Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 12. januar 2005 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

  Gebhardt (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg henholder mig til forretningsordenens artikel 28.

Den skamløse bespottelse af Parlamentet, som vi oplevede i sidste valgperiode, starter nu åbenbart igen. I går kom det mig for øre, at et parlamentsmedlem fik udleveret mindst en fraværsliste fra december 2004 - jeg understreger fik udleveret - med henblik på kopiering heraf.

Jeg har to spørgsmål i den forbindelse. For det første vil jeg gerne vide, om det har hold i virkeligheden. For det andet, hvis der er hold i det, er der så et retsgrundlag herfor?

  Formanden. - Jeg ved ikke rigtig, om det er en bemærkning til forretningsordenen, men jeg kan under alle omstændigheder svare Dem, at Præsidiet allerede har taget sig af dette spørgsmål, som er blevet viderebragt til de juridiske tjenester, og at vi afvender deres rapport, så vi kan handle i overensstemmelse hermed.

2. Bevillingsoverførsler: se protokollen

3. Det luxembourgske formandskabs program

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet om det luxembourgske formandskabs program.

Jeg giver ordet til formanden for Rådet, hr. Juncker, Luxembourgs premierminister, over for hvem jeg gerne vil gentage Parlamentets sorg over nyheden om hendes kongelige højhed, storhertuginden Joséphine-Charlotte af Luxembourg, prinsesse af Belgiens død.

  Juncker, Rådet. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg må sige, at jeg altid føler stor glæde ved at komme til Strasbourg, byen, som frem for nogen er europæisk, et symbol på den fransk-tyske forsoning, et mødested for så mange europæiske ambitioner og et skæringspunkt for så mange kontinentale drømme.

Til min glæde føjer sig i dag den ære, det er at præsentere det luxembourgske formandskabs prioriteter for EU for Europa-Parlamentet, som er Europas folkevalgte repræsentation. Det luxembourgske formandskab afløser vores nederlandske venners formandskab. Det ligger mig meget på hjerte at prise deres resultater, deres vedholdenhed og deres indiskutable succeser. EU har gjort store fremskridt under det nederlandske formandskab. Når det når til sin afslutning, ønsker jeg, at jeg kan sige det samme om det 11. luxembourgske formandskab, som netop har taget sin begyndelse for nogle dage siden.

Erfaringen fra vores tidligere formandskaber kan uden tvivl være nyttig og kostbar, men formandskaberne afløser hinanden, og de er forskellige. Da jeg for første gang, i 1985, var formand for Ministerrådet, talte De Europæiske Fællesskaber 10 medlemsstater. Da jeg var formand i 1991, sad der 12 ministre rundt om bordet. Da jeg overtog formandskabet i 1997, var vi 15, og i dag er vi 25 medlemsstater. På 20 år er antallet af medlemsstater mere end fordoblet.

Siden er beslutningsprocesserne naturligvis blevet mere komplicerede. Men hvilken glæde er det dog alligevel, hvilken lykke er det i dag at se EU tælle landene fra Central- og Østeuropa iblandt vores medlemmer, når man tænker på, hvilket skæbnesvangert historisk dekret der engang ville tage dem fra os for altid.

Erfaringen fra vores respektive formandskaber og observationen af de andres skiftende formandskaber har lært mig to lektier. EU gør for det første kun egentlige fremskridt, hvis de, der leder det, ikke sætter deres nationale interesser i højsædet, men erstatter dem med den fælles interesse, som er den bedste definition på alles interesse. Og dernæst vil EU kun opnå egentlig samhørighed og harmoni, hvis vi alle i ånd og bogstav respekterer Fællesskabets metode og balancen mellem de tre institutioner.

Kommissionen er ikke nogen linjevogter, som kun sørger for, at det indre markeds regler overholdes. Den skal være spilleleder, inspirator og primus motor. Rådet er ikke kun boldbane for nationale interesser, hvor berettigede de end kan være, men et værksted for forståelse. Parlamentet sidder for sit vedkommende ikke på tribunen, det er ikke tilskuer. Det er en privilegeret medspiller, fordi det er legitimeret af folkeafstemningen.

De vil fremover se meget til mig på Deres møder, i Deres kontorer og i Deres korridorer i Bruxelles og Strasbourg. Jeg taler for mig selv, mine ministre og alle dem, som er i Parlamentets og således i Deres tjeneste. Sammen skal vi sørge for, at den nye forfatningstraktat bliver ratificeret under gode omstændigheder. Det kan godt være, at forfatningsudkastet ikke er fuldkomment. Men vi må ikke sammenligne det med idealet. Lad os måle det ud fra, hvad Europa får brug for for fortsat at stå som et godt eksempel for verden. Lad os i dag gøre, hvad der skal gøres, for at det kan blive en realitet i morgen, og lad os ratificere traktaten. Lad os tænke på traktaten som en tekst, der hverken er højre- eller venstredrejet. Dens indhold vil være frugten af vores overbevisninger, vores vilje og vores ambition. Hvis vores vilje og vores ambition er fuldkomne, vil gennemførelsen af den nye traktat, som måske er ufuldkommen på det teoretiske plan, sandsynligvis opnå nogle successer, som er fuldkomne i praksis.

Ratificeringen af traktaten vil ikke være lige let overalt, og jeg har i denne henseende og i denne kontekst en stor bøn, nemlig at vi ikke bruger de vanskeligheder, som ratifikationerne i parlamenter og ved folkeafstemninger kan skabe, som et påskud til at nedsætte vores aktionshastighed og vores beslutningsiver. Lad os ikke udsætte de vanskeligste beslutninger til efter den første folkeafstemning, så efter den anden folkeafstemning, så efter den tredje folkeafstemning osv. Når vi beder Europas befolkninger og parlamenter om at give deres samtykke, så lad os bevise over for dem, at Europa fungerer, at Europa gør fremskridt, træffer beslutninger og kan påtage sig sit ansvar. En energisk indsats fra EU kan overbevise dem, der tvivler, men en manglende indsats kan få de overbeviste til at tvivle.

Hr. formand, det sædvanligvis højtidelige skær, der hviler over det nye formandskabs indtræden, er i år blevet formørket af den frygtelige tragedie med flodbølgen i Sydøstasien. De forfærdeligt rystende billeder af de døde, de sårede og ødelæggelserne har lagt sig som en kolossal skygge over udgangen af 2004 og begyndelsen af 2005. Vi skal sent glemme dette drama, og jeg vil gerne have, at vi ud over den øjeblikkelige nødhjælp står solidarisk med de ramte befolkninger og hærgede områder i Asien. Jeg vil også håbe, at vi bliver mere bevidste om, at den elendighed, som vi nu oplever i Asien, ikke skal få os til at glemme den fattigdom, underudvikling, sult og uretfærdige død, som findes andre steder. Vores hjerter skal være der, hvor fjernsynskameraerne ikke længere befinder sig eller aldrig har været.

(Bifald)

Hr. formand, den europæiske sikkerhedsstrategi opfordrer os til at fremme freden, demokratiet og stabiliteten ved at bekæmpe de dybereliggende årsager til usikkerhed i verden.

Det vil især være nødvendigt med en kohærent og integreret anvendelse af Unionens instrumenter i de vestlige Balkanlande, i Mellemøsten, i vores forbindelser til Rusland og Ukraine samt i de transatlantiske forbindelser.

Balkan, som er et område, der stadig er traumatiseret af sin nærmeste fortid, har en fremtid inden for europæiske rammer. Åbningen af tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien i marts 2005, så snart vi har fået bekræftet, at landet samarbejder fuldt og helt med straffedomstolen for Eksjugoslavien, vil vise alle Balkanlandene, at deres bestræbelser på at indføre demokrati bliver belønnet og vil kunne bære frugt.

For de andre lande i regionen vil den generelle ramme for EU's indsats fortsat være udstukket af Thessaloniki-dagsordenen, som beskriver det europæiske perspektiv for de vestlige balkanlande. Formandskabet vil fortsætte forhandlingerne med Albanien om en stabiliserings- og associeringsaftale. En anden altafgørende milepæl i regionen finder sted midt i 2005, nemlig evalueringen af iværksættelsen af standardpolitikken i Kosovo. Vi vil være særligt opmærksomme på situationens udvikling i Kosovo. Jeg er af den mening, at Kosovos fremtid uanset landets status befinder sig inden for EU.

Den Russiske Føderation er en strategisk partner for EU og vedbliver at spille en stor rolle for den europæiske sikkerhed og stabilitet. Kvaliteten af vores nuværende forbindelser til vores russiske nabo er imidlertid utilfredsstillende. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at råde bod på dette, uden dog at give afkald på det centrale i vores krav. Jeg går ud fra, at jeg kan regne med Deres støtte til disse bestræbelser.

På EU/Rusland-topmødet den 10. maj 2005 i Moskva vil formandskabet bestræbe sig på at nå frem til en afbalanceret pakke for de fire fælles områder, som blev defineret på topmødet i Sankt Petersborg og baseret på fælles værdier og fælles interesser.

EU vil knytte tætte forbindelser til den nye præsident for Ukraine, særligt i forbindelse med iværksættelsen af den europæiske naboskabspolitik. Vi har alle interesse i at have et stabilt og blomstrende Ukraine som nabo, et Ukraine med en stærk demokratisk forankring og et Ukraine, som er slået ind på vejen mod modernisering. Formandskabet vil forberede sig minutiøst på topmødet mellem Unionen og Ukraine, som skal foregå under det britiske formandskab.

Endelig er der de transatlantiske forbindelser. Verden og verdens stabilitet har behov for et transatlantisk partnerskab, som fungerer. I dag er de transatlantiske forbindelser hverken dårlige eller fremragende, men sandt at sige er status quo for disse forbindelser heller ikke en option, der svarer til de forventninger, der er på begge sider af Atlanten. Vi skal derfor forbedre kvaliteten af vores forbindelser i både den ene og den anden parts interesse. Det vil vi gøre i løbet af de to topmøder, som vi afholder med præsident Bush, det første i februar på forespørgsel fra den amerikanske præsident, og det andet i juni. Vi vil ikke koncentrere os om de uoverensstemmelser med USA, som nogle af os måtte have haft i en nær fortid, men forsøge at blive enige om en række konkrete spørgsmål, som vi skal give nogle ikke mindre konkrete svar på. De transatlantiske forbindelser vil ikke være fuldkomne uden Canada, som jeg er glad for at afholde topmøde med under mit formandskab, i løbet af hvilket vi skal have nogle venskabelige drøftelser omkring alle de spørgsmål, der er af gensidig interesse.

Samme bemærkning gælder, i en anden, interkontinental kontekst, vores japanske venner.

Endelig vil jeg gerne sige et par ord om Mellemøsten, hr. formand. Med valget den 9. januar af præsident Abbas i spidsen for Den Palæstinensiske Myndighed samt med muligheden for en israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben har der åbnet sig et mulighedernes vindue for at genstarte fredsprocessen og fremskynde iværksættelsen af køreplanen. Det gælder nu om at gribe denne chance. I den forbindelse vil jeg gerne byde den konference om Mellemøsten, som er planlagt i London i marts 2005, velkommen. Den vil uden tvivl være et vigtigt skridt imod konsolideringen af fredsprocessen.

EU's udvidelsesproces vil under det luxembourgske formandskab fortsætte i nøje overensstemmelse med de beslutninger, som blev truffet af Det Europæiske Råd i december sidste år. Vi begynder tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien i marts. Hvad angår Bulgarien og Rumænien, håber jeg, at Europa-Parlamentet i april vil afgive samstemmende udtalelse om tiltrædelsen af de to lande, hvilket vil give os mulighed for at underskrive tiltrædelsestraktaterne samme måned.

Hr. formand, det vil ikke lykkes os at bringe EU tættere på borgerne, hvis vi fortsat ikke kan opfylde deres berettigede forventninger til den interne sikkerhed. Den nye forfatningstraktat lægger op til en definitiv afskaffelse af "RIA-forbeholdet", dvs. fuld og hel integration af dette område i den europæiske konstruktion via en streng gennemførelse af fællesskabsmetoden. RIA-opgaverne vil under vores formandskab indgå i dette perspektiv, og vores arbejdsgrundlag vil være det fremragende Haag-program, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i november 2004.

For at sikre gennemførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal vi tænke europæisk, før vi tænker nationalt. Vi skal fremme en hurtig udvikling af en europæisk sikkerhedskultur. Dette krav gælder især bekæmpelsen af grov og organiseret kriminalitet. Det er i vores øjne en nødvendig og ligefrem livsnødvendig opgave at fremme området med retfærdighed, sikkerhed og frihed. Vi skal naturligvis først optimere det operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne. Vi skal f.eks. skabe mulighed for en hurtig og flydende informationsudveksling mellem medlemsstaternes polititjenester og retlige myndigheder. Dette disponibilitetsprincip er et stort fremskridt i samarbejdet mellem polititjenesterne. Formandskabet vil straks påbegynde de opgaver, der knytter sig hertil. Det ønsker også at konsolidere det europæiske retsområde, som hovedsageligt er baseret på gensidig anerkendelse og tilnærmelse af lovgivningerne. Vi vil f.eks. sørge for at fremme forhandlingerne om det europæiske mandat til indsamling af bevismidler samt om muligheden for at få etableret et europæisk strafferegister. Den europæiske sikkerhed vil blive styrket herved. Den vil ikke blive styrket på bekostning af de offentlige frihedsrettigheder, og den skal ikke styrkes på bekostning af de offentlige frihedsrettigheder, som er en del af den europæiske måde at leve sammen på.

Bekæmpelsen af terrorismen skal være en stadig prioritet. Jeg vil i den forbindelse hilse det spanske initiativ om at samle stats- og regeringslederne i Madrid i marts velkommen. Formandskabet vil for sit vedkommende lægge særlig vægt på bekæmpelsen af finansieringen af terrorismen.

Hvad angår asyl- og indvandringsspørgsmålet, vil formandskabet koncentrere sig om tre punkter, nemlig styrkelse af partnerskaberne med oprindelses- og transitlandene, etablering af et harmoniseret tiltag for hjemsendelse og tilbagetagelse og lanceringen den 1. maj af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser.

Hr. formand, mine damer og herrer, vi refererer ofte med rette til borgernes Europa. Vi skal ikke gøre os nogen illusioner. Hvis det ikke lykkes os at gøre EU til et område med arbejde og velstand til alle, vil borgerne fjerne sig fra Europa, dets Union og det politiske projekt, som ligger til grund herfor. For at forebygge risikoen og give Europa sin økonomiske og sociale position tilbage, har vi for snart fem år siden lanceret Lissabon-strategien. Vi ville, og vi vil stadig, gøre EU til den mest konkurrencedygtige og mest dynamiske økonomi i verden, en økonomi med en bæredygtig vækst, ledsaget af en kvantitativ og kvalitativ forbedring af beskæftigelsen, en økonomi, som skaber større social samhørighed, og en økonomi, som respekterer miljøet og naturressourcerne.

Efter fem års blandet succes er tiden inde til at gøre foreløbig status. Det vil vi gøre i forbindelse med Det Europæiske Råd til foråret. Det drejer sig først om at klarlægge det endemål, vi skal have med strategien. Lissabon-strategien, en betegnelse, som efter min mening er komplet uforståelig for de fleste, er faktisk en strategi for konkurrenceevne, vækst, social samhørighed og miljøbeskyttelse. Den skal basere europæernes bæredygtige velfærd på et solidt fundament, og vi skal handle nu, så vi i fremtiden kan sikre, at alle får adgang til den europæiske sociale model, som ikke skal forvandle sig til en myte, men forblive eller snarere, skulle man sige, igen blive en levende realitet for alle. Hvis vi vil sikre en intakt europæisk social model, skal vi reformere den, så den kan være et modsvar til vækstkrisen, til underbeskæftigelsen, det mere og mere skrøbelige sociale netværk, til den tabte konkurrenceevne og produktivitet, til den tyngende demografi og til aldringen i vores befolkninger.

Det er rigtigt, at europæerne ikke kan lide reformer, de skræmmer dem, de forstår ikke deres berettigelse. Vi skal derfor forklare dem, at de reformer, som vi planlægger, sigter mod at sikre overlevelse og levedygtighed for den europæiske sociale model. Vi skal overbevise dem om, at det vil vise sig dyrere at udsætte reformerne. Vi skal bevise over for dem, at det er rigtigt af os at handle, og at det ville være forkert af os at finde os i tingenes tilstand. Det drejer sig i virkeligheden om at bringe Europa tilbage i sin bane.

Dernæst drejer det sig om, at vi, når vi gør foreløbig status, i fællesskab fastholder de tre dimensioner af strategien, dvs. økonomien, det sociale område og miljøet. Jeg ved godt, at Europa har et problem med sin konkurrenceevne, som for en stor dels vedkommende forklarer dets middelmådige resultater på vækst- og beskæftigelsesområdet. Konkurrenceevnen skal styrkes, det er sandt. Den er imidlertid ikke et mål i sig selv, en neutral præstation, som ville være tilstrækkelig i sig selv. Nej, den konkurrenceevne, som vi skal genfinde, skal give os mulighed for at skabe stærkere og mere bæredygtig vækst, og dens mål skal være en større social samhørighed og et mere harmonisk afbalanceret miljø.

(Bifald)

Så lad os for guds skyld ikke indlede en dum og ufrugtbar debat om, hvorvidt vi skal have større konkurrenceevne og således mindre social samhørighed eller mere social samhørighed og mindre miljø. Hvis Europa vil være stærkt, har det brug for tre ting, tre ting, som følges ad, nemlig en bedre konkurrenceevne, en større social samhørighed og et mere harmonisk afbalanceret miljø.

(Bifald)

Jeg siger ja til konkurrenceevne og nej til at give afkald på vores sociale og miljømæssige ambitioner. Jeg siger f.eks. ja til, at der åbnes op for markedet for tjenesteydelser, men nej til social dumping, som nogle gerne ville lade følge med.

(Bifald)

Endelig, hr. formand, drejer det sig om at overveje, hvilken metode der ville være bedst for at sikre, at strategien får succes.

Efter fem års famlen sig vej mellem succeser og fejltagelser er spørgsmålet ikke så meget, hvad vi skal gøre, eftersom vi reelt godt ved det, spørgsmålet er snarere, hvordan vi skal gøre det. Vi skal gennemføre det europæiske rum for viden, øge forskningsindsatsen, forbedre vores undervisningssystemer og blive bedre til at lære hele livet igennem. Det skal vi gøre, men hvordan?

I Europa har vi alt for mange processer. Vi har de overordnede europæiske økonomiske retningslinjer, retningslinjerne for beskæftigelsen, strategien for bæredygtig udvikling, strategien for det indre marked, chartret om de små og mellemstore virksomheder, Köln-processen, Cardiff-processen osv. Meget ofte er disse processer blevet begravet i bureaukratiske procedurer, som ikke fører til noget. EU ligner mere et forskningskontor - et støvet forskningskontor - end en fabrik med gennemførlige og gennemførte idéer.

(Bifald)

Vi skal ændre dette ved at rationalisere vores strategi. Vores strategi er overvejende europæisk, men iværksættelsen af den skal først og fremmest være national. Vi vil gerne have, at strategien forbliver overvejende europæisk. Den skal revideres globalt hvert andet år, eller helst hvert tredje år. Man kan ikke ændre strategi hvert halve år, fra Europæisk Råd til Europæisk Råd, efter formandskabernes ønske og tilfældige sammensætning og nye indfald. Strategien skal være bæredygtig på længere sigt.

Vi ønsker, at den nationale iværksættelse af strategien bliver fremmet og koncentreret. Vi foreslår, at medlemsstaterne etablerer nationale handlingsprogrammer, som fortjener at blive affattet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, og som skal fremlægges for de nationale parlamenter, som sammen med de kommunale instanser vil overvåge gennemførelsen af dem. Disse nationale programmer skal tage højde for nationale og regionale forhold og skal give mulighed for at differentiere de respektive nationale reformers rytmer og styrke, således at der bliver taget bedre højde for det præstationsniveau, som allerede er opnået.

Det var mine ord om strategien og dens gennemførelsesmetode. Det vil vi drøfte nærmere i detaljer, både De i Parlamentet, vi i Rådet og begge parter med Kommissionen, som snart vil præsentere sin sammenfattende rapport for os.

Hr. formand, mine damer og herrer, den delvise reorientering af Lissabon-strategien inviterer os også til at overveje vækst- og stabilitetspagten. Jeg mener, stabilitets- og vækstpagten!

(Latter)

Ja, jeg ville have foretrukket den første formulering.

(Bifald)

Men eftersom vi i 1996 i Europa blev ledet af dem, vi ved - og det er ikke dem, De tror! - blev rækkefølgen på formuleringen den, jeg gav dem til sidst.

(Latter og bifald)

Vi har påbegyndt genbehandlingen af pagten under det nederlandske formandskab, og vi ønsker at afslutte den under det luxembourgske formandskab. Vi vil reformere pagten eller snarere tilpasse dens gennemførelsesforanstaltninger. Jeg skal nok forklare nærmere, først ved at fortælle Dem, hvad vi ikke vil gøre.

ØMU'en har behov for stabilitet. Derfor vil vi ikke jage stabiliteten på flugt, hverken fra vores vokabular eller i praksis. Stabiliteten er en del af den grundlæggende pagt, som euroen hviler på. Vi lovede en stabil valuta. Den vil forblive stabil og stærk. Resultatet heraf er, som jeg lige så godt kan sige det med det samme, at formandskabet ikke vil foreslå at neutralisere eller immunisere visse kategorier af budgetudgifter ved pagtens gennemførelse. Resultatet heraf er, at de grundlæggende kriterier - 3 %'s underskud, 60 %'s gæld - fortsat vil være gældende.

Men det er i mine øjne indlysende, at der skal ske nogle ændringer. De skal f.eks. ske for, at pagten bedre kan tage højde for konjunktursvingningerne. I perioder med stærk økonomisk vækst skal euroområdets medlemsstater være forpligtet til først og fremmest at anvende budgetoverskuddene til at reducere gælden og underskuddet. Vi vil berige pagtens præventive foranstaltninger med en stærk dosis ekstra stabilitet.

I perioder med svag vækst skal medlemsstaterne imidlertid have nogle mere bevægelige manøvremargener for budgettet. Disse manøvremargener bliver så meget desto større, hvis bestræbelserne på at reducere underskuddet og gælden har været konsekvente i faserne med økonomisk ekspansion. Hvis en medlemsstat løber ind i en situation med for stort underskud, vil denne situation og konsekvenserne heraf, især med hensyn til timing for korrigeringen, blive bedømt ved hjælp af objektive evalueringskriterier.

Vi skal for enhver pris undgå tilfældige politiske bedømmelser, som risikerer at føre til forskellige vurderinger alt efter landets størrelse. Fra det synspunkt vil Luxembourg altid blive taberen.

(Bifald)

Hr. Cohn-Bendit, vi får en ærværdig debat i udvalget, når tiden er inde, uden alt for mange vidner, om den sammenligning, man kunne foretage mellem Frankrig, Tyskland og Luxembourg på skatte- og ligningsområdet. Det er en interessant og meget oplysende debat for dem, der ser på Luxembourg med et lidt overfladisk blik, må jeg sige.

(Bifald)

Hvad pagten angår, opfordrer jeg Dem til en værdig debat. Jeg advarer imod ekstreme løsninger. Jeg siger nej til dem, der ønsker at erstatte stabilitet med fleksibilitet uden holdepunkter, uden tvang og uden grænser, og jeg siger nej til dem, der vil ophøje pagten, som den ser ud nu, til et urokkeligt dogme. Vi har brug for mere stabilitet og mere fleksibilitet alt efter, hvor vi befinder os i konjunkturerne.

Hr. formand, De ville utvivlsomt blive forbavset, hvis jeg ikke nævnte den forhandling, vi skal have om de finansielle overslag. Jeg vil ikke fremlægge de grundlæggende elementer i denne vanskelige sag, skal det siges, for Dem, for dem mestrer De bedre end jeg. Jeg vil kun sige Dem, at vi, det luxembourgske formandskab, vil gøre alt for at nå frem til en aftale om de finansielle overslag inden udgangen af juni.

Men jeg gør mig ingen illusioner. Medlemsstaterne har lagt sig fast på i den grad strenge og fastlåste holdninger, at de får svært ved at bryde ud af dem i tide, dvs. nu! Hvis det ikke lykkes os at blive enige om en fælles holdning under det luxembourgske formandskab, vil vi den 1. januar 2007 være politisk, lovgivningsmæssigt og teknisk ude af stand til at tage det udvidede EU's udfordring op.

Derfor har ingen institution og ingen medlemsstat interesse i at forsøge at trække tingene ud. En manglende aftale i juni er ikke et nederlag for formandskabet - det interesserer mig kun perifert - men et nederlag for Europa. Så lad os træffe en beslutning! Lad os træffe den i en fart, lad os træffe den nu!

(Bifald)

Lad os skåne Europa for en lang debat, som trækker ud i 18 måneder eller endnu mere. Den ville forøge stridighederne og nære konflikterne mellem medlemsstaterne og mellem institutionerne. Jeg stoler på, hr. formand, at Deres Parlament vil fremme beslutningstagningen om de finansielle overslag. Vi arbejder sammen med Dem, for det er nødvendigt med Deres samtykke. De vil ikke blive udsat for et fait accompli, det forsikrer jeg.

Det var, hr. formand, det centrale i vores program. Formandskaberne skifter, Europa bliver til gengæld heldigvis, hvor det er. Vi vil tjene det med beslutsomhed og lidenskab, med den beslutsomhed og lidenskab, som store afstande og store ambitioner kræver.

(Kraftigt bifald)

  Formanden. - Det bifald, De har modtaget, giver forhåbninger om et meget positivt luxembourgsk formandskab. Det ønsker Parlamentet.

  Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, det halvår, der nu begynder, rummer en række vigtige milepæle af afgørende betydning for, om EU bliver i stand til at sikre et højere niveau af velstand, solidaritet og sikkerhed for sine borgere.

Meget af det, som Kommissionen måtte kunne gennemføre i løbet af de kommende år, vil afhænge af de beslutninger, der træffes i dette halvår, og af vores evne til at løse vanskelige problemer og opnå konkrete resultater. Lad mig derfor fremhæve, hvor væsentligt det luxembourgske formandskab i første halvår af 2005 er set med Kommissionens øjne. Allerede den 26. januar fremlægger Kommissionen således programmet for perioden 2004-2009. Vi håber, at dette program finder tilslutning hos de andre institutioner og på den måde ikke blot bliver Kommissionens program, men hele EU's program, idet vi derved foregriber den europæiske forfatnings bestemmelser og allerede nu begynder at arbejde i overensstemmelse med dens ånd.

Det er Luxembourgs opgave at lede Det Europæiske Råd i denne afgørende periode. Jeg mener, at det er et privilegium for os, at det er premierminister Jean-Claude Juncker, der er rådsformand i denne periode, på grund af hans uvurderlige erfaring som regeringschef, hans dybfølte europæiske overbevisning og hans evne til at håndtere vanskelige situationer. Helt personligt er det mig en glæde at arbejde sammen med min gode ven Jean-Claude Juncker.

(EN) Hr. formand, vi har hørt fra formandskabet om dets forventninger og prioriteringer. Lad mig kort kommentere bare tre af de vigtigste spørgsmål, som vil stå på dagsordenen for det luxembourgske formandskab. Der er mange andre, men jeg vil gerne koncentrere mig om tre.

Det første er midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien. Europa står over for meget vigtige udfordringer, hvoraf de fleste allerede blev påpeget på Lissabon-mødet i 2000. Men vi kan sige i dag, at udfordringerne fra globaliseringen og aldringen af befolkningen gør behovet for at tilpasse sig den stadig mere vanskelige situation endnu klarere. Europas velstand er truet. For at håndtere denne trussel må vi have mere vækst og flere job. Hvis vi fortsætter med lav og faldende økonomisk vækst, sætter vi alle vores politikker på spil, men i særdeleshed vores evne til at sikre solidaritet og sikkerhed og at bevare og forbedre den europæiske model. Som skitseret i Kok-rapporten må Lissabon-prioriteringerne for at blive mere effektive gives et nyt fokus, strømlines og prioriteres. Alt for mange højt prioriterede mål betyder, at der slet ikke foretages nogen prioritering. Det, vi må prioritere, er vækst og arbejdspladser.

Kommissionen arbejder på en beretning, som vil fremlægge dens synspunkter om midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien og foreslå retningslinjer for fremtidige initiativer. På dette punkt under forberedelsen af denne beretning er der to elementer, der slår mig som nogle, der i særlig grad er enighed om. Det første er videnøkonomien. En tilbagevenden til vækst vil kræve betydelige investeringer i viden. Selskaberne kan ikke blive mere konkurrencedygtige uden en bedre forberedt arbejdsstyrke. Kun veluddannede mennesker kan sikre høj produktivitet. Det kræver en indsats uden sidestykke inden for forskning, udvikling, undervisning og oplæring. Der vil være behov for særlige bestræbelser for at få unge mennesker involveret i denne investering i viden. Højere produktivitet bør føre til større vækst, som igen vil skabe flere arbejdspladser. Jeg ser ikke viden som noget, der kun er et instrument for andre mål. Viden er i sig selv et vigtigt mål og et middel til at realisere sig selv.

Det andet punkt, der er enighed om, og som jeg på dette stadium kan understrege, drejer sig om sammenhæng i gennemførelsen, problemet med at levere varen. Sammenhæng mellem nationale initiativer og europæiske er af afgørende betydning for succes. Det betyder bedre gennemførelse af de mål, som man i fællesskab er blevet enige om, og det betyder igen større ansvar og større beføjelser på nationalt niveau til at nå de fælles mål. I denne forbindelse vil Kommissionens beretning også klart fremhæve vigtigheden af at sikre, at medlemsstaterne ejer den reviderede Lissabon-strategi. Alt i alt må jeg understrege, at midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien først og fremmest er en dagsorden for modernisering. Om vi får succes, afhænger af vores evne til at etablere et effektivt partnerskab mellem vores institutioner og borgere for at gennemføre denne reform.

(FR) Jeg vil nu redegøre for vores holdning til de finansielle overslag. Det luxembourgske formandskab har med rette besluttet at gøre alt for at nå frem til en aftale om de finansielle overslag inden udgangen af juni 2005. Det gør det ret i, for hvis ikke der indgås en aftale i tide, vil det skabe store vanskeligheder i forbindelse med udarbejdelsen af de berørte programmer.

Jeg finder det dog vigtigt, nu hvor de endelige forhandlinger kan indledes, at erindre om en række vigtige forhold: Vi kan ikke lave mere Europa med færre økonomiske midler. Kommissionens forslag er ikke faldet ned fra himlen. Det er resultatet af de forpligtelser, Unionen er nået til enighed om på de forskellige møder i Det Europæiske Råd. I dag beder Kommissionen ikke om, at Unionen tildeles midler til nye projekter, men snarere om, at man tildeler den økonomiske midler til at indfri de forpligtelser, der allerede er indgået. Medlemsstaterne bør holde de løfter, de allerede har givet.

(Bifald)

Tillad, at jeg henviser til nogle bestemte områder, hvor Unionen efter min opfattelse ikke kan gå på kompromis. Der er for det første tale om samhørigheden, ærede medlemmer, for uden solidaritet er der ingen Union. Man kan lave noget andet, men ikke en Union. Udvidelsen har haft stor betydning for solidariteten. Unionen tæller en række nye regioner med en tilbagestående udvikling, og samtidig har nogle af de gamle og mindst velstillede regioner fortsat brug for støtte. Den økonomiske solidaritet er desuden særlig nødvendig, fordi det er i de mindst udviklede områder, der er størst mulighed for at forbedre konkurrencedygtigheden og jobskabelsen. Vi må ikke skuffe de nye EU-medlemmer, som har krav på en aktiv solidaritet fra hele Unionens side.

For det andet må vi ikke glemme konkurrenceevnen. Jeg har i forbindelse med Lissabon-strategien udtalt, at massive investeringer i forskning og uddannelse var uundværlige. Det viser sig, at de udgifter, der afholdes på europæisk plan, giver et større afkast end de, der afholdes på nationalt plan uden samordning. Jeg ønsker derudover en prioritering af de transeuropæiske net, eftersom denne infrastruktur, der gør det muligt at sammenkæde Europa, endnu er ufuldstændig.

Det tredje og vigtige område i forbindelse med de finansielle overslag er sikkerheden. Det handlingsprogram, som Det Europæiske Råd er nået til enighed om, har omfattende finansielle indvirkninger. Det såkaldte Haag-program har finansiel indvirkning. Det indebærer en større indsats på europæisk plan for at sikre en bedre fordeling af den finansielle byrde og den fælles sikkerhed mellem de forskellige medlemsstater. Europas borgere forventer, at vi er i stand til at arbejde sammen. Det er indlysende, at de enkelte medlemsstater kun kan sikre optimale sikkerhedsbetingelser, hvis de indgår i en samlet mobilisering på europæisk plan. Kort sagt er det ikke muligt at skabe mere Europa med færre penge. Der bliver fra tid til anden fremsat krav om en fastfrysning af fællesskabsbudgetterne på et niveau, som ligger under 2006-budgettet. Lad mig i denne forbindelse slå fast, at de vil betyde et Europa, der ikke indfrier sine forpligtelser.

Jeg må klart tilkendegive, at Kommissionen ikke vil kunne tilslutte sig et Europa på tilbagetog, et middelmådigt Europa, et nedskrevet Europa. Det er mig derfor en stor glæde, at det luxembourgske formandskab vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at nå frem til et kompromis i løbet af dette halvår. Det vil blive vanskeligt og endog usandsynligt, vil nogen hævde. Jeg er helt ærligt overbevist om, at det vil blive endnu vanskeligere senere hen. Vi støtter derfor det luxembourgske formandskab i arbejdet med denne vanskelige, men også umådeligt vigtige opgave.

Hvad angår stabilitets- og vækstpagten, finder vi det glædeligt, at det luxembourgske formandskab prioriterer, at den multilaterale budgetovervågning i højere grad skal bidrage til at sikre en stærk, sund og effektiv Økonomisk og Monetær Union. Det er disse principper, der ligger til grund for stabilitets- og vækstpagten, og det er nødvendigt, at denne pagt overholdes og fungerer tilfredsstillede. Vi må ikke glemme, at den fælles valuta er en af Europas store landvindinger. Jeg kan huske, at visse specialister, økonomer og professorer, især fra den anden side af Atlanterhavet, inden euroen blev indført, hævdede, at Europa aldrig vil kunne få en stærk valuta, fordi Europa ikke havde tilstrækkelig stor solidaritet og politisk samhørighed. I dag hedder det sig, at vores valuta måske er for stærk, men på ingen måde for svag. Den fælles valuta er således en historisk succes for Europa. Så lad os nu undgå at udfordre denne store succes.

(Bifald)

I slutningen af 2003 indledte Kommissionen en række overvejelser på grundlag af de hidtidige erfaringer med det formål at kortlægge mulige ændringer og forbedringer, der kunne bidrage til en mere effektiv gennemførelse af pagten. Kommissionen, som er overbevist om, at det tjener almenvellet bedst, når alle står sammen og overholder de fælles regler, har kontaktet forskellige ansvarlige europæiske instanser, så vi i fællesskab kan overveje og undersøge de fremgangsmåder, der forekommer mest lovende, f.eks. dem, der beskrives i vores meddelelse fra september 2004. Formandskabets opbakning vil være afgørende for, om det vil være muligt at tilnærme holdningerne på dette område. Vi forventer allerede en sådan tilnærmelse på mødet i Rådet (økonomi og finans) den 18. januar i år. Kommissionen vil følgelig kunne forelægge konkrete forslag til forbedring af pagtens gennemførelse, således at de kan drøftes på mødet i Det Europæiske Råd i marts i år.

(EN) I det næste halve år vil EU's evne til at vende tilbage til vækst blive sat på prøve. Det må levere de finansielle midler, der er nødvendige for at svare til dets politiske beslutninger. Det må arbejde tættere sammen med borgerne og genvinde deres tillid. Det må styrke sin rolle på den internationale scene og genfremsætte sine forslag til strategiske partnerskaber.

Der er nu en særlig mulighed for igen at få gang i den mellemøstlige fredsproces. EU kan og bør yde et større bidrag på dette område. Jeg tror, at EU vil spille en stærkere rolle på den internationale scene.

Kommissionen støtter stærkt det luxembourgske formandskabs bestræbelser på dette område. Kommissionen mener, at denne periode er kritisk, og at vores institutioner må arbejde endnu tættere sammen for at få resultater.

(Bifald)

  Poettering (PPE-DE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, i dag har vi gæster her Parlamentet i form af rådsformanden og kommissionsformanden, og jeg fik at vide, at rådsformanden også vil være til stede, når Kommissionen fremlægger sit program den 26. januar i Bruxelles. Jeg mener, at det er et fremragende symbol på det stadigt større samarbejde mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Fremtidige formandskaber bør se det som et eksempel, der er værd at følge.

Selv om det glædede os meget, at De begge - hr. kommissionsformand og hr. rådsformand - var i Asien, i Jakarta, for at vise EU's solidaritet, vil jeg imidlertid gerne understrege, at hvor nødvendig solidariteten med katastrofeområderne end måtte være, må vi ikke glemme de store problemer i Afrika og i andre dele af verden. Vi skal overveje, hvordan vi også her i Europa, f.eks. i Middelhavsområdet, kan gennemføre forebyggende foranstaltninger bedst muligt, f.eks. i form af et varslingssystem.

Vi støtter Dem fuldt ud i det, De sagde om fællesskabsmetoden, hr. rådsformand. Luxembourg er ganske vist et lille land rent geografisk, men det er et storhertugdømme og derfor et stort land. Og Benelux-landene har traditionelt haft fremragende formandskaber. Vi ønsker Dem al mulig held og lykke med det! Også for PPE-DE-Gruppen har forfatningen absolut højeste prioritet.

Vi vil drøfte Lissabon-strategien udførligt i Bruxelles. Det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne er dog ikke noget mål i sig selv, men et stærkt erhvervsliv er altid den bedste forudsætning for en god socialpolitik. Konkurrenceevne er for os lig med, at vi med vækst og bedre betingelser for det europæiske erhvervsliv skaber flere arbejdspladser i Europa. Efter vores opfattelse er det socialpolitik i ordets bogstaveligste forstand. Vi skal imidlertid ikke sætte miljøbeskyttelse og økologi op imod økonomien, men vi har derimod brug for en fornuftig balance mellem disse.

Hvad angår de finansielle overslag, ønsker vi Dem held og lykke med udarbejdelsen heraf og med Deres formandskab. Til de damer og herrer - i dette tilfælde var det utvivlsomt kun herrer - som skrev breve, hvori de argumenterede for en grænse på 1 %: Man kan ikke blive ved med at udvide Europa for så efterfølgende at nægte de nye EU-lande de penge, der er et udtryk for vores solidaritet, og som de behøver for at nå op på vores niveau. Vi har brug for, at der bevilges de nødvendige midler i EU til det formål. De nævnte de traktater, der skal underskrives, men hvordan skal vi klare optagelsen af nye stater, hvis der ikke foreligger nogen aftale i juni, og hvis der ikke er nogen vellykket finansiel planlægning på mellemlang sigt? Det glæder os, at hr. Böge, en yderst kompetent kollega, vil skrive betænkningen for Parlamentet.

De nævnte også stabilitetspagten. Jeg er meget taknemmelig for Deres redegørelser, og jeg er fuldstændig enig med hvert ord heri. Essensen af det, De sagde, er mere fleksibilitet. Fleksibilitet betyder også, at de stater, der gennemførte forebyggende foranstaltninger, også har mere fleksibilitet. Sagen er den, at jo mindre gæld en stat har, desto mere fleksibilitet har den i økonomisk vanskelige tider. Det betyder imidlertid også, at vi i økonomisk gode tider skal gøre det nødvendige for at nedbringe gælden, fordi vi ved, at dagens gæld altid vil være morgendagens skatter. Det er en belastning for alle borgere, men især for den yngre generation.

(Bifald)

Lad mig kort knytte et par kommentarer til de udenrigspolitiske spørgsmål, som De bragte på tale. Sådan som jeg forstod det, er kommissionsformanden fuldkommen enig med Dem. Vores støtte til Ukraine begynder egentlig først nu, og det vil være noget, som vi skal fortsætte med fremover.

Hvis vi kigger på Palæstina, hvor der netop blev afholdt valg, ønsker vi et sikkert Israel og en sikker palæstinensisk stat. EU's rolle må ikke - i modsætning til det, som nogle højtstående repræsentanter fra Mellemøsten siger - være begrænset til kun at omfatte økonomisk bistand, men EU skal også gå ind og yde sit bidrag til fred i Mellemøsten som en ærlig mægler.

Med hensyn til de transatlantiske relationer ønsker jeg Dem og selvfølgelig også kommissionsformanden held og lykke med præsident Bushs besøg, som jeg håber vil blive indledningen på en ny fase med positive relationer til USA. Vi kan ikke have to grupper af EU-stater, som har hver sin måde at opretholde relationer med USA på. Vi europæere skal indtage en fælles holdning på grundlag af partnerskabet med vores amerikanske venner. I den henseende støtter vi Dem som PPE-DE-Gruppe - som De sagde, hr. rådsformand - med beslutsomhed og lidenskab, og vi ønsker Dem således held og lykke med Deres formandskab!

(Bifald)

  Goebbels (PSE), for gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe er tilhængere af et udmærkelsernes Europa. Vi mener, at Lissabon-politikken er kongevejen, der fører direkte til den europæiske konkurrencedygtighed, som er grundlaget for vores borgeres velfærd og en forbedring af denne velfærd. Det er det, der betegnes som social samhørighed.

EU skal holde op med at beklage sig over angiveligt at være hægtet af i forhold til andre områder i verden. Hvis Europa ikke længere var konkurrencedygtigt, hvordan pokker kunne Unionen så tegne sig for den væsentligste del af verdenshandelen? Ikke desto mindre tegnede Unionen sig i 2003 f.eks. for 40 % af verdenshandelen med varer og 45 % af verdenshandelen med tjenesteydelser, dvs. mere end USA, Japan og Kina tilsammen. Jeg må medgive, at nogle af vores industrivirksomheder lider under konkurrencen fra lavtlønslandene, men det er ikke ved at nedbryde vores sociale model, vi kommer til at fremstille bedre produkter.

Til visse konservative og liberale kolleger vil jeg gerne sige, at beskyttende arbejdsretlige bestemmelser garanterer en følelse af sikkerhed eller velvære på arbejdet og udgør derfor i sidste instans en vigtig bestanddel af de ansattes produktivitet og følgelig af virksomhedernes konkurrencedygtighed. Der er ikke tale om et modsætningsforhold, men om komplementære elementer. Jeg har netop citeret formanden for Luxembourgs Kristelig-Sociale Parti, hr. Biltgen, der er et fremtrædende medlem af Det Europæiske Folkeparti ...

Rådsformand Juncker leder en koalitionsregering mellem Det Kristelig-Sociale Parti og Luxembourgs Socialistiske Arbejderparti, hvilket borger for, at Unionen kan blive styrket med udgangspunkt i en bred politisk konsensus. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har store forhåbninger til dette luxembourgske formandskabs muligheder for at genoptage Lissabon-processen og gøre den til et virkeligt middel til fremskridt især med 25 medlemsstater. I denne henseende bør den makroøkonomiske ramme igen rettes mod en vækst- og stabilitetspolitik. Stabiliteten er et offentligt gode, som bør forsvares i vores mest ydmyge borgeres interesse. Men det er ikke muligt at sikre stabilitet, hvis vi ikke har en stærkere økonomisk vækst. Stabilitets- og vækstpagten bør blive et instrument, der ikke blot tjener til at bekæmpe de offentlige underskud, men som også giver mulighed for at udforme en økonomisk politik, der er tilpasset de økonomiske cyklusser. Der bør sikres større disciplin på beskatningsområdet i højkonjunkturperioder og større fleksibilitet i recessionsperioder.

Kommissionen skal i forbindelse med sin vurdering af de enkelte landes offentlige finanser vurdere udgifternes karakter. Låntagning burde være forbudt med henblik på finansiering af løbende udgifter og forbeholdt fremsynede investeringsudgifter. Der bliver ikke mere Europa med færre penge. En Union med 455 millioner indbyggere kan ikke udvikle sig med et budget, der i 2005 er begrænset til 1,004 % af Europas BNP.

En fornyelse af Lissabon-processen, en "intelligent" stabilitetspagt, finansielle overslag, der reelt åbner nye muligheder for Europa, er de kolossale opgaver, der venter det luxembourgske formandskab. Samtidig opfordrer vi Unionen til ikke at glemme de fattige i verden. Hvis det internationale samfund er i stand til at eftergive omkring 80 % af Iraks gæld, hvis det vil lette gældsbyrden for de lande, der blev ramt af flodbølgen, bør det også være i stand til at annullere den gæld, der knuser enhver udvikling i den tredje verdens lande.

(Bifald)

  Watson (ALDE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, dette er det 11. luxembourgske formandskab. Hr. rådsformand, Deres formandskab har sine egne høje standarder at leve op til og store forventninger hos andre at indfri.

Samtidig er De, som er formænd for Det Europæiske Råd og Rådet (økonomi og finans), i den enestående situation, at De kan opnå enighed om et af Deres største og vanskeligste mål - de finansielle overslag for 2007-13. Den Liberale Gruppe noterer med tilfredshed, at De i Deres formandskabsprogram siger, at "all progress towards European construction requires adequate financial resources" (alle fremskridt i retning af europæisk opbygning kræver tilstrækkelige finansielle ressourcer). Vi håber, at De ikke vil være begrænsede af dogmatiske krav om at fastholde Unionens budget på højst 1 % i de næste 10 år. Vi slår ikke om os med de europæiske skatteyderes penge, og vi insisterer på, at hver euro skal gives godt ud, og at der skal aflægges ordentligt regnskab for den. Ikke desto mindre erkender også vi, at EU har rimelige ambitioner, hvad enten det gælder om at have en sammenhængende sikkerhedsstrategi, en generøs udviklingspolitik eller en effektiv politik for bistand til regioner og politik for social samhørighed. Alle disse ting koster noget, og vi bør ikke lade vores politiske ambitioner begrænse ved at vende hver femøre på, hvad der alt i alt er et relativt beskedent budget. Jeg ønsker Dem held og lykke med at sikre enighed i juni, for jeg frygter, at den holdning, Deres efterfølgere vil vise på dette som på andre områder, næppe vil kunne føre til enighed.

Min gruppe vil opfordre Dem til at specificere nye arrangementer for stabilitets- og vækstpagten, som understøtter den fælles valuta. Som "hr. Euro" er det Deres ret og pligt at tale for euroen og Euroland. Hvis Frankrig og Tyskland får lov til at slippe med en mild irettesættelse for at overskride grænserne for underskud i mange år i træk, hvis Grækenland får syndsforladelse for at fremstille sin reelle finansielle stilling på en fejlagtig måde for hurtigt at komme med i euroen, og hvis Italien fortsat er skødesløs med sit budget, samtidig med at det har en offentlig gæld på over 100 %, hvem vil så have tillid til disse regler? Det er nødvendigt at tilpasse stabilitetspagten, men det er også nødvendigt at sikre, at den overholdes med gode overvågningssystemer som dem, der anvendes af IMF. Vi vil se hen til, at De og Deres kolleger i Rådet er årvågne og trofaste over for Deres forpligtelser.

Deres embedsperiode vil falde sammen med midtvejsrevisionen af den meget omtalte og lidet respekterede Lissabon-dagsorden. Den er i alvorlig fare for at køre af sporet. Deres forpligtelse til at få den tilbage på sporet igen her på halvvejen vil bære frugt, hvis det lykkes Dem at gennemføre det indre marked, finde flere midler til forskning og fremme et gunstigt klima for iværksættere. Men prøv ikke at ville tækkes alle. Strukturelle reformer af arbejdsmarkedet er af afgørende betydning for Lissabon-dagsordenen. Ej heller bør De undervurdere udfordringen i at gennemtvinge overholdelse af de eksisterende direktiver. Deres forslag om at gøre de nationale regeringer ansvarlige over for deres kolleger såvel som over for de nationale parlamenter og den offentlige mening er godt, og man må betro Kommissionen at overvåge de foranstaltninger, der er nødvendige, og ikke være bange for at nævne dem, der halter bagefter og skamme dem ud.

Min gruppe glæder sig også over Deres løfte om at gå over til fællesskabsmetoden, når det gælder retlige og indre anliggender, der er så vigtige for vores borgere. Vi deler også Deres ambitioner om udvidelse. Nytilkomne er på vej. Bulgarien og Rumænien vil inden længe slutte sig til os. Kroatien er et kandidatland, som De må indlede forhandlinger med. Lad os gøre det klart med hensyn til Kroatien, at vi forventer, at general Gotovina melder sig eller bliver udleveret til Haag for at svare på anklagerne imod ham. Kroatien kan ikke vige uden om det spørgsmål. Som hr. Poettering har sagt, kan vi ikke ignorere de afgørende begivenheder i Ukraine i de sidste to måneder. Som en kollektiv forsamling af institutioner må vi støtte åbningen af dette land og se på de bilaterale forbindelser igen i lyset af de nye omstændigheder. Det er et hverv, der påhviler Deres formandskab.

Afslutningsvis får De måske, efterhånden som forfatningen kommer ind i ratifikationsfasen, tre folkeafstemninger i Deres periode, og De må gøre alt, hvad De kan, for at sikre, at de får succes. Hvis politiske kræfter i Spanien får lov til at fremmane spøgelset om regional autonomi, hvis debatten i Frankrig bliver forplumret af spørgsmål om tyrkisk medlemskab, hvis finansieringen af EU i Storbritannien bliver et spørgsmål i debatten om forfatningstraktaten, vil det hele falde sammen om ørerne på Europa. Lad de spørgsmål forblive, hvor de hører hjemme, og sørg for, at Europa får den forfatning, det behøver.

(Bifald)

  Cohn-Bendit (Verts/ALE), for gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg har i dag endnu en gang erfaret, at kristelig-demokrater i ét land kan være meget forskellige fra kristelig-demokrater i et andet land, og jeg lykønsker ...

(Afbrydelse fra hr. Poettering: "Det samme gælder for De Grønne!")

Det samme gælder for De Grønne, men i dette øjeblik henvender jeg mig til Unionens formand og ikke til formanden for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Det er forskellen, hr. Poettering!

De sagde noget meget interessant. Hvis De virkelig opretter en arbejdsgruppe med hr. Barroso om Lissabon-processen, vil jeg være meget interesseret i at deltage heri for at forsøge at afstemme synspunkterne. Vi er nemlig enige med Dem og uenige med hr. Barroso, idet konkurrencedygtigheden nødvendigvis bør ledsages af en bæredygtig vækst, social solidaritet og ansvarlighed over for miljøet. Hr. Barroso glemte tre ud af fire elementer, og det er derfor, det er nødvendigt med en arbejdsgruppe, hvor Kommissionen og Rådet kan afstemme deres holdninger. Vi er på Deres side, hr. rådsformand.

Hvad angår de finansielle overslag, er alle endnu en gang enige. Og jeg vil med Victor Hugos talemåde sige, at hvis vi lader de nærige stater regere Europa, vil det svare til at lade orkanen regere havet. Det ønsker vi ikke. Vi har konstateret, at når orkanen hersker på havet, bryder alt sammen. Hvis de nærige stater - og hermed mener jeg stater og regeringer, der ligger mig meget nær - vinder med deres 1 %, vil Europa tabe. Derfor er vi på Deres side, hr. rådsformand, og vil bekæmpe alle disse forsøg på at reducere det europæiske budget. At reducere det europæiske budget vil reelt være ensbetydende med at lade Europa bryde sammen.

Jeg vil sige endnu en meget vigtig ting vedrørende uddannelse. Under henvisning til den debat, som OECD har indledt med PISA-undersøgelserne, mener jeg, at vi, når vi taler om uddannelse, bør have mod til at tale om det, der fungerer, og det, der ikke fungerer i medlemsstaterne. Man kan ikke bare tale om behovet for uddannelse, man bør også sige, at der findes uddannelses- og undervisningssystemer i Europa, der er kontraproduktive, reaktionære og ideologiske.

Jeg skal afslutningsvis henvise til, at vi under Deres formandskab vil nå 10-året for Dayton-aftalen og Srebrenica. Jeg anmoder derfor Europa om at tage initiativ til en revision af Dayton-aftalen, som måske opfyldte et formål dengang, men som er uacceptabel i betragtning af Bosnien-Hercegovinas nuværende forfatning. Jeg anmoder Dem derfor i anledning af 10-året for Srebrenica om på vegne af Europa at tage initiativ til en revision af Dayton-aftalen.

  Liotard (GUE/NGL), for gruppen. - (NL) Hr. Juncker, først vil jeg gerne takke Dem for Deres indledende indlæg. Jeg vil gerne ønske det luxembourgske formandskab held og lykke, og jeg håber, det vil bestyre hvervet med større visdom end forgængerne, det nederlandske formandskab. Deres bemærkning om forfatningen er imidlertid et lille fejltrin. Lad venligst borgerne selv fordomsfrit træffe valget.

Mit første spørgsmål kan formuleres kort. Det er seks år siden, vi indførte euroen. På det tidspunkt, i 1999, var der en arbejdsløshed på 9 % i Europa. Og den ligger på samme niveau i dag. Samtidig er den økonomiske vækst svækket. Mit spørgsmål lyder: Mener De ikke, det er på høje tid at foretage en grundig evaluering af euroen, i hvilken forbindelse De netop kan tage initiativet? Jeg savner et punkt på Deres dagsorden, nemlig videreførelse af den debat om bekæmpelse af sygdomme hos dyr, som blev indledt under det nederlandske formandskab. Har De glemt det punkt?

De anfører i Deres oversigt over prioriterede områder om tjenesteydelsesdirektivet, at der er opstået mange misforståelser herom. Hvilke misforståelser har De mere præcist i tankerne, og hvem er det efter Deres opfattelse, der misforstår? Er det Kommissionen, er det Europa-Parlamentet, eller er det de tusindvis af arbejdstagere, som er gået på gaden for allerede nu at demonstrere mod tjenesteydelsesdirektivet? Kan jeg slutte af Deres ønske om fornyet evaluering i mere objektivt lys, som De kalder det, at De er enig med mig i, at tjenesteydelsesdirektivet er et ualmindelig vagt dokument, som i den foreliggende form aldrig burde være fremlagt af min landsmand hr. Bolkestein? Har det luxembourgske formandskab konkrete forslag til ændringer af Kommissionens forslag til tjenesteydelsesdirektiv? I modsat fald vil jeg gerne invitere Dem til at rejse en tur igennem Nederlandene sammen med mig. Så vil De for det første kunne møde de væsentlige offentlige tjenester, som bringes i fare med dette direktiv, såsom undervisning og sundhedsvæsen. Dernæst kan jeg præsentere Dem for de kommercielle tjenesteudbydere, som gerne ville kunne arbejde i Luxembourg eller andetsteds. Eksempelvis en café, eller coffeeshop, som "De Tevreden Roker" og en klub som "Picobello Escortservice". Det er set med mine øjne tjenesteydelser, som er udtryk for den nederlandske kultur, og som vi med tjenesteydelsesdirektivet får mulighed for at påtvinge enhver.

Ja, som De vil forstå, er min sidste bemærkning ment som en provokation, men jeg vil gerne seriøst bede Dem om at tage imod min invitation. Måske kan vi så få den hårdt tiltrængte diskussion om tjenesteydelsesdirektivet, som i alt for mange afgørende sammenhænge i Europa synes ikkeeksisterende.

  Knapman (IND/DEM), for gruppen. - (EN) Hr. formand, hr. Junckers indlæg blev holdt med al den lidenskab, som en embedsmand kan frembringe.

Hr. Juncker, De siger, at stabilitets- og vækstpagten vil blive det, De prioriterer højest, men Deres tidligere udtalelser tjener kun til at illustrere inkonsekvenserne. Jeg anerkender, at De spillede en afgørende rolle ved forhandlingerne om de oprindelige bestemmelser i pagten, men for kort tid siden sagde De, at pagtens troværdighed er begravet, og at den er død. Er det stadig Deres mening?

De sagde også, at De har en kortvarig mulighed for at slå en hurtig handel af om EU's budget, herunder den britiske rabat på ca. 4 milliarder euro om året. Forholder det sig sådan, hr. Juncker? Det tog fem år at forhandle rabatten på plads. Hvis det, De siger, er rigtigt, og De kan slå en handel af inden juni, må hr. Blair i princippet være gået ind på at opgive rabatten. Er det tilfældet? Hvem i den britiske regering er det præcis, De forhandler med? Får de britiske vælgere noget at vide om dette op til valget i Storbritannien, sandsynligvis i maj?

Endelig har INDP i Det Forenede Kongerige og i særdeleshed min kollega hr. Farage henledt opmærksomheden på mere end en kommissærs kriminelle aktiviteter. Der kommer flere detaljer inden længe og løbende. Vil De lade Dem besmitte ved at være forbundet hermed, eller vil De give udtryk for Deres bekymring og det presserende behov for forandringer?

  Angelilli (UEN), for gruppen. - (IT) Hr. formand, det luxembourgske formandskabs program er fyldt med punkter, der er af afgørende vigtighed for Europas fremtid, bl.a. prioriteringerne på det økonomiske område, Lissabon-strategien, reformen af stabilitetspagten og vedtagelsen af de finansielle overslag indtil 2013.

For det første skal vi om kort tid foretage en midtvejsrevision af Lissabon-strategiens gennemførelse. For at få større muligheder for succes er det nødvendigt, at vi i programmet giver de enkelte medlemsstater et ansvar for at nå de fastlagte målsætninger. I den forbindelse er forslaget om, at der på nationalt plan skal udpeges en ansvarlig for denne strategis gennemførelse, efter min mening yderst hensigtsmæssigt.

For det andet blev det med hensyn til stabilitetspagtens revidering også her til morgen gentaget, at der er behov for en reform, hvor man ikke omgår Maastricht-kriterierne og giver afkald på pligten til at nedbringe gælden, men foreslår en mere fleksibel fortolkning af pagten i situationer med negative konjunkturer. Jeg er også stadig overbevist om, at det for at fremme væksten og konkurrenceevnen i Europa kunne være en fordel at beregne underskuddet uden at medtage specifikke investeringstyper.

For det tredje håber jeg, at vi inden udgangen af juni virkelig får vedtaget de finansielle overslag indtil 2013, så det bliver muligt at udnytte ressourcerne fuldt ud lige fra starten af programperioden. Jeg håber ikke mindst, at forslagene - dvs. Rådets og Kommissionens forslag om disse vigtige spørgsmål - bliver genstand for forudgående og tilstrækkelige drøftelser i Europa-Parlamentet, som - og det skal vi huske - er den eneste EU-institution, der repræsenterer borgernes suverænitet direkte.

Endelig håber jeg, at der under det luxembourgske formandskab langt om længe bliver oprettet et europæisk agentur for civilbeskyttelse, så vi kan håndtere naturkatastrofer på en passende måde og ikke mindst satse på forebyggelse.

  Martin, Hans-Peter (NI). - (DE) Hr. formand, der er mange, som i et stykke tid har villet se Dem sidde ovre på den modsatte side i Parlamentet, heriblandt mig selv. De fremlagde et enorm arbejdsprogram, men De anses for at være en mirakelmager, og jeg vil godt appellere til mirakelmageren i Dem om, at De også beskæftiger Dem med medlemsstatutten. Det er bydende nødvendigt, at vi får en sådan fair og seriøs statut. Et eller andet sted mellem Deres og mit land ligger problemet, men også løsningen herpå. Det siges, at den tyske regering ikke ønsker en før det næste valg, men samtidig kunne netop den tyske model blive et forbillede for en sådan aftale, ikke når det handler om biindtægter og lobbyister, men derimod om parlamentsmedlemmernes diæter. Vi skal sætte en stopper for den uværdige grådighed her. Parlamentet må ophøre med at være Parlamentet for de umættelige, for ellers vil det demokrati, som det handler om her, lide alvorlig skade.

  Formanden. - Hvis rådsformanden ikke ønsker at besvare de meget konkrete og præcise spørgsmål, han er blevet stillet, vil vi fortsætte med forhandlingen.

  Spautz (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, det luxembourgske rådsformandskab i første halvår af 2005 vil med al sandsynlighed være det sidste af sin slags. Til den tid, hvor det igen ville have været mit lands tur til at overtage formandskabet, vil rådsformandskabet være blevet permanent reformeret i henhold til den europæiske forfatning. Heraf følger, at det sidste formandskab - hvilket dette er - skal være et godt et, og et formandskab, hvis succeser viser sig at være bæredygtige i lang tid fremover.

De største og samtidig også vanskeligste opgaver for vores formandskab i 2005 har finanspolitisk karakter. Fastlæggelsen af den finanspolitiske ramme for periode 2007-2013 og en fleksibel fortolkning af stabilitets- og vækstpagten dominerer dagsordenen for det luxembourgske formandskab. Den finansielle ramme for det udvidede EU skal forhandles således, at snærende budgetpolitiske bånd på nationalt plan ikke står i vejen for en ambitiøs europæisk politikudformning.

Vi kan ikke opfylde 450 millioner europæeres forventninger til EU's handlekraft ved at skændes om tiendedele eller hundrededele af procentpoint. Det luxembourgske rådsformandskab skal derfor lykkes med det kunststykke, som det er at give EU's økonomiske planlægning en europæisk dimension. Her skal rådsformandskabet handle i alle europæeres interesse og i en Unions interesse, som ikke kun udvider, men som også samtidig stiller sin politik på et tilstrækkeligt og rimeligt økonomisk grundlag. Ellers vil det overhovedet ikke være muligt at gennemføre yderligere udvidelsesrunder.

I løbet af de kommende seks måneder skal den europæiske stabilitets- og vækstpagt genfortolkes, således at den vil være i overensstemmelse med konjunkturerne. Tilpasningen af stabilitetspagten til den konjunkturelle virkelighed er faktisk noget, som giver god mening økonomisk ligesom kravene om en dynamisk beskæftigelsespolitik i Europa. Pagten hedder nemlig også vækstpagt, og det skal forhindres, at den mere hæmmer end fremmer væksten med en overdreven rigiditet.

Den 22. marts 2005 vil der finde en midtvejsrevision af Lissabon-strategien sted, hvor der vil blive gennemført en kontrol af det, der er opnået indtil nu og opstilles nye prioriteringer. Det luxembourgske rådsformandskab foreslår, at hver medlemsstat skal have gennemført mærkbare og kontrollerbare reformer inden 2010 på hvert enkelt af de områder, hvor Lissabon-strategien kræver handling. Det økonomiske klima i Unionen vil imidlertid også ændre sig i de kommende fem år. Europa er ikke ene i verden om at stræbe efter en forbedring af yde- og konkurrenceevnen, og reformdagsordenen fra Lissabon skal således være gennemført med succes inden 2010. Det luxembourgske rådsformandskab er godt klar over dette og vil bestræbe sig på at sikre, at dets meddelelse følges op af en fase , hvor der rent faktisk gøres fremskridt.

Endelig ligger det mig meget på sinde at sige noget om de epokegørende begivenheder i Ukraine under disse forhandlinger. Dette europæiske land beviste i den forgangne måned, at det ønsker at være en del af EU, og at det kan berige den europæiske familie med sine overbevisninger og erfaringer. Hvis det skulle blive under det luxembourgske formandskab, at man kompletterer det europæiske kort, bør vi huske på, at Slovakiet, Polen, Ungarn og Rumænien har et naboland, hvis befolkning ser deres fremtid ved vores side i Europa.

(Bifald fra højre)

  Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, lad mig begynde med en kort kommentar. Jeg anser statutten for at være et for alvorligt emne til at drive demagogi. Jeg vil godt bede Dem ignorere de demagogiske udtalelser og fortsætte med det, De planlægger at gøre, og behandle dette emne med al Deres styrke og seriøsitet og finde en løsning på det.

Hr. formand, De holdt en god tale, og jeg vil godt lykønske Dem med, at De formåede at finde den rette balance mellem økonomi og samfund, og at De især prioriterede beskæftigelse og vækst højt. Hvis jeg må være helt ærlig, så er det et eksempel for mange og ikke kun for kristelig-demokratiske regeringschefer.

Jeg vil imidlertid gerne give udtryk for min støtte til det, som De sagde om de udenrigspolitiske aspekter. I to lande i vores nabolag var der valg i de seneste uger, nemlig i Ukraine og i Palæstina. I begge tilfælde spillede EU en meget aktiv rolle i at få gennemført ændringer ved hjælp af demokratiske, åbne og gennemsigtige valg. Som De var inde på, gælder det nu for Europa om at hægte sig fast i denne proces. Vi må ikke skuffe de mennesker, som vi i nogen grad animerede til at samle sig mod nok til at få gennemført forandringer, og det endda på en gennemsigtig måde.

De må ikke miste modet, hr. rådsformand, for De har fuldstændig ret i, at udviklingen i Ukraine, som vi fremmer og støtter, ikke er en udvikling, der er vendt mod Rusland, men vi skal ikke desto mindre forsøge at finde løsninger sammen med Rusland. Ukraine må ikke blive til en bold i et magtpolitisk spil mellem EU og Rusland. Rusland skal naturligvis anerkende, at der er sket forandringer, som det måske ikke billiger, men som befolkningen selv valgte. Hvis disse forandringer nu skulle materialiseres som en slags protest mod Rusland, ville det ikke være i Ukraines interesse at gøre dette, for Ukraine er for mangfoldigt og forskelligartet, og vi ved, at det netop er i de kredse, hvor der måske er en vis orientering mod Rusland, at Ukraines økonomiske kraft ligger.

Hvad angår Palæstina, gælder det nu om at fortsætte engagementet på samme måde som hidtil. Vi støttede Palæstina politisk, moralsk og økonomisk. Vi indtog altid en kritisk holdning, når det ikke kunne påvises klart og tydeligt, hvilken vej pengene flød. Vi ændrede meget og opnåede en vis gennemsigtighed, hvilket også gjaldt for den palæstinensiske administration. Det opnåede vi, og vi vil fortsat opnå noget, hvis vi engagerer os, og ikke, som det allerede blev sagt, begrænser os til at finansiere, men også hjælper palæstinenserne med at få deres egen stat. Den eneste måde at garantere sikkerhed i Mellemøsten på er, hvis der både findes et Israel, som er sikkert inden for sine egne grænser, og en ny palæstinensisk stat. Selv om udenrigspolitik måske ikke blev prioriteret fra første færd af Deres formandskab, må vi ikke lade de befolkninger i stikken, som vi hjalp med at få forandringerne gennemført, men vi skal hjælpe dem frem imod det virkelige politiske mål, hvilket også vil være i vores egen interesse, i stabilitetens interesse og i kontinentets interesse.

(Bifald fra venstre)

  Ek (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg byder formandskabet velkommen og komplimenterer det for dets prioriteringer. Jeg har fire spørgsmål.

(SV) EU står over for meget store udfordringer i det kommende halve år. Naturligvis er midtvejsrevisionen af Lissabon-processen et af de dominerende spørgsmål. Det er på tide, at Europas ledere begynder at handle. Jeg påskønner meget formandskabets erklæring om, at det er vigtigt med økonomisk vækst, men at der også er behov for de to andre stabilitetsfaktorer, nemlig social og miljømæssig udvikling. Alligevel er det nødvendigt, at De forklarer, hvordan De påtænker at forbedre Lissabon-processen, ikke bare, at De påtænker at gøre det.

Det andet spørgsmål vedrører energiområdet. Et bedre miljø og en bedre selvforsyning er naturligvis meget vigtigt, det skaber økonomisk vækst. Produktion af biomasse skaber job i distrikter og regioner med lille økonomisk vækst og kan bidrage til et bedre miljø og en mere stabil energiproduktion. Hvordan påtænker De at kombinere midtvejsrevisionen af landbrugspolitikken med energi- og industripolitikken?

Mark Twain sagde engang, at "det eneste, du behøver her i livet, er uvidenhed og selvtillid, så er succesen givet". Det er ikke sandt, naturligvis. Der er behov for at styrke forskningspolitikken, og vi har brug for en videnbaseret økonomi. Hvad har formandskabet tænkt sig at gøre for at sikre en hurtigere opnåelse af målet om 3 %, hvad angår forskningsbevillinger?

Endelig er der det fjerde område. Der blev ikke nævnt noget om den måske vigtigste lovgivningsproces, der finder sted, nemlig kemikaliedirektivet REACH. Vi har mulighed for at skabe en global standard, hvis vi kombinerer Kommissionens forslag med bedre workability og uncertainty is very expensive, usikkerhed er meget dyr, både for industrien og miljøet. Hvordan påtænker De at arbejde med REACH?

Endelig vil jeg gerne lykønske Dem med en virkelig god præsentation af prioriteringerne og give udtryk for mit håb om, at De vil nå Deres mål i dette halvår.

  Turmes (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg glæder mig over det luxembourgske formandskabs klare og modige udtalelser angående politikken til sikring af en bæredygtig udvikling.

Det luxembourgske formandskab stiler i højre grad end sine forgængere mod at bevare en ligevægt mellem den økonomiske politik, socialpolitikken og miljøpolitikken. Det forsvarer den indlysende sandhed, at, hvad angår vækstpolitik, er socialpolitikken og miljøpolitikken udgangspunktet og ikke målet. Jeg håber, at det er i denne ånd, det luxembourgske formandskab vil føre sin politik i Det Europæiske Råd og i de forskellige fagråd. Jeg er sikker på, at Deres forslag angående de store igangværende arbejder, nemlig de finansielle overslag, reformen af stabilitets- og vækstpagten og revisionen af Lissabon-processen, vil bære præg af dette ønske om en bæredygtig udvikling.

Hr. rådsformand, jeg håber også, at De vil finde energien til at overbevise Det Europæiske Råd om, at Europa skal forblive drivkraften bag Kyoto-processen. Det er afgørende, at EU efter Kyotos succes nu fastlægger en langsigtet ramme for en klimaændringspolitik, dvs. mål for 2020-2050. Vores borgere forventer det, men det gør de økonomiske aktører også. Hvordan skal de økonomiske aktører i Europa kunne orientere deres investeringer inden for nøglesektorer som energi og transport, hvis vi ikke opstiller en klar ramme for de kommende politikker på området?

Lad os tale om Lissabon-strategien. De har erindret om, at den vedrører tre områder, nemlig miljø, socialpolitik og økonomi. Det er de sidste årtiers ambitiøse politikker på miljøområdet, der har gjort Europa førende på verdensmarkedet inden for miljøteknologi og vedvarende energi. Jeg håber, at De vil genlæse kapitel V i Kok-rapporten og gøre disse ambitiøse politikker til et trumfkort for den europæiske økonomi.

Lissabon-dagsordenen bør også omfatte en ambitiøs socialpolitik. Kommissionen går meget langt med liberaliseringerne som i f.eks. Bolkestein-direktivet. Det glæder mig, at De, hr. Juncker, kritiserede dette direktiv. Jeg håber, at det luxembourgske formandskab også vil bruge kritikken fra Rådet (konkurrence) til at drøfte og evt. bremse den videre behandling af dette direktiv og tilskynde Kommissionen til at forelægge et direktiv om forsyningspligtydelser. Jeg tror, at der vil herske stor forvirring omkrig Bolkestein-direktivet, så længe vi ikke har klarlagt spørgsmålet om forsyningspligtydelser.

Dette formandskab ønsker at forene det sociale, miljøet og økonomien. Det glæder mig overordentligt. Det er godt for Europa.

(Bifald)

  Portas (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand, den tragiske tsunami-katastrofe bør ikke tillægges mindre betydning blandt verdens ledere og i Europa, end den 11. september blev. Den asiatiske tsunami bør blive vendepunktet for en af de vigtigste prioriteringer på verdensplan, nemlig forebyggelse og bekæmpelse af sult og sygdom.

Jeg vil derfor gerne stille Dem fire spørgsmål. Det første er, om De mener, at de 450 millioner euro, som skal gå til genopbygningen, kan komme i konflikt med de programmer, der allerede er besluttet for Asien (det gælder 150 millioner af de 450). For det andet vil jeg gerne vide, om De tilslutter Dem, at de tsunami-ramte lande skal have deres gæld slettet, eller om der blot skal være et moratorium. For det tredje, om de skal behandles ligesom Irak eller mindre gunstigt. Endelig har kommissær Louis Michel på det sidste rådsmøde foreslået et mere ambitiøst mål end de 0,7 % til udvikling. Vil De genoverveje dette forslag, eller vil det blive endegyldigt skrottet?

  Bonde (IND/DEM). - Kære Jean-Claude Juncker. Luxembourgs varetagelse af formandskabet plejer at være blandt de bedste formandskaber i EU. Måske fordi et lille land ved, at de ikke selv kan sætte sig på dagsordenen, men må servicere alle. Jeg er sikker på, at du vil fortsætte den tradition, og vil også opfordre til, at du og Rådet behandler tilhængere og modstandere af forfatningen fuldstændig ens. Vore bygninger her er præget af ja-engagementer, ja-mærker, ja-skilte og ja-balloner besluttet og betalt af vores fælles budget, inden Parlamentet har stemt. Men det er først i eftermiddag, vi kender resultatet, og det er sikkert, at der både vil være stemmer for et ja og et nej. Så kan ja-siden ikke stjæle skatteborgernes indbetalinger til fordel for et bestemt syn. Folkeafstemningerne tilhører os alle, og vælgerne har krav på balanceret information, ikke skattebetalt propaganda.

Mandag aften besluttede Parlamentets bureau at sende nogle millioner euro til de overnationale EU-partier, der alle er for EU-forfatningen. Over 150 medlemmer i Parlamentet får ikke del i disse midler. Det er i strid med lighedsgrundsætningen og dermed ulovligt. Jeg vil opfordre dig til at rejse sagen i Rådet, så partiforordningen enten afskaffes eller suppleres med en ordning for dem, der ikke ønsker at være en del af et overnationalt parti, men ønsker at foretage tilsvarende europæiske oplysningsaktiviteter f.eks. om forfatningen. Hvordan vil du garantere, at der ikke bruges EU-midler til ja-siden, som ikke også kan anvendes lige fuldt af nej-siden? Må jeg til sidst opfordre dig til at tilkendegive, at du respekterer udfaldet af folkeafstemningerne, hvad enten det blive ja eller nej.

  Bielan (UEN). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, der er ingen tvivl om, at den mest omfattende opgave for det nytiltrådte luxembourgske formandskab bliver afslutningen af forhandlingerne om de finansielle overslag for 2007-2013. Det bliver uden tvivl en meget udfordrende opgave, men vi vil helt sikkert gøre alt, hvad vi kan, for at nå frem til et kompromis om budgettet senest i juni i år. Ellers risikerer vi store forsinkelser, f.eks. i udarbejdelsen af regionale støtteprogrammer, og det kan betyde, at EU-midlerne ikke når frem til medlemsstaterne i januar 2007.

Det er selvfølgelig ikke kun datoen for indgåelse af et kompromis, der er vigtig, men også kompromisets art. Hr. Barroso sagde meget rigtigt, at vi ikke kan få mere EU for færre penge. EU kan ikke eksistere uden solidaritet, og derfor kan vi ikke gå ind for, at hverken solidaritetspolitikken eller behovet for at støtte de nye medlemsstater fjernes fra EU's budgetprioriteter. Vi skal gøre os klart, at hvis ikke der bliver gjort noget ved hullerne i den økonomiske udvikling i det udvidede EU, bliver det umuligt at nå målene i Lissabon-strategien. Vi skal derfor sikre, at der afsættes midler på det fremtidige EU-budget til samhørighedspolitik, da det er i hele EU's interesse.

Hr. rådsformand, præsident Bushs besøg i Bruxelles bliver utvivlsomt den vigtigste begivenhed i det seks måneder lange luxembourgske formandskab. Det er første gang, at en amerikansk præsident har besøgt EU-institutionerne. Jeg håber, at dette symbolske besøg vil bidrage til at styrke de transatlantiske forbindelser, som er blevet ret anspændte på det sidste. Hvis vi ikke samarbejder tæt med USA, bliver det en kamp at tage en lang række globale udfordringer op.

Hr. rådsformand, jeg glædede mig over Deres bemærkninger om forbindelserne med Ukraine. EU skal drage sine egne konklusioner af begivenhederne sidste år i et af dets nabolande. Det ukrainske folk har vist, at de deler de europæiske værdier, og at de ønsker at blive integreret i EU. Vi skal derfor tilbyde dem et partnerskab, som i sidste ende kunne føre til, at de bliver medlem af EU.

  Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, som De ved, har de europæiske institutioner for nylig løst en gordisk knude, efter min mening på skæbnesvanger vis, nemlig spørgsmålet om et ikke-europæisk lands tiltrædelse af EU. Det drejer sig om Tyrkiet-spørgsmålet. Dette spørgsmål truer med helt at ændre Unionens karakter, sådan som vi kender den, og sætter endog grundlæggende spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde, sådan som vi kender det. Ikke mindst er det et spørgsmål, hvor vores vælgere og det store flertal af borgerne langtfra kan identificere sig med det standpunkt, de officielle europæiske institutioner indtager.

Jeg beklager derfor også, at det luxembourgske formandskab ikke benytter lejligheden til for det første at kræve respekt for flertallet af borgerne og deres demokratiske vilje og for det andet som en af de små medlemsstater at kræve respekt for en anden af de små medlemsstater, nemlig Cypern, som de tyrkiske ledere på den mest arrogante og uacceptable måde ignorerer og miskender. Hermed forpasser man lejligheden efter min opfattelse, hvilket kun kan uddybe den enorme kløft mellem borgerne på den ene side og europæisk politik på den anden side.

  Galeote Quecedo (PPE-DE). - (ES) Hr. Juncker har beskrevet en meget ambitiøs dagsorden for de kommende seks måneder. Denne dagsorden er en stor chance, men det er også et stort ansvar for Luxembourg og i særdeleshed for dets premierminister, som besidder såvel erfaringer som evner, og som vi ønsker stor succes med denne vanskelige opgave.

Jeg vil gerne komme med en kommentar om formandskabets største udfordring, der efter min mening er reformen af de finansielle overslag, som De, hr. Juncker, kort er kommet ind på. Sandsynligvis vil det være det, der overskygger de øvrige spørgsmål, dét, der gør det muligt at vurdere disse seks måneder.

Det er klart, at succes eller fiasko ikke kun afhænger af formandskabets ledelse, men det er sikkert og vist, at den luxembourgske regering i løbet af denne periode skal benytte sig af hele sin overtalelsesevne, og jeg glæder mig over, at De her til formiddag har erklæret, at De vil lade den generelle interesse nyde fremme, for, som De selv har mindet om, det ville være det samme som at annoncere finansielt kaos i EU, hvis vi nåede frem til juli uden en aftale.

Formandskabet er nødt til at søge kompromiser for at få succes, og efter min mening skal disse kompromiser bygge på to fundamenter. På den ene side samhørighedsprincippets gyldighed, hvilket er blevet bekræftet af Rådet ved afslutningen af det svenske formandskab, og på den anden side ligevægten ved fordeling af byrderne.

Jeg håber, at Parlamentet i løbet af disse seks måneder kan få kendskab til de omkostninger, som udvidelsen betyder for de oprindelige 15 medlemsstater, for med udgangspunkt i objektive tal er det muligt at komme med forslag, som de europæiske borgere i de enkelte stater kan forstå og acceptere.

Og hvad angår statsborgerskabet, og det i bredere forstand end fastsat i traktaterne, vil jeg gerne spørge formandskabet, hvilken rolle det har reserveret til Europa-Parlamentet, der skal udtale sig til maj, i denne forhandling?

  Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, De har, hr. Juncker, for nyligt fastslået og for lidt siden gentaget, at De ikke anser konkurrencedygtighed for at være den hellige gral eller det endegyldige mål, især i forhold til midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien.

De har mindet om, at man ikke bør sætte de sociale mål og målet om en bæredygtig udvikling i modsætning til målet om konkurrencedygtighed. Det glæder De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, for vi er netop af den opfattelse, at forsvaret af den europæiske model er en faktor, der fremmer Europas konkurrencedygtighed. Vi mener faktisk, at vi bør skabe et udmærkelsens Europa, der satser på investeringer i forskning, nyskabelse, uddannelse af arbejdstagerne, infrastrukturer af høj kvalitet, transeuropæiske net, offentlige tjenester, arbejde af høj kvalitet og arbejdsmarkedsforbindelser. Vi er således enige med Dem på dette punkt og har til tider haft en lidt anden indfaldsvinkel end kommissionsformanden, som vi havde håbet på samme klarhed fra, især vedrørende det sociale område.

Men de gode hensigter, De har givet udtryk for, vil blive sat på prøve. Jeg kan indledningsvis nævne tre, hvoraf den første er det europæiske budget. Vi er enige med Dem i, at denne debat ikke bør køre fast, og at vi bør handle hurtigt. De tilbyder at spille rollen som formidler, mægler eller accelerator, men vi ønsker ikke en sådan fremskyndelse af kompromiset om de finansielle overslag, hvis ikke det fører til et budget, der opfylder EU's behov. På det punkt er vi enige med hr. Barroso i, at vi har brug for et budget, der giver mulighed for at sikre samhørigheden og solidariteten, investeringer i fremtiden og i forskning samt investeringer i de transeuropæiske net. Fremskyndelsen bør ikke ske på bekostning af resultatet.

Den anden prøve er direktivet om forsyningspligtydelser, som flere kolleger og især hr. Turmes netop har optalt. Vi er ekstremt bekymrede - og jeg tror, at De selv er opmærksom på risikoen - over udvidelsen af anvendelsesområdet for dette direktiv, som truer et stort antal forsyningspligtydelser, og over oprindelseslandsprincippet, som udgør en trussel mod de arbejdsretlige bestemmelser i mange lande. Jeg tænker især på de kollektive overenskomsters gennemførelse.

Den tredje prøve vedrører den europæiske sociale dagsorden mere generelt. I denne forbindelse ønsker vi især et klart tilsagn fra Deres side til Rådets øvrige medlemmer om en revision af arbejdstidsdirektivet, en ophævelse af opt out-klausulen og et forslag til revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg.

  Polfer (ALDE). - (FR) Hr. formand, Luxembourg har den 1. januar overtaget formandskabet for 11. gang. Erfaringen og den udmærkede forberedelse, som jeg har været vidne til, vil være til stor gavn i behandlingen af de vanskelige sager, der venter Dem, herunder først og fremmest den forfærdelige katastrofe i Asien, som har vist det akutte behov for en samordning af den humanitære bistand på stedet og bør tilskynde os til hurtigst muligt at oprette det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, der imødeses i forfatningen.

Andre sager venter Dem. Jeg vil blot nævne tre. Først Lissabon-processen, som er nået halvvejs og kræver en klarlægning, prioriteringerne bør stilles skarpt, og processen bør ganske enkelt gøres mere intelligent. Jeg tilslutter mig følgelig ganske Deres trefløjede tilgang.

Dernæst kommer de finansielle overslag. Det vil klart være en god ting, hvis det luxembourgske formandskab kunne lægge sidste hånd på dette arbejde, men der er mange hjerter og især pengepunge, der svinger mellem 1 % og 1,24 % over 1,14 % osv.

Endelig skal stabilitetspagten justeres, så der kan skabes en god ligevægt mellem strenghed og fleksibilitet, således at vi ikke mister stabiliteten. Hr. formand, jeg ønsker oprigtigt, at deres succes vil være på højde med den omfattende indsats, der er ydet fra så mange menneskers side.

  Evans, Jillian (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne ønske statsminister Juncker et positivt og produktivt formandskab, og det glæder mig at se et lille, succesrigt, uafhængigt land lede EU. Luxembourg er en af de seks medlemsstater, der er mindre end mit eget land, Wales, og et eksempel på, hvad et uafhængigt Wales kunne opnå.

Prioritetspapiret forsøger at bevare den afgørende balance mellem økonomisk, social og miljøpolitik. Jeg vil gerne nævne den fortsatte kampagne mod diskriminering i håb om, at der vil blive gjort reelle fremskridt omkring det europæiske institut for ligebehandling af mænd og kvinder og det omformulerede direktiv om ligebehandling. Der er ikke noget bedre eksempel på, hvordan ligebehandlingspolitikker kan slå fejl, end lønkløften mellem mænd og kvinder. 30 år efter at der blev lovgivet om dette spørgsmål, viser en rapport fra fagforeningen GMB i Det Forenede Kongerige, der blev offentliggjort i denne uge, at fuldtidslønnen for kvinder i Anglesey i min valgkreds ligger så lavt som på 59 % af, hvad mændene får. Det er en skandale, som der må gøres noget ved, og jeg håber, at man vil prioritere ligebehandlingsspørgsmål.

  Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, indledningsvis vil jeg over for hr. Juncker give udtryk for min deltagelse i anledning af storhertuginde Josephine-Charlottes død. Må det luxembourgske folk få styrke til at bære dette tab og mærke Guds nærhed.

Hr. formand, det luxembourgske formandskab står over for den tunge opgave at reformere stabilitetspagten og omsætte konklusionerne i Wim Koks rapport i praksis. Kommissionens forslag om i stabilitetspagten at tage højde for konjunkturerne kan efter min opfattelse danne grundlag for en behørig reform. Klar beslutningstagning er til gavn for gennemførelsen af pagten. Entydig sanktionering er fortsat påkrævet. I efteråret 2004 fremlagde hr. Kok sin rapport om Lissabon-strategien. Konklusionerne er både klare og forudsigelige. Medlemsstaterne skal nu virkelig i gang med strukturelle reformer. Jeg vil derfor også spørge hr. Juncker, hvilken opfølgning vi må forvente fra formandskabets side. Luxembourg har altid været en varm fortaler for de påkrævede reformer, og jeg har derfor høje forventninger.

Afslutningsvis vil jeg nævne vedtægten for Europa-Parlamentets medlemmer. Kan Parlamentet forvente af formandskabet, at der omsider i løbet af det kommende halve år træffes en afgørelse herom?

  Belohorská (NI). - (SK) Tak, hr. formand. Jeg ønsker det luxembourgske formandskab alt godt. Det er i alles interesse. De er det andet land, der har formandskabet i det udvidede EU med 25 medlemsstater. De er en af de stater, der grundlagde EU, og De er også et eksempel på, hvordan et lille land kan bestemme farten og diktere betingelserne for de store lande. Kommissionsformanden, hr. Barroso, gjorde i sin tale i dag opmærksom på det øgede økonomiske pres på de nye medlemsstater, idet han nævnte de tilbagestående områder. Jeg vil understrege, at disse 10 medlemsstater også har stor velstand. Mange af disse områder er blevet berøvet hundredvis af ambitiøse unge mennesker, videnskabsmænd og læger, som i de sidste 15 år er taget til det gamle Europa, og de bidrager til deres succesrige økonomier. Jeg vil gerne understrege over for det luxembourgske formandskab, at vi ikke ønsker udelukkende at være modtagere af velgørenhed. Jeg ser dette som en lejlighed for Dem til aktivt at inddrage de 10 nye medlemsstater. Efter ratifikationen af forfatningstraktaten vil EU opbygge nye institutioner. Jeg opfordrer Dem til at tage skridt til, at det østlige EU kan blive vært for en vigtig EU-institution. Jeg er overbevist om, at denne idé kan blive en succes. Et bevis herpå er, at mødet mellem Bush og Putin skal finde sted i mit lille land, Slovakiet.

  Brunetta (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, reformen af stabilitetspagten og reformen af de finansielle overslag er to sider af samme sag. Disse reformer skal bygge på en fælles tankegang og en fælles løsning, nemlig mere vækst, større konkurrencevne og flere ressourcer til medlemsstaterne. Alt dette er ensbetydende med større velfærd og større samhørighed.

Tillad mig at være ærlig over for Dem, hr. Juncker. Det, som De sagde om stabilitets- og vækstpagten, er helt rigtigt, men der er allerede taget højde for dette i det nuværende reguleringssystem. De automatiske stabilisatorer, deres sammenhæng med høj- eller lavkonjunktur samt forholdet mellem en større fleksibilitet i underskuddet og gældsmekanismens effektivitet er alt sammen noget, der allerede er sørget for. Det er ikke det, som EU har brug for nu. Måske er vi nødt til at være mere ambitiøse, og når jeg siger mere ambitiøse, mener jeg ikke mindre strenge, men simpelthen mere opmærksomme på EU's strategiske behov.

Hvis vi virkelig skal iværksætte en effektiv europæisk strategi for investeringer, infrastruktur, forskning og sikkerhed - eller kort sagt for at nå de målsætninger, der blev fastlagt på Lissabon-topmødet - er det nødvendigt, at vi uden hykleri, beskidte tricks eller opportunisme bliver enige om, hvordan vi skal gå frem. For pagtens vedkommende er det nødvendigt med en europæisk gylden regel - om man så må sige - der ledsages af passende garantier og kontroller. Hvad de finansielle overslag angår, er det nødvendigt med et stærkere og ikke svagere EU-budget, som i højere grad tager sigte på de investeringer, der er taget højde for i Lissabon-målsætningerne, og ikke så meget på bistand. Hr. rådsformand Juncker, hr. kommissionsformand Barroso, er vi i stand til det? Det afhænger af os. Det er vores alle sammens ansvar, men lad os ikke være hykleriske.

  Dührkop Dührkop (PSE). - (ES) Hr. Juncker, jeg vil gerne koncentrere mit korte indlæg om de finansielle overslag, der måske er den største af de udfordringer, der er blevet nævnt her, og som Parlamentet står over for.

Da De fremførte Deres prioriteringer, sagde De, at De accepterer grundene til, at det er nødvendigt at nå frem til en politisk aftale om de finansielle overslag i juni, så det bliver muligt at få afsluttet de lovgivningsmæssige procedurer under det britiske formandskab og forene de nationale forskelle.

Vi ønsker Dem held og lykke, for på den ene side har vi den netop gennemførte udvidelse med 10 nye medlemsstater, hvis økonomiske situation vil kræve en enorm økonomisk og solidarisk indsats af hensyn til den økonomiske og sociale samhørighed for at beskytte den europæiske samfundsmodel, som De understregede i Deres indlæg.

På den anden side har vi de snævertsynede bogholdere, der kun anvender kriteriet om ikke at overstige et vist udgiftsloft. Vi håber, at formandskabet med Deres erfaring og Europa-Parlamentets samarbejde formår at gøre Rådet begribeligt, at det er uansvarligt at forsøge at få - og nu gentager jeg denne så fortærskede floskel - mere Europa for færre penge. Men det er også nødvendigt at få Rådet til at forstå, at budgetpolitikken, hr. Juncker, står over for endnu større udfordringer end at fastholde udgifterne under en vis procent af bruttonationalproduktet.

Lad os sammen fortsætte integrationen af Europa med tilstrækkelige midler, som det står i traktaterne, så vi ikke skuffer borgerne.

  Mote (NI). - (EN) Hr. formand, det nye formandskab kan være forvisset om, at hundredtusinder af britiske borgere vil bekæmpe forslaget til en europæisk forfatning med næb og kløer, og millioner af os vil stemme imod den, når den tid kommer!

Vi har intet udestående med befolkningen på det europæiske fastland. Det, vi er uenige i, er kun systemet med en enhedsregering, som man kalder Den Europæiske Union. EU er selve modsætningen til det ansvarlige parlamentariske demokrati, som briterne opfandt for over 700 år siden. Dette forsøg på at vende op og ned på forholdet mellem stat og individ er blevet os påtvunget i de sidste 30 år ved bedrageri, benægtelser og fejlinformationer. Men nu forstår vi fuldt ud, hvad EU virkelig drejer sig om. Vi træder måske ikke ud under Deres formandskab, men vær forvisset om, at vi vil træde ud!

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, mit indlæg vil indholdsmæssigt adskille sig en del fra den tidligere talers. Indledningsvis vil jeg takke det luxembourgske formandskab, ikke kun for den glimrende dagsorden, det har præsenteret, men også for den stil, det indhold og det engagement, der kendetegner denne dagsorden. Det luxembourgske formandskab har utroligt mange opgaver i de kommende måneder, og der stilles høje forventninger til det. Vi står over for store udfordringer, som ønskes imødegået, og som Europa må tage op.

Hr. formand, lad mig nævne en af disse udfordringer, nemlig flere og bedre job, men også bæredygtighed og social samhørighed. Jeg må i denne forbindelse også endnu en gang sige til hr. Goebbels og hr. Cohn-Bendit, at Socialdemokraterne og De Grønne ikke har eneret på disse områder. Social samhørighed er i høj grad et kristelig-demokratisk princip, og jeg vil til enhver tid arbejde for, at den sociale samhørighed bevares, og det samme vil vores gruppe. Jeg glæder mig derfor over, at såvel rådsformanden som kommissionsformanden og formanden for min politiske gruppe talte om social samhørighed.

Hr. formand, lad mig også kort nævne Lissabon-processen, og især påpege følgende. Målet med det arbejde, der blev gjort i Lissabon, var godt, det resultat, vi vil nå, er glimrende, men vi glemte, at da alle regeringscheferne var rejst hjem, var ingen længere ansvarlig for processen, ingen kunne drages til ansvar herfor. Den allervigtigste opgave, vi nu står over for, er, at vi ud over alle de nye foranstaltninger, der skal træffes, skal stille mennesker til ansvar. De nationale planer skal således også kunne efterprøves på europæisk plan.

Og tillad mig afslutningsvis et hjertesuk, hr. formand. Jeg må nemlig konstatere, at vi har truffet en række aftaler om det frie marked, som efterfølgende ikke efterleves, hverken af medlemsstaterne eller af Kommissionen. Det gælder især eksamensbeviser, mobilitet osv.

(Bifald)

  Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, Lissabon-strategien er så fuld af store idéer, at vi ofte hører meget lidt - og vi har i hvert fald i dag hørt meget lidt - om de enkle ting såsom forbedringen af kvaliteten af vores egen lovgivning. Det forholder sig sådan, at EU kunne forøge sin produktivitet med 2-6 %, hvis de lovgivningsmæssige rammer svarede til de bedste i verden. Vi bør derfor prioritere det højt under det luxembourgske formandskab at opfordre Kommissionen til at anvende mange ressourcer, mens dens forslag befinder sig på et tidligt stadium, og at prøve, om konkurrencedygtigheden er i orden.

Vi bør også bruge noget tid på at se på den eksisterende lovgivning for at se, om den har opnået de resultater, vi har bedt om. Ofte vedtager vi love, men ser ikke på, hvad der faktisk nås. Bliver de eksisterende love gennemført på en ordentlig måde? Det forekommer mig, at i et EU-25 bør kontrol med gennemførelsen have langt højere prioritet, end det har haft indtil nu. Jeg glæder mig over, at Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse har taget mit forslag om, at vi skal have en initiativbetænkning, der ser på netop disse spørgsmål, op.

Vi har også hørt en masse snak i dag om det sociale Europa, men vi må sikre os, at det sociale Europa gælder for alle og ikke bare dem, der er i arbejde. Alt for mange af vores borgere er økonomisk inaktive, og derfor bør vi investere i aktive arbejdsmarkedspolitikker, der sætter folk i stand til at komme i arbejde igen, og så til politikker, der støtter folk, så de kan blive ved med at arbejde. Hvis vi ikke gør det, svigter vi Lissabon-strategien.

Endelig vil jeg opfordre det luxembourgske formandskab til at tage nye initiativer i relation til Nordcypern, så vi kan sikre, at vi får en effektiv økonomisk genrejsning i den del af landet.

  Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at ønske hr. Juncker og hans land et succesrigt formandskab. Hr. rådsformand, De påtager Dem lederskabet af Unionen i en afgørende periode. Ratifikationsprocessen for forfatningen er undervejs, Lissabon-processen gør endnu ikke tilstrækkelige fremskridt, og fremtiden for de transatlantiske relationer giver anledning til bekymring. I marts vil Det Europæiske Råd holde en midtvejsrevision af Lissabon-processen. Det vil det gøre på baggrund af Kok-rapporten, der var barsk i sin vurdering af mangel på fremskridt. Jeg opfordrer formandskabet til ikke at lade sig distrahere af sirenesange fra dem, der argumenterer for, at den vigtigste politiske prioritet er bevaring af "den europæiske model". Det er helt klart ikke tilfældet. Det er netop, fordi så mange europæiske regeringer har undladt at gribe om de radikale reformers nælde, at Lissabon-processen befinder sig i så store vanskeligheder.

USA fortsætter med at klare sig bedre end os, og de konkurrencemæssige udfordringer fra Asien, især Kina og Indien, er voksende, uden at der tilsyneladende er udsigt til nogen omgående reaktion fra de nationale hovedstæder i vores Union. Formandskabet må utvetydigt give udtryk for sin støtte til økonomiske reformer, større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, en mere konkurrencedygtig skattepolitik og en sænkelse af barriererne for vækst i beskæftigelsen, i særdeleshed den overdrevne regulering, der er fremherskende i alle vores økonomier. Med høj arbejdsløshed som en faktor i hele Europa venter folk på praktiske måder at få dem tilbage i arbejde på.

Det vil blive vanskeligt og risikofyldt at gennemføre reformer, men Det Forenede Kongerige beviste under Margaret Thatcher i 1980'erne, og Spanien under hr. Aznar i 1990'erne, at en resolut tilgang til økonomiske reformer kan give resultater. Lave skatter, fleksible arbejdsmarkeder, mindre bureaukrati og en beslutning om at forrykke balancen afgørende til fordel for dem, der skaber velstand, er den eneste vej ud af en relativ økonomisk tilbagegang. Det er naturligvis noget, som socialister vender sig bestemt imod, men det er godt for alle vores borgere. Vi håber, at man ved forårsmødet i Rådet i marts vil råde bod på den fiasko, vi har haft i den senere tid, og sætte Europa fast på sporet imod et frit marked og en forretningsorienteret holdning.

  Sakalas (PSE). - (EN) Hr. formand, hele spørgsmålet om børn har været usynligt inden for EU-politikkerne og -programmerne. Men børns rettigheder bliver nu nævnt i forfatningen og chartret om grundlæggende rettigheder. Det er vigtigt, at der bliver gjort fremskridt i retning af en horisontal europæisk politik om børn. Børn kan ikke forsvare sig. Derfor er det vores pligt at gøre det. Hver dag hører vi om børn, der sulter, dør eller bliver misbrugt på alle mulige måder.

Men Deres program nævner ikke noget om en strategi for børns rettigheder i fuld skala i overensstemmelse med FN's konvention om børns rettigheder, som er ratificeret af de fleste europæiske lande. Børn er sårbare over for menneskehandel. Den rapport om menneskehandel, der for nylig blev offentliggjort fra ekspertgruppen, har en stærk menneskerettighedsdimension. Jeg opfordrer det luxembourgske formandskab til at gå videre med dette, herunder et særligt juridisk instrument til at fremme og beskytte rettighederne for børn, der har været udsat for menneskehandel.

Det luxembourgske formandskab har sagt, at et direktiv om en tilbagevenden for asylsøgere har høj prioritet. Det er vigtigt, at der er en særlig sektion for at beskytte rettighederne for børn, og at uledsagede børn ikke bliver sendt tilbage til deres oprindelseslande uden en vurdering af, hvad der tjener dem bedst. Man har ikke nået virkelig at integrere børns rettigheder i EU's udviklingspolitik. Jeg opfordrer det luxembourgske formandskab til ufortøvet at tage fat på denne fiasko ved at efterlyse en meddelelse om børns rettigheder og nyt udviklingssamarbejde og ved at støtte og prioritere henvisninger til børns rettigheder. Jeg opfordrer derudover til en revision af udtalelsen om udviklingspolitik.

Gennemførelsen af nye retningslinjer til beskyttelse af børn i konfliktområder giver stadig anledning til bekymring. For at sikre fremskridt er det af afgørende betydning, at det luxembourgske formandskab går videre med denne proces ved at færdiggøre og realisere en handlingsplan.

Afslutningsvis er det af vital betydning, at børns rettigheder prioriteres højt af det luxembourgske formandskab, og at børns rettigheder medtages i konklusionerne fra formandskabet.

  Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, jeg har bemærket to mangler i det luxembourgske formandskabs program, og jeg vil stille to spørgsmål vedrørende disse mangler. I det dokument, der indeholder det luxembourgske formandskabs prioriterede områder, nævnes 27 lande og regioner uden for EU ved navn, men Østeuropa og Ukraine nævnes ikke én eneste gang. Sagt på en anden måde mangler programmet en østlig dimension. Det ville være ret betænkeligt, hvis dette afspejlede det luxembourgske formandskabs holdninger og intentioner med hensyn til det nye europæiske demokrati, der er opstået for øjnene af os og lige på vores dørtærskel. Bemærkningerne her i Parlamentet om Ukraine har været meget forsigtige. De indebærer ikke, at der vil blive truffet foranstaltninger, som modsvarer Europas ansvar over for Ukraine, og som er moralsk og politisk påkrævet.

Hvis vi skulle stille os tilfreds med den gamle handlingsplan, der var baseret på naboskabspolitikken, ville vi gøre alt for lidt, og vi ville gøre noget forkert. Denne plan blev udarbejdet for et Ukraine fra en anden tidsalder før den orange revolution, som gav håb og var en model for fredelig politisk forandring. Begivenhederne i Ukraine fortjener en reaktion fra Europa, og ikke kun ord og forældede instrumenter. Tiden går hurtigere og på en anden måde i Central- og Østeuropa. Vi skal handle nu for at sikre, at demokrati ikke udelukkende er en sejr, men at det bliver langvarigt og en kilde til håb for andre.

Hvad skal vi derfor gøre? Den gamle handlingsplan skal revideres og udbygges ud over naboskabspolitikken, og der skal gives et nyt tilbud. EU's forbindelser med Ukraine skal rykkes op på et nyt niveau, og Ukraine skal tilbydes en associeringsaftale og have udsigt til at blive medlem af EU. Vi skal ikke modarbejde Ukraines europæiske håb eller give vores grundlæggende værdier som frihed, demokrati og solidaritet i bytte for olie og gas.

Ved at støtte demokratiet i Ukraine støtter vi også de demokratiske ambitioner hos borgerne i Belarus, Rusland og de andre lande i det tidligere Sovjetområde. Det er en lejlighed til politisk forandring, som EU vil nyde godt af i alle henseender. Æraen med Yalta, Brezhnev-doktrinen og Berlinmuren er slut. Vi har brug for en modig politik baseret på EU's værdier, og ikke på dets økonomiske interesser, og som fremmer demokrati, menneskerettigheder og landenes ret til selvbestemmelse. At skabe mere åbne forbindelser med et demokratisk Ukraine er både en stor udfordring og et stort ansvar for det luxembourgske formandskab. Jeg ønsker det held og lykke.

  Juncker, Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg har to muligheder. Enten besvarer jeg indlæggene fra de 30 medlemmer, der har taget ordet, hvilket risikerer at blive meget langvarigt, eller også besvarer jeg kun nogle få indlæg, hvilket kan virke meget uhøfligt over for de øvrige. Jeg vil følgelig forsøge at fatte mig i korthed, så jeg kan forblive høflig.

Hr. Goebbels, som har lang tids erfaring med mig, er overbevist om, at jeg er ude af stand til at levere en sådan præstation, og her ligner vi hinanden.

(Latter)

Hr. formand, flere medlemmer har omtalt Lissabon-dagsordenen, herunder gruppeformændene og andre kolleger såsom hr. Swoboda og fru Oomen. Jeg må sige, at det forekommer mig, at vi er meget enige om, at det er nødvendigt at respektere den grundlæggende synergi, som Lissabon-strategien tager udgangspunkt i, og som hensigtsmæssigt blev suppleret af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Göteborg.

Hr. Cohn-Bendit, der sin vane tro henviser ubesværet til forfattere fra begge sider af Rhinen, citerede Victor Hugo. Jeg vil angående Lissabon-dagsordenen tillade mig at citere Pascal. Jeg elsker, sagde han, når tingene passer sammen. Det er sandt inden for mange af livets områder, og det gælder også for Lissabon-strategien. Man kan ikke adskille de forskellige elementer, der skaber Lissabon-strategiens styrke. Jeg taler om den teoretiske styrke og ikke den begejstrede gennemførelse heraf.

Flere medlemmer har i forbindelse med Lissabon-strategien henvist til behovet for at gennemføre strukturreformer. Jeg har været medlem af Rådet (finans) siden 1989, tror jeg. Jeg har lige siden, jeg blev medlem, uge for uge, måned for måned, fået at vide, at der bør gennemføres strukturreformer. Men kun få er i stand til at give et konkret bud på, hvad disse reformer skal bestå af. Det er mit generelle indtryk, at strukturreformernes fortalere i virkeligheden tænker på at nedbryde de sociale strukturer.

(Bifald)

Derfor siger man ofte, når man taler om strukturreformer, at det er nødvendigt at reformere arbejdsmarkedet, og at vi har brug for større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det tror jeg er rigtig, men jeg tror også, at det er muligt for de europæiske arbejdsgivere at være mere fleksible. Jeg tror, at de, der bestemmer, og som ofte træffer afgørelser på andres vegne, ville stå sig ved at udvise større fleksibilitet og tilpasse de redskaber, vi råder over, til de aktuelle behov.

Personligt er jeg ikke tilhænger af, at vi giver Europas borgere indtryk af, at det ville være tilstrækkeligt at reformere arbejdsmarkedet, ophæve den eksisterende arbejdsmarkedslovgivning og fjerne den sikkerhedsmargen, som arbejdstagerens rettigheder giver, for at blive mere konkurrencedygtige. Det er en meget kortsigtet måde at se tingene på med indlysende konsekvenser, idet vi ikke vil blive mere konkurrencedygtige, men vil miste opbakningen fra mange europæere, i særdeleshed arbejdstagerne. Jeg vil derfor advare mod sådanne forsimplinger, som ikke fører os nogen vegne.

Hvad angår stabilitetspagten, har flere medlemmer været så venlige at tilkendegive deres gruppes støtte. Det har i øvrigt været et interessant element i debatten. Lad mig forklare nærmere. Hr. Goebbels har selvfølgelig givet udtryk for sin parlamentariske gruppe, Socialdemokraternes, støtte. Hvis jeg har forstået det rigtigt, bevæger hr. Cohn-Bendit sig i retning af et stærkt sammenfald af interesser og overbevisning på dette punkt. Hvad angår hr. Poettering, har han givet PPE-Gruppens støtte. Det har således kun krævet fem minutters luxembourgsk formandskab at få Socialdemokraterne, De Liberale, De Kristelige Demokrater og alle de andre til at blive enige om de generelle retningslinjer for reformen af stabilitets- og vækstpagten. Det glæder mig. Det luxembourgske formandskab vil få det let på dette punkt. Det vidste jeg ikke, inden jeg kom.

Jeg vil kort vende tilbage til direktivet vedrørende liberalisering eller åbning af tjenesteydelserne. Jeg mener, jeg udtrykte mig klart om dette emne. Vi siger ikke nej til dette direktiv, som i øvrigt kan have en jobskabende virkning, hvis det bliver udformet således, at det tage højde for situationen. Ikke desto mindre ønsker jeg, at vi ved en fælles indsats fjerner de dele af direktivet, der indebærer en risiko for social dumping, og som har sneget sig ind i teksten mellem linjerne. Jeg er klar over, at drøftelserne om dette direktiv er meget spredte og forvirrede, fordi de potentielle risici, som visse af direktivets bestemmelser indebærer, ikke fremstår tydeligt. Jeg håber derfor, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet vil undersøge direktivet linje for linje med henblik på risioko for social dumping. Hvis alle, herunder hr. Bolkestein, siger, at det ikke er hensigten at nedbryde de regler, der beskytter vores arbejdsmarkeder, bør vi være i stand til gennem en fælles indsats og i god tro at fjerne risikoen for social dumping, som jeg ikke desto mindre synes tegner sig i horisonten, hvad angår dette direktivforslag. Når det er sagt, vil forslaget, selv om vi havde haft muligheden, ikke være blevet vedtaget i sin nuværende form under det luxembourgske formandskab. Det fortjener nemlig at blive ændret på flere punkter.

(Bifald)

Parlamentsmedlemmernes statut vil blive afgjort inden udgangen af det luxembourgske formandskab.

(Bifald)

De sagde, hr. Mote, at De ønskede at forlade EU, fordi EU repræsenterer alt det, de afviser, alt det, De forkaster. På det punkt må jeg tilstå, at vi ikke kan blive enige. EU repræsenterer alt det, jeg holder af, fordi jeg holder af forståelse folkene imellem, fordi jeg holder af den europæiske solidaritet, som ikke bør trues af en dårlig reform af de finansielle overslag, der har til formål at ødelægge solidaritetsinstrumenterne. EU er alt det, jeg holder af, fordi jeg holder af freden. Vi har lidt enormt her i Europa under folkenes splittelse. Man bør holde af EU, selv om man ønsker at forlade det.

(Bifald)

  Barroso, Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg vil ikke vende tilbage til de emner, vi allerede har behandlet under vores debat. Det luxembourgske formandskabs prioriteringer er klare. Kommissionen støtter dem og vil indgå i et loyalt og konstruktivt samarbejde med formandskabet, samtlige medlemsstater og Rådet om at nå vigtige resultater i et halvår, vi betragter som afgørende.

Og dog vil jeg uddybe et spørgsmål, som ikke blev nævnt i vores indledning, men som mindst et medlem har taget op, nemlig spørgsmålet om, hvordan man lovgiver bedre. Vi støtter også det luxembourgske formandskabs prioritering af de igangværende bestræbelser på at forbedre lovgivningens kvalitet. Det er oprørt i formandskabets program. Det understreges bl.a. i Cox-betæningen, at lovgivningskvaliteten er en afgørende forudsætning for en forbedring af det økonomiske miljø. Derudover vil jeg dog påpege, at det er vigtigt, at vi lovgiver bedre, hvis vi vil forbedre Europas borgeres forståelse af og tillid til den europæiske integration.

At lovgive bedre er ikke kun et spørgsmål om konkurrencedygtighed, men også et spørgsmål om statsborgerskab. Offentlighedens opfattelse af EU's arbejde er ofte præget af kritik af dette arbejdes bureaukratiske, overformynderiske og virkelighedsfjerne karakter. Der bør gennemføres en systematisk og operationel forenkling. EU's acquis bør gøres lettere tilgængeligt. Konsekvensevaluering er af afgørende betydning for at sikre en bedre forberedelse af de vigtigste politiske afgørelser. En enklere og bedre forberedt lovgivning er det to primære forudsætninger for en bedre forståelse og følgelig en bedre accept af denne lovgivning blandt borgerne.

Men jeg skal desuden understrege, at iværksættelsen er blevet et kritisk punkt. Det er Unionens troværdighed, der står på spil, når den selv og medlemsstaterne viser sig ikke at være i stand til at sikre en hurtig gennemførelse af direktiverne og overholdelse af EU's acquis.

Kommissionen vil for sin del være mere opmærksom på krænkelser af EU-retten og forstærke sin indsats over for sådanne krænkelser.

Jeg vil afslutningsvis påpege, at man, hvad angår Lissabon-strategien, ikke bør se modsætningsforhold, hvor der ingen er. Jeg tror, at vi alle er enige om, at den økonomiske konkurrencedygtighed, miljøet og de sociale rettigheder er meget vigtige for Europa. Det samme er ikke tilfældet for konkurrencedygtigheden på verdensplan, hvor vi kan forbedre vores resultater i forhold til vores partnere. Hvad angår miljø og sociale rettigheder, tror jeg helt ærligt ikke, vi har meget at lære eller gøre for at indhente vores partnere. Men på det konkurrencemæssige område, f.eks. inden for forskning og udvikling, skal vi fortsat gøre en stor indsats.

Hvad angår f.eks. investeringer i forskning i nye teknologier, viser en sammenligning af USA, Japan og Europa - også Europa med 15 medlemsstater inden udvidelsen - at investeringerne i Europa med 15 medlemsstater kun udgør en tredjedel af investeringerne i USA og ligger 30 % under investeringerne i Japan. Fortjener investeringerne i forskning og nyskabelse til fordel for væksten i Europa ikke at blive prioriteret? Jo. Og det er netop en mere målrettet indsats inden for de områder, der haster mest, vi arbejder på sammen med det luxembourgske formandskab og samtlige medlemsstater. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi under dette formandskab alle vil kunne tilslutte os en fornyet Lissabon-strategi, som vil blive styrket og vil kunne garantere en modernisering af vores europæiske sociale model og følgelig velstand til vores borgere.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (forretningsordenens artikel 142)

  Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Den eneste grund til, at dette formandskabs program ikke er en total skuffelse, er, at vi på forhånd ikke nærede større forhåbninger til dets indhold. Vi er dog kede af, at formandskabet dermed vender ryggen til helt afgørende spørgsmål. Det har ingenting at sige om beskæftigelsen, selv om den er blevet forværret. Det forpligter sig ikke til at foretage en evaluering af euroens gennemførelse i euroområdets 12 medlemsstater, selv om de fleste af disse lande mærker stigende vanskeligheder, ikke mindst fordi euroens værdi ligger for højt. Det forpligter sig ikke til at kræve en revision af liberaliseringen af handelen med tekstiler og beklædningsvarer eller blot tage sikkerhedsklausuler i anvendelse for særlig følsomme produkter. Det nævner ingen steder 60-året for fascismens nederlag.

Hvad angår Lissabon-strategien, drager formandskabet ikke de nødvendige konklusioner af den aktuelle situation. Tværtimod ønsker det at fastholde den hidtidige kurs med liberaliseringer og privatiseringer, stadig mere usikre ansættelsesvilkår og angreb på de offentlige tjenesteydelser. Det foreslår heller ikke, at stabilitetspagten tilbagekaldes og erstattes af en pagt for socialt fremskridt og beskæftigelse, så målsætningerne om fuld beskæftigelse, bæredygtig økonomisk udvikling og økonomisk og social samhørighed kan nås.

4. EU's bistand til ofrene for flodbølgen i Asien

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om EU's bistand til ofrene for flodbølgen i Asien og om følgerne af tsunamien den 26. december 2004

  Asselborn, Rådet. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, den katastrofe af hidtil uset omfang, der den 26. december sidste år ramte 12 lande, har til dato kostet over 160.000 mennesker livet, tusinder er meldt savnet, mange er sårede og flere millioner - man taler om 5 millioner - personer er forflyttet eller uden husly. Børn, der er blevet forældreløse eller skilt fra deres familier, er særligt udsatte i denne forbindelse. Den sundhedsmæssige situation er meget foruroligende, og de materielle skader er så omfattende, at der umuligt kan sættes tal på.

Katastrofens omfang har betydet, at det luxembourgske formandskab i nært samarbejde med det nederlandske formandskab reagerede straks efter den 26. december og sammen med Kommissionen besøgte katastrofeområdet den 1. januar. Den luxembourgske sundhedsminister kontaktede og mødtes med de ansvarlige for WHO og Internationalt Røde Kors ligeledes den 1. januar.

På grundlag af disse indledende kontakter med De Forenede Nationer og de berørte lande og i fortsættelse af det ekstraordinære topmøde i Jakarta, indkaldte formandskabet til et møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 7. januar med deltagelse af et stort antal udenrigs-, samarbejds- og sundhedsministre.

Rådet den 7. januar bekræftede EU's solidaritet med de ramte lande såvel som befolkningen i disse lande, som det takker - det er meget vigtigt - for den støtte, de har ydet de europæiske statsborgere, der befandt sig i området, da katastrofen indtraf. Rådet påskønnede også den omfattende solidaritet, som det civile samfund og borgerne havde udvist.

Mødet i Rådet gav mulighed for at danne sig et overblik over de mange initiativer, som Kommissionen og medlemsstaterne havde truffet, og over den meget vigtige samordning af EU's bistand. Vi drøftede i fællesskab, hvordan vi bedst kunne reagere på den nødsituation, der var opstået, finansielt, materielt og sundhedsmæssigt, og hvilke finansielle og operationelle midler de forskellige rehabiliterings- og genopbygningsfaser krævede. Flere ansvarlige for forskellige FN-agenturer var indbudt til at deltage i dette rådsmøde, nemlig medlemmer af OCHA, WHO og UNICEF. De gav Rådet supplerende oplysninger om situationen i området, om de foranstaltninger, der var truffet, og vurderinger af de fremtidige behov. Det blev i denne anledning klart bekræftet, at samordningen af bistanden først og fremmest skulle varetages af De Forenede Nationer.

De vigtigste umiddelbare resultater af dette møde i Rådet var følgende: På det finansielle plan meddelte Rådet, at den samlede offentlige bistand fra EU og medlemsstaterne til flodbølgens ofre - nødhjælp og bistand til genopbygning - på nuværende tidspunkt beløber sig til omkring 1,5 milliard euro. Men Rådet undlod ikke at bemærke, at denne indsats ikke bør foranledige os til at glemme den generelle problematik angående udvikling, humanitær bistand og millenniumudviklingsmålsætningerne for især Afrika, eller til at mindske midlerne hertil.

På det sundhedsmæssige område opfordredes medlemsstaterne til at forene deres indsats inden for rammerne af WHO for at nedbringe risikoen for epidemier og til at etablere sundhedsinfrastrukturer ved at udsende passende sundhedsmateriel og sundhedspersonale. EU og EU's medlemsstater vil støtte WHO.

Hvad angår de mere langsigtede foranstaltninger, ønskede Rådet at udbygge EU's kapacitet til at gribe ind i tilfælde af større katastrofer, og at EU skulle udstyres med følgende instrumenter:

For det første en forebyggende strategi, en ordning for tidlig varsling og hurtig udrykning i tilfælde af katastrofer, bl.a. med henblik på den internationale konference om katastrofeforebyggelse, der afholdes i Kobe i Japan den 18.-22. januar i år.

For det andet en forbedring af civilbeskyttelsen og den humanitære bistand såvel som analysekapaciteten. Rådet ønsker en udvikling af EU's udrykningskapacitet gennem indførelse af passende strukturer til planlægning, samordning og mobilisering af ressourcerne.

Det tredje instrument er en styrkelse af det konsulære samarbejde.

For det fjerde er der andre foranstaltninger, som Rådet skal behandle, herunder udvikling af en europæisk udrykningsstyrke, dvs. en ordning for tidlig varsling. Der vil efterfølgende blive indledt overvejelser om indførelsen af et europæisk volontørkorps for humanitær bistand og derudover en styrkelse af EU's samordning inden for nødhjælp, evakuering og transport at forsyninger og lægehjælp.

Jeg tænker ligeledes på foranstaltninger i form af støtte til samhandel og støtte til bilaterale partnerskaber, herunder samarbejde mellem byer og hospitaler, og endelig en omlægning af gældsbyrden for de berørte lande, der måtte ønske det. Dette punkt bør opføres på dagsordenen for næste uges møde i Rådet (økonomi og finans).

Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 31. januar vil gennemgå alle de foranstaltninger og tiltag, EU og medlemsstaterne har imødeset på mellemlang og lang sigt, og udarbejde en operationel handlingsplan for EU.

Den 7. januar om aftenen rapporterede Benita Ferrero-Waldner, den ansvarlige kommissær, ministrene med ansvar for sundhed og samarbejde og jeg selv tilbage til en omfattende delegation fra Europa-Parlamentet.

I denne uge vil formandskabet og Kommissionen fortsætte deres intense dialog med Europa-Parlamentets kompetente instanser for at sikre gennemførelsen af Unionens finansielle tilsagn, og jeg håber, at det allerede på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 31. januar vil være muligt at konkretisere nogle af de tiltag, der blev skitseret på rådsmødet den 7. januar.

(Bifald)

  Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, ærede medlemmer, omfanget af den katastrofe, der har fundet sted i det sydlige Asien, giver grund til alvorlig eftertanke over menneskelivets skrøbelighed over for naturens kræfter og over, hvor irrelevante andre spørgsmål bliver, når de holdes op imod en menneskelig tragedie af dette omfang. Det ansporer også til at se på, hvordan den politiske indsats på nationalt og europæisk plan bedst gribes an, når det gælder følgerne af naturkatastrofer af denne karakter. Vi har her en god anledning til at overveje vores instrumenter og vores politikker, hvordan vi samordner vores indsats, og hvordan vi fordeler ansvaret mellem de nationale myndigheder og de europæiske institutioner.

Min rejse til Jakarta i sidste uge gav mig et klart indtryk af, hvor stor en tragedie jordskælvet og den efterfølgende tsunami har forårsaget. Jeg kunne også konstatere, at det internationale samfund, herunder EU og Kommissionen, viste sig i stand til at reagere hurtigt og tilvejebringe betydelige midler til nødhjælp og anden støtte.

Det, som kommissær Michel så, da han besøgte selve området, var chokerende. Den gigantiske bølge fejede al menneskelig tilstedeværelse fuldstændig bort langs 500 km kyst og ødelagde alt, hvad den fandt på sin vej. Den ramte sågar steder mere end 5 km inde i landet, og det mest tragiske er, at størstedelen af befolkningen netop boede i denne kystzone, der er blevet fuldstændig raseret. Tilsvarende frygtelige tidender kommer fra Sri Lanka, Thailand, Indien og Maldiverne, for ikke at tale om de ødelæggelser, der har ramt mindre tilgængelige lande, og som først nu bliver kendt, samt det yderligere faktum, at tragedien også har nået Afrikas kyster.

Denne enorme naturkatastrofe har efterladt 150.000 døde, mere end 5 millioner hjemløse, der dybt traumatiserede nu står over for den svære opgave at skulle samle, hvad der er tilbage af deres ødelagte familier, genopbygge deres hjem og deres livsgrundlag, ja, forsøge at begynde deres liv på ny.

(EN) Katastrofens omfang og de chokerende billeder, der har fyldt vores tv-skærme og aviser, har affødt massiv sympati blandt Europas borgere, der i stort omfang krævede en hurtig og omfattende reaktion. Vi bør være stolte af den europæiske reaktion. Europæerne har givet et omfattende bevis på solidaritet, på institutionsniveau såvel som på de enkelte borgeres niveau. Den samlede europæiske støtte til ofrene og de ramte lande er langt den største i verden. Europa var den første donor, der tilbød direkte hjælp, og europæiske repræsentanter var blandt de første, der kom frem. Jeg vil gerne rose alle dem, der direkte og indirekte har deltaget i denne enorme indsats.

Med hensyn til forvaltningen af krisen vil jeg gerne understrege det fremragende samarbejde mellem Kommissionen og Rådets formandskab, i særdeleshed hr. Juncker, og Parlamentet. Vi har vist, hvor afgørende det er at sikre et fornuftigt og effektivt samarbejde mellem institutionerne.

I andre katastrofesituationer har Kommissionen haft mere tid til at drøfte og forberede sin reaktion på forhånd, sammen med Parlamentet og Rådet, vores budgetmyndighed. I dette tilfælde havde vi ikke tid. Inden for ni dage efter at bølgen ramte Asiens og Afrikas kyster, samledes stats- og regeringsoverhovederne fra de ramte lande med de største donorer i Jakarta for at enes om, hvordan vi kunne råde bod på skaden, og hvilke midler vi ville stille til rådighed.

For at forberede sagen inden for den begrænsede tid vi havde, drøftede jeg med hr. Borrel Fontelles og hr. Juncker Kommissionens forslag om at love op til 450 millioner euro inden afrejsen til Jakarta. De var begge meget positive og støttede den holdning, jeg foreslog. Faktisk nævnte jeg ved Jakarta-konferencen et særligt budskab, som hr. Borrell Fontelles sendte mig og bad mig om at viderebringe til de stats- og regeringsoverhoveder, der var samlet her.

Uden at have haft mulighed for detaljerede drøftelser i hele Parlamentet og i Rådet antydede jeg over for donorkonferencen i Jakarta, at Kommissionens løfte om 450 millioner euro var betinget af budgetmyndighedens godkendelse, og det indbefatter Dem, Europa-Parlamentet. Det vigtigste for Kommissionen i dag er at lytte til Deres synspunkter, besvare Deres spørgsmål og enes om, hvordan vi bedst kan tage fat på de to vigtigste opgaver, vi nu står over for, nemlig hvordan vi hurtigt kan omsætte vores betingede løfte til konkrete penge på budgettet og så forvandle disse penge til effektive genopbygningsprogrammer på stedet, som kan hjælpe befolkningerne med at genopbygge deres ødelagte liv.

Vi befinder os stadig på et tidligt stadium, men jeg vil gerne mere detaljeret forklare, hvad jeg tænker på med hensyn til, hvordan man bedst kan udnytte Kommissionens løfte, hvis De og Rådet går ind på den finansiering, vi har foreslået.

På det humanitære område har Kommissionen reageret hurtigt og meget effektivt. Gennem vores kontor for humanitær bistand, ECHO, var vi en af de første organisationer, der reagerede på katastrofen ved at stille 23 millioner euro til rådighed - hvoraf tre millioner var til rådighed på selve katastrofedagen - til humanitær bistand til Røde Kors og andre samarbejdspartnere for at opfylde essentielle behov. Vi forstærkede ECHO's personale på stedet, og vores eksperter har arbejdet tæt sammen med De Forenede Nationer og andre donorer for at vurdere behovet og sikre koordinering af den humanitære bistand på stedet.

Hr. Michel rejste til de værst ramte områder fra den 1. til den 7. januar for at danne sig et førstehåndsindtryk og vurdere behovet for nødhjælp og genopbygning. Vi har også været hurtige til at mobilisere beskyttelse af civile. Den europæiske civilbeskyttelsesordning, som hr. Dimas er ansvarlig for, har været aktiv siden de allerførste rapporter om tsunamien.

Gennem hele denne katastrofe har Den Europæiske Kommissions Monitorerings- og Informationscenter arbejdet i døgndrift på at mobilisere og koordinere bistand til beskyttelse af civile fra medlemmerne af EU og nabolandene. Mekanismen har vist sig at være et enkelt og effektivt system, som tillader at man målretter bistanden mod hvert ramt lands præcise behov. Inden for 24 timer efter katastrofen sendte centret vurderings- og koordineringseksperter til Thailand og Sri Lanka. Som hr. Kofi Annan har understreget, er der behov for 1 milliard amerikanske dollars med det samme. Som reaktion herpå foreslog jeg som en del af vores løfte, at endnu 100 millioner euro skulle bevilges fra nødhjælpsreserven til humanitær bistand. Jeg forstår, at Deres udvalg har drøftet dette forslag positivt, og hr. Michel antydede vores forpligtelse over for den FN donorkonference, der blev holdt i Genève i går. Det viser også vores fulde sympati for Parlamentets tilgang med at understrege FN's koordinerende rolle.

Hvad angår genopbygning, foreslog jeg, at der blev stillet 350 millioner euro til rådighed. Jeg formoder, at en del af dette vil komme fra nye midler og en del fra omdirigering af penge, som allerede er afsat til de ramte lande. Selv om denne genopbygningsopgave vil vare adskillige år, bør finansieringen af den stilles til rådighed i år og næste år. Jeg forstår, at ordet "reprogrammering" har givet anledning til nogen bekymring i Parlamentet. Så hvorfor foreslår Kommissionen dette? Den vigtigste grund er tidsfaktoren. Pengene til projekter, der er planlagt til 2005, ligger allerede på bordet og kan bruges til det påtrængende, nødvendige og umiddelbare genopbygningsarbejde. At vente på, at der skal komme nye midler vil vare op til et halvt år. Vi har behov for at komme med genopbygningsmidler nu. Alle donorer reagerer på samme måde, herunder Verdensbanken, for at mobilisere midler til tsunami-nødshjælpsprojektet så hurtigt som muligt. Desuden tror jeg ikke, at denne holdning vil have nogen negative bivirkninger.

Vi kan spørge om dette vil føre til aflysning af allerede planlagte projekter. Svaret er nej. Hvis regeringerne, ligesom vi, beslutter, at de projekter, der har noget at gøre med tsunamien, skal have førsteprioritet, kan de oprindelig planlagte projekter tages op igen i 2006 eller 2007 under det nye finansielle overslag. I nogle tilfælde er problemet, at vi ikke kan fortsætte med det tidligere projekt med disse regioner, fordi tsunamien har påvirket regionerne, så vi må prioritere de tsunami-relaterede projekter højt.

Vil dette føre til, at Asien berøver andre regioner deres midler? Svaret er nej. Alle projekter, der måske bliver omprioriteret og forsinket på denne måde, vil være i den asiatiske bevilling, som om nødvendigt må tilpasses. Jeg regner med Deres støtte i denne forbindelse. Efter at have set Parlamentets beslutningsforslag kan jeg forsikre Dem om, at "de fattige i hele verden ikke vil betale prisen for denne katastrofe".

Med hensyn til samarbejdsudviklingshjælp er Afrika klart EU's højeste prioritet, og det vil det forsætte med at være på grund af dets strukturelle behov, som De alle er opmærksomme på. Men det betyder ikke, at vi ikke nu kan gå videre ved direkte at prioritere nødhjælp til denne katastrofe.

Lad mig give Dem nogle præcise eksempler på, hvordan denne omprogrammeringsholdning kan få umiddelbar værdi. I Indonesien har Kommissionen et program til 35 millioner euro, der har til formål at forbedre adgangen til og kvaliteten af sundhedspleje i lokalsamfundet. Hvis regeringen i Indonesien indvilliger heri, så kan det hurtigt blive udstrakt til at hjælpe med at genopbygge og styrke de sundhedsfaciliteter, der er skadet af tsunamien. På Sri Lanka planlægger vi at samarbejde med Verdensbanken om et program for socialt boligbyggeri til at hjælpe med genhusning af internt fordrevne personer. På samme måde kunne dette program hurtigt udstrækkes til at hjælpe med genhusningen af familier, der er fordrevet af tsunamien.

Hvad niveauet for den nye finansiering end bliver, vil jeg understrege, at det er nødvendigt, at Kommissionen ser på, hvordan planlagte projekter kan omprogrammeres på denne måde for at sikre, at vi kan reagere på rekonstruktionen inden for de kritiske første måneder. Men Kommissionens løfte var betinget og kunne revideres, når de endelige beregninger af omkostningerne var afsluttet. Vi ved allerede, at behovet er enormt, og der kan være plads til et endnu større bidrag af friske midler, hvis både Parlamentet og Rådet går med til det.

Jeg støtter fuldt ud den linje, som man enedes om i Jakarta, nemlig at landene skal foretage en vurdering af behovet og udarbejde deres egne nationale genopbygningsplaner for tsunamien. Det vil udpege de projekter, der prioriteres højest, og de midler, man har til at gennemføre dem. Det drejer sig om et grundlæggende princip: at tillade landene selv at tage ansvaret og at sikre, at de koordinerer alle de generøse forpligtelser, som er indgået. Vi kan ikke oversvømme landene med hundreder af forskellige faciliteter og instrumenter, der er udarbejdet på forhånd sammen med donorerne eller internationale finansielle institutioner.

Lad os se på et andet princip, som alle donorlandene enedes om i Jakarta: at vi skal levere vores støtte hurtigt. Jeg understregede i Jakarta, at Kommissionen ville forsøge at udforske alle de midler, den havde til rådighed til at omsætte sin plan til et effektivt program så hurtigt som muligt. Rådet (almindelige anliggender) støttede også denne forpligtelse. Det indebærer en fremskyndelse af vores procedurer så meget som muligt inden for rammerne af det finansielle overslag, så unødvendigt tungt bureaukrati ikke sætter tempoet ned for os.

Jeg så hvor hurtigt og effektivt landene allerede havde reageret for at hjælpe deres borgere. Det er imponerende! Sådan som det er, bør vi give det meste af vores hjælp som budgetstøtte, sådan at vi giver landene redskaber til at genopbygge deres ødelagte infrastruktur og genoprette indtægtsmulighederne for deres ødelagte samfund. Denne holdning er den eneste måde, hvorpå de ramte lande kan koordinere bistanden effektivt. Det vil være en umulig opgave for dem, hvis hundreder af donorer giver bistand hver for sig, og alle forlanger, at deres egne procedurer skal overholdes.

Men budgetstøtten må overvåges ordentligt, hvis vi skal have den luksus at få vores investeringer forvaltet på en finansielt forsvarlig måde. Derfor støtter jeg initiativet fra Verdensbanken og de andre internationale finansielle institutioner til at udvikle trust funds i de pågældende lande, og herved effektivt skabe en fælles kasse, hvori donorer kan samle pengene med et fælles regelsæt til indførelse, overvågning og revision, som vil styre forvaltningen af midlerne.

Kommissionen vil også have brug for at tage fat på klart definerede og særlige projekter, som senere kan formidles ved direkte gennemførelse snarere end ved at gå over de nationale budgetter. F.eks. kan man starte noget arbejde i den humanitære fase, som meget nyttigt kan fortsættes under den første del af genopbygningsfasen. Subsidiært kan der være særlige betingelser, der forhindrer let adgang for det nationale budget til visse geografiske regioner eller faktisk til de fattigste samfund, der skal have gavn af denne genopbygning. Sådanne tilfælde vil også retfærdiggøre fortsat kanalisering af en del af vores midler gennem ngo'er.

Kommissionen har været aktiv fra første dag på alle fronter, fra humanitær bistand til civil beskyttelse og i stigende grad til økonomisk genrejsning og genopbygning. Vi vil fortsætte vores bestræbelser af al vores kraft. Men vi vil også tænke over forbedringer, nye idéer og løsninger. Vi vil reagere på Rådets anmodninger om forslag og fremlægge nye redskaber. I denne forbindelse vil vi især tænke på at finde løsninger, der er effektive og giver god anvendelse af de muligheder, der er til rådighed i medlemsstaterne og Europas institutioner, så man optimerer midlerne og teknologierne på europæisk niveau. At skabe nye strukturer bare for sjov er ikke sagen lige nu. Vejen frem går gennem en bedre udnyttelse af den umådeligt store europæiske kapacitet, som allerede eksisterer, på en koordineret og velstruktureret måde.

Vi vil også være særligt opmærksomme på den europæiske dimension i vores initiativer og være ivrige efter at gøre dem mere synlige for offentligheden og for modtagerne. Solidaritet er EU's varemærke. Det bør man fornemme også i krisetider.

Jeg erkender den vægt, Parlamentet tillægger de yderligere foranstaltninger ud over nødhjælp, som EU kan give for yderligere at hjælpe de lande, der er ramt af tsunamien. De kan være sikre på, at alle Kommissionens afdelinger er mobiliseret inden for hvert deres område for at undersøge, hvad der kan gøres i denne forbindelse. Dette indbefatter støtte til initiativer i retning af et gældsmoratorium for G8, undersøgelsen af mulige handelsinitiativer for at lette adgangen til handel med Unionen for de berørte lande, og et samarbejde med regeringerne om at forsøge at lette implementeringen af den Europæiske Investeringsbanks facilitet for tsunamien i Det Indiske Ocean.

Medlemsstaterne og Kommissionen er enedes i Rådet (almindelige anliggender) om at tilbyde direkte støtte til landene i deres bestræbelser på at udvikle et varslingssystem, så de bedre kan reagere på fremtidige katastrofer.

Jeg har med interesse noteret mig de idéer, der er blevet skitseret, og muligheden for at levere fiskerbåde fra Kommissionen, dvs. EU's flåder, til fiskerisamfundene i de ramte lande. Idéen er meget tiltrækkende. Vi har alle set billeder af både, der er slået til vrag af tsunamien, og vores egen fiskeindustri er ved at skulle skrotte både fra sin egen flåde i overensstemmelse med fiskerigrænserne.

(Bifald)

Mine tjenestemænd er i øjeblikket ved at undersøge hvilke både, der er til rådighed, hvilken stand de er i, om de opfylder kravene fra fiskersamfundene i de tsunami-ramte områder, og hvordan de kan stilles til rådighed for disse fiskere. Jeg håber, dette initiativ vil virke, og vi vil rapportere tilbage til Dem med resultaterne af vores arbejde.

Kommissionen overvejer også forslag til en ny EU-holdning til at styrke kapaciteten til forebyggelse af katastrofer, og som drøftet på det ekstraordinære Rådsmøde i fredags agter vi at se på varslingsmekanismerne og forberedelsen af krisestyring, måder hvorpå vi yderligere kan forbedre Kommissionens leveringer af humanitær bistand og civil beskyttelse med henblik på at udvikle vores hurtige reaktion på kriser i tredjelande med fuld respekt for den særlige karakter af og principperne for humanitær bistand. I denne forbindelse forbereder Kommissionen et forslag til udvikling af en hurtig reaktionskapacitet for EU, som vil gøre det muligt at forøge bistanden ved fremtidige menneskelige katastrofer og andre kriser. Vi forventer at forelægge dette forslag for Rådet ved dets møde den 31. januar 2005.

Ved ethvert succesrigt nødhjælpsprogram, som Kommissionen har organiseret, har Parlamentet spillet en afgørende rolle. I denne forbindelse tænker jeg på Afghanistan og Balkan. Denne rolle er ikke simpelthen at gå ind på at finansiere det, men at følge programmet og give politisk vægt når det er nødvendigt for at sikre, at programmets politiske formål forbliver på skinnerne. Deres opmærksomhed kan også fokusere på de administrative ressourcer - i hovedkvarteret og i delegationerne - der er nødvendige for en effektiv levering. Jeg er sikker på, at De vil spille en vigtig rolle ved at lette vejen for Kommissionens genopbygningsprogram efter tsunamien. Med henblik herpå vil jeg love, at Kommissionen vil rapportere til Dem regelmæssigt om de fremskridt, der sker, både for hele Parlamentet og i udvalgene.

Kommissionen havde en omfattende drøftelse i går af krisen i Asien, og hvordan vi skulle organisere vores opfølgning af det arbejde, der er gjort indtil nu. Ved månedens udgang forventer jeg at forelægge Kommissionens forslag til en forbedret europæisk krisereaktionskapacitet. Fru Ferrero-Waldner vil tage derover i de kommende uger for yderligere at vurdere behovet og give mere substans til dette forslag. Jeg vil foreslå, at hun aflægger rapport til Parlamentet når hun vender tilbage.

Vi har sat høje mål for EU's reaktion på krisen i det sydlige Asien, både i Jakarta og ved FN's møder i Genève. Den støtte, der kommer strømmende fra vores private borgere til denne krise, viser yderligere deres støtte til, at alle institutioner i EU går fuldt ind for sagen og holder de løfter, de har givet. Vi må give svar, og jeg forventer Deres støtte til at hjælpe Kommissionen til at holde, hvad den har lovet. Jeg lover at arbejde tæt sammen med Dem om de enorme opgaver, der forestår.

(Bifald)

  Formanden. - Jeg takker såvel Rådet som Kommissionen for deres fyldestgørende information om denne tragiske begivenhed. Jeg vil især gerne udtrykke min anerkendelse for den perfekte koordinering, som kommissionsformanden har haft med Parlamentets formand under de efterfølgende møder, og jeg vil i særdeleshed takke ham, fordi han har taget to af Parlamentets medlemmer med i delegationen på Genève-konferencen, hvilket utvivlsomt vil bidrage til, at vi kan udføre de opgaver, der tilkommer den enkelte institution, hurtigere og mere koordineret.

  Deva (PPE-DE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg er lige vendt tilbage fra Sri Lanka, hvor jeg blev vidne til mange skrækkelige ting, som vi alle har set på tv. Som et parlamentsmedlem, der er født i Sri Lanka, vil jeg gerne give udtryk for min taknemmelighed over for alle dem, der så gavmildt har reageret på appellerne, og især for den hjælp, som Europas befolkning har givet, i særdeleshed mit eget land, Storbritannien, og mine vælgere i Sydøstengland.

EU og dets medlemsstater har sammen lovet næsten 1,5 milliarder euro indtil nu. Beløbet stiger stadig. Kommissionen og Parlamentet har bevilget 23 millioner euro og lovet 350 millioner, om end 150 af disse ikke er nye penge, men vil blive taget fra eksisterende langsigtede udviklingsprogrammer. Det må der ses på igen.

Jeg glæder mig også over forslaget om en låneramme på 1 milliard euro fra Den Europæiske Investeringsbank. Vi må yde den hjælp, vi har lovet. Tidligere har det internationale samfund ikke gjort det. Et civilt korps til overbringelse af nødhjælp, som kan rykke hurtigt ud, som hr. Ferrero-Waldner har foreslået, er yderst velkomment. Vores hjælp må være synlig.

Jeg blev forlegen i Sri Lanka, fordi bistanden fra EU ganske vist blev leveret med det samme, men det blev gjort, uden at man kunne se det, selv om hr. Michel var yderst synlig og aktiv på stedet. FN og ngo'erne virker kun som koordinatorer og påstår ikke, at de er givere. Vores skatteydere kræver synlighed. Ejerskab har betydning.

Vi må også sikre, at hjælpen ikke bliver stjålet - ja, stjålet! Hvor der ikke er ordentlige systemer i modtagerlandene, bliver hjælpen stjålet, medmindre vi sikrer, at leveringsmekanismerne er helt gennemskuelige og ansvarlige. Der er i øjeblikket et påtrængende behov for, at man giver små, passende både. Jeg er glad for, at hr. Barroso har nævnt dette.

Der er også brug for varslingssystemer, inden næste katastrofe indtræffer. Et bekræftet telefonopkald til CNN og de andre tv-netværk kunne havde reddet tusindvis af menneskeliv på Sri Lanka, i Somalia og Thailand. Det lykkedes jo dog amerikanerne at evakuere Diego Garcia. Men den telefonopringning kom ikke. Det gælder ikke kun for Asien. Hvordan kunne Europas befolkning blive advaret, hvis f.eks. vulkansk aktivitet på De Kanariske Øer forårsagede en tsunami? Vil Kommissionen omgående lade en rapport udarbejde?

På Sri Lanka håber jeg, at genopbygningen også vil medføre forsoning, og at bistanden vil være i overensstemmelse med Oslo-forhandlingerne fra 2002 og forventningerne fra donorkonferencen i Tokyo. Vi bør ikke forvente mindre end det for Indonesien med separatisterne i Aceh.

Vi må huske, at det er handel og investeringer og ikke bistand, der på lang sigt vil hjælpe befolkningen. Ødelæggelsen er begrænset til kystområderne, og der arbejdes stadig i Sydøstasien.

Lad os alle arbejde sammen, ikke kun på at reparere ødelæggelsen, men også på at give ofrene en virkelig håndsrækning og ikke bare nogle håndører.

(Bifald)

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Schulz (PSE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, efter vores opfattelse er der ikke længere noget væsentligt at tilføje til redegørelserne fra rådsformanden, hr. Asselborn, og kommissionsformanden, hr. Barroso. Både Kommissionen og Rådet beskrev de væsentlige skridt, der skal tages i denne sammenhæng. Vi i Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet støtter alle disse initiativer, og at Parlamentet skal yde al den økonomiske og organisatoriske støtte, der er nødvendig. Jeg mener, at alle - også talerne før mig - præciserede, at Parlamentet er garant for de økonomiske og organisatoriske foranstaltninger.

Jeg vil derfor begrænse mig til nogle få grundlæggende bemærkninger om denne katastrofe, som gjorde det klart og tydeligt, at vi lever i en global landsby, og at solidaritet er en selvfølge i den globale verden, som vi lever i, og at den skal have overnational karakter. Det er derfor vigtigt, at vi taler om det endnu en gang og gør os klart, at EU spiller en afgørende rolle ved siden af medlemsstaterne, for det er i EU, at europæernes villighed til at handle overnationalt manifesterer sig. At denne internationale handling organiseret i EU-regi også fører til interkontinental handling, er en nødvendig konsekvens af det faktum, at en sådan katastrofe ikke kender nogen geografiske grænser, og at det ikke kun er de mennesker, der lever i de pågældende områder, som rammes heraf, men også mennesker fra alverdens lande, heriblandt EU-borgere.

Der er således behov for nye organisationsformer, og de er allerede i støbeskeen. Kommissionen foreslog én af dem, nemlig en kombination af en hurtig reaktionsenhed, hurtige reaktionsstyrker og teknisk ekspertise, som skal være organiseret under EU's ledelse. Det er et intelligent forslag, som fortjener massiv opbakning. Det blev foreslået, at der skal organiseres økonomiske instrumenter parallelt med de nationalstatlige, og det er ikke til at komme udenom. Men det er ligeså klart og tydeligt, at europæerne med et så ekstremt mobilt samfund som vores, ikke kan klare sig uden konsulentbistand i en sådan situation. Derfor er oprettelsen af et fælles konsultationssystem, som kunne bane vejen for en fælles diplomatisk tjeneste, et positivt resultat af disse forhandlinger.

Afslutningsvis vil jeg sige, at der er en nyhed, som overskygger alle de andre i den strøm af informationer, som jeg har modtaget i de seneste dage. For nogle måneder siden mindedes vi ofrene for terroraktionen i Beslan her i Parlamentet. I morges erfarede jeg, at borgerne i Beslan indsamlede 1 million rubler, dvs. 30.000 euro, for at vise solidaritet med ofrene for tsunamien. Et bedre eksempel på medmenneskelighed, solidaritet og menneskelig storhed kan man ikke tænke sig. Jeg synes, at vi skal benytte lejligheden til at udtrykke vores allerstørste respekt for borgerne i Beslan, som selv var ofre.

(Bifald)

  Watson (ALDE), for gruppen. - (EN) Hr. formand, dette er en tragedie af verdensformat, der kræver en tilsvarende reaktion. Den åbner mulighed for, at vi igen kan hævde og få fordel af multilaterale aktioner gennem FN, men frembyder også en udfordring for FN om at vise, at de kan klare opgaven. Foreløbig har FN's reaktion været lovende. Reaktionen fra EU har også givet os en god start, og jeg glæder mig over den hurtige aktion fra hr. Michel og den støtte, hans kolleger har givet.

Bistand fra EU, både offentlig og privat, har været imponerende generøs. Midler fra ECHO blev hurtigt frigivet efter ulykken. De samlede forpligtelser beløber sig nu til 540 millioner euro plus en låneramme på 1 milliard euro. Selv om en tredjedel af den bistand, hvis vi skal være ærlige, er overført fra eksisterende udviklingsbistand til regionen. Lad os sikre os, at disse løfter bliver opfyldt - kun 2 % af den ene milliard dollars, der blev lovet til genopbygningen af den iranske by Bam efter jordskælvet der, er blevet brugt.

Lad os ikke være selvtilfredse, for i øjeblikket kan ECHO virke som finansieringskilde. På længere sigt må vi have mulighed for at sende tropper, skibe, hospitalsskibe og helikoptere til at yde katastrofehjælp. Mere end 150.000 mennesker har mistet livet, hele samfund er blevet udslettet. Fem millioner mennesker mere er sårede elle har mistet deres hjem, udkomme eller familier. Mange børn risikerer at blive bytte for børnehandlere og lignende. Til trods for god vilje i udlandet bør børn fra disse ødelagte samfund ikke fjernes fra dem og de traditioner, de kender. UNICEF og andre må handle hurtigt for at give dem husly, beskyttelse og registrering, som disse børn har behov for, hvis de skal genopbygge deres liv og måske med tiden blive fundet af slægtninge.

Denne tragedie har fremkaldt en overvældende reaktion med hensyn til gaver fra enkeltpersoner på den anden side af jorden til familier til ofre, som de aldrig har mødt, men alligevel gerne vil hjælpe, hvilket minder os om, hvor lille vores globale samfund er. Lad os bygge på denne mulighed for at se bort fra vores modsætningsforhold. De ramte lande vil betale mere i år i toldafgifter, end vi giver dem i bistand. Det bør give os anledning til at tænke over vores handelspolitik.

Vi behøver en nøje overvågning af bistanden for at sikre, at den ikke bliver brugt til at puste liv i regionale konflikter eller bliver svindlet bort af korrupte lokale embedsmænd. Lad os have en resultattavle for EU's genopbygningsbestræbelser, ligesom FN må have et sporingssystem for bistand, som formidles gennem dets agenturer. Lad Kommissionen yderligere styrke sin ledende stilling som koordinator af Unionens reaktion. Hvis hver medlemsstat bidrager med en ekspert i humanitær bistand til ECHO, vil vi have en central ressource med ekspertise i handleevne hos forskellige nationale institutioner.

Endelig er en klar lære, vi kan drage af dette, vores skrøbelighed over for naturens kræfter. Vi kan ikke tæmme dem, men vi kan i fællesskab mildne deres ødelæggelser. Vi har den nødvendige teknologi til at opdage jordskælv i verdens farlige områder. At stille den til rådighed for regioner, som er i fare, kan opnås med beskedne udgifter og måske redde hundredtusinder af liv.

(Bifald)

  Cohn-Bendit (Verts/ALE), for gruppen. - (FR) Mine damer og herrer, det er altid vanskeligt at føre en debat efter en katastrofe, for man står på den ene side over for følelserne og på den anden nødvendigheden af at drage den politiske lære af det, der er sket.

Vil De være så venlig at dæmpe Dem lidt ned eller gå ud og drikke en kop kaffe og komme tilbage, når vi er færdige med at drøfte de vigtige spørgsmål? Ville det være muligt? Der er en bar udenfor! De kan gå ud og drikke Dem lige så fulde, De vil. Tak. Undskyld mig, hr. formand.

Jeg ville sige, at Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter Kommissionens og Rådets forslag om at styrke EU's civile beredskab. Denne katastrofe har nemlig vist, at et nationalt beredskab, hvor vigtigt det end måtte være, ikke er i stand til at alene at klare en katastrofe af dette omfang, og at det civile beredskab bør omfatte en humanitær indsats såvel som et politisk civilt beredskab, dvs. et konfliktforebyggende beredskab.

Vi kan ikke intervenere i Indonesien uden at intervenere i den konflikt, der udspiller sig i Indonesien. Vi kan ikke hjælpe Sri Lanka uden at intervenere i den militære konflikt, der eksisterer dér. Følgelig er konfliktforebyggende intervention og humanitær intervention nært forbundne, og vi støtter Kommissionen på dette område. Jeg opfordrer mine kolleger til at give de penge, de modtager for at have deltaget i dette møde, til hjælp til katastrofeofrene.

(Bifald)

  Agnoletto (GUE/NGL), for gruppen. - (IT) Hr. formand, det er mit indtryk, at der i medierne stadig er fokus på tragedien i Fjernøsten, men de stærke solidaritetserklæringer begynder allerede at måtte vige for mere kyniske økonomiske og geopolitiske interesser.

Kommissionsformand Barroso forsøgte sig med et behændighedstrick, men han er ikke nogen god tryllekunstner. Ordet "omprogrammering" angiver, at der skal bruges midler, som allerede var sat af til støtte, og derfor anmoder jeg om, at alle de 350 millioner til den første fase af genopbygningen kommer til at udgøre en ny bevilling, og at det samlede beløb på 1,5 milliarder, som EU og de 25 medlemsstater skal betale, bliver givet nogen uden nogen form for renter.

Jeg hørte, at man her i salen opfordrede til at tage højde for de flodbølgeramte landes udlandsgæld. Efter min mening bør vi klart slå fast, at den eneste gennemførlige mulighed er en eftergivelse af udlandsgælden. Vi taler om lande som Indonesien, der har en gæld på over 130 milliarder dollars, og som tilbagebetalte 13 millioner dollars i 2002. Når vi ser på disse tal, vil vores bistand ikke være til nogen konkret hjælp, hvis ikke vi eftergiver gælden.

Jeg har endnu ikke hørt om, at der er blevet gjort noget forsøg på i det mindste midlertidigt at ændre indvandringslovgivningen. Her tænker jeg på, at man bør give de indvandrere, som allerede bor i Europa, og som kommer fra de ramte lande, mulighed for at undersøge situationen, lede efter deres kære og derefter vende tilbage til EU uden at være bange for at miste deres opholdstilladelse eller arbejde. Jeg tænker ligeledes på muligheden for at give en i det mindste midlertidig opholdstilladelse til alle dem, der er blevet såret under denne tragedie.

(Bifald)

  Karatzaferis (IND/DEM), for gruppen. - (EL) Hr. formand, der er tre ting, vi skal tage stilling til efter katastrofen.

For det første, hvordan denne solidaritet bedst kommer til udtryk, dvs. hvor mange penge der når fra den europæiske borger frem til borgeren i det ødelagte område, uden at de drænes af mellemled, parastatslige organisationer og entreprenører.

For det andet skal vi reagere på nogle beskyldninger, der er blevet fremsat i dagblade i Mellemøsten, om, at der skulle være foretaget et atomforsøg inden jordskælvet. Sådan noget må vi ikke lade hænge i luften, ikke engang som et latterligt forslag. Først må vi undersøge, om der er foretaget sådan et atomforsøg!

For det tredje må vi undersøge til bunds, hvad der sker i vores område. Her skærer Kommissionen ned på midlerne til jordskælvsforskning og giver dem til rumforskning. Hvis der kommer et lignende jordskælv her, i Middelhavet, vil tsunamien imidlertid nå helt til Alperne og udslette Grækenland, Italien, Malta, Cypern, Frankrig, Spanien og flere andre lande. Så lad os se på, hvad vi kan gøre i denne henseende. Lad os tage ved lære af ulykken i Sydøstasien. For 2.500 år siden sagde Hippokrates "det er bedre at forebygge end at helbrede", og det er der mening i. Jeg ved imidlertid ikke, hvad meningen er, når folkene i Kommissionen tager penge fra forskning i jordskælv og giver dem til rumforskning. Lad os gøre noget, inden vi selv bliver ramt i vores eget område!

(Bifald)

  Musumeci (UEN), for gruppen. - (IT) Hr. formand, det, som vi først og fremmest kan lære af katastrofen i Det Indiske Ocean, er, hvor vigtigt og tvingende nødvendigt det er at give EU en civilbeskyttelse.

Begivenhederne i de seneste par dage bør få os til at gøre os nogle alvorlige overvejelser. Europa med 25 medlemsstater, næsten en halv milliard mennesker og en fælles valuta så måbende, forfærdede og magtesløst til, mens de katastroferamte befolkninger bad om en hurtig, konkret og effektiv støtte.

Hvor var den europæiske civilbeskyttelse, som man nævner i det handlingsprogram, der blev udarbejdet i 1999? Hvilken virkning har Det Europæiske Overvågningscenter haft? Hvor var den arbejdsgruppe for civilbeskyttelse, som Rådet oprettede i oktober 2001 for netop at sikre en hurtig indsats også uden for Europas grænser? Hvorfor besluttede Kommissionen under tsunami-katastrofen at lade de 300 eksperter fra den europæiske taskforce blive hjemme efter at have trænet og uddannet dem i flere år?

Tiden er måske ikke inde til polemik, men jeg vil alligevel gerne understrege - hvilket vi har bedt om i de sidste tre år - at Europa ikke har brug for samordning og grupper, men for et civilbeskyttelsesagentur, nemlig et selvstyrende organ, som er alsidigt, og som således er i stand til at forebygge og gribe ind, når og hvor det er nødvendigt. Dette burde Parlamentet allerede foreslå i sin beslutning i morgen, hvis ikke vi vil blive ved med at lade, som om intet er hændt, og tro, at solidaritet blot er tomme løfter.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen afbrydes med henblik på spørgetiden. Den vil blive genoptaget kl. 15.

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

5. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

Indstilling ved andenbehandling (A6-0073/2004) fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (16182/2/2003 - C6-0112/2004 - 2002/0124(COD)) (Ordfører: Medina Ortega)

(Parlamentet godkendte Kommissionens ændrede forslag)

Betænkning (A6-0070/2004) af Corbett og Méndez de Vigo for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om traktaten om en forfatning for Europa (2004/2129(INI))

(Parlamentet vedtog forslaget til beslutning)

(Stående bifald)

  Juncker, Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg ønsker på vegne af de 25 stats- og regeringschefer, der den 29. oktober 2004 undertegnede forfatningstraktaten, at give udtryk for min glæde over, at Europa-Parlamentet netop har tilsluttet sig denne traktat med et så stort flertal. Der er nemlig et vigtigt øjeblik i Parlamentets historie såvel som på Europas vej mod ratificeringen af denne nye forfatning. Denne ratificering, som jeg opfordrer de nationale parlamenter og befolkninger, for så vidt de får mulighed for at komme til orde gennem en folkeafstemning, til at foretage.

(EN) Jeg siger dette i mit eget navn og på vegne af det overvældende flertal af europæere.

(Kraftigt og vedvarende bifald)

  Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, under afstemningen om artikel 6 var der et medlem af konventet, som henvendte sig til mig, og derfor kom jeg til at stemme nej ved en fejltagelse. Jeg vil gerne præcisere, at jeg går ind for artikel 6, at jeg stemmer ja, og at det glæder mig at se, at forfatningstraktaten bliver vedtaget.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

6. Stemmeforklaringer

  Formanden. - Kære kolleger, vi fortsætter med stemmeforklaringerne.

Betænkning af Medina Ortega (A6-073/2004)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, De skal have tak, fordi De gav mig ordet til stemmeforklaringerne, efter at formanden havde udsat mødet. Jeg bekræfter, at jeg stemte for Manuel Medina Ortegas betænkning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer i tilfælde af biluheld, som desværre finder sted i hele Europa.

Jeg anmoder om, at advokaten Manuel Medina Ortega i de næste betænkninger om dette emne sørger for at beskytte de ældre, som ikke får erstatning, når de er udsat for biluheld, da de på grund af deres høje alder ikke er i stand til at skaffe sig nogen indtægt. Det, at man er ældre, betyder efter min mening ikke, at man ikke har ret til at få erstatning for den skade, man har lidt.

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det foreliggende forslag har til formål at opjustere den tvungne forsikringsdæknings mindstebeløb i forbindelse med fællesskabsharmoniseringen på dette område i direktivet om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Forslagets vanskeligste punkt ligger i at finde balancen mellem behovet for at forbedre skadelidtes dækningsgrad - dækningen af person- og tingsskader - ved uheld med motorkøretøjer (der er relativt lav) og virkningen af denne forbedrede risikodækning i form af stigende forsikringspræmier, når der ikke er kontrol med de "priser", som forsikringsselskaberne tager.

Også på dette felt ser man det generelle harmoniseringsproblem, når der findes forskellige økonomiske realiteter i de enkelte lande, som der må tages hensyn til, ikke mindst i de sydeuropæiske lande som Portugal, der altid har udtrykt forbehold i denne sag. Portugal har haft en overgangsperiode til at tilpasse sin lovgivning. Den fælles holdning fastsætter en ny overgangsperiode på fem år, hvad der forekommer rimeligere.

Ikke desto mindre er forslagene om at hæve mindstbeløbene til 1 million euro pr. skadelidt og 5 millioner for hvert uheld - uanset antallet af skadelidte - at gå for vidt, især i det sidste tilfælde.

  Martin, David (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg håber, dette forslag vil få succes med sit mål om at modernisere og forbedre de eksisterende EU-regler inden for bilforsikring.

Der er klare fordele for chauffører ved at have en sammenhængende ramme om anerkendelsen af deres forsikringspolicer og erstatningskrav på tværs af grænserne. Denne betænkning bør også kaste lys over, hvilken juridisk bistand chaufførerne har ret til i forlængelse af et uheld.

Jeg håber, diskussionen om "køretøjer med påhængsvogn"-spørgsmål ikke forhindrer dette i at blive vedtaget, uden at det er nødvendigt at gå i forligsprocedure.

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for betænkningen om indstilling ved andenbehandling af Manuel Medina Ortega (A6-0073/2004) om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Udviklingen af det indre marked og den stigende trafik inden for Fællesskabet har længe gjort det påkrævet at ajourføre de gældende bestemmelser. Det har således vist sig nødvendigt at modernisere og forbedre den tvungne forsikringsdæknings beskyttelse af skadelidte ved uheld forårsaget af motorkøretøjer og at sikre større ensartethed i medlemsstaternes fortolkning og gennemførelse af direktivet.

Med dette femte direktiv bliver det lettere at erhverve en ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der er brugbar og gyldig uden for bopælslandets grænser, og at sælge eller købe et motorkøretøj i en anden medlemsstat. Med dette forslag styrkes også skadelidtes retsbeskyttelse. Jeg finder det derudover ganske væsentligt at fremhæve Europa-Parlamentets forslag om en overgangsperiode på op til fem år, så medlemsstaterne kan nå at tilpasse sig mindstebeløbene.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Ansvarsforsikring for motorkøretøjer har stor betydning for EU's borgere, hvad enten det er som forsikringstagere eller som skadelidte i tilfælde af uheld.

Forslaget til lovgivningsbeslutning - der har til formål at gøre det indre marked mere effektivt, hvad angår forsikring af motorkøretøjer - ajourfører og forbedrer beskyttelsen af skadelidte ved trafikuheld gennem den tvungne ansvarsforsikring, lukker direktivernes huller og tydeliggør deres bestemmelser, så der sikres større ensartethed i medlemsstaternes fortolkning og gennemførelse, og fastlægger løsninger for hyppigt forekommende problemer. Det bidrager på den måde til at modernisere og aktualisere den europæiske forsikringsret og varetager samtidig forbrugernes interesser, fordi de hermed får en bedre dækning.

Lovgivningsbeslutningen afspejler således ønsket om at styrke skadelidtes beskyttelse ved trafikuheld og søger at forbedre dennes muligheder for at få en passende erstatning.

Jeg håber dog, at der i sidste ende kan findes den nødvendige fleksibilitet, så vi undgår en pludselig og voldsom stigning i forsikringspræmierne.

Jeg mener også, at der bør udfoldes alvorlige bestræbelser for ad lovgivningens vej at forebygge, at man kan benytte forhalingsmanøvrer for at undgå at påtage sig det i ansvarsoverdragelsesaftalen fastlagte ansvar.

Jeg stemmer på baggrund af den enighed, som trepartsforhandlingen i går nåede frem til.

Betænkning af Corbett og Méndez de Vigo (A6-0070/2004)

  Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, da jeg stemte for en forfatning for Europa - og jeg stemte med glæde for - faldt jeg i søvn, og det gjorde jeg måske på grund af den rolige måde, som hr. Borrell Fontelles leder afstemningen på. I mine drømme så jeg Dem, hr. Onesta, som sagde til mig, at jeg skulle stemme for betænkningen. "Hvorfor skal jeg stemme for?", spurgte jeg Dem. "De repræsenterer jo pensionisterne!", svarede De. Vi skal huske, at man i forfatningen - som medtager chartret om grundlæggende rettigheder - slår fast, at de ældre fortjener de samme rettigheder som de unge og som arbejdstagerne. Sammen med min stemmeforklaring vil jeg gerne give udtryk for ønsket om, at der i Europa ikke sker nogen form for diskrimination over for de ældre.

  Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, når vi klart forkaster denne forfatning for Europa, er det ikke udtryk for, at vi er imod et vidtrækkende europæisk samarbejde, tværtimod. Vi er imidlertid imod den europæiske big brother-stat, som er i direkte modstrid med det, der står at læse i denne forfatning, nemlig respekten for subsidiaritetsprincippet.

Vi flamlændere lever inden for den belgiske forbundsstat, og vi føler således på egen krop, hvor umuligt det er at skabe gode styreformer inden for en føderal stat. Når vi nu kan konstatere, at EU med denne forfatning i stadig højere grad nærmer sig en slags Belgien i stort format med vidtrækkende indgreb i det, der efter vores opfattelse er klart nationale beføjelser, såsom kultur, sproglovgivning, social sikring osv., er det for os mere end et skridt for langt. Vi siger ja til Europa, men nej til et Europa, hvor alt er gjort af samme surdej. Af disse årsager, blandt mange andre, har vi naturligvis stemt imod forfatningen for Europa.

  Savary (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg stemte for Corbett-betæningen ud fra den betragtning, at denne forfatning ikke er historiens afslutning, men at den heller ikke er en tilfældighed. Jeg tænkte først på de langvarige kampe, der gik forud for den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1949 og socialchartret fra Torino fra 1961, som blev støttet af hele fagbevægelsen. De er nu begge blevet optaget i anden del af denne forfatningstraktat gennem chartret om grundlæggende rettigheder. Men jeg tænkte især på forfatningens fader, den rigtige fader, som man taler for lidt om, nemlig Altiero Spinelli, der var medlem af ungkommunisterne og blev tilbageholdt i husarrest i 10 år af Mussolini, og som lagde grunden til den nuværende tekst allerede under det folkevalgte Europa-Parlaments første valgperiode. Jeg tænkte også på Olivier Duhamel, som under den foregående valgperiode opfordrede os til at holde et åbent konvent til udarbejdelse af denne forfatningstraktat, og jeg er følgelig overbevist om, at en mand fra venstrefløjen uden forbehold i dag kan give sin støtte til dette udkast til forfatningstraktat, som åbner en lovende side i Unionens historie.

  Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, jeg stemte for en vedtagelse af forfatningen, men samtidig vil jeg give udtryk for min utilfredshed med, at vores kristne arv næsten ikke omtales. I debatten om emnet har der været en generel misforståelse af den form for omtale, som den får. Det drejer sig ikke om en troserklæring, men om en anerkendelse af grundlaget for vores etiske infrastruktur.

Gud har ikke brug for den beskyttelse, som artiklerne i forfatningen giver - det er ikke det, der er spørgsmålet - men det har mennesker. Forsvar af de svage kan ikke retfærdiggøres på en aristotelisk måde udelukkende med rationelle argumenter. Derfor burde vi efter min mening have anerkendt kristendommens rolle bag begrebet europæisk menneskehed. Den form for humanisme, som vi kender i dag, er det kristne billede af menneskeheden, som lægger vægt på det enkelte menneskes værdi, meget skyldig. Vi har brug for et fast grundlag for vores store drømme om et retfærdigt Europa. Forhåbentlig kan vi fortsætte med at bidrage til at udvikle det.

  Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, det er naturligvis ikke muligt inden for det minuts taletid, der er til rådighed, at gøre rede for alle årsagerne til, at jeg har stemt imod betænkningen om forfatningen for Europa. Jeg vil derfor begrænse mig til det helt centrale, nemlig at en forfatning er et anliggende for nationalstater og ikke for en instans som EU. Medmindre man har planer om at gøre EU til en føderalistisk superstat, men i så fald skal man ikke regne med støtte fra partiet Vlaams Belang.

Ikke alt i forfatningstraktaten er negativt, tværtimod, men man kunne uden problemer have gennemført visse forenklinger og præciseringer ved hjælp af en ny, klassisk europæisk traktat. Denne forfatning indebærer først og fremmest ny overdragelse af beføjelser til EU, øget europæisk indblanding. Endvidere er teksten i virkeligheden allerede indhentet, endnu før den er ratificeret i medlemsstaterne, i forbindelse med den mulige optagelse af et land som Tyrkiet, som vil ryste alle institutionerne og disses funktion ganske grundigt.

  Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, jeg mener, at der er noget højst usædvanligt ved den måde, som man behandler stemmeforklaringerne på i dette tilfælde. I den betænkning, som vi netop stemte om, anføres det, at de største fremskridt i forbindelse med forfatningen skal findes inden for den fælles sikkerhedspolitik. Det er for mig den væsentligste årsag til, at jeg stemmer imod EU-forfatningstraktaten. I artikel I-41, stk. 3, hedder det: "Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet", hvilket indebærer en oprustningsforpligtelse for EU-medlemsstaterne. Med hensyn til udenrigs- og forsvarspolitikken sigter forfatningstraktaten helt tydeligt mod at forberede EU til global krigsførelse. I artikel I-41, stk. 1, anføres, at formålet med traktaten er at udvikle operationelle kapaciteter, som er baseret på militære kapaciteter []. Oprustning bliver dermed til et forfatningspåbud. Der oprettes et oprustningsagentur, som skal overvåge alt dette og gennemføre nyttige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis. Jeg mener, at der er en hel række andre punkter, som gør, at denne forfatningstraktat, som militariserer EU, ikke kan vedtages. Det ønskede jeg at præcisere med denne stemmeforklaring.

  Konrad (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, forfatningstraktaten repræsenterer et markant fremskridt i den europæiske integrationsproces, og derfor stemte jeg for den.

Samtidig er der aspekter heraf, som jeg ser på med bekymring, f.eks. den åbne koordinationsmetode som medlemsstaternes retligt uforbindende samarbejde inden for områderne social- og beskæftigelsespolitik, forskningspolitik, sundhedspolitik og industripolitik. På disse områder bemyndiges Kommissionen nu til at tage initiativer til udarbejdelse af retningslinjer og handlingsplaner.

I praksis betyder det, at man først tager de politiske initiativer - nye politiske initiativer - og derefter opbygger man evt. de pågældende kompetencer. Den åbne koordinationsmetode repræsenterer en begyndende europæisering af tidligere nationale aktivitetsområder og opbløder kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Europa. Denne proces er mere end egnet til at sætte den nødvendige konkurrence mellem medlemsstaterne ud af spillet.

  Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil godt komme med en stemmeforklaring. Til trods for, at jeg havde store betænkeligheder herved, stemte jeg for forfatningen, fordi den under alle omstændigheder medfører en forbedring i forhold til den nuværende situation og gældende lovgivning.

Jeg er imidlertid ked af, at de kristne værdier ikke er indeholdt i forfatningen. Det er skuffende for mig og for millioner af borgere i Europa, at de 25 regeringschefer og Parlamentet ikke havde vilje og styrke til at gennemtrumfe de kristne værdier heri. En europæisk forfatning ville have profiteret af, at der var blevet fastsat i præambelen, at vi er ansvarlige for vores handlinger over for både Gud og mennesker.

Jeg stemte også for forfatningen, fordi den gør det muligt på sigt at tilbyde Tyrkiet og andre lande et privilegeret partnerskab i henhold til artikel 57 inden for rammerne af særlige relationer. Jeg håber, at det vil være muligt at inkorporere de kristne værdier i forfatningen på et senere tidspunkt.

  Brepoels (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Med forfatningen for Europa vil Europa tage skridt i retning af en styrkelse af demokrati og åbenhed i Europa. Vi tænker i den forbindelse på styrkelsen af Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med beslutningsprocessen, bekræftelse og styrkelse af subsidiaritetsprincippet, etableringen af en ensartet juridisk ramme og forenkling af retsinstrumenterne. Udvidelsen af det europæiske kompetencefelt til at omfatte forsvar og asylpolitik er, som også fastlæggelse af de europæiske værdier, væsentlige nyheder i forfatningen.

Forfatningen er et skridt i den rigtige retning. Godt nok et forsigtigt skridt, men i den rigtige retning. Derfor støtter partiet N-VA dette skridt, da det er udtryk for et mere demokratisk og åbent Europa. Et Europa med en stærk offentlig kultur, som er bygget op nedefra og bæres af borgerne.

Samtidig er forfatningen efter partiet N-VA's opfattelse imidlertid også udtryk for, at man i visse henseender forpasser en lejlighed. Tre fjerdedele af de fællesskabsretlige bestemmelser gennemføres på decentralt niveau, og alligevel er de regionale udøvende myndigheders engagement minimalt. De europæiske konstitutionelle regioner tillægges ikke nogen (formel) rolle i den europæiske beslutningsproces. Ud over en uforpligtende passage om anerkendelse af medlemsstaternes nationale identitet forbigår Unionen også i denne forfatning fuldstændigt den institutionelle realitet i forskellige medlemsstater. Den fortsatte afvisning af den regionale dimension er i klar modstrid med subsidiaritetstanken.

  Carlotti (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg glæder mig over de fremskridt, forfatningstraktaten medfører i forhold til udvikling og international solidaritet, idet princippet herom nu udgør en af Unionens grundlæggende traktatfæstede værdier.

For første gang indeholder denne traktat et særskilt kapitel om samarbejde med tredjelande og humanitær bistand.

Heri understreges de mål, der er særegne for denne politik, herunder fattigdomsudryddelse, fremme af sundhed og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Børns rettigheder prioriteres. Bestemmelserne indebærer en række fremskridt til fordel for kvinders rettigheder og deres afgørende rolle i udviklingsarbejdet.

EU tager således et vigtigt skridt med denne forfatningstraktat, idet vi anerkender, at solidariteten ikke kan begrænses til vores eget territorium og vores egne borgere, men bør række ud over EU's grænser.

Der er selvsagt visse ting, jeg beklager, bl.a. at der ikke henvises til "globale offentlige goder", selv om jeg havde fremsat forslag herom.

Jeg har dog til hensigt sammen med mine socialdemokratiske kolleger at fortsætte kampen for i handling og praksis at få gennemført det, vi ikke fik indføjet i traktaten.

  Casaca (PSE), skriftlig. - (PT) Denne betænkning giver en positiv og afbalanceret bedømmelse af traktaten, men jeg finder det kritisabelt, at den udelukker Fiskeriudvalgets mening, da dette udvalg i Europa-Parlamentet er det eneste europæiske forum med særlig kompetence på fiskeriområdet, der har diskuteret ændringsforslagene om bevarelse af havets biologiske ressourcer.

Som Fiskeriudvalget har konkluderet: "set i sammenhæng med de andre områder med enekompetence for Unionen, der er nævnt i forfatningsudkastet, at medtagelsen i denne kategori af bevarelsen af havets biologiske ressourcer er forfejlet og ubegrundet".

Til forskel fra de øvrige områder, hvor traktaten har undergået betydelige ændringer, er havets biologiske ressourcer ikke kun et institutionelt anliggende for politikere. De angår kystsamfundene, fiskerne, videnskabsfolkene og miljøforkæmperne, som man aldrig burde have ignoreret.

Jeg erindrer om, at en opinionsundersøgelse i Portugal har vist, at kun 4 % af de adspurgte gik ind for traktatens løsning, mod 86 %, der var for delt, altså også national kompetence.

Bevarelse af havets biologiske ressourcer kan ikke være nogens enekompetence. Det er en borgerpligt for alle, og ikke mindst for dem, der har disse ressourcer som deres livsgrundlag, og som ikke bør ignoreres af de europæiske institutioner og staternes repræsentanter. Jeg håber, at der snarest rettes op på det, der har vist sig "forfejlet og ubegrundet".

  Cederschiöld, Fjellner og Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) De Moderate har i dag stemt for betænkning A6-0070/2004 om traktaten om en forfatning for Europa.

Vi mener, at forfatningstraktaten skal respektere den institutionelle balance. Derfor forholder vi os afvisende over for forslaget om at indføre en valgt rådsformand, og at kommissionsformanden skal vælges af Europa-Parlamentet. Vi forholder os ligeledes afvisende over for den procedure, der foreskrives i artikel IV-444, den såkaldte passerellebestemmelse, da det efter vores mening er grundlæggende, at traktatændringer bliver ratificeret af hvert enkelt medlemsland, inden de træder i kraft.

Forfatningstraktaten gør de grundlæggende regler for samarbejdet i EU lettere at forstå. Vi støtter en styrkelse, hvad angår subsidiaritetsprincippet og de formuleringer, som endnu en gang fastslår og videreudvikler de nationale parlamenters rolle i det europæiske samarbejde. EU-retten, sådan som den har været gældende og er blevet anvendt, fastslås, hvad angår forholdet mellem EU-ret og national ret, dvs. at fællesskabsretten går forud for national ret, men altid under hensyntagen til medlemsstaternes konstitutionelle traditioner. Desuden tydeliggøres grænserne for EU's kompetence, og lovgivningsproceduren forenkles. Vi støtter derfor udkastet til en forfatningstraktat.

  De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter fuldt ud denne betænkning og med tiden vedtagelse af forfatningsudkastet.

Forfatningen er blevet formuleret ved en enestående demokratisk proces, og at få Europas forfatning på vej ved hjælp af en bindende traktat mellem suveræne stater er den vigtigste beslutning, som europæiske borgere vil træffe.

Fire europæiske traktater på mindre end 15 år har ført til mange uomtvistelige europæiske succeser: det fælles marked, euroen, tiltrædelsen af de østeuropæiske lande, stigende miljøstandarder, større lighed mellem mænd og kvinder, strategier til bekæmpelse af fattigdom og fremme af fuld beskæftigelse, for blot at nævne nogle få.

Men det var i stigende grad blevet klart, særlig siden topmødet i Nice i 2000, at den gamle metode med at lade regeringerne i fællesskab revidere de europæiske traktater ikke i tilstrækkelig grad gav mulighed for europæiske reaktioner på de fælles udfordringer, som vi står over for, og heller ikke satte borgerne i stand til at føle, at processen var deres. Europas institutionelle ramme trængte stadig til et eftersyn, beslutningstagningen måtte gøres mere demokratisk og bringes tættere på borgerne, og Europa måtte leve op til sit ansvar over for resten af verden, særlig udviklingsverdenen, hvis dette projekt skulle hjælpe med at bringe globaliseringsprocessen under demokratisk kontrol.

  Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg glæder mig over, hvor god betænkningen om traktaten om en forfatning for Europa er. Selv om jeg mener, forfatningen dels ikke lever op til Europa-Parlamentets ambitioner, og dels indeholder visse utilfredsstillende punkter - som f.eks. spørgsmålet om Unionens enekompetence med hensyn til bevarelse af havets biologiske ressourcer, der i højeste grad har interesse for Madeira og Azorerne, og som flere udtalte sig imod på Det Europæiske Konvent, ligesom Fiskeriudvalget i sin udtalelse om forfatningen - anerkender jeg, at den er et godt kompromis og en overordentlig stor forbedring i forhold til de eksisterende traktater, som de to ordførere siger det, og udgør et vigtigt skridt i gennemførelsen af den europæiske integration ud fra såvel medlemsstaternes som de europæiske borgeres perspektiv.

Man bør også fremhæve den status, som forfatningen har tiltænkt regionerne i den yderste periferi, idet den ikke blot bevarer og styrker muligheden for at tilpasse alle de europæiske politikker efter forholdene i disse regioner, men også bekræfter, at artiklen herom udgør et gyldigt og tilstrækkeligt retsgrundlag til gennemførelse af en politik, der specifikt sigter mod regionerne i den yderste periferi.

Jeg stemmer for at godkende forfatningen og jeg håber, at den vil blive ratificeret, hvilket jeg agter at gøre mit til.

  Ferreira, Anne (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte hverken for eller imod betænkningen af flere årsager.

Først og fremmest kan jeg ikke stemme for denne beslutning, fordi mine kritikpunkter i forhold til forfatningen er langt mere omfattende end de alt for få og begrænsede fremskridt, den indebærer.

Ud over det faktum, at jeg stiller mig alvorligt tvivlende over for muligheden for at gennemføre et socialt og politisk Europa, er jeg især modstander af, at en forfatning skal organisere beføjelser og opregne borgernes rettigheder og pligter. Forfatningstraktaten definerer faktisk politikker og træffer ideologiske valg, som ikke hører hjemme i en forfatning, idet man derved udelukker enhver mulighed for at føre en anden politik.

Desuden har udarbejdelsen af denne betænkning kun tjent det ene formål at opregne forfatningens positive punkter og "fremskridt". Udelukkelsen af enhver form for kritik er uforenelig med de forbehold, Parlamentet fremsatte i forbindelse med vedtagelsen af sin foregående betænkning til regeringskonferencen.

Jeg er ikke overbevist om, at denne beslutning eller traktaten vil gøre det muligt at bringe borgerne nærmere EU og efterkomme deres ønske om retfærdighed, lighed og demokrati.

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Europa-Parlamentets afstemning i dag om udkastet til den nye traktat er blot endnu et eksempel på den mystificering og propaganda, som udspredes omkring den såkaldte europæiske forfatning, altså ren og skær manipulation.

Europa-Parlamentet har ikke nogen som helst legal adkomst til at "godkende" traktater, sådan som man vil bilde os ind i beslutningens punkt 6. Sammen forsøger Parlamentets flertal af borgerlige og socialdemokrater således at kolportere den misopfattelse, at traktatudkastet er blevet "godkendt" af Europa-Parlamentet, hvilket visse massemedier fejlagtigt vil videregive, og dét - NB! - før der overhovedet er afholdt folkeafstemning om udkastet et eneste sted.

Hensigten er tydelig. Afstemningen i dag skal bruges som endnu et pressions- og propagandamiddel til at få medlemsstaterne til at ratificere - hvis de gør det! - den såkaldte europæiske (u)forfatning, hvorved man oven i købet forsøger at blande sig i en sag, hvor de har enekompetence.

Det er uacceptabelt, at der under denne afstemning er blevet spillet musik, kastet balloner ud, hængt bannere op og flaget med flag "med de nævnte nøgleord og "ja" på flere sprog", samtidig med at enhver kritik af dette udkast har været forbigået.

  Fruteau (PSE), skriftlig. - (FR) Corbett-betænkningen, som Europa-Parlamentet stemmer om i dag, anerkender de umiskendelige fordele forbundet med traktaten om en forfatning for Europa.

Traktaten fastlægger nemlig de redskaber, der er nødvendige for at gøre Europa mere effektivt, lettere tilgængeligt og mere demokratisk. Det sker gennem en klarlæggelse af institutionernes rolle, en mindskelse af blokeringsmulighederne og en styrkelse af Europa-Parlamentets og dets folkevalgte repræsentanters beføjelser.

Sideløbende indebærer traktaten en styrkelse af solidariteten i EU og bidrager til at sikre en virkelig samhørighed i EU.

Dels en social samhørighed takket være chartret om grundlæggende rettigheder, som opstiller bindende regler angående borgerlige, politiske og sociale rettigheder. Traktaten bekræfter desuden Europas mål om en social markedsøkonomi, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af enhver form for forskelsbehandling.

Dels en territorial samhørighed gennem en række bestemmelser, som vil hjælpe Unionens regioner med at forvalte deres egen udvikling. Hvad angår fjernområderne og især de franske oversøiske regioner, anerkendes deres særlige karakter i traktaten, idet den konsoliderer undtagelserne fra fællesskabsbestemmelserne og sikrer en virkelig beskyttelse af de franske oversøiske departementer mod den ødelæggende tendens til at betragte Europa som et ensartet og homogent område.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

  Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Det er ikke en betænkning, vi stemmer om i dag, det er en trosbekendelse og endda en bekendelse af ond tro. Selv om ordførerne påstår det modsatte, vil denne tekst skabe en centraliseret, almægtig, totalitær superstat uden identitet og sjæl.

Der vil blive tale om en centraliseret stat, fordi alt vil blive vedtaget i Bruxelles på alle områder, og alle nationale eller lokale beslutninger, det være sig lovgivningsmæssige eller ej, skal være i overensstemmelse med EU-retten og Unionens eksklusivinteresser. Nærhedsprincippet vil fortsat blive tilsidesat, som tilfældet har været det de sidste 12 år.

Denne stat vil blive almægtig, fordi EU vil få kompetencer på absolut alle områder, og alle politikker vil blive gjort til fællesskabsanliggender.

Det vil blive en totalitær stat, fordi den virkelige magt tilhører en håndfuld tjenestemænd, nemlig Kommissionens teknokrater, der sidder med det lovgivningsmæssige monopol, og dommerne i Luxembourg med deres nøjeregnende overvågning af den europæiske ortodoksi. De har det til fælles, at de alle er blevet udnævnt til deres funktion og derfor ikke er underlagt nogen form for demokratisk kontrol.

Der vil blive tale om en stat uden sjæl eller identitet, som fornægter sine græsk-kristne rødder, accepterer at integrere Tyrkiet til trods for befolkningens modstand og kun bekender sig til globaliseringen, konkurrencen og markedet.

Derfor stemmer jeg nej i dag og ved den folkeafstemning, der afholdes i mit land.

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi har stemt nej til denne betænkning. Vores definitioner af "subsidiaritet" og "superstat" adskiller sig tydeligvis fra ordførernes. Vi definerer subsidiaritet ved, at politiske beslutninger skal træffes så tæt på borgene som muligt, og at det skal besluttes af de nationale parlamenter og ikke af EU's institutioner, hvilke spørgsmål der skal afgøres på hvilket niveau.

Vores definition af en "superstat" er en EU-stat, hvor man som hovedregel træffer flertalsbeslutninger i Rådet, hvor ikke samtlige medlemslande er repræsenteret i Kommissionen, og hvor Europa-Parlamentet har medbestemmelsesret i samtlige spørgsmål. Dermed er denne Union ikke længere et statsforbund, hvilket vi mener, at den skal være, men en forbundsstat, en føderation.

En fælles udenrigs- og asylpolitik, en hurtig indsatsstyrke med henblik på aktioner i omverden og et forhøjet EU-budget i kraft af, at EU får beskatningsret, er nogle af de faktorer, der styrker denne "superstats" politiske magtudøvelse.

Dette udkast til en forfatning bør erstattes af et nyt udkast til en mellemstatslig traktat, som sætter de nationale parlamenters politiske ansvar i centrum. Religionsspørgsmål skal ikke indgå i EU's traktattekster.

Vi protesterer mod, at flertallet i Europa-Parlamentet i forbindelse med behandlingen af betænkningen skal investere 340.000 euro af skatteydernes penge i et spektakel for at starte jakampagnen for en vedtagelse af "EU-grundloven" i medlemslandene.

  Hedh (PSE), skriftlig. - (SV) Jeg har valgt at afvige fra min partigruppe og stemmer nej til betænkningen om traktaten om en forfatning for Europa. Jeg mener, at forslaget om en forfatning betyder, at EU går fra at være et mellemstatsligt samarbejde baseret på traktater til at være en stat baseret på en grundlov. Jeg mener, at forslaget styrker EU-rettens fortrin i forhold til national ret, at der tages mere magt fra medlemslandene, og at de større lande får mere magt end de små. Det er jeg modstander af.

Jeg stemte ved folkeafstemningen i 1994 ja til, at Sverige skulle være medlem af EU, og jeg støtter varmt tanken om internationalt samarbejde med henblik på at løse fælles problemer. Der er vigtige opgaver, som vi må udføre i fællesskab, ikke mindst hvad angår miljø, menneskehandel og social dumping. Men jeg er imod Unionens aktuelle tendens til øget overstatslighed. Jeg ønsker et europæisk samarbejde på mellemstatsligt niveau.

  Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod denne betænkning ved den endelige afstemning. Det gjorde jeg hovedsagelig, fordi jeg mener, at medtagelsen af bevaring af havbiologiske ressourcer som en af kun fem kompetencer i EU ikke kun er unødvendig, men faktisk sær og uberettiget. Det forhold, at Parlamentets Fiskeriudvalg næsten enstemmigt støttede denne opfattelse i sin udtalelse, afspejler et synspunkt, som Skotlands fiskeriafhængige lokalområder har meget stærke følelser for.

Det er endnu et eksempel på, at regeringen i Westminster har undladt at handle til fordel for fiskerisamfundene, og det vil utvivlsomt motivere mange vælgere i Skotland til at stemme for en forkastelse af forfatningstraktaten ved en folkeafstemning.

  Isler Béguin (Verts/ALE), skriftlig. - (FR) Hvis det stod til De Grønne, ville forfatningsudkastet være betydeligt mere ambitiøst og give mulighed for at omsætte det politiske, sociale og miljømæssige Europa, vi ønsker, i praksis. Det ville være et utvetydigt udkast med en klar målsætning og uden denne tredje del, der udelukkende gentager de foregående traktater og følgelig er i modstrid med ønsket om et samlet ambitiøst projekt for Europa. Men til trods for disse mangler vil jeg stemme for og opfordre til at stemme for denne forfatningstraktat. For det ville være meningsløst og en afgørende politisk fejl at tilslutte sig nejsigerne med den begrundelse, at den endelige tekst ikke står mål med vores ønsker til den.

Vi har mere end nogensinde før brug for Europa, også selv om det ikke er perfekt.

En forfatning vil give os mulighed for at søsætte et fredens Europa som bærer af fælles værdier såsom respekten for menneskerettighederne og demokratiet. Dette væsentlige dokument vil kunne bibringe Europas borgere en følelse af fællesskab omkring et virkeligt fælles mål. Det er som en virkelig tilhænger, jeg stemmer for Corbett-betænkningen.

Hvis vi forpasser denne historiske chance, vil vi fornægte selve det arbejde, vi udfører i Europa tjeneste, og sætte en endegyldig stopper for det ambitiøse europæiske projekt, vi stræber efter.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

  Kristensen (PSE), skriftlig. EU kunne godt fungere med en kommissær pr. land. Men når Det Europæiske Råd nu har besluttet at reducere antallet af kommissærer fra 2014 er det vigtigt, at vi fastholder princippet om ligelig rotation mellem medlemstaterne.

  Lang (NI), skriftlig. - (FR) Hr. formand, denne såkaldte europæiske forfatning er i virkeligheden en antieuropæisk tekst, der ødelægger Europas grundvold, nemlig nationerne, ved endegyldigt at fratage dem deres suverænitet og den græsk-latinske og kristne kulturs grundlæggende værdier.

Det er ikke tilfældigt, at man nægtede at indføje en henvisning hertil, det var nødvendigt for at kunne acceptere det muslimske Tyrkiets medlemskab. Følgelig er der, selv om hr. Chirac påstår det modsatte, en indlysende følgevirkning mellem den europæiske forfatning og dette asiatiske lands optagelse i EU.

Ikke blot vil forfatningens vedtagelse gøre denne stats optagelse mulig, den vil også give denne stat, som vil blive EU's mest folkerige, det største antal repræsentanter i Parlamentet og stemmer i Rådet og følgelig en mere fremtrædende rolle end Frankrig og Tyskland.

Hr. Chirac lyver, når han siger, at den franske befolkning vil kunne udtale sig om Tyrkiets tiltrædelse i 2014. Det vil være for sent. Folkeafstemningen om forfatningen vil blive afholdt om nogle måneder lige inden tiltrædelsesforhandlingernes start. Ved at stemme nej vil Frankrigs borgere også sige nej til Tyrkiets tiltrædelse.

  Le Pen, Jean-Marie (NI), skriftlig. - (FR) Denne tekst, der præsenteres som en forfatning for Europa, er resultatet af et dårligt kompromis, hvor alle det europæiske socialdemokratis regeringer har afgivet folkenes suverænitet til en overnational enhed.

Denne forfatning organiserer en stat med en øjensynlig enhed og skjuler de iboende føderalistiske mekanismer. Det er en hybrid organisation, som intervenerer i alle spørgsmål og på alle områder og påtvinger os politiske valg, der vil få afgørende betydning for de europæiske folks fremtid. Den markerer også afslutningen på en langvarig politisk og juridisk stratifikation og en institutionalisering af en ny totalitær organisation. Det Europa, der nu bygges op, har fjernet sig lidt mere fra borgerne og forarmet deres samfund.

Folkene bliver tilsidesat, og hver enkelt høring, det være sig ved folkeafstemning eller på parlamentarisk niveau, vil bekræfte en politik, der i virkeligheden allerede finder anvendelse. Ved hjælp af en uværdig afpresning om Europa eller kaos, der har til formål at tvinge de suveræne folk i en bestemt retning, udgør denne forfatning en krænkelse af demokratiets mest grundlæggende regler.

Dette Europa er en fælde, som vi ikke ønsker at falde i, og som vi har til hensigt at tage afstand fra under den kommende folkeafstemning i Frankrig. Et andet Europa er muligt, et Europa med frie folk og suveræne nationer.

  Libicki (UEN), skriftlig. - (PL) I den betænkning, som vi drøfter, anbefales det, at EU-medlemsstaterne ratificerer den europæiske forfatning. Det faldt mig let at stemme imod betænkningen af en række grunde.

Det er upassende, at Europa-Parlamentet anbefaler, at medlemsstaterne ratificerer eller forkaster traktaten, da den endelige beslutning i dette spørgsmål og færdiggørelsen af ratifikationsprocessen hører under de relevante suveræne nationale myndigheders enekompetence.

Hvordan man ser på denne såkaldte europæiske forfatning, er et helt andet spørgsmål. Efter min mening vil en ratifikation af denne forfatning hverken fremme Polens eller EU's interesser.

Jeg har gentagne gange bemærket, hvor upassende det er, at der ikke er nogen henvisning til Gud eller den kristne tradition i præamblen til traktaten. Det betyder, at sandheden om vores verdensdels historie på det groveste ignoreres.

Et andet stridspunkt er revisionen af Nice-traktaten, som endnu ikke engang er blevet afprøvet i praksis. Forskrifterne i Nice-traktaten om vægtet afstemning i Det Europæiske Råd, som ville have været til Polens fordel, er blevet udvandet af forfatningstraktaten, uden at man på nogen måde har vurderet, hvilken indflydelse det ville have på, hvordan EU fungerer.

Endvidere er jeg bekymret over en række andre forskrifter i den såkaldte europæiske forfatning, f.eks. at de uretfærdige privilegier, som de østlige delstater i Den Tyske Forbundsrepublik fik i tidligere traktater, bliver øget.

  Liotard (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Selv om Europa-Parlamentet endnu ikke har udtalt sig om udkastet til forfatning, bruges der, uden om os, 375.000 euro til at fejre godkendelsen heraf. Det vidner om, at to fordomme om Europa, nemlig at det er udemokratisk, og at det giver anledning til et spild af penge, er helt berettigede.

Mit parti er af en række årsager imod denne forfatning. Vi kritiserer skarpt det neoliberale og socioøkonomiske element i forfatningen, som under betegnelsen "frihandel" undergraver offentlige tjenester og fratager nationale og lokale myndigheder retten til selv at bestemme, hvordan de vil regulere de offentlige tjenester. Vi vender os kraftigt imod den militarisering af Europa, forfatningen vidner om, eksempelvis ved den bestemmelse, som pålægger medlemsstaterne at forhøje deres forsvarsbudgetter. Vi afviser forfatningen, fordi den stadfæster Unionens udemokratiske struktur og ikke forbedrer denne nævneværdigt.

Der er måske nogle af mine kolleger, som er klar til mod en håndfuld parlamentariske magtmidler at give køb over for neoliberalismen. Det er jeg ikke. Når det drejer sig om demokrati, er kun det bedste godt nok, og denne forfatning for den europæiske elite, de multinationale virksomheder, de krigslystne og bureaukraterne kan jeg derfor heller ikke støtte.

  Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Forfatningstraktaten, den såkaldte "europæiske forfatning", er en kodificering af de foregående traktater, og den styrker kapitalens privilegier og fortjeneste og fører Europa endnu længere ud ad oprustningens og militariseringens vej. Det er foranstaltninger, der skal bevæbne det plutokrati, som vil skærpe de sociale og klassemæssige modsætninger og påføre befolkningerne nye pinsler. Derfor er Europas befolkninger nødt til at kassere den "europæiske forfatning" og styrke kampen mod EU's reaktionære politik.

EU's skyld fremgår også af den ensidige og vildledende propaganda, hvor der bruges enorme summer for at tiltvinge sig arbejdstagernes stemmer og samtykke, samtidig med at EU med sine retningslinjer gennemtvinger nedskæringer i lønninger, pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse.

Alene det, at Europa-Parlamentets beslutningsforslag har medtaget den stærkt reaktionære artikel, artikel 43, som overtager den amerikanske doktrin om forebyggende krig som beskyttelse af borgerne mod terrorangreb, er en provokation. Det er kapitalens alibi for at terrorisere befolkningerne og tilrane sig den rigdom, de producerer.

KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet vil stemme imod den såkaldte "europæiske forfatning" og enhver anden variant af denne. For en progressiv "europæisk forfatning" kan ikke eksistere i kapitalens og krigens EU, og de, der dyrker illusioner som disse, hjælper ikke med at fremme kampen mod de udbyttende politikker og deres repræsentanter.

  Markov (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) I medlemsstaterne og her i Parlamentet er der ud over en generel accept af denne tekst også en kritisk offentlighed, som ser på den med bekymring. Vores kritik er ikke en kritik, hvor der argumenteres ud fra en snæver nationalstatlig synsvinkel.

Vi kritiserer, at formålet med traktaten er en yderligere militarisering af EU til et niveau, hvor man har evnen til global krigsførelse. Formålet med traktaten er at udvikle "operationelle kapaciteter, som er baseret på militære kapaciteter". Oprustning bliver et forfatningspåbud, idet "medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet". Et "agentur for udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelse og forsvarsmateriel", som skal overvåge alt dette og gennemføre "nyttige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis."

Vi kritiserer den måde, hvorpå principperne om neoliberalisme skal inkorporeres i forfatningen. I de generelle "mål for Unionen" skønmales der ganske vist, i og med at der tales om en "meget konkurrencedygtig social markedsøkonomi, som sigter mod fuld beskæftigelse og sociale fremskridt samt en høj grad af beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, men i den politiske del tales der klart og tydeligt om en forpligtelse over for "princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence."

I udkastet til betænkningen deler man ikke dette synspunkt, men er fuldstændig ukritisk over for forfatningsudkastet. Derfor kan GUE/NGL-Gruppen ikke stemme for denne betænkning.

  Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg takker Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo for den fremragende betænkning, som de har udarbejdet om traktaten om en forfatning for Europa. Jeg vil gerne ved denne lejlighed fremhæve, at den status, der gælder for regionerne i den yderste periferi, er blevet afgørende konsolideret i traktaten om en forfatning for Europa.

Traktaten om en forfatning for Europa sikrer således, at den status, som regionerne i den yderste periferi tiltænkes, er af en særlig karakter, dvs. har en horisontal/transversal dimension, er uigenkaldelig og det tilstrækkelige retsgrundlag til gennemførelse af alle foranstaltninger, der specifikt vedrører regionerne i den yderste periferi. Hertil kommer, at det var med stor tilfredshed, at jeg konstaterede, at regeringskonferencen tilføjede en henvisning til de europæiske lovinstrumenter og rammelov blandt de lovgivningsinstrumenter, der hjemler foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi.

  Martin, David (PSE), skriftlig - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning af mine gode venner Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo og deres opfordring til, at forfatningen skal vedtages og ratificeres af alle medlemsstater. Forfatningen vil forbedre Unionens gennemskuelighed og effektivitet.

På mit eget område, handelen, vil den dramatisk forbedre den rolle, Europa-Parlamentet spiller, og derfor bringe større klarhed og demokratisk kontrol til et afgørende område, hvor EU har enekompetence. Det bør sætte ngo'er, fagforeninger, handelsforeninger og andre til mere detaljeret at følge og påvirke de forhandlinger, der skal føre til internationale aftaler.

  Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) I dag fester fortalerne for forfatningen. Europa-Parlamentet kan ikke ændre teksten. Det kan de nationale parlamenter eller vælgerne, der deltager i nationale folkeafstemninger, heller ikke. Alle må enten tilslutte sig eller afvise og i tilknytning til dette valg enten feste eller sørge.

Det forhindrer, at man kan få slettet kravet om oprustning og solidaritet med NATO. Det forhindrer ligeledes, at den i teksten forherligede frie, uforfalskede konkurrence kan underordnes miljø, offentlige tjenester eller arbejdsretlige bestemmelser. Det er heller ikke længere muligt at beslutte, at indsamling af en million borgeres underskrifter, som omtalt i artikel 46, faktisk kan belønnes med en folkeafstemning. Der savnes nye sociale grundlæggende rettigheder. Heller ikke den traditionelle, autoritære forvaltningsmodel i EU, hvor Rådet og formandskabet spiller en stærk rolle, og hvor der ikke åbnes mange muligheder for at korrigere dette ved parlamentarisk demokrati, er til diskussion. Jeg ønsker ikke denne forfatning. Jeg deler ikke dagens festglæde. I Nederlandene vil jeg i de kommende måneder deltage i den kampagne, mit parti, Det Socialistiske Parti, vil føre for at sikre, at et flertal blandt vælgerne afviser denne tvivlsomme tekst.

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Forfatningstraktaten er et kompromis, der bør vurderes ud fra det, som den faktisk indeholder, og ikke det, som nogle - hvad enten de tilhører den føderalistiske eller den skeptiske fløj - mener, den burde indeholde.

Eftersom Portugal i en globaliseret verden har alt at vinde ved at tilhøre en regional blok med EU's kendetegn, finder jeg, at traktaten - ligesom ethvert andet kompromis - indeholder elementer, som jeg er enig i, og andre, som jeg bryder mig mindre om.

På plussiden vil jeg gerne fremhæve den forenkling, der er opnået ved at samle traktaterne til én, den tydeligere opdeling mellem nationale og europæiske kompetencer, de nationale parlamenters styrkede rolle og garantien for, at Unionen kun råder over de beføjelser, som medlemsstaterne tillægger den. Dertil kommer, at traktaten betyder en stabilisering af traktatrevisionsprocessen, hvilket giver sikkerhed og stabilitet.

Derimod er jeg utilfreds med, at der i præamblen ikke er nogen henvisning til Europas jødisk-kristne arv, at rådsformandskabet ikke mere går på skift mellem medlemsstaterne, at Kommissionens sammensætning på sigt skal indskrænkes, og at der oprettes en post som europæisk udenrigsminister, hvilket kan blive en kilde til konflikt.

Efter afvejning af plus og minus stemmer jeg for.

  Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har jævnligt kritiseret, at man har forladt EU's bedste praksis, kilden til dens succes, "de små skridts politik", Schumans og grundlæggernes linje, der mere og mere er blevet tromlet over i et vildt ridt fremad, der ikke er i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Jeg ville foretrække at gå videre ad den vej, der defineres af et i mangfoldighed reelt forenet Europa, der respekterer de nationale demokratier, som det udspringer af, i stedet for at bidrage til blændværket af en protokontinentalstat, som kun få vil have, som befolkningen ikke har bedt om, og som ingen jo bryder sig om.

Det er ikke svært for mig at tilslutte mig en europæisk forfatningstraktats store visioner. Så skulle den imidlertid også, efter at befolkningerne var blevet hørt, forberedes gennem ægte demokratiske procedurer, med ægte og repræsentativ deltagelse og i samvirke med borgerne, i en forsamling, der utvetydigt var valgt dertil, og hvorefter der skulle følge en regeringskonference. Jeg har altid følt afsmag over den herskende stemning af fortielse og fordrejning, den manglende loyalitet over for borgerne, at man ofte siger ét, men faktisk gør noget andet, og over den overlegenhed, som retsstatens principper er blevet behandlet med, ganske symbolsk for holdningen om, at "alle kneb gælder", blot de tjener et bestemt formål. Det naive ekko heraf er den pompøse erklæring om, at Europa-Parlamentet "godkender forfatningstraktaten". Det er ikke vores kompetence, og at påstå det kan vi juridisk set ikke tillade os.

Jeg havde håbet på noget bedre.

Jeg har stemt imod beslutningen.

  Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Ja, jeg tilslutter mig uden forbehold udkastet til en forfatning for Europa, og jeg har med glæde stemt for den udmærkede betænkning, mine kolleger har uarbejdet. Ganske vist er forfatningsudkastet et kompromis, men det indebærer bemærkelsesværdige fremskridt.

Unionen med 25 medlemsstater bliver stabil med en præsident udnævnt for en periode på to et halvt år i stedet for det nuværende formandskab, der skifter hvert halve år. En udenrigsminister vil blive Europas stemme i verden. Chartret om grundlæggende rettigheder bliver omsider integreret i forfatningsteksten. Borgerne vil få ret til at indgive andragender (der kan omsættes til europæisk lovgivning ved over 1 million underskrifter). Og på det sociale område har Unionen for første gang sat sig en række mål om fælles udvikling inden for en social markedsøkonomi.

Kort sagt et mere demokratisk, mere gennemskueligt, klarere og mere effektivt EU. Men vi har måske endnu det vanskeligste foran os, nemlig at gennemføre ratificeringen i alle vores medlemsstater og følgelig forklare udkastet på en sådan måde, at vi kan overbevise Europas borgere. Og det glæder mig, at de belgiske borgere i denne tid med så stor EU-skepsis ifølge en ny meningsmåling ligger forrest i kampen for et ja med 80 % for!

  Roure (PSE), skriftlig. - (FR) Følelsen af at opleve et historisk øjeblik indtræffer kun sjældent i tilværelsen, og jeg er overbevist om, at vi med denne forfatningstraktat deltager i udfærdigelsen af en skælsættende begivenhed for det Europa, vi ønsker at skabe.

Denne tekst ligger i logisk forlængelse af EU's grundlæggeres arbejde, som tog sit udspring i drømmen om dette Europa med 25 og snart flere medlemmer.

Takket være denne forfatningstraktat bliver Europas humanistiske, åndelige og sociale arv det grundlag, vores dagligdag bygger på.

Chartret om grundlæggende rettigheder bliver juridisk gyldigt og kan gøres gældende over for borgerne.

Der vil blive indført mere enkle regler, som i højere grad ligner dem, vi kender i vores 25 demokratier.

Unionen vil også komme til at spille en større politisk rolle i verden, vil endelig kunne veje tungere og forhåbentlig sætte sig endnu mere igennem i nationernes samarbejde og lade sit fredsideal stråle, det fredsideal, der dannede grundlaget for Unionen tilblivelse

Jeg har stemt for Corbett-betænkningen, og i mit land vil jeg føre kampagne for en ratificering af teksten ved folkeafstemning. Historiens tog er sat i gang, lade os tage det sammen.

  Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Europa-Parlamentets godkendelse af forfatningstraktaten er et historisk øjeblik på grund af den rolle, som Parlamentet har spillet i løbet af hele denne proces.

Som medlem af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har jeg stemt for, da jeg er overbevist om, at vi tager et skridt fremad i konsolideringen af den europæiske socialpolitik.

Borgernes sociale rettigheder er klart styrket, fordi EU's charter om grundlæggende rettigheder er blevet inkorporeret i forfatningen, hvilket er en anerkendelse af, at borgerne befinder sig centralt i den europæiske integration.

Økonomisk og social samhørighed bekræftes som et af EU's grundlæggende mål. Der indføres nye bestemmelser om et højt beskæftigelsesniveau, bekæmpelse af social udstødelse og forskelsbehandling, fremme af social retfærdighed, social beskyttelse, ligestilling mellem mænd og kvinder, et højt uddannelses- og sundhedsniveau, fremme af bæredygtig udvikling og hensyntagen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

EU's rolle på den internationale scene styrkes også, hvad angår indsatsen for at udrydde fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling og fair handel.

Nye bestemmelser vil også gøre det lettere for borgere, arbejdsmarkedets parter, repræsentative organisationer og civilsamfundet at deltage i EU's drøftelser.

Efter mere end et halvt århundredes europæisk integration og utallige traktater kan der slet ikke herske tvivl om, at det er den europæiske forfatning, der tilbyder EU's borgere de fleste synlige og konkrete fordele.

  Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) Hr. Corbetts og hr. Méndez de Vigos betænkning kan karakteriseres som ren propaganda. Der er ikke tale om en ærlig afvejning af fordele og ulemper ved den foreliggende forfatning. Der anføres intet om, at alt for mange politikområder fortsat er overladt til det mellemstatslige samarbejde, og at der fortsat er vetoret på afgørende områder.

De konstitutionelle regioners rolle i den europæiske beslutningsproces er fortsat usikker. Af traktatens del III fremgår det klart, at Unionen savner en social orden, og teksten stadfæster valget af den neoliberale model. EU er fortsat i for ringe grad en Union med fokus på sikkerheden, og man truer med i højere grad at lægge vægt på indsættelse af militære midler end brug af konfliktforebyggelse. Disse bemærkninger savnes i betænkningen, hvorfor jeg har stemt imod den. Det forhindrer ikke, at jeg i de kommende måneder sammen med de grønne, partiet Groen!, vil føre kampagne for, at Belgien ratificerer forfatningen i det føderale og i det flamske parlament samt i parlamentet i Bruxelles. Forfatningen betegner trods alt et stort skridt i den rigtige retning, og ratificeres den ikke, er vi tilbage ved bestemmelserne i Nice-traktaten, som er mindre effektiv, mindre gennemsigtig og mindre demokratisk end det foreliggende udkast til forfatning for Europa.

  Thyssen (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Hr. formand, jeg har med største overbevisning stemt for beslutningsforslaget og dermed for forfatningstraktaten.

Jeg tilslutter mig de argumenter, som et stort flertal af Europa-Parlamentets medlemmer er enige om, når det drejer sig om at tilskynde Europas borgere og de nationale og regionale parlamenter til at indtage en positiv holdning.

Ligeledes deler jeg den kritik, der har lydt af, at der spredes usandheder om forfatningstraktaten.

Den foreliggende tekst, som nu skal ratificeres på demokratisk vis, indeholder kun skridt i den rigtige retning. Den åbner bedre muligheder for på åben, gennemsigtig, demokratisk og effektiv måde at sætte fokus på de politikområder, hvor Unionen kan og bør sikre en merværdi af hensyn til borgerne. Den fortjener al vores støtte.

  Väyrynen og Virrankoski (ALDE), skriftlig. - (FI) Vi stemte imod Corbett- og Méndez de Vigo-betænkningen, fordi vi ikke støtter vedtagelsen af den europæiske forfatning.

Forfatningen vil hovedsageligt overføre beføjelser til beslutningstagning fra medlemsstaterne til EU. Det centrale i magtudøvelsen i EU ville blive flyttet fra mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt niveau.

Der bør forhandles en ny traktat for EU, som skal danne grundlag for dets udvikling som en føderation af uafhængige stater.

  Záborská (PPE-DE), skriftlig. - (SL) Det nye Europa betyder overlevelse, fordi det forkaster enhver form for totalitarisme. Vi betalte med vores blod, fordi vi holdt fast ved det europæiske ideal, som er at opnå tanke-, religions- og trosfrihed.

Den europæiske integration, som er den måde, de 25 EU-medlemsstater fungerer sammen på og får fællesskabsprocedurerne til at fungere bedre, skal styrkes og forsigtigt forbedres lidt efter lidt.

Hvis man stiller enkle spørgsmål om denne forfatning, bør det ikke føre til beskyldninger om at være antidemokratisk. Vi har stadig brug for forståelige og troværdige svar.

I henhold til denne forfatning kommer EU's Domstol, som der ikke er kontrol med, til at dømme på en måde, som er direkte og utvetydig for alle EU-institutioner og -organer samt medlemsstaterne. Ingen forfatningsadvokat har kunnet vise mig, hvor det er garanteret, at Domstolen ikke krænker de forskellige nationale kompetencer og politikker.

Selv om Parlamentets valgte flertal eller sammensætningen af Rådet bliver ændret, hvordan kan EU's primære politiske retning så ændres, når den er fastsat i et forfatningsdokument, i hvilket der kræves dobbelt enstemmighed?

Endelig er den kulturelle kortsynethed i forfatningen en foruroligende form for revisionisme, da den forkaster den kristne arv. Jeg indrømmer, at Nice-traktaten ikke indeholdt en henvisning til Europas kristne arv, men den gav sig heller ikke ud for at være en forfatning.

  Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg har en alvorlig klage. For ca. 15 minutter siden skulle der foregå en fredelig protest mod forfatningen - et banner skulle foldes ud. To af IND/DEM-Gruppens medarbejdere blev fysisk overfaldet - en blev sparket og slået. Sikkerhedspersonalet, som jeg tror var involveret i det, omfatter bl.a. hr. Zylka og hr. Dekhudt. Jeg anmoder Dem om øjeblikkelig at foretage en grundig undersøgelse af, hvad der er sket.

Vi har haft en ensidig debat her om forfatningen. Der er blevet brugt et enormt pengebeløb. Der bliver foldet bannere ud for jasiden, men ingen fra nejsiden får lov at sige noget, og når der foregår en fredelig protest, så bliver folk fysisk overfaldet. Det er helt i modstrid med de demokratiske principper, som denne institution foregiver at stå for.

Jeg anmoder Dem om straks at foretage en undersøgelse. De vil få en skriftlig klage.

  Formanden. - Alt bliver overdraget til Europa-Parlamentets kompetente instans.

Stemmeforklaringerne er afsluttet.

7. Stemmerettelser: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.00 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

8. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

  Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for genoptaget.

Referatet fra mødet i går er blevet omdelt, og jeg vil spørge, om der er bemærkninger til det.

  Knapman (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, hvis mødet skal begynde igen kl. 15, ville det så ikke være en god idé at begynde kl. 15 og ikke spise frokost det meste af eftermiddagen? Men der er mere alvorlige punkter, som vi måske bør henlede Deres opmærksomhed på.

De vil være opmærksom på, at deres ansatte har overfaldet to af vores ansatte - dvs. folk, der er ansat af INDP fra Det Forenede Kongerige - her til morgen, og har forårsaget fysisk skade. Jeg vil gerne spørge, om dette skete som følge af Deres instrukser, og om De er parat til at påtage Dem ansvaret for dette.

Jeg er klar over, at De ikke er Parlamentets formand, der altid har vist sig partisk. I Westminster er det speakerens rolle at beskytte de menige medlemmers rettigheder. Alt hvad formanden for dette Parlament - der er helt uerfaren - synes at gøre, er at ville beskytte status quo.

Her til morgen fik han virkelig en sort anmærkning i bogen, for i sidste måned tillod han alle de skilte, hvor der stod "Ja til Tyrkiet", at forblive oppe i salen i lang tid. Der skabte han en præcedens, så hvorfor fik vi ikke i dag lov til at holde skilte op med "Sig nej"?

…

  Formanden. - De har gjort Deres mening klar. Deres spørgsmål vil blive besvaret, når tiden er inde.

(Hr. Knapman fortsatte med at tale uden mikrofon)

Det er ikke en bemærkning til forretningsordenen. De har gjort klart, hvad De mener, og De får et svar. Tak.

Jeg forstår, at der ikke er nogen indvendinger, hvad angår referatet.

(Hr. Knapman fortsatte med at tale uden mikrofon)

Jeg er ked af det, hr. Knapman, De får ikke ordet.

(Hr. Knapman fortsatte med at tale uden mikrofon)

Det er ikke en bemærkning til forretningsordenen. De får Deres forklaring, når tiden er inde.

Vi kan gå ud fra, at referatet er godkendt.

  Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand, den herre, hans kolleger og hans personale burde rydde op i "Sig nej til Europa"-litteraturen og alt det rod, der er spredt på jorden omkring Parlamentet. Det er spredt overalt! Måske vil han rydde op i sit affald.

  Formanden. - Sagen er afsluttet. Lad os gå videre med mødet.

  Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne vide, hvem der er ansvarlig for sikkerhedspersonalet uden for salen. Jeg kan ikke finde noget om det i forretningsordenen. Hvem giver sikkerhedspersonalet ret til at gribe ind i en fri og fredelig meningstilkendegivelse uden for Parlamentet, og i hvis autoritet bliver det gjort, med hjemmel i forretningsordenen eller i andre relevante autoriteter?

For det andet, hvorfor blev der brugt vold mod kvinder, og for det tredje, hvad vil formanden gøre for at drage de ansvarlige til ansvar? Dette følger af min tidligere klage til formanden, hr. Borrell Fontelles, med en anmodning om, at denne sag bliver undersøgt.

  Formanden. - Som jeg har fortalt de tidligere talere, så får De Deres svar, når tiden er inde.

  Knapman (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, vil De være venlig at se på artikel 166 og fortælle mig, om De har anvendt denne regel som reaktion på det, der er blevet sagt til forretningsordenen, efter Deres beslutning om at beordre Deres ansatte til at angribe vores, så de led fysisk overlast. I bestemmelsen står der: "Et medlem kan få ordet for at henlede formandens opmærksomhed på enhver tilsidesættelse af forretningsordenen". Det har vi gjort. "En bemærkning til forretningsordenen har forret for alle andre indlæg." Det har vi gjort - og dér er der for en gangs skyld en ting, som De har gjort rigtigt!

I stk. 4 står der: "Vedrørende bemærkninger til forretningsordenen træffer formanden øjeblikkelig afgørelse i overensstemmelse med forretningsordenen og meddeler denne afgørelse umiddelbart efter bemærkningen til forretningsordenen". Vi anmoder Dem - selv om jeg ved, at De ikke er så vigtig i hakkeordenen - om at træffe en beslutning om disse meget vigtige bemærkninger til forretningsordenen, sandsynligvis de vigtigste bemærkninger til forretningsordenen i hele Deres liv!

  Formanden. - Jeg er ked af det, men De har allerede haft ordet. Nu har De talt anden gang.

"Intet svar!" fra hr. Knapman

Måske finder De det utilfredsstillende, men det var mit svar.

  Clark (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, det fremgår meget klart af artikel 166 i forretningsordenen, at De skal give os Deres reaktion på bemærkninger som dem, mine kolleger hr. Batten og hr. Knapman allerede har fremsat angående vold brugt mod vores personale af Deres personale. Hvad agter De at gøre for at drage dem til ansvar, der har brugt vold, tilsyneladende i Deres navn? Vi vil gerne vide, hvad De vil gøre eller allerede har gjort - det står der i artikel 166 - og vi har brug for det svar nu, ikke i morgen.

  Formanden. - Som jeg sagde, vil De få et svar, når tiden er inde, ikke nu. Jeg betragter hele spørgsmålet som afsluttet. Der vil ikke blive flere bemærkninger til forretningsordenen.

9. EU's bistand til ofrene for flodbølgen i Asien (fortsat)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om EU's bistand til ofrene for flodbølgen i Asien.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) ... praksis her i Parlamentet, hvis repræsentanter fra alle grupper - selv den mindste gruppe, som er gruppen af løsgængere - ikke får ordet før en afstemning. Hr. formand, mine damer og herrer, borgerne i EU-medlemsstaterne forventer ikke, at vi taler i lydstumper, men at vi skal være ærlige. Den enkle sandhed om den politiske sammenhæng i forbindelse med denne katastrofe skal endelig fortælles.

Lokale politiske interesser spilles ud i skyggen af den frygtelige flodbølgetragedie. FN's smuldrende myndighed skal genoplives takket være dets bistandsforanstaltninger i Asien. USA og visse europæiske lande ønsker at forbedre deres image i denne del af Asien og få mere indflydelse på denne verdensdel ved hjælp af humanitære foranstaltninger. Katastrofens ofre får i nogen grad efterhånden hjælp, men det står til overflod klart, at andre får kæmpestore fordele af denne begivenhed.

Jeg vil gerne tro, at EU's velgørenhed udelukkende tjener bistandsrelaterede formål, og at vi ikke ligesom EU lever af menneskelig ulykke og fremmer vores egne snævre interesser i eftervirkningerne af så stor en tragedie. Vores bistand skal være hurtig og baseret på solidaritet, og den skal ikke forsinkes af et bureaukratisk forhindringsløb.

  Nassauer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil godt starte med at tilslutte mig alle sympatitilkendegivelserne i forbindelse med katastrofen i Sydøstasien. Dernæst vil jeg koncentrere mig om nogle få nøgterne kommentarer.

Den gode vilje, som kommer til udtryk i borgernes bidrag både i EU og i resten af verden, er virkelig overvældende. Det er ligeledes meget imponerende, hvordan hele den globaliserede verden tager del i denne forfærdelige begivenhed.

I Tyskland har vi imidlertid en talemåde, som lyder: Gode intentioner er ikke altid nok. Vi skal lære at hjælpe. På forsiden af en stor tysk avis stod der i dag: "De mange uorganiserede hjælpearbejdere besværliggør de indonesiske myndigheders arbejde". Og den måde, som EU agerede på her, er næppe noget, som vil fremkalde vilde jubelscener. Lad mig også citere følgende: "Hvis det ikke var for den amerikanske og australske hær, som er til stede overalt med deres fragtfly, som de flyver regelmæssigt frem og tilbage, ville det se meget værre ud". Heri ligger der et problem. Det, som vi har brug for, er tydeligvis ikke kun god vilje og beredvillighed til at stille mange penge til rådighed, men også en organisation, som på en ordentlig måde kan få denne hjælp frem til de mennesker, der har behov for den.

Derfor vil jeg godt give udtryk for min støtte til det, der allerede blev sagt her til morgen. EU har frem for alt brug for et krisestyringskorps, altså noget, som råder over transportkapacitet, ledelses- og kommunikationsressourcer samt sanitets- og forsyningsenheder. Det er der brug for, hvis vi vil hjælpe virkelig praktisk og meget hurtigt. Så længe EU ikke råder over sin egen hær, som kan klare sådanne opgaver, har vi et reelt behov - uagtet hvor meget goodwill, der end måtte være - for praktiske måder at omsætte denne hjælp på, og idéen om et krisestyringskorps ville være det helt rigtige tiltag her. Det er det, som EU skal koncentrere sig om.

  Gill (PSE). - (EN) Hr. formand, må jeg begynde med at undskylde den opførsel, nogle af mine landsmænd har udvist. Jeg er meget flov over, at de opfører sig på denne måde og afbryder, når vi har en alvorlig debat om så tragiske ting.

Hvis vi må fortsætte - så var den 26. december 2004 ikke den samme sidste år, og det bliver den heller aldrig igen. Vantro blev til en følelse af noget ufatteligt, til sorg, til sympati, til en hærskare af følelser, efterhånden som vi så flodbølgetragedien udfolde sig. Bølgerne og jordskælvene var et tydeligt eksempel på, hvordan vi har følt et skæbnefællesskab på en global scene, hvor man er udsat for risiko fra miljøet og naturen.

Som formand for Delegationen til Sydasien vil jeg gerne give udtryk for min oprigtige medfølelse med alle dem, der er ramt af denne tragedie. Jeg har været meget bevæget over den dybtfølte globale reaktion på denne hidtil usete ulykke. Over for tsunamien har Europas borgere været blandt de mest generøse.

I sidste uge rejste jeg til Chennai i Sydindien for på første hånd at se nødhjælpsarbejdet fra Kommissionen og mødtes med embedsmænd fra FN's Udviklingsprogram, UNICEF og ngo'erne. EU's umiddelbare reaktion inden for 24 timer var meget rosværdig, ligesom Indiens uselviske beslutning om at anmode om, at denne hjælp skulle gå til de værst ramte områder såsom Sri Lanka og Indonesien. Derfor håber jeg, at rygterne om, at de nuværende midler, der går til Indien, bliver bortledt til andre områder, ikke er sande. Efter selv at have set behovet i Indien håber jeg, at man ikke på kort sigt vil ignorere det. Jeg vil gerne bede om, at Kommissionen ikke anvender midler andre steder eller tager dem fra igangværende bistandsprojekter inden for denne region. Det ville være en forbrydelse at tage fra verdens fattigste for at finansiere denne tragedie. Jeg glæder mig over Kommissionens løfte om 350 millioner euro ekstra, men jeg var ikke overbevist af hr. Barrosos forklaring her til formiddag, for budgetterne for humanitær bistand til Asien har været i tilbagegang i årevis, fra 70 % i 1990 til 38 % i 2000. Derfor er det ikke acceptabelt, at vi omdirigerer penge fra programmer til udryddelse af fattigdom. Vi bør give flere penge.

Det er nødvendigt, at vi tager anderledes fat på denne tragedie end på nogen anden og undersøger brugen af nye hold af specialister i disse lande. Det er ikke kun penge, der er brug for. Vi bør også give teknisk ekspertise. Jeg vil anmode Kommissionen om at se på de varige ændringer.

  Bonino (ALDE). - (IT) Hr. formand, i betragtning af de instrumenter, som den råder over i øjeblikket, var Kommissionens reaktion efter min mening rigtig. Der er dog et spørgsmål i forbindelse med situationen i Sydøstasien, hvor alle politikerne er meget ordknappe, i det mindste i deres offentlige udtalelser. Jeg tænker her på de politiske problemer, der eksisterer i mange af disse lande, lige fra Sri Lanka og Sydthailand til Indonesien og navnlig Banda Aceh-området. Her skal man gøre en indsats i områder, hvor væbnede separatistbevægelser har været aktive i lang tid. Det er områder med nogle meget voldsomme guerillakrige, som i øvrigt også infiltreres af islamiske grupper, der har forbindelse til al-Qaeda eller organisationen al-Gama'a al-Islamiyya.

Disse elementer gør hele genopbygningsindsatsen yderst problematisk, men det er ikke noget, som man taler ret meget om, slet ikke offentligt. Jeg er overbevist om, at det er umuligt at foretage en reel og effektiv genopbygning, hvis ikke de politiske problemer bliver løst. Der skal iværksættes en egentlig politisk genopbygning i hele området, så der igen kommer gang i de fredsprocesser, som i øjeblikket står stille, men også for at styrke institutionerne og retsstaten, da de ustabile elementer ellers risikerer at få overtaget. Det er en stor mulighed. Hvis den udnyttes rigtigt, kan hele genopbygningsprogrammet fungere som en vigtig løftestang, der sætter gang i fredsprocesserne igen, mens det i modsat fald - nemlig hvis indgrebene ikke administreres ordentligt - kan få spændinger, som allerede er meget tydelige, til at bryde ud i lys lue.

Ud fra dette synspunkt mener jeg, at EU bør overveje spørgsmålet om sin politiske tilstedeværelse i genopbygningsfasen, eftersom den ikke er synlig i øjeblikket og heller ikke bliver det senere. Jeg finder det f.eks. foruroligende, at det første møde mellem regeringen i Jakarta og guerillasoldaterne fra Bevægelsen for et Frit Aceh (GAM) fandt sted med USA's, Det Forenede Kongeriges, Sveriges, Japans, Singapores og Libyens tilstedeværelse, mens EU tydeligvis ikke var til stede ved forhandlingsbordet.

Hvis ikke De tager disse spørgsmål op, vil De ikke kunne administrere genopbygningsprocessen ordentligt. Den bliver lang og vanskelig, men den kan også blive meget positiv.

  Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, da tsunamien kom, blev fattige og rige ramt på lige fod. Alle sprang for livet, og det var børnene, der blev hårdest ramt. Mareridtet om ikke at kunne beskytte sine børn ramte tusindvis af mennesker. Vi har nu alle sammen et ansvar for at give dem vores støtte og lytte til deres behov.

Jeg opfordrer Dem til, hr. formand, at sende vores mest dybfølte tak til befolkningen i Thailand og andre berørte lande. De levede op til vores idealer om medmenneskelighed, humanisme og solidaritet. Uselvisk og uden diskrimination hjalp de alle ofre uanset kultur, religion og hudfarve. Ikke mindst mange af mine landsmænd fik stor støtte. Det viser, at disse begreber universelle og ikke kristne eller europæiske.

Vi kan begynde at leve op til samme idealer ved at give reel støtte til de berørte lande og indføre en solidarisk handel, bekæmpe fattigdom og sult og lade vores redningstjenester hjælpe hinanden mere effektivt.

  Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, den imponerende mobilisering af den globale og europæiske offentlighed presser både regeringerne og EU til at handle mere effektivt og styrke det internationale samarbejde under FN.

Jeg vil gerne nævne fire punkter. Det første og vigtigste lige nu er at sikre, at løfterne holdes, så det ikke kun bliver tomme ord, som det er set i andre tilfælde, dvs. at hjælpen når hurtigt og effektivt frem til de borgere, der er i nød, uden at den går til spilde eller stjæles af korrupte mellemled, og her spiller FN en afgørende rolle.

For det andet skal Europa-Parlamentet kræve af kreditorlandene, at de sletter de ramte landes gæld og ikke nøjes med at give henstand med nogle afdrag. De syv rigeste landes meddelelse om, at de blot vil give de ramte lande udsættelse med betalingen, lyder hyklerisk, når man tænker på, at USA har krævet, at Iraks gæld bliver slettet, et land, som USA kontrollerer militært.

For det tredje vil jeg foreslå, at Europa-Parlamentet støtter det forslag, der blev fremsat allerede i september 2004 i FN, og som har opbakning fra omkring 100 lande, om en global afgift på kapitalbevægelser, våbensalg og forbrug af ikke-vedvarende energikilder, så man på denne måde kan finansiere akutte behov som følge af naturkatastrofer.

For det fjerde er vi nødt til at være mere gavmilde i vores støtte i form af midler og mekanismer til det europæiske program for civilbeskyttelse. Den betænkning, som jeg fremlagde for en måned siden, og som Europa-Parlamentet vedtog med overvældende flertal, bør udløse langt flere midler de kommende år.

  Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, hvor mange dage gik der, før EU's hjælp nåede frem til de flodbølgeramte lande, selv om man lige fra de første timer efter katastrofen vidste, at tsunamien også havde ramt tusindvis af europæiske turister? Måske var EU's tjenestemænd på ferie alle sammen, for i flere dage så man i disse lande - f.eks. i Thailand - ikke skyggen af en EU-tjenestemand. Dette fravær gjorde, at folk blev begravet i massegrave, hvilket gjorde det vanskeligt - om ikke umuligt - at identificere de forsvundne europæeres lig.

De har ikke givet os nogen oplysninger i den forbindelse, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange mennesker der hjalp, hvor de hjalp og efter hvor lang tid, for som jeg sagde før, er deres tilstedeværelse ikke blevet registreret i mange af disse lande. I årets sidste dage så man endnu ikke skyggen af en EU-tjenestemand.

Jeg vil også gerne have ført en protest til protokols mod mange arabiske landes totale ligegyldighed over for disse befolkninger, som i øvrigt for en stor dels vedkommende er muslimer. Europa gjorde en indsats, og Vesten gjorde en indsats, men de utroligt rige nationer og de muslimske lande og regimer, der er mangemilliardærer, glimrede ved deres fravær og sparsommelighed.

  Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne, ligesom andre, give udtryk for min sympati med befolkningen i Sydøstasien, der er blevet så hårdt ramt af denne skrækkelige tragedie. Vi ser stadig billeder og videoklip af, hvad der er sket, og det er stadig svært for os at forstå det enorme omfang af ødelæggelse og tab af menneskeliv.

Reaktionen fra Europas borgere og andre dele af verden har været helt enestående. Folk har virkelig vist deres menneskelighed over for de ramte. De beløb, der er blevet givet af private, har været helt usædvanlige. Reaktionen fra regeringer i hele verden har også været virkelig god.

Der er blevet nævnt en række ting. En af dem er, at det er meget vigtigt at bruge militære og civile ressourcer så snart som muligt - som USA har gjort - under denne katastrofe. De kan komme først på stedet for at tage fat på disse skrækkelige problemer. Jeg vil også gerne i lighed med andre sige, at jeg efter mødet mandag aften er helt overbevist om hr. Barrosos stillingtagen omkring ressourcerne. Ressourcerne bør ikke tages fra de eksisterende budgetter og fra lovede bevillinger, men der må skaffes nye ressourcer. Vi må vise folk, at vi mener det alvorligt med dette, og vi må sikre, at det, som skete i områder som Iran og Afghanistan, ikke sker igen med hensyn til, hvordan vi ...

(Formanden afbrød taleren)

  Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jorden skælvede, tragedien slog til, og vores verden forandrede sig. De skrækkelige billeder af det vældige hav, som ødelagde landet og knuste mennesker, hjem og seværdigheder, var forfærdende og frygtelige. Verden blev chokeret over den skæbne, der ramte mennesker, de overlevendes lidelser og de forældreløses skæbne. I Europa sørger vi over tusinder af vores egne borgere, men med beundring for og taknemmelighed imod de lokale, der trods deres egne tab og deres egen smerte fandt mod og medlidenhed til at tage sig af desorienterede og skræmte udenlandske turister.

Jorden bevægede sig, og offentligheden blev bevæget. De første, der reagerede, var ikke regeringer, men almindelige mennesker. Mennesker i hele verden åbnede deres hjerter og deres punge og bragte skam over regeringerne, så de måtte afpasse deres bevillinger efter, hvad deres befolkninger havde givet. Nu forlanger vi virkelig, varig og effektiv handling. Nødhjælp og hjælp til genopbygningen må gives og bruges på en gennemskuelig og ansvarlig måde, og gældssystemerne må reformeres.

Det, vi gør, må hjælpe med til at bringe fred, støtte, god regeringsførelse og menneskerettigheder, inddrage de lokale og overvinde fattigdom. Løfterne må holdes, og vi må udvikle et varslingssystem, der, som vi nu ved, allerede findes i form af de underjordiske prøvestationer i Wien.

Frem for alt må Europa nu reagere på den nye offentlige holdning, som forlanger, at splittelsen i vores verden må bringes til ophør gennem en beslutsom kamp mod fattigdom og sygdom og fjernelse af de barrierer, der har forhindret de fattigere lande i at handle på vores markeder. Verdens befolkning har aldrig følt sig tættere forenet. Vores regeringer i Nord og Syd og EU må da kunne bygge på dette.

  Martínez Martínez (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for vores forfærdelse, vores sorg, vores solidaritet og vores forpligtelse til at medvirke til at afbøde katastrofens konsekvenser.

De vigtigste af Den Socialdemokratiske Gruppes forslag er indeholdt i det fælles beslutningsforslag, som vi vil stemme for med overbevisning, og som vi kan opsummere i syv punkter.

For det første er der den positive vurdering af, at Rådet og Kommissionen har handlet korrekt og har reageret på katastrofen øjeblikkeligt og har afsat de nødvendige midler og informeret Parlamentet - selv om der kan konstateres et informationsunderskud, et kommunikationsunderskud i forhold til samfundet, der kan foranledige nogle af medlemmerne til at sige, at der ikke har været nogen på stedet, når der i virkeligheden er blevet handlet på forbilledlig vis.

For det andet bør de mildler, som vi alle har forpligtet os til, mobiliseres øjeblikkeligt, og det skal under alle omstændigheder ske inden for en fastsat tidsplan.

For det tredje bør alle midlerne fra EU være nye midler, og de må under ingen omstændigheder tages fra andre programmer. Kommissionsformand Barrosos argumenter har ikke overbevist os herom.

For det fjerde er der forpligtelsen til at knytte katastrofeindsatsen sammen med den nødvendige genopbygningsindsats i enighed med hovedpersonerne, dvs. de berørte lande.

For det femte er der forpligtelsen til at iværksætte et varslingssystem, der effektivt er i stand til at forebygge katastrofer som denne.

For det sjette er der forpligtelsen til ligeledes at iværksætte en permanent og professionel katastrofereaktionsmekanisme, som er i stand til at intervenere, når forebyggelse ikke er nok. Og der er et vigtigt referencepunkt i forfatningen om oprettelsen af et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand.

For det syvende nytter det ikke noget, at alle disse handlinger er resultatet af punktvise aktioner, af koalitioner under ledelse af det ene eller det andet land. De bør tværtimod ske inden for rammerne af FN med en aktiv og synlig deltagelse af EU.

Hr. formand, EU bør være på højde med tragedien og på højde med den mobilisering, der har fundet sted i vores samfund.

  Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, det store antal dødsofre for katastrofen skyldes uden tvivl først og fremmest befolkningerne i regionens enorme sårbarhed. Vi synes derfor, at vi står over for såvel et stort ansvar som en stor mulighed. Det drejer sig om at tage alvorligt fat på spørgsmålet om de berørte landes gæld.

I nogle tilfælde er denne gæld desuden blevet indgået af korrupte diktatoriske regeringer som i Suhartos Indonesien, som man skrupelløst gav penge og herved forårsagede det, der i dag kaldes den forhadte gæld. Der er derfor visse donorer, der har et ansvar, der i første omgang bør undersøges nærmere, og som vi derefter bør tage på os.

Vi har her en dobbelt mulighed. På den ene side haster det meget med at få eftergivet nævnte gæld - ikke som en medlidenhedshandling, men som en anerkendelse af, at de mennesker, der allerede har lidt på grund af uansvarlige regeringer, ikke bør lide dobbelt ved også at skulle betales disses gæld - og på den anden side er det vigtigt, at den internationale bistand primært bygger på donationer og ikke består af nye lån, der øger byrden af nævnte gæld endnu mere.

  Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, tragedien i Asien er fortsat ufattelig for mange af os. Vi bærer en fælles sorg uanset nationalitet, og vores medfølelse vokser ud af denne solidaritet. Lad os benytte denne solidaritetsfølelse til at foretage bedre prioriteringer i fremtiden.

Miljøforskere hævder, at katastrofen kunne være undgået, om ikke helt, så dog med væsentlig færre både personskader og materielle skader, hvis koralrevene og mangroveskovene havde fået lov at blive. Hvis menneskers sikkerhed havde været den primære prioritet i stedet for militær sikkerhed, ville vi formentlig ikke være tvunget til at opleve så meget død og ødelæggelse, som vi nu har oplevet. Hvis regeringerne foretog en nogenlunde objektiv analyse af, hvad det er, der truer ikke bare deres lande, men hele menneskeheden og jorden, og forberedte sig på det, ville der findes varslingssystemer, og redningsarbejdet ville være planlagt bedre.

Rige og store magter er rede til at gå i krig, inklusive atomkrig, med et par minutters varsel. Men der findes ikke noget varsel eller nogen advarsel for fattige mennesker i Asien - dette mens verden bruger groteske summer på sin krig mod terrorismen, et lille problem i forhold til antallet af spildte liv og en krig, som p.t. blot producerer mere terrorisme. Giver man ikke fattigdomsproblematikken og den økologiske sikkerhed seriøs opmærksomhed? Vi må lære af dette en dag.

  Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, tsunami-katastrofen i Det Indiske Ocean er på mange måder et vendepunkt i den moderne verdens historie. For første gang oplever vi en sand bølge af sympati for mennesker, som er blevet ramt, fra stort set hele verden, ikke bare en del af den.

Kynikere påpeger, at dette hænger sammen med, at der befandt sig så mange turister fra rige lande rundt om Det Indiske Ocean, som også blev ramt, da katastrofen indtraf. Det er sandt, men man skal huske, at dette samtidig viser, at turismen, ligesom handelen med varer og tjenesteydelser, faktisk fører verdens mennesker sammen og får os til at indse, at vi hører sammen.

Jeg føler alligevel et ubehag ved, at EU her frem for alt synes at være interesseret i at fremføre sine holdninger i forbindelse med tragedien. Ser vi på dette, mener vi, at det, der er behov for, er et varslingssystem, ikke EU. Det er et globalt anliggende, som primært FN bør tage hånd om. Det er ikke nødvendigt, at penge bliver kanaliseret via EU, de kommer direkte fra landene og fra borgerne. Det er et spørgsmål om at samordne en operativ bistand. Det er det, der er FN's hovedopgave.

Hvad bliver der tilbage? Hurtige indsatser med henblik på at hjemtage borgere fra EU-lande. Her var problemet ikke, at EU manglede en politik, men at visse lande, f.eks. Italien, gjorde det vældig godt, mens andre lande, f.eks. Sverige, gjorde det dårligt. Vi skal ikke forsøge at bruge tragedier til EU-formål, men undersøge, hvad EU rent faktisk har at bidrage med. Det drejer sig antagelig om konsulære opgaver.

  Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, i sidste uge havde jeg lejlighed til at mødes med mennesker fra lande, der er ramt af katastrofen, og i dag vil jeg give udtryk for disse menneskers bekymringer.

For det første er de bange for, at de lovede midler i virkeligheden ikke bliver stillet til rådighed. For det andet ønsker de selv at gøre en indsats for at genopbygge de liv og naturressourcer, der er blevet ødelagt. For det tredje frygter de, at bistanden forsvinder i donorens bureaukrati. Som repræsentant for en ny medlemsstat kan jeg godt forstå det, da bistand, der var bevilget til os, af og til blev omdirigeret til donorernes egne konsulenters kasser.

Hvad kan vi gøre for at bortvejre disse bekymringer? Jeg vil først understrege forskellen mellem bistand til f.eks. Afrika, hvor alvorlige og langsigtede strukturproblemer skal løses, og hvor det kan være svært at optage midler, og det område, der nu er ramt af katastrofen, hvor folk har brug for hurtig og omgående bistand, hvor det normale økonomiske liv skal genopbygges, og hvor befolkningen ved, hvordan man arbejder, og hvad der skal gøres.

Dér skal bistanden fra Europa for det første være ubureaukratisk og skal ydes også som små tilskud, f.eks. direkte til genopbygning af mindre fiskeri, turisme og andre typer aktiviteter. Endvidere skal Parlamentet, i betragtning af at FN er hovedkoordinator, på det næste møde høre FN's holdning til både selve situationen og anvendelsen af bistanden.

  Mathieu (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, som næstformand i ASEAN-delegationen ønsker jeg at give udtryk for min store medfølelse med familierne til ofrene fra Sydøstasien såvel som familierne til ofrene fra Europa.

Man kan være stolt over det store beløb, som EU forbereder sig på at udbetale til landene i Sydøstasien, og som blev fastlagt på donorkonferencen i Genève. Og dog må man på baggrund af det fælles møde mellem Parlamentets Udviklings-, Udenrigs- og Budgetudvalg sidste uge i Bruxelles frygte, at der blot er tale om en omlægning af de bevillinger, der er afsat til udviklingsbistand.

Selv om man har vedtaget at tage omkring 100 millioner fra nødhjælpsreserven, ved vi i dag ikke, hvor stor en del der reelt er overførte bevillinger, og hvor stor en del der er nyopførte bevillinger. Europa kan selvsagt ikke yde ny bistand i det uendelige og bør derfor koncentrere sin indsat om at optimere den eksisterende bistand ved at rette den mod en samordning af sine kompetencer, dvs. aktioner inden for sundhed og lægebehandling, rehabilitering af infrastrukturer og genopbygning.

Det er i øvrigt meget vigtigt, at samordningen af de sundhedsmæssige foranstaltninger på stedet i tilslutning til De Forenede Nationers kontorers indsats, ledsages af opfølgende bistand, især i de konfliktramte lande, og af en samordning af de civile og militære midler, især i forbindelse med genopbygning.

I denne forbindelse ville det være hensigtsmæssig at sikre en vis gensidighed i anvendelsen af den europæiske kapacitet inden for civilbeskyttelse, som kunne omfatte samtlige medlemsstater og bestå af samordnede, interoperable og hurtige udrykningshold, der kunne sættes ind i tilfælde af de desværre stadigt hyppigere forekommende naturkatastrofer.

Desuden må vi ud over den direkte hjælp og analysen af det, der netop er sket, nødvendigvis nøje overveje spørgsmålet om forebyggelse. Europa kan i denne forbindelse foreslå på Kobe-konferencen, at Verdensmiljøfonden skal kunne anvendes til udvikling af civilbeskyttelsesenheder, eller at der oprettes en frivillig fond til finansiering af et system for tidlig varsling svarende til det, der eksisterer i Det Indiske Ocean.

Som konklusion vil jeg sige, at det med udgangspunkt i den verdensomspændende mobilisering i kølvandet på denne kolossale katastrofe nu er på tide, at alle industrialiserede lande går sammen og drøfter mulighederne for en global omlægning af alle disse landes gæld.

  Van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, den paradisiske stemning, jeg oplevede, da jeg spiste morgenmad ved kysten i Indien, ændrede sig senere til afsky. Jeg var selv rejst længere ind i landet, men jeg så billeder af de voldsomme ødelæggelser, Sunday's killer havde anrettet. Her mange dage senere tales der om 150.000 døde og 2 millioner hjemløse.

De 475 millioner euro fra EU er et seriøst bidrag til Asien og de afrikanske lande. Men det er, som det blev påpeget af hr. Deva og fru Mathieu, uacceptabelt, at en del af beløbet tilvejebringes ved omprogrammering af penge til Asien og omprogrammering af EUF-midler. Det gælder i øvrigt også for de tilsagn, der er givet fra EU-medlemsstaternes side, og som beløber sig til halvanden milliard euro. Kommissionen og Rådet bør sikre, at der tilvejebringes ekstra, nye midler. Det er et krav, Europa-Parlamentet står fast på, og det kommer vi til at tale mere om.

Koordinationen via FN, med respekt for de lokale organisationers rolle og for lokale prioriteringer, er af afgørende betydning. Europa-Parlamentet bør sammen med kollegerne i de nationale parlamenter i medlemsstaterne etablere en slags "tsunami-watch", som fører tilsyn med, om tilsagnene efterleves, og som sikrer, at der etableres umiddelbare overgangsordninger.

Hvad agter EU at gøre, for ved fleksibel genopbygning at sikre, at der ikke, som vi så det i forbindelse med orkanen Mitch, opstår en kløft mellem nødhjælp på den ene side og strukturel bistand på den anden side? Kommissær Michel har 475 millioner euro på resultattavlen i form af forpligtelser/betalinger. Det bør ske kvartalsvis. Og ydermere bør vi have at vide, hvor langt man er nået med hensyn til det tidlige varslingssystem i Asien. Det samme ønsker vi for Afrikas vedkommende. Hidtil er der lagt hindringer i vejen herfor.

Det væsentligste er efter min opfattelse, at de fattigste i disse områder, de fattige fiskersamfund, modtager de lovede midler, og at de kan få indflydelse på anvendelsen af midlerne. Ellers bliver pengene blot liggende på mellemniveauerne, hvilket ville være en dødssynd. Jeg beder Dem derfor venligst give EU-delegationerne på stedet klare instruktioner, og jeg beder Dem lade dette kvalitetskrav indgå i Deres resultattavle. Jeg vil også gerne, hvad angår Europa, henvise til Johan Cruijffs ord om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget - "elk nadeel heeft zijn voordeel". Jeg håber, at vi i fællesskab kan sikre, at disse begivenheder bliver til gavn for effektiv europæisk solidaritet.

  Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, på vegne af De Grønne vil jeg også gerne takke alle dem, der bidrog eller gav tilsagn om bidrag, men i min egenskab af formand for Delegationen for Forbindelserne med Iran vil jeg samtidig godt præcisere, at jeg er bekymret for, at der vil ske det samme som for et år siden. Den 26. december 2003 blev en iransk landsby ødelagt af et jordskælv, og der blev givet tilsagn om enorme hjælpebeløb, men pengene blev aldrig indbetalt. Disse forfærdelige årsdage vil være noget, som vi og alle andre vil huske.

Parlamentets og EU's troværdighed afhænger af tre ting. For det første må de andre områder ikke forsømmes. For det andet skal det ved gældseftergivelsen eller tildelingen af hjælp sikres, at den ikke bliver misbrugt til militære formål. Og for det tredje vil jeg godt betone endnu en gang, at vi har brug for - og det er en del af den europæiske sikkerhedsstrategi - muligheden for at kunne intervenere humanitært og civilt. Vi vedtog oprettelsen af et europæisk fredskorps til humanitære aktioner, og det er indeholdt i vores forfatning. Vi bør ikke forsøge at opfinde den dybe tallerken igen, men derimod gribe fat i fru Ferrero-Waldners forslag med henblik på at gennemføre en forebyggende indsats mod tab.

  Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg synes, at det første, vi skal gøre - det sagde jeg allerede på det fælles møde mellem Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget - er at give udtryk for vores anerkendelse af de europæiske institutioners reaktion, og især af Kommissionens, som vi så ofte kritiserer, for efter min mening har den denne gang været på højde med de alvorlige omstændigheder. Derudover skal vi takke for det eksempel, civilsamfundet har givet.

Jeg synes, at det vigtigste lige nu er at forsøge at hjælpe de ofre, der stadig behøver vand, fødevarer og hospitaler, og som har brug for, at kommunikationen blive genoprettet.

På den anden side er det, som kommissær Benita Ferrero-Waldner nævnte i sit indlæg, nødvendigt at følge en genoprettelses- og genopbygningsplan, hvor der skal mobiliseres en række budgetmidler, især ekstra midler, som hr. van den Berg så rigtigt sagde det for et øjeblik siden.

Jeg synes, at EU har handlet godt. Nu drejer det sig om at få etableret en effektiv metode til at hjælpe ofrene.

Hr. formand, efter min mening er det særdeles vigtigt og utroligt - og jeg anmoder Kommissionens repræsentant om at viderebringe denne bemærkning til den ansvarlige kommissær for transport - at der endnu ikke på EU-plan findes et fælles system til forebyggelse af flodbølger. Det er et meget billigt system, og jeg tror, at EU inden for rammerne af bistanden til udviklingslandene, til AVS-landene samt landene i Middelhavsområdet kunne tilbyde det på nogle virkelig interessante betingelser med henblik på at forebygge denne slags katastrofer.

Jeg synes, hr. formand, at det er vældig godt, at det beslutningsforslag, som Parlamentet skal vedtage her til formiddag, henviser til den solidaritet, som de lokale befolkninger har udvist, og den solidaritet og støtte, de har ydet til de europæiske familier, der er blevet ofre for denne tragedie.

  Westlund (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg vil også indlede med at give udtryk for min store sympati med alle dem, som verden over er blevet ramt af tsunamien i Asien. Netop nu er det den akutte indsats for at lindre menneskers lidelser, tage sig af de sårede, identificere døde, være til stede for de sørgende samt lette og støtte genopbygningen, der skal være i fokus.

Som beslutningstagere må vi også påtage os vores ansvar på lang sigt. Jordskælvskatastrofen i Sydøstasien er uden tvivl større end det jordskælv, som ramte Iran sidste år. Manglen på et fungerende katastrofeberedskab er åbenlys, lige så meget nu som dengang. Hvis redningsindsatsen skal fungere effektivt, skal der findes en godt sammentømret international organisation, som fungerer i kriser, der forårsages af f.eks. jordskælv, oversvømmelser eller terrorangreb.

EU burde derfor have en redningstjeneste, der fungerer både inden for og uden for Europas grænser, og som altid sender hjælp umiddelbart, uanset om det er spaniere, svenskere eller somaliere, der rammes. Hvad kan egentlig være vigtigere i et internationalt samarbejde som EU end netop at redde menneskeliv?

En EU-redningstjeneste ville styrke og supplere medlemsstaternes egen redningstjeneste og civile krisehåndtering og naturligvis samarbejde tæt med FN. Det vigtige er, at den har en fast struktur og får ansvar for at analysere og planlægge behovet for fremtidige redningsindsatser, planlægge og gennemføre fælles øvelser, samordne og mobilisere ressourcer til evakuering, behandling, transport af mad, medicin, tøj og andet hjælpemateriel i krisesituationen.

Jeg vil opfordre Rådet til virkelig at etablere en sådan EU-redningstjeneste. Allerede i dag håber jeg, at Kommissionen udvikler det ansvar for civil krisehåndtering, som man allerede har for at kunne tage et endnu større ansvar i kommende katastrofer, som jeg desværre tror, at vi må forberede os på.

  Kusstatscher (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil kun komme ind på to emner. Naturkatastrofen i Asien var også en økologisk katastrofe. Flodbølgen anrettede enorme skader på store strandområder, rev blev ødelagt og koraller blev tildækket af sand og affald, og apparater, som er flydt ud i havet, udgør tikkende bomber. Det betyder, at disse regioners turistmæssige tiltrækningskraft falder.

Foruden en udbedring af disse miljøskader - så vidt det er muligt - er det presserende at få genopbygget turistfaciliteterne. Turismen er en vigtig økonomisk faktor, men planløs masseturisme er ikke miljørigtigt. Genopbygningen skal ske på et mere solidt og bæredygtigt grundlag. Man skal tage ved lære af sine gamle fejl, og således kan katastrofen altså også ses som en mulighed.

Det thailandske miljøministeriums pilotprojekt med FN og Verdensbanken om udbedring af de økologiske skader på øen Koh Phi Phi kunne efter min mening være retningsgivende herfor.

  Martens (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, tsunamien anrettede store ødelæggelser og en omfattende katastrofe, hvis følelsesmæssige og materielle konsekvenser ofrene vil kunne mærke i årevis. Jeg vil gerne komplimentere Kommissionen og Rådet for at have reageret hurtigt og på behørig vis umiddelbart efter katastrofen og for det engagement, der er givet udtryk for. Nu, få uger senere, må vi forberede os på et af historiens største genopbygningsprogrammer. For mig er det især væsentligt at sikre, at vi ikke gentager fortidens fejl.

Under alle omstændigheder må der ikke være tale om, at hjælpen til Asien ydes på bekostning af den hjælp, der ydes til andre fattige områder såsom Afrika. Verdens opmærksomhed er rettet mod Asien, og det er helt berettiget, men også i morgen vil omkring 20.000 mennesker dø af sygdomme, som har forbindelse med fattigdom, såsom hiv, aids, malaria og tuberkulose. Også i morgen vil der være mange mennesker, der dør eller tvinges på flugt, eksempelvis i Darfur-provinsen i Sudan og andetsteds. Den gode og generøse indsats over for Asien må ikke gå ud over disse mennesker.

Noget andet er, hr. formand, hvordan vi fra europæisk side kan sikre, at hjælpen også når frem til dem, den er tiltænkt, nemlig ofrene, og at den ikke ender eksempelvis hos tvivlsomme eller kriminelle organisationer eller i korrupte embedsmænds lommer. God koordination er en afgørende forudsætning, og FN spiller i så henseende en væsentlig rolle. Jeg glæder mig over, at der er truffet aftaler herom i Jakarta. De bør efterleves.

Hr. formand, det er vigtigt, at vi sætter alt ind for at undgå, at kriminelle organisationer uhindret kan udnytte det eksisterende kaos og ser det som en chance for røverier, børnehandel osv. Internationalt samarbejde er af stor betydning i den forbindelse. Det er også, som det tidligere er påpeget, vigtigt at få etableret et system, som sikrer tidlig varsling af flodbølger.

Kort sagt, det er mit håb, at katastrofen ikke blot giver anledning til forbilledlig finansiel solidaritet, men også forbilledlig gennemførelse af hjælpeprogrammerne. Vi bør, som en udtalte, ikke blot give af hjertet, men også med forstanden.

  Kinnock, Glenys (PSE). - (EN) Hr. formand, som andre har sagt, ønsker de, der har lidt så meget under denne katastrofe, mere end bare løfter om støtte eller overførsel af penge fra en katastrofe til en anden - f.eks. fra Afrika til Aceh. Da man samlede 1,6 milliarder dollars ind til nødhjælp i Irak, skete det stort set på bekostning af Afrika. Vi har brug for nye og ekstra penge, og de behov, som ofre for andre katastrofer har, f.eks. i Sudan, Congo, Haiti, Liberia og det nordlige Uganda, bør ikke glemmes.

Vores indsats bør desuden ikke foretages på bekostning af de 8 millioner, der hvert år dør af sygdomme, der kan forhindres, såsom malaria. Jeg opfordrer Kommissionen til igen at se meget nøje på AVS' anmodning om at få sit eget katastrofevarslingssystem og vil også opfordre til, at man lægger særligt mærke til de behov, som Somalia og Seychellerne har, hvor tusinder af mennesker er blevet hjemløse og deres erhverv ødelagt.

Et af punkterne i vores beslutning modsætter sig anvendelsen af EUF's B-ramme til at støtte disse lande i Østafrika. Det er virkelig meget uklart, hvordan man kan skaffe midler til Somalia fra en EUF ramme, som landet ikke engang får fordel af.

  Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, verden blev chokeret over det omfattende undersøiske jordskælv, der fandt sted den 26. december 2004. Jeg mener, at EU's manglende evne til at reagere på denne tragedie med samme beslutsomhed som USA, der sendte sin udenrigsminister, er et klart vidnesbyrd om det presserende behov for en EU-udenrigsminister. Jeg deler ikke den opfattelse, som visse kolleger har. Den forsinkede reaktion fra EU på passende niveau var dybt chokerende og uacceptabel, og man så ikke overordnede EU-ledere. Men jeg glæder mig over reaktionen, som den nu formuleres af kommissionsformanden.

De aktuelle tal for tab af menneskeliv er på over 150.000, og det frygtes, at virkningerne af flodbølgen gennem sygdomme som kolera og malaria vil kræve endnu flere ofre. Men vi må ikke tage den store strøm af støtte fra offentligheden, der var foran politikerne, for givet. Vi må nu forberede os på en tid, hvor gaverne igen svinder ind fra en flod til en lille bæk, når mediernes søgelys vendes bort fra Asien.

Jeg vil gerne komme med to forslag. Det ene er, at vi på en eller anden måde bør forsøge at lovgive eller få medlemsstaterne til at lovgive om bidraget på 0,7 % af bruttonationalproduktet, som er krævet i vores løfte til FN. Jeg synes ikke, at det er tilfredsstillende, selv i det beslutningsforslag, der for nylig blev vedtaget her i Parlamentet, at udtrykke håbet om, at dette vil ske inden udgangen af 2015. Det, der skete i Sydøstasien, antyder, hvor presserende det er, og Kommissionen vil forsøge at arbejde på en slags traktatmæssigt grundlag for at tvinge medlemsstaterne til at indfri deres forpligtelser på 0,7 %.

For det andet giver gennemførelsen af en koordineret og langvarig bestræbelse fra donorregeringerne anledning til nogen bekymring. For nogen tid siden blev et lovet beløb på 2,5 milliarder euro til Honduras til genopbygning efter orkanen Mitch knap og nap leveret i et omfang af en tredjedel af det lovede beløb. Det er helt uacceptabelt. Parlamentet vil ikke acceptere, at man, når offentlighedens søgelys drejes bort fra Sydøstasien, ikke lever op til de forpligtelser, vi nu påtager os.

  Zani (PSE). - (IT) Hr. formand, tsunamien gør det nødvendigt at tage hele udviklingspolitikken op til fornyet overvejelse. Bekæmpelse af fattigdom skal være en central forpligtelse, så den i dag indbyrdes afhængige verden kan styres efter kriterier om lighed og retfærdighed. Når det gælder tsunamien, er vi alle i samme båd, hvad enten vi er rige eller fattige. Efter min mening er det ikke tilstrækkeligt at flytte de beløb, der allerede er blevet bevilget, eller at vi i Europa køber fiskerbåde til fiskerne i de ramte områder. Det er tvingende nødvendigt, at vi gør ordene til handling, at vi eftergiver alle de fattige landes gæld og åbner vores markeder for handelen med disse lande, at vi senest i 2006 bruger 0,39 % af Europas BNP til udviklingsbistand - i tråd med den moralske forpligtelse, vi påtog os i Monterrey - og endelig at vi indfører en afgift for internationale transaktioner for at finansiere udviklingen og dermed nå millenniummålsætningerne.

  Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig fru Martens' ord og komplimentere Kommissionen for hurtig og effektiv reaktion på anmodningen om hjælp. Personligt vil jeg gerne komme ind på tre forhold.

For det første vil jeg omtale et forhold, som har forbindelse med mit medlemskab af Underudvalget om Menneskerettigheder. En af skyggesiderne ved turismen i dette område, herunder den storstilede turisme fra Europa, er handelen med kvinder og børn og krænkelse af børns rettigheder. Netop i den aktuelle situation viser det sig på ny, hvor dyster denne skyggeside er. Det ville klæde EU at stille penge og mennesker til rådighed for netop at tage fat på det problem og netop i den aktuelle, dystre situation at vise, at vi også står på befolkningens side for at finde en løsning på den ulykke.

Det andet forhold, jeg vil nævne, vedrører den store skade, fiskeriet i de ramte områder har lidt. Vi har i Europa stor viden om fiskeri. Det ville således også klæde EU, ud over indgåelse af fiskeriaftaler verden over, netop nu at støtte de ramte kystområder og sørge for, at udrustning af fiskerfartøjer og sikkert fiskeri får den fornødne opmærksomhed, at der investeres behørigt heri, og at vi sætter fokus herpå.

Det tredje forhold, jeg vil påpege, vedrører fødevarebistand. Ofte ser vi i forbindelse med storstilet fødevarebistand, at det går ud over de fattige i nærtliggende områder på grund af de voldsomme prisstigninger, som opstår som følge af voldsom ekstra efterspørgsel i de pågældende områder. Hvad dette forhold angår, kan EU spille en afgørende rolle og sørge for, at disse markeder ikke bringes til sammenbrud, og at det i forbindelse med køb af fødevarer på globalt plan undersøges, hvordan man løser dette problem. Det vil netop kunne styrke kvaliteten af bistanden, også i områder, som ligger i nærheden af de ramte områder.

  Gomes (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg takker formandskabet for at have orienteret Parlamentet lige efter vores møde i sidste uge. Det, at katastrofen kunne finde sted, indebar, at den verdensomspændende sikkerhed var slået fejl, og denne gang kan man ikke skyde skylden på terrorister. Det skyldtes naturen og manglen på forberedthed i hele verden.

Både FN og EU har taget initiativer, men de må lære noget af dette. Vi må oprette et globalt varslingssystem, som kunne have reddet liv. EU's Galileo-system kunne have hjulpet. Vi må investere i Unionens system til beskyttelse af civile og koordinere og styrke forebyggelsen og kapaciteten til hurtig reaktion fra alle medlemsstater. Vi må gøre brug af Unionens militære logistik - ikke blot for medlemsstaterne - så den kan hjælpe i de ramte områder, som er tilgængelige, og så vi kan investere i kapacitet og hurtig udnyttelse heraf i lignende nødsituationer i fremtiden. Vi må følge med i genopbygningen af Aceh og Sri Lanka tæt og på politisk plan for at forhindre en genopblussen af krigen.

Endelig må EU og dets medlemsstater opfylde forpligtelserne under millenniumerklæringen og engagere alle rige lande i kampen mod flodbølgerne af fattigdom, som dræber hundredtusinder hver måned ved sult, sygdom og krig, især i Afrika.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at vi ikke bør lade de døde dø forgæves. Denne tragedie må være vendepunktet for global styring og for en retfærdig globalisering.

  Mann, Thomas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, globaliseringen af solidariteten har synlig effekt. I mandags havde vi et møde med Kommissionen for at drøfte mulighederne for konkret økonomisk bistand fra EU's side med henblik på at sætte handling bag ordene. Det er opmuntrende, at der er stillet tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed. Det er dog tvivlsomt, om pengene rent faktisk når frem til de nødlidende. EU-borgerne gav milliarder. I Tyskland indsamlede man 40 millioner euro under én enkelt fjernsynsudsendelse. De, som ofte bliver beskyldt for egoisme, kiggede ikke væk, men kiggede derimod, når der blev vist reportager om helvedet i paradis. Man må håbe, at de planlagte foranstaltninger lykkes, f.eks. etableringen af satellitunderstøttede varslingssystemer - mine kolleger var inde på det - for at forhindre katastrofer. Hertil hører også en hurtig genopbygning af landsbyer, byer og livsgrundlaget samt sagkyndig hjælp til traumatiserede enker og forældreløse børn. Det er især eftertiden, der ligger mig på sinde. For at kunne hjælpe de overlevende permanent har vi brug for samarbejdspartnere og allierede. Vi har brug for ngo'erne, vi har brug for mange frivillige, som kan hjælpe folk på stedet, og vi har brug for funktionsdygtige strukturer, således at venskabsbyprojekterne kan udbygges. Der er endda nogle, som endnu ikke er blevet til noget. Turismen skal i gang igen i disse ASEAN- og SAARC-lande, hvoraf jeg kender nogle godt. De venter på, at vi igen træder ind på scenen som venner.

Lad os håbe, at folk stadig får hjælp, når aviserne har fundet andre ting at skrive om, og kameraerne for længst er slukket!

  Kreissl-Dörfler (PSE). - (DE) Hr. formand, hele verden er rystet over katastrofens omfang. Derfor hilser jeg det endnu mere velkommen, at EU, medlemsstaterne og først og fremmest borgerne viser denne store vilje til at yde økonomisk bistand.

Det er bydende nødvendigt med øjeblikkelig hjælp, men vi skal ligeledes sørge for en langsigtet og bæredygtig genopbygning i de ramte regioner. Efter min mening er det også presserende, at donorlandene drøfter muligheden for en storstilet gældseftergivelse for de berørte lande seriøst, og at de desuden lægger sig i selen med henblik på at opnå en fredelig løsning på konflikterne i Sri Lanka og Aceh.

Det er imidlertid beskæmmende, at der nu bryder en diskussion ud om, hvorvidt f.eks. Tyskland overhovedet er i stand til at hjælpe. Lad dette være sagt til hr. Stoiber og hr. Wulff, der jo ellers altid frembærer de kristelige værdier i deres parti som en monstrans. Men heldigvis har et overvældende flertal af både den tyske befolkning og EU-borgerne et andet syn på det. Det gælder også generelt rundt om i verden, hvilket f.eks. borgerne i Beslan er et enestående eksempel på.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi har stadig billederne af lidelserne, de døde, ødelæggelserne, mudderet og tårerne inde på nethinden. Vi hører stadig de fortvivlede råb om hjælp, sorgen og de berørtes skildringer. Vi er vidner til en af de største naturkatastrofer nogensinde, og vi ved, at det ikke er den eneste i verden.

I en globaliseret verden konfronteres vi med det globale ansvar, og vi er på jagt efter globale løsninger. Vi må erkende, at vi bliver stadigt mere afhængige af hinanden og er hinanden nærmere, end det tit og ofte bliver fremstillet i den dagspolitiske polemik og debat.

For det første vil jeg godt takke de berørte mennesker for, at de til trods for deres egen nød og elendighed hjalp mange EU-borgere. Jeg vil også godt takke de millioner af bloddonorer, som i stedet for at vende blikket væk, ser på, hvad de kan gøre, og ikke blot sørger over katastrofen, men handler aktivt. Desuden vil jeg godt takke de offentlige instanser, hjælpeorganisationerne og de frivillige, som trådte hjælpende til med det samme. Men jeg vil godt opfordre Kommissionen til at udbyde projekter i licitation hurtigt, således at medfinansieringen kan sikres, og der kan ske den fornødne koordination med alle, der tilbyder hjælp.

For det andet vil jeg godt bede om, at man ikke bare lægger fru Ferrero-Waldners forslag ad acta, fordi vi alle var overraskede over katastrofens voldsomhed og omfang. Selv i vores egne nationalstater kan vi gøre mere på områderne krisestyring, koordination og forebyggelse. Vi har stadig meget at lære med hensyn til, hvad vi kan gøre bedre.

For det tredje vil jeg gerne spørge Kommissionen, om den overvejer at anvende et ordning med generelle toldpræferencer i perioden fra juli 2005 til udgangen af 2008. Det skal i givet fald ske inden for rammerne af forordningen med henblik på en langsigtet støtte til dens hjælpeforanstaltninger, især til de hårdest ramte lande. Hvis det er tilfældet, hvorvidt vil Kommissionen kunne forestille sig at udvide præferencerne til gavn for de berørte lande?

  Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Tak, hr. formand. Mine damer og herrer, ingen her i Parlamentet kan være i tvivl om, at de lande, der er berørt af flodbølgetragedien, har behov for hurtig, effektiv og koordineret hjælp. EU skal imidlertid gøre andet end blot at sende økonomiske midler. Vores rolle er ikke kun at være en generøs donor, der mener, at det vil løse problemet at sende penge.

Vi skal planlægge et program for en langsigtet infrastruktur og økonomisk genopbygning i de lande i Sydøstasien og Afrika, der er berørt af flodbølgetragedien. Endvidere skal der etableres et særligt varslingssystem for at beskytte det internationale samfund mod lignende katastrofer i fremtiden, og der skal afsættes separate midler til sådanne foranstaltninger. Som medlem af Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydasien vil jeg opfordre til, at delegationen bliver et aktivt og naturligt referencepunkt for spørgsmål vedrørende bistand til flodbølgeofre og foranstaltninger til forebyggelse af en evt. uregelmæssig brug af midler, da dette kunne forekomme, hvis der ikke indføres passende forvaltningsprocedurer. Tak.

  Jałowiecki (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, der gives af og til udtryk for bekymring over, at bistandsforanstaltninger til ofre er ved at blive en særpræget form for konkurrence mellem de enkelte lande og organisationer, og at det kommer an på, hvem der giver mest. Bag disse bekymringer ligger også nu og da en overbevisning om, at visse parter, som ikke altid er uskyldige, forsøger at drage fordel af bistanden, eller med andre ord, at bistanden faktisk ikke er uegennyttig, men tjener et bestemt formål.

Jeg deler dog ikke sådanne bekymringer over for en solidaritetshandling af et hidtil uset internationalt omfang. Tværtimod ville jeg være ovenud tilfreds med kun at opleve solidaritet i vores konfliktfyldte verden, og udelukkende denne form for solidaritet og ikke fjendtlig eller voldelig solidaritet, der har til formål at sætte de stærkeste op mod de svageste.

Der er imidlertid mindst to spørgsmål, som vi skal være opmærksomme på. Det første er, hvorfor de økonomiske bidrag fra enkeltlande anføres så omhyggeligt på listerne over ydet bistand. Hvorfor omtaler vi bidragene fra Tyskland, Frankrig eller Sverige og ikke bidragene fra EU? Vi er jo først og fremmest europæere. Vi understreger det ved enhver given lejlighed, men lige så snart der er penge involveret, kommer nationalfølelserne desværre frem.

Det andet spørgsmål vedrører ikke principperne for bevilling af bistand, men den måde, den organiseres på. Tragedien i Asien har gjort os smerteligt bevidst om, at ligesom vi har brug for et centralt hovedkvarter til koordination af militæraktioner i krigstid, har vi brug for et centralt hovedkvarter til koordination af bistand, når der sker katastrofer af et omfang som katastrofen i Asien. Vi er alle bevidst om, at vi lever i en splittet verden, og at det ikke vil lykkes at oprette en sådan institution på globalt plan, men vi skal oprette et center for hurtig reaktion på EU-plan. Voltaire opfordrede til noget sådant efter jordskælvet i Lissabon. Det var en begivenhed, som han ikke kunne acceptere, da han hævdede, at den trodsede hans fornuft. I dag ved vi, at sådanne begivenheder ikke trodser en rationel tankegang, og derfor skal vi så meget desto mere tage rationelle skridt til at imødegå dem.

  Wijkman (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, Kommissionens svar var godt set i lyset af den beredskabsorganisation, vi har i dag, men katastrofen giver al mulig anledning til eftertanke. Meget kunne være gjort anderledes, både på EU-plan og i de lande, som primært er blevet ramt.

Historisk set er problemet, at katastrofeberedskab generelt får alt for lidt opmærksomhed. Det er relativt enkelt at mobilisere store summer penger både fra offentligheden og regeringer i en akut situation. At få midler til præventive katastrofeforanstaltninger og katastrofberedskab er vanskeligt. Man har f.eks. længe haft kendskab til, at der manglede et varslingssystem for landene rundt om Det Indiske Ocean, ikke bare med hensyn til tsunamier, men også med hensyn til andre store katastrofer, især cykloner. Ingenting er blevet gjort fra de pågældende regeringers side eller fra forskellige donorers side. Det er faktisk kun Bangladesh i området, som har draget konklusionerne af risiciene og etableret et effektivt beredskab.

På samme måde kunne den civile krisestyrke på EU-plan, som nu bliver diskuteret, allerede være etableret. Det er ikke første gang, behovet for en sådan styrke har vist sig. EU burde netop på dette område handle mere samordnet. Det kræver samordning og samarbejde at kunne etablere denne styrke, men også for at kunne organisere alle hjælpesendinger i en akut situation. Her mangler der koordinering. FN har hovedansvaret, men vi ved, at FN ikke har den nødvendige kapacitet. Et langt bedre samordnet EU - jeg taler her om Kommissionen og medlemslandene - kunne have været til stor hjælp i denne katastrofesituation. Det er noget, vi må satse på i fremtiden.

Endelig er der genopbygningen. Præcis som flere andre talere ønsker jeg, at de 350 millioner euro, som hr. Barroso talte om i morges, skal være friske penge, de skal ikke tages ud af det ordinære budget. Hvis den hurtige indsatsstyrke kræver, at allerede bevilgede midler anvendes, bør vi sørge for, at der efterfølgende kompenseres i form af en opfyldning. I modsat fald vil Asien som region miste 150 millioner euro i udviklingsbistand.

Endelig vil jeg rette mit sidste punkt til Kommissionen. Tag alle de rapporter, som viser, i hvor høj grad økologien er blevet skadet i området før katastrofen på grund af forkert udnyttelse, alvorligt. Miljøhensyn i genopbygningen er livsvigtigt for ikke at erodere leveforudsætningerne yderligere og for at mindske risikoen for nye katastrofer.

  Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, vi kan ikke forhindre naturkatastrofer, men den politiske dimension kan findes i internationalt samarbejde om udvikling af nød- og varslingssystemer. Ved at investere i dem kan vi måske begrænse tabet af menneskeliv. Jeg ved ikke, om en vis organisation slog hovedet på sømmet i sidste uge, da den anslog, at 0,5 millioner euro ville have været nok til at sætte observationsbøjer ud i Det Indiske Ocean for at advare om faren, men der var ikke fundet penge til at finansiere projektet. Eksemplet er under alle omstændigheder sigende, når man tænker på tallets størrelse. Forebyggelse er altid langt billigere end behandling af katastrofer, når de først er sket.

Det er nu besluttet at etablere et varslingssystem i området omkring Det Indiske Ocean. Telekommunikationsselskaber kan forbindes med systemet. De vil kunne indsamle oplysninger om overhængende katastrofer fra overvågningssystemet og sende advarselsmeddelelser til mennesker, der rejser i området, på deres eget sprog. Det er udmærket, for på denne måde kan vi omdanne det enorme tab og den store tragedie til en erfaring, der fremover kan redde menneskeliv.

Det er godt, at EU's udenrigsministre og ministre for udviklingssamarbejde reagerer hurtigt og aftaler EU-foranstaltninger til at hjælpe befolkningen i kriseområdet og indlede genopbygningen. Vi skal imidlertid huske på, at løftet om en ny hurtig indsatsstyrke, der skal koncentrere sig om civile redningsaktioner, ikke var en ny og kreativ idé. Det var et løfte om en styrke, der ikke blev reageret på i tide, da styrken i henhold til beslutninger truffet på et EU-topmøde i 2001 skulle være klar ved udgangen af 2003. Nu er der fastsat en ny frist, som er 2007. Hvem ved, hvad den ville have været, hvis det ikke var for denne katastrofe. Vi kan kun håbe på, at alle løfterne bliver holdt.

Vi vidste alle sammen, at der hele tiden sker naturkatastrofer. Denne begivenhed alarmerede den vestlige verden, da turisternes tilstedeværelse fik den til at virke så nærværende. Forhåbentlig bliver denne bevidsthed om menneskelig ulykke og gensidig solidaritet i verden permanent. Det drejer sig om menneskelig værdighed. Vi har brug for hjælp, når den menneskelige lidelses ansigt virker fremmed.

  Schmit, Rådet. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig på vegne af formandskabet takke Europa-Parlamentet for denne debat, der afspejler den omfattende solidaritet, som de europæiske folk har givet udtryk for under denne forfærdelige katastrofe. Rådet har været meget åbent over for Parlamentets forslag såvel som dets bemærkninger, kommentarer og kritik.

Jeg ønsker at gøre det helt klart, at Europa ikke har undladt at handle. Europa er ikke forblevet passivt. Europa handlede hurtigt, endog meget hurtigt på alle planer: humanitær bistand, organisation af det konsulære samarbejde, varsling til forebyggelse af epidemier såvel som politisk bekræftelse af FN's samordnede rolle.

Samarbejdet mellem Parlamentet og Rådet har også været meget effektivt. Endnu her til formiddag lykkedes det os inden for rammerne af trilogen, som kun varede nogle få minutter, at få frigivet en supplerende blok på 100 millioner euro til humanitær bistand. Det viser, at vores institutioner fungerer upåklageligt i en nødsituation. De foranstaltninger, Rådet vedtog den 7. januar, er genstand for regelmæssig opfølgning, og Rådet vil træffe alle nødvendige opfølgende foranstaltninger.

Der vil fortsat være tæt samordning med FN og de øvrige givere og ngo'er på stedet for at sikre bedst mulig udnyttelse af hjælpen.

Jeg påtager mig også på vegne af formandskabet at videreføre dialogen med Parlamentet og afholde regelmæssige drøftelser med Parlamentet om gennemførelse af de forskellige foranstaltninger til afhjælpning af de katastroferamte landes vanskeligheder.

Jeg kan ikke besvare alle de ærede medlemmers spørgsmål, men ønsker dog at behandle nogle få, herunder indledningsvis spørgsmålet, som blev nævnt flere gange, om behovet for at styrke det europæiske beredskab til samordning af civilbeskyttelsen. Dette beredskab eksisterer ganske vist allerede, men det bør samordnes bedre, og der bør afsættes flere midler hertil. Kommissionsformanden meddelte i formiddags, at Kommissionen vil forelægge forslag til forbedring af dette beredskab på det kommende møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser). Der er helt klart tale om et vigtigt og centralt spørgsmål.

Blandt de øvrige spørgsmål vil jeg især nævne spørgsmålet om børnenes sårbarhed. Det er et spørgsmål, som vi bør tillægge meget stor betydning. Det er derfor nødvendigt, at vi samarbejder fuldt ud med UNICEF såvel som ngo'er, der er specialiseret på dette område.

Et andet spørgsmål vedrørte de interne konflikter, der hærger i mindst to af de katastroferamte lande. Disse interne konflikter bør selvsagt ikke på nogen måde hindre den humanitære bistand og især ikke hindre, at den når frem til befolkningen. EU vil utvivlsomt kunne hjælpe disse lande med at løse de konflikter, der har sønderrevet dem længe, ja, i årevis.

Rådet påtager sig desuden at overvåge, at forpligtelserne overholdes, især de finansielle forpligtelser, og at videreføre hjælpen og bistanden især under den meget vigtige genopbygningsfase. For efter den humanitære bistand følger genopbygningen, og Europa bør sikre sin tilstedeværelse, en omfattende tilstedeværelse under denne fase.

Jeg skal endelige understrege spørgsmålet om eftergivelse af gæld, som netop er blevet drøftet på et møde i dag. Jeg tror, at man reelt bør hjælpe de lande, der anmoder om en sådan hjælp.

Et sidste vigtigt punkt er forebyggelse og varsling i forbindelse med naturkatastrofer. Vi bør investere mere på dette område. Vi bør reelt udnytte alle de teknologiske midler, vi råder over, for så vidt muligt at forhindre en gentagelse af sådanne katastrofer, eller i det mindste reducere konsekvenserne heraf.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Deres debat i dag om spørgsmålet om jordskælvet og flodbølgen i Sydøstasien viser, at Parlamentet er fast besluttet på, at EU skal gøre noget for at hjælpe de lande og befolkninger, der er i nød. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen vil yde den hjælp, der er brug for, og gøre det i tæt samarbejde med Dem. Jeg takker Dem for en række nyttige kommentarer og forslag i denne forbindelse.

Hvad angår reaktionen fra Kommissionens civilbeskyttelsesenhed, har den straks organiseret udsendelse af eksperter fra medlemsstaterne til de ramte lande - de første eksperter kom dagen efter katastrofen.

Hvilke konkrete foranstaltninger bør træffes? Som kommissionsformanden har understreget, er der en række forslag, der skal gennemføres, nogle af dem på kort sigt, andre på mellemlang og lang sigt.

På det humanitære område bliver det ud over den støttepakke, der allerede er vedtaget, foreslået, at 100 millioner euro af de penge, Kommissionen lovede i Jakarta, skal afsættes til en nødhjælpsreserve. Jeg forstår, at budgetmyndigheden allerede er gået ind på dette politisk.

Til genopbygning bør der stilles ca. 350 millioner euro i delvis nye midler til rådighed, og de midler, som der allerede er programmer for, bør strømlines. Jeg har noteret mig Deres bekymring over omprogrammering, men jeg vil gerne forsikre Dem om, at denne forbedrede strømlining af alle de midler, der er til rådighed, er den hurtigste måde at få hjælpen frem på, og i mange tilfælde vil det være nødvendigt, da nogle projekter ikke kan udføres i visse af de ramte områder. Der er et ordsprog i mit land om, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Det er vigtigt, at vi tænker på det.

Ikke blot er mængden af penge vigtig. Kvaliteten og mekanismerne til levering er det også. I denne forbindelse bør Kommissionen få støtte fra Rådet og Parlamentet til at bruge undtagelsesbestemmelserne og procedurerne til hastebehandling fuldt ud. Desuden bør koordineringen organiseres af landene og finansieringsprogrammerne godkendes af regeringerne selv.

Naturligvis er det nødvendigt at føre ordentligt tilsyn med budgetstøtten for at sikre en fornuftig finansiel forvaltning. Trust funds i de pågældende lande baseret på opskrifter på trust funds fra FN og/eller Verdensbanken kan være et godt svar på denne bekymring. Min kollega, fru Ferrero-Waldner, besøger i øjeblikket USA, hvor hun mødes med hr. Wolfensohn, formand for Verdensbanken, for at drøfte disse spørgsmål.

Ud over nødhjælp og støtte til genopbygningen er der en række mindre centrale foranstaltninger, som også skal træffes. Kommissionen har gjort noget på forskellige områder: styrkelse af EU's koordineringskapacitet for at kunne reagere på kriser, gældslettelse for de pågældende lande, handelsforanstaltninger - et af de spørgsmål, der blev rejst - såsom muligheden for at fremrykke ikrafttrædelsen af den nye ordning med et generelt præferencesystem, varslingssystemer, satellitovervågning samt forskning og udvikling, forberedelse af krisestyring, fiskeri, retlige og indre anliggender, sundhedsanliggender osv. Vi ser på en lang række initiativer. Af særlig betydning her er foranstaltningerne til varsling ved katastrofer og forberedelse af reaktion på kriser. Jeg mener også, at forberedelse er af afgørende betydning. Den bedste hjælp er at redde liv.

Denne tragiske begivenhed må ses af os alle som en mulighed og en forpligtelse til at organisere os bedre og koordinere vores handlinger i tilfælde af katastrofe. Vi er enige i, at EU har et globalt ansvar. Sådanne begivenheder kan kun håndteres på global vis og globalt plan.

Lad mig endnu en gang understrege, at Kommissionen regner med Europa-Parlamentets støtte til at hjælpe de nødlidende lande og befolkninger.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen.

10. Transatlantiske forbindelser

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om de transatlantiske forbindelser.

  Schmit, Rådet. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, den europæiske sikkerhedsstrategi bekræfter, at den transatlantiske forbindelse er unik og uerstattelig. Ved at handle sammen kan EU og USA være en stærk magt til gavn for vores fælles værdier i verden. Konklusionerne fra Det Europæiske Råd i november understreger EU's og USA's fælles ansvar i forbindelse med de største udfordringer såsom terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, fredsprocessen i Mellemøsten og udryddelse af fattigdom i verden.

Det luxembourgske formandskab gør en stor indsats for at gennemføre disse konklusioner. Jeg er sikker på, at debatten her i Parlamentet i dag vil bidrage til at gennemføre denne opgave. Forbindelserne mellem EU og USA er baseret på fælles interesser og fremme af fælles værdier som frihed, demokrati og menneskerettigheder. De nyder også gavn af en indbyrdes afhængighed mellem deres økonomier, hvilket er enestående i verden. Alle disse faktorer forklarer, hvorfor det transatlantiske samarbejde, selv på det tidspunkt i den nylige krise i forbindelse med Irak, fortsatte på de fleste væsentlige områder, hvad enten det drejede sig om Balkan, fredsprocessen i Mellemøsten, bekæmpelse af terrorisme eller ikkespredning af masseødelæggelsesvåben.

Trods uenighed på en række punkter har de økonomiske forbindelser fortsat udviklet sig. USA og EU har et stort fælles ansvar, hvad angår international økonomisk og monetær stabilitet. Den aftale, der blev indgået for nylig om fremstilling af luftfartøjer, viser for øvrigt, at vi kan løse stridigheder ved hjælp af samarbejde og partnerskab.

Selv om status for forbindelsen har været og er meget positiv, skal den ikke desto mindre tilpasses en udvikling på tre områder. Rådsformanden fremhævede i morges, at status quo ikke er en troværdig mulighed. For det første har afslutningen af den kolde krig ændret den internationale situation grundlæggende. Stillet over for truslen fra Sovjetunionen var transatlantisk enhed en nødvendighed for at overleve. I dag er der tilføjet et vigtigere element, som er valg og politisk vilje. Tragedien den 11. september har ændret USA's måde at opfatte verden på. Den tvinger os også til at ændre definitionen af fælles sikkerhed. Den berører selvfølgelig forbindelserne mellem USA og resten af verden, herunder EU. Den interne forandring af EU hen imod en mere politisk union med en udenrigs- og sikkerhedspolitik, en fælles valuta og et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bliver uundgåeligt afspejlet i forbindelserne med USA og ændrer forbindelsernes kvalitet og intensitet. Alle disse faktorer betyder, at af de tre bestanddele i forbindelsen med USA - NATO, bilaterale forbindelser og forbindelserne mellem EU og USA - er det den tredje, der får større og større vægt.

Præsident Bushs besøg i EU den 22. februar får i denne forbindelse særlig stor betydning. Formandskabet vil benytte lejligheden til at give forbindelsen nyt liv. Besøget er en politisk gestus og har stor symbolsk betydning. Det er efter vores mening Washingtons anerkendelse af det interesse- og værdifællesskab, der binder USA og EU sammen. Besøget skal forberedes godt, og jeg vil lytte opmærksomt til forslag fra Parlamentets medlemmer i denne anledning.

Vi planlægger naturligvis en pragmatisk og konstruktiv strategi for fremtiden, som også er ambitiøs. En af de nødvendige betingelser for at etablere en stærk og afbalanceret transatlantisk forbindelse er europæisk enhed. Vi skal arbejde på det. Det er også vigtigt, at EU klart og tydeligt fremlægger sine egne initiativer.

Som det understreges i den europæiske sikkerhedsstrategi, skal EU fortsætte med at udvikle sine egne kapaciteter. Der er kun få områder, der falder uden for samarbejdet mellem EU og USA. Det ville føre for vidt at gennemgå alle de politiske emner i dag. Der er imidlertid tre spørgsmål, som er særlig presserende.

Først er der konflikten i Mellemøsten. Det er en udfordring af afgørende betydning for parterne i konflikten at løse den, men også for Europa og USA. Vi arbejder på det inden for rammerne af kvartetten sammen med USA, FN og Rusland. Den seneste udvikling i regionen åbner for enestående muligheder. Både europæere og amerikanere skal opfordre israelerne og palæstinenserne til at benytte denne lejlighed til at genoptage fredsprocessen og gøre alt for at hjælpe parterne med at finde en retfærdig og bæredygtig løsning. Den politiske rolle, som EU skal spille i forsøget på at opnå en nødvendig fred, blev understreget i morges af hr. Poettering.

Det andet spørgsmål vedrører Irak og herudover regionens skæbne. Den aktuelle situation i Irak er yderst vanskelig, men det er i alles og særlig EU's interesse, at Irak kommer ud af den nuværende krise. Valget sidst på måneden finder sted under vanskelige forhold, men forhåbentlig vil det skabe de nødvendige betingelser for en ny start for et demokratisk og uafhængigt Irak.

Hvad angår Iran, har EU og USA det samme mål, selv om metoderne og strategierne er forskellige, nemlig at forhindre, at Iran udvikler atomvåben. EU har indledt mere globale forhandlinger med Iran, som vi har store forhåbninger til, ikke kun på det nukleare område. De resultater, der tegner sig, bliver eller kan blive en stor succes for europæisk udenrigspolitik og den udenrigspolitiske strategi.

Endelig har katastrofen i Asien, som vi lige har diskuteret, tydeligt vist nødvendigheden af et godt samarbejde mellem EU og USA i forbindelse med sådanne katastrofer. Anerkendelsen af FN's centrale rolle i koordinationen af hjælpen, som mange her i Parlamentet har understreget, og som EU lige fra begyndelsen har forsvaret, har været et opmuntrende signal, som USA meget hurtigt tilsluttede sig. Der er talrige områder, hvor Washington og Bruxelles stort set har samme holdning, hvad enten det drejer sig om varig stabilitet på Balkan eller i Afghanistan, de væsentlige aspekter af bekæmpelsen af terrorismen, som skal forene kravet om frihed og sikkerhed, og genoptagelsen af Doha-runden osv. På andre områder må vi acceptere, at selv om vi har fælles mål, har vi forskellige strategier, som i tilfældet med Iran, hvilket jeg lige har understreget.

Endelig er der punkter, som vi virkelig er uenige om, f.eks. klimaforandringer, Den Internationale Straffedomstol og dødsstraf. Hvis vi ved hjælp af en form for dialog skal forsøge at løse uenighederne i det omfang, det er muligt, skal vi også være realistiske og indrømme, at det ikke altid vil være muligt. I det tilfælde skal vi som venner og partnere være ærlige og erkende forskellene, men også sørge for, at de ikke påvirker vores forhold generelt.

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil slutte med en sidste bemærkning. Det bedste bevis på, at den transatlantiske forbindelse er blevet moden, ville være, at vi taler mindre om forbindelsen generelt end de opgaver, som vi sammen sætter os for at gøre verden mere sikker og få en mere afbalanceret økonomisk, social og økologisk udvikling. Det er rigtigt, at toårsdagen i år for etableringen af den nye transatlantiske dagsorden giver anledning til at overveje status for den transatlantiske forbindelse og den institutionelle proces. Formandskabet er villigt til at lytte til ethvert forslag til pragmatiske forbedringer. Det er ved at handle og udvikle gode politikker gennem dialog og samarbejde, at vi bedst fremmer det transatlantiske partnerskab.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne sige undskyld på kommissær Ferrero-Waldners vegne. Hun beklager meget, at hun ikke kan være til stede ved denne forhandling. Men grunden til, at hun ikke er her, har betydning for denne forhandling. Hun skulle have deltaget i Deres forhandling efter den oprindelige plan, men er nu på vej til Washington til møder med den siddende og kommende amerikanske regering, herunder udenrigsminister Colin Powell, kommende udenrigsminister Condoleezza Rice og den kommende nationale sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley. Fru Ferrero-Waldner vil orientere Udenrigsudvalget om dette besøg den 25. januar 2005.

Kommissionen glæder sig over muligheden for at drøfte transatlantiske relationer med Dem tidligt i denne parlamentsperiode. En fornyet overvejelse af vores forhold til USA vil stå højt på den politiske dagsorden i de nærmeste måneder og med god grund, eftersom resultatet vil have væsentlig indflydelse på udviklingen af det transatlantiske forhold i de kommende år. Forhandlingen i dag er både betimelig og velkommen.

Jeg vil gerne begynde med at nævne to enkle og uomtvistelige kendsgerninger. For det første er forholdet mellem EU og USA helt enestående og uerstatteligt. For det andet er regnskabet over de transatlantiske relationer i bund og grund positivt.

På den økonomiske front har vi det største handels- og investeringsforhold i verden med et tal i retning af 600 milliarder euro for handel i 2003 og en investering, som andrager 1.500 milliarder i 2002. Disse investeringer har direkte og indirekte affødt 12 millioner arbejdspladser på begge sider af Atlanten. Men vores forbindelser går et godt stykke ud over det økonomiske område, selv om nogle rapporter i medierne bliver ved med udelukkende at fokusere på den tidligere uenighed om Irak. Vi arbejder sammen med bemærkelsesværdig succes på steder som Balkan, Afghanistan og Ukraine. Når det er sagt, er det klart, at forholdet mellem EU og USA må tilpasse sig ændringerne i det sikkerhedsmæssige miljø og de ændrede globale prioriteringer. Det må også tilpasse sig ændringer i selve EU. Vi er overbevist om, at efterhånden som det udvidede EU's udenrigspolitik bliver stærkere, vil omfanget og intensiteten af vores forbindelser med USA gøre det samme.

I alt væsentligt er både EU og USA grundlagt på de samme principper og værdier: respekt for lov og orden, demokrati, menneskerettigheder og naturligvis en fri markedsøkonomi. Vi har også mange fælles interesser såsom kampen mod terrorisme, fremme af løsningen på regionale konflikter, håndtering af tredjelande, forbedring af de transatlantiske økonomiske forbindelser, en afslutning af WTO's Doha-runde og skabelse af global velstand. I mange tilfælde deler vi strategi, når det gælder at nå disse mål. I andre har vi forskellige tilgange til gennemførelsen, selv om vi deler de samme mål. Der er også spørgsmål, som vi ser fundamentalt forskelligt på, såsom hvordan man skal tackle klimaændringer og visse aspekter af menneskerettighederne og international lov.

Når man ser på de vigtigste spørgsmål mellem EU og USA i dag, er det naturligt at begynde med vores multilaterale bestræbelser i Det Indiske Ocean. Den menneskelige tragedie, der fandt sted for nylig, viste klart, at i krisetider kan kun effektivt internationalt samarbejde udrette noget. EU's og USA's bistand har været af afgørende betydning, og sammen har vi givet et godt eksempel på effektiv multilateralisme. Vi vil gerne fortsætte denne forkærlighed for effektiv multilateralisme ved at arbejde tæt sammen med USA om spørgsmål som en reform af FN og klimaforandringer.

For nu at gå over til et af de vigtigste områder, hvor der er strid mellem EU og USA, så meddelte min kollega, hr. Mandelson, i går, at EU og De Forenede Stater er blevet enige om betingelserne for at iværksætte forhandlinger om subsidier inden for den civile luftfartssektor. Målet med disse forhandlinger, der skal vare i tre måneder, er at afskaffe subsidier og at etablere en fair og markedsbaseret konkurrence mellem Boeing og Airbus. Med denne aftale har EU og USA bekræftet deres vilje til at løse den konflikt, der er opstået mellem dem om handel med store civile luftfartøjer, og til at bruge tid og penge på at gøre dette ved hjælp af forhandlinger snarere end at gå videre med striden gennem WTO's kanaler. Det er et vigtigt initiativ. Men det er begyndelsen til en proces, ikke afslutningen på den. Der er stadig meget at gøre. Kommissionen agter at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne og Airbus såvel som med USA's handelsrepræsentanter for at nå et resultat, som bevarer Europas konkurrencedygtighed i denne vigtige sektor.

Med hensyn til regionale spørgsmål vil jeg gerne understrege tre områder, som vi er fælles om at prioritere. For det første må vi fordoble vores bestræbelser på at bringe fred til Mellemøsten, nu da der er blevet valgt en ny palæstinensisk ledelse. Det er af afgørende betydning, at vi gennem kvartetten bruger det positive momentum blandt parterne til at sikre fuld gennemførelse af køreplanen uden forsinkelse.

For det andet må vi fortsætte med at arbejde sammen om at hjælpe med til at få Irak ind på vejen til demokrati, fred, velstand og stabilitet. For det tredje deler vi det mål at forhindre Iran i at udvikle et atomvåbenpotentiale, og vi bør begge gøre vores bedste for at sikre, at Iran fuldt ud gennemfører Paris-aftalen.

Der er utvivlsomt mange af Dem, der har en følelse af, at vi kunne gøre mere og arbejde bedre sammen. Kommissionen deler denne opfattelse. For at vores samarbejde med USA skal fortsætte med at udvikle sig succesrigt, må vi stå sammen og være konsekvente, effektive og pragmatiske. Der bliver allerede gjort et vigtigt stykke arbejde på at styrke vores bånd igen. Kommissionen er ved at vurdere det bidrag, som de interesserede yder til denne drøftelse af, hvordan man kan forbedre det økonomiske partnerskab mellem EU og USA, og vi vil foreslå en strategi med konkrete skridt, når vi når til næste topmøde mellem EU og USA senere i år.

Vi vil også se på de institutionelle rammer for vores forbindelser igen. Kommissionen vil forelægge en meddelelse både om rammerne for forholdet og det økonomiske partnerskab for Parlamentet og Rådet i foråret, forud for topmødet mellem EU og USA.

Europa-Parlamentet har en vigtig rolle at spille med at styrke båndene mellem EU og USA. Vi har lyttet omhyggeligt til Deres synspunkter inden for rammer som det transatlantiske politiske netværk, og vi ser frem til en generel konstruktiv dialog med Dem om fremtiden for det transatlantiske partnerskab.

De er en vigtig allieret for os, når det gælder at sikre, at dette partnerskab trives og vokser sig stærkere i de kommende år. Vi er overbevist om, at yderligere dialog mellem Dem og USA's kongres vil være af afgørende betydning for at skabe et solidt fundament for vores indbyrdes forbindelser.

Lad mig til sidst understrege, at Kommissionen tillægger præsident Bushs besøg i Bruxelles den 22. februar stor betydning. Vi vil se dette som en væsentlig mulighed for at få liv i vores partnerskab igen og definere prioriteter og mål, som vi er enige om. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at besøget bliver en succes, og at det bestyrker, hvad vi allerede ser som gode tegn på et forhold, der er ved at blive bedre.

  Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE), for gruppen. - (ES) Hr. formand, efter min mening burde denne forhandling om de transatlantiske forbindelser frigøre sig for al den tomme ideologiske snak og, som formandskabets repræsentant så udmærket har sagt det, koncentrere sig om at forsøge at få fortidens disharmoni forvandlet til nutidig harmoni.

EU og USA har en fælles historie, nogle fælles værdier og den samme lidenskab for frihed, og derfor er den transatlantiske forbindelse indskrevet i EU's genetiske kode.

Som såvel Kommissionen som Rådet allerede har mindet om, er det klart, at der er forskelle, der adskiller os, f.eks. Den Internationale Straffedomstol, Kyoto-protokollen, de ekstraterritoriale love og handelspolitikken, som kommissæren henviste til for et øjeblik siden. Men jeg synes, at vi skal lægge meget mere vægt på det, der forener os, end det, der adskiller os.

Og det er klart, at vi kan nå de mål, som EU tilstræber - og det nævnte rådsformanden - med hensyn til fred, stabilitet, bekæmpelse af terror og masseødelæggelsesvåben osv., meget bedre i samarbejde med USA i stedet for at udtale os imod dem, som kommissær Patten sagde i et af sine sidste indlæg, ligesom USA meget bedre kan nå sine mål ved at samarbejde med EU end ved at modsige os.

USA er et beundringsværdigt folk, som udgør 3 % af verdens befolkning og er i stand til at producere 30 % af verdens varer og tjenesteydelser, og som har formået at blive en politisk, økonomisk og militær supermagt, som vi ikke har set siden det romerske imperium.

Jeg synes, at præsident Bushs besøg er en fremragende lejlighed til at genetablere denne strategiske alliance, dette harmoniske partnerskab mellem EU og USA, så de værdier, vi begge forsvarer, herunder menneskerettighederne og de grundlæggende friheder, bliver rodfæstet og effektive overalt i verden.

  Wiersma (PSE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, til trods for en række meningsforskelle er det påtrængende nødvendigt at forbedre de mere eller mindre anstrengte forbindelser mellem USA og EU. Paradoksalt nok åbner genvalget af præsident Bush mulighed for en ny start, hvad angår de transatlantiske forbindelser. George W. Bush har nemlig brug for Europas engagement, hvilket han også allerede har tilkendegivet, for med godt resultat at kunne løse den væsentligste udenrigspolitiske opgave i den anden valgperiode, nemlig bekæmpelsen af terrorisme og ikke mindst problemerne i Mellemøsten. I den forbindelse er USA's og Europas interesser fortsat i vid udstrækning sammenfaldende, selv om kløften undertiden i andre henseender kan forekomme at være dybere end nogensinde før. Vi har et par vanskelige år bag os, især med hensyn til Irak. Præsident Bush har meddelt, at han agter at styrke forbindelserne med de europæiske partnere, og vi hilser således også hans besøg i Europa i næste måned velkommen.

En markant forbedring af forbindelserne kræver en indsats fra begge sider. Amerikanerne må i højere grad end hidtil tage højde for deres europæiske partneres synspunkter, men Europa må også selv være parat til at lægge interne meningsforskelle bag sig. Vi har således en forventning om, at USA vil tage forbindelserne til de europæiske partnere op til ny vurdering. Vi indtager imidlertid også en forsigtig og til en vis grad skeptisk holdning, idet der indtil videre ikke er konkrete tegn på en virkelig kursændring fra USA's side. Jeg er derfor også overbevist om, at de transatlantiske forbindelser vil blive genstand for mere indgående drøftelser i den nærmeste fremtid, også her i Parlamentet, når vi senere skal drøfte en initiativbetænkning om emnet. Efter vores opfattelse bør Europa indtage en klar fælles holdning, som kan danne grundlag for dialogen med USA om den fælles håndtering af verdens problemer. Drøftelserne om de transatlantiske forbindelser hænger derfor også nøje sammen med den europæiske debat om en effektiv fælles europæisk udenrigspolitik. Vi kan i den forbindelse ikke blot feje de undertiden grundlæggende meningsforskelle, hvad angår håndteringen af de globale problemer, ind under gulvtæppet. Det er for os væsentligt, at drøftelserne i de kommende år også kommer til at omfatte spørgsmål som Kyoto-protokollen, Den Internationale Straffedomstol, nedrustningsproblematikken og ikkespredningsproblematikken. Det er områder, hvor der fortsat ofte er store forskelle.

Et spørgsmål, som vi imidlertid også ønsker taget op, er legitimiteten af den internationale optræden, hvor der i de seneste år har være tale om markante meningsforskelle i debatten. Grundlaget for den europæiske udenrigspolitik er den multilaterale tilgang. Vi er og bliver af den opfattelse, at afgørelsen om indgriben bør ligge hos FN og ikke træffes af enkelte lande eller koalitioner af lande. Det er et synspunkt, Europa bør forsvare, og vi bør prioritere det højt, at FN reformeres og omdannes til en virkelig effektiv og repræsentativ platform. Helst sammen med USA, men vi må ikke være bange for også selv at stille forslag.

  Malmström (ALDE), for gruppen. - (SV) Hr. formand, EU og USA har mange fælles værdier. Vi har mange historiske bånd, og der hersker stor taknemmelighed over for USA, som har hjulpet os mange gange. Sammen har vi et stort ansvar for at arbejde for fred, demokrati og menneskerettigheder i hele verden og en fælles interesse i et nært og tæt samarbeje i kampen mod terrorismen, for global sikkerhed, nedrustning og velfungerende internationale institutioner.

Det er ingen hemmelighed, at der er dybe skel, når det handler om synet på krigsforbryderdomstolen, Kyoto, multinationale aftaler, behandlingen af fangerne på Guantánamo, en række handelsspørgsmål og dødsstraf. Det er vigtige spørgsmål for EU og for vores borgere, og de indgår altid i diskussionerne med USA.

I forbindelse med Irak er relationerne også blevet temmelig anstrengte, og vi kan diskutere i evigheder - og det har vi gjort her i Parlamentet - hvad der gik galt, hvordan og hvorfor. Vi må lægge det bag os og sammen tage ansvaret for, at det irakiske folk skal kunne nyde fred, sikkerhed og demokrati. Mulighederne for en ny start på fredsprocessen i Mellemøsten er også øget efter det palæstinensiske valg. Her kan EU og USA sammen spille en vigtig og konstruktiv rolle.

Vi har et meget vigtigt halvår foran os. De to topmøder mellem EU og USA skal føre til en nytænkning i vores relationer. Sammen kan vi udvirke meget. Det var godt at høre om de luxembourgske ambitioner, selv om formandskabet ikke har høretelefonerne på lige nu. Vi håber, at Bush II-regeringen indser, at der er meget at vinde ved et tillidsfuldt samarbejde med Europa.

EU må også gøre sig store bestræbelser, og derfor er jeg glad for den konstruktive tone, der er her. Vi må formulere en tydelig strategi på kort og lang sigt for, hvad vi vil opnå og hvordan. En række spørgsmål er blevet nævnt, men også hvordan vi skal oprette en frihandelszone og en transatlantisk parlamentarisk forsamling. EU har partnerskaber med de fleste lande i verden. Det er bemærkelsesværdigt, at vi har en så uhåndgribelig aftale med netop dette land, vores allernærmeste nabo og vores vigtigste partner. Derfor ser jeg frem til det, formandskabet og Kommissionen skal præsentere for Parlamentet om kort tid.

  Özdemir (Verts/ALE), for gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, flodbølgekatastrofen i Sydøstasien viste os, hvor meget verden har brug for samarbejde mellem europæerne og amerikanerne. Selv om vi helt sikkert har forskellige kompetencer, vil vi kunne yde den vigtige hjælp, som verden har brug for, hvis vi forener disse.

Katastrofen viste imidlertid også, at det er bydende nødvendigt, at vi intensiverer vores samarbejde. Et samarbejde skal kunne holde til kritik og ærlig snak. Det er vel næppe særligt epokegørende, hvis jeg sætter navn på disse kritiske temaer, som er på dagsordenen igen og igen. Fra Kyoto over Den Internationale Strafferetsdomstol til Guantanamo Bay har vi problemer, som vi skal og vil drøfte med vores amerikanske venner. Men vi ønsker også at være fair, således at præsident Bush får chancen for at forbedre relationerne i sin anden embedsperiode. Den amerikanske præsidents udtalelse om, at forholdet til Europa skal tillægges særlig betydning, hilser vi velkommen.

Vi må heller ikke glemme, at til trods for alle de vanskeligheder, som vi havde og har, er samarbejdet vellykket på mange områder. Hvad enten det er mellem forbundsstater, tænketanke eller mellem borgerinitiativer, er samarbejdet usædvanligt vellykket på mange andre områder end handel og økonomi. Fremover ligger der mange opgaver og venter på os, herunder bl.a. den globale opvarmning, konflikten mellem Israel og Palæstina, tæmningen af mullah-regimet i Iran og bekæmpelsen af sult og epidemier. På disse områder skal vi samarbejde, for verden har ikke råd til unilateralisme.

  Pflüger (GUE/NGL), for gruppen. - (DE) Hr. formand, den 22. og 23. februar kommer den amerikanske præsident, George W. Bush, på besøg i Europa. Efter hans besøg i Bruxelles vil han blive modtaget af den tyske forbundskansler i Mainz. Det glæder mig, at der vil være protester mod denne krigsforbryders besøg. Personligt agter jeg at tale ved demonstrationen i Mainz. Mange undrer sig over, at de transatlantiske relationer er så gode lige nu. Det hænger sammen med, at der ikke er nogen grundlæggende forskelle i EU's politiske kurs i forhold til USA's. EU's regeringschefer ønsker, at EU skal være en global aktør, hvilket også gælder rent militært. Det viste forhandlingerne om EU's forfatningstraktat også. To eksempler: En militærisering af EU med en udtrykkelig oprustningsforpligtelse i den nye EU-traktat og fastsættelsen af den økonomiske og valutamæssige politik på basis af nyliberale principper. EU som verdensmagt, for det meste i samarbejde med, men nogle gange også i konkurrrence med USA, er et skrækscenarie for mig med hensyn til de transatlantiske relationer.

  Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, realitetssans og veldefinerede egne interesser. Det er dyrebare egenskaber, som de europæiske institutioner mere end nogensinde før har behov for her ved indledningen af præsident Bushs anden embedsperiode, når det gælder de transatlantiske forbindelser. Det eneste land, som i denne uoverskuelige og uberegnelige verden fortsat kan skabe en vis orden, er nemlig USA, det er afgjort ikke FN. Tænk blot på de seneste massemord i Darfur-provinsen i Sudan. Det er også USA, som sikrer NATO's fortsatte beståen, og takket være NATO's beståen behøver Europa i dag ikke frygte nogen konventionel militær trussel. Endvidere kan EU, hvad angår bekæmpelsen af terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben, virkelig ikke måle sig med USA.

Realitetssans og veldefinerede egne interesser på denne side af Atlanten kræver stærke, generøse transatlantiske forbindelser. Det er mit inderlige håb, at disse egenskaber i stigende grad vinder indpas i alle europæiske institutioner, også i Europa-Parlamentet. I mellemtiden ser vi frem til et frugtbart besøg i Bruxelles af præsident Bush. Jeg ønsker Rådet og Kommissionen kraft og styrke til at løse opgaven.

  Ó Neachtain (UEN), for gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg mener, at de transatlantiske relationer også indbefatter relationerne til Canada såvel som til USA. Når man har hørt denne forhandling, skulle man ikke tro, det var sådan. Men som formand for Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Canada erkender jeg fuldt ud den betydning, den canadiske regering tillægger sit forhold til de 25 EU-medlemsstater. Det er vigtigt, at vi fortsat opretholder et højt niveau for dialogen på topplan og på ministerielt plan for at forholde os til de kritiske spørgsmål, som EU står over for.

Dagsordenen for det nye EU-Canada-partnerskab blev sat under det irske formandskab i Ottawa den 18. marts 2004. Det har nedsat en koordinationsgruppe, der skal sikre hurtig og effektiv gennemførelse på politisk niveau af beslutninger vedrørende alle elementer af forholdet mellem Canada og EU. Denne intensiverede dialog vil tillade en mere strategisk, vedholdende og sammenhængende holdning til alle spørgsmål, der påvirker Canada og EU inden for flere og flere sektorer. De indbefatter miljøspørgsmål, retlige og indre anliggender, sikkerhedsanliggender, ind- og udvandring og integrationsanliggender, fiskeri, uddannelse, kultur, udveksling af unge og transportsikkerhed.

Vi vil arbejde sammen på at øge hyppigheden og niveauet for kontakt mellem The Canadian International Development Agency (den canadiske udviklingsbistandsorganisation) og de EU-kontorer, der er ansvarlige for udviklingsbistand, for at udvikle fælles holdninger.

Globale spørgsmål om at opretholde fred og sikkerhed kan bedst håndteres i et effektivt multilateralt system inden for EU i samarbejde med USA's regering, den canadiske regering og vores partnere i FN for at bekæmpe international terrorisme, tage sig af global fattigdom og fremme demokratiske værdier. Vi ved, hvad vores fælles udfordringer er i denne forbindelse, så lad os tage dem op.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, de transatlantiske forbindelser er grundlaget for både Europas og USA's fremtid, særlig i betragtning af vigtigheden af Kina, Indien og især Asien, men også vigtigheden af Latinamerika, og særlig Brasilien. Rivalisering mellem Europa og USA er opfyldelsen af en drøm for Europas og USA's fjender, og det bør deltagerne i demonstrationen i Mainz, som hr. Pflüger omtalte, huske på. Jeg siger dette som repræsentant for et land, hvor langt størstedelen af befolkningen var imod Irak-krigen, men som samtidig går ind for tætte bånd mellem Europa og USA.

Situationen er nu ændret, da den afgående/nyindsatte præsident Bush ikke længere higer efter en ny periode. Han behøver ikke mere overbevise amerikanere og europæere om, at han havde ret vedrørende Irak, og han vil derfor være åben over for argumenter fra den gamle verdensdel eller med andre ord fra EU. Endvidere har otte af de lande, der for nylig blev medlem af EU, traditionelt haft bedre og dybere forbindelser med USA end dele af det "gamle" Europa. Det betyder, at der er en ny og bedre udsigt til bekvemmelighedsægteskab mellem Europa og USA, og vi ved af erfaring, at sådanne ægteskaber holder en hel del længere end kærlighedsægteskaber. Europa er ikke Julie Capulet, en af præsidentens landsmænd, og USA er ikke Romeo. Vi har brug for samarbejde og et strategisk partnerskab mellem USA og Europa.

  Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr, formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, vores forhold til USA er baseret på tre faktorer, og det er fælles interesser, fælles værdier og konkurrence.

Konkurrencen skal organiseres på en fornuftig måde og primært finde sted på det økonomiske område. De fælles interesser består i, at vi begge ønsker at optimere sikkerheden, hvilket inkluderer den udenrigspolitiske sikkerhed, bekæmpelse af terrorisme og meget mere, f.eks. de store miljøspørgsmål, der skal løses. Med hensyn til konkurrencen betyder det imidlertid også, at de store industrinationer Europa og Nordamerika skal forene deres kræfter, og det skal ikke ske på de fattiges bekostning, men der skal fastlægges en fælles og fair ramme. Det er en væsentlig betingelse for en fredelig verden. Selv om der sommetider er uenighed om de praktiske politikker, er vores grundlæggende værdier de samme.

Vi har klaret os fremragende i Europa ved at kombinere disse tre faktorer. At Europa i det store og hele er frit, kan vi takke disse relationer for. Vi bør gøre det klart og tydeligt, at vi ikke opbygger EU i opposition til USA, men at vi opbygger det for at være stærke og for at være partner med USA igen. For det er kun den, der er stærk, som kan være partner.

Der er imidlertid et andet aspekt, som skal tages med i betragtning. EU har traktater, associeringsaftaler og lignende med næsten ethvert land i verden, og amerikanerne har NAFTA, APEC osv. Men der er ikke nogen traktatmæssige aftaler mellem Europa og USA bortset fra NATO. Derfor bør vi sørge for, at vi ender op med en transatlantisk markedsplads, som vil hjælpe os på mange måder, f.eks. i forbindelse med en hensigtsmæssig organisering af konkurrencen, som ikke er i strid med den multilaterale ramme, som beskytter vores fælles interesser, og hvor der kæmpes for vores grundlæggende værdier. Jeg mener, at det er en af de helt store udfordringer, som ligger foran os.

Vi vedtog forfatningen i dag. Victor Hugo sagde engang, at han drømte om en fælles forsamling, som kunne forene Europa i fred og have relationer til det andet store demokrati på den anden side af Atlanterhavet. Jeg mener, at det bør være vores målsætning, især en dag som i dag, hvor vi stemte for forfatningen.

  Mann, Erika (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, mit indlæg vil ligge meget tæt op ad hr. Broks indlæg, men jeg vil dog fokusere mere på de økonomiske relationer.

I beslutningsforslaget inkluderede vi et punkt, som vedrører idéen om en transatlantisk markedsplads. Dette forslag blev allerede stillet i adskillige af Parlamentets beslutningsforslag. Det er en ekstrem simpel idé. Den tager udgangspunkt i, at vores økonomiske relationer er meget tættere, end vi er klar over, og at disse økonomiske relationer bidrager til, at der er en sund vækst på begge sider af Atlanten, og at vi har arbejde, hvilket sætter os i stand til at hjælpe hele verden med at få del i denne velstand. Det vedrører både den multilaterale og den bilaterale dagsorden.

Vi mangler imidlertid et rationelt syn på de økonomiske og samfundsmæssige realiteter i den politiske verden. Det betyder, at vi ikke længere alene kan arbejde videre med den eksisterende nye transatlantiske dagsorden, og især ikke med den såkaldte positive økonomiske dagsorden. Den er alt for teknisk og apolitisk, og desuden er den alt for svær at forklare til borgerne. Det betyder, at disse dagsordener skal ændres, og at vi skal udvikle en eller anden form for plan, idé eller strategi, der skal danne grundlag for den transatlantiske markedsplads.

Der er altså ikke behov for en frihandelszone, men derimod en ægte harmonisering af de to økonomier, som jo allerede foreligger i praksis. Det handler om at gribe fat i idéen om det indre marked, se realiteterne i øjnene, erkende de geopolitiske og geostrategiske forandringer i verden og anvende den model, som allerede eksisterer inden for konkurrencesektoren og handelssektoren, hvor eksperter arbejder sammen på tværs af Atlanten.

Hvis De kigger på de aktuelle tal og Kommissionens dokumenter herom - f.eks. betænkningen af Quinlan og Hamilton - vil De kunne se, hvor tætte de økonomiske relationer er. Jeg vil godt komme med et eksempel på det. De amerikanske investeringer i Nederlandene var i 2003 næsten lige så store som de amerikanske virksomheders samlede investeringer i hele Asien. Jeg håber, at dette eksempel vil ruske op i medlemmerne af Parlamentet, og jeg håber, at vi kan bygge videre på det og starte et fornuftigt samarbejde.

  Morillon (ALDE). - (FR) Hr. formand, efter valget af Mahmoud Abbas og dannelsen af en ny såkaldt tilbagetrækningsvenlig israelsk regering er der fornyet håb om, at der endelig kan ske fremskridt i fredsprocessen. Håbet er skrøbeligt, og udsigten til de muligheder, som De talte om, hr. rådsformand, er dårlig.

Jeg ønsker, at de transatlantiske forbindelser bliver styrket af den resolutte indsats, som EU og USA skal gøre for, at denne lejlighed ikke går til spilde. Den nye palæstinensiske præsident skal have stor støtte i hans erklærede vilje til at genoptage dialogen og derved sætte en stopper for volden. Denne modige holdning er imidlertid kun holdbar, hvis han hurtigt, og dvs. inden sommeren, får tydelige signaler om, at denne holdning ikke er det samme som en kapitulation. Vi har altid vidst, at der ikke kan være vindere eller overvundne ved afslutningen af denne meget lange og smertelige konfrontation.

Med rette eller urette mener man i den arabiske verden, at USA har taget parti for Israel. Derfor er der, og ikke kun i Palæstina, store forventninger til, at EU bringer ligevægt i udsigterne og giver sin egen garanti. Her mere end andre steder - og nu mere end nogensinde - forventer vi af Dem, hr. rådsformand, at denne nødvendige komplementaritet i indflydelsen bliver bekræftet og iværksat til gavn for freden og for at give den nødvendige styrkelse af den transatlantiske forbindelse.

  Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, de transatlantiske forbindelsers udvikling er præget af USA's og EU's fælles imperialistiske politik vendt mod befolkningerne. I har sammen startet tre krige mod befolkningerne. Dette er den første og største bedrift.

For det andet er der den fælles politik, som skal tjene og konsolidere kapitalens interesser; opdeling og konkurrence om delingen af markeder og interessesfærer. Med de beslutninger, der blev truffet på topmødet i Dublin, iværksatte man indsættelsen af den europæiske hær i stedet for NATO-hæren i Bosnien, den aggressive plan for Mellemøsten blev godkendt, besættelsen af Irak blev stadfæstet og legaliseret, terrorpolitikken mod befolkningerne blev fremmet, og nye antidemokratiske foranstaltninger blev gennemført, f.eks. biometriske elementer, global registrering og mange flere. Desuden blev der truffet beslutning om et fælles angreb på pensionssystemerne og arbejdsrelationerne, ligesom der blev skabt bedre virkemuligheder for kapitalen.

Den revision af det transatlantiske program, som behandles, er udtryk for den europæiske og den amerikanske kapitals krav om fremskyndelse af de befolkningsfjendtlige foranstaltninger og den aggressive politik. Derfor nærer hverken de europæiske arbejdstagere eller de europæiske befolkninger nogen illusioner om EU's og USA's karakter. I har jo også selv her indrømmet, at I har fælles værdier.

Endelig kommer præsident Bush, men han vil have makabert følgeskab af hundredtusindvis dræbte uskyldige irakiske borgere. Europas befolkninger vil …

(Formanden afbrød taleren)

  Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, førende EU-politikere i hele EU og også her i Parlamentet er kommet med visse udtalelser og har givet udtryk for holdninger, hvori USA's rolle i Europas historie undervurderes. De undervurderer også vigtigheden af denne rolle både i de sidste årtier og på nuværende tidspunkt. Sådanne udtalelser og holdninger bør betragtes som højst uansvarlige, da det transatlantiske samarbejde er en lejlighed til at finde fælles svar på de globale trusler, som menneskeheden står over for, f.eks. fattigdom, naturkatastrofer og ødelæggelse af miljøet. Det gør det også muligt for os at samarbejde om at bekæmpe aids og terrorangreb.

Desværre er hverken EU i sin nuværende skikkelse eller den superstat, der skitseres i forfatningsudkastet, med al dens bureaukratiske administration, ødselhed og træghed i stand til at reagere hensigtsmæssigt på globale udfordringer af politisk og økonomisk art. Amerikanerne træffer effektive foranstaltninger og har et frit marked, hvorimod vi blot har en karikatur af noget sådant i form af Lissabon-strategien. Forbindelserne mellem EU og USA skal ikke være præget af stereotyper, en uberettiget følelse af overlegenhed og et ønske om at konkurrere for enhver pris, men af politisk realisme, og vi skal indlede et praktisk transatlantisk samarbejde i stedet for at køre fast i pseudofloskler.

  Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, det er af største betydning, at vi fra tid til anden tager de transatlantiske forbindelser op til overvejelse. Forbindelserne til USA er ikke forbedret i de seneste år. Det hænger utvivlsomt i vid udstrækning sammen med USA's intervention i Irak, men der er også andre problemer. Vi kan tænke på det uacceptable pres, USA's regering og præsidenten selv har udøvet for at bane vej for Tyrkiets optagelse i EU.

Det gavner efter min opfattelse ikke den transatlantiske dialog, hvis den ene part blander sig i den anden parts interne politiske anliggender. Når det er sagt, må vi også konstatere, at der hersker en vis form for grundlæggende antiamerikanisme, også her i Europa-Parlamentet, hvilket afgjort ikke gør tingene nemmere. Europa og USA har fælles værdier, såsom demokrati og menneskerettigheder, fri markedsøkonomi osv. Man taler undertiden om universelle værdier, men i virkeligheden drejer det sig om vestlige, ja, europæiske værdier.

Vi har også et antal fælles fjender. Først og fremmest drejer det sig om den truende muslimske terrorisme, om end vi er uenige om, hvordan problemet skal håndteres. Hvad dette angår, bør vi ikke i for høj grad fortsat stirre os blinde på den multilaterale versus den unilaterale tilgang. I praksis går den multilaterale tilgang ofte ud på, at vi skjuler os bag instanser som FN, således at der i praksis sker uendelig lidt om noget overhovedet.

Vores svaghed på det militære område og på det udenrigspolitiske område skyldes ikke USA. Den kan vi udelukkende takke os selv for. Vi kan også lære andet af USA. Tænk blot på tsunamien i Sydøstasien. Amerikanske soldater var meget hurtigt på stedet og klar til at yde praktisk bistand. EU var på stedet, repræsenteret ved kommissær Louis Michel, som kom for at danne sig et indtryk af skaderne og foran de snurrende tv-kameraer uddelte et par sække ris. Kontrasten var markant og meget betegnende.

  Elles (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg deler den opfattelse, som nogle, i særdeleshed vores ordfører, hr. Salafranca Sánchez-Neyra, har, når de siger, at dette spørgsmål om transatlantiske forbindelser nu bør koncentreres om, hvad vi har til fælles, snarere end hvad der skiller os, som vi alle ved, og som mange talere har nævnt. Det er på tide ikke at se tilbage i vrede, men at se frem med håb.

Når USA's præsident kommer i næste uge, er det så ikke muligt for Kommissionen, Rådet og Parlamentet i denne forbindelse at tænke på tre væsentlige områder, hvor vi kunne samarbejde på de vilkår, vi har anvendt i vores fælles beslutning vedrørende en Union, der handler i fællesskab? En Union, der handler, vil forsøge at tage et fredsinitiativ i Mellemøsten. En Union, der handler, vil søge global sikkerhed i kampen mod international terrorisme, samarbejde om udviklingsbistanden og om de nye globale udfordringer fra katastroferne i Mellemøsten, som rådsformanden nævnte. Sidst, men ikke mindst vil en Union, der handler, tage de idéer op, som jeg håber Kommissionen vil komme frem med, om en styrkelse af det økonomiske partnerskab. Det er den idé, Parlamentet har tilsluttet sig ved adskillige lejligheder, om at færdiggøre det transatlantiske marked og fastsætte en dato i 2015, så vi virkelig kan mobilisere samfundene på begge sider af Atlanten for at færdiggøre et transatlantisk marked uden barrierer.

Sidst, men ikke mindst vil Kommissionen forelægge sin analyse af den nye transatlantiske dagsorden, og vi her i Parlamentet har ved mange lejligheder - og igen i det fælles beslutningsforslag - insisteret på, at vi bør benytte lejligheden til at opgradere dette forhold og til at vise, at det er synligt for befolkningen på begge sider af Atlanten, og ikke, som den nye transatlantiske dagsorden gør i dag, udelukke de politiske samfund. Vi må finde en måde, hvorpå vi kan bringe alle de involverede sammen i, hvad vi har kaldt en partnerskabsaftale, for jeg er sikker på, at hvis muligheden for at skabe et nyt og styrket transatlantisk partnerskab bliver udnyttet på begge sider af Atlanten, nu da USA's præsident kommer, så vil vi alle få fordel af det.

  Hamon (PSE). - (FR) Hr. formand, for at opbygge et ægte partnerskab skal der være mindst to parter. Kan man følgelig forvente andet af George Bushs anden præsidentperiode end den unilaterale politik, som han førte i den første periode? Forvaltningen af krisen i Sydøstasien efter flodbølgen giver nærmest anledning til at svare nej. Bush-regeringens første reaktion var at foreslå at oprette en koalition af donorlande omkring USA i stedet for at lade indsatsen foregå under FN's ledelse, hvilket ville have været naturligt. Dette initiativ blev i Europa opfattet som et signal til at fortsætte på samme måde som i den første præsidentperiode.

Europa skal, ligesom man siger til en god ven, sige til USA: "De er på vildspor, Deres politik isolerer Dem." Alle koalitioner i verden kan ikke afhjælpe det. De kan ikke skjule verdensopinionens dybe tillidskrise over for USA. En fransk essayforfatter har opsummeret denne udbredte følelse således: "USA er ved at blive et problem for verden. Vi var vant til at se USA som en løsning."

At USA forsvarer sine interesser og sin sikkerhed med uforsonlighed mod terrorismen, bebrejder ingen dem. Tvivlen opstår imidlertid i forbindelse med de messianske og ideologiske begrundelser, som den amerikanske regering anvendte for interventionen i Irak. Tvivlen rodfæster sig imidlertid, når krænkelser af menneskerettighederne vedrører alle partier i konflikten i Irak, og den bliver til bekymring, når hadet til Vesten smitter hele befolkninger som reaktion på en dårligt forberedt militær intervention, hvor man tydeligvis har undervurderet irakernes modstand mod den overgang til demokrati, som Pentagon havde forestillet sig.

USA's doktrin har imidlertid ikke altid været denne doktrin. Før i tiden ønskede USA i sin udenrigspolitik at forsøge at opnå konsensus og en form for generel interesse. Det foretrak aftale frem for tvang og handlede inden for en multilateral ramme. Endvidere opfyldte det sine pligter som verdens førende supermagt og styrkede sin indflydelse.

USA's intervention i Irak gjorde en ende på det. Det er imidlertid ikke for sent at ændre på, hvis USA selv tager initiativ til det. Forudsætningen skal være en normalisering af USA's forbindelser med FN. FN er den eneste myndighed, der er kompetent til at træffe beslutning om en international militær intervention, og vi skal opfordre USA til på den ene side i lighed med EU at forpligte sig til multilateralisme og til at overholde folkeretten og på den anden side til en reform af FN, og særlig Sikkerhedsrådet og dets sammensætning.

  Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Det er ikke blot nødvendigt at styrke de transatlantiske forbindelser nu, men det er også muligt. Forholdet skal ikke baseres på en kappestrid om egeninteresse, men udelukkende på fælles interesse og værdier. Et ligestillet partnerskab er nødvendigt, men det kræver et stærkt og forenet Europa, der er handledygtigt. Uden det kan vi ikke nyde godt af fordelene ved de transatlantiske forbindelser. Vi behøver ikke nægte, at der er uoverensstemmelser og interessekonflikter, men vi skal indse, at vi har en fælles interesse i de vigtigste spørgsmål, herunder krigen mod terrorisme, kampen mod spredning af atomvåben, Doha-processen og endog klimaændringer. Jeg tror, at der er en mulighed for at forny forbindelserne nu. Præsident Bushs kommende besøg kan stadfæste denne chance, og vi skal også gøre vores bedste for ikke at gå glip af den.

  Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, præsident Bushs strategi for de store udfordringer i international politik i hans anden præsidentperiode vil sandsynligvis afvige en del fra den strategi, som han anvendte i den første periode. Den bliver sikkert mindre unilateral, mere politisk, vil indebære mindre magtanvendelse og større åbenhed over for dialog med internationale organisationer. Det betyder, at hans besøg i Bruxelles i februar bliver så meget desto vigtigere, og som hr. Schmit har sagt, burde det virke som et stærkt incitament til mere åbne transatlantiske forbindelser. Det burde også være en lejlighed til at blive bekendt med USA's planer for de næste fire år og fremføre de europæiske forventninger. I den forbindelse ville det være hensigtsmæssigt, hvis præsident Bush skulle tale her i Parlamentet. Han er trods alt repræsentant for EU's nærmeste allierede, så hvorfor skulle han ikke inviteres til at tale her?

Kl. 12 stemte vi om beslutningsforslaget om forfatningstraktaten. Formålet med forfatningen er at bidrage til at skabe en europæisk identitet, men der er personer i Europa, som helst vil skabe denne fælles europæiske identitet i modsætning til USA ved hjælp af en letkøbt antiamerikanisme. Det er ikke den rigtige strategi at anvende. Europa og USA er forbundet af fælles værdier samt deres historie, deres kristne arv og deres fælles strategiske interesser. Det må vi ikke glemme, når der opstår meningsforskelle. Vi må heller ikke glemme det, når vi står over for nye udfordringer, da vores sikkerhed også afhænger af, at vi finder et klogt svar på disse udfordringer.

Der er efter min mening tre nøgleområder, hvor USA og Europa skal stå skulder ved skulder i 2005. Mellemøsten og behovet for fredelige løsninger samt fælles sikkerhed er allerede blevet nævnt. Jeg vil bemærke, at vi også skal være opmærksom på Østeuropa, eller med andre ord Ukraine, Belarus og Moldova, og vores fælles bekymringer for antidemokratiske tendenser i Den Russiske Føderation. EU og USA bør samarbejde for at sætte gang i demokratiseringsprocessen i lande, hvor dette endnu ikke er sket, f.eks. Belarus, og støtte prodemokratiske tendenser i lande, hvor overgangen til demokrati allerede er påbegyndt ligesom i Ukraine.

  D'Alema (PSE). - (IT) Hr. formand, vi ønsker et Europa, som er USA's ven. Ingen globale problemer kan løses uden et samarbejde mellem EU og USA. Derfor bør vi efter vores mening benytte os af de nye signaler, som den amerikanske regering sender, til at puste nyt liv i samarbejdet mellem EU og USA, og det giver præsident Bushs besøg os så afgjort en vigtig lejlighed til.

Der er ingen tvivl om, at den amerikanske beslutninger har haft stor indflydelse på de problemer, der har været i de senere år, men også Europas splittelse og manglende evne til at gøre sine synspunkter gældende har spillet en rolle i den forbindelse. Derfor vil jeg gerne understrege, at Bush bør møde et Europa, der i højere grad står sammen, og som er tro mod sine principper og stolt over sin identitet. Vi skal fremhæve det, som vi har til fælles med USA - friheden, økonomiens frihed og demokratiet - men også det, som skiller os ad, i det mindste når det gælder de dominerende tendenser i USA i øjeblikket, nemlig multilateralismen, rettens forrang frem for magten - hvilket også gælder de internationale institutioner, som det er nødvendigt med reformer af - forkastelsen af dødsstraf og beskyttelsen af miljøet.

Europa skal kunne få indflydelse på USA's beslutninger, og det kan det, hvis det står sammen, og hvis det ikke står splittet mellem en gammel antiamerikanisme, der ikke fører nogen vegne, og dem, som med det samme tilslutter sig vinderkoalitionerne - eller rettere de tjenstvillige, for sådan som den katastrofale situation i Irak viser, er der ikke tale om vindere. Europa skal således være sig selv, stå sammen og være tro mod sine principper. Det er den bedste forudsætning for mere frugtbare og konstruktive transatlantiske forbindelser.

  Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand, forbindelserne mellem USA og Europa er inde i en kritisk fase. Efter kommunismens fald har USA og NATO flyttet opmærksomheden til Centralasien, og EU er ved at udvikle sin egen samarbejdsstrategi på forsvarsområdet. USA og EU er uenige på mange punkter. De skal se kendsgerningerne i øjnene og drøfte dem. Det er vigtigt, at de transatlantiske forbindelser i fremtiden baseres på dialog og ikke konfrontation.

Selv om terrorangreb kan styrke følelsen af solidaritet mellem europæere og amerikanere, har de også understreget forskellen mellem deres måde at tænke og handle på. Forholdet er alligevel enestående og ikke kun baseret på fælles interesser og værdier, men også på samarbejde. Hvad angår globale spørgsmål, skal EU og USA handle i en sammenhæng med bredere samarbejde. Samarbejdet om miljøspørgsmål, naturkatastrofer og humanitære katastrofer skal styrkes. EU og USA skal sammen deltage i finansiering og oprettelse af effektive varslingssystemer i områder, hvor der er en særlig risiko.

Til sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig over, at præsident Bush besøger Bruxelles lige i begyndelsen af hans anden præsidentperiode.

  Buzek (PPE-DE). - (PL) Mange tak, hr. formand. Polen har gode grunde til at tillægge både USA's tilstedeværelse i Europa og samarbejde mellem EU og USA særlig værdi. Det er på grund af vores geopolitiske situation og historiske erfaringer. Samtidig ønsker Polen at være et engageret og fuldt ud troværdigt medlem af EU. Vi føler os som europæere, og vi ser vores fremtid som tæt forbundet med EU's fremtid. Det giver os en klar forpligtelse til at gøre en indsats for at opnå de bedst mulige forbindelser mellem EU og USA, da vi er bevidst om deres særlige værdi. Formålet med sådanne forbindelser er sikkerhed og stabilitet både inden for og uden for det europæisk-atlantiske område. En anden måde, som måske er den vigtigste måde at sikre denne sikkerhed og stabilitet på, er ved at støtte demokrati, hvis der viser sig en mulighed for at opnå et sådant demokrati. Det er et resultat af en tro på vores værdier og en overbevisning om, at hvis man lægger magt i borgernes hænder, er det den bedste garanti for stabilitet og sikkerhed.

Hvilke krav skal opfyldes for at opnå demokrati? For det første skal samfund indvilge i den hjælp, som de tilbydes. For det andet skal de grundlæggende årsager til trusler mod stabilitet, hvad enten de er økonomiske eller sociale, fjernes. Endelig, og det er et vigtigt punkt, skal der finde et omfattende samarbejde sted inden for den europæisk-atlantiske ramme. Der findes mange eksempler, der viser, hvor vigtige disse tre krav er, for at vi kan nå vores mål. Sidstnævnte er ikke nået i Irak eller Mellemøsten, hvor det er svært at tale om succes, selv om situationen i Afghanistan allerede er forbedret noget. Vi kan imidlertid fejre en ægte triumf i Ukraine. Vi handlede i overensstemmelse med det ukrainske folks ønsker og fjernede de grundlæggende årsager til trusler. Endvidere fandt der et omfattende samarbejde sted inden for den europæisk-atlantiske ramme.

Vi må dog ikke glemme, at en langsigtet støtte og et langsigtet samarbejde, særlig mellem EU og USA, er nødvendigt for at sikre en langfristet succes i Ukraine. Den fælles udenrigspolitik, der foreslås i forfatningstraktaten, kan vise sig at være et vigtigt instrument, der gør det muligt for europæere at handle hensigtsmæssigt. Denne politik giver os håb om, at EU's støtte til et frit og demokratisk Ukraine får den ønskede virkning. Tak.

(Bifald)

  Pinior (PSE). - (PL) Mine damer og herrer, siden afslutningen af den kolde krig er de transatlantiske forbindelser blevet forandret og er blevet en af søjlerne i en helt ny og nyopstået verdensorden. Der er ikke tvivl om, at disse forbindelser ikke længere er enestående, som de var i det sidste århundrede. De er imidlertid et pålideligt og stabilt referencepunkt for både USA og EU i en ny international sammenhæng. Trods alle forskellene mellem amerikansk og europæisk politik, som blev endnu mere udtalte under præsident Bushs første præsidentperiode, er EU og USA stadig hinandens nærmeste partnere med hensyn til både politiske og militære forhold og økonomiske og kulturelle emner.

EU kan ikke finde sig i USA's unilaterale foranstaltninger, som ikke tager hensyn til strukturen i internationale forbindelser. USA bør ikke udnytte sin militære overlegenhed til at påtvinge resten af verden sin politiske vilje og placere sig selv over folkeretten. Det bør ikke udnytte denne overlegenhed til at dominere den politiske situation over hele verden. Den moderne verden har ikke brug for USA's dominans. Den har i stedet brug for intelligent samarbejde mellem EU og USA om bekæmpelse af terrorisme og årsagerne til terrorisme samt om foranstaltninger til udbredelse af demokrati og til at sikre, at menneskerettighederne og folkeretten overholdes, og at der udvikles et globalt civilt samfund. Den har også brug for fælles initiativer til fremme af økonomisk vækst i udviklingslande, bæredygtig udvikling, udryddelse af sult og begrænsning af fattigdom på jorden.

Som jeg allerede har sagt, har verden ved begyndelsen af det 21. århundrede ikke brug for USA's herredømme, men samarbejde mellem EU og USA. Samtidig skal vi også undersøge de nuværende antiamerikanske følelser i EU nærmere, da vi ikke kan tillade paneuropæisk nationalisme, der er i opposition til USA, at opstå i Europa. Europa har ikke brug for at skabe en oversøisk fjende for at opbygge sin egen politiske identitet. Europa har med andre ord ikke brug for den nye type ideologi, som Hanna Arendt advarede imod i 1950'erne, men det stik modsatte. EU skal træffe foranstaltninger til at gøre det moderne USA og dets borgere bekendt med resultaterne af europæisk integration i de seneste år.

  Evans, Jonathan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, denne forhandling har med rette sat fokus på nødvendigheden af aktivt at genopbygge forholdet mellem USA og Europa. Denne nødvendighed er blevet erkendt af næste alle fløje i Parlamentet. Den afspejler sig i hvert fald i Parlamentets Delegation for Forbindelserne med USA. Det er ikke kun, fordi vi har nogle yderst vigtige globale handelsforbindelser, en handel af et omfang på mere end 1 milliard euro om dagen, men også fordi vi har en fælles interesse i at finde svar på væsentlige spørgsmål såsom klimaforandringer, terrorisme, sikkerhed og fred i Mellemøsten.

Siden præsident Bushs genvalg har vi noteret os de mange positive kommentarer fra USA's regering til støtte for bedre relationer. Europa har i de seneste måneder fået besøg af udenrigsminister Colin Powell, i dag fra lederen af national sikkerhed, Tom Ridge, og vil i morgen få besøg af Bill Frist, lederen af flertallet i senatet. Jeg forstår, at præsident Chirac vil besøge Washington inden for de nærmeste uger. Alt dette er glædeligt, men disse besøg har næsten alle sammen fundet sted på bilateralt plan snarere end gennem besøg hos EU's institutioner. På den dag, da Parlamentet stærkt har støttet den nye EU-forfatning, er det værd, at vi noterer os, at USA stadig stort set ser på sit forhold til Europa i disse bilaterale sammenhænge.

Jeg har store forventninger til, at vores nye ambassadør, hr. Bruton, vil kunne hæve EU's profil. Jeg foreslår, at han for fremtiden bliver indbudt til at overvære forhandlinger af denne type.

Jeg glæder mig også over præsident Bushs hensigt om at besøge EU's institutioner i næste måned, men jeg afventer yderligere detaljer om, hvor vigtige myndighederne i USA mener, at EU's institutioner er. F.eks. ved jeg ikke, om han har nogen planer om at tale til Parlamentet.

Jeg tror, at vores Parlament også bærer en del af ansvaret her. I 1999 gav vi vores fulde støtte til oprettelsen af den transatlantiske dialog på lovgivningsområdet, som for store deles vedkommende hverken er blevet gennemført af os eller USA. Som fru Mann tidligere har sagt, støttede vi oprettelsen af et fælles transatlantisk marked inden udgangen af 2015, men vi har ikke set særlig mange skridt til at gennemføre dette. Jeg tror, vi har brug for en ny sans for målrettethed for at genopbygge det transatlantiske forhold. Jeg er sikker på, at vi vil omsætte de mange positive idéer og ord i denne forhandling til praktiske og effektive skridt, som vil være til fælles fordel for begge parter.

  Schmit, Rådet. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil fatte mig i korthed, da jeg kan konstatere, at der er bred enighed om både nødvendigheden af at styrke EU's transatlantiske forbindelser, at overvinde de uoverensstemmelser, der har vist sig den seneste tid og opbygge en stærk transatlantisk forbindelse. Jeg synes, at det er en god idé at udarbejde en form for program, en liste over økonomiske og politiske prioriteter. Det skal vi arbejde på, særlig med henblik på præsident Bushs besøg i Bruxelles. Idéen om at skabe en transatlantisk markedsplads, som ikke er en helt ny idé, skal undersøges nærmere, og den skal tænkes grundigt igennem. Den er vigtig i sig selv, forudsat at den passer til vores opfattelse af multilateralisme.

Det drejer sig altså om at styrke den transatlantiske dialog på alle niveauer, og det omfatter også Parlamentet, for selv om magten i USA ligger hos regeringen og dermed præsidenten, er der også et vigtigt magtcenter i kongressen. Jeg mener derfor, at det er meget vigtigt at styrke de parlamentariske forbindelser inden for rammerne af en fornyet transatlantisk dialog.

Der var én, der nævnte, at vi ikke havde talt om Canada. Jeg vil erindre om, at premierministeren, som er rådsformand, under sin præsentation i morges nævnte Canada. Der er ingen tvivl om, at vores forbindelser med Canada har afgørende betydning i forbindelse med den transatlantiske dialog. Derfor tillægger vi dem også den vigtighed, som de fortjener. I dag har vi imidlertid koncentreret os om de transatlantiske forbindelser med især USA i betragtning af begivenhederne og særlig præsident Bushs besøg.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, efter at have hørt omhyggeligt på drøftelsen og forslagene bemærker jeg en meget positiv ånd, hvilket opmuntrer mig til at tro, at vi kan komme endnu videre med denne forhandling om vores forhold til USA.

Det er sandt, at vi har været igennem en turbulent periode, men det er også sandt, at vi nu er kommet ud af denne periode, hvilket viser, at det transatlantiske forhold stadig er stærkt og holdbart. Topmødet mellem EU og USA i juni 2004 viste klart, hvor meget vi har til fælles, og hvor parate begge parter er til at fokusere på de vigtigste udfordringer, der ligger forude. Det kunne beskrives som et samarbejde mellem partnere med fælles interesser og fælles værdier, der konkurrerer med hinanden på en fair måde.

Jeg vil gerne berøre nogle problemer, der allerede er blevet rejst vedrørende spørgsmålet om den transatlantiske dagsorden. Som De ved, er forholdene i dag baseret på den transatlantiske erklæring af 1990 og erklæringen med tilhørende handlingsplan vedrørende den transatlantiske dagsorden af 1995. Det er de instrumenter, der styrer det nye forhold til USA. Men efter opfordring fra Parlamentet og senest i beslutningen af april 2004 fra Udenrigsudvalget er vi ved at genoverveje rammerne for vores forhold. Vi vil iværksætte en uafhængig undersøgelse, der skal afsluttes i begyndelsen af dette år, til at vurdere rammerne omkring det nuværende samarbejde. Den vil indbefatte en analyse af alternative referencer for samarbejde. Den, der får opgaven, vil også se på fordele og ulemper ved rammeaftalen. Men hvad vi altid har anset for vigtigt, er substansen i forholdet. Vi mener, at det er substansen, der har betydning, og forsøger at fokusere på den.

Hvad angår økonomiske spørgsmål og økonomisk samarbejde kunne jeg understrege, at Kommissionen stærkt støtter målet om et tættere økonomisk samarbejde mellem EU og USA. Ved det sidste topmøde mellem EU og USA blev der opfordret til en fremadskuende strategi, der skulle fremme integration og trække på idéer fra begge sider af Atlanten. Høringen af folk med interesse i sagen endte i december 2004, og vi har for nylig vurderet resultaterne.

Målet er at udpege og overvinde de reelle hindringer, der står i vejen for dem, der gerne vil samarbejde på det økonomiske område, med den nye strategi, der skal forelægges for næste topmøde mellem EU og USA i 2005. Det er for tidligt at forpligte sig på nogen løsning på nuværende tidspunkt, men vi må bestemt blive ved med at styrke samarbejdet på de områder, der er blevet fremhævet, særlig i beslutningen for nylig fra Europa-Parlamentet om det transatlantiske partnerskab. Bidraget fra Parlamentet vil være velkomment, når vi igen ser på vores økonomiske forbindelser med vores partnere i USA.

Vi står over for mange fælles trusler: international terrorisme, aids, fattigdom og udbredelse af masseødelæggelsesvåben. Vi må være konstruktive, når vi tager fat på spørgsmål, hvor vi er uenige, såsom klimaforandringer, Den Internationale Straffedomstol og handelskonflikter. Det er klart, at aftalen mellem EU og USA er en nødvendig betingelse for fremskridt vedrørende globale spørgsmål. Den katastrofe, vi alle stod over for for nylig, er en klar lære til os alle om, at vi ikke kan gøre tingene på nogen anden måde. Vi må lægge grundstenen til et effektivt multilateralt system, der er baseret på et FN, der har fået tilført nyt liv, og hvori USA fuldt ud deltager.

Endelig vil jeg også gerne understrege, at forholdet til Canada - som er blevet nævnt - virkelig blomstrer. Det kan være grunden til, at der ikke er blevet sagt mere om det. Det transatlantiske partnerskab med Canada har altid været et yderst vigtigt forhold for os.

  Mann, Erika (PSE). - (DE) Hr. formand, det er der en simpel grund til. Canada er allerede blevet nævnt adskillige gange, men jeg mener, at vi virkelig bør koncentrere os om Europa og USA i denne betænkning og i beslutningsforslaget. Når rådsformanden og Kommissionen til stadighed refererer til Canada, hvilket også er fornuftigt og nødvendigt, vil jeg blot bede om, at vi ikke glemmer Mexico. Som formand for Delegationen for Forbindelserne med Landene i Mellemamerika og Mexico ligger det mig meget på sinde. Hvis vi skal drøfte NAFTA, skal vi drøfte hele NAFTA. Jeg beder Dem om at være opmærksom på det!

  Formanden. - Fru Mann, der var ikke ligefrem tale om en bemærkning til forretningsordenen.

Ved forhandlingens afslutning har jeg modtaget seks beslutningsforslag.⁽¹⁾

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.

(1) Se protokollen.

11. Udviklingslandenes gæld

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om udviklingslandenes gæld.

  Schmit, Rådet. - (FR) Hr. formand, denne forhandling om gældslettelse kommer i rette øjeblik. Lige nu foregår der i Paris drøftelser om en gældslettelse for lande, der er alvorligt berørt af katastrofen i Det Indiske Ocean. En sådan lettelse skal have et betydeligt omfang og skal iværksættes hurtigt. Gruppen af De 10 Lande mødes for øvrigt i dag for at træffe beslutning om et gældsmoratorium for de lande, der ønsker en sådan gældslettelse.

Vi må også erkende, at situationen i Irak, der er anledningen til dette spørgsmål og denne forhandling, er meget speciel og usædvanlig. Den gældslettelse, og hermed mener jeg den betydelige gældslettelse, som Gruppen af De 10 Lande traf beslutning om i november for Republikken Irak, er uden tvivl nødvendig for den økonomiske genopbygning af landet og for, at et uafhængigt Irak med demokratiske og lovlige institutioner kan genopstå.

Spørgsmålet om den nødvendige gældslettelse, som jeg lige har sagt, vedrørende Iraks gæld, rejser sig imidlertid også - og med den samme hastende karakter - for de mindst udviklede landes vedkommende. Det ville være uforståeligt, ja, endog absurd, hvis en gældslettelse kun blev bevilget til et land, der er offer for en naturkatastrofe eller en konflikt. Total fattigdom er årsag til daglige katastrofer i form af underernæring, kronisk analfabetisme, høj børnedødelighed, aids osv. Den spærrer for udvikling og fremmer enhver form for konflikt, der ofte i stilhed og uden for mediernes søgelys medfører tusinder, ja, endog titusinder af dødsfald.

Lettelse af de fattigste landes gæld er således et centralt aspekt i kampen mod fattigdom samt fremme af en politik til udryddelse af fattigdom og genoptagelse af en udviklingsproces i overensstemmelse med millenniummålene.

Et højt gældsniveau og en gældsbyrde, der ikke længere står i forhold til et lands økonomiske kapacitet, forhindrer enhver udsigt til udvikling og fører paradoksalt nok ikke til det økonomiske opsving, som man håbede på, men til en snigende fattigdom for befolkningen i de fattigste lande.

Stillet over for denne situation har EU ikke forholdt sig passivt og vil heller ikke gøre det fremover. Der blev indgået konkrete forpligtelser på Monterrey-konferencen. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) drøftede i april en evt. revision af EU's forpligtelser fra Monterrey. Indsatsen for at lette de mindst udviklede landes gæld har særlig udmøntet sig i det gældslempelsesinitiativ for stærkt gældsplagede fattige lande (HIPC), som Verdensbanken og IMF foreslog i 1996, og som blev styrket i 1999. Det drejer sig om en koordineret strategi, der skal bringe de fattigste landes gæld ned på et bæredygtigt niveau og ikke blot den offentlige, bilaterale og multilaterale gæld, men også varegælden. Med initiativet kan man hjælpe 42 lande, heraf 38 afrikanske lande syd for Sahara. De hidtidige resultater er positive, men endnu utilstrækkelige. Varegælden er ikke blevet lettet ret meget. EU har stået for ca. 60 % af finansieringen af HIPC-initiativet. En række kreditorer har endnu ikke gjort noget for at lette gælden.

Det kommende britiske formandskab for G8, men også for EU, har gjort gældslettelse for de mindst udviklede lande til et prioriteret mål. Vi vil arbejde tæt sammen med Det Forenede Kongerige for at få EU til at udvikle en sammenhængende og ambitiøs strategi på dette område.

Gældslettelse skal fortsat være et prioriteret mål for EU's samarbejds- og udviklingspolitik. Det kan ikke tages op uden at tage højde for andre politikker, f.eks. handelspolitikken, herunder vedtagelse af en ny ordning for generelle præferencer, positive konklusioner fra Doha-runden til gavn for udviklingslandene, øget udviklingsbistand rettet mod udryddelse af fattigdom samt fremme af god regeringsførelse og løsning og forebyggelse af konflikter.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, vi er alle enige om, at for visse udviklingslande er gæld en væsentlig hindring for vækst og udvikling. Vi bør anerkende de gode sider ved det gældssaneringsinitiativ, der i øjeblikket anvendes, de stærkt gældsplagede fattige landes initiativ - eller HIPC-initiativet - der blev iværksat i 1996. Det er det mest omfattende gældssaneringsinitiativ, der nogensinde er taget. Det vil reducere gældsbyrden for de stærkt forgældede fattige lande med ca. to tredjedele og viser derved et engagement i reduktion af fattigdom.

Kommissionen og medlemsstaterne er gået ud over kravene i HIPC. De fleste medlemsstater har forpligtet sig til at slette 100 % af de bilaterale krav. Kommissionen har gjort det samme med alle særlige lån i de mindst udviklede lande, der er kvalificerede til gældssanering fra HIPC. Men det anerkendes nu vidt og bredt, at denne sanering ikke vil sikre langsigtet bæredygtighed for gæld. Det er klart, at der må gøres mere for de fattige lande, der falder ind under HIPC-initiativet. Der er et voksende pres for at udstrække gældssanering til de andre udviklingslande.

Verdensbanken og IMF er ved at udvikle en ny ramme for bæredygtighed for langsigtet gæld i lavindkomstlande. Vi bør hjælpe med til at forhindre ophobningen af ny gæld. Kommissionen følger denne forhandling tæt for at sikre gennemskuelighed i beslutningsproceduren. Kreditorregeringerne i Paris-klubben har udviklet den såkaldte Evian-tilgang til at håndtere lande, der ikke falder ind under HIPC. Den tager hensyn til overvejelser om bæredygtig gæld og gør det herved muligt for Paris-klubben at vælge sin reaktion i den økonomiske situation, som det forgældede land befinder sig i, og at gøre afhjælpningen af kriser mere systematisk, betimelig og forudsigelig. Et tilfælde, hvor disse nye regler er blevet anvendt, er Irak.

Kommissionen er ikke a priori imod gældssanering for lande med mellemindkomster. Den støtter Paris-klubbens Evian-tilgang, som ser på det enkelte lands økonomiske situation i stedet for at definere standardtermer, som det er sket i Iraks tilfælde. Irak står ikke i gæld til Kommissionen, men som et tegn på solidaritet med det irakiske folk lovede Fællesskabet ved Madrid-konferencen et bidrag på 200 millioner euro til fonden for genopbygning af Irak. Men Kommissionen ønsker ikke hjælp til Irak, hvad enten det sker gennem gældssanering eller andre mekanismer, den ønsker ikke, at det skal gives på bekostning af de fattigste lande.

For nylig har både Det Forenede Kongerige og USA opfordret til, at den internationale gæld for lavindkomstlande slettes med 100 %, selv om der er forskellige holdninger til, hvordan dette skal finansieres. Forslaget om fuld slettelse kan forekomme attraktivt, men det indebærer risici med hensyn til tildeling af bistand.

Kommissionens finansielle undersøgelse viste, at HIPC-initiativet allerede har forvredet tildelingen af bistand, fordi det niveau, gældssaneringen har, ikke er forbundet med indikatorer for fattigdom og ej heller - og det er meget vigtigt - afspejler succesen med at håndtere fattigdom. De lande, der får størst fordel af initiativet, er på ingen måde de, der klarede sig bedst, og de er heller ikke de fattigste lande i gruppen.

Nogle eksempler vil illustrere, hvad jeg vil sige. Det land, der har haft størst fordel regnet pr. indbygger fra HIPC's gældssanering, er Guyana, som har modtaget 769 amerikanske dollars pr. indbygger. Det ligger som nr. 92 på Human Development Index. Men Niger, der ligger som nr. 174 på det indeks, får kun bistand i et omfang af 48 dollars pr. indbygger.

Den totale slettelse af al gæld for alle afrikanske lande ville føre til en betydelig ulighed i forvridning af bistand blandt dem, målt efter deres relative fattigdomsniveau. Eritrea - som er et af de fattigste lande i Afrika - ville få 56 dollars pr. indbygger, mens Seychellerne, der er et af de rigeste lande på kontinentet, ville få 2.572 dollars pr. indbygger, hvilket gør en meget stor forskel.

Yderligere gældssanering kunne føre til yderligere forvridning af tildelingen af bistand. I en verden med begrænsede ressourcer bør gældssanering for mellemindkomstlande ikke trækkes fra de beløb, der er til rådighed til de hårdest trængende.

Så gældssanering er en dårlig bistandsfordelingsmekanisme, men det kan være en god måde at levere bistand på, da det giver en hurtig metode til udbetaling og sikrer en hurtig overførsel af ressourcer direkte ind på budgettet med begrænsede transaktionsomkostninger.

Det kan også benyttes til at beskytte sårbare lavindkomstlande mod virkningerne af udefrakommende stød. I disse tilfælde kunne en midlertidig gældssanering hjælpe med at mildne de skadelige virkninger af ydre påvirkninger af modtagerlandes strategier til reduktion af fattigdom. Det er også tilfældet med hensyn til moratorierne, der som allerede omtalt blev drøftet i dag af formandskabet i Paris i forbindelse med de tsunami-ramte lande.

For at opsummere, så er gældssanering ikke et universalmiddel, som af sig selv skaber nye ressourcer, ej heller omsættes det automatisk til tjenesteydelser til fattige mennesker eller økonomisk vækst. Men det kan være en effektiv måde at give støtte på og en god måde, hvorpå man kan yde hurtig bistand efter katastrofer. Hvis man skal håndtere fattigdom og nå millenniumudviklingsmålene, så er den virkelige udfordring at sikre passende niveauer af udviklingsfinansiering. Vi må nå til en aftale om nye og tilstrækkelig ambitiøse mål for den officielle udviklingsbistand inden udgangen af 2009, hvis vi skal have en reel mulighed for at nå disse mål. Gældssanering kan være et nyttigt redskab til at nå dette mål, men det kan på ingen måde være hele svaret.

  Martens (PPE-DE), for gruppen. - (NL) Hr. formand, gældsbyrden er et stort problem, og den er nu igen i fokus som et muligt middel til at hjælpe med genopbygningen efter tsunamien. Det er positivt, at gældsbyrden står højt på dagsordenen. Gældssanering er et af millenniumudviklingsmålene. Rentebyrden tynger ofte udviklingslandenes budgetter markant i årevis og udgør i visse tilfælde virkelig en hindring for videre udvikling.

Vi må undersøge mulighederne for at gøre noget ved dette problem, men emnet er komplekst og egner sig ikke til impulsiv handelen. Jeg kunne forestille mig, at der blev tale om et moratorium for de lande, der blev ramt af tsunamien, med hensyn til betaling af renter og gældsafvikling. Gældssanering bør dog generelt ikke afhænge af enkeltstående, dramatiske begivenheder.

Hr. formand, der er forskel på eftergivelse af gæld og gældssanering. Vi er i vores politiske gruppe ikke tilhængere af generel eftergivelse af al gæld, sådan som nogle af Europa-Parlamentets medlemmer argumenterer for. Vi siger ja til gældssanering, men kun i de tilfælde, hvor det er påkrævet, kun til de fattigste lande og altid under visse betingelser. PPE-DE-Gruppen anførte i et beslutningsforslag, vi udarbejdede, og som kommissæren også henviste til, at gældssanering ikke er noget universalmiddel mod fattigdom.

Vi skal være klar over, at det beløb, der måtte blive eftergivet, vil gå fra det beløb, der er til rådighed for udviklingssamarbejde. Gældssanering giver ikke i sig selv et land nye indtægtskilder, den resulterer ikke i skoler eller sygehuse, den reducerer ikke landenes fattigdom, ligesom den ikke i sig selv fremmer videre udvikling. De midler, der var til rådighed herfor, vil være reduceret betragteligt efter gældseftergivelsen. Når det gælder et lands udvikling, påhviler der også landet selv et væsentligt ansvar. Gældssanering giver kun mening, hvis den går hånd i hånd med good governance, demokrati, respekt for menneskerettighederne og investering i landets egen befolkning. Det er kort sagt en forudsætning, at pengene virkelig når frem til de fattigste. Gældssanering kan således ikke være et mål i sig selv, men giver kun mening, hvis den virkelig tilskynder til udvikling. Da kan vi være generøse, men der skal være betingelser knyttet hertil, sådan som det er tilfældet med enhver form for udviklingsbistand.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Carlotti (PSE), for gruppen. - (FR) EU og det internationale samfund forbereder sig på at eftergive en del af den irakiske gæld og lige nu endog gælden for de lande, der blev hærget af flodbølgen. Jeg glæder mig naturligvis over det, men det er en reaktion i et øjebliks ophidselse, der er forbundet med en presserende aktuel begivenhed. Hele problematikken med gælden for landene i Syd burde imidlertid behandles med den samme uopsættelighed og den samme hurtighed, for det haster i denne forfærdende virkelighed, som vi bliver konfronteret med.

Det årlige gældsbeløb, som landene i Syd betaler tilbage, overstiger langt den årlige offentlige udviklingsbistand, og det er Syden, som finansierer Norden. I løbet af 20 år har landene i Syd allerede betalt 6 euro tilbage for hver lånt euro, og de beder om yderligere 4 euro. Hvis landene i Syd skal kunne gøre fremskridt, skal gælden reduceres, og de praktiske svar er længe om at blive fremsat. Jeg glæder mig over Storbritanniens initiativ, hvori det meddeles, at det vil eftergive sin del af de fattigste landes gæld hos Verdensbanken, og jeg venter utålmodigt på, at OECD-landene gør det samme. Hvis de fulgte det britiske eksempel, kunne yderligere 45 millioner børn gå i skole, 140 millioner mennesker kunne få adgang til drikkevand, selvfølgelig forudsat at den eftergivne gæld lægges oven i den eksisterende udviklingsbistand, og at Norden holder op med at tage med den ene hånd, hvad det giver med den anden.

Det er bydende nødvendigt, at vi finder en global, retfærdig og bæredygtig løsning på gældsproblemet, og Den Socialdemokratiske Gruppe er overbevist om, at det er EU og medlemsstaterne, der kan stå i spidsen for dette initiativ. Løsningen skal omfatte fuldstændig eftergivelse af de fattigste landes gæld, gældslettelsesforanstaltninger for landene i mellemgruppen ved ikke længere at gøre "strukturtilpasninger" til en betingelse, og dette skal selvfølgelig, som det er blevet sagt, indgå i en global bistandspolitik, og der skal meget hurtigt findes nye finansieringskilder.

  Hall (ALDE) , for gruppen. - (EN) Fru formand, jeg er glad for, at vi har denne forhandling i dag om gældssanering. Det er af afgørende betydning, at vi, mens vi tager det nødvendige og passende hensyn til nødhjælp efter tsunamien, også fortsat fokuserer på de bredere og længerevarende problemer med reduktion af fattigdommen og millenniumudviklingsmålene.

Gældssanering er en nøgle til at opnå millenniumudviklingsmålene. Tidligere var det mål, man brugte for at beregne, om en gæld var bæredygtig, en beregning af tilbagebetaling af gælden set i forhold til eksportindkomsterne, men det virkelig afgørende spørgsmål er, hvor meget af det nationale budget der bruges til at tilbagebetale gælden. I mange afrikanske lande udgør tilbagebetaling og forrentning af gæld stadig en større del af budgettet end sundhedsudgifterne. I f.eks. Ghana går 11 % af regeringens udgifter til tilbagebetaling af lån, mens kun 9 % anvendes på sundhed.

Hvis vi ønsker, at gældssaneringen skal bidrage til at nå millenniumudviklingsmålene, så må vi erkende, at gæld ikke er bæredygtig, når den forhindrer et land i at finansiere sine programmer til reduktion af fattigdom. Det følger heraf, at internationale penge, der skal finansiere bistand til gældssanering, må ligge ud over og ikke gives i stedet for bistand. Jeg er meget bekymret for, at USA ser frem til en reduktion af nødhjælpsprogrammerne for at finansiere slettelse af gæld. Faktisk må slettelse gå hånd i hånd med en interesse i bistand, og ALDE-Gruppens beslutningsforslag indeholder et nyt løfte om, at medlemsstaterne skal give 0,7 % af deres bruttonationalprodukt som udviklingsbistand.

Det følger også, at gældsreduktion kun kan bidrage til, at vi når millenniumudviklingsmålene, hvis den finder sted under god regeringsførelse. Man vil ikke opnå noget, hvis de penge, der bliver sparet via bistand til gældssanering, bliver brugt af en korrupt diktator til dyre paladser eller, hvad der er værre, til angrebshelikoptere, hvormed han kan terrorisere en del af befolkningen.

Regeringerne i udviklingslandene har et ansvar for at investere i deres eget folk, men vi i de europæiske institutioner har et ansvar for at sikre, at der er fleksible mekanismer til gældssanering til rådighed.

  Schmidt, Frithjof (Verts/ALE), for gruppen. - (DE) Fru formand, vi befinder os i en omfattende og vedvarende gældskrise i verden. Denne gældskrise er som hidtil en central hindring for, at der kan ske en selvstændig og dynamisk økonomisk udvikling i landene i Syd, i hvert fald i mange af landene. Det kan man anskueliggøre ved hjælp af to tal. For det første skal rigtig mange af de fattigste lande bruge over 40 % af deres bruttonationalprodukt på gældsafvikling. Under sådanne betingelser er det imidlertid ikke længere praktisk muligt at gennemføre en selvstændig økonomisk udvikling. Derfor har vi brug for et omfattende initiativ vedrørende gældseftergivelse.

For det andet forholder det sig sådan, at for hver euro, som vi giver i udviklingsbistand til landene i Syd, kommer der gennemsnitligt 1 euro og næsten 50 cent i renter tilbage til landene i Nord. Også derfor har vi brug for et omfattende initiativ vedrørende gældsafvikling. I tilfældet Indonesien - som vi jo netop drøfter - ville det i år være 4 milliarder euro, der skulle betales tilbage. Det ville straks neutralisere enhver form for udviklings- og katastrofebistand.

Derfor glædede det mig, at rådsformanden i dag sagde, at han går ind for en fuldstændig gældseftergivelse for Indonesien. Vi har brug for en international konference om gældseftergivelse. Det er ikke noget, som kan ske i Paris-klubbens regi, for Paris-klubben er udelukkende for kreditorer. Vi har brug for en international konference, hvor kreditorlandene, debitorlandene og de berørte civilsamfund er ligeberettigede som kontrolinstanser. Det er noget, som EU og Parlamentet bør gå i brechen for!

  Markov (GUE/NGL), for gruppen. - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, der er ingen, som med god samvittighed kan forlange af udviklingslandene, at de fortsat skal betale deres gæld tilbage, for de har allerede betalt deres gæld tilbage syv gange, og i dag er deres gæld fire gange så høj som til at begynde med. Derfor vil jeg godt modsige Dem på et punkt, hr. Potočnik. De nævnte absolutte tal pr. indbygger. Det er imidlertid ikke udslagsgivende. Hver enkelt indbygger i Brandenburg, hvor jeg kommer fra, har en gæld på 16.000 euro. Men vores samfundsøkonomi er skruet således sammen, at vi kan klare det. Udviklingslandenes økonomier kan imidlertid ikke klare det. Derfor handler det efter min opfattelse ikke primært om, hvorvidt man bevilger en gældshenstand, en gældsreduktion, et gældsmoratorium eller lignende, men det handler derimod om at eftergive gælden, fordi landene netop har brug for de penge, som de i øjeblikket næsten udelukkende anvender til rentebetalinger og ikke engang til afdrag på lån, for at kunne løse deres økonomiske, sociale og økologiske problemer. Det er hjælp til selvhjælp.

Den, som tror, at det vil få de rige industrinationer til at gå nedenom og hjem, skal notere sig, at krigen i Irak koster USA 150 millioner dollars om dagen. Præsident Bush har netop anmodet kongressen om yderligere 80 milliarder dollars. Pakistans gæld udgør 11 milliarder dollars. Ved en sammenligning af disse tal vil De kunne se, at det er muligt at gennemføre en fuldstændig gældseftergivelse. Det må også være vores mål i denne sammenhæng.

Desuden siges det tit - og det hørte jeg igen her i dag - at udviklingsbistanden modregnes i gældseftergivelsen. Nej, hvis den politiske vilje er til stede, hvis man virkelig vil hjælpe disse lande, skal der gennemføres en fuldstændig gældseftergivelse for de fattigste lande. Desuden skal de rige lande endelig leve op til deres selvforpligtelse til at anvende 0,7 % af deres bruttonationalprodukt på udviklingsbistand. Det bør virkelig vise vejen for disse lande og for EU.

  Kristovskis (UEN), for gruppen. - (LV) Mine damer og herrer, EU har sat sig for at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015, hvilket både er en ambitiøs og væsentlig forpligtelse. Udviklingslandenes eksterne gældsbyrde er et uovervindeligt problem, som gør det umuligt at reducere den andel af befolkningen, der lever i yderste fattigdom. EU har forstået det og har allerede afsat 1 million dollars til gældslettelse.

Gældslempelsesinitiativet for stærkt gældsplagede fattige lande (HIPC) omfattede 42 af de fattigste lande i verden. Det gældsbeløb, der skal eftergives for 26 af disse lande, bliver 50 % eller 25 milliarder dollars. Der vil også blive anvendt andre finansielle instrumenter.

Disse og andre foranstaltninger er imidlertid stadig utilstrækkelige til at reducere fattige landes eksterne gældsbyrde. Derfor skal der findes nye muligheder og målrettede foranstaltninger. En bredere kreds af lande skal gives mulighed for at blive egnet til gældslettelse i lighed med Irak. Debt Relief International skal inddrages mere, og der skal skaffes en reel mulighed for at komme ud af økonomisk stagnation og målbevidst nærme sig opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

  Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, på vegne af Italiens nye Socialistparti vil jeg gerne give udtryk for min store tilfredshed og taknemmelighed over for EU, medlemsstaternes regeringer, de internationale agenturer, de humanitære organisationer og den enkelte europæiske borger for den kolossale solidaritet, de har vist i de sidste par uger.

Jeg bifalder den beslutning, som medlemmerne af Paris-klubben har truffet om et moratorium for tre af de tsunami-ramte landes gæld. Denne beslutning følger efter, at man i november 2004 vedtog at eftergive 80 % af Iraks gæld som et konkret signal om støtte til landets genopbygning. Desuden havde den undersøgelse, som man foretog på det ekstraordinære rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i sidste uge af ledsageforanstaltninger til de ramte lande - såsom handelsstøtte og bilateralt partnerskab - et positivt udfald.

Mit største ønske er dog, at vi ikke blot ser en sådan indsats i tilfælde af krig og naturkatastrofer, men at der kontinuerligt gøres en sådan indsats over for alle lande, hvor konflikter, epidemier og sult desværre hører til dagens orden. Ifølge FN er der således hele 14 glemte kriser, hvoraf størsteparten foregår i de afrikanske lande, som FN har bedt om en støtte på 1,7 milliarder dollars til.

For disse og andre udviklingslandes vedkommende er det nødvendigt med en fuldstændig gennemførelse af millenniummålsætningerne - som vi stadig langtfra har nået - om muligt også ved hjælp af en reduktion eller eftergivelse af gælden. En sådan indsats er hensigtsmæssig, rimelig og tvingende nødvendig.

  Scheele (PSE). - (DE) Fru formand, ligesom den forrige tale vil jeg gerne takke rådsformanden, hr. Schmit, for, at han satte vores bekymringer med hensyn til et nyt initiativ vedrørende gældseftergivelse ind i en bredere sammenhæng. Jeg er dog en smule skuffet over Kommissionens meget restriktive udtalelser.

Jeg er enig med rådsformanden i, at det ikke kun bør være de lande, der er ramt af den forfærdelige naturkatastrofe, som skal tages med i overvejelserne, når man taler om konsekvenserne af udlandsgælden. Det er ikke kun naturkatastrofer, der påvirker landene, men også de katastrofale følger af den globalt stigende fattigdom. Det er tankevækkende, at udgifterne til gældsforvaltning er mange gange højere end de sociale udgifter. Og det skaber også stof til eftertanke, at vi er milevidt fra opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene, som alle FN-medlemslandene vedtog.

I ųjeblikket er vi meget stolte af en hidtil uhųrt giverględe og hjęlpsomhed. Jeg mener, at vi med rette kan vęre stolte heraf, men - og det siger jeg henvendt til Kommissionen - vi må ikke give lidt med den ene hånd og tage rigtig meget med den anden. Tallene blev nęvnt tidligere. Vi skal også stille os selv det spųrgsmål, om det er moralsk forsvarligt og foreneligt med god regeringsfųrelse, at de fattige lande har tilbagebetalt det syvdobbelte i forhold til den gęld, som de optog i 1980'erne. I Parlamentets beslutningsforslag pręciserer vi også helt klart, at HIPC-initiativet, som hr. Potočnik omtaler som det mest omfattende initiativ vedrørende gældseftergivelse, kun er et lille skridt, der naturligvis ikke er tilstrækkeligt.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke konkrete mål rådsformandskabet har på dette område, også i samarbejde med de andre internationale partnere, fordi jeg på baggrund af deres udtalelser har en fornemmelse af, at den drivende kraft vil være Rådet og ikke Kommissionen her.

  Cornillet (ALDE). - (FR) Fru formand, man skal passe på med at forestille sig, at lettelse eller eftergivelse af gælden er et mål i sig selv, for det er tværtimod et af de mange midler, som vi råder over til udviklingsbistand. Det går hånd i hånd med præferencelån, frie midler og ordningen med generelle præferencer, som vi indfører i Europa.

Da en sådan gældslettelse ikke er et mål i sig selv, men et middel, skal vi efter min mening være anstændige og huske på, at det er et middel, som de europæiske landes skatteydere har stillet til rådighed, og at det derfor naturligvis skal gøres betinget af, at der opnås resultater. Vores partnere, og primært vores afrikanske partnere i New Partnership for Africa's Development (NEPAD), har til fulde forstået, at de skal gøre en indsats, særlig med hensyn til god regeringsførelse og respekt for vores fælles værdier, for selv at sætte en udvikling i gang i deres lande. Vi skal således i dette spørgsmål være ærlige og erkende, at de bedste elever skal belønnes.

Hvis man er enig om, at gældslettelse er en transaktion i sig selv, skal den efterfølgende gæld også overvejes, for intet land kan naturligvis fortsætte sin udvikling uden at stifte gæld. Vi skal derfor have en fremadrettet vision og ikke kun berolige vores egen samvittighed ved at sige, at nu letter eller eftergiver vi gælden, og så må de klare sig selv.

  Aubert (Verts/ALE). - (FR) Fru formand, kære kolleger, at eftergive de fattigste landes gæld er for os en absolut nødvendighed, hvis vi for alvor skal tage fat på ulighederne mellem Nord og Syd og skæv udvikling samt underudvikling.

En sådan eftergivelse skal ikke desto mindre gå hånd i hånd med en øget bekæmpelse af korruption, skattely og international økonomisk kriminalitet. Den kan heller ikke være en frikendelse af alle dem, herunder statsledere, der skandaløst personligt har beriget sig på bekostning af befolkningen og med et minimum af god budgetforvaltning.

Gældseftergivelse ville for øvrigt være et første skridt hen imod en omfattende reform af vores udviklingsbistandspolitik. En nyovervejet samarbejdspolitik mellem Nord og Syd skal således være baseret på meget mere ambitiøse mål, særlig hvad angår energi, vand, sundhed og uddannelse, og den skal stadfæste og beskrive begrebet global fælles velfærd nærmere.

Vi har behov for en hurtig stærk indsats fra EU i denne forbindelse ledsaget af tydeliggjorte målsætninger og støttet af meget større ressourcer. Det skal være en plan af samme omfang som efterkrigstidens Marshall-plan, men med tydeligt europæisk navn og ramme.

  Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, jeg henvender mig navnlig til Rådet, eftersom vi netop har fået at vide, at Paris-klubben for et par timer siden besluttede at fastfryse nogle af de flodbølgeramte landes gæld. Det er efter vores mening en kortsigtet beslutning, da disse lande ikke har brug for et moratorium, men for at få eftergivet gælden, sådan som næsten alle de humanitære hjælpeorganisationer har foreslået, bl.a. Oxfam og ActionAid, men det ved De sikkert mere om end jeg, hr. minister.

Ud fra dette synspunkt er jeg enig med kommissæren i, at det er nødvendigt med en anden handelspolitik. Thailand har anmodet os om at gøre det billigere at få adgang til de internationale markeder, men på dette punkt er Vesten urokkelig. De protektionistiske barrierer bliver der ikke rørt ved.

Det sidste punkt på dagsordenen er, at det er tvingende nødvendigt, at vi ikke bare eftergiver Iraks og de flodbølgeramte landes gæld. Det ville nemlig være uheldigt, hvis vi sendte det budskab til det internationale samfund, at man er nødt til at blive ramt af en krig eller en naturkatastrofe med 200.000 døde for at have ret til Vestens solidaritet.

  Mulder (ALDE). - (NL) Hr. formand, der er ikke noget forkert ved at eftergive gæld og afgjort ikke, når der er tale om lande, som er i akut nød, sådan som det i øjeblikket er tilfældet i Sydøstasien. Man skal imidlertid, som flere talere har påpeget, ikke skære alle over en kam. Der er lande med en god styreform, og der er lande med en dårlig styreform, og vi kan ikke sige til alle lande, at vi vil eftergive deres gæld, og at sagen dermed er løst. Vi kan, for at give et konkret eksempel, ikke behandle Zimbabwe på samme måde, som vi behandler Uganda. For hvert enkelt aspekt og for hvert enkelt land må vi undersøge, hvad der i politisk henseende er den bedste løsning, og eftergivelse af gæld er et af de elementer, der kan bidrage til et lands udvikling.

Hvad angår beslutningsforslaget, er det usædvanligt uklart. Hvilke praktiske konsekvenser får det eksempelvis for EU's budget? Mig bekendt er det kun Den Europæiske Investeringsbank, der yder lån. EU's budget står som garant for disse lån. Hvad sker der, hvis vi eftergiver disse lån? Hvad kommer det til at koste? Måske kunne Kommissionen sige lidt mere herom.

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, Rådet kan tilslutte sig en stor del af det, der er blevet sagt. Vi har alle forstået, at det haster, og forstået den usædvanlige situation, som visse lande står over for, særlig de lande, der er berørt af naturkatastrofen. Hvad angår Irak, er der vist ingen, der betvivler nødvendigheden af at yde bistand til genopbygningen af landet. Når dette er sagt, rejser spørgsmålet sig imidlertid om, hvad vi skal gøre for alle de andre udviklingslande.

Først og fremmest kan man ikke stille sig tilfreds med at bruge samme fremgangsmåde for alle, og her er jeg enig i det, som kommissæren sagde. Alle udviklingslande er ikke ens. Deres situation er meget forskellig. Jeg tror derfor, at vi først hovedsageligt skal fokusere på de fattigste og mindst udviklede lande og spørge, hvad vi kan gøre for dem.

For det første kan vi lette eller eftergive deres gæld. Jeg mener, at det er et initiativ, der skal støttes og fremmes. Inden for hvilke rammer skal vi handle? Der er debatten på de kommende møder i Det Europæiske Råd. Jeg har særlig nævnt mødet i Det Europæiske Råd i april, der skal fokusere på en analyse og evt. en revision af EU's forpligtelser vedrørende gennemførelse af millenniummålene. Der er EU's støtte til de initiativer, der er taget i G8-regi, særlig G8-formandskabets initiativer under det kommende topmøde i Det Forenede Kongerige. EU skal således fremme tanken om gældslettelse eller -eftergivelse. Det kan imidlertid ikke gøre det tilfældigt, for på denne måde ville handlingen miste troværdighed.

For det andet giver en eftergivelse eller lettelse af gælden kun mening, hvis de rige lande øger deres udviklingsbistand. EU har indgået forpligtelser i denne forbindelse, og de bør føres ud i livet.

For det tredje skal gælden uanset størrelsen indgå i en bredere politisk ramme for udviklingssamarbejde. Det nytter ikke at eftergive gælden, hvis man samtidig lukker grænserne for visse typer import fra udviklingslande. Det nytter ikke at eftergive gælden, hvis vi derefter støtter visse produkter i vores egen lande og derved forhindrer udvikling af de samme produkter i udviklingslandene.

Som konklusion tror jeg, at en eftergivelse er et vigtigt, men ikke det eneste led, i en udviklingsstrategi eller et ægte udviklingspartnerskab, som EU skal tage fat på.

  Potočnik, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen har nøje noteret sig denne drøftelse af det vigtige spørgsmål om gældssanering. En række vigtige og nyttige forslag og kommentarer er fremkommet i dag. Jeg vil gerne svare som følger.

For det første bør man straks understrege, at fattigdom ikke kun er et spørgsmål om gældssanering. Det virkelige problem er et passende niveau af udviklingsfinansering. For det andet er det vigtigt at skelne imellem forskellige lande, i særdeleshed mellem de mindst udviklede lande og andre udviklingslande.

For det tredje har De ikke fået forelagt tallene for indkomsten pr. indbygger i forhold til gældssanering med det formål, at der skal skæres ned i hjælpen, men nærmere det modsatte: for at benytte dette kriterium for at lette gældsbyrden for de lande, der virkelig trænger mest til det.

For det fjerde vil FN og Kommissionen koordinere deres bestræbelser med andre internationale organisationer med hensyn til HIPC og andre initiativer.

For det femte anerkender en ny bæredygtighedsramme fra Verdensbanken og IMF det utilstrækkelige i de eksisterende bestræbelser på gældssanering. Den nye ramme vil for det første fastsætte vejledende tærskler for gældsbyrder, som er landespecifikke, for det andet tage hensyn til ydre voldsomme påvirkninger og for det tredje garantere større gennemskuelighed og dialog ved vurderingen af denne bæredygtighed. Det er, hvad den nye bæredygtighedsramme drejer sig om.

Endelig bør bistand til Irak ikke gives på bekostning af de fattigste lande, og et gældsmoratorium for lande, der er ramt af tsunamien, vil være passende.

Kommissionen vil nøje følge spørgsmålet om udviklingslandenes udlandsgæld, i særdeleshed for de mindst udviklede af dem. Der er også stadig meget at gøre med hensyn til at overveje gældssanering for lande i Sydøstasien, der blev ramt af jordskælvet og af tsunamien. Kommissionen vil fastholde en løbende dialog med Europa-Parlamentet på alle de ovennævnte områder.

Vi er alle enige om, at udlandsgæld for nogle udviklingslande er en væsentlig hindring for vækst og udvikling. Gældssanering kan faktisk være et nyttigt redskab i denne kampagne, men kan på ingen måde være hele svaret. Bistand, socioøkonomiske politikker, handelspolitikker osv., der sikrer bæredygtighed for disse lande i det lange løb, er af afgørende betydning. Det er, hvad de ønsker, og det er, hvad de fortjener.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.⁽¹⁾

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

(1) Se protokollen.

12. Parlamentets sammensætning: se protokollen

13. Spørgetid (Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0001/2005). Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 1 af Josu Ortuondo Larrea (H-0498/04):

Om: Immigranter omkommet ved Fuerteventura (De Kanariske Øer)

Den 28. november 2004 skete der ved Fuerteventuras kyst (Spanien) en tragisk ulykke med forlis af en båd, hvorved to afrikanske indvandrere omkom og 14 andre forsvandt. Europas kyster har atter været skueplads for tragiske dødsfald blandt personer, der med hjælp fra ulovlige netværk flygter fra ekstreme forhold med håbet om at kunne starte en i personlig og arbejdsmæssig henseende ny og bedre tilværelse på det europæiske kontinent.

Er Rådet klar over, at vi står over for et alvorligt humanitært problem, som hverken det europæiske samfund eller endnu mindre EU's institutioner kan forblive upåvirket af, og hvor det er nødvendigt omgående at finde en løsning? Hvilke politiske og humanitære foranstaltninger og initiativer er Rådet i færd med at træffe for at undgå disse tragiske dødsfald, som vi ikke længere kan lade gå upåagtet hen?

  Schmit, Rådet. - (FR) Det ærede medlem erindrer, at Rådet allerede ved flere lejligheder har givet udtryk for, hvad det føler i forbindelse med de menneskelige tragedier, som nogle forsøg på at rejse ulovligt ind i EU ender med.

I Haag-programmet, som Det Europæiske Råd vedtog den 4. og 5. november 2004, behandles dette problem også, og der opfordres til at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne. I den forbindelse ønsker Rådet at fremhæve Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser. Den 26. oktober 2004 vedtog Rådet en forordning om oprettelse af dette agentur, der påbegynder sit arbejde den 1. maj 2005. Agenturet skal fremme gennemførelsen af eksisterende og kommende fællesskabsbestemmelser for forvaltning af de ydre grænser ved at sørge for, at medlemsstaterne koordinerer deres aktioner under gennemførelsen af disse bestemmelser.

Endvidere vedtog Rådet i 2002 en samlet plan til bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskehandel i EU samt en plan til integreret forvaltning af EU-medlemsstaternes ydre grænser. Rådet og medlemsstaterne prioriterer gennemførelsen af disse planer og har styrket det operative samarbejde ved hjælp af en række fælles aktioner og pilotprojekter. Det fælles organ for aktørerne ved de ydre grænser er tildelt en grundlæggende rolle, og det har koordineret gennemførelsen af de aktioner, der er fastsat i planerne. Inden for rammerne af dette fælles organ er der oprettet to centre, som skal koordinere de fælles aktioner og foranstaltninger, der skal gennemføres på havet og i havnene. Det drejer sig om et vestligt og et østligt center for maritime grænser i henholdsvis Spanien og Grækenland. De to centre har udført operationer til bekæmpelse af ulovlig indvandring ad søvejen.

Rådet ønsker ligeledes at gøre det ærede medlem opmærksom på det program med foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring ad søvejen i EU-medlemsstaterne, der blev vedtaget den 27. november 2003. Programmet omfatter en række foranstaltninger til hurtigst muligt at forbedre en koordineret og effektiv forvaltning af de maritime grænser.

Rådet har ligeledes understreget, at det er vigtigt at styrke de internationale forbindelser med tredjelande, hvor de ulovlige flygtningestrømme har deres oprindelse eller er i transit. Jeg vil endvidere henlede Deres opmærksomhed på, at det uformelle møde i RIA-Rådet primært kommer til at dreje sig om disse spørgsmål.

Den 2. december 2004 vedtog Rådet konklusioner om vurdering af fremskridtene i forbindelse med gennemførelsen af programmet med foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring ad søvejen i EU-medlemsstaterne. Selv om Rådet konstaterede, at der var sket fremskridt i gennemførelsen af dette program, konkluderede det også, at det er nødvendigt med nye fremskridt med hensyn til operative og retlige foranstaltninger.

Endvidere stadfæstede Rådet, at det var nødvendigt at styrke samarbejdet med tredjelande ved at trække på de forskellige medlemsstaters erfaring. Rådet foreslog, at dette samarbejde skal dække alle aspekter af den ulovlige indvandring såsom hjemsendelse og genindrejse, bekæmpelse af menneskehandel og de dermed forbundne netværk samt alle former for ulovlig indvandring samt grænseforvaltning og styrkelse af kapaciteten til kontrol med indvandring.

  Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Jeg vil begynde med at takke rådsformanden, hr. Schmit, for den omfattende information, han er kommet med i sit svar, og jeg vil også gerne takke for hans forståelse, for selv om han repræsenterer et land fra det indre af EU, har han givet os mange oplysninger i forbindelse med EU's søgrænser.

I denne forbindelse vil jeg netop gerne insistere på den lange søgrænse, som EU har, og minde om, at der i de have, der omkranser Europa, er hundredvis og tusindvis af mennesker, der på tragisk vis finder deres død hvert eneste år. Vi har fra Europa-Parlamentets side flere gange krævet, at der bliver oprettet en europæisk kystvagttjeneste, der ud over at kunne hjælpe de mennesker, der på grund af nød ser sig tvunget til at komme ind i Europa ved møjsommeligt at krydse vores have, også kan være med til at kontrollere den havforurening, der berører vores kyster.

Har Rådet drøftet dette spørgsmål? Hvad mener det om en europæisk kystvagttjeneste?

  Schmit, Rådet. - (FR) Jeg har bemærket mig forslaget fra det ærede medlem. Jeg mener, at vi skal koncentrere os om det mere langsigtede mål, som er oprettelse af europæiske kystvagter. Det er også med tanke på dette, at grænsekontrolagenturet blev oprettet. Jeg vil også understrege, at selv om kystvagter er meget effektive, vil problemet fortsat være der. Man skal efter min mening vedtage en bredere strategi, hvori bl.a. indgår en stærk dialog og et tæt samarbejde med tredjelande samt en bedre, mere effektiv kontrol i transitlande og oprindelseslande. Vi skal især tage fat på årsagerne til de fortvivlede handlinger, som De har nævnt, og som vi lige har talt om det i forbindelse med udviklingsbistand og gæld.

  Muscat (PSE). - (MT) Jeg kommer fra et land, som ligger i nærheden af havet på grænsen til EU, nemlig Malta, og jeg mener også, at det, De siger, er et skridt i den rigtige retning på mellemlang og lang sigt, men vi skal imidlertid forstå, at vi står over for en krise. Befolkningen i Malta vil fra april og fremover hele tiden se mennesker rejse over dag efter dag. Og mange lande, ligesom mange lande ved grænsen, har ikke tilstrækkelige ressourcer til at give disse mennesker en anstændig velkomst for slet ikke at tale om at sende dem tilbage eller noget andet. Det er et EU-problem og ikke et problem for landene ved grænsen. Kan Rådet fortælle os, hvad det konkret gør for at bevilge midler, således at Malta og andre lande ved grænsen kan løse dette problem på en anstændig måde?

  Schmit, Rådet. - (FR) Jeg forstår fuldt ud den særlige situation for et land som Malta, der ganske rigtigt står over for alvorlige problemer med ulovlig indvandring på grund af, at der ankommer personer for at søge tilflugt.

Jeg mener, at man skal tage fat på dette problem ud fra en solidaritetsvinkel. Der skal træffes en række foranstaltninger såsom en langsigtet forbedring af overvågningen af EU's maritime grænser, der skal evt. oprettes en europæisk kystvagttjeneste samt med det samme bevilges økonomiske midler til hjemsendelse af personer, der ankommer til et land som Malta. Endvidere skal man efter min mening inden for rammerne af de finansielle overslag afsætte de nødvendige midler til gennemførelse af en sådan politik for at bringe europæisk solidaritet i spil på dette niveau.

Jeg gentager, at dette er et af de centrale emner på det kommende uformelle møde for de ministre, der er ansvarlige for indvandring, og som finder sted sidst på måneden i Luxembourg.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Robert Evans (H-0502/04):

Om: Forskning og udvikling

På nuværende tidspunkt bruger EU's 25 medlemsstater ca. 120 milliarder pund om året på investeringer i forskning og udvikling. I sammenligning med de 210 milliarder pund, som USA har investeret, ser EU's investeringer meget små ud. Denne skævhed er en af de omstændigheder, som er med til at forårsage "hjerneflugten" af videnskabsmænd fra Europa til USA. Det fremgik tydeligt af Kok-rapporten, at næsten en fjerdedel af verdens førende it-virksomheder kommer fra USA. Hvilke skridt har Rådet til hensigt at tage for at forbedre Europas videnbaserede økonomi?

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, vi vil henlede det ærede medlems opmærksom på de nylige konklusioner, som Rådet har vedtaget om forskningspolitikkens fremtid. Det drejer sig om Rådets konklusioner af 24. september 2004 om europæisk forskningspolitik og formandskabets konklusioner om den fremtidige EU-politik til støtte for forskning, der blev udarbejdet under mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 25. og 26. november, og som det store flertal af delegationerne har tilsluttet sig.

I de to tekster gøres der nærmere rede for Rådets holdning til den fremtidige udvikling af EU's forskningspolitik. I sine konklusioner fra september giver Rådet ligeledes udtryk for sin holdning til Kommissionens svar til den ekspertgruppe på højt plan, som professor Marimon er formand for, og som skal vurdere, om instrumenterne til gennemførelse af det sjette rammeprogram er effektive. I de samme konklusioner understreger Rådet, at det er vigtigt at styrke forskning og teknologisk udvikling på europæisk plan som en nødvendig supplering af den nationale indsats, navnlig for at udøve en kraftig løftestangseffekt på privat investering inden for forskning, hvilket medlemsstaterne for en stor del er ansvarlige for. Det understreger også den vigtige rolle, som SMV'er spiller med hensyn til at øge EU-kapaciteten i forbindelse med innovation og forskning, og anbefaler i denne forbindelse, at der anvendes forenklede og mindre bureaukratiske regler til gennemførelse af det kommende rammeprogram.

Som det ærede medlem uden tvivl ved, har investeringerne til videnskabelig og teknologisk udvikling i Europa allerede i mange år været utilstrækkelige i forhold til USA, men kløften er blevet uddybet siden midten af 1990'erne. Det er først efter vedtagelsen af Lissabon-strategien i 2000 og den målsætning om en investering på 3 %, der blev fastsat i Barcelona i 2002, at der er gjort en indsats, som står i forhold til udfordringen.

Jeg vil ligeledes erindre om, at EU er ved at træffe betydelige foranstaltninger til udvikling af aktiviteter inden for forskning og teknologisk udvikling på det sikkerhedspolitiske og rumpolitiske område. Den europæiske forsknings- og udviklingspolitik er afgørende for Lissabon-strategien, hvis vigtighed er blevet understreget særlig af den tidligere hollandske premierminister, Wim Kok, i hans rapport Facing the Challenge, men det blev også understreget meget udtrykkeligt i morges af rådsformanden og kommissionsformanden. Rådet kan inden for rammerne af forberedelsen af Det Europæiske Råd til foråret tilslutte sig de store linjer i analysen i Wim Koks rapport. Der skal uden tvivl tages højde for dette i det syvende rammeprogram for Fællesskabets forskning og teknologiske udvikling, der sandsynligvis bliver vedtaget i løbet af første halvår af 2006 i fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet.

Det kommende rammeprograms form og omfang afhænger imidlertid også af de disponible midler. Som det ærede medlem vil forstå, afhænger de først og fremmest af resultaterne af de igangværende drøftelser af de finansielle overslag.

  Evans, Robert (PSE). - (EN) Jeg vil gerne takke rådsformanden for et yderst omfattende svar på mine spørgsmål. Han nævnte Kok-rapporten, hvilket jeg også gør i mit spørgsmål, men den anbefalede derudover - som han sandsynligvis ved - etablering af et europæisk forskningsråd, nogenlunde på linje med National Science Foundation i Amerika.

Det skal være et uafhængigt organ, der ledes af forskere og akademikere og giver bevillinger til naturvidenskab, ingeniørvidenskab og samfundsvidenskab. Det er noget, som kunne trænge til midler på omkring 2 milliarder euro om året.

Vil Rådet overveje det på det møde i marts, han henviste til? Mener han personligt, at det er en god idé? Og hvis det er tilfældet, vil han så lægge sin personlige vægt bag det for at overbevise sine kolleger i de 24 andre lande om, at det er en idé, som det er værd at gå videre med?

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, jeg svarer personligt, da De har henvendt Dem direkte til mig. Jeg mener, at det er en god idé. Efter min mening skal der gøres mere for at vurdere de iværksatte forskningsprogrammer. Det skal tages i betragtning under drøftelsen af det syvende rammeprogram for forskning og forhøjelsen af midlerne inden for rammerne af de kommende finansielle overslag, som forhåbentlig bliver betydelige. Denne idé fortjener at blive uddybet og forelagt de beslutningstagende organer i Rådet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Dimitrios Papadimoulis (H-0503/04):

Om: Beskyttelse af Det Økumeniske Patriarkat

Den tyrkiske regering har brugt en indbydelse til en reception, hvori patriarken af Konstantinopel nævnes i sin egenskab af "økumenisk patriark" som påskud til at udstede et cirkulære, hvori alle statsembedsmænd opfordres til at blive væk fra denne reception, fordi regeringen 'anså det for forkert, at en tyrkisk borger sendte indbydelser, hvori vedkommende benyttede titler, som han ikke havde og som var tildelt ham fra udlandet.' Endvidere forlød det for nylig, at det indgår i Tyrkiets nye retningslinjer for beskyttelse af den nationale sikkerhed, "at forsøg på at klare spørgsmålet om patriarkatets nuværende status og at genåbne den teologiske skole i Halki måtte forhindres".

I den senere tid har den økumeniske patriark været udsat for stadig hyppigere angreb af denne art, og det viser Tyrkiets ubøjelige holdning i disse spørgsmål, selv om der for Den Europæiske Union er tale om et afgørende kriterium for Tyrkiets demokratisering.

Erklæringer af denne art har så sent som for nylig ført til terrorhandlinger og 'spontane' demonstrationer fra ekstremistiske grupper mod Det Økumeniske Patriarkat. Agter Rådet derfor at tage skridt for at beskytte Det Økumeniske Patriarkat?

  Schmit, Rådet. - (FR) Rådet påpeger, at inden for rammerne af tiltrædelsespartnerskabet, der blev revideret og vedtaget i maj 2003, skal Tyrkiet bl.a. skabe betingelser for, at ikke-muslimske religiøse samfund kan fungere i overensstemmelse med gældende praksis i EU-medlemsstaterne. Selv om religionsfriheden er garanteret i Den Tyrkiske Republiks forfatning, hvilket Kommissionen har understreget i sin regelmæssige rapport fra 2004, bliver der imidlertid stadig lagt hindringer i vejen for ikke-muslimske religiøse samfund, herunder Det Økumeniske Patriarkat, og de underlægges bureaukratiske regler.

Trods fremskridtene på dette område er problemerne med de ikke-muslimske samfunds retsstilling, registrering af fast ejendom og uddannelse af de gejstlige stadig ikke løst på det nuværende stadie. Den nye samlede lovgivning, som er nødvendig for at løse disse problemer, er ved at blive udarbejdet. I den forbindelse gennemgår den tyrkiske regering for tiden et lovforslag om grundlaget.

De tyrkiske myndigheder har for nylig understreget, at de opfordrer Kommissionen til at komme med bemærkninger til dette forslag, hvilket er en meget positiv udvikling. Det ærede medlem er bekendt med, at Det Europæiske Råd den 17. december besluttede, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte de politiske Københavnskriterier, således at tiltrædelsesforhandlingerne kan indledes, på betingelse af at Tyrkiet gennemfører de seks lovgivningstekster, som Kommissionen har angivet. Det har opfordret Kommissionen til for Rådet at fremlægge et forslag til en forhandlingsramme med Tyrkiet på grundlag af punkterne i formandskabets konklusioner, som blev vedtaget ved mødets slutning. Rådet er dernæst blevet opfordret til at nå frem til en aftale om denne ramme inden åbningen af forhandlingerne den 3. oktober 2005 i overensstemmelse med bestemmelserne og betingelserne i konklusionerne fra Det Europæiske Råd.

Kommissionen vil nøje overvåge, om de politiske reformer bliver gennemført effektivt og samlet. Alle stridsspørgsmål, der nævnes i den regelmæssige rapport og Kommissionens henstilling, herunder religionsfrihed, bliver behandlet i den rapport, som Kommissionen løbende skal fremsende til Rådet.

  Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand, hr. formand for Rådet, mange tak for Deres grundige svar. Eftersom man, som De også påpegede i Deres svar, endnu ikke har behandlet de ikke-muslimske samfunds status, registrering af ejendom og uddannelse af gejstlige, vil jeg gerne stille Dem følgende spørgsmål: Er De tilfreds med de fremskridt, der er sket på dette område, eller finder De dem utilstrækkelige? Hvis Rådet ikke er tilfreds med dem, hvad agter De så at gøre, for at vi kan få bedre resultater i fremtiden?

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, jeg mener, at udøvelse af religionsfrihed skal garanteres af alle medlemsstater og alle kandidatlande.

Som jeg har sagt, følger Rådet meget tæt gennemførelsen af lovgivning, som endnu ikke er vedtaget endeligt i Tyrkiet. Til sin tid skal Kommissionen aflægge rapport til Rådet om enhver forsømmelse på dette område. Hvis Tyrkiet stadig ikke retter op på det, skal der selvfølgelig føres en bestemt dialog med Tyrkiet, således at det retter sig efter dette kriterium, som er afgørende for at optage et land i EU.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Othmar Karas (H-0508/04):

Om: Formel vedtagelse af Rådets fælles holdning om forslaget til direktiv om computerimplementerede opfindelser

Hvordan agter Rådet at gå til værks, når det gælder vedtagelsen af en fælles holdning om forslaget til direktiv om computerimplementerede opfindelser, i betragtning af at den polske regering har tilkendegivet, at den ikke kan støtte Rådets nuværende forslag, at den nye stemmevægtning i Nice-traktaten nu er trådt i kraft, og at det flertal, der kræves for vedtagelse af den fælles holdning på grundlag af den politiske enighed, der blev opnået i Rådet den 18. maj, dermed ikke længere er til stede uden Polens tilslutning, at det nederlandske parlament har krævet, at tilslutningen til den fælles holdning trækkes tilbage, og at samtlige fire grupperinger i den tyske forbundsdag i et tværpolitisk beslutningsforslag har krævet en række ændringer til direktivets tekst.

Er Rådet klar over, at man i denne politisk skrøbelige aftale også fuldstændig lader hånt om Europa-Parlamentets holdning?

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, Rådet ønsker at understrege, at i modsætning til det ærede medlems synspunkt, i henhold til hvilket forslaget til Rådets fælles holdning fuldstændig lader hånt om Europa-Parlamentets holdning, har Rådet under udarbejdelsen af forslaget til fælles holdning omhyggeligt gennemgået Europa-Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen og har beholdt flere af dem.

Hvad angår vedtagelsen af den fælles holdning, kan Rådet oplyse det ærede medlem om, at den er blevet udskudt til en senere dato på anmodning af en medlemsstat for at give denne mere tid til at udfærdige en erklæring, som skal indgå i referatet fra et af de kommende møder i Rådet.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, som svar på Deres kommentarer vil jeg blot sige, at det forslag, der ligger på bordet i øjeblikket, ikke tager tilstrækkeligt hensyn til Parlamentets beslutning. Det viser sig også i Rådet, for havde det gjort det, ville vi ikke have set de seneste ugers stigende kritik i det hollandske parlament, i det tyske parlament og i Polen af Rådets politiske beslutning. Derfor spørger jeg Dem: Vil det forslag, som De nu udarbejder, afvige fra det, som vi kender?

For det andet vil jeg godt spørge, hvilke lovbestemmelser der lægges til grund for afstemningen i Rådet, eller med andre ord, om Nice-trakten anvendes eller ej.

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, jeg mener, at der stadig er kontakter mellem Rådet og Parlamentet. Jeg er blevet stillet en række uformelle spørgsmål om dette emne for knap et par timer siden i morges.

De stiller mig et meget præcist spørgsmål. Jeg mener, at det er kvalificeret flertal, der skal anvendes.

  Lichtenberger (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil også gerne komme tilbage til Deres kommentarer, hvormed De antydede, at det direktiv, der i øjeblikket forhandles om i Rådet, er på linje med Parlamentets ønsker. Det er langtfra tilfældet. Det svarer jo ikke engang til Rådets ønsker, hvis man tænker på flertalsreglerne. Der er ikke længere noget flertal for dette forslag. Vil De venligst forklare, hvordan De vil forholde Dem til denne situation i Rådet? Her er der nemlig opstået en situation, som er langtfra tilfredsstillende, hvad angår direktivets indhold, og som har en negativ indvirkning på hele it-sektoren.

  Schmit, Rådet. - (FR) Jeg sagde for lidt siden, at Rådet eller formandskabet ikke er imod tanken om forhandlinger med Parlamentet, dog på den udtrykkelige betingelse, at hvis Tyrkiet kan fremsætte sin erklæring - og det kan det på de kommende møder i Rådet - skal Rådet i princippet træffe beslutning med kvalificeret flertal.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af María Badía i Cutchet (H-0519/04):

Om: Den sproglige mangfoldighed i EU

Der findes inden for EU sprog, som har mange hundrede års historie, men hverken er statssprog eller officielle EU-sprog, selv om de tales af mange mennesker, ofte i flere forskellige regioner i forskellige medlemsstater, og i nogle tilfælde endog er officielle sprog i de pågældende regioner. Nogle af disse sprog er lige så udbredte, har lige så lange litterære traditioner og er lige så levende som andre sprog, der har status af statssprog og officielle EU-sprog, ligesom de tales af et tilsvarende eller større antal indbyggere.

I betragtning af at hensynet til den sproglige mangfoldighed udgør en del af EU's demokratiske og kulturelle grundlag, som det bekræftes i artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder ("Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed"), og at det dermed i henhold til Unionens værdier ikke er rimeligt, at der diskrimineres mod et sprog, blot fordi det ikke tales af en hel stat, mener Rådet da ikke, at EU bør tage større hensyn til disse sprog?

Den spanske regering har desuden indgivet et memorandum vedrørende ændring af EU-institutionernes sprogordning med henblik på optagelse heri af alle de sprog - ud over spansk - som er officielle sprog i Spanien. Hvordan vil Rådet stille sig til dette forslag?

  Schmit, Rådet. - (FR) I henhold til EU-traktatens artikel 53, artikel 314, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og artikel 225 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab er der for tiden 21 oprindelige officielle sprog, som de grundlæggende traktater er affattet på, idet de enkelte sprog har samme gyldighed.

I henhold til EF-traktatens artikel 290 fastlægger Rådet med forbehold af Domstolens bestemmelser med enstemmighed den ordning, der skal gælde for Fællesskabets institutioner på det sproglige område. I henhold til denne ordning har EU-institutionerne for tiden 20 officielle sprog og arbejdssprog.

Den Europæiske Unions Tidende offentliggøres på alle 20 officielle sprog. I princippet tilpasses den sproglige ordning i forbindelse med udvidelsesforhandlingerne. Der er ingen retlige hindringer for, at der ved optagelsen af en ny medlemsstat tilføjes mere end et nyt officielt sprog.

Den 23. november 2004 stillede Irland Rådet et forslag om at ændre forordning nr. 1/58, således at det irske sprog, der indgår i de 21 sprog i stk. 1, tilføjes til de 20 officielle sprog, der er nævnt i stk. 2.

Den 13. december 2004 fremsendte den spanske regering til Rådet en anmodning om at anerkende følgende sprog officielt i EU:

(ES) "baskisk, galicisk og det sprog, der i den selvstyrende region Catalonien og på Balearerne kaldes catalansk, og som i den selvstyrende region Valencia kaldes valenciansk".

(FR) De bedes undskylde min dårlige udtale. I denne forbindelse har den spanske regering foreslået en række ændringer til forordning nr. 1/58.

  Obiols i Germà (PSE), stedfortræder for ordføreren. - (ES) Hr. formand for Rådet, jeg har lyttet opmærksomt til Deres indlæg.

(FR) Herunder også Deres indlæg på spansk med en udtale, som jeg påskønnede, og som var meget korrekt. Her er imidlertid det spørgsmål, som min kollega har stillet til formandskabet, og som jeg gentager her i hendes fravær - hun er rent faktisk syg. Hvad er Deres holdning til anmodningen fra den spanske regering?

(ES) ... dvs. tror De, at der er mulighed for at opnå konsensus blandt Rådets repræsentanter om noget, der kan betyde et skridt fremad i denne sag?

  Schmit, Rådet. - (FR) Rådet har endnu ikke rejst dette spørgsmål. Jeg mener, at man skal gå pragmatisk frem. Man skal helt sikkert undersøge disse forslag fra Irland og den spanske regering nærmere. Jeg kan ikke forudsige, hvilket resultat Rådet kommer frem til. Jeg kan henvise til den erklæring, der er vedføjet til teksten til forfatningen, som på en måde er en pragmatisk strategi for problemet.

Hvis man følger denne vej, håber og ønsker jeg, at man kommer frem til en løsning, som alle kan acceptere.

  Martin, David (PSE). - (EN) Det er klart, at der, nu hvor Spanien og Irland har fremsat deres anmodninger, er fare for, at andre medlemsstater vil følge deres eksempel. I mit eget land, Skotland, har vi gælisk som et minoritetssprog, og i Wales er en anden form for gælisk minoritetssprog.

I mellemtiden vil jeg gerne vide, om formandskabet under hensyntagen til den endelige afgørelse af dette på fællesskabsplan vil støtte medlemsstaterne kollektivt i at trykke afgørende fællesskabsdokumenter, såsom forfatningen og love, på alle minoritetssprogene i deres medlemsstater. Så vil det ikke være en byrde for fællesskabet, men en byrde, der påhviler medlemsstaterne. Det ville være en pragmatisk måde at komme uden om denne vanskelighed på.

  Schmit, Rådet. - (FR) Ærede medlem, jeg er i den specielle situation, at jeg selv taler et minoritetssprog, som hverken er et arbejdssprog eller et af de sprog, som traktaterne er affattet på. Jeg forstår således på en vis måde det spørgsmål, der er blevet rejst.

Jeg vil tilføje, at det faktisk vil være muligt at offentliggøre grundlæggende tekster, traktater og forhåbentlig engang forfatningen på alle de sprog, der anvendes i EU. Vi skal fortsætte ad denne vej. Det er for øvrigt denne pragmatiske strategi, som jeg har foreslået det ærede spanske medlem.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Claude Moraes (H-0521/04):

Om: Gennemførelse af EU-retningslinjerne om børn og væbnet konflikt

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at sikre, at EU-retningslinjerne om børn og væbnet konflikt gennemføres på behørig vis?

  Schmit, Rådet. - (FR) Fru formand, Rådet følger aktivt gennemførelsen af EU-retningslinjerne om børn og væbnet konflikt og har for øvrigt for nylig offentliggjort et dokument, hvori der gøres status over situationen, samt en handlingsplan. Dokumentet indeholder en oversigt over aktioner, som EU og medlemsstaterne har udført i 2004, særlig på området for teknisk bistand, politiske instrumenter til krisestyring samt samarbejde med FN, ngo'er og andre internationale organisationer.

Det indeholder ligeledes en handlingsplan, der skal omsætte de generelle målsætninger for retningslinjerne til en mere konkret politisk og praktisk EU-indsats. Formålet med den er at forene teknisk bistand og politisk handling ved at fremhæve mangler og muligheder for et forstærket samarbejde på dette område. For øjeblikket er aktionerne rettet mod en række lande, i hvilke børnene er særlig berørt af væbnede konflikter. Det drejer sig om Burundi, Colombia, Côte d'Ivoire, Liberia, Rwanda, Sierra Leone, Sri Lanka, Sudan, Uganda, Den Demokratiske Republik Congo, Afghanistan, Burma og Nepal.

  Moraes (PSE). - (EN) Jeg takker rådsformanden for hans klare svar, hvori han har opregnet de pågældende lande. Det er netop disse lande, som optræder i mange henvendelser, som medlemmerne modtager. Vi mener nu, at problemet med børnesoldater ikke kun er et marginalt problem. Vi ved nu, at det er et udbredt fænomen i andre lande end dem, han faktisk har nævnt, f.eks. i Mellemøsten. Vi forventer, at det luxembourgske formandskab og også det britiske formandskab vil holde dette spørgsmål højt oppe på dagsordenen. Ethvert land, der i øjeblikket er ude for vanskeligheder, såsom Sri Lanka, har dette problem. Det kan vi se på vores tv-skærme.

Jeg opfordrer Rådet til ikke at behandle dette som et marginalt problem, men at holde det øverst på listen over udviklingsspørgsmål, såvel som over udenrigspolitiske spørgsmål, under det luxembourgske formandskab. Jeg takker ham endnu en gang for det klare svar.

  Schmit, Rådet. - (FR) Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at det luxembourgske formandskab lægger stor vægt på dette, og at det vil blive ved med at have dette spørgsmål på dagsordenen.

  Martin, David (PSE). - (EN) Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Det er ikke en kritik af Dem eller det luxembourgske formandskab, men det drejer sig om den måde, vi organiserer arbejdet på her i Parlamentet. Alt for ofte ser vi spørgetiden som en del af vores aktiviteter, man kan undvære. For ydmyge menige medlemmer er det undertiden den eneste mulighed, vi har for at stille spørgsmål til Kommissionen og Rådet og at få direkte svar. Det er en skam, hvis vi fortsat tillader, at spørgetiden bliver fortrængt fra vores dagsorden, og jeg vil anmode Dem om at tage dette op med Præsidiet.

  Formanden. - De har fuldkommen ret, hr. Martin, sådan ser jeg også på det. Fra Deres årelange erfaring i Parlamentet ved De imidlertid også, at de andre emner blev væsentligt forsinket, hvilket endnu en gang resulterede i en ekstrem kort spørgetid, og nu må rådsformanden haste videre til det næste møde. Men jeg vil notere mig Deres kommentarer og agere derefter.

Jeg vil gerne give ordet til hr. Ryan, som også ønsker at sige noget herom.

  Ryan (UEN). - (EN) Det er anden gang, dette er sket for mig, og tredje gang, det er sket for min kollega, hr. Aylward. Hvis spørgetiden starter for sent, bør den fortsætte i en nærmere specificeret periode. Det sker ikke, og det er bare ikke godt nok.

  Formanden. - Det forekommer meget ofte, at de tilstedeværende repræsentanter fra Rådet eller Kommissionen er mere end villige til at blive en smule længere hos os og dermed overskride den tildelte tid. Men jeg kan dog ikke rokke ved den kendsgerning, at De skal videre til det næste møde og således ikke har mere tid.

Jeg vil gerne takke Dem endnu en gang for Deres kommentarer. Vi vil tage dette meget alvorligt og opfordre alle kolleger til at overholde deres taletid og ikke overskride den tid, der er afsat til forhandlingerne.

Fru Figueiredo, De ankom for sent og var ikke til stede, da spørgsmålet blev drøftet, og derfor kan jeg ikke tage Deres spørgsmål op nu.

  Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Fru formand, jeg beklager, at jeg må tage ordet, men mødet begyndte ikke på det fastsatte tidspunkt - hvor jeg var til stede - og da jeg i mellemtiden har haft en anden forhandling, kan jeg først nu anmode om Deres accept af, at vi debatterer det meget vigtige tekstilspørgsmål, så jeg kan fremsætte nogle ganske korte bemærkninger i sagen.

  Formanden. - Hvis jeg tillader det nu, fordi rådsformanden nikker, vil jeg overtræde reglerne, for De skal være til stede i spørgetiden. Det er lang tid siden, at spørgsmål nr. 5 skulle have været drøftet, og vi begyndte således ikke for tidligt, men snarere alt for sent. Det skulle derfor have været muligt for Dem at ankomme hertil i tide.

Spørgsmål nr. 8-25 vil blive besvaret skriftligt.

Spørgetiden er afsluttet.

14. Dagsorden for næste møde: se protokollen

15. Hævelse af mødet

  Formanden. - Mødet er hævet.

(Mødet hævet kl. 19.10)