Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 16. november 2005 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, tillad mig et øjeblik at vende tilbage til en beklagelig hændelse, som fandt sted i går i forbindelse med den antiabortudstilling, som de polske medlemmer af Parlamentets Gruppe for Selvstændighed og Demokrati havde organiseret. Fru Gomes og jeg blev ikke kun skubbet til, ja, næsten slået, men også kaldt fascister og nazister af denne gruppe. Det er uacceptabelt. Det var ikke min hensigt at klage til formanden, da udstillingen er blevet aflyst, og de skandaløse billeder, der sammenligner abort med holocaust, hvilket er helt absurd, er blevet trukket tilbage. Da min kollega imidlertid havde den frækhed at ringe til os for at klage over at være blevet kaldt fascist, vil jeg gerne også gøre opmærksom på, at vi selv blev kaldt nazister. Det er meget chokerende navnlig her i Parlamentet.

  Formanden. - Tak for disse oplysninger, fru De Keyser. Som De bemærkede, er udstillingen blevet trukket tilbage, da forhandlingen i henhold til forretningsordenen skal finde sted her i Parlamentet og ikke ved hjælp af en udstilling udefra. Hvad angår de begivenheder, De lige har berettet om, foreslår jeg, at De forelægger sagen for Præsidiet for at se, hvordan der kan følges op på den.

2. Modtagne dokumenter: se protokollen

3. Situationen i Irak efter folkeafstemningen om forfatningen

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Irak efter folkeafstemningen om forfatningen.

  Lord Bach, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, denne forhandling kommer på et kritisk tidspunkt i den politiske overgangsfase i Irak. Da Parlamentet sidst diskuterede Irak med Kommissionen og Rådet i juli, var Iraks politiske ledere i færd med at forhandle om en ny forfatning. For en måned siden stemte irakerne for denne forfatning, som for første gang vil give dem garanti for deres frihed, sikkerhed og menneskerettigheder. Folkeafstemningen om forfatningen er endnu et skridt for det irakiske folk på vejen mod demokrati, frihed og fred.

Om en måneds tid skal de stemme igen, denne gang for at vælge en ny regering, der hurtigt vil skulle løse vigtige opgaver som planlægning og levering af hårdt tiltrængte tjenester, der vil give håb om en lysere og bedre fremtid for millioner af irakere.

Sidste måneds folkeafstemning var på mange måder bemærkelsesværdig. Sammen med valget i januar gav det irakerne deres første rigtige smagsprøve på demokratiet. De deltog for første gang i politiske beslutninger, der vil påvirke deres egen og deres lands fremtid. Det var ærefrygtindgydende, navnlig for dem af os, der kommer fra lande, hvor vi ofte tager vores friheder og demokratiet for givet, at se modet og beslutsomheden hos dem, der for første gang udøvede deres demokratiske ret og deltog i afstemningen, idet de trodsede vanskelige forhold og truslen om vold.

EU's støtte til folkeafstemningen om forfatningen havde en betydelig indvirkning. Om et øjeblik vil kommissæren uden tvivl komme nærmere ind på den uvurderlige bistand, som Kommissionen har ydet til processen med sin støtte til den uafhængige valgkommission for Irak og til FN.

FN har spillet og spiller fortsat en central og enestående rolle som støtte for gennemgangen af forfatningen og afstemningen om samme. FN's bistandsmission for Irak spillede en central rolle med sin bistand til den irakiske valgkommission under de vanskeligste forhold.

Beslutningen om at godkende forfatningen banede vejen for parlamentsvalget i december. Det bliver endnu et stort skridt i den politiske overgangsfase, der til sidst skal føre til, at Irak påtager sig sin fulde rolle i det internationale samfund. Irak er naturligvis stadig et stykke fra at opfylde det ønske. Selv om et stort flertal af vælgerne stemte for forfatningen, viser resultaterne af folkeafstemningen, at der stadig er store kløfter mellem Iraks befolkningsgrupper, som der skal findes en løsning på. En revision af forfatningen vil blive gennemført hurtigt i den nye regerings embedsperiode. Dette giver irakerne en vigtig mulighed for at skabe bredere enighed om deres lands fremtid og vil bidrage til indførelsen af et politisk system, der repræsenterer alle befolkningsgrupper.

Iraks politiske ledere er nødt til at finde løsninger på centrale politiske spørgsmål, herunder føderalisme, håndteringen af den politiske fortid og forvaltningen af landets naturressourcer. Utilfredsheden truer også valgprocessen. Det giver næring til den frustration og manglende indflydelse, som nogle befolkningsgrupper føler. Det skaber også den sympati, som ekstremister og terrorister udnytter til at opretholde en cyklus med vold og opstand. Derfor er det meget vigtigt, at Iraks politiske, etniske og religiøse ledere gør alt, hvad de kan, for at finde en løsning på disse spørgsmål. Vi håber, at det nye parlament og den nye regering er så repræsentative og dækkende som muligt.

Videre til den internationale bistand til den irakiske politiske overgangsproces, hvor EU og det bredere internationale samfund har ydet betydelig og værdifuld støtte. Jeg ser frem til at høre kommissærens beskrivelse af Kommissionens uvurderlige og fortsatte bistand.

Jeg vil gerne nævne et vigtigt skridt i retning af et tættere partnerskab mellem EU og Irak, nemlig underskrivelsen af den fælles politiske erklæring EU-Irak den 21. september. Den baner vejen for en løbende politisk dialog med Irak om spørgsmål af fælles interesse som fremme af forsvarlig forvaltning, beskyttelse af menneskerettigheder samt konfliktforebyggelse og -løsning. Under dette besøg understregede den irakiske regering, at den sætter meget stor pris på EU's bistand, navnlig støtten til forfatnings- og valgprocesserne og arbejdet for at forbedre kapaciteten på retsstatsområdet, bl.a. via EUJUST LEX-missionen.

Mange nabolande og andre regionale aktører arbejder koordineret på at yde et konstruktivt bidrag. Vi glæder os navnlig over forslaget fra Den Arabiske Liga om at samarbejde med Irak om en national dialogkonference, der skal finde sted tidligt næste år. Efter planen skal der afholdes et forberedende møde i Kairo om nogle få dage, den 19. november. Dette møde giver mulighed for at få skabt grundlaget for et internationalt engagement i perioden efter valget og støtte til den nye regering.

Rådet har sendt en kraftig opfordring til andre stater i regionen, navnlig Syrien, om at støtte den politiske proces i Irak. Dette omfatter et samarbejde med Irak om at hindre terrorister og oprørere i at krydse grænsen og støtte til samme.

Mens vi nærmer os dette skelsættende valg, bør vi overveje, hvilke følger dannelsen af en ny og langvarig irakisk regering kan få for vores forpligtelser over for Irak. Vores første målsætning må være at yde støtte til valgprocessen. Det er noget, den irakiske regering specifikt har anmodet om. EU vil yde støtte til processen i form af udsendelse af observatører til valghandlingen og støtte til irakiske valgobservatører. Jeg ved, at nogle af Dem var i Irak ved valget i januar. Jeg håber, at medlemmerne af Parlamentet igen får mulighed for at vise deres støtte til Iraks håbefulde parlamentarikere i december.

Jeg har allerede sagt, at revisionen af forfatningen i den første del af den nye regerings mandatperiode bliver helt central. EU står klar til at yde aktiv støtte til disse vigtige bestræbelser, og vi er godt placeret til at yde ekspertrådgivning og teknisk bistand.

På længere sigt skal vi også støtte den helt centrale sektor, som retsvæsenet udgør, og overveje, hvordan den kan forbedres. EU spiller en ledende rolle som donor for arbejdsgruppen vedrørende retsstaten, der skal koordinere donorernes og regeringens aktiviteter inden for denne sektor.

Mandatet for EU's retsstatsmission i Irak, EUJUST LEX, udløber ved udgangen af juni 2006. Den irakiske regering har bedt om, at programmet forlænges og udvides til at omfatte yderligere uddannelse af juridiske embedsmænd samt politi- og fængselsbetjente. Rådet overvejer i øjeblikket sin reaktion på denne anmodning.

En styrkelse af respekten for menneskerettigheder er også helt centralt. Irak har anmodet om hjælp til at udvikle sin kapacitet til at gennemføre menneskerettighedsprincipper og tiltræde centrale menneskerettighedskonventioner. EU befinder sig i en enestående position med hensyn til at yde denne form for støtte og rådgivning, og EU står klar til at yde endnu mere støtte på dette område.

Både EU og Irak håber at kunne udvide og styrke deres partnerskab yderligere, efterhånden som den politiske proces bevæger sig fremad, gennem etablering af en kontraktbaseret politisk dialog og andre hensigtsmæssige kontraktbaserede forbindelser.

Lad mig endnu en gang sige, at her, hvor Irak nærmer sig denne milepæl i sin politiske overgangsproces, er tiden inde til, at det internationale samfund yder sin fulde støtte til det irakiske folk. EU står sammen med andre i det internationale samfund i første række med hensyn til genopbygning og udvikling, og det skal vi fortsat gøre - som i så mange andre udviklingslande og lande, der er i gang med en genopbygning. Jeg ser frem til at drøfte dette med Parlamentet og høre de ærede medlemmers synspunkter.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, det er næsten præcis fire måneder siden, at vi først diskuterede Irak, som Lord Bach var inde på. Jeg kan huske, at jeg dengang sagde, at det hårde arbejde kun lige var begyndt for irakerne. Det mente jeg virkelig.

I dag har irakerne en forfatning. De vil snart vælge en forfatningsgivende regering. Men i dag er irakerne også klar over de betydelige skel, der stadig skal findes en løsning på i landet. De står nu over for to meget centrale udfordringer: på den ene side at sikre et valg, der omfatter alle befolkningsgrupper, i december og på den anden side, når de har klaret dette, at foretage en omfattende revision af forfatningen, der skal gøres mere repræsentativ.

Vi stod last og brast med irakerne under forfatningsprocessen, og det vil vi også gøre under forberedelserne til valgprocessen og selve valget. Ved at yde yderligere 20 millioner euro i støtte var Kommissionen den eneste. der støttede FN og det FN-ledede støtteprojekt for forfatningen. Vi føler os som en del af en proces, der har givet irakerne mulighed for at udtrykke deres ønsker til forfatningen ved at afgive deres stemme på valgdagen.

Med hensyn til valget husker De sikkert, hvor forhåbningsfuld jeg var i juli, hvor jeg gav udtryk for håbet om, at vi også kunne udsende en valgobservatørmission. Men i dag må vi acceptere oplysningerne om, at de sikkerhedsmæssige forhold gør dette umuligt. Det forhindrer os dog ikke i at yde støtte på andre og lige så effektive måder. Vi yder 30 millioner euro i støtte til FN's støtteprojekt til valget. Mens jeg står og taler, arbejder adskillige europæiske valgeksperter side om side med den uafhængige valgkommission for Irak og FN for at sikre en korrekt forberedelse af valget og ligeledes for at oprette et gennemsigtigt irakisk valgobservationssystem.

Men vejen til demokrati og fred i Irak slutter ikke med valget. Den krydser også nødvendigvis vejen med regionalt samarbejde. Irak, landets naboer og de øvrige stater i regionen opfordres til at spille en hovedrolle ved at styrke det gode naboskab og forbedre den regionale sikkerhed. Det glæder mig virkelig at kunne sige, at generalsekretæren for Den Arabiske Liga, hr. Amre Moussa, også er taget til Irak nu, og at der vil blive afholdt en konference næste år sammen med de arabiske lande med henblik på at styrke dette forhold, der har lidt skade i de senere år.

Irak bliver et føderalt Irak. Funktionsdygtige centrale institutioner skal støtte til den statsstruktur, som irakerne selv har valgt. For at nå dertil må der oprettes nogle hensigtsmæssige lovgivningsmæssige og institutionelle rammer. Man er nødt til hurtigt at finde frem til nogle levedygtige løsninger for at sikre de fortsatte fremskridt i retning af stabilitet og demokrati.

Den eneste vej fremad er at sikre, at alle befolkningsgrupper kommer med. Vi skal også overveje, hvordan vi i EU bedst kan hjælpe med til at opbygge institutioner, der er befordrende for en fremgangsmåde, der omfatter alle befolkningsgrupper. Vi skal ligeledes fremme Den Arabiske Ligas og andre regionale aktørers - som f.eks. Jordans - bestræbelser på at fremme deltagelsen af alle befolkningsgrupper og den nationale forsoningsproces. Jeg er overbevist om, at Kofi Annans besøg for nylig havde en positiv virkning med hensyn til at fremme denne forståelse blandt de forskellige parter.

Den politiske proces og stabiliteten i Irak er vigtig for alle os og for landets naboer. De seneste begivenheder i Jordan er en klar påmindelse til os om betydningen af, at denne proces med inddragelse af alle grupper skal lykkes; det er af central betydning for hele den politiske stabilisering af regionen. For de irakiske borgere er det meget vigtigt, at de virkelig får en følelse af frihed og har mulighed for at udøve denne frihed. I den henseende må vi ikke glemme, at de fleste irakere stadig kæmper for, at deres børn får mulighed for at gå i skole, for at deres hospitaler åbnes, så de kan at bekæmpe de mest almindelige sygdomme, for adgang til vand, arbejdspladser - de grundlæggende behov - og for deres levebrød. Det er en uholdbar situation for en befolkning i et hvilket som helst land og derfor også for den irakiske befolkning. Deres behov vil fortsat være det centrale fokus for vores bistand til Irak i 2006.

Jeg vil gerne uddybe vores indsats. Vi har ydet støtte til den politiske proces. Desuden var vi sammen med USA værter for en vigtig konference - den internationale Irak-konference - i Bruxelles den 22. juni. Den bidrog i høj grad til at mobilisere den internationale støtte fra over 80 lande og organisationer til den irakiske overgangsregering og til institutionerne i overgangsperioden frem til valget i december. Vi har også hele vejen igennem støttet genopbygningen: Vi har leveret en bistandspakke på 580 millioner euro gennem Den Internationale Genopbygningsfond for Irak. Vi har hele tiden arbejdet i retning af at opfylde befolkningens grundlæggende behov såsom vand, sanitet, sundhedsvæsen og jobskabelse. Vi samarbejder også med to ministerier - energi- og handelsministeriet - om institutionsopbygning.

Fremover ønsker vi at støtte den politiske proces op til valget. Vi ønsker også at nedsætte fælles arbejdsgrupper på områder af fælles interesse som samhandel og energi. Vi ønsker at støtte landets ansøgning om WTO-medlemskab, indlede forhandlinger om en EU-Irak-aftale om handel og samarbejde og gøre fremskridt med oprettelsen af Kommissionens delegation i Baghdad i 2006.

Unionen har meget at tilbyde ud over sin støtte til genopbygningsprocessen. Vi ønsker at være en betydningsfuld partner for Irak. Det ser irakerne frem til. Vi skal opfylde deres forventninger.

  Giorgos Dimitrakopoulos, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, jeg har følgende kommentarer til Deres yderst interessante indlæg:

Den første kommentar er til kommissærens sidste sætning. EU har faktisk en meget vigtig rolle at spille ud over genopbygningen, og spørgsmålet for os er, hvordan vi omsætter denne meget interessante idé i konkret politik.

Min anden bemærkning drejer sig om afstemningen om forfatningen. Jeg er enig i, at afstemningen om forfatningen er en vigtig begivenhed, selv om der manglede respons fra en vigtig gruppe. En vigtig begivenhed, som imidlertid efterlader nogle meget vigtige problemer uløste. Der er f.eks. spørgsmålet om religion og religionens rolle, den føderale model, den nationale identitet og adgangen til naturressourcerne, navnlig olie.

Den tredje kommentar vedrører valget. Valget er særdeles vigtigt, og især da det nye parlamentet, som der står i forfatningen, ikke kun skal arbejde med revisionen af forfatningen, men også med metoderne til gennemførelse af nogle af dens bestemmelser.

Min fjerde kommentar drejer sig om et spørgsmål, som desværre stadig står åbent på trods af den indsats, der er gjort, og på trods af demokratiseringsprocessen. Det drejer sig om sikkerhed. Det er ikke, fordi jeg vil åbne en debat igen, som allerede har været ført både i Parlamentet, i Rådet og i de enkelte medlemslande. Jeg vil dog gerne sige følgende: Der er rigtig mange undersøgelser - og mange af dem er også blevet offentliggjort i dagblade i Deres land, hr. rådsformand - som sætter spørgsmålstegn ved, om der fortsat skal være fremmede tropper i Irak. Jeg vil gerne, som det sidste punkt, minde om det forslag, vi har drøftet i Europa-Parlamentet: Jeg mener, det er på tide at erstatte de fremmede tropper, der befinder sig i Irak, med en FN-fredsstyrke.

  Véronique De Keyser, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil begynde med at lykønske Dem og give Dem Parlamentets fulde støtte til den indsats, De gør i dag, for at EU kan få indflydelse på genopbygningen af Irak. Jeg vil imidlertid vende tilbage til et ubehageligt punkt.

Kort tid før krigen i Irak blev indledt, advarede general Morillon Parlamentet om, at ren krig ikke eksisterer. Man kunne imidlertid have håbet, at en uafhængighedskrig ville være mindre beskidt end andre krige. Det er den slet ikke. Efter de frygtelige billeder fra invasionen og skandalen med Abu Ghraib-fængslet er der nu det kontroversielle spørgsmål om de bomber med hvid fosfor, som angiveligt blev brugt til belejringen af Falluja, som er en oprørsby, men også en by, der er gjort til martyr.

Historien har lært os, at der ikke kan skabes fred i et land ved at skjule de grusomheder, som er begået der. Her er der brug for en undersøgelse og søgen efter sandheden. Det officielle demokrati, som man forsøger at skabe i Irak, og forbindelserne med dette land, som vi forsøger at genopbygge, støder mod følgende indlysende kendsgerning, nemlig at der ikke kan eksistere demokrati uden sandhed.

Saddam Hussein bliver dømt for de forbrydelser, han har begået, og højst sandsynligt for at anvende kemiske våben mod kurderne i 1991. Det er ganske enkelt et spørgsmål om retfærdighed. Sandheden om belejringen af Falluja, om dens brændte martyrer, og om hvor ansvaret ligger for at have anvendt våben, der er forbudt i henhold til Genève-konventionen fra 1980, er også en del af det, vi skal bidrage med til irakerne, ud over materiel bistand. Vi skal hjælpe dem med at opbygge deres retssystem, den såkaldte kapacitetsopbygning. Men vil det lykkes for os, hvis vi ikke også får dem til at føle, at der findes retfærdighed, og særlig international retfærdighed? Jeg opfordrer Dem derfor, hr. formand, til at forlange af koalitionsstyrkerne, at der udføres en uafhængig undersøgelse, og at retfærdigheden sker fyldest.

Vi krævede i sin tid, at Saddam Husseins sag skulle prøves ved Den Internationale Straffedomstol. Den forbrydelse mod menneskeheden, som brugen af kemiske våben i Falluja, ville være, hvis den bliver bevist, berettiger fuldt ud dette skridt. Hvis vi imidlertid her i Parlamentet mener, at alt dette udelukkende er utopisk, hvilket budskab om håb kan vi så i dag sende til det irakiske folk?

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, da Saddam Hussein styrede Irak, blev landet meget rammende beskrevet som en massegrav under jorden og et torturkammer over jorden. Men efter to år og otte måneders krig, utallige dræbte irakere og over 2.000 dræbte koalitionssoldater er det tydeligt, at livet i Irak ikke er stort bedre end tidligere. Baghdad var statistisk set det værste sted i verden at bo, selv før sikkerhedssituationen blev værre. Hvor meget værre er det så nu, hvor mere end 60 civile dræbes om dagen, og hvor antallet af angreb fra oprørernes side er næsten tredoblet på 18 måneder. Det er vanskeligt at vide, om koalitionstroppernes fortsatte tilstedeværelse under disse omstændigheder er en hjælp eller en hindring for en tilbagevenden til normale tilstande.

Jeg er bange for, at jeg fornemmer på Rådets erklæring i dag, at man hviler lidt på laurbærrene, og jeg fornemmer samtidig en overraskende optimisme fra Kommissionens side. Der har været bemærkelsesværdige succeser på vejen mod demokrati. Irakerne har nu deres egen forfatning, de har deres egne sikkerhedsstyrker, og til december får de en demokratisk valgt regering. Der er endda tegn på, at sunnierne er på vej ind i politik og er klar til at stille op til valget, som f.eks. oprettelsen af den nationale offentlige demokratiske bevægelse i Anbar-provinsen i sidste uge.

Ikke desto mindre står europæerne med en række alvorlige problemer. Der er tegn på øget ustabilitet i regionen. Beviser på grove overtrædelser af menneskerettighederne, herunder tortur og systematisk brug af summariske arrestationer, har anrettet alvorlig skade på koalitionens ry. Det bidraget til rekruttering af mange til oprørernes sag.

Jeg har tre specifikke punkter. For det første Pentagons indrømmelse for få timer siden af, at USA brugte fosforbomber i Fallujah. EU må stille krav om en FN-undersøgelse af brugen af disse forbudte våben.

For det andet gårsdagens afsløring i dele af medierne af, at koalitionen tilbageholder mere end 35.000 civile irakere, hvoraf kun 5 % nogensinde er blevet stillet for en domstol, og mange er blevet nægtet advokatbistand. Hvad er det for et eksempel at foregå med?

For det tredje har EU's medlemsstater brug for en klar strategi for, hvordan vi trækker os ud. Hvis vi ønsker at bremse de voldelige oprøreres fremmarch på bekostning af moderate irakere, er der brug for noget, som Blair-Bush-alliancen hele tiden har manglet - nemlig en klart defineret afslutning.

Europæerne var uenige om rationalet bag indsatsen i Irak. Vi må ikke stå delt med hensyn til betingelserne for, hvordan vi skal trække os ud. Vi må tale med Den Arabiske Liga, de irakiske myndigheder og andre regeringer i Mellemøsten med henblik på at opstille betingelserne og tidsplanen for vores tilbagetrækning, som vil gøre Irak til et mere stabilt og sikkert sted.

Præsident Talabani har allerede gjort det klart, at det irakiske folk, og jeg citerer, "ser frem til den dag, hvor vi kan sige farvel til koalitionsstyrkerne". Europa skal arbejde hen imod dette mål.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, min gruppe agter også at støtte de foranstaltninger, som Rådet og Kommissionen præsenterede her, og dette sker for at give irakerne mulighed for en fredelig og demokratisk fremtid.

Jeg vil imidlertid gerne komme specifikt ind på noget, som lord Bach sagde, nemlig at vi europæere vil overtage en ledende rolle i spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder i Irak. Lord Bach, i så fald skal vi imidlertid både have modet og styrken til at sørge for at lægge os i selen for, at vores NATO-partnere ikke til stadighed overtræder international ret, og vi skal afgive et løfte herom.

Hvad er læren af Abu Ghraib og af Guantánamo? Fangerne i Guantánamo har fortsat ikke nogen rettigheder og nyder ingen retsbeskyttelse. Forholdene er alarmerende. Kan vi så virkelig lade os ryste af den kendsgerning, at de ansvarlige i Irak også lader hemmelige fængsler opføre? Hvor er det internationale samfunds og EU's demokratiske forbillede? Det er intet mindre end kynisk, hvis hr. Rumsfeld udsteder en ny forordning om tortur, hvori der står, at hunde ikke længere må anvendes som tortur- og forhørsmiddel, hvorimod overholdelsen af Gèneve-konventionen ikke nævnes med ét ord. Det er de punkter, som jeg forventer en nærmere forklaring af.

Er De klar over, hvad hvid fosfor er? Er De klar over, hvordan hvid fosfor fungerer, som amerikanerne - hvilket de nu også har indrømmet - anvendte i Falluja? Det er brandstiftelse, det er ildspåsættelse af mennesker, og der findes ikke noget middel, heller ikke vand, som kan slukke denne brand. Det er en tilintetgørelse, som er i strid med folkeretten. Disse midler blev anvendt her.

Lord Bach, når De nu i en ni minutter lang tale redegjorde for de positive sider, vil De ikke virke overbevisende, før De kræver, at EU, Rådet - og det netop under britisk føring - går i brechen for, at amerikanerne endelig underskriver den internationale konvention, således at vi igen virker troværdige på den internationale scene. Ellers vil de instrumenter, som vi ønsker at støtte med fuld kraft, ikke virke. Derfor opfordrer jeg Dem til, at De ikke alene sørger for, at der bliver iværksat en undersøgelse, men også, at amerikanerne underskriver den internationale konvention, som folkeretligt entydigt forbyder anvendelsen af hvid fosfor. Hvis det ikke sker, vil vi ikke kunne støtte freden i Irak aktivt.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, i årevis har Europa og USA lukket øjnene for det frygtelige diktatur i Irak, for Irak leverede olie. I stedet for i tide at støtte Iraks opposition, blev en intervention udefra gennemtvunget med falske argumenter og uden FN's godkendelse. Denne voldelige og ensidige gennemtvingelse af en stormagts opfattelser og interesser får dele af det shiitiske flertal til at vende de vestlige besættere ryggen og foretrække et teokratisk diktatur efter iransk model.

Det er positivt, at det i mellemtiden har vist sig at være muligt at gøre en ende på den situation, hvor den kurdiske nordlige del og den shiitiske sydlige del af landet var besatte områder, der var undertrykt af det centrale område omkring Baghdad. Gennem føderalisme beskytter den nye grundlov disse tilbagestående områder mod undertrykkelse og udnyttelse, og det har 80 % af befolkningen gavn af. Et demokrati i de nye delstater har kun en chance for at lykkes, hvis den udenlandske militære tilstedeværelse og udenlandske virksomheders dominans hurtigt bringes til ophør.

Hvis de bliver der, betyder det en ny provokation, som fortsat fremkalder modstand. Hvornår ophører EU-medlemsstaternes militære tilstedeværelse, og hvordan støtter EU Iraks egne løsninger, således at Irak kan udkonkurrere den amerikanske virksomhed Halliburton, som det ikke lykkes at genoprette gas-, vand- og elektricitetsforsyningen?

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, 2005 vil gå over i historien som året med de hidtil mest frie valg i Irak. Sammenlign disse tre dages valg med landets erfaringer under Ba'ath-regimet i 35 år. De første 12 år var der slet ingen valg, og derefter var det kun parodier på valg. Sikke en kontrast, og sikke et politisk fremskridt! Det hører vi intet om her i Parlamentet.

Den interne og eksterne trussel mod Iraks genopbygning fortsætter ganske vist. Et føderalt Iraks fremtid ser derfor meget skrøbelig ud. Det berører også Europa, forsikrede en prominent irakisk politiker mig først på ugen. Hvis de destruktive kræfter vinder, er vores kontinent faktisk stadig inden for skudlinjen.

Jeg vil spørge Rådet og Kommissionen, hvad EU konkret kan gøre for den irakiske stat og befolkning i denne prekære situation. For det første skal EU udøve et kraftigt pres på Baghdads naboer, for at den terroristiske ild ikke blusser op på den anden side af grænsen. For det andet skal EU hjælpe med fundamentet for den demokratiske retsstat på begge sider af Tigris. "Vi skal og vil lære af europæerne," sagde min irakiske ven håbefuldt. Det vigtigste er, at vi ikke gør dette håb til skamme.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af det nye PSI. Irak rejser sig nu med møje og besvær, men også beslutsomt efter Saddam Husseins blodige og på mange måder vanvittige diktatur og efter de seneste års begivenheder, der utvivlsomt har banet vejen for forandringer, men som også har givet det irakiske folk dybe sår.

Det næste skridt - som også skal finde sted med det internationale samfunds tilrettelæggelse - bør være en gradvis inddragelse af alle regionens arabiske lande i hele processen med demokratisering og bekæmpelse af terrorisme. Den fantastisk gode valgdeltagelse ved valget for nylig var en historisk begivenhed, men det er vores klare pligt at blive ved med at støtte irakerne og de frit valgte myndigheder, der nu regerer landet. Vi skal yde konkret bistand til de mange unge mennesker, som meget modigt og ofte på egen risiko ønsker at kæmpe for at gøre Irak til et land, der langt om længe er frit, demokratisk og retfærdigt.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, valget, folkeafstemningen og den nye afstemning, der skal finde sted den 15. december, viser, at der efter flere årtiers blodigt diktatur nu er ved at opstå et ægte demokrati i Irak.

Det er en succes for den irakiske befolkning, som med sin valgdeltagelse har vist, at den ønsker at give et kraftigt bidrag til fredsskabelsen i Mellemøsten. Selv om der må bringes store ofre, og selv om det koster flere hundrede uskyldige mennesker livet, er demokratitilhængerne nu ved at besejre det lille mindretal, som udøver terror i fundamentalismens navn. Det endelige mål er dog ikke nået endnu, og der skal stadig gøres en stor indsats for at besejre al-Qaeda og dets allierede og for at skabe permanent stabilitet i Irak.

Lidt forsinket og efter en række uoverensstemmelser er EU begyndt at give et vigtigt bidrag. Jeg er enig i de udtalelser, som Rådets repræsentant og kommissæren, fru Ferrero-Waldner, kom med. Vi skal dog gøre endnu mere for den irakiske befolkning, og det skal vi naturligvis sammen med FN, som med resolution 1546 har gjort det muligt for 35 lande at give et væsentligt bidrag til skabelsen af dette nye demokrati. Der er ikke blot tale om et økonomisk bidrag, sådan som det er tilfældet med den demokratifond, som FN har oprettet, men også om et politisk og militært bidrag.

Mange europæere deltager i fredsmissionen, og vi bør være taknemmelige for den indsats, de har gjort og fortsat gør - hvor de også sætter deres liv på spil - for at give et væsentligt bidrag til Iraks genopbygning. Disse militærfolk og civile, hvoraf mange er italienere, har pustet liv i tusindvis af projekter for at udvikle infrastrukturen inden for landbrug, transport, undervisning og kultur.

Denne successtrategi gør det muligt at reducere antallet af tropper, og de vil forlade Irak efter aftale mellem dem og Baghdads retmæssige regering. Mange af dem, der kritiserede fredsmissionen, har i dag ændret opfattelse og er ved at blive klar over dens vigtighed.

Hr. formand, jeg vil slutte af med at minde om, at det under alle omstændigheder ville være forkert at tro, at det er tilstrækkeligt at løse Irak-konflikten for at skabe fred i Mellemøsten. Vi mangler stadig at løse konflikten mellem Israel og Palæstina ved hjælp af et vigtigt bidrag fra EU, idet vi skaber sikkerhed for Israel, og idet der oprettes en palæstinensisk stat.

  Lilli Gruber (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, demokrati er ikke bare et formelt spørgsmål, men har brug for rødder, der endnu ikke er blevet plantet i Irak. Vi bør langt om længe se realiteterne i øjnene. Kurderne stemte, fordi de har udsigt til deres provinsers uafhængighed, shiiterne stemte stemte for at adlyde deres religiøse ledere, og de få sunnitter stemte for ikke at blive fuldstændig glemt i den nye tilrettelæggelse af landet.

De grundlæggende betingelser for, at demokratiet kan slå rod, er økonomisk sikkerhed, et velfungerende statsapparat og alle borgeres lighed for loven. Virkeligheden er, at det projekt, der tog sigte på at eksportere demokrati på bombeflyenes vinger, er slået fejl, og at vestlige magters militære besættelse af landet i dag forhindrer ethvert solidt og konkret fremskridt.

Desuden er Irak blevet et eksportland, og her tænker jeg ikke kun på olie. Sådan som attentaterne i Jordan har vist, eksporterer Irak i dag sin terrorisme. De selvmordsbombere, som sprængte sig selv i luften, var faktisk irakere. En kvinde, som skulle have deltaget i attentaterne, men som overlevede, forklarede, at en stor del af hendes familie blev slået ihjel under de amerikanske angreb i sunnitternes område. Derfor anmoder også jeg kraftigt om en FN-undersøgelse af de amerikanske styrkers brug af de forbudte bomber med hvidt fosfor.

Irak ligner således i bekymrende grad et nyt Afghanistan. Bush ville bekæmpe terroristerne i Afghanistan for ikke at blive nødt til at gøre det andre steder, men i dag er der allerede terrorister andre steder, og vi spørger os selv, hvor langt de når. Europa er således nødt til at tage to udfordringer op, nemlig blindheden hos dem, der bliver ved med at hævde, at den irakiske kampagne har været en succes, og selvmordsplanerne hos dem, der hver eneste dag viser, at den har været en tragisk fiasko.

Hvis vi skal ud af denne blindgyde, har vi hverken brug for propaganda eller positive historier, men for klarsynethed og modige statsmænd, som er i stand til at indrømme deres fejl og fastlægge en ny strategi, nemlig en fredsstrategi.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, desværre er de antiamerikanske holdninger hos visse mennesker i Europa så stærke, at jeg føler, at nogen endda får en forskruet tilfredsstillelse ved det kaos, der hersker i Irak. Det er naturligvis de samme mennesker, der ville have været ganske tilfredse med at lade Saddams tyranni gå uforstyrret videre.

Det var naturligvis forkert af Blair og Bush at forlade sig på og udbrede falske oplysninger for at retfærdiggøre invasionen af Irak, men fjernelsen af Saddam var rigtig og nødvendig. Man er nødt til at finde en løsning på den nuværende situation. Det centrale er at sikre, at orden vinder over terror, så der virkelig kan indføres demokratisk stabilitet.

Der betales en stor pris, og jeg vil gerne have lov til at udtrykke anerkendelse for de ofre, som de amerikanske, britiske og andre styrker yder i forsøget på at skabe orden i dette land, der er hærget af strid. Jeg beklager, at hverken Rådet eller Kommissionen fandt det påkrævet at udtrykke taknemmelighed for dette offer.

Man må sige, at det er typisk for EU's spil for galleriet, at man nu ønsker at docere om Iraks fremtid. EU har meget lidt troværdigt at bidrage med, for da det gjaldt, overlod EU og de fleste af EU's medlemsstater de seje træk til andre.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, det irakiske folk har vedtaget en foreløbig forfatning, og det er efter vores mening et stort fremskridt. Befolkningens store deltagelse i valgprocessen giver grund til optimisme vedrørende det spirende demokrati. Landets udvikling åbner ganske afgjort døren for et fremtidigt partnerskab mellem Irak og EU, særlig i forbindelse med EU's naboskabspolitik og fred i Maghreb-regionen, og i den forbindelse takker jeg fru Ferrero-Waldner for de forpligtelser, hun har indgået på Kommissionens vegne.

Der er mange udfordringer i dette partnerskab, f.eks. demokratisk stabilisering af Irak, oprettelse af en ægte og ikke længere formel retsstat, respekt for grundlæggende friheder og minoriteters rettigheder og også overgangen fra en krigs- til en fredsøkonomi og fra statskontrolleret økonomi til markedsøkonomi, anvendelse af oliekilder til diversificering til fremme af landbrug, industri og tjenester, og endelig genopbygning af uddannelses- og sundhedsplejesystemerne, der er blevet ødelagt efter så mange års autoritært styre, embargoer og krig.

Der er imidlertid en række forudsætninger for dette partnerskab. Den endnu usikre udvikling i Irak kræver, at vi udviser den yderste opmærksomhed. Vi kan ikke blot afvise amerikanernes brug af bomber med hvid fosfor i Falluja - hvis oplysningerne viser sig at være rigtige. Der skal iværksættes en undersøgelse. Et af vores mål er at erstatte de udenlandske styrker med en fredsbevarende ordning i FN's regi.

Med valgene i december skal irakerne kunne vælge en regering og et parlament, som er repræsentativt for den menneskelige og politiske balance i Irak. I den forbindelse kan den føderale institutionelle ramme være passende. EU skal sætte sig som mål at begrænse de forskellige former for fundamentalisme, bekæmpe teorien om civilisationernes såkaldte sammenstød og bygge hele Maghreb-regionen på grundlag af fælles værdier.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, mere end 2.000 amerikanske soldater er blevet dræbt og mere end 15.000 såret, siden de militære operationer blev indledt mod Saddam Husseins regime i Irak. Iraq Body Count, en britisk forskergruppe, har på grundlag af rapporter fra nyhedsbureauer og avisberetninger skønnet, at over 30.000 irakere er blevet dræbt, mens andre sætter antallet af ofre til 100.000.

Ratificeringen af forfatningen er et stort skridt i retning af genopbygningen i Irak. 225 politiske grupper og koalitioner har tilmeldt sig parlamentsvalget, der afholdes den 15. december, og parlamentet skal vælge en ny regering inden den 31. december i år. Dette demokratisk valgte parlament, som kommer til at omfatte sunni-medlemmer, vil kunne foretage ændringer af forfatningen i løbet af de kommende seks måneder.

Folkeafstemningen om den irakiske forfatning giver os yderligere grund til at håbe, at islam og principperne i et liberalt demokrati kan forenes i Mellemøsten og Centralasien i form af et såkaldt muslimsk demokrati. Perioden med midlertidige regeringer og overgangsregeringer er ved at rinde ud i Irak, og i kølvandet på dem dukker der en demokratisk politisk kultur frem. Samtidig er situationen fortsat kendetegnet af uophørlige angreb fra terrorister og den konstante mulighed for, at der udbryder borgerkrig.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, det internationale samfund har hilst resultaterne af folkeafstemningen velkommen som et vigtigt skridt mod demokrati i Irak. Og det er det også, hvis man kun ser på valgdeltagelsen og tallene fra resultatet. Jeg er dog bange for, at man danner sig sit helt eget billede af, hvordan virkeligheden ser ud for Irak. Men vi kan ikke ignorere de faktiske omstændigheder, for de alvorlige mangler inden for sikkerheden eksisterer stadig. De centrifugale tendenser i de etniske og religiøse samfundsgrupper styrkes i stedet for gradvist at dæmpes, og de undergraver målet, der er Iraks nationale samling, identitet og suverænitet.

Flertallet af sunni-muslimerne holder sig bevidst uden for politiske processer. Den politiske genopbygningsproces fører til dannelsen af en løs stat i mindst tre hastigheder. På den ene side glæder vi os over fremskridtene hen imod et demokratisk Irak, på den anden side er et shiitisk præstestyre ved at blive dannet i det sydlige Irak, og en kvasi-uafhængighed for kurderne er ved at blive dannet i det nordlige Irak.

Konsekvenserne for freden og stabiliteten er indlysende. Under disse betingelser planlægges det valg, der skal udpege det nye irakiske parlament. Jeg er dog bange for, at de bønner og håb, der er blevet udtrykt her i dag, ikke svarer til den barske virkelighed med militær besættelse og de alvorlige strategiske fejl, som USA bliver ved med at gøre.

Et gammelt arabisk ordsprog siger: "hellere 100 års tyranni end et års kaos". Selv om Saddam Husseins tyranni er væltet, bringer de forhold, der skabes fra dag til dag, Irak ud i mange års kaos.

  Lord Bach, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke alle, der har deltaget i denne forhandling. Dette spørgsmål giver anledning til stærke følelser og synspunkter, og de er også kommet til udtryk rundt om i salen her til formiddag.

Jeg håber imidlertid, at vi kan være enige om mindst to ting. For det første, at det er glimrende og positivt, at Saddam Hussein ikke længere er ved magten i Irak. For det andet kan vi blive enige om, at eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne, der måtte være begået, siden han blev fjernet fra magten, bør undersøges og behandles på en korrekt og fornuftig måde.

Jeg er meget taknemmelig for det, kommissæren havde at sige, og for Kommissionen fremragende indsats. Det er korrekt at påpege, at EU har bidraget til FN's kontor for støtte til forfatningsprocessen både økonomisk og gennem udsendelse af eksperter. Den irakiske regering har anmodet om, at EU stiller valgobservatører til rådighed, og selv om det, som kommissæren sagde, i øjeblikket ikke er muligt at udsende en fuldstændig valgobservatørmission, vil Rådet nøje undersøge, hvad vi kan gøre for at overvåge og yde støtte til valget.

Med hensyn til menneskerettighederne understregede Rådet i sine konklusioner efter mødet i Rådet (almindelige anliggender) den 7. november vigtigheden af, at menneskerettighederne overholdes fuldt ud i Irak. Rådet understregede EU's stærke modstand mod brugen af dødsstraf. Det bemærkede med bekymring de seneste rapporter - herunder fra FN - om overtrædelser af menneskerettighederne begået af de irakiske sikkerhedsstyrker og opfordrede indtrængende den irakiske regering til at undersøge disse påstande. EU står parat til at yde yderligere støtte.

Samtidig glædede Rådet sig over forbedringerne af menneskerettighedssituationen, siden Saddam Hussein blev fjernet, og fordømte terroristernes grufulde handlinger siden da, hvilket vi alle bør gøre.

Spørgsmålet om koalitionsstyrkerne er blevet taget op i løbet af forhandlingen, og det er bestemt et vigtigt spørgsmål. Men de ærede medlemmer må tilgive, at jeg nævner, hvad præsident Talabani, den kurdiske leder, hvis folk led så frygteligt under Saddam Hussein, sagde så sent som sidste weekend: "En umiddelbar tilbagetrækning ville være en katastrofe og føre til en form for borgerkrig. Vi vil miste det, vi har opnået ved at befri Irak for den værste form for diktatur ... I stedet for et demokratisk og stabilt Irak vil vi få borgerkrig i Irak, vi vil få uro i Irak, og det vil påvirke hele Mellemøsten". For mig at se er det en vigtig udtalelse fra den irakiske præsident på dette tidspunkt.

Iraks befolkning har udvist et stort engagement i demokratiet. De mødte op i milliontal og under de vanskeligste omstændigheder for at godkende en ny forfatning, der vil tjene som rettesnor for deres land og beskytte deres rettigheder. Hvis denne dynamik kan opretholdes frem til valget i december, tror jeg, at Irak står foran et vigtigt vendepunkt, og med valget af en ny regering går Irak ind i en ny fase.

Lederne af Iraks første forfatningsmæssigt valgte regering står i stor gæld til landets befolkning. De vil lægge deres tillid og deres fremtid i hænderne på disse ledere, og disse ledere skal have respekt for den tillid. Det betyder, at nationens interesser skal sættes over politiske og personlige ambitioner eller etniske og religiøse interesser. Den nye regering er nødt til at være virkelig repræsentativ, hvis den skal overleve.

Den må heller ikke spilde tiden, men straks gå i gang med arbejdet. Det betyder, at den skal garantere sikkerhed, sundhed, uddannelse, beskæftigelse og naturligvis overholdelse af menneskerettighederne. Terrorisme og usikkerhed er fortsat de største hindringer for politiske fremskridt og genopbygning.

Vi må ikke undervurdere de kommende udfordringer, og det tror jeg heller ikke, at Europa-Parlamentet gør. Der er stadig lang vej endnu, og store risici, som vi alle kender til, truer disse processer. Dette spæde demokrati kræver støtte i et stykke tid fremover. Det internationale samfund har allerede gjort meget, og EU kan være stolt af sine resultater: Vi har samarbejdet med FN og andre og afsat betydelige ressourcer til at yde støtte til den politiske overgangsfase og genopbygningen.

Vi har alle værdifuld ekspertise og erfaring med demokratiopbygningen at dele ud af. Den irakiske regering har udtrykt taknemmelighed for EU's betydelige bidrag og har bedt om mere. Vi må ikke svigte Irak.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, det er korrekt, at EU tidligere har været splittet over Irak, men det er også korrekt, at vi nu er fælles om at opbygge et nyt Irak, og det er det vigtigste nu. Vi kan ikke blive ved med at kigge bagud. Vi skal opbygge et stabilt Irak, og selv om hr. Watson har ret i, at jeg understregede de positive ting, vi har udrettet, er det også helt klart, at den bagvedliggende situation er meget vanskelig. Derfor sagde jeg, at vi ikke kan sende en valgobservatørmission til Irak, hvilket jeg ellers ville have gjort. Det er for farligt for vores folk, og de ville ikke kunne udføre deres opgave ordentligt.

Hvad ville alternativet være? Vi har faktisk ikke andre muligheder end at forsøge at samarbejde. Naturligvis er udfordringen kolossal, og jeg mener, at den irakiske regering og landets befolkning har udvist stort mod i denne situation. Det er korrekt, hvad min kollega netop sagde. Resultatet af valget var temmelig opmuntrende og virkelig forbavsende under disse vanskelige omstændigheder. Det viser, at den almindelige iraker ønsker stabilitet og fred, men der findes også et mindretal, et meget stærkt mindretal, der naturligvis er ekstremistisk og radikalt, som prøver at undergrave alle det internationale samfunds og den irakiske regerings bestræbelser. Det var ikke min hensigt at være ensidig, og måske kunne jeg have udtrykt mig tydeligere.

Med hensyn til tortur og de seneste begivenheder må vi se, om alle påstandene er sande. Hvis de er, må vi slå fast, at menneskerettigheder, som Lord Bach netop sagde, er en del af vores meget stærke værdier, og netop de værdier vi ønsker at eksportere til Irak og få taget i betragtning der.

I dag hørte jeg, at den irakiske premierminister allerede har sagt, at han selv ville nedsætte en komité, der skal undersøge alle tilfælde af tortur udført af irakerne selv. Det kan vi bidrage til gennem EUJUST LEX og ved at opbygge en politistyrke, der ikke udøver tortur, men som kender grænserne og forsøger at genoprette ro og orden. Derfor er vi i gang med en langvarig proces, og vi er nødt til at blive i Irak længe endnu for at genskabe stabiliteten i landet. Det er også meget vigtigt for hele regionen. Jeg arbejder også med hele regionen inden for det bredere initiativ for Mellemøsten, og vi vil ligeledes samarbejde med amerikanerne i denne sag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 10.00, idet man afventede rådsformanden Margaret Becketts ankomst, og genoptaget kl. 10.10)

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

4. Klimaændringer - At vinde kampen mod den globale klimaændring

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om redegørelser fra Rådet og Kommissionen om klimaændringer og betænkning (A6-0312/2005) af Wijkman for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om at vinde kampen mod den globale klimaændring (2005/2049(INI)).

  Margaret Beckett, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, der hersker nu nærmest fuld enighed om, at klimaændringer er et alvorligt og påtrængende problem. IPCC forudsiger, at de globale temperaturer kan stige med helt op til 5,8 °C i 2100. Ifølge et forsikringsselskab vil de skønnede omkostninger ved den globale opvarmning kunne blive fordoblet til 150 milliarder amerikanske dollars om året i løbet af de næsten 10 år, hvilket vil medføre skadesanmeldelser på mellem 30 og 40 milliarder amerikanske dollars. Der er en del, der tyder på, at hedebølgen i Europa i 2003 var påvirket af den globale opvarmning, og, som medlemmerne vil huske, førte til 26.000 dødsfald og kostede 13,5 milliarder amerikanske dollars.

Disse begivenheder og deres tilhørende prissedler bringer virkeligheden med, hvad ukontrollerede klimaændringer vil betyde for os, meget tæt på. Det er klart, at omfanget af problemet med klimaændringer er kolossalt, og at det er påtrængende, og derfor har Det Forenede Kongerige besluttet at gøre klimaændringer til en prioritering for vores formandskaber for både G8 og EU.

2005 har været et kritisk år for den internationale politik for klimaændringer. Kyoto-protokollen er trådt i kraft. EU's ordning for handel med emissioner er i gang, og ved udgangen af året indleder vi diskussionerne om yderligere foranstaltninger efter 2012, og det vender jeg tilbage til.

G8 udgør kun en lille - om end central - gruppe af lande, men de fremskridt, vi har gjort der, vil forhåbentlig få stor betydning. Diskussionerne på G8-topmødet i juli sluttede med et ambitiøst kommuniké. Her var alle medlemmerne, også USA, enige om, at menneskets aktiviteter spiller en rolle for den globale opvarmning, og om behovet for hurtige foranstaltninger. Der var også enighed om en handlingspakke til bekæmpelse af klimaændringerne ad en række forskellige veje: energieffektivitet, renere elproduktion, forskning og udvikling, finansiering af renere energi, forvaltning af virkningerne af klimaændringerne samt bekæmpelse af ulovlig skovhugst.

G8-landene har indgået en aftale med Verdensbanken og andre udviklingsbanker om at forbedre finansieringen af ren teknologi og som noget meget vigtigt, har de også accepteret at indlede en ny dialog mellem G8 og andre lande med betydelige energibehov vedrørende klimaændringer, ren energi og bæredygtig udvikling. Det første møde inden for denne dialog fandt sted i London den 1. november. Mexico har tilbudt at være vært for det andet møde til næste år.

EU's medlemsstater var nogle af de første til i 1990'erne at erkende farerne ved den globale opvarmning, sammenhængen med menneskets aktiviteter og behovet for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser. Helt tilbage i 1991 udsendte Kommissionen Fællesskabets første strategi for en begrænsning af CO2-emissioner og forbedring af energieffektiviteten. I lyset af EU's forpligtelser under Kyoto-protokollen stod det snart klart, at det måtte gøres noget mere. Så blev det europæiske program for klimaændringer lanceret i 2000. I dag går EU foran, f.eks. ved at fokusere på emissionen fra luftfarten, og vi glæder os meget over Kommissionens nylige meddelelse om en reduktion af luftfartens betydning for klimaændringerne. Kommissionen annoncerede sin støtte til, at emissioner fra luftfarten skulle medtages i EU's ordning for handel med emissioner, og det er meget opmuntrende; vi ser frem til at skabe fremskridt på det område og prioriterer det i vores formandsperiode for EU.

I Europa er der klar en erkendelse af, at energieffektivitet har stor betydning for, at vi kan møde udfordringerne ved klimaændringerne, og der arbejdes allerede på at skabe besparelser gennem energieffektivitet over hele Fællesskabet. Direktivet om energitjenester, som vi håber at kunne vedtage inden årets udgang, ventes at blive et udfordrende første skridt, mens Kommissionens grønbog om energieffektivitet, der blev offentliggjort sidst i juni måned, skal danne grundlag for Europas fremtidige strategi for energieffektivitet frem til 2020.

Men på trods af dette store arbejde og alle disse bestræbelser er det klart, at emissionerne i EU ikke nedbringes så hurtigt, som vi ønsker, og at det haster med at indføre foranstaltninger i alle sektorer, både på nationalt plan og på EU-niveau. Så jeg glæder mig over Kommissionens beslutning om at iværksætte en ny fase af det europæiske program for klimaændringer, så vi kan se på, hvad der ellers kan gøres.

Sideløbende hermed er Kommissionen og Rådet i færd med at udvikle en EU-strategi på mellemlangt og langt sigt til løsning af problemerne med klimaændringer og vil rapportere om de hidtidige fremskridt på Det Europæiske Råds møde i december. Her bliver Parlamentets bidrag af central betydning, så den beslutning, De udarbejdede for nylig, er et fantastisk værdifuldt bidrag til denne proces.

Det britiske formandskab har bestræbt sig på at skabe ny dynamik i den bredere internationale proces, hvor EU spiller en så vigtig rolle. Derfor satte vi klimaændringer på dagsordenen for vores EU-topmøder med Kina og Indien. Disse to lande er særligt vigtige partnere for EU i forbindelse med løsningen af problemet med klimaændringerne. På begge topmøder var der nyttige bilaterale diskussioner om energisikkerhed og -effektivitet.

Et centralt aspekt ved partnerskabet med Kina er et nyt initiativ om nær-nul-emissioner for kul med kulstofbinding og -oplagring for at løse den centrale udfordring med drivhusgasemissioner fra kul. Vi har også aftalt et nyt partnerskab med Indien. Topmødet mellem EU og Rusland var ligeledes en fremragende mulighed for at overveje, hvilke erfaringer vi kan dele vedrørende gennemførelsen af Kyoto-protokollen for at sikre, at mekanismerne under protokollen er på plads så hurtigt som muligt.

I september mødtes landbrugsministrene for første gang med miljøministrene for at drøfte klimaændringernes betydning for landbruget i EU. Vi satte også klimaændringerne på dagsordenen for rådsmøderne om energi, transport og konkurrence.

Alle disse aktiviteter leder frem mod det første møde i december for Kyoto-protokollens parter i Montreal, hvor parterne i henhold til protokollen vil indlede drøftelser om den næste periode efter 2012. Jeg vil gerne gøre helt klart, at EU og Det Forenede Kongerige holder fast i deres engagement i selve Kyoto-protokollen og i FN's rammekonvention om klimaændringer. Som vores premierminister Tony Blair sagde i denne uge ved overborgmesterens festmiddag i London, har verden brug for en ramme med de nødvendige mål, som skal anvendes fornuftigt og intelligent over det rette tidsrum og bringe os frem til tiden efter 2012. Måske skal jeg bede kollegerne især bemærke brugen af orden "mål", fordi Det Forenede Kongerige gentagne gange har erklæret, at formelle aftaler med indbyggede mål er absolut nødvendige for enhver ordning vedrørende klimaændringer, ikke mindst fordi de skaber incitamenter og sikkerhed for erhvervslivet.

Den uformelle G8-proces er også kolossalt vigtig, men den fungerer som et supplement. Den er ikke og var aldrig tænkt som en erstatning for Kyoto-protokollen eller for FN-konventionen. Jeg håber, at man i Montreal vil bygge videre på det arbejde, som vi har udført i år under begge formandskaber.

I Montreal vil man hovedsagelig fejre et vigtigt resultat: Kyoto-protokollens ikrafttræden. Der har været perioder, hvor det så ud til, at det aldrig ville ske, men EU arbejdede stædigt videre på at sikre et resultat, og nu står vi her med verdens eneste troværdige, bindende, internationale aftale om begrænsning af drivhusgasemissionerne.

EU udarbejdede sin forhandlingsposition for Montreal på Rådets møde (miljø) i oktober. Først ønsker vi en aftale om Marrakesh-aftalerne - de beslutninger, der skal udgøre selve reglerne for protokollen. For det andet ønsker vi en aftale om en overholdelsesmekanisme for at sikre, at alle protokollens parter overholder dens regler. For det tredje ønsker vi at forbedre funktionen af Kyoto-mekanismerne - og her taler jeg især om mekanismen for bæredygtig udvikling. Handel med emissioner, mekanismen for bæredygtig udvikling og en fælles gennemførelse er alle centrale aspekter af protokollen og vil fortsat have stor betydning i de kommende år.

Endelig vil man på Montreal-konferencen kigge fremad og begynde diskussionerne af, hvad der sker, når den første periode af Kyoto-forpligtelserne slutter i 2012. Dette sidste emne vil formentlig blive langt det vanskeligste og også det vigtigste aspekt. Der kan ikke herske tvivl om, at vi ønsker at bygge videre på Kyoto-protokollen efter 2012, og at vi er nødt til at sætte gang i den diskussion i henhold til artikel 3, stk. 9, i protokollen for at overveje EU's fremtidige forpligtelser sammen med de øvrige parter i Kyoto-protokollen. Men det er også helt klart, at hvis en global ordning vedrørende klimaændringer skal være virkeligt effektiv, er vi nødt til at sikre en bredere deltagelse, end det i øjeblikket er tilfældet under protokollen. I Montreal vil vi undersøge mulighederne for at skabe en ramme til efter 2012, som er baseret på erfaringerne fra Kyoto-protokollen, som den ser ud nu, og som omfatter så mange lande som muligt.

EU vil helt klart skulle underbygge vores politiske ambitioner for Montreal-konferencen med håndfaste beviser for, at vi går i front med hensyn til at håndtere klimaændringerne. Det hedder ligeledes i Kyoto-protokollen, at parterne inden udgangen af 2005 skal dokumentere deres fremskridt med at overholde deres forpligtelser i henhold til Kyoto. Det er det ideelle tidspunkt, hvor EU kan bekræfte vores engagement i Kyoto, i opfyldelsen af målene for reduktion af emissionerne og i vores forpligtelse til at bistå udviklingslandene. Som forberedelse til konferencen indsamler vi data, fakta og tal for at kunne dokumentere den praktiske gennemførelse af vores politiske engagement. Vi ved, at vi er nødt til at gøre mere, og vi er alle klar til at gøre mere.

Dagens forhandling her i Strasbourg giver os mulighed for at gøre status over den nuværende situation og give os yderligere mulighed for at vise resten af verden, at EU tager dette problem meget alvorligt og er indstillet på at skabe resultater. Sammen har vi allerede nået meget: Vi har vist lederskab og virkelig gjort en forskel. Det skal vi fortsat gøre, og vi må ikke tøve, når de miljømæssige udfordringer bliver større.

Vi får ikke nogen løsning på problemet i Montreal og heller ikke under det nuværende britiske rådsformandskab. De kommende formandskaber - både for EU og for G8 - skal fortsætte dette arbejde og sætte klimaændringer højt på deres dagsordener og afhjælpe de store trusler, som de udgør for vores økonomier, samfund og miljø. Der er opmuntrende tegn på, at de kommende G8-formandskaber - Rusland og Japan - virkelig har til hensigt at gøre dette, og jeg har fuld tillid til EU's fortsatte beslutsomhed for at finde en løsning på dette vigtige spørgsmål.

(Bifald)

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Fru formand, det er mig en stor glæde at få lejlighed til at drøfte den seneste udvikling med hensyn til klimaændringer med Dem samt den måde, hvorpå EU vil styrke sin politik på området og drage alle virksomheder aktivt ind i problematikken, så vi får et givtigt internationalt samarbejde på området.

Dagens forhandling er særlig vigtig i betragtning af den kommende konference for de kontraherende parter i Montreal, som markeres ved ikrafttrædelsen af Kyoto-protokollen og forhandlingerne om systemet til bekæmpelse af klimaændringerne efter 2012.

Vi har alle været bekymrede over de mange voldsomme uvejr, der har været i den seneste tid. I år har vi haft alvorlig tørke på Den Iberiske Halvø, i sommerperioden var der oversvømmelser i Centraleuropa, og vi har haft en række orkaner - Katrina, Rita og Wilma - og andre uvejr af mindre omfang.

2005 er allerede et rekordår uden fortilfælde, da 2005 var året med de fleste navngivne tropiske orkaner, siden man begyndte at registrere disse vejrfænomener. Selv om konkrete vejrfænomener ikke kan kædes direkte sammen med klimaændringer, bekræfter det øgede antal tørker og oversvømmelser og de mere og mere alvorlige og hyppige orkaner eller tropiske uvejr videnskabens advarsler om klimaændringer.

Jorden er højst sandsynligt aldrig før i historien blevet opvarmet så hurtigt, som den er blevet de sidste 30 år. 1990'erne var det varmeste årti, og ni af historiens 10 varmeste år lå i perioden mellem 1995 og 2004 med 1998 som det varmeste. Videnskabsmændene udtrykker frygt for, at 2005 kan blive det varmeste år nogensinde.

Når kloden bliver opvarmet, opvarmes havet som bekendt også, og når temperaturen i havet kommer over 26 °C, er det sandsynligt, at der dannes en tropisk orkan. Temperaturen på havets overflade er på globalt plan steget med 0,6 % de sidste 100 år, hvilket betyder, at vi fremover sandsynligvis vil få langt hyppigere og stærkere orkaner.

Men i stedet for at fastslå, hvorvidt orkanen Katrina og andre vejrfænomener var en følge af menneskelige aktiviteter, er det vigtigere at tage ved lære af disse vejrfænomener, så vi vinder kampen mod klimaændringerne.

Jeg vil især gerne omtale Parlamentets beslutningsforslag om meddelelsen "At vinde kampen mod den globale klimaændring" og takke ordføreren, hr. Wijkman, og medlemmerne af Miljøudvalget, Udviklingsudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi for deres værdifulde og konkrete anbefalinger.

I beslutningsforslaget fremhæves det, at fællesskabsstrategien om begrænsning af klimaændringer bør baseres på en model, der omfatter følgende: udnyttelse af de grundlæggende elementer i Kyoto-protokollen, en drastisk reduktion af drivhusgasemissionerne i EU, deltagelse af andre vigtige lande - som f.eks. USA - udvikling af et strategisk samarbejde med udviklingslande af stor betydning, aktiv fremme af forskning og innovation og forbedring af EU's energieffektivitet.

Jeg er enig i denne model og støtter den, og de initiativer, som Kommissionen har taget i år med hensyn til klimaændringer, er stort set i tråd med Parlamentets forslag.

Jeg vil tillade mig at komme med en kort, generel oplysning: I oktober markerede Kommissionen indledningen af en ny fase i det europæiske program om klimaændringer på en stor konference i Bruxelles, hvor de førende parter på området deltog. Det nye europæiske klimaændringsprogram vil danne en ny ramme om den politik, vi fører vedrørende klimaændringerne efter 2012.

Vi tager en række nye spørgsmål op, f.eks. luftfart, og beskæftiger os ligeledes med ny teknologi, f.eks. CO2-opsamling, som giver mulighed for at træffe omkostningseffektive foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner.

Som det første skridt nedsætter Kommissionen nogle arbejdsgrupper. Heriblandt en arbejdsgruppe, som skal sammenfatte de fremskridt, der er sket indtil nu med gennemførelsen af klimaændringspolitikkerne, en gruppe, som skal undersøge CO2-opsamling og -lagring i geologiske formationer som en foranstaltning til moderering af klimaændringerne, en gruppe, som skal vurdere, om lufttransport skal inddrages i EF-ordningen for handel med rettigheder til drivhusgasemissioner, en gruppe, som skal forberede en revision af EF-strategien til reduktion af CO2-emissioner fra lettere erhvervskøretøjer, og en gruppe, der skal udpege de politiske justeringer, som EU er nødt til at foretage.

Hver enkelt af de nævnte grupper vil udpege nye områder, hvor EU kan styrke sin indsats i kampen mod klimaændringer. Den første af disse grupper vil indlede fremlæggelsen af sine endelige rapporter i første halvår 2006.

Som fru Beckett også nævnte, har Kommissionen ligeledes vedtaget en grønbog om energieffektivitet. Jeg vil også gerne henvise til Kommissionens meddelelse med titlen "Mindskelse af klimapåvirkningerne fra luftfarten". Lufttransport bidrager mere og mere til drivhusgasemissionerne. Meddelelsen konkluderer, at den bedste måde at mindske disse emissioner på er at inddrage lufttransportsektoren i EF-ordningen for handel med emissionsrettigheder. Efter at have hørt de involverede parter vil Kommissionen fremlægge et lovforslag herom i slutningen af 2006.

Kommissionens initiativer begrænser sig naturligvis ikke kun til udviklingen af aktiviteter inden for EU. Vi deltager aktivt i drøftelser med tredjelande, hvor vi beder om deres synspunkter med hensyn til, hvilke skridt der skal være de næste i de kommende forhandlinger om klimaet og om skabelsen af nye strukturer til at styrke vores politiske dialog og teknologiske samarbejde.

Klimaændringerne og især forholdet mellem klimaændringerne og energi samt forsyningssikkerhed står højest på dagsordenen i vores bilaterale og multilaterale kontakter. På dette område har vi et tæt samarbejde med det britiske formandskab, der, som fru Beckett også var inde på, satte klimaændringerne meget højt på dagsordenen for G8-topmødet i Gleneagles, og som fortsat har klimaændringerne som et af de vigtigste spørgsmål.

Resultaterne er opmuntrende. Aftalen om partnerskab mellem EU og Kina om klimaændringer og energi skaber de politiske rammer for et mere snævert samarbejde og en dialog om disse spørgsmål. Hovedformålet med partnerskabet mellem EU og Kina er at udvikle avanceret, næsten emissionsfri, kulteknologi på grundlag af CO2-opsamling og -lagring i biologiske formationer. Et andet formål er at fremme andre rene energikilder og energieffektiviteten, energibesparelser og vedvarende energikilder.

EU-Indien-initiativet om ren udvikling og klimaændringer indeholder forskellige initiativer til udvikling af en dialog. Der lægges vægt på samarbejde om udvikling og udnyttelse af ren teknologi, om den nødvendige tilpasning til klodens opvarmning og Kyoto-protokollens mekanisme for ren udvikling.

FN's konference om klimaændringer starter sidst på måneden i Montreal i Canada og varer to uger. Kommissionen har deltaget aktivt i en række uofficielle forberedende møder i forbindelse med Montreal-konferencen. Vores indsats, både i EU og internationalt, har spillet en vigtig rolle i indsatsen for at skabe de rette betingelser for at få et vellykket resultat af konferencen. Hvad har vi opstillet som mål i Montreal?

For det første vil konferencen markere ikrafttrædelsen af Kyoto-protokollen med vedtagelsen af de regler og procedurer, der kræves til at gennemføre den. Inden for disse rammer er det vigtigt, at vi viser, at EU lever op til sine forpligtelser.

For det andet har den intensive dialog, som er blevet ført i de seneste måneder, skabt en vigtig dynamik, således at drøftelserne på Montreal-konferencen starter på internationalt plan om udformningen af den fremtidige internationale ordning vedrørende klimaændringerne.

Imidlertid er det ikke givet, at ovennævnte mål vil kunne nås. Et lille antal lande med USA i spidsen er fortsat uvillige til at deltage i dialogen om den fremtidige globale strategi med hensyn til klimaændringer. Vi er nødt til at intensivere vores bestræbelser de kommende uger, så disse lande også er med, når dialogen indledes.

Det er også vigtigt, at vi forstår, at Montreal-konferencen ikke er afslutningen på proceduren. Den markerer indledningen af dialogen, men giver ikke nogen løsning. Løsningen kan kun findes gennem en intensiv international dialog i de kommende år. Det er gennem denne dialog, vi skal finde de løsninger, som svarer til grundelementerne i den fremtidige klimaaftale, som Kommissionen har fastlagt i sin meddelelse tidligere i år. Disse elementer afspejles i Parlamentets beslutningsforslag. En bredere deltagelse, dækning af alle områder og alle gasser, vægt på udvikling og udnyttelse af ny teknologi, anvendelse af midler, der er baseret på markedsmekanismerne, og endelig politikker for tilpasning til følgerne af de øgede temperaturer på jorden.

Til sidst bør der, hvis vi skal have positive resultater af dialogen, fortsat være en aktiv politisk interesse for klimaændringsspørgsmålet, og EU's førende rolle skal styrkes. Vi er nødt til at vise, at vi kan reducere vores emissioner, og at det bidrager til vores økonomiske udvikling. Beslutningsforslaget sender et klart budskab om, at Kommissionen altid kan regne med Europa-Parlamentets støtte i kampen mod dette problem.

  Anders Wijkman (PPE-DE), ordfører. - (SV) Fru formand, hr. kommissær, jeg vil rette en særlig tak til fru Beckett, som er til stede her i dag. Klimaændringer er en af de mest alvorlige trusler, vi står over for. Jeg vil understrege, at det ikke længere kan ses som et miljøproblem. Et varmere klima er et mindre stabilt klima, og det indebærer en trussel mod stort set hver sektor i vores samfund, en trussel, som burde betegnes som en del af vores sikkerhedsproblematik. Det er en sikkerhedstrussel mod ikke blot EU og dets medlemsstater, men naturligvis også mod de mange fattige lande i troperne.

Samtidig med at jeg siger dette, vil jeg understrege, at det er vigtigt ikke at se klimaproblemet blot som et problem og en byrde. Hvis vi gør det rigtige, kan vi mindske risiciene for samfundet i fremtiden. Hvis vi gør det rigtige, kan vi også skabe muligheder for virksomheder og for teknologi på en række områder. Der findes en samarbejdsgruppe ved navn Climate Group i verden, hvori en række store virksomheder indgår, og som viser, at det på ganske kort tid kan lykkes både at mindske emissionen og tjene en masse penge. Jeg mener, at den nødvendige omstilling af energi- og transportsystemer i vores del af verden burde blive en vigtig løftestang i Lissabon-processen og burde kunne sætte fart på skabelsen af nye job og eksportmuligheder.

I Parlamentets betænkning stilles en række forslag til foranstaltninger for strategien efter 2012. Vi mener, at EU skal fortsætte med at spille en førende rolle i arbejdet med klimaændringer på internationalt niveau. Fru Beckett bekræftede lige før i sin tale, at dette synspunkt deles af Rådet. Vi er nødt til at gøre mere på kort sigt, så vi virkelig lever op til Kyoto-protokollens krav. Vi er dog i dag blot ansvarlige for en del af emissionen, ca. 14 %. Vi er altså nødt til at involvere andre aktører. Det er meget presserende, at vi på lang sigt involverer USA i et konstruktivt samarbejde. Vi skal opstille langsigtede mål. Vi kræver, eller ønsker os, reduktioner på 30 % i 2020 og 60-80 % i 2050. Dette er også et krav, som konstant kommer fra erhvervslivet, som siger, at der er brug for langsigtede spilleregler.

Udviklingslandenes situation er naturligvis utrolig vigtig. For dem er energi først og fremmest et spørgsmål om vækst og udvikling, men de skal ikke gentage vores fejl. Vi har brug for et strategisk partnerskab, ikke mindst med de store udviklingslande, for at stimulere til teknologispring og til investeringer i den bedst mulige teknologi. Det, som er blevet indført på dette område gennem Kommissionens aftale med Kina, er naturligvis meget konstruktivt, men det skal finde sted i højere udstrækning og blive meget, meget større. Tænk på, at Kina hver måned sætter to nye kulfyrede kraftværker i gang!

Vi skal investere mere i forskning og udvikling. Det er et faktum i dag, at regeringerne verden over investerer en mindre andel af BNP på energiforskning, end de gjorde for 30 år siden. Det er helt ubegribeligt for mig. Jeg sammenligner ofte dette med Apollo-projektet. Hvis amerikanerne på 10 år var i stand til at sætte et menneske på månen, burde vi med en massiv indsats på forsknings- og udviklingsområdet kunne gøre noget lignende, hvad angår et gennembrud for nye teknologier. For at blive politisk troværdige skal vi træffe kraftfulde foranstaltninger på nationalt plan. Vi skal stimulere til energisbesparelser, hvilket allerede er blevet understreget flere gange. Det indebærer f.eks., at byggedirektivet bør udvides og blive mere ambitiøst.

Transportområdet er et meget kritisk område. Vi hilser søfarten og flyindustrien velkommen i klimapolitikken. Vi anbefaler hurtige foranstaltninger for at effektivisere jernbanetransporten. Vi synes, at vi bør træffe de rigtige konklusioner af vanskelighederne ved at mindske emissionen i vejtrafikken. Vi har brug for og foreslår derfor ambitiøse og bindende regler for kuldioxidemission fra nye køretøjer. Vi skal hjælpe nye teknologier - og de findes - med at komme på markedet. Der er dog en række forhindringer. En af dem er naturligvis, at vi fortsat giver tilskud til konventionel teknologi, dvs. teknologi drevet af fossile brændstoffer. Vi skal udvide handelen med emissionsrettigheder, men vi skal naturligvis sørge for, at tildelingen ikke bliver lige så ambitiøs, som den var sidste år. I stedet skal vi skridt for skridt sænke loftet. Vi skal invitere de andre aktører til at deltage i denne proces, så vi i Europa ikke bliver det eneste marked.

Flertallet af de foranstaltninger, som foreslås i betænkningen, er rettet mod virksomheder og producenter. Vi synes også, at vi skal involvere borgerne mere aktivt. Alles livsstil påvirker udviklingen. Vi har en idé om på sigt at overveje en form for emissionshandel pr. menneske. Måske er dette ikke muligt at gennemføre i praksis, men et første skridt burde være at øge kendskabet til kulindholdet i alt, hvad vi køber, og i forbindelse med vores transporter.

Vi i Parlamentet og i de europæiske institutioner bør naturligvis praktisere, hvad vi prædiker. Vi bør f.eks. sørge for, at vores bygninger og vores transporter bruger så lidt kul som muligt. Der er meget at gøre på dette område. Til sidst vil jeg ønske både Kommissionen og Rådet held og lykke i Montreal. Sørg for, at EU kan fortsætte med at have en førende rolle og lede det internationale klimaarbejde mod positive resultater.

  Paul Verges (GUE/NGL), ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer, på vegne af Udviklingsudvalget vil jeg begynde med at lykønske vores kollega, Anders Wijkman, med hans udmærkede betænkning om klimaændringen.

Som ordfører for udvalget vil jeg komme med et par korte generelle bemærkninger. Vores kollega gør ret i at understrege, at selv om global opvarmning er en miljømæssig udfordring, er den først og fremmest en udfordring for udviklingen.

Klimaændringen er efter vores mening faktisk en stor udfordring for civilisationen. Derfor har det været magtpåliggende for Udviklingsudvalget at understrege, at de samlede virkninger af klimaændringen, de verdensomspændende demografiske ændringer og den økonomiske globalisering indleder en ustabil periode uden fortilfælde i menneskehedens historie. Der er bestemt grund til at frygte, at den globale opvarmning i den forbindelse vil øge skellet mellem den udviklede verden og lande, som halter bagefter udviklingsmæssigt. Der er desværre ikke tvivl om, at disse lande bliver hårdest ramt af virkningerne af klimaændringen. Det er især tilfældet med de små ø-stater, som er sårbare i flere henseender, særlig med hensyn til orkaner og havenes stadig højere vandstand.

Derfor mener vi, at et af de prioriterede områder i EU's udviklingsbistandspolitik skal være at yde en bistand, der gør det muligt for disse lande at tilpasse sig i forhold til virkningerne af klimaændringen. Vi anbefaler, at EU udarbejder en særlig samarbejdspolitik for udviklingslande. De har sikkert forstået, at for Udviklingsudvalget er bekæmpelsen af klimaændringen derfor uigenkaldeligt forbundet med bekæmpelsen af fattigdom og gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene.

Det er også rigtigt, når man i betænkningen understreger den indsats, der stadig skal gøres, for at afbøde klimaændringer for at nå målene i Kyoto-protokollen. Et sidste spørgsmål, fru formand: mens 20 % af jordens befolkning i dag bruger 80 % af energien i verden, hvor forurenet vil luften så være omkring 2050, hvor 9-10 milliarder indbyggeres energibehov skal opfyldes?

  Cristina Gutiérrez-Cortines, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Fru formand, det er helt klart, at klimaændringerne er så omfattende og så tæt på os, at det ikke længere er et intellektuelt problem og et problem for de mere følsomme grupper, der fik rejst problemet.

Det er en mulighed for at ændre vores vaner og traditioner, det er en mulighed for at reducere emissionerne og opnå en renere luft, det er en mulighed for at udvikle vedvarende og alternative energier, og det er også en mulighed for Europa til at blive uafhængig af de fossile energier, der ofte findes i områder med stor politisk ustabilitet, og som er underlagt store prissvingningerne. Jeg mener derfor, at det også giver anledning til at revidere og overveje atomkraft som en af mange løsninger ud over de andre alternativer.

Men vi skal fortsat forbedre forskningen i og kendskabet til årsagerne til klimaændringerne meget. Der er f.eks. kun forsket ganske lidt i forbindelsen mellem landbrug og klimaændringer. Nye forskningsresultater har tændt det røde lys og åbnet en ny vej. Vi giver udelukkende industrien skylden for problemet. Jeg synes, at vi burde få et mere intelligent landbrug, der er rettet mod disse strategier. Det ville videnskabeligt set være meget sikrere.

På den anden side mener jeg også, at spørgsmålet om kvoter og de matematiske modeller til fastsættelse af kvoterne skal forbedres meget. Der er stadig mange lande, som ikke gør det særlig korrekt, mens andre er nået frem til gode løsninger, f.eks. briterne.

Jeg synes også, at det er nødvendigt at finde strategier, der kan kompensere for klimaændringer og fastsætte, i hvilket omfang de kan afbødes. Jeg synes, at vi skal revidere politikken om tørke og ørkendannelse i Middelhavsområdet og tage os af skaderne og ødelæggelserne på økosystemet og på vores dyreressourcer og fauna.

  Gyula Hegyi, for PSE-Gruppen. - (EN) Fru formand, vi har set ofrene for orkanen og oversvømmelsen i New Orleans. Den globale opvarmning betyder ikke, at alle dele af verden bliver varmere. Den betyder et stigende antal katastrofer, f.eks. uforudsigeligt vejrlig, store tab af liv og ejendele. Vi bruger simpelthen for meget fossilt brændsel. Hvis udviklingslandene, herunder de næsten tre milliarder mennesker i Kina og Indien, følger det amerikanske forbrugsmønster, vil vi brænde planeten op. Derfor hilser jeg på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne hr. Wijkmans modige betænkning velkommen.

Men smukke ord er imidlertid ikke nok. Vi er nødt til at opfordre vores partnere til at ratificere Kyoto-protokollen. Vi må finde allierede med samme mål blandt liberale politikere og borgere i USA, der forstår betydningen af bæredygtig udvikling.

For at reducere emissionerne har vi brug for et kraftigt skift i retning af kollektiv transport. Jernbanetransport er fem gange så effektivt som vejtransport. Desuden er det miljøvenligt. Men EU mangler fortsat de rette værktøjer til at fremme denne transportform. EU har ikke nogen projekter til forbedring af den kollektive trafik i byerne, og det stigende antal biler i byerne betyder, at tilværelsen i byerne bliver mere og mere kaotisk og usundt. Befolkningen i vores byer fortjener større omsorg fra politikernes side med hensyn til ren luft og gode kollektive transportmuligheder.

Nogle lande er i færd med at udvikle vedvarende energikilder, men i andre medlemsstater har man kun taget få skridt i den retning. Vi har brug for bindende mål, om ikke for 2010 så i det mindste for 2020.

Der er et punkt, hvor jeg vil modsige fru Beckett. Jeg mener ikke, at halve løsninger som kulstofoplagring kan være en løsning for fremtiden. I stedet for at skjule vores voksende emissioner midlertidigt er vi nødt til at nedbringe dem. Hvis man af den ene eller anden grund er nødt til at lukke et atomkraftværk, bør det udelukkende erstattes af vedvarende energikilder. Lukning af atomkraftværker og brug af mere fossilt brændsel vil være en form for kollektivt selvmord.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand, jeg vil gerne takke Kommissionen og Rådet for deres erklæringer. Jeg må dog sige, at jeg ikke deler fru Becketts positive vurderinger af, hvordan EU klarer sig, trods den britiske regerings løfte om at gøre klimaændringer til en prioritering for formandskabet. De praktiske fremskridt har været meget skuffende. At høre G8-kommunikéet om klimaændringer blive kaldt ambitiøst er at strække det engelske sprog til det yderste. Hvis det britiske formandskab virkelig ønsker at udøve internationalt lederskab på dette område, er de nødt til først at feje for egen dør.

Tidligere på året bestilte vi en rapport fra sammenslutning for energibesparelser for at vurdere, hvor godt denne regering har gennemført den eksisterende europæiske lovgivning om reduktion af brugen af fossilt brændsel. Deres resultater viste klart, at denne regering har udsat gennemførelsen af direktivet om bygningers energieffektivitet, krævet forhøjelser af Det Forenede Kongeriges tilladte CO2-emissioner i henhold til EU's ordning for handel med emissioner, undladt at opstille bindende mål for en reduktion af energiefterspørgslen og undladt at fremme små kraftvarmeværker i henhold til direktivet om kraftvarmeproduktion.

Derfor bør Rådet lægge særligt mærke til Europa-Parlamentets betænkning om klimaændringer, som Anders Wijkman har udarbejdet med sikker hånd. Her kan det finde en virkelig modig og ambitiøs opfordring til at skride til handling. I betænkningen kræves der navnlig kraftige reduktioner i EU startende med indenlandske reduktioner mellem 20 og 30 % i EU inden 2020 stigende til mellem 60 og 80 % i 2050. Der opfordres til, at vi gennemfører målet om at gøre Europa til den mest energiøkonomiske økonomi i verden ved at indføre mål for en årlig reduktion af energiforbruget på mellem 2,5 og 3 % samt for en robust strategi til Montreal. Og i vores ændringsforslag opfordrer De Grønne til, at EU indfører et formelt mandat og en formel tidsplan for forhandlingerne om fremtidige klimaforpligtelser med en frist for indgåelsen af aftalen ved udgangen af 2008.

Jeg vil gerne slutte med to korte spørgsmål til Rådet. Først vil jeg gerne høre dets syn på indskrænkning og konvergens som en ramme for den fremtidige indsats. For det andet, om Rådet sideløbende med medtagelsen af luftfart i ordningen for handel med emissioner vil foreslå instrumenter for at løse alle klimapåvirkninger fra luftfarten, idet vi ved, at ordningen for handel med emissioner ikke vil omfatte ikke-CO2-relaterede emissioner.

  Kartika Tamara Liotard, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Fru formand, jeg vil gå direkte til sagen. Et frit marked er ikke den rette løsning på problemet med klimaændringer. En uhæmmet markedsøkonomi uden begrænsning af overdrevent forbrug og overdreven produktion fører til stadig mere udstødning af drivhusgasser og derfor til en forværring af problemet. Økonomisk vækst er som en hellig ko, nemlig urørlig. Hvert forbrugsprodukt skal være til rådighed på markedet samtidigt overalt i verden, men vi må tænke på, at også hellige køer kan sprede ubehagelige gasser. Det mener jeg ikke kun i overført betydning, men også bogstaveligt, når man ser på den intensive kvægavls andel i CO2-udstødningen.

Atomenergilobbyisterne benytter sig af problematikken omkring klimaændringerne til at bringe sig selv i forgrunden. Mærkeligt nok fortæller de intet om de enorme affaldsbjerge, som de skaber, og som vil give os et stort problem de kommende 10 tusinde år. Lad os ikke løse den ene miljøkrise ved at skabe en anden. De milliarder, som stadig pumpes i udvikling og fremme af atomenergi, kunne bruges mere fornuftigt på vind-, sol- og vandenergi.

Udstødningen i transportsektoren vil i 2030 stadig ligge på 28 % over niveauet i 1990. Det er en vanskelig sektor at træffe foranstaltninger i, for denne sektor er et symbol på en international markedsøkonomi. Jeg opfordrer derfor til, at transport ad luftvejen og til søs pålægges afgifter. I modsætning til handel med emissionsrettigheder kan afgifter ikke væltes over på udviklingslandene.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand, jeg er glad for det arbejdsprogram, som kommissionsformanden, hr. Barroso, forelagde her i Parlamentet. Det indeholder også mange gode punkter til bekæmpelse af klimaændringen. F.eks. støtter jeg kraftigt, at flytrafikken optages i emissionshandelssystemet, og at direktivet om nationale emissionslofter fra 2001 revideres. Alligevel synes jeg ikke, at Kommissionen er særlig ambitiøs på dette område. I årevis har vi talt om drastiske reduktioner af udstødning af drivhusgasser, men i mellemtiden vokser udstødningen hvert år, ikke kun på verdensplan, men også i de forskellige medlemslande.

Hvis vi vil tages alvorligt i Montreal, skal vi ikke blot turde tale om reduktioner, men også indgå faste aftaler om nu omsider virkelig at træffe foranstaltninger, om nødvendigt med et mindre antal lande. Kommissær Dimas, jeg opfordrer Dem til at fremlægge en strategi, der indeholder foranstaltninger, som kan hjælpe os med at nå vores langsigtede mål. Til trods for den positive virkning, som de forslag, der er fremsat i denne uge, har haft, er disse jo kun inspirerede af en kortsigtet holdning.

  Liam Aylward, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand, for 10 år siden spekulerede man meget over klimaændringer, men i dag er de i høj grad blevet til virkelighed, når vi ser fremtiden åbenbare sig for vores øjne. Den arktiske befolkning ser den ved, at havisen forsvinder; beboerne i slumbyer i Latinamerika og det sydlige Asien ser den ved dødbringende storme og oversvømmelser; europæerne ser den i form af smeltende gletsjere, skovbrande og dødbringende hedebølger. I Brasilien kunne beboerne i en lille fiskerby dybt inde i Amazonas i år se den sø, som de var afhængige af til mad og transport tørre ind i et år, hvor regionen oplevede sin værste tørke i fire årtier, samtidig med at orkaner tusinder af kilometer væk hamrede vand og vind imod USA og Caribien: Resultatet af varmere havvand, som også har fået skylden for en af de voldsomste registrerede orkansæsoner i Den Mexicanske Havbugt.

Nogle af de vigtigste aktørers underskrivelse af ratificeringsprotokollen for Kyoto har været meget velkommen. Kyoto-protokollen er kommer ud af intensivafdelingen, fordi Den Russiske Føderation har ratificeret den. Men de store aktører skal nu være mere proaktive for at overbevise de mest forurenende lande: USA og udviklingslandene.

Jeg er stadig dybt bekymret over, at USA fortsat vælger at løse problemerne med klimaændringer gennem ensidede foranstaltninger. Klimaændringer skal behandles som et globalt problem. Hvis vi ikke reducerer CO2-udledningen, vil isdækket i Arktis forsvinde. Det vil påvirke livskvaliteten især for mennesker, der bor i kystområder og på øer. Det er et videnskabeligt faktum, ikke en følelsesladet politisk bemærkning fra min side.

Irland er langt mere energieffektivt end for 10 år siden. Jeg opfordrer andre medlemsstater til at følge trop. At løse problemerne med klimaændringer er aldrig blevet betegnet som værende let, men det er langt værre bare at læne sig tilbage og gøre ingenting.

Det ligger imidlertid fast, og det overrasker mange, at som følge af den mængde drivhusgasser, der allerede findes i atmosfæren, er vi allerede udsat for en betydelig grad af global opvarmning og stigende vandstand i havene. Hvis vi blev til dydsmønstre nu med hensyn til udledninger af drivhusgasser, ville vi stadig lide under tidligere tiders forurening, men jo længere vi venter med at finde seriøse løsninger på problemerne med drivhusgasser, jo længere vil vi være udsat for disse fænomener.

Man har allerede konstateret temperaturstigninger. Temperaturstigningen på en halv grad svarer til den, der blev iagttaget ved udgangen af det 20. århundrede. Men det er mere alarmerende med den forudsete stigning i vandstanden i havene, som er mere end dobbelt så stor som den stigning på tre tommer, der fandt sted i den sidste del af det forrige århundrede. I disse tal tages der ikke hensyn til ferskvandet fra smeltende iskapper og gletsjere, der mindst kan føre til en fordobling af den vandstandsstigning, der alene skyldes udvidelsen på grund af den forøgede temperatur.

Videnskabsmænd har hævdet, at vandtemperaturerne i Nordatlanten og Den Mexicanske Havbugt i år har været helt op til 3,6 °C højere end normalen. Det har givet næring til de orkaner, der har ødelagt USA's sydkyst og Caribien. Det har også bidraget til at skabe de luftstrømme, der er varmere end normalt og er væltet over Amazonas og har hindret dannelsen af regnskyer. Greenpeace har advaret om, at erfaringerne i år kan være et varsel om, hvad fremtiden vil bringe, hvis skovfældning og udledninger af drivhusgasser ikke bringes til ophør.

Ved at forholde os alvorligt til klimaændringerne bidrager vi ikke kun til at bevare planeten for vores børnebørn og kommende generationer, men vi vil også spare både dem og os for økonomiske udgifter, idet udgifterne ved klimaændringerne, når vi forsøger at beskytte truede arter og levesteder, er meget høje.

Lande i kraftig udvikling som det sydlige Asien, Latinamerika og Afrika kræver politikker til nedbringelse af emissionerne, der ikke skader deres økonomiske udvikling. Politikker for klimaændringer skal dermed udformes, så de bidrager til økonomisk vækst i udviklingslandene.

Når jeg rejser til Montreal i næste måned som medlem af den europæiske delegation, ser jeg frem til, at de globale aktører ser dette års virkelighed i øjnene og arbejder sammen som partnere for at løse dette utroligt vigtige globale problem.

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Europa var en af de første regioner i verden, hvor man registrerede klimaændringer som følge af farlige klimaforandringer på globalt plan. Somrene er blevet varmere, vintrene er blevet regnfulde, flodernes løb er tørret ind, jordens fugtighed er blevet mindre, og vi har både registreret flere oversvømmelser, ekstrem tørke og orkaner.

Der er ingen tvivl om, at disse ændringer udspringer direkte af menneskers aktiviteter, navnlig i de udviklede lande, der er ansvarlige for udledningen af størstedelen af drivhusgasserne. De største forurenere omfatter EU. Hvert år forårsager katastrofer betydelige økonomiske tab, tab af menneskeliv og øget forekomst af mange sygdomme som følge af miljøforurening. Det er vigtigt med en fælles indsats fra de største forurenere - Kina, USA, EU og Indien - i kampen mod klimaændringer.

Det er urealistisk at håbe på, at menneskeheden vil give afkald på de moderne bekvemmeligheder som biler og andre transportmidler til fordel for cykler. Derfor har vi brug for innovation med hensyn til de eksisterende teknologier samt udvikling af mere miljøvenlige energikilder. Det er nødvendigt at bruge mere solenergi samt vand- og vindkraft samt at fremme forskningen i nye energiformer.

I Europa er vi vidne til, at unge videnskabsfolk udvandrer til USA, fordi Europa ikke tilbyder dem tilstrækkelige ressourcer til at kunne udføre effektiv forskning af høj standard på dette område. Desuden findes der nogle forskningsområder, som ikke engang er dækket i Europa. Klimaforandringerne vil få indflydelse på europæernes helbred. Som et resultat af klimaforandringerne vil Europa blive udsat for sygdomme, der ikke normalt findes på dette kontinent, idet deres typiske geografiske områder ligger længere mod syd. Den globale opvarmning øger forekomsten af smitsomme sygdomme, der overføres af leddyr som myg, der spreder malaria eller visse virusbårne former for hjernebetændelse.

  Peter Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig indledningsvis sige, at rådsformandskabet lod os vente ca. 10-15 minutter ved begyndelsen af forhandlingerne. Jeg kunne have ønsket mig, at der så i det mindste ville komme en forklaring eller undskyldning. Måske kan det nås endnu.

Jeg vil godt takke hr. Wijkman for hans engagerede arbejde. Det var ingen let opgave, og det er sikkert ingen hemmelighed, at der også var diskussioner herom i PPE-DE-Gruppen, som vi dog løste på tilfredsstillende vis. Det er en god betænkning, som vi har foran os, og jeg vil gerne henvise til et særligt aspekt heri. Siden i mandags har vi haft en aftale om en ny stor koalition i Tyskland. Koalitionsaftalen er med rette blevet kritiseret fra flere kanter, for der er nogle kompromiser heri, som ikke alle kan forlige sig med.

Kapitlet om miljø, energi og klimabeskyttelse kan man imidlertid være stolt af. Jeg mener, at det vil bringe os videre i Europa. Mange af punkterne i koalitionsaftalen er identiske med det, som Miljøudvalget foreslog i Wijkman-betænkningen, og det ansporer Kommissionen til at forstærke indsatsen for at nå sine mål, f.eks. på flytrafikområdet.

I forbindelse med de vedvarende energikilder ønsker vi i den store koalition i Tyskland og også i de foreliggende ændringsforslag til Wijkman-betænkningen at prioritere anderledes på varmeområdet. Her vil vi kunne spare meget CO2 med få penge, og derfor ville Kommissionen stille et passende direktivforslag.

Efter min opfattelse er der dog et område, som hverken den store koalition i Tyskland eller Miljøudvalget har fundet en tilfredsstillende løsning på, nemlig kernekraftområdet. Jeg er enig med fru Gutiérrez i, at klimaproblemet slet ikke kan løses uden kernekraft.

Til trods herfor ønsker jeg, at der vil kunne samles et stort og overbevisende flertal for betænkningen, og afslutningsvis vil jeg gerne understrege det, som hr. Wijkman sagde, nemlig, at det er et sikkerhedspolitisk problem. En undersøgelse fra Pentagon viser, at klimaændringer udgør en større risiko for mennesker end den internationale terrorisme på lang sigt, hvilket bør gøre det tydeligt for enhver, at det er på tide at handle.

  Dorette Corbey (PSE). - (NL) Hr. formand, allerførst vil jeg takke hr. Wijkman for hans fortræffelige betænkning, som går lige på og hårdt. Jeg vil også gerne give fru Beckett en kompliment for hendes engagement i klimapolitikken. I dag opfordrer Parlamentet atter til en ambitiøs klimapolitik, og det er der al mulig grund til, hvilket kommissær Dimas gjorde rede for.

I Montreal skal vi lægge grunden til en ny klimapolitik. Vi står over for en enorm udfordring, nemlig ren energi og renere transport, men også mindre energiforbrug.

Europa har indtil nu haft en ledende rolle, og det har virkelig givet resultat. Der er faktisk noget at fejre i Montreal.

Europas vigtigste opgave er nu at sikre, at den største CO2-forurener, USA, også accepterer forpligtelser, og at lande såsom Kina og Indien inddrages ærligt i hele processen. Det kan kun gøres, hvis EU selv gør noget ved problemerne og viser, at den europæiske økonomi netop får en enorm impuls ved at innovere, spare mere på energien, producere mere effektivt og markedsføre bæredygtige produkter. Men desværre, foruden Det Forenede Kongerige opfylder de fleste lande indtil nu ikke selv forpligtelserne, og desværre kommer de reneste og mest energivenlige biler ikke fra Europa, men fra Japan. Vi er nødt til at gøre det bedre og gøre mere! Det kan kun lade sig gøre, hvis EU også inddrager befolkningen i klimapolitikken.

(Bifald)

  Alyn Smith (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg støtter helhjertet bemærkningerne fra min gruppekollega, dr. Lucas, om den britiske regerings temmelig sparsomme resultater med hensyn til at finde reelle løsninger på klimaændringerne. Men hvis Rådet leder efter nogle ambitioner, kunne den gøre værre ting end at foretage en nøje gennemgang og vedtage hr. Wijkmans betænkning.

Det forholder sig således, at vi har brug for at skifte gear med hensyn til, hvordan vi diskuterer klimaændringer, navnlig blandt offentligheden. Vi skal starte med vores egne handlinger, for det er dem, vi har bedst kontrol over. Vi må erkende, at hvis vi tager udfordringen op, kan vi udnytte vores eget eksempel. Vedvarende energi er det centrale element i løsningen. Mit eget land, Skotland, kunne være førende i verden inden for ren, grøn, vedvarende energi. Vi har bølger, en lang kystlinje, vindomsuste bjerge, biomasse og geotermisk energi, og råmaterialet til vandkraftværker falder regelmæssigt ned fra himlen, og alligevel investerer vi ikke nær nok i vedvarende teknologier i hverken Skotland eller Europa. For Skotlands vedkommende skyldes det, at Det Forenede Kongerige styrer energipolitikken og fortsat er stærkt knyttet til en nuklear dagsorden, og det er efter min mening ikke nogen langsigtet løsning.

Her i Parlamentet kan vi spille vores rolle i dette gearskifte vedrørende vedvarende energi og diskussionen om klimaændringer, og vi må stå samlet om hr. Wijkmans betænkning. Kommissionen kan spille sin rolle ved at prioritere vedvarende energi i FP7-programmerne.

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, drivhuseffekten er det største problem, som vi står over for, eftersom den indebærer en strukturel ændring af de betingelser, der er en forudsætning for livet. Evnen til at tackle dette problem skal være et vigtigt element i vores handlinger. I den forbindelse er det nødvendigt at følge Kyoto-strategien og at gennemføre den, og dette skal være de bærende elementer i alle vores beslutninger, nemlig retsgrundlag, planlægningsgrundlag og en nøglefaktor i Europas interne og internationale politikker fra Montreal og derefter.

De vigtigste punkter i Kyoto-protokollen, nemlig konvergens og reduktion, viser, at udviklings- og økonomimodellerne bør ændres radikalt og bør være rettet mod en mere rationel og retfærdig forvaltning af ressourcerne. Jeg tror, at vi kan nå et tal på en olieækvivalent pr. person. En sådan indsats burde opmuntre os til at spare energi og bruge alternative og vedvarende energikilder, som forvaltes på en demokratisk måde.

Når det gælder om at nå denne målsætning og imødekomme dette behov, er ethvert forslag om at anvende atomkraft - som er en begrænset og meget risikabel energikilde med uløselige problemer såsom atomaffaldet, og som er en udemokratisk energikilde - helt uacceptabelt.

  Urszula Krupa (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, jeg finder det vanskeligt at støtte en betænkning, der indeholder så få konstruktive forslag til de praktiske foranstaltninger, der kan gennemføres for at forebygge klimaforandringer, og som heller ikke indeholder nogen økonomisk analyse. Desuden er millenniumudviklingsmålene og overholdelsen af anbefalingerne i Kyoto-protokollen i sig selv utilstrækkelige. Sidstnævnte forpligter de enkelte regeringer og virksomheder til en politik, der går ud på at gennemføre programmer, der har til formål at mindske drivhusgasemissionen og indføre ordninger for handel med emissioner samt energibesparende bestemmelser.

Hovedansvaret for miljøødelæggelserne ligger hos de industrialiserede lande. Deres liberale livsstil og den forbrugeradfærd, de fremmer, er roden til denne katastrofe, som har konsekvenser for sundheden og livet på jorden i almindelighed, som man slet ikke kan forestille sig. Ud over de foranstaltninger, som tidligere talere allerede har henvist til, skal der således også lægges vægt på at ændre folks tankegang og sørge for, at de udvikler sig som mennesker. Dette er med rette blevet beskrevet som en udvikling i retning af en tilfredshedskultur, og det er en ændring af tendensen til at skulle eje for enhver pris samt den uhæmmede akkumulering af ejendom.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, selv om den globale opvarmning nu synes at være en indlysende kendsgerning, er det stadig en god idé at kontrollere de undersøgelser, som næsten udelukkende giver drivhusgasser skylden for den, hvilket nogle videnskabsmænd bestrider med den begrundelse, at der kan være andre årsager til den. Når dette er sagt, skal miljøeksperter, hvis det bliver bevist, at den næsten udelukkende skyldes drivhusgasser, spørge sig selv, om de ikke er gået for vidt i deres uforsonlige kamp mod enhver form for atomkraft, der uden tvivl indebærer risici, men som ikke udleder drivhusgasser.

Som det foreslås i Wijkman-betænkningen, skal man fremme alternativ energi, særlig solenergi og geotermisk energi. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at europæiske lande pålægges sådanne stærke begrænsninger, når Kina, USA og en hel del andre lande øger deres CO2-udledninger i meget høj grad. Hvad angår kuldioxidoplagring, kan jeg anbefale en naturlig, effektiv og gavnlig metode, nemlig genplantning af skov, så meget desto mere som systematisk genplantning kan gøres til genstand for et omfattende internationalt samarbejdsprogram.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, forhandlingen er næsten afsluttet, og den videnskabelige jury er stort set enig om drivhusgassernes indvirkning på vores klima. De økonomiske tab som følge af vejrrelaterede naturkatastrofer er blevet seksdoblet siden 1960'erne. Jordens temperatur stiger med alarmerende hast. EU-15 kan ikke opfylde de nuværende Kyoto-mål vedrørende en reduktion af CO2-emissionerne, og det vil der ikke blive gjort noget ved.

På COP 11/MOP 1-mødet i Montreal i næste måned vil man fokusere på tiden efter Kyoto og på, hvad der sker efter 2012. Uden et ægte globalt samarbejde, navnlig fra verdens største producent af drivhusgas, USA, vil enhver aftale være meningsløs. Det er en kæmpemæssig udfordring. Vi afventer Kommissionens revision af anvendelsen af ordningen for handel med emissioner til juni næste år for at holde kynikerne og "hvad-sagde-jeg"-folkene stangen og for at bevare troværdigheden ved ordningen for emissionshandel. Det er vigtigt, at vi udvider dækningsområdet og fastsætter horisontale sektormål. For mange sektorer står uden for, hvilket skaber kløfter og ineffektivitet på markedet med risiko for at øge omkostningerne ved at drive virksomhed. Vi sætter stadig ikke handling bag vores ord på hele området med energieffektivitet, som kan yde et kolossalt bidrag. Vi skal også fokusere på udviklingen af erstatningsbrændstoffer og alternative teknologier. Køretøjer til kollektiv transport og kontrollerede flådekøretøjer burde anvende rene og alternative brændstoffer for at stimulere markedet og den private sektor samt for at kickstarte processen med at etablere et netværk af tankningssteder.

Vi har brug for afgiftsordninger, der fremmer biobrændstof og bio-flexi-brændstof. Hvorfor ikke lovgive om, at alt motorbrændstof skal iblandes brændstof fra vedvarende kilder, f.eks. 5 % bio-ethanol-blanding i benzin og 2 % bio-diesel-blanding i dieselkøretøjer, uden at det er nødvendigt at foretage ændringer af køretøjerne? Vi har brug for radikal tænkning og radikal handling. Hvis vi er overbeviste om, at CO2-emissionerne skal reduceres drastisk, er vi nødt til at holde op med at fifle med margenerne for vedvarende energi og indføre en virkelig liberalisering af elmarkederne. Lad os lade vores ord følge af handling, kigge på FP7 og investere i dette område.

  Anne Ferreira (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Wijkmans betænkning fortjener vores fulde opmærksomhed. Teksten skal betragtes som en køreplan, der sætter os i stand til at bekæmpe klimaændringen mere effektivt i de kommende år. De angivne veje er realistiske, så det er op til os at tilslutte os dem så strengt som muligt ved at støtte os til de partnere, der deltager i gennemførelsen af betænkningen fra medlemsstaterne til befolkningerne, og ved at ændre vores produktions- og forbrugsmetoder.

Der er imidlertid et vigtigt område, som vi skal engagere os meget mere i ved at sørge for de nødvendige økonomiske midler, og det er forskningspolitik, for der kan ikke udvikles nye teknologier eller nyskabelser uden forskning. Europæiske forskeres grå celler er en ressource for EU, som vi skal optimere for at kunne leve op til udfordringen med bæredygtig udvikling og klimaændring, uden selvfølgelig at glemme vores ansvar over for de fattigste lande. Vi skal følgelig i fremtiden have et forskningsbudget, som er i overensstemmelse med vores mål.

  Lena Ek (ALDE). - (SV) Hr. formand, det var en glæde at høre, at kommissær Dimas på den internationale energikonference i Beijing forleden dag udtrykte sin støtte til Parlamentets ambition om 25 %'s vedvarende energi i 2020, ligesom det også var en glæde at høre, at kommissær Dimas sagde, at vedvarende energi er afgørende for at løse problemet med klimaændringer, fattigdom og generel økonomisk udvikling.

Hvis vi skal skabe et marked for vedvarende energi, skal udgifterne til den nuværende uholdbare afhængighed af fossile energikilder imidlertid vises tydeligt. Det handler ikke bare om at vise det skyhøje emissionsniveaus påvirkning på miljøet og folkesundheden, men det skal også udtrykkes i euro og cent. Europa har allerede indført et markedsstyret system med emissionsrettigheder. Ganske vist diskuteres flyindustriens del i systemet, men jeg vil også gerne se søfarten og frem for alt den landbaserede trafik inkluderet heri. Det er først, når vi tydeligt ser, hvilke udgifter kuldioxidemissionen fra denne sektor fører med sig, at vi for alvor kan sætte fart på såvel efterspørgsel efter som udbud af vedvarende energikilder.

Mit første spørgsmål er således, om og hvornår Kommissionen har til hensigt at inkludere transportsektoren i den europæiske handel med emissionsrettigheder. Mit andet spørgsmål handler om andelen af vedvarende energikilder. Vi ønsker at øge dem, men de skal selvfølgelig også bruges. Hvornår påtænker Kommissionen at foreslå, at det såkaldte auto-olie-direktiv skal erstattes af en minimumsgrænse på 10 %'s tilsætning af etanol i brændstof til køretøjer?

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). - (EN) (Taleren talte på irsk)

Hr. Wijkmans betænkning gør det klart, at det er EU's førsteprioritet at leve op til Kyoto-kravene. Selv om Kyoto kun er et lille skridt i kampen mod klimaændringer, må vi give den vores fulde støtte og kraftigt opfordre de lande, der ikke har underskrevet den endnu, til at gøre det straks.

Her til formiddag var jeg glad for at høre Kommissionen og Rådet understrege betydningen af næste fase, fordi den virkelige udfordring ligger i at sætte ambitiøse mål for perioden efter 2012 og få inddraget alle de store aktører på verdensplan. Jeg vil også gerne støtte ændringsforslagene fra mine kolleger i GUE/NGL-Gruppen, navnlig udtalelsen om, at udviklingen af et uhæmmet frit marked har ført til et uforholdsmæssigt stort forbrug, hvilket igen har ført til øgede emissioner af drivhusgasser.

(Taleren talte på irsk)

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, jeg kunne godt tænke mig, at vi talte om et meget alvorligt spørgsmål. Er der mon nogen af kvinderne, der ikke sprayede lak i håret i morges? Og mon ikke vi alle har sprayet os under armene? På denne måde er vi med til at skabe drivhuseffekt. Det er helt simple ting, som selv vi overser.

Deres anstrengelser er forgæves, hr. Dimas, hvis De ikke får amerikanerne med ind under reglerne. Jeg kan nævne to tal: USA forurener mere end 3/4 af FN-landene. New York forurener lige så meget som hele Afrika. Derfor er det forgæves, ligegyldigt hvad vi gør i Europa, hvis vi ikke får overtalt den sædvanlige særling, nemlig Amerika, til at tage ansvar. Dette er den tragiske sandhed.

Vi er også nødt til at se på, hvad det mest befolkningsrige land i verden, Kina, der rummer 1/4 af jordens befolkning, vil gøre. Ligegyldigt hvad vi gør i Europa, vil vi ikke opnå noget resultat. Vi har det kolossale klimaproblem, som ikke respekterer grænser. Vi kan ikke sætte pigtrådshegn op. Derfor er vi nødt til at overtale amerikanerne, hvis vi vil undgå katastrofale resultater. Den kurs, som er udstukket med matematisk nøjagtighed, er, at vi kommer til at dele skæbne med dinosaurerne. Vi er nødt til alle at forstå, at terrortruslen fra Bin Laden er langt mindre end miljøtruslen, som hænger over amerikanerne. Derfor er vi nødt til at få amerikanerne med ind under reglerne, hvis vi vil opnå resultater.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. Dimas, fru Beckett, for blot et par år siden smilede nogle mennesker tvivlende, når man diskuterede klimaændring. I dag betvivler ingen den indlysende omstændighed, at disse ændringer finder sted. Der er endog en følelse af, at det haster. Vi skal handle omgående for at reagere på denne trussel, som utvivlsomt er en af de alvorligste trusler i menneskehedens historie med et stigende antal oversvømmelser, tørker og orkaner, en smeltende iskappe, smeltende gletschere og måske engang udvikling af visse sygdomme.

Stillet over for denne trussel har vi derfor en lejlighed uden fortilfælde til at lancere et egentligt teknologisk program, som kan sætte os i stand til at fremme den innovation, som vi har så hårdt tiltrængt for at skabe nye arbejdspladser i Europa. EU og verden har haft mange drøftelser, men handlingerne er ikke tilstrækkelige. Tiden er derfor inde til at have politisk mod til at genoplive Kyoto-protokollen. Biobrændstof, solenergi, vindenergi, vandkraft, brint, bestræbelser på at opnå energieffektivitet: disse teknologier eksisterer. Det er op til os at fremskynde brugen af dem i byplanlægningspolitikkerne og byggemetoderne.

Vi skal anvende alle de muligheder, som vi har. Der eksisterer ikke én ideel løsning. Vi skal snarere forene anvendelsen af disse forskellige kilder. Der er stadig for mange begrænsninger på gennemførelsen og markedsføringen af teknologiske innovationer såsom hybridbiler og elektriske biler. Vores medborgere er rede til at påtage sig deres del af ansvaret for denne form for energiforvaltning. USA, Indien og Kina tager allerede initiativer, særlig på atomkraftområdet. Det bliver umuligt for os at komme uden om atomkraft, som ikke udleder drivhusgasser. Hvad venter Europa for øvrigt på for virkelig at tage hul på debatten - en seriøs debat uden lidenskab - om atomkraft? Jeg opfordrer Dem til ikke at udskyde den.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, for at virke troværdig i europæernes øjne skal EU sætte sine gode hensigter til side og handle konkret ved at sætte sig mål, der er forbundet med investeringer. Hvor mange penge bliver der afsat til vej- og jernbanetransport? Hvornår får vi transeuropæiske net, som vi stadig venter på? Hvornår får vi bevillinger til den fælles landbrugspolitik til biobrændstof? Hvornår sker der en stigning i de forskningsbudgetter, der skal opfylde de store energimæssige udfordringer, f.eks. i brintsektoren? Hvornår bliver strukturfondene og støtten tilpasset med henblik på energieffektivitet og energibesparelse? Jeg tænker på bymiljøet, boliger og socialt boligbyggeri. Hvornår bliver der opkrævet miljøafgifter på transport af varer, særlig i forbindelse med søtransport? Hvornår bliver handelen tilpasset med henblik på bekæmpelsen af drivhuseffekten? Vi venter på konkrete og operationelle svar, der kan bane vej for omgående handling. EU skal handle her og nu for at overbevise borgerne, for at være et godt eksempel og for at indgå nye partnerskaber med landene i Syd. Vi er stadigvæk kun på hensigtssstadiet. Lad os gå videre til handling.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, jeg vil takke Anders Wijkman for en afbalanceret betænkning om et vigtigt anliggende. Jeg vil gerne understrege, at det i dag er svært at se, at Europa vil nå Kyoto-målene. De er nemlig meget krævende, og den politik, som føres i dag, ser ikke ud til at føre til, at vi kan opfylde disse mål i første omgang. En af grundene til det er, at man for en stor del ser bort fra de krav, der stilles til energipolitikken i en moderne miljøpolitik.

Hvis vi ser på de forudsætninger, vi har, vil vi ikke kunne opfylde Kyoto-målene gennem forhåbninger om vedvarende brændselsenergi. De vil vokse frem og spille en større rolle, men de vil ikke løse problemerne. Vi kan ikke nå Kyoto-målene gennem reguleringer af økonomien eller gennem besparelser, da det vil modvirke formålet med at skabe forudsætninger for en bedre økonomi, hvor miljøets krav varetages bedre. Vi kan ikke løse problemerne ved at bremse udviklingen i økonomien, men vi skal føre en miljøpolitik, som er forenelig med en konsekvent og troværdig energipolitik. Her må vi også se på grundlaget for vores energiforsyning.

Olie og gas er ikke en fremtidig vej. Alligevel ser vi, at det frem for alt er anvendelsen af olie og gas, der øges, når kernekraften afvikles - med voksende kuldioxidemission til følge. Kernekraftproduktionen i Europa svarer med det nuværende energimix til 50 % af kuldioxidemissionen. Kernekraftproduktionen i Europa fører til mindskede kuldioxidemission svarende til emissionen fra personbilstrafikken. Det viser, hvilket omfang vi taler om. Man kan ikke se bort fra kernekraften i dette tilfælde. Kernekraften løser ikke miljøproblemerne, men man kan ikke løse problemerne med vores miljø og Kyoto-målene ved at se bort fra kernekraften. Det er derfor en vigtig opgave for Parlamentet og også for medlemsstaterne at føre en troværdig energipolitik, som ikke har til formål at afvikle kernekraften og erstatte den med olie og gas, men at sørge for, at kernekraft kan spille en betydningsfuld rolle i den afbalancerede energipolitik, som der er behov for.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Jeg vil gerne rose Anders Wijkman og de øvrige, der deler opfattelsen af, at det er op til os og ikke andre at redde jorden.

EU skal gøre alt, hvad der står i dens magt for at opfordre de lande, der ikke har tilsluttet sig Kyoto-protokollen, selv de mægtigste af dem, til at gøre det. Det vil være naivt at hævde, at hvis USA havde opfyldt kravene i Kyoto-protokollen, ville landet ikke være blevet ødelagt af orkanerne Katrina og Wilma. Men naturen slog igen i netop den stat, hvor det gør mest ondt. Medmindre det internationale samfund straks træffer drastiske foranstaltninger for at bremse den fortsatte globale opvarmning, vil vores planet blive til et orkanbærende, ild- og vandsprudende uhyre.

I den foreliggende betænkning tilbyder man at gøre EU til en endnu mere fremtrædende leder med hensyn til brugen af vedvarende energikilder. Jeg vil også udtrykke min fulde støtte til forslaget om at øge EU-borgernes bevidsthed og inddrage dem i bevarelsen af miljøet. Vi må bruge mere energi på at udvikle afgifter samt et system med sanktioner og præmier, der kan tilskynde virksomhederne til at operere på en effektiv og miljøvenlig måde. Noget endnu vigtigere er levevisen. Alle borgere i EU bør erkende, at det at leve med mindst mulig forurening og mindst mulig pillen ved planetens klima ikke bare er ædelt og smukt, men også et projekt, der er umagen værd.

  Boguslaw Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, sidst i denne måned og i begyndelsen af den næste vil Europa-Parlamentet endnu en gang fremlægge sin holdning til klimaændringer på en FN-konference. Før denne holdning forelægges det internationale samfund til diskussion, er det vigtigt, at den afspejler de bedste interesser for alle EU's medlemsstater. Som fru Grossetête og hr. Hökmark med rette bemærkede, bør man også overveje atomkraftens rolle på behørig vis.

Udledningerne af drivhusgasser er stadig stigende i mange medlemsstater. De enkelte borgere er derfor nødt til at spille en større rolle i de fælles bestræbelser på at begrænse udledningerne og finde en mere bæredygtig livsstil, hvis FN-konventionen og Kyoto-protokollen skal gennemføres fuldt ud. I den forbindelse er et vigtigt aspekt af kampen for at nedbringe CO2-emissionerne den integrerede metode, der omfatter politikere, erhvervslivet og samfundet.

Hvis vi indfører denne integrerede metode, vil det være en mere effektiv og mindre udgiftskrævende måde af reducere CO2-emissionerne på. Den er baseret på den forudsætning, at ansvaret for at nedbringe emissionerne ikke kun ligger hos bilproducenterne og brændstofleverandørerne, men også hos brugerne af køretøjerne. Andre faktorer, der kræver vores opmærksomhed, er forhold vedrørende vejinfrastrukturen og forvaltningssystemer for vejtrafik som angivet i det europæiske klimaændringsprogram II, der blev lanceret i oktober 2005.

Selv om overgangen fra en økonomi baseret på fossilt brændsel giver os en historisk forretningsmulighed, må man ikke glemme, at mange lande med uudtømmelige ressourcer af vedvarende energi i øjeblikket ikke har den nødvendige teknologi til at udnytte disse. Dette gælder navnlig udviklingslandene. Spørgsmålet om energisubsidier er derfor meget relevant i forbindelse med forhandlingerne om en nedbringelse af drivhusgasemissionerne.

Der er allerede fundet mange metoder til nedbringelse af drivhusgasemissionerne. Energispare- og lavemissionsteknologier er et effektivt værktøj i kampen mod miljøforurening, men de bør ikke kombineres med en nedsættelse af støtten til fossilt brændsel, som ordføreren foreslår som et sine qua non for brugen af moderne miljøbeskyttelsesløsninger.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, fru minister, hr. kommissær, jorden er ikke vores, vi har den til låns af vores børn, har en stor indianerhøvding sagt.

Hvis vi ikke vinder kampen imod klimaændringerne, hvilken verden efterlader vi så til vores børn? Diagnosen er stillet. Der mangler kun mod til at gennemføre en mere ambitiøs og effektiv indsats. Anders Wijkmans betænkning yder et godt bidrag. Vi må gå fra ord til handling, og i overensstemmelse med Lissabon-strategien må vi gå videre med at indføre nye teknologier og med at få det internationale samfund til at opfylde Kyoto-konventionens forpligtelser.

USA må påtage sig sit ansvar. Jeg glæder mig over EU's dialog med Kina og Indien, men også andre lande må med, f.eks. Brasilien, Sydafrika, Rusland, Japan og Indonesien, og vi må gøre en ende på selvmodsigelser som støtte til fossile brændstoffer. Kommissær Dimas sagde, at konferencen i Montreal ikke vil give alle de nødvendige løsninger. Nogle løsninger må den dog bringe. Det kræver vores børn og de kommende generationer!

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru Beckett, det glæder mig, at rådsformandskabet følger med i vores forhandlinger, og jeg vil gerne indledningsvis takke både Kommissionen og min ven hr. Wijkman for den meget ambitiøse betænkning, som han har udarbejdet om dette emne.

At aktioner er nødvendige, viser de aktuelle naturfænomener, hvad enten det gælder ildebrandene i Sydeuropa, orkanerne i Amerika eller oversvømmelserne i Tyrol i mit hjemland Østrig. Der er imidlertid ikke plads til nogen fejl her, og vi skal passe på, at vi ikke tilskriver disse globale klimaændringer alt, og at vi siger, at dette er selvforskyldt i kraft af de menneskeskabte CO2-emissioner. Desværre sker der i øjeblikket en overlapning af de naturlige effekter med disse menneskeskabte effekter. Vi skal derfor intensivere forskningen på dette område for at kunne fremkomme med mere sikre klimaprognoser og frem for alt med henblik på at kunne regne os frem til den menneskelige effekt herpå.

Det er imidlertid også væsentligt, at vi har langfristede strategier, således at vi kan reagere på det med henblik på netop at garantere planlægningssikkerhed. Industrien og erhvervslivet skal ganske enkelt informeres klart og tydeligt om, hvilken vej udviklingen går, og hvilke muligheder de vil have i fremtiden. Det er vitalt for erhvervsområdet Europa, også i betragtning af at Fællesskabet kun er ansvarlig for 14 % af CO2-emissionerne, og derfor er det enormt vigtigt at inddrage udviklingslandene, men naturligvis også USA, som er den store emittent. Denne del af betænkningen bør fremhæves i særlig grad. Vi har brug for en global strategi.

Jeg er uenig med mine kolleger med hensyn til kernekraft. Jeg mener ikke, at kernekraft er noget alternativ til de teknologier, som producerer CO2, fordi den har for negative effekter på lang sigt. Vi må frem for alt ikke begå den fejl at tilbyde udviklingslandene kernekraft som alternativ, fordi den simpelthen ikke kan håndteres sikkert i disse lande.

Desuden er det vigtigt, at vi inddrager transportområdet i større grad og ganske enkelt forsøger at udnytte CO2-reduktionspotentialet fuldt ud.

  Rebecca Harms (Verts/ALE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne benytte lejligheden til at fortsætte dér, hvor den forrige taler slap. Efter at have besøgt Storbritannien i den forgangne uge må jeg sige, at det virkelig irriterer mig, at klimabeskyttelsesforhandlingerne bliver ført af Tony Blair og andre i en retning, som indikerer, at der ved en forøget anvendelse af den angiveligt renere atomkraft skulle være bedre muligheder for at nå klimabeskyttelsesmålene.

Jeg vil imidlertid godt gøre op med den misforståelse en gang for alle. Jeg vil gerne vide, hvad De i England mener med ren atomkraft. Taler De om den særligt snavsede nedbrydning af uran? Taler De om den særligt snavsede berigelse af brændstoffer? Taler De om den ekstremt vanskelige og med store miljøbelastninger forbundne konversion af uranhexafluorid? Mener De fremstillingen af brændselselementer i Rusland, når De taler om ren atomenergi? Har De drøftet i England, hvor meget affald De bortskaffer, og hvornår, hvor og til hvilken pris dette skal gøres? Hvordan vurderer De farerne og risiciene i forbindelse med oparbejdningen heraf? I Windscale har de stor erfaring med, hvordan oparbejdningen rent faktisk påvirker miljø og mennesker. Jeg er meget forbløffet over, at netop englænderne, som egentlig havde droppet atomkraft af økonomiske årsager, fremmer denne vanvittige diskussion om klimabeskyttelse gennem forøget anvendelse af atomkraft.

Hvis vi betragter dette på globalt plan, vil vi skulle bygge hundredvis - ja, reelt tusindvis - af nye reaktorer, hvis vi virkelig ønsker at bidrage effektivt til klimabeskyttelsen ved hjælp af atomkraft. Herunder ville den massive udbygning af en ny generation af hurtige reaktorer høre, og det er Europa mislykkedes med tidligere. Dertil kommer, at der skulle drives oparbejdningsanlæg overalt i verden, fordi uranforekomsten slet ikke ville være tilstrækkelig til en sådan udbygning af atomkraftsektoren.

En sådan udbygning er uansvarlig set i lyset af forhandlingerne om terrorisme og ikkespredning af kernevåben. Det er meget vanskeligere at få styr på energiproblemerne ved hjælp af energieffektivitet, besparelser eller gennem andre initiativer. Lad os nu alligevel tage fat på dette og ikke gribe tilbage til en teknologi, som egentlig allerede hører hjemme i det forrige århundrede, og hvis efterladenskaber vi endnu ikke blot tilnærmelsesvis har fået styr på.

  Margaret Beckett, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, dette har været en interessant og stimulerende forhandling, som - helt berettiget - har været kendetegnet af en næsten fuld accept af hr. Wijkmans betænkning og dens indhold og med reel enighed om udfordringernes art og omfang. Mange talere har også lagt stor vægt på vedvarende ressourcer og har nævnt forskellige eksempler på dette og ligeledes store meningsforskelle med hensyn til atomkraft. Til den sidste taler, fru Harms, vil jeg sige, at hvis det eneste aspekt af klimaændringsdebatten, hun har hørt i Det Forenede Kongerige, har drejet sig om atomkraft, må hun have bevæget sig i meget snævre cirkler, for der diskuteres mange ting i Det Forenede Kongerige, som rent faktisk ikke på ny har engageret sig i atomkraft, selv om vi ønsker at diskutere den. Energieffektivitet står rent faktisk øverst på den britiske liste over politikker for løsninger på klimaændringer, ligesom hun ønsker.

Der har været lagt meget vægt på det, der i jargonen normalt betegnes "følge-fordele". Nogle talere har understreget de skader, der forårsages af luftforurening med de samme gasser, som bidrager til klimaændringerne, mens andre har understreget, at når vi løser problemerne med klimaændringerne, opnår vi andre mulige sundhedsfordele gennem en reduktion af brugen af disse gasser.

Fru Gutiérrez-Cortines spurgte om landbrugets rolle. Hun er måske klar over, at kvæg i lande som New Zealand er kilden til næsten alle emissioner af drivhusgasser, hvilket gør dette problem særligt vanskeligt at finde en løsning på. Derfor er der ingen tvivl om, at landbruget under visse omstændigheder kan være en del af problemet. Men som en række talere nævnte vedrørende biomasse og biobrændsel, kan det også være en del af løsningen. Det er et spørgsmål, som vi vil undersøge nøjere.

Jeg er ked af, at hr. Hegyi er modstander af kulstofbinding og -oplagring. Det triste og barske faktum er, at lande som Indien og Kina, som er nødt til at vokse og udvikle sig for at løse deres fattigdomsproblemer - og det var et andet emne, som også helt med rette blev taget op under forhandlingen - har kæmpemæssige kulreserver og vil bruge dem, fordi de ikke føler, at de har andet valg. Det er helt sikkert bedre for os at prøve at finde metoder til at hjælpe dem med at gøre det på en bæredygtig måde gennem teknologier som kulstofbinding og -oplagring i stedet for blot at sige, at de ikke skal bruge disse energikilder, hvilket desværre nok ville være omsonst.

Alle henvisninger til de mest sårbare stater og til de mest sårbare i andre lande øger behovet for den indsats, EU skal gøre, vedrørende tilpasning, og støtte til tilpasning, til virkninger, vi ikke kan undgå. Der fokuseres kraftigt på den rolle, som mange af de øvrige involverede lande skal spille, og på behovet for en global dialog - som Rådet støtter helhjertet - og der hersker klar enighed både om, at EU fortsat bør gå i spidsen internationalt, og at vi fortsat skal lægge stor vægt på at skabe resultater inden for vores egne programmer.

Fru Doyle og hr. Hökmark antydede begge, at det er usandsynligt, at EU kan opfylde sine Kyoto-mål. Det er ikke min forståelse af den seneste situation ifølge Kommissionens vurdering. Men dette er en rapport, som vi vil offentliggøre, efterhånden som vi nærmer os Montreal, og det er bestemt korrekt, at vi skal opretholde og endda intensivere vores egne aktiviteter.

Det bringer mig videre til bemærkningerne fra både fru Lucas og hr. Smith, som med rette roste ambitionen i Wijkman-betænkningen om fastsættelse af et mål på en 60 % reduktion af emissionerne inden 2050, tilsyneladende uden at være klar over, at dette er det mål, som den britiske regering fastsatte i sin egen hvidbog om energi i 2003. Det bør dog måske ikke komme som nogen overraskelse, da fru Lucas ikke havde noget positivt at sige om den britiske fremgangsmåde. Men jeg vil gerne helt klart understrege over for hende og på Rådets vegne, at det er spild af tid for alle parter at kræve, at EU leverer et formelt mandat og en formel tidsplan i Montreal. Dette organ bør frem for alt erkende, at imperialismens tid er forbi. Vi kan ikke bare marchere ind i Montreal og diktere resten af verden, hvordan de skal opføre sig og drive deres forretning, ikke mindst når vi taler om nogle af de fattigste og mest sårbare lande i verden, som med rette prioriterer deres udvikling og brødfødningen af deres befolkninger. Vi vil ikke optræde på den måde. Hvis vi kan skabe øget interesse for en dialog og sætte gang i en proces i Montreal, vil det være et reelt og betydningsfuldt resultat, på samme måde som det var et reelt og betydningsfuldt resultat at udarbejde erklæringerne og sikre det handlingsprogram, der blev vedtaget på Gleneagles. Vi er alle enige om, at vi burde handle hurtigere, men lad os i det mindste erkende, at vi gør nogle fremskridt.

(Bifald)

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg vil gerne takke alle, der har deltaget i denne indholdsrige og vigtige forhandling.

Behovet for at handle hurtigt for at løse problemerne med klimaændringer blev understreget af hr. Wijkman og andre. Jeg mener, at de indførte foranstaltninger og rækken af nye initiativer, som Kommissionen har fremsat siden vedtagelsen af dens meddelelse i februar, er et tydeligt bevis på, at den er fast besluttet på at handle inden for dette område.

EU's førsteprioritet i Montreal er et skabe bred international støtte til yderligere foranstaltninger og skabe enighed om at indlede en formel proces for diskussion af formen på en fremtidig flersidet ordning vedrørende klimaændringer. Når diskussionerne kommer i gang, vil EU skulle finde det rette øjeblik til at fremføre sine synspunkter vedrørende målene inden for en sådan fremtidig ordning. Mål har vist sig at være et meget nyttigt værktøj i forbindelse med udformningen af miljøpolitikken. De udgør en vejledning for beslutningstagerne i vores samfund. De er særligt nyttige for erhvervslivet og den private sektor, når de skal træffe langsigtede investeringsbeslutninger. Målene vil derfor fortsat være et centralt element i alle fremtidige ordninger vedrørende klimaændringer. Vi har brug for mål.

De ved sikkert, at Det Europæiske Råd på sit møde i marts måned fastlagde et mål for en reduktion af emissionerne med mellem 15 og 30 % inden 2020. Men Kommissionen mener, at tiden endnu ikke er inde til at fastsætte konkrete mål for de udviklede lande i Montreal til december. Det vil først ske, når vi har større klarhed vedrørende udviklingen i forhandlingerne om perioden efter 2012.

Hr. Seeber har understreget, at alle fremtidige ordninger vedrørende klimaændringer, skal være baseret på en bred deltagelse fra alle de store producenter, og det er af central betydning, hvis vores samarbejde virkelig skal være effektivt.

Kommissionen og medlemsstaterne arbejder hårdt på at fremme en stærkere dialog med USA og udviklingslandene. Vi har etableret en politisk dialog med den amerikanske administration inden for FN's rammeaftale om klimaændringer og inden for andre fora og møder som f.eks. den fælles workshop for videnskab og teknologi vedrørende klimaændringer. Den omfatter konkrete emner som vedvarende energi, energieffektivitet og kulstofsekvestration.

USA hævder, at man der benytter en anden metode til bekæmpelse af klimaændringer, som især er baseret på forskning og udvikling af nye teknologier. Forskellen mellem deres metode og vores metode er, at de har oplevet en stigning i CO2-emissionerne på omkring 15 %, mens EU med 25 har oplevet en betydelig reduktion sammenlignet med 1990-niveauet, og de 15 medlemslande under forpligtelserne i Kyoto-ordningen ligger 1,7 % under 1990-niveauet. Det er ikke tilstrækkeligt, men vi er sikre på, at vi ved udgangen af vores forpligtelsesperiode vil overholde vores Kyoto-mål. Det er forskellen mellem de to metoder.

Med hensyn til udviklingslandene har EU en åben indstilling med hensyn til, hvordan de skal deltage i det fremtidige flersidede klimasamarbejde. Det er klart, at vi ikke kan forvente de samme obligatoriske krav som fra de udviklede lande. Deres eventuelle forpligtelser vil være baseret på princippet om fælles, men differentierede ansvarsområder.

Kina og andre udviklingslande har bidraget til dannelsen af drivhusfænomenet med en langt mindre andel end de udviklede lande, og emissionerne pr. indbygger i Kina ligger i øjeblikket på mindre end en tiendedel af niveauerne i den udviklede verden, så vi bør følge det eksempel. Når indkomsten pr. indbygger er langt lavere og udviklingsbehovene større, er vi nødt til at følge det, som FN-Konventionen klogt beskriver som en fælles, men differentieret politik.

Hr. Verges nævnte, at vi skal være særligt opmærksomme på udviklingslandene og deres voksende behov på grund af den globale opvarmning. Vi skal virkelig forberede os på de konsekvenser. Kommissionen stiller allerede finansiering til rådighed og glæder sig over Canadas planer om at udarbejde et femårigt arbejdsprogram om tilpasning på konferencen i Montreal.

Desuden er EU den største bidragyder til den politiske Bonn-erklæring fra 2001, hvori der afgives løfte om 410 millioner amerikanske dollars om året til udviklingslandene begyndende i år.

På Rådets (miljø) møde i oktober forpligtede ministrene sig til i Montreal at fortælle om de fremskridt, der gøres med hensyn til at nå dette mål. Og for at yde støtte til udviklingslandene skal vi ligeledes sikre, at mekanismerne for bæredygtig udvikling rent faktisk virker. Det centrale spørgsmål er effektiviteten af bestyrelsen i Bonn, og EU yder allerede finansiering, men der er helt klart behov for yderligere støtte. EU er stadig den største bidragyder til bestyrelsens arbejde.

Der har været en vis bekymring over det bilaterale samarbejde uden for FN-rammerne og navnlig partnerskabet med Asien og Stillehavsområdet. Jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde kan ses som et alternativ til FN-processen. Men dette partnerskab kan støtte vores bestræbelser under klimaændringskonventionen og Kyoto-protokollen gennem bilateralt samarbejde, der både omfatter en styrket dialog og fokusering på teknologi. Det er sådan, man skal opfatte partnerskaberne mellem EU og Kina og mellem EU og Indien. Dette er blevet omsat i to helt konkrete foranstaltninger: For nylig har vi afholdt to workshops i Indien og Kina om mekanismen for bæredygtig udvikling og markedsbaserede mekanismer. Hvad angår Kina kan vi også se et stærkt fokus på udvikling og demonstration af elproduktion med nær-nul-emissioner, og jeg er enig med fru Beckett i, at kulstofbinding og -oplagring er en af metoderne til løsning af problemet med klimaændringer. Det er ikke nogen mirakelkur, men en af de mange metoder, vi kan bruge. Disse partnerskaber vil have den positive og umiddelbare virkning, at de vil støtte diskussionerne om en flersidet ordning for klimaændringer for perioden efter 2012.

Hr. Blokland spurgte om effektiviteten af EU's nuværende foranstaltninger. Hvis vi gennemfører alle foranstaltningerne fuldt ud, vil det føre til en reduktion på 4 % sammenlignet med 1990, hvilket helt klart ikke er tilstrækkeligt til at opfylde det mål på -8 %, som vi har sat for os selv. Derfor har vi medtaget yderligere foranstaltninger i klimaændringsprogrammet, som vi lancerede for en måned siden. Dette indebærer, at vi bør kunne foretage større begrænsninger af emissionerne, hvilket vil give os mulighed for at nå Kyoto-målet og gøre yderligere fremskridt i perioden efter 2012. Det er vigtigt at vide, at for EU med 25 vil resultaterne af de eksisterende foranstaltninger blive -7 %.

Fru Doyle, fru Grossetête og andre spurgte om emissioner fra biler. Jeg er helt enig i, at dette er et vigtigt spørgsmål, og derfor vil Kommissionen i 2006 revidere aftalen med bilindustrien for at vurdere mulighederne for at nå Fællesskabets mål på 120 g/km inden et givet tidspunkt, idet vi naturligvis har sikret os, at vi når det mål på 140 mg, der ligger i en frivillig aftale med bilindustrien i Europa, Japan og Korea.

Fru Ek henviste til medtagelsen af transportsektoren i EU's handel med emissioner. Som De ved, har Kommissionen allerede fremsat et forslag vedrørende luftfart. Kommissionen vil vurdere dette for alle øvrige transportformer som led i 2006-revisionen.

Med hensyn til vedvarende energi vil Kommissionen i løbet af de kommende uger fremlægge en ny rapport med en vurdering af et mål for vedvarende energi frem til 2020. Med hensyn til atomkraft og bemærkningerne fra hr. Hökmark forventer nogle medlemsstater, at atomkraft bliver en del af deres fremtidige energiforsyning. Men vi er nødt til at sikre, at vi har en bred vifte af energikilder med lave kulstofemissioner. Atomkraft vil ikke kunne opfylde den øgede energiefterspørgsel, og vi skal også være klar over, at atomkraft indebærer problemer med hensyn til nukleart affald og den offentlige mening.

Med hensyn til fru Gutiérrez-Cortines' bemærkninger om landbrug er Kommissionen enig i, at der kan findes synergier mellem klimaændringer og landbruget. Vi havde et utroligt interessant møde i London arrangeret af fru Beckett og det britiske formandskab om klimaændringer og landbrug og nåede der frem til nogle meget vigtige konklusioner. Kommissionen vil fremlægge en plan til støtte for biobrændsel.

Endelig kræver det en målrettet indsats allerede nu, hvis vi skal vinde kampen mod klimaændringer. Som hr. Smith sagde kræver den handling fra alle aktører og sektorer i samfundet. Vi må ikke undervurdere omfanget af denne udfordring. Det vil tage tid at vinde kampen mod klimaændringer, og tid har vi så lidt af, og en indsats, som nogle vil hævde, at vi ikke har råd til. Med Deres fortsatte støtte er vi fast besluttede på at befæste EU's førerposition inden for denne centrale udfordring for menneskeheden. Mange tak skal De have.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

5. Afstemningstid

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

Før afstemningen

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, vi skal nu stemme om Irak-betænkningen. Det er en betænkning, der måske ellers ville være "uden for placering", som man siger inden for hestesporten. Imidlertid er det en vigtig betænkning, hvor Parlamentet i fællesskab med Rådet og Kommissionen har vist, at de europæiske institutioner kan reagere hurtigt og i borgernes interesse.

Vi forhandlede om betænkningen i går aftes lige før midnat. Det forholder sig nu engang sådan, at ethvert tidspunkt er vigtigt her i Parlamentet. Jeg mener, at vi alle - tjenesterne og vi parlamentsmedlemmer - bør sørge for, at forhandlingerne om så vigtige betænkninger, og som der træffes beslutninger om i borgernes interesse, bliver gennemført på nogle bedre tidspunkter. Dette vil også være et klart signal at sende udadtil.

(Bifald)

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenens artikel 132 om spørgetiden til Kommissionen i aftes.

I aftes var der 90 minutters spørgetid, men der blev kun svaret på 11 spørgsmål - primært fordi alle kommissærerne gav lange og vidtløftige svar. Det startede med kommissær Mandelson, der overskred sin tidsfrist, så kommissær Špidla til sidst kun fik mulighed for at besvare to spørgsmål.

Da jeg tidligere tog dette problem op, skrev Europa-Parlamentets formand, hr. Borrell, et brev til Kommissionen, hvori han bad kommissærerne om at give kortere og mere præcise svar. Der er ikke sket noget endnu. Jeg vil gerne bede Dem om at sende endnu et brev, der i utvetydige vendinger forklarer, at vi som medlemmer af Europa-Parlamentet ønsker korte svar og ikke lange og vidtløftige indlæg.

(Bifald)

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil blot kommentere det faktum, at Europa-Parlamentet først skal forhandle om verdenstopmødet om informationssamfundet i Tunesien i næste måned. Det er et FN-topmøde om informationsfrihed.

De delegationer, der deltager i topmødet, har fået deres internetadgang og e-mails filtreret på hotellerne, hvor de bor. De er vidner til, at demonstranter arresteres, og at journalister chikaneres og tæves. Bånd med menneskerettighedskrænkelser er blevet konfiskeret af det tunesiske politi. Der er ingen informationsfrihed i Tunesien. EU's delegationer er i Tunesien netop nu. Jeg synes ikke, at vi kan vente en hel måned med at fordømme disse begivenheder.

(Bifald)

6. Information til flypassagerer

7. Kernekraftværket Bohunice VI

Ændringsforslag 12

  Herbert Bösch (PSE). - (DE) Hr. formand, selv om det er blevet lidt sent nu, så markerede jeg altså tidligere. Det er indlysende, at dette ændringsforslag allerede er dækket med vedtagelsen af ændringsforslag 5. Men jeg kunne godt have tænkt mig at høre ordførerens mening herom. Men jeg går ud fra, at denne afstemning var overflødig.

Før afstemningen om det ændrede forslag

  Rebecca Harms (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne tage stilling til denne afstemning. Efter at Parlamentet underskrev en dækningsløs check på 400 millioner euro, som evt. skulle tilflyde italienske energikoncerner uden belastende kalkulationer, vil jeg udtrykkeligt anmode Dem om at stemme imod min betænkning. Jeg anser det for at være en komplet uansvarlig beslutning, der blev truffet her. Jeg mener, at det vil være mere rigtigt at tilslutte sig Kommissionen, og jeg opfordrer Dem til at stemme imod min egen betænkning. Under alle omstændigheder vil jeg trække min underskrift på betænkningen tilbage, fordi jeg mener, at man hverken kan købe sig til accept af europæisk politik eller sikkerhed på atomkraftområdet med dækningsløse check.

Mine damer og herrer, det er jeg ked af, men jeg anser Dem for at være blevet ekstremt dårligt rådgivet, idet flertallet stemte for disse falske løfter.

(Bifald)

8. Nordisk dimension

Før afstemningen om betragtning H

  Henrik Lax (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tilføje "eutrofiering" - der måske er det alvorligste miljøproblem i Østersøen - i den tekst, De har modtaget. Efter ændringen skal teksten lyde som følger: "understreger det yderligere behov for at styrke samarbejdet mellem EU-medlemsstaterne og i særdeleshed behovet for at reducere eutrofieringen".

(Det mundtlige ændringsforslag blev opretholdt)

9. Digital radio-/tv-spredning

10. Nedlukning af kernekraftværker

11. Globale klimaændringer

Før afstemningen om punkt 24

  Anders Wijkman (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tilføje følgende tekst i slutningen af punkt 24 efter ordet "blandingsforhold": "for at undersøge de miljømæssige gevinster ved at kræve 10% biobrændstofblandinger i transportbrændstoffer".

Før afstemningen om ændringsforslag 9

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg har et problem med de forskellige sprogversioner. I den tyske version står der to sæder. Men det er noget sludder og vrøvl. I henhold til traktaten har Parlamentet kun ét sæde, nemlig Strasbourg. Det er afgjort for længst. I den engelske version står der dobbelt lokalitet, hvor Bruxelles altså er den anden lokalitet. Den kan vi roligt fjerne, men så skal oversættelsen være korrekt. Jeg beder Dem derfor om at sammenligne de to sprogversioner.

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

12. Stemmeforklaringer

Betænkning af De Veyrac (A6-0310/2005)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi har stemt nej til betænkningen i sin helhed, da vi mener, at Kommissionens forslag er bedre. Det er rimeligt, at flypassagerer informeres om, hvilket luftfartsselskab der udfører en given flyvning, således at de kan træffe velovervejede beslutninger om bl.a. et sikkerhedsperspektiv. Vi støtter Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne indsamler sikkerhedsinformation for at meddele Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom, men vender os imod Parlamentets forslag om i stedet at indføre en fællesskabsliste og således centralisere administrationen.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg takker Christine De Veyrac for den vigtige og relevante betænkning, som hun har udarbejdet om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om information til flypassagerer om, hvilket luftfartsselskab der udfører en given flyvning, og om udveksling af sikkerhedsinformation mellem medlemsstaterne. Jeg støtter betænkningen, især forslaget om at udvide EASA's beføjelser, bl.a. til at omfatte udstedelse af certifikater til tredjelandes luftfartsselskaber.

Den sorte liste bør offentliggøres ikke kun af Kommissionen, men også af alle medlemsstaterne, billetsælgere, nationale civile luftfartsmyndigheder og lufthavne i medlemsstaterne for at sikre, at passagererne får den nødvendige information, og at forslagets mål gennemføres på den mest hensigtmæssige måde.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Dette er et meget aktuelt forslag, der oprindeligt kom som en reaktion på bekymringer efter flyulykken i Sharm el Sheikh (hvor 148 omkom) og efter stimen af flykatastrofer i august i år. Mange af de passagerer, der døde i Sharm el Sheikh, vidste ikke, at de skulle flyve med et egyptisk luftfartsselskab ved navn Flash Air, eller at selskabet i 2002 midlertidigt var blevet underlagt restriktioner på grund af problemer med sikkerheden.

Passagererne har ret til at blive informeret om det luftfartsselskab, de flyver med, uanset hvor i Fællesskabet de går om bord. Luftfartspassagererne skal inden afrejsen informeres grundigt om deres flyafgange - specielt hvis luftfartsselskabet ikke er det, som de blev stillet i udsigt på reservationstidspunktet. Dette forslag fører os i denne retning.

  Seán Ó Neachtain (UEN), skriftlig. - (EN) Jeg støtter fuldt ud De Veyrac-betænkningen, der kræver en EU-dækkende sortliste over luftfartsselskaber, der ikke opfylder de internationale standarder for flysikkerhed. Disse luftfartsselskaber bør navngives og gøres til skamme i hele EU i henhold til nultoleranceprincippet. Når alt kommer til alt, ønsker EU-borgerne sikre flyrejser i og uden for Fællesskabet, og vi kan ikke gå på kompromis med dette mål.

Jeg mener bestemt også, at oplysningerne på sortlisten skal være lettilgængelige for alle interessenter (de nationale civile luftfartsmyndigheder, alle lufthavnene i EU samt selvfølgelig passagererne).

Som medlem af Transportudvalget mener jeg, at det er Europa-Parlamentets rolle som medlovgiver at gøre alt, hvad det kan, for hurtigst muligt at få oprettet en sådan liste. Jeg finder det også helt afgørende, at sortlisten dækker luftfartøjer, der er leasede hos selskaber uden for EU, og at medlemsstaterne giver Kommissionen en liste over luftfartsselskaber, der har forbud mod at benytte deres luftrum.

Samarbejde og koordinering er nøglen. I den henseende skal Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur spille en større rolle ved kontrollen af internationale standarder og udstedelsen af godkendelsesbeviser. Jeg vil gentage, at vi ikke under nogen omstændigheder kan gå på kompromis med EU-borgernes sikkerhed.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte selvfølgelig for dette forslag til lovgivning om oprettelse af en sort liste over usikre luftfartsselskaber.

Hvad er formålet med dette forslag? At gøre det muligt for passagerne at vælge luftfartsselskab med fuldt kendskab til sikkerhedsforholdene og at blive informeret i tilfælde af ændringer i sidste øjeblik af luftfartsselskab.

Denne opgave er et led i en bredere strategi, der sigter på at øge sikkerheden i den stærkt stigende lufttransportsektor. I 2003 var der 1,7 milliarder flypassagerer i hele verden, og ifølge prognoserne bliver der 2,5 milliarder i 2015. Alene i Europa steg antallet af flypassagerer gennemsnitligt med 5,5 % pr. år fra 1990 til 2003.

Dette arbejde skal udføres på EU-plan sammen med medlemsstaterne for at fastsætte fælles inspektionskriterier. Der er stadig alt for mange forskelle, særlig i forbindelse med kontrollerne.

Uden at virke som politi for luftrummet skal Kommissionen udvise målrettethed, gøre opmærksom på de værste udøvere, afdække svagheder og harmonisere europæisk lovgivning vedrørende luftfartssikkerhed. Det er en forudsætning for, at lufttransport kan blive ved med at være det, den er, nemlig den sikreste transportform.

Betænkning af Harms (A6-0282/2005)

  Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Som slovakisk MEP og medlem af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed stemte jeg naturligvis for forslaget om øget støtte til afvikling af de to reaktorer på atomkraftværket Jaslovské Bohunice. Den slovakiske regering, hvis repræsentanter traf den vanskelige beslutning om afvikling under tiltrædelsesforhandlingerne, ville have fået et forklaringsproblem, hvis afstemningsresultatet i Europa-Parlamentet var blevet anderledes.

Alene ville Slovakiet ikke have kunnet klare et fald i strømproduktionen på 19 % kombineret med høje direkte og indirekte udgifter som følge af lavere produktion fra Bohunice-værket. Derfor vil jeg gerne takke alle mine kolleger i Europa-Parlamentet, som så, at det slovakiske problem var Europas problem, og som stemte for at yde økonomisk bistand til afviklingen af Bohunice-værket.

  Árpád Duka-Zólyomi (PPE-DE). - (SK) Jeg glæder mig over resultatet af afstemningen om økonomiske støtte til afviklingen af Bohunice V1-værket. Grunden til dette er følgende: I 1990'erne undergik Bohunice V1-værket en fuldstændig ombygning under et internationalt agenturs vagtsomme øjne til en pris på næsten 300 millioner euro. Værket afvikles derfor helt klart før tiden, idet det nu er i stand til at producere elektricitet sikkert mindst frem til 2015. Beslutningen i 1999 var politisk og dikteret ikke af sund fornuft, men af et fordomsfuldt ræsonnement. De direkte udgifter vil beløbe sig til over 1,3 milliarder euro.

Heldigvis gik Parlamentet til sidst med til et bidrag på 400 millioner, men det er kun en tredjedel af det nødvendige beløb. De samlede udgifter vil beløbe sig til så meget som 5 milliarder euro, inklusive kritiske aspekter som sikker oplagring af radioaktivt affald, betydelige tab i elproduktion osv.

Atomkraftværkerne producerer omkring 57 % af elektriciteten i Slovakiet. Afviklingen af V1-værket vil føre til en mangel på omkring syv terawatttimer om året. Det svarer til at skrue hver anden elpære i landet ud. Jeg takker alle for deres støtte.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, de nuværende rekordhøje priser på olie og benzin vækker ubehagelige mindelser, og dette indikerer, at vi sandsynligvis står over for en ny energikrise. Det globale energiforbrug er næsten tredoblet siden 1960. Det er ganske vist USA, som er førende med en fjerdedel af energiforbruget, men den sande årsag hertil er ikke desto mindre den fremadskridende modernisering af tidligere udviklings- og NIC-lande.

Det forholder sig fortsat således, at 80 % af den energi, der produceres på verdensplan, stammer fra fossile kilder som f.eks. olie, gas og kul. Uanset hvordan man end vender og drejer det, bliver udvindelsen heraf til stadighed mere kostbar og dermed dyrere, og anvendelsen heraf er til skade for miljøet. At genoptage råbene om kernekraft ville være som at vælge mellem pest eller kolera.

Kernespaltningen har den fordel, at der ikke frigives noget kuldioxid, hvorfor dette således ikke bidrager til klimaopvarmningen, men så længe de eksisterende problemer såsom reaktorsikkerhed og deponering af det atomare affald ikke er løst, bør der hverken bygges nye kernekraftværker eller ske en forlængelse af levetiden for de nuværende. Vi kan så kun udbygge den vedvarende energisektor yderligere, som er det eneste hensigtsmæssige alternativ på længere sigt med henblik på at styre efterspørgslen og forbedre effektiviteten i energiudnyttelsen og af de eksisterende teknologier yderligere.

  Jan Andersson, Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi valgte at stemme imod ændringsforslag 5 og 12 om en forhøjelse af finansieringsbeløbet i forbindelse med nedlukningen af Bohunice V1-kernekraftværket, da vi mener, at budgetrammen for 2007-2013 ikke bør overskrides. Selvfølgelig skal en nedlukning af kernekraftværker ske på en miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

  David Martin,(PSE), skriftlig. - (EN) Hensigten med forordningsforslaget er at skaffe midler til nedlæggelsen af Bohunice V1-kernekraftværket i Slovakiet. Slovakiet har forpligtet sig til at lukke værkets blok 1 inden den 31. december 2006 og blok 2 inden den 31. december 2008.

Demonteringsprocessen for anlægget er dyr, og den vil strække sig ud over 2006 og efter de næste finansielle overslag for 2007-2013. I lyset heraf har EU accepteret at forlænge førtiltrædelsesstøtten ved at give økonomisk støtte til demonteringen frem til 2006. Der blev derfor efterfølgende vedtaget et ændringsforslag om at hæve budgettet fra 237 millioner euro til 400 millioner euro.

Skønt jeg er overvejende positiv med hensyn til at hæve budgettet, mener jeg at det nye beløb på 400 millioner euro, som foreslås i ændringsforslaget, er for stort, og jeg glæder mig over alternativet med at søge midler, der ikke stammer fra EU, for at skaffe det nødvendige ekstrabeløb til demonteringen.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Valg af kernekraft - som jeg finder forsvarligt under bestemte omstændigheder - bør kun træffes, hvis dens anvendelse omgærdes af størst mulige sikkerhedsforanstaltninger. Hvis sikkerhedsforholdene tilsiger det, bør disse anlæg derfor lukkes og afvikles. I det foreliggende tilfælde finder jeg ikke, at der er tilstrækkelig klar begrundelse for at bevilge væsentligt flere finansielle midler, end ordføreren foreslår. Jeg har derfor hverken stemt for eller imod det foreliggende forslag.

Forslag til beslutning (B6-0584/2005)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi støtter EU's nordiske samarbejde, den såkaldte nordiske dimension, men mener, at samarbejdet skal være baseret på mellemstatslighed, strengt afgrænset og fokuseret på konkrete resultater. Nogle af de spørgsmål, som bør prioriteres, er miljøspørgsmål, kernekraftsikkerhed og bekæmpelse af international kriminalitet.

Vi støtter forslaget om, at EU skal udvikle samarbejdet med regionale organisationer, bl.a. Nordisk Råd. Det nordiske samarbejde kan fungere som forbillede for EU, da det viser, hvordan fri bevægelighed kan støttes og opmuntres uden et omfattende overstatsligt bureaukrati. Men på grund af ovenstående vælger vi at stemme for betænkningen.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) "Vores Europa", Fællesskabets Europa, fik sin geografi kraftigt ændret i maj sidste år. Med indlysende positive resultater, som det bredt anerkendes, men også med nye udfordringer til følge i et EU, der fra den ene dag til den anden fik nye naboer, med alt, hvad det indebærer for de forskellige politikområder.

EU har dog allerede en lang erfaring med regionalpolitik afpasset efter forskellige geografiske betingelser, selv om ikke alle har haft den ønskede succes. Jeg støtter de retningslinjer, der kommer til udtryk i denne beslutning, da der tilstræbes effektiv politisk indsats på dette felt. Efter min opfattelse bør denne afpasses efter de forskellige forhold og særlige vilkår, der gælder i det givne område.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg var glad for, at dette fælles beslutningsforslag fik tilstrækkelig bred støtte i mødesalen, da det er et særligt vigtigt politisk område. Mit eget land, Skotland, bør som et nordeuropæisk land spille en mere aktiv rolle i denne politik, men desværre har vi selv med vores eget skotske parlament endnu ikke formået at give vores mening til kende om dette emne.

  Boguslaw Sonik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Mine damer og herrer, den 1. maj 2004 blev EU's grænse flyttet mod øst og mod nord. Dette har medført en lang række nye udfordringer, og det er grunden til, at foranstaltninger og projekter i den nordlige del af EU er meget vigtige i denne sammenhæng. Målet for det multilaterale regionale samarbejde mellem EU's medlemsstater i Baltikum er at skabe forudsætninger, der er fremmende for social og økonomisk udvikling og politisk stabilitet i regionen. EU har nu for første gang i sin historie et indre hav.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at henlede Parlamentets opmærksomhed på den særlige politiske betydning af dette initiativ. Når alt kommer til alt, ligger landene i den nordlige dimension på det sted, hvor EU møder Østen, hvormed jeg mener, at de deler grænse med centrale partnere som Rusland og Belarus. Regionen kan derfor spille en central rolle ved gennemførelsen af et projekt af en særlig værdi, nemlig et tæt og mangesidet samarbejde mellem EU og Rusland.

Den nordlige dimension vil få en gunstig indvirkning på det økonomiske samarbejde og opbygning af infrastruktur, og intensiveringen af samarbejdet inden for indenrigs- og justitsanliggender vil efter al sandsynlighed øge sikkerheden med hensyn til grænseoverskridende spørgsmål.

Man bør også være særligt opmærksom på de miljøfordele, der kan opnås gennem den nordlige dimension, der omfatter et værdifuldt og følsomt økosystem. I lyset af dette faktum bør man således fremme samarbejdet på områder som miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling.

Det baltiske eller det nordeuropæiske rørledningsprojekt er blevet kilden til mange kontroverser og er fortsat et vigtigt problem at få løst. Ingen af regeringerne i de baltiske lande blev hørt om beslutningen om anlæggelsen af rørledningen, og denne beslutning udgør en alvorlig trussel mod forsyningssikkerheden i mange lande. Vi må ikke tillade, at der diskrimineres mod mindre stærke lande, og vi må ikke tillade, at de foranstaltninger, der indføres, skader deres interesser. Hvis ikke det lykkes for os, vil den nordlige dimension forblive ren teori og være uden bund i virkeligheden. Gasrørledningen i Østersøen udgør også en kolossal trussel mod miljøet i Østersøområdet.

Forslag til beslutning (B6-0583/2005)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU's fordele kan også være skyld i nogle af dets vanskeligheder. Det gælder ikke mindst de teknologiske udfordringer, hvor det blotte antal af 25 medlemsstater naturligt nok kan gøre det svært at nå til enighed indbyrdes. Hvad angår den teknologiske udvikling og anvendelsen af ny teknologi, er det helt afgørende, at vi tænker hurtigt og handler beslutsomt.

Disse overvejelser kommer apropos den betydelige forandring, som overgangen til digital radio-/tv-spredning udgør. Jeg støtter de retningslinjer, der kommer til udtryk i denne beslutning, selv om jeg mener, at den vigtigste bestræbelse må være at sikre, at dette marked kan virke frit. At støtte den teknologiske udvikling må ikke betyde indgreb i den frihed, som markeder generelt - og dette marked i særdeleshed - forudsætter.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Selv om jeg støtter denne betænkning, skal der være paritet i forbindelse med en sådan overgang. Borgerne skal informeres og forberedes.

Betænkning af Harms (A6-0279/2005)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Afstemningen om denne betænkning afspejlede den tjekkiske holdning til de foreliggende forslag ud fra det pres, som de har været udsat for med henblik på at skulle afvikle deres kernekraftværker.

Der er derfor blevet stillet betydelige finansielle ressourcer til rådighed for at dække alle omkostninger forbundet med nedlukning og håndtering, behandling og endelig deponering af det radioaktive affald.

Der er som bekendt 14 medlemsstater, der har kernekraftværker, hvilket svarer til 149 reaktorer, med en gennemsnitsalder for de reaktorer, der er i drift, på over 20 år.

I de lande, der for nylig er tiltrådt EU, og som er stillet over for disse krav om nedlukning, finder vi det rigtigt, at der gives den nødvendige støtte til at gennemføre det på en passende måde, der tager hensyn til sikkerheden for mennesker og miljø.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Denne betænkning er et skridt i den rigtige retning hen imod en forbedring af de finansielle og tekniske aspekter af kernekraftværkers nedlukning.

Som vi ved fra erfaringerne med Dounreay i Skotland, er der brug for betydelige forbedringer i håndteringen af denne farlige, men nødvendige proces.

Sikkerheden skal være vores topprioritet, og de utilfredsstillende nedlukningsforberedelser i de fleste EU-medlemsstater retfærdiggør det synspunkt, at der ikke skal opføres nye kernekraftværker.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning. Nedlukning er et vigtigt spørgsmål, da der findes 50-60 kernekraftværker i EU, der skal lukkes ned inden 2025. Det siger sig selv, at kernekraftværker skal lukkes på en sikker måde for at beskytte mennesker og miljø. Manglende midler til processen kan give forsinkelser og mulige sikkerhedsrisici. Alle kernekraftoperatører bør råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at dække alle udgifterne til nedlukning. Kommissionen ønsker at finde fælles rammer samt på længere sigt at harmonisere de metoder, hvormed nedlukningen finansieres i EU. Denne betænkning er et skridt i den rigtige retning.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) EU's fremme af atomkraft, som det er fastsat i Euratom-traktaten, skal indstilles. Når EU undtagelsesvis fremmer nedlukningen af atomkraftværker med henblik på at beskytte mennesker og miljø, som tilfældet f.eks. er det med den slovakiske reaktor Bohunice V1, er dette værd at støtte, også selv om Kommissionens sondring mellem de "gode" reaktorer i Vesteuropa og de "farlige" i Østeuropa er uholdbar.

Den omfattende støtte i begyndelsen er formålstjenlig for at skabe en målrettet start på nedlukningen, da Slovakiet har indsamlet 320 millioner euro via en fond. Støtten er i overensstemmelse med de forpligtelser, der blev indgået inden for rammerne af Slovakiets tiltrædelse.

Uden EU's støtte hertil kan man frygte for den videre drift af reaktorerne i Bohunice V1, hvilket ville være forbundet med betydelige sikkerhedsrisici. Uden EU-midler er der desuden ikke nogen sikkerhed for, at der ville blive indledt omgående nedlukningsforanstaltninger for at beskytte mennesker og miljø.

Anvendelsen af EU-midler bør dog begrænse sig til nedlukning af reaktorerne i Bohunice V1 og de dermed forbundne foranstaltninger. Artikel 2 i kommissionsforslaget bør suppleres i overensstemmelse dermed, og der skal gennem en præcisering af middelanvendelsen ske en fastsættelse af EU's prioriterede mål som f.eks. overholdelsen af høje sikkerhedsstandarder i forbindelse med nedlukning og opnåelse af klimabeskyttelsesmålet ved hjælp af fremme af vedvarende energikilder.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for betænkningen om anvendelse af de finansielle ressourcer beregnet til nedlukning af kernekraftværker.

Jeg er enig i de principper, der fremlægges i denne betænkning, ikke blot fordi kernekraft bør omgærdes med størst mulige sikkerhedsforanstaltninger, men også fordi jeg mener, at vi bør tilvejebringe de finansielle ressourcer, der er nødvendige i disse anlægs livscyklus.

Jeg mener, at de betingelser, som der opstilles i betænkningen for anvendelsen af de finansielle ressourcer til nedlukningen, er ansvarlige og hensigtsmæssige, og jeg vil gerne særligt nævne, at der oprettes en nedlukningsfond til forvaltning af de midler, som energiproduktionen skaber.

Jeg minder om, at det, hver gang vi beskæftiger os med kernekraftsspørgsmålet, er meget vigtigt at tage højde for de sikkerheds- og miljøbeskyttelsesforanstaltninger, der behøves gennem et anlægs livscyklus, og det er i denne sammenhæng, at de foreslåede foranstaltninger til sikker, effektiv og miljøvenlig nedlukning skal ses.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg var glad for at stå bag min gruppe i støtten til denne vigtige betænkning, der understreger bekymringerne over atomkraftindustriens langsigtede levedygtighed med hensyn til nedlukning. Med så mange alternative teknologier mener jeg, at vi skal investere i vedvarende energikilder, der ikke giver nogen miljømæssig arv.

Betænkning af Wijkman (A6-0312/2005)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne afgive en stemmeforklaring om Wijkman-betænkningen, hvis indhold jeg hilser varmt velkommen. Desværre blev Vidal-Quadra Rocas ændringsforslag vedtaget, således at den udtrykkelige undtagelse i forbindelse med kernekraft er slettet. Det er efter min opfattelse forkert, fordi jeg ikke mener, at kernekraft er noget realistisk alternativ i fremtiden, og at de hermed forbundne risici stadig er uhåndterlige. Af den årsag stemte mine kolleger og jeg også imod betænkningen. Vi er ikke imod betænkningen som sådan, men formuleringerne heri skulle have været tydeligere, og det skulle have fremgået, at kernekraft ikke er noget alternativ.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg er bange for, at selve titlen på hr. Wijkmans betænkning er forkert, og det håber jeg ikke, at han tager ilde op. Mennesket har aldrig vundet og vil aldrig vinde kampen mod klimaændringerne, eftersom det har en begrænset og endnu ikke videnskabeligt bevist indflydelse på dem.

Jeg tror højst, at man kan være enig i håbet om en reduktion af de skadelige emissioner, der potentielt kan ændre klimaet, men der er stor forskel på dette og så på at vedtage et dokument af tvivlsom videnskabelig værdi, hvis målsætninger endda er pretentiøse. Her behøver jeg blot at nævne punkt 2 og 3 efter betragtning M, hvor man hævder, at klodens gennemsnitlige temperaturstigning i forhold til tiden før industrialiseringen kan begrænses til to grader, selv om der ikke foreligger nogen sikre målinger eller data for den periode.

Jeg er heller ikke enig i udtalelserne om, at EU burde forpligte sig til at yde finansiel støtte til Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, så disse lande kan udvikle bæredygtige energistrategier. Det ville tværtimod være mere hensigtsmæssigt at anvende sanktioner og handelsbegrænsninger over for de industrialiserede lande - herunder USA - og førnævnte udviklingslande, såfremt deres industri bliver ved med at være skadelig for miljøet, eller hvis de mere generelt viser et meget ringe socialt ansvar. I lyset af det, jeg lige har sagt, stemte jeg således imod betænkningen.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Forud for den kommende partskonference i Montreal fra den 28. november til den 9. december lægger Europa-Parlamentet vægt på, at forhandlinger om tilsagn om en reduktion af emissionerne for perioden efter 2012 bør prioriteres højst, tilsagn indeholdt i Kyoto-protokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), der trådte i kraft den 16. februar 2005 efter at være blevet ratificeret af 152 lande og regionale organisationer.

Det synes, som om målene for drivhusgasserne er sat for højt, eftersom der ikke er megen viden om de faktiske følger af menneskelig indgriben på klimaændringerne, hvilket er endnu mere problematisk med USA uden for Kyoto-protokollen.

Vi bifalder dog alle de foranstaltninger, der sigter på at nedbringe forbrug og spild af energi, udnytte energien mere effektivt, udvikle en ny og mere miljøvenlig transportpolitik og fremme jernbanetransport og offentlig transport generelt.

Vi er derimod lodret imod handel med emissioner, da det som bekendt ikke løser nogen problemer og udelukkende fører til større miljømæssige uligheder og ubalancer. De rigeste lande kan blive ved med at forurene ved at købe emissionsrettigheder hos andre, hvilket er uacceptabelt.

Vi har derfor hverken stemt for eller imod.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) De globale klimaændringer udgør et betydeligt problem, som der efter vores mening er gode grunde til at behandle på internationalt niveau. Wijkman-betænkningen har mange fortjenester. Junilisten gentager imidlertid sin holdning om, at Parlamentet ikke skal overtage medlemslandenes udenrigspolitik ved at opfordre tredjelande, som endnu ikke har ratificeret Kyoto-protokollen, til at gøre det.

Det er endvidere beklageligt, at betænkningen indeholder en række opfordringer til medlemsstaterne, som burde håndteres på nationalt niveau. Her kan f.eks. nævnes forslag om fælles hastighedsgrænser for hele EU, trafikafgifter, skatteincitamenter, udbygning af jernbanetransporten og de ordinære transportmidler i almindelighed. Vi er desuden kritiske over for EU-initiativet med henblik på at gøre borgerne medvidende om, hvilke følger et omfattende forbrug og en omfattende produktion har for klimaet. Dette kan selvfølgelig håndteres på nationalt niveau.

Vi har valgt at stemme nej til betænkningen i dens helhed, men har støttet enkelte ændringsforslag for efter vores mening at forbedre betænkningen.

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har hverken stemt for eller imod denne tekst. Som jeg gjorde klart i mit indlæg på plenarforsamlingen i dag, haster det. Vi skal handle omgående for at reagere på truslen fra klimaændringen, som uden tvivl er en af de største trusler i menneskehedens historie.

Jeg støtter de tiltag, der anbefales i betænkningen - men forkaster samtidig tanken om miljøafgifter - og den udviste politiske beslutsomhed.

Jeg stemte hverken for eller imod for at vise min store utilfredshed med et ændringsforslag, som bestrider eksistensen af Parlamentet i Strasbourg.

Det er uacceptabelt at anvende en så vigtig tekst til at give udtryk for betragtninger, som ikke har noget at gøre med det emne, der behandles.

  Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi er for et minimumsniveau for kuldioxidafgifter i EU. Men vi mener, at en sådan beslutning skal træffes med enstemmighed af Rådet, ikke med flertalsbeslutning. Skat skal også fremover opkræves nationalt og ikke af Unionen.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Anders Wijkmans fremragende betænkning indeholder forslag om nogle foranstaltninger, der skal medvirke til at løse problemet med verdens klimaforandringer.

Om kort tid afholdes partskonferencen i Montreal, hvor de europæiske ledere gerne skal fremlægge forslag til en fremtidig klimaændringsordning baseret på fælles, men forskellige ansvarsområder, der har til formål at sikre vedvarende reduktioner og inddragelse af flere lande i disse bestræbelser.

Der bør dog også opstilles mere ambitiøse mål. Det Europæiske Råd i marts 2005 lagde vægt på målsætningen om emissionsreduktioner i udviklingslandene inden 2020. Ordføreren mener, at der bør fastlægges mål på lang sigt, og foreslår en reduktion på 60-80 % inden 2050.

Der skal endelig udvikles en strategi, der kan gøre EU til den mest energieffektive økonomi i verden. Der skal skabes incitamenter for øget anvendelse af "rene" teknologier, og der skal ske fremme af forskning og innovation på europæisk plan til gavn for den bæredygtige energi og forvaltningen af udnyttelsen af landområder.

  David Martin, (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glædede mig over denne betænkning, der skitserer behovet for at udkæmpe kampen mod klimaændringer. Hvis en bestemt grænse for koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren overskrides, vil hele systemet undergå dramatiske forandringer. Vi vil komme til at opleve katastrofer som f.eks. årligt tilbagevendende materielle skader på grund af ekstreme vejrforhold, der vil gøre millioner af mennesker hjemløse. Udviklingslandene vil efter alt at dømme blive hårdest ramt. EU har reduceret sine emissioner med 3 % under 1990-niveauet, men det er nødvendigt med en yderligere indsats for at nå det mål om 8 %, der blev vedtaget i Kyoto-protokollen.

Selv om jeg er enig i, at EU skal reducere sine emissioner for at nå det mål, der blev fastlagt i henhold til Kyoto-aftalen, finder jeg betænkningen overordentligt optimistisk med hensyn til medtagelsen af flere politikområder og tidsfristen, og jeg ser gerne en større forståelse for, at det haster.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) Klimaet ændrer sig. Klippemalerier viser pattedyr i Sahara og stenbukke i Lascaux. Alle disse dyr er forsvundet fra disse områder, og det er et bevis på, at klimaet har ændret sig. Hvad mere er, hvis denne ændring sker, er det utvivlsomt på grund af mennesker.

Det betyder ikke så meget, at jordens akse er skråtstillet i forhold til det ekliptiske plan, som ændrer sig f.eks. i løbet af 10.000 år, og at dette har indflydelse på klimaet, som Milankovitch beviste. Den omstændighed, at fænomenet med havenes ånding, med kæmpemæssige floder, der styrter ud i Nordatlanten for at dukke op igen i Stillehavet, har indflydelse på klimaet, betyder endnu mindre i denne forbindelse.

Frygt kræver forklaringer, store og beroligende mytologier, kosmogoni, godt og ondt og straffe. Vi bliver derfor straffet for vores opfindsomhed, for vores fremskridt, for vores opfindelser og for at skabe. Mennesket får i dag ligesom Prometheus, som stjal ild, sin straf i form af vidtstrakte områder dækket af storis, der smelter, stadig højere vandstand, hedebølger og iltmangel. Ligesom der engang var Egyptens plager.

Alt dette ville være udmærket, hvis denne postmiddelalderlige forvirring førte til en ændring i det økonomiske og sociale klima, som forårsager den meget virkelige nedgang, som vi lider under.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det siger vel selv sig, at miljøspørgsmål - og særlig klimaændringerne - er blandt vores vigtigste bestræbelser.

Jeg støtter mange af de miljøpolitiske retningslinjer, som Europa har fulgt, og som både betænkningen og Kommissionens meddelelse afspejler. Jeg mener imidlertid, at vi må holde os to ting for øje. Dels er det indlysende, at udviklingslandenes bestræbelser ikke først angår miljøet, og det gælder ikke dem alene. Dels er de udviklede samfund ikke villige til at acceptere en lavere levestandard, og det bør vi heller ikke have som mål eller model. Netop derfor mener jeg, at der først og fremmest bør investeres i forskning og udvikling, eftersom målet, modellen, bør dreje sig om den bedste måde at forvalte ressourcerne på, så der altid sikres bedre og mere holdbar livskvalitet.

13. Stemmerettelser: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.45 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

14. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, af protokollen fremgår der en drøftelse, som jeg havde med fru Gröner om hr. Giertychs antiabortudstilling. Formanden sagde, at der ikke bliver udøvet nogen form for censur. I mellemtiden er udstillingen blevet fjernet, hvorfor man må konstatere, at der rent faktisk blev udøvet censur. Jeg vil gerne påpege, at der også findes en anti-Reach-udstilling her i Parlamentet, hvor kommissionsformanden viser, hvordan han forgifter et barn. Det synes jeg - i modsætning til Giertych-udstillingen - er virkelig kontroversielt.

Hvis man bruger "kontroversielt" som begrundelse, skal man fjerne begge udstillinger. Jeg mener imidlertid ikke, at man skal fjerne noget, men man bør derimod debattere og ikke censurere.

  Formanden. - Hr. medlem, kvæstorerne er bekendt med det skete og vil sende formanden en rapport herom, og med udgangspunkt heri vil vi træffe de nødvendige beslutninger.

15. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen

16. Det Europæiske Råds uformelle møde

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er beretning fra Det Europæiske Råd og redegørelse fra Kommissionen om Det Europæiske Råds uformelle møde i Hampton Court, som parlamentsformanden som bekendt var inviteret med til. Jeg takker det britiske formandskab for dets respekt for Parlamentet.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det er mig en meget stor ære igen at tale til Parlamentet. Jeg ved, at det er en gruppe højtkvalificerede parlamentsmedlemmer, der er til stede. I alle parlamenter taler man nogle gange til mange mennesker, og andre gange gør man ikke. Jeg tager dette som en fuld opbakning til alle de politikker, der er fulgt af både det britiske formandskab og af Det Forenede Kongerige i aspekter som f.eks. budgettet, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik.

Dette er 48. gang, en minister fra den britiske regering har talt i Parlamentet, siden Det Forenede Kongerige overtog formandskabet for EU, og med seks uger tilbage er jeg glad for at kunne sige, at der fortsat er mange flere ministre på vej. Det er en indikation af, at vi tager Parlamentet meget alvorligt.

I dag vil jeg rapportere om det uformelle topmøde i Hampton Court. De ved sikkert allerede meget om det, men det var meget vigtigt, det, der foregik for tre uger siden. I starten af sommeren sendte Europas befolkning et klart signal om, at de var utilfredse med Europas kurs. De følte sig adskilt fra EU's politik og politikere. I Hampton Court tog Europas ledere et vigtigt skridt i retning af at besvare den bekymring ved at nå til bred enighed om en kurs for Europas økonomiske og sociale politik. Meget af benarbejdet var selvfølgelig allerede udført af Kommissionen, der havde offentliggjort sit fortræffelige dokument "Europæiske værdier i en globaliseret verden". Jeg vil gerne sige til kommissionsformand Barroso, at det var et af de bedste og mest indsigtsfulde dokumenter, jeg har læst om Europas fremtid i de seneste tre år.

Med 20 millioner arbejdsløse i Europa og en ungdomsarbejdsløshed på 18 % er den vigtigste opgave for alle os, der tror på den europæiske samfundsmodel, at få Europa tilbage i arbejde og give borgerne redskaberne til at konkurrere på det globale marked.

På topmødet i Hampton Court blev der identificeret seks nøgleområder støttet af en række specifikke politikker, inden for hvilke den fælles indsats fra medlemsstaterne og Kommissionen kan øge Europas økonomiske velstand og kollektive sikkerhed.

Det første nøgleområde er forskning og udvikling. Vi har brug for et stærkt teknologisk grundlag, hvis europæiske virksomheder skal holde sig foran konkurrenterne fra specielt de asiatiske økonomier.

Det andet nøgleområde er investering i vores universiteter. Vi er bagefter USA, og på nogle centrale områder er vi også bagefter Kina og Indien.

Det tredje område er demografiske forandringer i EU. I øjeblikket har EU fire mennesker i den arbejdsdygtige alder for hver ældre borger, men i de kommende årtier vil det falde fra et forhold på 4:1 til bare 2:1. På det uformelle topmøde blev EU's ledere derfor enige om, at vi skal gennemføre en langt mere dybtgående undersøgelse af forholdet mellem lovlig migration og EU's fremtidige økonomiske behov.

Det fjerde område var energi. Hvordan håndterer vi den tårnhøje globale energiefterspørgsel kombineret med et fortsat stramt udbud? På topmødet anerkendte man, at løsningen kræver en indsats på en række forskellige områder. Vi skal sprede brugen af energikilder og henvende os til de vigtigste energileverandører på en mere sammenhængende måde. Vi skal udnytte vores markedskapacitet og magt som brugere over for leverandørerne. Vi skal også stræbe efter energieffektivitet og rene teknologier og udvikle et mere ægte åbent energimarked i Europa. Det er åbent i nogle lande, men ikke i alle. Det kalder jeg ikke et åbent marked.

Det femte område er EU's arbejde med den globale sikkerhed. Med hensyn til tilbageholdelse af data har Parlamentet mulighed for at deltage i EU's kollektive ansvar for at udforme en lovgivning, der vil øge borgernes sikkerhed og drage kriminelle til ansvar. Der er en terrorbekæmpelsesstrategi, der vil indikere, hvordan vi håndterer radikalisering, hvordan vi beskytter vores infrastruktur, og hvordan vi sikrer en bedre informationsudveksling. Vi skal også bekæmpe ulovlig indvandring og styrke grænserne, samtidig med at fordelene ved lovlig indvandring kommer både EU og udviklingslandene til gavn.

Endelig enedes man på topmødet om, at Javier Solana i samarbejde med formandskabet skal videreføre arbejdet med de fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af forsvar og sikkerhed. Der er specifikke forslag om forskning og uddannelse på dette område med henblik på at fylde hullerne i vores kapacitet. Vi skal også forbedre kriseforvaltningsstrukturerne for at kunne håndtere katastrofer, og vi skal forsøge at øge støtten til FUSP. I december offentliggør vi i øvrigt en omfattende strategi for Afrika.

For alle disse nøgleområder bliver der aflagt foreløbige beretninger til Det Europæiske Råds møde i december, og der kommer endelige rapporter under det østrigske formandskab i første halvdel af næste år. Jeg er overbevist om, at Kommissionen under udarbejdelsen af disse rapporter vil tage behørigt hensyn til synspunkterne fra de relevante parlamentariske udvalg. Det blev diskuteret rimeligt indgående i Hampton Court.

Nu, hvor der er bred enighed om det moderne Europas kurs, skal vi have den rette budgetaftale til at sikre gennemførelsen af disse økonomiske og sociale prioriteter. Formandskabet er indstillet på at arbejde for en budgetaftale i december. Vi ved imidlertid alle, at det bliver meget vanskeligt at få en sådan aftale i hus. I juni blev budgetforslaget forkastet af fem medlemsstater. I næste måned skal alle 25 lande blive enige. Vi kan således se frem til nogle hårde forhandlinger. Med det i tankerne stræber vi efter i starten af december at stille omfattende forslag, der kommer til debat i en udenrigsministerkonklave.

Der er behov for ændringer på tre hovedområder. For det første skal vi udstikke en ny kurs for EU-budgettet for at sikre, at det er gearet til udfordringerne fra det 21. århundrede. Til dette formål skal der opstilles en klar tidsplan for en revision, der dækker alle aspekter af indtægter og udgifter. Samtidig skal der også ses nøje på, hvor pengene kommer fra, hvordan de bruges, og hvordan vi gør rede for dem. En manglende påtegning af EU's regnskab for 11. år i træk - hvilket er meget dårligt - påvirker debatklimaet og holdningen til EU i hver eneste medlemsstat. Derfor skal der med denne nye kurs opstilles klare mål for EU's kommende udgifter og for regnskabsføringen af udgifterne - uden hvilken skatteborgerne ikke vil have tillid til EU's gøren og laden - ligesom der skal opstilles klare mål for den fremtidige reform af EU's politikker.

For det andet skal vi ændre udgiftsstrukturen fra den 1. januar 2007 i forhold til det, der blev foreslået i den seneste forhandlingskasse i juni, specielt for at tage hensyn til medlemsstaternes seneste drøftelser om de forslag, som kommissionsformand Barroso stillede den 20. oktober.

For det tredje skal konsekvenserne af foreslåede ændringer i afgørelsen om egne indtægter - med andre ord ændringerne i det beløb, som medlemsstaterne indbetaler til EU's budget - være retfærdige og afbalancerede i alle medlemsstater. Hvis det skal være tilfældet, skal der foretages omfattende ændringer i ordningerne vedrørende Det Forenede Kongerige - blandt andre medlemsstater - i forhold til dem, der blev foreslået i juni. Jeg ønsker ikke, at noget skal komme bag på nogen. Når jeg siger omfattende ændringer, mener jeg omfattende ændringer. Uden omfattende ændringer er der kun ringe udsigt til en aftale. Men hvis der gennemføres omfattende ændringer, tror jeg på, at forhandlingerne kan videreføres, og som formandskab er vi indstillet på at gøre vores yderste for at forsøge at nå frem til en aftale.

Hidtil har jeg primært talt om Europas reaktion på globaliseringens udfordringer i forhold til, hvad vi vil gøre - hvilke politikker vi vedtager, og hvilket budget vi bør vedtage. Globaliseringen er imidlertid en udfordring for Europa ikke blot med hensyn til, hvad vi gør, men også hvordan vi gør det. Som jeg har indikeret, er der en voksende kløft mellem Europas politik og Europas befolkning.

Det er netop dette spørgsmål, der bliver sat i fokus på en konference i morgen i Haag med den nederlandske og den britiske regering som fælles værter. Konferencen har titlen "Sharing Power in Europe", og her vil man se på, hvordan de regionale og nationale parlamenter kan samarbejde mere effektivt med EU-institutionerne inklusive Europa-Parlamentet, samt hvordan vi finder den rette balance mellem handling på regionalt og nationalt plan samt på fællesskabsniveau for at få de bedste resultater for borgerne.

Her vil jeg gerne udtrykke min store anerkendelse af den nederlandske premierminister Jan Peter Balkenende, der først foreslog afholdelsen af en sådan konference på Det Europæiske Råds møde i juni, samt af vores kollega Bernard Bot, der er nederlandsk udenrigsminister, og som har hjulpet det britiske formandskab med at videreføre idéen samt med værtskabet for morgendagens konference.

En del af denne indsats går ud på at bringe Europa tættere på borgerne og på at gøre EU-lovgivningen lettere og mere relevant. Efterhånden som globaliseringen har gjort det vanskeligere for Europas befolkning at forholde sig til sine institutioner, er samme befolkning blevet mere kritisk over for EU's lovgivning. Borgerne er blevet langt mere utålmodige over for et dirigiste regime og skarpere i deres overbevisning om, at reguleringsmetoder hverken kan eller bør være en erstatning for resultater. Alt for ofte - og det gælder både for parlamenter og unioner, men i særlig høj grad for EU - sættes der lighedstegn mellem metode og resultat. Det er ikke rigtigt. Virksomheder, ngo'er og medlemsstater ønsker nye europæiske regler for f.eks. bekæmpelse af illoyal konkurrence, miljøbeskyttelse eller forbedring af vores retssystemer. De ønsker imidlertid foranstaltninger, der gør vores liv bedre og ikke mere kompliceret. Standardisering og harmonisering er ikke ensbetydende med merværdi.

Takket være Kommissionens indsats under kommissionsformand Barroso er der nu mange positive tegn. F.eks. har Kommissionen lyttet til erhvervslivets og befolkningens ønsker, og den har foreslået en lettere lovgivning vedrørende finansielle tjenesteydelser. Det vil medvirke til at gøre den europæiske finanssektor mere konkurrencedygtig på globalt plan. Kommissionens treårige handlingsprogram for en forenkling af EU's acquis er et andet meget kærkomment skridt på samme måde som erkendelsen af, at EU ikke altid behøver at involvere sig i de områder, hvor det tidligere har været involveret. Som følge heraf har man besluttet at afskaffe et direktiv fra 1968 om regulering af antallet og størrelsen af knaster i træ. Der var måske en god grund til at regulere antallet og størrelsen af knaster i træ for 37 år siden. I dag bør vi måske overlade valget til medlemsstaterne eller måske bare til de folk, der køber træ i en tømmerhandel. Hvorfor ikke?

Forslaget om at forsøge at forenkle proceduren for arbejdsgivernes rapportering om overensstemmelse med 20 særskilte direktiver om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen skulle mindske byrden for arbejdsgiverne og give dem bedre tid til at koncentrere sig om arbejdstagernes behov - og måske om at skabe arbejdspladser - end om papirarbejde.

Som medlovgiver spiller Europa-Parlamentet en afgørende rolle i alt dette. Lad os tage Reach - som var genstand for en smule ophidselse udenfor, da jeg kom ind, og som åbenbart også har givet anledning til uro herinde. Det er kontroversielt, hvor meget man skal regulere den europæiske kemiske industri for at beskytte forbrugeren. Ingen af os ønsker at blive forgiftet af kemikalier. Ikke desto mindre mener jeg, at Europa har et eksemplarisk og helt enestående generalieblad på dette område. Der er heller ingen af os, der i en globaliseret verden uden handelshindringer ønsker, at Europas kemiske industri tvinges i knæ, så den ellers udmærkede lovgivning ender med at gælde for en industri, der er forsvundet og erstattet af industrier andre steder i verden som f.eks. i Kina og Indien, hvor lovgivningen er langt dårligere, end den er i dag. Det er det dilemma, som Europa-Parlamentet og EU's befolkning står over for i dag.

Vi må acceptere de vanskelige sager. De foreslåede ændringer i arbejdstidsdirektivet er et godt eksempel på en velment lov, der ikke fører til det, der var meningen med ændringerne, og hvor metoden og resultatet er blevet alvorligt sammenblandet.

Vi er alle enige om, at de europæiske arbejdsmarkeder skal omfatte anstændige beskyttelsesstandarder for arbejdstagerne. Europæerne skal have rettigheder på arbejdspladsen, men de skal også have job, hvor de kan nyde godt af disse rettigheder. Min premierminister sagde for nylig, at vi håber på at kunne løse de udestående problemer med dette direktiv under vores formandskab, og det er fortsat vores mål.

Vi skal være helt klar over, hvad det er for nogle typer af udfordringer, vi står over for. Arbejdstidsdirektivet retfærdiggøres som et direktiv, der handler om sundhed og sikkerhed, og det gør det til dels også. Men snævre grænser for den samlede arbejdstid er ikke svaret. Det Forenede Kongerige er et af de lande, der har det allerbedste ry i hele EU med hensyn til sundhed og sikkerhed. Siden De nu spørger, ligger vi på andenpladsen med hensyn til antallet af tabte arbejdsdage på grund af skader og vist nok på tredjepladsen med hensyn til dødsfald på arbejdspladsen. Vores egne erfaringer viser, at gode resultater med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er fuldt forenelige med fleksible arbejdsmarkeder og fleksible arbejdstider. Snævre fælleseuropæiske grænser for arbejdstider giver ikke arbejdsstyrken bedre sundhed og sikkerhed - og specielt ikke i de tilfælde, hvor reglerne anvendes uensartet.

Efter min mening har nogle europæiske partnere med rette udtrykt stor bekymring over, at man i andre medlemsstater anvender arbejdstidsgrænser pr. kontrakt og ikke pr. arbejdstager. Nogle af disse lande er de samme, der mener, at der skal være snævre grænser. Men når det så kommer til håndhævelse i deres egne lande, så gøres der krumspring, og i stedet for at foretage håndhævelse pr. arbejdstager - hvilket må være udgangspunktet for sundhed og sikkerhed - foretages den pr. kontrakt. Hvis folk således har to kontrakter - to job, én person - kan de vige uden om grænsen og blive helt uregulerede og ubeskyttede. Det giver ingen mening ud fra et sundheds- og sikkerhedsmæssigt perspektiv. Det giver ingen mening ud fra et ansættelsespraktisk perspektiv. Det giver ingen mening i forhold til EU's ry for at anvende retfærdige og fornuftige love i hele Europa.

Vi skal finde metoder til at gennemføre og håndhæve direktivet, der svarer til behovene på alle arbejdsmarkeder. Vi skal sørge for, at alle arbejdstagere har ordentlige beskæftigelsesrettigheder, og at den manglende smidighed i dette direktiv ikke tvinger nogen ud på et gråt marked, for det er det, der er ved at ske.

Den barske sandhed om direktivet er den, at vi i forsøget på at nulstille europæiske grænser og standarder risikerer at krænke de enkelte arbejdstageres ret til at arbejde, som de vil. Vi vil unægteligt begrænse arbejdsgivernes muligheder for at tilpasse sig den erhvervs- og sæsonmæssige efterspørgsel, og dermed truer vi de job, som arbejdstagernes levebrød afhænger af. Det kan ikke passe. Det er helt afgørende, at arbejdstagerne føler sig sikre og ordentligt beskyttede på arbejdspladsen. Det er både god forretning og god politik.

Vi skal vurdere, hvor meget af dette, der skal ordnes på europæisk plan, og i hvor høj grad vi skal lade de nationale regeringer, arbejdsgivere og fagforeninger blive enige om en strategi, der afspejler arbejdstraditioner og god praksis i de enkelte medlemsstater og i hele Europa. Mindstelønnen, der er et andet aspekt af arbejdsregulering, som jeg har en brændende tro på, har trods alt altid været overladt til medlemsstaterne. Det finder jeg helt rigtigt. Nu er tiden inde til også at overlade langt vigtigere spørgsmål vedrørende arbejdstider til medlemsstaterne. Det er for mig et glimrende eksempel på et område, hvor Europa i håndteringen af udfordringerne ved et tættere samarbejde med borgerne skal træde mere varsomt.

Da Det Forenede Kongerige overtog EU-formandskabet, arvede vi også behovet for at gennemføre en omfattende debat om Europas fremtid. Topmødet i Hampton Court var et vigtigt element af denne debat. Men debatten er langtfra færdig. Processen med opbygning af et moderne og selvsikkert Europa vil tage endnu længere tid. Det er en rejse, som regeringer, politikere og parlamenter - inklusive Europa-Parlamentet - ikke kan gennemføre alene. Vi skal bringe fordelene ved Europa ud til Europas befolkning og tage folket med os.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. Straw, mine damer og herrer, som Jack Straw understregede, kan vi være tilfredse med resultaterne af dette uformelle topmøde. Jeg vil gerne sammen med Dem glæde mig over, at det var muligt for Parlamentet at komme til orde på topmødet takket være hr. Borells deltagelse i alle drøftelserne. Jeg kan kun lykønske Tony Blair med den måde, han har bidraget til at skabe en positiv atmosfære og et klima af tillid. Jeg er særlig stolt over, at Kommissionen medvirkede til, at topmødet blev en succes.

Drøftelserne på Hampton Court førte til enighed på basis af en grundlæggende idé og fem primære områder. Den grundlæggende idé er, at vi for at bevare de europæiske værdier skal modernisere vores politikker. Der er ingen modsætninger mellem et forslag til en økonomisk reform til modernisering af EU og et engagement i et politisk EU og et socialt EU. De fem primære områder er kort beskrevet for det første enighed om undersøgelse og arten af de udfordringer, vi står over for, hvilket følger af Kommissionens bidrag - og mens vi er ved dette emne, hr. Straw, takker jeg Dem for, hvad De sagde om kvaliteten af vores dokument. Det andet område er betydningen af at gennemføre omfattende reformer, der fremmer vækst og beskæftigelse. Alle medlemsstaterne arbejder med denne opgave, og Kommissionen vil i begyndelsen af næste år udarbejde en rapport om de nationale programmer for at gennemføre Lissabon-konklusionerne. For det tredje gennemførelsen af det praktiske arbejde vedrørende politiske svar, der skal udformes i forbindelse med globaliseringen og den aldrende befolkning med fokus på særlige områder såsom forskning og udvikling, universiteter, energi og demografi, herunder problemet med indvandring. For det fjerde - og dette har specielt forbindelse til det sidste punkt - en ny prioritering af indvandringspolitik, som både omfatter lovlig indvandring, der uden tvivl opfylder behovene i den europæiske økonomi, den sikring af grænserne, som borgerne venter på, og effektive integrationspolitikker, som er vigtige i vores multikulturelle samfund. Det femte område er nye initiativer med henblik på at undersøge, hvordan EU's optræden udadtil kan styrkes, således at vi kan reagere mere effektivt på globalisering og de nye sikkerhedstrusler, som ikke standser ved de nationale grænser.

Vi skal nu gå videre med arbejdet. Jeg håber, at det kan ske i tæt samarbejde med Parlamentet og med det nuværende og kommende formandskab for Rådet.

For at bibeholde dynamikken til fremme af langsigtet vækst og beskæftigelse foreslår Kommissionen at sætte skub i forskning og udvikling og at foreslå en omstrukturering af de europæiske uddannelsessystemer og universiteterne. Vi vender tilbage til dette over for Rådet og Parlamentet før forårsmødet i Det Europæiske Råd.

Hvad angår at finde ressourcer til bedre at tackle den demografiske udfordring bedre, vil vi i begyndelsen af næste år fremlægge resultaterne af den høring, der blev holdt først på året, ved at udgive en grønbog om demografi.

Med hensyn til etablering af en sammenhængende energipolitik præsenterer vi næste år en strategi for Europa. Alle muligheder skal være åbne. Denne nye erkendelse af, at vi skal samarbejde på et område, der indtil for nylig blev betragtet som et område, der var forbeholdt medlemsstaterne, er af stor betydning.

Hvad angår migration, er der allerede arbejde i gang. Der er allerede fremsendt flere forslag til Parlamentet, og inden årets udgang skulle vi kunne styrke vores tanker og handlinger vedrørende lovlig og ulovlig indvandring ved hjælp af et dokument.

Endelig stiller sikkerheden os over for en dobbelt udfordring. Vi skal ikke kun samarbejde mere effektivt for at imødegå den grænseoverskridende kriminalitet, som vi støder på i Europa, men også gøre mere for at bekæmpe international terrorisme mere beslutsomt. Også på dette punkt foreligger der vigtige forslag fra Kommissionen, og der er ved at blive udarbejdet en strategi for bekæmpelse af terrorisme. Vi skal imidlertid også gøre en større indsats for at sikre, at EU får så stor indflydelse som muligt på debatten om svarene på globaliseringen. Derfor forelægger Kommissionen et oplæg, der skal undersøge, på hvilken måde Kommissionen sammen med Rådet og Parlamentet kan bidrage til at styrke EU's eksterne sammenhæng.

Det er klart, at vi kan gøre mere for at fremme sammenhængen i den eksterne indsats, ikke kun inden for udenrigspolitik og fælles forsvar, men også i forbindelse med de forskellige interne politikinstrumenter med en ekstern dimension samt på områder, hvor Kommissionen spiller en særlig rolle, f.eks. udviklingsbistand, international handel og naboskabspolitikken.

José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Mødet i Hampton Court viste igen, hvorfor EU betyder noget i en globaliseret verden. Aldrig tidligere har der været så megen tale om europæisk integration, og aldrig tidligere har det været så nødvendigt. Europa har de nødvendige politikker til at maksimere fordelene ved globalisering for dets borgere og minimere truslerne. Det er EU-lovgivningen, der gør det muligt at overføre en terrormistænkt fra Italien til London inden for 50 dage. En proces, der tidligere tog år, tager nu uger, fordi vi har et instrument på fællesskabsniveau, og fordi vi har en EU-lovgivning, der sætter os i stand til at gøre det. Det er Europa, der kan give svar på udfordringerne fra en dyrere energi, som der er stadig større mangel på. Det er også Europa, der vil hjælpe med at forvalte grænseovergangene i Gaza, hvilket er en meget vigtig ny udvikling. Det er Europa, der leder verdens bistand til Afrika. Så der er brug for den europæiske dimension.

Vi er enige - og vi har gjort meget for at nå dette mål gennem en bedre lovgivning - om behovet for en fornuftig lovgivning for at undgå bureaukratiske foranstaltninger. Det er imidlertid ikke ensbetydende med et minimalistisk Europa, hvilket jeg vil gøre krystalklart. Overhovedet ikke. Det betyder, at Europa skal gøre mindre på nogle områder, og at det skal gøre livet lettere for borgerne og erhvervslivet. Ikke desto mindre er der samtidig områder, hvor vi skal gøre mere, ikke mindre. Det er meget vigtigt at undgå tanken om et minimalistisk Europa.

Det er alle europæiske lederes ansvar - på råds-, parlaments- og kommissionsniveau - at forklare dette og undgå den demagogi og populisme, der undertiden rettes mod Europa. For i denne globaliserede verden har vi mere end nogensinde tidligere brug for et stærkt Europa. Men alle disse politikker - fra eksterne forbindelser til sikkerhed, til migration, til energi, til forskning, til universiteter - har brug for penge - de koster penge.

Da jeg var barn, fortalte min mor mig, at jeg aldrig skulle tale om penge, fordi det er uhøfligt. Men nu er jeg nødt til at tale om penge. For uden penge kan vi ikke gennemføre disse politikker, og vi har brug for ressourcerne for at føre vores politikker ud i livet.

Ærede medlemmer af Rådet, De kan ikke bede Kommissionen og de øvrige EU-institutioner om at gennemføre politikker uden at give dem de nødvendige midler dertil.

Den positive atmosfære og tegnene på en stærkere europæisk politisk vilje fra Hampton Court skal nu omsættes i handling og føre til enighed om de finansielle overslag i næste måned. Det er vigtige spørgsmål for det britiske formandskab. Det er prøven på, om Europa er i bevægelse, og vi har brug for et Europa i bevægelse.

Med hensyn til velstand, solidaritet og sikkerhed kan vi blot give borgerne midlerne til at nå disse mål. Jeg ved, at det britiske formandskab arbejder hårdt for at få en aftale. Der er store omkostninger forbundet med en fiasko. Det er vanskeligt at se, hvordan vores holdninger kan komme til at stemme overens i løbet af nogle få måneder. Der er således en reel risiko for, at der ikke bliver nogen aftale i næste måned, hvilket betyder forsinkelser i pengestrømmen til de nye medlemsstater og en risiko for, at Fællesskabet ikke kan leve op til vigtige internationale forpligtelser inklusive forpligtelser over for de fattigste.

Hvordan skal EU uden de finansielle overslag kunne foretage mellemsigtede tilsagn om globale fonde til hiv/aids? Hvordan kan vi overholde de forpligtelser, vi indgik over for FN med hensyn til millenniumudviklingsmålene? Hvordan kan vi hjælpe de caribiske lande med f.eks. at tilpasse sig ændringerne i Det Europæiske Fællesskabs bananordninger? Hvordan kan vi overholde vores forpligtelser vedrørende fredsbevaring i Afrika? Hvordan kan vi fortsætte med de såkaldte nye politikker, fremtidens politikker? Hvis ikke der bliver nogen aftale, beholder vi fortidens politikker. Der bliver ikke penge til fremtidens politikker.

Jeg tror også, at vi alle er enige om, at et udvidet og mere forskelligartet EU har brug for flere investeringer. Jeg siger ikke "udvidelsesomkostninger", fordi jeg ikke bryder mig om ordet "omkostninger", når vi taler om udvidelse. Men nu, hvor vi er et langt større og meget mere uensartet Europa, har vi brug for flere investeringer til disse nye medlemmer. Vi skal dele byrden ved den investering.

Vi har en solidaritetsforpligtelse over for de nye medlemsstater, der søger støtte hos EU i deres hurtige og bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til modernisering og reformer. Det er en win/win-situation for alle medlemsstater. Det er ikke et nulsumsspil, og det er netop, fordi vi skal slå bro over denne kløft, at jeg stillede nogle forslag inklusive et forslag, der nu overvejes af det britiske formandskab - og jeg takker det britiske formandskab herfor - og som sammenkæder samhørighed og konkurrenceevne. Efter vores begreber er der ingen modsætning mellem samhørighed på den ene side og konkurrenceevne på den anden, tværtimod. Samhørigheden og støtten til de nye medlemsstater er også en måde, hvorpå de kan forbedre deres konkurrenceevne, og hvormed Europa som helhed kan blive mere konkurrencedygtigt.

Jeg håber derfor, at der bliver taget hensyn til disse forslag i den endelige aftale, så det i sidste ende også bliver klart, at vi ikke foreslår penge til det gamle Europa. Der er tale om penge til et mere konkurrencedygtigt og moderne Europa, men et Europa, der samtidig holder fast i sine stærke værdier med hensyn til samhørighed.

Der er brug for en rimelig fordeling af denne byrde. Ingen medlemsstat slipper billigt fra en udvidelse. Jeg stoler på det britiske formandskabs sunde fornuft og på, at det afleverer en retfærdig og afbalanceret aftale næste måned. Jeg håber, at vi når et sådant resultat ved at styrke og ikke svække Kommissionens og Parlamentets ambition om et udvidet EU. Vi må helt ærligt sige, at de finansielle overslag repræsenterer en aftale mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, og at der skal tages hensyn til Parlamentets og Kommissionens holdning i den endelige aftale.

Hampton Court var en stor succes. Hampton Court var det første vigtige skridt i en ny enighed om et dynamisk og moderne Europa. Jeg håber, at den positive ånd af dynamik og åbenhed, som alle viste dér, nu kan omsættes i en budgetaftale. Jeg giver min fulde støtte til formandskabet i dets bestræbelser på at nå dette mål, og jeg ønsker formandskabet og alle medlemsstaterne al mulig held og lykke.

(Bifald)

  Formanden. - Tak hr. Barroso, formandskabet ønsker at bemærke, at forhandlingen var om Det Europæiske Råd i Hampton Court, og at den nu er ved at blive til en indledende forhandling om de finansielle overslag. Men formandskabet vil ikke fortælle deltagerne i forhandlingen, hvad de skal drøfte. De kan tale om spørgsmålet om de finansielle overslag, hvis de ønsker det, selv om det ikke specifikt er på dagsordenen.

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, dagen før Hampton Court besøgte rådsformanden Parlamentet, og det var ikke den britiske premierminister. Han er ganske vist også britisk premierminister, men som britisk premierminister er han formand for Rådet.

Det er et godt signal at sende, at Tony Blair var her dagen før Hampton Court. Jeg synes, at det var den rigtige rækkefølge at gøre tingene i: først Parlamentet og dernæst videre til stats- og regeringscheferne. Jeg hilser det også varmt velkommen, at vores formand var til stede under hele mødeforløbet i Hampton Court. Hr. rådsformand, jeg anbefaler, at De også inviterer parlamentsformanden til at deltage i hele topmødet i Bruxelles. Det ville være et godt fundament for fremtiden. Man ville dermed altid huske Storbritannien for, at man inddrog parlamentsformanden fuldt ud i de europæiske topmøder.

Med den mest vidunderlige form for britisk underdrivelse nævnte De kvaliteten af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer. Det er efter min mening formidabelt, hvordan De herigennem indirekte formår at give udtryk for en berettiget kritik af de mange tomme pladser i Parlamentet. Men De valgte at fremhæve kvaliteten af de tilstedeværende, og det viser, hvilke parlamentariske evner man kan finde i Storbritannien.

Men her vil jeg godt hælde lidt malurt i bægeret. De var inde på ministrenes besøg, og De sagde, at en minister havde besøgt de europæiske institutioner 48 gange. Det synes jeg er helt forrygende, og det tal vil sikkert øges til 60, fordi vi stadig har seks uger tilbage af året, men det afgørende element er her, at kvantiteten og kvaliteten af det britiske rådsformandskabs ministre stemmer overens, og det håber vi stadig på vil være tilfældet inden udgangen af december i år.

De sagde, at Europa er langt væk fra borgerne. Det er sandt, og vi skal overveje, hvordan vi kan forbedre dette i fællesskab, men det samme kan siges om den nationale politik. Heraf følger, at vi skal gøre os de samme anstrengelser på nationalt plan som på europæisk plan, hvis folk skal have tillid til den politiske proces.

Udefra betragtet - og det var vel en af succeserne fra Hampton Court - mener jeg, at der er etableret fornyet tillid mellem de involverede parter. Som formand for en gruppe med medlemmer fra alle 25 medlemsstater samt fra 45 nationale partier ved jeg af erfaring, at hvor der er et så vanskeligt interessescenarie - hvilket man også finder i andre grupper og i Parlamentet som helhed samt i de nationale regeringer - kan man kun løse problemerne, hvis der er tillid parterne imellem. Hvis der ikke er nogen tillid, vil der heller ikke kunne opnås nogen politiske løsninger. Det er vores krav til stats- og regeringscheferne, at enhver yder sit bidrag til at skabe tillid i forhold til de andre medlemmer af Rådet.

Jeg har ikke noget ønske om at gentage alt det, der blev sagt om Europas fremtid, om Kommissionens forslag og om globaliseringen, men det altafgørende er her, at vi accepterer kernen i globaliseringen på den ene side, nemlig den kendsgerning, at vi er og mere og mere bliver én verden, og på den anden side er globaliseringen ikke kun noget, som vi skal tåle, men derimod noget, som vi kan forme. Det vil altså sige, at vi former udvæksterne, de negative konsekvenser af globaliseringen, ved hjælp af politisk handling. Jeg ser dette som vores fornemste opgave.

Nu vil jeg gerne sige noget om den væsentligste beslutning, der skal træffes, og som man også førte forhandlinger om. Parlamentsformanden kom ind på det tidligere, nemlig de finansielle overslag. Jeg råder Dem til, hvis De tillader det - og hvis De ikke tillader det, råder jeg Dem alligevel til dette - at finde en løsning, hvad angår de finansielle overslag. For Storbritannien har altid været for udvidelsen, og bl.a. takket være dette er der kolleger fra de lande, som opnåede EU-medlemskab den 1. maj 2004, til stede her i dag, selv om Storbritannien ikke altid valgte den samme vej som os i forbindelse med de institutionelle spørgsmål. Hvis De mislykkedes med de finansielle overslag, vil De især skuffe de tidligere kommunistiske lande, som kom ind i EU den 1. maj 2004. Jeg beder Dem derfor om at gøre alt for at nå frem til et resultat. For at kunne gøre dette skal De og rådsformanden imidlertid også have modet til at trække en tydelig streg i sandet i forbindelse med den britiske rabat.

De talte om en fundamental ændring, og de tænkte sandsynligvis på landbrugspolitikken. Men vi har også brug for en fundamental ændring med hensyn til de enkelte medlemsstaters bidrag, og det er her, at Storbritannien kan yde et stort bidrag i kraft af sit formandskab. Landbrugspolitikken er besluttet frem til 2013. Men hvis der kan findes en løsning på den britiske rabat, og hvis vi ønsker at bibeholde de finansielle overslag, skal der også være sikkerhed for, at vi vil gøre os alvorlige overvejelser om en yderligere reformering af landbrugspolitikken på et bestemt tidspunkt, hvilket som minimum skal ske gennem afgivelse af en forpligtende hensigtserklæring.

Hr. rådsformand, glem ikke, når De taler om de finansielle overslag og forhåbentlig kommer frem til nogle beslutninger herom - og dette siger jeg også henvendt til Kommissionen - at disse beslutninger ikke udelukkende træffes af Rådet, for Parlamentet er en del af budgetmyndigheden, og det har fuld medbestemmelsesret. Vil De med andre ord garantere, at Parlamentet bliver fuldt og helt inddraget? Vi repræsenterer - ligesom De - Europas borgere, og hvis vi er fælles om at vise den gode vilje, og hvis vi har tillid til hinanden, vil det også være muligt at løse problemerne.

(Bifald)

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, topmødet på Hampton Court blev et topmøde uden formelle konklusioner. Løfterne fra topmødet risikerer at blive lige så kortvarige som Henrik VIII's ægteskabelige løfter i det samme palads.

Det britiske formandskab gør ret i at opfordre De 25 til at gennemføre reformer, at investere mere i fremtidens teknologier og at skabe betingelser for øget beskæftigelse. Der er stadig behov for reformer, men for mange europæere har ordet reform en negativ konnotation og er synonymt med tab af arbejdspladser og samfundsmæssig aftrapning.

Jack Straw kritiserede for lidt siden Parlamentets holdning til arbejdstidsdirektivet. Jeg råder ministeren til igen at læse den allerførste konvention, som Den Internationale Arbejdsorganisation vedtog på Folkeforbundets tid. Formålet med konventionen var at indføre en 48-timers arbejdsuge uden opt out.

Reformer bliver accepteret, hvis de gør det muligt at forbedre det almene vel. For at det kan lade sig gøre skal EU ændre sin alt for pessimistiske og fortvivlede holdning. Set udefra er EU et eksempel. Den chilenske præsident sagde det her i Parlamentet i sidste måned. Hvis man læser Kommissionens meddelelser, er EU imidlertid efter alt at dømme blevet et hospice inden 2050. Hvem af os vil kunne kontrollere, om disse alarmerende prognoser viser sig at være gået i opfyldelse i 2050? Ja, EU får en aldrende befolkning. Men Japan og Rusland kommer til at opleve en befolkningsnedgang. Og hvad kan man sige om Kina med dets etbarnspolitik? Hvad kan man sige om Indien og de andre lande, som ikke kan standse den alt for hurtige befolkningsvækst? Hvilket land får de største demografiske problemer inden 2020 for ikke at tale om 2050?

Hvis der er et område, hvor Europa kan efterligne USA, er det med hensyn til indvandringspolitik, hvor man kunne være mere storsindet. En stor del af USA's overskudsvækst i de sidste 10 år stammer fra bidraget fra de 10 millioner latinamerikanere og de hundredtusinde europæiske og asiatiske videnskabsmænd. For to uger siden vedtog det amerikanske senat at bevilge yderligere 330.000 green cards hvert år til højt kvalificerede indvandrere.

Europas konkurrenceevne giver anledning til konstant bekymring. Når man sammenligner Europa med andre med hensyn til konkurrenceevnen på timeløn og særlig den industrielle konkurrenceevne, er det klart, at vi let slår USA i de fleste økonomiske sektorer. I Kommissionens meddelelse om industripolitik erkender man dette. EU er stadig det førende mål og den største kilde til internationale investeringer. I 2003 var De 15's investeringer fire gange højere i de 10 nye medlemslande end i Kina, som kun fik 3,8 % af den europæiske investering. Vi skal derfor holde op med at være bange for Kina. Det er kun naturligt, at et land med 1,3 milliarder indbyggere tager større del i international handel, men i absolutte tal er Europas del af den internationale handel stigende, selv om nogle sektorer har problemer. Ni tiendedele af den europæiske handel foregår imidlertid ikke med lande, hvor lønnen er lav, men med udviklede lande.

Globalisering er en storartet mulighed for at begrænse fattigdommen i verden. I 50 år har væksten i international handel været hurtigere end væksten i verdens samlede BNI. Det viser, at udenrigshandel ikke er et nulsumsspil, men at den har gjort det muligt for millioner af mennesker at slippe ud af fattigdommen, og at den samtidig har gavnet forbrugere i de rige lande. Det er faktisk de europæiske forbrugere, som ved at købe de billigste varer, tvinger de europæiske fabrikanter til at blive mere konkurrencedygtige.

EU er stadig den førende eksportmagt i verden, anført af Tyskland, Frankrig og Italien. Disse tre lande er imidlertid ikke desto mindre gået i stå med hensyn til intern vækst. Borgerne i disse lande opsparer rekordstore beløb. Amerikanerne og briterne forbruger derimod og stifter en gæld, der har et farligt stort omfang. For at genopbygge væksten skal vi genskabe tilliden hos europæerne. Der er ikke noget alternativ til markedet, men markedet er ikke i stand til at skabe den solidaritet, som er den europæiske models særlige kendetegn. Der er behov for politisk vilje for at skabe mere solidaritet mellem og i medlemsstaterne.

Politik bliver altid reduceret til et spørgsmål om ressourcer, og på dette punkt er jeg enig med hr. Barroso. EU mangler i høj grad budgetmidler. Tony Blair har ret, når han opfordrer os til at investere mere i forskning og universiteter. Det betyder, at EU's budget skal tilføres flere ressourcer end de sølle 1 % af BNP, som et par store lande begyndende med Storbritannien vil bidrage med.

(Bifald)

Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet vil dømme formandskabet på dets evne til at få vedtaget realistiske, men mere generøse finansielle overslag. Topmødet i december skal være et topmøde for fornyet solidaritet. En stærk forpligtelse fra De 25 til en koordineret reflatorisk politik samt større investering i national og transeuropæisk infrastruktur vil gøre det muligt for EU at genoplive væksten, hvilket er en forudsætning for at få tilslutning til vanskelige strukturreformer. Det er vækst, der skaber stabilitet, og ikke omvendt.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Goebbels. Forhandlingen liver op, og det er positivt, for så er der flere medlemmer, der tager del i den.

  Karin Riis-Jørgensen, for ALDE-Gruppen. - Hr. formand, kære kolleger, jeg kan forstå, at parterapien på højt niveau i Hampton Court tilsyneladende gik, som den skulle. Men terapien foregik jo også i de rette romantiske og eksklusive omgivelser, så I havde alle odds med jer. Nu, hvor alle regeringslederne er hjemme igen efter terapien, skal det for alvor vise sig, om terapeuten Tony Blairs indsats har båret frugt. For vi ved jo alle, at når ægteskaberne knager, falder man ofte tilbage på de samme dårlige vaner. Jeg har derfor en konkret opfordring til formandskabet og Kommissionen!

I praksis er det reelt meget lidt, EU-landene i fællesskab kan gøre for at få gang i den nødvendige og efterlyste reformproces for at modernisere det europæiske arbejdsmarked, så det passer til samfundet af i dag. Vi ved jo alle, at dette nødvendige arbejde skal udføres af det enkelte medlemsland. Reformarbejdet er alene et nationalt anliggende.

EU kan og skal derimod færdiggøre arbejdet med at skabe et fuldendt indre marked for kapital og for serviceydelser. Mens parterapien stadig har en effekt, opfordrer jeg derfor formandskabet og Kommissionen til at arbejde for at sikre fuld liberalisering af det europæiske servicemarked og kapitalmarkedet. Hvis dette lykkes, er jeg overbevist om, at det vil afføde reelle arbejdsmarkedsreformer efter devisen: "There's no other alternative". For borgerne er fordelene ved en sådan reform enorme, og det er jo det, EU-samarbejdet drejer sig om: At give en ekstra værdi til vores medborgere.

Og så et klart spørgsmål til Dem, hr. Straw! De nævner Revisionsrettens årsberetning. Er De parat til at være et godt eksempel og sørge for, at De og Det Forenede Kongerige tager ansvaret for administrationen af et EU-tilskud i Deres land? Det har Deres finansminister jo desværre nægtet i sidste uge. Jeg efterlyser et klart svar fra Dem. Tak for Deres opmærksomhed.

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. Straw, hr. Barosso, jeg har tre bemærkninger som svar på Deres tale, hr. Straw.

Hvad angår Haag-konferencen, som De nævnte, vil jeg tillade mig meget beskedent at foreslå, at De læser det udkast til forfatning igen, som de underskrev, og som efter min mening omfatter løsninger både på kompetencefordelingen og de nationale parlamenters rolle. Hvorfor opgive dette udkast?

Med hensyn til socialpolitik og arbejdstidsdirektivet er jeg enig med Dem. Vi skal gå ind for national mangfoldighed, men hvis vi skal lade os inspirere af en model, vil jeg gerne lade mig inspirere af den skandinaviske model.

Og nu vedrørende det indre marked håber jeg, at De er enig med mig i, at konkurrencen også skal være retfærdig og afbalanceret. Det indre marked bygger med andre ord også på fælles sociale standarder og er således en del af ånden i traktaterne.

Endelig hvad angår budgettet, mener jeg, at vi står over for et troværdighedsproblem både med hensyn til indtægter og udgifter - hr. Barroso og Parlamentet har i tilstrækkelig grad hentydet til det. Hvis et EU med 25 medlemsstater skal kunne fungere, og hvis vi skal give udtryk for fortsat solidaritet over for de nye medlemsstater, og gennemføre en udenrigspolitik med tilstrækkelige ressourcer - sandsynligvis over 5 % af budgettet - forudsætter det en stigning i fællesskabsbudgettet.

Først og fremmest skal vi - og det er min sidste bemærkning - gøre en ende på en budgetdrøftelse, der er præget af en stigende national egoisme. Under den midtvejsevaluering, som Kommissionen og Parlamentet har anmodet om, skal formandskabet og hele Det Europæiske Råd forpligte sig politisk til at foreslå et europæisk instrument, som giver EU reelle uafhængige ressourcer til EU-politikkernes fremtid. Med en sådan forpligtelse kan vi måske overbevise EU-borgerne om det nyttige i europæisk politik.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, kære kolleger, det glæder mig nu, hvor rådsformanden og kommissionsformanden er til stede, at vi i dag har lejlighed til at evaluere det uformelle møde i Det Europæiske Råd, som fandt sted i sidste måned.

Selv om det ikke var nogen dårlig idé at sammenkalde Rådet, lå fejlen snarere i gennemførelsen. I en tid, hvor EU er på afgrundens rand med 20 millioner arbejdsløse, hvor vi ikke ved, hvordan vi skal løse de sociale problemer, især dem, der brød ud for nylig i Frankrig, og hvor borgernes tillid til lederne falder eksponentielt, var idéen om at samle EU's ledere i London for at drøfte den europæiske sociale model, og hvordan vi modstår globaliseringen, i sig selv udmærket.

Desværre oplevede vi i stedet for konsensus endnu en gang de sædvanlige slagsmål om et for Europas fremtid så vigtigt emne som de finansielle overslag.

Jeg vil gerne minde om, at premierminister Blair i sit indlæg fra talerstolen her i Europa-Parlamentet den 23. juni sagde, at han altid havde været en begejstret fortaler for Europa. Her fire og en halv måned efter tænker jeg på, hvordan hr. Blair har omsat sine ord i praksis. Hvordan bedømmes hans lands formandskab, når vi endnu ikke, en måned før formandskabets afslutning, er nået til enighed om de finansielle overslag? Der er heller ikke sket den mindste fremgang med den sociale model, og Rådets svar på globaliseringen er at skabe en tvetydig reguleringsfond.

Rent faktisk spørger jeg mig selv, om De, hr. formand for Kommissionen, mon har tænkt alvorligt over, hvordan de fyrede arbejdstagere vil reagere, når De fortæller dem, at en fond er universalmidlet mod alle globaliseringens ulykker.

Det britiske formandskab havde chancen for at skrive historie i Hampton Court. I stedet viste det endnu en gang, at dette er en interessesammenslutning, som bare fordriver tiden og bruger offentlige midler til drøftelser uden substans, hvorefter det desværre er den europæiske borger, der må betale for fejltagelserne.

  Michael Henry Nattrass, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mødet i Hampton Court skulle være "samfundsmodel"-topmødet. Så socialiserede hr. Blair - den samme hr. Blair, der skridtede ind i Bruxelles i juli og lovede gennemgribende reformer, men som derefter barberede det hele ned til den mest usynlige bagatel, som noget EU-formandskab nogensinde har præsenteret, så vidt jeg husker.

Kommentarerne efter Hampton Court kom fra dem, der var forbavsede over, at der ikke skete noget. Man burde faktisk kalde det Hampton Court-forbavselsen. På den tyske tv-station ARD sagde man, at der efter fire måneder intet skete - absolut intet. De polske medier kaldte det et af de mest bizarre EU-topmøder nogensinde. I Italien kaldte La Repubblica det blot for "flovt" og "pinligt".

Hr. Blair hævdede, at man diskuterede de ting, som offentligheden ønskede, men offentligheden ønsker ikke europæiske universitetspolitikker, når EU ikke har nogen kompetence på uddannelsesområdet. Den ønsker heller ikke ting som f.eks. ni særskilte missioner rundt omkring i verden som del af en EU-forsvarspolitik.

Hvis Hampton Court beviste noget, så var det, at tomrum er farlige, når de fyldes med varm luft fra politikerne. Jeg foreslår, at der opsættes en blå metalmindeplade på muren i Hampton Court med teksten: "På dette sted skete der intet den 27. oktober 2005", eller som de siger i Yorkshire "du behager at spøge".

  Roberta Angelilli, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. Straw, hvis jeg skal gentage det, som De sagde i Deres indledning, så er jeg her, og jeg tillader mig at være uenig. Spøg til side, på trods af hr. Blairs og hr. Barrosos gode intentioner - som vi satte pris på - var de konkrete resultater af topmødet i Hampton Court i høj grad utilfredsstillende.

Først og fremmest skal det siges, at Kommissionens længe ventede platform for den europæiske socialmodel var ret skuffende. Der blev ikke foreslået nogen egentlig strategi, og der var ingen ambitioner om virkelig at sætte skub i Europas økonomi, men kun en politik med det formål at begrænse skaderne. Trods højtravende erklæringer om en "lissabonisering" af ressourcerne og en globaliseringsfond er der hidtil ikke sket noget konkret.

Hvad hr. Blair angår, er den politiske status bestemt ikke positiv. På trods af de fortsatte forsikringer udadtil er der reelt ikke opnået enighed om de finansielle overslag, som naturligvis er sagens kerne.

Til sidst vil jeg sige, at der navnlig ikke er nogen reelle intentioner om at tage den uretfærdige engelske støtte op til fornyet overvejelse. Der er tale om et privilegium, som fortrinsvis betales af Italien og Frankrig, hvilket tager værdifulde ressourcer fra vores respektive lande.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, efter dagens snurretur skulle man tro, at der blev skabt store resultater i Hampton Court, men som vi allerede har hørt, var dommen fra den velunderrettede EU-presse næsten kun negativ. Et pressebureau meddelte, at mange aviser ikke kunne erindre et mere nytteløst og overfladisk eksempel på poseringer uden resultater. En avis talte om et bizart show med afslappede ledere, der kneb uden om de vigtigste spørgsmål, som Europa står over for. En anden avis kaldte det et dødvande-topmøde med en facade af påtagne smil. I en artikel i Financial Times stod der, at lederne forsøgte at besvare spørgsmålet om globaliseringens indvirkning på den europæiske økonomi, og at de konkluderede, at der er brug for mere forskning og udvikling samt selvfølgelig flere penge. Med andre ord var de ikke i stand til at besvare spørgsmålet. Ifølge Financial Times er EU den forkerte institutionelle platform at håndtere globaliseringen fra. Jeg tror, at artiklen i Financial Times kommer tæt på sandheden. Hvis de enkelte medlemsstater lagde samme indsats og energi i spørgsmålet om, hvordan man som nationer konkurrerer på et globalt marked, som de gør i at forberede prestigetopmøder, tror jeg, at vi alle ville se langt flere resultater.

Min største frygt efter fiaskoen på topmødet i Hampton Court og et farveløst britisk formandskab er, at det gør min regering alt for ivrig efter at sikre en ansigtsreddende budgetaftale i december, og at hr. Blair derfor vil give alt for store indrømmelser vedrørende den britiske rabat, blot så man kan sige, at det britiske formandskab udrettede noget - dvs. noget andet end at sikre en EU-fallit ved at åbne dørene for et tyrkisk medlemskab.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er meget ked af det, men jeg bliver desværre nødt til også at være lidt besværlig. Topmødet i Hampton Court var det, som jeg advarede om: lidt af en snakkebutik - eller måske snarere et snakkesupermarked. Og hr. Straws indlæg vil jeg med Churchills ord beskrive som "en budding uden tema".

Først degraderede premierministeren mødet i Hampton Court til kun at vare én dag. Derefter sammensatte han en dagsorden, der havde meget lidt konkret indhold, og som var blottet for alle vigtige og presserende EU-emner. Endelig besluttede han, at der ikke skulle være noget kommuniké til slut. Det er ikke sådan noget, der kendetegner et formandskab og en premierminister, der står i spidsen for dagsordenen og former vores fremtid. Jeg er helt ærligt overrasket over, at formandskabet har noget som helst at rapportere om fra topmødet. I det mindste modtager Parlamentet en rapport, hvilket premierministeren ikke formåede at give det britiske underhus efter begivenheden.

Det uformelle Råd var en tabt mulighed. Europa har brug for vejledning om økonomiske reformer. I stedet lod formandskabet nogle akademikere udarbejde et par diskussionsoplæg, som ikke engang blev diskuteret. Europa har brug for vejledning om reformering af den såkaldte samfundsmodel. Her fik vi igen et par brave, men irrelevante diskussionsoplæg. Europa har brug for vejledning om, hvordan det bliver mere fleksibelt og lydhør. Det grundlæggende spørgsmål om, hvad vi gør efter forkastelsen af forfatningen blev imidlertid end ikke diskuteret. Europa har også brug for vejledning om dets fremtidige finansiering. Der er tale om vigtige emner - ikke mindst spørgsmålet om rabatten. Men formandskabet undgår fortsat sagen, og tendensen fortsætter.

Jeg er enig med hr. Barroso i, at formandskabet skal anstrenge sig for at nå frem til et resultat på Rådets møde i december. Vi vil følge rigtig godt med og granske indholdet nøje og kontrollere, om hr. Blair løber fra sine tidligere løfter i forsøget på at beskytte den britiske rabat.

Gennemsigtighed og åbenhed er et andet emne for formandskabet. For nylig opfordrede jeg til, at Rådets møder skal være offentlige, når det arbejder i en lovgivningsmæssig kapacitet. Hr. Blair siger, at han ønsker fremskridt på dette punkt. Jeg vil opfordre formandskabet til at gennemføre en sådan procedure, inden dets embedsperiode udløber, og jeg ser frem til Rådets svar på denne sag under spørgetiden, der følger efter denne forhandling.

Hvad med Revisionsrettens rapport om EU's regnskaber? For 11. år i træk har Revisionsretten ikke kunnet afgive en revisionserklæring om regnskaberne. Det er noget, som formandskabet skal ordne. Det britiske formandskab har været præget af ubeslutsomhed og manglende handlekraft. Slovakiets premierminister sagde, at "der hersker tavshed, og vi får ingen informationer", da han talte om emnet. Jeg er enig i analysen, og selv om jeg nød hr. Straws indlæg i dag, kan jeg ikke se, at den bibringer os noget nyttigt.

Hampton Court vidnede ikke om, at formandskabet og specielt premierministeren har en strategi. Han gav indtryk af at drive fra topmøde til topmøde uden at kunne eller ville udvise den form for lederskab, som vi fra det britiske Konservative parti udbad os i juni. Lad os håbe, at den sidste chance på det kommende topmøde i Bruxelles vil vise, at min skuffelse over det britiske formandskab er ubegrundet.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, for nylig blev en terrormistænkt person, der var eftersøgt af den britiske regering, arresteret og udleveret fra Rom i løbet af nogle få uger. Det var et direkte resultat af den europæiske arrestordre, og samme proces kunne tidligere have taget år. Det er blot ét eksempel på borgernes fordele ved EU.

Hver enkelt borger har fået omkring 6.000 euro ud af det indre marked i øget produktion. Hvis man ønsker det, er det muligt at svømme i havet ud for Blackpool i min region, fordi EU-lovgivningen har forbedret miljøet. Begge dele er til fordel for borgerne. Vi skal gøre mere for at gøre opmærksom på sådanne fordele.

Jeg glæder mig over de dokumenter, der blev præsenteret på mødet i Hampton Court, fordi de handler om, hvordan EU kan give borgerne merværdi, specielt på energimarkedsområdet, hvor vi har en lurende krise. Vi skal imidlertid sikre os, at der følges op på disse sager. Et af de væsentlige problemer med Lissabon-dagsordenen er, at medlemsstaterne lover noget uden at føre det ud i livet. Jeg håber, at diskussionerne i Hampton Court gav en afklaring på medlemsstaternes rolle og Kommissionens vigtige opgave med at sørge for, at medlemsstaterne gennemfører det, de allerede er blevet enige om. Hvis det sker, kan EU komme langt videre uden nødvendigvis at have nogen af de prægtige planer, som nogen skitserede under denne forhandling. Lad os holde os til at gennemføre det, vi har lovet. Det er nøglen til succes for EU.

Jeg lykønsker formanden med formandskabets engagement over for Parlamentet. Vi glæder os meget over det omfang, i hvilket ministrene har kontaktet Parlamentet og specielt over, at den britiske indenrigsminister har sørget for at involvere Parlamentet i forelæggelsen af sikkerhedsdagsordenen. Det er en af de vigtigste dimensioner af det, som EU skal foretage sig i fremtiden for at beskytte borgernes interesser.

(Bifald)

  Marielle De Sarnez (ALDE). - (FR) Hr. formand, et møde med ringe eller intet formål, som blev holdt i behagelige omgivelser under en varm efterårssol. Sådan var det uformelle topmøde på Hampton Court. Intet konkret resultat, ingen fremskridt, intet perspektiv. Kort sagt forsøgte stats- og regeringscheferne ikke engang at skitsere begyndelsen til et svar på EU's dybe krise, som om de i sidste ende var tilfredse med at finde sig i denne krise. I stedet for at udfærdige et svar gjorde de, hvad de normalt gør og rullede den lange række forslag ud, som er blevet gentaget tusind gange før. Ja, den europæiske indsats på forsknings- og udviklingsområdet skal selvfølgelig øges. Ja, der er naturligvis behov for førende universitetsforskningscentre. Ja, der er naturligvis behov for en fælles energipolitik. Ja, der er selvfølgelig også behov for en egentlig indvandringspolitik. Og endelig ja, EU har selvfølgelig også behov for en sikkerhedspolitik.

Vi vender imidlertid altid tilbage til de samme problemer. Hvis vi skal gøre ting sammen, har vi brug for politisk vilje samt effektive og demokratiske institutioner, og vi har brug for et fælles budget. Man kan konstatere, at på disse tre punkter har det britiske formandskab ikke gjort noget, ja, endog ikke forsøgt at gøre noget. Det er ikke blot mislykkedes for det britiske formandskab at få EU til at fungere igen, det har også bidraget til at svække EU. Fra nu af har det britiske formandskab et klart ansvar.

Hr. Straw, topmødet i december bliver den sidste chance for at forsyne EU med et væsentligt budget og således give alle dem, der tror på en fremtid for EU, håbet tilbage. Det bliver imidlertid også det sidste nyttige øjeblik for den britiske premierminister, hvis han ikke skal gå over i historien som den mand, der bidrog til den europæiske fiasko, og hvis han ikke skal gå over i historien som den, der med vilje lukkede for Europas politiske union.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, undskyld mig, men Hampton Court-topmødet var den mest pinlige affære, som et formandskab nogensinde har gennemført. I stedet for at fremme presserende problemer såsom de finansielle overslag og forfatningsforhandlingerne blev disse punkter slettet af dagsordenen. Selv det fastsatte tema "Socialt Europa" levede topmødet ikke op til. Intet af de politiske instrumenter med henblik på at opnå et socialt Europa blev drøftet, hverken minimumsstandarder eller arbejdsmarkedslovgivning eller instrumenter til bekæmpelse af arbejdsløshed og social udstødning.

Deres forslag, hr. Straw, er præget af småstatstankegang og bringer ikke det sociale Europa videre. I stedet for handlinger var der kun idéer, i stedet for at imødegå globaliseringen med proaktive foranstaltninger reagerede De med reaktive foranstaltninger som f.eks. idéen om en antichockfond. Formålet hermed skal imidlertid ikke være at udvikle et bagudrettet Europa, men derimod et fremtidsorienteret Europa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Det er ikke nok at konstatere, at der er sociale problemer i EU og i verden. Som min gruppe påpegede før det uformelle topmøde i slutningen af oktober, er det afgørende at analysere årsagerne og ændre den politik, der har skabt disse forhold.

Sagen er imidlertid, at det, som vi hører her, ikke giver nogen sikkerhed for, at der er vilje til en ny politik, selv når der notorisk er stigende utilfredshed i befolkningen og alvorlige sociale spændinger i flere lande, også her i EU's hjerte.

I stedet for de forslag, der er behov for, hvis de alvorlige sociale problemer skal imødegås, fastholder Rådet den neoliberale dagsorden, som vi alle kender så godt. Lissabon-strategien, med liberaliseringer og privatiseringer af offentlige tjenester på de mest forskellige områder sammen med stadig mere usikker beskæftigelse, som det berygtede direktivforslag om at indføre et indre marked for tjenesteydelser eksemplificerer, hvortil også kommer stabilitetspagten for at hamre endnu et søm i arbejdstagernes og de små og mellemstore virksomheders ligkiste.

I den hellige konkurrences navn satses der hele tiden på foranstaltninger, der skal skabe konkurrence mellem arbejdstagerne, så lønninger og sociale ydelser kan blive nivelleret nedad mod stadig lavere niveauer. Derfor lægges der vægt på en mere fleksibel arbejdskraft, på mobilitet og på støtte til omstruktureringer, der fjerner job, hvilket betyder større ledighed og mere usikker beskæftigelse.

Som den enorme stigning i de store økonomisk-finansielle gruppers profitmargen i EU viser, sigter den aktuelle politik først og fremmest på at imødekomme de europæiske arbejdsgivere i UNICE. Det, som vi hører i dag, går i samme retning. Selv når der tales om behovet for at skabe et gunstigt klima for virksomhederne, ved vi alle, at der kun tænkes på de store virksomheder.

Kommissær Mandelson var i øvrigt meget tydelig i sine svar i går på bekymringer angående følgerne af liberaliseringen af den internationale handel inden for industrisektorer af stor betydning for de sydeuropæiske lande som f.eks. tekstiler, beklædning og skotøj, der bruges som bytteobjekt for at opnå gevinster inden for højteknologi og tjenesteydelser i WTO-forhandlingerne. Det er det, der skal laves om på.

  Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det virker, som om stats- og regeringscheferne forhandlede under en glasklokke på deres møde i Hampton Court.

Når det gælder de vigtige sociale, økonomiske og politiske spørgsmål, som mange talere har nævnt før mig, var de resultater, der blev nået, bestemt ikke imponerende. Efter min mening er det meget alvorligt, at man - mens byerne brænder i det halve Europa - på en så generel og upræcis måde taler om indvandringen og om de sociale og økonomiske problemer, der tværtimod er årsag til det, der i øjeblikket sker i Paris, Strasbourg og Bruxelles.

Det spørgsmål, som disse oprørske unge mennesker rejser, er faktisk et meget alvorligt og farligt spørgsmål, som vi burde tænke seriøst over, når vi taler om indvandring. Jeg har bestemt ikke til hensigt at skyde skylden på de unge mennesker, men snarere på dem, der har udarbejdet disse forfejlede politikker, og på dem, som selv i dag taler om indvandringen på en så bureaukratisk, generel og overfladisk måde.

Vi har ikke forstået at tage indvandringens udfordring op. Indvandringspolitikkerne har været en fiasko for Europa, og jeg mener, at det er vores pligt at se dette i øjnene og at tale om det. Efter min opfattelse burde man på topmødet have fastlagt nogle retningslinjer for dette område, og jeg mener ikke, at den løsning, som Kommissionen foreslår - nemlig at bevilge en håndfuld penge til de parisiske forstæder - er nogen god løsning.

Det er tværtimod nødvendigt at tage fat på årsagerne, at ændre politik og at holde op med at træffe vanvittige beslutninger såsom at gøre familiesammenføringer lette og at gøre det endnu lettere at få statsborgerskab. Vi har kort sagt brug for en seriøs indvandringspolitik.

  Armando Dionisi (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. minister, hr. formand for Kommissionen, drøftelserne mellem stats- og regeringscheferne i Hampton Court var en vigtig erkendelse af de problemer, som EU har i øjeblikket. Den genfundne harmoni mellem de 25 medlemsstater efter de sidste måneders spændinger og ønsket om at afslutte forhandlingerne om de finansielle overslag inden udgangen af december bør man se med positive øjne på.

Jeg vil dog gerne henlede Rådets opmærksomhed på, at man ikke må indgå en aftale efter laveste fællesnævner, og jeg vil ikke mindst henlede dets opmærksomhed på, at man ikke må se bort fra Parlamentets holdning. De prioriteringer, som Tony Blair har opstillet med det formål at sætte gang i Europa - nemlig forskning, innovation og livslang læring - er forslag, man kun kan være enig i, og de er faktisk også medtaget i vores betænkning om de finansielle overslag.

Også behovet for en europæisk energipolitik, en større fællesskabsstøtte til indvandrernes transitlande og en kompensationsfond for globaliseringen er vigtige målsætninger for Europa. Her er det dog nødvendigt med tilstrækkelige finansielle ressourcer.

EU's borgere er klar over, at der efterhånden ikke er nogen regering, som selv er i stand til at løse de alvorligste problemer, vi står over for i dag, såsom arbejdsløshed, manglende jobstabilitet, forringet konkurrenceevne, international terrorisme og illegal indvandring. Kun Europa kan løse disse problemer effektivt og give vores lande velfærd og sikkerhed. Et magert budget gør det ikke muligt at tage disse udfordringer op, men Det Europæiske Råd i oktober var en god start. Derfor ser vi med moderat optimisme på topmødet i december.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg har slået "uformel" op i min franske ordbog. Uformel betyder på fransk misformet og ugraciøs. Montaigne brugte dette adjektiv i 1580 til at beskrive noget, der var svært at definere. Jeg vil lade Dem dømme om topmødet på Hampton Court og Catherine Howards spøgelse.

De har ikke haft meget held i det britiske formandskab. Frankrig har sagt nej, og Det Forenede Kongerige bliver anmodet om at genoplive EU. Jeg mener, at det er at bede om meget. Når dette er sagt, har en række udsigter i løbet af en årrække åbnet sig for EU-borgerne, som de har levet med og har skullet leve med, nemlig genforeningen af Europa, forfatningstraktaten, chartret om grundlæggende rettigheder, det indre marked og den fælles valuta.

Når jeg tænker på EU-borgerne, har jeg en fornemmelse af, at Lissabon ikke opfylder denne funktion. I dag er der et tomrum. Når alt kommer til alt, bestrider jeg ikke prioriteterne på topmødet. Det er ikke det, der er problemet. Det egentlige problem er forbindelsen med borgerne. Det er, som om vi engang var fælles om noget, der nu er forsvundet. Jeg mener, at det næste topmøde eller de efterfølgende topmøder skal sætte os i stand til at genopdage et perspektiv, som vi kan dele med borgerne. Her kommer jeg selvfølgelig til at tænke på de 25 medlemsstaters samhørighed, som til tider bliver kaldt Marshall-planen for dem, der bliver medlem, da endeløs udvidelse og begærlighed efter finansiering ikke undgår borgernes opmærksomhed. Det er slet ikke godt. Efter min mening ville det trods alt være umagen værd at genindføre ordet "harmonisering" i det europæiske ordforråd, da det så at sige er en truet art. Dette er også uheldigt, så meget desto mere som der stadig er områder, der er behov for at harmonisere. Vi vil ikke harmonisere alt, men det er stadig muligt at gøre fremskridt på visse områder. Og hvis vi glemmer at gøre det, hvis vi forsømmer dette ord og denne værdi, fjerner borgerne sig fra os.

Til sidst er der et andet emne, som ligger mig på hjerte, og det er udveksling af unge mennesker. Jeg har set på statistikkerne. I 2005-2006 finansierer EU 280.000 unge inden for tre programmer, nemlig Comenius, Erasmus og Leonardo. Der er imidlertid 58 millioner unge. Det ville ikke koste os meget at gange det tilsvarende budget med 10, særlig da det er på disse unge mennesker, at vi skal bygge den europæiske bevidsthed.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tage to konkrete punkter op og derefter kommentere forhandlingen i mere generelle vendinger. Fru Riis-Jørgensen spurgte til Revisionsretten og bad mig om at svare ja eller nej. Jeg beklager, men jeg er nødt til at svare både ja og nej, fordi sagen ligger hos finansministrene, og De ved, hvordan de er! Svaret er, at Økofin-Rådet den 8. november vedtog konklusioner med en oversigt over en lang række aktioner for både Kommissionen og medlemsstaterne. Der blev talt om en køreplan, der var meget vigtig, ikke mindst fordi den bringer større fokus på medlemsstaternes ansvar for at forbedre deres revisionssystemer samt ansvar for de penge, de bruger i deres hjemlande. Jeg mener, at dér, hvor medlemsstaterne har kontrol over pengene, skal de også redegøre for brugen af dem. Hvis ikke de har kontrol over pengene, skal EU redegøre for brugen af dem, og jeg giver Dem ret i, at vi skal anspore finansministrene til at få styr på det. Det er imidlertid Kommissionens og Europa-Parlamentets fælles ansvar. Vi bærer alle et ansvar herfor.

Hvad angår spørgsmålet om gennemsigtighed, som hr. Kirkhope tog op, vil der snart blive omdelt et options paper med idéer til forbedring af gennemsigtigheden, og Rådet vil primært få to valgmuligheder. Det er op til Rådet at træffe en simpel flertalsbeslutning på samme måde som i alle procedurespørgsmål, så jeg er glad for i det mindste at kunne tilfredsstille Dem på dette punkt, hr. Kirkhope.

Kollegerne her i salen har været meget ærlige, så jeg vil også være ærlig. Mit problem med det, som en række kolleger har sagt, er, at de nævner behovet for ændringer, samtidig med at de siger, at EU's fremtid alligevel ligger i fortiden. Jeg kan kun sige til de tilstedeværende kolleger, at globaliseringen er et faktum. Franskmændene, min gode ven, bryder sig måske ikke om den, men vi er alle sammen nødt til at forholde os til den, hvis ikke den skal opsluge os. Jeg opfandt den ikke, hr. kommissionsformand Barroso opfandt den ikke og heller ikke præsident Chirac, men den er ikke desto mindre et faktum. Den er resultatet af andre politikker, som vi har fulgt gennem mange år - i form af at opbygge Verdenshandelsorganisationen, fremme fri handel og løfte landene i Asien, Afrika og Latinamerika ud af fattigdommen, således at de nu ønsker at deltage i handelen og udnytte deres konkurrencefordele på samme måde, som vi tidligere har gjort. Det betyder, at den gamle europæiske økonomiske og sociale model ikke længere på samme måde som tidligere kan give velstand, social retfærdighed og job. Det er en stor udfordring, og måske specielt for det land, som De repræsenterer, samt for en række andre lande på kontinentet. Jeg forstår imidlertid ikke, at De fortsat klynger Dem til gamle metoder som f.eks. ufleksible metoder til regulering af arbejdet inklusive arbejdstidsdirektivet, der måske fungerede tidligere, men som ikke fungerer i fremtiden.

Alt dette ved man udmærket i Frankrig, og derfor er der mere snyd i Frankrig end i andre lande. Frankrig er et af de lande, hvor folk, så vidt vi kan forstå, kan blive vurderet efter, om de arbejder 48 timer på en kontrakt eller 48 timer for en arbejdsgiver. Vi ønsker ikke at blive belært om vores ansættelsespraksis, når vi håndhæver loven, selv om det er ubelejligt, af lande, der først slår til lyd for håndhævelse, og som derefter lister ud af bagdøren for at sikre sig, at loven ikke håndhæves. Det er et faktum, og Europa-Parlamentet undergraver tilliden til sine egne foranstaltninger, hvis det vender det blinde øje til det, der foregår, når alle kender til det.

Det er også bedre at være fleksibel. Der er intet EU-dækkende krav om en mindsteløn, hvilket efter min mening er en grundlæggende menneskeret. Der er imidlertid intet krav herom, og det er så op til de nationale regeringer at stille det. Nogle lande har en mindsteløn, mens andre ikke har det, så hvorfor skulle der være et dirigiste krav i hele Europa, uanset de nationale forhold og ansættelseskontrakternes art, om arbejdstidsbegrænsninger, når testen bør være sundhed og sikkerhed? De lande, der opererer med lidt længere arbejdstider, har faktisk bedre statistikker for sundhed og sikkerhed end visse andre lande inklusive Deres eget, min kære ven.

Jeg vil nu gå videre med det vigtige budgetspørgsmål, og jeg lyttede meget opmærksomt til kommissionsformand Barrosos indlæg. Han sagde, at det væsentlige spørgsmål for det britiske formandskab er de finansielle overslag, der er prøven på, om Europa er i bevægelse. Det er bestemt en prøve på, om Europa er i bevægelse, men vi betragter det ikke som det helt centrale spørgsmål. Hvis De bad mig om at vædde på, hvad historikerne vil betragte som det væsentligste spørgsmål for dette formandskab om 10 eller 20 år, så ville jeg ikke satse på, at det er, hvorvidt vi når til enighed om de finansielle overslag i december, selv om jeg håber, at vi gør det. Jeg tror, at formandskabet vil blive bedømt på det faktum, at vi den 3. oktober blev enige om at indlede forhandlinger med Kroatien og Tyrkiet. Det vil hjælpe med at skabe det fremtidige Europa. Jeg vil atter minde kollegerne om, at de seneste finansielle overslag først blev vedtaget på det, der svarer til Rådets møde i marts 2006 og ikke på det, der svarer til Rådets møde i december 2005.

Vi håber rigtig meget, at vi kan nå til enighed, men det bliver vanskeligt. Hvorfor? Hr. Jonckheer talte om, at vi ikke skal lade spørgsmålet blive domineret af national egoisme. Jeg er enig, men jeg vil sige til kollegerne - og De ved alle, at det er sandt - at denne forhandling er dømt til at blive domineret af de forskellige nationale perspektiver samt af, hvorvidt et land traditionelt set har været en stor bidragyder eller en nettomodtager af EU-midler. Det er et faktum. Hvis man ignorerer det eller fører de af os - inklusive Tyskland, Nederlandene, Sverige og en række andre medlemsstater, hvis borgere reelt bekymrer sig over det beløb, de tidligere har betalt, og det beløb, de fremover skal betale - bag lyset ved at sige, at det handler om national egoisme, så kommer vi ingen vegne.

Jeg vil minde de belgiske kolleger om, at deres land har været nettomodtager trods det faktum, at det er et velhavende land, og at det fortsat vil være det ifølge alle beregninger for budgettet mellem 2006, 2007 og 2013. Luxembourg - som jeg holder meget af - er det rigeste land i Europa, men det vil også fortsat være nettomodtager. Hvis vi befandt os i den lykkelige position, ville vi sige til formandskabet: "Kom, lad os lave en aftale". Hvis vi kun skulle forholde os til, om vi endte med 3 eller 6 milliarder euro i lommen, ville det være let.

Problemet er imidlertid, at en række medlemsstater - og ikke kun Det Forenede Kongerige - historisk set har været meget store bidragydere. Det siger jeg kun, for at kollegerne kan forstå det problem, vi har i Det Forenede Kongerige. Vi kan lige så godt lægge kortene på bordet og være ærlige. Problemet er, at Det Forenede Kongerige i forbindelelse med de seneste finansielle overslag betalte 39 milliarder euro, mens Frankrig betalte 28 milliarder euro, Italien betalte 24 milliarder euro, og den anden ekstreme bidragyder Tyskland betalte 77 milliarder euro. Det Forenede Kongerige har ikke desto mindre betalt 39 milliarder euro, hvilket i forhold til befolkningstallet er langt mere end de øvrige to lande. Spanien har modtaget 48 milliarder euro, og Portugal har modtaget 14 milliarder euro, hvilket sætter tingene i et anderledes perspektiv.

Jeg er enig i, at alle skal være med til at betale for udvidelsen. Uden den mindste ændring i de finansielle overslag vil Det Forenede Kongerige komme til at betale yderligere 11 milliarder euro - hvilket er en stigning på næsten en tredjedel - frem mod de næste finansielle overslag, hvor der skal betales for en udvidelse.

Spørgsmålet er ikke, om Det Forenede Kongerige eller de mere velhavende lande betaler en smule mere for udvidelsen - selv om nogle velhavende lande ikke kommer til at betale ekstra - men om, hvor meget mere man betaler i en situation, hvor Det Forenede Kongerige i de seneste 20 år har betalt forholdsmæssigt 2,5 gange så meget som Frankrig og Italien trods det faktum, at vi har haft forholdsmæssigt ens bruttonationalindkomster i samme periode. Det er problemet. Vi arbejder os igennem det. Vi skal være ansvarlige over for både EU og offentligheden. Ingen kan beskylde min premierminister for ikke at være modig eller for ikke at være meget engageret i EU, da vi har gjort et stort stykke arbejde. Det vil jeg blot slå fast, så alle forstår de problemer, vi alle står over for.

Det sidste, jeg vil sige, handler om en mere lovende sag. Kommissionsformand Barroso talte meget udtryksfuldt om det faktum, at EU skal gøre mindre på nogle områder og mere på andre, og jeg tror, at det er den helt rigtige måde at anskue tingene på. Det handler ikke om et minimalistisk Europa, for Europa har haft overvældende resultater i de seneste 60 år, når man tænker på de konflikter, der havde mærket Europa i de tre foregående århundreder. Når jeg ser med rædsel på andre af nutidens konfliktområder - specielt Mellemøsten - minder det mig om det Storbritannien, jeg voksede op i som en lille dreng lige efter krigen, samt om de endnu værre forhold, der herskede på kontinentet. Det er EU's fortjeneste. I fremtiden skal vi imidlertid bygge videre på disse resultater og erkende, at udfordringerne er lidt anderledes.

Et af de områder, hvor vi kan gøre størst gavn, og hvor vi allerede gør det under udmærket ledelse af Javier Solana og Kommissionen, er på det udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Se f.eks., hvad Condoleezza Rice og Javier Solana blev enige om i går. Tag det faktum, at EU nu er tredjepart i aftalen om at lade palæstinenserne rejse ind og ud af Gaza og Vestbredden. Den israelske regering har ikke altid betragtet os som tredjepart i sådanne anliggender. Se engang, hvad vi sammen gør i forhold til Iran, se på den fælles erklæring, vi har indgået med Afghanistan, og se på den betydelige stigning i bistanden til Afrika. Det er her, vi kan se, at Europa i fællesskab har gjort virkelige fremskridt. Det er på dette såvel som på mange andre områder, at vi skal gøre mere, samtidig med at vi afbalancerer, hvad EU gør sammenlignet med det, som de nationale, regionale og lokale myndigheder gør på det indenrigspolitiske område.

Formandskabet har været et stort privilegium for os, hr. formand. Jeg har bestemt nydt det, og jeg ser frem til endnu seks spændende uger her i Strasbourg samt i Bruxelles og andre byer.

  Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg tror i virkeligheden, at det britiske formandskab og Tony Blair er ofre for de store forventninger, som den britiske premierminister skabte med sin tale her i Parlamentet den 2. juli. Og når forventningerne er store, bliver skuffelsen selvfølgelig også stor.

Tiden er ved at løbe ud, det kniber med resultaterne, og jeg mener ikke, at det britiske formandskab bør være forundret over den kritik, som Parlamentet giver udtryk for under denne forhandling. Der var faktisk ikke tale om et uformelt Råd, men snarere om et inkonsekvent Råd, som skulle have drøftet den europæiske socialmodel i sidste måned, men som i stedet pludselig holdt en debat om de fire verdenshjørner uden at træffe nogen beslutninger.

Jeg vil ikke forsvare forfatningen med arme og ben, men jeg tror, at begrænsningerne ved de halvårlige formandskaber efterhånden er ved at blive meget tydelige. Hvert formandskab arver nemlig det tidligere formandskabs agenda og tilføjer en ny række forpligtelser, hvilket gør listen over de beslutninger, der skal træffes, længere, og hvilket gør kapitlet om de vedtagne beslutninger kortere. Vi bliver ved med at komme nye ingredienser i kagen, men den kommer aldrig ud af ovnen.

Jeg vil komme med et eksempel, som jeg nævnte for kommissionsformand Barroso i går. Det er rigtigt, at der har været andre alvorlige kriser i Europa før. Jeg savner ikke det Europa, som havde seks medlemsstater, og jeg tror heller ikke, at der var en guldalder, som man kan se tilbage på. Hvis ens kæreste forlader en, når man er 18, synes man, at man har det hårdt, men man er klar over, at livet går videre alligevel. Men hvis ens ægteskab er slut, når man er 45, har fem børn og et lån i huset at betale af på, bliver det hele lidt mere vanskeligt. Det forekommer mig, at Europa her efter udvidelsen og før forfatningen er i en situation, som mere ligner det andet tilfælde end det første.

Jeg er ikke bange for institutionskrisen, de finansielle overslag eller Lissabon-strategien i sig selv, men jeg er bange for, at alle disse aspekter som helhed er meget skadelige for EU.

Det britiske formandskab har stadig seks uger til at gøre sit arbejde færdigt, og jeg håber, at det sender et positivt budskab for fremtidens Europa.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg ville normalt beklage mig over, at et minut ikke er tilstrækkeligt til at opsummere et formandskab i dets sidste faser, men ikke i dette tilfælde. Det britiske formandskab: intet fremskridt.

Det er interessant, at hr. Straw kommenterede det beskedne fremmøde og gjorde et meget vagt forsøg på at spøge med det. Faktum er, at de fleste af mine kolleger havde bedre ting at foretage sig end at høre på, at han gav den samme tale i dag, som Tony Blair gav ved starten af formandskabet og derefter gentog med mindre variationer for nogle få uger siden.

Hvis hr. Straw stadig havde været her, ville jeg gerne have stillet ham det samme spørgsmål, som hr. Alexander ikke besvarede, da jeg stillede det direkte til ham for nogle uger siden, men jeg spørger igen. Vil det britiske formandskab komme med en forsikring om, at der ikke vil blive givet køb på de skotske fiskerisamfunds interesser til fordel for noget, der er vigtigere for den engelske regering, under de mange studehandler, der er lagt op til på Rådets møde i december samt på det efterfølgende møde i Rådet (fiskeri), der omtrent bliver formandskabets sidste handling?

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Mine damer og herrer, i princippet er jeg modstander af, at man opretter den såkaldte globaliseringsfond som svar på globaliseringens udfordringer. Det svarer simpelthen til at feje problemet ind under gulvtæppet og meget sigende for populismen hos politikere, der er bange for at fortælle borgerne sandheden om, at globaliseringen er kommet for at blive, og at den ganske vist vil medføre, at nogle arbejdspladser forsvinder, men navnlig også vil føre til nye jobmuligheder. Der er meget at vinde ved globaliseringen, men kun på et fleksibelt, frit marked, hvor det kan betale sig at arbejde. EU's politik er ofte i strid med denne tankegang, idet borgerne opfordres til at være passive og undertiden sågar belønner dovenskab. EU's andel af verdenshandelen er svundet ind over de forgangne 10 år, mens USA's og navnlig Kinas og Indiens andel er steget kraftigt. Det er sådan, det frie marked bedømmer EU's politikker, og alligevel reagerer De 25's ledere med fordelingspolitik, som måske fungerer som et lille plaster lige i øjeblikket, men som under ingen omstændigheder er en langsigtet kur for fremtiden. Jeg er overbevist om, at i stedet for at skændes om den protektionistiske globaliseringsfond burde EU's medlemsstater hurtigst muligt sørge for en reform af deres arbejdsmarkeder. En udsættelse af sådanne reformer undergraver befolkningens støtte til frie markedspolitikker og skaber grobund for nationalisme, fremmedhad og racisme.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. Alexander, hr. Barosso, mine damer og herrer, EU står over for en identitetskrise, tab af dets værdier og generel desillusionering. For første gang i lang tid frygter europæere, at deres børns levestandard bliver lavere end den nuværende levestandard. Hvordan kan vi reagere og finde et svar på disse alvorlige bekymringer?

Det var meningen, at topmødet på Hampton Court skulle være en fase i disse overvejelser. Der er desværre ikke kommet ret mange konkrete resultater ud af det, selv om de rejste spørgsmål var berettigede, f.eks. "findes der en eller flere europæiske modeller i en globaliseret verden?", da svaret på dette spørgsmål for at sige det mildt ikke er særlig klart.

EU er blevet kastet ud i denne krise, fordi det ikke ved, hvad det vil. Det er splittet. Nogle ønsker, at det eneste mål skal være at gøre det til et handelsområde uden toldmæssige handelshindringer, kort sagt et EU, der løber efter globaliseringstoget med et EU, der uophørligt bliver udvidet. Andre har en anden vision, et politisk mål for EU, der skal defineres ved hjælp af dets grænser og dets projekter for at hævde sig og være fælles om dets humanistiske værdier i en ustabil verden.

De franske medlemmer af Parlamentet fra det franske regeringsparti UMP har ligesom det store flertal af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater klart valgt at kæmpe for, at sidstnævnte vision bliver fremherskende, og er klar over den udfordring, vi skal tage op.

De franske forslag, som blev udsendt i radio og tv i EU af præsident Chirac dagen før topmødet, lægger vægt på behovet for at gennemføre det indre marked, at fremme solidaritet mellem medlemsstaterne og at sikre, at der opstår et EU med store projekter.

For at genoplive EU skal Det Europæiske Råd imidlertid først fjerne en grundlæggende hindring, fordi det, i betragtning af at næsten alle medlemsstaterne er nået frem til en fælles holdning til de finansielle overslag 2007-2013 på grundlag af det luxembourgske formandskabs forhandlinger, absolut skal nå til enighed inden årets udgang. Enhver anden drøftelse ville kun være gætterier.

(Bifald)

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 65, punkt c, hvis jeg husker ret. Vi har lige lyttet til den britiske udenrigsminister. Jeg ønsker via formandskabet at stille Formandskonferencen følgende spørgsmål. Min kollega har netop talt i et minut. Den britiske majestæts minister med ansvar for europæiske anliggender er sammen med os. Hvordan kan Parlamentet tillade sig at begrænse sig til kun et minuts taletid til at svare ham? Kan De evt. tale med Deres kolleger i Formandskonferencen om, hvilken holdning der skal indtages i fremtiden?

  Formanden. - Tak, hr. Beazley, jeg tror, at vi har forstået Deres argument. Det er de politiske grupper, der inddeler taletiden. Hvis de ønsker at give deres hovedtalere 10 minutter eller et kvarter, har de ret til det og omvendt. Den tid, som Kommissionen og Rådet anvender, medregnes ikke, men jeg har lagt mærke til, at begge parter er omhyggelige med ikke at misbruge dette.

  Nicola Zingaretti (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. minister, jeg hører til dem, som tværtimod satte og sætter pris på den indsats, som formandskabet har gjort for at forsøge at sætte gang i Europa - med dets håb og dets udfordringer - i et vanskeligt øjeblik.

Dette er også sket i form af konkrete handlinger og løfter. Her tænker jeg på den positive løsning på Tyrkiet-spørgsmålet, der ikke havde været mulig uden en kraftig indsats fra det britiske formandskabs side, og på evnen til at pege på en løsning, et perspektiv og nogle klare målsætninger, som herefter blev ført ud i livet i Hampton Court - i det mindste potentielt - nemlig universiteter, energi, sikkerhed og forsvarspolitik.

Netop med hensyn til de store ambitioner og de få konkrete resultater vil jeg dog gerne sige, at jeg i stadig større grad bliver overbevist om - og det vil jeg også opfordre Dem alle sammen til at tænke over - at der er et meget stort modsætningsforhold mellem dette Europas potentiale og den illusion, at sådanne resultater kan nås med et Europa, der ikke har tilstrækkelige ressourcer, og som navnlig ikke er villigt til at ændre sine regler.

Dermed mener jeg, at hvis vi ønsker at nå bare halvdelen af disse målsætninger, og hvis vi skal være fair over for hinanden, er vi nødt til at gå i dybden med krisens hovedspørgsmål. Disse spørgsmål indebærer flere ressourcer, der skal anvendes på en bedre måde, ikke så meget mellemstatsligt Europa og i højere grad et integrationens Europa og et politisk Europa, hvilket er ensbetydende med nye regler for Kommissionen, så vi netop kan nå de målsætninger, som vi har sat os.

Den eneste vej fremad er at fastlægge en ny institutionsopbygning og at gøre de fælles politikker stadig mere udbredte. At fastholde status quo, som måske er det største resultat, der er opnået under det britiske formandskab, vil uundgåeligt føre til en renationalisering af politikkerne, hvilket forværrer krisen, styrker regeringernes vetoret og gør den manglende beslutningsevne på topmøderne større.

Derfor håber jeg, at dette halvår har overbevist selv de største skeptikere om, at det ikke er tilstrækkeligt med gode idéer og velvilje, men at vi også er nødt til at se i øjnene, at det er ude med os, hvis ikke vi er modige nok til at ændre tingene og tage et skridt fremad i retning af mere integration.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg kunne mægtig godt tænke mig at vide, hvornår det britiske formandskab indså, at det var en fejl, at det som sit logo havde valgt en flok fugle på vej mod Europa!

Hvis ikke det britiske formandskab skaffer en aftale om de fremtidige finansielle overslag, vil det ikke blive betragtet som et vellykket formandskab.

Jeg er enig i, at der skal gøres en indsats på landbrugsområdet. Mens det britiske formandskab skal erkende, at det til en vis grad er nødt til at gå på kompromis, er det også vigtigt, at de andre medlemsstater indser, at de også skal give sig. På et eller andet tidspunkt skal franskmændene - og åbenbart specielt dem - give noget, der sætter dem, der ønsker en aftale, i stand til at pege på fremtidige ændringer og revisioner af landbrugspolitikken, ikke kun for at hjælpe Det Forenede Kongerige ud af en vanskelig situation, men også for at hjælpe verden med at skaffe en aftale om Doha-udviklingsrunden.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, jeg håber, at De kan fornemme, at utålmodigheden med Deres formandskab stiger, og at skuffelsen hermed vokser. Deres embedsperiode er ganske vist endnu ikke slut, men langt størstedelen er allerede gået. Vi savner ikke kun Tony Blair, men jeg spørger mig selv, om han måske omsider har erkendt, at to gode taler ikke i sig selv udløser noget vellykket rådsformandskab. Vi savner imidlertid allermest konkrete resultater, konstruktive forslag og seriøse forhandlinger med Parlamentet om løsninger på problemerne og udarbejdelse af svar på borgernes spørgsmål.

Vi kan ene og alene skabe tillid gennem en ny samhørighedsfølelse og bæredygtige løsninger. Måske løftede Deres udenrigsminister noget af sløret herfor, da han i stedet for at kigge fremad sagde: "Det væsentlige i dette formandskab - Kroatien og Tyrkiet - har vi allerede lagt bag os". Jeg vil gerne spørge Dem, om dette virkelig er et udtryk for EU-borgernes prioriteringer. Er det virkelig de spørgsmål, som optager mennesker uden arbejde mest, eller et Europa, der skal være mere konkurrencedygtigt? Det mener jeg i hvert fald ikke. Måske prioriterer de forkert. Hensigtserklæringer alene gør ikke noget vellykket formandskab. Alle seks punkter fra Hampton Court, hr. rådsformand, er ganske vist politisk korrekte, men for størstedelens vedkommende ligger de ikke inden for EU's kompetenceområde. Hvis De ønsker, at vi skal opnå det, som De selv postulerer, skal De give os kompetencerne og pengene hertil og lade være med at obstruere Europas vej mod den politiske union eller stille Dem hindrende i vejen for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg vil godt runde af med de finansielle overslag. Der er 70 milliarder euro i forskel mellem Deres og vores forslag. Forskellen mellem Deres forslag og traktaten udgør 2 milliarder euro, og der er en forskel på over 100 milliarder euro mellem Deres forslag og Kommissionens. Fortæl folk, hvad De vil tage fra dem, før De foregøgler at være på deres side ...

(Formanden afbrød taleren)

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, Hampton Court-topmødet viste, at EU har brug for grundlæggende reformer. EU er nødt til at harmonisere forskning og udvikling, at øge udgifterne til uddannelse betydeligt, at liberalisere tjenesteydelser og indføre en fælles europæisk energipolitik, og det alt sammen på samme tid. Vi har diagnosen, men de europæiske ledere har indtil videre ikke leveret svarene.

Vi ved, hvad vi bør gøre, men ikke, hvordan vi kan nå disse mål. Vi har heller ikke ressourcerne til at gøre det. Vi kan ikke få mere Europa med færre penge. Vi er stadig ikke nået til enighed om de finansielle overslag for 2007-2013, hvilket kunne blive en katastrofe for os, de nye medlemsstater, idet vi står til at miste to tredjedele af vores mulige finansielle støtte. Derfor er det finansielle direktiv så vigtigt for os.

Jeg mener også, at det er vigtigt, nu hvor Tony Blair har angrebet den fælles landbrugspolitik, at vejen frem for os ikke går gennem en ødelæggelse af eksisterende fællesskabspolitikker, idet samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik er vigtige resultater for EU. I stedet for at afvikle disse politikker burde man indføre flere fællesskabspolitikker på andre områder. Det store spørgsmål er, hvordan man skal gøre alt dette.

Den ungarske premierminister Ferenc Gyurcsány har foreslået, at vi sideløbende med fællesskabspolitikkerne bør indføre et koordineret samarbejde, der skal føre til en harmonisering af nationale politikker på forskellige områder. Det vil ikke føre til nye fællesskabspolitikker, men det vil bidrage til at forbedre samarbejdet, uanset om det drejer sig om energi eller forskning og udvikling. Jeg har en opfordring til hr. Barroso og Kommissionen: Lad os hjælpe Europa med at komme over den nuværende krise, og lad os komme fremad inden for det koordinerede samarbejde.

  Boguslaw Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, briterne er berømte for at have nerver af stål, deres tilbageholdenhed, deres ro, deres besynderlige form for humor og ligeledes for at kunne lægge bånd på deres følelser. Derfor overraskede det mig meget at høre Lord Bach sige i går, at hvis der ikke vedtages et kompromis om Reach-forordningen inden årets udgang, vil han både betragte det som en personlig fiasko og som en fiasko for det britiske formandskab.

Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at spørge hr. Alexander, om han deler disse følelser. Hvis de finansielle overslag for 2007-2013 ikke vedtages inden årets udgang, vil De da også betragte dette som en personlig fiasko for Dem selv og for premierminister Blair?

Tony Blair holdt en fin tale for Parlamentet i Bruxelles i juni, og hans analyse af den krise, som Europa befinder sig i, fortjener at blive udgivet. I løbet af de følgende måneder og ministertaler hørte vi desværre ikke andet end stadig blegere gentagelser af premierministerens forslag. Det er mit indtryk, at briterne har mistet viljen til at kæmpe for at gennemføre deres vision for EU. I stedet har de besluttet af vakle gennem dette seks måneders formandskab, så godt de kan. Desværre er de også blevet smittet med den europæiske sygdom med afmagt og handlingslammelse.

Samtidig må jeg så indrømme, at efter at spørgsmål og taler fra medlemmerne af Parlamentet ikke havde givet ham andre muligheder, begyndte hr. Straw endelig at tale forretning som et normalt menneske, og det er sådan, en politiker bør tale. Europa kan kun opbygges med effektive handlinger og beslutninger, der for altid vil udgøre de store linjer i vores kontinents historie. Formandskabets udsættelse af forhandlingen om de finansielle overslag til sidste øjeblik og udarbejdelsen af budgetforslagene bag lukkede døre og deres Orwell'ske nysprog om de civilisationsproblemer, som verden står over for, i stedet for at afholde en hårdtslående debat om de foreliggende problemer er enten tidsspilde eller et bevidst forsøg på at skubbe den varme kartoffel videre til Wien i december.

Vores vigtigste opgave i dag gælder de finansielle overslag. Skøn viser, at hvis disse overslag ikke vedtages, vil de nye medlemsstater modtage 10 milliarder euro til udvikling i 2007. Hvis de vedtages, vil dette tal imidlertid stige til omkring 22 milliarder euro med yderligere 3,5 milliarder euro til Rumænien og Bulgarien. Disse lande vil derfor miste omkring 60 % af de penge, de har mulighed for at modtage. Jeg vil bede Dem tage disse finansielle overslag alvorligt og gennemføre nogle effektive foranstaltninger for at sikre, at de vedtages til december.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, i dag drøfter vi resultaterne af Det Europæiske Råds uformelle møde på Hampton Court og ikke resultaterne af de seks måneder med det britiske formandskab. Jeg er tilfreds med resultaterne fra Hampton Court. På mødet identificerede man klart seks områder, der er af central betydning for Europas overlevelse og succes i en globaliseret verden, og disse omfattede videnskab og forskning, investeringer i vores universiteter, energipolitik, global sikkerhed og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Lad os f.eks. kaste et blik på energisituationen. Europa bliver stadig mere afhængig, allerede for 65 % vedkommende, af en enkelt energikilde, og denne findes i meget ustabile regioner, enten tidligere sovjetiske områder eller i Mellemøsten. Derfor har vi brug for en fælles energipolitik og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, selv om vi først og fremmest har brug for penge til at finansiere disse fælles politikker. Her vil jeg gerne bede det britiske formandskab kanalisere hele sin indsats i retning af at sikre en retfærdig og afbalanceret aftale på topmødet i december, ikke kun for de nye medlemsstater, men også for de gamle. Det ville være det største resultat for det britiske formandskab, som vi skal diskutere den 20. december. Jeg tror, at resultatet bliver positivt.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. Straw har med stolthed meddelt os, at der har været 48 ministertaler under det britiske formandskab, men man må desværre konstatere, at det er der ikke kommet meget ud af. Jeg er dybt forundret over, at det britiske formandskab - blot en måned før afslutningen af formandskabet - stadig taler om dagsordener, strategier og tidsfrister. Jeg taler på vegne af mange borgere i den østlige del af England, der ønsker handling, sikkerhed, fremgang og retningsændring i EU frem for tomme løfter.

Borgerne i mange medlemsstater har bemærket det, der foregår i EU. De sætter stort spørgsmålstegn ved formen og retningen af EU-projektet. De europæiske borgere ønsker mere lokal kontrol over deres egne liv, men regeringerne overlader fortsat magten til regionerne og Bruxelles. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Hvilket forhold til EU og hvilken form for EU er bedst for vores borgere og nationer i denne første halvdel af det 21. århundrede?

Dette vigtige spørgsmål stilles aldrig af den britiske regering eller EU-institutionerne. Det burde måske have været det centrale emne for mødet i Hampton Court. Faktum er, at der i Hampton Court ikke blev foretaget en grundlæggende vurdering af EU. EU fortsætter ufortrødent. Der er ingen ende på udarbejdelsen af nyttesløs lovgivning. Hr. Straw nævnte direktivet om arbejdstid og direktivet om vikaransatte. Der er mange flere irrelevante og forvirrende stykker EU-lovgivning på lager. Hvad vil man gøre ved alt dette?

Budgettet blev nævnt. Et ret grundlæggende spørgsmål, men stadig uafklaret. Sammenlignet med en lignende økonomisk situation i Frankrig bidrager Det Forenede Kongerige allerede uforholdsmæssigt meget til EU-budgettet, og det er efter Margaret Thatchers reduktion. Man ønsker tilsyneladende, at vi betaler endnu mere, alt imens vores nationer og samfund bliver mere splittet på grund af katastrofale asyl- og indvandringspolitikker. I stedet for at skabe og opretholde uddannelsesinstitutioner i verdensklasse ødelægger vi disse institutioner gennem manglende finansiering og misforståede klassestyrede doktriner. Vores væbnede styrker er meget overbebyrdede og mangler vigtigt udstyr, og samtidig hænges tapre officerer og soldater ud af et regeringssystem, der lægger mere vægt på egen politisk dagsorden end på disse personers velbefindende …

(Formanden afbrød taleren)

  Ana Maria Gomes (PSE). - (EN) Hr. formand, formålet med topmødet i Hampton Court var at drøfte, hvordan Europa kan gøre en større forskel i verden. Befolkningen i Etiopien stemte i maj under EU's bevågenhed, men de første resultater var ikke tilfredsstillende for regeringen. Pludselig blev observatørerne nægtet adgang, medierne blev undertrykt og demonstrationer forbudt. Borgerne blev brutalt holdt nede i juni, over 40 personer blev dræbt og 5.000 arresteret.

Trods disse omstændigheder deltog premierminister Meles i topmødet i Gleneagles, som det britiske formandskab var vært for. I september lykønskede adskillige regeringer og kommissionsformanden premierministeren. Den 1. november var der endnu et blodbad. 58 folkevalgte ledere, journalister og ngo-medlemmer er i fængsel og risikerer ifølge premierministeren dødsstraf. Mange flere blev dræbt, flere hundrede blev såret og flere tusinde arresteret. Et par dage senere var hr. Meles officiel gæst i Tyskland.

Hr. rådsformand, hvorfor sender Rådet selvmodsigende signaler, således at de ledere, der krænker menneskerettighederne og ignorerer de demokratiske principper, tror, at de kan slippe af sted med det og måske ligefrem indlede krig med nabostaterne for at aflede opmærksomheden? Blev dette forhold drøftet på topmødet i Hampton Court? Mener rådsformanden, at Europa gør alt for at beskytte menneskerettighederne, demokratiet og udviklingen i Etiopien, som er det andet mest folkerige land i Afrika?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det er en ære at afslutte dagens forhandling om drøftelserne på mødet i Hampton Court. Det er en særlig glæde at tale side om side med formand Barroso.

Efter at udenrigsminister Jack Straw havde forladt mødesalen, blev forhandlingen ledet af hr. Pistelli, som omtalte EU som en familie. Det fremgår tydeligt af vores korte drøftelser i eftermiddag, at det er en familie, hvor der ind imellem er uoverensstemmelser. Jeg er dog helt enig i hans synspunkt om, at vi står over for en del udfordringer i de kommende uger.

Hr. Hudghton kom med en noget mindre ædel kommentar. Som repræsentant for Skotland og medlem af det skotske parlament kunne jeg sagtens bruge hele dagen på at diskutere, hvorfor der hverken i Skotland eller i grupper inden for Skotland er nogen fremtid for den form for tilbagestående nationalisme, som eksisterede for flere århundreder siden. Men i modsætning til hr. Hudghton er jeg bevidst om, at jeg i dag taler på vegne af EU-formandskabet, og at det ikke er det rette tidspunkt at indgå i interne politiske disputter mellem vores partier.

Fru Bobošíková talte om de muligheder, som globalisering medfører. Det er jeg helt enig i. Og det var det helt centrale fokus for den konstruktive og relevante diskussion, der fandt sted på mødet i Hampton Court.

Fru Sudre understregede, at det var nødvendigt at indgå en aftale om den fremtidige finansiering af EU inden udgangen af december. Som udenrigsministeren fastslog, er det vores målsætning. Faktisk var der en lang række andre talere, som understregede betydningen af opnåelsen af en aftale. Jeg vil vende tilbage hertil om et øjeblik.

Hr. Zingaretti anerkendte venligt betydningen af Tyrkiets tiltrædelse af EU. Det er jeg taknemmelig for. Det afspejler den væsentlige indsats, som Jack Straw som udenrigsminister har ydet, og hvorved - noget lig den fremtidige finansiering - der blev rejst spørgsmål om den strategi, som formandskabet skal vedtage. Det glæder mig at kunne sige, at vi den 3. oktober opnåede det resultat, som vi har arbejdet på at opnå så længe, nemlig indledningen tiltrædelsesforhandlinger med både Tyrkiet og Kroatien. Jeg håber, at vi også opnår et lignende resultat i forbindelse med den fremtidige finansiering.

Hr. Davies, der måtte forlade mødet i Parlamentet, understregede endnu en gang betydningen af den fremtidige finansiering af EU. Det, der er vigtigt på grundlag af den britiske motivation og især mulighed for at opnå resultater, er ikke den gode vilje hos et enkelt land - formandskabets - men den gode vilje hos alle medlemsstater til at samarbejde for at nå til enighed. Hvis det blot handlede om formandskabets motivation, ville der være indgået en aftale i juni, og vi ville ikke stå i en situation, hvor fem medlemsstater ikke kan acceptere forslagene fra Luxembourg.

Hr. Karas satte spørgsmålstegn ved betydningen af udvidelsen i lyset af de store konkurrencemæssige udfordringer, som vi står over for, f.eks. arbejdsløshed. Men netop hans kommentar om problemerne i forbindelse med arbejdsløshed og behovet for at imødekomme disse udfordringer, taler for mødet i Hampton Court. Det er nødvendigt for Europa at have et klarere billede af EU's fremtidige retning, inden vi kan nå til enighed om grundlaget for den fremtidige finansiering i EU.

Hr. Tabajdi bifaldt med kvalificeret baggrund de særlige aspekter af arbejdsprogrammet, der var fastsat på mødet i Hampton Court, og hr. Sonik refererede de tidligere kommentarer fra min ministerkollega, Lord Bach, for mig. Jeg beklager at måtte skuffe ham. Hvad angår den fremtidige finansiering af EU er der ingen garanti for at nå til enighed om en aftale. Jeg kan dog garantere, at det britiske formandskab vil gøre sit yderste for at indgå en aftale, men der er kritiske dage og kritiske drøftelser foran os. Det er vigtigt for alle relevante parter at anerkende betydningen af de fremskridt, der er nået siden juni - hvor der var mere uenighed end enighed i relation til konklusionerne af drøftelserne.

Hr. Rouček udtalte, at han var tilfreds med resultaterne af mødet i Hampton Court og argumenterede for en ærlig, retfærdig og afbalanceret aftale om den fremtidige finansiering af EU. Det er jeg helt enig i. Men jeg er uenig i mange af de spørgsmål, som hr. Van Orden, som nu har forladt mødet i Parlamentet, rejste. Han kom vidt omkring i sin tale, hvor han, inden han blev afbrudt, hævdede, at han talte for borgerne i den østlige del af England. Lad det være nok at sige, at han ikke nåede at anerkende det værdifulde arbejde, som Kommissionen har udført under det britiske formandskab, i forbindelse med spørgsmålet om bedre lovgivning. Jeg ønsker i dag at takke formanden, hr. Barosso, og kommissær Verheugen for den indsats, som de personligt har ydet for at fremme dette punkt på dagsordenen under det britiske formandskab.

Fru Gomes rejste nogle vigtige og vanskelige spørgsmål om menneskerettigheder, demokrati og udvikling i Afrika. Jeg vil endnu en gang fremhæve de fremskridt, som EU's udviklingsministre opnåede i juni, hvor vi blev enige om at fordoble den oversøiske direkte støtte fra medlemsstaterne fra ca. 40 milliarder amerikanske dollars til 80 milliarder amerikanske dollars. Jeg ønsker endnu en gang at understrege den forpligtelse, som blev indgået på mødet i Gleneagles mellem den 6. og 8. juli, til at fordoble støtten til Afrika. Jeg vil endnu en gang nævne det meget konstruktive og samstemmende tiltag fra EU-medlemsstaterne på millenniumtopmødet, som fandt sted i september i år.

Jeg ønsker som hr. Davies at understrege, at de af os, der har et reelt og troværdigt ønske om at hjælpe udviklingslandene, anerkender, at vi står over for en stor udfordring i de resterende uger af det britiske formandskab, når vi skal opnå et ambitiøst og afbalanceret resultat på ministermødet i Hongkong i december. Jeg kan forsikre medlemmerne om, at det fortsat er en af de britiske formandskabs vigtigste prioriteter.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand, man kan opsummere ved at sige, at der vil være en afgørende opgave for det britiske formandskab, nemlig indgåelsen af en aftale om de finansielle overslag. Jeg tror, at det britiske formandskab opfangede budskabet helt uden problemer.

Jeg forstår budskabet i den tale, som udenrigsminister Jack Straw holdt, inden han forlod Parlamentet for at behandle andre meget væsentlige spørgsmål, som vil have strategiske konsekvenser. Netop derfor er det vigtigt at nå til enighed om de finansielle overslag, da det vil være den første store opgave for Europa efter udvidelsen.

Lad os være ærlige. Nogle mener, at vi med 25 medlemsstater ikke kan fungere og leve op til krav, der stilles. Der er nogle, som mener at et større Europa vil være et svagere Europa. Jeg ved, at det britiske formandskab ikke deler denne opfattelse - og heller ikke Kommissionen. Vi tror på det udvidede Europa, som vi er i færd med at opbygge. Vi mener, at det er en stor bedrift, at der nu er 25 frie demokratiske medlemsstater i Europa. Men vi kan ikke gå på kompromis med udvidelsen. Vi har brug for midler til dette nye Europa, som vi er i færd med at opbygge. Det er derfor af afgørende betydning, at der indgås en aftale om de finansielle overslag, for hvis det ikke lykkes, hvis vi ikke har det instrument, som borgerne ønsker af de europæiske institutioner, vil der opstå - og det er der efter min opfattelse ingen tvivl om - en tillidskrise, som vil blive forstærket i Europa. Og det gælder ikke blot den nuværende situation i Europa, men også Europas fremtid, de kommende tiltrædelser af EU, vores evne til at opbygge et Europa. Men vi har behov for mere omfattende politikker til et mere omfattende Europa. Pour une grande Europe, il nous faut une grande politique.

Og det er kernen i denne sammenhæng. Er vi rede? Kan vi klare det? Kan vi levere varen? Jeg vil således indtrængende opfordre det britiske formandskab til at gøre sit yderste - og jeg ved, hvor energisk og engageret premierministeren og mange af Deres embedsmænd er - for at få indgået en aftale.

Alle skal naturligvis gøre en indsats. Ansvaret ligger ikke kun hos det britiske formandskab. Men jeg mener, at De har nøglen til problemet, eller det ville måske være bedre at sige nøglen til løsningen. De kan få en aftale på plads, i hvert fald blandt medlemsstaterne. Vi var meget tæt på en aftale på det sidste formelle møde i Det Europæiske Råd. Vi ved, at vi kan. Det er af afgørende betydning, og det er min pligt og mit ansvar som formand for Kommissionen - der skal repræsentere de generelle europæiske interesser - at appellere til alle de europæiske lederes ansvarsfølelse, således at de gør deres bedste for at indgå et kompromis.

Hr. rådsformand, den klare melding fra mine kontakter fra alle medlemsstaterne - som jeg på grund af mit ansvarsområde har daglig kontakt med, især de nye medlemsstater - er, at de forventer noget af Dem og deres rolle som rådsformand. Efter min bedste overbevisning har vi med vores bestræbelser indtil nu ydet et betydningsfuldt bidrag til Europa. Som jeg har nævnt tidligere, var topmødet i Hampton Court efter min opfattelse et positivt møde, som bidrog i væsentlig grad til den nyopstående enighed om et stærkere og mere moderne Europa. Den store udfordring ifølge de nye medlemsstater - for en stor del af de europæiske offentlige organer - vil være at vise, at vi er på vej mod løsningen af disse konkrete problemer. Det er den store udfordring. Lad os derfor gøre vores bedste, lad os anmode alle statsledere og regeringer om at være indstillet på at indgå kompromiser. Lad os opfordre det britiske formandskab til at yde sit bedste. Det kan lade sig gøre. Det er vanskeligt, men det er muligt, og den virkelige udfordring for vores lederskab vil være at opnå det, der skal til, og det mener jeg, at vi kan.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

17. De nylige udtalelser fra Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om de nylige udtalelser fra Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det glæder mig at kunne henvende mig til Parlamentet i denne rettidige og væsentlige forhandling om Iran, og det glæder mig at tale side om side med min meget gode ven, kommissær Ferrero-Waldner, i denne vigtige forhandling. Under den sidste debat om dette emne i Parlamentet den 12. oktober brugte jeg samme ord til at anføre, at forhandlingen om Iran var rettidig. Jeg føler nu, at denne forhandling måske er endnu mere rettidig end forhandlingen den 12. oktober, idet der stadig er stor international bekymring om Irans politik, og idet jeg mener, at Iran står over for at skulle træffe nogle afgørende valg om fremtiden. Det vil derfor være passende, hvis EU er aktivt involveret i denne debat.

Irans beslutninger om sit forhold til nabolandene kan påvirke befolkningens sikkerhed og velstand - også uden for Mellemøsten. Det er vigtigt for sikkerheden i regionen og andre regioner, at Iran træffer velovervejede beslutninger.

Som alle medlemmerne af Parlamentet er klar over, valgte Iran en ny præsident i juni i år. Det er efter min opfattelse vigtigt, at det internationale samfund og især EU opretholder sin dialog med Irans nye regering. Vi har et ansvar for at opfordre de personer, der nu har magten, til at træffe valg, som er i den bedste interesse for landet og regionen som helhed. Som jeg nævnte sidste gang, jeg havde det store privilegium at tale for Parlamentet, er Iran et land med stort potentiale. Befolkningen består af unge, veluddannede og initiativrige mennesker. Iran har enorme naturressourcer, især olie og mineraler. Jeg nævnte, at kombinationen af sådanne faktorer kan danne grundlag for en aktiv økonomi og et pulserende samfund i ethvert land, hvis landets regering kan skabe en kultur med muligheder, der er baseret på retsstatsprincippet. Der er i dag - mere end nogensinde - brug for at fremme væksten af en sådan kultur i Iran.

Jeg ved, at mange af Parlamentets medlemmer ligesom jeg var forfærdet over de nylige udtalelser fra Irans præsident om Israel. Der er tale om dybt problematiske udtalelser. Udtalelserne kommer derudover på et tidspunkt, hvor der er stigende bekymring om Irans nukleare og ballistiske missilprogrammer samt indstilling til menneskerettigheder og bekæmpelse af terrorisme.

Jeg vil starte med de førnævnte udtalelser. Som De ved, deltog præsident Mahmoud Ahmadinejad den 28, oktober i en konference i Teheran med titlen "Verden uden zionisme". I sin tale opfordrede han angiveligt til, at Israel slettes fra verdenskortet, og udtalte, at den islamiske verden ikke vil lade sin historiske fjende leve i sin midte. EU stod i spidsen for den internationale reaktion, som til min store glæde var kort, klar og tydelig.

I Formandskabets erklæring udstedt på vegne af EU's regeringsledere på mødet i Hampton Court den 27. oktober fordømte man på det skarpeste præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser. Josep Borrell udtalte på vegne af Europa-Parlamentet, at alle var dybt chokerede, rystede og frastødte af udtalelserne. Han talte om total fordømmelse af lederne af de politiske grupper. Jeg ved, at Hans-Gert Poettering, som kommer på talerstolen om et øjeblik, også på det pågældende tidspunkt gav udtryk for sin bekymring om disse udtalelser.

I dagens forhandling opfordres vi til at drøfte disse udtalelser og konsekvenserne deraf. Tilskyndelse til vold og tilintetgørelse af en hvilken som helst stat er uforenelige med ethvert krav om at blive betragtet som et modent og ansvarsfuldt medlem af det internationale samfund. Formandskabet indkaldte Irans chargé d'affaires i London for at protestere imod disse udtalelser, og mange af regeringerne i EU's 25 medlemsstater har også taget skarpt afstand fra udtalelserne. Jeg bifalder den hurtige reaktion fra det internationale samfund, herunder fra regeringer inden for den mellemøstlige region. Saeb Erekat formulerede det fint på vegne af Den Palæstinensiske Myndighed, da han udtalte, at han håbede, at præsident Mahmoud Ahmadinejad vil fokusere på at tilføje Palæstina på verdenskortet frem for at foreslå, at Israel slettes fra kortet.

Kofi Annan, FN's generalsekretær, talte på vegne af hele verden, da han udtalte, at Israel er et mangeårigt medlem af FN med samme rettigheder og forpligtelser som alle andre. I henhold til FN's charter har Iran som alle andre medlemmer af FN forpligtet sig til ikke at anvende trusler eller vold over for andre stater og disse staters territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Jeg håber, at præsident Mahmoud Ahmadinejad vil anerkende den skade, som disse bemærkninger har forvoldt i relation til Irans position i det internationale samfund, og trække udtalelserne tilbage uden betingelser. Præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser er endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er for Iran at træffe foranstaltninger til at afhjælpe den internationale bekymring om Irans intentioner i forbindelse med atomprogrammet.

Irans nukleare ambitioner blev drøftet af EU's udenrigsministre på mødet i Bruxelles den 7. november. Rådet gentog på det pågældende møde sin alvorlige bekymring over Irans genoptagelse af aktiviteterne på urankonverteringsanlægget i Isfahan og opfordrede indtrængende Iran til at gennemføre alle de foranstaltninger, som Det Internationale Atomenergiagenturs Styrelsesråd har anmodet om, herunder igen fuldstændigt at suspendere alle brændselskredsløbsaktiviteter.

EU vil stadig foretrække at genoptage forhandlingerne inden for de rammer, der blev fastsat i Paris sidste november. EU har indtrængende opfordret Iran til at træffe de nødvendige foranstaltninger i forbindelse hermed. En tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om Irans nukleare ambitioner er af grundlæggende betydning for det internationale samfund. Irans besiddelse af atomvåben vil bidrage voldsomt til ustabiliteten i regionen og evt. skade traktaten om ikkespredning af atomvåben og resten af den internationale ikkespredningsaftale.

Vi er fortsat meget bekymrede over Irans alvorlige og kontinuerlige krænkelser af menneskerettighederne. Vi hører konstant om unge lovovertrædere, der bliver dømt til døden. Iran begrænser fortsat ytringsfriheden og opretholder fængslingen af politiske fanger, f.eks. den opsøgende journalist, Akbar Ganji. Iran forfølger fortsat religiøse mindretal, herunder Baha'i-samfundet.

Jeg ved fra vores sidste forhandling om spørgsmålet, at mange medlemmer af Parlamentet stadig er meget bekymrede over udviklingen. Vi opfordrer derfor indtrængende Iran til at styrke respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Det er skuffende, at der ikke har været en dialog mellem EU og Iran om menneskerettigheder siden juni 2004 trods EU's gentagne forsøg - kan jeg forsikre om - på at fastsætte en dato for næste runde. Det er vigtigt, at Iran træffer foranstaltninger til at genoptage substansdrøftelser inden for rammerne af dialogen.

Jeg bifalder resolutionen om menneskerettigheder, som Canada fremlagde i sidste uge på FN's Generalforsamling. De europæiske medlemsstater har accepteret at være medsponsor. Iran skal med sine handlinger vise sin vilje til at styrke respekten for menneskerettigheder. Iran kan starte med at opfylde sine nuværende og tidligere forpligtelser i forbindelse med henrettelserne af unge lovovertrædere og ved varigt at løslade fanger, der er fængslet på grund af politisk overbevisning. Jeg håber, at Irans regering straks træffer foranstaltninger til at løse disse problemer.

Hvad angår terrorisme er Rådet fortsat bekymret over Irans indstilling. Den omstændighed, at præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser blev offentliggjort samme dag som det frygtelige angreb i Hadera i Israel, som Palæstinas islamiske Jihad har taget ansvaret for, skal styrke os i bevidstheden om, at tilskyndelse til vold og den terrorisme, som dette medfører, er foragtelige og uacceptable handlinger. EU har opfordret Iran til uden betænkeligheder at tilslutte sig den internationale enighed om den nødvendige oprettelse af to stater - Palæstina og Israel - der lever fredeligt side om side uden anerkendte grænser. EU understreger, at støtte til palæstinensiske terrorgrupper ikke kan accepteres. Alle stater har et ansvar for at samarbejde for at bekæmpe truslen om international terrorisme.

Det er efter min opfattelse et helt afgørende tidspunkt for Iran og regeringen i Iran. Præsident Ahmadinejads udtalelser for nylig har sat fokus på Iran og Irans position i verden. Det er af afgørende betydning, at dette fokus kanaliseres konstruktivt over på effektiv påvirkning af Iran med henblik på at ændre landets politikker om nukleare spørgsmål, terrorisme, menneskerettigheder og regionale og andre spørgsmål, herunder fredsprocessen i Mellemøsten.

Det internationale samfund kan i forening øve størst indflydelse. Jeg mener, at vores forenede reaktion på præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser om Israel har været vellykket, idet der er sat direkte fokus på Irans politik. Som EU's udenrigsministre udtalte den 7. november, vil udviklingen af forbindelserne mellem Iran og Europa på lang sigt afhænge af de foranstaltninger, som Iran træffer på alle de områder, der vækker bekymring i EU. Det er Irans ansvar gennem sine handlinger at afgøre, om forholdet til EU på lang sigt skal forbedres eller forringes.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, selv om jeg gentager noget, der allerede er nævnt, mener jeg, at det er nødvendigt på grund af situationens alvor. Der var bred enighed og en meget hurtig reaktion fra alle de forskellige europæiske institutioner. Formand Barroso reagerede med det samme på Kommissionens vegne ved på det kraftigste og klart og tydeligt at fordømme situationen. Vi ved, at formanden for Europa-Parlamentet også har taget skarpt afstand fra erklæringen, og Det Europæiske Råd har, som hr. Alexander allerede har nævnt, også fordømt udtalelserne i konklusionerne fra mødet i Hampton Court.

Jeg gentog endvidere offentligt, at præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser om Israel var chokerende og helt uacceptable. Det internationale samfund har helt korrekt også taget skarpt afstand fra udtalelserne. Jeg ønsker at takke formandskabet for at have inddraget vores delegationsledere i erklæringer fra formandskabet og Kommissionen, især i forbindelse med de arabiske lande. Udenrigsministrene gentog også denne fælles fordømmelse af tilskyndelsen til vold og tilintetgørelse af en hvilken som helst stat. De var også enige i, at sådanne udtalelser giver anledning til foruroligelse over Irans rolle i regionen og dets fremtidige intentioner.

Der er en lang række meget kedelige fortilfælde ved politiske møder, militærparader og andre begivenheder, som går helt tilbage til revolutionens tidlige år. Men når disse udtalelser fremsættes i det nuværende følsomme klima og endda af præsidenten selv under en konference med titlen "Verden uden zionisme", er det efter min opfattelse på tide at trække en grænse og minde den iranske præsident om de forpligtelser, der følger med det at være en del af nationernes familie.

Hvad angår det mest presserende spørgsmål om atomprogrammet, mener vi stadig, at engagement er langt at foretrække frem for balancekunst, konfrontation og isolation. Vi støtter derfor indsatsen fra det britiske formandskab, Frankrig, Tyskland, Javier Solana og ligesindede partnere for at styrke samarbejdet mellem Iran og Det Internationale Atomenergiagentur og Mohamed ElBaradei.

I denne sammenhæng vil det næste møde i Det Internationale Atomenergiagentur være meget vigtigt. Vi ønsker naturligvis alle at undgå, at Iran er en atomvåbenstat. Men det er ikke det eneste område, hvor vi forventer, at den iranske regering skal opfylde kravene. Irans holdning til fredsprocessen i Mellemøsten er også meget vigtig. Den omfattende dialog mellem EU og Iran, efterfølgeren til den kritiske dialog, er identificeret som et af de vigtigste punkter sammen med masseødelæggelsesvåben, terrorisme og menneskerettigheder.

Under hr. Khatamis embedsperiode benyttede vi denne indgangsvinkel med god virkning. Selv om Iran ikke officielt anerkendte Israels eksistens, oplevede vi positive tegn og en bedre forståelse af hele situationen i Mellemøsten. Især blev det fastlagt, at Iran ikke ville stå i vejen for fredsprocessen og ikke ville foregive at være mere palæstinensisk end palæstinenserne.

Men præsident Mahmoud Ahmadinejads voldsomme udtalelser er et tilbageskridt. Blandt de mange fordømmelser, som udtalelserne afstedkom, glædede det mig især, at repræsentanten for Den Palæstinensiske Myndighed, den palæstinensiske chef-forhandler, Saeb Erekat, udviste ægte statsklogskab ved at minde om, at PLO og Den Palæstinensiske Myndighed havde anerkendt staten Israel, hvormed de forhandlede om en fredsproces. Omfattende neo-revolutionære advarsler fra de iranske ledere til andre muslimske lande om ikke at anerkende Israel forekommer noget ude af trit med den moderne verden og kan meget vel give bagslag.

EU har i løbet af de seneste måneder opfordret Iran til at genoptage dialogen med møder, både i forbindelse med den omfattende dialog og dialogen om menneskerettigheder. Jeg håber stærkt, at Iran på ny vil indgå i disse processer og gribe chancen for at klarlægge sin holdning, fjerne misforståelser og genopbygge en overordnet troværdighed, som er meget svækket efter udtalelserne for nylig.

Selv om det ikke er den rette anledning i dag, kan man tale længe om menneskerettigheder og de positive forventninger, som oprindeligt blev skabt under de første år af hr. Khatamis embedsperiode, og derefter tale længe om den efterfølgende negative tendens, som desværre også har vist sig. Der er helt klart behov for store forbedringer, og EU er naturligvis nødt til at henlede opmærksomheden på problemerne.

Vi bør efter min opfattelse forsøge at bygge broer med den iranske befolkning, og jeg foretrækker at tro, at ikke alle iranere er enig i præsidentens udtalelser og regeringens synspunkter. Ytringsfrihed og foreningsfrihed i Iran undermineres stadig. Vi skal fortsat overvåge behandlingen af hver enkelt sag, f.eks. sagen om Akbar Ganji.

Men som Rådet klart og tydeligt gav udtryk for i sidste uge, vil udviklingen af forbindelserne mellem Iran og Europa på lang sigt - hvis man vil undgå en forværring - afhænge af, at Iran sætter effektivt ind på alle de områder, som vækker bekymring i EU, herunder Irans holdning til fredsprocessen i Mellemøsten. Bolden er nu i den iranske regerings banehalvdel. Som grundlæggende forudsætning forventer vi, at den iranske regering udviser ansvarligt lederskab, både internt og internationalt. Iran har bemærkelsesværdige historiske, kulturelle og geo-politiske værdier samt enorme naturressourcer og menneskelige ressourcer. Alle disse forhold kræver ansvarlig forvaltning for at skabe fred og stabilitet i et særdeles ustabilt område.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. repræsentant for Rådet, mine damer og herrer, vores gruppe opfordrede til disse forhandlinger, og jeg vil gerne takke de andre grupper hjerteligt for, at de med det samme var indforstået med at føre disse forhandlinger.

Det, den iranske præsident Ahmadinejad sagde den 26. oktober om Israels udslettelse, er så uhyrligt, at vi må fordømme det på det skarpeste. Vi ved, at revolutionsføreren Khomeini førte en lignende politik, men derfor er vi også i dag bedre i stand til at vurdere, at den tidligere præsident Khatami ikke tilsluttede sig denne linje.

Til Israel siger vi - og jeg har selv kritiseret Israel hyppigt her i Parlamentet - at i spørgsmål, der vedrører Israels sikkerhed, stabilitet og integritet, er vi fuldstændig på Israels side, og enhver sætten spørgsmålstegn ved og ethvert angreb på Israel er en sætten spørgsmålstegn ved den vestlige civilisation, og det er også en krigserklæring imod Europa og hele verden. Det skal den iranske ledelse være klar over.

Netop derfor er jeg utrolig skuffet over udviklingen i Iran, fordi jeg netop på daværende tidspunkt var på besøg i Iran i en uge, hvor Ahmadinejad fik regeringsmagten, og fordi jeg stadig havde en illusion om, at alt måske alligevel ikke var så slemt, som det så ud til. Men fordi det rent faktisk står slemt til, skal de, der var yderst villige til at give den nye regering en chance, sige klart og tydeligt i dag: Grib ind i tide - det skal være vores holdning.

Det tragiske ved dette er, at denne adfærd fra det nye iranske - man må jo nok sige - regime i grunden heller ikke hjælper dem, som man forgæves forsøger at hjælpe, nemlig palæstinenserne. Ikke kun israelerne har ret til at leve inden for sikre grænser - vi i PPE-DE-Gruppen har altid anerkendt palæstinensernes ret til at leve inden for sikre grænser. Sådan som den iranske præsident forholder sig, sætter han spørgsmålstegn ved hele den mellemøstlige fredsproces, og det er ikke kun slemt for Israel, men også for det palæstinensiske folks værdighed.

Efter at vi kritiserede Ahmadinejad, så jeg i tysk fjernsyn, at der var demonstrationer i Teheran, hvor der deltog mænd med selvmordsbælter. Det kan man i hvert fald kalde for opfordring til terrorisme. Da jeg var i Iran, så jeg et magasin, hvori man opfordrede unge mennesker til at melde sig som selvmordsbombemænd eller frihedskæmpere - eller hvad man end vil kalde det, men det er en opfordring til terrorisme. Jeg hørte i går, at iransk fjernsyn viste palæstinensiske børn med selvmordsbælter, og at dette så at sige skulle tjene som forbillede for iranske børn, således at de ville stille sig til rådighed for sådanne aktioner. I går fortalte en britisk kollega mig, at der var to homoseksuelle, som var blevet hængt i Iran på grund af deres seksualitet. Alt dette viser, at det er et tilbagefald til den mørkeste middelalder, og vi opfordrer den iranske ledelse til at komme til fornuft.

Såvel repræsentanterne for Rådet som kommissæren talte om det civile atomprogram, hvilket Iran naturligvis har ret til at gennemføre. Men vi har ikke tillid til Iran, og derfor er vi næsten sikre på, at man en skønne dag også vil udnytte det civile atomprogram til udvikling af atomvåben. Og atomvåben i hænderne på folk, som har en middelalderlig tankegang, er noget, som vi ikke kan forsvare i den europæiske og globale civilisation.

I morges opfordrede jeg en repræsentant for den russiske regering til at gøre alt, hvad der står i dens magt - den har jo en vis indflydelse på Iran - for endelig at skabe gennemsigtighed i alle disse spørgsmål om udvikling af atomkraft, sådan som både kommissæren og repræsentanterne for Rådet krævede.

Mine damer og herrer, lad os være yderst vagtsomme med hensyn til Iran. Iran må selv erkende, at det sætter sin store geografiske og strategiske rolle over styr. Iran spiller en stor rolle i forbindelse med fredsprocessen i Afghanistan, i Irak, i forholdet til Syrien, Israel, Libanon og Palæstina. Det iranske folk er et stort folk. Der var mange, som ikke deltog i valget, fordi de frygtede det værste og ikke kunne forhindre dette. Men vi må ikke glemme de mennesker i Iran, som viser den gode vilje. Iran har brug for en god fremtid, og forhåbentlig vil præsidenten indse, at han er nødsaget til at have en civiliseret tilgang til tingene i sin omgang med både mennesker og stater i verden.

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, også vi var enige i, at det var nødvendigt at holde denne forhandling, da vi ønsker, at de alvorlige udtalelser fra Irans præsident Ahmadinejad om Staten Israels eksistens bliver mødt med en fast og enstemmig reaktion fra Europa-Parlamentet.

De Europæiske Socialdemokraters Gruppe mener, at man ikke bør undervurdere sagens alvor, eftersom disse ord faldt på et yderst vanskeligt tidspunkt i Mellemøstens historie. Det skal dog siges, at vi få dage efter heldigvis hørte den tidligere leder Khatamis udtalelser, som gik i en helt anden retning. Han tog nemlig afstand fra enhver form for korstog, krig og vold og kaldte dette for umoralsk.

For at vende tilbage til Mellemøsten er der på den ene side et fornyet håb om en fredsproces, som fører til oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Staten Israel - og det er en løsning, som vi aldrig har og aldrig vil sætte spørgsmålstegn ved - men på den anden side er der som bekendt mange modstandere af denne proces, og terrorismen er faktisk en fordel for dem, som ikke ønsker en løsning på denne konflikt.

Fred, demokrati, frihed og social retfærdighed er de værdier, der efter vores mening bør rodfæstes i Mellemøsten, og vi vil gerne have, at Europa spiller en stadig større rolle i denne proces. Derfor glæder vi os over, at EU har sagt ja til at være ansvarlig for grænsekontrollen ved Rafah, som vi håber bliver en af den palæstinensiske stats grænser i en nær fremtid.

Iran er et stort land, og vi ønsker ikke, at det skal isolere sig fra det internationale samfund. Vi mener tværtimod, at dets beslutninger - ikke mindst et klart og utvetydigt nej til atomvåben - kan bidrage til en fredelig stabilisering af hele området.

Israel og Palæstina er forbundet af en fælles skæbne, og hvis man fjerner Israel, ville man også fjerne Palæstina. Jeg understreger dette, fordi det er på tide at afsløre dem, som siger, at de forsvarer palæstinensernes rettigheder, men bliver ved med at give næring til konflikten. Modsat præsident Ahmadinejad vil vi arbejde for at føje en ny stat til Mellemøstens landkort.

Til sidst bør vi forsikre Israel for, at Europa ikke vil glemme holocausten, for det ville være det samme som at fjerne selve EU's eksistensgrundlag som politisk projekt.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil for en del sige det samme som mine kolleger, men jeg tror, det er vigtigt, at vi beviser, at alle grupper her i Parlamentet er enige om at fordømme de seneste begivenheder i Iran. Iran er civilisationens vugge og har ydet et uvurderligt bidrag til menneskehedens kulturelle, kunstneriske, religiøse, intellektuelle og videnskabelige arv. Efter at Iran omdannedes til en islamisk republik, blev landet isoleret i mange årtier. EU er gået i spidsen for at bryde denne isolation og har indledt en omfattende dialog, bl.a. om de økonomiske forbindelser, det internationale samarbejde og menneskerettighederne.

Siden præsident Ahmadinejads tiltræden er der imidlertid sket en markant stramning. Det viser domme over mindreårige, nye forfølgelser af journalister og menneskerettighedsaktivister og tilbagekaldelsen af 40 ambassadører. De nylige erklæringer afgivet af præsidenten, som lykønskede selvmordsterrorister og sagde, at Israel skal fjernes fra verdenskortet, er fuldstændig i strid med FN's pagt og skal både ud fra et politisk og internationalt juridisk og især ud fra et menneskeligt og moralsk synspunkt absolut fordømmes, da de er fuldstændig uacceptable.

Israels eksistensberettigelse inden for internationalt anerkendte grænser og i sikkerhed ved siden af en palæstinensisk stat, som er til at leve i, er urørlig. Iran skulle hellere bidrage til en løsning i Mellemøsten og ophøre med at støtte den internationale terrorisme. Præsidentens seneste erklæringer risikerer på ny at bringe Iran, som faktisk er et stort land, i isolation og forhindrer i hvert fald, at dette vigtige land kommer til at spille en ledende rolle i området.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det glæder også Verts/ALE-Gruppen, at vi vedtager beslutningsforslaget enstemmigt, hvori Parlamentet også gør det klart og tydeligt, at enhver - hvad enten det er en organisation eller en stat - som sætter spørgsmålstegn ved Israels eksistensberettigelse, eller som selv holder hadetaler imod Israel, ikke finder nogen forståelse her og entydigt bliver tilbagevist.

Kommissionen og Rådet gjorde det også tydeligt, hvilke vanskelige problemer vi står over for. I præsident Ahmadinejads taler gøres det klart, at vi europæere ikke kan sætte en stopper for en hadeprædikant, som drager igennem landet og mobiliserer tusinder. Det er hverken vores opgave eller vores område. Til trods herfor vil jeg godt opfordre de ansvarlige i Iran til at overveje, om de ikke alligevel vil indtage en positiv rolle i det internationale statssamfund og anerkende både Palæstinas og Israels eksistensberettigelse i stedet for at give denne præsident mulighed for at sende dette rige land i international isolation.

Jeg appellerer derfor til europæerne og til os: Vi skal differentiere her. Iran er et fascinerende land med et ungt, godt uddannet samfund. Iran er et samfund med aktive kvindeorganisationer, som kæmper for deres rettigheder. Iran er også en Akbar Ganij, som er i livsfare, fordi han nægter at bøje sig for censuren. Iran er også webloggernes og journalisternes samfund, som forsøger at opretholde kontakten med os og at afsløre regimet dér. Iran er også modtageren af Nobels fredspris, Schirin Ebadi, som talte til os i dag. Iran er også advokat Soltani, som vi inviterede, og som nu sidder i fængsel.

Derfor bør vi forsøge at række hånden ud til dette andet Iran. Vi bør ikke begå den fejl at afbryde kontakterne til civilsamfundet og smække døren i. For det er lige præcis det, som præsident Ahmadinejad vil opnå, og ham skal vi ikke følge.

Vi har forpligtet os over for menneskerettighederne, fred og en fredelig konfliktløsning. Det er den vej, som vi følger. Det er kun dialogen ...

(Formanden afbrød taleren)

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand, Irans regime forhindrer al opposition i landet. Man overtræder menneskerettighederne, man dømmer barbarisk mennesker til døden ved hængning osv. Listen over regimets forbrydelser kan gøres lang, men det er helt tydeligt ikke nok for dette regime. Nu er Irans præsident kommet med frygtelige udtalelser om en anden stat. Han har talt om at udrydde Staten Israel. Dette er naturligvis fuldstændig uacceptabelt og burde fordømmes af alle. Jeg går ud fra, at vi er et enigt Parlament, som støtter fordømmelsen af denne udtalelse ligesom fordømmelsen af det iranske regimes overtrædelser af menneskerettighederne. Der er en risiko for, at præsidentens udtalelse besværliggør arbejdet for fred i Mellemøsten yderligere.

Vi skal også samtidig kræve, at Staten Israel lever op til FN's Sikkerhedsråds resolutioner, at Israel umiddelbart forlader de besatte områder, at Israel tager ansvar for en tostatsløsning og dermed endelig accepterer en palæstinensisk selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad. Vi skal i denne forbindelse også kritisere Staten Israels bygning af en mur på de palæstinensiske områder, en mur, som forhindrer landmænd i at nå frem til deres dyrkede marker, en mur, som adskiller skolelever fra deres skoler, en mur, som forhindrer syge i at nå på hospitalet osv. Denne mur skal også fjernes.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, Iran er ved at udvikle et atomprogram, som landet ikke har brug for på grund af de enorme olieressourcer. Formålet er helt klart at skaffe atomvåben. Den iranske præsident har udtalt, at Israel skal fjernes fra verdenskortet. Den vestlige verdens mulighed for at håndtere den trussel, som Iran udgør, er alvorligt begrænset af krigen i Irak, en krig, som Storbritannien gik ind i på grund af vores egen premierministers løgne og bedrag. Vi håber alle, at situationen i Iran kan forbedres med fredelige midler, og det er helt klart, at den vestlige verden skal træde varsomt, men øve stor indflydelse.

Desværre er Storbritanniens store indflydelse - de væbnede styrker - ved at blive omdannet til det, der så smukt kaldes den europæiske forsvarsidentitet, dvs. en europæisk hær. Hvis denne hær bliver en realitet, vil det forhindre Storbritannien i at gennemføre uafhængige militæraktioner i fremtiden. Men EU opfatter endnu en gang sig selv som en politisk stat i forbindelse med håndteringen af problemerne, og denne prætentiøse indstilling støttes fuldt ud af en minister for den britiske regering. Samtidig opfordrer Parlamentet igen og igen både Frankrig og Storbritannien til at droppe egne atomprogrammer. Hvis de gør dette, vil vi ikke have den indflydelse, som i sidste ende kan være nødvendig i forhandlinger med Iran.

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, de udtalelser fyldt med had og vold, som Irans præsident kom med, da han sagde, at Staten Israel burde fjernes fra verdenskortet, udgør en fare for hele den civiliserede verden.

Iran er et land med 68 millioner indbyggere, et areal på 1,7 millioner km2 og en stor olieproduktion, som den nuværende præsident forsøger at gøre til en stat, der repræsenterer den mest ekstreme form for islamisk fundamentalisme ved at støtte eller undlade at fordømme terroraktioner og ved at forberede sig på at fremstille atomenergi uden det internationale samfunds godkendelse. Hvis den iranske præsident ikke klart ændrer holdning, vil han ikke kun være en trussel for Israel og regionen, men også for alle os andre, for freden og for demokratiet.

Det er nødvendigt med en stærk reaktion på sådan en trussel. Irans unilaterale atomoprustning skal forhindres i tråd med vores beslutning af 13. oktober 2005 og med konklusioner fra Rådet (almindelige anliggender) den 7. november. Desuden skal vi finde en diplomatisk løsning, som fjerner de legitime bekymringer med hensyn til Irans atomprogram.

Hvis denne truende tendens i Irans politik ikke ophører, er vi nødt til at tale bestemt om diplomatiske og økonomiske konsekvenser, for udtalelser, som opfordrer til vold mod en demokratisk og suveræn stat, er til fare for hele det demokratiske samfund. Som institutioner bør vi dog blive ved med at fremme forbindelserne til befolkningen.

Vi giver udtryk for vores store solidaritet med Staten Israel, der også har fået sympatitilkendegivelser fra den del af den muslimske verden, som siger nej til terrorisme, og som har fået spontan støtte fra borgerne i mange af vores lande. Opnåelsen af varig fred forudsætter en kraftig fordømmelse af og alle de nødvendige aktioner mod enhver, der opfordrer til had og vold.

Vi anmoder om, at EU-institutionerne også er mere opmærksomme på modstandsbevægelserne i Iran, der kritiserer metoderne hos et styre, som også er voldeligt og frihedskrænkende over for sit eget folk.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, vi har endnu en gang ført en særdeles relevant forhandling om et vigtigt emne - ligesom sidste gang vi havde lejlighed til at drøfte disse spørgsmål i Parlamentet.

En række talere, herunder kommissæren og hr. Poettering, har understreget betydningen af udtalelserne fra Irans præsident i forhold til fredsprocessen i Mellemøsten generelt, og jeg er helt enig. Præsident Mahmoud Ahmadinejads udtalelser har skabt bekymring om Irans rolle i regionen og om dets intentioner i fremtiden. At udtalelserne blev fremsat samme dag som det rædselsvækkende angreb på israelske borgere skal minde os om, at tilskyndelse til vold og den terrorisme, som dette medfører, er foragtelige og uacceptable handlinger.

Det er helt tydeligt, hvad Iran bør gøre. Iran skal fordømme de grupper, der benytter sig af terror og vold, herunder den form for sygelige propaganda, som hr. Poettering henviste til, og støtte en løsning på spørgsmålet om Palæstina baseret på princippet om fredelig sameksistens mellem to stater.

Der er ingen grund til, at et islamisk politisk system som Irans skal nægte grundlæggende demokratiske rettigheder som f.eks. valgfrihed og ytringsfrihed, og der er ingen undskyldning for et system, der krænker menneskerettighederne, som en række talere allerede har slået fast i deres bidrag til forhandlingen.

Hvad angår spørgsmålet om atomvåben, skal Iran stille objektive garantier for, at landets atomprogram udelukkende har et fredeligt formål. EU's regeringer er nu i tæt kontakt med hinanden og andre vigtige partnere som USA, Rusland, Kina, Indien og Sydafrika og drøfter, hvad de næste skridt skal være. Vi forventer alle, at Iran igen indstiller aktiviteterne på uranoparbejdningsanlægget som aftalt sidste år, og som IAEA's Styrelsesråd selv havde fastsat som værende afgørende for genopbygningen af tilliden, og vi opfordrer indtrængende Iran til at genoptage forhandlingerne om langsigtede ordninger på grundlag af Paris-aftalen.

Som nogle af talerne nævnte, bekræftede de europæiske udenrigsministre den 7. november EU's støtte til en diplomatisk løsning på den internationale bekymring om Irans atomprogram, som skal omfatte en aftale om langsigtede ordninger. En sådan løsning vil bidrage til opbygningen af det klima, som vi finder er nødvendigt for at opnå et bedre forhold til Europa generelt og til det internationale samfund som helhed. Et samarbejde med Iran er naturligvis en udfordring, men vi må gøre vores bedste for at imødekomme denne udfordring i de kommende kritiske uger og måneder.

Vi vil stadig foretrække at opnå et forhold til gavn for begge parter, som er baseret på samarbejde og fælles interesser, idet Europa ønsker, at Iran realiserer sit potentiale og opnår vækst og fremgang. Det fortjener den iranske ungdom i hvert fald, og det er derfor, som fru Beer sagde, vigtigt at opretholde samarbejdet med Iran, så det andet Iran - som beskrevet - det mere åbne iranske samfund, som talerne har henvendt sig til i dag, kan glæde sig over den indsats, som både Kommissionen og andre yder for at opretholde dialogen.

Men et sådant forhold skal også omfatte håndteringen af de områder, som vækker mest bekymring i EU, heriblandt naturligvis spredning af atomvåben og menneskerettigheder.

Jeg kan på formandskabets vegne konkludere, at Iran står over for et vendepunkt. Verden holder øje med de meget vigtige beslutninger, som Irans nye regering skal træffe i løbet af de kommende uger, måneder og år. EU vil fortsat opfordre Iran til at løse problemerne i forhold til den internationale bekymring om Irans politikker og udtalelser. Jeg håber, at Iran kan leve op til forventningerne, og at Irans forhold til resten af verden generelt og EU især således kan udvikle sig i den retning, som jeg mener, at Parlamentet ønsker at opnå.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 17. november 2005.

18. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden til Rådet (B6-0339/2005).

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 1 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0889/05).

Om: Omstruktureringsprognoser

Hvordan analyserer Rådet følgerne af Den Europæiske Unions bilaterale og internationale aftaler og forpligtelser for udviklingen af det europæiske marked, hvad angår flytninger af virksomheder til nye lokationer og omstruktureringer af virksomheder, især i EU's øområder, landbrugsområder og fjerntliggende områder?

Finder der prognoser for omstruktureringer af virksomheder og for den fremtidige økonomiske og beskæftigelsesmæssige udvikling inden for hver markedssektor og inden for hver type arbejde i disse områder?

Med hvilke mekanismer gives der garanti for en bæredygtig udvikling i disse områder såvel som bevarelsen af deres sociale struktur, især arbejdstagernes normale faglige videreuddannelse og planlægningen af erhvervsuddannelsen for den unge generation?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg er klar over, at Deres retningslinjer til medlemmerne utvivlsomt også omfatter formandskabet, så jeg skal forsøge at gøre mine svar så kortfattede som muligt i forhold til de spørgsmål, der er stillet.

Hvad angår det første spørgsmål hører indvirkningsvurderinger af internationale aftaler, hvad angår flytninger og omstruktureringer af virksomheder, ikke under Rådets kompetenceområde. Rådet har ikke foretaget analyser af omstruktureringen af virksomheder. Den Europæiske Socialfond er det vigtigste økonomiske værktøj, hvorigennem EU kan støtte medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker inden for rammerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi. Den Europæiske Socialfond er den første etablerede strukturfond, som er oprettet i medfør af Rom-traktaten.

Strukturfonden støtter foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesmuligheder, udvikling af menneskelige ressourcer og integration i arbejdsmarkedet for at fremme et højt beskæftigelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, bæredygtig udvikling og økonomisk og social samhørighed.

Rådet vil endvidere fortsætte drøftelsen af Kommissionens forslag om en globaliseringstilpasningsfond, som vil kunne yde støtte til de virksomheder, der er påvirket af økonomiske omstruktureringer. Der vil også blive tildelt EU-støtte til udvikling af landdistrikter parallelt med national støtte til landdistrikter under udvikling. I 2007-2013 vil disse midler fokusere på en styrkelse af konkurrenceevnen for europæisk landbrug og skovbrug, fødevarer, jordforvaltning og miljøet samt livskvalitet og diversificering af landdistrikter. Den Europæiske Strukturfond og støtte til udvikling af landdistrikter er derfor værktøjer til beskæftigelsesmæssig tilpasning, som fru Panayotopoulos-Cassiotou henviser til.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne spørge rådsformanden, om omstruktureringsfonden vil have konkrete finansielle midler, og om det britiske formandskab allerede har anvendt den åbne koordineringsmetode til at stille nye forslag til styringen af omstruktureringerne.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg vil starte med det helt grundlæggende, nemlig at støtteniveauet helt klart vil afhænge af resultaterne af den mere generelle diskussion om den fremtidige finansiering af EU. Vi har haft en lang og konstruktiv debat i eftermiddag, som i realiteten omhandlede spørgsmålet om den fremtidige finansiering af EU, selv om den tilsyneladende drejede sig om det uformelle ministermøde i Hampton Court.

Jeg ønsker at gentage kommentarerne fra udenrigsministeren under dennes tale i Parlamentet tidligere på eftermiddagen om, at vi vil gøre alt, hvad der er muligt, for at indgå en aftale om den fremtidige finansiering af EU under det britiske formandskab. Yderligere detaljer om specifikke programmer vil naturligvis afhænge af de resultater, der opnås.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Manuel Medina Ortega (H-0892/05)

Om: Afgifter på flypassagertrafik

Hvilke følger kan indførelsen af forskelligartede nationale foranstaltninger til opkrævning af afgifter på flypassagertrafik få for det indre marked, og hvilke foranstaltninger bør der træffes for at harmonisere disse foranstaltninger?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Der foreligger kun begrænsede oplysninger om følgerne af nationale foranstaltninger til opkrævning af afgifter på flypassagertrafik for det indre marked.

Hvis medlemsstaterne vedtager nationale foranstaltninger til opkrævning af afgifter på flypassagertrafik, der ikke er i overensstemmelse med det indre marked, kan Kommissionen foreslå foranstaltninger til vedtagelse af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg i henhold til artikel 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Medlemsstaterne er imidlertid berettiget til at fastsætte beskatningssatserne under hensyntagen til nationale forhold.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Tak, hr. formand for Rådet, for Deres svar. Spørgsmålet drejer sig imidlertid om den indvirkning, som indførelsen af enhver form for skat på lufttransport med passagerer vil få på det indre marked. De kommer fra en ø, og det gør jeg også. Denne foranstaltning vil, selv om den nok ikke vil berøre lande, der kun har en kontinental struktur, berøre øregionerne meget negativt, og i særdeleshed de øregioner, der ligger meget fjernt fra EU's centrum. Derfor er det et spørgsmål, der sandsynligvis fortjener Rådets opmærksomhed, i overensstemmelse med Kommissionen.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg ønsker bestemt ikke, at Parlamentet får det indtryk, at Storbritannien er holdningsmæssigt isoleret fra de øvrige EU-medlemsstater som følge af landets geografiske placering. Jeg håber rent faktisk, at mange af de bestræbelser, vi har gjort i formandskabsperioden, har modvirket dette indtryk.

Som jeg angav i forbindelse med mit indledende svar, kan Kommissionen i henhold til traktatens bestemmelser træffe foranstaltninger, når dette er påkrævet. De enkelte medlemsstater er ikke desto mindre berettiget til selv at træffe afgørelser om skatteforhold, som jeg forsøgte at forklare. Hvis det ærede medlem foreslår, at der skal træffes yderligere foranstaltninger på enten medlemsstats- eller fællesskabsplan, er jeg ikke sikker på, at der nødvendigvis vil være tale om skattemæssige foranstaltninger til forskel fra andre mulige offentlige foranstaltninger til imødegåelse af de påståede problemer.

  Joseph Muscat (PSE). - (MT) Tak, hr. formand. Jeg mener, at det ville være forkert at blive ved med at se på dette spørgsmål udelukkende ud fra et beskatningsmæssigt synspunkt. Vi må også se på det med hensyn til fri bevægelighed for personer og tjenester, to af de vigtige friheder i EU. Lad mig bruge mit eget land Malta som eksempel. En billet fra Malta til Bruxelles koster omkring 104 euro, hvis man får en god pris, og skatter og gebyrer beløber sig til 126 euro, dvs. 121 % af prisen. Mellem Malta og London er 200 % af prisen skatter og andre "gebyrer". Vi må se alvorligt på det. Det må ikke være sådan, at det at rejse, navnlig fra fjerntliggende og isolerede steder, på nogen måde betragtes som en form for luksus. Vi kan ikke køre til det kontinentale Europa i bil, så hvad skal vi så gøre: svømme?! Det betyder, at vi er nødt til at kigge på det set ud fra perspektivet med bevægelsesfrihed.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg ønsker blot at gentage det forbehold, som jeg påpegede tidligere, vedrørende Rådets egentlige kompetence i disse spørgsmål. Som angivet kan Kommissionen træffe foranstaltninger under særlige forhold, og hr. Muscat har ret, når han anerkender, at den frie udveksling af tjenesteydelser er en del af grundlaget for den oprindelige Rom-traktat.

Med henblik på at danne modvægt mod hans temmelig negative udlægning af den nuværende holdning til flypriserne i én bestemt medlemsstat er det vigtigt at anerkende, at nogle af de foranstaltninger, der er blevet truffet på fællesskabsplan i de senere år, har medført meget store prisfald på billetter for EU-borgere, der rejser inden for EU. Så sent som i morges havde jeg lejlighed til at rejse til Budapest, hvor jeg blev informeret om de omkring 17 daglige flyafgange, der nu er mellem en række regionale lufthavne i Det Forenede Kongerige og Ungarn. Dette ville have været utænkeligt for blot et par år siden, og EU fortjener anerkendelse for den store indsats, som EU har gjort for at fremme disse nye muligheder, der tilbydes mange borgere, og som mange borgere allerede med glæde har benyttet sig af i løbet af de seneste måneder og år.

  Philip Bradbourn (PPE-DE). - (EN) I sidste måned stillede jeg et spørgsmål i spørgetiden under denne mødeperiode til Rådet vedrørende et beslægtet emne, afgift på flybrændstof i EU. Som svar på mit spørgsmål om Rådets holdning til en afgift på flybrændstof i EU fik jeg at vide, at Rådet ikke kunne tage stilling til dette spørgsmål, eftersom Rådet ikke havde modtaget et forslag fra Kommissionen. Jeg har her dokumentation for, at Kommissionen har forelagt Rådet forslag. Spørgsmålet blev sidst drøftet i Rådet af det luxembourgske formandskab, der blev afløst af det britiske formandskab, og man må gå ud fra, at britiske ministre har deltaget i disse drøftelser. Jeg anmoder rådsformandskabet om at oplyse, om der er tale om inkompetence, eller om der er en skjult dagsorden om indførelse af en afgift på flybrændstof.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at der for mit vedkommende ikke er nogen skjult dagsorden. Hvis han på den anden side ønsker at indvie mig i den dokumentation, han har viftet med foran mig i Parlamentet i dag, vil jeg bestemt undersøge det rejste spørgsmål og sørge for, at han modtager et svar.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Sarah Ludford (H-0895/05)

Om: Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel

Hvorfor har ikke alle EU-medlemsstater underskrevet Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel, der opfordrer til, at de mennesker, der har været ofre for menneskehandel, først og fremmest behandles som ofre og ikke som illegale indvandrere?

Foregår Det Forenede Kongerige, i sin egenskab af formandskabsland, med et godt eksempel?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet kan ikke fremkomme med oplysninger om, hvor langt de enkelte medlemsstater er kommet i beslutningsprocessen med hensyn til underskrivelsen af Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel. Indtil videre har fem EU-medlemsstater underskrevet konventionen: Østrig, Cypern, Polen, Portugal og Sverige. Ingen medlemsstater har ratificeret konventionen. Det bemærkes, at dele af konventionen henhører under EU's kompetenceområde, og EU skal således underskrive og ratificere denne.

Rådet er i øjeblikket ved at overveje en handlingsplan vedrørende menneskehandel med henblik på at udvikle en omfattende og strategisk EU-politik på dette område. Handlingsplanen vil være baseret på konferencen afholdt den 19. og 20. oktober, "Tackling human trafficking: Policy and best practice in Europe", organiseret af Det Forenede Kongeriges formandskab, Kommissionen og Sverige.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Dette er ganske enkelt ikke godt nok. Det fremgår af en nylig kommissionsmeddelelse, at beskyttelse af ofre har højeste prioritet, men medlemsstaterne blander ofte menneskehandel sammen med ulovlig indvandring og foretrækker at gøre beskyttelse af ofre betinget af, at de optræder som vidner. Dette er baggrunden for, at de ikke bryder sig om konventionen.

Ifølge de underretninger, som jeg og mine kolleger har modtaget fra politiet, vil ofre samarbejde med politiet på frivillig basis, når de og deres familier er blevet bragt i sikkerhed. Politiet er frustreret over, at chancerne for at kunne gennemføre en retsforfølgelse af menneskehandlere undermineres, når ofre deporteres som ulovlige indvandrere, eller når hjælpen gøres betinget. Tony Blair sagde for nylig, at der skal stærke argumenter til at sige nej til politiet. Hvorfor siger 17 premierministre i EU - og De fortæller mig nu, at der rent faktisk er 20 premierministre inklusive Tony Blair - nej til politiet ved at nægte at underskrive konventionen?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg ønsker først over for det ærede medlem at gentage min indledende bemærkning om, at det ikke tilfalder mig som repræsentant for formandskabet i dag og under denne forhandling at kommentere den beslutningstagning, der gennemføres af de 20 premierministre, som hun udpeger. Jeg vil imidlertid gerne påpege, at det er temmelig malplaceret at antyde, at der sker en sammenblanding af ulovlig indvandring og menneskehandel, når den omtalte konference om dette meget vigtige spørgsmål om menneskerettigheder havde titlen "Tackling human trafficking: policy and best practice in Europe". Som jeg nævnte, blev dette spørgsmål bragt på banen af det britiske formandskab, og således kan hendes påstand om, at der på en eller anden måde sker en alvorlig og vedvarende sammenblanding af ulovlig indvandring og menneskehandel, tilbagevises af de faktiske omstændigheder ikke mindst med henvisning til konferencens titel.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) I fortsættelse heraf tror jeg, at baggrunden for min kollegas udtalelse var, at det britiske formandskab tilsyneladende betragter dette som et sikkerheds- og stabilitetsspørgsmål snarere end som et menneskerettighedsspørgsmål.

I fortsættelse af rådsformandens udtalelse beder jeg rådsformanden om at sørge for, at Rådets drøftelser om EU's handlingsplan vedrørende menneskehandel bliver offentligt tilgængelige, idet vi for indeværende ikke er orienteret om planen. Kunne han også forsikre os om, at minimumsstandarderne i konventionen om bekæmpelse af menneskehandel bliver omfattet af denne EU-handlingsplan?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Lad mig forsikre det ærede medlem om, at der er omfattende støtte til målsætningerne i konventionen om bekæmpelse af menneskehandel, og at EU-medlemsstaterne ønsker, at der træffes samordnede foranstaltninger til imødegåelse af denne helt igennem afskyelige handel ved kilden med henblik på at beskytte og hjælpe de ofre, som hun taler om, og at drage de skyldige til ansvar.

Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at Det Forenede Kongerige som EU-formandskabsland har prioriteret bekæmpelsen af menneskehandel, og at vi har fokuseret på EU-handlingsplanen for bedste praksis, standarder og procedurer til bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel. Vi har ikke kun afholdt én, men to konferencer om dette emne. Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at handlingsplanen omfatter alle aspekter af menneskehandelen, og der er navnlig lagt vægt på betydningen af en menneskerettigheds- og offerorienteret tilgang. Jeg håber derfor, at nogle af det ærede medlems bekymringer over det britiske formandskabs tilgang til dette vigtige spørgsmål viser sig at være ubegrundede på baggrund af mine svar.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af John Purvis (H-0897/05)

Om: Tobaks- og alkoholafgifter

Kommissionen og Europa-Parlamentet går ind for afskaffelse af retningslinjerne for de mængder tobak og alkohol, som forbrugerne må indføre i deres hjemland fra en anden medlemsstat til personlig brug. Hvad har formandskabet gjort for at overbevise Rådet om at acceptere afskaffelsen af retningslinjerne og derved at give folk mulighed for ubeskåret at udøve deres rettigheder i forbindelse med det indre marked?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Den foreslåede afskaffelse af retningslinjerne for mængderne af tobak og alkohol udgør kun ét af elementerne i det pågældende forslag fra Kommissionen om at ændre ordningerne for produkter, der er underlagt punktafgift. De vejledende mængdemæssige retningslinjer anvendes som en vigtig indikator af, om mængden af varer, der er underlagt punktafgift, og som bringes over grænserne, anvendes kommercielt eller til personlig brug. De udgør ikke i sig selv en hindring for folks rettigheder til at handle i grænseområderne.

Kommissionens forslag har været drøftet ved flere lejligheder i de berørte organer, siden det blev fremsendt til Rådet, og der er ikke nogen medlemsstater, der har givet udtryk for, at de vil være indstillet på at afskaffe de vejledende minimumsniveauer. Formandskabet mener derfor ikke, at en yderligere drøftelse af dette spørgsmål vil være relevant.

  John Purvis (PPE-DE). - (EN) Er rådsformanden ikke enig med mig i, at et indre marked i EU, hvor varer, tjenesteydelser og kapital kan bevæge sig lige så frit over grænserne mellem EU-medlemsstaterne som inden for medlemsstaternes grænser, er en afgørende politisk målsætning? Er rådsformanden enig med mig i, at vi bør foretrække skattemæssig konkurrence mellem medlemsstaterne frem for harmonisering af skattesatserne i EU? Hvis rådsformanden er enig, er der så nogen begrundelse for begrænsninger af eller retningslinjer for de mængder af varer underlagt punktafgifter, borgere kan bringe med sig over grænserne?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Det er forfriskende at høre et synspunkt fremsat i Parlamentet, der i den grad afviger fra nogle af de påstande, der normalt fremsættes om briterne og det britiske formandskab.

Den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser er naturligvis afspejlet i de oprindelige EF-traktater, og vi har bl.a. fokuseret på gennemførelsen af det indre marked i løbet af vores formandskabsperiode. Vi har forsøgt at fremme og vil fortsat fremme arbejdet i forbindelse med tjenesteydelser. Lande, der tidligere ind imellem har sat spørgsmålstegn ved vores pro-europæiske holdninger, har rent faktisk været nogle af de mest kritiske over for vores bestræbelser på at fremme drøftelserne vedrørende tjenesteydelser.

Hvad angår det specifikke spørgsmål, som taleren rejste i forbindelse med grænseoverskridende handel, vil jeg blot bemærke, at formandskabet fuldt ud støtter folks rettigheder til at handle i grænseområderne. Vi er imidlertid samtidig forpligtet til at hindre, at disse frihedsrettigheder misbruges til skade for EU-borgernes rettigheder. Vi er fast besluttet på at hindre misbrug af frihedsrettigheder på det indre marked som følge af ulovlige aktiviteter såsom smugling. Vejledende niveauer er derfor af afgørende betydning, når toldmyndighederne skal skelne mellem folk, der reelt handler i grænseområderne, og smuglere.

Hvad angår et af de mere generelle punkter i hans afsluttende bemærkninger, mener jeg, at de temmelig vægtige argumenter, som den britiske udenrigsminister fremførte tidligere i eftermiddag vedrørende grænserne for harmonisering i EU, er et meget sigende udtryk for den britiske regerings syn på den passende balance mellem harmonisering og konkurrence i EU.

  David Martin (PSE). - (EN) Er rådsformanden enig i, at retningslinjerne blot er retningslinjer, og at enkeltpersoner, der kan bevise, at de indførte varer er til personlig brug, kan indføre disse på lovlig vis, selv om mængderne overskrider retningslinjerne? Er rådsformanden også enig i, at retningslinjerne er indført for at sikre, at det indre marked fungerer på dette område, og at selve den målsætning, som hr. Purvis ønsker, evt. ville blive undermineret, hvis disse retningslinjer ikke fandtes, idet retningslinjerne er indført for at stoppe det misbrug, som rådsformanden henviste til?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at vi tager den form for misbrug, han taler så klart om, alvorligt. Set et kort øjeblik fra Det Forenede Kongeriges synsvinkel snarere end fra formandskabets synsvinkel er sagen den, at vi i Det Forenede Kongerige har indført de højeste vejledende niveauer blandt alle EU-medlemsstaterne.

I lighed med alle de øvrige medlemsstater anvender vi sanktioner over for dem, der indfører varer underlagt punktafgift, som ikke er til personlig brug, men derimod indføres med det formål at unddrage sig den punktafgift, der ellers ville blive opkrævet, netop det formål, som det ærede medlem henviser til. Jeg mener, at disse sanktioner er passende set i forhold til overtrædelsens karakter. Han har derfor ret i at antage, at disse retningslinjer blot er retningslinjer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Elspeth Attwooll (H-0898/05)

Om: Brude uden grænser

Den britiske regering forsøger at få mange britiske kvinder til at forlade Det Forenede Kongerige for at blive genforenet med deres ægtemænd, efter at disse har fået afslag på opholdstilladelse. De får at vide, at det er sikkert at bosætte sig i lande som Irak, Iran, Afghanistan, Congo og Burundi, der af både det britiske og amerikanske udenrigsministerium betragtes som lande, der er farlige for besøgende fra vesten og/eller som lande, der overtræder grundlæggende rettigheder.

Hvordan er en sådan praksis forenelig med den europæiske menneskerettighedskonvention, navnlig retten til et familieliv, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet har aldrig drøftet dette spørgsmål, og det henhører ikke under Rådets kompetenceområde.

  Elspeth Attwooll (ALDE). - (EN) Jeg må sige, at det er meget bekymrende, at der ikke er nogen retlig begrundelse med henvisning til fællesskabslovgivningen og den europæiske menneskerettighedskonvention. Der er ikke meget, der kan forsikre mig om mine vælgeres velfærd.

Rådsformanden er bekendt med, at siden februar 2005 skal statsborgere fra lande uden for EU/EØS ansøge det britiske indenrigsministerium om tilladelse til at blive gift i Det Forenede Kongerige. Følgerne er, at der er tale om et begrænset antal par.

Vil rådsformanden være indstillet på i det mindste at viderebringe min anmodning til sine kolleger i indenrigsministeriet om, at der ydes amnesti til sådanne par, i det mindste i de tilfælde hvor det anerkendes, at der er tale om et reelt og varigt forhold, og at der ses bort fra kravet om at rejse til oprindelseslandet for at ansøge om opholdtilladelse for ægtefællen?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at hendes vælgeres velfærd og interesser ligger mig på sinde, ikke mindst fordi vi deler vælgere, idet jeg repræsenterer vælgerne i Paisley og Renfrewshire South i Skotland.

Jeg respekterer hendes erfaring, ikke mindst med forfatningslovgivning, men jeg ønsker blot at fremføre et for mig at se indlysende synspunkt, nemlig at det ikke er min opgave her i dag at forklare eller at udtrykke den britiske regerings holdning til dette særlige politiske spørgsmål, men derimod at fremlægge EU-formandskabets holdning, idet Storbritannien varetager formandskabet i øjeblikket.

Jeg vil derfor være fuldt ud tilfreds, hvis det ærede medlem ønsker at skrive til mig direkte vedrørende de specifikke spørgsmål, som hun rejste, således at vi kan sørge for, at der bliver sendt et svar til indenrigsministeriet i Det Forenede Kongerige. Men jeg vil tøve med at tilføje yderligere, idet spørgsmålet egentlig ikke falder ind under emnet for vores drøftelser i Parlamentet i eftermiddag.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Jeg bemærkede, at ministeren kommenterede den britiske praksis i forbindelse med spørgsmålet om retningslinjer på alkoholområdet, så jeg er sikker på, at ministeren også vil være indstillet på at kommentere dette spørgsmål: Er denne praksis i Det Forenede Kongerige ikke i strid med fællesskabsreglerne om fri bevægelighed som led i det unionsborgerskab, der er ved at forme sig som begreb?

Hvis en af mine vælgere, der er blevet fanget af den nye regel, og hvis ægteskab er blevet godkendt af regeringen, flytter til Frankrig, ville hun have ret til at medbringe sin mand. Den bizarre konsekvens er, at retten til familieliv for par er bedre beskyttet i andre EU-lande end deres hjemland. Dette spørgsmål har en vægtig europæisk dimension, så jeg mener, at det er passende at anmode den britiske minister om at besvare dette som rådsformand.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, dette var et tappert forsøg på via et tillægsspørgsmål at inddrage os i en drøftelse af britisk indenrigspolitik, men en behørig reaktion, der også viser behørig respekt for Parlamentet, vil være at rette opmærksomheden mod de spørgsmål, der er blevet rejst i forbindelse med formandskabets svar.

Jeg har allerede tilbudt en af medlemmets parlamentariske kolleger, at jeg vil lette formidlingen af korrespondancen til indenrigsministeriet i Det Forenede Kongerige, hvis hun ønsker at skrive direkte til mig, men ikke mindst i lyset af den begrænsede tid, vi altid har til rådighed under spørgetiden, mener jeg, at det er vigtigt, at vi nu koncentrerer os om spørgsmål til Rådet i stedet for at fortsætte en diskussion, der rettelig hører hjemme i de pågældende medlemsstater.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Frank Vanhecke (H-0900/05)

Om: Kinesisk censur af internettet

Den 25. september udstedte det kinesiske ministerium for information bestemmelser vedrørende spredning af oplysning via internettet. Oplysning fra internettet må ikke tilskynde til overværelse af ulovlige forsamlinger, medlemskab af ulovlige foreninger og deltagelse i ulovlige demonstrationer, som forstyrrer samfundsordenen.

De nye bestemmelser gælder såvel websides som udveksling af e-mail. Hensigten er at forhindre enhver spredning af oplysninger (nyheder og kommentarer), som ikke i forvejen er kontrolleret og passeret gennem styrets filter. Internetportaler er forpligtet til at hente alle nyheder og kommentarer fra officielle kilder. Hvad angår e-mail trafikken skal alle ikke-offentlige grupper og enkeltpersoner først registreres som "nyhedsorganisation". Først derefter kan de selv sprede nyheder og nyhedsanalyser.

Den 22. september, dvs. endnu inden udstedelsesdatoen for disse bestemmelser, blev Zheng Yichun idømt 7 års fængsel, fordi han på internettet havde opfordret til politiske reformer.

Hvordan agter Rådet at rejse denne nye grundlæggende krænkelse af ytringsfriheden over for den kinesiske regering. Agter Rådet i den sammenhæng også at rejse sagen om Zheng Yichun og opfordre til hans løsladelse?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Som svar på spørgsmål nr. 6 kan Rådet meddele, at det deler det ærede medlems bekymring over indskrænkelserne af ytringsfriheden, herunder via internettet, i Kina. EU har senest udtrykt sin bekymring i forbindelse med dialogen mellem EU og Kina om menneskerettighedsspørgsmål, der fandt sted den 24. og 25. oktober 2005 i Beijing. EU har også gentagne gange rejst dette spørgsmål under andre bilaterale møder, herunder i forbindelse med topmøder.

I lyset af Kinas underskrivelse og ratificering af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder er det af særlig betydning, at ytringsfriheden garanteres under overholdelse af internationale standarder. Artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder var derfor emnet for et nyligt juridisk seminar med deltagelse af akademikere og erhvervsfolk fra EU og Kina, der blev afholdt i Beijing i juni 2005 som led i denne dialog. De fælles anbefalinger, der blev formuleret i løbet af dette seminar, blev overdraget til Kina under den seneste dialog.

Som led i dialogen og på grundlag af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere har EU rejst en række sager vedrørende enkeltpersoner, der er blevet fængslet, fordi de på fredelig vis har udtrykt deres holdninger, over for de kinesiske myndigheder og udbedt sig flere oplysninger om deres skæbne og presset på for at få dem løsladt.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, jeg takker selvfølgelig Rådet for dette svar, selv om jeg imidlertid har indtryk af, at den kinesiske regering, bortset fra nogle velvillige erklæringer, gør meget lidt konkret. Jeg har indtryk af, at Rådet og EU i nogen grad er dobbeltmoralsk, og at især Kina skånes temmelig meget på grund af landets talmæssige styrke og vores indlysende enorme økonomiske interesser i landet.

Jeg synes personligt, at Rådet burde føre en skrappere, mere principiel og mere modig politik, når det gælder de grundlæggende menneskerettigheder og den grundlæggende ytringsfrihed. Jeg vil gerne bede Rådet om, hvis det er muligt, endnu en gang at undersøge det konkrete tilfælde, som jeg har nævnt, og måske også kontakte de kinesiske myndigheder, hvad angår dette specielle tilfælde.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Tillægsspørgsmålet rækker ud over den specifikke sag og bekymringerne om censur af internettet og spørgsmålene om, hvorvidt EU's anmodninger og drøftelser med Kina vedrørende menneskerettighedsspørgsmål fører til egentlige resultater. Der skal træffes et grundlæggende valg om, hvorvidt den rette vej frem er at isolere et land, som vi er uenige med på menneskerettighedsområdet.

Historisk set har EU indtaget den holdning, at den bedste metode til at få gennemført de forandringer, som jeg er sikker på, at alle parlamentsmedlemmerne ønsker, er at opretholde en struktureret dialog og at engagere sig. Dialogen har f.eks. foranlediget Kina til at blive mere involveret i internationale menneskerettighedsmekanismer, herunder ratificeringen i marts 2001 af den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Kina tog imod EU's særlige repræsentant for uddannelse i 2003, FN's arbejdsgruppe for vilkårlig tilbageholdelse i 2004, og vi håber meget, at Kina vil tage imod FN's særlige rapportør om tortur i år.

Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at dialogen er både meget åben og ærlig, og som jeg forsøgte at angive i mit indledende svar på dette spørgsmål, foregår denne dialog ikke kun på officielt plan, men på allerhøjeste niveau mellem EU og Kina.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Richard James Ashworth (H-0901/05)

Om: Revisionsrettens årsberetning

Senere på ugen vil Den Europæiske Revisionsret fremlægge sin årsberetning om EU's regnskaber. I de seneste 10 år har de ikke kunnet give en tilfredsstillende revisionserklæring. Dette er uacceptabelt.

Hvilke foranstaltninger har det britiske formandskab truffet for at rette op på denne utilfredsstillende situation, og vil Rådet nu garantere, at vi næste år kan vente os en positiv revisionserklæring om EU's regnskaber?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet deler den bekymring, som det ærede medlem har udtrykt over, at Den Europæiske Revisionsret i de seneste 11 år i sin årsberetning ikke har kunnet afgive en revisionserklæring, hvoraf det fremgik, at der var en rimelig sikkerhed for de fleste af de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. I årsberetningen for 2004 var Revisionsretten imidlertid i stand til at afgive en erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af underliggende transaktioner vedrørende førtiltrædelsesbistand samt egne indtægter og administrationsudgifter. For første gang har Revisionsretten været i stand til at konkludere, at det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IACS) har reduceret risikoen for fejl i forbindelse med de fleste landbrugsudgifter til et acceptabelt niveau.

Jeg kan forsikre Parlamentet om, at Rådet hele tiden har lagt stor vægt på dette spørgsmål, og at Rådet løbende har udtrykt sin bekymring over antallet af fejl i de underliggende transaktioner vedrørende betalinger og over svagheder i kontrolsystemet.

Som det er parlamentsmedlemmerne bekendt, har Rådet gennemgået Kommissionens seneste meddelelse om en køreplan for en intern ramme for kontrol, der er et led i processen hen imod en positiv revisionserklæring. Det britiske formandskab og Kommissionen nedsatte et ekspertpanel, der hjalp til under udarbejdelsen af udkast til Rådets konklusioner vedrørende dette spørgsmål. Rådet vedtog disse konklusioner den 8. november 2005 og bekræftede således, at det er EU's mål at opnå en positiv revisionserklæring. Konklusionen omfattede en række henstillinger vedrørende foranstaltninger på kommissions- og i medlemsstatsplan. Rådet anser disse konklusioner for at være et vigtigt skridt hen imod en positiv revisionserklæring og vil fortsat støtte Kommissionens bestræbelser på at bidrage aktivt til at forbedre den økonomiske forvaltning af EU på alle niveauer, men afgørelsen skal i sidste ende træffes af Revisionsretten.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE), for spørgeren. - (EN) Jeg anerkender, at De i Deres svar anerkender, at der er sket nogle forbedringer, men jeg håber, at formandskabet også vil erkende, at der tidligere er blevet givet en lang række henstillinger om foranstaltninger, men det har været knapt med gennemførte foranstaltninger.

Det angives meget kort på side 7 i Revisionsrettens meddelelse, at den nødvendige tilpasning og validering med henblik på at sikre fuld gennemførelse af den nye regnskabsramme er blevet forsinket. Hvorfor og i hvor lang tid? Det konkluderes på side 8, at udgifterne til den fælles landbrugspolitik stadigvæk er meget fejlbehæftede. Hvorfor? Det tilføjes, at medmindre den retlige ramme ændres, vil risikoen for fejl bestå, hvad angår interne politikker. Vil denne blive ændret og hvornår?

Vi bør anerkende, at disse problemer ikke kan tilskrives formandskabet. Vil formandskabet imidlertid anerkende, at det har en forpligtelse til at presse på for at få gennemført disse henstillinger, og kan formandskabet evt. skrive til mig vedrørende de specifikke punkter, som jeg netop har rejst?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at vi tager disse spørgsmål meget alvorligt. Det fremgik også klart af de udtalelser, min kollega, den britiske udenrigsminister, fremkom med tidligere på eftermiddagen i Parlamentet, hvor han udtalte, at den manglende afslutning af regnskaberne for 11. år i træk, hvilket er utilfredsstillende, påvirker debatklimaet i alle medlemsstaterne. Både på alle regeringsniveauer og under vores formandskab har Storbritannien således anerkendt, at det er nødvendigt at fremme disse bestræbelser. Dette er baggrunden for, at vi har samarbejdet med Kommissionen om at forbedre den økonomiske forvaltning og budgetkontrollen.

I januar 2005 indførte Kommissionen et nyt regnskabssystem, der bør give Revisionsretten et bedre grundlag for at afgive en positiv revisionserklæring i forbindelse med regnskabsaflæggelsen. Jeg har fået oplyst, at det nye system vil blive anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af regnskaberne for 2005. Ved mødet i Økofin-Rådet den 8. november sikrede formandskabet sig også medlemsstaternes godkendelse af en række yderligere forslag stillet af Kommissionen til forbedring af den økonomiske forvaltning og kontrol, kaldet køreplanen som tidligere angivet.

Jeg kan således forsikre det ærede medlem om, at dette spørgsmål ikke kun optager det britiske formandskab, men at det er et spørgsmål, som vi har været fast besluttet på at komme videre med i forbindelse med Økofin-mødet og støtten til Kommissionens nye tiltag. Det ærede medlem udviser gavmildhed ved at anerkende, at dette problem har eksisteret længe før indledningen af det britiske formandskab, idet der er tale om et reelt problem for EU. Jeg håber, at vi i løbet af de seks måneder under det britiske formandskab vil være i stand til at medvirke til løsningen af dette vedvarende problem, der har skadet EU's anseelse, og som jeg håber, der kan findes en løsning på i løbet af de kommende måneder og år.

  David Martin (PSE). - (EN) Kan rådsformanden gå ind på, at der kun er få enkeltpersoner i Bruxelles, der fylder lommerne med penge, hvis der overhovedet er nogen? Er rådsformanden også enig i, at de fleste af de klager, som Revisionsretten fremsætter, vedrører systemer og procedurer og ikke svig i snæver betydning, og at tilfælde af svig normalt forekommer i modtagerlande eller endog til tider i EU-medlemsstaterne?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Det ærede medlem har naturligvis ret i at erkende, at selv om Revisionsrettens årsberetning vedrører EU's regnskaber, implementeres 80 % af udgiftsbudgettet rent faktisk af medlemsstaterne gennem landbrugs- og strukturfonde. Vi må imidlertid være forsigtige med ikke blot at anvende dette argument, hvilket kunne fremme den opfattelse, at vi forholder os passive over for den udfordring, som vi står over for. Jeg vil blot gentage det synspunkt, som den britiske udenrigsminister fremsatte tidligere på dagen, nemlig at den manglende afslutning af regnskaberne for 11. år i træk er ammunition i hænderne på dem, der er fjendtligt indstillet over for selve unionstanken, og at vi helt sikkert bør bestræbe os på ikke at tilvejebringe denne ammunition i de kommende år.

Det er helt sikkert rigtigt, at der skal træffes foranstaltninger på medlemsstatsplan snarere end blot på bureaukratisk plan i Bruxelles, men det bør ikke på nogen måde tjene som undskyldning for ikke at gennemføre de foranstaltninger, som andre medlemsstater efterlyser, både i Bruxelles og på medlemsstatsplan.

Alle os, der ønsker at opbygge en vedvarende støtte til EU og EU's bestræbelser til gavn for de europæiske borgere, er stærkt interesseret i, at der findes en løsning på dette vedvarende problem. I denne forbindelse er det påkrævet, at der træffes foranstaltninger i medlemsstaterne, men den form for tiltag, der blev vedtaget under Økofin-mødet, og som heldigvis støttes af Kommissionen, vil også være afgørende.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Jeg ønsker blot at understrege, at baggrunden for, at det har været vanskeligt for Revisionsretten at afslutte regnskaberne, ikke er korruption i EU i forhold til medlemsstaterne, men at medlemsstaterne ikke hjælper EU ved at fremsende regnskaber, der opfylder de krav, som Revisionsretten og EU-institutionerne stiller.

Jeg anmoder rådsformanden om at skabe tillid i offentligheden til, at vi naturligvis udviser omhu, men at det ikke er de andres, men medlemsstaternes fejl.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Med al respekt for det ærede medlem er jeg ikke enig i, at den bedste metode til at løse dette problem, der har eksisteret i 11 år, er at placere et ansvar, der antyder, at den ene er bedre end den anden eller omvendt.

Udfordringen må vel bestå i at erkende, at vi har et fælles problem. Det ville simpelthen være uklogt, hvis vi antog, at dette problem ikke udgør en meget betydelig risiko for EU's omdømme, ikke mindst som følge af den måde denne manglende revisionserklæring for 11. år i træk er blevet udlagt i aviserne i en række EU-medlemsstater, og i stedet gik ind i en diskussion om, hvem der har ret og uret.

Udfordringen er at finde løsninger, der afspejler Kommissionens, Bruxelles-bureaukratiets og medlemsstaternes ansvar. Det er ikke tilstrækkeligt at reagere på den manglende afgivelse af revisionserklæring i 11 år i træk vec blot at sige, at dette er en sag for medlemsstaterne, og at man derfor ikke har noget fælles ansvar for at finde en løsning. Alle vi, der ønsker en revisionserklæring fremover, har et fælles ansvar for at gøre praktiske tiltag i lighed med dem, som var indeholdt i Kommissionens forslag, og det glæder mig at kunne sige, at vi kom et skridt videre med disse under det britiske formandskab i forbindelse med det nyligt afholdte Økofin-møde.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Richard Corbett (H-0903/05)

Om: Komitologi

Kan Rådet oplyse, hvor langt det er nået i sin fornyede behandling af forslaget om ændring af komitologiafgørelsen fra 1999?

Er Rådet enig i, at Kommissionens ændrede forslag fra 2004 med blot nogle få ændringer vil være et acceptabelt grundlag for en varig løsning på polemikken om komitologien?

Vil Rådet overveje at ændre dette forlag for at udelukke muligheden for, at Kommissionen uden ændringer kan opretholde en gennemførelsesforanstaltning, der er blevet forkastet af Rådet eller Parlamentet?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg glæder mig over spørgsmålet fra det ærede medlem, som jeg ved, har interesseret sig for komitologispørgsmålet gennem længere tid. Han vil være bekendt med, at drøftelserne af Kommissionens ændrede forslag først blev genoptaget i september. så jeg håber, at han forstår, at det for indeværende er for tidligt at give et endeligt svar på spørgsmålet på Rådets vegne.

Den arbejdsgruppe, der undersøger Kommissionens ændrede komitologiforslag, har afholdt møde tre gange indtil videre, og der er planlagt to yderligere møder under det britiske formandskab. Jeg har fået at vide, at drøftelserne er godt i gang.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Jeg ønsker blot at takke formandskabet for dette svar og opfordrer det til at fortsætte bestræbelserne. Hvis vi finder en løsning på dette problem, der har plaget Unionen i mange år, vil vi bidrage mærkbart til bestræbelserne på at lovgive bedre. Mange tiltag skal i dag igennem tre behandlinger i Parlamentet og Rådet, selv om de i virkeligheden burde uddelegeres til den udøvende myndighed. Men vi vil ikke uddelegere, medmindre vi har garanti for, at vi har beføjelse til, om nødvendigt, at tilbagekalde tiltag i lighed med Rådets beføjelse. Løsningen er at stille Parlamentet og Rådet lige på dette område. Hvis kontrolmulighederne forbedres, vil vi i langt højere grad være indstillet på at uddelegere.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg anerkender det ærede medlems erfaring og ekspertise på dette område. Jeg er enig i synspunktet, både med hensyn til spørgsmålets betydning og nødvendigheden af at fortsætte bestræbelserne. Jeg kan forsikre ham om, at formandskabet fortsætter bestræbelserne på dette område både nu og fremover.

Afslutningsvis ønsker jeg blot at gentage, at det glæder mig at kunne sige, at der er sket betydelige fremskridt under de drøftelser, der allerede har fundet sted, til trods for at drøftelserne først blev genoptaget i september. Jeg er optimistisk og tror på, at der kan ske yderligere mærkbare fremskridt i forbindelse med de to sidste møder under det britiske formandskab.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Sajjad Karim (H-0905/05)

Om: Modstridende holdninger hos ministre om afvejningen mellem sikkerhed og menneskerettigheder

Inden for mindre end to uger har vi modtaget modstridende meldinger fra to ministre fra Det Forenede Kongerige, som i denne periode varetager formandskabet for Rådet. I forordet til EU's årlige rapport om menneskerettighederne i 2005, offentliggjort den 3. oktober, citerede den britiske udenrigsminister, Jack Straw, Kofi Annan: "Vi vil således ikke få udvikling uden sikkerhed, vi vil ikke få sikkerhed uden udvikling og vi vil ikke få nogen af delene uden respekt for menneskerettighederne." Straw fastslog også, at "det er nødvendigt ikke blot fortsat at bekræfte disse værdier, men at insistere på deres gyldighed." Den 26. september citerede New Statesman den britiske indenrigsminister Charles Clarke for at have givet udtryk for den opfattelse, at hvis han skulle vælge mellem sikkerhed og menneskerettighedskonventionen, ville hans første ansvar være den nationale sikkerhed. Kan Rådet få disse to tilsyneladende modstridende erklæringer til at stemme overens? Hvis ikke, hvilken af dem kommer så tættest på Rådets opfattelse? Hvad ville det prioritere, hvis det skulle vælge mellem sikkerhed og menneskerettigheder?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Alle regeringer står over for at skulle håndtere den nuværende, hidtil ukendte globale terrortrussel. Det er imidlertid ikke et spørgsmål om at vælge mellem sikkerhed og menneskerettigheder. Uden sikkerhed er der ingen menneskerettigheder, og uden menneskerettigheder er der ingen sikkerhed.

I kølvandet på angrebene i London den 7. juli i år afholdt Rådet et ekstraordinært møde den 13. juli. Under dette møde vedtog Rådet en erklæring om EU's reaktion på disse frygtelige bomber. I erklæringen gjorde Rådet det, direkte citeret, klart, at: "angrebene er en hån mod de universelle værdier, som EU bygger på. En kerneværdi blandt disse er troen på demokratiske og åbne institutioner og samfund styret af retsstatsprincippet, hvor mennesker af alle trosretninger og med alle baggrunde kan leve, arbejde og trives sammen. De terrorister, der forkaster denne tro og anvender vold for at gennemtvinge deres vilje, vil blive overvundet". Det blev herefter tilføjet, at EU styrker, igen direkte citeret: "sit engagement i bekæmpelsen af terrorisme og bevarelsen af de grundlæggende principper om frihed, sikkerhed og retfærdighed".

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Tak for dette svar. Jer erkender, at der er tale om et spørgsmål, hvor der burde være flere valgmuligheder, og at det drejer sig om at finde den rette balance.

Jeg ønsker at få belyst, hvordan tilbageholdelsen af personer uden sigtelse, tilbageholdelse af behørige oplysninger om årsagen til tilbageholdelsen og fratagelse af advokatens ret til at gennemføre en behørig undersøgelse bekræfter disse værdier eller deres gyldighed.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Tillad mig med al respekt at antyde, at det ærede medlem forsøger at lede mig ind i en diskussion af den ene eller den anden medlemsstats metoder eller formodede metoder, selv om min opgave her i dag er at tale på vegne af Rådet. Jeg kan forsikre ham om, at formandskabet mener, at den erklæring, jeg citerede fra i Parlamentet, og som blev vedtaget af rådsmedlemmerne den 13. juli, udgør et solidt udgangspunkt for i fællesskab at bekæmpe den internationale terrortrussel. Lad det være klart: Terroristerne ønsker ikke blot at berøve os livet gennem deres ondskabsfulde og hidtil usete angreb på os, men også vores levemåde. Derfor mener jeg, at den erklæring, som Rådet vedtog den 13. juli, i høj grad afspejler fælleseuropæiske holdninger til, hvordan vi bør gribe disse udfordringer an.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Hélène Goudin (H-0908/05)

Om: EU-landenes forsvarsbudgetter

Svenske massemedier berettede den 14. oktober 2005, at Storbritanniens forsvarsminister John Reid offentligt havde udtalt, at EU's medlemsstater burde øge deres respektive bevillinger til forsvarssektoren. Ifølge de samme medier fremhævede forsvarsministeren, at et rimeligt niveau for medlemsstaternes forsvarsbevillinger er ca. 2,5 % af BNP, hvilket svarer til Storbritanniens forsvarsbudget. De svenske forsvarsudgifter beløb sig i fjor til 1,7 % af Sveriges BNP.

Er det formandskabets samlede vurdering, at EU-landene skal tilstræbe forsvarsbevillinger på linje med de britiske? Mener formandskabet, at EU-lande som Sverige, der bruger mindre end 2 % af BNP på forsvarsudgifter, skal øge bevillingerne til forsvaret? Mener formandskaber, at dette først og fremmest bør være et fælles EU-anliggende, eller at det skal være helt op til medlemsstaterne at vurdere, hvilken del af BNP det er hensigtsmæssigt at bevilge til forsvaret?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Rådet har ikke drøftet niveauet for medlemsstaternes forsvarsbevillinger, idet dette er et nationalt anliggende.

Med hensyn til forsvarskapaciteten er man ved at finde frem til metoder til at forbedre denne ved at øge forskningsudgifterne såvel som forskningssamarbejdet med henblik på at håndtere kapacitetsforskelle og uddannelsesbehov. På denne baggrund og som opfølgning på drøftelserne ved det uformelle stats- og regeringschefsmøde i Hampton Court har formandskabet anmodet den højtstående repræsentant om at fremme indsatsen inden for dette særlige område i samarbejde med det nuværende og kommende formandskab og Kommissionen, hvor dette er relevant. Den højtstående repræsentant vil i samarbejde med formandskabet fremlægge et sammendrag af de indledende retningslinjer forud for rådsmødet i december.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 11 af Dimitrios Papadimoulis (H-0912/05)

Om: Opnåelse af enighed om de finansielle overslag for 2007-2013

En af formandskabets vigtigste prioriteter, således som de blev forelagt for Europa-Parlamentet den 23. juni 2005, er at opnå fremskridt med hensyn til finansieringen af Den Europæiske Union og de finansielle overslag for 2007-2013. Opnåelsen af enighed i sidste øjeblik vil vanskeliggøre en rettidig planlægning og hensigtsmæssig gennemførelse af Fællesskabets flerårige programmer. Kan Rådet på baggrund heraf oplyse, hvor langt man er nået i drøftelserne om dette konkrete spørgsmål? Hvilke foranstaltninger agter Rådet at foreslå, således at der opnås enighed herom inden udgangen af det britiske formandskab?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, formandskabet er helt klar over vigtigheden af at nå frem til en aftale om det nye finansielle overslag inden årets udgang og vil gøre alt, hvad det kan for at fremme dette. Det har været noget af et tilbagevendende tema i drøftelserne i salen her til eftermiddag. Med henblik herpå har Rådet afholdt en række bilaterale konsultationer med medlemsstaterne i løbet af sommeren, og drøftelserne af dette spørgsmål blev genoptaget i Rådet den 7. november. Det vil naturligvis fortsætte ved mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) mandag den 21. november. Formandskabet vil fortsat arbejde hen imod en aftale, men indtil det er parat til at forelægge Rådet et samlet kompromisforslag, kan det ikke kommentere, hvad sådanne forslag måtte eller ikke måtte indeholde.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, agter De at orientere Europa-Parlamentet om det kompromisforslag, som formandskabet udarbejder, inden topmødet i december?

Da Det Forenede Kongerige i juni gik forrest om at forhindre en aftale, vil jeg gerne vide, om formandskabet oprigtigt ønsker at ændre holdning, så der opnås enighed mellem de 25.

Har De i Rådet tænkt over, at det britiske formandskab risikerer at blev et af de mest resultatløse og mislykkede formandskaber i EU's historie?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Min kollega, udenrigsministeren, antydede, at det var 47. gang, at en britisk minister havde vist sig her i Parlamentet under dette formandskab. Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at jeg vil være tilbage på min sædvanlige plads under den fortsatte plenarforsamling her i Parlamentet. Vores premierminister har påtaget sig at komme tilbage for at tale til Parlamentet. Ligegyldig hvilke andre former for kritik eller skepsis man kan rette mod det britiske formandskab, er mangel på drøftelser med Parlamentet måske ikke det mest overbevisende.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg vil benytte denne lejlighed, da jeg selv har stillet et spørgsmål om det samme, spørgsmål nr. 17, som der måske ikke bliver tid til at besvare under denne spørgetid. Jeg vil gerne spørge, om det er muligt, at dette kompromisforslag også kommer til at omfatte en samfinansieringsprocedure for landbruget med henblik på at nå frem til en aftale om at afskaffe Det Forenede Kongeriges særlige rabat?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg beundrer det ærede medlems opportunisme, når han griber muligheden for at stille et tillægsspørgsmål for at komme ind på den sag, han ville nævne under spørgsmål 17. Jeg vil simpelthen, hvad der måske skuffer, over for ham gentage mit tidligere svar, nemlig at det i betragtning af følsomheden og vigtigheden af de spørgsmål, der drøftes, og som vi skal gå videre med under vores formandskab, virkelig ikke vil være passende at forsøge at fremdrage et enkelt element i en mulig pakke, som vi håber at sikre enighed om i december.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 12 af Nils Lundgren (H-0916/05)

Om: Retssikkerheden i EU

Den svenske statsborger Lech Sierpinski har siden 1998 haft rejseforbud i Polen og har således ikke kunnet forlade landet. Som udenlandsk statsborger i Polen har han dermed i de sidste syv år været unddraget en række grundlæggende rettigheder og ikke haft adgang til sundhedsvæsenet og ikke kunnet få arbejdstilladelse. Han kan ikke længere betale sine advokatudgifter.

Alle EU's medlemsstater skal opfylde Københavnskriterierne og har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention, der bl.a. foreskriver retten til effektiv retsbeskyttelse og retfærdig rettergang.

Det kan være vanskeligt at udtale sig om enkeltstående sager, men kan formandskabet på trods heraf oplyse, om det mener, at der kan gøres noget på rådsniveau for at påvirke en EU-medlemsstat, der i situationer som denne ikke opfylder borgernes rimelige krav på retssikkerhedsgarantier.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg kan fatte mig i korthed angående dette spørgsmål. Rådet har aldrig drøftet det, og det hører ikke under dets kompetence.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 13 af Chris Davies (H-0917/05)

Om: Gennemsigtighed og åbenhed

Hvilke fremskridt er der sket for så vidt angår gennemsigtighed og åbenhed i Rådet, siden Rådets formand besvarede mit spørgsmål H-0567/05⁽¹⁾herom?

Spørgsmål nr. 14 af Timothy Kirkhope (H-0957/05)

Om: Transparens i Rådet

Hvilke fremskridt har formandskabet i kølvandet på den kampagne, britiske politiske ledere har indledt i Europa-Parlamentet, opnået i forsøget på at overtale Rådet til at samles for åbne døre med henblik på transparens, åbenhed og ansvarlighed?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, i forlængelse af den igangværende debat om gennemsigtighed og åbenhed i Rådet og den udveksling af synspunkter, der har fundet sted mellem Det Forenede Kongeriges formandskab og medlemmer af Europa-Parlamentet om denne sag fandt en første drøftelse sted i Coreper, de permanente repræsentanters udvalg, den 19. oktober. Formandskabet undersøger i øjeblikket sammen med de kommende østrigske og finske formandskaber en række mulige foranstaltninger, der har til formål at forøge den lovgivningsmæssige gennemsigtighed i Rådet.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Jeg takker rådsformanden. Lad mig sige, hvilken enorm lettelse det er at få et par minutter, hvor vi ikke drøfter Reach i endeløse grupper rundt omkring i Parlamentet - bare et par minutter, frygter jeg. Jeg ser, at hr. Kirkhope ikke er til stede, men jeg er opmærksom på, at han har rejst dette spørgsmål under en tidligere debat.

Jeg vil gerne personlig takke rådsformanden for hans bestræbelser i denne sag. Jeg anerkender, at han gør, hvad han kan for at fremme denne dagsorden. Jeg har en kopi af et brev fra hr. Rasmussen, den danske statsminister, hvori han siger, at han støtter en ændring af forretningsordenen. Jeg formoder, at man kunne få lignende breve fra Estland og Sverige til en begyndelse. Vi kender allerede den britiske indstilling. Det er fire stemmer, og så skal man bare bruge ni til. Jeg ved, at Rådet foretrækker at gøre tingene i enstemmighed, men for at nå noget med virkelig substans i - en virkelige forandring - bør formandskabet så ikke fremtvinge en afstemning om dette på det næste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) og nævne og udskamme de medlemsstater, der ikke støtter denne holdning?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er forundret over det råd, det ærede medlem giver. En strategi med ikke at søge enighed og at nævne og udskamme er en underlig argumentation at ville fremme, men jeg tror, det antyder, hvor alvorlige og hvor stærke følelser der er hos mange af de ærede medlemmer her omkring dette vigtige spørgsmål.

Den britiske regerings holdning til denne sag er blevet udtrykt af ingen ringere end vores premierminister, men han gør ret i at erkende, at Det Forenede Kongerige, selv om det fungerer som formandskab, ikke er den eneste aktør på denne scene. Jeg er bange for, at jeg vil skuffe det ærede medlem ved at påpege dette, for dagsordenen for mandag er så pakket, idet ikke bare forsvarsministre, men også udviklingsministre vil være involveret, at vi ikke kan drøfte spørgsmålet om gennemsigtighed i næste uge.

Et options paper vil blive sendt ud i de kommende dage, og det vil blive drøftet af Antici-gruppen forud for drøftelserne i Coreper II. Coreper I vil også indgå i denne proces, så jeg er glad for det ærede medlems venlige ord. Jeg kan forsikre ham om, at det er et spørgsmål, hvor vi gør os stadige bestræbelser, men vi er overbevist om, at vejen frem ikke er at tage fat på det den 21. november på det kommende møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), men at søge at gøre væsentlige fremskridt i de andre fora, som jeg har beskrevet.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand for Rådet, De var forundret over spørgeren. Jeg er forundret over Deres svar, når De påstår, at den britiske regering går ind for mere gennemsigtighed.

Jeg har her den rapport fra det britiske underhus' udvalg til overvågning af europæiske anliggender, der blev offentliggjort den 24. oktober. Den indeholder et svar, der formulerer den britiske regerings holdning som svar på et forslag om, at der skulle afholdes offentlige møder i Rådet. Der står: "the Government believes that it would not be possible for the European Council to reach agreement on difficult issues which cannot be resolved by the Council of Ministers if it is obliged to work in the full glare of publicity" (regeringen mener, at det ikke vil være muligt for Det Europæiske Råd at nå frem til enighed om de vanskelige spørgsmål, som ikke kan løses af Ministerrådet, hvis det skal arbejde i offentlighedens fulde projektørlys.) Så hvad er den britiske regerings virkelige holdning? Går De ind for gennemsigtighed eller for at undgå at arbejde i offentlighedens klare lys, som dette svar lægger op til?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg vil svare det ærede medlem ved at sige, at, ikke mindst som det sømmer sig for det land, der varetager formandskabet for EU, må svaret gives inden for rammerne af formandskabets forslag, for det, der betyder noget, er ikke et enkelt lands synspunkter, men medlemsstaternes synspunkter.

Når vi udsender forslag i de kommende dage, hvor vi over for vores partnere fremlægger de muligheder for at forøge gennemskueligheden i Rådet, som der er, kan jeg forsikre det ærede medlem, der så veltalende har talt om den vægt, han lægger på dette spørgsmål, om, at vi vil drøfte denne rapport sammen med de kommende formandskaber og ligeledes med Rådets sekretariat. Disse muligheder vil, som jeg allerede har sagt, blive bragt frem i Coreper på basis af et options paper ved Antici-mødet senere i denne måned. Det tror jeg, er den konstruktive måde, hvorpå vi kan sikre, at vi får det resultat, som så mange her ønsker.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Er formandskabet opmærksom på den lange historie, dette spørgsmål har, i og med at Parlamentet har presset på over for Rådet for at få det til at mødes i offentlighed, når det virker som lovgiver, lige siden de første direkte valg i 1979? Faktisk tog det britiske formandskab i 1976, da det var repræsenteret i Rådet (energi) af en vis Tony Benn, initiativ til at sige, at Rådet skulle mødes i offentlighed, når det arbejdede med lovgivning.

Vil han erkende, at vi har gjort store fremskridt sammen under vores gradvise udvikling af forfatningen, idet Rådet nu endelig fremlægger resultaterne af alle sine afstemninger om lovgivningen og giver offentligheden adgang til disse dokumenter, men at det vil være værd at gå endnu et skridt og faktisk mødes og stemme i fuld offentlighed, når der vedtages lovgivning?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg bøjer mig for det ærede medlem, når det drejer sig om detaljerne i den historiske forståelse af dette spørgsmål, som fremhæver den interesse, familien Benn i meget lang tid har vist for dette spørgsmål. Det kunne interessere det ærede medlem at vide, at dette er et spørgsmål, som jeg har drøftet med Tony Benns søn, for han er nu en af Det Forenedes Kongeriges repræsentanter i Ministerrådet, og har derfor direkte interesse i den holdning, vi indtager i dette og andre Råd. Jeg er glad for at kunne sige, at hans iagttagelser helt afspejler den vægtige historie, der ligger bag de vigtige drøftelser, som vi går videre med sammen med medlemsstaterne i øjeblikket.

Som svar på det tidligere spørgsmål vil jeg simpelthen gentage, hvad vores egen premierminister sagde, da han talte til Europa-Parlamentet tidligt i det britiske formandskab: Det er den impuls, der har drevet os til at føre drøftelserne videre i Coreper, og som vi nu forventer, at vi vil føre videre i de kommende dage.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand for Rådet, jeg beder Dem og formandskabet om undskyldning, fordi jeg er forsinket. Jeg talte med Hilary Benn i søndags om netop denne sag, da vi var til mindedag i Leeds.

Jeg vil gerne spørge rådsformanden, hvad holdningen er til det, som jeg fik at vide af hr. Blair - og faktisk også i dag af hr. Straw - om, hvordan vi går videre med dette spørgsmål om åbenhed og gennemsigtighed i Rådet. Jeg fik at vide af hr. Blair, at det ville være fint at gå videre, så længe det lå inden for forretningsordenen. Jeg fik at vide af hr. Straw her i eftermiddags, at man overvejede to muligheder. Jeg vil gerne vide, om disse muligheder ligger inden for forretningsordenen, eller om vi må tænke på en ændring af forretningsordenen.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Jeg er det ærede medlem taknemmelig for at styrke nutidsorienteringen i disse drøftelser blandt britiske politikere. Jeg kan ikke påstå, at jeg har talt med Hilary Benn for så kort tid siden, som han har, men jeg kan forsikre Dem om, at jeg vil forsøge at finde ud af, hvad han fortalte Dem ved mindegudstjenesten i Leeds i søndags, når jeg møder ham ved kabinetsmødet i morgen formiddag.

Med hensyn til det, han fremhæver, vil jeg imidlertid være nødt til at vente lidt længere, for før han kom ind i salen igen her til eftermiddag, fortalte jeg mine kolleger om den proces, som vi er i gang med at videreføre. Som han ved, var der en drøftelse i Coreper tidligere inden for det britiske formandskab. Det vil ikke blive drøftet den 21. november ved mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser). Vi har i stedet besluttet at fremlægge et options paper, der vil blive udsendt i de kommende dage af vores formandskab og så vil blive diskuteret under Antici-drøftelserne i Coreper II. Coreper I vil også indgå i denne proces. Hvis det kan hjælpe det ærede medlem, skal jeg nok sørge for, at han får en kopi af dette options paper, når det bliver udsendt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 15 af Jonas Sjöstedt (H-0920/05)

Om: Fiskeriaftalen med Marokko og Rådets støtte i FN

I et svar på et tidligere spørgsmål (H-0692/05⁽²⁾) om indgåelse af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko omfattende det besatte Vestsaharas territorier udtaler Rådet, at det "støtter FN-processen".

Hvad angår FN, så fik Generalforsamlingens Fjerde Komité den 11. oktober vedtaget en resolution, der omhandlede ikke-selvstyrende territoriers ret til egne naturressourcer. Resolutionen blev støttet af 137 nuværende medlemslande, hvoraf de 22 også er medlem af EU. Frankrig og Storbritannien undlod at stemme, mens Danmark ikke var til stede.

På baggrund af Rådets tidligere tilkendegivelser af, at det støtter processen i FN, og med henvisning til den resolution, som flertallet af EU's medlemsstater tilsluttede sig den 11. oktober, skulle man kunne drage den konklusion, at den indgåede fiskeriaftale mellem EU og Marokko ikke skal omfatte Vestsaharas territorier. Kan Rådet bekræfte, at Vestsaharas havne og farvande ikke vil blive omfattet af fiskeriaftalen?

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne henvise det ærede medlem til Rådets svar på hans spørgsmål H-0692/05 af 28. september.

I mit svar fremhævede jeg, at der i artikel 2 i den fiskeriaftale, der blev iværksat den 28. juli 2005, står, at den gælder for the Moroccan fisheries zone under the sovereignty or jurisdiction of the Kingdom of Morocco (den marokkanske fiskerizone, som henhører under kongeriget Marokkos suverænitet og jurisdiktion). Denne definition af det geografiske omfang af aftalen er identisk med afgrænsningen af den tidligere aftale, der udløb i 1999, og foregriber ikke på nogen måde spørgsmålet om Vestsaharas status. Den foreløbigt godkendte aftale er nu under ratifikation, hvilket forventes at føre til formel vedtagelse i første kvartal af 2006.

  Jonas Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Jeg vil takke Rådet for svaret. Problemet med svaret er, at det indebærer, at EU har indgået en fiskeriaftale, som betyder, at EU vil fiske i Vestsaharas vand. Det er et land, som er ulovligt besat af Marokko. Ingen af EU's medlemsstater anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara. Det hjælper ikke, hvor elegant man end formulerer det. Faktum er, at De har indgået eller er i gang med at indgå en aftale, hvor Marokkos overhøjhed over Vestsahara indirekte accepteres, idet aftalen omfatter forhandlinger om det besatte lands naturressourcer. Jeg mener, at dette er dybt inkonsekvent og umoralsk. Jeg undrer mig derfor over, om der ikke mangler enighed i Rådets politik på dette område.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Lad mig forsikre det ærede medlem om, at Vestsaharas politiske status bliver håndteret inden for rammerne af FN. Rådet tilbyder FN sin fulde støtte til at finde en tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om Vestsahara og håber, at der vil blive fundet en løsning på situationen.

Som jeg sagde tidligere, foregriber fiskeriaftalen ikke på nogen måde spørgsmålet om Vestsaharas status. Som ved de tidligere langvarige aftaler gælder den nye fiskeriaftale mellem EU og Marokko for the Moroccan fisheries zone under the sovereignty or jurisdiction of the Kingdom of Morocco (den marokkanske fiskerizone, som henhører under kongeriget Marokkos suverænitet og jurisdiktion). Fiskeriaftalen foregriber ikke på nogen måde Vestsaharas status, som det ærede medlem antyder.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand for Rådet, jeg mener ikke, at man bare sådan kan betegne Marokko som besættelsesmagt, som vores kollega gjorde det. Jeg vil gerne spørge Dem, om Vestsahara-problematikken ikke snarere er en rest fra europæernes kolonitid, og om vi ikke bør have forståelse for begge sider - for marokkanerne og andre grupperinger - med henblik på at tilvejebringe en ægte kompromisløsning, som også tager hensyn til Marokkos interesser.

  Douglas Alexander, formand for Rådet. - (EN) Lad mig forsikre det ærede medlem om, at vi søger en ægte løsning, men vi erkender, at denne ægte løsning - Vestsaharas politiske status - skal håndteres inden for rammerne af FN. FN har Rådets fulde støtte til at søge at finde denne ægte og tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om Vestsahara. Vi håber bestemt, at der vil blive fundet en løsning på denne situation.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 16-36 vil blive besvaret skriftligt⁽³⁾.

(1) Mundtligt svar af 7.9.2005.

(2) Skriftligt svar af 13.10.2005.

(3) Se bilag "Spørgetiden".

19. Erklæring fra formanden

  Formanden. - Europa-Parlamentet er bekymret over de oplysninger, der er fremkommet om krænkelser af menneskerettighederne i Tunesien under FN's verdenstopmøde om informationssamfundet. Formanden har under et besøg i Tunesien tidligere i år og i en erklæring i september givet udtryk for sin skuffelse over undertrykkelse og forfølgelse af ngo'er og medier i Tunesien og har påpeget, at det strider mod ånden i associationsaftalen mellem EU og Tunesien.

Informationssamfundet rummer umådelige muligheder for ytringsfriheden og den fredelige udveksling af tanker og for at bringe mennesker nærmere til hinanden på tværs af grænser og kulturer. Det, der skulle have været en festligholdelse af fremskridtet, blev en trist affære på grund af forfølgelsen af tunesiske og internationale menneskerettighedsforkæmpere og repræsentanter for medierne og de hindringer, der i Tunesien lægges for aktiviteter på internettet og til fordel for demokrati og menneskerettigheder.

Europa-Parlamentets delegation ved FN's verdenstopmøde om informationssamfundet, med fru Trautman i spidsen, har ikke undladt at give udtryk for vores synspunkter på selve mødet og på det parallelle borgertopmøde, der finder sted i denne uge. Vi beklager myndighedernes forsøg på at hindre denne vigtige begivenhed i at finde sted.

Som det fremgår af Parlamentets nylige beslutning, støtter vi uforbeholdent alle dem, der fredeligt virker for demokratiets og retssamfundets udvikling i Tunesien.

(Mødet udsat kl. 19.15 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Miroslav OUZKÝ
Næstformand

20. Fældefangst

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0304/2005) af Scheele for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af standarder for human fældefangst for visse dyrearter (KOM(2004)0532 - C6-0100/2004 - 2004/0183(COD)).

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, først og fremmest vil jeg komplimentere ordføreren for det fine og omhyggelige arbejde, hun har gjort, og jeg vil gerne sige, at det direktivforslag, der er til behandling, har til formål at sætte standarder for at sikre relativt humane betingelser for fangst af dyr i fælder.

Dette forslag er dikteret af kravet om, at Det Europæiske Fællesskab opfylder internationale forpligtelser over for Canada, Rusland og USA. Disse internationale bånd og forpligtelser følger af den aftale om internationale standarder for human fældefangst, som blev undertegnet i 1998 mellem Det Europæiske Fællesskab, Canada og Den Russiske Føderation, samt en anden aftale med det samme indhold, der blev undertegnet mellem Det Europæiske Fællesskab og USA i form af vedtagen praksis.

Aftalen med Canada og Rusland, som allerede er ratificeret af Det Europæiske Fællesskab og Canada, træder i kraft, så snart Rusland ratificerer den, en procedure, som ifølge de officielle oplysninger, Kommissionen har fået, allerede er sat i gang. Hvis der ikke vedtages en relevant fællesskabslovgivning, vil Det Europæiske Fællesskab derfor ikke være i stand til at overholde sine internationale forpligtelser, når aftalen træder i kraft.

Anvendelsesområdet for det direktiv, der foreslås, er temmelig begrænset. Såfremt det vedtages, vil det dog give en ramme for fastsættelsen af fælles EU-standarder for at begrænse utilsigtede pinsler og lidelser for de dyr, der fanges. De foreslåede standarder bygger på resultaterne af seriøst, videnskabeligt arbejde inden for den internationale standardiseringsorganisation og er desuden vedtaget af Den Internationale Naturværnsunion.

Forslaget indeholder ligeledes bestemmelser om, at medlemsstaterne kan bevare og anvende strengere nationale bestemmelser. Desuden supplerer direktivforslaget de eksisterende standarder på grundlag af gældende EF-lovgivning. Det forringer dem ikke. EU-forbuddet mod rævesakse på grundlag af Rådets forordning nr. 3254/91 vil f.eks. fortsat gælde efter vedtagelsen af det nye direktiv.

Jeg er nødt til at understrege, at vi er villige til under hele proceduren at behandle de relevante ændringsforslag, så der tages højde for de bekymringer, som forskellige politiske grupper og mange dyrevelfærdsorganisationer har givet udtryk for, og Kommissionen agter at arbejde videre i denne retning.

En afvisning af forslaget betyder, at EU vil være uden standarder for fældefangst i den umiddelbare fremtid, ligesom Det Europæiske Fællesskab ikke vil kunne opfylde sine internationale forpligtelser.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at jeg vil tage hensyn til Parlamentets holdning og vurdere de standpunkter, der er kommet til udtryk i såvel Parlamentet som Rådet. Kommissionen vil på dette grundlag træffe beslutning om de næste skridt, herunder en eventuel tilbagetrækning af forslaget. Samtidig planlægger Kommissionen at udarbejde en undersøgelse med det formål at opdatere det videnskabelige grundlag for et forslag om indførelse af standarder for fældefangst. Heri vil naturligvis også indgå relevante samråd med de involverede parter.

Til sidst vil jeg gerne udtrykke ønske om, at vores gode samarbejde fortsætter fremover.

  Karin Scheele (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, efter nogle ekstremt anspændte forhandlinger om kemikaliepolitikken er det en stor lettelse at skulle forhandle om et emne, som der allerede har været et meget bredt flertal for i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, hvilket jeg formoder også vil være tilfældet her i morgen.

Kommissionens forslag fra 2004 - hvilket hr. Dimas også var inde på - er et gennemførelsesinstrument i den internationale aftale. I Miljøudvalget blev mit forslag om at forkaste kommissionsforslaget næsten enstemmigt vedtaget, med 47 stemmer for, tre imod og to, der hverken stemte for eller imod. Jeg vil nu fortsætte med at forklare, hvorfor jeg stemte imod forslaget:

Da forslaget falder ind under afsnittet om miljøpolitik, er EU forpligtet til at basere lovforslaget på det aktuelle videnskabelige niveau, og denne basis mangler. Alt, hvad man gjorde, var blot at overtage ordlyden af den aftale - næsten ord for ord - som man forhandlede sig frem til for 10 år siden. Der er oven i købet retlige uoverensstemmelser mellem forslaget og anden EU-lovgivning, f.eks. direktivet om beskyttelse af forsøgsdyr og habitatdirektivet. I Kommissionens forslag tillades fangst og aflivning af dyr, som er beskyttet af habitatdirektivet. Vi ved alle, at det under visse forudsætninger kan være hensigtsmæssigt at anvende fangstmetoder og fælder, men vi tilkendegav allerede fra starten, at vi fandt det upassende at betegne direktivets indhold som en fastlæggelse af humane fangststandarder. Generelt er forslaget yderst ringe, og det vil ikke bidrage til at reducere de dyrs lidelser, som er fanget eller dræbt ved hjælp af fælder.

Jeg mener - hvilket kommissæren også gjorde klart og tydeligt - at vi skal rekapitulere noget fra historien for at kunne forstå Parlamentets forkastelse heraf. I 1989 vedtog Parlamentet et beslutningsforslag, hvori der kræves et forbud imod rævesakse i EU samt et forbud imod import af pelse og pelsvarer fra lande, hvor der anvendes rævesakse. Som en reaktion herpå vedtog man en forordning herom i 1991, som fra 1995 forbød anvendelsen af rævesakse og import af pelse fra 13 navngivne dyrearter fra tredjelande. Dette forbud finder ikke anvendelse, hvis en af disse to betingelser er opfyldt. Dette er også årsagen til, at denne internationale aftale blev indgået. Der gælder rimelige lov- eller forvaltningsbestemmelser, som forbyder rævesakse, medmindre de anvendte fangstmetoder opfylder internationalt anerkendte humane fangststandarder i forbindelse med de oplistede dyrearter.

EU-forordningen ville gøre det absolut nødvendigt at opstille internationale fangststandarder for at undgå et importforbud. På grund af trusler fra USA og Canada om at anfægte disse importbegrænsninger over for WTO forhandlede EU, Canada, Rusland og USA sig frem til en aftale. Ikke desto mindre er det udelukkende EU og Canada, som har ratificeret aftalen. Fangststandarderne i aftalen afspejler nogle standarder, som allerede er gældende i Rusland, Canada og USA, og de kan på ingen måde betegnes som værende humane. Allerede i 1997 vedtog Parlamentet en betænkning, hvori man betegnede den internationale aftale som fuldkommen utilstrækkelig både med hensyn til dyrenes trivsel og med hensyn til den miljømæssige målsætning. Tiltrædelsen af denne aftale var fuldstændig uacceptabel for Parlamentet. En aftale, som ikke gav nogen garantier overhovedet for, at de andre involverede parter ville indstille anvendelsen af samtlige rævesakse inden for rammerne af en hurtig og specifik tidsplan, burde således ikke give anledning til seriøse overvejelser. Denne betænkning blev vedtaget med stort flertal i Parlamentet i 1997.

Det var så det historiske tilbageblik. Jeg håber, at vi opnår et bredt parlamentarisk flertal for forkastelsen af et efter min opfattelse meget ringe forslag fra Kommissionen, og jeg håber desuden, at Kommissionen vil udvise den nødvendige demokratiske forståelse og trække det tilbage.

  Horst Schnellhardt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, indledningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, fru Scheele, for det meget fair, ja, ligefrem behagelige samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af dagens betænkning, selv om vi ikke er lige enige i alle spørgsmål. Vi er dog enige i konklusionen. Det vil i al sin enkelhed sige, at alle veje fører til Rom.

Dagens dagsorden er kendetegnende for Parlamentets særegenhed. Vi beskæftiger os med gennemførelsen af en international aftale mellem Canada, USA, Rusland og EU, selv om aftalen - som ordføreren var inde på - blev forkastet af Parlamentet i 1998. Sådan noget sker kun i Europa-Parlamentet.

For mig personligt er denne situation ikke så problematisk, for jeg stemte for aftalen dengang, eller jeg stemte imod forkastelsen heraf, fordi jeg egentlig havde tillid til, at de krævede standarder blev gennemført i de involverede lande, og fordi jeg havde stor interesse i, at livsgrundlaget for befolkningen skulle bevares i disse lande, og at folk her skulle være i stand til at leve af deres fortjeneste fra handelen med skind og huder.

Fordi betingelserne for handelen blev lempet, kan det sikkert også forsvares. Men der blev også opnået et og andet - og derfor stemte jeg for aftalen på daværende tidspunkt. Grusomme fælder, hvori dyrene lider, blev forbudt. Det var, hvis vi tager rævesakse som eksempel, til dels rene torturinstrumenter. Man opnåede dette takket være et årelangt pres fra Parlamentet og Kommissionen, men også fra dyreværnsorganisationernes side.

Kommissionens direktivforslag, som vi har foran os i dag, indeholder alle foranstaltninger i aftalen, som muliggør handel, det vil i første instans sige import af dyreskind og pelse til EU. Vi mener derfor, at gennemførelsen af direktivet vedrører det indre marked, og at det således bør udgøre retsgrundlaget for artikel 95. At dette ikke er tilfældet, er også en af årsagerne til, at vi vil forkaste denne betænkning.

Jeg vil gerne gøre Kommissionen opmærksom på mine ændringsforslag, som ikke kunne samle flertal i Parlamentet. Nogle gange er tiden ganske enkelt ikke moden til at indføre bestemte regler. Jeg foreslog, at disse forslag fra Kommissionen skulle havne i en forordning, hvori medlemsstaterne ville blive opfordret til at gennemføre denne aftale, og som altså ville forpligte dem til at gennemføre denne aftale med alt, hvad dertil hører, rapportering osv. Jeg synes, at det er et godt initiativ.

Jeg er ligeledes enig med ordføreren i, at vi opnår forbedringer i forbindelse med parametrene, og at vi også bør inddrage forskerne heri. Men det er en sag for medlemsstaterne og ikke for EU. Forholdene i de enkelte lande er så forskellige, og vi skal være opmærksomme på subsidiariteten heri. Derfor vil vi stemme imod Kommissionens forslag.

  Dorette Corbey, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, det vil jeg forsøge. Vi står i dag eller rettere sagt i morgen over for en meget indviklet beslutning. Vi vil stemme for forkastelse af Kommissionens forslag, men i mit tilfælde sker det tøvende. Vi i Parlamentet har pligt til at bidrage til lovgivningsprocessen, og vi forkaster i morgen forslaget uden at sige, hvordan det så skal gøres. Efter min mening går vi glip af en chance. Det har vist sig, at næsten alle partier er utilfredse. Nogle synes, at forslaget går for vidt, og andre synes, at det langtfra går vidt nok.

Vi bør imidlertid på en eller anden måde træffe en beslutning, således at Kommissionen også har en tydelig rettesnor, når det udarbejder et nyt forslag for at gennemføre den internationale konvention. Jeg kan naturligvis ikke lade være med at sige endnu et par ord om moskusrotter. Selvfølgelig skal de nederlandske diger beskyttes. Vi kan ikke fremme dyrevelfærd på bekostning af vores sikkerhed. Men jeg er absolut ikke tilhænger af fælder, hvor dyr drukner, og jeg vil opfordre Dem til alligevel at tænke over fangsten af moskusrotter og de fangstmetoder, der bruges.

Efter min mening er en række betingelser i hvert fald væsentlige for anvendelsen af fælder, hvor dyr drukner. Den første er, at der virkelig skal være tale om en plage og altså beskadigelse af digerne. Denne skade er tydelig nogle steder i Nederlandene, f.eks. i Frisland og i provinsen Sydholland, men i Brabant er denne skade meget mindre tydelig. Den anden betingelse er, at forebyggelse ikke virker eller ikke er mulig, og den tredje betingelse er, at fælden kun bruges, hvis der ikke findes mere dyrevenlige alternativer. Europa vil ikke på kort sigt forelægge et gennemførligt direktiv, og det er skuffende, men diskussionen ender ikke.

Det behøver efter min opfattelse heller ikke betyde, at moskusrotter ender livet pinefuldt. Foreløbig er det op til medlemsstater selv at træffe deres egne foranstaltninger. Jeg beder Dem derfor om at søge alternativer og sørge for, at dyrene lider mindst muligt. At dette direktiv forkastes, må ikke være en undskyldning i Nederlandene for ikke at drøfte bekæmpelsen af moskusrotter, og hvad det angår, må jeg takke Karin Scheele, fordi hun i Nederlandene har sat en enorm diskussion i gang, som vi ikke ville have haft uden hendes ændringsforslag. Lad os derfor se den nuværende situation i et positivt lys og benytte os af chancen, hvilket Europa-Parlamentet indtil nu ikke har gjort, for at gøre forebyggelse til en prioritet og udvikle de nødvendige alternativer, således at Nederlandene kan yde et vigtigt bidrag til et nyt lovforslag.

  Jules Maaten, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, min gruppe støtter fru Scheeles forslag om at forkaste Kommissionens forslag. Jeg synes, hun overbevisende har vist, at dette drejer sig om et eksempel på dårlig lovgivning. Opstillingen af standarder, som fælder skal overholde, er f.eks. ikke underbygget med grundig videnskabelig forskning. De kriterier, der er opstillet for fælder og testning af fælder, er vilkårlige. Det er naturligvis meget svært at måle, hvor længe dyr lider. Hvornår begynder stress, og hvornår begynder dødskampen?

Desuden står der især ved fældefangst af levende dyr intet i forslaget om, hvor humane de alternative metoder er, som måske skal bruges til at dræbe dyrene. Dyr drukner ofte alligevel på en anden måde eller dræbes med køller eller dræber hinanden. Der er inkonsekvens mellem dette forslag og habitatdirektivet. Visse dyrearter, som beskyttes af habitatdirektivet - jeg tænker på det udtrykkelige forbud mod at fange og dræbe f.eks. de vilde oddere, bævere, ulve og losser - står også i bilaget til forslaget om humane fangstmetoder. Hvordan harmonerer det med hinanden? Også andre dyr, der falder ind under dette forslag, f.eks. mårer og grævlinger, er i visse områder beskyttet eller fredet.

Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at der ved dette direktiv er et typisk nederlandsk sikkerhedsproblem, der spiller ind, nemlig beskyttelsen af de lavtliggende landsdele mod oversvømmelser på grund af digebrud. Gennem moskusrotternes levemåde undermineres digerne, hvilket udgør en reel trussel mod sikkerheden og folkesundheden. Dyret hører ikke hjemme i Nederlandene og bør naturligvis bekæmpes på den mest humane måde, men i øjeblikket er der ikke nogen anvendelig og mere human måde at bekæmpe den på, som er lige så effektiv som fælden, hvor den drukner. Et forbud mod denne fælde - og jeg kan forestille mig, at forslaget på et vist tidspunkt vender tilbage til et sådant forbud - gør det umuligt at bekæmpe moskusrotter effektivt. Den nederlandske sikkerhed og folkesundhed står dermed på spil.

Vi må også for moskusrotten søge anvendelige, mere humane fangstmetoder, men indtil egnede alternativer er fundet, synes jeg, det ville være udmærket at gøre en undtagelse for Nederlandene eller for en situation, hvor sikkerheden står på spil.

Jeg vil slutte med en mere generel bemærkning. I EU hengiver vi os til dyrebeskyttelse a la carte. Der sker f.eks. meget, hvad angår begrænsning af dyreforsøg, tænk blot på kosmetikdirektivet eller Reach, som vi nu taler om. Vi træffer også foranstaltninger vedrørende international dyretransport. Det er alt sammen meget vigtigt, men det er også meget vilkårligt. Vi må spørge os selv, hvad Europa vil eller skal gøre på dyrebeskyttelsesområdet.

Skal vi forbyde indsamling af vibeæg i Nederlandene, tyrefægtning i Spanien eller opfedning af franske gæs til gåseleverpostej, fordi disse sædvaner ikke er dyrevenlige, eller er det nationale anliggender, hvor EU's indgriben ikke har nogen merværdi? Det ville ikke være nogen dårlig idé, hvis både vi her i Parlamentet og Unionen ville tænke over, hvad vi egentlig vil gøre, og hvad vi ikke vil gøre på dyrebeskyttelsesområdet i stedet for at hengive os til beskyttelse a la carte på må og få.

  Marie Anne Isler Béguin, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil også lykønske ordføreren med den klarsynethed, som hun har vist i denne sag, og vi støtter fuldt ud hendes forslag om at forkaste Kommissionens forslag. Vi kan også tilslutte os hendes argumenter. Alligevel vil jeg fremhæve et par punkter.

Hr. kommissær, først vil jeg sige, at jeg sætter stor pris på Deres forberedelser til at følge op på dette forslag i betragtning af Parlamentets holdning. Jeg vil understrege, at Kommissionens forvaltning af spørgsmålet om human fældefangst har været usammenhængende. Vi må ikke glemme, at Parlamentet i 1998 forkastede konklusionen om tresidede aftaler med Rusland, Canada og USA, fordi det mente, at de ikke var tilstrækkeligt ambitiøse til at være effektive. Men til forskel fra begivenhederne i dag havde afstemningen i 1998 ingen følger, fordi Rådet kunne have indgået aftalerne endog mod Parlamentets ønsker. Denne gang har Kommissionen imidlertid foreslået et EU-direktiv til gennemførelse af de samme aftaler, dvs. et forslag, i hvilket man ikke når de fastsatte mål. Så hvorfor skulle Parlamentet under sådanne omstændigheder acceptere et så svagt forslag? Det er det spørgsmål, vi stiller Kommissionen.

Også med hensyn til indholdet finder vi dette forslag uacceptabelt. Ikke kun er det blevet kritiseret af videnskabsmænd, som mine kolleger allerede har sagt, og af dyrevelfærdsorganisationer, men det bidrager heller ikke til at begrænse lidelserne hos de dyr, der bliver fanget. I den forbindelse skal vi se på fru Scheeles argumenter, da hun specifikt forklarer, at vi slet ikke begrænser disse lidelser.

Det sidste vigtige punkt, jeg vil nævne, er, at dette forslag er uacceptabelt, da det i sidste ende lader hånt om europæisk lovgivning, da positivlisten i forslaget omfatter arter, der er beskyttet i henhold til artikel 12 i habitatdirektivet. Den omfatter odderen, ulven, bæveren og lossen. Og som De ved, hr. kommissær - og jeg er fuldstændig klar over det, da jeg kommer fra Frankrig - er det svært at gennemføre habitatdirektivet, at beskytte ulven og forsøge at forklare, hvordan tingene hænger sammen.

Derfor forkaster vi af alle disse grunde dette forslag, og vi regner bestemt med, at De, hr. kommissær, vil optræde som mellemmand mellem Parlamentet og Kommissionen og få den til at trække forslaget tilbage.

  Jonas Sjöstedt, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand, dette direktivforslag fra Kommissionen er ikke nogen rigtig succes. Man kan sige, at alle, fra dem, som beskæftiger sig med dyrebeskyttelse til jægerne, er utilfredse med indholdet. I vores gruppe er vi enige i den kritik, som er blevet fremført. Ikke mindst er det tydeligt, at det ikke bygger på de seneste videnskabelige resultater, der findes. Det burde denne type direktivforslag gøre.

Det er derfor på tide at trække forslaget tilbage og begynde fra begyndelsen. Som vi ser det, handler det om at få en balance i forslaget. Dyrebeskyttelse skal komme i første række, hvilket kræver betydelige forbedringer af forslaget. Når det er blevet reguleret, er det imidlertid vigtigt, at man ikke unødigt regulerer jagtregler i medlemslandene ud over det, der kræves for at beskytte dyrene mod lidelser. Det skal hovedsageligt være et nationalt spørgsmål også i fremtiden. Vi håber, at Kommissionen kommer tilbage med et nyt forslag. Vi takker ordføreren for arbejdet og vil stemme for betænkningen, som den er.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, min gruppe støtter forslaget om at forkaste dette direktiv, om end på grundlag af andre argumenter end ordførerens.

For det første mener jeg, at dette direktiv ville umuliggøre en effektiv bekæmpelse af skadedyr i visse medlemsstater, i særdeleshed moskusrotten i Nederlandene. Det kan få store konsekvenser for befolkningens sikkerhed. Så længe forslaget ikke indeholder en undtagelse herfor, kan jeg derfor ikke støtte det. Kommissær Dimas, De har udtalt, at De forstår mange organisationers bekymringer. Forstår De også bekymringen i Nederlandene for borgernes sikkerhed, hvis digerne undermineres af moskusrotter, der graver i dem?

For det andet forkaster jeg direktivet på grund af retsgrundlaget. Protokol nr. 33 til traktaten om Den Europæiske Union giver kun EU beføjelser på området dyrevelfærd inden for rammerne af politik vedrørende landbrug, transport, det indre marked eller forskning. Direktivforslaget gennemfører den internationale aftale om humane fangstmetoder, som blev indgået inden for rammerne af den fælles handelspolitik. I betragtning af at forslaget harmoniserer medlemsstaternes standarder for dyrefælder på det indre marked og ikke direkte tjener et miljøformål, kan kun artikel 95 betragtes som det rigtige retsgrundlag for dette forslag. Jeg vil gerne høre kommissær Dimas' reaktion på dette.

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, for tredje gang siden 1991 eller med andre ord i løbet af 15 år drøfter Parlamentet, som sædvanlig på aftenmødet, spørgsmålet om fælder og det barbariske i dem med et humant ansigt.

I 1991 forbød vi f.eks. rævesakse og import af pelse fra ræve, oddere, losser og 13 dyrearter fra Canada og USA. Det var meningen, at forbuddet skulle gælde fra 1995. I 1998 forklarede Kommissionen imidlertid, at det var nødvendigt at forlænge rævesakses liv af hensyn til inuitterne og deres traditionelle jagtmetoder, selv når de pågældende inuitfangere er multinationale pelsfirmaer med adresse på Fifth Avenue i New York.

På dette selv samme sted beskrev jeg for den irske kommissær Mac Sharry et dyr fra det høje Nord, hvis knogler i foden var splintret, dets sener var knust, og dets arterier skåret over. Det river sin egen fod af og slæber sig over den rødplettede sne for at dø 20 meter væk under fyrretræerne, og alt dette for at en luksusindustri, der drives af mennesker, som er lige så indianske som jeg, der hedder Martinez, genetisk er svensk, kan tjene penge.

Så i aften som reaktion på direktivet om human fældefangst, der skal sætte os i stand til at træffe foranstaltninger til forvaltning af fauna, beskytte diger, beskytte kulturer og overholde traktaterne, siger jeg nej! nej!, fordi vi for hver moskusrotte eller grævling, som skaber fare, fanger 10 sølvræve, der giver fortjeneste. Så, hr. formand, hr. kommissær, lad dem leve!

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil også godt takke ordføreren for hendes betænkning. Afstemningsresultatet i udvalget var jo entydigt. Jeg vil tro, at vi alle principielt hilser regler til beskyttelse af vilde dyr velkommen. Derfor ville det efter min mening være ønskeligt med et omfattende initiativ. Lad os blot betragte de store forskelle i habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet i forhold til beskyttelsen af andre dyr. Det er ikke altid lige retfærdigt.

Der skal selvfølgelig også tages hensyn til, at dyr kan forvolde farlige skader. Jeg mener, at man skal foretage en sondring og simpelthen rykke menneskets ve og vel i forgrunden. Tænk blot på de bristede dæmninger, som vores hollandske kolleger så malerisk beskrev.

Med dette for øje skal vi lovgivere overveje, hvordan vi kan beslutte det rigtige på det foreliggende kompetencegrundlag. Da der imidlertid også er uenighed om kompetencegrundlaget, skal dette spørgsmål prøves meget indgående endnu en gang med henblik på at opnå retlig sikkerhed. Lad os følge Kommissionen og Retsudvalget i Parlamentet, dvs. artikel artikel 175 og frem.

Fordi det foreliggende forslag netop ikke tager hensyn til den nyeste videnskab, skal forslaget efter min overbevisning fastkastes i sin helhed. Materien er for vigtig til, at vi ikke får det bedste ud af det for både dyrs og menneskers skyld.

Derudover skal der tages højde for, at medlemsstaterne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet naturligvis også får mulighed for at udstede strenge dyreværnsregler, men at netop menneskets sikkerhed skal have højeste prioritet.

  Linda McAvan (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil ikke bryde mønsteret, for også jeg støtter idéen om at forkaste dette forslag. Som alle andre har sagt, er det svært at se nogen fordele for dyrevelfærden i det, Kommissionen foreslår. Jeg forstår, at Kommissionens egen Videnskabelige Veterinærkomité har sat spørgsmålstegn ved forslaget, og der er endog nogle spørgsmålstegn ved den måde, de er blevet rådspurgt på.

Det er også forvirrende - og dette spørgsmål rejste jeg i udvalget - at se en liste på 19 arter, der skal dækkes af direktivet, og så opdage, at nogle af dem faktisk er fredede arter i EU. Det forekommer mærkeligt at beskrive, hvordan man fanger dyr i fælder, som man ifølge loven ikke har lov til at jage. Jeg ville sætte pris på en kommentar til dette fra kommissæren.

Man siger, at man ikke kan behage alle på samme tid, men jeg er bange for, at dette forslag ikke synes at behage nogen som helst. Derfor er jeg glad for at høre, at kommissæren er parat til at lytte til Parlamentet og finde en alternativ vej frem i dette spørgsmål.

Fru Scheele har gjort et glimrende stykke arbejde, og vi har en forenet front i Parlamentet, som er meget forskellig fra den debat, kommissæren var vidne til omkring Reach i går, og hvis udfald vi vil se ved afstemningen i morgen.

  Mojca Drčar Murko (ALDE). - (SL) Hvis formålet med dette direktiv har været at indføre humane fangststandarder for visse dyrearter, er det ikke blevet opfyldt. Man tager ikke hensyn til de seneste videnskabelige resultater, og det strider mod visse andre dele af EU-lovgivningen, og det vil ikke bidrage til at mindske lidelserne for de vilde dyr, der fanges. Med hensyn til pattedyrenes psykologiske og adfærdsmæssige udvikling er den væsentligste moralske indsigelse mod brugen af fælder som jagtmetode, at tidsrummet mellem det tidspunkt, hvor dyret fanges, og hvor det bliver bevidstløst, længden af dets dødskamp, er for langt.

Det ligger imidlertid fast, at den internationale aftale mellem EU, Canada og Den Russiske Føderation, hvis miljøkomponent direktivet skal omsætte til EU-lovgivning, er det første af to, der specifikt vedrører spørgsmålet om velfærd for vilde dyr, på trods af, at det primære formål er at lette pelshandelen.

Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på artikel 5 i denne aftale, som blokerer for indsatsen i de lande, der allerede har indført jagtrestriktioner, der går ud over de internationale standarder. Hvis de eksisterende standarder kun er baseret på laveste fællesnævner, vil aftalens parter ikke blive tilskyndet til at udvikle mere humane standarder.

  Jillian Evans (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig de kommentarer, der allerede er blevet fremsat af adskillige andre medlemmer til støtte for den holdning, som ordføreren, fru Scheele, indtager i sin betænkning. Som vi har hørt, er der af en række forskellige grunde til, at kollegerne ønsker at forkaste Kommissionens forslag. Men vi er enige om forkastelsen.

Som det allerede er blevet sagt adskillige gange, er dette forslag blevet kritiseret af alle, der er involverede i dette område - af forskerne, af dyrevelfærdsgrupperne, af de grupper, der går ind for jagt - fordi det ikke er baseret på de seneste videnskabelige resultater og bestemt ikke forhindrer eller bare reducerer den lidelse, dyr udsættes for i fælder. Parlamentet har ofte vist sin vilje til at beskytte dyr, og det gør dette svage forslag bestemt ikke. Standarderne her er ikke humane. Vi taler ikke om nogle få dyr, men om millioner af dyr, som hvert år bliver fanget i fælder i EU.

Der er mange områder, hvor forslaget ikke lever op til det, som kan opnås, eller som kunne opnås for at forbedre dyrevelfærden. F.eks. tillader det, at fælder, der ikke er klassificeret som humane, bliver anvendt, mens bedre fælder bliver udviklet, men der bliver ikke fastsat nogen tidsgrænse. Det, der prioriteres, er, at fældefangst kan fortsætte. Der er, som vi allerede har hørt, ingen sikkerhedsforanstaltninger, der kan beskytte truede arter mod at blive dræbt i fælder i visse områder, hvor vi ved, at disse arter findes. Den eneste måde at gøre det på ville være ved at forbyde fælder i disse områder. Så af disse grunde og af mange andre er dette forslag ikke acceptabelt, og Kommissionen bør fremlægge et nyt.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, Kommissionens forslag om fældefangst er yderst mangelfuld. Forslaget betyder, at fælder skal testes i henhold til strenge standarder, at en speciel uddannelse for fangere skal indføres, og at hjemmelavede fælder kun undtagelsesvis skal tillades. Hvis dette forslag vedtages af Europa-Parlamentet, bliver det praktisk taget umuligt at bedrive fældefangst i Norden. Det er glædeligt, at Miljøudvalget forkastede Kommissionens forslag. Jagtspørgsmål skal afgøres på nationalt eller lokalt niveau, ikke i Bruxelles.

Jeg vil gøre parlamentsmedlemmerne opmærksom på, at Retsudvalget har udtalt sig om forslagets retsgrundlag. Denne udtalelse er blevet tilføjet til Miljøudvalgets betænkning, og det foreskrives, at artikel 175 skal udgøre retsgrundlaget for forslaget. Denne artikel gælder Unionens miljøpolitik. Dyrebeskyttelse for vilde dyr er dog ikke en del af EU's miljøpolitik og falder ikke engang ind under EU's kompetence. Hvis artikel 175 udgør retsgrundlaget, er der stor risiko for, at flere og flere sager som denne vil blive betragtet som EU-spørgsmål og håndteres på EU-niveau.

Jeg er enig med ordføreren, fru Scheele, i, at Kommissionens forslag skal forkastes. Fru Scheeles udgangspunkt er dog, at forslaget ikke er tilstrækkeligt vidtgående. Jeg er af den modsatte opfattelse. Selvfølgelig er der brug for regler, også for fældefangst, således at bl.a. dyrebeskyttelsen garanteres. Disse regler skal dog fastlægges af medlemsstaterne og ikke i Bruxelles.

  Christofer Fjellner (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg har forstået, at dette forslag vil blive forkastet i morgen. Det skyldes bl.a., at stærke kræfter her i Parlamentet synes at ville detailregulere og næsten forhindre fældefangst som sådan. Det virker næsten, som om det endelige mål er, at der ikke skal forekomme fældefangst i Europa. For disse personer er dette forslag helt enkelt ikke tilstrækkeligt vidtgående. Selv om de ofte beskrives som miljøvenner, er de krav, som de stiller, ofte alt andet end miljøvenlige. Man ser bort fra, at netop fældefangst er en vigtig del af vildt- og miljøplejen. Jeg kan nævne et eksempel på noget, jeg hørte for nylig, nemlig at søfuglearter er afhængige af, at man i Finland fanger f.eks. mårer, som ikke findes i den naturlige fauna, men er blevet indført.

Kommissionens forslag er efter min mening ikke for begrænset. Det går egentlig tværtimod alt for langt. Desuden forsøger Kommissionen at udvide beføjelsen til også at gælde spørgsmål, som medlemsstaterne egentlig håndterer bedst.

Jeg har to argumenter, som jeg håber Kommissionen tager til sig i forbindelse med eventuelle fremtidige forslag. For det første synes jeg, at vi skal tage fat på de eksisterende internationale aftaler og ikke forsøge at udbygge dem på en måde, hvor der er risiko for at skabe nye handelshindringer. Det er noget, som i sidste ende blot rammer enkelte producenter og jægere og skaber problemer. Desuden synes jeg, at det havde været tilstrækkeligt at kræve, at medlemsstaterne selv gennemfører dele af denne aftale i stedet for at udbygge den med Kommissionens udgangspunkt.

For det andet indeholder dette forslag meget bureaukrati, som man skulle kunne gøre sig fri af. Medlemsstater som Sverige har velfungerende systemer, hvor alle fælder testes. For at slippe for bureaukrati burde man kunne godkende resultaterne af de test af forskellige fælder, som allerede er blevet gennemført. Jeg håber, at Kommissionen tager disse argumenter til sig og ikke bare lytter til argumenter fra dem, som vil forhindre fældefangst.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand, kommissæren talte tidligere om vores internationale forpligtelser. Det er min påstand, at den såkaldte internationale aftale i bedste fald er tvetydig. Jeg er ikke juridisk ekspert, men Kommissionen må være enig med mig i, at der er alvorlige juridiske inkonsekvenser mellem dette forslag og andre EU-politikker, hvilket både fru McAvan og hr. Blokland fra forskellige udgangspunkter har gjort opmærksom på.

Hr. Maaten nævnte habitatdirektivet. Men der er også beskyttelsen af laboratoriedyr til forskning. Disse og andre er seriøse og fornuftige politikker til beskyttelse af vilde dyr og dyr, der beklageligvis bruges i laboratorier.

Det er et vigtigt emne, og det kan ikke bare overlades til tilfældighedernes spil. Luften i atmosfæren og den luft, vi indånder, bliver med rette anset for at være et emne, der nødvendigvis må indgå i miljølovgivningen på EU-niveau. Jeg vil sige til den tidligere taler, hr. Fjellner, at dette forslag henhører under samme kategori. Det er vigtigt og nødvendigt, men i øjeblikket tager det ikke hensyn til mange tidligere afgørelser.

Som hr. Schnellhardt noterede, må vi arbejde sammen med andre lande i verden - De Forenede Stater, Canada og Rusland. Men for vores egen troværdigheds skyld vil jeg mene, at vi kan gøre det bedre end dette her, og at vi skal gøre det.

Jeg vil gerne komplimentere ordføreren for hendes arbejde, og som talsmand for Parlamentets tværpolitiske gruppe om dyrebeskyttelse vil jeg også opfordre til, at dette forslag trækkes tilbage, fordi det desværre ikke vil gavne dyrevelfærden. I lyset af hvad kommissæren har hørt i aften, foreslår jeg, at han for at undgå ydmygelse i morgen trækker det tilbage, før det bliver sat til afstemning i forsamlingen.

  Margrete Auken (Verts/ALE). - Hr. formand Jeg er naturligvis enig med både min egen gruppe og de andre, der har fremført argumenter imod Kommissionens forslag, og jeg skal ikke gentage disse argumenter her. Jeg har faktisk bedt om ordet for lige at minde om, at dyr, der lever i det fri, næsten ud fra enhver betragtning har et bedre liv end dyr, der bliver holdt i bure. Vi har set skrækkelige billeder fra Kina af bjørne, der holdes i bure for pelsens skyld, men det er jo ikke bare bjørnene, det går ud over. Vi har i Danmark store rævefarme, og ligegyldigt hvilken slags fældefangst man praktiserer, er rævefarme i hvert fald ikke at foretrække - rævefarme er det rene dyrplageri. Jeg mener, at vi må inddrage de andre dyr i denne diskussion i stedet for at se bort fra dette problem og kun interessere os for dyrplageri ved fældefangst. Jeg vil gerne understrege, at vi må udvide perspektivet for at undgå at legitimere brutal behandling af dyr på dyrefarme både i Kina og i Danmark.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær, jeg kunne ikke være mere uenig med den forrige taler. Jeg mener, at dyr, der opdrættes for pelsens skyld i Europa, har det meget bedre end i Kina. Opdræt af hjorte, af ræve og af mink er helt forskellige spørgsmål.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at give udtryk for min støtte til fru Scheeles konklusion om, at Kommissionens forslag bør forkastes. Men jeg er ikke enig i hendes begrundelse for at gøre det. For det første er det juridiske grundlag for Kommissionens forslag tvivlsomt. Dette forslag har til formål at gennemføre en handelsaftale, der tillader EU at efterleve sine internationale handelsforpligtelser, men dets indhold drejer sig om velfærd for vilde dyr, som EU ikke har og ikke bør have kompetence over. Traktaten sætter kun EU i stand til at tage ansvaret for dyrevelfærd inden for rammerne af landbrug, transport, forskning på det indre marked og områder såsom velfærden for dyr i dyrefarme, herunder pelsfarme.

For det andet har Kommissionen ikke fremlagt en vurdering af virkningerne af det foreslåede direktiv. De anslåede omkostninger til afprøvning af en enkelt type fælde går fra 30.000 euro til 100.000 euro. At udføre denne afprøvning ved hjælp af tekniske hjælpemidler vil gøre kravene mere pålidelige, billigere og lettere at måle og standardisere i alle medlemsstater. Men der er et problem, som hr. Evans har sagt. Laboratoriedyr er også dyr, og vi må også tage os af deres velfærd. Desuden er det det glade vanvid, at hjemmelavede fælder skulle kræve en særlig tilladelse, hver gang de anvendes. Hvordan tror Kommissionen, at man i Bruxelles kunne håndtere anmodninger fra titusinder af finske fældefangere?

For det tredje vil jeg som de tidligere talere understrege de skadelige virkninger af forslaget for bevaring af naturen og faunaen i den. Mårhunden, der ikke er en indfødt art i Finland, men yderst effektivt nedlægger fugle og andre vilde dyr, kan kun forvaltes effektivt ved hjælp af fælder. Hvis fældefangsten blev gjort lige så vanskelig, som forslaget lægger op til, ville tabet af biodiversitet være enormt.

I almindelighed er det af afgørende betydning at forlade sig på lokalkundskab, når man udformer lovgivning om fældefangst og jagt. Kun de lokale har tilstrækkelig kendskab til den lokale flora og fauna til at hjælpe med til at få en afbalanceret lovgivning. Den forkerte form for intervention på EU-niveau kan kun kompromittere et ellers meget ædelt mål som på alle andre områder, hvor subsidiariteten bør opretholdes. Jeg anmoder alvorligt Kommissionen om at trække dette forslag tilbage for at undgå en ydmygelse i morgen.

  Hans-Peter Mayer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil forsøge at sammenfatte meget på kort tid. Hundredtusindvis af dyr fanges i fælder i hele EU, og hovedformålet hermed er forvaltning af vilde dyr og skadedyrsbekæmpelse, f.eks. af bisamrotten.

I 1998 indgik EU en aftale om internationale humane standarder for fældefangst med Canada, Rusland og USA. Disse lande er hovedeksportører af pelse og skind, og derfor begrundede EU dette i to beslutninger, hvor man med rette refererede til EU's kompetence inden for den generelle økonomiske politik og inden for indremarkedspolitikken. Med dagens lovforslag forsøger man at gennemføre denne aftale i EU. I sit forslag argumenterede Kommissionen for en balance - hvilket så sandelig skal underkastes yderligere forhandlinger - mellem behovet for en begrænsning af undgåelige dyrelidelser og nødvendigheden af fældejagt.

Ikke desto mindre fokuserer man i forslaget primært på retsgrundlaget for miljøpolitikken. EU er imidlertid kun ansvarlig for dyrs ve og vel i forbindelse med andre politikområder som f.eks. landbrug, transport, det indre marked eller forskning. Og derfor har EU ikke nogen generel kompetence, hvad angår vilde dyrs ve og vel. Parlamentet går naturligvis - ligesom jeg selv - ind for sikringen af vilde dyrs ve og vel. Men det er genstand for medlemsstaternes lovgivning. Parlamentet skal som europæisk lovgiver respektere medlemsstaternes subsidiaritetsrettigheder og derfor forkaste dette lovforslag uafhængigt af det velmente indhold heri.

Hr. kommissær, EU kan overholde dets forpligtelse i kraft af, at medlemsstaterne udsteder passende bestemmelser herom.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, allerførst vil jeg sige, at nedstemning af forslag er en del af den demokratiske proces, og jeg finder det hverken ydmygende eller nedværdigende. Det er en del af den demokratiske proces, som vi også må tage højde for.

Som jeg nævnte tidligere, har jeg taget hensyn til Miljøudvalgets holdning med hensyn til afvisning af Kommissionens forslag, og jeg har i aften lyttet til alle de forskellige synspunkter, der er blevet udtrykt her, synspunkter, som i mange tilfælde måske har forskelligt udgangspunkt, men som næsten alle er nået til den samme konklusion.

Det direktivforslag, vi behandler, ville dække et hul i lovgivningen, da der, hvis vi ser bort fra Rådets forordning af 1991, ikke findes anden lovgivning om standarder for fældefangst på EU-plan, og den eksisterende lovramme er også på nationalt plan meget begrænset. Under alle omstændigheder vil dette forslag supplere den gældende lovgivning i medlemsstaterne og ikke forringe den. Hvis der allerede findes strengere lovgivning, vil den fortsat gælde.

På baggrund af vores bekymringer og Rådets standpunkt vil jeg gerne oplyse Dem om, at Kommissionen vil undersøge de næste skridt i forbindelse med dette forslag meget nøje, herunder naturligvis også muligheden for at trække forslaget tilbage. På nuværende tidspunkt vil jeg dog sige, at vi er nødt til at undersøge alle de relevante parametre.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

21. Våbeneksport

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

betænkning (A6-0292/2005) af Romeva i Rueda for Udenrigsudvalget om Rådets sjette årsberetning om våbeneksport udarbejdet i henhold til punkt 8 i de operative bestemmelser i adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (2005/2013(INI)),

betænkning (A6-0297/2005) af Kristovskis for Udenrigsudvalget om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben: Europa-Parlamentets rolle (2005/2139(INI)) og

betænkning (A6-0288/2005) af Wuermeling for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om grønbog om offentlige indkøb af forsvarsmateriel (2005/2030(INI)).

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), ordfører. - (ES) Hr. formand, først vil jeg gerne takke for mine kollegers og ikke mindst kommissærens tilstedeværelse, selv om jeg beklager, at Rådet ikke som lovet er til stede, idet det på grund af ændringen af dagsordenen i sidste øjeblik har været nødt til at undskylde sig. Jeg synes ikke, at vi skal give Rådet skylden for dette problem, men derimod Præsidiet, og jeg beklager, at vi nu ikke har mulighed for at rejse denne debat sammen med Rådet. Eftersom min betænkning vurderer Rådets aktioner, er dets fravær særligt beklageligt.

Spørgsmålet er imidlertid vigtigt og fundamentalt, som det fremgår af den interesse, hvormed mange sektorer inden for det civile samfund følger såvel våbenkontrollen som den manglende kontrol. At sælge våben er ikke det samme som at sælge køleskabe, undertrøjer eller computere, det er et spørgsmål, der har meget alvorlige følger på mange niveauer, og derfor kan konsekvenserne af et massivt og ukontrolleret salg være katastrofale.

Lad os huske et meget vigtigt forhold: Hvert minut bliver et menneske offer for et skydevåben. Desuden går omkostningerne i forbindelse med denne type eksport og denne type køb ud over andre investeringer, der ofte er meget mere nødvendige for den økonomiske og sociale udvikling. Ydermere har nævnte eksport og køb ofte en destabiliserende regional effekt, for sædvanligvis betyder de indledningen på et våbenkapløb, der gør, at vi i sidste instans står over for et problem af store dimensioner. Derfor er gennemsigtighed og kontrol i forbindelse med denne slags eksport helt afgørende.

Tallene taler for sig selv. I 2003 omsatte den internationale våbenindustri for mellem 34.000 og 43.000 millioner dollars, og blandt de vigtigste eksportører er der europæiske lande som Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien og Tyskland, hvorfra 25 % af den samlede eksport i verden stammer. Vi europæere har derfor et stort ansvar.

Blandt de vigtigste importører vil jeg desuden gerne fremhæve, at Kina og Indien er to af de lande, der modtager og køber de største mængder af denne type produkter.

I Europa har vi en adfærdskodeks, der blev vedtaget i 1998, og som er utilstrækkelig, hvilket vi har sagt i lang tid. Den er svag og ikke juridisk bindende. Derfor foreslog vi allerede i den betænkning, som vi drøftede sidste år, som jeg havde den ære at være ordfører for, og som vi har genoptaget i denne nye opfølgningsbetænkning, at gøre den juridisk bindende. I den betænkning, som Udenrigsudvalget vedtog for et par uger siden, blev det faktisk understreget, at der er behov for at styrke adfærdskodeksen og gøre den til en juridisk bindende tekst.

Derudover foreslås der også andre vigtige ting i denne betænkning, f.eks. at overførsler af produktionskapacitet skal være underlagt kodeksen, og at der fastsættes mekanismer til særlig overvågning i de tilfælde, hvor det er besluttet at hæve våbenembargoen. Jeg vil blot endnu en gang sige, at vi med hensyn til Kina må huske på, at Europa-Parlamentet ikke ønsker, at nævnte embargo bliver hævet på nuværende tidspunkt. For det første fordi der ikke er tilstrækkelige og fornuftige betingelser til stede, og for det andet fordi vi, hvis vi gjorde det, ville sende et helt forkert budskab, ikke kun til Kina, men til hele verden, om den alvor, hvormed vi betragter denne type embargoer.

I betænkningen omtales der også aspekter vedrørende våbenmæglervirksomhed, regulering af torturudstyr, følgerne af udvidelsen og den rolle, som EU skal spille i forhold til FN.

Under det nederlandske formandskab lovede man os, og det glæder vi os over, at kodeksen ville blive revideret og gjort strengere, ligesom den ville blive gjort til en fælles holdning. Nu er vi ved udgangen af 2005, der har været to formandskaber siden da, og vi venter stadig. Jeg indrømmer, at det britiske formandskab også har lagt stor vægt på, at dette skulle afsluttes, og vi håber, at vi kan se det gennemført før udløbet af dets mandat, men indtil videre venter vi.

Endelig vil jeg gerne, når vi taler om formandskaber, slutte mit indlæg med at beklage mig over, at der blandt de prioriteringer, som det kommende østrigske formandskab har givet udtryk for, desværre mangler én, idet spørgsmålet om håndvåben ikke er nævnt.

I betragtning af dette spørgsmåls vigtighed, ikke kun her i Parlamentet, men også i civilsamfundet generelt, mener vi, at det er meget bekymrende, at de ikke nævnes, og at det skal med i forbindelse med det behov og den forpligtelse, som Rådet og Europa-Parlamentet gentagne gange har givet udtryk for i forbindelse med en international våbentraktat.

Jeg mener, at denne betænkning er et skridt fremad, og jeg håber, at vi ikke spilder mere tid med dette spørgsmål, for der er ingen tid at spilde.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN), ordfører. - (LV) Hr. kommissær, repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer, aftenens forhandling om bekæmpelse af truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben bekræfter Europa-Parlamentets forståelse af behovet for en aktiv deltagelse i løsningen af den største trussel mod den moderne civilisation. Det skal siges, at det var politisk og teknisk vanskeligt at udarbejde betænkningen i lyset af den globale karakter og særlige træk ved de trusler, der skyldes masseødelæggelsesvåben. Men Europa-Parlamentet har været i stand til at håndtere dette komplicerede spørgsmål.

I den forbindelse vil jeg gerne som ordføreren have lov til at udtrykke min taknemmelighed både over for kollegerne i Parlamentet og specialisterne i Udenrigsudvalget, den personlige repræsentant og hendes medarbejdere samt Kommissionens specialister for deres aktive og konstruktive samarbejde ved udarbejdelsen af betænkningen, som tog mange måneder.

Efter min mening er den vigtigste konklusion bekymringen over, at der blandt de internationale organisationer og stormagterne her ikke findes nogen fælles forståelse eller enighed om at begrænse spredningen af masseødelæggelsesvåben samt de materialer og teknologier, der er forbundet med dem. Dette er bekymrende, fordi de mest indflydelsesrige internationale organisationer og stater samtidig erkender, at masseødelæggelsesvåben og disses spredning udgør den største potentielle trussel mod menneskehedens sikkerhed. I kriminelle kredse og blandt terrorister er der voksende interesse for masseødelæggelsesvåben og disses bestanddele. Hvad mere er, er denne risiko siden den kolde krig rent faktisk ikke blevet mindre, men tværtimod større. Derfor indeholder betænkningen ikke blot en vurdering af EU's og medlemsstaternes fælles politik for ikkespredning og restriktioner på masseødelæggelsesvåben, men også en gennemgang af aspekterne ved aktiviteter i USA, Rusland og andre stater, der også deler et fælles ansvar.

I betænkningen udtrykkes der utilfredshed med det internationale samfunds manglende evne til at nå til enighed på konferencen om en revision af ikkespredningstraktaten i New York i maj måned i år. Dette opfattes som et alvorligt slag mod multilateralismen. Det er en kendt sag, at de over 40 prioriterede foranstaltninger, som Det Europæiske Råd og Kommissionen fremlagde med henblik på at forbedre situationen ikke fik den nødvendige støtte. Dette bekræfter de forskelligartede interesser, den taktiske tænkning og handlinger blandt stater med international betydning. En sådan mangel på tillid fremmer ikke det multilaterale samarbejde, men udgør en devaluering af arbejdet i Det Internationale Atomenergiagentur og andre særlige organisationer for kontrol med kemikalier og våben. Deres oplysninger er ofte af central betydning for at fastholde spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben under international kontrol. Tilsvarende blev der ved behandlingen af betænkningen i Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg udtrykt forskellige holdninger til, hvilke skridt der kan tages internationalt på multilateralt niveau. Der var f.eks. divergerende holdninger til Irans nuværende politisk følsomme atomprogram.

Mine damer og herrer, jeg skal komme ind på endnu et aspekt af betænkningen, som efter min mening er særligt presserende. Jeg mener, at en vellykket gennemførelse af EU's fælles strategi vedrørende spredning af masseødelæggelsesvåben nu i høj grad er afhængig af de tilgængelige finansielle aspekter af EU's strategi for begrænsning af spredningen af masseødelæggelsesvåben. Det skal siges, at manglen på en målrettet og separat budgetpost til finansieringen i øjeblikket undergraver en vellykket gennemførelse af strategien. Desværre hersker der i øjeblikket ikke nogen klarhed hverken i Europa-Parlamentet eller i de øvrige EU-institutioner vedrørende finansieringen af prioriteringerne, som blev fremlagt af Rådets personlige repræsentant, eller af programmerne, som blev godkendt af Kommissionens globale partnerskab med otte lande. Det er absurd, eftersom det i henhold til de tidligere politiske beslutninger bliver nødvendigt at afsætte mere end 900 millioner euro over de kommende fem år til foranstaltninger inden for EU's planlagte programmer til begrænsning af spredningen af masseødelæggelsesvåben, til nedrustning samt våbendestruktion. Dette tal og denne finansieringsramme er tegn på EU's ambitioner i de foregående år, men på et tidspunkt er man nødt til at udvise politisk vilje til at opfylde de forpligtelser, man tidligere har indgået. Dette betyder, at Kommissionen og Rådet først og fremmest skal kunne udforme et målrettet og effektivt finansielt instrument til behovene inden for programmet for masseødelæggelsesvåben inden for rammerne af de kommende finansielle overslag samt inden for Fællesskabets budget samt finansieringsrammerne for Det Europæiske Råds fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De opståede problemer bekræfter behovet for, at Europa-Parlamentet som institution med budgetbeføjelser deltager for at sikre de nødvendige midler til EU's sikkerhedsstrategi.

  Joachim Wuermeling (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, det emne, som jeg beskæftiger mig med i min betænkning, er helt grundlæggende af en anden karakter end den fremstilling af punkterne, som vi netop hørte. Det handler ikke om, hvordan vi omgås våben på den internationale scene, det handler ikke om våbenbegrænsninger, men derimod om, hvorvidt vi vil muliggøre en liberalisering på det europæiske indre marked, som også omfatter anskaffelsen af våben.

Jeg vil gerne starte med at sige hjertelig tak for hjælpen til de kolleger, som medvirkede under udarbejdelsen af betænkningen, hvad enten det var som ordfører i Udenrigsudvalget eller som skyggeordfører i Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Jeg fik mange værdifulde impulser fra forhandlinger og samtaler, og disse er derfor også medtaget i betænkningen. Jeg vil godt takke Kommissionen for det rigtig gode samarbejde, hvilket ligeledes indbefattede imødekommenhed i forhold til at udskyde den efterfølgende hvidbog og afvente vores holdning. Derudover vil jeg gerne takke de partier, der deltog i vores høringer, og som således hjalp os med at forberede sektoren på disse forandringer.

Det er så absolut et delikat emne, for anskaffelsen af våben vedrører så at sige kernen i den nationale suverænitet. Af selv samme årsag indeholdt EF-traktaten allerede i 1950'erne en undtagelsesklausul med henblik på sikring af de nationale interesser. I det forgangne årti er vi ikke desto mindre rykket tættere sammen - skridt for skridt, men kontinuerligt - hvilket i grunden også gælder på det sikkerhedspolitiske område, og forhandlingerne om de to foregående betænkninger viser, hvordan vi globalt - på disse områder - har den samme grundlæggende tilgang til politik.

Imidlertid er anskaffelsesmarkedet inden for EU fortsat fuldstændig fragmenteret. Enhver har sin foretrukne leverandør og hofleverandør. Her er der ikke nogen konkurrence, men derimod en fragmentering, som forhindrer vores industri i at være konkurrencedygtig på internationalt plan, hvilket igen er ensbetydende med, at militært udstyr indkøbes til meget høje priser. Man kunne måske have fået det billigere andetsteds, og dette belaster skatteyderne, der jo i sidste ende skal betale for det hele.

På den baggrund nåede vi i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og parallelt hermed i Udenrigsudvalget frem til, at det er på tide at vove at modigt skridt her. Vi tilslutter os Kommissionens forslag om, at denne undtagelsesklausul, artikel 296, skal præciseres, og at vi skal gøre dette, fordi vi netop kan konstatere meget misbrug. Under påberåbelse af denne klausul fjerner man praktisk talt hele våbenanskaffelsessektoren fra det indre marked. Vi har et sort hul i det indre marked, og det med en markedsvolumen på 160 milliarder euro om året.

Vi ønsker at sende det signal til borgerne, at den gensidige åbning af anskaffelsesmarkederne også vidner om tillid medlemsstaterne imellem. Vi ønsker at sige til dem, at vi skal tage et skridt frem nu, som vil gøre det muligt at spare på de statslige udgifter, og lad os sætte en proces i gang, som vil styrke konkurrenceevnen, og hvormed vi måske endda i et vist omfang vil kunne frigøre os fra en vis afhængighed af leverandører uden for Europa. Jeg behøver blot at nævne de nuværende anskaffelsesforanstaltninger i forbindelse med brændstoftankning af fly eller i forbindelse med styrede missiler, hvor vi i høj grad er afhængige af leverandører fra andre markeder.

Afslutningsvis vil jeg godt sige et par ord om de stillede ændringsforslag. Jeg mener, at nøglen til en fælles holdning i denne sag uden hensyntagen til partiskel lå deri, at vi allerede fra starten sagde, at vi ville koncentrere os om ting, der relaterer sig til det indre marked, og at vi ikke ville tillade, at forhandlingerne overlæsses med generelle sikkerhedspolitiske, militærpolitiske og fredspolitiske anliggender. Resultatet heraf har været, at fru Beer fra De Grønne og jeg selv fra CSU begyndte forhandlingerne med mere eller mindre identiske betænkninger. Disse ændringsforslag, som har et noget ideologisk skær over sig, gjorde dem mindre ens. Bortset fra et enkelt ændringsforslag, nemlig ændringsforslag 5, vil jeg anbefale, at De forkaster ændringsforslagene. I stedet vil jeg opfordre Dem til at vedtage denne betænkning.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, ordføreren, hr. Romeva i Rueda, bør igen roses for at have udarbejdet en betænkning, der udfordrer medlemsstaterne til at få bedre, mere stringent og mere harmoniseret kontrol med våbeneksporten. Betænkningen fokuserer især på at stimulere forbedringen af praksis i Europa, men den anerkender også EU's mulighed for at stimulere bedste praksis i EU's nabolande og i verden udenom.

Den går ind for en international traktat for våbenhandel. Kommissionen støtter stærkt at indlede forhandlinger om en juridisk bindende traktat om våbenhandel. Vi mener, at dette vil være af stor værdi, ikke mindst når det gælder reduktion af spredningen af illegale håndskydevåben og lette våben, der bidrager til at forstærke menneskers usikkerhed, forbrydelser og konflikter rundt omkring i verden.

Dette er et område, hvor Kommissionen ikke fører an, men vi er helt med i FUSP.

Kommissionen bliver regelmæssigt involveret sammen med andre internationale organisationer og ngo'er, når det gælder om at tage sig af følgerne af uhensigtsmæssigt eller ulovligt våbensalg. Vi bidrager også ved gennemførelsen af særlige projekter til at reducere den destabiliserende ophobning af våben i hele verden. Som betænkningen påpeger, dør ca. en halv million mennesker hvert år som følge af vold udført med håndskydevåben. Over for denne barske statistik kan vi ikke være ligeglade.

Idet jeg nu går over til den anden del - ikkespredning af masseødelæggelsesvåben - vil jeg først gerne komplimentere ordføreren, hr. Kristovskis, for dette meget vigtige arbejde. Det er nu to år siden vedtagelsen af EU-strategien mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Ikke-spredningsordningen står over for alvorlige udfordringer. Risikoen for, at terrorister får masseødelæggelsesvåben, anses af mange for at være yderst alvorlig. EU er ved at definere sine budgetmæssige prioriteter for de kommende år. Alt dette gør betænkningen ikke alene vigtig, men også betimelig.

Området er ikke nyt for Kommissionen. Som nævnt i betænkningen har Kommissionen længe været engageret i samarbejde og bistandsprogrammer for at reducere de risici, der er forbundet med materialer, udstyr og teknologier relateret til masseødelæggelsesvåben, særligt inden for det tidligere Sovjetunionen. Kommissionen har også fået erfaring med gennemførelse af fælles aktioner under EU vedrørende ikkespredning i Rusland inden for rammerne af FUSP. Disse aktioner udgør kernen i Kommissionens hidtidige bidrag til det globale partnerskab i G8 mod spredningen af masseødelæggelsesvåben.

Jeg beklager sammen med ordføreren og de ærede medlemmer af Parlamentet meget stærkt, at forhandlingerne om ikkespredning i New York ikke fik succes. Dette sender ikke noget godt signal til lande som Iran.

EU's strategi lægger op til etablering af en særlig fællesskabsbudgetkonto inden for området. Kommissionen har reageret på denne opfordring ved at indsætte vigtige ikkespredningsmål i sit forslag til stabilitetsinstrument af oktober 2004. Dette og følgende forslag er til overvejelse her og i Rådet. Et positivt resultat af disse forhandlinger er afgørende nødvendigt.

Mens de samlede finansielle spørgsmål drøftes, vil jeg gerne give udtryk for min påskønnelse over for Parlamentet, fordi det sammen med Rådet har sat Kommissionen i stand til at gennemføre en række pilotprojekter på dette område. De hjælper med til at definere, hvordan fællesskabsinstrumenterne bedst kan bidrage til at styrke EU's bistand til ikkespredning.

I begyndelsen af december vil en interparlamentarisk konference på højt niveau finde sted i Bruxelles, hvor en række uafhængige undersøgelser af vejen frem vil blive forelagt og debatteret. Jeg er glad for det glimrende samarbejde med Parlamentet om at organisere dette. Vi håber at se mange parlamentsmedlemmer ved denne lejlighed.

Som der anmodes om i denne betænkning er Kommissionen parat til at give yderligere informationer til Parlamentet om tidligere og igangværende fællesskabsprogrammer, der støtter mål om afrustning og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben. Det siger sig selv, at Kommissionen ser frem til et fortsat godt samarbejde med Rådet og Parlamentet til støtte for disse overordnede mål.

Lad mig nu gå over til forsvarsindkøb. Den rolle, Parlamentet har under en sådan følsom debat, er afgørende, og jeg er glad for, at Kommissionen nu vil være i stand til at tage hensyn til Parlamentets bidrag. Som De ved, vil Kommissionen i løbet af de næste par uger vedtage en meddelelse om resultatet af den offentlige høring, der har fundet sted i de sidste måneder. Det er meget vigtigt, at denne meddelelse på tilstrækkelig vis afspejler den holdning, som Parlamentet indtager. På vegne af kommissær McCreevy vil jeg varmt takke alle dem, der har gjort det muligt, især hr. Wuermeling, fru Beer og hr. Hökmark, der har gjort et meget fint stykke arbejde i deres respektive udvalg.

Kommissionen, som i 2002 af Parlamentet blev opfordret til at tage initiativer på dette område, er særlig glad for indholdet af Parlamentets bidrag. Det endelige mål for Kommissionen på dette område er at åbne forsvarsmarkederne, der i dag, som ordføreren har sagt, er yderst fragmenterede, og at forøge effektiviteten af de offentlige udgifter ved at tilskynde til konkurrence og gennemskuelighed på disse markeder. Det bør gavne både købere og skatteydere, men også den europæiske forsvarsindustri, der lider under en markedsstruktur, der forhindrer den i at konkurrere på det globale marked.

Den offentlige debat, der har fundet sted i de seneste måneder, og de forskellige bidrag, som er modtaget, viser, at de fleste interesserede har samme mål. Selv medlemsstaterne synes nu overbeviste om, at der skal gøres noget meget hurtigt for at få gang i sagerne. De igangværende forhandlinger med Det Europæiske Forsvarsagentur om en adfærdskodeks viser klart den politiske vilje til at gøre en ende på en situation, som af alle opleves som utilfredsstillende.

Kommissionen er derfor parat til at spille en rolle i denne proces. I særdeleshed kunne den opklare de spørgsmål, hvor høringer har vist, at den forskellige fortolkning af de eksisterende regler har ført til forskelle omkring gennemførelse. Dette kunne let og hurtigt gøres ved hjælp af en fortolkende meddelelse under Fællesskabets og Kommissionens eneansvar. Men derudover - og hvad der måske er vigtigere - kunne den foreslå nye og mere fleksible regler for indkøb af forsvarsudstyr, regler, som bedre passer til dette materiels særlige natur. Det ville hverken være hurtigt eller let. Det ville kræve et nyt lovforslag. På dette stadium forekommer et særligt direktiv om indkøb til forsvaret derfor at være det mest velegnede juridiske instrument, hvormed man kan tage fat på alle de vigtige spørgsmål, som de nationale myndigheder skal tage hensyn til, når de indkøber udstyr til forsvaret, såsom forsyningssikkerhed, fortrolighed og i særdeleshed uopsættelighed. Kommissionen vil foretage de nødvendige indledende vurderinger og rådslagninger, og Parlamentet vil blive tæt involveret i denne proces.

Jeg takker Dem meget for Deres støtte og for Deres tre meget vigtige betænkninger.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (SV) Hr. formand, fru kommissær, jeg skal tale om offentlige indkøb af forsvarsmateriel og vil gerne rette en tak til hr. Wuermeling for hans betænkning i denne sag. Jeg synes, at det er vigtigt at slå fast, at offentlige indkøb af forsvarsmateriel spiller en afgørende rolle for, at Europa skal kunne være en del af det teknologiske og militære lederskab. Det er imidlertid også afgørende for, at vi skal kunne spille en rolle, hvad angår forskning og udvikling på dette område. Det betyder, at vi burde have store virksomheder, som kan fungere internationalt og præsentere de bedste produkter. Det handler om at få mere valuta for pengene, men det handler også om at være med og udvikle militær teknologi, som gør det muligt for Europa at hævde sig sikkerhedspolitisk og i samarbejde med andre dele af verden.

Et grundlæggende spørgsmål er, hvordan vi skal kunne have den industrielle kapacitet til at være med fremme, når det handler om udvikling af moderne teknologi. Europas problem er, at vi har et fragmenteret marked på grund af historisk forskellige sikkerhedsinteresser. Med reducerede indkøb, lavere forsvarsbevillinger og, hvilket er vigtigt at huske på, en kraftig stigning i behovet for forskning og udvikling betyder det, at Europa er i en følsom situation, hvis vi skal kunne være nogenlunde på niveau med bl.a. udviklingen i USA.

En af de mere afgørende opgaver bliver derfor at sørge for, at vi, hvad angår typen af offentlige indkøb af forsvarsmateriel, som falder inden for rammerne af artikel 296 i traktaten, kan få et øget samarbejde, hvad angår offentlige indkøb, men også hvad angår åben konkurrence blandt producenterne. Hvis dette ikke lykkes os, vil vi ikke være at finde i konkurrencen og udviklingen af det mest avancerede forsvarsmateriel. Det mest avancerede forsvarsmateriel omfattes nemlig af artikel 296, hvor der tillades undtagelser for medlemslandene. For at kunne ændre denne situation er det allerførste skridt at få en fælles adfærdskodeks og på længere sigt et direktiv. Det er imidlertid vigtigt, at dette arbejde påbegyndes, da fundamentet for europæisk forsvarsindustri ellers vil blive udhulet.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Udvikling. - (LV) Hr. kommissær, repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren, Raül Romeva i Rueda, for hans arbejde med evaluering af EU's adfærdskodeks for våbeneksport. Da jeg blev betroet opgaven med at udarbejde udtalelsen fra Udvalget om Udvikling om dette spørgsmål, vil jeg gerne takke ordføreren for, at det lykkedes os at blive enige om, at de aspekter som Udvalget om Udvikling anså for vigtigst, skulle medtages i betænkningen. På vegne af Udvalget om Udvikling vil jeg gerne udtrykke min overbevisning om, at våbeneksport til fattige, konfliktplagede lande ikke kan tolereres, eftersom det fremmer fattigdom og overtrædelse af menneskerettighederne. Det er paradoksalt, at regeringerne taler om at bekæmpe fattigdom og styrke retsstaten, men samtidig tillader handel med håndvåben og lette våben til repressive regimer og stater, der oplever ekstreme væbnede konflikter. Man må sige, at handelen med håndvåben og lette våben har en særligt ødelæggende virkning på udviklingspolitikken i staterne under Cotonou-aftalen. Vi kan se et tilsvarende synspunkt i 2000-rapporten. Derfor opfordrer Udvalget om Udvikling Rådet og Kommissionen til at udforme retningslinjer for håndvåben og lette våben netop over for udviklingslandene; understreger behovet for nedrustning, demobilisering og reintegration; gentager behovet for at udforme en pakke af nye instrumenter til tiden efter embargoen og opfordrer EU's medlemsstater, Rådet og Kommissionen til at tilskynde Den Afrikanske Union og Afrikas regionale organer til at styrke eksportkravene med hensyn til våbenkontrol regionalt og nationalt i overensstemmelse med standarderne i EU's kodeks. Vi understreger behovet for at gøre adfærdskodeksen for våbeneksport bindende. Udvalget om Udvikling ønsker at henlede opmærksomheden på behovet for, at en handelsaftale om våben skal være folkeretligt bindende. Jeg håber, at udtalelsen fra Udvalget om Udvikling, som er fremsat for første gang, er et vigtigt bidrag og på ny bekræfter sandheden om, at sikkerhed er en forudsætning for udvikling.

  Jas Gawronski, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, ifølge operativ bestemmelse nr. 8 i den kodeks, som vi beskæftiger os med nu, har Parlamentet og Rådet pligt til at behandle dette dokument en gang om året.

Det er en afgørende bestemmelse, som i fremtiden bør være den vigtigste måde at ændre kodeksen på, og som allerede har gjort det muligt at forbedre den ved at gøre den til et dynamisk instrument, der fra gang til gang kan tilpasses til de problemer og ændringer, som er forbundet med våbeneksport i EU. Tænk blot på, at de 10 nye lande, der er kommet med i EU, har kunnet give deres værdifulde bidrag takket være denne revisionsmekanisme.

Den vigtigste udvikling, der er sket med den sjette årsberetning, er muligheden for at gøre kodeksen til en fælles holdning, så den bliver juridisk bindende. Det er nødvendigt, at Rådet uden tøven går i den retning, for en politik for kontrollen med våbeneksport, der er baseret på en juridisk bindende fælles kodeks, kan spille en afgørende rolle, når det gælder bekæmpelse af terrorisme og konfliktforebyggelse.

Det andet positive nye element er den "værktøjskasse", der er beregnet på lande, som embargoen netop er blevet ophævet for. I den forbindelse er det efter min mening rigtigt, at man i årsberetningen understreger Europa-Parlamentets modige nej til at ophæve embargoen for Kina, så længe der i Kina ikke er sket væsentlige forbedringer med hensyn til respekten for menneskerettighederne og de borgerlige, religiøse og politiske frihedsrettigheder.

Der er naturligvis visse aspekter af årsberetningen, hvor vi gerne ville have haft nogle mere konkrete fremskridt, f.eks. med hensyn til informationsudvekslingen og afslagssystemet. De positive resultater, vi har nået hidtil, lover dog godt for fremtiden.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, det er ærgerligt, at vi er nødt til at debattere på dette sene tidspunkt om en række emner, som faktisk er meget vigtige og absolut også meget presserende, især når vi taler om problemerne med bestræbelserne efter ikkespredning og ikkespredningsaftalen. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at formandskabet ikke er til stede i aften, især fordi det land, der i øjeblikket har EU-formandskabet, også er en anerkendt atommagt. Men måske kan der gives besked om, at det er ønskeligt, at formandskabet er til stede under sådanne forhandlinger.

Det har i den seneste tid igen været meget presserende, at der blev truffet foranstaltninger for at modvirke spredning af masseødelæggelsesvåben. Antallet af stater, som disponerer over atomvåben, ser netop ud til at vokse, og det er et dårligt eksempel for andre lande, og, som kommissæren også sagde, betragtes det samtidig som en reel risiko, at terrorister får fat i masseødelæggelsesvåben eller nukleart materiale. En forstærkelse af de internationale rammer for at modvirke risikoen er hårdt tiltrængt. Men netop nu ser vi en tendens til at behandle nedrustningsanliggender uden for internationale rammer. Det er i år ikke lykkedes det internationale samfund, inklusive Europa, at justere, forny og forstærke ikkespredningsaftalen, mens USA i stadig højere grad vil føre nedrustningspolitik på egen hånd, især når det gælder om at bekæmpe spredning af atomvåben.

Begge tendenser er meget skadelige for den globale ikkespredningsordnings troværdighed og effektivitet. Denne ordning er stadig en væsentlig grundpille i vores politik. Det er derfor af største betydning, at vi modsætter os denne tendens og får større styr på spredningen af masseødelæggelsesvåben, men også på nuklear teknologi og nukleart kemisk og biologisk materiale. Det samme gælder egentlig for eksporten af konventionelle våben.

EU er nødt til at trække læsset, når det gælder ikkespredningsaftalens fremtid, men EU gør for øvrigt også et godt stykke arbejde på mange andre punkter, f.eks. med det seneste forslag om, eller lobby for, en international våbeneksportaftale. Samtidig er der flere modsætninger i den internationale ordning, hvor også europæiske lande er involveret. De anerkendte atommagter i verden har et ekstra stort ansvar. De udøver det største pres på lande, som vil bryde ud af det internationale system, og samtidig overvejer de en modernisering af atomvåbenarsenalet. En af dem nægter endda udtrykkeligt at undertegne forbuddet mod atomprøvesprængninger.

Europa er en af de drivende kræfter - det er en anden modsætning - bag den internationale ikkespredningsordning. En af de absolutte prioriteter for European Security Strategy er under europæisk ledelse at forsøge at finde en fredelig løsning på Iran-problemet. Samtidig investerer vi meget mindre i oprydning af gamle atomvåbenarsenaler end amerikanerne. Med rette opfordrer hr. Kristovskis betænkning derfor til at støtte denne politiske prioritet med tilstrækkelige midler.

Endelig lægger PSE-Gruppen stor vægt på den internationale retsorden. Vi har i udvalget haft en grundig debat om Kristovski-betænkningens afsnit om brug af vold for at hindre spredning af atomvåben. Vi synes stadig, at afsnittet i betænkningen tager for lidt hensyn til vores opfattelse af den internationale retsorden og FN's rolle deri. Hvis disse afsnit ikke ændres, og hvis Parlamentet i morgen beslutter at støtte dette afsnit, udelukker jeg ikke, at vores gruppe hverken vil stemme for eller imod ved den endelige afstemning om denne betænkning.

  Alexander Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, ligesom hr. Wiersma kunne jeg godt have tænkt mig, at forhandlingerne havde fundet sted på et noget mere civiliseret tidspunkt, for som medlem af såvel Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse som Udenrigsudvalget anser jeg disse for at være særligt vigtige. Vi er alle klar over, at medlemsstaterne i øjeblikket omgår det indre markeds regler i våbenspørgsmål. Det gøres gældende, at de har en vital national interesse i anskaffelsen af nye våbensystemer, og dette sker under henvisning til EF-traktatens artikel 296. Medlemsstaterne begrænser sig dog ikke til de virkelige våbensystemer, men denne fremgangsmåde praktiseres ved anskaffelsen af alt militært udstyr.

Ved en nærmere granskning viste det sig imidlertid, at kun ca. 4 % faldt ind under artikel 296, hvorfor det er nødvendigt at finde en måde, hvorpå man kan opnå større gennemsigtighed for de resterende 96 % af de offentlige licitationer. Vi er Kommissionen taknemmelig for, at den tog initiativ hertil, og ordføreren, hr. Wuermeling, udtalte sig i sin betænkning til fordel for udarbejdelsen af en fortolkende meddelelse af artikel 296 og et direktiv om offentlige licitationer på sikkerhedsrelevante områder. På vegne af min gruppe opfordrer jeg til, at vi vedtager betænkningen, selv om vi ikke ønsker at udelukke optionen på en code of conduct som et yderligere instrument til at skabe større gennemsigtighed.

Fordelene ved en fælles ordreafgivelse i den fælles europæiske forsvarspolitik ligger lige for. I øjeblikket udgør de europæiske forsvarsudgifter ca. 160 milliarder euro, og vi skal skabe en højere effektivitet i anvendelsen heraf. Det skylder vi skatteyderne. Leverandører kan opnå stordriftsfordele, hvis den efterspurgte mængde er tilstrækkelig stor, og dermed vil der kunne spares betydelige skattemidler. Også inden for den omkostningstunge forskning bliver det til stadighed vigtigere med fælles tiltag.

Ydermere er det essentielt, at man også tilstræber fælles teknologiske standarder, således at tropper fra forskellige stater kan gennemføre fælles operationer. Sidst, men ikke mindst bidrager fælles forsvarsstrukturer også til en øget politisk integration og større solidaritet i EU.

Følgelig anbefaler jeg, at vi vedtager grønbogen, og at alle tre foreslåede instrumenter til forbedring af gennemsigtigheden tages i anvendelse. Kommissionens forslag går i den rigtige retning med henblik på at opnå en ny strategisk positionering af Europa i sikkerheds- og forsvarspolitikken, hvilket er nødvendigt, for antallet af udenrigspolitiske opgaver vil stige og ikke falde. Vi lever i en verden med et ændret sikkerhedsbillede, hvor vi konfronteres med nye trusler, terrorisme, ustabile stater, konflikter om fordeling af de naturlige ressourcer samt religiøs og politisk fanatisme. Ingen EU-medlemsstat er i stand til at klare disse udfordringer alene, og europæisering må derfor være parolen her. Kun et udenrigspolitisk forenet EU, som udnytter sine evner til fulde, trækker på samme hammel, og som overvinder den strukturelle fragmentering, vil lykkes hermed. For udgifterne til operationerne vil stige, især hvis EU-25 agter at have et fragmenteret våbenmarked i fremtiden. Det er påkrævet med bedre, mere standardiserede politikker for at modvirke dette og for at opnå en bedre interoperabilitet mellem de forskellige europæiske tropper, for dette er et område, hvor der stadig er graverende forskelle. Vi skal sigte imod, at vores soldater kan gennemføre fælles operationer.

Ifølge Eurobarometer går to tredjedele af EU-borgerne ind for et styrket samarbejde på det sikkerhedspolitiske område. Et velfungerende våbenmarked er en nødvendig forudsætning for vores sikkerhed. Derfor hilser vi Kommissionens initiativ og ordførerens betænkning velkommen. Jeg mener i øvrigt, at vi bør føre disse forhandlinger i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne benytte denne nye mulighed for specifikt at henvise til min kollega hr. Kristovskis' betænkning.

Jeg synes oprigtigt, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben fortjener særlig opmærksomhed, især på grund af noget, der allerede er blevet sagt, nemlig at hvis vi ønsker at fremstå som troværdige på den internationale scene, især på dette område, skal EU begynde med at udvise et eksempel.

I betænkningen gives der klart udtryk for behovet for at understrege atomnedrustningens rolle og sikre, at ikkespredningstraktaten bliver en succes. Jeg synes, at det er et spørgsmål, som vi skal lægge stadig mere vægt på.

Men derudover skal vi også huske en anden ting, nemlig at der er nogle NATO-lande, herunder Det Forenede Kongerige og Frankrig, der, idet de ikke er opmærksomme på dette faktum, har påbegyndt noget, der kunne blive et nyt atomvåbenkapløb. Det er nødvendigt at advare om, at dette er en risiko, der skal mindskes, hvorfor vi, i det mindste ud fra dette synspunkt, er nødt til at være konsekvente.

Endelig vil jeg gerne minde om og henlede Parlamentets opmærksom på en kendsgerning, nemlig de friske nyheder om, at de nordamerikanske tropper har anvendt hvidt fosfor i Fallujahs gader. Hvis det forholder sig sådan, mener jeg, at det er en klar overtrædelse af nogle centrale principper, der skal respekteres, og som netop understreges i denne betænkning, at der skal tages hensyn til.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, man kan vel godt sige, at der er våbenhvile i Parlamentet om natten. Vi har tre betænkninger på dagsordenen, og det er Romeva i Ruedas om våbeneksport, Kristovskis' om masseødelæggelsesvåben og Wuermelings om det europæiske våbenmarked. Alle tre indeholder rigeligt sprængstof, og alle tre griber meget ind i hinanden.

Efter min gruppes opfattelse er betænkningen om våbeneksport i det store og hele positiv, selv om der stadig er plads til forbedringer heri, f.eks. mere præcise kriterier. Af fredspolitiske årsager ville jeg naturligvis foretrække et fuldstændigt forbud imod våbeneksport. Lad os ikke glemme, at produktion, eksport, våbenanvendelse og militær oprustning hænger sammen, og at dette er forudsætningen for krig. Våbeneksport truer freden. Derfor er det ekstremt vigtigt, at adfærdskodeksen omsider bliver retligt bindende, som det kræves i denne betænkning, og som alle her i Parlamentet øjensynligt ville hilse velkommen.

I min gruppe er vi hr. Romeva i Rueda taknemmelig for vedtagelsen af vores ændringsforslag, som gør det muligt, at det retligt bindende element også kommer til at omfatte varer med dobbelt anvendelse. Det Europæiske Våbenagentur, som har eksisteret i et års tid, fremmer ifølge våbeneksperter ikke blot våbeneksporten, men gør det også betydeligt sværere at kontrollere denne. Derfor opfordrede vi i vores ændringsforslag til en afskaffelse af det såkaldte forsvarsagentur. Jeg appellerer navnlig til mine grønne og socialdemokratiske kolleger om at tilslutte sig GUE/NGL-Gruppens krav om at oprette et agentur, der skal kontrollere våbeneksport, i stedet for det nyligt etablerede våbenagentur.

I Kristovskis-betænkningen forholder tingene sig helt anderledes. Egentlig skulle den have omhandlet bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben. Men den foreliggende betænkning er sprængfarlig, idet man heri forholder sig positivt til Irak-krigen, som er et brud på international offentlig ret. Jeg opfordrer Dem således til at stemme nej til denne betænkning - og ikke kun undlade at stemme, som vi netop hørte Socialdemokraterne anbefale - og desuden til at forkaste ændringsforslaget fra UEN-Gruppen, som hr. Kristovskis tilhører, der kræver en hårdere linje over for Iran.

Jeg vil godt appellere til Den Konservative Gruppe om ikke at tilslutte sig en fortolkning, ifølge hvilken Iran - når talen falder på masseødelæggelsesvåben - udelukkende sår og høster mistro, og at iranerne har gjort dette i de seneste 17 år. Der ganske enkelt ikke rigtigt. I betænkningen anser man tilsyneladende Irak-krigen for at være en blåstempling af et angreb mod Iran, selv om ikke engang den tidligere amerikanske udenrigsminister Powell i dag ville påstå, at Irak havde masseødelæggelsesvåben på daværende tidspunkt, og som nu skammer sig over sin optræden for FN's Sikkerhedsråd.

Når det handler om Vestens masseødelæggelsesvåben, er betænkningen patetisk på en måde, som er almindelig her i Parlamentet. Vi foreslår derfor, at de amerikanske atomvåben trækkes ud af Europa, at de franske og britiske atomvåben lægges i mølposen, og at Tyskland endegyldigt giver afkald på sin mulighed for uranberigelse i forskningsreaktoren ved Garching.

Til den sidste betænkning vil jeg godt sige følgende til hr. Wuermeling: De sagde, at vores industri ikke er konkurrencedygtig rent internationalt. Samtidig påstår De, at betænkningerne ikke har noget med hinanden at gøre. Når det handler om konkurrence, så handler det om konkurrence inden for eksport, og derfor skal artikel 296 afskaffes. Jeg anser denne betænkning om våbenindustrien for at være meget åben og ærlig. Der lægges heri op til et tæt samarbejde med NATO og USA, og GUE/NGL-Gruppen agter derfor også at stemme nej til betænkningen.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, i disse tre betænkninger har vi endnu en spredning af vanvittige idéer fra Parlamentet, men de viser, hvor dette sted og EU er på vej hen. De opfordrer til en forkastelse af en ny generation af atomvåben, til progressive og væsentlige skridt i retning af atomafrustning af Storbritannien og Frankrig, og til harmonisering af våbeneksporten - alt dette mens verden er ved at blive mere, og ikke mindre, farlig.

De inkompetente, venstreorienterede utopiske drømmere, som dette åndssvage og korrupte sted stort set består af, gør skade nok med deres lovgivningsmæssige bestræbelser uden at blande sig i forsvarsspørgsmål. De nationale regeringer kunne en dag med tiden måske lave om på EU's idiotiske politik på landbrugs-, fiskeri-, handels-, og finansområdet, men hvis det lykkes EU at få kontrol med forsvaret, så kan det få konsekvenser, som ikke kan laves om igen.

Alle disse betænkninger er byggesten for en fælleseuropæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Det fremgår klart af, at en harmoniseret indkøbspolitik til forsvaret nævnes i en af betænkningerne, til trods for at den er et element i den europæiske forfatning, som kuldsejlede.

Storbritanniens væbnede styrker bliver indrulleret i en Europahær. Storbritannien går søvngængeragtigt frem mod den dag, hvor vi vil vågne op og opdage, at vi ikke har nogen uafhængig militær- og forsvarsevne. Hvis den dag nogensinde kommer, hvor Storbritanniens nationale forsvar kontrolleres af EU, så må Gud hjælpe os. Ja, måtte Han hjælpe os, I tåbelige narrehoveder.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg føler mig dybt krænket af den foregående taler. Jeg ved ikke, hvorfor han fik lov til at fortsætte med at sige de absurde ting til Parlamentet og os. Jeg føler mig personligt krænket og anmoder Dem om at gøre noget.

(Bifald)

  Formanden. - Det var mit personlige problem, hvis jeg takkede den forrige taler. Jeg lover at henvise sagen til forretningsudvalget til afgørelse.

(Bifald)

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, krige udkæmpes ofte under dække af mørket. Det er tidens tegn, at kampen for fred også udkæmpes af Parlamentets medlemmer om natten.

Militærudgifterne nåede op på 956 milliarder amerikanske dollars for to år siden, og sidste år nåede tallet op på 1 billion amerikanske dollars. Vi er vidne til en tilbagevenden til de rekordhøje udgiftsniveauer, som vi sidst oplevede under den kolde krig. Militærudgifterne stiger med omkring 10-11 % om året, hvilket er udtryk for et fuldgyldigt våbenkapløb. Mundheldet siger: "Hvis du ønsker fred, må du forberede dig på krig", men vi må spørge os selv, om det er dette rette svar på problemerne i det 21. århundrede. Er det ikke sådan, som Vatikanets repræsentant sagde på den 59. samling i FN's Generalforsamling, at "større afhængighed af våben - store som små - fører verden væk fra og ikke hen imod sikkerhed"? Vi bør støtte FN's initiativ til opbygning af en fredens kultur og fremme den kærlighedens civilisation, som pave Johannes Paul den Anden var fortaler for.

Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Kristovskis, for at have udarbejdet en fornuftig betænkning, der er baseret på et kompromis. Afsnittet om risikoen for spredning af den kolde krigs lagre af biologiske, kemiske og atomare våben er særligt betydningsfuldt, og det samme gælder henvisningen til forbuddet mod atomprøvesprængninger i rummet, som blev vedtaget for 38 år siden.

Til sidste vil jeg gerne sige, at vi må glæde os over vores fokus på, at selv begrundet brug af militær magt skal være i overensstemmelse med FN-chartret, og at man forud herfor skal have udtømt alle mulige politiske og diplomatiske muligheder. Europa-Parlamentet kan ikke udvirke mirakler, men i dag kan vi udmærket have mulighed for at give freden en noget bedre chance.

  Gitte Seeberg (PPE-DE). - Hr. formand Det er tre vigtige betænkninger, vi debatterer her i aften. Som skyggeordfører for PPE-Gruppen på betænkningen om masseødelæggelsesvåben synes jeg, at betænkningen er blevet god, solid og velafbalanceret. Det er blevet en meget omfattende betænkning, men emnet er jo også meget vigtigt. Ordføreren har gjort et flot stykke arbejde.

I den tid, vi lever i, hvor truslen ikke kommer fra den kolde krig, men fra slyngelstater og terrororganisationer, er det af helt afgørende betydning, at der føres kontrol med, hvem der besidder disse våben, og at de ikke falder i de forkerte hænder. Vi hverken kan eller skal afskaffe atomvåben. Atomvåben indgår som en del af NATO's forsvarsstrategi, og det er en af grundene til, at den kolde krig forblev kold. Men vi skal til stadighed arbejde for, at lande, der ikke må have atomvåben, opgiver udviklingen heraf. Jeg tænker her selvfølgelig især på Iran og de problemer, der er omkring Nordkorea. Vi skal også arbejde for, at lande, der ikke lovligt har atomvåben, dvs. Pakistan, Indien og Israel, bliver parter i NPT. Der skal være sammenhæng mellem midler og mål. Hvis EU's strategi for ikkespredning af masseødelæggelsesvåben fortsat skal have gennemslagskraft, er det nødvendigt at prioritere FUSP og særlig at prioritere netop dette område højt også i fremtiden.

Jeg vil til slut gerne udtrykke min glæde over Romevas betænkning. Navnlig glæder det mig, at Parlamentet står sammen om at anbefale, at våbenembargoen over for Kina ikke ophæves. Lad os hver især arbejde for, at dette også bliver holdningen i vore respektive hjemlandes regeringer.

  Ana Gomes (PSE). - (PT) Næsten 5 milliarder dollars er værdien af de kontrakter, som de fire største europæiske våbeneksportører havde om våbenleverancer til udviklingslande i 2004, ifølge en nylig betænkning fra den amerikanske kongres. Det er fem gange mere end i 2003, og det skader udviklingen, fordi det vel er medvirkende til, at konflikterne spredes i Afrika og andre steder.

Det gør det mere end nogensinde påkrævet, at der er strenge og effektive regler for eksport af våben. Europa kan ikke fremme opbygning ved hjælp af udviklingsbistand og samtidig forårsage ødelæggelse gennem ureguleret eksport af konventionelle våben.

Vi støtter derfor hr. Romeva i Ruedas fremragende betænkning, hvor det foreslås, at adfærdskodeksen hurtigst muligt bliver juridisk bindende for alle medlemsstaterne. Ligesom kommissæren glæder vi os derfor også over Rådets beslutning om i FN at ville slås for en egentlig universel traktat med fælles regler for den internationale våbenhandel.

Våbenembargoen over for Kina, der gentagne gange har truet Taiwan, bør ikke ophæves, før Kina har redegjort for tilbageholdte og forsvundne efter Tiananmen og forbedret menneskerettighederne generelt.

Hr. Wuermelings betænkning vedrører et emne af fundamental betydning for projektet om en fælles europæisk forsvars- og udenrigspolitik, der afspejles i ændringsforslag 6, som min gruppe har stillet. Ingen verdensmagt har helt åbne våbenmarkeder. USA beskytter sin forsvarsindustri med en "Buy American Act". Her kan vi lære meget af vores amerikanske venner.

Der bør indføres europæisk præference, når medlemsstaterne indkøber forsvarsmateriel. Det drejer sig om at sikre, at en sektor overlever, der har afgørende betydning for Lissabon-strategiens succes, for teknologisk innovation og for Unionens strategiske autonomi. Lad os ikke nære illusioner, lad os ikke være naive. Fly er ikke bananer, og kampvogne er ikke køleskabe. Lad os ikke behandle dette spørgsmål, som om det blot handlede om markeder. Parlamentet må tage teten i denne debat, der først og fremmest er politisk og strategisk, og vi foreslår så her det første skridt i den retning.

Hvad angår hr. Kristovskis' betænkning, som jeg også takker for, mener jeg, at en sammenhængende og virkningsfuld ikkespredningsstrategi ikke lader sig gøre, så længe de fem erklærede atommagter, deriblandt to medlemsstater, ikke indfrier deres tilsagn om gradvis nedrustning ifølge artikel 6 i traktaten om ikkespredning af kernevåben (NPT) og enten ignorerer eller ikke reagerer over for stater, der er blevet atommagter uden for NPT, som Israel, Indien og Pakistan. Det er så meget alvorligere, da såvel flere stater som ikke-statslige aktører og terrorister forsøger at få fat på ulovlige våben.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, fru kommissær, det farligste masseødelæggelsesvåben er atombomben. Denne bombe, dette våben, er blevet brugt to gange af USA og har på en brøkdel af et sekund dræbt hundredetusinder af uskyldige civile. Den er også blevet anvendt af Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina til atomprøvesprængninger, hvilket har forårsaget umådelig skade på miljøet.

Disse lande hører sammen med Israel, Indien og Pakistan til en frygtelig atomklub på otte, som holder hele verden som gidsler. De terroriserer det internationale samfund med deres uansvarlige krigsmageri og truer hinanden med dødelige nukleare tilintetgørelsesspil, og de krænker vores intelligens på det groveste ved at forsøge at påtvinge os deres opfattelse, at nukleart selvmord er en form for afskrækkelse.

Regeringerne i disse lande bruger, under anvendelse af en logik, som kun snæversynede krigsherrer, der er parate til at ofre hele menneskeheden i deres søgen efter kortsigtet økonomisk profit, kan gå ind for, astronomiske beløb på at opbygge et atomarsenal, der kan ødelægge verden mange gange, og alt hvad vi kan gøre, er at vedtage resolutioner om ineffektive strategier, der opfordrer til ikkespredning.

Hvorfor opfordrer vi ikke højt og klart de lande, der har atombomber, til at skille sig af med deres lagre af våben nu? Hvorfor tolererer vi her i EU lande som Storbritannien og Frankrig, der omgås deres atombomber på en katastrofal måde? Hvorfor vedtager vi ikke beslutningsforslag eller træffer foranstaltninger mod disse to lande? Og hvorfor bør et lille land som mit, Cypern, leve med truslen om en atomkatastrofe, fordi Storbritannien, imod vores ønsker, vil oplagre atombomber i sine koloniale britiske baser på øen?

Svaret er efter min mening skammeligt enkelt: Vi mangler politisk mod. Så vi vælger at være hyklere i stedet for - og livet går videre som sædvanligt.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, hr. Wuermeling hævder i sin betænkning, at det ikke handler om udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitik i almindelig forstand, men udelukkende om offentlige indkøb af varer og tjenester, men naturligvis er der en sammenhæng mellem offentlige indkøb af forsvarsmateriel og forsvarspolitik. Et fælles marked for offentlige indkøb af forsvarsmateriel er yderligere et led ud over oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur i den militære oprustning, som bifaldes ivrigt af den europæiske forsvarsindustri.

Under påskud af øget økonomisk effektivitet og reduceret byrde for de europæiske skatteydere argumenterer ordføreren for en harmonisering og standardisering i overensstemmelse med vedtagede NATO-standarder. Hvis det ikke er et indlæg i den forsvarspolitiske debat, undrer jeg mig over, hvad det er. For mig er det tydeligt, at det handler om en udvidet, øget militarisering. Jeg kunne sige med George Orwells nysprog, at krig er blevet til fred.

I stedet for al snak om øgede ressourcer til forskning og udvikling af nye våben burde EU - hvilket jeg mener, at EU skal gøre - og medlemsstaterne investere ressourcerne i forskning i freds- og konfliktløsning. Det er gennem nedrustning og afmilitarisering, vi skaber fred, ikke gennem yderligere militarisering og våben.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, på den ene side har vi stormagter såsom Rusland, som reducerer deres våbenarsenaler, og på den anden side er der en stigning i antallet af stater, men desværre også i antallet af kriminelle organisationer, som råder over den nødvendige viden til at kunne fremstille masseødelæggelsesvåben. Som bekendt registrerede efterretningstjenesterne i 2004 over 300 tilfælde af illegal omgang med nukleart materiale på globalt plan. Jo mere udbredt den nødvendige knowhow er, desto vanskeligere bliver det at komme den til livs med almindelige metoder.

Irak-krigen og stilstanden i forholdet til Nordkorea har givet mange regeringer indtryk af, at kun atomar oprustning giver en tilstrækkelig beskyttelse mod eventuelle militære interventioner. På basis af den kendsgerning, at f.eks. Israel råder over atomvåben, tror man eksempelvis i Iran, at man også selv skal udvikle sådanne våben. Dermed stiger risikoen for, at terrorister får fingre i disse våben, og det er bydende nødvendigt at skride hårdt ind over for den udvikling.

Hvis vi styrker en adfærdskodeks for våbeneksport og dermed kan forhindre, at EU-stater sælger våben til tredjelande, som anvender disse mod deres egne indbyggere eller til aggressioner udadtil, vil vi utvivlsomt sende et vigtigt signal. Denne adfærdskodeks må imidlertid ikke være en tandløs tiger, da dette ville true en masse menneskers sikkerhed og give os latterlighedsprisen.

  Karl von Wogau (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hvis De spørger mig, er dagens forhandlinger de forpassede muligheders forhandlinger.

For det første vil jeg gerne kommentere forhandlingernes starttidspunkt. Det var oprindelig meningen, at disse forhandlinger skulle have fundet sted i dag kl. 11.00, og at Rådet skulle have været til stede. I stedet starter forhandlingerne kort før midnat, og det efter nogle sikkert fascinerende forhandlinger om fangststandarder for bestemte dyrearter.

For det andet er overskriften forkert. Det handler ikke om våben. Det handler om EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Når vi eksempelvis forhandler om spørgsmålet om, hvordan vi skal agere i forhold til Iran, er det ikke et spørgsmål om våben, men om politik.

For det tredje beklager jeg dybt Rådets manglende tilstedeværelse. For det, der kendetegner den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, er den måde, hvorpå den civile og militære krisestyring griber ind i hinanden. Det kan kun opnås, hvis Kommissionen og Rådet agerer i fællesskab, og jeg ved, hvor vanskeligt det er. Hvis Rådet ikke engang er til stede, hvordan skal vi så kunne forhandle om disse spørgsmål?

Det er også en forpasset mulighed, fordi der netop er store muligheder på det sikkerhedsmæssige og militære område. Selv om en af forfatningstraktatens fædre, hr. Brok, er til stede under aftenens forhandlinger, vil jeg vove den påstand, at den europæiske forfatningsproces er gået i stå. Og det gælder også for de finansielle spørgsmål.

Men vi er ikke gået i stå med hensyn til videreudviklingen af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik, idet vi for nylig etablerede Det Europæiske Forsvarsagentur, hvilket oprindelig var indeholdt i udkastet til forfatningstraktaten. Dette er altså allerede blevet ført ud i livet. Vi overtog ansvaret for sikkerheden i Bosnien-Hercegovina, hvor soldaterne er under europæisk kommando. Vi realiserede den gensidige bistandsforpligtelse, som også var en del af udkastet til forfatningstraktaten.

Dvs. at tingene bevæger sig fremad på dette område, og jeg er overbevist om, at vi er på vej mod en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion. Det er også det mål, som vi stræber mod i fællesskab. Forhandlingerne herom skal ikke føres for lukkede døre, som tilfældet er det i aften.

Endnu en kommentar til hr. Lambsdorff. Jeg mener, at det er rigtigt, at disse forhandlinger finder sted i Strasbourg, for Strasbourg er sæde for Europa-Parlamentet.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil begynde med at tilslutte mig hr. Matsakis' protest. I de 20 år, jeg har været medlem af Europa-Parlamentet, har jeg aldrig set et medlem opføre sig med så stor foragt for denne institution og dens medlemmer. Jeg anmoder derfor om, at der træffes en effektiv foranstaltning over for dette medlem, så en hændelse af denne art ikke gentager sig.

Som nævnt af hr. von Wogau drejer det sig ikke om en forhandling om våben. Det er en bredere forhandling, det er en forhandling om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, selv om jeg kun har lejlighed til at omtale hr. Wuermelings betænkning om indkøb af forsvarsmateriel.

Jeg synes, at Kommissionen har ret, når den påpeger, at artikel 296 i EF-traktaten, der i dag udgør en konstitutionel hindring for skabelsen af et såkaldt fælles forsvarsmarked, til dels kan overvindes med udgangspunkt i Domstolens retspraksis i nylige sager som f.eks. Johnson-sagen eller i sagen Kommissionen mod Spanien i 1997.

Men de konstitutionelle begrænsninger findes fortsat. Dvs. at der på udenrigs- og forsvarsområdet fortsat er en stor grad af statslig suverænitet.

Derfor skal vi handle meget forsigtigt på dette område, såvel juridisk som politisk. Så længe den europæiske forfatning ikke er vedtaget, hvilket forhåbentligt snart sker, må vi stille os tilfredse med de juridiske instrumenter, vi har, og med disse juridiske instrumenter kan vi ikke gøre så meget, men jeg synes, at det er godt, at Kommissionen først udarbejder en meddelelse og siden evt. et forslag til direktiv som foreslået af hr. Wuermeling.

Men vi skal også være fornuftige ud fra et politisk synspunkt, for målet med et fælles europæisk marked for forsvarsmateriel må ikke omdanne EU til et militært industrikompleks, som det er tilfældet med visse udenlandske magter.

Våben er farlige. Jeg har en vis militær uddannelse, og det forbavsede mig, at jeg det meste af tiden ikke lærte, hvordan jeg skulle dræbe, men derimod hvordan jeg skulle beskytte mig mod våben. Våben er ikke legetøj. Vi kan f.eks. ikke bruge dem til økonomisk udvikling eller til udvikling af industrien. Formålet med våbnene må være at beskytte de europæiske borgere og til at beskytte de venlige, fredelige og demokratiske nationer, der behøver dem til selvforsvar, men ikke for at handle med dem eller gøre Europa til en slags stor industriel markedsplads, der vil ende med at vende sig imod os.

Jeg synes, at Kommissionens forslag er positive, og tror, at de vil føre til skabelsen af et fælles forsvarsmarked, men dette fælles forsvarsmarked skal være et instrument til opnåelse af fred i Europa og fred i verden.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i betænkningen understreges EU's forpligtelse til at gøre de multilaterale aftaler om ikkespredning og et forbud mod at udvikle en ny generation af våben for universelt gældende.

I betænkningen anmoder man om, at der udarbejdes principper for en sanktionsordning, som kan anvendes på de lande, der ikke overholder FN's Sikkerhedsråds resolution 1540. Selv om det er rigtigt, at EU's medlemsstater er kontraherende parter i de multilaterale aftaler om ikkespredning, skal man dog huske, at to medlemsstater er atomstater, at kandidatlandet Tyrkiet er en atomstat, og - hvilket er endnu alvorligere - at USA's taktiske våben er placeret på mange medlemsstaters område, bl.a. i Tyskland, Italien, Grækenland og Nederlandene.

I beslutningens hundrede punkter står der ikke så meget om Israel, Indien og Pakistan, som ikke har undertegnet traktaten om ikkespredning af kernevåben. Hvad Irans civile atomprogram angår, ser man bort fra dette store lands legitime økonomiske interesser og regionale sikkerhedsinteresser og beder Irans regering om at give verificerbare garantier for de fredelige hensigter med hver enkelt af atomprogrammerne.

Det er en latterlig beslutning, hvor man sågar forlanger, at EU og NATO skal overbevise USA's regering om at opgive sine programmer, og hvor man ser med positive øjne på, at der bruges store mængder af de europæiske skatteyderes penge - flere hundrede millioner euro - på en strategi for at reducere masseødelæggelsesvåben.

Den foreslåede betænkning er i strid med al sund fornuft, og derfor er den helt uacceptabel.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, de tre ordførere hr. Wuermeling, hr. Romeva i Rueda og hr. Kristovskis omtaler vigtige områder, som vi i langt højere grad skal se i én sammenhæng og ikke isoleret i tre separate betænkninger som her, da de kun er modstridende på overfladen, men i virkeligheden hænger sammen.

Vi lever i en verden, hvor truslen fra terrorister, som også kan komme i besiddelse af beskidte våben, er større end nogensinde før. Hvis vi antager, at Iran ikke kan afholdes fra at udvikle atomvåben - man producerer allerede raketter med en rækkevidde på 3.000 km - vil vi have en region, der strækker sig over et landområde, som omfatter Iran, Pakistan, Indien, Kina og Rusland, og som udgør en samlet stor - den største - region i verden, som råder over atomvåben.

Vi skal overveje, hvordan vi vil garantere vores sikkerhed som et lille hjørne af verden. Dette kan kun lade sig gøre i kraft af den kollektive sikkerhed inden for den transatlantiske alliance, og det betyder også, at vi europæere ikke kan forlade denne alliance, fordi vi dermed ville blive mere følsomme over for pression af forskellige årsager og fra forskellige regioner i verden.

Endvidere skal vi gøre det klart og tydeligt, at vi kun vil være i stand til at sætte en kurs i industripolitikken, hvis vi har vores egen våbenproduktion, at der er arbejdspladser forbundet hermed, men at vi således også er uafhængige, for hvis dette industripolitiske incitament ikke er til stede, og vi ikke har nogen egen våbenproduktion, er vi henvist til at købe våben fra andre dele af verden, hvilket betyder, at vi til enhver tid kan udsættes for afpresning, fordi vi ikke kan gøre, som vi ønsker og således heller ikke selv kan bidrage til egen sikkerhed. Under alle omstændigheder bliver det meget dyrere, fordi vi ikke kan udnytte de synergieffekter, som denne europæiske våbenproduktion medfører.

Derfor er det også vigtigt, at EU og Kommissionen får flere penge stillet til rådighed til forskning og andre områder, således at vi bliver i stand til at garantere vores egen sikkerhed. Desuden skal vi være parate til at indgå i alliancer og samtidig være uafhængige, og der må ikke kunne udøves pression imod os.

Alt dette skal integreres i en adfærdskodeks, som giver os troværdighed i vores kamp imod udbredelsen af masseødelæggelsesvåben. Efter min opfattelse skal denne adfærdskodeks være retligt bindende. Jeg ville egentlig foretrække en afskaffelse af undtagelsen i traktaten, som bestemmer, at våbeneksport ikke - som det ellers gælder for al handel - hører under Kommissionens kompetence - hvilket er et svagt punkt både med hensyn til kontrollen og med hensyn til EU's handleevne som helhed. Der bør findes relevante tiltag her.

Jeg vil derfor gerne opfordre til - med henblik på at spare penge, garantere vores borgeres sikkerhed og samtidig sørge for, at verden bliver et fredeligere sted at leve - at vi fokuserer kraftigere på dette.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg udtrykke min glæde over betænkningen om adfærdskodeksen og våbensalg og henlede Parlamentets opmærksomhed på, at mange af de krav, vi fremsatte under vores tidligere årlige debatter om dette spørgsmål, er blevet imødekommet, i særdeleshed den nye regulering af handelen med torturudstyr, holdningen til våbenmæglervirksomhed og den ny forpligtelse til at standse eksporten, hvis der er en risiko for international humanitær lovgivning. Først og fremmest glæder jeg mig over den vilje, der er kommet til udtryk i år til at gøre kodeksen juridisk bindende.

Kan kommissæren her i aften kommentere det forhold, at praksis sommetider ikke helt lever op til dette? Hvordan kan det være, at f.eks. Østrig, Luxembourg og Grækenland ikke fremlægger en årsrapport? I år er der blevet offentliggjort oplysninger, der viser, at Frankrig har eksporteret bomber og granater til Burma og Sudan, og Italien har eksporteret skydevåben til Kina og Colombia? Vil hun kommentere holdningen til vores våbeneksport til Colombia, et land, hvor der nu er rigelige vidnesbyrd om overtrædelse af menneskerettighederne fra det colombianske militærs side?

Mange talere her i aften og nogle af ændringsforslagene har nævnt Det Forenede Kongeriges holdning. Jeg er stolt af, at mit eget land under sit tidligere formandskab overvågede aftalen om en EU-adfærdskodeks for våbensalg og under dette formandskab for første gang har overvåget aftaler med EU om at støtte en traktat om international våbenhandel. Vi tager vores forpligtelser som atommagt alvorligt. Storbritanniens regering har reduceret lageret af atomsprængladninger med mere end 70 %, har reduceret antallet af sprængladninger på hver Trident undervandsbåd fra 94 til 48, og har skrottet alle WE-177 atombomber.

På konferencen om ikkespredningstraktaten den 5. maj sagde en talsmand for den britiske regering: "we recognise that we have particular obligations as a nuclear weapons state under Article 6 of the Treaty. We reaffirm our unequivocal undertaking to accomplish the total elimination of nuclear arsenals, leading to nuclear disarmament" (Vi erkender, at vi har en særlig forpligtelse som atommagt under artikel 6 i traktaten. Vi bekræfter igen vores klare løfte om at gennemføre total afskaffelse af atomarsenaler, hvilket vil føre til atomafrustning).

Som alle andre her i aften deler jeg bekymringen over, at der ikke er nået en stærk enighed som resultat af ikkespredningskonferencen tidligere i år. Men jeg mener, det er forkert af os at fokusere på individuelle lande, hvad enten det er Det Forenede Kongerige eller Frankrig. Vi bør sikre, at alle lande påtager sig deres forpligtelser under traktaten.

Vi bør også glæde os over, at der var en fælles holdning med tilslutning fra EU forud for den konference, der skal vurdere ikkespredningstraktaten og tage fat på den samling af spørgsmål, hvor vi i EU bør føre an, såsom tilbagetrækningen fra traktaten, generel udbredelse af skrappe sikkerhedsnormer i hele den ekstra protokol i IAEA (det internationale atomenergiagentur), og ligeledes spørgsmålet om overførsel af teknikker til berigelse og genoparbejdning.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, fru kommissær, når vi drøfter forsvarsanliggender, bevæger vi os ind på vigtige og følsomme områder vedrørende den nationale suverænitet. Mange af os føler, at EU's forsvarsambitioner er helt forkerte. Hvis man ønsker at styrke EU som global aktør, eller hvis man tror på en integreret europæisk stat eller for så vidt en europæisk forsvarsunion, som vi tidligere har hørt, så vil man have en anden opfattelse.

Vi modsætter os, at EU blander sig i forsvaret, både principielt og når det gælder de praktiske konsekvenser. Men vi erkender, at der er områder, hvor en multilateral tilgang kan være gavnlig, og det gælder særlig i forhold til ikkespredning og kontrol af våbeneksporten.

Hvis vi først ser på indkøbene til forsvaret, så er Wuermeling-betænkningen motiveret af en stærk integrationistisk impuls. Den stiller endog i punkt 12 det spørgsmål, om "i hvilket omfang det i dag overhovedet giver mening at adskille nationale fra fælleseuropæiske sikkerhedsinteresser". Det er klart, at man i betænkningen søger at sikre Kommissionens rolle, når det gælder indkøbene til forsvaret, og ønsker, at sådanne anliggender skal behandles under EU snarere end via national lovgivning.

Vi har allerede en situation, hvor markedet for indkøb til det britiske forsvar er åbent for udenlandsk konkurrence på en måde, som markedet i Frankrig f.eks. ikke er. Vi ser britiske forsvarsvirksomheder - vigtige nationale strategiske værdier - blive overtaget af fremmede virksomheder.

De britiske Konservative støtter i høj grad foranstaltninger, der kan styrke et ægte fælles marked inden for de fleste sektorer, men forsvaret bør fortsætte med at være en undtagelse og bør sikres.

Vedrørende masseødelæggelsesvåben tillægger vi det enorm betydning at bekæmpe spredning og styrke sikkerheden vedrørende materialer, der kan indgå i dem. Samtidig er Det Forenede Kongeriges uafhængige atom-afskrækkelsesstyrke fortsat et afgørende element for vores forsvarsstrategi, et element, der ikke har mistet relevans til trods for det ændrede sikkerhedsmiljø, vi lever i.

Den britiske regering må ikke alene træffe de nødvendige beslutninger for at opretholde vores nukleare kapacitet, men også være parat til at tilpasse vores våben og reglerne for deres anvendelse.

Vedrørende våbeneksport er vi tilfredse med opfordringerne til bedre identifikation af dem, der i sidste instans skal bruge eksporterede varer, og opretholdelsen af våbenembargoen mod Kina. Men vi har fortsat vanskeligheder med idéen om at få en juridisk bindende adfærdskodeks. Det ville udstrække den juridiske autoritet til områder, som snarere henhører under regeringen, og ville yderligere udvide EU's institutioners rækkevidde, herunder Den Europæiske Domstols. I aften har vi en farlig blanding til drøftelse.

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil godt starte med at sige noget til hr. Batten. Det er interessant at lytte til ham som repræsentant for en liste, som han kandiderede for sammen med to personer, som inden for de seneste par uger er fundet skyldige i misbrug af sekretariatstillæg, og det ganske kort efter hinanden. Her i Parlamentet og i vores offentlighedsarbejde bør vi gå væsentligt mere offensivt til værks over for denne samling hyklere, end vi tidligere har gjort.

Men nu til sagen. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis de tre vigtigste EU-medlemsstater - f.eks. i forbindelse med projektet unmanned air vehicle - lader forskellige firmaer arbejde i separate projekter, som ikke har noget med hinanden at gøre, og at de så at sige tjener dobbelt. Det har de europæiske skatteydere ikke fortjent. Det er heller ikke formålstjenligt, hvis tre vigtige EU-medlemsstater udvikler elektroniske identifikationssystemer til infanterister uafhængigt af hinanden, og hvis det ikke er tilstrækkeligt klart, om f.eks. soldater fra én og samme europæiske battle group kan identificere hinanden under kamp, hvis de kommer fra forskellige lande. Vi bør fortsat være klar over, at EU's hære stadig vil have 23 forskellige typer af pansrede køretøjer om 10 år. Enhver kan forstå, hvad det må betyde under indsats med hensyn til kompatibilitet og forsyningsproblemer.

Jeg vil imidlertid gerne advare imod en illusion: Der vil ikke blive etableret noget fælles våbenmarked, hvis virksomheder, som opererer under markedsbetingelser, skal konkurrere med statsstøttede virksomheder. Det er et aspekt, som ikke er blevet drøftet under dagens forhandlinger, og jeg vil også gerne animere hr. Wuermeling til at overveje, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at kigge nærmere på denne underforståelse i forhandlingerne om artikel 296 endnu en gang og ud fra dette drage konklusioner for fremtiden.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, med Kommissionens grønbog og Wuermeling-betænkningen opfylder vi først og fremmest befolkningens, EU-borgernes, ønsker. På spørgsmålet om, hvilke mål EU skal sætte sig, siger borgerne, at EU skal være en forsvars- og sikkerhedsunion. Hvis vi spørger borgerne, hvad de ønsker sig, siger de en fælles udenrigspolitik med ét ansigt og én person og ikke 25 nationale enkeltinteresser.

Hvis vi kigger på det ændrede sikkerhedsbillede, skal vi stille os selv følgende spørgsmål: Kan hver medlemsstat klare at sørge for tilstrækkelig sikkerhed på egen hånd med den nuværende grundstemning og finansielle situation i medlemsstaterne? Svaret er nej, og derfor har vi brug for mere Europa på dette område og ikke nødvendigvis flere penge. Hvis vi imidlertid har brug for mere Europa, men ikke har flere penge, skal vi ændre noget i vores adfærd.

Vi ønsker en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi ønsker en videreudvikling af EU til en politisk union, vi ønsker et stærkt indre marked, og vi ønsker en begrænsning i afhængigheden af USA. Hvad skal vi så gøre? Vi bruger fælles teknologiske standarder i Europa på dette område for at muliggøre og styrke samarbejdet. Vi skal skabe fælles forsvarsstrukturer, som har betydning for et forstærket politisk samarbejde, integration og solidaritet.

Set i lyset af sloganet "mere Europa, men ikke flere penge" skal vi selvfølgelig udnytte ressourcerne på forsvarsområdet mere effektivt, styrke EU's konkurrenceevne, forbedre den militære udrustning, sænke udgifterne og europæisere udrustning og uddannelse samt forbedre samarbejdet og dermed bidrage til en effektivitetsstigning.

Disse forhandlinger viser, at vi har brug for mere Europa. Måske er det også derfor, at Rådet ikke er til stede, fordi først og fremmest de store medlemsstater - og her tænker jeg på Storbritannien og Frankrig - ganske vist taler meget om det fælles, men alligevel er blandt snublestenene på vejen mod at styrke Kommissionen på dette område.

  Joel Hasse Ferreira (PSE). - (PT) Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, arbejdstagernes og borgernes sikkerhed må beskyttes ved fremstillingen af forsvarsmateriel, og virksomhederne selv skal fungere så effektivt som muligt. Der er derfor brug for klare regler for indkøb af forsvarsmateriel.

Den europæiske befolkning bør oplyses om betydningen af at råde over en moderne og effektiv forsvarsindustri, tilknyttet det innovative netværk af små og mellemstore virksomheder, der arbejder med anvendt civil og militær teknologi. Der skal også ske strategisk samordning af medlemsstaternes forsvarsindustrier, med Det Europæiske Agentur som en af katalysatorerne for teknologisk innovation og produkt- og procesforbedring i den europæiske forsvarsindustri.

Vi må dog aldrig tillade, at der inden for EU opstår et militærindustrielt kompleks, der indskrænker til den politiske magt, den type kompleks, hvis mægtige indflydelse general Eisenhower beklagede, da han holdt op som amerikansk præsident. Kontrakterne skal være klare og tydelige. Enkle og gennemsigtige regler for indkøb af forsvarsmateriel vil her være til stor nytte.

I modsat fald bliver markedet koncentreret på disse virksomheder, hvilket i praksis vil hindre den frie konkurrence i at virke på EU's indre marked. Det er ligeledes meget vigtigt at tilskynde små og mellemstore europæiske virksomheder til efter deres muligheder at deltage i forsvarsindustriens samlede produktionsproces.

Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, til slut vil jeg sige, at EU bør søge at bevare en fast sammenhæng mellem sin udenrigspolitik og de internationale handelsregler, navnlig med hensyn til embargoer. Ingen vil kunne forstå, hvis EU-medlemsstaternes forsvarsindustrier reelt befordrer illegitime krige eller diktatoriske regimer. Det er ikke Europas mål og kan ikke være EU's praksis.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Mine damer og herrer, vi forsøger at skabe historie ved at afvikle den etablerede praksis i medlemsstaterne med hensyn til våbenhandel. Grønbogen om forsvarsindkøb og eventuelle kommende direktiver kræver derfor en kraftig politisk opbakning, idet de er nødt til at trænge ind i det hermetisk lukkede miljø på det europæiske marked for forsvarsindkøb. Målet er intet mindre end at indføre vidtrækkende restriktioner på afvigelser fra de generelle regler for økonomiske konkurrence - artikel 296 i traktaten giver medlemsstaterne mulighed for at bruge og misbruge systemet med undtagelser - og en række nationale monopoler har derfor nydt godt af dette på borgernes bekostning. Markedet for forsvarsindkøb er praktisk taget forseglet bag bevidste barrierer og domineret af monopoler, og det er vanskeligt at overvåge det, idet hemmelighedsfuldheden opretholdes, selv når der ikke er nogen sikkerhedsmæssig grund til det. Den manglende åbenhed i forbindelse med offentlige indkøb, fragmenterede forskningsprogrammer og utilstrækkelig finansiering fører til ringe kvalitet og lav interoperabilitet og igen til ineffektive nationale forsvarssystemer. Derfor er der rigelig grund til at åbne forsvarsmarkedet til 160 milliarder euro, ikke mindst fordi medlemsstaterne har svært ved at opfylde deres forpligtelser under NATO's forsvarspolitik.

Hvis Kommissionens forslag får støtte fra alle 25 medlemsstater, må de forventes at samarbejde om innovative strategier, skære ned på udgifterne og skabe nye muligheder for virksomhederne, ikke kun de store koncerner, men også små og mellemstore producenter og leverandører af logistikudstyr. Den grundlæggende betingelse for åbningen af markedet for forsvarsindkøb for både mig selv og en række medlemmer af Parlamentet er imidlertid at sikre, at EU's adfærdskodeks for eksport af militært udstyr overholdes til punkt og prikke. Min opfordring til overholdelse af denne kodeks blev indarbejdet i betænkningens tekst med henblik på at slå ned på ulovlig våbeneksport fra avancerede demokratier til udviklingslande. Det er en væsentlig forudsætning, og jeg opfordrer Kommissionen til at sikre, at overvågningen gøres så enkel som muligt. Mit synspunkt er baseret på den lærerige lektie med en våbenhandel, der fandt sted i Den Tjekkiske Republik for 10 år siden. Jeg er dybt rystet over, at Rådet ikke er til stede i dag.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, også jeg ønsker at give udtryk for min bekymring i anledning af, hvad hr. Batten har sagt, og opfordre til, at der gøres noget for at få ham til at trække de fornærmende bemærkninger om medlemmer af Parlamentet tilbage.

Hr. kommissær, den europæiske kodeks om våbeneksport har en række mangler, hvoraf den mest iøjnefaldende er, at den ikke er juridisk bindende. Men der er også brug for større klarhed i sproget og vedrørende anvendelsen af kodeksen. Der er behov for, at dens rækkevidde bliver udvidet, og for større gennemskuelighed og tilgængelighed af oplysninger med hensyn i særdeleshed til årsrapporten og meddelelserne om afslag.

Et antal medlemmer har nævnt, at visse EU-stater faktisk overtræder denne kodeks, samtidig med at de erklærer sig fast besluttede på at forhindre eksporten af udstyr, der kan anvendes til indre undertrykkelse eller ydre aggression, eller bidrage til regional ustabilitet. De har tilladt, at våben og sikkerhedsudstyr overføres til anvendelse til ulovlige formål.

Endelig antydede De den 20. september som svar på et spørgsmål, jeg stillede Dem, at de agtede at formulere en meddelelse om håndskydevåben og lette våben inden udgangen af 2006. Må jeg have lov at sige, at det ville være mere passende at få denne meddelelse offentliggjort og drøftet her i Parlamentet før midten af næste år, hvor FN faktisk afholder en konference om håndskydevåben og lette våben.

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, i denne sene aftentime forhandler vi om spørgsmålet om, hvorvidt vi har brug for våbenteknik, og hvad vi kan gøre for at virkeliggøre en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg vil godt indledningsvis kommentere det, som kollegerne fra den anden side af Parlamentet satte spørgsmålstegn ved, og i den forbindelse give hr. Brok ret i, at våbenteknik er nødvendig i EU, fordi vi i Europa ikke vil lade vores sikkerhed være afhængig af tredjelande og udsætte os selv for pressionsmuligheder. Flere kolleger var inde på, at Europas borgere forventer en styrket fælles optræden af medlemsstaterne på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det ene eller andet er allerede lykkedes her. Man nævnte bl.a. missionen i Bosnien, men vi er lykkedes med mange andre ting. Ikke desto mindre må man helt ærligt sige, at vejen til en reel fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - sådan som borgerne forestiller sig den - ligger længere ude i fremtiden.

Derfor glæder det mig at konstatere, at Kommissionens forslag med dens grønbog om et fælles våbenmarked og Wuermeling-betænkningen er et skridt i den rigtige retning. Dette forpligter medlemsstaterne til - gennem fælles bestemmelser om anskaffelse af militært udstyr - at tage skridt til udvikling af fælles forsvarsstrukturer samt til en styrket politisk integration. Den øgede effektivitet i de betydelige udgifter til forsvarsområdet, som herved opstår, fører automatisk til en yderligere integration af det europæiske marked og er således expressis verbis til gavn for skatteyderne.

Jeg vil gerne komme med nogle overvejelser i forbindelse med spørgsmålet om, hvordan denne fælles adfærdskodeks kan udformes. Kommissionen udviklede allerede i 1958 materialer og bestemmelser, som kunne anvendes som fortolkningsgrundlag for artikel 296. Disse er desværre aldrig blevet offentliggjort eller anvendt i praksis. Men det ville sikkert lønne sig at tjekke, hvad man anså for at være bemærkelsesværdigt dengang. Etableringen af en adfærdskodeks skal sikre, at der ikke opstår noget modsætningsforhold mellem de beslutninger, som træffes af Det Europæiske Forsvarsagentur på den ene side og af Kommissionen på den anden side. Med hensyn hertil skal man sikre sig, at der opnås optimal koordination mellem Kommissionen og Det Europæiske Forsvarsagentur.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne bruge denne forhandling som en mulighed for at sætte fokus på den virkning, som håndskydevåben og lette våben har på mange menneskers menneskerettigheder. Det er ikke de såkaldte masseødelæggelsesvåben, der i øjeblikket forårsager det største antal tragedier og konflikter rundt omkring på Jorden. Det burde måske være håndskydevåben og lette våben, der blev betragtet som de våben, der forårsager mest masseødelæggelse.

Jeg er imponeret af og støtter den betænkning, vi har fået forelagt om våbeneksport fra EU, og jeg vil gerne komplimentere ordføreren for det arbejde, han har gjort. EU's frivillige adfærdskodeks har haft en vis succes med at sikre normerne. Men det endelige mål må være at få accept af en juridisk bindende kodeks, og Parlamentet bør konsekvent opfordre hertil.

Igen og igen er EU glad for at indtage et højt moralsk standpunkt vedrørende menneskerettighedsspørgsmål og at opfordre til overholdelse af internationale normer og love. Vi må vise lederskab og lede ved vores eksempel med hensyn til våbenhandelen, for at få troværdighed, så vi kan ændre forholdene uden for Unionen med hensyn til normer for våbenhandel. Vi bør ikke frygte en juridisk bindende kodeks, men se den som en mulighed for, at EU kan hæve normerne, når det gælder politikken for våbeneksport. De fire vigtigste leverandører af våben i EU har dramatisk forøget deres andel af våbensalget til udviklingslandene i de seneste år.

I 2004 blev der handlet for 4,8 milliarder amerikanske dollars, hvilket er mere end 22 % af det samlede våbensalg. Når man tænker på, at der hvert år dræbes næsten en halv million mennesker med håndskydevåben, bliver betydningen af handelen hermed klar.

Jeg støtter idéen om at etablere en såkaldt sort liste for lande, der ikke bør kunne købe våben af EU. Men kriterierne for sådan en liste bør anvendes ligeligt ud fra et sæt af normer, der er baseret på overtrædelse af menneskerettighederne og mangel på stabilitet.

Endelig vil jeg gerne opfordre Kommissionen til at benytte alle de muligheder, den har for at fremme accept af en international traktat om håndskydevåben for at fremme fælles standarder for våbensalg internationalt. Alt for mange slyngelstater, uansvarlige regeringer, militære diktatorer og gangsterlignende ledere har let adgang til våben, der bruges på en brutal og korrupt måde, hvilket fører til en stigende efterspørgsel efter håndskydevåben og lette våben i de mange småkonflikter, der stadig findes.

Det forhold, at den udviklede verden fortsat tolererer våbensalg til den slags mennesker bør give anledning til alvorlig og vedvarende bekymring her i Parlamentet.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN), ordfører. - (LV) Mine damer og herrer, i lyset af at der her i Parlamentet under forhandlingen om min betænkning er opstået visse meningsforskelle, vil jeg gerne med henblik på at finde et kompromis foreslå nogle ændringer af punkt 34. Efter ordet "bemærker" indsættes følgende:

"... noterer sig, at den troværdige trussel om brug af magt har lettet UNSCOM's og UNMOVIC's nedrustningsarbejde meget".

Derefter vil jeg gerne slette resten af afsnittet. Jeg mener, at dette forslag også vil give socialdemokraterne, som sagde, at de ville afholde sig fra at stemme, mulighed for at stemme for dette afsnit.

  Formanden. - Mange tak, men De bliver nødt til at bringe det op som et mundtligt ændringsforslag ved afstemningen i morgen.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, selv om det er sent, mener jeg, at det var en meget interessant diskussion. Jeg er enig i, at denne diskussion kunne have været langt bredere. Vi har talt om ret specifikke emner, men nogle af Dem har meget klart sagt, at der er mange flere dimensioner, og har nævnt en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg vil nu fremsætte et par bemærkninger om særlige punkter.

For det første kan Kommissionen vedrørende våbeneksporten kun være enig i substansen af drøftelsen i dag. Vi er sandsynligvis allerede en af de største regionale aktører med den strengeste våbenkontrol i verden, men vi må fortsætte med at gøre fremskridt for at styrke reglerne og gennemførelsen af dem. At gøre adfærdskodeksen til en fælles holdning vil være et væsentligt skridt på europæisk niveau. Faktisk indeholder den adfærdskodeks om eksport af militært udstyr, der blev vedtaget i 1998, mange fælles kriterier, i forhold til hvilke ansøgninger om eksporttilladelser bliver vurderet.

Som der står i adfærdskodeksen henhører beslutningen om at overføre eller afslå overførsel under de enkelte medlemsstaters jurisdiktion, og Kommissionen kan derfor ikke kommentere påståede omgåelser af denne kodeks med hensyn til noget land. Dette siger jeg specielt med henblik på spørgsmålet om Colombia. Et af de vigtigste kriterier er altid menneskerettighedsspørgsmålet. Det er et kriterium blandt andre, såsom regional fred, sikkerhed og stabilitet, men det er op til medlemsstaterne at kommentere disse spørgsmål.

En styrket adfærdskodeks, som allerede er blevet færdiggjort på teknisk niveau, og som kan indføres på et passende tidspunkt, vil forøge omfanget af kontrollen. Den styrkede adfærdskodeks vil strække sig ud over fysisk eksport af varer og teknologi. Den vil indbefatte våbenmæglervirksomhed og ITT (overførsel af knowhow mv.), og den vil også indeholde mere præcist sprog om disassemblering (omvendt udvikling), og om en utilsigtet teknologioverførsel. Desuden vil kriteriet vedrørende menneskerettigheder yderligere blive styrket.

EU forsøger nu at komme med en traktat om våbenhandel. Det sker på det det britiske formandskabs foranledning. En sådan traktat om konventionelle våben skal baseres på staternes nuværende ansvar i henhold til international lovgivning og vil fastlægge kriterier for overførsel, der er i overensstemmelse med internationalt accepterede normer vedrørende menneskerettigheder og humanitær lovgivning. Den bør være juridisk bindende, være et selvstændigt og uafhængigt initiativ, dække al overførsel af konventionelle våben, formulere de principper, der definerer ulovlig overførsel, indeholde overvågning og have et bredt grundlag.

Med hensyn til våben, der kan spredes, er det nu to år siden, vi udviklede en fuldt færdig strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Både EU og det globale partnerskab i G8 har afgivet løfter. I denne forbindelse er det afgørende at sikre, at de finansielle midler vil være til rådighed i fremtiden. Kombinationen af FUSP- og fællesskabsredskaber vil gøre det muligt for EU at opretholde en bedre synlighed og også større troværdighed. Men der må gøres meget, som jeg allerede har sagt, f.eks. inden for rammerne af FN, hvor vi var meget skuffede over de sidste forhandlinger om masseødelæggelsesvåben.

Vedrørende det tredje spørgsmål - indkøb til forsvaret - vil jeg igen takke Dem alle, og i særdeleshed ordføreren, der har støttet denne betænkning og derfor de forslag, Kommissionen har fremsat. Man kan og bør ikke undervurdere, hvor følsom denne sag er rent politisk. Men jeg er enig med hr. Wuermeling, når han påpeger, at den især vedrører det indre marked. Betænkningen fokuserer helt korrekt på dette spørgsmål og de mål, som Kommissionen forfølger med sine initiativer.

Som jeg har sagt, vil mere effektive offentlige udgifter til forsvaret bidrage til Unionens velstand, fordi det betyder, at skatteydernes penge kan reduceres. Det vil ske inden for rammerne af vores fællesskabskompetence, og også med fuld respekt for vores medlemsstaters prærogativer og suverænitet. Som sædvanlig vil vi fortsætte med at arbejde meget tæt sammen med Det Europæiske Forsvarsagentur, som det foreslås i Wuermeling-betænkningen.

Jeg er glad for, at Kommissionen og Parlamentet har samme opfattelse, ikke blot af de mål, der skal tilstræbes, men også af de foranstaltninger, der skal tages for at nå dem.

Lad mig afslutningsvis sige, at jeg ser frem til at drøfte disse og andre spørgsmål igen i den interparlamentariske konference på højt niveau i begyndelsen af december i Bruxelles.

Jeg takker også hr. Brok og hr. von Wogau for dette initiativ. Det er yderst velkomment. Måske kan vi også forfølge et mere ambitiøst sikkerhedspolitisk mål, hvilket indtil nu har manglet.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted på torsdag.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Francesco Musotto (PPE-DE) , skriftlig. - (IT) EU's indfaldsvinkel for masseødelæggelsesvåben er blevet fastlagt, og vi skal nu overbevise de andre befolkninger om dens værdi. EU skal forhindre, at de kommende konferencer om traktaten om ikkespredning af kernevåben bliver en fiasko, og vi er nødt til at kæmpe for, at alle lande undertegner og overholder traktaten, og at inspektionsmekanismerne bliver genindført med fuld opbakning fra FN-organerne og ved hjælp af sanktioner, såfremt dette er nødvendigt.

Vi beder om en mere effektiv strategi, som inddrager alle EU-landene, og hvor man slår hårdt ned på de aktiviteter, der bidrager til spredning, og håndhæver forbuddet mod kemiske og biologiske våben. Denne strategi skal i højere grad involvere Europa-Parlamentet, så der vedtages en kodeks, som regulerer våbeneksporten, og klarere regler for militærets materielforsyning.

Vi understreger ligeledes nødvendigheden af et moratorium for våben med forarmet uran.

Europa-Parlamentets beslutsomme modstand mod masseødelæggelsesvåben har rod i bevidstheden om, at anvendelsen af disse våben ikke bare koster menneskeliv, men også og ikke mindst får de etiske værdier til at forsvinde, som er EU's befolkningers fælles arv, som ligger til grund for vores historie, og som inspirerer Fællesskabets nuværende og fremtidige eksistens.

22. Dagsorden for næste møde: se protokollen

23. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.45)