Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 10. januar 2005 - Strasbourg

12. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) - resultatet af den 10. partskonference (COP 10) under UNFCCC i Buenos Aires (6.-17. december 2004).

  Dimas, Kommissionen. - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først sige, at jeg er helt enig i alt, hvad formanden sagde om den frygtelige katastrofe i Sydøstasien, og rose Europa-Parlamentet for dets hurtige respons på spørgsmålet om de midler, som EU vil stille til rådighed i den forbindelse.

Jeg må sige, at EU både har været gavmild og har reageret hurtigt og effektivt på denne helt exceptionelle tragedie. Indsatsen blev sat i gang øjeblikkeligt. Dagen efter at katastrofen var sket, var eksperter fra Kontoret for Humanitær Bistand, ECHO, og udvalget om civilbeskyttelse i Sri Lanka og Thailand og hjalp med koordineringen, med at indkredse problemerne, vurdere skaderne og behovet for bestemte former for bistand samt forbedre koordineringen af denne bistand. De vil givetvis blive der et godt stykke tid endnu, da indsatsen for at genoprette skaderne og genopbygge området er endnu større, og EU er nødt til at yde en vedvarende bistand.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak, fordi jeg i aften har fået lejlighed til at drøfte resultaterne af den 10. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, med Dem. Konferencen fandt sted i Buenos Aires i sidste måned, og jeg kan som indledning fortælle, at formanden for Miljøudvalget, hr. Florenz, deltog sammen med syv andre medlemmer, som leverede et meget vigtigt bidrag. De var til støtte og hjælp og bidrog med rådgivning under forhandlingerne lige til sidste øjeblik. Især den sidste dag var vi i løbende kontakt under de meget hårde forhandlinger, som fandt sted den dag. Jeg må erkende, at resultaterne ikke var imponerende. De var dog bedre, end vi havde forventet, især bedre end de resultater, vi forventede før Ruslands ratificering af Kyoto-protokollen, dvs. før vi fik bekræftet, at Kyoto-protokollen ville træde i kraft. Vi kan således sige, at resultaterne overordnet set var positive. Jeg kan nævne nogle punkter, som illustrerer dette.

Det første og måske vigtigste af dem alle var den debat om, hvad der skal ske efter Kyoto, som ifølge Kyoto-protokollen skal sættes i gang i 2005. Her mødte vi stor modstand. USA og visse udviklingslande ville ikke engang drøfte det. Helt præcist ville de ikke engang tale om en evt. indledning af debatten i 2005. Efter, som nævnt, meget hårde forhandlinger lykkedes det os at nå til enighed om et forslag, der blev stillet af den argentinske repræsentant, hr. Estrada, om, at der i maj afholdes et seminar med to vigtige emner på dagsordenen, hvoraf det ene kommer til at dreje sig om den nuværende situation og det andet - som vi insisterede på skulle med - om udviklingen fremover. Det er det første skridt, et tøvende skridt, vil jeg kalde det, men i hvert fald det første skridt hen imod en forhandling og en debat om, hvad der skal ske efter 2012 vedrørende følgerne af klimaforandringerne. Jeg skal også sige, at vi havde allierede i denne forhandling, hvilket er en vigtig udvikling, idet mange udviklingslande som f.eks. Brasilien, Sydafrika og mange afrikanske lande, som tidligere var tøvende, denne gang bakkede os op i vores forsøg på at få indledt forhandlinger.

Et andet meget vigtigt punkt er aftalen om et femårigt program for udviklingslandenes tilpasning til kravene i forbindelse med klimaforandringerne. Her kan jeg fortælle, at vi fik en væsentlig opbakning fra disse lande, som jo også vil få fordel af dette program.

Det tredje vigtige punkt var nogle ting, der blev præciseret vedrørende mekanismen for ren udvikling. Det er en af de mekanismer, der er fastlagt i Kyoto-protokollen, og som har fået stor betydning i takt med protokollens gennemførelse og i takt med, at ordningen med CO2-handel i EU begynder at fungere, men vi vil få mange ansøgninger til hovedkontoret i Bonn, som skal godkendes, og derfor skal det styrkes. Der skal være mere gennemsigtighed, og der er brug for midler, så det kan fungere effektivt og bidrage til Kyoto-mekanismernes funktion.

Et andet spørgsmål, som hænger sammen med mekanismen for ren udvikling, er den registreringsordning, som er nødvendig for, at hele den fastlagte handelsordning kan fungere, men der er også andre tekniske spørgsmål, som er meget vigtige, men ikke har været bragt op i særlig høj grad. Alt dette blev drøftet, og vi fandt frem til løsninger og aftaler.

Jeg synes, at EU's præsentation af ordningen for handel med CO2, som i mellemtiden officielt er trådt i kraft fra 1. januar, var meget vigtig. Denne præsentation viste og slog på sin vis fast, at EU spiller en førende rolle i klimaforandringsspørgsmålet, og den vakte meget stor interesse. Der var ministre fra næsten alle lande, som fulgte debatten om handelen, og derefter havde vi mange topartsmøder med lande, som udtrykte interesse for et samarbejde, f.eks. Norge, som har en handelsordning, der trådte i kraft den 1. januar, Japan og Canada. Selv USA viste interesse, men kan ikke deltage, fordi landet ikke har undertegnet Kyoto-protokollen. Ordningen er kun for de lande, der har undertegnet Kyoto-protokollen.

Endelig vil jeg sige, at det vigtigste var, at vi skabte relationer ud fra den bilaterale kontakt, som både vi og Europa-Parlamentets medlemmer havde enten med tilsvarende medlemmer af nationale parlamenter eller med andre delegationer, hvilket giver os mulighed for at lægge pres på de lande, som vi er nødt til at få med i et samarbejde, for at vi kan nå de ønskede mål for tiden efter 2012, navnlig USA, Kina og Indien, hvor vi i hvert fald er nødt til at nå til en form for enighed.

Til sidst vil jeg sige, at den debat, vi havde i Buenos Aires, og resultaterne af den, som samlet set er positive, gav os lejlighed til at lægge vægt på dialogen, også inden for EU, om, hvad der skal ske efter 2012. Vi har to anledninger: Den ene var Ministerrådets møde den 20. december, hvor man gentog EU's forpligtelse til at hindre, at den samlede temperatur på kloden ikke stiger med mere end 2 grader celsius de kommende år, samt kravet om kvotemålsætninger for forøgelsen af CO2-emissioner og andre drivhusgasser. Den anden er sommerens møde i Det Europæiske Råd, hvor Kommissionen vil bidrage med to dokumenter: en arbejdsrapport om omkostninger og fordele ved at handle eller undlade at handle med hensyn til klimaforandringer, og en meddelelse fra Kommissionen om vurderingen af de strategier, der kræves i tiden efter 2012, og hvad vi skal gøre indtil da. Vi forventer naturligvis også et bidrag fra Europa-Parlamentet i den forbindelse.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at resultaterne fra Buenos Aires, som ikke fik en særlig god presse- og mediedækning, er bedre, end de blev fremstillet i medierne. Som sagt var de ikke, som vi havde ønsket, men de var bedre, end vi havde forventet, inden vi kom, og derfor kan vi sige, at resultaterne alt i alt var positive.

  Florenz (PPE-DE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne støtte det, De netop sagde, hr. kommissær. Jeg mener, at konferencen samlet set var vellykket, selv om tallene og målet måske ikke blev nået til fulde. Jeg vil gerne endnu en gang rette en stor tak til det nederlandske rådsformandskab, der virkelig har svejset disse tre forskellige institutioner i Europa sammen til et team takket være Deres indsats, hr. kommissær. Det har ført til, at Europa fremover kan spille en vigtig rolle på verdensplan ikke alene med euroen, men også med hensyn til miljø- og klimapolitik. Vi er efter min mening ikke blot toneangivende på dette område, vi har også en styrende funktion. Det er vores mål, at vi vil være med til at træffe beslutning om de måder, vi skal opnå målene på, i Europa såvel som i verden.

Miljøagenturet i København udtrykte for nogle uger siden entydigt, at vi er på rette vej med vores instrumenter, og De har jo lige været inde på gennemførelsen. Derfor var det logisk, at vores tre institutioner i Buenos Aires fik indflydelse på spørgmålet: Hvad sker der så efter 2012? Det er nemlig 10 år efter Kyoto, og vores industri har brug for kalkulerbare oplysninger for at have et retsgrundlag for investeringerne også efter 2012. Derfor er det vigtigt, at vi også tager nogle flere skridt, så vi kan nå de mål, vi har sat os.

Naturligvis er det ikke kun en opgave for den europæiske og den globale industri, vi skal derimod også være modige og inddrage trafik- og transportområdet samt brændselsområdet. Jeg ved, at det politisk set er meget vanskeligt at klare, men hvis det fremover kun er industrien, der skal gennemføre Kyoto-målene, så bliver det meget dyrt for industrien i ikke alene Europa, men også på verdensplan. Vi har brug for andre skuldre, der skal være med til at bære byrden.

Derfor er det rigtigt, hr. kommissær, når De nævner energibesparelsesforanstaltningerne i Europa. Det er rigtigt, når De ønsker at opnå en bedre energieffektivitet, og vi må naturligvis også overveje tingene nøje, når vi fremmer vedvarende energikilder. Det er helt i overensstemmelse med min holdning, og jeg håber, vi kommer videre i denne sag.

Naturligvis var der også mørkere tider i Buenos Aires, og for mig, der er kendt som en ven af Amerika, gjorde det ondt, at amerikanerne virkelig havde en destruktiv adfærd i denne sag. Jeg blev meget skuffet på dette punkt. Men der er også håb. Ikke så meget fra den amerikanske regerings side, men dog i 10 af USA's stater, der er på vej til at tage et greenhouse-initiativ uden om den politik, der føres i Washington, og her, f.eks. ved grænsen til Canada, tegner der sig en udvikling, der virkelig giver anledning til håb. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Europa kan lære noget af disse stater, f.eks. Californien, hvad angår trafikpolitikken. Jeg tror, at demokratiet nedefra også i USA vil føre til, at der kommer bevægelse på dette område, og det kan jeg kun støtte.

Jeg vil gerne rette endnu en hjertelig tak til hr. Dimas og hr. rådsformanden, hr. Van Geel. De har lagt det europæiske lod i vægtskålen. At vægtens viser ikke har slået ud på den måde, vi ønskede, var så ikke vores problem. Men vi kæmper videre, fordi vi er overbevist om, at vi pløjer på den rigtige mark. Jeg er nu engang landmand, og derfor vil jeg gerne bruge dette eksempel.

Hr. formand, tak for Deres tålmodighed.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Corbey (PSE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg vil også gerne indledningsvis takke hr. Florenz, som var formand for delegationen, ligesom jeg vil takke hr. Dimas og det nederlandske formandskab for det glimrende samarbejde.

Jeg vil gerne begynde ved Nordpolen. Der udvikler opvarmningen sig hurtigere end forventet, gletsjere smelter, permafrostområder tør op, trægrænsen rykker længere op osv. Befolkningen i områderne omkring Nordpolen er nu tvunget til at ændre levevis i takt med opvarmningen. Samfundene i områderne omkring Nordpolen oplever i mindre målestok, hvad verden som helhed kommer til at opleve. Vi står over for en dobbelt opgave, nemlig at tilpasse os klimaændringerne og samtidig begrænse disse mest muligt.

Set i lyset af denne store udfordring er resultatet af klimakonferencen i Buenos Aires særligt skuffende. Naturligvis er det positivt, at Kyoto-processen kunne holdes på sporet takket være et seminar. Naturligvis er det positivt, at EU fik sin vilje, og at der på seminaret således også ses fremad, men det er alt sammen beskæmmende spinkle resultater.

Vi må også konstatere, at EU står stadig mere isoleret. Naturligvis er der en række amerikanske stater, som er parat til at gøre en indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser, og der er afgjort interesse for vores ordning med salgbare emissionsrettigheder. Og der er efterhånden næppe videnskabsmænd, som benægter, at vi mennesker påvirker klimaet. Vi skal ikke glemme lyspunkterne. Men essensen af mødet i Buenos Aires er, at den påtrængende nødvendighed, vi føler i Europa, ikke deles af andre dele af verden. Hvad er årsagen hertil? Skyldes det manglende ansvarsfølelse hos USA's regering? Skyldes det manglende viden i resten af verden, eller skyldes det vores manglende diplomatiske færdigheder? Mangler vi den fornødne gennemslagskraft i argumentationen?

Vi må desværre konstatere, at EU ikke havde den fornødne indflydelse. Bindende målsætninger efter 2012 er ønskværdige, men det er desværre blevet en kæphest for Europa. EU bør forberede sig grundigt til forårets seminar. Der er behov for praktiske forslag, hvilket kræver lederskab og gennemslagskraft, men først og fremmest kræver det mod. Der er behov for hurtigt at lægge gode, produktive og underbyggede forslag på bordet. EU bør også være åbent for andre landes tilgang. Jeg ser mindst tre udveje, som vi bør undersøge nærmere.

For det første må vi sikre øget fokus på tilpasning og hjælp til tilpasning, i særdeleshed til udviklingslandene. De afrikanske og mellemamerikanske delegationers indlæg på konferencen i Buenos Aires blev alle indledt med beretninger om ubehagelige klimaændringer. Tilpasning er ikke nogen enkel sag, men den kan afgjort ikke begrænses til bistand i forbindelse med store katastrofer. Tilpasning af levevis er indgribende, og der bør udarbejdes troværdige programmer herfor.

For det andet er der spørgsmålet om teknologioverførsel. Vi bør opgive vores ideologiske forbehold over for clean development-mekanismen og netop satse helhjertet på teknologioverførsel.

For det tredje bør vi fokusere langt mindre på den nationale tilgang, på målsætningerne for hvert enkelt land. Vi bør netop lægge langt større vægt på sektorbestemte målsætninger. I de samtaler, den parlamentariske delegation førte, blev den sektorbestemte tilgang nævnt som en farbar vej. Vi bør sætte os til forhandlingsbordet med stål-, cement- og papirindustrien. Konkurrencen inden for disse sektorer er global, og globale målsætninger, som tager udgangspunkt i den bedst egnede teknik, er en oplagt mulighed. I den forbindelse kan WTO spille en rolle.

  Davies (ALDE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, hvis resultaterne af partskonferencen i Buenos Aires er bedre end forventet, må Kommissionens forventninger have været meget lave, da den startede. Kommissæren har nu haft sin ilddåb i den hårde verden med forhandlinger om klimaændringer. Jeg håber, at det har givet ham smag for at løse problemerne og bringe verden tættere sammen om et fælles formål.

Befolkningen i Carlisle skal nu klare den værste oversvømmelse nogensinde på grund af den ekstreme mængde regn, der er faldet i de seneste dage. Jeg håber, at Parlamentet sammen med mig vil takke nødtjenesterne, de frivillige organisationer og de mange frivillige for deres store arbejde under forsøget på at afhjælpe situationen og især med bestræbelserne på at hjælpe de ældre og andre personer i store vanskeligheder.

Man kan ikke med sikkerhed fastslå, at disse oversvømmelser er en konsekvens af den globale opvarmning, men ekstreme vejrforhold har været fremhævet som en af konsekvenserne af klimaændringer. Forholdene i Carlisle er en af grundene til, at det er så vigtigt, at EU fortsat spiller en fremtrædende rolle i udviklingen af politikker til bekæmpelse af virkningerne af global opvarmning.

Den britiske regering har i de seneste uger erklæret, at den har som målsætning at sikre, at spørgsmålet om klimaændringer ligger højt på dagsordenen, når den overtager formandskabet (EU's). Derfor er det meget overraskende, at samme regering måske spænder ben for iværksættelsen af ordningen for handel med kvoter for emissioner, Europas vigtigste foranstaltning til reduktion af emissioner af gasarter, der forårsager global opvarmning.

Det Forenede Kongeriges nationale tildelingsplan blev fremlagt af den britiske regering og godkendt af Kommissionen i juli. Tre måneder senere vendte Det Forenede Kongerige tilbage med en revideret plan for større og mere gavmilde tildelinger, langt større end de tildelinger, der kræves af de øvrige regeringer. Den britiske regering truer med sagsanlæg, hvis planerne ikke godkendes. Det virker som en overvældende demonstration af enten inkompetence eller onde hensigter og får den britiske regerings ord til at virke som tomme løfter.

Inden kommissæren afslutter forhandlingen, vil jeg anmode ham om at fortælle Parlamentet om den nuværende situation. Som situationen er nu, deltager Det Forenede Kongerige så i ordningen for handel med kvoter for emissioner? Mener Deres juridiske afdeling, hr. kommissær, at Det Forenede Kongerige har en reel sag, eller ligger den endelige godkendelse af tildelinger i ordningen for handel med kvoter for emissioner hos Kommissionen, som det er fastsat i direktivet? Giver den nuværende position og forsinkelserne reelle problemer for, hvor vellykket ordningen for handel med kvoter for emissioner vil være på lang sigt?

Jeg håber, at kommissæren kan svare på disse spørgsmål. Jeg håber, at han forstår, at han ikke vil blive fordømt af alle repræsentanter for Det Forenede Kongerige, hvis han står fast i holdningen til dette spørgsmål.

  Frassoni (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, den 10. partskonference markerede 10-års jubilæet for ikrafttrædelsen af rammekonventionen om klimaændringer og var den første partskonference, der blev afholdt i vished om, at Kyoto-protokollen ville træde i kraft. Mødet blev beskrevet af en observatør som en drøftelse af drøftelsen af fremtiden.

Vi kan ikke skjule de meget åbenbare vanskeligheder, der er forbundet med indledningen af drøftelsen af tiden efter 2012. Det overrasker os ikke, da Rådet heller ikke var enigt om tildelingerne, og det er altid vanskeligt at tale om fremtiden, når den nuværende situation er så utilfredsstillende, som den er i dag.

Den 10. partskonference skaber også et forum for hundredvis af tilknyttede begivenheder, pressekonferencer, møder, ngo'er og involverede, noget, vi betragter som vigtigt, da vi, hvis Kyoto-protokollen skal iværksættes, har brug for langt mere end regeringers hjælp til at gennemføre den.

Jeg vil understrege to resultater af den 10. partskonference. Det første resultat er den helt klare og tydelige obstruktion fra USA. Hr. kommissær, De har ikke nævnt det, men det synes jeg, at De bør. De bør også fortælle os, hvad De har i sinde at gøre ved det. Det er ikke blot en stor skuffelse. Det er en stor forhindring, en ændring af strategien. Den amerikanske regering siger ikke længere, at den ikke vil undertegne, men heller ikke stå i vejen. Tværtimod vil regeringen nu stå i vejen. USA vil stå i vejen for fremskridt, også i fremtiden.

Hr. kommissær, vi vil gerne høre Deres holdning til synspunktet om, at EU skal være villig til at gå videre med forhandlingerne inden for rammerne af Kyoto-protokollen uden USA og anmodningen om udelukkelse af de lande, der ikke har tiltrådt protokollen. Det er noget, som vi må drøfte.

Det andet resultat som allerede nævnt er beslutningen om at afholde et seminar for regeringseksperter. Mandatet er meget svagt, som mange allerede har nævnt, men hvis der er politisk vilje, er det muligt, og vi kan indlede en seriøs diskussion - med dem, der måtte ønske det - om forpligtelserne efter 2012.

Hvad forventer vi af Kommissionen og Rådet? Vi mener, at de skal forberede sig til mødet i Bonn i maj ved at udarbejde et globalt forslag til en fremtidig klimapolitik, som er i overensstemmelse med EU's forpligtelse til at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger +2°C sammenlignet med præindustrielle niveauer, og at emissionerne på globalt plan topper inden for de næste 20 år.

Dernæst skal EU's trojka gøre en seriøs diplomatisk indsats for at inddrage og tage højde for udviklingslandenes berettigede bekymringer. Der skal ikke være nogen illusioner i denne sammenhæng. Medmindre der gives betragtelige midler til tilpasningsforanstaltninger, kan vi ikke inddrage udviklingslandene, og vi ønsker, at de skal kæmpe side om side med os.

Endelig skal EU fordoble sin indsats for at opfylde kravene i Kyoto-protokollen og mere endnu. Hvis vores egne medlemsstater ikke kan opfylde kravene i Kyoto-protokollen på nuværende tidspunkt, vil vi naturligvis heller ikke virke troværdige fremover.

(IT) Hr. kommissær, der var et andet aspekt, som De ikke kom ind på, men som det efter min mening er vigtigt at understrege i denne forhandling, nemlig holdningen hos den italienske minister Matteoli, som var uenig med resten af den europæiske delegation. Jeg mener ikke, at de behøver at være diplomatisk i den forbindelse, for vi deler alle det europæiske synspunkt, hvorimod hr. Matteoli - hvilket var forkert og absolut uhensigtsmæssigt - erklærede sig uenig og satte Dem og resten af den europæiske delegation i stor forlegenhed. Årsagen til det, der skete, er meget enkel, nemlig at hr. Matteoli og resten af hans regering ikke tror på den reelle vigtighed af, at man følger Kyoto-protokollen for at begrænse klimaændringernes konsekvenser både nu og efter 2012.

Kommissionen, Rådet og Parlamentet bør begynde at overveje, hvordan de kan få de europæiske lande, som i dag ikke overholder Kyoto-protokollen, til at gå den rigtige vej.

  Musacchio (GUE/NGL), for gruppen. - (IT) Hr. formand, også den forfærdelige flodbølge for nylig viser os, at forholdet til naturen er af afgørende vigtighed, når det gælder om at beskytte menneskers liv og samfund. Klimaændringerne udgør netop en risiko i den forbindelse, og derfor er en drastisk reduktion af CO2-emissionerne en absolut prioritet og et aspekt, der bør tages højde for i alle økonomiske og sociale beslutninger.

Europa har forpligtet sig til at overholde Kyoto-protokollen og løfterne for tiden derefter, og det fremhæver i endnu højere grad det alvorlige ansvar hos den amerikanske regering, som tværtimod er modstander af at ratificere Kyoto-protokollen og drøfte tiden efter Kyoto, sådan som man skulle gøre i Buenos Aires. Det skal dog siges, at også Europa langtfra har gjort hele sin del, eftersom Europa har tilladt, at der blev vendt op og ned på Kyoto-protokollen med indførelsen af muligheden for at købe og sælge emissionskvoter. Europa er ikke mindst langt fra en konkret opfyldelse af målsætningerne om at reducere emissionerne, som faktisk stadig er stigende, og som i nogle lande stiger meget, bl.a. i Italien.

Vi er nødt til at overveje, hvorfor dette sker. I virkeligheden har vi overladt gennemførelsen af Kyoto-målsætningerne til rene markedsmekanismer. Det har ikke fungeret hidtil, og med den liberalistiske globalisering er skævhedsfaktorerne blevet mangedoblet. Produktionen bliver flyttet til lande, hvor miljøbestemmelserne ikke er så strenge, og derfor stiger emissionerne. De rige lande spilder mere energi på transport og civile formål, og der sker en privatisering og liberalisering af energien, som ikke giver besparelser og rene energikilder, men i stedet skaber konkurrence mellem de traditionelle, forurenende energikilder.

Hvis vi ønsker konkret at gennemføre Kyoto-protokollen - hvilket vi bør gøre - og at gå længere endnu, er det noget helt andet, der skal til. Vi skal på en målrettet måde samle alle kræfter, når det gælder videnskabelig forskning, energipolitik og infrastrukturpolitik, og vi skal nå denne målsætning ved hjælp af en omfattende og detaljeret strategisk plan, som finansieres med tilstrækkelige midler og er genstand for demokratisk deltagelse.

Det skal være noget, der går meget længere end de gamle og forældede markedsløsninger, og som tværtimod er den sande udfordring i en bæredygtig fremtid, nemlig en ny social- og miljøøkonomi, der strukturelt set er demokratisk og solidarisk med resten af verden. Alt dette er endnu mere indlysende og uomgængeligt, i betragtning af at Kyoto-protokollen kun er det første, spæde skridt. I Buenos Aires forhindrede den amerikanske regering, at man drøftede det, som der til gengæld er brug for efter Kyoto-protokollen, nemlig en nødvendig og epokegørende ændring. Også jeg vil gerne understrege, at den italienske regering tilsluttede sig denne reaktionære holdning.

Dette er således den sande mission for et andet Europa, som i den retning er i stand til at tale med hele verden og ikke mindst til at gøre en konkret indsats for en anden situation end den, som vi desværre ser i øjeblikket.

  Blokland (IND/DEM), for gruppen. - (NL) Hr. formand, Europa-Parlamentet har i de seneste år haft mange drøftelser om klimapolitikken og om, hvor påkrævet den er. I næste måned træder Kyoto-protokollen rent faktisk i kraft, og der kan således være grund til at se tilbage på det, vi har besluttet de seneste år. Det er iøjnefaldende, synes jeg, at klimapolitikken ikke i så høj grad er genstand for opmærksomhed. Det bliver stadig vanskeligere at samle flertal for de nødvendige foranstaltninger. Årsagen hertil er efter min opfattelse, at vi ikke mærker meget til klimaændringerne, og at de negative følger slår kraftigst igennem i lande, som ligger langt herfra. Man har også den opfattelse, at nedbringelse af udledningen af drivhusgasser kan koste økonomisk vækst.

Hr. formand, jeg vil gerne henlede medlemmernes opmærksomhed på en undersøgelse, der er foretaget af IIASA, International Institute for Applied Systems Analysis, i Laxenburg, Østrig. De videnskabsmænd, der var involveret i undersøgelsen, påviste, at klimapolitikken kan blive langt billigere, hvis den politik, der tager sigte på at forbedre luftkvaliteten, kobles sammen med klimapolitikken. Nettoomkostningerne kan ad den vej reduceres ganske betragteligt, men det kræver, at vi også ser på regulering, som omfatter andre gasser end udelukkende CO2. En effektiv politik behøver altså ikke være kostbar.

Hr. formand, jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at gøre Kommissionen opmærksom på nogle problemer i forbindelse med ordningen om emissionshandel. Direktivet fortolkes meget forskelligt i de forskellige medlemsstater, hvilket truer med at skabe store problemer. I flere lande blev den kemiske industri således holdt uden for direktivets anvendelsesområde. Det gav anledning til, at andre medlemsstater også holdt den kemiske industri uden for anvendelsesområdet for at undgå konkurrenceforvridning.

Endvidere er bøder, som pålægges virksomheder ved overskridelse af emissionskvoten, fradragsberettigede i forbindelse med skatteopgørelsen i visse medlemsstater. Der er heller ikke på dette område lige vilkår på det indre marked. Jeg vil gerne høre, om kommissær Dimas er bekendt hermed, og om der kan foreslås en ændring af direktivet, som kan sætte en stopper for denne praksis. Endvidere er der i flere medlemsstater tale om statsstøtte til industrien. I Nederlandene har de nationale myndigheder således brugt 600 millioner euro til køb af emissionsrettigheder i udlandet, hvorved industriens reduktion af udledningen blev mindre. Jeg vil også gerne vide, hvordan kommissæren ser på dette spørgsmål.

Hr. formand, under behandlingen af direktivet blev der vedtaget to ændringsforslag, som jeg havde stillet her i Europa-Parlamentet, og som skulle imødegå disse problemer. Jeg må konstatere, at problemerne ikke desto mindre er opstået. Klimapolitikken skal have til formål at sikre kvalitativ forbedring af miljøet. Det er, hvad vi har aftalt, og det må vi også henholde os til. Vi har ikke ejerskab til Jorden, men kun en midlertidig brugsret.

  Aylward (UEN), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg bifalder, at Kyoto-protokollen træder i kraft den 16. februar med 132 lande, der har ratificeret bestemmelserne i aftalen. Ruslands ratifikation af Kyoto-protokollen for nylig betyder, at den nu vil have et retsgrundlag. EU er i henhold til aftalen forpligtet til inden udgangen af 2012 at reducere drivhusemissioner med 8 % sammenlignet med emissionerne i 1990. Jeg bifalder ikrafttrædelsen af direktivet om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, som vil sikre, at EU opfylder de vigtige internationale forpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen.

Det eneste skuffende er, at nogle lande, herunder Australien og USA, ikke har tiltrådt aftalen. USA er, som alle ved, ansvarlig for over 24 % af alle drivhusgasemissioner om året. Effektiviteten af Kyoto-aftalen mindskes, fordi USA ikke har tiltrådt aftalen. Der er dog ikke kun negative meldinger fra USA om dette politiske spørgsmål. Californien - den største stat i USA, hvad angår befolkningstal - har allerede indført Pavley-afgiften, der er fastsat for at mindske anvendelsen af drivhusgasser med 22 % i Californien inden udgangen af 2012. Det glæder mig at se, at dette eksempel følges af andre stater. På nuværende tidspunkt er der 19 amerikanske stater, som følger initiativet, har til formål at reducere drivhusgasemissionerne. Det er tydeligt, at flere og flere amerikanske virksomheder og borgere har en positiv indstilling til at løse problemerne omkring klimaændringerne.

EU skal benytte sig af enhver diplomatisk mulighed for at opfordre og overtale den amerikanske regering til at træffe foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner. Det bør og skal gøres gennem afholdelsen af transatlantiske topmøder mellem USA og EU. Vi har brug for en koordineret international indsats til håndtering af klimaændringerne. Kyoto-protokollen er den eneste nuværende internationale ramme, hvorunder de lande, som har ratificeret protokollen, kan koordinere deres indsats i relation til dette spørgsmål.

Den britiske regering vil overtage formandskabet af EU senere på året, og som meget trofast tilhænger af den nuværende amerikanske administration håber jeg, at den med diplomatiske midler vil kunne overbevise den amerikanske regering om at opnå langt mere konstruktive fremskridt vedrørende dette spørgsmål.

  Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil begrænse mig til nogle få spørgsmål i forbindelse med klimaopvarmning, hvor uvidenhed går hånd i hånd med nogle meget faste holdninger.

Det første spørgsmål er, hvorvidt der virkelig er tale om en omfattende og varig opvarmning. Det lader nu til at være slået helt klart fast i særdeleshed takket være det, der er sket med havmasserne eller de store gletsjere.

For det andet må der stilles spørgsmål om, hvorvidt opvarmningen kun har negative konsekvenser. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, f.eks. i Sibirien, hvor tajgaen og tundraen kan ændre landskabet, men det er helt sikkert noget helt andet med den frygtelige ørkendannelse i Afrika eller vejrkatastrofer som El Niño.

For det tredje må man i forbindelse med bekæmpelse af dette fænomen gøre sig klart, om det hovedsageligt skyldes menneskelig adfærd. I løbet af kvartærtiden var der mindst fire istider og varmeperioder, som ikke kan skyldes mennesker.

Hvis opvarmningen virkelig skyldes udslip af drivhusgasser, som f.eks. kuldioxid, som ifølge målinger helt sikkert stammer fra menneskenes forbrænding af fossile organiske energikilder, skal der naturligvis træffes foranstaltninger. Det fjerde spørgsmål er, om det så nytter, at Vesteuropa gør en indsats på bekostning af konkurrenceevnen, mens andre stormagter som USA og Kina, som er henholdsvis verdens største og verdens næststørste forurenere, vasker deres hænder, hvilket helt sikkert gør det umuligt at opnå succes på trods af de opmuntrende oplysninger fra en række amerikanske stater, som den forrige taler nævnte.

Dette bringer mig videre til det femte og sidste spørgsmål. Der skal helt sikkert opmuntres til systematisk genplantning af skovene og anvendelse af vedvarende eller nye energikilder. Men vi skal være realistiske, for det varer længe, inden de kan opfylde vores behov. Burde man i mellemtiden ud fra et miljømæssigt synspunkt ikke undersøge mulighederne for spredning af energikilderne og særlig anvendelse af kernekraft? Det franske parti Den Nationale Front var for 25 år siden det første politiske parti, der med rette gjorde opmærksom på farerne ved kernekraft, hvilket desværre blev bekræftet af Tjernobyl-katastrofen. Men videnskaben har udviklet sig, og teknologien kan også udvikles. Spaltningen kan ske ved brug af materialer, der ikke efterlader affald, som er skadeligt i lang tid, hvilket er tilfældet i de nuværende processer. Mens vi venter på, at der sker fremskridt i den retning også inden for spaltningsprocessen, kan der anvendes stoffer som f.eks. thorium, som er mindre farlige end de stoffer, som vi kender i dag. Det er uden tvivl et område, hvor der kan ske forskningsmæssige fremskridt. Det er nødvendigt med en stor indsats, og den skal være fri for vanetænkning.

  Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, anvendelsen af ordet "succes" i denne sammenhæng afhænger af éns forventninger - det betyder noget forskelligt for forskellige personer. Hvis vi ser bort fra samspillet og drøftelserne på sidelinjen i Buenos Aires, er det vanskeligt at bruge ordet "succes". Den succes, jeg oplevede i Buenos Aires, var i forbindelse med diskussioner med andre kolleger - især det store antal repræsentanter fra det politiske liv og erhvervslivet i USA og andre amerikanske organer - og i forbindelse med den store støtte vi har, både i USA og Australien, i modsætning til Bush-administrationens og også den australske premierministers holdning til Kyoto-protokollen og klimaændringer. Det er den opfattelse af succes, jeg oplevede i Buenos Aires. Der er meget stor og stigende støtte fra ni eller 10 forskellige amerikanske stater og endog fra nogle af energi- og benzinselskaberne og fra erhvervslivet generelt i USA. Og støtten vil fortsat stige.

Jeg måler også succes med de fremskridt, som blev opnået i relation til Kina, som er en stat i rivende udvikling med enorme demografiske udfordringer, og i relation til de kinesiske myndigheders indstilling. Der er også en holdningsændring hos Brasilien, som nu begynder at gå i vores retning. Det er ud fra disse faktorer, at jeg måler succesen i Buenos Aires som et tegn på de fremskridt, der er opnået siden den sidste partskonference, jeg deltog i.

For at forvirre os yderligere var det den 10. partskonference, og næste år har vi så den 11. partskonference. Vi har dette særlige møde, hvor vi kan fortsætte drøftelserne. Vi må ikke kalde det post-Kyoto eller post-2012, men vi kan ikke komme uden om, at det vil indgå i debatten. Næste år har vi også MOP 1 for yderligere at forvirre de uindviede! Jeg tror, at det betyder et møde for de parter, der har ratificeret Kyoto til forskel fra konferencen for de parter, der alle har undertegnet den oprindelige aftale. Det er to forskellige - om end tilsvarende - grupper af møder, der formentlig vil gå hånd i hånd. Måske kan kommissæren fortælle os mere om det.

Jeg vil gerne takke hr. Florenz for hans ledelse af den parlamentariske delegation. Og jeg vil gerne takke Dem, hr, kommissær, for at inkludere Parlamentets medlemmer. Jeg kunne godt tænke mig at se en mere fast struktur omkring Parlamentets deltagelse i de forskellige partskonferencer, især i forbindelse med MOP 1. Jeg håber, at De har haft glæde af vores input. Jeg håber på endnu bedre strukturering, selv om jeg ved, at der er et vist forbehold på rådsplan. Men det er et forslag, som det er meget vigtigt at tage alvorligt på rådsplan.

Vi har ikke råd til, at denne aftale ikke lykkes. Kyoto-protokollen er vores eneste håb. Endnu større vægt på omkostningseffektivitet og gennemsigtig prisfastsættelse af de miljømæssige konsekvenser af klimaændringer og global opvarmning vil hjælpe med at overbevise de markeder, der stadig tvivler på den økonomiske betydning af Kyoto-protokollen. Det vil vise, at der på mellemlang eller lang sigt vil blive mere end kompenseret for enhver ulejlighed og omkostning på kort sigt, som de udviklede lande og udviklingslandene må påtage sig.

  Tarand (PSE). - (ET) I de sidste to uger har verden været meget påvirket af katastrofen i Sydøstasien. Årsagerne til tsunamien og til de globale klimaændringer hænger naturligvis ikke sammen, medmindre vi måler tiden i millioner af år og tager højde for kontinentaldriften, som faktisk fører til jordskælv og klimaændringer. Det er imidlertid ikke muligt for mennesker at forstå tidsregninger på millioner af år, og det er derfor ikke til megen nytte for politikere at diskutere dem. I 2004 så vi en lang række nye tegn på den stigende globale opvarmning. Det gælder den uventet hurtige smeltning af de grønlandske gletsjere, som vil øge vandstanden i oceanerne med syv meter i alt, for blot at nævne ét. I september viede den britiske premierminister Tony Blair en af sine taler til den globale klimaændring. Her konstaterede han, at vandstanden i oceanerne i 2100 ville stige med 88 cm, hvilket med den nuværende demografiske situation ville udgøre en trussel for hundrede millioner mennesker. Det er en helt anden størrelsesorden end antallet af ofre for den nylige tsunami. Den tid, som vi har til at forberede os, er imidlertid også anderledes - i stedet for to timer har vi stadig næsten et århundrede. Ikke desto mindre er 10 % af den tid vi havde, hvis vi begynder at tælle fra Rio-konferencen, allerede brugt, og ikke på den mest konstruktive måde.

Jeg må indrømme, at jeg deltog i Rio-konferencen, og at jeg i mit tidligere liv som historisk klimaforsker rekonstruerede hyppigheden af tilfrysninger af havnen i Tallinn tilbage til 1500. Tallinn ligger i en følsom del af Østersøen, hvor havet hvert år står over for Hamlets spørgsmål: "At være eller ikke være - tilfrosset?" Fra det 16. til det 20. århundrede var der seks til otte helt isfri vintre pr. århundrede. I det 20. århundrede, primært fra 70'erne og frem, var der 16 isfri vintre, og i det nye årtusinde har fire ud af fem vintre været isfri. Det er paradoksalt og sørgeligt, at flere på hinanden følgende estiske regeringer har siddet i et hus med en pragtfuld udsigt over Tallinbugten uden at bemærke denne vigtige indikator på klimaændring, eller uden at være i stand til drage nogen slutninger af den med hensyn til energipolitikken. Estlands nationale energiselskab forvaltes stadig med inspiration fra amerikanske olie- og kulmonopoler i ånden fra industrialiseringens storhedstid for 50 år siden. Det vandforbrug, som skabes af den olieskiferfyrede elektricitetsproduktion, bliver subsidieret i et sådant omfang, at det placerer Estland blandt verdens største vandforbrugere sammen med ørkenstater, som bruger kunstvanding i landbruget. Når man ser på, at drikkevand koster tre euro pr. liter i lufthavnen i Tallinn, bliver det tydeligt, at energiproduktionen i Estland bliver subsidieret med et beløb på omkring tre milliarder euro om året. Samtidig halter Estland bagefter andre europæiske lande i brugen af vedvarende energiressourcer på trods af det store potentiale for både biobrændsel og vindenergi. Det, jeg prøver at sige, er, at selv om jeg anerkender de fremskridt, der blev gjort på COP 10-mødet i Buenos Aires, og EU's førende rolle i bekæmpelsen af de globale klimaændringer, er det på tide, at Kommissionen og Parlamentet handler i fællesskab for at få modstræbende medlemsstater til at ændre deres energipolitik, om nødvendigt ved at bruge strukturfondene.

  Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, samtidig med at vi nu diskuterer Kyoto-aftalen, forbereder de små ønationer sig på deres konference om klimaproblemer, som i glemsel finder sted på den anden side af jorden på trods af, at hele befolkninger trues med landsforvisning på grund af det ødelagte miljø.

15 store isbjerge flyder nordpå mod New Zealand. Vintrene er 40 dage kortere i min hjemby, end da jeg var dreng. Næsten alle gletsjerne er smeltet. Der er flere storme, hvilket senest viste sig i den nordlige del af Europa her i weekenden. Vi kan ikke længere lukke øjnene for konsekvenserne. Selv om alle storme og ulykker ikke skyldes klimaændringer, er en øget hyppighed en klar konsekvens af menneskenes manglende ansvar.

EU må nu fokusere på de problemer, som findes i verden af i dag. Vi kan ikke nøjes med seminarer og talmæssige mål, men må træffe reelle tiltag i lovgivningsprocessen, som vil få konkret virkning. Lad os vise vejen frem. Det er udelukkende Kommissionen, der har ret til at stille forslag om en forhøjet minimumsafgift på fossile brændstoffer. De behøver ikke at vente med at indføre en kuldioxidafgift på flyvninger inden for EU, eller en klimaafgift på import fra de industrialiserede lande, som ikke opfylder målsætningerne i Kyoto-aftalen. Så kommer der sikkert gang i Bush-administrationen, særligt hvis de progressive delstater i USA bliver fritaget fra at betale denne afgift.

Men Kyoto-aftalen er ikke nok, og vi behøver ikke vente til 2012 for at indse det. Vi bør allerede nu udarbejde en handlingsplan for en reducering af udslippene på mindst 30 % frem til 2020. Vi ved allerede, at det er det mindste, vi kan gøre for de fremtidige generationers behov for råstoffer og de fattige landes behov for råstoffer og et stabilt klima.

  McDonald (GUE/NGL). - (taleren talte på irsk)

(EN) Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min glæde over partskonferencen om klimaændringer i Buenos Aires, som er et seriøst forsøg på at håndtere problemerne omkring global opvarmning. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer er stadig hjørnestenen i den internationale reaktion på miljøændringer. Jeg støtter resolutionen og ønsker at fremhæve den rolle, som EU har spillet og fortsat spiller i forbindelse med iværksættelse af progressive tiltag til bekæmpelse af klimaændringer.

Jeg vil især gerne udtrykke min bekymring over, at USA - med verdens største emission af kuldioxid - ikke var indstillet på at drøfte yderligere foranstaltninger til afhjælpning af klimaændringer, selv om det var positivt at se, at en række stater i USA er involveret i forskellige initiativer til afhjælpning af klimaændringer. USA's manglende vilje til at deltage i Kyoto-protokollen underminerer imidlertid aktivt aftalen. Kyoto-aftalen er en aftale, som vi i fællesskab skal støtte fuldt ud. Det er et lille, men betydningsfuldt skridt i den rigtige retning. På længere sigt kræves der dog en langt større indsats af de enkelte lande samt industrien, hvis vi effektivt skal løse problemerne vedrørende klimaændringer.

De målsætninger, der er fastsat til stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser, er ikke meget ambitiøse, men af stor betydning for at skabe en markant nedgang i emissionerne i atmosfæren. Jeg bifalder kravet i resolutionen om, at emissioner globalt skal være halveret inden udgangen af 2050 for at stoppe den globale opvarmning. Det er en målsætning, som vi alle bør arbejde hen imod.

Klimaændringer er fortsat et afgørende spørgsmål for menneskeheden, som kræver et globalt svar, måske i særdeleshed i relation til Europa. En rapport, der er udarbejdet af Det Europæiske Miljøagentur for nylig, advarer om, at Europas temperaturer stiger langt hurtigere end i resten af verden med eventuelle katastrofale konsekvenser til følge, herunder flere hedebølger, oversvømmelser, stigende vandstande og smeltende isbjerge. Rapporten indeholder en deprimerende beskrivelse af Europa, der ødelægges af klimaændringer.

Vi har brug for en global plan for at indkapsle koncentrationerne af de kritiske drivhusgasser. Fastsættelse af mere ambitiøse målsætninger for at indkapsle koncentrationerne af drivhusgasser kræver ægte engagement og meget store ændringer i fremstillingsprocesser, generering af energi og ikke mindst vores måde at leve på.

(Taleren fortsatte på irsk)

  Krupa (IND/DEM).  - (PL) Hr. formand, det er naturligvis muligt, at Europa kan spille en vigtig rolle med hensyn til det langsigtede spørgsmål om den globale opvarmning, men det vil kun ske, hvis selvdisciplin, solidaritet og sandhed vinder over usikkerhederne i den gældende lovgivning og over forfalskningen og manipuleringen inden for mange områder, inklusive handelen med kvoter for drivhusgasemissioner.

Det er rigtigt, at Kyoto-protokollen er en international landvinding, som forpligtede industrialiserede lande til at reducere deres udledning af drivhusgasser, men niveauet for reduktionen af disse udledninger er et politisk kompromis. Det afspejler ikke de krav, som er fremsat af forskere, der har beregnet, at kuldioxid skal reduceres med 60 % for at standse klimaændringerne, i stedet for med 5 eller 8 %. EU bryster sig af disse sidstnævnte tal, men de er opnået på bekostning af lande, hvor industri desværre er blevet udslettet som en del af forberedelserne til tiltrædelsen. Ændret arealanvendelse, eller med andre ord skovbrug, er også blevet udnyttet som et klimapolitisk instrument under Kyoto-protokollen.

Imidlertid mangler der stadig virkelig pålidelig viden om, hvor meget kuldioxid der absorberes ved at plante træer. Denne viden vil først blive opnået efter yderligere forskning. Planer om skovtilplantning under mekanismen for bæredygtig udvikling har derfor været genstand for mange diskussioner. Sådanne planer fortjener naturligvis opmærksomhed, men som polakker er vi modstandere af udsigten til, at Polen bliver gjort til en urskov, hvor en rig elite kan gå på jagt.

Byrden ved at modvirke effekterne af klimaændringerne bør fordeles retfærdigt som et resultat af det omfang, hvori enkelte lande er ansvarlige for en sådan ændring. Rige, udviklede og stærkt industrialiserede lande har høstet store fordele i forhold til udviklingslande og bærer hovedansvaret for miljøødelæggelserne. De er imidlertid meget uvillige til at indgå økonomiske forpligtelser. Det gælder både for USA og for EU-medlemsstater. Mange lande er også begyndt at overveje, om Kyoto-forpligtelserne ikke snarere er en hindring for en hurtigere transformation end en hjælp. Vi anerkender, at det er nyttigt at have nogle aftaler på plads, på trods af disse mangler. Der bør imidlertid indgås mere krævende forpligtelser med hensyn til at reducere udledningerne.

  Martin, Hans-Peter (NI). - (DE) Hr. formand, formanden for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed fremstillede som en af de første talere her resultaterne fra Buenos Aires som en succes. Når man allerede nu må beskrive så minimal en udvikling så positivt, kan man se, hvad vores beskedenhed har udviklet sig til.

Jeg ser det absolut på samme måde. Men der er også et andet parameter, nemlig tiden, der løber fra os. Hvis man lukker øjnene et kort øjeblik og lytter til debatten her og måske udelader ordet Kyoto, så minder alt det, der hidtil er blevet sagt, i detaljer om den store verdensmiljøkonference i Rio de Janeiro i 1992. Allerede dengang var det et velkendt problem. Allerede dengang vidste vi, hvilken retning det gik i. Men dengang var vi langt mere optimistiske, dengang troede man, at man kunne begrænse den almindelige opvarmning indtil 2050 til 0,5 grader i forhold til den førindustrielle tidsalder, og nu er vi glade, hvis vi i det mindste kan blive ved 2 grader. Det er en enormt farlig udvikling, fordi det økologiske spørgsmål - ved siden af det demokratipolitiske spørgsmål, som mange af os nu må beskæftige os med, ved siden af det sociale spørgsmål, der nu dukker op igen med så stor kraft i forbindelse med globaliseringen - stadig ikke er løst.

Og hvor fatalt det end måtte lyde, så kunne man næsten ønske sig, at jordskælvet i Asien kunne give nogle fingerpeg om, at omfanget af denne katastrofale ulykke havde et eller andet at gøre med opvarmningen. Så ville der nemlig måske være en chance for, at der kunne blive gjort noget for at modvirke den som led i en global indsats, sådan som vi nu oplever det i forbindelse med denne store katastrofe.

Det helt store problem med opvarmningen er efter min mening, at der ikke findes noget fælles fjendebillede, at der ikke udledes nogen handlingsalternativer, og at vi godt nok fortsætter med at holde mange taler, men at vi gør alt for lidt.

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, klimakonferencen i Buenos Aires gav ikke det resultat, vi havde ønsket. Ved ratificeringen havde vi forventet et stort gennembrud, og vi havde også gerne set, at det om muligt blev fastlagt, præcis hvad der skal ske efter 2012. Når jeg sammenholder dette med, hvad medierne har fortalt i de seneste uger, føler jeg undertiden, at vi blot taler hinanden ind i modløsheden, hvis vi udelukkende fokuserer på disse to forhold.

Vi ved naturligvis alle, at USA ikke har ratificeret protokollen. Vi kan samtidig konstatere, at den hastige vækst i Indien og Kina også må have konsekvenser for, hvordan disse lande inddrages i klimapolitikken. Vi er imidlertid tilbøjelige til at glemme lyspunkterne. Jeg er enig med kommissæren, som netop har påpeget, at det er positivt, at der trods alt er nået resultater. 128 stater har allerede undertegnet klimakonventionen. Også i USA og Canada er der - som fru Doyle netop har påpeget i sit indlæg - stadig flere stater, som støtter vores linje, og som vil følge Europas vej.

Hvis vi vil føre en langsigtet klimapolitik, når vi imidlertid kun reelle resultater, hvis vi udvider diskussionen, ikke kun i bredden, men også i dybden. Det betyder, at vi i højere grad end hidtil bør inddrage udviklingslandene heri. Vi burde egentlig - som kommissæren også anførte - med vores bistand tilbyde rene teknologier, således at de pågældende lande straks kan gå i gang med rene teknologier og tage et stort spring fremad.

Hr. formand, det samme gælder egentlig Kina og Indien. Dem bør vi også anspore. I øvrigt bør vi, hvad angår den mere dybtgående diskussion, fortsat søge at anspore de administrative kræfter i Nordamerika, som i øjeblikket går ind for en anden politik. Jeg har egentlig tillid til, at det under kommissærens ledelse - og jeg må også lykønske Pieter Van Geel med den måde, hvorpå han har håndteret det, og som allerede har indbragt ham mange komplimenter - ikke længere vil kunne hævdes, at det kun er Europa, der gør noget for klimapolitikken, for i så fald isolerer vi os yderligere. Nej, vi bør ved yderligere udvidelse i såvel bredden som dybden sikre, at alle er med. Jeg har tillid til, at den situationsrapport, vi modtager inden så længe, notatet om den fremtidige udvikling, kan bringe os ud af isolationen.

  Lichtenberger (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, det nye årtusinde er endnu meget ungt, men har allerede to katastrofale somre bag sig, nemlig én, hvor hele Centraleuropa led under oversvømmelser, og én, hvor en stor del af Europa stønnede i varmen. Alligevel har det ikke ført til bedre resultater på den seneste konference, der ellers er nødvendige, hvis problemerne skal løses endegyldigt.

Jeg taler i dag om et af de centrale problemer i forbindelse med Kyoto, nemlig trafikken. Mens man både inden for varmeproduktionen og i industrien kan konstatere i det mindste visse fremskridt, mens visse problemer allerede er blevet løst, og der også forefindes tekniske løsninger, er trafikken stadig det område, hvor vækstraterne er størst, og hvor man så at sige sætter spørgsmålstegn ved og på en måde ophæver alt det, de andre sektorer, der har klimaskadelige emissioner, udarbejder og stiller til rådighed i form af løsninger. Trafikken æder alle klimabeskyttelsens succeser op, og derfor skal vores indsats koncentreres om dette område.

Hr. kommissær, jeg hører aldrig Deres stemme, når europæiske lande, der har forpligtet sig til at nå klimamålene, opnår det modsatte, nemlig en stigning i emissionerne! Jeg hører ikke Deres stemme, når det ikke lykkes for disse lande at indføre målrettede foranstaltninger mod emissionerne fra trafikken! Vi har alle til opgave, og De har til opgave, at gøre politikken konkret også inden for EU, og at gøre politikken konkret vil her sige: fuld støtte til offentlige transportmidler og ingen mobilitetsvækstrater, der kun tjener bilismens sag, mens alt andet bliver stående tilbage!

  Manolakou (GUE/NGL) . - (EL) Hr. formand, desværre sker der det, at det på grund af EU's og de øvrige imperialistiske industrilandes fastholden ved filosofien om størst mulig fortjeneste på forhånd bliver umuligt at opnå et egentligt, tilfredsstillende mål, som også er i overensstemmelse med videnskabelige undersøgelser, med hensyn til reduktion af luftforurening og begrænsning af klimaforandringerne, der har katastrofale konsekvenser for selve klodens fremtid.

Kommissionens forsikring om, at programmet for handel med drivhusgasser og de øvrige fleksible mekanismer ikke vil gå ud over, men snarere beskytte EU-økonomiens konkurrenceevne, holder ikke. I stedet for at reducere, sådan som det var målet, har det øget emissionerne med tre enheder, hvilket bekræfter, hvor kompliceret, ustabil og ineffektiv den metode, der blev vedtaget i Kyoto, er til at bekæmpe klimaforandringer. Løsningerne findes dog, de skal blot gennemføres direkte og ikke indirekte. Det er foranstaltninger til reel mindskelse af drivhusgasser som f.eks. fremme af vedvarende energikilder, anvendelse af biobrændstof, udnyttelse af en større del af den varmeenergi, som fremkommer ved elproduktion, samt en egentlig beskyttelse og anvendelse af skovene til at optage CO2 fra atmosfæren. I stedet må vi konstatere, at man holder fast i ineffektive foranstaltninger som handel med forurening, hvilket viser, at man af hensyn til kapitalens profitjagt lader hånt om løsninger, der virkelig kunne vende den udvikling, som er så farlig for klodens overlevelse.

  Giertych (IND/DEM).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, klimaændringerne er et naturfænomen. Varmere perioder følges af køligere perioder. Har menneskelige aktiviteter nogen indflydelse på dette fænomen? Det tvivler jeg stærkt på. Eksperterne er uenige om dette spørgsmål, og der er endnu ikke fundet overbevisende beviser. Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at forhøjede niveauer af CO2 i luften har en positiv indflydelse på planteproduktionen, og at overskydende kul i atmosfæren absorberes effektivt af biosfæren, som omfatter skovene, muldjorden og havene.

Der kan imidlertid heller ikke herske tvivl om, at CO2, som udledes under industrielle forbrændingsprocesser, altid ledsages af udledninger af andre gasser, som man ved, er skadelige for miljøet, særligt for skovene, landbrugsproduktionen, bygningsmonumenter og især menneskers helbred. Alle anstrengelser for at udvikle teknologi, som kan reducere forbrændingen, fortjener derfor behørig anerkendelse. Eftersom de negative følger af forbrændingen er grænseoverskridende, skal de involverede omkostninger deles på grundlag af internationale aftaler. Kyoto-protokollen fungerer på en logisk måde ved at overføre udgifterne til at reducere forbrændingen fra lande, som har gjort noget for det, til lande, som ikke gør nok i denne henseende.

Der har altid været klimaændringer, der vil altid være klimaændringer, og vi kan ikke gøre ret meget ved det. Ikke desto mindre udgør menneskeskabte udledninger af gas til atmosfæren et problem, som menneskeheden må løse ved at samarbejde. Denne tilgang fortjener vores fulde støtte, og udviklingen hen mod vedvarende energikilder og energibesparende teknologier skal være særligt velkommen. Det er kostbare bestræbelser, og uden international solidaritet vil der ikke blive gjort fremskridt i denne henseende. Imidlertid bør vi ikke lade os overbevise om, at udledninger af drivhusgasser er skyld i enhver naturkatastrofe og enhver storm, oversvømmelse, tørke eller tsunami. Vi skal bevare jordforbindelsen og holde os til kendsgerningerne. Tak.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, for et år siden deltog jeg i konferencen om klimaændringer i Milano, og det skal siges, at der er gjort en række fremskridt siden da. Ved den lejlighed mødte vi repræsentanter for USA's delegation, ligesom det var tilfældet denne gang i Buenos Aires. Hvor de amerikanske repræsentanter i Milano stadig kategorisk benægtede de menneskelige bidrag til klimaændringerne, var deres holdning blødt noget op denne gang. De har nu måttet anerkende kendsgerningerne så vidt, at de gik ind på at tale om det mulige menneskelige bidrag til klimaændringer.

Men trods denne indrømmelse er der stadig lang vej, før vi kan overbevise USA om at forpligte sig til en universel indsats for at forebygge klimaopvarmningen. Der er derfor brug for mere sund fornuft. Vi har talrige eksempler på, at det er langt billigere at forebygge end at håndtere katastrofer, efter at de er indtruffet. Derfor er det en økonomisk absurditet, at USA ikke skynder sig at deltage i samarbejde om klimaet i stedet for at sætte hele kloden på spil i forsøget på at beskytte sin egen konkurrenceevne.

Et andet skridt fremad i Milano var inddragelsen af Rusland, som betød, at Kyoto-protokollen kunne træde i kraft. Det er en vigtig faktor som en politisk gestus, men om det bliver til mere end det, må vi vente og se. Jeg frygter det værste, nemlig at klimamålene under den nuværende Kyoto-aftale næppe vil gøre yderligere fremskridt overhovedet.

Hvorfor det? På konferencen sagde ministeren for boliger, arealplanlægning og miljø fra Nederlandene, det land som har formandskabet, meget rigtigt, at problemet for fremtiden især er Kinas udledninger, hvis vækstrater er kommet som en total overraskelse for aftalens parter. Der kan ikke tages disciplinære skridt under Kyoto-aftalen, eftersom Kina ikke hører med under de industrialiserede lande, som udledningsrestriktionerne gælder for i første omgang. Kyoto kan derfor ikke gøre noget for at bringe to kæmpemæssige problemer under kontrol, nemlig USA, som i dag er ansvarlig for en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser, og Kina, hvis udledninger skønnes at ville vokse til fire gange USA's i løbet af 10 år. Det betyder, at verdens udledninger vil blive fordoblet inden for 10 år. Hvis det er tilfældet, vil vi alle gå til grunde.

Det er yderst vigtigt, at vi retter op på situationen nu for at styrke klimapolitikken, særligt i Kina og Indien, for at undgå at begå fejl, som der ikke kan rettes op på senere, mens vi afventer anden fase. Nogle af de tabuer, der klæber til Kyoto, må fjernes, og det skal siges, at Kyoto i nogle henseender ikke er den rigtige måde at løse problemet med klimaopvarmningen på.

Det ser ud til, at de lande, som deltager i aftalen, er låst fast i en vedvarende kamp for at beskytte deres egne interesser, fordi målene for reduktionen gælder for enkelte lande. Derfor har vi brug for en bindende international "kuldynamisk" model, som ingen kan udelukkes fra. I den stadigt mere globaliserede markedsøkonomi er det den eneste måde, hvorpå vi kan forhindre den internationale kapital i at flytte sin produktion til steder, hvor udledningsgrænserne ikke overstiger miljøstandarderne. Derfor må vi fastsætte tal for udledninger pr. t produktion, som kan fungere som udledningskriterier for industrien, og der er brug for en omhyggelig definition af det teoretiske udledningsminimum for forskellige sektorer. Det er tvingende nødvendigt, at vi tænker på energi på en helt ny måde, som især er bygget op omkring energibesparelser, højere effektivitet og vedvarende og ikke-forurenende energiformer.

Endelig vil jeg gerne udtrykke min dybe taknemmelighed over for kommissær Dimas, som på glimrende vis tog højde for Europa-Parlamentets medlemmers holdninger under hele konferencen.

  Gutiérrez-Cortines (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, efter min mening er det Kommissionen, der har kæmpet mest for, og som har bevidstgjort verden om klimaændringsproblemet. Men jeg synes også, at ansvaret og æren for at have været den, der har rejst problemet, skal følges op af en stor videnskabelig indsats for at sikre, at vi lægger handling bag ordene. Vi skal gå fra at være et Europa fuldt af fine ord til at være et mere effektivt og mere videnskabeligt Europa.

I denne henseende synes jeg, at det, efter den række af møder, der har fundet sted i Kyoto og andre steder, er nødvendigt, for ikke at sige presserende, at have en overordnet tilgang til klimaændringerne. Vi har nøje undersøgt, hvilke skader de forvolder, men ikke hvad de er godt for. I denne henseende kunne jeg godt tænke mig, at et af forslagene i denne valgperiode skulle gå ud på at gå i dybden med forholdet mellem landbrug og miljø.

Jeg tager genplantning af skov med under landbruget. Hvis en ha appelsintræer producerer 40.000 kg om året eller 4 t plantemateriale, er det så godt eller dårligt for klimaændringerne? Hvordan bidrager landbruget i Middelhavsområdet f.eks. til klimaændringerne?

Den nuværende konfrontation mellem landbruget og miljøet bør høre op, og en af måderne at opnå det på er at se på, hvordan landbruget bidrager positivt med hensyn til de kulstofdræn, det skaber, samt se på, hvilken slags genplantning af skov der er den mest passende, og hvad der er bedst for miljøet. På denne måde kan vi udstikke positive politikker, der kan forene alle aktiviteterne, ikke kun de industrielle, men også landbrugsaktiviteterne. På det punkt synes jeg, at vi har et stort efterslæb.

Af samme grund synes jeg, hvis det som anført i den seneste rapport er Spanien, Grækenland og landene i Middelhavsområdet, der bliver værst ramt af klimaændringerne, at det er Kommissionens ansvar at lægge undersøgelser og løsninger på bordet.

  Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) Mine damer og herrer, der er ingen tvivl om, at klimaændringerne er den største og mest alvorlige udfordring, som verden står over for i dag. Det er en udfordring, der overskrider de nationale grænser, som engang i fortiden er blevet trukket af nationer og politikere.

Når vi i dag forsøger at forebygge klimaændringerne eller i det mindste mildne dem, må vi ikke lade os begrænse af idéerne om nationale grænser. Hvis det skal lykkes for os at håndtere klimaændringerne, må vi klart anerkende, at vi alle bærer et ansvar for dem.

I den forstand kan man tale om et politisk ansvar på flere niveauer, især om ansvaret for hvert enkelt land, som bidrager til det kollektive pres på miljøet, og derefter om det ansvar, som repræsenteres af solidaritet mellem de udviklede og de underudviklede regioner i verden. Men det vigtigste ansvar er nok det mellem generationerne, fordi konsekvenserne af klimaændringerne er langsigtede og vil påvirke livet for mange kommende generationer.

EU's politikere og lande må tage den udfordring op, som det er at forblive førende i denne globale proces. Vi skal gøre en mere seriøs indsats for at gennemføre Kyoto-protokollen, og vi skal gøre alt for at sikre, at denne aftale også bliver respekteret af ikke-europæiske stater, som stadig mangler at forpligte sig til at gennemføre den, men som har en forholdsvis stor effekt på miljøet i global forstand.

Der er to hovedårsager til, at EU skal spille en ledende rolle i kampen mod klimaændringerne. EU har værdifuld erfaring inden for miljøpolitik, og det har også gjort en seriøs forskningsindsats, som kan hjælpe med til at lette presset på miljøet. Jeg forventer derfor, at EU klart vil kræve høje miljøstandarder også efter Kyoto. En sådan tilgang vil sætte EU i stand til at styrke sin anseelse både blandt Europas borgere og ude i verden.

  Caspary (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, verdens klima har undergået naturlige forandringer i millioner af år. Størstedelen af de forskere, der er blevet citeret i løbet af de seneste måneder, mener, at menneskene især vil påvirke klimaet på vores planet yderligere gennem udledningen af kuldioxid. De siger, det kan være, at det netop er de 3 % af al den CO2, menneskene udleder, der påvirker klimaet på vores planet.

Det er især de unge i dag og de kommende generationer, der berøres af sådanne klimaforandringer. Ud fra den viden, vi har i dag, ved vi altså, at vi skal være forsigtige. Vi skal anvende energien mere effektivt og samtidig mindske CO2-udledningerne på globalt plan. Dette er også muligt med en mere effektiv anvendelse af energien og en yderligere udbygning af anvendelsen af vedvarende energikilder og kernekraft. Jeg kan nævne et par tal i denne forbindelse: Kernekraftværkerne har i 2004 på verdensplan sparet os for ca. 2,5 milliarder t kuldioxidemissioner. Det er dobbelt så meget, som der blev aftalt i forbindelse med Kyoto-målene for perioden 2008-2012. Dobbelt så meget, mine damer og herrer!

Men hvor stor er vores nuværende viden om klimaforandringerne? Kan man overhovedet tale om yderligere menneskeskabte klimaforandringer? Er disse 3,5 % CO2, som menneskene er ansvarlige for, virkelig relevante? I hvor høj grad påvirkes klimaet af solens varierende strålingsintensitet? Hvilken indflydelse har drivhusgassen vanddamp? Hvilke andre faktorer påvirker klimaet? Er en mulig temperaturstigning på jorden følgen af en øget CO2-koncentration, eller forholder det sig lige nøjagtig omvendt? Alt dette ved vi endnu ikke noget om med sikkerhed. Mange modeller ligger tæt op ad teorien om en menneskeskabt drivhuseffekt. Det endegyldige bevis er dog ikke leveret endnu.

Derfor må vi som sagt, mine damer og herrer, være forsigtige og reducere CO2-udledningerne mest muligt. Samtidig skal vi dog absolut også investere mere i klimaforskning og også give de forskere, der ikke følger mainstream, vores støtte.

Vi har brug for et bredt holdningsspektrum, så vi i menneskenes interesse kan træffe de rigtige beslutninger så hurtigt som muligt og på et solidt grundlag. For når vi har solide oplysninger, kan vi også overbevise de andre stater om at følge os på denne vej.

  Belet (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hvordan man end vender og drejer det, er resultaterne af Buenos Aires-konferencen efter min opfattelse skuffende. Kyoto-protokollen er gældende indtil 2012. Det er ikke langt ude i fremtiden, og der er endnu ikke planer for, hvad der skal ske derefter. Opfølgningsseminaret i Bonn er desværre blot et lille plaster på såret.

Hr. kommissær, EU bør ikke blive ved med at vente på genstridige stater som USA. Vi må selv tage initiativet, men uden at vi skyder os selv i foden. Vi må mere end nogensinde før føre en politik, som belønner industrivirksomheder, som investerer beslutsomt i miljøvenlige teknologier. Endvidere bør vi gøre en langt større indsats især inden for transportsektoren. Hr. Florenz påpegede også dette forhold allerede ved begyndelsen af denne forhandling. Det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling åbner i den forbindelse på glimrende vis mulighed for at udarbejde ambitiøse programmer. Hvorfor ikke sætte målet højt og prioritere konkrete deadlines højt? Hvorf.eks.vis ikke have en ambition om - for nu at gøre det helt konkret - at landevejstransporten i Europa inden 2020 skal være 100 % emissionsfri?

Endnu et spørgsmål afslutningsvis, hr. kommissær. Er De enig i, at vi bør frigøre ekstra midler, eksempelvis ved skattefritagelse - for nu at bruge den betegnelse - for at tilskynde til og beslutsomt fremme anvendelsen af biobrændsel? Hr. kommissær, De kan gå over i historien som den, der mere end nogen anden har værnet vores klode. Jeg ville i Deres sted ikke lade den mulighed gå fra mig.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi har succes, men ikke succes nok! Ja, der sker noget, men der sker for lidt! Ja, der afholdes 100 symposier, men der foretages ikke det samme antal handlinger! Vi halter bagefter i forhold til vores mål, og tiden løber tilsyneladende fra os. Klimaforandringerne er en af de store udfordringer i det 21. århundrede, står der i vores beslutning, men jeg spørger mig selv, om vi blot er bekendt med denne kendsgerning, eller om vi også er bevidst om den. Og interesser vi os virkelig for det?

Jeg tror desværre, der stadig er et stykke vej fra det at være bekendt med noget til at være interesseret i det og foretage nogle konkrete handlinger. Vi står magtesløse over for de nødvendige politiske handlinger, selv om de enkelte begivenheder minder os om dem og opmuntrer os til dem. De økologiske, økonomiske og sociale virkninger er indlysende, men de udgør endnu ikke en tilstrækkelig stor fare for os. Vi giver først trafikken, så igen brændslen eller industrien skylden, så industrilandene, så igen udviklingslandene, og det globale koncept mangler. Ville det i betragtning af Lissabon ikke være en chance, hvis vi ikke blot talte om den skade, der er sket, men også om vækstpotentialet, om Europas konkurrenceevne? Vi leverer gamle i stedet for nye teknologier til andre kontinenter og taler om det globale ansvar, men overholder ikke mottoet: Det, du ikke ønsker, man skal gøre ved dig, skal du ikke gøre ved andre.

Vi taler om 2012, men giver ikke erhvervslivet sikkerhed for, hvilke rammebetingelser det skal agere under i 2012. Vi har brug for disse rammebetingelser, og vi har brug for undersøgelser af, hvilken virkning Kyoto har for hver enkelt industri- og trafikpolitisk foranstaltning, hvis vi skal kunne handle i tide.

  Dimas, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, der er stillet rigtigt mange gode forslag i aften. På Det Europæiske Råds kommende forårsmøde, som vil være det første vigtige skridt i EU's drøftelser om den fremtidige klimaændringsstrategi, vil Kommissionen præsentere en meddelelse, som mine kolleger og jeg er i færd med at udarbejde. Denne meddelelse vil være meget væsentlig for Rådets drøftelser på forårsmødet. I meddelelsen har jeg til hensigt at fastlægge en række specifikke henstillinger og inkludere en del af de forslag, som allerede er stillet i aften. Jeg vil gerne takke de medlemmer af Parlamentet, som har stillet disse konstruktive forslag.

Hvad angår Buenos Aires, kan graden af succes måles ved hjælp af objektive kriterier, og som jeg nævnte, var vores objektive forventninger ikke store, men det betyder ikke, at vi ikke har høje målsætninger, og at vi ikke er ambitiøse. Vi skal arbejde hen imod opfyldelsen af disse målsætninger, for det er det, verden har brug for.

Vi har gjort fremskridt i Buenos Aires. Beslutningen om at afholde et seminar i maj for at drøfte nuværende og nye tiltag i forbindelse med klimaændringer er en lovende mulighed for dialog og forhandling om den globale klimapolitik efter 2012. Aftalen om at oprette et arbejdsprogram for vedtagelse er også et meget vigtigt gennembrud, ikke blot for de udviklede lande, men også - og i endnu højere grad - for udviklingslandene.

Generelt mener jeg, at partskonferencen har været en succes. Jeg er dog enig i, at vi skal styrke dialogen med de vigtigste lande som f.eks. Indien, Kina, USA og naturligvis Rusland. USA har erklæret, at de følger en anden kurs og investerer en masse i forskning og udvikling, men jeg oplevede et lille gennembrud i forbindelse med USA's aftale om at deltage i seminaret og fremlægge planer for fremtiden.

Vi skal fortsætte og styrke dialogen - som mange medlemmer af Parlamentet har foreslået - med disse lande, både i multilateral og bilateral sammenhæng. Som fru Frassoni nævnte, skal vi med trojkaen have en del møder med lande som USA, Kina, Indien og udviklingslandene. Vi skal også fortsat vise, at vi mener det alvorligt, og at vi tager bekæmpelsen af klimaændringer meget alvorligt. Vi skal foregå med et godt eksempel, som fru Corbey foreslog.

EU's vellykkede ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner vil være meget vigtig i denne sammenhæng, og vi skal fortsat lægge vægt på betydningen af, at andre deltager i ordningen. Som jeg nævnte tidligere, har Norge, Canada og Japan vist interesse, og vi må finde ud af, hvordan vi kan få et samarbejde i gang med USA, der - bortset fra de ni nordøstlige stater og Californien - har ordninger for handel med kvoter for andre drivhusgasemissioner, men ikke for emissioner af kuldioxid. Problemet er dog, at de ikke har undertegnet Kyoto-protokollen.

Lad os prøve at overvinde denne forhindring. Samarbejde med lokale og regionale myndigheder vil være meget interessant, især opnåelse af støtte til bekæmpelse af klimaændringer fra lande rundt omkring i verden og god kontakt med udviklingslandene, f.eks. Indien og Kina - og her må jeg understrege, som nogen allerede har nævnt, at de små østater har været vores allierede. Det er også meget vigtigt, at de støtter os fuldt ud i vores bestræbelser.

I vores kontakt med disse lande er det vigtigt at se fordelene ved bekæmpelse af klimaændringer i en bredere sammenhæng i relation til bæredygtig udvikling. Hr. Blokland foreslog i forbindelse med lokal luftforurening, at vi understreger fordelene i andre sektorer, og bekæmpelse af klimaændringer vil give væsentlige fordele for disse lande. Det er meget vigtigt at fremhæve øko-innovation og miljømæssige teknologier, der kan være meget konkurrencedygtige og give stærke markedsandele inden for europæisk industri og inden for disse landes industri, så de virkelig er innovative på en miljøvenlig måde.

Det er antydet, at vi ikke har hjulpet de mindst udviklede lande så meget, som vi burde. Jeg må understrege, at næsten halvdelen af midlerne til disse lande ydes af EU. USA deltager overhovedet ikke, fordi USA mener, at landene er en del af Kyoto-protokollen. Vi skal støtte projekter, dvs. planlagte projekter, ikke enkelte og isolerede projekter, der er ineffektive.

Der var så mange spørgsmål, så jeg kun kan besvare nogle af de meget specifikke. Hr. Blokland rejste spørgsmålet om, hvorvidt den kemiske industri vil blive omfattet af direktivet om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt. Vi drøfter dog i øjeblikket, hvad der vil ske efter afslutningen af første fase af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner. Herefter vil vi formentlig inkludere den kemiske industri. Forbrænding i kemiske anlæg er inkluderet i direktivet.

Hr. Davies spurgte om Det Forenede Kongerige og den nationale tildelingsplan. Beslutningen om planen for Det Forenede Kongerige blev truffet den 7. juli 2004, og Det Forenede Kongerige kan undgå yderligere usikkerhed ved at følge denne beslutning. Den britiske regering sendte os en skrivelse dateret den 23. december med visse oplysninger om de to spørgsmål om Gibraltar og nytilkomne og med en anmodning om yderligere og større tildelinger. Vi er stadig i færd med at undersøge de tekniske og juridiske aspekter heraf. Kommissionen mener i princippet, at en medlemsstat kun kan fremlægge én national tildelingsplan.

Hvad angår biomasse og biobrændstoffer, er der allerede fastsat en række instrumenter til fremme af anvendelsen af biomasse, herunder et direktiv om biobrændstoffer og et direktiv om elektricitet fra vedvarende energikilder. I Kommissionens meddelelse sidste år om vedvarende energi blev der annonceret en handlingsplan vedrørende biomasse, som skal fremlægges i slutningen af 2005. Emissioner fra biomasse er neutrale. Der er ingen tildelinger for emissioner forårsaget af forbrænding af biomasse.

Jeg kan ikke nå at svare på alle de spørgsmål og forslag, som jeg har noteret ned under forhandlingen inden for det tidsrum, jeg har fået tildelt. Jeg må dog endnu en gang understrege, hvor vigtigt det er at inkludere udviklingslande som Kina og Indien i samarbejdet. De er bekymrede for deres fremtid og meget usikre over for enhver begrænsning eller reduktion. Vi skal give dem incitamenter, så de ved, at deres udvikling ikke vil blive hæmmet af fremtidige aftaler. Vi skal finde en måde, hvorpå vi kan samarbejde og opfylde de målsætninger, som vi nævnte tidligere - maksimal temperaturstigning på 2 C.

Med hensyn til USA investerer den amerikanske regering meget i forskning. Selv i denne forbindelse - jeg har hørt flere sige, at der sættes spørgsmålstegn ved de videnskabelige beviser for de antropologiske årsager til klimaændringer og virkningen heraf - er der nye rapporter, offentliggjort i 2004, i henhold til hvilke det er hævet over enhver tvivl, at klimaændringer er forårsaget af menneskelig aktivitet. USA erklærer, at deres fremgangsmåde er anderledes. De har ikke undertegnet og ønsker ikke at undertegne Kyoto-protokollen. Vi skal dog finde en måde, hvorpå vi kan inkludere USA i vores bestræbelser på at bekæmpe klimaændringerne. Det er ikke et problem for et land alene eller blot for Middelhavslandene, hvor virkningerne vil være værre end alle andre steder i verden. Videnskabsmænd mener, at temperaturen i Middelhavslandene i slutningen af 2100 vil være steget med over fem grader. Det er en stor stigning. Man kan forestille sig, hvordan dette vil påvirke landbruget og turismen, f.eks., og indvirke på den måde, hvorpå mennesker lever. Jeg har hørt, at der vil være positive virkninger i Sibirien. Det er ikke sandt. Vi ved ikke, hvilken virkning klimaændringerne vil have, eller hvilke dele af verden der vil blive påvirket.

Videnskaben har slået fast, at klimaændringer forårsaget af menneskelig aktivitet skal bekæmpes. Det er det, vi skal opnå, og det. vi vil forsøge at opnå. EU vil med Deres samarbejde fortsat spille en fremtrædende rolle i bekæmpelsen af klimaændringer.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag ⁽¹⁾. Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen .