Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 13. april 2005 - Strasbourg

2. Det Europæiske Råds møde (Bruxelles, den 22.-23. marts 2005)

  Formanden. - Næste punkt på dagordenen er beretning fra Det Europæiske Råd og redegørelse fra Kommissionen om Det Europæiske Råds møde i Bruxelles, den 22.-23. marts 2005.

Først har rådsformanden, hr. Juncker, ordet på vegne af Rådet.

  Juncker, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer, den 12. januar forelagde jeg i denne sal det luxembourgske formandskabs program for det kommende halvår.

I dag vil jeg traditionen tro give Dem en kort beretning om resultaterne af det sidste møde i Det Europæiske Råd. Min beretning bliver kort, fordi det i betragtning af det overvældende fremmøde i Parlamentet i dag ikke kan forventes, at debatten vil blive synderligt beriget. Følgelig vil jeg ikke give den næring, men kun meddele, at vi er nået til enighed om reformen af stabilitets- og vækstpagten efter barske drøftelser og mandige og virile meningsudvekslinger, selv om de kvindelige stemmer også lejlighedsvis trængte igennem debattens voldsomme dønninger. Det resultat, vi er nået frem til, er et ligevægtigt resultat, fordi det giver stabiliteten den betydning, der tilkommer den, og fordi det gør alt for at respektere stabilitetsreglerne uden at hæmme den vækst, der findes og bør findes i Europa. Vi har nået dette resultat uden at røre pagtens grundlæggende principper, men vi har givet den et bredere fortolkningsgrundlag, idet stabilitets- og vækstpagten fremover vil finde anvendelse på samtlige etaper af den økonomiske cyklus på et differentieret grundlag.

Den reform, vi er nået frem til, er resultatet af et udmærket samarbejde - hvilket jeg ønsker at understrege her - mellem Kommissionen og Rådet, eller nærmere bestemt mellem Kommissionens kollegium og Rådets formandskab, mellem kommissæren med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender og formanden for Rådet (økonomi og finans). Det har været mig en stor fornøjelse at arbejde hånd i hånd med Kommissionen.

Alt er blevet sagt angående reformen af pagten, og meget af det ligger på grænsen til det løgnagtige. Påstandene om, at alle former for underskud bliver tilladt efter reformen, og påstandene om, at der nu sendes et budskab om, at Europa frit kan kaste sig ud i en gold, ukontrolleret gældsætning, er klart fejlagtige. Der er hverken ændret ved traktatens eller pagtens grundlæggende bestemmelser. Kriterierne om 3 % og 60 % udgør stadig hovedhjørnestenen i et system, der fortsat vil være baseret på klare bestemmelser og retsregler.

Jeg skal endnu en gang understrege, at Kommissionen, så snart vi konstaterer en overskridelse af grænsen på 3 %, udarbejder en rapport, og at den pågældende medlemsstat bliver sat under nøje overvågning. Jeg må sige, at et underskud, der overtiger denne grænseværdi på 3 %, i lighed med tidligere ikke automatisk vil udløse en traktatbrudsprocedure. Det er fra flere sider blevet beskrevet som en nyskabelse, men må skyldes et mangelfuldt kendskab til Maastricht-traktaten, som har indeholdt denne bestemmelse siden 1992. Kommissionens beføjelser er ikke blevet reduceret, men derimod udvidet i forbindelse med denne reform. Følgelig drejer det sig nu ikke om at være alvorligt bekymrede, men om nøje at sikre, at de nye bestemmelser finder anvendelse på logisk vis. Og vi vil gøre alt for i løbet at de kommende måneder og i forbindelse med de afgørelser, vi vil skulle træffe, at bevise, at pagten ikke er død, men fortsat finder anvendelse og håndhæves.

Det andet punkt på dagsordenen for Det Europæiske Råd i Bruxelles var midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien. Som De måske erindrer, var der under vores forhandling den 12. januar stor frygt for, at Rådet ville forstyrre den grundlæggende ligevægt mellem Lissabon-strategiens elementer. Efter forelæggelsen af Kommissionens meddelelse om Lissabon-strategien den 2. februar og Kommissionens meddelelse om den sociale dagsorden lykkedes det endnu en gang Kommissionen og Rådet i fællesskab at bevare Lissabon-strategiens grundlæggende ligevægt. Vi har godt nok sat fornyet fokus på vækst og konkurrencedygtighed, men vi har ikke desto mindre bevaret den sociale dimension og miljødimensionen.

Jeg må som for flere måneder siden konstatere, at europæerne ikke altid har erkendt, hvor stor betydning Lissabon-strategien har, fordi vi taler om konkurrencedygtighed, produktivitet og vækst, og det ikke er begreber og udtryk, der taler til europæernes hjerte. Det, europæerne ønsker, er nemlig arbejde, mulighed for at oprette virksomheder, startkapital til disse virksomheder, adgang til åbne markeder for deres varer og effektive kommunikations- og transportsystemer. De vil have mulighed for bedre at forlige arbejde og familieliv og være på forkant med de nye teknologier og internettet. De vil have gode uddannelsesmuligheder for deres børn, adgang til effektive forsyningspligtydelser og offentlige ydelser, anstændige pensioner og et sundt miljø. Det er netop alt det, Lissabon-strategien sigter mod, og for at understøtte tanken om, at regeringerne og Kommissionen bør være mere aktive og konsekvente i deres håndhævelse af de afgørelser, der vedrører Lissabon-strategien, har vi inddelt de kommende tiltag i tre hovedgrupper, der er centreret om 10 aktivitetsområder, som igen er udmøntet i 100 enkeltforanstaltninger.

Lissabon-strategien involverer mange aktører, herunder Kommissionen, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, de nationale regeringer og de lokale og regionale myndigheder. Alle disse myndigheder og instanser bør i højere grad tage Lissabon-strategien til sig. Jeg tænker her især på de nationale regeringer, der, eftersom de skal stå til regnskab over for deres nationale parlamenter og den europæiske offentlighed, bærer ansvaret for at optimere virkningen af Lissabon-strategiens forskellige elementer.

Jeg vil kort omtale direktivet, der er opkaldt efter en tidligere kommissær. Jeg sagde den 12. januar, at formandskabet ville sige ja til en åbning af markedet for tjenesteydelser og nej til social dumping, og at det ønskede at få alle risici for social dumping fjernet fra direktivforslaget. Det blev bekræftet på martsmødet i Det Europæiske Råd, idet Rådet opfordrede deltagerne i lovgivningsproceduren til at foretage de gennemgribende ændringer af direktivforslaget, der er nødvendige for at sikre, at alle aspekter af den europæiske sociale model respekteres.

På dette punkt som på andre må jeg rette mig imod overbevisningen eller mistanken om, at den nuværende Kommission skulle være drivkraften bag et neoliberalt Europa, for den bunder i uvidenhed. Det var ikke det indtryk, jeg fik under mine drøftelser med de forskellige kommissærer om bl.a. direktivet om åbning af markedet for tjenesteydelser. Direktivforslaget er blevet udarbejdet under den tidligere Kommission. Den nye kommission vil sammen med de øvrige europæiske institutioner foretage de ændringer, der er nødvendige for at respektere den europæiske sociale model.

Vi har, hr. formand, bestræbt os på at klarlægge en misforståelse, der er opstået i løbet af de seneste år, idet vi gennem vores handlinger har forsøgt at påvise, at der er en forskel på strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien. Det er fejlagtigt at påstå, at bæredygtig udvikling udgør Lissabon-strategiens tredje søjle, eftersom bæredygtig udvikling er en horisontal strategi, som influerer på alle de øvrige politikker og følgelig vedrører alt, hvad der henhører under Lissabon-strategien, såvel som miljøet, fiskeriet, landbruget, finanspolitikken og socialsikringen. Bæredygtig udvikling er således det, der på engelsk hedder an overarching principle, som skal overholdes i forbindelse med iværksættelsen af alle EU-politikker. Formandskabet vil følgelig tage initiativ til, at Det Europæiske Råd i juni vedtager en erklæring om hovedretningslinjerne for en bæredygtig udvikling, idet en sådan erklæring vil kunne danne grundlag for en fornyelse af den strategi for bæredygtig udvikling, Det Europæiske Råd i Göteborg vedtog i 2001.

Vi har på grundlag af en afgørelse fra miljøministrene gennemgået alle de politikker, der relevant kan inddrages i en drøftelse om klimaændringer. Vi har kunnet konstatere, at Det Europæiske Råd udtrykte tilfredshed med Kyoto-protokollens ikrafttræden og især Den Russiske Føderations ratificering heraf. Vi bør nu fastlægge en EU-strategi på mellemlang og lang sigt for bekæmpelse af klimaændringer, der er forenelig med målet om, at den årlige gennemsnitlige overfladetemperatur ikke må stige med mere end 2 °C i forhold til niveauerne fra den førindustrielle periode. Eftersom der på verdensplan er tale om meget omfattende emissionsreduktioner, bør alle lande gøre en indsats i de kommende årtier. Ifølge EU's skøn bør gruppen af industrialiserede lande imødese en reduktion på 15-30 % inden 2020 i forhold til de referenceværdier, der er opstillet i Kyoto-protokollen, og derefter, ifølge Rådets (miljø) konklusioner, reduktioner på 60-80 % frem til 2050.

Det Europæiske Råd i Bruxelles behandlede flere emner vedrørende EU's forbindelser udadtil. De har med ret uforbeholden begejstring noteret Dem vores udtalelser angående reformen af De Forenede Nationer. Vi benyttede desuden mødet i Det Europæiske Råd til at tage det smertefulde spørgsmål om Libanon op igen, idet dette land rammes af den ene ulykke efter den anden og fortjener europæernes solidaritet. Vi opfordrede derfor Syrien til hurtigt at gøre alvor af sine tilsagn om at trække alle landets tropper og efterretningstjenester ud af Libanon.

Hr. formand, jeg ville gerne have givet en mere fuldstændig redegørelse, men håber at få lejlighed hertil efter forhandlingen, hvis der da skal være en forhandling.

(Bifald)

  Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, hr. formand for Det Europæiske Råd, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, det er mig en glæde, at jeg her i dag kan fremlægge Kommissionens analyse af de konklusioner, som Det Europæiske Råds forårsmøde nåede frem til, og redegøre for, hvordan Kommissionen har tænkt sig at følge op på de vigtige beslutninger, der blev truffet.

Samlet ser jeg meget positivt på forårsmødets konklusioner, ikke mindst fordi det var et møde, der fandt sted på et særdeles afgørende tidspunkt, hvor Unionen måtte vise, at den kan besvare de store udfordringer, som Europa i dag står over for.

Jeg mener, at vi har givet et tilfredsstillende svar på disse udfordringer, og at Det Europæiske Råd har vist det initiativ og har opstillet de politiske retningslinjer, der skulle til. Jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed til at prise den indsats og kompetence, som rådsformanden, premierminister Jean-Claude, og det luxembourgske formandskab som sådant har lagt for dagen i hele denne proces. Jeg vil også gerne fremhæve et forhold, som jeg fandt meget væsentligt på dette rådsmøde, både nu og for Unionens fremtid, nemlig den overensstemmelse, der er mellem dens vigtigste institutioner.

I det første afsnit i konklusionerne hedder det således klart om Kommissionens strategiske mål for perioden 2005-2009, som jeg selv har fremlagt: "Stats- og regeringscheferne noterede sig disse mål og hilste det velkommen, at der er stor overensstemmelse mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen med hensyn til prioriteterne for EU, navnlig hvad angår de lovgivningsmæssige aktiviteter for de kommende år". Det er den holdning, der vil sætte os i stand til at overvinde de vanskeligheder, som Unionen skal klare de kommende år.

Mere specifikt vil jeg gerne fremhæve, at de beslutninger, som Det Europæiske Råd her har truffet om stabilitets- og vækstpagten og den relancerede Lissabon-strategi, styrker medlemsstaternes bestræbelser for at få indsatsen på disse tre felter - og dermed forhåbentlig også aftalen om de Unionens fremtidige finansielle overslag - på plads, når Det Europæiske Råd mødes i juni.

(EN) Jeg vil nu gerne mere detaljeret kommentere de tre vigtigste emner, der, som De ved, blev drøftet ved forårets møde i Det Europæiske Råd.

Det første er stabilitets- og vækstpagten. Som vi alle ved, brød enigheden om pagten sammen i november 2003. Man er nu nået frem til en ny enighed om en ordentlig finanspolitisk ramme. Kommissionen har ydet et meget vigtigt bidrag hertil. Kommissionen satte gang i nogle debatter i sin finansielle beretning i 2004, og i september 2004 vedtog Kommissionen en meddelelse om styrkelse og præcisering af stabilitets- og vækstpagten. Siden da har Kommissionen aktivt bidraget til debatten om reformen af pagten og støttet dette formandskab i dets bestræbelser på at nå til enighed, samtidig med at det væsentlige i vores budgetmæssige ramme blev bevaret.

Det Europæiske Råds enighed var et meget positivt resultat, som igen gjorde pagten troværdig og bevarede Kommissionens prærogativer. Under denne aftale bliver principperne i traktaten opretholdt. Medlemsstaternes budgetunderskud kan ikke overstige 3 % af bruttonationalproduktet, og regeringernes gæld begrænses stadig til 60 %. For at undgå for store underskud kan enhver overskridelse af disse grænser kun være midlertidig og kun under ekstraordinære omstændigheder.

Et nyt element er det, at medlemsstaterne bliver anmodet om at udvise mere disciplin. De må øge deres bestræbelser på at reducere underskuddene i vækstperioder, samtidig med at der er blevet indført en grad af fleksibilitet for perioder med økonomiske vanskeligheder.

Kommissionen agter at forelægge sine forslag til revision af de relevante forordninger inden udgangen af denne måned, så reformen kan gennemføres til juni. Det er i alles interesse, at vi hurtigt gør fremskridt hen imod at færdiggøre reformen af pagten for at give større gennemskuelighed og forudsigelighed med hensyn til de offentlige finanser og den budgetmæssige udvikling.

Det er en ambitiøs tidsplan, men den kan utvivlsomt overholdes, hvis alle involverede samarbejder, både medlemsstaterne, Parlamentet og Den Europæiske Centralbank. Jeg er sikker på, at jeg kan stole på Deres samarbejdsvilje, når det gælder at nå disse mål. Kommissionen vil gøre det nødvendige for at sikre, at dette fælles projekt får succes, og er parat til at arbejde tæt sammen med Dem om at gøre dette, således som der anmodes om i det fælles beslutningsforslag. For at være effektiv må pagten have den bredest mulige politiske støtte, og det er grunden til, at det er af den største betydning at få bred støtte inden for Parlamentet.

(FR) Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd gav på sit sidste møde takket være formandskabets aktive indsats Lissabon-strategien et nyt politisk afsæt. Vi har fået strategien tilbage på ret køl, idet vi har opstillet klare målsætninger herfor, nemlig vækst og beskæftigelse, såvel som en række målrettede og effektive aktioner samt forenklede instrumenter, som selvsagt er i overensstemmelse med Unionens generelle mål, herunder målet om bæredygtig udvikling. Kommissionen er meget tilfreds med dette resultat, eftersom det er Kommissionens forslag, der ligger til grund for Det Europæiske Råds arbejde og konklusioner.

Personligt glæder det mig, at stats- og regeringscheferne godkendte og validerede vores tilgang med så stor enighed. Det er et klart vidnesbyrd om den rolle, Kommissionen som initiativtager med støtte fra Parlamentet i øvrigt, der ikke at forglemme vedtog en yderst vigtig beslutning, kan spille i forhold til udfordringer, som - må vi erkende - for en stor dels vedkommende henhører under de nationale myndigheders kompetence.

På den indholdsmæssige side er vores budskaber gået godt igennem. Stats- og regeringschefernes drøftelser viste en reel tilslutning fra medlemsstaternes side. Ved at give Lissabon-strategien et nyt afsæt fulgte medlemsstaterne også op på Kok-rapporten, som de drøftede på Det Europæiske Råds møde i november. De skal nu udpege nationale koordinatorer og inden årets udgang udarbejde reformprogrammer med detaljerede vækst- og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Strategiens nye fokus på vækst og beskæftigelse inden for rammerne af en bæredygtig udvikling har mødt bred tilslutning. Alle nationale midler og EU-midler på det økonomiske, sociale og miljømæssige område bør sættes ind på at nå disse mål. Det Europæiske Råd har sikret den nødvendige klarlægning af Lissabon-strategiens mål og sammenhæng med strategien for en bæredygtig udvikling. Den nye styring, der accepteres som en nødvendig forbedring af medlemsstaternes gennemførelse, udgjorde ligeledes et vigtigt aspekt, fordi den gjorde det muligt at afprøve Lissabon-strategiens troværdighed og medlemsstaternes reelle vilje til at acceptere et styrket styringssystem. Svaret var positivt.

De væsentligste elementer er de integrerede retningslinjer og de nationale reformprogrammer, der skal forelægges inden udgangen af 2005. Kommissionen skal for sin del nu videreføre dette arbejde og iværksætte opfølgningen af Det Europæiske Råds konklusioner. Jeg ser fire hovedetaper for de kommende måneder.

Den første etape var Kommissionens vedtagelse i går, den 12. april, af de integrerede retningslinjer, som næstformand Verheugen, kommissær Almunia og kommissær Špidla redegjorde for her i Parlamentet i eftermiddags. Der er tale om en vigtig proces, hvorved Kommissionen bekræfter fokuseringen på vækst og beskæftigelse og giver medlemsstaterne en sammenhængende og fælles ramme for udarbejdelsen af deres respektive programmer. Disse retningslinjer skal godkendes politisk af Det Europæiske Råd i juni.

Den tilgang, vi har valgt, skaber en reel merværdi af tre årsager. For det første giver den mulighed for at skabe større sammenhæng mellem de fremtidige makro- og mikroøkonomiske og beskæftigelsesfremmende aktioner og reformer. Vi bidrager med en nødvendig klarlægning af den økonomiske styringsproces og bevarer den nødvendige ligevægt mellem operationel strategi og politisk gennemskuelighed. Derudover lægger vi op til forberedelsen af det første element i den nye Lissabon-cyklus på tre år. Endelig opstiller vi den politiske og strategiske ramme for medlemsstaternes nationale handlingsprogrammer.

Anden etape af denne proces bliver forelæggelsen af Fællesskabets Lissabon-program. Det Europæiske Råd har udtrykt ønske om, at Kommissionen forelægger et EF-handlingsprogram som en pendant til de nationale programmer. Dokumentet skal foreligge til sommer og vil omfatte de aktioner, der allerede er beskrevet i det dokument, der ledsagede vores meddelelse af 2. februar om revisionen af Lissabon-strategien. Kommissionen vil i øvrigt sikre en hurtig gennemførelse af dette EF-program gennem forelæggelsen af en lang række vigtigt initiativer, som vi har udpeget, og som Det Europæiske Råd har godkendt, herunder reformen vedrørende statsstøtte, oprettelsen af et europæisk teknologisk institut og i 2010-initiativet.

Tredje etape bliver en meddelelse i form af en metodologisk vejledning for udarbejdelsen af de nationale rapporter. Kommissionen vil således give en forudgående orientering vedrørende udarbejdelsen af de nationale rapporter. Endelig vil fjerde etape blive udarbejdelsen og analysen af de nationale programmer, som forventes af finde sted i andet halvår. Vi har således set og kan nu konstatere, at der virkelig ikke blot er tale om en simpel hensigtserklæring, men at Det Europæiske Råd virkelig har ønsket at give Lissabon-strategien et nyt afsæt, og at vi allerede er i færd med den praktiske gennemførelse heraf.

Det Europæiske Råd bekræftede i forbindelse med drøftelserne om Lissabon-strategien, hvor stor betydning det indre marked for tjenesteydelser har for virkeliggørelse af hovedmålene om vækst og beskæftigelse, men understregede også, at et sådant indre marked bør bibeholde den europæiske sociale model. Det Europæiske Råd udtrykte ønske om, at der i lovgivningsprocessen vedrørende direktivet udfoldes alle bestræbelser for at skabe en bred konsensus, der opfylder alle disse mål. Jeg skal endnu en gang - som jeg også gjorde det den 2. februar - understrege, at Kommissionen mener, at det er muligt at skabe en sådan konsensus. Parlamentet vil naturligvis spille en central rolle i denne forbindelse.

Det tredje vigtige spørgsmål, der blev behandlet på dette møde i Det Europæiske Råd, var bæredygtig udvikling. Det glæder mig, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner fra forårstopmødet bekræfter betydningen af strategien for bæredygtig udvikling og samtidig fastslår, at Lissabon-strategien bidrager til at nå det mere overordnede mål om en bæredygtig udvikling.

Det er i denne sammenhæng ligeledes interessant at konstatere, at Det Europæiske Råd erkendte klimaændringernes betydning og bl.a. bekræftede, at den årlige globale gennemsnitlige overfladetemperatur ikke må stige med mere end 2 °C i forhold til det førindustrielle niveau. Jeg glæder mig i øvrigt over den positive modtagelse af Kommissionens meddelelse om at vinde kampen mod den globale klimaændring og opfordringen til Kommissionen om at fortsætte sin cost-benefit-analyse af strategierne for reduktion af CO2-emissionerne. Den vil bidrage til Unionens udarbejdelse af en strategi på mellemlang og lang sigt for en reduktion af de industrialiserede landes emissioner med mellem 15 og 30 % inden 2020. Kommissionen har til hensigt at videreføre sin indsats under anden fase af det europæiske klimaændringsprogram.

Endelig glæder det mig, at Det Europæiske Råd har sendt et klart signal om Unionens vilje til at tilføre de internationale forhandlinger ny fremdrift ved at undersøge mulighederne for en post 2012-ordning. Det Europæiske Råd ønsker, at der vedtages en erklæring om de retningsgivende principper for den bæredygtige udvikling i juni, og imødeser en revision af strategien for en bæredygtig udvikling i løbet af andet halvår 2005. Også på dette område vil Kommissionen fremsætte passende forslag med udgangspunkt i Rådets retningslinjer.

Hr. formand, mine damer og herrer, De må følgelig medgive os, at resultatet af Det Europæiske Råds forårsmøde giver et udmærket grundlag for det videre arbejde til fordel for øget økonomisk vækst i Unionen inden for en bredere ramme med bæredygtig udvikling. Men der ligger fortsat et stort stykke arbejde foran os, inden vi kan føre retningslinjerne og afgørelserne fra Det Europæiske Råd ud i livet. Det vil kræve en mobilisering af alle berørte parter, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen er parat til at yde sit bidrag meget hurtigt. Jeg regner med Deres deltagelse og aktive støtte.

Jeg vil slutte, som jeg begyndte, nemlig med at henvise til tanken om konvergens institutionerne imellem, konvergens angående målene på mellemlang sigt, og jeg mener i øvrigt, at det var denne holdningsmæssige konvergens, der kom til udtryk i går, da jeg talte på mødet i Det Midlertidige Udvalg om Politikudfordringer og Budgetmidler i det Udvidede EU 2007-2013, som nu skal gøre sig gældende i den kommende periode. Forårsmødet i Det Europæiske Råd har afstedkommet betydelige fremskridt, herunder en revision af Lissabon-strategien såvel som af stabilitets- og vækstpagten. Nu skal vi så sikre en vellykket behandling af de finansielle overslag. Samarbejdet mellem Kommissionen og Parlamentet såvel som et snævert samarbejde med Det Europæiske Råd vil blive afgørende for udfaldet.

(Bifald)

  Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater hilser resultaterne af Rådets forårsmøde velkommen med hensyn til Lissabon-strategien. Vi mener, at det har fundet en passende måde at give udtryk for sine tanker på, idet målene er ambitiøse, men også realistiske.

Ligesom Rådet og Kommissionen mener vi, at det må være vores mål at forbedre EU's konkurrenceevne, at det må være vores mål at skabe større vækst, og at vi også må gøre brug af en forbedret konkurrenceevne og en stærkere vækst til at skabe flere arbejdspladser. Ved at gøre det er det en fælles opgave for Kommissionen, Rådet og Parlamentet at udforme den europæiske lovgivning, så vi lever op til dette mål. Det gælder navnlig for al lovgivning vedrørende Reach, altså kemikalielovgivningen, hvor vi, Europa-Parlamentet og Rådet, har en enorm lovgivningsmæssig opgave at løfte. Jeg opfordrer Kommissionen til også at yde sit eget bidrag hertil.

Hvad Lissabon-strategien angår, hilser vi udtrykkeligt det gode samarbejde velkommen, som vi har nu, ikke kun mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet, men også - og mere vigtigt - med de nationale parlamenter. Formanden for Europa-Parlamentet foreslog et - synes jeg - meget godt initiativ, hvorefter vi her i Europa-Parlamentet bør drøfte Lissabon-strategien med vores nationale kolleger. Det gavner sagen, Lissabon-strategien, men også samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, og det bør også tjene som eksempel på andre politikområder.

Hvad den europæiske valutas stabilitet angår, havde et stort flertal i vores gruppe hellere set, om vi havde holdt fast ved de hidtidige regler. Vi understreger eftertrykkeligt, at tillid til den europæiske valutas stabilitet er grundlaget for den indbyrdes tillid europæerne imellem og til den europæiske foreningsproces.

Men man må anerkende - og jeg taler her særligt til rådsformanden med hans erfaring - jeg mener, at han var den eneste her, som var med i Maastricht og underskrev traktaten - at det er sikret, at der ikke er blevet slækket på kriterierne om 3 % og 60 %. Derfor er det en fuldstændig forkert fortolkning, at vi kunne gå op på 4 % eller måske over. Det hedder udtrykkeligt i beslutningen, at gælden, hvis den er over 3 %, bør ligge tæt på 3 %, og at det ikke er et carte blanche til eller en undskyldning for at stifte ny ubegrænset gæld.

På vores gruppes vegne opfordrer jeg Kommissionen til beslutsomt fortsat at udfylde sin rolle som vogter over ret og stabilitet i fremtiden.

Hvad Kroatien angår, mener vores gruppe ikke, at Kroatien bliver behandlet retfærdigt, men vi bifalder alligevel bestræbelserne navnlig fra rådsformandens side på at sikre, at det i sidste ende ikke kun er Den Internationale Straffedomstol i Haag, der afgør eller træffer foreløbig afgørelse om, hvorvidt forhandlingerne bør begynde, men at der også bliver nedsat en kommission, som skal undersøge situationen i Kroatien. Jeg anbefaler, at vi starter med arbejdet hurtigt, så forhandlingerne med Kroatien kan påbegyndes.

Jeg støtter eftertrykkeligt det, der er blevet sagt om Kyoto. Vi står på samme side, som alle de, der beslutsomt arbejder for en nedbringelse af emissionerne. I vores fælles beslutningsforslag, Parlamentets kompromisbeslutningsforslag, indtager vi også et standpunkt om våbenembargoen mod Kina i punkt 35. Vores budskab til stats- og regeringscheferne er, at Parlamentet - og det tror jeg, vi er enige om - eller i det mindste denne gruppe, ville nægte at godkende en ophævelse af våbenembargoen af menneskerettighedsgrunde og af andre grunde.

(Bifald)

Det, der må prioriteres højest i de kommende uger, er at få vedtaget den europæiske forfatning. Vi opfordrer alle implicerede til at yde deres bidrag, så vi opnår et flertal ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, så vi også får et godt grundlag for alle de følgende folkeafstemninger, for forfatningen har højeste prioritet, og vi har brug for den europæiske forfatning for den europæiske fremtid.

(Bifald)

  Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, ærede tomme Parlament, jeg har lyttet til hr. Poettering i spænding. Vi i Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet var meget interesseret i at høre, hvordan han nu tackler, at en lang række kristelige demokratiske regeringschefer har en anden holdning end et overvældende flertal i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater i Parlamentet. Han kom med relativt elegante formuleringer for at dække over denne kløft i den konservative partifamilie mellem blokken i parlamentsgruppen, som selv er meget heterogen frem for homogen, og regeringscheferne.

Men hvad drejer det her sig om? Hr. Poettering startede med Lissabon og hilste udtrykkeligt Lissabon-strategien velkommen. Her er vi fuldstændig enige. Han har ret, når han sagde - og det gælder også både kommissions- og rådsformanden - at der på dette topmøde blev udsendt signaler om Lissabon og gennemførelsen af Lissabon-målene. Det havde vi også håbet på, det er de gode nyheder fra topmødet, det er det, der giver os mod. Her er vi fuldstændig enige.

Det vil kun være i kombinationen af reformen af stabilitetspagten - og behovet for større fleksibilitet, som denne også skaber for de nationale regeringer - og de definerede mål for Lissabon-processen, at topmødet og resultatet heraf vil blive forstået korrekt, hr. Poettering, for de, som ønsker at investere og bør investere i Lissabon-målene, må også være i en position til at investere i disse mål som stater.

Det er kombinationen af de nødvendige instrumenter til at skabe fleksibilitet, som nu er indeholdt i denne pagt, og de beskrevne mål for Lissabon-processen, der gør resultatet af dette topmøde særligt interessant. Derfor kan vi, PSE-Gruppen, uforbeholdent tilslutte os resultaterne. Det er også kommet til udtryk i vores beslutningsforslag i dag, som vi vil vedtage med bred støtte. Jeg går ud fra, at skeptikerne i PPE-DE-Gruppen nu vil tilslutte sig formuleringerne om stabilitets- og vækstpagten, som næsten er identiske med det, vi krævede før topmødet. Det håber vi på, og det glæder os særligt meget.

Jeg lyttede med samme opmærksomhed, hr. Poettering, da De udtalte Dem til fordel for - og jeg kan udmærket forstå hvorfor - at forhandlingerne med Kroatien bør indledes hurtigt. I eftermiddag vil vi få at se, hvor meget man kan stole på udtalelserne fra PPE-DE-Gruppen, når det handler om at drage konklusioner under tiltrædelsesforhandlingerne. Men hvis de, som sætter deres lid til pålideligheden af Deres udtalelser i Kroatien, måske bliver behandlet på samme måde som Bulgarien og Rumænien i eftermiddag, så bør vi på forhånd sige til dem i Zagreb, at de bør tage sig en snak mere med hr. Poettering.

(Bifald)

PSE-Gruppen hilser det udtrykkeligt velkommen, at Rådets konklusioner giver håb navnlig på endnu et område. Som socialdemokrater har vi, hvad Europas rolle i verden angår, i de senere år lagt hovedvægten - i vores krav - på bæredygtig udvikling og klimaændringer. De beslutningsforslag, der bliver vedtaget nu - kommissionsformanden henviste til dem igen - viser vejen. Vi må sige til borgerne - jeg henviser til Deres rammende bemærkninger om folkeafstemningen i Frankrig - at intet land i verden og intet europæisk land, end ikke et højt industrialiseret land, vil kunne tackle udfordringerne i det 21. århundrede alene. For Europa er det ensbetydende med fællesskabet: i et økonomisk, monetært og socialt fællesskab og i et fællesskab, som Europa kan udvikle som en kraft, som et fællesskab for bæredygtig udvikling og for nedbringelse af miljørisiciene. Det er globale udfordringer, som hverken Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Belgien eller Portugal kan magte alene. Det er Europas opgave som kontinent og EU's opgave som dette kontinents politiske organisationsform at imødegå disse risici. Det var et budskab fra forårstopmødet, som ikke må undervurderes. Også det er Socialdemokraterne i Parlamentet taknemmelige for, og derfor kan vi med god samvittighed tilslutte os vores forslag til beslutning i forventning om at få bred støtte fra både medlemmerne af PPE-DE-Gruppen og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa.

(Bifald)

  Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det synes ofte at falde i de mindre medlemsstaters lod at redde Europa fra de problemer, deres større partnere skaber. Hr. Juncker, jeg er bange for, at De endnu en gang vil finde, at De er offer for overdrevne forventninger. EU står nu over for store udfordringer, som vil sætte ikke bare dets evne til at imødekomme borgernes forhåbninger og behov, men også selve dets evne til at holde sammen, på prøve.

Den udfordring, der optog Det Europæiske Råd, er igen at sætte energi i vores økonomiske vækstpotentiale. Vores økonomi er stagneret, siden Lissabon-strategien blev iværksat i 2000. Det er næsten, som om en år 2000-virus af kontinentale proportioner har ramt vores konkurrencedygtighed og svækket vores vilje til at træffe vanskelige beslutninger.

Topmødet blev markedsført som en relancering af den 10 år gamle Lissabon-dagsorden, men det efterlod Den Liberale Gruppe med det indtryk, at Europas ledere bevægede sig fremad som søvngængere. Det højstemte sprog i Rådets konklusioner støttes ikke af ordentlig velorganiseret tænkning. Teksten var yderst retorisk, men der var ikke meget handling i den. Opfordringer til, at virksomhederne skal opbygge nye konkurrenceelementer, at forbrugerne skal kunne drage fordel af nye varer og tjenesteydelser, og at arbejderne skal lære nye færdigheder, blev paradoksalt nok kombineret med et krav om, at Kommissionen skulle revidere et afgørende stykke lovgivning om det indre marked, der tillod vækst i sektoren for tjenesteydelser. Udkastet til direktivet om tjenesteydelser kan forbedres, men det skal gøres seriøst af Parlamentet og i de relevante rådsformationer snarere end af stats- og regeringscheferne, der spiller for galleriet og lefler for de nationalistiske følelser.

Det Europæiske Råds konklusioner taler om finansielle overslag, der skal give Unionen tilstrækkelige midler til at gennemføre sine politiske beslutninger, særlig Lissabon-prioriteringerne, og alligevel opfordrer medlemsstaterne stadigvæk til at have et stramt budget det ene øjeblik, samtidig med at de planlægger udgifter i udlandet syv år frem i det næste øjeblik.

Den Liberale Gruppe her i Parlamentet deler ikke hr. Barrosos tilfredshed med forårets topmøde. Hr. Juncker, vi vil råbe to hurraer for Deres formandskab på dens mission impossible. Deres legendariske evne til at udarbejde kompromiser har reddet resterne af stabilitets- og vækstpagten. Men det løse ordvalg og undvigelsesbestemmelserne sender en gysen ned ad rygraden på ortodokse økonomer, og hr. Berlusconis brug af sin nyfundne fleksibilitet til at give skattelettelser forud for et parlamentsvalg viser den foragt, hvormed uansvarlige ledere behandler deres partnere i euroområdet.

Hvad er der sket med Europas ledelse? Hvor er fornemmelsen af et fælles mål? Er det mærkeligt, at franske og britiske borgere ikke viser megen begejstring for en ny traktat, når to af vores længst siddende ledere fejt har undladt at forklare og retfærdiggøre Unionen over for deres landsmænd? Det vakuum, der findes i ledelsen både på nationalt og europæisk niveau, truer med at afspore ikke bare forfatningstraktaten, men hele projektet. Hvis forfatningen ikke ratificeres, vil ansvaret hvile tungt på de ledere, der ofrer langsigtet europæisk enighed for kortsigtet national popularitet.

Hr. rådsformand, jeg kan ikke undgå at drage den konklusion, at Deres Europæiske Folkeparti svigter Unionen. De har undladt at bruge Deres flertal i Rådet til at opbygge en sammenhængende økonomisk strategi hjemme. De kan ikke lede vores tropper her, for at vi kan gennemføre vores forpligtelser over for Bulgarien og Rumænien, for ikke at sige noget om deres holdning til Kroatien, som vi lige har hørt om. Vi bliver ydmyget i udlandet, når Unionen bekvemt glemmer sin skepsis for at sikre sin status som mest begunstiget handelspartner for de totalitære regimer i Rusland og Kina, når vi vender det blinde øje til lidelserne i Sudan, og når vi tier over for den amerikanske overreaktion, hvor vores borgere arresteres uden anklage, og vores luftfartsselskabers adgang til luftrummet begrænses. Under disse omstændigheder gør EU sine borgere en bjørnetjeneste. Europa behøver og fortjener noget bedre.

(Bifald)

  Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, for en gangs skyld er der også gode nyheder for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i konklusionerne fra et Europæisk Råd. Det sker ikke så tit, og det er måske derfor, at kommissionsformand Barroso har sagt, at De Grønne er uden for systemet eller antisystemet. Det mener jeg ikke, og jeg håber, at jeg kan bruge de resterende år og måneder af valgperioden til at overbevise ham om det modsatte.

Vi er nemlig heller ikke specielt glade for at se, at Kommissionen - fordi den havde indtaget en anden holdning - netop er bagud på de fire punkter fra topmødet, som efter vores mening var forholdsvis positive. Disse punkter er reformen af stabilitetspagten, præcise målsætninger udtrykt i tal, når det gælder Kyoto-protokollen, som Kommissionen desværre valgte ikke at nævnte, en genskabelse af balancen i Lissabon-strategien, hvad den miljømæssige og sociale bæredygtighed angår - selv om dette stadig er vagt og upræcist - og en slags genfunden harmoni med virkeligheden, når det gælder Bolkestein-direktivet, selv om man også her i Parlamentet har meget svært ved at indrømme, at det er nødvendigt at udarbejde et direktiv om tjenesteydelser af almen interesse, før Bolkestein-direktivet vedtages.

Vi er også af den opfattelse, at reformen af stabilitetspagten var positiv, og at den nu bedre er i stand til at tage højde for den generelle økonomiske situation og de specifikke nationale situationer. Disse positive aspekter bliver dog i høj grad opvejet af, at bestemmelserne stadig er for uklare, hvad udgifternes kvalitet angår. Beslutningen om at investere op til 700 millioner euro om året i opførelsen af en international termonuklear reaktor på forsøgsbasis, når selv de mest optimistiske kommentatorer forudser, at den ikke kan bruges før i 2050 - hvis den overhovedet kan det - betyder, at man hverken anerkender den tvingende nødvendighed af at gennemføre Kyoto-protokollen eller de vedvarende energikilders muligheder, og at man ikke investerer i sidstnævnte sektor. Det er efter vores mening en alvorlig fejl.

Desuden må vi desværre konstatere, at man på Det Europæiske Råd slet ikke tog højde for, at et sundt makroøkonomisk miljø skal omfatte en skattereform, så den skattebyrde, der i dag hviler på beskæftigelsen, bliver lagt på miljøforringelse, hvilket er med til at gøre regulært arbejde mere attraktivt. Det sagde Jacques Delors allerede i 1992, men der er ikke sket noget siden da.

Kommissionsformand Barroso, kommissær Verheugen, jeg mener, at vi virkelig bør lære noget af den sørgelige historie om Italiens økonomi og regering, som kom til magten ved at love et nyt økonomisk mirakel og skære ned på skatter og miljøbestemmelser. I dag ligger Italien på sidstepladsen for vækst og konkurrenceevne i Europa. Efter vores opfattelse er det nødvendigt, kommissionsformand Barroso, at EU gør reklame for sig selv, også for at vinde folkeafstemningen om forfatningen i Frankrig og for at overbevise borgerne om, at der virkelig er en europæisk merværdi, så Kommissionens initiativ i forbindelse med Lissabon-strategien giver sig udslag i nye bestemmelser. Vi er ikke tilfredse med, at Kommissionen nøjes med at spille en koordineringsrolle. Det er ikke tilstrækkeligt, for det betyder - ikke blot for de franske vælgere - at det eneste budskab, der kommer fra Europa, er Bolkestein-direktivet, softwares patenterbarhed og laissez faire-politikker på det økonomiske og sociale område.

Sådan bør det ikke være. Efter vores opfattelse er vi nødt til at gå i en anden retning, og vi vil ikke mindst opfordre formandskabet og kommissionsformand Barroso til at være mere opmærksomme på det, som vi - men også Kommissionen - har kaldt "økoeffektivitetsrevolutionen". Økoeffektivitetsindustrien og virksomheder af denne type vokser i øjeblikket med 5 % om året, og vi mener, at man bør investere meget mere i denne sektor og satse meget mere på den. Endelig er jeg enig i det, som hr. Watson sagde, dog med enkelt undtagelse. Min gruppe og jeg mener nemlig ikke, at vi ved at haste, skubbe på og stille os med ryggen mod muren, når det gælder Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, er med til at overbevise bulgarerne, rumænerne eller europæerne om projektets gennemførlighed.

  Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) De herrer formænd, kære kolleger, den seneste nedjustering af den forventede økonomiske vækst, som Kommissionen har udsendt, og den nedgang, som tegner sig på baggrund af den allerede lave vækst i 2004, viser, at den stramme budget- og pengepolitik både i medlemsstaterne og på EU-niveau har bremset den interne efterspørgsel, de offentlige investeringer og det økonomiske genopsving.

De negative virkninger heraf i form af arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse og øget social og regional ulighed er mærkbare for de 20 millioner ledige og de ca. 70 millioner mennesker, der lever i fattigdom, samtidig med at EU's største virksomheder har haft en resultatfremgang på 78 % i 2004, og profitterne i procent af BNP i euroområdet nu er blandt de højeste, der er registreret i 25 år.

Hvordan kan man i denne situation acceptere den såkaldte relancerede Lissabon-strategi, der fokuserer på konkurrencedygtighed og på at skabe gunstigere forhold for virksomhederne, der agter at udstrække liberaliseringspolitikken nu også til tjenesteydelserne, og som vil gøre markederne mere fleksible ved at begrænse lønmodtagernes rettigheder og udvide lavlønsområderne, af hvilken grund man fastholder direktivforslagene om tilrettelæggelse af arbejdstiden og om oprettelse af et indre marked for tjenesteydelser? Vi kan ikke acceptere det.

Hvordan kan man acceptere, at Rådets konklusioner kun i forbifarten omtaler social integration og nøjes med at nævne børn, der er ramt af fattigdom, uden samtidig at fremlægge forslag til en multidisciplinær og integreret indsats over for fattigdom og social udstødelse? Hvordan kan man acceptere, at man trods den omtalte revision af stabilitetspagten stadig fastholder, at de stramme - og dog noget fleksible - bestemmelser skal efterleves, mens man prioriterer afvikling af de almene, offentlige socialsikringsordninger, når man ved, at offentlige investeringer og opretholdelse af offentlige socialsikringsordninger er afgørende for indsatsen over for fattigdom og social udstødelse?

På denne baggrund står vi fast på, at direktivforslagene om tilrettelæggelse af arbejdstiden og om oprettelse af et indre marked for tjenesteydelser skal trækkes tilbage, og at stabilitetspagten ophæves og erstattes af en vækst- og beskæftigelsespagt, der som sit hovedformål skal have at skabe 22 millioner arbejdspladser af høj kvalitet og med rettigheder inden 2010 for at nå de mål, der blev opstillet på Rådet i Lissabon, og for at halvere omfanget af fattigdom og social udstødelse, sådan som det blev vedtaget i Lissabon-strategien fra 2000.

Vi mener, at indsats mod indkomstulighed og fremme af lige rettigheder og muligheder samt reel konvergens bør have højeste prioritet på EU's økonomiske og sociale dagsorden.

  Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, efter alt hvad hr. Juncker sagde for en måned siden her i salen og andre steder om, at stabilitets- og vækstpagten var død eller i det mindste måtte vakle videre, sådan som den var, hører vi nu fra Det Europæiske Råd, at den lever igen. Lazarus slår virkelig til igen. Men den lever ikke, den lader bare som om. Om et års tid må denne elendige pagt udvandes eller droppes, som jeg sagde sidste gang.

Men mødet var bemærkelsesværdigt på grund af noget, som det ikke drøftede: Det Forenede Kongeriges budgetrabat. Hr. Chirac kommenterede den i det mindste efter mødet og sagde til journalisterne, at den ikke længere kunne retfærdiggøres, at den var fra fortiden. Hr. Barroso tilsluttede sig disse udtalelser.

Måske vil De gerne retfærdiggøre, at Det Forenede Kongerige ville komme til at betale 14 gange mere end Frankrig til EU uden denne rabat, og at vi selv med den betaler to en halv gang det franske bidrag. Hr. Barroso sagde også, at 70 % af Kommissionens udgifter gik til landbruget, da man enedes om rabatten, mens nye forslag vil reducere dette til en tredjedel. Faktisk går forslagene ud på, at tre fjerdedele af udgifterne i fremtiden vil gå til landbruget i fattige regioner. Det er der, Kommissionen har sine prioriteter. Det hjælper overhovedet ikke Det Forenede Kongerige, med eller uden rabat. Vores udenrigsminister sagde, at Kommissionens forslag kunne betyde en stigning i budgettet på 35 %, men han sagde, der stadig er veto omkring vores rabat.

Vi har valg i Det Forenede Kongerige den 5. maj. Jeg vil ikke råde Dem til at forsøge at komme med flyveren fra London til Bruxelles den næste dag. Så vil De blive trampet ned af partifunktionærer og ministre af alle mulige afskygninger, som styrter herover for at forsøge at finde et kompromis. Det vil være en milepæl på vejen til Storbritanniens udtrædelse. Hvis det er værre, er det bedre, for i økonomiske termer vil EU så være 14 gange så dårlig for Det Forenede Kongerige som for Frankrig. Himlen skal vide, at de aktuelle meningsmålinger viser, at EU bliver mindre populær i Frankrig hver dag, selv med hr. Chiracs desperate bestræbelser.

  Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, man kan virkelig sige, at regeringerne endelig har forstået, at stabilitetspagten ikke må være et instrument, som bremser eller sågar hindrer den økonomiske vækst.

Resultaterne af Det Europæiske Råd i Bruxelles understregede nødvendigheden af, at EU skaber en større fleksibilitet i de regler, der lammer økonomien på grund af den alt for stive og skematiske fortolkning af stabilitetspagten, som i den sidste ende har hæmmet udviklingen i mange medlemsstater.

Med verdensøkonomiens nedgang og den nye internationale situation var Europa nødt til langt om længe at beslutte sig til at overvinde sin manglende evne til at betragte fremtiden med den nødvendige fleksibilitet.

Man kan ikke længere forestille sig, at Europa er konkurrencedygtig på internationalt plan, når Europas vækstrate kun er halvt så stor som USA's. Man kan ikke længere tro, at værdien af stabilitet - selv om det i sig selv er en god ting - kan sikre overvindelsen af den ufleksibilitet, der har bremset væksten i det sidste årti.

Vi glæder os over, at der på Det Europæiske Råd var bred enighed om reformen af pagten, og vi vil gerne fremhæve den enighed, man nåede til om strukturreformerne i definitionen af den tilpasningspolitik, som staterne skal gennemføre for at overholde pagtens kriterier i tilfælde af uforholdsmæssigt store underskud.

Pensionssystemet, forsknings- og innovationssektoren, uddannelse og de store struktur- og infrastrukturarbejder er investeringsforpligtelser, som ikke altid er regnskabsmæssigt forenelige med de grænser, der er taget højde for i kriterierne.

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at pagten skal anvendes på samme måde i de lande, der har undertegnet den, skal det også siges, at økonomien i et EU med 25 lande, som kendetegnes af en betydelig uensartethed og mangfoldighed, har brug for en mere omfattende og struktureret fælles ramme, der muliggør en bedre forståelse af forskellene uden at afvise de målsætninger, der er angivet i referencekriterierne.

Jeg vil gerne minde hr. Watson - som jeg lyttede meget opmærksomt til - om, at der ikke er nogen økonomisk strategi, fordi der ikke er nogen politisk strategi, og fordi vi bliver ved med at bruge sidste århundredes økonomiske og finansielle bestemmelser på dette århundredes nye horisonter.

(Formanden bad taleren om at afslutte sin tale)

Hr. formand, der var andre parlamentsmedlemmer, som overskred deres taletid meget mere, så enten skal alle overholde reglerne, eller også skal ingen overholde dem.

  Formanden. - Reglerne er de samme for alle, fru Muscardini.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, Det Europæiske Råd bekendtgør gerne, at Lissabon-strategien er dets vigtigste prioritet, og vanen tro har det gjort det igen. Jeg kommer til at tænke på et mundheld fra Nikolai Gogols værker, der lyder nogenlunde således: "De gamle er ikke døde endnu, de unge er ikke født endnu, men de udgør alle en trussel imod de levende". Den gamle strategi befinder sig i dødskampen, og den nye går fortsat i korte bukser, men de truer begge europæerne med dækningsløse checks, modstridende prioriteter og tomme ord. I dag erklærede rådsformanden, at europæerne ikke gider læse strategien, og at de ikke kan lide den, men det er ikke deres fejl. Reaktionen på mange af Rådets forslag er "ja, men ...", og dette "men" styrkes yderligere ved en nøjere gennemlæsning. Det gælder f.eks. for rammeprogrammet for forskning og udvikling. Det skulle åbne dørene til forskning i hele det nye og det gamle EU. Det må imidlertid ikke blive en bagdør, gennem hvilken de rigeste medlemsstaters medlemsbidrag kan renationaliseres. Konkurrenceevnen præger de seneste dokumenter fra Rådet. Det findes på skrift, men i praksis er servicedirektivet sat ud af spillet, hvor det i virkeligheden handlede om at styrke konkurrenceevnen og føre det ud i livet. Ønsker Rådet både at blæse og have mel i munden? Asien bør fryde sig over at se, hvordan dets største konkurrent, Europa, taber terræn. Det står klart, hvad man bør gøre i stedet for at skabe frygt i EU. Små virksomheder i Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Litauen skal behandles på samme måde som virksomheder i det gamle EU. Mine damer og herrer, vi ved alle, at det ikke er tilfældet. Rådet har henvist til omfordelingen af hjælp, og jeg er bange for, at det i praksis kan betyde mindre støtte til de nye medlemsstater. Rådet har ikke manet disse bekymringer i jorden. Rådet har henvist til en reform af regionalstøtteordningen. Jeg er rent ud sagt bange for, at det kan være en undskyldning for at forankre opdelingen af Europa i et fattigt nyt EU og en rigt gammelt EU. Sidstnævnte vil være mere end villigt til at glemme det solidaritetsprincip, der formodes at ligge til grund for De Europæiske Fællesskaber.

  Lulling (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer, omstændighederne taget i betragtning - dvs. min taletid på to minutter - vil jeg kun omtale stabilitetspagten for at sige, at det faktum, at der er politisk enighed i Rådet om at justere visse af pagtens aspekter, er en god nyhed. Det luxembourgske formandskab kan påberåbe sig et resultat, der ikke var givet på forhånd.

Når det er sagt, skaber denne aftale om en reform en ret paradoksal situation, for selv om den nye pagt omfatter nogle ret sindrige nyskabelser, især angående den præventive del, må man erkende, at den har fået en blandet modtagelse. Hvis vi skal overvinde modstanden, er det derfor vigtigt, at vi hæfter os ved de vigtigste opgaver, nemlig at genskabe tilliden og give denne misrøgtede pagt fornyet troværdighed.

Der er stadig så mange uafklarede områder, at vi ikke kan forhindre, at uoverensstemmelserne om fortolkningen blusser op igen, og at hver enkelt stat fortolker reglerne efter eget forgodtbefindende. Det hersker stadig alt for stor tvivl om medlemsstaternes vilje til at respektere et sæt principper, de har opstillet for sig selv. Det påhviler først og fremmest Kommissionen, hr. formand, at klarlægge reglerne ved at indarbejde Rådets principielle ændringer i forordningerne fra 1977, der udgør pagtens skelet.

Dette forslagsarbejde får under disse omstændigheder en ganske særlig betydning, fordi en række præciseringer er uundgåelige. Jeg skal blot nævne to eksempler. Hvilke konkrete forpligtelser afstedkommer pagtens forebyggende bestemmelser, der på sin vis udgør modydelsen for de slækkelser, der er foreskrevet på andre områder? Hvordan kan de krav om enkelthed, gennemskuelighed og retfærdighed, der er fortsat gælder i forbindelse med den procedure, der finder anvendelse ved uforholdsmæssigt store underskud, forliges med den forfinelse af ordningerne, der tegner sig?

Hvad angår tillid og troværdighed, er det selvsagt medlemsstaterne, der skal stilles til regnskab og afkræves en passende reaktion. Selv den mest velvillige observatør har ikke kunnet undgå at bemærke, at drøftelserne om reformen af pagten ofte i det væsentligste har bestået af meget partiske indlæg og ikke været præget af blot et mindstemål af objektivitet. Jeg må sige, hr. formand, at denne forkastelige indstilling har haft katastrofale psykologiske virkninger, eftersom man ikke blot har knægtet princippet om ligestilling af medlemsstaterne, men øjensynlig også har rystet et fællesskab baseret på retsstatsprincippet i dets grundvold.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, forårstopmødet var en succes. Formandskabet fortjener, at vi lykønsker det med at være nået frem til et brugbart kompromis om stabilitetspagten og have tilført Lissabon-strategien fornyet energi.

Unionen befinder sig i en mærkværdig situation. Vi er verdens største eksportør og den øvrige verdens største marked. Unionen er et fredfyldt område, en attraktiv politisk konstellation, som flere og flere lande ønsker at blive optaget i. Samtidig udøver vi en form for selvpineri, idet vi finder behag i at forudse det europæiske hus' fald.

Og dog modsiger alle fakta denne pessimistiske indstilling. Udefra set er Europa en velfærdsmodel. Det forener en høj levestandard med høje sociale og miljømæssige standarder, der sjældent findes bedre andre steder. Europa skaber arbejdspladser: 6,5 millioner på fire år. Dog er arbejdsløsheden fortsat for høj i visse store lande.

Ja, vores vækst er lavere end Kinas. Men en økonomi, der repræsenterer knap en fjerdel af verdens BNP, vokser langsommere end en ny økonomi efter et århundrede med stagnation. Med en vækstrate på kun 2 % vokser Unionen hvert år med, hvad der svarer til Taiwans økonomiske vægt.

Den fremherskende holdning er, at Europa sakker agterud i forhold til USA, hvad angår konkurrencedygtighed og produktivitet. En detaljeret undersøgelse viser, at den amerikanske produktivitetsstigning især stammer fra visse dele af servicesektoren såsom engroshandel, detailhandel, ejendomshandel og finansiel formidling, der på ingen måde indgår i direkte konkurrence med de tilsvarende europæiske erhvervsgrene.

Derimod er Europa bagud, virkelig bagud, inden for sektoren for halvledere og kontormaskiner. Forunderligt nok har vores virksomheder produktive fordele inden for kommunikation og edb. Europa ligger foran USA inden for 37 ud af i alt 56 økonomiske sektorer. Det er korrekt, at Europa halter bagefter på forskningsområdet, og det er især den private sektor, der er skyld heri, for mens 80 % af de 1,2 millioner amerikanske forskere arbejder i det private erhvervsliv, er kun 48 % af Europas 1 million forskere ansat i det private erhvervsliv.

Det er alt det, den nye Lissabon-strategi kan og skal råde bod på. Unionen har for at opnå endnu større succes brug for en gunstig makroøkonomisk ramme. Med en fornyet stabilitetspagt, der giver mulighed for at føre en aktiv offentlig udgiftspolitik i forhold til de økonomiske cykler og fremme investeringskvaliteten, vil vi kunne understøtte væksten.

Stabilitet er utvivlsomt et offentligt gode. Men Unionen og især euroområdet har aldrig før haft så stor stabilitet. Vi har ikke inflation længere, vi har en stærk valuta og historisk lave rentesatser. Vi har brug for mere vækst, større intern efterspørgsel, især i visse større lande. Det forhold, at væksten i England, Sverige og Danmark er højere end i euroområdet, selv om de har højere rentesatser, burde give Den Europæiske Centralbank stof til eftertanke.

Selv om han er et fremtrædende medlem af Det Europæiske Folkeparti, støtter Socialdemokraterne under alle omstændigheder rådsformanden, når han minder Den Europæiske Centralbank om, at den alene er ansvarlig for den monetære politik, men at Europas økonomiske politik føres af regeringerne. Også her er det nødvendigt med en "adskillelse af kirke og stat".

(Bifald)

  Klinz (ALDE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg lykønsker den luxembourgske rådsformand med afslutningen af arbejdet med at reformere stabilitets- og vækstpagten i sidste måned. I sin nye form demonstrerer pagten en række positive aspekter.

Pagtens præventive aspekt er blevet styrket. Medlemsstaterne har et incitament til at lægge lidt til side til vanskelige tider. Samtidig får medlemsstaternes gældsniveau større opmærksomhed.

I forhold til tidligere er der blevet taget større hensyn til de enkelte medlemsstaters forskellige økonomiske situationer. I den henseende er der en god mulighed for at arbejde på realistiske løsninger på problemer i fremtiden, hvis underskuds- og gældskriteriet bliver overskredet. Reformen af pagten skal bidrage til at koordinere medlemsstaternes økonomiske politik og samtidig understrege behovet for en bæredygtig finanspolitik.

Jeg tvivler dog på, om disse positive aspekter er tilstrækkelige til at bringe euroområdet fremad. Jeg frygter, at disse reformer ikke vil kunne genvinde borgernes tabte tillid. Den reformerede pagt har efter min mening for mange svage punkter. For fremtiden vil Den Europæiske Centralbank alene være ansvarlig for at sikre, at euroen forbliver stabil, da pagten i praksis ikke længere vil fungere som en anden stabilitetssøjle.

Det udvidede fortolkningsspillerum og de ikke nærmere præciserede særlige omstændigheder vil friste mange medlemsstater til at stifte ny gæld. Det kunne hurtigt tvinge Den Europæiske Centralbank til at hæve renten og bringe den i forvejen svage vækst i euroområdet i fare.

Efter reformprocessen fremstår Kommissionen efter min mening svækket og ikke styrket. For mig at se forekommer det tvivlsomt, om den effektivt vil kunne udfylde sin rolle som pagtens vogter. Det forekommer i dag at være mindre sandsynligt end nogensinde før, at sanktionsmekanismen i henhold til pagten bliver anvendt konsekvent i tilfælde af overtrædelser af pagten. Jeg håber, at det trods disse betænkeligheder lykkes den at forhindre mulige skader i forhold til euroområdet.

Tilpasningen af forordning 1466 og 1467 skal omfatte en præcisering af uklare formuleringer. Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa forventer, at Europa-Parlamentet bliver inddraget aktivt i processen med at revidere disse forordninger og i at overvåge pagtens overholdelse.

  Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, i går blev der offentliggjort en meningsmåling i Skotland, der indbefattede et spørgsmål om udkastet til EU-forfatningen. Skotter, der går ind for at underskrive forfatningen, udgjorde 35 %, og de, der var imod at underskrive den, 49 %.

For fem år siden ville Skotland have givet et langt mere positivt svar. Historisk har Skotland faktisk været meget mere positivt med hensyn til at engagere sig med vores europæiske partnere end visse andre dele af Det Forenede Kongerige. Men til trods for al snakken efter Santer-Kommissionens fald om, at vi skulle finde forbindelsen til borgerne igen, ses mange af vores politikker og direktiver stadig som ufølsomme og forkerte i forhold til det virkelige liv i vores samfund, ikke mindst i Skotland med den katastrofale fiasko for den fælles fiskeripolitik. Men jeg tror, at direktivet for tjenesteydelser har mulighed for yderligere at underminere offentlighedens tillid, og jeg synes ikke, at det indtil nu er blevet håndteret med hensynsfuldhed af Rådet og Kommissionen.

Det ses vidt og bredt som et yderligere angreb på helt nødvendige offentlige tjenesteydelser. Der er blevet sagt meget om de mulige virkninger af oprindelseslandsprincippet, men hvis vi skal forholde os til realiteterne, så er der meget mere på spil end det. F.eks. er Skotlands juridiske og regulative system inden for Det Forenede Kongerige helt forskelligt fra det tilsvarende i England og Wales osv. Jeg ville gerne se en større erkendelse end indtil nu ikke bare af, hvad der er følsomme spørgsmål for medlemsstaterne, men af forskelle inden for selve medlemsstaterne.

  Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, selv om rådsformanden er gået, og kommissionsformanden er optaget i en anden samtale, vil jeg alligevel sige, hvad jeg har at sige. Desværre sætter Lissabon-strategien de sociale politikker i anden række. Med de ændringer, der foreslås til stabilitetspagten og til selve Lissabon-strategien, kan sidstnævnte ikke blive befolkningsvenlig. Det er paradoksalt og meningsløst, at vi på den ene side taler om at skabe den mest produktive økonomi i verden og på den anden side vil reducere budgetterne, dvs. have mindre samhørighed. Kun med nogle radikale foranstaltninger, som også går ind på andre planer, vil Lissabon-strategien kunne blive en befolkningsvenlig strategi.

Hele Den Europæiske Venstrefløj er imod. Vi kræver, at der indføres en reel socialstat i Europa med det formål at skabe fuld beskæftigelse. At der fastsættes en strategi med det formål at skabe en høj levestandard, som ikke må ofres af hensyn til behovet for at øge konkurrenceevnen. At den såkaldte fleksible arbejdstid afskaffes, da den ødelægger det sociale net. At der indføres en reel 35-timers arbejdsuge uden lønnedgang, hvilket vil få flere folk i arbejde. Vi er imod en strategi med ensidig vækst til gavn for de store virksomheder og den private sektor. Vi vil forsætte bestræbelserne for, at de ledende kræfter i Kommissionen og Rådet omsider beslutter sig for at tage afstand fra den regnskabsprægede tankegang til fordel for en tankegang, der sætter mennesket i centrum. Det kan kun lade sig gøre med radikale ændringer af stabilitetspagten og Lissabon-strategien.

  Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, ifølge Det Europæiske Råd skal servicedirektivet have en mere social dimension. Det kan trods alt ikke være meningen, at arbejdstagere fra medlemsstater med lempeligere arbejdsvilkår udnyttes, eller at der konkurreres illoyalt med tjenesteudbydere fra medlemsstater med skrappe arbejdsvilkår. Hvis ikke den gældende arbejdsmarkedslovgivning overholdes, vil det føre til uønskede situationer, og det har givet anledning til ængstelse i offentligheden. I direktivet tages der udgangspunkt i, at tjenesteudbydere i henhold til EU-bestemmelserne er bundet af den gældende lokale arbejdsmarkedslovgivning. Det forudsætter imidlertid, at denne arbejdsmarkedslovgivning håndhæves effektivt. Hvis ikke det er tilfældet, vil folk bestemt blive udnyttet, og konkurrencen vil være illoyal. Hidtil har håndhævelsesgarantierne i det foreslåede direktiv været utilstrækkelige. I forslaget påhvilede håndhævelsen oprindelseslandet frem for destinationslandet, hvilket giver en uhåndterlig situation. Man kan f.eks. ikke forvente, at de polske myndigheder kontrollerer, om polske arbejdstagere i Nederlandene udfører deres job i henhold til den nederlandske arbejdslovgivning. Der er brug for en anderledes tilgang for at finde et brugbart system til håndhævelse af arbejdslovgivningen i alle medlemsstater. Oprindelseslandet skal som minimum erklære, at dets borgere bliver aktive i destinationslandet. Følgelig er informationsudveksling det første skridt til at muliggøre en håndhævelse af arbejdsmarkedslovgivningen. Jeg går ud fra, at Kommissionen vil medtage denne rapporteringspligt i direktivet.

Otte miljøorganisationer gjorde opmærksom på direktivets følger for naturen, miljøet og sundheden, og det med rette. Noget tyder på, at integrationsbegrebet i EU-traktaten med bæredygtig udvikling som det endelige mål midlertidigt er blevet overset.

Alt i alt har Rådet ikke gjort sig kursen klar eller overvejet, hvordan direktivet kan få en mere social og miljøvenlig dimension, hvilket trods alt var målet med Lissabon-processen. Det er et faktum, at det snarere var op til Parlamentet end Rådet at tage det næste skridt i lovgivningsproceduren. Trods dette satte Rådet servicedirektivet på dagsordenen for at give plads til individuelle medlemsstaters særlige interesser, hvilket har skabt ubalance i den institutionelle ramme. Det ser ud til, at Rådet i øjeblikket lægger større vægt på den sociale dimension i lyset af debatten om den europæiske forfatning i Frankrig, selv om der kunne bruges mere hensigtsmæssige argumenter imod denne forfatning.

  Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, når vi vurderer Det Europæiske Råds resultater er vi desværre nødt til at konkludere, at forhandlingerne om servicedirektivet tog al opmærksomheden. Resultatet af forhandlingerne om servicedirektivet, som den foregående Kommission har ladet gå i arv, reducerer mærkbart troen på, at det er muligt at nå Lissabon-strategiens mål, som den nuværende Kommission har omskrevet. Det var meningen, at direktivet skulle øge konkurrencen i sektorer, der er åbne for konkurrence, for at vinde forbrugere. Det skal også støtte de små og mellemstore virksomheder, der i øjeblikket ikke kan operere på tværs af grænserne. Med den foreslåede ordlyd blev direktivet forkastet som en trussel mod den europæiske samfundsmodel. Overraskende nok var størstedelen af kritikken rettet mod anvendelsen af oprindelsesprincippet i forbindelse med levering af tjenester. Det er det ledende princip i al lovgivning vedrørende det indre marked, og det har EF-Domstolen vedholdende håndhævet i sine afgørelser. Kommissionen mister et af sine få eksisterende instrumenter, der i øjeblikket er en af de vigtigste grundpiller i den genoplivede Lissabon-strategi. En reform af stabilitets- og vækstpagten er forståelig ud fra et økonomisk synspunkt, men den ville kun være fuldt forsvarlig, hvis EU var en samlet stat. Som man siger, er det vanskeligt for den sultne at forstå den, der har spist sig mæt. Således er stabilitets- og vækstpagten, der blev vedtaget i gode tider, uegnet i vanskelige tider. I de gode tider manglede politikkernes skabere viljen til at spare op til dårligere tider, og i vanskelige tider er der ikke noget ønske om at gennemføre strukturreformer, så derfor er det nødvendigt at ændre pagtens betingelser. En reform af pagten mindsker medlemsstaternes budgetdisciplin, og den tilskynder dem ikke til at forbedre den i gode tider. Problemerne som følge af en svagere fælles valuta og højere udlånsrenter vil imidlertid være fælles for alle medlemsstater inklusive dem, der opførte sig godt i både gode og vanskelige tider. Det Europæiske Råds beslutninger vil have følgevirkninger i alle henseender. Jeg håber, at holdningen til Lissabon-strategien vil være anderledes end Rådets modtagelse af servicedirektivet, at de politiske aspekter af Lissabon-strategien vil skabe den forventede drivkraft, og at manglende budgetdisciplin og strukturreformer ikke vil bringe den europæiske samfundsmodel i fare.

  Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, det kan ikke nægtes, at Det Europæiske Råds seneste møde faktisk var domineret af en ekstern faktor, nemlig de forestående folkeafstemninger om den europæiske forfatning i de forskellige europæiske lande. Det er i lyset af disse folkeafstemninger, at vi skal se beslutningen om at revidere servicedirektivet. Det er faktisk meget usikkert, om dette Bolkestein-direktiv rent faktisk vil blive genbehandlet eller ændret efter folkeafstemningerne. Det er trods alt et faktum, at EU-beslutninger nærmest rutinemæssigt træffes hen over hovedet på offentligheden, og at der tidligere har været flere tilfælde, hvor gammeldags begreber som sandhed og demokrati ikke blev taget helt alvorligt.

Hvad angår Bolkestein-direktivet, må vi sige, at det er utroligt dobbelttydigt. Selv specialister i EU-lovgivning har grundlæggende forskellige holdninger til, hvordan denne sag kan og vil blive ført ud i virkeligheden. Det er et faktum, at den meget brede definition på begrebet "service" i kombination med oprindelsesprincippet vil føre til drastiske ændringer i staternes - og i nogle tilfælde også føderale staters - beføjelser og kompetencer. Endvidere indvirker forslaget unægteligt på staternes beføjelser og kompetencer udtrykt i social sikring, sundhedspleje og uddannelse - alle sammen områder, hvor subsidiaritetsprincippet efter min beskedne mening bør gælde. Ifølge hr. Bolkestein gælder kun oprindelsesreglerne for tjenesteudbyderne. Det er mig en gåde, hvordan det er muligt at undgå konkurrenceforvridning eller social dumping med disse regler, og jeg tvivler også på, at det virkelig er til gavn for den europæiske forbruger.

Jeg vil også tillade mig at være særligt skeptisk over for de hundredtusindvis af nye job, som dette direktiv formodes at skabe i Europa. Ligesom alle andre venter jeg fortsat på de millioner af job, som de selvsamme økonomer lovede os i forbindelse med euroens indførelse. Jeg vil gentage, at jeg absolut ikke har nogen tillid til Rådets løfte om at foretage mindre ændringer i Bolkestein-direktivet. Jeg har ingen tillid til den pludselige omvendelse til "egne folk først"-princippet hos mange venstrefløjspolitikere, der er bekymrede over resultatet af folkeafstemningerne om den europæiske forfatning. Som det er tilfældet med Tyrkiet, er EU's politik ofte en kæde af bedragerier og skamløse løgne, og jeg frygter, at vi med Bolkestein-direktivet får mere af samme skuffe i dag.

  Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske rådsformanden med den rolle, han har spillet under dette forårstopmøde for at skabe den nødvendige konsensus mellem samtlige medlemsstater i en for Europa meget vanskelig periode.

Hvad angår stabilitets- og vækstpagten, mener jeg, at den er vigtig, fordi den sikrer den stabilitet, en fælles valuta kræver. Men det er kriterier, Europa har brug for, ikke dogmer, og vi var mange her i Parlamentet, der krævede større fleksibilitet. I virkeligheden er det økonomisk styring, vi har brug for. Pagten er også en vækstpagt. Hvorfor så straffe de lande, der investerer mere end andre i forskning, forsvar eller infrastrukturer? Det er ulogisk og i fuldstændig modstrid med Lissabon-strategien.

Derimod bør en ukontrolleret og uberettiget stigning i underskuddene og gældsbyrden straffes hårdt, og de nationale parlamenter bør spille deres rolle fuldt ud, hvad angår kontrollen med budgettet og deres regering. Det er i øvrigt i samråd med disse regeringer, vi bør indlede en række overvejelser om det stigende antal meget gamle i vores samfund. Vi får stadig flere indbyggere på over 100 år. Det er selvfølgelig glædeligt, men det indebærer både en social og en økonomisk omstilling.

Hr. rådsformand, hr. Barroso, vi vil være meget opmærksomme på Deres forslag på Det Europæiske Råds junimøde angående strategien for en bæredygtig udvikling i relation til den økonomiske og sociale prioritering under Lissabon-processen. Klimaændringerne udgør en anden udfordring for Europa. Endelig vil jeg sige, at jeg glæder mig over tilsagnet om at indlede opførelsen af ITER i Cadarache inden udgangen af 2005.

Vi bør genskabe tilliden i den europæiske befolkning og tage os i agt for enhver form for social og skattemæssig dumping. Det er det, vi bør bestræbe os på her i Parlamentet, hvad angår direktivet om tjenesteydelser, og det undrer mig, at den foregående taler betvivler, at Parlamentet kan spille en rolle i denne sammenhæng. Jeg skal minde om, at den lovgivende myndighed er delt mellem Europa-Parlamentet og Rådet.

I virkeligheden er det, der mangler her i Europa, begejstring og selvtillid. Det er vores opgave at forsikre og overbevise, og kun sådan vil vores borgere slutte op om den forfatning, der er så afgørende for, at vi kan skabe et Europa med 25 medlemsstater.

  Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, sjældent har et rådsdokument - end ikke i Parlamentet - fået en så positiv modtagelse, og det afspejler sig også i vores forslag til beslutning. Jeg ser faktisk en vis konvergens mellem Rådets beslutninger, Kommissionens beslutninger og flertallets holdning i Parlamentet. Det handler her om et socialt Europa i den globale konkurrence. Det er der behov for at understrege, for mange borgere har i de seneste år fået det indtryk, at det ganske vist handlede om konkurrence, men ikke om et socialt Europa, eller at et socialt Europa blev tabt på vejen. En af talerne i dag gav udtryk for, at den politiske ledelse i mange lande var skyld i, at forfatningen bliver set i så negativt eller kritisk et lys. Jeg føler dog, at det måske skyldtes, at mange borgere ikke kunne identificere sig med dette Europa, fordi de følte, at det sociale aspekt blev forsømt eller udeladt.

Rådet - og i den forbindelse vil jeg gerne lykønske det luxembourgske formandskab - har med reformen af stabilitetspagten opnået, at dørene ikke bliver åbnet for mere gældsætning. Den taget hensyn til nogle landes individuelle situation, og den indebærer større fleksibilitet. Det, der blev sagt om markedet for tjenesteydelser - ganske vist i en global sammenhæng - vedrører åbningen af et fælles marked, ikke social dumping, som hr. Juncker nævnte sidst. Det er også vores linje. Det glæder mig - herunder det, som fru Grossetête sagde, og jeg håber, at det rækker ud over datoen for folkeafstemningen i Frankrig - at vi finder en fælles linje her for at opnå en åbning for Europa, der tager hensyn til den sociale model.

Der er måske blevet sagt for lidt om ungdomspagten. Det er meget vigtigt, at vi sender et signal til de unge om, at deres Europa skal være et Europa med beskæftigelse og et socialt Europa. At der tages hensyn til de sociale spørgsmål udelukker ikke, at vi er nødt til at gå videre med en lang række reformer.

Et punkt, som jeg gerne vil nævne til slut, er forskning og udvikling. Vi har et nyt forslag til et forsknings- og udviklingsprogram. Jeg håber, hr. rådsformand, at De og, hvilket er vigtigere, Deres efterfølgere, vil kunne investere tilstrækkeligt med penge, initiativer og energi i dette forskningsprogram, for hvis vi ønsker at klare os i konkurrencen, så må vi fremme forskning og udvikling.

(Bifald)

  Ek (ALDE). - (EN) Hr. formand, vi er meget bekymrede over den aktuelle vækstrate i den europæiske økonomi, det høje arbejdsløshedsniveau og alle de sociale og miljømæssige problemer, vi har at gøre med. Derfor er jeg glad for, at Parlamentet for et par uger siden vedtog et beslutningsforslag om Lissabon-processen, og at mange af forslagene heri blev inddraget ved topmødet i foråret. Men jeg er stadig meget bekymret. Jeg vil give nogle eksempler på lovgivning og på politikker.

Først, med hensyn til Reach-programmet er det meget vigtigt, at vi når frem til en beslutning. Det var det, Parlamentet enstemmigt erklærede for et par uger siden. Usikkerheden er meget dyr.

For det andet, med hensyn til direktivet om sociale tjenesteydelser er Parlamentet langt mere enigt om nødvendigheden af det direktiv, end Rådet er. Vi må stå fast her, for arbejdsløshedstallene er en katastrofe for mennesker såvel som for økonomien.

Med hensyn til politiske områder taler vi om små og mellemstore virksomheder, og vi udarbejder pæne dokumenter om dem, og om vigtigheden af at skære igennem bureaukratiet. Men risikovillig kapital er af afgørende betydning for arbejdet i de små og mellemstore virksomheder. Samtidig med at vi taler om små og mellemstore virksomheder, arbejdsløshed osv., er der nu efter Lamfalussy-betænkningen 240 undergrupper, der arbejder på ny lovgivning for de finansielle markeder. Det er det præcis modsatte af at skære igennem bureaukratiet og få tilstrækkeligt med risikovillig kapital til de små og mellemstore virksomheder.

Det andet politiske område er energi. Vi ved, at vi har miljøproblemer, arbejdsløshedsproblemer og problemer med den regionale udvikling, og at vi har behov for produktion af biomasse, fjernvarme og trigeneration (kombineret produktion af kraft, varme og køling). Men der er ikke noget samarbejde mellem den fælles landbrugspolitik, energipolitikken og industripolitikken. Dette samarbejde er nødvendigt. Det er yderst vigtigt.

Parlamentet og, tror jeg, Kommissionen er fast besluttede, men Rådet er ikke barsk nok. De må være barskere, hr. Juncker.

  Turmes (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker ikke et Europa, som letsindigt sætter vores sociale og miljømæssige fordele, som er en del af vores europæiske identitet, på spil. Det ønsker de europæiske borgere heller ikke, at det gør. Vi hilser derfor det luxembourgske formandskabs klare sprog og dets indsats for triaden bestående af økonomiske, miljømæssige og sociale spørgsmål velkommen.

Konklusionerne fra forårstopmødet er gode europæiske konklusioner, som har sat Barroso-Kommissionen grundigt på plads og vist den, at dens neoliberale tendenser var forkerte. Men disse højtidelige erklæringer må nu følges op af konkret handling, navnlig på to områder: Inden for miljøbeskyttelse har vi langt om længe brug for europæiske bestræbelser med henblik på klimabeskyttelse, som både skal afspejle sig i finansperspektiverne og hos Den Europæiske Investeringsbank. Investeringer i offentlig transport, investeringer i sanering af bygninger og investeringer i varmenet nedbringer klimaskaderne og vores afhængighed af olie. På topmødet blev der sagt meget lidt om problemet med olien og om, hvordan den bremser den europæiske vækst.

Det betyder, at vi på det socialpolitiske område langt om længe har brug for et direktiv om beskyttelse af offentlige tjenesteydelser. En af prioriteringerne i de resterende måneder af det luxembourgske formandskab bør være at få dette direktiv om offentlige tjenesteydelser på gled, fordi Bolkesteins ånd ellers fortsat vil hænge over Europa.

  Wagenknecht (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hvis et hus' fundament er svagt, kan man ikke få det til at modstå vinteren ved at udbedre taget. Stabilitetspagten fortjener ikke at blive reformeret, den bør afskaffes. Navnlig den nye bestemmelse om at tage hensyn til såkaldte strukturreformer viser klart, hvad det hele tiden har drejet sig om: Det har ikke drejet sig om prisstabilitet eller om solide statsfinanser, den har været et instrument til at retfærdiggøre, at neoliberale liberaliserings- og privatiseringsplaner bliver hastet igennem, hvis gennemførelse allerede har øget de europæiske koncerners overskud med 78 % i 2004. Men de, der profiterer af det, er åbenbart langtfra tilfredse.

Forslaget til et direktiv om tjenesteydelser er et nyt forsøg på definitivt at stede den europæiske socialmodel til hvile. Frem for at harmonisere standarderne opad, vil vi se et grænseløst dumpingkapløb med mindste fællesnævner. Frem for forsorg, der dækker behovet, vil alle områder af det at være til blive kommercialiseret. Det er åbenbart visionen for Europa, som tænketankene i de store grupper, erhvervslobbyen, har i tankerne.

I marts demonstrerede 70.000 mennesker i Bruxelles mod brutaliteten i det neoliberale projekt. De vil holde øje med, om Rådets kritik kun havde den forestående folkeafstemning om forfatningen i Frankrig for øje, eller om der bliver fulgt op med seriøs handling.

  Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, på sit seneste møde erkendte Det Europæiske Råd, at Lissabon-strategien har meget lidt at vise på halvvejen. Den har faktisk været en stor fiasko. Jeg vil minde Europa-Parlamentets medlemmer om, at EU ikke har nået det mål om 3 % økonomisk vækst, som det selv har opstillet, og kløften mellem BNP pr. indbygger i EU og i USA er faktisk vokset, hvor det var meningen, at den skulle forsvinde. Der har kun været en beskeden udgiftsstigning på det centrale område, der hedder forskning og udvikling, og beskæftigelsesstigningen inden for de områder, der er fremhævet i Lissabon-strategien, har langtfra levet op til forventningerne. Der er fortsat betydelige hindringer for den frie bevægelighed af varer og tjenester i EU.

En betingelse for bæredygtig og afbalanceret vækst, der nu er ren ønsketænkning, ville være en liberalisering af markedet for tjenesteydelser. Jeg bruger med vilje ordet "ville", da fri økonomisk virksomhed fortsat er teoretisk, selv om traktaten i årevis har indeholdt bestemmelser herom. Liberaliseringsprocessen har mødt stærk modstand hos tjenestemænd og brancheforeninger i landene i det gamle EU. Modstanderne hævder, at kvaliteten af tjenester fra virksomhederne i de nye lande er lavere, og at de udfører social dumping. Samtidig diskriminerer liberaliseringsmodstanderne deres egne statsborgere ved at tvinge dem til at betale urimeligt høje priser for de krævede tjenester.

Jeg tror bestemt, at der kunne skabes en anden vigtig katalysator for økonomisk vækst ved at gøre samhørighedspolitikken til mere end blot et propagandaslogan. Hvis Lissabon-strategien skal reddes, skal Rådet, Kommissionen samt først og fremmest EU's tjenestemænd huske den sande betydning af solidaritetsprincippet, samt hvordan et frit marked faktisk fungerer.

  Dillen (NI). - (NL) Hr. formand, mine damer og herrer, det er overraskende, hvordan forestående valg undertiden kan få politikerne til at ændre spor og tilmed fornægte egne principper. Jeg betragter f.eks. med en vis skadefryd den triste sæbeopera, der udspiller sig i Europa som svar på Bolkestein-direktivet. Før den 1. maj 2004 var der ingen, der klagede over liberaliseringen af tjenesteydelser, fordi den nederlandske kommissærs planer ganske enkelt passede ind i den europæiske logik om, at tjenesteudbydere også skal kunne arbejde frit i EU. For at hjælpe præsident Chirac og sikre, at han ikke lider et ydmygende nederlag ved folkeafstemningen den 29. maj, forlyder det imidlertid nu, at direktivet - der selvfølgelig er godkendt af socialisterne hr. Lamy og hr. Busquin - atter vil blive ændret, hvis ikke omskrevet. Nu viser det sig, at direktivet indtil videre lægges på is, så den franske nejlejr ikke får flere trumfkort på hånden.

Den europæiske venstrefløj har opdaget, at social dumping bringer deres egne folks job i fare. Den har også genopdaget betydningen af at værne om nationale og suveræne interesser. Den franske venstrefløj, der atter er tro mod traditionerne fra førkrigstidens Front Populaire, har genopdaget "egne folk først"-princippet, som den tidligere afskyede, og den forkaster direktivets oprindelsesprincip. Det henstår naturligvis i det uvisse, om dette hykleri er tilstrækkeligt til at forhindre "nej"-lejren i at vinde en jordskredssejr den 29. maj. I modsætning til, hvad de lyse hoveder i Kommissionen måske tror, er vælgerne ikke dumme. Et lignende scenario udspiller sig i Tyskland. I dagens udgave af Herald Tribune kan man læse, at den socialdemokratiske kansler i sin bekymring over næste måneds valg i Nordrhein-Westfalen ønsker at indføre skrappe foranstaltninger for at undgå, at billig arbejdskraft fra Østeuropa tager job fra tyskerne. Hvem skulle nogensinde have troet, at denne tidligere internationale marxist, ville være i stand til noget sådant? Vi kan kun lykønske ham.

  Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hver generation har sine egne udfordringer. I 1980'erne fik vi at vide, hvordan vi skulle forbedre vores konkurrenceposition, og i 1990'erne handlede det om at omorganisere regeringens finansiering. Nu hvor vi står over for en fortsat mere aggressiv global konkurrence, en verden i konstant forandring og en aldrende befolkning, skal vi håndtere den ekstra udfordring om at beskytte vores samfundsmodel, der forudsætter økonomisk vækst i første omgang. I mellemtiden erkender alle nu, at det ikke længere er nok at møde sådanne udfordringer med erklæringer og uindfriede løfter. Folk er desillusionerede, og de ønsker handling og resultater. Efter det europæiske topmøde kan vi sige, at der hersker interinstitutionel enighed og en slags bekendelse til Lissabons genoplivelse, og derfor er topmødets konklusioner en lovende ny begyndelse, og formandskabet fortjener anerkendelse. Lad os tolke det således over for befolkningen og - som rådsformanden foreslog - på deres eget sprog. Det siger sig selv, at vi håber på, at de nye bestemmelser vedrørende stabilitetspagten vil være et overbevisende vidnesbyrd om budskabet fra rådsformanden, og at vi kan stole på klare kriterier og tilstrækkelig eksigibilitet. Det glæder os også, at konklusionerne har fremhævet betydningen af små og mellemstore virksomheder, og vi håber, at det bliver mere end blot øjentjeneri.

Med hensyn til servicedirektivet må vi konkludere, at selv om et stort kommunikationsslag er tabt, har vi ikke tabt krigen. Som medlovgivere vil vi gøre vores yderste for at muliggøre fri bevægelighed for tjenesteydelser, og vi vil sørge for, at det gøres i overensstemmelse med vores generations opgave om at sikre vores samfundsmodel med dens tre dimensioner. Hr. formand, i går blev Parlamentets styringskomité for Lissabon-strategien enig om at ligge vandret i luften, og for vores del kan jeg forsikre rådsformandskabet, Kommissionen samt medlemmerne af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at vi fortsat fuldt ud vil støtte disse målsætninger, og man kan stole på vores samarbejde hen imod disse mål.

  Rasmussen (PSE). - Hr. formand. Jeg ser, at Graham Watson ikke er til stede i salen, og det beklager jeg. Jeg må tage skarp afstand fra Watsons kritik af Jean-Claude Juncker, formanden for Den Europæiske Union. Det er jo ikke Jean-Claude Junckers skyld, at Frankrig i dag har en regering, der er så upopulær, at den ikke er i stand til at overbevise den franske befolkning om at stemme ja til traktaten. Sandheden er jo, at netop Jean-Claude Juncker, via Det Europæiske Råds møde, som blev afholdt i marts måned i år, har sikret, at vi andre er i stand til at forklare den franske befolkning, at stabilitets- og vækstpagten nu har fået en fornuftig udformning, at Lissabon-processens balancer er bevaret og at vi nu er i stand til at tage fat på det næste skridt, som også Joaquin Almunia, kommissæren for økonomi, har sagt det: "at vi ved at bruge de to instrumenter sammen med en makroøkonomisk indsats, faktisk er i stand til at skabe flere og nye job i Europa".

Jeg vil gerne sige til Watson, til PPE og andre, uanset om de er til stede i salen eller ej, at der her er tale om et ansvar, som de og vi deles om sammen med Kommissionens formand, Barroso og hele Kommissionen, Jean-Claude Juncker og Rådet. Vi må vise den franske befolkning, at denne Europæiske Union har én hovedopgave lige nu indad til og det er at være med til at skabe flere og nye og bedre job. Frankrig kan ikke skabe flere og nye og bedre job alene. Frankrig og den franske befolkning har brug for en ny forfatningstraktat og dette nye europæiske hus sammen med den politiske linje, som er lagt nu - med Det Europæiske Råds møde i marts, og forhåbentlig vil blive fortsat i juni måned - giver os nogle gode argumenter for at komme videre i det europæiske arbejde. Europa er ikke store revolutioner eller stjernestunder hver dag. Europa er fornuftigt målrettet, dygtigt arbejdet og det vil jeg gerne vil komplimentere hr. Jean-Claude Juncker for i dag.

  Letta (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, aftalen om stabilitetspagten har sine positive sider, men der er stadig spørgsmål, som giver anledning til stor bekymring. For det første er det vigtigt, at vi styrker og ikke svækker Kommissionens rolle i forvaltningen af pagten, både når det gælder de regnskabsmæssige aspekter og investeringerne, dvs. både når det gælder stabiliteten og væksten.

For det andet skal det være klart, at den nye pagt er en vækstpagt, og her er det den økonomiske vækst og ikke underskuddenes vækst, der er tale om. De to ting kan ikke kædes sammen, sådan som visse nationale regeringer - herunder den italienske - tilsyneladende gør. Vi opfordrer derfor EU-institutionerne til at arbejde for at undgå farlige renationaliseringer og til at tage afgørende skridt for at fremme fællesskabsånden. Selve EU's fremtid vil nemlig være i fare, hvis ikke vi fastholder en fællesskabstilgang til såvel pagtens gennemførelse som gennemførelsen af de andre vigtige politikker, først og fremmest den fundamentale Lissabon-strategi.

  Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, den 19. marts var der en meget stor fagforenings- og fredsbevægelsesdemonstration i Bruxelles mod Bolkestein-direktivet, frihandel og krig og for et socialt Europa.

Når det gælder det paradoks, som vi står i, nemlig en stærk valuta med en svag økonomi og et samfund i krise, og når det gælder krisen i Maastricht-systemet og Lissabon-strategien var denne demonstration - hvor titusindvis af arbejdstagere fra hele Europa deltog, og jeg vil gerne understrege, at det var hele Europa, også de nye østlande - efter vores mening et udtryk for et klart ønske om et nødvendigt retningsskifte. Og det gjorde de på trods af den opfattelse, som nogle har af et todelt Europa, dvs. intern dumping og Bolkestein-direktivets Europa. Demonstrationen viste tværtimod, at der er brug for en harmonisering af rettighederne, og det skal naturligvis være efter højeste fællesnævner.

Det er således nødvendigt med et Europa, som siger nej til Bolkestein-direktivet - det uheldige direktiv om arbejdstiden - og som er i stand til at sprænge den monetaristiske frihandels lænker fra venstre og fremme - ikke reducere - investeringerne i kvalitet, rettigheder, udvikling, beskæftigelse og miljø eller med andre ord et Europa, der er i stand til at blive et socialt Europa.

Vi vil forsøge at lade dette ønske komme konkret til udtryk her i salen ved hjælp af vores forslag og ved at bringe det store engagement, som vi så i Bruxelles' gader, og som Parlamentet ikke må sidde overhørig, ind i Parlamentet.

  Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg må sandelig sige, at vi er blevet meget beskedne i vores evaluering af resultaterne af stats- og regeringschefernes møde. Vi ville nyde langt større tillid og mere troværdighed hos borgerne, hvis medlemsstaternes regeringer handlede mere konsekvent i overensstemmelse med de beslutninger, der bliver truffet. På topmøderne bruger vi for øjeblikket tiden på at korrigere beslutningerne i stedet for at overholde og videreføre det, der er blevet aftalt. Rådsformanden er formodentlig den eneste, som overhovedet tilvejebringer fælles beslutninger i denne fase. Vi glæder os over enhver form for enighed, fordi fiaskoen ellers truer.

Jeg beder Dem for en kort stund kigge tilbage sammen med mig: For mig består det problem, som vi står over for, i modsætningsforholdet mellem de europæiske traktater og de politiske handlinger.

Lad os tage stabilitets- og vækstpagten: Vi beder så mindeligt om, at den bliver overholdt, vi benægter enhver form for svækkelse, men overtrædelserne og fortolkningsspillerummene tager til. Blokeringsforanstaltninger bliver organiseret, og Kommissionen bliver hindret i sine muligheder for at gribe ind og pålægge sanktioner.

Med hensyn til Kroatien beslutter vi, at forhandlingerne med Kroatien vil starte den 17. marts, men udsætter forhandlingsprocessen, selv om betingelserne er opfyldt.

For de finansielle overslags vedkommende ønsker vi at opnå enighed med det luxembourgske formandskab, men får ingen signaler om, at der har ændret sig noget ved standpunktet vedrørende 1 % i forhold til Kommissionens forslag.

Hvad angår Bulgarien og Rumænien, foreligger der en statusrapport fra Kommissionen, hvoraf det klart fremgår, på hvilke punkter betingelserne ikke er opfyldt endnu, men der foreligger en dato for traktaternes underskrivelse. Parlamentet bliver bedt om at give sin godkendelse, men samtidig blev Parlamentets rettigheder ignoreret i mandags.

Med hensyn til Lissabon ønsker vi det indre marked og dermed også et indre marked for tjenesteydelser, men nogle af os leder borgerne på vildspor ved at reduceres direktivet om tjenesteydelser til oprindelseslandsprincippet.

Jeg appellerer til os alle, men frem for alt til medlemsstaterne om, at vi må blive mere tilregnelige igen, vi må have tillid til afgørelserne, og vi må overholde de regler, som vi laver for os selv. Vi har brug for færre rettelser af det, der allerede eksisterer. Vi har i stedet for brug for en mere seriøs overholdelse af stats- og regeringschefernes beslutninger, traktaterne og direktiverne.

(Bifald)

  Rosati (PSE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, på sit seneste møde traf Det Europæiske Råd en række vigtige beslutninger om ændring af bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Jeg vil gerne støtte disse ændringer. Det er sandt, at disse beslutninger svækker nogle af pagtens bestemmelser og gør dem mindre restriktive, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en svækkelse af budgetdisciplinen i medlemsstaterne. Vi ved alle, at pagtens regler er blevet systematisk overtrådt i ganske lang tid. Der er i øjeblikket et usædvanligt stort budgetunderskud i en tredjedel af medlemsstaterne. Det er en meget nedtrykkende situation, og tilliden til hele EU undergraves. En ændring af pagten og specielt en større fleksibilitet i de forebyggende elementer vil faktisk styrke dens disciplinære beføjelser. Det er langt bedre at have mindre restriktive regler, der faktisk overholdes af alle uden undtagelse, end mere restriktive regler, der ignoreres og overtrædes.

Jeg glæder mig også over Rådets beslutninger om at styrke Lissabon-strategien, og jeg er glad for, at der i disse beslutninger tages hensyn til resultaterne fra den højtstående gruppe under ledelse af Wim Kok. Det er vigtigt hurtigst muligt at gennemføre reformerne fra Lissabon-dagsordenen, hvis der skal skabes større bæredygtig økonomisk vækst og flere job, og hvis den europæiske samfundsmodel skal bevares. Man skal imidlertid huske på, at hovedansvaret for gennemførelsen af de væsentlige strukturreformer nu ligger hos medlemsstaterne. Det er op til regeringerne og parlamenterne i de enkelte lande at udvise politisk mod og visioner. De skal overbevise borgerne om, at en hurtig og effektiv gennemførelse af Lissabon-strategien er i deres interesse på lang sigt. EU-institutionerne kan og skal støtte medlemsstaternes regeringer i denne vanskelige proces. Kommissionen skal styrke sin rolle som en effektiv håndhæver af Rådets beslutninger, og den skal overvåge reformudviklingen i de enkelte lande på en gennemsigtig måde. Der skal være et fortsat samarbejde mellem Europa-Parlamentet og medlemsstaternes nationale parlamenter.

Hr. formand, jeg foreslår, at der oprettes et stående forum, hvor repræsentanter for Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter kan afholde regelmæssige og velfokuserede møder for at diskutere udfordringerne i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien. Det vil skabe en øget ansvarsfølelse for gennemførelse af strategien på parlamentarisk niveau og øge kendskabet til dens betydning for de europæiske samfund.

  In 't Veld (ALDE). - (NL) Jeg synes ikke, at vi har nogen som helst grund til at være tilfredse med topmødet, der var en skammelig forestilling kendetegnet ved politiske studehandler. Og nu græder de selvsamme politikere krokodilletårer over offentlighedens kynisme. Jeg ser det som endnu et slag mod EU's troværdighed.

Dette topmøde skulle have forberedt den europæiske økonomi på det 21. århundrede, og det skulle have indført større budgetdisciplin og et frit marked for tjenesteydelser, men i stedet sidder vi tilbage med den gamle opskrift på gæld og protektionisme. Det er en skændsel at kalde det for socialpolitik. Nogle siger, at stabilitetspagten er reddet, men efter min mening har der kun været demagogi i de vage formuleringer, smuthulsklausuler og regnskabsfiduser for ikke at nævne de politiske lederes håndtering af servicedirektivet. De nye medlemsstater lider ikke af vores selvtilfredshed, men er langt mere dynamiske og reformivrige, og jeg vil gerne tage dem som et eksempel til efterfølgelse.

Endelig, hr. formand, håber jeg, at vi efter de forskellige folkeafstemninger og valg omsider atter vil komme til at opleve langsigtede visioner, mod, ansvarsfølelse og politisk lederskab.

  Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, den europæiske økonomi befinder sig i en vanskelig situation. Det nylige europæiske topmøde falder sammen med Kommissionens nedjusterede prognoser for den økonomiske vækst, og dermed med en revision af ikke kun væksten, men også jobskabelsen.

Vi får at vide, at arbejdsløsheden vil vokse i Europa i 2005, og at vi får økonomisk stagnation. Det er negativt, og vi er nødt til at komme med nogle klare budskaber, som indgyder forbrugerne og investorerne tillid. Problemet for den europæiske økonomi er den manglende tillid, der skyldes økonomiske politikker, der ikke er i stand til at indgyde denne tillid.

Lissabon-dagsordenen, stabilitetspagten og liberaliseringen af serviceydelserne er centrale for at styrke denne tillid. Men i denne henseende forpassede vi en mulighed i marts. Vi forpassede muligheden for at satse på sunde offentlige finanser og de eksempler, vi har herpå i Europa. De lande, der har gjort en indsats for at sanere budgettet, er dem, der vokser og skaber beskæftigelse i Europa. Der er ingen tvivl om, at de lande, der har gennemført de strukturreformer, der er indeholdt i Lissabon-dagsordenen, er dem, der vokser og skaber beskæftigelse i EU.

Vi kan ikke tale om en europæisk samfundsmodel uden at fæstne os ved disse lande, og vi kan ikke holde selvmedlidende taler, når det, vi har gjort, er at foretage en revision af stabilitetspagten baseret på de politiske interesser i de store lande, som ikke vokser, og som ikke skaber beskæftigelse, og når der er sået tvivl om selve stabilitetspagtens karakter og skabt mistro til de økonomiske reformer, som EU har brug for.

Det er den lejlighed, hr. Barroso, De nu har til at gennemføre Deres projekt, så Europa får den vækst og skaber de job, vi alle satser på.

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

  Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, det er et spørgsmål, vi endnu ikke har drøftet, men jeg mener, at de betingelser, De har måttet afholde Deres drøftelser på i Eurogruppen og derefter i Økofin-Rådet, kan være et tegn på, at der måske er et problem, hvad angår magtfordelingen mellem de to instanser. De har desuden henvist til de 3 % og de 60 % og påpeget, at de ikke var ændret. Det er korrekt. De ville have vanskeligt ved at ændre dem, eftersom disse to tal er opført i en protokol vedføjet traktaterne, som er gengivet i en protokol vedføjet forfatningen.

Jeg ønsker at vende tilbage til reformens væsentligste indhold. De første punkter, som jeg ikke mener, vi har lagt tilstrækkeligt vægt på, er de punkter, der giver os mulighed for at gå videre med harmoniseringen af det grundlag, de enkelte medlemsstater i fremtiden skal udarbejde deres budgetter på, de makroøkonomiske perspektiver, der vil blive taget i betragtning, og forbedringen af de statistiske redskaber til evaluering af en given medlemsstats resultater. Tanken om i højere grad at inddrage de nationale parlamenter er helt i tidens ånd. Ikke desto mindre mener jeg, at der er tale om kompetencer, der hovedsagelig fortsat hører under medlemsstaterne, det er den rigtige fremgangsmåde, og det er i den ånd, vi den 25. april afholder en debat i Europa-Parlamentet med de nationale parlamenter om den økonomiske politik i Europa og i medlemsstaterne.

Når jeg betragter udfaldet af denne reform, er det med en vis skuffelse. De enkelte medlemsstater mødte op med deres respektive krav og ønsker, og vi har som så ofte før været vidner til en slags studehandel, hvor alle søger at tilgodese deres egne behov, hvor den fælles indsats på europæisk plan ikke tilføjer nogen merværdi, og hvor vi ikke har fået det redskab til fordel for vækst og beskæftigelse, vi ønskede. Det må vi fortsat arbejde på. Jeg ved, at De deler mit ønske om i fremtiden at sikre en virkelig samordning af de økonomiske politikker, så vi endelig kan udnytte alle de fordele, overgangen til euroen skulle have medført.

Et sidste punkt, hvis De tillader det, hr. formand: Hvad angår strukturreformerne og følgelig pensionerne, så er de i virkeligheden desværre denne reforms store vindere, fordi de skal indregnes både i den forebyggende fase og i vurderingen af underskuddene. Jeg erindrer, at De i Økonomi- og Valutaudvalget tilkendegav, at De ikke nødvendigvis var enig i, at retningslinjerne for en pensionsreform skulle fastlægges ud fra regnskabsmæssige kriterier.

  Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, stabilitet og vækst afhænger af en sund økonomi. EU's økonomi lider hver dag, sommetider i et omfang af millioner af euro, på grund af den embargo, Tyrkiet har indført mod europæisk skibsfart. Denne embargo skulle teoretisk rettes mod Cypern, men i praksis er det mod hele EU. Jeg skal forklare hvorfor med følgende eksempel. Et tyskejet skib under fransk flag, der medfører britiske varer for en spansk virksomhed, vil blive forhindret i at anløbe en tyrkisk havn, hvis det bliver opdaget, at et medlem af bestyrelse af det fragtselskab, der håndterer godset, tidligere har haft forretningsforbindelser med et cypriotisk selskab. Det er ulovligt og absurd, og der er ingen undskyldning for, at Rådet og Kommissionen tolererer en så aggressiv opførsel fra et kandidatland så meget som en dag længere.

Jeg ville gerne kort rejse et andet spørgsmål. For to dage siden berettede Hurriyet, et dagblad med et stort oplag, som er talerør for den tyrkiske regering, at Rådet og Kommissionen havde arbejdet sammen på, hvad der lyder som en sammensværgelse om i realiteten at isolere og destabilisere den cypriotiske regering for at tvinge den til at acceptere en upopulær løsning på Cypern-spørgsmålet. Jeg ved, at denne beretning er noget sludder, men den er blevet misbrugt til tyrkisk propaganda og har givet anledning til bekymring blandt mine vælgere. Jeg opfordrer Dem til her i dag at erklære, at den er helt forkert og latterlig.

  Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, stabilitets- og vækstpagten er blevet rost meget. Men jeg er af den overbevisning, at det var en meget vanskelig fødsel, og at resultatet er alt andet end tilfredsstillende. Jeg vil ikke forklejne hr. Junckers og hr. Barrosos indsats med hensyn til at forlige de nationale egoismer, men det, der er kommet ud af det, er på mellemlang sigt et ligkistesøm til euroens stabilitet. Vi bemærker det ikke nu, fordi USA og Japan er langt mere forgældet for øjeblikket. Men så snart deres gæld er nedbragt, vil der blive sat spørgsmålstegn ved euroens stabilitet og vekselkurs. Kriterierne på 3 % og 60 % er naturligvis blevet fastholdt. Men det bliver ikke engang diskuteret længere, at der i beslutningerne om stabilitets- og vækstpagten står, at det skal tilstræbes at opnå balance på budgettet. Den allerførste test, da det drejede sig om de to store lande, Tyskland og Frankrig, gik i vasken. Hvis man ikke overholder en pagt i vanskelige tider, hvilken begrundelse er der så for at gøre det i gode tider? Jeg anser det ikke for at være et realistisk koncept. Alene differencen mellem 0 % og 3 % udgør 250 milliarder euro i euroområdet. Det er penge, der kunne have været brugt til kortsigtede konjunkturcyklusser, til naturkatastrofer eller til internationale forpligtelser. Da det var kommet så vidt, var de brugt.

Derfor tror jeg heller ikke, at henvisningen til Den Europæiske Centralbank er tilstrækkelig, for den er ganske vist uafhængig, men den er et datterselskab af de nationale banker. Den Europæiske Centralbank har et Styrelsesråd, men to tredjedele af det er domineret af de nationale centralbankchefer. Så længe Den Europæiske Centralbank ikke er i en position, hvor den kan orientere sin egen refinansieringsforretning efter, om statsobligationerne i euroområdet har en god eller en dårlig rating, vil den ikke kunne bidrage til, at euroen får den nødvendige stabilitet på lang sigt.

  Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg bifalder resultatet af forårstopmødet. Lad mig pege på fire ting. For det første handler det om ligevægten i Lissabon-processen, som også indebærer en gensidig afhængighed mellem søjlerne. For det andet at man peger så stærkt på den europæiske socialmodel, som ikke bare indebærer flere job, men også højkvalitative job, sociale tryghedssystemer, som er sikre, og som skal moderniseres, samt foreningen af arbejds- og familieliv. For det tredje bifalder jeg dokumenterne om tjenesteydelsesdirektivet. Jeg tror, at der er ved at være enighed om tjenesteydelsesdirektivet mellem Rådet og det, jeg tror, er majoriteten i Parlamentet. Vi har brug for et tjenesteydelsesdirektiv, men det skal ikke se ud som det eksisterende forslag. Vi skal kunne bevare den europæiske socialmodel, vi skal kunne stille høje miljøkrav og have stærke forbrugerrettigheder. Jeg mener, at det er muligt at udforme et sådant forslag. For det fjerde er den bæredygtige udvikling et mainstreamingspørgsmål. Det handler om en økologisk bæredygtig udvikling, men også i lige så stor udstrækning om en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling.

Lad mig til sidst sige, at alt jo ikke er bare negativt. Det er så let at være pessimistisk. Vi har ikke levet op til Lissabon-processen, men der er trods alt også en række lande, der har opfyldt mange af kravene. Jeg vil ikke nævne, hvilke lande det er, som har klaret kravene, men når man ser på de lande, kan man se, at de har forenet vækst, høj beskæftigelse, stærke sociale systemer og høje miljøkrav. Vi har al mulig grund til at være optimistiske i fremtiden.

  Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand, jeg må desværre sige, at Rådets topmøde var en enestående opvisning i dårligt lederskab. I en tid, hvor der virkelig er brug for at reformere Europas økonomi, hvor arbejdsløsheden stiger - også i Sverige, hr. Andersson - og euroskepsissen breder sig, hvad gør Rådet så? I stedet for at tale for Europa, offentligt at overtage ledelsen, så bakker EU's ledere fuldkommen tilbage i en af de vigtigste spørgsmål for Lissabon-processen, nemlig tjenesteydelsesdirektivet.

Af frygt for diverse folkeafstemninger puster man til de løgne og myter, som stærke venstrekræfter skaber i forbindelse med dette direktiv. Der er ingen ende på al den elendighed, som skal true Europas forbrugere og lønmodtagere, hvis dette bliver gennemført. Rådet og Kommissionen ved også, at dette direktiv, som ikke har noget med den nye forfatning at gøre, er uhørt vigtigt for væksten, beskæftigelsen og forbrugerne i Europa. Naturligvis vil ingen have, at det skal føre til social dumping. I stedet for at tale for dette direktiv, som man selv har bestilt, bidrager man til at puste til et antal forkerte forestillinger, og mistroen vokser. Hvordan skal borgerne tro på Europa, når ikke engang vi, som arbejder med Europa hver dag, vover at gøre det?

(Bifald)

  Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, topmødet i marts skulle dreje sig om en ny start for Lissabon-dagsordenen. Desværre må jeg med beklagelse sige, at det risikerer at gå over i historien som en fiasko. Et tilsyneladende angreb på den liberale økonomi fra den franske præsident og andre var ikke noget opbyggeligt syn. Han blev citeret for at kalde liberaliseringen af Europas økonomier vores tids nye kommunisme, og hvis det er sandt, var det ret fantastisk. Ethvert forsøg på at underminere vores direktiv om tjenesteydelser er beklageligvis et klart signal om, at antireformkræfterne i Europa stadig er aktive.

Hr. Barroso sagde for nylig, at nogle mennesker tror, at Kommissionen er der for at beskytte de gamle 15 mod de nye 10. Det er ikke tilfældet. Han har helt ret, direktivet om tjenesteydelser er en fundamental byggesten for en succesrig, dynamisk økonomi. De, der forsøger at underminere fremskridtene på det indre marked, gavner ikke de millioner af arbejdsløse i deres lande. Tværtimod er det, som de nye medlemsstater så klart har vist, de økonomier, der liberaliserer, der har succes med at skabe arbejdspladser.

Den såkaldte europæiske sociale model har fået en sådan betydning i nogle lande, at det synes næsten umuligt at gå i gang med en ordentlig reform. Jeg er bange for, at denne nye model, hvilke fortrin den ellers måtte have haft i tidligere tider, nu er noget af en akilleshæl for vores økonomi. Den har gjort høj arbejdsløshed permanent - 19 millioner ved sidste optælling - den har fremmet en kultur, der modvirker foretagsomhed, og for hver dag, vi stadig ikke har fået reformer, vokser Kinas, De Forenede Staters og Indiens konkurrencedygtighed til ulempe for os.

Som jeg har nævnt over for hr. Barroso, mener jeg, at han er meget oprigtig, når han presser på for at få de nødvendige reformer, men han er blevet slemt svigtet af andre, af regeringsoverhovederne inklusive vores britiske premierminister, hvis kortsigtede politik har gjort det langt vanskeligere for hr. Barroso at gøre fremskridt.

Der er nogle gode konklusioner fra Rådet, såsom Kyoto-protokollen og bæredygtig udvikling, men jeg er bange for, at den hårdhændede taktik fra nogle ledere, der forsøger at bremse vores økonomiske reformer og lege julelege med en stadig mere anløben stabilitets- og vækstpagt, tjener som en betimelig påmindelse til os alle om, at vi risikerer, at vores interesser bliver ofret af hensyn til kortsigtede politiske interesser, hvis vi ikke passer på.

  Sacconi (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vores forhandlinger er ofte præget af gentagelser, så derfor vil jeg gerne starte med en nyhed, som jeg læste i går, og som gjorde stort indtryk på mig. For et par dage siden var der i Huang-Kan-Tun i Sydkina et folkeoprør, som desværre også kostede to mennesker livet på grund af politiets brutalitet. Det var alle indbyggerne i denne landsby, der gjorde oprør mod en nyetableret kemisk fabrik, som på kort tid har forårsaget en meget alvorlig luft-, vand- og jordforurening.

Hvad vil jeg sige med denne nyhed? Jeg vil sige, at der som et resultat af den industrielle vækst efterhånden også er opstået nye miljømæssige, økologiske, sundhedsmæssige og sociale spørgsmål i de nye økonomiske magter. Dette viser tydeligt, hvilken rolle vi skal spille i den kommende internationale arbejdsdeling, nemlig at udvikle og sælge teknologi, der giver disse lande mulighed for at vokse uden at gentage vores fejl fra fortiden såsom forurening og social undertrykkelse. I lyset af alt dette mener jeg, at resultatet af topmødet var positivt, eftersom man virkelig satte skub i Lissabon-strategien på grundlag af de tre søjlers indbyrdes afhængighed, og eftersom man slog EU's rolle fast som leder inden for bæredygtig udvikling og planlagde Kyoto-protokollen 2, som er meget ambitiøs, og som netop er vigtig i den henseende.

Særligt positiv er efter min mening den politiske reform af Lissabon-strategiens forvaltning ifølge dette princip. Enhver skal spille sin rolle fuldt ud, både medlemsstaterne, Fællesskabet, de lokale myndigheder, EU osv. Også Parlamentet skal gøre sin del, hvilket klart blev slået fast. Det gør vi bedst, hr. formand, hvis - sådan som De håbede på - det samarbejde fortsætter, der har været mellem institutionerne i den sidste tid om den opgave, vi skal udføre, nemlig at udarbejde en avanceret lovgivning. Jeg tror, at et af de hovedområder, hvor vi skal tage denne udfordring op, er Reach-direktivet. Jeg er sikker på, at det ønskede samarbejde vil finde sted i de kommende måneder, så vi når dette resultat.

  Sterckx (ALDE). - (NL) Som formand for Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Folkerepublikken Kina vil jeg gerne sige noget til rådsformanden om ophævelsen af våbenembargoen. Jeg har bemærket, at selv om et stort flertal i Europa-Parlamentet er imod det, er Rådet fortsat opsat på at presse det igennem. Jeg forstår godt kineserne, når de sætter spørgsmålstegn ved dette som en politisk gestus og siger, at der i et strategisk partnerskab som vores ikke er plads til sådanne embargoer. Men hvis vi ønsker at vise en gestus, skal vi bede om at få en til gengæld, og det får vi endnu ikke. Langtfra. Den antiseparationslov, der blev vedtaget i Kina i sidste måned, udsender en forkert besked. Senere på måneden vil en delegation fra den kinesiske folkekongres besøge Europa-Parlamentet og forklare præcist, hvad der var meningen hermed, og jeg vil lytte opmærksomt til deres forklaring. Jeg mener også, at vi skal bede om en gestus i forbindelse med individuelle menneskerettigheder, for der har været for få beviser på forbedringer på dette område i Kina på det seneste. Så, hr. formand for Rådet, hvis Rådet ønsker at lave en politisk gestus, vil jeg opfordre Dem til at forlange gestus fra den kinesiske regering til gengæld. Jeg håber, at Rådet er villigt til at indtage denne holdning, der har opbakning fra et stort flertal i Europa-Parlamentet.

  Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, resultatet af forårstopmødet tyder på, at EU desværre har taget et tilbageskridt. Det bliver endnu vanskeligere at nå legitime økonomiske mål. Det ser ud til, at målstængerne bliver rykket længere bagud. Det er meget bekymrende, at der slækkes på principperne for stabilitets- og vækstpagten. Det er en kortsigtet tilgang, når der indføres noget nær manuel kontrol, og pagtens principper kun anvendes for visse lande og ikke for andre, der med stor selvfølgelighed overtræder dens principper. Hvad er det for et budskab at sende til de medlemsstater, der besluttede at gennemføre besværlige reformer for at skabe finansiel disciplin og leve op til konvergenskriterierne? Hvad er det for et eksempel at opstille for de nye medlemsstater?

Desværre er erklæringen om Lissabon-strategien fortsat kun på skrift. Medlemsstaterne og EU som helhed skal overskride retorikken og støtte de fine erklæringer med konkrete og vedholdende aktioner. Man kan ikke være uenig i formandskabets konklusioner om, at en gennemførelse af det indre marked med hensyn til fri bevægelighed for tjenesteydelser er den bedste måde at støtte EU's mål om økonomisk vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne på. Servicedirektivet er en af de bedste dele af Lissabon-strategien. Alle disse mål kan nås hurtigere og mere effektivt, hvis ikke man udvander, svækker, ændrer og udskyder servicedirektivet, der i øjeblikket er under behandling. Vi skal sikre fri og ubegrænset udveksling af tjenesteydelser i hele EU's område. Når vi arbejder med dette direktiv, skal vi sørge for, at det kommer til at indeholde mest mulig fornuft og færrest mulige begrænsninger.

EU har brug for stærke økonomiske katalysatorer, hvis det skal nå sine økonomiske mål. En sådan katalysator var tiltrædelsen af 10 nye medlemsstater i forbindelse med udvidelsen i maj 2004. Nu bliver vi opfordret til at gå videre. Vi skal tjene de kommende generationers interesser og ikke kun tænke på den aktuelle politiske skalten og valten samt valg og folkeafstemninger. Medlemsstaternes borgere forventer, at vi gør vores pligt. Fine ord vil ikke omdanne eller borttrylle tidens realiteter, der karakteriseres ved en manglende vilje til forandring og til at åbne markederne samt ved en svækkelse af den makroøkonomiske disciplin. Vi skal finde modet til at se fremtiden i øjnene.

  Van den Burg (PSE). - (NL) Fordelen ved at tale hen imod slutningen af en forhandling er, at det er muligt at uddybe en række spørgsmål, der allerede har været oppe at vende, og det vil jeg gerne gøre ved at nævne tre misforståelser, der har domineret forhandlingen. Den første misforståelse vedrører reformen af stabilitets- og vækstpagten. Der var ikke kun tale om en studehandel mellem de medlemsstater, der kæmpede for at leve op til pagtens standarder. Man diskuterede også økonomisk politik og pagtens økonomiske målsætning på baggrund af en makroøkonomisk politik. Det er måske ikke noget, som medierne har beskæftiget sig meget med, men det var bestemt noget, som Luxembourgs formandskab beskæftigede sig med. Jeg håber, at Kommissionen fra dette mere makroøkonomiske udsigtspunkt kan bruge pagtens reform som et instrument til en forbedret europæisk makroøkonomisk politik.

Mit andet punkt vedrører den integrerede behandling af de økonomiske retningslinjer og retningslinjerne for beskæftigelsen samt den mikroøkonomiske politik, som Kommissionen præsenterede i går. Alt dette passer selvfølgelig ind i rammerne for Lissabon-strategien, og min gruppe hævder, at vi bør strømline disse processer og optere for en åben samordning. Vi skal imidlertid passe på ikke at skabe en slags proceduremæssigt hierarki, så der ikke er noget bestemt udvalg eller nogen bestemt rådssammensætning, kommissær eller integreret struktur i Parlamentet, der dominerer. Vi ønsker ikke en superkommissær, et superråd eller et udvalg, der ikke beskæftiger sig med noget som helst andet.

Mit tredje punkt vedrører servicedirektivet. I denne forbindelse vil jeg gerne endnu en gang understrege, at modstanden imod dette ikke handler om at standse tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed, men om betingelserne for den frie bevægelighed. Kommissionen gjorde ikke sit hjemmearbejde særligt godt, og vi må indse, at arbejdsstyrkens bevægelighed er uløseligt forbundet med tjenesteydelsernes frie bevægelighed, og at der på dette område skal gøres langt mere end hidtil helt uafhængigt af servicedirektivet.

  Radwan (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, det er fuldbragt. Topmødet er slut, stabilitets- og vækstpagten blev - som mange siger - reformeret eller - som andre siger - afskaffet, og der blev åbnet et angreb på direktivet om tjenesteydelser. Der er ikke længere noget, der står i vejen for Europas fremgang og opsving. Nu skal vi nok klare det. Det kunne være et budskab.

Hr. kommissionsformand, jeg er Dem taknemmelig for, at De i starten af Deres tale sagde, at debatten om stabilitetspagten var startet, fordi der ikke længere er konsensus om at overholde de hidtidige regler, og man derfor ikke havde noget andet valg end at gøre noget nyt. Så rejste spørgsmålet sig, hvordan man skulle gribe det an. I mellemtiden er der blevet talt om løgnere. Jeg føler mig i hvert fald ikke utilpas ved at danse til tonerne fra Den Europæiske Centralbank og den tyske forbundsbank i forbindelse med evalueringen af stabilitets- og vækstpagten. Hvis man så også husker på, at mange lande med henblik på yderligere vækst har truet med ikke længere at ville anvende den lovgivning, der har været gældende hidtil, så spørger jeg mig selv, om det er sådan, tingene vil blive nu. Vil vi træffe den slags afgørelser i Europa i fremtiden?

Med hensyn til Lissabon-strategien vil jeg gerne sige, at jeg håber på en stærk Kommission. Jeg er klar over, hr. kommissionsformand, at det er vanskeligere for Dem end for Jacques Delors at realisere en vision, for han havde andre regeringschefer ved sin side. Han havde dengang Mitterrand og Kohl, som støttede det europæiske fremskridt aktivt. Det er vigtigt for Kommissionen at koncentrere sig om det, som Europa kan opnå, og ikke producere for meget papir. For Rådet er det vigtigt, at medlemsstaterne forpligter sig til det, som de selv aftaler regelmæssigt, og gør deres hjemmearbejde, så vi også kan nå målet.

Vedrørende direktivet om tjenesteydelser vil jeg blot sige, at vi formodentlig skal stemme om Rumænien og Bulgarien i eftermiddag. Til dem, der er løbet storm mod Rådet vedrørende dette direktiv, vil jeg gerne sige, at vi har problemer med den frie udveksling af tjenesteydelser hos de 10 lande, fordi den ikke blev medtaget i tiltrædelsestraktaterne. Vi bør ikke begå den samme fejl igen nu og lade det gå ud over andre. Den frie udveksling af tjenesteydelser bør tværtimod korrigeres i koncepterne for Bulgarien og Rumænien i overensstemmelse med viljen hos dem, der går ind for den. Ellers vil vi stå over for det samme problem.

  Bersani (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, de beslutninger, der blev truffet på forårstopmødet, lader til at være fornuftige, men det viser sig som bekendt først, når de bliver omsat til handling. Det, som vi beslutter, er forbundet med store muligheder, men også med risici. Vi giver alt i alt det politiske beslutningsorgan et nyt ansvar, og vi skal arbejde for, at dette ansvar går i retning af integration og ikke adskillelse.

Gennemførte direktiver og nationale reformprogrammer skal ikke bestå af almindeligheder, men af egentlige målrettede og målbare valg. Pagtens fleksibilitet skal hele tiden være mere gennemsigtig og skal udelukkende styres i vækstøjemed efter fælles, faste kriterier. Der er i den forbindelse opstået en vanskelig sag i Italien, og jeg vil gerne sige, at vi anmoder regeringen, Kommissionen, Rådet og Eurostat om, at de hver især gør deres arbejde på en seriøs, gennemskuelig og loyal måde, for de italienske borgere har ret til at få sandheden at vide om de offentlige regnskaber, dvs. om deres egen fremtid.

Med forårstopmødets beslutninger kommer vi ikke længere i den situation, vi stod i før, for hvis vi ikke får mere Europa, får vi mindre Europa. Derfor er det så vigtigt at træffe beslutninger, der kan sikre integrationen og således Kommissionens rolle i samordningen af de makroøkonomiske politikker, en forbedring af det statistiske grundlag, de nationale parlamenters inddragelse, en sand integration af de nationale og europæiske programmeringsinstrumenter, EU-budgettets styrke, investeringer i infrastruktur og forskning, den europæiske dimension osv. Vi skal arbejde hårdt for at nå alt dette. Her og nu vil jeg under alle omstændigheder lykønske det luxembourgske formandskab på det hjerteligste.

  Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil ganske enkelt først sige bravo til hr. Juncker, rådsformanden, og hr. Barroso, kommissionsformanden, og hans kolleger samt ikke at forglemme stats- og regeringscheferne. Takket være Dem blev Det Europæiske Råd den 22.-23. marts efter min opfattelse afgørende for Europas videre udvikling og i både form og indhold sandsynligvis et af de bedste, jeg hidtil har været vidne til.

Det Europæiske Råd løste nemlig flere problemer af ældre dato. Først blev der vedtaget en fornuftig reform af stabilitetspagten, jeg mener, at i politik og selv europæisk politik bør fornuften råde. Dernæst blev der vedtaget forbedringer og nye retningslinjer, således at den lovgivning, der er under behandling, bliver mere ligevægtig, og her tænker jeg på direktivet om tjenesteydelser og Reach. Derudover blev miljøet tilgodeset, netop som Kyoto-protokollen er ved at komme på plads. Endelig var der forbindelserne med Kina og den europæiske forskningsindsats. Jeg skal i denne forbindelse især understrege den historiske beslutning om at iværksætte ITER.

Jeg håber således, at EU ikke vil overlade sig til Japans forgodtbefindende alt for længe. Det er i orden at indgå i forhandlinger med Japan, hr. formand, forudsat at projektet iværksættes den 14. juli, fordi det er af afgørende betydning for Europa og for den fremtidige energiforsyning såvel som for de unge, dvs. de mennesker, der lever her om 30 eller 50 år.

Derfor støtter jeg fuldt ud den fælles beslutning, som indeholder en positiv vurdering fra Parlamentets side af dette yderst vigtige og positive møde i Det Europæiske Råd.

  Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, den gode nyhed i forbindelse med forårstopmødet var beslutningen om at udarbejde en langsigtet strategi for nedbringelse af drivhusgasemissionerne. Man besluttede også at overveje at indføre bindende mål på mellemlang og lang sigt. Det er helt afgørende, at der nu tages skridt i retning af ambitiøse forslag for tiden efter 2012.

Desværre har vi på det seneste været vidne til, at det har været betydeligt lettere for EU at udarbejde og nå til enighed om ambitiøse mål, end det har været at føre dem ud i livet. Hvis vi ønsker en ny og vellykket start på Lissabon-strategien, skal vi søge efter et nyt lederskab i EU inden for alle politiske områder. Vi skal tage hensyn til fællesskabets interesser, engagere os i de vedtagne beslutninger og handle på en måde, så alle medlemsstater får noget ud af det europæiske samarbejde.

  Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, De har begge brugt størstedelen af Deres taletid på Lissabon-processen. Rådsformanden brugte brede penselstrøg og lagde vægt på balance og økonomisk vækst, som ikke kan skabes uden et miljømæssigt og socialt ansvar. Hr. rådsformand, De illustrerede denne treenighed med den åbne samordning, som Rådets konklusioner også vidner om. Jeg sætter også pris på, at De er opmærksom på SMV'erne. Jeg har aldrig tidligere set konklusioner fra Rådet med så hyppige forekomster af ordene SMV, innovation og miljø. I den beslutning, som Europa-Parlamentet skal stemme om i dag, forlanger vi ny dynamik i Lissabon-processen - en ny dynamik med en "fokuseret tilgang, der viser nyt lederskab".

Hr. kommissionsformand, nu vil jeg gerne henvende mig til Dem. Dette lederskab og denne dynamik kan kun skabes i samarbejde med medlemsstaterne, regionerne og arbejdsmarkedets parter. Under indlægget denne morgen fik jeg ikke fornemmelsen af, at denne mano in mano, som rådsformanden udtrykker det, er helt evident. Jeg tager måske fejl, men det er min fornemmelse, at medlemsstaterne pålægges en bunke papirarbejde, og at der er mindre opmærksomhed på den socialpolitiske dagsorden, der ikke føres ud i livet. Jeg har også på fornemmelsen, at denne mano in mano med Parlamentet lader noget tilbage at ønske, hvad angår integrerede beskæftigelsespolitikker, og på dette område kunne jeg godt tænke mig en vis grad af samråd fremover.

  Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg synes, det luxembourgske formandskab er et godt formandskab, som på plussiden allerede har det konstruktive kompromis om stabilitetspagten, som giver medlemsstaterne i Eurogroup mulighed for at gå videre på grundlag af reglerne om budgetdisciplin, men med den nødvendige grad fleksibilitet.

Samtidig formåede Luxembourgs formandskab på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles at konkretisere Lissabon-strategien, men det var en skam, det ikke lykkedes os at sætte navn på de lande, som ikke er i stand til at gennemføre denne strategi.

Et andet stort spørgsmål, vi skal tage os af inden for rammerne af Lissabon-strategien, er tjenestedirektivet, som jeg håber, vil blive behandlet ud fra en rationel tankegang og især, at man ville forsøge at få ryddet misforståelserne af vejen, så den tåge, som forhindrer os i at se sagens kerne, letter, for det kan godt se ud, som om vi i hele EU taler om et helt andet spørgsmål.

Endelig vil jeg ønske det luxembourgske formandskab held og lykke fremover med et meget stort emne, som vi behandler, nemlig de finansielle overslag og navnlig budgettet for EU's regionalpolitik, samhørighedspolitikkerne. Det er et meget omfattende og vanskeligt spørgsmål. Personligt tror jeg, vi er tvunget til at nå til enighed inden juni, for ellers vil de regionalpolitiske programmer blive offer for eventuelle uenigheder på europæisk plan.

  Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer, med Det Europæiske Råds sidste møde vil Europas økonomi blive ledt i en mere pragmatisk, fleksibel og nyskabende retning.

Hvad angår stabilitets- og vækstpagten, glæder det mig, at realismen og smidigheden har vundet over dogmatismen og den blinde respekt for regler, der blev opstillet i en periode, hvor den økonomiske vækst var betydeligt større, end tilfældet er i dag. Der skal selvfølgelig være regler, for ellers kan vi ikke sikre en stabil valuta, men reformen af pagten er positiv, for så vidt den gør det muligt at forlige respekten for retsstatsprincippet og det mindstemål af smidighed, som medlemsstaternes forvaltning af de offentlige midler kræver. Jeg takker kommissionsformand Barroso og rådsformand Juncker for det klarsyn og den overtalelsesevne, de har udvist i denne vanskelige sag.

Deres pragmatiske holdning er ligeledes kommet til udtryk i forbindelse med direktivet om liberalisering af det europæiske marked for tjenesteydelser. Ved at anerkende, at direktivets nuværende ordlyd ikke er helt tilfredsstillende, og henstille til, at alt bliver gjort for at gøre det indre marked for tjenesteydelser fuldt ud funktionsdygtigt, samtidig med at den europæiske sociale model bibeholdes, har Rådet ikke som ofte anført i medierne søgt at tækkes Frankrig. Det har snarere erkendt, at oprindelseslandsprincippet indebar en åbenlys risiko for social og skattemæssig dumping, og har betroet Parlamentet at finde en acceptabel løsning. Det er en indstilling som denne, borgerne forventer af Bruxelles.

Vores økonomis fremtid vil være truet, hvis vi ikke investerer meget mere i uddannelse og faglig uddannelse såvel som forskning og udvikling. Vi er bagud på disse to områder i forhold til vores amerikanske og asiatiske partnere. De 25 har bekræftet deres vilje til at gøre Unionen mere tiltrækkende for investering og jobskabelse med det formål at højne videnniveauet og øge nyskabelsen og således understøtte væksten. Det er ambitiøse, nødvendige og realistiske mål, hvis blot vores stater understøtter dem med tilstrækkelig politisk vilje og økonomiske midler.

  Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Rådets udvidelsesstrategi er helt ved siden af. Det centraleuropæiske land Kroatien, som opfylder kriterierne bedre end mange medlemsstater, bliver diskrimineret. Rumænien, et klart europæisk land, som dog langtfra opfylder kriterierne, bliver så at sige hastet igennem. Ukraine, bestemt et europæisk land, som dog ikke vil være klar til at blive optaget i EU i mange årtier, og som vi heller ikke vil være klar til at optage i de kommende år, bliver holdt hen i det uendelige. Der bliver ikke udviklet nogen konkret strategi. Og der skal indledes tiltrædelsesforhandlinger allerede i år med et klart ikke-europæisk land som Tyrkiet.

Jeg vil virkelig appellere til Rådet om at genoverveje denne strategi grundigt og for det første sørge for, at der omgående - senest den 21. maj - bliver givet grønt lys for tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien, og at den arbejdsgruppe, som er blevet nedsat takket være Deres indsats, hr. rådsformand, når frem til et resultat omgående. For det andet vil jeg gerne appellere til Dem om at lade Rumænien og Bulgarien tiltræde inden for den frist, der er fastsat, og at give os mulighed for at vente til efteråret, til de pågældende statusrapporter foreligger. For det tredje vil jeg appellere til Dem om, når Rumænien, Bulgarien og Kroatien er blevet optaget, at give EU et langt pusterum med henblik på den interne konsolidering, som den har så hårdt brug for.

Endvidere vil jeg appellere til Dem om at forhindre, at tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet, som vil overbebyrde og overbelaste EU, bliver indledt til efteråret, og udvikle en god naboskabsstrategi her og også udvikle et koncept for Ukraine. Ellers vil det, der kom ud af den orange revolution, også have været forgæves, og det ville have alvorlige følger for Europa.

(Bifald)

  Juncker, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg vil som afslutning på denne for en stor dels vedkommende meget rodede forhandling uddybe visse oplysninger.

Det glæder mig, at der kun har været meget få uoverensstemmelser angående Det Europæiske Råds afgørelser om Lissabon-strategien. Det finder jeg logisk, sammenhængende og konsekvent, eftersom - og det kan man fra flere sider udlægge til egen fordel - Europa-Parlamentets beslutning om Lissabon-strategien praktisk taget er afspejlet i sin helhed i Det Europæiske Råds konklusioner. Hvis man i dag kritiserer visse elementer, er det, fordi man er i besiddelse af en meget veludviklet selvkritisk sans. Det er et faktum!

I øvrigt er det afgørende, at vi i det mindste tilskriver Det Europæiske Råds afgørelse om Lissabon-strategien én ting, nemlig at den lægger et tungt ansvar på medlemsstaternes skuldre. Vi var ret enige i januar, da vi drøftede sagen, om at fastslå, at det var op til de nationale regeringer at gøre Lissabon-strategien til en succes ikke blot for de enkelte lande, men også for Europa som helhed.

For fremtiden vil de nationale regeringer skulle aflægge regnskab for de nationale reformprogrammer over for deres nationale parlamenter. Rådet vil være ansvarligt over for Europa-Parlamentet, og Kommissionen vil spille sin sædvanlige rolle som formidler og initiativtager, hvilket er ensbetydende med at få alle medlemsstater til at bevæge sig i samme retning for at nå Lissabon-strategiens mål, der er opstillet således, at den europæiske sociale model fortsat vil være tilgængelig for langt de fleste europæere.

Jeg har i visse mere fælleskirkelige end katolske grupper noteret mig fuldstændig modstridende holdninger til, hvilke hovedretningslinjer der skal opstilles for den politiske aktion på europæisk plan. Det er, hr. Radwan, lettere at indgå et kompromis om stabilitetspagten end at sikre sammenhæng i den gruppe, De tilhører. Det konstaterede jeg både i går og i dag.

(DE) Vedrørende stabilitetspagten vil jeg gerne sige, at jeg er meget overrasket over, at alle mellemstadierne i reformen af stabilitetspagten bliver ledsaget af den samme skarpe retorik og de samme skarpe kommentarer. Da en række regeringer foreslog at fjerne hele udgiftsblokke fra stabilitetspagten, lød kritikken nøjagtigt, som den gør nu, da det ikke blev til noget. Der må være noget, der ikke stemmer. Den præventive del af pagten er blevet styrket væsentligt. Hvorfor var det nødvendigt? Det var det, fordi den gamle pagt, hvis tilblivelse jeg i høj grad var involveret i, ganske enkelt havde forsømt dette aspekt på det skammeligste. En række regeringer undlod også at føre den rigtige politik i såkaldt gode tider med henblik på at nedbringe underskuddet og gælden. Det kan jo vende sig til det bedre efter nogle forestående valg, selv om jeg tvivler stærkt på det.

Den korrektive del af pagten har kun undergået mindre ændringer i forhold til det, som traktaten og pagten siger om spørgsmålet. Men hvis man forestillede sig, at stabilitetspagten bestod i, at 3,0 % også virkelig betød 3,0 %, at der ville blive indledt sager mod lande med et underskud på over 3,0 %, og at der ville blive iværksat sanktioner mod disse lande, hvis de ikke kom ned under grænsen på de 3,0 % igen det følgende år, så lever reformen af stabilitetspagten naturligvis ikke op til forventningerne. Det ville have krævet betydelige traktatændringer og have til følge, at vi ikke længere kunne benytte den gamle stabilitetspagt som rettesnor på vigtige områder.

Det står ikke i traktaten, at ethvert underskud over 3,0 % er et uforholdsmæssigt underskud. De, der siger det, fortolker traktaten forkert. Det står ganske enkelt ikke i traktaten, og jeg kan ikke acceptere, at vi skulle handle, som om det var tilfældet, og at de, som finder tilbage til en korrekt udlægning af traktaten igen, nu bliver behandlet som stabilitetssyndere. Hvordan kan man tillade sig at gøre krav på at have eneansvar for at fortolke traktaten og pagten? Jeg læser - og det morer mig sågar i nogen grad - at Rådet, de 25 finansministre, de 25 stats- og regeringschefer, bøjede sig for Tyskland og Frankrig. Det er fuldstændig latterligt og i øvrigt fornærmende over for de andre 23.

(Bifald)

At forestille sig, at det kun kræver et råb fra Berlin eller et klart signal fra Paris for at få de andre 23 regeringer til at parere ordre, er fuldstændig ueuropæisk og står i modsætningsforhold til det stadigt tilbagevendende behov for at skabe et godt arbejdsklima i Europa og finde frem til kompromisløsninger. Jeg ønsker ikke at skulle spørge mig selv, hvor stor kritikken her i Parlamentet havde været, hvis vi havde lidt skibbrud med Lissabon, hvis vi ikke havde formået at etablere balancerne, som Parlamentet har rykket for, eller hvis reformen af stabilitetspagten var blevet en totalfiasko. Nogle mener, at den gamle stabilitetspagt var så god, at den ikke behøvede at blive ændret. Men den opfattelse deles ikke af en eneste regering i de 25 medlemsstater. At forestille sig, at de 25 stats- og regeringschefer og de 25 finansministre nu har sat kurs mod en underskuds- og gældsspiral, er absolut bizart, hvilket jeg gerne vil imødegå på det kraftigste.

(Bifald)

(FR) Derudover er der, hr. formand, blevet talt meget om Europas troværdighed. Jeg tror, at den til tider er alvorligt truet, og jeg forstod ikke helt hr. Watsons indlæg, idet jeg ikke kunne finde ud af, om det var rettet mod mig eller en gruppe medlemsstater. Jeg kan ikke tro, at De bebrejder mig ikke at have været i stand til at få Det Europæiske Folkepartis medlemmer til at indtage den samme holdning i alle spørgsmål, eftersom jeg ikke repræsenterer partiet her. Jeg repræsenterer Det Europæiske Råd.

Til alle, der har henledt vores opmærksomhed på Europas manglende troværdighed, vil jeg sige, at jeg retter en varm tak til de medlemmer, der har deltaget i denne forhandling siden kl. 9.00 i morges. De besøgende i Europa-Parlamentet i dag var overraskede over, at der ikke var større fremmøde under en forhandling om et emne, der er så vigtigt for Europa.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. formand for Rådet. Jeg håber - eller nærmere forventer - at man har forstået kritikken.

  Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, tillad, at jeg tager ordet for en kort afsluttende bemærkning. Hvad angår reformen af stabilitets- og vækstpagten bør vi virkelig, hvis vi vil have en ærlig debat, erkende, at problemerne ikke er opstået i forbindelse med denne reform, men er af ældre dato. Allerede i 2003 var der ikke længere konsensus om stabilitets- og vækstpagten. Det, vi netop har vedtaget, eller det, medlemsstaterne har vedtaget med aktiv støtte fra formandskabet og Kommissionen, er en troværdig reform af pagten.

Jeg kan på alle måder garantere - og her henvender jeg mig især til alle, der har givet udtryk for en i øvrigt legitim bekymring - at Kommissionen har til hensigt at sikre en objektiv og ensartet håndhævelse af stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser. Jeg kan også garantere, at Kommissionens rolle ikke er svækket, men tværtimod styrket gennem denne reform. Den vifte af situationer, hvor Kommissionen vil skulle udtale sig eller indlede en procedure, er blevet udvidet betragteligt. Således har vi nu en pagt, der vil kunne håndhæves på en betydeligt mere troværdig måde end inden reformen.

Hvad angår Lissabon-strategien, er der - hvilket klart fremgik af denne formiddags drøftelser - også meget bred enighed om et system med en styrket styring og en skarpere sondring mellem, hvilke områder der henhører under Unionen, og hvilke der henhører under medlemsstaterne. Medlemsstaterne har accepteret denne styrkede styring, hvilket også giver Lissabon-strategiens mål større troværdighed.

Lad mig vende tilbage til et vigtigt punkt i Det Europæiske Råds konklusioner, som jeg ikke omhandlede i min indledning af denne forhandling, nemlig udviklingspolitikken i relation til millenniumudviklingsmålene. Det Europæiske Råd bad på sit sidste møde Kommissionen fremskynde sit arbejde med henblik på endelig at fastlægge Unionens holdninger med henblik på de vigtige drøftelser i De Forenede Nationer i september i år.

Jeg har den glæde at meddele Dem, at Kommissionen i går her i Strasbourg vedtog en vigtig forslagspakke, som kommissær Michel og jeg selv i øvrigt bebudede i går. Med pakken opstilles nye mål for vores indsats på mellemlang sigt, der lægges øget vægt på hjælpens kvalitet og skabes større sammenhæng mellem politikkerne. I denne udviklingspakke lægges der ligeledes større vægt på situationen i Afrika syd for Sahara. Mine damer og herrer, Kommissionen tillægger disse forslag stor betydning. Vi har indledt et aktivt samarbejde med medlemsstaterne om at nå de fastsatte millenniummål, og vi regner med Deres støtte.

Jeg har brugt dette eksempel, hr. formand, fordi det også afspejler et andet vigtigt forhold, nemlig at vi virkelig arbejder med operationelle beslutninger. Vi har i Det Europæiske Råd fastsat målene for og de nye instrumenter under den nye Lissabon-strategi, og vi har i øvrigt netop godkendt de integrerede retningslinjer med den makroøkonomiske politik, den mikroøkonomiske politik og beskæftigelsen. Vi har netop fremlagt dem her i Europa-Parlamentet. Det Europæiske Råd har fremsat en henstilling vedrørende udvikling, og vi forelægger konkrete forslag.

Jeg er udmærket klar over, at der i vanskelige perioder som den, Europa befinder sig i nu, i højre grad er fokus på de kontroversielle aspekter, på de forhold, medlemsstaterne ikke kan nå til enighed om. Men det, jeg ønsker at understrege, er, at vi til trods for disse vanskeligheder og uoverensstemmelser er i stand til som på Det Europæiske Råds forårsmøde at skabe konsensus på meget vigtige områder.

Jeg ønsker derfor at understrege det, rådsformanden netop har sagt. Hvad ville Deres reaktion have været, hvis vi ikke var kommet her med resultater, der alt andet lige afspejler en konsensus, og hvilket signal ville vi have sendt til offentligheden? Så selv om jeg deler mange af de bekymringer og ønsker, der er kommet til udtryk fra flere sider, er spørgsmålet, om vi skal fremhæve de aspekter, vi ikke er fuldstændig enige om, eller derimod lægge vægt på det, vi er i stand til at udrette sammen.

For det er netop det, der er essensen i kompromiskulturen i Europa, og den lægger jeg stor vægt på. Vi kommer ingen vegne i et EU med 25 medlemsstater, hvis vi ikke forklarer vores borgere, at man ikke kan vinde 100 % i Europa. Ingen medlemsstat kan få 100 % medhold. Vores Europa bliver mere og mere komplekst, og det er følgelig op til os, der varetager en ledende funktion i Rådet, i Kommissionen eller i Europa-Parlamentet, som udøver en politisk funktion, at forklare vores borgere, at det er nødvendigt at indgå kompromiser, at Europa er et kompromis. Europa er et samarbejde omkring en række mål, der er langt vigtigere end kortsigtede mærkesager eller særligt kontroversielle nationale emner.

Det er et ansvar, og at påtage sig et ansvar er den første forudsætning for at kunne sikre den effektive ledelse, som Europa har behov for i dag.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. formand for Rådet og hr. formand for Kommissionen. Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 103.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

(Mødet hævet et kort øjeblik)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Til al fortvivlelse blev Det Europæiske Råd den 22. og 23. marts præget af et punkt, der ikke var med på dets dagsorden, men som det alligevel måtte forholde sig til.

De seneste meningsmålinger, der tyder på en mulig sejr for nej til den såkaldte forfatning i den folkeafstemning, der skal afholdes i Frankrig den 29. maj, fik alarmklokkerne til at ringe.

Højrefløjen og socialdemokraterne har igangsat en fælles mobilisering og bakker op om enhver form for mere eller mindre åbenlys indblanding i debatten op til den franske folkeafstemning.

Europa-Parlamentet spenderer helt uantageligt 8 millioner euro på propaganda for et ja.

Stats- og regeringschefer og alle andre, der mener sig i stand til at påvirke det franske folks beslutning, valfarter i stimer til Frankrig for at forsøge at overbevise vælgerne om de hypotetiske og ikke-eksisterende "fordele" ved den såkaldte europæiske forfatning.

De store arbejdsgiverorganisationer og de socialdemokratisk eller borgerligt dominerede fagforbund - med de europæiske fagforeningers sammenslutning i spidsen - går alle i brechen for dette projekt, der er til skade for folkenes suverænitet, men til fordel for neoliberal kapitalisme og militarisme.

Kommissionen og Europa-Parlamentet udskyder beslutninger for at undgå at levere endnu flere og rigtige argumenter for nej.

Trods modsigelser er et nej i Frankrig det bedste svar!

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand