokset i stedet, er fattigdom, arbejdsløshed, billige job og konkurser blandt de mellemstore virksomheder.

Vil De helt seriøst bilde europæerne ind, at det er stabilitet? Ingen ønsker inflation, men en prisstabilitet, der købes på bekostning af beskæftigelse og livskvalitet, en sådan stabilitet tjener udelukkende den europæiske pengeadel og er til skade for størstedelen af europæerne.

Kommissionens forslag om en reform af stabilitetspagten er desværre ikke forbundet med nytænkning, men er derimod blot kosmetiske korrigeringer med henblik på i det hele taget at gøre et forældet koncept praktisabelt igen.

De, der kritiserer Kommissionens forslag som en opblødning af pagten, har tydeligvis slet ikke forstået, at stabilitetspagten i sin oprindelige version ganske enkelt ikke længere står til at redde. Der er trods alt seks europæiske lande, der har haft så stor succes med besparelser, at de oplever en krise, og det er netop på grund af denne krise og ikke på grund af en ekspansiv udgiftspolitik, at de ikke længere er i stand til at overholde de såkaldte stabilitetskriterier.

De, der vil opretholde pagten som en stok til at gennemføre besparelser i det sociale serviceniveau og privatiseringspolitik, skal udforme anvendelsen mere fleksibelt. Netop derfor forkaster vi, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, Kommissionens forslag på nøjagtig samme måde, som vi forkaster pagtens bogstav og ånd. De, der virkelig ønsker stabilitet og vækst i Europa, bliver nødt til at begrave de neoliberale dogmer.

Budgetkonsolidering er ikke noget formål i sig selv. Offentlige investeringer sikrer fremtid og beskæftigelse. Et blomstrende indre marked kræver massekøbekraft, der ikke kan fås uden stigende lønkvoter og sociale udgifter.

Når vi nu taler om underskud: Ville de europæiske koncerner med en EU-harmonisering af reglerne for selskabsbeskatning på højeste niveau endelig igen på passende vis blive bedt om at betale, og ville Europa med en ny forfatning blive forpligtet til nedrustning i stedet for oprustning, ville det til enhver tid være et mere effektivt bidrag til at modvirke statsgæld, der er ved at tage overhånd, end samtlige rabiate spareprogrammer, der blot forværrer problemerne yderligere.

En stabilitetspagt for Europa, der virkelig fortjener dette navn, en pagt, der forpligter de europæiske stater, ikke til blinde mål om underskud, men til nedbringelse af fattigdom og arbejdsløshed, og som idømmer de stater, der ikke opfylder målene, sanktioner, en sådan stabilitetspagt ville vi give vores uindskrænkede støtte. Livsforlængende foranstaltninger som et værktøj til at slå den europæiske socialmodel i stykker, sådanne foranstaltninger er vi derimod klart modstandere af.

  Whittaker (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, det er klart, at de store eurolandes regeringer ikke har til hensigt at lade deres hænder binde ved at love at holde sig til underskudsgrænsen på 3 %. Det kan man heller ikke forvente. Stabilitetspagten minder om den fælles fiskeripolitik: Alle lande har en interesse i, at de andre lande overholder reglerne, men de er ikke interesseret i selv at blive begrænset.

Fiskeripolitikken fungerer ikke særlig godt, og det gør stabilitetspagten heller ikke, men - for at opretholde illusionen - skal vi nu have en mere fleksibel pagt, der tager hensyn til økonomiske vækstrater og landespecifikke forhold. Det lyder som en god idé, men i praksis afhænger alle disse kriterier af et skøn, som hr. Almunia lige har forklaret. Til syvende og sidst betyder det bare, at et land, der har problemer med at overholde pagtens regler, heller ikke behøver at gøre det. En fleksibel regel er ikke længere en regel.

Problemets kerne er, at der ikke er nogen troværdig mulighed for håndhævelse, og det har der aldrig været. Det har hele tiden været latterligt at antage, at en regering, som har problemer med at betale sine regninger, kan straffes med en bøde. Ikke desto mindre er en sund finanspolitik afgørende for euroen, som Den Europæiske Centralbank også påpeger.

Der er mange eksempler på, hvad der sker med fastkurssystemer, når regeringerne ikke har styr på deres budgetter. En ØMU er bare en avanceret form for fast valutakurs. Argentina er det seneste eksempel på et sådant sammenbrud. Problemet kunne naturligvis løses ved meget større kontrol med de nationale budgetter, men det virker ikke særlig realistisk lige nu. Vi i Storbritannien har i hvert fald ikke lyst til, at Bruxelles skal styre vores finansministerium.

Jeg vil gerne slutte af i en positiv tone. Jeg kan kun sige, hvor er jeg glad for, at Storbritannien ikke har indført euroen ...

(Bifaldsråb fra IND/DEM-Gruppen)

... og efterhånden som stabilitetspagtens svaghed bliver mere og mere åbenlys, bliver sandsynligheden for, at vi nogensinde indfører den, mindre og mindre.

(Bifald fra IND/DEM-Gruppen)

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Aylward (UEN). - (EN) Hr. formand, vi lever i et EU med et indre marked, hvor der hersker fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Vi har også set det indre markeds succes i form af nettojobskabelse. Den Økonomiske og Monetære Unions succes har fjernet risikoen for at se sultne spekulanter spille den ene valuta ud mod den anden for personlig vindings skyld, samtidig med at de tilføjer de europæiske lande og deres borgere alvorlig økonomisk skade.

Euroen er en stærk valuta for erhvervslivet, og den virker efter hensigten, men vi er nødt til at analysere de regler, der gælder for økonomisk koordinering. Nogle EU-lande bryder stabilitets- og vækstpagtens regler, og det gør de ustraffet. Det er den økonomiske troværdighed, som står på spil her. Enten overholder vi alle sammen reglerne, eller også lader vi være. Der kan ikke være et regelsæt for de store lande og et andet for de små. Det skader ikke alene vores økonomiske reglers troværdighed, men medfører et mere overordnet problem med at sælge et målrettet budskab om EU's positive arbejde til Europas borgere.

Kommissionen gav f.eks. for nogle år siden den irske regering en reprimande for landets økonomiske governance på et tidspunkt, hvor økonomien voksede med 10 % om året. Jeg går ind for økonomisk koordinering, men alle, der spiller samme spil, må følge de samme økonomiske regler. Jeg går ind for en gennemgang af reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Lande med en lav gæld bør have lov til at investere i vigtige infrastrukturprojekter af national betydning. Det er vigtige sager, og EU's regeringer må se nøje på de forskellige muligheder. Eventuelle ændringer i disse regler skal være fair og gælde ens for alle deltagere.

I Europa har vi problemer med stabilitets- og vækstpagtens funktion, men dem skal vi overvinde målrettet og beslutsomt.

  Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er stærk modstander af, at nogle lande ikke overholder stabilitetspagten, og at Kommissionen tillader nogen form for diskussion om en eventuel lempelse af pagtens regler. Jeg mener, at løse budgetregler betyder større gæld, og jeg mener, at en lempelse og manglende håndhævelse af reglerne betyder et troværdighedstab for hele EU. Det eneste budskab, vi sender om os selv, er, at det ikke er dem, der har fremgang, har overskud og skaber job, der fremhæves som eksempler i EU, men derimod dem, der lever på kredit og udskyder at finde en løsning på landets økonomiske problemer.

Lad os ikke lukke øjnene for, at en række medlemsstater i EU i dag slås med stagnation, stor arbejdsløshed og voksende gæld. Jeg mener derfor, at enhver eftergivenhed fra EU's side er malplaceret. Efter min mening skal Kommissionen i stedet lægge større pres på de enkelte lande og opfordre til budgettilbageholdenhed, nedbringelse af gæld og jobskabelse i disse lande samt først og fremmest sikre, at de regler, som EU har fastsat, overholdes.

Jeg vil gerne påpege, at det ikke bliver dette Parlament eller de enkelte politikeres eller regeringers spindoktorer, der skal vurdere Kommissionens økonomiske foranstaltninger, men det globale marked, og markedet er kendt for at straffe skyldnere og dem, der er upålidelige, særdeles hårdt. Hvis reglerne lempes, tror jeg, vi vil se en masse virksomheder flygte ud af EU til Asien og Ukraine eller blot til steder, hvor skatterne er lavere, arbejdskraften billigere og - det må indrømmes - de sociale afgifter er lavere.

Hverken velstand, flere job eller øget konkurrenceevne for EU i den globale økonomi kan opnås ved at lempe reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Hvis ikke Kommissionen indser dette og dæmmer op for forbrug, der ikke er baseret på økonomiske resultater, bliver stabilitets- og vækstpagten til en ustabilitets- og fiaskopagt. Jeg takker for Deres opmærksomhed.

  Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg er næppe den eneste, der føler en vis undren ved at læse disse meddelelser og lytte til de redegørelser, der netop er afgivet. Det anføres, at det er målet at styrke pagten, om end næsten alle kommentatorer taler om svækkelse eller om løsere tøjler. Det skulle ikke være hensigten at røre ved pagtens 3 %-standard, om end jeg fornemmer, at det netop er den budgetstandard, der kæmpes med. Endvidere skulle håndhævelsen af pagten styrkes, men der er efter min opfattelse en del ønsketænkning i det, der skrives om øget effekt af det såkaldte peer pressure, som afgjort ikke har virket i forhold til de store lande, og jeg læser ikke meget om øget magt til Kommissionen eller om ændret beslutningstagning i Rådet, hvilket er forudsætningen for for alvor at forbedre håndhævelsen. Det er dog positivt, at meddelelsen nu foreligger, og at der nu føres en åben debat herom. Det har vi al mulig grund til. I PPE-DE-Gruppen har vi allerede haft en grundig drøftelse af emnet, og vi deltager i debatten med åbent sind. Dog er vores udgangspunkt uændret. Vi har aldrig sagt, at der var tale om en dum pagt. Tværtimod mente og mener vi, at stabilitets- og vækstpagten er et værdifuldt instrument. At man søger i højere grad at afstemme med andre instrumenter, der anvendes i den økonomiske politik, at forfine, at optimere gældsgraden, at tilstræbe økonomisk realisme, det er alt sammen emner, som kan drøftes. Det, der efter vores opfattelse ikke kan tolereres, er, at stabilitets- og vækstpagten tilpasses for at behage et par regeringer. Pagten bør være en faktor, som ansporer til disciplin. Den bør være et instrument, som sikrer, at vi holder os på dydens vej. Det betyder, at pagten er rettet mod den sociale markedsøkonomis udfordringer på lang sigt. Den må ikke afspores af kortsigtede alarmsignaler.

  Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, som Martine Schulz sagde lige før, støtter min gruppe fuldt ud det forslag, som blev præsenteret af kommissær Almunia. Forslaget, som bryder tabuet omkring pagtens urørlighed i dens oprindelige udformning, foreslår Dem at drage en pragmatisk lære af de fem første år med ØMU'en netop for at indlede en ny etape i historien om den fælles mønt, som giver mulighed for reelt at kombinere stabilitet og fokus på væksten og beskæftigelsen.

Den aktuelle ramme har vist sig at være mangelfuld som vækstinstrument både med henblik på præstationerne i de andre store valutazoner i verden og med henblik på præstationerne i de lande i Unionen, som har holdt sig uden for euroområdet. Den har vist sig sårbar set ud fra en troværdighedssynsvinkel, ikke kun når man ser på antallet og vægten af de lande, som har overtrådt reglerne, men også når man ser på den usikkerhed, som beslutningen fra november 2003 vakte, og som ikke rigtigt er forsvundet efter Domstolens dom i juli.

Vi støtter derfor Deres forslag og især de forslag, som består i at tage større hensyn til forholdet mellem landenes gæld, underskud, konjunkturcyklusser og særlige forhold for at slippe fri af one size fits all-situationen. Vi støtter også det fokus, der sættes på forebyggelse, tidlig alarmering, gruppepres og endelig på at forudse begivenhederne snarere end blot at sætte lid til sanktionsmekanismerne.

Men min gruppe vil gerne understrege to andre punkter, som mine kolleger tager sig af, for vi mener, det er nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger. Hovedformålene med reformen af pagten skal være vækst og beskæftigelse. Øget vækst og beskæftigelse, som bidrager til stabiliteten - eller mere præcist til at danne et reelt grundlag for stabiliteten i euroområdet - går via en forbindelse, som ikke eksisterer i dag i praksis, mellem reformen af pagten, Lissabon-strategien, koordineringen og de økonomipolitiske retningslinjer i medlemsstaterne. Vi mener således, at især ét spørgsmål skal behandles, nemlig hvordan vi fremmer investeringerne i væksten, og hvordan vi på en differentieret måde medregner de af de offentlige investeringer, som bidrager til Lissabon-strategien og til gennemførelsen af dens målsætninger, nemlig forskning, innovation, infrastrukturer og store transeuropæiske netværk, for ikke at glemme livslang læring.

Dernæst er vi også bekymrede for gældens permanente karakter, og samtidig har vi i sinde at sørge for, at hensynet til aldringen ikke bliver et påskud for at presse medlemsstaterne til at privatisere de sociale ordninger, især pensionsordningerne. Vi vil foretrække, at dette bliver afklaret, og at argumentet ikke bliver brugt i morgen til i sidste ende at forsøge at reducere den sociale beskyttelse og sikkerhed, som borgerne i Europa nyder godt af.

  Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Jeg støtter de fremsatte synspunkter, at der ikke er behov for at revidere hovedbestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten, og at metoderne til gennemførelse er klart defineret, men jeg vil gerne stadig påpege, at pagtens stabilitet på lang sigt afhænger af den økonomiske fleksibilitet og den almindelige borgers ændringsparathed. Nu er indtrykket, at pagtens hovedkriterium er budgetunderskuddets størrelse, at dens eneste mål er at sikre euroens stabilitet, og at alt det kun kan opnås ved at gennemføre strukturreformer, men formålet med økonomiske beslutninger er at sikre vækst i borgernes velstand, hvorved de får mulighed for at realisere deres potentiale. Desværre betyder strukturreformer i praksis en reduktion af udgifterne til sociale programmer, der udgør den største del af statsfinanserne. Litauens erfaring med reformer viser, at hvis der ikke skabes gunstige forhold for overførsel af kapital og arbejdskraft fra mindre effektive til mere produktive aktiviteter, dvs. der ikke åbnes nye liberale muligheder for befolkningen og virksomhederne, er de sociale udgifter til strukturreformer meget store, og resultaterne står på grund af den store modstand ikke mål med forventningerne. Pagtens hovedprioritet bør således være at stimulere den økonomiske dynamik og kreativitet samt væksten i nye kvalitetsjob, så selv mine skeptiske kolleger fra Storbritannien ikke kan tvivle på, at den finansielle og økonomiske stabilitet er underbygget.

  Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, da kommissionsformand Prodi for to år siden udtalte, at stabilitetspagten var for ufleksibel, lød der kun hån. De, hr. Zalm, stod i forreste række blandt kritikerne. Enhver, som ønskede at ændre stabilitetspagten var en softie. De fandt, som så ofte, tydeligvis fornøjelse ved at sætte alle kritikere i samme bås og regne dem for uduelige. Tillad mig at spørge, om det, De nu mener at kunne leve med, det, De netop læste op for os, ikke i meget høj grad ligner det, de selv samme kritikere af stabilitetspagten anførte for et par år siden? Lad mig give to eksempler. Min gruppe har altid været fortaler for, at opmærksomheden i højere grad rettes mod statsgælden end mod det årlige budgetunderskud. Vi har altid sagt, at der kan forekomme situationer, hvor en medlemsstat ikke bør straffes for at overskride 3 %-grænsen, eksempelvis hvis der over en længere periode er tale om lav vækst. Nu ser Rådet og Kommissionen omsider ud til at være parat til at fortolke stabilitetspagten på en mere fleksibel måde, og det hilser jeg velkommen. Men, hr. Zalm, vær De nu også ærlig og fleksibel. Siger De ikke, at det drejer sig om at klargøre, forbedre og tydeliggøre pagten? Hvorfor siger De ikke, at nuvel, vi tager den konstruktive kritik, der har været fremført af vores kolleger i Gruppen De Grønne og af venstrefløjen, alvorligt, og derfor moderniserer vi stabilitetspagten? Hr. Zalm, enhver må ind imellem indrømme at have taget fejl. Nu er det Deres tur.

  Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, selv om et antal lande ret åbenlyst undlader at overholde kriterierne i stabilitetspagten og tjener monopolernes kortfristede økonomiske interesser, insisterer EU på, at den skal overholdes, og understreger endog nødvendigheden af en strengere gennemførelse, så presset øges for at få truffet endnu flere befolkningsfjendtlige foranstaltninger.

De ændringer, der foreslås, gør sammen med kriterierne om underskud på statsbudgettet på højst 3 % og offentlig gæld på højst 60 % stabilitetspagten endnu mere reaktionær med det formål at opnå en hurtigere gennemførelse af den befolkningsfjendtlige Lissabon-strategi. Der sker en samordnet forøgelse af skattetrykket på arbejdstagerne, så der kan komme overskud på budgettet. De nationale budgetter sættes under større kontrol for at styrke de europæiske monopolvirksomheders konkurrenceevne ved at mindske skattetrykket og give storkapitalen nye privilegier. Der lægges særlig vægt på den offentlige gæld for at presse øjeblikkelige ændringer af pensionssystemerne igennem, yderligere kommercialisering af plejesektoren, mindskelse af de sociale udgifter og hurtigere gennemførelse af de kapitalistiske omstruktureringer for at sænke prisen på arbejdskraft og øge storkapitalens profit.

Den revision, der foreslås, bekræfter, at den eneste måde, hvorpå man kan bekæmpe stabilitetspagten og EU's befolkningsfjendtlige politik i det hele taget, er ved at arbejdstagerne nægter at makke ret og optrapper deres kamp.

  Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, i moderne økonomier fungerer budgetbalancen som en automatisk stabilisator for realøkonomien. Stabilitet i realøkonomien og dermed beskæftigelsen forudsætter derfor ustabilitet på budgetbalancen. Den grundlæggende tanke bag stabilitetspagten var derfor forkert. Ved at lægge hovedvægten på stabilitet i de offentlige finanser bidrog den til ustabilitet inden for beskæftigelsen.

Kommissionens reformplaner er derfor et skridt i den rigtige retning, men de giver anledning til bekymring. Dette skridt tages, fordi store og mægtige lande ikke opfyldte kravene i stabilitetspagten. Intellektuelle argumenter og politisk vilje til at stabilisere beskæftigelsen var ikke nok. Det borger ikke godt for det fortsatte samarbejde i EU, at magt er vigtigere end intellektuelle argumenter. Derfor var det rigtigt, og vigtigt, at kræve, at også store lande skal følge de gældende regler, også når disse forekommer mindre hensigtsmæssige.

Problemerne mindskes nu for lande med store strukturelle budgetunderskud som Frankrig og Tyskland, men øges for lande med stor offentlig gældsætning som Italien, Grækenland og Belgien.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, stabilitets- og vækstpagten er en succes. 12 lande er med i euroområdet. Pagten foreskriver reglerne for medlemskabet, den danner grundlaget for den offentlige debat om sammenhængen mellem budgetdisciplin, inflation, prisstabilitet, vækst og beskæftigelse, grundlaget for debatten om strukturelle problemer i Europa, grundlaget for debatten om Kommissionens rolle i forhold til medlemsstaternes økonomiske politikker.

Pagten må ikke misbruges som en forklaring på eget svigt og egne forsømmelser. Pagten er et handlingsmandat til medlemsstater og Kommission. EF-Domstolen har styrket Kommissionen og dermed pagten. Den nye forfatning har styrket pagten og Den Europæiske Centralbank, idet prisstabilitet er optaget i forfatningen som et mål.

Med os sker der ingen ændring af spillereglerne. De, der ved fleksibilitet forstår lempelse, ændrer spillereglerne. De, der - som hr. Eichel - vil give forbundsbanken mundkurv på, underkender en uafhængig centralbanks rolle og gennemsigtigheds betydning for tillid, pålidelighed og troværdighed. Jeg støtter Rådets holdning og udtalelserne fra ECB-formand Trichet. Vi har brug for klare regler, der gælder for alle, og en vellykket gennemførelse. Vi har ikke noget problem med pagten, vi har derimod et underskud på gennemførelsesbalancen.

Derfor siger jeg også ja til en debat om, hvordan vi styrker betydningen af den samlede gæld, hvordan vi fastlægger kriterier for de nødvendige budgetoverskud i kunjunkturmæssigt gode tider, hvordan vi inddrager konsekvensen af den demokratiske udvikling og drøfter forskellen på strukturel gæld og investeringsgæld i offentligheden.

Vi har også brug for en debat om kompetencerne hos Kommissionen i forbindelse med pagtens gennemførelse. De, der stifter gæld for gældens skyld, holder udsalg for fremtiden. Vi ønsker, at Europas borgere skal have tillid til de regler, vi skaber for os selv. Vi ønsker, at borgerne skal have vished for, at alle i Europa er lige for loven og behandles retfærdigt.

  Van den Burg (PSE). - (NL) Hr. formand, jeg tilslutter mig de lykønskninger, hr. Almunia er blevet mødt med. Han har gjort et modigt forsøg på at puste nyt liv i den strandede stabilitets- og vækstpagt. Jeg vil også gerne komplimentere formanden for Økofin-Rådet, hr. Zalm, og takke ham for, at han afgjort ikke holder på de gamle heste. Jeg ønsker heller ikke at bringe dem på banen igen, sådan som hr. Lagendijk gør. Men jeg håber, at han ikke kun gør det af opportunistiske og taktiske årsager, men at han faktisk er overbevist om, at det ud fra en økonomisk betragtning er vigtigt i højere grad at lægge vægt på pagtens vækstelement. Jeg vil også gerne tilføje, at min gruppe sætter stor pris på, at De tilkendegav, at De ville videreføre drøftelserne med Økonomi- og Valutaudvalget. Det er efter min mening væsentligt, at vi i Europa-Parlamentet også er involveret heri.

Hvad angår det indholdsmæssige, ser min gruppe positivt på den retning, Kommissionens dokument angiver, herom skal der ikke herske tvivl. Vi har altid argumenteret for bedre balance mellem målsætningen om vækst og målsætningen om stabilitet. Vi ønsker at komme fri af det akrobatiske forsøg på at forene på den ene side de ambitiøse målsætninger fra Lissabon og på den anden side budgetstandarderne, som ved en længerevarende lavkonjunktur er alt for snævre til at tillade investeringer i fornyet økonomisk vækst. Det er absurd, at man eksempelvis i Portugal reducerer og ikke øger udgifterne til forskning og udvikling samt uddannelse, og at Grækenland straffes i forbindelse med de prægtige Olympiske Lege, som vi alle har nydt - det er et andet eksempel på et land med budgetoverskridelser. Også i Nederlandene oplever jeg eksempelvis, at der føres drøftelser med de lokale myndigheder om, hvordan de kan finansiere investeringer med midler fra reserverne. Det ville være positivt for væksten, men for at undgå, at budgetunderskuddet overskrider de 3 %, pålægges de en investeringsgrænse, hvilket er absurd i denne periode. Min gruppe ønsker således en mere præcist formuleret vækstpagt. Jeg vil gerne allerede nu præsentere Dem for to aspekter.

For det første er jeg interesseret i at høre Deres mening om the golden rule. Som De ved, argumenterer Det Forenede Kongerige, som ganske vist står uden for euroområdet, energisk for, at der skelnes mellem løbende budgetudgifter og investeringsudgifter. Deres indvending har altid lydt, at det ikke er muligt at trække den grænse klart nok. Jeg er ikke fortaler for, at dette også overlades til de enkelte nationale finansministres opfindsomhed. Vi bør se, om vi ikke kan udlede fælles standarder af Lissabon-målsætningerne og de overordnede økonomiske retningslinjer samt forhåbentlig snart også udtalelsen fra Wim Koks high level group. Jeg vil således gerne slå til lyd for, at vi dermed får omsat de smukke forpligtelser fra Lissabon og de derpå følgende topmøder til rigtige investerings- og vækstplaner.

For det andet foreslår jeg, at det sker i form af flerårsplaner, som knytter sig til den fastsatte deadline i 2010 eller senere. Hvad mener De om tanken om, at vækst og vækstinvesteringer afskrives over flere år, således at de ikke på årsbasis regnes med i 3 %-standarden?

Jeg vil gerne høre, som De er parat til at videreføre drøftelser af denne art i Økofin-Rådet, og jeg håber, at vi dermed kan få pagten tilbage til en solid position, som kræver to ben, nemlig stabilitet og vækst.

  Letta (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, hr. minister, blandt Prodi-Kommissionens seneste initiativer er forslaget om en reform af stabilitets- og vækstpagten en af de mest betydningsfulde handlinger i et usikkert øjeblik for EU's økonomi.

De beslutninger, der er blevet truffet i de senere år, har sikret stabiliteten og holdt inflationen under kontrol, men væksten er stadig lav, og der mangler bindende regler for Lissabon-målsætningernes gennemførelse. Europas vækst skal være høj set ud fra et kvalitativt synspunkt og igen komme til at ligge på ca. 3 %. Reformen af pagten kan være et af de instrumenter, der kan få os ud af vores dvaletilstand. Kommissionens forslag, som kommissær Almunia har gjort rede for i dag, er et godt udgangspunkt, men bør forbedres. Medlemsstaterne skal gøre denne debat til en egentlig fælles diskussion lige som den, der fandt sted i forbindelse med Maastricht.

Debatten skal være centreret om tre hovedpunkter. For det første skal den kommende pagt "lissaboniseres", så der lægges større vægt på alle de kriterier, der har at gøre med strukturreformer, innovation og investeringer i forskning og udvikling. Vi skal tage forslagene om den gyldne regel op igen, men det skal være obligatorisk, at investeringer, der falder uden for de 3 %, fastlægges og administreres på fællesskabsplan og ikke bliver genstand for studehandel mellem de forskellige landes interesser, sådan som hr. Klinz sagde. For det andet er det med hensyn til gælden nødvendigt, at det er tendensen og ikke mængden, som er det afgørende kriterium. For det tredje er det nødvendigt at skabe klarhed omkring den troværdighed, som man ønsker at give pagten, der blev kastet ud i en hård krise som følge af Økofin-Rådets beslutning i november, og den endelige forfatningstekst om magtbalancen mellem Økofin-Rådet og Kommissionen, hvor de nationale regeringer får større indflydelse, end de havde i konventets tekst.

Til sidst vil jeg minde om, at hvis ikke vi løser det politiske problem med pagtens troværdighed og landenes pligt til at overholde den, risikerer hele det grundlæggende spørgsmål at blive rent akademisk.

  Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, de ændringer, som Kommissionen vil indføre i stabilitetspagten, ændrer ikke ved dens neoliberalistiske filosofi. De tjener - lad os sige det, som det er - den tyske og franske regerings særlige behov og vil især belaste lande som Grækenland, der har en stor offentlig gæld, som vil vokse på grund af De Olympiske Lege og de høje forsvarsudgifter. Disse ændringer i pagten svarer ikke til de mest kritiske problemer, nemlig den lave vækstrate, den høje arbejdsløshed og de store sociale og regionale skævheder, som er de problemer, der har stået i vejen for EU's fremskridt de seneste år.

Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe er absolut uenig i kritikken fra de europæiske bankfolk, der står for en total neoliberalistisk ortodoks tankegang, og vi ræver en radikal reform af stabilitetspagten. Vi kræver en stabilitetspagt, som fremmer beskæftigelse, udvikling og social samhørighed, som indfører sociale kriterier med målbare og kontrollerbare indikatorer, og som medfører straf og sanktioner over for de lande, som ikke overholder dem, f.eks. de lande, der opretholder en høj arbejdsløshed.

  Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, der er næsten gået to år, siden kommissionsformand Prodi betegnede stabilitets- og vækstpagten som dum. I de forløbne to år har diskussionen raset, hvilket har ført til de forslag fra Kommissionens side, som blev drøftet på det seneste møde i Økofin-Rådet, der blev afholdt i Scheveningen.

Kommissionens forslag kan efter min opfattelse danne grundlag for den videre drøftelse om stabilitets- og vækstpagten. Det er i den forbindelse fortsat hensigtsmæssigt for pagtens gennemførelse, at beslutningstagningen er klar og tydelig. Der er fortsat behov for utvetydige sanktioner. Den igangværende drøftelse må ikke skade pagtens gennemførelse og tilliden til euroen.

Det blev i sin tid påpeget i debatten, at der i højere grad måtte tages højde for konjunktursvingninger. I økonomisk trængte tider kan man bruge det overskud, der er opbygget i de gode år. Jeg ville gerne høre, hr. Zalm, om dette forslag er godkendt, og om det ikke kunne være nøglen til en ny og acceptabel pagt.

Jeg vil også gerne spørge, om Rådet kan præcisere, hvilke opgaver og hvilket ansvar den kommende formand for Økofin-Rådet, hr. Juncker, får tillagt.

  Radwan (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, for to, tre år siden var Deres forgænger, landsmand og partiven hr. Solbes til stede her og reagerede på udtalelserne fra hr. Prodi, der jo allerede er blevet citeret flere gange i dag. Pagten er tilstrækkelig fleksibel, det er ikke nødvendigt at ændre den. Derfor er det nu spørgsmålet, hvorfor vi pludselig skal ændre den to år senere - den er et nyt ansigt, men kommer fra samme partifamilie.

Jeg formoder - det er min fortolkning - at De gør det sidste forsøg på at redde pagten, fordi vi ganske enkelt har oplevet, at finansministrene, især den tyske og den franske, godt nok skaber europæisk lovgivning, men ikke holder sig til den. Jeg mindes finansminister Zalm, der var til stede i vores udvalg og bl.a. krævede, at alle blev behandlet lige. Det vil jeg gerne understrege: Alle skal behandles lige, og lovgivningen gælder for alle. Jeg bifalder også, at De ikke ønsker at foretage nogen traktatændringer, og at de 3 % og de 60 % bibeholdes.

De taler om fleksibilitet. Der er absolut økonomiske grunde til fleksibilitet. Men jeg vil gerne sige klart og tydeligt: Disse grunde skal konkretiseres. Her ser det ud til, at fleksibilitet er et fribrev for enhver med et styk nationalt særkende til at bede om at få dette medregnet, og så skal Kommissionen give dem, hvad de ønsker, på en tallerken. Her er det nødvendigt, at Kommissionen forbedringer tingene på de relevante områder.

Netop fra Kommissionens side savner jeg, at problemet med pagten ikke berøres, selv ikke af Dem. De skal også styrkes i denne procedure. Når tiderne engang bliver bedre, og De så siger til regeringerne, at de skal spare, så tror jeg ikke, at disse så pludselig vil spare, fordi Kommissionen siger det - altså nedbringer gælden - men når indtægtssituationen bedres, vil de give valgløfter. Derfor skal Kommissionens rolle styrkes på dette område i forhold til Rådets. Vi i Parlamentet fra PPE-Gruppens side støtter Dem. Jeg håber også, at finansministrene gør det i det mindste delvis.

Afslutningsvis har jeg endnu en bemærkning. Det kan ikke være rigtigt, at stabilitets- og vækstpagten allerede nu gøres ansvarlig for, at Lissabon-strategien muligvis mislykkes, hvilket skyldes de nationale regeringer. Det er mytedannelse, og det må under ingen omstændigheder finde sted.

(Bifald)

  Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine hjerteligste lykønskninger. De, der ikke behandler stabilitetspagten som en fetich, har ventet på dette øjeblik i lang tid. Et tabu er brudt. Vi kan tale om stabilitetspagten, og vi kan endda tale om reformen af den. Hr. kommissær, jeg ønsker Dem rigtig hjertelig tillykke, eftersom økonomi- og finansministrene har vurderet, at Deres redegørelse var et godt arbejdsgrundlag. For mig ser det ud til, at vi har taget et stort skridt fremad. De er uden tvivl blevet hjulpet af den franske og tyske situation og af Domstolens afgørelse, men skridtet er taget, så lad os få noget ud af det og af det rum, som det har åbnet for os.

Det er en lejlighed, der skal benyttes, først og fremmest til at bringe orden i tingene. Og set fra den vinkel kan jeg ikke være enig i hr. Radwans bedømmelse. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Lissabon-strategien har fejlet, og om vi skal redde pagten. Spørgsmålet er, hvordan vi skal anvende pagten for at få Lissabon-strategien til at lykkes. Og set fra den vinkel forekommer det mig, at vi skal, og at vi stadig kan gøre en indsats for at medregne udgifterne. Når jeg siger dette, tænker jeg på den udgift, som bidrager til iværksættelsen af hele Lissabon-strategien. Jeg opfatter ikke konkurrencereglen som værende alfa og omega for Lissabon-strategien. Lissabon-strategien vil lykkes, hvis den hviler på en strategi, som sigter mod fuld beskæftigelse og bæredygtig udvikling baseret på forskning og viden.

Og så behandler De et punkt i Deres redegørelse, hr. kommissær, som jeg mener får en lidt for overfladisk behandling, nemlig forbindelsen mellem koordinering og stabilitetspagt, som vi skal arbejde mere i dybden med. De ved bedre end jeg, at dette koordineringsarbejde indtil nu har været af akademisk art. Det, der gør det muligt for det at kunne blive til en spilleregel og at kunne definere kvaliteten af politikken, fungerer ikke. Resultatet er, at vi kun har en stabilitetspagt, som giver os mulighed for som med en statusopgørelse at observere den måde, hvorpå tingene er foregået, uden at kunne organisere dynamikken i dem og det kollektive valg.

Nu kommer jeg til mit sidste forslag, nemlig alt det, som først og fremmest vedkommer Europa-Parlamentet, spørgsmålet om den demokratiske forhandling om Deres forslag, om iværksættelsen af koordineringen og af stabilitetspagten. Her er der meget at gribe fat i. De nævner ved en lejlighed Europa-Parlamentet i Deres redegørelse, men det ser næsten ud, som om det er en formalitet, og som om drøftelserne i sidste ende hovedsageligt er forbeholdt denne meget selektive og meget lukkede klub, som Eurogruppen, der taler gennem Økofin, er. Vi skal bryde muren. Forhandlingen skal væk fra dette forum, for ellers kommer de økonomiske politikker, som i sidste ende er de kollektive valg, samfundene foretager for deres befolkninger, ikke frem i lyset. Hvis Europa-Parlamentet, og hvis det udvalg, jeg er formand for, kan bidrage til dette, tror jeg, at vi i fællesskab har gjort et godt stykke arbejde. Held og lykke!

(Bifald)

  Riis-Jørgensen (ALDE). - Hr. formand, jeg kan ikke sige tillykke til kommissæren, men jeg har tre spørgsmål.

Hvorfor har De sådant et kissejav, hr. kommissær, med at lave nye regler? Hvorfor følger De ikke Deres forgænger, hr. Solbes, som jo syntes, at det gik rigtig godt med Stabilitetspagten. Jeg synes, vi skal vente til den nye Kommission starter. Det er den, der skal administrere og forvalte disse regler. Og så har vi også hr. Zalm tilbage i stolen som Hollands repræsentant, så vi igen kan høre hans normalt hårde holdning til dette spørgsmål, som jeg jo elsker. Så lad os vente lidt.

Hvorfor bruger man ikke tiden på at diskutere Kommissionens rolle i Stabilitetspagten? Spørgsmålet om, hvorvidt man kan give en advarsel, uden at finansministrene skal godkende det, og desuden at man kunne sørge for, at de lande, der overtræder Stabilitetspagten, i det hele taget har stemmeret i Rådet.

Jeg vil også gerne spørge formanden for De Europæiske Socialdemokrater, som desværre har forladt sin plads, om, hvorfor man ikke tager fat i hr. Schröder og fortæller ham, at han skal overholde reglerne? En fleksibel Stabilitetspagt vil jo ikke hjælpe ham.

Hr. Schröder har det problem, at han ikke overholder Stabilitetspagten, og fleksible regler vil ikke hjælpe ham, så se nu at få ham til at overholde reglerne. Det, Tyskland har behov for, er store strukturreformer.

  Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand, endelig har Kommissionen erkendt, at de forskellige økonomiske og sociale forhold fra land til land gør det urimeligt at anvende kvantitative kriterier ved gennemførelsen af stabilitetspagten.

Selv om det sker sent, giver Kommissionen os ret i den kritik, som vi har fremført siden starten, hvor vi ikke mindst har kritiseret loftet på 3 % for det offentlige underskud og advaret om dets samfundsøkonomiske virkninger. Vi må imidlertid beklage, at disse forslag først dukker op, efter at Frankrig og Tyskland i flere år i træk ikke har opfyldt kriterierne, og at de primært skal tjene som kosmetisk skalkeskjul for de to landes adfærd.

Vi ved, hvordan gennemførelsen af stabilitetpagten har været brugt til at retfærdiggøre færre offentlige investeringer på sociale områder, som det offentlige har ansvar for, og til at sætte skub i privatiseringer. Følgerne heraf er velkendte, nemlig faldende vækst, stagnation og i visse lande som Portugal også økonomisk tilbagegang med stigende arbejdsløshed og social udstødelse. Derfor siger vi, at det er bydende nødvendigt så hurtigt som muligt at ophæve stabilitetspagten og tage fat på en bredt anlagt revision af EU's økonomiske og pengepolitiske retningslinjer. For at sikre den økonomiske og sociale udvikling må vi i stedet have en egentlig beskæftigelses- og velfærdspagt, der prioriterer økonomisk og social samhørighed, beskæftigelse og social integration.

  Evans, Jonathan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er godt klar over, at jeg repræsenterer en nation, der ikke deltager i Den Monetære Union, og at jeg repræsenterer et parti, der er imod fremtidig indførelse af euroen. Det vil jeg ikke undskylde for, for jeg mener, at det er bedre for den britiske økonomi at stå uden for euroområdet, hvilket bekræftes af, at vi har en betydelig højere vækst end eurolandene i gennemsnit. Men som min partileder, Michael Howard, bemærkede i en tale for nylig i Berlin, tror vi på, at medlemsstater i forskellige kombinationer skal have mulighed for at samarbejde om forskellige områder efter deres eget valg. Vi ønsker derfor vores kolleger i euroområdet alt godt.

Jeg går helt ind for det princip, at regeringerne skal undgå uforholdsmæssigt store underskud, især når en økonomi vokser kraftigt, og arbejdsløsheden er lav. Det burde have været let for os at holde vores forbrug inden for de grænser, der kræves af EU's medlemmer, da vi alle - ikke kun eurolandene - skal forestille at efterleve disse retningslinjer. Da Storbritannien overskred budgetunderskudsgrænsen på 3 %, undgik landet Kommissionens kritik, fordi det ikke er med i euroområdet.

Andre europæiske nationer har ikke været lige så heldige. Hollænderne og portugiserne har været nødt til at tøjle deres offentlige forbrug i bestræbelserne på at overholde pagten på et tidspunkt, hvor landet oplevede en recession. Men i stedet for en lykønskning fik de et knytnæveslag i ansigtet af den franske og tyske regering, der brugte deres styrke til at "bøje" reglerne og undgå de bøder, som i givet fald kunne have tilskyndet dem til at være de holdspillere, som de undertiden opfordrer os andre til at være. Det er svært at overvurdere den skade, det har gjort. Euroen er et ambitiøst projekt. Alle sådanne projekter kræver, at der investeres en enorm politisk kapital. Stærke valutaer kræver troværdigt lederskab, hvilket mangler i dette tilfælde. Lige siden euroen blev indført, har reglernes ophavsmænd været dem, som har været mindst villige til at overholde dem.

De nye retningslinjer, der blev offentliggjort i sidste uge, opfylder ikke behovet for tydelige og effektive regler. De er i alt væsentligt udtryk for, at den politiske magt har vundet. Mange har antydet, at euroens succes i sidste ende vil blive målt på, om Storbritannien, Sverige og Danmark beslutter sig til at være med. Jeg kan ikke spå, men jeg må sige, at valutaens vogteres seneste træk ikke har bidraget til at overbevise os, som er forsigtige og tilbageholdende med at indføre euroen.

  Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, et samfund med en fælles skæbne som vores Europa kan ikke fungere, uden at nogle frivilligt indgåede regler bliver overholdt.

Det var det centrale i Domstolens budskab om den tvist, der vedrørte stabilitetspagten. Domstolens dom bekræftede, at medlemsstaterne har uindskrænket dømmekraft og på ingen måde er tvunget til at følge Kommissionen. Domstolen støttede også meget behjælpeligt Kommissionens eneret på initiativ. Sidstnævnte har netop taget et initiativ til en justering af de eksisterende regler. Vi skal hilse Prodi-Kommissionens politiske handling velkommen og takke kommissær Almunia.

Socialdemokraterne er forsvarere af stabilitet og inflationsbekæmpelse, men stabilitet uden vækst fører til, at de fremtidige udgifter ofres, og til en sparepolitik, som først og fremmest rammer de mest beskedne af vores medborgere. Selv om pagtens to søjler, de famøse 3 % og 60 %, ikke er baseret på ren videnskab, skal vi ikke ændre disse målsætninger. De 25 medlemslandes individuelle forhold er yderst forskellige. Det er klart, at en medlemsstat med en gæld på omkring 60 % af dens BNP har en større manøvremargen end en medlemsstat med en statsgæld på over 100 %.

Socialdemokraterne vil give medlemsstaterne en fleksibilitetsmargen i tilfælde af konjunkturnedgang, således at disse kan føre en ekspansiv strukturpolitik, selv om det betyder - og på det punkt er jeg enig med hr. Rabvan - en mere snæver budgetdisciplin i perioder med stærk vækst.

Vi skal især bedømme kvaliteten af de offentlige udgifter. Vi skal vælge mellem forbrugsudgifter og udgifter til sikring af fremtiden. Det skal kun være muligt at optage lån til produktive investeringer. Det forudsætter en bedre økonomisk styring på EU-niveau og en mere gennemført koordinering af de økonomiske politikker. Selv om vi skal være glade for, at Eurogruppen har fået en permanent formand i form af Jean-Claude Juncker, er det ikke desto mindre sådan, at en formand blot er den, der leder møderne, han træffer ikke beslutningerne. Hvis stabilitetspagten også skal blive en vækstpagt, skal vi indføre nogle bindende regler for national budgetpraksis.

ECB reagerede negativt på Kommissionens forslag. Jeg er glad for, at hr. Zalm gav et noget tørt svar igen på Den Europæiske Centralbanks forslag. ECB's uafhængighed er og bliver som mejslet i sten af traktaten. Valutapolitikken er udelukkende ECB's ansvar. Den økonomiske politik henhører derimod udelukkende under medlemsstaterne. Den politiske magt skal koordinere den europæiske økonomiske politik, ikke imod ECB, men uafhængigt af et verdenssyn, som udelukkende omfatter valutaspørgsmål.

  Maaten (ALDE). - (NL) Hr. formand, EF-Domstolens afgørelse af 13. juli 2004 markerede en positiv udvikling i striden om stabilitets- og vækstpagten. Der blev sendt et klart signal fra en uafhængig instans, som gav Kommissionen medhold i den fremgangsmåde, den har anvendt over for medlemsstater, hvis strukturelle underskud overskrider 3 %-standarden.

Nu fremlægger selv samme Kommission, om end ved en ny kommissær, et forslag til reform af stabilitets- og vækstpagten, som er så vagt, at det først og fremmest vil blive hilst velkommen af de ulydige rådsmedlemmers revisionskontorer.

Kommissionen har især en mere intelligent anvendelse af pagten for øje, men jeg spørger mig selv, hvordan Kommissionen i denne forbindelse definerer begrebet intelligens. Siden hvornår er det blevet en intelligent handling at belønne overtrædelser? Lad os ikke gøre det mere indviklet end nødvendigt. Pagtens styrke ligger i enkelheden. To store medlemsstater ønsker nu i svære tider at løse deres økonomiske situation på bekostning af pagten, og de tager uden tøven forskud på fremtiden.

Men hvordan kan vi have tillid til, at der i det nye system skabes sikkerhed for, at de pågældende medlemsstater, Frankrig og Tyskland, fortsat overholder aftalerne og ikke mindst, som påpeget af hr. Klinz, at landene gennemfører de påkrævede økonomiske reformer? Det kan være nyttigt at gennemføre en reform af pagten, det er jeg helt enig med formanden for Økofin-Rådet i. Mens jeg tidligere afgjort gik ind for, at Kommissionen blev tillagt langt større beføjelser i forbindelse med håndhævelsen af pagten, har den nye kommissær endnu ikke overbevist mig om, at pagten er i gode hænder hos ham. Jeg finder det således kun positivt, at Rådet under det nederlandske formandskab i det mindste har vist ansvarlighed.

  Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, kære kolleger, den franske delegation i vores gruppe mener, at stabilitets- og vækstpagten er en af søjlerne i den europæiske økonomi og valuta. Vi ønsker, at den bliver implementeret i praksis for at kontrollere de offentlige udgifter, bekæmpe overdrevne underskud og sikre en sund forvaltning af medlemsstaternes offentlige finanser. Det er årsagen til, at vi støtter Kommissionens forslag, og vi glæder os over Ministerrådets positive modtagelse.

Kommissionen har taget ved lære af tidligere erfaringer, og dens forslag består derfor ganske enkelt i at gøre det muligt at gennemføre pagtens regler fuldstændigt og på forstandig vis uden at ændre de to hovedkriterier, nemlig underskudsniveau og gældsniveau i procent. Meddelelsen af 3. september hviler på nogle principper, som vi godkender, nemlig at give Kommissionen mulighed for at udsende tidlige varslinger, lægge vægt på gældsniveauet, oparbejde budgetoverskud ved højkonjunktur for at skabe sig en manøvremargen ved lavkonjunktur - det er egernstrategien -, tage hensyn til ekstraordinære omstændigheder, et begreb, som Ministerrådet bør implementere omhyggeligt, og endelig koordinere de overordnede økonomipolitiske retningslinjer med de nationale parlamenters afgørelser. Således lægger dette forslag større vægt på den økonomiske udvikling, og det bestræber sig på at undgå de risici, som dogmatismen risikerer at påføre erhvervslivet og beskæftigelsen. Grunden til, at Frankrig kan yde et stort bidrag i år til Europas vækst, er uden tvivl, at pagten ikke blev brugt imod landet som et våben.

Vi glæder os også over udnævnelsen af en permanent formand for Eurogruppen i form af Jean-Claude Juncker. Alt dette går i den rigtige retning. I fremtiden vil finanspolitikken bidrage mere til væksten og således være en afgørende faktor i realiseringen af Lissabon-målsætningerne, som fastlægger EU's udsigter for konkurrenceevne og velstand.

  Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg har taget ordet for at bakke op om Kommissionens meddelelse om bedre økonomisk styring og afklaring i forbindelse med gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten.

Det er vigtigt at vende tilbage til økonomisk styring, for som bekendt går begrebet helt tilbage til Maastricht-traktaten om oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Den Monetære Union blev beskrevet og gennemført, mens det kun i mindre omfang har været tilfældet med Den Økonomiske Union. Og stabilitetspagten, der i disse dage fylder 10 år, har sin oprindelse i en vis mistillid til visse lande, som ikke så ud til at kunne bestå eksamenen.

EU's skaberevne viser, at de lande, der var til eksamen, nu er de mest dydige, og sjovt nok, er det de lande, der prædikede mest moral, der nu har syndet mest. Dette vækker kort sagt forhåbninger i forbindelse med den europæiske integration.

Siden da har vi indført euroen, vi har truffet afgørelse om Lissabon-strategien, og vi har udarbejdet en forfatning. Jeg vil gerne minde om, at alle regeringsrepræsentanterne tog til konventets arbejdsgruppe med det formål at modsætte sig, at den økonomiske styring blev videreudviklet.

Det er derfor nødvendigt at ændre og ajourføre stabilitets- og vækstpagten, for på mange områder fungerer den ikke - især med hensyn til væksten - og fordi vi har været nødt til at gå til Domstolen for at få enkelte stater til at anvende den.

Efter min mening er det det, der retfærdiggør såvel Kommissionens handling - som vi støtter fuldt ud - som Rådets positive reaktion, for lige som Den Europæiske Centralbank skal tage sig af de monetære forhold, skal Rådet sørge for, at økonomien fungerer.

  Hoppenstedt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, styrkelsen af economic governance og afklaringen af gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten er et vigtigt anliggende alene med henblik på igen at fokusere mere på den grundlæggende tanke bag pagten i diskussionen og styrke Den Monetære Unions stabilitetsgrundlag, men også med henblik på ikke at underminere den tillid fra borgerne, som vi fik i 1997 i forbindelse med diskussionen - også den, vi førte her i Parlamentet - om indførelsen af euroen. Stabilitets- og vækstpagten er et påbud om retfærdighed og bæredygtighed. Derfor skal den bibeholdes og bevares og styrkes i sin orientering og anvendelse i overensstemmelse med ånden fra Maastricht-traktaten og den europæiske forfatningstraktat.

I stabilitetspagten manifesteres den banale økonomisk-politiske, men fundamentale erkendelse af, at gæld af i dag i sidste ende altid vil være skatter af i morgen og være til skade for kommende generationer. Derfor forlanges der med pagten med rette en stopper for gældsstaten og i stedet et udlignet budget set over et konjunkturforløb. Ifølge pagtens regler kan og må midlertidige underskud i gunstige tider accepteres, det er allerede blevet sagt, men denne nye gæld skal blot udlignes igen ved næste opsving.

I Kommissionens meddelelse stiller man på denne baggrund med rette spørgsmålet om langsigtet bæredygtighed og kræver en bedre forbindelse mellem de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik og stabilitets- og vækstpagten. Man må derimod betragte spørgsmålet i meddelelsen om en stærkere vægtning af konjunkturudviklingen i Kommissionens anbefalinger kritisk. Som helhed indeholder Kommissionens meddelelse fem centrale forslag, hvoraf jeg af tidsmæssige årsager kun kan vurdere et enkelt, nemlig forslaget om en bedre budgetpolitisk koordinering og gennemførelse. En tættere forbindelse mellem Kommissionens anbefalinger i forbindelse med de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik og stabilitets- og vækstpagten skal hilses velkommen, og dermed kunne Kommissionen styrke systemkonkurrencen i Europas 25 medlemsstater og yde et vigtigt bidrag til at komme Lissabon-målene et stykke nærmere.

For så vidt skal de genfremsatte forslag om øget gennemsigtighed og pligt til at aflægge regnskab inden for medlemsstaternes budgetpolitik absolut bifaldes, og det må især være til fordel for alle deltagere i Den Monetære Union, at stabilitets- og vækstpagtens troværdighed øges med gennemsigtige data.

  Bullmann (PSE). - (DE) Hr. formand, mine ærede damer og herrer, EU's finanspolitik skal først og fremmest danne et sikkert grundlag for økonomien. Den skal være stabil, den skal kunne forudses, men der er én ting, den ikke må være, og det er ideologisk!

Jeg bliver meget forundret, når der her i Parlamentet argumenteres med, at tilliden til euro er svækket. Hvor har De fundet de økonomiske data, der får Dem til at sige, at tilliden til euroen er svækket? Tværtimod. De virksomheder, jeg taler med, er snarere bekymret over euroens styrke i forhold til den amerikanske dollar. De er snarere bekymret over, at vi har en flad konjunkturudvikling, og de mennesker, jeg taler med, er bekymret over den høje arbejdsløshed i EU.

Jeg er sikker på, at kommissær Almunia får lejlighed til at komme ind på tilliden til og det internationale syn på euroen i sit svar. Under alle omstændigheder er vi i stand til at fortsætte diskussionen her. Hr. Poettering, jeg har med interesse kunnet konstatere, hvor stor bredde der er i Deres gruppes diskussion af emnet. Det er en spændende diskussion, åbenbart også i PPE-Gruppen.

Vores tilbud lyder: Lad os være fornuftige, lad os ikke være ideologiske, lad Kommissionen støtte os med dens egnede forestillinger om at gøre pagten mere effektiv, at lave en pagt for stabilitet og vækst ud af en stabilitetsprocedure. Det er på høje tide, at vi tager fat på det.

  Brunetta (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, kommissær Almunia, vi siger hver dag i vores forhandlinger, at hvis vi skal være konkurrencedygtige i verdensøkonomien, har Europa brug for mere økonomisk vækst, mere konkret og materiel infrastruktur og flere reformer. Hver dag siger vi, at vi skal gennemføre Lissabon-dagsordenen, men resultaterne er tydelige for enhver.

I sin nuværende form er stabilitets- og vækstpagten ikke i stand til at løse hverken vækstproblemet, manglen på infrastruktur eller behovet for reformer. Den er kun en dårlig erstatning for en ikkeeksisterende fælles økonomisk politik. Det var de stærke lande, som ville have den, fordi de ikke havde tillid til de svage lande, men det var faktisk de stærke lande, som var de første til ikke at kunne overholde den.

Det er således noget galt, og det bliver vi nødt til at se i øjnene. De politiske beslutningstagere sammenfatter som bekendt de tre strategiske målsætninger for vækst, infrastruktur og reformer til en formel, der i den økonomiske teori kaldes den gyldne regel, som gør det muligt at underskudsfinansiere udgifterne til investeringer, der løber over flere generationer, og som samtidig kræver, at de løbende udgifter finansieres uden budgetunderskud.

Hidtil har de europæiske forvaltninger og regeringer sagt nej til indførelsen af den gyldne regel af frygt for, at medlemsstaterne ville benytte sig af det. Denne frygt er berettiget, men man kan ikke bygge Europa på frygt. For at undgå national opportunisme ved en eventuel anvendelse af den gyldne regel, er det vigtigt, at der er nogle klare europæiske målsætninger og regler, og at der sker en lige så klar finansiering med forudgående kontroller af, om disse investeringer er passende samt efterfølgende kontroller af de opnåede resultater, uden at der bliver nogen mulighed for at pynte på regnskabet eller udvise arrogant opførsel, sådan som det alt for ofte har været tilfældet tidligere, også fra de såkaldte rigoristiske landes side. Hvorfor ikke prøve med den gyldne regel? Hvis den gyldne regel ikke bliver medtaget i reformen af pagten, har ECB ret i, at det er bedre at opgive det og lade pagten blive, som den er, nemlig dum, "a la carte"-agtig og mulig at omgå for de stærkeste lande, men også nyttesløs eller sågar skadelig, eftersom det ikke nytter særlig meget med de forsigtige fortolkningskorrektioner, som man går ind for fra forskellige sider, når det gælder underskuddets fleksibilitet på mellemlang sigt, eller når det gælder gældens bæredygtighed.

Kommissær Almunia, jeg ønsker Dem god arbejdslyst, og jeg opfordrer Dem til at bruge hele Deres nødvendige mod på et så vanskeligt tidspunkt af Europas opbygning. Lyt ikke til sangen fra de alt for mange selviske forklædte havfruer, som risikerer at få ikke blot pagtens, men hele Europas troværdighed til at lide skibbrud.

  Bersani (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne sige til parlamentsmedlemmerne fra PPE-DE-Gruppen - dog ikke til hr. Brunetta, der har nogle ret anderledes holdninger i den forbindelse - at pagten ikke skal ændres med det formål at gøre den mindre streng. Det ville være en fejltagelse. Pagten skal ændres, fordi den er i modstrid med sig selv. Dens mekanismer er afbalancerede, hvis økonomiens nominelle vækst ligger på omkring 5 %. Vores vækstpotentiale i Europa er konstant under dette tal, og derfor duer pagten ikke. Hvis vi beholder den, som den er, vil gælden blive større.

Kommissionens forslag er gode. De kan suppleres og forbedres med hensyn til Lissabon-målsætningerne og styrkelsen af den europæiske integration, idet man undgår risikoen for at splitte politikkerne på nationalt plan. Hvis man f.eks. fastlægger præcise mekanismer for automatisk at gøre pagten fuldstændig cyklisk, for at støtte europæiske investeringsprogrammer eller for at give lande, der strukturelt set gennemfører Lissabon-reformerne, nogle faste fleksibilitetsmargener, betyder alt dette ikke, at pagten bliver mindre streng, men at strengheden gøres effektiv og vækst- og integrationsorienteret.

Endelig bør vi være mere opmærksomme på gælden, og her mener jeg ikke gældsmængden, men gældsmekanismerne. Af matematiske årsager - med samme vækst og samme underskudsreduktion - falder den største gældsmængde nemlig hurtigst, og derfor er det både hensigtsmæssigt og rigtigt, at man ikke straffer de fejl, der er begået tidligere, men snarere den manglende vilje til at gøre noget ved dem.

  Formanden. - Rådet har meddelt os, at det af nødvendige årsager er tvunget til at forlade vores forhandling.

Vi vil derfor gå frem på følgende måde. Jeg giver først ordet til hr. Zalm fra Rådet, der vil tale om sit indtryk af forhandlingen og om forhandlingens indhold. Herefter fortsætter forhandlingen, som afsluttes med kommissær Almunias tale.

  Zalm, Rådet. - (EN) Jeg er meget glad for, at jeg har fået mulighed til at sige nogle få ord nu. Jeg beklager, at jeg var nødt til at gå før, men problemet er, at jeg ikke kun er formand for Rådet og Nederlandenes finansminister, i øjeblikket er jeg også stedfortræder for premierministeren, som er på hospitalet. Jeg har mange forpligtelser.

Efter at have lyttet til alle redegørelserne står det klart, at der hersker mange forskellige holdninger i Parlamentet. Det overrasker mig ikke. Måske kan vi nå til en vis enighed. Som formand for Rådet skal jeg være meget forsigtig, når jeg giver udtryk for mine synspunkter, da jeg ikke har haft lejlighed til at undersøge, om alle mine 24 kolleger er enige i mine kommentarer til nogle af de fremsatte bemærkninger. Jeg vil gerne udvælge nogle få emner.

For det første er der spørgsmålet - som en række talere har stillet - om, hvorfor vi har haft problemer med pagten. Den grundlæggende fejl, vi har gjort tidligere, er, at vi ikke har udnyttet de gode tider til konsolidering. Jeg mener, at både hr. Poettering og hr. Klinz sagde noget i den retning. Mine kolleger i Frankrig og Tyskland konkluderede også, at hvis budgetterne havde vist overskud eller været i balance, inden nedgangen startede, ville de ikke have overskredet 3 %-grænsen, og alle disse problemer ville ikke være opstået.

Jeg tror, at det er en vigtig ting at blive enig om. De, som nu kritiserer pagten for dens manglende fleksibilitet, er formentlig ikke de samme, som talte for en mere robust konsolidering i de gode tider. Måske følte de, at de gode tider var så dejlige, at vi kunne forbruge endnu mere, end regeringerne havde planlagt. Det er i hvert fald min erfaring.

Vi skal være konsekvente gennem hele konjunkturforløbet. Hvis vi konsoliderer kraftigt i gode tider, kan vi slappe mere af under faldende konjunkturer. Stabilisering gennem hele konjunkturforløbet - det er en af de ting, vi har lært.

Jeg håber, lige som De sikkert gør, at vi nu står foran et konjunkturopsving. Hvis vi udnytter den periode godt, vil den uundgåelige nedgang ikke endnu en gang medføre de problemer, som vi tidligere har oplevet. Vi behøver ikke ændre i pagtens tekst af den grund.

Som nogle talere har bemærket, er stabilitets- og vækstpagten ikke løsningen på alt. Vi har også Lissabon-processen. Jeg mener ikke, der behøver at være et modsætningsforhold mellem stabilitetspagten og Lissabon-processen. Hr. Schulz talte om dette modsætningsforhold. Personligt mener jeg ikke, at det reelle problem i forbindelse med vækstmanglen i Europa er små underskud, at underskuddene ikke har været store nok. Vi er nødt til at se på de nødvendige reformer og prioritere rigtigt i vores budgetter, så vi faktisk bruger pengene inden for de budgetmæssige rammer og til de formål, der er vigtige for Lissabon-processen.

Jeg må påpege, at hvis vi var mere afslappede over for underskud, ville rentebetalingerne gradvis fortrænge andre udgifter, f.eks. udgifter til forskning og udvikling og uddannelse, som vi alle ønsker. På mellemlang og lang sigt er større underskud bestemt ikke måden at opfylde Lissabon-målsætningerne på. De kan endda være i modstrid med Lissabon-målsætningerne.

Nogle af Dem var lidt bange for en ad hoc-tilgang, at vi ikke ville sikre lige behandling af alle lande på grundlag af klare kriterier. Det har vi drøftet i Rådet og fastslået, at vi har brug for et regelbaseret system fremover.

Der var nogle spørgsmål om den gyldne regel. Den gyldne regel er som sådan et procyklisk system. Den blev anvendt i det 19. århundrede i mange lande. Jeg tror ikke, den ville være hensigtsmæssig i dag.

Der blev også stillet spørgsmål om hr. Junckers rolle. Han bliver formand for Eurogruppen. Der er nogle fordele ved at have en formand, der sidder i længere tid, og som også er gruppens ansigt udadtil, f.eks. i G7. Hvis folk ser en ny finansminister fra Eurogruppen hver sjette måned, gør det ikke et særligt stærkt indtryk. Sådan en formand organiserer og planlægger også for en længere periode end kun seks måneder.

Jeg håber, at vi kan arbejde videre med dette spørgsmål i de kommende uger og måneder. Som jeg nævnte, er Kommissionens forslag et godt diskussionsgrundlag. De bliver nok ikke vedtaget i deres helhed, men det tror jeg heller ikke, Kommissionen nogensinde har forventet. Vi har allerede et vist udgangspunkt for at opnå enighed i det dokument, jeg har forelagt Dem i dag. Jeg håber, at vi opnår fuld enighed om en funktionsdygtig pagt, der virkelig vil blive gennemført.

  García-Margallo y Marfil (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, kommissær Almunia er kommet med en mesterlig fortolkning af Shakespeare. Som i Marcus Antonius' begravelsestale lovpriser han økonomisk nøjsomhed, men samtidig oplyser han, at han har placeret de nødvendige ladninger til at sprænge de søjler, den støtter sig på, i luften.

Kommissæren er fortaler for enkle regler, men samtidig siger han, at det er nødvendigt at tage hensyn til de nationale omstændigheder i det enkelte land, hvilket betyder, at der bliver 25 forskellige regler.

Det, vi sagde om stabilitetspagten i går, er stadig rigtigt i dag. Det er helt rigtigt, at det er nødvendigt at fastholde aftalen om en stram budgetpolitik for at kunne fastholde prisstabiliteten. Det er også rigtigt, at en stram budgetpolitik er med til at frigøre ressourcer, der kan anvendes til uddannelse, forskning og udvikling og herved virkeliggøre Lissabon-processen. Og det er især rigtigt, at det er nødvendigt at se de underforståede og skjulte forpligtelser, der skyldes den aldrende befolkning, i øjnene.

Det, vi sagde i går, er stadig rigtigt i dag. Og hvis vi siger noget andet i dag, er det simpelthen, fordi vi anser stabilitetspagten for at være død. Stabilitetspagten var god, men den blev desværre ikke overholdt ordentligt.

For det andet, hr. kommissær, så er alle de, der altid har været imod stabilitetspagten, dem, der i dag har hyldet Deres foranstaltninger, og alle vi, der altid har været for stabilitetspagten, er imod den fleksibilitet, ulighed og diskretionære foranstaltninger, som Kommissionen foreslår.

For det tredje, hr. kommissær, er regeringernes lovord ikke uselviske. Stabilitetspagten er ikke en pagt, der er til fordel for regeringerne, det er en pagt imod regeringerne, som begrænser regeringernes handlemuligheder, så de ikke forpurrer Centralbankens handlinger, og så prisstabiliteten fastholdes.

Og hvis det er en pagt imod regeringerne og til fordel for borgerne - og jeg tilslutter mig her det, som udvalgsformanden har sagt - vil den få min gruppes opbakning til at styrke Kommissionens beføjelser, imod Rådet, og Parlamentets beføjelser, da det repræsenterer borgerne, til at forsvare budgetstabiliteten. Det vil give borgerne lavere priser og lavere renter på deres kreditforeningslån og medvirke til at sikre, at vi i fremtiden har ressourcer til at tilgodese pensionisternes behov, og at vi ikke har misbrugt pengene til at betale renter og afdrag på gælden.

I denne forhandling står PPE-DE-Gruppen på kommissærens side. Men hvis han har til hensigt at indføre diskretionære, forskellige og kort sagt uretfærdige regler i forbindelse med anvendelsen af pagten, vil kommissæren, idet jeg minder om pacta sunt servanda-princippet, ikke kunne regne med os.

  Becsey (PPE-DE). - (HU) Det er i Ungarns, og formentlig alle de nye medlemsstaters, interesse, at euroen bliver ved at være stærk og bliver attraktiv for befolkningen, da vi også skal med i euroområdet, hvilket bliver en stor fordel for os.

Jeg går ind for, at der af hensyn til euroens prestige bør gælde faste rammeregler for medlemsstaterne, og derfor er jeg imod en svækkelse, eller i yderste konsekvens afskaffelse, af stabilitetspagten. Jeg forstår, at Kommissionen havde undersøgt tidligere års erfaringer og mente, at der var behov for mere fleksibilitet med hensyn til gennemførelse, men denne fleksibilitet bør dog styrke viljen til at opfylde faste rammebetingelser. Jeg er også enig med Kommissionen i, at der skal tages hensyn til mange ting i forbindelse med en revision af pagten, f.eks. holdbar statsgæld, vedvarende lav vækst samt harmonisering og koordinering af økonomi- og budgetpolitik. Man skal dog holde sig for øje, at en ensartet vurdering er vigtig med henblik på ensartede krav. Det anser jeg for et meget vigtigt kriterium.

Personligt mener jeg, at det ville være meget kompliceret at udarbejde et system med landespecifikke betingelser. Man burde i stedet koncentrere sig om de individuelle aspekter af den økonomiske situation og indarbejde dem i hele systemet. Foruden aspekter som uforholdsmæssigt stor gældsætning kan der være andre aspekter, som skal tages i betragtning, f.eks. små landes uforholdsmæssigt store åbenhed og sårbarhed, men først og fremmest det princip, at en af Unionens vigtigste målsætninger er samhørighed, dvs. at vi får mindre udviklede lande og regioner, der halter bagud, med.

Dette er særlig relevant for de 10 ud af de 25 medlemsstater, de nye stater. Foruden at sikre betingelser for vækst skal man i forbindelse med en vurdering af kriteriernes overholdelse være opmærksom på, at der gennemføres visse reformer af det offentlige forbrug, f.eks. af pensionssystemet, at der er behov for større investeringer, samt at der lejlighedsvis forekommer højere inflation. Men det er selvfølgelig økonomiske fænomener under disse omstændigheder.

  Samaras (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg kunne måske godt gå med til, at stabilitetspagten har gjort sin gavn, men den er nødt til at blive ændret, da den ikke altid har været anvendt korrekt og retfærdigt. I nogle lande har Kommissionen opbrugt sin strenghed, og i andre har Rådet opbrugt sin overbærenhed.

Jeg er enig i, at vi er nødt til at tage hensyn ikke kun til det relle, men også det strukturelle underskud, og se bort fra de kortfristede, konjunkturbestemte udsving i BNP. Hvis vi havde gjort det, havde Tyskland ikke haft noget problem hverken i 2002, 2003 eller i år, mens Frankrig ville have haft et problem i 2002 og 2003, men ikke i år. På den måde ville der have været en kilde til gnidninger mindre.

Jeg er også enig i, at vi ikke bør glemme gælden. Dette betyder imidlertid, at vi skal anvende det primære strukturelle underskud, dvs. se bort fra udgifterne til renter og afdrag. Jeg er også enig i, at det bør undersøges, hvorvidt et land har haft alt for store udgifter, som det ikke er eneansvarlig for, som det er tilfældet med Grækenlands ekstra udgifter i forbindelse med de olympiske lege.

Til sidst vil jeg sige, at jeg ønsker en pagt, som skaber stabilitet i euroområdet og ikke forskelsbehandling af medlemmerne, en pagt med en langsigtet strategi i stedet for rygmarvsreaktioner og med sikring af Lissabon-målene uden at sende økonomierne ind i en ond cirkel med økonomisk afmatning.

For at opnå alt dette må vi have klare ændringer af stabilitetspagten, af selve forordningen, i stedet for blot at ønske, at den gennemføres bedre i fremtiden.

  Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne starte med at sige én ting: Lad os beskæftige os med det, der er det virkelig vigtige i Europas økonomi, og det er, at vi i dag har en lav inflation og lave renter i hele den europæiske økonomi. Det er let at se tilbage på 1970'erne og se, hvordan det var dengang, for da havde vi høj inflation, høj arbejdsløshed og regeringer, som øgede deres budgetunderskud. Takket være stabilitets- og vækstpagten har vi en fælles kode og et fælles kriterium, som har modvirket dette.

Det paradoksale er, at vi har denne drøftelse i dag, til dels fordi stabilitetspagten har fungeret efter hensigten. Den har udøvet et politisk pres på de lande, som øger sine underskud, og er dermed interessant for os alle, uanset om vi har euro eller ej, uanset om vi er med i Den Monetære Union eller ej.

Det grundlæggende problem i europæisk økonomi og det, som påvirker dannelsen af stabilitetspagten, er, at alt for mange lande har økonomier, som ikke er fleksible, og som ikke kan håndtere underskudssituationen i dårlige tider. Her vil jeg sige, at der er en direkte forbindelse mellem stabilitetspagten og Lissabon-processen, fordi vi enten har en fleksibilitet, som udvikles i medlemsstaternes nationale økonomier, som giver dynamik og vækst, eller som giver en mere fleksibel fortolkning af reglerne, men vi løser ikke Europas problemer ved at indføre andre regler.

Derfor vil jeg opfordre Kommissionen til, at kriterierne - uanset hvordan de skal se ud - skal være objektive og tydelige. Løsningen ligger ikke i forandringen, men derimod i reformen af den europæiske økonomi.

  Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, som medlem af Europa-Parlamentet fra en af de nye medlemsstater vil jeg gerne dele mine bekymringer med Dem. Især inden tiltrædelsen så vi stabilitetspagten som et stærkt og forståeligt symbol på Europas stabilitet, og det skyldtes ikke navnet, men indholdet. Pagten var den symbolske vogter af en sund økonomi og stod for robuste regler og retfærdighed for alle uden undtagelse.

Jeg siger "var", for i dag er det ikke længere tilfældet. Pagten er et symbol, der skal rehabiliteres. Budgetdisciplin er i dag en politisk risiko for regeringer, der er gået i gang med at reformere de offentlige finanser, og alligevel er den af afgørende betydning for hele EU's stabilitet. Fleksible fortolkninger og en relativisering af pagten er en kniv i ryggen på disse modige regeringer. Det er ikke fleksible fortolkninger af reglerne, som borgerne og virksomhederne forventer, men en fleksibel EU-handelspolitik.

Jeg vil gerne henlede Kommissionens opmærksomhed på den trussel mod EU's indre marked, som tredjelandenes uærlige handelspraksis udgør. Den betyder, at det er vigtigt, at Kommissionen åbner forhandlinger med WTO om importkvoter, især med hensyn til importen fra Kina, der lader hånt om vores markeds sociale og miljømæssige bestemmelser. Tre millioner job i tekstilindustrien står på spil, og arbejdsløsheden blandt kvinder vil stige, hvilket betyder, at beskæftigelsesstabiliteten er truet fra januar næste år. En fleksibel handelspolitik og robuste regler fremmer stabilitet.

Jeg glæder mig over Kommissionens bestræbelser på at øge reglernes gennemsigtighed, jeg tror på, at den vil åbne forhandlinger med WTO, og det krydser jeg fingre for.

  Lulling (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, det er altafgørende for mig i denne forhandling klart at få udstukket de emner, det drejer sig om, og understrege, hvad der er nødvendigt og realistisk.

Vi går ud fra en meget beklagelig situation, for et voksende antal medlemslandes manglende respekt for pagten er naturligvis en alvorlig overtrædelse af god budgetpraksis. Jeg er klar over virkningerne af den økonomiske konjunktur, men jeg kan konstatere, at de medlemsstater, som har haft mod til at undgå fælden med et overdrevet forbrug, kan fremvise nogle indikatorer, som er i fuld overensstemmelse med pagtens bestemmelser. Desværre lider de lande, der udviser god opførsel, under de andre landes dårlige opførsel.

Når det er sagt, skal vi hverken give efter for fetichisme eller dogmatisme - i øvrigt har den kommende eksformand for Kommissionen ikke lagt skjul på, hvad han mente om pagten, og det i meget lidt diplomatiske vendinger. For mig er Kommissionens retningslinjer interessante, fordi de kunne føre til en mindre naiv vurdering af medlemsstaternes offentlige finanser. Men her begynder vanskelighederne også. For hvordan skal man forene forståelsen af komplekse forhold, som er unikke for hver medlemsstat, med bevarelsen af regler, som er klare, forståelige og anvendelige for alle? Jeg ønsker held og lykke til dem, som skal i gang med opgaven, og heriblandt min landsmand, den kommende formand for Rådet og den kommende "hr. Euro", som er kendt for at løse de mest komplekse problemer.

Til sidst vil jeg sige, at den krise, vi oplever, er meget symptomatisk for den måde, hvorpå Unionen fungerer. Ingen vil nægte, at Unionen er et retsfællesskab, men det er klart, at magten til at udøve tvang over for medlemsstaterne hurtigt når sin grænse. Når alt kommer til alt, er det et skrapt dilemma. I stedet for at overvære, at stabilitets- og vækstpagten lider en langsom død, foretrækker jeg at bidrage til dens genoplivning, eftersom dens hedengang også ville få uoverskuelige konsekvenser for euroen, og eftersom jeg bekymrer mig for værdien af den valuta og de penge, jeg har i min tegnebog.

  Krasts (UEN). - (LV) Forslag til en reform af stabilitets- og vækstpagten er værd at drøfte, selv om de foreslåede ændringer af pagten kræver en nøje vurdering. Men efter min mening bør vi ikke i den aktuelle situation overveje at revidere pagten, fordi visse stater konstant forsømmer at opfylde de nuværende kriterier, og der er risiko for, at et stigende antal stater vil forsømme at opfylde dem i fremtiden. De utilstrækkelige sanktioner fremmer heller ikke fastholdelsen af budgetdisciplin og finanspolitisk disciplin.

De foreslåede reformer sender et farligt signal til markederne om, at situationen ikke kan kontrolleres, heller ikke på lang sigt. Derfor kan jeg ikke støtte de foreslåede reformer, navnlig ikke dem, der vedrører fastholdelse af budgetunderskud og de forskellige tidsfrister, som medlemsstaterne har for at afvikle uforholdsmæssigt store underskud.

Budget- og finanspolitik er særligt følsomme områder af det politiske ansvar. Enhver undtagelse inden for disse områder vil nødvendigvis være ubegrænset. Anledning til bekymring giver forslaget om en længerevarende periode med svag økonomisk vækst, der i realiteten vil give de politikere, som ikke kan eller vil gennemføre strukturreformer i deres land, ubegrænset tid. En lempelse af reglerne motiverer ikke politikerne til at gennemføre upopulære reformer.

Ligeledes giver forslaget om landespecifik korrigering af uforholdsmæssigt store underskud anledning til stor bekymring. Den særlige korrigering for forskellige lande kan vise sig ikke alene at være særlig, men også betydeligt anderledes, da det er svært at sikre gennemsigtighed i disse forhold. Det ville medføre faldende tillid til pagten som helhed.

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

  Almunia, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, for det første vil jeg gerne takke alle medlemmerne for deres bidrag til forhandlingen, nogle gange med støtte, nogle gange med kritisk støtte og andre gange kun med kritik.

Alle disse bidrag er yderst nyttige for mig i mit fremtidige virke som kommissær, bl.a. med ansvar for at gennemføre tilpasningen og forbedringen af stabilitets- og vækstpagten og den økonomiske styring i almindelighed, og de er også særdeles nyttige, når Parlamentet skal videreformidle argumenter og målsætninger for et så vigtigt område som økonomien i EU's medlemsstater og i det samlede EU til offentligheden.

Jeg vil gerne gentage - det gjorde jeg også i mit første indlæg, og det er kommet til udtryk i flere af Deres indlæg, men jeg vil gerne gentage det i mit sidste indlæg - at traktaten ikke er til diskussion, ej heller det, der står i traktaten om offentlige finanser og budgetstabilitet. Grænsen på 3 % af BNP for de offentlige underskud i de medlemsstater, der er medlem af Den Økonomiske og Monetære Union, og grænsen på 60 % for den offentlige gæld i forhold til BNP gælder stadig. De lande, der ikke overholder disse grænser, er forpligtet til at gøre det.

Det er ikke kun en tilfældighed, at de fortsat er gældende, men fordi et af Den Økonomiske og Monetære Unions mål nødvendigvis skal være budgetstabilitet som en absolut forudsætning for effektiviteten af den utrolig vigtige politiske beslutning, vi traf, da vi søsatte Den Økonomiske og Monetære Union, og i særdeleshed indførelsen af den fælles mønt. Og det er fortsat nødvendigt at bevare målet om budgetstabilitet og referenceværdierne ved hjælp af et system af regler, som det er blevet nævnt flere gange under forhandlingen.

Men det er også nødvendigt at huske på, at det endelige mål for Den Økonomiske og Monetære Union, og for de økonomiske politikkers budgetmæssige stabilitet, er at sikre mere vækst og mere velfærd for nogle af vores borgere. Og der er flere af Dem, der har sagt, at forhandlingen om en reform af pagten endog til en vis grad kan påvirke vores mønts, euroens stabilitet. Det tror jeg ikke, hvis forhandlingen finder sted inden for de rammer, vi fastsatte i Rådet i sidste weekend, og som dagens forhandling i Parlamentet også har fundet sted inden for.

Til gengæld tales der om, at euroområdet og EU som helhed vokser mindre end andre områder i verden. Vi har mere stabilitet takket være de beslutninger, vi har truffet inden for rammerne af Den Økonomiske og Monetære Union, men vi har mindre vækst. Og det er vi nødt til at finde et svar på, ikke kun med det instrument, vi har i stabilitets- og vækstpagten, men også ved at genlæse, revidere og tilpasse pagten og bibringe den mere økonomisk rationalitet, idet vi skal være opmærksomme på forskellighederne i et EU med 25 medlemmer efter udvidelsen, og ved at være opmærksomme på, at traktaten også taler om behovet for at fastholde holdbare offentlige finanser og ikke kun om at fastholde og overvåge budgetbalancen i det enkelte regnskabsår ved at overvåge det offentlige underskud. Vi skal også være opmærksomme på, at stabilitets- og vækstpagten i den tid, den har været anvendt, har mistet troværdighed, fordi de gældende regler ikke altid er blevet vedtaget og anvendt af den institution, der i sidste instans bør gøre det, nemlig Rådet.

Vi skal derfor styrke pagten, budgetovervågningsrammen og vores instrumenter til økonomisk styring. Hvordan skal vi gøre det? Med mere fleksibilitet eller mere strenghed? Med begge dele.

På nogle områder skal vi være mere fleksible, for erfaringerne viser, at den manøvremargen, som en rimelig fortolkning af de regler, vi selv besluttede, giver os, ikke er tilstrækkelig til at kunne tage højde for meget kraftfulde argumenter, der udspringer af økonomisk rationalitet, og af den konkrete økonomiske situation i et land på et givet tidspunkt. Og på andre områder skal vi være strengere, f.eks. i forbindelse med vores opfølgning på udviklingen af den offentlige gæld eller i forbindelse med mekanismerne til gennemførelse af pagten, såvel dens forebyggende som korrigerende foranstaltninger i mekanismen vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Vi skal tage højde for den økonomiske cyklus, vi skal fastholde princippet om ligebehandling af alle landene - og det er en opgave, som Kommissionen i særlig grad kan identificere sig med - og sikre en bedre overholdelse. Vi skal sørge for en højere grad af sammenkædning af stabilitets- og vækstpagtinstrumentet med de øvrige instrumenter til økonomisk styring - som det er blevet nævnt i mange af eftermiddagens indlæg - med Lissabon-dagsordenens økonomiske vækstmål, der skal gøre EU's Økonomiske og Monetære Union til det mest konkurrencedygtige område i verden, og samtidig det område, der har den største grad af social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed.

Er der brug for en forhandling til det? Det mener Kommissionen helt klart. Skal denne forhandling finde sted inden for visse grænser? Naturligvis, og det fastslås også i Kommissionens meddelelse. Skal vi søge samarbejde og en større grad af konsensus i vores dialog og samarbejde med Rådet? Jeg synes, at det er en nødvendighed, vi ikke kan se bort fra.

Forhandlingen - og det har rådsformanden, hr. Zalm, også sagt - skal føre os, og det er jeg sikker på den vil, til, at vi til november i forbindelse med den anden analyse, som Økofin-rådet skal lave af tilpasningen og forbedringen af stabilitets- og vækstpagten, får en endnu større grad af enighed og konsensus mellem medlemsstaterne, på rådsniveau, og mellem Rådet og Kommissionen, end den meget betydelige grad af enighed, der allerede er kommet til udtryk sidste weekend.

Der er formentlig brug for ændringer af reglerne, men så få som mulig. Men under alle omstændigheder skal prøvestenen i diskussionen ikke være, om en artikel, en forskrift, eller et afsnit i en forordning skal ændres. Prøvestenen skal være, om bevæggrunden for at ændre en forordning er blevet aftalt, om den er fornuftig og om den er i overensstemmelse med vores målsætninger om budgetstabilitet, om at fastholde en ramme for økonomisk og skattemæssig styring, og om denne ramme hjælper os med at fastholde stabiliteten og væksten i Den Økonomiske og Monetære Union.

Endelig, hr. formand, vil jeg komme med et par ord om en sag, der er blevet refereret i mange indlæg fra Frankrig og Tyskland. Domstolens dom af den 13. juli gav grundlæggende Kommissionen ret. Rådet kunne ikke handle, som det gjorde i november sidste år. Nu skal vi anvende traktaten i overensstemmelse med Domstolens fortolkning. Rådet må nødvendigvis respektere Kommissionens initiativret. Kommissionen skal overvåge traktaterne, og derfor skal den påse, at traktaternes regler bliver overholdt og videreudviklet i den gældende stabilitets- og vækstpagt. Det er vi forpligtet til, og vi vil handle på basis af Domstolens dom.

Hvordan vil vi handle? Vi vil følge udviklingen i de offentlige finanser i mange medlemsstater meget tæt, men i særdeleshed i Frankrig og Tyskland i regnskabsåret 2004. Det samme gælder de finanslovsforslag, som de to regeringer er begyndt at udarbejde, og som de forelægger til behandling i deres respektive parlamenter inden udgangen af året.

Ved udgangen af oktober vil Kommissionen, når den kender indholdet i de budgetpolitikker, som de to regeringer formelt forelægger, og mens den afventer en endelig beslutning i de respektive parlamenter, offentliggøre sin vurdering og sine økonomiske overslag, og vi vil vurdere, hvordan det offentlige underskud i Frankrig og Tyskland vil udvikle sig i 2004 - det kunne vi sige meget præcist allerede nu, men jeg foretrækker at vente til oktober - samt vores vurdering for 2005.

Med udgangspunkt i Kommissionens økonomiske overslag og i den præcise information, vi får i de kommende uger med offentliggørelsen af vurderingerne af det reelle og konkrete indhold i de to landes budgetpolitikker for 2005, vil Kommissionen under anvendelse af sin initiativret og det deraf følgende ansvar informere Rådet om sit forslag. Rådet skal naturligvis træffe de fornødne beslutninger i et godt samarbejdsklima, men det skal selvfølgelig ske med fuld respekt for de principper og regler, der er fastsat i traktaterne og i de gældende forordninger om budgetstabilitet.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Wortmann-Kool (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, Kommissionens forslag bringer os fra asken i ilden, det bringer øget fleksibilitet, men uden klare kriterier. Efter min opfattelse bør det centrale element i pagten forblive uantastet, nemlig kravet om et maksimalt budgetunderskud på 3 % af BNP og en maksimal statsgæld på 60 % af BNP. Såfremt der skal indføres øget fleksibilitet, må det ske på grundlag af objektive og alment gældende kriterier, og på det felt lader forslaget en del tilbage at ønske.

Kommissionen bør sikres mere effektive midler, som sætter den i stand til at holde medlemsstaterne fast på pagtens aftaler. I øjeblikket har Rådet i for høj grad en finger med i spillet, hvilket medfører politisering af stabilitetspagten. Sanktionsmekanismen i den eksisterende stabilitetspagt har vist sig ikke at være klippefast og neutral. Store medlemsstater kunne på basis af deres magtposition ustraffet krænke bestemmelserne.

Det fastslås ikke effektivt i den eksisterende pagt, at der i perioder med økonomisk fremgang bør arbejdes på at opbygge et overskud. Det er imidlertid af væsentlig betydning for at sikre, at stabilitetspagten bliver en succes. Opbygningen af en sådan buffer er eksempelvis uundværlig set i lyset af befolkningens aldring.

Kommissionen understreger dette forholds betydning i den reviderede pagt, hvilket bør hilses velkommen. Samtidig sikrer pagten med 3 %-grænsen i princippet medlemsstaterne tilstrækkeligt råderum til at stimulere økonomien i perioder med økonomisk nedgang.

7. Ratifikation af forfatningstraktaten

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om mundtlige forespørgsler

- til Rådet:

B6-0008/2004 af Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Rådet om ratifikationsprocedurer for traktaten om en forfatning for Europa;

- til Kommissionen:

B6-0009/2004 af Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Kommissionen om kommunikationsstrategi vedrørende traktat om en forfatning for Europa.

  Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, den europæiske forfatning har med konventet og regeringskonferencen lagt de to første etaper bag sig med succes. I de næste to år har vi tredje etape foran os, nemlig ratificeringen i EU's 25 medlemslande. Denne tredje fase kan blive den mest komplicerede og vanskelige forhindring for det historiske forfatningsprojekt. Vi må indse, at arbejdet på ingen måde er gjort med den højtidelige undertegnelse den 29. oktober på Capitol i Rom. Tværtimod, arbejdet fortsætter, og alle skal føre projektet til ende med samme energi, samme iver og samme disciplin.

Jeg ser en fare for, og vores udvalg ser en fare for, at den europæiske ånd, der var meget levende på konventet, som blev svagere allerede på regeringskonferencen, men dog stadig var til stede, vil gå tabt i de nationale debatter og de indenrigspolitiske kontroverser i de kommende måneder og de næste to år. Det fornemmes allerede, at der organiseres en vis populisme og også opportunisme mod den europæiske forfatning, og det er bekymrende, at denne bacille allerede har ramt en ophavsmand til den europæiske idé, som vi kunne se af de sidste ugers debatter i Frankrig. Det må få os til at tænke, at der vendes en populisme, en opportunisme mod forfatningen, også selv om motiverne ikke har meget med dette projekt at gøre.

Vi må ikke tillade, at dette historiske projekt udvandes eller sågar ødelægges af indenrigspolitiske magtspil og magtkampe. Derimod må alle, der har kæmpet for forfatningen i de forgangne år og årtier, protestere.

Parlamentet, Kommissionen og Rådet var aktive deltagere på konventet og regeringskonferencen, og jeg tror, at de tre europæiske institutioner også har et særligt ansvar i denne ratificeringsfase. Vi skal være forsvarere af det kompromis, der er opnået. Det må altså ikke blive tilfældet, at enkelte artikler tages ud af det samlede kompromis og anvendes som påskud til at forkaste den samlede forfatning. Det må ikke ske. Der er opnået et samlet kompromis, og vi skal se skoven og ikke kun de enkelte træer for nu at beskrive det billedligt.

De europæiske institutioner har især til opgave at forklare de væsentlige mål og indholdet i denne forfatning over for de 450 millioner mennesker i EU og informere dem herom. Derfor spørger vi Kommissionen og Rådet, om der findes en kommunikationsstrategi, og om der forberedes egnede aktiviteter med henblik på at informere befolkningen i Europa om projektet. Parlamentet spørger derudover Rådet, om der findes en eller anden strategi til at koordinere ratificeringsproceduren i de 25 lande. Vi ved udmærket, at ratificeringen skal ske i henhold til national ret. Det ses også, at enkelte lande har brug for mere tid end andre. Det ville dog være fuldstændig forkert ikke at forsøge at koordinere tingene. Og dette har jo allerede fundet sted for de 10 tiltrædelseslandes vedkommende i forbindelse med ratificeringen af tiltrædelsestraktaten, også med held, som man kan se.

Kommissionen, Rådet og Parlamentet må ikke lægge hænderne i skødet nu og stille sig tilfreds med en tilskuerrolle. Tværtimod, siger jeg. Den samme iver, den samme ambition skal lede os de næste to år, således at dette projekt kan klare de sidste forhindringer. Forfatningen fra 2004 må ikke lide samme skæbne som udkastene fra 1984 og 1994. De er nemlig landet i arkiverne og var kun papir, de blev aldrig til virkelighed. Forfatningen fra 2004 skal blive til virkelighed, fordi det er den eneste måde, fremskridtene for mere demokrati, mere gennemsigtighed og mere effektivitet for EU og dermed også menneskene i Europa kan udnyttes. Det er vores mål, og det skal vi arbejde for.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Mange tak, hr. formand, jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Jeg får også ordet senere, hvor jeg får mulighed for at reagere på andre bemærkninger til emnet. Det skal imidlertid understreges, at det er et yderst vigtigt emne. Først og fremmest vil jeg gerne sige, at hr. Leinens ord var som grebet ud af mit hjerte, især bemærkningerne om, at det er uhyre vigtigt, at vi nu i forlængelse af de skridt, vi har taget og vil tage den 29. oktober, når vi undertegner traktaten, fortsætter med samme engagement, for vi er endnu ikke i mål. Heri har hr. Leinen afgjort ret, og der er også behov for et ganske afgørende skridt videre i forbindelse med ratifikationen og de folkeafstemninger, der vil blive afholdt i flere lande.

Jeg er også helt enig med hr. Leinen i, at ansvaret ligger hos Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet i fællesskab. Det ansvar har vi i de tre institutioner hidtil formået at leve op til, og det bør vi afgjort også fortsat gøre i det videre forløb.

Det glæder mig, at hr. Leinen selv påpeger, at der naturligvis ligger et ansvar på nationalt niveau, når det drejer sig om lovgivning, gennemførelse, tilrettelæggelse af ratifikationen og de eventuelle folkeafstemninger, og at dette ikke henhører under Fællesskabets beføjelser. Vi vil dog sørge for, det har vi også talt om, at der under alle omstændigheder indsamles information om ratifikationsprocedurerne. Rådets sekretariat vil samle disse informationer i et såkaldt rolling document, således at det også altid er muligt at bearbejde nye oplysninger vedrørende planlægning og tilrettelæggelse af ratifikationen og mulige folkeafstemninger.

Vi vil i Rådet til stadighed holde os denne opgave for øje. Emnet vil blive drøftet i Det Europæiske Råd. Jeg kan fortælle, at vi også har aftalt, at emnet altid skal være på dagsordenen, når ministrene for europæiske anliggender er samlet, hvilket de under alle omstændigheder er under den uformelle frokost i forbindelse med møder i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser). Vi sikrer således, at vi også i de kommende måneder fra den platform altid har fingeren på pulsen.

Det Europæiske Råd har bedt om, at opmærksomheden rettes mod dette problem i bredere forstand, ikke blot ratifikationen og borgerens engagement heri, men borgerens engagement i almindelighed, bl.a. set i lyset af den lave valgdeltagelse ved det seneste valg til Europa-Parlamentet. Formandskabet, og især ministrene for europæiske anliggender, vil sikre, at vi kan stille konkrete forslag, når Det Europæiske Råd samles den 5. november. Vi vil arbejde med problemet den 5. oktober i Amsterdam, som nævnt både med hensyn til kommunikation i bredere forstand og konkret med hensyn til, hvordan vi bedst kan tage hensyn til ratifikationsprocedurerne i de forskellige medlemsstater og den indbyrdes afstemning, der er ønskelig i så henseende. Det betyder under alle omstændigheder informationsudveksling og tagen ved lære af hinandens erfaringer, hvad angår denne procedure. Hvor det er muligt, bør der sikres tidsmæssig afstemning, men lad mig gentage, at det er medlemsstaternes ansvar. Det vil også blive sikret, og det vil til gengæld ske centralt, at alle europæiske borgere har traktatteksten til rådighed. Også på det punkt vil der være råderum for nationale initiativer i form af alle tænkelige kampagner og oplysningsvirksomhed. Den nye Kommission har efter min opfattelse sendt et væsentligt signal i så henseende, også ved at udnævne den første næstformand med særligt ansvar for kommunikation. Der lægges også fra den side større vægt på kommunikationsspørgsmål. Hr. formand, jeg vil gerne afslutningsvis knytte en bemærkning til hr. Leinens henvisning til den på nationalt plan visse steder måske stigende bekymring, hvad angår den offentlige mening. Også af den grund er det afgørende, at de nationale myndigheder kan vælge den rette måde og har tilstrækkeligt råderum til selv at udmønte ratifikationsproceduren og de eventuelle folkeafstemninger. Jeg kan forsikre, at vi i formandskabet og Rådet er os vores ansvar bevidst og vil gøre alt for, at processen lykkes.

  Barrot, Kommissionen. - (FR) Tak, hr. formand, og tillad mig også at rette en tak til hr. Leinen, hvis forespørgsel er anledningen til denne udveksling af synspunkter om et særdeles vigtigt emne. Vi er overbevist om, at den europæiske forfatning vil bidrage til at opbygge et demokratisk, mere gennemskueligt og mere effektivt EU, som tjener europæernes interesser.

Det er imidlertid en forudsætning, for at dette institutionelle projekt kan lykkes, at vi opnår borgernes accept heraf og engagement heri, hvilket er baggrunden for, at Kommissionen lægger vægt på en bred præsentation og forklaring af forfatningstraktaten over for borgerne. Jeg svarer i stedet for min kollega hr. Vitorino, som beder Dem undskylde, at han ikke kan være til stede. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg sammen med hr. Vitorino har fulgt de seneste drøftelser i Rådet vedrørende udkastet til forfatningstraktat i stedet for min kollega hr. Barnier.

Jeg skal give et kortfattet svar, hr. formand, således som De ønsker, og samtidig forsøge at give et så præcist svar som muligt. Først, hr. Nicolaï - og jeg vil i øvrigt ikke undlade at komplimentere hr. Leinen - vil jeg dog gerne erindre om det betydelige ansvar, der påhviler de nationale regeringer, som har undertegnet traktaten. Efter min opfattelse er de enkelte regeringer bedst i stand til land for land at udvikle den bedst egnede tilgang under hensyntagen til den indstilling og den politiske og sociale kontekst, som kendetegner det enkelte land.

Når dette er sagt, ønsker Kommissionen afgjort fuldt og helt at tage del i denne indsats. Allerede i juli sendte kommissionsformand Prodi sammen med Europa-Parlamentets formand og formanden for Regionsudvalget samt hr. Vidal-Quadras og hr. Vitorino således en appel til alle folkevalgte på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og opfordrede til deltagelse i debatten. Det er også baggrunden for, at vi har iværksat kampagnen "1000 debatter om Europa". Den er udtryk for et mål, vi ønsker at nå og endog overgå. Må jeg benytte lejligheden til at opfordre Dem alle til at befordre disse debatter og bidrage hertil? Opfordringen gælder naturligvis også Kommissionens medlemmer.

Dernæst vil jeg også gerne gøre rede for det arbejde, der er gjort inden for rammerne af Prince-programmet, altså informationsprogrammet for borgerne i EU. Også i den sammenhæng har Kommissionen bestræbt sig for sammen med Europa-Parlamentet at befordre fremstillingen af saglige værktøjer, som præsenterer og forklarer den tekst, der er vedtaget, og den proces, der er fulgt ved udarbejdelsen af teksten.

Med bevillingerne for 2004 har vi iværksat en ajourføring af brochurer til den brede offentlighed og flersprogede vejledninger om forfatningen. De pågældende brochurer og vejledninger vil blive trykt i mere end 10.000 eksemplarer. Vi får således en hidtil uovertruffen informationsmængde til rådighed.

Vi har iværksat produktionen af en videofilm, som vil blive udsendt fra den 29. oktober, samt fremstilling af informationsrubrikker, som henvender sig til alle vores informationsformidlere og -netværk og de offentlige nationale og regionale tjenester, som kommer til at bruge dem.

Endvidere har Kommissionen tilrettelagt seminarer for journalister. Vi håber at nå mindst 500 journalister, som kommer til Bruxelles for at sætte sig ind i forfatningen og gå i dialog herom med paneler, som er sammensat af traditionelle politikere og repræsentanter for civilsamfundet.

Endelig træffer Europa-Parlamentet og Kommissionen samt Rådet muligvis afgørelse om en ny version af initiativet "Europæisk forår", som nåede talrige unge, og som opfordrer skoler til at tilrettelægge oplysningsarrangementer.

Hr. Leinen, en række værktøjer er således under udarbejdelse. Følgelig vil jeg gerne tilføje, at Kommissionen ikke støtter tanken om en altomfattende, global, paneuropæisk kampagne om forfatningen. Den kunne have uønskede konsekvenser, da et sådant initiativ kunne opleves som overnational propagandavirksomhed. Der er grund til at erindre om, at ratifikationen af en traktat, som jeg tidligere har påpeget, er en forfatningsproces. Det er derfor i den enkelte medlemsstat, man skal afgøre, hvad der er hensigtsmæssigt, og hvilken form for indgriben man ønsker fra Kommissionens side med offentlige europæiske midler. Alt dette kræver en tilgang, som er tilpasset den enkelte medlemsstat. Derfor er der behov for dialog mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Jeg vil i øvrigt gerne takke hr. Nicolaï og det nederlandske formandskab, som har arrangeret et uformelt møde den 5. oktober for de ansvarlige ministre netop med det formål at drøfte, hvorledes denne omfattende informationskampagne kan tilrettelægges. Hr. Leinen, jeg er som De overbevist om, at saglig og objektiv information vil kunne fjerne mange misforståelser, og følgelig er det vigtigt, at vi efter mødet den 5. oktober kan danne os et billede af, hvad der kan gøres i de enkelte medlemsstater. Kommissionen vil i overensstemmelse hermed støtte de initiativer, der således iværksættes.

Jeg noterede mig også, at De ønsker, at det efter det uformelle møde er muligt at fastlægge tidsplaner og se, hvem der er de bedste aktører under hensyntagen til situationen i det enkelte land. Jeg deler dette ønske. Det vil naturligvis også gøre det muligt at vurdere, hvordan de budgetmidler, som er afsat til disse initiativer, bedst anvendes.

Det er mit svar på Kommissionens vegne. Vi ønsker at udarbejde et program og en informationsplan efter det omhandlede møde, der arrangeres af det nederlandske formandskab netop med det sigte at etablere en konkret tilgang, som der er enighed om, og etablere handlingsprogrammer, som er realistiske og tilpasset medlemsstaternes behov. Hr. formand, tillad mig på Kommissionens vegne at takke Europa-Parlamentet for, at det allerede på nuværende tidspunkt med denne forhandling har understreget vigtigheden af en sådan information. Vi ønsker, lad mig understrege det endnu en gang, at den skal være objektiv, men vi ønsker også og ikke mindst, at den skal være så fuldstændig som muligt og tilgængelig for så mange som muligt.

  Méndez de Vigo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, det glæder mig at se Dem lede dette plenarmøde, for det betyder noget meget vigtigt, nemlig at formanden for Europa-Parlamentet lever op til sit ord, og at ratifikationen af forfatningstraktaten er en politisk prioritering for Europa-Parlamentet.

Jeg synes derfor også, at denne mundtlige forespørgsel fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender er meget belejlig, og - Jo Leinen har udtrykt det meget korrekt - at det ser ud, som om vi havde afsluttet vores arbejde med vedtagelsen af forfatningstraktaten. Det ser ud, som om spørgsmålet om ratifikation er noget, der påhviler de nationale myndigheder, parlamenter og befolkninger. Det synes jeg ikke, jeg synes, at det påhviler os alle, herunder EU's institutioner.

Jeg glæder mig meget, hr. Nicolaï, over at have hørt Dem sige, at ministrene vil tage sig af dette spørgsmål. De har undertegnet forfatningstraktaten, og derfor har De, lige som vi, en interesse i, at den bliver ratificeret hurtigst muligt.

Til gengæld blev jeg bekymret over at høre kommissær Barrots indlæg, for bortset fra pjecerne og videoen har jeg hørt, at Kommissionen mener, at det er skadeligt at lave en informationskampagne på europæisk plan. Hvordan kan det være skadeligt? Hvad mener Kommissionen om forfatningstraktaten? Hvis den mener, at den er et fremskridt for de europæiske borgere, skal den sige det lige som Parlamentet. Vi er i gang med at udarbejde en betænkning, der skal vedtages den 15. december. Hvis denne betænkning er positivt indstillet over for forfatningstraktaten, bør Europa-Parlamentet ikke forholde sig neutral, men lave en kampagne til fordel for forfatningstraktaten.

Jeg synes derfor, hr. Barrot, at Kommissionen skal overveje, hvad den vil gøre i denne sag. Jeg synes, at det er meget vigtigt at komme med et klart politisk signal om, hvor vi står, for den europæiske forfatning er meget vigtig for Europas fremtid, og derfor bør vi alle - EU's institutioner og medlemsstaterne - stå sammen for også at vinde dette slag.

  Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand, 25 medlemsstater står for at skulle underskrive og derefter gå i gang med ratifikationsprocedurerne. Disse procedurer er nationale og skal drøftes nationalt og internt. Betyder det, at medlemmer fra andre lande ikke har nogen legitim interesse i at deltage i disse nationale drøftelser?

Jeg tillader mig at bemærke, at det er legitimt inden for den enkelte medlemsstat at påpege, at den nationale beslutning om ratifikation også har konsekvenser for alle andre i Europa. Det er ikke uvæsentligt, at 25 folkevalgte regeringer i vores medlemsstater alle har konkluderet, at den nye forfatning er den bedste vej frem for EU. Det vil heller ikke være uvæsentligt, hvis Parlamentet godkender forfatningen med overvældende flertal i december.

Det vil være rigtigt at gøre befolkningen opmærksom på dette. Det vil være rigtigt at prøve at gøre debatten europæisk på den måde. Nogle har foreslået, at alle folkeafstemninger holdes på samme dag. Det ved vi er næsten umuligt, men nogle medlemsstater ønsker måske at koordinere deres folkeafstemninger inden for en bestemt periode. Det er op til dem. Det ville gøre debatten mere europæisk. Men det vigtigste, vi kan gøre, er at koordinere vores informationsvirksomhed.

Jeg er glad for, at Rådet træder sammen for at drøfte det. Det er nødvendigt, om ikke andet så for at undgå modsigelser, hvor Kommissionen siger én ting, Rådet siger noget andet, og Parlamentet siger noget tredje. Vi skal fokusere på at få kendsgerningerne ud til folk, for kendsgerningerne taler for sig selv. I denne debat står myte over for realitet. Alt, hvad vi behøver at gøre, er at give faktuel information, så er jeg sikker på, at vi vinder slaget om ratifikationen.

  Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg føler til en vis grad, at den vidunderlige kamel i form af forfatningen nærmer sig nåleøjet. Den kan naturligvis presses igennem, men kun hvis alle medlemmer af Det Europæiske Råd accepterer, at de har et kollektivt og individuelt ansvar for at føre kampagne for den. For en række nationale ledere betyder dette, at de for første gang bliver forpligtet til at føre kampagne for europæiske spørgsmål. Det er ekstremt vigtigt, at handlingen koordineres, og historien bliver den rigtige.

Desuden skal Det Europæiske Råd undgå, at landene slås for at komme til sidst - la fuite en avant. Vi bør have en gruppebaseret tilgang til ratifikation, hvor de mest ivrige og overbeviste integrationstilhængere går forrest i stedet for danne en nervøs kø. Offentligheden vil spørge, hvorfor vores nationale ledere er bange for deres egen skygge, når det drejer sig om Europa, og ikke tør argumentere for forfatningen på en positiv og klar måde, der bakker op om den europæiske dimension. Det er vores lederes chance for at styrke det europæiske statssamfund.

Til Kommissionen vil jeg sige, at det er meget fint med PR-øvelser. Man kan spørge, hvorfor Kommissionen på dette følsomme tidspunkt har fundet det passende at halvere budgettet, men det, som vi virkelig har behov for, er en politisk Kommission, der vil føre kampagne og supplere Det Europæiske Råds indsats for at tilbyde de europæiske borgere sandt lederskab.

  Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær Barrot, jeg er meget forbløffet over Deres udtalelse her. Hvem skal egentlig være advokat for denne europæiske forfatning i de kommende måneders diskussion om ratificeringen af en europæisk forfatning, vogteren over den store konsensus på konventet, vogteren over idéen om den europæiske enhed, hvis ikke de europæiske institutioner, hvis ikke Parlamentet? Men disse institutioner danner et besynderligt billede. Det minder mig om et barn, der taber en bold, mens det leger, bolden triller over vejen, ender under et hjul, og dette barn kigger som tryllebundet efter, om bolden måske alligevel ikke dukker uskadt op på den anden side af vejen.

Nej, vi kan ikke gøre denne forfatning til kastebold for rent nationale og nationalistiske debatter. Og vi kan ikke gøre den til kastebold for indenrigspolitisk ondskab og kalkule. Det havde jeg forventet af Kommissionen.

Hvad gør Kommissionen? I den nye Kommission er der ikke engang en portefølje længere, ikke engang en ansvarlig kommissær længere. I den hidtidige Kommission var der to. I den afgørende fase af diskussionen om den europæiske forfatning er der ingen ansvarlig kommissær længere. Hvad gør Kommissionen? Den firedeler budgetmidlerne for kommunikation og information af borgerne i forbindelse med den europæiske forfatning. Ja, hvis De vil opgive ansvaret for forfatningen, hvis De vil være motor for den europæiske integration og traktaterne, men ikke advokat for udviklingen af den europæiske integration, så skal De blot fortsætte.

Nej, De skal træffe en meget vigtig historisk beslutning. Vil De sammen med Parlamentet, sammen med Rådet forhindre, at forfatningen bliver en kastebold for nationalismen, renationaliseringen i Europa, for chauvinismen? Se på Deres eget land, her er der allerede medlemmer af konventet, der optræder som modstandere af forfatningen. Har De ikke forstået, at der er behov for stort mod, hvis man i fællesskab vil forsvare dette fælles værk med henblik på en fælles fremtid?

(Bifald)

  Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Det glæder mig meget, hr. formand, at der afholdes folkeafstemninger om forfatningen i flere og flere medlemsstater, og jeg forventer også, at regeringen i mit land baner vejen til det hurtigst muligt. Der skal dog i denne forbindelse gøres alt for, at det rent faktisk er Europa og helt konkret forfatningsteksten, der bliver diskuteret. Hr. Leinen og hr. Voggenhuber har helt ret. Man må imødegå den fare, at forfatningen gøres til kastebold for indenrigspolitiske eller partiinterne rænkespil.

Et stort problem i de forskellige offentlige diskussioner er uden tvivl det ringe kendskab til det konkrete forfatningsindhold, og det giver sig til dels udslag i temmelig meget vrøvl. Derfor skal der gøres mere med henblik på at give målrettede informationer, og det siger jeg henvendt til Kommissionen. Måske skulle man ikke kun publicere fakta, men også gøre opmærksom på, hvilken vanskelig debat der er tale om, redegøre for pro og kontra i forbindelse med enkelte argumenter, skattepolitikken ... Der kan nævnes mange eksempler på diskussioner, der allerede har fundet sted i denne forbindelse.

Som det sidste, hr. formand, vil jeg gerne sige noget til hr. Nicolaï. Jeg har med interesse noteret mig, at man i Rådet overvejer at ensrette ratificeringsprocessen tidsmæssigt. Hvad om maj næste år blev valgt som frist? Det ville have en stor symbolsk værdi. Det er 60-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig. Det ville være et signal om fred og stabilitet på vores kontinent, om øget integration. Det ville jo være en farbar tilgang.

  Wierzejski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, både mit parti, Ligaen af Polske Familier, og min politiske gruppe, Gruppen for Selvstændighed og Demokrati, har altid været og vil altid være imod en forfatning for hele Europa. Et spørgsmål, der har så stor betydning for vores nationers fremtid, bør være genstand for en bred og fair offentlig debat og folkeafstemninger i alle 25 medlemsstater, uden undtagelse. De midler, der er afsat i EU's budget til oplysning af borgerne om forfatningen, bør dog deles rimeligt mellem tilhængere og modstandere af traktaten.

Udvalget om Konstitutionelle Anliggenders forslag om, at traktaten skal ratificeres mellem den 5. og den 8. maj i alle medlemsstater som en eller anden form for påmindelse om afslutningen på Anden Verdenskrig, bør betragtes som en bedrøvelig, historisk joke. Europa har været stærkest, når det ikke har været domineret af noget land, og når samarbejdet mellem frie nationer ikke har været hæmmet af et overnationalt bureaukrati og overnationale strukturer.

Vores holdning er klar. Vi vil altid være imod et føderalt Europa med en forfatning, som har forrang for de suveræne nationers lovgivning.

  Crowley (UEN). - (EN) På et tidspunkt som dette er det altid meget svært at vide, hvordan man finder balancen mellem at søge støtte til en forfatning og søge en mere fair forhandling, men de to ting udelukker ikke hinanden. Faktisk bør alle sider være interesseret i yderligere og mere dybtgående drøftelser, da det ville give os mulighed for at få udryddet nogle af misforståelserne med hensyn til, hvilke aspekter af traktaten vi skal stemme om i vores lande eller drøfte i vores nationale parlamenter.

Desuden er det også på sin plads, at vi som Europa-Parlament og direkte folkevalgte repræsentanter for det europæiske folk fører an og viser, hvordan drøftelserne og debatten bør finde sted i medlemsstaterne. Vi må ikke glemme, at vores vigtigste rolle som medlemmer af Europa-Parlamentet er, at vi er folkets offentlige repræsentanter. Vi er her ikke for at holde fast i en ideologisk holdning, men for at redegøre for traktatens indhold på en måde, som vi mener er fair, ærlig og sandfærdig.

Jeg kan derfor tilslutte mig det, som blev foreslået i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, for at sikre, at denne form for debat kan finde sted, at nogle af de tidligere løgne om traktatens indhold bliver tilbagevist, og at de retmæssige bekymringer, som befolkningen har med hensyn til Europas fremtid, kan luftes i en offentlig debat.

Jeg opfordrer alle medlemmer til at støtte beslutningsforslaget.

  Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, for få dage siden blev der i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender talt om bevilling af store summer fra EU's kasser til institutioner, der skal bringe EU-borgerne tæt på forfatningstraktaten. I den forbindelse kan man ikke undlade at få det indtryk, at der så ikke skal finde nogen objektiv diskussion sted om forfatningsudkastet, men snarere en meget ensidig diskussion, man kunne kalde det propaganda.

Eftersom der har været en relativ ringe viden hos borgerne i de enkelte EU-stater om indholdet af forfatningstraktaten, vil en alt for ensidig kampagne for forfatningen igen efterlade et negativt indtryk hos EU-borgerne. Borgerne vil igen få følelsen af at blive stillet over for endegyldige kendsgerninger. Men det ville få den europaskepsis, vi fik bekræftet for nylig med den lave deltagelse ved valget til Europa-Parlamentet, til at vokse yderligere. Vi skal altså have modet til at tillade en kontroversiel diskussion om forfatningstraktaten. Vi bliver også nødt til at indrømme, at traktaten har nogle svagheder, nogle underskud. Ellers vil borgerne ikke virkelig acceptere denne grundlov for Europa. En national folkeafstemning og en debat i forbindelse hermed har absolut intet at gøre med chauvinisme eller nationalisme, det er derimod ganske enkelt en del af demokratiet.

  Lamassoure (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg var sammen med Dem en af de første til i konventet at kæmpe for, at den fremtidige forfatning overalt forelægges befolkningen til ratifikation, om muligt på en og samme dag. Jeg glæder mig over at konstatere, at stadig flere lande vælger at ville afholde folkeafstemning. Folkeafstemning er imidlertid både den mest demokratiske procedure og den, som nemmest lader sig udnytte i en anden sags tjeneste. I alle de berørte lande er der en fare for, at den europæiske folkeafstemning forvandles til en national ditto.

Eftersom faren og målet er ens overalt, er det i vores regeringers interesse at vedtage en fælles ratifikationsstrategi. En sådan strategi bør efter min opfattelse omfatte mindst tre elementer. For det første en fælles præsentation af det spørgsmål, som forelægges borgerne, og argumentationen herfor. For det andet en tidsplan. Den bedste løsning i den forbindelse ville være, som flere kolleger har påpeget, at arrangere folkeafstemningerne på en og samme dato i alle berørte lande. For det tredje en klar fremstilling af problemet vedrørende EU's endelige ydre grænser. Sidstnævnte er påkrævet og efter min opfattelse ikke det mindst vigtige punkt.

Det er en debat, som hverken Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd eller Kommissionen hidtil har vovet at tage op. Det er imidlertid urimeligt at lægge spørgsmålet om oprettelse af et politisk Europa frem for borgerne uden at definere, hvad vi forstår ved ordet "Europa", og uden at fastlægge grænserne eller i det mindste kriterierne for fastlæggelse af grænserne. I flere lande, herunder Frankrig, vil man massivt afvise tanken om at tilhøre en politisk Union uden grænser, hvor den fremtidige fastlæggelse af grænserne overlades til kommende regeringers forgodtbefindende. Rådet bør være sig dette bevidst, når det skal udtale sig om Tyrkiet.

  Carnero González (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg glæder mig også over, at De er her, selv om det naturligvis ikke undrer mig, for vi er i dag så heldige her i Parlamentet at blive ledet af en, der på konventet, som han var medlem af, arbejdede uforfærdet for at opnå netop den forfatning, vi i dag forsøger at få alle befolkningerne til at ratificere.

En forfatningsproces slutter først, når de, der har suveræniteten, i dette tilfælde befolkningen - de europæiske borgere - kommer med deres sidste ord om teksten, i dette tilfælde forfatningsteksten, som de skal stemme om.

Vi observerer imidlertid et meget bekymrende fænomen, og det er, at det kun er dem, der er imod den europæiske forfatning, tvivlerne og dem, som forsøger at udnytte denne proces til partipolitiske eller opportunistiske formål, der ytrer sig.

Vi, der deltog på konventet, regeringerne og parlamentsmedlemmerne, begrænser os til at sige, at forfatningen er god, og at man derfor skal støtte den. Men vi er nødt til at forklare denne forfatning, vi er nødt til at fortælle om dens fordele, og at vi uden den ender med den lammelse, som Nice-traktaten indebærer. Vi må gøre det ud fra et europæisk synspunkt.

Hr. formand, vi er nødt til at europæisere diskussionen om forfatningen, vi er nødt til at europæisere proceduren om ratifikation af forfatningen, der, som navnet antyder, er en europæisk forfatning, og der er kun to måder at gøre det på. For det første ved at koordinere ratifikationen heraf i medlemsstaterne. Vi er 25 lande, men vi er kun én Union, og derfor skal folkeafstemningerne finde sted inden for et par dage, der naturligt kunne placeres omkring Europadagen.

For det andet kan institutionerne ikke forholde sig neutrale i denne diskussion. Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør i fællesskab lave en strategi for oplysning, diskussion og overbevisning af offentligheden, så vi kan besejre vores vigtigste fjende, sofavælgerne.

Hvis flertallet deltager i afstemningen, vil forfatningen blive en realitet.

  Cornillet (ALDE). - (FR) Hr. formand, når man ved, at blot et enkelt lands afvisning kan få vedtagelsen af forfatningstraktaten til at kuldsejle for hele EU, kan man ikke længere betragte ratifikationsprocedurerne som et nationalt anliggende. Det er i øvrigt en kendt sag, at ratifikation af traktater, ikke mindst når det sker ved folkeafstemning, "forurenes" af indenrigspolitiske spørgsmål. Vi har for nylig set et ynkeligt eksempel herpå i Frankrig.

Der er følgelig grund til i videst mulige omfang at afnationalisere debatten og få stats- og regeringscheferne til at samordne deres indsats med henblik på successive ratifikationer. For at skabe en positiv spiral og dermed fremme vedtagelsen bør det således bl.a. undgås, at de mest modvillige lande stemmer først.

I den forbindelse ville forslaget om at afholde folkeafstemninger i alle lande inden for samme periode, nemlig mellem den 5. og den 8. maj 2005, sikre, at visse symboler arbejdede for vedtagelsen. Dels det symbol, der ligger i stedlig enhed. EU som helhed, der udtaler sig på samme tid, i modsætning til 25 lande, som stemmer et efter et. Dels det symbol, der ligger i tekstuel enhed. Et fælles svar på et fælles spørgsmål. Dels det symbol, der ligger i temporal enhed. Hele Unionen stemmer på samme tid, samtidig med at man ved at lægge afstemningen inden for perioden fra torsdag den 5. til søndag den 8. respekterer nationale traditioner for afholdelse af folkeafstemninger på en hverdag eller en søndag. Og endelig det symbol, der ligger i datoen den 8. maj 2005, som er 60-årsdagen for den sidste konflikt, der skabte strid mellem os alle.

Vi kan således skabe morgendagens Europa på dette fundament af 60 års fred, takket være EU. Det er meningen med det foreliggende forslag.

FORSÆDE: António COSTA
Næstformand

  Joan i Marí (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil følge forslaget fra formand Borrell om, at vi cataloniere ikke taler på vores eget sprog her i plenarsalen. Jeg vil i stedet benytte et sprog, der tales meget tæt på Strasbourg og Alsace-regionen. Som sprogforsker er jeg helt og aldeles modstander af, at Spanien kræver, at catalansk og valenciansk optages i EU's sprogordning, som om der var tale om to helt forskellige sprog. Det catalanske sprog tales fra nord til syd fra Salses i Roussillon til Guardamar i det sydlige Valencia og fra vest til øst fra Fraga i den selvstyrende region Aragonien til Alguer på Sardinien. At tale om catalansk og valenciansk betyder at fremme den sproglige løsrivelse, dvs. en af de permanente strategier til kulturel ødelæggelse. Romerne sagde: Divide et impera! Oversat til et officelt EU-sprog: Del og hersk!

Hvilket formål har det, hvis Europa nærmer sig en stadig mere effektiv enhed, at splitte de to sprog ad, der rent faktisk tales på tværs af grænser og andre opdelinger? Et Europa, der ikke giver alle sine befolkninger en stemme, bliver et ufuldendt Europa. Vi har den store mulighed for at skabe en sand europæisk føderalisme.

  Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg elsker ordet "demokrati", fordi ordet "folk" sættes foran ordet "styre" - folkets styre, styre af folket, styre for folket. Jeg har hørt ordet "demokrati" gentaget mange gange i Parlamentet og i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som jeg sidder i.

Men det er et tomt ord, hvis der ikke er realitet bag. Jeg ser kun få tegn på demokrati i de strategier, der skal garantere, at forfatningen vedtages. I udvalget får vi at vide, at det er vores job at "sælge traktaten", at vi skal begrænse debatten i vores hjemlande, at folkeafstemningerne skal lægges, så der bliver flest mulige ja-stemmer. Vi får at vide, at vi skal få Rådet til at give penge til kampagnerne for forfatningen.

I udvalget blev der stillet forslag om at bede Rådet fastlægge en strategi, der kunne sikre et positivt udfald af ratifikationsproceduren. Jeg opfordrede til, at forslaget blev ændret, således at Rådet blev bedt om at sikre en fair og fri ratifikationsprocedure. Desværre tabte "fair og fri".

Jeg henvender mig til Rådet, Kommissionen og Parlamentet: Hvis vi tror på demokrati - især i denne proces, som De, hr. formand, har kaldt den vigtigste siden Unionens oprettelse - beder jeg Dem indtrængende gøre, hvad De kan, for at sikre en fair og fri proces og sikre, at ressourcerne virkelig anvendes til oplysning af befolkningen. Dette bør især ske ved, at der udleveres eksemplarer af forfatningen til alle vælgere, og ved at sikre, at alle sider af sagen bliver hørt. Hvis vi kræver demokrati i denne proces - ikke kun teoretisk, men også i praksis - så får vi et resultat, som alle sande demokrater kan acceptere.

  Méndez de Vigo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsorden, idet jeg ønsker, at det skal fremgå af protokollen, at jeg lykønsker tolkene med den perfekte oversættelse til spansk af hr. Joan i Marís indlæg.

  Formanden. - Mange tak, jeg tror, at alle tolkene takker, og det gør også jeg, for så kan jeg bedre følge med, næste gang en spanier taler tysk.

  Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, selv om det ikke er det, forhandlingen drejer sig om, vil jeg benytte lejligheden til at give udtryk for min beklagelse over, at man i forfatningens præambel ikke har medtaget en henvisning til Europas kristne rødder.

Når det er sagt, kan jeg kun være enig i, at det er nødvendigt at informere befolkningen mest muligt om forfatningsudkastet og at opstille en samordnet tidsplan for forfatningens ratificering. Jeg håber, at alle de europæiske borgere får ret til og mulighed for at deltage i den konstituerende fase via folkeafstemninger i alle medlemsstater. Vi skal ikke være bange for befolkningens inddragelse og for demokratiet, for det er den eneste måde, hvorpå det nye befolkningernes, rettighedernes og forfatningens Europa virkelig kan blive et stærkt og myndigt Europa.

  Allister (NI). - (EN) Jeg er også et dissentierende medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med hensyn til forfatningen. Jeg er imod forfatningen, fordi jeg stadig tør holde fast i min tro på en maksimering af en meningsfyldt national suverænitet.

Må jeg i den forbindelse bede Rådet og Kommissionen blive enige om, at førsteprioritet i enhver folkeafstemning bør være, at den skal være både fri og fair? Er det ikke i den henseende bydende nødvendigt at garantere to ting: for det første, at argumenterne imod forfatningen ikke undertrykkes i et virvar af ensidig propaganda fra de europæiske institutioner, og for det andet, at den demokratiske folkeafstemningsproces ikke forvrides af skæv finansiering fra eksterne kilder?

Kan Rådet og Kommissionen således blive enige om, at de resolut modstår fristelsen til at finansiere en forfatningsvenlig propagandaoffensiv i hele Europa? Det er nationale folkeafstemninger, og det skal de have lov til at være.

  Stubb (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, mit indlæg er på finsk og svensk. Jeg vil gerne rejse tre spørgsmål. For det første ser jeg meget positivt på forfatningstraktaten. Den er en betydelig forbedring i forhold til Nice-traktaten, Amsterdam-traktaten og alle de tidligere traktater. Den gør EU mere demokratisk, mere gennemsigtigt og mere effektivt.

For det andet er det alle institutionernes ansvar at godkende traktaten. Det er Kommissionens ansvar, det er Rådets ansvar, og det er Europa-Parlamentets ansvar. Hvis traktaten falder til jorden i et enkelt land, falder den til jorden i hele Unionen, og det er ikke i vores interesse.

(SV) Tredje og sidste del kommer på mummitroldesvensk. Jeg synes, vi alle skal arbejde rigtig hårdt for at få denne nye traktat gennemført. I 2005 er vores opgave som medlemmer af Europa-Parlamentet præcis den, som hr. Méndez de Vigo, hr. Leinen, hr. Duff, hr. Voggenhuber og hr. Corbett fremførte, så vi må forsøge at få gennemført traktaten. Det er i vores interesse.

(Bifald)

  Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand, godt begyndt kan være halvt fuldendt, men det er ikke alt. For forfatningens vedkommende begyndte det hele med regeringskonferencen med godkendelsen af forfatningstraktaten, og konferencen afsluttede sit arbejde under det græske formandskab i juni 2003. Det er en succes, som vi alle er meget stolte over. Lige nu er den anden halvdel imidlertid tilbage, nemlig vedtagelsen af denne forfatning. Jeg mener, det ville være en tragisk fejltagelse og en smule vanvittigt, hvis jeg må sige det sådan, at tro, at vi ikke behøver bekymre os mere om det, og at hele ansvaret og problemet nu er lagt over på de nationale regeringer. For selv om denne forfatning blev vedtaget af alle, ville vedtagelsen være en pyrrhussejr for Europa, hvis vedtagelsen skete på grundlag af politiske eller mikropolitiske interne dialoger i de enkelte lande.

Eftersom medlemsstaterne, de nationale parlamenter og borgerne står for broderparten, når det gælder information, mener jeg, at der er tre grundlæggende elementer i forbindelse med koordineringen, som vi ikke kommer udenom:

For det første må vi som europæiske og institutionelle organer ikke blande os eller handle modstridende. Vi må koordinere vores arbejde, så "den ene hånd ved, hvad den anden gør".

For det andet må vi som et minimum hjælpe til med at informere borgerne i enkle og klare vendinger om forskellene mellem Nice-traktaten og den nye forfatning. De, der er uenige i forfatningen, må forsøge at forstå og få de øvrige borgere til at forstå, hvorfor og hvordan den nuværende traktat beskytter grundene til, at de er uenige, bedre end vores forfatning. Vi skal nemlig fortsætte med at fungere, det bliver blot med Nice-traktaten.

For det tredje, hvilket er særlig vigtigt, skal der stadig informeres også efter folkeafstemningerne. Forfatningen er noget levende, som ikke slutter med vedtagelsen. Tværtimod begynder den først, når den tages i brug. Den giver vores borgere rettigheder. Ret til deltagelse og samarbejde, så vi tvinges til at lovgive. Rettigheder, som de skal kende for at kunne gøre brug af dem. Det er den forpligtelse, vi har, hvis forfatningen skal være en forfatning, som ikke kun fremmer demokrati og gennemsigtighed, men også giver mere magt til den enkelte borger i det Europa, vi bygger sammen.

(Bifald)

  Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Mindst 10 lande skal have en folkeafstemning om forfatningen. Det er klogt, da en forfatning regulerer politikernes magt. Den kan kun gives af folket, ikke tages fra det. Jeg håber, mit land bliver det 11. land, som tror på demokratiet og lader folket bestemme ved en folkeafstemning.

EU-institutionerne skal støtte folket og demokratiet ved at være neutrale i sin kommunikation og sagligt påpege ændringer i forhold til tidligere traktater. Det er ikke op til institutionerne at ordne et ja ved folkeafstemninger, men derimod at give befolkningen et grundlag for at træffe beslutninger. I modsat fald krænker EU sine egne demokratiske idealer. Det glæder mig, at Kommissionen ikke skal finansiere kampagner, men hvis det sker, skal ja- og nejsiden have samme ressourcer.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, som medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender beklager jeg dybt, at dagens drøftelser har været domineret af militærjargon. Der har været talt om "kampen for forfatningen" og om behovet for at vinde "slaget om forfatningen". Vi må huske, at hvor der er kamp, er der også fjender. Men der er nok splittelse i Europa og EU, uden at vi behøver skabe nye uoverensstemmelser ved at anvende militærjargon, der minder om den kolde krig.

Mit spørgmål til hr. Barrot og hr. Nicolaï er følgende: Tror De virkelig, at det er realistisk at holde alle folkeafstemninger om forfatningstraktaten på samme dag? Efter min mening kan det ikke lade sig gøre. Det ville være propaganda, og det ville være at tvinge nationerne til at juble. Hr. formand, hvis det skal gennemføres på en enkelt dag, vil jeg gerne foreslå den 30. februar.

  Esteves (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, jeg vil gerne sige ganske kort, at vi alle er trådt ind i EU, fordi vi deler de samme forfatningsmæssige værdier. Af afgørende nyt i forfatningen er der såmænd kun det, at medlemsstaterne integreres juridisk og politisk i højere grad. Forfatningen markerer dog alligevel en ny politisk epoke, og det gør den, fordi den utvetydigt viser, at Europa er mere end et økonomisk fællesskab eller et marked. Det er et værdifællesskab, et forfatningsmæssigt fædreland, hvis grundlæggende princip er den menneskelige værdighed.

Som et fælles værk fordrer Europa en fælles indsats. Forfatningen skabes ikke på samme måde som de gamle forfatninger, men inddrager europæiske institutioner, stater og borgere. De europæiske institutioner, der skabte drømmen, må ikke nu skabe frygt. De må gøre en indsats for den fælles opgave, det er at fortælle borgerne objektivt og sandfærdigt, hvad der er forfatningens begrundelse, nemlig ikke andet end det grundlæggende udtryk for de forskellige medlemsstaters forfatningsmæssige fællesskab. Derfor er der her brug for en direkte kommunikation mellem institutionerne og borgerne, og hvor der helt klart sigtes på, at det ikke kun er staterne, der skal formidle den. Institutionerne har den nødvendige strategiske fremdrift til en tværgående indsats for at føre opbygningen af det forfatningsmæssige grundlag til ende. Det er vigtigt, at vi kommer væk fra denne tåbelige opsplitning af den europæiske diskurs, og det er endnu vigtigere, at vi kommer væk fra denne tåbelige formidling af den europæiske diskurs. Vi er kommet ind i en ny politisk epoke. Det må de europæiske institutioner være de første til at vedkende sig.

  Sousa Pinto (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil gerne først bemærke, at det er trist, at vi i denne debat har skullet lægge øre til en kort indføring i populistisk diskurs af den nationalistiske type og til en snæversynet opfattelse af de nationale sprog.

Selv en forfatningsdebat giver lejlighed til at udfolde denne snæversynede mentalitet, der ikke formår at fatte, hvad det her drejer sig om. Jeg vil gerne sige til kommissæren, at det efter vores meneing vil være helt forkert, hvis Kommissionen, der har spillet en afgørende rolle for udarbejdelsen af forfatningen, nu frasiger sig sin del af ansvaret for en fælles strategi, der skal få den vedtaget. En fælles strategi for Kommissionen og Rådet fordrer mere og går videre end blot en oplysningskampagne, der skal formidle objektiv information. En sådan er meget vigtig, men en fælles strategi går videre og fordrer mere.

På grund af den europæiske integrations natur og ikke mindst de vilkår, der gælder for forfatningens vedtagelse, står, som det så rigtigt er blevet sagt, i hvert enkelt lands vedtagelsesprocedure, i hvert enkelt land, de andre staters interesser, alle staternes interesser og alle de europæiske borgeres interesser på spil. Det er også derfor, at Fællesskabets institutioner, Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, er de eneste, der i kraft af deres utvetydigt overnationale karakter - ikke mindst Kommissionen og Europa-Parlamentet - med styrke kan gribe ind i denne proces uden at udsætte sig for kritik for at blande sig i staternes interne demokratiske proces.

Overnationale institutioner udsætter sig ikke for kritik for at blande sig i staternes interne demokratiske proces og har derfor en større pligt til at påtage sig deres ansvar for den indsats, der skal ydes for at få forfatningen vedtaget.

  Simonot (NI). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, kampen for at få indskrevet en passus om Europas kristne rødder i præambelen til den europæiske forfatning skabte uenighed under konventet og regeringskonferencen mellem de stærkeste tilhængere af sekularisering, med hr. Michel og hr. Chirac i spidsen, og visse lande, såsom Polen, Italien og Portugal, som støttes af Hans Højhed Pave Johannes Paul 2. Ateist- og frimurerlobbyerne vandt i sidste ende, og man fornægtede dermed Europas fortid og den stolte kristne civilisation. Det sker uden tvivl for at forberede Tyrkiets optagelse i EU.

Kære kolleger, tænk engang over den forfærdende udtalelse, den højt respekterede biskop i Poitiers, kardinal Pie, lod falde henvendt til kejser Napoleon 3. Er det ikke længere tid for Jesu Kristi herredømme, er det heller ikke længere tid for regeringernes herredømme, lød det. Tre år senere oplevede man overgivelsen i Sedan. Et Europa uden hukommelse, som er troløst over for fortiden, som er berøvet sin kristne sjæl, er et Europa uden fremtid, dømt til den værste trældom.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, Deres forgænger var så venlig at gøre opmærksom på, at Rådet har ret til længere taletid. Jeg betragter det ikke som en ret, men i en vis forstand som en pligt at reagere på en række af de væsentlige bemærkninger, der er fremkommet. Jeg kan ikke love, at det lykkes mig at holde mig inden for fem minutter, og jeg må også erindre om, at jeg har nogle minutter tilovers, hr. formand. Hr. formand, jeg føjer mig naturligvis efter Deres forretningsorden, det er klart. En række medlemmer har efter min opfattelse fremført særdeles væsentlige bemærkninger om, hvem der er ansvarlig, og i hvilket omfang, for at sikre, at ratifikationsprocessen lykkes. Hr. Corbett, hr. Méndez de Vigo, hr. Stubb og mange andre har anført, at der naturligvis er tale om et fælles ansvar for, at processen efter den 29. oktober, efter undertegningen og forud for ratifikationen, lykkes.

  Formanden. - Jeg beder venligst Rådet om at gøre sit for at overholde tiden, da der forestår endnu en forhandling med Rådet, og Præsidiet er blevet informeret om omfanget af Deres taletid. Vi er dog vis på, at al den tid, De bruger her, bliver til gavn for Parlamentet lige som Deres tilstedeværelse for at besvare spørgsmål i den efterfølgende spørgetid.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, jeg føjer mig naturligvis efter Deres forretningsorden, det er klart. En række medlemmer har efter min opfattelse fremført særdeles væsentlige bemærkninger om, hvem der er ansvarlig, og i hvilket omfang, for at sikre, at ratifikationsprocessen lykkes. Hr. Corbett, hr. Méndez de Vigo, hr. Stubb og mange andre har anført, at der naturligvis er tale om et fælles ansvar for, at processen efter den 29. oktober, efter undertegningen og forud for ratifikationen, lykkes, om ikke af anden grund, så fordi vi alle er afhængige af hinanden. Vi er alle afhængige af, at alle 25 ratifikationsprocesser lykkes, for at traktaten kan træde i kraft. Vi bør, hvor det er muligt, støtte og styrke hinanden og tage ved lære af hinanden - og det siger jeg udtrykkeligt på Rådets vegne, og det vil vi også gøre i Rådet. Det ville være ulykkeligt, om vi skyder skylden på hinanden og skubber ansvaret over på hinanden - hr. Voggenhuber fremkom med kritiske bemærkninger herom. Jeg finder det netop også væsentligt og værdifuldt, at de tre institutioner, som mange af medlemmerne har påpeget, har et ansvar herfor. Efter min opfattelse har Kommissionen hidtil spillet en meget aktiv og meget konstruktiv og positiv rolle, når det gælder Communicating Europe og oplysning til borgerne om traktaten. Det vil være det forkerte sted at placere bolden, for også medlemsstaterne og Europa-Parlamentets medlemmer har et stort ansvar i denne forbindelse.

Et spørgsmål, som mange har bragt på bane, er tidsmæssig koordinering af de forskellige folkeafstemninger. Der har lydt mange smukke ord om, hvor positivt det ville være, hvis disse folkeafstemninger blev afholdt over en kortere periode - der ville være tale om et symbolsk øjeblik. Jeg håber, De er enige med mig i, at vi nok kan mene, det er en smuk tanke, men at De ikke går videre end det. For dette er nu engang et udpræget konstitutionelt fastlagt anliggende, som er og bliver et nationalt anliggende. Jeg formoder heller ikke, at Europa-Parlamentet - set i lyset af subsidiaritetsprincippet og spørgsmålet om, hvilket myndighedsniveau der skal tage sig af hvilket område - ønsker at blande sig heri. Det er imidlertid væsentligt, at det på nationalt plan undersøges, hvordan der kan sikres indbyrdes afstemning, og det er netop, hvad vi også gør fra Rådets og rådssekretariatets side. Vi offentliggør de nationale planer, således at myndighederne på nationalt niveau og de nationale parlamenter kan tage hensyn hertil og se, om der er ting, som kan tilrettelægges i forlængelse af hinanden. Jeg vil gerne påpege, foranlediget af en række bemærkninger fra medlemmerne, at det ikke drejer sig om, hvorvidt man tror mere eller mindre på en europæisk tilgang til spørgsmålet. Det drejer sig om konstitutionelt fastlagte anliggender, og det drejer sig netop også om de følsomme emner, mange af Dem har omtalt, som kan gøre spørgsmålet om folkeafstemning til national kastebold. Mange af medlemmerne har bragt dette forhold på bane. Af samme årsag er Rådet overbevist om, at det er godt at give nationale parlamenter og nationale myndigheder råderum til at vælge et fornuftigt tidspunkt for afholdelsen af en sådan folkeafstemning. Det kan have forbindelse med alle mulige forhold, med andre valg eller andre forhold, som spiller ind i det pågældende land. Efter min mening vil det være en fordel, når det gælder de 25 landes ratifikation af traktaten, at man ser nøje på, hvad andre gør, men også, at det nationale ansvar forbliver uantastet.

Hr. formand, hvad angår folkeafstemninger, vil jeg gerne, foranlediget af fru Kaufmanns og hr. Schlyters bemærkninger, henvise til, at der i øjeblikket er ni medlemsstater, som har besluttet at afholde folkeafstemning, mens 11 medlemsstater har besluttet ikke at gøre det, og fem lande har endnu ikke truffet afgørelse herom.

Det er meget væsentligt, hvordan vi, hvordan de forskellige institutioner og hvordan de forskellige regeringer går ind i ratifikationsprocedurerne, hvordan vi forholder os til debatten i den offentlige mening, hvordan vi forholder os til folkeafstemningerne i de lande, hvor sådanne afholdes. Hr. Méndez de Vigo pegede som den første, tror jeg, eftertrykkeligt på, at vi må være for, og det betragtede jeg også som et opråb til medlemsstaterne og regeringerne. Regeringerne og Rådet undertegner, står for og er for traktaten. Vi er ikke neutrale, når det gælder traktaten. Det er væsentligt for os, at traktaten godkendes og ratificeres. Det er væsentligt, for alle, som ser nærmere på denne traktat, vil se, at hvordan man end vender og drejer det, så bliver Europa langt mere demokratisk med den nye traktat. Se blot på den betydelige udvidelse af Europa-Parlamentets ansvar. Der er omsider tale om et fuldgyldigt Europa-Parlament. Se blot på slagkraften, som synligt øges med den nye traktat. Igen et eksempel på flertalsbeslutninger. Se blot på åbenheden og på klarheden, som styrkes med denne traktat. Endog euroskeptikerne vil efter min opfattelse være godt tjent med traktaten, hvilket jeg også finder grund til at påpege efter at have lyttet til medlemmernes mange bemærkninger. Hvorfor? Fordi netop subsidiariteten og spørgsmålet om, hvem der træffer afgørelse om hvad, reguleres på præcis og positiv vis, således at Europa bliver mere demokratisk på europæisk niveau, men også på nationalt niveau, idet de nationale parlamenter også kan blande sig og argumentere for, at et spørgsmål bedre løses på nationalt plan og derfor ikke bør være et europæisk anliggende.

Efter min opfattelse er der ikke, som nogle påpegede, noget modsætningsforhold mellem at rette al opmærksomhed mod argumenterne for og at levne plads for argumenterne imod eller mellem, som problemstillingen blev formuleret, at give faktiske oplysninger versus foreløbige oplysninger. Jeg giver bl.a. hr. Crowley ret i, at det ene afgjort ikke udelukker det andet. Det siger jeg også henvendt til Kommissionen, som med rette tidligere tilkendegav noget sådant. Faktiske oplysninger er en måde, hvorpå vi kan bekæmpe det, der her er blevet kaldt myter og løgne. Vi kan med faktiske oplysninger vise, hvorfor traktaten betyder forbedringer for alle.

Afslutningsvis, hr. formand, vil jeg gerne knytte en bemærkning til det møde, der afholdes den 5. oktober i Amsterdam under deltagelse af ministrene for europæiske anliggender. Emnet er især Communicating Europe samt ratifikation og folkeafstemninger, hvor dette er relevant. Jeg glæder mig meget over hr. Barrots udtalelser herom. Det er også glædeligt, at hr. Vitorino vil være til stede ved den lejlighed, og jeg glæder mig over hans tilkendegivelse af, at det, der drøftes på mødet, får konsekvenser for Kommissionens videre planer og efterfølgende naturligvis for beslutningstagningen i Det Europæiske Råd den 5. november. Det glæder mig også meget, at Europa-Parlamentets formand, hr. Borrell Fontelles, allerede har givet tilsagn om at deltage i mødet, for dette lykkes som tidligere nævnt ikke uden de tre institutioners medvirken. Mødet skal dreje sig om Communicating Europe, men samtidig skal mødet i sig selv vise, hvordan man kan kommunikere om Europa. Der bliver ikke tale om oplæsning af skrevne erklæringer, medierne vil være til stede, og det er mit håb, at vi kan vise, at debat er til fordel for Europa. Hertil bidrager den omstændighed, at Europa-Parlamentets tidligere formand, hr. Cox, har lovet at være ordstyrer ved mødet. Udgangspunktet for dette møde og uden tvivl også for hele den videre procedure, når det gælder ratifikation af traktaten, er, at det tjener borgerens interesser, og at vi tager borgeren alvorligt.

  Barrot, Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg ønskede at fatte mig i korthed, men jeg ønskede ikke, at det skulle give anledning til misforståelser.

Jeg vil gerne sige til den første af de ærede talere, hr. Méndez de Vigo, at der afgjort ikke er tale om tvetydighed. For det første er Kommissionen fuldt og helt involveret i udkastet til forfatning. Jeg kan forsikre, at hr. Barnier og senere hr. Vitorino, som jeg bistod under de sidste drøftelser i Rådet, virkelig gjorde alt for at nå frem til denne forfatning, som vil markere et meget væsentligt skridt hen imod en demokratisering af Unionen og hen imod en række fremskridt, med den fælles beslutningsprocedure, eller mere præcist udvidelsen af den fælles beslutningsprocedure med Parlamentet, som et hovedelement.

Der er således tale om et klart engagement fra Kommissionens side til fordel for udkastet til forfatning, og der er ikke tale om, at Kommissionen ikke er interesseret i den efterfølgende høring og de høringer, der vil finde sted i medlemsstaterne. Jeg forsøgte blot at forklare, at Kommissionen allerede har påtaget sig at udarbejde dokumenter, som efter min opfattelse udmærker sig ved både at være objektive og tegne et billede af den aktuelle situation og af situationen efter ratifikationen af udkastet til forfatning. Alt for ofte sker der en vis sammenblanding af tingene i forbindelse med debatten om Unionens udvikling, og det er ikke altid nemt at skelne det eksisterende fra det kommende. Vi har således ønsket at tilvejebringe værktøjer, som er praktiske, klare og operationelle, men som afgjort stadigvæk kan forbedres. Jeg har lagt vægt på at redegøre for Kommissionens virksomhed i så henseende.

Hvad angår finansieringsspørgsmålet, vil jeg gerne fjerne enhver misforståelse. Vi opførte ikke 1,5 millioner euro i det foreløbige budgetforslag for 2005 med det sigte at reducere indsatsen, men fordi der på det tidspunkt, hvor det foreløbige budgetforslag blev udarbejdet, endnu herskede for stor uvished om, hvordan sagen endte. Vi har i øvrigt meddelt, at vi agter at tage spørgsmålet op til fornyet overvejelse sammen med Dem under budgetproceduren. Situationen er i dag mere afklaret, og vi er parat til at handle på basis af de bevillinger, som Europa-Parlamentet og hr. Nicolaï på Rådets vegne måtte finde fornødne til formålet. Fra Kommissionens side er der ikke tale om stramninger, hvad dette angår. Der er rent faktisk tale om, at de nødvendige midler sættes ind, når initiativerne er sat i værk. Lad der ikke være misforståelser på det område.

Lad der heller ikke være misforståelser med hensyn til, hvad jeg har sagt. Kommissionen kan efter vores opfattelse ikke alene udtænke en informationskampagne. Jeg ønsker i øvrigt endnu en gang at takke hr. Leinen og understrege, at vi ikke mindst tilslutter os beslutningsforslagets punkt 6, hvor det hedder, at Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet bør forberede en passende kampagne- og kommunikationsstrategi, hvilket kræver en fælles indsats fra alle berørte parters side. Når jeg understregede, at der er behov for et særdeles tillidsfuldt og effektivt partnerskab med medlemsstaterne, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg mener, at der i visse medlemsstater bør føres kampagner, som ikke er samordnet og harmoniseret med dem, der føres i andre medlemsstater. Der er imidlertid, som hr. Nicolaï forklarede for et øjeblik siden, behov for at tage hensyn til visse nationale forhold for at sikre, at vores informationskampagne er så effektiv, som det er påkrævet. Det er således hensynet til effektiviteten, der er ledetråden, og det skal afgjort ikke ses som et udtryk for manglende interesse fra Kommissionens side i den fælles indsats for at vinde slaget om god information til borgerne.

Vi bør hver især påtage os vores del af ansvaret. Kommissionen påtager sig fuldt ud sin del af ansvaret, hr. formand. Var hr. Vitorino til stede, ville han eftertrykkeligt sige det samme. Hr. Vitorino vil, som påpeget af hr. Nicolaï, deltage i mødet i Amsterdam, og vi håber, at mødet den 5. oktober bliver frugtbart, ikke blot som rettesnor for den fælles informationsindsats over for de europæiske borgere - der skal, som nævnt, være tale om objektiv information - men måske også for at sikre koordinering af et antal folkeafstemninger, sådan som flere medlemmer med rette har udtrykt ønske om. Det er i vores interesse, at det gryende europæiske statsborgerskab kommer til udtryk i den måde, hvorpå høringerne tilrettelægges i de forskellige medlemsstater, og i koordineringen af disse.

Afslutningsvis vil jeg give udtryk for et ønske, hr. formand. Det er mit ønske, at mødet i Amsterdam i videst mulige omfang vil skabe klarhed over, hvordan vi ved effektivt partnerskab mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vinder slaget, hvad angår information, og lad mig tilføje, hvad angår objektivitet og oprigtighed. Jeg har tillid til Europa, og jeg er overbevist om, at sand information vil sikre bred tilslutning fra de europæiske borgeres side.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær. Kære kolleger, nu er denne forhandling afsluttet. Afstemningen om denne forhandling finder sted 14. oktober. Næste punkt på dagsordenen er spørgetid med spørgsmål til Rådet. Jeg giver ordet til hr. Nicolaï, så han kan besvare det første spørgsmål af fru Ludford om retfærdig rettergang for borgere fra EU og personer med bopæl i EU.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig - (PT) Debatten om disse spørgsmål, som Europa-Parlamentet stiller Kommissionen, viser, at det i stedet for at bestræbe sig for en åbenhjertig, klar og oplysende debat, hvor de forskellige politiske holdninger og deres argumenter om forfatningstraktaten mødes med hinanden, reagerer med bekymring og frygt over for de folkeafstemninger, som visse lande skal afholde.

Kun derved giver det mening, at man spørger Kommissionen, hvad den har tænkt sig at gøre med henblik på en kommunikationsstrategi, der som et positivt resultat får, at traktaten ratificeres.

Det samme gælder, når man spørger Rådet, hvad det har tænkt sig at gøre med henblik på en fælles tilgang for medlemsstaterne og en mulig samordnet tidsplan for ratificeringen af den europæiske forfatning samt en kommunikationsstrategi, der som et positivt resultat får, at traktaten ratificeres i de forskellige stater.

Parlamentet ønsker en "tilgang", en "tidsplan" og en "strategi" for - med EU's ressourcer, inklusive de finansielle - at opnå "et positivt resultat", dvs. at "den europæiske forfatning" vedtages. Det er helt uacceptabelt!

Det er i øvrigt ikke nogen ny idé, for sammenslutningen af store europæiske arbejdsgivere, UNICE, har allerede fremsat en lignende appel.

8. Spørgetid (Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0007/2004).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 1 af Sarah Ludford (H-0212/04):

Om: Retfærdig rettergang for borgere fra EU og personer med bopæl i EU

Kan Rådet oplyse nærmere detaljer om, hvad det har foretaget sig for at sikre en retfærdig rettergang for eller repatriering af borgere fra EU og personer med bopæl i EU, som tilbageholdes i Guantánamo Bay, Bagram, Abu Ghraib, Diego García og andre lejre, som administreres af de amerikanske myndigheder, og med hvilket resultat?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, som allerede anført i forbindelse med besvarelsen af en række spørgsmål fra Europa-Parlamentet gentager Rådet, at beskyttelse af EU-borgeres rettigheder og interesser, for så vidt disse befinder sig i udlandet og er omfattet af Wienerkonventionen om konsulære forbindelser, er den berørte medlemsstats ansvar. Medlemsstater, hvis statsborgere tilbageholdes i Guantanamo Bay eller andetsteds, træffer de foranstaltninger, som de finder påkrævet for at sikre, at deres borgeres rettigheder respekteres inden for rammerne af deres bilaterale forbindelser med USA. Rådet kan ikke give nærmere oplysninger om disse foranstaltninger. Spørgsmål desangående bør rettes til de berørte medlemsstater. Jeg vil gerne som en generel bemærkning påpege, som svar på dette spørgsmål, at EU hele tiden har udtrykt bekymring over situationen i Guantanamo Bay og flere gange og på flere niveauer over for USA har givet udtryk for, at de fængslede bør behandles i overensstemmelse med Genève-konventionen og menneskerettighederne. Så sent som i juli var der samråd på embedsmandsniveau mellem EU og USA, hvor man fra amerikansk side begrundede oprettelsen af såkaldte combatant status review tribunals, foranlediget af den amerikanske højesterets seneste afgørelser. EU's repræsentanter fremførte de bekymringer, der fortsat hersker fra europæisk side, herunder bekymringen over indførelsen af en ny kategori af fanger, de såkaldte fjendtlige kombattanter. Afslutningsvis vil jeg understrege, at det nederlandske formandskab i kontakten med USA vil vedblive med at henlede opmærksomheden på de bekymringer, der fortsat hersker, når det gælder de fængsledes status og den måde, hvorpå de behandles i Guantanamo Bay.

  Ludford (ALDE). - (EN) Jeg takker formandskabet for Rådet for svaret, men jeg må sige, at jeg atter en gang finder det skuffende. EU skal forestille at have en menneskerettighedspolitik i henhold til EU-traktatens artikel 6 og 7. Vi har et charter om grundlæggende rettigheder, og vi er ved at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Vi indsætter menneskerettighedsklausuler i aftaler med omverdenen. Jeg hørte endda rådsformanden sige her til formiddag, at vi fremover skal have terrorismeklausuler i disse aftaler.

Men når det drejer sig om vores mest magtfulde og vigtigste internationale partner, har EU ikke opnået en fælles holdning eller - som jeg har forstået det - rettet en formel henvendelse til USA. I dag har en advokat for nogle af de resterende britiske fanger beskrevet den britiske regerings holdning som fej. Hvordan vil ministeren beskrive EU's generelle holdning, når nogle af vores borgere og personer med bopæl i EU stadig tilbageholdes ulovligt, mishandles og endda tortureres og nægtes løsladelse og retfærdig rettergang? Hvorfor gør EU ikke formelle indsigelser?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, jeg er bange for, at mine ord på Rådets vegne ikke kan bortvejre fru Ludfords skuffelse. Jeg håber imidlertid, jeg klart har givet udtryk for vores bekymring og har gjort det klart, at vi, hvor det er muligt, påtager os vores ansvar og tager de skridt, jeg omtalte i mit første indlæg.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Catherine Stihler (H-0213/04):

Om: Anbringelse af småbørn i bure i Den Tjekkiske Republik

Tidsskriftet "Sunday Times" offentliggjorde for nylig en rædselsvækkende beretning, som rettede søgelyset mod fremgangsmåden med at anbringe småbørn i bure i Raby-hjemmet nær Prag i Den Tjekkiske Republik. Fem psykisk handicappede børn og et spædbarn med spastiske lammelser blev fundet i bure, som de kun fik lov til at forlade kort hver morgen for at få mad og blive vasket. I et andet hjem var en 14-årig pige død, da en stang på hendes bur faldt ned over hende.

Amnesty International og Human Rights Watch har fordømt anvendelsen af bure som værende i strid med folkeretten og et brud på De Forenede Nationers Konvention om Barnets Rettigheder. Kampagnedeltagere, herunder børnebogsforfatteren J. K. Rowling, har fordømt denne inhumane,

barbariske behandlingsform.

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at sikre, at denne fremgangsmåde med anbringelse i bure bringes til ophør?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, Rådet er ikke bekendt med, at der i en medlemsstat forekommer anbringelse i bure som beskrevet i dette spørgsmål. Når dette er sagt, erindrer Rådet om, at det gør sit bedste for at sikre efterlevelse af menneskerettighederne og bekæmpelse af enhver form for forskelsbehandling på grund af alder eller handicap. Samtidig erindrer Rådet om, at alle medlemsstater, også Den Tjekkiske Republik, har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention, der som bekendt i artikel 3 indeholder bestemmelser om bekæmpelse af grusom eller umenneskelig behandling. Ligeledes har de ratificeret konventionen om barnets rettigheder og konventionen mod tortur. Konventionen om barnets rettigheder indeholder i artikel 2 specifikke bestemmelser om forskelsbehandling på grund af handicap og i artikel 23 bestemmelser om mentalt eller fysisk handicappede børn. Hr. formand, Rådet vil under alle omstændigheder fortsat gøre sit bedste for at sikre efterlevelse af menneskerettighederne og bekæmpelse af forskelsbehandling.

  Stihler (PSE). - (EN) Jeg er noget overrasket over Rådets svar, da jeg mener, vi må være klar over problemet med anvendelsen af bure. Det er ikke alene grusomt, uretfærdigt og uværdigt, men det gør de pågældende børn vrede, aggressive og deprimerede. Anvendelse af bure er i modstrid med folkeretten, det er et brud på FN's konvention om barnets rettigheder, og det fordømmes af Amnesty International og Human Rights Watch.

Jeg har en række supplerende spørgsmål. Hvordan vil Rådet overvåge situationen? Hvilket pres kan Rådet udøve for at bringe denne skandaløse anvendelse af bure til ophør? Det finder ikke kun sted i Den Tjekkiske Republik, men også i Slovakiet, Slovenien og Ungarn. Hvilken støtte kan man give de forskellige lande for at sikre, at et forbud gennemføres? Og endelig, hvad foreslår Rådet, at vi gør i forbindelse med udvidelsesforhandlingerne med Rumænien, hvor jeg mener, dette også er et problem? Jeg ser frem til Deres svar, hr. Nicolaï. Jeg opfordrer Dem til at tage dette problem meget alvorligt.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, det vil være fru Stihler bekendt, at Rådets muligheder og beføjelser naturligvis er begrænsede. Lykkeligvis er der også andre veje, og der er andre instanser, som kan tage sig af sådanne situationer. Med de givne begrænsninger er vi i Rådet naturligvis altid på vagt, og kommer signaler os for øre, er fru Stihler bekendt med de veje, vi i Rådet kan følge for at gå nærmere ind i og beskæftige os med spørgsmålene.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0216/04):

Om: Fremskridt med hensyn til genopbygningen på Balkan

Det hollandske formandskab har ikke indføjet fremme af EU's forbindelser med Balkan-landene eller fremme af genopbygningsprocessen blandt sine prioriteter for sektoren for de eksterne forbindelser. Kommissionen fastslår i sin seneste rapport (Stabiliserings- og associeringsprocessen for Sydøsteuropa - Tredje årsberetning), at der i budgettet for 2004 var afsat 71 millioner EUR ekstra (en stigning på ca. 13 %) til Vestbalkan til genopbygning samt nye foranstaltninger til fremme af regionalt samarbejde.

Har Rådet inden for disse nye rammer i sinde at træffe specifikke foranstaltninger til udvidelse af genopbygning og det regionale samarbejde mellem Balkan-landene og EU's medlemsstater? Er Rådet tilfreds med gennemførelsen af de forpligtelser, som landene i regionen har påtaget sig med hensyn til udvidet regionalt samarbejde samt fremme af en række specifikke mål og initiativer, som vedtoges på topmødet i Thessaloniki? Har Rådet til hensigt at anmode Kommissionen om at fremsætte nye forslag vedrørende disse spørgsmål?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, Vestbalkan er fortsat et af de prioriterede områder for EU. Min kollega med ansvar for udenrigsanliggender, hr. Bot, besøgte den 21.-23. juli området under en af sine første rejser som formand for Ministerrådet, og han understregede ved den lejlighed, at regionen under det nederlandske formandskab fortsat ville være højt prioriteret i EU, og at de pågældende landes fremtid ligger i EU.

Det turde fremgå af de forskellige andre ministermøder, at det nederlandske formandskab interesserer sig for Vestbalkan. Som eksempler kan nævnes det første møde i stabilitets- og associeringsrådet for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og forberedelsen af den første militære operation, Altea, i Bosnien-Hercegovina.

I Thessaloniki, i juni 2003, gav EU atter tilsagn om støtte til Vestbalkan i bestræbelserne på at konsolidere demokrati og stabilitet og fremme den økonomiske udvikling og det regionale samarbejde. EU og landene i Vestbalkan har, som De ved, allerede en fælles dagsorden og strategi, nemlig stabiliserings- og associeringsprocessen (SAP). Det er tydeligt, hvad der skal gøres, og det fremgår af de nye instrumenter, der er kendt som partnerskaber. Partnerskaberne prioriterer aktioner og sikrer landene i Vestbalkan en sammenhængende ramme for tilnærmelse til EU. Yderligere fremgang med hensyn til stabiliserings- og associeringsprocessen vil afhænge af, om begge parter, både EU og landene i Vestbalkan, er fast besluttet på at efterleve de tilsagn, der er givet. I hvilket tempo landene i Vestbalkan gør fremskridt på vejen mod EU, vil afhænge af de resultater, det enkelte land opnår i forbindelse med gennemførelsen af reformerne. Fremskridt i enkelte lande bør gå hånd i hånd med styrket regionalt samarbejde, og EU vil fortsat samarbejde via den sydeuropæiske samarbejdsproces, SEECP, og andre berørte aktører for yderligere at forbedre det regionale samarbejde.

  Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Mange tak for Deres svar, hr. minister, og tak for Deres forsikring om EU's og nærmere bestemt Rådets engagement i stabiliseringen af det sydøstlige Europa.

Som Europa-Parlamentet også påpeger i sin årsberetning, og som det klart blev udtrykt på topmødet i Thessaloniki, er vi nødt til først at gøre status over og vurdere gennemførelsen af de forpligtelser, som landene i det pågældende område også har påtaget sig.

Og det var netop, hvad mit spørgsmål sigtede på. Jeg har også taget stilling ved at sige, at der findes endnu en kilde til bistand ud over den sædvanlige finansieringsramme og ud over budgettet for 2004. Vurderer De, om landene i Sydøsteuropa også opfylder deres forpligtelser?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Det ærede parlamentsmedlem har efter min opfattelse rejst et væsentligt spørgsmål, og det var mig en glæde at kunne afgive min forklaring herom. Jeg har ikke yderligere at tilføje til de bemærkninger, jeg allerede har fremført i mit første indlæg.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Marie Anne Isler Béguin (H-0219/04):

Om: Krav om ratifikation af Kyoto-protokollen i aftaler mellem EU og tredjelande

EU er, navnlig gennem sit ECHO-program, forpligtet i tilfælde af miljøkatastrofer på de 5 kontinenter. Disse miljøskader af voksende omfang skyldes årtiers miljømæssig laden stå til og kan i sidste ende overstige EU's evne til at yde bistand.

EU har undertegnet Kyoto-protokollen, både dens resolutioner og målsætninger. EU er ligeledes den største økonomiske og handelsmæssige magtfaktor på den internationale scene.

Hvorfor begrænser Rådet ikke på forhånd disse miljøskader ved at indføje ratifikation af Kyoto-protokollen som en forudgående betingelse for, at der indledes forhandlinger og indgås aftaler mellem EU og tredjelande?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, EU's politik, hvad angår klimaforandringer, afspejles tydeligt i EU's forbindelser udadtil. Rådet bringer regelmæssigt klimaforandringer og klimaanliggender på bane og bekræfter derved gang på gang, at det er af afgørende betydning, at Kyoto-protokollen hurtigt træder i kraft. Det gælder naturligvis også en række møder i forbindelse med den politiske dialog, herunder møder på højeste niveau med partnerlande som USA og Rusland, hvis ratificering som bekendt ville betyde et endeligt gennembrud for Kytoto-protokollens ikrafttræden.

Endvidere, hr. formand, vil jeg gerne minde om, at bæredygtig udvikling, og klimapolitikken er afgjort en vigtig del heraf, er et begreb, som spiller ind i alle aspekter af samarbejdet med tredjelande, eksempelvis i Cotonou-aftalen med AVS-staterne.

  Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Jeg er særdeles skuffet over Rådets svar. Vi lægger som bekendt pres på USA og Rusland, men vi råder i dag over visse instrumenter, herunder netop muligheden for at indføje ratifikation af Kyoto-protokollen som en forudgående betingelse for, at der indgås aftaler med medlemsstaterne. Jeg spørger derfor mig selv, og jeg spørger Dem, om EU og Rådet er parat til ved forhandlinger med tredjelande at gøre de omhandlede handelsaftaler betinget af, at Kyoto-protokollen ratificeres. De svarede ikke på dette spørgsmål. Det er imidlertid indlysende, at det er der, man må begynde, hvis man vil bekæmpe udledningen af drivhusgasser. Instrumentet er til rådighed. Vi indtager en førende position på verdensplan. Lad os bruge instrumentet for at sikre, at Kyoto-protokollen træder i kraft.

  Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Jeg vil gerne supplere fru Isler Béguins spørgsmål ved at spørge, om Rådet i virkeligheden kan forsvare Kyoto-protokollen i dets forbindelser med tredjelande, når jeg endnu ikke ved, hvad der er Rådets reelle holdning til Kyoto-aftalen.

Hvordan er den nuværende grad af harmonisering af medlemsstaternes politikker med hensyn til anvendelsen af Kyoto-aftalen, og hvilken holdning vil medlemsstaterne forsvare den 28. september, når der i ICAO skal behandles et ændringsforslag, der netop går ud på at forsøge at ændre ICAO's forretningsorden i modsat retning, hvad angår emissioner fra fly på de internationale flyvninger?

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne besvare det andet tillægsspørgsmål. Rådets beføjelser er afgjort begrænsede, når det drejer sig om at udøve det pres, som det ærede medlem talte om. Vi gør imidlertid, hvad vi kan, og det har jeg søgt at redegøre for. Jeg kunne måske tilføje, at den ansvarlige nederlandske minister i forbindelse med efterårets EU-formandskab vil foretage en klimarundrejse set i lyset af den problemstilling, de to parlamentsmedlemmer har bragt på bane. Det er ministerens plan i den forbindelse at besøge USA, Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Qatar og visse EU-medlemsstater. Det drejer sig om at mobilisere de positive kræfter til støtte for klimapolitikken, og målet med rundrejsen er at opnå, at de besøgte lande anerkender klimaproblemet og er parat til at tale om en langsigtet klimapolitik.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Brian Crowley (H-0220/04):

Om: Styrkelse af Europas positive profil

I betragtning af manglen på en reel debat om europæiske spørgsmål under de nylige valg til Europa-Parlamentet, bedes det hollandske formandskab oplyse, hvilke nye initiativer, det ønsker at fremme med henblik på at understrege den positive rolle, Den Europæiske Union spiller i borgernes liv i de 25 EU-medlemsstater.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, dette spørgsmål hænger sammen med den drøftelse, vi netop har haft her i plenarforsamlingen om kommunikationen med borgerne, om den lave deltagelse ved det seneste valg til Europa-Parlamentet og om den betydning, som også Det Europæiske Råd tillægger øget inddragelse af borgerne - Det Europæiske Råd udtalte sig herom i forbindelse med mødet i juli i år. Spørgsmålet henviser også til, hvor vigtigt det er, at dette sker med udgangspunkt i borgeren og de problemer, borgeren stilles over for. Det er netop den tilgang, vi også vil drøfte under det tidligere omtalte møde den 5. oktober. De involverede ministre vil arbejde med spørgsmålet og aflægge rapport til Det Europæiske Råd den 5. november. Det er i den forbindelse af afgørende betydning ikke alene at tage afsæt i hverdagens problemer, men også at drøfte, hvordan vi kan bringe Europa nærmere borgerne.

Hr. formand, jeg føler, emnet blev behandlet på behørig vis under forhandlingen for et øjeblik siden. Jeg kan måske knytte en supplerende bemærkning hertil, hvad angår det proceduremæssige. Engagementet i dette emne er i høj grad også et anliggende for de fire formandskaber, der følger efter det nederlandske, idet det drejer sig om at tilrettelægge aktiviteter vedrørende kommunikationen med borgeren ikke kun i forbindelse med folkeafstemningen, men i et videre perspektiv.

  Crowley (UEN). - (EN) Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar på spørgsmålet og også for hans tidligere bemærkninger.

Under det irske formandskab nedsatte europaminister Roche en arbejdsgruppe i Rådet, der skulle undersøge, hvordan vi bedre kan oplyse borgerne om fordelene ved EU. Der er behov for bedre kommunikation og forståelse ikke kun af, hvad Europa gør, men også af borgernes ansvar for at sikre, at vi er så gode, som vi kan blive. Den eneste måde, hvorpå vi kan garantere dette, er ved at inddrage befolkningen mere direkte i åbne fora, kommunikation osv.

Jeg vil gerne bede rådsformanden bekræfte, at han ønsker at fortsætte disse bestræbelser på at finde den bedste måde, hvorpå vi kan sikre, at befolkningen ved, nøjagtig hvad vi gør og ikke gør på europæisk plan.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, jeg gentager gerne mit tilsagn om, at den fakkel, der blev tændt af min forgænger, minister for europæiske anliggender Dick Roche, under det irske formandskab, som allerede anført mindst vil blive båret videre af de næste fire formandskaber. Faklen vil fortsat brænde.

  Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Jeg vil gerne spørge formanden, om jeg må udvide søgningen efter Europas positive profil og gå ud over de 20 lande i EU til den øvrige del af verden.

Vi må ikke glemme, at EU med fællesskabsbudgettet og medlemsstaterne er verdens største donor til udviklingshjælp og humanitær hjælp.

Imidlertid har mange parlamentsmedlemmer, som har besøgt den tredje verden, erfaret, at dette ikke er synligt. Borgerne i den tredje verden ser i højere grad de enkelte medlemsstater eller de internationale organisationer som Verdensbanken og FN, end de ser EU.

Jeg mener, at vi i det forsøg, vi gør nu, på at øge vores politiske vægt og indflydelse i verden, også skal se på vores image i verden udenfor.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, drøftelserne om Communicating Europe vedrører, som det ærede medlem påpeger, i høj grad det billede, der tegnes af Europa både inden for og uden for Europa, heri er jeg helt enig. Vi koncentrerer os om de europæiske borgeres engagement i EU, men hertil hører afgjort diskussionen om den rolle, EU spiller på globalt plan, for det er også noget, borgerne i stigende grad forventer af EU.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Seán Ó Neachtain (H-0222/04):

Om: EU's forbindelser med USA

Det hollandske formandskab har erklæret, at det ønsker at arbejde på at sikre, at transatlantiske forbindelser, herunder det økonomiske samarbejde og handelsforbindelserne, vil blive styrket på grundlag af en positiv dagsorden. Rådet anmodes om nu at forelægge en detaljeret erklæring om, hvad det har til hensigt at sætte på sin positive dagsorden, og oplyse om det vil udarbejde initiativer uden for det økonomiske samarbejde og handelsforbindelserne, f.eks. inden for kultur og udviklingsstøtte.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, som det ærede medlem med rette påpegede i sit spørgsmål, rækker den positive dagsorden for de transatlantiske forbindelser langt videre end økonomisk samarbejde og handelsforbindelser og omfatter afgjort en hel vifte af emner. Vores partnerskab med USA beror på værdier, vi deler, på fælles interesser. De transatlantiske forbindelser er unikke, sådan som det erklæres i den europæiske sikkerhedsstrategi. EU og USA samarbejder om fælles strategier til bekæmpelse af de trusler, der opstår, såsom terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, slyngelstater og organiseret kriminalitet. Parterne har et tæt samarbejde for at fremme respekten for menneskerettighederne inden for FN. Vi står sammen, når det drejer sig om at fremme fred, stabilitet, demokrati og udvikling i regioner som Balkan og Sydkaukasus og i lande som Afghanistan. Begge ønsker vi, at Irak skal udvikle sig til et stabilt og demokratisk land med selvstyre. Hvad angår fredsprocessen i Mellemøsten, har begge parter forpligtet sig til at samarbejde om en fredelig løsning i overensstemmelse med køreplanen. Vi samarbejder også om krisestyring, eksempelvis i Darfur-provinsen i Sudan.

Under det seneste topmøde mellem EU og USA, som blev afholdt den 26. juni, viste det sig, hvor stærke, dybtgående og betydningsfulde forbindelser, der eksisterer mellem EU og USA. Topmødet var en oplagt anledning til at udarbejde en fremadrettet dagsorden, og i den forbindelse blev der, som De vil vide, vedtaget syv fælles erklæringer om de væsentligste prioriterede områder, når det gælder samarbejdet mellem EU og USA. Rådet vil sætte fokus på effektiv opfølgning, hvad disse erklæringer angår. Hvad angår samarbejdet mellem EU og USA om udviklingsbistand, får EU som donor lejlighed til i forbindelse med trojkamøder at kortlægge forskellige bistandsspørgsmål. Bekæmpelse af fattigdom, millenniumudviklingsmålene og aftaler om udviklingsfinansiering er rammerne for EU's udviklingspolitik. EU er parat til at drøfte disse emner nærmere med USA.

  Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand for Rådet, forbindelserne til USA afspejles også i mange internationale aftaler. Et eksempel herpå er Kyoto-protokollen, som USA ikke har underskrevet.

Ser De en mulighed for, at vi kan føre forhandlinger med USA med henblik på at nå til enighed om Kyoto-protokollen? Princippet ville være, at man stræber efter en fælles lovgivning på begge sider af Atlanterhavet.

  Nicolaï, Rådet. - (NL) Hr. formand, Kyoto-protokollen har naturligvis været på dagsordenen for drøftelserne med USA. Jeg anførte for et øjeblik siden i forbindelse med drøftelsen af spørgsmålet om Kyoto-protokollen og betydningen af, at denne ratificeres, hvorledes Rådet arbejder med det emne, og jeg angav også konkret, at den involverede minister fra det nederlandske formandskab fører drøftelser herom med bl.a. USA.

  Formanden. - Da den tid, der er afsat til spørgetiden, er udløbet, vil spørgsmål nr. 7-23 blive besvaret skriftligt.⁽¹⁾

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet hævet kl. 19.10)⁽²⁾

(1) Se bilag "Spørgetiden".

(2) Dagsorden for næste møde: se protokollen