Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 10. januar 2005 - Strasbourg

1. Genoptagelse af sessionen

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 17.05)

  Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 16. december 2004, for genoptaget.

2. Erklæring af formanden

  Formanden. - Mine damer og herrer, som bekendt er der siden sidst sket en frygtelig tragedie. Jeg beder Dem om, at vi sammen mindes ofrene og familierne til ofrene for flodbølgen i Det Indiske Ocean. Jeg beder Dem om at holde ét minuts stilhed.

(Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)

Mine damer og herrer, inden vi tager hul på dagsordenen, vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på noget, som jeg tror, vi alle sammen er klar over, nemlig at den måde, vi reagerer på, måske vil gøre det muligt at drage en positiv lære af denne forfærdelige katastrofe. Ud over de ting, vi kan gøre hver især, kan vi gøre meget som Europa-Parlament.

Jeg vil gerne fortælle Dem, at formanden for Kommissionen, hr. Barroso, i sidste uge ringede til mig for at informere mig om hændelserne og om hans hensigt om på Jakarta-topmødet at foreslå, at de midler, der er afsat i vores budget til denne slags katastrofer, bliver udnyttet. Hr. Barroso understregede i Jakarta behovet for, at Europa-Parlamentet som den ene af budgetmyndighedens to grene vedtog Kommissionens forslag.

Jeg har på vegne af Parlamentet sendt et budskab til Jakarta-topmødet, hvori jeg forsikrer, at Parlamentet vil gøre alt, hvad det kan, for at sikre, at EU's bidrag til den øjeblikkelige afhjælpning af følgerne af denne katastrofe ikke bliver forsinket på grund af de procedurer, der står i vores regler.

Jeg vil også gerne fortælle Dem, at Budgetudvalget i morgen vil udtale sig om overførselen af 100 millioner euro fra bistandsreserven.

Parlamentet vil også se nærmere på Kommissionens forslag om at medvirke til genopbygningen, lige så snart vi modtager pengene. Men jeg synes, at Parlamentet med det samme skal gøre det klart, at det drejer sig om et nyt problem, og at der er brug for nye midler. Dvs. at vi ikke kan tage fra den ene for at give til den anden. Vi kan ikke afbøde konsekvenserne af denne katastrofe med midler, som vi allerede har disponeret over tidligere.

I sidste uge bad jeg desuden kommissionsformand Barroso om at gå med til, at der kommer to medlemmer fra vores institution med i Kommissionens delegation, der skal deltage i donorkonferencen i Genève. Kommissionsformanden har taget vel imod vores anmodning, og der er således to af vores medlemmer, der vil deltage i nævnte delegation. Det gør det muligt for os på nært hold at følge med i, hvad der besluttes dér, og i de forhandlinger, som vi på et senere tidspunkt skal holde her.

Mine damer og herrer, som jeg sagde i mit budskab til Jakarta-topmødet, har vi brug for nu at formulere vores forpligtelser, såvel med henblik på genopbygning som på at kunne bidrage til iværksættelse af et forebyggende advarselssystem, nu hvor hele verdens øjne hviler på denne katastrofe.

3. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

4. Modtagne dokumenter: se protokollen

5. Andragender (jf. protokollen)

6. Bevillingsoverførsler: se protokollen

7. Skriftlige erklæringer (artikel 116): se protokollen

8. Afgørelser vedrørende forskellige dokumenter: se protokollen

9. Rådets godkendelse af Parlamentets holdninger: se protokollen

10. Arbejdsplan

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen.

Det endelige forslag til dagsorden for den 26. og 27. januar som opstillet af Formandskonferencen (på mødet den 6. januar) i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 130 og 131 er omdelt.

Vedrørende tirsdag:

Vedrørende tirsdagsmødet har jeg modtaget en anmodning fra Gruppen Union for Nationernes Europa om at udsætte afstemningen om valget af Ombudsmanden til et senere møde.

  Tatarella (UEN). - (IT) Hr. formand, i morgen skal Parlamentet stemme om, hvem der skal være Europæisk Ombudsmand i næste mandatperiode. Udvalget for Andragender har som bekendt gjort et prisværdigt stykke arbejde og givet Parlamentet en liste med kun to navne.

Herefter blev vi i sidste uge alle delagtiggjort i en omfattende og meget detaljeret korrespondance, hvor der blev gjort opmærksom på nogle meget alvorlige forhold, som var kommet for dagens lys efter høringen i udvalgene, og som rejser stærk tvivl omkring den ene af de to kandidaters valgbarhed.

Der er sandsynligvis tale om en overtrædelse af artikel 195, stk. 3, i traktaten, hvor der står, at det er forbudt for Den Europæiske Ombudsmand at udøve et hvilket som helst andet lønnet eller ulønnet hverv. I korrespondancen rejser man desuden også spørgsmålet om en af de titler, som den pågældende kandidat har opnået, og det lader under alle omstændigheder til, at bestemmelsen om sikringen af fuld uafhængighed er overtrådt som følge af deltagelsen i en lobby.

Hr. formand, kære kolleger, vores anmodning ville gøre det muligt for udvalget at undersøge sagen nærmere, så Parlamentet med sindsro kan stemme, uden at der kastes nogen skygge over eller tages noget forbehold i forbindelse med en kandidat.

  Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, jeg synes ikke, at Parlamentet bør acceptere dette sørøvervæsen.

Udvalget for Andragender har fulgt en gennemsigtig procedure. Parlamentets juridiske tjenester har understreget, at der ikke er noget juridisk problem. Alle oplysningerne om ansøgerne har stået på hjemmesiden, i deres CV'er. Jeg synes, at vi skal blive med med at benytte os af en procedure, der i praksis har været konsensus om i Udvalget for Andragender, og gå over til afstemning.

(Bifald)

(Parlamentet forkastede forslaget)

(Parlamentet fastsatte arbejdsplanen)

11. Indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager

  Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, ifølge den seneste FAO-rapport om verdens fødevaresituation har den hidtidige indsats for at mindske hungersnød og sult på globalt plan ikke bragt os i nærheden af målene om, at fænomenet skal være udryddet i 2005. I 30 lande med 2,5 milliarder mennesker, der lider af underernæring, er målet kun blevet opfyldt med 25 %.

Der er ikke kun konsekvenser på mellemlang sigt, men også på lang sigt, fordi udviklingen i disse lande er dødsdømt, og de kan ikke opnå en anstændig levestandard.

Fattigdom kommer ikke af ingenting, og aids spredes ikke af sig selv. Det ser ud, som om det ikke er lykkedes os indtil nu at opfylde vores forpligtelse over for børnene og vores forpligtelse til at bekæmpe fattigdom.

EU er i dag nødt til at dække alle de lande, hvor fødevaresituationen er i fare, bl.a. med det forslag, som De selv stillede tidligere, om samordning af Kommissionens og Europa-Parlamentets aktiviteter.

  Piotrowski (IND/DEM).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, Parlamentet er den mest demokratiske af alle EU's institutioner. Dets formand bliver valgt efter forhandlinger mellem partierne. Ikke desto mindre er formanden forpligtet til at repræsentere alle medlemmer af Europa-Parlamentet i EU med 25 medlemmer over for omverdenen.

Derfor er vi forbløffede over de bemærkninger, som hr. Borell, Parlamentets formand, har fremsat over for diverse internationale forsamlinger. Disse uheldige og stødende bemærkninger har chokeret den polske offentlighed. Det er intet mindre end skandaløst, at formanden for Parlamentet går så vidt som til at ytre ekstreme og partiske holdninger, som er fornærmende og krænkende over for Polen, som er en suveræn stat og en medlemsstat i EU. Vi har erfaret fra polske regeringsdepartementer, at hr. Borrell har fremsat lignende bemærkninger ved mange lejligheder tidligere. Jeg går ud fra, at de holdninger, som hr. Borrell har givet udtryk for, afspejler hans egne personlige opfattelser og ikke Europa-Parlamentets opfattelse som helhed. Jeg vil derfor kræve, at han træder tilbage fra formandsposten.

  Formanden. - Hvis jeg har forstået Dem korrekt, opfordrer De mig til at trække mig fra min post. Jeg formoder, at De henviser til de kommentarer, der i sidste uge stod i den polske presse om indholdet i mit indlæg i en debat om Europa i Madrid den 10. december. Hr. medlem, De har formentlig, ligesom de øvrige polske medlemmer af Parlamentet, modtaget et brev, som jeg sendte til Dem i fredags, og hvori jeg indgående forklarer, hvad der reelt skete dér, og hvad jeg sagde. Den genstand, jeg viser Dem, er en video med en direkte optagelse af det, jeg sagde dér. De kan sikkert i morgen få en oversættelse til polsk af mine ord, og så kan De se, at noten fra den polske ambassade i Madrid i 80 % af tilfældene er det rene opspind. Jeg har rettet henvendelse til den polske udenrigsminister for at bede om en offentlig berigtigelse, for jeg sagde ikke noget af det, man siger jeg sagde, og her har De beviset. Nogle gange påberåber vi os fortolknings- eller oversættelsesproblemer, men det har jeg ikke brug for, for de sætninger, jeg bliver lagt i munden, findes simpelthen ikke. Hverken disse eller lignende sætninger. Men De behøver ikke at tro på mig. De får en transskription af videoen og en oversættelse heraf til polsk. Så hvis der er nogen, der skal træde tilbage, mine damer og herrer, er det helt sikkert ikke mig, men måske nogen fra den polske ambassade i Madrid.

(Bifald)

Og lad mig nu sige Dem en ting. Vi har for mange reelle problemer til at kæmpe med vejrmøller. Vi har for mange vigtige sager, vi skal behandle her, til at kaste os over indbildte problemer, der kun drejer sig om at så splid mellem os. Jeg håber, at transskriptionen af båndet tilfredsstiller Dem. Mange tak.

  Tzampazi (PSE). - (EL) Hr. formand, sidste gang jeg rejste fra Strasbourg til Athen, forlangte politiet i Strasbourg lufthavn at kontrollere min kørestol separat, som om den var tilbehør. Efter kontrollen måtte jeg ikke få den tilbage, så jeg kunne bruge den, mens jeg ventede. Det betyder, at jeg er afhængig af andre, mens jeg venter, også på toilettet, hvor jeg må ledsages. Det er en hindring af min selvstændighed og indskrænkning af min værdighed. Det oplever man ikke i nogen anden lufthavn i verden, ikke engang i franske byer. Jeg har rejst over hele verden i større grupper med handicappede, men har aldrig før oplevet en sådan behandling. Da jeg indså, at jeg ikke fik min kørestol tilbage, og at den skulle transporteres som almindelig bagage, ville jeg bevæge mig igennem sikkerhedskontrollen ved at skubbe mig frem med hænderne for at undgå at bruge en anden kørestol end den, der passer til mig, men det måtte jeg ikke. Jeg blev omringet af 15 politibetjente, der truede med at arrestere mig. De forlangte mit pas og gav tegn til, at min bagage skulle sendes tilbage, så jeg ikke kunne tage af sted, selv om 10 kolleger og journalister forsøgte at hindre det. Jeg synes, det er en uacceptabel behandling, og jeg mener, jeg har en umistelig ret til frit og sikkert at rejse i den kørestol, der er tilpasset mit handicap, naturligvis uden at jeg hindrer udførelsen af sikkerhedskontrol. Jeg vil anmode Dem om at tage kontakt til myndighederne og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette ikke gentager sig, da det grænser til racisme i en enkelt bys lufthavn.

  Formanden. - Jeg beklager det skete. Parlamentet vil benytte sig af uopsættelighedsproceduren og straks tage kontakt til lufthavnsmyndighederne.

  Deva (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er netop vendt tilbage fra Sri Lanka og vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de personer i Europa og Storbritannien, hvor jeg er fra, for den store generøsitet og velvilje, som de har udvist i de sidste par uger.

Derfor vil jeg gerne spørge om, hvorvidt De vil overveje et forslag, der ikke indgår i den omfattende tekst i det beslutningsforslag, som vi har fremsat, men som hr. Tajani også støtter, om, at vi som medlemmer giver et bidrag til ofrene for flodbølgen. Vi kan give et beløb fra vores egne indtægter - evt. en dagløn - og anmode borgerne i Europa om evt. at give fem timers løn, en timeløn eller en dagløn for at støtte genopbygningen af disse ødelagte områder.

Det er den værste katastrofe, der har ramt menneskeheden siden Anden Verdenskrig. Fem millioner mennesker er hjemløse, og vi skal vise samme hjælpsomhed som Europas borgere, der har været så overvældende generøse.

  Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. Deva har allerede gjort rede for mit forslag. Den 3. januar skrev jeg til Dem for at opfordre alle Europa-Parlamentets medlemmer til at give afkald på en dagsdiæt til fordel for de befolkninger, som er ofre for jordskælvet og flodbølgen.

250 euro er som bekendt ikke noget stort beløb for os, men for disse befolkninger, der måske ikke lever for mere end en euro om dagen, er 250 euro ganget med antallet af parlamentsmedlemmer lig med overlevelse i et stykke tid. I Deres venlige svar skrev De, hr. formand, at De havde forelagt min idé for Formandskonferencen, og her blev man naturligvis enig om, at man ikke kunne tvinge alle parlamentsmedlemmerne til at give deres dagsdiæt til formålet.

Alligevel vil jeg gerne opfordre alle parlamentsmedlemmer fra alle politiske grupper, hr. formand, til at give afkald på deres diæt for i dag, så vi personligt - og ikke blot politisk, hvilket man vil sørge for i Budgetudvalget - yder en konkret støtte, og så vi viser, at vi alle - som repræsentanter for et meget stort antal europæiske borgere - er villige til at ofre et meget lille beløb for at give en håndsrækning til dem, der har brug for hjælp og for forskellige fornødenheder. Med denne gestus kunne vi redde menneskeliv.

Og det er netop, hvad jeg opfordrer til, hr. formand, nemlig at vi gennem et system, som De fastlægger, giver afkald på vores diæt for i dag og lader den gå til de befolkninger i Sydøstasien, som blev ramt af flodbølgen.

  Formanden. - Deres forslag fortjener et svar. Jeg vil komme med et overordnet svar på flere forslag.

Hr. Deva, De selv og andre medlemmer har stillet formandskabet en række forslag, som jeg har indbragt for Formandskonferencen for at at stimulere medlemmernes gavmildhed i forbindelse med hjælpen til ofrene for tragedien.

Det er ingen hemmelighed hverken for Dem eller andre, at vi ikke kan gå fra at tilskynde til en frivillig donation til obligatoriske donationer. Det kan vi ikke gøre. Der er en mening med udgiftsområderne, og vi er alle myndige, og vi har fuldt kendskab til, hvad der er sket, og kan selv administrere vores solidaritet.

Når Præsidiet mødes, vil jeg bede Budgetudvalget om noget, der er måske endnu mere effektivt, nemlig at det gennemgår Parlamentets budget for 2005 for at se, hvilken manøvremargen der er, og hvilke forpligtelser vi endnu ikke har indgået fuldt ud, med det formål at Parlamentet, idet det skal optræde som en institution og ikke lade beslutningen hvile på individuel adfærd, reviderer sit budget og stiller de midler, vi kan finde, til rådighed.

Det vil såvel Præsidiet som Budgetudvalget arbejde på.

  Moraes (PSE). - (EN) Hr. formand, som hr. Deva har jeg nære familiemedlemmer i det berørte område i Indien, og min familie hjælper til efter katastrofen. De har bedt mig om at sende et budskab til Parlamentet om, at der er mange praktiske ting, vi kan gøre for at hjælpe disse mennesker i nød. Vi kan f.eks. anerkende, at der faktisk befinder sig hundrede tusinde borgere i Europa fra Sri Lanka, Indien, Indonesien eller Thailand, som afventer afgørelser om EU-statsborgerskab, og som er bange for at vende tilbage til deres egne lande. Mange af de personer, som jeg har mødt, har mistet familiemedlemmer og fået deres ejendomme ødelagt, men de er ikke klar over, at de kan forlade deres medlemsstater, mens de afventer afgørelserne om deres immigrationsstatus. Mange andre medlemmer har mødt personer i denne situation.

Jeg vil gerne anmode om, at vi sender et budskab fra Parlamentet til Rådet om at sikre, at indenrigsministerierne i EU-medlemsstaterne behandler disse mennesker med stor forståelse og sikrer, at de kan vende tilbage til EU og genoptage deres liv. Vi må ikke gøre deres problemer større ved at ignorere deres sorg.

  E. Gentvilas (ALDE). - (LT) Hr. formand, jeg vil personligt gerne stille Dem samme spørgsmål som min polske kollega. I den polske presse er der fremkommet informationer om Deres tale, som nævnte Litauens rolle i Ukraines orange revolution. Jeg er interesseret i det svar, De gav min polske kollega. Jeg vil gerne bede om, at der bliver stillet en videooptagelse af Deres tale i Madrid til rådighed for de 13 litauiske medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg har tillid til Dem, og jeg kræver derfor ikke, at De træder tilbage, og jeg vil virkelig gerne tale om de mere alvorlige problemer, De nævnte. Der er sket en revolution i Ukraine, der er sket ændringer. Vi og De må som ledere af Parlamentet begynde at diskutere forholdet mellem EU og Ukraine. Vi må begynde at forberede et realistisk program for, hvordan Europa skal forholde sig til det nye Ukraine, og hvad vi tilbyder menneskene i Ukraine, for de forventer en hel del. Vi skal glæde os over, at ukrainerne har gentaget de polske og litauiske erfaringer og på fredelig vis har skabt ændringer i deres land, uden våben eller tvang. Nu må vi, hele EU, alle nationerne, sige, at vi har brug for ukrainerne, vi tilbyder jer følgende trin, og I skal udføre følgende opgaver. Jeg tror, det var det, De mente, da De sagde, at der er langt vigtigere problemer end forslaget om at træde tilbage.

  Formanden. - Jeg kan ikke sige andet end det, jeg tidligere har sagt. Alle formændene for de politiske grupper har modtaget det samme brev, som jeg har sendt til de polske medlemmer. Jeg har ikke spor imod også at oversætte det til litauisk, så De kan få et nøje kendskab til indholdet i mine ord.

Nogle gange er vi nødt til at påberåbe os en forkert fortolkning eller en dårlig oversættelse for at retfærdiggøre os selv. Men det er ikke nødvendigt i dette tilfælde, for den absurde udtalelse, jeg bliver tillagt om, at Polen og Litauen ikke har været forenet med resten af EU i Ukraine-spørgsmålet, fordi de var under indflydelse af USA, eller lignende udtalelser, står ikke i transskriptionen af mine ord. Det burde helt sikkert kritiseres, hvis Parlamentets formand var kommet med sådanne udtalelser. Derfor siger jeg, at jeg ikke har grund til at komme med undskyldninger. Jeg forventer dem fra den polske udenrigsminister.

De får en oversættelse til litauisk af mine ord, og ethvert medlem, der ønsker det, kan også få den på sit eget sprog. Jeg er helt enig i Deres opfattelse af, at Polen og Litauen har spillet en vigtig rolle, og at de naturligvis er bekymrede over det, der foregår i Ukraine.

  Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg støtter fuldt ud hr. Deva, som var enig med Dem i, at vi skal reagere som institution, men som også nævnte, at vi som medlemmer af Europa-Parlamentet gerne vil give vores eget private bidrag. Selv om det er på frivillig basis, er det måske en idé, som vi kan tage op i Præsidiet senere.

Julen startede tidligt i Nordirland i år for en bestemt gruppe mennesker, da de røvede Northern Bank og slap væk med et bytte på 26,5 millioner engelske pund, som, så vidt jeg forstår, svarer til 36,5 millioner euro, og som dermed er det største bankrøveri, der nogensinde har fundet sted på De Britiske Øer.

Politiinspektøren fra politiet i Belfast har meget klart og tydeligt placeret skylden hos Sinn Féin/IRA for røveriet. Det er meget interessant, for Sinn Féin/IRA var på præcis det tidspunkt, hvor han var i færd med at forhandle om fred i Nordirland og muligheden for en ny regering, i gang med at planlægge det største røveri nogensinde på De Britiske Øer.

Jeg tager stærkt afstand fra denne handling og det forhold, at de tilbageholdt to familier i 24 timer. De har ødelagt enhver mulighed for en fredelig løsning i Nordirland på kort sigt. De er ikke egnede til at sidde i regering. De har vist det ved mange lejligheder - i Colombia og i mange andre sammenhænge - gennem deres ekstra-demokratiske handlinger. Man kan ikke være demokratisk politiker om dagen og tyv om natten. Det er det, jeg tager afstand fra.

Hvorfor gjorde de det? De gjorde det, fordi de vidste, at ingen ville gøre noget - hverken briterne, regeringen eller regeringen i Irland ville have modet til at fortælle dem, at deres tid er forbi, og at de skal have en demokratisk indstilling, hvis de ønsker at indgå i regeringen.

  de Brún (GUE/NGL). - (Taleren talte på irsk)

(EN) I den uge, hvor hr. Nicholson skal fremlægge sin betænkning om forlængelsen af Peace-programmets varighed til 2006, vil jeg gerne opfordre mine kolleger i Parlamentet til at støtte betænkningen. Jeg vil bede Dem, hr. formand, om at viderebringe vores ønske til Rådet og Kommissionen om en hurtig behandling af dette spørgsmål, når Parlamentets accept er sikret. Det vil have en umiddelbar og positiv virkning på personer og projekter i relation til fredsprocessen i Irland. Peace-støtten kan naturligvis ikke tildeles på grundlag af religiøse eller politiske tilhørsforhold, men kun på grundlag af behov.

(Taleren fortsatte på irsk)

(EN) Jeg ønsker at takke EU for støtten. Jeg er dog lidt skuffet over hr. Nicholsons kommentarer i dag. Jeg mener ikke, at de vil gavne fredsprocessen.

  Formanden. - Fru de Brún, de udtalelser, De er kommet med på et ikke-officielt sprog, er ikke blevet oversat, og de kommer derfor ikke med i referatet.

  Golik (PSE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, som medlem af SAARC-delegationen vil jeg gerne kommentere den hidtil usete tragedie, som for nylig ramte lande i Asien. Jeg er helt enig i den holdning, som tidligere talere har givet udtryk for, at Parlamentet, som i dag mødes for første gang siden tragedien, bør indsamle store beløb, og at pengene bør nå ud til dem, som har størst behov for dem. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, hvem der har størst behov, og hvilke institutioner eller organisationer der har mest akut behov for hjælp. I sidste uge blev jeg kontaktet af journalister fra polske regionalaviser, som vidste, at jeg var medlem af SAARC-delegationen, og at jeg ville være bedre informeret med hensyn til, hvor behovet vil være størst, og hvem en sådan hjælp bør sendes til. Jeg vil nu gerne spørge, hvem det egentlig ville være bedst at sende hjælpen til.

Jeg går varmt ind for en idé, som er blevet fremsat i den tyske presse, nemlig at etablere netværk af de byer, regioner og skoler, som vi ved har størst behov. Vi kunne så give denne information videre til vælgerne og institutionerne i vores regioner og på den måde opnå en tættere kontakt til dem, som har størst behov for hjælp i disse lande og give udtryk for vores medfølelse med dem. Vi ville også være i stand til helt bogstaveligt at identificere alle dem, som har behov for hjælp.

  Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at rejse et spørgsmål, som muligvis kun er af mindre interesse set i forhold til problemerne i verden i dag, men det er ikke desto mindre meget vigtigt for de personer, der er berørt af det. Jeg ønsker at fremhæve den virkning, som Rådets politiske afgørelse af 22.-23. november om beskyttelse af dyr under transport vil have på transporten af registrerede dyr af hestefamilien til konkurrenceformål eller opdræt.

Selv om jeg bifalder de generelle bestemmelser i forordningen, beklager jeg, at Rådet ikke har anvendt bedste praksis i forbindelse med detaljerne i de fastsatte krav om transport af denne særlige hestekategori.

Forordningen, som den er formuleret nu, indeholder en række uregelmæssigheder og farlige forskrifter, som skal ændres, hvis den skal kunne håndhæves og opfylde målsætningen med henblik på at beskytte disse heste og ikke udsætte dem for fare. F.eks. skal gulve og strøelse sikre tilstrækkelig kontrol med urin og fæces, ikke nødvendigvis absorption. Skridsikre gummimåtter er det bedste hygiejniske valg af underlag i dag. Der er ikke tilstrækkelig adgang til vand, adgangen er upraktisk og potentielt farlig for hestene. Der skal være tilstrækkelig plads til transport af en hest af den pågældende størrelse og temperament, som ikke kan fastsættes i en tabel med ufleksible og uforståelige dimensioner, der ikke kan håndhæves. Det maksimale tidsrum for korte transporter er ikke samstemmende i hele teksten og i alle tilfælde alt for kort.

Under forudsætning af at forordningen ikke vender tilbage til Parlamentet til andenbehandling, opfordrer jeg indtrængende Rådet til at gennemgå aftalen og korrigere disse uregelmæssigheder inden offentliggørelse af forordningen i EU-Tidende.

  Czarnecki, Ryszard (NI).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, det glæder mig, at jeg har noget til fælles med formanden, nemlig at vi begge kan lide at se video. Men det var en anden sag, jeg ville tale om.

Det voksende antal firmaer inden for svineavl i stordrift er et emne, som er blevet taget op af både beboere og miljøorganisationer, og som er ved at blive et stort problem i Polen. Dette problem berører allerede en fjerdedel af de polske provinser, og en sådan vækst er ofte til skade for sundhed og veterinære og miljømæssige standarder. Under den foregående valgperiode bad fire medlemmer af det polske politiske parti Samoobrona (selvforsvar) om, at der blev gjort noget ved dette spørgsmål, men man har endnu ikke modtaget noget svar fra det udvalg i Parlamentet, som har ansvaret for disse spørgsmål. Dette problem vedrører ikke kun Polen, men også en række andre nye medlemsstater. Det er uheldigt, at en sådan vækst finder sted med støtte fra Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.

Hr. formand, jeg vil bede Dem om igen at tage dette spørgsmål op med Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som i øjeblikket spiller både døvt og blindt. Det er muligt, at det gavner en række store virksomheder ikke at tale om dette emne, inklusive dem, som opererer uden for Europa, men det er ikke på nogen måde gavnligt for en afbalanceret miljømæssig og økonomisk udvikling af vores kontinent.

  Hudacký (PPE-DE). - (SL) Mine damer og herrer, det kommer til at tage lang tid, før verden er kommet sig efter det ødelæggende jordskælv, som ramte store dele af det sydøstlige Asien for to uger siden. Den voldsomme tsunami efterlod frygtelige ødelæggelser. Titusinder af døde, millioner af sårede, familietragedier og ubeskrivelig lidelse. I dag indser vi måske bedre end nogensinde, eller vi burde indse, værdien af menneskeliv. I denne forbindelse mener jeg, det er umuligt ikke at reagere på tabet af menneskeliv i "menneskerettighedernes" navn. Millioner af ufødte børn, som ikke engang har haft chancen for at leve en enkelt dag, såvel som tusinder af gamle og syge mennesker, som vi er villige til at hjælpe til at begå selvmord gennem aktiv dødshjælp. Det seneste initiativ i Nederlandene er simpelthen lamslående. Aktiv dødshjælp - mord på levende handicappede børn. Det er konsekvenserne af en europæisk tsunami, en dødskultur. Er vores udtalelser om medfølelse med ofrene i Sydøstasien ikke rent hykleri? Det må hver enkelt af os besvare for sig selv. Tak.

  Rutowicz (NI).  - (PL) Hr. formand, De er den vigtigste repræsentant for Europa-Parlamentet, en institution, hvis medlemmer kommer fra hele Fællesskabet og har mange forskellige politiske holdninger. Vi er alle ivrige efter at se et konfliktfrit og borgervenligt Europa udvikle sig. Situationen i Ukraine kunne have fremskyndet en politisk krise og destabiliseret landet. En sådan destabilisering ville have været en trussel for både Polen, en EU-medlemsstat, og for EU. Blandt dem, som bidrog til at afværge krisen, talte man tidligere og nuværende polske præsidenter, europæiske diplomater, parlamentsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet, mange af dem polske. De bidrog alle til demokratiets succes i Ukraine. Desværre er der blevet fremsat bemærkninger om disse bidrag, som sætter Polen og det polske folk i et negativt lys. Som vi fortolker dem, bunder disse bemærkninger i et ønske om at svække den europæiske samhørighed.

Jeg vil derfor gerne stille et spørgsmål, som vedrører fremtiden. Hr. formand, har enkeltpersoner, som repræsenterer Europa-Parlamentet, ret til offentligt at give udtryk for deres mishag ved et specielt land eller samfund?

  Formanden. - Hvis De henviser til det meget fortærskede emne, som der allerede er blevet stillet flere spørgsmål til, kan jeg kun gentage, hvad jeg tidligere har sagt, hr. Rutowicz.

  Allister (NI). - (EN) Hr. formand, Parlamentet vil have bemærket, da fru de Brún, IRA's repræsentant i Parlamentet, talte, at hun ikke fordømte sine kollegers røveri af 26 millioner engelske pund i en bank i Belfast. I lyset af hendes partis forbindelse med det pågældende røveri udviste hun stort hykleri ved at appellere til EU om støtte. Hvis fru de Brún ønsker at tale om støtte, kan hun starte med at tale om sit partis ulovlige tilegnelse af penge fra Northern Bank.

Jeg er endvidere meget skuffet over, at EU i denne uge - på et tidspunkt, hvor almindelige mennesker over hele verden griber dybt i lommerne - har i sinde at spilde millioner af euro på at fejre den nye forfatning. Det er et eksempel på meget dårlig smag på nuværende tidspunkt.

Jeg beklager dybt, at den plan for fejringen, som De har udsendt, indeholder en meddelelse om "forhandlinger" om den europæiske forfatning i morgen og onsdag med tv- og pressedækning. For mig betyder forhandling en mulighed for, at begge parter kan fremlægge deres synspunkter.

  Formanden. - Hr. Allister, De får det samme svar, som jeg tidligere har givet på lignende spørgsmål.

  Wynn (PSE). - (EN) Hr. formand, i starten af delmødet afholdt vi helt korrekt et minuts stilhed for de forfærdelige tab i Asien. På tidspunkter for den slags enorme ødelæggelser har mindre tragedier en tendens til at gå ubemærket hen. I sidste weekend oplevede byen Carlisle og området omkring Cumberland en forfærdelig oversvømmelse, som har forårsaget flere dødsfald blandt ældre mennesker. Jeg vil anmode Dem som formand om at sende en skrivelse til borgmesteren i Carlisle og udtrykke vores solidaritet med byens og områdets borgere samt anmode Kommissionen om, hvorvidt den kan yde nogen form for bistand i forbindelse med disse menneskers krise.

  Formanden. - Hr. Wynn, vi vil naturligvis rette henvendelse til myndighederne i den by, der er berørt af det problem, De har givet udtryk for.

  Manders (ALDE). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig, hvad hr. Deva og hr. Tajani sagde. Jeg har sendt Dem et brev, som indeholder en lignende appel, og hvori jeg har anmodet om, at man gør en dyd af nødvendigheden og forsøger, set i lyset af den aktuelle katastrofe, at arbejde mere effektivt. Vi sluttede i 2004 med plenarforsamlingens møde her i Strasbourg, og nu begynder vi det nye år med endnu et møde i plenarforsamlingen her, uden at der har været mellemliggende møder.

Det er efter min opfattelse ikke effektivt. Det er en chance, vi har forpasset. Vi bør efter min opfattelse have opmærksomheden rettet mod Parlamentets effektivitet og mod plenarforsamlingens møder. Vi kunne godt have komprimeret det noget. Jeg har endnu ikke modtaget noget svar fra Dem, men jeg formoder, set i lyset af dagsordenen, at svaret er negativt, da De måske er bange for at skabe præcedens. De bør imidlertid efter min opfattelse benytte enhver lejlighed til at sikre, at mødeaktiviteten bliver effektiv, hvor det er påkrævet, og at vi ikke samles for at samles, fordi det nu engang står i traktaten.

  Formanden. - De siger, at De ikke har fået svar fra mig. Jeg har bestræbt mig på at besvare alle de skriftlige forslag, jeg har modtaget, og jeg har indbragt dem for Formandskonferencen, der har skønnet det hensigtsmæssigt at træffe den beslutning, jeg har omtalt.

12. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) - resultatet af den 10. partskonference (COP 10) under UNFCCC i Buenos Aires (6.-17. december 2004).

  Dimas, Kommissionen. - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først sige, at jeg er helt enig i alt, hvad formanden sagde om den frygtelige katastrofe i Sydøstasien, og rose Europa-Parlamentet for dets hurtige respons på spørgsmålet om de midler, som EU vil stille til rådighed i den forbindelse.

Jeg må sige, at EU både har været gavmild og har reageret hurtigt og effektivt på denne helt exceptionelle tragedie. Indsatsen blev sat i gang øjeblikkeligt. Dagen efter at katastrofen var sket, var eksperter fra Kontoret for Humanitær Bistand, ECHO, og udvalget om civilbeskyttelse i Sri Lanka og Thailand og hjalp med koordineringen, med at indkredse problemerne, vurdere skaderne og behovet for bestemte former for bistand samt forbedre koordineringen af denne bistand. De vil givetvis blive der et godt stykke tid endnu, da indsatsen for at genoprette skaderne og genopbygge området er endnu større, og EU er nødt til at yde en vedvarende bistand.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak, fordi jeg i aften har fået lejlighed til at drøfte resultaterne af den 10. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, med Dem. Konferencen fandt sted i Buenos Aires i sidste måned, og jeg kan som indledning fortælle, at formanden for Miljøudvalget, hr. Florenz, deltog sammen med syv andre medlemmer, som leverede et meget vigtigt bidrag. De var til støtte og hjælp og bidrog med rådgivning under forhandlingerne lige til sidste øjeblik. Især den sidste dag var vi i løbende kontakt under de meget hårde forhandlinger, som fandt sted den dag. Jeg må erkende, at resultaterne ikke var imponerende. De var dog bedre, end vi havde forventet, især bedre end de resultater, vi forventede før Ruslands ratificering af Kyoto-protokollen, dvs. før vi fik bekræftet, at Kyoto-protokollen ville træde i kraft. Vi kan således sige, at resultaterne overordnet set var positive. Jeg kan nævne nogle punkter, som illustrerer dette.

Det første og måske vigtigste af dem alle var den debat om, hvad der skal ske efter Kyoto, som ifølge Kyoto-protokollen skal sættes i gang i 2005. Her mødte vi stor modstand. USA og visse udviklingslande ville ikke engang drøfte det. Helt præcist ville de ikke engang tale om en evt. indledning af debatten i 2005. Efter, som nævnt, meget hårde forhandlinger lykkedes det os at nå til enighed om et forslag, der blev stillet af den argentinske repræsentant, hr. Estrada, om, at der i maj afholdes et seminar med to vigtige emner på dagsordenen, hvoraf det ene kommer til at dreje sig om den nuværende situation og det andet - som vi insisterede på skulle med - om udviklingen fremover. Det er det første skridt, et tøvende skridt, vil jeg kalde det, men i hvert fald det første skridt hen imod en forhandling og en debat om, hvad der skal ske efter 2012 vedrørende følgerne af klimaforandringerne. Jeg skal også sige, at vi havde allierede i denne forhandling, hvilket er en vigtig udvikling, idet mange udviklingslande som f.eks. Brasilien, Sydafrika og mange afrikanske lande, som tidligere var tøvende, denne gang bakkede os op i vores forsøg på at få indledt forhandlinger.

Et andet meget vigtigt punkt er aftalen om et femårigt program for udviklingslandenes tilpasning til kravene i forbindelse med klimaforandringerne. Her kan jeg fortælle, at vi fik en væsentlig opbakning fra disse lande, som jo også vil få fordel af dette program.

Det tredje vigtige punkt var nogle ting, der blev præciseret vedrørende mekanismen for ren udvikling. Det er en af de mekanismer, der er fastlagt i Kyoto-protokollen, og som har fået stor betydning i takt med protokollens gennemførelse og i takt med, at ordningen med CO2-handel i EU begynder at fungere, men vi vil få mange ansøgninger til hovedkontoret i Bonn, som skal godkendes, og derfor skal det styrkes. Der skal være mere gennemsigtighed, og der er brug for midler, så det kan fungere effektivt og bidrage til Kyoto-mekanismernes funktion.

Et andet spørgsmål, som hænger sammen med mekanismen for ren udvikling, er den registreringsordning, som er nødvendig for, at hele den fastlagte handelsordning kan fungere, men der er også andre tekniske spørgsmål, som er meget vigtige, men ikke har været bragt op i særlig høj grad. Alt dette blev drøftet, og vi fandt frem til løsninger og aftaler.

Jeg synes, at EU's præsentation af ordningen for handel med CO2, som i mellemtiden officielt er trådt i kraft fra 1. januar, var meget vigtig. Denne præsentation viste og slog på sin vis fast, at EU spiller en førende rolle i klimaforandringsspørgsmålet, og den vakte meget stor interesse. Der var ministre fra næsten alle lande, som fulgte debatten om handelen, og derefter havde vi mange topartsmøder med lande, som udtrykte interesse for et samarbejde, f.eks. Norge, som har en handelsordning, der trådte i kraft den 1. januar, Japan og Canada. Selv USA viste interesse, men kan ikke deltage, fordi landet ikke har undertegnet Kyoto-protokollen. Ordningen er kun for de lande, der har undertegnet Kyoto-protokollen.

Endelig vil jeg sige, at det vigtigste var, at vi skabte relationer ud fra den bilaterale kontakt, som både vi og Europa-Parlamentets medlemmer havde enten med tilsvarende medlemmer af nationale parlamenter eller med andre delegationer, hvilket giver os mulighed for at lægge pres på de lande, som vi er nødt til at få med i et samarbejde, for at vi kan nå de ønskede mål for tiden efter 2012, navnlig USA, Kina og Indien, hvor vi i hvert fald er nødt til at nå til en form for enighed.

Til sidst vil jeg sige, at den debat, vi havde i Buenos Aires, og resultaterne af den, som samlet set er positive, gav os lejlighed til at lægge vægt på dialogen, også inden for EU, om, hvad der skal ske efter 2012. Vi har to anledninger: Den ene var Ministerrådets møde den 20. december, hvor man gentog EU's forpligtelse til at hindre, at den samlede temperatur på kloden ikke stiger med mere end 2 grader celsius de kommende år, samt kravet om kvotemålsætninger for forøgelsen af CO2-emissioner og andre drivhusgasser. Den anden er sommerens møde i Det Europæiske Råd, hvor Kommissionen vil bidrage med to dokumenter: en arbejdsrapport om omkostninger og fordele ved at handle eller undlade at handle med hensyn til klimaforandringer, og en meddelelse fra Kommissionen om vurderingen af de strategier, der kræves i tiden efter 2012, og hvad vi skal gøre indtil da. Vi forventer naturligvis også et bidrag fra Europa-Parlamentet i den forbindelse.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at resultaterne fra Buenos Aires, som ikke fik en særlig god presse- og mediedækning, er bedre, end de blev fremstillet i medierne. Som sagt var de ikke, som vi havde ønsket, men de var bedre, end vi havde forventet, inden vi kom, og derfor kan vi sige, at resultaterne alt i alt var positive.

  Florenz (PPE-DE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne støtte det, De netop sagde, hr. kommissær. Jeg mener, at konferencen samlet set var vellykket, selv om tallene og målet måske ikke blev nået til fulde. Jeg vil gerne endnu en gang rette en stor tak til det nederlandske rådsformandskab, der virkelig har svejset disse tre forskellige institutioner i Europa sammen til et team takket være Deres indsats, hr. kommissær. Det har ført til, at Europa fremover kan spille en vigtig rolle på verdensplan ikke alene med euroen, men også med hensyn til miljø- og klimapolitik. Vi er efter min mening ikke blot toneangivende på dette område, vi har også en styrende funktion. Det er vores mål, at vi vil være med til at træffe beslutning om de måder, vi skal opnå målene på, i Europa såvel som i verden.

Miljøagenturet i København udtrykte for nogle uger siden entydigt, at vi er på rette vej med vores instrumenter, og De har jo lige været inde på gennemførelsen. Derfor var det logisk, at vores tre institutioner i Buenos Aires fik indflydelse på spørgmålet: Hvad sker der så efter 2012? Det er nemlig 10 år efter Kyoto, og vores industri har brug for kalkulerbare oplysninger for at have et retsgrundlag for investeringerne også efter 2012. Derfor er det vigtigt, at vi også tager nogle flere skridt, så vi kan nå de mål, vi har sat os.

Naturligvis er det ikke kun en opgave for den europæiske og den globale industri, vi skal derimod også være modige og inddrage trafik- og transportområdet samt brændselsområdet. Jeg ved, at det politisk set er meget vanskeligt at klare, men hvis det fremover kun er industrien, der skal gennemføre Kyoto-målene, så bliver det meget dyrt for industrien i ikke alene Europa, men også på verdensplan. Vi har brug for andre skuldre, der skal være med til at bære byrden.

Derfor er det rigtigt, hr. kommissær, når De nævner energibesparelsesforanstaltningerne i Europa. Det er rigtigt, når De ønsker at opnå en bedre energieffektivitet, og vi må naturligvis også overveje tingene nøje, når vi fremmer vedvarende energikilder. Det er helt i overensstemmelse med min holdning, og jeg håber, vi kommer videre i denne sag.

Naturligvis var der også mørkere tider i Buenos Aires, og for mig, der er kendt som en ven af Amerika, gjorde det ondt, at amerikanerne virkelig havde en destruktiv adfærd i denne sag. Jeg blev meget skuffet på dette punkt. Men der er også håb. Ikke så meget fra den amerikanske regerings side, men dog i 10 af USA's stater, der er på vej til at tage et greenhouse-initiativ uden om den politik, der føres i Washington, og her, f.eks. ved grænsen til Canada, tegner der sig en udvikling, der virkelig giver anledning til håb. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Europa kan lære noget af disse stater, f.eks. Californien, hvad angår trafikpolitikken. Jeg tror, at demokratiet nedefra også i USA vil føre til, at der kommer bevægelse på dette område, og det kan jeg kun støtte.

Jeg vil gerne rette endnu en hjertelig tak til hr. Dimas og hr. rådsformanden, hr. Van Geel. De har lagt det europæiske lod i vægtskålen. At vægtens viser ikke har slået ud på den måde, vi ønskede, var så ikke vores problem. Men vi kæmper videre, fordi vi er overbevist om, at vi pløjer på den rigtige mark. Jeg er nu engang landmand, og derfor vil jeg gerne bruge dette eksempel.

Hr. formand, tak for Deres tålmodighed.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Corbey (PSE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg vil også gerne indledningsvis takke hr. Florenz, som var formand for delegationen, ligesom jeg vil takke hr. Dimas og det nederlandske formandskab for det glimrende samarbejde.

Jeg vil gerne begynde ved Nordpolen. Der udvikler opvarmningen sig hurtigere end forventet, gletsjere smelter, permafrostområder tør op, trægrænsen rykker længere op osv. Befolkningen i områderne omkring Nordpolen er nu tvunget til at ændre levevis i takt med opvarmningen. Samfundene i områderne omkring Nordpolen oplever i mindre målestok, hvad verden som helhed kommer til at opleve. Vi står over for en dobbelt opgave, nemlig at tilpasse os klimaændringerne og samtidig begrænse disse mest muligt.

Set i lyset af denne store udfordring er resultatet af klimakonferencen i Buenos Aires særligt skuffende. Naturligvis er det positivt, at Kyoto-processen kunne holdes på sporet takket være et seminar. Naturligvis er det positivt, at EU fik sin vilje, og at der på seminaret således også ses fremad, men det er alt sammen beskæmmende spinkle resultater.

Vi må også konstatere, at EU står stadig mere isoleret. Naturligvis er der en række amerikanske stater, som er parat til at gøre en indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser, og der er afgjort interesse for vores ordning med salgbare emissionsrettigheder. Og der er efterhånden næppe videnskabsmænd, som benægter, at vi mennesker påvirker klimaet. Vi skal ikke glemme lyspunkterne. Men essensen af mødet i Buenos Aires er, at den påtrængende nødvendighed, vi føler i Europa, ikke deles af andre dele af verden. Hvad er årsagen hertil? Skyldes det manglende ansvarsfølelse hos USA's regering? Skyldes det manglende viden i resten af verden, eller skyldes det vores manglende diplomatiske færdigheder? Mangler vi den fornødne gennemslagskraft i argumentationen?

Vi må desværre konstatere, at EU ikke havde den fornødne indflydelse. Bindende målsætninger efter 2012 er ønskværdige, men det er desværre blevet en kæphest for Europa. EU bør forberede sig grundigt til forårets seminar. Der er behov for praktiske forslag, hvilket kræver lederskab og gennemslagskraft, men først og fremmest kræver det mod. Der er behov for hurtigt at lægge gode, produktive og underbyggede forslag på bordet. EU bør også være åbent for andre landes tilgang. Jeg ser mindst tre udveje, som vi bør undersøge nærmere.

For det første må vi sikre øget fokus på tilpasning og hjælp til tilpasning, i særdeleshed til udviklingslandene. De afrikanske og mellemamerikanske delegationers indlæg på konferencen i Buenos Aires blev alle indledt med beretninger om ubehagelige klimaændringer. Tilpasning er ikke nogen enkel sag, men den kan afgjort ikke begrænses til bistand i forbindelse med store katastrofer. Tilpasning af levevis er indgribende, og der bør udarbejdes troværdige programmer herfor.

For det andet er der spørgsmålet om teknologioverførsel. Vi bør opgive vores ideologiske forbehold over for clean development-mekanismen og netop satse helhjertet på teknologioverførsel.

For det tredje bør vi fokusere langt mindre på den nationale tilgang, på målsætningerne for hvert enkelt land. Vi bør netop lægge langt større vægt på sektorbestemte målsætninger. I de samtaler, den parlamentariske delegation førte, blev den sektorbestemte tilgang nævnt som en farbar vej. Vi bør sætte os til forhandlingsbordet med stål-, cement- og papirindustrien. Konkurrencen inden for disse sektorer er global, og globale målsætninger, som tager udgangspunkt i den bedst egnede teknik, er en oplagt mulighed. I den forbindelse kan WTO spille en rolle.

  Davies (ALDE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, hvis resultaterne af partskonferencen i Buenos Aires er bedre end forventet, må Kommissionens forventninger have været meget lave, da den startede. Kommissæren har nu haft sin ilddåb i den hårde verden med forhandlinger om klimaændringer. Jeg håber, at det har givet ham smag for at løse problemerne og bringe verden tættere sammen om et fælles formål.

Befolkningen i Carlisle skal nu klare den værste oversvømmelse nogensinde på grund af den ekstreme mængde regn, der er faldet i de seneste dage. Jeg håber, at Parlamentet sammen med mig vil takke nødtjenesterne, de frivillige organisationer og de mange frivillige for deres store arbejde under forsøget på at afhjælpe situationen og især med bestræbelserne på at hjælpe de ældre og andre personer i store vanskeligheder.

Man kan ikke med sikkerhed fastslå, at disse oversvømmelser er en konsekvens af den globale opvarmning, men ekstreme vejrforhold har været fremhævet som en af konsekvenserne af klimaændringer. Forholdene i Carlisle er en af grundene til, at det er så vigtigt, at EU fortsat spiller en fremtrædende rolle i udviklingen af politikker til bekæmpelse af virkningerne af global opvarmning.

Den britiske regering har i de seneste uger erklæret, at den har som målsætning at sikre, at spørgsmålet om klimaændringer ligger højt på dagsordenen, når den overtager formandskabet (EU's). Derfor er det meget overraskende, at samme regering måske spænder ben for iværksættelsen af ordningen for handel med kvoter for emissioner, Europas vigtigste foranstaltning til reduktion af emissioner af gasarter, der forårsager global opvarmning.

Det Forenede Kongeriges nationale tildelingsplan blev fremlagt af den britiske regering og godkendt af Kommissionen i juli. Tre måneder senere vendte Det Forenede Kongerige tilbage med en revideret plan for større og mere gavmilde tildelinger, langt større end de tildelinger, der kræves af de øvrige regeringer. Den britiske regering truer med sagsanlæg, hvis planerne ikke godkendes. Det virker som en overvældende demonstration af enten inkompetence eller onde hensigter og får den britiske regerings ord til at virke som tomme løfter.

Inden kommissæren afslutter forhandlingen, vil jeg anmode ham om at fortælle Parlamentet om den nuværende situation. Som situationen er nu, deltager Det Forenede Kongerige så i ordningen for handel med kvoter for emissioner? Mener Deres juridiske afdeling, hr. kommissær, at Det Forenede Kongerige har en reel sag, eller ligger den endelige godkendelse af tildelinger i ordningen for handel med kvoter for emissioner hos Kommissionen, som det er fastsat i direktivet? Giver den nuværende position og forsinkelserne reelle problemer for, hvor vellykket ordningen for handel med kvoter for emissioner vil være på lang sigt?

Jeg håber, at kommissæren kan svare på disse spørgsmål. Jeg håber, at han forstår, at han ikke vil blive fordømt af alle repræsentanter for Det Forenede Kongerige, hvis han står fast i holdningen til dette spørgsmål.

  Frassoni (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, den 10. partskonference markerede 10-års jubilæet for ikrafttrædelsen af rammekonventionen om klimaændringer og var den første partskonference, der blev afholdt i vished om, at Kyoto-protokollen ville træde i kraft. Mødet blev beskrevet af en observatør som en drøftelse af drøftelsen af fremtiden.

Vi kan ikke skjule de meget åbenbare vanskeligheder, der er forbundet med indledningen af drøftelsen af tiden efter 2012. Det overrasker os ikke, da Rådet heller ikke var enigt om tildelingerne, og det er altid vanskeligt at tale om fremtiden, når den nuværende situation er så utilfredsstillende, som den er i dag.

Den 10. partskonference skaber også et forum for hundredvis af tilknyttede begivenheder, pressekonferencer, møder, ngo'er og involverede, noget, vi betragter som vigtigt, da vi, hvis Kyoto-protokollen skal iværksættes, har brug for langt mere end regeringers hjælp til at gennemføre den.

Jeg vil understrege to resultater af den 10. partskonference. Det første resultat er den helt klare og tydelige obstruktion fra USA. Hr. kommissær, De har ikke nævnt det, men det synes jeg, at De bør. De bør også fortælle os, hvad De har i sinde at gøre ved det. Det er ikke blot en stor skuffelse. Det er en stor forhindring, en ændring af strategien. Den amerikanske regering siger ikke længere, at den ikke vil undertegne, men heller ikke stå i vejen. Tværtimod vil regeringen nu stå i vejen. USA vil stå i vejen for fremskridt, også i fremtiden.

Hr. kommissær, vi vil gerne høre Deres holdning til synspunktet om, at EU skal være villig til at gå videre med forhandlingerne inden for rammerne af Kyoto-protokollen uden USA og anmodningen om udelukkelse af de lande, der ikke har tiltrådt protokollen. Det er noget, som vi må drøfte.

Det andet resultat som allerede nævnt er beslutningen om at afholde et seminar for regeringseksperter. Mandatet er meget svagt, som mange allerede har nævnt, men hvis der er politisk vilje, er det muligt, og vi kan indlede en seriøs diskussion - med dem, der måtte ønske det - om forpligtelserne efter 2012.

Hvad forventer vi af Kommissionen og Rådet? Vi mener, at de skal forberede sig til mødet i Bonn i maj ved at udarbejde et globalt forslag til en fremtidig klimapolitik, som er i overensstemmelse med EU's forpligtelse til at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger +2°C sammenlignet med præindustrielle niveauer, og at emissionerne på globalt plan topper inden for de næste 20 år.

Dernæst skal EU's trojka gøre en seriøs diplomatisk indsats for at inddrage og tage højde for udviklingslandenes berettigede bekymringer. Der skal ikke være nogen illusioner i denne sammenhæng. Medmindre der gives betragtelige midler til tilpasningsforanstaltninger, kan vi ikke inddrage udviklingslandene, og vi ønsker, at de skal kæmpe side om side med os.

Endelig skal EU fordoble sin indsats for at opfylde kravene i Kyoto-protokollen og mere endnu. Hvis vores egne medlemsstater ikke kan opfylde kravene i Kyoto-protokollen på nuværende tidspunkt, vil vi naturligvis heller ikke virke troværdige fremover.

(IT) Hr. kommissær, der var et andet aspekt, som De ikke kom ind på, men som det efter min mening er vigtigt at understrege i denne forhandling, nemlig holdningen hos den italienske minister Matteoli, som var uenig med resten af den europæiske delegation. Jeg mener ikke, at de behøver at være diplomatisk i den forbindelse, for vi deler alle det europæiske synspunkt, hvorimod hr. Matteoli - hvilket var forkert og absolut uhensigtsmæssigt - erklærede sig uenig og satte Dem og resten af den europæiske delegation i stor forlegenhed. Årsagen til det, der skete, er meget enkel, nemlig at hr. Matteoli og resten af hans regering ikke tror på den reelle vigtighed af, at man følger Kyoto-protokollen for at begrænse klimaændringernes konsekvenser både nu og efter 2012.

Kommissionen, Rådet og Parlamentet bør begynde at overveje, hvordan de kan få de europæiske lande, som i dag ikke overholder Kyoto-protokollen, til at gå den rigtige vej.

  Musacchio (GUE/NGL), for gruppen. - (IT) Hr. formand, også den forfærdelige flodbølge for nylig viser os, at forholdet til naturen er af afgørende vigtighed, når det gælder om at beskytte menneskers liv og samfund. Klimaændringerne udgør netop en risiko i den forbindelse, og derfor er en drastisk reduktion af CO2-emissionerne en absolut prioritet og et aspekt, der bør tages højde for i alle økonomiske og sociale beslutninger.

Europa har forpligtet sig til at overholde Kyoto-protokollen og løfterne for tiden derefter, og det fremhæver i endnu højere grad det alvorlige ansvar hos den amerikanske regering, som tværtimod er modstander af at ratificere Kyoto-protokollen og drøfte tiden efter Kyoto, sådan som man skulle gøre i Buenos Aires. Det skal dog siges, at også Europa langtfra har gjort hele sin del, eftersom Europa har tilladt, at der blev vendt op og ned på Kyoto-protokollen med indførelsen af muligheden for at købe og sælge emissionskvoter. Europa er ikke mindst langt fra en konkret opfyldelse af målsætningerne om at reducere emissionerne, som faktisk stadig er stigende, og som i nogle lande stiger meget, bl.a. i Italien.

Vi er nødt til at overveje, hvorfor dette sker. I virkeligheden har vi overladt gennemførelsen af Kyoto-målsætningerne til rene markedsmekanismer. Det har ikke fungeret hidtil, og med den liberalistiske globalisering er skævhedsfaktorerne blevet mangedoblet. Produktionen bliver flyttet til lande, hvor miljøbestemmelserne ikke er så strenge, og derfor stiger emissionerne. De rige lande spilder mere energi på transport og civile formål, og der sker en privatisering og liberalisering af energien, som ikke giver besparelser og rene energikilder, men i stedet skaber konkurrence mellem de traditionelle, forurenende energikilder.

Hvis vi ønsker konkret at gennemføre Kyoto-protokollen - hvilket vi bør gøre - og at gå længere endnu, er det noget helt andet, der skal til. Vi skal på en målrettet måde samle alle kræfter, når det gælder videnskabelig forskning, energipolitik og infrastrukturpolitik, og vi skal nå denne målsætning ved hjælp af en omfattende og detaljeret strategisk plan, som finansieres med tilstrækkelige midler og er genstand for demokratisk deltagelse.

Det skal være noget, der går meget længere end de gamle og forældede markedsløsninger, og som tværtimod er den sande udfordring i en bæredygtig fremtid, nemlig en ny social- og miljøøkonomi, der strukturelt set er demokratisk og solidarisk med resten af verden. Alt dette er endnu mere indlysende og uomgængeligt, i betragtning af at Kyoto-protokollen kun er det første, spæde skridt. I Buenos Aires forhindrede den amerikanske regering, at man drøftede det, som der til gengæld er brug for efter Kyoto-protokollen, nemlig en nødvendig og epokegørende ændring. Også jeg vil gerne understrege, at den italienske regering tilsluttede sig denne reaktionære holdning.

Dette er således den sande mission for et andet Europa, som i den retning er i stand til at tale med hele verden og ikke mindst til at gøre en konkret indsats for en anden situation end den, som vi desværre ser i øjeblikket.

  Blokland (IND/DEM), for gruppen. - (NL) Hr. formand, Europa-Parlamentet har i de seneste år haft mange drøftelser om klimapolitikken og om, hvor påkrævet den er. I næste måned træder Kyoto-protokollen rent faktisk i kraft, og der kan således være grund til at se tilbage på det, vi har besluttet de seneste år. Det er iøjnefaldende, synes jeg, at klimapolitikken ikke i så høj grad er genstand for opmærksomhed. Det bliver stadig vanskeligere at samle flertal for de nødvendige foranstaltninger. Årsagen hertil er efter min opfattelse, at vi ikke mærker meget til klimaændringerne, og at de negative følger slår kraftigst igennem i lande, som ligger langt herfra. Man har også den opfattelse, at nedbringelse af udledningen af drivhusgasser kan koste økonomisk vækst.

Hr. formand, jeg vil gerne henlede medlemmernes opmærksomhed på en undersøgelse, der er foretaget af IIASA, International Institute for Applied Systems Analysis, i Laxenburg, Østrig. De videnskabsmænd, der var involveret i undersøgelsen, påviste, at klimapolitikken kan blive langt billigere, hvis den politik, der tager sigte på at forbedre luftkvaliteten, kobles sammen med klimapolitikken. Nettoomkostningerne kan ad den vej reduceres ganske betragteligt, men det kræver, at vi også ser på regulering, som omfatter andre gasser end udelukkende CO2. En effektiv politik behøver altså ikke være kostbar.

Hr. formand, jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at gøre Kommissionen opmærksom på nogle problemer i forbindelse med ordningen om emissionshandel. Direktivet fortolkes meget forskelligt i de forskellige medlemsstater, hvilket truer med at skabe store problemer. I flere lande blev den kemiske industri således holdt uden for direktivets anvendelsesområde. Det gav anledning til, at andre medlemsstater også holdt den kemiske industri uden for anvendelsesområdet for at undgå konkurrenceforvridning.

Endvidere er bøder, som pålægges virksomheder ved overskridelse af emissionskvoten, fradragsberettigede i forbindelse med skatteopgørelsen i visse medlemsstater. Der er heller ikke på dette område lige vilkår på det indre marked. Jeg vil gerne høre, om kommissær Dimas er bekendt hermed, og om der kan foreslås en ændring af direktivet, som kan sætte en stopper for denne praksis. Endvidere er der i flere medlemsstater tale om statsstøtte til industrien. I Nederlandene har de nationale myndigheder således brugt 600 millioner euro til køb af emissionsrettigheder i udlandet, hvorved industriens reduktion af udledningen blev mindre. Jeg vil også gerne vide, hvordan kommissæren ser på dette spørgsmål.

Hr. formand, under behandlingen af direktivet blev der vedtaget to ændringsforslag, som jeg havde stillet her i Europa-Parlamentet, og som skulle imødegå disse problemer. Jeg må konstatere, at problemerne ikke desto mindre er opstået. Klimapolitikken skal have til formål at sikre kvalitativ forbedring af miljøet. Det er, hvad vi har aftalt, og det må vi også henholde os til. Vi har ikke ejerskab til Jorden, men kun en midlertidig brugsret.

  Aylward (UEN), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg bifalder, at Kyoto-protokollen træder i kraft den 16. februar med 132 lande, der har ratificeret bestemmelserne i aftalen. Ruslands ratifikation af Kyoto-protokollen for nylig betyder, at den nu vil have et retsgrundlag. EU er i henhold til aftalen forpligtet til inden udgangen af 2012 at reducere drivhusemissioner med 8 % sammenlignet med emissionerne i 1990. Jeg bifalder ikrafttrædelsen af direktivet om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, som vil sikre, at EU opfylder de vigtige internationale forpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen.

Det eneste skuffende er, at nogle lande, herunder Australien og USA, ikke har tiltrådt aftalen. USA er, som alle ved, ansvarlig for over 24 % af alle drivhusgasemissioner om året. Effektiviteten af Kyoto-aftalen mindskes, fordi USA ikke har tiltrådt aftalen. Der er dog ikke kun negative meldinger fra USA om dette politiske spørgsmål. Californien - den største stat i USA, hvad angår befolkningstal - har allerede indført Pavley-afgiften, der er fastsat for at mindske anvendelsen af drivhusgasser med 22 % i Californien inden udgangen af 2012. Det glæder mig at se, at dette eksempel følges af andre stater. På nuværende tidspunkt er der 19 amerikanske stater, som følger initiativet, har til formål at reducere drivhusgasemissionerne. Det er tydeligt, at flere og flere amerikanske virksomheder og borgere har en positiv indstilling til at løse problemerne omkring klimaændringerne.

EU skal benytte sig af enhver diplomatisk mulighed for at opfordre og overtale den amerikanske regering til at træffe foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner. Det bør og skal gøres gennem afholdelsen af transatlantiske topmøder mellem USA og EU. Vi har brug for en koordineret international indsats til håndtering af klimaændringerne. Kyoto-protokollen er den eneste nuværende internationale ramme, hvorunder de lande, som har ratificeret protokollen, kan koordinere deres indsats i relation til dette spørgsmål.

Den britiske regering vil overtage formandskabet af EU senere på året, og som meget trofast tilhænger af den nuværende amerikanske administration håber jeg, at den med diplomatiske midler vil kunne overbevise den amerikanske regering om at opnå langt mere konstruktive fremskridt vedrørende dette spørgsmål.

  Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil begrænse mig til nogle få spørgsmål i forbindelse med klimaopvarmning, hvor uvidenhed går hånd i hånd med nogle meget faste holdninger.

Det første spørgsmål er, hvorvidt der virkelig er tale om en omfattende og varig opvarmning. Det lader nu til at være slået helt klart fast i særdeleshed takket være det, der er sket med havmasserne eller de store gletsjere.

For det andet må der stilles spørgsmål om, hvorvidt opvarmningen kun har negative konsekvenser. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, f.eks. i Sibirien, hvor tajgaen og tundraen kan ændre landskabet, men det er helt sikkert noget helt andet med den frygtelige ørkendannelse i Afrika eller vejrkatastrofer som El Niño.

For det tredje må man i forbindelse med bekæmpelse af dette fænomen gøre sig klart, om det hovedsageligt skyldes menneskelig adfærd. I løbet af kvartærtiden var der mindst fire istider og varmeperioder, som ikke kan skyldes mennesker.

Hvis opvarmningen virkelig skyldes udslip af drivhusgasser, som f.eks. kuldioxid, som ifølge målinger helt sikkert stammer fra menneskenes forbrænding af fossile organiske energikilder, skal der naturligvis træffes foranstaltninger. Det fjerde spørgsmål er, om det så nytter, at Vesteuropa gør en indsats på bekostning af konkurrenceevnen, mens andre stormagter som USA og Kina, som er henholdsvis verdens største og verdens næststørste forurenere, vasker deres hænder, hvilket helt sikkert gør det umuligt at opnå succes på trods af de opmuntrende oplysninger fra en række amerikanske stater, som den forrige taler nævnte.

Dette bringer mig videre til det femte og sidste spørgsmål. Der skal helt sikkert opmuntres til systematisk genplantning af skovene og anvendelse af vedvarende eller nye energikilder. Men vi skal være realistiske, for det varer længe, inden de kan opfylde vores behov. Burde man i mellemtiden ud fra et miljømæssigt synspunkt ikke undersøge mulighederne for spredning af energikilderne og særlig anvendelse af kernekraft? Det franske parti Den Nationale Front var for 25 år siden det første politiske parti, der med rette gjorde opmærksom på farerne ved kernekraft, hvilket desværre blev bekræftet af Tjernobyl-katastrofen. Men videnskaben har udviklet sig, og teknologien kan også udvikles. Spaltningen kan ske ved brug af materialer, der ikke efterlader affald, som er skadeligt i lang tid, hvilket er tilfældet i de nuværende processer. Mens vi venter på, at der sker fremskridt i den retning også inden for spaltningsprocessen, kan der anvendes stoffer som f.eks. thorium, som er mindre farlige end de stoffer, som vi kender i dag. Det er uden tvivl et område, hvor der kan ske forskningsmæssige fremskridt. Det er nødvendigt med en stor indsats, og den skal være fri for vanetænkning.

  Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, anvendelsen af ordet "succes" i denne sammenhæng afhænger af éns forventninger - det betyder noget forskelligt for forskellige personer. Hvis vi ser bort fra samspillet og drøftelserne på sidelinjen i Buenos Aires, er det vanskeligt at bruge ordet "succes". Den succes, jeg oplevede i Buenos Aires, var i forbindelse med diskussioner med andre kolleger - især det store antal repræsentanter fra det politiske liv og erhvervslivet i USA og andre amerikanske organer - og i forbindelse med den store støtte vi har, både i USA og Australien, i modsætning til Bush-administrationens og også den australske premierministers holdning til Kyoto-protokollen og klimaændringer. Det er den opfattelse af succes, jeg oplevede i Buenos Aires. Der er meget stor og stigende støtte fra ni eller 10 forskellige amerikanske stater og endog fra nogle af energi- og benzinselskaberne og fra erhvervslivet generelt i USA. Og støtten vil fortsat stige.

Jeg måler også succes med de fremskridt, som blev opnået i relation til Kina, som er en stat i rivende udvikling med enorme demografiske udfordringer, og i relation til de kinesiske myndigheders indstilling. Der er også en holdningsændring hos Brasilien, som nu begynder at gå i vores retning. Det er ud fra disse faktorer, at jeg måler succesen i Buenos Aires som et tegn på de fremskridt, der er opnået siden den sidste partskonference, jeg deltog i.

For at forvirre os yderligere var det den 10. partskonference, og næste år har vi så den 11. partskonference. Vi har dette særlige møde, hvor vi kan fortsætte drøftelserne. Vi må ikke kalde det post-Kyoto eller post-2012, men vi kan ikke komme uden om, at det vil indgå i debatten. Næste år har vi også MOP 1 for yderligere at forvirre de uindviede! Jeg tror, at det betyder et møde for de parter, der har ratificeret Kyoto til forskel fra konferencen for de parter, der alle har undertegnet den oprindelige aftale. Det er to forskellige - om end tilsvarende - grupper af møder, der formentlig vil gå hånd i hånd. Måske kan kommissæren fortælle os mere om det.

Jeg vil gerne takke hr. Florenz for hans ledelse af den parlamentariske delegation. Og jeg vil gerne takke Dem, hr, kommissær, for at inkludere Parlamentets medlemmer. Jeg kunne godt tænke mig at se en mere fast struktur omkring Parlamentets deltagelse i de forskellige partskonferencer, især i forbindelse med MOP 1. Jeg håber, at De har haft glæde af vores input. Jeg håber på endnu bedre strukturering, selv om jeg ved, at der er et vist forbehold på rådsplan. Men det er et forslag, som det er meget vigtigt at tage alvorligt på rådsplan.

Vi har ikke råd til, at denne aftale ikke lykkes. Kyoto-protokollen er vores eneste håb. Endnu større vægt på omkostningseffektivitet og gennemsigtig prisfastsættelse af de miljømæssige konsekvenser af klimaændringer og global opvarmning vil hjælpe med at overbevise de markeder, der stadig tvivler på den økonomiske betydning af Kyoto-protokollen. Det vil vise, at der på mellemlang eller lang sigt vil blive mere end kompenseret for enhver ulejlighed og omkostning på kort sigt, som de udviklede lande og udviklingslandene må påtage sig.

  Tarand (PSE). - (ET) I de sidste to uger har verden været meget påvirket af katastrofen i Sydøstasien. Årsagerne til tsunamien og til de globale klimaændringer hænger naturligvis ikke sammen, medmindre vi måler tiden i millioner af år og tager højde for kontinentaldriften, som faktisk fører til jordskælv og klimaændringer. Det er imidlertid ikke muligt for mennesker at forstå tidsregninger på millioner af år, og det er derfor ikke til megen nytte for politikere at diskutere dem. I 2004 så vi en lang række nye tegn på den stigende globale opvarmning. Det gælder den uventet hurtige smeltning af de grønlandske gletsjere, som vil øge vandstanden i oceanerne med syv meter i alt, for blot at nævne ét. I september viede den britiske premierminister Tony Blair en af sine taler til den globale klimaændring. Her konstaterede han, at vandstanden i oceanerne i 2100 ville stige med 88 cm, hvilket med den nuværende demografiske situation ville udgøre en trussel for hundrede millioner mennesker. Det er en helt anden størrelsesorden end antallet af ofre for den nylige tsunami. Den tid, som vi har til at forberede os, er imidlertid også anderledes - i stedet for to timer har vi stadig næsten et århundrede. Ikke desto mindre er 10 % af den tid vi havde, hvis vi begynder at tælle fra Rio-konferencen, allerede brugt, og ikke på den mest konstruktive måde.

Jeg må indrømme, at jeg deltog i Rio-konferencen, og at jeg i mit tidligere liv som historisk klimaforsker rekonstruerede hyppigheden af tilfrysninger af havnen i Tallinn tilbage til 1500. Tallinn ligger i en følsom del af Østersøen, hvor havet hvert år står over for Hamlets spørgsmål: "At være eller ikke være - tilfrosset?" Fra det 16. til det 20. århundrede var der seks til otte helt isfri vintre pr. århundrede. I det 20. århundrede, primært fra 70'erne og frem, var der 16 isfri vintre, og i det nye årtusinde har fire ud af fem vintre været isfri. Det er paradoksalt og sørgeligt, at flere på hinanden følgende estiske regeringer har siddet i et hus med en pragtfuld udsigt over Tallinbugten uden at bemærke denne vigtige indikator på klimaændring, eller uden at være i stand til drage nogen slutninger af den med hensyn til energipolitikken. Estlands nationale energiselskab forvaltes stadig med inspiration fra amerikanske olie- og kulmonopoler i ånden fra industrialiseringens storhedstid for 50 år siden. Det vandforbrug, som skabes af den olieskiferfyrede elektricitetsproduktion, bliver subsidieret i et sådant omfang, at det placerer Estland blandt verdens største vandforbrugere sammen med ørkenstater, som bruger kunstvanding i landbruget. Når man ser på, at drikkevand koster tre euro pr. liter i lufthavnen i Tallinn, bliver det tydeligt, at energiproduktionen i Estland bliver subsidieret med et beløb på omkring tre milliarder euro om året. Samtidig halter Estland bagefter andre europæiske lande i brugen af vedvarende energiressourcer på trods af det store potentiale for både biobrændsel og vindenergi. Det, jeg prøver at sige, er, at selv om jeg anerkender de fremskridt, der blev gjort på COP 10-mødet i Buenos Aires, og EU's førende rolle i bekæmpelsen af de globale klimaændringer, er det på tide, at Kommissionen og Parlamentet handler i fællesskab for at få modstræbende medlemsstater til at ændre deres energipolitik, om nødvendigt ved at bruge strukturfondene.

  Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, samtidig med at vi nu diskuterer Kyoto-aftalen, forbereder de små ønationer sig på deres konference om klimaproblemer, som i glemsel finder sted på den anden side af jorden på trods af, at hele befolkninger trues med landsforvisning på grund af det ødelagte miljø.

15 store isbjerge flyder nordpå mod New Zealand. Vintrene er 40 dage kortere i min hjemby, end da jeg var dreng. Næsten alle gletsjerne er smeltet. Der er flere storme, hvilket senest viste sig i den nordlige del af Europa her i weekenden. Vi kan ikke længere lukke øjnene for konsekvenserne. Selv om alle storme og ulykker ikke skyldes klimaændringer, er en øget hyppighed en klar konsekvens af menneskenes manglende ansvar.

EU må nu fokusere på de problemer, som findes i verden af i dag. Vi kan ikke nøjes med seminarer og talmæssige mål, men må træffe reelle tiltag i lovgivningsprocessen, som vil få konkret virkning. Lad os vise vejen frem. Det er udelukkende Kommissionen, der har ret til at stille forslag om en forhøjet minimumsafgift på fossile brændstoffer. De behøver ikke at vente med at indføre en kuldioxidafgift på flyvninger inden for EU, eller en klimaafgift på import fra de industrialiserede lande, som ikke opfylder målsætningerne i Kyoto-aftalen. Så kommer der sikkert gang i Bush-administrationen, særligt hvis de progressive delstater i USA bliver fritaget fra at betale denne afgift.

Men Kyoto-aftalen er ikke nok, og vi behøver ikke vente til 2012 for at indse det. Vi bør allerede nu udarbejde en handlingsplan for en reducering af udslippene på mindst 30 % frem til 2020. Vi ved allerede, at det er det mindste, vi kan gøre for de fremtidige generationers behov for råstoffer og de fattige landes behov for råstoffer og et stabilt klima.

  McDonald (GUE/NGL). - (taleren talte på irsk)

(EN) Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min glæde over partskonferencen om klimaændringer i Buenos Aires, som er et seriøst forsøg på at håndtere problemerne omkring global opvarmning. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer er stadig hjørnestenen i den internationale reaktion på miljøændringer. Jeg støtter resolutionen og ønsker at fremhæve den rolle, som EU har spillet og fortsat spiller i forbindelse med iværksættelse af progressive tiltag til bekæmpelse af klimaændringer.

Jeg vil især gerne udtrykke min bekymring over, at USA - med verdens største emission af kuldioxid - ikke var indstillet på at drøfte yderligere foranstaltninger til afhjælpning af klimaændringer, selv om det var positivt at se, at en række stater i USA er involveret i forskellige initiativer til afhjælpning af klimaændringer. USA's manglende vilje til at deltage i Kyoto-protokollen underminerer imidlertid aktivt aftalen. Kyoto-aftalen er en aftale, som vi i fællesskab skal støtte fuldt ud. Det er et lille, men betydningsfuldt skridt i den rigtige retning. På længere sigt kræves der dog en langt større indsats af de enkelte lande samt industrien, hvis vi effektivt skal løse problemerne vedrørende klimaændringer.

De målsætninger, der er fastsat til stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser, er ikke meget ambitiøse, men af stor betydning for at skabe en markant nedgang i emissionerne i atmosfæren. Jeg bifalder kravet i resolutionen om, at emissioner globalt skal være halveret inden udgangen af 2050 for at stoppe den globale opvarmning. Det er en målsætning, som vi alle bør arbejde hen imod.

Klimaændringer er fortsat et afgørende spørgsmål for menneskeheden, som kræver et globalt svar, måske i særdeleshed i relation til Europa. En rapport, der er udarbejdet af Det Europæiske Miljøagentur for nylig, advarer om, at Europas temperaturer stiger langt hurtigere end i resten af verden med eventuelle katastrofale konsekvenser til følge, herunder flere hedebølger, oversvømmelser, stigende vandstande og smeltende isbjerge. Rapporten indeholder en deprimerende beskrivelse af Europa, der ødelægges af klimaændringer.

Vi har brug for en global plan for at indkapsle koncentrationerne af de kritiske drivhusgasser. Fastsættelse af mere ambitiøse målsætninger for at indkapsle koncentrationerne af drivhusgasser kræver ægte engagement og meget store ændringer i fremstillingsprocesser, generering af energi og ikke mindst vores måde at leve på.

(Taleren fortsatte på irsk)

  Krupa (IND/DEM).  - (PL) Hr. formand, det er naturligvis muligt, at Europa kan spille en vigtig rolle med hensyn til det langsigtede spørgsmål om den globale opvarmning, men det vil kun ske, hvis selvdisciplin, solidaritet og sandhed vinder over usikkerhederne i den gældende lovgivning og over forfalskningen og manipuleringen inden for mange områder, inklusive handelen med kvoter for drivhusgasemissioner.

Det er rigtigt, at Kyoto-protokollen er en international landvinding, som forpligtede industrialiserede lande til at reducere deres udledning af drivhusgasser, men niveauet for reduktionen af disse udledninger er et politisk kompromis. Det afspejler ikke de krav, som er fremsat af forskere, der har beregnet, at kuldioxid skal reduceres med 60 % for at standse klimaændringerne, i stedet for med 5 eller 8 %. EU bryster sig af disse sidstnævnte tal, men de er opnået på bekostning af lande, hvor industri desværre er blevet udslettet som en del af forberedelserne til tiltrædelsen. Ændret arealanvendelse, eller med andre ord skovbrug, er også blevet udnyttet som et klimapolitisk instrument under Kyoto-protokollen.

Imidlertid mangler der stadig virkelig pålidelig viden om, hvor meget kuldioxid der absorberes ved at plante træer. Denne viden vil først blive opnået efter yderligere forskning. Planer om skovtilplantning under mekanismen for bæredygtig udvikling har derfor været genstand for mange diskussioner. Sådanne planer fortjener naturligvis opmærksomhed, men som polakker er vi modstandere af udsigten til, at Polen bliver gjort til en urskov, hvor en rig elite kan gå på jagt.

Byrden ved at modvirke effekterne af klimaændringerne bør fordeles retfærdigt som et resultat af det omfang, hvori enkelte lande er ansvarlige for en sådan ændring. Rige, udviklede og stærkt industrialiserede lande har høstet store fordele i forhold til udviklingslande og bærer hovedansvaret for miljøødelæggelserne. De er imidlertid meget uvillige til at indgå økonomiske forpligtelser. Det gælder både for USA og for EU-medlemsstater. Mange lande er også begyndt at overveje, om Kyoto-forpligtelserne ikke snarere er en hindring for en hurtigere transformation end en hjælp. Vi anerkender, at det er nyttigt at have nogle aftaler på plads, på trods af disse mangler. Der bør imidlertid indgås mere krævende forpligtelser med hensyn til at reducere udledningerne.

  Martin, Hans-Peter (NI). - (DE) Hr. formand, formanden for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed fremstillede som en af de første talere her resultaterne fra Buenos Aires som en succes. Når man allerede nu må beskrive så minimal en udvikling så positivt, kan man se, hvad vores beskedenhed har udviklet sig til.

Jeg ser det absolut på samme måde. Men der er også et andet parameter, nemlig tiden, der løber fra os. Hvis man lukker øjnene et kort øjeblik og lytter til debatten her og måske udelader ordet Kyoto, så minder alt det, der hidtil er blevet sagt, i detaljer om den store verdensmiljøkonference i Rio de Janeiro i 1992. Allerede dengang var det et velkendt problem. Allerede dengang vidste vi, hvilken retning det gik i. Men dengang var vi langt mere optimistiske, dengang troede man, at man kunne begrænse den almindelige opvarmning indtil 2050 til 0,5 grader i forhold til den førindustrielle tidsalder, og nu er vi glade, hvis vi i det mindste kan blive ved 2 grader. Det er en enormt farlig udvikling, fordi det økologiske spørgsmål - ved siden af det demokratipolitiske spørgsmål, som mange af os nu må beskæftige os med, ved siden af det sociale spørgsmål, der nu dukker op igen med så stor kraft i forbindelse med globaliseringen - stadig ikke er løst.

Og hvor fatalt det end måtte lyde, så kunne man næsten ønske sig, at jordskælvet i Asien kunne give nogle fingerpeg om, at omfanget af denne katastrofale ulykke havde et eller andet at gøre med opvarmningen. Så ville der nemlig måske være en chance for, at der kunne blive gjort noget for at modvirke den som led i en global indsats, sådan som vi nu oplever det i forbindelse med denne store katastrofe.

Det helt store problem med opvarmningen er efter min mening, at der ikke findes noget fælles fjendebillede, at der ikke udledes nogen handlingsalternativer, og at vi godt nok fortsætter med at holde mange taler, men at vi gør alt for lidt.

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, klimakonferencen i Buenos Aires gav ikke det resultat, vi havde ønsket. Ved ratificeringen havde vi forventet et stort gennembrud, og vi havde også gerne set, at det om muligt blev fastlagt, præcis hvad der skal ske efter 2012. Når jeg sammenholder dette med, hvad medierne har fortalt i de seneste uger, føler jeg undertiden, at vi blot taler hinanden ind i modløsheden, hvis vi udelukkende fokuserer på disse to forhold.

Vi ved naturligvis alle, at USA ikke har ratificeret protokollen. Vi kan samtidig konstatere, at den hastige vækst i Indien og Kina også må have konsekvenser for, hvordan disse lande inddrages i klimapolitikken. Vi er imidlertid tilbøjelige til at glemme lyspunkterne. Jeg er enig med kommissæren, som netop har påpeget, at det er positivt, at der trods alt er nået resultater. 128 stater har allerede undertegnet klimakonventionen. Også i USA og Canada er der - som fru Doyle netop har påpeget i sit indlæg - stadig flere stater, som støtter vores linje, og som vil følge Europas vej.

Hvis vi vil føre en langsigtet klimapolitik, når vi imidlertid kun reelle resultater, hvis vi udvider diskussionen, ikke kun i bredden, men også i dybden. Det betyder, at vi i højere grad end hidtil bør inddrage udviklingslandene heri. Vi burde egentlig - som kommissæren også anførte - med vores bistand tilbyde rene teknologier, således at de pågældende lande straks kan gå i gang med rene teknologier og tage et stort spring fremad.

Hr. formand, det samme gælder egentlig Kina og Indien. Dem bør vi også anspore. I øvrigt bør vi, hvad angår den mere dybtgående diskussion, fortsat søge at anspore de administrative kræfter i Nordamerika, som i øjeblikket går ind for en anden politik. Jeg har egentlig tillid til, at det under kommissærens ledelse - og jeg må også lykønske Pieter Van Geel med den måde, hvorpå han har håndteret det, og som allerede har indbragt ham mange komplimenter - ikke længere vil kunne hævdes, at det kun er Europa, der gør noget for klimapolitikken, for i så fald isolerer vi os yderligere. Nej, vi bør ved yderligere udvidelse i såvel bredden som dybden sikre, at alle er med. Jeg har tillid til, at den situationsrapport, vi modtager inden så længe, notatet om den fremtidige udvikling, kan bringe os ud af isolationen.

  Lichtenberger (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, det nye årtusinde er endnu meget ungt, men har allerede to katastrofale somre bag sig, nemlig én, hvor hele Centraleuropa led under oversvømmelser, og én, hvor en stor del af Europa stønnede i varmen. Alligevel har det ikke ført til bedre resultater på den seneste konference, der ellers er nødvendige, hvis problemerne skal løses endegyldigt.

Jeg taler i dag om et af de centrale problemer i forbindelse med Kyoto, nemlig trafikken. Mens man både inden for varmeproduktionen og i industrien kan konstatere i det mindste visse fremskridt, mens visse problemer allerede er blevet løst, og der også forefindes tekniske løsninger, er trafikken stadig det område, hvor vækstraterne er størst, og hvor man så at sige sætter spørgsmålstegn ved og på en måde ophæver alt det, de andre sektorer, der har klimaskadelige emissioner, udarbejder og stiller til rådighed i form af løsninger. Trafikken æder alle klimabeskyttelsens succeser op, og derfor skal vores indsats koncentreres om dette område.

Hr. kommissær, jeg hører aldrig Deres stemme, når europæiske lande, der har forpligtet sig til at nå klimamålene, opnår det modsatte, nemlig en stigning i emissionerne! Jeg hører ikke Deres stemme, når det ikke lykkes for disse lande at indføre målrettede foranstaltninger mod emissionerne fra trafikken! Vi har alle til opgave, og De har til opgave, at gøre politikken konkret også inden for EU, og at gøre politikken konkret vil her sige: fuld støtte til offentlige transportmidler og ingen mobilitetsvækstrater, der kun tjener bilismens sag, mens alt andet bliver stående tilbage!

  Manolakou (GUE/NGL) . - (EL) Hr. formand, desværre sker der det, at det på grund af EU's og de øvrige imperialistiske industrilandes fastholden ved filosofien om størst mulig fortjeneste på forhånd bliver umuligt at opnå et egentligt, tilfredsstillende mål, som også er i overensstemmelse med videnskabelige undersøgelser, med hensyn til reduktion af luftforurening og begrænsning af klimaforandringerne, der har katastrofale konsekvenser for selve klodens fremtid.

Kommissionens forsikring om, at programmet for handel med drivhusgasser og de øvrige fleksible mekanismer ikke vil gå ud over, men snarere beskytte EU-økonomiens konkurrenceevne, holder ikke. I stedet for at reducere, sådan som det var målet, har det øget emissionerne med tre enheder, hvilket bekræfter, hvor kompliceret, ustabil og ineffektiv den metode, der blev vedtaget i Kyoto, er til at bekæmpe klimaforandringer. Løsningerne findes dog, de skal blot gennemføres direkte og ikke indirekte. Det er foranstaltninger til reel mindskelse af drivhusgasser som f.eks. fremme af vedvarende energikilder, anvendelse af biobrændstof, udnyttelse af en større del af den varmeenergi, som fremkommer ved elproduktion, samt en egentlig beskyttelse og anvendelse af skovene til at optage CO2 fra atmosfæren. I stedet må vi konstatere, at man holder fast i ineffektive foranstaltninger som handel med forurening, hvilket viser, at man af hensyn til kapitalens profitjagt lader hånt om løsninger, der virkelig kunne vende den udvikling, som er så farlig for klodens overlevelse.

  Giertych (IND/DEM).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, klimaændringerne er et naturfænomen. Varmere perioder følges af køligere perioder. Har menneskelige aktiviteter nogen indflydelse på dette fænomen? Det tvivler jeg stærkt på. Eksperterne er uenige om dette spørgsmål, og der er endnu ikke fundet overbevisende beviser. Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at forhøjede niveauer af CO2 i luften har en positiv indflydelse på planteproduktionen, og at overskydende kul i atmosfæren absorberes effektivt af biosfæren, som omfatter skovene, muldjorden og havene.

Der kan imidlertid heller ikke herske tvivl om, at CO2, som udledes under industrielle forbrændingsprocesser, altid ledsages af udledninger af andre gasser, som man ved, er skadelige for miljøet, særligt for skovene, landbrugsproduktionen, bygningsmonumenter og især menneskers helbred. Alle anstrengelser for at udvikle teknologi, som kan reducere forbrændingen, fortjener derfor behørig anerkendelse. Eftersom de negative følger af forbrændingen er grænseoverskridende, skal de involverede omkostninger deles på grundlag af internationale aftaler. Kyoto-protokollen fungerer på en logisk måde ved at overføre udgifterne til at reducere forbrændingen fra lande, som har gjort noget for det, til lande, som ikke gør nok i denne henseende.

Der har altid været klimaændringer, der vil altid være klimaændringer, og vi kan ikke gøre ret meget ved det. Ikke desto mindre udgør menneskeskabte udledninger af gas til atmosfæren et problem, som menneskeheden må løse ved at samarbejde. Denne tilgang fortjener vores fulde støtte, og udviklingen hen mod vedvarende energikilder og energibesparende teknologier skal være særligt velkommen. Det er kostbare bestræbelser, og uden international solidaritet vil der ikke blive gjort fremskridt i denne henseende. Imidlertid bør vi ikke lade os overbevise om, at udledninger af drivhusgasser er skyld i enhver naturkatastrofe og enhver storm, oversvømmelse, tørke eller tsunami. Vi skal bevare jordforbindelsen og holde os til kendsgerningerne. Tak.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, for et år siden deltog jeg i konferencen om klimaændringer i Milano, og det skal siges, at der er gjort en række fremskridt siden da. Ved den lejlighed mødte vi repræsentanter for USA's delegation, ligesom det var tilfældet denne gang i Buenos Aires. Hvor de amerikanske repræsentanter i Milano stadig kategorisk benægtede de menneskelige bidrag til klimaændringerne, var deres holdning blødt noget op denne gang. De har nu måttet anerkende kendsgerningerne så vidt, at de gik ind på at tale om det mulige menneskelige bidrag til klimaændringer.

Men trods denne indrømmelse er der stadig lang vej, før vi kan overbevise USA om at forpligte sig til en universel indsats for at forebygge klimaopvarmningen. Der er derfor brug for mere sund fornuft. Vi har talrige eksempler på, at det er langt billigere at forebygge end at håndtere katastrofer, efter at de er indtruffet. Derfor er det en økonomisk absurditet, at USA ikke skynder sig at deltage i samarbejde om klimaet i stedet for at sætte hele kloden på spil i forsøget på at beskytte sin egen konkurrenceevne.

Et andet skridt fremad i Milano var inddragelsen af Rusland, som betød, at Kyoto-protokollen kunne træde i kraft. Det er en vigtig faktor som en politisk gestus, men om det bliver til mere end det, må vi vente og se. Jeg frygter det værste, nemlig at klimamålene under den nuværende Kyoto-aftale næppe vil gøre yderligere fremskridt overhovedet.

Hvorfor det? På konferencen sagde ministeren for boliger, arealplanlægning og miljø fra Nederlandene, det land som har formandskabet, meget rigtigt, at problemet for fremtiden især er Kinas udledninger, hvis vækstrater er kommet som en total overraskelse for aftalens parter. Der kan ikke tages disciplinære skridt under Kyoto-aftalen, eftersom Kina ikke hører med under de industrialiserede lande, som udledningsrestriktionerne gælder for i første omgang. Kyoto kan derfor ikke gøre noget for at bringe to kæmpemæssige problemer under kontrol, nemlig USA, som i dag er ansvarlig for en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser, og Kina, hvis udledninger skønnes at ville vokse til fire gange USA's i løbet af 10 år. Det betyder, at verdens udledninger vil blive fordoblet inden for 10 år. Hvis det er tilfældet, vil vi alle gå til grunde.

Det er yderst vigtigt, at vi retter op på situationen nu for at styrke klimapolitikken, særligt i Kina og Indien, for at undgå at begå fejl, som der ikke kan rettes op på senere, mens vi afventer anden fase. Nogle af de tabuer, der klæber til Kyoto, må fjernes, og det skal siges, at Kyoto i nogle henseender ikke er den rigtige måde at løse problemet med klimaopvarmningen på.

Det ser ud til, at de lande, som deltager i aftalen, er låst fast i en vedvarende kamp for at beskytte deres egne interesser, fordi målene for reduktionen gælder for enkelte lande. Derfor har vi brug for en bindende international "kuldynamisk" model, som ingen kan udelukkes fra. I den stadigt mere globaliserede markedsøkonomi er det den eneste måde, hvorpå vi kan forhindre den internationale kapital i at flytte sin produktion til steder, hvor udledningsgrænserne ikke overstiger miljøstandarderne. Derfor må vi fastsætte tal for udledninger pr. t produktion, som kan fungere som udledningskriterier for industrien, og der er brug for en omhyggelig definition af det teoretiske udledningsminimum for forskellige sektorer. Det er tvingende nødvendigt, at vi tænker på energi på en helt ny måde, som især er bygget op omkring energibesparelser, højere effektivitet og vedvarende og ikke-forurenende energiformer.

Endelig vil jeg gerne udtrykke min dybe taknemmelighed over for kommissær Dimas, som på glimrende vis tog højde for Europa-Parlamentets medlemmers holdninger under hele konferencen.

  Gutiérrez-Cortines (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, efter min mening er det Kommissionen, der har kæmpet mest for, og som har bevidstgjort verden om klimaændringsproblemet. Men jeg synes også, at ansvaret og æren for at have været den, der har rejst problemet, skal følges op af en stor videnskabelig indsats for at sikre, at vi lægger handling bag ordene. Vi skal gå fra at være et Europa fuldt af fine ord til at være et mere effektivt og mere videnskabeligt Europa.

I denne henseende synes jeg, at det, efter den række af møder, der har fundet sted i Kyoto og andre steder, er nødvendigt, for ikke at sige presserende, at have en overordnet tilgang til klimaændringerne. Vi har nøje undersøgt, hvilke skader de forvolder, men ikke hvad de er godt for. I denne henseende kunne jeg godt tænke mig, at et af forslagene i denne valgperiode skulle gå ud på at gå i dybden med forholdet mellem landbrug og miljø.

Jeg tager genplantning af skov med under landbruget. Hvis en ha appelsintræer producerer 40.000 kg om året eller 4 t plantemateriale, er det så godt eller dårligt for klimaændringerne? Hvordan bidrager landbruget i Middelhavsområdet f.eks. til klimaændringerne?

Den nuværende konfrontation mellem landbruget og miljøet bør høre op, og en af måderne at opnå det på er at se på, hvordan landbruget bidrager positivt med hensyn til de kulstofdræn, det skaber, samt se på, hvilken slags genplantning af skov der er den mest passende, og hvad der er bedst for miljøet. På denne måde kan vi udstikke positive politikker, der kan forene alle aktiviteterne, ikke kun de industrielle, men også landbrugsaktiviteterne. På det punkt synes jeg, at vi har et stort efterslæb.

Af samme grund synes jeg, hvis det som anført i den seneste rapport er Spanien, Grækenland og landene i Middelhavsområdet, der bliver værst ramt af klimaændringerne, at det er Kommissionens ansvar at lægge undersøgelser og løsninger på bordet.

  Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) Mine damer og herrer, der er ingen tvivl om, at klimaændringerne er den største og mest alvorlige udfordring, som verden står over for i dag. Det er en udfordring, der overskrider de nationale grænser, som engang i fortiden er blevet trukket af nationer og politikere.

Når vi i dag forsøger at forebygge klimaændringerne eller i det mindste mildne dem, må vi ikke lade os begrænse af idéerne om nationale grænser. Hvis det skal lykkes for os at håndtere klimaændringerne, må vi klart anerkende, at vi alle bærer et ansvar for dem.

I den forstand kan man tale om et politisk ansvar på flere niveauer, især om ansvaret for hvert enkelt land, som bidrager til det kollektive pres på miljøet, og derefter om det ansvar, som repræsenteres af solidaritet mellem de udviklede og de underudviklede regioner i verden. Men det vigtigste ansvar er nok det mellem generationerne, fordi konsekvenserne af klimaændringerne er langsigtede og vil påvirke livet for mange kommende generationer.

EU's politikere og lande må tage den udfordring op, som det er at forblive førende i denne globale proces. Vi skal gøre en mere seriøs indsats for at gennemføre Kyoto-protokollen, og vi skal gøre alt for at sikre, at denne aftale også bliver respekteret af ikke-europæiske stater, som stadig mangler at forpligte sig til at gennemføre den, men som har en forholdsvis stor effekt på miljøet i global forstand.

Der er to hovedårsager til, at EU skal spille en ledende rolle i kampen mod klimaændringerne. EU har værdifuld erfaring inden for miljøpolitik, og det har også gjort en seriøs forskningsindsats, som kan hjælpe med til at lette presset på miljøet. Jeg forventer derfor, at EU klart vil kræve høje miljøstandarder også efter Kyoto. En sådan tilgang vil sætte EU i stand til at styrke sin anseelse både blandt Europas borgere og ude i verden.

  Caspary (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, verdens klima har undergået naturlige forandringer i millioner af år. Størstedelen af de forskere, der er blevet citeret i løbet af de seneste måneder, mener, at menneskene især vil påvirke klimaet på vores planet yderligere gennem udledningen af kuldioxid. De siger, det kan være, at det netop er de 3 % af al den CO2, menneskene udleder, der påvirker klimaet på vores planet.

Det er især de unge i dag og de kommende generationer, der berøres af sådanne klimaforandringer. Ud fra den viden, vi har i dag, ved vi altså, at vi skal være forsigtige. Vi skal anvende energien mere effektivt og samtidig mindske CO2-udledningerne på globalt plan. Dette er også muligt med en mere effektiv anvendelse af energien og en yderligere udbygning af anvendelsen af vedvarende energikilder og kernekraft. Jeg kan nævne et par tal i denne forbindelse: Kernekraftværkerne har i 2004 på verdensplan sparet os for ca. 2,5 milliarder t kuldioxidemissioner. Det er dobbelt så meget, som der blev aftalt i forbindelse med Kyoto-målene for perioden 2008-2012. Dobbelt så meget, mine damer og herrer!

Men hvor stor er vores nuværende viden om klimaforandringerne? Kan man overhovedet tale om yderligere menneskeskabte klimaforandringer? Er disse 3,5 % CO2, som menneskene er ansvarlige for, virkelig relevante? I hvor høj grad påvirkes klimaet af solens varierende strålingsintensitet? Hvilken indflydelse har drivhusgassen vanddamp? Hvilke andre faktorer påvirker klimaet? Er en mulig temperaturstigning på jorden følgen af en øget CO2-koncentration, eller forholder det sig lige nøjagtig omvendt? Alt dette ved vi endnu ikke noget om med sikkerhed. Mange modeller ligger tæt op ad teorien om en menneskeskabt drivhuseffekt. Det endegyldige bevis er dog ikke leveret endnu.

Derfor må vi som sagt, mine damer og herrer, være forsigtige og reducere CO2-udledningerne mest muligt. Samtidig skal vi dog absolut også investere mere i klimaforskning og også give de forskere, der ikke følger mainstream, vores støtte.

Vi har brug for et bredt holdningsspektrum, så vi i menneskenes interesse kan træffe de rigtige beslutninger så hurtigt som muligt og på et solidt grundlag. For når vi har solide oplysninger, kan vi også overbevise de andre stater om at følge os på denne vej.

  Belet (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hvordan man end vender og drejer det, er resultaterne af Buenos Aires-konferencen efter min opfattelse skuffende. Kyoto-protokollen er gældende indtil 2012. Det er ikke langt ude i fremtiden, og der er endnu ikke planer for, hvad der skal ske derefter. Opfølgningsseminaret i Bonn er desværre blot et lille plaster på såret.

Hr. kommissær, EU bør ikke blive ved med at vente på genstridige stater som USA. Vi må selv tage initiativet, men uden at vi skyder os selv i foden. Vi må mere end nogensinde før føre en politik, som belønner industrivirksomheder, som investerer beslutsomt i miljøvenlige teknologier. Endvidere bør vi gøre en langt større indsats især inden for transportsektoren. Hr. Florenz påpegede også dette forhold allerede ved begyndelsen af denne forhandling. Det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling åbner i den forbindelse på glimrende vis mulighed for at udarbejde ambitiøse programmer. Hvorfor ikke sætte målet højt og prioritere konkrete deadlines højt? Hvorf.eks.vis ikke have en ambition om - for nu at gøre det helt konkret - at landevejstransporten i Europa inden 2020 skal være 100 % emissionsfri?

Endnu et spørgsmål afslutningsvis, hr. kommissær. Er De enig i, at vi bør frigøre ekstra midler, eksempelvis ved skattefritagelse - for nu at bruge den betegnelse - for at tilskynde til og beslutsomt fremme anvendelsen af biobrændsel? Hr. kommissær, De kan gå over i historien som den, der mere end nogen anden har værnet vores klode. Jeg ville i Deres sted ikke lade den mulighed gå fra mig.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi har succes, men ikke succes nok! Ja, der sker noget, men der sker for lidt! Ja, der afholdes 100 symposier, men der foretages ikke det samme antal handlinger! Vi halter bagefter i forhold til vores mål, og tiden løber tilsyneladende fra os. Klimaforandringerne er en af de store udfordringer i det 21. århundrede, står der i vores beslutning, men jeg spørger mig selv, om vi blot er bekendt med denne kendsgerning, eller om vi også er bevidst om den. Og interesser vi os virkelig for det?

Jeg tror desværre, der stadig er et stykke vej fra det at være bekendt med noget til at være interesseret i det og foretage nogle konkrete handlinger. Vi står magtesløse over for de nødvendige politiske handlinger, selv om de enkelte begivenheder minder os om dem og opmuntrer os til dem. De økologiske, økonomiske og sociale virkninger er indlysende, men de udgør endnu ikke en tilstrækkelig stor fare for os. Vi giver først trafikken, så igen brændslen eller industrien skylden, så industrilandene, så igen udviklingslandene, og det globale koncept mangler. Ville det i betragtning af Lissabon ikke være en chance, hvis vi ikke blot talte om den skade, der er sket, men også om vækstpotentialet, om Europas konkurrenceevne? Vi leverer gamle i stedet for nye teknologier til andre kontinenter og taler om det globale ansvar, men overholder ikke mottoet: Det, du ikke ønsker, man skal gøre ved dig, skal du ikke gøre ved andre.

Vi taler om 2012, men giver ikke erhvervslivet sikkerhed for, hvilke rammebetingelser det skal agere under i 2012. Vi har brug for disse rammebetingelser, og vi har brug for undersøgelser af, hvilken virkning Kyoto har for hver enkelt industri- og trafikpolitisk foranstaltning, hvis vi skal kunne handle i tide.

  Dimas, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, der er stillet rigtigt mange gode forslag i aften. På Det Europæiske Råds kommende forårsmøde, som vil være det første vigtige skridt i EU's drøftelser om den fremtidige klimaændringsstrategi, vil Kommissionen præsentere en meddelelse, som mine kolleger og jeg er i færd med at udarbejde. Denne meddelelse vil være meget væsentlig for Rådets drøftelser på forårsmødet. I meddelelsen har jeg til hensigt at fastlægge en række specifikke henstillinger og inkludere en del af de forslag, som allerede er stillet i aften. Jeg vil gerne takke de medlemmer af Parlamentet, som har stillet disse konstruktive forslag.

Hvad angår Buenos Aires, kan graden af succes måles ved hjælp af objektive kriterier, og som jeg nævnte, var vores objektive forventninger ikke store, men det betyder ikke, at vi ikke har høje målsætninger, og at vi ikke er ambitiøse. Vi skal arbejde hen imod opfyldelsen af disse målsætninger, for det er det, verden har brug for.

Vi har gjort fremskridt i Buenos Aires. Beslutningen om at afholde et seminar i maj for at drøfte nuværende og nye tiltag i forbindelse med klimaændringer er en lovende mulighed for dialog og forhandling om den globale klimapolitik efter 2012. Aftalen om at oprette et arbejdsprogram for vedtagelse er også et meget vigtigt gennembrud, ikke blot for de udviklede lande, men også - og i endnu højere grad - for udviklingslandene.

Generelt mener jeg, at partskonferencen har været en succes. Jeg er dog enig i, at vi skal styrke dialogen med de vigtigste lande som f.eks. Indien, Kina, USA og naturligvis Rusland. USA har erklæret, at de følger en anden kurs og investerer en masse i forskning og udvikling, men jeg oplevede et lille gennembrud i forbindelse med USA's aftale om at deltage i seminaret og fremlægge planer for fremtiden.

Vi skal fortsætte og styrke dialogen - som mange medlemmer af Parlamentet har foreslået - med disse lande, både i multilateral og bilateral sammenhæng. Som fru Frassoni nævnte, skal vi med trojkaen have en del møder med lande som USA, Kina, Indien og udviklingslandene. Vi skal også fortsat vise, at vi mener det alvorligt, og at vi tager bekæmpelsen af klimaændringer meget alvorligt. Vi skal foregå med et godt eksempel, som fru Corbey foreslog.

EU's vellykkede ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner vil være meget vigtig i denne sammenhæng, og vi skal fortsat lægge vægt på betydningen af, at andre deltager i ordningen. Som jeg nævnte tidligere, har Norge, Canada og Japan vist interesse, og vi må finde ud af, hvordan vi kan få et samarbejde i gang med USA, der - bortset fra de ni nordøstlige stater og Californien - har ordninger for handel med kvoter for andre drivhusgasemissioner, men ikke for emissioner af kuldioxid. Problemet er dog, at de ikke har undertegnet Kyoto-protokollen.

Lad os prøve at overvinde denne forhindring. Samarbejde med lokale og regionale myndigheder vil være meget interessant, især opnåelse af støtte til bekæmpelse af klimaændringer fra lande rundt omkring i verden og god kontakt med udviklingslandene, f.eks. Indien og Kina - og her må jeg understrege, som nogen allerede har nævnt, at de små østater har været vores allierede. Det er også meget vigtigt, at de støtter os fuldt ud i vores bestræbelser.

I vores kontakt med disse lande er det vigtigt at se fordelene ved bekæmpelse af klimaændringer i en bredere sammenhæng i relation til bæredygtig udvikling. Hr. Blokland foreslog i forbindelse med lokal luftforurening, at vi understreger fordelene i andre sektorer, og bekæmpelse af klimaændringer vil give væsentlige fordele for disse lande. Det er meget vigtigt at fremhæve øko-innovation og miljømæssige teknologier, der kan være meget konkurrencedygtige og give stærke markedsandele inden for europæisk industri og inden for disse landes industri, så de virkelig er innovative på en miljøvenlig måde.

Det er antydet, at vi ikke har hjulpet de mindst udviklede lande så meget, som vi burde. Jeg må understrege, at næsten halvdelen af midlerne til disse lande ydes af EU. USA deltager overhovedet ikke, fordi USA mener, at landene er en del af Kyoto-protokollen. Vi skal støtte projekter, dvs. planlagte projekter, ikke enkelte og isolerede projekter, der er ineffektive.

Der var så mange spørgsmål, så jeg kun kan besvare nogle af de meget specifikke. Hr. Blokland rejste spørgsmålet om, hvorvidt den kemiske industri vil blive omfattet af direktivet om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt. Vi drøfter dog i øjeblikket, hvad der vil ske efter afslutningen af første fase af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner. Herefter vil vi formentlig inkludere den kemiske industri. Forbrænding i kemiske anlæg er inkluderet i direktivet.

Hr. Davies spurgte om Det Forenede Kongerige og den nationale tildelingsplan. Beslutningen om planen for Det Forenede Kongerige blev truffet den 7. juli 2004, og Det Forenede Kongerige kan undgå yderligere usikkerhed ved at følge denne beslutning. Den britiske regering sendte os en skrivelse dateret den 23. december med visse oplysninger om de to spørgsmål om Gibraltar og nytilkomne og med en anmodning om yderligere og større tildelinger. Vi er stadig i færd med at undersøge de tekniske og juridiske aspekter heraf. Kommissionen mener i princippet, at en medlemsstat kun kan fremlægge én national tildelingsplan.

Hvad angår biomasse og biobrændstoffer, er der allerede fastsat en række instrumenter til fremme af anvendelsen af biomasse, herunder et direktiv om biobrændstoffer og et direktiv om elektricitet fra vedvarende energikilder. I Kommissionens meddelelse sidste år om vedvarende energi blev der annonceret en handlingsplan vedrørende biomasse, som skal fremlægges i slutningen af 2005. Emissioner fra biomasse er neutrale. Der er ingen tildelinger for emissioner forårsaget af forbrænding af biomasse.

Jeg kan ikke nå at svare på alle de spørgsmål og forslag, som jeg har noteret ned under forhandlingen inden for det tidsrum, jeg har fået tildelt. Jeg må dog endnu en gang understrege, hvor vigtigt det er at inkludere udviklingslande som Kina og Indien i samarbejdet. De er bekymrede for deres fremtid og meget usikre over for enhver begrænsning eller reduktion. Vi skal give dem incitamenter, så de ved, at deres udvikling ikke vil blive hæmmet af fremtidige aftaler. Vi skal finde en måde, hvorpå vi kan samarbejde og opfylde de målsætninger, som vi nævnte tidligere - maksimal temperaturstigning på 2 C.

Med hensyn til USA investerer den amerikanske regering meget i forskning. Selv i denne forbindelse - jeg har hørt flere sige, at der sættes spørgsmålstegn ved de videnskabelige beviser for de antropologiske årsager til klimaændringer og virkningen heraf - er der nye rapporter, offentliggjort i 2004, i henhold til hvilke det er hævet over enhver tvivl, at klimaændringer er forårsaget af menneskelig aktivitet. USA erklærer, at deres fremgangsmåde er anderledes. De har ikke undertegnet og ønsker ikke at undertegne Kyoto-protokollen. Vi skal dog finde en måde, hvorpå vi kan inkludere USA i vores bestræbelser på at bekæmpe klimaændringerne. Det er ikke et problem for et land alene eller blot for Middelhavslandene, hvor virkningerne vil være værre end alle andre steder i verden. Videnskabsmænd mener, at temperaturen i Middelhavslandene i slutningen af 2100 vil være steget med over fem grader. Det er en stor stigning. Man kan forestille sig, hvordan dette vil påvirke landbruget og turismen, f.eks., og indvirke på den måde, hvorpå mennesker lever. Jeg har hørt, at der vil være positive virkninger i Sibirien. Det er ikke sandt. Vi ved ikke, hvilken virkning klimaændringerne vil have, eller hvilke dele af verden der vil blive påvirket.

Videnskaben har slået fast, at klimaændringer forårsaget af menneskelig aktivitet skal bekæmpes. Det er det, vi skal opnå, og det. vi vil forsøge at opnå. EU vil med Deres samarbejde fortsat spille en fremtrædende rolle i bekæmpelsen af klimaændringer.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag ⁽¹⁾. Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen .

13. Ansvarsforsikring for motorkøretøjer

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A6-0073/2004) fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Ordfører: Medina Ortega).

  Medina Ortega (PSE), ordfører. - (ES) Hr. formand, i EU-jargonen kaldes det direktiv, vi drøfter i dag, for "det femte direktiv om bilforsikringer". I virkeligheden drejer det sig om et direktiv, der ændrer fem andre direktiver, nærmere bestemt fire direktiver fra Rådet og et fra Europa-Parlamentet og Rådet.

Bilforsikringsbranchen er blevet en meget vigtig branche ud fra et økonomisk og samfundsmæssigt synspunkt som følge af den betydning, som bilen har i vores dagligdag. Fra et økonomisk synspunkt er den vigtig på grund af forsikringsselskabernes betydning, og fra borgernes synspunkt er den vigtig på grund af dens mulige konsekvenser.

Det er traditionelt en branche, hvor der har været en betydelig offentlig intervention, idet der er skabt nogle lovpligtige minimumsforsikringer, som alle skal tegne, og hvor staten betaler erstatningen, såfremt der ikke er forsikringsdækning.

Kommissionen forelagde sit forslag den 7. juni 2002. Det blev diskuteret i Parlamentet med hr. Rothley som ordfører - han er ikke længere medlem af Parlamentet - og efter Parlamentets vedtagelse ved førstebehandlingen i 2003 gennemførte Kommissionen og Rådet en ændring, der førte til Rådets fælles holdning, der på nuværende tidspunkt nærmer sig Parlamentets ændringsforslag ved førstebehandlingen.

Nu er vi i gang med andenbehandlingen. Nærmere bestemt vedtog Udvalget om det Indre Marked en tekst ved andenbehandlingen den 14. december, og vi håber, at vi på onsdag kan foretage den endelige afstemning om teksten.

På nogle punkter er der stadig forskelle mellem Parlamentets holdning og Rådets fælles holdning.

For det første i forbindelse med påhængsvogne: Hvad gør vi med disse køretøjer, der både kan og ikke kan identificeres med det trækkende køretøj? Det drejer sig desuden om en branche, hvor køretøjer, der ikke hidtil har kunnet forsikres, nu vil kunne blive det, hvilket vil afstedkomme en række juridiske og økonomiske konsekvenser.

For det andet ønsker Parlamentet i forbindelse med retsomkostningerne, at de bliver indeholdt i det skadesbeløb, der udbetales til ofrene.

For det tredje tror jeg, hvad angår erstatningsbeløbet, at vi for øjeblikket snarere diskuterer forskelle i formuleringen end selve beløbet, så Parlamentets forslag ikke kan fortolkes som en begrænsning af beløbet, men derimod princippet for at få erstatning.

For det fjerde er der søgsmålet mod forsikringsselskabet. Parlamentet ønsker, at forsikringstageren, ofret, kan indbringe søgsmålet mod forsikringsselskabet i den medlemsstat, hvor han har sin bopæl, uden at skulle rejse til forsikringsselskabets lokale domstol.

For det femte er der spørgsmålet om import af køretøjer, hvor Parlamentet ønsker, at den kompetente medlemsstat med hensyn til forsikringen for importerede køretøjer skal være den medlemsstat, hvortil køretøjet sendes, og ikke den stat, hvorfra det sendes.

Jeg tror, at Parlamentet, når denne forhandling er overstået, vil have en idé om, hvordan det forholder sig. Vi er meget interesserede i at lytte til Kommissionens repræsentant for at se, i hvilket omfang Parlamentet fastholder disse ændringsforslag eller accepterer nogle kompromisændringsforslag, der kan bringe os tættere på en aftale.

Jeg håber under alle omstændigheder, at Parlamentet og Rådet hurtigt bliver enige om at vedtage direktivet, hvilket vil betyde, at vi undgår en lang og formel fælles beslutningsprocedure, og som gør det muligt for os at løse dette problem i løbet af kort tid ved hjælp af en uformel fælles beslutningsprocedure.

  McCreevy, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil starte med at takke ordføreren, hr. Medina Ortega, for en betænkning, der er udarbejdet med en meget stram tidsfrist.

Lad mig gentage, at området for ansvarsforsikring for motorkøretøjer er et meget godt eksempel på effektivt samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen. Parlamentets beslutning fra juli 2001 var grundlaget for Kommissionens udarbejdelse af forslaget om det femte direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Det viser helt tydeligt, at både Parlamentet og Kommissionen er bevidst om den praktiske betydning af denne lovgivning, og jeg vil gerne takke Parlamentet for dets støtte til forbedring af lovgivningen på dette område.

Forslaget foran os har til formål at indføre lovgivning, der vil påvirke millioner af europæiske borgere, førere og potentielle ofre for færdselsuheld samt naturligvis forsikringsselskaberne. Det vil blive lettere for førere at optage forsikringer og forbedre beskyttelsen af ofre for ulykker.

Jeg vil understrege, at Rådets fælles holdning er en afbalanceret og sammenhængende tekst, der indeholder de vigtigste elementer i Kommissionens forslag, og som omhandler de fleste af de betænkeligheder, som Parlamentet gav udtryk for under førstebehandlingen. Jeg anbefaler derfor, at Parlamentet godkender den fælles holdning - og så vidt muligt i sin nuværende form. Vi må forstå, at vi ikke kan opnå det hele på én gang. Det er det femte direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, og det vil ikke være det sidste.

Kommissionen skal inden den 20. juli 2005 fremlægge en rapport for Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af artikel 6 i det fjerde direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Kommissionen skal som led i gennemgangen endvidere undersøge andre punkter, der ikke kan behandles inden for rammerne af det femte direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Det er i denne sammenhæng, at jeg gerne vil kommentere de ændringsforslag, som Parlamentet skal tage stilling til.

Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 4 og 11, som vil forbedre formuleringen af teksten. Kommissionen kan dog ikke acceptere de øvrige ændringsforslag i deres nuværende form. Der er behov for yderligere arbejde, inden disse ændringsforslag kan accepteres, og Kommissionen er klar til at drøfte disse ændringsforslag med Parlamentet og Rådet inden afstemningen på onsdag.

Lad mig forklare årsagerne til de vanskeligheder, som jeg forudser i forhold til de øvrige ændringsforslag. Kommissionen henviste allerede til disse under førstebehandlingen. Ændringsforslag 7 og 14, der har til formål at etablere et offentligt internetsted som datacentral i hver medlemsstat, der skal indsamle rapporter om færdselsuheld, griber ind i forhold, der relaterer til politilovgivning eller retslovgivning. Jeg forstår bekymringen, der ligger til grund herfor, og bifalder bestræbelserne på at forbedre ændringsforslagene ved at erstatte oprettelsen af et centralt organ med et internetsted. Men som ændringsforslaget er formuleret nu, rækker det videre end det specifikke anvendelsesområde og retsgrundlag for direktiver om ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Det kan endvidere påvirke kravene om beskyttelse af personlige data. Kommissionen er alligevel parat til at undersøge dette spørgsmål nærmere med henblik på at forbedre adgangen til officielle rapporter for de parter, der er involveret i et færdselsuheld, især hvis færdselsuheldet sker i en anden stat end den stat, hvor de pågældende parter er bosat.

Hvad angår ændringsforslag 2, 9 og 13, som har til formål at sikre, at omkostningerne til retsprocedurerne dækkes af en obligatorisk forsikring, skal vi huske, at det vil overlappe med den frivillige forsikring i henhold til direktivet om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring (87/344/EØF). En sådan forsikring vil endvidere øge omkostningerne for forsikringer for alle forbrugere og fremme uberettigede sagsanlæg i stedet for forlig i forbindelse med ulykker. Det vil øge omkostningerne for forsikringer i en række medlemsstater.

Kommissionen anerkender imidlertid, at forsikrede personer skal have adgang til retshjælp om nødvendigt. Omkostninger i relation hertil kan være uoverkommelige, hvis de ikke er dækket af en forsikringspolice. Kommissionen er derfor villig til at overveje muligheden af at gøre tilbuddet om en sådan forsikring mere udbredt.

Hensigten med ændringsforslag 1, 5, 8 og 15 om påhængskøretøjer er uklar. Påhængskøretøjer er, uafhængigt af deres vægt, allerede dækket af direktiverne om forsikring inden for definitionen af et køretøj og er derfor underlagt obligatorisk forsikring. Alle problemer med identificering eller registrering af køretøjer kan ikke løses inden for rammerne af et direktiv om forsikring. Det forholder sig i øvrigt også sådan, at der ikke er problemer med påhængskøretøjer i en række medlemsstater, hvor utrukne påhængskøretøjer registreres og forsikres separat. Hvis det kan være en hjælp, vil Kommissionen undersøge spørgsmålet yderligere som led i gennemgangen af det fjerde direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Hvad angår ændringsforslag 3 og 10 frygter jeg, at disse ændringsforslag kan medføre et fald i forsikringsdækningen. En kombination af 1 million euro pr. skadelidte og 5 millioner euro pr. ulykke vil være mindre favorabel end teksten i den fælles holdning, som skaber muligheder og henviser til "erstatningskrav" frem for "ulykke". Jeg mener derfor, at teksten i den fælles holdning er bedre.

Endelig er jeg ikke sikker på, at ændringsforslag 6 og 12 er nødvendige. Muligheden for, at skadelidte kan indbringe søgsmål mod ansvarsforsikringsselskabet i den medlemsstat, hvor skadelidte har sin bopæl, er dækket i betragtning 24 og artikel 5 i den fælles holdning som følge af de betænkeligheder, som Parlamentet fremhævede ved førstebehandlingen.

Jeg mener, at det med en yderligere indsats vil være muligt at opnå enighed og undgå en unødvendig forligsprocedure. Kommissionen er klar til at hjælpe og regner med Parlamentets støtte til at finde en vellykket løsning i forbindelse med spørgsmålet.

  Harbour (PPE-DE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne byde kommissær McCreevy velkommen til denne forhandling, hans første tilstedeværelse i mødesalen til en forhandling om det indre marked. Jeg er sikker på, at mine kolleger ser frem til yderligere møder. Hvis han opretholder den konstruktive holdning til vores ændringsforslag, som vi har oplevet i aften, er jeg sikker på, at vi vil få et meget vellykket samarbejde.

Jeg vil gerne komme med et par indledende bemærkninger, inden vi går videre til indholdet af andenbehandlingen. Da der er gået en rum tid siden førstebehandlingen, er det vigtigt at takke vores kollega, hr. Rothley, som trådte tilbage fra Parlamentet ved sidste valg, men som arbejdede med direktiverne om ansvarsforsikring i en længere periode. Jeg har selv været dybt involveret i dette arbejde siden 2001, men jeg er stadig nybegynder i forhold til hr. Rothley og det store arbejde, han har gjort. Vi skal på vegne af Europas førere af motorkøretøjer og uheldige ofre for ulykker takke ham for hans utrættelige arbejde med at presse Kommissionen og Rådet til altid at forbedre forsikringsordningerne for motorkøretøjer.

Som De nævnte, hr. kommissær, er vi nået til det femte direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, men vi tænker allerede på et sjette direktiv, da det er et meget kompliceret emne. Det er på mange måder helt centralt for den mission, som de af os, der ønsker at se en endelig gennemførelse af det indre marked, følger, da det i høj grad er en politik, der kontinuerligt forbedres. I takt med vores fremskridt er der dukket spørgsmål op. Vi har bedt Dem om at behandle disse spørgsmål, og det glæder mig meget at kunne sige, at det har De gjort.

Hr. kommissær, De identificerede i Deres tale en række reelle fordele for forbrugeren, som vi ikke ønsker uklarhed omkring på grund af omfattende drøftelser. I det indre marked, hvor mennesker bliver mere mobile og medbringer deres motorkøretøjer, vil de kunne medbringe en bil uden forsikringsproblemer, når de flytter midlertidigt som studerende eller i forbindelse med deres professionelle karrierer. Vi håber, at der vil være en lang række yderligere fordele, når direktivet om det indre marked for tjenesteydelser bliver godkendt - og det er jeg sikker på, at det bliver - da der vil være mange flere mennesker, som rejser rundt og leverer tjenesteydelser fra et land til et andet.

Hvis man ønsker at købe en bil og bringe den med tilbage i forbindelse med sin professionelle karriere eller privat, vil dette også blive lettere. Rettigheder ved bevægelse fra et land til et andet, hvad angår opretholdelse af afgørende bonusser for skadefri kørsel eller policer, er meget vigtige detaljer, som skal være nøje udtænkt. Og det mener jeg, at vi har.

Som skyggeordfører for min ven og kollega, hr. Medina Ortega, ønsker jeg at takke ham for at have taget spørgsmålet op. Jeg kan se, at fru De Vits er til stede. Hun har også været meget hjælpsom med henblik på at opnå fremskridt på dette område.

Hr. kommissær, vi ser frem til at mødes med Dem og Rådet inden afstemningen på onsdag, for jeg er - som De nævnte - sikker på, at vi når til enighed om de væsentligste punkter. Jeg bifalder stærkt Deres forslag om at se nøjere på hele spørgsmålet om påhængskøretøjer under midtvejsgennemgangen. Det er den rigtige måde at behandle sagen på. Vi har ikke alle oplysninger. Jeg deler Deres bekymring for, at de ændringsforslag, som vi har stillet, kan gøre situationen værre og mere forvirrende. Derfor vil det være gavnligt med en tænkepause. Vi bør sige ja tak til Kommissionens forslag i denne forbindelse.

Hvad angår en række af de øvrige punkter, vil vi alle drøfte dem sammen i morgen, og jeg er sikker på, at vi vil finde en løsning, for vi er trods alt meget tæt på at nå til enighed. På grund af tidsforløbet siden det første forslag fra hr. Rothley ønsker jeg, at Europas bilister, Europas forbrugere og de uheldige ofre for ulykker skal have den bedste service.

Jeg håber, at vi opnår fremskridt, hvad angår forslaget om databasen og internettet, så der er adgang til oplysninger, men generelt mener jeg, at vi har et godt forslag. Jeg vil opfordre mine kolleger til at støtte forslaget og håber på at nå frem til en aftale i morgen, så vi kan komme videre med arbejdet.

  Formanden. - Tak, hr. Harbour, jeg vil benytte denne anledning til at byde kommissær McCreevy velkommen. Jeg vidste ikke, at det var første gang, han talte her i Europa-Parlamentet. Det er den første gang, hvor jeg har haft forsædet. Velkommen, hr. kommissær.

  Whitehead (PSE). - (EN) Hr. formand, det er nyt for mange i Parlamentet i dag. Det er nyt for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, nyt for kommissæren, og måske også nyt med denne nye form for politik i Parlamentet, hvor vi på en måde arbejder med en forventet politik og forsøger at opnå aftaler forud for eller på tidspunktet for andenbehandlingen frem for at imødese den skyttegravskrig, der normalt følger i den fælles beslutningsprocedure.

Hvis vi kan opnå fremskridt i morgen på dette grundlag, vil det - som hr. Harbour også gav udtryk for - være et godt varsel for vores samarbejde med Dem, hr. kommissær. Jeg behøver ikke at gentage hr. Harbours lovprisning, jeg vil blot tilslutte mig den. Men jeg vil gerne sige til ordføreren, at vi hilser ham velkommen tilbage fra Asien, hvor han har set og oplevet flodbølgen på nærmeste hånd. Det er ikke hver dag eller hvert år, at man ønsker at opleve den slags.

Men vi ønsker derimod at være hér hver dag og udføre dette arbejde. Jeg er helt enig i synspunkterne fra de andre talere. Endnu en gang behøver jeg ikke at gentage, at dette ideelt set kombinerer begge processer i relation til det indre marked og den måde, hvorpå vi alle gensidigt skaber beskæftigelse og interesser i forbindelse med motorkøretøjer, men det omfatter også et element af forbrugerbeskyttelse i alle aspekter af dette femte direktiv.

Jeg vil understrege tre punkter og sige til kommissær McCreevy, at denne proces på en måde minder om uddannelsen af spioner. Der var en procedure, som handlede om at følge efter nogen og samtidig være et skridt foran, og på en måde følger vi efter kommissæren, men forsøger at være et skridt foran. Vi forsøger at forudse, hvad han vil sige til os i løbet af resten af denne uge.

Vi hører meget tydeligt, hvad han siger om påhængskøretøjer. Mange medlemsstater har forskellige definitioner, men vi ved alle, at vi, hvis en erklæring er fornuftig, med tiden kan nå til enighed om et fælles koncept for "påhængskøretøj" blandt medlemsstaterne. Det minder om den gode amerikanske film The Straight Story, hvor det hævdes, at en plæneklipper er et vejkøretøj, hvis den anvendes på en vej, selv om den ikke var et vejkøretøj inden. Vejkøretøjer skal være dækket af direktivet. De skal også være forsikret. Vi skal gå forsigtigt til værks med spørgsmålet om forsikring. Vi må ikke træffe meget skrappe foranstaltninger for de 25 medlemsstater, som i øjeblikket har meget forskellige forsikringsordninger og meget forskellige indkomstniveauer. Vi vil meget gerne høre Deres mening.

Det sidste punkt omhandler spørgsmålet om den tredje søjle. Med hensyn til alternativ formulering, som jeg ved, at De vil fremlægge for os i morgen, har vi også her fastsat realistiske muligheder. Jeg er sikker på, at vi kan finde et kompromis, som kan give alle de resultater, vi ønsker, og undgå det, som nogle af os frygter i relation til den tredje søjle. Hvis den medlemsstat, som jeg kommer fra, kan acceptere det, kan alle medlemsstaterne.

  Wallis (ALDE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig hr. Harbours kommentarer og hyldest til hr. Rothley og hr. Medina for at tage fat på dette spørgsmål.

Direktiver om ansvarsforsikring for motorkøretøjer omhandler den største forekomst af tværgående aktiviteter, som direkte påvirker mange af vores borgeres liv, især når følgende problem opstår: der sker en ulykke i en anden medlemsstat. Det er dette spørgsmål, som jeg ønsker at koncentrere mig om. Efter min opfattelse er der stadig to punkter, hvor der er forskelle i medlemsstaterne, og det problem håber jeg at løse.

Jeg vil fremhæve de praktiske hensyn, som Parlamentet ønsker at tage med ændringsforslagene, ved at henvise til en sag, der vedrører en af borgerne i min valgkreds. Det er desværre ikke noget enestående tilfælde og viser, hvorfor det er så vigtigt at løse problemerne omkring dette spørgsmål. Den pågældende kvinde og hendes partner var ude for en motorcykelulykke for fem år siden i udlandet. Partneren blev dræbt, og hun blev alvorligt kvæstet. Partneren var indblandet i en kriminalsag. Efter fem års advokatomkostninger og problemer var der stadig ikke noget tilbud om erstatning. Efter at jeg havde lagt pres på forsikringsselskabet, forelå der endelig et tilbud. Kvinden har haft enorme advokatomkostninger i to lande. Hun har skullet rejse frem og tilbage til et fremmed land for at gennemgå lægeundersøgelser. Det kan ikke være rigtigt at håndtere en sag på denne måde, men det er ikke et enestående tilfælde.

Direktivet om retshjælp er så begrænset, at det ikke er til gavn i forbindelse med omkostninger til retshjælp i denne type sager. De fleste forsikringsselskaber tilbyder en form for forsikring i relation til retshjælp til en rimelig lav pris - f.eks. 15 euro om året. Hvorfor ikke gøre det obligatorisk? Hvis vi ikke kan gøre forsikring obligatorisk, kan vi så i det mindste ikke gøre tilbuddet om en sådan forsikring obligatorisk, så der er håb for personer som den pågældende kvinde i min valgkreds? Vi skal også sikre, at dækningsbeløbet er tilstrækkeligt.

Muligheden for at føre sagen i den medlemsstat, hvor man er bosat, er forbundet med dette spørgsmål. Hvis kvinden i min valgkreds havde haft mulighed for det, ville det have gjort livet meget lettere for hende. Denne rettighed eksisterer - hvis man læser direktiverne om ansvarsforsikring for motorkøretøjer sammen med Bruxelles-forordningen - det er et faktum. Og hvis det er et faktum, hvorfor er vi så ikke villige til at være åbne om det og fortælle vores borgere, at de i henhold til direktivet har denne rettighed? Jeg kan ikke se problemet. Disse ændringer er udarbejdet på grund af et ægte ønske om at gøre vores borgeres liv lettere, når de oplever sådanne tragiske og sårbare omstændigheder.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hjertelig velkommen, hr. kommissær. Willi Rothley og ordføreren er allerede blevet takket i dag, og jeg vil personligt gerne takke hr. Haarder og hr. Wuermeling for deres sagkundskab, fairness og måde at arbejde resultatorienteret på, som har fremmet beslutningsprocessen i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.

Vi har i dag en forhandling om et meget vigtigt direktiv om bilister og ulykkesofre. Dette direktiv skaber fælles europæiske regler og dermed retssikkerhed og procedureforenkling på europæisk plan. Alle og enhver kan blive berørt af dette direktiv. Derfor har jeg både ved førstebehandlingen og andenbehandlingen - efter mange samtaler med forsikringsselskaber, bilorganisationer såsom ÖAMTC og ulykkesofre - forberedt mig på ændringsforslag.

Jeg vil gerne gribe fat i fire punkter, også med henblik på forhandlingerne i morgen. For det første er der godtgørelse af retsforfølgelsesomkostningerne. Hr. kommissær, ifølge vores erfaringer fører den manglende godtgørelse af advokat- og domstolsomkostninger p.t. i nogle lande til, at trafikofrenes adgang til domstolene vanskeliggøres eller gøres økonomisk umulig, og at omkostningerne til retsforfølgelse i mange tilfælde overstiger størrelsen af den forventede godtgørelse. Af denne grund bifalder jeg, at der tages højde for det foreslåede supplement, da direktivet dermed får et værdifuldt supplement, der har været nødvendigt i lang tid.

For det andet er der mindsteforsikringsbeløbet. Jeg mener stadig ikke, at det foreslåede mindstedækningsbeløb for materielle skader er tilstrækkeligt.

For det tredje vil jeg gerne sige, at jeg i høj grad bifalder indførelsen af bestemmelsen om, at den skadelidtes klagemulighed over for den pågældende person, der er bemyndiget til at behandle skadessager, kan foregå i dennes hjemland. Det er efter min mening meget vigtigt.

Mit sidste punkt er forslaget om etablering af et centralt organ og offentliggørelse af en ulykkesprotokol internettet. Det er væsentligt, fordi det i praksis har vist sig, at det på grund af manglen af bestemmelser kan føre til månedlange forsinkelser i afviklingen af sagen.

Jeg håber, at vi kan nå til enighed om disse fire områder i morgen, fordi alle berørte har et presserende behov for dette direktiv, som skaber større retssikkerhed.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  De Vits (PSE). - (NL) Fru formand, hr. kommissær, for nogle uger siden gav den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Pat Cox, nye og gamle medlemmer af Europa-Parlamentet et godt råd. Når nye spørgsmål blev sat på dagsordenen, skulle Parlamentet anvende "telefonbokstesten". Det var en henvisning til, at man i Irland fortsat kunne anvende offentlige telefonbokse takket være et europæisk direktiv, ifølge hvilket de blev betragtet som forsyningspligtydelser. Det blev pludselig klart for irerne, at vi her i Europa-Parlamentet også beskæftiger os med særdeles konkrete emner.

Jeg har anvendt testen på motorkøretøjsdirektivet. Og det består efter min opfattelse testen med glans, for der er tale om et direktiv, som kommer borgerne til gode. Det kommer enhver, som er involveret i transport og trafik, til gode. Direktivet har praktiske og positive konsekvenser, som er væsentlige for borgerne. Jeg vil dog henlede Deres opmærksomhed på et specifikt punkt, som allerede har været påpeget i forhandlingen. I de forskellige lande findes der bestemmelser om, at erstatningskrav skal fremsættes inden udløbet af en bestemt frist, som imidlertid varierer fra land til land. Inden skadelidte kan fremsætte sit erstatningskrav i forbindelse med et færdselsuheld, skal skadelidte først have adgang til rapporten herom. Det kan undertiden vare flere måneder, inden skadelidte modtager rapporten. Derfor er den bestemmelse, der er indføjet i artikel 14, efter min opfattelse så vigtig. Jeg vil gerne takke hr. Harbour, fru Wallis og hr. Medina Ortega for den åbenhed, de lagde for dagen med henblik på at nå frem til en kompromistekst herom. Det er efter min opfattelse imidlertid meget væsentligt, at medlemsstaterne sætter alt ind for at sikre, at skadelidte eller dennes repræsentant hurtigst muligt modtager de påkrævede oplysninger, således at erstatningskravet kan fremsættes rettidigt.

Den tekst, der er udarbejdet, er efter min mening et godt kompromis, og jeg håber, således som hr. Whitehead også allerede har påpeget, at vi må møde den fornødne åbenhed hos Kommissionen og Rådet og nå en løsning, som er tilfredsstillende for alle. Der er efter min opfattelse tale om et virkelig alvorligt problem, og det er påtrængende nødvendigt, at vi med dette direktiv gør noget for at løse det.

  Wuermeling (PPE-DE). - (DE) Fru formand, kære kolleger, det glæder mig, at vi i denne lovgivningsperiode fortsætter vores lovgivningsarbejde med et emne, som egentlig er en af Europa-Parlamentets succeshistorier, især også for vores ærede kollega hr. Rothley. Parlamentet har nemlig haft afgørende indflydelse på denne lovgivning, og derfor er det også hensigtsmæssigt, at vi deltager i den sidste fase af lovgivningsproceduren med henblik på yderligere forbedringer.

Det er en skam, at der gemmer sig regulære fordele for borgerne bag de meget teknokratiske begreber som "femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv". Alligevel bør det ikke hindre os i at offentliggøre succeserne, for der er jo virkelig tale om tragiske tilfælde med mennesker, der har mistet deres økonomiske eksistensgrundlag på grund af en trafikulykke, der har mistet deres arbejdsevne, der på grund af processer, der har varet i årevis, ikke er kommet på fode igen, blot fordi ulykken har fundet sted i et andet medlemsland.

Det vigtigste fremskridt, der er opnået med dette ændringsdirektiv, er forhøjelsen af mindstedækningsbeløbet fra 350.000 euro til 1 million euro, afskaffelsen af undtagelser og forbedringen af systemet med servicerepræsentanter.

Naturligvis er det også en følge af det indre marked, at mennesker i højere grad er mobile, uanset om der nu er tale om studerende, turister eller udbydere af tjenesteydelser. Nu giver vi dem alle lidt større sikkerhed, når de krydser grænsen med deres motorkøretøj, nemlig den sikkerhed, at de er dækket i betydeligt omfang - også hvis de opholder sig et andet sted - via forsikringen.

De hidtidige direktivers trumf har helt sikkert været, at vi har skabt et ubureaukratisk, ukompliceret og enkelt system, som har bidraget til at nedbringe papirmængden. Vi må dog - og her tager jeg kommissær McCreevys opfordring meget alvorligt - endnu en gang undersøge meget grundigt, om alt det, vi har foreslået her i form af ændringsforslag, ikke komplicerer, bureaukratiserer og vanskeliggør sagen for meget.

Jeg mener f.eks. ikke, det giver mening at medtage anhængere i definitionen, når medlemsstaterne på den anden side får mulighed for at udtage dem fuldstændigt fra forsikringspligten. Jeg spørger også mig selv, om vi egentlig bør regulere ting som omkostninger til retsforfølgelse, forældelse osv. her i dette direktiv, egentlig vedrører det jo andre tilfælde. Et centralt sted på internettet med henblik på information for ulykkesofre ville jeg nok anse for hensigtsmæssigt, men at samle hundreder, tusinder eller enkelte ulykkesrapporter på en internetside er vel ikke det, som borgerne betragter som hensigtsmæssigt, og som virkelig gavner dem.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag.

14. Salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater til Kommissionen om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked.

  Newton Dunn (ALDE), spørger. - (EN) Fru formand, det glæder mig, at kommissæren er til stede i dag for at hjælpe os med denne forespørgsel. Det var oprindeligt en forespørgsel rettet til Kommissionen og Rådet, fordi forslaget, der blev godkendt af Parlamentet ved førstebehandlingen, har været blokeret i Rådet alt for længe. Formålet med forespørgslen og forhandlingen var at få Rådet til at forklare, hvorfor forslaget er blokeret, og hvad Rådet gør for at komme videre i processen og få sagen tilbage til Parlamentet af hensyn til offentligheden. Desværre har Formandskonferencen i sin visdom overført forespørgslen til denne forhandling, og vi retter nu kun forespørgslen til Kommissionen. Rådet er her slet ikke, men jeg formoder, at en forhandling med den ene part er bedre end ingen forhandling!

Forespørgslen omhandler salgsfremmende foranstaltninger. I alle 25 medlemsstater er der forskellige nationale regler om, hvad der er tilladt - lokkevarer, tre for to, gratis prøver. Der er ikke noget indre marked med rettigheder for forhandlere, der krydser grænserne for at operere med samme tilbud og forretningsmæssige værktøjer over hele Europa. Kommissionens oprindelige forslag - som var grundlæggende godt - var at have et indre marked for salgsfremmende teknikker.

Forslaget går helt tilbage til forslaget om det indre marked i 1992. Så vidt jeg ved, blev det første gang foreslået i en grønbog i 1996 - for otte år siden. Forslaget blev vedtaget ved førstebehandlingen i 2002 - for to et halvt år siden - men vi har siden da ventet på, at Rådet skulle handle.

Der er tydelige fordele, hvis vi kan få forslaget igennem. Større konkurrence og flere valgmuligheder for offentligheden, lavere priser og mere gennemsigtighed. Der vil være mere fleksibilitet for forhandlere på det indre marked og et andet værktøj for markedsføring og erhvervsvirksomhed, som vil skabe velstand og beskæftigelse.

Men så længe vi ikke har grænseoverskridende faciliteter, er omkostningerne højere, fordi forhandlerne skal markedsføre forskellige planer for hver af de 25 medlemsstater. Den seneste betænkning om Lissabon-strategien fremhævede det indre marked som en af prioriteterne, og dette er en del af det indre marked.

Der er bekymring om behandlingen af børn og mindre virksomheder, og det vil indgå i det forslag, som vi ønsker at få gennemført.

De spørgsmål, som jeg ønsker at stille Kommissionen, er dobbelttydige - Rådet mødes i hemmelighed, og Parlamentet kan ikke være til stede, men kommissæren får i det mindste lov til at deltage i møderne og kan fortælle os, hvad der foregår. For det første, hvordan kan vi få spørgsmålet behandlet i Rådet og videre i processen til fordel for borgerne? For det andet, siden forslaget blev stillet for nogle år siden, er euroen blomstret, og der er sket en stor udvikling i e-handelen - handel via internettet - og udvalget ønsker at vide, om det forslag, der oprindeligt blev stillet af Kommissionen, stadig er aktuelt i dag, eller om det er overhalet af udviklingen? Og griber forslaget til direktivet om tjenesteydelser og forslaget til direktivet om illoyal konkurrence ind i det oprindelige forslag om salgsfremmende foranstaltninger? Vi vil gerne have en ny vurdering af, hvor direktivet om salgsfremmende foranstaltninger står. Skal direktivet revideres, eller skal vi blot skubbe på for at få Rådet til at handle hurtigst muligt?

  Harbour (PPE-DE), spørger. - (EN) Fru formand, jeg vil gerne takke min kollega, hr. Newton Dunn - som har overtaget det, der forhåbentlig vil være ordførerposten under andenbehandlingen - for at have opmuntret os til at samarbejde for at komme videre med dette spørgsmål. Det er ærgerligt, at vi ikke har fået hele udvalgets støtte, men det er ikke desto mindre vigtigt, at vi giver Dem, hr. kommissær, mulighed for at høre vores holdning til spørgsmålet.

Jeg vil gerne koncentrere mig om et eller to punkter og bygge videre på hr. Newton Dunns kommentarer om den økonomiske betydning af dette spørgsmål. De af os, der ønsker at få gennemført det indre marked som hjørnestenen i Lissabon-strategien som fastsat i Kok-betænkningen og mange rapporter fra Rådet, vil gerne vide fra én inden for murene, hvorfor medlemsstaternes regeringer, hvis premierministre deltager i Rådets store møder og kommer med redegørelser om vigtigheden af at gennemføre det indre marked - og især det indre marked for tjenesteydelser - er så umådeligt tilbageholdende, når de får mulighed for at give forbrugerne adgang til salgsfremmende foranstaltninger, rabattilbud og andre produktfremmende tiltag, som forbrugerne i andre lande i EU har adgang til, og tilbyde disse foranstaltninger til egne forbrugere?

Jeg ønsker at takke hr. Brinkhorst, den hollandske økonomiminister, fordi jeg ved, at han tog forordningen om salgsfremmende foranstaltninger meget alvorligt og også var forundret over manglen på fremskridt. Jeg husker, at han over for vores udvalg erklærede, at vi da måtte have nået det punkt i udviklingen af det indre marked, hvor medlemsstaterne kunne stole på hinanden. Hvad kan være mere grundlæggende, når man beder om tillid, end at fastsætte, at lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, der giver mulighed for salgsfremmende foranstaltninger i ét land, også gælder for et andet land?

Hvordan kan holdningen til adgang til salgsfremmende foranstaltninger hos forbrugere i ét land, uanset om det drejer sig om rabatter eller salgsfremmende spil eller et årligt udsalg på et bestemt tidspunkt, afvige fra holdningen hos forbrugere i et andet land? Der er tale om en ekstraordinær situation, hvori der inden for markeder, som ligger tæt op ad hinanden, er forskellige forhold i butikkerne på grund af forskellige lovgivninger om salgsfremmende foranstaltninger.

Spørgsmålet er opstået på grund af forundringen over, at medlemsstater kan sige, at de mener det alvorligt med gennemførelsen af det indre marked og mener det alvorligt med indførelsen af en fælles lovgivning om illoyal konkurrence, når de ikke vil give forbrugerne adgang til disse rettigheder og ikke stoler på hinanden. Det er det grundlæggende spørgsmål.

Hr. kommissær, jeg kan forestille mig, at De er lige så forundret, som vi er. Måske kan vi sammen løse nogle af problemerne.

  McCreevy, Kommissionen. - (EN) Forslaget om en forordning om salgsfremmende foranstaltninger, der fik stærk støtte fra Parlamentet for to år siden, er et vigtigt markedsinitiativ, som er forbundet med opnåelsen af et velfungerende indre marked for tjenesteydelser. Det glæder mig derfor at se, at Parlamentet har opretholdt sin interesse i denne tekst til trods for, at Rådet stadig overvejer den.

Salgsfremmende foranstaltninger er vigtige værktøjer til markedsføring af produkter og tjenesteydelser. Foranstaltningerne omfatter rabatter i alle former: Tilbud om præmier, gratis gaver, salgsfremmende konkurrencer og spil. Det drejer sig om værktøjer, der skal lette adgangen til nye markeder med innovative produkter eller tjenesteydelser, sikre forbrugernes loyalitet, stimulere konkurrenceaktioner eller effektivt styre lagerbeholdninger, for blot at nævne et par områder, hvori salgsfremmende foranstaltninger er afgørende. Design, udførelse og kommunikation beskæftiger mange mennesker inden for EU med investeringer, der repræsenterer milliarder af euro.

Salgsfremmende foranstaltninger er afgørende for udviklingen af handel på tværs af grænser med produkter og tjenesteydelser på det indre marked. Det gælder især for små og mellemstore virksomheder i forbindelse med udviklingen af nye markeder. Den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser hæmmes i høj grad af de mange forskellige nationale regler om salgsfremmende foranstaltninger.

Jeg kan forsikre om, at Kommissionen har gjort alt, hvad der var muligt, for at hjælpe de skiftende formandskaber i Rådet med at nå frem til en politisk aftale. Kommissionen har især udvist stor fleksibilitet i forbindelse med to vigtige tilbageværende spørgsmål, som er fastsættelse af det pågældende retsinstrument og indføjelse af en bestemmelse om gensidig anerkendelse i teksten.

Hvad angår betydningen af Lissabon-strategien står det klart, at, hvis vi ikke kan ændre den nuværende holdning og tøven, vil Rådet ikke kunne leve op til de forpligtelser vedrørende det indre marked, som det selv har fastsat i denne sammenhæng. Kommissionen mener dog ikke, at forhandlingerne om denne tekst er afsluttet.

Alternativet til harmonisering vil være afgørelser fra Domstolen, og det vil fjerne de identificerede uforholdsmæssigt store restriktioner, men vil ikke medføre en harmonisering af bestemmelserne til opnåelse af en høj grad af forbrugerbeskyttelse, herunder beskyttelse af mindreårige. Kommissionen har tillid til, at Rådet ikke vil betragte dette forslag som tilfredsstillende. Kommissionen vil derfor fortsætte samarbejdet med det nye formandskab for at finde en løsning, der resulterer i et fungerende indre marked for salgsfremmende foranstaltninger.

  Patrie (PSE), for gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, forslaget til forordningen om salgsfremmende foranstaltninger har, siden forhandlingerne blev indledt, været præget af stor modgang, da Rådet i løbet af tre år har udskudt det ikke mindre end fire gange.

Men hvorfor kan det undre? Man kan faktisk ikke undre sig over disse vedvarende blokeringer, eftersom ingen helt klart har forstået Kommissionens standpunkter om den europæiske forbrugerlovgivning på trods af vedtagelsen for næsten to år siden i marts 2003 af grønbogen om forbrugerbeskyttelse.

Findes der stadig et ønske om en dag at have en harmoniseret forbrugerlovgivning, som direktivet om urimelig handelspraksis tilsyneladende skal fremme, eller har man simpelthen opgivet alle former for harmonisering, hvilket forslaget til direktivet om tjenesteydelser i det indre marked synes at antyde?

Til denne uklare strategi kan man tilføje, hvis jeg må være så fri, en vis forvirring om begreberne og særlig om de centrale begreber som den indre markedsklausul, gensidig anerkendelse eller det berømte oprindelseslandsprincip, som forslagene i teksten henviser til, uden at det rigtig vides, hvorfor man i givet fald har valgt dette princip frem for et andet, og hvilke fordele det giver virksomhederne og forbrugerne.

Derfor er det nemt at forstå, at de lande, der har en særlig forbrugerbeskyttende lovgivning, tøver med at opgive det sikre frem for noget usikkert og uden forbehold at tilslutte sig et system, som, uanset hvad det kaldes - gensidig anerkendelse eller oprindelseslandsprincip - uvægerligt vil føre til lovgivningsmæssig dumping, hvilket vil sige en situation, hvor den mindst konkrete lovgivning gradvist bliver en model for lovgivning på andre områder.

Så længe der ikke bliver givet klare svar på de førnævnte spørgsmål, og så længe arbejdet med overensstemmelse af de forskellige gældende tekster ikke er kommet i gang, kan jeg personligt ikke se, hvorfor det haster med at opnå en politisk aftale om dette forslag til forordning. Helt banalt kunne man sige, at det haster med at vente.

Endelig er der også stadig uenighed om det juridiske instrument, som De netop har understreget, hr. kommissær. Det er ikke et simpelt spørgsmål om procedure, for jeg mener, at valget af en forordning frem for et direktiv stadig kan anfægtes på et område, hvor det i betragtning af de meget stærke kulturelle holdninger, som vi så det i forbindelse med spørgsmålet om udsalg, ville være passende at give medlemsstaterne muligheder for fleksibilitet.

Lad os være seriøse! Lad os ikke længere i tide og utide henvise til den nødvendige relancering af Lissabon-strategien og foregive at tro, at oprettelsen af millioner af arbejdspladser i Europa er afhængig af lovgivningen om spil, salgsfremmende konkurrencer og andre gavechecks. Lissabon-strategien er meget mere værd end det. Det er på tide, at værdierne i de tre søjler anerkendes ligeligt, nemlig konkurrenceevne, men også social udvikling og miljøbeskyttelse!

15. Tidsplan for kommende møder: se protokollen

16. Afbrydelse af sessionen

(Mødet hævet kl. 20.25)