Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 17. januar 2006 - Strasbourg

11. Energiforsyningssikkerhed og navnlig gasforsyningssikkerheden

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om energiforsyningssikkerhed og navnlig gasforsyningssikkerheden.

  Martin Bartenstein, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, begivenhederne i den første uge af januar i forbindelse med gasstriden mellem Den Russiske Føderation og Ukraine har gjort det mere end klart for os, at vi ikke kan tage vores energiforsyningssikkerhed for givet.

Over en fjerdedel af EU's gasforbrug bliver dækket af importeret gas fra Rusland, og da op til 80 % af den bliver transporteret via Ukraine, er en uforstyrret og kontinuerlig gasforsyning fra Rusland gennem Ukraine til EU af vital betydning for husholdninger og virksomheder. Rent faktisk oplevede nogle af EU's medlemsstater svigtende gasforsyninger på op til 50 % den 1. og 2. januar 2006. Et diplomatisk initiativ fra Kommissionen og det østrigske formandskab bidrog til, at denne situation hurtigt blev bragt til ophør. Det får mig til at nævne Moldova og Rusland og anmode begge parter om at vende tilbage til forhandlingsbordet og søge en langsigtet løsning på problemerne. Ifølge forlydender i medierne er der opnået enighed for en periode af tre måneder, men det er bestemt en meget kortsigtet løsning.

Nu handler det om at uddrage den rigtige lære af det, der er sket. Som jeg ser det, må vi gøre tre ting for at sikre Europas naturgasforsyning på lang sigt:

For det første er der behov for en spredning af de kilder, hvorfra naturgassen bliver leveret, og af de ruter, som den bliver transporteret ad. En række nye pipelines med en transportkapacitet på i alt 140 milliarder m³ årligt er under planlægning, og de skal bygges hurtigt. Et meget lovende projekt er pipelinen "Nabucco", som er 3.300 km lang og løber fra Østrig via Tyrkiet til området omkring Kaspiske Hav, som, når den står færdig i 2020, vil kunne transportere op til 31 milliarder m³ naturgas på en ny rute til EU.

For det andet må vi forcere brugen af Liquified Natural Gas (LNG), flydende naturgas. De eksisterende anlæg har for øjeblikket en kapacitet på ca. 60 milliarder m³ årligt. Nogle lande har iværksat projekter til etablering af nye terminaler eller udvidelse af eksisterende anlæg. Frem til 2010 kan der forventes en forøgelse af kapaciteten til 160 milliarder m³ årligt. EU bør stile efter en femdobling af de LNG-mængder, som bliver importeret, inden 2010, hvorved EU vil blive i stand til at modtage forsyninger fra andre regioner, som ikke kan blive forbundet med EU via en pipeline.

For det tredje er der behov for større gennemskuelighed på markederne for kulbrinte for at gøre priserne mindre volatile og sikre stabile priser, der afspejler markedet, samt få bedre information om de importerede mængder naturgas, hvilket forudsætter betragtelige investeringer. For overhovedet at få virksomhederne til at foretage disse investeringer, er det af afgørende betydning, at investeringsklimaet i energisektoren er så positivt som muligt.

På kort sigt vil vi skulle gøre os tanker om, hvordan vi undgår lignende situationer, eller hvordan vi kan håndtere dem uden følger. En øget integration af ledningsnettet i EU er sikkert en mulighed, som ville lette udvekslingen af gas inden for EU og således gøre enkelte medlemsstater mindre afhængig af bestemte lande, som leverer gas, eller som den skal passere. Den øgede udveksling af gas inden for EU forudsætter naturligvis, at de nødvendige gasmængder er til stede, hvorfor vi også må arbejde på at støtte etableringen af flydende engrosmarkeder.

Et andet kortsigtet instrument er uden tvivl oplagring af gasreserver for at lukke hullet, hvis forsyningerne bliver afbrudt i op til to måneder, idet der vil skulle tages hensyn til særlige nationale krav, f.eks. benyttelse af geologiske hulrum, kraftværker eller industrianlæg til oplagringsformål.

Det østrigske formandskab vil prioritere energipolitikken og navnlig energiforsyningssikkerheden. Forsyningssikkerhed sammen med konkurrenceevnen og naturligvis bæredygtighed er en af de tre søjler, som den europæiske energipolitik hviler på, både på nationalt plan og på fællesskabsplan. Europa må forstærke indsatsen for at klare de energipolitiske udfordringer, for frem til 2030 vil der blive brugt 50 % mere energi på verdensplan, og Europa vil blive markant mere afhængig af import af fossile energikilder.

Alt taget i betragtning bliver vi nødt til at vælge en tilgang, som omfatter forskellige strategier, hvis vi ønsker at garantere energiforsyningssikkerheden for den europæiske befolkning og industrien. Inden for Det Europæiske Fællesskab vil vi skulle sprede energiforsyningen yderligere ved øget anvendelse af alternative energikilder, som kan medføre en tredobling af anvendelsen af biomasse frem til 2010. Den europæiske energiforsyning skal bl.a. baseres på en omkostningseffektiv anvendelse af vedvarende energikilder. Andre optioner for Europa vil være anvendelse af kul med rene teknologier og på lang sigt brint.

Set fra Østrigs synspunkt er brug af kerneenergi til gengæld ikke nogen option. På udbudssiden vil det være nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at skabe et fælles europæisk indre marked og at øge investeringerne i energiforsyningen.

På forbrugersiden vil det på den anden side være nødvendigt at forbedre energieffektiviteten inden for Fællesskabet. For øjeblikket er der store forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til energieffektiviteten, defineret som energiforbrug pr. enhed af BNP. Som et grundlag herfor kan vi tage aftalen mellem Parlamentet og Rådet om direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester.

Begivenhederne nytårsdag viste også, hvor vigtig EU's forbindelser til sine partnere er. Disse partnerskaber skal videreføres konsekvent på multilateralt plan - det være sig gennem dialogerne i Det Internationale Energiforum eller under energiaftalen med Sydøsteuropa - og på bilateralt plan - som led i EU's dialoger med Rusland og OPEC. Viljen til at samarbejde er et helt væsentligt element med henblik på at sikre energiforsyningen.

Vi har altså en lang række muligheder. Det er op til os at udnytte dem effektivt og hurtigt. Da det er i alle medlemsstaters interesse at sikre EU's fremtidige energiforsyninger, er jeg overbevist om, at det nok skal lykkes os.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke Parlamentet, fordi det har fundet plads i dag til at drøfte forsyningssikkerheden for energi og navnlig gas. Det er på en måde en fortsættelse af den forhandling, vi havde om oliepriserne sidste år. Den nuværende oliepris ligger over 60 amerikanske dollars pr. tønde.

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland startede diskussionen om forsyningssikkerheden i EU. Gasstriden skabte overskrifter først på året, da Rusland standsede sine leverancer til Ukraine i halvanden dag. Det havde også konsekvenser for EU, idet mindre gasmængder nåede frem til EU.

Selv om det er beroligende på kort sigt, at Ukraine og Rusland nåede frem til en aftale, må vi ikke gøre os nogen illusioner. Spørgsmålet er ikke gået i sig selv. Handelsforhandlingerne mellem de to parter vil fortsætte med henblik på at komme frem til en prisreguleringsformel, som begge parter kan acceptere. Vi har også set følgerne internt i Ukraine med mistillidsafstemningen mod regeringen i sidste uge. Vi må heller ikke glemme, at striden om gasprisen mellem Rusland og Moldova først blev løst i går med flere detaljerede forhandlinger senere. Jeg tror virkelig på, at alle bør tage ved lære af begivenhederne først på året.

Så hvilke erfaringer kan EU drage af denne strid? For det første var EU proaktivt i forbindelse med netop denne strid, og det skal vi også være. Vi opretholdt ikke blot tætte bilaterale kontakter til begge parter gennem striden, men vi opfordrede dem også kraftigt til at løse denne strid. Selv om det er klart, at EU hverken kan eller bør vælge side, gjorde vi det klart for begge parter, at det var i deres egen interesse hurtigt at nå frem til en aftale. I en sådan situation er det meget vigtigt med et tæt samarbejde mellem Rådet - navnlig formandskabet - og Kommissionen.

For det andet har striden understreget det nyttige ved en dialog med Rusland og Ukraine på energiområdet. Disse dialoger har givet os de nødvendige kontakter til at kunne udtrykke vores bekymring og synspunkter over for begge parter inden for en ramme af gensidig tillid og fælles interesser. Samtidig understreger det klart behovet for at skabe større dynamik i dialogen.

For det tredje har denne strid understreget betydningen af og behovet for en klarere, mere sammenhængende og proaktiv politik for energisikkerhed for hele EU. Selv om Kommissionen og Parlamentet ganske rigtigt har argumenteret for dette i årevis, er tiden nu inde til at gøre konkrete fremskridt i denne sag.

Jeg vil gerne understrege betydningen af at udvikle en fælles indfaldsvinkel til energi, hvilket blev fremhævet på det uformelle topmøde på Hampton Court og på mødet mellem formandskabet og Kommissionen ved starten på det østrigske formandskab. I sin tale i dag understregede rådsformanden utvetydigt, at formandskabet lægger stor vægt på netop dette spørgsmål, og at der allerede er fremsat mange konkrete og klare forslag.

Under krisen var vi vidner til en vis mangel på gennemsigtighed på det europæiske gasmarked, hvilket har gjort det til en ret stor udfordring at overvåge og vurdere præcis, hvordan man håndterede denne mangelsituation. Direktivet fra 2004 om foranstaltninger til sikring af forsyningssikkerhed for gas vil også være gavnligt, når det er gennemført fuldt ud. At finde en løsning på den type problemer er en af målsætningerne for det observationssystem for energimarkedet, som er under udvikling i mine tjenestegrene.

Mere generelt har denne hændelse virkelig sat fokus på vores stigende afhængighed af energiforsyning fra tredjelande. Nødvendigheden af at indføre og udvikle en fælles EU-metode vil blive behandlet i en grønbog om energipolitik, som i øjeblikket er under udarbejdelse i Kommissionen. Det er klart, at udviklingen af en fælles fremgangsmåde for den eksterne energidimension bliver en grundlæggende bestanddel af grønbogen.

Denne eksterne energidimension skal være baseret på en diversificering af forskellige energityper samt på forskellige energikilder, -ruter, -leverandører og transitnetværk. Der findes et klart behov for yderligere investeringer i LNG-terminaler, i gasrørledninger til diversificering af leverancer og i oplagringsanlæg til gas.

Selv om EU gennem sine programmer for teknisk bistand har arbejdet for at fremme udviklingen af nye forsyningsruter og for at opgradere og forbedre eksisterende ruter, er det klart, at andre større energiforbrugere også indtager en meget proaktiv og politisk stilling i denne situation. Europa er nødt til at udlede nogle erfaringer af dette, selv om man ikke bør undervurdere kompleksiteten af denne opgave.

Der er naturligvis også de interne aspekter af EU's energipolitik at tage hensyn til: for det første behovet for at sikre, at et indre energimarked for hele EU bliver en realitet. Der resterer fortsat et stykke vej, før vi får et virkeligt indre marked for både elektricitet og gas. Så er der behovet for at lette de nødvendige infrastrukturinvesteringer, der skal sikre, at de forskellige nationale energimarkeder i EU virkelig kan blive bedre integreret. Her er det vigtigt for os alle at erkende, at dette kræver anvendelse af de nødvendige midler, herunder også økonomisk støtte, hvor det er nødvendigt.

Vi må også sikre, at der ydes tilstrækkelig politisk og økonomisk støtte til forskning inden for prioriterede områder og sikre, at mere effektive energiteknologier, herunder renere kulteknologier og vedvarende energi, kan komme ind på markedet. Vi er nødt til mere aktivt at forfølge politikker og foranstaltninger, der kan sikre reelle energibesparelser og en effektiv energiudnyttelse og dermed mindske vores afhængighed af tredjelande.

Vi har vedtaget en ambitiøs lovgivning. Nu er tiden inde til at gennemføre den.

Endelig må vi forbedre foranstaltninger for energisikkerhed for at styrke de solidaritetsmekanismer, der skal tages i brug ved mulige afbrydelser af energiforsyningen. Man skal huske på, at netop denne strid, idet den vedrørte EU, blev løst meget hurtigt, men vi må være forberedt på længerevarende tvister.

Sammenfattende har denne strid igen betydet en brat opvågnen for os alle. Selv om det er korrekt, at energi blot er en vare, er det en vare, der har grundlæggende betydning for vores fortsatte økonomiske udvikling og velfærd. Vi må tage ved lære af denne episode, hvilket jeg vil sammenfatte som behovet for en fælles europæisk energipolitik. Politikken skal være tydelig, sammenhængende og effektiv, både intern og eksternt, og være i overensstemmelse med målene for forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed.

(Bifald)

  Jacek Emil Saryusz-Wolski, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den nylige gasforsyningskrise er en brat opvågnen for EU. PPE-DE-Gruppen glæder sig over, at energiforsyningssikkerhed og bæredygtig energiproduktion og -forbrug prioriteres højt af det østrigske formandskab. Det er på høje tid, eftersom energiforsyningssikkerheden bliver stadig vigtigere for EU's overordnede sikkerhed og navnlig vores økonomiske sikkerhed.

Alle problemer, også midlertidige, der betyder en nedgang i energiforsyningen fra tredjelande forårsager også alvorlige forstyrrelser i Unionens økonomiske aktiviteter. For nylig blev vi gjort opmærksom på, hvordan problemet med energisikkerhed ikke kun vedrører erhvervslivet og økonomien. Energi er blevet brugt som et våben og et udenrigspolitisk instrument og bør derfor drøftes i sammenhæng med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den seneste energikrise mellem Rusland og Ukraine har vist, hvor sårbare mange af EU's medlemsstater er, når de er afhængige af en enkelt leverandør i et risikabelt omfang. Det er derfor af afgørende betydning, at EU udvider sine fælles aktioner til energiområdet og tager skridt til at indføre en proaktiv energipolitik.

Det er klart, at alle de foranstaltninger, der træffes på nationalt plan, ikke er tilstrækkelige, eftersom de ikke garanterer de langsigtede interesser for hele Unionen. Der findes derfor et klart behov for en indsats på EU-plan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Hvis vi tager tanken om et fælles marked alvorligt, bør vi desuden skabe lighed for de økonomiske operatører, for slet ikke at tale om borgerne, med hensyn til energisikkerhed og -forsyning.

På denne baggrund ser vi meget positivt på formandskabets planer om at færdiggøre afgørelsen om det tværeuropæiske energinet først på året. Vi bør imidlertid gå videre endnu. Et af hovedprincipperne for den europæiske integration - solidariteten - omfatter pligten til at bistå alle lande, der er i fare eller har problemer, og det omfatter også problemer vedrørende afbrydelser af energiforsyningen. Unionen bør tage konkrete skridt i retning af diversificering af energikilderne og deling af reserverne. Alle mulige veje til en styrkelse af Unionens muligheder for at blive selvforsynende med energi bør udforskes.

Vi bør heller ikke glemme principperne om gennemsigtighed og lige adgang. EU bør foreslå en adfærdskodeks for relationerne med vores vigtigste energileverandører. Vi bør gøre alt, hvad der er nødvendigt for at skaffe nye finansieringskilder til virksomheder, der har til formål at øge EU's energisikkerhed, både fra EIB og fra selve EU-budgettet.

Vi må ikke kun tænke på os selv. Energisikkerheden skal udgøre en af hovedhjørnestenene i naboskabspolitikken. Virkeligheden kræver mod. Et tæt samarbejde på energiområdet og muligheden for at dele energireserver udgør en af de mest effektive og uundværlige tillidsskabende foranstaltninger både inden for Unionen og mellem Unionen og vores naboer.

Vores borgere vil sætte pris på konkrete resultater af vores bestræbelser på at sikre energiforsyningen. PPE-DE-Gruppen vil fremsætte et beslutningsforslag under næste mødeperiode i Bruxelles.

(Bifald)

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg støtter det, som Rådet og Kommissionen har sagt om den europæiske energipolitik, men mener dog, at vi skal være mere konkret og specifik på nogle områder.

For det første skal de store forbrugere - EU, USA, Kina og Indien - i højere grad agere i fællesskab på markedet og ikke kun konkurrere mod hinanden om energiforsyningerne.

For det andet bør vi rette opmærksomheden mod infrastrukturen og overveje - ikke som stat, men sammen med vores firmaer og virksomheder - at eje og forvalte infrastrukturen i fællesskab for at undgå monopoler.

For det tredje må vi gøre noget ved det forhold, at WTO har tvistbilæggelsesprocedurer for alt fra tekstiler til rejer, men ikke for så vigtige produkter som gas og olie.

For det fjerde må vi udbygge infrastrukturen, hvor Nabucco-projektet er ét eksempel, som ministeren nævnte. Det er et meget vigtigt projekt, som EU bør støtte.

For det femte må alle medlemsstater foretage spredning og komme med forslag, på baggrund af hvilke der kan blive skabt et fælles europæisk projekt.

For det sjette skal de vedvarende ressourcer naturligvis prioriteres. Jeg deler rådsformandens skepsis, hvad kerneenergi angår. Men debatten vil fortsætte, og vi må sørge for, at den tager højde for alle positive aspekter og kritikpunkter og ikke udelader spørgsmålet om, hvor affaldet skal deponeres.

Vi kan bestemt ikke - og det er det syvende punkt - insistere på en fælles energipolitik med alle lande. Kun ved at tage hensyn til nationale forskelle kan vi - navnlig set udefra - retfærdiggøre en fælles energipolitik. Hr. kommissær, De husker sikkert, at jeg bad Dem om et program for udenrigs- og energipolitik under høringen. Jeg har bedt kommissær Ferrero-Waldner om det samme, men desværre er der ikke kommet noget endnu. Jeg vil virkelig anmode Dem om at fremlægge et sådant program, senest i grønbogen, så vi får en konsistent politik, som vi kan forsvare udadtil.

Lad mig slutte med at gøre det helt klart, at vi ønsker - og har brug for - et partnerskab med Rusland, men dets handlinger på det seneste er uacceptable. Vi har brug for et Rusland, som behandler sine nabolande fair, for de er også vores nabolande.

(Bifald)

  Danutė Budreikaitė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer, energikilder er blandt de grundlæggende økonomiske faktorer og produktionsfaktorer til sikring af erhvervsmæssig konkurrenceevne og befolkningens velfærd.

EU-medlemsstaterne sikrer deres energikilder ved at indgå bilaterale aftaler. Rusland drager fordel af disse aftaler, herunder den kommende gasrørledning mellem Tyskland og Rusland, og skaber splittelse i EU ved at give de enkelte medlemsstater forskellig adgang til energiforsyninger. De enkelte lande er lettere at påvirke end EU som helhed.

EU overdrager koncessioner til Rusland ved at understrege betydningen af Rusland som strategisk partner og landets exceptionelle position blandt andre lande. Hovedårsagen til overdragelsen af disse koncessioner er EU's stigende afhængighed af Rusland, hvad angår energi. Den seneste tids konflikt om gasforsyningen mellem Rusland og Ukraine viser imidlertid, at Rusland kan ty til samme taktik i forbindelse med gasforsyninger til EU-medlemsstaterne.

Alternative energikilder, der kan anvendes for at undgå afhængighed af Rusland, dvs. norske energiressourcer, er begrænsede og kan ikke opfylde det stigende behov hos EU i fremtiden. Er det så ikke det rette tidspunkt at overveje atomenergi, den mest økologiske energiform, som alternativ til afhængighed af en uforudsigelig energikilde som Rusland?

Et andet meget vigtigt spørgsmål, der drøftes indgående i EU, er den fælles energipolitik. Med Kommissionen som den energiforsyningspartner, der repræsenterer interesserne hos alle 25 medlemsstater, vil Rusland være nødt til at vise mere respekt. Rusland vil ikke helt kunne lukke for energiforsyningen til EU, landet vil ganske enkelt ikke have nogen anden måde at komme af med gassen på.

Jeg opfordrer derfor alle til ikke blot at drøfte udviklingen af en fælles energipolitik, men også træffe foranstaltninger til at gennemføre denne fælles energipolitik og især den fælles energiordning til sikring af energiforsyningen og politisk sikkerhed for hele EU.

(Bifald)

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Bartenstein, jeg vil gerne starte med Ukraine, fordi det har overrasket mig lidt, at den årligt tilbagevendende gasstrid mellem Rusland og Ukraine på det nærmeste har fået os i Europa til at behandle den som en europæisk gaskrise. Ukraine, og derefter Moldova, befandt sig i en tilspidset krisesituation, ikke Europa. Europa kunne, som det har kunnet før, stole på stabile handelsforbindelser med Rusland. Som jeg ser det, har denne situation vist, at EU ikke bare kan betragte Ukraine som et sikkert transitland, men EU må ved hjælp af energipolitikken tværtimod hjælpe Ukraine med at frigøre sig fra sin afhængighed af Rusland og dermed forbedre sine udsigter for fremtiden. Her er der meget, der skal ændres.

Bortset fra det ser jeg hele debatten som et konkret eksempel på svaghederne ved den europæiske energipolitik, som er mere eller mindre udtalte fra medlemsstat til medlemsstat. En koordineret tilgang kunne uden tvivl bidrage til at forbedre situationen i medlemsstaterne og i hele Europa. Vi har nu lært de naturlige ressourcers sande værdi at kende. Det skal siges, at vi, for at sige det mildt, ødsler med gassen og også olien i hele Europa, og det var genstand for en endnu heftigere debat under Irak-krigen. Vores frådseri med disse råstoffer har længe været noget, som vi slet ikke kan tillade os. Hvis vi ønsker at uddrage den rigtige lære heraf, så må vi efter min mening langt mere konsekvent gøre det, som kommissær Piebalgs foreslog, da han tiltrådte. Ressourceproduktivitet og energieffektivitet er mål, som vi må forfølge, hvis vi vil være mindre afhængig af andre. Jeg ville være stik imod at tilstræbe et fuldkommen selvforsynende Europa, hvilket ville være en naiv tilgang i den overordnede debat, men vi må arbejde hen imod et Europa, som virkelig behandler råstofferne hensigtsmæssigt. Det er noget, som vi har diskuteret i årtier, lige så længe som Club of Rome har eksisteret, så lad os nu komme op med noget, der kan bruges i praksis. De, der mener, at anvendelse af atomenergi er det rigtige svar på knapheden på gas - eller dens forgængelighed - burde for en gangs skyld redegøre seriøst for deres valg. Hvor mange reaktorer ønsker de at bygge i de kommende år og hvor? Hvad foreslår de, der skal gøres med det affald, som er blevet produceret i Europa gennem årtier? For nogle uger siden diskuterede vi betænkningen om lukning af kraftreaktorer. Bortskaffelsen af atomaffald er en katastrofe for øjeblikket. Så hvis fremtiden skal baseres på det, så bedes de udtrykke sig lidt mere klart, men forskån os venligst for en diskussion om en forlængelse af levetider af den slags, som igen er på tale med Ignalina-reaktoren. De, der virkelig kun ønsker at forlænge levetiden for udtjent teknologi, øger risiciene forbundet med energiproduktion, frem for at befri os fra dem.

(Bifald)

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, verden oplever fortsat en stigning i afbrændingen af fossilt materiale. Det beregnes, at menneskeheden i 2030 stadig vil producere 80 % af sin energi ved anvendelse af fossilt brændstof.

Jorden har en bekræftet gasforekomst på 179 billioner kubikmeter. En fjerdedel af gassen findes i Rusland og en anden fjerdedel i mindre stabile regioner i Iran og Qatar. Det beregnes, at EU's egne gasforsyninger i nuværende forbrugsrater vil række til seks eller syv år. Anvendelsen af gas fra Norge og Nordafrika til dækning af EU's behov øger tidshorisonten for gasforbrug med 20 år, men tidshorisonten vil være 50 år for Rusland. Hvis EU planlægger at opfylde hele sit energibehov i de næste 20 år ved hjælp af gas, er der ingen alternativer til import fra Rusland.

I løbet af de næste par år vil der blive udviklet billigere metoder til at producere flydende gas, som vil give flere muligheder for import af gas. Samtidig vil anvendelsesområdet være mindre. Flydende gas fra Rusland kan således sælges til USA, som har brug for gas, uden brug af rørledning. USA's egne gasreserver vil ikke være nok blot 10 år frem. Vesteuropa har været afhængig af gasrørledningen fra Rusland via andre lande. Den planlagte rørledning i bunden af Det Baltiske Hav vil mindske denne afhængighed. Projektet er relevant, fordi nogle af de lande, som rørledningen passerer igennem på nuværende tidspunkt, er fjendtligt indstillet over for Rusland. I Finland har vi intet problem med gasforsyningen i de næste 40 år.

Der er et punkt i gasaftalen mellem Rusland og Ukraine, som kræver en forklaring. Hvem ejer forsyningsselskabet Ros-Ukr-Energo? På grundlag af offentliggjorte data har jeg regnet ud, at selskabet ubegrundet får ca. 600-800 millioner amerikanske dollars ud af aftalen om året. De få magtfulde personer i begge lande har været involveret i dette, og hvilken rolle spiller landenes præsidenter i frembringelsen af store summer af skjult overskud?

Vores gruppe støtter gode partnerskabsrelationer og et energisamarbejde med Rusland.

(Bifald)

  Mirosław Mariusz Piotrowski, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, de nylige begivenheder, som den internationale presse henviser til som en "kold krig" mellem Ukraine og Rusland vedrørende gas, og det knap så nylige projekt, der involverer opførelsen af en gasrørledning mellem Tyskland og Rusland uden om de baltiske lande, herunder Polen, er tydelige beviser på, at visse lande anvender elektricitets- og gasforsyningsnet, især sidstnævnte, som politiske våben i deres forbindelser med hinanden. Medlemsstaterne forventer, at EU yder assistance til løsning af problemet.

EU skal føre en sammenhængende og integreret politik vedrørende ovennævnte forsyningsnet, samt vedrørende naturkatastrofer, pandemier og terrortrusler. En sådan politik vil gøre det muligt at sikre og diversificere forsyningen. Det er uacceptabelt, at én medlemsstat, f.eks. Tyskland, danner en koalition med Rusland om fosyningsspørgsmål, som påvirker andre medlemsstaters interesser, herunder de medlemsstater der for nylig har tiltrådt EU. Det er et af de sjældne tilfælde, hvor EU bør reagere, og hvor EU bør reagere hurtigt og målrettet. En passiv holdning vil signalere, at EU accepterer, at solidaritetsprincippet tilsidesættes, og at EU reelt ikke har nogen indflydelse på økonomiske og politiske problemer, som er af stor betydning for Europa. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til, at EU fortsat udarbejder beslutninger og erklæringer eller direktiver, som er ufordelagtige for Europas borgere.

(Bifald)

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, det er et faktum, at Ruslands energistrategi er baseret på anvendelsen af gas og gasleverandører for at nå landets politiske mål i visse regioner, herunder Europa. Den nuværende gaskrise er en form for prøve for EU. Det var meningen, at krisen skulle kunne mærkes, og den havde ikke blot konsekvenser for Ukraine og Moldova, men også for otte EU-medlemsstater, herunder Tyskland, Frankrig og Italien.

Rusland har ved at fremprovokere en sådan krise mistet sin status som en stabil og pålidelig partner. Det eneste spørgsmål er, hvilke konklusioner EU og de enkelte medlemsstater vil drage. Vil de konkludere, at opførelsen af den baltiske rørledning skal fortsætte, selv om det vil gøre Europa endnu mere afhængig af Rusland, eller vil EU erkende, at det er nødvendigt med en reel diversificering af gasforsyningerne i Europa som helhed og en energisolidaritetsmekanisme for EU-medlemsstaterne og deres umiddelbare naboer?

Rusland håber, at vi vil drage den første af disse konklusioner. Alle de personer, som ikke længere har nogen illusioner om det nye Ruslands imperialistiske politik, håber på den anden. Jeg vil tage mig den frihed at komme med en endelig kommentar, nemlig at det er pinligt, at Parlamentet har så svært ved at vedtage en fælles beslutning om dette spørgsmål.

(Bifald)

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af Italiens nye socialistparti, PSI. De internationale politiske begivenheder og de økonomiske faktorer, herunder den konstante stigning i olieprisen, henleder pludselig EU's opmærksomhed på en tydelig og velkendt situation, nemlig at der er et strukturproblem med energiforsyningen og et stigende afhængighedsniveau. Den internationale energiefterspørgsel stiger, verdensressourcerne er ikke ubegrænsede, og EU har under alle omstændigheder ikke ressourcer nok til at dække sit eget behov.

De seneste begivenheder viser, at den energiforsyning, som vores økonomi i øjeblikket er baseret på, kan komme i fare, og det er en risiko, som vi absolut ikke kan løbe. Det er absolut nødvendigt - også i betragtning af de aftaler, der er indgået, f.eks. det europæiske energicharter, som fastlægger rammerne for samarbejdet mellem Europa, Rusland og Middelhavslandene - at vi fremmer en tættere international synergi. Energisamarbejdet med tredjelandene udgør nemlig en central dimension i den europæiske forsyningsstrategi og er med til at skabe stabile internationale politiske forbindelser.

Inden for disse rammer skal vi nu indgå klare, faste, konkrete og varige aftaler, navnlig med Rusland. På den ene side bliver det således tvingende nødvendigt at følge de anbefalinger, som medlemsstaterne for nylig fik om at træffe energibesparende foranstaltninger. Disse foranstaltninger kræver en seriøs indsats fra EU-institutionernes, medlemsstaternes og de enkelte borgeres side. På den anden side skal vi langt om længe indlede den komplekse og omfattende debat om valgene af teknologi i fremtiden og om produktion og anvendelse af alternativ og vedvarende energi. Det er en debat, som på trods af de forskellige - og i nogle tilfælde nye - kriser, der har præget Europas økonomi i de sidste 40 år, desværre endnu ikke har fundet sted. Vi skal hurtigst muligt råde bod på denne forsinkelse, denne mangel og dette hul.

(Bifald)

  Giles Chichester (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske kommissær Piebalgs for hans rolle ved sammenkaldelsen af gaskoordineringsgruppen, hvorved han har ydet et vigtigt bidrag til at løse striden mellem Naftagas og Gazprom tidligere på måneden.

Denne situation mellem Rusland og Ukraine har været en brat opvågnen for dem, der måske ikke var klar over, hvor afhængige EU's medlemsstater er af importeret energi i almindelighed og af naturgas fra Rusland i særdeleshed. Det er imidlertid vigtigt, at vi holder fast i vores proportionssans i denne sammenhæng. Gashandelen mellem Rusland og EU's medlemsstater er fortsat kommercielt levedygtig, så længe begge parter har noget, den anden part ønsker. EU's medlemsstaters importafhængighed og den dermed forbundne voksende afhængighed af naturgas er næppe nogen hemmelighed.

I Udvalget om Industripolitik, Forskning og Energi har vi længe været klar over denne situation og har drøftet behovet for foranstaltninger, så vi kan afhjælpe denne afhængighed. For 10 år siden udarbejdede jeg en betænkning for Parlamentet om udsigterne for gasforsyningen i Europa, og erhvervslivet kritiserede mig for at antyde, at vi kunne blive overafhængige af gas, hvis den udgjorde over 25 % af vores energibehov.

Lad mig erindre Parlamentet om den brede vifte af foranstaltninger, der allerede findes, og som er rettet mod vores behov for forsyningssikkerhed: både lovgivningsmæssige foranstaltninger som direktivet om transeuropæiske net og foranstaltninger fra erhvervslivets side i form af anlæggelse af rørledninger, oplagring og LNG-anlæg.

Vi skal være opmærksomme på Rusland, som spiller med musklerne internationalt, men jeg vil foreslå en afmålt og praktisk fremgangsmåde for at bevare mangfoldighed i forsyningen og tilskyndelse til hensigtsmæssige investeringer i denne forbindelse skal være vores reaktion som en langsigtet løsning.

(Bifald)

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, om godt 20 år vil vi være 90 % afhængig af import af gas. Det er noget af en bedrift. Mængden af gas, der anvendes af medlemsstaterne, og lagrene varierer meget. Det varierer med andre ord meget, hvor modtagelig man er over for en krise. Jo længere østpå en medlemsstat ligger, jo mere afhængig vil den være af gas fra Rusland.

EU har lagt pres på Rusland om at droppe det dobbelte prissystem for energi, herunder gas, som eksisterer inden for landet. Vi betragter det som en betingelse for medlemskab af Verdenshandelsorganisationen. Jeg mener derfor heller ikke, at det dobbelte prissystem for energi kan fortsætte meget længere i Ruslands udenrigshandel. I erhvervslivet er det naturligvis tilladt at yde rabatter til gode, regelmæssige kunder generelt, og det sker i mange andre sektorer, men det afhænger naturligvis af forholdet mellem sælger og køber.

At lukke for gashanen var helt klart en dårlig og ufornuftig løsning. Sådan gør man ikke inden for europæisk handel. Den form for løsninger forekommer sjældent i mindre betydningsfulde situationer og slet ikke i sådanne vigtige sammenhænge. Situationen med hensyn til energi i EU er fortsat tæt på at udvikle sig til en krise. Det vil blot kræve en storm på den anden side af oceanet eller en begivenhed i Ukraine at starte en krise eller endog en paniksituation. Vi skal have etableret bæredygtige og diversificerede energikilder med en bred vifte af forsyningsordninger og netværk, og tiden er kostbar. Vores varme kan forsvinde når som helst.

Vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde et energikriseprogram. Vores nuværende ressourcer er ikke tilstrækkelige. Hvordan forbereder vi os på en længerevarende afskæring fra energiforsyningen, hr. kommissær? Hvilken form for solidaritetsmekanisme kan indgå i rammerne, og behandles spørgsmålet om en energikrise i den kommende grønbog?

  Lena Ek (ALDE). - (EN) Hr. formand, den seneste krise mellem Rusland og Ukraine over gasforsyningen har vist, at det er vigtigere end nogensinde med et europæisk energimarked, der er mindre afhængigt af import. Dette vil ikke blot skabe kolossale muligheder for den europæiske energisektor, også vedvarende energikilder, men vil ligeledes give mulighed for at løse problemerne med klimaforandringer, fremme væksten og skabe nye arbejdspladser. For at opnå dette ønsker vi større åbenhed, bedre regulering, et renoveret og velfungerende forsyningsnet, en europæisk energistrategi, en diskussion om selvtilstrækkelighed og solidaritet mellem medlemsstaterne samt regler, der giver forbrugerne mulighed for at træffe beslutning om deres eget forbrug på en praktisk måde. Derfor glæder vi os over grønbogen og over formandskabets program.

Der er meget at gøre, men jeg tror, at vi kan gøre det.

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg tror, at forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland gør det fuldstændig klart, at Europa - som er mere end blot EU - har behov for en ny og moderne altomfattende energipolitik.

Når det kommer til stykket, og det kan man diskutere, som man vil, så var striden mellem Rusland og Ukraine en strid mellem en leverandør, som ville have flere penge, og en kunde, som ikke var villig til at betale. Det havde begge parter været bekendt med længe. Hvis man politisk udstikker en kurs, som gør denne form for krise uundgåelig, uden at have forsøgt at finde en løsning i tide, så har begge regeringer udvist forsømmelighed.

Jeg hilser bestemt kommissærens annoncering af at ville fremlægge en grønbog velkommen, idet jeg naturligvis håber, at den ikke indeholder sådanne gamle idéer som forhandling om et adfærdskodeks for lande, der producerer energi, og for transitlande, nye pipelines eller sågar atomenergi. Jeg tror snarere, at vi, således som det allerede er tilfældet i mange lande, må sætte vores lid til andre energiformer som biomasse, sol-, vind- og vandenergi, jordvarme og kraftvarmeproduktion, og samtidig spare energi og gøre mere effektiv brug af den samt reducere støtten til de traditionelle fossile brændstoffer. Det må vi sørge for.

Energiforsyning er en offentlig forsyningspligtydelse, og måske burde vi også overveje, om ikke ansvarlige politikker skal betragtes som en større prioritering end forsøg på liberalisering eller brug af liberaliseringsforanstaltninger som en løsning på dette problem.

  Dariusz Maciej Grabowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, den manglende fælles og langsigtede strategi for energiforsyningssikkerhed er ikke blot bevis på EU's kortsynethed, men også på en interessekonflikt mellem medlemsstaterne. En af årsagerne til tredoblingen af oliepriserne er, at EU ikke har vedtaget en intelligent energistrategi. Stigningen i oliepriser er en stor fordel for de store brændstofvirksomheder, men en ulempe for EU's medlemsstater og borgere.

Det er uhensigtsmæssigt for de enkelte medlemsstater at forsøge at indgå aftaler med Rusland, som Tyskland har gjort på bekostning af interesserne hos de baltiske lande, Polen, Østrig og andre medlemsstater. Denne omstændighed samt EU's passive holdning har været medvirkende til Ruslands forsøg på at afpresse Ukraine ved at true med at lukke for gasforsyningen. EU skal hurtigst muligt udarbejde og gennemføre en strategi for energiforsyningssikkerhed, og det kan helt sikkert betragtes som en prøve på, om EU stadig er en union.

EU's strategi for energiforsyningssikkerhed skal være baseret på kriterierne om det svageste led, som kan opsummeres i overensstemmelse med følgende. Effektiviteten af et system kan måles ved dets modstandsdygtighed over for kriser i de lande og regioner, der er mest afhængig af en enkelt leverandør, eller som har de dårligste gastransmissionsnet og distributionssystemer eller de højeste produktionsomkostninger i forhold til nationalindkomst.

Vi skal især fokusere på nabo- og transitlande. For at citere Hamlet er "at være eller ikke være" det dilemma, vi står over for med hensyn til energiforsyningssikkerhed i EU. I denne sammenhæng beklager jeg at måtte meddele, at der overhovedet ikke er taget højde for en fælles europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed i EU's budget for 2007-2013.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Mange tak, hr. formand, julehilsenen fra den russiske præsident til gasforbrugerne i Ukraine kom på ingen måde som en overraskelse. Med afbrydelsen af energiforsyningen midt om vinteren mindede Rusland ikke blot Ukraine, men også de øvrige energimarkeder i verden, om, at magten i øjeblikket ligger hos energileverandørerne. Energiforbrugerne skal tage højde for dette faktum i lang tid fremover. Jeg ønsker at takke kommissær Piebalgs, som under gaskonflikten mellem Rusland og Ukraine gjorde brug af EU's indflydelse tidligt nok til at undgå en energikrise i Europa.

Hvad angår de konklusioner, der skal drages efter konflikten mellem Rusland og Ukraine, skal EU udvise stor åbenhed og opfordre landene i Europa til det samme i forbindelse med oplysninger om udviklingen af gaspriserne. Jeg mener, at den seneste tids begivenheder giver Kommissionen særlig bemyndigelse til at implementere den lovgivning, der er vedtaget, for at gennemføre beslutninger om udvikling af alternative og energieffektive ressourcer og oprettelse af et ægte liberaliseret energimarked samt sikring af integrationen af europæiske energiforsyningsnet. Naturligvis har alle talerne i dag nævnt, at der er behov for en fælles energipolitik for EU's fælles marked, som vil virke fremmende på langsigtet politisk stabilitet, ikke blot i Europa, men på hele det globale energiforsyningsmarked.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, EU befinder sig i en choktilstand efter krisen mellem Ukraine og Rusland. Og det sker i stort omfang, fordi Rusland hidtil altid, selv i tider med store interne omvæltninger, har vist, at det er en troværdig energipartner, og EU's medlemsstater har aldrig tidligere fået afbrudt eller nedsat deres gasleverancer fra Rusland.

De tre dage, som krisen har varet, har gjort, at lande som Italien var lige ved at frigive sine strategiske reserver, og ikke mindst, at EU som helhed endnu en gang har set, hvor ekstremt sårbart dets leveringssystem er. Tiden er derfor inde til, at vi alvorligt overvejer muligheden for at investere i alternative forsyningsruter ved at forbedre dialogen med stabile partnere som f.eks. Republikken Kasakhstan. Vi skal overveje at importere gas fra dette land via f.eks. Tyrkiet, der er et kandidatland og dermed ekstraordinært sikkert.

På europæisk plan skal vi desuden bevare og styrke forskningen og udviklingen af nye energikilder og opnå en mere effektiv brug af dem, vi allerede har. Og vi kan naturligvis ikke, fru Harms, undvære nogen primærenergikilde. Ingen. Vi skal se ud over ideologiske fordomme og se virkeligheden i øjnene. Hvis De ønsker at begå energimæssigt selvmord, står det Dem frit for at gøre det, men offeret skal være individuelt. De skal ikke forvente, at vi alle vil begå selvmord mod vores vilje.

Endelig, hr. formand, afslutter jeg med at anmode Kommissionen om at blive ved med at lægge pres på medlemsstaterne for at opnå den fælles energipolitik, som denne krise så tydeligt har vist, vi behøver. Vi skal ikke vente på den næste krise, før vi træffer foranstaltninger, der vil være mere traumatiske, og som sandsynligvis kommer for sent.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, jeg skal være kortfattet. Det, det drejer sig om, er at fremhæve de udenrigspolitiske aspekter af, hvad vi har oplevet i de forløbne uger, da Rusland truede med at standse gastilførslen til Ukraine.

De, som i årevis har arbejdet med disse lande, var ikke særlig overraskede, for Rusland har tidligere truet med, og også ført denne trussel ud i livet, mener jeg, at bruge energi som våben for at udøve pres på omkringliggende lande. Naturligvis var konsekvensen af, hvad der skete, også et chok for EU, og det tvinger os til at føre denne diskussion i dag.

Som jeg sagde - jeg er nødt til at være kortfattet - er der tre konklusioner, som er vigtige for os, når det gælder disse udenrigsaspekter. For det første at vi skal diversificere vores tilførsel, vores kilder. Da de fleste lande, som leverer energi, er ustabile, gælder det, at jo flere lande vi kan involvere i vores tilførsel desto bedre.

For det andet skal vi endnu en gang se på rørledningerne i Europa. Vi er særdeles sårbare, fordi størstedelen af gassen passerer Ukraine. Er der mulighed for alternativer?

For det tredje skal vi gøre det helt klart, at vi på længere sigt kun kan sikre vores energiforsyning, hvis vi kan samarbejde med partnere, som er pålidelige og demokratiske.

Endelig er det efter min mening blevet tydeligt, at energipolitik mere end nogensinde også er udenrigs- og handelspolitik.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand, jeg ønsker at fokusere på forslagene til en eventuel løsning på energiproblemerne. EU skal først og fremmest sørge for at fremme en mere effektiv anvendelse af energi i sin udenrigspolitik ved at prioritere energieffektivitet i EU's naboskabsprogram. Det vil måske endda være klogt at fastsætte kriterier for energieffektivitet som en betingelse for ydelse af EU-støtte. På denne måde vil vi også fremme demokratiseringsprocesserne i nabolandene. Vores erfaring med reformer i Litauen viser, at modernisering af økonomien giver et stabilt grundlag for udvikling af demokratiseringsprocesserne.

I Europas indenrigspolitik skal der fokuseres mere på udvikling og gennemførelse af et innovationscenter for den nye generation af små energianlæg, der er baseret på nuklear teknologi og andre teknologier. Vi har allerede et vellykket luftfartsprojekt, det bemærkelsesværdige Galileo-program, og derfor kan vi uden tvivl også oprette et innovationscenter til gennemførelse af energiprogrammer. Der bør etableres et innovationscenter i de lande, der er mest afhængige af en enkelt energikilde.

Jeg ønsker at tro, at Kommissionen ud over den generelle snak om en fælles strategi for energiforsyningssikkerhed endelig har besluttet sig til at træffe specifikke foranstaltninger, og oprettelsen af et innovationscenter vil muligvis være det bedste bevis på gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE). - (EN) Hr. formand, i modsætning til den almindelige opfattelse, også her i Parlamentet, var den ukrainske gaskrise ikke nogen enlig førstegangsforestilling, der skyldes behovet for at overgå til markedsvilkår. Det er tværtimod en konsekvent politik, og det har alt muligt med politik at gøre. For det første havde Ukraine en kontrakt, som blev underskrevet i 2004, og som løber frem til 2009. Den blev opsagt, fordi Ukraine valgte den forkerte præsident, og på grund af de kommende parlamentsvalg.

For det andet er den russiske regering majoritetsaktionær i Gazprom, et monopol, der ledes af vicepremierministeren. Det er ikke et selskab. Man kan ikke tale om markedspriser og et regeringskontrolleret monopol i samme åndedrag.

For det tredje: engangsforeteelsen: Moskva indstillede olie- og gasleverancerne for at kvæle Litauens uafhængighedsbevægelse tilbage i 1990. Efter uafhængigheden brugte den russiske regering det samme våben til at straffe De Baltiske Lande, fordi de ikke gik med i SNG og krævede tilbagetrækning af de russiske tropper. Da Litauen forsøgte at privatisere Mazeikiu-olieraffinaderiet, afbrød man igen leverancerne, så de russiske investorer kunne komme ind. Man anvendte med held den samme politik over for Georgien, som opgav sine gasrørledninger.

Sammenfattende har Rusland konsekvent brugt et statsejet energimonopol til at lægge politisk pres på lande - skam få markedspraksis og eksisterende kontrakter! Empirisme er klogere end ønsketænkning. Erfaringerne fra de nye medlemsstater og fra Ukraine og Moldova, da de indtog en EU-venlig holdning, viser tydeligt faren ved ikke at have en solid EU-politik for energisikkerhed.

(Bifald)

  Martin Bartenstein, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg mener, at Kommissionen og formandskabet har gjort det rigtige. Vi havde for få informationer, og derfor afholdt vi os fra enhver placering af skylden, og vi ønskede under ingen omstændigheder af give en af stridens parter ret eller blot røbe den mindste antydning i den henseende. Det står klart, at situationen absolut kunne være blevet kritisk, for en af de nye medlemsstater havde problemer med energiforsyningen til sin industri lige fra første dag, men helt bevidst taler vi og Kommissionen ikke om en krise, men om en kritisk situation.

Vi må holde os for øje, at afhængigheden af fossile energikilder og importen af disse kun kan stige markant. Ifølge Kommissionens skøn vil afhængigheden af disse energikilder stige fra lidt under 50 % for øjeblikket til ca. to tredjedele frem til 2030. Det vil man til en vis grad kunne påvirke ved brug af alternative energikilder og ved at forbedre energieffektiviteten, men personligt tror jeg ikke, at vi kan vende denne udvikling grundlæggende. Formandskabet ser med stor interesse frem til grønbogen eller rettere de første dele af den forud for forårstopmødet. Hvornår, hvis ikke nu, skulle vi ellers diskutere udviklingen af en fælles europæisk energipolitik? Gasspørgsmålet, Rusland, Ukraine, forsyningsproblemet, men også oliepriserne, klimaændringerne og meget andet er anledning nok til at tænke videre i den retning.

Formandskabet generelt og jeg personligt støtter Kommissionens forslag om at etablere en reserve til to måneder, ligesom det er tilfældet med olie på et andet plan. Parlamentet vil have lejlighed til at diskutere detaljerne senere. Som jeg sagde i mit indlæg om Moldova, så har vi i mange henseender forsøgt at prioritere landet i vores naboskabspolitik.

Trods hr. Swobodas påstand om, at Rusland som medlem af WTO ville åbne op for bestemte muligheder i den henseende, så var der ikke ret meget, man kunne have gjort inden for 36 timer. Det er interessant, at Rusland ikke har ratificeret energichartret, hvorfor den heri nævnte tvistbilæggelsesprocedure ikke kan komme til anvendelse. Det er altså energieffektivitet og vedvarende energier, der skal prioriteres, men vi må også fremme bevidstheden om, at vi i endnu højere grad end hidtil må beskæftige os med import af gas på forskellig vis.

Det skal bemærkes, at Rusland og den russiske naturgas vil udgøre fundamentet i EU's gasforsyning i de kommende år og årtier. Som østriger vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det var et østrigsk selskab, OMV, der i 1968 som det første indgik en aftale om gasleverancer med Gasprom, som har haft et fuldstændig upåklageligt forløb i næsten 40 år. Vi må vinde tillid og til en vis grad måske opbygge den på ny.

I mit indlæg var jeg inde på den alternative ruteføring via Tyrkiet i form af pipelinen "Nabucco". Selv om det er absolut nødvendigt at sprede forsyningen, så kan det ikke ske fra den ene dag til den anden. Vi må uddrage læren af den kritiske situation, som varede 36 timer. Jeg takker således for den meget vigtige debat i Parlamentet og vil slutte med at understrege den betydning, som vi tillægger sagen som et emne på dagsordenen for forårstopmødet i marts.

(Bifald)

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, først vil jeg gerne takke Parlamentet for denne forhandling, som tydeligt viser, at der er bred støtte til at arbejde i retning af en fælles EU-energipolitik, der respekterer subsidiaritetsprincippet. Det er interessant, at de første opfordringer til en så væsentlig udvikling fremkom for 30 år siden under den første oliekrise. Dengang kom de af indlysende årsager ikke fra Parlamentet, men fra Rådet. I dag er situationen uendeligt mere kompliceret end dengang, og den vil formentlig få mere langvarige konsekvenser på energiområdet end for 30 år siden. Under disse omstændigheder må Rådet, Kommissionen og Parlamentet skride til handling.

Med hensyn til sikkerhedsdimensionen vil jeg gerne nævne to særlige aspekter. For det første skabte udvidelsen helt klart nye udfordringer for EU. Forsyningssikkerhed var helt klart en langt større udfordring for de nye medlemsstater end for de gamle. For det andet har det dokument, vi udarbejder i denne fase, to forfattere: fru Ferrero-Waldner og jeg selv. Derfor vil vi også tage os af de problemer, som hr. Swoboda var inde på.

Vi ser også på indsatsen i kriseperioder. Som nævnt var denne krise meget kortvarig, og nogle talere har henvist til den som en mini-krise eller endda en ikke-krise. Man skal ikke undervurdere betydningen af situationen, for nogle lande mærkede en virkning. I de fleste lande mærkede borgerne kun en virkning fra medierne. Men i nogle lande indførte man økonomiske foranstaltninger i forbindelse med gasforsyningen. Det var en reel krise, og vi bør se på, hvordan vi kan reagere mere effektivt i fremtiden.

Samtidig bør vi reagere med det samme. Vi har allerede en lang række instrumenter, som kan anvendes på energisk vis. Med hensyn til energieffektivitet har vi et byggedirektiv, der snart træder i kraft, og som bør anvendes effektivt. Det samme gælder kraft/varme og vedvarende energikilder: Vi har retsakterne, og vi bør bruge dem. Det samme gælder vedvarende energi. Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan. Den er allerede i færd med at tage positive skridt, f.eks. prøver den at mobilisere alle mulige ressourcer.

Jeg vil gerne gå over til de nye naboskabslande, som vi har meget fine forbindelser med. Desværre er det korrekt, at energispørgsmålene er blevet forsømt. Et forståelsesmemorandum med Ukraine om gennemførelse af energipolitikken blev først underskrevet ved topmødet i år. Derfor må vi virkelig hjælpe til ikke kun i forbindelse med energiforsyningen fra tredjelande, men også med energiforbrug, fordi energiintensiteten i disse lande, og energitabene, er kolossale, og intet land kan klare de energiudgifter, der opstår som følge af den situation. Det samme gør sig gældende for Moldova.

Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling har gjort et godt stykke arbejde i Ukraine, men den kunne intensivere sin indsats. Vi kunne trække på andre ressourcer for at styrke disse og anvende instrumenter inden for det nye naboskab til at styrke politikkerne. Det vil vi gøre, og vi vil gøre det samme med hensyn til udviklingspolitikken, for ellers kan der ikke findes nogen løsning.

Jeg vil gerne endnu en gang takke Dem for denne forhandling. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi diskuterer disse spørgsmål, og jeg henter stor inspiration fra sådanne forhandlinger.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.