Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. maj 2005 - Strasbourg

12. Højtideligt møde

  Formanden. - Deres højheder, det er mig en stor ære som formand for Europa-Parlamentt at byde velkommen til den statschef, der for øjeblikket er formand for EU.

Sire, på egne og mine kollegers vegne byder jeg Dem hjerteligt velkommen. Deres tilstedeværelse i vores institution vidner om Deres interesse for den europæiske integration og den vigtige rolle, som Deres land spiller i denne forbindelse. Deres besøg har et historisk bånd til det besøg, som Deres far, storhertug Jean, aflagde den 22. november 1990 for snart 15 år siden.

Dengang bestod EU af 12 medlemsstater og 340 millioner indbyggere. I dag er vi dobbelt så mange, 25 lande og 455 millioner europæere. Disse tal viser, hvor lang en vej vi har tilbagelagt, og hvordan det er lykkedes os at forene et kontinent og dele de samme værdier.

Deres land, Luxembourg, har altid bakket beslutsomt og trofast op om det europæiske projekt, og i forbindelse med Deres formandskab viser De endnu en gang, at de såkaldt "små" lande, små på grund af deres omfang, men store på grund af deres historie, er i stand til at afvikle fremragende formandskaber, og at tilføre den europæiske integration ekstra savoir faire takket være indsatsen fra nogle intelligente politikkere, der altid står til rådighed for Parlamentet.

Hvis vi ser tilbage, skal vi huske på, at navnet på Deres land, Luxembourg, er forbundet med vigtige øjeblikke i den europæiske historie, f.eks. Luxembourg-kompromiset fra 1966, som betød, at Frankrig igen satte sig til forhandlingsbordet. Det er et fantastisk øjeblik i Europas historie, og det bærer Deres lands navn. Og nu, hvor næsten tre fjerdedele af Deres periode er gået, har det luxembourgske formandskab allerede været en stor succes, som jeg er sikker på vil blive endnu større i den resterende formandsperiode.

(Bifald)

Sire, mens De har haft formanskabet, har Deres lands regering opnået en aftale om stabilitetspagten, der respekterer de grundlæggende kriterier, og har reorienteret Lissabon-strategien, og vi har netop i Luxembourg undertegnet tiltrædelsestraktaten med Rumænien og Bulgarien, selv om jeg ikke vil lægge skjul på, at den vanskeligste sag, de finansielle overslag for den kommende periode 2007-2013, stadig er uafsluttet. Vi har tillid til, at det luxembourgske formandskabs indsats vil føre dem lykkeligt til vejs ende.

Monseigneur, siden Deres udnævnelse som storhertug i oktober 2000 har De altid værnet om borgerne i Deres land og især sørget for at integrere de forskellige nationaliteter, som udgør landet, på passende vis og undgå enhver form for social udstødelse, og vi ved, at Deres hustru, storhertuginde Maria Teresa, der også er til stede her i dag, støtter Dem i arbejdet.

(Bifald)

Sammen forlænger De de bånd, der knytter Deres hus sammen med Deres folk, og følger den vej, som Deres far åbnede ved at forene tradition og modernitet. Måske kan vi med få ord beskrive det, som Luxembourg repræsenterer i dag, nemlig den bedste kombination af tradition og modernitet, som mennesket har været i stand til at udvikle.

Sire, jeg giver Dem ordet.

(Bifald)

  Henri de Luxembourg, HKH Storhertug Henri af Luxembourg. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, for 15 år siden i 1990, umiddelbart før et luxembourgsk formandskab, havde min far Storhertug Jean den ære at tale til dette forum. Nogle af de tilstedeværende sad allerede dengang på Parlamentets pladser, og jeg lykønsker dem især med kontinuiteten i deres indsats for at tjene Europa.

Hr. formand, Deres venlige ord for lidt siden om mit land har rørt mig dybt. Sammen med Storhertuginden og på vegne af alle dem, der har ledsaget os under dette besøg, takker jeg Dem for at ønske mig så hjerteligt velkommen.

1990-2005: hvilke forandringer, jeg vil endog sige, hvilke omvæltninger er der ikke sket i den periode, også i denne vidunderlige by Strasbourg! Den fantastiske nye bygning, vi er i nu, og pladsernes størrelse her i Parlamentet er en konkret tilkendegivelse af de historiske forandringer, der er sket i Europa. Lad os mindes de vældige håb, som nogle nærede, og de store bekymringer, som andre havde med hensyn til de udfordringer, vi stod over for efter kommunismens endeligt, og i forbindelse med den europæiske genforening. Er tiden ikke nu kommet til at se tilbage på, hvor langt vi er kommet siden, og samtidig erkende de ubestrideligt gode resultater?

I de sidste par måneder har vi i anledning af ceremonierne til markering af 60-årsdagen for krigens afslutning med glæde erindret, at det, der resulterede i, at dette foretagende blev ført ud i livet, var et ønske om at gøre krig mellem os umuligt i fremtiden.

Ligesom Dem, hr. formand, var jeg i Auschwitz, hvor vi sammen med en række stats- og regeringschefer græd i stilhed, da vi mindedes de millioner af uskyldige ofre, som døde eller blev lemlæstet under de mest forfærdende forhold. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at lederne af de politiske grupper her i Parlamentet var til stede den dag, hvilket er meget betydningsfuldt.

Det var pligten til at huske, som førte os sammen den dag, og det er med fornyet årvågenhed, at denne pligt fortsat skal være en inspiration for indsatsen for europæisk integration, således at historien ikke gentager sig. På baggrund heraf glæder det mig i dag at have lejlighed til at dele nogle tanker med Dem, som af indlysende grunde går ud over formandskabets program.

Hr. formand, mine overvejelser får mig først og fremmest til at huske på vores resultater. Enhver iagttager vil erkende, at den vej, vi er slået ind på i de sidste 15 år, er bestrøet med en ubestridelig, ja, endog en bemærkelsesværdig succes. EU synes således nu at være stærkere, da det er forenet omkring fælles værdier, som det kan fremme rundt omkring i verden. Sammen har vi været i stand til at afværge risikoen for, at EU reduceres til udelukkende at være et frihandelsområde. Efter Tysklands genforening, der fandt sted lige i hælene på den europæiske fælles akt, forud for hvilken der fandt en meget vellykket udvidelse mod syd sted, har vi sammen under vanskelige forhold skabt en fælles valuta, som i dag fremtvinger respekt og beundring.

EU er blevet udvidet mod øst. Jeg vil dele de følelser med Dem, som for nylig kom til udtryk i Luxembourg, da de højeste repræsentanter for Bulgarien og Rumænien underskrev tiltrædelsesakten for deres lande. EU har således kunnet opfylde de legitime forhåbninger hos disse befolkninger, som har lidt så meget under en ideologi, der betød, at man i 40 år nægtede at anerkende deres mest grundlæggende rettigheder.

(Bifald)

Vi har afskaffet de indre grænser og åbnet et fælles område med frihed og sikkerhed for 450 millioner borgere.

I overensstemmelse med deres alliancer har medlemsstaterne grebet uafhængigt ind i Den Demokratiske Republik Congo. Vores styrker har afløst NATO i Bosnien-Hercegovina. I Afghanistan er EU's tilstedeværelse af afgørende betydning for at styre landets overgang til et ægte demokrati.

Stillet over for globaliseringen har vi altid bestræbt os på at gøre Europa til et ekspertisecenter i forhold til de økonomiske kæmper USA, Japan, Kina, Indien og Brasilien. Sideløbende hermed har vi været i stand til at gøre mottoet "enighed gør stærk" til vores eget med hensyn til at fremtræde i verden som en troværdig referenceramme, hvad angår demokrati og solidaritet over for udviklingslandene. Endelig kan jeg nævne de kæmpestore fremskridt på fødevaresikkerhedsområdet. Efter lange og vanskelige forhandlinger kommer der til at gælde de samme standarder for hygiejnen ved den mad, som 450 millioner forbrugere spiser.

De ved sikkert, at jeg kunne nævne mange andre eksempler. Jeg vil blot konstatere, at på dette område har Parlamentet spillet en afgørende rolle for at opnå disse vellykkede resultater. Af og til med en gulerod, af og til med en stok har Parlamentet været i stand til at indtage en vigtig plads i EU's institutionelle ligevægt. Herved har Parlamentet gjort afdøde Jean Monnets konstatering til sin egen. Han sagde, at vi kun har valget mellem de forandringer, som vi er nødt til at foretage, og de forandringer, vi ønskede og kunne opnå.

Denne påmindelse om de ubestrideligt vellykkede resultater og den deraf følgende hyldest til medlemmerne af Parlamentet forhindrer mig ikke i meget tydeligt at lægge mærke til, at mange EU-borgere, herunder mange unge, er usikre med hensyn til den europæiske integration. Vi kan ikke undgå at lægge mærke til, at i de nye medlemsstater er friskheden ved og begejstringen for at tilhøre denne store familie stadig tydelig.

Egoisme har imidlertid tendens til at stå i vejen for den dynamisme, der var drivkraften for grundlæggerne af Europa. De debatter, der for tiden finder sted i medlemsstaterne om ratificeringen af forfatningstraktaten, er meget afslørende i den henseende. Mange bidragydere giver indtryk af, at de føler sig marginaliseret i forhold til udfordringerne i integrationsprocessen. De hævder, at de føler sig desillusionerede over politikere. Alligevel har ingen endnu i mangel af et troværdigt alternativ kunnet foreslå en anden model.

(Bifald)

Troen på denne integration er utvivlsomt aftaget. Som en meget klog kronikør konstaterede, er efterkrigstidens grundlag - forsoning, solidaritet stillet over for faren ved kommunismen og genopbygning - blevet til ornamenter. Over for dette præg af dysterhed giver de demokratiske strukturer ofte indtryk af stagnation og magtesløshed.

Hvordan kan vi forklare denne tvivl, forvirring og disse negative vurderinger? Nogle filosoffer, f.eks. franskmanden Marcel Gauchet siger, at det skyldes de tider, vi lever i, med andre ord, at der er ved at ske et paradigmeskift i vores tidsalder.

Når ændringen sker relativt langsomt, som det var tilfældet i 1970'erne og 1980'erne, er det ikke særlig svært at tilpasse sig. Når den derimod medfører en omvæltning i de traditionelle referencepunkter, som vi har oplevet, bl.a. med hensyn til globalisering, er det en helt anden sag. Vi er nødt til at assimilere sammenbruddene, skabe nye referencepunkter og genskabe instrumenter. Kort sagt skal vi omdefinere vores perspektiver og visioner.

I den forbindelse vil jeg minde om en bemærkning fra Michel Rocard, som sagde, at en af Europas tragedier er, at det er dømt til administration. Vi skal bestemt sammen med den tidligere premierminister erkende, at det er trist og således meget demotiverende for borgernes ånd, særlig unge mennesker, at EU domineres af penge, kapital, investering, standarder og tilskud.

Vi skal indrømme, at disse områder, selv om de har stor betydning, simpelthen er for kedelige til at fremkalde særlig megen sindsbevægelse. Vi må ikke glemme, at lige fra den europæiske integrations begyndelse ville intet have været muligt uden en kombination af dybtfølt vision og dygtighed.

Efterhånden som dette større Europa opstår, er tiden så ikke kommet til at stille os selv det centrale spørgsmål, som altid er det samme, nemlig hvorfor vi vil leve sammen og dele hele eller en del af vores skæbne?

Svaret giver bestemt ikke sig selv. Det er 450 millioner mennesker med deres egne beslutninger og ønsker, deres egne svagheder og lidenskaber, men frem for alt deres egne styrker og storartede kvaliteter, som i virkeligheden står på spil. Disse mennesker forventes imidlertid at dele én historisk skæbne på ét territorium, som er vores Europa.

Det europæiske eventyr kan kun lykkes omkring befolkninger og nationer, ved at omsætte den store mangfoldighed. Hver af disse nationer udgør et område med dets egen skønhed og rigdom, men også med dets egne ar, som tiden har ætset ind i vores erindringer.

Ved at udskille det, der skal bevares, og det, der skal betragtes som forældet, er EU's første opgave at forene arven fra fortiden med de fremtidige udfordringer. Det er fra EU selv, fra den måde, det gør fremskridt på og opbygger sig selv, at det nu skal skabe sin legitimitet.

Hvordan skal vi stillet over for disse magtfulde udviklingscentre overvinde risiciene ved en nedgang, som ingen vil kunne stå imod enkeltvis? Men først og fremmest hvordan kan vi forene betingelserne for ny vækst? Fremstillet på denne måde bør genfødslen af Europa, der skal fastsættes som vores fælles mål, være et samfundsprojekt for de generationer, der forbereder sig på at tage over.

For at overbevise borgerne skal vi minde os selv om, at et folks velfærd og fremgang ikke kan bedømmes udtrykt i BNP. Vi skal derfor sørge for ikke at opbygge et Europa, der er til gavn for nogle, men hvor social udstødelse, vold i alle afskygninger, arbejdsløshed og manglende interesse for miljøbevarelse samtidig er i hastig fremgang.

Vi må ikke glemme, at en bedre vækstkurve ikke gavner særlig meget, hvis den ikke omsættes til bedre adgang til basisgoder såsom uddannelse, kultur, sundhed, social retfærdighed og frem for alt arbejde.

(Bifald)

Den bedste måde at definere dette samfundsprojekt på er stadig demokratisk debat. Den kan selvfølgelig ikke begrænses til Parlamentet, som De i øvrigt med rette håbede i beslutningsforslaget om en forfatning for Europa.

Som det fastsættes i forfatningstraktaten skal vi med hjælp fra civile organisationer og de europæiske samfund fremme borgernes aktive inddragelse i diskussionerne om ratificeringen. Det glæder mig at se, at Deres budskab ikke er gået upåagtet hen. Vi skal tværtimod erkende, at debatterne har været livlige. Argumenterne og de fremførte muligheder har ganske vist af og til givet uforholdsmæssig megen plads til demagogi eller endog usandheder.

(Bifald)

Jeg kan kun håbe, at medlemmerne af Parlamentet bliver direkte inddraget, og at der ud over politiske tilhørsforhold opstår et fælles mål, nemlig at gøre Europa til aktør i sin egen historie. Jeg vil blot gentage det, min far sagde om dette emne i 1990, nemlig at De er medlemsstaternes valgte repræsentanter, og at De skal være i stand til at mobilisere og medbringe al den kreative energi.

Hvis vi skal kunne leve sammen, skal vi forstå hinanden bedre. Derfor skal vi udnytte vores forskelle.

Det luxembourgske folk er i betragtning af deres særlige sociologiske karaktertræk så at sige "dømt" til at være åbne over for andre. Det gælder også for velstand. På mine utallige rejser i de sidste 25 år, som har ført mig til alle kontinenter, fandt jeg meget hurtigt ud af, at storhertugdømmet i sig selv ikke alene kunne vække potentielle investorers interesse.

I modsætning hertil har den omstændighed, at Luxembourg, selv om det er af beskeden størrelse, befinder sig EU's centrum og er fast forankret i dette vigtige forum, ofte været afgørende for vores bestræbelser på at modernisere og diversificere økonomien.

Derfor er EU det naturlige valg for Luxembourg. Historien har vist, at hvis vi bliver ved med at isolere os, kan vores nations eksistens blive betvivlet til enhver tid, den kunne være forsvundet, og den ved det. Vi er fuldt ud bevidst om vores priviligerede stilling som en medlemsstat, der har været med til at grundlægge den europæiske integration.

Jeg vil slutte med at lade Dem tænke over en kommentar fra Milan Kundera, som sagde følgende kort tid efter kommunismens fald: Det forekommer mig ofte, at Europas velkendte kultur skjuler en anden ukendt kultur, som er de små nationers kultur. (...) Man går ud fra, at de små nationer nødvendigvis efterligner de store nationer. Det er en illusion. De er faktisk meget forskellige. (...) De små nationers Europa er et andet Europa - det har en anden tankegang, og dette Europas tænkning udgør ofte den egentlige modvægt til de store nationers Europa.

(Bifald)

Min hensigt i dag var således at minde Dem om denne individualisme. Tak for Deres opmærksomhed.

(Parlamentet gav stående bifald til Hans Kongelige Højhed Storhertug Henri af Luxembourg)

  Formanden. - Jeg takker Dem, Sire, på vegne af Europa-Parlamentet for Deres ord, der viser Deres indgående kendskab til vores politiske integration, som Deres land har været vidne til og spillet en privilegeret rolle i.

Deres ord har også været en opmuntring til det daglige arbejde her i institutionen, og jeg vil nu blot ønske Dem og Deres hustru et behageligt ophold i Strasbourg i den tid, De stadig bliver her hos os.

(Bifald)

(Højtideligt møde hævet kl. 12.30)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand