Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. juli 2005 - Strasbourg

32. EU's låneaktiviteter

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0183/2005) af Zimmer for Udviklingsudvalget om virkningerne af EU's låneaktiviteter for udviklingslandene (2004/2213(INI)).

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL), ordfører. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg kan i dag præsentere min betænkning for Dem, som Udviklingsudvalget har bedt mig om at udarbejde, en betænkning, som især beskæftiger sig med virkningerne af EU's låneaktiviteter, og her naturligvis særligt med Den Europæiske Investeringsbank. Denne betænkning, som kommer til afstemning i morgen, sigter først og fremmest mod at gøre Den Europæiske Investeringsbank til et vigtigt og frem for alt effektivt instrument for udviklingsstøtten.

Mange af Dem har i dag deltaget i kampagnen Make Poverty History. Det er naturligvis positivt. På en sådan dag, hvor Europa-Parlamentet også symbolsk har bekendt sig til at deltage i aktionen White Band Global Action Day, må man imidlertid også tale om, hvorvidt den udviklingsstøtte, som vi hidtil har haft ansvaret for, faktisk opfylder de krav, som vi selv hele tiden fremhæver, også udadtil. Fattigdommen i dag har allerede en historie, og en del af denne historie er de fejl, som også er blevet begået i udviklingsfinansieringen i de seneste år, og som har ført til, at 2.736 millioner mennesker - altså næsten halvdelen af verdens befolkning - i dag må leve for under 2 dollars om dagen.

Jeg vil gerne endnu en gang henvise til en del af diskussionen i formiddags, som efter min mening har en tæt forbindelse til denne betænkning. Netop de afrikanske bevægelser har gentagne gange kritiseret de nordlige staters formynderi og kræver især af os, at vi fører en intensiv kamp mod fattigdom, sult og sygdomme, og at vi bliver enige om fuldstændigt og uden betingelser at slå en streg over de fattigste landes gæld. Det bør vi støtte. De kræver også, at der stilles større ressourcer til rådighed for udviklingsstøtten og især i en bedre kvalitet end hidtil.

Til fortidens fejl hører - det må man også nævne i forbindelse med Den Europæiske Investeringsbank - en manglende koordinering af de forskellige aktører inden for udviklingsfinansieringen. Trods Barcelona-aftalen agerer Kommissionen og medlemsstaterne, multilaterale og nationale udviklingsbanker stadig i for stort omfang ved siden af hinanden. På den måde modarbejder de sågar nogle gange hinanden. Derfor lægges der i denne betænkning stor vægt på, at EIB i forbindelse med nye opgaver på udviklingsområdet fra starten satser på sammenhæng og gennemsigtighed og især også på koordinering.

Til de fejl, der har alvorlige konsekvenser, hører imidlertid også den målsætning, som har været dominerende i den såkaldte udviklingsfinansiering, nemlig at støtte egne udenrigshandelsrelationer og europæiske virksomheders oparbejdning af markederne i syd. Hvis De ser på Den Europæiske Investeringsbanks begrænsede mandat især med henblik på kreditter i Asien og Latinamerika, vil De se, at det næsten er ordret formuleret der. Den Europæiske Investeringsbanks andelshavere, EU's medlemsstater og Kommissionen, forhandler i øjeblikket om et nyt mandat til EIB for kreditter uden for EU. Efter min opfattelse føres disse forhandlinger imidlertid i stigende grad af finanseksperter og stadig mindre af udviklingseksperter. Også Parlamentets sagkundskab har hidtil været udelukket. Dette nye mandat skal imidlertid indeholde en klar bekendelse til de opgaver, som især vedrører gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene, bekæmpelse af fattigdommen i mållandene.

Men for at Parlamentet kan kontrollere, at dette nye mandat bliver formuleret tilstrækkeligt klart, er det efter min opfattelse nødvendigt, og dette krav findes i betænkningen, at Europa-Parlamentets medlemmer allerede i september i år bliver informeret om, hvordan det går med forhandlingerne. Der må ikke ske det, at vi så bliver præsenteret for allerede afgjorte kendsgerninger. Bekæmpelsen af fattigdommen må fremover heller ikke kun måles på tallene for den økonomiske vækst. Disse tilslører ofte også den voksende forarmelse netop i landområderne. Heller ikke størrelsen af de udenlandske direkte investeringer, som anføres i disse tal, egner sig som indikator for succes, for den siger ikke noget om skabelse af arbejdspladser eller investeringernes sociale eller økologiske bæredygtighed. Når EIB f.eks. i dag i Zambia støtter schweiziske og canadiske virksomheder i at opføre store kobberminer, som atter udfører næsten hele deres overskud, men efterlader deres gifte i de lokale floder og dermed ødelægger landbruget i hele regioner, så er det ganske vist målelige udenlandske investeringer, men det er ikke en målelig bekæmpelse af fattigdommen.

Den betænkning, der foreligger for Dem i dag, indeholder også en række konkrete forslag til, hvordan EIB's låneaktiviteter i udviklingslandene skal forbedres fremover. I overensstemmelse med FN's mål udgør netop også millenniumudviklingsmålene rammen for disse forslag, og inden for disse forslag er der også stillet mange detaljerede forslag for at komme videre på dette punkt.

Der er et problem, som jeg især vil fremhæve. Efter min opfattelse tager Den Europæiske Investeringsbank stadig alt for lidt hensyn til kravet om særligt at anvende indikatorerne for millenniumudviklingsmålene, så den overhovedet kan være i stand til efterfølgende at vurdere virkningen af sine egne aktiviteter. Den satser på generelle oplysninger. Det tror jeg simpelthen ikke er nok, især hvis man sammenligner med den effekt, som andre, nationale udviklingsbanker i nogle medlemsstater allerede arbejder med.

Netop tsunamien har vist, at der er et akut behov for ændringer, hvis det skal handle om, at investeringsbanken i nødsituationer er i stand til også uafhængigt af kriterier for udenrigshandel at yde fornuftige lån og virkelig hjælpe effektivt. Her har vi brug for et klarere mandat fra medlemsstaterne som andelshavere. Derfor beder jeg i morgen om støtte til den foreliggende betænkning, så samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Investeringsbank også fortsat kan være produktivt, og så vi kommer fremad til gavn for udviklingsstøtten.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Zimmer, mine damer og herrer, jeg vil først lykønske fru Zimmer med hendes betænkning om virkningerne af EIB's aktiviteter for udviklingslandene. Vi mener, at denne betænkning rejser mange meget vigtige spørgsmål, og jeg vil ikke skjule, at jeg som helhed kan tilslutte mig analysen i betænkningen.

Før jeg kommer med nærmere bemærkninger til selve betænkningen, vil jeg først give Dem mit indtryk af situationen vedrørende gennemførelsen af investeringsfaciliteten. Nogle af Dem ved, at jeg skrev til hr. Maystadt i februar i år og gav udtryk for bekymring for Cotonou-investeringsfaciliteten. Det glæder mig at kunne sige, at situationen siden er blevet væsentligt forbedret. En af de forbedringer, som jeg har lagt mærke til, er en større villighed til at løbe den risiko, der følger med investeringer i udviklingslande, en anden er den systematiske anvendelse af en ny ramme til måling af virkningen af udviklingstransaktioner. Vi er i kontakt med EIB vedrørende forenkling af beslutningstagningen for facilitetens projekter. Kort sagt mener vi, at investeringsfaciliteten er på rette vej i AVS-regionen.

Jeg vil nu knytte fem bemærkninger til betænkningen, og jeg begynder med forsyningspligtydelser. Vi er fuldstændig enige i, at det er nødvendigt at forbedre leveringen af forsyningspligtydelser i udviklingslande, f.eks. i vand- og transportsektoren. Da mange af disse projekter ikke er kommercielt levedygtige, kræver de selvfølgelig et en vis støtte. Følgelig har vi foreslået medlemsstaterne, at vi i den kommende budgetperiode bør fordoble den rentegodtgørelsespakke, der følger med investeringsfaciliteten i AVS-landene, og forhøje den til 400 millioner euro.

Vedrørende samarbejdet mellem EIB og Kommissionen erkender vi, at der skal gøres endnu mere for at styrke infrastrukturen i udviklingslandene. Som bekendt er Kommissionen ved at udarbejde en meddelelse om Afrika. I meddelelsen vil Kommissionen foreslå en betydelig styrkelse af de regionale og transkontinentale infrastrukturer. Det vil kræve en betydelig indsats for at forbedre koordinationen mellem EIB og Kommissionen samt i forhold til andre finansielle organer og institutioner. I den forbindelse undersøger en gruppe tjenestemænd fra EIB og Kommissionen for tiden, hvordan de to institutioner kan styrke samarbejdet fremover. Det vil selvfølgelig også være vigtigt at samarbejde med andre långivere, som jeg lige har sagt.

Med hensyn til mikrolån støtter vi fuldt ud omtalen af mikrolån i betænkningen. Da FN har udnævnt 2005 til det internationale år for mikrolån, prioriteres dette område politisk. I den forbindelse besluttede Kommissionen for nylig at gøre Kommissionens støtte til mikrolån mere professionel. En vigtig søjle i denne nye strategi er at styrke samarbejdet med de banker, der har specialiseret sig i udvikling, særlig EIB, med hensyn til ydelse af mikrolån. Følgelig støtter Kommissionen fuldt ud Parlamentets opfordring til at øge EIB's støtte til mikrolån.

Hvad angår udviklingsindikatorer, erkender vi også, at EIB skal vedtage Kommissionens nøgleindikatorer til vurdering af resultaterne af dets operationer og oprette en uafhængig evalueringsenhed.

Endelig foreslog vi for nylig med hensyn til revisionen af de eksterne lånemandater på et møde mellem kommissæren for eksterne forbindelser og formanden for EIB, Philippe Maystadt, at øge udviklingsdelen i EIB's eksterne aktiviteter uden for AVS-regionen. Revisionen af de eksterne lånemandater, som EIB og Kommissionen nu går i gang med, giver mulighed for at øge den.

Jeg vil ikke slutte mit indlæg uden at takke Philippe Maystadt og hans hold, som på alle vores møder og hver gang vi har været i kontakt med dem, har været meget imødekommende. I EIB's direktion er der under alle omstændigheder tydeligvis en betydelig åbenhed over for udvikling, og når Philippe Maystadt ikke kan gå længere med hensyn til effektivitet, skyldes det delvis, at der desværre er regler, og at der er grænser for hans velvilje. Når dette er sagt, er han meget åben over for reformer. Han undersøger endog mulighederne for en reform af EIB, således at den bliver mere modtagelig for udviklingsspørgsmål, og således at det sikres, at beslutningstagningsorganerne tager bredere hensyn til udviklingsaspektet, hvilket tydeligvis er vanskeligt i den nuværende situation, også i betragtning af disse organers sammensætning.

  Nirj Deva, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne ønske fru Zimmer tillykke med hendes fremragende betænkning og kommissæren med hans proaktive initiativer. Jeg ved, at han er rejst frem og tilbage fra Luxembourg for at mødes med hr. Maystadt, og jeg tror, der kommer noget rigtig godt ud af alt dette.

EU er den største yder af udviklingsstøtte i verden. EIB's lånefaciliteter er fire gange så stor som Verdensbankens. Men De, hr. formand, ved jo alt om Verdensbanken. Hvem ved noget om EIB? Medmindre vi gør noget ved det, kunne vi lige så godt ændre EIB's navn til "Den Europæiske Usynlige Bank". EIB bør være Europas førende finansielle institution for udlån og udvikling. Den burde udlåne til infrastruktur og til små og mellemstore virksomheder. Den burde udlåne mikrokreditter. Den burde udlåne ud over Den Europæiske Udviklingsfond. Den burde kunne udlåne til alle de udviklingslande, som de europæiske institutioner hjælper.

EIB's vedtægter må styrkes af Parlamentet, så man skaber et juridisk grundlag, så den får et statsligt finansieringselement, så dens låneaktiviteter og renter kan være meget mere konkurrencedygtige og ydes med en vis sikkerhed. Hvis EIB f.eks. skulle yde et lån på 1 milliard euro til 1%, ville det kun koste 10 millioner euro. Hvis vi tog 2 %, er det kun 20 millioner euro. Hvad er 20 millioner på vores udviklingsbudget? Meget lidt, men det ville betyde, at EIB kunne give milliarder til at skabe infrastruktur, skabe små virksomheder, skabe mikrokreditter, og det ville koste EU's udviklingsbudget 20 millioner euro. Det er alt, hvad vi taler om. Jeg synes, det er på høje tid, at vi gør det.

  Alexandra Dobolyi, for PSE-Gruppen. - (HU) Først og fremmest vil jeg takke fru Zimmer for hendes udmærkede betænkning og hendes store arbejdsindsats samt Den Europæiske Investeringsbank for dens samarbejde. Jeg er overbevist om, at vi alle har et ansvar for at undersøge og behandle problemerne i udviklingslandene. Jeg glæder mig over den politik, der er fastsat af Europa-Parlamentet, Kommissionen og det britiske formandskab i dette spørgsmål. Udviklingslandene skal ikke kun eksistere på bistand. Det skal gøres muligt at vække deres økonomier til live. I stedet for økonomisk lammelse skal der skabes en udvej for dem. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på følgende punkter, der realiseres gennem Den Europæiske Investeringsbanks udlånsaktiviteter:

Den Europæiske Investeringsbank støtter de mål, som EU har opstillet i Cotonou-aftalen og i de otte millenniumudviklingsmål. Det faktum, at banken allerede i projektkontrolfasen tager hensyn til synspunkterne fra ikke-statslige organisationer og offentligheden, er vigtigt. En miljøkonsekvensvurdering og en miljøkonsekvensredegørelse er nu blevet integreret i projektforløbet, mens der fortsat vil være opmærksomhed på de sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af investeringerne. En omfattende antikorruptionspolitik samt en åben og gennemsigtig proces for forhandling og indgåelse af kontrakter vil skabe et sundt grundlag herfor - parterne skal nemlig indføre passende interne inspektionsmekanismer for at afsløre korruption.

Til slut vil jeg gerne nævne et spørgsmål, som jeg betragter som en prioritet. Med udviklingen af udlånet til den private sektor bliver det nu muligt at kontrollere respekten for menneskerettighederne samt overholdelsen af ILO's arbejdsnormer og OECD's retningslinjer. Jeg mener, at det kun er værd at anvende de instrumenter, der skaber effektiv udvikling og ikke blot overgangsløsninger på problemerne i udviklingslandene.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær Michel, kære kolleger, også jeg vil gerne takke fru Zimmer for denne gode betænkning. Der er to faktorer, som understreger Den Europæiske Investeringsbanks betydning. Med et volumen på 40 milliarder euro er den den største offentlige långiver i verden. I over 100 lande er den aktiv og er dermed den største udviklingsbank efter Verdensbanken. Men der er et problem, for i henhold til sine vedtægter skal Den Europæiske Investeringsbank faktisk ikke handle som en udviklingsbank. Den er i henhold til vedtægterne forpligtet til at forholde sig markedskonformt i sin rentepolitik, altså ikke give særligt lave renter f.eks. for at støtte udviklingspolitiske mål.

På den anden side - og det er meget positivt - er den blevet forpligtet til med sin långivningspolitik at bidrage til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene. Det er en modsætning, og denne modsætning burde egentlig løses med en grundlæggende reform af banken. Jeg tror, man principielt bør overveje, om ikke det ville være hensigtsmæssigt og rigtigt at foretage en institutionel udskillelse af udviklingsfinansieringen i denne bank, en udskillelse fra dens europæiske aktiviteter. Jeg tror, det er det store spørgsmål, som bør diskuteres i forbindelse med bankens politik, fordi jeg tror, at denne eksisterende modsætning bør løses politisk.

Indtil da, indtil man når frem til en sådan grundlæggende reform, er der imidlertid også behov for konkrete skridt for at forbedre bankens politik, for at gennemføre målsætningen om, at den skal støtte millenniumudviklingsmålene. Her handler det efter min opfattelse for det første om, at långivningen skal orienteres efter målene om fattigdomsbekæmpelse og overholdelse af sociale og økologiske kriterier og menneskerettighedskriterier, at dette må prioriteres højere end finansielle og tekniske kriterier, og at bankens ledelse også virkelig skal gennemføre dette.

For det andet anser jeg det for meget vigtigt, at banken i større omfang udnytter de rentestøtteinstrumenter, som findes i Cotonou-aftalen og også i Meda-aftalen. De skal anvendes i større omfang for at kunne yde lån til små og mellemstore virksomheder inden for udviklingsfinansieringen til lave renter. Vi kan så udligne differencen til de høje renter, som banken ifølge sine vedtægter er forpligtet til, med subsidier.

Det tredje er, at de sociale og økologiske konsekvenser af store infrastrukturprojekter skal registreres og medtænkes, og det skal ske i langt større omfang end hidtil. Det handler især om, at man ikke støtter projekter, som ikke opfylder kriterierne fra Verdenskommissionen om Dæmninger, altså især store dæmningsprojekter. Jeg tror, man kan gennemføre disse tre elementer allerede nu, og på længere sigt skal vi så have en principiel reformdebat.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af socialisterne fra det nye PSI. Først vil jeg gerne lykønske ordføreren med det glimrende arbejde, hun har udført.

I den første konkrete henstilling i FN's milleniumprojekt er der taget højde for, at alle udviklingslande, som stadig befinder sig i yderste fattigdom, skal fastlægge en ambitiøs national strategi, så de i løbet af 10 år kan nå de fastsatte målsætninger.

De pågældende lande skal udarbejde en klar finansiel plan, og de skal angive, hvor mange interne midler der kan investeres i planen, og hvor mange midler til gengæld er nødvendigt at få fra donorlande. Der er nemlig ingen tvivl om, at fattigdomsbekæmpelsen først og fremmest er udviklingslandenes eget ansvar, selv om det naturligvis også er hævet over enhver tvivl, at milleniumudviklingsmålene under alle omstændigheder kræver en væsentlig forhøjelse af den offentlige støtte, der har til formål at fjerne fattigdomsfælden.

I den forbindelse skal EU's indsats - selv om den er veltilrettelagt - hurtigt optimeres, og de tilhørende mekanismer skal gøre mere flydende og dynamiske. Der er tale om nødvendige og hensigtsmæssige ændringer på baggrund af de konkrete og praktiske erfaringer. Det er så afgjort nødvendigt at sikre en større sammenhæng og synergi mellem de forskellige europæiske støtteprogrammer ved at integrere de europæiske udviklingspolitikker, f.eks. millenniummålene fra 2000 og Cotonou-aftalen, og EIB's udviklingspolitikker.

2005 er mikrokredittens år. Det er særlig vigtigt at indføre yderligere instrumenter for at fremme de små og mellemstore virksomheders investeringer og opmuntre iværksættere, ikke mindst kvinder og unge.

Jeg vil desuden gerne understrege et sidste aspekt. Om to uger rejser en parlamentsdelegation, som jeg får æren af at være medlem af, til de områder i Indonesien, der blev ramt af den forfærdelige tsunami-katastrofe. Fremtiden for et helt område i verden er usikker. I den situation er det vores ansvar at give EIB et nyt specifikt mandat til nødsituationer, så disse befolkninger kan planlægge deres fremtid på en mere overskuelig måde. Konkret at give en hjælpende hånd til dem, der ligger ned og forsøger at rejse sig igen, er en solidarisk pligt, som Europa bestemt ikke må unddrage sig.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Jeg vil komme med et par endelige bemærkninger om betydningen af EIB's eksterne aktiviteter i udviklingslandene. Som jeg sagde ved debattens begyndelse, er EIB en meget vigtig partner for Kommissionen i forbindelse med gennemførelse af nye politiske initiativer, særlig opbygning af infrastruktur i Afrika. Vi sætter pris på de fremskridt, som EIB har gjort. Adskillige anbefalinger fra Parlamentet opfordrer den til at fortsætte i den retning. Vi vil fortsat støtte EIB i dens bestræbelser, og vi vil forsøge at øge de mulige synergier mellem de to organisationer for at forbedre bistanden til udviklingslande.

Mange af svarene på de spørgsmål og bemærkninger, der med rette er blevet fremsat, kræver tydeligvis eller medfører i det mindste en ajourføring eller ændring af vedtægterne. Det er klart, at med de nuværende vedtægter er det ikke muligt at opfylde de ønsker, der er givet udtryk for. Vi kunne overveje forskellige ændringer, men jeg vil ikke diskutere det i dag. De skal blot vide, at vi overvejer det, selv om jeg har på fornemmelsen, at det politisk vil være vanskeligt at gennemføre.

Vi kan allerede nu arbejde hen imod at forny mandaterne, og vi kan også overveje at ændre Styrelsesrådets sammensætning, f.eks. ved at indføre paritet mellem repræsentanterne for finansministrene og de ministre, der er ansvarlige for udvikling. For øjeblikket er vedtægterne og Styrelsesrådets sammensætning et stort problem. Jeg mener, at De sagde det i Deres indlæg, og andre har også nævnt det. Hvis jeg må komme med en personlig bemærkning, skal finansministrene, for at det kan lade sig gøre, begynde at tro på, at udviklingsministrene kan yde et bidrag til Styrelsesrådet, således at vi kan bevæge os væk fra en rent økonomisk tankegang, som efter min mening desværre ikke er den rigtige fremgangsmåde.

På den anden side undersøger Philippe Maystadt for tiden muligheden for at oprette et datterselskab til EIB, der skal tage sig af udvikling, og som skal have et styrelsesråd udelukkende bestående af udviklingsrepræsentanter. Datterselskabet kunne disponere over rentegodtgørelsesinstrumentet og ville derfor mere fleksibelt kunne integrere de betragtninger og anmodninger, der er blevet rejst, f.eks. den sociale dimension. De har ret i, at visse varer og tjenesteydelser ikke kan markedsføres som andre varer eller ikke kan markedsføres på samme betingelser som andre varer og tjenesteydelser. Miljøaspektet og lignende emner hører udelukkende under udvikling og kræver en anden økonomisk behandling, der ville omfatte støtte.

Jeg er som helhed enig i det, der er blevet sagt, men vi skal stille os tilfreds med det, vi har for tiden. Vi skal få EIB til at fungere bedre, medvirke til forbedringer og samtidig tænke over dens fremtid. Jeg vil imidlertid understrege - og det er yderst vigtigt - at det har slået mig, at alle de hold, som jeg hidtil har arbejdet sammen med i både EIB's formandskab og direktion, som vi allerede har haft flere møder med, har haft en meget nutidig og åben holdning til disse muligheder. Jeg må sige, at normalt oplever vi meget større konservatisme, når vi ønsker at gennemføre denne type reformer. Det er derfor interessant, at vi i EIB kan regne med denne åbne holdning, denne fleksibilitet og mentalitet. Jeg tror oprigtigt, at de i det store og hele deler de bekymringer, som jeg har givet udtryk for her.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.