Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 13. april 2005 - Strasbourg

20. Udenrigspolitik / Sikkerhed

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om betænkning (A6-0062/2005) af Brok for Udenrigsudvalget om årsrapport fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget - 2003 (8412/2004 - 2004/2172(INI))

og betænkning (A6-0072/2005) af Kuhne for Udenrigsudvalget om den europæiske sikkerhedsstrategi (2004/2167(INI)).

  Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, med vores årlige betænkning vil vi gerne - også fordi vi befinder os i det første år af en ny valgperiode - stille et forslag til, hvordan vi kan ændre og forbedre samarbejdet mellem Rådet og Kommissionen på den ene side og Parlamentet på den anden side.

Vi er klar over, at udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik som regel er den udøvende magts opgave, og at Parlamentet i denne forbindelse primært kan udøve kontrol og også har nogle muligheder for at påvirke sagen gennem budgetbeføjelserne. Netop med hensyn til budgetbeføjelserne ville det være nyttigt for Kommissionen og Rådet at gøre sig fri af den hidtidige a posteriori-model og inddrage Europa-Parlamentet i en tidligere fase. Parlamentet bør ikke først orienteres efter, at noget er blevet gjort, det bør inddrages i planlægning og udvikling af strategier, så der på den måde kan tages højde for Parlamentets vilje, da det vil gøre den efterfølgende forretningsgang lettere for alle parter, fordi man allerede på et tidligt tidspunkt har fundet en måde at komme videre på.

For os i Europa-Parlamentet er det vigtigt, at vi fører udenrigspolitikken med de samme centrale punkter som hidtil. Den gamle sætning er stadig sand, at krig er udtryk for fejlslagen politik. Krig kan altid kun være det allersidste middel. Derfor er det vigtigt, at vi styrker den præventive model i vores politik og bliver meget bedre til forebyggelse og krisestyring. Det er også EU's model, som den kommer meget klart til udtryk som målsætning i forslaget til forfatningen. Her bør vi gøre vores stilling klar for at overbevise befolkningen, men også for at udvikle strategiske positioner.

Det fører til nogle meget praktiske overvejelser om, hvilke centrale punkter vi skal sætte ind på. Det er konflikten i Mellemøsten, som får os til at arbejde tættere sammen i kvartetten med amerikanerne, russerne og FN, ikke kun for at støtte palæstinenserne og israelerne og opnå fred, men også for i vidt omfang at få bedre greb om alibiet for terrorisme, det andet store mål.

Her får de solidariske regler inden for bistandsforpligtelserne i forfatningstraktaten også stor betydning. Hvordan kan EU besvare udfordringen fra kombinationen af trusler mod den ydre og indre sikkerhed med nye instrumenter og komme videre på dette felt? På disse områder må vi sørge for, at spørgsmål om ikke-udbredelse af atomvåben som i Iran og Nordkorea prioriteres højt, hvis det overhovedet skal lykkes os at gøre dette tema troværdigt.

Men vi skal også sørge for, at EU - som jo i sig selv er et sikkerhedspolitisk koncept, fordi det binder stater sammen, så de aldrig mere kan føre krig mod hinanden - i højere grad anvender dette instrument i naboskabspolitikken, og vi skal sørge for, at vi ikke bliver stående ved det klassiske princip for naboskabspolitikken, som vi har ført den i de seneste år.

Europas grænser har også noget at gøre med EU's handlekraft. Derfor skal vi sørge for, at de stater, som ligger i vores nabolag, og som vi vil have i vores havn, som er vigtige for os, og som vi vil hjælpe, så demokratiet kan udvikles og stabiliseres, ud over fuldt medlemskab får en anden mulighed, et EØS-plus, eller hvad man nu vil kalde det.

Vi skal finde en sådan multilateral model, så vi allerede i dag kan give Ukraine og andre lande et svar på, hvordan de kan forbedre sig, og ikke først om 15 eller 20 år. Her håber vi på større fantasi fra Rådets og Kommissionens side og mindre daglig politik, som det hidtil ofte har været tilfældet. Her har vi jo også den nye model, fru kommissær, med Deres arbejde, for at finde en løsningsmodel.

To spørgsmål til slut. Jeg mener, det er godt, at der er et bredt flertal i Parlamentet for at opretholde våbenembargoen mod Kina, så længe menneskerettighederne ikke er sikret, så længe et land laver love, der legitimerer krig. Hvis vi mener, at de transatlantiske relationer er truede, må vi nå til enighed på dette punkt.

(Bifald)

Ud over de multilaterale modeller som også i relationerne til USA bør vi på en basis af partnerskab med klare målsætninger satse på et transatlantisk marked i 2015. Jeg vil gerne sige klart til en række forslagsstillere, at jeg også som tysker gerne varmt vil støtte forslagene fra de forskellige grupper om at arbejde for en plads for EU i Sikkerhedsrådet.

(Bifald)

  Kuhne (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne komme med to eksempler. Under drøftelserne i udvalget spurgte vores kollega Thomas Ilves, hvad der mon ville ske, hvis der i et EU-medlemsland igen forekom et terrorangreb i samme størrelsesorden som i Madrid, og det så efterfølgende viste sig, at sikkerhedsmyndighederne i et andet EU-land havde haft kendskab til forberedelserne, men ikke havde set sig i stand til at informere myndighederne i det andet land. Det ville nok styrte EU ud i en sand legitimationskrise.

Det andet eksempel er, at EU har overtaget kommandoen over tropperne i Bosnien-Hercegovina fra NATO. For første gang er der nu også mulighed for at vise, hvordan EU kan udføre sikkerhedspolitik på dette felt og samle praktiske erfaringer i denne henseende. Mange mennesker mener - det har jeg bemærket efter en række samtaler i min valgkreds - at hvis vi europæere holdt os uden for så meget som muligt, så ville det onde heller ikke ramme os.

En sådan indstilling kan vise sig at være en skrækkelig fejltagelse, og EU har virkelig brug for en sikkerhedsstrategi. Derfor var et stort flertal af udvalget også tilfreds med det dokument, som Javier Solana i sin tid udarbejdede, og med regeringernes støtte til dokumentet, og udviklede det yderligere.

Der er imidlertid et par punkter, som man må fremhæve særligt, og som tydeligt viser den europæiske sikkerhedsstrategis særlige karakter. Det er for det første en omfattende forståelse af sikkerhedsproblemerne og deres mangfoldige mulige årsager såsom overtrædelser af menneskerettigheder, fattigdom, sygdomme osv. i stedet for en snæver betragtning af de militære aspekter. Sikkerhedsstrategien er først og fremmest et politisk koncept, som går langt ud over de militære aspekter.

Det er for det andet forpligtelsen på folkeretten og principperne i FN's charter.

For det tredje er det styrkelsen af den internationale samfundsorden gennem stærke multilaterale strukturer og internt - trods alle de nødvendige foranstaltninger mod terrortruslen - sikringen af borgernes grundlæggende rettigheder.

Med sådan en baggrund behøver man ikke skamme sig over at sige, at ja, også EU vil gerne tillægge sig militære beslutningsstrukturer og militære evner. Sikkerhedsstrategiens særlige nytteværdi består netop i, at man alt efter situationen når frem til en passende kombination af civile og militære muligheder for at reagere på en krise.

Denne model mødte modstand i udvalget, og modstanden kom fra to helt forskellige sider. Der var for det første dem, som kun kan forestille sig EU som en underafdeling af NATO. Og så var der de andre, som affærdiger oprettelse af nye organisationsformer og kapaciteter under stikordet militarisering. Det var fælles for de to ekstreme retninger, at de benytter dette argument til at modarbejde den europæiske forfatning og agitere mod den.

Der var imidlertid et bredt flertal i udvalget, som støtter sikkerhedsstrategien. Den omfatter instrumenter som eksempelvis operationscentret, den civil-militære celle, oprettelse af kampgrupper eller Forsvarsagenturet. Det er ikke alternativer til NATO - de fleste medlemsstater i EU er jo samtidig medlem af NATO - men de giver EU nye muligheder, som det ikke har i dag. Kun på den måde kan EU også udvikle sig til en ligeberettiget partner til f.eks. USA på den anden side af Atlanten.

Men der er stadig meget, der skal gøres. Indtil videre har vi ikke noget sammenhængende koncept for, hvordan f.eks. de civile krisereaktionsstyrker skal organiseres. Der er mangel på permanent lufttransportkapacitet. Der er mangel på permanente indsatsklare styrker, og der er mangel på tilstrækkelig kommunikations- og oplysningskapacitet. Denne betænkning skal bidrage til, at Europa-Parlamentet - i tråd med, hvad hr. Brok sagde i sin indledning - i en dialogisk struktur med Rådet kan få indflydelse på den kommende udformning og praktiske gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi.

(Bifald)

  Schmit, Nicolas, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, først vil jeg takke og også lykønske Parlamentet, og særlig de to ordførere med det arbejde, de har udført, og for den ambitiøse, men også realistiske strategi, som de har udviklet i de to betænkninger.

Et eller andet sted nævner De to tal, nemlig 60 % og 70 % i støtte fra offentligheden til udvikling af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er sandsynligvis et af de områder, der får størst støtte fra offentligheden. De er repræsentanter for EU-borgerne, og det betyder, at en sådan politik kun kan udvikles sammen med borgerne, hvilket også betyder med deres støtte i dialogen, som ordføreren hr. Kuhne sagde for lidt siden.

Det Europæiske Råd vedtog den europæiske sikkerhedsstrategi den 11. december 2003. De 15 måneder, der er gået siden vedtagelsen, er selvfølgelig ikke nok til at udarbejde en komplet og udtømmende betænkning om gennemførelsen, men de giver i det mindste mulighed for at vurdere den virkning, som strategien allerede har haft, og diskutere, hvilken vej vi skal følge ved den videre gennemførelse.

2004 var et vigtigt år for den politiske udvikling af EU, som har haft stigende ambitioner og ansvar i verden. EU-borgerne og deres internationale partnere har også krævet, at EU i højere grad er til stede på den internationale scene. EU har reageret på denne opfordring ved at forsøge at føre en mere aktiv, konsekvent og effektiv udenrigspolitik, som især har været baseret på principperne i De Forenede Nationers Pagt.

EU er aktør på verdensscenen, og dette er baseret på politiske, økonomiske og andre resultater. At man rundt omkring i verden har høje tanker om den europæiske model, som vi taler så meget om i forbindelse med den europæiske forfatning, giver anledning til tilfredshed, men det skal også for os europæere være en stærk drivkraft, der tilskynder os til at gøre mere.

I den europæiske sikkerhedsstrategi fastsættes til en vis grad brede retningslinjer for den daglige ledelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den fastsætter hvilke udfordringer og trusler vi står over for, samt hvilke redskaber det er nødvendigt at anvende for at løse problemerne.

Bekæmpelsen af terrorisme er blevet nævnt. Det er afgjort et af de vigtigste problemer. Vi har indført en række mekanismer og tættere samarbejde mellem Europol og Eurojust. Derfor er bekæmpelsen af terrorisme et godt eksempel på, at sikkerhedsbegrebet ikke kun består af en udenrigspolitisk dimension og en militær dimension, men at det rækker meget længere end det. Der er også en udviklingsdimension og en dimension, der omfatter forsvar og fremme af menneskerettigheder. Der er selvfølgelig også en dimension, der drejer sig om at løse større konflikter, særlig konflikten i Mellemøsten, ikke at forglemme tilstedeværelse i de regioner, som vi talte om tidligere, særlig Bosnien-Hercegovina og andre dele af Vestbalkan.

Det Europæiske Råd vedtog i december 2003 en europæisk strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der tager højde for de primære trusler, der blev fastlagt i den europæiske sikkerhedsstrategi, og dette er en supplerende foranstaltning. Det er også et område, hvor EU har vist, at det ved, hvordan man handler, særlig i forbindelse med Iran. På denne måde har vi efter min mening nået en vigtig milepæl i vores søgen efter politiske løsninger på spørgsmål, der er meget følsomme og samtidig yderst farlige for verdensfreden.

Den europæiske sikkerhedsstrategi er baseret på tanken om, at de fleste problemer kun kan løses i en multilateral sammenhæng. På dette punkt er vi også enige med de to ordførere. EU skal bestemt forfølge sine mål i en sådan multilateral sammenhæng, i partnerskab med alle involverede parter, og særlig FN. Følgelig er det i EU's egen interesse at opnå et styrket FN, som er det multilaterale system. Vi skal støtte FN's Generalsekretærs indsats for at modernisere FN-systemet og gøre det mere effektivt. Reformen af FN er faktisk et meget vigtigt led i EU's sikkerhedspolitik og udenrigspolitik. Jeg lykønsker hr. Brok med det, han har sagt om dette emne, særlig i forbindelse med ét bestemt punkt.

Jeg vil lige kort nævne betydningen af det transatlantiske partnerskab, da det kun er et par uger siden, vi drøftede dette spørgsmål her i Parlamentet. Dette partnerskab er også blevet genoptaget, særlig efter præsident Bushs besøg i Bruxelles, og vi skal sørge for, at der følges op på genoptagelsen. Vi har mange fælles interesser - jeg vil gå så langt som til at sige utallige interesser. Der er utallige muligheder for større samarbejde, men på lige fod. Vi kan sammen med USA finde løsninger på større problemer, og særlig, som det allerede er blevet nævnt, på et problem, der står øverst på dagsordenen, nemlig konflikten i Mellemøsten.

EU er også i gang med at udvikle sit økonomiske, politiske og kulturelle samarbejde med dets traditionelle primære partnere, f.eks. USA og Canada, men også med partnere såsom Rusland og Japan. Jeg tror, at samarbejde med Rusland trods problemerne er vigtigt for EU og for stabilitet og fred i Europa. Når dette er sagt, bør jeg også nævne, at der ligeledes er nye aktører på verdensscenen, f.eks. Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Der er også regionale organisationer, f.eks. Den Afrikanske Union, som vi havde forhandlinger med for et par dage siden med henblik på, som Kommissionen har sagt, at styrke EU's politik over for Afrika. Formålet med dette er at fremme fred og udvikling - to ting som er tæt forbundet - i Afrika, som står EU særlig nær.

Formålet med strategien er også at fremme EU's forbindelser med andre naboer mod øst og syd. Vi har lige afholdt en debat om Balkanlandene. Euro-Middelhavs-partnerskabet og den europæiske politik for naboregioner er af grundlæggende betydning med hensyn til at fremme stabiliteten i de pågældende lande, men de er også i EU's egen interesse både økonomisk og politisk. Jeg husker nøjagtigt, hvad der blev sagt. Det er ikke nok at lukke øjnene i håb om at undgå, at problemerne smitter. Disse landes problemer bliver meget hurtigt vores problemer enten på grund af ukontrolleret, ulovlig indvandring, terrorisme eller truslen om terrorisme.

Menneskerettigheders betydning set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er også centralt for at løse konflikterne, og dette aspekt er særlig blevet understreget i den seneste rapport fra FN's Generalsekretær. Uden respekt for menneskerettigheder får vi hverken udvikling eller fred. Derfor udnævnte den højtstående repræsentant for nylig en personlig repræsentant for menneskerettigheder for at forbedre overensstemmelsen og effektiviteten i EU's politik på dette område inden for FUSP.

Hvad angår det militære aspekt, foreslås det i strategien, at EU skal være mere operationel på de forskellige områder, hvor det skal spille en rolle. Vi skal komme med løsninger på konflikterne. Vi skal handle, og vi skal spille en mere aktiv rolle med hensyn til at opretholde og genoprette fred. Vi skal sikre større overensstemmelse mellem de civile og militære aspekter. Vi skal først og fremmest have en strategi, som er baseret på konfliktforebyggelse. I den forbindelse er det vigtigt, at 7.000 europæiske soldater for tiden under EU-flaget er udstationeret for at sikre freden og tilskynde til reformer og forsoning. Vi har særlig drøftet spørgsmålet om Balkanlandene, men EU har også taget ansvar for større operationer andre steder, f.eks. i Sydkaukasus, Afrika og Afghanistan.

Der er gjort betydelige fremskrift med hensyn til militære kapaciteter. Den første af de 13 taktiske enheder er blevet oprettet som led i den europæiske hurtige udrykningsstyrke. EU har også oprettet Det Europæiske Forsvarsagentur for at rationalisere udgifterne til indkøb til forsvaret, og for at forbedre kvaliteten og øge kvantiteten af de militære kapaciteter, der er til rådighed i de europæiske lande. Samarbejde mellem civile og militære kredse er blevet hævet til et højere operationelt niveau, særlig ved at oprette en civil-militær celle. Med disse foranstaltninger skulle EU kunne øge sin krisestyringskapacitet, således at det kan klare det 21. århundredes komplekse sikkerhedskriser med et godt resultat. Samarbejde med NATO er specielt blevet fremhævet. Vi skal efter min mening overveje at udvikle Berlin Plus-aftalen i en partnerskabsånd og ikke i en underkastelsesånd. Jeg tror, at EU's rolle også i denne henseende er meget vigtig.

Overensstemmelsen og den operationelle kapacitet i den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er således blevet styrket, men vi kan ikke tillade os at slække på vores indsats. Vi har brug for støtte fra institutionerne, klare forpligtelser, særlig hvad angår solidaritet stillet over for potentielle trusler, samt at EU er mere synlig på den internationale scene. I den forbindelse vil den kommende forfatning endnu en gang efter min mening føre til betydelige fremskridt i udviklingen af FUSP og EU's politik for ekstern sikkerhed. Indførelsen af en EU-udenrigsminister er en større fornyelse, som vil give mulighed for større sammenhæng i EU's forbindelser udadtil. Udenrigsministeren skal være formand for Rådet (eksterne forbindelser), og dette vil give den sammenhæng, som vi alle er så opsatte på at sikre, og det vil også betyde, at EU bliver mere synlig og samtidig give bedre overensstemmelse.

Et andet vigtigt aspekt, som jeg lige vil nævne - og jeg ved, at det er noget, der bl.a. ligger hr. Brok på sinde - er oprettelsen af en Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, for hvilken de praktiske detaljer stadig diskuteres.

Det luxembourgske formandskab er meget opmærksom på udviklingen i oprettelsen af denne Tjeneste for EU's Optræden Udadtil og på Parlamentet holdning til dette. Vi ønsker ikke, at oprettelsen af en sådan tjeneste skal betyde, at visse EU-mekanismer afvikles underhånden ved at begunstige mellemstatslige mekanismer.

Formålet med tjenesten var at gøre opmærksom på større fremskridt i udførelsen og gennemførelsen af EU's udenrigspolitik, særlig i form af større effektivitet og sammenhæng samt øget tilstedeværelse fra EU's side og bedre anvendelse af alle de tilgængelige ressourcer. Vi ønsker, at de institutionelle regler og respektive beføjelser overholdes. De nationale diplomatiske tjenester skal inddrages bredere. Vi skal så at sige gøre dem mere europæiske, men uden at fremkalde en form for fornyet nationalisering eller mellemstatsliggørelse af noget, der nu fungerer i overensstemmelse med EU-regler. Det er de brede retningslinjer i det, vi går ind for ved at oprette denne tjeneste.

Jeg vil til sidst sige lidt om informationsaspektet. Jeg tror, at det nuværende formandskab ligesom tidligere formandskaber ønsker at få en meningsudveksling med Parlamentet om de brede muligheder og vigtige datoer i forbindelse med udenrigspolitik. Vi ønsker en sådan dialog, og det er vigtigt, som jeg sagde i begyndelsen af mit indlæg. På formandskabets vegne kan jeg love, at bestræbelserne vil fortsætte i denne retning, og at der bliver etableret de kontakter og møder, som De ønsker, for at opnå netop denne form for sammenhængende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som får reel støtte fra de involverede personer og alle EU-institutionerne.

(Bifald)

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand, kære medlemmer, kære ordførere, først vil jeg gerne takke Dem varmt for Deres fyldestgørende, afbalancerede betænkninger, som ikke lader noget tilbage at ønske, hvad klarhed angår.

Jeg vil gerne tage tre specifikke punkter op med hensyn til at styrke Europas globale rolle. For det første er der spørgsmålet om en effektiv multilateralisme. Det er efter min mening klart det rigtige svar på den stadig tættere sammenknytning af det internationale system. 2005 bliver et afgørende år for reformen og for styrkelsen af det multilaterale system, den internationale ret og især FN. Her vil FN-topmødet i september på basis af den seneste beretning fra generalsekretær Kofi Annan træffe nogle vigtige beslutninger for fremtiden.

Det europæiske bidrag til denne reformdebat er efter min mening centralt. Europa har en førerrolle, som det skal leve op til. Kommissionen er derfor i færd med at udarbejde detaljerede forslag til de nævnte spørgsmål. Som De ved, går jeg i denne sammenhæng ind for en plads til EU i FN's Sikkehedsråd. Hvordan det nærmere skal udformes, kan man diskutere. Det, der tæller, er, at EU skal have den vægt, der tilkommer det, i de vigtigste internationale organer.

Multilateralisme kan kun være effektiv, hvis den, som kollegaen allerede har nævnt, hviler på et stærkt transatlantisk partnerskab. De globale problemer kan kun løses effektivt, hvis USA og Europa virkelig trækker på samme hammel. Præsident Bushs besøg i Bruxelles viste klart, at USA absolut forstår at anerkende EU's stadigt voksende og vigtigere rolle.

Vores fælles strukturer skal tilpasses denne stadigt bredere dagsorden, samtidig med at den skal være fleksibel. Kommissionen undersøger nu, om den nye transatlantiske dagsorden skal ændres institutionelt. Resultatet af vores overvejelser vil så indgå i topmødet mellem EU og USA i juni. Ligesom mange andre her, også i gruppen, betragter jeg i denne forbindelse tættere relationer mellem Parlamentet og den amerikanske kongres som afgørende.

Europas udenrigspolitik hviler allerede i dag på et omfattende sikkerhedskoncept, som med rette også afspejles i betænkningerne. At sikre Europas sikkerhed er efter min mening ikke kun et spørgsmål om forsvarspolitik eller om militære indsatser, det er i dag frem for alt også et spørgsmål om konfliktforebyggelse, civil krisestyring og fælles handels-, økonomi-, energi-, rets-, sundheds- og miljøpolitik.

Den europæiske sikkerhedsstrategi tager allerede højde for disse komplekse trusselsbilleder. Det leverer Kommissionen et vigtigt bidrag til, også hvad angår gennemførelsen af denne sikkerhedsstrategi. Det sker i vores daglige, tætte forbindelser til tredjelande og senest også gennem forskellige meddelelser, f.eks. i spørgsmålet om bekæmpelse af terror og styrkelse af den civile beskyttelse, men også med hensyn til reformen af udviklingspolitikken, hvor vi så sent som i går præsenterede vigtige meddelelser i Kommissionen.

Det brede sikkerhedsbegreb skal efter min mening i sidste instans rykke den menneskelige sikkerhed i centrum, som også altid har været ledetråden i mit eget arbejde. Overtrædelser af individets frihed og værdighed er ofte roden til strukturelle sikkerhedsrisici. Kort sagt, så kan de aktioner inden for f.eks. ikke-udbredelse af masseødelæggelsesvåben eller afværgelse af terror samt aktioner i forhold til mislykkede stater og i regionale konflikter, som er nævnt i sikkerhedsstrategien, kun lykkes, hvis de også er del af en bredere konfliktforebyggelses- og konfliktløsningspolitik. Et eksempel på det kunne være Afghanistan, og vi håber, at også Irak i fremtiden kan blive et sådant positivt eksempel.

Her har EU med sit enestående instrumentarium en komparativ fordel. Men for at arbejde effektivt skal vi især anvende alle vores instrumenter i sammenhæng - på det civile, det militære og det sektorielle område. Vi må udvikle et langsigtet perspektiv for kriseregioner og anvende vores fællesskabsinstrumenter - både den eksterne støtte og udsigterne til tættere forbindelser til EU - målrettet og sammenhængende. Hertil kommer vores støtte til ikke-udbredelse af atomvåben - tænk blot på den massive EU-støtte til nuklear sikkerhed og ikke-udbredelse siden begyndelsen af 1990'erne - vores indsats i kampen mod terror og mod udbredelse af håndvåben og landminer samt mod narkotika.

Et andet nøgleinstrument, som jeg allerede har nævnt, til at gennemføre den europæiske sikkerhedsstrategi er naturligvis den europæiske udviklingspolitik. Netop her forsøger vi at gå endnu et skridt videre, også med henblik på FN's millenniumudviklingsmål, fordi vi europæere må gå foran her, som jeg sagde i starten.

Til sidst vil jeg gerne gøre opmærksom på de forestående reformforslag fra Kommissionen til den europæiske krisestyring og civile beskyttelse, som vi vil præsentere i næste uge i en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet, og som vi så naturligvis også skal diskutere i detaljer her i Parlamentet. Lad mig på dette sted takke Dem for Parlamentets støtte med hensyn til det europæiske sikkerhedsforskningsprogram. Her samarbejder Kommissionen meget tæt med Det Europæiske Forsvarsagentur.

Lad mig også understrege følgende. Jeg mener, at Parlamentets forslag om at afholde en regelmæssig debat om sikkerhedsstrategien, også med inddragelse af medlemsstaternes parlamenter, er vigtigt. Demokrati og retsstat er afgørende europæiske grundværdier, som med rette er nævnt, og de er derfor også en integreret del af vores udenrigspolitik.

EU kan imidlertid kun være stærkt på internationalt niveau, hvis det virkelig optræder sammenhængende. For virkelig at kunne mestre de nye udfordringer har EU derfor ikke kun brug for den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik i snæver forstand. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er et af flere instrumenter på udenrigsområdet og forholder sig komplementært til vores andre politikker. At denne brede tilgang virker, ser man efter min mening også på konceptet for Den Europæiske Naboskabspolitik, som jeg jo prioriterer særlig højt. Det har en klar sikkerhedspolitisk dimension at eksportere sikkerhed, stabilitet og velstand til vores naboer og skabe mulighed for strukturelle reformer. ENP er dermed - ligesom vores europæiske udviklingspolitik - en langsigtet, intelligent sikkerhedspolitik i vores naboregioner.

Her er vi allerede trådt ind i gennemførelsesfasen. Dermed uddybes relationerne til vores partnerstater gradvist, især også gennem de detaljerede fælles handlingsplaner, som giver et klart perspektiv om tilnærmelse til Europa. Europa-Parlamentets klare støtte til naboskabspolitikken har været og er fortsat meget vigtig for mig. Derfor glæder jeg mig også til at læse Laschet-betænkningen.

ENP er i en vis forstand vores sikkerhedspolitik i naboregionerne. Den bidrager til stabilisering og reform af geopolitisk afgørende regioner gennem tilknytning af disse regioner til Europa på lang sigt og gennem specifikke fælles aktioner, f.eks. i samarbejdet mod terror. Dermed er den et vigtigt instrument til gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi. Vi har allerede vedtaget detaljerede og ambitiøse aktionsplaner med syv partnerlande, herunder Ukraine, og yderligere fem følger snart.

Jeg skal til at slutte mit indlæg. I betænkningerne lægges der også stor vægt på nødvendigheden af institutionelle reformer. På dette punkt vil vores nye forfatningstraktat bringe vigtige, positive fornyelser, som også støttes stærkt af Kommissionen. Derfor noterer jeg mig med interesse Deres detaljerede idéer. Vi har gennem lang tid forberedt gennemførelsen af traktaten, så vi straks kan være operationelle, når ratificeringen forhåbentlig er afsluttet med positivt resultat. Det sker ikke mindst med oprettelsen af en fælles udenrigstjeneste, hvor der i øjeblikket foregår meget dybtgående diskussioner mellem Rådet og Kommissionen. Disse reformer er virkelig vigtige. Et endnu mere effektivt samarbejde mellem EU-institutionerne er uomgængeligt.

Kuhne-betænkningen understreger med rette, at EU som global aktør naturligvis også skal sørge for at have de nødvendige finansielle midler til rådighed. Derfor har jeg også tillid til, at vi snart kan nå til enighed om den reform af vores udenrigspolitiske støtteinstrumenter, som er foreslået af Kommissionen. Samtidig er det imidlertid også klart, at ingen institutionel reform og ingen finansiel forbedring kan erstatte den nødvendige udenrigspolitiske vilje. Europa har derfor brug for en endnu stærkere selvopfattelse som global player. I formuleringen af den politiske vilje spiller Europa-Parlamentet en afgørende rolle som forum for en bred, gennemsigtig og demokratisk debat.

(Bifald)

  Lambrinidis (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (EL) Hr. formand, som ophavsmand til udtalelsen fra LIBE-Udvalget i Kuhne-betænkningen vil jeg gerne benytte lejligheden til at lykønske hr. Kuhne med, at det er lykkedes ham at gennemføre denne yderst vanskelige proces med at forene så mange synspunkter i en så stærk og god betænkning.

Jeg vil gerne nævne fire punkter: Som sikkerhedsstrategien ser ud i dag, fokuserer den helt korrekt ikke på de militære midler, men på alle de øvrige midler, som EU kan anvende i bekæmpelsen af alle de faktorer, der forårsager usikkerhed i Europa. En af disse faktorer er terrorisme, men det er ikke den eneste. Når vi udarbejder en sådan strategi er vi nødt til at passe meget på, at vi ikke lader os rive med af den aktuelle trussel og overser alle de andre. På denne baggrund er det særdeles vigtigt, at vores handlinger er præget af respekt for menneskerettighederne, når vi handler i udlandet. EU kan ikke tolerere fænomener af Guantánamo-typen. Jeg fremhæver dette, fordi Amerika for et par år siden heller ikke kunne forestille sig at tolerere dette, men nu ser vi, at det sker. Jeg foretrækker, at vi bremser op allerede nu i stedet for at tage stilling senere, hvor vi ikke er parate.

Det andet punkt er, at vi som europæere er nødt til at fremme demokratiet. Det blev helt korrekt understreget både af ordførerne og Kommissionen, at demokratiet fremmes på helt andre måder i Europa, end det fremmes af andre af verdens stormagter. Lad os bevare det sådan, og altid med FN til stede. Vi kan ikke handle uden for FN's rammer.

Det tredje punkt er, at Parlamentet er nødt til at blive informeret om og drøfte udenrigspolitiske spørgsmål. Det kan ikke fortsat holdes i uvidenhed om procedurer, der berører grundlæggende rettigheder som f.eks. de famøse PNR, de oplysninger, der udleveres til Amerika, angiveligt til bekæmpelse af terrorisme, og hvor Parlamentet har anlagt sag mod Kommissionen, som jeg håber det vinder.

Det fjerde og sidste punkt er det berømte SITCEN, en vigtig tjeneste. Mit udvalg ved ikke, nøjagtig hvordan det forholder sig med dets aktiviteter, hvilke grænser der er for dets aktiviteter, hvordan det indsamler informationer, men informationer og indsamling af informationer og personlige data er noget, Parlamentet interesserer sig for, hvad enten det foregår i SITCEN eller et hvilket som helst andet sted. Historien bag disponibilitetsprincippet i forbindelse med dataene og deres udveksling er noget, der netop nu drøftes i mit udvalg. Der er ikke truffet nogen beslutning, og jeg vil gerne takke hr. Kuhne og rose ham, fordi han i sin betænkning har lagt så stor vægt på samarbejdet mellem vores udvalg. Nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme helliger ikke alle midler. Det er noget, vi her i salen og her i Parlamentet må tage alvorligt i betragtning.

  Von Wogau, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne takke hr. Kuhne varmt for hans meget bredt anlagte betænkning. Jeg tror, det er af allerstørste vigtighed, at denne sikkerhedsstrategi, sådan som den opfattes af Europa-Parlamentet, støttes af de fire største grupper i Europa-Parlamentet - De Grønne, Socialdemokraterne, De Liberale og PPE-DE-Gruppen. På denne måde har vi et grundlag, som ikke fandtes for f.eks. 10 år siden i dette spørgsmål.

Grundlaget for betænkningen er den sikkerhedsstrategi, som Javier Solana har udarbejdet. De trusler, som Javier Solana har set, opfattes på samme måde af Europa-Parlamentet. De tre største trusler er terror, masseødelæggelsesvåben samt konflikter i naboregionerne, som også har direkte indflydelse på EU, fordi flygtningestrømmene berører EU's borgere direkte. Det, som jeg og mange andre savner i denne analyse af Javier Solana, er beskyttelsen af hjemstavnen, som normalt er grundlaget for enhver forsvarspolitik. Hvis vi sammenligner den opmærksomhed, som man i USA giver forsvaret af hjemstavnen, og hvor lidt man hører om denne sag hos os i EU, så tror jeg, at der her er en mangel, som må udbedres.

I forbindelse med konklusionerne om, hvad der skal gøres, tror jeg, der er behov for at supplere på dette punkt. Det, der her bliver foreslået som konklusion, kan ikke omsættes helt konkret til initiativer. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi som det næste får en hvidbog om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, som indeholder nogle helt klare indholdsmæssige og tidsmæssige forslag, som er noget mere klare end det, vi hidtil har set.

Det er vigtigt, at den kriseinterventionstyrke, som blev vedtaget i 1999 og dengang var en meget virtuel kriseinterventionsstyrke, i dag allerede er blevet aktiv helt konkret, nemlig i Makedonien, i Congo og nu i Bosnien-Hercegovina. Da jeg under et besøg i Bosnien-Hercegovina med Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar for første gang mødte en britisk general med det europæiske uniformsmærke, stjernerne på ærmet, som sagde, at han var europæisk soldat, da forstod jeg, at der er sket noget, som har historiske dimensioner. Og De, hr. minister, taler helt dagligdags om europæiske styrker, om EU's styrker - det er en udvikling, som uden tvivl har historisk betydning.

I Makedonien viser det sig også, at den brede tilgang med ikke kun at anvende militære midler til krisehåndteringen virker; EU's styrke ligger netop i den civile del af sikringen af freden, hvor vi også gør mere end USA. Det er et godt koncept. På den anden side må man - som vi oplevede det i Kosovo under de pludselige uroligheder - også minde om, at vores styrker skal have evnen til at intervenere og også handle robust, når det drejer sig om at beskytte mindretal. Det er to lige vigtige og vanskelige opgaver, som vores styrker skal klare dér.

De kampstyrker, der nu bliver opstillet, og hvor vi håber, at nogle af dem snarest vil være i stand til at intervenere og stå til rådighed med kort varsel, har brug for det bedste udstyr. Også det så vi under vores besøg i Bosnien-Hercegovina. Det er fredsbevarende foranstaltninger, der her forlanges af vores styrker. Når det så gælder om at gennemføre fredsskabende operationer, kampindsatser, så vil det have negative konsekvenser, at vores styrker på stedet har en meget heterogen udrustning. Vores krav er, at de europæiske battle groups, som nu bliver opstillet, har en så ens udrustning som muligt, at de hurtigst muligt og først får det nyeste udstyr, og at dette spørgsmål prioriteres højt. Det er også nødvendigt med helikoptere, fik vi at vide, når store områder skal sikres, og flere minesikre transportkøretøjer. Minerydningen går for langsomt - vi fik at vide, at Bosnien-Hercegovina ikke vil være minesikkert før 2010. Det er nødvendigt at prioritere dette spørgsmål i vores arbejde, også finansielt.

  Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Vi drøfter i dag betænkningen om EU's eksterne aktiviteter i 2003. Jeg er især glad for, at ordføreren, Elmar Brok, har understreget, at Europa-Parlamentets deltagelse ikke bør være begrænset til en diskussion, efter at en given begivenhed er indtruffet. Jeg tillader mig derfor at fokusere på et par spørgsmål, som har stået på dagsordenen i det forgangne år, og at kigge lidt ud i fremtiden. Udviklingen af den europæiske sikkerhedsstrategi, som også skal drøftes her, har en vigtig rolle i denne forbindelse. Jeg vil gerne lykønske hr. Kuhne med hans betænkning, som indeholder en fortræffelig evaluering af sikkerhedsstrategiens konkrete virkninger til dato. Jeg vil gerne bede Kommissionen, men også Rådet og naturligvis den højstående repræsentant om at tage disse henstillinger meget alvorligt. Jeg vil fremhæve to punkter.

For det første er der den militære dimension. Europa kan kun spille en central rolle, hvis vi er villige og om nødvendigt også i stand til at gribe ind militært. Forebyggelse af, at en konflikt eskalerer så meget, at et militært indgreb bliver nødvendigt, er og vil altid være det vigtigste, men når vi taler om den faktiske anvendelse af militære midler, skal vægten fortsat ligge på et samspil mellem forskellige værktøjer såsom humanitære aktioner, sikring af retsstatsprincippet, den institutionelle struktur, demokratisering og økonomisk udvikling. Der høstes i øjeblikket et væld af erfaringer med en sådan kombination af civil og militær kapacitet i den første større europæiske militæroperation, Althea-operationen i Bosnien-Hercegovina. Ud over det rent materielle aspekt har udviklingen af det europæiske forsvar også et politisk aspekt. EU skal udvikle politiske rammer, der giver os mulighed for at bruge militærmidler, når det anses for nødvendigt.

Mit andet punkt drejer sig om samspillet mellem den indre og den ydre sikkerhed, som i høj grad er kommet i centrum i bekæmpelsen af især terrorisme. Sammenhængen mellem disse to er ikke tilstrækkeligt udviklet i den nuværende europæiske politik. Rådet har med rette anmodet den højtstående repræsentant om at fremsætte forslag på dette område, og jeg opfordrer ham til at inddrage Parlamentet i den forbindelse. Dette emne behandles både i Brok- og Kuhne-betænkningen. Gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er desværre ikke altid så fælles, som jeg kunne ønske. Ikke desto mindre er min evaluering af de sidste fem år ikke særligt negativ. EU har spillet en vigtig rolle i revolutionen i Ukraine. Formandskabets prompte reaktion og den gode koordination mellem Parlamentet og Rådet samt den højtstående repræsentants og Polens og Litauens regeringslederes reaktion har i høj grad bidraget til den positive løsning på denne politiske krise.

Frankrigs, Tysklands og Det Forenede Kongeriges indsats inden for EU i konflikten om bl.a. det iranske atomprogram er efter min mening et godt eksempel på, hvordan tingene kan klares på den europæiske måde. Resultatet er uvist, men den diplomatiske tilgang, den model, som bruges i denne proces, er efter vores opfattelse meget vigtig. Grundprincipperne i Europas fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - multilateralisme, forebyggende indsats, en bred tilgang, hvor demokrati og social og økonomisk udvikling har en central placering, konfliktløsning og et stop for spredning af masseødelæggelsesvåben - har vores fulde støtte. Vi kan dog ikke understrege kraftigt nok, at enighed er en forudsætning, fordi Europa kun kan opnå politisk indflydelse i resten af verden, hvis vi handler i enighed.

  Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker hr. Kuhne tillykke med hans betænkning, som er blevet virkelig fremragende. Jeg vil også udtrykkeligt takke ham for det konstruktive og åbne samarbejde, som har ført til bred støtte fra de relevante grupper i Parlamentet.

Den europæiske sikkerhedsstrategi er køreplanen for den europæiske udenrigspolitik i de kommende år og årtier, og den indeholder ganske vist gode svar, men også stadig rigtig mange spørgsmål. En fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som virkelig fortjener dette navn, er endnu ikke en realitet i Europa. Denne betænkning viser tydeligt, at Europa-Parlamentet støtter Rådet og Kommissionen i deres bestræbelser på at overvinde den fortsat eksisterende nationale egoisme på dette område.

Det centrale udsagn i betænkningen er, at de klassiske sikkerhedsbegreber ikke er tilstrækkelige længere. Hvad er indre, hvad er ydre sikkerhed? Hvilken krise kan vi med succes forhindre civilt? I hvilket stadium af en konflikt, som ikke blev forhindret, ser vi os nødsaget til at tage skridtet fra den civile til den militære behandling? Fra hvornår kan vi efter afslutningen af en konflikt gå i den modsatte retning uden at sætte menneskenes sikkerhed på spil, og hvilke instrumenter har vi brug for til det?

Det er disse spørgsmål, vi europæere må besvare. Denne betænkning gør det, hvor det er muligt, idet den henviser til de civil-militære elementers store betydning. Derfor støtter vi denne betænkning og vil stemme for den.

I alle spørgsmålene står én ting klart for os Liberale, nemlig at principperne i FN's charter er den centrale målestok for os i alle vores overvejelser. Derfor er det også så absurd, når kommunisterne påstår, at der er tale om en militarisering af EU. Men de må jo vide det efter deres lange erfaring på dette område.

Denne betænkning er et mellemtrin, som præciserer, at vi her ved starten af det tredje årtusinde må udvikle vores udenrigspolitik, ikke kun hvad angår instrumenterne, men også konceptet som sådant. Netop derfor er jeg også glad for anmodningen til Udenrigsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om i fællesskab at udvikle idéer til, hvordan beskyttelsen af de borgerlige rettigheder kan sikres i forbindelse med bekæmpelsen af terror og om nødvendigt forbedres yderligere. Når vi forsvarer vores værdier, må vi også respektere dem. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, på vegne af min gruppe, De Grønne, glæder jeg mig over de to betænkninger og takker især for det kooperative samarbejde. Med hensyn til Rådets udtalelse vil jeg gerne fremhæve et punkt.

I Brok-betænkningen kræves der meget udtrykkeligt et aktivt samarbejde med Parlamentet. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at vi blot bliver orienteret bagefter. Det vil jeg gerne sige før forfatningsdebatten. Den europæiske sikkerhedsstrategi er ikke nogen statistisk sag. I betragtning af de ændrede trusselsbilleder vil vi hele tiden skulle efterprøve, hvor vi har mangler, som vi i dag endnu har det på det civile område, eller hvor vi skal justere kursen. Men vi vil kun kunne formidle den europæiske sikkerhedspolitiks troværdighed, de positive elementer, som bliver styrket med forfatningen, til borgerne, hvis De samarbejder med Parlamentet. Mod Parlamentet vil De ikke klare det.

Jeg vil nævne nogle vigtige elementer, hvor vi viser, at vi er på rette vej. Det er eksempelvis forsøget fra tre europæiske staters side på at finde en fredelig løsning med Iran i spredningsspørgsmålet, at opnå en styrkelse af aftalen om ikke-udbredelse af kernevåben, fordi dette er et af grundlagene for vores multilaterale politik.

Jeg vil nævne et andet område, som er blevet nævnt, nemlig folkeretten. Når man taler om militarisering, kæmper mod forfatningen og dermed ignorerer, at vi vil få chartret om grundlæggende rettigheder som en bestanddel af den europæiske forfatning og dermed også som bestanddel af den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, så nægter man ethvert fremskridt, kaster os tilbage til Nice, kaster os tilbage i en renationalisering, som vi netop oplever det i Tyskland, når Tyskland tror, at det alene kan få en plads i FN's sikkerhedsråd eller alene kan opnå at få ophævet embargoen mod Kina. Det er ikke fælles europæisk sikkerhedspolitik, det er et tilbagefald til en politik, som vi enstemmigt ikke støtter i disse beslutningsforslag, vi kritiserer den.

Vi europæere tager nye skridt. Vi påtager os civilt og militært ansvar. Spørgsmålet vil komme op i Kosovo inden for en overskuelig fremtid. Vi vil kun kunne gennemføre disse instrumenter, som i sidste ende bidrager til forsoning i samfundene, til at stabilisere Europa, hvis vi sammen med vores samfund, de europæiske borgere, følger samme mål, nemlig en fredelig, multilateral målsætning under hensyntagen til det transatlantiske samarbejde, den målsætning, som vores borgere forventer af os. Ærede repræsentanter for Rådet, De kommer til at tage højde for Parlamentet. Uden den parlamentariske støtte vil De ikke få den europæiske befolknings støtte.

  Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Kuhne-betænkningen er efter min mening yderst bekymrende og farlig, eftersom den ikke anerkender FN's og den internationale rets forrang i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. I betænkningen sætter man FN på samme niveau som NATO og andre organisationer og institutioner, og man baner vejen for en accept af teorien om et forebyggende militært indgreb, som er i strid med international ret. Desuden sidestiller man militære indgreb med en humanitær indsats og giver på en implicit måde den humanitære udviklingsbistand en funktionel rolle, hvor den er underordnet militær- og sikkerhedspolitikkerne. Derudover slår man fast, at NATO og EU supplerer hinanden, og man ignorerer hermed den underordnede rolle, som EU har i NATO, samt nødvendigheden af at fremme en uafhængig og ikke-aggressiv europæisk udenrigspolitik.

Endelig undlader man i betænkningen at sige, at kun anvendelsen af international ret og FN-resolutionerne samt den militære besættelses ophør er en betingelse for en retfærdig og varig fred i Mellemøsten. EU's støtte til ikkespredning burde også omfatte en anmodning til Israel om at undertegne traktaten om ikkespredning af kernevåben.

  Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, denne betænkning viser klart, hvor EU er på vej hen. Den opfordrer til, at man straks tager fat på indførelsen af den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, der er indeholdt i den europæiske forfatning, uden at vente på det ubelejlige og uforudsigelige problem med ratificeringen heraf i medlemsstaterne.

Betænkningen indeholder den meget sigende linje, at kampen mod terrorisme slører den traditionelle skelnen mellem udenrigs- og indenrigspolitik. Det er endnu et eksempel på, at man vil bruge ethvert argument for at fremme europæisk integration inden for alle mulige politiske områder.

Truslen fra terrorismen gør de nationale grænser og de nationale interesser meget mere afgørende, ikke mindre. Betænkningen er endnu et skridt i retning af, at EU forsøger at fremme sine udenrigspolitiske og militære ambitioner for med tiden at kunne kappes med USA på verdensplan. I mellemtiden bliver enhver snak om en etisk udenrigspolitik sat i perspektiv af Det Europæiske Råds hensigt om at hæve våbenembargoen mod Kina, som hr. Brok med rette kritiserer, og som er drevet af krav fra den franske våbenindustri.

Parlamentets modstand mod, at våbenembargoen hæves, vil naturligvis blive ignoreret af Rådet, hvilket endnu en gang demonstrerer, hvor irrelevant Parlamentet er.

Storbritannien bør genvinde kontrollen med sin egen udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre det, er gennem Det Forenede Kongeriges Uafhængighedspartis politik om betingelsesløs tilbagetrækning fra EU.

  Kristovskis, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, på egne vegne og på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa vil jeg gerne takke det ærede medlem, hr. Kuhne, for hans gennemarbejdede betænkning om den europæiske sikkerhedsstrategi. Den omfatter en udvidelse af sikkerhedsbegrebet på baggrund af den nuværende situation, giver en fornuftig begrundelse for, hvad der sker på området europæisk sikkerhed, og påpeger forskellige mangler. Jeg vil kun tale om et enkelt aspekt. Jeg mener, at hr. Kuhne i sin betænkning fuldt berettiget har vist Europa-Parlamentet, at der er behov for en styrket deltagelse i gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi. At opfylde denne målsætning er en forholdsvis kompliceret opgave for medlemmerne af Parlamentet og naturligvis også for de europæiske institutioner. Vi må imidlertid indrømme, at vi ikke har den nødvendige informationssikkerhed og ekspertbistand i Europa-Parlamentet til at kunne sikre en tilbundsgående, kvalificeret drøftelse af de aktiviteter, som det relevante generaldirektorat under Kommissionen og Rådet gennemfører under den europæiske sikkerhedsstrategi, for ikke at nævne muligheden af en større eller mindre forståelse af de foranstaltninger, der træffes af de nationale regeringer med deres gensidige indvirkning på hinanden ved gennemførelsen af foranstaltninger på sikkerheds- og forsvarsområdet.

Mine damer og herrer, vi må erkende, at det er et alvorligt problem. Der er rent faktisk forskellige problemer i relation til den fælles sikkerhed i EU. Og til grund for dem ligger det manglende finansielle grundlag og den manglende udvikling af den militære kapacitet, manglen på informationssikkerhed og forskellige andre mangler. I de sidste måneder, hvor jeg for første gang har været medlem af Europa-Parlamentet, har jeg haft lejlighed til gradvis at sætte mig ind i, hvordan sikkerhedspolitikken i Europa sammensættes, og hvem de vigtigste aktører er. Jeg føler derfor, at jeg er fuldt berettiget til at sige, at betænkningen er af tilstrækkelig høj kvalitet. Eftersom 70 % af EU's borgere er enige i behovet for en fælles europæisk sikkerhedspolitik, bør vi kunne enes om, at overvågning af gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi bør være en af prioriteringerne i Europa-Parlamentets udvidede aktivitetsrammer. Truslerne i det 21. århundrede - grænseoverskridende terrorisme, ulovlig spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter og islamisk fundamentalisme - pålægger alle en pligt til at forstå vore globale udfordringer, og Europa-Parlamentet skal tage aktivt del i forebyggelsen af disse.

  Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har mange primære og sekundære aspekter, og det er naturligvis umuligt at udtale sig udtømmende på så kort tid. Jeg har dog bemærkninger til to forhold.

Først og fremmest vil jeg gerne påpege, at der er et stort hul i listen over prioriteringer, nemlig støtten til europæere eller personer af europæisk oprindelse i resten af verden. Frem for alt taler jeg om det sydlige Afrika, ikke bare Sydafrika, men også Zimbabwe. Det er på høje tid, at EU begynder at træffe afgørende foranstaltninger for at sætte en stopper for angrebene på farme og de systematiske ekspropriationer af europæeres farme. Dette ville for øvrigt være i hele befolkningens interesse. Her tænker jeg f.eks. på Zimbabwe, det land, som tidligere var kendt som Afrikas kornkammer, og som nu hærges af sult, til dels og især på grund af diktator Mugabes fejlslagne ledelse.

Et andet problem, som fortjener større opmærksomhed, er nuklear nedrustning. I betænkningen er der lagt vægt på overholdelse af traktaten om ikkespredning, men ikke på den enorme sikkerhedsrisiko på grund af dårligt bevogtede eller mere eller mindre forladte nukleare anlæg i de tidligere sovjetstater og en række andre lande samt terrororganisationer såsom Al-Qaedas udnyttelse af dem. EU må hurtigst muligt sætte sig sammen med de pågældende lande og internationale organisationer og sikre, at der afsættes de nødvendige ressourcer til at demontere denne tikkende bombe.

  Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, Parlamentet mener i høj grad, at der blev gjort store fremskridt sidste år med hensyn til den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, og at det derfor er muligt at komme ud af den blindgyde, vi er havnet i på grund af Irak-krigen. Vi bifalder oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur og mener, at det vil komme til at spille en vigtig rolle med hensyn til tilvejebringelsen af nyt udstyr. Vi bifalder ligeledes, at forfatningstraktaten indeholder bestemmelser, der sikrer EFSP's fremtid, især vedrørende struktursamarbejde, dvs. solidaritetsklausulen. En anden meget vigtig udvikling er Kommissionens meddelelse om det europæiske program for sikkerhedsforskning, som vil få tildelt et budget på mindst 1 milliard euro fra og med 2007. Endelig - og sikkert den vigtigste begivenhed sidste år - var overtagelsen af stabiliseringsoperationen i Bosnien fra NATO. Det er rent faktisk EU's første større militæroperation.

I denne sammenhæng mener vi også, at de fire spørgsmål, som blev stillet for mere end seks år siden, da tanken om en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik først blev fremsat i Köln, stadig er yderst relevante. For det første: Hvad skal der gøres for at sikre, at vores forsvarskapacitet stemmer overens med vores forventninger og udfordringer, de udfordringer, som nu er omfattet af den europæiske sikkerhedspolitik? For det andet: Hvordan kan vi sikre sammenhæng i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik? For det tredje: Hvordan kan ESFP udvikles, så det ikke sker på bekostning af de forpligtelser, som fleste medlemsstater, der også er medlem af NATO, har indgået? For det fjerde: Hvordan kan de økonomiske ressourcer forvaltes klogt på medlemsstats- og fællesskabsplan?

Disse spørgsmål er navnlig rettet til Kommissionen og Rådet, fordi Parlamentet, Kommissionen og Rådet skal samarbejde om at besvare disse spørgsmål. Hvis det ikke lykkes for os, bliver ESFP blot en papirpolitik og vi magtesløse.

  D'Alema (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne tilslutte mig den tak, som mange af parlamentsmedlemmerne rettede til ordførerne for to vigtige betænkninger, som giver et omfattende overblik over den europæiske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik og de fremskridt, der er blevet gjort, og hvor man foreslår nogle yderst overbevisende retningslinjer for Europas effektive tilstedeværelse som global aktør på den internationale scene.

Forfatningstraktaten kan styrke Europas rolle med innovationer, der sikrer en større integration og et større samarbejde, og jeg mener, at vi allerede nu - sådan som man siger - kan tage forskud på et samarbejde mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet.

Det er Europas centrale målsætning at fremme en effektiv multilateralisme, hvilket betyder, at sikkerheden skal garanteres, men også, at demokratiet, menneskerettighederne og udviklings- og vækstmulighederne skal fremmes. Det gælder kort sagt om at styre globaliseringen, idet man prioriterer politiske, civile og økonomiske metoder, men ikke udelukker brugen af militære midler i yderste instans og således holder muligheden åben for at bruge magt under legitime omstændigheder.

Hvis der skal være legitimitet, er det dog nødvendigt - sådan som der med rette står i Brok-betænkningen - at man genskaber FN-systemets autoritet. Der er i øvrigt blevet rokket ved denne autoritet, og den er blevet delvist svækket som følge af teori og praksis med forebyggende og unilateral krig. Denne teori og praksis kan Europa kun fordømme, og jeg mener ikke, at vi må se bort fra dette princip, når vi puster nyt liv i samarbejdet mellem Europa og USA.

I den forbindelse er det ønske, som mange af parlamentsmedlemmerne - og også kommissær Ferrero-Waldner - gav udtryk for om et europæisk sæde i FN, efter min mening af stor værdi. Det ville være et kvalitetsløft i forholdet mellem EU og FN.

Her vil jeg understrege en af vores prioriteringer, nemlig konflikten mellem Israel og Palæstina og krisen i Mellemøsten. Vi gjorde med rette opmærksom på de nye muligheder og håb. Jeg vil dog gerne give udtryk for en bekymring, nemlig at mødet mellem Bush og Sharon viste en ret skarp uenighed om den israelske politik, der tager sigte på at gøre bosættelserne mere omfattende, og hvor man faktisk har bebudet en annektering af Østjerusalem og en del af Vestbredden. Hvis denne politik blev gennemført, ville forhåbningerne om fred hurtigt blive skuffet. Når selv den amerikanske regering i dag giver udtryk for kritik, er det nødvendigt, at Europa på en klar og beslutsom måde gør det samme, så man forhindrer beslutninger, der risikerer at bringe ethvert håb om fred og fordragelighed i fare.

  Neyts-Uyttebroeck, Annemie (ALDE). - (NL) Jeg vil gerne først og fremmest lykønske Elmar Brok med hans fortrinlige betænkning, som giver et sammenhængende, fremsynet og realistisk billede af den fælles udenrigs- og forsvarspolitik.

Vi glemmer alt for ofte, hvor ung denne politik rent faktisk stadig er. Jeg husker levende for 20 år siden, da ord som sikkerhed, udenrigspolitik og mindst af alt forsvarspolitik under ingen omstændigheder kunne optræde i europæiske dokumenter eller de europæiske politiske partiers programmer. For 10 år siden var den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i støbeformen, men den blev omhyggeligt pakket ind i en særskilt søjle, som næsten udelukkende var mellemstatslig. I dag har vi vores egen særskilte vision og strategi - som ganske vist stadig er i sin vorden - men hvis originalitet ikke kan benægtes. Denne originalitet består frem for alt i, at vi ønsker at tage ansvar for både de civile, diplomatiske og militære aspekter af en sådan politik. Jeg vil gerne understrege, at forfatningstraktaten indeholder en række særligt vigtige krav på dette område, som for den sags skyld også er en af hovedårsagerne til, at forfatningstraktaten fortjener at blive ratificeret.

Denne årsrapport indeholder opfordringer til at inddrage Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter tættere i udarbejdelsen og gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og til ikke at begrænse denne inddragelse i de efterfølgende diskussioner. Meningsudvekslingen hver tredje måned med den højtstående repræsentant og kommissæren for eksterne forbindelser og den europæiske naboskabspolitik, hvor repræsentanter for de nationale parlamenter kan deltage, er en fortræffelig lejlighed. Det er blot et aspekt ved forslagene, som vi med glæde vil støtte.

  Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, for at det ikke skal blive alt for ens, kommer her en anden holdning. I den europæiske sikkerhedsstrategi står der: "I forbindelse med de nye trusler vil den første forsvarslinje ofte ligge i udlandet." Kuhne-betænkningen er helt i tråd med dette.

Den europæiske sikkerhedsstrategi skal være bindende for alle EU-stater. Med ESS skal EU's militærpolitik i stadig stigende grad tilnærmes til planlægning af præventiv krigsførelse. I Kuhne-betænkningen kræves der yderligere oprustningsskridt for at sikre EU en global militær interventionsevne med anvendelse af NATO-kapaciteter. EU skal - som vi har hørt - gøres til en især militært baseret global player.

Netop derfor har min gruppe forfattet et mindretalsvotum. Her påstår man på den ene side, at der overhovedet ikke er nogen militarisering af EU. På den anden side gøres der virkelig alt for at opruste - som indlæggene har vist - eksempelvis for at udarbejde koncepter for "EU-regionalkrige til sikring af råstoffer". EU's forfatningstraktat, som forhåbentlig vil falde til jorden i Frankrig, EU's sikkerhedsstrategi og European Defence Paper står for et Europa med oprustning og kommende krige.

De bør tage denne kritik alvorligt! Polemik nytter ikke noget. Det giver bagslag - se på Frankrig.

  Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, et minut og 30 sekunder er meget mere, end jeg har brug for, da de omfattende emner i denne elastiske betænkning forudsætter, at der eksisterer en udenrigsminister, en diplomatisk tjeneste og en fælles udenrigspolitik. Hvad angår den fælles udenrigspolitik, har vi imidlertid kun en meget vag skitse, i betragtning af at det blev fastsat i 1992 i afsnit V i Maastricht-traktaten. Endvidere findes der ikke en fælles politik, og der kan ikke være en fælles politik af den gode grund, at der ikke er nogen overensstemmelse mellem de forskellige europæiske landes principper, traditioner og interesser og derfor disse landes politikker begyndende med det vigtige spørgsmål om vores forbindelser med USA.

Hvad angår denne minimumsbetingelse, nemlig skabelsen af et diplomatisk instrument, forudsætter det, at den europæiske forfatning vedtages. Jeg er ked af at måtte sige - selv om det ikke er en hemmelighed for de fleste - at det er højst sandsynligt, at dette projekt aldrig ser dagens lys, og at al denne stilladsrejsning, der fuldstændig mangler folkelig legitimitet, vil falde sammen af sig selv.

Jeg kunne derfor standse her og ikke udnytte min taletid helt og belaste Deres nerver, men jeg vil ikke så gerne forhindre Dem i at drømme, da Deres drømme er af stor interesse for tilhængerne af suverænitet, der for tiden fører kampagne i Frankrig og andre steder. Når vi tilfældigt møder franskmændene og fortæller dem, at der i Washington er en person med den pompøse titel Den Europæiske Unions ambassadør til USA, morer de sig kosteligt. Når vi fortæller franskmændene, at den nævnte forfatning fører en såkaldt udenrigsminister med sig, og at indehaveren af dette embede helt tilfældigt bliver en tidligere generalsekretær for NATO, morer franskmændene sig endnu mere kosteligt, bliver interesserede eller forargede.

Mine damer og herrer, eurofiler og euromanikere af enhver art, fortsæt endelig med at give os lige så underholdende argumenter.

  Czarnecki, Ryszard (NI). - (PL) Hr. formand, EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik er måske ikke en virtuel politik, som nogle skeptikere påstår, men den ser helt klart bedre ud på papir end i praksis. Hvis vi ligesom forfatterne til forslaget til beslutning ser på meningsmålinger om viljen til at gennemføre denne politik, synes dens fremtid overordentlig uklar. Hvis de 60 % af EU's borgere, der støtter den fælles udenrigspolitik, fremover reduceres til 45 %, og støtten på 70 % til den fælles forsvarspolitik reduceres til f.eks. 47 %, skal vi så pludselig afskaffe dette begreb? Vi skal passe på med at forlade os på opinionsundersøgelser. Parlamentet er splittet med hensyn til graden af støtte til tanken om en fælles sikkerhedspolitik og en fælles udenrigspolitik. Det er vi nødt til at forholde os til. Ikke desto mindre er vi alle enige om en række spørgsmål. Det første er, at den islamiske trussel er en reel trussel. Det andet er, at militæroperationer ikke må være det første, vi griber til, når vi skal løse bestemte problemer. Det tredje er, at vi opmærksomt skal følge de fælles EUFOR-aktiviteter i Bosnien-Hercegovina. Ganske vist har EU tidligere deltaget i Concordia-operationen i Makedonien, men den var relativt begrænset, hvilket også gælder for de politiaktiviteter, vi har deltaget i, f.eks. i Bosnien-Hercegovina eller her på det seneste i Afrika.

Endelig kan vi tale med en stemme, når det drejer sig om at insistere på, at Rådet skal overholde EU-traktatens artikel 21 vedrørende høring om de vigtigste udenrigspolitiske operationer i det kommende år. Det er ikke et spørgsmål om, at Rådet skal nedlade sig til at komme med disse oplysninger. Det er rent faktisk tvunget til at gøre det.

  Zieleniec (PPE-DE). - (CS) EU er en vigtig aktør på den internationale arena og har derfor et globalt ansvar. Derfor vil jeg gerne understrege, at en vellykket EU-udenrigspolitik afhænger af vores partnerskab med USA. Trods forskellene mellem os er USA af alle de globale aktører den, der er tættest på Europa, og det er ikke kun fælles værdier, der forener os. Partnerskabet er et naturligt resultat af vores fælles interesse i at sikre stabilitet i hele verden, i at styrke retsstatsprincippet og demokratiet og i at sikre, at de globale markeder fungerer korrekt, og at der er adgang til råmaterialer i hele verden.

Den Nordatlantiske Alliance er fortsat en grundlæggende sikring af Europas og USA's sikkerhed, men de udfordringer, som vi står over for, er under ingen omstændigheder alene relateret til sikkerhedsaspektet. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen og Rådet til at fremlægge en handlingsplan for et strategisk partnerskab mellem EU og USA, som kan institutionalisere vores dialog om en lang række globale forhold. Partnerskabet skal behandle emner så forskelligesom de økonomiske tjenesters funktion og stabilisering af den internationale orden, det globale landbrug, bekæmpelse af aids, adgang til vand, globale klimaændringer og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben. Et af målene bør være oprettelsen af et frihandelsområde mellem EU og USA, som ville kunne fungere som drivkraft for den globale økonomi.

Vi hørte under præsident Bushs besøg i februar, at amerikanerne er klar over, at der er et behov for en stærkere partner på den anden side af Atlanterhavet. Jeg mener derfor, at EU bør benytte denne lejlighed til at styrke et partnerskab, som vil kunne være en nøgle til orden og stabilitet i verden.

  Gomes (PSE). - (PT) Den europæiske sikkerhedsstrategi tvinger os til at overveje Unionens rolle i den globale styring. Elmar Broks og Helmut Kuhnes betænkninger er et godt bidrag til disse overvejelser. Hvis den europæiske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik skal blive effektiv, må den tage udgangspunkt i borgerne, fremme menneskerettighederne, den almene og humanitære folkeret og multilateralisme i de internationale forbindelser, altså forankres i det sikkerhedsbegreb, som Kuhne-betænkningen fremhæver i forlængelse af den vigtige sikkerhedsrapport fra Barcelona.

Det er så meget desto vigtigere, da spredning af masseødelæggelsesvåben og bekæmpelse af terrorisme fortsat vil have højeste prioritet for EU's bestræbelser på sikkerhedsområdet. Disse bestræbelser må indgå i alle sider af de udenrigspolitiske forbindelser, ikke mindst i den nye naboskabspolitik, og det er i dette perspektiv nødvendigt, at EU får en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd, sådan som det før er blevet pointeret.

EU bør også virke for at styrke traktaterne om ikkespredning og ødelæggelse af kernevåben og for en skærpet kontrol med eksport af nukleart materiale og våben i det hele taget. EU må også sikre, at handlingsplanen til bekæmpelse af terrorisme nøje samordnes med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken som led i den integrerede globale indsats mod terrorisme, som Kofi Annan for nylig har lanceret.

Det betyder også, at vi skal leve op til de udviklingsforpligtelser, som de europæiske regeringer har påtaget sig i millenniumerklæringen. Fattigdom og uretfærdighed er frugtbar grobund for terrorisme. For at vi kan få en sikkerheds- og forsvarspolitik, der giver Europa større strategisk uafhængighed, større kapacitet og større integration af forsvarsressourcerne og et reelt indre marked, må Det Europæiske Forsvarsagentur sørge for information til debatterne om politikken for køb og udvikling af militært udstyr og forskning i samme. Det er nu medlemsstatsregeringernes opgave at opstille rammerne for det nye agenturs virksomhed, ligesom de kommende finansielle overslag skal vise, at vores regeringer har vilje til, at den europæiske sikkerhedsstrategi skal blive en succes, for den afhænger i høj grad af de ressourcer, der stilles til dens rådighed i Unionen.

Jeg slutter med at berette, at jeg ligesom hr. von Wogau og andre af Parlamentets medlemmer i sidste uge i Sarajevo hørte, at den britiske general var så stolt over at lede EUFOR, at han ikke behøvede nationale æresbevisninger. Det gjorde mig endnu mere overbevist om, at hvis vi for 15 år siden havde haft en europæisk udenrigspolitik og sikkerheds- og forsvarspolitik, kunne Europa have undgået eller standset krigen i Eksjugoslavien tidligere. I dag er Althea-missionen i Bosnien-Hercegovina bevis på, at EU kan klare opgaven, og at vi med passende midler kan og bør påtage os flere forpligtelser for sikkerheden både i Europa og i verden.

  Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, de to betænkninger, der behandles i dag, giver en klar præsentation af EU's identitet og imperialistiske, aggressive karakter. De bekræfter den strategi, EU følger sammen med USA, rettet mod befolkninger og lande. En strategi, som bl.a. vil være baseret på den barske doktrin om forebyggende krig, som er beskrevet i betænkningerne og omtales klart i forfatningstraktaten. En af de umiddelbare prioriteter, der opstilles i betænkningerne, er bedre forberedelse, fra EU's side, på nye militærinvasioner sammen med NATO og USA eller på egen hånd.

I EU's sikkerheds navn fotograferes de lande og områder, som bliver genstand for nye interventioner, og som starter i Balkan, Kaukasus og Mellemøsten og strækker sig over næsten hele kloden, under påskud af at styrke den internationale orden.

Filosofien bag den fælles udenrigspolitik og forsvarspolitik og den europæiske sikkerhedsstrategi udgør den europæiske version af USA's imperialistiske doktrin om beskyttelse af de amerikanske interesser, i hvis navn der er foretaget flere hundrede invasioner, som har spredt død og ødelæggelse i alle hjørner af kloden.

Vi tror, befolkningerne er ved at vågne. De vil gøre modstand og ikke tillade, at man gennemfører denne politik. Til sidst vil vi stille følgende spørgsmål: Hvem truer hvem? EU har hære i mange lande i verden. EU er med i et uendeligt net af baser, har deltaget i tre krige og desuden …

(Formanden afbrød taleren)

  Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, lige så meget som jeg kritiserer forfatningstraktaten for Europa på enkelte områder, lige så vigtigt tror jeg, det er at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. At hævde Europa som global fredsmagt kræver en stærk fælles stemme udadtil og også evnen til at sætte denne stemme igennem militært og sikkerhedspolitisk.

Ganske vist skal man efter min mening massivt afvise enhver tendens i retning af at udvikle en europæisk centralstat, men det er efter min mening rigtigt, hvis der findes en fælles EU-udenrigsminister med omfattende kompetence og en stærk position i EU. Derfor er det efter min mening også en god idé at etablere en europæisk udenrigstjeneste.

Det går imidlertid ikke an, at en sådan udenrigstjeneste i EU kun domineres og bæres af de store EU-medlemsstater. Også de mindre EU-stater som eksempelvis Østrig skal inddrages i udformningen af den europæiske udenrigspolitik, ligesom Europa-Parlamentet på lige fod med Rådet skal være med til at træffe beslutninger om den europæiske udenrigspolitik.

Hvis de mindre EU-medlemsstater ligesom de større skal stå til rådighed for den fælles europæiske forsvarspolitik og for en fælles europæisk interventionsstyrke, må man også garantere dem den tilsvarende medindflydelse.

  Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, jeg vil gerne vende tilbage til to udsagn fra Parlamentet i betænkningen, nemlig om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i Østasien. Jeg mener, at Folkerepublikken Kina med antisecessionloven har skærpet situationen i dette område betydeligt. Det bør vi klart afvise. Med antisecessionsloven vil Folkerepublikken Kina helt uberettiget give sig selv legitimation til at true og angribe Taiwan med militære midler. Det er en overtrædelse af folkeretten og helt uacceptabelt. De 23 millioner borgere i Taiwan har en uangribelig ret til på demokratisk vis selv at afgøre deres fremtid, om det nu er for en genforening med fastlandet eller for fortsat at ville leve i deres egen suveræne stat.

Vi bør alle opfordre Folkerepublikken Kina til i stedet for at komme med trusler langt om længe at indlede direkte samtaler med Taiwan på grundlag af gensidig anerkendelse for at afspænde forholdet mellem de to stater og sikre freden i det østasiatiske område. I denne forbindelse - og det er en bemærkning til Rådets repræsentant - må våbenembargoen mod Kina ikke ophæves. Det Europæiske Råd vedtog med rette i 1989 en våbenembargo mod Kina, og vi kan konstatere, at menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder ganske vist er blevet forbedret i Kina, men at de stadig på ingen måde er tilstrækkeligt sikret. Parlamentet har flere gange konstateret, at menneskerettighedssituationen i Kina med hensyn til de borgerlige, kulturelle, religiøse og politiske grundlæggende frihedsrettigheder ikke engang lever op til de internationale standarder, som Kina selv har anerkendt.

Jeg håber, hr. repræsentant for Rådet, at De vil tage det til Dem. Ophævelse af våbenembargoen ville netop på nuværende tidspunkt i betragtning af Kinas vedvarende overtrædelse af menneskerettighederne være et helt forkert signal og ville desuden se ud som en belønning for antisecessionsloven.

  Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand, vi har modtaget et dokument med en beskrivelse af den europæiske politik på sikkerhedsområdet, som er den vanskeligste politik for alle lande eller internationale organisationer. Dette dokument vil blive et grundlag eller et referencepunkt for, hvordan man bedst konsoliderer medlemsstaternes politikker, og for, hvordan vi kan gøre vores udenrigspolitik mere effektiv. Vi bør ikke glemme, at den dyreste måde at føre en udenrigspolitik på er ikke at have en. Netop fordi EU mangler politikker, har vi ikke udnyttet de muligheder, der ligger åbne for os på en lang række områder. Jeg vil tillade mig at nævne en anden banal sandhed, og her henvender jeg mig især til dem, som i et stykke tid har doceret om militarisering her i Parlamentet. Forsvarskapacitet er en afgørende forudsætning for en effektiv politik. Militærkapacitet er afgørende. Vi bør også huske på, at principperne for vores sikkerhed i den bredeste forstand kan være et fortrinligt udgangspunkt for en dialog med vores amerikanske partner og et grundlag for at etablere en ny slags transatlantisk forhold. På den ene side har vi USA, som er usikker på forskellen mellem lederskab og hegemoni. På den anden har vi EU, som først lige er ved at udvikle sin rolle på dette særlige område. Vi skal tilføre processen tålmodighed og kreativitet, men der er også brug for ekspertise. I denne sammenhæng mener jeg, at Kuhne-betænkningen er udtryk for en god forpligtelse for alle de europæiske institutioner, og at den hjælper dem i overvejelserne om europæisk sikkerhed. Desuden er det vigtigt, at Kuhne-betænkningen drøftes samtidig med årsrapporten om EU's udenrigspolitik. Det er et godt input og bidrag fra Parlamentet, som medvirker til at sikre, at vi langt om længe kan tale om en reel europæisk politik og ikke en virtuel.

  Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hvis man anlægger den opfattelse, at EU bør udvikle sig til en slags integreret europæisk stat, er det både logisk og nødvendigt, at den skal have sin egen valuta, sit eget politi og retsvæsen, sin egen diplomatiske repræsentation, sin egen hær og sit eget forsvarsbudget og hele resten af, hvad der vedrører en stat, samlet under en forfatnings juridiske ramme.

De to betænkninger, vi har fået forelagt i dag, er inspireret af netop denne impuls. Jeg må sige, at de britiske Konservative har en noget anden opfattelse. Vi er grundlæggende modstandere af at fremme europæisk politisk integration. Faktisk vil vi forsøge at afvikle og tilbagetrække mange af de alt for store beføjelser, Bruxelles har tiltaget sig. Ikke overraskende er vi derfor modstandere af selve idéen om en europæisk forfatning såvel som detaljerne i den.

Betænkningerne fokuserer særligt på sikkerheds- og forsvarspolitik. De forsøger at forøge EU's militære troværdighed ved at forvride, hvad NATO er, og den rolle, det spiller, og så køre den organisation ud på sidelinjen, samtidig med at man ødselt kopierer dens strukturer, idet man forsøger at fjerne nationerne fra at være aktører i det transatlantiske sikkerhedsforhold, samtidig med at man gør krav på deres styrker og tilslutter sig fejlagtige idéer om social udvikling af vores væbnede styrker.

Jeg tror ikke, at de europæiske nationer har strategiske sikkerhedsinteresser, der bør adskilles fra dem, deres transatlantiske og andre allierede har. Der kan være tidspunkter, hvor europæerne bør have hovedansvaret for tilvejebringelsen af militære styrker i deres egen region. Det er præcis, hvad der er sket inden for de sidste 10 år eller mere i Jugoslavien, hvor det er en ren taskenspillerkunst at påstå, at EUFOR's militære operationer i Bosnien er fundamentalt anderledes end dem, der var der før. Af de 7.000 soldater i NATO's SFOR var 6.000 europæere. Det er derfor uærligt at påstå, at EU bidrager til nogen styrkelse af sikkerheden, når de fleste af dens medlemsstater reducerer snarere end forøger deres forsvarsudgifter, og når EU selv kopierer planlægnings-, beslutnings-, kommando- og kontrolsystemerne i den yderst succesrige organisation, som NATO udgør.

  Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, efter den kolde krigs afslutning er der opstået nye trusler mod vores sikkerhed. Her tænker jeg bl.a. på international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, organiseret kriminalitet og en lang række regionale konflikter. Det er nu indlysende, at intet land uanset størrelse er i stand til at løse disse sikkerhedsproblemer alene, og derfor bør EU's fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik udbygges og styrkes. Det mener ikke kun flertallet her i Parlamentet, ikke kun Rådets eller Kommissionens repræsentanter, men også og især borgerne i EU. Det faktum er allerede blevet slået fast i Parlamentet.

Noget andet, som bliver mere og mere indlysende er, at ingen af disse kriser kan løses med militære midler alene. I stedet skal vi kombinere militære og civile midler. Begge de betænkninger, vi drøfter i dag, og begge ordførere har givet klare og detaljerede svar på spørgsmålet om, hvordan det kan opnås. En vellykket fælles udenrigs,- sikkerheds- og forsvarspolitik afhænger af, at følgende to betingelser opfyldes: Forfatningen skal ratificeres, og der skal afsættes tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Man kan ikke få mere europæisk sikkerhed for færre penge.

  Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil fokusere på to afgørende spørgsmål. Jeg vil gerne begynde med at sige et par ord om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det er af den yderste vigtighed, at denne tjenestegren bliver anbragt under Kommissionen. Vi må undgå ethvert forsøg på at udvande den nye tjeneste ved primært at placere den under Rådet. Den bør under ingen omstændigheder få lov til at udvikle sig til en ukontrollabel mellemstatslig organisation, der begynder at leve sit eget liv.

Kun med den største parlamentariske ansvarlighed kan vi være sikre på, at Europas ædle mål for resten af verden bliver nået. At bekæmpe fattigdom, at forsvare demokratiet og at gå ind for menneskerettigheder er alle sammen spørgsmål, hvor vi kan og må samarbejde på basis af fælles værdier. En mellemstatslig tjeneste vil stå i fare for at blive et bytte for mange mere sekteriske og strategiske interesser, og vores fælles værdier og mål vil gå tabt i denne blanding.

For det andet må vi både anlægge en ambitiøs og realistisk tilgang til Europas udenrigspolitik under den nye forfatning, hvis og når vi får den. Forfatningen fremmer den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik på mange afgørende områder, og vi må sikre os, at disse forpligtelser bliver opfyldt. Selv om den udvikling, der er indeholdt i forfatningens bestemmelser om gensidig solidaritet - såvel som en forøget evne til at reagere hurtigt - afspejler den nuværende praksis snarere end at være fornyelser, må vi sikre, at de bliver fortolket på en ambitiøs, konkret og bindende måde, når de træder i kraft.

Medtagelsen af gensidige sikkerhedsgarantier i forfatningen bør også hilses velkommen og konsolideres. Oppositionen i nogle medlemsstater kan imødegås med et par enkle argumenter. NATO er og vil forblive rygraden i det europæiske forsvar. Det er der ingen tvivl om. Vi foreslog simpelthen europæiske garantier for at supplere NATO's bestemmelser med en hårdt tiltrængt europæisk dimension. De støtter og konsoliderer årtiers europæiske politiske og sikkerhedsmæssige samarbejde, som har eksisteret uden for rammerne af EU. De udgør ikke en radikal omskrivning af Europas udenrigs- og sikkerhedsambitioner. De fastslår simpelthen, at Europa endelig må være moden nok til at begynde at supplere sine økonomiske kræfter med en politisk stemme og et politisk engagement.

  Pinior (PSE). - (PL) Mine damer og herrer, i nyere tid er EU i stigende grad blevet en drivkraft bag etableringen af en ny international orden. Det har navnlig været tilfældet siden udvidelsen sidste år. Den vellykkede europæiske integration betyder, at det europæiske politiske system bliver mere tiltrækkende for folk fra lande uden for EU. Nogle amerikanske analytikere henviser nu til den såkaldte europæiske bløde magt og til den europæiske drøm, som bliver til virkelighed for øjnene af os.

Terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, nationers sammenbrud og organiseret kriminalitet kræver alle, at EU's eksterne aktiviteter har en global dimension. De kræver også større demokratisk ansvarlighed i disse aktiviteter. Derfor bør vi henvise til ordene og ånden i forfatningstraktaten vedrørende spørgsmål, der har indvirkning på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den kommende tjeneste for EU's optræden udadtil skal spille en kritisk rolle på dette område og understøtte EU's udenrigsministre. Så snart forfatningstraktaten træder i kraft, bliver det vigtigt at gøre alt for at sikre, at solidaritetsbestemmelsen får et reelt indhold med hensyn til de forsvarsanliggender, der er omfattet af traktaten.

  Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Brok-betænkningen indeholder mange nye, visionære og opmuntrende idéer. Jeg vil gerne tilføje nogle bemærkninger om problemerne med den nye ikke-statslige terrorisme. For det første, hvad mere kan vi anbefale end det, hr. Brok gør?

Kampen mod den såkaldte terrorisme fordrer en klar beskrivelse af politisk terrorisme. Dens formål er at nå konkrete politiske mål, og hvad er det for mål? Man må skelne mellem den nye, politiske ikke-statslige terrorisme, som man påstår ikke har nogen bestemt statslig adresse, og den traditionelle statslige terrorisme, der hovedsagelig findes, hvor demokratiet kommer til kort. Den slags politisk terrorisme har tendens til at fremprovokere hævn fra visse grupper og organisationer, som det nu sker med Ruslands terroristiske - eller terroriserende - krig i Tjetjenien.

Det demokratiske samfund kan ikke med held imødegå nogen abstrakt idé om terrorismen som sådan, da det kun vil have rod i ideologi og fanatisme. Nej, de virkelige fjender, der skal bekæmpes, er terrororganisationer og stater, der bruger sådanne metoder og støtter sådanne organisationer. Der er blevet taget to nye initiativer for at finde adresser i Afghanistan og Irak. Det er nu de eneste steder, hvor terrororganisationer synes at være i defensiven. Når det gælder forsvar, vil det mere end opfylde Europas ønske om at konkurrere med USA.

Endelig er der en slags djævelsk profit, der kan høstes ved det fænomen, man kalder den ikke-statslige terrorisme, da demokratierne nu måske klarere forstår, hvad det er for nogle værdier, der er i fare. Når vi skaber begreber og strukturer omkring den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, bør vi koncentrere os mere og mere om følgende spørgsmål: Hvad er det, vi arbejder for, og hvad er det for et Europa, vi arbejder for? Da ikke for et forbruger-Europa med selvmordstendenser, der er ved at miste sin identitet og sans for værdier, til trods for at vi taler så meget om dem? Det er at forsvare det uforsvarlige.

  Schmit, Nicolas, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg tror, at denne forhandling endnu en gang har vist det yderst værdifulde bidrag, som Parlamentet giver til de brede liner, de brede koncepter, i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har også vist, at denne dialog, som Parlamentet var så opsat på at få, findes i en mere praktisk form, og jeg kan godt forstå, hvorfor Parlamentet søger denne kontakt, denne dialog med Rådet og Kommissionen. Debatten har vist, at denne dialog ikke kun eksisterer a posteriori, således at vi kan tale om fortiden, men også i forbindelse med nuværende og fremtidige politikker.

Endvidere mener jeg - som en eller anden har sagt - at vi ikke skal føre en udenrigspolitik, som går imod Parlamentets ønsker. Imens jeg har haft den glæde at repræsentere formandskabet, har jeg aldrig haft indtryk af, at Rådet førte en politik imod Parlamentets ønsker. Tværtimod har jeg haft indtryk af, at politikken blev ført i fuld forståelse, og debatten i dag og også debatterne under tidligere møderækker om Mellemøsten, Libanon og for et par timer siden Balkanlandene viser endvidere, at Parlamentet ikke kun deltager i analysen af EU-politikken, men også i udformningen af og den fremtidige retning for denne politik.

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der er bred enighed om de generelle linier i denne politik, om alle facetter og om tanken om, at Europa skal have sikkerhed, og at denne sikkerhed ikke kun er sikkerhed i politisk og militær forstand, men snarere en generel sikkerhed, der omfatter aspekter såsom miljøet eller menneskerettigheder. Jeg er også specielt opmærksom på det, der er blevet sagt om værdien af symboler, og på det, der rækker længere end symboler med andre ord, at et tilfældigt møde med militærpersonale, der har de europæiske stjerner på epauletterne kan sende en rislen nedad rygraden. Det er et tydeligt bevis på, at Europa er i bevægelse, at foreningen af Europa er i fuld gang, og at vi lige har afsluttet endnu en etape, bl.a. ved hjælp af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Jeg vil komme med en sidste bemærkning om Kina. Hr. Jarzembowski, på mødet i Udenrigsudvalget indtog jeg en holdning, og jeg kan se, at denne holdning efterhånden er ved at blive bekræftet. Vi skal efter min mening se virkeligheden i øjnene og udvikle et forhold til Kina, da det får stadig større betydning. Vi skal derfor indlede en generel dialog med Kina, som omfatter alle aspekter.

Mange tak for Deres bidrag. Jeg synes, at det har været en frugtbar debat, en nyttig debat, og en debat, som viser, at dialogen mellem de forskellige EU-institutioner fungerer.

  Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, ligesom min kollega mener jeg, at det var en interessant og grundig forhandling, for den har vist, at der er blevet taget fat på mange spørgsmål under FUSP's og Europas forsvars- og sikkerhedspolitiks auspicier. Mange af de individuelle spørgsmål vil dukke op igen i andre debatter, som vi afholder. Naturligvis har vi ikke glemt menneskerettighederne. Menneskerettighederne er blevet nævnt af mange af Dem, og jeg tror, de allerede er integreret i hele vores politik. Det er meget vigtigt, at vi kommer til at medvirke på globalt plan med et europæisk charter om menneskerettigheder og forhåbentlig meget snart med en europæisk forfatning.

Der er et spørgsmål, der ikke blev nævnt under denne forhandling, men som jeg gerne vil nævne, fordi det er så vigtigt for sikkerheden og udviklingen. Det er kønsspørgsmålet, der bliver fremmet så meget i Europa, herunder som del af vores udviklings- og nabopolitik. Det er en del af den samlede politik, vi ønsker.

Jeg vil også gerne tilslutte mig den kommentar, at det er nødvendigt, at EU arbejder sammen med sine partnere for at undgå, at nukleart og andet følsomt materiale falder i hænderne på terrorister. Det er et afgørende mål for vores fælles handlingsplan.

Jeg er også enig med hr. von Wogau og andre, der har sagt, at der er en meget vigtig forbindelse mellem indre og ydre sikkerhed. Det er også nøglen til et tæt samarbejde mellem de forskellige direktorater i Kommissionen og Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser.

Endelig var der et specielt spørgsmål om minerydning. Det er ikke kun et problem i Bosnien. Det er et problem i hele verden, og vi er derfor meget glade for, at evalueringskonferencen under Ottawa-konventionen, som forbyder landminer rettet mod personer, blev holdt i Kenya, hvor vi så, at dette spørgsmål, som er blevet fremmet af EU, er kommet stærkt i fokus. Der er mange andre ting, der skal gøres, men vi har et godt og solidt grundlag. Lad os arbejde sammen herudfra.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.