Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 16. november 2005 - Strasbourg

16. Det Europæiske Råds uformelle møde

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er beretning fra Det Europæiske Råd og redegørelse fra Kommissionen om Det Europæiske Råds uformelle møde i Hampton Court, som parlamentsformanden som bekendt var inviteret med til. Jeg takker det britiske formandskab for dets respekt for Parlamentet.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det er mig en meget stor ære igen at tale til Parlamentet. Jeg ved, at det er en gruppe højtkvalificerede parlamentsmedlemmer, der er til stede. I alle parlamenter taler man nogle gange til mange mennesker, og andre gange gør man ikke. Jeg tager dette som en fuld opbakning til alle de politikker, der er fulgt af både det britiske formandskab og af Det Forenede Kongerige i aspekter som f.eks. budgettet, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik.

Dette er 48. gang, en minister fra den britiske regering har talt i Parlamentet, siden Det Forenede Kongerige overtog formandskabet for EU, og med seks uger tilbage er jeg glad for at kunne sige, at der fortsat er mange flere ministre på vej. Det er en indikation af, at vi tager Parlamentet meget alvorligt.

I dag vil jeg rapportere om det uformelle topmøde i Hampton Court. De ved sikkert allerede meget om det, men det var meget vigtigt, det, der foregik for tre uger siden. I starten af sommeren sendte Europas befolkning et klart signal om, at de var utilfredse med Europas kurs. De følte sig adskilt fra EU's politik og politikere. I Hampton Court tog Europas ledere et vigtigt skridt i retning af at besvare den bekymring ved at nå til bred enighed om en kurs for Europas økonomiske og sociale politik. Meget af benarbejdet var selvfølgelig allerede udført af Kommissionen, der havde offentliggjort sit fortræffelige dokument "Europæiske værdier i en globaliseret verden". Jeg vil gerne sige til kommissionsformand Barroso, at det var et af de bedste og mest indsigtsfulde dokumenter, jeg har læst om Europas fremtid i de seneste tre år.

Med 20 millioner arbejdsløse i Europa og en ungdomsarbejdsløshed på 18 % er den vigtigste opgave for alle os, der tror på den europæiske samfundsmodel, at få Europa tilbage i arbejde og give borgerne redskaberne til at konkurrere på det globale marked.

På topmødet i Hampton Court blev der identificeret seks nøgleområder støttet af en række specifikke politikker, inden for hvilke den fælles indsats fra medlemsstaterne og Kommissionen kan øge Europas økonomiske velstand og kollektive sikkerhed.

Det første nøgleområde er forskning og udvikling. Vi har brug for et stærkt teknologisk grundlag, hvis europæiske virksomheder skal holde sig foran konkurrenterne fra specielt de asiatiske økonomier.

Det andet nøgleområde er investering i vores universiteter. Vi er bagefter USA, og på nogle centrale områder er vi også bagefter Kina og Indien.

Det tredje område er demografiske forandringer i EU. I øjeblikket har EU fire mennesker i den arbejdsdygtige alder for hver ældre borger, men i de kommende årtier vil det falde fra et forhold på 4:1 til bare 2:1. På det uformelle topmøde blev EU's ledere derfor enige om, at vi skal gennemføre en langt mere dybtgående undersøgelse af forholdet mellem lovlig migration og EU's fremtidige økonomiske behov.

Det fjerde område var energi. Hvordan håndterer vi den tårnhøje globale energiefterspørgsel kombineret med et fortsat stramt udbud? På topmødet anerkendte man, at løsningen kræver en indsats på en række forskellige områder. Vi skal sprede brugen af energikilder og henvende os til de vigtigste energileverandører på en mere sammenhængende måde. Vi skal udnytte vores markedskapacitet og magt som brugere over for leverandørerne. Vi skal også stræbe efter energieffektivitet og rene teknologier og udvikle et mere ægte åbent energimarked i Europa. Det er åbent i nogle lande, men ikke i alle. Det kalder jeg ikke et åbent marked.

Det femte område er EU's arbejde med den globale sikkerhed. Med hensyn til tilbageholdelse af data har Parlamentet mulighed for at deltage i EU's kollektive ansvar for at udforme en lovgivning, der vil øge borgernes sikkerhed og drage kriminelle til ansvar. Der er en terrorbekæmpelsesstrategi, der vil indikere, hvordan vi håndterer radikalisering, hvordan vi beskytter vores infrastruktur, og hvordan vi sikrer en bedre informationsudveksling. Vi skal også bekæmpe ulovlig indvandring og styrke grænserne, samtidig med at fordelene ved lovlig indvandring kommer både EU og udviklingslandene til gavn.

Endelig enedes man på topmødet om, at Javier Solana i samarbejde med formandskabet skal videreføre arbejdet med de fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af forsvar og sikkerhed. Der er specifikke forslag om forskning og uddannelse på dette område med henblik på at fylde hullerne i vores kapacitet. Vi skal også forbedre kriseforvaltningsstrukturerne for at kunne håndtere katastrofer, og vi skal forsøge at øge støtten til FUSP. I december offentliggør vi i øvrigt en omfattende strategi for Afrika.

For alle disse nøgleområder bliver der aflagt foreløbige beretninger til Det Europæiske Råds møde i december, og der kommer endelige rapporter under det østrigske formandskab i første halvdel af næste år. Jeg er overbevist om, at Kommissionen under udarbejdelsen af disse rapporter vil tage behørigt hensyn til synspunkterne fra de relevante parlamentariske udvalg. Det blev diskuteret rimeligt indgående i Hampton Court.

Nu, hvor der er bred enighed om det moderne Europas kurs, skal vi have den rette budgetaftale til at sikre gennemførelsen af disse økonomiske og sociale prioriteter. Formandskabet er indstillet på at arbejde for en budgetaftale i december. Vi ved imidlertid alle, at det bliver meget vanskeligt at få en sådan aftale i hus. I juni blev budgetforslaget forkastet af fem medlemsstater. I næste måned skal alle 25 lande blive enige. Vi kan således se frem til nogle hårde forhandlinger. Med det i tankerne stræber vi efter i starten af december at stille omfattende forslag, der kommer til debat i en udenrigsministerkonklave.

Der er behov for ændringer på tre hovedområder. For det første skal vi udstikke en ny kurs for EU-budgettet for at sikre, at det er gearet til udfordringerne fra det 21. århundrede. Til dette formål skal der opstilles en klar tidsplan for en revision, der dækker alle aspekter af indtægter og udgifter. Samtidig skal der også ses nøje på, hvor pengene kommer fra, hvordan de bruges, og hvordan vi gør rede for dem. En manglende påtegning af EU's regnskab for 11. år i træk - hvilket er meget dårligt - påvirker debatklimaet og holdningen til EU i hver eneste medlemsstat. Derfor skal der med denne nye kurs opstilles klare mål for EU's kommende udgifter og for regnskabsføringen af udgifterne - uden hvilken skatteborgerne ikke vil have tillid til EU's gøren og laden - ligesom der skal opstilles klare mål for den fremtidige reform af EU's politikker.

For det andet skal vi ændre udgiftsstrukturen fra den 1. januar 2007 i forhold til det, der blev foreslået i den seneste forhandlingskasse i juni, specielt for at tage hensyn til medlemsstaternes seneste drøftelser om de forslag, som kommissionsformand Barroso stillede den 20. oktober.

For det tredje skal konsekvenserne af foreslåede ændringer i afgørelsen om egne indtægter - med andre ord ændringerne i det beløb, som medlemsstaterne indbetaler til EU's budget - være retfærdige og afbalancerede i alle medlemsstater. Hvis det skal være tilfældet, skal der foretages omfattende ændringer i ordningerne vedrørende Det Forenede Kongerige - blandt andre medlemsstater - i forhold til dem, der blev foreslået i juni. Jeg ønsker ikke, at noget skal komme bag på nogen. Når jeg siger omfattende ændringer, mener jeg omfattende ændringer. Uden omfattende ændringer er der kun ringe udsigt til en aftale. Men hvis der gennemføres omfattende ændringer, tror jeg på, at forhandlingerne kan videreføres, og som formandskab er vi indstillet på at gøre vores yderste for at forsøge at nå frem til en aftale.

Hidtil har jeg primært talt om Europas reaktion på globaliseringens udfordringer i forhold til, hvad vi vil gøre - hvilke politikker vi vedtager, og hvilket budget vi bør vedtage. Globaliseringen er imidlertid en udfordring for Europa ikke blot med hensyn til, hvad vi gør, men også hvordan vi gør det. Som jeg har indikeret, er der en voksende kløft mellem Europas politik og Europas befolkning.

Det er netop dette spørgsmål, der bliver sat i fokus på en konference i morgen i Haag med den nederlandske og den britiske regering som fælles værter. Konferencen har titlen "Sharing Power in Europe", og her vil man se på, hvordan de regionale og nationale parlamenter kan samarbejde mere effektivt med EU-institutionerne inklusive Europa-Parlamentet, samt hvordan vi finder den rette balance mellem handling på regionalt og nationalt plan samt på fællesskabsniveau for at få de bedste resultater for borgerne.

Her vil jeg gerne udtrykke min store anerkendelse af den nederlandske premierminister Jan Peter Balkenende, der først foreslog afholdelsen af en sådan konference på Det Europæiske Råds møde i juni, samt af vores kollega Bernard Bot, der er nederlandsk udenrigsminister, og som har hjulpet det britiske formandskab med at videreføre idéen samt med værtskabet for morgendagens konference.

En del af denne indsats går ud på at bringe Europa tættere på borgerne og på at gøre EU-lovgivningen lettere og mere relevant. Efterhånden som globaliseringen har gjort det vanskeligere for Europas befolkning at forholde sig til sine institutioner, er samme befolkning blevet mere kritisk over for EU's lovgivning. Borgerne er blevet langt mere utålmodige over for et dirigiste regime og skarpere i deres overbevisning om, at reguleringsmetoder hverken kan eller bør være en erstatning for resultater. Alt for ofte - og det gælder både for parlamenter og unioner, men i særlig høj grad for EU - sættes der lighedstegn mellem metode og resultat. Det er ikke rigtigt. Virksomheder, ngo'er og medlemsstater ønsker nye europæiske regler for f.eks. bekæmpelse af illoyal konkurrence, miljøbeskyttelse eller forbedring af vores retssystemer. De ønsker imidlertid foranstaltninger, der gør vores liv bedre og ikke mere kompliceret. Standardisering og harmonisering er ikke ensbetydende med merværdi.

Takket være Kommissionens indsats under kommissionsformand Barroso er der nu mange positive tegn. F.eks. har Kommissionen lyttet til erhvervslivets og befolkningens ønsker, og den har foreslået en lettere lovgivning vedrørende finansielle tjenesteydelser. Det vil medvirke til at gøre den europæiske finanssektor mere konkurrencedygtig på globalt plan. Kommissionens treårige handlingsprogram for en forenkling af EU's acquis er et andet meget kærkomment skridt på samme måde som erkendelsen af, at EU ikke altid behøver at involvere sig i de områder, hvor det tidligere har været involveret. Som følge heraf har man besluttet at afskaffe et direktiv fra 1968 om regulering af antallet og størrelsen af knaster i træ. Der var måske en god grund til at regulere antallet og størrelsen af knaster i træ for 37 år siden. I dag bør vi måske overlade valget til medlemsstaterne eller måske bare til de folk, der køber træ i en tømmerhandel. Hvorfor ikke?

Forslaget om at forsøge at forenkle proceduren for arbejdsgivernes rapportering om overensstemmelse med 20 særskilte direktiver om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen skulle mindske byrden for arbejdsgiverne og give dem bedre tid til at koncentrere sig om arbejdstagernes behov - og måske om at skabe arbejdspladser - end om papirarbejde.

Som medlovgiver spiller Europa-Parlamentet en afgørende rolle i alt dette. Lad os tage Reach - som var genstand for en smule ophidselse udenfor, da jeg kom ind, og som åbenbart også har givet anledning til uro herinde. Det er kontroversielt, hvor meget man skal regulere den europæiske kemiske industri for at beskytte forbrugeren. Ingen af os ønsker at blive forgiftet af kemikalier. Ikke desto mindre mener jeg, at Europa har et eksemplarisk og helt enestående generalieblad på dette område. Der er heller ingen af os, der i en globaliseret verden uden handelshindringer ønsker, at Europas kemiske industri tvinges i knæ, så den ellers udmærkede lovgivning ender med at gælde for en industri, der er forsvundet og erstattet af industrier andre steder i verden som f.eks. i Kina og Indien, hvor lovgivningen er langt dårligere, end den er i dag. Det er det dilemma, som Europa-Parlamentet og EU's befolkning står over for i dag.

Vi må acceptere de vanskelige sager. De foreslåede ændringer i arbejdstidsdirektivet er et godt eksempel på en velment lov, der ikke fører til det, der var meningen med ændringerne, og hvor metoden og resultatet er blevet alvorligt sammenblandet.

Vi er alle enige om, at de europæiske arbejdsmarkeder skal omfatte anstændige beskyttelsesstandarder for arbejdstagerne. Europæerne skal have rettigheder på arbejdspladsen, men de skal også have job, hvor de kan nyde godt af disse rettigheder. Min premierminister sagde for nylig, at vi håber på at kunne løse de udestående problemer med dette direktiv under vores formandskab, og det er fortsat vores mål.

Vi skal være helt klar over, hvad det er for nogle typer af udfordringer, vi står over for. Arbejdstidsdirektivet retfærdiggøres som et direktiv, der handler om sundhed og sikkerhed, og det gør det til dels også. Men snævre grænser for den samlede arbejdstid er ikke svaret. Det Forenede Kongerige er et af de lande, der har det allerbedste ry i hele EU med hensyn til sundhed og sikkerhed. Siden De nu spørger, ligger vi på andenpladsen med hensyn til antallet af tabte arbejdsdage på grund af skader og vist nok på tredjepladsen med hensyn til dødsfald på arbejdspladsen. Vores egne erfaringer viser, at gode resultater med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er fuldt forenelige med fleksible arbejdsmarkeder og fleksible arbejdstider. Snævre fælleseuropæiske grænser for arbejdstider giver ikke arbejdsstyrken bedre sundhed og sikkerhed - og specielt ikke i de tilfælde, hvor reglerne anvendes uensartet.

Efter min mening har nogle europæiske partnere med rette udtrykt stor bekymring over, at man i andre medlemsstater anvender arbejdstidsgrænser pr. kontrakt og ikke pr. arbejdstager. Nogle af disse lande er de samme, der mener, at der skal være snævre grænser. Men når det så kommer til håndhævelse i deres egne lande, så gøres der krumspring, og i stedet for at foretage håndhævelse pr. arbejdstager - hvilket må være udgangspunktet for sundhed og sikkerhed - foretages den pr. kontrakt. Hvis folk således har to kontrakter - to job, én person - kan de vige uden om grænsen og blive helt uregulerede og ubeskyttede. Det giver ingen mening ud fra et sundheds- og sikkerhedsmæssigt perspektiv. Det giver ingen mening ud fra et ansættelsespraktisk perspektiv. Det giver ingen mening i forhold til EU's ry for at anvende retfærdige og fornuftige love i hele Europa.

Vi skal finde metoder til at gennemføre og håndhæve direktivet, der svarer til behovene på alle arbejdsmarkeder. Vi skal sørge for, at alle arbejdstagere har ordentlige beskæftigelsesrettigheder, og at den manglende smidighed i dette direktiv ikke tvinger nogen ud på et gråt marked, for det er det, der er ved at ske.

Den barske sandhed om direktivet er den, at vi i forsøget på at nulstille europæiske grænser og standarder risikerer at krænke de enkelte arbejdstageres ret til at arbejde, som de vil. Vi vil unægteligt begrænse arbejdsgivernes muligheder for at tilpasse sig den erhvervs- og sæsonmæssige efterspørgsel, og dermed truer vi de job, som arbejdstagernes levebrød afhænger af. Det kan ikke passe. Det er helt afgørende, at arbejdstagerne føler sig sikre og ordentligt beskyttede på arbejdspladsen. Det er både god forretning og god politik.

Vi skal vurdere, hvor meget af dette, der skal ordnes på europæisk plan, og i hvor høj grad vi skal lade de nationale regeringer, arbejdsgivere og fagforeninger blive enige om en strategi, der afspejler arbejdstraditioner og god praksis i de enkelte medlemsstater og i hele Europa. Mindstelønnen, der er et andet aspekt af arbejdsregulering, som jeg har en brændende tro på, har trods alt altid været overladt til medlemsstaterne. Det finder jeg helt rigtigt. Nu er tiden inde til også at overlade langt vigtigere spørgsmål vedrørende arbejdstider til medlemsstaterne. Det er for mig et glimrende eksempel på et område, hvor Europa i håndteringen af udfordringerne ved et tættere samarbejde med borgerne skal træde mere varsomt.

Da Det Forenede Kongerige overtog EU-formandskabet, arvede vi også behovet for at gennemføre en omfattende debat om Europas fremtid. Topmødet i Hampton Court var et vigtigt element af denne debat. Men debatten er langtfra færdig. Processen med opbygning af et moderne og selvsikkert Europa vil tage endnu længere tid. Det er en rejse, som regeringer, politikere og parlamenter - inklusive Europa-Parlamentet - ikke kan gennemføre alene. Vi skal bringe fordelene ved Europa ud til Europas befolkning og tage folket med os.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. Straw, mine damer og herrer, som Jack Straw understregede, kan vi være tilfredse med resultaterne af dette uformelle topmøde. Jeg vil gerne sammen med Dem glæde mig over, at det var muligt for Parlamentet at komme til orde på topmødet takket være hr. Borells deltagelse i alle drøftelserne. Jeg kan kun lykønske Tony Blair med den måde, han har bidraget til at skabe en positiv atmosfære og et klima af tillid. Jeg er særlig stolt over, at Kommissionen medvirkede til, at topmødet blev en succes.

Drøftelserne på Hampton Court førte til enighed på basis af en grundlæggende idé og fem primære områder. Den grundlæggende idé er, at vi for at bevare de europæiske værdier skal modernisere vores politikker. Der er ingen modsætninger mellem et forslag til en økonomisk reform til modernisering af EU og et engagement i et politisk EU og et socialt EU. De fem primære områder er kort beskrevet for det første enighed om undersøgelse og arten af de udfordringer, vi står over for, hvilket følger af Kommissionens bidrag - og mens vi er ved dette emne, hr. Straw, takker jeg Dem for, hvad De sagde om kvaliteten af vores dokument. Det andet område er betydningen af at gennemføre omfattende reformer, der fremmer vækst og beskæftigelse. Alle medlemsstaterne arbejder med denne opgave, og Kommissionen vil i begyndelsen af næste år udarbejde en rapport om de nationale programmer for at gennemføre Lissabon-konklusionerne. For det tredje gennemførelsen af det praktiske arbejde vedrørende politiske svar, der skal udformes i forbindelse med globaliseringen og den aldrende befolkning med fokus på særlige områder såsom forskning og udvikling, universiteter, energi og demografi, herunder problemet med indvandring. For det fjerde - og dette har specielt forbindelse til det sidste punkt - en ny prioritering af indvandringspolitik, som både omfatter lovlig indvandring, der uden tvivl opfylder behovene i den europæiske økonomi, den sikring af grænserne, som borgerne venter på, og effektive integrationspolitikker, som er vigtige i vores multikulturelle samfund. Det femte område er nye initiativer med henblik på at undersøge, hvordan EU's optræden udadtil kan styrkes, således at vi kan reagere mere effektivt på globalisering og de nye sikkerhedstrusler, som ikke standser ved de nationale grænser.

Vi skal nu gå videre med arbejdet. Jeg håber, at det kan ske i tæt samarbejde med Parlamentet og med det nuværende og kommende formandskab for Rådet.

For at bibeholde dynamikken til fremme af langsigtet vækst og beskæftigelse foreslår Kommissionen at sætte skub i forskning og udvikling og at foreslå en omstrukturering af de europæiske uddannelsessystemer og universiteterne. Vi vender tilbage til dette over for Rådet og Parlamentet før forårsmødet i Det Europæiske Råd.

Hvad angår at finde ressourcer til bedre at tackle den demografiske udfordring bedre, vil vi i begyndelsen af næste år fremlægge resultaterne af den høring, der blev holdt først på året, ved at udgive en grønbog om demografi.

Med hensyn til etablering af en sammenhængende energipolitik præsenterer vi næste år en strategi for Europa. Alle muligheder skal være åbne. Denne nye erkendelse af, at vi skal samarbejde på et område, der indtil for nylig blev betragtet som et område, der var forbeholdt medlemsstaterne, er af stor betydning.

Hvad angår migration, er der allerede arbejde i gang. Der er allerede fremsendt flere forslag til Parlamentet, og inden årets udgang skulle vi kunne styrke vores tanker og handlinger vedrørende lovlig og ulovlig indvandring ved hjælp af et dokument.

Endelig stiller sikkerheden os over for en dobbelt udfordring. Vi skal ikke kun samarbejde mere effektivt for at imødegå den grænseoverskridende kriminalitet, som vi støder på i Europa, men også gøre mere for at bekæmpe international terrorisme mere beslutsomt. Også på dette punkt foreligger der vigtige forslag fra Kommissionen, og der er ved at blive udarbejdet en strategi for bekæmpelse af terrorisme. Vi skal imidlertid også gøre en større indsats for at sikre, at EU får så stor indflydelse som muligt på debatten om svarene på globaliseringen. Derfor forelægger Kommissionen et oplæg, der skal undersøge, på hvilken måde Kommissionen sammen med Rådet og Parlamentet kan bidrage til at styrke EU's eksterne sammenhæng.

Det er klart, at vi kan gøre mere for at fremme sammenhængen i den eksterne indsats, ikke kun inden for udenrigspolitik og fælles forsvar, men også i forbindelse med de forskellige interne politikinstrumenter med en ekstern dimension samt på områder, hvor Kommissionen spiller en særlig rolle, f.eks. udviklingsbistand, international handel og naboskabspolitikken.

José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Mødet i Hampton Court viste igen, hvorfor EU betyder noget i en globaliseret verden. Aldrig tidligere har der været så megen tale om europæisk integration, og aldrig tidligere har det været så nødvendigt. Europa har de nødvendige politikker til at maksimere fordelene ved globalisering for dets borgere og minimere truslerne. Det er EU-lovgivningen, der gør det muligt at overføre en terrormistænkt fra Italien til London inden for 50 dage. En proces, der tidligere tog år, tager nu uger, fordi vi har et instrument på fællesskabsniveau, og fordi vi har en EU-lovgivning, der sætter os i stand til at gøre det. Det er Europa, der kan give svar på udfordringerne fra en dyrere energi, som der er stadig større mangel på. Det er også Europa, der vil hjælpe med at forvalte grænseovergangene i Gaza, hvilket er en meget vigtig ny udvikling. Det er Europa, der leder verdens bistand til Afrika. Så der er brug for den europæiske dimension.

Vi er enige - og vi har gjort meget for at nå dette mål gennem en bedre lovgivning - om behovet for en fornuftig lovgivning for at undgå bureaukratiske foranstaltninger. Det er imidlertid ikke ensbetydende med et minimalistisk Europa, hvilket jeg vil gøre krystalklart. Overhovedet ikke. Det betyder, at Europa skal gøre mindre på nogle områder, og at det skal gøre livet lettere for borgerne og erhvervslivet. Ikke desto mindre er der samtidig områder, hvor vi skal gøre mere, ikke mindre. Det er meget vigtigt at undgå tanken om et minimalistisk Europa.

Det er alle europæiske lederes ansvar - på råds-, parlaments- og kommissionsniveau - at forklare dette og undgå den demagogi og populisme, der undertiden rettes mod Europa. For i denne globaliserede verden har vi mere end nogensinde tidligere brug for et stærkt Europa. Men alle disse politikker - fra eksterne forbindelser til sikkerhed, til migration, til energi, til forskning, til universiteter - har brug for penge - de koster penge.

Da jeg var barn, fortalte min mor mig, at jeg aldrig skulle tale om penge, fordi det er uhøfligt. Men nu er jeg nødt til at tale om penge. For uden penge kan vi ikke gennemføre disse politikker, og vi har brug for ressourcerne for at føre vores politikker ud i livet.

Ærede medlemmer af Rådet, De kan ikke bede Kommissionen og de øvrige EU-institutioner om at gennemføre politikker uden at give dem de nødvendige midler dertil.

Den positive atmosfære og tegnene på en stærkere europæisk politisk vilje fra Hampton Court skal nu omsættes i handling og føre til enighed om de finansielle overslag i næste måned. Det er vigtige spørgsmål for det britiske formandskab. Det er prøven på, om Europa er i bevægelse, og vi har brug for et Europa i bevægelse.

Med hensyn til velstand, solidaritet og sikkerhed kan vi blot give borgerne midlerne til at nå disse mål. Jeg ved, at det britiske formandskab arbejder hårdt for at få en aftale. Der er store omkostninger forbundet med en fiasko. Det er vanskeligt at se, hvordan vores holdninger kan komme til at stemme overens i løbet af nogle få måneder. Der er således en reel risiko for, at der ikke bliver nogen aftale i næste måned, hvilket betyder forsinkelser i pengestrømmen til de nye medlemsstater og en risiko for, at Fællesskabet ikke kan leve op til vigtige internationale forpligtelser inklusive forpligtelser over for de fattigste.

Hvordan skal EU uden de finansielle overslag kunne foretage mellemsigtede tilsagn om globale fonde til hiv/aids? Hvordan kan vi overholde de forpligtelser, vi indgik over for FN med hensyn til millenniumudviklingsmålene? Hvordan kan vi hjælpe de caribiske lande med f.eks. at tilpasse sig ændringerne i Det Europæiske Fællesskabs bananordninger? Hvordan kan vi overholde vores forpligtelser vedrørende fredsbevaring i Afrika? Hvordan kan vi fortsætte med de såkaldte nye politikker, fremtidens politikker? Hvis ikke der bliver nogen aftale, beholder vi fortidens politikker. Der bliver ikke penge til fremtidens politikker.

Jeg tror også, at vi alle er enige om, at et udvidet og mere forskelligartet EU har brug for flere investeringer. Jeg siger ikke "udvidelsesomkostninger", fordi jeg ikke bryder mig om ordet "omkostninger", når vi taler om udvidelse. Men nu, hvor vi er et langt større og meget mere uensartet Europa, har vi brug for flere investeringer til disse nye medlemmer. Vi skal dele byrden ved den investering.

Vi har en solidaritetsforpligtelse over for de nye medlemsstater, der søger støtte hos EU i deres hurtige og bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til modernisering og reformer. Det er en win/win-situation for alle medlemsstater. Det er ikke et nulsumsspil, og det er netop, fordi vi skal slå bro over denne kløft, at jeg stillede nogle forslag inklusive et forslag, der nu overvejes af det britiske formandskab - og jeg takker det britiske formandskab herfor - og som sammenkæder samhørighed og konkurrenceevne. Efter vores begreber er der ingen modsætning mellem samhørighed på den ene side og konkurrenceevne på den anden, tværtimod. Samhørigheden og støtten til de nye medlemsstater er også en måde, hvorpå de kan forbedre deres konkurrenceevne, og hvormed Europa som helhed kan blive mere konkurrencedygtigt.

Jeg håber derfor, at der bliver taget hensyn til disse forslag i den endelige aftale, så det i sidste ende også bliver klart, at vi ikke foreslår penge til det gamle Europa. Der er tale om penge til et mere konkurrencedygtigt og moderne Europa, men et Europa, der samtidig holder fast i sine stærke værdier med hensyn til samhørighed.

Der er brug for en rimelig fordeling af denne byrde. Ingen medlemsstat slipper billigt fra en udvidelse. Jeg stoler på det britiske formandskabs sunde fornuft og på, at det afleverer en retfærdig og afbalanceret aftale næste måned. Jeg håber, at vi når et sådant resultat ved at styrke og ikke svække Kommissionens og Parlamentets ambition om et udvidet EU. Vi må helt ærligt sige, at de finansielle overslag repræsenterer en aftale mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, og at der skal tages hensyn til Parlamentets og Kommissionens holdning i den endelige aftale.

Hampton Court var en stor succes. Hampton Court var det første vigtige skridt i en ny enighed om et dynamisk og moderne Europa. Jeg håber, at den positive ånd af dynamik og åbenhed, som alle viste dér, nu kan omsættes i en budgetaftale. Jeg giver min fulde støtte til formandskabet i dets bestræbelser på at nå dette mål, og jeg ønsker formandskabet og alle medlemsstaterne al mulig held og lykke.

(Bifald)

  Formanden. - Tak hr. Barroso, formandskabet ønsker at bemærke, at forhandlingen var om Det Europæiske Råd i Hampton Court, og at den nu er ved at blive til en indledende forhandling om de finansielle overslag. Men formandskabet vil ikke fortælle deltagerne i forhandlingen, hvad de skal drøfte. De kan tale om spørgsmålet om de finansielle overslag, hvis de ønsker det, selv om det ikke specifikt er på dagsordenen.

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, dagen før Hampton Court besøgte rådsformanden Parlamentet, og det var ikke den britiske premierminister. Han er ganske vist også britisk premierminister, men som britisk premierminister er han formand for Rådet.

Det er et godt signal at sende, at Tony Blair var her dagen før Hampton Court. Jeg synes, at det var den rigtige rækkefølge at gøre tingene i: først Parlamentet og dernæst videre til stats- og regeringscheferne. Jeg hilser det også varmt velkommen, at vores formand var til stede under hele mødeforløbet i Hampton Court. Hr. rådsformand, jeg anbefaler, at De også inviterer parlamentsformanden til at deltage i hele topmødet i Bruxelles. Det ville være et godt fundament for fremtiden. Man ville dermed altid huske Storbritannien for, at man inddrog parlamentsformanden fuldt ud i de europæiske topmøder.

Med den mest vidunderlige form for britisk underdrivelse nævnte De kvaliteten af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer. Det er efter min mening formidabelt, hvordan De herigennem indirekte formår at give udtryk for en berettiget kritik af de mange tomme pladser i Parlamentet. Men De valgte at fremhæve kvaliteten af de tilstedeværende, og det viser, hvilke parlamentariske evner man kan finde i Storbritannien.

Men her vil jeg godt hælde lidt malurt i bægeret. De var inde på ministrenes besøg, og De sagde, at en minister havde besøgt de europæiske institutioner 48 gange. Det synes jeg er helt forrygende, og det tal vil sikkert øges til 60, fordi vi stadig har seks uger tilbage af året, men det afgørende element er her, at kvantiteten og kvaliteten af det britiske rådsformandskabs ministre stemmer overens, og det håber vi stadig på vil være tilfældet inden udgangen af december i år.

De sagde, at Europa er langt væk fra borgerne. Det er sandt, og vi skal overveje, hvordan vi kan forbedre dette i fællesskab, men det samme kan siges om den nationale politik. Heraf følger, at vi skal gøre os de samme anstrengelser på nationalt plan som på europæisk plan, hvis folk skal have tillid til den politiske proces.

Udefra betragtet - og det var vel en af succeserne fra Hampton Court - mener jeg, at der er etableret fornyet tillid mellem de involverede parter. Som formand for en gruppe med medlemmer fra alle 25 medlemsstater samt fra 45 nationale partier ved jeg af erfaring, at hvor der er et så vanskeligt interessescenarie - hvilket man også finder i andre grupper og i Parlamentet som helhed samt i de nationale regeringer - kan man kun løse problemerne, hvis der er tillid parterne imellem. Hvis der ikke er nogen tillid, vil der heller ikke kunne opnås nogen politiske løsninger. Det er vores krav til stats- og regeringscheferne, at enhver yder sit bidrag til at skabe tillid i forhold til de andre medlemmer af Rådet.

Jeg har ikke noget ønske om at gentage alt det, der blev sagt om Europas fremtid, om Kommissionens forslag og om globaliseringen, men det altafgørende er her, at vi accepterer kernen i globaliseringen på den ene side, nemlig den kendsgerning, at vi er og mere og mere bliver én verden, og på den anden side er globaliseringen ikke kun noget, som vi skal tåle, men derimod noget, som vi kan forme. Det vil altså sige, at vi former udvæksterne, de negative konsekvenser af globaliseringen, ved hjælp af politisk handling. Jeg ser dette som vores fornemste opgave.

Nu vil jeg gerne sige noget om den væsentligste beslutning, der skal træffes, og som man også førte forhandlinger om. Parlamentsformanden kom ind på det tidligere, nemlig de finansielle overslag. Jeg råder Dem til, hvis De tillader det - og hvis De ikke tillader det, råder jeg Dem alligevel til dette - at finde en løsning, hvad angår de finansielle overslag. For Storbritannien har altid været for udvidelsen, og bl.a. takket være dette er der kolleger fra de lande, som opnåede EU-medlemskab den 1. maj 2004, til stede her i dag, selv om Storbritannien ikke altid valgte den samme vej som os i forbindelse med de institutionelle spørgsmål. Hvis De mislykkedes med de finansielle overslag, vil De især skuffe de tidligere kommunistiske lande, som kom ind i EU den 1. maj 2004. Jeg beder Dem derfor om at gøre alt for at nå frem til et resultat. For at kunne gøre dette skal De og rådsformanden imidlertid også have modet til at trække en tydelig streg i sandet i forbindelse med den britiske rabat.

De talte om en fundamental ændring, og de tænkte sandsynligvis på landbrugspolitikken. Men vi har også brug for en fundamental ændring med hensyn til de enkelte medlemsstaters bidrag, og det er her, at Storbritannien kan yde et stort bidrag i kraft af sit formandskab. Landbrugspolitikken er besluttet frem til 2013. Men hvis der kan findes en løsning på den britiske rabat, og hvis vi ønsker at bibeholde de finansielle overslag, skal der også være sikkerhed for, at vi vil gøre os alvorlige overvejelser om en yderligere reformering af landbrugspolitikken på et bestemt tidspunkt, hvilket som minimum skal ske gennem afgivelse af en forpligtende hensigtserklæring.

Hr. rådsformand, glem ikke, når De taler om de finansielle overslag og forhåbentlig kommer frem til nogle beslutninger herom - og dette siger jeg også henvendt til Kommissionen - at disse beslutninger ikke udelukkende træffes af Rådet, for Parlamentet er en del af budgetmyndigheden, og det har fuld medbestemmelsesret. Vil De med andre ord garantere, at Parlamentet bliver fuldt og helt inddraget? Vi repræsenterer - ligesom De - Europas borgere, og hvis vi er fælles om at vise den gode vilje, og hvis vi har tillid til hinanden, vil det også være muligt at løse problemerne.

(Bifald)

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, topmødet på Hampton Court blev et topmøde uden formelle konklusioner. Løfterne fra topmødet risikerer at blive lige så kortvarige som Henrik VIII's ægteskabelige løfter i det samme palads.

Det britiske formandskab gør ret i at opfordre De 25 til at gennemføre reformer, at investere mere i fremtidens teknologier og at skabe betingelser for øget beskæftigelse. Der er stadig behov for reformer, men for mange europæere har ordet reform en negativ konnotation og er synonymt med tab af arbejdspladser og samfundsmæssig aftrapning.

Jack Straw kritiserede for lidt siden Parlamentets holdning til arbejdstidsdirektivet. Jeg råder ministeren til igen at læse den allerførste konvention, som Den Internationale Arbejdsorganisation vedtog på Folkeforbundets tid. Formålet med konventionen var at indføre en 48-timers arbejdsuge uden opt out.

Reformer bliver accepteret, hvis de gør det muligt at forbedre det almene vel. For at det kan lade sig gøre skal EU ændre sin alt for pessimistiske og fortvivlede holdning. Set udefra er EU et eksempel. Den chilenske præsident sagde det her i Parlamentet i sidste måned. Hvis man læser Kommissionens meddelelser, er EU imidlertid efter alt at dømme blevet et hospice inden 2050. Hvem af os vil kunne kontrollere, om disse alarmerende prognoser viser sig at være gået i opfyldelse i 2050? Ja, EU får en aldrende befolkning. Men Japan og Rusland kommer til at opleve en befolkningsnedgang. Og hvad kan man sige om Kina med dets etbarnspolitik? Hvad kan man sige om Indien og de andre lande, som ikke kan standse den alt for hurtige befolkningsvækst? Hvilket land får de største demografiske problemer inden 2020 for ikke at tale om 2050?

Hvis der er et område, hvor Europa kan efterligne USA, er det med hensyn til indvandringspolitik, hvor man kunne være mere storsindet. En stor del af USA's overskudsvækst i de sidste 10 år stammer fra bidraget fra de 10 millioner latinamerikanere og de hundredtusinde europæiske og asiatiske videnskabsmænd. For to uger siden vedtog det amerikanske senat at bevilge yderligere 330.000 green cards hvert år til højt kvalificerede indvandrere.

Europas konkurrenceevne giver anledning til konstant bekymring. Når man sammenligner Europa med andre med hensyn til konkurrenceevnen på timeløn og særlig den industrielle konkurrenceevne, er det klart, at vi let slår USA i de fleste økonomiske sektorer. I Kommissionens meddelelse om industripolitik erkender man dette. EU er stadig det førende mål og den største kilde til internationale investeringer. I 2003 var De 15's investeringer fire gange højere i de 10 nye medlemslande end i Kina, som kun fik 3,8 % af den europæiske investering. Vi skal derfor holde op med at være bange for Kina. Det er kun naturligt, at et land med 1,3 milliarder indbyggere tager større del i international handel, men i absolutte tal er Europas del af den internationale handel stigende, selv om nogle sektorer har problemer. Ni tiendedele af den europæiske handel foregår imidlertid ikke med lande, hvor lønnen er lav, men med udviklede lande.

Globalisering er en storartet mulighed for at begrænse fattigdommen i verden. I 50 år har væksten i international handel været hurtigere end væksten i verdens samlede BNI. Det viser, at udenrigshandel ikke er et nulsumsspil, men at den har gjort det muligt for millioner af mennesker at slippe ud af fattigdommen, og at den samtidig har gavnet forbrugere i de rige lande. Det er faktisk de europæiske forbrugere, som ved at købe de billigste varer, tvinger de europæiske fabrikanter til at blive mere konkurrencedygtige.

EU er stadig den førende eksportmagt i verden, anført af Tyskland, Frankrig og Italien. Disse tre lande er imidlertid ikke desto mindre gået i stå med hensyn til intern vækst. Borgerne i disse lande opsparer rekordstore beløb. Amerikanerne og briterne forbruger derimod og stifter en gæld, der har et farligt stort omfang. For at genopbygge væksten skal vi genskabe tilliden hos europæerne. Der er ikke noget alternativ til markedet, men markedet er ikke i stand til at skabe den solidaritet, som er den europæiske models særlige kendetegn. Der er behov for politisk vilje for at skabe mere solidaritet mellem og i medlemsstaterne.

Politik bliver altid reduceret til et spørgsmål om ressourcer, og på dette punkt er jeg enig med hr. Barroso. EU mangler i høj grad budgetmidler. Tony Blair har ret, når han opfordrer os til at investere mere i forskning og universiteter. Det betyder, at EU's budget skal tilføres flere ressourcer end de sølle 1 % af BNP, som et par store lande begyndende med Storbritannien vil bidrage med.

(Bifald)

Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet vil dømme formandskabet på dets evne til at få vedtaget realistiske, men mere generøse finansielle overslag. Topmødet i december skal være et topmøde for fornyet solidaritet. En stærk forpligtelse fra De 25 til en koordineret reflatorisk politik samt større investering i national og transeuropæisk infrastruktur vil gøre det muligt for EU at genoplive væksten, hvilket er en forudsætning for at få tilslutning til vanskelige strukturreformer. Det er vækst, der skaber stabilitet, og ikke omvendt.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Goebbels. Forhandlingen liver op, og det er positivt, for så er der flere medlemmer, der tager del i den.

  Karin Riis-Jørgensen, for ALDE-Gruppen. - Hr. formand, kære kolleger, jeg kan forstå, at parterapien på højt niveau i Hampton Court tilsyneladende gik, som den skulle. Men terapien foregik jo også i de rette romantiske og eksklusive omgivelser, så I havde alle odds med jer. Nu, hvor alle regeringslederne er hjemme igen efter terapien, skal det for alvor vise sig, om terapeuten Tony Blairs indsats har båret frugt. For vi ved jo alle, at når ægteskaberne knager, falder man ofte tilbage på de samme dårlige vaner. Jeg har derfor en konkret opfordring til formandskabet og Kommissionen!

I praksis er det reelt meget lidt, EU-landene i fællesskab kan gøre for at få gang i den nødvendige og efterlyste reformproces for at modernisere det europæiske arbejdsmarked, så det passer til samfundet af i dag. Vi ved jo alle, at dette nødvendige arbejde skal udføres af det enkelte medlemsland. Reformarbejdet er alene et nationalt anliggende.

EU kan og skal derimod færdiggøre arbejdet med at skabe et fuldendt indre marked for kapital og for serviceydelser. Mens parterapien stadig har en effekt, opfordrer jeg derfor formandskabet og Kommissionen til at arbejde for at sikre fuld liberalisering af det europæiske servicemarked og kapitalmarkedet. Hvis dette lykkes, er jeg overbevist om, at det vil afføde reelle arbejdsmarkedsreformer efter devisen: "There's no other alternative". For borgerne er fordelene ved en sådan reform enorme, og det er jo det, EU-samarbejdet drejer sig om: At give en ekstra værdi til vores medborgere.

Og så et klart spørgsmål til Dem, hr. Straw! De nævner Revisionsrettens årsberetning. Er De parat til at være et godt eksempel og sørge for, at De og Det Forenede Kongerige tager ansvaret for administrationen af et EU-tilskud i Deres land? Det har Deres finansminister jo desværre nægtet i sidste uge. Jeg efterlyser et klart svar fra Dem. Tak for Deres opmærksomhed.

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. Straw, hr. Barosso, jeg har tre bemærkninger som svar på Deres tale, hr. Straw.

Hvad angår Haag-konferencen, som De nævnte, vil jeg tillade mig meget beskedent at foreslå, at De læser det udkast til forfatning igen, som de underskrev, og som efter min mening omfatter løsninger både på kompetencefordelingen og de nationale parlamenters rolle. Hvorfor opgive dette udkast?

Med hensyn til socialpolitik og arbejdstidsdirektivet er jeg enig med Dem. Vi skal gå ind for national mangfoldighed, men hvis vi skal lade os inspirere af en model, vil jeg gerne lade mig inspirere af den skandinaviske model.

Og nu vedrørende det indre marked håber jeg, at De er enig med mig i, at konkurrencen også skal være retfærdig og afbalanceret. Det indre marked bygger med andre ord også på fælles sociale standarder og er således en del af ånden i traktaterne.

Endelig hvad angår budgettet, mener jeg, at vi står over for et troværdighedsproblem både med hensyn til indtægter og udgifter - hr. Barroso og Parlamentet har i tilstrækkelig grad hentydet til det. Hvis et EU med 25 medlemsstater skal kunne fungere, og hvis vi skal give udtryk for fortsat solidaritet over for de nye medlemsstater, og gennemføre en udenrigspolitik med tilstrækkelige ressourcer - sandsynligvis over 5 % af budgettet - forudsætter det en stigning i fællesskabsbudgettet.

Først og fremmest skal vi - og det er min sidste bemærkning - gøre en ende på en budgetdrøftelse, der er præget af en stigende national egoisme. Under den midtvejsevaluering, som Kommissionen og Parlamentet har anmodet om, skal formandskabet og hele Det Europæiske Råd forpligte sig politisk til at foreslå et europæisk instrument, som giver EU reelle uafhængige ressourcer til EU-politikkernes fremtid. Med en sådan forpligtelse kan vi måske overbevise EU-borgerne om det nyttige i europæisk politik.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, kære kolleger, det glæder mig nu, hvor rådsformanden og kommissionsformanden er til stede, at vi i dag har lejlighed til at evaluere det uformelle møde i Det Europæiske Råd, som fandt sted i sidste måned.

Selv om det ikke var nogen dårlig idé at sammenkalde Rådet, lå fejlen snarere i gennemførelsen. I en tid, hvor EU er på afgrundens rand med 20 millioner arbejdsløse, hvor vi ikke ved, hvordan vi skal løse de sociale problemer, især dem, der brød ud for nylig i Frankrig, og hvor borgernes tillid til lederne falder eksponentielt, var idéen om at samle EU's ledere i London for at drøfte den europæiske sociale model, og hvordan vi modstår globaliseringen, i sig selv udmærket.

Desværre oplevede vi i stedet for konsensus endnu en gang de sædvanlige slagsmål om et for Europas fremtid så vigtigt emne som de finansielle overslag.

Jeg vil gerne minde om, at premierminister Blair i sit indlæg fra talerstolen her i Europa-Parlamentet den 23. juni sagde, at han altid havde været en begejstret fortaler for Europa. Her fire og en halv måned efter tænker jeg på, hvordan hr. Blair har omsat sine ord i praksis. Hvordan bedømmes hans lands formandskab, når vi endnu ikke, en måned før formandskabets afslutning, er nået til enighed om de finansielle overslag? Der er heller ikke sket den mindste fremgang med den sociale model, og Rådets svar på globaliseringen er at skabe en tvetydig reguleringsfond.

Rent faktisk spørger jeg mig selv, om De, hr. formand for Kommissionen, mon har tænkt alvorligt over, hvordan de fyrede arbejdstagere vil reagere, når De fortæller dem, at en fond er universalmidlet mod alle globaliseringens ulykker.

Det britiske formandskab havde chancen for at skrive historie i Hampton Court. I stedet viste det endnu en gang, at dette er en interessesammenslutning, som bare fordriver tiden og bruger offentlige midler til drøftelser uden substans, hvorefter det desværre er den europæiske borger, der må betale for fejltagelserne.

  Michael Henry Nattrass, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mødet i Hampton Court skulle være "samfundsmodel"-topmødet. Så socialiserede hr. Blair - den samme hr. Blair, der skridtede ind i Bruxelles i juli og lovede gennemgribende reformer, men som derefter barberede det hele ned til den mest usynlige bagatel, som noget EU-formandskab nogensinde har præsenteret, så vidt jeg husker.

Kommentarerne efter Hampton Court kom fra dem, der var forbavsede over, at der ikke skete noget. Man burde faktisk kalde det Hampton Court-forbavselsen. På den tyske tv-station ARD sagde man, at der efter fire måneder intet skete - absolut intet. De polske medier kaldte det et af de mest bizarre EU-topmøder nogensinde. I Italien kaldte La Repubblica det blot for "flovt" og "pinligt".

Hr. Blair hævdede, at man diskuterede de ting, som offentligheden ønskede, men offentligheden ønsker ikke europæiske universitetspolitikker, når EU ikke har nogen kompetence på uddannelsesområdet. Den ønsker heller ikke ting som f.eks. ni særskilte missioner rundt omkring i verden som del af en EU-forsvarspolitik.

Hvis Hampton Court beviste noget, så var det, at tomrum er farlige, når de fyldes med varm luft fra politikerne. Jeg foreslår, at der opsættes en blå metalmindeplade på muren i Hampton Court med teksten: "På dette sted skete der intet den 27. oktober 2005", eller som de siger i Yorkshire "du behager at spøge".

  Roberta Angelilli, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. Straw, hvis jeg skal gentage det, som De sagde i Deres indledning, så er jeg her, og jeg tillader mig at være uenig. Spøg til side, på trods af hr. Blairs og hr. Barrosos gode intentioner - som vi satte pris på - var de konkrete resultater af topmødet i Hampton Court i høj grad utilfredsstillende.

Først og fremmest skal det siges, at Kommissionens længe ventede platform for den europæiske socialmodel var ret skuffende. Der blev ikke foreslået nogen egentlig strategi, og der var ingen ambitioner om virkelig at sætte skub i Europas økonomi, men kun en politik med det formål at begrænse skaderne. Trods højtravende erklæringer om en "lissabonisering" af ressourcerne og en globaliseringsfond er der hidtil ikke sket noget konkret.

Hvad hr. Blair angår, er den politiske status bestemt ikke positiv. På trods af de fortsatte forsikringer udadtil er der reelt ikke opnået enighed om de finansielle overslag, som naturligvis er sagens kerne.

Til sidst vil jeg sige, at der navnlig ikke er nogen reelle intentioner om at tage den uretfærdige engelske støtte op til fornyet overvejelse. Der er tale om et privilegium, som fortrinsvis betales af Italien og Frankrig, hvilket tager værdifulde ressourcer fra vores respektive lande.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, efter dagens snurretur skulle man tro, at der blev skabt store resultater i Hampton Court, men som vi allerede har hørt, var dommen fra den velunderrettede EU-presse næsten kun negativ. Et pressebureau meddelte, at mange aviser ikke kunne erindre et mere nytteløst og overfladisk eksempel på poseringer uden resultater. En avis talte om et bizart show med afslappede ledere, der kneb uden om de vigtigste spørgsmål, som Europa står over for. En anden avis kaldte det et dødvande-topmøde med en facade af påtagne smil. I en artikel i Financial Times stod der, at lederne forsøgte at besvare spørgsmålet om globaliseringens indvirkning på den europæiske økonomi, og at de konkluderede, at der er brug for mere forskning og udvikling samt selvfølgelig flere penge. Med andre ord var de ikke i stand til at besvare spørgsmålet. Ifølge Financial Times er EU den forkerte institutionelle platform at håndtere globaliseringen fra. Jeg tror, at artiklen i Financial Times kommer tæt på sandheden. Hvis de enkelte medlemsstater lagde samme indsats og energi i spørgsmålet om, hvordan man som nationer konkurrerer på et globalt marked, som de gør i at forberede prestigetopmøder, tror jeg, at vi alle ville se langt flere resultater.

Min største frygt efter fiaskoen på topmødet i Hampton Court og et farveløst britisk formandskab er, at det gør min regering alt for ivrig efter at sikre en ansigtsreddende budgetaftale i december, og at hr. Blair derfor vil give alt for store indrømmelser vedrørende den britiske rabat, blot så man kan sige, at det britiske formandskab udrettede noget - dvs. noget andet end at sikre en EU-fallit ved at åbne dørene for et tyrkisk medlemskab.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er meget ked af det, men jeg bliver desværre nødt til også at være lidt besværlig. Topmødet i Hampton Court var det, som jeg advarede om: lidt af en snakkebutik - eller måske snarere et snakkesupermarked. Og hr. Straws indlæg vil jeg med Churchills ord beskrive som "en budding uden tema".

Først degraderede premierministeren mødet i Hampton Court til kun at vare én dag. Derefter sammensatte han en dagsorden, der havde meget lidt konkret indhold, og som var blottet for alle vigtige og presserende EU-emner. Endelig besluttede han, at der ikke skulle være noget kommuniké til slut. Det er ikke sådan noget, der kendetegner et formandskab og en premierminister, der står i spidsen for dagsordenen og former vores fremtid. Jeg er helt ærligt overrasket over, at formandskabet har noget som helst at rapportere om fra topmødet. I det mindste modtager Parlamentet en rapport, hvilket premierministeren ikke formåede at give det britiske underhus efter begivenheden.

Det uformelle Råd var en tabt mulighed. Europa har brug for vejledning om økonomiske reformer. I stedet lod formandskabet nogle akademikere udarbejde et par diskussionsoplæg, som ikke engang blev diskuteret. Europa har brug for vejledning om reformering af den såkaldte samfundsmodel. Her fik vi igen et par brave, men irrelevante diskussionsoplæg. Europa har brug for vejledning om, hvordan det bliver mere fleksibelt og lydhør. Det grundlæggende spørgsmål om, hvad vi gør efter forkastelsen af forfatningen blev imidlertid end ikke diskuteret. Europa har også brug for vejledning om dets fremtidige finansiering. Der er tale om vigtige emner - ikke mindst spørgsmålet om rabatten. Men formandskabet undgår fortsat sagen, og tendensen fortsætter.

Jeg er enig med hr. Barroso i, at formandskabet skal anstrenge sig for at nå frem til et resultat på Rådets møde i december. Vi vil følge rigtig godt med og granske indholdet nøje og kontrollere, om hr. Blair løber fra sine tidligere løfter i forsøget på at beskytte den britiske rabat.

Gennemsigtighed og åbenhed er et andet emne for formandskabet. For nylig opfordrede jeg til, at Rådets møder skal være offentlige, når det arbejder i en lovgivningsmæssig kapacitet. Hr. Blair siger, at han ønsker fremskridt på dette punkt. Jeg vil opfordre formandskabet til at gennemføre en sådan procedure, inden dets embedsperiode udløber, og jeg ser frem til Rådets svar på denne sag under spørgetiden, der følger efter denne forhandling.

Hvad med Revisionsrettens rapport om EU's regnskaber? For 11. år i træk har Revisionsretten ikke kunnet afgive en revisionserklæring om regnskaberne. Det er noget, som formandskabet skal ordne. Det britiske formandskab har været præget af ubeslutsomhed og manglende handlekraft. Slovakiets premierminister sagde, at "der hersker tavshed, og vi får ingen informationer", da han talte om emnet. Jeg er enig i analysen, og selv om jeg nød hr. Straws indlæg i dag, kan jeg ikke se, at den bibringer os noget nyttigt.

Hampton Court vidnede ikke om, at formandskabet og specielt premierministeren har en strategi. Han gav indtryk af at drive fra topmøde til topmøde uden at kunne eller ville udvise den form for lederskab, som vi fra det britiske Konservative parti udbad os i juni. Lad os håbe, at den sidste chance på det kommende topmøde i Bruxelles vil vise, at min skuffelse over det britiske formandskab er ubegrundet.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, for nylig blev en terrormistænkt person, der var eftersøgt af den britiske regering, arresteret og udleveret fra Rom i løbet af nogle få uger. Det var et direkte resultat af den europæiske arrestordre, og samme proces kunne tidligere have taget år. Det er blot ét eksempel på borgernes fordele ved EU.

Hver enkelt borger har fået omkring 6.000 euro ud af det indre marked i øget produktion. Hvis man ønsker det, er det muligt at svømme i havet ud for Blackpool i min region, fordi EU-lovgivningen har forbedret miljøet. Begge dele er til fordel for borgerne. Vi skal gøre mere for at gøre opmærksom på sådanne fordele.

Jeg glæder mig over de dokumenter, der blev præsenteret på mødet i Hampton Court, fordi de handler om, hvordan EU kan give borgerne merværdi, specielt på energimarkedsområdet, hvor vi har en lurende krise. Vi skal imidlertid sikre os, at der følges op på disse sager. Et af de væsentlige problemer med Lissabon-dagsordenen er, at medlemsstaterne lover noget uden at føre det ud i livet. Jeg håber, at diskussionerne i Hampton Court gav en afklaring på medlemsstaternes rolle og Kommissionens vigtige opgave med at sørge for, at medlemsstaterne gennemfører det, de allerede er blevet enige om. Hvis det sker, kan EU komme langt videre uden nødvendigvis at have nogen af de prægtige planer, som nogen skitserede under denne forhandling. Lad os holde os til at gennemføre det, vi har lovet. Det er nøglen til succes for EU.

Jeg lykønsker formanden med formandskabets engagement over for Parlamentet. Vi glæder os meget over det omfang, i hvilket ministrene har kontaktet Parlamentet og specielt over, at den britiske indenrigsminister har sørget for at involvere Parlamentet i forelæggelsen af sikkerhedsdagsordenen. Det er en af de vigtigste dimensioner af det, som EU skal foretage sig i fremtiden for at beskytte borgernes interesser.

(Bifald)

  Marielle De Sarnez (ALDE). - (FR) Hr. formand, et møde med ringe eller intet formål, som blev holdt i behagelige omgivelser under en varm efterårssol. Sådan var det uformelle topmøde på Hampton Court. Intet konkret resultat, ingen fremskridt, intet perspektiv. Kort sagt forsøgte stats- og regeringscheferne ikke engang at skitsere begyndelsen til et svar på EU's dybe krise, som om de i sidste ende var tilfredse med at finde sig i denne krise. I stedet for at udfærdige et svar gjorde de, hvad de normalt gør og rullede den lange række forslag ud, som er blevet gentaget tusind gange før. Ja, den europæiske indsats på forsknings- og udviklingsområdet skal selvfølgelig øges. Ja, der er naturligvis behov for førende universitetsforskningscentre. Ja, der er naturligvis behov for en fælles energipolitik. Ja, der er selvfølgelig også behov for en egentlig indvandringspolitik. Og endelig ja, EU har selvfølgelig også behov for en sikkerhedspolitik.

Vi vender imidlertid altid tilbage til de samme problemer. Hvis vi skal gøre ting sammen, har vi brug for politisk vilje samt effektive og demokratiske institutioner, og vi har brug for et fælles budget. Man kan konstatere, at på disse tre punkter har det britiske formandskab ikke gjort noget, ja, endog ikke forsøgt at gøre noget. Det er ikke blot mislykkedes for det britiske formandskab at få EU til at fungere igen, det har også bidraget til at svække EU. Fra nu af har det britiske formandskab et klart ansvar.

Hr. Straw, topmødet i december bliver den sidste chance for at forsyne EU med et væsentligt budget og således give alle dem, der tror på en fremtid for EU, håbet tilbage. Det bliver imidlertid også det sidste nyttige øjeblik for den britiske premierminister, hvis han ikke skal gå over i historien som den mand, der bidrog til den europæiske fiasko, og hvis han ikke skal gå over i historien som den, der med vilje lukkede for Europas politiske union.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, undskyld mig, men Hampton Court-topmødet var den mest pinlige affære, som et formandskab nogensinde har gennemført. I stedet for at fremme presserende problemer såsom de finansielle overslag og forfatningsforhandlingerne blev disse punkter slettet af dagsordenen. Selv det fastsatte tema "Socialt Europa" levede topmødet ikke op til. Intet af de politiske instrumenter med henblik på at opnå et socialt Europa blev drøftet, hverken minimumsstandarder eller arbejdsmarkedslovgivning eller instrumenter til bekæmpelse af arbejdsløshed og social udstødning.

Deres forslag, hr. Straw, er præget af småstatstankegang og bringer ikke det sociale Europa videre. I stedet for handlinger var der kun idéer, i stedet for at imødegå globaliseringen med proaktive foranstaltninger reagerede De med reaktive foranstaltninger som f.eks. idéen om en antichockfond. Formålet hermed skal imidlertid ikke være at udvikle et bagudrettet Europa, men derimod et fremtidsorienteret Europa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Det er ikke nok at konstatere, at der er sociale problemer i EU og i verden. Som min gruppe påpegede før det uformelle topmøde i slutningen af oktober, er det afgørende at analysere årsagerne og ændre den politik, der har skabt disse forhold.

Sagen er imidlertid, at det, som vi hører her, ikke giver nogen sikkerhed for, at der er vilje til en ny politik, selv når der notorisk er stigende utilfredshed i befolkningen og alvorlige sociale spændinger i flere lande, også her i EU's hjerte.

I stedet for de forslag, der er behov for, hvis de alvorlige sociale problemer skal imødegås, fastholder Rådet den neoliberale dagsorden, som vi alle kender så godt. Lissabon-strategien, med liberaliseringer og privatiseringer af offentlige tjenester på de mest forskellige områder sammen med stadig mere usikker beskæftigelse, som det berygtede direktivforslag om at indføre et indre marked for tjenesteydelser eksemplificerer, hvortil også kommer stabilitetspagten for at hamre endnu et søm i arbejdstagernes og de små og mellemstore virksomheders ligkiste.

I den hellige konkurrences navn satses der hele tiden på foranstaltninger, der skal skabe konkurrence mellem arbejdstagerne, så lønninger og sociale ydelser kan blive nivelleret nedad mod stadig lavere niveauer. Derfor lægges der vægt på en mere fleksibel arbejdskraft, på mobilitet og på støtte til omstruktureringer, der fjerner job, hvilket betyder større ledighed og mere usikker beskæftigelse.

Som den enorme stigning i de store økonomisk-finansielle gruppers profitmargen i EU viser, sigter den aktuelle politik først og fremmest på at imødekomme de europæiske arbejdsgivere i UNICE. Det, som vi hører i dag, går i samme retning. Selv når der tales om behovet for at skabe et gunstigt klima for virksomhederne, ved vi alle, at der kun tænkes på de store virksomheder.

Kommissær Mandelson var i øvrigt meget tydelig i sine svar i går på bekymringer angående følgerne af liberaliseringen af den internationale handel inden for industrisektorer af stor betydning for de sydeuropæiske lande som f.eks. tekstiler, beklædning og skotøj, der bruges som bytteobjekt for at opnå gevinster inden for højteknologi og tjenesteydelser i WTO-forhandlingerne. Det er det, der skal laves om på.

  Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det virker, som om stats- og regeringscheferne forhandlede under en glasklokke på deres møde i Hampton Court.

Når det gælder de vigtige sociale, økonomiske og politiske spørgsmål, som mange talere har nævnt før mig, var de resultater, der blev nået, bestemt ikke imponerende. Efter min mening er det meget alvorligt, at man - mens byerne brænder i det halve Europa - på en så generel og upræcis måde taler om indvandringen og om de sociale og økonomiske problemer, der tværtimod er årsag til det, der i øjeblikket sker i Paris, Strasbourg og Bruxelles.

Det spørgsmål, som disse oprørske unge mennesker rejser, er faktisk et meget alvorligt og farligt spørgsmål, som vi burde tænke seriøst over, når vi taler om indvandring. Jeg har bestemt ikke til hensigt at skyde skylden på de unge mennesker, men snarere på dem, der har udarbejdet disse forfejlede politikker, og på dem, som selv i dag taler om indvandringen på en så bureaukratisk, generel og overfladisk måde.

Vi har ikke forstået at tage indvandringens udfordring op. Indvandringspolitikkerne har været en fiasko for Europa, og jeg mener, at det er vores pligt at se dette i øjnene og at tale om det. Efter min opfattelse burde man på topmødet have fastlagt nogle retningslinjer for dette område, og jeg mener ikke, at den løsning, som Kommissionen foreslår - nemlig at bevilge en håndfuld penge til de parisiske forstæder - er nogen god løsning.

Det er tværtimod nødvendigt at tage fat på årsagerne, at ændre politik og at holde op med at træffe vanvittige beslutninger såsom at gøre familiesammenføringer lette og at gøre det endnu lettere at få statsborgerskab. Vi har kort sagt brug for en seriøs indvandringspolitik.

  Armando Dionisi (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. minister, hr. formand for Kommissionen, drøftelserne mellem stats- og regeringscheferne i Hampton Court var en vigtig erkendelse af de problemer, som EU har i øjeblikket. Den genfundne harmoni mellem de 25 medlemsstater efter de sidste måneders spændinger og ønsket om at afslutte forhandlingerne om de finansielle overslag inden udgangen af december bør man se med positive øjne på.

Jeg vil dog gerne henlede Rådets opmærksomhed på, at man ikke må indgå en aftale efter laveste fællesnævner, og jeg vil ikke mindst henlede dets opmærksomhed på, at man ikke må se bort fra Parlamentets holdning. De prioriteringer, som Tony Blair har opstillet med det formål at sætte gang i Europa - nemlig forskning, innovation og livslang læring - er forslag, man kun kan være enig i, og de er faktisk også medtaget i vores betænkning om de finansielle overslag.

Også behovet for en europæisk energipolitik, en større fællesskabsstøtte til indvandrernes transitlande og en kompensationsfond for globaliseringen er vigtige målsætninger for Europa. Her er det dog nødvendigt med tilstrækkelige finansielle ressourcer.

EU's borgere er klar over, at der efterhånden ikke er nogen regering, som selv er i stand til at løse de alvorligste problemer, vi står over for i dag, såsom arbejdsløshed, manglende jobstabilitet, forringet konkurrenceevne, international terrorisme og illegal indvandring. Kun Europa kan løse disse problemer effektivt og give vores lande velfærd og sikkerhed. Et magert budget gør det ikke muligt at tage disse udfordringer op, men Det Europæiske Råd i oktober var en god start. Derfor ser vi med moderat optimisme på topmødet i december.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg har slået "uformel" op i min franske ordbog. Uformel betyder på fransk misformet og ugraciøs. Montaigne brugte dette adjektiv i 1580 til at beskrive noget, der var svært at definere. Jeg vil lade Dem dømme om topmødet på Hampton Court og Catherine Howards spøgelse.

De har ikke haft meget held i det britiske formandskab. Frankrig har sagt nej, og Det Forenede Kongerige bliver anmodet om at genoplive EU. Jeg mener, at det er at bede om meget. Når dette er sagt, har en række udsigter i løbet af en årrække åbnet sig for EU-borgerne, som de har levet med og har skullet leve med, nemlig genforeningen af Europa, forfatningstraktaten, chartret om grundlæggende rettigheder, det indre marked og den fælles valuta.

Når jeg tænker på EU-borgerne, har jeg en fornemmelse af, at Lissabon ikke opfylder denne funktion. I dag er der et tomrum. Når alt kommer til alt, bestrider jeg ikke prioriteterne på topmødet. Det er ikke det, der er problemet. Det egentlige problem er forbindelsen med borgerne. Det er, som om vi engang var fælles om noget, der nu er forsvundet. Jeg mener, at det næste topmøde eller de efterfølgende topmøder skal sætte os i stand til at genopdage et perspektiv, som vi kan dele med borgerne. Her kommer jeg selvfølgelig til at tænke på de 25 medlemsstaters samhørighed, som til tider bliver kaldt Marshall-planen for dem, der bliver medlem, da endeløs udvidelse og begærlighed efter finansiering ikke undgår borgernes opmærksomhed. Det er slet ikke godt. Efter min mening ville det trods alt være umagen værd at genindføre ordet "harmonisering" i det europæiske ordforråd, da det så at sige er en truet art. Dette er også uheldigt, så meget desto mere som der stadig er områder, der er behov for at harmonisere. Vi vil ikke harmonisere alt, men det er stadig muligt at gøre fremskridt på visse områder. Og hvis vi glemmer at gøre det, hvis vi forsømmer dette ord og denne værdi, fjerner borgerne sig fra os.

Til sidst er der et andet emne, som ligger mig på hjerte, og det er udveksling af unge mennesker. Jeg har set på statistikkerne. I 2005-2006 finansierer EU 280.000 unge inden for tre programmer, nemlig Comenius, Erasmus og Leonardo. Der er imidlertid 58 millioner unge. Det ville ikke koste os meget at gange det tilsvarende budget med 10, særlig da det er på disse unge mennesker, at vi skal bygge den europæiske bevidsthed.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tage to konkrete punkter op og derefter kommentere forhandlingen i mere generelle vendinger. Fru Riis-Jørgensen spurgte til Revisionsretten og bad mig om at svare ja eller nej. Jeg beklager, men jeg er nødt til at svare både ja og nej, fordi sagen ligger hos finansministrene, og De ved, hvordan de er! Svaret er, at Økofin-Rådet den 8. november vedtog konklusioner med en oversigt over en lang række aktioner for både Kommissionen og medlemsstaterne. Der blev talt om en køreplan, der var meget vigtig, ikke mindst fordi den bringer større fokus på medlemsstaternes ansvar for at forbedre deres revisionssystemer samt ansvar for de penge, de bruger i deres hjemlande. Jeg mener, at dér, hvor medlemsstaterne har kontrol over pengene, skal de også redegøre for brugen af dem. Hvis ikke de har kontrol over pengene, skal EU redegøre for brugen af dem, og jeg giver Dem ret i, at vi skal anspore finansministrene til at få styr på det. Det er imidlertid Kommissionens og Europa-Parlamentets fælles ansvar. Vi bærer alle et ansvar herfor.

Hvad angår spørgsmålet om gennemsigtighed, som hr. Kirkhope tog op, vil der snart blive omdelt et options paper med idéer til forbedring af gennemsigtigheden, og Rådet vil primært få to valgmuligheder. Det er op til Rådet at træffe en simpel flertalsbeslutning på samme måde som i alle procedurespørgsmål, så jeg er glad for i det mindste at kunne tilfredsstille Dem på dette punkt, hr. Kirkhope.

Kollegerne her i salen har været meget ærlige, så jeg vil også være ærlig. Mit problem med det, som en række kolleger har sagt, er, at de nævner behovet for ændringer, samtidig med at de siger, at EU's fremtid alligevel ligger i fortiden. Jeg kan kun sige til de tilstedeværende kolleger, at globaliseringen er et faktum. Franskmændene, min gode ven, bryder sig måske ikke om den, men vi er alle sammen nødt til at forholde os til den, hvis ikke den skal opsluge os. Jeg opfandt den ikke, hr. kommissionsformand Barroso opfandt den ikke og heller ikke præsident Chirac, men den er ikke desto mindre et faktum. Den er resultatet af andre politikker, som vi har fulgt gennem mange år - i form af at opbygge Verdenshandelsorganisationen, fremme fri handel og løfte landene i Asien, Afrika og Latinamerika ud af fattigdommen, således at de nu ønsker at deltage i handelen og udnytte deres konkurrencefordele på samme måde, som vi tidligere har gjort. Det betyder, at den gamle europæiske økonomiske og sociale model ikke længere på samme måde som tidligere kan give velstand, social retfærdighed og job. Det er en stor udfordring, og måske specielt for det land, som De repræsenterer, samt for en række andre lande på kontinentet. Jeg forstår imidlertid ikke, at De fortsat klynger Dem til gamle metoder som f.eks. ufleksible metoder til regulering af arbejdet inklusive arbejdstidsdirektivet, der måske fungerede tidligere, men som ikke fungerer i fremtiden.

Alt dette ved man udmærket i Frankrig, og derfor er der mere snyd i Frankrig end i andre lande. Frankrig er et af de lande, hvor folk, så vidt vi kan forstå, kan blive vurderet efter, om de arbejder 48 timer på en kontrakt eller 48 timer for en arbejdsgiver. Vi ønsker ikke at blive belært om vores ansættelsespraksis, når vi håndhæver loven, selv om det er ubelejligt, af lande, der først slår til lyd for håndhævelse, og som derefter lister ud af bagdøren for at sikre sig, at loven ikke håndhæves. Det er et faktum, og Europa-Parlamentet undergraver tilliden til sine egne foranstaltninger, hvis det vender det blinde øje til det, der foregår, når alle kender til det.

Det er også bedre at være fleksibel. Der er intet EU-dækkende krav om en mindsteløn, hvilket efter min mening er en grundlæggende menneskeret. Der er imidlertid intet krav herom, og det er så op til de nationale regeringer at stille det. Nogle lande har en mindsteløn, mens andre ikke har det, så hvorfor skulle der være et dirigiste krav i hele Europa, uanset de nationale forhold og ansættelseskontrakternes art, om arbejdstidsbegrænsninger, når testen bør være sundhed og sikkerhed? De lande, der opererer med lidt længere arbejdstider, har faktisk bedre statistikker for sundhed og sikkerhed end visse andre lande inklusive Deres eget, min kære ven.

Jeg vil nu gå videre med det vigtige budgetspørgsmål, og jeg lyttede meget opmærksomt til kommissionsformand Barrosos indlæg. Han sagde, at det væsentlige spørgsmål for det britiske formandskab er de finansielle overslag, der er prøven på, om Europa er i bevægelse. Det er bestemt en prøve på, om Europa er i bevægelse, men vi betragter det ikke som det helt centrale spørgsmål. Hvis De bad mig om at vædde på, hvad historikerne vil betragte som det væsentligste spørgsmål for dette formandskab om 10 eller 20 år, så ville jeg ikke satse på, at det er, hvorvidt vi når til enighed om de finansielle overslag i december, selv om jeg håber, at vi gør det. Jeg tror, at formandskabet vil blive bedømt på det faktum, at vi den 3. oktober blev enige om at indlede forhandlinger med Kroatien og Tyrkiet. Det vil hjælpe med at skabe det fremtidige Europa. Jeg vil atter minde kollegerne om, at de seneste finansielle overslag først blev vedtaget på det, der svarer til Rådets møde i marts 2006 og ikke på det, der svarer til Rådets møde i december 2005.

Vi håber rigtig meget, at vi kan nå til enighed, men det bliver vanskeligt. Hvorfor? Hr. Jonckheer talte om, at vi ikke skal lade spørgsmålet blive domineret af national egoisme. Jeg er enig, men jeg vil sige til kollegerne - og De ved alle, at det er sandt - at denne forhandling er dømt til at blive domineret af de forskellige nationale perspektiver samt af, hvorvidt et land traditionelt set har været en stor bidragyder eller en nettomodtager af EU-midler. Det er et faktum. Hvis man ignorerer det eller fører de af os - inklusive Tyskland, Nederlandene, Sverige og en række andre medlemsstater, hvis borgere reelt bekymrer sig over det beløb, de tidligere har betalt, og det beløb, de fremover skal betale - bag lyset ved at sige, at det handler om national egoisme, så kommer vi ingen vegne.

Jeg vil minde de belgiske kolleger om, at deres land har været nettomodtager trods det faktum, at det er et velhavende land, og at det fortsat vil være det ifølge alle beregninger for budgettet mellem 2006, 2007 og 2013. Luxembourg - som jeg holder meget af - er det rigeste land i Europa, men det vil også fortsat være nettomodtager. Hvis vi befandt os i den lykkelige position, ville vi sige til formandskabet: "Kom, lad os lave en aftale". Hvis vi kun skulle forholde os til, om vi endte med 3 eller 6 milliarder euro i lommen, ville det være let.

Problemet er imidlertid, at en række medlemsstater - og ikke kun Det Forenede Kongerige - historisk set har været meget store bidragydere. Det siger jeg kun, for at kollegerne kan forstå det problem, vi har i Det Forenede Kongerige. Vi kan lige så godt lægge kortene på bordet og være ærlige. Problemet er, at Det Forenede Kongerige i forbindelelse med de seneste finansielle overslag betalte 39 milliarder euro, mens Frankrig betalte 28 milliarder euro, Italien betalte 24 milliarder euro, og den anden ekstreme bidragyder Tyskland betalte 77 milliarder euro. Det Forenede Kongerige har ikke desto mindre betalt 39 milliarder euro, hvilket i forhold til befolkningstallet er langt mere end de øvrige to lande. Spanien har modtaget 48 milliarder euro, og Portugal har modtaget 14 milliarder euro, hvilket sætter tingene i et anderledes perspektiv.

Jeg er enig i, at alle skal være med til at betale for udvidelsen. Uden den mindste ændring i de finansielle overslag vil Det Forenede Kongerige komme til at betale yderligere 11 milliarder euro - hvilket er en stigning på næsten en tredjedel - frem mod de næste finansielle overslag, hvor der skal betales for en udvidelse.

Spørgsmålet er ikke, om Det Forenede Kongerige eller de mere velhavende lande betaler en smule mere for udvidelsen - selv om nogle velhavende lande ikke kommer til at betale ekstra - men om, hvor meget mere man betaler i en situation, hvor Det Forenede Kongerige i de seneste 20 år har betalt forholdsmæssigt 2,5 gange så meget som Frankrig og Italien trods det faktum, at vi har haft forholdsmæssigt ens bruttonationalindkomster i samme periode. Det er problemet. Vi arbejder os igennem det. Vi skal være ansvarlige over for både EU og offentligheden. Ingen kan beskylde min premierminister for ikke at være modig eller for ikke at være meget engageret i EU, da vi har gjort et stort stykke arbejde. Det vil jeg blot slå fast, så alle forstår de problemer, vi alle står over for.

Det sidste, jeg vil sige, handler om en mere lovende sag. Kommissionsformand Barroso talte meget udtryksfuldt om det faktum, at EU skal gøre mindre på nogle områder og mere på andre, og jeg tror, at det er den helt rigtige måde at anskue tingene på. Det handler ikke om et minimalistisk Europa, for Europa har haft overvældende resultater i de seneste 60 år, når man tænker på de konflikter, der havde mærket Europa i de tre foregående århundreder. Når jeg ser med rædsel på andre af nutidens konfliktområder - specielt Mellemøsten - minder det mig om det Storbritannien, jeg voksede op i som en lille dreng lige efter krigen, samt om de endnu værre forhold, der herskede på kontinentet. Det er EU's fortjeneste. I fremtiden skal vi imidlertid bygge videre på disse resultater og erkende, at udfordringerne er lidt anderledes.

Et af de områder, hvor vi kan gøre størst gavn, og hvor vi allerede gør det under udmærket ledelse af Javier Solana og Kommissionen, er på det udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Se f.eks., hvad Condoleezza Rice og Javier Solana blev enige om i går. Tag det faktum, at EU nu er tredjepart i aftalen om at lade palæstinenserne rejse ind og ud af Gaza og Vestbredden. Den israelske regering har ikke altid betragtet os som tredjepart i sådanne anliggender. Se engang, hvad vi sammen gør i forhold til Iran, se på den fælles erklæring, vi har indgået med Afghanistan, og se på den betydelige stigning i bistanden til Afrika. Det er her, vi kan se, at Europa i fællesskab har gjort virkelige fremskridt. Det er på dette såvel som på mange andre områder, at vi skal gøre mere, samtidig med at vi afbalancerer, hvad EU gør sammenlignet med det, som de nationale, regionale og lokale myndigheder gør på det indenrigspolitiske område.

Formandskabet har været et stort privilegium for os, hr. formand. Jeg har bestemt nydt det, og jeg ser frem til endnu seks spændende uger her i Strasbourg samt i Bruxelles og andre byer.

  Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg tror i virkeligheden, at det britiske formandskab og Tony Blair er ofre for de store forventninger, som den britiske premierminister skabte med sin tale her i Parlamentet den 2. juli. Og når forventningerne er store, bliver skuffelsen selvfølgelig også stor.

Tiden er ved at løbe ud, det kniber med resultaterne, og jeg mener ikke, at det britiske formandskab bør være forundret over den kritik, som Parlamentet giver udtryk for under denne forhandling. Der var faktisk ikke tale om et uformelt Råd, men snarere om et inkonsekvent Råd, som skulle have drøftet den europæiske socialmodel i sidste måned, men som i stedet pludselig holdt en debat om de fire verdenshjørner uden at træffe nogen beslutninger.

Jeg vil ikke forsvare forfatningen med arme og ben, men jeg tror, at begrænsningerne ved de halvårlige formandskaber efterhånden er ved at blive meget tydelige. Hvert formandskab arver nemlig det tidligere formandskabs agenda og tilføjer en ny række forpligtelser, hvilket gør listen over de beslutninger, der skal træffes, længere, og hvilket gør kapitlet om de vedtagne beslutninger kortere. Vi bliver ved med at komme nye ingredienser i kagen, men den kommer aldrig ud af ovnen.

Jeg vil komme med et eksempel, som jeg nævnte for kommissionsformand Barroso i går. Det er rigtigt, at der har været andre alvorlige kriser i Europa før. Jeg savner ikke det Europa, som havde seks medlemsstater, og jeg tror heller ikke, at der var en guldalder, som man kan se tilbage på. Hvis ens kæreste forlader en, når man er 18, synes man, at man har det hårdt, men man er klar over, at livet går videre alligevel. Men hvis ens ægteskab er slut, når man er 45, har fem børn og et lån i huset at betale af på, bliver det hele lidt mere vanskeligt. Det forekommer mig, at Europa her efter udvidelsen og før forfatningen er i en situation, som mere ligner det andet tilfælde end det første.

Jeg er ikke bange for institutionskrisen, de finansielle overslag eller Lissabon-strategien i sig selv, men jeg er bange for, at alle disse aspekter som helhed er meget skadelige for EU.

Det britiske formandskab har stadig seks uger til at gøre sit arbejde færdigt, og jeg håber, at det sender et positivt budskab for fremtidens Europa.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg ville normalt beklage mig over, at et minut ikke er tilstrækkeligt til at opsummere et formandskab i dets sidste faser, men ikke i dette tilfælde. Det britiske formandskab: intet fremskridt.

Det er interessant, at hr. Straw kommenterede det beskedne fremmøde og gjorde et meget vagt forsøg på at spøge med det. Faktum er, at de fleste af mine kolleger havde bedre ting at foretage sig end at høre på, at han gav den samme tale i dag, som Tony Blair gav ved starten af formandskabet og derefter gentog med mindre variationer for nogle få uger siden.

Hvis hr. Straw stadig havde været her, ville jeg gerne have stillet ham det samme spørgsmål, som hr. Alexander ikke besvarede, da jeg stillede det direkte til ham for nogle uger siden, men jeg spørger igen. Vil det britiske formandskab komme med en forsikring om, at der ikke vil blive givet køb på de skotske fiskerisamfunds interesser til fordel for noget, der er vigtigere for den engelske regering, under de mange studehandler, der er lagt op til på Rådets møde i december samt på det efterfølgende møde i Rådet (fiskeri), der omtrent bliver formandskabets sidste handling?

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Mine damer og herrer, i princippet er jeg modstander af, at man opretter den såkaldte globaliseringsfond som svar på globaliseringens udfordringer. Det svarer simpelthen til at feje problemet ind under gulvtæppet og meget sigende for populismen hos politikere, der er bange for at fortælle borgerne sandheden om, at globaliseringen er kommet for at blive, og at den ganske vist vil medføre, at nogle arbejdspladser forsvinder, men navnlig også vil føre til nye jobmuligheder. Der er meget at vinde ved globaliseringen, men kun på et fleksibelt, frit marked, hvor det kan betale sig at arbejde. EU's politik er ofte i strid med denne tankegang, idet borgerne opfordres til at være passive og undertiden sågar belønner dovenskab. EU's andel af verdenshandelen er svundet ind over de forgangne 10 år, mens USA's og navnlig Kinas og Indiens andel er steget kraftigt. Det er sådan, det frie marked bedømmer EU's politikker, og alligevel reagerer De 25's ledere med fordelingspolitik, som måske fungerer som et lille plaster lige i øjeblikket, men som under ingen omstændigheder er en langsigtet kur for fremtiden. Jeg er overbevist om, at i stedet for at skændes om den protektionistiske globaliseringsfond burde EU's medlemsstater hurtigst muligt sørge for en reform af deres arbejdsmarkeder. En udsættelse af sådanne reformer undergraver befolkningens støtte til frie markedspolitikker og skaber grobund for nationalisme, fremmedhad og racisme.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. Alexander, hr. Barosso, mine damer og herrer, EU står over for en identitetskrise, tab af dets værdier og generel desillusionering. For første gang i lang tid frygter europæere, at deres børns levestandard bliver lavere end den nuværende levestandard. Hvordan kan vi reagere og finde et svar på disse alvorlige bekymringer?

Det var meningen, at topmødet på Hampton Court skulle være en fase i disse overvejelser. Der er desværre ikke kommet ret mange konkrete resultater ud af det, selv om de rejste spørgsmål var berettigede, f.eks. "findes der en eller flere europæiske modeller i en globaliseret verden?", da svaret på dette spørgsmål for at sige det mildt ikke er særlig klart.

EU er blevet kastet ud i denne krise, fordi det ikke ved, hvad det vil. Det er splittet. Nogle ønsker, at det eneste mål skal være at gøre det til et handelsområde uden toldmæssige handelshindringer, kort sagt et EU, der løber efter globaliseringstoget med et EU, der uophørligt bliver udvidet. Andre har en anden vision, et politisk mål for EU, der skal defineres ved hjælp af dets grænser og dets projekter for at hævde sig og være fælles om dets humanistiske værdier i en ustabil verden.

De franske medlemmer af Parlamentet fra det franske regeringsparti UMP har ligesom det store flertal af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater klart valgt at kæmpe for, at sidstnævnte vision bliver fremherskende, og er klar over den udfordring, vi skal tage op.

De franske forslag, som blev udsendt i radio og tv i EU af præsident Chirac dagen før topmødet, lægger vægt på behovet for at gennemføre det indre marked, at fremme solidaritet mellem medlemsstaterne og at sikre, at der opstår et EU med store projekter.

For at genoplive EU skal Det Europæiske Råd imidlertid først fjerne en grundlæggende hindring, fordi det, i betragtning af at næsten alle medlemsstaterne er nået frem til en fælles holdning til de finansielle overslag 2007-2013 på grundlag af det luxembourgske formandskabs forhandlinger, absolut skal nå til enighed inden årets udgang. Enhver anden drøftelse ville kun være gætterier.

(Bifald)

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 65, punkt c, hvis jeg husker ret. Vi har lige lyttet til den britiske udenrigsminister. Jeg ønsker via formandskabet at stille Formandskonferencen følgende spørgsmål. Min kollega har netop talt i et minut. Den britiske majestæts minister med ansvar for europæiske anliggender er sammen med os. Hvordan kan Parlamentet tillade sig at begrænse sig til kun et minuts taletid til at svare ham? Kan De evt. tale med Deres kolleger i Formandskonferencen om, hvilken holdning der skal indtages i fremtiden?

  Formanden. - Tak, hr. Beazley, jeg tror, at vi har forstået Deres argument. Det er de politiske grupper, der inddeler taletiden. Hvis de ønsker at give deres hovedtalere 10 minutter eller et kvarter, har de ret til det og omvendt. Den tid, som Kommissionen og Rådet anvender, medregnes ikke, men jeg har lagt mærke til, at begge parter er omhyggelige med ikke at misbruge dette.

  Nicola Zingaretti (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. minister, jeg hører til dem, som tværtimod satte og sætter pris på den indsats, som formandskabet har gjort for at forsøge at sætte gang i Europa - med dets håb og dets udfordringer - i et vanskeligt øjeblik.

Dette er også sket i form af konkrete handlinger og løfter. Her tænker jeg på den positive løsning på Tyrkiet-spørgsmålet, der ikke havde været mulig uden en kraftig indsats fra det britiske formandskabs side, og på evnen til at pege på en løsning, et perspektiv og nogle klare målsætninger, som herefter blev ført ud i livet i Hampton Court - i det mindste potentielt - nemlig universiteter, energi, sikkerhed og forsvarspolitik.

Netop med hensyn til de store ambitioner og de få konkrete resultater vil jeg dog gerne sige, at jeg i stadig større grad bliver overbevist om - og det vil jeg også opfordre Dem alle sammen til at tænke over - at der er et meget stort modsætningsforhold mellem dette Europas potentiale og den illusion, at sådanne resultater kan nås med et Europa, der ikke har tilstrækkelige ressourcer, og som navnlig ikke er villigt til at ændre sine regler.

Dermed mener jeg, at hvis vi ønsker at nå bare halvdelen af disse målsætninger, og hvis vi skal være fair over for hinanden, er vi nødt til at gå i dybden med krisens hovedspørgsmål. Disse spørgsmål indebærer flere ressourcer, der skal anvendes på en bedre måde, ikke så meget mellemstatsligt Europa og i højere grad et integrationens Europa og et politisk Europa, hvilket er ensbetydende med nye regler for Kommissionen, så vi netop kan nå de målsætninger, som vi har sat os.

Den eneste vej fremad er at fastlægge en ny institutionsopbygning og at gøre de fælles politikker stadig mere udbredte. At fastholde status quo, som måske er det største resultat, der er opnået under det britiske formandskab, vil uundgåeligt føre til en renationalisering af politikkerne, hvilket forværrer krisen, styrker regeringernes vetoret og gør den manglende beslutningsevne på topmøderne større.

Derfor håber jeg, at dette halvår har overbevist selv de største skeptikere om, at det ikke er tilstrækkeligt med gode idéer og velvilje, men at vi også er nødt til at se i øjnene, at det er ude med os, hvis ikke vi er modige nok til at ændre tingene og tage et skridt fremad i retning af mere integration.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg kunne mægtig godt tænke mig at vide, hvornår det britiske formandskab indså, at det var en fejl, at det som sit logo havde valgt en flok fugle på vej mod Europa!

Hvis ikke det britiske formandskab skaffer en aftale om de fremtidige finansielle overslag, vil det ikke blive betragtet som et vellykket formandskab.

Jeg er enig i, at der skal gøres en indsats på landbrugsområdet. Mens det britiske formandskab skal erkende, at det til en vis grad er nødt til at gå på kompromis, er det også vigtigt, at de andre medlemsstater indser, at de også skal give sig. På et eller andet tidspunkt skal franskmændene - og åbenbart specielt dem - give noget, der sætter dem, der ønsker en aftale, i stand til at pege på fremtidige ændringer og revisioner af landbrugspolitikken, ikke kun for at hjælpe Det Forenede Kongerige ud af en vanskelig situation, men også for at hjælpe verden med at skaffe en aftale om Doha-udviklingsrunden.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, jeg håber, at De kan fornemme, at utålmodigheden med Deres formandskab stiger, og at skuffelsen hermed vokser. Deres embedsperiode er ganske vist endnu ikke slut, men langt størstedelen er allerede gået. Vi savner ikke kun Tony Blair, men jeg spørger mig selv, om han måske omsider har erkendt, at to gode taler ikke i sig selv udløser noget vellykket rådsformandskab. Vi savner imidlertid allermest konkrete resultater, konstruktive forslag og seriøse forhandlinger med Parlamentet om løsninger på problemerne og udarbejdelse af svar på borgernes spørgsmål.

Vi kan ene og alene skabe tillid gennem en ny samhørighedsfølelse og bæredygtige løsninger. Måske løftede Deres udenrigsminister noget af sløret herfor, da han i stedet for at kigge fremad sagde: "Det væsentlige i dette formandskab - Kroatien og Tyrkiet - har vi allerede lagt bag os". Jeg vil gerne spørge Dem, om dette virkelig er et udtryk for EU-borgernes prioriteringer. Er det virkelig de spørgsmål, som optager mennesker uden arbejde mest, eller et Europa, der skal være mere konkurrencedygtigt? Det mener jeg i hvert fald ikke. Måske prioriterer de forkert. Hensigtserklæringer alene gør ikke noget vellykket formandskab. Alle seks punkter fra Hampton Court, hr. rådsformand, er ganske vist politisk korrekte, men for størstedelens vedkommende ligger de ikke inden for EU's kompetenceområde. Hvis De ønsker, at vi skal opnå det, som De selv postulerer, skal De give os kompetencerne og pengene hertil og lade være med at obstruere Europas vej mod den politiske union eller stille Dem hindrende i vejen for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg vil godt runde af med de finansielle overslag. Der er 70 milliarder euro i forskel mellem Deres og vores forslag. Forskellen mellem Deres forslag og traktaten udgør 2 milliarder euro, og der er en forskel på over 100 milliarder euro mellem Deres forslag og Kommissionens. Fortæl folk, hvad De vil tage fra dem, før De foregøgler at være på deres side ...

(Formanden afbrød taleren)

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, Hampton Court-topmødet viste, at EU har brug for grundlæggende reformer. EU er nødt til at harmonisere forskning og udvikling, at øge udgifterne til uddannelse betydeligt, at liberalisere tjenesteydelser og indføre en fælles europæisk energipolitik, og det alt sammen på samme tid. Vi har diagnosen, men de europæiske ledere har indtil videre ikke leveret svarene.

Vi ved, hvad vi bør gøre, men ikke, hvordan vi kan nå disse mål. Vi har heller ikke ressourcerne til at gøre det. Vi kan ikke få mere Europa med færre penge. Vi er stadig ikke nået til enighed om de finansielle overslag for 2007-2013, hvilket kunne blive en katastrofe for os, de nye medlemsstater, idet vi står til at miste to tredjedele af vores mulige finansielle støtte. Derfor er det finansielle direktiv så vigtigt for os.

Jeg mener også, at det er vigtigt, nu hvor Tony Blair har angrebet den fælles landbrugspolitik, at vejen frem for os ikke går gennem en ødelæggelse af eksisterende fællesskabspolitikker, idet samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik er vigtige resultater for EU. I stedet for at afvikle disse politikker burde man indføre flere fællesskabspolitikker på andre områder. Det store spørgsmål er, hvordan man skal gøre alt dette.

Den ungarske premierminister Ferenc Gyurcsány har foreslået, at vi sideløbende med fællesskabspolitikkerne bør indføre et koordineret samarbejde, der skal føre til en harmonisering af nationale politikker på forskellige områder. Det vil ikke føre til nye fællesskabspolitikker, men det vil bidrage til at forbedre samarbejdet, uanset om det drejer sig om energi eller forskning og udvikling. Jeg har en opfordring til hr. Barroso og Kommissionen: Lad os hjælpe Europa med at komme over den nuværende krise, og lad os komme fremad inden for det koordinerede samarbejde.

  Boguslaw Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, briterne er berømte for at have nerver af stål, deres tilbageholdenhed, deres ro, deres besynderlige form for humor og ligeledes for at kunne lægge bånd på deres følelser. Derfor overraskede det mig meget at høre Lord Bach sige i går, at hvis der ikke vedtages et kompromis om Reach-forordningen inden årets udgang, vil han både betragte det som en personlig fiasko og som en fiasko for det britiske formandskab.

Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at spørge hr. Alexander, om han deler disse følelser. Hvis de finansielle overslag for 2007-2013 ikke vedtages inden årets udgang, vil De da også betragte dette som en personlig fiasko for Dem selv og for premierminister Blair?

Tony Blair holdt en fin tale for Parlamentet i Bruxelles i juni, og hans analyse af den krise, som Europa befinder sig i, fortjener at blive udgivet. I løbet af de følgende måneder og ministertaler hørte vi desværre ikke andet end stadig blegere gentagelser af premierministerens forslag. Det er mit indtryk, at briterne har mistet viljen til at kæmpe for at gennemføre deres vision for EU. I stedet har de besluttet af vakle gennem dette seks måneders formandskab, så godt de kan. Desværre er de også blevet smittet med den europæiske sygdom med afmagt og handlingslammelse.

Samtidig må jeg så indrømme, at efter at spørgsmål og taler fra medlemmerne af Parlamentet ikke havde givet ham andre muligheder, begyndte hr. Straw endelig at tale forretning som et normalt menneske, og det er sådan, en politiker bør tale. Europa kan kun opbygges med effektive handlinger og beslutninger, der for altid vil udgøre de store linjer i vores kontinents historie. Formandskabets udsættelse af forhandlingen om de finansielle overslag til sidste øjeblik og udarbejdelsen af budgetforslagene bag lukkede døre og deres Orwell'ske nysprog om de civilisationsproblemer, som verden står over for, i stedet for at afholde en hårdtslående debat om de foreliggende problemer er enten tidsspilde eller et bevidst forsøg på at skubbe den varme kartoffel videre til Wien i december.

Vores vigtigste opgave i dag gælder de finansielle overslag. Skøn viser, at hvis disse overslag ikke vedtages, vil de nye medlemsstater modtage 10 milliarder euro til udvikling i 2007. Hvis de vedtages, vil dette tal imidlertid stige til omkring 22 milliarder euro med yderligere 3,5 milliarder euro til Rumænien og Bulgarien. Disse lande vil derfor miste omkring 60 % af de penge, de har mulighed for at modtage. Jeg vil bede Dem tage disse finansielle overslag alvorligt og gennemføre nogle effektive foranstaltninger for at sikre, at de vedtages til december.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, i dag drøfter vi resultaterne af Det Europæiske Råds uformelle møde på Hampton Court og ikke resultaterne af de seks måneder med det britiske formandskab. Jeg er tilfreds med resultaterne fra Hampton Court. På mødet identificerede man klart seks områder, der er af central betydning for Europas overlevelse og succes i en globaliseret verden, og disse omfattede videnskab og forskning, investeringer i vores universiteter, energipolitik, global sikkerhed og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Lad os f.eks. kaste et blik på energisituationen. Europa bliver stadig mere afhængig, allerede for 65 % vedkommende, af en enkelt energikilde, og denne findes i meget ustabile regioner, enten tidligere sovjetiske områder eller i Mellemøsten. Derfor har vi brug for en fælles energipolitik og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, selv om vi først og fremmest har brug for penge til at finansiere disse fælles politikker. Her vil jeg gerne bede det britiske formandskab kanalisere hele sin indsats i retning af at sikre en retfærdig og afbalanceret aftale på topmødet i december, ikke kun for de nye medlemsstater, men også for de gamle. Det ville være det største resultat for det britiske formandskab, som vi skal diskutere den 20. december. Jeg tror, at resultatet bliver positivt.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. Straw har med stolthed meddelt os, at der har været 48 ministertaler under det britiske formandskab, men man må desværre konstatere, at det er der ikke kommet meget ud af. Jeg er dybt forundret over, at det britiske formandskab - blot en måned før afslutningen af formandskabet - stadig taler om dagsordener, strategier og tidsfrister. Jeg taler på vegne af mange borgere i den østlige del af England, der ønsker handling, sikkerhed, fremgang og retningsændring i EU frem for tomme løfter.

Borgerne i mange medlemsstater har bemærket det, der foregår i EU. De sætter stort spørgsmålstegn ved formen og retningen af EU-projektet. De europæiske borgere ønsker mere lokal kontrol over deres egne liv, men regeringerne overlader fortsat magten til regionerne og Bruxelles. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Hvilket forhold til EU og hvilken form for EU er bedst for vores borgere og nationer i denne første halvdel af det 21. århundrede?

Dette vigtige spørgsmål stilles aldrig af den britiske regering eller EU-institutionerne. Det burde måske have været det centrale emne for mødet i Hampton Court. Faktum er, at der i Hampton Court ikke blev foretaget en grundlæggende vurdering af EU. EU fortsætter ufortrødent. Der er ingen ende på udarbejdelsen af nyttesløs lovgivning. Hr. Straw nævnte direktivet om arbejdstid og direktivet om vikaransatte. Der er mange flere irrelevante og forvirrende stykker EU-lovgivning på lager. Hvad vil man gøre ved alt dette?

Budgettet blev nævnt. Et ret grundlæggende spørgsmål, men stadig uafklaret. Sammenlignet med en lignende økonomisk situation i Frankrig bidrager Det Forenede Kongerige allerede uforholdsmæssigt meget til EU-budgettet, og det er efter Margaret Thatchers reduktion. Man ønsker tilsyneladende, at vi betaler endnu mere, alt imens vores nationer og samfund bliver mere splittet på grund af katastrofale asyl- og indvandringspolitikker. I stedet for at skabe og opretholde uddannelsesinstitutioner i verdensklasse ødelægger vi disse institutioner gennem manglende finansiering og misforståede klassestyrede doktriner. Vores væbnede styrker er meget overbebyrdede og mangler vigtigt udstyr, og samtidig hænges tapre officerer og soldater ud af et regeringssystem, der lægger mere vægt på egen politisk dagsorden end på disse personers velbefindende …

(Formanden afbrød taleren)

  Ana Maria Gomes (PSE). - (EN) Hr. formand, formålet med topmødet i Hampton Court var at drøfte, hvordan Europa kan gøre en større forskel i verden. Befolkningen i Etiopien stemte i maj under EU's bevågenhed, men de første resultater var ikke tilfredsstillende for regeringen. Pludselig blev observatørerne nægtet adgang, medierne blev undertrykt og demonstrationer forbudt. Borgerne blev brutalt holdt nede i juni, over 40 personer blev dræbt og 5.000 arresteret.

Trods disse omstændigheder deltog premierminister Meles i topmødet i Gleneagles, som det britiske formandskab var vært for. I september lykønskede adskillige regeringer og kommissionsformanden premierministeren. Den 1. november var der endnu et blodbad. 58 folkevalgte ledere, journalister og ngo-medlemmer er i fængsel og risikerer ifølge premierministeren dødsstraf. Mange flere blev dræbt, flere hundrede blev såret og flere tusinde arresteret. Et par dage senere var hr. Meles officiel gæst i Tyskland.

Hr. rådsformand, hvorfor sender Rådet selvmodsigende signaler, således at de ledere, der krænker menneskerettighederne og ignorerer de demokratiske principper, tror, at de kan slippe af sted med det og måske ligefrem indlede krig med nabostaterne for at aflede opmærksomheden? Blev dette forhold drøftet på topmødet i Hampton Court? Mener rådsformanden, at Europa gør alt for at beskytte menneskerettighederne, demokratiet og udviklingen i Etiopien, som er det andet mest folkerige land i Afrika?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det er en ære at afslutte dagens forhandling om drøftelserne på mødet i Hampton Court. Det er en særlig glæde at tale side om side med formand Barroso.

Efter at udenrigsminister Jack Straw havde forladt mødesalen, blev forhandlingen ledet af hr. Pistelli, som omtalte EU som en familie. Det fremgår tydeligt af vores korte drøftelser i eftermiddag, at det er en familie, hvor der ind imellem er uoverensstemmelser. Jeg er dog helt enig i hans synspunkt om, at vi står over for en del udfordringer i de kommende uger.

Hr. Hudghton kom med en noget mindre ædel kommentar. Som repræsentant for Skotland og medlem af det skotske parlament kunne jeg sagtens bruge hele dagen på at diskutere, hvorfor der hverken i Skotland eller i grupper inden for Skotland er nogen fremtid for den form for tilbagestående nationalisme, som eksisterede for flere århundreder siden. Men i modsætning til hr. Hudghton er jeg bevidst om, at jeg i dag taler på vegne af EU-formandskabet, og at det ikke er det rette tidspunkt at indgå i interne politiske disputter mellem vores partier.

Fru Bobošíková talte om de muligheder, som globalisering medfører. Det er jeg helt enig i. Og det var det helt centrale fokus for den konstruktive og relevante diskussion, der fandt sted på mødet i Hampton Court.

Fru Sudre understregede, at det var nødvendigt at indgå en aftale om den fremtidige finansiering af EU inden udgangen af december. Som udenrigsministeren fastslog, er det vores målsætning. Faktisk var der en lang række andre talere, som understregede betydningen af opnåelsen af en aftale. Jeg vil vende tilbage hertil om et øjeblik.

Hr. Zingaretti anerkendte venligt betydningen af Tyrkiets tiltrædelse af EU. Det er jeg taknemmelig for. Det afspejler den væsentlige indsats, som Jack Straw som udenrigsminister har ydet, og hvorved - noget lig den fremtidige finansiering - der blev rejst spørgsmål om den strategi, som formandskabet skal vedtage. Det glæder mig at kunne sige, at vi den 3. oktober opnåede det resultat, som vi har arbejdet på at opnå så længe, nemlig indledningen tiltrædelsesforhandlinger med både Tyrkiet og Kroatien. Jeg håber, at vi også opnår et lignende resultat i forbindelse med den fremtidige finansiering.

Hr. Davies, der måtte forlade mødet i Parlamentet, understregede endnu en gang betydningen af den fremtidige finansiering af EU. Det, der er vigtigt på grundlag af den britiske motivation og især mulighed for at opnå resultater, er ikke den gode vilje hos et enkelt land - formandskabets - men den gode vilje hos alle medlemsstater til at samarbejde for at nå til enighed. Hvis det blot handlede om formandskabets motivation, ville der være indgået en aftale i juni, og vi ville ikke stå i en situation, hvor fem medlemsstater ikke kan acceptere forslagene fra Luxembourg.

Hr. Karas satte spørgsmålstegn ved betydningen af udvidelsen i lyset af de store konkurrencemæssige udfordringer, som vi står over for, f.eks. arbejdsløshed. Men netop hans kommentar om problemerne i forbindelse med arbejdsløshed og behovet for at imødekomme disse udfordringer, taler for mødet i Hampton Court. Det er nødvendigt for Europa at have et klarere billede af EU's fremtidige retning, inden vi kan nå til enighed om grundlaget for den fremtidige finansiering i EU.

Hr. Tabajdi bifaldt med kvalificeret baggrund de særlige aspekter af arbejdsprogrammet, der var fastsat på mødet i Hampton Court, og hr. Sonik refererede de tidligere kommentarer fra min ministerkollega, Lord Bach, for mig. Jeg beklager at måtte skuffe ham. Hvad angår den fremtidige finansiering af EU er der ingen garanti for at nå til enighed om en aftale. Jeg kan dog garantere, at det britiske formandskab vil gøre sit yderste for at indgå en aftale, men der er kritiske dage og kritiske drøftelser foran os. Det er vigtigt for alle relevante parter at anerkende betydningen af de fremskridt, der er nået siden juni - hvor der var mere uenighed end enighed i relation til konklusionerne af drøftelserne.

Hr. Rouček udtalte, at han var tilfreds med resultaterne af mødet i Hampton Court og argumenterede for en ærlig, retfærdig og afbalanceret aftale om den fremtidige finansiering af EU. Det er jeg helt enig i. Men jeg er uenig i mange af de spørgsmål, som hr. Van Orden, som nu har forladt mødet i Parlamentet, rejste. Han kom vidt omkring i sin tale, hvor han, inden han blev afbrudt, hævdede, at han talte for borgerne i den østlige del af England. Lad det være nok at sige, at han ikke nåede at anerkende det værdifulde arbejde, som Kommissionen har udført under det britiske formandskab, i forbindelse med spørgsmålet om bedre lovgivning. Jeg ønsker i dag at takke formanden, hr. Barosso, og kommissær Verheugen for den indsats, som de personligt har ydet for at fremme dette punkt på dagsordenen under det britiske formandskab.

Fru Gomes rejste nogle vigtige og vanskelige spørgsmål om menneskerettigheder, demokrati og udvikling i Afrika. Jeg vil endnu en gang fremhæve de fremskridt, som EU's udviklingsministre opnåede i juni, hvor vi blev enige om at fordoble den oversøiske direkte støtte fra medlemsstaterne fra ca. 40 milliarder amerikanske dollars til 80 milliarder amerikanske dollars. Jeg ønsker endnu en gang at understrege den forpligtelse, som blev indgået på mødet i Gleneagles mellem den 6. og 8. juli, til at fordoble støtten til Afrika. Jeg vil endnu en gang nævne det meget konstruktive og samstemmende tiltag fra EU-medlemsstaterne på millenniumtopmødet, som fandt sted i september i år.

Jeg ønsker som hr. Davies at understrege, at de af os, der har et reelt og troværdigt ønske om at hjælpe udviklingslandene, anerkender, at vi står over for en stor udfordring i de resterende uger af det britiske formandskab, når vi skal opnå et ambitiøst og afbalanceret resultat på ministermødet i Hongkong i december. Jeg kan forsikre medlemmerne om, at det fortsat er en af de britiske formandskabs vigtigste prioriteter.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand, man kan opsummere ved at sige, at der vil være en afgørende opgave for det britiske formandskab, nemlig indgåelsen af en aftale om de finansielle overslag. Jeg tror, at det britiske formandskab opfangede budskabet helt uden problemer.

Jeg forstår budskabet i den tale, som udenrigsminister Jack Straw holdt, inden han forlod Parlamentet for at behandle andre meget væsentlige spørgsmål, som vil have strategiske konsekvenser. Netop derfor er det vigtigt at nå til enighed om de finansielle overslag, da det vil være den første store opgave for Europa efter udvidelsen.

Lad os være ærlige. Nogle mener, at vi med 25 medlemsstater ikke kan fungere og leve op til krav, der stilles. Der er nogle, som mener at et større Europa vil være et svagere Europa. Jeg ved, at det britiske formandskab ikke deler denne opfattelse - og heller ikke Kommissionen. Vi tror på det udvidede Europa, som vi er i færd med at opbygge. Vi mener, at det er en stor bedrift, at der nu er 25 frie demokratiske medlemsstater i Europa. Men vi kan ikke gå på kompromis med udvidelsen. Vi har brug for midler til dette nye Europa, som vi er i færd med at opbygge. Det er derfor af afgørende betydning, at der indgås en aftale om de finansielle overslag, for hvis det ikke lykkes, hvis vi ikke har det instrument, som borgerne ønsker af de europæiske institutioner, vil der opstå - og det er der efter min opfattelse ingen tvivl om - en tillidskrise, som vil blive forstærket i Europa. Og det gælder ikke blot den nuværende situation i Europa, men også Europas fremtid, de kommende tiltrædelser af EU, vores evne til at opbygge et Europa. Men vi har behov for mere omfattende politikker til et mere omfattende Europa. Pour une grande Europe, il nous faut une grande politique.

Og det er kernen i denne sammenhæng. Er vi rede? Kan vi klare det? Kan vi levere varen? Jeg vil således indtrængende opfordre det britiske formandskab til at gøre sit yderste - og jeg ved, hvor energisk og engageret premierministeren og mange af Deres embedsmænd er - for at få indgået en aftale.

Alle skal naturligvis gøre en indsats. Ansvaret ligger ikke kun hos det britiske formandskab. Men jeg mener, at De har nøglen til problemet, eller det ville måske være bedre at sige nøglen til løsningen. De kan få en aftale på plads, i hvert fald blandt medlemsstaterne. Vi var meget tæt på en aftale på det sidste formelle møde i Det Europæiske Råd. Vi ved, at vi kan. Det er af afgørende betydning, og det er min pligt og mit ansvar som formand for Kommissionen - der skal repræsentere de generelle europæiske interesser - at appellere til alle de europæiske lederes ansvarsfølelse, således at de gør deres bedste for at indgå et kompromis.

Hr. rådsformand, den klare melding fra mine kontakter fra alle medlemsstaterne - som jeg på grund af mit ansvarsområde har daglig kontakt med, især de nye medlemsstater - er, at de forventer noget af Dem og deres rolle som rådsformand. Efter min bedste overbevisning har vi med vores bestræbelser indtil nu ydet et betydningsfuldt bidrag til Europa. Som jeg har nævnt tidligere, var topmødet i Hampton Court efter min opfattelse et positivt møde, som bidrog i væsentlig grad til den nyopstående enighed om et stærkere og mere moderne Europa. Den store udfordring ifølge de nye medlemsstater - for en stor del af de europæiske offentlige organer - vil være at vise, at vi er på vej mod løsningen af disse konkrete problemer. Det er den store udfordring. Lad os derfor gøre vores bedste, lad os anmode alle statsledere og regeringer om at være indstillet på at indgå kompromiser. Lad os opfordre det britiske formandskab til at yde sit bedste. Det kan lade sig gøre. Det er vanskeligt, men det er muligt, og den virkelige udfordring for vores lederskab vil være at opnå det, der skal til, og det mener jeg, at vi kan.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.