Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 12. januar 2005 - Strasbourg

11. Udviklingslandenes gæld

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om udviklingslandenes gæld.

  Schmit, Rådet. - (FR) Hr. formand, denne forhandling om gældslettelse kommer i rette øjeblik. Lige nu foregår der i Paris drøftelser om en gældslettelse for lande, der er alvorligt berørt af katastrofen i Det Indiske Ocean. En sådan lettelse skal have et betydeligt omfang og skal iværksættes hurtigt. Gruppen af De 10 Lande mødes for øvrigt i dag for at træffe beslutning om et gældsmoratorium for de lande, der ønsker en sådan gældslettelse.

Vi må også erkende, at situationen i Irak, der er anledningen til dette spørgsmål og denne forhandling, er meget speciel og usædvanlig. Den gældslettelse, og hermed mener jeg den betydelige gældslettelse, som Gruppen af De 10 Lande traf beslutning om i november for Republikken Irak, er uden tvivl nødvendig for den økonomiske genopbygning af landet og for, at et uafhængigt Irak med demokratiske og lovlige institutioner kan genopstå.

Spørgsmålet om den nødvendige gældslettelse, som jeg lige har sagt, vedrørende Iraks gæld, rejser sig imidlertid også - og med den samme hastende karakter - for de mindst udviklede landes vedkommende. Det ville være uforståeligt, ja, endog absurd, hvis en gældslettelse kun blev bevilget til et land, der er offer for en naturkatastrofe eller en konflikt. Total fattigdom er årsag til daglige katastrofer i form af underernæring, kronisk analfabetisme, høj børnedødelighed, aids osv. Den spærrer for udvikling og fremmer enhver form for konflikt, der ofte i stilhed og uden for mediernes søgelys medfører tusinder, ja, endog titusinder af dødsfald.

Lettelse af de fattigste landes gæld er således et centralt aspekt i kampen mod fattigdom samt fremme af en politik til udryddelse af fattigdom og genoptagelse af en udviklingsproces i overensstemmelse med millenniummålene.

Et højt gældsniveau og en gældsbyrde, der ikke længere står i forhold til et lands økonomiske kapacitet, forhindrer enhver udsigt til udvikling og fører paradoksalt nok ikke til det økonomiske opsving, som man håbede på, men til en snigende fattigdom for befolkningen i de fattigste lande.

Stillet over for denne situation har EU ikke forholdt sig passivt og vil heller ikke gøre det fremover. Der blev indgået konkrete forpligtelser på Monterrey-konferencen. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) drøftede i april en evt. revision af EU's forpligtelser fra Monterrey. Indsatsen for at lette de mindst udviklede landes gæld har særlig udmøntet sig i det gældslempelsesinitiativ for stærkt gældsplagede fattige lande (HIPC), som Verdensbanken og IMF foreslog i 1996, og som blev styrket i 1999. Det drejer sig om en koordineret strategi, der skal bringe de fattigste landes gæld ned på et bæredygtigt niveau og ikke blot den offentlige, bilaterale og multilaterale gæld, men også varegælden. Med initiativet kan man hjælpe 42 lande, heraf 38 afrikanske lande syd for Sahara. De hidtidige resultater er positive, men endnu utilstrækkelige. Varegælden er ikke blevet lettet ret meget. EU har stået for ca. 60 % af finansieringen af HIPC-initiativet. En række kreditorer har endnu ikke gjort noget for at lette gælden.

Det kommende britiske formandskab for G8, men også for EU, har gjort gældslettelse for de mindst udviklede lande til et prioriteret mål. Vi vil arbejde tæt sammen med Det Forenede Kongerige for at få EU til at udvikle en sammenhængende og ambitiøs strategi på dette område.

Gældslettelse skal fortsat være et prioriteret mål for EU's samarbejds- og udviklingspolitik. Det kan ikke tages op uden at tage højde for andre politikker, f.eks. handelspolitikken, herunder vedtagelse af en ny ordning for generelle præferencer, positive konklusioner fra Doha-runden til gavn for udviklingslandene, øget udviklingsbistand rettet mod udryddelse af fattigdom samt fremme af god regeringsførelse og løsning og forebyggelse af konflikter.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, vi er alle enige om, at for visse udviklingslande er gæld en væsentlig hindring for vækst og udvikling. Vi bør anerkende de gode sider ved det gældssaneringsinitiativ, der i øjeblikket anvendes, de stærkt gældsplagede fattige landes initiativ - eller HIPC-initiativet - der blev iværksat i 1996. Det er det mest omfattende gældssaneringsinitiativ, der nogensinde er taget. Det vil reducere gældsbyrden for de stærkt forgældede fattige lande med ca. to tredjedele og viser derved et engagement i reduktion af fattigdom.

Kommissionen og medlemsstaterne er gået ud over kravene i HIPC. De fleste medlemsstater har forpligtet sig til at slette 100 % af de bilaterale krav. Kommissionen har gjort det samme med alle særlige lån i de mindst udviklede lande, der er kvalificerede til gældssanering fra HIPC. Men det anerkendes nu vidt og bredt, at denne sanering ikke vil sikre langsigtet bæredygtighed for gæld. Det er klart, at der må gøres mere for de fattige lande, der falder ind under HIPC-initiativet. Der er et voksende pres for at udstrække gældssanering til de andre udviklingslande.

Verdensbanken og IMF er ved at udvikle en ny ramme for bæredygtighed for langsigtet gæld i lavindkomstlande. Vi bør hjælpe med til at forhindre ophobningen af ny gæld. Kommissionen følger denne forhandling tæt for at sikre gennemskuelighed i beslutningsproceduren. Kreditorregeringerne i Paris-klubben har udviklet den såkaldte Evian-tilgang til at håndtere lande, der ikke falder ind under HIPC. Den tager hensyn til overvejelser om bæredygtig gæld og gør det herved muligt for Paris-klubben at vælge sin reaktion i den økonomiske situation, som det forgældede land befinder sig i, og at gøre afhjælpningen af kriser mere systematisk, betimelig og forudsigelig. Et tilfælde, hvor disse nye regler er blevet anvendt, er Irak.

Kommissionen er ikke a priori imod gældssanering for lande med mellemindkomster. Den støtter Paris-klubbens Evian-tilgang, som ser på det enkelte lands økonomiske situation i stedet for at definere standardtermer, som det er sket i Iraks tilfælde. Irak står ikke i gæld til Kommissionen, men som et tegn på solidaritet med det irakiske folk lovede Fællesskabet ved Madrid-konferencen et bidrag på 200 millioner euro til fonden for genopbygning af Irak. Men Kommissionen ønsker ikke hjælp til Irak, hvad enten det sker gennem gældssanering eller andre mekanismer, den ønsker ikke, at det skal gives på bekostning af de fattigste lande.

For nylig har både Det Forenede Kongerige og USA opfordret til, at den internationale gæld for lavindkomstlande slettes med 100 %, selv om der er forskellige holdninger til, hvordan dette skal finansieres. Forslaget om fuld slettelse kan forekomme attraktivt, men det indebærer risici med hensyn til tildeling af bistand.

Kommissionens finansielle undersøgelse viste, at HIPC-initiativet allerede har forvredet tildelingen af bistand, fordi det niveau, gældssaneringen har, ikke er forbundet med indikatorer for fattigdom og ej heller - og det er meget vigtigt - afspejler succesen med at håndtere fattigdom. De lande, der får størst fordel af initiativet, er på ingen måde de, der klarede sig bedst, og de er heller ikke de fattigste lande i gruppen.

Nogle eksempler vil illustrere, hvad jeg vil sige. Det land, der har haft størst fordel regnet pr. indbygger fra HIPC's gældssanering, er Guyana, som har modtaget 769 amerikanske dollars pr. indbygger. Det ligger som nr. 92 på Human Development Index. Men Niger, der ligger som nr. 174 på det indeks, får kun bistand i et omfang af 48 dollars pr. indbygger.

Den totale slettelse af al gæld for alle afrikanske lande ville føre til en betydelig ulighed i forvridning af bistand blandt dem, målt efter deres relative fattigdomsniveau. Eritrea - som er et af de fattigste lande i Afrika - ville få 56 dollars pr. indbygger, mens Seychellerne, der er et af de rigeste lande på kontinentet, ville få 2.572 dollars pr. indbygger, hvilket gør en meget stor forskel.

Yderligere gældssanering kunne føre til yderligere forvridning af tildelingen af bistand. I en verden med begrænsede ressourcer bør gældssanering for mellemindkomstlande ikke trækkes fra de beløb, der er til rådighed til de hårdest trængende.

Så gældssanering er en dårlig bistandsfordelingsmekanisme, men det kan være en god måde at levere bistand på, da det giver en hurtig metode til udbetaling og sikrer en hurtig overførsel af ressourcer direkte ind på budgettet med begrænsede transaktionsomkostninger.

Det kan også benyttes til at beskytte sårbare lavindkomstlande mod virkningerne af udefrakommende stød. I disse tilfælde kunne en midlertidig gældssanering hjælpe med at mildne de skadelige virkninger af ydre påvirkninger af modtagerlandes strategier til reduktion af fattigdom. Det er også tilfældet med hensyn til moratorierne, der som allerede omtalt blev drøftet i dag af formandskabet i Paris i forbindelse med de tsunami-ramte lande.

For at opsummere, så er gældssanering ikke et universalmiddel, som af sig selv skaber nye ressourcer, ej heller omsættes det automatisk til tjenesteydelser til fattige mennesker eller økonomisk vækst. Men det kan være en effektiv måde at give støtte på og en god måde, hvorpå man kan yde hurtig bistand efter katastrofer. Hvis man skal håndtere fattigdom og nå millenniumudviklingsmålene, så er den virkelige udfordring at sikre passende niveauer af udviklingsfinansiering. Vi må nå til en aftale om nye og tilstrækkelig ambitiøse mål for den officielle udviklingsbistand inden udgangen af 2009, hvis vi skal have en reel mulighed for at nå disse mål. Gældssanering kan være et nyttigt redskab til at nå dette mål, men det kan på ingen måde være hele svaret.

  Martens (PPE-DE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, gældsbyrden er et stort problem, og den er nu igen i fokus som et muligt middel til at hjælpe med genopbygningen efter tsunamien. Det er positivt, at gældsbyrden står højt på dagsordenen. Gældssanering er et af millenniumudviklingsmålene. Rentebyrden tynger ofte udviklingslandenes budgetter markant i årevis og udgør i visse tilfælde virkelig en hindring for videre udvikling.

Vi må undersøge mulighederne for at gøre noget ved dette problem, men emnet er komplekst og egner sig ikke til impulsiv handelen. Jeg kunne forestille mig, at der blev tale om et moratorium for de lande, der blev ramt af tsunamien, med hensyn til betaling af renter og gældsafvikling. Gældssanering bør dog generelt ikke afhænge af enkeltstående, dramatiske begivenheder.

Hr. formand, der er forskel på eftergivelse af gæld og gældssanering. Vi er i vores politiske gruppe ikke tilhængere af generel eftergivelse af al gæld, sådan som nogle af Europa-Parlamentets medlemmer argumenterer for. Vi siger ja til gældssanering, men kun i de tilfælde, hvor det er påkrævet, kun til de fattigste lande og altid under visse betingelser. PPE-DE-Gruppen anførte i et beslutningsforslag, vi udarbejdede, og som kommissæren også henviste til, at gældssanering ikke er noget universalmiddel mod fattigdom.

Vi skal være klar over, at det beløb, der måtte blive eftergivet, vil gå fra det beløb, der er til rådighed for udviklingssamarbejde. Gældssanering giver ikke i sig selv et land nye indtægtskilder, den resulterer ikke i skoler eller sygehuse, den reducerer ikke landenes fattigdom, ligesom den ikke i sig selv fremmer videre udvikling. De midler, der var til rådighed herfor, vil være reduceret betragteligt efter gældseftergivelsen. Når det gælder et lands udvikling, påhviler der også landet selv et væsentligt ansvar. Gældssanering giver kun mening, hvis den går hånd i hånd med good governance, demokrati, respekt for menneskerettighederne og investering i landets egen befolkning. Det er kort sagt en forudsætning, at pengene virkelig når frem til de fattigste. Gældssanering kan således ikke være et mål i sig selv, men giver kun mening, hvis den virkelig tilskynder til udvikling. Da kan vi være generøse, men der skal være betingelser knyttet hertil, sådan som det er tilfældet med enhver form for udviklingsbistand.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Carlotti (PSE), for gruppen. - (FR) EU og det internationale samfund forbereder sig på at eftergive en del af den irakiske gæld og lige nu endog gælden for de lande, der blev hærget af flodbølgen. Jeg glæder mig naturligvis over det, men det er en reaktion i et øjebliks ophidselse, der er forbundet med en presserende aktuel begivenhed. Hele problematikken med gælden for landene i Syd burde imidlertid behandles med den samme uopsættelighed og den samme hurtighed, for det haster i denne forfærdende virkelighed, som vi bliver konfronteret med.

Det årlige gældsbeløb, som landene i Syd betaler tilbage, overstiger langt den årlige offentlige udviklingsbistand, og det er Syden, som finansierer Norden. I løbet af 20 år har landene i Syd allerede betalt 6 euro tilbage for hver lånt euro, og de beder om yderligere 4 euro. Hvis landene i Syd skal kunne gøre fremskridt, skal gælden reduceres, og de praktiske svar er længe om at blive fremsat. Jeg glæder mig over Storbritanniens initiativ, hvori det meddeles, at det vil eftergive sin del af de fattigste landes gæld hos Verdensbanken, og jeg venter utålmodigt på, at OECD-landene gør det samme. Hvis de fulgte det britiske eksempel, kunne yderligere 45 millioner børn gå i skole, 140 millioner mennesker kunne få adgang til drikkevand, selvfølgelig forudsat at den eftergivne gæld lægges oven i den eksisterende udviklingsbistand, og at Norden holder op med at tage med den ene hånd, hvad det giver med den anden.

Det er bydende nødvendigt, at vi finder en global, retfærdig og bæredygtig løsning på gældsproblemet, og Den Socialdemokratiske Gruppe er overbevist om, at det er EU og medlemsstaterne, der kan stå i spidsen for dette initiativ. Løsningen skal omfatte fuldstændig eftergivelse af de fattigste landes gæld, gældslettelsesforanstaltninger for landene i mellemgruppen ved ikke længere at gøre "strukturtilpasninger" til en betingelse, og dette skal selvfølgelig, som det er blevet sagt, indgå i en global bistandspolitik, og der skal meget hurtigt findes nye finansieringskilder.

  Hall (ALDE) , for gruppen. - (EN) Fru formand, jeg er glad for, at vi har denne forhandling i dag om gældssanering. Det er af afgørende betydning, at vi, mens vi tager det nødvendige og passende hensyn til nødhjælp efter tsunamien, også fortsat fokuserer på de bredere og længerevarende problemer med reduktion af fattigdommen og millenniumudviklingsmålene.

Gældssanering er en nøgle til at opnå millenniumudviklingsmålene. Tidligere var det mål, man brugte for at beregne, om en gæld var bæredygtig, en beregning af tilbagebetaling af gælden set i forhold til eksportindkomsterne, men det virkelig afgørende spørgsmål er, hvor meget af det nationale budget der bruges til at tilbagebetale gælden. I mange afrikanske lande udgør tilbagebetaling og forrentning af gæld stadig en større del af budgettet end sundhedsudgifterne. I f.eks. Ghana går 11 % af regeringens udgifter til tilbagebetaling af lån, mens kun 9 % anvendes på sundhed.

Hvis vi ønsker, at gældssaneringen skal bidrage til at nå millenniumudviklingsmålene, så må vi erkende, at gæld ikke er bæredygtig, når den forhindrer et land i at finansiere sine programmer til reduktion af fattigdom. Det følger heraf, at internationale penge, der skal finansiere bistand til gældssanering, må ligge ud over og ikke gives i stedet for bistand. Jeg er meget bekymret for, at USA ser frem til en reduktion af nødhjælpsprogrammerne for at finansiere slettelse af gæld. Faktisk må slettelse gå hånd i hånd med en interesse i bistand, og ALDE-Gruppens beslutningsforslag indeholder et nyt løfte om, at medlemsstaterne skal give 0,7 % af deres bruttonationalprodukt som udviklingsbistand.

Det følger også, at gældsreduktion kun kan bidrage til, at vi når millenniumudviklingsmålene, hvis den finder sted under god regeringsførelse. Man vil ikke opnå noget, hvis de penge, der bliver sparet via bistand til gældssanering, bliver brugt af en korrupt diktator til dyre paladser eller, hvad der er værre, til angrebshelikoptere, hvormed han kan terrorisere en del af befolkningen.

Regeringerne i udviklingslandene har et ansvar for at investere i deres eget folk, men vi i de europæiske institutioner har et ansvar for at sikre, at der er fleksible mekanismer til gældssanering til rådighed.

  Schmidt, Frithjof (Verts/ALE), for gruppen. - (DE) Fru formand, vi befinder os i en omfattende og vedvarende gældskrise i verden. Denne gældskrise er som hidtil en central hindring for, at der kan ske en selvstændig og dynamisk økonomisk udvikling i landene i Syd, i hvert fald i mange af landene. Det kan man anskueliggøre ved hjælp af to tal. For det første skal rigtig mange af de fattigste lande bruge over 40 % af deres bruttonationalprodukt på gældsafvikling. Under sådanne betingelser er det imidlertid ikke længere praktisk muligt at gennemføre en selvstændig økonomisk udvikling. Derfor har vi brug for et omfattende initiativ vedrørende gældseftergivelse.

For det andet forholder det sig sådan, at for hver euro, som vi giver i udviklingsbistand til landene i Syd, kommer der gennemsnitligt 1 euro og næsten 50 cent i renter tilbage til landene i Nord. Også derfor har vi brug for et omfattende initiativ vedrørende gældsafvikling. I tilfældet Indonesien - som vi jo netop drøfter - ville det i år være 4 milliarder euro, der skulle betales tilbage. Det ville straks neutralisere enhver form for udviklings- og katastrofebistand.

Derfor glædede det mig, at rådsformanden i dag sagde, at han går ind for en fuldstændig gældseftergivelse for Indonesien. Vi har brug for en international konference om gældseftergivelse. Det er ikke noget, som kan ske i Paris-klubbens regi, for Paris-klubben er udelukkende for kreditorer. Vi har brug for en international konference, hvor kreditorlandene, debitorlandene og de berørte civilsamfund er ligeberettigede som kontrolinstanser. Det er noget, som EU og Parlamentet bør gå i brechen for!

  Markov (GUE/NGL), for gruppen. - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, der er ingen, som med god samvittighed kan forlange af udviklingslandene, at de fortsat skal betale deres gæld tilbage, for de har allerede betalt deres gæld tilbage syv gange, og i dag er deres gæld fire gange så høj som til at begynde med. Derfor vil jeg godt modsige Dem på et punkt, hr. Potočnik. De nævnte absolutte tal pr. indbygger. Det er imidlertid ikke udslagsgivende. Hver enkelt indbygger i Brandenburg, hvor jeg kommer fra, har en gæld på 16.000 euro. Men vores samfundsøkonomi er skruet således sammen, at vi kan klare det. Udviklingslandenes økonomier kan imidlertid ikke klare det. Derfor handler det efter min opfattelse ikke primært om, hvorvidt man bevilger en gældshenstand, en gældsreduktion, et gældsmoratorium eller lignende, men det handler derimod om at eftergive gælden, fordi landene netop har brug for de penge, som de i øjeblikket næsten udelukkende anvender til rentebetalinger og ikke engang til afdrag på lån, for at kunne løse deres økonomiske, sociale og økologiske problemer. Det er hjælp til selvhjælp.

Den, som tror, at det vil få de rige industrinationer til at gå nedenom og hjem, skal notere sig, at krigen i Irak koster USA 150 millioner dollars om dagen. Præsident Bush har netop anmodet kongressen om yderligere 80 milliarder dollars. Pakistans gæld udgør 11 milliarder dollars. Ved en sammenligning af disse tal vil De kunne se, at det er muligt at gennemføre en fuldstændig gældseftergivelse. Det må også være vores mål i denne sammenhæng.

Desuden siges det tit - og det hørte jeg igen her i dag - at udviklingsbistanden modregnes i gældseftergivelsen. Nej, hvis den politiske vilje er til stede, hvis man virkelig vil hjælpe disse lande, skal der gennemføres en fuldstændig gældseftergivelse for de fattigste lande. Desuden skal de rige lande endelig leve op til deres selvforpligtelse til at anvende 0,7 % af deres bruttonationalprodukt på udviklingsbistand. Det bør virkelig vise vejen for disse lande og for EU.

  Kristovskis (UEN), for gruppen. - (LV) Mine damer og herrer, EU har sat sig for at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015, hvilket både er en ambitiøs og væsentlig forpligtelse. Udviklingslandenes eksterne gældsbyrde er et uovervindeligt problem, som gør det umuligt at reducere den andel af befolkningen, der lever i yderste fattigdom. EU har forstået det og har allerede afsat 1 million dollars til gældslettelse.

Gældslempelsesinitiativet for stærkt gældsplagede fattige lande (HIPC) omfattede 42 af de fattigste lande i verden. Det gældsbeløb, der skal eftergives for 26 af disse lande, bliver 50 % eller 25 milliarder dollars. Der vil også blive anvendt andre finansielle instrumenter.

Disse og andre foranstaltninger er imidlertid stadig utilstrækkelige til at reducere fattige landes eksterne gældsbyrde. Derfor skal der findes nye muligheder og målrettede foranstaltninger. En bredere kreds af lande skal gives mulighed for at blive egnet til gældslettelse i lighed med Irak. Debt Relief International skal inddrages mere, og der skal skaffes en reel mulighed for at komme ud af økonomisk stagnation og målbevidst nærme sig opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

  Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, på vegne af Italiens nye Socialistparti vil jeg gerne give udtryk for min store tilfredshed og taknemmelighed over for EU, medlemsstaternes regeringer, de internationale agenturer, de humanitære organisationer og den enkelte europæiske borger for den kolossale solidaritet, de har vist i de sidste par uger.

Jeg bifalder den beslutning, som medlemmerne af Paris-klubben har truffet om et moratorium for tre af de tsunami-ramte landes gæld. Denne beslutning følger efter, at man i november 2004 vedtog at eftergive 80 % af Iraks gæld som et konkret signal om støtte til landets genopbygning. Desuden havde den undersøgelse, som man foretog på det ekstraordinære rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i sidste uge af ledsageforanstaltninger til de ramte lande - såsom handelsstøtte og bilateralt partnerskab - et positivt udfald.

Mit største ønske er dog, at vi ikke blot ser en sådan indsats i tilfælde af krig og naturkatastrofer, men at der kontinuerligt gøres en sådan indsats over for alle lande, hvor konflikter, epidemier og sult desværre hører til dagens orden. Ifølge FN er der således hele 14 glemte kriser, hvoraf størsteparten foregår i de afrikanske lande, som FN har bedt om en støtte på 1,7 milliarder dollars til.

For disse og andre udviklingslandes vedkommende er det nødvendigt med en fuldstændig gennemførelse af millenniummålsætningerne - som vi stadig langtfra har nået - om muligt også ved hjælp af en reduktion eller eftergivelse af gælden. En sådan indsats er hensigtsmæssig, rimelig og tvingende nødvendig.

  Scheele (PSE). - (DE) Fru formand, ligesom den forrige tale vil jeg gerne takke rådsformanden, hr. Schmit, for, at han satte vores bekymringer med hensyn til et nyt initiativ vedrørende gældseftergivelse ind i en bredere sammenhæng. Jeg er dog en smule skuffet over Kommissionens meget restriktive udtalelser.

Jeg er enig med rådsformanden i, at det ikke kun bør være de lande, der er ramt af den forfærdelige naturkatastrofe, som skal tages med i overvejelserne, når man taler om konsekvenserne af udlandsgælden. Det er ikke kun naturkatastrofer, der påvirker landene, men også de katastrofale følger af den globalt stigende fattigdom. Det er tankevækkende, at udgifterne til gældsforvaltning er mange gange højere end de sociale udgifter. Og det skaber også stof til eftertanke, at vi er milevidt fra opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene, som alle FN-medlemslandene vedtog.

I ųjeblikket er vi meget stolte af en hidtil uhųrt giverględe og hjęlpsomhed. Jeg mener, at vi med rette kan vęre stolte heraf, men - og det siger jeg henvendt til Kommissionen - vi må ikke give lidt med den ene hånd og tage rigtig meget med den anden. Tallene blev nęvnt tidligere. Vi skal også stille os selv det spųrgsmål, om det er moralsk forsvarligt og foreneligt med god regeringsfųrelse, at de fattige lande har tilbagebetalt det syvdobbelte i forhold til den gęld, som de optog i 1980'erne. I Parlamentets beslutningsforslag pręciserer vi også helt klart, at HIPC-initiativet, som hr. Potočnik omtaler som det mest omfattende initiativ vedrørende gældseftergivelse, kun er et lille skridt, der naturligvis ikke er tilstrækkeligt.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke konkrete mål rådsformandskabet har på dette område, også i samarbejde med de andre internationale partnere, fordi jeg på baggrund af deres udtalelser har en fornemmelse af, at den drivende kraft vil være Rådet og ikke Kommissionen her.

  Cornillet (ALDE). - (FR) Fru formand, man skal passe på med at forestille sig, at lettelse eller eftergivelse af gælden er et mål i sig selv, for det er tværtimod et af de mange midler, som vi råder over til udviklingsbistand. Det går hånd i hånd med præferencelån, frie midler og ordningen med generelle præferencer, som vi indfører i Europa.

Da en sådan gældslettelse ikke er et mål i sig selv, men et middel, skal vi efter min mening være anstændige og huske på, at det er et middel, som de europæiske landes skatteydere har stillet til rådighed, og at det derfor naturligvis skal gøres betinget af, at der opnås resultater. Vores partnere, og primært vores afrikanske partnere i New Partnership for Africa's Development (NEPAD), har til fulde forstået, at de skal gøre en indsats, særlig med hensyn til god regeringsførelse og respekt for vores fælles værdier, for selv at sætte en udvikling i gang i deres lande. Vi skal således i dette spørgsmål være ærlige og erkende, at de bedste elever skal belønnes.

Hvis man er enig om, at gældslettelse er en transaktion i sig selv, skal den efterfølgende gæld også overvejes, for intet land kan naturligvis fortsætte sin udvikling uden at stifte gæld. Vi skal derfor have en fremadrettet vision og ikke kun berolige vores egen samvittighed ved at sige, at nu letter eller eftergiver vi gælden, og så må de klare sig selv.

  Aubert (Verts/ALE). - (FR) Fru formand, kære kolleger, at eftergive de fattigste landes gæld er for os en absolut nødvendighed, hvis vi for alvor skal tage fat på ulighederne mellem Nord og Syd og skæv udvikling samt underudvikling.

En sådan eftergivelse skal ikke desto mindre gå hånd i hånd med en øget bekæmpelse af korruption, skattely og international økonomisk kriminalitet. Den kan heller ikke være en frikendelse af alle dem, herunder statsledere, der skandaløst personligt har beriget sig på bekostning af befolkningen og med et minimum af god budgetforvaltning.

Gældseftergivelse ville for øvrigt være et første skridt hen imod en omfattende reform af vores udviklingsbistandspolitik. En nyovervejet samarbejdspolitik mellem Nord og Syd skal således være baseret på meget mere ambitiøse mål, særlig hvad angår energi, vand, sundhed og uddannelse, og den skal stadfæste og beskrive begrebet global fælles velfærd nærmere.

Vi har behov for en hurtig stærk indsats fra EU i denne forbindelse ledsaget af tydeliggjorte målsætninger og støttet af meget større ressourcer. Det skal være en plan af samme omfang som efterkrigstidens Marshall-plan, men med tydeligt europæisk navn og ramme.

  Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, jeg henvender mig navnlig til Rådet, eftersom vi netop har fået at vide, at Paris-klubben for et par timer siden besluttede at fastfryse nogle af de flodbølgeramte landes gæld. Det er efter vores mening en kortsigtet beslutning, da disse lande ikke har brug for et moratorium, men for at få eftergivet gælden, sådan som næsten alle de humanitære hjælpeorganisationer har foreslået, bl.a. Oxfam og ActionAid, men det ved De sikkert mere om end jeg, hr. minister.

Ud fra dette synspunkt er jeg enig med kommissæren i, at det er nødvendigt med en anden handelspolitik. Thailand har anmodet os om at gøre det billigere at få adgang til de internationale markeder, men på dette punkt er Vesten urokkelig. De protektionistiske barrierer bliver der ikke rørt ved.

Det sidste punkt på dagsordenen er, at det er tvingende nødvendigt, at vi ikke bare eftergiver Iraks og de flodbølgeramte landes gæld. Det ville nemlig være uheldigt, hvis vi sendte det budskab til det internationale samfund, at man er nødt til at blive ramt af en krig eller en naturkatastrofe med 200.000 døde for at have ret til Vestens solidaritet.

  Mulder (ALDE). - (NL) Hr. formand, der er ikke noget forkert ved at eftergive gæld og afgjort ikke, når der er tale om lande, som er i akut nød, sådan som det i øjeblikket er tilfældet i Sydøstasien. Man skal imidlertid, som flere talere har påpeget, ikke skære alle over en kam. Der er lande med en god styreform, og der er lande med en dårlig styreform, og vi kan ikke sige til alle lande, at vi vil eftergive deres gæld, og at sagen dermed er løst. Vi kan, for at give et konkret eksempel, ikke behandle Zimbabwe på samme måde, som vi behandler Uganda. For hvert enkelt aspekt og for hvert enkelt land må vi undersøge, hvad der i politisk henseende er den bedste løsning, og eftergivelse af gæld er et af de elementer, der kan bidrage til et lands udvikling.

Hvad angår beslutningsforslaget, er det usædvanligt uklart. Hvilke praktiske konsekvenser får det eksempelvis for EU's budget? Mig bekendt er det kun Den Europæiske Investeringsbank, der yder lån. EU's budget står som garant for disse lån. Hvad sker der, hvis vi eftergiver disse lån? Hvad kommer det til at koste? Måske kunne Kommissionen sige lidt mere herom.

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, Rådet kan tilslutte sig en stor del af det, der er blevet sagt. Vi har alle forstået, at det haster, og forstået den usædvanlige situation, som visse lande står over for, særlig de lande, der er berørt af naturkatastrofen. Hvad angår Irak, er der vist ingen, der betvivler nødvendigheden af at yde bistand til genopbygningen af landet. Når dette er sagt, rejser spørgsmålet sig imidlertid om, hvad vi skal gøre for alle de andre udviklingslande.

Først og fremmest kan man ikke stille sig tilfreds med at bruge samme fremgangsmåde for alle, og her er jeg enig i det, som kommissæren sagde. Alle udviklingslande er ikke ens. Deres situation er meget forskellig. Jeg tror derfor, at vi først hovedsageligt skal fokusere på de fattigste og mindst udviklede lande og spørge, hvad vi kan gøre for dem.

For det første kan vi lette eller eftergive deres gæld. Jeg mener, at det er et initiativ, der skal støttes og fremmes. Inden for hvilke rammer skal vi handle? Der er debatten på de kommende møder i Det Europæiske Råd. Jeg har særlig nævnt mødet i Det Europæiske Råd i april, der skal fokusere på en analyse og evt. en revision af EU's forpligtelser vedrørende gennemførelse af millenniummålene. Der er EU's støtte til de initiativer, der er taget i G8-regi, særlig G8-formandskabets initiativer under det kommende topmøde i Det Forenede Kongerige. EU skal således fremme tanken om gældslettelse eller -eftergivelse. Det kan imidlertid ikke gøre det tilfældigt, for på denne måde ville handlingen miste troværdighed.

For det andet giver en eftergivelse eller lettelse af gælden kun mening, hvis de rige lande øger deres udviklingsbistand. EU har indgået forpligtelser i denne forbindelse, og de bør føres ud i livet.

For det tredje skal gælden uanset størrelsen indgå i en bredere politisk ramme for udviklingssamarbejde. Det nytter ikke at eftergive gælden, hvis man samtidig lukker grænserne for visse typer import fra udviklingslande. Det nytter ikke at eftergive gælden, hvis vi derefter støtter visse produkter i vores egen lande og derved forhindrer udvikling af de samme produkter i udviklingslandene.

Som konklusion tror jeg, at en eftergivelse er et vigtigt, men ikke det eneste led, i en udviklingsstrategi eller et ægte udviklingspartnerskab, som EU skal tage fat på.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen har nøje noteret sig denne drøftelse af det vigtige spørgsmål om gældssanering. En række vigtige og nyttige forslag og kommentarer er fremkommet i dag. Jeg vil gerne svare som følger.

For det første bør man straks understrege, at fattigdom ikke kun er et spørgsmål om gældssanering. Det virkelige problem er et passende niveau af udviklingsfinansering. For det andet er det vigtigt at skelne imellem forskellige lande, i særdeleshed mellem de mindst udviklede lande og andre udviklingslande.

For det tredje har De ikke fået forelagt tallene for indkomsten pr. indbygger i forhold til gældssanering med det formål, at der skal skæres ned i hjælpen, men nærmere det modsatte: for at benytte dette kriterium for at lette gældsbyrden for de lande, der virkelig trænger mest til det.

For det fjerde vil FN og Kommissionen koordinere deres bestræbelser med andre internationale organisationer med hensyn til HIPC og andre initiativer.

For det femte anerkender en ny bæredygtighedsramme fra Verdensbanken og IMF det utilstrækkelige i de eksisterende bestræbelser på gældssanering. Den nye ramme vil for det første fastsætte vejledende tærskler for gældsbyrder, som er landespecifikke, for det andet tage hensyn til ydre voldsomme påvirkninger og for det tredje garantere større gennemskuelighed og dialog ved vurderingen af denne bæredygtighed. Det er, hvad den nye bæredygtighedsramme drejer sig om.

Endelig bør bistand til Irak ikke gives på bekostning af de fattigste lande, og et gældsmoratorium for lande, der er ramt af tsunamien, vil være passende.

Kommissionen vil nøje følge spørgsmålet om udviklingslandenes udlandsgæld, i særdeleshed for de mindst udviklede af dem. Der er også stadig meget at gøre med hensyn til at overveje gældssanering for lande i Sydøstasien, der blev ramt af jordskælvet og af tsunamien. Kommissionen vil fastholde en løbende dialog med Europa-Parlamentet på alle de ovennævnte områder.

Vi er alle enige om, at udlandsgæld for nogle udviklingslande er en væsentlig hindring for vækst og udvikling. Gældssanering kan faktisk være et nyttigt redskab i denne kampagne, men kan på ingen måde være hele svaret. Bistand, socioøkonomiske politikker, handelspolitikker osv., der sikrer bæredygtighed for disse lande i det lange løb, er af afgørende betydning. Det er, hvad de ønsker, og det er, hvad de fortjener.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.⁽¹⁾

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

(1) Se protokollen.