Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 23. februar 2005 - Strasbourg

3. Erklæring fra formanden

  Formanden. - Inden vi indleder dagens møde, der især drejer sig om forbindelserne mellem EU og Middelhavsområdet, vil jeg gerne informere Dem om det møde, der blev afholdt i Bruxelles i går.

Som bekendt mødtes Det Europæiske Råd i går i Bruxelles, selv om det ikke var et egentligt Europæisk Råd, og i dette møde deltog såvel kommissionsformanden, hr. Barroso, som jeg selv. Mødet med hr. Bush blev afholdt for at drøfte nogle af de mest relevante aspekter omkring forbindelserne mellem USA og EU og de problemer, vi sammen skal klare. På mødet talte flere, men ikke alle, af de deltagende stats- og regeringschefer.

Som De ved, betegner tilstedeværelsen af Europa-Parlamentets formand som repræsentant for denne institution ved mødet et vigtigt punkt for den politiske anerkendelse, som Europa-Parlamentet fortjener, og jeg vil endnu en gang takke hr. Juncker og hr. Barroso, der har forstået dette og gjort det muligt.

Efter stats- og regeringschefernes indlæg, og det var som nævnt ikke alle, der tog ordet, opfordrede rådsformanden hr. Barroso og undertegnede til kort at tage ordet, hvilket vi gjorde. Jeg talte til sidst. Jeg var nødt til at gøre det kort, da den afsatte tid var langt overskredet.

Men jeg synes, at vi skal se det som noget meget positivt, at Europa-Parlamentet i sidste instans kom til orde, selv om det ikke var planlagt. Det viser efter min mening endnu en gang, at Europa-Parlamentet spiller en stadig større rolle.

I mit korte indlæg støttede jeg mig naturligvis på den beslutning om de transatlantiske forbindelser, som Europa-Parlamentet stemte om i januar, og jeg gjorde mig til talsmand for det, vi havde diskuteret og stemt om her, og jeg bad præsident Bush om, at hans besøg i Europa, som jeg også glædede mig over, vil være med til at åbne en ny æra i de transatlantiske relationer, der bygger på en multilateralisme, der gør det muligt for os at forbedre vores samarbejde. Dernæst understregede eller henviste jeg til to emner, eftersom der ikke var tid til at komme ind på dem alle. Jeg valgte situationen i Mellemøsten og Kyoto-protokollen.

Med hensyn til det første påpegede jeg, som flere stats- og regeringschefer tidligere havde gjort det, at der havde åbnet sig en mulighed, som vi ikke måtte forpasse. Jeg påpegede, at vi heldigvis så på problemet på samme måde, dvs. en sikkerhedsgaranti for Israel og oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat, såvel i geografisk som i økonomisk og politisk henseende. Endelig sagde jeg, at vi i Europa-Parlamentet var enige i præsident Bushs udtalelser, og at det med vores samarbejde burde være muligt at gennemføre dem i praksis.

Med hensyn til Kyoto-protokollen understregede jeg betydningen af, at Europa-Parlamentet altid havde bidraget til denne internationale aftale, og at det var absolut nødvendigt, at USA også bidrog til at få den gennemført fuldt ud. Jeg nævnede, at vi burde blive ved med at arbejde sammen eller i det mindst fortsætte dialogen om, hvordan vi alle kan bidrage til løsningen af dette globale problem, og at hvis det ikke skete via protokollen, som de stadig ikke havde besluttet at undertegne, skulle det ske via alle de instrumenter, vi har inden for området teknologisk udvikling til at tackle de globale miljøproblemer.

Det var det, jeg fik lejlighed til at viderebringe, idet jeg havde valgt to problemer, som Europa-Parlamentet efter min mening har fokuseret sine forhandlinger og opmærksomhed omkring.

Mange tak for Deres opmærksomhed.

(Bifald)