7. Finansiering af udviklingssamarbejdet og det økonomiske samarbejde
Før afstemningen
Gay Mitchell (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, hensigten med dette forslag er at forene økonomiske mål og udviklingsmål. Det sigter på at fjerne den fælles beslutningsprocedure, som Parlamentet har kæmpet for i 20 år, ved at fjerne 16 bestemmelser og erstatte disse med et instrument, hvor Parlamentet marginaliseres. Som følge af Udviklingsudvalgets stærke og enstemmige holdning, der fik opbakning fra tre andre udvalg, har fornuften delvist taget over.
Vi kan nu forsøge at ændre dette forslag ved at henvise det til fornyet udvalgsbehandling, og jeg værdsætter meget den indsats, der er blevet gjort af formandskabet og de folk i Kommissionen, der foreslog udarbejdelsen af et nyt udkast.
I Irland ville man sige "Bi Ullamh", hvilket betyder: Vær beredt og på vagt. Parlamentet er ikke et gummistempel, idet det har medbestemmelsesbeføjelser. Dette er et princip. Det er ikke et produkt, der kan sælges. 37 medlemmer i mit udvalg har på min anbefaling underskrevet en anmodning om at henvise dette forslag til fornyet udvalgsbehandling. Jeg håber, at Parlamentet er indforstået hermed.
Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, det støtter jeg fuldt ud. Det er ikke acceptabelt, at Kommissionen foreslår, at vi mister kompetencer. Derfor vil jeg støtte, at forslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling.
(Parlamentet godkendte anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling)