Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Onsdag den 14. december 2005 - Strasbourg EUT-udgave

CIA's formodede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, kommissær Frattinis reaktion på nyheden om, at CIA angiveligt hemmeligt transporterer og forhører terrormistænkte i Europa, var hurtig, energisk og kraftig. Hvis EU greb ind over for selve terrorismen med lige så stor energi, styrke og hurtighed som mod formodede CIA-flyvninger, ville vi under alle omstændigheder være på rette vej.

Naturligvis er det rigtigt, at bekæmpelsen af terrorisme skal foregå inden for retsstatens rammer, men EU har et troværdighedsproblem. Vi er altid rede til at iagttage et minuts stilhed for ofre for terrorattentater såsom i Madrid og i London og selv i New York og Washington den 11. september. Men når det gælder om at træffe foranstaltninger og iværksætte aktioner, som skal bidrage til at forhindre den slags terrorattentater i fremtiden, undlader vi at handle. Så er vi først og fremmest interesserede i at sikre de terrormistænktes rettigheder. Denne selektive forargelse i Europa-Parlamentet er således malplaceret.

Hvis EU blot kunne vise én konkret succes i bekæmpelsen af terrorismen, ville rækken af mistænkeliggørelser mod USA måske være acceptabel, men dette er ikke tilfældet. Måske er det på tide, at vi holder op med at give moralske lektioner, nu hvor det f.eks. viser sig, at Rådet i anledning af det palæstinensiske parlamentsvalg vil knytte officielle forbindelser med organisationer som Hamas og Hizbollah. Hamas, som notabene står på EU's liste over terrororganisationer!

Det er på høje tid, at dette hykleri stopper, og at de juridiske rammer, inden for hvilke bekæmpelsen af terrorismen skal foregå, tilpasses til de nuværende behov.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik