Indeks 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
PDF 1394k
Onsdag den 11. maj 2005 - Strasbourg EUT-udgave
1. Åbning af mødet
 2. Parlamentets sammensætning: se protokollen
 3. Verdensbanken
 4. Situationen i Kirgisistan og Centralasien
 5. Afstemningstid
 6. Levnedsmidler bestemt til særlig ernæring
 7. Udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbank
 8. Produktion af kartoffelstivelse
 9. Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
 10. Fælles markedsordning for frugt og grøntsager
 11. Tilrettelæggelse af arbejdstiden
 12. Højtideligt møde
 13. Stemmeforklaringer
 14. Stemmerettelser: se protokollen
 15. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen
 16. Fremtiden for Europa tres år efter den anden verdenskrig
 17. Spørgetid (Rådet)
 18. Regnskabsåret 2006
 19. Parlamentets budgetoverslag for 2006
 20. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
 21. Doha-udviklingsdagsordenen
 22. Dagsorden for næste møde: se protokollen
 23. Hævelse af mødet


  

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

 
1. Åbning af mødet
  

(Mødet åbnet kl. 9.05)

 

2. Parlamentets sammensætning: se protokollen

3. Verdensbanken
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Verdensbanken.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg kan rent faktisk i forbindelse med Rådets erklæring om Verdensbanken bekræfte, at Verdensbanken spiller en meget væsentlig rolle på verdensplan med hensyn til udviklingsfinansiering. Det er klart, at den politiske og administrative forvaltning af Verdensbanken derfor et meget vigtigt emne. Imidlertid er jeg desværre som repræsentant for formandskabet for Rådet ikke i stand til at tage stilling på Rådets vegne eller redegøre for Rådets arbejde på dette område.

Selve EU - og i den forbindelse vil jeg sige desværre - spiller ingen rolle i fastsættelsen af Verdensbankens politik eller i driften. Det er således op til de EU-medlemsstater, der også er medlem af Verdensbankens organer, at slå deres holdning til Verdensbanken fast. Rådet har derfor ikke taget stilling til de pågældende emner, da det ikke har kompetence på dette område. Ingen af Rådets instanser har drøftet en strategi for Verdensbanken, koordination af en evt. fælles EU-holdning i den forbindelse eller beslutningsprocedurerne i denne institution.

Jeg kan tilføje, at medlemsstaterne arbejder på at koordinere deres holdning for at få mere indflydelse i de internationale institutioner, bl.a. internationale finansielle institutioner såsom Verdensbanken. Dette inddrager dog ikke Rådet som institution, da EU som sagt ikke har kompetence på dette område.

Det er også rigtigt, at hr. Wolfowitz, der er blevet foreslået til stillingen som præsident for Verdensbanken, har været i Bruxelles, hvor han mødtes med formanden for Økofin-Rådet, hr. Junker, og repræsentanterne for de andre europæiske centralbankchefer i Verdensbanken. På dette helt uformelle møde blev Verdensbankens fremtidige strategi for udviklingsfinansiering rent faktisk drøftet med den præsident, som den amerikanske regering har foreslået, som det er skik og brug.

Jeg kan derfor kun beklage, at Rådet ikke har kompetence på dette område. Måske skal vi en dag begynde at overveje en bedre koordination mellem EU-medlemsstaterne i disse internationale institutioner, hvor de faktisk i kraft af deres fælles vægt repræsenterer et større antal selv sammenlignet med USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Joaquín Almunia , medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, som ansvarlig kommissær for forbindelserne med de internationale finansielle institutioner takker jeg for invitationen til at informere Dem om Kommissionens opfattelse af vores institutions forbindelser med Verdensbanken.

Verdensbanken og EU er de to vigtigste aktører i verden med hensyn til bekæmpelse af fattigdom og finansiering af udviklingsbistand.

Parlamentet ved udmærket, at EU giver ca. halvdelen af den samlede offentlige bistand til udviklingslandene, og at EU i de fleste tilfælde er disse landes største handelspartner, hvilket afspejler den vægt, som solidariteten har i vores internationale politik.

Hovedformålet med EU's udviklingspolitik er kort sagt at reducere og udrydde fattigdommen. Det betyder, at vi skal støtte en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling, fremme en gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien og bekæmpe uligheden.

Som bekendt har EU forpligtet sig til at bidrage til gennemførelse af millenniummålene ved hjælp af mere og bedre finansiering af udviklingsbistanden, større sammenhæng mellem udviklingspolitikkerne og i særdeleshed større opmærksomhed over for Afrika.

For hvert af disse spørgsmål har Kommissionen, på forslag af min kollega Michel, for nyligt foreslået nogle specifikke aktioner, som jeg forstår, at Louis Michel har haft lejlighed til at drøfte her i Parlamentet.

Jeg vil kort komme ind på de to første spørgsmål, dvs. finansieringsniveauerne og behovet for at forbedre sammenhængen mellem udviklingspolitikkerne.

Med hensyn til finansieringen meddelte EU på Monterrey-topmødet, at det forpligtede sig til at øge den officielle udviklingsbistand fra det niveau, vi lå på i 2002 på 0,33 % af BNP, til 0,39 % i 2006 som et første skridt mod en opfyldelse af målet om 0,7 % i 2015.

I forrige måned foreslog Kommissionen to yderligere og indbyrdes forbundne mål for 2010, nemlig et gennemsnitligt mål for EU som helhed på 0,56 % af BNP til udviklingsbistand og et individuelt mål for officiel udviklingsbistand for de enkelte medlemsstater, der skulle være på 0,51 % for de medlemsstater, der var med i EU før udvidelsen, og 0,17 % i 2010 for de nye medlemsstater.

Men uanset hvor vigtigt det er at gennemføre denne indsats, er det ikke tilstrækkeligt. Ud over bistanden har udviklingslandenes politikker overordentlig stor indflydelse på deres mulighed for at nå millenniummålene, og i denne henseende understreger Kommissionen vigtigheden af, at der er sammenhæng mellem udviklingspolitikkerne, og for første gang påtager den sig i disse meddelelser en forpligtelse hertil.

Med hensyn til forbindelserne med Verdensbanken vil jeg gerne komme ind på to områder, nemlig det operationelle samarbejde mellem Kommissionen og Verdensbanken og EU's repræsentation i Verdensbankens ledelse.

Forbindelserne mellem Kommissionen og Verdensbanken går langt tilbage. Vi deler den samme dagsorden om fattigdomslempelse, og vi er naturligvis enige i millenniummålene. Verdensbanken arbejder på at opnå disse mål via dens vigtigste operationelle retningslinjer og ved hjælp af en vurdering af fremgangen mod disse mål i overvågningsrapporten.

Kommissionen og Verdensbanken arbejder tæt sammen om uddelingen af bistanden via Trust Fund-aftalen - Trust Fund Agreement - der blev undertegnet i 2001 og ændret i 2003. Dette samarbejde er kommet til udtryk i EU's deltagelse i flere trust funds med et samlet bidrag på over 1,5 milliarder euro siden 2000.

Jeg kan eksempelvis nævne fondene til bekæmpelse af aids eller de særlige fonde som f.eks. HIPC-initiativet, det såkaldte Heavily Indebted Poor Countries Initiative.

På den anden side baserer såvel Kommissionen som Verdensbanken sig mere og mere på de nationale strategier til fattigdomslempelse, som udviklingslandene selv definerer.

Ud over disse globale mål er Verdensbankens samarbejde også koncentreret om visse prioriterede geografiske områder, hvor vi gennemfører fælles analyser, holder fælles dialoger om politikkerne, og hvor vi gør en indsats for at koordinere finanseringsplanlægningen for de lande, der ligger tættest ved EU's grænser. Vi taler derfor ikke kun om Verdensbankens koordinerede aktion med de europæiske institutioner i lande, der allerede er med i EU, men naturligvis med kandidatlandene og de lande, der er omfattet af naboskabspolitikken som f.eks. det vestlige Balkan, Nordafrika og Mellemøsten, og de lande, der tilhører Samfundet af Uafhængige Stater.

Med hensyn til disse lande tilstræber EU's samarbejde, via Kommissionen og Verdensbanken, at de anvendte politikker er komplementære og bidrager til inddragelse af EU's acquis, og det lægger særlig vægt på institutionel udvikling, miljø og infrastrukturer, økonomiske reformer og udvikling af den private sektor.

I denne forbindelse har Kommissionen, og nogle gange Den Europæiske Investeringsbank, i de sidste fem år underskrevet tre memorandums of understanding med Verdensbanken.

Disse memorandaer er den praktiske ramme for et styrket samarbejde om økonomisk dialog og teknisk og finansiel bistand. De dækker koordineringen af vores aktiviteter på de områder, der er dækket af EU's naboskabspolitik, og i de kommende måneder vil vores memorandum of understanding for de nye medlemsstater og kandidatlandene blive udvidet, så det også omfatter det vestlige Balkan.

Endelig vil jeg gerne komme ind på EU's repræsentation i Verdensbankens ledelsesorganer.

I dag er der 184 stater, der er med i Verdensbanken, herunder EU's 25 medlemsstater. I Verdensbanken udgør EU's medlemsstaters andel af stemmerne 28 %, mens USA's er på 16 %.

Men i praksis afspejler de 28 % ikke EU's reelle vægt. EU's andel i den bevilgede bistand er endnu større end de 28 %. I denne forbindelse taler det seneste tilfælde af revisionen af Den Internationale Udviklingsfond (IDA) for sig selv. Ved denne lejlighed er der sket en bemærkelsesværdig ændring i donorernes bidrag, idet den europæiske andel er steget fra 48 til 60 %, mens USA's er faldet til 13,8 %, den laveste i bankens historie.

Til trods for disse tal for EU's deltagelse, såvel i Verdensbankens kapital som i dens finansiering, udnytter vi ikke denne vægt fuldt, fordi EU ikke har en fælles repræsentation i bankens ledelsesorganer. Og på denne måde har EU's medlemsstater, til trods for at de talmæssigt dominerer bankens bestyrelse, samlet set mindre indflydelse end USA.

I dag deltager Kommissionen kun som observatør på møderne i Verdensbankens Udviklingskomité, som er institutionens vigtigste beslutningsorgan. Det samme er tilfældet i Den Internationale Valutafonds Internationale Monetære og Finansielle Udvalg, og det er i klar modstrid med EU's vægt i udviklingssamarbejdet i forhold til dets effektive vægt i Verdensbanken eller i det internationale valutasystems liv i kraft af vores fælles mønt, hvad angår Den Internationale Valutafond.

Kommissionen gentager jævnligt, at hvis EU ønsker at gøre op med dette misforhold mellem dets indflydelse og dets bidrag og ønsker at være mere tilstedeværende på den internationale arena, er det nødvendig at tale med én stemme. Hvis EU er i stand til at præsentere en fælles europæisk holdning, vil det øge dets synlighed og indflydelse. I denne forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på et lille fremskridt i EU's koordinering med bankens ledelsesorganer.

F.eks. har EU's eksekutivdirektører i Verdensbanken siden sidste år afholdt årlige møder med Europa-Parlamentets medlemmer, med Kommissionen og med repræsentanter fra ngo'erne.

EU's eksekutivdirektører i Verdensbanken har aftalt at mødes en gang om ugen for at udveksle synspunkter, og i disse møder deltager der jævnligt en tjenestemand fra Kommissionens delegation i Washington.

Kommissionen bestræber sig på at styrke koordineringen mellem de europæiske eksekutivdirektører i Washington, men slutmålet bør være en fælles EU-repræsentation i Verdensbankens ledelsesorganer. Før vi træffer denne beslutning, er det naturligvis nødvendigt nøje at undersøge de hermed forbundne juridiske og budgetmæssige konsekvenser, men det bør ikke hindre os i seriøst at undersøge, hvordan vi kan arbejde videre hen imod dette mål.

Kort sagt har vi et mangeårigt og intenst samarbejde med Verdensbanken, især med hensyn til udviklingsbistanden. Kommissionen ønsker at fastholde og udbygge disse fremragende arbejdsforbindelser og forbedre koordineringen, såvel med Verdensbanken på det operationelle niveau som mellem medlemsstaternes repræsentanter i bankens ledelsesorganer. På denne måde vil EU kun tale med én stemme og få den indflydelse i banken, der tilkommer den.

 
  
MPphoto
 
 

  Anders Wijkman, for PPE-DE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne takke for indlæggene fra hr. Schmit og hr. Almunia. Man kan sige meget om Verdensbanken, dens ledelse og ikke mindst, hvordan ledelsen udvælges. Valget af hr. Wolfowitz for nylig viser, at kompetencen inden for den specifikke opgave spiller en mindre rolle end de politiske kvalifikationer. Det viser, at udvælgelsen af højtstående chefer i det internationale system stadig lader meget tilbage at ønske.

Jeg har imidlertid ikke så lang tid til rådighed og vil fokusere specifikt på forbindelserne mellem EU og banken. Både hr. Schmit og hr. Almunia peger på svagheden i dag, dvs. at vi ikke optræder samlet og taler med én stemme. Fra Parlamentets side havde vi for nylig et møde med de europæiske direktører i Verdensbanken, og de var helt enige om at kræve og efterspørge en mere enig optræden fra Unionens side i udviklingsanliggender, helt generelt og specifikt, når det vedrører arbejdet i banken. Vi havde også et møde med Jeffrey Sachs for nogle måneder siden i Udviklingsudvalget, og han spurgte, hvorfor EU ikke - i betragtning af den enorme strøm af bistandsmidler i sammenligning med resten af verden - optræder mere samlet, eftersom vi ville få en større effekt af vores arbejde, bedre resultater, og vi ville også få større indflydelse i hele denne vigtige forbindelse.

Både hr. Schmit og hr. Almunia har jo understreget i deres indlæg, at der mangler noget i dag. Hvordan skal vi kunne skabe en mere samlet og fælles optræden i udenrigspolitikken, hvis vi fortsat optræder så splittet i disse internationale institutioner? Det er også typisk, at vi i de aktuelle diskussioner om Sikkerhedsrådets kommende sammensætning overhovedet ikke diskuterer, om EU som Union skal have en plads i Sikkerhedsrådet, men at det stadig er medlemsstaterne på nationalt plan, der er tale om.

Hr. formand, jeg kan bare understrege, at der bliver nødt til at ske ændringer på dette område. Vi må skabe større enighed i samarbejdet, og vi må harmonisere vores indsats på en helt anden måde, så vi virkelig kan få det ønskede resultat af Unionens optræden og tage et større ansvar globalt.

 
  
MPphoto
 
 

  Poul Nyrup Rasmussen, for PSE-Gruppen. - Hr. formand, hr. Schmit og hr. Almunia. Må jeg sige tak for de to herrers indlæg i dag om Verdensbanken, som jeg føler virkelig fokuserer på det centrale behov. Der er ikke tvivl om, at vi i dag, fem år efter at vi i år 2000 underskrev årtusindeerklæringen om udviklingslandenes centrale behov frem til år 2015 - jeg var selv en af underskriverne - må konstatere, at det ikke er gået i den rigtige retning, men at det desværre på de fleste områder er gået i den forkerte retning.

Der er heller ikke tvivl om, at 54 lande i de sidste 15 år er blevet fattigere, 1 milliard mennesker lever for under to euro om dagen. Verdensbanken fungerer ikke optimalt. Verdensbanken er i gang med en række vigtige reformer, men vi mangler stadigvæk at tackle en række problemer. Jeg vil foreslå til overvejelse - og jeg deler ganske hr. Almunias understregning af, at Europa kan optræde med én stemme - jeg vil foreslå fire opgaver, som jeg mener trænger sig på.

Den første opgave går ud på, at vi i Europa nu virkelig må finde en løsning på at optræde i fællesskab i Verdensbanken. Hvis vi gør det, vil vi have 27,98 % af stemmerne over for USA, som vil have 16,39 % af stemmerne. I dag er den nærmeste stemmevægt til USA fra Europa Tyskland med 4,49 % af stemmerne. Jeg taler ikke om et nyt modsætningsforhold - jeg taler om en langt bedre balance i Verdensbanken, og jeg taler om, som den anden opgave, at vi må bede om og insistere over for Verdensbanken på, at der sker en reform af deres låneregler og deres lånebetingelser. Vi må koordinere mellem Verdensbanken, Valutafonden og FN's hjælp til udviklingslandene, så vi ikke overlapper, men indretter os i den samme retning.

Den tredje opgave handler om, at vi har brug for en reform af Washington-konsensus. Der er brug for, at vi nu virkelig lader være med at stille de samme krav til de fattige lande, som vi stiller til de rige, og at vi hjælper med at opbygge sunde stærke stater i udviklingslandene, som kan gøre udviklingspolitik til en medejendomsret. Og den fjerde og sidste opgave, hr. formand, består i, at vi virkelig tager ILO's årsrapport om verdens fattigdom alvorligt, også i Verdensbanken. "Decent job for all" - anstændige job til alle er det afgørende instrument for udryddelse af fattigdom.

Må jeg slutte, hr. formand, med at sige, at jeg tror, at det er vigtigt - som Almunia og hr. Schmit sagde det - at Europa nu også påtager sig det reelle ansvar, der følger af, at vi er verdens største ulandshjælpeorganisation. Vi bør tage et medansvar for, at det også bliver fulgt op i Verdensbanken.

 
  
MPphoto
 
 

  Johan Van Hecke, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, da Verdensbanken blev oprettet i 1944, producerede de syv rigeste lande, G7, endnu langt størstedelen af alle varer i verden. I dag er det knap nok halvdelen. Da den blev oprettet, var USA den største långiver. I dag er det den største skyldner. For 60 år siden kunne udviklingslandene endnu ikke hævde sig, mens deres indflydelse i multilaterale forhandlinger, f.eks. forhandlingerne inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen, ikke længere kan ignoreres i dag.

Alt dette siger jeg for at vise, at Verdensbanken har presserende behov for en drastisk reform. Så længe udviklingslandene ikke virkelig har medbestemmelse, hvad angår Verdensbankens politik og beslutningsproces, vil denne fortsat blive opfattet som et kontrolinstrument i hænderne på de såkaldte rige i stedet for en international institution, som fokuserer på stabilitet og udvikling på grundlag af gensidig respekt og solidarisk partnerskab.

Verdensbanken har nu en afdeling for eksterne forbindelser, hvor mere end 300 mennesker arbejder. Institutionen finder, at denne afdeling er en af de vigtigste til at pynte på dens image, men spørgsmålet rejser sig, om dette ikke kan gøres på en anden måde, nemlig ved at inddrage udviklingslandene bedre i institutionens arbejde ved omsider at gøre beslutningsprocessen i Verdensbanken mere gennemsigtig og ved at kontrollere udgifterne bedre. Kort sagt hører jeg til dem, der synes, at Verdensbanken øjeblikkeligt trænger til nye ressourcer, ikke finansielt, men internt. Inden for denne internationale organisation, der betragtes som en af de største og mest ansete i verden, ser det ud, som om tiden har stået stille i mere end 50 år, hvad angår struktur, funktion og mentalitet.

 
  
MPphoto
 
 

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er meget taknemmelig over for medlemmerne af de andre grupper, som har støttet vores forslag om at diskutere spørgsmålet om Verdensbanken, selv om jeg, ligesom de fleste andre, godt vidste, at Rådet næsten ikke kunne sige andet end det, hr. Schmit har sagt i formiddag. Vi må imidlertid være klar over, at en utilfredsstillende situation kan og skal ændres, også fordi dette efter min opfattelse er en sektor, hvor politisk vilje kan være en hjælp for os.

Vi behøver ikke at henvise til vigtige artikler i traktaten for at sikre, at Rådet og Kommissionen sammen med Parlamentet - og det er helt afgørende - kan arbejde på at forbedre den europæiske koordinering eller i det mindste sætte den på dagsordenen. Den europæiske koordinering må imidlertid ikke udelukkende begrænses til teknisk og finansielt samarbejde, som naturligvis er umagen værd, den skal også være fokuseret på Verdensbankens politikker - som vi overhovedet ikke har indflydelse på - på udnævnelsesprocedurer og på kriterier for bevilling af støtte. Jeg mener, at Parlamentets indsats bør være mere centreret om de tre punkter, og det kan vi, hvis vi vil.

Jeg mener, hr. formand for Rådet, og De kan korrigere mig, hvis De vælger at svare - at dette ikke er et spørgsmål om kompetence, men om politisk vilje. Hvis Rådet vil, kan det handle, og det kan Kommissionen også, og det samme gælder Parlamentet.

Vi ved udmærket, at der blev vedtaget direktiver mellem 2000 og 2001 for at gøre udnævnelsesproceduren mere gennemsigtig og acceptabel. De direktiver er blevet ignoreret. Det har stor politisk betydning, og igen er det ikke et spørgsmål af proceduremæssig eller institutionel natur. USA forkastede den første kandidat, som europæerne foreslog til at lede Den Internationale Valutafond, men Europas lande gjorde ikke ligeså, da hr. Wolfowitz blev præsenteret som kandidat til at lede Verdensbanken. Det kunne de godt have gjort. To telefonopringninger var nok til at overbevise et par europæiske premierministre eller regeringsledere, og bestyrelsesmedlemmerne blev fuldstændig forbigået. Det kunne vi have undgået, hvis vi havde ønsket det.

Hvad angår kvaliteten af Verdensbankens politikker, har vi i dag ingen særlige garantier for, at visse små banebrydende initiativer iværksat af hr. Wolfensohn vil blive fulgt op. Jeg tænker på styring og korruption. Jeg mener, at vi også må forsøge at markere os på dette område. Der er en række ekstremt kontroversielle projekter såsom den store dæmning på Nam Theun-floden i Laos og mineprojektet i Guatemala, som ophidser oppositionen over en kam, og alligevel har vores bestyrelsesmedlemmer givet grønt lys for dem. Hvis Parlamentet og offentligheden havde haft kendskab til disse problemer, ville de sandsynligvis have handlet anderledes. Ud over erklæringer om magtesløshed ville jeg også gerne have bevis for, at der er en vilje til at handle.

 
  
MPphoto
 
 

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker fru Frassoni for at have forklaret de problemer, vi beskæftiger os med, så tydeligt.

Jeg mener, at udnævnelsen af hr. Wolfowitz som chef for Verdensbanken endnu en gang har fremhævet den mangel på demokrati og gennemsigtighed, der kendetegner processen til udvælgelse og udnævnelse af chefen for verdens vigtigste finansielle institution for udvikling. Det har også bragt Parlamentets Udviklingsudvalg i søgelyset. Vi ville gerne tro, at Verdensbankens direktør havde en positiv indstilling til at løse interkulturelle konflikter ud over et klart tilsagn om at støtte multilateralisme og naturligvis et personligt engagement i social lighed og fattigdomsbekæmpelse.

Ud over at fælde dom over personen, som under alle omstændigheder er kendt for at være en af de mest effektive fortalere for doktrinen om forebyggende krig for ikke at tale om eksport af demokrati ved hjælp af våben - man ved aldrig, selv Paulus blev omvendt på vej til Damaskus - må vi konstatere, at det ikke lader til, at Verdensbanken har udviklet sig meget fra de rammer, der blev fastlagt i Bretton Woods for over 60 år siden. Det gælder også for systemet med stemmer og poster, som skal revideres, til dels som følge af krav fra lande i Syd og bevægelser, der i de senere år har krævet et anderledes Syd og forlangt at blive inddraget.

EU har forpligtet sig til at garantere og fremme, at udviklingslande i højere grad deltager i globale økonomiske beslutningsprocesser, herunder internationale finansielle institutioner. Hvis vi lader de aftaler og forpligtelser, som EU har indgået - i Monterey, Barcelona og Johannesburg - ude af betragtning, ville det alligevel være korrekt og logisk at sikre gode styreformer i ledelsen af en institution, der kræver partnerskab som en afgørende betingelse for at få adgang til finansiering.

Den manglende overholdelse af demokrati- og gennemsigtighedskriterierne underminerer fondene, de internationale institutioners legitimitet og troværdighed, i en verden, hvor vi mærker behovet for stærke og legitime internationale institutioner, der fremmer engagement: Man skal bare læse fru Aminata Tourés bog, hvor hun afslører sine tragiske erfaringer med Verdensbanken i Mali.

EU kan spille en afgørende rolle for at sikre denne legitimitet, og EU skal så sandelig påtage sig netop den rolle, men for at gøre det må det tale med én stemme: Der skal være en bedre koordinering mellem de europæiske bestyrelsesmedlemmer, eftersom Europa sidder på 30 % af stemmerne i Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds bestyrelser.

Lad os gentage, at EU er verdens største donor, og alligevel glemmer vi ofte at følge donationerne op med effektiv politisk handling. Medlemmerne af Europa-Parlamentet kan spille en vigtig rolle, og det er allerede sket på et møde i New York. Der er behov for klare svar, men de demokratiske reformer af processerne skal også have til formål at nedbryde asymmetrien mellem økonomierne i Nord og Syd.

Jeg mener, at vi skal skabe udvikling, men Verdensbankens politikker har meget ofte haft ødelæggende virkninger på befolkninger. Det gælder især privatisering og grundlæggende behov, eftersom det ville være formålsløst, som hr. Watson sagde, hvis udviklingslandenes markeder bugnede af varer, som befolkningen ikke kan købe, fordi den ikke har arbejde eller penge at købe dem for.

 
  
MPphoto
 
 

  John Whittaker, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, i EU er vi rigtig gode til skinhellig retorik om betydningen af at reducere fattigdommen i de fattige lande. Men uanset hvordan det tager sig ud, er det ikke det, dagens diskussion drejer sig om. Som hr. Almunia har gjort det klart, drejer den sig om indflydelse.

Jeg vil ikke kommentere hr. Wolfowitz' egnethed til at lede Verdensbanken, men EU's oprindelige fjendtlighed imod ham er blevet mildnet. EU behøver støtte til Pascal Leumi som leder af WTO og til sin kandidat - måske baronesse Amos? - til at lede FN's Udviklingsprogram. Derfor den kommentar fra Action Aid, at EU-støtte til hr. Wolfowitz er fup, og lignende bemærkninger fra andre ngo'er.

Jeg vil ikke bagatellisere værdien af bistand fra Verdensbanken og EU for fattige lande, men fair handelsbetingelser ville være af langt større værdi for dem end et hvilket som helst beløb i bistand eller gældssanering. Handel i stedet for almisser sætter fattige lande i stand til at hjælpe sig selv, som indoneserne sagde efter tsunamien.

Desværre synes Unionen at excellere i fattigdomsskabelse, mens den arbejder med sin egen dagsorden, f.eks. at betale kontanter til Mauretanien, Angola og Mozambique for retten til at fiske deres kystfarvande tomme og forarme deres fiskere eller at indgå aftaler om økonomisk partnerskab, under hvilke EU forsøger at købe fattige landes samtykke til sin protektionistiske politik.

Der er ingen tvivl om, at retorikken vil fortsætte. Realiteten er, at det er egennytte snarere end filantropi, der er drivkraften bag EU's handlinger, og denne egennytte tjenes bedst ved, at EU har sine egne folk placeret i topstillingerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, tillad mig at bruge min korte taletid til at inspirere folk.

Den 18. maj vil Kommissionen give sig i kast med det europæiske gennemsigtighedsinitiativ. Der ligger forskellige idéer på bordet. Hertil hører også en ny udformning af hjemmesiderne. Hvorfor kan et helt konkret skridt ikke bestå i, at der på en bedre hjemmeside for Rådet, Kommissionen og også gerne Parlamentet i et meget klart sprog præsenteres, hvad Verdensbanken rent faktisk gør, hvad vi europæere hidtil har gjort af fremskridt dér, hvordan vi reelt er repræsenteret dér, hvilke konkrete projekter det handler om, og hvilke muligheder for indflydelse der findes?

Hvorfor siger jeg det? Jeg har fulgt debatten på tv. Det var desværre sådan, at næsten alt, hvad der blev sagt, allerede er blevet sagt for 20 år siden. Jeg mener, at de nødvendige reformer, som de fleste af os synes er påkrævet netop i forbindelse med Verdensbanken, kun kan iværksættes, hvis man skaber offentlighed gennem gennemsigtighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, indlæggene i debatten har hidtil og endnu en gang bevist én ting tydeligt: Vi er en big payer globalt, men vi er endnu ikke nogen big player politisk! Vi skal gøre alt for ikke kun at forklare og beklage, men vi opfordres også til at iværksætte handlinger hurtigt for at lukke dette hul, fordi vi ellers ikke kan leve op til vores ansvar indadtil og i verden.

Begge beretninger - både Rådets og Kommissionens - var mindre beretninger om Verdensbanken end en rigtig analyse af vores svagheder, og begge beretninger har tydeligt vist, at det ikke er Verdensbanken, der er vores problem, men at vi selv har et problem. Vores problem består i - rådsformanden har allerede sagt det - at det ikke er Rådet, der er ansvarligt, men medlemsstaterne. Er medlemsstaterne ikke Rådet? Medlemsstaterne i Rådet bør sætte alt ind på, at der udgår et initiativ fra Rådet for at fjerne disse svagheder.

Det blev sagt, at vi på et eller andet tidspunkt skal begynde med det. Men vi skal ikke begynde på et eller andet tidspunkt, vi skal begynde hurtigt! Forfatningen giver os muligheden, fordi EU får juridisk personlighed. Vi skal bruge EU's juridiske personlighed til at fjerne vores svagheder i repræsentationen udadtil.

For mit vedkommende er der en sammenhæng mellem vores politik i Valutafonden, i Verdensbanken, i WTO, i FN og i EIB. Alle vores repræsentationer i disse institutioner skal tale med én stemme og koordineres af ét ansigt, således at vi kan løse vores opgaver i verden, for jo stærkere globaliseringen påvirker vores handelen, desto mere har vi brug for en verdensorden, en social, økonomisk og principiel ordning. Hvis vi ikke begynder hos os, kan vi ikke spille vores rolle i disse organer. Det er op til os at handle, ikke Verdensbanken!

 
  
MPphoto
 
 

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, før i tiden indtog hr. Wolfowitz en temmelig ensidig holdning, og han blev hos os betragtet som en strammer. Nu er han blevet formand for Verdensbanken, en multilateral udviklingsinstitution. Dette er da en mirakuløs hvidvaskning, for at sige det med et pengeudtryk. Der er også et for Europa pinligt aspekt ved det. Som det blev sagt for lidt siden, er der nye procedurer, hvor vi godt kan udøve indflydelse. Et par telefonopkald fra USA var ikke desto mindre tilstrækkeligt til alligevel at få ham udnævnt. Vi havde ingen aftaler på forhånd om en fælles kandidat, som det var tilfældet med hr. Lami for WTO. Hvad Verdensbanken angår, kom vi for sent, og vi dannede ikke fælles front. Jeg tror, at det er der, vores svage punkt ligger, og det har Rådet og Kommissionen ærligt gjort rede for.

Det drejer sig naturligvis ikke kun om en fælles kandidat, men også om politik. Hvad angår Washingtons konsensus, ved enhver, at de internationale, multilaterale pengeinstitutters holdninger og prioriteter ofte er i modstrid med den udviklings- og fattigdomspolitik, som vi i Europa ønsker på internationalt plan. Nu behøver det ikke være enten det ene eller det andet, for vi har behov for en balance. For at opnå denne balance og for at fokusere på de sociale målsætninger, fattigdomsbekæmpelse og millenniummålene også i Verdensbanken, er det nødvendigt at tale med én stemme. Dette kræver en fælles optræden. Jeg er enig i, hvad der netop blev sagt, nemlig at den nye forfatning måske giver os flere muligheder, men også til opgave, at få Europa til at optræde i fællesskab og tale med én stemme i disse institutioner.

Det er da absurd, at vi leverer 60 % af lånene på gunstige betingelser, og at vi har en meget større stemmeandel, men at vi faktisk samtidig er fraværende. Det ville vi aldrig tolerere på handelsområdet. Jeg tror, at dette er sagens kerne. Også kohærens er nødvendig. I Afrika f.eks. er Verdensbanken aktiv med prioritetsinitiativet omkring uddannelse. Kommissionen vil imidlertid ikke deltage, fordi landestrategidokumenterne for dette område omfatter veje og infrastruktur og ikke undervisning. Vi leverer altså ikke, selv om vi her i Parlamentet kræver en kohærent, fælles optræden.

Der er altså et problem på begge sider. Kan Rådet og Kommissionen ikke endnu en gang tænke over, om der på grundlag af den nye forfatning kan tages et initiativ, i det mindste på det politisk-økonomiske område, med henblik på Verdensbanken? Også hvad angår samarbejdsmåden, må vi nå frem til en stærkere position end nu. Den nuværende position er alt for deprimerende. Den vil hverken Rådet eller Kommissionen beklæde. Begge har jo talt meget overbevisende, men samtidig pessimistisk. Lad os hurtigt gå imod nye tider.

 
  
MPphoto
 
 

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand, det er tydeligt, at Verdensbanken er et effektivt instrument, og det kan den blive i endnu højere grad, og jeg tror ikke, at problemet ligger i, at der er kommet en ny leder. Jeg er er ikke specielt bange for, at Verdensbankens nye ledelse kan omdirigere den energi, der hidtil er blevet brugt på andre områder, for at få Verdensbanken til at fungere bedre.

Vores problem i forbindelse med den hykleriske europæiske debat er, at vi forsøger at forklare vores borgere, hvordan vi ønsker, at Europa skal få indflydelse i verden, hvordan vi ønsker at bidrage til freden i verden. Det siger regeringerne til deres egne stemmeafgivere, og bagefter gør de ikke det mindste for at føre disse ord og løfter ud i livet i form af reelle handlinger.

EU som sådan spiller ingen rolle i Verdensbanken. Vi behøver ikke en ny forfatning til det. Det er et spørgsmål om politisk vilje og sammenhæng. Kommissær Almunia har beskrevet det perfekt. Der er 25 medlemsstater, som ikke taler sammen i Verdensbanken, og det er det, vi skal fordømme her. Det er meget let at protestere over udnævnelsen af Wolfowitz, og det skal vi måske også gøre, men det burde være endnu nemmere for os alle at fordømme vores regeringer, fordi de er ude af stand til at koordinere politikkerne, udnævnelserne og finansieringskriterierne.

 
  
MPphoto
 
 

  Frithjof Schmidt (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det største problem i Verdensbankens politik er strukturtilpasningspolitikken. Årtier med Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer har ofte givet groteske resultater, f.eks. ved privatisering af tjenesteydelserne.

Lad os tage vandforsyningen som eksempel. Vandforsyningen privatiseres, der etableres en infrastruktur, men priserne for vand stiger således, at de fattigste befolkningsgrupper ikke længere har råd til vand. Eller lad os tage handelspolitikken som eksempel. Den påtvungne liberalisering og markedsåbningen som betingelser for långivning fører til, at udviklingslandenes forhandlingsposition i WTO-runden svækkes. Alt dette forpurrer målene for den europæiske udviklingspolitik, hvor vi i forbindelse med vandforsyningen f.eks. som led i fattigdomsbekæmpelsen tildeles en central rolle eller siger, at det handler om at styrke udviklingslandenes forhandlingskapacitet i WTO-runden. Derfor er der her tale om en central stilleskrue, som Verdensbankens politik skal ændres med.

Den reform, som nu er påbegyndt, ændrer principielt ikke noget. Den såkaldte selektive politik i forbindelse med långivning, som nu indføres som noget nyt, er i grunden en bankeroterklæring for over 30 års politik fra Verdensbankens side. Kort sagt betyder denne nye politik følgende: Den, der har været med til at lave Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer i de seneste år eller årtier, men som ikke har opnået nogen gode resultater og ikke gør nogen bedre figur dér, skal nu have penge for at fjerne de værste sociale misforhold. Den, der ikke rigtig har været med til at lave denne politik, skal have endnu færre penge. Denne inddeling i good performer og bad performer er højst problematisk. Jeg mener, at det er Kommissionens og Rådets opgave at sørge for og presse på for, at denne inddeling i det mindste sker efter klare, gennemsigtige og forståelige kritier, og desuden at presse på for, at Verdensbanken principielt ændrer sin strategi for fattigdomsbekæmpelse som led i FN-reformen, som led i millenniumudviklingsmålene.

 
  
MPphoto
 
 

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg må sige, at jeg er chokeret over Rådets udtalelse her i dag om, at ikke et eneste organ under Rådet har gjort noget som helst for at nå frem til en fælles holdning i forhold til vores stilling i Verdensbanksagen eller til at bruge den indflydelse, vi helt klart har på Verdensbanken, finansielt og når det gælder afstemninger, og det til trods for at alle regeringsoverhoveder for nylig højtideligt underskrev den europæiske forfatning, hvori der står, at vi ønsker at gøre en ende på fattigdommen i verden, og til trods for at hver eneste medlemsstat har underskrevet millenniumudviklingsmålene.

Vi har stadig stater, der svigter deres forpligtelse til at nå målet for udviklingsbistand på 0,7 % af bruttonationalproduktet, et mål, som vi har haft i årtier. Min egen medlemsstat erklærede højtideligt sidste år på FN's Generalforsamling, at den ville nå de 0,7 % af bruttonationalproduktet inden udgangen af 2010. I år blev det meddelt, at den ikke vil nå dette tal, ikke fordi vi ikke har pengene, men fordi regeringen ønsker at bruge dem på at vinde det næste valg!

Det er klart, at medlemsstaternes regeringer er mere interesserede i handel, end de er i at eliminere fattigdom. De er mere interesserede i at sikre deres stilling i WTO end i at sikre sig posten i Verdensbanken, for at forfølge Unionens mål. Må jeg bede om, at Parlamentet går fra at udarbejde erklæringer om at etablere et ad hoc-udvalg, så vi kan udarbejde en fælles holdning for EU og Verdensbanken og således presse Rådet og Kommissionen til at tilslutte sig Parlamentets holdning i denne sag?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg vil først takke medlemmerne af Parlamentet for denne yderst interessante debat samt for de meget nyttige budskaber, som de har sendt til Rådet og Kommissionen. Jeg vil omtale tre spørgsmål. Jeg begynder med EU's indflydelse i de finansielle institutioner, og særlig i Verdensbanken. Jeg vil først tale lidt på formandskabets vegne og ikke som repræsentant for Rådet.

Det er rigtigt, at hvis vi var aktionærer i en privat virksomhed, forvaltede vi vores del af kapitalen i virksomheden meget dårligt. Som De ved, er det lidt mere kompliceret end som så, og vi er ikke i den situation. Vi er i en anden situation af politisk art. Alligevel må jeg sige, at budskabet om, at EU skal koordinere sine holdninger i disse organisationer bedre, og særlig i Verdensbanken er baseret på en absolut nødvendighed, for, som mange her i Parlamentet har sagt, udøver vi langtfra vores fulde indflydelse ikke kun finansielt, men også politisk.

I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at der i EF-traktaten findes en artikel, som vi måske skal se på igen og evt. anvende til at følge op på debatten i morges. Jeg tænker på artikel 99 i traktaten, som ligeledes er taget med i udkastet til forfatning, og i hvilken det fastsættes, at medlemsstaterne på grundlag af et forslag bedre kan koordinere deres holdninger i finansielle institutioner og internationale finansielle drøftelser. Jeg tror derfor, at vi stadig mangler svar på spørgsmålet om EU's repræsentation i internationale organer, og særlig internationale finansielle organer. Det er ikke nødvendigt at vende tilbage til de vanskeligheder, som det medfører.

Det andet spørgsmål, De har rejst, og som er relateret til den første spørgsmål, drejer sig om reformen af internationale finansielle institutioner, og særlig Verdensbanken. Jeg tror, at EU's rolle på dette punkt er afgørende. Vi skal da også - og det var til dels formålet med det uformelle møde med hr. Wolfowitz - tilskynde den nye præsident for Verdensbanken til at fortsætte reformen, ikke kun af driften af Verdensbanken, men også af dens politikker. Jeg mener, at EU's også her kan spille en større rolle, hvis det taler med én stemme. Det bringer os tilbage til spørgsmålet om EU's indflydelse i de internationale institutioner. Det er sikkert, at man i disse institutioner skal tage større hensyn til den nye magtbalance i verden, inddrage en række nye internationale aktører bedre og nye økonomiske magter uden at glemme udviklingslandene.

Det sidste punkt drejer sig om udviklingsbistandspolitikken. Kommissæren gav os også en række oplysninger vedrørende dette punkt. EU er den største donor, idet det yder mere end 50 % af udviklingsbistanden. Vi er begyndt at undersøge nye former for finansiering af udviklingsbistand. På det sidste møde i Økofin-Rådet arbejdede man med disse finansieringsformer. Som bekendt er der fremsat en idé om at indføre visse skatter for at overholde, ja, endog øge udviklingsbistanden, og jeg kan fortælle Dem, at på det uformelle møde den 13.-14. maj i Luxembourg agter Økofin-Rådet at vende tilbage til disse nye metoder til finansiering af udviklingsbistanden, særlig for at sikre, at de er i overensstemmelse med målene på millenniumtopmødet, der finder sted i september.

 
  
MPphoto
 
 

  Joaquín Almunia , medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, for det første vil jeg gerne sige, at jeg er enig i alle de indlæg, der har drejet sig om behovet for en tættere koordinering af EU-medlemsstaternes aktiviteter i forbindelse med Verdensbankens beslutninger og orienteringen af dens politikker og strategi.

Kommissionen forsøger ved hjælp af de instrumenter, den har til rådighed, at påvirke og orientere Verdensbankens politikker i tråd med vores mål for udviklingspolitikken og udviklingsbistanden. I mit første indlæg fortalte jeg Dem om disse memorandums of understanding, om disse trust funds, som vi bruger til at handle, idet vi forener dem med midler fra Verdensbanken og midler fra EU's budget i en række aktiviteter og regioner i verden, når vi kan se, at disse handlinger er i overensstemmelse med EU's definerede mål og vores prioriteringer i forbindelse med udviklingsbistanden og udviklingspolitikkerne for verdens fattigste lande.

For det andet gentager jeg det, jeg har sagt i mit indledende indlæg, og som også mange af medlemmerne har nævnt, nemlig behovet for at tage yderligere skridt frem mod en fælles EU-stemme i Verdensbanken og i andre internationale institutioner.

Nogle af Dem har nævnt, at forfatningens ikrafttræden kan virke som en løftestang for at komme videre mod dette mål, og det er rigtigt, at forfatningens ikrafttræden, EU's status som en juridisk person og det politiske skub, som forfatningens ikrafttræden betyder, kan hjælpe os med at nå dette mål. Men som rådsformanden netop har nævnt, er det også rigtigt, at EU med den nuværende traktat, med de i dag gældende bestemmelser burde tale med én stemme i mange instanser, herunder i Verdensbanken og i Den Internationale Valutafond, i det mindste når det drejer sig om euroområdet.

Men der er en anden ting, der vil hjælpe os, jeg ved ikke, om alle medlemsstaterne ønsker det, men jeg tror, at EU, Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet alle ønsker det. Europa ønsker at være en global player, som hr. Karas sagde, men der er lande, der bliver globale aktører, og som kræver reformer i ledelsesorganerne med hensyn til den måde, som verdens forskellige lande og regioner er repræsenteret i de internationale finansielle institutioner, og især i Verdensbanken. I betragtning af dette pres kan EU ikke komme med et delt svar, det er nødt til at komme med et fælles svar og arbejde videre mod den fælles stemme.

En bemærkning om udnævnelse af Verdensbankens nye formand. Som bekendt deltager Kommissionen ikke i denne procedure, men hr. Wolfowitz overtager posten som formand for Verdensbanken den 1. juni. Herefter ønsker vi, at Verdensbanken går i dybden med de positive aspekter, som har kendetegnet hr. James D. Wolfensohns ledelse i de sidste 10 år. Ved de to lejligheder, jeg som medlem af Kommissionen har haft til at tale personligt med hr. Wolfowitz i de sidste uger, har jeg fortalt ham, at Kommissionen og EU som helhed efter den 1. juni ønsker, at Verdensbanken fortsætter ad den vej, som er blevet fulgt med så gode resultater i årene under hr. Wolfensohns ledelse. Jeg vil også gerne sige til Dem, at hr. Wolfowitz' svar indtil videre afspejler en forpligtelse, en bekræftelse af, at han ønsker at udbygge disse positive aspekter. Jeg håber, at vi kan konstatere dette efter den 1. juni.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

 

4. Situationen i Kirgisistan og Centralasien
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Kirgisistan og Centralasien.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg glæder mig særlig over denne lejlighed til at tale på Rådets vegne om disse vigtige emner vedrørende det vigtige område Centralasien. Dette område er vigtigt for EU set ud fra flere synspunkter både geopolitisk, geostrategisk og økonomisk.

Trods en række nylige forbedringer er situationen i Kirgisistan stadig kritisk. Den nye politiske dynamik er struktureret omkring personlige og regionale tilknytningsforhold, og de politiske partier spiller udelukkende en nominel rolle. Der skal afholdes præsidentvalg den 10. juli, og anden omgang kunne finde sted den 24. juli. Risiciene i forbindelse med sikkerheden og den usikre økonomiske situation kan vanskeliggøre præsidentvalgkampen. Faktisk er præsidentvalgkampen i stigende grad ved at udvikle sig til en konkurrence mellem de to hovedkandidater på den politiske scene i Kirgisistan, nemlig hr. Koulov og hr. Akajev.

Derfor afhænger stabiliteten i Kirgisistan primært af en evt. tilnærmelse mellem disse to politiske ledere. Et kompromis mellem dem kunne omfatte en forpligtelse til at respektere valgresultatet, hvilket burde være normalt i et demokrati, på betingelse af at den tabende kandidat kan blive premierminister. Imidlertid har uformelle kontakter mellem de to lejre endnu ikke ført til konkrete resultater. I den forbindelse skal man i hovedbudskabet fra det internationale samfund, herunder fra OSCE og EU, under præsidentvalgkampen understrege betydningen af at gennemføre frie og upartiske valg.

Imidlertid er afholdelse af demokratiske valg ikke en automatisk garanti for, at demokratiseringsprocessen bliver fuldstændig vellykket. Der er flere politiske spørgsmål på dagsordenen, bl.a. en konstitutionel reform, planlagte parlamentsvalg, mediernes uafhængighed og udvikling af et politisk system baseret på en naturlig udvikling af politiske partier.

Spørgsmålet om den konstitutionelle reform er allerede blevet diskuteret i valgdebatten. Parlamentet har oprettet et konstitutionsråd, der skal fastsætte principperne for den konstitutionelle reform, som skal iværksættes efter valgresultaterne. Alligevel giver forskellige politiske aktører udtryk for helt modsatrettede holdninger i den forbindelse. Det økonomiske klima er ikke blevet væsentligt forbedret, og den offentlig orden er stadig usikker. Beslaglæggelsen af områder omkring Bichkek udgør en øget risiko for uro. Den politiske debat er koncentreret om etniske spørgsmål. Generelt giver de etniske mindretals situation anledning til bekymring.

Alle de største internationale aktører, herunder Rusland, er positivt indstillet over for opretholdelse af den interne stabilitet og sikkerhed i Kirgisistan. Landets nye ledere har med held bevaret gode forbindelser med alle nabolandene, og særlig med Kasakhstan og Usbekistan. OSCE's arbejde for Kirgisistan bliver snart afsluttet, og den kirgisiske regering skal godkende det i de kommende dage. Kommissionen har for nylig meddelt, at den agter at bevilge 25 millioner euro til Kirgisistan i 2005.

Som bekendt giver den almene situation i Centralasien stadig anledning til bekymring. Flere faktorer er med til at skabe en atmosfære af usikkerhed omkring landene i dette område. De største trusler mod den regionale stabilitet i Centralasien er mangel på økonomiske reformer, at der stadig er autoritære styrer og den udbredte korruption, organiseret kriminalitet og narkotikahandel. Vi talte i går om problemet med narkotika i Afghanistan. Disse lande er altså slået ind på narkotikaens vej.

Befolkningernes politiske rettigheder bliver undermineret i de fleste af disse lande. Det regionale samarbejde har ikke nået et tilstrækkeligt niveau på grund af manglende tillid og politisk vilje hos landene i området. Fattigdommen og den manglende vækst i de centralasiatiske lande har skærpet de socioøkonomiske spændinger. På grund af Afghanistans geopolitiske nærhed og visse interne faktorer har den islamiske ekstremisme bredt sig, og den har, som jeg lige har sagt, medvirket til at øge narkotikahandelen. De potentielle konflikter på tærsklen til landene i regionen og mellem landene indbyrdes kan næres af etniske mindretals tilstedeværelse i disse lande.

Der skal rejses mange spørgsmål i forbindelse med situationen i visse lande i regionen. Jeg vil kort gennemgå dem. I Kasakhstan opfyldte parlamentsvalget i september 2004 ikke almindeligt anerkendte internationale kriterier. Oppositionen fik trods stigende støtte i befolkningen kun en plads. Den nuværende præsident agter at udskrive præsidentvalg, inden hans præsidentperiode udløber i januar 2006. Regeringens indblanding i lovgivningsprocessen, oppositionen, medierne, det civile samfund og de finansielle systemer er bekymrende. Menneskerettighedssituationen bliver forværret.

I Usbekistan kunne den lovlige opposition ikke deltage i parlamentsvalget den 26. december 2004. Der er ikke sket fremskridt i Usbekistans reformprogram, og fattigdommen er steget yderligere. Der er en reel risiko for, at den islamiske fundamentalisme breder sig mere og mere i befolkningen.

I Turkmenistan giver den manglende ytringsfrihed og demokratiske debat, at det er umuligt at opretholde en effektiv opposition mod regeringen, og at der ikke findes et program med strukturreformer, anledning til bekymring.

Endelig er situationen i Tadsjikistan præget af to hovedproblemer, nemlig de konstante skænderier mellem provinserne og en langvarig økonomisk krise.

Trods de problemer og vanskeligheder i området, som jeg lige har beskrevet, mener EU, at forbindelserne med området er af meget stor betydning, og EU er rede til at støtte disse landes overgang til effektive markedsøkonomier, men også til demokratier, der fungerer.

Vicegeneraldirektøren for eksterne forbindelser i Kommissionen besøgte for nylig fire republikker i Centralasien. Den 12. maj holdt Det Blandede Udvalg EU-Turkmenistan møde i Ashkabad. I forbindelse med Det Blandede Udvalg bliver der afholdt et ad hoc-møde med det formål at fremme dialogen om menneskerettigheder. En EU-trojka mødes med repræsentanter fra fem lande i regionen i slutningen af juni måned i Tasjkent. I Bruxelles afholdes der møde i samarbejdsudvalget EU-Kirgisistan i juni og i samarbejdsrådet EU-Kasakhstan og samarbejdsrådet EU-Kirgisistan i juli.

 
  
  

FORSÆDE: Miroslav OUZKÝ
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Albert Jan Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, inden kommissæren får ordet, synes jeg, der skal skabes klarhed, for jeg har hørt to datoer for præsidentvalget i Kirgisistan, som efter min mening er gamle datoer, nemlig den 10. og den 18. juni. Så vidt jeg ved, er der præsidentvalg den 10. juli. Inden Parlamentets forhandling begynder, tror jeg, det ville være godt, hvis Rådet eller Kommissionen … (Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Maat, det er ikke en bemærkning til forretningsordenen.

 
  
MPphoto
 
 

  Joaquín Almunia , medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, det er mig en ære at være til stede ved dette plenarmøde for sammen med Dem at diskutere en region af stor strategisk betydning, nemlig Centralasien og i særdeleshed situationen i Republikken Kirgisistan.

Efter at præsident Akajev måtte gå af som følge af de massive protester den 24. marts, som skyldtes overtrædelsen af internationale og OSCE-kriterier i forbindelse med parlamentsvalget i februar og marts, har EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hr. Solana, og udenrigskommissæren, fru Ferrero-Waldner, der undskylder, at hun ikke kan være til stede i dag under forhandlingen, opfordret Republikken Kirgisistan til at finde en vej mod national forsoning baseret på opbyggelse af en dialog og en konsensus, som gør det muligt at komme videre med den politiske reformproces.

Republikken Kirgisistan har en enestående lejlighed til at skabe et reelt flerpartidemokrati i Centralasien og afskaffe den korruption, der har bidraget så meget til den nylige politiske krise. Denne mulighed ligger i hænderne på landets ledende politikere, der skal vise deres faste forpligtelse over for reelle fremskridt med hensyn til politiske reformer. Den bedste måde at opnå det på er at iværksætte praktiske foranstaltninger, der sikrer etablering af et flerpartidomokrati, respekt for menneskerettighederne og eksistensen af en retsstat i overensstemmelse med Kirgisistans internationale forpligtelser.

Jeg vil gerne understrege, at den politiske liberalisering og forberedelsen til og afholdelsen af frie, fair og gennemsigtige valg også skal gælde for det kommende præsidentvalg, der i henhold til vores oplysninger skal afholdes den 10. juli. Dette valg bliver fulgt tæt af EU og af hele det internationale samfund. Republikken Kirgisistans demokratiske akkreditiver bliver forbedret, hvis den midlertidige regering følger anbefalingerne i den afsluttende missionsrapport fra OSCE's kontor for demokratiske institutioner og menneskerettigheder, som blev offentliggjort i marts i år.

Uncer OSCE's paraply er EU via sin hurtige reaktionsmekanisme i færd med at forberede en række foranstaltninger til bistand i forbindelse med valget og lovgivningsreformerne på valgområdet.

EU opfordrer Kirgisistan til at skabe et miljø, hvor medierne og journalisterne i landet kan udøve deres rettigheder og friheder fuldt ud i tråd med de internationale forpligtelser. Jeg mener, at OSCE er i stand til at give myndighederne rådgivning på området.

Det er vigtigt at bekæmpe korruptionen mere effektivt i alle de centralasiatiske lande, da korruptionen er blevet identificeret som en af de vigtigste årsager til begivenhederne i Kirgisistan.

Nu vil jeg tale til Dem om samarbejdet mellem EU og alle landene i Centralasien. Ved udgangen af sidste år forelagde EU et initiativ, der har til formål at forbedre den politiske dialog med regionen. Derfor mødtes EU's trojka af regionaldirektører med deres modstykker i Centralasien i december måned i Bisjkek.

Denne politiske dialog mellem EU og Centralasien kan uden tvivl være med til at ændre de fremtidige forbindelser mellem de to regioner, såfremt de udvikles konstruktivt. Kommisssionen ser positivt på den interesse, som de fem lande i Centralasien har vist i denne proces.

Dialogens succes afhænger af, hvor meget parterne involverer sig heri. I denne henseende går EU altid ind for økonomisk liberalisering og naturligvis for politisk demokratisering i Centralasien. Dialogprocessen kan f.eks. fokusere på fælles bekymringer i de to regioner, dvs. bekæmpelse af terrorisme, narkotika- og menneskesmugling, hvidvaskning af penge, ulovlig indvandring, energi, transport og et øget økonomisk samarbejde.

Den politiske dialog mellem EU og Centralasien fremmer den regionale integration i området og giver samarbejdet mellem de to områder en politisk orientering.

EU undersøger, hvad der skal være de næste skridt. Mødet mellem EU's trojka og de centralasiatiske udenrigsministre, som skal finde sted i Tasjkent til juni, bliver en god lejlighed til at fortsætte diskussionen om dialogprocessen.

EU opfordrer de fem centralasiatiske lande til at holde fast i den politiske liberaliseringsproces. Den eneste måde, som et land kan skabe fremgang til fordel for dets borgere på, nyde stabilitet og sikkerhed og fremme den regionale integration betydeligt, er at sikre, at den økonomiske udvikling går hånd i hånd med politisk liberalisering, retsstaten og udviklingen af et aktivt civilsamfund, hvor pressefriheden er et af de vigtigste elementer. Jeg er overbevist om, at det er den bedste måde at styrke båndene mellem Centralasien og EU.

Kommissionen håber på en forbedring i samarbejdet mellem EU og landene i området omkring Det Kaspiske Hav, sådan som det blev aftalt på ministerkonferencen om energi og transport, der blev afholdt i Baku i november sidste år. Fra et politisk synspunkt er energi blevet til et sikkerhedsspørgsmål. Begge regioner er interesseret i at samarbejde for at opnå en mere effektiv og dybtgående integration af vores systemer og af vores energimarkeder.

Intensiveringen af samarbejdet mellem EU og Centralasien afhænger af såvel politiske som økonomiske aspekter, og i denne forbindelse er EU fortsat indstillet på at støtte denne vigtige region.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, denne region bliver ofte overset af os, fordi den tidligere var skjult i Sovjetunionens mørke og ikke havde nogen selvstændig udvikling. I dag er det en region af største strategiske betydning - en strategisk betydning, som har at gøre med gas, olie, energiforsyning og lignende, med Kinas voksende interesse i denne region, den voksende islamiske fundamentalisme og også med, at en del af disse lande går veje, som beskæftiger sig med narkohandel.

Vi må erkende, at det bliver vanskeligere og vanskeligere med hensyn til den tiltagende dårlige udvikling, hvad angår demokrati, retsstatslighed og menneskerettigheder, at samarbejde med denne region, at opfylde eksisterende partnerskabs- og samarbejdsaftaler eller indgå eller ratificere nye aftaler, og at sådanne regimer - som erfaringerne ved valget i Kirgisistan og også tidligere i Ukraine har vist - mindre og mindre bliver til centrum for stabilitet, men derimod for ustabilitet.

Jo mere ustabilitet der er i et sådant kritisk geografisk område, desto mere er vores interesser berørt. Derfor vil jeg opfordre os til at tænke meget mere i et fælles strategisk koncept i dette spørgsmål end at skabe fremskridt på enkelte punkter og til at lægge vægt på, at den demokratiske proces i disse lande virkelig støttes.

Jeg mener - henvendt til Rådet og Kommissionen - at vi bør forsøge at komme frem til en aftale i fællesskab med USA, som ikke kun betragter dette land som en kortfristet basislejr for Afghanistan, og med Rusland, hvis forståelse for denne udvikling ofte er præget af gamle forestillinger. For kun i fællesskab vil man være i stand til i denne region gennem udviklingen af demokrati og retsstatslighed at skabe stabilitet, som er i alle disse tre parters interesse. Her bør der prioriteres på ny.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg tror, vi hurtigt kan blive enige om, at udviklingerne i Kirgisistan tvinger os til at se kendsgerningerne i øjnene i hele området og til at holde en debat om, hvad vi skal gøre i Centralasien, hvilken interesse EU har, og hvad vi kan gøre for at forbedre situationen der og øge stabiliteten i området. Egentlig er udviklingen i Kirgisistan glædelig. Den ligner påfaldende meget det, vi har oplevet i Ukraine. Samtidig må vi konstatere, at hvad der er sket i Kirgisistan, naturligvis ikke var en orange revolution, og vi må afvente, hvordan udviklingerne i landet vil fortsætte, især på grundlag af det ærlige og frie valg, som skal afholdes der. Hvad angår valget, skal EU og OSCE spille en central rolle ved at sende observatører, således at indbyggerne i Kirgisistan bagefter kan være sikre på, at valget var ærligt, og at der kommer en legitim regering, som kan bidrage til udviklingen af landet.

Hvis alt dette forløber positivt, synes vi, at EU også må tænke over, hvordan det kan hjælpe et land som Kirgisistan i sin nye situation. Dette vil jo også få en positiv virkning på de andre lande i området. Jeg vil ikke foretage en lang analyse af, hvordan situationen er for Usbekistan og de andre lande i Centralasien, men også i Kirgisistans nabolande er der store problemer, som EU bør være bekymret over. Dette er også vores vigtigste spørgsmål til Kommissionen. Vi har en strategi for Rusland, og vi har den nye naboskabspolitik for en hel del lande, men hvad gør vi egentlig med Centralasien? Hvilke initiativer kan vi forvente der i de kommende år, bl.a. for at støtte udviklingerne i Kirgisistan? Efter vores opfattelse drejer det sig ikke kun om at sikre energiforsyningen, men også om, hvorvidt vi kan forstærke forbindelserne med disse lande, og hvordan vi kan nå frem til en vis europæisering af Centralasien, hvad angår spredning og forankring af de værdier, som vi har til fælles i EU, Europarådet og OSCE. Vi håber, at Kommissionen og Rådet vil tage yderligere initiativer på dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Ona Juknevičienė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Jeg er formand for delegationen for forbindelserne med republikkerne i Centralasien og Mongoliet, og inden længe tager vi til denne region, til Centralasien, nærmere betegnet til Kirgisistan. De fleste af Parlamentets medlemmer tror på de nyheder, der er blevet udsendt over hele verden om en tulipanrevolution i Kirgisistan. Jeg vil gøre rede for min holdning til dette set ud fra et lidt andet perspektiv. Jeg mener, at det er rigtigt, at der var en bevægelse i landet, en folkebevægelse, men at kalde det en revolution som den, der fandt sted i Ukraine og Georgien, ville efter min mening være overilet, og jeg vil opfordre Parlamentet til at være mere forsigtig med ordvalget. Hvorfor siger jeg det? Fordi befolkningens rolle ikke er klar nok. Hvad ønsker nationen, og hvad ønsker lederne? Det er på dette punkt, der skal skelnes.

Denne region er imidlertid særligt vigtig for Europa-Parlamentet og for EU af to årsager. For det første er et land i Centralasien, nemlig Kasakhstan, en af EU's største handelspartnere på energiområdet. Som De sikkert ved, er nabolandene til den region, f.eks. Kina, også meget interesserede i at tiltrække sig disse landes opmærksomhed. Derfor skal vi være særligt opmærksomme på vores løbende samarbejde, vores målbevidste samarbejde, som går ud på at hjælpe de lande med at skabe demokrati. Vi må lære af USA, hvad angår aktiv deltagelse i denne region, og det er trist at måtte sige, at EU ikke er særlig aktivt, ikke er særlig effektivt med sine programmer, det er vi nødt til at indrømme. Selv om Kommissionen erklærer, at vi er en af de største finansielle støtteydere i den region, betyder det, at vi giver mange finansielle midler, men set ud fra et effektivitetssynspunkt anvendes de midler ikke optimalt. Hvad er vores mål? Hvilket mål burde EU forfølge i Centralasien, i alle landene og især i Kirgisistan i dag? Målet er at sikre demokrati, stabilitet og orden og snævert samarbejde mellem landene. Som nævnt vil delegationens besøg finde sted den 14.-20. maj. Efter besøget vil vi kunne informere medlemmerne af Parlamentet om den reelle situation i Kirgisistan og regionen. Jeg vil også nævne, at der den 2. juni vil være et møde med de amerikanske repræsentanter om koordineringen af aktiviteterne i denne region. Jeg opfordrer alle medlemmer af Parlamentet til at deltage.

 
  
MPphoto
 
 

  Cem Özdemir, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, da jeg kun har et minut, vil jeg begrænse mig til ét aspekt og understrege det, der er blevet sagt før: Det handler for mit vedkommende især om, at vi anerkender OSCE's betydning i Centralasien, især når det handler om konfliktforebyggelse, men også når det handler om krisestyring, om gennemførelse af retsstatsligheden, når det handler om at gennemføre menneskerettigheder og demokratiske standarder. Men tænk også på civilsamfundets støtte eller på indsatsen for mindretal.

Vi bør udtrykkeligt bifalde OSCE's aktiviteter i denne region, især også i forbindelse med valgobservationen og forberedelsen til det næste valg i Kirgisistan i juni 2005, således at dette kan finde sted i overensstemmelse med internationale og europæiske standarder. I denne forbindelse spiller uddannelse af politiet en meget central rolle netop også i Kirgisistan.

Afslutningsvis anmoder jeg Rådet og Kommissionen om, at vi samarbejder tæt med OSCE. Her bør vi især tage fat i Alojz Peterles erfaringer, som er ansvarlig for OSCE for denne region.

 
  
MPphoto
 
 

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Mine damer og herrer, jeg vil takke kommissæren for hans indledende bemærkninger. Jeg vil også sige, at jeg bifalder de politiske ændringer, der har fundet sted i Kirgisistan, da de også vil give os lejlighed til at klarlægge vores udenrigspolitiske mål.

Ved første øjekast synes alt at være temmelig enkelt. Der blev lavet svindel med valget i Kirgisistan, hvorefter præsidenten blev tvunget til at gå af som følge af folkelige protester, og Bisjkek var den næste til at blive ramt af den dominoeffekt, der allerede havde væltet regeringerne i Tbilisi og Kijev. Moskva støttede en udemokratisk præsident og led nederlag.

Samtidig bliver det imidlertid også tydeligt, at der var en stærk social årsag til revolutionen i Kirgisistan, som i høj grad var en opstand mod et oligarki, der blev til under privatiseringen. Dette har faktisk været et fælles træk for alle postsocialistiske lande, hvor der har eksisteret grupper, som var eller er i den politiske magts centrum, enten som følge af deres tidligere forbindelser eller som følge af deres etniske eller partipolitiske bånd til dem, der for øjeblikket er ved magten. Medlemmerne af disse grupper tjente enorme formuer på privatiseringen, hvilket ikke bare gav anledning til store skel i samfundet, men også gav dem de nødvendige midler til og ønsker om at gå ind i politik.

Der er imidlertid andre aspekter af opstanden i Kirgisistan, der adskiller den fra andre. Denne opstand fandt sted i det land i Centralasien, der har det mest liberale styre. Den konklusion, som ethvert oligarki ville drage af dette, ville være, at jo flere begrænsninger, der lægges på et samfunds frihed, desto større er chancerne for, at det kan blive ved magten. Desuden adskiller situationen i Kirgisistan sig fra den i Ukraine f.eks. ved, at russofobi ikke var afgørende for opstanden i Kirgisistan.

I denne forbindelse vil jeg gerne gentage min opfordring til, at vi sørger for, at EU's politik afspejler den kendsgerning, at EU er en institution, der støtter idealerne om retsstatsprincippet og social retfærdighed. Derfor bør vi støtte de kræfter, der ønsker at styrke forfatningsmæssig orden og social retfærdighed både i Kirgisistan og andre steder.

 
  
MPphoto
 
 

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, i disse dage fejrer vi i Europa de allieredes befrielse af det nazistiske Tyskland. Mange europæere gør det med blandede følelser. Da det tyske åg blev afkastet, blev vejen jo banet for Sovjetunionens undertrykkelse i mange årtier, og det gælder også for Centralasien. I sidste måned frigjorde Kirgisistan sig for en autoritær leder efter et uærligt valg. Både regeringen og befolkningen er ængstelige for risikoen for, at muslimske ekstremister vil benytte sig af den politisk ustabile situation. Især islamiske terrororganisationer såsom Hizb ut-Tahrir, som stræber efter en verdensomspændende islamisk regering, udgør en risiko for hele det centralasiatiske område. Det er derfor godt, at området i kampen mod den internationale terrorisme bekæmper denne radikalisering af islam.

Desværre bruger de autoritære regimer i området ikke passende midler til det. Det fører bl.a. til, at der opstår utallige problemer med religionsfrihed i disse lande. Det er berettiget, at de centralasiatiske myndigheder forsøger at holde styr på radikaliserende udviklinger inden for islam. At gøre også registrering af de kristelige kirker hos myndighederne obligatorisk, går efter min mening temmelig vidt. Fra disse behøver man ikke frygte attentater.

Jævnligt hører vi, at både registrerede og ikke-registrerede kristelige samfund støder på store problemer, selv med forfølgelser. Jeg nævner blot et tilfælde. I Kasakhstan er Valery Pak fra Kyzyl-Ordas ikke-registrerede baptistsamfund i årevis blevet truet og forfulgt. Det må bringes til ophør. Alle centralasiatiske lande har jo ifølge deres forfatning religionsfrihed. Jeg opfordrer Rådet og Kommissionen til at støtte disse lande i deres kamp mod den muslimske fundamentalisme, men også til at drage dem til ansvar for problemerne i forbindelse med religionsfriheden, registreringspligten for kirker og i særdeleshed de ikke-registrerede baptistsamfund og for behandlingen af Valery Pak.

 
  
MPphoto
 
 

  Anna Elżbieta Fotyga, for UEN-Gruppen. - (PL) Jeg vil indlede med at lykønske formandskabet med dets fremragende indsats for at udarbejde en detaljeret analyse af situationen i Centralasien og navnlig i Kirgisistan. Jeg har nogle supplerende bemærkninger til situationen i det land.

Selv om der er gået halvanden måned siden kuppet i Kirgisistan, er situationen stadig langtfra stabil i landet, og det skaber meget røre i nabolandene. Vi har konstateret en række opmuntrende tegn på, at forholdene er ved at normalisere sig, og jeg mener, at et af tegnene er, at der ikke er blevet etableret noget diarki på hverken parlamentarisk plan eller statslederplan. Her tænker jeg især på præsident Akajevs tilbagetræden i april. Men der har også været hændelser, som kunne skabe en hel del uro. De omfatter en række begivenheder omkring et mystisk og politisk motiveret dødsfald, som har betydet, at der er blevet stillet et stigende antal spørgsmål om den sande natur af de ændringer, der har fundet sted. Efter min mening vil den måde, hvorpå det kommende præsidentvalg gennemføres, være en lakmusprøve for disse ændringer. Her vil jeg gerne fremhæve den centrale rolle, som OSCE har spillet, spiller og utvivlsomt fortsat vil spille for Kirgisistan. Overvågningen af situationen før valget og af selve valget bør være særligt fokuseret på de aspekter af valgprocessen, der var en direkte årsag til protesterne i Kirgisistan, og som førte til kuppet, f.eks. udelukkelse af kandidater og køb af stemmer. De kirgisiske myndigheders holdning til udskrivelse af parlamentsvalg før tiden vil også være en vigtig parameter.

Jeg har endnu en bemærkning på baggrund af mine egne erfaringer med det offentlige liv i Polen. Når først et samfund begynder at kæmpe for sine umistelige rettigheder, bliver dette en uafvendelig og uundgåelig proces, uanset hvor længe kampen varer. Den støtte, som EU giver til disse ændringer, bør derfor tage hensyn til dette, og den bør være rettet mod det civile samfund. Jeg går ind for, at EU yder finansiel støtte, men det skal ske på betingelse af, at menneskerettighederne og retsstatsprincippet overholdes.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg husker stadig tydeligt mit besøg i Kirgisistan for nogle få år siden. Det er et land med stor naturskønhed og en overflod af vand, hvilket er en fantastisk naturressource i den del af verden. Verdens opmærksomhed blev for nylig igen rettet mod Kirgisistan, da dets leder gennem mange år, præsident Akajev, blev væltet. Nogle mennesker, også nogle af Parlamentets medlemmer, har temmelig naivt fortolket dette som en begivenhed svarende til dem, der tidligere fandt sted i Georgien og Ukraine. Sandheden er imidlertid en anden. De nye georgiske og ukrainske regeringer går langt for at opnå, at deres lande fører politikker, der sikrer uafhængighed af Moskva. I Kirgisistan er den nye politiske struktur derimod lige så prorussisk som den foregående, hvis ikke mere. Situationen i landet er stadig langtfra stabil, hvilket mordforsøget for nylig på hr. Erkinbajev, der stiller op til præsidentposten, vidner om. De begivenheder, der finder sted i Kirgisistan for øjeblikket, kan ikke udelukkende ses i et sort eller et hvidt lys, selv om nogle vestlige observatører synes at ønske, at det var tilfældet.

Det er vigtigt for EU at spille en mere aktiv rolle i denne del af verden, og det må ikke lade de berørte befolkninger være prisgivet russerne og amerikanerne. Når det er sagt, skal vi naturligvis samarbejde med både russerne og amerikanerne om dette spørgsmål.

 
  
MPphoto
 
 

  Albert Jan Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg er glad for, at Kommissionen har fjernet misforståelsen om Rådets meddelelse om datoen for valget. Det er den 10. juli, altså en kompliment til Kommissionen, som var bedre orienteret. Jeg vil tilslutte mig min kollega, formanden for delegationen for Centralasien, som allerede har meddelt, at vi skal passe på, vi ikke sammenligner situationen i Kirgisistan med situationen i Ukraine. På længere sigt vil det vise sig, om det er den samme revolution, eller om en række regenter har sat en anden proces i gang. Situationen i Kirgisistan er væsentligt anderledes. Demokratiet er der præget af etniske og regionale brudlinjer, hvilket i sig selv ikke er værre. Det ændrer heller ikke det faktum, at det ville være godt, hvis EU investerer i Centralasien. Der investeres i øjeblikke for lidt der, og det er påfaldende, at de to fattigste lande, Mongoliet - som fortjener ros, fordi det overhovedet ingen problemer har, hvad angår demokrati og menneskerettigheder - og Kirgisistan indtil for nylig klarede sig bedst.

Nu hvor der er en omvæltning i Kirgisistan, må vi benytte denne. Jeg er glad for de 25 millioner fra Kommissionen, men det forekommer mig at være temmelig magert. På kort sigt er EU's opgave imidlertid følgende: Jeg opfordrer Rådet og Kommissionen til sammen med Parlamentet at investere i valget ved den 10. juli at sende en stærk observatørdelegation og ved at støtte OSCE for at sikre, at valget forløber korrekt. Hvis det sker, fører det jo til tillid hos befolkningen, også med henblik på senere parlamentsvalg. Desuden er det vigtigt, at EU investerer mere i undervisning og økonomisk samarbejde, for det er fuldstændig vanvittigt, at de fleste udenlandske investeringer i undervisning i øjeblikket kommer fra fundamentalistiske islamiske grupperinger. Det kan ikke fortsætte sådan. Det er en udfordring for Europa at investere mere i Kirgisistan, især på områderne uddannelse og økonomisk samarbejde. Dertil er der også behov for gode frihandelsaftaler.

Jeg vil fremsætte en anden kritisk bemærkning om regionen. Jeg vil gerne have at vide af Kommissionen, hvad den vil gøre ved den stigende undertrykkelse i Kasakhstan, bl.a. den seneste lukning af den største oppositionsavis Republika og arrestationen af journalisten Petrosjeva i Rusland på anmodning af myndighederne i Kasakhstan.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernadette Bourzai (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, der er blevet sagt meget i de foregående indlæg, som jeg vil vende tilbage til. Generelt er jeg enig i indholdet af det fælles beslutningsforslag.

Alligevel vil jeg fremhæve betydningen af tre punkter. For det første var økonomiske og sociale problemer en af hovedårsagerne til, at begivenhederne i Kirgisistan blev udløst. Det er fordi situationen med betydelig usikkerhed og fattigdom gav næring til spredning af demonstrationer og til at vælte Askar Akajevs regering, som siden 1991 havde beriget sig selv ved hjælp af den kirgisiske økonomi. En uacceptabel fremgangsmåde, der omfattede bl.a. korruption og nepotisme, øgede befolkningens stille, men legitime utilfredshed. Den ønskede en forbedring af situationen, og vi skal være opmærksomme på disse krav. Vi vil derfor støtte den løbende overgang til demokrati, vi skal være særlig opmærksomme på, at der afholdes oprigtige og gennemsigtige valg, og at der gennemføres en dialogpolitik og national forsoning. Kun en stabil, legitim regering vil med held kunne gennemføre de reformer, der er nødvendige for at forbedre den kirgisiske befolknings situation.

Dernæst er udfordringerne i forbindelse med menneskerettigheder og grundlæggende friheder et andet væsentligt aspekt i den nuværende situation. EU skal sikre sig, at demokratiseringsprocessen baseres på ægte politisk pluralisme og også gør det muligt for medierne og ngo'erne at handle frit og uafhængigt. De samarbejdsprojekter, der er etableret af OSCE og som led i Tacis-programmet, skal støttes og fremmes.

Endelig skal vi efter min mening udvide vores overvejelser i forbindelse med begivenhederne i Kirgisistan til et regionalt perspektiv, der omfatter hele Centralasien. Demokratiseringen af Kirgisistan kan således ses som et håb og et eksempel, som de andre lande i Centralasien, hvor der sker krænkelser af menneskerettighederne, kan følge. Den nylige stramning af lovgivningen vedrørende ngo'er og oppositionsgrupper kræver en opmærksom holdning og særlig årvågenhed fra EU's side over for udviklingen i den politiske situation i området.

 
  
MPphoto
 
 

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Kirgisistan er en lille centralasiatisk muslimsk republik med en utrolig naturskønhed og stolte nomadetraditioner. Kirgisistan blev annekteret af Rusland i 1864, men fik selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. Det har for nylig været omtalt i medierne efter parlamentsvalget den 27. februar, hvor uregelmæssigheder ved valget forårsagede udbredte protester, der begyndte i den sydlige del af landet. Præsidenten blev tvunget til at flygte, anklaget for korruption og for at stjæle valget.

I går opfordrede præsident Bush, der er på officielt besøg i Georgien, til frihed og demokrati overalt i den kommunistiske verden. Kirgisistan er et fattigt, bjergrigt land med en økonomi, der overvejende er baseret på landbrug, men det har gennemført væsentlige markedsreformer under ekspræsident Akajev. Han har udmærket sig ved at gå ind for en relativt liberal økonomisk politik og har indført forbedret lovgivning og jordreformer. Kirgisistan var det første SNG-land, der blev accepteret af WTO, og de fleste statslige virksomheder er blevet solgt, selv om der desværre har været meget kammerateri og korruption.

Man må håbe, at denne revolution - hvis det er en revolution - vil placere landet sikkert på vejen mod demokrati, respekt for menneskerettighederne og god regeringsførelse. Det kunne blive en model for de omgivende lande såsom Usbekistan, Kasakhstan og Tadsjikistan, der fortsat har autoritære systemer, som kun delvis er under omformning. Men grænsestridigheder mellem Kirgisistan og dets naboer forsinker processen med fastlæggelse af grænserne, i særdeleshed over for Tadsjikistan, men også over for Usbekistan.

Der er også problemet med ulovlig dyrkning af cannabis og opiumsvalmuer til markederne i SNG og begrænset udryddelse fra regeringens side af ulovlige narkotiske afgrøder. Kirgisistan tjener også som transitpunkt for narkotikamarkederne i det sydvestlige Asien og for narkotika på vej til Rusland og resten af Europa.

Der er planlagt præsidentvalg i juli. Jeg har fået det bekræftet via internettet. Parlamentet bør bestemt sende observatører til at overvåge Kirgisistans overgang til demokrati.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Genowefa Grabowska (PSE).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, det er tydeligt at se, at Europa-Parlamentet er meget ivrigt efter at samarbejde med Kirgisistan og med de andre centralasiatiske lande. Det fremgår af partnerskabs- og samarbejdsaftalen fra 1995. Områder, der interesserer Parlamentet, omfatter menneskerettigheder, demokratisering i hverdagen, miljøbeskyttelse og energi, og disse områder bør være genstand for særlig opmærksomhed.

Der var store forhåbninger til den kirgisiske forfatning, da den blev vedtaget i 1993. Selv om den er blevet ændret fire gange siden, ville den stadig være et godt udgangspunkt for flere demokratiske ændringer i landet. Men selv om retsvæsnet i henhold til forfatningen officielt er uafhængigt og ansvarligt for at sikre, at menneskerettighederne overholdes i landet, har observatører påpeget, er der ikke har fundet reformer nok sted i det, at det stadig er præget af korruption, og at dommerne er underbetalte. Ifølge disse observatører er præsidentens udnævnelse af medlemmerne af forfatningsdomstolen, højesteretsdommerne og voldgiftsrettens voldgiftsmænd i strid med de demokratiske principper. De har advaret om, at menneskerettighederne ikke må begrænset under påskud af terrorbekæmpelse.

EU kan og skal yde den finansielle støtte, som det altid gør for at vende disse negative tendenser. Endvidere kan og skal det yde sin sædvanlige moralske støtte ved at være til stede der, hvor der er behov for det, og hvor demokratiet skal støttes, og retsstatsprincippet skal genetableres.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, det nye årtusinde synes især i det tidligere Sovjetunionens efterfølgerstater at være præget af en forandringsbølge. De kulørte revolutioner i Centralasien blev trods indflydelse fra USA og Rusland, der uden tvivl forsøgte sig i baggrunden, påvirket mindre af indflydelse udefra såsom kampen om magten og olieledninger. De var vel snarere resultatet af en snigende modernisering af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen. Befolkningen i Centralasien er utilfreds med de gamle, stive strukturer og ønsker en hurtig, ublodig ændring. Borgerne håber i den forbindelse helt sikkert på økonomisk opsving og velstand.

Principielt kan sådanne reformer bevirke en positiv ændring. Et delvist magtvakuum, som der synes at herske for øjeblikket i Kirgisistan, skjuler imidlertid den fare, at stemningen slår om, og at landet synker ned i kaos og borgerkrig. Det er i EU's interesse at række en hjælpende, rådgivende hånd frem for at stabilisere den politiske situation. Hvis vi imidlertid blander os for meget, kan netop dette påvirke den ligevægt, der langsomt er ved at finde sit leje i landet, negativt. Endelig vil Kirgisistan bevise, at landet er i stand til at fremme opbygningen af egen kraft. Man bør også tænke på, at en revolutionsbølge til enhver tid kan skvulpe over. Det ville ikke komme som nogen overraskelse, hvis denne tendens fortsætter i andre stater med lignende forudsætninger som f.eks. Kasakhstan, Tadsjikistan og Turkmenistan. Det bør EU allerede forberede sig på nu, og det bør ikke overlade området - som en af de foregående talere sagde - til USA og Rusland alene.

 
  
MPphoto
 
 

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Efter den politiske omvæltning i Kirgisistan, som ikke helt kan sammenlignes med udviklingen i Ukraine og Georgien, eksisterer de væsentligste årsager til ustabilitet på det økonomiske, det sociale og andre områder stadig. Den nye regering kan naturligvis ikke løse de ophobede problemer inden præsidentvalget den 10. juli og heller ikke i flere måneder derefter.

Jeg oplevede selv revolutionen som særlig udsending for den fungerende formand for OSCE, der efter min opfattelse arbejder med stor succes i landet med EU's og FN's støtte. Jeg takker Dem for Deres opmærksomme ord om OSCE's arbejde, der for øjeblikket især går ud på sikre et retfærdigt valg og forbedre sikkerheden og den politiske dialog mellem kandidaterne til præsidentposten. Vi ved, at der er store forskelle mellem nord og syd, og på den baggrund, men ikke udelukkende på den baggrund, kunne der opstå politisk ustabilitet før valget. Efter den 10. juli vil der naturligvis være et stærkt behov for, at det internationale samfund yder langsigtet støtte til at gennemføre reformer på det politiske, økonomiske og sociale område.

Det glæder mig, at kommissær Almunia allerede har udpeget de strategiske områder, efterfulgt af hr. Brok og andre talere. Selv har jeg flere gange påpeget, at EU bør genoverveje sine forbindelser med det område, som ikke er en del af det bredere Europa, men er tættere på os, end vi tror. Jeg mener, at vi i disse forbindelser, som hr. Brok allerede har sagt, også skal tage den transatlantiske og den russiske dimension i betragtning. Under alle omstændigheder går jeg ind for, at Parlamentet viser Kirgisistan opmærksomhed med et stærkt hold af observatører, og jeg kan også forsikre Dem for, at det kirgisiske parlament glæder sig til, at vores parlamentariske delegation ankommer.

 
  
MPphoto
 
 

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, meddelelsen om præsidentvalget i juli er i hvert fald for øjeblikket ikke nogen vigtig forudsætning for politisk stabilitet og demokratisering af landet. Alle medlemmerne har talt om de alvorlige problemer, som Kirgisistan står over for.

EU bør imidlertid arbejde snævert sammen med OSCE for at organisere og overvåge valget og øge den humanitære bistand og finansielle støtte gennem Tacis-programmet og den generelle præferenceordning.

Den centralasiatiske region må ikke være en ny årsag til konflikt mellem supermagterne - USA, Rusland og Kina - for at opnå strategisk kontrol med energiressourcerne.

I forbindelse med terrorbekæmpelsen er Centralasien blevet værtsområde for nye militærbaser, og det militariseres i foruroligende grad.

EU har en interesse i at være den stabiliserende kraft i området. Det strategidokument, som EU vedtog i 2002 for perioden 2002-2006 for landene i området, skal revideres og forbedres, så der tages højde for den nye situation, der er ved at opstå. Jeg opfordrer Kommissionen til at begynde at udarbejde et nyt strategidokument for området nu og ikke vente til 2006, for det mener jeg er nødvendigt.

Demokratisering, regionalt samarbejde, bekæmpelse af narkotikahandel og stigende religiøs fanatisme er store udfordringer, der skal tages op i de kommende år. Derfor er det vigtigt, at FN engagerer sig mere.

 
  
MPphoto
 
 

  Ursula Stenzel (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, efter det demokratiske opbrud i Ukraine og i Georgien er Kirgisistan nu den tredje positive dominobrik, som viser, hvordan postsovjetiske nomenklaturer falder, selv om man ikke ubetinget kan sammenligne disse tre tilfælde med hinanden. Det hidtidige Akajev-regimes fald er sket uden nogen indflydelse udefra. Det var en spontan opstand i befolkningen, som simpelthen havde fået nok af valgsvindel, massiv selvberigelse og nepotisme i en politisk familie, som betragtede landet som sin private ejendom.

Sovjetunionens sammenbrud for næsten 15 år siden er ikke nogen geopolitisk katastrofe, som den russiske præsident Putin har sagt, men en geopolitisk chance! Hvis der var indflydelse udefra, skyldes det den positive reaktion fra OSCE og dens underorganisation ODIHR, som for øjeblikket ledes af en østriger.

Putin har åbenlyst lært af de fejl, han har begået i Ukraine. Også oppositionen i Kirgisistan har forholdt sig klogt. Den informerede allerede Putin under forberedelserne af den daværende regeringschefs fald, og Putin blandede sig derfor heller ikke som bevarer af systemet. Han satsede ikke - i modsætning til Ukraine - på den forkerte hest, selv om den styrtede regeringschef Akajev søgte tilflugt i Moskva. Han blev i øvrigt bragt ud af landet indrullet i et tæppe. Rusland kan kun få gavn af stabiliserede demokratier, som ikke er korrupte.

Hvilken lære skal EU drage heraf? For det første skal vi støtte demokratiseringsprocessen i dette område. For det andet bør vi, især hvad angår udviklingen i det meget større og rigere Kasakhstan, sørge for at styrke demokratiet og støtte civilsamfundet for at undgå, at økonomisk bistand falder i de forkerte hænder, for Kasakhstan er af væsentligt større geopolitisk betydning end det lille, men smukke Kirgisistan.

 
  
MPphoto
 
 

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Som det allerede fremgår tydeligt af denne forhandling, kan der observeres to tendenser i Kirgisistan og over hele Centralasien. Den første er en forværring af den politiske situation og en indskrænkning af menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder. Den anden er den stigende strategiske betydning af området som helhed, hvor energiressourcerne i lande som Turkmenistan, Usbekistan og Kasakhstan er en væsentlig årsag.

Da jeg kun har et minut til rådighed, vil jeg kort omtale to områder, hvor EU bør yde bistand. Der er ingen tvivl om, at det første er støtte til menneskerettigheder, borgerlige frihedsrettigheder, valgprocessen i Kirgisistan og det civile samfund.

Det andet område, som ikke har skabt så meget opmærksomhed i Parlamentet, er støtte til regionalt samarbejde, eller med andre ord til de centralasiatiske lande i deres kamp mod terrorisme og narkotikasmugling og f.eks. til samarbejde om energi og udnyttelse af vandressourcer. Både Usbekistan og Kasakhstan har energiressourcer, og der er betydelige vandressourcer i Kirgisistan. Med andre ord vil jeg gerne vide, hvordan Kommissionen mener, at den og EU kan støtte dette regionale samarbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Jas Gawronski (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, vi skal også diskutere beslutningen, og det er der efter min opfattelse ingen, som har gjort hidtil, men jeg mener, at den er realistisk og objektiv. Det glæder mig, at næsten alle de politiske grupper støtter den, for det viser Europa-Parlamentets enighed og forøger dets troværdighed.

Først og fremmest skal Europas beslutning om at vende opmærksomheden mod Kirgisistan imidlertid bifaldes, eftersom EU har været fraværende alt for længe, som hr. Brok netop påpegede, og det har en del af ansvaret for at have tolereret Akajev-regimet og andre tilsvarende regimer i området. Det er også rigtigt, at Askar Akajev, da EU's delegation mødte ham i Bisjkek for to år siden, virkede oprigtig og overbevisende, da han hævdede, at hans mål var en mere demokratisk og gennemsigtig stat. Vi troede ham måske på det tidspunkt, men det gør vi absolut ikke længere.

I beslutningen henvises der til den skrøbelige situation i Kirgisistan, og det er kun på sin plads, da det endelig resultat til forskel fra Ukraine og Georgien - som fru Stenzel påpegede - på ingen måde er nået. På nuværende tidspunkt er der et farligt magttomrum. Et andet problem, som fremhæves i beslutningen, er den indbyrdes kamp i oppositionen, der nu synes at være ved magten og kun var forenet i kampen mod Akajev-styret, mens dens demokratiske rygte er plettet af dens tidligere samarbejde med Akajev-diktaturet.

Derfor er beslutningens punkt 4 ekstremt vigtigt, fordi vi ved at håbe på en omfattende reform af forfatningen advarer imod risikoen for, at et regime, der svarer til det foregående, overtager magten og kun adskiller sig ved, at de politiske ledere er skiftet ud. Denne risiko eksisterer. USA har i mange år ydet finansiel og moralsk støtte til de demokratiske kræfter i Kirgisistan, og vi må begynde at gøre det samme.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, de ændringer, der er sket i NIS-regionen i løbet af det seneste år, viser, at de postsovjetiske systemer står over for en krise, og de har ikke levet op til forventningerne, hvad angår økonomiske, politiske og sociale reformer. I Centralasien er det mest iøjnefaldende eksempel på dette Kirgisistan. Desværre må vi konstatere, at nogle ledere igen har draget de forkerte konklusioner af de farverige revolutioner, og i stedet for at forsøge at rette deres fejltagelser, som begivenhederne har påvist, har de spærret de veje, der kunne føre dem, deres lande og deres befolkninger ud af krisen.

Vi var kede af at høre, at den kirgisiske udvikling tvang lederen af nabolandet Kasakhstan til at indføre visse restriktive foranstaltninger. Det lader til, at forslag til en beslutning om ændring af valgprocessen og mediernes arbejde går i den forkerte retning, og at udkastet til lov om national sikkerhed er blevet kritiseret af OSCE i et åbent forum. Dette er særligt beklageligt, eftersom det internationale samfund gladeligt har anerkendt Kasakhstans fremskridt, hvad angår social og økonomisk omstrukturering og sikring af fred og harmoni mellem forskellige nationaliteter og trosretninger indtil nu. Vi var opfyldt af håbet om at se Kasakhstan blive det første land fra NIS-regionen til at fortjene den ærefulde og ansvarsfulde udnævnelse til formandskab. Dette gør det måske endnu mere beklageligt, at oppositionsavisen Respublica er blevet lukket med en falsk begrundelse, og at den mulige kandidat fra oppositionen Zharmakhan Tuyakbai har været udsat for brutale fysiske angreb to gange inden for mindre end en måned. Det kan ikke være nogen tilfældighed, at politiet absolut intet har foretaget sig, mens snesevis af unge muskelmænd har gået til angreb. Vi kan kun håbe på, at statschefen virkelig har til hensigt at finde og straffe gerningsmændene.

Demokrati er ensbetydende med redelig konkurrence mellem politiske modstandere, og den slags angreb er uforenelige med det. Vi må fastholde, at en myndighed altid er ansvarlig for at skabe betingelser for lige muligheder og redelige midler i den politiske kamp i dens eget land.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg vil først rette en forkert oplysning, som jeg gav med hensyn til datoen for valget i Kirgisistan. Hr. Maat sagde, at valget finder sted den 10. juli. Vi fik oplysningen den 6. maj, så jeg beder Dem undskylde fejlen.

Jeg vil også takke de medlemmer, der talte om alle de fremsatte analyser, som er meget nyttige og passende i forhold til regionens betydning. Der er blevet givet klart udtryk for områdets geopolitiske og geostrategiske betydning for EU. Det betyder, at EU skal være mere til stede i området. Vi har alle en interesse i at sikre større stabilitet i området, hvilket først og fremmest betyder, at vi skal støtte disse landes forhåbninger om at stadfæste deres nyvundne uafhængighed. Efter min mening kan EU i den forbindelse spille en vigtig rolle ved at bevare den nødvendige ligevægt mellem Rusland på den ene side og på den anden side USA og evt. Kina.

Som flere talere har understreget, er stabiliteten så meget desto vigtigere, fordi disse lande stadig er skrøbelige internt og følgelig er særlig udsat for truslerne fra terrorisme og fundamentalisme. Vi skal derfor samarbejde med disse lande, således at de kan udvikle sig til demokratier, hvor menneskerettighederne i højere grad overholdes, og hvor det demokratiske system bliver styrket. Det vil kun være muligt, hvis vi hjælper dem med at fremme økonomisk vækst. Landene er meget forskellige. Den økonomiske situation i et land som Kirgisistan er meget forskellig fra situationen i et land som Kasakhstan, der potentielt kunne blive en af de rigere stater. EU kan også i denne forbindelse spille en yderst vigtig rolle. Vi har haft samarbejdsaftaler med disse lande siden 1990'erne og som led i disse aftaler holder vi regelmæssigt møder om både det samarbejde, vi er ved at etablere, og om en form for politisk dialog.

Det budskab, der også kommer frem i beslutningsforslaget, som jeg hilser velkomment, er, at EU skal spille en meget vigtig politisk rolle. Vi kan spille denne rolle i tæt samarbejde med OSCE, særlig vedrørende menneskerettigheder og overgang til demokrati.

 
  
MPphoto
 
 

  Joaquín Almunia , medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, jeg vil også gerne takke Dem alle for de bidrag, De er kommet med i Deres indlæg under forhandlingen, så vi blandt alle EU-institutionerne får et så korrekt billede som muligt af den reelle situation, hvilke udfordringer vi står over for, og hvilke strategier og instrumenter vi har for at kunne give de lande, der udgør den centralasiatiske region, frihed, garanti for menneskerettighederne og en demokratisk proces. For det er naturligvis ikke kun afgørende for de ønsker, som borgerne i området har. Stabilitet, fremgang og demokratisering for staterne i regionen er naturligvis også et meget vigtig element for vores egen sikkerhed.

For det første er valget den 10. juli meget vigtigt. Det er afgørende, at valget finder sted i en rolig atmosfære med garanti for, at borgernes vilje bliver respekteret, når de stemmer.

Ud fra dette synspunkt er OSCE's mellemkomst, som jeg sagde i mit første indlæg, og hvilket mange af medlemmerne er enige i, af afgørende betydning, og Kommissionen mener, at den rolle, den skal spille i forbindelse med en ordentlig afvikling af valget, skal koordineres med OSCE, som skal spille hovedrollen. Under alle omstændigheder - som jeg også nævnte i mit første indlæg - har vi brugt de mekanismer, vi råder over, og har afsat 1,3 millioner euro til en ordentlig gennemførelse af valgprocessen.

Det ville også være en god idé, eftersom der stadig ikke er truffet beslutning herom, at lade en delegation fra Europa-Parlamentet deltage i valget som observatør for at sikre eller forsøge at forbedre betingelserne for, at valget forløber med respekt for alle de demokratiske garantier.

Jeg vil også gerne komme med en bemærkning om behovet for en regional strategi og en regional indfaldsvinkel. Der er mange af Dem, der har nævnt det, og Kommissionen deler denne opfattelse, og siden 2002 har vi haft en strategi, der tog udgangspunkt i den tidligere udenrigskommissærs besøg, og som blev vedtaget ved udgangen af 2002. Hovedmålsætningerne er fremme af stabilitet og sikkerhed i regionen, en bæredygtig økonomisk udvikling med særlig vægt på fattigdomslempelse og forsvaret af menneskerettighederne.

I forbindelse med gennemførelsen af denne strategi, eftersom en af EU's hovedinteresser i områder ud fra en økonomisk betragtning er energiressourcerne, er det møde, der blev afholdt i november sidste år med energiministrene, meget vigtigt, og vi synes, at vi skal fortsætte ad denne vej. Til juni holder trojkaen og områdets udenrigsministre et andet vigtigt møde for at vurdere situationen og for at uddybe denne strategi.

Derfor kan alt det, der betyder en skærpelse af elementerne i vores strategi, i en fælles regional indfaldsvinkel for regionen, med den dertilhørende demokratisering, fattigdomslempelse, forsvar, sikring af vores økonomiske interesser og beskyttelse af menneskerettighederne, naturligvis regne med Kommissionens støtte, og alt hvad Parlamentets beslutning indeholder i denne henseende, skal være velkomment.

Afslutningsvis vil jeg gerne i forbindelse med et særligt tilfælde, som hr. Maat har nævnt i sit indlæg - et tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne - sige, at vi ikke i dette øjeblik præcist ved, hvilken hændelse han henviser til. Jeg vil gerne bede hr. Maat - selv om jeg ved, at han ikke er til stede i salen lige nu - om at fortælle os det, så vores repræsentanter i området kan indsamle al den nødvendige information, som vi vil stille til Parlamentets rådighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag(1)), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

(Mødet udsat kl. 11.10 og genoptaget kl. 11.30)

 
  
  

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

 
  

(1)) Se protokollen.


5. Afstemningstid
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

 

6. Levnedsmidler bestemt til særlig ernæring

7. Udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbank

8. Produktion af kartoffelstivelse

9. Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
  

Før afstemningen

 
  
MPphoto
 
 

  Stefano Zappalà (PPE-DE), ordfører. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, ifølge ændringsforslag 54, som indgår i blok 1, skal der indsættes yderligere tabeller i bilag V, og de skal betragtes som et supplement til tabel 22 i Rådets fælles holdning: ikke et alternativ, men et supplement! Jeg siger dette, fordi det ikke fremgår tydeligt, og for at det kan fremgå af referatet, at der er enighed om det.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Det vil blive ført til protokols, og sprogtjenesterne opfordres til nøje at kontrollere de enkelte sprogudgaver og indholdet.

 

10. Fælles markedsordning for frugt og grøntsager

11. Tilrettelæggelse af arbejdstiden
  

Før afstemningen om ændringsforslag 49

 
  
MPphoto
 
 

  Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, jeg tager ordet for at stille et mundtligt ændringsforslag. Jeg opfordrer til, at to adjektiver "offentlig og privat" tilføjes til ordet "sikkerhed" for at udvide denne passende sikkerhed til arbejdstagere i den private sikkerhedssektor, som ofte straffes og beskyttes utilstrækkeligt i fagforeningssammenhæng.

 
  
  

(Da mere end 37 medlemmer gjorde indsigelse, kunne ændringsforslaget ikke tages i betragtning)

 
  
  

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

 

12. Højtideligt møde
MPphoto
 
 

  Formanden. - Deres højheder, det er mig en stor ære som formand for Europa-Parlamentt at byde velkommen til den statschef, der for øjeblikket er formand for EU.

Sire, på egne og mine kollegers vegne byder jeg Dem hjerteligt velkommen. Deres tilstedeværelse i vores institution vidner om Deres interesse for den europæiske integration og den vigtige rolle, som Deres land spiller i denne forbindelse. Deres besøg har et historisk bånd til det besøg, som Deres far, storhertug Jean, aflagde den 22. november 1990 for snart 15 år siden.

Dengang bestod EU af 12 medlemsstater og 340 millioner indbyggere. I dag er vi dobbelt så mange, 25 lande og 455 millioner europæere. Disse tal viser, hvor lang en vej vi har tilbagelagt, og hvordan det er lykkedes os at forene et kontinent og dele de samme værdier.

Deres land, Luxembourg, har altid bakket beslutsomt og trofast op om det europæiske projekt, og i forbindelse med Deres formandskab viser De endnu en gang, at de såkaldt "små" lande, små på grund af deres omfang, men store på grund af deres historie, er i stand til at afvikle fremragende formandskaber, og at tilføre den europæiske integration ekstra savoir faire takket være indsatsen fra nogle intelligente politikkere, der altid står til rådighed for Parlamentet.

Hvis vi ser tilbage, skal vi huske på, at navnet på Deres land, Luxembourg, er forbundet med vigtige øjeblikke i den europæiske historie, f.eks. Luxembourg-kompromiset fra 1966, som betød, at Frankrig igen satte sig til forhandlingsbordet. Det er et fantastisk øjeblik i Europas historie, og det bærer Deres lands navn. Og nu, hvor næsten tre fjerdedele af Deres periode er gået, har det luxembourgske formandskab allerede været en stor succes, som jeg er sikker på vil blive endnu større i den resterende formandsperiode.

(Bifald)

Sire, mens De har haft formanskabet, har Deres lands regering opnået en aftale om stabilitetspagten, der respekterer de grundlæggende kriterier, og har reorienteret Lissabon-strategien, og vi har netop i Luxembourg undertegnet tiltrædelsestraktaten med Rumænien og Bulgarien, selv om jeg ikke vil lægge skjul på, at den vanskeligste sag, de finansielle overslag for den kommende periode 2007-2013, stadig er uafsluttet. Vi har tillid til, at det luxembourgske formandskabs indsats vil føre dem lykkeligt til vejs ende.

Monseigneur, siden Deres udnævnelse som storhertug i oktober 2000 har De altid værnet om borgerne i Deres land og især sørget for at integrere de forskellige nationaliteter, som udgør landet, på passende vis og undgå enhver form for social udstødelse, og vi ved, at Deres hustru, storhertuginde Maria Teresa, der også er til stede her i dag, støtter Dem i arbejdet.

(Bifald)

Sammen forlænger De de bånd, der knytter Deres hus sammen med Deres folk, og følger den vej, som Deres far åbnede ved at forene tradition og modernitet. Måske kan vi med få ord beskrive det, som Luxembourg repræsenterer i dag, nemlig den bedste kombination af tradition og modernitet, som mennesket har været i stand til at udvikle.

Sire, jeg giver Dem ordet.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Henri de Luxembourg, HKH Storhertug Henri af Luxembourg. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, for 15 år siden i 1990, umiddelbart før et luxembourgsk formandskab, havde min far Storhertug Jean den ære at tale til dette forum. Nogle af de tilstedeværende sad allerede dengang på Parlamentets pladser, og jeg lykønsker dem især med kontinuiteten i deres indsats for at tjene Europa.

Hr. formand, Deres venlige ord for lidt siden om mit land har rørt mig dybt. Sammen med Storhertuginden og på vegne af alle dem, der har ledsaget os under dette besøg, takker jeg Dem for at ønske mig så hjerteligt velkommen.

1990-2005: hvilke forandringer, jeg vil endog sige, hvilke omvæltninger er der ikke sket i den periode, også i denne vidunderlige by Strasbourg! Den fantastiske nye bygning, vi er i nu, og pladsernes størrelse her i Parlamentet er en konkret tilkendegivelse af de historiske forandringer, der er sket i Europa. Lad os mindes de vældige håb, som nogle nærede, og de store bekymringer, som andre havde med hensyn til de udfordringer, vi stod over for efter kommunismens endeligt, og i forbindelse med den europæiske genforening. Er tiden ikke nu kommet til at se tilbage på, hvor langt vi er kommet siden, og samtidig erkende de ubestrideligt gode resultater?

I de sidste par måneder har vi i anledning af ceremonierne til markering af 60-årsdagen for krigens afslutning med glæde erindret, at det, der resulterede i, at dette foretagende blev ført ud i livet, var et ønske om at gøre krig mellem os umuligt i fremtiden.

Ligesom Dem, hr. formand, var jeg i Auschwitz, hvor vi sammen med en række stats- og regeringschefer græd i stilhed, da vi mindedes de millioner af uskyldige ofre, som døde eller blev lemlæstet under de mest forfærdende forhold. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at lederne af de politiske grupper her i Parlamentet var til stede den dag, hvilket er meget betydningsfuldt.

Det var pligten til at huske, som førte os sammen den dag, og det er med fornyet årvågenhed, at denne pligt fortsat skal være en inspiration for indsatsen for europæisk integration, således at historien ikke gentager sig. På baggrund heraf glæder det mig i dag at have lejlighed til at dele nogle tanker med Dem, som af indlysende grunde går ud over formandskabets program.

Hr. formand, mine overvejelser får mig først og fremmest til at huske på vores resultater. Enhver iagttager vil erkende, at den vej, vi er slået ind på i de sidste 15 år, er bestrøet med en ubestridelig, ja, endog en bemærkelsesværdig succes. EU synes således nu at være stærkere, da det er forenet omkring fælles værdier, som det kan fremme rundt omkring i verden. Sammen har vi været i stand til at afværge risikoen for, at EU reduceres til udelukkende at være et frihandelsområde. Efter Tysklands genforening, der fandt sted lige i hælene på den europæiske fælles akt, forud for hvilken der fandt en meget vellykket udvidelse mod syd sted, har vi sammen under vanskelige forhold skabt en fælles valuta, som i dag fremtvinger respekt og beundring.

EU er blevet udvidet mod øst. Jeg vil dele de følelser med Dem, som for nylig kom til udtryk i Luxembourg, da de højeste repræsentanter for Bulgarien og Rumænien underskrev tiltrædelsesakten for deres lande. EU har således kunnet opfylde de legitime forhåbninger hos disse befolkninger, som har lidt så meget under en ideologi, der betød, at man i 40 år nægtede at anerkende deres mest grundlæggende rettigheder.

(Bifald)

Vi har afskaffet de indre grænser og åbnet et fælles område med frihed og sikkerhed for 450 millioner borgere.

I overensstemmelse med deres alliancer har medlemsstaterne grebet uafhængigt ind i Den Demokratiske Republik Congo. Vores styrker har afløst NATO i Bosnien-Hercegovina. I Afghanistan er EU's tilstedeværelse af afgørende betydning for at styre landets overgang til et ægte demokrati.

Stillet over for globaliseringen har vi altid bestræbt os på at gøre Europa til et ekspertisecenter i forhold til de økonomiske kæmper USA, Japan, Kina, Indien og Brasilien. Sideløbende hermed har vi været i stand til at gøre mottoet "enighed gør stærk" til vores eget med hensyn til at fremtræde i verden som en troværdig referenceramme, hvad angår demokrati og solidaritet over for udviklingslandene. Endelig kan jeg nævne de kæmpestore fremskridt på fødevaresikkerhedsområdet. Efter lange og vanskelige forhandlinger kommer der til at gælde de samme standarder for hygiejnen ved den mad, som 450 millioner forbrugere spiser.

De ved sikkert, at jeg kunne nævne mange andre eksempler. Jeg vil blot konstatere, at på dette område har Parlamentet spillet en afgørende rolle for at opnå disse vellykkede resultater. Af og til med en gulerod, af og til med en stok har Parlamentet været i stand til at indtage en vigtig plads i EU's institutionelle ligevægt. Herved har Parlamentet gjort afdøde Jean Monnets konstatering til sin egen. Han sagde, at vi kun har valget mellem de forandringer, som vi er nødt til at foretage, og de forandringer, vi ønskede og kunne opnå.

Denne påmindelse om de ubestrideligt vellykkede resultater og den deraf følgende hyldest til medlemmerne af Parlamentet forhindrer mig ikke i meget tydeligt at lægge mærke til, at mange EU-borgere, herunder mange unge, er usikre med hensyn til den europæiske integration. Vi kan ikke undgå at lægge mærke til, at i de nye medlemsstater er friskheden ved og begejstringen for at tilhøre denne store familie stadig tydelig.

Egoisme har imidlertid tendens til at stå i vejen for den dynamisme, der var drivkraften for grundlæggerne af Europa. De debatter, der for tiden finder sted i medlemsstaterne om ratificeringen af forfatningstraktaten, er meget afslørende i den henseende. Mange bidragydere giver indtryk af, at de føler sig marginaliseret i forhold til udfordringerne i integrationsprocessen. De hævder, at de føler sig desillusionerede over politikere. Alligevel har ingen endnu i mangel af et troværdigt alternativ kunnet foreslå en anden model.

(Bifald)

Troen på denne integration er utvivlsomt aftaget. Som en meget klog kronikør konstaterede, er efterkrigstidens grundlag - forsoning, solidaritet stillet over for faren ved kommunismen og genopbygning - blevet til ornamenter. Over for dette præg af dysterhed giver de demokratiske strukturer ofte indtryk af stagnation og magtesløshed.

Hvordan kan vi forklare denne tvivl, forvirring og disse negative vurderinger? Nogle filosoffer, f.eks. franskmanden Marcel Gauchet siger, at det skyldes de tider, vi lever i, med andre ord, at der er ved at ske et paradigmeskift i vores tidsalder.

Når ændringen sker relativt langsomt, som det var tilfældet i 1970'erne og 1980'erne, er det ikke særlig svært at tilpasse sig. Når den derimod medfører en omvæltning i de traditionelle referencepunkter, som vi har oplevet, bl.a. med hensyn til globalisering, er det en helt anden sag. Vi er nødt til at assimilere sammenbruddene, skabe nye referencepunkter og genskabe instrumenter. Kort sagt skal vi omdefinere vores perspektiver og visioner.

I den forbindelse vil jeg minde om en bemærkning fra Michel Rocard, som sagde, at en af Europas tragedier er, at det er dømt til administration. Vi skal bestemt sammen med den tidligere premierminister erkende, at det er trist og således meget demotiverende for borgernes ånd, særlig unge mennesker, at EU domineres af penge, kapital, investering, standarder og tilskud.

Vi skal indrømme, at disse områder, selv om de har stor betydning, simpelthen er for kedelige til at fremkalde særlig megen sindsbevægelse. Vi må ikke glemme, at lige fra den europæiske integrations begyndelse ville intet have været muligt uden en kombination af dybtfølt vision og dygtighed.

Efterhånden som dette større Europa opstår, er tiden så ikke kommet til at stille os selv det centrale spørgsmål, som altid er det samme, nemlig hvorfor vi vil leve sammen og dele hele eller en del af vores skæbne?

Svaret giver bestemt ikke sig selv. Det er 450 millioner mennesker med deres egne beslutninger og ønsker, deres egne svagheder og lidenskaber, men frem for alt deres egne styrker og storartede kvaliteter, som i virkeligheden står på spil. Disse mennesker forventes imidlertid at dele én historisk skæbne på ét territorium, som er vores Europa.

Det europæiske eventyr kan kun lykkes omkring befolkninger og nationer, ved at omsætte den store mangfoldighed. Hver af disse nationer udgør et område med dets egen skønhed og rigdom, men også med dets egne ar, som tiden har ætset ind i vores erindringer.

Ved at udskille det, der skal bevares, og det, der skal betragtes som forældet, er EU's første opgave at forene arven fra fortiden med de fremtidige udfordringer. Det er fra EU selv, fra den måde, det gør fremskridt på og opbygger sig selv, at det nu skal skabe sin legitimitet.

Hvordan skal vi stillet over for disse magtfulde udviklingscentre overvinde risiciene ved en nedgang, som ingen vil kunne stå imod enkeltvis? Men først og fremmest hvordan kan vi forene betingelserne for ny vækst? Fremstillet på denne måde bør genfødslen af Europa, der skal fastsættes som vores fælles mål, være et samfundsprojekt for de generationer, der forbereder sig på at tage over.

For at overbevise borgerne skal vi minde os selv om, at et folks velfærd og fremgang ikke kan bedømmes udtrykt i BNP. Vi skal derfor sørge for ikke at opbygge et Europa, der er til gavn for nogle, men hvor social udstødelse, vold i alle afskygninger, arbejdsløshed og manglende interesse for miljøbevarelse samtidig er i hastig fremgang.

Vi må ikke glemme, at en bedre vækstkurve ikke gavner særlig meget, hvis den ikke omsættes til bedre adgang til basisgoder såsom uddannelse, kultur, sundhed, social retfærdighed og frem for alt arbejde.

(Bifald)

Den bedste måde at definere dette samfundsprojekt på er stadig demokratisk debat. Den kan selvfølgelig ikke begrænses til Parlamentet, som De i øvrigt med rette håbede i beslutningsforslaget om en forfatning for Europa.

Som det fastsættes i forfatningstraktaten skal vi med hjælp fra civile organisationer og de europæiske samfund fremme borgernes aktive inddragelse i diskussionerne om ratificeringen. Det glæder mig at se, at Deres budskab ikke er gået upåagtet hen. Vi skal tværtimod erkende, at debatterne har været livlige. Argumenterne og de fremførte muligheder har ganske vist af og til givet uforholdsmæssig megen plads til demagogi eller endog usandheder.

(Bifald)

Jeg kan kun håbe, at medlemmerne af Parlamentet bliver direkte inddraget, og at der ud over politiske tilhørsforhold opstår et fælles mål, nemlig at gøre Europa til aktør i sin egen historie. Jeg vil blot gentage det, min far sagde om dette emne i 1990, nemlig at De er medlemsstaternes valgte repræsentanter, og at De skal være i stand til at mobilisere og medbringe al den kreative energi.

Hvis vi skal kunne leve sammen, skal vi forstå hinanden bedre. Derfor skal vi udnytte vores forskelle.

Det luxembourgske folk er i betragtning af deres særlige sociologiske karaktertræk så at sige "dømt" til at være åbne over for andre. Det gælder også for velstand. På mine utallige rejser i de sidste 25 år, som har ført mig til alle kontinenter, fandt jeg meget hurtigt ud af, at storhertugdømmet i sig selv ikke alene kunne vække potentielle investorers interesse.

I modsætning hertil har den omstændighed, at Luxembourg, selv om det er af beskeden størrelse, befinder sig EU's centrum og er fast forankret i dette vigtige forum, ofte været afgørende for vores bestræbelser på at modernisere og diversificere økonomien.

Derfor er EU det naturlige valg for Luxembourg. Historien har vist, at hvis vi bliver ved med at isolere os, kan vores nations eksistens blive betvivlet til enhver tid, den kunne være forsvundet, og den ved det. Vi er fuldt ud bevidst om vores priviligerede stilling som en medlemsstat, der har været med til at grundlægge den europæiske integration.

Jeg vil slutte med at lade Dem tænke over en kommentar fra Milan Kundera, som sagde følgende kort tid efter kommunismens fald: Det forekommer mig ofte, at Europas velkendte kultur skjuler en anden ukendt kultur, som er de små nationers kultur. (...) Man går ud fra, at de små nationer nødvendigvis efterligner de store nationer. Det er en illusion. De er faktisk meget forskellige. (...) De små nationers Europa er et andet Europa - det har en anden tankegang, og dette Europas tænkning udgør ofte den egentlige modvægt til de store nationers Europa.

(Bifald)

Min hensigt i dag var således at minde Dem om denne individualisme. Tak for Deres opmærksomhed.

(Parlamentet gav stående bifald til Hans Kongelige Højhed Storhertug Henri af Luxembourg)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg takker Dem, Sire, på vegne af Europa-Parlamentet for Deres ord, der viser Deres indgående kendskab til vores politiske integration, som Deres land har været vidne til og spillet en privilegeret rolle i.

Deres ord har også været en opmuntring til det daglige arbejde her i institutionen, og jeg vil nu blot ønske Dem og Deres hustru et behageligt ophold i Strasbourg i den tid, De stadig bliver her hos os.

(Bifald)

(Højtideligt møde hævet kl. 12.30)

 
  
  

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

 

13. Stemmeforklaringer
  

Betænkning af Berès (A6-0094/2005)

 
  
MPphoto
 
 

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har for det første stemt for denne betænkning, fordi alle gældende regler til sikring af medlemsstaternes medvirken i denne procedure er blevet overholdt, og for det andet fordi også Europa-Parlamentet i sin vurdering har udtalt sig for den godkendte kandidat.

 
  
  

Betænkning af Wojciechowski (A6-0096/2005)

 
  
MPphoto
 
 

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi modsætter os den aktuelle fælles landbrugspolitik og er modstandere af forandringer, der kun har ringe principiel betydning for det aktuelle system. Vi kræver en samlet revision og et eftersyn af hele den fælles landbrugspolitik, og så er det svært at drage særskilte områder ud som f.eks. det emne, der nu er til afstemning.

Vi mener absolut ikke, at kvotesystemet for kartoffelstivelse, som nu er til afstemning, bør forlænges, men at EU skal afskaffe kvotesystemer af enhver art inden for landbruget.

 
  
  

Betænkning af Zappalà (A6-0119/2005)

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I dag er den fælles holdning blevet vedtaget om det forslag til direktiv, som Kommissionen fremsatte i 2002. Det lange tidsrum herimellem har gjort det muligt at tilføje en del aspekter, der ikke fandtes i det oprindelige forslag.

Den aktuelle version omfatter mange situationer: lønmodtagere og liberale erhverv, midlertidige tjenesteydelser og de såkaldte regulerede erhverv (læger, sygeplejersker, arkitekter osv.), dog med forskellig tilgang.

Der er også en række ændringer, der har til formål at definere rollen for de faglige sammenslutninger, der tager sig af anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, og at nedsætte et enkelt udvalg med ansvar for anerkendelse, idet der dog også skal sidde erhvervsrepræsentanter i det nye organ. Det foreslås endvidere, at der indføres individuelle erhvervspas med oplysninger om erhvervsudøvernes karriereforløb.

 
  
MPphoto
 
 

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi støtter strukturer og regler, som forhindrer diskrimination på arbejdsmarkedet af borgere fra andre lande. Vi er varme tilhængere af et fleksibelt og åbent indre marked i EU. Vi mener dog, at det enkelte medlemsland skal vurdere, hvilke kvalifikationer der skal anerkendes gensidigt. I direktivet tages der desværre ikke tilstrækkeligt hensyn til nationale forudsætninger og behov. Uddannelsessystemerne varierer fra medlemsland til medlemsland, og det er dermed svært at foretage en gensidig anerkendelse af praktisk taget samtlige kvalifikationer. Vi støtter ændringsforslaget om, at direktivet ikke skal gælde notarius publicus.

 
  
MPphoto
 
 

  Lambsdorff, Weiler og Wuermeling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Med direktivet løses problemet med tyske erhvervsmæssige kvalifikationer imidlertid endnu ikke tilfredsstillende. Efter ændringer i tysk ret medfører direktivet en indgruppering af tyske svende og mestre på samme kvalifikationsniveau, selv om mesteren gennemfører en mangeårig og krævende ekstra uddannelse.

En indgruppering på et højere niveau kan dog opnås efterfølgende ved optagelse af erhverv i bilag II til direktivet. Vi har godkendt kompromiset i forventning om, at det ansvarlige "udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer" (artikel 58 i direktivet) imødekommer en tilsvarende begæring inden for gennemførelsesfristen.

 
  
MPphoto
 
 

  Le Pen, Marine (NI), skriftlig. - (FR) Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for EU ville være et reelt fremskridt, hvis det ikke var led i en bredere strategi til fjernelse af nationale grænser, der ikke betragtes som andet end hindringer for varers og personers frie bevægelighed. Nomadisme har nu fået status af en fællesskabsværdi, der gør geografisk og erhvervsmæssig mobilitet til alfa og omega for den nye europæer.

Ordningen for anerkendelse af kvalifikationer skal tilpasses ændringer, der kan forekomme i arbejdsverdenen eller uddannelsessystemer i overensstemmelse med den ultraliberale filosofi, der er drivkraften bag de europæiske institutioner. I denne ånd har Kommissionen fastsat en meget mærkværdig socialpolitik, der skal fremme arbejderes uddannelse og mobilitet på minimale uddannelsesbetingelser, som formodes at sikre større tilpasningsevne til arbejdsmarkedet.

På den anden side har en række myndigheds- og erhvervsorganer givet udtryk for bekymring for visse erhvervs fremtid og kvaliteten af den uddannelse, som nogle lande giver, særlig med hensyn til folkesundheden.

Endelig er direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer en følge af direktivet om liberalisering af tjenesteydelser. Det betyder, at Bolkestein-direktivet er mere aktuelt nu end nogensinde.

 
  
MPphoto
 
 

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Vi har brug for et direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for at sikre etableringsfrihed og frihed til at levere tjenesteydelser på det indre marked uden forskelsbehandling med hensyn til niveauet for erhvervsmæssige kvalifikationer. Dette princip bestrider jeg ikke. Vi skal undgå at blande det sammen med det famøse Bolkestein-forslag til et direktiv, hvis formål er at skabe et egentligt indre marked for tjenesteydelser, og som vi skal drøfte her i Parlamentet i de kommende måneder for evt. at ændre det.

Hvad angår ændringsforslagene til udkastet til anbefaling til andenbehandling, deler jeg bekymringen hos håndværkerne i Luxembourg, som er bekymrede for, at de erhvervsmæssige kvalifikationer, der kræves for at kunne etablere sig, bliver devalueret, hvilket ikke er i overensstemmelse med Lissabon-strategien og uddannelses betydning, som understreges heri. Den legitime interesse for at gennemføre et egentligt indre marked må ikke føre til lavere niveauer. Det er både i selskabers og forbrugeres interesse at sikre kvalificerede tjenesteydelser og produkter. Derfor stemte jeg for ændringsforslagene, som med rette har til formål at styrke retssikkerheden for mennesker, der deltager i forretningsaktiviteter.

 
  
  

Betænkning af Herranz García (A6-0121/2005)

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har stemt for denne betænkning, fordi dens formål er at forbedre producentorganisationernes drift ved at indføre en krisestyringsordning og fremme forbruget af frugt og grøntsager og disses lokale sorter, eftersom det er en effektiv metode til at styrke folkesundheden.

Hvad angår producentorganisationerne, fremhæver jeg ordførerens forslag om fremme oprettelse af producentorganisationer i områder med et lavt sammenslutningsniveau som f.eks. i Portugal. Jeg fremhæver ligeledes, at der lægges vægt på at garantere producentorganisationernes retssikkerhed og forenkle de kontrolprocedurer, der udøves af de forskellige nationale instanser og EU-instanser med driftsprogrammerne.

Hvad angår krisestyringen, skal også "indførelse af en effektiv ordning til styring af markedskriser for at undgå, at sektoren står hjælpeløs over for store prisfald" nævnes som noget positivt. Med hensyn til den praktiske gennemførelse og den omtalte "sikkerhedsfond" bør denne finansieres udelukkende ved hjælp af fællesskabsmidler, da det vil være den rimeligste måde at løse dette spørgsmål på.

 
  
MPphoto
 
 

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen har til formål at forenkle EU's organisering af markedet for frugt og grøntsager. Men den bevarer den fælles landbrugspolitiks nuværende strukturer. Derfor kan vi ikke støtte betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Landbruget er som bekendt af stor betydning for Portugal, som derfor på dette område bør varetage interesser, der ikke blot er et bestemt erhvervs, men landets som helhed. Fordi jeg mener, at Europa-Parlamentets forslag imødekommer producentorganisationernes legitime interesser, og fordi jeg går ind for en hensigtsmæssig model for støtte til forarbejdede produkter, har jeg stemt for denne betænkning.

 
  
  

Betænkning af Cercas (A6-0105/2005)

 
  
MPphoto
 
 

  Joseph Muscat (PSE). - (MT) Jeg stemte imod, at undtagelsesmuligheden fjernes, så den enkelte arbejdstager kan arbejde over i mere end otte timer om ugen af praktiske grunde og i overensstemmelse med arbejdstagernes og det maltesiske erhvervslivs behov. Det er alle arbejdsmarkedets parter enige om i mit land.

Jeg går ind for, at vi begrænser arbejdstiden, og at der skabes en bedre balance mellem arbejdstid og familie. Men De må forstå, at der ikke findes et lejemarked i Malta, samtidig med at jorden er knap og meget dyr. Alle kernefamilier, navnlig unge mennesker, låner tusinder af pund for at få et sted at bo. De binder sig for mange år, hvor de betaler enorme beløb og en stor del af hele deres indtægt, herunder indtægt fra overarbejde, for at afdrage på den lejlighed eller det hus, de bor i.

Mange af disse familier er i en situation, hvor det ikke er, fordi de ønsker det, men fordi markedet dikterer det, hvor de er helt afhængige af indtægterne fra deres overarbejde, ikke til impulskøb, men til at overholde deres betalingsforpligtelser. Lavindkomstfamilierne er de mest sårbare.

Hvis vi begrænser deres overarbejde, vil vi ikke hjælpe dem, men nagle dem endnu mere til korset. Og hvem vil give dem de penge, de har brug for? EU? Arbejderpartiet har advaret om dette problem, og vi er her for at forsøge at løse det. Jeg frygter dog, at vi vil møde modstand.

 
  
MPphoto
 
 

  John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg ikke stemte sammen med mit parti om de fleste af ændringsforslagene til Cercas-betænkningen. Grunden var, at det efter uformelle møder med de største fagforeninger i mit land viste sig, at Malta i øjeblikket ikke er i en sådan økonomisk stilling, at det kan gennemføre direktivet om arbejdstid.

Som min kollega, der lige har talt, har forklaret, ville de socialgrupper, der har en lav indkomst, være ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, medmindre indtægten blev suppleret med overarbejde og andre indtægter.

 
  
MPphoto
 
 

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg spurgte et repræsentativt udsnit af de 20 millioner ældre i Italien, hvoraf mange stemte på mig til at repræsentere dem i Europa-Parlamentet, hvordan jeg skulle stemme i spørgsmålet om arbejdstidsnedsættelse. De svarede: "Nogle mennesker vil have os til at arbejde hele livet, hvert eneste år i vores arbejdsliv plus så mange måneder, uger, dage og timer om dagen, som det kan lade sig gøre, og man kan forestille sig, og som om det ikke var nok, vil de også have, at vi opsparer vores pensioner på så få år og måneder som muligt og opsparer så lidt som muligt. Det eneste, vi kan håbe på, er i det mindste at kunne arbejde så lidt som muligt i løbet af arbejdsdagen." Derfor har jeg stemt for Cercas-betænkningen og ændringsforslagene om nedsættelse af arbejdstiden.

 
  
MPphoto
 
 

  Allister (NI), skriftlig. - (EN) Jeg stemte mod betænkningen om arbejdstidsdirektivet, fordi individuelle arbejdstagere ville miste deres ret til at fravælge arbejdsugen på maksimalt 48 timer. Dette forslag er et utåleligt indgreb i valgfriheden og den personlige frihed og er typisk for tankegangen i Bruxelles, hvor man ønsker at diktere hver eneste detalje i vores socioøkonomiske liv.

Desværre blev ændringsforslaget om at bevare bestemmelsen om fravalg nedstemt, og således stiller resten af Europa op for at påtvinge os et arbejdstidsdirektiv, der stort set mangler støtte i Det Forenede Kongerige. Det er en af de utålelige byrder ved medlemskab af EU og en betimelig advarsel mod voksende kontrol fra Bruxelles, som den nye forfatning ville påtvinge os i betragtning af de socioøkonomiske dogmer, den indeholder i del III.

 
  
MPphoto
 
 

  Clark (IND/DEM), skriftlig. - (EN) UKIP-medlemmerne af Europa-Parlamentet stemte imod ændringsforslag 37, fordi arbejdstidsdirektivet allerede virker og vil fortsætte. Vi agter derfor at mildne dets værste aspekter. I øjeblikket er det muligt at fravælge 48-timersugen, enten som individ eller gruppe, ved at undertegne en aftale med arbejdsgiveren. Kommissionen ønsker at bevare muligheden for fravalg og Cercas-betænkningen at eliminere den.

Ændringsforslag 37 var opført som "Forslag om at forkaste Kommissionens forslag". Ved at stemme imod dette ændringsforslag forsøgte UKIP at genindføre Kommissionens holdning og således bevare muligheden for fravalg.

 
  
MPphoto
 
 

  De Keyser (PSE), skriftlig. - (FR) På et tidspunkt, hvor venstrefløjen må kæmpe for et ja til forfatningstraktaten, er ændringsforslagene i Cercas-betænkningen til arbejdstidsdirekvitet efter min mening en sejr, i betragtning af hvor stærkt presset fra højrefløjen har været. Denne sejr kan imidlertid ikke skjule det sociale tilbageskridt, der stadig er i den tekst, vi har stemt om i dag, bl.a.:

1) Opt out-klausulen vil være gældende i tre år.

2) Den årlige referenceperiode for arbejdstiden vil ikke længere blive forhandlet af arbejdsmarkedets parter. Det er derfor et tilbageskridt på et afgørende område, nemlig forvaltning af fleksibiliteten.

3) Selv om "uproduktive" perioder - f.eks. vagttid - i betænkningen stadig medregnes i arbejdstiden, kunne undtagelser gøre det muligt at beregne dem særskilt.

Formålet med forfatningstraktaten er at indføre mere social dialog, men det nuværende direktiv begrænser den. Endvidere har dette direktiv indflydelse på et af de grundlæggende resultater af kampene i sidste århundrede, nemlig kortere arbejdstid og regler for arbejdsdagen. Derfor har jeg hverken stemt for eller imod, samtidig med at jeg glæder mig over indsatsen fra hr. Cercas og Den Socialdemokratiske Gruppe for at holde den ultraliberalisme nede, som direktivet bærer præg af.

 
  
MPphoto
 
 

  De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter fuldt ud Cercas-betænkningen som et meningsfuldt skridt hen imod en 48-timersarbejdsuge i alle 25 medlemsstater fra 2010. Det vil eliminere de nuværende muligheder for fravalg og indføre strenge nye betingelser for, hvordan vagtperioder kan medregnes i 48-timersugen. Arbejdstiden vil stadig blive beregnet over periode på fire måneder, og der vil være undtagelser, der gør det muligt at beregne den over 12 måneder - under forudsætning af større kontrol via kollektive aftaler.

En ordentlig regulering af arbejdstiden er en hjørnesten for et socialt Europa. Det skaber harmoni mellem arbejde og familieliv og tager fat på et vigtigt sundheds- og sikkerhedsspørgsmål.

Det er helt forkert, at der er en fravalgsmulighed til rådighed, når det gælder sundheds- og sikkerhedslovgivningen, og det er vigtigt, at der bliver gjort en ende herpå så hurtigt som muligt. Den største risiko er, at denne fravalgsmulighed vil blive udstrakt til alle medlemsstater, hvilket vil gøre regulering af arbejdstiden overflødig og føre til et kapløb mod bunden.

Ikrafttrædelsestidspunktet i 2010 giver begge parter på arbejdsmarkedet tid til at forhandle nye aftaler, der tager hensyn til 48-timersugen. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC) støtter fuldt ud betænkningen, idet den giver rimelige betingelser for arbejdstagere overalt i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  De Vits (PSE), skriftlig. - (NL) Jeg har hverken stemt for eller imod ved afstemningen om Cercas-betænkningen om reformen af arbejdstidsdirektivet. Heller ikke den vedtagne kompromistekst kan betragtes som et fremskridt for det sociale Europa. Vi skal fortsat være meget agtpågivende for at opretholde det, der er opnået på det sociale område.

For det første er direktivets udgangspunkt fleksibilitet, ikke arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.

For det andet, selv om der på længere sigt, om tre år, gøres en ende på opt out, som tillader medlemsstaterne at afvige fra bestemmelserne om arbejdstiden, forhindrer dette ikke, at medlemsstater, som ønsker det, i tre år kan fastsætte arbejdstiden gennem individuelle kontrakter og på den måde komme uden om de forhandlede aftalers sociale garantier.

For det tredje kan fastsættelsen af arbejdstiden for et helt år også gennemføres gennem lovgivning. Herved brydes arbejdsmarkedets parters eneret.

For det fjerde, selv om Europa-Parlamentet beskriver de inaktive dele af vagtperioderne som arbejdstid, kan de godt "vægtes særligt", gennem kollektive overenskomstaftaler eller ved lov, uden at der er garantier for de pågældende arbejdstagere.

Desuden risikerer opdelingen i aktive og inaktive vagtperioder også at brede sig til andre sektorer.

 
  
MPphoto
 
 

  Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi glæder os over, at Europa-Parlamentet har forkastet en væsentlig del af Kommissionens forslag til et nyt arbejdstidsdirektiv, eftersom det er et af de farligste angreb på lønmodtagernes rettigheder, fordi det bringer de resultater i fare, som er skabt igennem mere end 100 års kampe, og som angår millioner af lønmodtagere og deres familier.

Vi glæder os også over, at det er blevet vedtaget at afskaffe opt out-bestemmelsen tre år efter vedtagelsen af et direktiv, som vi bidrog til.

Vi er derimod skuffede over, at man har vedtaget en hviletidsklassificering og ikke respekterer Domstolens retspraksis. Der er åbnet mulighed for en større deregulering af arbejdsmarkedet, og det bliver sværere at forene arbejds- og familieliv og beskytte lønmodtagernes sundhed og sikkerhed. Vi støtter heller ikke, at den maksimale arbejdstid kan fastsættes for et helt år. Derfor har vi stemt imod.

 
  
MPphoto
 
 

  Goudin, Lundgren og Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi mener rent principielt ikke, at EU skal træffe beslutninger om medlemslandenes arbejdstider. Dette er et anliggende for parlamenterne og arbejdsmarkedets parter i hvert enkelt medlemsland. Vi har valgt at støtte de ændringsforslag, som åbner op for øget national selvbestemmelse, men stemmer nej til beslutningen som helhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Grech (PSE), skriftlig. - (EN) I princippet er jeg enig i størstedelen af de synspunkter og argumenter, der kommer til udtryk i denne betænkning. Men Malta har mange arbejdstagere med lang arbejdstid, fordi de har brug for det, enten for at få deres økonomi til at hænge sammen eller på grund af andre forpligtelser.

På visse områder er direktivet ufleksibelt og ville få negative følger for vores lille øs økonomi og de involverede parter.

Gennemførelsen af denne betænkning kunne skade vores forsøg på at prøve at holde på og om muligt skabe job uden at udhule den sociale model.

Arbejdstagernes valgmuligheder og konkurrenceevne på den ene side og et effektiv og sikkert sundhedssystem på den anden er begge vitale for det maltesiske folks velfærd, og man kan ikke jonglere rundt med dem.

Derfor er det vigtigt for Malta at bibeholde den enkeltes mulighed for fravalg.

Denne holdning nyder bred tilslutning på Malta, herunder hos fagforeningerne.

Et bredt udsnit af befolkningen ser ikke betænkningen som en fordel for Malta. Af disse grunde føler jeg derfor, at det endnu ikke er det rette tidspunkt for mig at stemme for denne betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Min egen region - det østlige England - lider under den længste arbejdstid i Det Forenede Kongerige, idet en ud af 10 personer i transportsektoren arbejder over 60 timer om ugen. Det samme antal arbejdstagere, som passer maskiner, arbejder mere end 56 timer om ugen, og for faglærte arbejdere er det mere end 53 timer om ugen. Hvad angår bygnings- og lagerarbejderne, er det mere end 50 timer om ugen. Ligesom det var rigtigt at indføre en minimumsløn for at bekæmpe problemet med sulteløn, er det nu på tide at afskaffe alt for lang arbejdstid, som indebærer, at arbejdstagerne bliver undertrykt og udnyttet, hvilket forårsager stress og andre sundhedsproblemer og skader familielivet. Derfor støtter jeg fuldt ud, at der med de nødvendige sikkerhedsbestemmelser gøres en ende på den britiske mulighed for at fravælge EU's arbejdstidsregler.

 
  
MPphoto
 
 

  Lang (NI), skriftlig. - (FR) I Cercas-betænkningen, som medlemmerne af Parlamentet fra Den Nationale Front har godkendt trods adskillige mangler, opfordrer man til at afskaffe den opt out-klausul, som Kommissionen foreslog at bevare. Denne klausul, som giver visse medlemsstater mulighed for at træffe bestemmelse om en arbejdsuge på mere end 48 timer, har forværret den sociale dumping i Europa. I et Europa uden grænser vil franske selskaber, der er forpligtet til en 35-timers arbejdsuge, ikke kunne konkurrere med deres konkurrenter, som er etableret i europæiske lande, der anvender opt out-klausulen.

Vi har imidlertid ingen illusioner. Vedtagelsen af Cercas-betænkningen er kun et første skridt. Under førstebehandlingen i dag har Parlamentet tvunget Kommissionen tilbage, fordi mange medlemmer af Parlamentet er bange for, at de franske vælgere skal give udtryk for deres utilfredshed den 29. maj.

 
  
MPphoto
 
 

  Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for ændringsforslag 37, hvori der opfordres til at forkaste udkastet til direktiv, der bevarer de negative punkter i den forrige lovgivning, f.eks. opt out-klausulen, og er starten på en proces til afskaffelse af arbejdstidsreglerne.

Ordføreren hr. Cercas forsøger imidlertid at bevise, at Parlamentet i løbet af tre år agter at sikre afskaffelsen af opt out-systemet, som er ren gift for fremtidens europæiske sociallovgivning. Vi skal efter min mening støtte ham i dette mål. Alligevel kan jeg ikke acceptere, at han til gengæld gør det muligt at beregne den maksimale arbejdstid på 48 timer over en periode på 12 måneder og at beregne og fastsætte arbejdstiden for et helt år, som arbejdsgiverne har forlangt, samt at vagttid skal medregnes i mindre omfang.

Dette kompromis er ikke tilfredsstillende og er på ingen måde et fremskridt, som vi har ret til at forvente af EU. Det indeholder endog en række tilbageskridt.

Vi befinder os på et tidligt stadium af lovgivningsproceduren, og en stemme for Cercas-betænkningen er en støtte til afskaffelse af opt out-systemet. Alligevel vil jeg ikke ved afslutningen af den fælles beslutningstagning godkende en arbejdstekst baseret på 48 timer.

 
  
MPphoto
 
 

  Liotard (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Kommissionens forslag om at ændre arbejdstidsdirektivet betyder en reel forværring for millioner af arbejdstagere i Europa. Opt out-systemet bibeholdes, selv om det er bevist, at det fører til længere arbejdsuger og antaster arbejdstagernes sundhed. Det bør opgives hurtigst muligt, helst allerede i 2008. Cercas' kompromis om at bringe opt out-systemet til ophør støtter jeg. Forlængelsen af referenceperioden fra fire måneder til et år med maksimalt 65 timer om ugen er et feudalt fænomen fra det 19. århundrede, og derfor skal vi holde fast ved en referenceperiode på fire måneder. Endelig skal Domstolens dom vedrørende inaktive dele af vagtperioder følges.

Kommissionen imødekommer ensidigt virksomheders ønske om større fleksibilitet. Faktisk er den arbejdsuge på maksimalt 48 timer, som vi har nu, allerede arkaisk. Den nuværende ugentlige arbejdstid er omkring 40 timer, og langt de fleste af arbejdstagerne ønsker endda en kortere arbejdsuge. Derfor opfordrer jeg til en europæisk standard for arbejdstider for at nå frem til en videre omfordeling af arbejdet og en bedre forenelighed af arbejde, familie, omsorg og uddannelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg mener, at vi skal ændre arbejdstidsdirektivet fra 1993, således at det svarer bedre til virkeligheden i verden af i dag. Det skal imidlertid sikre et højt niveau af sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse for arbejderne, give virksomhederne større fleksibilitet i forvaltningen af arbejdstiden og give bedre mulighed for at forene arbejds- og familieliv.

Det lyder, som om vi vil forsøge det umulige. Jeg synes, at vores bidrag skal gøre det muligt at forlænge referenceperioderne. Jeg går ind for at fastsætte arbejdstiden for et helt år, hvilket også kan være af betydning for arbejderne og sætte os i stand til at tilpasse svingningerne i efterspørgslen, særlig sæsonbestemte svingninger.

Hvad angår vagttid, kunne jeg have levet med Kommissionens forslag, der er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, da det fastsætter, at den inaktive del af vagttiden ikke betragtes som arbejdstid, medmindre andet er fastsat i national lovgivning eller en kollektiv overenskomst.

Endelig mener jeg, at det er i strid med formålet med direktivet at bibeholde opt out-klausulen .

 
  
MPphoto
 
 

  Malmström (ALDE), skriftlig. - (SV) Arbejdstid er noget, der henhører under national lovgivning, og som EU ikke bør regulere. Nu findes der imidlertid allerede et direktiv på EU-niveau, som regulerer arbejdstiden, og dette direktiv har til formål at opdatere det eksisterende direktiv. Folkepartiet har derfor stemt for, at enkelte regler i arbejdstidsdirektivet skal blive så gode som muligt. Vi har værnet om subsidiaritetsprincippet og et fleksibelt arbejdsmarked, samtidig med at arbejdstagernes sundhed beskyttes.

Desværre blev en række detailbestemmelser stemt igennem, som efter vores mening kan skade de små virksomheder i Europa. Vi stemte derfor nej til forslaget som helhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Manders (ALDE), skriftlig. - (NL) Efter vedtagelsen af ændringsforslag 10 mente den nederlandske VVD-delegation, at den måtte stemme imod det ændrede kommissionsforslag om tilrettelæggelse af arbejdstiden. At EU foreskriver, at den samlede vagtperiode, inklusive den inaktive del af vagtperioden, skal betragtes som arbejdstid, er ifølge VVD-delegationen et eksempel på indblanding fra Bruxelles. Dette vil blot mindske opbakningen til EU yderligere på et tidspunkt, hvor der netop er behov for en større opbakning.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin, David (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg komplimenterer min kollega, hr. Cercas, for hans udmærkede betænkning.

Han har ramt et glimrende kompromis mellem det behov, et fleksibelt arbejdsmarked har, og beskyttelsen af de individuelle arbejdstagere mod den skade, en lang arbejdstid kan forårsage på deres sundhed og sikkerhed og balancen mellem arbejds- og familieliv.

Muligheden for at beregne 48-timersugen på årsbasis vil gøre det muligt for virksomhederne at klare sæsonudsving, pludselige forøgelser af efterspørgslen eller krisesituationer.

Arbejdstageren vil få en garanti for en rimelig arbejdstid set over hele året.

At gøre en ende på de individuelle muligheder for fravalg vil beskytte de arbejdstagere, som under det nuværende direktiv står over for pres for at fraskrive sig deres rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Vi befinder os i vanskelige tider med stigende arbejdsløshedstal og vaklende konjunktur, hvor opskrifter, som blev anvendt med succes før i tiden, ikke længere hjælper.

"Normale arbejdsforhold" bliver i stigende grad atypiske, vores samfund bliver mere og mere fleksibelt - hvilket også afspejles i en ny udformning af arbejdstiden som deltid eller tidskonti. Den, der ønsker at gøre karriere, skal simpelthen være fleksibel.

Samtidig står vi imidlertid også over for problemet med et tiltagende barnløst Europa. Det ville være en katastrofal fejl at ville korrigere denne udvikling ved hjælp af indvandring. Det springende punkt er imidlertid i stigende grad foreningen af arbejds- og familieliv.

At samle erhvervsmæssige og familiære opgaver under ét tag presser ofte forældre til grænsen af det, de kan præstere. Fleksible arbejdstider kan kun betale sig for virksomheder og familien, hvis vi tilpasser rammebetingelserne for f.eks. børnepasningsinstitutioner tilsvarende for at tage højde for denne udvikling. For hvis fædre og mødre med små børn skal trække sig delvist tilbage fra erhvervslivet, er toget for Europa måske allerede kørt.

 
  
MPphoto
 
 

  Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) I dag stemte Europa-Parlamentets Labour-medlemmer for en kompromispakke om arbejdstid foreslået af PSE-medlemmerne og EPP-Gruppen i Parlamentet. Den vil nu blive forelagt for regeringerne i Rådet til overvejelse. Den ligger på linje med vores afstemning i 2004 og støtter det princip, der er centralt i dette direktiv, og som drejer sig om arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og det mål at forene arbejde og familieliv og forøge produktiviteten.

Den Liberale Gruppe i Europa-Parlamentet forstår de tilpasningsvanskeligheder, som Det Forenede Kongerige og andre står over for, men takket være visse fleksible bestemmelser i betænkningen, såsom den udvidede referenceperiode på 12 måneder, er disse vanskeligheder overvundet.

Vi anerkender, at vagtperioder er det samme som arbejdstid, som Domstolen har afgjort i SIMAP-sagen og Jaeger-sagen. Disse afgørende kendelser har implikationer for det engelske og de øvrige medlemsstaters sundhedsvæsen, men ved at tillade medlemsstaterne selv at udregne denne del af arbejdstiden er den kompromispakke, vi er nået frem til, tilstrækkelig fleksibel.

Den Liberale Gruppe håber, at en positiv afgørelse på første stadium af processen vil sikre vedtagelse af betænkningen om arbejdstid, som sikrer arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og virkeliggør et afbalanceret arbejdsliv, samtidig med at det indeholder den nødvendige grad af fleksibilitet.

 
  
MPphoto
 
 

  Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Den tydelige forskel på afstemningsresultatet i det udvalg, der har med beskæftigelse at gøre, og det udvalg, der har med industrien at gøre, er i sig selv sigende for den ubalance, der kendetegner det forslag, som der er blevet stemt om, og mange af de ændringer, der er blevet foreslået.

For mit vedkommende nærer jeg tillid til en model, hvis bærende element er subsidiaritetsprincippet, der giver medlemsstaterne tilstrækkeligt råderum til at tilpasse arbejdstidsbestemmelserne efter deres økonomiske vilkår. Det er vigtigt at kunne tage højde for de reelle økonomiske forhold og de særlige behov, som det enkelte land har i den givne situation, under den forudsætning at det grundlæggende er sikret, fordi det indeholdes i den nationale lovgivnings retningsgivende principper, således som det f.eks. gælder for Portugals vedkommende.

En alt for rigid lovgivning på dette område er i alle tilfælde til skade for økonomien, for industri- og serviceerhvervene og derfor også til skade både for dem, der er i beskæftigelse, og for dem, der ikke er, men som gerne vil være det.

 
  
MPphoto
 
 

  Sinnott (IND/DEM), skriftlig. - (EN) I betænkningen om arbejdstid og i enhver betænkning om arbejde prøver jeg at se, om den største arbejdsstyrke i Europa, hjemmeplejen, er medtaget. Det er de ikke.

Det er særlig trist, fordi et dokument, der beskæftiger sig med det antal timer, man arbejder om ugen, gælder mere for dem end for nogen anden gruppe af arbejdstagere i EU. Vi kunne og burde have set på spørgsmål som "vagtperioder" i relation til hjemmeplejen. Det er mere end en mulighed, som man er gået glip af. Det er diskrimination og udelukkelse af folk, der har en utrolig lang arbejdstid, folk, der altid er på vagt.

Kan vi beslutte, at vi vil se på situationen med hjemmeplejen, og at vi vil medtage den i vores henstillinger om arbejde i fremtiden, og at vi ikke længere vil diskriminere mod denne vigtige arbejdsstyrke, som allerede er udsat for diskrimination med hensyn til løn.

 
  
MPphoto
 
 

  Szymański (UEN), skriftlig. - (PL) Min holdning til dette spørgsmål skyldes et synspunkt om, at den ugentlige arbejdstid, som er et vigtigt aspekt af det sociale og økonomiske liv i EU's medlemsstater, ikke skal reguleres på europæisk plan.

Arbejdstid falder ind under arbejdsmarkedslovgivningen, som i ethvert demokratisk land vedtages af et parlament, der repræsenterer alle parter, som er involveret i arbejdslivet. Dette giver tilstrækkelig garanti for, at arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder respekteres.

Afstemningen i dag er en sort dag for europæisk iværksætterånd og velstand. Venstrefløjens og De Liberales stemmer for betød, at Parlamentet vedtog forslaget om at stramme op på arbejdstidsdirektivet. Det vil nu blive et af de mest ødelæggende europæiske lovgivningsinitiativer, da det er intet mindre end en beslutning om at overføre de problemer, som den franske og den tyske økonomi har oplevet, til alle de andre lande, herunder lande, som er modstandere af den slags foranstaltninger, f.eks. Polen, Storbritannien og Irland. Læger, sygeplejesker og visse journalister vil blive ramt hårdest af begrænsninger af den ugentlige arbejdstid og medregningen af vagtperioder i arbejdstiden, og resultatet vil være, at hele den europæiske økonomis konkurrenceevne bliver endnu mindre.

I denne forbindelse er Parlamentets forsøg på at retfærdiggøre det ved at henvise til Lissabon-strategien topmålet af hykleri.

 
  
MPphoto
 
 

  Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Grækenlands Kommunistiske Partis parlamentariske gruppe vil stemme imod direktivet om tilrettelæggelse af arbejdstiden, fordi det er et hævngærrigt angreb på arbejderklassens rettigheder fra EU's, bystyrernes og storkapitalens side.

Målet med Kommissionens og ordførerens forslag er at underminere arbejdstiden ved at indføre to nye begreber - aktive vagtperioder og inaktive vagtperioder - og mere fleksible arbejdstider for at øge storkapitalens profit.

Den tid, der betegnes som inaktive vagtperioder, tæller ikke som arbejdstid, selv om arbejdstageren står til rådighed for arbejdsgiveren.

Dermed er Pandoras æske åbnet, og arbejdsmarkedslovgivningen er blevet knust. Definitionen af arbejdstid og arbejdsdagens længde er spørgsmål, der har været genstand for en klassebestemt konflikt mellem arbejderklassen og storkapitalen i mange år.

Konsekvenserne er smertefulde for arbejderklassen: mere ubetalt arbejde, ligegyldigt hvor og hvornår den kapitalistiske produktions behov tilsiger det, hvilket medfører underminerede kollektive arbejdsaftaler, intensivering af slaveriet, flere arbejdsulykker, dårligere forsikrings- og pensionsforhold, drastiske indskrænkninger af fritiden til sociale aktiviteter og nedbrydning af familielivet.

Grækenlands Kommunistiske Parti bidrager til at omdanne og styrke arbejderbevægelsens klassebestemte orientering for at tilvejebringe radikale ændringer og tilfredsstille arbejderklassens og græsrodsbevægelsernes nutidige behov.

 
  
MPphoto
 
 

  Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Spørgsmålet om arbejdstidsregulering er kompliceret. Min primære holdning i forbindelse med dette direktiv er, at denne type anliggender først og fremmest hører hjemme på medlemslandsniveau. Da forslaget om opt out blev stemt ned - en regel, som desuden ikke anvendes i Sverige - og forslaget om at beregne den gennemsnitlige arbejdstid i en periode på over fire måneder blev forkastet, fandt jeg det derfor passende at stemme imod forslaget som helhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi har nu afsluttet stemmeforklaringerne. Mødet genoptages kl. 15.00 med redegørelser for fremtiden for Europa 60 år efter den Anden Verdenskrig.

 

14. Stemmerettelser: se protokollen
  

(Mødet udsat kl. 12.40 og genoptaget kl. 15.00)

 
  
  

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

 

15. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

16. Fremtiden for Europa tres år efter den anden verdenskrig
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser om fremtiden for Europa 60 år efter Anden Verdenskrig.

Som De nok husker, kom jeg med en erklæring om Anden Verdenskrig i Europa i mandags, der faldt sammen med Europadagen, i en maj måned, hvor det desuden er 1-årsdagen for de 10 nye landes tiltrædelse af EU.

På grund af dette tredobbelte sammenfald besluttede formandskonferencen at afholde en forhandling i dag om fremtiden for Europa 60 år efter Anden Verdenskrig, som er mere end blot en mindehøjtidelighed eller et tilbageblik, nemlig et blik på vores fremtid med udgangspunkt i mindet om vores fortid.

Til at introducere forhandlingen er hr. Juncker og hr. Barroso til stede her hos os…

(Bifald)

… og de har for nylig været i Moskva for at deltage i de begivenheder, der er blevet afholdt dér til højtideligholdelse af afslutningen på krigen, og nu slutter de sig til os i denne forhandling, der, som jeg siger til Dem - og det vil jeg gerne understrege - drejer sig om at planlægge vores fremtid og ikke om kun at mindes fortiden.

Vi takker for den indsats, De begge har gjort, for at kunne være her hos os. Deres tilstedeværelse hæver uden tvivl vores forhandling. Jeg vil traditionen tro starte med at give dem ordet.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean-Claude Juncker, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer, det er 60 år siden, Anden Verdenskrig sluttede. At mindes den 8. maj 1945, datoen for Det Tredje Riges kapitulation, er en dybtfølt forpligtelse, og jeg finder det prisværdigt, at Europa-Parlamentet ikke har forpasset lejligheden til i dag at mindes den 8. maj 1945.

Forpligtelsen til at mindes er en dybtfølt forpligtelse. Den forekommer mig især at være vigtig for alle, der er født efter Anden Verdenskrig, for min generation. Og når vi mindes den 8. maj 1945, det tyske demokratis kapitulation i 1933 og den forfærdelige periode, der adskiller disse to datoer, bør vi, de unge, i alle tilfælde i forhold til den berørte generation, gøre det med stor besindighed.

Alle, der som jeg er født efter Anden Verdenskrig, i 1954, 1955 og senere, bør mindes med besindighed, fordi de ikke har været direkte vidner til den tragedie, der ramte det europæiske kontinent. Vi har ikke som de foregående generationer set koncentrationslejrene og de fængsler, hvor mennesker blev dræbt, torteret og ydmyget indtil den største fornedrelse. Vi har ikke som dem set slagmarkerne, fordi vi ikke har været tvunget til at krydse dem i dyb bedrøvelse eller som ofte med livet som indsats. Vi har ikke kunnet eller skullet som dem, der kunne eller skulle have gjort det, observeret de lange korteger af fanger fra alle nationer, der krydsede gennem Europa og i virkeligheden udgjorde ét langt europæisk ligtog. Vi er født efter Anden Verdenskrig, og vi har derfor ikke stået over for de skæbnesvangre personlige og kollektive afgørelser. Vi er ikke blevet nødt til at sige nej, vi har kunnet leve i efterkrigstidens solskin forskånet for alle de skæbnesvangre afgørelser.

At mindes den 8. maj 1945 er en handling, der giver næring til den kollektive hukommelse. Det er vigtigt i en tid, hvor det direkte minde eller førstehåndsoplevelsen af krigen eller tiden umiddelbart efter - den direkte oplevelse med den samling af personlige erfaringer og noble følelser - er på vej til at blive historie, med hele den afstand og påståede objektive tolkning, historien indebærer i forhold til minderne. I dag er førstehåndsvidnerne til denne forfærdelige periode i Europas historie ved at forsvinde. Det var rørende at se de russiske krigsveteraner på deres lastbiler på Den Røde Plads, denne lange kortege af mennesker, der har kæmpet i krigen for deres egen og for vores skyld, og som i dag ikke længere kan marchere, selv om vi alle ved, hvad de marcherer imod. Forpligtelsen til at mindes er en dybtfølt forpligtelse.

At mindes er for min generation ensbetydende med at mindes med tilbageholdenhed, men også med stor taknemmelighed. Først og fremmest taknemmelighed over for vores forældres og bedsteforældres generation, der, da de kom tilbage fra slagmarkerne, koncentrationslejrene og fængslerne, havde så mange grunde til at give op og lade stå til og begræde deres skæbne. Men de genopbyggede Europa og gjorde Europa til det smukkeste af alle kontinenter. Lad os være taknemmelige over den kolossale indsats, den generation, der blev tvunget i krig, og som ville freden, har gjort for os!

(Bifald)

Når man mindes, når man føler denne dybtfølte forpligtelse til at mindes, bør man også sige sandheden. Den 8. maj 1945 var en befrielsesdag for Europa.

(DE) Den 8. maj 1945 var også en nederlagets dag. Men det var et nederlag for fascismen, et nederlag for nationalsocialismen, et nederlag for demokraternes kapitulation over for det forfærdelige, som var sket siden 1933. Men det var også og især en befrielse for Tyskland!

(Bifald)

Jeg vil gerne sige til de valgte repræsentanter for det tyske folk her i Parlamentet: Aldrig før har tyskerne været så gode naboer til os som i dag!

(Bifald)

(FR) At sige sandheden den 8. maj, den 9. maj og den 10. maj er også ensbetydende med at vise sin taknemmelighed over for de folk, der lod deres styrker og energi slutte sig til Europas for at befri det europæiske kontinent. Jeg vil ikke med 60 års forsinkelse, men med 60 års afstand understrege, hvor taknemmelige vi europæere bør være over for de unge amerikanske og canadiske soldater, der kom fra den anden side af Atlanten for at befri Europa og utallige andre lande. Det må vi aldrig glemme.

(Bifald)

Min bemærkning gælder også soldaterne i Den Røde Hær. Hvilke tab! Hvilket utroligt tab af menneskeliv blandt russerne, som gav 27 millioner døde for Europas frihed! Man behøver ikke som jeg at nære en dyb kærlighed for det virkelige og evige Rusland for at erkende Ruslands store fortjeneste i forhold til Europa.

(Bifald)

Jeg vil rette en særlig hyldest til et europæisk folk, som var i stand til at sige nej, mens alt for mange andre lod sig friste af et lille ja. Jeg vil i dag hylde det britiske folk, som sagde nej, og uden hvis indsats intet ville have været muligt.

(Bifald)

Men den genvundne frihed i starten af maj 1945 var ikke den samme overalt. Vi i den vestlige del af Europa bekvemt installeret med vores gamle demokratier kunne efter Anden Verdenskrig leve i den frihed eller den genvundne frihed, hvis pris vi kender. Men folkene i det centrale Europa og i Øst har ikke kendt den samme frihed i 50 år.

(Bifald)

De var underlagt en andens lov. De baltiske lande, som jeg hilser velkommen i Europa, og som jeg ønsker at fortælle, hvor stolte vi er over at have blandt os, blev indlemmet med magt i en helhed, som ikke var deres. De var ikke omfattet af pax libertatis, men af pax sovietika, som ikke var deres. Disse folk, disse nationer, som er blevet ramt af den ene ulykke efter den anden, har lidt mere end alle de andre europæere.

(Bifald)

De andre lande i Central- og Østeuropa har ikke kendt den usædvanligt omfattende selvbestemmelse, som vi har haft i vores del af Europa. De var ikke frie. De måtte fungere under det ideologiske regime, de blev påtvunget. Jeg finder det meget bedrøveligt, at man i dag har så meget dårligt at sige om udvidelsen. Jeg mener tværtimod, at Anden Verdenskrig nu endelig er slut: Udvidelsen leve!

(Bifald)

Efterkrigstidens Europa var ikke blevet det Europa, vi kender i dag, havde det ikke været for krigen. Det Europa, der genfødtes af krigens aske, ville aldrig have set dagens lys, havde det ikke været for Europas såkaldte fædre - Schuman, Bech, Adenauer, de Gasperi m.fl. - som for første gang i Europas historie gjorde efterkrigstidens "aldrig mere krig" til et håb, en bøn og et program. Vi bør i dag være inderligt taknemmelige og mindes de personer, der havde mod til at sige ja efter at have sagt nej.

Det ville ikke have været muligt for dem, hvis de ikke havde følt sig båret af deres folks noble og dybe følelser. Man udretter ikke noget stort mod folkets vilje. Det var efter Anden Verdenskrig kun muligt at skabe det Europa, vi har i dag, fordi de europæiske folk aldrig mere ville genopleve de tragedier, Europa oplevede to gange i løbet af det 20. århundrede.

Der er Europas grundlæggere, som er kendte, der er de mennesker, der arbejdede i skyggen, og som delte denne ædle overbevisning, og så er der filosofferne, tænkerne og politikerne, som man alt for ofte glemmer: Léon Blum, der drømte om Europa i et fransk fængsel, den store Spinelli, som de italienske fascister havde spærret inde på en italiensk ø, og andre ukendte, som vi skylder så meget. Jeg lovpriser alle de glemte eller ukendte, der gjorde udviklingen efter Anden Verdenskrig mulig.

(Bifald)

Der var den frie del af Europa og den del af Europa, der var lammet af historiens skæbnesvangre aftale, Jalta-aftalen, som foreskrev en endegyldig opdeling af Europa i to dele eller to modsatrettede lejre, og som vi ofte har været alt for dårlige til at bygge bro mellem. Den kolde krig - det er den kærlige betegnelse for denne forfærdelige periode i Europas historie - lammede Europas bedste kræfter og forhindrede Europas største talenter i at komme til udtryk og således bidrage på samme positive måde, som hvis de havde kunnet udfolde sig frit.

Jeg er selv født i december 1954, men foretrækker at sige, at jeg er født i 1955. Jeg er først og fremmest vokset op med respekt for den indsats, min fars generation har ydet, idet det som et lille sidebemærkning kan nævnes, at den oplevede en dobbelt katastrofe, fordi alle luxembourgere født mellem 1920 og 1927 blev tvangsindskrevet i den tyske Wehrmacht og bar en uniform, som ikke var deres, og tjente et mål, som ikke var deres. Det var en forfærdelig skæbne at skulle bære fjendens uniform. Det samme gælder i øvrigt for Alsace og Lorraine.

Jeg er vokset op med den kolde krig, hvor verden angiveligt var lettere at forstå. Der var dem, der var med os, og dem, der var imod os. Man vidste ikke, hvorfor man holdt af dem, der var med os, men man vidste, at man burde afsky de andre. Man vidste, at truslen kom fra den anden side, og at dem på den anden side mente, at truslen kom fra vores side. Hvilke forspildte muligheder! Hvilket spild af tid for Europa som følge af disse tåbelige analyser, der blev foretaget i krigens kølvand!

Vi må i dag glæde os over, at vi ikke længere skal indordne os under den kolde krigs ubønhørlige logik og kan slutte fred mellem Europas to dele.

(Bifald)

Jeg tænker ofte - sikkert fordi jeg ikke selv er en af dem - på Europas vise mænd, Churchill f.eks. Den store Churchill, der i 1947 på Europabevægelsens første kongres i Haag, hvor tanken om Europarådet tog sit udspring, som en reaktion på Sovjetunionens afvisning af at lade de andre Central- og Østeuropæiske lande deltage i både Marshall-planen og opbygningen af Europarådet med det forsyn, der var kendetegnende for ham, erklærede, at man dengang påbegyndte det i Vest, der skulle afsluttes i Øst. Mine damer og herrer, jeg er stolt af, at det lykkedes os.

(Bifald)

Victor Hugo skrev i 1849, at der kommer en dag i Europa, hvor de eneste slag består af udviklinger af idéer, der kommer en dag i Europa, hvor kugler og bomber erstattes af stemmer. Lad os være stolte over, at vi er nået dertil i dag.

Lad os være stolte over at kunne sige det i Europa-Parlamentet, Europas folkevalgte repræsentation, hvis medlemmer er arvtagere efter dem, der kunne sige nej, da der skulle siges nej, og arvtagere fra dem, der kunne sige ja, da ja var den eneste mulighed, der var tilbage. Lad os være taknemmelige over for dem, der sagde nej, da der skulle siges nej, og lad os være stolte over alle dem, der i dag siger ja til et stort Europa, et Europa, hvis historie og geografi er blevet forliget. Lad os være stolte over alle dem, der ikke ønsker, at Europa bliver et frihandelsområde, og som os og millioner af andre mener, at Europa er et sammensat kontinent, der fortjener mere end et frihandelsområde. Lad os være stolte af det Europa, som vores forgængere har opbygget, og opføre os som værdige arvtagere.

(Stående bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, kære venner, der er mig en stor ære at repræsentere Kommissionen ved denne ceremoni i det parlament, der repræsenterer europæerne. Vi ser i dag både bagud og fremad. Vi er her for at huske, for at udtrykke vores anerkendelse, men også for at bygge op.

Lad os først betragte fortiden. Den største konflikt i verdenshistorien har været kilde til modstridende følelser hos alle dem, der overlevede den. Kilde til lettelse hos nogle, kilde til tomhed, ganske givet, og ofte kilde til frygt for fremtiden, frygt for, at efterkrigstiden ikke skulle blive bedre, men måske ligefrem værre end det, der havde været før.

Derfor husker vi. Vi husker de umådelige ødelæggelser, der særlig ramte Europa. Næsten ingen lande slap uskadt. Det, som nogen har kaldt "den europæiske borgerkrig", var et vidnesbyrd om, hvor umenneskeligt mennesket kan bære sig ad over for mennesket. Vi i Europa, der så ofte med rette har været stolte af vores civilisations store bedrifter, af vores kultur, af den europæiske ånds store triumfer, bør ydmygt betænke, at det 20. århundredes Europa også oplevede nogle af de værste uhyrligheder, som mennesket nogensinde har begået.

(EN) Men vi bør også huske de storslåede historier om triumf over modstand, de personlige rejser, som så mange europæere foretog for at finde et bedre liv, hvor nogle måtte krydse bjerge og have for at nå deres mål, en lykkelig og fredelig tilværelse. Nogle fandt den simpelthen ved at vende hjem. Vi husker dem, der ikke fik den chance, dem, for hvem frihedens lys gik ud, næsten lige så hurtigt som de så det, dem, for hvem det ene mareridt blev erstattet af det andet.

Lad os erkende, at der kom noget beundringsværdigt ud af Europas ruiner i 1945. Lad mig give Dem et citat fra en af datidens visionære, der talte i Zürich i 1946. Han sagde: "I am now going to say something that will astonish you. The first step in the recreation of the European family must be a partnership between France and Germany. In this way only can France recover the moral and cultural leadership of Europe. There can be no revival of Europe without ... a spiritually great Germany" (Jeg vil nu sige noget, der vil forbløffe Dem. Det første skridt hen imod genoprettelsen af den europæiske familie må være et partnerskab mellem Frankrig og Tyskland. Kun på den måde kan Frankrig genvinde det moralske og kulturelle førerskab i Europa. Der kan ikke ske nogen genrejsning af Europa uden … et åndeligt stort Tyskland). Churchill havde ret. Det er let nu at glemme det mod, det krævede at sige disse ord dengang. Det, han sagde, var forbløffende.

Endnu mere forbløffende var de gerninger, som gjorde disse ord til virkelighed. Vi bør erindre den stålsatte beslutsomhed hos Robert Schuman, Jean Monnet, Konrad Adenauer, Alcide de Gasperi m.fl. og det, som de opnåede, idet de genopbyggede i stedet for at trække sig tilbage og tænke på hævn. Vi bør også huske at anerkende visionerne hos de transatlantiske ledere, der hjalp med at løfte genopbygningens byrde i stedet for at vende ryggen til.

Lad os standse, før vi kommer alt for højt op, for det, som grundlæggerne startede, var fremragende, men ufuldstændigt. Som Kommissionen sagde i sin erklæring af 9. maj: For millioner kom den sande frihed først med Berlinmurens fald, ikke ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Efter 1945 mistede de deres frihed og deres muligheder, næsten lige så hurtigt som de havde genvundet dem. I nogle tilfælde mistede de politisk kontrol med deres land. I andre mistede de deres uafhængighed. For mange mennesker i Europa betød slutningen på krigen fred og frihed, men for nogle betød den kun fred, endnu ikke frihed.

Vi bør ikke glemme, hvad Europa var. For 60 år siden oplevede vi holocaust her på dette kontinent. For ca. 30 år siden levede adskillige lande i Sydeuropa, herunder mit eget, stadig under diktaturer. Indtil for ca. 15 år siden havde halvdelen af Europa ikke frihed og demokrati. Det er grunden til, at jeg har svært ved at forstå, hvordan vi kan undlade at være optimistiske over for Europas fremtid, når vi ser, hvor Europa er nu, i sammenligning med hvor det var for blot få år siden.

(Bifald)

Men det var heldigvis ikke slutningen på historien. Hvad de europæiske ledere fra 1940'erne og 1950'erne byggede op, var et lys og en magnet: et lys gennem de mørke år for dem, der ikke havde udsigt til fred, velstand og stabilitet, som andre europæere nød, og en fantastisk og overvældende tiltrækningskraft for de befolkninger og lande, der var ved at rive sig løs og så Fællesskabet - som det dengang blev kaldt - som en katalysator for omformningen af deres lande.

For min generation har Europa altid været synonymt med demokrati. Som 18-årig var jeg sammen med andre fast besluttet på at befri mit eget land fra det lammende, autoritære og tilbagestående regime. Det er derfor, jeg og mange mennesker fra min generation især beundrer de utrolige anstrengelser, som befolkningerne i Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien samt Rumænien og Bulgarien har gjort sig for at kæmpe for demokratiet, og hvordan de forbinder selve idéen om Europa med idéen om demokrati. Det bør være - og det er - med umådelig stolthed, at EU og dets institutioner tager imod disse nye medlemmer og befolkninger såvel som dem på Malta og Cypern.

Så denne omformning er værd at anerkende og mindes. Hvorfor? Fordi den undertiden nærmest synes at være glemt. I dag er det alt for let at tage det faste grundlag for det nye Europa, vi lever i, for givet, et Europa med frihed og fælles værdier.

(FR) Det er derfor, vi må sige, at EU ikke kan blive offer for sin egen succes. Integrationen af så forskellige medlemmer, der står sammen om et fælles projekt, er virkelig et fantastisk resultat. Det er en usædvanlig udfordring, som vi alle har taget op. Jeg er overbevist om, at iværksættelsen af dette fantastiske projekt, som snart omfatter 27 lande og 500 millioner mennesker, vil fortsætte til trods for de genvordigheder, der vil opstå fra tid til anden.

Men denne iværksættelse er ofte så fredelig, at vi løber en risiko for at glemme det, der er gået forud. Beskrivelsen af de morderiske konflikter, der hærgede Europa, synes nu at være begrænset til historiebøgerne. De var ikke desto mindre på avisernes forsider for mindre end 10 år siden med massakrerne i flere Balkan-lande.

Her i Europa kan vi sige: Aldrig mere! Det er let at sige, men Europas historie har vist, at vi skal arbejde for freden og ikke må tage den for givet. Det er næppe et opmuntrende perspektiv, for der er problemer og utryghed i Europa i dag. I Berlin i den store bygning, der tidligere husede det, som DDR kaldte sit parlament, står der skrevet ordet Zweifel, som betyder tvivl. Der er tvivl og bekymring især hos de unge. Deres bekymring er velbegrundet. De frygter ikke at kunne finde et job, frygter en verden med stadig hårdere konkurrence, der til tider opleves som en udfordring. Men det er en frygt for at finde eller ikke finde et job, ikke en frygt for at finde eller ikke finde sit eget land.

Det gælder nu om at finde en effektiv måde at overvinde de reelle eller oplevede vanskeligheder i forbindelse med markedernes integration. Der er ikke tale om væbnede konflikter mellem konkurrenter, der bliver modstandere eller fjender. Det er grunden til, at vi over for denne frygt bør følge den foregående generations eksempel og udvise samme fantasi og mod. Vi må ikke glemme, at det ambitiøse partnerskab, vi har indgået i Europa, har været kilden til de fredelige revolutioner, der har bragt frihed og demokrati til millioner af europæere.

Europa - med 6, 10, 12, 15 og nu 25 medlemmer - har stået som et eksempel og været den virkelige drivkraft bag demokratiseringen i det sydlige Europa, Latinamerika og efterfølgende Central- og Østeuropa. Vi må huske på, at friheden er den drivkraft, der stimulerer væksten, beskæftigelsen og investeringerne, og som giver stadig flere europæere mulighed for en bedre tilværelse.

Demokratiets vitalitet og vores samfunds modernitet vidner om vores kapacitet til at genopfinde vores kontinent. Fra dets indre marked til dets ydre grænser, fra fremme af intern samhørighed til forsvar af en bæredygtig og miljøvenlig udvikling, fra den sociale dimension til fremme af retfærdighed overalt i verden - for vi ønsker ikke et Europa, der er lukket om sig selv - opbygger EU fortsat Europa. Det sker i konkrete etaper, der forbedrer borgernes dagligdag. Ratifikationen af forfatningen vil konsolidere disse resultater og skabe grundlaget for endnu større landvindinger i fremtiden.

Derfor skal vi i dag mindes den forfærdelige krig og det, den afstedkom. Vi bør i vores fremadrettede arbejde lade os inspirere af de fremsynede og målrettede ambitioner, der lå til grund for den foregående generations indsats, fra forsoning til samarbejde, og fra samarbejde til Europæisk Union.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, i 1945 - for 60 år siden - var Europa et område af ruiner. En barbarisk krig krævede over 55 millioner menneskeliv. Millioner og atter millioner af mennesker blev rykket op med rode, millioner blev drevet på flugt eller fordrevet, forældre uden sønner, kvinder uden mænd, børn uden fædre. Min far blev som menig soldat meldt savnet i slutningen af marts 1945. Som vi først erfarede meget senere, var han faldet. Jeg så ham aldrig.

I 1945 var mange af Europas byer hærget. Europas økonomi lå i ruiner. Overalt i verden skabte navnet "Europa" angst og frygt. Der kan ikke være tvivl om ansvaret for Anden Verdenskrigs udbrud: Det nationalsocialistiske uretsregime i Tyskland øgede sit racevanvid og krav om magt til et inferno af aggression mod alle andre folk i Europa. Holocaust mod Europas jøder blev dets værste forbrydelse. Den nationalsocialistiske totalitarisme førte hele Europa i fordærv. I slutningen blev det tyske folk selv til et af dens ofre. Der var dog kun få sejrherrer i 1945.

Tidligere var der lykkelige og ulykkelige overlevende, nogle i Vest-, andre i Central- og Østeuropa. I Vesteuropa opstod der, med fremsyn ledet af amerikansk støtte, et nyt liv i frihed, i respekt for menneskets værdighed, med demokrati og en retligt sikret markedsøkonomi. Winston Churchill - det er der allerede blevet mindet om - tegnede visionen om Europas forenede stater, og jeg tilføjer, at Europa aldrig ville blive fuldstændig uden Storbritannien. Efter 1945 opstod Europa på ny fra dets atlantiske vestkyst. Udmattede, men lykkelige over den nye frie begyndelse rykkede befolkningerne i det europæiske Vesten sammen. Det vil altid være Robert Schumans fortjeneste, at der også blev rakt en hånd frem mod tyskerne til at være med i denne nye begyndelse. Uden Frankrigs størrelse ville Europa igen kun være blevet en tom idé. Midt i den aktuelle nye begyndelse på et EU med en fælles forfatning tilføjer jeg følgende: Også i fremtiden har Europa mere end nogensinde brug for Frankrigs konstruktive medvirken.

(Bifald)

Også befolkningerne i Central-, Øst- og Sydøsteuropa var fyldt med håbet om en ny begyndelse i 1945. Som mennesker af det samme, af det for os alle fælles europæiske kulturområde håbede de på en ny chance i livet i frihed og fred. De måtte bittert erfare, at fred uden frihed kun var en halv befrielse fra den totalitære urets åg. Det sovjetiske magtkrav nedbrød deres håb. I 1945 var den nationalsocialistiske totalitarisme besejret. Men den stalinistiske totalitarisme førte Europa ud i en deling og påførte befolkningerne i Central-, Øst- og Sydøsteuropa sine uretsregimer. Håbet var der dog stadig også blandt de ulykkeligt overlevende fra Anden Verdenskrig: håbet om et fælles, åndeligt-moralsk og politisk nyt Europa med perspektivet om velstand for alle dets borgere. Dette håb realiserede de til sidst i en fredelig revolution - og "Solidarność" er udtrykket herfor. Det varede imidlertid årtier, før muren faldt.

(Bifald)

Når vi i dag - og jeg har været medlem af Parlamentet siden det første direkte valg i 1979 - fører denne forhandling i fællesskab, i værdighed og med den nødvendige alvor, er det en lykkelig stund for mig, at Europa er forenet i dag, og at vi også har ligeberettigede kolleger, der repræsenterer otte befolkninger i Centraleuropa blandt os.

(Bifald)

I 1989 endte totalitarismens dobbelte belastning i Europa. 1989 lærte os, hvilken kraft Europas værdier har for os alle, og hvordan vi altid i høj grad er henvist til de modiges forbillede for at klare os i denne frihed. Efter 1989 kunne Europa igen begynde at trække vejret med begge lunger, som den uforglemmelige, store pave Johannes Paul II formulerede det.

(Bifald)

Befolkningerne i Vesteuropa har ydet et værdifuldt, uundværligt og blivende forarbejde i den forbindelse. Opbygningen af EU med fælles værdier, hvis kerne er menneskets værdighed, den overnationale sammenslutning til et retligt bindende fællesskab af frihed var det rigtige svar på chancen for en krigsafslutning. Den europæiske enhed er et fredens og frihedens projekt.

Den nu fælles vej for det forenede Europa er alle europæeres chance og opgave. Nu bygger vi sammen et Europa, som forsvarer sine værdier på vegne af alle borgerne. Krig og totalitarisme kan Europa kun besvare på følgende måde: at fortsætte med at følge vejen for et fælles EU af folk og stater vedvarende, af indre overbevisning, og idet vi accepterer den mangfoldighed, som Europas styrke og skønhed udgør. Den nuværende debat om den europæiske forfatning er en stor chance for at forvisse sig om dette grundlag på ny, fordi vores værdier, vores idealer for første gang i europæisk historie er nedfældet i en forfatning.

Europa er ikke blot en politisk konstruktion. Europa er også et åndeligt område. Derfor måtte svaret på den forfærdelige krig - hvis afslutning vi mindes i dag i taknemmelighed - være et moralsk svar: aldrig mere manglende frihed, som fører til krig, aldrig mere krig, som fører til manglende frihed! Det er summen af initiativet til at opbygge et nyt Europa: et Europa, som siger nej til totalitarisme, som siger nej til nationalistisk indbildskhed, som siger nej til egalitær menneskefjendtlighed, et Europa, som siger nej til den hegemoniske stræben fra enkelte af dets staters side, et Europa, der bekender sig til det enkelte menneskes uforvekslelige værdighed, til interesseudligning mellem sociale grupper og folk, et respektens og mangfoldighedens Europa, ja, et styrkens Europa på grund af denne mangfoldighed, et demokratiets og rettens Europa.

Forsoningen indadtil mellem folk og stater i Europa er vidt fremadskreden. Vi ønsker og skal gennemføre arbejdet med forsoningen indadtil, også med det russiske folk og folk i Den Russiske Føderation. I den nye fase af vores historie vil Europa imidlertid også mere end nogensinde før skulle søge udligning i verden og med verden omkring os. Europas krige blev til verdenskrige. Europas enhed skal blive til en gevinst for verden. Vi kan være taknemmelige for, at vores kolleger - jeg vil især gerne takke Elmar Brok - har udarbejdet en beslutning, hvor der gives udtryk for vores værdier i morgen.

Vi tænker i denne stund på alle ofrene fra Anden Verdenskrig, på al den lidelse og ødelæggelse. Vi tænker på, hvor meget fred og frihed hører sammen, og hvordan vores arbejde kan blive til fordel for mennesker og også til fordel for den kulturelle dialog.

Dér, hvor denne dialog med verden lykkes, vil vi forsvare de værdier, som bærer os ind i fremtiden. På denne måde kan vi med denne mindedag stille en ny opgave, deltage i en ny opgave, der går ud på, at vi skal skabe en bedre, en mere fredelig og friere verden.

(Kraftigt bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, når vi tænker på den 8. maj 1945, tænker vi på to faser i mindet om denne dag. Vi tænker på fasen før den 8. maj og på tiden efter. Det er ikke muligt for noget tysk medlem af Parlamentet at tænke på denne dato uden i den forbindelse at tænke på, at han eller hun er tysker. Jeg repræsenterer i min gruppe også de tyske medlemmer af Parlamentet, som kommer fra det land og i dag repræsenterer det land, der ville krigen, forberedte den, førte den og organiserede den ubarmhjertigt.

Jeg repræsenterer imidlertid også medlemmer, som kommer fra det land, der blev det første offer for den tyske hær: Polen. Og jeg repræsenterer medlemmer fra de lande, der anførte de allierede, hvis samlede magt var nødvendig for at nedkæmpe Hitler: Storbritannien og Frankrig. Ved siden af mig sidder Poul Nyrup Rasmussen, Danmarks statsminister igennem mange år, et land, som blev overfaldet af Hitler-Tyskland i nattens mulm og mørke, og hvor min far var besættelsessoldat.

Jeg repræsenterer også medlemmer fra lande, som længe efter Anden Verdenskrig måtte lide under et diktatur. I min gruppe sidder en advokat, som har forsvaret ofre for Franco-styret. I min gruppe sidder et offer for dette Franco-styre, som blev torteret i det hemmelige politis kældre. I min gruppe sidder kolleger fra Portugal og Grækenland, der ligesom De, hr. kommissionsformand, jublede som unge mænd og kvinder, da diktatorerne blev fordrevet fra deres land. I min gruppe sidder Józef Pinior, min ven, der vil tale på vegne af vores gruppe efter mig, og der som fagforeningsmand og socialdemokrat har siddet i kommunisternes torturfænglser.

Jeg har det privilegium at måtte tale på vegne af alle disse mennesker. At jeg har dette privilegium, kan vi takke EU for. Det kan vi takke den enhed for, som skabte de kvinder og mænd, der måtte overtage ansvaret den 8. maj 1945. Rådsformanden har gjort opmærksom på det: Den 8. maj 1945 måtte der drages konsekvenser. Og de rigtige konsekvenser er draget. EU's historie, Europas historie efter den 8. maj 1945 er en succeshistorie. Det er en historie, som af ruinerne udviklede denne faste vilje: aldrig mere! Dette "aldrig mere" blev ikke bare sagt løs. Det blev støbt i forme, i forme, som vi arbejder i i dag, som vi drager nytte af i dag, som fører til, at jeg i min gruppe også må repræsentere medlemmer, som har den jødiske tro, at der i min gruppe er medlemmer, som er muslimer, at der i min gruppe er kolleger, som har lidt, og folk, der har lært af dem, der har lidt, og at vi klinker skårene, idet vi siger én ting: Der skal være en lære af den 8. maj. Hvis dette "aldrig mere" fortsat skal gælde, skal der hver dag kæmpes på ny om det. Kampen om dette demokrati, om dette Europa er en daglig kamp.

Lad os i dag tænke på årsagerne, på tiden før. Tiden før var præget af erkendelse. Det er en enkelt hændelse i menneskehedens historie, at en stat definerer sit statsmål i retning af, at det ønsker at udrydde andre folk, andre racer. Aldrig før eller siden har der eksisteret en stat, som har begrundet sin egen eksistens med at sige: Vi findes som stat, således at jøder, således at slaver, således at romaer og sintier, således at handicappede mennesker udryddes. Det er en enkelt hændelse i menneskehedens historie. Det er en særegenhed ved Det Tredje Rige. Nazisterne ønskede, at der ikke skulle være noget tilbage af Europas jøder.

For nogle uger siden besøgte jeg mindestedet Jad Vaschem i Jerusalem. Jeg steg ned i de kældergange, hvor millioner af ofres skæbner bliver præsenteret. Direktøren for Jad Vaschem, som viste mig rundt dér, sagde følgende til mig: "Hver dag stiger jeg ned i dette helvede og ser det. Det er et helvede, billederne, alene dem." Og så gik jeg op ad trappen og gik via en gang til dette nye museum, og så åbnede der sig et bredt glasparti, og i sollyset lå byen Jerusalem. "Hver dag," sagde direktøren for Jad Vaschem til mig, "når jeg kommer ud fra helvedet og ser dette billede, ved jeg, at de ikke klarede det. Vi lever. Vi klarede det, det gjorde nazisterne ikke."

Hvert et minde, hver en mindedag, hvert et navn, vi citerer, er en sejr over disse forbrydere, for de ønskede, at der ikke var nogen tilbage. Men når vi mindes, er det jødiske folk her stadig, er romaerne og sintierne her stadig, er de folk, der blev myrdet af politiske grunde, her stadig, er de handicappede her stadig. De er stadig i vores hukommelse, og dermed lever de.

(Bifald)

Så mange ofre og så mange navne. Anne Frank var en lille jødisk pige, hvis eneste forbrydelse var at være en lille jødisk pige i Amsterdam. Lad os tænke på Anne Frank på sådan en dag. Sophie Scholl var en ung tysk studerende, hvis eneste forbrydelse var at være et oprigtigt menneske, og som i en alder af 18 år blev halshugget, fordi hun havde uddelt flyveblade mod naziregimet. Jeg tænker også på Krzysztof Baczynski, en ung polsk digter, som blev skudt af en tysk skarpskytte i Warszawa. Tre navne blandt 55 millioner ofre! Tre navne, men tre navne, som nævnes som repræsentanter for alle andre ofre. Jeg gentager: tre navne, som vi mindes, og der står som repræsentanter for alle, som vi bør mindes.

Vi har i de seneste uger ofte spurgt om meningen med EU, og vi bliver spurgt om følgende: Hvad er meningen med EU? Det, som vi beskriver i dag i vores taler, det er meningen med Unionen. At denne enhed, at denne overvindelse af delingen, at denne fordømmelse af racismen, at denne udelukkelse fra fællesskabet af demokrater af alle dem, der er antisemitter, som er racister, som er nazister, er blevet her indtil i dag, stigmatiseringen af disse forbrydelser, benævnelsen af deres gerninger, mindet herom er grundlaget, det moralske og åndelige grundlag for EU. Vores fædre og forfædre opbyggede det.

I mellemtiden har Europa fået en arv. Det er ikke nogen ny Union længere. Den er 60 år gammel nu. Den er i princippet opstået den 8. maj 1945. Vi har en arv, vi skal forvalte, allerede i dag for at kunne give den videre. Hvis vi plejer denne arv på grundlag af forpligtelsen til at minde os om, at Det Tredje Rige var menneskehedens moralske lavpunkt, og de rigtige konsekvenser blev trukket, idet denne Union blev oprettet, vil det lykkes for os som europæiske politikere at udvirke, at de unge mænd og kvinder på tribunen her i Parlamentet får en lysere fremtid, end det var tilfældet i deres fædres og bedstefædres tid.

(Vedvarende bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den britiske digter John Donne bemærkede: "No man is an island, entire of itself, but a piece of the continent, a part of the main. If a clod be washed away by the sea, Europe is the less" (Intet menneske er en isoleret ø, men en del af kontinentet, en del af hovedlandet. Hvis en jordklump bliver skyllet bort af havet, så er Europa så meget mindre).

Det var i 1624, men i over 300 år fortsatte folkeslag og stater med at føre krig tværs over vores kontinent. Stammementalitet og had er Europas hæslige arv. Hvis vi ikke havde lært det før, burde den krig, der skulle gøre en ende på alle krige, have vist os det futile og traumatiske i organiseret krig. Vores opvågnen fra det mareridt førte til Folkeforbundet, men vi fortsatte med at destillere de videnskabelige fremskridts frugter til ildvand i form af masseødelæggelsesvåben. Ved slutningen af Anden Verdenskrig i Europa den 8. maj 1945 havde mere end 40 millioner mennesker mistet livet.

En kyniker kunne sige, at det 20. århundredes europæere var lidt langsomme i opfattelsen. Det krævede to blodige krige og et kontinent i ruiner at lære os, at et forenet Europa er mere værd end summen af dets dele.

Det var ikke alle, der selv da var i stand til at realisere drømmen om fred og frihed. Mens maj 1945 for de fleste europæere betød befrielse af deres land fra det nazistiske tyranni og begyndelsen på en ny vej mod frihed og genopbygning, så blev et tyranni hurtigt erstattet med et andet for dem, der befandt sig på den forkerte side af jerntæppet. Yderligere to generationer blev nægtet den frihed, vi nu nyder. Som studerende ved Karl Marx Universitet i Leipzig i 1976 så jeg dette på tæt hold.

Vores historiske perspektiver er uundgåeligt forskellige. Men dette må være en debat om fremtiden, ikke om fortiden. Lad os glæde os over, at Europa er forenet i fred, og at vi kan sidde sammen i samme parlament med en række fælles overnationale regeringsinstitutioner, der træffer afgørelse om sager, der angår os alle.

Det var det uomgængelige ved den gensidige afhængighed, der bragte EU til verden og fik sovjetblokken til endelig at falde sammen. Vi begyndte med kul og stål, byggestenene i efterkrigstidens Europa. Vi opbyggede Fællesmarkedet, basen for en velstand, som vores forældre aldrig havde drømt om. Vi etablerede en fælles valuta for 300 millioner europæere ved begyndelse af dette nye århundrede.

Nu hvor vi markerer 60-årsdagen for en varig fred, ser vi, at Europa er nået langt ved gradvise skridt i opbygningen af solidaritet mellem vores befolkninger. Der er ingen tvivl om, at EU har været en succes: frihed, lighed og broderskab er blevet en del af vores lovgivningsmæssige og sociale virkelighed. Men der er ingen garanti for, at det altid vil forholde sig således, og vi står nu ved en skillevej, der udgøres af forfatningstraktaten. Kan vi bevæge os fremad og konsolidere denne hidtil usete æra med fred, stabilitet og velstand, eller vil det fordampe for vores øjne og blive erstattet af en ny rivalisering og magtbalance mellem nationerne?

En kommentator i Financial Times mindede os i sidste uge om, hvor tyndt laget af civilisation er, og hvor svag den menneskelige samvittigheds stemme er, når den bliver fristet bort fra lov og orden og respekt for vores medmennesker. Det er den udfordring, vores medlemsstater står over for, nu hvor de skal ratificere forfatningen.

Et fredeligt og velstående Europa har altid været baseret på den forudsætning, at styrken lå i konvergens og delt ansvarlighed. Samarbejdet er vokset fra handel til også at omfatte socialpolitikken, beskæftigelsen, indvandringen, justitsvæsnet, politimyndighederne og udenrigspolitikken. Omvæltningerne i Central- og Østeuropa har løftet Jaltas åg fra vores skuldre, men vi står nu over for nye udfordringer. F.eks. den udfordring at føde, klæde og huse en voksende befolkning i verden, samtidig med at flere og flere bliver skubbet ud i udvandring på grund af krig eller sult eller den rene og skære desperation. Det er også en udfordring at forholde sig til et hul i ozonlaget, nedsmeltning af polkalotterne, stigning i havenes vandstand og klimaforandringer eller truslen fra international, organiseret kriminalitet, hvor nogle forbryderbander nu er mægtigere end visse nationale regeringer og bringer ulykke over mange gennem handel med narkotika og våben og mennesker og ved samarbejde med terrorister. Ingen af disse udfordringer kan vores lande klare alene. For at skabe den sikkerhed, velstand og de muligheder, som vores medborgere forventer, at en regering skal kunne levere, må vi arbejde sammen. Og også arbejde sammen med USA og Canada, hvis befolkninger vi skylder så meget, og hvis værdier vi stort set deler, ikke blot for at konfrontere dem med de fælles udfordringer, men for at få dem til at føle sig bedre tilpas med et nyt og stærkere Europa.

Europa har mulighed for at blive et fyrtårn af håb, en model for tolerance, forskelligartethed og stabilitet, i en verden, hvor disse ting stadig er sjældne. Vi kan insistere på et charter om grundlæggende rettigheder, eller vi kan se vores rettigheder blive udvandet. Vi kan ratificere den europæiske forfatning og sætte vores lid til demokrati og ansvarlig regeringsførelse, eller vi kan fortsætte med at lade alt for meget magt være i hænderne på folk, der ikke er valgt til det. Vi kan strække hånden frem i venskab til dem, der intet ejer, eller forskanse os i en illusorisk velstandsfæstning. Vi kan byde Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet og det vestlige Balkan velkommen og acceptere, at Europa må være pluralistisk og forskelligartet, eller fortsætte med at behandle hinanden fjendtligt og med mistænksomhed. Konvergens er ikke bare et ideal, det er en økonomisk og politisk nødvendighed. Det er på tide at gå ud over national egennytte og i retning af større konvergens. Samarbejde er den vej frem, som vil sætte os i stand til sammen at møde de globale udfordringer.

Europa har en ledende rolle at spille, når det gælder verdens styrelse. Det er en stabiliserende kraft og en målestok for andre lande og befolkninger. Handel og samarbejde kan bringe andre de frugter, de har bragt os, og af den grund hilser min gruppe større kontakt med Rusland og Folkerepublikken Kina velkommen. Men historien bør lære os ikke at være et instrument for støtte til autoritære regimer. Den Liberale Gruppe ser med bekymring på den retning, nogle af Rådets politikker bevæger sig i: at underbyde amerikanerne i en nedadrettet hollandsk auktion over normerne for menneskerettigheder ville være en krænkelse af den værdighed, som Europas befolkning har kæmpet så hårdt for.

Ligesom intet menneske er en ø, er heller intet land det. Vi er forenede i vores ansvar for en skrøbelig verden og dens beboere. Lad Europa blive et eksempel på værdigheden ved forskelligartethed og lad os gribe udfordringen.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg er født en måned inden 1945. Mine forældre forlod Tyskland for 72 år siden. I 1933 var min far advokat. Han forsvarede Røde Hjælp og ville være blevet arresteret. Jeg er født nøjagtig ni måneder efter de allieredes landgang i Normandiet. Jeg er et barn af befrielsen, af en militær invasion, der befriede Europa og gjorde det muligt for mine forældre at få et barn, et "frihedsbarn".

Det er derfor vores erindring eller min erindring er brolagt med rædsler. Auschwitz, den forfærdende anus mundi, der viste det værste, mennesket er i stand til. Kolima, anus mundi, som viste, hvad den grusomste politiske ideologi er i stand til. Oradour-sur-Glane, der viste, hvad militær besættelse kan afstedkomme. Katyn, der viste, at man kan befri og ødelægge samtidig. Hele den polske elite blev massakreret af Den Røde Hær for at forhindre, at det polske folk samlede sig og skabte en uafhængig stat. Vi har derefter fortsat begået usammenlignelige om end lige så morderiske og grusomme massakrer. Der blev begået massakrer under kolonikrigene og i Srebrenica for nøjagtig 10 år siden i dag.

Det er på grund af disse massakrer, jeg erkender, at en række mænd og kvinder, som ikke tilhører mit politiske parti, har gjort en storslået indsats, eftersom det er lykkedes dem - for det er lykkedes - at opbygge dette Europa. Det være sig de Gaulle, Adenauer, Willy Brandt, Helmut Kohl eller François Mitterrand. Det er underordnet, det vigtige er, at de har udrettet noget ganske særligt. Og vi, vi er børn af Europa, alle vi, der er født efter 1945, vi er børn af antitotalitarismen. Dette Europa er skabt for at sikre, at totalitarismen aldrig nogensinde genopstår, hverken til venstre eller til højre. Det drejer sig, som det hedder i en sang, som nogen måske kender, ikke om den øverste frelser, Gud, kejser, tribun, kommunisme eller neoliberalisme. Der findes ikke ideologier, der kan befri menneskene. Der findes kun en lille skrøbelig ting, som forhånes af mange, og som ganske enkelt kaldes demokrati.

(DE) Kære venner, mine damer og herrer, det er altid let og svært at tale om emnet "60 år efter krigen" som tysker. Men Tyskland har kendt til begge dele: nationalsocialismen - dette barbari - og den kommunistiske totalitarisme. På denne måde er Tyskland også et symbol for Europa, og hvis vi i dag som generation har en forpligtelse, så er det en forpligtelse til at sige sandheden. For mig handler det ikke om at beskrive her, hvad der er Europas politiske opgaver. Det kan vi gøre til daglig. For mig handler det kun om at tage denne antitotalitære forpligtelse alvorligt. Hvis vi virkelig tager vare på den, må og kan vi ikke med henblik på en eller anden politisk realisme se bort fra menneskerettighederne og respekten for mennesker.

(Bifald)

Vi skal tale med Rusland, men vi skal tale om Tjetjenien. Vi skal tale om forbrydelserne. Vi skal tale med Kina, men vi skal tale om undertrykkelse af folk i Kina. Vi må simpelthen ikke gå over til dagsordenen og sige: Så ophæver vi embargoen. Så er der lige et par våben. Så bliver der netop solgt et par Transrapid. Det må vi ikke på vegne af den europæiske historie!

(Bifald)

Da vi er forpligtet til at sige sandheden, og da vi tror på Europa, skal vi alle på vegne af det, som Europa var, og hvad det ikke må blive igen, udforme og organisere fremtidens Europa.

I disse dage er jeg stolt som en af dem, der har den europæiske historie in mente, over at kæmpe for en forfatning, som personificerer arven efter det antitotalitære Europa. Jeg er overbevist om, at vi vil vinde. Denne forfatning bliver en realitet i Europa. Det tror jeg på, og det er en forpligtelse, som vi har over for vores børn som arv efter det, som vi fik lagt i vores skød af vores forældre.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Junckers smukke tale og visse aspekter af de efterfølgende indlæg står i skarp kontrast til den skuffende og foruroligende formulering af det beslutningsforslag, der er forelagt på vegne af de fleste politiske grupper i anledning af 60-årsdagen for den nazistiske kapitulation. Jeg er overbevist om, at der i de fleste politiske familier, der er repræsenteret her i Europa-Parlamentet, findes mænd og kvinder, der føler sig ilde berørt over denne tekst, som ikke er langt fra at indlede en revision af historien.

Når en institution som vores henviser til den begivenhed, der førte til det Europa og den verden, vi kender i dag, nemlig alle de allieredes sejr - USA's, Englands og Sovjetunionens sejr - i sammenslutningen mod Hitler, tæller hvert ord. Jeg antager, at mange forventede, at en sådan erklæring ville indeholde udsagn om, at den 8. maj 1945 var en befrielsesdag for Europa. Hvorfor ikke? Eftersom det er sandheden, det var en dag, den sovjetiske hær bidrog afgørende til.

Mange europæere ville uden på nogen måde at forklejne følgerne af den stalinistiske undertrykkelse ligeledes ønske, at vi som reaktion på de forskellige nostalgiske tilkendegivelser i forhold til Det Tredje Rige klart gav udtryk for, at det er intellektuelt og moralsk forkasteligt at søge at undskylde nazisternes grusomheder ved at henvise til de stalinistiske forbrydelser, og at man, hvad angår den kamp om de historiske minder, der i øjeblikket udkæmpes mellem de baltiske republikker og Rusland, ikke må glemme, at Nazityskland bærer en del af ansvaret for de baltiske landes tragedie.

Jeg skal, mine damer og herrer, gøre opmærksom på, at de argumenter, jeg netop har fremført, faktisk er taget fra en artikel, der blev offentliggjort i forgårs i det franske dagblad Le Figaro, og som var signeret af Michael Mertes, tidligere rådgiver for forhenværende kansler Helmut Kohl. Der er tale om Deres politiske familie, kære kolleger fra PPE! Heldigvis! Vi tabte denne krig, konkluderer han, idet han tilføjer en sætning, som jeg opfordrer Dem til at tænke indgående over, idet han siger, at den måde, vi anskuer fortiden på, lærer os mere om vores aktuelle holdninger end om fortiden i sig selv.

I en tid, hvor EU hører sine borgere om et udkast til forfatning, hvordan vil de da tolke den holdning, der kommer til udtryk i et udvidet Europa, hvor man begynder at sætte spørgsmålstegn ved den europæiske visions hovedhjørnesten og den verden, der tog sin begyndelse den 8. maj 1945, ifølge hvilken nazismen ikke var et diktatur eller et tyranni blandt mange andre, men derimod et fuldstændigt brud med enhver civilisation?

Vi for vores del er parate til at tage en fordomsfri debat om stalinismens forbrydelser, den berygtede tysk-sovjetiske pagt eller de baltiske landes historie. Men intet, absolut intet, kan tillade en banalisering af nazismen, hvis mål - er det nødvendigt at erindre herom? - var at udrydde undermenneskene og udvide livsrummet for den ariske race gennem en totalkrig. Det er grunden til, at vi kunne forvente en tekst fra Europa-Parlamentet om den 8. maj 1945 med et helt andet fokus. Og måske ville det end ikke have været overflødigt, hvis man i denne forbindelse havde hyldet de anonyme kæmpere, som uden anden bevæggrund end at leve og handle med oprejst pande gik ind i modstandsbevægelsen med fare for deres liv, som så mange ofrede for vores frihed. Ligeledes ville et ord, et eneste, om Hiroshimas og Nagasakis rædsler og de titusinder døde i et besejret land ikke have været for meget.

Europa-Parlamentet har denne gang virkelig forpasset sit møde med historien. Følgelig nægter GUE/NGL-Gruppen enstemmigt at støtte denne beslutning, der ligger så fjernt fra vores opfattelse af et Europa med 25, 27 eller 30 medlemmer.

Jeg vil afslutningsvis overlade ordet til en europæisk leder, som for 20 år siden fandt de rette ord for at tale om den 8. maj 1945, sågar i det land, hvor det var vanskeligst at udtrykke dem oprigtigt. Jeg taler om den tidligere tyske præsident, Richard von Weizsäcker. Jeg tillader mig at citere.

(DE) "Vi har kræfterne til at se sandheden - så godt vi kan - i øjnene, uden forskønnelse og uden ensidighed. (...)

Det blev mere og mere klart dag for dag, hvad det for os alle gælder om at sige i dag: Den 8. maj var en befrielsens dag. Vi blev alle befriet for det menneskeforagtende system under det nationalsocialistiske tyranni."

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Maciej Marian Giertych, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, Anden Verdenskrig begyndte i september 1939, da mit land, Polen, blev invaderet og besat af Tyskland og Sovjetunionen. Denne deling af Polen var et resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten, som var blevet underskrevet en uge tidligere i Moskva. Polen blev ikke erobret af det nazistiske eller det kommunistiske partis kampgrupper, men af sine naboers almindelige væbnede styrker, eller med andre ord af det tyske Wehrmacht, Luftwaffe og Kriegsmarine og af Den Røde Hær. Det bør tilføjes, at det nationalsocialistiske parti med kansler Hitler i spidsen regerede Tyskland på dette tidspunkt, og at det var kommet til magten på grundlag af de tyske vælgeres demokratiske beslutning. Stalin og kommunistpartiet regerede Rusland, og de var kommet til magten gennem revolutionen.

Vi højtideligholder i øjeblikket 60-årsdagen for Tysklands kapitulation, som fandt sted den 8. maj 1945, og som står som symbol for afslutningen på de forkastelige handlinger, som det nazistiske Tyskland begik i de besatte lande. Den betød imidlertid ikke afslutningen på de fejlagtige handlinger, som begyndte med Sovjetunionens invasion af Polen i 1939. Vi vandt krigen mod Tyskland, men vi tabte krigen mod Rusland. Det betød, at vi blev påtvunget en fremmed magt, et fremmed økonomisk system og en fremmed ideologi.

Vi kæmpede på alle fronter under Anden Verdenskrig, og vi var med, da det første og det sidste skud blev affyret. Fra 1941 var Sovjetunionen en af vores allierede i krigen mod Tyskland. Vi anerkender den rolle, som Rusland spillede i bekæmpelsen af det nazistiske Tyskland, og de enorme tab af menneskeliv, som landet led under denne proces. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at Rusland opførte sig, som om det havde besejret Polen. Desuden var vores vestlige allierede i kampen mod Tyskland også Sovjetunionens allierede, og på Jalta-konferencen accepterede de vores slaveri. Vi var tvunget til at frigøre os lidt efter lidt, først ved at afkollektivisere landbruget, derefter ved at give kirken dens frihed, derefter ved at vinde accept for små private virksomheder og endelig ved at opnå friheden til at danne handelsunioner, ytringsfrihed og politisk frihed.

Den eneste hjælp, vi fik fra resten af verden under denne proces, kom fra våbenkapløbet, som med tiden blev vundet af USA, og især fra succesen fra Reagans stjernekrigsprogram, som svækkede Sovjetunionen. Tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Europa og NATO's eksistens betød, at Vesteuropa har kunnet leve i fred i de sidste 60 år. Nu høster også landene i Central- og Østeuropa, som hverken er medlemmer af NATO eller har dannet partnerskaber for fred, disse goder. Vi ønsker alle sammen fred og frihed og en fremtid, som er udformet i overensstemmelse med vores ønsker.

Medlemmerne af min generation, som oplevede Anden Verdenskrig, vil ikke være blandt os meget længere, og vi må sikre, at de kommende generationer husker sandheden om denne krig. Vi polakker mener, at det er meget bekymrende, at så mange vestlige medier fortsætter med at bruge vendinger, som vi finder fornærmende, som "polske koncentrationslejre" eller sågar "polske gaskamre og krematorier", som den britiske avis The Guardian har været så ubesindig at kalde det på tryk. Det er rigtigt, at nogle af disse dødsfabrikker var placeret på polsk territorium, men de var tyske, ikke polske. Ikke alle tyskere bærer ansvaret for sådanne ting, og vi anerkender, at den tyske nation har taget afstand fra sin skamfulde nazistiske arv, men det er vigtigt for os at sikre, at kommende generationer ikke associerer Polen med de forbrydelser, som nazisterne begik, for Polen var ikke ansvarlig for dem.

På samme måde er det russiske folk ikke ansvarligt for de forbrydelser, der blev begået under Stalin, eller med andre ord for deportationerne, for Gulag, for folkemordet i Katyn og undertvingelsen af Central- og Østeuropa. Det var de kommunistiske ledere af den sovjetiske stat, der var ansvarlige for disse forbrydelser, og russerne selv var også underlagt slaveri. Vi ønsker at blive forsonet med det russiske folk og den russiske stat, men vi forventer, at de entydigt tager afstand fra deres kommunistiske arv. De nuværende ledere af Tyskland og Rusland, eller med andre ord de lande, som startede Anden Verdenskrig, har imidlertid givet et fælles interview til den tyske avis Bild, hvor de forsøger at aflede opmærksomheden fra alt andet end deres indbyrdes relationer og de tab, de har lidt.

Vi forsøger i øjeblikket at opbygge et godt naboforhold til både Tyskland og Rusland. Så langt tilbage som i 1961 sendte de polske biskopper et berømt brev til de tyske biskopper, som indeholdt sætningen "vi tilgiver og beder om tilgivelse". Vi indtager samme holdning i vores nuværende forhold til Rusland, men tilgivelse og forsoning betyder ikke, at vi skal glemme. Vi opfordrer derfor til, at der aldrig igen skal ske en gentagelse af ting som folkemord, én stats undertvingelse af en anden, aggression eller krig.

 
  
MPphoto
 
 

  Wojciech Roszkowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, de enkelte nationer havde meget forskellige erfaringer med Anden Verdenskrig, og derfor er vores debat i dag måske den vigtigste debat om europæisk identitet, der er blevet afholdt i mange år. Hvis vi virkelig ønsker at gå sammen om at skabe et fælles åndeligt europæisk samfund, må vi alle forpligte os til at opnå fuld forståelse for Europas nationers historiske erfaringer. Det kræver, at vi taler helt åbent om bestemte emner.

Beslutningen til markering af 60-årsdagen for krigens afslutning er kommet i stand som resultat af et hårdt tilkæmpet kompromis, og det er i det store og hele et nøjagtigt billede af krigens konsekvenser. Der mangler imidlertid en henvisning til den forbindelse, der findes mellem krigens begyndelse og slutning, eller til de opfattelser af krigen, som i øjeblikket propageres i Rusland. München og delingen af Tjekkoslovakiet var Hitlers første aggressive handlinger, men der er ikke tvivl om, at Molotov-Ribbentrop-pagten var den egentlige opfordring til at gå i krig. Polen blev det første offer for samarbejdet mellem Det Tredje Rige og USSR i september 1939, og dette blev fulgt op at Tysklands invasion af Norge, Danmark, Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig, Jugoslavien og Grækenland, og af Sovjetunionens invasion af Finland, Litauen, Letland og Estland. Stalin gik ikke sammen med de allierede i deres kamp mod Tyskland af egen fri vilje. Tværtimod, eftersom han nægtede at samarbejde med Frankrig og Storbritannien. Det var først efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941, at han sikrede sig englændernes og amerikanernes støtte ved at gå ind i en ny koalition, som til sidst nedkæmpede Det Tredje Rige.

Men selv om det var Den Røde Hær, som bar den største del af krigens byrde, betød det ikke ændringer af det sovjetiske system. Gulag Øhavet fortsatte med at vokse, og det antal menneskeliv, det krævede, kan sammenlignes med antallet af sovjetiske borgere, som faldt under krigen. Samarbejdet mellem de tre store var derfor kun tilsyneladende baseret på fælles værdier, og det er også grunden til, at det var umuligt at opretholde det efter krigens afslutning. Kort før sin død indrømmede Roosevelt, at USA ikke kunne indgå handeler med Stalin, eftersom denne havde brudt hvert eneste løfte, han havde afgivet. Men denne indrømmelse kom for sent. Europa var delt, og Østeuropa blev drevet i armene på den stalinistiske totalitarisme. Polen var blandt de berørte lande, det første land, som havde gjort modstand mod Hitler, selv på et tidspunkt, hvor han var allieret med Stalin. De polske styrker udgjorde en fjerdedel af de allierede styrker, og relativt set led landet de største tab af menneskeliv under krigen.

Desværre er Rusland i dag uvillig til at anerkende den tvetydige rolle, som USSR spillede under krigen. Præsident Putin støtter sig til en stalinistisk fortolkning af Anden Verdenskrig og dens efterspil og har hævdet, at Molotov-Ribbentrop-pagten var en almindelig international traktat. Rusland har officielt benægtet, at Stalin angreb Polen i 1939, at der blev begået et folkemord i Katyn, og at USSR besatte de baltiske lande. Det har sågar sagt, at Jalta-konferencen bragte demokratiet til Polen.

Viktor Jerofejev, en kendt russisk forfatter, har for nylig skrevet, at Rusland er oplyst nok til ikke at skelne mellem Stalins totalitarisme og Hitlers regime. Hvis Rusland virkelig var oplyst, ville der være god grund til at håbe, at det kunne blive forsonet med Europa. Ethvert tegn på rehabilitering af Stalin bør imidlertid være en advarsel for os alle.

Hvorfor er dette så vigtigt lige nu? Præsident Putin har sagt, at forsoning mellem Rusland og Tyskland kunne være et eksempel for Europa. Desværre får enhver forsoning, som er baseret på en stalinistisk fortolkning af historien, alarmklokkerne til at ringe, og de ringer særligt højt i Warszawa, Vilnius, Riga og Tallinn.

Både det polske folk og de øvrige centraleuropæiske nationer tror, at det vil være umuligt at opnå fred og forsoning i Europa, hvis de lande, der ligger mellem Tyskland og Rusland, bliver udeladt på denne måde. Parlamentet må forstå, at vi i Polen og Centraleuropa føler os ilde tilpas, når de vesteuropæiske supermagter og Rusland trykker hænder hen over hovedet på os.

 
  
  

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, det er meget vigtigt, at vi i disse dage mindes afslutningen på Anden Verdenskrig for 60 år siden. Det er også godt, at det ved denne lejlighed på ny fremhæves, at frihed og demokrati ikke er en selvfølge, men aktivt skal forsvares. Nationalsocialismens rædsler udgør et sort kapitel i Europas historie, og de foregående talere gjorde også opmærksom på, at der næppe kan tilføjes noget til det.

Det er imidlertid beklageligt, at der i Vesteuropa lægges så ringe vægt på den historiske kendsgerning, at det også er 60 år siden, at det officielle startsignal blev givet til at udlevere de østeuropæiske befolkninger til den sovjetiske besættelse, til diktatoriske kommunistiske regimer, som, hvad angår grusomheder og forbrydelser, ikke stod tilbage for naziregimet. Den røde hær stod allerede i 1944 uden for Warszawa og ventede simpelthen, indtil nazisterne havde undertrykket opstanden. For 60 år siden blev Jozef Stalin rost og fejret overalt i Vesten, selv om han var en tyran, der på det tidspunkt allerede havde millioner af menneskeliv på sin samvittighed, og som med det befriede Vestens medviden fortsatte med at dræbe mange flere millioner mennesker i og uden for Rusland.

Det er i øvrigt på høje tid, at Rusland følger Tysklands eksempel og gør op med fortiden. Den officielle version dér lyder stadig, at lande som Estland, Letland og Litauen blev befriet af den røde hær. Vaira Vike-Freiberga, Letlands præsident, gjorde opmærksom på, at 1945 ikke medførte befrielse for de baltiske lande, tværtimod. Jeg citerer: "Det betød slaveri, det betød besættelse, det betød underkastelse, og det betød stalinistisk terror".

De europæiske ledere, som for et par dage siden var i Moskva, gjorde sig næppe den umage også at tage denne realitet op. Hvad for vesteuropæerne for 60 år siden var en befrielse, betød for Østeuropa et nyt martyrium, med den forskel, at de nye diktaturer kunne regne med aktiv støtte og sympati fra mange vesteuropæiske politikere, medier, intellektuelle og mange andre, hvoraf nogle for øvrigt viste sig at stå på Sovjetunionens efterretningstjenesters lønningslister. Måske er tiden inde til i dag, 60 år senere, også at se på disse. Måske kan Europa først virkelig gøre op med sin fortid, hvis der oprettes en slags Nürnberg-domstol for kommunismen, ikke for at rive op i gamle sår, men for aldrig at glemme kendsgerningerne, med henblik på vores børns og børnebørns fremtid.

Jeg bliver chokeret, kære kolleger, når en europæisk kommissær på sit websted sætter billeder, hvor han viser sin beundring for sådan en som Fidel Castro. Jeg bliver chokeret, når intellektuelle og politisk ansvarlige bliver ved med at benægte eller minimere den islamiske ekstremismes fremmarch. Jean-François Revel talte allerede om la tentation totalitaire, den totalitære fristelse. Hvis der er en ting, vi skal lære af den Anden Verdenskrigs rædsler, så er det, at totalitarisme aldrig mere må få en chance, hvor den end kommer fra.

 
  
MPphoto
 
 

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) "Af det blod, vores fædre udgød i kampe, flyder der fred, gennem vores erindringer: at skabe orden i vores fælles anliggender, det er vores pligt, og det bliver vanskeligt." Den store ungarske digter Attila Jószef, som blev født for et århundrede siden, minder os om, at vi, de europæiske nationer, som har udkæmpet mange krige mod hinanden, har en masse fælles anliggender, som der skal bringes orden i.

I sit brev til Vytautas Landsbergis og mig skrev hr. Frattini for nylig, at Deres historie er også vores historie. Når vi højtideligholder afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa, må vi ikke glemme, at afslutningen på krigen betød noget forskelligt for hver af de europæiske nationer. For de mere heldige nationer betød den afslutningen på lang tids lidelser og ubeskrivelige ødelæggelser for 60 år siden. Vi bøjer os for alle dem, som ofrede sig for freden. Et andet ondt diktatur var imidlertid, hvad der ventede den anden halvdel af Europa, som ikke havde lidt mindre eller været udsat for mindre ødelæggelser. Nat efter nat uden dagslys, besættelse efter besættelse uden uafhængighed, umenneskeligt diktatur efter umenneskeligt diktatur uden frihed.

Det slovakiske medlem Zita Pleštinská sidder her blandt os, og hendes ungarske far István Kányai blev forfulgt af både nazister og fascister og gennemlevede senere ni års helvede i de sovjetiske koncentrationslejre. Den, som befrier en uskyldig fange fra ét fængsel og låser ham inde i et andet, er en fangevogter, ikke en befrier. Og fangen vil ikke opfatte ham som en, som gav ham hans frihed, men som en, der tog den. For mange europæiske nationer kom den stærkt eftertragtede frihed 50 år efter den 8. maj 1945. Og det sidste skridt blev taget den 1. maj 2004, som markerede afslutningen på verdensordenen fra Jalta. Anden Verdenskrig sluttede i virkeligheden den 1. maj 2004. Derfor ville det være mere passende at fejre krigens afslutning her, i det forenede Europas hovedstad, end i Moskva.

Europas nationer så på to sider af den samme mur. Pigtråden delte os i to i et halvt århundrede. Vi bar det ubærlige, udholdt det system, som blev etableret af Den Røde Hær, som blev efter befrielsen, folkemord, klassemæssige og etniske udrensninger, drab, tortur, deportation og fratagelse af rettigheder af uskyldige mennesker, alt sammen begået i den progressive socialistiske idés navn. Det system, som blev påtvunget de centraleuropæiske nationer af den sovjetiske kommunisme, var en direkte konsekvens af den plan, som Stalin talte om i politbureauet den 19. august 1939, da kan skulle forklare Molotov-Ribbentrop-pagten. Jeg citerer: De sidste 20 års erfaring har vist, at det i fredstid er umuligt at opretholde en kommunistisk bevægelse i Europa, som ville være stærk nok til, at et bolsjevikisk parti kunne få magten. Et sådant partis diktatur vil kun blive muligt som resultatet af en større krig.

Vores nationer gjorde mange gange oprør mod et sådant diktatur fra de bolsjevikiske partier. I 1956 i Berlin, i oktober 1956 i Ungarn og Poznan, i 1968 i Tjekkoslovakiet og i 1980 i Polen. Vesten bifaldt vores revolutioner, sympatiserede med os, og tolererede det derefter, når Sovjetunionen smadrede og blodigt udslettede disse udtryk for ønsket om frihed. Kære kolleger, vores historie er også jeres historie. Ikke desto mindre finder vi, de nationer, som blev befriet for den sovjetiske besættelse for et årti siden, ingen medfølelse, når det gælder vores nyere historie. Efter krigen rettede Vesteuropa stolt ryggen og begyndte at blomstre i frihed. Selv om det ikke var vores skyld, blev vi udeladt af denne proces. Det er baggrunden for den nuværende situation, hvor der er folk i de heldigere dele af Europa og selv her i Parlamentet, som vil skabe vinding for sig selv ved at skræmme deres egen befolkning med de billige borgere fra de nye medlemsstater, med mennesker, hvis land kom ud i en økonomisk krise på grund af den ineffektive socialistiske økonomi, de blev påtvunget.

Men mange mennesker i Vesteuropa forstår heller ikke, hvorfor den femtakkede røde stjerne, som svastikaen, er blevet symbolet for had og undertrykkelse. Vores historie er også jeres historie. For 60 år siden nedkæmpede Europas nationer i fællesskab det nazistiske herredømme. Den miskrediterede politiske klasse forsvandt. Der er ingen pladser, der er opkaldt efter Hitler, og der er ikke rejst statuer for at mindes de nazistiske mordere. Et halvt århundrede senere kollapsede også Sovjetunionen og det kommunistiske regime. På samme måde led også den jugoslaviske kommunisme, som gik sin egen vej uden sovjetisk besættelse, et skammeligt nederlag. Efterfølgerne efter det faldne kommunistiske system er veltalende forretningsfolk, som kræver respekt, ansvarlige politikere så at sige. I Rusland er der atter blevet rejst statuer af Stalin, og den sovjetiske besættelse omtales igen som befrielse. Det lader til, at de ønsker at høre mindre og mindre om det kommunistiske diktaturs grusomheder.

Kære Parlament, vi må ikke anlægge forskellige målestokke. Auschwitz, massakren i Katyn-skoven, den nazistiske besættelse og den sovjetiske besættelse i to omgange af de baltiske lande, uretfærdige diktaturer, som sønderlemmede Europas interessesfærer, grænser trukket med magt og af pagter, deportationer af hele nationer, mord, tortur, forkrøbling af mennesker, udvekslinger af befolkninger med fratagelse af rettigheder, mure, som opdelte nationer, nedtrampning af menneskerettigheder og mindretalsrettigheder - det er alt sammen grove uretfærdigheder, uanset hvem der begik dem.

60 år efter den militære afslutning på krigen er det på tide at tage disse spørgsmål op. Den sovjetiske hærs enorme offer kræver respekt og ære. Men besættelseshæren fortjener ikke vores respekt; den påtvang den ene del af de europæiske nationer sit undertrykkende diktatur. Så længe vi ikke er i stand til at kalde en grusomhed for en grusomhed, bedømme mord som mord, så længe vi måler en synd med den anden, vil krigen fortsætte med at rase i vores hoveder, og sårene vil ikke heles. Jesus siger, at sandheden gør os frie. Genforeningen af Europa er en mulighed for en ny start. Vi, som tidligere var vindere og tabere, undertrykkere og undertrykte, vi kan sammen bygge et fælles, demokratisk Europa, som er baseret på menneskets værdighed, som har rod i den kristne tradition, med et håb om en lysere fremtid og lykkeligere fremtidige generationer. Lad os lytte til Attila József, lad os lytte til digteren og skabe orden i vores fælles anliggender!

 
  
MPphoto
 
 

  Józef Pinior (PSE).  - (PL) Mine damer og herrer, i dag mindes Parlamentet 60-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig, som var historiens mest forfærdelige krig. Den krævede millioner af liv og førte til jødernes udslettelse, og den kastede Europa ud i grusomhed, økonomisk ødelæggelse og moralsk forfald. Vi bør bøje vores hoveder i mindet om denne periode og huske ofrene for denne krig.

Mine damer og herrer, selv om der er visse centrale begivenheder i vores kollektive hukommelse, som gør, at vi kan forenes om at bygge et politisk fællesskab, så husker hver af Europas nationer det 20. århundrede på sin egen måde. Det skyldes, at vores stater og folk har oplevet forskellige historiske og politiske begivenheder. Der er imidlertid én ting, som forener os, for vi husker alle de ofre, som krigen krævede, og kampen for frihed og demokrati. Det er mindet om disse ting, som udgør grundlaget for vores fælles europæiske identitet. I dag mindes vi ofrene for den nazistiske terror i de lande, der var besat af Det Tredje Rige. Vi mindes også ofrene for holocaust, eller med andre ord det folkemord, der blev begået mod jøderne i Europa under Anden Verdenskrig, en forbrydelse, som er uden sidestykke i menneskehedens historie. Vi mindes de allieredes sejr over Det Tredje Rige, og særligt den rolle, som USA spillede i befrielsen af Europa. Vi mindes alle de soldater, som døde for at befri verden for nazismen, og de 14 millioner soldater, som kæmpede i Den Røde Hær. Vi mindes tabene på alle sider i Anden Verdenskrig og dem, som blev ofre for Stalin under krigen. Massakren på omkring 22.000 polske borgere og krigsfanger i Katyn og i andre lejre og fængsler i Sovjetunionen i foråret 1940 er blevet et symbol for sidstnævnte. Vi ærer dem, som kæmpede for frihed, demokrati og menneskerettigheder, og vi husker især den heroiske modstandsbevægelse, som kæmpede mod fascismen og besættelsen i de forskellige lande. Denne bevægelses idealer og dens medlemmers villighed til at ofre sig selv i en ensidig krig er nu en dyrebar arv for os, og det er noget, vi alle kan være stolte af og et fint eksempel for Europas unge.

I dag vil jeg gerne mindes modstandsbevægelsen i ghettoen i Warszawa og dem, som tilhørte den jødiske militære organisation, som greb til våben den 19. april 1943 for at forsvare den jødiske ghetto, som var blevet skabt i Warszawa af besættelsesmagterne. Selv om de militært set ikke havde nogen chance for at vinde, som de kæmpede der midt i krigen og i hjertet af et Europa, som var behersket af nazisterne, så havde deres kamp en dybere mening. I dag betragter vi deres heltemod som det stærkeste vidnesbyrd om den menneskelige ånd nogensinde, og som et af de moralske grundlag for det Europa, vi har opbygget. Lad mig gentage de overbevisninger, som findes i et manifest fra den jødiske militære organisation, vi kæmper for jeres og vores frihed, og for jeres og vores menneskelige, sociale og nationale ære og værdighed.

Mine damer og herrer, vi husker, at afslutningen på krigen ikke bragte sand befrielse, uafhængighed og demokrati til alle Europas nationer. Afslutningen på krigen betød nye former for undertrykkelse og manglende suverænitet og demokrati for Central- og Østeuropa og de baltiske lande. Den betød også overtrædelse af grundlæggende menneskerettigheder under det totalitære status quo, som blev påtvunget denne del af Europa af Sovjetunionen, tabet af uafhængighed for Estland, Litauen og Letland og deres indlemmelse i Sovjetunionen. Op gennem det 20. århundrede har socialisterne, socialdemokraterne og den demokratiske venstrefløj været modstandere af alle former for diktatur og alle ikke-demokratiske regimer. Vi er en politisk bevægelse, som altid har været på demokratiets og menneskerettighedernes side, om det nu var i de baltiske lande, i Central- og Østeuropa eller i de lande i Sydeuropa, hvor diktatorer kom til magten efter Anden Verdenskrig, nemlig Portugal, Spanien og Grækenland.

Mine damer og herrer, jeg taler i dag i Europa-Parlamentet i Strasbourg, på jord, som bærer arrene efter Europas krige og undergang. Vores forfædre mødtes på denne jord som soldater på hver sin side. Vi møder nu hinanden som borgere og som medlemmer af Europa-Parlamentet, som repræsenterer et forenet Europa. Siden 1950'erne har den europæiske integration og opbygningen af et europæisk fællesskab været vores svar på krigen. Konflikterne mellem Europas nationer blev overvundet under processen med at opbygge de europæiske institutioner, og det gælder fortsat. Det EU, vi har i dag, er produktet af tre store demokratiske processer, nemlig fascismens nederlag i krigen, diktaturernes fald i Sydeuropa i slutningen af 1970'erne og demokratiets sejr i Central- og Østeuropa og de baltiske lande.

På grundlag af fred og samarbejde opbygges der i Europa en model for international orden, og der opbygges et fællesskab i overensstemmelse med princippet om respekten for menneskets værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstat og menneskerettigheder, inklusive mindretals rettigheder.

De forskellige folk, som udgør EU, som nu har 25 medlemslande, har mange forskellige historiske erfaringer bag sig. Ratifikationen af forfatningen for Europa vil betyde, at der kan etableres et forenet Europa, hvis mål er fred, retfærdighed og solidaritet i hele verden. Dette Europa kan også blive et særligt område for menneskets håb, for at låne den formulering, der er brugt i præamblen til forfatningstraktaten. Sammen har vi rejst en lang vej, fra et Europa, der var væltet over ende af krig, totalitære regimer og menneskelig ulykke, til et demokratisk Europa, hvor frie nationer i EU i fællesskab skaber en europæisk fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Jerzy Kułakowski (ALDE).  - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning afhænger Europas fremtid i høj grad af, om to grundlæggende betingelser bliver opfyldt. Den første er, at historien om det, der skete under Anden Verdenskrig, bliver alment kendt og accepteret, og den anden er, at der skabes en fælles vision om europæisk integration på grundlag af denne historie.

Den måde, mennesker husker historien på, kan være forskellig, alt efter om afslutningen på krigen førte til en ægte befrielse for dem eller ej. Polakker husker en række centrale datoer, som bekræfter, at Anden Verdenskrig var en tragisk begivenhed. Den første dato er den 1. september 1939, hvor Hitler angreb Polen. Denne dato markerede begyndelsen af en mareridtsagtig periode med besættelse, undertrykkelse og koncentrationslejre, hvor besættelsesmagterne gjorde deres bedste for at tilintetgøre den polske nation og det polske folk. Det var imidlertid også en periode med heltegerninger udført af undergrundsstaten og samfundet. Selv om denne dato desværre ikke er så kendt i Vesteuropa, er den både foruroligende og meget betydningsfuld for os, for det er den dato, hvor Sovjetunionen angreb Polen. Dette angreb fandt sted som følge af Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Hitler og Stalin, som indebar en fornyet deling af Polen. Andre datoer omfatter 1943, hvor de forbrydelser, der var begået i Katyn i 1940, blev afsløret, eller med andre ord nedslagtningen af titusinder af polske officerer og embedsmænd på Stalins ordre, alene fordi de var i den polske stats tjeneste, og 1943 og 1944, hvor der fandt to heltemodige opstande sted. Den første var opstanden i ghettoen i Warszawa, som endte med et blodigt nederlag, eller rettere sagt udslettelse, og den anden var opstanden i Warszawa, som sovjetiske tropper iagttog fra Vistulas højre bred uden at gøre noget. Den sidste dato, polakkerne husker, er 1945, hvor Jalta-konferencen fandt sted. Denne førte til skabelsen af jerntæppet, som delte Europa i 44 år og afskar mit land, Polen, fra europæisk demokrati og integration. Det er alt, hvad jeg vil sige om, hvordan vi husker historien.

Med hensyn til spørgsmålet om en fælles vision for den europæiske integration vil jeg gerne fremhæve et grundlæggende punkt. Det vi husker, er de forbrydelser, der blev begået af systemer, og de ofre, som disse systemer krævede. Disse minder bør ikke og må ikke under nogen omstændigheder dele nationer og folk. Det er budskabet bag Solidaritet, den polske sociale bevægelse, som udløste befrielsen af Østeuropa, og som også fejrer 25-årsdag i år. Denne bevægelse var den drivende kraft bag genoptagelsen af forbindelser mellem de to dele af Europa, som var blevet delt af beslutningerne på Jalta. Med det udgangspunkt vil jeg gerne slå fast, at solidaritet må være det ledende princip for vores fælles fremtid.

Jeg vil gerne slutte med at opfordre alle medlemmer til at stemme for denne beslutning.

 
  
MPphoto
 
 

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg tror, at et fredeligt og velstående Europa må baseres på respekt for menneskerettighederne. Af den grund kan jeg ikke stemme for hr. Broks beslutningsforslag. En række af påstandene i det ville udgøre et juridisk grundlag for overtrædelse af menneskerettighederne og føre til grov uretfærdighed i mit land, Letland, såvel som i nabolandet Estland.

Der står i beslutningsforslaget, at landene i Østeuropa var under sovjetisk besættelse i mange årtier. Når det gælder Letland og Estland, vil en sådan holdning have farlige konsekvenser for de mere end 500.000 mennesker, der bosatte sig der i disse år. Toomas Ilves fra Estland forklarede for nylig i Baltic Times, hvad denne påstand indebærer: "Således vil beskyttelsen af mindretallet i de baltiske lande blive meningsløs". Desuden vedtog det lettiske parlament for to uger siden yderligere overvejelser af den erklæring, der anmoder Europa-Parlamentet om undtagelse fra forpligtelsen til at acceptere fremmede statsborgere og deres efterkommere, der blev flyttet til Letland under besættelsen.

Min far var søofficer i den sovjetiske hær og deltog i besejringen af Hitlers hær og hans lokale allierede, Arājs, Cukurs og andre, der var ansvarlige for likvideringen af 80.000 lettiske jøder, herunder min fars bedsteforældre. Desuden blev min far smidt ud af hæren efter Stalins ordre, fordi han var jøde. Jeg vil ikke acceptere, at min far var en besætter, eller at min mor, der var russisk-ortodoks og kom til Riga fra Skt. Petersborg i 1950, skulle underkastes repatriering, som der står i det lettiske udkast til erklæringen. Den påstand, der fremsættes i beslutningsforslaget fra Parlamentet, vil opmuntre de lettiske lovgivere til at acceptere denne erklæring i den nærmeste fremtid. Jeg ønsker ikke, at de baltiske lande skal blive endnu et Balkan. Vi parlamentsmedlemmer har det fulde ansvar for de ord, vi udtaler.

 
  
MPphoto
 
 

  Giusto Catania (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, den 8. maj 1945 var den dato, som bragte budskabet om afslutningen på Anden Verdenskrig, men det var også den dato, som beseglede afslutningen på de fascistiske og nazistiske diktaturer i Europa. Denne dag befriede Europa sig selv fra det autoritære spøgelse, og den dag markerede også starten for et Europa på vej mod fred og social retfærdighed.

Europa blev befriet af modstanden fra mænd og kvinder, partisaner, som opbyggede det institutionelle og moralske grundlag for dette Europa. Europa blev befriet af dem, som kæmpede ved Stalingrad, det blev befriet af de amerikanske og canadiske allierede tropper, og også af den sovjetiske hær. Denne dato kan betragtes som den grundsten, som et nyt Europa blev bygget på.

Denne del af historien bliver desværre alt for ofte udsat for revisionistisk plyndring og angreb, og selv denne debat ødelægges af en umiskendelig revisionistisk drivkraft. Vi tjener ikke mindet om Europas befrielse ved udifferentieret at blande den 8. maj 1945 sammen med stalinismens forbrydelser. Det vil jeg gerne gøre helt klart. Hvad angår politiske overbevisninger, personlige data og kulturel udvikling, har jeg og min gruppe ingen problemer med klart at fordømme stalinismens rædsler, men i denne debat forsøger folk implicit at puste liv i Noltes teorier, som sætter nazisme lig med kommunisme og ikke kun med stalinisme.

I virkeligheden blev frihedens og den sociale retfærdigheds værdier i dette korte århundrede ikke kun truet af stalinismen, men også af kolonialismen, imperialismen og nyliberalismen, fra Algeriet til Vietnam, fra bombningen af Beograd til massakrerne i Sabra og Shatila, frem til begivenhederne den 11. september 1973 i Santiago del Chile.

Vi skal behandle historien rigtigt, for mindet om fortiden er en afgørende gave, som sætter os i stand til at kæmpe med fremtiden og opbygge horisonterne for Europa. Der er kun en måde at styrke Europa på, nemlig ved at bandlyse ordet krig fra vores ordforråd. Europa skal spille en aktiv rolle i opbygningen af en fredelig verden, som går fra Irak til Afghanistan, og til Palæstina. For at runde af, så må Europa være mere modigt og autoritativt. Vi må vende den berømte latinske talemåde og med styrke bekræfte si vis pacem para pacem, eller "hvis du vil have fred, så forbered for freden". Det må være vores ledetråd.

 
  
MPphoto
 
 

  Nigel Farage (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg spekulerer undertiden på, hvilke argumenter der findes for EU. De kan bestemt ikke være økonomiske, for vi lever ikke i en verden med høje toldsatser, og nu har vi bestemt en global økonomi. De kan bestemt ikke være demokratiske, for dette parlament er det eneste demokratiske element i EU og er så godt som værdiløst.

Men hvis der var et argument for EU, som kunne få mig til at ændre opfattelse, ville det være, at EU kunne give og garantere os fred. Men alt dette er baseret på en række falske antagelser. Det var ikke demokratiske nationalstater, der forårsagede Første og Anden Verdenskrig. Hvis man ser tilbage gennem historien, finder man, at modne demokratier ikke går i krig med hinanden.

Det er også forkert og helt urigtigt at påstå, at EU har bevaret freden i Europa i de sidste 50 år. Hvilken krig har den standset? Var Portugal klar til at slås med Italien i midten af 1970'erne? Hvilken mulig krig kunne den have standset? Hvis der har været en garant for freden i de sidste 50 år, må det da være NATO, der er et fremragende eksempel på mellemstatsligt samarbejde.

Hr. Borrell bliver ved med at tale om Europas genforening. Undertiden undrer jeg mig over, hvad han taler om. Det vigtige er dette: Vil EU garantere freden? Garanterer dannelsen af en forbundsstat freden? Det gjorde det ikke i Jugoslavien eller i USSR, og det gjorde det ikke i USA, der, som De husker, havde en af de bitreste og blodigste borgerkrige i menneskehedens historie. Hvis vi fortsætter med at sælge dette projekt til Europas befolkning på baggrund af en løgn, er det højst sandsynligt, at vi vil opbygge og skabe bittert had og yderliggående nationalisme. Det, vi må gøre, er at fortælle Europas befolkninger sandheden om vores ambitioner og give dem frie og fair afstemninger, ellers styrer vi mod en katastrofe.

 
  
MPphoto
 
 

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, 60 år efter Anden Verdenskrig kan jeg sige med overbevisning, at EU er den bedste model for samarbejde mellem lande, som vores gamle kontinent har oplevet hidtil. I Europa har dialogen erstattet krigene, og alligevel er der stadig ikke opnået forsoning, en dyb forståelse af den historiske sandhed og en fælles sammenfletning af staters og politikeres interesser.

Ja, i disse dage mindes vi i fællesskab en af menneskehedens største sejre over den nazistiske ideologi. Vi husker fascismens ofre og bøjer os for mindet om de kæmpende, som døde. Ja, det er glædeligt, at hele det politiske spektrum i Europa-Parlamentet har kunnet enes om beslutningen om afslutningen på Anden Verdenskrig og for første gang samtidig fastslår og fordømmer både det nazistiske og de kommunistiske regimers forbrydelser. Mine damer og herrer, vores fælles erklæring fastslog utvetydigt, at der ikke kan finde forsoning sted uden historisk sandhed, og at kun et stærkt Europa kan komme med løsninger til at overvinde fortidens arv, som er bygget på uretfærdighed og 50 års social, politisk og økonomisk degradering af nationer, som blev holdt indespærret. Desværre sagde vores erklæring ikke det hele. Jean-Claude Junckers udtalelser i Moskva i går er heller ikke acceptable. Han sagde, at det er en opgave for kommende generationer at løse disse problemer. Kun de magtfulde kan kalde tingene ved deres rette navn. George Bush sagde for et par dage siden i Riga, helt utvetydigt: "Jalta-aftalen fulgte den uretfærdige tradition fra München og Molotov-Ribbentrop-pagten. Endnu en gang, når de magtfulde regeringer forhandlede, var små landes frihed mindre vigtig. Men dette forsøg på at ofre friheden på stabilitetens alter efterlod et kontinent, som var delt og ustabilt." Den kolde krig i Europa, som varede i næsten 50 år, bekræfter hans udtalelser. Alle i Europa-Parlamentet ved, at NATO, den nordatlantiske union, blev oprettet for at fremme Europas sikkerhed i et klima, hvor man frygtede en invasion af det totalitære, kyniske og aggressive sovjetiske regime. Det bekræfter, at Vesten efter Anden Verdenskrig ikke stolede på en allieret som Stalin. Det ondskabens imperium, som Stalin skabte, var uacceptabelt, selv om man tidligere i fællesskab havde fejret sejren over den nazistiske ideologi.

Mine damer og herrer, når vi tænker på Europas fremtid, bør man nøje huske, hvad jeg lige har sagt. Der er gået 60 år siden Anden Verdenskrig, og Europa er sammen med sine allierede ved at forme sin fremtid. Desværre fremsætter Rusland, Sovjetunionens arvtager, stadig udtalelser, hvor man benægter dens indflydelse på de østeuropæiske lande og besættelsen af mit land, Letland, og af Litauen og Estland. Denne fornægtelse af den historiske sandhed, denne bevidste hævdelse af det kommunistiske regimes forbrydelser er ydmygende. Det er ensbetydende med foragt for regimets ofre og tab, men det finder sted i dag. Rusland forsøger at holde fast i muligheden for at manipulere med den offentlige mening i hele verden. Rusland fastholder problemet med de manglende statsborgerskaber i Letland i offentlighedens søgelys og overdriver det, men samtidig fortsætter det med at overtræde menneskerettighederne for ofrene for det totalitære sovjetiske regime og deres nære slægtninge ved at benægte deres lidelser og tab. En sådan holdning fra Ruslands side bidrager ikke til at fremme forsoningen mellem Rusland og landene i Østeuropa og de baltiske lande, som har genvundet deres frihed. Der er behov for en ægte fordømmelse af kommunismens forbrydelser og en løsning på deres konsekvenser af hensyn til Europas fremtidige stabilitet. Jeg opfordrer Dem til at stemme for beslutningen!

 
  
MPphoto
 
 

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Mine damer og herrer, de europæiske nationers historie har bestemt ikke været let. Den har set disse nationer kæmpe mod hinanden, bedrage hinanden og begå grusomheder mod hinanden. Det var europæere, der fandt på idéen om den ariske races overlegenhed, Endlösung for andre racer og gaskamrene. Hvad værre er, så lænede resten af Europa sig i starten tilbage og gjorde intet, mens dette foregik.

Jeg er ked af at måtte sige, at der stadig ikke er sat punktum for denne periode. 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning er der medlemmer af Parlamentet, som nægter at stemme for beslutninger, der fordømmer holocaust, som vedholdende sidestiller lidelserne for Anden Verdenskrigs ofre med den arkitekters lidelser, og som fordrejer fortiden og undlader at skelne ordentligt mellem årsager og virkninger af den mest rædselsvækkende konflikt nogensinde.

De seneste taler fra en række ledende repræsentanter for medlemsstaterne og EU's institutioner for at markere 60-årsdagen for krigens afslutning har afsløret, at de er forblindede af idéen om, at vores gyldne æra af velstand og fred er et direkte resultat af EU's historie. Af hensyn til de kommende generationer bør vi ikke glemme, at det langtfra er tilfældet. Freden i Europa kan lige så vel tillægges tilstedeværelsen af amerikanske tropper på europæisk jord, og velstanden kan forklares med den økonomiske vækst i Asien og USA og den voksende verdenshandel. Hvad friheden angår, så fandt der revolutioner sted i en række europæiske lande, inklusive mit eget, uden nogen hjælp fra Bruxelles.

Det bekymrer mig noget, at det demokrati og den velstand, som det er lykkedes os at opnå, nu er truet. Europas mulighed for at optræde som en global aktør vil blive forringet af den uforståelige og uretfærdige europæiske forfatning, som giver nogle lande fordele på andres bekostning. En anden faktor, som truer Europas fremtid, er afstanden mellem politikerne og den virkelige verden, eftersom borgerne i de enkelte medlemsstater forstår stadig mindre af det sprog, som EU's institutioner og deres repræsentanter taler. Hvor vil Europa ende, hvis dets borgere ikke forstår deres ledere? Vil det blive et let bytte for den værste form for populisme, simpelthen fordi ingen kan forstå det?

Det er min faste overbevisning, at ingen mediekampagne nogensinde vil kunne skabe tillid i befolkningerne til idéen om et fælles Europa. Det kan kun gøres ved at gennemføre praktiske og letforståelige foranstaltninger, som giver løsninger på virkelige problemer. De europæiske lederes manglende evne til at fremme væksten og den feje, euronationalistiske holdning til økonomiske spørgsmål er langtfra passende svar på den globale økonomis hårde kendsgerninger.

Jeg repræsenterer borgerne i et land, som har lidt under jerntæppet, som faldt for 15 år siden. I dag ser vi imidlertid forsøg på at bygge nye "tæpper" rundt om Europa for at holde USA, de kinesiske tekstiler, billig arbejdskraft og mange asylansøgere ude. Det vil ikke løse Europas problemer at lukke os selv af fra omverdenen.

I lyset af den manglende offentlige interesse og den økonomiske afmatning ser det ud til, at den måde, som Europa styres på i dag, ikke vil være holdbar, hvis Europa skal være konkurrencedygtigt.

Jeg mener, at EU's ledere bør være modige nok til at indrømme over for sig selv og offentligheden, at den genoplivede Lissabon-strategi og den europæiske forfatning er en blindgyde, som ikke vil føre til større retfærdighed, frihed eller velstand. Det eneste rigtige svar på den nuværende situation i den globale økonomi og den globale politik er at være åben, at begrænse vores indblanding i økonomiske spørgsmål, at sænke skatterne, at give nationalstaterne mulighed for at operere mere fleksibelt og at koordinere sagerne på EU-niveau på en fornuftig måde og kun i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag(1)), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) I anledning af festligholdelsen af 60-årsdagen for sejren over nazi-fascismen er der sat en modbydelig revisionistisk kampagne i gang, der skal fordreje de historiske kendsgerninger. Det uantagelige forslag til beslutning fra Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg indgår heri.

Denne elendige historieforfalskning er på ingen måde naiv, men har nogle helt konkrete formål.

Det er at slette det altafgørende bidrag, som Sovjetunionen og dets folks heltemodige indsats betød for nedkæmpelsen af de nazi-fascistiske hæres og regimers brutale ødelæggelsesmaskine, ligesom den afgørende rolle, som landet spillede med at holde efterkrigstidens imperialistiske aggression tilbage.

Det er at fortie og bagvaske kommunisternes heltemodige hovedrolle i den antifascistiske kamp.

Det er at glemme de nazistiske rædsler, de millioner af døde i koncentrationslejrene, de millioner af myrdede mænd, kvinder og børn og den systematiske ødelæggelse af hele lande.

Det er at rense storkapitalen for ansvar i Hitlers magtovertagelse og ignorere de store kapitalistiske magters medskyld, der til det sidste håbede, at den nazistiske krigsmaskine udelukkende skulle ødelægge Sovjetunionen.

Det er som for 60 år siden at forsøge at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres, den aggressive imperialisme, militarismen og overgrebene på folkenes suverænitet.

De skal ikke få held med det!

 
  

(1)) Se protokollen.


17. Spørgetid (Rådet)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0236/2005). Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Spørgsmål nr. 1 bortfalder.

Spørgsmål nr. 2 af Robert Evans (H-0284/05)

Om: Undervisningsassistenter i USA

Er Rådet klar over, at den nationale amerikanske arbejdsret (NLRB) har afgivet kendelse om, at de undervisningsassistenter, der fungerer ved private amerikanske universiteter, ikke er beskyttet af den amerikanske arbejdsmarkedslovgivning? Retten til at organisere sig kollektivt i en fagforening er en menneskeret. Vil Rådet være villigt til at lægge pres på Bush-regeringen for at sikre, at akademikere får ret til organisere sig fagligt for at beskytte kvaliteten af arbejdspladserne, den akademiske frihed og den intellektuelle standard på amerikanske universiteter?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, jeg kan angående de uddannede læreres situation i USA svare Robert Evans, at Rådet ikke er bekendt med den situation, der beskrives i spørgsmålet.

Den form for ansættelsesforhold, det ærede parlamentsmedlem nævner, henhører udelukkende under medlemsstaternes kompetencer. Det er grunden til, at Unionen, selv om menneskerettighedsspørgsmål udgør en vigtig del af den regelmæssige dialog mellem EU og USA, ikke er i stand til at drøfte denne form for ansættelsesforhold med de amerikanske myndigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Evans (PSE). - (EN) Tak for det svar, selv om det ikke helt var det, jeg ønskede. Det er da ikke noget, som kræver, at 25 lande skal handle individuelt. Det er et meget alvorligt spørgsmål.

Vores forhold til USA drejer sig ikke kun om handel og virksomheder, som tjener penge, og desuden er dette ikke blot et spørgsmål, der vedrører USA eller alene amerikanske borgere, da der er et stort antal europæere, som underviser ved disse amerikanske institutioner. Nu forstår jeg, at den lokale provost (prorektor) ved Columbia University i New York har udstedt instrukser om, hvordan han vil have undervisningsassistenter behandlet og straffet.

Jeg vil sige til formandskabet i solidaritet og til forsvar for den internationale arbejdsmarkedslovgivning, at vi ikke bør tie i denne sag, og at vi ikke bare skal bøje os og tillade grove overtrædelser af arbejdstagernes rettigheder. Selv om dette foregår i De Forenede Stater, kunne det også påvirke europæiske borgere. Jeg vil opfordre ham til at gå tilbage og se, hvad mere der kan gøres.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg beklager, men jeg kan ikke sige mere, end jeg allerede har gjort. Jeg tager dog det ærede medlems bemærkninger til efterretning. Jeg er helt enig i, at alle lande skal respektere de internationale arbejdsretslige regler. Det er et punkt, jeg vil huske på, og som utvivlsom, som sagt, vil kunne tages op inden for rammerne af vores forbindelser med USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Bernd Posselt (H-0294/05)

Om: Mindretalsordninger i Makedonien og Serbien

Er de mindretalsordninger, der gælder i Serbien, navnlig i Vojvodina, Sandzak i Novi Pazar og Presevo-dalen, i overensstemmelse med europæiske standarder, og hvordan bedømmer Rådet dem i sammenligning med den målestok, der i kraft af Ohrid-aftalen gælder for Makedonien?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet følger indgående udviklingen i situationen vedrørende mindretallenes rettigheder på Vestbalkan. Den sidste analyse, der er udarbejdet om mindretallenes rettigheder i Serbien og Montenegro, er den, Kommissionen forelagde i sin feasibility-undersøgelse angående åbningen af forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med Serbien og Montenegro. Mindretallenes situation i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er beskrevet i den sidste årsrapport, Kommissionen har udarbejdet som led i stabiliserings- og associeringsprocessen.

Der er i de seneste år generelt sket en forbedring af situationen angående mindretallenes rettigheder på Vestbalkan, selv om store fremskridt fortsat er nødvendige. I stedet for at foretage en sammenligning mellem de foranstaltninger, der er truffet i forhold til mindretallene i Serbien og Montenegro og i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, har Rådet til hensigt at tilskynde de to lande til med udgangspunkt i deres særegne situation at føre en mindretalspolitik, der lever fuldstændig op til de europæiske standarder.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, i Ohrid-aftalen er der fastlagt en meget streng målestok for beskyttelse af mindretal for Makedoniens vedkommende. Jeg vil derfor gerne anmode om, at man ikke måler med to målestokke, for det ser jeg lidt en fare for her. Her handler det fortrinsvis om to punkter, nemlig Sandzak i Novi Pazar og Vojvodina, hvor der stadig er ekstreme mindretalsproblemer, som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg medgiver gerne, at det er vigtigt at henlede Rådets opmærksomhed på behandlingen af mindretallene i de regioner, De netop nævnte, og foretage en form for sammenligning med den beskyttelse af mindretallene, der er fastlagt i Ohrid-aftalen.

Jeg mener dog, at der er tale om to forskellige situationer, der bør evalueres som sådan. Unionen vil som led i udviklingen af sine forbindelser med Serbien på ingen måde undlade at fremsætte omfattende krav angående mindretallenes beskyttelse i de regioner, De nævnte.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Chris Davies (H-0295/05)

Om: Direkte handel med Nordcypern

Hvad er Rådets reaktion på det forslag, der blev fremsat af kommissær Rehn på AFET's møde i januar, hvorefter Kommissionen i et forsøg på at få løst op for den nuværende hårdknude var villig til at overveje at tilføje artikel 308EF som andet retsgrundlag for forordningerne om bistand og handel?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Som det allerede er blevet understreget som svar på lignende spørgsmål, har Rådet til stadighed bekræftet sit ønske om at videreføre bestræbelserne på at genforene Cypern. Rådet håber desuden, at alle cyprioter snart vil finde sammen som cypriotiske og europæiske borgere på en forenet ø i EU.

EU har med dette mål for øje forsøgt at finde frem til foranstaltninger, der kan føre til en ophævelse det tyrkisk-cypriotiske samfunds isolation, og lette genforeningen af Cypern ved at fremskynde det tyrkisk-cypriotiske samfunds økonomiske udvikling. Der er allerede truffet visse foranstaltninger i denne henseende, herunder forordningen om den såkaldte grønne linje, der blev vedtaget i 2004 og ændret for nylig for at udvide anvendelsesområdet og øge effektiviteten.

Der er ligeledes udført et vigtigt arbejde med andre foranstaltninger, herunder Kommissionens forslag vedrørende dels et instrument til finansiel støtte, der skal fremme det tyrkisk-cypriotiske samfunds økonomiske udvikling, dels samhandel med områder, hvor Republikken Cypern ikke udøver en virklig kontrol. Disse to forslag kan endnu ikke vedtages, fordi der fortsat er problemer, der skal løses, især vedrørende den direkte samhandel.

Det er dette sidste forslag, som det ærende medlem især henviser til. Den hypotese, kommissær Rehn forelagde på mødet i januar i Parlamentets Udenrigsudvalg vedrørende en evt. ændring af forslagets retsgrundlag, er endnu ikke blevet forelagt Rådet. Det er nemlig Kommissionen, der skal ændre sit forslag tilsvarende, hvis den ønsker det. Formandskabet kan selvsagt ikke allerede nu foregribe udfaldet af eventuelle drøftelser herom i Rådet.

Jeg skal dog gøre opmærksom på, at der foreligger juridiske udtalelser, der ikke bekræfter Kommissionens tilgang, hvad angår det oprindelige retsgrundlag, Kommissionen valgte. Rådet kan via formandskabet endnu en gang forsikre det ærende medlem om, at det vil fortsætte sine bestræbelser på at fremme den økonomiske integration af øen og forbedre forholdet mellem de to cypriotiske samfundsgrupper og forholdet til EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Sarah Ludford (ALDE), stedfortræder for ordføreren. - (EN) Jeg takker rådsformanden for det svar. Det forekommer mig, at alle giver alle andre skylden. Der er gået over et år, siden Rådet lovede at gøre en ende på de tyrkiske cyprioters isolation, efter at de med to tredjedeles flertal havde stemt ja til FN's Annan-plan om en politisk løsning. Man må spørge sig selv, hvilken tillid nogen kan nære til løfter fra EU, hvis dette er et eksempel på, at de ikke bliver holdt. Som ministeren har påpeget, vil direkte handel og hjælp til økonomien i nord hjælpe med til at skabe en politisk løsning. Det hjælper ikke nogen, at de tyrkiske cyprioter ligger så langt efter de græske i indtægt og økonomisk udvikling.

Hvornår vil der blive udøvet alvorlig pression for faktisk at få indfriet det et år gamle løfte? I mellemtiden holdes de tyrkiske cyprioter bare hen i isolation og mister tilliden til EU's løfter. Jeg må tilstå, at jeg ikke kan dadle dem herfor. Hvornår kan vi forvente, at disse to forordninger bliver vedtaget?

 
  
  

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg kan blot sige, at Deres spørgsmål er meget aktuelt, for om halvanden time rejser jeg selv som repræsentant for formandskabet og kommissær Rehn til Cypern for at forsøge at drøfte de problemer, vi netop har omtalt. Jeg mener, at formandskabet på alle måder har til hensigt snarest at løse disse problemer og således handle i overensstemmelse med Rådets politiske tilsagn fra april i år.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 5.

Spørgsmål nr. 6 af Gay Mitchell (H-0299/05)

Om: Indfrielse af løfter om bistand fra EU's medlemsstater

Der blev for nylig offentliggjort en fælles rapport fra Oxfam, ActionAid og European Debt and Development Coalition, hvori der foretages en evaluering af EU's medlemsstaters indsats på udviklingsområdet. Verdens rige lande lovede i 1970 på FN's generalforsamling at nå op på 0,7% af BNP i ulandsbistand senest i 1980. 25 år efter denne frist har kun fem lande nået målet, og heraf er fire EU-medlemsstater. Mange andre lande har brudt deres løfter om at bekæmpe fattigdom - f.eks. har Irland droppet sine planer om at nå målet på 0,7 % i 2007.

Vil det luxembourgske formandskab, som har udtalt, at fattigdomsbekæmpelse vil være den vigtigste målsætning i formandskabets program, bruge sin indflydelse på at få medlemsstaterne til igen at vedkende sig deres løfter om bistand, og hvordan påtænker det at sikre, at EU's mål for udviklingsbistand opfyldes?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Kommissions forslag om foranstaltninger til fremskyndelse af gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene har været til behandling i Rådets arbejdsgruppe siden den 14. april 2005. Det luxembourgske formandskab har til hensigt at gøre alt for, at Rådet på mødet den 23.-24. maj i år kan fastlægge de overordnede retningslinjer for de fornyede forpligtelser, som især vil gå ud på for det første at opstille nye delmål for forhøjelsen af den offentlige støtte inden 2010 for de enkelte lande og for Unionen som helhed med det formål at nå op på en samlet indsat på 0,7 % af BNP i 2015, for det andet at fremskynde reformerne til forbedring af hjælpens kvalitet og for det tredje at foretage en fornyet gennemgang af mulighederne for, at EU via sin egen model for bæredygtig udvikling kan påvirke udviklingsbetingelserne ved hjælp af både interne og eksterne foranstaltninger, idet formålet er at sikre kohærente politikker til fordel for udviklingen, der udgør et grundlæggende element i vores tilgang til samarbejde og udvikling, samt for det fjerde især at tilgodese Afrika gennem disse nye retningslinjer og gribe de nye muligheder, der ligger i et partnerskab mellem de to kontinenter.

EU er fuldt ud klar over, hvor vigtig denne opgave er, og hvor meget den haster. I denne forbindelse opfordrede Det Europæiske Råd på mødet den 22.-23. marts Kommissionen og Rådet til at fremskynde deres arbejde, især angående udviklingsdelens forskellige komponenter, og færdiggøre forslagene vedrørende de forskellige emner, så EU kan spille en aktiv rolle under de kommende drøftelser op til FN-topmødet i september 2005. Jeg meddelte allerede i formiddags, at Økofin-Rådet, som på sit sidste møde drøftede de nye mulige finansieringsmetoder, vil forsætte drøftelserne herom på det det uformelle møde, det afholder i denne weekend.

 
  
MPphoto
 
 

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Jeg vil gerne påpege over for rådsformanden, at dette mål, 0,7 %, blev vedtaget for 35 år siden, og at der indtil dato kun er fem stater, hvoraf fire tilhører EU - fire ud af de 25 EU-stater - der har nået dette mål på 0,7 %. I 2025 vil der være 2 milliarder mennesker mere på denne klode, hvoraf 90 % vil være født i den tredje verden. Hvilken slags verden vil vi overlade til næste generation? Vi har lige talt om Anden Verdenskrig. Hvad er det, vi bygger op til vores børn og børnebørn? Hvilke konkrete skridt vil Rådet tage for at sikre, at dets medlemsstater indfrier deres forpligtelser?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg mener faktisk, at der eksisterer en ny vilje til at arbejde klart og målrettet mod de 0,7 %. Jeg er selvfølgelig enig i det, det ærede medlem netop har sagt: Der er gået for lang tid. Man har talt om dette mål i over 30 år. Det er nu på tide at sætte det i værk, og det er sandt, at de frister, der er opstillet, nok stadig er uforholdsmæssigt lange.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af David Martin (H-0302/05)

Om: Mordechai Vanunu

Under spørgetiden den 23. februar 2005 spurgte jeg Rådet, om det ville minde israelerne om, at Mordechai Vanunu på ulovlig vis blev ført ud af Europa. I virkeligheden blev han bortført, således at han kunne føres for retten i Israel på grund af forbrydelser, han hævdedes at have begået 20 år før denne begivenhed, idet Israel var af den opfattelse, at han stadig havde adgang til hemmeligheder, som kunne være til skade for Israel. Jeg anmodede endvidere Rådet om, at opfordre den israelske regering til at stoppe forfølgelsen af denne mand, lade ham forlade Israel og lade ham flytte til Europa, hvis han måtte ønske det.

Det lader imidlertid til, at de israelske myndigheder fortsætter forfølgelsen af Mordechai Vanunu. Hvilke foranstaltninger har Rådet til hensigt at træffe?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Siden jeg sidst talte her i Parlamentet i februar i år, har den israelske regering til vores store beklagelse vedtaget en 12-måneders forlængelse af de restriktioner, den opstillede for Mordechai Vanunus frigivelse sidste år. Der verserer desuden en sag, hvor Mordechai Vanunu er anklaget for at have overtrådt disse restriktioner, og hvor han risikerer at blive idømt endnu en fængselsstraf. Denne sag er angiveligt meget ømtålelig for de israelske myndigheder. De synes herigennem at ville beskytte den israelske stats sikkerhed. Da den besluttede at forlænge restriktionerne over for Mordechai Vanunu, gjorde den israelske regering gældende, at han endnu var i besiddelse af oplysninger, den ikke ønskede udbredt.

Ikke desto mindre er det 20 år efter, begivenhederne fandt sted, legitimt at en person, der har tilbragt 18 år i fængsel, genindsættes i sine grundlæggende rettigheder, herunder retten til at leve i værdighed, frihed og fred. Vi vil derfor videreføre dialogen med de israelske myndigheder, især angående menneskerettighedsspørgsmålet, som led i vores politiske dialog med dem såvel som i forbindelse med iværksættelsen af naboskabspolitikken, hvor den israelske regering har forpligtet sig til at samarbejde angående sikkerhedsspørgsmål og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben samt netop respekt for menneskerettighederne.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE). - (EN) Jeg takker rådsformanden for hans svar, der var så godt, som det kunne være under de foreliggende omstændigheder. Men det står klart for mig, at Israel har bevæget sig fra at beskytte statens sikkerhed til at forfølge denne mand. Jeg håber virkelig, at Rådet vil fastholde presset på Israel for at få ham løsladt. Mordechai Vanunu er blevet valgt som studenternes repræsentant ved Glasgow Universitet i mit land, og vi vil meget gerne se, at han får mulighed for at komme til universitetet og tiltræde sit hverv. Derfor håber jeg, at Rådet vil fortsætte sit pres.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet tager dette til efterretning og vil forholde sig, som jeg netop har beskrevet det.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Panagiotis Beglitis (H-0306/05)

Om: Krænkelse af grækeres grundlæggende rettigheder i Georgien

I Georgien begås der i dag forbrydelser mod den græske befolkning, mens der foretages angreb i Tsalka-området, der er hjemsted for en ren græsk befolkning. Græske familier er blevet myrdet, og andre er blevet forjaget fra deres landsbyer, som det forlyder fra de dér bosatte grækeres organisationer. Samtidig står de over for problemer med deres faste ejendom. Ifølge oplysninger er der i de sidste syv år sket ca. 7.000 "indbrud", boliger og ejendomme er blevet besat, og man nægter at tilbagelevere dem til deres retmæssige ejere.

Har Rådet kendskab til disse hændelser? Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at beskytte grækernes grundlæggende rettigheder i Georgien? Agter formandskabet og Solana at tage skridt over for Tbilisi med henblik på at løse dette spørgsmål? Er Solana klar til i samarbejde med OSCE, Europarådet og FN's Menneskerettighedskommission at forelægge en rapport om grækernes menneskerettighedssituation i Georgien?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet ønsker først og fremmest at takke det ærede medlem for de oplysninger, han har forelagt om krænkelsen af grækeres grundlæggende rettigheder i Georgien. Rådet har som led i EU's politiske dialog med Georgien gentagne gange givet udtryk for foruroligelse og krævet en bedre beskyttelse af menneskerettighederne i dette partnerland. Unionen vil fortsat benytte enhver lejlighed til at tilkendegive sin foruroligelse over menneskerettighederne i Georgien, især som led i samarbejdet med OSCE, Europarådet og FN's Menneskerettighedskommission.

Generalsekretæren og den højtstående repræsentant for FUSP udnævnte den 17. januar 2005 Michael Matthiessen til personlig repræsentant for menneskerettigheder. EU's særlige repræsentant i Sydkaukasus, hr. Talvitie, hjælper også Georgien med at gennemføre politiske og økonomiske reformer bl.a. vedrørende retsstatsprincippet, demokratisering, menneskerettigheder, forsvarlig offentlig forvaltning, udvikling og fattigdomsbekæmpelse.

I konklusionerne fra mødet den 25. april understreger Rådet disse måls betydning og giver fornyet tilsagn om at udvikle disse forskellige elementer som led i sine forbindelser med landet og især inden for den europæiske naboskabspolitik. Unionen vil i forbindelse med udarbejdelsen af og forhandlingerne om handlingsplanen for den europæiske naboskabspolitik mellem EU og Georgien insistere på behovet for at forbedre beskyttelsen af menneskerettighederne i landet. Rådet har således til hensigt at følge det græske samfunds udvikling nøje og tage spørgsmålet op over for de georgiske myndigheder, hver gang der er grund til det.

Europa-Parlamentet kunne måske også tage dette spørgsmål op på det næste møde i Den Parlamentariske Samarbejdskomité EU-Georgien, der ifølge mine oplysninger skal afholdes den 13. og 14. juni 2005.

 
  
MPphoto
 
 

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden for svaret. Jeg er helt enig i de principielle rammer, vi har vedtaget.

Problemet er imidlertid ikke kun de principielle rammer. Det er, hvad vi kan gøre, helt praktisk, i EU for at beskytte menneskerettigheder og mindretalsrettigheder i Georgien og i hele verden. Hvilke redskaber og kontrolmekanismer har vi, har EU, for at overtale eller presse de georgiske myndigheder til at respektere det græske mindretals rettigheder?

Jeg siger dette, fordi jeg her har en rapport fra EU's særlige repræsentant for menneskerettigeheder - som De også henviste til - om Georgien fra 12. april, som beskriver menneskerettighedssituationen, og jeg må sige, at den beskriver en meget ubehagelig situation for grækere i Georgien.

Hvad gør vi? Hvilke redskaber har vi inden for rammerne af vores forbindelser til Georgien? Jeg tror, det er det, der er vigtigt i dag.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Georgien har gennemgået en meget urolig periode, men bevæger sig nu i retning af en demokratisering. Landet søger i øvrigt at tilnærme sig EU. Jeg tror, at denne tilnærmelse til EU bl.a. i forbindelse med den europæiske naboskabspolitik også vil gøre det muligt at lægge pres på de georgiske myndigheder om at respektere menneskerettighederne generelt og mindretallenes rettigheder i særdeleshed. Jeg mener derfor, at dette spørgsmål bør optage en større plads i forbindelserne mellem EU og Georgien. Georgiens ønske om at tilnærme sig Europa og især EU forbedrer i øvrigt vores muligheder for også at forsvare det græske mindretals rettigheder, som De henviste til.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Claude Moraes (H-0309/05)

Om: Årtiet for romaernes inddragelse 2005-2015

Den 2. februar 2005 indledte otte europæiske stats- og regeringsledere "Årtiet for romaernes inddragelse 2005-2015" i Sofia. De forpligtede sig til at arbejde frem mod en standsning af diskriminering og en fjernelse af de uacceptable uligheder mellem romaerne og det øvrige samfund.

Hvordan vil Rådet bidrage til gennemførelsen af målene for denne forpligtelse? Er Rådet parat til jævnligt at informere om fremskridtene i forbindelse med romaernes integrering i det europæiske samfund?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet glæder sig over, at flere stats- og regeringschefer den 2. februar 2005 i Sofia forpligtede sig til at standse enhver form for diskriminering af romaerne inden 2015. Jeg behøver ikke erindre om vores netop afsluttede drøftelser om afslutningen af Anden Verdenskrig og de lidelser, romaerne blev udsat for. Stats- og regeringschefernes tilsagn er et væsentligt initiativ, eftersom romaerne siden den 1. maj 2004 er blevet det største etniske mindretal i EU. De særlige forhold, der kendetegner romaernes situation, betyder, at integrationen af dem udgør en betydelig udfordring, hvad angår beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og social integration.

Som bekendt har EU under tiltrædelsesforhandlingerne med de nye medlemsstater såvel som med Bulgarien og Rumænien gentagne gange henvist til romaernes situation som et område, der krævede en politisk indsats fra disse staters regeringers side, især eftersom de politiske Københavnskriterier bl.a. omfatter sikring af respekt for såvel som beskyttelse af mindretallene.

Ansvaret for romaernes integration påhviler hovedsagelig de nationale myndigheder såvel som de regionale og lokale myndigheder i områder med mange romaer. Det civile samfunds aktører og romaerne selv spiller ligeledes en afgørende rolle. På fællesskabsplan kan der fra medlemsstaternes side tages forskellige politiske programmer og relevante instrumenter i brug for at bekæmpe diskrimination og fremme ligebehandling og social integration. Medlemsstaterne kan især gøre brug af direktiv 2000/43 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Dette direktiv dækker nemlig et bredt spekter af områder, hvor diskriminationen af romaerne kan komme til udtryk, herunder beskæftigelse, uddannelse, socialsikring, adgang til goder, ydelser og bolig.

Endelig kan strukturfondene og især Den Europæiske Regionaludviklingsfond og Den Europæiske Socialfond finansiere en række initiativer til fordel for romaerne. Det er bl.a. tilfældet for fællesskabsinitiativet Equal, der finansieres af Den Europæiske Socialfond, og som udvikler nye tilgange til bekæmpelse af diskrimination og ulighed, som på arbejdsmarkedet især rammer romaerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Claude Moraes (PSE). - (EN) Tak for svaret. I det forholdt De Dem til alvoren i den udfordring, vi står over for, da romaerne nu er det største homogene mindretal i det udvidede EU.

Er vi opmærksomme på den manglende aktivitet fra medlemsstaternes side, f.eks. at de ikke har gennemført direktivet om ligebehandling og artikel 13 i direktivet om racelighed, hvor Kommissionen har taget initiativer for at få det gennemført? Er vi opmærksomme på, at medlemsstaterne er langt bagefter, når det gælder gennemførelsen af den eksisterende lovgivning, som ville beskytte romaerne, i særdeleshed på beskæftigelsesområdet? Det er et alvorligt problem. Kan romaspørgsmålet i betragtning af, hvor massivt det er, afspejles i en endelig udtalelse fra det luxembourgske formandskab for at sikre, at formandskabet fra Det Forenede Kongerige, der følger efter, vil tage dette spørgsmål lige så alvorligt?

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE). - (EN) Jeg vil gerne presse rådsformanden angående det sidste, min kollega sagde. Det ville sende et meget positivt signal, hvis denne sag blev hævet til stats- og regeringschefniveau, og det endelige kommuniké indeholdt en henvisning hertil. Romaerne føler, at de er en forsømt gruppe i EU. Det ville sende et signal til dem og ville måske virke som et signal, der kunne tilskynde medlemsstaterne til at tage passende initiativer.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg må først anføre, at fællesskabsretten bør håndhæves fuldstændigt af alle medlemsstater. Jeg mener, at det er en forpligtelse, der påhviler alle stater i det øjeblik, de bliver medlemmer af EU.

Jeg vil gerne tilføje, at fællesskabets handlingsprogram til bekæmpelse af forskelsbehandling har til formål at fremme foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Et af de prioriterede områder i arbejdsprogrammet for 2004 var specifikt romaernes integration på arbejdsmarkedet. Formålet var, at alle medlemsstater, der har romaer på deres territorium, skal inddrage disse mindretal i deres nationale handlingsprogrammer vedrørende arbejdsmarkedet. Jeg mener, at det er et spørgsmål om at anvende de fællesskabsinstrumenter, jeg omtalte tidligere, for at tilskynde og foranledige medlemsstaterne til således af fremme romaernes sociale integration.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Esko Seppänen (H-0311/05)

Om: Atomkraftpakken

Kommissionen har forelagt nye forslag til direktiv om atomkraftværkers sikkerhed og endelig deponering af atomaffald. Under det nuværende formandskabslands ledelse er der ikke gjort mærkbare fremskridt i Rådets behandling af spørgsmålet. Hvordan forholder formandskabslandet sig til spørgsmålet om, at der ikke er blevet gjort fremskridt i sagen, og hvornår kan der forventes fremskridt i sagen?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Som Rådet allerede har angivet i sit svar på spørgsmål 1778 af hr. Rübig, vedtog Rådet efter behandling af Kommissionens forslag den 28. juni sidste år en række konklusioner om nuklear sikkerhed og sikkerhed i forbindelse med håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald.

I disse konklusioner bekræfter Fællesskabet og dets medlemsstater deres vilje til at opretholde et højt sikkerhedsniveau. Samtidig drejer det sig om - og jeg citerer fra konklusionerne - inden for rammerne af Euratom-traktaten at vælge et eller flere instrumenter, der kan bidrage mere effektivt til at opnå nuklear sikkerhed og sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, uden at udelukke noget instrument og i overensstemmelse med principperne om bedre lovgivning.

Der blev i medfør af disse konklusioner udarbejdet en handlingsplan i andet halvår 2004. Den er centreret om tre temaer, nemlig de nukleare installationers sikkerhed, sikkerheden i forbindelse med håndteringen af brugt brændsel og radioaktivt affald og finansieringen af nedlukning af nukleare installationer og sikker håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald.

Det luxembourgske formandskab har i denne forbindelse fastlagt et arbejdsprogram med angivelse af de opgaver, der skal udføres, og har nedsat tre ekspertgrupper til behandling af handlingsplanens forskellige dele. Med dette program kan man i betragtning af de forskellige relevante internationale instansers mødekalendere forvente en samlet rapport ultimo 2006.

Jeg kan forsikre Dem om, at det luxembourgske formandskab tillægger dette emne den allerstørste betydning. Men faktum er, at spærreminoriteter forhindrer os i at gå hurtigere frem.

 
  
MPphoto
 
 

  Jonas Sjöstedt (GUE/NGL), stedfortræder for spørgeren. - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne takke Rådet for svaret på Esko Seppänens spørgsmål. Jeg har to tillægsspørgsmål. Det første går på, om Rådet mener, at endelig deponering af atomaffald er et anliggende af fælles interesse, således at EU bør stræbe efter fælles løsninger for forskellige medlemslande, og hvordan man skal, og hvor man skal deponere sit affald endeligt. Mit andet spørgsmål går på Euratom-traktaten. Et af diskussionspunkterne i forbindelse med forhandlingerne om den nye forfatning var jo, om Euratom-traktaten skulle bestå, hvilket den gør i forfatningen. Mener Rådet, det havde været vanskeligere at føre en overnational politik på dette område, hvis man ikke havde haft Euratom-traktaten som retsgrundlag?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Lad os begynde med Euratom-traktaten. Der har i forbindelse med konventet været forslag fremme netop om en reform af Euratom-traktaten. Jeg mener, at det ganske rigtigt er på tide at gennemføre en gennemgribende reform af denne traktat. Men vi ved, at en sådan reform er en vanskelig opgave, fordi medlemsstaterne ikke har samme indstilling til udviklingen af den nukleare sektor. Nogen mener i øvrigt, at man ganske enkelt ikke skal udvikle den nukleare sektor. Det er til en vis grad derfor, vi befinder os i en blokeret situation.

Angående lagrene har jeg allerede oplyst, at der er indledt samråd mellem en række eksperter for at finde en bedre måde at sikre oplagringen af nukleart affald. Jeg kan forsikre Dem om, at formandskabet vil gøre alt for, at vi med udgangspunkt i det nuværende arbejde kan nå videre med behandlingen af dette spørgsmål og opnå større sikkerhed og optimal beskyttelse af miljø såvel som af mennesker.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 11 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0312/05)

Om: Udsættelse af den nye tyrkiske straffelov

For nylig meddelte den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan, at hans regering havde besluttet at udsætte datoen for landets nye reviderede straffelovs ikrafttræden. Loven skulle oprindeligt have været trådt i kraft i denne måned.

Hvad mener Rådet om denne udsættelse, i betragtning af at revisionen af straffeloven og dens ikrafttrædelse udgjorde et grundlæggende krav fra EU-institutionerne med henblik på Tyrkiets tilpasning af sin lovgivning til den gældende EU-ret? Er Rådet af den tyrkiske regering officielt blevet underrettet om grundene til denne udsættelse og om den endelige dato for den nye straffelovs ikrafttrædelse, og hvis ja, hvordan lyder Rådets svar til den tyrkiske regering? Mener Rådet, at manglende gennemførelse af denne straffelov ville kunne få følger, hvad angår indledningen af tiltrædelsesforhandlinger med dette kandidatland den 3. oktober 2005?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Straffeloven er en af de seks lovgivningstekster, som Kommissionen udtrykkeligt nævner i sine henstillinger fra oktober 2004, og som i medfør af Rådets konklusioner fra den 16.-17. december 2004 skal træde i kraft, inden tiltrædelsesforhandlingerne indledes.

Unionen er bekendt med den tyrkiske regerings beslutning om at udsætte datoen for denne lovs ikrafttræden. De tyrkiske myndigheder har oplyst, at den nye straffelovs ikrafttræden nu er berammet til den 1. juli 2005 i stedet for den 1. april 2005. Tyrkiet har erklæret, at det har til hensigt at benytte anledningen til at foretage nogle ændringer i teksten for bl.a. at forbedre bestemmelserne om ytringsfrihed og pressefrihed.

På det seneste møde i Associeringsrådet EU-Tyrkiet henviste EU til dette vigtige emne og tilskyndede Tyrkiet til at tage disse bestemmelser op til fornyet behandling og således reagere på den bekymring, Unionen har givet udtryk for på dette område, samt opfylde de principper og kriterier, der blev fastlagt i København.

 
  
MPphoto
 
 

  Rodi Κratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne spørge mere specifikt, om De overvåger fremskridtet i reformen af straffeloven, hvilken retning det går i og om tidsplanen for gennemførelsen. Hvilke specifikke krav stiller De? Har De fastsat en tidsplan? Vil det være et vigtigt emne for Dem før den 3. oktober, når Tyrkiets kriterier og forpligtelser skal gennemgås?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg mener virkelig, at Kommissionen og Rådet er meget opmærksomme på den udvikling, der finder sted på dette afgørende og vigtige område. Jeg har på nuværende tidspunkt ingen grund til tro, at de tyrkiske myndigheder ikke skulle have til hensigt at vedtage og iværksætte straffeloven efter en velbegrundet ændring, som jeg har redegjort for. Jeg mener derfor ikke, der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved Det Europæiske Råds afgørelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 12 af Dimitrios Papadimoulis (H-0317/05)

Om: Dødsstraf

I anledning af den eventuelle dødsdom imod Saddam Hussein og på baggrund af EU's kategoriske holdning til fordel for afskaffelse eller manglende eksekvering af dødsstraffen og retten til retfærdig rettergang samt erklæringen fra Iraks præsident om, at underskrivelsen af dommens eksekvering strider imod hans overbevisning, hvad angår menneskerettigheder, som han er forkæmper for, og hans principper om afskaffelse af dødsstraf, bedes Rådet besvare følgende: Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for endelig at få det gjort klart, at EU er imod dødsstraf?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) EU's holdning til fordel for en afskaffelse af dødsstraffen er velkendt, og vi forsvarer den aktivt i vores forbindelser med tredjelande såvel som på multilateralt plan i overensstemmelse med EU's retningslinjer angående dødsstraffen.

Rådet reagerede i juli 2004 på, at dødsstraffen blev genindført i Irak, ved gentagne gange at tage dette spørgsmål op over for de irakiske myndigheder, og vil også gøre det fremover.

 
  
MPphoto
 
 

  Adamos Adamou (GUE/NGL), stedfortræder for spørgeren. - (EL) Tak, hr. minister, for Deres svar på hr. Papadimoulis' spørgsmål. Jeg har ingen kommentarer.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 13 af Doris Pack (H-0319/05)

Om: Sikring af adgang til deltagelse i valg og lige muligheder for nationale ungarske mindretalspartier i Rumænien

Betingelserne for etniske mindretalspartiers valgdeltagelse i Rumænien er fastsat ved lov: mindst 15% af det etniske mindretal skal være medlem af det pågældende parti, og der skal indsamles over 300 underskrifter i 15 af regionerne i Rumænien. Europarådets kongres fastslog den 16.7.2004, at disse krav ikke blev anvendt på nogen af de eksisterende partier. Europarådets Venice Commission fastslog den 6.12.2004, at betingelserne for nationale etniske mindretals opstilling af kandidater til valgene er for strenge, og at det således er umuligt at opfylde disse betingelser (Commission's Opinion No. 300/2004). Kommissionen konstaterer i sin landeberetning, at tilmeldingen af nationale etniske mindretalspartier til valgene i væsentlig grad vanskeliggøres af forvaltningstekniske hindringer.

Hvilke yderligere informationer har Rådet hvad angår disse tilstande i Rumænien? Hvilke foranstaltninger har det truffet for at afhjælpe disse forhold? Hvilke foranstaltninger agter det i betragtning af Rumæniens nært forestående tiltrædelse at træffe for at ændre denne situation og sikre de etniske nationale mindretal i Rumænien ret til demokratisk repræsentation i overensstemmelse med de europæiske standarder?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet har i lighed med Kommissionen og Parlamentet under hele udvidelsesprocessen understreget, hvor særdeles vigtigt det er at beskytte mindretallene og sikre dem lige muligheder, hvad angår politisk repræsentation.

Under det seneste møde i Associeringsrådet EU-Rumænien og følgelig inden tiltrædelsestraktatens undertegnelse påpegede Unionen i særdeleshed, at politisk pluralisme er et afgørende princip i ethvert demokrati og grundlæggende forbundet med respekten for de politiske Københavnskriterier. Unionen opfordrede indtrængende Rumænien til at ændre alle restriktive lovgivningsbestemmelser vedrørende politiske partier og afholdelse af lokalvalg, der indtil da havde forhindret visse partier i at deltage i disse valg.

Rådet er bekendt med at, visse nye partier, der repræsenterer etniske mindretal i Rumænien, har vanskeligt ved at blive registreret, så de kan deltage i valgene. Vi vil fortsat følge udviklingen på området i forhold til de politiske Københavnskriterier som led i den styrkede overvågning af Rumæniens forberedelse af tiltrædelsen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 14 af Diana Wallis (H-0322/05)

Om: Ratificering af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige

Medlemsstaterne er blevet enige om to grundlæggende internationale retsakter om beskyttelse af børn og deres familier. Den ene er Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000(1) om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn. Den anden er Haagerkonventionen af 1996, som omhandler spørgsmål om forældreansvar i forbindelserne mellem EU-staterne og tredjelande. Som komplimenterende retsakter er det meningen, at de begge skal træde i kraft omkring det samme tidspunkt.

Medlemsstaterne skulle indgive deres ratificeringsretsakter inden 1. januar 2005. Kan Rådet bekræfte, at dette bliver blokeret af Det Forenede Kongerige og Spanien i forbindelse med anvendelsen af konventionen over for Gibraltar? Vil Rådets formandskab redegøre for, hvilke skridt det agter at tage for at løse dette problem med henblik på at skabe nogle retlige rammer for sager vedrørende bortførelse af børn mellem EU og tredjelande?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Rådet skal erindre det ærede medlem om, at det er af den opfattelse, at konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der blev indgået i Haag den 19. oktober 1996, yder et værdifuldt bidrag til beskyttelsen af børn på internationalt plan, og at det følgelig er ønskeligt, at disse bestemmelser gennemføres snarest muligt. Det er baggrunden for, at Rådet den 19. december 2002 besluttede at opfordre alle medlemsstater til i Fællesskabets interesse at undertegne denne konvention.

Hvad angår konventionens ratificering, kan Rådet oplyse det ærede medlem om, at der er generel enighed om, at det er hensigtsmæssigt at ratificere konventionen, og at der blot er et enkelt problem vedrørende Gibraltar, der endnu ikke er løst. Rådet forventer, at de to berørte medlemsstater gør deres bedste for at finde en løsning i denne sag, således at konventionen kan ratificeres af medlemsstaterne i Fællesskabets interesse om muligt inden udgangen af 2005.

 
  
MPphoto
 
 

  Diana Wallis (ALDE). - (EN) Jeg er formanden taknemmelig, men jeg tror, at det var meningen, at dette skulle have været ratificeret i marts. Breve fra Haag-konferencen er ikke blevet besvaret, og det sender et meget dårligt budskab til forældre og andre, der måtte ønske at drage fordel af denne konvention, både i Fællesskabet og i tredjelande. Det sender også et uheldigt budskab til verden udenom. Jeg håber, at Deres forsikring om, at det vil træde i kraft inden udgangen af dette år, vil vise sig at være korrekt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 15 af Ryszard Czarnecki (H-0323/05)

Om: Budgettet for perioden 2004-2007

Hvis der ikke nås et kompromis om budgettet for perioden 2004-2007 under det luxembourgske formandskab, er der da ikke en fare for, at sagen vil trække ud til begyndelsen af 2006? Er der ikke en sandsynlighed for, at det britiske formandskab ikke vil være rede til at indtage en endelig holdning til spørgsmålet?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg kan som svar på dette spørgsmål og de formodninger, det indeholder, kun gentage, at det luxembourgske formandskab fortsat er fast besluttet på at nå frem til en politisk aftale om de finansielle overslag i juni 2005. Det er i øvrigt også tilfældet for langt størstedelen af Europa-Parlamentets medlemmer. Der foreligger således ikke alternative planer, og det nuværende formandskab er uanset resultatet ikke i tvivl om, at de kommende formandskaber vil varetage deres hverv seriøst og ansvarsbevidst.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki (NI).  - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne takke Rådets repræsentant for oplysningen om, at Rådet er fast besluttet på at nå frem til en aftale. Det er meget opmuntrende. Jeg er imidlertid noget foruroliget over de seneste forlydender, vi har hørt om dette kompromis, eftersom dets betingelser vil være meget ufordelagtige for de nye medlemsstater, f.eks. Polen, og måske især for Den Tjekkiske Republik og Ungarn. Jeg mener, det er helt afgørende, at der bliver fundet et kompromis under det luxembourgske formandskab, altså i årets første halvdel. For formandskabets skyld og for vores alle sammens skyld håber jeg, der bliver fundet et sådant kompromis, men jeg tror, det er afgørende, at det får offentlig tilslutning i vores lande.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Det luxembourgske formandskab regner med Parlamentets faste og beslutsomme støtte i bestræbelserne på at nå en aftale. I øvrigt tror jeg, det vil lykkes, hvis alle regeringer udviser en positiv holdning.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 16 af Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (H-0327/05)

Om: Den europæiske gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS)

Kan Rådet under henvisning til den aktuelle debat om principperne for driften, finansieringen og tilsynet med et fuldstændig nyt instrument, den europæiske gruppe for grænseoverskridende samarbejde (EGGS), oplyse, hvordan det i første omgang forholder sig til disse spørgsmål, og i hvilken retning drøftelserne om den mulige oprettelse af dette instrument og om udsigterne for dets fremtidige udvikling går?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Den europæiske gruppe for grænseoverskridende samarbejde er omhandlet i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning, som Kommissionen forelagde den 14. juli 2004. Forordningsforslaget behandles i øjeblikket i en arbejdsgruppe i Rådet, der bl.a. beskæftiger sig med strukturforanstaltninger. På baggrund af de drøftelser, der har fundet sted i arbejdsgruppen siden sidste sommer, forelagde formandskabet den 19. april en kompromistekst, der er offentligt tilgængelig, og som danner grundlag for arbejdet i gruppen med ansvar for strukturforanstaltninger. Det er følgelig umuligt på nuværende tidspunkt at sige noget om Rådets holdning ved denne drøftelses afslutning. Eftersom der er tale om en forording henhørende under den fælles beslutningsprocedure, vil Parlamentet selvfølgelig blive inddraget i proceduren.

 
  
MPphoto
 
 

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Tak, hr. formand for Rådet. Jeg kender selvfølgelig dette forslag til forordning, men jeg vil gerne stille et par spørgsmål til Rådet for at høre dets mening. I artikel 159, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastsættes det, at der skal vedtages særlige initiativer uden for fondene for at gennemføre traktatens målsætninger om økonomisk og social samhørighed. Jeg vil derfor gerne spørge, hvilken slags initiativer der er tale om, uden for hvilke fonde de vedtages, og om der er planer om at oprette nye fonde til dette formål? Desuden findes henvisninger til transnationalt, interregionalt og grænseoverskridende samarbejde primært i begrundelsen til forordningsforslaget. I de senere artikler fremhæves kun det grænseoverskridende samarbejde. Jeg vil gerne vide, om det betyder, at denne type samarbejde vil blive begrænset, eller om de samarbejdsmuligheder, der hidtil har eksisteret under Interreg IIIA, fortsat vil være til rådighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) De henviser ganske rigtigt til traktatens artikel 159, stk. 3, ifølge hvilket der kan vedtages særlige aktioner ud over de fonde, der omhandles i artiklens første stk., for at nå det traktatfæstede mål om økonomisk og social samhørighed. Der kan være tale om aktioner vedrørende samarbejde på tværs af grænserne eller andre aktioner på det strukturelle område.

Jeg kan ikke give Dem flere oplysninger, eftersom arbejdsgruppen netop har til opgave at fastlægge, hvilke andre strukturaktioner der kan gøres til genstand for de foranstaltninger, der imødeses i artikel 159, stk. 3.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 17.

Spørgsmål nr.18 af Johan Van Hecke (H-0332/05)

Om: Støtte til valgprocessen i Burundi

Den Europæiske Union har i en erklæring givet udtryk for sin tilfredshed med den gnidningsløse afvikling af folkeafstemningen om en ny grundlov i Burundi, men har samtidig opfordret Burundi til så hurtigt som muligt at realisere de resterende skridt i valgprocessen, der er fastsat i fredsaftalerne.

Hvilke konkrete initiativer har Rådet og medlemsstaterne taget for at støtte valgprocessen i Burundi og for at bidrage til at sikre varig stabilitet i landet også efter valget?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) EU følger opmærksomt fredsprocessen i Burundi og støtter den. I denne forbindelse glæder vi os over den vellykkede afvikling af folkeafstemningen med henblik på vedtagelsen af en ny forfatning, der afholdtes i Burundi den 28. februar i år. Forfatningens vedtagelse var en afgørende etape på vejen mod genskabelse af fred og stabilitet i Burundi og hele De Store Søers Region.

Unionen har under hele forløbet med våbenstilstandsforhandlinger og en treårig overgangsperiode til stadighed været i kontakt med alle parter i Burundi både gennem hr. Ajello, EU's særlige repræsentant, og gennem de forskellige besøg, EU's skiftende formandskaber har aflagt i landet. Vi har tilkendegivet vores støtte i en lang række erklæringer og tiltag ikke blot i Burundi, men også i nabolandene og i Sydafrika. Det var i øvrigt Sydafrika, der tog initiativ til at indlede våbenstilstandsforhandlingerne først gennem præsident Mandela og siden vicepræsident Zuma.

EU bidrog til at finansiere indsættelsen af afrikanske tropper i Burundi, idet Den Afrikanske Union siden har taget over og bistår den nuværende FN-mission i landet. EU har givet tilsagn om 4,4 millioner euro til afholdelsen af valget, og presser sammen med regionale organisationer på for at få fastlagt en tidsplan for valget, inden udløbet af overgangsperioden, der for nylig blev forlænget til den 26. august.

EU's bidrag til valget udgør en tredjedel af det samlede budget hertil, og vi forbereder udsendelsen af observatører, der vil være til stede under valget i Burundi, der er berammet til den 4. juli. Der er i medfør af det indikativprogram for landet, der blev undertegnet i august 2003 som led i den niende Europæiske Udviklingsfond, afsat 172 millioner euro til Burundi, især til landbrugsudvikling, budgetbistand og god forvaltning af de offentlige anliggender, idet støtte inden for disse områder kan bidrage til at bevare stabiliteten i landet efter valget.

 
  
MPphoto
 
 

  Johan Van Hecke (ALDE). - (FR) Hr. formand, jeg vil blot takke ministeren for det meget klare svar.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 19 af Hans-Peter Martin (H-0334/05)

Om: Ny statut for medlemmerne

Der bliver for tiden gjort et nyt forsøg på at få vedtaget en ny statut for Europa-Parlamentets medlemmer. Det drejer sig i den forbindelse som bekendt ikke kun om at få indført et passende, generelt lønsystem, men også om at skabe større gennemsigtighed omkring og afskaffe flere af de eksisterende privilegier for EU-parlamentarikere. Urimeligt høje diæter, faste beløb til kontorudgifter uden dokumentation for faktisk afholdte udgifter, rundhåndet godtgørelse af lægeudgifter fra Parlamentets budget og en gratis livsforsikring er nogle af disse privilegier.

På hvilken måde agter Rådet at øve indflydelse på Parlamentet i forbindelse med bestræbelserne på at skabe gennemsigtighed omkring og begrænse disse privilegier?

Er Rådet parat til at offentliggøre det dokument, det fremlagde den 26. april 2005, og hvori det tog stilling til statutten for medlemmerne, i fuldt omfang og i den form, hvori det blev lagt til grund for forhandlingerne?

Hvordan vil Rådet forhindre, at der indføres nye privilegier ad bagdøren - f.eks. gennem beslutninger truffet af Parlamentets kvæstorer - og hvilke muligheder har Rådet for at rykke for og gennemtvinge en sparsommelig og effektiv anvendelse af budgetmidlerne til Parlamentet fra Parlamentets side?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Spørgsmålet om medlemmernes statut, som det ærede medlems spørgsmål omhandler, og i særdeleshed principperne for godtgørelse af Europa-Parlamentets medlemmers udgifter er i øjeblikket genstand for forhandlinger og drøftelser mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Jeg kan ikke sige mere i øjeblikket, eftersom disse spørgsmål fortsat drøftes, og det således ville være forhastet at komme med en mere indgående kommentar.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, jeg stiller nogle meget konkrete spørgsmål, svar mig venligst.

Hvad taler imod at offentliggøre dokumentet vedrørende holdningen til statutten? Det er jo holdninger, jeg spørger efter, og De henviser til indledningen af mit spørgsmål. I denne form giver spørgetiden - det må man sige til Rådet - overhovedet ingen mening. Hvad er der med dokumentet af den 26. april 2005? Hvorfor kan vi ikke få lov at se det? Det vedrører os i allerhøjeste grad. Jeg ville gerne læse spørgsmålene op for dem, men mine 30 sekunder er brugt. Giv os dog et svar!

 
  
MPphoto
 
 

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Vi har fået at vide, at Coreper drøftede dette spørgsmål i dag, og at det vil blive behandlet af Rådets og Parlamentets Juridiske Tjeneste og vedtaget på rådsmødet den 23. maj. Kan De forsikre os om, at vi, når den endelige beslutning i Rådet foreligger, får adgang til den fulde dokumentation, inden Parlamentet skal træffe den endelige afgørelse? Kan De love, at vi får alle oplysninger om dette, og kan De bekræfte denne tidsplan?

 
  
MPphoto
 
 

  Anna Hedh (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg er enig med hr. Martin i, at der findes mange privilegier, som vi parlamentsmedlemmer kunne undvære. Hvad angår rejsegodtgørelserne, vil jeg under alle omstændigheder gerne høre Rådets holdning. Jeg kan nævne, at vi svenske socialdemokrater tilbagebetaler alt undtagen de faktiske rejseomkostninger, og for mit vedkommende beløb det sig til 6.300 euro på blot et halvt år. For de penge kunne vi gøre meget mere i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg må først korrigere fru Kauppi, idet der ikke har været Coreper-møde i dag. Følgelig har Coreper ikke kunnet drøfte noget forslag angående statutten.

Jeg kan kun bekræfte, at der føres en række drøftelser om visse af statuttens aspekter, der i øvrigt især tager udgangspunkt i de forslag, Parlamentet forelagde Rådet for knap to år siden. Jeg skal desuden erindre om, at det er Europa-Parlamentet, der skal udarbejde en statut, efter godkendelse fra Rådet. Jeg skal tilføje, at Rådet er mindst lige så interesseret som Parlamentet i at få denne statut vedtaget. Så snart man er nået til enighed, tror jeg statutten vil kunne træde i kraft, for så vidt Parlamentet ønsker det.

Hvad angår alle de konkrete spørgsmål, er der tale om afgørelser, som Parlamentet selv skal træffe i overensstemmelse med forretningsordenen, og jeg kan også forsikre hr. Martin om, at Rådet lægger overordentlig stor vægt på at sikre gennemskuelighed i forhold til udgifterne. De er ikke den eneste. Rådet tillægger dette punkt lige så stor betydning, som De gør.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 20 af Paulo Casaca (H-0340/05)

Om: Anvendelse af generel bestemmelse til specifikt formål

En af de to sukkerraffinaderier i Portugal har - støttet af Kommissionen - søgt om beskyttelsesforanstaltninger mod sukkerroesektoren på Azorerne med det formål at få nedlagt forbud mod forsendelse af sukker fra Azorerne, under henvisning til at denne sektores traditionelle videreforsendelser skulle beregnes som et gennemsnit af tre år, hvor disse forsendelser ikke eksisterede, nemlig 1989, 1990 og 1991.

Det portugisiske retsvæsen forelagde et præjudicielt spørgsmål for EF-Domstolen, som undersøgte sagen (C-0282/00), hvilket førte til, at det portugisiske retsvæsen afviste den retssag, som Kommissionen støttede, og denne afgørelse er i øjeblikket under appel.

Kommissionen, der ikke var tilfreds med afgørelsen, har med alle midler søgt at få den ændret. Et af de anvendte midler var at ændre betingelserne i forordning (EØF) nr. 1600/1992(2), på grundlag af hvilke Domstolen hidtil ikke har givet Kommissionen ret. Forordningen blev ændret, således at de traditionelle videreforsendelse fra Azorerne skal baseres på grundlag af et gennemsnit for årene 1989, 1990 og 1991, hvilket svarer til at forbyde dem.

Denne ændring, som Kommissionen foreslår (KOM(2004)0687) af slutningen på artikel 4 i forordningen, er således en ændring af en generel bestemmelse, der som eneste formål har at fjerne konkurrencen fra sukkerroesektoren på Azorerne.

Mener Rådet ikke, at det er ulovligt at ændre generelle bestemmelser i et særligt øjemed? Mener Rådet ikke, at Kommissionens udnyttelse af initiativretten for at vinde en retssag, som den har tabt ved Domstolen i Luxembourg, er magtmisbrug?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Det emne, der rejses i dette spørgsmål, bliver behandlet i et forslag til en forordning fra Kommissionen den 24. oktober 2004. Forslaget fastsætter særlige foranstaltninger på landbrugsområdet for regionerne i EU's yderste periferi, og en af Rådets arbejdsgrupper har drøftet det generelt. Det luxembourgske formandskab vil snarest indkalde til et nyt møde i denne gruppe for at fremskynde bestræbelserne med henblik på at nå frem til en aftale i Rådet, lige så snart Rådet modtager en udtalelse fra Parlamentet om forslaget til den pågældende forordning. Hvad angår Kommissionens udnyttelse af den initiativret, der er fastlagt i traktaterne, tilkommer det ikke Rådet at udtale sig.

 
  
MPphoto
 
 

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Hr. formand, tillad mig, da det er første gang, jeg tager ordet, efter at De har overtaget formandskabet, at jeg ønsker Dem held og lykke dermed.

Tillad mig også at takke rådsformandskabet for den omhu, hvormed det har behandlet denne sag, der jo kun angår en beskeden og perifert beliggende del af EU, men som ikke af den grund har mindre betydning. Jeg vil derpå gerne vide, hr. formand, om vi kan forvente, at det luxembourgske formandskab herfra og frem til den endelige afgørelse vil ofre denne sag den samme opmærksomhed og omhu, som det hidtil har gjort, altså om det usvækket vil fastholde sit engagement.

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Jeg takker Dem for at ønske os held og lykke.

Jeg kan forsikre Dem om, at det luxembourgske formandskab lægger stor vægt på problemerne i regionerne i den yderste periferi og i dette tilfælde på landbrugsproblemerne i disse regioner. Vi håber at kunne afslutte denne sag med et godt resultat i overensstemmelse med Deres ønsker.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Spørgsmål nr. 21 bortfalder. Da spørgerne ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 22 og 23.

Spørgsmål nr. 24 af Seán Ó Neachtain (H-0347/05)

Om: Palæstina

Ifølge Rådet er et af EU's prioriterede mål stadig at bistå Den Palæstinensiske Myndighed på den afgørende vej til selv at tage ansvaret for lov og orden og forbedre den civile ordens- og retshåndhævelseskapacitet.

I den forbindelse har EU for nylig oprettet et EU-Koordinationskontor for Palæstinensisk Politistøtte i Ramallah.

Hvilket mandat får dette "Kontor" helt nøjagtigt, og hvilke finansielle midler vil der blive stillet til rådighed, for at det kan udøve sine funktioner på en meningsfyldt måde?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) EU-Koordinationskontoret for Palæstinensisk Politistøtte bakker EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten op. Hans opgave er at koordinere EU-medlemsstaternes bistand og evt. bistand fra internationale donorer til det palæstinensiske civile politi. Han samarbejder med Den Palæstinensiske Myndighed. Herved yder han praktisk rådgivning både til det palæstinensiske civile politi og til dem, der står for politianliggender inden for Den Palæstinensiske Myndighed. På strategisk niveau har han ansvar for at sikre forbindelsen til andre aktører, og han overvåger reformen af politiet. Enheden omfatter fire ledende EU-politirådgivere og en lokal kontorchef. Der er ved at blive udpeget yderligere to rådgivere.

På grundlag af en fælles hensigtserklæring mellem EU's særlige repræsentant, Marc Otte, og Det Forenede Kongeriges afdeling for international udvikling er udviklings- og driftsudgifterne for det første år blevet finansieret af Det Forenede Kongerige med 390.000 euro. Det Forenede Kongerige har bevilget yderligere 220.000 euro til en bistandsordning til støtte for små investeringer, der forvaltes af EU-Koordinationskontoret.

EU-Koordinationskontorets opgaver er at identificere, stille forslag og yde bistand til forvaltning af en række særlige bilaterale bistandsprojekter, hvoraf nogle allerede er blevet iværksat. Formålet med disse projekter er særlig at renovere politiuddannelsescentret i Jeriko for at sikre uddannelse og skaffe udstyr til opretholdelse af lov og orden samt at gennemføre en revision af kommunikationsinfrastrukturer og -udstyr.

Disse projekter, der finansieres og gennemføres af EU-medlemsstaterne og andre donorer, udgør størstedelen af den betydelige økonomiske, materielle og tekniske bistand til det palæstinensiske civile politi. EU-Koordinationskontoret overvåger den passende og nødvendige mekanisme til at gennemføre dem ud over den strategiske ramme.

Medlemsstaterne står for lønningerne og indkvarteringsudgifterne for de ledende politirådgivere. De skal overføre dem, og de skal betragtes som supplerende bevillinger. Politienheden i Bruxelles yder også administrativ bistand.

Den oprindeligt vedtagne struktur for etableringen af EU-Koordinationskontoret har den fordel, at den er let og fleksibel set ud fra et administrativt synspunkt, hvilket gør det muligt for EU at reagere hurtigt og effektivt samt i en passende sammenhæng på det palæstinensiske civile politis behov, som fastlægges i overensstemmelse med Rådets politikretningslinjer, og som nævnes i spørgsmålet.

 
  
MPphoto
 
 

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (EN) Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans meget grundige svar. Dette arbejde er meget opmuntrende. Kan han fortælle, om dette vil fortsætte med yderligere kollektivt ansvar i fremtiden? Denne form for samarbejde er af afgørende betydning i øjeblikket.

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, ærede hr. formand for Rådet, mit spørgsmål vedrører koordinationskontoret i Ramallah. Et af de primære problemer dér er arbejdsløsheden. Kan De forestille Dem, at dette koordinationskontor også kunne koordinere de økonomiske aktiviteter mellem Europa og den palæstinensiske stat?

 
  
MPphoto
 
 

  Nicolas Schmit, formand for Rådet. - (FR) Hvad angår sikkerheden, kan jeg ganske enkelt sige, at i betragtning af de fremskridt, der nu synes at tage form, og af det valg, der er blevet afholdt i de palæstinenske områder, skal EU engagere sig mere varigt for at hjælpe med at gennemføre alle de sikkerhedsforanstaltninger, der vil gøre det muligt at fortsætte fredsprocessen, og således nå målet, som er at skabe en palæstinensisk stat.

Hvad angår økonomisk samarbejde, skal det undersøges, i hvilket omfang EU gennem den betydelige økonomiske bistand til de palæstinensiske områder bidrager til at støtte det pågældende kontor.

Vi ved nu, at hr. Wolfensohn bliver Verdensbankens repræsentant i de palæstinensiske områder, og at han skal koordinere de økonomiske bistandsforanstaltninger. Vi talte om det i morges. Vi skal arbejde tæt sammen med hr. Wolfensohns kontor, og vi skal undersøge, om EU-Koordinationskontoret er en passende ramme til at føre dette samarbejde ud i livet og blive så effektivt som muligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Da den tid, der er afsat til spørgetiden, er udløbet, vil spørgsmål nr. 25-28 blive besvaret skriftligt(3).

Spørgetiden er afsluttet.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg undskylder over for rådsformanden og Dem, hr. formand, at jeg ikke var til stede i forbindelse med mit spørgsmål. Jeg var til et andet møde i Winston Churchill-bygningen, og da jeg kom tilbage hertil, var spørgsmålet bortfaldet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Det er taget til efterretning, hr. Crowley. For god ordens skyld gentager jeg det, som jeg allerede har sagt, nemlig, at jeg anser spørgetiden for afsluttet.

(Mødet udsat kl. 18.20 og genoptaget kl. 21.05)

 
  
  

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

 
  

(1) EFT L 160 af 30.6.2000, s. 19.
(2) EFT L 173 af 27.6.1992, s. 1.
(3) Se bilag "Spørgetiden".


18. Regnskabsåret 2006
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forelæggelse ved Kommissionen af det foreløbige budgetforslag - Regnskabsåret 2006.

 
  
MPphoto
 
 

  Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen vil gerne forelægge det foreløbige budgetforslag, som vi vedtog den 27. april. Det er sidste budget for indeværende finansielle overslag. I vores forslag koncentrerer vi os om de vigtigste politiske mål, som Kommissionen og Parlamentet er enedes om, og som drejer sig om de fire vigtigste politiske områder: den fornyede Lissabon-dagsorden, sikkerhed og solidaritet, udvidelse og eksterne forbindelser. Jeg vil gerne diskutere disse fire politiske områder.

Det højest prioriterede i dette budget er den fornyede Lissabon-dagsorden, der har til formål at styrke den økonomiske vækst og skabe arbejdspladser. Det europæiske budget bidrager til dette mål med tre former for politik: intern politik, landbrugsudvikling og strukturpolitik.

Hvad angår den interne politik, imødeser man en forøgelse på 2 %. Som et direkte bidrag til Lissabon-målene vil forskning og udvikling opleve en forøgelse på 4,7 %.

Den fælles landbrugspolitik viser også en klar overlapning med målene fra Lissabon-strategien. År 2006 vil være det første år, hvor midlerne fra direkte indtægter vil blive overført til kontoen for udvikling af landdistrikterne, der vil blive forøget til 13,6 %.

De europæiske strukturfonde vil tilsammen få en forøgelse på 5 % og nå 44,6 milliarder euro. De vigtigste opgaver for dem er at forøge vækstpotentialet for regioner, der halter bagud, og at forøge beskæftigelsesmulighederne. Når dette lægges sammen, vil alle disse initiativer bidrage til, at man kan nå målene for Lissabon-strategien, og andrage mindst en tredjedel af budgettet.

For at vende tilbage til de andre vigtige hovedmål for budgettet, solidaritet og sikkerhed, lægger Kommissionens forslag op til en forbedring af den sociale og miljømæssige sikkerhed, sikring af grundlæggende rettigheder og fremme af aktivt borgerskab, særlig for unge. Kampen mod terrorisme, en forbedring af fødevare- og transportsikkerheden og sikring af energiforsyningerne er også blandt de højest prioriterede foranstaltninger, til hvilke der i det foreløbige budgetforslag foreslås en forøgelse på 5 %.

For at afslutte bemærkningerne om den interne politik vil jeg gerne understrege, at Kommissionens forslag giver en tilstrækkelig margen til budgetmyndighederne og i særdeleshed Parlamentet, så det kan forøge budgettet for de programmer, som det anser for nødvendige. Men disse forøgelser må drøftes med Rådet. Kommissionen er naturligvis parat til at hjælpe og støtte dette initiativ.

Det næste prioriterede område er at få udvidelsen til at blive en succes. Den yderligere indslusning af de nye medlemsstater afspejler sig i alle overskrifterne på det indre område, hvor der er særlig stærke stigninger for strukturpolitikken - op til 30 % - og politikken for udvikling af landdistrikterne - op til 9 %. Hvad angår administrationen, afspejler denne indslusning sig også i anmodningen om 700 nye stillinger.

For kandidatlandene foreslår Kommissionen kun at budgetlægge de beløb, der allerede er blevet vedtaget til de forskellige førtiltrædelsesstrategier. For at støtte disse førtiltrædelsesstrategier anmoder Kommissionen også om 100 nye eksterne stillinger.

Hvad angår de ydre relationer, er det ikke muligt at tage hensyn til de nye prioriteringer for 2006, samtidig med at man sikrer fortsættelsen af de løbende samarbejdsprogrammer inden for det forud fastlagte loft. Derfor foreslår Kommissionen at benytte fleksibilitetsinstrumentet til størsteparten af genopbygningshjælpen til Asien. Vi vil gerne understrege, at det loft, der er fastsat i Berlin, for femte gang på syv år ikke vil være tilstrækkeligt.

Jeg går nu over til de samlede tal for 2006-budgettet. Kommissionens forslag henviser til beløb på 112,6 milliarder euro i betalingsbevillinger og 121,3 milliarder euro i forpligtelser. Den respektive vækst er på 6 % og 4 %. Det udgør 1,02 % af EU's bruttonationalindtægt i betalinger og 1,09 % af bruttonationalindtægten i forpligtelser.

Når man tager hensyn til de igangværende forhandlinger om det kommende finansielle overslag, vil jeg gerne påpege, at Kommissionen anmoder om det, der er nødvendigt og tilstrækkeligt til at finansiere Unionens politikker i 2006. Man bør erindre om, at vi i dag taler om årsbudgettet. Dette foreløbige forslag til budget for 2006, der allerede udgør 1,02 % af EU's bruttonationalindtægt i betalinger, tager ikke hensyn til behovet i forbindelse med en fremtidig udvidelse med Bulgarien og Rumænien eller til den fuldstændige integration af nye medlemsstater, i særdeleshed i forhold til landbrugs- og samhørighedspolitikker, der allerede er vedtaget, og det tager naturligvis heller ikke hensyn til forøgede investeringer i vækst og arbejdspladser, som det fordres under den fornyede Lissabon-dagsorden.

Jeg er sikker på, at dette bliver et vigtigt år for os alle, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen vil stræbe efter at hjælpe budgetmyndighederne med at nå en god aftale om budgettet for 2006 for Unionen og dens borgere.

 
  
MPphoto
 
 

  Giovanni Pittella (PSE), ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg håber, at den sammenligning, som vil følge af præsentationerne i aften, vil give et positivt resultat. Jeg håber, det bliver et positivt år, men de første tegn er kun delvist opmuntrende.

Jeg anerkender med glæde fru Grybauskaités arbejde, for hendes budgetforslag indeholder positive løsninger på visse spørgsmål, som er vigtige for Parlamentet, og som optræder i dets retningslinjer. Jeg tænker på omdannelsen af landbrugsudgifter til støtte til landdistrikterne, til forøgelsen under udgiftsområde 2 om regionalpolitik, til stigningen i midler til unge og kultur, og til de øgede midler til agenturer.

Jeg kan ikke sige det samme for udgiftsområde 4 om eksterne aktiviteter og støtte til SMV. Fru Grybauskaitė fortalte, at direkte støtte under Lissabon-strategien udgør over en tredjedel af budgetforslaget. Det vil vi kontrollere post for post, men ved første gennemsyn forekommer det mig, at beløbene er utilstrækkelige. Selv hvis det er en forkert vurdering, så er henvisningen til aftalen om bæredygtig udvikling, som blev indgået under topmødet i Göteborg, helt sikkert utilfredsstillende. Der kan ikke opstå konkurrencedygtig vækst uden bæredygtig vækst.

Forslaget om eksterne aktioner ser desuden skuffende ud. Dette er et gammelt sår, som smertefuldt bliver revet op under hver eneste budgetprocedure, men en mere modig tilgang ville have bragt Rådet på højde med dets ansvar og have fået fuld støtte i Parlamentet.

Generelt havde vi forventet en større fremdrift, men vores holdning vil imidlertid være konstruktiv. Vi er ikke interesserede i at opliste udgifter, men i at forsvare Parlamentets og EU's rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), formand for Budgetudvalget. - (PL) Hr. formand, fru. kommissær, det ser ud til, at de mange medlemmer, der er fraværende, betragter præsentationen i dag som en ren rutinesag. Det er imidlertid langtfra tilfældet for mig eller for kommissæren, som endda kan forstå mig, når jeg taler polsk.

Hvad er det, der er så specielt ved 2006? For det første er det det sidste år i de nuværende finansielle overslag. Det betyder, at der er dukket nye og dyre opgaver op, som ikke figurerede i vores tidligere planer, og derfor bliver midlerne knappe, især under udgiftsområde 3 og 4. Vi vil blive nødt til at opnå supplerende aftaler med formandskabet, som til den tid vil være britisk.

For det andet er 2006 en overgangsperiode til de nye finansielle overslag. Dermed stiller det os over for et problem med hensyn til betalingsniveauet, som ligger næsten 7 milliarder under loftet for betalinger som en procentdel af BNP som fastsat i de finansielle overslag, og lavere end 2005-niveauet på 1,03 %. Vi bør nøje overveje, om dette faktisk vil dække vores reelle behov i 2006.

Selv om nogle af elementerne i 2006-budgettet er kendt fra tidligere år, er der også nogle nye prioriteter. Hertil hører forsøget på at genoplive Lissabon-strategien ved at indsprøjte nye midler. Ifølge kommissæren vil midlerne til denne strategi stige med 8 %, hvilket vil betyde nedskæringer på andre områder under dette udgiftsområde. Jeg vil gerne tilføje, at øgede midler ikke kan erstatte de ægte reformer, som er kernen i Lissabon-strategien. En anden ny prioritet har at gøre med en række udfordringer inden for udenrigspolitikken. Det gælder først og fremmest genopbygningen af de lande, der blev ødelagt af tsunamikatastrofen, og EU-støtte til at støtte det spirende demokrati og civilsamfund på den anden side af vores grænse mod øst. Der er ikke tvivl om, at det vil blive nødvendigt at bruge fleksibilitetsinstrumentet til denne prioritet. En anden prioritet, som Deres ordfører har tilføjet, er ungdom, og det vil være det kendetegnende element i Parlamentets budgetstrategi i 2006.

Jeg har allerede understreget den stærke forbindelse mellem forhandlingerne om det årlige budget og forhandlingerne om de flerårige finansielle overslag. Det er helt klart, at det vil blive lettere for os at forhandle 2006-budgettet med det britiske formandskab, og at disse forhandlinger vil blive ført i en venligere atmosfære, hvis det lykkes for det luxembourgske formandskab at afslutte forhandlingerne om de flerårige finansielle overslag. Jeg ved ikke, om det er et realistisk mål, men jeg mener, det er et, som vi alle bør tilstræbe.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg forstår, at det fysiske foreløbige forslag til budget befinder sig i udvalgssekretariatet, men at andre kopier vil være til rådighed senere i denne uge.

Punktet er afsluttet.

 

19. Parlamentets budgetoverslag for 2006
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0106/2005) af Dombrovskis for Budgetudvalget om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2006 (2005/2012/(BUD).

 
  
MPphoto
 
 

  Valdis Dombrovskis (PPE-DE), ordfører. - (LV) Fru kommissær, mine damer og herrer, i Europa-Parlamentets overslag over indtægter og udgifter i 2006 er der fremsat følgende prioriteter.

For det første en vellykket opfølgning af 2004-runden af EU-udvidelsen ved fuldt ud at integrere repræsentanter for de nye EU-medlemsstater i EU-institutionerne, og forberedelser til 2007-runden af EU-udvidelsen, når Rumænien og Bulgarien kommer med. Den aktuelle situation er bekymrende. Selv om der allerede er gået over et år siden EU-udvidelsen, er mange permanente stillinger, som var reserveret til de nye medlemsstater, stadig ubesatte. Det forventes, at kun 78 % af de permanente stillinger, der er afsat til de nye medlemsstater, vil være besat. Europa-Parlamentets generalsekretær vil derfor skulle fremlægge en rapport om årsagerne til forsinkelsen og komme med forslag til at afhjælpe denne situation. Et af de problemer, der skal understreges i denne forbindelse, er det overdrevne bureaukrati og de langsomme ansættelsesprocedurer.

Den anden prioritet er effektiv og målrettet brug af Europa-Parlamentets budgetmidler. Denne prioritet omfatter spørgsmål som at fokusere EU-institutionernes udgifter om grundlæggende opgaver, kun at støtte anmodninger om nye permanente stillinger med budgetmidler efter at have vurderet mulighederne for at omlægge ressourcer og personale inden for det eksisterende budgets rammer, kun at støtte nye initiativer efter at have vurderet deres indflydelse på budgettet og det interinstitutionelle samarbejde med henblik på økonomisk og effektiv brug af budgetmidlerne.

Et aktuelt spørgsmål er naturligvis det beløb på over 200 millioner euro årligt, som bliver brugt oveni alt andet for at give Europa-Parlamentet et sæde i Strasbourg. Det primære problem er vedligeholdelsen af to parlamentsbygninger parallelt, i Bruxelles og Strasbourg. Det skal bemærkes, at dette spørgsmål hører under Rådets kompetence.

Den tredje prioritet er at forbedre EU's budgetterminologi for at gøre den mere komplet og mere gennemsigtig, så man bedre kan vise skatteyderne, hvad deres midler bliver brugt til. Der er behov for at forbedre det forslag til terminologi, som er blevet foreslået, så det bedre kan opfylde disse kriterier.

I forbindelse med Europa-Parlamentets budget vil jeg gerne understrege, at der vil blive fastsat et samlet udgiftsloft ud fra en omhyggelig vurdering af berettigede behov. Det er ikke et mål i sig selv at nå et loft på 20 % af de totale forvaltningsudgifter. I forslaget fra Europa-Parlamentets generalsekretær foreslås der et budget for Europa-Parlamentet for 2006 på 1.341,6 millioner euro. Vi bifalder Budgetudvalgets støtte til ordførerens forslag om at reducere dette beløb med 20 millioner euro. Erfaringen fra tidligere år, hvor store beløb af ubrugte midler blev omfordelt, og nogle penge slet ikke blev brugt, viser, at vi har mulighed for at bruge de europæiske skatteyderes penge mere forsigtigt. Det endelige udgiftsloft for Europa-Parlamentets budget vil blive fastsat under førstebehandlingen. Jeg vil gerne understrege et vigtigt aspekt af Parlamentets arbejde i 2006, for det første en bedre forklaring til borgerne om Europa-Parlamentets arbejde, med særlig vægt på Parlamentets informationskontorers rolle i medlemsstaterne, og for det andet forberedelser for Parlamentet til at spille en større rolle i lovgivningsprocessen, som det fastsættes i forfatningstraktaten.

Endelig vil jeg gerne understrege, at 2006 er det sidste år i de nuværende finansielle overslag. Derfor er spørgsmålet om størrelsen af betalingsbevillingerne fra det fælles EU-budget for 2006 særligt aktuelt. Det er vigtigt, at det samlede beløb for 2006-budgetforpligtelser og betalingsbevillinger svarer til de forpligtelser, EU har påtaget sig, inklusive forpligtelserne i forbindelse med udvidelsen.

Jeg vil gerne bede Rådet genoverveje sin holdning til EU-budgettet for 2006, hvor det kunstigt blokerede beløbet for betalingsbevillingerne. Hvis vil gerne vil se EU som en pålidelig partner, er det vigtigt, at EU opfylder sine forpligtelser, inklusive de forpligtelser, som det har påtaget sig i forbindelse med udvidelsen. Det er vigtigt, at de forpligtelser, der er indgået i disse finansielle overslag, også afspejles i budgettet for 2006.

 
  
MPphoto
 
 

  Markus Ferber, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil også gerne byde generalsekretæren velkommen, kære kolleger! Jeg vil gerne indlede med at rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Dombrovskis, fordi han har ydet - og stadig yder - den utaknemmelige indsats at beskæftige sig med Parlamentets budget. Det er nemlig en opgave, hvor man ikke kun modtager ros og glæde fra sine kolleger. Han helliger sig opgaven med stor lidenskab. Det skal der i første omgang lyde en hjertelig tak for fra PPE-DE-Gruppens side.

Jeg vil kun komme ind på ét emne, og det er et emne, der ligger mig meget på sinde, nemlig hvor mange penge Europa-Parlamentet har brug for. Der svæver et tal rundt her i Parlamentet, der præsenteres som en uomstødelig sandhed: 20 % af administrationsomkostningerne. Alene i år, i 2005, hr. generalsekretær, er der ca. 50 millioner euro, vi ikke får brug for, fordi vi jo skal overholde disse fantastiske 20 % og ikke har nogen omkostninger her.

Og det hele skal videreføres til 2006. Til gengæld er der allerede i dag i Deres budgetforslag, som Præsidiet har vedtaget, et uudnyttet beløb på 90 millioner euro. Jeg må virkelig spørge mig selv, hvordan det hænger sammen. Skal vi virkelig trække pengene op af de europæiske borgeres lommer og overføre dem til et oppustet budget, velvidende at vi slet ikke kan bruge pengene? Så må jeg spørge mig selv, om det er den rigtige strategi på lang sigt.

Jeg anbefaler, at vi slet ikke medtager de penge, vi ikke har brug for, som vi - hvilket vi kan se allerede i dag - ikke får brug for til næste år, i budgettet!

Det havde glædet mig meget, hvis hr. Onesta, der har stillet nogle ændringsforslag hertil, havde været her i dag og taget ansvar for det, han anmoder om. Disse midler bliver dog ikke anvendt og heller ikke brugt på andre ting, fordi vi ved, vi får brug for beløb i denne størrelsesorden, når der kommer en statut. Min bøn er virkelig, at der bliver opstillet et nøjsomt budget for Parlamentet!

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Grech, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil tillade mig først at takke ordføreren for hans betænkning. Groft sagt er vi enige i den væsentligste tendens i hans argumenter. Vi er naturligvis enige i hans opfattelse, at der må gøres mere for at forbedre budgettets rationalitet, ansvarlighed og disciplinære stringens.

Et område, som synes at være problematisk, er det, der vedrører personalerekruttering. Jeg formoder, at det vil være korrekt at antage, at anmodningerne om personale er baseret på rimelige og realistiske behov. Følgelig er det meget vanskeligt at forstå og retfærdiggøre forsinkelserne i udvælgelses- og rekrutteringsprocessen i forbindelse med udvidelsen. Det er nødvendigt at gøre noget for at rette op på situationen og tage fat på dette presserende problem. Men når det er sagt, er jeg ikke enig i, at en lappeløsning med at ansætte midlertidigt personale skal betragtes som en mulig løsning eller et alternativ. Jeg kan forstå ræsonnementet bag dette argument, men jeg er bange for, at denne form for kompromis, hvis det accepteres, vil føre til misligheder, som undertiden kan dukke op i vores kommende budgetter.

Desuden har ordføreren til vores overvejelse fremlagt en reduktion af margenerne for reserverne. I princippet er vi enige om, at bevillinger bør rette sig mod præcise aktiviteter, og at vi bør undgå slettelse af bevillinger ved slutningen af finansåret.

Ikke desto mindre må vi tage hensyn til de udfordringer, vi står over for i den nærmeste fremtid, og den usikkerhed, der stadig er tydeligt til stede, og som bl.a. vedrører sprogtjenesterne, investeringer i fast ejendom, medlemsstatutten såvel som vedtagelsen af statutten for medlemmernes assistenter, som har vores fulde opbakning og støtte.

I betragtning heraf vil det være klogt at tilslutte sig det ændringsforslag, hvor det foreslås, at den endelige beslutning om dette punkt bør træffes senere. Faktisk mener jeg, at ordføreren gjorde vel i at udsætte den endelige beslutning om gentlemanaftalen om 20 %'s-niveauet for udgiftsområde 5. Jeg er enig i, at dette mål ikke er bundet til en uomtvistelig og helt fastlagt lov, og vi bør ikke tøve med at udfordre og se på denne aftale igen, hvis vi ikke er overbevist om, at den er nødvendig. Men jeg tror ikke, at det er tilfældet, og det vil ikke være tilrådeligt at afskaffe disse retningslinjer nu.

Ironisk nok kunne stabiliteten omkring retningslinjen på 20 %, hvis den blev brugt effektivt, give en sund budgetdisciplin og budgeteffektivitet. Naturligvis støtter vi argumenterne om, at vi for at få budgetmæssig effektivitet må se kritisk på alle former for udgifter, udnytte ressourcerne mere effektivt og undgå spild og overlappende funktioner.

Vi bør fortsætte med at fokusere på vores centrale tjenester og aktiviteter, hvilket fører mig til et andet vigtigt punkt. Vi har endnu ikke oplevet den fulde indvirkning af at "forøge indsatsen", selv om det er meget rimeligt. Det forekommer mig, at der indtil i dag kun er få mål, som er blevet nået. I betragtning af at de nødvendige strukturer er på plads, vil vi realistisk forvente, at de fleste mål bliver nået i det kommende budgetår, og at der gennemføres en reform til at eliminere åbenlyse og skjulte flaskehalse.

På et andet plan glæder vi os meget over den foreslåede forbedring af besøgstjenesten. Ud fra min meget korte og begrænsede erfaring i Parlamentet, mener jeg, at programmerne er et praktisk og direkte redskab til forbedring af opfattelsen af EU. Derudover har de en multiplikatoreffekt, der ikke bør undervurderes.

Jeg glæder mig også meget over forslaget om at forbedre strategien for kommunikation og information. I årenes løb har vi ikke taget tilstrækkelig hensyn til dette. Hvad enten den er virkelig eller indbildt, ved vi, at der er en barriere mellem Unionen og dens borgere. Der kan og bør gøres mere ved dette vigtige aspekt. Hvis vi virkelig ønsker, at vores borgere skal føle, at Europa-Parlamentet er deres parlament, og at det repræsenterer deres forhåbninger, må man hurtigt gennemføre en effektiv kommunikations- og informationsstrategi. Det bør være noget af det, vi prioriterer højest. Hvis vi fejler i denne henseende, kommer vi til at fejle på et meget reelt og centralt nøgleområde.

Endelig vil jeg gerne endnu en gang komplimentere hr. Dombrovskis ikke bare for hans betænkning, men fordi han som nyt medlem fra et nyt land har givet os et eksempel, der viser, at denne integrationsproces kan være produktiv og effektiv.

 
  
MPphoto
 
 

  Kyösti Tapio Virrankoski, for ALDE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, først vil jeg gerne takke og lykønske ordføreren, hr. Dombrovskis, med en fremragende betænkning. Parlamentets budget er et komplekst forvaltningsbudget, som kræver et godt kendskab til Parlamentets arbejdsmetoder og procedurer. Det er lykkedes godt for ordføreren, og det afspejles f.eks. i det lille antal ændringsforslag. Jeg ønsker ham held og lykke i fremtiden også.

Parlamentets budget er stadig præget af de mangler, som udvidelsen har forårsaget. Selv om de nye medlemsstater nu har været med i over et år, er et betragteligt antal af de stillinger, der blev oprettet til dem, stadig ubesatte. Parlamentets forvaltningsafdeling skønner sågar, at kun knap 80 % vil være besat ved årets udgang. Situationen lader til at være særligt problematisk inden for den sproglige sektor. Eftersom det er nødvendigt, for at Europa-Parlamentet kan fungere demokratisk, at der er flersprogethed og gode sprogtjenester, er det vigtigt at være opmærksom på, at sprogtjenesterne skal fungere glat og effektivt.

Ordføreren peger med rette på præsentationen af budgettet. Den kræver løbende udvikling. Ligesom Kommissionens budget skal Parlamentets budget udvikles i en aktivitetsbaseret retning, som præciserer og efterprøver det personlige ansvar. Det skal kunne ses klart af præsentationen, hvor stor effektivitet der er opnået. Fremover må vi også indføre forskellige indikatorer, som kan danne grundlag for at analysere de gennemførte handlinger.

Det er særligt vigtigt at fokusere på, hvor effektivt Parlamentet selv arbejder. Raising the game-reformen er særligt vigtig for alle Parlamentets medlemmer. De skal træffe beslutninger om spørgsmål, som er mere komplicerede end nogensinde. Derfor skal der gives ekstra støtte til det lovgivningsmæssige arbejde.

Parlamentets budget har traditionelt været holdt på et niveau, som svarede til 20 % af forvaltningsudgifterne. Eftersom det er lykkedes at stramme op på Parlamentets udgifter, særligt som resultat af en god bygningspolitik, ser der ud til at være et pænt spillerum i øjeblikket. Omkring 90 millioner euro. Fordi der er et overskud fra sidste år, er det umuligt at sige på nuværende tidspunkt, hvad de faktiske behov vil være. Derfor må den endelige beslutning om reserven til uforudsete udgifter vente til efteråret. Det er ikke nødvendigt at forhøje Parlamentets budget, med mindre der er egentlige grunde til at gøre det. En grænse på 20 % er ikke et mål, vi skal stræbe efter, men et loft, som vi selv har pålagt os. Den foreliggende betænkning vil være et godt grundlag for det videre arbejde..

 
  
MPphoto
 
 

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand, fru kommissær, ærede Parlament, den seneste meningsmåling om slovakkernes holdning til EU har givet et klart svar. Et år efter EU-tiltrædelsen har 83 % af Slovakiets befolkning en positiv holdning til dette skridt, og det slovakiske parlament har i dag ratificeret forslaget til en forfatning for Europa. På den anden er Slovakiets borgere ved at være meget følsomme over for problemerne med begrænsningen af parlamentsmedlemmernes arbejde, især de medlemmer, der repræsenterer de nye stater. Disse begrænsninger skyldes tidsrøvende administrative processer i Europa-Parlamentet for at få sproglig støtte, kvalificeret oversættelseskapacitet og tolkning i Parlamentets udvalg og politiske grupper.

Overslaget over Europa-Parlamentets budget, som hr. Dombrovski har fremsat - og jeg vil gerne takke ham for det gode arbejde - behandler dette spørgsmål præcist. Det er bare beklageligt, at den oprindelige ordlyd i beslutningsforslaget, som beskrev forsinkelserne i rekrutteringen af nyt personale som uacceptable, i den aktuelle version er blevet erstattet af et blødere attribut, "beklagelig". Utilstrækkelig sproglig støtte underminerer princippet om lige muligheder og begrænser udøvelsen af mandatet, især for medlemmerne fra de nye medlemsstater. Det fører i sidste ende til diskriminering, hvilket er i strid med ånden i et forenet Europa, et Europa, som vi har tilsluttet os som nye medlemmer, og det er helt uacceptabelt.

Det ville være beklageligt og upassende, hvis accepten af Europa faldt i de nye medlemsstater som følge af manglerne i Europa-Parlamentets forvaltning og ikke på grund af begrænsninger i budgettet.

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne koncentrere mig om tre spørgsmål, nemlig det samlede niveau for Parlamentets budget, personalepolitikken og informationspolitikken.

Hvad angår det samlede niveau for Parlamentets budget, har generalsekretærens forslag fastsat niveauet for Parlamentets budget til 20 % af udgiftsområde 5, nemlig 1.340 millioner euro. Jeg støtter stærkt ordførerens forslag om at reducere bevillingerne til reserver til 30 millioner euro og at opføre et beløb på 10 millioner euro på bygningsreserverne. Betænkningen understreger også, at niveauet for Parlamentets budget bør fastlægges på basis af rimelige behov, og minder os om, at man bør undgå forligsbevillinger.

Europa-Parlamentets personalepolitik bør forbedres. Forbedringerne bør indføres for at fremskynde rekrutteringsprocedurerne, så man kan få besat de 750 ubesatte stillinger i Parlamentets administration og skabe et forfremmelsessystem, der virkelig er baseret på fortjenester.

Betænkningen understreger også sin bekymring for den forøgede overgang fra hjælpepersonale til kontraktansat personale og anmoder om detaljerede oplysninger om dette spørgsmål. Jeg foreslår, at vi i Parlamentet opfordrer generalsekretæren til at undersøge måder, hvorpå han kan mildne virkningen af afskaffelsen af status for nuværende hjælpepersonale for de politiske grupper, der venter på færdiggørelse af rekrutteringsproceduren. Vi bør opfordre generalsekretæren til at forelægge Præsidiet et forslag om at modificere de interne regler om rekruttering, som blev vedtaget af Præsidiet den 3. maj 2004, for at gøre det muligt for de politiske grupper at drage fordel af samme bestemmelser om rekruttering, som gælder for Parlamentets administration.

Sidst men ikke mindst er der informationspolitikken. Ordføreren foreslår en forbedring af besøgstjenesten og en styrkelse af de eksterne kontorers rolle. Det understreges, at man for at nå ud til borgerne bør tilpasse medlemsstaternes kommunikationspolitik efter de nationale forskelle.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke hr. Dombrovskis for en glimrende betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, den foreliggende betænkning er en dobbelt skandale, der på bitter vis afspejler flertallets holdning her i Parlamentet. Den afdækker, hvilke tricks der bruges her. Via mundtlige ændringsforslag har man tilføjet nogle beslutninger i en meget generelt formuleret betænkning, ifølge hvilke der fra det forventede overskud i Parlamentet på 90 millioner for 2006 ganske enkelt skal overføres 60 millioner til reserverne - og vi ved, hvordan man så kan håndtere det rent budgetteknisk - og yderligere 10 millioner skal hensættes til bygninger, selv om generalsekretæren, der jo også er til stede i dag, og andre gang på gang har sagt, at man egentlig ikke behøver gøre det.

I stedet for ganske enkelt at give pengene tilbage til de europæiske skatteborgere, i stedet for at gøre noget for Parlamentets omdømme og sige: Ja, vi har forstået budskabet, vi kan klare os med mindre, så har man lusket det ind via - vel at mærke - mundtlige ændringsforslag. Hvorfor siger jeg "lusket ind"? Fordi jeg som stemmeberettiget medlem havde indvendinger mod disse mundtlige ændringsforslag, som der ganske enkelt ikke blev taget hensyn til. Mine henvendelser til Præsidiet, til formanden for Parlamentet er endnu ikke blevet besvaret her til eftermiddag. I en udateret meddelelse hedder det, at det alt sammen ikke var sådan ment. Det skal anfægtes.

Jeg vil udtømme alle retlige muligheder. Denne beslutning, denne betænkning er ikke kommet retmæssigt i stand. Den må ikke sættes til afstemning i morgen. Af hensyn til de europæiske skatteborgere opfordrer jeg de få tilstedeværende til at stemme mod betænkningen og især mod disse konkrete afsnit. Der vil være underskrevne forslag i denne forbindelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Kunne De være venlig at bekræfte, om De har modtaget brevet fra Parlamentets formand som svar på det, De har klaget over? Hvis ikke, vil jeg sende en betjent af sted med en kopi af det.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, her til middag modtog jeg en udateret meddelelse på engelsk pr. fax. Jeg antager, at det er denne meddelelse, der er tale om. Jeg vil i den forbindelse gerne tilføje, at andre medlemmer har fået uendeligt lange svar inden for tre dage, men netop i denne sag har man trukket tingene ud trods gentagne advarsler. Og jeg har også allerede besvaret dette brev, med et bestemt, benægtende svar. Efter min mening overholder den fremgangsmåde, der praktiseres her, ikke bestemmelserne, og den er retsstridig.

 
  
MPphoto
 
 

  Hynek Fajmon (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, Parlamentets budget for 2006 bør afspejle en række af de centrale prioriterer, som fastsættes i Dombrovskis-betænkningen.

Som medlem fra en ny medlemsstat vil jeg gerne gøre Parlamentet opmærksom på flere praktiske problemer, som hænger direkte sammen med den kendsgerning, at visse aspekter af Parlamentets arbejde endnu ikke er blevet ændret som følge af udvidelsen sidste år. Min største bekymring er, at de officielle sprog stadig ikke har samme status, selv om der er gået et år siden udvidelsen, og at det ikke er muligt at få tolkebistand til alle de tilstedeværendes sprog på mange møder i udvalg og delegationer. Der er også store forsinkelser i udsendelsen af dokumenter på medlemmernes officielle sprog.

Disse problemer er et direkte resultat af, at det går så langsomt med at få ansat embedsmænd fra de nye medlemsstater i Parlamentets forvaltning, og det er ikke kun tolkning og oversættelse, der er ramt. Det er fortsat kun et meget lille antal mennesker fra de nye medlemsstater, der arbejder for Parlamentet, og vi er stadig langt fra at have besat alle de stillinger, som der blev afsat midler til i budgettet.

Der er absolut ingen undskyldning for disse forsinkelser, som virkelig er meget store. I henhold til Dombrovskis-betænkningen er det sandsynligt, at kun 78 % af de stillinger, der allerede er oprettet, vil være besat ved årets udgang. Jeg mener, at der omgående bør rettes op på denne situation, og at man må sikre, at borgere fra de nye medlemsstater er ligeligt repræsenteret i Parlamentets forvaltning.

Jeg finder det også uacceptabelt, at skilte i Parlamentets bygninger ikke vises på alle EU's sprog. Det blev påpeget over for mig af den første gruppe gæster, der kom fra Den Tjekkiske Republik tilbage i november 2004, og trods de memoer, jeg har sendt til kvæstoren, er der endnu ikke gjort noget ved det.

Den service, der tilbydes Parlamentets gæster, fungerer imidlertid ganske godt. Jeg har allerede inviteret to grupper af borgere til Strasbourg, og deres reaktioner bestyrker mig i, at sådanne besøg er meget vigtige. Ikke desto mindre kan vi stadig forbedre vores kommunikation med offentligheden. Jeg er ked af at måtte sige, at der ikke findes informationsmateriale på tjekkisk eller de andre nye medlemsstaters sprog, og der er ikke eksemplarer af forfatningen til rådighed til besøgende fra de nye medlemsstater. Det mener jeg, der snarest bør gøres noget ved.

 
  
MPphoto
 
 

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (PPE-DE).  - (PL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne tale om Parlamentets budgetoverslag for 2006 og om Dombrovskis-betænkningen om dette overslag. Forslaget til EU's almindelige budget for 2006 blev fremlagt for Parlamentet for kort tid siden, og jeg vil gerne indlede med tre kommentarer til dette forslag.

For det første er jeg som repræsentant for Polen, som er et nyt medlemsland, bekymret over det meget lave niveau for betalinger, der er forudset i dette budget, nemlig 1,02 % af EU's BNP. I denne forbindelse skal det bemærkes, at loftet for betalinger for 2006 i de aktuelle finansielle overslag er sat til 1,08 % af BNP, eller 7 milliarder euro mere.

Den anden ting, jeg gerne vil bemærke, er, at det er Kommissionen, der har foreslået dette niveau for betalingerne, selv om samme institution for ganske nylig talte for gennemsnitlige årlige betalinger på 1,14 % af BNP i de finansielle overslag for 2007-2013. Jeg tror ikke, det bliver let at forklare EU's borgere, hvordan man kan finansiere alle EU's udgifter med et samlet beløb på 112 milliarder euro, når betalingerne forventes at nå op på 130 milliarder euro i 2007.

For det tredje synes jeg, det er mærkeligt, at budgettet forudser en markant stigning på 6,2 % i forvaltningsudgifterne, mens udgifterne til eksterne aktiviteter er faldet med 2 %, og udgifterne til førtiltrædelsesstrategien er faldet med hele 4 % i forhold til 2005.

Herfra vil jeg gerne gå videre til spørgsmålet om Parlamentets budgetudgifter i 2006. De forventes at beløbe sig til 20 % af de samlede forvaltningsudgifter, eller med andre ord til 1.342 millioner euro. Det er en stigning på 5,5 % i forhold til 2005. Det skal fremhæves, at hovedårsagen til denne stigning er at sikre, at der er midler til rådighed til at gennemføre EU's udvidelse med de 10 nye medlemsstater, og at forberede og øremærke de nødvendige midler til Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse i januar 2007. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at bemærke, at kun 78 % af de udvidelsesrelaterede job, der blev afsat midler til i budgetterne for 2004 og 2005, vil være besat ved udgangen af 2005, hvilket er yderst bekymrende.

Sammenfattende vil jeg gerne lykønske hr. Dombrovskis med den omfattende betænkning om Parlamentets udgifter i 2006. Den dækker ikke kun de spørgsmål, der har at gøre med udvidelsen, men også spørgsmål om kvaliteten og effektiviteten af Parlamentets arbejde, især det arbejde, som medlemmer udfører med dokumenter, der er skrevet på deres eget sprog. Den beskriver også de problemer, vi har med at formidle Parlamentets arbejde og resultaterne af det til borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne rette en særlig tak til hr. Dombrovskis og de ansvarlige. Jeg tror ikke, der findes et eneste andet parlament i verden, der på et år sparer skatteborgerne for et tocifret euro-millionbeløb. Denne sparsommelige omgang med midlerne kræver en særlig ros. Vi ved, at vi presser på for at få statutten. Statutten vil aflaste de nationale budgetter i ret massiv grad, men til gengæld belaste Europa-Parlamentets budget. Hvis vi beregner de gennemsnitlige udgifter til en tjenestemand, skal denne forebyggende foranstaltning - sammen med det, vi nu får i forbindelse med statutten - fremhæves og roses i særlig grad.

Det er vores opgave at forklare dette Europa endnu bedre fremover. Vi må bringe Europa-Parlamentets aktiviteter tættere på befolkningen. Et af de primære kritikpunkter i valgkampen var, at man hører for lidt om Europa-Parlamentets politiske aktiviteter. Jeg vil gerne opfordre vores ansvarlige til at gøre sig væsentlig større bestræbelser end hidtil med hensyn til informationspolitikken.

 
  
MPphoto
 
 

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), formand for Budgetudvalget. - (EN) Hr. formand, jeg reagerer på hr. Martins forbehold omkring de juridiske aspekter, ikke på indholdet.

Den gruppe mundtlige ændringsforslag, han nævnte, blev forelagt dagen før afstemningen i Budgetudvalget for dettes medlemmer, og der var ingen forbehold angående disse ændringsforslag. Efter at have stemt for adskillige af dem begyndte hr. Martin at komme med forbehold, men uden at gøre det klart, hvilke bestemmelser i forretningsordenen han baserede sine forbehold på. Derfor gik jeg videre med afstemningen, da jeg havde enstemmig støtte fra Budgetudvalget. Det er min forklaring.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, jeg henviser til forretningsordenens artikel 145 og vil gerne sige, at formanden hr. Lewandowskis redegørelser ikke holder helt stik. Praksis her i Parlamentet, både i plenarforsamlingen og i udvalgene, er nemlig følgende: Hvis der foreligger en indvending mod et mundtligt ændringsforslag i overensstemmelse med kvorum - i udvalget er der tale om en person, her er det 37, der skal rejse sig - kan dette forslag ikke blive sat til afstemning. Denne praksis og denne regel er ikke, hr. formand for Budgetudvalget, afhængig af, hvornår et sådant mundtligt ændringsforslag bliver stillet. Vi ved alle, at det normalt er noget mere omfattende i skriftlig form.

Vi oplevede netop det, jeg har beskrevet, igen i mandags i Budgetkontroludvalget, hvor formanden - også fra en ny medlemsstat - udtrykkeligt gang på gang spurgte, om der var indvendinger mod dette mundtlige ændringsforslag. Og det stod klart, at forslaget ikke var kommet til afstemning, hvis det havde været tilfældet.

Man gør her forsøg på at løbe fra ansvaret, man indrømmer ikke, at man har påbegyndt noget, der ikke er muligt i denne form. Jeg fastholder, at jeg også set fra den indholdsmæssige side - jeg har fået ordet, det har jeg fået i henhold til forretningsordenen - henviste til artikel 150, der netop ...

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Kommissæren til næste forhandling er ikke kommet. Ellers ville jeg ikke have tilladt denne meningsudveksling.

Formanden har skrevet til hr. Martin. Det fremgår af brevet, at de indvendinger, som hr. Martin er kommet med, ikke drejede sig om sproglige problemer, men om substansen i hvert enkelt ændringsforslag. Under disse omstændigheder mener formanden, at den afgørelse, som udvalgsformanden traf om at gå videre med afstemningen, var i overensstemmelse med forretningsordenen og tidligere praksis.

Eftersom hr. Martin har angivet, at han agter at rejse denne sag igen i morgen, foreslår jeg, at han følger denne procedure. Jeg ønsker ikke at gå videre med dette nu.

Jeg vil gerne tilføje, hr. Martin, at jeg håber, jeg ikke hørte Dem anklage udvalgsformanden for at give en fejlagtig fremstilling af, hvad der var sket. De må være meget forsigtig med, hvad De siger. Den tolkning, jeg hørte, tydede på, at De ville antyde, at han løj. Det må De ikke sige.

Generalsekretæren har med stor opmærksomhed lyttet til indlæggene fra alle kolleger. Jeg er Dem meget taknemmelig.

Hermed er forhandlingen afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

 

20. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B6-0233/2005) af Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Kommissionen om institutionelle aspekter vedrørende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

 
  
MPphoto
 
 

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg synes, at vi medlemmer af Parlamentet har pligt til at vide præcist, hvornår forhandlingen begynder, og der er ikke nogen som helst undskyldning for fravær. Vi har midler nok til at se, hvornår vi kan være til stede her under en forhandling. Desuden må jeg ærligt sige, at det ikke forekommer ret ofte, at Kommissionen svarer på relevante spørgsmål fra min side, og jeg er derfor ikke særlig interesseret i Kommissionens holdning.

Jeg har med en skiftende følelse af forundring og fornøjelse bemærket den nervøse tone i udvalgsformand Leinens forespørgsel. Her udtrykkes den angst, som en udtalt tilhænger af EU-forfatningen har for, at en af de mest iøjnefaldende fornyelser i denne forfatning, nemlig indførelsen af en europæisk udenrigsminister, vil vise sig at være den mellemstatslige trojanske hest. Denne minister og hans embedsmænd, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, fremkalder åbenbart nu også tvivl hos tilhængerne af indførelsen. Det er lige lovlig sent. Henry Kissinger erklærede i Die Welt fredag den 6. maj endnu en gang tydeligt, at oprettelsen af ét telefonnummer ikke vil løse manglen på en fælles udenrigspolitik. Denne artikel kan jeg i øvrigt anbefale alle at læse. Det drejer sig jo om, hvad der vil blive sagt indholdsmæssigt, når telefonen ringer.

Atter begår EU den traditionelle fejl at råde bod på den manglende politiske enighed ved at træffe lutter institutionelle foranstaltninger. En ærlig analyse af disse institutionelle foranstaltninger viser, at den meget roste, men særdeles uheldige konstruktion med to kasketter forstyrrer den institutionelle ligevægt mellem de europæiske institutioner. Indførelsen af en europæisk udenrigsminister går imod det vigtige princip, at de forskellige institutioner arbejder uafhængigt af hinanden. I artikel I-26 står der jo i stk. 7, at Kommissionens medlemmer ikke må modtage instruktioner fra nogen regering, nogen institution, noget andet organ eller nogen anden organisation. Denne bestemmelse gælder åbenbart ikke for den fremtidige næstformand i Kommissionen. Jeg udfordrer alle tilhængere af denne nye stilling til at tilbagevise dette.

Ikke blot denne minister, men også Tjenesten for EU's Optræden Udadtil vil være en konstant kilde til interinstitutionelle spændinger, og så taler jeg endda ikke om finansieringen af de tjenestemænd, der skal arbejde i Tjenesten, og forbindelserne med de nationale diplomater, som vi også har brugt en høring på, der endte med mange spørgsmålstegn. Hr. Leinens spagat er imidlertid det rene barnemad i forhold til den atletiske akrobatik, som den fremtidige minister og leder af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal lave.

Hr. formand, som stærk modstander af denne forfatning håber jeg, at det allerede går galt i Frankrig og ligeledes i Nederlandene. Hvis det ikke skulle være tilfældet, vil vi fortsat nøje følge EU's farlige vovestykke.

 
  
MPphoto
 
 

  Jo Leinen (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg kommer lige fra et officielt arrangement om den europæiske forfatning i Lorraine, og her var et flertal tilhængere af, at vi får en europæisk udenrigsminister, og at udenrigsministeren også skal have en Tjeneste for Optræden Udadtil. Jeg har tillid til, at befolkningen ser sådan på det overalt i Europa. Eurobarometer oplyser os jo løbende om, at folk ønsker, at Europa skal tale med én stemme i verden. Sådan er bestemmelserne også forankret i den europæiske forfatning.

En udenrigsminister ville give de europæiske værdier et ansigt udadtil og være talerør for de europæiske interesser i verden. Han har naturligvis brug for denne Tjeneste for Optræden Udadtil for at kunne udføre sine opgaver. På grund af denne dobbeltrolle er konstruktionen noget kompleks, og det er vores opgave at finde en løsning her. Jeg tror, der skal findes en løsning i forfatningens ånd. Hvad er forfatningens ånd? Forfatningens ånd er, at den tidligere anden søjle integreres i fællesskabsmodellen med en snarere mellemstatslig model. Det er formålet med de debatter, der har fundet sted på konventet og på regeringskonferencen, nemlig at integrere den tidligere anden søjle i en Europæisk Union, der har status som juridisk person, og som skal handle helstøbt både indadtil og udadtil.

I forfatningens artikel 296 står der, at Tjenesten for Optræden Udadtil bliver etableret på grundlag af Rådets beslutning efter høring af Parlamentet og med Kommissionens godkendelse. Det er det punkt, vi drøfter i dag. Det er op til Kommissionen at være med til at bestemme profilen for denne Tjeneste for Optræden Udadtil. Vi i Parlamentet var bekymrede for, om arbejdet i Rådet allerede var langt mere fremadskredent, at der allerede var blevet sat hegnspæle i jorden dér, og at der allerede forelå konkrete planer, mens man tøvede for meget i Kommissionen og behandlede sagen for reserveret. Derfor har vi i dag stillet spørgsmålet: Hvordan vil Kommissionen sikre, at fællesskabsmodellen videreudvikles og garanteres i forbindelserne udadtil? Hvordan skal den administrative og finansielle organisation i tjenesten se ud? Hvordan bliver Parlamentets kontrol på dette område mulig?

Vi bør med alle midler forhindre, at der opbygges et tredje bureaukrati ved siden af Kommissionens og Rådets administration. Det ville være det værste. Det giver naturligvis anledning til spørgsmålet, om Tjenesten for Optræden Udadtil hører hjemme hos Rådet eller Kommissionen. Her må man se på den baggrund, at vi i mange lande allerede har delegationer, der kan udvides til EU-ambassader. Efter min mening ville det både være rigtigt og hensigtsmæssigt at anbringe denne tjeneste såvel organisatorisk som budgetmæssigt hos Kommissionen og ikke Rådet.

Rådets rolle ville alligevel være fuldt garanteret, fordi det står helt klart, at denne tjeneste skal gennemføre de beslutninger, Rådets politiske organ træffer. Sådanne dobbeltmodeller findes i mange lande, også i Tyskland har vi den situation på visse administrative plan, at en instans er underordnet både kommunerne og staten. Det er ikke noget ukendt fænomen, og det kan også komme til at fungere her.

Vi skal også beslutte, hvad denne Tjeneste for Optræden Udadtil skal og ikke skal gøre. Det ville efter min mening ikke være hensigtsmæssigt at skabe en mammutmyndighed, der dækker alt lige fra kommissær Mandelsons handel til kommissær Michels udvikling. Her må man skelne mellem den klassiske Tjeneste for Optræden Udadtil, der er underordnet udenrigsministeren, og andre generaldirektorater og kommissærer, der forvalter deres område. Det, at udenrigsministeren er næstformand i Kommissionen, kan naturligvis skabe en koncentration af magt og ansvar, og derved kan man skabe sammenhæng på området.

Vi er spændte på, hvad Kommissionen har at sige til os, og håber, at forfatningens ånd bevares og realiseres i forbindelse med dette vigtige emne.

 
  
MPphoto
 
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, de nye arrangementer inden for udenrigsområdet, som findes i forfatningstraktaten, giver EU en mulighed for at styrke effektiviteten og sammenhængen i sin optræden udadtil. Det er en god grund til, at forfatningstraktaten forhåbentlig bliver ratificeret.

I særdeleshed har vi behov for så vidt muligt at forene de to søjler i Unionens optræden udadtil: Fællesskabets forhold til tredjelande og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det vil forøge vores indflydelse, styrke vores stemme og hjælpe os med at fremme vores europæiske værdier og interesser på verdensplan. Af denne grund støtter Kommissionen oprettelsen af en unionsudenrigsminister med to kasketter. Faktisk foreslog Kommissionen dette til konventet. Det er en logisk og nødvendig forbedring af den struktur, der er skabt af Maastricht- og Amsterdam-traktaterne.

Den kommende minister vil, med udgangspunkt i sine erfaringer som højtstående repræsentant, samtidig blive næstformand i Kommissionen. Som medlem af Kommissionen vil han have adgang til Fællesskabets kompetencer og til de redskaber, der findes i Fællesskabets metode, der vil være af afgørende betydning for hans opgaver. Det følger heraf, at vi stærkt går ind for oprettelsen af en effektiv Tjeneste for EU's Optræden Udadtil for at sætte ministeren/næstformanden i stand til at gøre sit arbejde effektivt med fuld respekt for Fællesskabets procedurer.

Forfatningen bekræfter Kommissionens vigtige ansvar på udenrigsområdet, herunder dens rolle, når det gælder at repræsentere Unionen udadtil og i forbindelse med gennemførelsen af budgettet. Det forøger dens koordinerende og samlende rolle på udenrigspolitikkens forskellige områder, og det bliver ministeren/næstformandens særlige ansvar.

Under forfatningen vil Kommissionen, ligesom under den nuværende traktat, implementere budgettet, overvåget af Parlamentet. Parlamentets rettigheder skal respekteres, både som budgetmyndighed for det driftsmæssige og administrative budget og i dets rolle ved den flerårige programmering.

Hr. Barroso og den højtstående repræsentant, hr. Solana, er enedes om at arbejde tæt sammen. Som De ved, vil det kommende forslag til etableringen af disse tjenester blive fremsat af ham som minister og afgjort af Rådet efter høring i Parlamentet og efter at have fået Kommissionens samtykke.

Kommissionen, herunder ministeren og næstformanden, vil forsøge at bevare og fremme fællesskabsmodellen, som har vist sin evne til at fungere og bringe gode resultater, når det gælder forholdet til tredjelande. Mere generelt vil Kommissionen være aktiv og årvågen, når det gælder at sikre balancen mellem institutionerne.

Medlemsstaterne er begyndt at drøfte de spørgsmål, der vedrører etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og er begyndt at forstå de komplicerede spørgsmål, dette medfører. I hovedstæderne overvejer man stadig og søger at uddybe forståelsen i særdeleshed af den fremtidige tjenestes status. Der er almindelig enighed om, at den skal være selvstændig, men der er forskellige opfattelser af, hvad det kan betyde i praksis.

Lad mig sige et par ord om spørgsmålet om den nye tjenestes administrative status i relation til Kommissionen og Rådet, der er et afgørende punkt i forslaget til beslutning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. De forskellige spørgsmål, det drejer sig om, er stadig til drøftelse, så det er for tidligt at give et endeligt svar. De forskellige krav, som forfatningen stiller, f.eks. med hensyn til medtagelse af embedsmænd fra Kommissionen, Rådet og de nationale diplomatiske tjenester, må imødekommes. Kommissionens ansvar for gennemførelsen af budgettet og i forhold til Fællesskabets politikker bør bevares. Samtidig bør man undgå overlapning. Synergi og effektivitet bør være ledende for forberedelserne. En stærkere og mere sammenhængende optræden udadtil bør være det styrende princip.

Næste trin bliver en fælles fremskridtsrapport, som skal forelægges af den højtstående repræsentant og Kommissionen for Det Europæiske Råd i juni. I denne forbindelse er Parlamentets synspunkter vigtige, og det glæder mig derfor at deltage i Deres debat i dag.

Jeg vil slutte med at gentage, at vi i Kommissionen deler parlamentsmedlemmernes mål, at sikre og fremme fællesskabsmodellen, og Kommissionens og Parlamentets rolle i denne proces. Samtidig mener jeg, at vi med Dem deler det mål at skabe nye strukturer, der virkelig kan bidrage til en forbedring af effektivitet, sammenhæng og indflydelse for Unionens politikker og aktioner i verden.

Naturligvis er der stadig usikkerhed hos de forskellige aktører. Parlamentet, Kommissionen, Rådets sekretariat og medlemsstaterne har alle deres bekymringer. Men vi tror, at chancerne og mulighederne for Unionen og dens institutioner til syvende og sidst kan overvinde disse bekymringer. Vi bør benytte lejligheden til at gøre fremskridt hen imod en stærkere og mere effektiv udenrigspolitik for Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Fru kommissær, vi begyndte på denne forhandling uden Dem. Måske kan De i Deres svar ved afslutningen af debatten nævne det forhold, at De kom for sent, og forklare grunden hertil. Eftersom De er ansvarlig for forbindelserne til Parlamentet, ville det være gavnligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Íñigo Méndez de Vigo, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, vi har været nødt til at høre på hr. Belder, der har fortalt os om, hvad han mente, eller rettere sagt, ikke mente om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det er den masochisme, vi er nødt til at udholde her i Parlamentet, og som De, hr. formand, er meget ansvarlig for. Men når det er sagt, synes jeg, at dette er et meget vigtigt spørgsmål, og derfor glæder jeg mig over, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har taget dette initiativ.

Da vi drøftede dette spørgsmål på konventet, opstod der stor kontrovers, og min ven og kollega Elmar Brok var en af dem, der skubbede mest i denne retning. Hvis De spørger mig, hvad der er en af de mest bemærkelsesværdige nyheder ved den europæiske forfatning, er der for mig ingen tvivl om, at det er udenrigsministeren.

Efter min mening er udenrigsministeren, som er en figur med to kasketter på, dvs. at han er udnævnt af Det Europæiske Råd, men er næstformand i Kommissionen, endelig blevet til noget, for for dem, der går ind for mellemstatsligt samarbejde, er dette en måde at beholde Kommissionens penge og personale på, og for de mest europasindede er dette en måde at få noget at sige i forbindelse med EU's udenrigspolitik.

Det er derfor meget vigtigt, hvordan vi udformer denne ministers vigtigste instrument: Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Og, fru næstformand, De har været meget forbeholden. Hvad mener jeg med det? At De ikke har fortalt os noget som helst. De har i det dokument, som Deres tjenestegrene har udarbejdet, sagt, at De forhandler, at vi må se, hvad der sker. Men jeg vil gerne sige til Dem, at for min gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, er dette et meget vigtigt spørgsmål, og da vi ved, at udenrigspolitikken er noget som regeringerne og ikke befolkningerne tager sig af, noget for prinser og ikke for folk, som det gamle ord siger, ønsker vi, at Parlamentet får kontrol over EU's udenrigspolitik. Derfor er placeringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil et fundamentalt spørgsmål.

Vi vil derfor nøje undersøge placeringen af nævnte tjeneste, og mine venner og kolleger fra gruppen vil utvivlsomt klart fortælle Dem i deres indlæg, hvor vi ønsker den placeret.

 
  
MPphoto
 
 

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg betragter sagen set ud fra udviklingssamarbejdet. For os er Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, som oprettes i kølvandet på den europæiske forfatning, overordentlig vigtig. Oprettelsen af denne tjeneste er for os et vigtigt skridt mod et Europa, som taler med én stemme i verden, og mod en mere effektiv og sammenhængende global rolle for Europa.

Mit indlæg vedrører betydningen af det politiske område udviklingssamarbejde som en af de søjler, en stor søjle, som EU's politik vedrørende eksterne forbindelser hviler på. I den forbindelse er to begreber meget centrale, nemlig selvstændighed og koordinering.

Hvad selvstændighed angår, er udviklingssamarbejde et selvstændigt område inden for den meget store skala af eksterne forbindelser. Denne stilling forstærkes i den nye europæiske forfatning, idet udviklingssamarbejde og humanitær bistand udgør selvstændige målsætninger med deres eget retsgrundlag. Da disse politiske områder behandles på EU-plan, skal Kommissionen og Parlamentet spille en vigtig rolle. Det er af største betydning, at dette ansvar også forbliver hos de to.

Samtidig skal koordineringen mellem de forskellige dele af udenrigspolitikken imidlertid forbedres. Vi er tilhængere af at anbringe denne tjeneste i Kommissionen med den garanti, at udformningen af de mellemstatslige beføjelser afgøres af Rådet. Koordinering mellem de forskellige dele er nødvendig for en sammenhængende politik, som er en udtrykkelig opgave i forfatningen, hvilket den for øvrigt også allerede var i Maastricht-traktaten. Sammenhængende politik skal sikre, at gennemførelsen af udviklingspolitikkens vigtigste målsætninger (millenniummålene for udvikling) ikke undergraves gennem en anden søjle i udenrigspolitikken såsom handelspolitikken eller forsvarspolitikken. Det skal også forhindres, at ting gøres dobbelt. Det er spild af tid og penge. Kræfterne skal altså forenes, også lokalt.

Til sidst vil jeg tilføje, at finansieringen af denne tjeneste ikke må ske på bekostning af eksisterende budgetter for udenrigspolitik og gennemførelsen af millenniummålene.

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er en vigtig ny kendsgerning inden for den europæiske udenrigspolitik, som vi skal udforme omhyggeligt ved at overholde bestemmelserne i forfatningen, inklusive Europa-Parlamentets rettigheder. Det er af største betydning, at fællesskabsmodellen respekteres på dette område, og at Kommissionen beholder sin rolle som den, der gennemfører politikken.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er yderst vigtig, men det er også en meget vanskelig ting at gøre med succes. Hvis vi får succes, vil vi have nået funktionel integration lokalt i tredjelande, og den større effektivitet heraf vil ikke bare tjene Unionens interesser mere effektivt overalt på kloden, men også påvirke det analytiske og planlægningsmæssige niveau i Bruxelles.

Udenrigsministeren behøver en førsteklasses tjeneste til at forsyne ham med de ressourcer og efterretninger, han har brug for, og også en diplomatisk stab, som er rigtig europæisk.

Jeg glæder mig over kommissærens forsigtige udtalelse, men det er helt klart, at man er langt fra at være nået til enighed i Rådet, særlig mellem de små og store medlemsstaters interesser, og nogle af de vigtigste problemer er endnu ikke løst.

Kommissionen må bestemt forsøge at vinde medlemsstaternes udenrigsministres tillid, men den må også bevare de særlige prærogativer og den erfaring, den har fået gennem årtier over hele spektret af forskellige politikker, fra udvikling til miljø, og naturligvis inklusive handel.

Parlamentet er klart nok nervøs for, at kommissionsformanden vil blive reduceret til at være Unionens indenrigsminister, men hele udenrigsdimensionen bliver overladt til den kombinerede udenrigsminister og næstformand. Det ville svække Kommissionen og være meget skadeligt for alle berørte.

 
  
MPphoto
 
 

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, hr. Leinens spørgsmål blev stillet, netop som medlemsstaterne gik i gang med at ratificere forfatningstraktaten. Det glæder mig, at mit land, Slovakiet, i dag har ratificeret denne forfatningstraktat, især fordi jeg selv har været med til at udarbejde den.

Det er i overensstemmelse med forfatningstraktaten, at Europa-Parlamentet skal forberede sig på at spille en ny, styrket rolle. Hidtil har Europa-Parlamentet kun haft et minimum af indflydelse på det udenrigspolitiske område, som i stor udstrækning har bestået i beslutningsmyndighed vedrørende budgettet. Vi må indse, at Europa-Parlamentet er den eneste europæiske institution, der er direkte valgt af borgerne. Derfor bør vi fjerne det demokratiske underskud og sørge for, at Europa-Parlamentet inddrages direkte i beslutningsprocessen på det udenrigspolitiske område. Europa-Parlamentet skal ikke bare høres. Udformningen af EU's holdninger på det udenrigspolitiske område må ikke udelukkende overlades til diplomater. Kommissionen og Rådet bør samarbejde med Udenrigsudvalget og de øvrige udvalg alt efter omstændighederne.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, spørgsmålet om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil - et omfattende administrativt forehavende - bliver formentlig det vigtigste strukturelle spørgsmål i forbindelse med forfatningen, hvad angår udformningen af EU's fremtidige udøvende aktiviteter.

Det er efter min mening virkelig nødvendigt, at det bliver en succes, for det har afgørende betydning, hvordan Europa kan varetage sin rolle i verden, og det ville være forkert at gribe spørgsmålet defensivt an, idet man siger, at udenrigsministeren skal gøre det, Rådet gør i dag. Så bliver tingene sammenføjet. Udvikling og handel bibeholder vi i Kommissionen.

Udenrigsministeren har til opgave at bestemme den samlede optræden udadtil indholdsmæssigt, og det uanset hvad der er underordnet hvad. Det vil skabe en dynamik, således at alt kommer til at henhøre under udenrigsministerens kompetenceområde. Dermed hjælper en defensiv adfærd fra Kommissionens side os ikke videre, den skal derimod være offensiv og må ikke tillade, at der træffes beslutning om tingene andre steder, og at kun bestemte områder bibeholdes inden for dens kompetenceområde. Den skal i stedet arbejde for, at alt bestemmes i Kommissionen. Det bliver det centrale anliggende.

Hr. Dehaene, der skal tale om et øjeblik, ved som arbejdsgruppeleder på konventet, hvad konventets vilje var, nemlig at fremme fællesskabsmodellen her.

Fru kommissær, jeg er Dem taknemmelig for Deres udtalelse om, at De ligesom Parlamentet vil fremme fællesskabsmodellen. Men betyder det, at vi får denne Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, der er bundet til Kommissionen organisatorisk, administrativt og budgetmæssigt? Dette klare spørgsmål er ikke blevet besvaret. Derfor beder vi Dem om at besvare det, måske når vi vender tilbage til emnet.

Vi ønsker at støtte Kommissionen, og det var parlamentsmedlemmer, der gennemførte reglen om, at dette kun må ske med Kommissionens godkendelse, på konventet og regeringskonferencen. Jeg håber, Kommissionen har modet til at tage chancen og beslutte sig for denne holdning. Der kan ikke træffes beslutninger mod Kommissionen, og jeg håber derfor ikke, at det kun bliver ved den almindelige fællesskabsmodel, men at De følger den holdning, hr. Leinen har givet udtryk for, ifølge hvilken Tjenesten for Optræden Udadtil er bundet til Kommissionen administrativt, organisatorisk og budgetmæssigt, men naturligvis skal udføre Rådets beslutning loyalt, hvis det er Rådet, der har kompetencen.

Jeg tror, at dynamikken i den administrative udvikling betyder, at det er den eneste måde, som tjener Deres og vores interesse. Måske kunne De være lidt mere klar i Deres svar, så jeg også kan forstå det.

 
  
MPphoto
 
 

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, vi er alle sammen enige om, at der med forfatningstraktaten indføres vigtige institutionelle nyskabelser, hvad angår forbindelserne udadtil. Vi har talt om oprettelsen af en udenrigsministerpost og en Tjeneste for EU's Optræden Udadtil. Det er ingen overdrivelse at sige, at den institutionelle spire til den fremtidige fælles europæiske udenrigsminister med disse nye institutioner udvikles i EU.

Jeg er en af dem, der mener, at forfatningstraktaten kunne tage større skidt i retning af at udbygge disse politikker ved at udvide det kvalificerede flertal og styrke Europa-Parlamentets kompetence inden for den fælles udenrigspolitik yderligere. Under alle omstændigheder har vi under de nuværende omstændigheder og af hensyn til sammenhængen alligevel et positivt og overbevisende kompromis, og derfor støtter jeg, at man stemmer for forfatningstraktaten.

Hvad angår oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, må vi begynde at forberede dens iværksættelse nu, så vi er klar, så snart forfatningstraktaten forhåbentlig træder i kraft i november. Der er ikke tid nok, hvis man tager i betragtning, at der skal løses store institutionelle og organisatoriske problemer. Det er derfor, at Jo Leinens initiativ var det rigtige initiativ på det rigtige tidspunkt.

Jeg må imidlertid påpege, at det er nødvendigt at finde de bedst mulige løsninger for at styrke effektiviteten, konsekvensen, samhørigheden og synligheden af EU's optræden udadtil.

En af de grundlæggende opgaver er at styrke Europa-Parlamentets rådgivnings- og kontrolbeføjelser og inddrage det mere både nu, i forberedelsesfasen, og når den europæiske tjeneste er trådt i funktion. Derfor foreslår jeg, at vi anmoder kommissionsformanden og hr. Solana om at forelægge en fælles statusrapport for Europa-Parlamentet, før de forelægger den for Det Europæiske Råd i juni, og at love at høre Parlamentet i alle efterfølgende faser.

 
  
MPphoto
 
 

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM).  - (PL) Jeg er meget i tvivl om og har mange forbehold over for oprettelsen af en Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, og jeg vil gøre Parlamentet opmærksomt på tre forbehold, som jeg finder afgørende.

Det første er spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabslovgivningen udgør et lovligt grundlag for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. De relevante artikler i EU-traktaten og andre lovbestemmelser er ganske vist blevet citeret, men det vigtigste grundlag for oprettelsen af denne tjeneste er udkastet til traktaten om en forfatning for Europa. Det fremgår af dette traktatudkast, at oprettelsen af en diplomatisk tjeneste i EU-regi er en logisk følge af at føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og udnævne en EU-udenrigsminister, hvilket andre talere allerede har nævnt. Det skal imidlertid påpeges, at udkastet til forfatningstraktat endnu ikke er vedtaget, og hvad mere er, er der god grund til at tro, at det bliver forkastet af medlemsstaternes borgere. Spørgsmålet er derfor, om vi ikke må erkende, at enhver diskussion af en Tjeneste for EU's Optræden Udadtil ville være ekstremt overilet på nuværende tidspunkt. Jeg vil også påpege, at dette er endnu et eksempel på EU's arrogante holdning til borgerne i EU's suveræne stater. Eftersom EU's institutioner synes at mene, at de har ret til at handle på forhånd, vil jeg spørge, om Kommissionen har en plan B i tilfælde af, at forfatningstraktaten bliver forkastet.

For det andet påtog medlemsstaternes regeringer sig en forpligtelse, da de undertegnede udkastet til forfatningstraktat i november 2004, og denne forpligtelse har problematiske følger. Medlemsstaterne forpligtede sig til at afstå fra enhver handling, der kan forhindre forfatningens ikrafttrædelse. Betyder det, at medlemsstaterne må tage del i bevidstløs propaganda for vedtagelsen af denne traktat? Udelukker dette ikke formidling af pålidelige og objektive oplysninger om forfatningens indhold og de virkninger, den kan få på de europæiske nationer?

Endelig vedrører mit tredje forbehold den planlagte struktur på Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, da den kan betyde, at der opstår en ny hær af tjenestemænd med uklare eller måske kun delvise beføjelser. Vi kan ikke engang være sikre på, at denne struktur ikke vil betyde, at generaldirektoraterne, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionens øvrige organer kommer til at beskæftige sig med de samme spørgsmål. Resultatet af dette vil være en knopskydning af EU's bureaukratiske maskineri, selv om det allerede mangler gennemsigtighed og bare pålægger medlemsstaternes skatteydere en unødvendig byrde.

Hvilke økonomiske følger forventes oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil at få? Hvordan vil disse omkostninger blive fordelt, og hvem skal bære den største byrde? Jeg vil gerne spørge, hvor mange tjenestemænd der for øjeblikket arbejder i Kommissionens tjenester med ansvar for EU's udenrigspolitik, og hvor mange tjenestemænd der forventes at arbejde i den fremtidige Tjeneste for EU's Optræden Udadtil.

 
  
MPphoto
 
 

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, når kommissæren skal svare under denne forhandling, vil jeg gerne indbyde hende til at fokusere på to punkter. Det ene følger af, hvad den forrige taler har sagt.

Siden Tjenesten for EU's Optræden Udadtil kun kan have juridisk status og legitimitet, hvis forfatningen bliver vedtaget, arbejder Kommissionen og Rådet på at få strukturen, personalet og rammerne om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil på plads, da de er ved på det groveste at tage forskud på resultatet af ratifikationsprocessen. Kan Kommissionen i denne forbindelse fortælle os, hvor meget den planlægger at give ud på disse anmasende og foregribende manøvrer, som den foretager? Hvor meget har dette spekulative initiativ kostet os til dato, og hvor meget vil det efter al sandsynlighed koste os i det næste halvandet år?

For det andet, kan Kommissionen for den bredere offentlighed forklare sin vision af, hvordan medlemsstaternes udenrigspolitik vil blive varetaget, når Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er på plads? I særdeleshed, er det korrekt at slutte, at den nationale udenrigspolitik så kun vil kunne føres på en måde, der er i harmoni med den fælles udenrigspolitik, og kun kan virke på en måde, der er underordnet Tjenesten for EU's Optræden Udadtil?

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere Dem for at se ret begejstret ud, selv om jeg har mistanke om, at De meget hellere ville spise asparges sammen med resten af Parlamentet i øjeblikket.

Jeg har tre generelle ting at drøfte. For det første mener jeg, at dette nok er det vigtigste institutionelle spørgsmål, vi bliver stillet over for i de næste 4-5 år. Det drejer sig virkelig om den udøvende magt. Det drejer sig om, hvem der styrer udenrigspolitikken - Kommissionen eller Rådet. Jeg er meget tilfreds med, at medlemsstaterne er gået videre med denne sag. Jeg er glad for, at de har givet fem noter til Antici-gruppen, jeg er glad for, at de er blevet behandlet ved møderne i Coreper, og jeg er også glad for, at Kommissionen har haft skriftemål med medlemsstaterne. Frem for alt er jeg glad for, at vi i Parlamentet har bragt debatten og drøftelsen åbent frem.

Den anden ting, jeg gerne vil sige, er, at jeg mener, at en udenrigstjeneste kun vil bringe fordele for os alle. På mange måder har hele dette spørgsmål kun vindere. Det drejer sig om at give os bedre konsulatservice, det drejer sig om at give os bedre efterretninger, og i særdeleshed drejer det sig om at give os en bedre fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. For som vi alle ved, kan Fællesskabet ikke virke uden en fungerende administration på europæisk niveau.

Det tredje, jeg gerne ville sige - og dette er en gentagelse af, hvad hr. Méndez de Vigo og hr. Brok har sagt - er, at der er to afgørende spørgsmål, som vi ser på herfra. Det første er, at selv om systemet i høj grad er selvstændigt, så er det meget vigtigt, at to ting forbliver hos Kommissionen. Den ene er budgettet og den anden den generelle administration.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige til Kommissionen, at jeg håber, De vil ende med at stå meget fast, for vi må undgå den omvendte afsmittende effekt, at spørgsmål såsom handel og udvikling går over til den mellemstatslige side og Rådet. Man skal aldrig undervurdere den evne, Rådets sekretariat har til at trække tæppet væk under Kommissionen. De vil gøre det, hvis de får en chance.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Jean-Luc Dehaene (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil allerførst, som Elmar Brok nævnte, aflægge vidnesbyrd som formand for konventionsarbejdsgruppen om eksterne forbindelser. Denne arbejdsgruppes vigtigste bekymring var at forhindre, at der med tiden opstår en dobbelt ekstern politik, Rådets og Kommissionens. Det er positivt, at arbejdsgruppen ønskede en større sammenhæng og kontinuitet i politikken og mulighed for at anvende alle Unionens midler til fælles aktioner på det udenrigspolitiske område.

Selv om et flertal af konventionsmedlemmerne mente, at det var bedst at gennemføre dette ved hjælp af fællesskabsmodellen, var vi realistiske nok til at vide, at dette ikke er gennemførligt på nuværende tidspunkt. Derfor blev der udarbejdet et kompromis mellem tilhængerne af en forbedret status quo og tilhængerne af flere beføjelser på EU-plan.

Udenrigsministeren er formand for Ministerrådet, han fastsætter dagsordenen, og han er også talsmand. Han garanterer således politikkens sammenhæng og kontinuitet. Som næstformand i Kommissionen bygger han også bro til EU-politikken. Han kan samtidig efter aftale med Kommissionen anvende EU-midler til at støtte sin politik. Det var arbejdsgruppens holdning, at han ideelt set lige fra begyndelsen skal drøfte sine initiativer med Kommissionen og få den til at støtte dem.

Vi havde endda foreslået, at Rådet, i tilfælde af et fælles initiativ fra udenrigsministeren og Kommissionen, skulle træffe en beslutning ved flertalsafgørelse. Det viste sig, at de fleste mente, at det gik for vidt, men alligevel vil jeg her hævde, at udenrigsministerens succes og den indflydelse, han vil kunne udøve, i høj grad afhænger af den måde, hvorpå han integrerer sig i Kommissionen og samarbejder med den.

Fra begyndelsen har arbejdsgruppen erkendt, at den logistiske støtte til udenrigsministeren var afgørende. Vi har hele tiden opfordret til en omdannelse af delegationerne til en forenet ekstern repræsentation i form af Unionens ambassader. Også i Bruxelles må ministeren råde over en strategisk tjeneste, som i øjeblikket både består af tjenestemænd fra Kommissionen og Rådet og af diplomater, som detacheres fra medlemsstaterne.

Selv om denne tjeneste skal arbejde både for Ministerrådet og for Kommissionen, mente arbejdsgruppen, at det var mest dynamisk at anbringe den under Kommissionen, selv om den loyalt skal stå til udenrigsministerens og Ministerrådets tjeneste.

Oprettelsen af en ny autonom administration forekommer mig at være milevidt fra, hvad vi ønskede. Vi ville nemlig afskaffe søjlerne, mens vi med den nye tjeneste opretter en supersøjle. At fratage Kommissionens tjenestegrene EU-beføjelser forekommer mig også at være et skridt i den forkerte retning. Kommissionen skal fuldt ud forsvare sin stilling, og også anbringe denne administration for udenrigsanliggender under sine tjenestegrene. Den må ikke glemme, at den skal gå med til det, og at den derfor har det sidste ord. Vi i Parlamentet udtaler os i Brok-betænkningen klart til fordel for disse løsninger og støtter helhjertet Kommissionen, men det er op til Kommissionen at føre forhandlingerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hele spørgsmålet om et samlet fællesskabsdiplomati er noget, som jeg og mit nationale parti har alvorlige forbehold over for. Jeg kan ikke nægte, at den uhyre magt, Kommissionen nu har i kraft af sine bistandsaktiviteter og sit monopol på udenrigshandel, også fører til en stor international politisk og økonomisk dimension. Desuden er der, i betragtning af den dermed forbundne udvikling af FUSP og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, selv om de tilsyneladende er mellemstatslige, sket en stigning i EU's internationale profil som aktør på verdensplan.

Men da jeg kommer fra et stort land - Det Forenede Kongerige - med en stolt og uafhængig udenrigspolitik, er jeg modstander af forslagene i forfatningsudkastet for EU, der for første gang udstyrer EU med en udenrigsministerpost, som skal ledes af den nye rådsformand, der vælges for fem år. Alt dette vil skabe en mere tvingende og bindende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der truer Det Forenede Kongeriges fulde politiske uafhængighed på udenrigsområdet. Det er klart, at i et EU på 25 medlemmer er der nu mange små lande som hr. Stubbs hjemland, Finland, der står over for udsigten til at få et seksmåneders formandskab i EU, hvis forfatningen ikke vedtages. For dem er det attraktivt at se de stordriftsfordele, der kan komme af en udenrigstjeneste for EU, herunder deres nationale bemanding af Fællesskabets delegationer. Der vil også være besparelser ved etableringen af EU-ambassader i fuldt format, hvis det usandsynlige skulle ske, at forfatningen bliver vedtaget, og de kan så delvis erstatte de små landes bilaterale ambassader, hvis det er nødvendigt.

Ikke desto mindre sympatiserer jeg med tanken om bedre og grundigere diplomatisk oplæring af Relex-personalet, der sendes ud i Kommissionens delegationer. Jeg støtter en mere formel kontrol fra Parlamentet i form af høringer i Udenrigsudvalget af ledere af delegationer, udpeget af Parlamentet. Desuden bør medlemmer af Parlamentet have mere formaliseret bistand, når de er på mission, hvilket jeg må sige, at vi normalt får.

Men jeg er alvorligt bekymret over at give EU flere statslige attributter, hvilket Tjenesten for EU's Optræden Udadtil indebærer, hvis det yderligere reducerer mit lands evne til at føre sin egen uafhængige udenrigs- og sikkerhedspolitik, når det er i vores egen nationale interesse at gøre det.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Den nok mest komplekse, kontroversielle og fascinerende side af den udfordring, som Europas konstitutionalisering stiller, udgøres af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Med sin optræden udadtil bibringer Europa verden sit eksempel på en ny regeringsstil kendetegnet ved aktiv deltagelse i de demokratiske værdier og respekt for menneskerettighederne.

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er derfor ikke blot udtryk for administrativ og finansiel rationalisering, for et ønske om organisation. Tjenesten viser, at EU's udenrigspolitik nu står for et projekt om en fælles tilværelse, en konsensusmodel for menneskehedens vide horisonter, som Europa udmaler for sig selv og for sine forbindelser med verden.

Alt det forudsætter en tværgående og samordnet indsats fra EU-institutionernes side, og at de udenrigspolitiske beslutninger rodfæstes i demokratiet. Den kommende forfatning viser, at den fælles udenrigspolitik nu ikke udelukkende besluttes mellem regeringerne, men at den inddrager alle de europæiske institutioner, der bidrager til den politiske beslutning, og at en intervention fra Kommissionen i sig selv kobler Parlamentet til.

Et sammenhængende Europa, med en klart defineret strategisk vision baseret på multilateralisme og et nyt internationalt retssystem, forudsætter en tilpasning af forholdet mellem dets institutioner, så de kan virke med synergi og permanent intern konsensus. Det er meningen med den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil. Det giver anledning til følgende spørgsmål: Hvordan er dens organiske opbygning? Hvordan skal den forvalte sin kolossale multidisciplinaritet? Hvordan skal den strukturere sine bemyndigelseskæder? Hvordan skal mulige spændinger mellem Rådet og Kommissionen undgås, for ikke at tale om tendenser til feudalisering i relationerne mellem Rådet og Kommissionen? Og hvordan skal endelig ansvarlighedsrelationerne og herunder de demokratiske ansvarlighedsrelationer udformes?

 
  
MPphoto
 
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg takker de få af os, der normalt er her ved aftenmødet i Parlamentet. Det kan undertiden være noget af en udfordring at følge den tidsmæssige planlægning i Parlamentet. Jeg havde det indtryk, at dette skulle begynde klokken 22.00. Det er derfor, jeg var her 10 minutter i - heldigvis sammen med hr. Leinen - og jeg takker Dem for at have budt mig velkommen her til forhandlingen.

Jeg har lyttet med stor interesse til, hvad parlamentsmedlemmerne har sagt i aften under denne forhandling, for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er et emne, der vækker lidenskaber. Det berører institutionelle og konstitutionelle spørgsmål af grundlæggende betydning. Udnævnelsen af en udenrigsminister for Unionen, der samtidig vil være næstformand i Kommissionen, er en afgørende fornyelse af Unionens institutionelle opbygning. Den forener de to søjler på det udenrigspolitiske område - fællesskabsmodellen og den mellemstatslige model. Denne minister med sine to kasketter får opgaver af forskellig art. Det er grunden til, at oprettelsen af denne tjeneste er en så vigtig og vanskelig udfordring.

Jeg vil kort kommentere nogle få spørgsmål, der er blevet rejst. Til hr. van den Berg vil jeg sige, at udviklingspolitikken er, og vil forblive, en afgørende komponent i EU's politik og et vigtigt aktiv for Europa i verden og i forbindelse med forfatningen. Udviklingspolitikken er ikke underordnet andre politikker. Den bevarer sin særlige status inden for rammerne af fællesskabsmodellen, men det er nødvendigt, at alle politikker bliver bedre integreret i et sammenhængende udenrigspolitisk koncept. Dette vil styrke, ikke svække, effektiviteten af Unionens udviklingspolitik.

Jeg kan forsikre hr. Duff for, at Kommissionen ikke vil lade sig svække af forfatningen, når det gælder fællesskabskompetencerne. Ministeren og hans tjenester vil være bundet af Kommissionens procedurer og princippet om at optræde i fællesskab under ledelse af kommissionsformanden.

Jeg er helt enig med hr. Brok i, at vi ikke bør være defensive. For Kommissionen giver de nye ordninger under forfatningen flere muligheder end risici. Det er også vigtigt at understrege, at intet kan afgøres imod Kommissionen på dette område.

Til hr. Allister og andre vil jeg sige, at vi ikke tager forskud på ratificeringen af forfatningen. Vi forbereder simpelthen afgørelsen, som kun kan træffes, efter at forfatningen er ratificeret og trådt i kraft, og efter at Parlamentet har fremsat sin udtalelse.

Med hensyn til implikationerne for budgettet og personalet er der ikke blevet lavet nogen overslag eller beregninger, fordi vi endnu ikke befinder os på det detaljerede stadium af planlægningen. Parlamentet vil som budgetmyndighed træffe afgørelse om alle disse tal senere.

Jeg tror, at det er de vigtigste spørgsmål, der er blevet rejst, og jeg kan forsikre Dem for, at Parlamentets synspunkter vil blive taget med i betragtning, efterhånden som denne sag udvikler sig i de kommende måneder. I særdeleshed er den beslutning, som Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vedtog i tirsdags - og som jeg forstår vil blive taget op på plenarmødet om to uger - et bidrag, som der må tages hensyn til, ikke alene af Kommissionen, men også af medlemsstaterne og Rådet.

Vi forventer, at yderligere teknisk arbejde vil fortsætte i anden halvdel af dette år, så de principielle beslutninger kan træffes i løbet af næste år, når ratificeringen af forfatningen er afsluttet. Parlamentet vil blive formelt rådspurgt om forslaget om ministeren på et passende tidspunkt, så aftenens forhandling vil blive fulgt af andre, hvor Parlamentet kan uddybe sine synspunkter i lyset af de fremskridt, som Parlamentet vil blive holdt underrettet om.

Jeg vil slutte med at gentage, at vi i Kommissionen er bevidste om parlamentsmedlemmernes ønske om at sikre og fremme fællesskabsmodellen og den rolle, Kommissionen og Parlamentet har i denne proces. Jeg ved, at dette er noget, der optager hr. Brok. Vi deler med Dem det mål at skabe nye strukturer, der virkelig kan bidrage til en forbedring af effektiviteten, sammenhængen i og indflydelsen af Unionens politikker og initiativer i verden.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi vil tjekke de oplysninger, De fik, fru kommissær. Jeg mener, at en smuk kvinde altid har lov til at komme for sent.

Med undtagelse af et medlem, som talte, før De ankom, fru kommissær, er alle medlemmer, som har bidraget til forhandlingen, stadig til stede. Det er usædvanligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne rette en tak til kommissæren for at have givet udtryk for, at der ikke kan besluttes noget mod Kommissionen. Sådan står der i udkastet til forfatning. Jeg vil gerne sige tak for, at dette er blevet fastslået endnu en gang.

Det handler imidlertid ikke om, at der kan blive taget hensyn til Parlamentets holdninger, det handler derimod om, at vi bliver spurgt, hvilken forhandlingsposition Kommissionen har, altså om den er tilhænger af, at tjenesten kobles til Kommissionen, eller ikke. Vi er meget interesserede i at høre Deres mening.

Det handler heller slet ikke om at inddrage Parlamentets holdning, vi er derimod her i dag for at hjælpe Kommissionen, så Kommissionen ikke bliver en indre marked-maskine, og så udenrigsministeren ikke får sin egen magtfulde position, men så det bliver Kommissionen, der - administrativt set - kommer til at spille EU's rolle i verden.

Hr. formand, måske kan De give mig et retsgrundlag, ud fra hvilket vi kan konstatere, at Parlamentet skal skubbe Kommissionen i den rigtige retning.

 
  
MPphoto
 
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil bare gerne sige, at det er vigtigt at forstå, at vi endnu ikke befinder os på forhandlingsstadiet. Vi befinder os stadig på det forberedende stadium, hvor vi ser på alle de tekniske detaljer. Det ville være uheldigt at låse os fast i en forhandlingsposition nu. Der er for meget teknisk og forberedende arbejde, der skal gøres, før det kan ske. Som jeg allerede har sagt, vil vi holde Parlamentet informeret om de fremskridt, vi gør.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i Bruxelles torsdag den 26. maj.

 

21. Doha-udviklingsdagsordenen
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0095/2005) af Moreno Sánchez for Udvalget om International Handel om evaluering af Doha-udviklingsrunden efter WTO-aftalen af 1. august 2004 (2004/2138(INI)).

 
  
MPphoto
 
 

  Javier Moreno Sánchez (PSE), ordfører. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, jeg vil gerne begynde mit indlæg med at takke alle dem, der med deres bidrag har medvirket til at berige den betænkning, vi stemmer om i morgen, for deres samarbejde. Betænkningen sikrer balancen mellem på den ene side Parlamentets fulde støtte til forsvaret af EU's interesser i de igangværende forhandlinger og på den anden side dets ønske om at få afsluttet denne udviklingsrunde med succes, hvilket indebærer fuld integration og deltagelse af udviklingslandene i verdensøkonomien.

Med denne betænkning ønsker Parlamentet at sende et klart politisk budskab om støtte til fremskridt i forhandlingerne, hvor Kommissionen spiller en vigtig rolle, og gentage vores forpligtelse over for WTO og dets multilaterale handelssystem, som utvivlsomt er den bedste mekanisme til at fremme en fair og solidarisk handel, der kommer os alle til gode. Dette budskab kommer på et meget belejligt tidspunkt, eftersom Doha-programmet befinder sig ved en korsvej, på et afgørende tidspunkt i dets rejse, hvorfra det ikke kan vende tilbage.

Efter fiaskoen på ministerkonferencen i Cancún er aftalen af 1. august 2004 af stor politisk betydning, for den har gjort det muligt at få forhandlingerne tilbage på sporet, og fordi den ydermere anerkender behovet for at involvere udviklingslandene fuldt ud i verdensøkonomien. Det er dog kun en køreplan. Forhandlingernes succes afhænger af alle parternes faste politiske vilje til at opnå en grundlæggende aftale i Hongkong.

Vi bør tage til dette møde med et ambitiøst og afbalanceret forslag på de forskellige områder, som aftalen dækker, dvs. udvikling, landbrug, industriprodukter (NAMA), tjenesteydelser og fremme af handelen, og så må vi ikke glemme behovet for at placere udviklingen forrest i forhandlingerne, selv om landbruget utvivlsomt er drivkraften bag dem alle. For at nå dette mål skal der opnås konkrete og detaljerede forpligtelser med datoer og frister ved hjælp af en gennemsigtig, effektiv og inkluderende forhandling, hvor alle WTO's medlemslande deltager fuldt ud.

På udviklingsområdet skal vi inddrage problemerne i forbindelse med fattigdom, underernæring og sult i verden i forhandlingerne med det formål at halvere dem frem til 2015, som det står i millenniumerklæringen, ved hjælp af et tættere samarbejde mellem WTO og de øvrige internationale organisationer.

Vi ønsker også, at Kommissionen kommer med forslag til udvikling af handelsintegrationsordninger for udviklingslandene som kompensation for de tab, de kan lide som følge af handelsliberaliseringen.

Fremskridtet på området teknisk bistand og kapacitetsopbygning samt fremme af syd-syd-handelen er også særdeles relevant, når vi skal sikre, at udviklingslandene bliver integreret i verdensøkonomien og fremme deres eksportmuligheder.

På landbrugsområdet skal WTO's medlemmer fortsætte deres afbalancerede indsats i forbindelse med de tre søjler - eksportstøtte, national støte og markedsadgang - for på denne måde at fastlægge detaljerede forhandlingsretningslinjer med henblik på Hongkong og en parallel indsats fra alle WTO's medlemmernes side.

Hvad angår markedsadgangen for ikke-landbrugsprodukter, de såkaldte NAMA, bør udviklingslandene udvise fleksibilitet og anvende princippet om begrænset gensidighed, idet vi vil anvende princippet om særbehandling over for dem.

Hvad angår tjenesteydelserne, burde der her i maj blive forelagt nogle reviderede kvalitetsforslag, og hvad angår de tjenesteydelser, der er afgørende for at dække de basale behov, synes jeg ikke, at vi skal kræve, at udviklingslandene liberaliserer dem.

Mine damer og herrer, hr. kommissær, det er hævet over enhver tvivl, at rundens succes og WTO's legitimitet og troværdighed også afhænger af, at civilsamfundet føler, at det får andel i de gevinster, som den internationale handel medfører.

I en proces, der siden Seattle har fået stor social opmærksomhed, synes jeg, at det er nødvendigt at fremhæve den rolle, som de demokratiske parlamenter bør spille som udtryk for borgernes synspunkter i de internationale foraer som WTO og i dette tilfælde Europa-Parlamentet som EU's demokratiske kontrolorgan i forbindelse med handelspolitikken og kommende medlovgiver på området, når den nye europæiske forfatning træder i kraft. Lad mig kort komme ind på et meget aktuelt spørgsmål, der er et yderligere argument til den lange liste over de fremskridt, som forfatningen betyder, og som berettiger et europæisk ja til forfatningen, såvel i Frankrig som i de øvrige lande.

Mine damer og herrer, hr. kommissær, som den spanske digter Antonio Machado sagde, så åbner vi vejen, mens vi går. Og sagen er, at vi er midt mellem Genève og Hongkong, mellem nostalgien over, det vi forlader, og ønsket om at nå frem. Vi skal tage til Hongkong med et ambitiøst og afbalanceret forslag, som civilsamfundet og alle WTO's medlemslande føler, at de er med i, og som giver dem et tilfredsstillende resultat.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at komplimentere hr. Moreno Sánchez for hans udmærkede betænkning, som kaster glans ikke kun over sin forfatter, men også over Parlamentet som helhed. Jeg glæder mig over denne forhandling, fordi jeg betragter Parlamentet som Kommissionens væsentligste partner ved gennemførelsen af vores handelspolitik, det vil i særdeleshed sige sagen forud for Doha-runden, som fortsat er vores vigtigste prioritet.

Hr. Moreno Sánchez har understreget behovet for at gøre fremskridt i alle spørgsmål i denne vidtrækkende dagsorden, med klar understregning - som jeg stærkt støtter - af målene fattigdomsreduktion og bæredygtig udvikling. Det var kernen i det grundlæggende charter om denne runde, og disse ting er lige så vigtige i dag, som de var, da de først blev formuleret.

Siden jeg tiltrådte min stilling, har jeg gjort mig alle mulige bestræbelser for at fremme Doha-udviklingsdagsordenen og holde den på kursen. Jeg vil gerne have, at Doha skal stille handel til rådighed for udvikling. Det er det, jeg tror på og står for, og det er det centrale i den politik, jeg forfølger.

Men Europa kan ikke gøre dette alene. Som jeg sagde i Genève på min allerførste dag som kommissær for handel, kan EU ikke være WTO's eneste bankforbindelse. Sidste sommer havde Europa mod til at lægge sine landbrugseksportsubsidier på forhandlingsbordet. Det er nu op til andre at vise, hvad de har på hånden. Konkret må denne runde give forbedret adgang til markedet og forøgede forretningsmuligheder for alle, ikke blot for udviklingslandene - selv om jeg forventer og ønsker, at det skal være dem, der vinder mest ved denne runde - men også for vores egen industri og vores udbydere af tjenesteydelser i Europa. Det vil sætte os i stand til at bygge på Europas styrke inden for videnøkonomien til velstand og gavn for alle.

Adgang til markedet for industriprodukter - NAMA - og tjenesteydelser er også afgørende spørgsmål i denne runde. Uden fremskridt i disse spørgsmål kan der ikke ske nogen afslutning af runden. For at nå dette ønsker jeg at sikre, at de mere avancerede udviklingslande går mere intensivt ind i andre spørgsmål end landbrugsproblemerne. Indtil nu har de hårdt argumenteret for deres sag med hensyn til landbruget, hvad de naturligvis er i deres gode ret til at gøre, og hvad jeg forventede, at de ville gøre. Men de har ikke vist megen villighed til at forstå nødvendigheden af virkelig at flytte sig, hvad angår NAMA og tjenesteydelser, selv hvor objektive analyser viser, at det vil være i deres egen økonomiske interesse. Dette må ændre sig. Vi må alle vise villighed til at tilpasse os, at forandre os og tage hensyn til andres interesser. Det er grunden til, at vi har spillet ud med hensyn til landbruget.

De andre større industrialiserede lande må nu følge vores eksempel og være mere proaktive med hensyn til tjenesteydelser og med at arbejde på deres egne landbrugsreformer, for at matche det, vi har lagt frem i Europa.

I sidste uge fandt der flere uformelle møder sted i Paris mellem WTO-handelsministre. Jeg gav udtryk for min virkelige bekymring over det langsomme tempo i de nuværende forhandlinger. Jeg opfordrede alle medlemmerne til at holde op med at holde kortene så tæt ind til kroppen og begynde at lægge dem på bordet. Det gælder os alle, jeg peger ikke bare fingre ad andre. Vi må alle gøre dette, ikke kun Europa.

Jeg forklarede også vores idé om, hvad en ambitiøs runde bør gå ud på. Den kræver parallelle fremskridt med hensyn til alle tre søjler af landbrugsforhandlingerne - ikke bare eksportsubsidierne - inklusive told og kvoter, der begrænser adgangen til markedet. Alle industrialiserede lande - ikke bare EU - må virkelig ses at bestræbe sig på at reformere deres landbrugspolitik, og der må ske en virkelig og reel - ikke bare formel - reduktion af toldsatserne fra alle lande, der kan gøre det, herunder de mere avancerede udviklingslande, under hensyn til de særlige omstændigheder for de svage. Der må gives tilbud om tjenesteydelser, der virkelig giver nye forretningsmuligheder, og WTO's regelsamling må styrkes væsentligt, hvad enten det drejer sig om initiativer til lettelse af handelen, antidumping eller geografiske betegnelser.

Jeg fornyede også min anmodning om ekstra bestræbelser for at tage fat på det, der især optager udviklingslandene, og i særdeleshed - men ikke udelukkende - de fattige og sårbare, gennem særlig differentieret behandling i denne runde, og ved at de rigere dele af verden i væsentlig grad forøger deres bistand til handel. De har helt ret, hvis de peger på kapacitetsopbygning - den væsentlige støtte vi må give - for at gøre det muligt for handelen at foregå på en sådan måde, at denne tilpasning kan lettes, så udviklingslandene, i særdeleshed de svagere, virkelig kan få del i de muligheder for handel, som vi udvider gennem denne runde.

Vi gjorde fremskridt i Paris. Vi nåede enighed om det vitale, men yderst tekniske spørgsmål om konvertering af særlige toldafgifter - så mange euro pr. skæppe dit og så mange euro pr. kilo dat - til det, der procentvis svarede til deres værdi. Det afgørende spørgsmål om, hvor meget og på hvilket grundlag disse toldækvivalenter skal reduceres, skal stadig drøftes - det kommer senere - og vi har nu et grundlag, ud fra hvilket vi kan gå videre med landbruget, og som resultat heraf alle andre aspekter af Doha-udvidelsesdagsordenen. I denne forbindelse vil jeg gerne anerkende og rose det arbejde, fru Fischer Boel har gjort. Landbruget er et svært emne, og jeg respekterer den måde, hun håndterer det på.

Vi kan også forvente fremskridt i relation til toldsatser inden for industrien i de kommende måneder. Mange medlemmer har også igen bekræftet deres hensigt om at fremlægge forbedrede tilbud om tjenesteydelser inden udgangen af denne måned. Vi forventer intense drøftelser blandt de afgørende aktører op til mini-ministermødet i Kina, der finder sted den 12. og 13. juli. Før sommerferien må vi også se på en første tilnærmelse til, hvordan en mulig Hongkong-pakke kunne se ud. Hvis der er nogen chance for et ambitiøst resultat i Hongkong ved udgangen af dette år, og således en ambitiøs runde, så bør denne første tilnærmelse, som jeg håber, vi kan få at se i juli, i det mindste for det første fastlægge områder, hvor der er voksende konvergens mellem WTO's medlemsstater problem for problem. Den bør også skabe klarhed over, hvorvidt vi har samme ambitionsniveau med hensyn til de centrale spørgsmål om adgang til markedet - landbruget, NAMA og tjenesteydelserne. Endelig bør den udpege de vigtigste problemområder, hvor man må nå til enighed for at sikre succes i Hongkong og således afslutte runden.

Jeg er glad for, at disse idéer indgår i formandens opsummering af mini-ministermødet i Paris. De kan være forvissede om, at det er med store ambitioner, at Kommissionen vil fortsætte med at arbejde hen imod Hongkong.

Kommissionen er ganske enig i meget af det, der står i denne betænkning, men jeg vil blot nævne to punkter. Med hensyn til den specifikke omtale af fleksibilitet for udviklingslandene i punkt 6 i betænkningen er Kommissionen enig i tendensen i den pointe, som dette indeholder. Vi er parat til at give fleksibilitet til udviklingslandene gennem særbehandling, både for de mindst udviklede lande og andre svage og sårbare lande. Men vi kan kun gøre dette, hvis vi tager hensyn til graden af udvikling, og det indebærer at differentiere mellem udviklingslandene spørgsmål for spørgsmål. Vi kan simpelthen ikke acceptere en generel løsning.

Det andet, jeg vil sige, drejer sig om idéen om en "udviklingskasse" i landbrugsforhandlingerne, som nævnes i punkt 9. Kommissionen kan være enig i, at rammen kan og bør beskytte EU's interesser. Men det er alt for optimistisk at sige at "… EU uden besvær kan overholde disse krav" med hensyn til national støtte, der forvrider handelen. Når det gælder adgang til markedet, antager betænkningen, at en meget positiv behandling af følsomme produkter vil gøre det muligt for EU at beskytte sin markedsorganisation. Det er i hvert fald, hvad EU håber, men der må stadig gøres vanskelige indrømmelser vedrørende nogle produkter, selv under de bedste omstændigheder.

Lad mig slutte her. Jeg vil lytte til, hvad medlemmerne har at sige, og svare til sidst, hvis og når jeg får mulighed for at gøre det. Jeg takker igen hr. Moreno Sánchez for hans betænkning og Parlamentet for denne mulighed for at drøfte dette meget vigtige emne.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria Martens (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (NL) Hensigten med forhandlingerne i Doha-udviklingsrunden er at stimulere udviklingslandenes økonomier og give dem en ærlig plads i verdensøkonomien. De tager sigte på at skabe en mere retfærdig fordeling i verden.

For at bekæmpe fattigdommen i verden har vi aftalt de såkaldte millenniumudviklingsmål. Gode handelsvilkår for udviklingslande kan yde et vigtigt bidrag til dette. Det skal også være vores mål i Hongkong. Jeg vil komme ind på et par punkter. Nogle har kommissæren allerede nævnt.

I vores handelspolitik burde vi kunne skelne mere mellem de forskellige udviklingslande. De indbyrdes forskelle er for store til ensartede rammer. Der er stærke og svage og store og små økonomier. Der er lande med mange og med få produktions- og vækstmuligheder. Vi må i højere grad kunne føre skræddersyet politik. Derfor bør en specifik og differentieret behandling af udviklingslandene være et centralt punkt under drøftelserne i Hongkong.

Ofte er der talt om de konsekvenser, som aftalerne i Hongkong får for de handelsfordele, som gives til udviklingslandene. Man frygter erosion. Jeg beder kommissæren om efter forhandlingerne at orientere Europa-Parlamentet om, hvorvidt der har fundet erosion sted.

For det tredje viser det sig, at udviklingslandene stadig næppe er i stand til virkelig at benytte de chancer, der byder sig. Derfor fremhæver jeg betydningen af opbygning af kapacitet og teknisk bistand. Det må vi også arbejde hårdt på for at forstærke landenes eksport- og handelskapacitet. Når lande er afhængige af et eller to eksportprodukter, er det ligeledes vigtigt at forsøge at opmuntre dem til produktvariation.

Hvad angår eksportsubsidierne, som kommissæren også kom ind på, er deres uheldige virkning på de lokale markeder kendt. Vi må uopsætteligt arbejde på en tidsplan for afvikling af eksportsubsidierne. Det er ærgerligt, at der ikke i teksten er optaget en dato for udløbet af disse.

Endelig har EU en vigtig opgave i Hongkong. Vi ved alle sammen, hvordan forhandlingerne i Cancún forløb. Dette må ikke gentage sig. Til sidst vil jeg takke ordføreren for den gode betænkning og det gode samarbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Joseph Daul (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, debatten i dag er særlig vigtig, da vi er midt i en fremskyndet forhandlingsfase i Genève. De sagde, at der var sket fremskridt på ministermødet i sidste uge i Paris. Hr. kommissær, jeg vil komme med et par bemærkninger.

For det første er jeg meget bekymret over en række landes holdning, da de ikke oprigtigt går ind for disse forhandlinger. Et bevis herpå er den fuldstændige mangel på ægte fremskridt på andre områder end landbrug. Drøftelserne vedrørende industriprodukters og tjenesteydelsers adgang til markedet er gået i stå, ligesom drøftelserne om reglerne. Vi kan ikke accepterer en så uafbalanceret forhandling, hvor landbruget betaler for alle de andre sektorer, når EU allerede har gjort en stor indsats i den pågældende sektor.

For det andet er det for at få et godt resultat af forhandlingsrunden nødvendigt, at fremspirende lande såsom Brasilien, Indien og Kina påtager sig et egentligt ansvar i forhandlingerne. Disse lande skal også åbne deres markeder for andre udviklingslande, da den egentlige drivkraft bag udviklingen i de næste år kommer til at ligge i den øgede handel mellem landene i Syd.

For det tredje minder den nylige afgørelse fra Den Stående Appelinstans vedrørende sukker os om, at der ikke findes ærlighed i forhandlinger. Det er derfor vigtigt at vurdere hvert enkelt punkt i forhandlingerne på baggrund af WTO-lovgivning for at forhindre, at det kompromis, vi har accepteret, om nogle år bliver slået i stykker af en afgørelse fra WTO-dommere og sandsynligvis også straffer de fattige lande. Vi skal drøfte dette spørgsmål igen.

Endelig det fjerde og sidste punkt - og det vigtigste punkt - som jeg vil indskærpe Dem, hr. kommissær. Det er, at de forhandlere, der i dag træffer beslutninger, har et stort ansvar stillet over for millioner af mænds og kvinders fremtid. Det er let af afslutte forhandlinger, men jeg tror, at problemerne måske først kommer op til overfladen i en mere fjern fremtid, når De ikke længere har ansvaret. Jeg stoler på Dem. De bør imidlertid ikke overlade det til Deres efterfølgere at løse problemerne. Vi skal fra nu af, før vi skriver under eller siger ja, overveje spørgsmålet sammen mere end en gang, således at vi kan overlade en acceptabel sag til Deres efterfølgere.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Papastamkos, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, Hongkong-konferencens udfordring fastsætter grænserne for WTO's troværdighed, operationelle accept og dynamik.

Efter min opfattelse er der fem strukturelle forhold, der vanskeliggør Doha-udviklingsrundens forhandlinger:

For det første de vigtigste handelspartneres manglende evne til at forlige sig med at overdrage intern finansiel og politiske uafhængighed.

For det andet vanskelighederne med at træffe beslutninger på grund af den store stigning i antallet af medlemmer af WTO og den deraf følgende stigende mangfoldighed i organisationen.

For det tredje den manglende ligevægt i liberaliseringen af handelen mellem udviklede handelssystemer. Relativt set har Unionen gjort de største indrømmelser med det resultat, at det europæiske marked er verdens mest åbne marked.

For det fjerde andre internationale aktørers manglende vilje til også at påtage sig en ledende forhandlingsrolle.

For det femte udviklingslandenes defensive holdning til de nye forhandlingsemner.

Udvidelsen og styrkelsen af WTO's multilaterale lovgivningsmæssige rammer, som er EU's strategi, er begrænset af princippet om specialisering af internationale organisationer. Dette princip fastsætter også grænserne for yderligere udvikling af WTO, både hvad angår den globale organisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken, og hvad angår den globale organisering af miljøspørgsmål.

Som følge heraf bør der efter min mening opbygges en ny global paraplystruktur, som skal omfatte følgende søjler:

- WTO, som på tilfredsstillende vis fremmer den effektive fordeling af ressourcer;

- en international økonomisk organisation for international økonomisk stabilitet;

- en international udviklingsorganisation til international omfordeling af ressourcer og støtte til udvikling af fattige lande;

- en international miljøorganisation til beskyttelse og forbedring af det globale miljø og naturressourcerne.

Den globaliserede økonomi kræver en ny, samlet regulering af det globale økonomiske system på grundlag af den sociale og økologiske markedsøkonomi, en regulering, som vil fremme ressourcefordeling, stabilitet, international solidaritet og miljø- og forbrugerbeskyttelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Erika Mann, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil egentlig blot gøre opmærksom på et par punkter, der skal tages højde for i forbindelse med denne betænkning. Det er jo den første betænkning, der bliver fremlagt af udvalget i år. Vi udarbejder en anden i anden halvdel af året, hvor vi så også følger op på, observerer og kommenterer Kommissionens overvejelser og forhandlinger.

Både udvalget og min gruppe spørger sig selv: Hvad kan man gøre for for det første rent faktisk at sikre, at vi støtter og bidrager til, at man når frem til et positivt resultat i Hongkong - der bliver jo ikke tale om nogen endegyldig afslutning, men det ville trods alt være godt med et positivt resultat - således at forhandlingerne kan fortsætte godt? Hvad kan man for det andet gøre for også at sikre, at vores store krav, der kommer til udtryk i overskriften "Udviklingsrunde", rent faktisk bliver gennemført? Og hvad kan man for det tredje gøre for at sikre, at EU's interesser bliver varetaget?

Det er naturligvis meget komplekst, når man tænker på, at Cancún ikke ligefrem faldt særlig godt ud, vi har en meget vanskelig start, og forhandlingerne ikke står på særlig solid grund for øjeblikket. Hertil kommer det problem, at de nyindustrialiserede lande kæmper for at kunne indtage deres pionerrolle, deres globale rolle i verden. Det ser vi meget tydeligt med Kina - vi har jo en forhandling om Kina i morgen - men det ser vi også med Brasilien og selvfølgelig også med Indien. Altså en meget vanskelig, kompleks situation.

Hertil kommer endnu et aspekt, som vi må inddrage. Jeg vil gerne bede Dem, hr. kommissær, om endnu en gang at komme ind på, hvordan samspillet mellem Europa-Parlamentet og Udvalget om International Handel og Dem egentlig vil blive udformet i løbet af året. Hvis vi nu havde den nye traktat, ville Parlamentet have haft meget mere magt, vi ville have haft mere direkte høringsmekanismer. Vi har nogle virkelig gode, etablerede mekanismer, men de er alle snarere af uformel karakter.

Samtidig forholder det sig dog således, at borgerne ønsker, at vi deltager mere direkte, at vi altså har mere magt og flere beføjelser i en proces, hvor det handler om forhandlinger om landbruget, men også om tjenesteydelsesområder. Der er tale om nogle meget følsomme områder, hvor drøftelserne også er meget kontroversielle, og hvor der ikke allerede er nogen entydige holdninger hverken i vores gruppe, i Europa-Parlamentet eller i befolkningen.

Hvordan kan vi altså sikre, at vi i år som helhed får udformet denne kritiske proces mellem Kommissionen, udvalgene og Europa-Parlamentet, at vi opnår et frugtbart samarbejde, der når videre end det, vi allerede har etableret, og som også omfatter de kritiske områder?

Hvis De så rent faktisk bliver nødt til at foretage forhandlingsændringer, hvis der skal foretages ændringer i dispositionerne - det vil De jo med sikkerhed komme til at opleve, hr. kommissær - hvordan kan det da sikres, at samarbejdet bliver så tæt, at vi rent faktisk kan leve op til det ansvar, vi har over for borgerne?

 
  
MPphoto
 
 

  Johan Van Hecke, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske ordføreren med hans betænkning, som efter min mening giver en god oversigt over den nuværende udvikling i forhandlingerne efter WTO-rammeaftalen fra Genève og umiddelbart før konferencen i Hongkong. Det er tydeligt, at det er afgørende for en yderligere liberalisering af verdenshandelen, at Doha-forhandlingsrunden bliver vellykket. Efter fiaskoen i Cancún står det multilaterale handelssystems troværdighed jo på spil. En vellykket runde i Hongkong er væsentlig for videre økonomisk vækst, men den vil også være en alvorlig prøve for WTO's legitimitet. Jeg deler kommissær Mandelsons mening, nemlig at Doha-runden i allerførste række skal betragtes som en udviklingsrunde. Handel og udvikling skal være nært forbundet, og en større inddragelse af udviklingslandene inden for rammerne af en fair verdenshandel er en væsentlig del af bekæmpelsen af sult og fattigdom i verden.

Det er lovende, at der i sidste uge blev opnået et kompromis om importafgifterne på landbrugsprodukter, og at en truende fiasko for Doha-runden dermed blev afværget. Omsætningen af lineære importafgifter i fælles procentvise satser baseret på produkternes værdi er et forsigtigt, men ikke desto mindre vigtigt skridt i retning af en altomfattende aftale om handel med landbrugsprodukter.

Min gruppe er imidlertid stadig overbevist om, at alle eksportsubsidier i landbruget på sigt skal afskaffes. Det er og bliver jo uacceptabelt, at den nuværende EU-landbrugspolitik koster en gennemsnitsfamilie i EU omkring 100 euro ekstra om måneden, og at det samtidig gør det vanskeligt for udviklingslandene at komme ud af fattigdomsfælden. Verdensbanken har for nylig regnet ud, at en stigning i den globale indkomst på 385 milliarder euro om året kan sikres, hvis denne handelsrunde bliver en succes. Hvis Afrika kan øge sin andel af verdenshandelen fra 2 til ikke mere end 3 %, forhøjer det sin årlige indkomst med 70 milliarder dollar. Det er meget mere, end det nu får i udviklingshjælp. Alene af den grund kan vi ikke tillade os endnu en fiasko.

 
  
MPphoto
 
 

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg takker hr. Moreno Sánchez for hans arbejde med dette spørgsmål, men jeg tror ikke, at det vil overraske ham, at vores gruppe desværre ikke kan støtte hans betænkning i dens nuværende form. Der er nogle gode ting i den, som understreger målet at nå bæredygtig udvikling og afskaffelse af fattigdom, men de bliver desværre undermineret af den generelle retning i betænkningen, som er en ukritisk tilslutning til dereguleret frihandel som det vigtigste middel til at nå disse mål.

Man synes stadig at antage, at mere handel automatisk betyder mere vækst, hvilket automatisk er lig med mere fattigdomsreduktion, men virkeligheden er helt anderledes, og som det bliver gjort klart i den rapport, der for nylig kom fra UNDP om de mindst udviklede lande, har større integration af nogle af de fattigste lande i det internationale handelssystem generelt ikke ført til fattigdomsreduktion blandt de fattigste befolkninger.

En anden antagelse, som understøtter denne betænkning, er, at, hvis bare WTO's kritikere forstod institutionen bedre, så kunne vi på en eller anden mystisk måde komme til at elske den, eller, som det formuleres i betænkningen, "WTO skal stille passende informationer og forklaringer til rådighed for borgerne … for at undgå at globaliseringsprocessen og WTO's rolle i høj grad misforstås og fremstilles på en fordrejet måde". Helt ærligt, så er dette noget nedladende nonsens, der ikke hjælper spor. I stigende grad oplever store dele af det civile samfund, præcis hvad WTO drejer sig om, og de ved, præcis hvor skadelig processen med økonomisk globalisering kan være. Det, vi har brug for, er ikke en kosmetisk public relations-kampagne, men en fundamental og gennemgribende reform af institutionerne og reglerne for verdenshandel, så bæredygtighed og rimelighed virkelig bliver placeret centralt.

Nu til nogle af detaljerne. Vores gruppe har genfremsat sit oprindelige ændringsforslag om varepriser. Faldende varepriser er en af de vigtigste grunde til, at de fattigere lande ikke får et mere rimeligt udbytte ud af verdenshandelen. Hele 43 udviklingslande er afhængige af en enkelt vare for mere end 20 % af deres totale eksportindtægter. Hvis priserne for de 10 vigtigste landbrugsvarer, der eksporteres af udviklingslandene, var steget i samme omfang som inflationen siden 1980, så ville disse eksportører have fået ca. 112 milliarder amerikanske dollars mere i 2002, end de faktisk fik, hvilket ville have været to gange så højt som den officielle udviklingsbistand. Jeg finder det ærlig talt forbløffende, at Udvalget om International Handel, der roser sig af at sige, at handelen bør støtte udryddelse af fattigdom, kunne få sig til at forkaste et ændringsforslag, der forsøgte at gøre noget for at stabilisere varepriserne. Jeg håber, at hele Parlamentet vil støtte os i denne sag i morgen.

Vi har også stillet et ændringsforslag til Kommissionens mandat. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Kommissionen skal kunne retfærdiggøre arbejdet på et mandat, der er seks år gammelt, og som derfor ikke afspejler nogen af de vigtige forandringer, der har fundet sted, siden det blev vedtaget. Måske kan hr. Mandelson fortælle os, hvad begrundelsen er, for fra et institutionelt perspektiv kan vi ikke påstå, at vi, efter at to af de tre ministermøder er endt med sammenbrud, kan gå videre, som vi plejer. Vi kan ikke se bort fra den modstand, der findes i mange sydlige lande, mod at give sig i kast med flere og nyere kompetencer for WTO.

Nu da en ny Kommissionen er på plads, og det nye ministermøde i WTO nærmer sig, bør vi tilkendegive over for det internationale samfund, at Europa afspejler disser forandringer og er i stand til at lære af de fejl, der blev begået både i Seattle og Cancún.

 
  
MPphoto
 
 

  Vittorio Emanuele Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er virkelig overrasket over at høre her i salen, at WTO er midlet til at forbedre og fremme retfærdig, altomfattende handel. Hvordan kan det forsvares?

Vi kan bare se på de håndgribelige resultater af de forhandlingsrunder, der har fundet sted og stadig finder sted. Hvordan kan vi tale om gensidighed mellem en kæmpe og en dværg, mellem David og Goliat? Hvordan kan vi håbe på, at udviklingslandene bliver vinderne i denne runde, hvis vi ikke ændrer vores politikker?

Hvorfor taler vi ikke om resultaternes beskaffenhed? Hvorfor nævnes det ikke, at støtte til 25.000 bomuldsdyrkere i USA har ført til, at millioner af mennesker i Centralafrika sulter? Hvorfor nævnes det ikke, at TRIPS (handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder) har berøvet og fortsat berøver 30 millioner mennesker - langt størstedelen i Afrika - aids-medicin, og at håndhævelsen af TRIPs-aftalen i Indien har halveret det antal mennesker i udviklingsverdenen, som har adgang til aids-medicin?

Hvorfor nævnes det ikke, at den støtte til intensivt landbrug, som Europa og USA har udbetalt, har forårsaget en katastrofe? På ministerkonferencen i Cancún samlede den katastrofe Brasilien, Indien og landene i Syd mod Europa og USA.

Hvordan forbereder vi i øvrigt den næste WTO-ministerkonference, som skal afholdes i Hongkong? Det lader til, at vi vil fortsætte liberaliseringen af de sociale tjenesteydelser og sundhedstjenesteydelserne under henvisning til en økonomisk liberalisme, der ganske enkelt vil ende med at gøre disse tjenesteydelser honorarbaserede - og kontrollerede af store multinationale selskaber - i landene i Syd, hvorved en stor del af befolkningen nægtes adgang til dem.

Hvorfor nævnes de økonomiske partnerskabsaftaler ikke? Vi har diskuteret dem, og vi har set deres tragiske resultat på mødet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, som blev afholdt i Bamako. Gennem en opfordring til fuldstændig liberalisering af handelen med lande i Syd - navnlig Afrika - og en afskaffelse af importtolden i de lande bidrog den slags aftaler til at ødelægge deres økonomier og fratage dem muligheden for frit at vælge deres egne strategier for en anden type udvikling.

Jeg mener tværtimod, at vi bør kæmpe for at begrænse WTO's rolle. Vi bør kæmpe for at sikre, at en lang række varer kan forvaltes af andre organer, f.eks. FN-organer, og vi må begynde med landbrugsprodukter og lægemidler. Af disse årsager er min gruppe helt uenig i den forelagte betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Seán Ó Neachtain, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, trods fiaskoen for Cancún-konferencen i september 2003 defineres multilaterale handelsforhandlinger i WTO stadig af Doha-programmet. Den aftale, Det Almindelige Råd i WTO nåede i august 2004, har kunnet sætte disse forhandlinger i gang igen, og det er jeg glad for.

Lad mig begynde med at sige, at jeg også glæder mig over betænkningen, og jeg komplimenterer ordføreren for hans arbejde. Jeg er særlig glad for, at forslaget på vegne af Udvalget om International Handel udgør en betydelig forbedring i forhold til det oprindelige dokument, særlig i relation til, hvordan man får udviklingslandene med ind i verdenshandelssystemet, og den betydning, man må tillægge en liberalisering af visse ikke-essentielle tjenester, og, hvad der er meget vigtigt, de løsninger, der bliver foreslået for at begrænse landbrugsprotektionismen.

Det kompromisændringsforslag, der er blevet vedtaget i udvalget, har efter min mening forbedret denne tekst. Denne betænkning giver en rimelig analyse, som tager skyldigt hensyn til de europæiske forventninger og interesser inden for rammerne af, hvad der nødvendigvis må blive en meget vanskelig forhandlingsrunde.

Inden for rammerne af WTO-drøftelserne er jeg optaget af landbruget og i særdeleshed af fremtiden for mindre familielandbrug i mit eget land, som, lad det være sagt her, er rygraden i det irske samfund. Der kan ikke være tale om at ændre den europæiske landbrugsmodel eller Luxembourg-aftalen om reform af den fælles landbrugspolitik. Hvad angår de europæiske landbrugere, har de tilsluttet sig en reform, som vi anser for at være støbt i jern, og som skal forblive i kraft indtil 2013. De har underskrevet en reform, der blev bragt i forslag for at få den fælles landbrugspolitik på linje med WTO. De har underskrevet en aftale, der indbefatter forfærdelige omvæltninger i sektoren. Vores landbrugere har brug for stabilitet med hensyn til denne politik for at kunne lægge planer for deres virksomheders fremtid og deres familiers udkomme. Der kan ikke være tale om at svigte nogen af disse forpligtelser. Jeg må sige, hr. kommissær, at jeg bliver opmuntret af det, De lige har sagt i denne forbindelse, og jeg tror, at De stålsat vil forsvare vores interesser her.

Endelig mener jeg, at vi alle er enige om, at WTO er det bedste forum, inden for hvilket alle staters rettigheder - de riges såvel som de fattiges, de udvikledes såvel som udviklingslandenes - kan beskyttes. Jeg mener også, at multilateralisme er vejen frem, og det glæder mig, at Kommissionen har fastholdt denne holdning. Jeg ser frem til Hongkong-konferencen i december i år.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Caspary (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det er absolut nødvendigt, at vi kommer videre med denne forhandlingsrunde, med denne reform og liberalisering. Ifølge Verdensbankens beregninger, som hr. Van Hecke netop var inde på, kan en vellykket afslutning på Doha-runden øge de globale indkomster med indtil 500 milliarder euro om året! En succes i Doha står altså for bekæmpelse af fattigdom, for en omfattende og effektiv udviklingsbistand og dermed for muligheder for velstand og social retfærdighed for alle mennesker her på jorden. Vi må udnytte disse muligheder af hensyn til menneskene i Europa og af hensyn til menneskene i verden.

Jeg vil gerne tage fat i et emne, som fru Mann og fru Lucas netop har været inde på, nemlig borgernes deltagelse. Vi kender så udmærket billederne fra the Battle of Seattle. Vi oplever, at flere og flere mennesker opfatter globalisering som en fare og ikke en mulighed. Vi oplever, hvordan hele generationer af elever i Europa går ud af skolen uden at have tilegnet sig grundlaget for den sociale markedsøkonomi og verdenshandelen, hvorfor de er modtagelige for misinformation og usande kampagner. Vi oplever, at også medier næsten kun rapporterer om produktionsflytninger og ikke om skabelse af nye arbejdspladser eller øget velstand som følge af verdenshandelen. Vi oplever, hvordan dette fører til større og større usikkerhed blandt folk, og vi oplever, at radikale grupperinger som Attac osv. modtager europæiske penge og modarbejder fællesskabets interesser med disse penge og misinformerer og skræmmer folk.

Kære kommissær Mandelson, jeg vil derfor gerne bede Kommissionen om at udarbejde et koncept, med hvilket der parallelt med forhandlingerne kan reklameres offensivt for en fri og fair verdenshandel over for vores borgere, således at vi kan overbevise menneskene i Europa og i hele verden om fordelene ved verdenshandel og tage dem med på denne rigtige og nødvendige vej.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, siden Verdenshandelsorganisationen blev oprettet, er den blevet stærkt kritiseret. I anledning af 10-årsdagen for oprettelsen kunne vi nu gøre status og spørge os selv, om vi har brug for WTO.

I forbindelse med den stadig stigende globalisering har vi utvivlsomt ikke andet valg end at erkende behovet for en multilateral organisation. På det andet spørgsmål, om vi har brug for denne organisation, som den fungerer for tiden, ville mit svare være langt mere forsigtigt. I dag er verden stadig ikke i stand til fordele velstanden på en afbalanceret måde. Handel spiller en væsentlig rolle i skabelsen af denne ligevægt, men de nuværende regler har hidtil stort set ikke taget hensyn til ønskerne og behovene hos en stor del af jordens befolkning. Stillet over for denne betragtning har jeg af og til det naive håb, at Hongkong-konferencen, der finder sted sidst på året, vil ændre denne ubestridelige omstændighed og frem for alt opfylde de håb, der er vakt ved at tage Doha-udviklingsprogrammet op igen.

I sidste måned, den 10.-16. april, lod hundreder af ngo'er og sammenslutninger deres stemme lyde over hele verden for at støtte en mere retfærdig handel. Jeg er enig med dem i, at handel baseret udelukkende på det tilfældige forenklede laisser faire-princip ikke fører til en bedre fordeling af velstanden, tværtimod.

Vi skal prioritere at omdirigere den internationale handel for at give den en ægte økonomisk og social retfærdighedsdimension. Hvis vi virkelig ønsker at hjælpe de fattige lande med at nyde godt af globaliseringen, skal vi tage alle verdenshandelsregler op til fornyet overvejelse på en mere retfærdig måde og tage hensyn til forbindelsen mellem handel og bæredygtig udvikling. Efter min mening skal medlemmerne af WTO derfor indarbejde disse principper i deres mål, men de skal først og fremmest trække på resultatet af de vedtagne fremgangsmåder og regler, således at de er i stand til at tilpasse de førte politikker på en mere retfærdig og rimelig måde.

Jeg håber også på et gennemsigtigt WTO og en troværdig og legitim organisation, hvis beslutninger medlemmerne og det civile samfund kunne støtte. Som europæisk medlem af Parlamentet valgt af europæiske borgere kan jeg kun konstatere og først og fremmest beklage den nuværende mangel på oplysninger, som jeg er offer for. De ville sætte mig i stand til at udføre min opgave, som er demokratisk kontrol, tilfredsstillende. Det er endnu mere beklageligt, at vi som medlemmer af Parlamentet ikke har noget at skulle have sagt i forbindelse med Kommissionens forhandlingsmandat. Det samme gælder imidlertid vores fremtid.

Selv om jeg bekymret for følgerne og eftervirkningerne af tjenesteydelsesdirektivet for de europæiske offentlige tjenester, bliver jeg let ærgerlig over tilfælde med liberalisering af tjenesteydelser internationalt, som kunne true for det meste offentlige tjenester, der vedrører borgernes grundlæggende behov i lande, som ofte har mest brug for dem. Hvis vi i vid udstrækning er enige om, at tjenester i forbindelse med sundhedspleje, uddannelse, kultur og det audiovisuelle område har fortrinsstatus i forhandlingerne, må vi imidlertid ikke glemme de tjenester, der vedrører grundlæggende behov, f.eks. vand og energi, da vi ikke kan forlange, at udviklingslandene skal liberalisere disse tjenester, da det ville medføre, at de bliver afviklet.

Jeg vil gøre opmærksom på, at vi indgik en forpligtelse i New York i 2000 til at fremme de otte millenniumudviklingsmål. Disse udviklingsmål kan ikke adskilles fra Doha-udviklingsprogrammet og de igangværende forhandlinger. Vi kan ikke give løfter den ene dag og så hurtigt glemme dem dag efter. Filippinerne er et eksempel blandt mange andre på den skadelige virkning af at liberalisere vandforsyningen. Efter liberaliseringen af denne tjeneste i 1997 steg prisen på vand ikke blot med 600 %, men vandkvaliteten faldt også så meget, at vandet i dag forårsager sygdomme.

Jeg frygter mest, at det ikke inden 2015 vil lykkes at halvere den procentdel af befolkningen, der ikke har varig adgang til vand. Hvis vi ikke har adgang til vand, kan vi ikke leve.

 
  
MPphoto
 
 

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, vi har allerede hørt meget om retfærdig og solidarisk handel her til aften. Ordføreren mener, den vil komme alle til gode - hr. Caspary har regnet ud for os, hvordan 500 milliarder vil gøre alle rige og lykkelige. Jeg har også indtryk af, at kommissær Mandelson mener, at hvis vi opgiver vores landbrugsproduktion, vil velstanden brede sig i den tredje verdens lande.

Jeg deler ikke disse idealistiske holdninger. Handel gør ikke mæt og gør heller ikke de fattige rige, og hvis der tjenes på handelen, er det især de interessegrupper, der kræver den frie handel, der vil tjene ensidigt på denne handel. Når hr. Caspary nu så flot siger "fri og fair handel", så siger jeg, at fri og fair handel muligvis er modsætninger. Det må man nok se nærmere på. Det vil jeg gøre.

Hr. Mandelson har talt om, at vi må afslutte den begrænsede markedsadgang for især fødevarer. Hr. Mandelson, EU er det største importområde for fødevarer i verden, det er altså ikke et spørgsmål om markedsadgang, men derimod et spørgsmål om de betingelser, som produkterne kommer på markedet under. Hvis EU har givet de mindst udviklede lande fri markedsadgang, så gør denne frie markedsadgang dem jo ikke automatisk rige, man må derimod se på de betingelser, der gælder for denne frie markedsadgang. Hvis de opnår priser for deres produkter, der svarer til vores prisniveau, så kan de udvikle deres nationaløkonomier. Men hvis de multinationale virksomheder i verden foretager indkøb til priser under fattigdomsgrænsen i disse lande, så går de til grunde! De kommer med priser på vores markeder, der så ødelægger vores landbrug.

De talte om, at man bør være proaktiv, når det handler om tjenesteydelser. Hr. Mandelson, vi kan ikke alle sammen klippe hinandens hår, vi bliver også nødt til at producere noget! På landbrugsområdet har vi brug for tjenesteydelser gennem produktion. Vi tilvejebringer en stor tjenesteydelse for det europæiske samfund i form af kulturlandskab, og det skal landmændene betales for på de aktuelle betingelser.

På verdensmarkedet kan man købe professorer, bankfolk og også kommissærer til en lavere pris end landbrugsprodukter. Derfor er vi nødt til at drøfte betingelserne, og det betyder så udligning og fair betingelser. Det er ikke let. Det er let at definere begrebet "fri" kvantitativt, men at definere det kvalitativt, dér må vi gøre os umage!

Det var et rigtigt skridt at afskaffe eksportstøtten på et område, der hører til de største importområder. Men at sige, at nu lader vi verden komme til os, og så opgiver vi vores produktion, det er ganske enkelt tåbeligt! Vi skal have en kvalificeret beskyttelse udadtil, hvor de betingelser, der pålægges produktionen her og vores landmænd, også gælder i disse lande. Og vi skal udforme betingelserne, priserne og niveauet således, at disse lande kan udvikle deres nationaløkonomier og ikke presses ned under fattigdomsgrænsen og landmændene bukker under!

Hr. Mandelson, jeg håber, vi snart får mulighed for at drøfte dette med Dem i lidt længere tid og mere indgående i Landbrugsudvalget.

 
  
MPphoto
 
 

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, det mandat, Kommissionen fik i 1999, har under forhandlingerne i både Seattle og i Cancún vist sig ikke at være gennemførligt. Jeg mener også, at dette er sket helt med rette. Konklusionen burde altså være, at Kommissionen skal have et nyt mandat, der ikke er orienteret mod øget liberalisering og åbning af markedet, men derimod mod en organisering af en rent faktisk fair handel mellem de højst forskelligt udviklede lande her på jorden.

Fair handel er ensbetydende med at indføre et system, hvor alle involverede rent faktisk kan se og udnytte udviklingsmulighederne. Det kan for visse lande betyde beskyttelse af deres markeder, indtil den regionale økonomi er blevet så stærk, at den også er modstandsdygtig over for udenlandske konkurrenter. I andre regioner kan dette betyde en åbning af markedet med henblik på at give andre udbydere eksportmuligheder. Det ville dog være ensbetydende med at modvirke det permanente pres i retning af en yderligere åbning af markedet i stedet for at øge det yderligere. Aftaler som GATS eller NAMA kan fratage udviklingslandene muligheden for at opbygge deres egne industri- og tjenesteydelsesstrukturer og i den forbindelse udvikle høje miljøstandarder og sociale standarder.

Hvad en åbning af markedet på den anden side også betyder for industrilandene, ser vi nu med debatten om tekstilimport. Når vi taler om Doha-udviklingsdagsordenen, så siger overskriften allerede, at det skal handle om udvikling, og den kan ikke udelukkende bestå af en åbning af markedet. Spørgsmål som sundhed, uddannelse, social beskyttelse og en miljøvenlig produktion er absolut en del af det.

Dette er vigtigere for os end Singapor-emnerne, selv om det ser ud til, at man har reduceret dem fra fire til to. Det handler om dannelse af handelssystemer, der gør det muligt at opnå stabile priser på kaffe, kakao, tekstil, bananer, bomuld, sukker og mange, mange andre produkter. Den rigtige fremgangsmåde er efter min mening ikke øget konkurrence, men øget samarbejde.

Eksportstøtten til de store landbrugskoncerner skal ophøre. Der må ikke forekomme forsøg på at liberalisere offentlige tjenester, særligt på vandområdet. Foruden WTO skal de pågældende FN-institutioner have større vægt, når det handler om udviklingen, f.eks. UNCTAD eller ILO. EU skal give et andet svar på udviklingslandenes krav om gennemførelse af "Mode 4", end det har gjort hidtil.

Det har intet med ligeberettigelse at gøre, når man kræver af udviklingslandene, at de skal åbne deres markeder for varer, tjenesteydelser og kapital, når EU samtidig holder sine markeder lukket for arbejdstagernes frie bevægelighed, særlig med hensyn til mindre kvalificeret arbejdskraft. De, der ønsker verdenshandel, må på forhånd sørge for en afbalanceret udvikling, ellers fremmer handel ikke fremskridt, men øger i stedet forskellen mellem rig og fattig.

Hr. Caspary, jeg vil virkelig gerne gentage dette over for Dem: De, der betegner Attac som en radikal gruppering, har ikke forstået, at demokratiet lever af forskellige opfattelser!

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi bør også spørge os selv, hvordan Hongkong og Doha-runden kan bidrage til at opnå Lissabon-målene. Vækst og beskæftigelse er vores prioriteter, og vi ved, at fagforeningerne, pensionistforeningerne og børnene forlanger flere penge i lommerne. Vækst er et substantielt behov i samfundet, og jeg vil ikke vide, hvilke diskussioner vi ville føre her, hvis vi siger, vi ønsker at opnå det modsatte af Lissabon. Vi er enige om, at Lissabon-målene er vigtige, og derfor handler det også om at forberede WTO-runden godt. Vi har brug for en bedre intern organisation i WTO, men vi må også sikre, at vi kommer til Hongkong med et sundt minimumskompromis. Det gjorde vi ikke sidste gang i Cancún. Hvis der ikke udarbejdes et minimumskompromis af vores specialister i Genève, er der igen fare for, at vi ikke opnår et godt resultat.

Det centrale emne for udviklingsdagsordenen er, at der skal oparbejdes en velstand. Man kan kun fordele den én gang. Hvis man ønsker velstand på lang sigt, må man selv oparbejde den. Her har vi netop brug for markedsadgang for de små og mellemstore virksomheder. Vi har brug for lån til etablering af virksomheder, til uddannelse, til infrastruktur. Vi må overveje, hvordan vi kan opnå i denne runde, at velstanden øges i de lande, og det ikke i form af omfordeling, men derimod med hjælp til selvhjælp med klassiske familievirksomhedsstrukturer, med det, landene er vant til. Vi må give de fattigste lande mulighed for markedsadgang på det lokale område, på det regionale område, men også på det globale område. Her har vi også brug for den parlamentariske dimension. Hr. kommissær, vi har ikke brug for mere magt, vi har ganske enkelt brug for konkurrence om de bedste idéer. Her er vi parlamentsmedlemmer parate til at hjælpe Dem, til at indgå i dialog med Dem, så vi sammen kan opnå det bedste for Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, vi glæder os alle sammen over det positive resultat af aftalen fra august 2004, som i stor udstrækning skyldtes fællesskabsinitiativer. Vi håber, at det endelige resultat vil betyde, at Fællesskabets indsats og initiativ varer ved.

Landbrug endte med at blive det vigtigste kapitel i forhandlingerne, selv om vi fra starten havde insisteret på en afbalanceret opmærksomhed på alle aspekter af runden med retfærdige resultater for alle sektorer og partnere.

Den endelige aftale måtte imidlertid ikke rejse tvivl om nogen aspekter af den nylige reform af den fælles landbrugspolitik og skulle sikre, at alle handelspartnere forpligtede sig i samme grad.

Spørgsmålet om adgang til markedet for landbrugsprodukter og, hvad der er vigtigere, de tekniske aspekter af metoden til beregning af ad valorem-ækvivalenter viste sig at være det centrale punkt i forhandlingerne. De tekniske forudsætninger bør være således, at fællesskabsprodukternes bæredygtighed garanteres.

Beskyttelsen af geografiske betegnelser og inddragelse af forhold, der ikke er handelsrelaterede, bør ikke bare være et mål, men også en forudsætning for den endelige aftale. Disse elementer er også afgørende for det europæiske landbrugs mangesidede rolle.

Bomuld blev fremhævet som et spørgsmål, der var vigtigt for, at forhandlingerne med de mindre udviklede lande kunne skride frem. Vi håber, at yderligere forpligtelser i forbindelse med dette produkt også vil berøre andre handelspartnere. Javier Moreno Sánchez formåede i betænkningen at opnå en ligevægt i sine forslag til WTO-forhandlinger.

Hr. kommissær, jeg foreslår, at De følger ordførerens "poetiske princip". Det går ud på, at den midlertidige aftale er et skridt på vejen, som ikke er fastlagt: Det bliver det undervejs. Men målene er fastlagt, og mulighederne for dispensationer kan ikke være ubegrænsede.

 
  
MPphoto
 
 

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, jeg lykønker Moreno Sánchez med hans fremragende betænkning, der udviser vision og evne til at identificere fælles mål i et så omfattende og komplekst dossier som Doha-forhandlingerne.

Formålet med denne runde, der siden starten i 2001 er blevet benævnt udviklingsrunden, er at styrke de grundlæggende principper for den multinationale ramme for handelen og komme med et passende svar på udviklingslandenes problemer.

Forhandlingernes succes bør gør det muligt for dem at gøre deres handel til en integreret del af deres nationale udviklingspolitikker, og derfor bør vi udvise tilstrækkelig fleksibilitet til at klare de mindre udviklede landes vanskelige situation, anerkende vækstlandenes nye rolle og tackle liberaliseringsprocessernes særlige indvirkning på de sårbare lande.

Ordføreren, der er klar over denne problematik, behandler på rette vis behovet for at sørge for særlig teknisk bistand og kapacitetsopbygning til udviklingslandene, muligheden for at indføre en afdeling om udvikling for de mindre udviklede lande i forbindelse med landbrugsforhandlingerne, fremme af syd-syd-handelen og behovet for, at vækstlandene bliver ved med at åbne deres markeder til de mindre udviklede lande. Desuden anser han princippet om særbehandling, som indebærer afvigelse fra princippet om gensidighed i handelsrunderne, og som bør tilpasses til det enkelte udviklingslands profil, som en hjørnesten.

Gennemførelsen heraf bør gøre det muligt for den Internationale Valutafond og andre organisationer at udvikle den handelsintegrationsordning, der skal dække de tab, de kan lide som følge af handelsliberaliseringen.

Som ordfører for betænkningen om den generelle toldpræferenceordning synes jeg, at ordførerens støtte til mit forslag om at være opmærksomme på den udhuling af toldpræferencerne, som runden kan foranledige, er meget positiv, idet han gentager anmodningen til Kommissionen om at udarbejde en særlig rapport, der ser på dens indvirkninger og kommer med forslag til, hvilke foranstaltninger der bør træffes.

Morene Sanchez-betænkningen er et fremragende bidrag til at få fjernet forbeholdene og fremme en runde, som tilfredsstiller alle medlemmernes ønsker om fremskridt.

 
  
MPphoto
 
 

  Saïd El Khadraoui (PSE). - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil begynde med at takke ordføreren for hans gode arbejde og den fortræffelige betænkning. Jeg vil komme ind på tre punkter, som efter min mening er vigtige.

For det første er der gennemsigtigheden, som andre kolleger også nævnte. Det er tydeligt, at det, der forhandles om, og som, hvis forhandlingerne bliver vellykkede, også virkelig bliver besluttet, vil få en betydelig virkning for temmelig mange mennesker. Derfor er det væsentligt, at et demokratisk valgt Parlament som vores konstant orienteres detaljeret om forhandlingerne og inddrages i disse. Det vil forfatningen give os flere muligheder for, men jeg opfordrer alligevel til, hr. kommissær, at De i de kommende måneder og år gør mere, end De strengt taget behøver for at inddrage Parlamentet og ved udvidelse det civile samfund.

For det andet skal verdenshandelen også være ærlig. Den skal være til gavn for alle, men især for udviklingslandene. En af de centrale målsætninger skal være at få bugt med fattigdommen gennem en ny og tilpasset handelspolitik. Til det formål skal vi allerførst sikre, at disse lande får den nødvendige tekniske støtte under forhandlingerne for at udvikle deres forhandlingsmuligheder yderligere og for at opbygge kapaciteten. Desuden skal resultatet af forhandlingerne være, hvad jeg vil kalde "udviklingslandsvenligt". Det vil kræve en del politisk mod og også indrømmelser fra vores side. Jeg tænker her f.eks. på den midlertidige afskaffelse af vores eksportsubsidier, som der efter min mening skal fastsættes en tydelig tidsplan for.

For det tredje vil jeg endelig nævne liberaliseringen af handelen med tjenesteydelser. Denne er vigtig, og den skaber gode muligheder, men vi skal tydeligt afgrænse området. Der er nu engang tjenesteydelser, som helst ikke skal styres af det frie marked, nemlig forsyningspligtydelser. Disse skal fortsat holdes uden for forhandlingerne. Det gælder efter min mening ikke kun undervisning og sundhedsvæsen, men f.eks. også vand, kilden til alt liv, som det tidligere er sagt. I nogle udviklingslande findes der i mellemtiden desværre allerede eksempler på, at privatisering af vandforsyningen har fået overordentlig skadelige følger. Jeg håber derfor, hr. kommissær, at De deler denne opfattelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne straks tilslutte mig det, den sidste taler har sagt. Jeg kender nøje det, han siger om vand og andre essentielle tjenester. Intet, som bliver gjort i denne runde, og bestemt ingen del af den politik, som Kommissionen går ind for, vil gribe ind i eller bringe disse grundlæggende interesser og livsfornødenheder i fare. Det kan jeg forsikre Dem for.

Hvis jeg må gå tilbage til noget, som hr. Rübig sagde tidligere, da han talte om behovet for, at runden skulle ende med et fornuftigt minimumskompromis, så har han ret. Det lyder, som om han ser frem til en runde, der ender uden ambitioner. Det var ikke det, han mente. At opnå et fornuftigt minimumskompromis er det vanskeligste, man kan tænke sig. Som jeg står her og svarer på denne forhandling i aften, ser det mål ud til at være langt væk. Men det kommer nærmere. Det siger jeg af to grunde. For det første vil USA's forhandlingsmyndighed og forhandlingsmandat ikke fortsætte på ubestemt tid med at holde liv i denne runde. Det er noget, vi må huske på. For det andet er der noget, der hedder forhandlingstræthed. Jeg begynder at se nogle tegn på, at trætheden er ved at indfinde sig, en utålmodighed, et ønske om at blive færdig for at kunne komme videre. Jeg tror, denne utålmodighed er sund. Jeg håber, den er sund, og jeg håber, at den forhandlingstræthed, som vi begynder at se, vil tilskynde folk til at vise kortene lidt mere, at gå videre til slutspillet i denne runde, at se, hvordan vi, når alle dele passes sammen, kan få en runde, der virkelig ender med gevinst hele vejen rundt for folk, men ikke mindst og i særdeleshed for de medlemmer af WTO, der mest trænger til en succesrig og ambitiøs afslutning på denne runde.

Jeg husker på nogle af de bidrag, som er kommet, f.eks. fra Caroline Lucas og hr. Graefe zu Baringdorf, og respekterer fuldt ud deres udgangspunkt i de bemærkninger, De har fremsat, men jeg er helt uenig med Dem i Deres afvisning af præmisserne og de grundlæggende principper for det internationale handelssystem. Jeg håber, De vil tilgive mig, når jeg erindrer om de enorme fordele, som de rigere og mere velstående lande har haft af det internationale handelssystem. Nu hvor vi har klaret os så godt, nu hvor de udviklede lande er så rige, og nu hvor vi i Europa klarer os så udmærket efter årtier med åben handel, forekommer Deres holdning mig simpelthen at svare til at sparke stigen væk, så man forhindrer resten af verden i at indhente os. Og det afviser jeg. Jeg mener, det er en temmelig negativ tilgang. Naturligvis er handel ikke et mirakelmiddel. Naturligvis er handel ikke svaret på det behov for udvikling, ethvert fattigt og sårbart land har, men på den anden side må vi erkende, at der ikke er noget land, der har opnået velstand eller er blevet bedre stillet ved at afskære sig fra resten af verden. Det er det centrale i Deres plan.

Jeg er enig i, at adgang til markederne ikke er nok i sig selv. Man må hjælpe fattige lande til at fremstille produkter, i stigende grad produkter af større værdi, der vil sætte dem i stand til med fordel at handle inden for verdensøkonomien. Blot at åbne markederne er ikke et mål i sig selv. At sætte folk i stand til at producere og levere til disse markeder er det afgørende, og var det centrale i fru Martens' bemærkninger ved starten på denne debat. Jeg er helt enig med hende, når hun udpeger udhulingen af præferencer som et sådant problem for mange udviklingslande, der er afhængige af en enkelt vare. Det er meget vanskeligt og en enorm udfordring for os i Europa at yde effektiv hjælp og bistand til lande, der er stærkt afhængige af enkelte produkter.

Når vi taler om reformen af sukker, som blev nævnt tidligere under denne forhandling, ved vi, at vi har et ansvar ikke blot for at forvalte og gennemføre reformen af hensyn til de mennesker, vi repræsenterer, eller dem, som De repræsenterer her i Parlamentet, og hvis interesser jeg også afspejler, men vi må også sikre os, at den assistance i form af tilpasning og omstrukturering, som vi giver til de fattige og mindre velstående udviklingslande, for hvem sukker er af absolut central betydning, ikke bare for deres økonomi, men for hele sammenhængen i deres samfund, er i orden. Sådanne varer udgør disse landes hjerteblod, og vi kender de forpligtelser og det ansvar, som vi har over for sådanne lande.

Landbruget er utvivlsomt det mest komplicerede og udfordrende emne, der er til forhandling i denne runde. Jeg er enig med hr. Daul i, at vi ikke kan lægge hele vægten i denne runde på landbruget. Jeg tror, jeg gjorde det klart i mine indledende bemærkninger, og jeg er i hvert fald enig i hans synspunkt, at landbruget ikke må betale for alle de andre sektorer. Jeg vil gerne sikre, at vi ser på det langsigtede i denne runde - ja, også efter at jeg er ophørt med at være kommissær. Jeg ser ikke frem til det som noget, der skal ske snart, men en dag vil andre overtage mit job, og De har helt ret. Det, vi gør nu, og de forhandlinger, vi påtager os i denne runde, må sikre, at der er en bæredygtig fremtid for Europas landbrug. Vi må ikke sætte det på spil, vi må ikke bringe det i fare, og intet, som jeg eller Kommissionen gør under denne runde, vil skabe en sådan risiko. Det betyder også, at der må foretages tilpasninger, reformer og ændringer. Naturligvis må der det. En ting er jeg sikker på. Man kan ikke bare overlade landbruget til det frie marked. Det kan man ikke gøre, når det gælder fødevaresikkerhed, men heller ikke under hensyntagen til den betydning og vægt, man tillægger opretholdelsen af samfund i landdistrikterne, som er et afgørende træk og en central bestanddel af vores livsform, den europæiske kultur.

Når vi taler om landbrug og det, der er af interesse for folk, som bor i landdistrikterne, deres interesser i denne runde, så understreger det for mig hele tiden betydningen af at forklare, retfærdiggøre - jeg tror, De brugte udtrykket "advertising" (reklamere for) - hvad vi gør i denne runde. At reklamere i den bogstavelige betydning er det, vi må gøre. Vi må reklamere for de store mulige fordele og præmier, som vi har adgang til, hvis denne runde bliver afsluttet med succes. Vi må reklamere for begrundelsen for vores forhandlinger. De er komplicerede, de er vanskelige for almindelige borgere at forstå - himmelen skal vide, at jeg undertiden selv finder dem vanskelige at forstå, og jeg er endda kommissær for handel. Det bør ikke tages for givet, som en forudsætning, at vi simpelthen kan overveje og beslutte det, vi gør i denne runde, bag lukkede døre og til sidst sende det videre til en taknemmelig offentlighed, som om det er al den inddragelse af det civile samfund, der er nødvendig.

Jeg siger også dette, ikke bare fordi jeg er meget opmærksom på de følelser, den frygt og de bekymringer, som disse forhandlinger understreger - handel er virkelig et meget politisk emne - men fordi det også understreger den vigtige rolle, parlamentsmedlemmerne har. Medlemmerne af Parlamentet, men ikke bare af dette Parlament, medlemmerne af alle nationale parlamenter er også involveret. Det er der to grunde til. For det første lægger parlamentarikere under deres arbejde, og når de undersøger sager, pres på folk som mig for at få os til at forklare og retfærdiggøre, hvad det er vi gør. Det synes jeg er meget vigtigt. Men for det andet er det, De gør, at repræsentere det civile samfund på en repræsentativ og autentisk måde og på måder, som ngo'er ikke altid gør helt oprigtigt. Når De undersøger det, vi gør og siger under disse forhandlinger, og når De er repræsentative på denne måde, så er det, De gør ved denne proces, at give den legitimitet. En legitimitet, som den ellers ikke ville have, hvis den bare blev gennemført i hemmelighed uden nogen gennemskuelighed, uden nogen ansvarlighed for, hvad vi gør og siger under disse forhandlinger. Så jeg er enig med de medlemmer, der har understreget behovet for, at Parlamentet og dets medlemmer skal have en rolle at spille. Det er sandt, at hvis vi havde en forfatning, så ville den rolle og den adgang, medlemmerne af Parlamentet har i forhold til denne proces, blive formaliseret. Ikke desto mindre har vi uden forfatningen indtil videre stadig et godt forhold til hinanden, vi har været i stand til på tværs af, hvad vi gør uformelt, at nå noget, som jeg med tiden håber og forudser, at vi også kan cementere formelt.

Når det drejer sig om spørgsmål som tjenester - vand og andre offentlige tjenester - der i særdeleshed vækker bekymring blandt almindelige mennesker, så er det rigtigt, at offentligheden, borgerne, skal kunne se i deres demokratiske forum, her i Parlamentet, at deres bekymring og uro bliver fremført og ordentligt repræsenteret. Det er derfor, jeg er taknemmelig over for dem, som her i aften har rejst spørgsmålet om tjenester og tjenesteydelser og har gjort det på en så konstruktiv måde. Jeg håber, at det imødekommer dem, der med rette har understreget den rolle, det civile samfund har her. Det berører også, og det accepterer jeg fuldt ud, den fremtidige rolle og det fremtidige arbejde i selve WTO, som hr. Papastamkos nævnte i sit eget indlæg.

Til dem, der angriber WTO endnu skarpere, vil jeg sige følgende: Jeg kender ikke nogen international institution, jeg kender ikke nogen bedre form for styring i verden, som den eksisterer i dag, der kan hamle op med WTO, når det gælder det demokratiske - ja, hvert medlem af WTO, stort som lille, stærkt som svagt, har samme stemmeret, og det er én stemme. Og der træffes beslutninger, og der afsiges kendelser mod de mægtigste i verden. Det er den eneste internationale institution, det eneste organ for en global ledelse, jeg kender, der kan udfordre og sætte spørgsmålstegn ved USA's suverænitet og slippe af sted med det. Det er den eneste organisation, jeg kender, som kan gennemtvinge sine beslutninger, mægle mellem lande, hvor mægtige og stærke de end er i det internationale samfund. Jeg mener, det er noget, man bør lovprise og bifalde, og det er efter min mening noget, som vi bør bygge på i stedet for at fordømme.

Jeg er ked af, at jeg ikke har svaret på alle de spørgsmål, der er blevet stillet. Men jeg vil afslutningsvis gerne fremhæve følgende: Der er et reelt behov for, at vi sætter udvikling i centrum for denne runde. Det er helt centralt for Doha og dets grundlæggende værdier. De, der siger, som nogle har gjort i deres indlæg her til aften, at evnen til at handle er det centrale, er jeg helt enig med. Det betyder at overvinde barrierer i havnene, at gøre det muligt at lette handelen. Det er derfor, denne del af vores forhandlinger efter min mening er så vigtig. Det drejer sig om evnen til at få varer på markedet og leve op til normer, hvilket er grunde til, at aid for trade (bistand for handel) er så vigtig. Ja, vores SPS-normer, de normer, der beskytter sundhed og sikkerhed for Europas borgere og forbrugere, er meget vigtige, og vi bør fastholde dem. Vores borgere - de mennesker, De repræsenterer - vil forvente, at vi gør det. Men vi må ligeledes forstå, at disse normer for mange i udviklingslandene tager sig ud som barrierer. Disse høje normer for sundhed og forbrugerbeskyttelse ser for den omgivende verden ud som protektionisme. Det er de ikke, men det pålægger os en stor forpligtelse, ikke bare til at opretholde integriteten i vores normer, men til aktivt at gå ud og hjælpe og yde bistand til fattigere lande, så de bliver i stand til at leve op til disse normer og krav, snarere end at vi simpelthen trækker os tilbage fra dem og i denne forbindelse lader dem tage deres varer og det, de tilbyder vores markeder, med sig.

Lad mig slutte med følgende. Jeg er enig i, at den fælles landbrugspolitik på nogle måder er noget af et problem, det er en stor nødvendighed, en kilde til liv og udkomme og på mange måder meget vigtig for at bevare vores landdistrikter. Men hvori består de problemer, som vi har med den fælles landbrugspolitik? Den fælles landbrugspolitik er virkelig ikke ansvarlig for problemerne med fattigdom i verden i dag. Europa tilbyder de mest åbne markeder i verden. Den tendens, nogle har til at ville identificere den fælles landbrugspolitik med djævelen i egen person, hvad angår udviklingslandene, er forfejlet og forkert. Naturligvis er der brug for reformer, og hvis jeg blot må sige noget om familiebrug til hr. Ó Neachtain, så vil jeg også gerne beskytte de små landbrugere, men lad os i forbindelse med vores drøftelser om fremtiden for den fælles landbrugspolitik - og jeg tror, jeg har ret, når jeg siger dette - huske, at 75 % af betalingerne til den fælles landbrugspolitik går til landbrugere med indkomster over gennemsnittet. Så når vi taler om at beskytte de små landbrugere, og når vi taler om at beskytte indkomst og udkomme for nogle af de mindre velstående, som De repræsenterer i Parlamentet, så lad os også huske, at også de har behov for reformer af den fælles landbrugspolitik. Ja til at bevare den europæiske model for landbruget, men ikke til at konservere den fælles landbrugspolitik i lage for al evighed. Den kan og bør fungere endnu bedre, end den gør, for de mennesker, der har mest brug for den.

Afslutningsvis vil jeg sige, at hvis vi kan nå bred enighed om Doha i Hongkong og senere, vil det være et stort fremskridt for verden. Det vil sætte os i stand til at gennemføre en runde, som har strakt sig ud over ikke bare min, men over tre kommissioners embedsperiode. Det er en enorm gevinst, som vi næsten har i hånden. Det er derfor, vi efter min mening ikke bør give op, hvor krævende og belastende denne runde end er, og det gør vi heller ikke. Der er meget at nå for de mest nødlidende og trængende i vores verden, såvel som for utallige millioner af vores egne medborgere. Der står meget på spil, der er en kæmpe indsats at spille om, og vi bliver ved på dette grundlag, indtil vi til sidst får succes.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne komme med en kort udtalelse. Hr. Mandelson misforstår mig, når han siger, at jeg ikke vil gøre noget for fattigdommen i verden. Det er rigtigt, at jeg og også vores gruppe gør os nogle tanker om, hvordan vi kan lade de mennesker, der lever i fattigdom, få del i vores velstand. Vi har også nogle klare forestillinger om, hvordan vi skal gøre det. Hr. Mandelson, jeg håber, vi kommer til at drøfte tingene mere indgående, så De kan fortolke vores forestillinger bedre.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

 

22. Dagsorden for næste møde: se protokollen

23. Hævelse af mødet
  

(Mødet hævet kl. 00.10)

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik