Forhandlinger

Onsdag den 28. september 2005 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

2. Bevillingsoverførsler: se protokollen

3. Åbning af forhandlinger med Tyrkiet - Tillægsprotokol til associeringsaftalen med Tyrkiet

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende redegørelser fra Rådet og Kommissionen om åbning af forhandlinger med Tyrkiet og henstilling (A6-0241/2005) af Brok for Udenrigsudvalget om om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af tillægsprotokollen til aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet som følge af udvidelsen af Den Europæiske Union (9617/2005 - KOM(2005)0191 - C6-0194/2005 - 2005/0091(AVC)).

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, ærede medlemmer, jeg glæder mig meget over denne forhandling, som bliver afholdt på et kritisk tidspunkt, mens EU forbereder sig på at åbne tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Jeg har nydt mine tidligere meningsudvekslinger med de ærede medlemmer af Parlamentet om dette emne, og den grundige og detaljerede interesse, som Parlamentet opretholder både i forbindelse med Tyrkiets tiltrædelsesproces og mere generelt vedrørende udvidelsesspørgsmål, er yderligere blevet demonstreret ved de spørgsmål, der er stillet til spørgetiden senere i aften.

Det Europæiske Råds afgørelse i december 2004 om at åbne tiltrædelsesforhandlinger bragte Tyrkiets 40 år gamle mål om medlemskab af EU et betydningsfuldt skridt nærmere og hjalp samtidig med til yderligere at forpligte dette land, der er af så afgørende betydning for den fremtidige sikkerhed, stabilitet og velstand for Unionen. De strategiske argumenter for at åbne tiltrædelsesforhandlinger er overbevisende. De indbefatter stærke tilskyndelser til reformer og det bidrag, processen yder til stabilitet og velstand, det eksempel, som den giver for hele verden om, at der ikke er nogen modsætning mellem islam og demokrati, menneskerettigheder og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, og dens bidrag til at reducere spændingerne i Det Ægæiske Hav og i Cypern.

Rådsmødet i juni bekræftede beslutningen fra december og var et utryk for anerkendelse af, hvor vigtigt det er for EU's troværdighed, at vi overholder vores forpligtelser. Som formandskab har det været vores opgave at leve op til disse forpligtelser, og vi arbejder hårdt på at færdiggøre Rådets holdning før den 3. oktober, inden for tidsfristen for forhandlingerne.

Udvidelsesprocessen har haft en succes uden sidestykke, når det gælder at udbrede europæiske værdier og fremme større sikkerhed over hele det europæiske kontinent, men det er lige så meget af hensyn til dens egen fortsatte succes, at vi meget omhyggeligt må sikre, at alle forpligtelser bliver opfyldt. Som kommissær Rehn, der er til stede i dag, har sagt, vil forhandlingerne med Tyrkiet være de strengeste, vi har haft, og afspejle det, vi har lært af den forrige bølge af udvidelser. De forventes også at skulle vare mange år.

Den stærke tilskyndelse til reformer, som udvidelsen giver kandidaterne, har været særdeles tydelig i Tyrkiet i de seneste år. Kommissionens periodiske rapport fra 2004 om Tyrkiets fremskridt hen imod tiltrædelse bemærkede "substantial institutional convergence in Turkey towards European standards" (en væsentlig tilpasning af de tyrkiske institutioner i retning af europæiske normer), idet reformprocessen klart har "addressed major issues and highlighted a growing consensus in favour of liberal democracy" (taget fat på de væsentligste spørgsmål og bragt en voksende enighed om det gode ved liberalt demokrati i fokus).

Der er stadigvæk meget at gøre for Tyrkiet for at nå EU's normer, herunder vedrørende religionsfrihed og gennemførelsen af den eksisterende lovgivning, og Kommissionen vil fortsætte med at overvåge Tyrkiets fremskridt. Men det var de imponerende resultater af de europæiske harmoniseringsreformer indtil nu, der tilskyndede Rådet i december til at konkludere, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte de politiske Københavnskriterier. Faktisk vedtog Parlamentet i samme måned en beslutning, der støttede åbningen af tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet "uden unødvendige forsinkelser".

Ved dette rådsmøde i december blev der stillet to yderligere betingelser, der skulle opfyldes, før tiltrædelsesforhandlingerne kunne gå i gang: at sætte seks endnu ikke gennemførte love i kraft, som styrker lov og orden og menneskerettighederne, og at undertegne en protokol, der udstrækker Ankara-aftalen af 1963 til de nye medlemsstater. Den nye lovgivning trådte i kraft den 1. juni, og Tyrkiet underskrev protokollen til Ankara-aftalen den 29. juli. Begge dele er vidnesbyrd om en bemærkelsesværdig udvikling. Den nye lovgivning reformerer det tyrkiske straffesystem og bringer det mere på linje med modeller fra EU og føjer væsentligt mere til de reformer, der allerede har fundet sted i Tyrkiet i de senere år. Underskriften af protokollen udstrækker associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet - eller Ankara-aftalen - til alle 25 medlemsstater. Det er naturligvis med 25 stater, at Tyrkiet skal føre sine tiltrædelsesforhandlinger.

De er alle klar over, at Tyrkiet, da det undertegnede protokollen, udstedte en ensidig erklæring, som gentog dets holdning gennem lang tid om ikke at anerkende Republikken Cypern. I sidste uge udsendte EU og dets medlemsstater en erklæring, som formulerede vores holdning til de spørgsmål, der var rejst. Denne erklæring gør det klart, at "declaration by Turkey is unilateral, does not form part of the Protocol and has no legal effect on Turkey's obligations under the Protocol" (den tyrkiske erklæring er ensidig, ikke udgør en del af protokollen og ikke har nogen juridiske konsekvenser for Tyrkiets forpligtelser i henhold til denne protokol). Endvidere hedder det i den, at "Turkey must apply the Protocol fully to all European Union Member States" (Tyrkiet fuldt ud må rette sig efter protokollen i forhold til alle europæiske medlemsstater), og at "European Union will monitor this closely and evaluate full implementation in 2006" (Den Europæiske Union nøje vil overvåge dette og vurdere den fulde gennemførelse i 2006). Erklæringen gentager også, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater "recognise only the Republic of Cyprus as a subject of international law" (anerkender kun Republikken Cypern som en juridisk person i forhold til international lov) og præciserer, at "recognition of all Member States is a necessary component of Turkey's accession process" (anerkendelse af alle medlemsstater er en nødvendig bestanddel af Tyrkiets tiltrædelsesproces).

Rådets erklæring gentager også enigheden mellem EU og dets medlemsstater "on the importance of supporting the UN Secretary-General's efforts to bring about a comprehensive settlement of the Cyprus problem in line with relevant UNSCRs and the principles on which the European Union is founded" (om vigtigheden af at støtte FN's generalsekretærs bestræbelser på at tilvejebringe en omfattende løsning på Cypern-problemet på linje med relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet og det princip, som EU er grundlagt på). Løsningen af Cypern-problemet ligger i hænderne på FN og befolkningsgrupperne på øen. EU's rolle er at støtte FN's generalsekretærs bestræbelser og at tilvejebringe en kontekst, inden for hvilken de to parter igen kan komme i kontakt med hinanden i en tillidsfuld atmosfære og nå et kompromis om den endelige aftale.

Lad mig sige endnu en sidste ting under mine indledende bemærkninger til denne forhandling. Tyrkiet vil ikke tiltræde Unionen med det samme. Der skal åbnes og lukkes 35 kapitler, der bliver behov for yderligere reformer, og visse medlemsstater har allerede forpligtet sig til folkeafstemninger om Tyrkiets eventuelle tiltrædelse. Det Tyrkiet, som med tiden vil tilslutte sig EU, vil helt ærligt være et andet land end det, vi kender i dag - og det kan også være et noget anderledes EU, det tilslutter sig. Men de fremskridt, som Tyrkiet har gjort indtil nu, har været helt fantastiske, og premierminister Erdogans regering er fortsat forpligtet på yderligere reformer. De betingelser, der blev fastlagt ved Det Europæiske Råd i december, er blevet opfyldt, og det baner vejen for at åbne tiltrædelsesforhandlingerne på mandag. Jeg er meget glad for, at den britiske udenrigsminister vil møde i Parlamentets Udenrigsudvalg den følgende dag. Ved den lejlighed vil han naturligvis opdatere medlemmerne af dette udvalg om de fremskridt, der er sket.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne byde de nye observatører i Parlamentet fra Bulgarien og Rumænien varmt velkommen. Jeg er glad for at se, at de deltager i Parlamentets arbejde, og jeg ser frem til at arbejde sammen med dem i fremtiden.

Denne debat om Tyrkiet er sandelig meget betimelig. Vi står lige over for tiltrædelsesforhandlingerne, som vil begynde på mandag, den 3. oktober, den dag, som enstemmigt blev vedtaget af Det Europæiske Råd. Dette åbner en ny fase i relationerne mellem EU og Tyrkiet.

De grunde, der fik EU til at beslutte at åbne tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, er uforandrede. EU behøver et stabilt, demokratisk og mere og mere velstående Tyrkiet, i fred med sine naboer, som slutter op om de europæiske værdier, politikker og normer.

Indledningen af forhandlingerne vil give dem i Tyrkiet, der ønsker at reformere landet for at leve op til de europæiske værdier om lov og orden og menneskerettigheder, vind i sejlene. Det er også en måde, hvorpå EU kan udøve indflydelse på retningen af disse reformer i Tyrkiet.

De betingelser, der er fastsat i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i december, er blevet opfyldt. For det første trådte de seks love, herunder den nye straffelov, der blev udpeget som nødvendige af Kommissionen i sidste års anbefaling, i kraft den 1. juni. For det andet undertegnede Tyrkiet den 29. juli tillægsprotokollen til Ankara-aftalen.

I denne forbindelse vil jeg gerne takke formændene for Udenrigsudvalget og ordføreren, Elmar Brok, for at fremlægge anbefalingerne om at give tilslutning til konklusionerne i tillægsprotokollen til Ankara-aftalen.

Jeg vil nu komme med nogle kommentarer til den seneste udvikling i denne forbindelse. Kommissionen beklager, at Tyrkiet har udsendt en erklæring ved underskrivelsen af tillægsprotokollen. Dette har tvunget EU's medlemsstater til at reagere og til at formulere de forpligtelser, vi forventer, at Tyrkiet skal opfylde, i en udtalelse, der blev vedtaget den 21. september. I udtalelsen fra EU understreges det, at Tyrkiets erklæring er ensidig, som hr. Alexander meget korrekt har påpeget. Den udgør ikke en del af protokollen og har ingen juridisk virkning på Tyrkiets forpligtelser i henhold til protokollen.

Det er det afgørende i sagen. Rådets og Kommissionens juridiske tjenester er helt enige på dette punkt. Jeg er opmærksom på, at De i punkt 2 af Deres fælles beslutningsforslag agter at anmode Kommissionen om at sikre sig et svar fra den tyrkiske regering om ratifikationsprocessen i den tyrkiske nationalforsamling.

Jeg står til Deres disposition for yderligere spørgsmål om detaljerne i ratifikationsprocessen i Tyrkiet, men sagens kerne er virkelig, at Tyrkiets erklæring simpelthen er ensidig. Den har ingen juridisk virkning og kan ikke på nogen måde drage den fulde gennemførelse af protokollen uden diskrimination i tvivl. Det er det, der tæller.

For det andet forventer EU fuldstændig og ikke-diskriminerende gennemførelse af protokollen, herunder fjernelse af alle hindringer for fri bevægelighed af varer, hvilket også udstrækker sig til restriktioner vedrørende transportmidler. For det tredje afhænger åbningen af forhandlinger om de relevante kapitler af, at Tyrkiet overholder sine kontraktlige forpligtelser over for alle medlemsstater. Hvis disse forpligtelser ikke bliver imødekommet fuldt ud, vil det påvirke forhandlingernes generelle gang.

Det fjerde element i udtalelsen er, at anerkendelsen af alle medlemsstater er en nødvendig komponent i tiltrædelsesprocessen. Derfor understreger EU vigtigheden af, at der så snart som muligt sker en normalisering af forbindelserne mellem Tyrkiet og EU's medlemsstater.

Endelig gøres det i denne udtalelse klart, at Unionen og dens medlemsstater er enige om vigtigheden af at støtte FN's generalsekretærs bestræbelser på at tilvejebringe en generel løsning på Cypern-problemet på linje med de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd og det princip, som EU blev grundlagt på, så en retfærdig og varig ordning kan bidrage til fred, stabilitet og harmoniske forhold på øen og mere generelt i regionen.

Lige før indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne skulle Rådet vedtage den forhandlingsramme, som Kommissionen havde foreslået. Denne ramme udgør et solidt grundlag for strenge og fair forhandlinger med Tyrkiet. Det er den strengeste ramme, som Kommissionen nogensinde har forelagt.

Jeg har lige læst Deres fælles beslutningsforslag omhyggeligt. Jeg deler mange af Deres bekymringer. Jeg er også enig i, at der er en vigtig forbindelse mellem tempoet i forhandlingerne på den ene side og de politiske reformer i Tyrkiet på den anden. Jeg vil ikke spare nogen anstrengelse for igen og igen at gentage, at det at starte tiltrædelsesforhandlingerne kun udgør begyndelsen på en meget krævende og kompliceret proces. Tyrkiet bliver nødt til at fortsætte og fremskynde sin proces med indre reformer og sin overgang til et fuldt liberalt demokrati, som respekterer menneskerettighederne og mindretallene.

Tyrkiets reformproces er i gang. Menneskerettighedssituationen er blevet forbedret, men der er stadig behov for væsentlige anstrengelser. Lad os først se på den lyse side. I den seneste tid har der været meget opmuntrende signaler. Premierminister Erdogans anerkendelse af eksistensen af et "kurdisk spørgsmål" er en milepæl. Hans rejse til Diyarbakir viser den betydning, den tyrkiske regering tillægger den økonomiske og sociale udvikling af det sydøstlige Tyrkiet. Desuden kunne den akademiske konference om det armenske spørgsmål endelig afholdes i Istanbul i sidste weekend med støtte fra regeringen og til trods for forsøg i sidste øjeblik fra en administrativ domstols side på at standse den. Disse forsøg blev stærkt fordømt af premierminister Erdogan og vicepremierminister Abdullah Gül. Det er et væsentligt fremskridt i retning af at søge den historiske sandhed i Tyrkiet om dette meget følsomme spørgsmål.

For nu at gå over til den mørkere side, så er gennemførelsen lokalt ujævn trods de anstrengelser, myndighederne gør sig. På den ene side er der tegn på, at justitsvæsenet gennemfører reformerne. Der er blevet truffet adskillige positive domstolsafgørelser i relation til sager, der drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed og kampen mod tortur og mishandling.

På den anden side har der været modsatrettede afgørelser, særlig når det gælder ytringsfrihed, når f.eks. journalister stadig bliver forfulgt og af og til dømt for at give udtryk for visse ikkevoldelige synspunkter. Tilfældet med forfatteren Orhan Pamuk er symbolsk for de vanskeligheder, man står over for, når man vil sikre en effektiv og ensartet gennemførelse af disse reformer og ligeledes for kampen mellem reformatorer og konservative i Tyrkiet. Forfatteren blev anklaget af en byretsdommer i Istanbul under artikel 301 i den nye straffelov for at forhåne den tyrkiske identitet.

Kommissionen har allerede gjort det meget klart, at dens vurdering af den nye straffelov, i særdeleshed de tvivlsomme bestemmelser vedrørende ytringsfrihed, vil afhænge af, hvordan disse bestemmelser bliver gennemført. Retsforfølgelsen af hr. Pamuk rejser alvorlige bekymringer i denne forbindelse. Hvis det faktisk er den retning, domstolene i Tyrkiet tager, så må den tyrkiske straffelov ændres, så den sikrer, at ytringsfrihed ikke længere kan underkastes en byretsdommers særlige tro, men simpelthen følger europæiske normer, som vi alle kender dem, på basis af den europæiske konvention om menneskerettigheder.

Vedrørende disse spørgsmål vil Kommissionen fortsætte med nøje at overvåge de fremskridt, der sker i retning af fuldt ud at leve op til Københavnskriterierne. Vi vil foretage en detaljeret analyse af disse fremskridt i vores periodiske rapport, der skal vedtages den 9. november.

(FR) Hr. formand, mine damer og herrer, det er et afgørende tidspunkt for EU, hvis betydning ikke bør undervurderes. Ved at åbne tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet vælger vi at fortsætte dette lands politiske, økonomiske og sociale forandring. Samtidig opfylder vi vores forpligtelser over for Tyrkiet.

Jeg sender både europæerne og særlig Tyrkiet det budskab, at vi skal opbygge forbindelser, der er baseret på gensidig tillid. Jeg har tillid til, at de tyrkiske myndigheder indleder denne rejse med åbent sind, og at den 3. oktober bliver en lejlighed til at starte på en frisk. Hvis Tyrkiet kan vise et utvetydigt engagement uden bagtanker og yderligere motiver i forbindelse med Tyrkiets forandring til et demokratisk land med europæiske værdier, vil det utvivlsomt være Tyrkiets største chance for at vinde den europæiske offentligheds støtte.

I den kommende periode får Tyrkiet lejlighed til at vise, at det oprigtigt er indstillet på at indarbejde europæiske værdier. Lande, der ønsker at blive medlem af EU, skal dele vores opfattelse af Europa, demokrati, retsstatsprincip, menneskerettigheder og solidaritet. De skal ligeledes dele vores normer, uanset om det f.eks. er på det sociale område, miljøområdet eller det industrielle område. Når EU gør en indsats for i fremtiden at optage dem, er det, fordi vi også tror, at det er til vores eget bedste, og at det er til gavn for borgerne. Jeg opfordrer personligt her i Parlamentet til strengt at håndhæve vores kriterier og betingelser.

Hr. formand, endelig er rejsen, som jeg sagde før, lige så vigtig som det endelige bestemmelsessted. Reformer tæller. Selv om det fælles mål med forhandlingerne er medlemskab, er resultatet af sådanne forhandlinger i kraft af deres natur åbent. Det er imidlertid i vores fælles interesse, at denne proces struktureres omkring klare og strenge principper såsom de principper, der blev fastsat under forhandlingerne. Det er den bedste garanti for et vellykket resultat.

(Bifald)

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, i forbindelse med tillægsprotokollen, som det også er tilfældet med så mange andre spørgsmål i relation til indledningen af forhandlingerne med Tyrkiet, handler det om et meget principielt spørgsmål, nemlig om en tiltrædelseskandidat er villig til at acceptere alle dele af den helhed, som den ønsker at være en del af. Eller sagt på en anden måde, om den anerkender samtlige medlemsstater.

I december sidste år stillede Kommissionen forslag til Rådet om, at en folkeretlig anerkendelse ikke var nødvendig på nuværende tidspunkt, men at det ville være tilstrækkeligt med underskrivelsen af tillægsprotokollen om toldunionen mellem EU-25 og Cypern. Dette krav efterkom Tyrkiet, men med en ensidig erklæring, hvori der sættes spørgsmålstegn ved gennemførelsen heraf. Rådet svarede igen ved at udarbejde en erklæring, hvori man fastslog, at dette ikke var gyldigt hverken politisk eller retligt. Vores udvalg anmodede imidlertid kommissæren den 13. september mundtligt og den 15. september skriftligt om at stille sine gode tjenester til rådighed for os, hvilket han lovede at gøre. Vi mangler stadig at få et svar på spørgsmålet om, hvorvidt den tyrkiske regering påtænker at gøre denne ensidige erklæring til en del af ratifikationsprocessen i det tyrkiske parlament. For i det øjeblik, hvor det gøres til en del af ratifikationsprocessen i det tyrkiske parlament, og det dermed bliver retligt bestemt, at ikke-gennemførelsen også bliver håndteret sådan i Tyrkiet, har vi et problem. Derfor vil jeg gerne opfordre Dem til, før vi går videre til afstemningen, at forsyne Udenrigsudvalget med den erklæring, som det udbad sig, og som nævnes i det fælles beslutningsforslag.

Vi bør gøre det klart og tydeligt, at det er Tyrkiet, som ønsker at indtræde i EU og ikke - i modsætning til det indtryk, jeg undertiden får - at det er os, som beder tyrkerne om at indtræde i Unionen. Vi skal fokusere på, at der i den fremlagte fælleserklæring fra grupperne lægges stor vægt på, at tillægsprotokollen bliver gennemført. Med henblik på også at tackle dette problem, er det et godt forslag, at kapitlet om toldunionen bliver forhandlet senest i 2006, og at det skal være afsluttet inden udgangen af 2006, således at der - også med hensyn til anerkendelsen af Cypern - hurtigt kommer en afklaring i dette spørgsmål, og at vi ikke fører forhandlinger med Tyrkiet, uden at vi har et perspektiv i dette principielle spørgsmål. Derfor, hr. kommissær og hr. rådsformand, er vi enige med Dem i, at FN's gode tjenester også bør komme i anvendelse fremover i Cypern-spørgsmålet, således at vi kan nå frem til en samlet løsning på Cypern-konflikten.

Jeg vil godt tillade mig at fremsætte nogle få yderligere personlige bemærkninger. I går blev jeg tiltalt af en person, som spurgte mig, hvorfor det egentlig ikke står til diskussion, at der er tusindvis af torturtilfælde i Tyrkiet, mens et uløst forhold omkring en general står i vejen for forhandlinger med Kroatien. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet svaret herpå. I den ærlige politiske forretningsførelses navn bør vi være opmærksomme på, at vi ikke leder efter formelle argumenter for at kunne gemme vores egne subjektive politiske mål bagved disse, men at vi giver udtryk for en ærlig og redelig holdning i dette spørgsmål. Vi bør dog også gøre det klart og tydeligt - derfor har det beslutningsforslag, som grupperne stillede, overordentlig stor betydning - at EU's optagelsesparathed er et kriterium, som skal være opfyldt, og at dette kriterium også kan stå alene - med spørgsmål om de finansielle muligheder, de indholdsmæssige muligheder og de institutionelle muligheder. Jeg kunne godt tænke mig at se Rådet og Kommissionen i disse uger og måneder gennemføre refleksionsfasen om forfatningen med den samme konsekvens, som de udviser i forbindelse med Tyrkiets tiltrædelse. I så tilfælde ville vi måske også kunne komme videre i spørgsmålet om optagelsesparathed.

Vi skal fortsat holde os for øje, at vi i Parlamentet - det understreges tydeligt i gruppernes beslutningsforslag - siger, at betingelserne formelt er opfyldt - det adskiller sig fra deres formulering "tilstrækkelig opfyldt" - og at spørgsmål om mindretalsrettigheder, spørgsmål om reformprocessen i Tyrkiet og spørgsmål om religionsfriheden spiller en stor rolle. Hr. kommissær, De havde i sommer en brevveksling med den tyrkiske udenrigsminister vedrørende stiftelsesloven. Her afviste den tyrkiske udenrigsminister de forbedringer, som kommissæren foreslog, og tilkendegav, at sådanne ting først kunne finde sted i Parlamentet efter den 3. oktober. Spørgsmål om pluralisme, tolerance og religionsfrihed for ikke at nævne den ortodokse kirkes ret til at uddanne præster, som de ikke har haft mulighed for at uddanne siden 1971, er imidlertid substantielle spørgsmål i EU's værdiforståelse, og de bør være i fokus i de første måneder af forhandlingsprocessen.

Jeg mener - det gælder i forholdet til Tyrkiet og mange andre lande - at det europæiske perspektiv spiller en vigtig rolle. Det europæiske perspektiv spiller en afgørende rolle med henblik på at fremme den nationale reformproces i lande som f.eks. de vestlige balkanlande, Ukraine eller Tyrkiet. Derfor må der ikke lukkes nogen døre her. Men det betyder imidlertid også, at vi skal være realistiske, og at vi ikke kun skal forhandle om resultatåbenhed, men også om målåbenhed.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, der er næppe noget politisk spørgsmål, som har så vidtrækkende konsekvenser for EU's eksistens som Tyrkiets mulige medlemskab af Unionen. Naturligvis er der forskellige holdninger til dette vigtige spørgsmål. På vegne af min gruppe - og som medunderskriver af det fælles beslutningsforslag - vil jeg godt sige, at vi selvfølgelig giver det enkelte medlem mulighed for at stemme efter sin egen overbevisning i et så fundamentalt spørgsmål. Vi respekterer det enkelte medlems individuelle holdning, og det er vores faste overbevisning, at denne skal have lov til at komme til udtryk. Derfor vil der også være forskellige holdninger hertil hos de enkelte medlemmer af vores gruppe.

Vi er dog enige om - og derfor stillede vi også ensstemmigt et beslutningsforslag - at forhandlingsprocessen med Tyrkiet virkelig skal være åben og uhildet i begge retninger. Vi vil gerne understrege, at vi alle har en interesse i, at demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne i Tyrkiet udvikler sig i en retning, som svarer til vores værdier. Selv om tyrkisk medlemskab ikke er det ultimative mål, og selv om Tyrkiet ikke bliver medlem ved udgangen af denne proces, har vi en stor interesse i - og det siger vi til vores tyrkiske partnere og venner i dag - at vi tilstræber et tæt alternativt partnerskab, som vil sætte partnerskab, samarbejde og venskab med Tyrkiet på et solidt fundament. Efter at have lyttet til alt det, som rådsformanden og kommissæren sagde, så lad os tale frit fra leveren: Vi balancerer på en knivsæg med erklæringer fra først den ene part og så den anden part, fra Tyrkiet på den ene side og fra Rådet på den anden side.

Hr. kommissær, De lovede Udenrigsudvalget - hr. Brok mindede os netop om det - at De ville prøve at udvirke en erklæring fra den tyrkiske regering om, at ikke-anerkendelsen af Cypern og dens nægtelse af at lade cypriotiske skibe og fly anløbe tyrkiske havne eller lande i tyrkiske lufthavne ikke er en del af ratifikationsprocessen. Vi har endnu ikke set nogen erklæring fra den tyrkiske regering herom. Hvis vi ikke modtager en sådan erklæring fra Dem inden frokost, hvori Tyrkiet erklærer, at dette ikke er en del af ratifikationsprocessen, vil vores gruppe stille forslag om, at vi udsætter afstemningen om protokollen. For det er logisk - både politisk og i sagens natur - at vi ikke gennemfører nogen afstemning, før vi har denne erklæring fra den tyrkiske regering.

Jeg vil gerne helt seriøst spørge, hvordan menneskerettighedssituationen ser ud. Jeg foreslår, at De taler med patriarken Bartholomæus. Der er ikke noget, som har forandret sig med hensyn til de kristnes religionsfrihed i Tyrkiet. I PPE-DE-Gruppen går vi ind for partnerskab, venskab og dialog med den islamiske verden. Men det skal ikke kun gå én vej. Også islam - i dette tilfælde den tyrkiske regering - skal være parat til at anerkende de kristnes legitime rettigheder i Tyrkiet og omsætte disse til praksis. Det er noget, som bekymrer mig. Jeg taler nu til rådsformanden, og jeg håber, at De lytter opmærksomt, når jeg nu opfordrer den britiske regering til at anvende de samme standarder. Vi ved, hvordan menneskerettighedssituationen ser ud i Tyrkiet, men hvordan forholder det sig egentlig i Kroatien? Vi nægter at indlede forhandlinger med Kroatien, fordi denne general ikke bliver udleveret, selv om det er helt åbenlyst, at regeringen ikke er i en position til at kunne gøre dette. Men i tilfældet Tyrkiet lukker vi næsten alle sammen øjnene og anvender forskellige standarder. For Deres egen troværdigheds skyld beder jeg om at anvende de samme standarder her og således også behandle Kroatien fair og objektivt.

Det er ekstremt vigtigt, og vi opfordrer Kommissionen til at gøre dette. Selv om Kommissionen kan regne med os som en tro følgesvend, vil vi anlægge en meget kritisk linje, hvis der ikke viser sig nogen forbedringer af menneskerettighedssituationen inden for en bestemt tidsperiode efter indledningen af forhandlingerne med Tyrkiet. Vi ved, at der stadig finder tortur sted. Hvis dette ikke hører op, skal vi også være parate til at udsætte forhandlingerne. Vi må ikke forbigå disse overtrædelser af menneskerettighederne i tavshed.

Jeg er nu nået frem til mit sidste punkt: Det er særdeles vigtigt, og jeg citerer udtrykkeligt fra vores fælles beslutningsforslag, som jeg er medunderskriver af sammen med hr. Eurlings og hr. Brok, som jeg takker hjerteligt for, at de var med til at lede forhandlingerne på vegne af min gruppe. Det står i nr. 16, at Nice-traktaten ikke udgør noget acceptabelt grundlag for yderligere beslutninger om tiltrædelse af andre nye medlemsstater, og Parlamentet insisterer derfor på, at de nødvendige reformer bliver gennemført inden for rammerne af denne konstitutionelle proces. Det betyder, at det ikke alene er Tyrkiet, som skal opfylde forudsætningerne for Tyrkiets tiltrædelse. Det er en hård og vanskelig vej, og vi håber for Tyrkiet, at det følger retsstatslighedens, demokratiets og menneskerettighedernes vej. Også på vores side af EU skal optagelsesparatheden være sikret. Hvis den ikke er sikret, er det uansvarligt at fortsætte med udvide Unionen, for vi vil ende op med noget, som ikke længere er EU. Lad os udføre vores arbejde her i hjertet af EU, således at vi gør Unionen stærk og handlekraftig.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, efter at have lyttet opmærksomt til hr. Poettering, kan man kun komme frem til én konklusion. Det ville være bedre, hr. Poettering, hvis De ville sige, at vi ikke ønsker et Tyrkiet med fuldt medlemskab af EU. For det er budskabet i Deres tale. Så sig det dog lige ud i stedet for at gå udenom som katten om den varme grød! De ønsker ikke, at Tyrkiet skal have fuldt medlemskab af EU, så hvorfor ikke bare sige tingene, som de er. Der er adskillige sider på Deres gruppes internetside, hvor medlemmer af gruppen giver udtryk for nøjagtig den samme holdning. Det er det punkt, som det handler om her, og det, som De prøver at undgå.

Lad mig fortælle, hvad min gruppe ønsker. Det blev besluttet af stats- og regeringscheferne, hvoraf 18 tilhører hr. Poetterings politiske familie, at den 3. oktober skulle være skæringsdatoen for, hvornår tiltrædelsesforhandlingerne påbegyndes. De vil vare 10-15 år, og det vil ikke være omkostningsfrit, for betingelserne herfor blev foreslået af Kommissionen og defineret af Rådet, og det er dem, som vi forhandler om her i dag.

Jeg vil godt nævne et par betingelser, som er uundgåelige. Hvis Tyrkiet ønsker at blive optaget i EU, skal det opfylde de grundlæggende forudsætninger herfor. På et punkt er vi enige: Det er uacceptabelt, at et land ansøger om medlemskab, men ikke vil anerkende en anden medlemsstat. Det er umuligt! Derfor siger vi, at anerkendelsen ikke kan være en forudsætning for at påbegynde forhandlinger, men den skal følge i løbet af forhandlingerne. Vi vil også gerne gøre det klart og tydeligt, at vi ikke kan vente, indtil femårsperioden er udløbet, for det skal ske med det samme, dvs. i løbet af det første et eller to år. Hvis den gennemførelse, som hr. Brok omtalte, ikke sker, og hvis der ikke sker anerkendelse af Cypern, skal tiltrædelsesforhandlingerne udsættes.

Det glæder mig at kunne konstatere, at hr. Poettering er enig med os i dette. Men de skal vente lidt med bifaldet endnu, kære kolleger, for der kommer mere. Hvis man ønsker at udvide Unionen, skal man også gøre den parat til udvidelsen. Det er vi også enige om, og det står i dette fælles beslutningsforslag. Hvis De, hr. Poettering, ønsker større forståelse, skal De dog formulere Dem mere præcist.

Hvis EU ikke har kapacitet til at optage Tyrkiet, er EU heller ikke gearet til at optage Kroatien. Jeg skal sige Dem, hvad budskabet i Deres politik er: Budskabet er, at vi ikke ønsker Tyrkiet, fordi det ligger langt væk og er muslimsk. Kroatien er katolsk, konservativt og tæt på, og derfor kan vi acceptere Kroatien. Det er det, som Deres gruppes politik går ud på: hykleri og intet andet! Man kan ikke love et kandidatland igennem 40 år, at det kan blive medlem af Unionen, og man kan ikke ikke forlange transformationsprocesser af et land, som allerede har undergået disse. Fremskridtene i demokratiseringsprocessen har ikke været så markante under nogen anden konservativt ledet regering - hvad enten den var ledet af Çiller eller af hr. Poetterings særlige ven, hr. Yilmaz - som under regeringen Erdogan.

Derfor vil jeg godt sige med al tydelighed, at De ikke skal undervurdere den forøgede sikkerhed, som et fuldt medlemskab ville kunne udløse. Men man skal ikke - og det er også henvendt til os selv - være blåøjet og sige, at tiltrædelsen kan ske i morgen, men gensidigt. Tyrkiet skal opfylde forudsætningerne herfor, og det skal EU også. Det ville imidlertid være godt med en smule mere ærlighed i forhandlingerne. De ønsker ikke Tyrkiet, så hvorfor ikke sige det åbent og ærligt. Derimod ønsker vi at give Tyrkiet en chance, men vi ved ikke noget om, hvorvidt det vil ende med en tiltrædelse, fordi reformforudsætningerne skal være opfyldt i begge lande.

(Tilråb fra hr. Langen)

De burde være mere tilbageholdende, hr. Langen. Jeg husker udmærket godt december 1995, hvor De var den mest glødende fortaler for tiltrædelsen her i Parlamentet, og det gør Dem til en af vores største hypokondere i denne sag. Jeg husker godt, og Deres høje tilråb gør ikke Deres forfejlede argumentation bedre. Jeg beder medlemmerne af Parlamentet om at overveje den kendsgerning, mine damer og herrer, at Europa-Parlamentet ....

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Hr. Schulz, vent et øjeblik. Hr. Langen, De har ikke officielt fået ordet, og derfor anmoder jeg Dem om at lade være med at tage ordet. Jeg beder Dem om at tie stille og være rolig.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, vil De være så venlig at føre bemærkningen fra hr. Langen til protokols: "Sådan en løgner!". Jeg ville være Dem taknemmelig, hvis det i det mindste optages i protokollen.

Hr. formand, De kan mærke på opstandelsen blandt de kristelige demokrater, at det er vanskeligt, når man bliver grebet i en fejl i fuld offentlighed.

Jeg vil godt redegøre for det, som vi lægger vægt på i vores gruppe. Vi havde naturligvis de samme drøftelser, som hr. Poettering beskrev i forbindelse med sin egen "forretning". Også i vores "forretning", dvs. inden for vores gruppe, er der mere end én holdning, men jeg vil godt komme tilbage til afsnit 16 i vores fælles beslutningsforslag, fordi det fremgik tydeligt af hr. Poetterings tale, at vi snart skal forhandle om Kroatien.

De grundlæggende forudsætninger gælder også i forbindelse med Kroatien: Samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol er conditio sine qua non. Men ét ligger fast. I henhold til afsnit 16 er en EU-forfatning en grundlæggende forudsætning for enhver udvidelse. Hvis det ikke er denne forfatning, fordi den er uacceptabel i dens nuværende form, så lad mig præcisere én gang for alle, at udvidelse kræver mere end blot Nice og et par korrektioner hertil. Hvis EU skal være i stand til at gennemføre udvidelser, skal vi fastholde kravet om en EU-forfatning som vores mål. Det gælder for Tyrkiet, men det gælder også for enhver anden tiltrædelseskandidat, således at der ikke opstår nogen misforståelser i den sammenhæng.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om hr. Poettering ville insistere lige så kraftigt på en kobling af disse to betingelser, hvis det drejede sig om Kroatien. Jeg er spændt på, om De vil kræve den samme overholdelse af de grundlæggende forudsætninger, som De krævede af Tyrkiet. Det er en dag, som jeg ser frem til.

Jeg vil gerne opsummere ved at sige, at vi vil stemme for beslutningsforslaget som gruppe. Med hensyn til den nye mødedato, som hr. Brok forudser, hvis svaret ikke foreligger i dag ved frokosttid, vil jeg blot sige: Hvis Tyrkiet rent faktisk gør dette til genstand for ratificeringsforhandlingerne i det nationale parlament, vil resultatet blive nøjagtig det, som vi specificerede i det fælles beslutningsforslag. I så tilfælde skal forhandlingerne afbrydes og måske endda udsættes til et senere tidspunkt. For så vidt er det ikke nødvendigt med en ny mødedato.

(Bifald)

  Emma Bonino, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, uanset i hvilken forbindelse vi drøfter Tyrkiet, er det tydeligt, at debatten straks bliver politisk, selv om der er tale om et mere eller mindre juridisk spørgsmål, sådan som det er tilfældet nu.

Vi har i fællesskab - nemlig alle grupperne - underskrevet et vigtigt kompromisdokument, hvor vi giver udtryk for vores enighed, men vi har ofret visse korrekthedselementer på denne enigheds alter.

Efter min mening er vi i dette dokument ekstremt hårde med hensyn til de krav, vi stiller til Tyrkiet, og denne indfaldsvinkel hjælper heller ikke vores græske og cypriotiske venner til at være mere fleksible og også selv finde en løsning på denne situation, som de bærer en stor del af ansvaret for. Vi må ikke glemme, hvem der sagde nej til en folkeafstemning, og vi må ikke glemme årsagerne til, at vi befinder os i en sådan situation. Det understreger jeg blot for at sige tingene, som de er.

Et land, der var på vej til at blive medlem, forhindrede en EU-kommissær i at udtale sig til den statslige tv-kanal, og denne kommissær sagde, at man havde svigtet den tillid, han havde vist, og at de græsk-cypriotiske myndigheder ikke havde holdt deres ord. Jeg siger dette, fordi vi heller ikke gør vores græsk-cypriotiske venner en tjeneste ved ikke at holde dem til ansvar for denne situation.

Endelig er det for dem, der ligesom os tror og håber på et politisk Europa og på en politisk, økonomisk og intellektuel styrke, naturligvis overraskende, at vi ikke selv glæder os over den succes, som vores venlige europæiske indflydelse allerede er ved at få i Tyrkiet. Kan det virkelig passe, at vi ikke selv er klar over, at flere tabuer er forsvundet for nylig, og at man i Tyrkiet drøfter Armenien og gør dette med regeringens støtte? Premierministeren og udenrigsministeren har trods alt støttet indledningen af denne debat. Det kurdiske tabu er forvundet - tænk blot på premierministerens seneste tale om de fejl, der blev begået i den forbindelse, og på Tyrkiets accept af sit ansvar for indgrebet i Diyarbakir. Disse ting er det politiske Europas succes og en succes for den tiltrækningskraft, som vores åbne og mere respektfulde demokratiske strukturer og systemer har.

Det er rigtigt, at vi har ret til at være kritiske, men vi har ikke ret til at være kyniske. EU-forfatningens tidlige død, da den blev spiddet af vælgerne i Frankrig og Nederlandene, har efterladt kontinentet uden en ideel udviklingshorisont og har fået had og kynisme, der ikke har noget med politik at gøre, til at stagnere.

Det er ikke sådan, man fører politik. Det er ikke sådan, man fører en føderalistisk og liberal politik for det Europa, vi ønsker skal være samlingspunkt for frihed, retsstat og demokrati.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, når fornuftige mennesker hidser sig sådan op, må der være noget om sagen, for ellers ville de vel ikke hidse sig op.

Der er et par ting, som vi måske lige skal holde os for øje. Indtil nu har vi ikke udvidet Europa, men kun forenet det.

Tyrkiet-forhandlingerne er de første reelle forhandlinger om en udvidelse. For der er ingen, som siger - uanset hvordan de stemmer - at Polens, Den Tjekkiske Republiks eller Ungarns tiltrædelse er en udvidelse af den europæiske idé. Det var en forpligtelse, og det var det helt rigtige at byde disse lande velkommen efter kommunismens sammenbrud.

Det, som vi står foran her, er virkelig en ny dimension. Det handler om udvidelsen. Uanset hvad vi beslutter os for, er dette en ny dimension.

(Hr. Posselt talte uden mikrofon)

Nu holder du mund!

Ja, det handler nu om en ny dimension, og det spørgsmål, som jeg gerne vil stille os alle, lyder: Er det efter den 11. september vigtigt at give Tyrkiet mulighed for tiltrædelse ud fra europæiske interesser? Dette spørgsmål kan man besvare på forskellige måder, men man skal besvare det på basis af EU's interesser, den europæiske befolknings interesser, og ikke med afsæt i emotionelle, kulturelle eller racistiske ressentimenter. Det er uacceptabelt, og vi ønsker det ikke!

(Hr. Brok talte uden mikrofon)

Hvis du ikke er det, og hvis du ikke føler dig truffet, så er dette ikke møntet på dig, men derimod på hr. de Villiers. Hold nu op med at overføre alt på dig selv! Du er ikke universets omdrejningspunkt!

I Europa argumenteres der i øjeblikket med hele følelsesregistret imod Tyrkiet og med rassistiske ressentimenter vendt imod islam. Ikke alle, som er imod Tyrkiet, benytter sig af denne retorik, men de rider på en bølge af disse følelser. Således skal enhver modstander spørge sig selv, hvad deres argumenter udløser. På den baggrund mener jeg, at det er korrekt, når man argumenterer for, at Europa først skal ændre sig, at Europa skal gøre sit hjemmearbejde færdigt, at Europa har brug for en forfatning, og det er der ingen, som er uenig i. Europa kan ikke udvide sig selv, sådan som det ser ud i dag.

Jeg er ligeledes i tvivl om, hvorvidt Europa kan forenes yderligere ved at optage Kroatien i Fællesskabet på grundlag af Nice-traktaten. Det er en legitim debat. Men den anden debat om, hvorvidt Europa kan eller ikke kan optage et land, som altovervejende består af muslimer, er meningsløs. Vi har i dag flere muslimer i Europa, end der er indbyggere i Belgien. Dem har vi allerede assimileret. Spørgsmålet om et europæisk islam vil opstå med eller uden Tyrkiet. Lad os nu holde op med at diskutere dette! Islam er den tredjestørste religion i Europa. Om jeg som ateist synes om det eller ej, er noget helt andet.

Derfor vil de eneste spørgsmål, som står tilbage efter disse forhandlinger, være: Vil Tyrkiet være en demokratisk stat om 10 år, en sekulær stat? Er islam europæisk? Vil det selvsamme Tyrkiet være parat til at kæmpe side om side med os europæere for de værdier, som vi definerer i en fælles forfatning? Hvis dette er tilfældet, vil jeg hilse Tyrkiet hjertelig velkommen, men hvis det derimod ikke er tilfældet, skal vi udtænke noget andet.

(Bifald)

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne bede Dem indtrængende om at bruge Deres indflydelse på at få hr. Cohn-Bendit til at tænke sig godt om og efter en vis betænkningstid til at trække den generaliserende anvendelse af begrebet racister tilbage, som han brugte om alle, der er imod Tyrkiets medlemskab.

  Daniel Marc Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne sige til hr. Brok, at ikke alle argumenter imod Tyrkiet er racistiske, men at de, der kan surfe på en bølge af racisme imod Tyrkiet, af selvsamme grund skal overveje deres argumenter. Det holder jeg fast på. Hvis du føler dig truffet, er det dit problem, og hvis du ikke føler dig truffet, er det godt for dig.

  Formanden. - Hr. Brok og hr. Cohn-Bendit, lad os holde os til vores forretningsorden. Jeg formoder, at hr. Brok har taget ordet under henvisning til artikel 145. Han har ikke sagt det, men jeg fortolker det således, at han i sin anmodning om at få ordet henviser til denne artikel, hvor der står, at personlige bemærkninger skal fremsættes ved af slutningen af behandlingen af det pågældende punkt. Hr. Brok kan derfor, hvis han ønsker det, tage ordet, når vi har afsluttet behandlingen af dette punkt.

  Philippe de Villiers (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil bede hr. Cohn-Bendit om at trække sin bemærkning tilbage. Den er efter min mening meget alvorlig, og den er ikke ...

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Hr. de Villiers, da De ikke har fortalt mig, hvilken artikel De henviser til, har jeg været nødt til at afbryde Dem.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, det drejer sig her umiddelbart før åbningen af forhandlingerne med Tyrkiet, som er planlagt til at strække sig over en lang periode, om klart at understrege de punkter, der ikke kan forhandles om, og som EU-forhandlerne følgelig ikke kan indgå kompromiser om, uanset hvilket pres der lægges på dem. Selv om disse punkter er velkendte, er det efter min mening hensigtsmæssigt at gentage dem i dag. Det har vores gruppe gjort i beslutningsforslaget.

Det drejer sig først og fremmest om at håndhæve demokratiske normer effektivt og rent faktisk at respektere internationalt anerkendte borgerrettigheder og menneskerettigheder. Det omfatter naturligvis minoriteters, og særlig kurderes borgerrettigheder samt politiske og kulturelle rettigheder. Det er et aspekt, som overraskende og beklageligvis forbigås i tavshed i det forelagte kompromisforslag, som i øvrigt stort set er tilfredsstillende. Det er efter vores mening væsentligt, at Tyrkiet en gang for alle giver afkald på enhver tanke om en militær løsning på det kurdiske problem, at det erkender konfliktens politiske dimension, og at det fremmer forsoning, særlig med kurderne, som har givet afkald på at bruge våben.

Det drejer sig i samme ånd om at få Tyrkiet til i strid med enhver form for nationalisme, at se sin historie i øjnene ved at erkende det armenske folkemord. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at den uacceptable retssag mod Orhan Pamuk samtidig drejer sig om det kurdiske og armenske problem.

Endelig drejer det sig om snarest at sikre, at det kan være hensigtsmæssigt at præcisere fra den første fase af forhandlingerne, at Tyrkiet anerkender Republikken Cypern, trækker sine besættelsestropper tilbage fra den nordlige del af øen og øjeblikkeligt fuldt og helt opfylder forpligtelserne i protokollen om udvidelse af Tyrkiets toldaftale med EU til at omfatte de nye medlemsstater, særlig Republikken Cypern. Det betyder selvfølgelig, at Tyrkiet skal respektere, at cypriotiske både og fly får fri adgang til tyrkiske havne og lufthavne.

Disse punkter indeholder ingen overdrevne eller upassende betingelser. Disse foranstaltninger lever i det store og hele op til forventningerne fra de demokratiske bevægelser i Tyrkiet. De ønsker ligesom os at skabe betingelser for, at Tyrkiet i fremtiden kan blive medlem af EU. Forhandlingerne er for de tyrkiske og kurdiske demokratiske bevægelser en ekstraordinær løftestang til at fremskynde de forandringer, som de anser for nødvendige. Vores årvågenhed er således til deres fordel.

  Roger Knapman, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, for dem af os, der er imod hele idéen med en politisk union, er sagen ganske klar. Vi er imod en politisk union med Tyrkiet, ligesom vi er imod en politisk union med Tyskland, Frankrig eller Italien.

Men hvad skal man nu lige pludselig stille op med alle disse eurofanatikere - særlig dernede - og CDU i Tyskland, og den store præsident Chirac selv, hvis glødende begejstring for EU's endeløse udvikling køler af, når den når til Bosporus?

Nogle vil her til formiddag ane et stænk hykleri, men det er ikke rigtig hykleri. Det er lugten af frygt, frygt for, at den offentlige støtte til hele EU-projektet endelig vil bryde sammen, hvis tyrkisk tiltrædelse virkelig bliver tilstræbt. Det sidste Eurobarometer viste jo, som hr. Poettering sikkert ved, 70 %'s modstand mod tyrkisk medlemskab i Frankrig og 74 % i Tyskland. Men som sædvanlig vil Bruxelles bare mase på. Udmærket! Selv om vi er imod tyrkisk tiltrædelse, vil vi være helt tilfredse med at se på, at EU ødelægger sig selv, mens man søger at opnå dette.

Hvis EU's institutioner stemmer for Tyrkiet, kunne det ende med en kold tyrker, og det ville være et lykketræf.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, ved hver eneste udvidelse af EU har der været mange følelser på spil, men ingen anden udvidelse har givet anledning til så megen skepsis blandt europæere som Tyrkiets eventuelle medlemskab. Det kan indebære, at europæerne aldrig vil gå med til det. Hvis europæerne er imod denne udvidelse både nu og i fremtiden, vil fremmaningen af en illusion af Tyrkiet som fuldgyldigt medlem af EU svare til at fremkalde stor skuffelse og sårede følelser hos regeringen i Ankara. I december 2004, hvor spørgsmålet om tyrkisk medlemskab blev drøftet i Parlamentet for første gang, påpegede jeg, at det er krystalklart, at alle fordelene ved tættere økonomiske, politiske og militære bånd til Tyrkiet kan opnås uden fuldt medlemskab. Det er der skrevet meget om.

Her vil jeg gerne understrege et yderligere problem med denne udvidelse, nemlig at den vil sætte den politiske og geografiske balance over styr. At udsætte Kroatiens medlemskab og undgå en erklæring om Ukraines rette plads i Europa og samtidig presse denne proces igennem for Tyrkiet er smertefuldt og uacceptabelt. Det er overordentlig dyrt og skadeligt for EU i de central- og østeuropæiske lande og de andre lande, jeg nævnte.

Hr. Schulz og hr. Poettering hævder, at vores absorptionskapacitet er begrænset. Hvis det er tilfældet, så jeg gerne, at kapaciteten blev udnyttet på en anden måde. Det dokument, der ligger foran os, er faktisk et forsøg på pengeafpresning, da det gør udvidelsesprocessen betinget af den såkaldte forfatningsproces. Medlemmerne af Retsudvalget vil derfor hverken stemme for eller imod det nævnte dokument.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, alt tyder på, at Tyrkiet for enhver pris skal tiltræde, men som EU's Turkey Civic Commission for nylig viste, opfylder Tyrkiet ikke Københavnskriterierne, i modsætning til hvad Kommissionen og Rådet hævder. De ved trods alt udmærket, hvad der sker. Kommissær Rehn henviste for lidt siden til retsforfølgelsen af Orhan Pamuk, og hver gang gives der udtryk for bekymring, men når det kommer til stykket, sker der intet.

Hvornår skal Tyrkiet anerkende alle medlemsstater? Hvilken tidsplan er der for åbningen af de tyrkiske havne og lufthavne? Under forhandlingsprocessen siger man evt. inden for omkring 10 år, for så vil vi naturligvis have gjort så store fremskridt, at vi ikke kan vende om, heller ikke hvis Tyrkiet ikke opfylder betingelserne. Det er salamitaktikken. Man tager beslutninger i små bidder, og før man ved af det, står man over for en fuldbyrdet kendsgerning. Det eneste argument, som vi stadig hører for Tyrkiets tiltrædelse, er det løfte, som er givet tyrkerne. Hvordan står det til med løftet om, at Tyrkiet skal opfylde betingelserne? Hvornår spørger vi for øvrigt befolkningen om, hvad den mener om tiltrædelse af et ikke-europæisk land, som ikke hører hjemme i EU?

  Camiel Eurlings (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, forholdet mellem Europa og Tyrkiet er inde i en vanskelig periode kort før den planlagte indledning af forhandlingerne, dels på grund af Tyrkiets erklæring, som Kommissionen har forsøgt for enhver pris at forhindre, dels fordi opfattelsen i Tyrkiet af, hvad der er nødvendigt for at kunne blive EU-medlem, ikke er i overensstemmelse med klubbens regler. De har en anden opfattelse af tingene.

Derfor har vi i øjeblikket frem for alt brug for tydelighed om, hvilke regler der er, og hvad der skal ske, og derfor er jeg glad for vores fælles beslutningsforslag, for det er meget tydeligt. For det første står der om Cypern, at Tyrkiets anerkendelse af Cypern på ingen måde kan være genstand for forhandlinger. Cypern skal anerkendes, hurtigst muligt, ellers får det alvorlige konsekvenser. Det udtaler vi som Parlament, og det skal vi også fastholde. Hr. Schulz sagde inden for et til to år. Selv for Socialdemokraterne vil det altså være uacceptabelt, hvis Cypern ikke anerkendes inden for to år, og det har vi taget til efterretning.

For det andet tales der også i tydelige vendinger, hvad angår gennemførelsen af protokollen. Det skal fastlægges med det samme ved forhandlingernes begyndelse i 2006, ellers får det alvorlige konsekvenser. På den anden side skal Europa påtage sig sit ansvar for at tilskynde FN til at forsone de to parter på Cypern. I den forløbne weekend talte jeg med de to ledere fra de to sider, men de har ikke set hinanden i årevis. Vi bør i det mindste kraftigt opfordre FN til på ny at sende en person dertil for at tale med parterne. Ellers synes jeg, at det virkelig er et svaghedstegn.

For det tredje er der erklæringens retsgyldighed. Kommissæren har ret i, at den ikke har nogen juridisk betydning for os, men hr. Brok og hr. Poettering har ret i, at der opstår et problem, hvis Tyrkiet bruger den ved ratificeringen. Hr. Schulz siger, at hvis Tyrkiet bruger den ved ratificeringen, skal vi øjeblikkeligt standse forhandlingerne. Hvordan kan han nu mene det, når han ønsker, at processen med Tyrkiet forløber godt? Jeg håber, at kommissæren alligevel kan gøre det tydeligt, at Tyrkiet ikke må bruge den som en del af ratificeringen. Hvis Tyrkiet gør det, er det bedre, at Parlamentet venter med at stemme og udsætter sagen, således at vi kan udøve maksimalt pres, for at Tyrkiet ikke går den uheldige vej og undgår problemer i stedet for at vi, som hr. Schulz siger, måske allerede om to måneder må aflyse det hele.

Beslutningsforslaget er også meget tydeligt, hvad angår den måde, vi videre skal håndtere forhandlingerne på. Tyrkiet har tilsyneladende formelt opfyldt betingelserne for at indlede forhandlingerne, men jeg siger i den forbindelse, at der er problemer med de nye love, for i henhold til straffelovens artikel 301 og 305 kan Orhan Pamuk retsforfølges, og en dommer kan aflyse en armensk konference. Jeg er glad for, at premierminister Erdogan udtalte sig klart på konferencen, også om det kurdiske problem. Det var modigt.

Hvis problemerne virkelig skal løses, skal disse love ændres ligesom loven om religiøse mindretal, og det er ikke værdigt for et land, som vil tiltræde EU. Det kan ikke være rigtigt, at præster ikke kan uddannes der efter årelange tilsagn, og at kirker stadig fratages befolkningen. Derfor synes jeg, det er godt, at der i dette beslutningsforslag for første gang bruges ordet frist. Hvis vi tager prioriteten politiske kriterier alvorligt, må vi turde opstille tydelige frister og sige, at Tyrkiet har et eller to år til at ændre tingene, ellers kan vi ikke fortsætte.

Endelig er vigtigt, at beslutningsforslaget udtrykkeligt nævner kapacitet til at klare udvidelsen. Europa skal også kunne optage så stort et land. Dertil hører en konstitution, finansielle aftaler, men frem for alt, at vi overbeviser den almindelige befolkning. Det er op til Tyrkiet i den kommende tid at føre en god kampagne og gennemføre virkelige reformer, men det er også op til Parlamentet, ved ikke blot at udtrykke sig i tydelige vendinger gennem dette beslutningsforslag, men også i de kommende år at gøre alvor af disse tydelige vendinger.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, når vi lytter til hr. Eurlings, kan vi i hvert fald konstatere, at vi er enige om temmelig mange ting i beslutningsforslaget, men dog ikke om alt, tror jeg. Når det gælder Tyrkiet, har en række grupper på venstrefløjen eller fløjen til venstre for midten jo for det første en anden holdning end PPE-DE-Gruppen. Jeg er dog glad for, at vi i hvert fald har et tydeligt beslutningsforslag, som forhåbentlig klarer afstemningen intakt.

Hvad angår beslutningsforslaget, har vi naturligvis især set på Europa-Parlamentets holdning sidste år. Den tog vi som udgangspunkt, da vi udarbejdede beslutningsforslaget, og en række punkter gentages også med vilje for at tydeliggøre, hvilke forhandlingsrammer Parlamentet faktisk vil håndtere i de kommende år.

Vi har anmodet om, at forhandlingerne med Tyrkiet i den første fase koncentrerer sig om de politiske kriterier, respekten for menneskerettigheder og grundlæggende friheder og mindretallenes stilling. På den måde kan EU kraftigt tilskynde den tyrkiske regering til ikke blot at lovfæste disse rettigheder og friheder, men også til at føre dem ud i livet. Det har vi mange gange kraftigt opfordret til, og det vil vi fortsætte med. Tyrkiet bør derfor omsætte denne reform til praksis og gøre den synlig, således at vi også kan bedømme det hele positivt.

Mindst lige så vigtigt er det endnu en gang at bekræfte, at hele formålet med forhandlingerne er fuldt medlemskab af EU. Samtidig - og det siger vi også i beslutningsforslaget - afhænger resultatet naturligvis af selve processen. Succes er vores mål, men den er ikke sikker. Kommissæren sagde også, at processen i sig selv er meget vigtig, og den vil også få enorme konsekvenser for Tyrkiets egen fremtid.

Desværre må vi konstatere, at forhandlingen om indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet og beslutningsforslagets tekst overskygges af to spørgsmål. For det første er det anerkendelsen af Republikken Cypern og for det andet udvidelsen og gennemførelsen af toldprotokollen, igen hvad angår Cypern. Det er to problemer, der, som jeg desværre må konstatere, er forårsaget af Tyrkiet.

Vi forstår ikke, hvorfor en global beslutning såsom åbning af havne og lufthavne skal være et enormt principielt problem. Vi forstår ikke, hvorfor Tyrkiet har så svært ved at anerkende alle medlemmer af en klub, som landet selv også vil være medlem af. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at Tyrkiet opgiver sine indvendinger, hvad angår udvidelsen af toldaftalen og fuldstændigt og uden forskelsbehandling gennemfører Ankara-aftalen. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at Tyrkiet hurtigst muligt efter indledningen af forhandlingerne formelt anerkender Cypern. Derfor gentager vi endnu en gang vores holdning, nemlig at undertegnelse af en aftale med 25 lande også indebærer anerkendelse af 25 lande.

Vi er bange for, og det står også i beslutningsforslaget, at disse spørgsmål kunne føre til, at forhandlingsprocessen går i stå eller endda bliver afbrudt. Det er ikke hverken i vores interesse eller i den tyrkiske regerings eller det tyrkiske folks interesse. Vi appellerer derfor kraftigt til den tyrkiske regering om øjeblikkeligt at gøre noget for at løse disse problemer.

Endelig er dette ikke en forhandling om Cypern eller Cypern-spørgsmålet, men spørgsmålet står dog på dagsordenen, og jeg vil gerne nævne endnu to ting. For det første vil jeg ligesom hr. Eurlings bede alle parter om at vende tilbage til forhandlingsbordet for at komme ud af dødvandet, hvad angår det nordlige Cyperns fremtid.

For det andet vil jeg bede parterne og Rådet og Kommissionen om ikke at tøve længere, men træffe de nødvendige foranstaltninger for at give økonomien og dermed befolkningen i det nordlige Cypern en chance.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg er ked af på basis af, hvad de tidligere talere har sagt, at se, at forhandlingerne mellem SPD og CDU om at danne en stor koalition ikke går så glat.

Jeg finder det forbløffende, at de, der har haft så stor fordel af europæisk integration, når det gælder velstand, sikkerhed og et liberalt demokrati, nu nægter at udstrække disse goder til Tyrkiet. Men jeg er enig med hr. Poettering i, at det er vigtigt for os at understrege Unionens evne til at absorbere dette land. Jeg spekulerer på, om rådsformanden kunne tilkendegive, om han er enig med os i, at vi behøver en europæisk vedtagelse af forfatningen, før Tyrkiet og Kroatien kan tiltræde. Er han også enig i, at Cypern-problemet vil forblive uløseligt og Balkan opsplittet og ustabilt, hvis Unionen skulle nægte Tyrkiet medlemskab? Vil han sige, hvad formandskabet agter at gøre for at fremme bestræbelserne på at åbne for finansielle forbindelser og handelsforbindelser med Nordcypern, når tiltrædelsesforhandlingerne er blevet sat på skinner?

  Joost Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, kære kolleger, i optakten til vigtige beslutninger i EU om Tyrkiet bliver det stadig tydeligere, at der er en strid, endda en voldsom strid, i gang i Tyrkiet mellem dem, der ønsker reformer, og de konservative om Tyrkiets fremtid, mellem et demokratisk Tyrkiet, der er forankret i Europa og et udemokratisk Tyrkiet i ensom majestæt.

Lad mig endnu en gang fremhæve, at jeg ønsker, at de reformvenlige vinder. Det betyder, at EU over for Tyrkiet skal optræde tydeligt, men også ærligt. Når det gælder Cypern, betyder den tyrkiske regerings undertegnelse af protokollen i mine øjne, at den skal gennemføres 100 %. Lad der ikke herske nogen misforståelse om det. Men det betyder også, at EU skal opfylde sit løfte om at bringe isolationen af den nordlige del af Cypern til ophør. Det betyder ligeledes, når vi taler om Cypern, at rækkefølgen - og det siger jeg også til de socialdemokratiske medlemmer - skal være, at Kofi Annan først anmodes om at undersøge, om en løsning er mulig, og først derefter anerkendelse, for den omvendte rækkefølge ikke vil fungere. At optræde tydeligt og ærligt betyder også, at vi skal rose den nye straffelov, men samtidig gøre de reformvenlige opmærksom på, at der i denne nye straffelov stadig er alt for mange paragraffer og artikler, som kan misbruges af de konservative til at frustrere de reformvenlige, således som vi har kunnet se af eksemplet med forfatteren Orhan Pamuk, og at der derfor er behov for yderligere ændringer.

Forhandlingerne kan efter min mening begynde. Jeg vil ønske, at Kommissionen og Rådet er ærlige og meget tydelige, og at de reformvenlige i Tyrkiet er stærke og fornuftige.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg havde tænkt mig at indlede mit korte halvandet minuts indlæg på en anden måde, men jeg er nødt til at kommentere fru Boninos udtalelse lige før, hvor hun lagde ansvaret over på de græske cyprioter, fordi de forkastede Annan-planen. Jeg mener, det er almindeligt anerkendt, at de afgørelser, der træffes via folkeafstemninger i landene, skal respekteres, som det også anføres i beslutningsforslaget, uanset om hun personligt giver udtryk for beklagelse. Jeg havde dog forventet, at fru Bonino havde gjort rede for årsagerne til, at de græske cyprioter forkastede denne plan, og præciseret, at 35 % af tyrkisk-cyprioterne også sagde nej, samt at også de bosættere i de besatte cypriotiske områder, som ifølge folkeretten udgør en krigsforbrydelse, havde stemmeret. Dette var blot en kort kommentar.

Tyrkiet bør opfylde sine forpligtelser i henhold til folkeretten og de principper, som EU er baseret på. Der bør også tages højde for den kendsgerning, at EU består af 25 medlemsstater, herunder Republikken Cypern, og at det er paradoksalt, hvis Tyrkiet skulle optages i EU, samtidig med at det opretholder en militær besættelse af en medlemsstats territorium og nægter at anerkende denne.

På denne baggrund bør Tyrkiet helt og holdent og uden forbehold opfylde protokollens bestemmelser, herunder kapitlet om transport. Derfor siger det sig selv, at Tyrkiet bør anerkende Republikken Cypern.

Med et forenet Cypern, Grækenland og Tyrkiet som medlemmer af EU tror jeg, at freden og sikkerheden i området vil blive styrket.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, uklar politik straffes før eller senere af vælgerne. Det gælder i dag i lige så høj grad for Rådets og Kommissionens tvetydige kurs, hvad angår Tyrkiet. Den første afstraffelse er allerede sket, nemlig en EU-forfatningstraktat, der er torpederet af to folkeafstemninger. En anden, senere vælgerafstraffelse ligger ude i fremtiden i form af nye folkeafstemninger, hvis forhandlingerne med Tyrkiet, hvis resultat ikke er givet på forhånd, overhovedet ender med medlemskab. Hvorfor vælger medlemsstaterne ikke simpelthen et solidt naboskab med Ankara? Når alt kommer til alt, udgør selv en fuldgyldig toldunion mellem EU med 25 medlemsstater og Tyrkiet allerede i dag en næsten uoverkommelig politisk hindring på grund af den dybe uenighed om det opdelte Cypern.

I mellemtiden gør udsigten til forhandlinger med Tyrkiet mig især trist til mode på grund af den retsløse, jeg gentager retsløse, stilling, som den kristne kirke har der. Jeg taler ikke engang om de alvorlige tilfælde af fysisk mishandling af tyrkiske protestanter i sidste måned. Jeg ser frem til Rådets og Kommissionens initiativer, hvad angår opfyldelse af Københavnskriterierne. Kommissær Rehn, måske husker De, at jeg også for et år siden udtrykkeligt gjorde Dem opmærksom på dette. Jeg har i formiddag hørt meget om den såkaldte sekulære stat i Tyrkiet. Medlemmer, som taler om den, kender ikke engang kendsgerningerne, og dem må vi da begynde med.

  Roberta Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i december bad vi Tyrkiet om at sende et klart signal og acceptere EU's demokratiske regler ved at starte med at anerkende Cypern. Det negative svar fra den tyrkiske regering er tværtimod et signal om en overraskende stædighed.

Der er som bekendt tale om en unilateral erklæring uden virkning, men netop derfor er det alvorligt og uretfærdigt. Ikke mindre overraskende er Europas holdning, eftersom vi med vores evindelige kompromiser endnu en gang viser vores uklare rolle, hvor vi udskyder og forværrer problemerne i stedet for at løse dem.

Vi vi gerne understrege, at resultatet af Tyrkiets tiltrædelsesproces ikke er givet på forhånd. Tyrkiet skal give konkrete løfter, hvis overholdelse vi ikke må se igennem fingre med. Jeg vil ikke sige, at der ikke har været forbedringer, men der mangler stadig alt for meget på områder som bekæmpelse af tortur, respekt for menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder samt beskyttelsen af mindretallene. Tyrkiet må navnlig ikke undlade at anerkende en stat, der reelt allerede er medlem af EU, nemlig Cypern, og Tyrkiet må slet ikke blive ved med at besætte cypriotisk jord med hele 40.000 tyrkiske soldater. Det er nødvendigt med en klar og seriøs tiltrædelsesproces, hvor der tages udgangspunkt i de værdier, der hedder integration og gensidig respekt.

Vi ved også, hvor stor en indsats den italienske regering har gjort for, at forhandlingerne skulle give et godt resultat, men af de årsager, jeg lige har nævnt, vil delegationen fra Den Nationale Alliance give udtryk for sin kritik ved at undlade at stemme. Det betyder ikke, at vi er afvisende over for Tyrkiet, men blot, at vi forlanger, at man overholder reglerne, der skal være ens for alle.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, når først der indledes forhandlinger med Tyrkiet, vil de desværre før eller siden føre til tiltrædelse, også selv om Tyrkiet ikke opfylder betingelserne. Og hvorfor skulle landet forsøge at opfylde betingelserne, når det faktum, at landet i dag ikke opfylder betingelserne, ikke ses som en hindring for at indlede forhandlinger?

Tyrkiet vil ikke respektere vores kultur, og det vil forsøge at pålægge os dets egen kultur. Et land, der ikke tidligere har været kristent, kan aldrig blive europæisk. Alle nuværende og vordende EU-medlemmer blev kristne for mere end 1.000 år siden, og ingen humanistisk filosofi kan erstatte denne fællesnævner, der binder os alle sammen. Lad os hilse Tyrkiet velkommen som partner, men ikke som medlem.

For to dage siden mindede hr. Borrell Parlamentet om - ganske vist i forfatningssammenhæng - at "Europa er for europæerne". Hvis ikke, vil europæerne forlade Unionen.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg var en af dem, der i december ikke modsatte mig, at der blev indledt forhandlinger med Tyrkiet i håb om, at det ville fremme spørgsmålet om demokratisering og menneskerettigheder i dette land og fremme freden mellem Tyrkiet, Grækenland og Cypern og Armenien i regionen. Desværre skete der sidste år ingen fremskridt, men tilbageskridt.

Der blev krævet en meget væsentlig ting af Tyrkiet, ud over lovgivning om diskrimination mellem mænd og kvinder. Det var, at det udstrakte sin gennemførelse af Ankara-protokollen til at omfatte Cypern. Men for bare en uge siden sagde udenrigsminister Gül, at havne og lufthavne ikke har noget at gøre med toldunionen.

Rådet og Kommissionen ønsker at feje dette ind under gulvtæppet, ligesom de har gjort med behandlingen af religiøse mindretal, artikel 305 i straffeloven, spørgsmålet om folkemordet på armenierne, undertrykkelsen af demonstrationer fra kvinder og så mange andre spørgsmål, herunder Orhan Pamuk og ytringsfrihed i Tyrkiet.

Behandlingen af Tyrkiet som kandidatland skal være fair, men streng. Hvem blandt de tidligere 10 kandidatlande ville have vovet, samtidig med at de indledte forhandlingerne, ikke at anerkende en medlemsstat? Og alligevel er det tilfældet med Cypern. Vi kan beklage resultatet af afstemningen i Cypern, men vi må respektere resultatet af denne afstemning og af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene.

Den selvtilfredshed, som Rådet og Kommissionen udviser, svækker det budskab, som disse folkeafstemninger har sendt. Jeg er bange for, at problemet her ikke er Tyrkiet. Det er Rådet og Kommissionen.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, den tyrkiske ministerpræsident Erdogan har gjort meget for sit land, og det gælder også med henblik på at tilvejebringe forandringer i retning af EU. Han gjorde imidlertid sit land en bjørnetjeneste, da han parallelt med underskrivelsen af Ankara-aftalen afgav denne uacceptable ensidige erklæring. Selvfølgelig skal Tyrkiet ikke kun acceptere alle retlige konsekvenser af denne aftale, men også gennemføre den i praksis.

Ikke desto mindre mener jeg, at vi i EU skal vise Tyrkiet, hvad det vil sige at tænke og handle europæisk og bevæge sig fremad med tillid og konsekvens. Derfor mener jeg også, at EU skal påbegynde forhandlingerne den 3. oktober. Hvorfor?

Fordi det for det første ville det være uansvarligt og dårligt for Europa, hvis vi afbryder den reformproces, der finder sted i Tyrkiet - også selv om den er præget af forhindringer og problemer, som hr. Kasoulides med rette var inde på. I stedet for at gøre dette skal vi fremme den.

For det andet skal vi give alle grupper i Tyrkiet - navnlig også de store mindretalgrupper som f.eks. kurderne - chancen og muligheden for at bruge denne reformproces som et middel til at finde nye måder at udtrykke deres kultur på og til at deltage i det politiske liv.

For det tredje skal vi sørge for, at Tyrkiet som anerkendt kandidat til en tiltrædelse af EU også forbedrer sit forhold til alle dets naboer på lignende vis, naturligvis specielt til Armenien, ved at vedkende sig sin egen historie og herunder også ugerningerne.

For det fjerde er det absolut vitalt, at vi også støtter den tyrkisksprogede befolkning på Cypern. Vi taler med rette meget om det græsksprogede flertal på Cypern. Vi må imidlertid ikke glemme, at det var det tyrkiske mindretal på Cypern, som sagde klart ja til genforeningen, og at det var det tyrkiske mindretal, som sagde klart ja til Europa. Vi skal heller ikke glemme, at Europa indtil nu ikke har opfyldt sine forpligtelser og været sig sit ansvar bevidst i forhold til dette mindretal, f.eks. med hensyn til handel og økonomisk støtte.

På grund af alt dette bør vi være konsekvente i vores holdning og sige klart ja til påbegyndelse af forhandlinger. Det bliver en vanskelig proces med rigtig mange problemer, der skal løses. Men vi skal sørge for, at Tyrkiet viderefører sin reformproces. Hvis Tyrkiet klarer det, kan og skal det også være medlem af EU. Kun hvis Tyrkiet ikke klarer det, skal vi søge efter andre samarbejdsformer.

Hr. Poettering, for at opnå absolut klarhed og undgå misforståelser vil jeg sige, at vi i vores gruppe håber, at der vil kunne påbegyndes forhandlinger med både Tyrkiet og Kroatien den 3. oktober. Det ville være et stort skridt fremad. Vi ønsker ikke at spille Tyrkiet ud mod Kroatien eller omvendt. Begge lande fortjener, at der påbegyndes forhandlinger med dem. Hvis vi kan påbegynde dem nu, vil forhandlingerne med Kroatien sikkert kunne afsluttes før forhandlingerne med Tyrkiet. Men lad os gå vores kontinents fremtid i møde med begge disse lande sammen.

  Marielle De Sarnez (ALDE). - (FR) Hr. formand, nogle dage og timer før den fastsatte dato for åbningen af forhandlingerne har Tyrkiet stadig ikke anerkendt Republikken Cypern, og det tyrkiske retsvæsen har endnu en gang forbudt at afholde en konference om det armenske folkemord, som Tyrkiet stadig ikke har taget ansvar for. Trods disse alvorlige mangler i pligten til at huske og de demokratiske principper lader EU-institutionerne som ingenting og bekræfter, at terningerne er kastet. EU indleder nemlig den 3. oktober tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Jeg vil kort svare dem, der siger, at åbningen af disse forhandlinger på ingen måde foregriber resultatet. Det er ikke rigtigt af mindst to grunde. Den første er, at forhandlingerne indledes udtrykkeligt med henblik på tiltrædelse og ikke med henblik på at indgå et privilegeret partnerskab. At sige noget andet er at lyve. Den anden grund er, at åbningen af forhandlingerne selvfølgelig fører til tiltrædelse. I løbet af en årrække vil man åbne, behandle og derefter lukke de forskellige kapitler i forbindelse med tiltrædelsen et efter et. Vi ved imidlertid allerede, hvordan det vil ende, nemlig at intet land efter en lang proces tager ansvar for alene at sige nej. At sige noget andet er endnu en gang at lyve.

EU gennemlever i dag den alvorligste krise i dets historie, og der er intet projekt eller perspektiv på bordet hverken fra Rådet eller Kommissionen bortset fra, hvis jeg skal tro nylige udtalelser, det perspektiv, at man vender ryggen til det politiske Europa. Det eneste punkt på dagsordenen er udvidelsen med Tyrkiet, som om den evige fremskyndelse af den økonomiske proces i dette desorienterede Europa fremover kunne træde i stedet for vision. EU har i fremtiden brug for et grundigt eftersyn. Vi støtter alle de, der ønsker en gennemgribende reform af det europæiske projekt, for endelig at give et politisk og demokratisk EU indhold.

(Bifald)

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, der blev allerede sagt mangt og meget om historikerkonferencen i Istanbul i sidste weekend. Jeg deltog i en konference i Istanbul, og i modsætning til det, som fru De Sarnez netop sagde, fandt denne konference sted. Den fandt sted, fordi den tyrkiske ministerpræsident og udenrigsminister skar igennem og sagde, at denne konference skulle finde sted, og udtrykte solidaritet med akademikerne og de kritiske sjæle i Tyrkiet. Det ville klæde Parlamentet, hvis vi ville benytte os af lejligheden til at takke den tyrkiske ministerpræsident for, at han udviste mod ved at sørge for, at dette kritiske møde kunne finde sted. Det var et udtryk for europæisk bevidsthed.

Jeg returnerede imidlertid fra Tyrkiet med en todelt mission. For det første blev jeg bedt om at takke alle dem her i Parlamentet, som lagde sig i selen for menneskerettigheder og demokrati i Tyrkiet i en længere årrække, og det på et tidspunkt, hvor den kolde krig rasede i Tyrkiet ligesom i resten af verden, og hvor mange af dem, som i dag taler om menneskerettigheder, så alt i Tyrkiet undtagen netop menneskerettighedsproblemerne.

For det andet en bøn om at fortsætte tilnærmelsen til EU, for det er den eneste måde, hvorpå Tyrkiet vil kunne gennemføre reformer permanent.

(Bifald)

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, den 3. oktober begynder forhandlingerne med Tyrkiet, men Tyrkiet må ikke opføre sig useriøst over for EU, for der skal være fokus på menneskerettighederne i alle forhandlingerne. Ikke desto mindre er forfatningsreformen stadig kun på ønskestadiet, og i valglovgivningen er der stadig en grænse på 10 %, som forhindrer kurderne i at få deres egen repræsentation i parlamentet.

En ny lov begrænser advokaternes mulighed for at udøve deres erhverv, journalister kan arresteres, hvis deres artikler bliver anset for at være et angreb på den territoriale integritet, og lærernes fagforeninger er blevet dømt, fordi de havde forsvaret den enkeltes ret til også at udtrykke sig på sit eget sprog i skolen. Mehmet Tarhan, som er en ung homoseksuel tyrker, er blevet idømt flere års fængsel, fordi han er militærnægter.

Situationen er dog alvorligere i Kurdistan-regionen. For blot et par uger siden gav præsident Ergodan næring til håbet om, at der ville blive indledt en fredsproces, men alt dette er ikke sket. Selv om Congra-Gel havde erklæret, at alle militære aktioner ville blive indstillet, ser man stadig voldelige militære aktioner mod den kurdiske befolkning, tortur og bortførelser.

EU skal bede Tyrkiet om en politisk anerkendelse af det kurdiske spørgsmåls eksistens og om indledningen af offentlige forhandlinger. Vejen går for EU gennem Diyarbakir, som er det tyrkiske Kurdistans hovedstad. Menneskerettighederne og respekten for de demokratiske regler er ikke til diskussion, og den tyrkiske regering har tilsyneladende ikke til hensigt at efterkomme Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfordring til at give Öcalan en ny retssag. EU må ikke ignorere denne situation, for det svækker institutionernes troværdighed.

Den tanke, at Tyrkiet kan blive medlem af EU uden at anerkende Cypern, er helt uacceptabel. Nu er det Tyrkiet, der har bolden. Vi kan diskutere økonomiske aftaler og toldaftaler i flere år, men aldrig menneskerettighederne.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, vi taler om Tyrkiets optagelse i Europa. Her er et eksempel fra i går: Paven fik forbud mod at tage til Konstantinopel for at afholde messe. Sig mig, hvilket andet land i verden forbyder paven at aflægge besøg? Selv kommunistiske Castro har taget imod paven og behandlet ham som et statsoverhoved. Tyrkiet har bandlyst ham. Det er racisme. En sådan bandlysning er racisme. Den er ikke kun rettet mod den økumeniske patriark, og det er ikke kun fordi de har gjort den største kirke i den kristne verden, Hagia Sofia, til et sted med orientalsk dans og modeshow med badetøj. Det er en fornærmelse. Det, der foregår, er en fornærmelse mod Europa.

Tyrkiet anerkender ikke Cypern, og der er flere, der har nævnt Annan-planen. Hvis Annan-planen er så vidunderlig for Tyrkiet, så skulle det gennemføre den med de 20 millioner kurdere. Hvis besættelseshæren forlader landet, vil forfatningen af 1960 træde i kraft igen med en græsk-cypriotisk præsident og en tyrkisk-cypriotisk vicepræsident, og så er den sag ude af verden. Det nordlige Cypern vil automatisk opnå de samme fordel som den sydlige del har. Så enkelt er det, det kræver bare noget sund fornuft og ikke indblanding fra amerikanerne, som desværre også i denne sal styrer Europas skridt.

(Bifald)

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Sebastiano (Nello) Musumeci (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi har hele tiden set med stor interesse på Tyrkiets modige beslutning om at stå på Vestens side, i det mindste når det gælder de strategiske og militære valg. Navnlig dem, der ligesom jeg bor i den yderste udkant af Europa i syd, nemlig i hjertet af det euro-afro-asiatiske område, mærker mere end alle andre behovet for at sørge for grænser og omgivelser, der er præget af fredelig sameksistens.

Den demokratiseringsproces, som den tyrkiske regering har indledt i retning af en mulig tiltrædelse af EU, synes stadig at være langsom, usikker og modsætningsfyldt. Nogle forhindringer er ganske vist overvundet, men der er andre, som stadig mangler at blive fjernet. Der er ikke tale om en lang og uendelig eksamen, som Vesten udsætter Tyrkiet for, men om det nødvendige krav om at skabe en udvidelse på et demokratisk grundlag og om respekt for de borgerlige og internationale rettigheder.

Derfor er det EU's pligt at støtte Tyrkiets tilnærmelse til Vesten, men det er også EU's pligt at være ubøjeligt og fast på dette punkt. Ethvert andet opportunistisk valg ville nemlig ikke være berettiget, og derfor undlader vi bevidst at stemme i dag.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, de, der lytter til disse forhandlinger, spørger allerede sig selv, hvordan man kan handle så uansvarligt. Hvad var det, som beslutningstagerne lovede gang på gang? Ingen udvidelse ud over de 10 uden Nice, og ingen yderligere udvidelse uden en EU-forfatning, og hvad laver vi så nu? Vi rydder vejen for Tyrkiet!

Jeg er overbevist om, at historien vil begrave EU, hvis dette virkelig bliver gennemført. Vi vil ikke have nogen chance for at videreføre EU-projektet i en eller anden hensigtsmæssigt form, som det oprindelig var tanken. Det vil være en kardinalfejl, og det ville være forræderi fra den politiske elites side i forholdet til ansvaret for de unge, hvis vi fortsætter med denne proces.

Lad os tilsætte dagens forhandlinger lidt symbolik med endnu en kiste her i plenarforsamlingen. De er i gang med at ruinere det europæiske projekt! Jeg har tid til overs til at rette en sidste appel, og jeg siger i min egenskab af nyt medlem af Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Tyrkiet: Træk i udløsersnoren, og sæt en stopper for forhandlingerne!

(Bifald)

  Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, i løbet af de seneste uger og måneder har jeg opgivet at føre regnskab med antallet af forhandlinger i Tyrkiet om behovet for at overholde aftaler - pacta sunt servanda - men det ser ud til kun at gælde for den europæiske side, og her gælder det ikke engang for alle, men derimod kun for dem, som stiller sig kritisk over for Tyrkiet og dets tiltrædelse. Det ser altså ud, som om princippet om pacta sunt servanda kun gælder for os. Der kræves ikke længere for meget af Tyrkiet, som øjensynlig - at dømme efter de seneste måneders begivenheder - ikke er parat til at overholde vores regler. Pacta sunt servanda, ikke engang Rådet og Kommissionen gennemfører dette i praksis. De bryder til stadighed reglerne og overtræder de fælles traktater. De burde egentlig hives i retten for dette.

Københavnskriterierne står ikke til forhandling, og de andre kandidatlande skal opfylde disse, før der kan påbegyndes forhandlinger. Pludselig er der ikke noget af alt dette, som gælder for Tyrkiet, og det selv om alt er forkert dér, til trods for alle reformerne. Hvad skete der? Kommissær Rehn sagde tidligere, at Kommissionen finder Tyrkiets forseelser beklagelige, men til trods herfor plæderer den for at påbegynde forhandlinger og for fuldt medlemskab. Kommissionen sagde, at Tyrkiet tillægger den økonomiske og sociale udvikling i den sydøstlige del af landet stor betydning. Nej, det er et stort spil for galleriet, som hr. Erdogan opfører i øjeblikket. I virkeligheden bliver kurderne ikke kun lukket ude af EU-processen, men også fra det nationale parlament.

Lad os ikke glemme, at det oprindelig var et medlem af den tyrkiske regering, som forhindrede konferencen om armenierne. Orhan Pamuk bliver stillet for retten. I forgårs blev organisationen for bøsser og lesbiske forbudt i Tyrkiet. Der blev slået hårdt ned på fredelige demonstranter, som bliver stillet for retten. Tortur eksisterer fortsat i stort omfang, og kvindernes situation er beskæmmende. Alene dette er grund nok til at sige nej til at påbegynde forhandlinger med Tyrkiet. Her er der nemlig overhovedet ikke nogen ændring i sigte. Religionsfrihed er de facto ikkeeksisterende, men bliver brugt som argument for en islamisering af landet. Alt dette tillader Unionen, fordi den lader ethvert pressionsmiddel - hvad enten det skyldes naivitet eller massive egeninteresser - glide sig af hænde. Men i Tyrkiet ændrer tingene sig kun, hvis ...

(Formanden afbrød taleren)

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, Den Socialdemokratiske Gruppe her i Parlamentet har hele tiden støttet åbningen af forhandlinger med Tyrkiet med henblik på optagelse i EU. I den forbindelse vil jeg imidlertid sige til hr. Erdogan, at De ærlig talt ikke har hjulpet os med Deres unilaterale erklæringer i forbindelse med underskrivelsen af Ankara-protokollen. Som bekendt er der tre grupper her i Parlamentet, og det har vi tydeligt set i dag.

Der er en gruppe, som højt og tydeligt siger, at de ikke vil have noget at gøre med Tyrkiet, og de har triumferende gjort forberedelser til en begravelse.

Der er en anden gruppe, som slår sig til tåls med et fornuftsægteskab og siger til sig selv, at Tyrkiet trods alt er et storartet land, det er et knudepunkt for energiressourcer, det har vand, det er en af USA's venner, det opførte sig korrekt under krigen i Irak ved ikke at blande sig, og alt taget i betragtning har det enkelte land stadig mange lejligheder til at anvende sin vetoret under forhandlingerne.

Endelig er der også en tredje gruppe, og denne gruppe, som jeg tilhører, tror på dette projekt, men som et ægte politisk projekt, der åbner vejen til et tolerant, pluralistisk Europa, som accepterer mangfoldighed. Det er ikke en begravelse, men der er to aspekter i dette enorme projekt, som er et kolossalt hasardspil, det er nødvendigt at overbevise vælgerne om.

Det første er, at vi ikke går på kompromis, hverken med hensyn til Cypern, det armenske spørgsmål, kurdernes rettigheder eller kvinders rettigheder. Vi ønsker et passende ægteskab, hvor de berørte parter kan sige deres mening. Vi ønsker helt afgjort denne form for demokrati.

Der er imidlertid et andet aspekt, som er sværere at rette op på. Er vi - og her mener jeg Europa - i stand til at forandre sig uden at forråde den europæiske sociale model? Er vi, når vi hilser Tyrkiet velkommen, i stand til for øjeblikket ikke blot at udvide institutionerne og vedtage forfatningstraktaten, men også at vise solidaritet over for dette land, der selv om det er stort ikke desto mindre er fattigt? Det er et åbent spørgsmål. Men hvis vi åbner forhandlingerne, må vi ikke glemme, at der i et ægteskab er to parter, og at hver af parterne har et ansvar.

  Formanden. - Tak, fru De Keyser, for denne redegørelse for ægteskab. Det var en fin måde at fremstille tingene på.

  Silvana Koch-Mehrin (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Europa er i krise. Vi har ikke nogen forfatning, og den fremtidige finansiering af EU står hen i det uvisse. Allerede med 25 medlemsstater er Fællesskabet institutionelt overbebyrdet, og det demokratiske underskud er åbenlyst. Hvis EU selv ansøgte om at blive medlem af EU, ville ansøgningen blive afvist med en begrundelse om, at EU ikke er noget demokrati.

På den baggrund skal der nu påbegyndes forhandlinger med Tyrkiet, og de to parter har ikke udsigt til at blive forenet inden for en overskuelig fremtid. Derfor skal begge parter måles med de samme standarder, således som det også kræves i henhold til Københavnskriterierne. Der skal være garanti for, at forhandlingerne føres åbent og uhildet og uden tidspres. Det er i begge parters interesse. Der er behov for reformer på begge sider, og forhandlingerne vil give både Tyrkiet og EU en stor chance. Jeg takker Dem og specielt europaministeren for Deres opmærksomhed.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, mit land vil altid være Tyrkiet taknemmelig for dets solidaritet med Polen, da vi mistede vores uafhængighed i det 17. og det 19. århundrede og blev delt mellem Østrig, Preussen og Rusland. På baggrund af det samme solidaritetsprincip er det vores pligt i dag at udtrykke kraftig modstand imod Tyrkiets indtræden i EU, fordi en af EU's medlemsstater, Republikken Cypern, i øjeblikket er besat af Tyrkiet, der ikke anerkender landet som en stat.

En accept af denne situation vil skabe en meget farlig præcedens for alle EU's medlemsstater. Det vil betyde, at man tolererer en situation, hvor de små eller svage nationers rettigheder ofres til fordel for de stærkere nationers politiske eller økonomiske interesser. Polens historie viser, hvor farligt det kan være, og den nylige aftale mellem Rusland og Tyskland viser, at en sådan situation atter kan opstå. Hvis vi virkelig bekymrer os om Europas interesser, er det uansvarligt overhovedet at diskutere en tiltrædelse med Tyrkiet, før landet anerkender Republikken Cypern, der er en suveræn nation og medlem af EU.

(Bifald)

  Mogens N.J. Camre (UEN). - (EN) Hr. formand, Europas borgere byder ikke Tyrkiet velkommen til EU. Hvis Parlamentet stemmer for at åbne forhandlingerne, vil det handle mod borgernes ønsker - de borgere, der stemte os ind i Parlamentet. EU's borgere ønsker ikke at se et ikke-europæisk land og en ikke-europæisk kultur i EU. Vores borgere ønsker ikke, at koranen skal få nogen indflydelse på europæisk demokrati. De ønsker ikke at betale for Tyrkiets udvikling.

De politikere, der gerne vil have, at Tyrkiet skal tiltræde, siger, at Tyrkiet må overtage alle vores værdier. De ved ikke, hvad de beder om. Man kan ikke fjerne kulturen fra et folk. Vi mener, at vores kultur er enestående. Vi bygger EU på den. Men tyrkerne synes, at deres kultur er bedst, og de forlanger plads til den i Europa. Det har de prøvet på i tusind år. Vi har afvist det, men nu vil nogle politikere åbne den dør, som kan ødelægge EU. De undervurderer islam. De undervurderer den demografiske og økonomiske virkning af et land, hvor religionen ikke kun er en religion, men også bestemmer politikken.

(Bifald)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, hvis 70 % af europæerne og 80 % af mine østrigske landsmænd er imod Tyrkiets tiltrædelse, er det forståeligt på baggrund af udviklingerne. Hvis disse mennesker omkostningsfrit, konkret af hr. Cohn-Bendit, kan betegnes som racister, anser jeg det for at være en demokratipolitisk skandale af rang.

Underskrivelsen af protokollen om toldunionen var på en måde tænkt som en anerkendelse af Cypern, hvor Ankara ville have haft mulighed for at bevare ansigtet og samtidig ville have opfyldt en af de væsentligste forudsætninger for en mulig påbegyndelse af tiltrædelsesforhandlinger. Den aftalestridige indføjelse af tillægserklæringen, med hvilken anerkendelsen ad bagdøren rigoristisk blev afvist, og det nye tandløse kompromis er prekært i mange henseender. Ikke alene er vi ikke kommet en løsning af spørgsmålet om Tyrkiet og Cypern så meget som et skridt nærmere, men hvis vi føjer os her, vil det betyde, at Tyrkiet dikterer os betingelser, hvilket er fuldkommen uacceptabelt. Et yderligere bevis herpå er den arrogante tyrkiske holdning, som allerede er blevet luftet ved flere lejligheder, og hvor man kræver, at EU nøje overholder allerede fremsatte løfter og forsøger at gennemtvinge disse med trusler, men imidlertid ikke selv føler sig bundet af nogen traktater eller aftaler. Det er ikke den rigtige måde for Tyrkiet at blive en del af Europa på.

(Bifald)

  Jacques Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, det britiske formandskab blev indledt med en charmerende og ambitiøs tale fra den britiske premierminister. Vi ved nu, at den eneste væsentlige beslutning, der bliver truffet i den anden halvdel af 2005, der dog var så vigtigt, bliver åbningen af forhandlinger med Tyrkiet. Det er toppunktet af forstillelse og diplomatisk korrekthed, er et tegn på ligegyldighed over for befolkningernes mening og uden sammenhæng med det europæiske integrationsprojekt. Det er først og fremmest dette projekt, vi taler om. Det EU, som vi ønsker, er ikke det EU, som Tyrkiets tilstedeværelse ville tvinge os til at skabe. Vores politiske union og den skæbne, som denne store nationalstat, som vi respekterer, ønsker at forfølge på et suverænt og nationalistisk grundlag, er uforenelige.

Siden den 15. december 2004 har situationen været endnu mere farefuld end tidligere. Vi kan tydeligt se, at når det drejer sig om friheder, rettigheder, manglende anerkendelse af det armenske folkemord og situationen i det kurdiske område og endelig afvisningen af at anerkende Cypern, kommer forhandlingerne til at foregå på Tyrkiets og ikke på EU's betingelser, hvilket vi altid har gjort opmærksom på. Hvordan kan man sige, at efter Rådets beslutning ved årets udgang sidste år er betingelserne for åbning af forhandlinger bedre opfyldt?

Mine damer og herrer, derfor er det vigtigt, at Parlamentet, som repræsenterer befolkningerne, sender et klart signal ved at udskyde afgørelsen om Ankara-protokollen og ved at sige, at forhandlingerne ikke kan åbnes på de betingelser, som man ønsker at gøre det i dag.

(Bifald)

  Michel Rocard (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, i modsætning til den forrige taler er jeg stadigvæk som mange her i Parlamentet overbevist om, at det er vigtigt, at Tyrkiet bliver medlem af EU for at sikre forsoning, fred og sikkerhed i hele regionen, for at bidrage til bestræbelserne på at gøre det til et demokratisk og udviklet land og frem for alt måske for at vise et muslimsk land, at det, hvis det respekterer menneskerettighederne, har en plads i et EU bestående af demokratiske lande. Det er imidlertid en meget vanskelig opgave, som denne debat viser, for der er fjendtlige kræfter på spil, som vinder terræn og arbejder for, at processen ikke lykkes.

Hr. kommissær, hr. formand, det er et skoleeksempel på, hvor svært det er politisk at træffe beslutninger, som på kort sigt er komplicerede, og hvor de positive resultater først bliver synlige 10-15 år senere. Derfor opfordrer jeg indtrængende til at tillægge opgaven med at forklare stor betydning og afsætte megen tid til den. Problemerne skal naturligvis have offentlig omtale, f.eks. den tyrkiske unilaterale erklæring vedrørende Cypern, som blev nævnt for lidt siden, samt de nylige tilfælde med personer, der bliver dømt på grund af deres holdninger.

Vi skal imidlertid også fremhæve fremskridtene og årsagerne til forsinkelserne. Derfor tror jeg, at erklæringen vedrørende Cypern, som vi beklager, er et svar fra Tyrkiet, som befolkningen længe har ventet på, på de græske cyprioters afvisning af FN-forslaget. Det undskylder intet, men hjælper os med at få en bedre forståelse af begivenhederne og navnlig snarest muligt at informere FN om behovet for, at FN fremskynder sit arbejde og genoptager mæglingen. Endvidere skal betydningen af den universitetskonference, som blev afholdt i Istanbul for nylig om det armenske problem, understreges meget mere, end det sker nu. Det er et tabu, som endelig er blevet brudt, og det har krævet en stor indsats fra premierministeren. Det vil ikke sige, at den tyrkiske befolkning nu er klar til at erkende, hvad der skete, men det er i det mindste starten på en væsentlig fase hen imod en sådan erkendelse.

Hr. formand, hr. kommissær, processen vil mislykkes, hvis forhandlingerne og fremskridtene i forhandlingerne forbigås i tavshed. Beskriv og forklar Dem, De skal kæmpe på to fronter, nemlig fronten med de tyrkiske parter og fronten med den europæiske offentlighed. De skal kæmpe på begge fronter og aldrig undlade at gøre det.

  Karin Riis-Jørgensen (ALDE). - Hr. formand. Når EU indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005, viser det, at vi i EU holder, hvad vi lover. Og sådan skal det være i det retssamfund, som EU er og skal være. Tyrkiet er i rivende udvikling. Jeg har set det med mine egne øjne. Tyrkiet forandrer sig virkelig dag for dag. Den forandringsproces skal vi støtte og opmuntre. Men ikke alt er, som det skal være, i Tyrkiet - langtfra. Toldaftalen mellem EU og Tyrkiet er underskrevet, men Tyrkiet vil stadig ikke tillade cypriotiske skibe at anløbe de tyrkiske havne. Det er helt uacceptabelt. Mit krav til hr. Erdogan er krystalklart. Tyrkiet skal behandle de cypriotiske skibe, som om de var danske eller franske - skibene skal have adgang nu. Dette ufravigelige krav skal EU's udenrigsministre stille til Tyrkiet på mandag den 3. oktober 2005.

  Francesco Enrico Speroni (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i forbindelse med Tyrkiet har man talt om menneskerettighederne, religionsfrihed, kurderne, Cypern, pavens messer, armeniere osv. Det er alt sammen meget interessant og vigtigt, men efter min mening er der kun én ting, som vi skal rette os efter i vores beslutninger, og det er folkets vilje.

De europæiske borgere og de vælgere, som vi repræsenterer, vil ikke have Tyrkiet med i EU, og derfor opfordrer jeg parlamentsmedlemmerne til at respektere folkets vilje og ikke mene, at vi ved bedre end vælgerne. Når vi sidder her i dag, er det, fordi der er nogle mennesker, som har valgt os, og disse mennesker ønsker ikke, at Tyrkiet skal med i EU. Så lad os tage konsekvensen af dette.

(Bifald)

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand, der er vægtige argumenter for og imod forslaget om, at Tyrkiet skal være medlem af EU. Men jeg har ikke tid til at gennemgå dem nu. For mig er det afgørende argument det, der drejer sig om demokratisk ansvarlighed. Tiltrædelse af en ny medlemsstat så stor som Tyrkiet vil udvande alle de andre medlemsstaters indflydelse og vil derfor yderligere kompromittere selvbestemmelsen for de mennesker, jeg repræsenterer fra East Midlands i Det Forenede Kongerige. Derfor er jeg imod tyrkisk tiltrædelse.

Jeg opfordrer vores tyrkiske venner til at overveje forslaget fra Tysklands Angela Merkel om et privilegeret partnerskab. Det er ikke den næstbedste løsning. Tværtimod ville det give Tyrkiet de fleste af fordelene ved fuldt medlemskab med meget få omkostninger. Det er derfor bedre end fuldt medlemskab. Faktisk er privilegeret partnerskab en så glimrende ordning, at jeg ville ønske, den var til rådighed for mit eget land, Det Forenede Kongerige. Det ville være et langt bedre valg end fuldt medlemskab på de nuværende betingelser.

(Bifald)

  Formanden. - Angela Merkel foreslår ikke, at Storbritannien skal drage fordel af forslaget.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, sidste jul stemte Rådet for Tyrkiet, da det vedtog, at tiltrædelsesforhandlingerne skulle begynde den 3. oktober 2005, hvis visse betingelser blev opfyldt. Disse betingelser er blevet opfyldt. Den moderniseringsproces, der har fundet sted i Tyrkiet i de sidste 70 år, er blevet voldsomt forstærket, og menneskerettighedsspørgsmål og problemet med at overvinde en følelse af historisk uret får nu ekstra opmærksomhed.

Naturligvis er der stadig folk i Tyrkiet, der har en anden mening, og som forfølger ambitioner om løsrivelse og ønsker om at dreje Tyrkiet bort fra sin vestorienterede kurs. Man må derfor passe på at sikre, at enhver svækkelse af statsstrukturen ikke skaber en mulighed for, at radikale elementer kan ændre Tyrkiets forenede og verdslige demokrati.

Vi har hørt, at forhandlingerne vil blive de strengeste til dato. Retfærdighed og fairplay kræver, at Tyrkiet bliver behandlet på samme måde som andre kandidatlande til EU. Cypern-spørgsmålet bør holdes helt separat fra Tyrkiets kandidatur, men det er blevet uløseligt forbundet med det. Denne øs historie er blevet forvredet i de sidste 30 år eller så. Der er sket uret fra begge sider, og det tjener ikke retfærdigheden at foregive, at tyrkerne alene har skylden. Vi bør ikke forlange mere af Tyrkiet og de tyrkiske cyprioter med hensyn til Republikken Cypern, end vi forlanger af grækerne og de græske cyprioter med hensyn til Nordcypern. Det var Nordcyperns befolkning, der stemte for Annan-planen. Det er regeringen i Nordcypern, der har givet udtryk for sin beredvillighed til at genåbne forhandlingerne på basis af FN's generalsekretærs plan. Det er i syddelen, vi finder dem, der afviser den. Hvorfor skulle Tyrkiet åbne sine havne for skibe under Republikken Cyperns flag, når Nordcyperns havne er lukkede for international handel, og direkte internationale flyforbindelser ikke kan lande i lufthavnen i Ercan?

I maj 2004 lovede Rådet at gøre en ende på Nordcyperns isolation, men det har ikke gjort meget ved det. Det er ikke retfærdigt. Cypern-spørgsmålet må løses. Den genforening, som så mange af os ønsker, må tilvejebringes på en måde, der tager hensyn til den bekymring og de interesser, som begge befolkningsgrupper på øen har, ikke kun til den ene part.

Jeg glæder mig over indledningen af forhandlinger med Tyrkiet. Disse forhandlinger vil vare i mange år. Hr. Rehn har korrekt bemærket, at for Tyrkiet er rejsen lige så vigtig som målet. Det, der er klart, er, at udsigten til tyrkisk tiltrædelse vil virke som en katalysator for EU. EU må droppe sine ambitioner om yderligere integration og blive et løsere struktureret fællesskab af selvstændige nationer. Det vil være en enorm fordel for os alle.

  Vural Öger (PSE). - (DE) Hr. formand, i december forrige år traf vi en beslutning her. Med 402 imod 216 stemmer stemte Parlamentet for, at der skulle påbegyndes tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Det er mig en gåde, hvorfor nogle tilsyneladende ikke kan fordøje dette, og at der nu igen bliver sat spørgsmålstegn ved det hele. Hvori består Parlamentets troværdighed, når man først beslutter sig for noget, for så efterfølgende at drage det i tvivl?

Det er én sag, og den anden er Cypern. Det ville glæde mig meget, hvis den ihærdighed, som folk lægger i at opnå Tyrkiets anerkendelse af Cypern, også ville blive den anden del af den cypriotiske nation til dels, nemlig den tyrkiske del, som vi også bør interessere os for ved at drive os til at lægge pres på den cypriotiske regering, således at der endelig kan finde en varig genforening sted, sådan som det er bestemt i en anden plan.

Ensidigt pres anser jeg for at være unfair, for i sidste ende handler det også om en del af nationen, nemlig om de tyrkiske cyprioter, som virkelig er kommet til kort, og som det ikke er lykkedes at opnå det, som retmæssigt er deres. Parlamentet skal også tage hensyn til disse menneskers rettigheder.

Cypern som republik består ikke udelukkende af de græske cyprioter, men også af de tyrkiske cyprioter. Og hvem forsvarer disse menneskers rettigheder her i Parlamentet?

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, der er ikke ingen tyrkisk del af Cypern, ligesom der ikke er nogen græsk del af Cypern. Der er kun et Cypern: Republikken Cypern, som er internationalt anerkendt.

Nogle af os mener, at det at indlede tiltrædelsesforhandlinger med et land, som ikke anerkender en af vores medlemsstater, som fortsat holder en del af EU's territorium besat og er kendt for graverende overtrædelser af menneskerettighederne, er helt tåbeligt. Ligeledes er den idé, at Tyrkiet skal tilslutte sig EU for at blive ændret, uforståelig. Ifølge samme argument kunne vi få Irak, Afghanistan, Cambodja, Nepal og mange andre ikke så demokratiske lande til at tilslutte sig EU. En kvinde bliver ikke gift med ham, der har voldtaget hende, for at omvende ham. Hun holder sig borte og håber, at han bliver buret inde i lang tid. Lad os holde op med at opføre os som undersåtter til USA. Hvis hr. Bush i sin ufattelige visdom mener, at Tyrkiet er så fremragende, så lad ham lægge det sammen med sit eget land!

At forsøge at få Tyrkiet til at blive medlem af EU er ved at ændre sig fra en dårlig vittighed til et mareridt, og vores borgere, der vil komme til at betale dyrt for vores fejltagelser, er meget bedre klar over dette, end vi tror, de er. Lad os holde op med at krænke deres intelligens. Tyrkiet er et udemokratisk, yderst aggressivt og særdeles problematisk land, og det er lysår fra europæiske normer og værdier. Lad os ikke gøre den 3. oktober til en sort mandag for Europa, og lad os stemme imod tiltrædelsen.

(Bifald)

  Philippe de Villiers (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, jeg opfordrer til, at de forhandlinger, der skal begynde den 3. oktober slet og ret annulleres. Jeg opfordrer den franske regering til benytte Frankrigs veto om morgenen den 3. oktober og forlade forhandlingsbordet. Hvis forhandlingerne indledes den 3. oktober, bliver det svært at vende processen, og Europa løber to risici, for det første at vanære sig selv ved at forhandle med et land, som nægter at anerkende en af EU-medlemsstaterne, og for det andet at opløse sig selv. EU er i dag desværre ikke i stand til at løse dets problemer, særlig problemerne i forbindelse med virksomhedsflytninger og indvandring. Det ville således påtage sig en byrde med yderligere problemer forbundet med virksomhedsflytninger og indvandring. Derfor opfordrer jeg alle til at indtage en klar holdning, og jeg henvender mig til hr. Cohn-Bendit, der har sat spørgsmålstegn ved den skeptiske holdning til spørgsmålet om Tyrkiet. Jeg stiller ham følgende spørgsmål: Hr. Cohn-Bendit, støtter De tyrkerne, som fortsat benægter det armenske folkemord?

(Bifald)

  Formanden. - Deres spørgsmål bliver givet videre til henholdsvis hr. Cohn-Bendit og den franske regering.

  Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, vi står nu over for at tage et stort historisk skridt, hvad EU angår. For første gang vokser vi ud over Europas grænser. Vi taler ikke længere om en Europæisk Union, men derimod om en superstat.

Der er ikke desto mindre enorme risici forbundet med at indlede forhandlinger med Tyrkiet. For det første skal Cyperns interesser ikke krænkes blot på grund af tilstedeværelsen af det store land Tyrkiet. Det faktum, at Tyrkiet ikke anerkender en af EU's medlemsstater, er et tegn på landets attitude forud for forhandlingsprocessen. Hvis man nu agter at indlede forhandlinger, uden at Tyrkiet har anerkendt Cypern, bliver hele processen meget ydmygende for hele EU. Tyrkiet vil diktere, hvad vi skal gøre, ikke omvendt.

Tidligere forlangte mange lande udtrykkeligt, at Cypern skulle anerkendes. Forhåbentlig trækker de nu ikke deres krav tilbage. Som repræsentant for et lille land er jeg meget bekymret over, at vi lader Tyrkiet trampe på Cypern. Man har tydeligvis ikke taget ved lære af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene.

Jeg blev særligt bekymret over det, som hr. Schulz og hr. Cohn-Bendit sagde. De var så opsatte på tanken om en EU-supermagt, at de ikke tog hensyn til det lille land Cyperns position. De talte ikke om minoriteternes status i Tyrkiet - om de kristnes, kurdernes eller tilmed kvindernes position i landet. Hvis de blot vil gøre EU til en superstat uden samtidig at insistere kraftigt på, at Tyrkiet skal gøre fremskridt på menneskerettighedsområdet, kan vi kun spørge, hvor racismen virkelig findes.

(Bifald)

  Emine Bozkurt (PSE). - (NL) Hr. formand, i sidste uge var jeg i Tyrkiet for at tale med ngo'er og regeringen om min betænkning om kvinders rettigheder i Tyrkiet, som Parlamentet vedtog inden sommeren. Regeringen tager betænkningen meget alvorligt og er begyndt at føre nye projekter og love ud i livet. Ministeren kunne endda fortælle mig, at antallet af krisecentre er øget fra 15 til 26.

Mens jeg var i Tyrkiet, skete der mange ting, som har givet folk i både Tyrkiet og EU noget at tænke på. Det gælder især en konference om det armenske spørgsmål, retsforfølgelsen af Pamuk, spørgsmålet, om Cypern skal anerkendes eller ej og ophævelsen af en organisation, som arbejder for homoseksuelles rettigheder, Kaos-GL.

Som øjenvidne kan jeg fortælle Dem, at konferencen om det armenske spørgsmål faktisk fandt sted, selv om det modsatte blev hævdet i forskellige medier. I sidste instans fandt konferencen sted på Bilgi-universitetet, hvor jeg tilfældigvis på samme tidspunkt holdt en tale om kvinders rettigheder.

I Tyrkiet talte jeg også med forfatteren Orhan Pamuk, som håber på, at sagen bare løber ud i sandet. Han var også noget overrasket over postyret i Europa. Tilfældet Pamuk viser, hvor vigtig ytringsfrihed er. En regering kan måske ikke blande sig i den uafhængige retspleje, men kan faktisk ændre love, som giver anledning til forvirring, når de fortolkes.

Hvad Cypern angår, blev jeg forsikret om, at den tyrkiske regering absolut agter at anerkende Cypern, når der er fundet en varig løsning for hele øen. De gode nyheder om den tyrkiske landsforening for bøssers rettigheder, Kaos-GL, er, at denne stadig er aktiv. Men jeg opfordrer hermed den tyrkiske regering til at lade ngo'er som denne uforstyrret. Også de må åbent kunne deltage i den offentlige debat.

Jeg opfordrer også både Tyrkiet og EU til at huske på, hvad der står på spil, når forhandlingerne om medlemskab starter den 3. oktober. Jeg vil ønske, at Tyrkiet og EU er fornuftige og tålmodige, hvad angår den 3. oktober og tiden derefter.

  Karin Resetarits (ALDE). - (DE) Hr. formand, hvorfor hersker der så stor harme over Tyrkiets holdning i Cypern-spørgsmålet? Fordi vi dermed bortleder opmærksomheden fra os selv, og fordi tyrkerne gnider salt i et åbent sår. EU skulle have overtaget de fredsbevarende operationer på middelhavsøen den 1. maj 2004, hvilket vi imidlertid ikke gjorde. Ingen af løfterne blev indfriet. Vi har hverken ført Nordcypern ud af isolationen eller tilført de lovede 259 millioner euro til sanering af økonomien.

Det er ikke alene Republikken Cypern, der skal anerkendes af Tyrkiet. Vi skal én gang for alle anerkende de tyrkiske cyprioter som mennesker med de samme rettigheder. De unge nordcyprioter må ikke engang deltage i internationale sportskonkurrencer - og nordcyprioter er da slet ikke velkomne som medlemmer eller observatører i Parlamentet. Når vi siger i Ankara-aftalen, at vi vil åbne alle vores havne og lufthavne, skal dette også gælde for havnen i Famagusta og lufthavnen i overensstemmelse med princippet om lige rettigheder for alle, medmindre tyrkerne er andenrangs mennesker?

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, det er utænkeligt, at man skulle ønske at opbygge Europa med og for europæerne og ikke lytte til deres mening om Tyrkiets ansøgning om medlemskab. Borgerne har bedt om betænkningstid. Dette uudgrundelige Europa, som er vores stats- og regeringschefers Europa, viser endnu en gang, at det ikke er interesseret. Det er en togrenet gestus over for demokratiet. Intet vil således kunne standse Tyrkiets tiltrædelsesproces, optagelsen af dette land, som ikke har mod til at undskylde det armenske folkemord, og som ikke anerkender, at vores venner fra Cypern eksisterer. Rådet har imidlertid sagt, at en sådan anerkendelse var en afgørende faktor. For mit eget vedkommende er det en væsentlig faktor. Der foregår stadig tortur og forskelsbehandling af kvinder i Tyrkiet, som ikke respekterer minoriteter og friheden til gudsdyrkelse. Det har ikke noget at gøre i EU. Hvem forsøger vi at narre?

For at berolige offentligheden hævder Rådet i dag, at Tyrkiet bliver meget anderledes som følge af optagelsen i EU. Derefter får vi at vide, at forhandlingsbetingelserne bliver så vanskelige, at det vil ødelægge forhandlingerne. Hvor hyklerisk! Hvad mener den tyrkiske befolkning om det? Og EU for den sags skyld? EU er i krise, og krisen er alvorlig. EU-institutionerne gør det ikke muligt for det at fungere hensigtsmæssigt med 25 medlemsstater. Det har stadig ikke et fremtidigt budget.

Jeg takker det britiske formandskab, hvis eneste resultat bliver at have givet efter for pres fra USA om at optage Tyrkiet som medlem. EU nægter at træffe en beslutning om dets grænser. Hvad er der blevet af det europæiske integrationsprojekt? Vi får at vide, at tiltrædelsen er nødvendig for vores økonomi og sikkerhed. I så fald skal vi foreslå Tyrkiet et strategisk partnerskab med henblik på et stærkt samarbejdsprojekt med dette omdrejningspunkt i Europa, som omfatter Rusland, de nye naboer fra Øst, Tyrkiet og Maghreblandene. Tyrkiet er ikke egnet til at blive medlem af EU. Sandhed kræver mod og beslutsomhed til at kræve, at åbningen af forhandlingerne kan føre til et sådant partnerskab. Desværre fortsætter EU alligevel med at arbejde videre med en fejhed, som EU-borgerne ikke længere accepterer.

(Bifald)

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand, PASOK's gruppe i Parlamentet støtter det fælles beslutningsforslag om Tyrkiet, selv om det langtfra er perfekt. Som vi har gjort, lige siden denne lange procedure blev indledt, støtter vi også planerne om Tyrkiets reelle optagelse med reelle rettigheder og reelle forpligtelser.

Dette betyder, at indledningen af forhandlinger med Tyrkiet ikke medfører, at alt er til forhandling. På den ene side er EU's oprigtige ønske om en dag at se et europæisk Tyrkiet som ligeværdigt medlem ikke til forhandling. På den anden side er Tyrkiets forpligtelse til fuld gennemførelse af protokollen ikke til forhandling. Ligesom Tyrkiets pligt til at anerkende Cypern heller ikke er til forhandling.

Hvis disse forpligtelser forvandles til ren ønsketænkning, får det katastrofale følger. Derfor er det nødvendigt med klare mål, tidsplaner, endegyldige tidsfrister og sanktioner, hvis de ikke overholdes. Det skylder vi den tyrkiske befolkning, landets millioner borgere, der oprigtigt ønsker et europæisk, demokratisk, oplyst og fredeligt land. Og vi skylder det også de europæiske borgere, så vi kan bekæmpe den farlige skepsis over for tyrkerne, som nemt opstår. Vi er nødt til at give dem sikkerhed for, at Tyrkiets optagelse sker på grundlag af en ærlig europæisk forhandling og ikke en orientalsk markedshandel.

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, først vil jeg gøre opmærksom på, at Nyt Demokratis delegation støtter både Tyrkiets kommende optagelse og indledningen af optagelsesforhandlinger, og derefter vil jeg påpege nogle forpligtelser, som Tyrkiet har, netop på grund af de europæiske fremtidsperspektiver og optagelsesforhandlingerne.

For det første øjeblikkelig anerkendelse af Republikken Cypern, der, som alle ved, er medlem af EU, og som Det Europæiske Råd for nylig indtog den rette holdning til.

For det andet overholdelse af alle forpligtelser uden forbehold, som følger af Ankara-protokollen, som Tyrkiet har undertegnet.

For det tredje respekt for minoriteternes rettigheder, navnlig grækerne i Konstantinopel, Imvro og Tenedos.

For det fjerde respekt for religiøse rettigheder og navnlig respekt for den økumeniske patriarks rolle.

For det femte vil jeg ikke indlede en retlig debat nu, men jeg vil gerne henlede kommissærens opmærksomhed på de samtaler, De har med den tyrkiske regering, og bede Dem sørge for og sikre, at den tyrkiske regering ikke - og jeg gentager - ikke også sender den ensidige erklæring om ikke-anerkendelse af Republikken Cypern til ratificering i Tyrkiets nationalforsamling.

Endelig siger det sig selv, at et ansøgerland naturligvis skal forbedre sine bilaterale forbindelser med alle EU's medlemslande hurtigst muligt.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, alle vi, som konsekvent og beslutsomt forsvarer Tyrkiets europæiske fremtid, glæder os også over den positive begivenhed, at der indledes forhandlinger, som kan bidrage til en dybtgående demokratisk forvandling af det tyrkiske samfund og til fred, velstand og udvikling i hele området.

Kun en oprigtig strategi med klare mål og budskaber fra EU's side kan give resultater for Tyrkiets vedkommende. Et konsekvent forsvar for Tyrkiets europæiske fremtid er ikke et carte blanche til Tyrkiet. Det må ikke ses som en lejlighed til at udvande de betingelser og forpligtelser, landet har påtaget sig. Tyrkiet skal respektere den europæiske retsorden og de europæiske demokratiske principper, der vedrører menneskerettigheder, mindretallenes rettigheder, den økumeniske patriarks rolle, spørgsmålene omkring det græske mindretal, det armenske spørgsmål, diplomatisk anerkendelse af Republikken Cypern og gennemførelse af protokollen om toldunion inden for en klar tidsramme.

Alle disse spørgsmål handler om respekt for den europæiske retsorden og EU's egen troværdighed.

  Ursula Stenzel (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Tyrkiet gør det ikke nemt for medlemmerne af Parlamentet. Vi skal spørge os selv, hvad der egentlig foregår, når det handler om Cypern. Den indirekte anerkendelse gennem udvidelsen af toldaftalen foreligger på den ene side, men samtidig fremsættes der ensidige erklæringer om, at man netop ikke anerkender Cypern.

Det er et enestående tilfælde i hele optagelsesforhandlingernes historie. Det er forståeligt, at Tyrkiet indtager denne holdning, men vi medlemmer af Parlamentet må ikke tolerere denne form for tvang.

Der er i øvrigt endnu ikke nogen, som har kunnet overbevise mig om, at Tyrkiet opfylder de politiske kriterier. Måske på papiret, men ikke i virkeligheden. Forfattere, som eksplicit refererer til det kurdiske og armenske problem, bliver stillet for en dommer. Advokater, som vil forsvare kurdernes menneskerettigheder, bliver forhindret i at udøve deres hverv. Jeg vil ikke komme ind på spørgsmål om kvinders rettigheder, men de ligger langt fra europæiske standarder.

EU forpligtede sig til at påbegynde forhandlinger med Tyrkiet, fordi man håbede på fremskridt i menneskerettighedsspørgsmålet. Men det afgørende er, at vi anvender to forskellige praksisser her. Vi er væsentlig mere tolerante over for Tyrkiet end over for f.eks. Kroatien, som kan opvise langt større fremskridt på dette område og opfylder målene i Rådets taskforce-handlingsplan.

Eurlings-betænkningen forsøger at løse cirklens kvadratur. Hvis det ikke på en eller anden måde nedfældes på skrift, at disse forhandlinger er åbne og uhildede, og hvis disse minimumskrav, som er fastsat i disse to supplerede ændringsforslag fra PPE-DE-Gruppen, ikke opfyldes af Parlamentet, går jeg ind for, at vi stemmer imod hele betænkningen for at sende et signal før den 3. oktober, og det ikke mindst til Rådet.

(Bifald)

  Libor Rouček (PSE). - (CS) I december 2004 sagde jeg til Europa-Parlamentet, at EU skal leve op til sine forpligtelser og anerkende Tyrkiets fremskridt. Jeg vil gerne gentage den appel i dag. Som det fremgår af den beslutning, vi snart skal stemme om, har Tyrkiet formelt levet op til alle betingelserne for at indlede tiltrædelsesforhandlinger den 3. oktober.

Disse tiltrædelsesforhandlinger vil markere begyndelsen på en lang og tidsubegrænset proces. I første omgang er det op til vores tyrkiske venner at vise, at de er i stand til at leve op til de samme krav og kriterier, som blev opstillet for de lande, der blev medlemmer af EU i fjor. Der er bl.a. tale om politiske krav, menneskelige problemer, borgerrettighedsspørgsmål, økonomiske forberedelser og mange andre betingelser, men jeg tror og mener, at EU skal give vores tyrkiske venner en chance og forsøge at overvinde denne hindring, som mange mennesker finder meget alvorlig.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, alle problemerne kan findes i indholdet. Jeg ville hellere have foregrebet problemer vedrørende f.eks. religion eller ideologi, og nu viser det sig, at Tyrkiet skaber problemer på politisk eller diplomatisk plan. Det er et grundlæggende spørgsmål, om Tyrkiet ønsker at blive medlem af EU på en ansvarlig måde, eller om EU vil give Tyrkiet medlemskab for enhver pris i den internationale socialismes ånd eller, som en tidligere taler så romantisk udtrykte det, i kærlighedens ånd. Men det er kun det, der er sandt, der er godt.

Hr. formand, er der ikke tale om, at vi er fanget i vores eget garn eller med andre ord om, at vi bliver fanget af reglen om, at der er investeret for meget til, at man kan give op? Med alt dette in mente, har Europa så ikke bevæget sig for langt i Tyrkiets retning, selv om landet opfører sig som et forkælet barn, der afpresser sine forældre? Er det måske ikke også rigtigt, at Europa ikke har råd til at tabe ansigt ved at trække sig tilbage, eller at Europa ikke ved, hvilke andre løsninger det kan fremtrylle for at sikre sameksistens og en fælles fremtid?

Det ser bestemt ud til, at det institutionelle Europa i modsætning til borgernes Europa er faret vild. Jeg håber meget, at det snart finder tilbage på rette spor, og tidsrammer kan ikke være begrænsende i denne henseende.

Bemærk venligst, hr. formand, at jeg fattede mig i korthed.

  Nicola Zingaretti (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Tyrkiet er et land under udvikling. Det er ikke længere det land, som det var før, for forbindelserne med Europa har trukket landet i retning af vigtige reformer.

Det Tyrkiet, vi ser i dag, ville naturligvis ikke kunne blive medlem af EU. Det er ikke det, vi diskuterer, og i den beslutning, som vi skal vedtage, er der opstillet en lang række betingelser. Vi diskuterer muligheden for igen at gøre Europa til hovedaktør og drivkraft for et demokrati- og stabilitetsprojekt i en tid, hvor verden har været præget af vanvittige politiske beslutninger, der bygger på had, frygt og den forkerte opfattelse, at demokrati kan eksporteres med bomber. Sådanne beslutninger har været årsag til død, usikkerhed og større ustabilitet.

Nu må vi ikke længere give efter for frygten. Det er nødvendigt med en ny kurs, og det er nødvendigt med et signal, jeg vil endda sige en anden politik, f.eks. Zapateros og Erdogans forslag - som Kofi Annan godkendte - om en kulturalliance. Jeg siger således ja til indledningen af forhandlingerne i de europæiske borgeres sikkerheds navn, i fredens navn og i terrorismebekæmpelsens navn, for hvis den skal være effektiv, skal den også være baseret på politiske beslutninger, som isolerer terroristerne på grund af Europas styrke som demokratisk model, der eksporterer demokratiske værdier.

  György Schöpflin (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, det ser ud til, at to principper støder sammen, for så vidt angår Tyrkiet. Hvilket er vigtigst: demokratiet og Københavnskriterierne eller Tyrkiets betydning som geostrategisk partner? Der er alvorlig fare for, at de, der går ind for det geostrategiske argument, undervurderer hullerne i Tyrkiets demokratiske resultater til dato.

Der er stærkt delte opfattelser af, om det går frem eller tilbage med hensyn til at opfylde Københavnskriterierne. Beslutningen om at bringe Orhan Pamuk for retten for at have bagtalt Den Tyrkiske Republik, fordi han havde talt kritisk om folkemordet på armenierne og behandlingen af det kurdiske mindretal, er yderst foruroligende. I en fuldt demokratisk stat kan disse ting ikke være grund til strafferetlig forfølgelse.

Der er dem, der vil se bort fra disse og andre mangler hos Tyrkiet, ikke mindst ved at sige, at det er "færdselsuheld". Problemet med den holdning er, at den giver for meget spillerum til dem, der ikke rigtig er interesserede i en demokratisk forandring af Tyrkiet. Ligeledes tager det modet fra landets overbeviste demokrater. Hvad tjener det at gå ind for demokrati, hvis andre kan slippe af sted med udemokratisk opførsel?

Alt dette rejser et vanskeligt spørgsmål: Har den tyrkiske regering kontrol med alle institutioner i den tyrkiske stat? Hvis det ikke er tilfældet, så kan Tyrkiet på ingen måde leve op til Københavnskriterierne. Det rejser så igen det endnu vanskeligere spørgsmål om Tyrkiets væbnede styrker, der stadig har ret til at gribe ind i den politiske proces, som vogtere af sekulariseringen og landets territoriale integritet. Er det foreneligt med Københavnskriterierne?

(Bifald)

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg takker Dem for denne mulighed for at svare Parlamentet på, hvad der har været en både betimelig og følelsesladet debat. Jeg vil imidlertid gerne begynde med at tilslutte mig hr. Rehns tidligere bemærkninger, da han bød de bulgarske og rumænske observatører velkommen.

Jeg glæder mig også over betimeligheden af denne debat og de reelle anstrengelser, hr. Brok og andre medlemmer af Parlamentet gør sig for at sikre bred støtte, så Parlamentets stemme virkelig bliver hørt før den 3. oktober.

Jeg vil også gerne takke hr. Rehn for hans bidrag til de tidligere drøftelser. Indholdet af hans bidrag vidner om, i hvor høj grad formandskabet og Kommissionen har en fælles holdning til de vigtige spørgsmål, vi står over for.

Jeg vil gerne give udtryk for min anerkendelse over for hr. Brok og hans forgænger som ordfører, og også til lederne af alle de politiske grupper, som vi har hørt fra i dag, fordi de har fremsat deres synspunkter så klart. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at udtrykke min anerkendelse af det arbejde, andre medlemmer af Parlamentet har gjort, f.eks. fru Packs arbejde for kvinders rettigheder i Tyrkiet, som både den erfaring og den ekspertise, som vi har nydt godt af under vores drøftelser her til formiddag, efter min mening vidner om.

Jeg beder Parlamentet om undskyldning, fordi jeg ikke vil svare på hver enkelt ting, der er blevet bragt frem under denne lange, men ikke desto mindre oplysende debat. Lad mig forsøge at tage fat på de vigtigste temaer, som et antal forskellige talere har berørt.

Jeg vil begynde med det generelle punkt, som hr. Wurtz kom ind på, nemlig at formandskabet styrer Rådet i retning af at opfylde det mandat, som hidrører fra Det Europæiske Råds konklusioner i december, som så igen blev bekræftet ved rådsmødet i juni. Beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober er derfor i realiteten allerede blevet truffet. Vores opgave her som formandskab er at sikre, at betingelserne er opfyldt, og at der er enighed om rammerne for at gøre det.

Lad mig i denne forbindelse komme ind på spørgsmålet om Kroatien, som hr. Brok, hr. Poettering og også hr. Schulz kom ind på. Tyrkiet og Kroatien er naturligvis forskellige spørgsmål. Der er blevet stillet betingelser for begge, og på basis af en vurdering af disse objektive kriterier vil Rådet selv træffe sine beslutninger. Men det glæder mig, at det for begge landes vedkommende allerede er klart, at forventningen om at gøre yderligere fremskridt i retning af begge landes ønske om at blive en del af den europæiske familie har ført til væsentlige fremskridt, sådan som det udtrykkeligt blev erkendt af hr. Duff i hans bidrag her til morgen.

Jeg vil også komme ind på nogle af de særlige spørgsmål, der blev rejst. Der blev givet udtryk for bekymring over Tyrkiets udtalelse forud for den 3. oktober. Det er i særdeleshed vigtigt at erkende, at der blev givet udtryk for bekymring over anerkendelse af Cypern og gennemførelsen af AAP. Rådets holdning til begge disse sager er klar og blev faktisk formuleret i den erklæring, som jeg citerede i mine indledende bemærkninger.

Jeg vil lade hr. Rehn svare på de særlige punkter, der har at gøre med Deres brev til ham, men Rådets holdning til nødvendigheden af fuld gennemførelse, inklusive udtalelsen, er allerede blevet gjort klar. Faktisk er behovet for overvågning også formuleret.

Hvad specielt angår de reformer, der allerede er i gang, men ligeledes, og hvad der er endnu vigtigere, også dem, som fortsat skal iværksættes, har jeg omhyggeligt noteret mig den bekymring, der er kommet til udtryk her til morgen, hvad enten det drejer sig om forholdene for mindretallene, religionsfriheden og ytringsfriheden eller mere generelt om menneskerettighedsspørgsmål.

Hr. Rehn har allerede kommenteret spørgsmålet om Orhan Pamuk, den fremtrædende tyrkiske forfatter. Men jeg vil med al respekt minde Parlamentet om, at udkastet til rammen for forhandlingerne og den generelle reformproces, som Kommissionen har skitseret, er beregnet på at tage højde for netop den slags problemer. Det er faktisk en af grundene til, at både Kommissionen og Rådet har været så ivrige efter at fremskynde forhandlingsprocessen for at sikre, at der sker yderligere fremskridt med reformerne. På dette punkt i vores debat er det også værd at tænke over fru Boninos ord, da hun gjorde det klart, at processen hen imod EU allerede har udrettet meget i Tyrkiet til trods for, at der er behov for mange yderligere fremskridt.

Et problem, som i nogen grad fik lov at svæve i luften i nogle af indlæggene, har været spørgsmålet om, hvad det endelige mål for drøftelserne og processen hen imod det egentlig er. Igen er udgangspunktet for et svar herpå at erindre om konklusionerne fra Rådet den 17. december 2004. Lad mig citere direkte fra konklusionerne: "Det fælles mål for forhandlingerne er tiltrædelse". Men det blev også fastslået, at "disse forhandlinger har karakter af en åben proces, hvis resultat ikke kan garanteres på forhånd". Så lad os være helt klar over, at dette mål for forhandlingerne var fuld tiltrædelse, men ligeledes at betingelserne i denne konklusion var meget klare.

Jeg har i dag også noteret mig den bekymring, der er blevet udtrykt med hensyn til Unionens evne til at absorbere Tyrkiet. Det er faktisk det, der er afspejlet i Kommissionens udkast til rammerne for forhandlingerne.

Nogle talere har henvist til behovet for en ordning i Cypern, og det er naturligvis et vigtigt og følsomt spørgsmål. Men jeg glæder mig over, at Parlamentet erkender behovet for, at der samles udbredt støtte til FN-processen, og også det er afspejlet i Rådets tidligere overvejelser.

Det sidste, jeg ønsker at tale om, er spørgsmålet om forfatningen. Mange har talt om det i relation til tyrkisk tiltrædelse. Men jeg vil med al respekt minde Parlamentet om, at der bliver flere muligheder for drøftelse af udkastet til forfatningstraktat for Europa. Faktisk besluttede Det Europæiske Råd i juni at have endnu et møde og vende tilbage til dette spørgsmål i foråret 2006. Det fjerner ikke forpligtelsen for Rådet og Kommissionen til i mellemtiden fortsat at gøre fremskridt på en lang række områder med hensyn til Europas fremtid. Det er, hvad vi agter at gøre. Jeg sætter pris på de bidrag, der er kommet til vores overvejelser om tyrkisk tiltrædelse, og i særdeleshed er jeg glad for muligheden for at høre medlemmernes synspunkter på dette stadium, i betragtning af at beslutningen er umiddelbart forestående og at processen nu går videre.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere hr. Alexander, særlig når det gælder spørgsmålet om den juridiske status af erklæringen. Ligesom ham vil jeg gerne springe småtingene over og gå lige til sagen.

Flere ærede medlemmer har spurgt, om kommissæren kan skaffe en skriftlig erklæring fra den tyrkiske regering om ratifikationsprocessen og karakteren af denne erklæring. Jeg tager dette spørgsmål meget alvorligt, og jeg er villig til at spørge mine modparter i den tyrkiske regering om detaljer vedrørende ratifikationsprocessen. Vi må tage hensyn til, at Tyrkiet har et parlamentarisk system - gudskelov er det et parlamentarisk demokrati. Det er den tyrkiske nationalforsamling, der skal ratificere Ankara-protokollen, ikke Tyrkiets regering. Jeg er sikker på, at De som parlamentsmedlemmer forstår forretningsgangen og er enige i, at det ville være ømtåleligt og faktisk betænkeligt, hvis en kommissær skulle give garantier på vegne af Europa-Parlamentet.

Det afgørende punkt, som må understreges igen og igen, er, at den erklæring, den tyrkiske regering har fremsat, ikke på nogen måde kan sætte spørgsmålstegn ved Tyrkiets forpligtelser. Protokollen må gennemføres fuldt og helt, og erklæringen reducerer på ingen måde den juridiske relevans af den tyrkiske underskrift på protokollen.

Der er også en meget stærk revisionsbestemmelse i EU's erklæring, som medlemsstaterne vedtog i sidste uge, og som henviser til 2006. Desuden har vi alle de nødvendige midler til at sikre, at fuld gennemførelse finder sted, for ellers vil det få direkte konsekvenser for forhandlingernes fremadskriden. Der er nogle meget klare og stærke betingelser - og lad os ikke undervurdere tyrkernes intelligens. De ved, at de for at gøre fremskridt under forhandlingerne fuldt ud må gennemføre protokollen, da de har underskrevet den, og de vil snart ratificere den.

Med hensyn til udsigten til en ny fredsproces i Cypern, der blev nævnt af mange talere, så går EU fortsat fuldt og helt ind for vores samlede mål, der er en genforening af Cypern. I denne forbindelse vil jeg gerne erindre om erklæringen fra EU og medlemsstaterne, som i sidste uge blev enige om, og jeg citerer, "the importance of supporting the efforts of the United Nations Secretary-General to bring about a comprehensive settlement of the Cyprus problem" (at det er vigtigt at støtte FN's generalsekretærs bestræbelser på at finde en bredt funderet løsning på Cypern-problemet).

Kommissionen er fortsat rede til at bistå FN, hvor som helst det er nødvendigt, som vi har gjort det hidtil, og vi vil beslutsomt fortsætte dette arbejde i fremtiden. Men lad os være oprigtige og åbne her: Nøglen til løsningen ligger i hænderne på de to befolkningsgrupper, og det er på høje tid, at de begge kommer i gang med en seriøs dialog med hinanden, så Cypern kan blive en medlemsstat som alle andre, forenet og med fred.

Begge befolkningsgrupper er meget interesserede i en løsning, og det er dem, der bedst kan tage fat på de kritiske spørgsmål. Vi forventer sandelig, at Tyrkiet fortsat skal arbejde konstruktivt hen imod en ordning og støtte genoptagelsen af FN's bestræbelser.

Lad os minde om, hvad dagens afstemning drejer sig om. Den drejer sig om at afslutte en procedure fra EU's side i relation til en forpligtelse, som vi selv har forlangt, ja, insisteret på, fra Tyrkiet. Nu hvor vi har nået dette, er der nogle på vores side, der takker nej. Helt ærligt, jeg kan ikke lade være med at sammenligne dette med en mærkelig situation på en fodboldbane. Forestil Dem, at Deres hold har arbejdet hårdt i 89 minutter for at score sejrsmålet. Endelig er den forreste angriber alene i målfeltet, han passerer målmanden og skal lige til at placere bolden i et tomt mål, da træneren pludselig råber: "Stop, vend om, og tag bolden med tilbage!" Måske giver dette mening for nogle, men det gør det bestemt ikke for mig. Det ligner for mig mest et selvmål.

Desuden er det vanskeligt at forstå, hvorfor Parlamentet skulle ønske, at toldunionen kun skal gælde for Tyskland, men ikke for Polen, og for Grækenland, men ikke for Cypern. Igen kan det muligvis give mening for nogle, men ikke for mig. Ved at stemme for vedtagelse nu vil De hjælpe med til at udstrække toldunionen til alle nye medlemsstater i EU.

Endelig, og dette er meget vigtigt, vil jeg af hele mit hjerte anmode de ærede medlemmer om for Europas skyld ikke at svække vores forhandlingsposition ved at udsætte tiltrædelse af protokollen. I stedet vil vi, ved at stemme for tiltrædelse nu, give EU langt større troværdighed, når det kræver hurtig ratifikation fra den tyrkiske nationalforsamling. Det bør være vores mål.

Lad os holde fast i dette vigtigste mål, og lad os af hensyn til vores troværdighed og til Europa stemme for tiltrædelse.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, det blev sagt tidligere, at personlige erklæringer skal afgives i slutningen af forhandlingerne. Vi nærmer os nu afslutningen på disse forhandlinger, og jeg vil gerne afgive en personlig erklæring.

  Formanden. - Hvis De ønsker ordet i henhold til artikel 145, har De højst tre minutter til at tale i.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. Cohn-Bendit beskyldte dem, der er imod Tyrkiets tiltrædelse af EU, for at surfe på en bølge af racisme og antiislamisme. Jeg vil gerne sige det klart og tydeligt, at jeg mener, at de islamiske bosniere er europæere, at de islamistiske albanere er europæere, at vores muslimske medborgere i EU er europæere, men at f.eks. de kristelige etiopiere ikke er europæere.

Mine betænkeligheder skyldes den kendsgerning, at Tyrkiet simpelthen ikke er nogen europæisk stat. Hvis man betegener dette som racistisk og antiislamistisk, forfalsker man kendsgerningerne. Det er en målrettet fordrejning af virkeligheden, som jeg vil gerne vil tilbagevise. Hr. Cohn-Bendit skelnede mellem umiddelbart indlysende europæere og et skridt hen imod Eurasien. Det var egentlig et ganske snedigt træk. Han forpassede imidlertid denne chance, da han målrettet begyndte at rakke ned på dem, som ser med kritiske øjne på situationen, og da han stemplede dem som racister. Og det er noget, som jeg må afvise!

(Formanden fratog taleren ordet)

  Formanden. - Hr. Posselt, jeg afbryder Dem. Dette er ikke en personlig erklæring, men en fortsættelse af debatten, som vi ikke kan genoptage.

  Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne afgive en personlig erklæring. Formanden for PSE-Gruppen hævdede under forhandlingerne, at jeg gik ind for Tyrkiets fulde medlemskab af EU. Det er og har aldrig været tilfældet. Jeg vil gerne præcisere dette. Jeg skaffede forhandlingsreferatet fra forhandlingerne af 13. december 1995. Heri drejede det sig tydeligvis kun om spørgsmålet vedrørende et ja eller nej til toldunionen. Dengang kæmpede jeg for toldunionen, mens hr. Schulz var imod. Det, som der blev sagt her i dag, er en klar fordrejning af virkeligheden.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Vi udsætter mødet indtil afstemningstiden.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Jeg går fuldt ind for at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet dette efterår. De bliver uden tvivl lange og vanskelige, men hvis vi kan nå en aftale, og hvis Tyrkiet opfylder de nødvendige betingelser for et fungerende demokrati og respekt for menneskerettighederne, herunder minoritetsrettighederne, er der i princippet ingen grund til, at Tyrkiet ikke skulle have lov til at tiltræde EU.

Jeg afviser de argumenter, som fremføres af dem, der modsætter sig Tyrkiets medlemskab med den begrundelse, at Tyrkiet ikke er "europæisk". Denne diskussion blev afsluttet for år siden, da vi accepterede Tyrkiets medlemskab af Europarådet. Modstandere af Tyrkiets medlemskab forsøger at sidestille "europæisk" med "kristent". Men islam har spillet en rolle i Europas historie og kultur i århundreder. Under alle omstændigheder er EU's motto "forenet i mangfoldighed". Vi forsøger ikke at harmonisere kulturer, men at finde måder, hvorpå vi kan arbejde sammen, samtidig med at vi bevarer vores forskellige identiteter. Ved at strække hånden frem til Tyrkiet understreger vi, at EU ikke er baseret på en europæisk identitet, der vil udelukke, men på en, der vil vise sig rummelig.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer.

Parlamentet skal til i dag give sit samtykke til at udvide Ankara-aftalen til de 10 nye EU-medlemsstater. Medlemmerne af Den Nationale Front afviser at tilslutte sig dette.

Den tyrkiske regering var ivrig efter at understrege, at underskrivelsen af denne protokol under ingen omstændigheder betød, at det anerkender Republikken Cypern. Den tyrkiske regering afviser med andre ord, at et land, der er fuldt medlem af dette EU, i hvilket Tyrkiet ønsker at bekræfte sin tilstedeværelse, eksisterer lovligt.

I betragtning af Tyrkiets udelukkelse af Republikken Cypern er Rådets erklæring af 21. september fuldstændig skandaløs. Rådet drager faktisk ingen konsekvenser af den tyrkiske regerings holdning. Det anmoder blot om, at man i Ankara i 2006 opfylder disse forpligtelser over for alle EU-landene. I mellemtiden træder den forbeholdsklausul, som Tyrkiet ønsker, fuldt ud i kraft.

Den eneste mulige reaktion ville være ikke blot at sætte spørgsmålstegn ved underskrivelsen af protokollen, men også en gang for alle at opgive at åbne tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet, som tydeligvis ikke er den rigtige vej at slå ind på for at sikre ro og gensidigt fordelagtige forbindelser.

  Alyn Smith (Verts/ALE). - (EN) Enten fortsætter Parlamentet med at arbejde sammen med sådanne progressive kræfter, som findes i Tyrkiet, eller vi giver slip på den indflydelse, vi har. Jeg er ked af, at Parlamentet i dag har indføjet en række unødvendige og selvmodsigende ting i betænkningen. Tyrkisk anerkendelse af Cypern, respekt for menneskerettighederne, bedre behandling af kurderne, anerkendelse af folkemordet på armenierne og mange andre spørgsmål må alle håndteres, da Tyrkiet i øjeblikket befinder sig langt fra en acceptabel standard. Den eneste måde at hæve en sådan standard på er ved at fortsætte dialogen.

(Mødet udsat kl. 11.50 og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, under forhandlingerne om vores politik over for Tyrkiet bad jeg om tilladelse til at fremsætte en personlig erklæring som svar på en alt andet end venlig kommentar fra hr. Langen. Hr. Langen og jeg har haft så mange skænderier i løbet af vores tid her i Parlamentet, hvorefter vi altid begravede stridsøksen igen, at jeg godt kan se bort fra den personlige erklæring.

  Formanden. - Det glæder mig. Forsoning er en grundlæggende del af det europæiske projekt.

Hr. Brok, ønsker De at blive forsonet med nogen?

(Latter og bifald)

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, vi kan opnå meget, men det største af alt er kærligheden!

  Formanden. - Jeg kan godt lide, at De kommer til plenarforsamlingen med sådan en positiv holdning.

(1) Se protokollen.

4. Velkomstord

  Formanden. - Inden afstemningerne vil jeg gerne på alles vegne byde velkommen til en delegation fra den mexicanske kongres, som har taget plads i den officielle loge.

(Bifald)

Denne delegation deltager i arbejdet på det første møde i Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Mexico, der finder sted i Strasbourg. Jeg ønsker hele delegationen held og lykke, især delegationens leder, hr. Fernando Margaín, der er formand for det mexicanske senats udenrigsudvalg.

Jeg er overbevist om, at arbejdet på det første møde i dette blandede udvalg vil blive en milepæl i styrkelsen af samarbejdet mellem de to parter, for vi forsvarer de samme demokratiske værdier og føler den samme forpligtelse over for retsstatens regler.

5. Afstemningstid

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

6. Tillægsprotokol til associeringsaftalen med Tyrkiet

Før afstemningen

  Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, jeg kan ikke fremsætte nogen kærlighedserklæring. For mig er den gensidige respekt tilstrækkelig.

På vegne af vores gruppe vil jeg i henhold til forretningsordenens artikel 170, stk. 4, stille forslag om, at vi udskyder vores afstemning om tillægsprotokollen til toldunionen, og at vi gør dette med følgende begrundelse: Den tyrkiske regering accepterede tillægsprotokollen, men afviste samtidig at anerkende Republikken Cypern, som de ønsker at forhandle med. Samtidig erklærer de, at tyrkiske havne og tyrkisk luftrum ikke står til rådighed for en medlemsstat af EU, nemlig Cypern.

Dette anser vi - logisk nok - for at være indbyrdes modstridende og fuldstændig uacceptabelt rent politisk. Hvis vi skulle godkende tillægsprotokollen til toldunionen nu, ville vi ikke længere have muligheden for at påvirke den tyrkiske regering - i modsætning til det, som formanden for Socialdemokraterne sagde i morges. Derfor stiller jeg på vegne af PPE-DE-Gruppen forslag om, at vi udskyder afstemningen om tillægsprotokollen.

(Bifald)

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er ikke enig med hr. Poettering. Tværtimod tydeliggøres det i det beslutningsforslag, som vi stiller som et fælles beslutningsforslag, at vi kræver fuld gennemførelse af samtlige indgåede aftaler. Samtidig gav vi i dette beslutningsforslag udtryk for, at forhandlingerne vil blive udsat og i givet fald afbrudt, hvis der ikke sker gennemførelse heraf. Det præciserede kommissæren endnu en gang i sin tale i morges.

Jeg mener, at vi for vores del bør bør holde fast ved de kontraktlige aftaler, som vi indgik. Det vil gøre det endnu lettere for os - hvis den anden part ikke holder deres løfte - at sige på et meget troværdigt grundlag, at forhandlingerne afbrydes og ikke videreføres. Derfor går vi ind for, at vi skal stemme her i dag.

(Bifald)

7. Tyrkiet

Før afstemningen om ændringsforslag 5

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne have indført en tilføjelse til ændringsforslag 5, det helt korrekte ændringsforslag, som hr. Lambrinidis har stillet. Da jeg sidder med den engelske tekst vil jeg læse tilføjelsen på engelsk. I slutningen, efter ordene "under the protocol", vil jeg gerne have tilføjet: "and should not be sent to the Grand National Assembly for ratification".

Før afstemningen punkt 6

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg har et enkelt ændringsforslag, der skal erstatte ordene "as soon as possible" (hurtigst muligt) i punkt 6 med ordene "at an early stage in the negotiating process" (på et tidligt stadium af forhandlingsprocessen).

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

8. Velkomstord

  Formanden. - Vi fortsætter afstemningerne, men først skal jeg oplyse Dem, at hr. Gustavo Pacheco, der er medlem af Perus kongres og formand for udenrigsudvalget og venskabsgruppen mellem EU og Peru, befinder sig i den officielle loge.

(Bifald)

Jeg vil desuden endnu en gang minde om, at det sidste møde i den 17. Interparlamentariske Konference EU-Latinamerika og Caribien fandt sted i Peru i juni i år.

På vegne af alle de europæiske parlamentsmedlemmer, der deltog i delegationen, der blev ledet af vores afholdte kollega António dos Santos, vil jeg gerne give udtryk for vores tak til den peruvianske kongres for dens støtte til afviklingen af nævnte konference.

(Bifald)

9. Afstemningstid (fortsat)

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

10. 1. Kreditinstitutters virksomhed 2. Investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag

Før afstemningen om ændringsforslag 781

  Alexander Radwan (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, det er et ændringsforslag, som både er afstemt med de andre grupper samt med Rådet og Kommissionen som et kompromis, der vil gentage sig ved ændringsforslag 785. Jeg læser op for Dem:

(EN) "Med forbehold af gennemførelsesbestemmelser, der allerede er vedtaget ved udløbet af en toårsperiode efter vedtagelsen af dette direktiv og senest den 1. april 2008, suspenderes anvendelsen af bestemmelser, der kræver vedtagelse af tekniske regler, ændringer og afgørelser i overensstemmelse med stk. 2. Efter forslag fra Kommissionen kan Europa-Parlamentet og Rådet ændre de pågældende bestemmelser efter proceduren i traktatens artikel 251, og de skal med henblik herpå tage dem op til vurdering inden udløbet af ovennævnte frist eller dato".

Før afstemningen om ændringsforslag 778

  Alexander Radwan (PPE-DE). (DE) Hr. formand, her handler det også om et kompromis mellem de forskellige grupper, Rådet og Kommissionen. Det vil gentage sig i forbindelse med ændringsforslag 782. Det begynder som følger:

(EN) "Efter Europa-Parlamentets opfattelse", til hvilket man bør tilføje ordene: "Bør Europa-Parlamentet og Rådet have mulighed for at evaluere overdragelsen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen inden for en fastsat ...".

Før afstemningen om ændringsforslag 785

  Alexander Radwan (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, det er det samme forslag som ved ændringsforslag 781, som jeg læste op før. Det næste svarer til det andet mundtlige ændringsforslag 778.

11. Lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

Før afstemningen

  Bert Doorn (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand, i dag begynder i Milano retssagen i anledning af Parmalat-skandalen. Parlamentet vedtog i sin tid et beslutningsforslag, hvori der blev anmodet om en skærpelse af reglerne om regnskabskontrol i europæiske virksomheder. Som ordfører kan jeg i dag forelægge en pakke af foranstaltninger, som skal føre til en skærpelse af kontrollen med revisorer og revisorers kontrol i virksomheder. Det lykkedes os allerede under førstebehandlingen at opnå en aftale med Rådet og Kommissionen, oven i købet en aftale, som indebærer en kraftig indskrænkning af komitologien.

Jeg anmoder Dem om massivt at støtte dette forslag, denne betænkning, bl.a. for at Europa-Parlamentet kan afgive et tydeligt signal. Vi synes nemlig, at regnskabsskandaler i virksomheder i Europa skal bringes til ophør.

12. Udvikling af jernbaner

13. Certificering af togpersonale

Før afstemningen om ændringsforslag 50

  Erik Meijer (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand, der er en sammenhæng mellem ordførerens ændringsforslag 14 og min gruppes ændringsforslag 50. I ændringsforslag 14 fjernes kategori C. I vores ændringsforslag 50 om tre års national erhvervserfaring for togførere, som vil gøre tjeneste i grænseoverskridende trafik, gik vi stadig ud fra, at det også gjaldt for kategori C. I samråd med ordføreren fjerner vi henvisningen til kategori C, således at det ikke længere kan give anledning til at stemme imod vores ændringsforslag.

14. Internationale jernbanepassagerer

Før afstemningen om ændringsforslag 138

  Michael Cramer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne have, at der under alle omstændigheder bliver stemt om ændringsforslag 32 og 138, at afstemningen om ændringsforslag 138 lægges forud for afstemningen om ændringsforslag 32, og at forslaget ændres som følger:

(EN) "they shall transport the bicycle of the passenger in all trains, including cross-border and high-speed trains, possibly on payment of a charge" (de skal transportere passagerens cykel i alle tog, herunder grænseoverskridende tog og højhastighedstog, muligvis mod betaling af en afgift).

15. Erstatning vedrørende jernbanefragt

  Formanden. - Forslaget til forordning er forkastet. Jeg giver ordet til Kommissionen.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen tager den holdning, som Parlamentet i dag har givet udtryk for i denne sag, til efterretning.

Under hensyntagen til sine forpligtelser over for Parlamentet vil Kommissionen ikke tøve med at drage alle konklusioner af en afvisning i Deres forsamling og samtidig tage hensyn til Rådets holdning. Som min kollega hr. Barrot fortalte Dem i går, må Kommissionen overveje, hvordan den bedst kan nå det mål, som de tre institutioner er enige om med hensyn til en forbedring af de interne jernbanegodstjenester.

16. 25-årsdagen for den frie fagforening Solidaritet og dens budskab til Europa

17. Territorial samhørighed

18. Regionerne i den yderste periferi

Før afstemningen om ændringsforslag 5

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, nu skal vi stemme om ændringsforslag 5. Jeg er for at tænke langsigtet, men det må trods alt være en fejl i den svenske udgave, at der står "de finansielle overslag 2007-2123". Jeg formoder, at der skal stå 2013.

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

19. Stemmeforklaringer

Betænkning af Brok (A6-0241/2005)

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Kommissionen har ikke svaret på mit spørgsmål om, hvorvidt hr. Verheugen og hr. Solana ved afslutningen af Helsinki-topmødet i 1999 måtte overtale premierminister Ecevit til at give tilsagn til at gøre Tyrkiet til et kandidatland. Det er ikke klart, om den tekst, som Tyrkiet dengang fik forelagt, var den samme som den tekst, som Det Europæiske Råd godkendte i 1999. Jeg vil gerne have sandheden at vide. Jeg stemte for at optage Tyrkiet under afstemningen i december 2004 af respekt for dem, der kæmper for menneskerettigheder. Efter den afstemning har der ingen ende været på provokationerne fra Tyrkiets side. Politiets brutale undertrykkelse under kvindedemonstrationen den 8. marts 2005, benægtelsen af det armenske folkemord, holdningen til kurderne og afvisningen af at anerkende Cypern får mig til at stemme imod åbningen af forhandlingerne. Jeg spørger mig selv, om Tyrkiets medlemskab ikke bliver et resultat af pres fra USA og af visse europæiske regeringers økonomiske motiver. Vi har brug for handling fra den tyrkiske regerings side, der viser, at det er villig til at overholde EU's regler.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Et par dage før åbningen af forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU mener parlamentsmedlemmer fra seks politiske grupper, at det har opfyldt de endelige betingelser, der gør det muligt at gå i gang med disse forhandlinger. Det er alt i alt foruroligende at være vidne til, at disse "europæiske" folkevalgte repræsentanter kompromitterer sig ved at lyve, handle uværdigt og give efter. Drejer det sig om at behage en vis internationalistisk pseudoelite, at beskytte nogle få dunkle økonomiske interesser eller rent faktisk at give efter for USA's politiske vilje?

Kan en sådan holdning set ud fra et machiavellistisk synspunkt rent faktisk sikre, at en eller anden "oplyst konservativ" eller en eller anden "progressiv" høster de indbringende fordele ved genvalg? Virkeligheden er snarere, at disse "repræsentanter" ikke lytter til deres vælgere, men i stedet foragter dem. Den europæiske offentlighed siger klart NEJ til Tyrkiets medlemskab. Det ville faktisk være fuldstændig uansvarligt, at et asiatisk land, som ydermere er fattigt og har en muslimsk kultur, bliver medlem af et ustabilt EU, der har en uvis institutionel og økonomisk fremtid.

Det er ikke tilstrækkeligt, at Tyrkiet anerkender Cypern, som er et besat europæisk område, for at kunne blive medlem af EU. Tyrkiet skal ikke optages i EU, simpelthen fordi det ikke er et europæisk land. Det obligatoriske gode naboskab betyder ikke, at vi alle skal bo under samme tag.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Parlamentet skal til at stemme for den lovgivningsmæssige beslutning om indgåelse af tillægsprotokollen til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet.

Selv om Tyrkiet stadigvæk ikke vil erkende sit ansvar for det armenske folkemord og stadig nægter at anerkende Republikken Cypern ved fortsat at besætte den nordlige del af øen, er stats- og regeringscheferne, Kommissionen og Parlamentet i færd med sætte sig ud over folkets mening stik imod deres suverænitet. Globaliseringsmaskinen kører roligt videre og udtænker en politik, der vil vise sig at være ødelæggende for den økonomiske og sociale ligevægt samt for freden i Europa.

I en tid, der er præget af islamisk terrorisme, hvor fundamentalistiske netværk opløses i visse forstæder, og i en tid, hvor den franske republiks love og princippet om verdslighed kommer i strid med udviklingen af en radikal form for islam i Frankrig, hvordan kan EU så tage ansvar for at påtvinge europæerne et land med en islamisk regering? Burde vi ikke tværtimod i denne sag anvende forsigtighedsprincippet ved at foreslå et andet partnerskab?

Det eneste, Tyrkiets tiltrædelse vil gøre, er at fremme princippet om styrkelse af minoriteter i samfundet, hvilket baner vej for opsplittelse af EU.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Når Parlamentet støtter princippet om Tyrkiets optagelse i EU, forbliver det døv over for folkets stemme, der giver udtryk for stigende forbehold over for denne nye udvidelse.

Tiden er inde til at fastsætte klare og ensartede grænser for EU i stedet for at arbejde videre i det uendelige. Ingen seriøs politisk struktur - bortset fra gennemførelsen af et indre marked - kan klare sig uden at fastsætte EU's territoriale grænser.

Der er imidlertid ikke foretaget noget i den forbindelse. Jeg har i årevis talt for at oprette en række kredse i forbindelse med opbygningen af Europa. Den første skulle være en føderal kreds, som skulle være meget integreret, og i hvilken der skulle være enighed om social og skattemæssig konvergens. Den anden kreds skulle omfatte de østeuropæiske lande og gøre det muligt at styrke EU-politikkerne mere gradvist, og endelig skulle der oprettes en kreds for samarbejde og tæt styrket partnerskab, i hvilken Tyrkiet skulle inddrages.

Herudover ser jeg ingen grund til, at vi ikke skulle behandle andre regioner, f.eks. Maghreblandene med det samme hensyn, som en lang række medlemsstater er knyttet til med tætte bånd.

Det, der foreslås, har ikke noget at gøre med dette projekt, men bekræfter, at det europæiske projekt er ved at blive opløst i et vidtstrakt frihandelsområde.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg beklager, at kortsigtede og snæversynede synspunkter har vundet over den tyrkiske protokol. Forsinkelsen af afstemningen om dette er et tilbageslag, men bør ikke fundamentalt ændre Tyrkiets vej hen imod medlemskab af EU. Det beslutningsforslag, der blev vedtaget, viser accept af, at spørgsmålet ikke er, om Tyrkiet skal tilslutte sig, men hvornår og under hvilke betingelser.

Åbning af forhandlinger med Tyrkiet (RC-B6-0484/2005)

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, siden Tyrkiet først ansøgte om at tiltræde Unionen, har vores gruppe støttet denne proces. Vores gruppe holdt et møde i Istanbul, hvor vi direkte tilsluttede os processen. Vi mener, at Tyrkiet er undergået en forandring for at tage imod moderniteten, demokratiet og den korrekte proces hen mod tiltrædelse af EU.

Tyrkiet har bestræbt sig på at tilpasse sit juridiske system, så det overholder Københavnskriterierne. Det har også gjort fremskridt hen imod demokrati, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Jeg kunne godt lide at vide, hvorfor de, der nu påstår, at de forsvarer de kurdiske rettigheder, har været tavse i næsten et århundrede, og hvorfor de ikke arbejder for mindretalsrettighederne i andre lande i EU.

Tyrkiet har en fungerende markedsøkonomi, der kan være konkurrencedygtig inden for Unionen. Det har også en administrativ og institutionel kapacitet til at gennemføre EU's love og forordninger. Jeg mener, at vi må arbejde på en sådan måde, at Tyrkiet anerkender Cypern, og at vi bør overveje, hvad der vil ske, hvis Tyrkiet ikke tiltræder EU. Der er vanskeligheder i øjeblikket, men jeg tror, vi bør gøre det lettere at få forandret Tyrkiet, så landet kan gøre fremskridt hen imod at tiltræde EU. Vi har besluttet os for at afholde os fra at stemme, fordi de ændringsforslag, der er blevet vedtaget under afstemningen, i mange tilfælde har ændret tekstens betydning.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, da jeg rejste fra Genovas lufthavn til Strasbourg, kom der en genovesisk pensionist hen til mig, som hed Giacomo Bertone, og han stillede mig dette spørgsmål: "Hører Tyrkiet med til Europas geografi?" "En lille del af Tyrkiet hører med til Europa, og en stor del af Tyrkiet hører med til Asien", svarede jeg ham. Han bemærkede følgende: "Så skal du sige nej til Tyrkiets optagelse i EU". Og han fortsatte: "Men hvis Tyrkiet kommer med i EU, holder den islamiske terrorisme så endelig op?" "Nej, det tror jeg bestemt ikke", svarede jeg ham, "jeg tror tværtimod, at de islamiske terrorister ikke blot vil ramme Europa, men også Tyrkiet". Hvorefter han tilføjede følgende: "Fatuzzo, som repræsentant for Pensionistpartiet skal du stemme nej til Tyrkiets optagelse i EU. Det skal du gøre af disse årsager, og selv om du er en stor ven af de tyrkiske borgere." Hvilket jeg også gjorde, hr. formand.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Tyrkiet er også et ekstremt vigtigt land for Europa. Alligevel bør vi være bevidste om, at også et så stort land og tilmed et kandidatland skal overholde visse kriterier. Vi bør være bevidste om, at det er Unionens grundlæggende værdier, der står på spil her.

Når vi tænker på, at konferencen i Istanbul om bearbejdelsen af fortiden i forbindelse med folkemordet på armenierne blev afvist af højesteret i sidste uge, så giver det, efter min mening, rigeligt at tænke over, og det viser os, at de grundlæggende rettigheder formentlig ikke bliver overholdt i Tyrkiet.

Derfor har jeg forkastet beslutningen, og efter min mening ville vi alle gøre klogt i at fastholde, at Unionens grundlæggende værdier skal overholdes, og også anvende de samme betingelser for dette land.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, dagens afstemning var et massivt skud for boven fra Rådets side med hensyn til Tyrkiet. Hvis forhandlingerne bliver indledt på mandag med Tyrkiet, men ikke med Kroatien, så ville EU's borgere få indtryk af, at alle 25 medlemmer af Rådet havde mistet forstanden på én gang. Da det ikke er det, vi ønsker, hr. formand, appellerer jeg til dem i De Faste Repræsentanters Komité, der skal holde møde i morgen.

For det første skal De give grønt lys for det europæiske land Kroatien, som opfylder alle betingelser! For det andet skal De kun forhandle med Tyrkiet, hvis forhandlingsrammerne lægger op til, at målet er et privilegeret partnerskab. Hvis dette ikke er opnåeligt, så må jeg appellere til medlemsstaterne om at gøre brug af reglen om enstemmighed og udskyde forhandlingerne med Tyrkiet, sådan som man med urette gjorde det den 16. marts med Kroatien - dagen før den 17. marts, hvor forhandlingerne skulle have været indledt.

  Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi stemte imod beslutningen om Tyrkiet, da vi er af den opfattelse, at Tyrkiet ville være islams trojanske hest i Europa. Vi stemte imod, og vi håber, at der i det mindste er en af medlemsstaterne, som modsætter sig beslutningen den 3. oktober, da den ville være skæbnesvanger for Europas fremtid.

Personligt håber og ønsker jeg, at det bliver min regering, nemlig den italienske regering, der gør det. Italien er et land, hvis historiske rødder går helt tilbage til de store traditioner med europæisk og kristen modstand mod den islamiske invasion, og den kan sammenfattes i ét ord: Lepanto. De, som træffer beslutningen den 3. oktober, skal huske Lepanto. Vi er imod islam i Europa, og vi skal aldrig have islam i Europa!

(Bifald)

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Tyrkiet hører ikke med til Europa. Holdninger, skikke, sædvaner og de dominerende religioner er alt for forskellige. Alt for forskellige er også de personlige forhold og forholdet mellem kønnene, og de geopolitiske interesser er i konflikt med hinanden, eftersom Tyrkiets interesser lægger sig for tæt op ad USA's og dermed - hvilket jeg gerne vil understrege - er i strid med vores.

Det gælder ikke mindst Cypern. Vi burde skamme os over, at vi overhovedet begynder at tale om sådan noget, når en medlemsstat og gammel allieret endnu ikke er anerkendt og er delvist besat af Tyrkiets militær. Desuden er der det armenske folkedrab, det kurdiske spørgsmål, de borgerlige frihedsrettigheder, de sociale spændinger, og sådan kunne jeg blive ved, for der er en lang og ubestridelig liste af kontraster, som taler imod Tyrkiets tiltrædelse af EU.

I Europa-Parlamentet og Kommissionen vil det system, hvor den politiske indflydelse står i forhold til befolkningstallet, give Tyrkiet en afgørende rolle i EU's beslutninger. Vi kæmpede imod Tyrkiets annektering af Europa - for det er, hvad der var tale om - i Lepanto og siden i Wien.

Det store flertal af de europæiske befolkninger ønsker ikke Tyrkiets optagelse i EU. Det er det folkelige mandat, som vi har pligt til at respektere ved at stemme nej.

(Bifald)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, for et par dage siden skrev den flamske avis De Standaard, at det for længst er besluttet, at Tyrkiet bliver medlem af EU, og at en anonym topembedsmand havde fortalt avisen, at forhandlingerne, hvis resultat ikke er givet på forhånd, kun er et paradenummer, og, jeg citerer, at "udtrykket forhandlinger, hvis resultat ikke er givet på forhånd, kun står der for at kunne bilde kritikere ind, at der ikke er truffet definitive beslutninger". Dermed er alt faktisk sagt. Jeg tror, at sagen om Tyrkiet efterhånden er den mest påfaldende og mest politisk frygtindgydende illustrering af, at EU sætter de normale demokratiske beslutningsprocesser ud af spillet og presser beslutninger ned over hovedet på borgerne, om nødvendigt med alle markedets svinestreger, og som i tilfældet med Tyrkiet med løgn og bedrag. Gør Dem imidlertid ingen illusioner, da det sidste ord endnu ikke er sagt. Vores modstand mod det islamiske Tyrkiets tiltrædelse af EU bliver blot stærkere og hårdere, og de europæiske borgere vil støtte os endnu mere, end de allerede gør i dag.

  Albert Dess (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg har stemt mod beslutningsforslaget om indledning af forhandlinger med Tyrkiet, fordi det efter min mening er uansvarligt at indlede tiltrædelsesforhandlingerne.

Tyrkiet opfylder på ingen måde betingelserne for, at der kan indledes tiltrædelsesforhandlinger. Der går rygter om, at der stadig finder tortur sted i Tyrkiet, at menneskerettighederne stadig krænkes, og at kristne i massivt omfang forhindres i at udøve deres religion. Dette er blot nogle få af grundene.

Det er uforståeligt, hvorfor Kommissionen her handler mod bedre vidende. Den ansvarlige kommissær, hr. Rehn, bør træde tilbage, før han anretter mere skade som udvidelseskommissær. Han forsynder sig massivt mod den europæiske enhedsidée. Vi bør ikke undre os, når stadig flere borgere har mistet tilliden til de europæiske institutioner som Parlamentet, Kommissionen og Rådet, og flertallet af dem derfor har stemt mod forfatningen, sådan som det var tilfældet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene.

Med min forkastelse af Tyrkiet-beslutningen har jeg, nøjagtig som min ven Bernd Posselt, med sikkerhed handlet i overensstemmelse med størstedelen af de bayriske vælgere, der ønsker et privilegeret partnerskab med Tyrkiet, men ikke fuldt medlemskab.

I øvrigt er mange tyrkiske venner af samme mening.

  James Hugh Allister (NI), skriftlig. - (EN) Som modstander af, at det ikke-europæiske Tyrkiet tilslutter sig EU, har jeg i dag stemt imod det beslutningsforslag, der giver grønt lys for at indlede forhandlinger med denne asiatiske stat. Jeg mener, det er en skamløs ekspansionistisk dagsorden, som driver EU til at ville indpasse Tyrkiet.

Desuden gør Tyrkiets dobbeltspil i forhold til Cypern det uværdigt til medlemskab. På den ene side foregiver det at acceptere en protokol, der tilsyneladende accepterer Cypern, men på den anden side udsteder det en erklæring, der undsiger enhver sådan anerkendelse. Når det bliver lagt til dets historie præget af grusomhed og fortsat forfølgelse af kristne, er det klart, at Tyrkiet er et land og en kultur, som vi glimrende kan klare os uden.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg er overbevist om, at tiltrædelse af EU er synonymt med at tilslutte sig visse værdier, særlig menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Derfor skal Tyrkiet være et fuldt ud demokratisk land.

Udsigten til, at Tyrkiet bliver medlem af EU, kan medføre en positiv udvikling, der fører til en ægte og ikke kun virtuel form for demokrati, hvor landets minoriteter anerkendes og respekteres, særlig den kurdiske befolkning, og til større respekt for menneskerettigheder ved at gøre en ende på krænkelserne af ytringsfriheden, f.eks. dommen for nylig over forfatteren Orhan Pamuk, samt til et nyt syn på de mørke sider i fortiden ved at tage ansvar for det armenske folkemord.

Alligevel er vi umiddelbart før tidsfristen, som er den 3. oktober, og den dato, hvor Rådet skal nå til en afgørelse vedrørende åbningen af tiltrædelsesforhandlingerne, langt fra målet.

Tyrkiet sætter tværtimod hælene i og bliver endog mere radikal på mindst to punkter, nemlig anerkendelsen af Cypern, som der under ingen omstændigheder kan forhandles om, og den stædige afvisning af at tage spørgsmålet om det armenske folkemord op. Jeg mener, at det er en indledende betingelse for medlemskab, at Tyrkiet skal være rede til at tage det op.

Derfor har jeg sammen med andre stillet to ændringsforslag som supplement til en beslutning, hvori det armenske folkemord ikke nævnes. Det er Parlamentets ansvar at gøre et moderne Tyrkiet, der hævder at være på vej til demokrati, opmærksom på, at det har pligt til at huske.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

  Paul Marie Coûteaux og Philippe de Villiers (IND/DEM), skriftlig. - (FR) Ved officielt at åbne tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet træffer de europæiske stats- og regeringschefer en beslutning, som de skal stå til ansvar for over for befolkningerne og historien.

De franske myndigheder har imidlertid et klart mandat fra det folk, som de formodes at repræsentere. Den 29. maj 2005 forkastede den franske befolkning forfatningstraktaten og forslaget om at udvide EU med Tyrkiet.

I dag er repræsentanterne for det franske konservative parti UMP her i Parlamentet bekymret for farerne ved et "autistisk" Europa og faren for en skilsmisse mellem befolkningen og det europæiske projekt. Hvilken afsløring! Har de glemt, at de løbende har stemt for førtiltrædelseslån til Tyrkiet? Har de glemt, at de i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater sidder ved siden af AKP, som er hr. Erdogans islamiske parti? Er de klar over, at den person, som har nøglen til denne sag, er den, der var været med længst, nemlig Jacques Chirac?

Denne kollektive løgn, som består i at sige, at Tyrkiet skal ind i EU, er uværdig, da alle i deres stille sind håber, at en af dem vil sige nej og tage ansvar for sammenbruddet.

Derfor henvender vi os på det franske folks vegne højtideligt til Frankrigs præsident og opfordrer ham til at nedlægge veto mod åbningen af disse forhandlinger.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om Kommissionen og Rådet mener, at Tyrkiet formelt har opfyldt de sidste betingelser for at indlede optagelsesforhandlingerne den 3. oktober 2005, er sandheden den, at der er centrale spørgsmål, som ikke er taget i betragtning, sådan som Europa-Parlamentets beslutning også siger det.

Et af de vigtigste forhold drejer sig om den protokol, der udvider Ankara-protokollen til de 10 nye medlemsstater, som Tyrkiet har undertegnet, idet landet dog samtidig og som tilføjelse til undertegnelsen udstedte en erklæring, hvor det hed, at undertegnelsen, ratificeringen og gennemførelsen af denne protokol på ingen måde betød anerkendelse af Republikken Cypern, som der henvises til i protokollen. Vi vender os imod denne uantagelige holdning.

Vi vender os ligeledes imod, at Tyrkiet fortsat opretholder restriktioner over for skibe under cypriotisk flag såvel som skibe, der nærmer sig fra havne i Republikken Cypern, ved at nægte dem adgang til tyrkiske havne, og over for cypriotiske fly ved at nægte dem overflyvningsrettigheder og landingsrettigheder i tyrkiske lufthavne.

Vi har afholdt os fra at stemme om beslutningen, fordi vi er uenige i nogle af beslutningens punkter. Det gælder eksempelvis punkter, hvor der gives udtryk for, at der skal gennemføres forfatningsmæssige reformer som forudsætning for optagelse af flere nye medlemsstater, eftersom vi ikke mener, at det er nogen hindring for udvidelse.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Hvis et land i Europas nærområde lever op til EU's politiske og økonomiske krav, bør der i princippet ikke være hindringer for medlemskab. EU er ikke en kulturel eller religiøs sammenslutning, men et samarbejde, hvor medlemsstaterne skal garantere demokrati, menneskerettigheder og en velfungerende markedsøkonomi. Derfor kan et tyrkisk medlemskab ikke affærdiges af religiøse eller geografiske årsager.

Junilisten mener derfor, at Tyrkiet på sigt bør kunne blive EU-medlem. Men EU er ikke blevet tilstrækkeligt reformeret til at kunne modtage Tyrkiet som medlem. Det gælder i særlig høj grad landbrugspolitikken og strukturfondene. Tyrkiet har heller ikke i tilstrækkelig grad opfyldt EU's politiske krav. Flere krav vedrørende respekt for menneskerettigheder er ikke implementeret. Folkemordet på armenierne i 1915 er ikke erkendt, og det er Cyperns suverænitet heller ikke. Desuden er de finansielle konsekvenser for EU ved Tyrkiets tilslutning stadig usikre.

Endelig er forslaget til en forfatningstraktat nu faldet til jorden, og det er dermed fuldstændig ukendt, hvordan EU skal styres fremover. Det er endnu en vigtig årsag til at udskyde forhandlingerne om medlemskab.

På denne baggrund mener vi, at forhandlingerne om medlemskab ikke bør indledes på nuværende tidspunkt. Derfor stemmer vi nej til beslutningen i sin helhed.

  Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE), skriftlig. - (NL) Spørgsmålet om Cypern betragter mange nu som den varmeste kartoffel. Tyrkiets erklæring ved undertegnelsen af toldaftalen den 29. juli 2005 har faktisk skabt unødige spændinger. Alligevel kunne dette til en vis grad forventes. At undertegnelsen ville betyde en anerkendelse af Cypern, er hovedsagelig og udelukkende baseret på de europæiske regeringschefers erklæringer. Tyrkiet har aldrig bekræftet det. Da Erdogan vendte tilbage til Ankara - efter forhandlingerne i december 2004 under det nederlandske formandskab - erklærede han oven i købet, at undertegnelsen absolut ikke indebar en anerkendelse af Cypern, hverken eksplicit eller implicit.

Hvad angår Cypern-spørgsmålet, mener jeg, at Rådet skal gøre sit yderste for at få Cypern forenet. Derfor er det nødvendigt hurtigst muligt at ophæve det tyrkisk-cypriotiske samfunds økonomiske isolation.

Som nævnt i beslutningsforslagets punkt 3 og 4 skal Tyrkiet naturligvis øjeblikkeligt gå i gang med at gennemføre toldaftalen fuldstændigt og således åbne sine havne for cypriotiske skibe osv. Sideløbende med dette (og altså ifølge samme tidsplan) skal den økonomiske isolation af det tyrkisk-cypriotiske samfund bringes til ophør. Punkt 7 er sympatisk, men for fritblivende.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) Vi har ved mange lejligheder understreget, at Tyrkiet ikke er et europæisk land hverken i kraft af dets geografi, historie, kultur, sprog eller religion. Stillet over for et sådant bevis, som bekræftes af traktaterne, kan man kun konkludere, at de europæiske ledere er blinde.

Kun de europæiske befolkninger, som har den sunde fornuft, deres ledere mangler, har for længe siden forstået, at hvis Tyrkiet bliver medlem af EU, vil det betyde enden på det europæiske eventyr, og det vil først og fremmest medføre en hurtig spredning af islam i det europæiske samfund.

Tyrkerne, som selv provokerer, nægter at anerkende Republikken Cypern med den begrundelse, at de har besat en del af den, hvilket er i strid med folkeretten. Dertil kommer det armenske folkemord i 1915.

Pligten til ikke at glemme, som vores store vestlige samvittigheder sætter så højt, er ikke nået frem til dem. I henhold til den nye tyrkiske straffelov kan det straffes med fængsel at henvise til det selv samme armenske folkemord eller til besættelsen af den nordlige del af Cypern. På disse betingelser, og endog uden at nævne de kristne minoriteters tragiske skæbne, er det uanstændigt at åbne tiltrædelsesforhandlinger den 3. oktober med et stort land i Lilleasien.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) I forhandlingen om Tyrkiet i dag onsdag den 28. september har indlæggene og klapometret været klare. Der har lydt et nej fra alle sider. Talerne har talt om Armenien, krænkelse af menneskerettigheder, de lysår, der adskiller to civilisationer, en udenlandsk hærs besættelse på Cypern af en del af europæisk territorium osv. Selv Jacques Toubon, som er fransk parlamentsmedlem og en stor tilhænger af præsident Chirac, har haft noget at sige imod det. Vi har hørt et britisk parlamentsmedlem foreslå tyrkerne at acceptere at få status som privilegeret partner, hvilket lyder så tiltrækkende, at han vil anmode om det samme for Storbritannien.

Uanset hvor meget Daniel Cohn-Bendit har råbt "racisme", har Michel Rocard talt for Tyrkiets tiltrædelse under misbilligende tavshed. Her i Parlamentet gentager repræsentanterne for befolkningen i de europæiske lande det nej, som Cervantes ytrede i Lepanto, Lord Byron i Missolonghi, som blev ytret af de græske børn fra katakomberne, som praktiserede deres religion i frygt, som blev ytret i henholdsvis Delacroix' og Victor Hugos malerier og digte om imperiet med massakrer og kidnapninger, og som martyrerne fra "Midnight Express" gav udtryk for.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) En uge inden den mulige indledning af forhandlingerne med Tyrkiet om medlemskab af EU er der ikke særlig stor grund til at være optimistisk. Udviklingen hen imod et normalt land, hvor alle etniske grupper, alle politiske opfattelser og alle religioner betragtes som ligeværdige, stagnerer. I sidste uge forbød en dommer en konference om massemordet på den armenske befolkningsgruppe i 1915, som længe er blevet benægtet. Den store kurdiske befolkning i den sydøstlige del af landet har stadig ingen udsigt til undervisning, forvaltning og medier på deres eget sprog, til en normal repræsentation i det nationale parlament eller til regionalt selvstyre. Ledende kræfter i Tyrkiet afviser yderligere imødekommelser af europæiske ønsker og truer endda med at trække den tyrkiske ansøgning om medlemskab tilbage.

I de seneste uger er interessen for situationen i Tyrkiet tilsyneladende flyttet over på forbindelsen med Cypern. Det er uacceptabelt, at skibe fra den sydlige del af Cypern stadig afvises i tyrkiske havne, selv om Tyrkiet hævder, at det allerede siden 2004 har overholdt alle aftaler. Dette lover ikke godt for andre samtaleemner. Cypern har som EU-medlemsstat vetoret, hvad angår forhandlinger og medlemskab. De tilbagestående grupper i Tyrkiet har ikke en sådan indflydelse. Derfor må Parlamentet være særlig opmærksomt på deres problemer og interesser.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det fælles beslutningsforslag om indledning af forhandlinger med Tyrkiet beviser, at denne procedure hænger sammen med områdets imperialistiske kræfters almene interesser og deres indbyrdes konflikter og konkurrence. Ud fra dette synspunkt vil det pres og den tvang, som lægges på områdets befolkninger, blive intensiveret, så de accepterer løsninger, der er til skade for dem selv.

Dette beslutningsforslag følger den generelle tankegang, der ligger bag Det Europæiske Råds såkaldte moderklæring. Selv om den indeholder nogle positive punkter, indeholder den ingen klare angivelser af det indlysende, dvs. ingen klar erklæring om, at der ikke vil blive indledt forhandlinger om Tyrkiets optagelse i EU uden en øjeblikkelig anerkendelse af Republikken Cypern.

KKE er imod Tyrkiets optagelse af de samme årsager, som vi var imod Grækenlands optagelse. Vi mener ikke, at selve EU's politik og karakter giver nogen garanti, hvor mange beslutninger der end findes om en retfærdig løsning på Cypern-problemet. Dette fremgår også nu. EU's såkaldte principper og det så berømte acquis communautaire bruges i overensstemmelse med de imperialistiske landes interesser.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Tyrkiet/Cypern-spørgsmålet bliver behandlet tilstrækkeligt og nogenlunde tydeligt i denne kompromisbeslutning. Jeg kunne godt have tænkt mig nogle mere klare udmeldninger med hensyn til demokrati og menneskerettigheder i Tyrkiet.

Amnesty International skriver, at der stadig udøves tortur i Tyrkiet i samme forfærdelige omfang som tidligere, blot på en anden måde. Militærnægtere som senest Mehmet Tarhan idømmes årelange fængselsstraffe. I de kurdiske områder finder der igen kampe sted, politi og militær er til stede overalt, statslige og ikke-statslige aktører krænker menneskerettighederne. Pressefriheden krænkes permanent, og der er således stadig risiko for fængselsstraf, hvis man kommer med kritiske udtalelser om folkemordet på armenierne eller den vedvarende tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern.

En væsentlig grund til tiltrædelsen for EU's stats- og regeringschefer er det geopolitiske aspekt. I et arbejdsdokument fra Kommissionen, der skal "plausibilisere" Tyrkiets tiltrædelse af EU, hedder det: "Tyrkiet er et strategisk vigtigt land. (...) Tyrkiets tiltrædelse ville hjælpe EU til en bedre sikring af energiforsyningsruterne." Og videre: "Takket være Tyrkiets store militærudgifter og dets store militære kontingent er landet i stand til at yde et betydeligt bidrag til EU's sikkerhed og forsvar."

Også jeg ønsker, at Tyrkiet skal tiltræde EU, bare ikke på denne måde. Den reelle situation for menneskene er EU's stats- og regeringschefer og Kommissionen tilsyneladende temmelig ligeglade med.

  Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Den vigtigste forhåndsbetingelse for mit samtykke til et fælles beslutningsforslag fra Europa-Parlamentet om indledning af tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, der blev udarbejdet i fortsættelse af beslutningen af 15. december 2004 og Det Europæiske Råds konklusioner fra den 17. december 2004, er en godkendelse af tillægs- og ændringsforslag 2 og 3.

Hvis ikke disse ændringsforslag godkendes, stemmer jeg imod beslutningen.

Jeg har følgende grunde til denne beslutning.

Jeg mener ikke, at Tyrkiet har levet op til Københavnskriterierne for indledning af tiltrædelsesforhandlinger med EU i lyset af landets vedvarende problemer med menneskerettigheder, dets fiasko med håndteringen af det kurdiske mindretals problemer samt vigtigst af alt dens manglende retlige og politiske anerkendelse af EU-medlemsstaten Cypern. Uden enstemmigt samtykke fra alle medlemsstaterne er det ikke muligt at give bemyndigelse til at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Forhandlingsprocessen med henblik på Tyrkiets eventuelle optagelse i EU bør foregå efter det sædvanlige mønster og følge klare og objektive regler. Jeg mener ikke, at noget begrunder, at denne ansøger skal behandles anderledes.

Ud fra disse forudsætninger har jeg måttet stemme imod det fælles forslag til beslutning på grund af især to forhold, som jeg finder afgørende.

For det første er Parlamentet ved at forkaste den ændring, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har foreslået, og som udtrykkeligt sagde, at "det lige fra starten bør sikres, at forhandlingerne har karakter af at være åbne med konstruktive muligheder sideløbende med princippet om fuldt medlemskab", udtrykkeligt afviser at lade sin beslutning omfatte et forbehold, som jeg finder helt afgørende, da vi bør undgå, at påbegyndelse af forhandlinger i fremtiden opfattes som en forpligtelse til, at der også skal ske tiltrædelse.

For det andet er det mere end tydeligt, at spørgsmålet om Cypern ikke er ordentligt løst. Tyrkiet ønsker at tiltræde EU, men det anerkender ikke Unionen, som den er. Man kan ikke tiltræde noget, som man ikke anerkender, ligesom det er umuligt at forhandle, uden at man anerkendes. Denne forhandling begynder slet og har derfor ikke min støtte.

  Martine Roure (PSE), skriftlig. - (FR) Den 23. september 2005 forbød den tyrkiske domstol en konference om den armenske folkemord. Dette forbud gør det desværre klart, at de tyrkiske regeringsmyndigheder fortsat holder denne debat indhyllet i totalt mørke og helt uden for loven.

Nutidens magt og nærmere bestemt fortidens magt tvinger os således til igen at bekræfte, at de europæiske befolkninger ikke vil overse dette spørgsmål.

Derfor er jeg desværre nødt til at gentage den tale, jeg holdt den 6. oktober 1999, da situationen ikke på nogen måde har ændret sig. Europa-Parlamentets beslutning af 18. juni 1987 fremhævede fire punkter, som var væsentlige hindringer for tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet. De vedrørte:

1. Den tyrkiske regerings afvisning af at anerkende det armenske folkemord.

2. Dens utilbøjelighed til at overholde folkeretten i forbindelse med dens uoverensstemmelser med Grækenland.

3. Tyrkiske besættelsestroppers stadige tilstedeværelse på Cypern.

4. Benægtelsen af det kurdiske spørgsmål.

Man kan ikke lade det armenske spørgsmål gå i glemme, når disse forhandlinger bliver en del af historien. Jeg holder fast på af afvise at acceptere det. EU er stærk nok til at pålægge tyrkerne en væsentlig holdningsændring, hvis sidstnævnte vil være medlem af EU og respektere vores regler og værdier.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) I øjeblikket foregår der i Tyrkiet en kamp mellem reformvenlige og traditionalister. Den nuværende premierminister og udenrigsministeren hører til de førstnævnte og fortjener al vores støtte. Debatten om indledningen af forhandlingerne fik for nylig næring fra politisk opportunisme, hvor mange, som min gruppeformand, hr. Cohn-Bendit, sagde, surfer på en bølge af latent racisme. At være strengere nu end regeringscheferne havde aftalt i december, er ikke fair, og det sender også et negativt signal til den tyrkiske befolkning om, at Europa egentlig ikke vil have Tyrkiet med. De, som gør anerkendelse af Cypern til en forudsætning for forhandlinger, glemmer, at det, hvis Tyrkiet hurtigt anerkender Cypern, betyder enden på Kofi Annans forsøg på at nå frem til en ny forhandlingsrunde om en definitiv løsning på delingen af øen. EU skal støtte de reformvenlige, kræve en korrekt gennemførelse af toldprotokollen og sigte mod en yderligere afpudsning af straffeloven. Indledningen af forhandlingerne vil styre Tyrkiet videre i retning af en sekulær stat, hvor menneskerettighederne og folkeretten respekteres fuldt ud også i praksis. Religiøse mindretal, kurdere og alavitter vil blive bedre stillet, hvis Tyrkiet udgør en del af EU, end hvis Tyrkiet vender ryggen til vores kontinent.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Man må glæde sig over beslutningsforslaget om at indlede forhandlinger med Tyrkiet. Men jeg håber, at religiøse frihedsrettigheder vil blive understreget under disse forhandlinger. Retten til frit at give udtryk for sin religiøse tro er af afgørende betydning i ethvert demokratisk samfund. First Step Forum, en ngo, der kæmper for religionsfrihed, vil besøge Tyrkiet inden for de nærmeste uger. Jeg håber, at Kommissionen vil lytte til resultatet af denne delegations besøg.

  Dominique Vlasto (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Hvad angår vurderingen af Tyrkiets overgang til demokrati, har landet stadig et stykke vej at tilbagelægge trods den indsats, der er gjort.

Den tyrkiske regerings anerkendelse af Cypern og det armenske folkemord er stadig indledende betingelser for, at forhandlingerne kan fortsætte efter den 3. oktober.

EU skal også være særlig årvågent med hensyn til menneskerettighedssituationen. Kvinders forhold i Tyrkiet giver stadig anledning til bekymring, og den tyrkiske regering skal gøre mere for at begrænse ulighederne mellem mænd og kvinder.

Tyrkerne har stadig ikke fået ytringsfrihed. EU skal forsøge at lægge pres på Ankara for at sikre, at betingelserne for en levedygtig offentlig og demokratisk debat bliver opfyldt.

Da dette er en åben proces, hvor man ikke kan garantere resultaterne på forhånd, og da hver enkelt af de 25 medlemsstater vil benytte sig af vetoretten på et eller andet tidspunkt under forhandlingerne, vil det følgelig være tilrådeligt at sørge for et alternativ til medlemskab klart ved fra nu af at fastsætte betingelserne for et privilegeret partnerskab.

Derfor har jeg stemt imod dette beslutningsforslag, idet jeg ikke kan acceptere denne hurtige vej til Tyrkiets tiltrædelse.

Betænkning af Radwan (A6-0257/2005)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for denne betænkning, og jeg vil tilslutte mig dem, der har lykønsket min kollega, Alexander Radwan, med det udmærkede arbejde, han har udført sammen med medlemmer af Økonomi- og Valutaudvalget vedrørende dette vigtige emne, som er krav til bankers behov for lovbestemt egenkapital, idet der tages hensyn til den seneste udvikling på finansmarkederne.

Det var blevet nødvendigt at sikre sammenhæng mellem finansiel egenkapital og lovbestemt egenkapital inden for rammerne af international konvergens i målingen af disse finansielle data (Basel II).

Alligevel vil jeg spørge, om tiden ikke er inde for kreditinstitutternes finansielle samfund i EIB's regi og i samarbejde med de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for banktilsyn, til at undersøge, hvilke ressourcer der skal afsættes til at fremskynde skabelsen af den pengeforsyning, der er nødvendig i forbindelse med EU's økonomiske udvikling, særlig i euroområdet. Det drejer sig om at gå ud over euroens praktiske, monetære og finansielle succes og omdanne den fra en teknisk valuta til en politisk valuta, der er til gavn for EU's økonomiske udvikling.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Banksystemet er en af vores økonomis grundpiller, og det er de offentlige myndigheders pligt at sørge for, at det virker efter klare regler, er gennemsigtigt og varetager kundernes interesser. I et marked, som forbrugerne selvsagt ikke er i stand til fuldgyldigt at vurdere, er det de offentlige myndigheders opgave at sikre de nødvendige garantier.

I denne sammenhæng imødekommer de egenkapitalkrav, som det foreliggende forslag til direktiv og den af Økonomi- og Valutaudvalget vedtagne version stiller, præcis det, som jeg mener de offentlige myndigheders pligter og passende bestræbelser bør bestå i. Jeg har derfor stemt for.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg stemte imod eller stemte hverken for eller imod flere punkter, som omhandlede Parlamentets kompetence, i denne betænkning. Betænkningen indeholdt ganske unødvendige henvisninger til forfatningen, som nu er død. Jeg mener, at en vis frihed til at føre sin egen finanspolitik er vigtig, ikke mindst så et tyndt befolket område kan bidrage til kreditgarantiforeninger, som kan skabe lokalt samarbejde. Jeg stemte hverken for eller imod de punkter, hvor kravene til Parlamentets arbejdsvilkår var helt rimelige, men hvor unødvendige henvisninger til forfatningen var listet ind.

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. - (EN) Denne betænkning er et afgørende element for finanssektoren, som forener internationalt vedtagne bankregler.

Labour-Gruppen har støttet det arbejde, som ordføreren og Parlamentets tjenestemænd har påtaget sig for at sikre, at Parlamentet opretholder sine juridiske og politiske beføjelser. Med henblik herpå kan de britiske Labour-medlemmer af Europa-Parlamentet støtte de foranstaltninger, der er indført for at muliggøre retten til tilbagekaldelse og "solnedgangsklausuler" i dette direktiv, hvilket ikke er et overgreb over for nationale bemyndigelser.

Betænkning af Doorn (A6-0224/2005)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Efter at jeg har stemt for denne betænkning, vil jeg tilslutte mig dem, der har lykønsket min kollega, Bert Doorn, med det udmærkede arbejde, han har udført i Retsudvalget.

For at øge den tillid, der er nødvendig i virksomheder og deres ledelsessystemer, var det meget vigtigt at sikre EU regler på dette område på grundlag af de internationale standarder, der er et resultat af global bedste praksis. Aspekterne i forbindelse med revisorers uafhængighed har afgørende indflydelse på kvaliteten af kontrollerne. Det blev navnlig presserende at definere begrebet netværk.

Til sidst vil jeg blive meget opmærksom og anmode om, at spørgsmålet om revisorers ansvar undersøges, da det er utænkeligt, at de måske har ubegrænset ansvar og derfor ikke kan forsikres i forbindelse med det arbejde, de udfører.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning, som, hvis den bliver vedtaget og forsvarligt gennemført, kan forhindre, at en skandale som den med Enron vil kunne foregå i Europa, og reducere sandsynligheden for fremtidige europæiske situationer som den med Parmalat.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Der må være en effektiv og grundig kontrol af virksomhedernes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Det er formålet med det forslag, som Kommissionen har fremlagt for Europa-Parlamentet, der på sin side har forbedret det betydeligt gennem denne betænkning. Jeg har derfor stemt for.

Det er konstateret, at de gældende regler på området ikke sikrer det helt centrale i denne særdeles vigtige opgave, nemlig markedets gennemsigtighed, frihed og uafhængighed for dem, der gennemfører kontrollen, og dermed reel kontrol. Det er næppe sundt for økonomien. Når det forholder sig sådan, må der gribes ind for at forbedre retsgrundlaget, så disse mål kan nås. Som sagt tror jeg, at Kommissionens forslag med de af Parlamentet indførte forbedringer imødekommer dette behov.

Betænkning af Jarzembowski (A6-0143/2005)

  Jan Andersson, Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Europa har brug for jernbaner, først og fremmest af hensyn til miljøet, men også til godstransport og personbefordring. Det kræver, at jernbanemarkederne åbnes mellem landene, så toget kan køre hurtigt og smidigt over grænserne. Markederne for godstransport ad jernbane åbnes nu i overensstemmelse med den anden jernbanepakke, hvilket vi synes er godt.

I hr. Jarzembowskis betænkning foreslås det nu, at også den internationale og nationale personbefordring skal åbnes op efter en vis tidstabel. Vi mener, at den internationale personbefordring kan åbnes op i løbet af nogle år. Men når det gælder den nationale personbefordring, mener vi, at processen skal forløbe over en længere periode end den foreslåede. Derfor er vi ikke klar til at stemme for forslaget fra hr. Jarzembowski om deregulering af den nationale personbefordring i dag, da vi ikke kan overskue konsekvenserne af hans forslag for f.eks. den lokale og regionale offentlige transport.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Ligesom de øvrige portugisiske socialister støtter jeg de store linjer i Georg Jarzembowskis betænkning, da vi er enige i princippet om liberalisering af markedet for international personbefordring.

I forhandlingen har vi imidlertid givet udtryk for forbehold og modstand imod ønsket om at fremskynde liberaliseringen af den internationale transport, også af cabotage, og om at liberalisere de nationale transporttjenester fra 1. januar 2012.

Liberalisering af den internationale transport vil givetvis kunne betyde, at jernbanetransporten får nyt liv i EU, så dens vækst fremmes, og der skabes større balance i forhold til luft- og vejtransport. På den anden side kan en liberalisering, der gennemføres overilet og uharmonisk, betyde, at nogle stater som f.eks. Portugal kan få alvorlige problemer, hvor specialiserede infrastrukturer som højhastighedsforbindelser endnu ikke er etableret, hvor deres forvaltningsmodel skal afklares, og hvor de offentlige tjenesteydelser på transportområdet stadig spiller en vigtig rolle for beskæftigelse og økonomisk vækst.

Vi har derfor stemt imod alle de nævnte bestemmelser om liberalisering, hvilket vores stemmeafgivning har afspejlet.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Hvis vi læser de krav, som UNICE (de store arbejdsgiveres sammenslutning i Europa) stiller til liberaliseringen af personbefordringen ad jernbane (pressemeddelelse fra 21. januar 2005), forstår vi, hvorfor Europa-Parlamentets flertal har indtaget den holdning, som det har.

Selv om UNICE bifalder Kommissionens forslag om den nye bølge af liberalisering af jernbanetransporten, kræver den mere - og mere fart på. Den kræver, at "åbningen af markederne" skal omfatte al personbefordring ad jernbane, ikke kun den internationale transport, som Kommissionens forslag havde tilsigtet for denne fase.

UNICE erindrer også om den holdning, som Europa-Parlamentets flertal tidligere har vedtaget, og som foreslog, at "åbningen af markederne" for personbefordring ad jernbane skulle ske allerede i 2008.

Således imødekommer Europa-Parlamentets flertal (med stemmer fra det portugisiske Socialdemokratiske Parti, Folkeparti og Socialistiske Parti) endnu en gang de store arbejdsgivere i Europa ved at vedtage liberalisering af den internationale passagertransport ad jernbane i 2008 og af den nationale i 2012, idet medlemsstaterne ydermere kan gennemføre det tidligere.

Idet vi derfor beklager, at dette skridt i liberaliseringen af jernbanetransporten ikke er blevet forkastet, sådan som vi har foreslået, vil vi fortsætte vores indsats for at forsvare de offentlige jernbanetjenester og deres ansattes arbejdsforhold.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemmer imod hr. Jarzembowskis betænkning, i hvilken der fastsættes en ny fase af liberaliseringen af jernbanetransport. Åbningen af fragtmarkedet var allerede en trussel for de offentlige jernbanetjenester, men skiftet til at åbne passagertjenester er uacceptabel og har mange konsekvenser for brugerne og planlægningen og udviklingen i Europa.

Med den begrundelse at man vil sikre en bedre organisering af den internationale trafik, åbner Kommissionen og betænkningen de mest rentable jernbanelinjer i det enkelte land for konkurrence og berøver således de offentlige tjenester i medlemsstaterne midler, der er væsentlige for prisudligning og regional udvikling, f.eks. i forbindelse med mindre rentable linjer.

Selv om passagerlinjerne i en lang række EU-lande drives godt, vil denne beslutning gøre deres fremtid mindre sikker og begrænse regeringernes investeringskapacitet.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Mens besparelserne fortsætter, og både de regionale jernbanetjenester og de internationale jernbaneforbindelser fortsat reduceres, opfordrer alle politiske strømninger nu til, at jernbanerne skal overtage mere passagerbefordring og mere fragttransport. Opskriften på det er at følge eksemplerne inden for fragttransporten ad landevej og lavprisselskaberne inden for luftfarten. De vil adskille driften af jernbaneskinnerne og tjenesteydelserne og håber, at private virksomheder vil føre til lavere priser og kundevenlig service og tiltrække flere kunder. Jeg tror ikke, at denne løsning i sidste instans vil give det resultat, som man nu forventer. Deres eneste interesse bliver at reducere udgifterne ved at nedlægge ruter, tynde ud i tjenesteydelserne, forhøje taksterne og skille sig af med tabgivende kunder.

Hr. Jarzembowskis liberaliseringsplaner kompenseres utilstrækkeligt af hr. Savarys og hr. Sterckx' betænkning. Savary-betænkningen er presserende for at formindske de tekniske problemer med grænseoverskridende tog, som er opstået siden elektrificeringen. Sterckx-betænkningen afviser muligheden for at tvinge jernbaneselskaberne til at gøre grænseoverskridende tjenester mere tilgængelige og opretholde dem. Kun for handicappede betyder det en forbedring.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Georg Jarzembowskis betænkning, fordi jeg mener, at den er et fremragende arbejde, der medvirker til, at vi kan nå målene om at give jernbanerne nyt liv gennem fremme af konkurrencen og at skabe et ægte indre marked for jernbanetransporten. Vi må yde en energisk indsats for at imødegå faldet i jernbanernes markedsandel, da det er meget vigtigt at vende denne tendens ved at opbygge et konkurrencedygtigt og åbent jernbanemarked.

Med hensyn til Kommissionens forslag om, at jernbanevirksomhederne senest 1. januar 2010 får ret til adgang til infrastrukturen i samtlige medlemsstater med henblik på at drive international personbefordring, foreslår ordføreren, at også de nationale tjenester skal omfattes af markedsåbningen for at imødegå det uundgåelige rentabilitetsfald ved en international tjeneste og den graverende hindring, som det kunne være for etablering på markedet. Derudover foreslår vi inden for rammerne af denne liberalisering af personbefordringen ad jernbane at give medlemsstaterne ret til i særlige tilfælde at begrænse åbningen af nettene for at sikre offentlige jernbanetjenesters økonomiske levedygtighed. Jeg mener, at de væsentligste lakuner i Kommissionens forslag er blevet dækket, og jeg gentager min holdning og stemmer for denne betænkning.

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det er en udfordring for os alle at sikre en rationel energiudnyttelse. Selv med den bedste vilje vil folk, der rejser til og fra Irland, primært skule benytte lufttransport. Det er imidlertid uomgængeligt nødvendig at udvikle jernbanetransporten i Irland for at reducere vejtrafikken og dermed brændstofforbruget.

Vores hovedstad Dublin ligger på østkysten, og stort set alle togstrækninger starter og slutter i Dublin. Jeg bor i det sydvestlige Irland. Hvis jeg vil rejse nordpå med tog, skal jeg først rejse østpå til Dublin og derefter vestpå til min destination.

Irland har et presserende behov for en vestlig jernbaneforbindelse til byerne på vestkysten. Der er ingen grund til at opfordre folk til at lade bilen stå, før en sådan forbindelse er etableret.

Det andet vækstområde inden for jernbanetransport er pendling. Vi bygger satellitbyer med nye vejforbindelser til centrum. Hvorfor oprettes der ikke jernbaneforbindelser samtidig med disse veje? Det burde være den mest omkostningseffektive løsning. Hvor der findes pendlerforbindelser, bliver de også brugt. Selv med konkurrencedygtige priser vil sådanne offentlige eller private pendlerlinjer være rentable.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) Jeg stemte imod dette forslag om at forpligte de europæiske medlemsstater til fra 2012 at åbne alle jernbanenet for private virksomheder. Der skal først foretages en udførlig evaluering af erfaringer med jernbaneliberalisering i de forskellige medlemsstater. Både kommissionsforslaget og Jarzembowski-betænkningen er forhastede og dårligt underbyggede. Det foreslåede direktiv indeholder ingen bindende aftaler, hvad angår servicekvalitet, sikkerhed eller miljøkrav. Endvidere pålægges alle EU-lande samme form for liberalisering af jernbanen, selv om udgangspositionen og den måde, hvorpå jernbanen benyttes, er vidt forskellig i de forskellige lande. Det er derfor nødvendigt først at lave en oversigt over, hvilke former for liberalisering af jernbanen der indtil nu har fungeret, og hvilke der ikke har fungeret. Derefter er der spørgsmålet, om Europa virkelig har en merværdi, hvad angår den måde, hvorpå medlemsstaterne i fremtiden kan gøre deres nationale jernbaner mere effektive, mere kundevenlige og mere miljøvenlige. Det er muligt, at vi efter en evaluering af situationen i de forskellige medlemsstater må beslutte, at dette alligevel bedre kan klares på nationalt plan, fordi hver situation er unik. Indtil videre nægter jeg i hvert fald at godkende de vilde liberaliseringsplaner, som nu foreligger.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Med den tredje jernbanepakke forsøger man at give jernbanetransporten dødsstødet for at øge kapitalens profit. Med fremskyndelsen af liberaliseringen af markedet inden for både internationale og nationale jernbanetjenester og fuld liberalisering af al passagertransport vil man på den ene side øge monopolernes profit og på den anden side ramme arbejdstagernes rettigheder meget hårdt, billetpriser og godstransportomkostninger vil stige, og sikkerhedsniveauet vil dale, som det er set alle steder, hvor der er gennemført privatiseringer.

For at få arbejdstagernes samtykke og gøre det nemmere at sælge befolkningernes ressourcer til monopolerne pynter man på forslaget med bestemmelser om eventuelle erstatninger til passagererne i tilfælde af dårlig service. Spørgsmålet er, hvordan private selskaber vil starte fra en ende af og udnytte arbejdstagerne, alle passagererne og de pågældende områder ved et tage den endelige kontrol over en grundlæggende løftestang.

I konkurrenceevnens navn opfordrer man i dag til flere offentlige investeringer til infrastruktur, som storkapitalen vil udnytte.

Arbejdstagerne kæmper for at omstyrte EU's befolkningsfjendtlige politik, for at få radikale forandringer og en politik, hvorunder jernbanetransporten er samfundets ejendom og bidrager til befolkningens velfærd.

Betænkning af Savary (A6-0133/2005)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten modsætter sig Kommissionens forslag om at skabe fælles regler for lokomotivførere og togpersonale. Samarbejdet skal bygge på tillid og mellemstatslige overenskomster. Vi stemmer derfor hverken for eller imod alle ændringsforslagene og havde helst set, at der var mulighed for at stemme nej også til Kommissionens oprindelige tekst.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) I dag i september 2005 stemmer vi om en jernbanepakke. For jernbanearbejdere, passagerer, offentlig service og togstationer i de små byer på landet er det imidlertid ikke en "gavepakke".

Det er alt sammen meget godt at interessere sig for et internationalt certifikat for togførere, at tale om konkurrence mellem jernbane og vej og ønske europæiske passagerrettigheder. I Frankrig kommer TGV-toget imidlertid først til at køre helt til Nice i 2020, to år efter at der er bygget en fast rumstation på månen.

Togstationer lukkes eller forfalder som i Sainte-Gabelle i nærheden af Toulouse, mens jernbanelinjen mellem Paris, Bordeaux, Pau og Madrid, ligesom mellem Paris, Montpellier, Perpignan og Barcelona stadig ikke eksisterer. Flere tusinde kilometer jernbanespor vedligeholdes ikke længere, hvilket tvinger TER til at køre 80 km/t i stedet for 120 km/t. I Tarascon sur Ariège åbner togstationen først kl. 15 for ét tog, nemlig Tour de Carol-Toulouse-toget, som afgår kl. 14.50 ...

Når Europas jernbanesystem således forfalder til de britiske jernbaners standard, haster det med at udarbejde en omfattende jernbaneplan for endelig i det næste årti at kunne forbinde de 25 europæiske hovedstæder med højhastighedsjernbanelinjer.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for Savary-betænkningen i min egenskab af europaparlamentsmedlem fra London, der har diskuteret med jernbanefagforeningsmedlemmer, idet denne betænkning fører til oprettelsen af et certificeringssystem for togpersonale. Nye certifikater vil bevise, at det togpersonale, der arbejder på tværs af grænserne, overholder faglige standarder, medicinske standarder og sproglige standarder. Med den nødvendige uddannelse vil et sådant fremskridt beskytte passagerernes sundhed og sikkerhed på togrejser gennem EU-landene.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Gilles Savarys betænkning har til formål at tydeliggøre og forenkle Kommissionens forslag om at indføre harmoniserede europæiske betingelser for certificering af lokomotivførere i forbindelse med liberaliseringen af jernbanegods- og passagertransporten.

Direktivforslaget omhandler et certificeringssystem i to niveauer for alle lokomotivførere og alt personale, der medvirker til at fremføre toget, på hele det europæiske jernbanenet.

Gensidig anerkendelse af lokomotivførernes uddannelse er en helt nødvendig forudsætning for fremme af arbejdskraftens frie bevægelighed, fordi vi ved at indføre fælles normer medvirker til at øge deres beskæftigelsesmuligheder.

Jeg har følgelig stemt for Gilles Savarys betænkning.

Betænkning af Sterckx (A6-0123/2005)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Der findes en mellemstatslig organisation for den internationale jernbanebefordring (OTIF), som allerede har aftaler om rejsendes rettigheder. Der findes et charter, som de europæiske jernbaner har underskrevet, om kvalitetsnormer for sporbunden personbefordring. Vi mener ikke, at EU skal gå ind og regulere dette område. Hvis der skal reguleres på dette område, skal det ske gennem de nationale myndigheder i de respektive lande.

At stemme for en forordning om minimale erstatningsbeløb for forsinkelse til passagerer er et stort skridt at tage på nuværende tidspunkt. Det kan indebære øgede omkostninger, som tjenesteleverandørerne skal pålægge passagererne, hvilket yderligere kan ramme denne branche hårdt i en situation, hvor den er presset af lavprisfly og busser.

Vi tror derfor, at Parlamentets betænkning i denne situation ikke indeholder forslag om noget, som gavner passagererne på længere sigt. Derfor stemmer vi nej til Parlamentets forslag om ændring af Kommissionens forslag. Vi forkaster også Kommissionens forslag.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Denne betænkning er en del af en større pakke med foranstaltninger, der skal forbedre den europæiske jernbane- og godstransport. De internationale togrejser i Europa får voksende betydning som et miljøvenligt alternativ til flyrejser. Jeg glæder mig derfor over denne betænkning, der kan skabe klarhed og gennemførlighed for erhvervslivet og samtidig beskytte interesserne for de millioner af europæere, der er afhængige af jernbanetransport til både arbejde og fritid. Betænkningen skal imidlertid ses inden for rammerne af den bredere pakke. I de kommende måneder skal vi arbejde på at sikre, at der med disse nye love skabes en overordnet balance mellem togpassagerernes behov og tjenesteudbydernes interesser.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer for betænkningen af Sterckx, da jeg som europaparlamentsmedlem fra London og repræsentant for et af verdens største transportknudepunkter er af den opfattelse, at passagerernes rettigheder og forpligtelser ikke er tydeligt opstillet. Jeg mener, at passagerernes rettigheder ikke kun skal gælde for internationale jernbanepassagerer, men også for de nationale passagerer. Jeg mener, at udvalgets retningslinjer om minimumserstatning for uacceptable forsinkelser i det store og hele er korrekte.

Jeg synes helt sikkert, at passagerer med periodekort, der udsættes for gentagne forsinkelser eller aflysninger, skal have erstatning i form af frirejser, prisreduktioner eller en forlængelse af periodekortets gyldighedsperiode.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Dirk Sterckx' betænkning.

Forslaget til forordning om internationale jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser indeholder minimumsstandarder for information til passagererne før og under rejsen, regler, der skal følges ved forsinkelser, behandling af klager og bistand til passagerer med et handicap.

Det forekommer mig indlysende, at disse regler indføres, fordi der er et behov for regler, der kan sikre passagertransportens kvalitet.

I den tekst, som i dag er til afstemning, er forslaget gjort mere sammenhængende og tydeligt, ligesom nogle formuleringer og definitioner er forenklet.

Efter vores mening ligger forslagets centrale punkt i gennemførelsen af disse rettigheder og forpligtelser for jernbanepassagerer både nationalt og internationalt.

Jeg har også stemt for denne betænkning, fordi den ikke indebærer alt for detaljeret lovgivning, således at der gives plads til, at virksomhederne kan tage hensyn til de kommercielle aspekter og stimuleres til at finde andre løsninger, så jernbanetransporten bliver mere tiltrækkende for passagererne.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Passagerrettigheder er vigtige, uanset hvilken transportform der er tale om. Jernbanepassagerernes ret til erstatning er et fremskridt, og jeg hilser Sterckx-betænkningen velkommen. I lyset af den nylige lovgivning om beskyttelse af luftfartspassagerer samt dennes anvendelse er det imidlertid nødvendigt at præcisere passagerernes rettigheder og ret til erstatning. Det nytter ikke at introducere en lov, der ikke gennemføres ordentligt. Hvis vi skal være tro over for vores vælgere, skal vi kræve velgennemførte regler.

Betænkning af Zile (A6-0171/2005)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, det var efter min mening korrekt, at vi liberaliserede transporten med den anden jernbanepakke. Men det ville være en yderligere belastning og faktisk udgøre et indgreb i de markedsøkonomiske reguleringsmekanismer, hvis vi nu indførte sådanne bestemmelser - sådan som Kommissionen netop har foreslået. Enten overlader vi jernbaneselskaberne til det frie marked, eller også udarbejder vi bestemmelser for dem - vi er nødt til at beslutte os. Derfor ville det også være hensigtsmæssigt, hvis hele betænkningen blev henvist til fornyet udvalgsbehandling.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi mener ikke, at der er brug for en EU-ramme for erstatning ved forsinkelse af gods, der fragtes ad jernbane. Vi støtter dermed Transport- og Turismeudvalgets holdning og stemmer nej til Kommissionens forslag. Formålet med Kommissionens forslag er at tilskynde jernbanevirksomheder til at opnå en forbedret kvalitet af godstransporterne og dermed styrke kundernes efterspørgsel. Vi sætter spørgsmålstegn ved, om de foreslåede bestemmelser er ønskværdige, og om de får den ønskede virkning.

25-årsdagen for den frie fagforening Solidaritet og dens budskab til Europa (RC-B6-0485/2005)

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) For vores vedkommende skal 25-årsdagen for oprettelsen af Solidaritet være en lejlighed til at huske, at halvdelen af Europa, der var underkastet Stalins USSR, led under kommunismens terror i næsten 50 år.

Vi skal ikke blot fejre modet hos og mindet om arbejderne i Gdansk og den rolle, de spillede med deres strejke i jerntæppets fald.

Vi skal også fejre modet hos oprørerne i Berlin, Prag og Budapest, der blev knust af de sovjetiske tanks, samt modet hos alle dem, der kæmpede for deres frihed og deres landes uafhængighed trods forfølgelserne, tilfældige anholdelser, indespærringer på psykiatriske hospitaler og deportationer til GULag.

Vi må ikke glemme, at kommunismen er den mest blodige ideologi i historien, og at den var ansvarlig for 100 millioner døde.

Vi må heller ikke glemme, at da de ikke var part i begivenhederne, lukkede alt for mange ledere og politisk ansvarlige i Vesten i "jerntæppeårene" øjnene for, hvad der foregik, eller forholdt sig tavse. Deres efterfølgere gør i dag det samme med hensyn til det sidste store marxistiske diktatur i verden ved at glemme de døde på Den Himmelske Freds Plads og rehabiliteringslejrene.

  Ole Krarup, Kartika Tamara Liotard, Mary Lou McDonald, Erik Meijer, Esko Seppänen, Jonas Sjöstedt og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Kompromisbeslutningsforslaget giver ikke udtryk for vores politiske synspunkt på 25-årsdagen for den frie fagforening Solidaritet, så her er vores stemmeforklaring.

Vi fordømmer det undertrykkende såkaldte kommunistiske system, der styrede Polen efter Anden Verdenskrig.

Vi støttede arbejderbevægelsen og Solidaritet i deres kamp i 1980'erne for bedre arbejdsvilkår, social retfærdighed og ægte demokrati.

Polen er i dag et politisk demokrati primært takket være Solidaritets kamp.

Der er fortsat behov for en stærk fagforeningsbevægelse i dagens Polen, da arbejdstagernes rettigheder og social retfærdighed langtfra er sikret i Polens neoliberale økonomiske system.

  Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Jeg har stemt for det fælles beslutningsforslag, der markerer 25-årsdagen for den frie fagforening Solidaritet og dens arv til Europa.

25-årsdagen for den polske fagforeningsbevægelse Solidaritet er en vigtig dato at fejre, og det ikke kun for Polen. Det grundlæggende budskab om solidaritet i en fælleseuropæisk sammenhæng fortjener også opmærksomhed fra Europa-Parlamentet. På den ene side repræsenterer det et vigtigt signal, da denne bevægelse under Lech Walesas ledelse er indbegrebet af den polske nations mod i kampen mod et totalitært regime i skyggen af det sovjetiske imperium. På den anden side er det et strålende eksempel på værdier som solidaritet, frihed, fred og menneskerettigheder - en arv for Europa som helhed betragtet.

Hvis vi skal ofre en passende opmærksomhed på de historiske begivenheder, der førte til Berlinmurens endeligt, til fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet og til de baltiske landes uafhængighed, må vi ikke glemme ofrene fra de totalitære regimer, og samtidig skal vi på sandfærdig vis præsentere denne historie for en yngre generation, der aldrig har oplevet totalitære regimer. Dette minde om diktaturet er en dyster advarsel for dem, der længes efter dets tilbagevenden, samt en kilde til styrke for de nationer, der fortsat lider under det den dag i dag.

Samtidig minder det os også om den store mand pave Johannes Paul II. Hans ord "frygt ikke" - gav genlyd i Gdansk, og under hans pontifikat efterlod de et uudslettelig aftryk i hjerterne og sindene på folk over hele kloden.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Næsten halvandet år efter 10 staters tiltræden, heraf otte lande, der engang lå på den anden side af jerntæppet, har fejringen af 25-årsdagen for oprettelsen af den frie fagforening Solidaritet en særlig betydning.

Det var modige mænds værk, frihedskæmperes værk, men det var også en tids værk, en tid med modige politikere, verdensledere med visioner og en pave - det skal ikke glemmes - der var ægte optaget af menneskehedens frigørelse.

Som Lech Walesa har sagt det i interviews for nylig, nemlig at uanset hvor heroisk et øjeblik det var det dengang - og det var det - må vi erkende, at vi slet ikke kunne forestille os, at vi 25 år efter skulle sidde her sammen med vores kolleger fra otte - eller 10, siden i går - af de lande, der dengang var behersket af det sovjetiske imperium.

Lad os derfor mindes den dag som hyldest til Solidaritets og Polens helte og som symbol for den gnist, der tændte frigørelsesprocessen i hele den del af Europa, der var "besat".

Betænkning af Guellec (A6-0251/2005)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, det lader til, jeg har monopol i dag. Men jeg vil gerne understrege, hvad angår denne betænkning, at de territoriale komponenter skal øge den europæiske merværdi, ellers kan det ikke retfærdiggøres, at vi pumper så mange penge i regionerne.

Samtidig skal vi dog også sikre, at mangfoldigheden i den regionale udvikling bibeholdes og tilmed fremmes. Her vil jeg gerne navnlig plædere for, at de regionale myndigheder bliver styrket i deres rolle for at kunne opfylde folks behov på stedet.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) For et land betyder regional samhørighed, at man sætter ind over for økonomiske og sociale forskelle mellem regionerne og over for de kumulative følger heraf, altså fremmer en harmonisk og homogen udvikling i hele landet. I denne sammenhæng omfatter den territoriale samhørighed den økonomiske geografi og ligger implicit i enhver strukturpolitiks målsætninger. Regional samhørighed på EU-niveau giver sammen med målsætningen om økonomisk og social samhørighed kun mening, fordi den for nogle indgår i den føderale vision om EU som en "stat" med et territorium.

Vi mener derfor, at betænkningen burde omhandle de regionale forskelle inden for den enkelte medlemsstat, der ikke viser tendens til bedring, eller som ligefrem øges, og behovet for nye politikker, der i stedet for at øge disse forskelle bekæmper dem. Det indebærer fremme af offentlige tjenesteydelser, udvikling af produktionsapparatet og grundlæggende infrastruktur (transport, kommunikation og energi), et vidtforgrenet net af små og mellemstore landbrugsbedrifter og en strategi til støtte for små og mellemstore bysamfunds udvikling i de indre og fjerntliggende regioner og i landdistrikterne. Alt dette forudsætter yderligere midler og en virkelig samhørighedspolitik.

Vi beklager derfor, at vores forslag er blevet forkastet.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg takker Ambroise Guellec for den vigtige og relevante betænkning, som han har udarbejdet om den territoriale samhørigheds rolle i den regionale udvikling, som jeg giver min støtte, især fordi den fremhæver, at dette begreb bør finde anvendelse i relation til alle de forskellige fællesskabspolitikker med henblik på en bedre samordning af den fysiske planlægning af det europæiske område og dermed sikre udvidelsens succes og forbedre EU's globale konkurrenceevne.

For præcist at klarlægge EU's intervention på dette område og graden af intervention i den enkelte region støtter betænkningen, at der udvikles nye territoriale kriterier og indikatorer ud over BNP til måling af en regions udvikling og af hindringerne for denne udvikling, såsom specifikke territoriale handicap, indekset for decentrering og tilgængelighed, infrastrukturens og transportforbindelsernes udviklingsgrad, aktivitetsniveauet inden for forskning og innovation, uddannelse og erhvervsuddannelse, graden af diversificering af produktiviteten i området.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Hverken globalisering, udvidelse eller demokratisk udvikling stopper ved landdistrikterne. Tværtimod, navnlig landdistrikterne er ofte særligt hårdt ramt af det 21. århundredes udfordringer. Der er mange opgaver, som kommunerne ikke kan klare alene, hvorfor samarbejde med andre kommuner samt deltagelse og engagement fra borgernes side hører til de grundlæggende principper for udvikling af landdistrikterne.

Det er essentielt at bevare livskvaliteten i landdistrikterne og bindingen til hjemlandet, hvis man vil have styr på afvandringen fra landet. Økonomisk attraktivitet med varige arbejdsmuligheder er lige så vigtige som en sparsommelig udnyttelse af land, bevarelse af miljøet, bevidsthedsskabelse på stedet og en adækvat infrastruktur. Forskellige konkurrencer i byerne og venskabsbyer har i den forbindelse vist sig at give impulser til disse levesteder, hvor f.eks. to tredjedele af alle østrigere lever.

Landdistrikterne kan altså ikke opretholdes alene med landbrugsstøtte, og det kan f.eks. ses ved, at EU's støttepolitik hidtil ikke har haft nogen nævneværdig effekt på beskæftigelsen, men derimod til dels har fremskyndet afvandringen. Trods omfattende støtte lukker mange gårde, og ikke alle efterkommere på gårdene kan tjene til livets ophold dér.

Hvis vi ønsker at sikre nogle vitale landdistrikter, er vi nødt til at styrke især de økologiske virksomheder og give de mindre bedrifter bedre overlevelsesmuligheder. Støtten til mindre gunstigt stillede områder - der f.eks. i Østrig udgør 71 % af landbrugsarealet - må under ingen omstændigheder mindskes, da det ville resultere i, at hele regioner ville uddø.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) At den territoriale samhørighed i EU er vigtig, og at Unionens politikker skal fremme denne samhørighed, er efter min mening indlysende. På makroniveau - dvs. mellem de forskellige lande - er det ligefrem en af forudsætningerne og begrundelserne for Unionen overhovedet. Hvis det er sådan på dét niveau, må det også være det på det mere lokale niveau, eftersom der værdimæssigt jo ikke er nogen som helst forskel på disse to niveauer.

Jeg bifalder derfor Ambroise Guellecs initiativ, da det både udtrykker nogle rigtige principper og udpeger nogle sektorer og konkrete politikker, der kan medvirke til en større reel territorial samhørighed inden for EU.

Betænkning af Marques (A6-0246/2005)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, medlemsstaterne skal overholde deres finansielle forpligtelser og vedtage de finansielle overslag hurtigst muligt. Herudover kan regionerne i den yderste periferi naturligvis få de penge, der tilkommer dem. Men samtidig må man rette en bøn til disse regioner om at bruge pengene hensigtsmæssigt, især til udannelsesformål og infrastruktur, så de europæiske skatteborgeres penge kan blive brugt retfærdigt.

  Jan Andersson, Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi svenske socialdemokrater har valgt at stemme hverken for eller imod spørgsmålet om et styrket partnerskab for regionerne i den yderste periferi. Mange regioner i Europa har specielle behov og vanskeligheder på grund af lang afstand til indkøbscentre, er tyndt befolket eller har vanskelige terræn- og klimaforhold. Øerne og øgrupperne i den yderste periferi har kendte ulemper, og vi støtter EU's politik på dette område. Partnerskabet med EU medfører også en pligt til at fiske forsigtigt, beskytte vores fælles miljø og anvende EU's støttemidler ansvarligt. Vi mener, at Marques-betænkningen går for langt i kravet om yderligere midler til landbrug og fiskeri. Derfor har vi valgt at stemme hverken for eller imod.

  Ole Christensen, Dan Jørgensen, Miloš Koterec, Henrik Dam Kristensen, Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen (PSE), skriftlig. - Vi stemmer for den samlede betænkning om et styrket partnerskab for regionerne i den yderste periferi

Det gør vi fordi vi anerkender den særlige situation regionerne i den yderste periferi står over for, og vi accepter deres behov for fællesskabsstøtte.

Men vi har været nødsaget til at stemme imod en række dele af betænkningen. Det har vi hovedsageligt gjort fordi vi ikke mener de skal have særstatus, og dermed støtte som grundlæggende går imod fællesskabets øvrige politik og værdier. Vi stemte imod forslag som forfægter en forældet landbrugs- og fiskeripolitik, som ikke gavner fællesskabets interesser som helhed og heller ikke regionerne i den yderste periferis langsigtede interesser. Protektionisme, tariffer og handelshindringer er ikke holdbare løsninger. Støtten til regionerne i den yderste periferi skal baseres på en bæredygtig udvikling.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for denne betænkning, ligesom jeg har appelleret til, at den vedtages.

Selv om vi har forskellige perspektiver og tilgange, er vi fælles om at støtte den strategi, som Kommissionen foreslår med henblik på en bæredygtig udvikling i EU's regioner, hvad angår prioriteringerne, instrumenterne og oprettelsen af et "særligt program til kompensation for meromkostninger", og om, at der opstilles en "handlingsplan for et styrket partnerskab".

Selv om der er almindelig enighed om strategien, er der dog også nogle kritiske bemærkninger og forbehold at fremføre, fordi den ikke giver et tilstrækkelig klart svar, hvad angår de behov, som regionerne i den yderste periferi har.

Selv om jeg støtter ordføreren, finder jeg det nødvendigt at lægge vægt på følgende punkter:

1) Regionerne i den yderste periferi børe være berettigede til differentieret behandling, hvad angår adgang til strukturfondene inden for rammerne af den reviderede samhørighedspolitik, så de bevilges prioriteret finansiel støtte uafhængigt af deres indkomstniveau.

2) Budgetbevillingen til det særlige program bør øges og fordeles ligeligt efter de begrænsninger, som regionerne lider under.

3) Handlingsplanen for et styrket partnerskab inden for det "europæiske territoriale samarbejde" og Unionens nye naboskabspolitik bør præciseres.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi mener, at betænkningen på to afgørende punkter ikke går så langt, som man kunne ønske. Det gælder dels oprettelse af et fællesskabsprogram for regionerne i den yderste periferi, dels hævdelse af deres eksklusive økonomiske zoners suverænitet.

Vi har derfor foreslået, at Kommissionen anmodes om at oprette et særligt fællesskabsprogram til støtte for regionerne i den yderste periferi med tilstrækkelige finansielle midler (de finansielle midler, som Kommissionen afsætter til regionerne i den yderste periferi i sit forslag til de finansielle overslag 2007-2013, er utilstrækkelige og bør øges) for at kompensere for de vedvarende strukturelle handicap (og ikke begrænsninger, som ordføreren kalder det), og at det bliver det eneste instrument, der så skal omfatte alle de forskellige foranstaltninger i dag.

Vi mener endvidere, at det for at sikre fiskeressourcernes bæredygtighed i de respektive eksklusive økonomiske zoner og fiskersamfundenes aktiviteter i regionerne i den yderste periferi er afgørende, at enebeføjelserne, hvad angår adgang til deres farvande, i overensstemmelse med den givne nationale jurisdiktion modvarer den eksklusive økonomiske zone.

Endelig mener vi, at der i betragtning af at hovedparten af regionerne i den yderste periferi udgøres af naturreservater eller andre beskyttede områder, må overvejes permanente støtteforanstaltninger på dette område.

Vi beklager, at disse forslag er blevet forkastet af Parlamentets flertal.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Som Sérgio Marques meget rigtigt påpeger, begrunder de særlige forhold for regionerne i den yderste periferi - hvoraf Portugal har to, hvilket har endnu større betydning, eftersom landet selv er lille - at Kommissionen tager initiativ til at foreslå politikker, der retter sig direkte mod disse regioner, med henblik på at forbedre deres livsvilkår og styrke deres økonomiske potentiale.

De særlige geografiske forhold, der gælder for regionerne i den yderste periferi, er ikke nødvendigvis en ulempe. Eller sagt på en anden måde: De er ikke nødvendigvis en faktor, der hæmmer deres udvikling. Det er simpelthen et spørgsmål om at vedtage de rigtige politiske foranstaltninger, ikke mindst dem, der foreslås i denne betænkning.

Af disse grunde har jeg stemt for betænkningen.

Betænkning af Guellec (A6-0251/2005) og betænkning af Marques (A6-0246/2005)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten vælger at stemme nej til disse betænkninger, da de er to nye eksempler på, hvordan Europa-Parlamentet gennem egne initiativbetænkninger vil tilføre EU nye kompetenceområder. Hr. Guellec vil tilføje en territoriel dimension, hvor formålet er at forklare, hvordan medlemsstaterne skal håndtere relationerne mellem centrum og periferi. Hr. Marques efterlyser flere midler til fiskeri, landbrug, bananproduktion osv. for yderligere at fremme EU's randområder. Betænkningen omhandler vigtigheden af flere midler til fiskeriet ved bl.a. at satse på modernisering af fiskerflåden for at øge deres rentabilitet.

Disse to betænkninger medfører desuden nye udgifter og bifalder støtteområder, som nærmere burde blive reduceret end udvidet.

20. Stemmerettelser: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.40 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI
Næstformand

21. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

22. Beskyttelse af immunitet (opfølgning)

23. Olie

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om olie.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, tak for denne mulighed for at tale til Parlamentet om dette vigtige og aktuelle emne.

De seneste års udvikling på oliemarkedet rejser både vigtige spørgsmål samt i øjeblikket en række centrale spørgsmål for EU.

Vedvarende høje oliepriser udgør en betydelig risiko for den globale økonomiske vækst, og de er særligt skadelige for de fattige lande. Adgang til pålidelige og økonomisk overkommelige olieforsyninger har afgørende betydning for EU såvel som for den globale økonomi. I 2003 udgjorde olieprodukter 43 % af det samlede energiforbrug i EU.

Vigtigheden af dette spørgsmål blev understreget på det nylige uformelle Økofin-møde i Manchester i Det Forenede Kongerige, hvor der under debatten om den aktuelle økonomiske situation blev lagt særlig vægt på olieprisernes konsekvenser.

Som dokumenteret andetsteds er den aktuelle situation forskellig fra tidligere perioder med høje oliepriser. De aktuelle olieprisniveauer er lavere end de højeste priser i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne, og prisstigningerne har været langsommere. Det viser, at priserne er drevet i vejret af en meget stærk og uventet vækst i den globale olieefterspørgsel snarere end af et forsyningschok. På grund af den stigende efterspørgsel er den globale produktions- og raffineringskapacitet blevet meget stram.

Hvad kan man så gøre for at forbedre de aktuelle markedsforhold? Olie er et globalt problem, der kun kan løses gennem en global indsats. Både olieproducerende og olieforbrugende lande har en fælles interesse i og et fælles ansvar for at sikre mere stabile oliepriser, der muliggør en bæredygtig økonomisk vækst.

Forbruger- og producentlande samt internationale organisationer skal samarbejde i bestræbelserne på at effektivisere de internationale oliemarkeder både på efterspørgsels- og udbudssiden. Åbne, gennemsigtige og konkurrencedygtige oliepriser og oliemarkeder er den mest effektive mekanisme til at skabe pålidelige olieforsyninger til mere stabile priser.

Der er tilstrækkelige reserver til at opfylde den fremtidige efterspørgsel. Verden løber ikke tør for olie eller gas lige med det samme. Der skal imidlertid gøres en indsats for at sikre, at reserverne omsættes til forsyninger. Der er behov for større investeringer i både produktions- og raffineringskapacitet. Der er behov for et mere investeringsvenligt klima med åbne markeder, gennemsigtige forretningspraksisser og stabile lovgivningsmæssige rammer i hele den internationale oliesektor.

Energibesparelse og -effektivitet samt teknologi og innovation er andre vigtige elementer. På G8-topmødet for stats- og regeringschefer i Gleneagles blev der offentliggjort en handlingsplan vedrørende disse spørgsmål som svar på klimaændringerne, men et fremskridt på disse områder kan også gøre meget for at forbedre energisikkerheden.

I sidste ende vil markedsmekanismerne rationalisere de resterende olieforsyninger og give et incitament til at gå over til alternative energikilder, men der kan gøres en passende indsats for at støtte denne udvikling og fremme en effektiv energiudnyttelse.

Energieffektivitet står med rette øverst på EU's energipolitiske dagsorden. En forbedret energieffektivitet i EU er den mest omkostningseffektive metode til samtidig at nedbringe energiefterspørgslen - at fremme forsyningssikkerheden og forbedre det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne - og reducere drivhusgasemissionerne. EU har allerede gjort store fremskridt - hvilket er vigtigt at anerkende på dette område, hvor der nu er en række reguleringsmæssige og frivillige foranstaltninger på plads - men det står klart, at der samtidig med et stort potentiale for yderligere forbedringer i energieffektiviteten også findes hindringer for at udnytte dette potentiale.

Derfor glæder medlemsstaterne sig over kommissær Piebalgs høje prioritering af yderligere fremskridt samt over den nylige offentliggørelse af grønbogen om energieffektivitet "Hvordan vi kan få mere ud af mindre". Denne grønbog stimulerer en betydelig og kærkommen diskussion og debat om, hvordan vi kan fjerne hindringerne for at gennemføre betydelige energibesparelser inden udgangen af 2020. Det er også grunden til, at det britiske formandskab vil forsøge at sikre enighed mellem Rådet og Parlamentet ved andenbehandlingen af direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne, der vil opstille rammer og mål for energibesparelser i EU i de kommende år.

EU har introduceret direktivet om biobrændstoffer for at fremme udviklingen af alternative vedvarende brændstoffer til transport. Medlemsstaterne er enedes om at opstille vejledende mål for salg af biobrændstoffer i 2005 og for 2010 for at forsøge at reducere EU's afhængighed af fossile brændstoffer. De forskellige medlemsstater har indført politikker som f.eks. reduktioner i brændstofafgifter, hvilket har stimuleret et hastigt stigende salg af biobrændstoffer.

Brændselsceller og brint har et stort potentiale på længere sigt, og mange mener, at brintbrændselsceller er den ultimative afløser for olie og forbrændingsmotoren. Den europæiske teknologiplatform for brint og brændselsceller har gjort et fremragende og vigtigt stykke arbejde med at forberede en strategisk forskningsdagsorden og en udnyttelsesstrategi for brændselsceller og brint. Dette arbejde vil igen påvirke Kommissionens opstilling af prioriteter for finansiering under det syvende rammeprogram. Kommissionen opfordrer i øjeblikket til et fælles teknologiinitiativ på dette område for at gøre det muligt at gennemføre store brintbaserede demonstrationsprojekter her i EU.

Der er også behov for større markedsgennemsigtighed. Det er vigtigt med bedre data om den globale olieefterspørgsel, -forsyning og -beholdning for at kunne træffe kvalificerede markedsafgørelser. Til dette formål bidrager EU's medlemsstater med data til det fælles oliedatainitiativ, der skal søsættes i Riyadh senere på året. Kommissionen arbejder også med at forbedre data for specielt de europæiske olielagre.

Manglende gennemsigtighed i forhold til verdens oliereserver og planerne for deres udvikling underminerer også stabiliteten og giver anledning til uvished. Der er brug for større klarhed og konsekvens i den globale rapportering om reserver.

Det er ærlig talt også vigtigt med en større dialog og forståelse mellem forbrugerne og producenterne. EU har nu en formel dialog med OPEC, der muliggør en udveksling af synspunkter om energispørgsmål af fælles interesse. På det første møde i juni blev parterne enige om fire temaer for et forbedret samarbejde mellem EU og OPEC. De fire temaer var: oliemarkedets udvikling på både kort, mellemlang og lang sigt, energipolitikker, energiteknologier samt energibeslægtede multilaterale emner.

Diskussionerne om disse emner vil blive udviklet gennem workshopper og andre møder, der skal medvirke til at præge kommende dialogmøder. Til at begynde med vil der den 21. november blive afholdt en rundbordssamtale om udviklingen på oliemarkedet med primær fokus på investeringsbehovene i olieforsyningskæden.

EU deltager i øjeblikket også i samtaler med Norge, Rusland, Kina og Indien. Energidialogen med Rusland er et godt eksempel på et effektivt samarbejde mellem EU og Den Russiske Føderation om spørgsmål af stor betydning for deres overordnede forhold. Den grundlæggende idé bag denne dialog er en simpel interesseafvejning: Rusland ønsker europæiske investeringer til udvikling af dets energiressourcer, mens Europa har brug for sikker og langsigtet adgang til russisk olie og gas.

Skønt EU har et hastigt voksende behov for olie- og gasforsyninger, er det vigtigt at få opfyldt målsætningerne for energisikkerhed og klimaændringer og deltage i en konstruktiv dialog og et praktisk samarbejde med de nye økonomier i Kina og Indien.

Endelig vil jeg også sige noget om reaktionerne på orkanen Katrinas indvirkning på oliemarkedet og EU's rolle i den forbindelse.

Det Internationale Energiagentur opfordrede sine medlemsstater til at frigive 2 millioner tønder olie om dagen i 30 dage. Skønt det er mange år siden, Det Internationale Energiagenturs reaktionsforanstaltninger er blevet afprøvet, nåede organisationen hurtigt frem til, at forstyrrelsen af verdensmarkedet var tilstrækkeligt stor til at retfærdiggøre en frigivelse af lagre, og man nåede til enighed med medlemsstaterne herom.

IEA handler på baggrund af enstemmighed. Denne aftale var bemærkelsesværdig og en hyldest til alle berørte parter. Den viser resultaterne af IEA's multilaterale tilgang samt behovet for en sådan tilgang til nutidens globale oliemarked.

Ikke alle EU's medlemsstater er medlemmer af IEA. EU's olieforsyningsgruppe mødtes imidlertid for at lade alle medlemsstater gennemgå deres svar og give de lande, der ikke er medlemmer af IEA, mulighed for at bidrage til denne bredere debat.

På et møde den 15. september gennemgik IEA's styrelsesråd medlemsstaternes bidrag til frigivelsen af lagre. Styrelsesrådet besluttede også, at det ikke umiddelbart var nødvendigt med en yderligere indsats, og at situationen kunne gennemgås igen sidst på denne måned eller i starten af oktober for at se, om der er brug for en yderligere indsats.

Frigivelsen af lagre har forbedret forsyningssituationen og haft en beroligende virkning på markedet og priserne. Det var helt klart det rigtige at gøre, og det blev gjort i det rigtige tidsrum. Ud over at deltage i frigivelsen af lagre var EU's medlemsstater i stand til at øge benzineksporten til USA, samtidig med at EU-markederne fortsat fik de nødvendige forsyninger.

I lyset af den aktuelle situation er denne forhandling meget aktuel. EU yder allerede et vigtigt bidrag til at forbedre forholdene på oliemarkedet på både kort, mellemlang og lang sigt, men der er en række udfordringer fremover. Nu vil jeg benytte lejligheden til at opfordre andre til at bidrage med deres tanker vedrørende et sådant fremtidigt arbejde.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen er meget bekymret over den aktuelle situation på oliemarkedet, der er karakteriseret ved en stærk prisstigning. Årsagen til de høje priser er den stadigt snævrere balance mellem udbud og efterspørgsel, der primært skyldes de seneste års stærke vækst i efterspørgslen efter olie i specielt USA og Kina samt den deraf følgende eklatante mangel på ekstra produktions- og raffineringskapacitet inden for olieområdet. Faktisk oplevede vi i 2004 den største stigning i olieefterspørgslen nogensinde på verdensplan. Under sådanne omstændigheder, hvor der er begrænset uudnyttet kapacitet, presses priserne yderligere i vejret af særlige hændelser som f.eks. krigen i Irak, orkanen Katrina og brændstofspekulation.

Da de høje priser er ved at få en betydelig negativ indvirkning på borgernes - og specielt de mest sårbare gruppers - trivsel samt på vores økonomi, må Kommissionen og medlemsstaterne yde en koncentreret indsats på dette område. Kommissionen kan selvfølgelig ikke løse problemet alene, men jeg tror, at den kan hjælpe meget med at få priserne ned på et mere fornuftigt niveau. Det er vigtigt for EU's borgere såvel som for de sårbare befolkninger i udviklingslandene, for hvem effekten er langt meget ødelæggende.

Efter intensive forhandlinger i kollegiet og med fuld opbakning fra mine kolleger og i særdeleshed kommissionsformand Barroso præsenterede jeg for nylig et fempunktsprogram over foranstaltninger, som Kommissionen allerede træffer, og som nu vil blive optrappet for at imødegå denne udfordring.

Vi skal for det første spare energi og reducere efterspørgslen. Siden jeg tiltrådte mit embede, har jeg gjort det til min førsteprioritet. Allerede i juni 2005 vedtog Kommissionen en grønbog om energieffektivitet med en beskrivelse af, hvordan Europa kan spare op til 20 % af dets eksisterende energiforbrug på en omkostningseffektiv måde. En fuld gennemførelse af den eksisterende lovgivning kan give en energibesparelse på 10 %. Derfor træffer Kommissionen foranstaltninger for at fremskynde en europæisk handlingsplan om energieffektivitet, der vil følge op på grønbogen med en række konkrete foranstaltninger for at udnytte potentialet på 20 %, øge presset for en fuld og hurtig gennemførelse af det nye bygningsdirektiv og fremme en aftale om forslaget om et energitjenestedirektiv.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at Europa sparer energi. Den virkelige udfordring består i at udnytte Europas gode eksempel til at fremme energipolitikker i udlandet, der også fokuserer på at begrænse efterspørgslen i stedet for blot at øge forsyningerne af olie og gas. I den forbindelse kan det europæiske eksempel illustrere, hvordan en større energieffektivitet kan reducere produktionsomkostningerne. Jeg gør det til min prioritet i mine bilaterale kontakter med andre store energiforbrugende nationer og via Det Internationale Energiagentur. Samtidig er vi forstående over for de meget olieafhængige og sårbare udviklingslandes særlige situation.

For det andet skal vi øge Europas brug af alternative energikilder. Det mest logiske svar på høje oliepriser er en overgang til alternative, konkurrencedygtige og om muligt mere miljøvenlige energikilder. Det er f.eks. nødvendigt at udvikle biomassens energipotentiale i EU. Der bliver fremsat en handlingsplan for biomasse inden årets udgang. Vi skal også fremme forskningen i vind-, bølge- og solenergi, i brint - særligt i forbindelse med transport - og i rent kul og kulstofbinding, og jeg vil argumentere for en passende finansiering heraf i det syvende rammeprogram. En passende gennemførelse af biobrændstofdirektivet kan også være frugtbar i denne henseende. Endelig vil Kommissionen inden udgangen af 2005 præsentere en meddelelse om økonomiske støtteordninger til vedvarende energikilder. Vi bør også arbejde aktivt på at opbygge globale alliancer for at udforske en mere levedygtig anvendelse af vedvarende energikilder i specielt udviklingslandene.

For det tredje skal vi øge oliemarkedernes gennemsigtighed og forudsigelighed. Den manglende gennemsigtighed på verdens oliemarkeder fremmer spekulationer og hæmmer investeringer i oliesektoren. Kommissionen vil gennemføre flere foranstaltninger for at løse problemet - f.eks. ved at fremme oprettelsen af et europæisk energimarkedsobservationssystem inden for Kommissionen. Formålet med et sådant observationssystem skulle være at skaffe pålidelige oplysninger for at fremme private operatørers investeringer i energisektoren samt at forbedre de politiske beslutningstageres beslutningsproces. Kommissionen vil også fremskynde foranstaltninger for at sætte sine tjenestegrene i stand til mere regelmæssigt at offentliggøre data om europæiske olielagre.

For det fjerde skal vi øge forsyningen af olie og gas. Vi skal arbejde for at nedbringe efterspørgslen efter olie og skifte til andre brændselsformer, men samtidig vil det være forkert ikke at erkende, at verden har brug for en større olie- og raffineringskapacitet. Til dette formål vil Kommissionen styrke dialogen mellem producenter og forbrugere i de olieproducerende lande inklusive OPEC. Denne dialog blev igangsat allerede i foråret, og søndag den 18. september mødte jeg formanden for OPEC-konferencen, Sheikh Fahad al Sabah, i Wien. Jeg fortalte ham om vores bekymring over den aktuelle oliesituation samt om vores forventninger til et samarbejde med OPEC.

I denne forbindelse vil jeg oplyse, at OPEC har lovet at hjælpe med at stabilisere det internationale oliemarked og bidrage til at få oliepriserne tilbage på et bæredygtigt niveau. Under førnævnte møde understregede OPEC behovet for investeringer i hele olieforsyningskæden, og oliemarkedets utilstrækkelige raffineringskapacitet blev særligt fremhævet. OPEC erklærede også, at den ser frem til at få flere muligheder for at investere i den europæiske downstream-sektor for olie. Kommissionen fortalte OPEC, at det bekymrer os, at de aktuelle utilstrækkelige reserver bidrager til at fremme international spekulation og sætte oliemarkedet under yderligere pres.

Man vil også fortsætte dialogen med vigtige olieproducerende lande som f.eks. Rusland, Norge og landene i Den Persiske Golf, med olie- og gasindustrien samt med verdens største olieforbrugende lande som f.eks. Kina, Indien og USA. For nylig blev der udarbejdet en kinesisk-europæisk handlingsplan om energieffektivitet og vedvarende energikilder.

Endelig vil jeg om kort tid mødes med ledere fra de vigtigste olieselskaber, da jeg finder det meget vigtigt, at olieselskaberne i den aktuelle situation handler meget ansvarligt. Jeg vil i særdeleshed insistere på behovet for, at de foretager flere investeringer og beslutter sig for, hvilke yderligere tiltag der kan gøres for at fjerne flaskehalse, der forhindrer yderligere investeringer inden for specielt raffineringskapaciteten.

For det femte skal vi reagere effektivt på nødsituationer med hensyn til olielagre. I denne sammenhæng har Kommissionen støttet Det Internationale Energiagenturs forslag fra den 2. september om at øge olieforsyningerne med 2 millioner tønder pr. dag i en periode på 30 dage. Mens denne internationale kollektive indsats i første omgang primært vil bestå i frigivelsen af oliereserver på det internationale marked, er Kommissionen en varm fortaler for at fremme energibesparende adfærd, hvilket om nødvendigt kan føre til anvendelsen af efterspørgselsdæmpende foranstaltninger fra medlemsstaternes side. Det kan specielt blive aktuelt, hvis forsyningerne kan forventes at være utilstrækkelige i månedsvis.

Som De måske ved, skal alle medlemsstater i henhold til EU-lovgivningen have oliereservelagre svarende til 90 dages normalt forbrug, som kan anvendes i tilfælde af kortvarige fysiske forsyningsafbrydelser. Skønt EU har oliereservelagre, er de aldrig blevet brugt på grund af utilstrækkelige retlige midler. Europa skal nedspille sin egen rolle, da det ikke er alle EU's medlemsstater, der er medlemmer af Det Internationale Energiagentur.

I denne forbindelse er Kommissionen allerede begyndt regelmæssigt at sammenkalde EU's Olieforsyningsgruppe for at diskutere oliepriser, medlemsstaternes hasteforanstaltninger samt mere effektive metoder til koordinering af hasteforanstaltninger på fællesskabsniveau.

Den seneste tids hændelser viser et klart behov for en mekanisme, der hjælper med at koordinere brugen af olielagre i EU. Kommissionen overvejer nu, hvordan det bedst kan gøres, og den vil diskutere det med alle berørte parter i et nyt forum for fossile energikilder, som jeg har oprettet, og som mødes for første gang i oktober i Berlin. Jeg skal bemærke, at jeg ved udviklingen af et sådant forslag vil tage meget hensyn til Europa-Parlamentets holdning til det tidligere forslag fra Kommissionen herom.

Som en sidste kommentar vil jeg sige, at Kommissionen ikke tror, at den bedste reaktion på høje oliepriser består i at sænke skatterne som kompensation. Det vil kun opfordre forbrugerne til at fortsætte deres forbrug. De ministre, der deltog i det seneste uformelle Økofin-møde, var helt enige om, at man skal undgå forvrængende skattemæssige interventioner og andre politiske interventioner, der forhindrer den nødvendige tilpasning. Det er et faktum, at ukoordinerede skattelettelser kan have en konkurrenceforvridende effekt på det indre marked.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Kommissionen meget aktivt har foreslået foranstaltninger med henblik på at afhjælpe situationen. Det bliver kun en succes, hvis alle berørte parter - EU-institutionerne, erhvervslivet, tredjelande og internationale organisationer - samarbejder. Jeg er derfor fast besluttet på at bruge den afbalancerede energimodel, der er udviklet i Europa, som en model for større international forandring, samt på at vise vores målsætning om at hjælpe sårbare befolkninger i både EU og udviklingslandene.

(Bifald)

  Giles Chichester, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, jeg vil gerne starte med at rose kommissæren for hans afbalancerede tilgang til situationen samt med at udtrykke min generelle støtte til hans fremgangsmåde. Lad os ikke overreagere og handle forhastet i forhold til en situation, der ændres, mens vi taler. Priserne modereres i en vis grad, og vi skal lade markedet arbejde.

Hvis der er problemer, der skal tages op - f.eks. bekymringer vedrørende de fattige, de sårbare og de dårligt stillede - bør vi træffe alternative sociale foranstaltninger for at hjælpe dem i stedet for at ty til den kortsigtede løsning med at sænke skatten. Det grundlæggende i situationen er uforandret: EU er stærkt afhængigt af olie og olieimport. Vi skal forsøge at mindske denne afhængighed gennem effektivisering, besparelse, substitution og nye teknologier.

Der er et vigtigt princip om, at skatterne fortsat skal fastsættes af medlemsstaterne. Dette princip skal ikke opgives til fordel for den døgnflue, der hedder et fælles EU-skattesystem. Det er også vigtigt at huske på, at langt størstedelen af brændstofprisen for vejtransport er skat. Derfor vil jeg sige til dem, der bekymrer sig meget om olieselskabernes ekstraordinære indtægter, at vi måske bør bekymre os mere om finansministrenes eller skattevæsenets ekstraordinære indtægter.

Endelig spekulerer jeg på, om vi ud over at se på transportsektoren og vejene bør genoverveje luftfartssektoren for at se, om der kan skabes international enighed om at gennemføre effektiviseringer og besparelser i den sektor. I øjeblikket er den ifølge sin natur ubeskattet.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne indlede min korte tale med at sige, at vi værdsætter Dem, hr. kommissær Piebalgs, meget på grund af Deres effektive og engagerede arbejde med at fremme energipolitikken. Det glæder mig meget, at De også har støttet og understreget det igen i de seneste dage. Det glæder mig også meget, at formandskabet her indgår nogle forpligtelser i forbindelse med energipolitikken.

Alligevel mener vores gruppe, at det, Kommissionen eller kommissionsformanden har sagt vedrørende dette emne, har været lidt for lidt, for der er her - som også hr. Alexander var inde på - tale om nogle meget ugennemsigtige markeder, hvis man da overhovedet kan tale om et marked. Set i lyset heraf burde EU tale et klart politisk sprog på alle områder - fra udenrigspolitikken til trafikpolitikken, fra landbrugspolitikken til handelspolitikken. Dette gælder også - naturligvis ikke kun - i særlig grad for energipolitikken.

Jeg bifalder i høj grad Deres erklæring i dag, fordi den går et lille skridt videre i forhold til det, vi hidtil har diskuteret. Det sagde De jo også i udvalget i morges. Når det handler om oliekoncernerne - jeg misunder hverken dem eller aktionærerne de store indtægter - tror jeg umidlertid, det er nødvendigt med et større samfundspolitisk ansvar for vores fælles samfund og for koncernernes fremtid. Man må jo forstå, at det kun er en lille del af disse indtægter, der kan anvendes til øgede investeringer til egen gavn i f.eks. iblanding af biobrændstoffer, hvilket er tilfældet i visse lande nu, og helt sikkert også til forskning og udvikling inden for alternativ energi.

Hr. kommissær, De sagde i morges, at De er klar over, at det kun er peanuts, der er blevet givet hidtil. Jeg håber, at der bliver tale om i det mindste et par peanuts mere efter Deres tale. Hvis De fortsætter med at være kommissær i længere tid, så bliver det måske endda med tiden til en kage, en energikage, som vi kan tilbyde de europæiske borgere. Jeg ønsker Dem held og lykke og styrke og beder Dem om at sige til direktørerne i de store olieselskaber, at man her i Parlamentet forventer, at de gør noget for vores fælles samfund.

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det glæder mig, at der her i eftermiddag er lagt vægt på efterspørgselsaspektet af olieproblemet. Det ville være lettere for os at koncentrere os om udbudssiden og problemerne som følge af orkanen Katrina, men hvis vi gjorde det, ville vil blot bruge et hæfteplaster, hvor der er behov for et større kirurgisk indgreb.

Den egentlige årsag til problemet skal findes i Europas alt for store olieafhængighed. Når EU importerer en tredjedel af sin olie fra Rusland og en fjerdedel fra Mellemøsten - og disse andele er stigende - står vi over for et strukturelt problem, der rækker langt ud over en kortvarig krise. Det handler ganske enkelt om, at vi er nødt til at mindske olieforbruget. Vi skal virkelig reducere forbruget og ikke bare tale om det, og vi har talt meget om det i forbindelse med en opbremsning af CO2-udledningerne. Men der er stadig en enorm kløft mellem den svulstige retorik om at bruge mindre olie og de rent praktiske tiltag.

Jeg har to konkrete anmodninger til Rådet og Kommissionen i dag. Det er dejligt at høre, at det britiske formandskab ønsker at få et direktiv om energieffektivitet og energitjenester på plads inden udgangen af december, men kan ministeren garantere os, at det bliver et direktiv med skarpe tænder - et direktiv med store og bindende forpligtelser vedrørende energireduktion, som opstiller rammer for energieffektivitet og stimulerer en hurtig vækst i energieffektivitetstjenester i hele Europa? Det er den slags forpligtelser, vi har brug for, hvis vi skal løse de efterspørgselsmæssige problemer med olieafhængigheden i stedet for kun at tale om dem.

For det andet vil jeg spørge Kommissionen, om den vil forpligte sig til at deltage i fælles overvejelser vedrørende alternativerne til olie. Jeg glæder mig over de forestående strategier, som hr. Piebalgs nævnte. Jeg håber, at de ikke kun kommer fra energikommissæren, der som bekendt er meget engageret i arbejdet med at fremme energibesparelser og brugen af vedvarende energikilder. Jeg håber, at der bliver tale om omfattende og integrerede kommissionsstrategier, der stimulerer en europæisk indsats over hele linjen og samler politiske initiativer vedrørende transport, industri, beskatning og landbrug. I mange tilfælde har vi teknologien og tilmed et vellykket pilotprojekt et eller andet sted i EU, men vi har ikke midlerne til at føre den nye teknologi ud i livet og gøre den alment udbredt.

I min egen region har vi starten på en vellykket biodieselindustri i Tees Valley. Meget højtydende rapsfrø vokser lige ved siden af en eksisterende petrokemisk industri. Vi har allerede starten på et "grønt vejnet" af tankstationer med 5 % biodiesel, men vi har endnu ikke den fornødne infrastruktur, kapacitet eller afgiftsstruktur til at føre biodieselprogrammet ud i livet. Biodiesel er blot ét eksempel, hvor talen må høre op. Jeg er bange for at, efterspørgslen efter olie ikke falder, medmindre der gøres en større konkret strukturel indsats både med hensyn til vedvarende energikilder og energieffektivitet.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke kommissæren for at have opstillet de rigtige prioriteter. Vi lever i en verden, hvor der vil være 150 millioner biler i Kina i 2015 mod bare 6 millioner i dag. Vi skal ikke længere tillade, at folk på 80 kg lader sig transportere rundt i monstre på 2 t. Så længe vi ikke er alvorlige med hensyn til effektivitet - specielt i transportsektoren - finder vi ikke nogen løsning på olieproblemerne eller klimaændringerne.

Når Parlamentet præsenterer sin beslutning i morgen, vil det opfordre Europa til at blive den mest energieffektive og mindst olieafhængige økonomi i år 2020. Det er en enorm mulighed for miljø- og beskæftigelsespolitikken. For hver euro, vi bruger på at opvarme et hus med olie, sender vi penge ud af Europa i stedet for at investere i isolering og job i Europa.

Lige så glad jeg er for kommissærens forslag, lige så forarget er jeg over Barroso-Kommissionen som helhed. Det er latterligt at udarbejde en meddelelse om olie uden en eneste sætning om transport, når vi alle ved, at transporten tegner sig for 70 % af olieforbruget i Europa. Derfor har jeg følgende spørgsmål til Dem, hr. kommissær: Hvornår vil Kommissionen udarbejde en plan, under hvilken hr. Barrot, hr. Kovács og hr. Verheugen vil påtage sig et ansvar? Det er ikke kun Dem, der skal gøre det.

Mit sidste spørgsmål er til det britiske formandskab. De nævnte ikke direktivet om vejafgifter for lastbiler. Det er blevet forelagt. Hvis Rådet ikke kun ønsker ord, men også handling, hvorfor presser det britiske formandskab så ikke på for at få en aftale om vejafgifter baseret på den schweiziske model?

  Umberto Guidoni, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det problem, som vi står over for, er at sørge for energiforsyningen til vores moderne samfunds ufravigelige behov og samtidig sikre en meget lille miljøpåvirkning og en reduktion af risiciene for borgernes sundhed.

Den eneste løsning er at begynde at gå bort fra olien, selv om der ikke er nogen mirakelløsninger. Vi skal gøre en indsats på to områder, nemlig energibesparelser og vedvarende energikilder. Kun på denne måde kan Europa sikre en hurtig løsning på såvel forsyningskrisen og de høje priser som den energidiversificering, der er nødvendig for at mindske vores afhængighed af udenlandsk olie.

For hele verden kunne det betyde, at man lægger en dæmper på de spændinger, der er årsag til mange konflikter. Vi er nået til et punkt, hvor energisystemet er blevet alt for dyrt i forhold til fordelene. Her tænker jeg ikke kun på de økonomiske omkostninger - vi er efterhånden tæt på 100 dollars pr. tønde - men også på miljøomkostningerne, sundhedsrisiciene og omkostningerne ved det militære og logistiske apparat, der skal sikre kontrollen med produktionsområderne og transportsikkerheden på verdensplan.

I Europa er det nødvendigt at tage energikrisen op ved hjælp af forskningsprogrammer, der kan fremme den teknologiske udvikling af bæredygtige energisystemer, som også er konkurrencedygtige set ud fra et økonomisk synspunkt, (taleren blev afbrudt), og som skaber beskæftigelse. Også af den grund kan vi på vores vej imod en økonomi, der er baseret på vedvarende energi og energibesparelser, ikke se bort fra den hovedrolle, som de offentlige investeringer skal spille.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, de nuværende høje og ustabile oliepriser kan påvirke den globale økonomiske vækst. Det vil være særligt smerteligt for de EU-medlemsstater, der ikke har haft en stærk økonomisk vækst i de senere år, men som er tvunget til at betale en højere oliepris, der er dikteret af en stærk økonomisk vækst på globalt plan. I adskillige nye EU-medlemsstater giver de stigende oliepriser som følge af de gamle og energiuøkonomiske teknologiers dominerende rolle i deres økonomier også anledning til et stigende inflationspres.

I øjeblikket er der ingen objektive forhåndsbetingelser for at få mere olie på markedet. Selv hvis det skulle ske i løbet af de næste par år, ville olieproduktionens geografiske placering under ingen omstændigheder ændres, og det betyder, at der fortsat er mange risici, og at olieprisen ikke kan falde væsentligt. På samme måde er der ikke meget håb om, at de olieproducerende lande vil have en ægte interesse i at gøre oliemarkedet mere stabilt eller formå at samarbejde med olieforbrugerne om denne opgave. Den nylige nationalisering af olieselskaber i Rusland og Venezuela, der var ideologisk og ikke økonomisk begrundet, har gjort den olieproducerende sektor i disse lande mindre gennemsigtig og forudsigelig. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til, når vi udarbejder EU's politik, og det ikke kun på energiområdet.

Med hensyn til de aktuelle kortsigtede udfordringer - i en situation, hvor der ikke er ledige oliereserver på markedet - er det eneste tilbageværende redskab til en stabilisering af olien en sænkning af forbruget. Her bør vi indstille alle former for tilskud og skattemæssige incitamenter til olieraffieringssektoren og forbrugerne. Skattemæssige incitamenter sender et forkert signal til markedet om olieprisernes retning og fremmer forbruget og øger i sidste ende olieselskabernes profit. Kommissionen bør sammen med de organer, der overvåger medlemsstaternes markeder, oprette en mekanisme for overvågning af oliemarkedet for at reducere spekulationen på oliemarkedet, der mangler gennemsigtighed. Med hensyn til alle de fremsatte handlingsstrategier, som Kommissionen har planlagt for at udvide energiporteføljen og reducere EU's olieafhængighed, finder jeg det helt afgørende med markant øgede bevillinger i de finansielle overslag til udvidelsen af energiporteføljen.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) For nogle få måneder siden tog EU-institutionerne fat på spørgsmålet om energisikkerhed i Europa. Ifølge en ganske vist teoretisk erklæring vil de europæiske landes afhængighed af eksterne energikilder stige fra 50 % til 70 % i løbet af de næste 20 år.

EU-landene har ikke de store naturlige energikilder. Jeg støtter derfor foranstaltninger til fordel for øget energieffektivitet, alternative og vedvarende energikilder og energibevarelse. Jeg støtter også planlagte foranstaltninger, der skal øge medlemsstaternes lagre af olie og olieprodukter, samt en fælles holdning for EU i forhandlingerne med OPEC og andre lande med henblik på at øge stabiliteten af markedet for råolie og energi.

På den anden side skal EU-institutionerne imidlertid vedtage en mere fremsynet tilgang til lukningen af eksisterende energiinstallationer. I denne forbindelse må jeg kritisere den overvejende politisk begrundede beslutning om en forhastet nedlukning af atomkraftværket ved Jaslovské Bohunice, selv om det overholder driftssikkerhedskravene. Det vil svække ikke blot Slovakiets, men hele EU's energipotentiale.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, vi lever i en verden, der er underforsynet med energi, hvor omkring 1,5 millioner mennesker ikke har adgang til elektricitet. Kriser såsom den krise, der ryster oliemarkedet, viser vores alt for store afhængighed af fossile brændstoffer. Vi løber sandsynligvis aldrig tør for olie, men det vil blive så dyrt at udvinde den resterende olie, at vi i vores økonomier bliver nødt til at bevæge os væk fra den. Så meget desto mere er der grund til at forberede sig på tiden efter olien. Vi skal prioritere energibesparelser og bedre energieffektivitet. Alle former for vedvarende energi skal fremmes.

Store tekniske fremskridt er ikke desto mindre nødvendige for at øge den rentable anvendelse af "rene" energier. EU skal øge investeringen i alle former for energiforskning og i teknologisk udvikling vedrørende hydrogen. Bearbejdning af hydrogen er meget energikrævende. Vi kommer ikke uden om atomkraft med det samme. Jeg håber, at vi ved hjælp af ITER opnår fusion. I mellemtiden er kul stadig en vigtig primær energikilde, selv om det er nødvendigt at udvikle renere teknologier.

For tiden giver svingningerne på råoliemarkedet problemer. Man kan betvivle dette markeds intelligens i betragtning af den pludselige priseksplosion, der blev forårsaget af meddelelsen om en cyklon, og i betragtning af disse prisers pludselige sammenbrud, da først orkanerne Katrina og Rita var kørt træt. Der er for megen kortfristet spekulation på dette meget specielle marked, der formes af et kartel og oligopoler. Kommissionen skal følge visse meget spekulationsprægede midlers rovgriske aktivitet og bestræbe sig på at sikre større gennemsigtighed i fastsættelsen af oliepriser. De europæiske borgere vil være taknemmelige for en større lovmæssig indsats.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil også gerne takke kommissæren for hans tilstedeværelse og hans indsats. Her til morgen har vi allerede drøftet, hvilken indfaldsvinkel der skal følges, og jeg er enig med ham i, at det er nødvendigt med en systematisk indfaldsvinkel til dette spørgsmål, netop fordi vi står over for en meget stor udfordring.

Olien er ved at slippe op, og det samme er økosystemets evne til at absorbere affaldsstrømmene og forbrændingsprodukterne. Vi skal sige farvel til oliens tidsalder - det er vi simpelthen nødt til - men det kræver en ændring, og derfor er det også nødvendigt med et lederskab, der tager sigte på ændring. Vi må ikke acceptere den passivitet, som mange nationale regeringer udviser med hensyn til systemet, for det ville være at tage alting for givet. Det er nemlig givet på forhånd, at oliepriserne vil stige endnu mere, for i betragtning af den aktuelle efterspørgsel er der ingen grund til, at prisen skulle falde.

Vi skal handle med det samme og starte med at gøre en indsats på de punkter, der er blevet nævnt før, nemlig besparelser, effektivitet og diversificerede energikilder. Vi skal navnlig koncentrere os om de vedvarende energikilder, som er dem, der gør det muligt for os at holde det løfte, vi har givet de nye generationer. Lederskabet indebærer desuden, at vi skal være i stand til også at lede processen ud fra et kulturelt synspunkt, og det er netop, fordi vi kan skabe en egentlig ændring i efterspørgslen ved hjælp af en sådan kulturændring.

Det skal vi ikke gøre på grund af strenghed eller nøjsomhed, men fordi vi kan skabe et bedre samfund ved at tage vidensamfundet alvorligt. Det skal vi gøre systematisk, og det er det lederskabsløfte, vi skal aflægge.

  Satu Hassi (Verts/ALE). - (FI) Hr. formand, den hastige olieprisstigning har fået alle til at indse, at olien ikke varer evigt. Det har været indlysende for tænkende mennesker i lang tid og senest efter fremkomsten af oliegeologers analyser af forholdet mellem olieefterspørgslen og væksten i den årlige olieproduktion.

Nu skal vi koncentrere os om at udvikle rene alternativer med en bæredygtig fremtid - f.eks. i form af vedvarende energi og forbedret energieffektivitet. Det er dumt at øde midler bort på fossile brændstofalternativer, der er endnu mere beskidte end olie - som f.eks. flydende brændsler fremstillet af kul eller olieskifer.

Som min kollega hr. Turmes sagde, bruges der mest olie til transport. Derfor skal vi genoverveje vores transportsystem. Som med biobrændstoffer skal vi også forsøge at udvikle den offentlige transport. I EU-finansierede kommunikationsinvesteringsprojekter skal der være større vægt på jernbaner end nogensinde tidligere.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg beklager at måtte sige det, men selv om oliekrisen nu har varet et år, er Kommissionens reaktion, for at sige det mildt, slap, mens Rådets er ikke-eksisterende. I dag har vi endnu en gang hørt på pæne erklæringer, som imidlertid ikke følges op af ledsagende foranstaltninger. Det er tegn på manglende overblik.

Hvis jeg spørger, om der er truffet gennemgribende foranstaltninger for at mindske afhængigheden af olie, om man har forsøgt at finde løsninger inden for den energiintensive transportsektor, som står for 70 % af det samlede forbrug i produktionen, er svaret desværre nej.

Konklusionen er, at olieprisstigningerne sammen med de naturkatastrofer, der - i høj grad - skyldes det tankeløse forbrug af fossile brændstoffer, kræver, at vi opgiver en energiintensiv vækstmodel og hurtigt udvikler alternative energiformer. Men for at det kan lykkes, har vi brug for penge, og desværre tager både Rådet og Kommissionen afstand fra idéen om en ekstraordinær afgift på brændstof, som kan finansiere denne investering i fremtiden.

  Liam Aylward (UEN). - (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over det, som Rådet og Kommissionen har sagt, men virkeligheden i dag er den, at der er en konstant stigende efterspørgsel efter fossile brændstoffer. I de kommende år vil alene kinesernes krav stige til et helt uhørt niveau. Med tiden vil de konkurrere direkte med USA om stadigt mindre forsyninger, hvilket er en uhyggelig tanke, og som vi ved, svinder de fossile brændstoffer hurtigt ind.

Alternative energikilder er helt afgørende for vores fremtid. Hvad skal der til, for at vi tager det alvorligt? Bioethanol er en af disse kilder. Kommissionen erkender betydningen af denne industri og det faktum, at visse landbrugsprodukter inklusive sukker kan anvendes til fremstilling af bioethanol.

I øjeblikket bidrager Kommissionen økonomisk til oprettelsen af europæiske biobrændstofprojekter. Desværre er medlemsstaternes optagelse og anvendelse af disse midler fortsat beskæmmende lav.

Der bliver mere jord tilgængelig til alternativ anvendelse som resultat af midtvejsevalueringen af den fælles landbrugspolitik. Vores landbrugere, der er landmiljøets vogtere, kan og vil yde et stort bidrag til bekæmpelsen af klimaændringer gennem en alternativ anvendelse af landbrugsjorden til fremstilling af alternative eller vedvarende energikilder. Er det ikke på tide, at vi tager det alvorligt?

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, når vi taler om olie, burde vi gøre os nogle tanker om EU's udenrigspolitik og vores grundlæggende godkendelse af den aggressive politik, som går ud på at stjæle energiressourcer og vigtige råvarer, og som de multinationale selskaber og USA praktiserer.

Alt det, som på den ene side skaber rigdom, og som på den anden side gør ressourcernes retmæssige ejere fattigere, bliver straks et mål for det tyveri fra den finansielle og politiske ledelses side, som jeg lige nævnte. Er der ingen, der vil tale om en nedsættelse af momsen eller afgifterne, og hvad kan vi så gøre for at befri vores befolkninger fra det åg, som afhængigheden af ikke-europæiske interesser udgør?

1. Nationalisere ressourcerne; 2. styrke de politiske og økonomiske forbindelser med producentlandene og blive deres privilegerede dialogpartnere; 3. holde op med at støtte eller bifalde USA's udenrigspolitik; 4. befri de europæiske forskningsorganer, der arbejder med alternative energikilder, og navnlig biomasse, geotermisk energi og alle andre vedvarende energikilder, fra afpresning og tvang; 5. overvåge de priser, som olieselskaberne sætter i de forskellige EU-lande.

  Christoph Konrad (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, det er vigtigt at understrege, at PPE-Gruppen også går ind for alternativ energi, for fremme af alternativ energi og også for, at denne energi skal gøres konkurrencedygtig. Det kan ikke være rigtigt, at den skal blive ved med at modtage støtte. Vi skal gøre denne alternative energi konkurrencedygtig.

Når jeg lytter til debatten her i Parlamentet, må jeg konstatere, at der også på dette punkt er mange medlemmer, der har stor tiltro til staten. Her taler man om, at staten skal gribe ind, og her glemmer man faktisk også, at oliepriserne jo stadig følger markedet i et konkurrencesamfund. Der er først og fremmest tale om markedspriser. Det er vi nødt til at acceptere. Vi ved jo alle, at en del af problemet, i sidste ende, også er raffinaderiernes kapacitet, der er for lille for øjeblikket. Situationen vil ændre sig.

Men hvis der er lande i Europa som f.eks. Tyskland, der har en afgift på over 70 % på benzinpriserne på tankstationerne, så må vi som parlamentsmedlemmer appellere til de nationale regeringer om at gøre noget ad hoc for at give borgerne i netop de lande, der har høje afgifter, noget tilbage, så vi kan bevare mobiliteten i dette arbejdssamfund. Det er først og fremmest et krav, der også skal tages op på politisk plan. Man kan ikke skælde ud på markederne og selv være ansvarlig for 70 % af prisen. Det ville være at give de forkerte ansvaret. Derfor gør vi klogt i at understrege, at staten skal støtte de alternative energikilder - i moderat omfang - men at vi også bør satse på nye teknologier. Her er der en række muligheder, f.eks. hybridsystemer og andet. Men her bør vi være moderate og bruge vores sunde fornuft frem for at fokusere på ideologi.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, Rusland øger samarbejdet med OPEC. Olieproducenternes kartel bliver mere magtfuldt end nogensinde tidligere. Effekten af håb og handlinger vedrørende udviklingen af vedvarende energikilder viser sig ikke tilstrækkeligt hurtigt. Olieprisen er fortsat høj, mens Europa bliver stadigt mere afhængigt og kriseramt.

Mens vinden tager til i styrke på ét kontinent, kaster Europa sig direkte ud i krisen. I USA satte vind og vand en tiendedel af olieraffineringsaktiviteterne i stå, men prisen steg med 40 %. Der bliver flere kriser i fremtiden, da olieefterspørgslen og olieforsyningen er meget tæt forbundet. Virksomhedernes profit bør bruges til udvikling af bæredygtige alternative energiformer. Det vil give et fald i efterspørgslen, og i stedet vil der komme forskning, biomasse og alternativer.

Vi har imidlertid ikke forsøgt at udarbejde love til begrænsning af børsspillet, der - som min kollega hr. Goebbels sagde - hæver priserne, eller love til formindskning af den sociale ulighed som følge af olie. Er formandskabet, der også står i spidsen for G8, villig til at afholde et topmøde mellem de vigtigste forbrugere og sælgere snarest muligt og inden olieministrenes konference næste forår? Vi bør stabilisere oliepriserne.

Endelig, hr. kommissær Piebalgs, hvordan er situationen vedrørende energidialogen mellem EU og Rusland? Sker der fremskridt?

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vores debat i dag om olieproblemet betyder, at vi taler om den aktuelle situations vanskeligheder - lige fra krigene til udtømningen af de ikke-vedvarende energikilder og miljøskaderne - og at vi beslutter, om fremtiden skal være anderledes, eller om der ikke skal være nogen fremtid overhovedet.

Det står efterhånden klart, at oliekrisen ikke er konjunkturbetinget, men hænger sammen med, at de nuværende sociale og geopolitiske systemer og udviklingsmodellerne ikke længere er gyldige. Hvis der skal findes en løsning, kræver det retfærdighed, fordeling af rigdommen, nye udviklingsmønstre og nye energipolitikker, der bygger på effektivitet og på rene, sikre og vedvarende energikilder, hvilket er det modsatte af kul og atomenergi. Fred, retfærdighed og miljøhensyn er de eneste beslutninger, der er fremtid i. Dem skal vi føre ud i livet ved hjælp af konkrete politikker, som ikke er overladt til markedet, men som sker ved hjælp af nye politiske beslutninger og nye offentlige indgreb.

  Luis de Grandes Pascual (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. energikommissær, tak for Deres tilstedeværelse, som er meget belejlig. Fra EU's side kom der et enstemmigt klageråb om behovet for at tackle problemet de stigende olieprisers barske realitet. Situationen var forudsigelig, men virkeligheden har været meget hårdere end forventet. Faktum er, at forudsigelserne er blevet fordoblet, og råoliepriserne har stor indvirkning på den økonomiske vækst og de europæiske borgeres velfærd.

Diagnosen er den samme, og opskrifterne til at lindre den makroøkonomiske ubalance i en kontekst med stigende oliepriser ligner hinanden meget. Jeg siger ikke, at det er dårligt, at analyserne er sammenfaldende, men at der er tale om frivillige mellem- og langsigtede løsninger, der er utilstrækkelige på kort sigt.

Jeg vil ikke spilde den tid, jeg på den anden side heller ikke har, på floskler. Jeg vil tværtimod fra Transport- og Turismeudvalgets side henlede opmærksomheden på den ekstreme situation, som landtransportsektoren er havnet i, ikke konjunkturmæssigt, men strukturelt, og som det er vanskeligt at løse.

Vi er enige med de af staternes handlinger, der går ud på at træffe foranstaltninger med henblik på at lette overgangen til mere effektive transportformer. Vi er enige i, at der skal træffes foranstaltninger med henblik på at få en mere effektiv brug af de forskellige transportmåder, og endelig er vi enige i, at der skal træffes foranstaltninger, der forbedrer køretøjernes energiudnyttelse. Men når det er sagt, tror jeg, at De deler min opfattelse af, at det på kort sigt ikke er muligt at ændre virkeligheden, og i, at det især er transportsektoren, der er hårdt ramt af denne situation, idet den er meget afhængig af udviklingen i efterspørgslen og offer for svingningerne i oliepriserne.

De konstante olieprisstigninger har betydet en stor vækst i virksomhedernes driftsomkostninger og sat sektoren i en situation, hvor den er helt magtesløs, da den ikke kan lægge prisstigningerne over på dens serviceydelser. Uanset vedtagelsen af de generelle foranstaltninger, som vi er enige i, mener vi derfor, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne bør undersøge foranstaltninger, der gør det muligt at harmonisere beskatningen af olie til professionelt brug i nedadgående retning og ændre skatten, som har alvorlig indflydelse på beskæftigelsen.

  Ewa Hedkvist Petersen (PSE). - (SV) Hr. formand, hr. formand for Rådet og hr. kommissær, som det er blevet sagt her, så tegner transportsektoren sig for den absolut største andel af det samlede olieforbrug i EU. Vi er alle utroligt afhængige af olie til at transportere varer og til at befordre os, da vejtransport er så dominerende.

Det her har vi og industrien vidst i længere tid, men bevidstheden har ikke ført til handling. Vi skal nu sadle om og påbegynde arbejdet med at producere vedvarende energikilder og brændstoffer. Men man kan også se positive tendenser, nemlig øget bevidsthed og krav fra bilbranchen i USA efter Katrina om, at præsidenten skal indkalde til et topmøde om mulighederne for at udvikle alternative brændstoffer. De store bilproducenter siger også, at USA skal mindske afhængigheden af benzin. Vi skal benytte os af denne bevidsthed og skabe forudsætninger i vores samfund og i EU, og det er jo det, vi som politikere kan gøre. På transportområdet skal vi forske i nye vedvarende brændstoffer, f.eks. satse på syntetisk diesel. Vi skal fremme alternative brændstoffer såsom ethanol. Vi skal forny køretøjsparken, og her skal vi gøre forholdsvis meget, forholdsvis hurtigt. Vi skal også satse på alternative transportformer.

Vi har talt om jernbaner i dag og besluttet at udvikle jernbanetrafikken. Det er vigtigt, men ved gennemgangen af hvidbogen skal vi også skrive mere og tage flere beslutninger om alternative brændstoffer og fornyelse af bilparken.

  Carmen Fraga Estévez (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne tale om en sektor, der er særlig berørt af situationen, nemlig fiskerisektoren. Jeg er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at udarbejde en handlingsplan på mellemlang og lang sigt, som gør det muligt for flåden at tackle en situation, der selvfølgelig er strukturel og ikke konjunkturbestemt, selv om jeg også er nødt til at sige helt klart, at jeg ikke benægter, at nogle af de energibesparende løsninger, som Generaldirektoratet for Fiskeri foreslår, f.eks. ophugning af fællesskabsflåden, foruroliger mange af os.

Jeg synes, at vi, mens vi forbereder fremtiden, skal være opmærksomme på nutiden, for flåden er allerede i en fortvivlende situation, og vi er ikke blevet overbevist af de kortsigtede foranstaltninger, der blev foreslået på sidste fiskeriministerrådsmøde.

Det midlertidige stop for FIUF-fondene er ikke blevet udformet til at klare denne type kriser, for regeringerne har desuden allerede forpligtet midlerne, og omplaceringer er problematiske. Kommissær Borgs meddelelse om en forøgelse af minimumsstøtten klarer heller ikke problemet, for vi er nødt til at vente ni måneder på, at det bliver løst, og på, at der kommer en ny fællesskabslovgivning.

Det betyder, at mange medlemsstater forsøger at hjælpe deres sektor så godt, de kan, hvilket også medfører konkurrenceforvridning. Vi gentager derfor over for Kommissionen, der her er repræsenteret ved energikommissæren, den anmodning, vi kom med for et år siden for at gøre det muligt for fiskerisektoren at komme ud af denne krise, og som består i at lancere en mekanisme, der kan udløses automatisk, når der forekommer pludselige eller fortsatte stigninger i brændstofprisen, og som burde aktiveres, før fiskerivirksomhederne begynder at gå fallit på stribe.

  Mechtild Rothe (PSE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, hr. minister, hr. kommissær, der findes en række vigtige svar på den aktuelle oliekrise. Jeg er dog inderst inde overbevist om, at det eneste rigtige svar på lang sigt er at overvinde afhængigheden af olie, en energikilde, der måske kun er til rådighed i 40-60 år endnu, og som er modtagelig for kriser, der bliver dyrere i takt med, at ressourcerne bliver mere knappe. Vi ser altså, at det er oplagt at søge alternativer.

Først og fremmest skal der fokus på energibesparelse. Undersøgelser viser, at vi kan spare 14 % på trafikområdet og 20 % på bygningsområdet - og det uden at give køb på komforten. Mit indtrængende ønske retter sig mod rådsformandskabet. Hr. minister, jeg håber virkelig, at det i netop denne vanskelige situation vil lykkes os at nå frem til et fornuftigt og bæredygtigt kompromis for direktivet om energieffektivitet og tjenesteydelser på energiområdet.

Hvad angår vedvarende energikilder, har vi gjort meget i EU, men der er stadig meget at gøre. Knap halvdelen af energieproduktionen går til varme, en stor del heraf kommer fra olie. Netop her ser vi, at markedspenetrationen ikke når sit potentiale. Derfor min indtrængende bøn, hr. kommissær, om virkelig at fremlægge et passende direktiv, der fastlægger nogle klare mål, der fører til passende foranstaltninger i medlemsstaterne.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi befinder os for øjeblikket i en meget utilfredsstillende situation med hensyn til oliepriser.

På den ene side betaler forbrugerne meget høje priser, på den anden side har vi de såkaldte windfall profits, ikke kun på olieområdet, men også på andre energiområder. Det er efter min mening en del af ansvaret, at man diskuterer, hvad firmaer bedst kan gøre med disse windfall profits, og især også hvad de lande, der nyder størst gavn af dem, kan gøre med afgifterne.

Det første punkt skal være, at pengene ikke må investeres i andre områder. Måske skal Kommissionen udarbejde en handlingsplan til et spørgeskema for, hvordan firmaerne og især også nationalstaterne bedst anvender de penge, der strømmer ind i kassen her. Der kunne evt. startes en slags benchmark- og best practice-projekt, så pengene bliver brugt på forskning og udvikling, effektiviseringsforanstaltninger og afgiftslempelser - ikke i forbindelse med forbrug, men derimod inden for investeringer - i forbindelse med virksomhedsflytninger og CIP-programmet.

På dette område viser der sig en helt ny mulighed for at slå ind på en ny vej. Jeg tror, vi kunne samle eksempler på, hvordan man bedst får hånd om tingene i nationalstaterne - og måske også på internationalt plan.

Det andet store punkt er, at der for øjeblikket bliver faktureret i dollars. Det er måske meget gunstigt for os for øjeblikket. Men det kan også blive det modsatte, nemlig hvis priserne fortsætter med at stige, og dollaren bevæger sig i den anden retning. Derfor bør man virkelig overveje med hensyn til ikke-OPEC-landene, om man ikke kunne skabe et særskilt euroområde på energiområdet eller anspore til, at der skabes et euroområde, fordi det også giver en vis stabilitet og uafhængighed.

Det sidste punkt er, at vi med hensyn til Hedge-fondene har brug for egenkapitalbestemmelser, ansvarsbetingelser, der skal overholdes, og i sidste ende også gennemsigtighed med henblik på at forhindre unødvendig spekulation på markedet fremover.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, jeg støtter dem, der har indset, at olieafhængigheden skal bringes til ophør gennem en målbevidst indsats for at investere i vedvarende energikilder og energibesparelse. EU bør støtte fremstødet inden for nye miljøvenlige teknologier. Disse fornyelser kan ikke blot medvirke til at gøre os mere selvforsynende med energi, men de kan også forbedre luftkvaliteten og reducere drivhusgasemissionerne.

Mange af de vedvarende energikilder, der hjælper med at bevare miljøet, er allerede inden for vores rækkevidde. Biomasse kan anvendes på forskellig vis til opvarmning, til elproduktion og som brændstof. Indtil videre er det den eneste vedvarende energikilde, der kan bruges som erstatning for flydende transportbrændsler. EU bør opstille ambitiøse mål for at reducere olieafhængigheden og øge besparelserne. Vedvarende energikilder bør tegne sig for mindst 25 % af EU's samlede energiforbrug i 2020.

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Den aktuelle energisituation som følge af primært oliekrisen tvinger os til at finde en hurtig løsning. Det er vigtigt at udnytte råolien på den mest effektive måde. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at EU's indsats på dette område også skal omfatte tiltag for snarest muligt at ophøre med at bruge råolie til elproduktion. Tiden er inde til at diskutere dette spørgsmål åbent.

Atomkraft er en langt mere effektiv erstatning for råolie både med hensyn til tilgængelig produktionskapacitet og miljøbeskyttelse. Inden for atomkraft anvender man de allernyeste teknologier med høje sikkerhedsstandarder. Det er tilmed en ren energikilde uden CO2-emissioner. Der er også fundet en sikker løsning på problemet med nukleart affald, som modstanderne af atomkraft ofte nævner. Investeringer i forskning i sikker genanvendelse af nukleart affald og videreudvikling af nye teknologier, som EU også kan fremme ved at give adgang til det syvende rammeprogram, vil snart eliminere enhver tvivl vedrørende sikkerheden på atomkraftværker.

På den anden side ønsker jeg ikke at bagatellisere betydningen af andre alternative elenergikilder - i særdeleshed kilder uden CO2-emissioner. I lyset af den alvorlige aktuelle energisituation er det imidlertid nødvendigt at anvende den eneste fornuftige og hensigtsmæssig løsning: en tilbagevenden til atomkraft gennem opførelse af ny produktionskapacitet.

  Mia De Vits (PSE). - (NL) Hr. kommissær, for at afbøde de direkte følger af olieprisstigningen er det ikke tilstrækkeligt kun at komme med langtidsløsninger. Vi forventer af Kommissionen, at den spiller en koordinerende og ledende rolle, også for foranstaltninger på kort sigt. De, som er ofre for den dyre olie, er befolkningen, især de svage og dem med de laveste indkomster. Det er op til hvert enkelt land at træffe foranstaltninger for at løse disse problemer, men Kommissionen kan påtage sig koordineringen af foranstaltningerne ved f.eks. at tillade en lavere moms på det område, hvor den har beføjelser. Kommissionen er også skeptisk over for støtte til sektorer, som er ramt af den høje oliepris, især transportsektoren, men ligeledes fiskerisektoren. Også her kunne Kommissionen spille en vigtig koordinerende rolle ved overgangen til energivenligt apparatur. Mange fiskere, hr. kommissær, mangler finansielle midler til at dække disse omkostninger, og derfor vil jeg bede Dem om at øge støtten for at gennemføre denne omstilling.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil begynde med at lykønske energikommissæren for hans hurtige reaktion på olieprisernes ekstreme og nylige himmelflugt i form af denne plan, som han i dag har forklaret os hovedlinjerne i, og hvis grundlag og konkrete foranstaltninger jeg er helt enig i.

Råolieprisen steg med 50 % sidste år, og denne stigning har givet sig udslag i en betydelig forværring af vores økonomiske konkurrenceevne. Der er derfor mange regeringer, der er udsat for et stærkt pres for at reducere skatten på olie inden for visse transportsektorer. Men som kommissæren allerede med rette har sagt, er det ikke løsningen. Ud over at skabe forvridninger på markedet og problemer med reglerne om statsstøtte åbner det døren for mulige stigninger i forbruget og for fremtidige stigninger i prisen på en tønde olie.

Vi skal vedtage de foranstaltninger, som kommissæren påpegede i planen, dvs. at tilskynde markant til brug af vedvarende energi og til en forbedret udnyttelse, forøge raffineringskapaciteten, bekæmpe spekulative bevægelser, overveje atomkraft som en absolut nødvendig mulighed i sikkerheds- og forsyningsstrategien og øge anvendelsen af biobrændstoffer. Vi diskuterer i dag en krise, men vi bør uddrage tilstrækkelig kraft heraf til at kunne udforme vores fremtid på intelligent vis.

Jeg vil ikke slutte uden at anmode Rådet, hvis repræsentant for øjeblikket studerer et papir med meget stor interesse, om alvorligt at overveje virkningerne af den uacceptable reduktion af midlerne til teknologisk forskning og innovation i det syvende rammeprogram i betragtning af de nuværende omstændigheder.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Hr. formand, energisystemet er af vital og global betydning. De foranstaltninger, der træffes i EU med henblik på at lindre prisstigningerne, bør koordineres, og de skal være i overensstemmelse med vores multilaterale forpligtelser.

Det er nødvendigt at opnå mere gennemsigtighed og balance i prisdannelsen ved at forfølge spekulativ adfærd, forhindre de store operatørers misbrug og undgå forvridende offentlige tiltag. Vi skal gøre det globale system mere rationelt og effektivt og undgå energispild, som vi alle betaler for. USA anvender 50 % mere energi pr. dollar af deres BNP end EU.

Vi skal reducere forskellene i miljølovgivningerne, der er kommet til udtryk i USA i forbindelse med de nylige orkaner, opmuntre virksomhederne til at opbygge større lagre og fremme nye investeringer.

Vi skal tage skridt hen imod en ny energimodel ved hjælp af transportinnovation, udvikling af teknologier til karbonatfjernelse og diversificering og udvikling af vedvarende energi samt ved hjælp af et stabilt og vedvarende internationalt samarbejde.

  Peter Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære hr. kommissær, kære kolleger, jeg tilslutter mig dem, der har takket kommissær Piebalgs for hans aktive og sammenhængende strategi og udtrykt deres anerkendelse.

Nu vil jeg tale om vedvarende energikilder, ikke fordi jeg tror, de er den eneste løsning på problemet, men fordi jeg har et særligt ansvar som skyggeordfører for min gruppe. Det er rigtigt: Vedvarende energikilder er en del af svaret på de høje oliepriser. Men jeg mener også, det er en vigtig faktor, at vi i Europa og medlemsstaterne ikke altid har haft de rigtige prioriteter inden for vedvarende energi.

Vi har et direktiv og aktiviteter på elområdet. Vi har noget færre aktiviteter inden for biobrændstoffer. Men vi har ingen sammenhængende europæisk strategi til fremme af vedvarende energi inden for opvarmning og køling, selv om det er her, afhængigheden af olie og gas er mest udpræget. Hvorfor det forholder sig sådan, ved vi også, og det skyldes, at mange, der støtter den vedvarende energi, kun ser den som en modsætning til kernekraft. Men jeg spørger mig selv, om det virkelig er det vigtigste at komme væk fra kernekraften. Er det ikke langt vigtigere at begrænse afhængigheden af olie og gas og få så godt styr på følgerne af klimaforandringerne som muligt?

Nu kan man sige, at man skal gøre det ene, og det er absolut nødvendigt at gøre det andet. Men det er ikke helt så enkelt, når man kun har begrænsede midler. Vi har f.eks. i Tyskland en lov om vedvarende energi, ifølge hvilken vi investerer 50 cent pr. kilowatt-time i fotovoltaik. I de kommende år bliver det til i alt 3 milliarder euro til dette område. Pengene mangler naturligvis andre steder.

Vi må forstå, at vi for hver euro, vi anvender inden for opvarmning og køling, f.eks. opvarmning på basis af biomasse, varmepumper eller solvarmeelektricitet, sparer 45 gange så meget CO2 og 45 gange så mange fossile råstoffer. Derfor er tiden inde til nye prioriteter.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, selv om prisen på råolie er tredoblet på verdensmarkedet inden for de seneste tre år, synes menneskenes umættelige sult efter energi ikke at være dæmpet. Endvidere får den økonomiske effekt af årets naturkatastrofer alarmklokkerne til at ringe i vores benzinbaserede samfund. Størstedelen af medlemsstaterne er afhængige af energikilder fra fjerntliggende egne og lande, hvilket giver afhængighed af mindre demokratiske lande. Hvis ikke vi handler tilstrækkeligt hurtigt, er vi nødt til at gå tilbage til mere forurenende brændstoftyper, når vi løber tør for ren olie og gas, hvilket vil skade miljøet endnu mere. Derfor glæder jeg mig meget over Kommissionens fempunktsprogram og i særdeleshed over kapitlerne om energieffektivitet og brugen af alternative energikilder.

Vi skal reducere olieforbruget til energiproduktion - specielt på transportområdet. Det relevante direktiv skal følges mere præcist for at fremme biobrændstoffer. Tjenesteudbydere og forbrugere skal tilskyndes gennem præferenceskatter og administrative foranstaltninger. Det er utroligt vigtigt at støtte den europæiske forskning i ikke-oliebaseret energiproduktion både på fællesskabsplan og medlemsstatsplan. Vi skal både støtte nanoteknologi i solenergisektoren, bioteknologi i biobrændstofsektoren, MOX i kerneenergisektoren og ITER inden for termonuklear energiproduktion, da de alle har stor betydning for både miljøet og økonomien, og da en sådan støtte er uundværlig, hvis vi skal standse alarmklokkerne. Det er godt nyt, at store olieforbrugende og miljøforurenende lande som f.eks. USA, Kina, Indien, Australien, Japan og Sydkorea underskrev en "mod Kyoto-aftale" i Laos i juni i år med henblik på at udvikle og fremme renere energityper og teknologier, da der skal findes en global løsning på et globalt problem.

  Ivo Belet (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, dyr olie er naturligvis den bedste tilskyndelse for både myndighederne, industrien og forbrugerne til at søge alternativer, og vi støtter selvfølgelig uforbeholdent de initiativer, som De har udviklet på dette område i de seneste uger. På længere sigt er det alt sammen udmærket, men som det allerede er sagt her i eftermiddag, risikerer på kort sigt utallige familier, enlige, ældre og unge i de kommende måneder bogstavelig talt at blive sat ud i kulden, fordi de simpelthen ikke længere kan betale deres varmeregning, hr. kommissær. Jeg er bange for, at Kommissionen med sin konsekvente, men også barske holdning er for lidt opmærksom på dette.

I mellemtiden træffer forskellige nationale regeringer alle mulige foranstaltninger, om end i spredt orden. Den belgiske regering agter f.eks. at betale noget af fyringsolien tilbage for at dulme smerterne, men sådanne indgreb løser naturligvis ikke de mange menneskers truende, akutte opvarmningsproblemer. Derfor opfordrer jeg Dem til omsider at gøre noget på kort sigt. En midlertidig momsnedsættelse for fyringsolie er måske ikke så dårlig en idé. Jeg ved, at De ikke støtter det, men det drejer sig om en social foranstaltning, hr. kommissær. De kunne på noget længere sigt måske også arbejde på at indføre en slags rammer, jeg mener ikke blot en minimumssats, men også en maksimumssats. Altså en nedre grænse og en øvre grænse, som medlemsstaterne bør holde sig inden for. På den måde kan vi gøre noget, hr. kommissær, ved de store, latterlige prisforskelle mellem medlemsstaterne.

Fyringsolie, gas og elektricitet er alt sammen midler til opvarmning af huse og absolut ikke luksusvarer. De er livsnødvendige, og De ved bedre end jeg, at en stor del af prisen går til moms og afgifter til staten. Der er derfor absolut muligheder for at gøre noget strukturelt, i hvert fald på kort sigt.

Hr. kommissær, til sidst vil jeg sige, at De selvfølgelig skal beskytte EU's interesser på længere sigt, men De kunne dog på kort sigt gøre en meget flot gestus, navnlig for alle de sårbare familier, som risikerer at komme i vanskeligheder i de kommende uger.

  Ivo Strejček (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har nogle få bemærkninger, som nogle måske vil finde kætterske.

Efter min mening bør EU starte en international politisk debat, der kan bane vejen for investeringer i udviklingslandene. Fordelene herved er indlysende: Store europæiske virksomheder vil bidrage med finansielle midler til udviklingslandene, samtidig med at Europa kan nyde godt af den billigere olie fra disse lande og medvirke til at hæve deres levestandard.

Fra en økonomisk synsvinkel bør vi lade markedet fungere uden regulering, begrænsning eller andre byrder. Vi skal holde op med at drømme om vedvarende energikilder, der kan løse alle problemer, og i stedet være realistiske. Vi skal ikke forsøge at påvirke oliepriserne kunstigt. Den eneste mulige løsning er at lade markedet virke. Markedskræfterne vil ifølge reglerne om udbud og efterspørgsel selv genskabe en balance mellem anordninger med et højt forbrug og den naturlige og forbrugervenlige udvikling af helt nye produkter.

Vi skal ikke øge bestræbelserne på at opnå en skatteharmonisering på overstatsligt niveau, og vi skal ikke fremme skattemæssige incitamenter, der vil resultere i lavere beskatningsrater for individuelle segmenter af energi- eller olieindustrien.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg takker alle de ærede medlemmer for deres indlæg. Jeg er opmærksom på tiden, men jeg vil forsøge at kommentere nogle af de indlæg, der er fremsat under denne meget nyttige og aktuelle forhandling.

Hr. Chichester indledte forhandlingen med en klar opfordring til at bevare den nationale beskatning, og han opfordrede til en velovervejet reaktion på den aktuelle situation. Jeg har nogen sympati for hans synspunkter.

Hr. Swoboda gentog nogle punkter, jeg havde fremsat tidligere om at sikre gennemsigtighed i forhold til de internationale oliemarkeders virkemåde. Fru Hall spurgte til direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester. Jeg kan forsikre hende om, at medlemsstaterne og Parlamentet arbejder hårdt for at finde kompromiser i de spørgsmål, hvor der fortsat er divergens mellem Rådet og Parlamentet. Vi håber, at alle institutionerne vil tage konstruktivt del i en proces for at sikre et direktiv, der har stor betydning for os alle.

Hr. Turmes rejste mere vidtgående spørgsmål om miljømæssig bæredygtighed. Jeg har lige nævnt direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester. Han nævnte imidlertid også, hvad han kaldte "en aftale om vejafgifter baseret på den schweiziske model". Hvis han dermed mener Euro-vignetten, vil jeg redegøre for formandskabets holdning. Som formandskab vil vi gøre en reel indsats for at sikre en forhandlet aftale med Europa-Parlamentet under andenbehandlingen. Jeg vil imidlertid understrege i den nuværende fase, at den aftale, der blev indgået den 5. april i Rådet (transportministrene), repræsenterer en fin balance og et vanskeligt kompromis, så der er begrænsede muligheder for yderligere ændringer i lyset af de beslutninger, der blev truffet i den fase.

Hr. Kozlík glædede sig over de foranstaltninger, der allerede er truffet i forhold til oliechok, samt over det større samarbejde, der er indledt med OPEC. I spørgsmålet om investeringer i raffineringskapacitet er det vigtigt at erkende, at de allerede forekommer, men at priserne sender et signal om, at der er brug for endnu større investeringer i hele oliesektoren og dermed også i raffineringskapacitet. Der er brug for større gennemsigtighed og bedre investeringsklimaer for at fremme de nødvendige investeringer, som vi har argumenteret for.

Hr. Goebbels var en varm fortaler for brintomdannelse og større gennemsigtighed, og det punkt har jeg allerede berørt.

Med hensyn til det mere generelle spørgsmål om de handlendes spekulation er det vanskeligt at vide, præcist hvilken betydning denne spekulation har haft for priserne. Jeg vil imidlertid nævne analysen fra IMF i den seneste udgave af World Economic Outlook, ifølge hvilken spekulation følger bevægelserne i oliepriserne, hvorved der stilles spørgsmålstegn ved, om spekulation virkelig har været den primære drivkraft bag de nuværende høje priser.

Hr. Prodi fandt det uacceptabelt, at vi intet gør. Jeg håber, at mine bemærkninger og kommissærens bemærkninger ved starten af disse forhandlinger har kunnet overbevise ham om, at der nu og fremover træffes foranstaltninger i denne henseende.

Hr. Hassi stillede spørgsmål vedrørende forsyningernes bæredygtighed. Ifølge Det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook fra 2004 viser de fleste beregninger, at de påviste oliereserver kan opfylde den forventede globale efterspørgsel i de næste tre årtier, og at den globale olieproduktion ikke vil toppe før år 2030, hvis de nødvendige investeringer - hvilket er en vigtig pointe - gennemføres. Som jeg nævnte i mine indledende bemærkninger, består den vigtigste udfordring nu i at skabe det rette klima for en sådan investering.

Hr. Papadimoulis nævnte en række punkter. Med al respekt er jeg uenig i hans synspunkter om, hvorvidt det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt for Rådet at forsøge at indføre en EU-dækkende skat under de nuværende omstændigheder.

Hr. Aylward rejste spørgsmålet om den fælles landbrugspolitik. Det britiske formandskab har aldrig været modstander af at diskutere denne politik, men med al respekt ville det måske være mere passende at diskutere de mere vidtgående aspekter af hans indlæg i andre fora.

Hr. Romagnoli rejste også en række interessante spørgsmål - bl.a. vedrørende USA's udenrigspolitik. Da jeg kun har fem minutter til at afslutte denne forhandling, er det her nok ikke det rette tidspunkt at gå i dybden med disse emner.

Hr. Konrad rejste spørgsmålet om raffineringskapacitet. Jeg vil henvise ham til det, jeg sagde i starten og for et øjeblik siden.

Hr. Paasilinna rejste det vigtige spørgsmål om forholdet til Rusland. Her vil jeg atter med al respekt henvise til det faktum, at jeg i mine indledende bemærkninger understregede, at det er en energidialog - hvilket kommissæren måske vil vende tilbage til - og at der er en fortsat dialog mellem Rusland og EU under vores formandskab, ikke kun om energi men om en lang række sager.

Fru Fraga Estévez rejste vigtige vidtrækkende spørgsmål vedrørende fiskeripolitikken, og hertil har jeg samme kommentar som i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. Skønt jeg er opmærksom på, at fiskerisamfundene i øjeblikket lider under de højere oliepriser, er der mange andre fora, hvor der kan afholdes en mere ærlig og omfattende debat om den fælles fiskeripolitiks fremtid.

Fru Rothe rejste spørgsmålet om direktivet om energi og effektivitet, og det håber jeg atter, at jeg har kommenteret tilstrækkeligt i mine bemærkninger. Hr. Rübig rejste en række punkter i forbindelse med de nye muligheder, som han nævnte. Jeg skal være den første til at indrømme, at markederne f.eks. inden for motorkøretøjsindustrien finder deres egne løsninger - f.eks. med væksten i hybridbiler, der får en stigende markedsandel i en række europæiske lande.

Fru Myller var en varm fortaler for vedvarende teknologi, og jeg sympatiserer meget hermed. Hr. Hudacký rejste spørgsmålet om kerneenergi. Det er min åbne og ærlige mening, at de enkelte medlemsstater selv må afgøre, hvordan de vil opfylde deres energibehov, og kerneenergi er bestemt en mulighed, som de enkelte lande kan overveje. Men som et alternativ til olie bør vi huske på, at efterspørgslen efter olie er meget koncentreret i transportsektoren, hvilket vi har hørt meget om under dagens forhandlinger.

Fru De Vits rejste de mere vidtgående spørgsmål om brændstofafgifterne. Flere af de ærede medlemmer talte om, at en sænkning af brændstofafgifterne kunne hjælpe med at mindske byrden fra de højere oliepriser, som medlemsstaterne oplever i øjeblikket. Jeg vil atter vende tilbage til Økofin-ministrenes nyligt afholdte uformelle møde, hvor de enedes om, at medlemsstaterne skal undgå forvridende skattemæssige interventioner og andre politiske interventioner, der forhindrer den nødvendige tilpasning. Ministrene lagde vægt på, at man skal undgå forvridende effekter i forbindelse med kortsigtede målrettede foranstaltninger, der skal lindre effekten af de højere oliepriser over for de fattigere befolkningsgrupper.

Hr. Sánchez Presedo og hr. r.

Liese advokerede for vedvarende energikilder, og jeg har allerede sagt, at jeg har en vis forståelse herfor. Hr. Olajos sagde, at det problem, vi nu har diskuteret i halvanden time, er et globalt problem. Jeg er helt enig, men der skal også findes en global løsning herpå.

Hr. Belet rejste en række spørgsmål til Kommissionen, som jeg vil overlade det til kommissæren at besvare. Endelig fremsatte hr. Strejček som afslutning på dagens forhandling nogle bemærkninger, som han mente nogle ville finde kætterske. Jeg vil lade det være op til andre at dømme, om de lever op til den beskrivelse. Jeg vil blot - hvis han er alvorlig med sine krav eller i sin opfordring til en ordentlig og ærlig international debat om nogle af de spørgsmål, der har været bragt på bane i dag - gøre ham opmærksom på det britiske formandskabs/den britiske regerings prioritering af klimaændringsspørgsmålet under årets formandskab for G8. Jeg synes, at det var en modig og principiel beslutning at sige, at klimaændringerne sammen med den internationale udvikling i Afrika vil være det vigtigste fokusområde for mødet i Gleneagles fra den 6. til den 8. juli.

Som det er fremgået under hele forhandlingen, er det et vigtigt emne ikke blot for Europa men for den globale økonomi, og det er et emne, der kræver et internationalt samarbejde. En bæredygtig økonomisk vækst afhænger af adgang til pålidelige og økonomisk overkommelige energiforsyninger. Forhåbentlig gjorde jeg det klart under mine indledende bemærkninger, at nøglen til at forbedre oliemarkedernes funktion er bedre investeringsforhold, større markedsgennemsigtighed samt i særdeleshed bedre data, forbedret energieffektivitet og udviklingen af alternative teknologier.

Forbruger- og producentnationer samt internationale organisationer arbejder allerede godt på disse områder, og EU spiller en særlig konstruktiv og værdifuld rolle. Vores samlede indsats kan hjælpe markedet med at tilpasse sig efterspørgselsstigningen og gøre det lettere at håndtere fremtidige chok, der påvirker både efterspørgslen og udbuddet.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet for dets store interesse for og engagement i spørgsmål vedrørende vedvarende energi, hvor vi bør behandle alle emner - forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljømæssige udfordringer - samtidig. Jeg forventer, at vi fremover får flere forhandlinger herom.

Jeg vil også takke Udvalget for Industri, Forskning og Energi og dets formand hr. Chichester for muligheden for at få en grundig debat med udvalgsmedlemmerne om nogle af de spørgsmål, der blev rejst under plenarforsamlingen. Derfor vil jeg ikke behandle de enkelte forslag, men i stedet koncentrere mig om nogle bestemte punkter.

Med hensyn til lovgivningsforslag antager jeg, at vi har en god chance for et finde en god kompromisløsning vedrørende direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester. I den aktuelle situation er behovet for et sådant direktiv endnu større. I november vil Kommissionen godkende en handlingsplan for biomasse. Næste skridt bliver et lovgivningsforslag vedrørende brugen af biomasse til opvarmning og nedkøling. Det er kortsigtede foranstaltninger, der kan vedtages.

Samtidig er jeg enig i synspunktet om, at der ikke findes nogen mirakelløsning. Det handler om mentalitetsændringer og en systematisk tilgang fra ikke blot Kommissionen, men også Rådet. Jeg forventer, at energisituationen vil blive diskuteret yderligere på Rådets møder. Rådet har allerede diskuteret fiskeriet. Andre råd ser også på spørgsmål vedrørende den nye forsynings- og energimæssige situation.

I alle tilfælde afhænger svaret fra Europa i høj grad af investeringer i forskning og udvikling. Det er den rigtige fremgangsmåde. De økonomiske grænser under det syvende rammeprogram vil i vid udstrækning bestemme, hvor hurtigt vores svar bliver. Forhåbentlig vil der, når det syvende rammeprogram vedtages, være de fornødne økonomiske midler til at dække de kritiske behov inden for nogle bestemte områder for at løse nogle af de spørgsmål, der har været talt om i dag.

Jeg hylder det beslutningsforslag, som De vil vedtage i morgen. Det er en meget stærk, ambitiøs og realistisk beslutning. Kommissionen vil fortsætte sine aktiviteter inden for de fem områder, men ikke kun inden for disse. Der er brug for en systematisk tilgang, tålmodighed og konsekvens, hvis vi skal skabe de resultater, som EU's borgere forventer af os.

  Formanden. - Jeg modtaget seks beslutningsforslag om olie, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 29. september 2005 kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Den seneste udvikling i olieprisen har bragt spørgsmålet om de høje oliepriser på dagsordenen på grund af de stærkt negative virkninger for den økonomiske vækst og beskæftigelsen i en situation, hvor EU's økonomi er gået næsten i stå.

Som professor Michael T. Klare for nylig har sagt, er den lette olies tidsalder forbi. Denne afslutning på olieæraen kendetegnes ved en stadig større politisering af oliepolitikken og ved den konstante brug af militær magt for at få kontrol over de tilgængelige forsyninger. Det skorter ikke på eksempler, hvor krigen i Irak er et af de synligste.

Vi finder det meget vigtigt, at spørgsmålet om ressourcevurdering og bestræbelserne for at finde og udvikle kulbrinter i Europa og i verden gøres til genstand for grundig debat. Det vil være et positivt skridt, at FN arrangerer en konference, der på internationalt plan kan sætte initiativer i gang med henblik på en samlet reduktion af olieforbruget.

Vi må forberede fremtiden og satse på forskning for navnlig at nedbringe olieforbruget i forhold til BNP, ligesom der bør satses på andre energikilder og en mere effektiv udnyttelse af energien, der i flere lande som f.eks. Portugal er et af de alvorligste strukturproblemer. I de kommende finansielle overslag bør dette spørgsmål gives særlig opmærksomhed, og der bør ligeledes satses på vedvarende energi.

(1) Se protokollen.

24. Reform af FN og millennium-udviklingsmål

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om reform af FN og millenniumudviklingsmål.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, ved verdenstopmødet for 2005 for to uger siden mødtes vores stats- og regeringschefer for at beslutte, hvordan det internationale samfund gennem De Forenede Nationer bør løse de mest presserende problemer i verden: de sammenhængende udfordringer med udvikling, sikkerhed og menneskerettigheder.

De beslutninger, de tog efter to års diskussioner og høringer, ligger nu i det såkaldte slutdokument og udgør De Forenede Nationers dagsorden for de kommende år. Udfordringerne for verdens sikkerhed og fremgang er blevet beskrevet nøgternt og udtømmende af FN's generalsekretær Kofi Annans panel på højt plan om trusler, udfordringer og forandring, af professor Jeffrey Sachs, som er leder af De Forenede Nationers millenniumprojekt, og af Kofi Annan selv i rapporten In Larger Freedom. Alle konkluderede, at hvis vi ikke hurtigt indfører foranstaltninger for at løse problemerne med fattigdom, sygdom, miljøødelæggelse og social uretfærdighed, vil vi ikke kunne forhindre eller løse konflikter. Vi vil ikke kunne skabe fred, og uden fred og sikkerhed kan udviklingen ikke finde fodfæste. Ingen af delene er mulige uden overholdelse af menneskerettighederne.

Som alle parlamentsmedlemmer ved, er disse ikke nye begreber. De Forenede Nationer blev oprettet for 60 år siden for at skabe fred og sikkerhed verden over. Men verden ser meget anderledes ud i dag 60 år senere. Takket være teknologi og kommunikation er landene knyttet langt tættere sammen end nogensinde før. Dette betyder også, at virkningerne af konflikter og katastrofer i stigende grad rammer hele verden. Derfor har vi alle en altovervejende interesse i at samarbejde om at sikre fred og skabe fremgang.

Jeg ved, at nogle var skuffede og frustrerede over resultaterne af verdenstopmødet. Mange følte, at forpligtelserne ikke var vidtgående nok. Vi var klar over, at det ikke ville være let at nå til enighed blandt 191 nationer. Det ved vi kun alt for godt ud fra vores erfaringer med De 25.

Så vi bør lade os opmuntre af, at de vidtrækkende løfter, som G8-lederne udstak i juli, om at øge bistanden, nedsætte gældsbyrden og øge samhandelen i alt væsentligt blev sikret på FN-topmødet. Som generalsekretær Kofi Annan sagde, og jeg citerer direkte "set under ét er (topmøde)dokumentet stadig et bemærkelsesværdigt udtryk for enighed i verden på en lang række områder".

Nu et det vores opgave at sikre, at aftalerne gennemføres i praksis. Som min premierminister Tony Blair sagde i New York: Hvis vi straks begynder at gennemføre aftalerne om at fordoble bistanden, åbne for samhandelen og indføre regler for retfærdig handel, om gældssanering, om hiv/aids og malaria samt om konfliktforebyggelse og standsning af folkedrab, vil vi få mere demokrati, mindre undertrykkelse, mere frihed, mindre terrorisme, mere vækst og mindre fattigdom.

Jeg er stolt af, at EU gik i spidsen for bestræbelserne på at nå til enighed om alle spørgsmålene i løbet af diskussionen. Vi har mange prioriteringer for topmødet inden for de fire områder udvikling, fred og kollektiv sikkerhed, menneskerettigheder og retsstatsprincippet samt styrkelse af De Forenede Nationer.

Jeg tror, at de konklusioner, man nåede frem til på topmødet, sender os i den rigtige retning mod forbedringer på disse områder, når bare vi bevarer dynamikken, og så længe vi handler med det samme. Den interesse og det engagement, Parlamentets medlemmer har udvist med hensyn til forbedringer på disse områder, er virkelig prisværdigt, og det kom til udtryk i den ekspertise, der kendetegnede delegationen fra Europa-Parlamentet, som var til stede ved topmødet under ledelse af medformændene Nirj Deva og Michel Rocard.

På topmødet sikrede man faste og utvetydige forpligtelser for såvel donorlande som udviklingslande om, hvad der kræves for at nå millenniumudviklingsmålene. Det førte til en styrkelse af partnerskabet mellem udviklede lande og udviklingslande, som blev etableret i Monterey, og som er blevet konsolideret gennem de hidtidige resultater i år. Det førte til bredere enighed om de forpligtelser over for 191 lande, der blev fastlagt tilbage i juli måned på Gleneagles-topmødet, navnlig behovet for at fremskynde fremskridtene i retning af millenniummålene i Afrika og endnu en gang skabe fremskridt på internationalt plan vedrørende klimaforandringer. Man blev også enig om, at det klart skulle fremgå af topmødedokumentet, at udvikling skal være bæredygtig, og at der skal tages højde for indvirkningen på det globale miljø.

Under det britiske formandskab har Det Europæiske Råd konstant presset på for en øget international indsats med henblik på at øge udviklingsbistanden og bekæmpe fattigdom og elendighed. Vi i EU er allerede i dag verdens klart største bistandsdonor: 80 % af de ekstra 5 milliarder amerikanske dollars i bistand, som blev lovet på G8-topmødet i Gleneagles, vil komme fra Europa.

Vi har også afgivet et historisk løfte om at fordoble bistanden til Afrika inden 2010. Vi har fungeret som spydspids for de vigtige aftaler, der er blevet indgået i år om nedbringelse af gæld og iværksættelse af et globalt vaccinationsprogram mod forskellige sygdomme i de fattigste lande.

Der har naturligvis været kritik af, at der ikke var sket tilstrækkelige fremskridt på handelsområdet ved topmødet i juli. Men i sidste ende bliver det gennem Doha-udviklingsrunden, at det internationale samfund kan og skal skabe virkelige fremskridt for de fattige lande ved at afskaffe eksportstøtte og reducere alle handelshindringer, herunder handelsforvridende indenlandsk støtte. Vi vil arbejde så hårdt, vi kan, for at sikre, at de politiske ledere fokuserer på at skabe resultater ved WTO-ministermødet i Hongkong i december, og at de fokuserer på disse spørgsmål forud for ministermødet i Hongkong i december.

Som min premierminister har sagt, vil en fiasko til december give genlyd verden rundt. For at skabe fremskridt på udviklingsområdet har vi brug for fred og sikkerhed. Som Kofi Annan skrev i sit dokument In Larger Freedom: "Vi får ikke nogen udvikling uden sikkerhed, vi får ikke nogen sikkerhed uden udvikling, og vi får ingen af delene uden respekt for menneskerettigheder."

På topmødet aftalte man at oprette en ny fredsopbyggende kommission, der skal samle FN's medlemsstater, FN-agenturerne og de internationale finansieringsinstitutter om at lukke et kritisk hul i FN's evne til at hjælpe de lande, der er på vej ud af konflikter, med den vitale overgang til langsigtet stabilitet og undgå at falde tilbage på krigens vej. Som medlemmer af Parlamentet ved De, at EU lægger vægt på at overholde topmødets frist for nedsættelse af kommissionen, som er ved årets udgang.

Man kunne have sagt mere om terrorisme i topmødedokumentet. Den stærke fordømmelse af terrorisme "i alle dens former og udtryk" var bestemt en velkommen politisk erklæring. Men nu må vi arbejde på at opfylde vores løfter om at indgå en omfattende konvention om terrorisme inden september 2006. Det betyder enighed om en juridisk definition af terrorhandlinger, noget som alle vores regeringer har en reel interesse i at sikre. Selv om det ikke lykkedes topmødet at nå til enighed om foranstaltninger vedrørende ikkespredning og nedrustning, kan jeg forsikre Parlamentet om, at vi vil arbejde videre for at fremme dagsordenen om disse vigtige spørgsmål.

At sikre respekten for menneskerettigheder er noget helt centralt for FN's mission. Derfor støtter vi fuldt ud oprettelsen af et nyt menneskerettighedsråd som erstatning for den uheldige Menneskerettighedskommission. Vi må hurtigt nå til enighed om dets størrelse, kommissorium og sammensætning, så det kan komme i gang med sit arbejde og sikre, at menneskerettigheder igen bliver det centrale i alle FN's aktiviteter.

Den måske vigtigste beslutning, der kom ud af topmødet, var aftalen om "ansvaret for at beskytte" - en politisk forpligtelse om, at det internationale samfund har pligt til at handle, når stater ikke kan eller vil beskytte deres befolkninger mod de værste grusomheder: folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er en vigtig erkendelse af, at vi i den moderne verden er nødt til at handle, når sårbare befolkninger står over for disse forfærdelige grusomheder.

Vi må også arbejde for at styre De Forenede Nationers Sekretariat og gøre det til et mere effektivt og omkostningseffektivt organ. Vi bør starte med at opfordre Kofi Annan til at udnytte de udøvende beføjelser, han allerede har, til at gennemføre forandringer indefra i organisationen. Men som medlemsstater har vi også et væsentligt ansvar for at sikre, at FN struktureres og klædes på til at møde nuværende og kommende udfordringer. Det Europæiske Råd glædede sig over løfterne om reformering af de vigtigste FN-organer, herunder Generalforsamlingen, Det Økonomiske og Sociale Råd og Sikkerhedsrådet. Hvis FN skal være en effektiv organisation, må den arbejde kollektivt med alle sine medlemmer. Dette betyder, at man skal vinde deres støtte. Derfor skal FN-organisationerne være repræsentative, åbne og effektive.

Vi vil fortsat arbejde på at forbedre effektiviteten i navnlig Generalforsamlingen og ECOSOC. Vi glæder os navnlig over, at generalsekretæren har fået mandat til at overveje langsigtede reformer af FN's organisationer for udvikling, humanitær bistand og miljø, således at deres arbejde kan forvaltes og koordineres bedre.

For at være effektivt skal De Forenede Nationer have de ressourcer, der er brug for, men organisationen har ikke råd til at spilde midler på ineffektivitet og dobbeltarbejde. EU støtter det etablerede princip om budgetdisciplin fuldt ud. Derfor prøver vi at vedtage et budget for næste finansår, der giver generalsekretæren og De Forenede Nationer mulighed for at levere det, medlemmerne ønsker og forventer, også under de nye kommissorier, der blev aftalt på topmødet i New York.

Nøglen til, at dette 2005-topmøde om en revision af millenniummålene og FN's reformprogram i almindelighed bliver en succes, er naturligvis gennemførelsen. Nogle af forslagene vil blive gennemgået i Generalforsamlingens komité, som er samlet fra nu af og frem til årets udgang. Der bliver arbejdet videre med andre forslag uafhængigt af dette. EU vil igen være i front for denne proces. Som medlemsstater af De Forenede Nationer er vi nu ansvarlige for at omsætte ord til handling.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner , medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg var stolt over at være til stede ved millenniumtopmødet og den ministeruge, der fulgte. Det var den største forsamling af verdens ledere, man nogensinde har set, og jeg håber, at det fører til en ny æra med internationalt samarbejde. Trods al kritikken - som jeg også selv har fremført - må vi klart slå fast, at FN udgør selve grundfjeldet for den moderne verdensorden.

Resultaterne - som min kollega allerede har nævnt - har været blandede, men glasset er halvt fuldt og ikke halvt tomt. EU var meget ambitiøs og gik i spidsen sammen med formanden for FN's Generalforsamling, Jean Ping. Det viste sig til sidst, at vi ikke kunne opnå alt det, vi ønskede. Det er normalt ved multilaterale møder. Man har store ambitioner, men til sidst er man nødt til at gå på kompromis.

Når det er sagt, blev der opnået en række meget vigtige resultater, og der var andre områder, hvor vi blev skuffede. Hvilke resultater nåede vi? For Kommissionen var det bemærkelsesværdigt, at millenniumudviklingsmålene blev knæsat i millenniumerklæringen. Det skete takket være min kollega hr. Michel. Jeg er glad for at kunne sige, at EU har foregået med et godt eksempel med 0,56 % frem til 2010 og 0,7 % frem til 2015. Det var tydeligt, at andre kolleger, navnlig fra udviklingslandene, var meget glade for dette. Denne nye bekræftelse af, at millenniumudviklingsmålene anerkendes som en samlende ramme for udviklingsindsatsen, blev for første gang opnået på mellemstatsligt niveau.

Det andet store resultat var opbakningen til princippet om, at vi har ansvaret for at beskytte befolkningerne mod grusomheder. Dette var en stor succes, fordi suverænitetsprincippet omdefineres som et positivt begreb, og mennesker gøres til det centrale i sikkerhedsspørgsmål. Dette bør styrke det internationale samfunds troværdighed og FN's muligheder for at gribe ind mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Jeg kommer fra et land, der ligger tæt på Balkan, og jeg kan huske interventionen i Kosovo. Denne intervention har på en måde givet anledning til denne nye udvikling inden for folkeretten og denne første knæsættelse af udviklingsmålene.

Det tredje resultat var den fredsopbyggende kommission, som er et vigtigt konkret resultat, der bør gøre det internationale samfunds reaktion over for lande, der befinder sig i kølvandet på konflikter, mere effektiv og velkoordineret. Kommissionen har arbejdet med alle de samme faktorer, lige fra en humanitær indsats til genopbygning og institutionsopbygning til handel og alle spørgsmålene vedrørende demokrati og menneskerettigheder; fra militære fredsbevarende operationer til valgobservatørmissioner. Alt dette vil nu blive koordineret i den fredsopbyggende kommission, og vi mener derfor, at Kommissionen bør have en plads ved bordet.

Der er andre områder, hvor jeg personligt blev skuffet. Det første drejer sig om Menneskerettighedsrådet. Det var mere et navneskifte end et reelt resultat, men i det mindste har man accepteret princippet, og vi håber, at vi sammen kan arbejde på at forbedre den nye menneskerettighedsarkitektur og gøre den mere betydningsfuld sammen med Generalforsamlingens nye formand, Jan Eliasson. Det er vigtigt at have en stærk og troværdig stående institution, der omfatter medlemsstater med fine resultater på menneskerettighedsområdet.

På den anden side blev der taget nogle positive skridt på menneskerettighedsområdet, f.eks. fordoblingen af budgettet til den højtstående repræsentant for menneskerettigheder, som giver mulighed for en direkte indsats i marken. Jeg bemærker også med glæde, at resultatet af topmødet omfatter en resolution om at "styrke FN's menneskerettighedsmaskineri med henblik på at sikre, at alle i praksis kan nyde godt af menneskerettigheder".

Et andet negativt punkt var hele spørgsmålet om nedrustning. Dette blev beskrevet af FN's generaldirektør Kofi Annan som intet mindre end en skændsel. Vi er helt klart nødt til at arbejde videre med dette meget vigtige spørgsmål.

Der findes yderligere to spørgsmål, hvoraf det ene vedrører miljøet. Miljømæssig bæredygtighed er af central betydning for vores kamp mod fattigdom, for stabilisering og for større sikkerhed. Navnlig nu med tsunamien, Katrina og Rita og oversvømmelserne i EU ville en særlig FN-miljøorganisation have været det rette svar fra det internationale samfund.

Endelig et ord om reformerne af FN's administration. Efter min mening er det meget vigtigt, at generalsekretæren ikke kun har ansvaret, men også får bemyndigelse til at føre an i denne administrative reform og mulighed for at gennemføre den.

(Bifald)

  Francisco José Millán Mon, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg er enig med kommissæren, fru Ferrero-Waldner, i, at resultatet af topmødet i New York er meget forskelligartet og indeholder både positive og negative elementer.

Jeg er dog lettet over topmødets slutdokument, for jeg kan ikke glemme, at det internationale samfund var meget splittet for to år siden, og at FN befandt sig i en fastlåst situation. Selv få timer før topmødets åbning så det ud til at blive vanskeligt at nå frem til et slutdokument, der indeholdt andet end blot generelle punkter.

Heldigvis er der opnået enighed om et dokument, der indeholder nogle substantielle resultater, selv om det helt sikkert også indeholder utilstrækkeligheder og fiaskoer.

Jeg vil gerne i lighed med kommissæren understrege, at topmødet f.eks. har formået at genbekræfte millenniumudviklingsmålene.

Med hensyn til sikkerheden er min konklusion den samme: Det manglende resultat på området "ikkespredning og nedrustning" er beklageligt.

Hvad angår terrorbekæmpelse - et meget vigtigt spørgsmål - mener jeg, at fremskridtene er meget begrænsede. Vi har ikke engang kunnet formulere en minimumsdefinition af terrorhandlinger, som hele det internationale samfund kunne være enig i. Det positive aspekt er naturligvis, som det allerede er blevet nævnt, oprettelsen af et fredskonsolideringsudvalg.

Med hensyn til reformen af FN tror jeg ikke, at der er nogen, der undrer sig over fiaskoen med reformen af Sikkerhedsrådet. I det internationale samfund er der dybe og tilsyneladende uovervindelige uoverensstemmelser på dette område. I EU har vi heller ikke en fælles holdning. Det eneste, jeg vil understrege her, er, at størstedelen af Europa-Parlamentet i beslutningen fra juni i år udtalte sig til fordel for en plads til EU.

På et andet stort område, menneskerettighederne, glæder jeg mig - som repræsentanten for Rådet og kommissæren har påpeget - over anerkendelsen af retten eller pligten til beskyttelse fra det internationale samfunds side i tilfælde af folkedrab. Men inden for det samme menneskerettighedsområde er der desværre kun truffet beslutning om at oprette det nye Menneskerettighedsråd, uden nærmere detaljer. Jeg er derfor meget bange for, at indledningen af forhandlinger med henblik på at fastsætte rådets mandat, dets medlemmer og valgprocedure bliver meget forsinket.

Jeg mener kort sagt, at der stadig er meget at gøre, men det er rigtigt, at der efter topmødet - og nu stopper jeg, hr. formand - er et fundament, der kan bygges videre på. 60-årsdagen for oprettelsen af De Forenede Nationer var en meget god anledning til at omgruppere det internationale samfund og tilpasse det til det nye århundredes udfordringer.

Jeg håber, at de skridt, der er blevet taget, vil udmønte sig i fremskridt i løbet af dette så afgørende år.

  Glenys Kinnock, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne byde rådsformanden velkommen til denne forhandling - jeg er udmærket klar over, at han selv er en meget engageret internationalist. Jeg takker kommissæren for hendes støtte til os i delegationen ved topmødet i New York.

Som De alle har været inde på, har ngo'er og andre været temmelig kritiske over for topmødets slutdokument. Men som De har gjort, vil jeg slå til lyd for en mere afmålt fremgangsmåde for vores vurdering, og jeg er enig i, at vi bør beskrive det sådan, at glasset er halvt fyldt. Jeg mener også, at overdrevne beskyldninger om fiasko ikke vil hjælpe med til at skabe de rette incitamenter til at få politikerne til at tage en risiko og skride til handling.

I slutdokumentet findes der en række faste forpligtelser for, hvordan vil skal opfylde millenniumudviklingsmålene inden 2015. Men noget af det, jeg må beklage, er, at den globale målsætning 8 ikke er stærk nok til at sikre, at lande som New Zealand, Australien, Canada eller Italien ikke slipper for let, og at presset på dem om at gøre det samme som EU kan opretholdes. Løfter om 0,7 % er simpelthen ikke nok, og derfor må vi se noget handling fra disse og andre lande.

Jeg glæder mig også - og jeg er sikker på, at rådsformanden gør det samme - over den tydelige reference i dokumentet til behovet for at søge efter nye finansieringskilder med henblik på at opfylde millenniumudviklingsmålene.

Jeg tror også, at George Bushs opbakning til millenniumudviklingsmålene udgør et betydeligt fremskridt - måske det største fremskridt i hele ugen. Måske skubber egeninteresser USA ud på den multilaterale vej, som mange af os ikke tror, at landet er parat til at gå ad.

Jeg vil også skynde mig at erkende, at man i slutdokumentet indfører en meget tydelig sammenhæng mellem sikkerhed, udvikling og konfliktløsning i de foranstaltninger, der skal gennemføres. Man identificerer også helt klart ansvaret hos både udviklede lande og udviklingslande. EU's udviklingspolitiske erklæring er nu det rette værktøj, når vi skal arbejde videre og vise, at vi virkelig tror på behovet for i Europa og andre steder at genopbygge den stærke følelse af enhed, formål og handling. Dokumentet indeholder også stærke erklæringer om styreformer og retsstatsprincippet, som er meget vigtige aspekter af vores arbejde med udviklingslandene.

De har nævnt den fredsopbyggende kommission - som har meget stor betydning - samt fredsskabende, fredsbevarende og fredsopbyggende foranstaltninger. Jeg beklager, at Menneskerettighedsrådet nu overgår til Generalforsamlingen, hvor det bliver genstand for politiske tovtrækkerier og studehandler. Derfor har EU endnu en gang en vigtig rolle med at skubbe dette i det rigtige retning.

Først og fremmest glæder jeg mig over, at vi nu har et kollektivt ansvar for at beskytte civile mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og alle forbryder mod menneskeheden. Nu ser vi frem til beviser for, at FN fremover vil kunne undgå de tragiske fiaskoer, vi har set i Bosnien og Rwanda.

Med hensyn til reformer beklager vi, at generalsekretæren fortsat skal mikroforvaltes af FN's medlemsstater.

Den største skuffelse er fiaskoen med hensyn til at bekæmpe spredning af atomvåben. Dette betyder, at vi nu står med et gabende hul i vores internationale ordninger, og EU må igen lægge pres på for at skabe fremskridt på dette område.

Endelig vil jeg gerne henvise til ændringsforslaget fra PSE-Gruppen om rettigheder vedrørende seksual- og forplantningssundhed. Det er vigtigt, at vi indtager denne holdning, hvis vi skal opfylde millenniumudviklingsmålene. Den understreger alle disse mål, navnlig vedrørende hiv/aids og dødelighed under barsel og spædbørnsdødelighed. Jeg har tillid til, at Parlamentet vil genindføre dette i teksten; at vi vil forpligte os, som vi gjorde ved afstemningen om min betænkning om millenniumudviklingsmålene, på dette vigtige område. Dernæst bør Parlamentet støtte FN's internationale legitimitet. I 1945 stod der meget på spil for politikerne; der står også meget på spil nu, men grundene til at gå videre er lige så tungtvejende som dengang.

  Alexander Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi europæere er enige om, at verden har brug for FN, og ikke mindst at verden har brug for et stærkt FN.

Sjældent i sin 60 år lange historie har FN på den måde været i centrum for offentligheden, og sjældent har det i så fald handlet om vigtigere og mere nødvendige reformer end i år.

Det, der blev opnået i slutdokumentet, er ikke tilfredsstillende. Alligevel mener min gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, at fremskridtene skal diskuteres værdigt, og det ikke-opnåede skal diskuteres endnu mere indgående end hidtil.

Glasset er halvt fuldt. Det er nu EU's opgave at bidrage til at fylde det helt op. Især Europa-Parlamentet skal forstå resultatet på topmødet som en mulighed. Vi ser Parlamentet som en af parterne i den videre reformproces. Vi har som parlamentsmedlemmer nøglen til at sikre og styrke befolkningens accept af FN, fremme demokratiseringen af organisationen og frem for alt sørge for, at millioner af mennesker får adgang til mad, rent vand og et bedre sundhedssystem.

Vi skal gennemføre millenniumudviklingsmålene. Fremskridtene i medlemsstaterne er utilfredsstillende, hvad dette angår. Slutdokumentet fra topmødet indeholder ingen nøjagtig tidsplan, der binder staterne til deres forpligtelser. Det er skuffende. På den anden side indeholder dokumentet - og det har Glenys Kinnock nævnt - USA's bekendelse til millenniummålene, som er uventet klar - en meget positiv udvikling, som vi skal bygge videre på. Efter min mening bør vi, Glenys, tage vores amerikanske venner på ordet.

Min gruppe vurderer nedsættelsen af en peace building commission som noget meget positivt. Det er en beslutning, som vil styrke FN's profil i kriseregioner. Det skal være EU's opgave at yde værdifuld hjælp til opbygning og måder at arbejde på. På globalt plan er EU en af de største peace builder, som donor, som bidragyder og som politisk kraft. Det skal i øvrigt blive langt tydeligere i FN-systemet, end det har været tilfældet hidtil. Det glæder os, at vi er så enige med Dem her, fru kommissær.

Et første skridt, som jeg også godt kunne tænke mig Kommissionens og Rådets udtalelse om, kunne være en sammenlægning af Rådets og Kommissionens repræsentationer i New York og andre FN-byer.

Ifølge ALDE-Gruppen er fremme af demokrati en anden vigtig funktion. Dannelsen af en demokratifond er et vigtigt skridt i den rigtige retning, andre foranstaltninger kunne være en caucus of democracies inden for Generalforsamlingen. En parlamentarisk forsamling kan også overvejes.

Det står klart, at reformen af FN ikke er afsluttet, men skal fortsættes konsekvent. Det gælder især for Sikkerhedsrådet. Vi kender forslagene fra Kofi Annan. Det er nu op til Generalforsamlingen at træffe en beslutning inden årets udgang. Vi opretholder her desuden visionen om et permanent sæde for EU, så snart de politiske, retlige og forfatningsmæssige betingelser er opfyldt. Det understreger vi på ny i vores beslutning, som vi skal stemme om i morgen.

Vi kan ikke tillade, at FN bliver en andenrangs spiller. FN skal stå i forreste række. For det er kun FN, der har mulighed for at leve op til vor tids udfordringer på multilateralt plan og i en global målestok. Europa-Parlamentet skal støtte FN på denne vej, for vi har brug for et stærkt FN. I øvrigt mener jeg, vi bør føre denne forhandling i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. Minister, kære kolleger, man må sige det klart og tydeligt: FN har lige forpasset en historisk chance for en systematisk reform. Resultatet er skuffende, og Kofi Annans gode forarbejde er ikke blevet omdannet til en virkelig succes.

Reformen er mislykkedes på fire nøgleområder. Der er ikke nogen reform af Sikkerhedsrådet, der virkelig fører til en regional repræsentation. Der er ikke noget koncept til nedrustning og mod udbredelse af masseødelæggelsesvåben. Det er ikke lykkedes at skabe en FN-miljøorganisation. Og jeg tilføjer: Set i lyset af udfordringerne med den internationale klimapolitik er det en ret alvorlig forsømmelse. Vi råder ikke over noget egentligt instrument til en FN-politik. Det er heller ikke lykkedes at videreudvikle Det Økonomiske og Sociale Råd - og det set i lyset af de store udfordringer, vi står over for inden for udviklingspolitikken. Derfor hedder mottoet i dag: Den ene reforms afslutning er den anden reforms begyndelse.

Der er naturligvis også sket fremskridt, som vi kan bygge videre på. Det er godt, at der findes et FN-menneskerettighedsråd, at det er blevet dannet, også selv om sammensætningen endnu ikke er afklaret. Det er godt, at midlerne til højkommissæren for menneskerettigheder fordobles. Det er godt, at der kommer en peace building commission. Det er godt, at millenniumudviklingsmålene er blevet bekræftet, og at der bliver skabt forskellige handlingsprogrammer og solidaritetsfonde.

På denne baggrund står EU over for en konkret udfordring. Jeg vil derfor gerne opfordre Rådet og Kommissionen til at fremlægge en detaljeret handlingsplan for, hvordan EU helt konkret vil deltage finansielt og organisatorisk i gennemførelsen af disse foranstaltninger. Nu handler det om at støtte FN helt konkret og materielt efter de store ord på topmødet.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Også jeg ville gerne sige, at vi er kommet videre, men alle her ved, at det ikke er rigtigt. Topmødet var en fiasko. Det bekræftede godt nok de beskedne millenniumudviklingsmål, men blev forhindret i at omsætte ordene til handling. Nogen forhindrede, at donorlandene forpligtede sig til klare mål for den finansielle bistand. Helt konkret står vi tilbage med en masse tomme ord.

Forsamlingen forsøgte sig også med velmente ord imod spredning af kernevåben, men nogen forhindrede, at man forpligtede sig til en nedrustningsstrategi. Uden en sådan vil kernevåbenklubben uundgåeligt vokse. Forsamlingen ville også have en reform af FN, men nogen gjorde alt for, at det hele skulle blive, som det var. Denne nogen har et navn. Det er såmænd John Bolton, imperiets officielle stemme i FN.

Kommissæren nævnte "Katrina". Mellem tragedien i New Orleans og fiaskoen i New York er der faktisk en forbindelse, en indlysende forbindelse - den amerikanske regering. I New Orleans var der en simpel regel: Den, der har en bil, bliver reddet, den, der ikke har, går til grunde. I kejserens idealverden er det lige sådan. Washington vil ikke høre om fattige, fordi man ikke engang tager sig af sine egne. For Det Hvide Hus er de fattige kort og godt spild af tid og penge.

Hr. formand, min gruppe stemmer for beslutningen, fordi den trods tøven går i den rigtige retning, fordi vi har brug for et stærkt FN, og fordi vi støtter alt det, der bidrager dertil. Men vi vil gerne sige det helt tydeligt: Vi får kun et stærkt FN, når Europa og resten af verden sender Washington de rigtige signaler. I dag er der blevet sagt hårde ord om Tyrkiet. Jeg vil gerne se noget lignende i forhold til Washington.

  Hélène Goudin, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand, Junilisten er ven af FN og mener, at denne organisation kan få god kapacitet til at bidrage med konstruktive løsninger på internationale konflikter. Vi mener dog ikke, at EU og Parlamentet skal diktere, hvordan FN skal arbejde, og hvad der bør være organisationens målsætninger. Debatten om FN's fremtid skal føres mellem FN's medlemsstater og i en bredere international sammenhæng end den europæiske. Vi er kritiske over for forslaget om, at EU skal være repræsenteret med en fælles plads i FN's Sikkerhedsråd. Vi støtter heller ikke Parlamentets vilje til at oprette fælles EU-delegationer ved FN's forskellige hovedkvarterer. EU's medlemsstater har forskellige synspunkter på de spørgsmål, som behandles af FN og dets Sikkerhedsråd.

Sverige har f.eks. spillet en vigtig rolle i FN som brobygger mellem fattige og rige lande, som mægler og som fortaler for nedrustning. Det viser jo, at selv små lande har en vigtig rolle at spille i FN og i international politik. Vi frygter, at de små landes stemmer ikke bliver hørt, hvis EU skal tale med en stemme i FN-sammenhæng. Hvilken af EU's 25 stemmer skal så tale gennem denne fælles plads? Hvis EU kunne tale med en fælles stemme i FN-sammenhæng, hvorfor forsvarer Storbritannien og Frankrig så sine nuværende permanente pladser i Sikkerhedsrådet? Hvorfor stræber Tyskland efter at få en plads i Sikkerhedsrådet? Sandheden er, at EU's medlemsstater ikke har noget samlet syn på internationale politiske spørgsmål. Det har vist sig i flere tilfælde, ikke mindst i forbindelse med USA's intervention i Irak. Lad os anerkende det mangefacetterede Europa, og lad os arbejde for, at samtlige stemmer skal høres i debatten.

(Bifald)

  Inese Vaidere, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, efter livlige forhandlinger vedtog Europa-Parlamentet i maj en beslutning om en reform af FN. Som en del af den beslutning opfordrede Parlamentet FN til at holde sine løfter, til at yde bistand til udviklingslandene, til at blive enig om en fælles definition på terrorisme, til at vedtage en handlingsplan for forebyggelse af folkemord samt til at reformere Sikkerhedsrådet, der fortsat afspejler efterkrigstidens verdensorden. Ingen af disse opgaver er løst. Tværtimod er de få indgåede aftaler præget af kompromiser, og de vil sandsynligvis ikke være særligt effektive. Med hensyn til reformen af FN er der i øjeblikket flere fiaskoer end resultater.

Resultatet giver anledning til at spørge, om EU er en stræk international aktør. Svaret er indlysende. EU har ikke arbejdet tilstrækkeligt effektivt. Jeg vil derfor opfordre Europa-Kommissionen til at vurdere resultaterne af FN-reformen fra EU's perspektiv og overveje, hvordan man kan koordinere kommende aktiviteter med andre lande, så vores beslutninger bliver ført ud i livet. Under sådanne omstændigheder er det vigtigt at vurdere, om FN overhovedet er i stand til at reformere sig selv, eller om der måske er brug for en ny organisation af samme type. Det ligger imidlertid længere ud i fremtiden. Lige nu er det vigtigt at udarbejde en strategi for at nå de allerede vedtagne mål, så FN kan arbejde effektivt med at skabe sikkerhed og velstand i den moderne verden.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Alle er enige om, at der er behov for at reformere FN. Det eneste problem er selve udformningen af reformen. Vi er enige om, at FN-systemet er alt for komplekst, og at det skal strømlinjes. Jeg mener imidlertid ikke, at det største problem er reformen af FN's organer men derimod FN-medlemmernes manglende evne til at nå til politisk enighed på grund af grundlæggende forskellige synspunkter vedrørende FN's arbejde som sådant. Nogle medlemmer vil gerne have et stærkt FN, mens andre er imod sådanne mål. Det er lige netop det, der forhindrer enighed.

Jeg er imidlertid mere optaget af FN's forpligtelse til at opfylde de såkaldte millenniumudviklingsmål om at halvere fattigdommen, bekæmpe sult, malaria og andre sygdomme som f.eks. hiv/aids og at sikre respekten for menneskerettigheder og specielt kvinders rettigheder. Skønt FN har givet tilsagn om at opfylde disse mål inden udgangen af 2015, er fattigdommen endnu ikke faldende men derimod stigende. Hvis vi fortsætter arbejdet med den nuværende hastighed, vil det skønsmæssigt tage os 100 år at opfylde millenniumudviklingsmålene.

I september var jeg det eneste medlem af en EU-institution, der deltog i en konference om kvinders rettigheder i Kina. Det var den såkaldte Beijing+10-konference. Konferencen blev første gang afholdt i 1975, og siden da er den blevet gentaget hver tiende år. Det er interessant, at intet land i verden siden 1995 har været i stand til at organisere en femte konference om kvindesager. Jeg spekulerer på, om EU er interesseret i informationer om gennemførelsen af de erklæringer, vi er medunderskrivere af, samt om anvendelsen af EU's bistand til nogle lande - specielt i form af økonomisk hjælp.

Hvis vi ønsker at gennemføre millenniumudviklingsmålene inden udgangen af 2015, skal den finansielle bistand mere end fordobles. Som en vigtig bidragyder skal EU overvåge anvendelsen af denne bistand og sikre, at den ikke misbruges gennem en omdirigering til andre formål, og at modtagerlandene respekterer menneskerettighederne. Hvis ikke menneskerettighederne respekteres, skal den finansielle bistand trækkes tilbage. Men hvis ikke vi deltager i konferencer og hører om de problemer, der opstår i forbindelse med gennemførelsen, kan vores bistand, der er beregnet til lægemidler og skolebyggeri, i stedet blive brugt til indkøb af våben eller rekruttering af børnesoldater.

  Nirj Deva (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden og kommissær Ferrero-Waldner for det fremragende arbejde, de allerede har udført i FN. Jeg havde det privilegium at være medformand for delegationen til FN sammen med min ærværdige kollega, Michel Rocard, Frankrigs tidligere premierminister.

Vi har brug for et FN, der afspejler de fælles værdier for almindelige mennesker, og som kan levere dem. I dag lever vi et globalt marked, der fyldt med billeder. Tsunamien i Indonesien, oversvømmelserne i New Orleans og terrorangreb i London bliver lokale begivenheder: lokalt i min landsby, i min virkelighed, i mit hjem og blandt mine venner. Dette er "enhed gennem mangfoldighed", ikke "samme størrelse til alle". Hvordan kan FN eksistere i denne fagre nye verden og fortsat være relevant? FN har ikke nogen lovgivningsbeføjelser og er heller ikke en verdensregering. Det er blot en organisation, der leverer varen. Set i bakspejlet er det bedste, der er sket for FN, at USA pludselig er blevet mere seriøs med hensyn til at sikre, at FN har mulighed for at levere de ønskede resultater.

Derfor kan vi ikke bare lade tingene fortsætte som hidtil, og hr. Ping og hr. Annan har gjort et fremragende stykke arbejde med at starte denne reformproces. Der udføres også et fremragende stykke arbejde i FN's specialagenturer som WHO, UNDP, Verdensfødevareprogrammet, IMO og ICO, men også her vil det være hensigtsmæssigt med en tilbundsgående revision for at sikre, at man får mest muligt for pengene og administration af højeste kvalitet.

Disse organisationer skal levere resultater, men det samme gør sig ikke gældende for selve FN-processen i New York. Det skal der laves om på. Vi bør begrænse processen i New York og i stedet fokusere på FN-agenturerne som dem, der leverer resultater. Vi må trække på bedste praksis i regeringer og store koncerner. Der bør nedsættes en langsigtet planlægningsgruppe, der skal kunne forudsige krisesituationer i god tid forud.

Fattigdom, sygdom, konflikter og elendighed skyldes ofte dårlig forvaltning på nationalt plan. Vi bør hjælpe med til at øge kapaciteten og yde støtte til dem, der kan bruge den klogt.

Det glæder mig at kunne meddele, at Europa-Parlamentet gennem Udvalget om Udvikling og Samarbejde allerede har foreslået, at der bevilges et beløb på omkring 2 millioner euro under budgettet for hurtige følgevirkninger og ligeledes efter et møde med kommissæren i New York til den fredsopbyggende kommission.

Et effektivt system for international forvaltning og retfærdighed skal sørge for at få mennesker, der har begået forbrydelser mod menneskeheden, for en domstol. Vi har også ret til at beskytte. FN's fredsbevarende styrker skal uddannes bedre, og i henhold til kapitel VII i FN-chartret skal de have håndhævelsesbeføjelser med henblik på konfliktløsning.

Hr. formand, jeg vil gerne sige, at dette har været en meget vigtig og fremragende forhandling. Tak.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand, FN-topmødet er godt nok ikke mislykkedes, men jeg må give mange af mine kolleger ret i, at det var skuffende. Takket være europæernes og mange udviklingslandes engagement er der dog kommet nogle konkrete resultater ud af det. Man kan håbe, at Generalforsamlingen vil bringe yderligere fremskridt i de kommende måneder.

Den største skuffelse for mig er den manglende forpligtelse til at nedruste i verden. Menneskeheden giver årligt 1.000 milliarder euro ud til oprustning og 60 milliarder euro til udviklingsbistand. Hvis nogen kiggede ned på Jorden fra en fjern stjerne, så ville han sige, at denne menneskehed ødelægger sig selv og ikke vil overleve. Da lyder spørgsmålet til Kommissionen og Rådet: Hvad gør europæerne for, at der bliver taget initiativ til at afhjælpe denne manglende nedrustning - især hvad angår masseødelæggelsesvåben? Det er efter min mening også en skam, at reformen af FN-organerne næsten ikke er lykkedes. Generalsekretæren er næsten ikke blevet styrket i sin rolle. Generalforsamlingen har ikke kunnet reformere sig selv, og Sikkerhedsrådet er den rene anakronisme. Her er det jo forbløffende, at Den Afrikanske Union tilsyneladende fungerer bedre end EU. De 53 afrikanske stater havde nogle konkrete forestillinger om, hvem fra deres kontinent der skulle sidde i Sikkerhedsrådet. Europæerne er ikke enige på dette punkt for deres vedkommende og har måske også bidraget til, at det ikke var muligt at udvide Sikkerhedsrådet. Derfor lyder spørgsmålet også til Kommissionen og Rådet: Hvad gør europæerne for at afhjælpe denne mangel?

Mit sidste punkt vedrører demokratiseringen af FN. Efter 60 år kan det ikke overlades til regeringerne alene. Vi har brug for en parlamentarisk komponent. Den Interparlamentariske Union er udmærket, men den er ikke tilstrækkelig. En parlamentarisk forsamling bliver nødvendig før eller siden, fordi EU's civile samfund er bedre anbragt i FN end borgernes kamre, og denne situation kan ikke fortsætte.

  Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, min ven og kollega hr. Lambsdorff har allerede talt for gruppen og på vegne af den liberale del af gruppen lavet sjov med mig ved at beskrive det halvfulde glas. Det er op til mig - måske fordi jeg tilhører den demokratiske del af gruppen - at forsøge at komme med nogle kommentarer om det halvtomme glas.

Vi har alle været vidner til et paradoks i de sidste par uger. På verdensplan er der en stadig større opmærksomhed på FN's rolle og på Europas rolle. Der er en stor efterspørgsel, men hver gang vi har lejlighed til at svare på denne stigende forventning, når vi ikke nogen resultater.

Det dokument, som vi vedtog i FN, var ikke et dokument, der skulle starte en debat om FN, men afslutte en diskussion, som allerede var to år gammel. I august og september var der dog som bekendt nogle vanskelige spørgsmål, der forsvandt fra forhandlingsbordet, mens andre spørgsmål kun principielt blev bekræftet, og så stoppede vi der. Andre spørgsmål igen blev udsat til senere forhandlinger. Sådan hænger tingene sammen.

Der har ikke været nogen reform af Sikkerhedsrådet, der er ikke sket nogen udvikling i forholdet mellem nedrustning og ikkespredning, der har ikke været nogen klar fordømmelse af terrorisme, men en vag definition af terrorisme, og et organ som Menneskerettighedsrådet eksisterer kun i princippet. Det samme gælder for noget, der blev præsenteret som et stort fremskridt, nemlig den nye bestemmelse om retten til at beskytte. Hvis man læser den nøje, står der, at Sikkerhedsrådet vil vurdere situationen fra sag til sag, hvilket betyder, at vi er i samme situation som før Rwanda.

Der er ikke sket nogen ændringer. Vi siger, at der er et princip, men hver gang skal vi vurdere, om det skal anvendes i det pågældende tilfælde. Hvad betyder alt dette? Det betyder, at selv om vi har understreget millenniummålene, er vi gået glip af en lejlighed. Dokumentet minder lidt om vores arbejde i EU - vi er ikke i krise, bureaukratiet fungerer, og vi producerer dokumenter. Vi vedtager tusindvis af beslutninger, men det er ofte beslutninger, som borgerne ikke forventer sig af os, og vi er ikke i stand til at vedtage de beslutninger, som borgerne forventer sig af os.

Det er vores problem. Et dokument på 35 sider, der fjerner de vanskeligste punkter, er ikke et dokument, der kan betegnes som en succes, men et dokument, hvor vanskelighederne druknes i mængden. Derfor vil jeg blot sige, at dette topmøde tværtimod har vist, hvor vigtigt det er i dag, at Europa tæller som en politisk enhed, nemlig en fælles politisk enhed, hvor vi har indflydelse på handelsområdet, fordi vi taler med én stemme. Vi spiller en rolle på verdensplan. Hvis vi er opdelt i 25, spiller vi ikke nogen rolle eller en meget mindre rolle, end vi tror.

Vi er midt i en tænkepause efter nej'et ved folkeafstemningerne. Vi må ikke lade denne tænkepause blive en mexicansk siesta, men skal vågne op lidt før.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, lad os være oprigtige: Topmødet om reformen af FN var overordnet set en kæmpe skuffelse for os, der tror på denne institution, og især på dens grundlæggende principper.

Topmødet sluttede - det er rigtigt, og det er blevet sagt - med nogle positive forpligtelser, men som det også er blevet nævnt, blev der udeladt vigtige aspekter som f.eks. reformen af Sikkerhedsrådet.

De forslag, som generalsekretæren, Kofi Annan, lagde ud til diskussion, var gode og fornuftige, men de var også presserende, og det var nødvendigt at støtte dem, og derfor beklager jeg, og det er jeg nødt til at sige, at EU har bukket under for USA's pres, så det, der kunne have været en historisk chance, bliver udvandet.

Særlig bekymrende er de manglende forpligtelser til at forbedre og styrke den globale styring i forbindelse med miljømæssige, sociale og økonomiske spørgsmål samt fjernelsen af kapitlet om nedrustning og ikkespredning fra konklusionerne. Der står heller ikke noget om et så presserende og nødvendigt spørgsmål som vedtagelsen af en international våbentraktat, idet våbenspredningen er den vigtigste årsag til mange dødsfald i verden.

Derfor er jeg nødt til at bede Rådet og Kommissionen om, at de fremover udviser mod og tapperhed til at forsvare disse principper, der skal virkeliggøres i konkrete foranstaltninger, og som min kollega Schmidt sagde, i en handlingsplan, der klart definerer, hvad der skal være EU's holdning, så vi ikke endnu en gang bukker under for USA's pres.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, lige nu diskuteres det, hvor fuldt glasset er. Jeg kan kun sige åbent, at der næsten ikke er noget i glasset, der er ikke noget at drikke, og det bør accepteres generelt her.

FN-topmødet er i vid udstrækning mislykkedes. Det, der var planlagt, blev ikke opnået. Det ser man tydeligt på ændringen af dette slutdokument, når man tænker på, hvordan det så ud i begyndelsen, og hvordan der nu til sidst kun er et ganske tyndt dokument tilbage.

Det glæder mig dog, at der er et bestemt punkt, der ikke blev vedtaget. Det vedrører nemlig det, som Gruppen på Højt Plan, der har afleveret en rapport til Kofi Annan, har foreslået. Gruppen ønskede et koncept om præventiv krig i FN, og dermed ville den have ødelagt den grundlæggende idé med FN. Dette koncept om præventiv krig findes ikke længere konkret, men antydes blot i nr. 92. Det glæder mig meget, at det forholder sig sådan nu.

Fru Ferrero-Waldner, når De siger, at Kosovo-krigen næsten gav anledning hertil, så er det netop her, problemet ligger: Der var tale om et brud på folkeretten, og det er netop det, vi ikke ønsker. Folkeretten bør overholdes.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, De Forenede Nationer opstod på grundlag af forskellige initiativer, der skulle samle verdens lande for at fremme den sande fred gennem anerkendelse af det enkelte menneskes værdighed og værdi og værdien af samfundet - det lokale, nationale og globale - med hensyn til at beskytte individet. På mange måder har FN gennem mere end 60 år udfyldt dette vigtige mandat. Men i de seneste årtier er der i stigende grad blevet rejst kritik af FN's måde at handle på, den måde, organisationen bruger sine penge, og typen af resultater, den opnår eller ikke opnår.

Millenniumudfordringen er kolossal, og det vil kræve et velfungerende FN at tage den op. Reformer behøver man ikke skamme sig over. Selv det nydeligste hus har brug for en forårsrengøring. Alle organisationer har brug for at træde et skridt tilbage og revidere sine metoder. Efter min mening er eksemplet med UNICEF et godt sted at starte, når man skal forstå det desperate og påtrængende behov for at reformere UN.

Jim Grant oprettede og styrede stort set UNICEF, FN's svar til børnene, frem til sin død i 1995. UNICEF gjorde sig med rette fortjent til respekt fra lande og agenturer overalt for sine programmer for væsketilførsel gennem munden, fremme af amning og primærundervisning. UNICEF var i kontakt med virkelige børns virkelige behov. I løbet af de 10 år siden hr. Grant døde, er UNICEF tilsyneladende blevet en kanal ikke til fremme af børns rettigheder, men en politisk dagsorden med fokus på kvinders rettigheder, og det er ikke det rette sted: Det var et børneagentur.

Fru Bellamy, som ledede UNICEF efter hr. Grant, blev tvunget til at gå af sidste år. Selv om der fremkom stadig mere kritik i løbet af hendes niårige embedsperiode, gav FN's strukturer i deres nuværende udseende ikke mulighed for en intern undersøgelse af UNICEF. Det var udefra, at en konstant voksende kritik og en stadig større skandale, fordi børneprogrammerne blev forsømt, til sidst tvang hende til at gå. Sidste år, midt i det endelige crescendo, kunne tidsskrifter som The Lancet rapportere, at UNICEF's manglende evne til at udvikle en sammenhængende strategi for børns overlevelse og organisationens mangler bidrog til 10 millioner børnedødsfald om året. Når en organisation kan tillade dette, et så offentligt kendt problem, viser det, at der er behov for reformer.

Det er ikke nogen skam at gennemføre reformer. Nej, men det er en skændsel at modsætte sig reformer, når der er behov for det. Succesen vil komme, når vi bliver klar over, at FN er et ideal, der skal plejes, og at vi har brug for en effektiv organisation, der kan tjene disse idealer.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand, general de Gaulle plejede at kalde FN for le Machin. I dag, hvor FN's 60-årsdag tilsyneladende ender med en opførelse af Shakespeares Much Ado About Nothing (stor ståhej for ingenting), kan vi med rette spørge os selv, om det tidligere franske statsoverhoved ikke skulle gentage sine bevingede ord. Der er faktisk forhandlet i ugevis om et dokument på 35 sider, som i sidste instans - for lad os kalde tingene ved deres rette navn - ikke er meget andet end en vag hensigtserklæring.

60 år efter oprettelsen af FN er dets svaghed atter tydeligt lagt for dagen. FN's Menneskerettighedskommission, som i den grad er kommet i miskredit ved at lade lande som Cuba, Zimbabwe og Sudan deltage, erstattes af et menneskerettighedsråd. Teksten siger imidlertid intet om denne nye institutions sammensætning eller om foranstaltninger med henblik på at udelukke sådanne lande. Selv om alle landene afviser terrorisme, opnåede de ikke enighed om definitionen af terrorisme.

Der blev heller ikke opnået enighed om principperne for ikkespredning af kernevåben, og sidst, men ikke mindst er den nødvendige reform af Sikkerhedsrådet atter udsat. I denne sammenhæng er det derfor virkelig ufatteligt, at Japan, for blot at nævne et eksempel, finansierer 19 % af udgifterne til FN's fredsoperationer, selv om landet selv ikke engang har medindflydelse i beslutningsprocessen. Det er ikke ligefrem demokratisk.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer, den store udfordring for millenniumtopmødet var menneskelig globalisering, menneskerettigheder og fred og fremgang for hele menneskeheden, og grundlæggende kan det siges, at topmødet har formået at bremse forsøgene på afvikling af FN og påvise, om end mangelfuldt, de områder, hvor der er sket fremskridt.

Jeg vil gerne, hr. formand, påpege en vigtig tendens, nemlig initiativet fra generalsekretæren, hr. Kofi Annan, som har taget forslaget fra den spanske regeringschef, hr. Rodríguez Zapatero og den tyrkiske premierminister, hr. Erdogan, til sig. Det, vi har været vidne til her til formiddag i salen, viser, hvor vigtigt dette initiativ om en alliance mellem nationerne er.

Hr. formand, som afslutning vil jeg gerne sige, at vi også skal være opmærksomme på, at EU ikke i dag er medlem af FN, men derimod et vigtigt medlem af Verdenshandelsorganisationen. Det er en udfordring, vi skal forstå at håndtere generøst og i en multilateral ånd.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, det, der måtte ske, er nu virkelig sket. Der er ikke gennemført en reel reform af FN, og EU får ikke en plads i Sikkerhedsrådet. Alle tier om dette punkt, selv om det skal siges, at det var EU's primære håb på topmødet.

En af konsekvenserne af denne fiasko er, at EU, som ikke får en udenrigsminister, lige så lidt som det har en udenrigspolitik, bliver ved med at være en slags internationalt forum uden udsyn udadtil. Alt dette var indlysende trods de afvejede bemærkninger lige før fra fru Ferrero-Waldner, som sagt en passant, da hun taler på fransk jord, kunne have talt fransk. Hun lytter under alle omstændigheder ikke til mig, selv om hun udmærket er i stand til det.

Hvis den europæiske "maskine" havde være lidt mere realistisk med hensyn til dens egen betydning, kunne vi have sparet os selv for disse lange debatter ud i tomheden om det såkaldte EU-sæde, som nu bliver henvist til at ligge bagerst i skabet sammen med de store bunker af bristede illusioner. Vi skal imidlertid alligevel tænke over denne fiasko, fordi den skal få os til at være på vagt ligesom fiaskoen med forfatningstraktaten eller den europæiske mangel på forfatning i højere grad gjorde med hensyn til de snævre grænser, som skal rumme vores ambitioner. Det umulige i at gennemføre en reform af FN, hvilket var forudsigeligt, og som vi i øvrigt forudsagde i de tidligere indlæg om emnet, var skrevet ind i betingelserne for international handling.

Det princip, der styrer, og som altid vil styre det internationale liv, er, at staternes suverænitet har forrang. Selv om der inden for staterne kan eksistere lovgivning, der gælder for alle, og legitime tvangsmidler, som kan gøre forholdet mellem mennesker mere fredeligt, er der på internationalt niveau ingen legitim dommer, og det kommer der heller aldrig, hvad enten det drejer sig om en international organisation eller en stat, der hævder at have eneansvar for fred landene imellem. Det er fordi de andre stater stillet over for en dømmende stat, som i virkeligheden er en kejserlig stat, ligesom de, når de stilles over for enhver supranational organisation, aldrig taber deres egne interesser, deres egen personlighed, og jeg gentager, deres suverænitet, som min kollega, Hélène Goudin, sagde, af syne.

Det betyder ikke nødvendigvis, at verden er en jungle. Det betyder blot, at freden udelukkende er baseret på ligevægten mellem lande og grupper af lande, og at det eneste, folkeretten kan gøre, er at begrænse det naturlige spil mellem stater, som uanset hvor meget de hævder at være helliget fredens sag, stadig er hjerteløse uhyrer, og aldrig holder op med at beregne deres magt.

Det skal derfor være en lære for os, at der kan opnås visse ting i den multilaterale ramme, hvis, og kun hvis, landenes interesser ved et mirakel tilfældigvis falder sammen. Jeg håber, at realismen åbner vores øjne, og at vi endelig kan se det snævre i den ramme, som vores handlinger i kraft af tingenes natur er begrænset til.

  Miguel Angel Martínez Martínez (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil blot komme med seks bemærkninger.

Først vil jeg gerne fordømme USA's regerings handling, idet den har forpurret FN i almindelighed og disse møder i New York i særdeleshed. Den har forpurret dem ved at udpege Bolton som USA's repræsentant i FN og ved at stille 750 ændringsforslag til slutteksten, der i lang tid har været genstand for arbejde, forhandling og konsensus blandt det internationale samfund, med det formål at tømme den fuldstændigt for indhold.

Det er i øvrigt absurd, at der, når nordamerikanerne endelig kommer med et par indrømmelser, kun lyder lutter taksigelser og lykønskninger, fordi de ikke har lavet en ny indspilning af "Dommedag nu".

For det andet erkender jeg, at EU's rolle på topmødet har været forholdsvis værdig og positiv. Den har desuden været nogenlunde effektiv, når medlemsstaterne har optrådt koordineret og sammenhængende.

For det tredje vil jeg gerne fremhæve, at det bedste eksempel herpå utvivlsomt har været det mest værdifulde ved topmødet i New York, nemlig at det ikke har slækket på millenniumudviklingsmålene, til trods for nogens indsats for at slå bak. EU optrådte fast, og det lykkedes i det mindste at fastholde de forpligtelser og den tidsplan, der blev aftalt for fem år siden.

For det fjerde vil jeg gerne beklage, at den absolut nødvendige reform af FN blev en fiasko. Dette eksempel er lige så tydeligt som det forrige, men med negativt fortegn. Her kom vores medlemsstater med forskellige visioner, og EU var ikke i stand til at gøre sig gældende, hverken med holdninger eller indflydelse, og på denne måde blev EU medansvarlig for fiaskoen.

For det femte udtrykker vi vores tilfredshed, fordi topmødet har støttet Kofi Annans strategi om en alliance mellem civilisationerne og accepteret et så europæiske initiativ som forslaget fra den spanske og tyrkiske premierminister.

For det sjette og sidste glæder vi os over, at Europa har bidraget til at holde FN flydende og reddet det fra det skibsbrud, som nogle havde forberedt. Men det er ikke nok at holde FN flydende. Det er helt nødvendigt at lave en ny organisation. EU's indsats bør rette sig mod dette mål, men så er det nødvendigt, at EU ikke blot holder sig flydende.

Jeg vil afslutte med noget, som en afrikansk politiker sagde til os: "Denne verden begejstrer ikke og ofte vækker den direkte afsky, men det er frygtindgydende at tænke på, hvordan den ville være, hvis ikke Europa optrådte som en faktor til sikring af rationalitet, ligevægt, en vis kohærens og nogle gange solidaritet".

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand, Rådet, Kommissionen, parlamentsmedlemmer og mine damer og herrer, på FN's topmøde det understreget, at der er behov for at samarbejde imod terrorisme, klimaforandringer, international kriminalitet, migration og masseødelæggelsesvåben, og at der kræves mere og ikke mindre samarbejde. Fredsopbygningskommissionen fik meget plads. Det har Europa-Parlamentet nu mulighed for at følge op på. Efter det initiativ, som den svenske udenrigsminister tog sammen med 13 kvindelige udenrigsministre og kommissær Ferrero-Waldner, har vi nu det fredsforebyggende arbejde at tage stilling til. Vi skal få flere kvinder og frem for alt hver anden kvinde med på alle niveauer, så den lige repræsentationen gør, at kvinder og mænd kan yde en bedre indsats. Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, i moderne krig og konflikter er et stort flertal af ofrene uskyldige kvinder og børn. I overgangen fra konflikt til holdbar fred er der brug for alle ressourcer og civile løsninger. Hvordan følger vi nu op på dette i EU? Da millenniummålet blev diskuteret, stod det klart, at donorlandene skal være mere generøse. Derfor er det med stor glæde, at vi i weekenden modtog besked om 18 lands gældsafskrivning. Jeg beklager, at det kun er Sverige og fire andre lande, som bidrager med 0,7 % i bistand. Det skal vi gøre bedre. År 2000 nåede Sverige et niveau på 1 %. Så meget, som vi serverer her i EU, burde vi let kunne fylde glasset.

  Manuel António dos Santos (PSE). - (PT) Jeg deltog som Europa-Parlamentets repræsentant i den 2. verdenskonference af parlamentsformænd organiseret af Den Interparlamentariske Union i New York den 7., 8. og 9. september.

I den tale, som jeg holdt for de 145 tilstedeværende delegationer, kunne jeg bekræfte Europa-Parlamentets aktuelle holdninger til reformen af FN og millenniumudviklingsmålene. Mit budskab fik så meget desto større genlyd, som alle Europa-Parlamentets beslutninger om disse emner forudgående var blevet udleveret til de nationale og regionale politiske delegationer.

Hvad særlig angår reformen af FN, fik jeg mulighed for at nævne, at Europa-Parlamentet uforbeholdent støtter FN's generalsekretær og navnlig mener, at verdens sikkerhed ikke lader sig anskue isoleret fra den økonomiske og sociale udvikling, respekten for menneskerettighederne og beskyttelsen af miljøet. Jeg nævnte også behovet for at ændre Sikkerhedsrådets sammensætning, idet jeg slog til lyd for, at EU på sigt får en permanent plads, og at der snarest oprettes nye pladser, som kan give nye lande og ekspanderende regioner repræsentation.

Endelig fremhævede jeg om FN's Generalforsamling, at der ikke blot er behov for en reform af arbejdsmetoderne, men også, at der på lang sigt bør dannes en egentlig parlamentarisk forsamling i FN.

Min hensigt har været at give dette korte resumé, der samtidig er ment som den rapport, som jeg skal aflægge for Europa-Parlamentet.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg takker for muligheden for at kunne reagere på denne diskussion. Jeg takker Parlamentets medlemmer for deres indsigtsfulde spørgsmål og udfordrende kommentarer. Jeg vil bestræbe mig på at komme ind på så mange af Deres bemærkninger som muligt i mine afsluttende bemærkninger.

På 2005-topmødet om en revision af millenniummålene reagerede stats- og regeringscheferne fra EU og 166 andre lande på Kofi Annans udfordring om at reformere FN og gøre organisationen mere effektiv og mere relevant i forhold til vore dages udfordringer. Dokumentet med resultaterne af dette topmøde, for nu at beskrive den diskussion, vi har haft her til eftermiddag, skal ikke ses som et halvtomt glas, men i stedet ses som det, jeg mener, det er: et klart mandat til yderligere forandringer. Jeg mener, at vi alle deler synspunktet om, at et stærkere og mere effektivt FN med de nødvendige ressourcer er den eneste måde, hvorpå man kan sikre global stabilitet og fremgang i denne verden, hvor vi er gensidigt afhængige.

Som EU gav udtryk for i sin erklæring til Generalforsamlingen den 17. september: "Uden en fælles indsats for at fremskynde opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene vil både rige og fattige lande stå over for en fremtid med øget ustabilitet. Hvis de FN-ledede bestræbelser på at finde løsninger på terrortruslen og spredning af terror slår fejl, vil det bringe fremskridtene i udviklingslandene i fare i lige så høj grad som i de udviklede lande. FN bør ikke være et forum, hvor landene kan gennemføre deres individuelle dagsordener, men et sted, hvor det internationale samfund kan aftale fælles foranstaltninger til gavn for alle verdens borgere."

For mig ser det ud som den rette sammenhæng til løsning af en række af de vigtige spørgsmål, som de ærede medlemmer har taget op i dag. Hr. Millán Mon, hr. Lambsdorff og hr. Schmidt var inde på spørgsmålet om en udvidelse af Sikkerhedsrådet. I forbindelse med dette spørgsmål er partnerne i EU enige om, at Sikkerhedsrådet bør reformeres, men der hersker ikke enighed i EU om modellen. I det relaterede spørgsmål om, hvorvidt EU bør have en plads i Sikkerhedsrådet, vil jeg med al respekt erindre Parlamentets medlemmer om, at De Forenede Nationers Charter er meget klart på dette punkt: Kun individuelle medlemsstater, ikke regionale organisationer, har mulighed for at have plads i Sikkerhedsrådet. Derfor er der ikke mulighed for, at EU får plads i Sikkerhedsrådet.

Fru Kinnock kom med en omfattende lovprisning af det arbejde, der er blevet udført, og gav efter min mening en nøjagtig beskrivelse af de fremskridt, man har gjort, idet der dog stadig resterer et stort stykke arbejde. Hendes indlæg giver mig en glimrende lejlighed til at lovprise hende, ikke kun for hendes utrættelige indsats på dette sagsområde gennem så mange år - både før hun blev medlem af Europa-Parlamentet og efterfølgende - men også erfaringen og ekspertisen hos så mange andre medlemmer af Parlamentet, som efter min mening har beriget EU's diskussioner om disse spørgsmål og Europas stemme i internationale fora. Det vil ikke overraske hende at høre, at jeg helt klart støtter hendes henvisninger til nyskabende finansieringsmekanismer i forbindelse med forfølgelsen af millenniumudviklingsmålene.

Med hensyn til hendes andet specifikke spørgsmål om, hvorvidt medlemsstaterne allerede er begyndt at trække i land med hensyn til størrelsen af deres lovede bistand, vil jeg kategorisk sige nej. De 25 medlemsstater har kollektivt forpligtet sig til at bidrage med mindst 0,56 % af BNI inden 2010, og hele EU-15 har forpligtet sig til at bruge mindst 0,7 % af deres BNI på bistand inden 2015. Som jeg sagde på partikonferencen, hvor jeg talte for bare et par dage siden, ville det for blot nogle få år siden have været en drøm for os, der har forfulgt dette mål i lang tid, at forestille sig, at 15 lande i Europa ville forpligte sig til noget sådant.

EU har endnu en gang bekræftet denne forpligtelse i sin erklæring på topmødet om en revision af millenniumerklæringen. Kommissionen og Rådet vil overvåge fremskridtene hvert år. Det er af central betydning, at denne garanti er på plads. Jeg vil også påpege, at EU er på rette kurs mod at overgå målene for 2006, som er 0,39 % for EU som gennemsnit, og som blev fastsat i 2002. På nuværende tidspunkt er der ingen grund til, at vi ikke skulle gøre det igen.

Det næste punkt blev taget op af hr. Portas. Han gav udtryk for synspunkter i forhold til USA, som jeg må erklære mig uenig i.

I det specifikke spørgsmål om ikkespredning vil jeg imidlertid gerne slå følgende fast. Det er vigtigt at få frem, at vi alle deler skuffelsen hos mange medlemsstater i FN og ligeledes hos mange medlemmer her i Parlamentet, inklusive hr. Leinen, over de manglende internationale forpligtelser vedrørende ikkespredning, som kom til udtryk i landenes manglende evne til i sidste ende at blive enige om en ordlyd på disse områder. Jeg kan forsikre Dem om, at selv om jeg taler på formandskabets vegne i dag, har Det Forenede Kongerige arbejdet utrætteligt og bogstaveligt talt frem til sidste minut både nationalt og i andre fora, hvor vi repræsenterer EU som formandskab, for at sikre det bedst mulige resultat om ikkespredning og afrustning på topmødet om en revision af millenniummålene. Jeg kan også forsikre Parlamentet om, at vi fortsat vil søge fornuftige og pragmatiske løsninger på dette underskud, som kan styrke ordningen for ikkespredning af atomvåben.

Nu vil jeg gå videre til spørgsmålene fra hr. Guardans Cambó og med al respekt sige, at de mindre lande i EU spillede en central rolle for udformningen af EU's fælles holdninger forud for topmødet om en revision af millenniummålene. At sige andet vil ikke være at yde retfærdighed til det bidrag, som en række andre lande end EU's store lande har ydet.

Fru Vaidere spurgte dernæst, om en ny international organisation kan træde i stedet for FN. Igen vil jeg med al respekt sige, at jeg må erklære mig uenig i dette forslag. Udfordringen, som jeg selv og nogle af Parlamentets medlemmer har slået fast i dag, består snarere i, at vi skal udmønte de udtalelser, som man blev enige om på FN's topmøde om en revision af millenniummålene for bare et par dage siden, i konkret handling og sikre, at de nye erklæringer, der er nedfældet på papir, kan omsættes til yderligere konkrete foranstaltninger i de kommende uger og måneder.

Fru Belohorská stillede spørgsmål til Kommissionen om opfølgningstopmødet i Beijing. Jeg kan meddele hende, at EU ikke har sendt nogen repræsentant til den uofficielle konference i Beijing den 29. august og 1. september. 10-årsdagen for Beijing-erklæringen og -handlingsplanen blev mindet ved mødet i De Forenede Nationers Kommission for Kvinders Status i marts 2005. Ved den lejlighed var EU repræsenteret ved den luxembourgske minister for ligestilling mellem kønnene.

Hr. Deva fremførte stærke argumenter for større effektivitet og omkostningseffektivitet i De Forenede Nationers arbejde. Som jeg ser det, har der i dag været bred enighed i Parlamentet om det umiddelbare behov for yderligere handling.

Hr. Pistelli spurgte - foranlediget af sin skuffelse over de noget spredte fremskridt, som han udtrykte det - på hvilke områder EU kan presse yderligere på for at opnå yderligere fremskridt i lyset af begrænsningerne i topmødets slutdokument. Jeg kan forsikre ham om følgende. Vi tilskynder vores samtalepartnere, også Kofi Annan, til hurtigt at gå videre med de reformer, der er så vigtige for os, men som slet ikke kom med eller var udtrykt utilfredsstillende i slutdokumentet fra topmødet. Særligt i spørgsmålet om en administrativ reform - som er blevet diskuteret grundigt ved dagens forhandling - har Kofi Annan ved topmødet fået til opgave at foreslå yderligere reformer af FN's organisation og sekretariat i første kvartal af 2006. Vi har allerede opfordret generalsekretæren til at fremsætte dristige forslag, ikke mindst i kølvandet på olie-for-mad-skandalen, eftersom det er vigtigt at tage disse skridt.

EU støtter den stærke fordømmelse af terrorisme i topmødets slutdokument - et spørgsmål, der ligeledes blev rejst af en række af de ærede medlemmer - og opfordringen til en effektiv FN-strategi for terrorbekæmpelse. Vi mener imidlertid, at man skulle være gået videre med teksten.

I næsten et årti har De Forenede Nationer diskuteret en global konvention, hvor man forsøger at definere terrorisme. Vi ønsker at se en definition, der vedtages med en entydig ordlyd. Det vil ikke efterlade nogen tvivl om, hvad en terrorhandling er, og at sådanne handlinger er fuldstændig uacceptable.

Endelig vil jeg gerne sige følgende helt specifikt. Vi er helt enige med FN's generalsekretær om, at de manglende erklæringer om ikkespredning og afrustning i topmødets sluterklæring var en betydelig skuffelse. EU arbejdede bogstaveligt talt til sidste minut for at forsøge at nå frem til en aftale om disse centrale spørgsmål. Trods dette tilbageslag vil jeg endnu en gang bekræfte, at EU fortsat vil søge muligheder for at styrke ikkespredningsordningen i alle relevante fora.

Hr. Romeva i Rueda udtrykte sin skuffelse med Sikkerhedsrådet. Det har jeg allerede været inde på. Vi deler imidlertid den skuffelse, han gav udtryk for, vedrørende de fejlslagne forsøg på at indføre en traktat om international våbenhandel. Igen er jeg bevidst om, at jeg i dag taler til Parlamentet som repræsentant for formandskabet og ikke for en enkelt medlemsstat. Men jeg kan forsikre ham om vores fortsatte engagement i dette spørgsmål, ikke mindst fordi mit eget parti for nylig blev genvalgt i Det Forenede Kongerige på et udtrykkeligt engagement i vores valgprogram om at forsøge at skabe fremskidt vedrørende en traktat om våbenhandel.

Fru Sinnott sagde, at selv det nydeligste hus ind imellem trænger til en forårsrengøring. Jeg er helt klart enig i, at reformen kan yde et betydeligt bidrag til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene, og at det er grunden til, at erklæringerne fra september skal omsættes til handling i de kommende uger og måneder.

Hr. Dillen citerede general de Gaulle. Jeg var fristet til at give tilbage med samme mønt, men jeg vil modstå fristelsen og gemme det til en anden dag. I stedet fortsatte han og kom ind på spørgsmålet om udvidelsen af FN's Sikkerhedsråd, og jeg har været en del inde på formandskabets holdning til det spørgsmål.

Hr. Barón Crespo tog et spørgsmål op, som jeg helt ærligt havde forventet, at vi ville have hørt mere til i løbet af dagens forhandling, nemlig den centrale betydning af samtalerne i Verdenshandelsorganisationen, om kun 10 hverdage, for forfølgelsen af millenniumudviklingsmålene. Det er svært at overvurdere betydningen af den udfordring, som repræsentanterne for Europa, USA og de øvrige repræsentanter i Verdenshandelsorganisationen i fællesskab står over for, når de ankommer, og i ugerne, før de ankommer til Hongkong. Der er simpelthen ikke nogen tvivl om, at 2005 allerede vil blive husket som et år med reelle fremskridt med hensyn til gældsreduktion og en forøgelse af bistandsmidlerne af alle de grunde, jeg har været inde på. Europa har nu endnu en gang mulighed for at indtage førerpositionen og mere aktivt og aggressivt forsøge at sikre, at selve udviklingsdimensionen i den oprindelige Doha-erklæring kommer til udtryk i Hongkong. Jeg blev opmuntret i den henseende gennem Pascal Lamys bemærkninger i sidste uge ved hans første pressekonference som generalsekretær for WTO, for jeg mener, at kun ved at melde klart ud vedrørende udviklingsdimensionen ved Doha-runden i Hongkong vil vi få den slags fremskridt, som mange af Parlamentets medlemmer efter min mening ønsker at se først i december.

Hr. Coûteaux kom ind på spørgsmålet om en plads i De Forenede Nationer, og hr. Martínez Martínez talte om USA. Som jeg håber allerede at have gjort klart i mit indlæg som afslutning på diskussionen, er det med en vis lettelse, at jeg taler på vegne af formandskabet for EU og ikke af en regering, så jeg vil overlade det til andre at kommentere handlinger foretaget af lande uden for EU.

Fru Segelström rejste spørgsmålet om terrorisme og behovet for øget samarbejde, hvilket jeg er fuldstændig enig i, og som vi hørte udtrykt meget kraftigt her i Parlamentet, da Charles Clarke, Det Forenede Kongeriges indenrigsminister, argumenterede overbevisende for, at vi ikke effektivt kan modarbejde terrorismen ved at bygge tykkere eller højere mure, men snarere ved et dybere og mere gennemført samarbejde mellem EU's medlemsstater. Hun kom også med et vigtigt bidrag vedrørende kønsfordelingen på de øverste embedsniveauer, der var repræsenteret ved FN's topmøde om revision af millenniummålene. Jeg anerkender bestemt betydningen af det punkt og vil derfor med al respekt foreslå, at kommissæren måske er mere kvalificeret end jeg til at besvare det.

Det sidste indlæg kom fra hr. dos Santos, som forklarede om sin egen tilstedeværelse ved et vigtigt internationalt møde, der gik forud for topmødet om en reform af millenniummålene. Igen vil jeg blot benytte lejligheden til at gentage den store taknemmelighed, som Kommissionen sikkert og rådsformandskabet helt sikkert føler for den utrættelige indsats, som mange af Parlamentets medlemmer har udført for at forfølge de resultater, der blev opnået på FN's topmøde om en revision af millenniummålene.

Jeg er helt klar over, at der hersker en vis skuffelse over, at slutdokumentet ikke gik så vidt, som mange af os havde ønsket, men jeg er absolut overbevist om, at uden den effektive indsats fra EU's medlemmer, ville vi ikke have opnået de fremskridt, vi gjorde, i New York. Det mener jeg, at vi i fællesskab kan føle en virkelig og ægte stolthed over.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg skal fatte mig i korthed og blot indlede med at sige, at vi var glade for at se en delegation fra Parlamentet i New York. Jeg vil gerne takke fru Kinnock, hr. Deva og hr. Lambsdorff, fordi de var der. Jeg må sige, at det var meget positivt, fordi De selv har kunnet se den positive og temmelig negative side ved dette millenniumtopmøde.

Mange af Dem talte om, hvorvidt man skulle opfatte glasset som halvt fyldt eller halvtomt. Billedet var blandet, men jeg synes, at det var meget vigtigt, at millenniumtopmødet mundede ud i en erklæring, som vi kan arbejde videre med, og det er det vigtigste.

Når man kender FN så godt som jeg - jeg var protokolchef for Boutros Boutros-Ghali i 1994 og 1995 - ved man, at det organisationen kun kan være så god som de medlemsstater, der er villige til at indgå kompromiser. Der er 191 medlemsstater, så det er ikke let for en Europæisk Union med 25 medlemsstater og nogle associerede medlemsstater med samme holdning at få en sag kørt videre. EU har gjort et meget fint stykke arbejde, og det har generalsekretær Kofi Annan og mange andre også nævnt.

Det er korrekt, at i Menneskerettighedsrådet, som jeg nævnte indledningsvis, har vi ikke opnået noget som helst f.eks. vedrørende en definition af terrorisme. Jeg vil gerne have lov til at dvæle lidt ved det spørgsmål. Jeg vil gerne sige, at en klar og utvetydig fordømmelse fra alle regeringer af terrorisme i alle dens former, uanset hvem der begår den og uanset hvor, er et meget vigtig element, og det er en kraftig tilskyndelse, eftersom man har forhandlet om dette element i næsten 10 år. Der er god mulighed for, at denne Generalforsamling inden udgangen af næste år vil have indgået denne aftale. Hvis det går sådan, vil det være endnu et positivt resultat.

Jeg vil også gerne sige vedrørende kvindespørgsmål, at jeg var til stede ved middagen i kvindenetværket. Jeg var udenrigsminister, men nu er jeg kommissær for eksterne forbindelser. Det er meget vigtigt at tænke på den anden del af befolkningen, der endnu ikke er så godt repræsenteret på korrekt vis, og derfor mener vi, at kvinder kan yde et særligt bidrag til fred og fredsskabelse, som vi har lagt særlig vægt på.

Jeg vil også gerne sige, at de spørgsmål, vi har nævnt i dag - og spørgsmålet om dialog og alliance mellem civilisationer og kulturer - er et meget vigtigt spørgsmål. Det har været til diskussion i lang tid, men nu er det blevet nævnt som et nyt begreb, og vi vil helt sikkert samarbejde om dette begreb, fordi det kan samle befolkninger generelt om en fælles forståelse for, at det er nødvendigt med tolerance over for religiøse civilisationer, men samtidig deler vi fælles værdier.

Generelt kan jeg blot gentage, at EU helt klart er en naturlig partner for FN, og begge organisationer er født af samme erfaring, erfaringen med krig, og vi er baseret på samme overbevisning om, at det er bedre at handle i fællesskab end at handle alene, selv om vi undertiden er nødt til at gå på kompromis for at komme videre. Men fra vores side er der et meget stærkt ønske om at gå videre med en fremragende formand for Generalforsamlingen.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, jeg bad Kommissionen og Rådet om en udtalelse om, hvornår Parlamentet kan forvente en sammenlægning af Kommissionens og Rådets repræsentationer i New York og de øvrige FN-byer, så vi får en bedre sammenhæng i EU's FN-repræsentation. Jeg ville være taknemmelig, hvis Rådet og Kommissionen kom ind på det.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand, kære Graf Lambsdorff, De ved lige så godt som jeg, at der ikke er sket fremskridt med forfatningen, og at den ikke er ratificeret. Der findes dog et rådssekretariat i New York. Kommissionen selv er observatør i FN, og vi arbejder meget, meget tæt sammen. Men der er for øjeblikket ingen planer om en sammenlægning.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag ⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 29. september 2005, kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 18.10 i afventning af spørgetiden og genoptaget kl. 18.35)

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(1) Se protokollen

25. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden. Vi behandler en række spørgsmål til Rådet (B6-0331/2005).

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 1 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0659/05)

Om: Affaldsproblemet og dets håndtering

Har medlemsstaterne givet et fast tilsagn, hvad angår særskilt indsamling af affald efter kategori?

Hvad mener Rådet om medlemsstaternes hidtidige gennemførelse af disse foranstaltninger, navnlig for så vidt angår indsamling, tilintetgørelse og genbrug af kemisk, giftigt og radioaktivt affald og smøreolieaffald?

Mener Rådet, at det er nødvendigt at øge bevidstheden om problemet og finansiere foranstaltninger af ovennævnte type for at beskytte miljøet og sundheden for de kommende generationer i Europa?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet er af den opfattelse, at særskilte indsamlingssystemer er blevet og fortsat vil blive anvendt til at nå målsætningerne i Fællesskabets direktiver om affald. Særskilt indsamling fører til højere genanvendelsesprocenter og gør den endelige deponering mere sikker.

En række fællesskabsdirektiver om særskilte affaldsstrømme fører til særskilt indsamling af affald, navnlig produkter ved slutningen af deres livscyklus, som ellers ville havne i strømmen af fast kommunalt affald. Der er opnået meget i medlemsstaterne gennem Fællesskabets lovgivning til løsning af denne miljømæssige udfordring. Man har løst vigtige problemer med farligt affald som spildolie og batterier. Der er opstillet mål for genvinding og genanvendelse af nogle komplekse, centrale affaldsstrømme som emballage, udtjente køretøjer og affald fra elektrisk og elektronisk udstyr. Nogle af disse foranstaltninger mangler fortsat at blive gennemført i nogle medlemsstater.

Ændring af adfærd, uanset om det er hos producenter, forbrugere eller offentlige myndigheder, tager tid. Dette gælder navnlig opnåelsen af specifikke miljøresultater, der kræver betydelige investeringer i infrastruktur. Derfor skal fremtidige initiativer på affaldsområdet have realistiske tidsplaner, så interessenterne får tilstrækkeligt med tid til at planlægge deres investering.

Medlemsstaternes erfaring viser betydningen af at øge offentlighedens bevidsthed om affaldsrelaterede spørgsmål. Jeg har tillid til, at Kommissionen fuldt ud vil tage hensyn til dette, når den fremlægger sin tematiske strategi for affald.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Tak for svaret, hr. formand. Da jeg rejste fra Bruxelles til Grækenland fik jeg imidlertid et andet billede af situationen end det, De har beskrevet, og jeg vil spørge Rådet, om det har gjort de hidtidige indirekte og direkte skader op samt de skader, der vil opstå i alle medlemsstater på grund af deres manglende efterlevelse af direktiverne.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Det er klart, at de enkelte medlemsstater er underlagt de forpligtelser, som de pålægges gennem fællesskabslovgivningen. Derfor er det vigtigt at erkende, at navnlig vedrørende allerede vedtagne direktiver findes der processer, som kan føre til traktatbrudsprocedurer. Selv om vi erkender, at ikke alle medlemsstater har gennemført EU's affaldslovgivning fuldt ud, vil jeg generelt påstå, at gennemførelsen af EU's miljølovgivning rent faktisk er blevet bedre i de senere år.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Sajjad Karim (H-0661/05)

Om: Harmonisering af medlemsstaternes strategi til bekæmpelse af terrorisme

De antiterrorforanstaltninger, som visse medlemsstater har vedtaget med det erklærede formål at bekæmpe terrorisme, medfører, at EU nu må konstatere, at terrortruslen bl.a. har resulteret i, at de hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder, som ligger til grund for Unionens fælles værdier og principper, bliver udfordret og undergravet. I lyset af bombeattentaterne i Madrid den 11. marts 2004 og i London den 7. juli 2005 befinder EU sig nu i en afgørende fase, hvor det drejer sig om at tage stilling til, hvordan man skal bekæmpe dette angreb på den europæiske livsstil.

Hvordan agter Rådet under det britiske formandskab at samarbejde for at sætte sig ud over nationale meningsforskelle og bureaukratiske forhindringer i de 25 EU-medlemsstater og udvikle en harmoniseret strategi til bekæmpelse af terrorisme, som både tilgodeser EU-borgernes sikkerhed og samtidig garanterer deres menneskerettigheder og borgerrettigheder uanset religiøs overbevisning eller etnisk oprindelse?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kunne faktisk ikke være mere enig med det ærede medlem om betydningen af disse spørgsmål, ikke mindst efter angrebene i Madrid og i London den 7. juli. Rådet har altid bestræbt sig på at finde en balance mellem at skabe sikkerhed for EU's borgere og samtidig garantere deres menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, uanset deres religiøse overbevisning eller etniske oprindelse.

Den 13. juni 2002 vedtog Rådet en rammebeslutning om bekæmpelse af terrorisme. Ved denne rammebeslutning tilnærmes medlemsstaternes lovgivning vedrørende terrorhandlinger, kriminalitet i forbindelse med terrorgrupper og kriminalitet i forbindelse med terroraktiviteter. Det nævnes specifikt i artikel 1 i rammebeslutningen, at den "ikke berører forpligtelsen til at overholde de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retlige principper, som er fastslået i artikel 6 i traktaten". Det navnlig i forsvaret af disse rettigheder, at medlemsstaterne skal bekæmpe terrorisme, som er modsætningen til menneskerettigheder, som vi opfatter dem i demokratiske samfund.

I sin tale til Europa-Parlamentet den 7. september understregede min kollega, den britiske indenrigsminister Charles Clarke, behovet for at finde en balance mellem borgerlige frihedsrettigheder og øget sikkerhed. Ved den lejlighed understregede Kommissionens næstformand hr. Frattini ligeledes behovet for at finde en balance mellem retshåndhævelse og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Jeg vil gerne endnu en gang ønske ministeren velkommen tilbage i Parlamentet. Det glæder mig at se Dem her, hvor De har givet et detaljeret svar på de spørgsmål, jeg havde stillet.

De henviste til udtalelser af Deres kollega, den britiske indenrigsminister Charles Clarke. Må jeg henlede Deres opmærksomhed på bemærkninger, som han er fremkommet med siden dengang, og spørge Dem, i hvilken udstrækning formandskabet lægger vægt på at afskaffe visse bestemmelser i menneskerettighedskonventionen?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Lad mig besvare spørgsmålet ved meget klart at sige, at vores formandskab, ikke mindst i lyset af angrebene i Madrid og London, prioriterer at skabe ny dynamik i EU's handlingsplan til bekæmpelse af terrorisme, som alle medlemsstater er enige om. Vi mener, at vi ved at fokusere vores indsats på denne plan kan opnå harmonisering og skabe det fælles grundlag, jeg var inde på tidligere.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. rådsformand, den europæiske arrestordre er en meget fornuftig og velkommen foranstaltning i forsøget på at bekæmpe terrorisme, men adskillige medlemsstater har ikke gennemført den, fordi man frygter, at folk, der udvises i henhold til arrestordren, ikke vil få en retfærdig rettergang, korrekt juridisk bistand eller korrekt sproglig bistand. Vil De som formand for Rådet undersøge denne sag for at se, om De kan berolige alle medlemsstaterne, så arrestordren kan gennemføres fuldt ud?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan love det ærede medlem, at dette er et spørgsmål, som vi bør tage alvorligt i lyset af vores ønske om ikke kun at gennemføre den fælles arrestordre, men også at arbejde for gennemførelsen af en fælles bevissikringskendelse over hele EU. Hvis der findes praktiske årsager, i lyset af medlemsstaternes bekymring, der hindrer en intensivering af det samarbejde, jeg nævnte tidligere, er dette netop aspekter, som Rådet lægger stor vægt på. Jeg vil navnlig gerne sørge for, at det ærede medlems bemærkninger bringes videre til indenrigsministeren.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Chris Davies (H-0663/05)

Om: Ministerrådets hjemmeside

Er Rådet bekendt med, om der findes nogen websteder, som vedligeholdes af en europæisk offentlig myndighed, der er bedre end Rådets til at forhindre borgerne i at få adgang til oplysninger?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Først vil jeg gerne gratulere Europa-Parlamentet med lanceringen af dets eget websted, før jeg forsøger at forsvare Rådets websted.

(Bifald)

Jeg skal gøre mit bedste. Der er to formål med Rådets websted: at fremlægge oplysninger om Rådets rolle og aktiviteter og give institutionen mulighed for at opfylde sine forpligtelser vedrørende adgangen til dokumenter. Ud over webstedet for Javier Solana, Rådets generalsekretær og højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik giver Rådets websted således adgang til pressemeddelelser og en lang række oplysninger af særlig interesse for medierne vedrørende Rådets aktiviteter på de forskellige politikområder.

Desuden indeholder webstedet det offentlige register over Rådets dokumenter samt oplysninger om brugen af registret og reglerne vedrørende åbenhed og adgang til dokumenter. Jeg skal påpege, at Rådets temmelig specialiserede websted er udformet med henblik på så vidt muligt at undgå overlapning og dobbeltarbejde i forhold til det interinstitutionelle Europa-websted, der administreres af Kommissionen og er rettet mod offentligheden i almindelighed.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) "Javel, hr. minister!" Er rådsformanskabet opmærksomt på, at når de bliver bedt om at beskrive utilstrækkelighederne på Rådets websted, er journalister og ngo'er meget i tvivl om, hvorvidt de skal grine hysterisk eller skære tænder af bare arrigskab?

Er han enig i, at hvis EU skal skabe bedre kontakt til borgerne, skal de offentlige informationskilder afspejle principperne om åbenhed og gennemsigtighed? Vil han tage skridt til at iværksætte en gennemgang og en offentlig høring med henblik på at afskaffe den bagudskuende fremgangsmåde, som Rådssekretariatet lægger for dagen, og give offentligheden en førsteklasses kilde til ærlige, faktuelle og præcise oplysninger?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Ud fra de forespørgsler, jeg har foretaget, siden spørgsmålet blev stillet, kan jeg godt sætte mig ind i de punkter, som det ærede medlem tager op. Jeg kan forsikre ham for, at strukturen og indholdet på Rådets websted revideres løbende, og denne proces vil blive fortsat sideløbende med forbedringerne af Europa-webstedet, som jeg var inde på for et øjeblik siden.

Jeg mener, at det eneste sted, hvor vi er uenige, for så vidt angår dette spørgsmål, er, hvorvidt offentligheden først skal besøge Rådets websted frem for Europa-webstedet. Efter min mening er dette et relevant spørgsmål om, hvordan vi sikrer den form for duplikering, der har været alt for almindelig for medlemsstaternes officielle websteder, og sikrer, at det produkt, der tilbydes Europas borgere, i højere grad afspejler det enkelte adgangspunkt, som vi ønsker at få befolkningen til at anvende. Det er helt tydeligt Europa-webstedet for så vidt angår befolkningen i almindelighed. Kommissionen har for nylig fremlagt sin handlingsplan for at forbedre kommunikationen i Europa, og jeg er sikker på, at dette vil få direkte indflydelse på Europa-webstedet.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. rådsformand, måske kunne De besøge et websted, der virkelig frustrerer en og virkelig indeholder unøjagtige oplysninger. Det er webstedet for det britiske Liberale Demokratiske Parti, hvor man f.eks. hævder, at De Liberale Demokrater er det største oppositionsparti til den britiske regering, og at de har en politik.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er hele tiden opmærksom på mit ansvar som repræsentant for formandskabet, så jeg taler ikke som partimedlem her i dag, men jeg vil med al respekt vove den påstand, at disse unøjagtigheder er af ideologisk snarere end teknologisk karakter.

  Bill Newton Dunn (ALDE). - (EN) Jeg vil gerne bede formanden for Rådet være så venlig at besvare hr. Davis' oprindelige spørgsmål: Er Rådet bekendt med, hvorvidt der findes nogen websteder, som vedligeholdes af en europæisk offentlig myndighed, der er bedre end Rådets til at forhindre borgerne i at få adgang til oplysninger? Han besvarede rent faktisk ikke spørgsmålet.

Kan vi derfor gå ud fra, at han er enig i, at Rådets websted er det værste af alle offentlige websteder?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Til det ærede medlem vil jeg sige, at hvis han mener, at det er en effektiv og omkostningseffektiv udnyttelse af Rådets tid at besøge alle offentlige websteder på hele internettet, vil jeg med al respekt erklære mig uenig med ham.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Sarah Ludford (H-0665/05)

Om: Hindringer for aktindsigt i Rådets dokumenter

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001⁽¹⁾ om aktindsigt skal EU-institutionerne føre et register over sine dokumenter og give direkte adgang til dokumenter i elektronisk form. Rådets register er ikke organiseret på en brugervenlig måde, selv om der for nylig er sket visse forbedringer. Vil Rådet ikke reorganisere sit register og sit websted - måske på samme måde som Europa-Parlamentets Lovgivningsmæssige Observationsorgans websted - og lave særlige websider for hvert møde, som giver borgerne mulighed for at spore alle dokumenter, der har relevans for dagsordenen, og følge beslutningsprocessens forskellige faser?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Som det anføres af det ærede medlem, skal EU's institutioner i henhold til lovgivningen føre et register over dokumenter og give direkte adgang til dokumenter i elektronisk form. Ved at oprette sit offentlige dokumentregister, som jeg forstår blev operationelt i januar 1999, opfyldte Rådet denne forpligtelse, længe før den relevante forordning trådte i kraft.

Antallet af brugere af Rådets register er steget støt lige siden. I 2004 loggede næsten 300.000 forskellige brugere på Rådets offentlige dokumentregister mod omkring 180.000 i 2003. Dette udgør en stigning på næsten 63 % i antal brugere på et enkelt år. Det samlede antal besøg steg med knap 20 %: 920.000 i 2004 mod 770.000 i 2003 svarende til mere end 2.500 besøg pr. dag.

Antallet af besøg målt som antal viste skærmbilleder var i alt mere end 5,5 millioner. Som disse tal om offentlighedens brug af Rådets register viser, er registret virkelig blevet et hyppigt anvendt undersøgelsesværktøj for borgere, der ønsker at følge nøje med i udviklingen inden for Fællesskabets anliggender. Dette er så meget desto mere forståeligt, fordi Rådets register konstant ajourføres via et automatisk arkiveringssystem. Pr. 9. september 2005 indeholdt Rådets register henvisninger til mere end 640.000 dokumenter.

Desuden stilles et betydeligt antal af Rådets dokumenter til rådighed i fuldt tekstformat via Rådets register, så snart de er færdige. I 2004 kunne hele teksten til omkring 70.000 dokumenter, eller omkring 60 % af de mere end 100.000 dokumenter, der produceres og registreres hver år, læses online umiddelbart efter udsendelsen.

Midlertidige dagsordener for møderne i Rådet og dets forberedende organer kan læses online, så snart de er udsendt, hvilket giver brugerne af registret mulighed for let at kunne identificere referencenumrene på dokumenter, der behandles på et givet møde.

Ud over dokumentnummeret kan brugerne af registret desuden søge efter dokumenter om et givet emne via andre poster i registret som f.eks. mødedato, det interinstitutionelle sagsnummer eller emnekode.

Ikke desto mindre vil Rådet med henblik på at forbedre kvaliteten af registret yderligere undersøge de tekniske muligheder for at foretage en automatisk søgning via interaktive dagsordener efter dokumenter om et bestemt emne eller dokumenter, der vedrører samme sag.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Jeg vil gerne takke formandskabet, men lad mig komme med et eksempel.

Hvis man indtaster "data retention" (dataopbevaring) - et meget omtalt emne i medierne - i søgefeltet for emne, får man slet ikke nogen dokumenter. Det er, som om Charles Clarkes hyperaktivitet på dette område var en luftspejling. Hvis man skriver ordene "data retention" i titelfeltet, får man 45 dokumenter, men ingen muligheder for at navigere hen til det møde, de vedrører.

De har ikke besvaret den specifikke del af mit spørgsmål. Vil De kopiere Parlamentets lovgivningsmæssige observatorium for at gøre Rådets websted let at navigere rundt på?

Hvis man bruger hjælp-delen på webstedet, får man "om suffikser på dokumenter". Der kan være mange suffikser, der angiver de forskellige versioner, f.eks. REV 1 (første ændrede udgave), REV 2 COR 1 (første rettelse til anden ændrede udgave), COR 1 REV 2 (anden ændrede udgave af første rettelse). Jeg tror ikke, at det bidrager til folkeoplysningen.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er ikke helt overbevist om, at man fremmer folkeoplysningen, når det, jeg klart gav udtryk for i første del af mit svar, tilsyneladende ikke er blevet hørt. Så lad mig gentage det for god ordens skyld. Med henblik på at forbedre kvaliteten af registret yderligere vil Rådet undersøge de tekniske muligheder for at foretage en automatisk søgning via interaktive dagsordener efter dokumenter om et bestemt emne eller dokumenter, der vedrører samme sag.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Nigel Farage (H-0666/05)

Om: Fiskeripartnerskabsaftaler

Jeg er dybt bekymret over fiskeripartnerskabsaftalerne med tredjelande, som er fuldstændigt uretfærdige og til stor skade for den lokale befolkning og med katastrofale virkninger for miljøet.

I lighed med WWF, Oxfam og visse andre er jeg fuldt overbevist om, at dette ikke ligefrem er noget, som vi kan kalde "bæredygtig udvikling".

Kunne der foretages en undersøgelse af disse aftaler? Vil Rådet indtage samme holdning og sætte en stopper for disse forfærdelige fiskeriaftaler?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet er klar over, at forskellige organisationer har udtrykt bekymring over de påståede skadevirkninger af fiskeriaftaler mellem Fællesskabet og tredjelande. Som reaktion på kritikken udsendte Kommissionen den 27. december 2002 en meddelelse om en integreret ramme for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande. Senere, i juli 2004, godkendte Rådet de politiske ændringer, som Kommissionen anbefaler i sin meddelelse.

Det er vigtigt at understrege ordet "partnerskab". Dette drejer sig om mere end blot at opkøbe fiskerirettigheder fra tredjelande og ribbe deres bestande. Fællesskabet vil indgå en dialog med det pågældende tredjeland på grundlag af videnskabelige oplysninger for at afgøre, hvorvidt der findes overskydende fiskerimuligheder, som Fællesskabets fartøjer kan udnytte på en bæredygtig måde. Fællesskabet vil sammen med tredjelandet drøfte, hvordan de udbetalte penge kan bruges til gavn for landets befolkning. Eftersom der er tale om fiskeripartnerskabsaftaler, vil Rådet forsøge at sikre, at pengene kommer til at gavne den lokale fiskerisektor, herunder fiskere og kystbefolkninger.

Ved udarbejdelsen af nye aftaler eller fornyelse af de eksisterende forelægger Kommissionen systematisk Rådet rapporter med en vurdering af aftalernes konsekvenser. Efter Rådets mening er disse aftaler gunstige for begge parter, og det ser frem til at indgå nye fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande. Det britiske formandskab samarbejder også med Kommissionen om at afholde et seminar senere på året vedrørende spørgsmålet om aftaler med tredjelande.

  Nigel Farage (IND/DEM). - (EN) Hr. minister, jeg finder det yderst usædvanligt, at en regering som Deres under ledelse af Tony Blair - som har gjort et stort nummer ud af Afrika, hvad der går galt i Afrika, og hvad vi skal gøre for at hjælpe Afrika - kan vende det blinde øje til dette spørgsmål. Jeg er bange for, at disse fiskeriaftaler med tredjelande er udtryk for den mest forfærdelige kombination af kommerciel europæisk grådighed og korruption hos dårlige afrikanske regeringer.

Når man læser alle uafhængige rapporter, er der overhovedet ingen tvivl om, at i miljømæssig henseende svarer disse aftaler om fiskeriet ud for Afrikas vestkyst til at sætte ild til Serengeti! Den lokale befolkning efterlades uden håb om at kunne tjene til livets ophold, og jeg er meget skuffet over, at De i det mindste ikke vil love os en undersøgelse.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er ikke i tvivl om, at det ærede medlem mener sine bemærkninger alvorligt, og jeg respekterer de organisationer, han har været i forbindelse med som forberedelse til sit bidrag til dagens forhandling, så jeg vil være taknemmelig, hvis han kan fremsende de fakta, som han henviste til i sit spørgsmål, videre til både Kommissionen og Rådet, og jeg vil så sørge for, at oplysningerne sendes videre til de relevante tjenestemænd.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Jeg takker rådsformanden for hans svar. Jeg har helt klart ikke samme klippefaste erfaring med fiskerispørgsmål, som min kollega hr. Farage netop har demonstreret. Jeg har dog været valgt for Cornwall og Plymouth. Fiskeriet i den del af verden er helt afhængigt af partnerskaber og aftaler. Hvis der ikke fandtes aftaler - og her er jeg uenig med hr. Farage - sker der det, at en række uafhængige fiskere simpelthen misbruger de fiskebestande, der er til stede. For mig at se er det en fremragende idé, at EU indgår disse aftaler, og personligt håber jeg, at de fortsætter.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg har stor forståelse for det ærede medlems argumenter. Det er en diskussion, som på sin vis minder om diskussionen om økonomiske partnerskabsaftaler i almindelighed. Få vil være uenige i princippet om, at partnerskabsaftaler af denne art virkeligt kan gavne de pågældende udviklingslande. Men hvis den praktiske virkning af disse aftaler er skadelig og ødelæggende for selve målsætningen, er der med rette grund til bekymring. Derfor har jeg lovet at viderebringe den dokumentation, der måttet blive fremskaffet, til rette vedkommende.

  Catherine Stihler (PSE). - (EN) Det er usædvanligt, at hr. Farage tager dette spørgsmål op, når han knap nok kommer til møderne i Fiskeriudvalget, og jeg vil opfordre ham til at deltage mere regelmæssigt, så han fremføre sine synspunkter om disse spørgsmål.

Jeg er bekymret for, hvorvidt han henviser til alle fiskeriaftaler. Fiskeriaftalen med Norge er f.eks. af vital betydning for de skotske fiskere. Han er nødt til at være konsekvent i sin fremgangsmåde.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg skal modstå den ellers ret indbydende mulighed, jeg har fået, for at påpege inkonsekvensen i UKIP's holdning og blot sige, at jeg fuldt ud anerkender, ikke mindst på grundlag af det utrættelige arbejde, som den ærede dame, der stillede det sidste spørgsmål, har udført i Skotland, at fiskeripartnerskabsaftalerne kan spille en meget vigtig rolle. Det er et tydeligt eksempel, hvor det at arbejde hver for sig frem for i partnerskab ikke rummer nogen fremtid for Europa og, vil jeg påstå, ej heller for fiskebestandene.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Bernd Posselt (H-0668/05)

Om: Mindretalsrettigheder i Serbien

Mens mindretallene i Kosovo er garanteret pladser i parlamentet, er Serbien efter pres fra det radikale parti under Vojslav Seselj, som er anklaget ved domstolen i Haag, blevet omdannet til en valgkreds uden lokale mandater, men med en 5-procents-spærregrænse. Det betyder, at de etniske mindretal, som lever i potentielle kriseområder, dvs. Vojvodina, Sandzak Novi Pazar og Presevo-dalen, de facto er udelukket fra parlamentarisk indflydelse, selv om de udgør befolkningsflertallet i de områder, hvor de er bosiddende.

Er Rådet opmærksom på de risici, der kan opstå som følge af denne skævhed mellem det, man forlanger af Kosovo, og det, man forlanger af Serbien, og hvilken betydning har det for forberedelsen af EU's traktatforhandlinger med Beograd?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Fremtiden for Serbien og Montenegro ligger inden for den europæiske familie, hvilket jeg gav udtryk for, at jeg for nylig besøgte det vestlige Balkan og havde lejlighed til at mødes med dette lands myndigheder.

Det er klart, at det er vigtigt, at alle etniske grupper deltager i den demokratiske proces, hvis landet skal bevæge sig i retning af en fremtid i Europa. Men vi anerkender ikke, at situationen i Serbien er så håbløs, som det antydes i spørgsmålet.

Selv om den politiske situation i Kosovo og Serbien ikke kan sammenlignes direkte, mener vi, at mindretallene i Serbien har mulighed for at deltage fuldt ud i den parlamentariske politik.

En af de første foranstaltninger, som det nye serbiske parlament indførte i begyndelsen af 2004, var at ophæve spærregrænsen på 5 % for partier, der repræsenterer etniske mindretal. Ved kommende parlamentsvalg er det derfor mere sandsynligt, at mindretal også vil blive repræsenteret i parlamentet.

I henhold til den serbiske lovgivning om lokalvalg findes der en spærregrænse på 3 %, men der oprettes også interetniske samarbejdsråd i etnisk blandede kommuner, som består af repræsentanter for alle etniske grupper, der udgør mere end 1 % af kommunens befolkning.

Desuden kan spørgsmål vedrørende nationale mindretal indbringes for den serbiske nationalregering, navnlig gennem det nationale råd for etniske mindretal, der blev oprettet i 2004. Det er et forum, hvor alle relevante mindretalsspørgsmål kan drøftes.

Vi håber på at kunne indlede forhandlinger om stabiliserings- og associeringsaftaler med Serbien og Montenegro under vores formandskab. For at kunne indgå en sådan aftale skal Beograd opfylde en række betingelser, som EU har stillet. For på et tidspunkt at kunne komme med i EU skal Beograd opfylde alle de politiske Københavnskriterier.

Det ærede medlem har ret, når han understreger, at behovet for demokratiske standarder er det centrale i denne proces.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, tak for dette gode og meget konkrete svar. Jeg vil gerne tilføje, at der ikke er nogen form for parlamentarisk repræsentation i Presevo-dalen, altså i den albansk beboede del af det sydlige Serbien, mens der i Kosovo er garanterede pladser til det serbiske mindretal, i hvert fald i teorien - de er jo endnu ikke blevet indtaget. Kunne De forestille Dem, at man som led i en Kosovo-løsning går efter en bilateral ordning - så grænserne ikke behøver blive ændret, vi ønsker jo ikke at ændre grænserne - som giver albanerne i Serbien de samme rettigheder som serberne i Kosovo?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Med den størst mulige respekt for spørgeren tror jeg ikke, navnlig ikke i denne følsomme og afventende fase, at det er korrekt at foregribe ambassadør Eides rapport om Kosovo. Vi skal bare vente lidt længere på den rapport, og med den som udgangspunkt vil vi kunne fortsætte diskussionen om Kosovos endelige status.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, hr. Alexander, jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på det faktum, at en provins i det nordlige Serbien ved navn Vojvodina indtil 1989 havde samme status som Kosovo, mens det nu praktisk taget kun er et "område på papiret" uden status. Ingen ved, hvorfor dets status ikke kan genskabes fem år efter Milosevics fald. Da de store indfødte ungarske og kroatiske minoriteter ikke er repræsenteret i parlamentet i Beograd, udsættes de for politisk diskrimination i Vojvodina. Når der tales om positive etniske forandringer i Serbien, spekulerer jeg på, om man er klar over, at medlemmerne af den europæiske nation Ungarn forfølges og overfaldes, blot fordi de taler ungarsk, mens politiet nægter at registrere deres klager. Der er flere og flere dommere med et tvivlsomt rygte i Kosovo og Krajina i regionen, og nu er der mord ...

(Formanden afbrød taleren)

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg vil med al respekt sige til spørgeren, at der er behov for bevidsthed om, hvad der er de legitime ansvarsområder for formandskabet for EU, og hvilke ansvarsområder den serbiske regering har.

Med hensyn til den hændelse, der vækker særlig bekymring, angrebet for nylig på József Kasza, formand for alliancen af ungarere i Vojvodina, og den generelle situation for det ungarske mindretal, tror jeg, at den serbiske regerings hurtige og beslutsomme indgriben gjorde meget for at dulme frygten hos det etniske ungarske samfund for, at angrebet på Kasza muligvis var begyndelsen på en række yderligere angreb. Vi er taknemmelige for, at ingen, ifølge de rapporter, vi har modtaget, kom til skade, men jeg er opmærksom på den bekymring, som det ærede medlem har givet udtryk for.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, det glæder mig, at forhandlingerne med Kroatien rent faktisk indledes om få dage. Det er et stort fremskridt for det britiske formandskab. Hvornår regner De med, at tiltrædelsesforhandlingerne indledes med Beograd?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Spørgsmålet synes at indeholde en antagelse, som jeg ikke er i stand til at medtage i mit svar. Vi skal stadig modtage flere rapporter vedrørende situationen for Kroatiens vedkommende, ikke mindst fra taskforcen for Kroatien. Sådan ligger landet i øjeblikket - hverken mere eller mindre.

  Formanden. -

Spørgsmål nr.7 af Dimitrios Papadimoulis (H-0671/05)

Om: Religiøse minoriteters ejendomsrettigheder i Tyrkiet

Generaldirektoratet for foreninger i Tyrkiet har meddelt, at det agter at udleje ejendomme, som tilhører filantropiske religiøse minoritetsforeninger, og som tidligere er blevet eksproprieret, hvorved direktoratet fortsætter sin praksis med at krænke de religiøse minoriteters ejendomsrettigheder. Den tyrkiske regering bifalder stiltiende denne praksis og har endvidere forelagt det nationale parlament et lovforslag om religiøse foreninger, hvori det fastsættes, at den tyrkiske stat kun vil tilbagelevere ejendom, som hører under dens domsmyndighed, og ikke ejendom, som er blevet solgt illegalt til tredjepart.

Er Rådet bekendt med generaldirektoratet for foreningers handlinger og med det lovforslag, som den tyrkiske regering har fremlagt? Vil Rådet sætte dette lovforslag på dagsordenen for de drøftelser, der skal afholdes med de tyrkiske myndigheder? Hvilke skridt vil Rådet tage for at sikre de religiøse minoriteter i Tyrkiet deres ejendomsrettigheder i lyset af de tiltrædelsesforhandlinger, som skal indledes den 3. oktober 2005?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Vi er opmærksomme på de spørgsmål, som det ærede medlem tager op. Selv om trosfrihed garanteres i forfatningen for Republikken Tyrkiet, og man i Kommissionens 2004-rapport om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse bemærkede, at trosfriheden stort set ikke anfægtes, er vigtige spørgsmål på dette område fortsat uløste. I henhold til det reviderede tiltrædelsespartnerskab, som blev vedtaget i maj 2003, skal Tyrkiet bl.a. skabe forudsætninger for, at ikke-muslimske religiøse samfund kan fungere, hvilket er i overensstemmelse med praksis i EU's medlemsstater. Rådet bemærker imidlertid, at nogle muslimske og ikke-muslimske religiøse mindretal fortsat oplever problemer med juridisk personlighed, ejendomsrettigheder, uddannelse, opholdsrettigheder og arbejdstilladelser til tyrkiske og ikke-tyrkiske gejstlige, skoler og intern ledelse. EU er særligt bekymret over statens fortsatte beslaglæggelse af ejendom tilhørende ikke-muslimske religiøse foreninger. EU har indtrængende opfordret Tyrkiet til hurtigst muligt at vedtage en lov om foreninger, der er i overensstemmelse med europæiske standarder, og afventer Kommissionens bemærkninger til det lovudkast, som kommissær Rehn sendte til den tyrkiske udenrigsminister Gül i juni til grundig overvejelse. EU har ligeledes indtrængende opfordret Tyrkiet til at genåbne det græsk-ortodokse præsteseminarium i Halki.

Som det ærede medlem vil vide, gav Det Europæiske Råd den 16. og 17. december 2004, da det besluttede, at Tyrkiet opfylder Københavnskriterierne i tilstrækkeligt omfang til, at der kan indledes tiltrædelsesforhandlinger, klart udtryk for, at Unionen fortsat nøje vil overvåge fremskridtene i retning af politiske reformer i Tyrkiet. Rådet kan derfor forsikre det ærede medlem om, at det fortsat følger meget nøje med i udviklingen på dette område.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, Europa-Parlamentet giver allerede i dag, i sit beslutningsforslag, udtryk for, at de konkrete lovforanstaltninger er utilstrækkelige. Er Rådet enig i denne vurdering? Har De kommenteret det konkrete lovforslag? Agter De at sætte disse spørgsmål på forhandlingsdagsordenen og hvornår?

Og nu vi taler om religionsfrihed, vil jeg spørge, om det britiske formandskab har en kommentar til den tyrkiske regerings uacceptable og nedsættende behandling af paven efter invitationen fra den ortodokse økumeniske patriark til at besøge Konstantinopel?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er ikke klar over, om det ærede medlem havde lejlighed til som jeg at deltage i en tre-timers forhandling om Tyrkiet her i Parlamentet i formiddags. Jeg kan forsikre Dem for, at det britiske formandskab er fuldt ud klar over den række af spørgsmål, der er relevante for Tyrkiets tiltrædelse.

Jeg vil imidlertid påstå, at mange af os er af den opfattelse, at selve den proces, som Tyrkiet har været igennem, og som skal fortsætte, er den bedste måde, hvorpå man kan garantere, at netop de spørgsmål, der skal løses, rent faktisk bliver løst og fortsat vil blive det fremover.

  Catherine Stihler (PSE). - (EN) Det er klart, at spørgsmålet om trosfrihed er af absolut central betydning i forhandlingerne med Tyrkiet. I de næste par uger vil ngo'en First Step Forum besøge Tyrkiet for at undersøge situationen på stedet, og jeg vil med glæde fremsende et eksemplar af deres rapport til rådsformanden.

Kan rådsformanden forsikre mig om, at trosfrihed og friheden til at praktisere sin religion vil blive fremhævet gennem hele tiltrædelsesprocessen med Tyrkiet?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan give Dem den forsikring, men jeg vil også gøre det ærede medlem opmærksom på, at ledere af katolske, græsk-ortodokse og syrisk-ortodokse kirker i Tyrkiet har givet udtryk for, at som følge af EU's harmoniseringsbestræbelser har deres menigheder nu lettere ved at praktisere deres tro, og at holdningen over for dem har ændret sig.

Jeg anerkender fuldt ud, at der fortsat resterer et stort stykke arbejde, og derfor vil jeg også rose det arbejde, som fru Stihler og andre medlemmer af ngo-samfundet har udført på dette område. Alligevel mener jeg, at udtalelserne fra lederne af den katolske, den græsk-ortodokse og den syrisk-ortodokse kirke i Tyrkiet, som jeg netop var inde på, fortæller deres egen historie om de reelle fremskridt, der allerede er sket.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af James Hugh Allister (H-0673/05)

Om: IRA-terrorister

De domfældte flygtede terrorister Niall Connolly, James Monaghan og Martin McCauley er uhindret vendt tilbage til Republikken Irland fra Colombia. Hvilke skridt har Rådet i betragtning af EU's erklærede støtte af kampen mod international terrorisme taget for at sikre, at den irske regering ikke giver disse internationale terrorister et fristed, og er det overbevist om, at Europol gjorde alt, hvad det kunne, for at forhindre deres tilbagevenden?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Som jeg præciserede tidligere på måneden her i Parlamentet, er det ikke en sag for Rådet, men for den irske og den colombianske regering.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. minister, er det svar ikke en ynkelig og fej falliterklæring? Rådet har gentagne gange fremhævet sit engagement i kampen mod international terrorisme, men når det så står over for noget, der er i åbenlys modstrid med dette engagement i form af en medlemsstat, der huser berygtede internationale terrorister, så trækker det blot på skuldrene i jammerlig ligegyldighed.

Dette er en udfordring for Rådet. Kan det leve op til sit mandat i bekæmpelsen af den internationale terrorisme, eller er det kun interesseret i at undsige sig sit ansvar? Det kan gøres bedre. Spørgsmålet er, om Rådet har viljen til at gøre det bedre, eller om det bare udspyr floskler og tomme ord.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Med den allerstørste respekt for spørgeren vil jeg sige, at det ikke handler om vilje men om locus, og da Rådet ikke har fået nogen anmodning fra de involverede regeringer, har Rådet ikke nogen direkte locus i denne sag.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Jeg er meget overrasket over rådsformandens bemærkninger. I betragtning af at han er en del af en regering, der har indtaget en fast holdning til international terrorisme, er det meget overraskende, at han helt forsøger at undvige emnet her i aften.

Vil han ikke give mig ret i, at han bør opfordre regeringerne i henholdsvis Republikken Irland og Colombia til at sikre, at der ikke findes noget skjulested for de mennesker, der blev dømt og fængslet i Colombia, og som efterfølgende flygtede? Bør han ikke spille en aktiv rolle i bekæmpelsen af den internationale terrorisme i stedet for at forsøge at undvige emnet?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Det kan ikke overraske Dem, at jeg tager afstand fra beskyldningerne fra stilleren af tillægsspørgsmålet. Jeg er noget forundret over, at han i lyset af sit partis holdning til nationalstatens betydning ikke accepterer det grundlæggende retlige princip om, hvem der har ret til at tage affære i denne sag. Retten ligger hos medlemsstaten, og jeg vil foreslå, at han i stedet for at gentage de argumenter, som vi første gang havde mulighed for at diskutere i Parlamentet tidligere på måneden, snarere skulle henvende sig direkte til de regeringer, der har hjemmel til at tage affære i denne sag.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Jeg er ikke ivrig efter at deltage i denne diskussion, men jeg vil blot sige, at de juridiske bestemmelser i Republikken Irland allerede er under anvendelse. Systemet er uafhængigt af politisk indflydelse fra noget parti i Republikken Irland, på samme måde som det sikkert også er tilfældet i Det Forenede Kongerige inklusive Nordirland.

Jeg vil anmode Dem om at tage spørgsmål 9, som er det næste på listen, og som jeg har stillet. Jeg vil meget gerne stille et tillægsspørgsmål til Rådets repræsentant vedrørende direktivet om vikaransattes arbejdsforhold.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg er Dem taknemmelig for den oplysning. I lyset af spørgerens bekymring og det faktum, at jeg har et fly, jeg skal nå, vil jeg foreslå, at vi skriver sammen, så han kan få et fyldestgørende svar på spørgsmålene vedrørende direktivet.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Mit spørgsmål er nummer 32 på listen, men De har allerede besvaret det ved at sige, at det vil blive besvaret skriftligt. Jeg ser frem til at modtage svaret. Jeg håber, at ministeren når sit fly, og jeg glæder mig til at fortsætte diskussionen.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 9-38 vil blive besvaret skriftligt⁽²⁾.

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl 19.05 og genoptaget kl. 21.05)

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

(1) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(2) Se bilag "Spørgetiden".

26. Belarus

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om Belarus.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, fru kommissær Ferrero-Waldner ville meget gerne have været her for at diskutere dette emne med Dem. Hun har været meget engageret i at udvikle Kommissionens aktiviteter i Belarus, siden vi tiltrådte vores embedsperiode. På vegne af fru kommissær Ferrero-Waldner og Kommissionen er jeg glad for at få lejlighed til at udveksle synspunkter med Dem om situationen i Belarus samt om Kommissionens arbejde med at støtte demokratiseringen og det civile samfund.

Kommissionen er meget bekymret over manglen på demokrati, retsstatsprincipper og respekt for menneskerettigheder i Belarus. Belarus overtræder klart sine internationale forpligtelser i henhold til OSCE- og FN-pagten. På det seneste er der sket en bekymrende forværring af situationen. Regimet begrænser menneskerettighederne, træffer yderligere foranstaltninger imod ngo'er, underminerer minoritetsrettigheder, fængsler borgere af politiske grunde og begrænser ytringsfriheden.

Vi har på det kraftigste fordømt de belarussiske myndigheders chikanerier af unionen af polakker i Belarus. Disse hændelser forekommer i forbindelse med voksende undertrykkelse af politiske partier, ngo'er og uafhængige medier i Belarus. Vi mener, at en sådan indblanding undergraver minoriteternes rettigheder og dermed strider mod de forvaltningspraksisser, som Belarus har accepteret som en del af forpligtelserne under organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.

Belarus har også indført dekreter, der lægger yderligere restriktioner på udenlandsk bistand, hvorved landet og det belarussiske folk isoleres yderligere.

De spørger måske, hvordan Kommissionen har reageret. Som svar på den voksende undertrykkelse i Belarus har vi øget vores støtte til demokratisering og menneskerettigheder ved at overføre 2 millioner euro fra Tacis-programmet til det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder, der er et af de to instrumenter, der ikke kræver regeringens samtykke. Tacis-programmet blev omfokuseret til at tilgodese befolkningens behov med fuld deltagelse af det civile samfund.

I år har vi allerede indgået 27 små kontrakter med ngo'er til en samlet værdi af 3 millioner euro. Vi laver yderligere en forslagsindkaldelse under EIDHR-programmet i oktober med et samlet budget på 420.000 euro.

Vi er også i færd med at fordele mere end 1,7 millioner euro til tre konkrete nye projekter for Belarus. De vil blive gennemført af OSCE - ODIHR, UNDP og Nordisk Ministerråd. Disse projekter vil blive koncentreret om menneskerettigheder, demokratisering, civilsamfundet og uafhængige uddannelsesinstitutioner som f.eks. eksil-universitetet European Humanities University.

Vi vil fortsat se på befolkningens bredere behov med Tacis-programmet og fokusere på sociale og sundhedsmæssige spørgsmål, videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og miljøspørgsmål.

Når vi skal forsøge at løse Tjernobyl-relaterede problemer, koncentrerer vi os om at finansiere projektforslag fra lokalsamfundene.

En af de mest betydningsfulde udviklinger i vores bistand er støtten til uafhængige radio- og tv-transmissioner. Som svar på forslag fra bl.a. Europa-Parlamentet vil vi fra den 1. november finansiere et dagligt radionyhedsprogram. Det er tanken, at vi skal øge den belarussiske befolknings kendskab til menneskerettigheder og demokrati og give den saglige nyheder om udviklinger i og uden for Belarus, som ellers ikke ville være tilgængelige. Transmissionerne vil i første omgang være på russisk, og belarussiske programmer vil blive indført gradvist og hurtigst muligt.

Starten på uafhængige transmissioner er et vigtigt skridt, og jeg er lykkelig over, at vi er den første donor, der starter sådanne initiativer i Belarus.

Vi vil også åbne et kommissionskontor i Minsk i starten af det nye år. Kontoret vil blive ledet af en chargé d'affaires. Det vil lette vores kontakt til det lokale civilsamfund, og det vil også understøtte vores koordineringsindsats og opfølgningen på vores aktiviteter.

Vi har også set på, hvordan vi bedst sørger for at gøre alle vores politikker over for Belarus konsekvente og sammenhængende. Inden for handelen har vi gennemført en undersøgelse af krænkelser af fagforeningernes rettigheder under den generelle toldpræferenceordning, og vi har set på definitionen på årlige tekstilkvoter. Vi holder også EU-listen over højtstående embedsmænd, der er omfattet af visumforbuddet, under løbende revision.

Kommissionen er gået i spidsen i diskussionerne om, hvordan man kan forbedre samarbejdet mellem de donorer, der er aktive i Belarus. Vi har organiseret tre donormøder i år. Det første var i Vilnius i marts, det næste i Kijev i juli, og det seneste blev afholdt i Bruxelles i sidste uge.

Demokratiseringsprocessen i Belarus og befolkningens trivsel ligger os meget på sinde, og disse emner er at finde blandt Kommissionens mål. Vi gør alt, hvad vi kan, for at støtte dem, der kæmper for at udvikle et demokratisk og pluralistisk samfund i Belarus.

Ud over at bevare fokus på demokratisering og menneskerettigheder tilskynder vi især de belarussiske demokratiske styrker til at arbejde tæt sammen. Det er helt afgørende i lyset af næste års præsidentvalg.

Vi ser frem til at byde Belarus velkommen som en fuldgyldig partner i den europæiske naboskabspoliti, så snart landet lever op til sine forpligtelser vedrørende demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder i både ord og handling.

  Bogdan Klich, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, tidligere på dagen vedtog Parlamentet en beslutning om arven efter Solidaritets-bevægelsen, der blev født for 25 år siden. Det var imidlertid mere end en historisk beslutning, idet den også til dels var en appel om solidaritet inden for EU. Vi arbejder nu på en beslutning vedrørende Belarus, og denne bør være et udtryk for vores europæiske solidaritet over for dem, der i dag har brug for et tegn på solidaritet, hvilket helt klart gælder vores venner i Belarus, det belarussiske folk.

Man kan spørge, hvorfor der er behov for endnu en beslutning om Belarus, når den seneste blev vedtaget så sent som i juli, lige for sommerferien. Som kommissæren helt korrekt påpegede, ændrer situationen i Belarus sig meget hurtigt. Den politiske situation forværres fra måned til måned. Den seneste udvikling, som vi har fået meddelelse om, drejede sig om, at hr. Lukashenkos regering har slået hårdt ned på de demokratisk valgte ledere af unionen af polakker i Belarus. Hele den civiliserede verden kunne ved selvsyn se, hvordan den største organisation i det civile samfund i Belarus blev forfulgt og dens ledere brutalt fjernet fra deres poster.

Som polsk medlem af Europa-Parlamentet vil jeg gerne rette en varm tak til medlemmerne af Parlamentet, som har hjulpet og støttet os i denne vanskelige tid. Repræsentanter for alle de politiske grupper deltog. Jeg mener, at den hjælp og støtte, der kom fra andre belarussere, der deler skæbne med polakkerne i Belarus, også var af stor betydning. Jeg vil især gerne takke repræsentanterne for den belarussiske opposition for deres støtte til unionen af polakker i Belarus i denne vanskelige tid. Det tyder på, at der er opstået et netværk af solidaritet i Europa. Netværket giver mennesker, der ofte selv har haft hjælp behov tidligere, mulighed for at støtte mennesker, der er i vanskeligheder lige nu.

Efter min mening bør Kommissionen lykønskes med den sag, som kommissæren henviste til, dvs. de første tegn på en revision af EU's politik over for Belarus. Det er gode tegn, og jeg stoler på, at man vil fortsætte den fine indsats. ssss

  Joseph Muscat, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, begivenhederne i Belarus berører ikke kun et begrænset antal medlemsstater som f.eks. Polen og de baltiske lande af indlysende historiske, politiske, geografiske og sociale årsager. Disse begivenheder bør bekymre alle medlemsstaterne. Det er en af manglerne ved vores tilgang, at vi ikke alle betragter Belarus som vores baghave, hvilket det er.

Jeg vil ikke gentage, hvad der allerede er sagt. I stedet vil jeg nævne det faktum, at der er gjort betydelige fremskridt, siden vi sidst mødtes og talte om emnet her i salen.

Som De sagde, hr. kommissær, åbnes der et kommissionskontor i Minsk, og der startes et transmissionsprojekt, selv om nogle os af ikke er helt tilfredse med måden, det håndteres på. Det er ikke desto mindre et første skridt, som vi længe har insisteret på, og Kommissionen fortjener ros for at have holdt ord.

Men vi skal ikke stoppe her. Udtalelserne fra landets præsident under FN-topmødet varsler ikke godt. Nogle af vores kolleger er fortsat fængslede, og jeg kan nævne Mikola Statkevich som et symbol på dem alle.

Jeg håber, at interessen for Belarus ikke aftager i takt med nye politiske udnævnelser i visse medlemsstater. Situationen i Belarus er for skrøbelig til at blive brugt som politisk fodbold. Der skal være tale om en langsigtet forpligtelse - men forhåbentlig ikke alt for langsigtet. Lad os håbe, at situationen bliver løst på mellemlang sigt. Men det bør være en EU-forpligtelse.

(Bifald)

  Janusz Onyszkiewicz, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, Belarus er en anomali på det europæiske kontinent. Det styres af en person, der selv har erklæret, at Sovjetunionen er hans hjemland, og som beklager, at dette skønne land er forsvundet fra Europakortet. Denne person forsøger af afskære Belarus fra Europa. Han er tydeligvis bange for den frihedens vind, der blæste gennem Europa netop som et resultat af Solidaritets aktiviteter. Efter min mening vil det være utroligt vigtigt at sikre, at når hr. Lukasjenko kræver penge af folk, der ønsker at krydse grænsen, begynder Unionens medlemsstater at indføre gratis visum til belarussere for på den måde at slå det helt fast, at Europa ikke vender Belarus ryggen, som landets leder hævder.

Det er ikke blot et spørgsmål om en gestus af denne art. Der skal også ydes støtte til aktiviteter i Belarus. Det glædede mig at høre kommissæren sige, at Kommissionen er på vej til at iværksætte programmer for Belarus, men jeg er frustreret over, at det har varet så længe. Når alt kommer til alt, er året jo ved at være slut. Jeg kan forstå, at der var nogle tekniske forhindringer, der skulle klares. Hvis der er tale om permanente hindringer, mener jeg at kunne mærke, at der her i Parlamentet er vilje til at skære igennem bureaukratiet og hjælpe Kommissionen med at handle effektivt på alle planer. Hvis ikke vi gør det og undlader at hjælpe Belarus, vil landet ikke blot være en skamplet på Europakortet, men også en plet på vores samvittighed. Europa skal være synonymt med frihed, og det betyder også frihed for Belarus.

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, vi er enige om kritikken af den bekymrende udvikling i vores naboland. Lige for øjnene af os bliver der på systematisk vis installeret et menneskerettighedsforagtende og demokratiforagtende diktatur.

Vi er endda enige med Kommissionen og Rådet. Vi må langt om længe handle og anvende alle disponible midler til at fremme demokrati og pluralisme i Belarus. Det er ordene fra kommissær Ferrero-Waldner.

Alligevel er jeg ikke tilfreds med, hvad der er sket indtil nu. Kommissionen lader det polsk-baltisk-ukrainske initiativ blive stående ude i regnen. Der er en meget indviklet risikosituation ved østgrænsen, spændinger mellem nabostaterne, og der er ingen fælles udenrigspolitik. Det civile samfund, der er det eneste demokratiske potentiale og håb i dette land, får ikke tilstrækkelig støtte.

Hr. kommissær, det, De hidtil har foreslået, er ikke nok. Repertoiret af diplomatiske protester er langtfra opbrugt. Sanktionerne bør iværksættes langt mere differentieret og målrettet. Det er ikke nok at tale om dem. Det civile samfund skal støttes med langt flere midler.

Jeg opfordrer Dem til at udvikle et særligt program og hurtigt sætte Dem til bordet med Rådet med henblik på at træffe virkelig sammenhængende politiske, finansielle og økonomiske foranstaltninger, så vi kan få en start for demokratiet i 2006.

  Jonas Sjöstedt, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand, jeg vil tilslutte mig den hårde kritik imod Lukasjenko-regimet her i aften. Vi har kunnet se en alvorlig forværring af en allerede dårlig situation i Belarus, og regimet udviser nu i stigende grad de klassiske tegn på et politisk diktatur.

Jeg er enig i stort set alle de fremførte synspunkter i beslutningen, men jeg mener, at et område kan udvikles yderligere. Det gælder betydningen af den uafhængige fagforeningsbevægelse i Belarus. Uafhængige fagforeninger har været en af hovedorganisatørerne i oppositionen mod Lukasjenko-regimet, men de undertrykkes og kæmper i dag for sin overlevelse og eksistens. Der findes en hel del samarbejde mellem fagforeninger i andre EU-lande, f.eks. i Sverige, og uafhængige fagforeninger i Belarus. Jeg håber, at de informeres om EU's støtte til den demokratiske opposition. I denne uge er vi blevet mindet om betydningen af solidaritet i Polen og det er jo ikke uden grund, at det betyder noget at have en stærk og uafhængig fagforeningsbevægelse for at opnå de forandringer, der er nødvendige i Belarus.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, for 11 år siden, umiddelbart efter Aleksandr Lukasjenkos tiltræden, aflagde han et betydningsfuldt løfte over for sine belarussiske vælgere. Han sagde, at han ville genoplive Sovjetunionen. Lukasjenko har holdt ord. Det historiske hvid-rød-hvide belarussiske flag er forbudt, og russisk er landets officielle sprog. Lavpunktet for denne absurde antinationale politik udgør det nuværende fænomen med et underjordisk gymnasium i Minsk, vel at mærke landets eneste skole på sekundærtrinnet, hvor der endnu undervises på modersmålet, dvs. så længe efterretningstjenesten ikke har opsporet de private boliger, som i øjeblikket samtidig fungerer som skolelokaler.

På denne baggrund støtter jeg Kommissionens initiativ til at bidrage finansielt til uafhængige radioudsendelser for Belarus, hvilket den polske regering for øvrigt allerede gør. Måske kan Bruxelles bruge Warszawa som forbillede. Polakkerne afsætter nemlig ikke blot betydeligt flere penge, men deres programmer starter med det samme på belarussisk i efteråret. I mellemtiden må det drastisk forværrede forhold mellem de tre østlige EU-medlemsstater Polen, Litauen og Letland og Lukasjenkos Belarus veje tungt for Kommissionen.

Det repressive regime i Minsk foregiver endda, at en NATO-intervention er forestående, hvilket måske resulterer i en lille grænsekonflikt. Hvad angår sikkerhedsrisici for EU-25, tvinger disse mig til at stille Kommissionen nogle spørgsmål. Hvad mener den om Polens, Litauens, Letlands og Ukraines initiativ til at samordne deres politik over for Belarus? Har Kommissionen i mellemtiden taget skridt til at få Rusland til at påtage sig sit ansvar som formand for G8 og yde et positivt bidrag til at reducere spændingerne som følge af Lukasjenkos indenrigs- og udenrigspolitik?

Jeg anmoder Dem, hr. kommissær, om at videregive disse spørgsmål, som jo er væsentlige for EU's sikkerhedspolitik, også set i lyset af FUSP, til fru Ferrero-Waldner, som De er stedfortræder for. Jeg afventer et svar. Kontakt med kirker i Nederlandene og videnskabelige oplysninger fra især Tyskland viser, at medborgere i EU's medlemsstater ...

(Formanden afbrød taleren)

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, overtrædelser af menneskerettigheder er en dagligdags foreteelse i Belarus. Den seneste på en lang liste over sådanne overtrædelser var den nationalistiske jagt på polakker, der kulminerede med, at unionen af polakker i Belarus blev erklæret ulovlig og aktivisterne retsforfulgt.

Der resterer et meget stort stykke arbejde, men det betyder ikke, at vi skal stille os tilfreds med en "super-blød" fremgangsmåde. Vi bør tværtimod presse uopholdeligt på i vores kontakter med Belarus. Hvis vi ikke skal behandle spørgsmålet om overtrædelser af menneskerettighederne i Belarus hver eneste uge, er der behov for en permanent ordfører for Belarus på Kommissionens side. Det samme gælder en effektiv metode til finansiering af de demokratiske kræfter, og det er vanskeligt at forestille sig, hvordan der kan ydes støtte uden et specifikt instrument på menneskerettighedsområdet. Dette instrument skal være så fleksibelt som muligt med hensyn til at yde støtte i en ugunstig juridisk situation.

Det forhold, at vi har endnu en forhandling om Belarus, vidner om den svaghed, som Parlamentet og EU udviser i denne forbindelse. Det er femte gang, at Belarus har været på vores dagsorden, men alligevel er det ikke lykkedes os prioritere spørgsmålet og gøre det til en forudsætning for at udvikle det gode forhold mellem EU og Rusland. Det er korrekt, at Kommissionen har lovet mere og mere, men den slæber stadig fødderne og handler modstræbende, langsomt og passivt over for Belarus. Resultatet er, at EU's troværdighed på dette område kompromitteres.

Jeg vil blot påpege, at selv de administrative procedurer, som det halv-groteske regime i Minsk har indført, har vist sig at være mere effektive end vores i forbindelse med radioudsendelser. Belarus sender til EU, men fra vores side er der kun larmende tavshed. Jeg vil gerne afslutte med en mere generel betragtning, nemlig at Europa har latterliggjort sig selv i den grad med hensyn til Belarus, at vi har gjort vores erklæring om Unionens fælles udenrigspolitik fuldstændig betydningsløs.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Parlamentet har beskæftiget sig med Belarus gentagne gange. Men det var et lille mindretal, der gjorde det - fru Schroedter, hr. Gahler og nogle få andre. Det glæder mig, at vi nu beskæftiger os indgående med dette vigtige anliggende. Det kan vi ikke mindst takke vores polske kolleger for, som jeg gerne vil rette en stor tak til.

Det viser, at historien har en effekt. Der har været negative, nationalistiske epoker i historien, men også gang på gang positive eksempler på sameksistens. Et af eksemplerne er fra middelalderen, hvor polakker, litauere og belarussere levede sammen i en føderation. Det var et lille Europa dengang, og dette Europa har sine eftervirkninger i dag, idet vores polske kolleger og vi alle ikke blot arbejder for det polske mindretal i Belarus, men for det belarussiske folk som helhed, der undertrykkes og pines i massivt omfang, og som desværre også trues af forsøg på at genskabe Sovjetunionen i den ene eller den anden form.

Sådanne forsøg er absurde og dømt til at mislykkes, men vi ved, at man gør sig sådanne tanker længere østpå. Derfor er det af grundlæggende interesse for EU at støtte vores naboland Belarus og folket dér og det civile samfund i højere grad end tidligere og frem for alt også sørge for, at mediefriheden bliver realiseret.

Jeg vil gerne rette en tydelig kritik mod Deutsche Welle, der udsender deres programmer til dette vigtige europæiske land på russisk, altså på kolonimagtens sprog, den kolonimagt, der igennem lang tid har undertrykt Belarus og er medansvarlig for de tilstande, der hersker dér i dag. Det belarussiske folk har krav på, at vi respekterer det som en enestående europæisk kultur, hvilket også bør afspejles i de medier, EU støtter. Den udgør en vigtig bestanddel af fællesskabet af europæiske folk.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, gennem de sidste par år er internettet blevet en af de vigtigste kilder til uafhængige oplysninger i Belarus. Antallet af hjemmecomputere og internetforbindelser er stigende. I midten af 2005 var 2 millioner mennesker i Belarus tilsluttet internettet ud af en befolkning på 10 millioner. Næsten 450.000 mennesker benyttede internetcaféer i Minsk i 2004. Samtidig holder statsvirksomheden Beltelecom, der er underlagt kommunikationsministeriet, fast i et monopol på internetforbindelser. Hr. Lukashenkos regime gør sit bedste for at kontrollere civilsamfundets brug af internettet. Styret forfølger og undertrykker også personer, der er aktive i cyberspace, ved at påberåbe sig udemokratiske artikler i straffelovgivningen til formålet.

EU bør udnytte de mest moderne kommunikationsmidler i sine bestræbelser på at fremme menneskerettighederne i Belarus. Internettets rolle med hensyn til at give adgang til uafhængige oplysninger bør være den samme som radioen havde for omstyrtningen af diktaturer i det 20. århundrede. Unionen må øge finansieringen til udnyttelsen af disse nye kommunikationsmidler via internet og mobiltelefoni, som kan tjene det belarussiske civilsamfunds interesser.

  Věra Flasarová (GUE/NGL). - (CS) Mine damer og herrer, vi har alle erfaringer med åbne sår og uretfærdighed, der kan definere nutiden for os. Det samme gælder Belarus. Derfor skal vi huske på tre ting. Vi skal forsøge at opnå en objektiv forståelse af situationen i landet eller med andre ord undlade den nøje udvælgelse af vores informationskilder og i stedet prøve på ikke at overse oplysninger, der ikke passer ind i det sort-hvide billede af Belarus. Vi bør heller ikke forlods udelukke nogen fra vores diskussioner, selv om vi ikke nødvendigvis er enige med dem. Endelig er Belarus ikke udelukkende Lukasjenko eller omvendt.

I EU's politik bør vi bestræbe os på at forbedre situationen for landet og dets befolkning. Jeg er ikke på samme side som Lukashenkos regering, og jeg støtter heller ikke dens ynkelige fiaskoer, men jeg vil gerne advare om, at en magtpolitik med sanktioner, dæmonisering af regimets repræsentanter og propagandistisk forenkling af problemet tjener normalt kun til at eskalere situationen og ikke bringer nogen løsninger.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, den chikane og forfølgelse, som det polske mindretal i Belarus udsættes for, er velkendt. Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal fra 1995 overtrædes systematisk og brutalt i forbindelse med unionen af polakker i Belarus og ligeledes for andre mindretal som romaerne. Alt dette sker i et europæisk land lige på den anden side af Unionens ydre grænse. Europa-Parlamentet reagerer traditionelt og med rette ved overtrædelser af menneskerettigheder, herunder rettighederne for nationale mindretal i forskellige dele af verden. Derfor kan Parlamentet ikke forholde sig ligegyldigt over for begivenhederne i Belarus.

Gruppen for Selvstændighed og Demokrati støtter det fælles beslutningsforslag, navnlig vedrørende situationen for polakker i Belarus. Derfor opfordrer jeg til, at man prioriterer støtten til unionen af polakker i Belarus og bevægelsens legitime ledere. Støtten bør primært kanaliseres gennem de polske grænseområder. Man må forstå, at nøglen til en virkelig løsning på problemerne i Belarus ikke ligger hos hr. Lukasjenko, men hos hans russiske gudfader, hr. Putin, en tidligere KGB-officer. Hr. Putin og hr. Lukasjenko tyr begge til metoder inspireret af det tidligere kommunistiske regimes hemmelige politi. Europa-Parlamentet gør klogt i at huske på dette.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, Den Europæiske Unions politik over for Lukashenko-regimet har været fuldstændig blottet for rygrad. Kommissionen har ikke en hensigtsmæssig handlingsplan, der kan fremme den praktiske udvikling af demokratiet. Undertiden ser det ud til, at Belarus slet ikke eksisterer for Kommissionen - landet findes simpelthen ikke. Koordineringen af indsats og information mellem Den Europæiske Unions institutioner, Europarådet og FN er fuldkommen utilstrækkelig. De demokratiske kræfter i Belarus er i øjeblikket fuldstændig splittede.

Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan med henblik på at samle de demokratiske kræfter. Tilsvarende skal Kommissionen fortsat kræve, at Mihail Marinich, oppositionslederen, der blev dømt af politiske årsager, løslades øjeblikkelig. Med hensyn til oprettelsen af uafhængige radiostationer for Belarus vil jeg gerne henlede opmærksomheden på to ting. For det første vil jeg gerne udtrykke min store skuffelse over, at radio- og tv-organisationer i De Baltiske Stater og Polen i praksis ikke kan deltage på grund af betingelserne i det offentliggjorte udbud. De kan ikke en gang deltage i et konsortium. Men det er netop disse naboer til Belarus, der har størst ekspertise i de processer, der er i gang i landet. For det andet skal transmissionerne først og fremmest være på belarussisk, som hr. Posselt allerede har nævnt, så befolkningen kan betragte dem som deres egne. Det forhold, at mange mennesker i Belarus er bedre til russisk og ikke kan belarussisk er en direkte konsekvens af russificeringen. Det er ikke en proces, som vi bør støtte.

  Barbara Kudrycka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand oppositionspartierne, ikke-statslige organisationer samt nationale og religiøse mindretal i Belarus venter alle ivrigt på virkningerne af de foranstaltninger, der indføres af Kommissionen og Rådet. De virkninger har man imidlertid ikke mærket meget til. Der er endnu ikke afsat midler fra det europæiske initiativ for demokrati. Man diskuterer stadig Solidaritetsfonden for familier til undertrykte politikere. Venedig-kommissionen er ikke blevet bedt om at foretage en international undersøgelse af gyldigheden af den folkeafstemning, der gav præsident Lukasjenko mulighed for at fortsætte sit totalitære styre i en længere periode. Der er endnu ikke åbnet noget EU-kontor i Minsk, selv om den belarussiske regerings mission er aktiv i Bruxelles. Personer, der har undertrykt ikke-statslige organisationer, mindretal og protestantiske kirker kan frit rejse over hele Europa, fordi visumsanktionerne kun gælder et par af dem.

Derfor opfordrer jeg indtrængende Kommissionen til at være mere proaktiv og udvise større engagement i disse spørgsmål. Jeg foreslår, at man udarbejder en rapport over situationen i Belarus i forbindelse med høringer og tilbundsgående undersøgelser med henblik på at udarbejde en plan for Unionens forbindelser med Belarus på kortere og længere sigt. Rapporten vil også være nyttig med henblik på at identificere behov og trusler samt ressourcer og den type af indsats, der er påkrævet fra EU's og medlemsstaternes side. En sådan indsats skal imidlertid gennemføres på en sammenhængende og synkroniseret måde, hvis den skal have nogen som helst chance for at blive vellykket.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær, hvor mange flere diktaturer skal bryde sammen, og hvor mange flere systemkritikere skal dø eller have deres helbred ødelagt i fængsler, før usle diktatorer som hr. Castro eller hr. Lukasjenko forstår hvilken skade, de påfører deres nationer? Hvor længe endnu skal systemkritikerne jagtes på grund af deres overbevisning, fordi de forsvarer de grundlæggende menneskerettigheder og er fortalere for frihed og retfærdighed?

Alle borgere i den frie verden og navnlig de af os, der kommer fra den del af Europa, der var underlagt kommunismens jernnæve, har et særligt kald for at bekæmpe totalitarisme og foragt for menneskerettighederne. Derfor håber jeg virkelig, at Kommissionen og Det Europæiske Råd vil stå skulder ved skulder med os og hjælpe os i vores kamp.

Hr. kommissær, selv om jeg er taknemmelig for den hidtidige indsats, mener jeg, at tiden er inde til at udvise en mere beslutsom holdning. Hvor meget længere kan vi tolerere, at de grundlæggende værdier, som EU er bygget på, udsættes for en sådan foragt i Belarus, et land, som Unionen grænser op til? Før eller senere falder diktatorerne og efterlader et spor af ødelæggelse. Jeg henviser til de opsplittede og terroriserede samfund, hvor mennesker savner selvstændighed og tro på eget værd.

Vi må hjælpe befolkningen i Belarus med at omstyrte hr. Lukasjenko, og vi bør også hjælpe dem med at lægge fundamentet til et frit civilsamfund og uddanne den unge generation. Vi bør støtte den demokratiske opposition i Belarus og fordømme overtrædelser af borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Kommissionen burde støtte den belarussiske kultur, som det belarussiske sprog er en del af. Det vil derfor være forkert at støtte transmission af radio- og tv-udsendelser på russisk. Vi bør ikke deltage i den russificering af Belarus, som hr. Lukasjenko har beordret. De europæiske midler bør anvendes til radio- og tv-udsendelser på det belarussiske sprog. Jeg vil gerne gøre Kommissionen opmærksom på, at sådanne transmissioner allerede foregår. Udsendelser på belarussisk fra radio- og tv-stationer i Polen kan modtages i Belarus, og dette arbejde fortjener støtte. Tilsvarende bør der gives støtte til den radiostation, som emigranter fra Belarus planlægger at starte i Polen, Litauen og Ukraine, og som skal sende til Belarus. De af os, der kommer fra Centraleuropa, husker udmærket, hvilket fyrtårn af håb Radio Free Europe var for os.

Europa vil altid være et fyrtårn for frihed, og derfor opfordrer jeg til, at der oprettes en Radio Free Belarus.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, tak for Deres væsentlige og seriøse indlæg i denne forhandling om Belarus og landets demokratiske og menneskeretlige situation. Jeg har noteret de forskellige punkter og vil give dem videre, så vi kan fordøje dem ordentligt.

Jeg vil også takke for Deres støtte til Kommissionens arbejde inklusive åbningen af kommissionskontoret i Minsk. Som hr. Onyszkiewicz sagde, må vi ikke svigte eller ignorere Belarus. Jeg er enig med de forskellige talere, der er meget bekymrede over den retning, som Belarus fortsat bevæger sig i.

Jeg er også meget bekymret over den manglende fokus på Europas strategiske interesse, hvilket er alt for almindeligt nu om stunder. I de igangværende eksistentielle overvejelser må vi ikke se bort fra spørgsmålet om, hvordan vi bedst kan styrke en stabil zone af frihed og demokrati i vores sydøstlige og østlige nabolag som f.eks. Tyrkiet, Vestbalkan, Ukraine eller Belarus. Det indebærer bl.a., at vi fuldt ud udnytter og videreudvikler de politiske redskaber, der er tilgængelige under den europæiske naboskabspolitik.

Der var nogle konkrete spørgsmål rettet til kommissæren, og som sagt har jeg videregivet dem til vores tjenestegrene. Jeg vil imidlertid gerne kommentere det sproglige aspekt. Hvorfor støtter vi transmissioner på både russisk og belarussisk? Her er vi nødt til at tage hensyn til det faktum, at 65 % af den belarussiske befolkning taler russisk i hjemmet mens 5 % taler belarussisk i hjemmet. For at få vores budskab ud er vi nødt til at tage hensyn til det faktum, at størstedelen af den belarussiske befolkning taler russisk i hjemmet. Det er grunden til, at vi har opteret for transmissioner på både russisk og belarussisk - russisk af pragmatiske årsager, da det er det sprog, som flertallet taler hver dag, og belarussisk af symbolske årsager, da dette sprog indvarsler et nyt frit Belarus, hvilket vi alle ønsker.

Europa-Parlamentets stemme og dets støtte til vores initiativ giver megen ekstra vægt bag EU's bestræbelser på at fremme demokratiseringsprocessen og respekten for menneskerettighederne i Belarus. Det har aldrig været vigtigere end her under slutspurten op til valgene, der kan blive et vendepunkt for landets skæbne, hvis de gennemføres på retfærdig vis.

  Formanden. - Tak, hr. kommissær. Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget syv beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen om disse beslutningsforslag finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Tak, hr. formand. Jeg taler på vegne af Italiens nye Socialistparti. I den sidste tid har vi her i Parlamentet alt for ofte skullet drøfte den adfærd, man har udvist i den belarussiske regering, som er den kommunistiske autoritarismes sidste bastion på vores kontinent.

Præsident Lukasjenko fortsætter sin illiberale politik og undertrykker de mange mennesker - ikke mindst unge - der kræver en fremtid med frihed for deres land.

Visse individuelle rettigheder nægtes konstant og forsætligt af den centrale regering, der tværtimod spænder skruen og forhindrer borgerne i frit at give udtryk for deres tanker, politiske holdning og tro. Mindretallene nyder ikke tilstrækkelig beskyttelse i landet, men er tværtimod tit udsat for misbrug og diskrimination.

Det er uacceptabelt, at alt dette sker lige uden for vores grænser.

Vi deler kommissionsformand Barrosos holdning, og vi mener, at det er nødvendigt at gøre en større indsats for at øge EU's tilstedeværelse i Minsk, hvor vi skal give information, udføre koordinerings- og støtteaktiviteter og overvåge situationen, navnlig hvad menneskerettighederne angår.

Europa skal have den nødvendige evne og styrke til at gøre en effektiv politisk indsats, også ved hjælp af et tættere samarbejde med de politiske kræfter i oppositionen, der med stadig større opbakning fra befolkningen kæmper for at give Belarus en anden og bedre fremtid.

(1) Se protokollen.

27. Strategisk partnerskab EU/Indien

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0256/2005) af Menéndez del Valle for Udenrigsudvalget om et strategisk partnerskab mellem EU og Indien (2004/2169(INI)).

  Emilio Menéndez del Valle (PSE), ordfører. - (ES) Hr. formand, jeg vil begynde med at udtrykke min tak til medlemmerne af de forskellige politiske grupper, der med deres ændringsforslag har bidraget til at forbedre min betænkning, samt Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel for deres udtalelser, og naturligvis Europa-Parlamentets tjenestemænd, der med deres arbejdet har sørget for, at betænkningen er blevet en succes.

Jeg tog udgangspunkt i Kommissionens meddelelse om et strategisk partnerskab mellem EU og Indien fra juni 2004 og den indiske regerings fremragende og veldokumenterede svar i dens strategiske dokument fra august samme år.

Jeg har taget hensyn til de forskellige begivenheder, som inderne og europæerne siden da har deltaget i, herunder naturligvis det femte topmøde mellem EU og Indien, der blev afholdt i Haag i november sidste år, den hjørnesten, der officielt lancerede det strategiske partnerskab, som giver Indien karakter af privilegeret partner i lighed med partnerskabet med andre vigtige lande.

Endelig har jeg i videst mulige omfang fulgt forberedelserne og møderne forud for afholdelsen i New Delhi den 7. september 2005 af det 6. bilaterale topmøde, som har givet grønt lys for den ventede handlingsplan om et strategisk partnerskab.

Jeg tror, at jeg på visse områder i betænkningen går længere end Kommissionen og Rådet, og nogle gange kan der være en vis disharmoni mellem min og deres holdning, selv om det snarere skyldes udeladelser fra Kommissionen og Rådets side end konkrete handlinger. Jeg mener dog, at det, hvis min betænkning bliver vedtaget i plenarforsamlingen i morgen, med god grund kan bekræftes, at de tre nævnte institutioner - Parlamentet, Kommissionen og Rådet - er helt enige i at fremme, konsolidere og berige forbindelsen med verdens største demokrati til gensidig fordel. Vi må ikke glemme, at vi taler om et land, Indien, som faktisk er det største demokrati i verden.

På den anden side skal vi også huske på, og det gør jeg i teksten, at nogle af de mål, der er anført i Kommissionens meddelelse og i den nye fælles handlingsplan, har behov for specifik finansiering, som vi, hvis vi skal være seriøse, ikke kan unddrage os. I modsat fald er den politiske dialog ikke meget værd.

I dette kapitel foreslår jeg, at Parlamentet giver udtryk for sin støtte til, at der lægges vægt på politisk dialog i det strategiske partnerskab, selv om jeg understreger, at opnåelsen af millenniummålene og en effektiv bekæmpelse af fattigdommen fortsat skal være centrale elementer i EU's strategiske forpligtelse over for Indien. Nuvel, sidstnævnte er i sig selv en politisk handling, for uden politisk vilje til at vedtage de nødvendige finansielle ressourcer, kan udviklingsmålene ikke blive opfyldt.

Indien skal færdiggøre den store udviklingsopgave, landet allerede er i gang med. Jeg tager udgangspunkt i, at Indien og EU er enige om, at handel, investering og fri konkurrence er nøglefaktorer for udviklingen, men at der, hvis denne udvikling skal være harmonisk og ligeligt fordelt, også må tages hensyn til grundlæggende sociale behov, som styrker den økonomiske og sociale samhørighed, miljøet og forbrugeres rettigheder. Jeg opfordrer derfor New Delhi til at behandle disse faktorer seriøst.

I forgårs - og det vil jeg gerne kommentere over for Dem - stod det i lederen i en indflydelsesrig britisk avis, at hvedebrødsdagene mellem den indiske regering og den private finanssektor var slut, og den beskyldte den indiske regering for at have tilladt, at de venstreorienterede allierede - og jeg citerer ordret- fra samlingsregeringen blokerede for de lovede reformer. Til trods herfor anerkender avisen - jeg citerer - at den indiske økonomi har medvind, at væksten i år kan blive på over 7 %, at virksomhedernes fortjeneste øges, at it-sektoren styrkes, at børsen stortrives, og at der fortsat kommer kapital ind i landet i uhyre mængder - citat slut. Men - hævder avisen - den indiske regering kan ikke selv tage æren for disse succeser, der ifølge avisen udelukkende skyldes held, tidligere reformer eller den private sektors indsats.

Jeg synes ærlig talt, at den indflydelsesrige avis er lunefuld. Jeg vidste ikke, at held var en aktiv og afgørende faktor for økonomien. Faktum er, og hermed slutter jeg, at Indien gør fremskridt ligesom dens strategiske forbindelse med EU.

Mine fem minutter til mit indlæg er opbrugt. Det, jeg har tilstræbt, er nøje beskrevet i begrundelsen og i beslutningsforslaget. Jeg ønsker nu blot at minde Indiens regering og befolkning om følgende. Det er nødvendigt at afskaffe dødsstraffen, de skal ratificere FN's torturkonvention, de skal tiltræde Den Internationale Straffedomstol, og det ville også være en god idé at tiltræde traktaten om ikkespredning af kernevåben, hvilket Pakistan og Israel også burde gøre.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne rette en varm tak til hr. Menéndez del Valle for hans udmærkede betænkning om det strategiske partnerskab mellem EU og Indien, der vil tjene som en meget nyttig ansporing af EU's politik på dette område. Betænkningen indeholder meget stof til eftertanke. Indiens hastige fremkomst og indvirkning på verdensscenen er et utroligt vigtigt fænomen. I takt med at det nye Indien definerer sig selv økonomisk og politisk, må resten af verden inklusive Europa justere sit eget syn på landet.

EU har klart tilkendegivet, at vi tager Indien meget alvorligt. På det seneste topmøde mellem EU og Indien for to uger siden enedes man om en ambitiøs fælles handlingsplan, der opstiller rammerne for en kvalitativ forandring i vores forhold til Indien. Denne handlingsplan baner vejen for et tættere samarbejde om fælles strategiske mål for udviklingen af handel og investeringer i et forbedret kulturelt samarbejde, for deltagelse i Galileo og tilmed for Indiens deltagelse i ITER. Denne handlingsplan fungerer som en køreplan for den konkrete gennemførelse af vores strategiske partnerskab. Vi bemærkede, at der i betænkningen lægges vægt på det faktum, at EU og Indien som de største demokratiske samfund i verden har en fælles tilslutning til værdier, der bidrager til global fred og stabilitet. Vi har fælles grundlæggende værdier i form af f.eks. vores tilslutning til demokrati, menneskerettigheder og institutioner, der varetager styringen af det internationale samfund.

Det nye Indien virker på nogle områder som en hel verden samlet i et enkelt land. Der findes førsteklasses kapaciteter inden for informationsteknologi, lægemidler og bioteknologi, og samtidig findes der fattigdom, som vi kender den fra tredjeverdenslandene. Inderne køber 2 millioner mobiltelefoner om måneden, men der er fortsat 300 millioner indere, der lever for mindre end én dollar om dagen.

Kommissionen er enig i det synspunkt, som hr. Menéndez del Valle på meget udtryksfuld vis fremsætter i betænkningen om, at frihandel og større indenlandske investeringer er vigtige elementer for den økonomiske udvikling, men at der skal tages hensyn til grundlæggende sociale behov, hvis en sådan udvikling skal være harmonisk, bæredygtig og ligeligt fordelt.

Endelig er Kommissionen indstillet på at støtte Indiens kurs mod økonomiske reformer og modernisering. Vores dialog om lovgivning, udveksling af studerende og videnskabeligt samarbejde tjener til at underbygge den igangværende reform.

Vores forhold til Indien kan ikke kun baseres på et bilateralt samarbejde. Vi skal skue fremad mod et tæt samarbejde med Indien om at gøre WTO-ministermødet i Hongkong til en succes. EU og Indien skal udvise lederskab ved at føre Doha-udviklingsprogrammet til en vellykket afslutning, og som vores partner har Indien en enestående mulighed for at promovere fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser som et effektivt udviklingsredskab.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (EL) Hr. formand, det strategiske partnerskab mellem EU og Indien, og navnlig den seneste fælles handlingsplan, markerer et skift i samarbejdet til et højere og mere stabilt niveau.

Jeg finder det positivt, at de nye samarbejdsrammer ikke er stykket sammen af enkelte mål og midler, men afspejler en helhedstilgang baseret på ligeværdighed og gensidighed.

Det dynamiske samarbejde og de forventede fordele for begge parter er i sig selv nok til at retfærdiggøre det nye tiltag. Det er dog også vigtigt, at produktet af det bilaterale samarbejde spredes til hele Den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejdes område, hvor Indien spiller en central rolle, samt inden for det globale handelssystem.

Som ophavsmand til udtalelsen, hvor jeg koncentrerer mig om den økonomiske dimension, navnlig handel, vil jeg gerne sige, at udfordringen består i at styrke handels- og investeringsstrømmen.

En større åbning af det indiske marked, som også vil gavne Indien selv, økonomiske reformer, som skal udvise systematisk konvergens, og støtte til synergi inden for videnskab og teknologi er grundlag, hvor de to parter kan mødes. En fremragende mulighed for et konstruktivt samarbejde er - som De også nævnte, hr. kommissær - uden tvivl den igangværende WTO-runde, Doha-runden.

Til sidst vil jeg sige, at jeg håber, at den særlige vægt, som Indien har i G20-gruppen, vil blive et frugtbart og konstruktivt bidrag til brobygningen mellem industri- og udviklingslande.

Mine komplimenter til betænkningens ordfører.

(Bifald)

  Marcello Vernola, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Europa-Parlamentet får utvivlsomt stor gavn af det arbejde, som ordføreren og de parlamentsmedlemmer, der i de sidste par måneder har beskæftiget sig med samarbejdet med Indien, har udført. Vi går i retning af et strategisk partnerskab, som vi håber, at såvel Kommissionen som Det Europæiske Råd vil konsolidere, mens vi i Europa-Parlamentet kraftigt skal understrege, at vi ønsker at spille en aktiv rolle i samarbejdet med det indiske parlament.

Ordføreren, hr. Menéndez del Valle, har udført et glimrende stykke arbejde, som dog kræver en fortsat indsats fra Europa-Parlamentets side. Det dokument, som vi skal stemme om i morgen, er yderst analytisk og uddyber utroligt mange aspekter af samarbejdet mellem EU og Indien. Vi er de to største demokratier i verden, og vi skal sammen fremme udviklingen og samarbejdet på ikke bare det økonomiske område, men også på det sociale område, så vi sikrer en verdensomspændende balance. Disse to hovedaktører skal stå sammen om at sikre retsstaten, menneskerettighederne og - hvilket jeg gerne vil understrege - nødvendigheden af at beskytte arbejdstagernes rettigheder.

Hvis vi vil gøre en indsats sammen med Indien for at skabe en ny balance for fred og udvikling i enhver form, er det således vigtigt, at der oprettes en interparlamentarisk delegation for EU og Indien, og at der finder årlige møder sted mellem de to parlamenter. Europa-Parlamentet skal kort sagt sørge for en konkret indsats på alle de punkter, der er nævnt i det direktiv, som vi skal stemme om i morgen.

  Neena Gill, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Menéndez del Valle med hans fortræffelige arbejde. Som formand for den delegation i Parlamentet, der dækker Indien, mener jeg, at hans betænkning er afbalanceret og afspejler det komplekse og værdifulde forhold mellem EU og Indien. Den markerer også et reelt vendepunkt i vores lange fælles historie.

EU og Indien er naturlige partnere, og som vi har hørt det flere gange i dag, er det to af de største demokratiske samfund i verden. Om nogle få årtier vil Indien være en af verdens største økonomier. Landet har en enorm geopolitisk styrke, og det er på rette tid, at vi løfter vores forhold op på et højere og mere intensivt plan. Begge partnere står godt placeret til at blive betydningsfulde aktører i den globale videnbaserede økonomi. Med Tony Blairs ord er det helt afgørende for EU og Indien at skabe et ligeværdigt og gensidigt fordelagtigt partnerskab, særligt i lyset af det faktum, at EU har en negativ demografisk udvikling, mens halvdelen af Indiens befolkning er under 25.

Mens vi ofte hører om Indiens højtudviklede tekniske sektor, er det vigtigt ikke at glemme, at der fortsat er enorme udfordringer i Indien, hvor vi kan spille en afgørende rolle, nemlig med hensyn til de fattige, de dårligt stillede og de mere end 600 millioner mennesker, der er afhængige af landbruget. Derfor skal vores reaktion ikke blot bestå i retorik. Jeg støtter hr. Menéndez del Valles bemærkninger om behovet for flere ressourcer. Kommissionen og Rådet skal se nærmere på anmodningen om 1 milliard euro til sundhed og uddannelse i Indien i anerkendelsen af, at en af vores vigtigste prioriteringer er millenniumudviklingsmålene, og at Indien tegner sig for 40 % af millenniumudviklingsmålene. Samtidig skal Kommissionen have progressive bistandspolitikker, der stimulerer hele landet og ikke kun visse regioner.

Ud over alle de varme ord, hvordan gør vi så en forskel? Vores partnerskab skal række ud over det rent økonomiske og være mere politisk. Vi kan ikke tale om en større politisk dialog og derefter kun nedsætte en handelsgruppe på højt plan. Der er et uopsætteligt behov for at skabe og opkvalificere kontakter mellem parlamenterne. Jeg glæder mig over det forum af parlamentarikere, der er nedsat af den indiske handels- og industrisammenslutning, men begge sider skal vedtage en køreplan for en styrket politisk dialog inklusive parlamentarisk støtte.

  Sajjad Karim, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, globalisering er en udfordring for verdens etablerede økonomier. I Europa skal vi sørge for at etablere stærkere forbindelser med lande, der deler vores værdier. Derfor repræsenterer det foreslåede strategiske partnerskab mellem EU og Indien en mulighed for både EU og Indien, og det har potentiale til at få positive implikationer for hele den sydøstasiatiske region.

Det er vældig let kun at se dette partnerskab i et rent økonomisk perspektiv, men efter min mening er der tale om langt mere. Indien er helt klart en af de mest markante nationer, når man taler om Asiens økonomiske fremgang. Indien er også et land, der deler vores værdier med hensyn til demokrati, retsstatsprincipper, uafhængige domstole og frie medier. Der er stadig meget arbejde tilbage, men alle disse faktorer betyder, at investorerne kan være tillidsfulde i deres relationer til Indien, og at vi kan blive tilskyndet til at tage disse skridt i retning af et partnerskab.

Inden for dette partnerskab vil der også være plads til at rejse spørgsmål på andre områder som f.eks. menneskerettigheder, børnearbejde, uddannelse, udvikling, fattigdomsbekæmpelse, kvinders rettigheder eller minoritetsrettigheder. Der skal altid være en vilje til at tage disse emner op med vores partnere, men det skal ske på baggrund af lighed i udveksling til gensidig fordel.

Indien er rig på kultur og historie. Landets historie er tæt sammenslynget med den europæiske historie. Disse fælles erfaringer udgør et solidt fundament, som vi kan bygge videre på. Indiens voksende betydning i det sydøstlige Asien lægger et ekstra ansvar på landet. Der bliver tider, hvor vi lærer af Indiens erfaringer, men der vil også være andre tidspunkter, hvor vi skal være villige til at give vores mening til kende og støtte landet for at sikre, at det lever op til sit ansvar. Kun derved forpligter vi os oprigtigt til partnerskabet.

I vores globale landsby repræsenterer Sydøstasien et område med store muligheder, og her kan vores forbindelser til Indien medvirke til at skabe fred og stabilitet og et tættere samarbejde mellem landene i Sydøstasien. De har selvfølgelig deres mærkesager - det være sig vand eller selvbestemmelse - men der er fortsat en klar mulighed for, at Sydøstasien kan markere sig som en tættere union.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, efter en arbejdsdag på 13 timer vil jeg snart handle i strid med arbejdstidsdirektivet. Jeg er medlem af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, så jeg vil måske rapportere til formanden, men jeg klarer den, hvilket er mere end millioner af mennesker på det indiske subkontinent kan sige.

Her har vi et overraskende skue, hvor EU hælder midler ind i de tre SEI-organisationer og flytter tusindvis af job fra callcenter-softwareservicesektoren til Indien, hvilket blot er en del af jobudflytningen til Asien. Pointen er ikke den, at det forværrer den europæiske arbejdsløshed. Det relevante er årsagen til tabet af arbejdspladser. Vi ved det alle: billigere produkter - primært fordi arbejdstagerne i den del af verden får mindre i løn end de europæiske arbejdstagere, hvilket vil sige mindre end den europæiske mindsteløn. Hvis ikke det er tilfældet, er der slet ingen grund til at flytte arbejdspladser.

De får også længere arbejdstid, hvilket fremmes af tre SEI-organisationer. Hr. Menéndez del Valle praler faktisk med op til 5,5 timer mere pr. tilgængelig dag. Hvad værre er, så indrømmer han, at der finder arbejdsløshedskrænkelser sted i Indien inklusive børnearbejde. Vi får således billigere produkter ved at bryde EU-reglerne om lønninger og arbejdstid, og jeg er sikker på, at arbejdstagerne ofte arbejder under forhold, som ikke ville blive godkendt af en sundheds- og sikkerhedsinspektør i EU.

EU udnytter kort sagt underbetalt arbejdskraft, som man forsøger at udrydde her. Hvilken skændsel!

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, det strategiske partnerskab mellem Unionen og Indien kan beskrives i meget enkle vendinger. Det er et partnerskab mellem demokrater. Unionen og Indien er de to største demokratier i verden, som det allerede er blevet sagt her i Parlamentet. Demokratiet på det indiske subkontinent er naturligvis rodfæstet i bestemte traditioner og værdisystemer, men det er ikke desto mindre et demokrati.

Indien er et af de tættest befolkede lande i verden og ligeledes en økonomisk magt i fremgang. Landet har allerede observatørstatus ved G7. Det er et paradoksernes land, hvilket jeg kunne se i løbet af de par uger, jeg tilbragte der. På det ene side har man den nyeste teknologi og det nyeste computerudstyr. På den anden side, som fru Gill var inde på tidligere, lever mere end en halv milliard mennesker af landbruget, og 370 millioner mennesker, næsten 35 % af befolkningen, lever under fattigdomsgrænsen. Vi må også huske på, at mellem 17,5 og 35 millioner børn er nødt til at arbejde. Desuden er Indien et land, der må importere 70 % af sin energi fra udlandet og er afhængig af udenlandsk bistand.

Vi ved endnu ikke, hvorvidt Indien vil blive tildelt en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd. Det er måske ikke hensigtsmæssigt at ændre på dette organs sammensætning, eftersom dette nødvendigvis må give anledning til stærke følelser i forskellige europæiske og ikke-europæiske lande. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Delhi snart vil komme til at spille en førende rolle på verdens politiske og økonomiske scene.

Et strategisk partnerskab mellem Unionen og Indien er et nødvendigt skridt i den rigtige retning for begge parter. Vi må ikke forskønne visse spørgsmål som den endnu uløste konflikt i Kashmir, eller at man ved den seneste runde i det såkaldte cricket-diplomati mellem Indien og Pakistan ikke tager højde for ønskerne hos Kashmirs befolkning. Det er frem for alt Kashmirs befolkning, der skal høres om deres regions fremtid, ikke bare politikere i Karachi eller Delhi.

Men uanset betydningen af dette, må man aldrig glemme, at Indien har brug for Unionen, og Unionen har brug for Indien.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, en af mine vigtigste opgaver her i Parlamentet var, da jeg var med til at stifte den uformelle tværpolitiske gruppe "Friends of India" for tre år siden. Siden da har Indien vokset sig stærkere og stærkere, og nu er landet strategisk partner med EU, hvilket jeg hilser velkommen.

Indien er fortsat et stabilt verdensgejstligt demokrati, hvilket modbeviser den kinesiske påstand om, at landestørrelse er en hindring for demokrati og menneskerettigheder. Det sjette topmøde mellem EU og Indien, der fandt sted i New Delhi den 7. september med deltagelse af formanden for EU-Rådet, Tony Blair, kommissionsformand Barroso og premierminister Manmohan Singh, var en stor succes med underskrivelsen af den fælles handlingsplan for et strategisk partnerskab mellem EU og Indien.

Der oprettes en gruppe på højt niveau, der skal undersøge forskelle med hensyn til intellektuelle ejendomsrettigheder, antidumping og ikke-toldmæssige hindringer. Det er helt klart i Indiens interesse at gøre fælles sag under WTO-forhandlingerne for at reducere protektionistiske hindringer - specielt inden for tjenester som f.eks. regnskabsvæsen, jura og finansvæsen, da det vil sætte ekstra skub i handelen og generere større investeringsbevægelser.

Indien har nu en middelklasse på 220 millioner mennesker, og samhandelen mellem Indien og EU nåede 35,37 milliarder amerikanske dollars i fjor, og den vokser med utrolige 20 % pr. år. Indien købte for nylig Airbus, og i mit land outsourcer vi callcentre og selv sundhedspleje til Indien, hvilket jeg hilser velkommen i modsætning til min kollega fra UKIP.

Indien tegner sig imidlertid fortsat kun for 1,5 % af EU's udenrigshandel, mens EU tegner sig for ca. 20 % af Indiens udenrigshandel, så vækstpotentialet er enormt. Der kan gøres mere for at lette den såkaldte Modus 4, fri bevægelighed for erhvervsudøvere - specielt forskere - og som tidligere nævnt deltager Indien nu i Galileo-projektet.

Jeg var ansvarlig for det ændringsforslag til betænkningen, ifølge hvilket Indien skulle have særstatus til gengæld for udveksling af informationer med Europol med henblik på terrorbekæmpelse. Jeg var glad for, at dette emne blev behandlet på topmødet.

Til slut vil jeg takke Indien for, at det i strid med kommunistpartiets ånd stemte med USA og EU om en IAEA-resolution om Irans atomkraftprogram.

Indien fortjener sin egen dedikerede delegation fra Europa-Parlamentet.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand, tillykke til hr. Menéndez del Valle med en afbalanceret og udmærket betænkning. Det strategiske partnerskab, der blev bekræftet endnu en gang i Delhi i begyndelsen af september, omfatter også forpligtelser. Det er efter min mening modsætningsfuldt, når Kommissionen reducerer midlerne til Indien i stedet for at forhøje dem. Det passer på en eller anden måde ikke sammen.

Jeg mener også, EU skal blive mere synlig i Indien. Under den britiske premierministers besøg stod det ofte ikke klart, om han optrådte som EU's rådsformand eller som premierminister i en medlemsstat. Vi er nødt til at eliminere denne forvirring. Vi er nødt til at præcisere, at vi taler på EU's og ikke kun en medlemsstats vegne.

Vi har været inde på økonomien. Den udgør grundlaget for dette strategiske partnerskab. Jeg mener heller ikke, at mulighederne for handel på nogen måde er udtømt. Vi har brug for at nedbringe bureaukratiet, nedbryde barriererne og udbygge infrastrukturen, havnene og lufthavnene.

Vi har imidlertid også brug for fair handel - det er blevet sagt flere gange - anerkendelse af arbejdstagernes rettigheder, afskaffelse af børnearbejde, respekt for intellektuelle ejendomsrettigheder. Det er en del af det, og jeg mener ikke, at min kollega fra UKIP på nogen måde har ret: Indien investerer i Europa. Der skabes også tusinder af job her i Europa. Der blev f.eks. for nylig etableret et it-firma i Nordirland med 600 arbejdspladser. Der er tale om udveksling og ikke en ensrettet vej.

Hvad angår de politiske emner, kunne jeg godt tænke mig, at Indien tager del i multilateralismen og f.eks. anerkender Den Internationale Straffedomstol og tiltræder FN's torturaftale. Jeg tror, at begge parter har meget at give hinanden.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Menéndez del Valle for en vellykket betænkning, hvor menneskerettighedsspørgsmålene er blevet indarbejdet i partnerskabet på eksemplarisk vis og ikke sat til side, som tilhørte de en særskilt kategori, således som det ofte er tilfældet.

Indiens udvikling gennem de seneste årtier har været bemærkelsesværdig. Landets teknologiske udvikling betragtes med misundelse verden over, og samtidig har man formået at bevare det multietniske, multireligiøse, multikulturelle og sprogligt mangfoldige samfund. Forholdet mellem EU og Indien er tæt; vi er venner. Vi sætter i særlig grad pris på den måde, hvorpå dette verdens største demokrati ad lovgivningens vej aktivt forsøger at rette op på de mangler, der kan iagttages i samfundet. Et eksempel på dette er landets praksis med positiv særbehandling.

God lovgivning er imidlertid ikke nok: Der skal investeres tid og kræfter i gennemførelsen. Den indiske menneskerettighedskommission har allerede gjort et bemærkelsesværdigt stykke arbejde, men de lokale myndigheder skal også systematisk overholde de gode politiske beslutninger. Her kan EU yde støtte gennem sine udviklingsprogrammer, som f.eks. kan fokusere på kampen mod diskrimination.

Omkring 35 % af Indiens en milliard eller flere indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og et stort antal mennesker savner stadig fuldstændig grundlæggende rettigheder. De største enkeltårsager til dette er kastesystemet, som legitimerer ulighed mellem mennesker. Kvindernes skæbne vækker særlig bekymring, og det samme gælder de mere end 160 millioner dalitter (kasteløse), hvis udnyttelse er både socialt acceptabel og almindelig. Dalitter, der forsøger at bryde ud af kastesystemet ved at gifte sig med en højere kaste eller f.eks. ved at få sig en uddannelse eller købe jord ad lovlig vej, bliver ofte ofre for fysisk vold og udstødes af samfundet. De lokale myndigheder er alt for villige til at fortolke lovgivningen til fordel for en højere kaste. Medlemmerne af Europa-Parlamentet har ved mange lejligheder taget de menneskerettighedsovertrædelser, der skyldes kastesystemet, op, men hidtil har der kun været tale om en beskeden konkret indsats fra EU's side.

Nu, hvor erhvervslivet taler åbent om de teknologispring, som Indien har brug for, og som EU kan hjælpe med til at gennemføre, bør EU yde Indien mere konkret støtte inden for menneskerettighedsspørgsmål, så landet kan udmønte sin glimrende politiske vilje i praksis.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, EU og Indien er forudbestemte til strategisk samarbejde og strategisk partnerskab. Sammen er vi de to største demokratier i verden. Demokratier er baseret på respekten for menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.

EU og Indien er forudbestemte til strategisk samarbejde i globale, politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, enten på bilateralt niveau eller f.eks. inden for FN. EU og Indien er forudbestemte til at være økonomiske partnere, idet EU er Indiens største handelspartner, og som tidligere nævnt, idet Indien investerer massivt i Europa. I mit eget land, Den Tjekkiske Republik, har Mittal Steel f.eks. gennemført en vellykket omstrukturering af den tjekkiske stålindustri. Indien og EU er også forudbestemte til at samarbejde om miljø, landbrug, menneskerettigheder med henblik på at nå millenniummålene og bekæmpe fattigdom.

Jeg vil gerne slutte med at takke og lykønske vores ordfører, hr. Menéndez del Valle, for hans afbalancerede og førsteklasses betænkning. Jeg støtter denne betænkning og tror på, at Parlamentet vil give den sin fulde støtte ved afstemningen i morgen.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

28. Vedvarende energikilder

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0227/2005) af Turmes for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om den vedvarende energis andel i EU og forslag til konkrete foranstaltninger (2004/2153(INI)).

  Claude Turmes (Verts/ALE), ordfører. - (EN) Hr. formand, det 21. århundrede bliver de vedvarende energikilders århundrede. Tirsdag eftermiddag afholdt vi en konference med de største repræsentanter for industrien, og det var virkelig imponerende at se den store mangfoldighed af vedvarende energikilder og nye udviklingstendenser såsom havenergi, solartermisk energi og andengenerationsbiobrændstoffer.

Når vi taler om vedvarende energikilder, taler vi ikke blot om forsyningssikkerhed og miljøet; det handler også om Europas kommende industri- og økonomipolitik. Da vi har nogle få dedikerede lande, er denne sektor en af de sektorer, hvor Europa er bedst i verden. I sidste uge var jeg i Danmark. Danmark har vundet det største vindenergiprojekt i verden nogensinde i USA, og det er et dansk firma, der skal levere.

Vi har altså et forspring inden for denne teknologi, og det skal vi bevare. Derfor skal vi have en politisk tilgang. Vi skal også have en systemisk tilgang til energipolitikken. Den bedste vedvarende energi er intelligent energianvendelse, nemlig energieffektivitet.

En anden vigtig systemisk tilgang, som vi ofte glemmer, er passende energitæthed. Det er fuldstændig irrationelt og uøkonomisk at anvende elektricitet til at opvarme eller køle huse med. Gennem vores energipolitik skal vi gå væk fra den nuværende ineffektive energianvendelse og gå over til at anvende lavtemperaturenergi eller overskudsvarme fra elektricitetsproduktionen.

Lad os se på sektorerne. Inden for byggesektoren, som vi så et konkret eksempel på i tirsdags, finansierer vi et projekt i Ungarn med midler fra Kommissionen. Projektet drejede sig om en Plattenbau - en af de meget dårlige bygninger. Energireduktionen blev målt til 80 %. Det, der så var en mindre andel af solenergi på 5 %, hvis forbruget reduceres med 80 %, bliver umiddelbart til en andel af vedvarende energi på 25 %. Det betyder øget komfort for de mennesker, der bor der, og jobskabelse i Europa. En vigtig del af området er især i Østeuropa at istandsætte bygningsmassen og derefter modernisere fjernvarmesystemer, så de kan anvende biomasse i stedet for kul.

Nu til solartermisk energi. Ja, vi kan køle huse med solenergi, og det er en perfekt kombination, for når solen er til stede, bliver bygningerne varme, men så kan solen også hjælpe med at producere energi til at afkøle bygningen med. Derfor er det en af de virkelig store muligheder i bygningsmassen, og Mechtild Rothe vil nævne nogle politikinstrumenter på det område.

Inden for elsektoren bliver havenergi den næste store udviklingstendens, og vi skal investere i at udvikle solartermisk energi. I Sydeuropa er den en stor mulighed, og i Solbæltet i verden er der også en stor industriel mulighed for vores industrier.

Men vi have elektricitetsmarkedet til at fungere ordentligt. Hr. kommissær, vi taler meget om det. Jeg tror, at vi skal handle mere aggressivt. Vi har brug for en udredning af ejendomsforholdene. Vi skal stoppe subsidierne til kul- og atomenergi, og vi har brug for stabile rammer for vedvarende elektricitet.

Mine sidste ord handler om transportsektoren. Transport er den mest ineffektive sektor. En bil har kun en effektivitet på 10-12 %, hvorimod elsektoren ligger på 40 % og opvarmningssektoren på 80-90 %. Derfor er det første arbejde i transportsektoren at skabe effektivitet gennem bindende effektivitet for biler, flytte biler fra vej til jernbane osv., og først da giver biobrændstoffer og andengenerationsbiobrændstoffer mening. Så har vi igen brug for stabile rammer indtil 2020, for ellers vil ingen investere i andengenerationsbiobrændstoffer.

Endelig vil jeg gerne takke alle de kolleger, der var med mig. Jeg synes, at vi gjorde det godt, og jeg håber, at vi får en god afstemning i morgen.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg vil gerne først udtrykke min taknemmelighed over for hr. Turmes, ordføreren for Kommissionens meddelelse om den vedvarende energis andel i EU samt over for alle hans kolleger, som har bidraget til betænkningen.

Spørgsmålet har voksende betydning, ikke kun som følge af de aktuelt høje oliepriser, men også for EU's mellem- og langsigtede politikker. Vi har allerede haft lejlighed til at tale om det i dag. Jeg vil gerne understrege, at selv om vi havde gjort ganske betydelige fremskridt inden for sektoren for vedvarende energi, skal der stadig gøres meget, selv med hensyn til målet for det samlede forbrug af vedvarende energikilder såsom grøn elektricitet og biomasse, da vi stadig er langt fra at opfylde målene for 2010. Kommissionen gør alt, hvad der står i dens magt for at opfordre og få medlemsstaterne til at overholde de mål. Det står klart, at vi skal og kan gøre det bedre.

Jeg nød virkelig at læse betænkningen. Den indeholder et sammenhængende og omfattende overblik over mulighederne på kort og mellemlang sigt inden for området for vedvarende energi.

Jeg kan forstå, at der var stillet ændringsforslag til at ændre dele af betænkningen. Da det er en initiativbetænkning fra Parlamentet, vil jeg ikke kommentere alle elementerne i betænkningen eller ændringsforslagene, men blot nævne nogle af betænkningens vigtigste punkter.

Først og fremmest var jeg imponeret over det store overblik over de muligheder, som vedvarende energi giver os. Det er tegn på, at vi kan ændre vores energimix på sigt.

Desuden var jeg meget tilfreds med at se, hvor komplekst og systemisk Parlamentet arbejder med energi på. De nævnte med rette, at liberalisering er forbundet med rimelige betingelser for den vedvarende elektricitet. De forbinder også energieffektivitet med vedvarende energi. De har en vision for anvendelsen af forskning, markedets optagelse og støtteordninger. Desuden taler De overbevisende for, at vedvarende energi er en del af den globale løsning på vores globale energiproblemer. Og endelig, men også meget vigtigt, forbinder De konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og miljøbeskyttelse.

Jeg hilser især punkterne om biomasse velkommen. Denne sektor er meget vigtig i udkastet. Jeg kan oplyse Dem om, at Kommissionen vil vedtage en handlingsplan ultimo november. Biomassen har et betydeligt energipotentiale inden for EU og skal udvikles. Jeg deler synspunktet om, at biomasseenergi er nøje forbundet med andre europæiske politikker. I det seneste forslag til Rådets afgørelse om udvikling af landdistrikterne foreslog Kommissionen at integrere biomasse og biobrændstoffer i udviklingen af landdistrikter som et vigtigt nyt marked i et bæredygtigt landbrug.

Det er indlysende, at direkte støtteforanstaltninger fortsat er afgørende fremover for at sikre, at de vedvarende energikilder trænger tilstrækkeligt igennem på markedet, og for at opfylde vores fælles mål. Som De ved, sigter Kommissionen på at vedtage en meddelelse om støtteordninger til bæredygtige energikilder mod slutningen af november.

Denne meddelelse vil være en god mulighed for at vurdere, de mange forskellige støtteordninger, der rent faktisk eksisterer i Europa. I meddelelsen skal vi også behandle de barrierer, som hæmmer udviklingen af vedvarende energikilder. De omfatter komplekse licensprocedurer og dårlig integration af vedvarende energi i lokalplanlægningen. Vi skal analysere de forskellige nationale systemer grundigt. På baggrund af deres indvirkning skal vi træffe beslutning om et langsigtet perspektiv.

Hvad angår opvarmning og afkøling, hilser jeg fru Rothes initiativbetænkning velkommen, som også vil være med til at få de passende initiativer frem. Jeg har set ændringsforslagene til opvarmning og afkøling, og Kommissionen vil nøje overveje, hvad der mere kan gøres i denne henseende.

I den nuværende situation med høje oliepriser skal vi handle beslutsomt og ambitiøst. Jeg fremsatte min fempunktsplan tidligere i dag, som Kommissionen støtter.

Jeg vil gerne takke ordføreren og Udvalget om Industri, Forskning og Energi endnu en gang for at have taget initiativ til at udarbejde den betænkning, der har gjort det muligt at have forhandlingen i dag, og som vil hjælpe Kommissionen med at fremsætte passende initiativer.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), ordfører for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. - (EL) Hr. formand, på vegne af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed vil jeg gerne takke ordføreren og rose ham for hans betydningsfulde betænkning.

Med de væsentlige fordele, som vedvarende energikilder giver, er det nu spørgsmålet, hvordan vi kan fremme udviklingen af dem endnu mere, så borgerne kan nyde godt af deres fordele i fremtiden. Der er taget nogle skridt, men Kommissionens seneste rapport peger også på væsentlige forsinkelser i forhold til de mål, der blev opstillet i direktiv 2001/77/EF. Derfor er vi nødt til at gøre mere, og jeg tror, vi bør koncentrere vores indsats om fire områder.

For det første skal vi skabe et mere gunstigt politisk miljø for vedvarende energikilder, og her har regeringerne en afgørende rolle, da de store multinationale firmaer desværre bliver ved med først og fremmest at investere i olie. Der er således brug for en pakke af incitamenter, så man tilskynder til alternative energiinvesteringer, og der bliver skabt profitable markeder.

Det andet indsatsområde er en passende lovramme til støtte for vedvarende energikilder. En ramme, som rækker ud over et energisystem, der - sammen med det tilhørende lovgrundlag - blev dannet i en tid, hvor vedvarende energikilder var et næsten ukendt begreb.

For det tredje skal vi have en øjeblikkelig udvikling i både offentlige og private investeringer i forskning, så der udvikles bedre og billigere teknologi, der har med vedvarende energikilder at gøre.

Og på det fjerde indsatsområde skal vi sætte bindende kvantitative mål frem til 2020 for hele produktionen fra vedvarende energikilder og for elektricitet, køling og opvarmning.

Det kan støtte 250.000 arbejdspladser, hvis vi investerer planmæssigt i fremtiden med henblik på udviklingen af energikilderne.

  Mairead McGuinness (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Landbrugsudvalget. - (EN) Hr. formand, jeg takker ordføreren for hans arbejde og overvejelse af Landbrugsudvalgets synspunkter i denne vigtige betænkning. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været et bedre tidspunkt for en betænkning om vedvarende energi. Da jeg kom til denne forhandling, lå olieprisen på 67 amerikanske dollar pr. tønde, og som bekendt er forsyningen begrænset. Og samtidig, hvis vi ser på EU's landdistrikter, hvor en stor del af de vedvarende energikilder vil komme fra, skriger de på at få bæredygtige alternative bedrifter.

Det er efter min mening beklageligt, at EU sandsynligvis ikke når sit mål om et forbrug af vedvarende energi på 12 % i 2010. Det står klart, at der i visse medlemsstater hverken er vilje eller tilbøjelighed til at tage behovet om at producere vedvarende energi alvorligt, mens andre medlemsstater arbejder sig fremad. I direktivet om biobrændstoffer er der fastsat et mål på 2 % for biobrændstoffer, der skal markedsføres inden årets udgang, men i Irland er der kun fastsat et mål på 0,03 % for biobrændstoffer.

Hvad angår hele området for biomasseproduktion - denne såkaldte sovende kæmpe blandt de vedvarende energiformer - som Kommissionen netop nævnte, er jeg glad for, at vi har en handlingsplan på dette område. Det hilses i høj grad velkommen.

Den fælles landbrugspolitiks bidrag til produktion af vedvarende energi via biomasse og biobrændstoffer skal anerkendes. Vedvarende energi kan bistå landdistrikterne ved at tilbyde spredningsmuligheder, sikre landbrugsindkomst og skabe arbejdspladser. Men der skal skabes incitamenter til at sikre, at de mange muligheder med vedvarende energi kan udnyttes fuldt ud. Især skal skattepolitikken ikke hindre udviklingen af den vedvarende energi.

Selv om vi er ivrige efter at opfordre landmændene til spredning, vil jeg gerne komme med en advarsel. Der er fremsat bekymringer over, at der kan være en tidsmæssig konflikt mellem produktionen af afgrøder til fødevarer og til nonfoodvarer, og det vil være beklageligt. Begge skal være bæredygtige og skabe indtægter. Jeg er enig i, at fremme af vedvarende energi skal prioriteres i politikken for udvikling af landdistrikterne fremover.

Jeg vil afslutte med at sige, at 60.000 mennesker deltog i en konkurrence i pløjning i Irland i går, hvor mange talte om hele dette emne om vedvarende energikilder, og en forsker, der har arbejdet utrætteligt i 20 år sagde til mig: "Endelig ser det ud til, at det er blevet vores tur."

(Bifald)

  Peter Liese, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil også gerne tilslutte mig takken til ordføreren Claude Turmes.

PPE-DE-Gruppen er tilhænger af vedvarende energi, men visse steder bør vi gøre Claude Turmes opmærksom på, at vi må forholde os mere realistisk til sagen. I den forstand lykkedes tingene til dels for vores udvalg ved afstemningen. Betænkningen indeholder mange positive punkter. Emnet biomasse var meget vigtigt for os, og det glæder mig, at det lykkedes os at stemme et helt kapitel ind. Vi ønsker en harmonisering af de europæiske elforsyningssystemer på lang sigt. Vi ved godt, at tingene ikke sker fra den ene dag til den anden. Men på lang sigt er vi også nødt til at skabe et europæisk marked med alle fordelene, bl.a. - og det er et andet vigtigt punkt for os - for at reducere omkostningerne. Pengene er begrænsede, og vi er nødt til at nå så langt som muligt med de penge, vi har til rådighed. Derfor skal vi udforme forsyningssystemerne således, at omkostningerne blive reduceret.

Vi har stadig visse problemer med det foreliggende udkast til betænkning. F.eks. synes vi, målet om 25 % i 2020 er problematisk, og har stillet ændringsforslag herom. Vi mener ikke, at vindenergi kun skal nævnes som noget positivt, men at man også skal tage højde for aspekterne med netstabilitet og lokalbefolkningens indvendinger. Vi mener, at man bør satse endnu mere på køling og opvarmning, end det allerede gøres i betænkningen, fordi man kan nå rigtig langt med få penge her: en stor reduktion af forbruget af fossile brændstoffer og en stor reduktion af CO2-udledninger. Det er også grunden til, at vi ønsker at støtte den vedvarende energi. Vi ønsker at begrænse afhængigheden af olie og gas, og vi ønsker at få hånd om klimabeskyttelsen.

Derfor anmoder jeg om støtte til PPE-DE-Gruppens ændringsforslag. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal arbejde sammen for den vedvarende energi i Europa.

  Mechtild Rothe, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vil også gerne indlede med at rette en hjertelig tak til ordføreren Claude Turmes. Tak for en fremragende betænkning og for det glimrende samarbejde. Trods de få kritiske ord, hr. Liese har fremsat, er jeg meget fortrøstningsfuld og tror, at betænkningen bliver vedtaget med stort flertal i morgen.

Netop her i den aktuelle oliekrise bliver det stadig mere klart, at begrænsede energikilder skal erstattes af vedvarende energikilder. Inden for de seneste år har vi i EU startet en vellykket strategi for udbygningen af den vedvarende energi, som også omfatter lovmæssige krav om opfyldelse af mål, f.eks. med hensyn til elektricitet og biobrændstoffer. Vi har opnået en markedspenetration og dermed ydet et vigtigt bidrag til klimabeskyttelsen. Med 300.000 arbejdspladser og en årlig omsætning på ca. 15 milliarder euro er dette også et vigtigt bidrag til Lissabon-strategien. Men disse bestræbelser er ikke tilstrækkelige.

Det er langtfra tilstrækkeligt at opfylde biobrændstofmålene - det er der allerede nogle talere, der har været inde på - og Kommissionen er nødt til på energisk vis at henvise en række medlemsstater til at opfylde elektricitetsmålene. Nogle af de forhindringer, der skal fjernes, er bureaukratiske barrierer, problemer med netkapaciteten og utilstrækkelige forsyningssystemer. For der er én ting, jeg endnu ikke har opgivet, og det er at opnå en fordobling til 12 % i 2010. Hvis vi skal nå dette mål, er det meget vigtigt, at vi får lukket lovgivningshullerne inden for opvarmning og køling. Dvs. at vi har brug for klare lovgivningsmæssige krav med klare mål for at kunne anspore til passende aktiviteter i medlemsstaterne og udtømme dette område så meget, som det er muligt med det meget store potentiale af biomasse, solvarmeelektricitet og geotermi. Dette er altså et meget vigtigt budskab til Kommissionen om at gå aktivt ind på dette område og give os en passende lovgivning.

  Vittorio Prodi, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, også jeg vil gerne takke hr. Turmes for det arbejde, han har udført, og for det arbejde, som vi har udført i fællesskab. Det er en meget vigtig betænkning, eftersom den genskaber balancen i en situation, hvor man har prioriteret centraliseret og koncentreret produktion af energi.

Vedvarende energi er i høj grad blevet negligeret. Nu kan vi endelig genoprette balancen og dermed give den vedvarende energi den forskningsindsats, som den ikke har fået før, men som den fortjener i betragtning af det væsentlige bidrag, den kan yde til dækningen af vores energibehov.

Den vedvarende energi er med til at sikre bæredygtigheden, eftersom den ikke afgiver CO2 og er CO2-neutral, og den sikrer vores uafhængighed på energiområdet og skaber arbejdspladser i EU - hvilket netop sker på et vanskeligt tidspunkt, sådan som vi kunne se i dag under forhandlingen om oliedokumentet - takket være en teknologi, hvor vi er de førende i verden.

Det bliver en indsats, hvor vi først og fremmest skal sørge for at få nøjagtig information om det bidrag, som den enkelte energikilde kan give. Jeg er sikker på, at dette bidrag bliver meget stort i absolut forstand - og at det vil være over enhver forventning - ikke mindst fordi produktionen bliver udbredt. Det vil føre til en større ansvarsfølelse og være et fremskridt for energieffektiviteten på grund af den generelle anvendelse af elektricitetsskabelse forbundet med en samtidig opvarmning og afkøling. Denne indfaldsvinkel skal have høj prioritet, da den er et konkret udtryk for vores indsats.

Jeg vil navnlig gerne minde om det bidrag, som biomassen giver. I de processer, hvor den omdannes til gas, kan den producere hydrogen direkte, hvilket som bekendt er meget vigtigt. Andre vedvarende energikilder såsom vindkraft har allerede givet et betydeligt bidrag, og andre igen er yderst lovende. Det er en sådan indsats, vi skal gøre, og jeg tror, at det takket være hr. Turmes og hans gruppe vil lykkes os at gøre et endnu større stykke arbejde.

  Umberto Guidoni, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil ligeledes gerne takke ordføreren, hr. Turmes, for det glimrende arbejde, som vi har udført i fællesskab.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at langt størstedelen af videnskaben efterhånden er overbevist om, at gasemissioner med drivhuseffekt er hovedårsagen til klodens temperaturstigning, og der er en begrundet mistanke om, at de nylige naturkatastrofers stadig større hyppighed og voldsomhed hænger sammen med den globale opvarmning.

For at reducere drivhusgasserne er vi nødt til at bringe olieæraen til ophør og satse på alternative energikilder, og her skal vi starte med den første alternative kilde, nemlig energieffektivitet. En politik, der tager sigte på forbedre effektiviteten og mindske spild, kan nemlig i løbet af få år give en besparelse på over 20 % af olieforbruget. En sådan mængde kunne være et resultat af en massiv overgang til vedvarende energi såsom vindenergi, solenergi og biomasse.

Kommissionens grønbog om energi er et godt udgangspunkt, men hvis den skal være effektiv, er det nødvendigt at sørge for forskningsprogrammer, der kan simulere udviklingen i bæredygtige og konkurrencedygtige energisystemer, også ved hjælp af flerårige forsøgsprojekter - f.eks. her i Europa-Parlamentet - og politikker, hvor man støtter de små og mellemstore virksomheder, der investerer i denne sektor.

Foruden omfattende investeringer skal der tages højde for økonomiske og skattemæssige incitamenter til fordel for alternative energikilder med henblik på udviklingen af den nødvendige infrastruktur - f.eks. til hydrogen - og for bæredygtig transport.

EU spiller en afgørende rolle, også når det gælder om at fremme de nationale politikker og sørge for EU-direktivernes konkrete gennemførelse. Kun med en samordnet indsats på tværs af kontinentet kan Europa blive en troværdig dialogpartner i de globale energipolitikker.

  Mieczysław Edmund Janowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne rose ordføreren for hans fremragende arbejde. De forskellige energikriser kombineret med udsigterne til, at vi opbruger de ikke-vedvarende organiske brændselsformer på grund af øget efterspørgsel samt behovet for at beskytte miljøet har ført til stigende interesse for vedvarende energikilder. Derfor glæder jeg mig over beslutningen om at diskutere emnet her i Parlamentet.

Hr. Turmes talte om solen. Selv hvis vi kunne brænde alle reserver af brændsel som olie, gas, kul og træ så effektivt som muligt, ville den energimængde, vi ville få ud af det, kun svare til den mængde solenergi, der når jorden på blot fire dage. Det er værd at bemærke.

Det spørgsmål, vi diskuterer, er af grundlæggende betydning, og det er uheldigt, at vi drøfter det så sent på aftenen med så få medlemmer til stede. Den foreliggende udfordring rummer mange aspekter, f.eks. teknologiske, forskningsmæssige, miljømæssige, klimamæssige, økonomiske, sociale og forsvarsmæssige aspekter for bare at nævne nogle få. Der bør træffes specifikke foranstaltninger i denne henseende overalt i Unionen under skyldig hensyntagen til det internationale samarbejde. Dette bør gennemføres i de enkelte lande ...

(Formanden afbrød taleren)

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Desværre har landene i EU ikke betydelige naturlige energireserver. For nogle få måneder siden behandlede EU's institutioner spørgsmålet om energisikkerhed i Europa. Ifølge en ganske vist platonisk udtalelse vil de europæiske landes afhængighed af eksterne energikilder stige fra 50 til 70 % i løbet af de kommende 20 år.

Hvis vi overvejer konsekvenserne af disse fakta, virker EU's energipolitik bemærkelsesværdigt naiv, navnlig med hensyn til at sikre en tilstrækkelig grad af energimæssig uafhængighed. Jeg støtter bestemt foranstaltninger til fordel for øget energieffektivitet, hvor man skaber forudsætninger for en øget andel af alternative og vedvarende energikilder samt energibesparende foranstaltninger. På den anden side må europæerne for at have en realistisk mulighed for at opfylde deres energibehov komme over deres fobi over for atomkraft og etablerede former for energiproduktion, der naturligvis gennemføres under nøje overholdelse af miljø- og driftsmæssige standarder. De europæiske institutioner bør også anlægge en mere langsigtet holdning til lukningen af eksisterende energianlæg. I den forbindelse må jeg kritisere beslutningen, som hovedsagelig var begrundet i politiske overvejelser, om at fremskynde afviklingen af atomkraftværket i Jaslovské Bohunice, selv om værket opfylder de driftsikkerhedsmæssige krav. Dette vil svække energipotentialet ikke kun i Slovakiet, men i hele EU, og fjerne ressourcer, der bl.a. kunne være brugt til at finansiere programmer for støtte til alternative energiformer.

  Nikolaos Vakalis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, vi ved godt, at spørgsmålet om fremme af vedvarende energikilder er af afgørende betydning.

Det understreges netop af den sidste krise. Jeg mener, at hr. Piebalgs' seneste fempunktsplan bevæger sig i denne retning.

Jeg vil nu tillade mig at henlede opmærksomheden på to spørgsmål.

For det første er det nødvendigt at fremme øsystemers uafhængighed i EU. I Grækenland har vi f.eks. mange øer, der er afskåret fra det nationale eldistributionsnet. Man bør prioritere at anvende avanceret hybridteknologi, hvor man kombinerer alternative energikilder og oplagringsteknologi, i de selvstændige energisystemer. På denne måde kan vi få selvstændige, decentraliserede produktionsenheder og samtidig vedvarende produktion og udbud af energi til forbrugeren.

Det andet spørgsmål drejer sig hovedsagelig om sol- og vindenergi. Det giver problemer at sammenkoble dem med de eksisterende energinet. Kommissionen er nødt til at undersøge bedste praksis med hensyn til forvaltning af nettene, så disse problemer bliver løst. Dette bør være vores hovedprioritet, hvis vi ønsker de vedvarende energikilder inddraget i hvert enkelt lands energisystem.

  Adam Gierek (PSE). - (PL) Hr. formand, energi fra vedvarende kilder bør udnyttes i henhold til de teknologiske prioriteringer i de enkelte lande. De klimatiske og landbrugsmæssige forhold i Polen betyder, at biobrændsel bør prioriteres til umiddelbar støtte med geotermisk energi på andenpladsen. Den hidtidige erfaring viser imidlertid ikke noget rosenrødt billede af elproduktion fra fast biomasse. Dette skyldes bl.a. den lave effektivitet ved omdannelse af varmeenergi til elektricitet og ligeledes logistiske og miljømæssige problemer. Desuden skal træbaseret biomasse tørres for at fjerne omkring 20 % af vandindholdet, og denne proces forbruger yderligere energi.

En anden prioritering for Polen kunne være energi fra husholdningsaffald. Ikke blot fornyer denne energikilde sig selv løbende, men den vokser faktisk i et dramatisk og alarmerende tempo. Pr. definition er den bestemt en vedvarende energikilde. Eksisterende teknologier som pyrolyse giver mulighed for at udvinde kulbrinter og effektivt omdanne dem til elektricitet. Dette giver to fordele: både energi og en form for sekundær genbrug og bortskaffelse af lossepladser. Kommissionen bør anerkende denne energitype som vedvarende energi.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Turmes har på sin egen uforlignelige måde udarbejdet en grundig betænkning, denne gang om en strategi for brugen af vedvarende energikilder. Betænkningen fortjener ros og taler for sig selv.

Man forudser, at verdens befolkning og energiforbrug vil blive ved med at vokse. Når vi taler om vedvarende biobrændsel og dyrkning af energiafgrøder, skal man være klar over, at energiproduktion konkurrerer med fødevareproduktion om de samme arealer. I lyset af de nuværende priser på olie og korn er det muligvis billigere at bruge korn til opvarmning frem for olie. Samtidig sulter et stort antal mennesker i verden. Det er sådan, markedsmekanismerne fungerer.

Mens jeg har fulgt De Grønnes energistrategi - og hr. Turmes er fra De Grønne - har jeg bemærket, at man er fjendtligt indstillet over for forskning i brugen af fusionsenergi. Som hr. Turmes går vi ind for at finansiere forskning i vedvarende energikilder og energieffektivitet under det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Vi må imidlertid ikke lade det ske på bekostning af forskning i nuklear fusion. Mennesket er nødt til at undersøge denne mulighed for energiproduktion grundigt. Det er en energiressource, som ligger midt mellem at være vedvarende og ikke-vedvarende. Vi står over for problemer, og hvis vi skal løse dem, må vi koordinere befolkningstilvækst, fødevareproduktion og vedvarende energiproduktion.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med en yderst informativ betænkning om de 21 former for vedvarende energi, som vil spille en stadig større rolle i det 21. århundrede, uanset om det drejer sig om klimaforandring eller forsyningssikkerhed for fossile brændstoffer og stigende priser.

Mit eget land, Irland, er unikt placeret til udvikling af grøn energi og grønne brændstoffer: Vi har det teknologiske grundlag, klimaet og nogle af de kraftigste vinde og bølger i Europa ud for vores atlanterhavskyst. Så sent som i går offentliggjorde vores minister en ordning til at støtte yderligere kapacitet for vedvarende energi på 400 megawatt. Trods alt det er ambitionen for vores sektor for vedvarende energikilder dog fuldstændig kuldkastet. Endnu en gang har ministeren misforstået det. Hans forslag er et forsøg på at trodse den økonomiske tyngdekraft. Han foreslår den eneste ordning i Europa, der skal lægge loft over priserne og mængderne. Det vil fuldstændig forstyrre konkurrencen på et marked, hvor de uafhængige producenter af vedvarende energi har det svært i forvejen.

Vi har ikke de facto-liberalisering af elektricitetsmarkedet i Irland. Undersøgelsen af konkurrenceforvridende praksis på elektricitetsmarkedet, som kommissær Kroes bebudede for seks måneder siden, vil uden tvivl vise, at ESB - vores elselskab - som den franske pendant EDF, stadig har et effektivt monopol og misbruger sin dominerende stilling som kontrollør for det nationale net i stedet for at øremærke produktionen fra netdrift med krydssubsidiering af uøkonomisk produktion af fossile brændstoffer med overskud fra det nationalt net. Frygten for, at ESB når som helst kan slukke for lyset får lovgiverne til at anlægge en meget forsigtig fremgangsmåde til at åbne markedet op på. Regeringen kan ikke gøre noget! Den har giver afkald på alle beføjelser til at udarbejde politik på dette særlige område. Loven fra 1999, som den irske kommission for energiregulering udarbejdede, havde en indbygget bestemmelse om, at regeringens politikhenvisninger skulle stoppe i 2002. Belejligt nok er ophavsmanden til loven nu chef for den irske kommission for energiregulering, som har carte blanche til at regulere uden regeringsinput eller -tilsyn. Nødvendig uafhængig voldgift bør ikke udelukke regeringens politikhenvisninger.

Vi har en effektiv marginal netpolitik, hvor hvert projekt kræver en netopgradering og skal kæmpe om adgang på ad hoc-basis. Det bureaukrati og den finansielle usikkerhed, som skabes for de vedvarende energikilder hermed, er betydelig. Det er på høje tid, at den irske regering tager kontrollen over at skabe en progressiv politik om vedvarende energikilder tilbage i Irland.

  Andres Tarand (PSE). - (ET) Jeg repræsenterer en medlemsstat, der helt klart indtager sidstepladsen i EU i brug af vedvarende energi. Grunden til dette er Estlands meget forurenende og yderst ineffektive - og alligevel monopolistiske - olieskifer-baserede energi. Den eneste delvis undgåelige grund til, at vi bruger denne energikilde, er, at prisen på olieskifer ikke er baseret på verdensmarkedsprisen, men i stedet fastsættes af en komité under økonomi- og kommunikationsministeriet. I forbindelse med rumopvarmning har vi således været uafhængige af prisudsving på verdensmarkedet.

Nu har virksomheder, der producerer olie ud fra olieskifer, tilsyneladende hævet deres priser betydeligt gennem en kartelaftale. Eftersom vedvarende energikilder ikke er indført i større omfang i Estland, har mange forbrugere ikke andre muligheder. Som vi alle ved, går prisstigninger især ud over de fattige.

I dag har Europa-Parlamentet fra morgen til aften diskuteret mulige foranstaltninger, der kan afhjælpe både de sociale og økonomiske konsekvenser. Vores økonomi- og kommunikationsminister trækker imidlertid på skuldrene og hævder, at han ikke kan gøre noget, hvis olieskiferselskaberne har bundet prisen på olieskifer til olieprisen. Prisen på selve olieskiferen er imidlertid ikke steget.

Moralen er, at EU må øge presset på regeringerne i de medlemsstater, der stikker hovedet i sandet. Jeg ønsker held og lykke til repræsentanten Andris Piebalgs, og jeg vil gerne takke Claude Turmes for at have taget et stort skridt i den rigtige retning.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne komme med nogle korte kommentarer.

For det første kan jeg forsikre Dem om, at Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan inden for dens retslige beføjelser, for at gennemføre de nuværende direktiver. For det andet har der været nok beviser i dag på nødvendigheden af et direktiv om anvendelsen af vedvarende energikilder til opvarmning og afkøling. Argumenterne herfor er meget kraftige.

Jeg vil også gerne nævne, at det er enormt vigtigt, at Miljøudvalget og Landbrugsudvalget blev hørt, men hvis formålet med de vedvarende energikilder skal være vellykket, bør andre udvalg også drøfte disse spørgsmål. Så længe det kun er Energiudvalget, bliver målene ikke nået. Det er et meget mere vidtrækkende spørgsmål - udvalget med ansvar for beskatning og andre udvalg, især de udvalg, der beskæftiger sig med den økonomiske udvikling, bør behandle disse spørgsmål.

Betænkningen om situationen for det indre marked er færdig til november. Så vil jeg med glæde drøfte situationen og udfordringerne i de forskellige medlemsstater med Dem. Markedsliberaliseringen er uden tvivl meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat.

Jeg takker ordføreren og alle andre, der har bidraget til denne meget gode betænkning.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Edit Herczog (PSE). - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer.

Jeg glæder mig meget over Turmes-betænkningen, hvori man skitserer fremtiden for vedvarende energikilder i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer i Lissabon-strategien. Jeg er også enig i, at vedvarende energikilder inden for rammerne af en konsekvent energipolitik kan have en gavnlig indflydelse på jobskabelse, miljøbeskyttelse, markedsintegration, forskning og udvikling, innovation samt en bæredygtig økonomisk udvikling i de kommende årtier.

Jeg vil imidlertid gerne påpege, at teknologier, der anvender vedvarende energi, er meget dyre, både med hensyn til deres absolutte værdi og effektivitet. Når det er sagt, er energiprisen, navnlig i den nuværende situation, et yderst følsomt spørgsmål i mange medlemsstater, i den grad, at den endda kan bringe selve den sociale samhørighed i fare. Derfor tror jeg, at før man går i gang med at udarbejde en overambitiøs politik for vedvarende energi, er det utroligt vigtigt at støtte samhørigheden mellem regioner, medlemsstater og mindre regioner samt integrationen af det europæiske energimarked gennem en omfattende energipolitik, der er baseret på en rimelig balance.

29. Menneskerettighedssituationen for minoriteter i Kosovo

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om menneskerettighedssituationen for minoriteter i Kosovo.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, denne erklæring besvarer de ærede medlemmers tre spørgsmål om romanibefolkningens menneskerettighedssituation i Kosovo.

Generelt vil det være rimeligt at sige, at hjemvendelsesprocessen for alle minoriteter i Kosovo er slået fejl indtil nu, hvor kun 13.000 er vendt tilbage siden 1999. Desuden vil det være rimeligt at vurdere, at romanisamfundet er meget dårligt stillet i Kosovo.

Kommissionen er bekymret over, at romaernes tvungne hjemvendelse måske ikke vil foregå inden for rammer, der sikrer, at de kan blive reintegreret på en sikker og bæredygtig måde i samfundet i Kosovo efter deres hjemvendelse.

I mellemtiden støtter Kommissionen romanisamfundet, hvor den kan, især gennem vores bistandsprogrammer til at forbedre deres levevilkårs overordnede bæredygtighed. Samtidig er personer, der tvinges til at vende tilbage, ikke en specifik målgruppe.

Det andet spørgsmål vedrører, hvorvidt princippet om non-refoulement respekteres fuldt ud, når romaflygtninge tvinges til at vende tilbage til Kosovo. Det er ikke inden for Kommissionens kompentenceområde at fastslå, hvorvidt princippet om non-refoulement respekteres fuldt ud eller ej.

Det endelige ansvar bæres af FN's midlertidige administrative mission i Kosovo, UNMIK, og af EU's medlemsstater, der har besluttet at tvinge romaerne til at vende tilbage til Kosovo.

I mellemtiden vurderede FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i marts 2005, at det var usikkert for kosovoserbere og kosovoromaer samt for kosovoalbanere at vende tilbage, hvor de er i mindretal. For ashkalier, egyptere samt goranier og bosniere vurderes det at være sikkert at vende hjem.

Så vidt det er Kommissionen bekendt, vedrører aftalen mellem UNMIK og den tyske regering om tvungen hjemvendelse kun minoriteterne ashkaliere og egyptere og ikke romaere og andre minoriteter.

Det tredje spørgsmål omhandler romaerne i Kosovo generelt. Alle situationsrapporter indeholder et kapital om den politiske situation og de kriterier, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i København i juni 1993.

Dette kapitel indeholder et afsnit om minoriteter og minoritetsbeskyttelse i kandidatlande og mulige kandidatlande, herunder de vestlige Balkanlande.

Denne års situationsrapport om Kosovo bliver ingen undtagelse og vil således indeholde en vurdering af minoriteternes situation, herunder romaerne. Dette emne bliver også overvåget regelmæssigt og behandlet i kommende situationsrapporter og i Kommissionens politiske dialog med Kosovo.

Naturligvis vil vi nøje undersøge, hvad ambassadør Kia Eide fremlægger i standardrapporten om Kosovo, som er færdig om nogle få uger. Den vil omhandle gennemførelsen af decentraliseringsforanstaltninger og det kritiske emne om minoritetsbeskyttelse. Rapporten bliver uundværlig, når vi skal beslutte, hvordan statusdrøftelserne om Kosovo sandsynligvis skal indledes i løbet af efteråret.

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, vi er uenige på mange punkter, men jeg håber, at det i det mindste vil lykkes os at opnå en vis konsensus på menneskerettighedsområdet. De kommer, hr. kommissær, fra et land, hvor der er forbilledlige minoritetsbestemmelser for den svenske minoritet i Finland. Vi havde jo selv et medlem her i huset, som bærer samme navn som De, og som tilhører denne minoritet.

Det er på høje tid, at vi i EU udvikler fælles standarder for minoriteter, ikke kun inden for EU - indrømmet, her er der slet ingen minoritetsstandarder, det er et problem - men også i vores forbindelser med kandidatlandene og de associerede lande. Vi kan ikke gang på gang vilkårligt plukke den ene eller den anden minoritet i det ene eller det andet land ud, vi bør derimod virkelig forsøge at skabe et fælles grundlag.

Efter min mening indeholdt Kosovos forfatning, som præsident Rugova havde udviklet under jorden, forbilledlige minoritetsrettigheder. Så kom massefordrivelsen af albanerne i 1999, og siden da har krigens sår blødt. Få år efter sådan en krig er det naturligvis de fordrevnes tilbagevenden, der er det vanskeligste kapitel. Men vi bør begynde med valgretten. Valgretten findes, og Kosovo-parlamentet har reserveret pladser til minoriteterne.

Jeg vil gerne spørge Dem, hvad De og hvad EU gør for, at alle minoriteter rent faktisk indtager de pladser i Kosovo-parlamentet, der tilkommer dem. Dernæst vil jeg spørge Dem, om De ved, at der overhovedet ikke findes nogen pladser til minoriteter i nabolandet Serbien. Hvad gør De for, at de standarder for valgret, der anvendes i Kosovo, hvor minoriteterne er repræsenteret overproportionalt i parlamentet, også bliver anvendt i Serbiens parlament, som med en 5 %-klausul, og fordi Serbien er en valgkreds, overhovedet ikke har nogen minoritetsmandater? Der er jo en skærende kontrast her!

Hvordan ser De på resultatet af statusspørgsmålet, der skal afklares under hensyntagen til denne problematik?

  Panagiotis Beglitis, for PSE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, jeg vil især gerne takke kommissær Rehn for hans objektive redegørelse for mindretallenes alvorlige situation i Kosovo.

Det er særligt foruroligende, at dette er første gang siden 1999, Europa-Parlamentet behandler spørgsmålet om mindretalsrettigheder i Kosovo. Denne dobbeltmoralske politik, denne selektive følsomhed over for det serbiske mindretal og de andre mindretal i Kosovo er virkelig problematisk.

Hvis vi ser på situationen, som den har udformet sig, på grundlag af rapporterne fra dels Flygtningehøjkommissariatet, dels FN's særlige udsending, vil vi bemærke, at der ingen forbedringer er sket i Kosovo med hensyn til beskyttelse af mindretals rettigheder efter de blodige begivenheder og drabene på serbere og andre minoriteter.

Vi ser et konstant etnisk blodbad, for ikke at sige en ny etnisk udrensning, mod minoriteterne i Kosovo, som udføres af de hårdeste etniske bander i Albanien. Ikke kun bliver FN's resolution 1244/1999 ikke overholdt, den undergraves også. Ingen af de otte kriterier, der blev opstillet ud fra princippet "standarder før status", er blevet overholdt, og jeg vil gerne spørge kommissæren, hvad EU's politik er, om EU vil gå med til, at der indledes forhandlinger i FN om Kosovos endelige status, uden at disse kriterier er overholdt.

EU har udarbejdet en europæisk strategi på grundlag af Det Europæiske Råds konklusioner fra Thessaloniki. Vi støtter et multietnisk og demokratisk Kosovo, der bevæger sig hen imod en optagelse i de europæiske institutioner. Men derudover må vi bidrage til, at der skabes stabile demokratiske institutioner.

Kommissionen bør udnytte EF-programmer som Cards til finansiering af udviklingsprogrammer samt programmerne inden for uddannelse, kultur og ungdom til gavn for alle Kosovos borgere. Den bør ligeledes finansiere restaureringen af minoriteternes kirker og kulturelle mindesmærker, navnlig det serbiske mindretals.

Jeg vil slutte med at sige, at Europa-Parlamentet selv bør tage ansvar.

  Viktória Mohácsi, for ALDE-Gruppen. - (HU) Hr. formand, sidst i juni måned blev jeg klar over, at 35.000 flygtninge er i store problemer i Tyskland. De var alle kommet fra Kosovo for seks år siden. De er alle romaer. Det er ligegyldigt, om vi kalder dem ashkalier eller "egyptere". I første halvdel af juli opfordrede alle gruppeformændene - undtagen fra de konservative - i et brev den tyske regering til at genoverveje sin beslutning. Tyskland havde nemlig besluttet af sende 35.000 romaer tilbage til Kosovo. Til det samme land, hvor der kun var 6.000 romaer tilbage ud af 150.000, og selv denne lille gruppe lever der under umenneskelige forhold. De lever i flygtningelejre i deres eget land. Der blev konstateret alvorlig blyforurening i flygtningelejren i det nordlige Mitrovica med blyniveauer seks gange højere end det normale, hvilket betyder, at mange børn lige siden er blevet født med forskellige handicap. Husene, som romaerne havde boet i før krigen, benyttes nu ulovligt af albanere eller andre, hvis ikke de er revet ned. Tyskland har i seks år overvejet, om man skal give romaerne flygtningestatus eller ej, og har nu besluttet at sende dem tilbage til Kosovo, til ingenting. Yderligere omkring 70.000 romaer bor fortrinsvis illegalt i andre lande i Europa eller på Balkan som Nederlandene, Sverige, Makedonien, Serbien osv.

Vi har ikke noget fædreland, der kan tage mod os, når vi står i en sådan situation. Da jeg foreslog denne forhandling, bad jeg rent faktisk Europa tage stilling i denne sag, ikke, at 10 MEP'er skulle diskutere mindretalsspørgsmål efter kl. 23.00 her i Europa-Parlamentet. Vi, Europa-Parlamentets medlemmer, må lægge pres på Tyskland. Deportationen må standses, og problemet med Kosovo skal løses.

  Elly de Groen-Kouwenhoven, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, siden FN's mission kom til Kosovo i 1990 har Kosovos Befrielseshær (UCK) anvendt tortur, voldtægt, drab, brandstiftelse og nedbrænding af romaernes huse som en måde at udføre etnisk udrensning på over for romanisamfundet fra Kosovo, herunder også ashkalierne og egypterne. FN's administrative mission har ikke fundet passende foranstaltninger til at berolige det kosovoalbanske flertal. Tværtimod bliver mange klare tilfælde af fremmedhad over for sigøjnere ikke bragt for retten, og der rejses end ikke tiltale.

I dag er Kosovo et menneskerettighedsvakuum. Romaerne har stadig utrolig vanskeligt ved at få adgang til boliger, sundhed og job, mens børn holder op med at gå i skole af sikkerhedsmæssige årsager eller på grund af pengemangel. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at mange hjemvendende sælger deres bolig, fordi de ikke ønsker at leve med frygt og uværdighed. I krig flygter borgere af enhver form for etnisk baggrund. Når krigen er ovre, er det uacceptabelt, at en eller to etniske grupper bydes velkommen som borgere og beslutningstagere, hvorimod andre opdager, at de tilhører dårligt stillede grupper, minoriteter og internt fordrevne. Denne dobbeltmoralske fremgangsmåde, der er baseret på etnisk baggrund, er det værste scenario for oprettelsen af en uafhængig stat.

Da drøftelserne om den endelige status nærmer sig, vil romaernes udelukkelse fra beslutningsprocessen være endnu et bevis på den manglende respekt for de østeuropæiske borgere.

Det paneuropæiske konsortium på højt plan ...

(Formanden afbrød taleren)

  Gisela Kallenbach (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, samtidig med mødet her i Parlamentet har den tyske tv-kanal ARD i dag overrakt mediepriserne 2005 under mottoet "integration og kulturel mangfoldighed i Europa". I kategorien "informationer i tv" præmierede man en rapport om tvangsdeportationer af asylansøgere og flygtninge ved daggry. Det er de hårde realiteter for måske snart tusinder af ashkalier/egyptere, der i princippet hører til romafamilien, og andre kosovoere, der ofte har levet i Tyskland eller andre europæiske lande i mere end 10 år, og hvis børn er født og integreret socialt dér. I Kosovo finder de desværre ikke de mest grundlæggende forudsætninger for en ny start på livet. Deres huse er ødelagt, arbejdsløshedsprocenten ligger på ca. 60 %. Den frie adgang til uddannelse, især for minoriteter, er ikke sikret. Det er efter min mening uansvarligt.

Hr. kommissær, jeg beder Dem om at gøre Deres bedste for at forhindre medlemsstaterne i at foretage tvangsdeportationer eller om i det mindste at give øget økonomisk støtte. Det gælder også for den allerede nævnte uacceptable situation for de ca. 700 romaer, der lever i lejre i det nordlige Mitrovica og ikke har tilstrækkeligt med penge til at flytte. Det er en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, tak for Deres bemærkninger, som jeg har taget ad notam. Vi vil tage højde for dem i vores kommende arbejde. Jeg vil begynde med at svare på spørgsmålene fra fru Mohácsi, fru de Groen-Kouwenhoven og fru Kallenbach.

Der findes tre lejre for internt fordrevne i det nordlige Mitrovica for romaer, ashkalier og egyptere. Lejrene lider af en kraftig blyforurening som følge af aktiviteterne i det tidligere minekompleks i Trepca, og dette udgør en alvorlig sundhedsrisiko for beboerne.

I juli 2004 offentliggjorde Verdenssundhedsorganisationen en rapport om forhøjede blodpladetal i de samfund og anbefalede en række hasteforanstaltninger, herunder evakuering af centrene. I april 2005 underskrev UNMIK, UNHCR, OSCE og præsidenten for kommunalforsamlingen i Mitrovica, hvor der blev skabt en ramme for, at de tidligere Mahala-romaere kunne vende tilbage til deres hjem i det sydlige Mitrovica. Desværre er denne proces endnu ikke gået i gang.

Hvad angår Mahala-romaere, var det ikke let at stille midler til rådighed, og derfor har vi formidlet anmodningen til alle EU's medlemsstater gennem forvaltningskomitéen og anmodet dem om at overveje at stille tilstrækkelige midler til rådighed. Vi vil fortsat nævne dette punkt på stedet gennem vores EU-forbindelseskontor og Det Europæiske Genopbygningsagentur, som stadig arbejder i området.

Jeg vil også gerne svare på hr. Posselts spørgsmål om minoritetsrettigheder i forskellige lande, i EU, i tiltrædelseslande og i vores partnerlande. Det er sandt, som hr. Posselt sagde, at der foregår mange overtrædelser inden for EU. Minoriteternes minimumsrettigheder er fastsat i de relevante dokumenter udarbejdet af Europarådet og den europæiske menneskerettighedskonvention. Visse EU-lande overholder nøje minimumsstandarderne, mens andre går videre og har et meget højt niveau for minoritetsrettigheder og -beskyttelse. Som kommissær med ansvar for udvidelsen står jeg i en vanskelig situation, da det er svært for os at gå ud over, hvad nogle EU-medlemsstater praktiserer. Ikke desto mindre må vi sætte handling bag ordene i samarbejdet med vores partnere, uanset om de er tiltrædelseslande eller et land i den vide verden.

Det skal alligevel tages i betragtning. Jeg er enig i, at der er basis for at arbejde mod en mere ensartet definition af minoritetsrettigheder. Efter min mening er menneskerettigheder generelt og minoritetsrettigheder kernen i den europæiske idé og EU. Derfor bør vi ikke betragte det som et stillestående produkt, men en dynamisk proces, hvor disse rettigheder videreudvikles på et stadigt højere niveau inden for EU og i hele Europa.

Endelig, hvad angår flere medlemmers spørgsmål om Kosovos fremtid og landets standarder og status, er der tydeligvis et presserende behov for den økonomiske og sociale udvikling i Kosovo. Arbejdsløshedsprocenten afhænger af, hvilken statistik der benyttes. Den er dog på mindst 40 % og er ofte over 50 %, og situationen på stedet er ekstremt vanskelig. Folk har i øjeblikket ikke noget håb. Derfor er det på høje tid at bevæge os fra stabilitet og genopbygning mod at definere status og arbejde med den økonomiske og sociale udvikling og med borgernes reelle behov. Derfor er tiden inde for EU til at bevæge sig fra en politik om standarder før status til en politik om standarder og status, så vi kan komme videre i statusdrøftelserne ved at sikre, at de snart kan indledes og foretages og afsluttes uden unødig forsinkelse.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at Rådet er nået til enighed på arbejdsgruppeniveau om retningslinjer for stabiliserings- og associeringsaftalen med Serbien og Montenegro med henblik på forhandling. Det er vigtigt, da vi således kan indlede forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen på femårsdagen for overgangen til et demokratisk styre i Beograd, og da det desuden vil gøre Serbiens og Montenegros europæiske udsigter konkrete og håndgribelige og bane vejen for en ægte dialog om Kosovo og en beslutning om landets status uden ugrundet og unødig forsinkelse.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Katalin Lévai (PSE). - (HU) Romaer, der bor i Kosovo, udsættes regelmæssigt for racediskrimination. Diskriminationen påvirker dem på alle områder af deres hverdag. De bor i interneringslejren i Mitrovica under umenneskelige forhold, deres helbred er i fare på grund af giftigt vand i brøndene, og de lokale myndigheder træffer ikke de nødvendige foranstaltninger for at løse problemet.

Romaer, der kommer fra Kosovo, bør tildeles flygtningestatus. Vi hører ofte om romaer, der hjemsendes, på trods af, at den gældende folkeret helt klart forbyder hjemsendelse af flygtninge. I den forbindelse vil jeg også gerne henlede Deres opmærksomhed på retten til familiesammenføring, som giver romaer, ligesom alle andre immigranter, ret til beskyttelse i medlemsstaterne sammen med deres familier.

I henhold til det europæiske charter om grundlæggende rettigheder skal legal indvandring være mulig for alle ofre for umenneskelig behandling og krig, som er blevet tvunget til at forlade deres land, fordi de har levet i konstant frygt og fare, er blevet forfulgt, deres hjem er brændt ned, og de har været i konstant livsfare.

Vi må finde en løsning for at kunne beskytte disse ofre. Vi skal være særligt opmærksomme på børnenes situation, fordi de er særligt sårbare. Efter min mening bør spørgsmålet om immigration tages op til fornyet overvejelse, så vi kan udarbejde en solid europæisk immigrationspolitik. Mulighederne for illegal indvandring skal reduceres, og alle legale indvandrere i EU skal ydes hensigtsmæssig beskyttelse.

Der går rygter om 38.000 flygtninge i Vesteuropa, der tvangshjemsendes til et land, hvor deres menneskerettigheder ikke er sikret. Jeg vil respektfuldt bede om alle de øvrige medlemmers støtte i denne sag, så en sådan situation aldrig kan opstå i vores Europa.

30. Handlingsprogram for trafiksikkerhed

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0225/2005) af Vatanen for Transport- og Turismeudvalget om et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave (2004/2162(INI)).

  Ari Vatanen (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, det er en skam, at forhandlingen finder sted så sent, for det kan også være en sikkerhedsmæssig fare at køre hjem på tom mave. Forhandling om færdselssikkerhed er et holdningsspørgsmål. Det er et spørgsmål og en prøve på, hvordan vi vurderer menneskeliv. Det er, hvad det drejer sig om: Er menneskeliv værdifuldt for os?

Tallene om færdselssikkerhed er lige så dystre og barske som vejret udenfor i aften. Der er ca. 50.000 dødsofre hvert år, og ca. 2 millioner mennesker kommer til skade. Færdselsuheld er den vigtigste dødsårsag for aldersgruppen under 50. Det koster ca. 2 % af BNP, svarende til 200 milliarder euro. Men det er kun penge. Vi skal indse, at det drejer sig om menneskelig lidelse.

Hvorfor gør vi så lidt? Det er fordi, det ikke er Concorden, der styrter ned, det er ikke Det Forenede Kongeriges og Frankrigs stolthed, der styrter. Da det skete, blev der straks nedlagt startforbud mod alle Concord-fly. Alle midler blev prøvet i forsøg på at løse problemet. Men når det drejer sig om færdselssikkerhed, handler det kun om en familie, der græder her, og en anden, der græder der. Deres liv er ødelagt, amputeret. Det kommer man sig ikke over. Det skal man leve med. Og måske ved kun de personer, der har oplevet det, hvad en families sorg betyder. Da jeg var lille, var jeg og hele min familie involveret i et biluheld, hvor min far blev dræbt. Jeg kan huske, at han lå op ad rattet og angsten i mit bryst. Jeg er sikker på, at den erfaring har givet mig et større indre handicap, end jeg tør erkende.

Der er stadig meget, som vi kunne og kan gøre. Først og fremmest retshåndhævelse. Det er ganske vist ikke et EU-anliggende og ligger ikke inden for vores kompetenceområde, men det er langt den mest effektive måde at få ting gjort på - gennem retshåndhævelse - ved blot at rette sig efter og overholde de gældende regler. På vej hertil i aften så jeg, at det franske politi var ved at foretage en alkoholkontrol. Da der kom flere radarer på de franske veje, faldt antallet af dødsofre straks.

Nogle gange tror jeg, selv om det er et spørgsmål om subsidiaritet, at EU-borgerne skulle beskyttes imod deres respektive regeringer. Jeg er ked af at sige det, men sådan er det, for vi har tilsyneladende ikke indset problemets omfang. Der er utroligt store uoverensstemmelser mellem de forskellige medlemsstater. Det er op til otte gange mere sikkert i Det Forenede Kongerige eller i Sverige end i nogle af de nye medlemsstater - otte gange - tænk engang, at forskellen kan være så stor! Vi må lære af hinanden. Fra nu af må vi foretage en nøje undersøgelse af, hvad der foregår fra land til land. Vi må gøre det gennemsigtigt, så folk ved, hvad der foregår, så de kan råbe op om det, så de kan skabe politisk pres. Vi skal samordne vores handlinger og udbrede bedste praksis. Hvis vi begår fejltagelser, hvorfor skulle fejltagelserne så begås i de lande, som stadig er på vej mod udvikling?

Vi skal fremhæve gode og dårlige eksempler. Det fører til handling. Når folk er vågnet op, vil de kræve handling fra politikerne i de forskellige medlemsstater.

På EU-niveau kan vi fremme ny teknologi, og vi kan fremme nye biler med skattemæssige tilskyndelser. På nuværende tidspunkt er en kinesisk bil på vej ind på det europæiske marked uden EU-godkendelse. Det bør stoppes, da det er direkte farligt. Vi skal investere flere penge i infrastruktur. Vi bør have et direktiv om infrastrukturen for vejnettet i TEN. Europæerne er mobile takket være det europæiske vejnet. Det er ikke berettiget eller retfærdigt over for den europæiske konkurrenceevne, at vi bør bruge så mange penge på jernbaner, som tjener så lille et formål i forhold til vejnettet. Tildelingen skal være rimelig.

Situationen ser dog ikke så dyster ud. Trafikken er tredoblet siden 1970, og alligevel er antallet af dødsofre halveret. Kulturer kan altså ændre sig. Vi må tro på den nye generation. I sidste ende er den enkelte altid ansvarlig, uanset hvad vi gør. I sidste ende er vi ansvarlige.

Hr. formand, jeg ved, at min taletid er slut. EU skal handle beslutsomt. Når vores tid virkelig er slut, sker det forhåbentlig ikke på en vej. Der er stadig mange små drenge derude, der venter på deres far.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil begynde med at takke hr. Vatanen for hans udmærkede arbejde. I de kommende måneder vil Kommissionen fremlægge en vurdering af det tredje handlingsprogram for trafiksikkerheden, og hr. Vatanens komplette og afvejede betænkning vil være et nyttigt grundlag for Kommissionens overvejelser i forbindelse med udarbejdelsen af denne midtvejsevaluering.

Betænkningen viser behovet for fælles initiativer på EU-plan. Som opfølgning på hvidbogen fra 2001 om europæisk transportpolitik havde EU allerede dengang sat sig det mål at halvere antallet af trafikdræbte i de 15 medlemsstater inden 2010. Fordelen ved dette mål var, at det mobiliserede det enkelte land inden for rammerne af dets nationale kompetencer. Resultaterne er mærkbare. I dag har en række medlemsstater i det udvidede EU gjort bemærkelsesværdige fremskridt ved at gennemføre troværdige og overbevisende kontrol- og sanktionspolitikker. I andre lande er der imidlertid gjort mere beskedne fremskridt, og det viser, at der stadig skal gøres en betydelig indsats.

Vi må erkende, at EU's politik for trafiksikkerhed for længe har været på fosterstadiet på grund af subsidiaritetsprincippet. De behøver blot at tænke tilbage på den mislykkede debat om fastsættelse af en generel promillegrænse, og de nuværende problemer med at få visse medlemsstater til at vedtage det reviderede direktiv om kørekort, selv om det er vigtigt for at forhindre svindel, vidner også om det.

Uden at foregribe den midtvejsevaluering, som Kommissionen snart offentliggør, er der tre punkter i hr. Vatanens betænkning, som er værd at nævne. For det første skal vi sikre, at de væsentlige regler, hvad enten det drejer sig om hastighedsgrænser, promillegrænser eller kravet om at bruge sikkerhedssele, bliver overholdt. For tiden kan vi konstatere, at medlemsstaternes indgreb mod førere, der overtræder disse regler, er begrænsede på grund af manglende grænseoverskridende samarbejde.

Jeg takker særlig hr. Vatanen for at tale for et betydeligt tættere samarbejde mellem medlemsstaterne om kontrol med og behandling af forseelser. Jeg gør opmærksom på, at Kommissionen næste år agter at lancere et initiativ til en bedre organisering af grænseoverskridende håndhævelse af lovgivningen.

Det andet punkt vedrører forbedringen af infrastrukturen. Der kan gøres fremskridt overalt, og i nogle medlemsstater er der brug for en betydelig indsats. EU bidrager allerede via samfinansieringen inden for strukturfondene til opførelse af mere sikker og moderne infrastruktur. Som hr. Vatanen sagde, kunne et lovgivningsinstrument vise sig at være nødvendigt for at gøre konsekvensanalyser, kontroller og trafiksikkerhedsinspektioner, herunder behandling af "sorte pletter", mere systematiske.

Min tredje bemærkning er, at teknologisk innovation i køretøjer er et afgørende element for trafiksikkerheden. Der er indledt en dialog mellem Kommissionen og den europæiske bilindustri. Det drejer sig om initiativet CARS 21. Som led i dette initiativ afholder Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse snart et parlamentsforum. De tekniske standarder, der er nødvendige for at muliggøre innovationer, spiller en vigtig rolle, men vi skal, som hr. Vatanen gør opmærksom på, kende udgifterne og fordelene ved disse innovationer, før vi gør anvendelsen almindelig udbredt. Det er i denne ånd, at Kommissionen for tiden vurderer mulighederne for nye initiativer til tilskyndelse til montering af spejle, der kan eliminere den blinde vinkel, og brug af kørelys i dagtimerne.

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg minder om, at opinionsundersøgelser viser, at trafiksikkerhed står øverst på listen over EU-borgernes bekymringer, hvilket er i overensstemmelse med det, hr. Vatanen har forklaret så godt, idet han illustrerede sit indlæg med nogle meget bevægende personlige minder.

EU kan ikke fortsætte med ikke at gøre noget stillet over for borgernes bekymringer. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til subsidiariteten, men i lyset af den stigende internationale trafik på de transeuropæiske net, dvs. antallet af udenlandske førere på hovedfærdselsårerne i det enkelte land, kan vi ikke undgå at spørge os selv, om de nuværende grænser for EU's aktioner er de rigtige grænser, og om vi simpelthen i subsidiaritetens navn skal beslutte at lade medlemsstaterne selv klare denne plage.

For at nå det ensartede fælles mål, som er at begrænse antallet af trafikdræbte inden 2010, skal udvekslinger af god praksis og de indledende overvejelser ud over de initiativer, som jeg allerede har nævnt, være så åbne som mulige og særlig vedrøre foranstaltninger, som er målrettet mod erhvervschauffører og unge chauffører, der er særlig disponeret for ulykker. Hr. Vatanens betænkning kommer derfor i rette tid. Jeg vil takke ham for hans meget åbne overvejelser vedrørende problemet som helhed, og jeg vil lytte opmærksomt. Hr. formand, nu til kommentarerne fra parlamentsmedlemmerne, som jeg ved er opsatte på at gøre fremskridt i den gode sag trafiksikkerhed.

  Dieter-Lebrecht Koch, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, forestil Dem, at det er den 31. december, og vi får følgende melding: 50.000 mennesker i Europa dræbt, flere millioner alvorligt såret. Tænk, hvilken sindsoprivelse, hvilket skrig denne information ville udløse! Men menneskene er ligeglade, uberørte. Var meldingen forkert? Nej. Men det handlede blot om de ofre for trafikulykker i EU, der indgår i årets statistik.

Har vi virkelig allerede gjort tilstrækkeligt for at modvirke ligegyldigheden over for trafikulykker og for at øge trafiksikkerheden? Er køretøjer måske moderne våben i hænderne på millioner af europæere? Vær ikke bekymret: Der er ikke noget parlamentsmedlem, der overvejer at forbyde køretøjer. Det, der skal forbedres i afgørende grad, er blot omgangen med dem.

Jeg vil gerne takke og lykønske hr. Vatanen med en glimrende betænkning. Det er lykkedes ham at påpege kompleksiteten og interaktionen af risikopotentialet på vores veje, således at både Kommissionen og medlemsstaterne kan blive forpligtet til at gøre mere for at opnå sikkerhed på Europas veje.

Vi opfordrer udtrykkeligt Kommissionen til at bidrage til at fremskynde gennemførelsen af handlingsprogrammet og opmuntrer den derudover til at udvikle et langsigtet koncept for sikkerhed på vejene, som rækker langt videre end 2010, og som er baseret på nulvisionen, dvs. undgåelse af alle dødsofre for trafikuheld.

Jeg bifalder valget af integre