Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 15. november 2005 - Strasbourg

30. Kernekraftværker

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

betænkning (A6-0282/2005) af Harms for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om forslag til Rådets forordning om gennemførelse af protokol nr. 9 til akten vedrørende vilkårene for Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union, om Bohunice V1-kernekraftværket i Slovakiet (KOM(2004)0624 - C6-0205/2004 - 2004/0221(CNS)) og

betænkning (A6-0279/2005) af Harms for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om anvendelsen af de finansielle ressourcer beregnet til nedlukning af kernekraftværker (2005/2027(INI)).

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil allerførst benytte lejligheden til at takke fru Harms hjerteligt for de glimrende betænkninger, som hun har udarbejdet om de to emner, der skal debatteres i aften. Jeg vil også sige, at jeg påskønner kvaliteten af de debatter, der har fundet sted i Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Jeg vil gerne sætte Kommissionens forslag og til en vis grad debatten i aften ind i en større sammenhæng.

Vi befinder os sandsynligvis i begyndelsen af en langvarig periode med høje olie- og gaspriser på de internationale markeder og med en stærkt stigende efterspørgsel på verdensplan. Som følge af denne nye situation må vi reagere beslutsomt og ambitiøst. Vi har allerede diskuteret fempunktsplanen ved tidligere lejligheder. EU's umiddelbare mulighed er at reagere på efterspørgselssiden, eftersom det største spillerum i EU ligger der.

Når vi taler om energiforsyning, vil jeg understrege, at valget af energiforsyning er op til de enkelte medlemsstater. De bestemmer selv, hvilket energimix de foretrækker, naturligvis inden for de rammer, som EU har fastlagt, f.eks. forpligtelser til begrænsning af CO2-emissioner eller fremme af vedvarende energi.

Kerneenergi tegner sig i dag for en tredjedel af elektriciteten i EU. Kerneenergiens rolle er knyttet tæt sammen med en klar strategi for sikkerhed i forbindelse med nukleare materialer og ikkespredning, strålingsbeskyttelse, nuklear sikkerhed, pålidelig bortskaffelse af radioaktivt affald og sikker nedlukning af nukleare anlæg. Debatten i aften vil ikke dreje sig så meget om kernekraftværker, men om nedlukning af nukleare anlæg, hvad enten det sker i forbindelse med udløbet af deres levetid, eller det drejer sig om kraftværker i nye medlemsstater, som ikke kunne moderniseres til en overkommelig pris.

Finansiering af nedlukning er et vanskeligt spørgsmål, og der anvendes forskellige strategier i medlemsstaterne. Kommissionen har forelagt sin rapport om nedlukning, som behandles i dag på Europa-Parlamentets foranledning. Det anerkendes i rapporten, at der var et øget behov for gennemskuelighed og harmonisering af forvaltningen af de nødvendige finansielle ressourcer. Derfor har Kommissionen planer om at vedtage henstillinger om finansieringsordninger øremærket til nedlukning.

Det samarbejde, der er opstået i løbet af 2005 med medlemsstaterne og gennem de frugtbare debatter, der er indledt med Europa-Parlamentet om nedlukningsordninger, vil føre til, at der kan ske betydelige fremskridt på dette vigtige område.

Hvad angår det særlige spørgsmål om nedlukning af Bohunice, er der i tiltrædelsesprotokollen fastsat rammer for tidlig lukning af Bohunice. Den bistand, der ydes for at sikre tidlig lukning af de to reaktorer på Bohunice-kernekraftværket, er et udtryk for Fællesskabets solidaritet med Den Slovakiske Republik, som understreger, at Kommissionen og medlemsstaterne erkender de store udfordringer ved en sådan tidlig lukning.

Det er Kommissionens ansvar at overvåge lukningstilsagnene og yde støtten gennem de mekanismer, den har til rådighed. Det har vi gjort med de årlige støtteforpligtelser for 2004 og 2005, og jeg forudser ingen vanskeligheder med bidraget for 2006.

I protokollen til tiltrædelsestraktaten erkendes det, at nedlukningen må fortsætte i flere år, og at den vil være en betydelig finansiel byrde for Slovakiet. Derfor vil beslutningen om EU's bistand efter 2006 tage dette forhold i betragtning.

På den baggrund og med henblik på at forelægge sit forslag til de nye finansielle overslag udarbejdede Kommissionen det forslag til forordning, som vi nu hører Deres mening om. Vi mente, at det var nødvendigt fortsat at yde støtte, fordi Kommissionen erkender, at nedlukning er en proces. Støtteniveauet i vores forslag er baseret på en fortsættelse af den støtte, der blev aftalt under tiltrædelsesforhandlingen i protokol nr. 9. Beløbet på 237 millioner euro indgår i de finansielle overslag, der for øjeblikket er under forhandling. Derfor forbeholder Kommissionen sig sit standpunkt vedrørende ethvert ændringsforslag om finansiering, som indgår i de finansielle overslag.

Jeg håber, at jeg med disse få ord om de to betænkninger, der er til debat, bidrog til at sætte tingene i perspektiv og forklarede, i hvilken ånd og med hvilke formål Kommissionens forslag blev udarbejdet og vedtaget.

  Rebecca Harms (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, de betænkninger, som jeg fremlægger i aften, handler om finansieringen af nedlukning af atomkraftværker generelt og i et konkret tilfælde. Jeg beklager meget, at vi diskuterer dette emne så sent om natten, for sagen er faktisk som helhed så fastkørt og så alvorlig, at jeg ville ønske, vi havde fuldt dagslys og fuld opmærksomhed for problemet, sådan som det var tilfældet i debatten om emnet Reach.

Kommissionen præsenterede i år sin første meddelelse om forberedelsen af finansieringen af nedlukning af og oprydning efter atomanlæg i de medlemsstater, hvor der drives atomkraftværker.

Denne meddelelse er mildt sagt ufuldstændig. Det skyldes imidlertid for en gangs skyld ikke Kommissionen, men regeringerne i medlemsstaterne, som stadig er meget uvillige til at fortælle sandheden om atomindustriens gamle og kommende byrder.

Kommissionens meddelelse viser, hvor lidt forureneren betaler-princippet gælder for atomindustrien i Europa. Fonde, som har tilstrækkelige midler til at finansiere nedlukningen af atomkraftværker og oplagring af alt atomaffaldet, er desværre en undtagelse i Europa, bestemt ikke reglen. Når det gælder de manglende hensættelser til bortskaffelsen, ligner de østlige medlemsstater mærkeligt nok de vestlige medlemsstater meget mere, end nogen af os bryder os om. I Frankrig, som er EU's førende atomnation, antager Revisionsretten, at skatteyderne en dag vil komme til at betale for EDF's, altså atomindustriens, byrder. I England har staten - altså skatteyderne - påtaget sig startfinansieringen af oprydningsfondene, 1,5 milliarder euro ifølge Kommissionens skøn. Og det er ikke sikkert, at det er sidste gang, den engelske atomindustri går i borgernes lommer. Nedlukning af et atomkraftværk skønnes at koste fra 200 millioner euro til 1 milliard euro. Så De kan forestille Dem, hvad der kan komme.

Lad mig præcisere den finansielle dimension af hele problemet. I Europa drives der i dag 149 atomkraftværker, og i betragtning af deres alder og tekniske tilstand går Kommissionen ud fra, at 50-60 af disse reaktorer må tages af nettet i løbet af de kommende 20 år. I langt de fleste tilfælde er der enten slet ikke eller kun i utilstrækkeligt omfang sørget for nedlukningen og oprydningen.

Hvornår og hvordan man begynder nedlukningen af et atomkraftværk efter afkoblingen, hvordan oprydningen bliver organiseret, det er også efter selve afkoblingen af central betydning for at undgå radioaktiv belastning af miljø, beboere og de arbejdstagere, som udfører nedlukningen. Denne beslutning om, hvordan og hvornår man nedlukker, må efter min mening - og nok også efter de medlemmers mening, som vil føre en ansvarlig miljøpolitik - udelukkende træffes ud fra sikkerhedskriterier, og sikkerheden må under ingen omstændigheder prioriteres lavere end atomindustriens finansielle interesser.

Det bliver alt sammen meget dyrt, og alle disse penge, som overhovedet ikke er til rådighed i dag, skal netop ikke kun være til rådighed på et bestemt tidspunkt, men muligvis løbende over mange årtier. I betragtning af konkurser i erhvervslivet og industrien og i betragtning af de internationale hedgefondes voksende appetit også på europæiske virksomheder kan jeg egentlig kun opfordre Kommissionen til at sætte skub i medlemsstaterne for at få dem til at få atomindustrien til langt om længe også økonomisk at sørge for de byrder, som de producerer. Til det formål skal der efter min mening oprettes fonde.

F.eks. kan vi i Tyskland i dag gå ud fra, at atomindustrien faktisk har hensat 30 milliarder euro. Hvor disse penge befinder sig i dag, kan man imidlertid ikke sige, for dette beløb - 30 milliarder, det er trods alt lige så meget som alle de baltiske staters bruttonationalprodukt tilsammen - benyttes til indkøbsture inden for og uden for vores kontinent. Man opkøber gerne andre energiforsyningsvirksomheder, og man opkøber gerne inden for vandforsyning eller telekommunikation, faktisk i alle brancher med netkarakter. Pengene skal arbejde, hører jeg altid, når vi diskuterer det. Men heller ikke i Tyskland er der i dag nogen, der kan garantere mig, at de milliarder, som vi skal bruge i 2030, 2040 eller 2050, faktisk vil være til rådighed til den tid. Jeg mener, at vi på den ene side skal arbejde for at sikre, at midlerne til oprydning er til stede, men jeg mener også, at der må sættes en stopper for den markedsforvridende, konkurrenceforvridende anvendelse af disse hensættelser, som jo er blevet opkrævet hos elektricitetskunderne med henblik på hensættelse.

Med denne kompromistekst, som jeg i dag fremlægger her i salen med min initiativbetænkning, og som vi skal stemme om i morgen, vil jeg gerne opmuntre Kommissionen til at skride ind over for misforholdene inden for hensættelserne til oprydning. Jeg er stadig overbevist om, at det er rigtigt, at ansvaret for atomaffaldet er nationalt. Men jeg er lige så overbevist om, at der i Europa mangler fælles, strenge kriterier for etablering af fonde fra virksomhedernes side. Forureneren betaler-princippet skal gennemføres efter min mening. De finansielle hensættelser til nedlukning og oprydning skal desuden følge de højeste sikkerhedsstandarder. Oprydningsfonde på virksomhedsniveau, som ikke blandes sammen med det almindelige budget, og som desuden kontrolleres eksternt, ville på den ene side give større nuklear sikkerhed, og samtidig ville vi undgå, at atomindustrien igen og igen regelret malker offentlige midler.

Det er ærgerligt, at vi i udvalget nok kunne blive enige om den retning, som oprydningshensættelserne skulle have, men at vi ikke kunne blive enige om detaljerne og vedtage en liste over kriterier, som vi kunne give Kommissionen med på vejen i dens forhåbentlig engagerede videre arbejde. Hvis De stadig ønsker det, mine damer og herrer, så støt de ændringsforslag, som min gruppe stiller, for at skabe mulighed for det, som jeg lige har foreslået Dem.

Konkret behandler vi i dag imidlertid ikke kun hensættelserne generelt, men udtrykkeligt problemet med nedlukningen af atomkraftværket Bohunice. Det er blevet besluttet at lukke Bohunice på grund af sikkerhedsmangler, som ikke kan afhjælpes med tekniske udbedringer. Under EU's Phare-program er der frem til 2006 allerede betalt 240 millioner euro i EU-midler til Slovakiet i forbindelse med nedlukningen af Bohunice. Disse midler skal anvendes til sikkerheden omkring Bohunice og også sikre en økonomisk udligning for den fremrykkede nedlukning. Kommissionen foreslår efter den første betaling nu yderligere 237 millioner euro til nedlukningsforanstaltninger og erstatning. Ud fra mit kendskab til udgifterne til nedluknings- og oprydningsforanstaltninger mener jeg, at dette forslag er rimeligt.

Jeg afviser imidlertid udtrykkeligt forslaget om at forhøje midlerne til 400 euro - der er initiativer i denne retning fra både venstre og højre side. Falske løfter hjælper os ikke, hverken til at få accept for den europæiske politik eller til at garantere sikkerheden i Bohunice. Jeg vil arbejde for, at der gives de midler, som Kommissionen anser for nødvendige. Det vil jeg også arbejde for i forbindelse med diskussionerne om de finansielle overslag og i forbindelse med de næste perioders budgetdebatter. Men jeg vil samtidig arbejde for, at disse midler, hvis vi altså kan betale dem, det afhænger jo af de finansielle overslag, virkelig bliver anvendt til gavn for sikkerheden for borgerne i Slovakiet og i EU. Jeg vil på det bestemteste modsætte mig, at virksomheder som Slovenské Elektrárne eller ENEL i Italien bruger disse penge til at bygge nye atomkraftværker med.

Som ordfører og som atomkraftmodstander ville jeg gerne have anbefalet Dem at støtte PPE-Gruppens ændringsforslag 18, som også støttede Kommissionens forslag, hvad midlernes størrelse angår. Desværre er forslaget blevet trukket tilbage. Derfor anbefaler jeg Dem, hvis De vil handle realistisk og ærligt i Slovakiet, at De i morgen stemmer mod ændringsforslag 12 og arbejder for, at kommissær Piebalgs fornuftige forslag bliver gennemført.

  Ján Hudacký, for PPE-DE-Gruppen. - (SK) Det er almindeligt kendt, at Slovakiet under politisk pres fra EU under tiltrædelsesforhandlingerne accepterede en tidlig lukning af atomkraftværket i Jaslovske Bohunice, selv om anlægget efter en opgradering af alle sikkerhedssystemer nu opfylder alle sikkerhedsstandarder. Denne kendsgerning er blevet bekræftet af Det Internationale Atomenergiagentur. Udgifterne alene til opgraderingen løb op i 250 millioner euro. På den anden side har EU påtaget sig at dække en del af udgifterne. For perioden 2007-2013 har Kommissionen foreslået et bidrag på 237 millioner euro, men dette er langt fra de samlede udgifter beregnet på baggrund af den slovakiske regerings seneste undersøgelser.

Kommissionen har baseret sin beregning af nedlukningsudgifterne og den resulterende størrelse af bidraget på forældede og temmelig tvivlsomme metoder, som kun tager højde for selve nedlukningsprocessen. Ifølge de seneste undersøgelser beløber de samlede direkte udgifter sig til 1,3 milliarder euro, de indirekte udgifter beløber sig til 1,8 milliarder euro, og tabene som følge af den manglende energiproduktion beløber sig til 1,5 milliarder euro, idet der antages en levetid for anlægget frem til 2015.

De samlede udgifter inklusive den tabte produktion når således op på 4,6 milliarder euro. På baggrund af disse kendsgerninger har Udvalget om Industri, Forskning og Energi i sin reviderede betænkning foreslået at forhøje EU's finansielle bidrag for 2007-2013 til 400 millioner euro. Dette forslag er også et positivt kompromis for Den Slovakiske Republiks regering, som havde bedt om finansiel støtte på omkring 700 millioner euro. Jeg er fuldt ud klar over den vanskelige situation omkring den manglende enighed om EU's budget for 2007-2013. Presset for budgetnedskæringer fra de fleste medlemsstater er stærkt og i mange tilfælde berettiget. Samtidig kan Slovakiet ikke sætte sin befolknings sikkerhed på spil, og landet har brug for tilstrækkelige finansielle midler til at gå i gang med en sikker nedlukning så tidligt som muligt.

I en tid med stigende krise i energisektoren, parret med et stigende elektricitetsforbrug, var beslutningen om at fremskynde en tidlig lukning af et sikkert atomanlæg måske lidet forudseende. Det vil betyde, at Slovakiet mister 19 % af sin produktionskapacitet og sandsynligvis bliver afhængig af energiimport i nær fremtid. Der er imidlertid nogle i Europa, som klart ser dette som et tilfredsstillende resultat. Alle skal betale for deres fejltagelser, men denne gang kommer vi alle til at betale. Jeg håber, at man i fremtiden vil tage ved lære af sådanne absurde fejltagelser.

  Edit Herczog, for PSE-Gruppen. - (HU) Hr. formand, jeg hilser fru Harms' betænkning velkommen, men samtidig vil jeg gerne minde Dem om, at dagens debat ikke handler om for eller imod atomkraft, den skal primært handle om sikkerhed. Det omfatter på den ene side atomsikkerhed og på den anden side forsyningssikkerhed.

Vi ved alle, at det er meget dyrt at nedlukke atomkraftværker på en sikker og professionel måde. Jeg er overbevist om, at alle EU-institutionerne, Kommissionen, Parlamentet og alle medlemmer af Parlamentet er enige i, at vi ikke må være nærige, når det gælder atomsikkerhed. Derfor må vi sideløbende med forureneren betaler-princippet give plads for sentensen "sikkerhed koster".

Jeg vil gerne understrege, at EU skal påskønne Slovakiets uselviskhed i denne sag. Slovakiet måtte acceptere at lukke to enheder på atomkraftværket i Bohunice, da dette krav blev tilføjet næsten som en uomgængelig betingelse i de allersidste faser af tiltrædelsesprocessen. Vi vidste allerede dengang, at det ville betyde tabt produktionskapacitet, et hul, som Slovakiet ville skulle fylde op med nye investeringer og import.

Et ordsprog siger, at den som betaler for musikken bestemmer melodien. I denne forstand mener jeg, at Slovakiets anmodning til EU om at sætte det i stand til at nedlukke anlægget sikkert er aldeles rimeligt.

Efter min mening er der mindst tre elementer i EU's principper og politik, som kunne give en passende begrundelse for at støtte nedlukningen med EU-midler. Det første er princippet om social, økonomisk og territorial samhørighed mellem medlemsstaterne. Slovakiet har påtaget sig en stor forpligtelse til gavn for EU, og opfylder den, men det kan ikke gå ud over sine egne grænser, sit eget økonomiske udviklingsniveau.

Det andet er energiforsyningssikkerheden, som i lige så høj grad er en ret for forbrugerne i husholdningerne og industrien i Slovakiet som i enhver anden medlemsstat i EU. Vi må ikke glemme, at vi for ikke så længe siden vedtog en beslutning, som krævede en målsætning på 20 % for vedvarende energiformer i EU's samlede energiforbrug i 2020. Situationen i dag er derfor en anden end tidligere.

Det tredje er at bekæmpe energiafhængigheden. Tidlig lukning af vigtig energiproduktionskapacitet kan kun bidrage til dette, hvis den erstattes af mere effektiv, økonomisk fornuftig kapacitet. På grundlag af alle disse argumenter opfordrer jeg Dem til at støtte ændringsforslag 16, som sigter mod dette.

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, hvad angår det særlige spørgsmål om Bohunice V1-kernekraftværkets blok 1 og 2, har ordførerne i den slovakiske regering begge to skønnet, at de samlede udgifter til nedlukning af de to blokke vil være 750 millioner euro. På den baggrund kan Kommissionens forslag om en bevilling på 237 millioner euro for perioden 2007-2013 synes beskedent, men der er to meget stærke argumenter for at fastholde Kommissionens beløb på 237 millioner euro.

For det første er det sådan, at selv om det er planen, at blok 1 skal lukkes i 2006, vil den store strukturelle nedlukning ikke blive påbegyndt, før blok 2 er lukket ned i 2008. 237 millioner euro er et betydeligt beløb til de første fem år af en nedlukningsperiode, der forventes at vare i 30 år.

For det andet vil en forøgelse af beløbet være en hån mod det budget, som Parlamentet allerede har stemt om. Vi ved, at vi politisk set går ind i en meget følsom fase om de finansielle overslag, og det hjælper ikke, hvis Parlamentet stemmer for en ting i det ene øjeblik og for en anden i det næste. Vi må respektere afstemningen om budgettet. Vi må heller ikke forsøge at tvinge nogen, hvad angår budgettet efter 2013.

Debatten om flere penge til Bohunice må finde sted i forbindelse med den næste runde budgetdrøftelser og i lyset af, hvad der er sket med nedlukningen i mellemtiden. Det er imidlertid forståeligt, at de slovakiske myndigheder gerne vil vide, hvor de står med hensyn til finansiering under de finansielle overslag for perioden 2006-2013, så det samlede beløb på 237 millioner euro skal fastsættes for den periode uden mulighed for revisioner, selv om de årlige bevillinger kan variere.

Hvis vi ser på nedlukningerne i et større perspektiv, består den største udfordring i på den ene side at sikre, at der er nok penge til rådighed til sikker nedlukning af kernekraftværker, og på den anden side at sikre, at finansiering af nedlukning ikke bliver statsstøtte ad bagvejen. Her er betænkningens betragtning 5 meget vigtig. Det er kernekraftindustrien - ikke regeringerne - der i forvejen skal have taget højde for nedlukning og have sørget for, at alle udgifter er med i regnskabet fra begyndelsen. Kernekraftindustrien har førhen alt for mange gange regnet forkert og efterfølgende kommet og bedt om finansiel bistand. Det er uacceptabelt, for når kernekraftindustrien ikke tager højde for udgifterne til nedlukning, fordrejer den konkurrencevilkårene. Hvis back-end-udgifterne ikke beregnes korrekt, forekommer elektricitet fra kernekraft at være meget billigere, end den egentlig er. Jeg håber, at Kommissionen vil sørge for, at den slags konkurrencebegrænsende adfærd ikke tillades i fremtiden.

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, i Udvalget om Industri, Forskning og Energi besluttede vi at udarbejde en særlig initiativbetænkning om anvendelsen af de midler, der er øremærket til nedlukning af atomkraftværker. Årsagen var, at forvaltningen af disse midler er en del af en atomsikkerhedspakke, som Parlamentet afgav en udtalelse om, men som Rådet ikke kunne nå til enighed om.

Vi venter på, at Kommissionen fremsætter et nyt forslag til et direktiv om dette spørgsmål. Det skulle sikre, at atomkraftværker bliver nedlukket sikkert, og at der er tilstrækkelige midler til at holde reaktorer afskærmet fra miljøet i tusinder af år.

Forvaltningen af nedlukningsmidlerne bør principielt være underlagt national kompetence. Ikke desto mindre bør der udarbejdes fælles regler, for nedlukning af atomkraftværker påvirker ansattes sikkerhed og menneskers sundhed hen over landegrænserne. Et potentielt problem vil altid krydse landegrænserne.

Desværre kan vi ikke have stor tillid til, at alle medlemsstater vil afsætte midler, så der vil være fuld sikkerhed for, at der er penge nok til rådighed i mange generationer fremover. Det ser man i forbindelse med nedlukningen af Bohunice-værket, for ikke at tale om Ignalina. Her er der behov for EU-midler. Hvis de finansielle ressourcer til nedlukning ikke opkræves fuldt ud over elektricitetsprisen, vil det forvride konkurrencen på elektricitetsmarkederne. Ud fra den betragtning vil midlerne også påvirke det indre marked. Den elektricitet, der produceres i atomkraftværker, bør ikke være billig, for det vil være de kommende generationer, der skal betale for nedlukningen af værkerne.

Ordføreren Rebecca Harms har udført et samvittighedsfuldt arbejde i det budskab, hun sender til Kommissionen i form af disse betænkninger, hvor Kommissionen anmodes om at udarbejde et nyt direktiv.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand, drift og afvikling af kernekraft er aktiviteter, som kan have grænseoverskridende virkninger i Europa. Dermed burde de, til forskel fra de fleste andre aktiviteter, kontrolleres på EU-niveau. Kernekraft er dog som andre procesindustrier. Den tekniske udvikling fører ofte til, at levetiden forlænges. Selv reaktortanke kan blive erstattet i fremtiden. Vi ved derfor ikke med sikkerhed, hvornår en reaktor burde afvikles. I de svenske reaktorer, som nu i gennemsnit er et kvart århundrede gamle, øges effekten nu kraftigt. Den resterende levetid menes derfor at være af betydning.

Det er klart, at en afvikling er forbundet med omkostninger, og at det kræver, at der afsættes midler til at klare denne opgave. I mit hjemland Sverige, hvor ca. halvdelen af al elektricitet kommer fra kernekraftreaktorer, er der blevet taget hånd om denne finansiering fra begyndelsen. Jeg tror, vi kan tage udgangspunkt i, at alle demokratiske lande har gjort det på samme måde. Detaljerede og bureaukratiske instruktioner for at styre denne proces er unødvendige. At der skulle være behov for teknokrater i Bruxelles som formyndere for erfarne kernekrafteksperter i medlemslandene, fremstår som nærmest latterligt. Medlemslandenes regeringer og myndigheder står under demokratisk kontrol og kan ikke udsætte deres medborgere for risici.

Det er dog åbenlyst, at de medlemslande, som tidligere har været underkastet udemokratiske, kommunistiske regimer, befinder sig i en væsentligt anderledes situation. Deres reaktorer er blevet bygget i en anden sikkerhedskultur, hvor viljen til at løbe en risiko var større, og hvor der ikke var afsat finansielle midler i tilstrækkeligt omfang til afviklingen. Det er et tydeligt bevis på solidaritet fra de rige medlemslande, at de vil bistå med midler til dette. Men med hvor meget? Junilisten mener, at finansieringsbeløbet i forbindelse med Bohunice V1 i Slovakiet skal fastslås præliminært til Kommissionens foreslåede beløb på 237 millioner euro for perioden 2007-2013, da de finansielle overslag ikke er blevet vedtaget. Dermed bør vi ikke binde os til nogen støtte fra Fællesskabets budget før tiden efter denne periode.

  Umberto Pirilli, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, denne forhandling har strategisk betydning for EU's politikker. Det spørgsmål, som vi skal drøfte, er Bohunice-kernekraftværket i Slovakiet og i den forbindelse spørgsmålet om anvendelsen af de finansielle ressourcer til nedlukning af kernekraftværker.

Det første spørgsmål drejer sig om gennemførelsen af protokol nr. 9 til akten vedrørende vilkårene for Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union. I artikel 3 i denne protokol tages der højde for en fortsættelse af den finansielle støtte til nedlukningen af reaktor 1 og 2 i Bohunice-kernekraftværket. Vi mener, at der bør gøres den størst mulige finansielle indsats for at gøre Bohunice-kernekraftværkets reaktor 1 og 2 sikre under deres nedlukning.

Det problem, jeg gerne vil tage op, er dog sikkerheden på hele vores kontinent, og hvordan denne sikkerhed kan opnås sammen med nogle passende og effektive energiforsyningspolitikker, der sikrer en tilstrækkelig finansiel konkurrenceevne i det europæiske system, når det gælder de udfordringer, som innovationen og udviklingen giver.

Der er 155 operative kernekraftproducerende reaktorer i Europa i dag, hvoraf mindst en tredjedel skal nedlukkes i de kommende år. Nedlukningen af 50-60 kernekraftreaktorer vil realistisk set koste tæt på 50 milliarder euro. Når man tænker på, at størstedelen af disse reaktorer ligger i de nye medlemsstater og således er de mindst solide både ud fra et finansielt og strukturelt synspunkt, bør det første, som Kommissionen gør, være at udarbejde en systematisk plan for bistand og støtte til nedlukningen i disse lande.

Et andet problem er nødvendigheden af at foretage en grundig cost-benefit-analyse af et kernekraftværk, hvor disse parametre sammenholdes med installerings- og nedlukningsomkostningerne, naturligvis set i forhold til de installerede reaktorers gennemsnitlige levetid. Ud fra resultaterne af en sådan undersøgelse vil og skal man kunne foretage nogle definitive og modige valg i den ene eller den anden retning.

Det sidste problem - som ikke er mindre alvorligt - er det, der sker uden for Europa. I dag er der 440 reaktorer i drift på verdensplan, mens 25 reaktorer er under opførelse. Efter Tjernobyl var offentligheden i hele verden lamslået over mange reaktorers ringe forfatning og alvorlige fare for menneskeheden. Mange af disse reaktorer befinder sig i det tidligere Sovjetunionen.

Når man tager dette i betragtning, bør Parlamentet så ikke anbefale Kommissionen at indlede forhandlingerne med USA, Rusland og alle de berørte lande, så man fastlægger en politik, der tager sigte på at rense op i hele verden og gøre hele verden sikrere?

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) I forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne fik EU's institutioner Den Slovakiske Republik til at acceptere en tidlig lukning af to enheder på atomkraftværket Jaslovské Bohunice, selv om Det Internationale Atomenergiagentur havde bekræftet, at værket opfylder kriterierne for langsigtet sikker drift.

Den påtvungne - og politisk motiverede - tidlige lukning af disse atomanlæg vil forværre Slovakiets energiproblemer, og også EU's generelt. Den Slovakiske Republik vil ikke kunne rejse de midler, der er nødvendige til at finansiere en sikker nedlukning af atomanlæggene, selv ikke med den nuværende støtte fra EU. Til sammenligning kan det nævnes, at nedlukningsudgifterne til det litauiske atomkraftværk i Ignalina ifølge EU's skøn er tre gange større end for det slovakiske anlæg.

Derfor beder jeg Dem, kære kolleger, om i det mindste at støtte minimumsløsningen, som forhøjer støtten til nedlukning af reaktorerne i Bohunice fra 237 millioner euro til 400 millioner euro, som foreslået af Udvalget om Industri, Forskning og Energi.

  Romana Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) På vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg gerne kommentere spørgsmålet om finansielle midler til nedlukning af atomkraftværker.

Vores gruppe mener, at de finansielle midler bør sikres efter forureneren betaler-princippet. Vi går også ind for, at sådanne ressourcer skal være passende og være til rådighed på det tidspunkt, som er forudset i de enkelte medlemsstaters nedlukningsprogrammer. Midlerne skal være sikret før udløbet af den forventede levetid for et givet atomkraftværk. Ressourcerne skal bruges til det planlagte formål, forvaltes på en gennemsigtig måde og anvendes i overensstemmelse med den europæiske konkurrencelovgivning.

Det er efter vores mening uacceptabelt, hvis der opstår forsinkelser i nedlukningen, fordi der mangler finansielle ressourcer. Vi kan imidlertid acceptere planlagte forsinkelser, som dækker perioder, hvor fortsat radioaktivt henfald nedsætter materialers radioaktivitet og dermed de ansattes udsættelse for stråling.

På grund af vores ansvar over for de kommende generationer må vi finde en passende mekanisme på europæisk niveau til at overvåge og forvalte sådanne finansielle midler. Vi skal imidlertid være opmærksomme på behovet for at holde den rette balance mellem de enkelte medlemsstaters kompetence og EU's kompetence i overensstemmelse med Euratom-aftalen.

Det dokument, som er genstand for denne diskussion, er udarbejdet for at sikre lige konkurrence mellem atomkraftværker og andre kraftværker. Når vi diskuterer atomkraftværker separat, skal vi være opmærksomme på, at vi ikke pålægger dem en byrde, som ikke gælder for andre værker.

Kommissær Piebalgs, vi må overvåge vores praksis på europæisk niveau og sikre, at medlemsstaterne og kandidatlandene Bulgarien og Rumænien gennemfører de vedtagne projekter og internationale standarder. Samtidig skal vi også nøje følge udviklingen i lande, som har indledt tiltrædelsesforhandlinger. Jeg tænker her på Kroatien, som ejer 50 % af atomkraftværket Krško (placeret i Slovenien), og som har påtaget sig forpligtelser svarende til andre atomlande.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, der er samme problem med at lukke Bohunice-atomkraftværket som med Ignalina. De er begge ifølge Det Internationale Atomenergiagentur i dag i en sådan stand, at de stadig kan bruges. Europa har en permanent energikrise, fordi prisen på olie altid flyder tilfældigt på markederne. Forbruget stiger, og samtidig bliver vi nødt til at gøre noget for at forebygge drivhuseffekten.

De nye små medlemsstater, som ikke har tilstrækkelig erstatningsenergi, skal ikke desto mindre lukke deres kraftværker under et pres, som kom fra de gamle medlemsstater, da de gik ind i EU. Dette pres skyldtes til dels frygt og mistillid til sovjetisk teknologi og til dels et ønske om at få en økonomisk fordel. Det er kun ret og rimeligt, at Slovakiet og de andre nye medlemsstater i en lignende situation modtager passende finansiel støtte til at dække udgifterne ved nedlukningen. Vi foreslår 400 millioner euro. Det er imidlertid sandsynligt, at nedlukningen vil blive udført af virksomheder fra de store, gamle medlemsstater. Problemet forsvinder imidlertid ikke. Vores energiforbrug vil vokse, og der vil ikke være tid nok til at klare situationen med vedvarende ressourcer. Energiforbruget til køling er f.eks. steget mange gange i løbet af de sidste 10 år i Sverige. Til køling! Kina sluger væksten i olieproduktionen. Vi har brug for en ny energipolitik.

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Under stort pres blev ansøgerlande som Slovakiet og Litauen for flere år siden, og nu Bulgarien, tvunget til at påtage sig at nedlukke deres atomkraftværker før udløbet af den projekterede levetid. Det er vanskeligt at dokumentere sådanne forehavender økonomisk eller forklare dem logisk. Vi må tage til efterretning, at der er blevet truffet nogle ubegrundede politiske beslutninger.

De fleste specialister vurderer, at den fremrykkede nedlukning af atomkraftværker er et hårdt slag mod regionernes økonomier og en byrde for de europæiske skatteydere, som løber op i milliarder.

En meget vigtig opgave bliver at hjælpe med at sikre energiforsyningen i disse regioner, for den påtvungne nedlukning af atomkraftværker skaber risiko for, at der opstår både økonomisk og politisk afhængighed af andre energileverandører. I denne forbindelse vil jeg især gerne understrege en vigtig forudsætning for nedlukning, nemlig udvikling af et fælles EU-energisystem og levering af energiressourcer.

I dette tilfælde skal nedlukning af atomkraftværker bakkes op med tilstrækkelige og rettidige midler, og værker må ikke lukkes ned på hinandens bekostning. Den ændrede situation kræver den mest forsigtige løsning, nemlig fortsat drift af kraftværker.

Vi må se realistisk på situationen.

  Vladimír Remek (GUE/NGL). - (CS) Hr. kommissær, mine damer og herrer, problemet med hensyn til kraftværket i Bohunice er, at en ny medlemsstat har forpligtet sig til at lukke en meget vigtig energikilde for landet. Dette kraftværk er slet ikke udtjent. Desuden er der blevet brugt en hel del penge på at modernisere det, og Det Internationale Atomenergiagentur har bekræftet, at det opfylder standarderne for lignende atomanlæg på samme alder. Det er almindeligt kendt, at Slovakiet var under stort internationalt pres for at forpligte sig til at lukke Bohunice, men den daværende regering så det som det vigtigste mål at blive medlem af EU. Regeringen ønsker nu at opfylde sit løfte, selv om det ville være skadeligt for den slovakiske økonomi og ville betyde, at landet ville skulle importere energi i en tid med stadigt stigende energipriser.

Jeg mener, at vi bør støtte konklusionen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og stemme for den foreslåede forhøjelse af EU-midlerne til en sikker nedlukning af Bohunice-kraftværket for at sikre, at den slovakiske økonomi fortsat vil være konkurrencedygtig. Det slovakiske folk bør ikke føle, at de faktisk har tabt ved at tilslutte sig EU og opfylde de skrappe krav, som efter manges opfattelse er noget uberettigede.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg vil opsummere situationen. To kernekraftværker er blevet gamle og usikre og skal lukkes ned. Udgifterne til nedlukning af værkerne er næsten 2 milliarder euro. Den fortsatte vedligeholdelse af de lukkede værker vil kræve, at der er ansat et eksperthold i flere årtier eller måske et århundrede. Det skal gøres, og vi får at vide, at EU skal gøre det. Fortidens fejltagelser er dyre. Det eneste positive ved denne katastrofale situation er, at vi får en lærestreg for fremtiden. Vil vi opfatte det sådan? Vil vi lære af følgerne af vores flirt med kernekraft?

I de lande, der beslutter at privatisere deres værker eller ændre ejerskab, spilles der et farligt spil om sorteper i form af ansvaret for at betale nedlukningsudgifterne. Vi ved, at kernekraftværker ikke varer evigt, men tager vi højde for det, før de bliver opført? Nedlukningsudgifterne skal indregnes helt fra begyndelsen, og så er der nogen, som må træde frem og tage ansvar for den finansielle og organisatoriske byrde ved at rydde op i det nukleare affald, der bliver efterladt.

For 28 år siden sagde Des O'Malley, den daværende minister for industri og handel, at Irland ikke kunne overleve uden kernekraft. Vi fik at vide, at vi ville sidde i mørket uden lys, at vi måtte opgive vores malkemaskiner og gå tilbage til håndmalkning, og at vi ville få elektricitetsrationering. Den irske befolkning sagde nej, fordi den tænkte på fremtiden. Den tænkte på den type problemer, som vi nu står over for, med nedlukning af de to værker, vi taler om, og mange andre aldrende kernekraftmonstre.

Irland lukkede ikke ned af mangel på kernekraft. Vi har stadig ikke kernekraft, og vi har den stærkeste økonomi i EU. Irlands økonomi har udviklet sig stærkt, selv om landet ikke har kernekraft. Jeg hylder de irske kernekraftmodstandere.

Jeg vil også benytte lejligheden til at bede beslutningstagerne om at tage ved lære af Litauen, Slovakiet og Irland, før de beslutter at bygge en ny generation af kernekraftværker. Der er bedre, sikrere og billigere metoder til at få hjulene til fortsat at dreje rundt og lyset til fortsat at være tændt.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren, fordi hun har gennemført meget omfattende og dybtgående analyser. Vi har altid ment, at kernekraftværkers sikring og sikkerhed var et europæisk spørgsmål, for netop sådanne spørgsmål vedrører os alle, fordi alle Europas borgere bliver berørt, når der optræder uheld eller problemer.

Nedlukning og slutoplagring er helt klart et spørgsmål, som hører under konkurrenceretten. Vi skal være opmærksomme på, at midlerne bliver fordelt i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning, og jeg tror, at der også skal være et juridisk beredskab til at forhindre konkurrenceforvridninger, både konkurrenceforvridninger mellem medlemsstaterne og især også mellem producenterne, ikke kun inden for kerneenergien, men alle energiformer. Derfor er det centralt for os, at vi har brug for peer review, dvs. gensidig kontrol og gennemsigtighed i udførelsen, og at vi især skal være opmærksomme på, at midler til nedlukning, slutoplagring og sikring bliver stillet til rådighed af forbrugerne af den pågældende energiform.

Vi bør opstille klare retningslinjer fra EU's side, fra Revisionsrettens side og fra de forskellige institutioners side. Det drejer sig om at fremlægge situationen så klart som muligt og anvende modeller også for omkostningerne, som minimerer udgifterne for forbrugerne, men optimerer sikring, sikkerhed, slutoplagring og nedlukning.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, principielt ville jeg føle mig meget bedre tilpas i et Europa uden atomkraftværker og de dermed forbundne risici. Men eftersom det er en national afgørelse, som kommissæren rigtigt sagde, må vi være særligt opmærksomme på sikkerhedsspørgsmålene. Der må også være tale om europæiske regler og normer.

Men i dette tilfælde er der jo tale om et kraftværk, som blev bygget før tiltrædelsen af EU, og som nu skal lukkes som følge af tiltrædelsen af EU. Der er tale om et kraftværk i et ikke særligt velhavende land, i et land, som har økonomiske problemer. Det tror jeg, man skal have med i betragtning, og derfor har netop de østrigske medlemmer i Den Socialdemokratiske Gruppe arbejdet intenst for at få et større bidrag til nedlukningen af dette kraftværk. Den Socialdemokratiske Gruppe vil derfor også stemme for dette større bidrag. Det er efter min opfattelse ikke i strid med de finansielle overslag, for på lang sigt kan disse midler absolut indpasses.

Jeg vil endnu en gang appellere til kollegerne om virkelig at støtte Slovakiet i denne sag og hjælpe med til, at vi kan lukke dette kraftværk så hurtigt som muligt til gavn for sikkerheden i Europa.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, vi synes alle sammen at være enige om, at nedlukningen af kernekraftværker er nødvendig af sikkerheds- og miljømæssige årsager, men det afgørende spørgsmål er, hvem der skal betale for det, og om disse udgifter ikke burde tages i betragtning, når der planlægges nye kernekraftværker i fremtiden.

Vi har hørt, at der i EU er ca. 60 kernekraftværker, som skal lukkes ned i løbet af de næste 20 år til en gennemsnitlig udgift på 500 millioner euro pr. stk. Det betyder, at der skal bruges et kolossalt beløb på 30 milliarder euro i løbet af de næste 20 år! Det er ca. 30 gange det årlige budget i mit land, Cypern, og en udgift svarende til prisen for at bygge hundredvis af hospitaler, skoler eller andre institutioner af offentlig værdi. Cypern har ikke haft noget at gøre med nukleart materiale ud over Storbritanniens skandaløse opbevaring af atombomber på de britiske kolonibaser.

Er det ikke mere rimeligt, at lande, som har draget fordel af kerneenergiproduktion, selv i langt højere grad bidrager til nedlukningen af deres kernekraftværker? Og hvorfor skulle de, der var ansvarlige for at bygge de værker - f.eks. den russiske regering og forskellige multinationale selskaber - ikke opfordres til at bidrage i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler? Ville det desuden ikke være rimeligere, hvis bidraget kom fra EU-lande, der selv drager fordel af kerneenergiproduktion? Jeg er af den faste overbevisning, at medlemsstater, der ikke anvender kerneenergi, ikke bør betale for nedlukning af kernekraftværker i andre medlemsstater.

  Erik Meijer (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand, i de kommende 20 år skal godt en tredjedel af de 150 europæiske atomkraftværker nedlukkes. Betales det af skatteyderne eller af forurenerne? Pengemangel må ikke føre til, at forældede atomkraftværker holdes længere åbne. Affald er mere end det radioaktive materiale, som er tilbage efter nedlukningen. Inklusive udgifterne til gamle atombrændstoffer, transporter og mineaffald viser de eksterne udgifter sig sandsynligvis at være noget større end den skønnede 1 milliard pr. atomkraftværk.

Med rette foreslår ordføreren Harms, at energivirksomheder årligt overfører penge til en fond, som dækker alle omkostninger i forbindelse med nedlukning, forarbejdning og oplagring af radioaktivt affald. Ved at optage disse omkostninger i prisen på atomenergi holdes denne ikke kunstigt billig, og det fremgår også tydeligt, hvor lavt det økonomiske udbytte er. Den uigennemsigtige sammenkobling af civile og militære formål fører nu stadig til direkte konkurrenceforfalskning og skjulte eksportsubsidier. Vi er enige i forslaget om at udarbejde en liste over kriterier for nedlukning, som knyttes til reservefonde, hvortil elektricitetsværker overfører tilstrækkeligt med penge til affaldsforarbejdning og nedlukning.

  Peter Baco (NI). - (SK) Mine damer og herrer, jeg vil bede Dem støtte ændringsforslaget fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi om tidlig lukning af V1-atomkraftværket i Jaslovské Bohunice i Slovakiet.

Udvalget noterer i sine forslag, at Slovakiet nøje opfylder sine forpligtelser på dette område. Forslagene anerkender også de store økonomiske tab, som Slovakiet vil lide som følge af den tidlige lukning af anlægget. Tabet skyldes især, at en tidlig lukning af værket betyder, at de finansielle midler, der er afsat til dets eventuelle nedlukning, nu ikke vil blive forhøjet. Desuden vil de 250 millioner euro, som Den Slovakiske Republik for nylig har investeret i at opgradere værket for at sikre sikker drift på lang sigt, være spildt.

Den foreslåede EU-støtte på 400 millioner euro til udgifterne ved en tidlig lukning er derfor en vigtig forudsætning for at opfylde de forpligtelser, som både EU og Den Slovakiske Republik har påtaget sig.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Spørgsmålet om finansiering af en tidlig lukning af Bohunice-atomkraftværket er centralt ikke kun for atomsektoren, men også for hele Den Slovakiske Republiks energipolitik.

Slovakiet er parat til at opfylde sine forpligtelser i henhold til protokol nr. 9 til EU-tiltrædelsestraktaten, selv om det har investeret 250 millioner euro i at modernisere og forbedre sikkerheden på værket i Bohunice. Desuden har Slovakiet ligesom mange andre EU-lande ikke selv nævneværdige naturlige energiressourcer, og nedlukningen af to enheder på dette værk vil være en markant underminering af landets selvforsyning med energi.

Den offentlige mening i Slovakiet er i dag imod nedlukningen af Bohunice-anlægget. Folk i Slovakiet er meget opmærksomme på konsekvenserne af energipriserne og de tilhørende stigninger i elpriserne. Derfor ville det styrke modstanderne af nedlukningen, hvis man nægter at imødekomme anmodningen om flere finansielle midler fra EU.

På grundlag af den undersøgelse, som var udgangspunktet for diskussionerne med Kommissionen, har Slovakiet bedt om 702 millioner euro i stedet for de 237 millioner euro, som Kommissionen har foreslået. Europa-Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi har godkendt et kompromis på 400 millioner euro. Jeg vil benytte denne lejlighed til at bede Dem alle om at vise solidaritet med Slovakiet og støtte forslaget fra Industriudvalget.

  Miloš Koterec (PSE). - (SK) Under tiltrædelsesprocessen til EU gjorde Den Slovakiske Republik sit yderste for at sikre fortsat drift af sine atomkraftværker af VVER-typen, idet man forbedrede deres sikkerhedsniveu, så det opfylder europæiske standarder for at beskytte mennesker i Slovakiet og i alle EU's lande, særligt vores naboer.

I løbet af tiltrædelsesperioden investerede vi omkring 250 millioner euro i de to enheder på Bohunice-atomkraftværket, et stort beløb for et land, hvis BNP kun er på lidt over halvdelen af gennemsnittet i EU, og ifølge Det Internationale Atomenergiagentur sikrede vi dermed, at værket kunne drives sikkert til 2015.

En udenforstående ville måske spørge, hvorfor man så skal bruge pengene til nedlukning i budgetperioden 2007-2013. Eksperten ville svare, at det skyldes, at Slovakiet afgav et løfte under sin EU-tiltrædelsesproces, under hvad vi kunne kalde omstændighedernes pres, om at nedlukke de pågældende to enheder i henholdsvis 2006 og 2008. Det kræver ikke de store matematiske evner at se, at man dermed vil have spildt mange millioner euro.

Man forsikrede os imidlertid, at EU ville hjælpe os med nedlukningen. Hvis de samlede direkte og indirekte udgifter til nedlukningen beløb sig til adskillige millioner euro, så ville det beløb på 237 millioner euro, som Kommissionen har foreslået, være ret lavt. Slovakiet støtter naturligvis fru Harms' forslag i hendes anden betænkning om at oprette særlige fonde til nedlukning af atomanlæg og er parat til at dække en væsentlig del af de samlede nedlukningsudgifter selv. Ikke desto mindre bør man også tage højde for det økonomiske udviklingsniveau. Hvis der som eksperterne skønner er brug for en hjælp på 702 millioner, er det kompromisbeløb på 400 millioner euro, som Industriudvalget har foreslået, bestemt acceptabelt, og en række argumenter viser, at dette beløb heller ikke skulle være noget problem for den endelige udgave af budgettet.

Jeg tror, at fællesnævneren for de to betænkninger, vi netop har diskuteret, er sikkerheden på atomanlæg. Hvis der er en fælles målsætning i EU om at følge en særlig tidsplan med hensyn til dette spørgsmål, så må der også være en fælles målsætning om at sørge for de nødvendige midler til dette formål. Hvis disse to målsætninger ikke følges ad, vil det efter min mening føre til, at EU før eller siden må stå til regnskab for følgerne af en sådan inkonsekvens.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil indlede med at takke ordføreren for hendes meget korrekte og dybtgående analyse af udfordringerne i forbindelse med nedlukning.

Hvad angår Bohunice, blev beslutningen om at lukke reaktorerne truffet af sikkerhedsmæssige årsager. I EU er det WENRA - Western European Nuclear Regulators Association - der træffer beslutning om sikkerhedskrav i bestemte medlemsstater. Den erklærede, at den type reaktorer ikke kunne opgraderes, ikke fordi de kom fra det tidligere Sovjetunionen, men på grund af deres tekniske beskaffenhed. Det var årsagen til, at det under forhandlingerne blev forlangt, at reaktorerne skulle lukkes. De oplysninger var kendt på et tidligt tidspunkt, og derfor var alle eventuelle følger inddraget i forhandlingerne. Beslutningen blev ikke truffet i den sidste pakke, og i mange tilfælde, også Den Slovakiske Republiks, gav regeringerne hurtigt tilsagn om at lukke bestemte reaktorer, f.eks. dem i Bohunice. Derfor afviser jeg argumentet om, at der blev udøvet politisk pres. Beslutningen var baseret på analyser udført af de ansvarlige for nuklear sikkerhed i EU. Det er en kendsgerning.

Forhandlingerne er blevet gennemført i overensstemmelse hermed, og alle mulige forhold er blevet taget i betragtning, ikke bare nedlukning, men også andre forhold. Det er også årsagen til, at vi har forskellige protokoller for Litauen og Slovakiet.

Jeg er godt klar over, at nedlukning er en enorm opgave, men jeg kan sagtens forklare baggrunden for Kommissionens forslag, for det var baseret på resultatet af tiltrædelsesforhandlingerne. Alle andre forhold skulle være baseret på andre hensyn, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke gå videre til andre hensyn.

Mine tjenestegrene er i tæt kontakt med de slovakiske myndigheder for at drøfte udfordringen. Men dette er tydeligvis en forpligtelse, der blev accepteret af EU's borgere og de slovakiske borgere i tiltrædelsesforhandlingerne, og den skal overholdes, ikke bare fra EU's side, men også fra Slovakiets side. Derfor er det en udfordring, som vi må klare sammen.

Samtidig sættes der spørgsmålstegn ved, om der skal anvendes nedlukningsfonde på et tidspunkt, hvor alle reaktorerne har været og stadig er i drift: Hvis man ikke har nedlukningsfonden, koster det mindre. Men hvem kommer til at betale i den sidste ende? Skatteyderne? Andre borgere? Dette er virkelig en global udfordring.

Debatten i dag på dette sene tidspunkt er meget relevant. Kommissionen har allerede forsøgt at udarbejde forslag til retsakter om nedlukningsfonde, fordi de er afgørende for konkurrenceevnen i EU og for afklaringen af, hvem der skal betale nedlukningerne. Jeg er helt enig i, at det er forureneren, der skal betale. Det element skal medregnes i prisen.

Kommissionen vil udarbejde en henstilling og insistere på tilstrækkelig og gennemskuelig brug af nedlukningsfonde, som skal være til rådighed, når der er brug for dem. Det er den grundlæggende sandhed, som vi må tage i betragtning, når vi diskuterer kerneenergi. Spørgsmål om konkurrence vil naturligvis ikke blive udelukket fra debatten, for det er vigtigt at vide, hvilke støtteordninger vi tilvejebringer for andre dele af vores energimix. Det er et meget relevant spørgsmål.

Jeg takker mange gange for debatten i aften. Det glæder mig, at den var så tilbundsgående. Vi må genoptage denne debat, når vi diskuterer energispørgsmål.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.