Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Torsdag den 16. december 2004 - Strasbourg EUT-udgave

12. Debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (forretningsordenens artikel 115)
  

Zimbabwe

Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om syv beslutningsforslag om Zimbabwe.

 
  
MPphoto
 
 

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Zimbabwe er et land udsat for tragedie og tyranni. Det er et land, der er rigt på naturressourcer og menneskelige ressourcer. Begge dele ødelægges af Mugabe-regimets politiske tyranni.

Befolkningen lider under sult og helbredsproblemer som følge af, at fødevarer og lægehjælp bliver holdt borte fra områder, der er domineret af oppositionspartierne. Ca. 9 millioner mennesker, 75 % af den zimbabwiske befolkning, siges nu at leve under fattigdomsgrænsen, men med Verdensfødevareprogrammet er der kun blevet skaffet fødevarer til 1,6 millioner mennesker her i december. Det er den første grund til, at dette er en presserende sag.

Den anden grund er, at der formentlig skal afholdes valg i Zimbabwe den 3. marts. Det valg vil, som det ser ud nu, hverken blive frit eller retfærdigt. Vi skal ikke bestemme, hvem Zimbabwes befolkning bør vælge. Det er helt op til dem, men de skal have mulighed for at vælge, hvem de vil.

Det er op til de afrikanske nabolande og Den Afrikanske Union at sørge for, at de internationale standarder for demokrati gælder over hele Afrika og over hele Zimbabwe. Det er op til EU at sørge for, at vi støtter overvågningen af det valg med teknisk og økonomisk bistand, så vi kan spille vores rolle i de internationale observatørmissioner. Det er endnu en grund til, at det er en presserende sag i dag.

Den tredje grund er det uacceptable angreb på det zimbabwiske parlamentsmedlem Roy Bennetts frihed. Han er en mand, som har lidt, hvis familie har lidt, og hvis ansatte har lidt i månedsvis. Hr. Bennett puffede til en minister i regeringen, fordi han fremkom med racistiske bemærkninger om hr. Bennett og hans familie. Så blev han sat i fængsel, ikke af domstolene, men som følge af en afstemning i parlamentet baseret på den politiske splittelse.

Jeg opfordrer indtrængende til, at Den Afrikanske Union og EU handler i dag for give Zimbabwes befolkning en smule retfærdighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Attard-Montalto (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg er netop kommet hjem fra et privat besøg i Zimbabwe. Det er interessant at se, at situationen på stedet ikke synes desperat. Men ifølge statistikkerne er situationen nok værre i andre dele af landet, som jeg ikke besøgte.

Når vi debatterer lande som Zimbabwe, hvor menneskerettighederne ikke engang bliver diskuteret på grund af frygt for undertrykkelse, må vi overveje, hvilken holdning vi skal indtage for at forsøge at øve indflydelse på magthaverne. Vi ved, at der er tale om et styre, som ikke er demokratisk, og som har forsøgt at bruge næsten al sin magt på at fratage en del af befolkningen dens demokratiske og grundlæggende rettigheder. På den anden side har vi for nylig set, at der er et lyspunkt. Domstolene forsøger f.eks. fra en meget vanskelig position at holde fast ved en eller anden form for upartiskhed.

Nogle gange tænker jeg på, om en pisk og gulerod-politik ville være mere hensigtsmæssig og mere givtig end bare at vedtage forslag om fordømmelse. Vi vedtager måske dette forslag, men hvilken virkning vil det få? Næsten ingen, tror jeg, med et regime som hr. Mugabes. Vi må begynde at tænke på en anden måde, hvis vi skal opnå noget, når vi har med den type regimer at gøre.

 
  
MPphoto
 
 

  Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand, den politiske undertrykkelse i Zimbabwe kaster en lang skygge. Det er en sky, som ikke bare ligger over dem, der lever i selve Zimbabwe, men også dem, der har forladt landet for at søge asyl i Europa.

I min valgkreds i det nordøstlige England er der zimbabwere, som frygter summarisk henrettelse, hvis de tvinges til at vende tilbage til deres fædreland. Jeg håber, at medlemsstaters regeringer som min egen, der tror, at det er sikkert for asylansøgere at blive sendt tilbage til Zimbabwe, vil tage den beslutning, som er blevet forelagt her i eftermiddag, til efterretning og revidere deres opfattelse.

Situationen i Zimbabwe bliver værre, ikke bedre. Den 9. december 2004 trådte loven om ikke-statslige organisationer i kraft. Denne lov forbyder udenlandske menneskerettighedsorganisationer og bemyndiger regeringen til at gribe ind i enhver ngo's virksomhed i Zimbabwe. Samtidig er zimbabwernes livskvalitet faldet drastisk. Den forventede levetid er nu 35 år. Zimbabwe kunne være selvforsynende med fødevarer, men i sidste sæson producerede landet kun en tredjedel af den majs, det har brug for, og alligevel skrider Mugabe-regimet ind over for den internationale fødevareuddeling.

I lyset af den forværrede situation er det på høje tid at stramme de målrettede sanktioner imod regimet.

Til sidst vil jeg sige, at Zimbabwe, som vi har hørt, forventes at afholde parlamentsvalg til marts. Der er foruroligende tegn på, at dette valg ikke vil blive afholdt på frie og retfærdige betingelser. Den valglovgivning, der blev vedtaget tidligere på måneden, overholder ikke de internationale demokratiske standarder. En nøje observation af valget bliver afgørende for at sikre, at de er frie og retfærdige. Derfor håber jeg, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen vil give valgobservatørmissionerne den størst mulige støtte på alle planer.

 
  
MPphoto
 
 

  Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, Zimbabwe har altid oplevet komplicerede perioder og fundamental splittelse, det være sig under kolonialismen, under Ian Smiths ensidige uafhængighedserklæring i 1965 og FN's efterfølgende embargo, under befrielseskrigen 1972-1978 og de første demokratiske valg efter uafhængigheden, som blev vundet af ZANU under Robert Mugabe.

Som østtysker slår det mig altid, hvor ofte ledere, der kommer til magten fuld af høje idealer, så at sige distancerer sig fra deres egne oprindelige mål og visioner og tager mindre og mindre hensyn til befolkningens interesser, jo længere de sidder ved magten.

Selv i dag har Zimbabwe naturligvis massive problemer at slås med. Jeg tror, at det eneste vi kan anbefale zimbabwerne at gøre i dag, er at kigge sig omkring og se, hvordan deres nabolande har håndteret det - se på, hvad Sydafrika gør, hvad Namibia gør, hvordan Angola og Mozambique forsøger at skabe balance mellem de forskellige interesser i deres lande. Hvis der skal være fred, skal der gøres et forsøg på at forstå hinanden med fredelige midler, og der skal tages hensyn til alle interesser, selv de mest forskelligartede.

Zimbabwe har behov for landreformer, men der er også andre måder at gribe det an på. EU bør ikke altid, som det har været tilfældet, komme med anbefalinger til andre på baggrund af egne værdier. Det går alt for ofte galt. Måske husker De alle EU's standhaftige støtte til Ruslands præsident Jeltsin på et tidspunkt, hvor han var alkoholiker.

I dette konkrete tilfælde kan vi forlade os på, at SADC vil øve indflydelse og finde muligheder, og at Den Afrikanske Union kan få sat gang i tingene. Jeg er overbevist om, at vi, hvis vi støtter disse lande i deres bestræbelser på at påvirke Zimbabwe, meget sandsynligt også kan bidrage til, at de forestående valg i marts måske alligevel får et fair og demokratisk forløb.

 
  
MPphoto
 
 

  Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, Mugabes regime forfølger med uformindsket kraft sin strategi med henblik på politisk ensretning. Således har de zimbabwiske myndigheder inden for de seneste 18 måneder tvunget to kritiske dagblade til at lukke. Endvidere gjorde og gør Mugabes tilhængere livet så surt som muligt for oppositionspartiet Movement for Democratic Change.

Mugabes regering skærper presset på uafhængige organisationer, utvivlsomt med henblik på det forestående parlamentsvalg i marts 2005. Herom vidner den lov om ikke-statslige organisationer, som blev vedtaget i Harare for præcis en uge siden. Fremover må disse ikke længere modtage finansiel bistand fra udlandet. Såfremt en zimbabwisk borger- eller menneskerettighedsorganisation har blot én udenlandsk medarbejder, regnes den fremover for at være udenlandsk. Udenlandske ngo'er kan i henhold til den nye lov ikke registreres og vil således blive forbudt inden for den nærmeste fremtid.

Målet med den nye lovgivning er klart. Adskillige zimbabwiske borger- og menneskerettighedsorganisationer er som bekendt henvist til udenlandske donorer. Det er tydeligt, at den zimbabwiske regering vil tvinge dem til tavshed. Det forlyder, at de berørte ngo'er nægter at finde sig i dette forsøg fra statens side på at give dem mundkurv på. Det er en ualmindelig modig holdning. Der ligger en god opgave for Rådet og Kommissionen i at bistå dem med råd og dåd i den forbindelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), for gruppen. - (PT) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, Zimbabwe er desværre et af de tilbagevendende emner, et af de hyppigste emner, for vores torsdagsforhandlinger om presserende menneskerettighedsspørgsmål. Det fortæller to ting, nemlig dels at situationen stadig er alvorlig, dels at de foranstaltninger, som vi har truffet, ikke har været tilstrækkelige.

Det, som vi allerførst må fordømme, er den ødelæggelse af et land og et folk, som et afskyeligt autoritært regime bevidst har gennemført. Som det er blevet nævnt, taler fattigdomsstatistikkerne deres stadig tydeligere sprog, og Zimbabwe var et land, der ikke blot kunne brødføde hele sin egen befolkning, men også kunne medvirke til at løse sult- og underernæringsproblemer på det afrikanske kontinent og i andre dele af verden, hvis det var forvaltet på en rimelig måde.

Mugabe-regimet fortsætter trods verdenssamfundets og EU's advarsler med at skærpe den politiske undertrykkelse, og vi ser med stor bekymring frem til valget i marts. Enten må der ske nogle hurtige forandringer og skabes rimelige betingelser for fri debat i landet, eller også bliver valget ikke frit og retfærdigt, og det gør det tvivlsomt, om det overhovedet er møjen værd at overvåge det. Det gælder Roy Bennette, forfølgelsen af Tsvangirai efter hans besøg hos os, og den meget negative indflydelse - som jeg særlig vil henlede medlemmernes opmærksomhed på - som dette regime kan udøve i regionen, hvor også demokratiske styrers fremtid står på spil, og hvor der er risiko for autoritære tilbagefald. Jeg var eksempelvis for nylig i Mozambique, hvor der blev afholdt valg, og hvor man endnu ikke er færdig med at optælle stemmerne. Vi fik kendskab til, at der var vælgere fra Mozambique, der skulle stemme i udlandet, og at de oppositionspartier, de partier, der er i opposition til Frelimo, blev undertrykt i Zimbabwe,. Der er således indflydelse. Zimbabwes skæbne kan på afgørende vis påvirke den konsolidering af demokratiet, som vi håber på i regionen, efter Sydafrikas eksempel, så de demokratiske forhåbninger befæstes i Mozambique og i Angola, eller der kan i stedet ske et tilbagefald til autoritære styrer.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi øger presset på nabolandene, og at vi udvider dialogen med Den Afrikanske Union, så vi understreger Den Afrikanske Unions betydning og værdien af, at den også lægger pres på det afskyelige Mugabe-regime.

 
  
MPphoto
 
 

  Van den Berg (PSE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, zimbabwerne er et stærkt folk, og Zimbabwe er et stærkt land. Det var efter frigørelsen i økonomisk henseende også et land, som bød på store muligheder. Det er trist at måtte konstatere, at ca. 60 % af befolkningen er ramt af økonomisk krise og ofte lever under fattigdomsgrænsen. Det siger naturligvis noget om, hvordan landet styres, og hvor det efterhånden er gået galt. Det bedrøvelige er, at gerningsmændene er partiet ZANU-PF og Mugabe, først og fremmest den nære kreds omkring Mugabe. Der er mange i ZANU-PF, som naturligvis meget vel er klar over, at man har behov for bistand udefra, at der er behov for en anden økonomisk udvikling for at kunne overleve.

Vi ved, at der fra nabolandene knyttes mange uformelle kontakter og gøres forsøg på at sætte tingene i bevægelse. Efter min opfattelse er det netop også her, mulighederne ligger for EU. Vi bør med støtte fra Den Afrikanske Union, NEPAD, Mbeki og alle de andre kontakter skærpe presset, for det er kun ad den afrikanske vej og EU's forbindelse hertil, at vi har en chance for at sætte nogle ting i gang.

Valget til marts er utvivlsomt allerede i vid udstrækning faldet i de forkerte hænder og tilrettelagt af dem. Det vil være meget vanskeligt at afvikle det som fair og åbent. Det giver således ikke megen mening at indsætte observatører. Ikke desto mindre ligger styrken i den pågældende demokratiske proces og i civilsamfundet. Styrken er fortsat stor i Zimbabwe, den er stadig ikkevoldelig, og den er stadig rettet mod fred og demokratiske løsninger. Jeg håber, at vi takket være smart sanctions, takket være den vej, vi følger fra EU's side, i samråd med de andre lande vil gøre vores yderste for at sikre dette demokratiske skridt. Den anden vej, som indebærer blodsudgydelser, er udsigtsløs.

Jeg håber oprigtigt, at vi vil være i stand til med alle diplomatiske midler at skærpe presset på en sådan måde, at der vil være personer omkring Mugabe, som får dominobrikkerne til at falde. Det er en forudsætning for, at den demokratiske vej har en chance for at sejre i Zimbabwe. Jeg håber, at vi her fra europæisk side i videst mulige omfang vil gøre brug af alle midler, vi råder over i denne forbindelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Meijer (GUE/NGL), for gruppen. - (NL) Hr. formand, landbrugsjorden i Zimbabwe tilhører, som en arv efter kolonien Sydrhodesia, for størstedelens vedkommende en lille gruppe landbrugere af europæisk herkomst. Vores gruppe støtter det sorte befolkningsflertals krav om, at jorden for en stor dels vedkommende igen overdrages til dem. Kravet misbruges desværre alvorligt af Robert Mugabe, som engang var en populær leder af den vellykkede befrielseskamp mod koloniherrerne og Ian Smiths racistiske mindretalsregering. Først på det tidspunkt, hvor vælgerne var ved at miste tilliden til ham, blev de allerede længe lovede jordreformer et prioriteret område for ham. Ekspropriering af store landbrugsbedrifter er for Mugabe nu først og fremmest et instrument til efter årtiers udsættelse omsider at belønne de gamle tilhængere fra frihedskampen. Ydermere indgår eksproprieringerne i en kampagne, som tager sigte på ved mistænkeliggørelse, intimidering og tvang at udmanøvrere politiske modstandere. Hvis Europa isolerer dette regime, må det ikke ske på grundlag af gamle koloniinteresser og gammel koloniherrearrogance, men fordi vi vil hjælpe ethvert land i verden med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Det er, hvad det drejer sig om.

 
  
MPphoto
 
 

  Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Enhver befolkning har ret til og ansvar for at løse sine politiske problemer, og ingen - og slet ikke EU, Storbritannien og USA - har lov til at intervenere hverken politisk, økonomisk eller militært i hverken Zimbabwe eller noget andet land. Fordi Zimbabwes befolkning med omfattende, blodige kampe opnåede uafhængighed fra Storbritannien, og fordi den gør krav på sin jord, hvoraf den rigeste del stadig tilhører udlændinge, navnlig briter, på grund af kolonialismen, er man nu ved at forberede en ny interventionsplan, der skal forvandle landet til en moderne koloni.

De problemer, der er i landet, og som hovedsagelig skyldes, at det længe har været tilbagestående som følge af kolonialismen, bruges af den britiske og andre regeringer som påskud til at give finansiel støtte til oppositionen, hvis leder vel at mærke er under anklage for forsøg på at myrde landets valgte præsident. Der oprettes et netværk af såkaldte "ikke-statslige organisationer", som for de flestes vedkommende er skinorganisationer uden forbindelse med den folkelige og sociale bevægelse, idet de blot baner vejen for interventioner.

Grækenlands Kommunistiske Parti finder dette beslutningsforslag uacceptabelt, og selv anklagen om våbenhandel via britiske agenter er trukket tilbage. Sanktionerne må ophæves, og der skal vises solidaritet med Zimbabwes befolkning i dens kamp for at bevare sin uafhængighed og undgå nykolonialismen.

 
  
MPphoto
 
 

  Grybauskaitė, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, i Kommissionen forstår vi og ser meget alvorligt på forberedelserne af valget i marts 2005. Kommissionen gentager den betydning, som den tillægger afholdelsen af et frit og retfærdigt valg i landet. Det er et vigtigt skridt, at Zimbabwes regering for nylig har forelagt en række valgreformer, som for øjeblikket bliver drøftet i det zimbabwiske parlament. Det skal vurderes, om dette vil føre til, at de principper og retningslinjer for demokratiske valg, som Southern Africa Development Community (SADC) har opstillet, og som blev vedtaget på SADC-topmødet i Mauritius i august i år, reelt afspejles i landets valglovgivning.

Kommissionen er stadig meget bekymret over den aktuelle politiske situation, menneskerettighedssituationen og respekten for de grundlæggende rettigheder, der på nuværende tidspunkt næppe ville åbne mulighed for et frit og retfærdigt valg.

Noget, der særligt vækker bekymring, er, at det zimbabwiske parlament den 9. december vedtog loven om ikke-statslige organisationer, som begrænser ngo'ernes spillerum og aktiviteter stærkt. Kommissionen støtter fuldt ud de foreslåede EU-demarcher i Harare og andre SADC-hovedstæder og udstedelsen af en EU-erklæring, hvori der gives udtryk for bekymringer over lovens konsekvenser.

Kommissionen er også bekymret over faren for politisering af fødevareuddelingen, især i forbindelse med det kommende parlamentsvalg. Såfremt det klart kan konstateres, at der anvendes partisaner, må Kommissionen sammen med dens partnere, herunder Verdensfødevareprogrammet, være rede til at indstille fødevarehjælpen.

Efter valget i marts vil Kommissionen revurdere situationen. Det kan ikke forsvares at løfte eller lette nogen af EU's sanktioner mod Zimbabwe på nuværende tidspunkt.

Kommissionen er klar over de zimbabwiske myndigheders bevidste forsøg på at underminere visumforbuddets troværdighed ved at mangedoble deres rejser til Europa, og den har altid talt for, at bestemmelserne om dispensation i Rådets fælles holdning fra 19. februar 2004, overholdes nøje.

Kommissionen vil fortsat undersøge alle muligheder for at øve indflydelse på Zimbabwes regering og stræbe efter en øget politisk dialog med tilgrænsende SADC-lande, navnlig Sydafrika. Et vedvarende internationalt pres på Zimbabwe og især et regionalt gruppepres er en nødvendighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Afstemningen finder sted lige efter forhandlingerne.

Forhandlingen er afsluttet.

Situationen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo

Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om situationen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, der kan drages sammenligninger mellem Congos nuværende situation og Tysklands situation under Trediveårskrigen - et stort land midt på kontinentet splittet, med forskellige grupper, der allierer sig med et udvalg af nabomagter og flere årtier uden fred. Det er nøjagtigt det, der er foregået i Congo gennem årtier, hvor millioner af mennesker er døde, vidtstrakte områder lagt øde, og økonomien ligger i ruiner. Ligesom det var tilfældet efter Trediveårskrigen, vil der ikke blive fundet en løsning, medmindre - som det skete med de religiøse grupper dengang - de etniske grupper kan blive inddraget i en fredsproces, som også omfatter alle nabostaterne.

Derfor betragter vi det som vigtigt, at der lægges et massivt pres på de lande, der grænser op til landet med De Store Søer, særligt på Rwanda, så det en gang for alle skaber stabilitet og bliver afholdt fra at gribe aktivt ind i Congo, der i forvejen lider så meget. Men det vil ikke lykkes os med ord alene, hvorfor hr. Langen og jeg er begyndt at udvikle en helhedsstrategi, som i sidste ende vil kæde økonomisk politik, udenrigspolitik og udviklingspolitik sammen. Ord alene vil ikke være os til nogen gavn i denne situation. Europa vil kun kunne gøre sin vægt gældende, hvis det gør brug af de økonomiske, politiske og diplomatiske muligheder, det har til rådighed, samtidigt og strategisk, og virkelig bliver aktivt engageret i denne fredsproces.

Fru kommissær, De spørger sikkert Dem selv, hvad denne debat nytter en torsdag eftermiddag i en sal, som ikke ligefrem er fyldt. Jeg kan huske engang, hvor Parlamentet diskuterede, hvordan Litauen kunne blive mere end en koloni udsat for sovjetisk undertrykkelse, og i dag har vi en litauisk kommissær iblandt os. Det er jeg glad for, og jeg er sikker på, at De vil være i stand til at håndtere dette spørgsmål om fred og menneskerettigheder i Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin, David (PSE). - (EN) Hr. formand, konflikten i Den Demokratiske Republik Congo er den mest dødbringende siden Anden Verdenskrig. IRC (International Rescue Committee) erkender, at 3,8 millioner mennesker nu er blevet dræbt, og mere end 1 million af dem er børn. Ud over de dræbte er 3,4 millioner mennesker fordrevet.

Congolesiske og udenlandske militære grupper anvender stadig vold for at dække over plyndringen af guld, tømmer, elfenben, tin og andre naturressourcer. Samtidig snubler den skrøbelige og ineffektive congolesiske overgangsregering fra politisk hårdknude til militær krise. Hverken overgangsregeringen eller dens internationale partnere har formået at gøre noget ved den dybeste årsag til konflikten. Udnyttelsen af naturressourcerne har finansieret og givet næring til ustabiliteten i landet, faktisk har den givet næring til ustabilitet og vold i Congo i over hundrede år. Det, der skulle have været en velsignelse for landet, har vist sig at være kilde til dyb sorg og fortvivlelse og en forbandelse. Congos naturlige velstand har været kilde til privat finansiering for militære og politiske eliter i stedet for at være til gavn for den brede congolesiske befolkning.

I vores beslutning kræves der med rette en pakke med foranstaltninger til at klare denne situation. Vi må gøre noget for at sikre, at våbenembargoen respekteres. FN's Sikkerhedsråd må indføre sanktioner, begrænsning af bevægelsesfriheden, bankrestriktioner osv., over for personer, der har deltaget i udplyndringen af congolesiske rigdomme. EU og dets medlemsstater må skride ind over for virksomheder, der er involveret i udnyttelsen, vi må have en fredsbevarende styrke i den østlige del af landet, og der må gøres noget for at afvæbne alle ulovligt væbnede grupper.

Kun hvis disse foranstaltninger træffes, er der håb om, at valget til næste år vil ændre den tragiske situation i landet. Problemet i Congo er hverken etnisk eller racemæssigt. Det drejer sig om økonomi, og kun hvis vi får økonomien under kontrol, kan vi løse disse problemer.

 
  
MPphoto
 
 

  Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg taler på vegne af hr. Van Hecke, som måtte forlade Strasbourg tidligt, fordi han rejser til Den Demokratiske Republik Congo i morgen.

Den aktuelle situation i den østlige del af Congo viser, at den congolesiske fredsproces stadig er meget skrøbelig. Der har endog været rapporter om nye skudvekslinger i går. ALDE-Gruppen er meget tilfreds med initiativet til at udarbejde en hastebeslutning om Congo. Alligevel endte det med, at vores gruppe valgte ikke at tilslutte sig kompromisbeslutningen. Vi mener ikke, at hovedårsagen til den fortsatte ustabilitet i regionen og til det vanskelige forhold mellem Den Demokratiske Republik Congo og dets nabolande, navnlig Rwanda, fremgår af kompromisteksten.

Sagen er, at siden afslutningen på det rwandiske folkedrab i 1994 har en stor gruppe ekstremistiske hutuer gemt sig i et fjernt område af den congolesiske regnskov i den østlige del af Congo. Efter alle disse år er de stadig ikke afvæbnet. Tilstedeværelsen af disse svært bevæbnede militser er en konstant trussel mod fredsprocessen i Den Demokratiske Republik Congo og mod sikkerheden i hele De Store Søers Område. Massakren i den burundiske flygtningelejr Gatumba i august i år var kun en af en lang række provokerende aktioner. MONUC, FN's fredsbevarende mission i Congo, skulle have afvæbnet og neutraliseret oprørerne, men det har den ikke formået.

Selv om MONUC's mandat er blevet styrket, og der er flere soldater, er disse dårligt uddannede, og der er alvorlig mangel på oplysninger og teknisk bistand. Vi mener ikke, at det erkendes i den fælles beslutning, at når Rwanda krydser grænsen til Congo for at gøre en ende på de væbnede banders aktiviteter, sker det, fordi MONUC ikke har formået at gennemføre afvæbningen.

Vi foreslår, at EU og medlemsstaterne engagerer sig mere i Den Demokratiske Republik Congo og De Store Søers Område og fokuserer stærkt på hurtig afvæbning af oprørsstyrkerne. Måske kunne der anvendes europæiske soldater til at styrke Det Forenede Kongeriges fredsbevarende styrker. De soldater fra Pakistan, Nepal, Uruguay og andre lande, som befinder sig i Congo for øjeblikket, har ganske enkelt ikke tilstrækkelig erfaring med militære operationer i Afrika syd for Sahara. Europa har den erfaring.

Vi må overveje alle muligheder for at få gennemført afvæbningen. Det er langt den vigtigste forudsætning for at få fredsprocessen tilbage på sporet.

Kort sagt mener vi, at beslutningen, selv om den indeholder mange punkter, som vi støtter, er uafbalanceret. Derfor må jeg desværre undlade at stemme.

 
  
MPphoto
 
 

  Lambert (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, min gruppe glæder sig over muligheden for at diskutere den aktuelle situation i Den Demokratiske Republik Congo, men som andre beklager vi dybt, at det er nødvendigt at tage dette op igen. I betænkningen om asyl og bæredygtige løsninger, som Parlamentet vedtog i går, var en af de ting, vi var enige om, at EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal fokusere på konfliktforebyggelse og -bilæggelse med særlig opmærksomhed på langvarige konflikter. Det er netop, hvad vi har i Den Demokratiske Republik Congo, hvor ønsket om at kontrollere naturressourcerne, som det allerede er blevet påpeget, spiller en helt afgørende rolle for den massive fordrivelse af mennesker og de mange dødsofre.

Vi understreger nødvendigheden af, at der findes et effektivt middel til våbenkontrol, og af, at der iværksættes et effektivt afvæbningsprogram. Vi ville også støtte opfordringen til, at FN skrider ind over for dem, der tjener store penge på udplyndringen af naturressourcerne, ikke mindst gennem indefrysning af bankkonti og aktioner mod virksomheder. Vi føler os helt berettigede til at gøre det, når vi mener, at det drejer sig om terrororganisationer, men vi synes at være helt ude af stand til at gøre det over for dem, der forårsager mange dødsofre i andre dele af verden.

Vi beklager, at det er nødvendigt, men vi bifalder, at FN's Afdeling for Fredsbevarende Operationer har samlet et særligt efterforskningshold, som skal undersøge sagerne om seksuelt misbrug og udnyttelse begået af nogle af medlemmerne af FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo, navnlig i Bunia. Eftersom Parlamentet har diskuteret det mange gange, ved vi, at voldtægt anvendes som middel til at demoralisere modstandere ved at vise, at folk ikke engang kan beskytte deres egne familier.

Parlamentet har ved mange lejligheder fastslået, at voldtægtsofre, børn udsat for seksuelle overgreb, er særligt sårbare. Derfor finder vi det foragteligt, at sådanne forbrydelser også begås af nogle, der er sendt ud for at beskytte en allerede traumatiseret befolkning. Vi vil have gerningsmændene stillet for retten, og det samme gælder de mennesker, der har tjent store penge på tragedien i Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), for gruppen. - (PT) Hr. formand, fru kommissær og kære kolleger, situationen i området omkring De Store Søer og særlig i Den Demokratiske Republik Congo er en byld, en vulkan i Afrikas hjerte, der ulykkeligvis kan eksplodere når som helst. Efter en konflikt, der i løbet af seks år har medført 3 millioner døde, og som stadig medfører 31.000 døde om dagen ifølge International Rescue Commitee, er der tegn på, at situationen har stabiliseret sig, selv om den desværre fortsat er ekstremt uforudsigelig.

For nylig mødtes Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Haag, og glædeligt nok indledtes vores møde med en god nyhed - nemlig nyheden om konferencen i Dar es Salaam og den aftale, som alle statscheferne indgik om, at de havde afsluttet konflikterne - men torsdag, da vi sluttede mødet, kunne vores medformand, Glenys Kinnock, give os den triste nyhed, at Rwandas hær havde overskredet grænsen og var ved at trænge ind i Den Demokratiske Republik Congo. Vi må derfor blive mere effektive til at skabe stabilitet i regionen. Jeg synes, at hr. Posselts sammenligning med Trediveårskrigen er god, og jeg håber, at han har ret, fordi det betyder, at denne konflikt vil ende, og at denne del af Afrika kan blive rig, stabil og moderne, som Tyskland er det i dag. Det er det, vi stræber efter. Et stabilt Afrika med åbne og demokratiske samfund.

Hvad skal vi så gøre i Europa-Parlamentet? Vi må erkende, at vi ikke gjorde det nødvendige i forhold til det tidligere rwandiske styres militser, der en kilde til ustabilitet og en undskyldning for ustabilitet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og vi må handle mere energisk for at få den afvæbnet. Vi må gøre det klart, at enhver invasion er uacceptabel, og at respekt for grænserne er et princip, som alle staterne i regionen må overholde. Vi må føre den demokratiske overgang til ende i Den Demokratiske Republik Congo og befæste landets stabilisering, herunder den nødvendige genforening af Congos hær. Vi må øge FN-missionens midler, så den reelt kan sikre fred og stabilitet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo og skabe forhold på stedet, der kan forhindre tilbagefald, så alle overholder fredsaftalerne fra 2003, så alle opfylder de forpligtelser, som de indgik i Tanzania den 20. november, og så alle til fulde retter sig efter resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd.

 
  
MPphoto
 
 

  Krupa (IND/DEM), for gruppen. - (PL) Blandt de mange eksempler på krænkelser af menneskerettighederne og de demokratiske principper i Afrika fremstår involveringen af børn i væbnede konflikter som et yderst alvorligt problem. Jeg tvivler på, at en debat, selv en debat her i Parlamentet, kan bidrage til at nedbringe fattigdommen i udviklingslandene. Mere end 5 millioner mennesker i sådanne lande lever for 1 eller 2 dollars om dagen, og en blodig børnekrig udkæmpes i Congo, hvor over 300.000 børn kæmper i militære interventioner, som har dræbt over 3 millioner mennesker inden for de seneste år. Er en sådan ødelæggelse af barndommen gennem tvangsarbejde, inddragelse i væbnede styrker og seksuel udnyttelse ikke tegn på manglende ansvarsfølelse og effektivitet fra de forskellige humanitære og internationale organisationers side?

Hvis man skal kunne træffe foranstaltninger for at forhindre sådanne tragedier, er det nødvendigt først at kortlægge årsagerne. Den mest grundlæggende årsag er den langvarige og omfattende udnyttelse af udviklingslandene, som flere verdensmagter, herunder europæiske lande, har gjort sig skyldige i. Sidstnævnte drager fordel af udnyttelsen, mens de kolonier, der udnyttes, bliver endnu fattigere. Congo er ødelagt, fordi landet er blevet offer for kræfter, der lægger større vægt på landets righoldige naturressourcer end på menneskeliv. Jeg mener, at en persons civilisationsniveau kan måles på, hvor stor ansvarsfølelse vedkommende udviser over for de svageste, og at det same er tilfældet for magthavere. Og dog bør de svageste iblandt os ikke forsynes med hjælp, der blot er overfladisk og giver sig udslag i moralsk forfald, svangerskabsforebyggelse og aborter. Der er behov for meget mere. Der bør ydes omfattede pleje, og udviklingen bør fremmes. Derudover bør malaria, tuberkulose og aids, som er fremherskende i disse lande, behandles, og familieenheder hjælpes til en sund udvikling. Jeg mener også, at vi i stedet for at sende væbnede styrker og instruktører til Irak bør tage skridt til at sikre, at der endelig skabes fred i Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Grybauskaitė, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen deler Parlamentets bekymringer over de stigende spændinger mellem Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo og deres følger for menneskerettighedssituationen i området.

Vi er meget bekymrede over Rwandas trusler om at angribe Congos territoriale integritet for at neutralisere de tidligere rwandiske væbnede styrker og Interahamwe-soldaterne og over de utallige rapporter om den rwandiske hærs militære operationer i den østlige del af Congo. Den humanitære krise, som disse aktioner skaber, giver os endnu mere grund til bekymring.

Det er afgørende for stabiliteten i området, at Rwanda omgående trækker alle styrker, som det måtte have i Den Demokratiske Republik Congos territorium, ud og afstår fra aktioner eller erklæringer, der strider imod folkeretten.

Kommissionen er helt overbevist om, at så længe problemet vedrørende tilstedeværelsen af de tidligere rwandiske væbnede styrker i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo ikke er løst, vil det true freden og sikkerheden i området, være kilde til ustabilitet og en trussel mod civilbefolkningerne.

I den forbindelse er Kommissionen overbevist om, at den lokale regering bør gøre brug af eksisterende mekanismer, herunder den fælles verifikationsmekanisme og trepartsudvalget, for at finde en fredelig løsning. Desuden bør Congo omgående gennemføre sin plan udarbejdet med støtte fra FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo (MONUC), som har til formål at fremskynde afvæbningen og demobiliseringen af udenlandske væbnede grupper. Congo bør også fremskynde integrationen og uddannelsen af dets nationale hær for effektivt at afvæbne de tidligere rwandiske væbnede militser.

Vi prioriterer højt, at der skabes fred og sikkerhed i området ved, at landene bringes sammen. I den forbindelse anser vi løsningen af problemet med de tidligere rwandiske væbnede styrker for afgørende og helt nødvendig.

EU støtter de congolesiske myndigheder aktivt i genopbygningen af landet gennem udviklingsprojekter for et samlet beløb på 500 millioner euro.

EU er og vedbliver med at være den største humanitære bistandsyder i Congo, og vi vil fortsætte bistanden.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, fru kommissær.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

Forhandlingen er afsluttet.

Bhopal

Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om Bhopal.

 
  
MPphoto
 
 

  Libicki (UEN). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, under forhandlingen i dag drøfter vi emner, vi ikke sædvanligvis berører. De spørgsmål, vi i reglen drøfter, er vigtige, men vedrører de finansielle overslag, kommunikationsløsninger og økonomiske spørgsmål. Det er alle uhyre vigtige spørgsmål, men de er ikke tragiske.

De tre punkter, der er opført på dagsordenen for forhandlingerne i eftermiddag, og især det tredje punkt om Bhopal, vedrører en af de største tragedier, der har fundet sted i de sidste årtier. Dette punkt vedrører en tragedie, hvor en gaseksplosion forårsagede øjeblikkelig død for titusinder af mennesker. Følgerne af denne eksplosion er desværre stadig mærkbare i dag. De institutioner og personer, der vil blive nævnt om lidt, er ansvarlige for, at det desværre forholder sig således.

De organisationer, der bærer ansvaret for det, der skete, har påtaget sig skylden herfor og har udbetalt erstatning for 15.248 menneskers død. De har også udbetalt erstatning til 554.895 personer, der er blevet syge eller handicappede, idet de dog har forsøgt at begrænse erstatningen til så få personer som muligt. Skønsmæssigt anslås over 100.000 mennesker at have lidt som følge af gaseksplosionen i Bhopal for 25 år siden, og millioner lider stadig i dag som følge af miljøforureningen. Hvad skete der i kølvandet på begivenheden? I henhold til en aftale og forskellige domstolsafgørelser udbetalte den skyldige part, Union Carbide Corporation India, 470 millioner dollars i erstatning. Det er umiddelbart ikke nogen lille sum, men ofrene for eksplosionen modtog under 10 % af beløbet. Resten gik til advokaterne. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der i Dickens' fortællinger fra for 150 år siden, hvor han fornøjet beskrev griske sagførere, ikke er eksempler på, at ofrene praktisk taget intet får. Pengene forsvandt, fordi der ud over advokaternes salær angiveligt blev brugt store beløb på at bestikke korrupte embedsmænd.

Det er uacceptabelt, at alle undtagen ofrene har tjent penge på denne tragedie. Vi er vidner til en sammensværgelse og bør skride ind for at rette op på tingene. Det er formålet med det beslutningsforslag, vi skal vedtage i dag. Vi må gøre en indsats for at opnå en fornyet evaluering af skaden, således at alle, der har krav på det, kan få udbetalt erstatning. Vi må sikre, at der udpeges organer, der kan løse dette problem på retfærdig vis.

 
  
MPphoto
 
 

  Gill (PSE). - (EN) Hr. formand, i dag mindes vi en af de værste industrikatastrofer nogensinde. Som vi har hørt, skete der midt om natten den 2. december 1984 et dødbringende udslip af 40 t kendte og ukendte gifte i luften. Bhopals indbyggere forsøgte at flygte fra den giftige sky. Deres forsøg var imidlertid forgæves. Næsten 4.000 mennesker døde omgående, og indtil videre er 25.000 uskyldige mennesker døde.

Det er de barske kendsgerninger, og i dag lider Bhopals indbyggere stadig under denne gruopvækkende arv. Det er derfor, at vi ikke kan nøjes med at mindes, men må handle i fællesskab for at hjælpe hinanden. Vi må spørge, hvorfor jagten på retfærdighed efter 20 år har været så vanskelig for de overlevende. Vi må spørge, hvorfor det pågældende multinationale selskab nægter ethvert fortsat ansvar for både grunden i Bhopal og ofrenes helbred.

Vi må spørge, hvorfor grunden ikke er blevet renset for giftigt affald og fortsat forurener det vand, som det omgivende samfund er afhængigt af. Vi må vide, hvordan Dow Chemicals bare kan lukke døren for noget, der var en af århundredets værste industrikatastrofer.

Vi må også spørge, hvorfor så mange mennesker stadig venter på at få en rimelig erstatning. Jeg forstår, at spørgsmålet om erstatning er viklet ind i endeløse diskussioner om beregninger, men det er ikke tilstrækkelig grund til, at Bhopals indbyggere skal genopleve begivenheden dag efter dag.

Selv om jeg støtter det meste af beslutningen og følelserne bag den, tror jeg ikke, at de stillede ændringsforslag tilføjer noget konstruktivt til den. Når vi taler om katastrofer som Bhopal-katastrofen, er det afgørende, at vi ikke synker ned i polemik og irrationalitet. Skylden bliver alt for ofte tillagt de forkerte, og vi fordømmer ofte alle aktører uden at få klarlagt alle kendsgerningerne.

Som formand for Parlamentets delegation for Den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde (SAARC) vil jeg opfordre Dem til at sætte alle disse ting i perspektiv, og de enkelte landes budget er særligt relevant. Vi må acceptere begrænsningen for visse lande, som måske endnu ikke har udviklet teknologier eller knowhow til at behandle den type katastrofer så hurtigt og sikkert, som vi er blevet vant til at forvente i vores egne lande. Vi skal også forsøge at se alle sider af en sag som Bhopal-katastrofen, og vi skal anerkende det arbejde, som den indiske regering og Madhya Pradeshs regering allerede har udført, hvad angår lægehjælp, økonomisk og social bistand, miljørensning og ikke mindst økonomisk erstatning.

Denne korte opremsning skal godtgøre, at der allerede er gjort et stort stykke arbejde. Jeg mener, at det ville være meningsløst at kritisere en regering, der har gjort sig bestræbelser på at afhjælpe og løse den overflod af problemer, der hidrører fra Bhopal. Vi bør snarere anvende alle vores diplomatiske evner til at vedblive med at presse den indiske regering til at fastholde sin aktuelle indsats for at tilvejebringe erstatning og arbejde på at afgifte området. Hvis vi kræver, at der tages affære og bruges penge, må vi imidlertid også være rede til at bistå på alle mulige måder, herunder tilbyde teknisk og finansiel bistand.

Vi må ikke fordømme uden først at undersøge, hvad vi, som et fællesskab, kan gøre for at hjælpe. Vi må vedblive med at være konstruktive og tilbyde vores humanitære, økologiske og medicinske ekspertise til regeringen i Madhya Pradesh. Det er en opgave for både Kommissionen, medlemsstaterne og regeringerne. Jeg vil derfor opfordre Dem til at lægge pres på alle dem, der kan bringe lindring til de mennesker, der allerede har lidt i Bhopal.

 
  
MPphoto
 
 

  Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand, mens Dow Chemicals og den indiske regering skændes om, hvem der er skyld i Bhopal-katastrofen, lider befolkningen stadig og dør på grund af deres arv gennem to årtier. Over 7.000 mennesker døde i løbet af få dage, men passivitet har ført til yderligere 15.000 dødsfald, som kunne have været undgået. Selv i dag, 20 år efter, synes ingen af parterne at bekymre sig om lidelserne, kun om deres renommé. Hele 100.000 mennesker lider af kroniske og invaliderende sygdomme, mens der fortsat dør 10-15 mennesker om måneden.

De overlevende venter stadig på retfærdighed: erstatning og lægehjælp i mange tilfælde. Fabriksgrunden, der fortsat forurener, vil koste hen ved 15 millioner engelske pund at tage ud af drift, sammenlignet med Dow Chemicals' årlige omsætning på 16 milliarder engelske pund og Indiens BNP på 320 milliarder engelske pund. Den indiske regering mangler også stadig at bruge 330 millioner amerikanske dollars af den oprindelige erstatning, som den modtog fra Union Carbide. Forureningen af vandforsyningen i nærliggende slumkvarterer er også 500 gange over de maksimalt anbefalede WHO-værdier.

Hvordan kan det internationale samfund, et multinationalt selskab og et af verdens største lande stå og se på, at dette sker? Lige nu bør det ikke dreje sig om, hvem der har skylden, men om, hvem der skal stoppe lidelserne. En indbygger i Bhopal Abdul Jabbar Khan, som leder Bhopal Women Gas Victims' Industrial Association, sagde i avisen The Guardian i Det Forenede Kongerige: "I New York var der efter den 11. september på bare nogle få måneder erstatning, straf og oprydning. I Bhopal har vi efter 20 år ingenting".

 
  
MPphoto
 
 

  Meijer (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand, siden kolonitiden har tredjeverdenslandene leveret billige varer fra landbrug, minedrift og små håndværksvirksomheder til de rige lande. De er afhængige af de rige lande i Nord med hensyn til import af dyre produkter, som er baseret på ny industriel teknologi. Det gør i udstrakt grad de pågældende lande afhængige af import og eksport, og det indebærer en for dem særdeles ugunstig handelsbalance. Denne fordeling indebærer stadigvæk vedvarende fattigdom og efterslæb for den tredje verden, ganske som det var tilfældet, da europæiske lande udøvede administrativ indflydelse under anvendelse af militær magt.

Det er derfor også forståeligt, at regeringerne i de pågældende lande mente, at enhver ny industri var til deres fordel, ikke mindst store virksomheder inden for metalindustrien og den kemiske industri. Tidligere var de omhandlede lande ikke attraktive for den type industri, ikke blot fordi arbejdstagernes uddannelse stadig var utilstrækkelig, men først og fremmest fordi aftagerne især fandtes i de rigere dele af verden, og transport af færdigvarer var en bekostelig affære. Den eneste industri, der opstod, stammede fra statsvirksomheder eller betjente udelukkende det lokale marked og turisterne.

Behovet for en stærkere industrisektor i de pågældende lande blev og bliver misbrugt af industrivirksomheder fra det rige Nord, for disse virksomheder ønsker ganske vist ekspansion, men som afsætningsmarked er landene i Syd stadigvæk ikke særlig vigtige, så længe købekraften er ringe. Investeringer i landene i Syd bliver imidlertid attraktive for dem, hvis lønningerne er lave, og ikke mindst hvis miljø- og sikkerhedskravene er mere lempelige eller kontrollen hermed meget dårlig. Det kan give anledning til katastrofer, som indebærer, at mange mennesker bliver uhelbredeligt syge eller mister livet. Der er tale om en fare, som ikke blot truer arbejdstagerne i de pågældende virksomheder, men også de omkringboende. Når der sker katastrofer, er virksomhederne ikke parat til at bære omkostningerne derved. Det er, hvad gaseksplosionen for 20 år siden i Bhopal og behandlingen af den drejer sig om.

Union Carbide, Dow Chemical og den indiske regering vil ikke betale den fornødne kompensation i forbindelse med de mere end 20.000 omkomne og mere end 100.000 personer med livsvarige men, og man vil ikke betale for oprydning efter forureningen af jord og grundvand. Der må findes en løsning herpå, og en lignende katastrofe må aldrig mere forekomme. Lad os i Europa påtage os vores del af ansvaret, om nødvendigt bidrage til betalingen og frem for alt ved administrative forskrifter sikre, at europæiske virksomheder ikke gentager den type fejl.

 
  
MPphoto
 
 

  Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, 20 år efter udslippet af giftgas fra en gødningsfabrik i Bhopal ejet af Union Carbide Corporation påvirker de skadelige virkninger og miljøforureningen stadig tusinder af menneskers liv.

Natten mellem den 2. og den 3. december 1984 døde over 7.000 mennesker som følge af dette gasudslip, men ulykkens virkninger har siden da forårsaget yderligere 15.000 menneskers død og forårsager stadig kroniske sygdomme hos over 100.000 mennesker.

Hverken Indiens regering eller virksomhederne Union Carbide og Dow Chemicals, den nuværende ejer af gødningsfabrikken, har taget ansvaret for ulykkens indvirkning på tusinder af menneskers liv og på miljøet.

Det er, som det fremgår af den beslutning, vi stemmer om i dag, nødvendigt, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af den nuværende situation i Bhopal, om muligt i FN's Menneskerettighedskommissions regi, hvorved eksperter skal besøge Indien for at undersøge indvirkningen af Union Carbides aktiviteter og Bhopal-katastrofen på forureningen af grundvandet og miljøet og dermed på de berørte lokalsamfunds menneskerettigheder.

Men desuden viser den tragiske begivenhed fra Bhopal, at det er helt nødvendigt at forlange af virksomheder, at de påtager sig de samme ansvar som stater i nutidens globaliserede verdensøkonomi. De skal underkaste sig internationale traktater og aftaler, og deres indvirkning skal undersøges, hvad angår både overholdelse af menneskerettighederne og situationer med væbnet konflikt og spænding.

Det er det, der er målet med de ændringsforslag, som De Grønne har stillet. Jeg anmoder Dem om at læse dem omhyggeligt, før De beslutter, om De vil stemme for eller imod. Desuden vil jeg benytte lejligheden til at slå til lyd for forslaget fra skolen for fredskultur på Barcelonas autonome universitet. Jeg vil indtrængende opfordre Parlamentet og EU til at fremme den 3. december som international dag for virksomhedsansvar og menneskerettigheder. Målet er, at virksomhederne forpligter sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne verden over.

Denne særlige dato skulle tjene til, at alle internationale aktører - stater, internationale institutioner og det civile samfund, men navnlig virksomheder - overvejer deres fælles ansvar for at skabe en mere retfærdig og bæredygtig verden.

 
  
MPphoto
 
 

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hvis De tager til Bhopal i dag - ikke for 20 år siden, men i dag - vil De se tusindvis af t giftigt affald i bunker, søer af kviksølv, beholdere med giftigt affald og sække med kemikalier, som ligger i det fri og, når det regner, siver ud i pytter, vandløb og grundvand, og De vil se mennesker, der lider, fordi de drikker det vand. De lider af mavesmerter, hovedpine, blodmangel og gynækologiske problemer, fordi de ikke har andre muligheder end at drikke fra de kilder.

Det er det problem, som vi står over for i Bhopal i dag, og vi står over for det 20 år efter den katastrofe, hvor så mange mennesker døde. Tallene går fra 3.000 til 7.000 på en nat, 15.000 senere, og 100.000 mennesker lider stadig af invaliderende sygdomme. Og det er 15 år efter det forlig, der gav 500 millioner amerikanske dollars til den indiske regering til udbetaling af erstatninger og genoprettelse af landskabet. Der tegner sig stadig et billede af ødelæggelse og fare for de mennesker.

Parlamentet klarer det ikke godt, når vi forsøger at være dommer og jury i disse sager. Det er derfor, at jeg ikke kan acceptere De Grønnes ændringsforslag, som er blevet nævnt. Forslaget er godt i sig selv, fordi EU opfordres til at få Indiens regering til at bruge de penge, der er til rådighed, til at sørge for rensning af grundene, behandling af syge og erstatning til ofrene, og det skal ske nu, ikke om 20 år. Det er vores budskab til alle de berørte: til EU, til den indiske regering, naturligvis til Dow Chemicals og dets ansvar og til domstolene, som skal behandle sagen. Men i dag søger vi retfærdighed for de mennesker og genoprettelse af miljøet i den del af verden og af dens befolknings sundhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Mann, Thomas (PPE-DE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, det glæder mig at kunne tale umiddelbart efter hr. Bowis, som har indpræget os, hvor vi står 20 år efter den 3. december 1984, hvor gas fra en 35 t cocktail af ekstremt giftige stoffer kostede 7.000 mennesker livet, da deres hjerter og lunger svigtede. Frem til i dag er omkring 25.000 blevet ofre for den største kemikalieulykke, der nogensinde er registreret, og hen ved 500.000 mennesker er blevet lemlæstet som følge heraf.

Men hvad blev der gjort for ofrene? Undersøgelser har vist, at der for 15 år siden blev aftalt en erstatning på 470 millioner amerikanske dollars mellem Union Carbide og den indiske regering. Hidtil har de 100.000 officielt registrerede ofre fået 300 amerikanske dollars hver. Der findes 2.500 huse til enker samt syv hospitaler, og der er blevet bygget mange faciliteter, men hvad er der sket med resten af pengene, ca. 400 millionen amerikanske dollars? Jeg er nødt til at sige til fru Gill, at vi virkelig må spørge, hvem der har skylden for det. Jorden er stadigvæk forurenet. Grundvandet er stærkt forurenet med kviksølv, som ikke forsvinder. Giftrester opbevares under åben himmel. Det er ikke noget at sige til, at vi ender med at have en situation, som den hr. Bowis har skildret, med kroniske sygdomme, hjerneskader og børn, der fødes med misdannelser. Hvis der skal ske nogen væsentlig forbedring af den medicinske behandling af ofrene, så bliver den indiske premierminister, hr. Singh, nødt til at gribe ind, og regeringen bør følge afgørelsen fra højesteret og endelig frigive midlerne, så der kan blive udbetalt fuld erstatning. Mange kemiske virksomheder har fortsat produktionsfaciliteter i Indien og i andre dele af verden, hvor arbejds- og miljøstandarderne ligger langt under dem, der er gældende i EU eller i USA.

Som ordfører for Reach-programmet i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender kan jeg kun gentage kravet i arbejdspapiret: Hvis der skal være sammenlignelighed, har vi behov for regler fra EU og på samme måde regler fastlagt som standarder af WTO. De, der tillader de laveste miljøkrav uden undtagelse ud fra et ønske om øget profit, accepterer sandsynligheden for en ny Bhopal-ulykke en dag, og det er noget, som ingen af os kan tillade os.

 
  
MPphoto
 
 

  Beglitis (PSE), for gruppen. - (EL) Hr. formand, der er nu gået 20 år siden tragedien i Bhopal i Indien med de enorme humanitære og miljømæssige følger, og jeg synes, det er et vigtigt initiativ, de politiske grupper har taget, til at vedtage et beslutningsforslag i Europa-Parlamentets plenum.

Det er dog ikke nok at mindes, det er ikke nok at anklage den ofte skrupelløse adfærd, som de multinationale selskaber udviser i udviklingslandene, det er ikke nok at udtrykke vores humanitære engagement i ord. Folk i andre dele af verden kan blive udsat for den samme tragedie, hvis der ikke gøres noget på internationalt plan for at indføre internationale mekanismer til kontrol af de multinationale selskabers virke, til beskyttelse af miljøet og til beskyttelse af menneskerettighederne og arbejdstagernes rettigheder.

Og her kan EU's rolle inden for FN's rammer og inden for de øvrige internationale organisationer blive mere effektiv. Beslutningsforslaget opregner de problemer, der fortsat eksisterer, og mange af medlemmerne har talt om problemerne i hele området omkring Bhopal. Jeg mener imidlertid ikke, at det til fulde gengiver den indsats, som Indiens føderale og regionale myndigheder har gjort i alle disse år for at rette op på skaderne på det medicinske, økonomiske, sociale og miljømæssige område. Der er også gennemført vigtige politikker, som vi ikke må overse.

Til sidst vil jeg gerne sige, at den bedste måde, vi efter min mening kan udtrykke vores medfølelse med ofrene og deres familier på, er ved, at Kommissionen iværksætter initiativer i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen for at gennemføre programmer for lægebehandling og genoprettelse af miljøskaderne.

 
  
MPphoto
 
 

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, fru Grybauskaitė, mine damer og herrer, jeg lykønsker fru Grybauskaitė med hendes tiltrædelse og ønsker hende al mulig held og lykke.

Som Ernest Hemingway engang sagde: "Skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig!". Det er glædeligt, at Europa-Parlamentet beskæftiger sig med dele af verden, der ligger fjernt fra Europa, og at det gør det uden hensyntagen til politiske interesser. På den ene side har EU indgået et politisk partnerskab med Indien, og på den anden side fremgår det af Parlamentets beslutning, at den indiske regering har gjort meget lidt for at beskytte befolkningen mod Bhopal-katastrofens følger. Vi er i færd med at drøfte de indiske myndigheders forsømmelser og med rette, men bør også give udtryk for vores syn på det ansvar, der påhviler det amerikanske selskab, der gennemtrumfede ukontrolleret primitiv kapitalisme og undlod at overholde de sikkerhedskrav, der var obligatoriske i USA. Tallene er som følger: 7.000 døde som en øjeblikkelig følge af katastrofen og op til 30.000 døde i de efterfølgende 20 år samt over 100.000 syge til dato. Disse statistiske oplysninger kan selvsagt ikke afspejle de menneskelige lidelser og dækker blot over smerten og tårerne.

Bhopal-katastrofen bør tjene som en påmindelse til regeringerne om at indføre redningssystemer og ikke svigte befolkningen. Den bør tjene som en advarsel til internationale virksomheder om, at hensynet til profitten ikke må overskygge hensynet til sikkerheden. Den bør tjene som en advarsel til internationale organer og organisationer om at yde støtte til katastroferamte regioner. Følgelig bør den også, hr. formand, tjene som en påmindelse til os om at drage dem til ansvar, der har modtaget en sådan bistand fra os eller enhver anden.

 
  
MPphoto
 
 

  Grybauskaitė, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen bifalder Parlamentets initiativ til at indlede en uopsættelig debat om dette spørgsmål. Det giver os anledning til at overveje, hvordan vi kan tilbyde ofrene hjælp, og hvordan vi kan forhindre den type katastrofer i at ske i fremtiden. Jeg kan forsikre Parlamentet for, at Kommissionen har været rede til at støtte Indien i at håndtere denne tragedie, og det vil vi vedblive med.

Gennem vores budgetpost for decentraliseret samarbejde har vi støttet lokale ikke-statslige organisationer i Bhopal med rehabilitering og faglig uddannelse af ofre for katastrofen, og vi har støttet selvhjælpsgrupper for kvinder.

Gennem sektorprogrammet for sundhed og familiens velfærd har vi støttet Bhopals distriktshospital og distriktshospitalers og medborgerhuses patientvelfærdsforeninger i området. Der blev ydet særlig bistand til Bhopals kommunalbestyrelse til forberedelsen af en forplantnings- og børnesundhedsplan i byen.

Desuden har Kommissionen skaffet en bevilling på 10 millioner euro til finansiering af den indiske regerings nationale katastroferisikostyringsprogram.

På det topmøde mellem EU og Indien, som fandt sted for nylig i Haag, bekræftede Indien, at det er interesseret i at føre en miljødialog med EU, og det foreslog oprettelsen af et EU/Indien-miljøforum. Dette forum vil blive et første skridt til at løse de enorme miljøproblemer, der truer både Indien og EU.

Til sidst vil jeg give udtryk for min dybeste sympati med alle ofrene og for vores stærke håb om, at en katastrofe af den art aldrig vil ske igen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Tak, fru kommissær.

Vi går nu over til afstemning om disse beslutningsforslag.

Forhandlingen er afsluttet.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik