Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 17. januar 2006 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Modtagne dokumenter: se protokollen

3. Afgørelse om uopsættelig forhandling: se protokollen

4. Debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (meddelelse om indgivne beslutningsforslag): se protokollen

5. Havnetjenester

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Georg Jarzembowski for Transport- og Turismeudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til markedet for havnetjenester (KOM(2004)0654 - C6 0147/2004 - 2004/0240(COD)) (A6-0410/2005).

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker at takke hr. Jarzembowski og Transport og Turismeudvalget for den indsats, de har ydet for at forbedre Kommissionens forslag.

Kommissionens nye direktivforslag om adgang til markedet for havnetjenester er udarbejdet for at opfylde et behov, som Kommissionen allerede fastslog eksistensen af i 2001 i forbindelse med vedtagelsen af sit første forslag om emnet. Det forslag, vi nu drøfter, er blevet forelagt af min forgænger, fru de Palacio. Det har samme formål som det foregående forslag, nemlig at sikre fri adgang til havnetjenester i overensstemmelse med traktatens bestemmelser som bekræftet af Det Europæiske Råd med Lissabon-dagsordenen, fuldstændiggøre det indre marked inden for havnesektoren og iværksætte konklusionerne i hvidbogen om transport fra 2001, som indeholdt en række forslag til mindskelse af trafiktætheden på vejnettet og til forbedring af forbindelserne med randområderne.

Alt dette skal selvsagt ske under fuldstændig overholdelse af de gældende bestemmelser på miljøområdet - bestemmelserne om sikkerhed til søs - men især på beskæftigelses- og socialsikringsområdet. Kommissionen skal ifølge forslaget i øvrigt fastlægge retningslinjerne for statsstøtte til havnene, og de berørte havne skal overholde bestemmelserne i Kommissionens direktiv om finansiel gennemskuelighed.

Jeg skal, mine damer og herrer, understrege, hvor vigtigt det er at have effektive havne, idet havnene er et afgørende led i transportkæden og udviklingen af havets motorveje. 90 % af vores udenrigshandel går gennem vores havne. Vi har brug for et klart regelsæt, der kan fremme investeringerne i vores havne.

Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har foretaget de ændringer, den fandt nødvendige i forhold til den tekst, der blev forkastet i 2003. Jeg er dog klar over de forbehold, der er over for den nye tekst, men ønsker netop derfor at følge forhandlingerne opmærksomt, idet jeg erindrer om, at forslaget især har til formål at sikre en modernisering af vores havne og følgelig en yderligere udvikling af havneaktiviteten i Europa.

Jeg takker for Deres opmærksomhed. De understregede, hr. formand, at der var mange talere. Jeg tror, at forhandlingen under alle omstændigheder vil være meget oplysende for Kommissionen. Jeg takker derfor på forhånd alle, der tager ordet, og takker endnu en gang udvalget og dets ordfører.

  Georg Jarzembowski (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne takke næstformanden for hans klare udtalelser og hans vilje til at lytte til Parlamentets saglige argumenter.

Lad mig minde Parlamentet om, at alle argumenter for eller imod et direktiv om søhavne har været genstand for en intens debat i flere måneder, og at der er to ting, som har ligget fast helt tilbage fra høringen i Transport- og Turismeudvalget i juni sidste år. For det første går alle aktører i havnesektoren - fra havnevirksomheder til rederier - ind for klare gennemsigtighedsregler for at skabe fair konkurrence mellem søhavne. Det gælder også for alle grupper her i Parlamentet, som under drøftelserne i Transportudvalget for øvrigt ikke er kommet med væsentlige ændringer af forskrifterne om gennemskuelighed i kommissionsforslaget. Derfor er det mig fuldkommen uforståeligt, hvorfor fire grupper stiller forslag om at forkaste kommissionsforslaget fuldt og helt, for derved forhindrer de, at gennemsigtighedsreglerne bliver indført. Så hvis man går ind for gennemskuelighed og fair konkurrence, så kan man under ingen omstændigheder forkaste den del af direktivet.

Jeg vil nu gå over til markedsadgangen. Det blev klart under høringen, at der er meget forskellige interesser på spil her. Havnetjenesteudbyderne, altså de eksisterende havnevirksomheder - containerterminaler, fortøjningsfirmaer o.l. - ønsker naturligvis ingen europæiske regler. De ser gerne, at disse spørgsmål fortsat bliver reguleret på nationalt plan. Brugerne af havnetjenester, f.eks. rederierne og erhvervsbrancher, som producerer og transporterer varer, mener - efter min opfattelse med rette - at der er behov for europæiske regler om markedsadgang. Derfor mener jeg, at den ret, som er forankret helt klart i EF-traktaten, til at etablere sig og udveksle tjenesteydelser, må gælde i søhavne lige såvel som alle andre steder, og at vi må indføre rimelige og klare regler for at sikre, at det er tilfældet.

Jeg vil nu kort nævne fem argumenter for europæiske regler om markedsadgang:

For det første er det til gavn for nye tjenesteudbydere, at markedsadgangen overhovedet bliver mulig gennem regelmæssige udvælgelsesprocedurer for offentlige forpagtningsarealer. Uden dem vil ingen nye havnetjenesteudbydere nogensinde få en chance for at komme ind på markedet.

For det andet er det til gavn for eksisterende havneomladningsvirksomheder, at disse overgangsregler skal sikre de offentlige forpagtningsaftaler i teoretisk op til 46 år. Det, vi foreslår, bringer altså ikke en eneste virksomhed eller en eneste arbejdsplads i fare. Tværtimod gør de lange overgangsperioder det muligt for eksisterende virksomheder at fortsætte deres aktiviteter.

I havnearbejdernes interesse er vores forslag de rigtige, for vi ønsker at slette selvserviceringen fra direktivet. Vi er af den opfattelse, at der ikke er behov for europæiske regler for selvservicering, eftersom det slet ikke er muligt inden for containertransport, som er en moderne havns typiske virksomhed. Der findes ikke et eneste containerskib, som råder over laste- og losseudstyr, som kan betjenes af skibets egen besætning, så containerne kan blive lastet eller losset.

Jeg har allerede forklaret, hvordan de lange overgangsregler sikrer havnearbejdernes arbejdspladser, og der vil ikke være nogen fare for social dumping eller en forringelse af arbejdsvilkårene, for det hedder udtrykkeligt i direktivet, at det ikke griber ind i medlemsstaternes sociale bestemmelser eller den fri forhandlingsret.

For det fjerde er vores forslag de rigtige med henblik på at sikre rederiernes og transportbranchens interesser, for hvis nye virksomheder kommer ind på markedet, så kan de vælge mellem de mest effektive og billigste udbydere, og vil ikke - som de gør i nogle havne for øjeblikket - stå over for en monopolsituation, hvor de må tage det, de bliver præsenteret for.

For det femte er det ændrede direktiv rigtigt set fra erhvervslivets og forbrugernes synsvinkel, da det er vigtigt for importen og eksporten, at alle havne regulerer disse endnu mere effektivt og økonomisk til gavn for forbrugerne.

Derfor mener jeg, at en fair markedsadgang, hvor de eksisterende virksomheders interesser og arbejdspladserne samtidig bliver beskyttet, er den bedste løsning. Vi har 140 ændringsforslag herom, og jeg beder Dem om at stemme om indholdet af dem, frem for at vende Dem mod en afgørelse baseret på kendsgerninger. Hvis De forkaster kommissionsforslaget fuldt og helt - dvs. ikke kun konkurrencedelen, men også delen vedrørende gennemskueligheden - så får vi ingen europæiske regler, og det ville medføre usikkerhed med hensyn til lovgivningen og med henblik på at kunne planlægge fremad.

Lad Dem heller ikke anfægte af de strejker, der fandt sted i går. Jeg finder det uhørt, at fagforeningerne lokkede folk hertil med falske argumenter. Vi må ikke lade de nødraketter, som nogle af demonstranterne affyrede, sætte havnearbejderne i et dårligt lys generelt. Lad os træffe en fair beslutning - det er min bøn til Parlamentet.

  Stephen Hughes (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans arbejde, som Udvalget om Transport og Turisme naturligvis ikke satte pris på.

Jeg beklager også den vold, vi var vidne til i går, men vi må forstå den frustration, som havnearbejderne føler i øjeblikket. Det er et yderst misinformeret forslag fra Kommissionens side. Det er en absolut hån mod Parlamentet, at det blev fremsat igen i stort set samme form inden 18 måneder efter vores oprindelige afvisning. Det er virkelig en hån mod den eneste direkte valgte demokratiske institution på europæisk plan. Kommissionen skulle have tænkt sig meget grundigt om, efter at det blev forkastet første gang.

(Bifald)

Som det var tilfældet med tjenesteydelsesdirektivet, ligger der en virkelig fejlagtig tankegang til grund for dette direktiv. Tanken om selvhåndtering er latterlig. Det fører direkte til en katastrofe og er et sikkerheds- og sundhedsmæssigt mareridt. Det, der er brug for inden for lastning og losning af gods, er en gruppe idealistiske, veluddannede og erfarne mennesker, ikke en arbejdsstyrke om bord, der kan udsættes for risiko ved forhastet losning og lastning af gods.

Lodstjenester var medtaget i forslaget. Jeg repræsenterer Teesport i det nordøstlige England, som er en af Europas travleste havne, og som betjener et meget stort kemiindustrielt kompleks. Hver eneste dag fragtes der meget følsomt gods ud og ind af den havn. Tanken om at udbyde lodstjenester til skibe, der passer til den beskrivelse, i licitation for at sikre den laveste pris er, igen, latterlig. Det ville ikke blot bringe de pågældende arbejdstagere i fare, men hele befolkningen i min region.

Kommissionen skulle have gjort det fornuftige: Den skulle have revideret forslaget fuldstændig, før den fremsatte det. Jeg håber, at den hurtigt vil trække det tilbage, når vi forkaster det i morgen, hvilket jeg er sikker på, at vi gør.

(Bifald)

  Marianne Thyssen, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, efter at Parlamentet havde forkastet den første havnepakke, leverede Kommissionen, dvs. Deres forgænger, hr. kommissær, en ny slags forsendelse i form af en container med en ekstra stribe maling for at tydeliggøre, at det virkelig drejer sig om den anden forsendelse, en container, hvis last imidlertid næsten er den samme som den første.

Kommissionen var så dristig at stille et forslag, der viser, som hr. Hughes med rette sagde, at den ignorerer Parlamentets stemme. Vi ville have sat pris på lidt mere respekt, men Kommissionen fandt vores bidrag åbenbart temmelig overflødigt. Den kunne godt klare det selv. Kommissionen har afprøvet selvserviceringen, og i morgen får vi at se, at dette kan gå galt. Selvserviceringen er naturligvis ikke det eneste problem.

Også vores gruppe konstaterer, at vi måske er på vej til at forkaste forslaget, som vi er meget kritiske over for. Vi er klar over, at det til trods for ihærdige bestræbelser, men på grund af alle disse omstændigheder ikke er lykkedes ordføreren, som sandelig fortjener vores respekt, at finde et flertal for en acceptabel, nyttig og gennemførlig løsning på grundlag af dette forslag.

Hvis dette ikke er enden på havnepakken eller hele havnepakkerejsen, ved vi, at vi skal ændre kursen og søge en helt anden løsning. Vi har brug for en løsning, som nøjes med at løse de virkelige problemer. En løsning, som ikke kun tager hensyn til investeringsgoder, men også til mennesker. En løsning, som giver alle retssikkerhed, og som kun er gennemførlig i en fredelig atmosfære. Stop konfrontationsmodellen. Længe leve konsensusmodellen.

Hr. Kommissær, jeg vil gerne have at vide af Dem på Kommissionens vegne, om De, når De stiller nye forslag, agter på forhånd at drøfte dem meget grundigt med alle involverede.

(Bifald)

  Willi Piecyk, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, tillad mig at komme med en indledende bemærkning. Den opførsel, som nogle af havnearbejderne viste i går her i Strasbourg, overskrider langt grænsen for, hvad der er acceptabelt eller tilladt i politik. Protest og demonstration, fint nok, men vold og hærværk - det kan vi ikke tillade, og det skal fordømmes.

(Bifald)

Lad mig nu tale om selve emnet. Vi har tidligere drøftet rene have og rene havne og kæmpet for det. På det område har vi vedtaget lovgivning, f.eks. direktivet fra november 2000 om faciliteter i havne til håndtering af affald. Hvis havnepakken hører hjemme nogen steder, så er det her, i havnenes affald. Det er det rette sted til den. Fordi det er sådan, vil Socialdemokraterne og mange andre forkaste dette direktiv om havnepakke 2 i morgen. Hvorfor? Helt enkelt, fordi kommissionsforslaget overhovedet ikke tager højde for virkeligheden i de fleste af Europas havne. Kommissionens hensigt med at gribe ind i velfungerende, økonomisk succesfulde strukturer og ved hjælp af et enormt og dyrt bureaukrati påtvinge havnene en konkurrence, som allerede findes i næsten alle sammen, er uacceptabel.

Endelig, og det er det vigtigste, er det mange kvalificerede arbejdspladser, der er på spil. Familier og levebrød er i fare, og det er det, det handler om. Jeg har endnu ikke hørt en eneste begrundelse for, hvorfor det skulle være berettiget at bringe disse arbejdspladser i fare og bringe den sociale harmoni i europæiske havne unødigt i fare. Det findes der ingen begrundelse for.

Vi hører, at de grundlæggende friheder - som bliver anført igen og igen - ikke er sikret i havnene. Det er muligt, at der findes nogle få sådanne havne i Europa, men der hersker en benhård konkurrence i de fleste af dem. Det er kun naturligt, at der er begrænset plads i de fleste havne til dem, som ønsker at udbyde havnetjenester, og det er ikke alle, som får chancen med det samme, men de bliver langtfra diskrimineret.

Jeg vil gerne give et eksempel. Lad os tage en gågade beliggende midt i centrum. Heller ikke her får alle chancen for at udøve sit erhverv, men ønsker Kommissionen at foreskrive en udvælgelsesprocedure i fremtiden, blot fordi en tysk frisør ikke kan leje en salon på Ramblaerne i Barcelona, når han har lyst? Det går jo ikke.

Det handler ikke kun om Europa som et sted at drive maritim industri, men også om, hvordan vi europæere står mål med de andre kontinenter. Hvis vi ønsker at bevare den europæiske socialmodel, så må vi ikke servere de europæiske havne på et sølvfad for de asiatiske virksomheder - og for resten er havnene i Europa langt mere effektive end de asiatiske for tiden.

Hr. kommissær, De arvede denne tvivlsomme pakke fra Deres forgænger, fru de Palacio. Da vi ved, at De ikke er nogen testamentjæger, foreslår vi, at De fragår arven - vi skal nok hjælpe Dem. Vi ønsker et forslag fra Dem, som kun kan ses som værende europæisk. Vi har brug for en europæisk havnepolitik med en fair konkurrence mellem havnene. Vi har brug for en fornuftig politik for havnenes opland, og vi må få de europæiske havne til at konkurrere fornuftigt med resten af verden. Hvis De ønsker den form for politik, hr. kommissær, så har De vores støtte, og vi vil gerne arbejde sammen med Dem om at få den udformet.

(Bifald)

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen. - Hr. formand Hr. kommissær! I dag, hvor der er gået næsten 50 år siden Fællesskabets oprettelse, er der stadigvæk ikke nogen specifik lovramme for havnetjenester. Havnesektoren er den eneste transportsektor, hvor problemer med den fri bevægelighed for tjenesteydelser må løses sag for sag af Kommissionen og via Domstolen. Havnetjenester falder jo ind under EF-traktatens grundlæggende friheder, dvs. etableringsretten og den fri bevægelighed, som nævnt af Dem, hr. kommissær, og traktatens generelle principper tager ikke i fuldt omfang højde for de specielle forhold, der gælder i havnene. Derfor er der behov for en lovramme for havnesektoren.

I ALDE-Gruppen går vi altså ind for et havnedirektiv. Ikke således som det foreligger i Kommissionens forslag - det er vist meget få, der støtter. Vi har støttet ordføreren, hr. Jarzembowski, i hans bestræbelser for at ændre dette direktiv til noget mere fornuftigt. I lyset af den udvikling, som vi har set i hr. Jarzembowskis bestræbelser, har jeg undret mig over de voldsomme demonstrationer mod Kommissionens forslag, som jo ikke har en jordisk chance for at blive vedtaget i sin nuværende form. Hr. Jarzembowski vil tage selvhåndtering ud af forslaget for at gøre det mindre kontroversielt. Alligevel skal vi høre mærkelige og usande påstande om filippinske søfolk, der skal overtage havnearbejdernes job, og havnearbejderne har kvitteret for den gode vilje ved at lave optøjer foran Parlamentet og smadre et stort antal ruder i vores facade. Jeg synes, at det er et udtryk for en manglende forståelse, ja foragt for den demokratiske proces.

Vi har brug for et havnedirektiv, der kan fastlægge rammerne for en fri konkurrence mellem serviceudbydere i havnene og for en friere konkurrence mellem havnene, som sikrer mod konkurrenceforvridende statsstøtte. Det har netop været udgangspunktet for Kommissionen, at vi gennem et brud med monopolerne kunne få mere effektive og veldrevne havne, således at vi får mere gods transporteret via skib, hvilket vil aflaste både vejene og miljøet. Men dette mål har man fuldstændig tabt af syne i debatten. Det må erkendes, at der er en række svagheder ved Kommissionens forslag. Vi mener, at der skal tages bedre hensyn til serviceudbydernes muligheder for at forrente og afskrive de ofte meget store investeringer, som de må foretage. Der skal være bedre overgangsregler, når nye serviceudbydere tager over for fra gamle.

Hvis det ender med, at direktivet bliver afvist - hvilket mange af os tror, men ikke håber - så bør teksten indgå i et kommende arbejde med en ny konsekvensanalyse af lovgivning på området. Med det hidtidige kaotiske forløb er det forståeligt, at mange ønsker, at Kommissionen skal trække forslaget tilbage. Jeg må sige, at min egen gruppe ikke er enig om, hvordan vi skal forholde os til dette spørgsmål. Netop i kraft af det kaotiske forløb, er der mange, der simpelthen vil stemme imod, men vi er fortsat interesseret i et havnedirektiv.

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, egentlig er det en flot præstation at fremlægge et kommissionsforslag, som så mange mennesker har kritiseret så længe og så stærkt, for det er jo tilfældet. Naturligvis så vi i går alle sammen havnearbejderne, hvoraf - som hr. Piecyk sagde - et mindretal desværre gik langt over stregen og forsøgte at ødelægge det for sig selv. Det var en temmelig absurd aktion, fordi den var rettet mod den eneste europæiske institution, som hidtil har forsvaret havnearbejdernes interesser og åbenbart også gør det nu. Men denne dumme aktion må ikke aflede opmærksomheden fra den vigtige protest, som havnearbejderne har givet udtryk for. Og det er, at der, hvis et uændret kommissionsforslag vedtages, er stor risiko for, at veluddannede, erfarne mennesker erstattes af billigere, dårligt uddannede skibsbesætninger, hvilket vi ikke ønsker.

Det er naturligvis påfaldende, at modstanden ikke kun kom fra fagforeningerne. Havnetjenesterne og arbejdsgiverne i utallige europæiske havne beder om, at der ikke kommer en ny papirmølle med nye regler. Når man ser på alle de undersøgelser, der er foretaget af virkningerne, er konklusionen, at dette direktiv, hvis det vedtages uændret, skaber usikkerhed og netop færre investeringer, og i stedet for at øge havnetjenesternes kvalitet reducerer denne.

Henvendt til Kommissionen vil jeg gerne tilføje et tredje argument. Hvordan kan det være, at Kommissionen, som via sin formand altid har sagt, at Europa kun skal udarbejde love, hvis det er nødvendigt, og hvis det tilføjer noget, som ikke kan gøres på nationalt plan, nu stiller et forslag, som forsøger at løse et problem i en række havne i Sydeuropa ved at belemre alle europæiske havne med ensartede regler?

Min gruppes konklusion er, at vi skal forkaste forslaget. Jeg opfordrer Kommissionen til at ophøre med at stille den slags forslag og i stedet stille forslag, som De vil få støtte til i Parlamentet. Forslag om statsstøtte skal der sættes en stopper for. Vi beder Dem om at forsøge at løse problemerne i sydeuropæiske havne på en anden måde.

(Bifald)

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, EU-lovgivning eller forpligtelsen til at tilpasse medlemsstaternes nationale lovgivning gavner kun, hvis den løser problemer. For de mennesker, som arbejder i havnene, skaber dette havnedirektiv kun problemer.

Kommissionen åbner mulighed for selvservicering. Derved kan uddannede fagfolk, som ved, hvordan man skal flytte lasten sikkert og omhyggeligt, erstattes af lavtlønnede skibsbesætninger fra lande uden for Europa. Selv hvis denne forpligtelse for medlemsstaterne fjernes, er direktivet stadig skadeligt for havne, hvor myndighederne ejer havnebassinerne, kajerne og de tilgrænsende industriområder.

Den obligatoriske periodiske udbudsprocedure for operatører kan føre til, at folk, som arbejder der, mister deres job ved afslutningen af en sådan periode. Kun i private havne er kontinuitet stadig mulig. I hvert fald så længe de ikke går konkurs eller opkøbes af en konkurrent.

Dette forslag har skabt massiv modstand, først i 2003, da Parlamentet i sidste instans forkastede det under tredjebehandlingen. Dernæst efterlod tidligere kommissær De Palacio lige inden sin fratræden i 2004 gentagelsen af dette forslag, som en tidsbombe. Et vigtigt motiv i baggrunden var måske, at der uden for havnene er folk, der har interesse i at gøre søtransport endnu billigere. Det er overraskende, fordi taksterne i Europa er lavere end i Asien eller Amerika, og også fordi de for industrien kun udgør en ubetydelig del af produktionsomkostningerne.

De Palacios officielle hovedargument var fremme af skibstrafikken mellem Spanien og Italien som alternativ til den store strøm af lastbiler ad landevej langs den franske sydkyst. Selv uden havnedirektivet viser det sig, at denne søtransport over kort afstand i de seneste år er steget voldsomt. Desuden ville virkningen for de tyske, nederlandske, belgiske og franske havne ved Nordsøen og Kanalen med deres store fælles bagland resultere i kaos.

Allerede i 1998 fandt Parlamentet, at et eventuelt havnedirektiv burde lægge hovedvægten på offentlighed omkring de investeringer, der er betalt med skattepenge, og på, hvorvidt de opkrævede takster dækker udgifterne. I de to på hinanden følgende forslag fra Kommissionen er det ikke sket.

Ikke desto mindre støttede De Kristelige Demokrater og De Liberale, altså halvdelen af Parlamentet, dette forslag indtil for en uge siden. I mellemtiden ser det ud til, at der næsten ikke er nogen, der længere tror på det. Under afstemningen i morgen kan vi definitivt uskadeliggøre denne tidsbombe.

  Patrick Louis, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Hr. formand, de franske medlemmer af Gruppen for Selvstændighed og Demokrati går ind for at fremme søtransporten. Denne sektor har inden for de gældende juridiske rammer givet udmærkede resultater. I 2000 tegnede den sig for 41 % af de intereuropæiske forsendelser af massegods mod 43 % for landevejstransporten. Men er det nødvendigt med dette havnedirektiv for at fremme denne effektive transportform?

Formålet med dette nye forslag er at overvinde nederlaget i forbindelse med den første havnepakke, som blev forkastet her i Parlamentet. Det nye forslag indeholder i det væsentligste de samme bestemmelser som det første. Anvendelsesområdet er det samme, fortegnelsen over tjenester er identisk og de konkurrencefremmende foranstaltninger overdrevne. De få ændringer, der er foretaget i teksten, indebærer ingen forbedringer. De tilladelser, havnemyndighederne skal udlevere til leverandørerne af tjenester, er ganske mistænkelige. Indførelsen af nye procedurer vil afstedkomme et hav af tvister, og administrationsomkostningerne vil stige som følge af den juridiske usikkerhed. Tilladelserne løber ikke over en tilstrækkelig lang periode til, at det kan betale sig at foretage omfattende investeringer. Disse gentagne lappeløsninger vidner om en forhastet fremgangsmåde uden seriøse konsekvensanalyser.

Ifølge en undersøgelse, som det britiske transportministerium offentliggjorde den 26. august 2005, vil der endog ske en forværring af situationen, idet det vil blive dyrere at komme ind på markedet, og de store leverandører vil blive gunstigere stillet end de små virksomheder. Ændringer vedrørende selvservicering giver fornyet næring til påstande om social dumping. Dette afgørende spørgsmål viser, hvor central en rolle Bolkestein-direktivet til stadighed spiller for alle Unionens anliggender. Så til trods for artikel 4 og transporttjenesternes undtagelse fra direktivet om tjenesteydelser ved vi, at det blot er et af de kneb, vi er blevet så vant til her i Parlamentet.

Ja, søtransporten har brug for specifikke og præcise reformer. Ja, dette direktiv har hovedsagelig til formål at dække over et nyt svidende nederlag for Unionens institutioner. Ja, søtransporten har brug for suveræne stater, der klarlægger deres stilling. Følgelig ...

(Formanden afbrød taleren)

  Roberts Zīle, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, forslaget til havnedirektivet, som vi drøfter i øjeblikket, er et klassisk produkt fra den tidligere Europa-Kommission. Da direktivforslaget blev fremlagt i foråret 2004, foretog Kommissionen ikke nogen konsekvensanalyse i forhold til de nye EU-medlemsstater med det resultat, at havnene i de baltiske lande, f.eks., i henhold til dette direktiv ville være tvunget til at konkurrere med havnene i Rusland i en situation med illoyal konkurrence. Selv om ordføreren virkelig bestræber sig på at finde et kompromis vedrørende dette direktivforslag, er det tydeligvis meget vanskeligt. Desværre forholder det sig formentlig sådan, at de personer, der organiserede den voldelige demonstration, og de forskellige deltagere fra Parlamentets venstrefløj vil kunne fejre en triumf. Men uanset hvilke begivenheder, der planlægges, ønsker jeg at sige til de personer, der går ind for lempelige sociale standarder fra det gamle Europa, at det ikke vil være muligt at opretholde disse standarder uden store reformer.

  Ashley Mote (NI). - (EN) Hr. formand, der vil blive truffet beslutning om dette omarbejdede direktiv under det østrigske formandskab, et land, som slet ikke har nogen havne! Det følger efter en kaotisk afstemning i Udvalget om Transport og Turisme, hvor der virkelig var tvivl om det korrekte resultat. Må jeg erindre om, at Storbritannien er en ø med mere end 100 erhvervshavne, og den største, Southampton, ligger i min valgkreds. Den bidrager med over 2 milliarder britiske pund til den britiske økonomi hvert år, og den lokale økonomi modtager yderligere 200 millioner britiske pund alene fra krydstogtbranchen. Det er store tal.

Som en global handelsnation håndterer Det Forenede Kongerige mere internationalt gods end noget andet EU-land, og havnene dér styres af det frie initiativ og markedskræfterne. Der er ikke noget offentligt ejerskab, ingen statsstøtte, så udbygningen af faciliteter og tjenester i de britiske havne er afhængig af, at man bevarer tilliden hos private investorer og høje standarder for ydelser og beskæftigelse.

Dette direktiv vil undergrave tilliden til disse standarder, fordi det griber ind i kommercielle aftaler, som man er nået frem til gennem frie forhandlinger. Det indebærer kontroller, der hverken er nødvendige eller ønskværdige. Det søger at løse problemer med statsdrevne havne, der ganske enkelt ikke findes i Storbritannien. Det ved havnemyndighederne, det ved leverandørerne af tjenester og faciliteter, det ved kunderne: De eneste, der tilsyneladende ikke ved det, er dem i Kommissionen. Selv lodsernes egen bekymring over sikkerheden er blevet mødt med ligegyldighed. Vil vi virkelig have novicer til at lodse verdens største containerskibe gennem smalle passager, der er udsat for tidevand, og forsøge af bringe dem sikkert til kaj?

Hver gang EU begynder at tale om at skabe ligelige vilkår, afslører det en grundlæggende uvidenhed om virksomhedsdrift. De britiske havne bruger deres initiativ og investorernes penge til at skabe en konkurrencefordel: det stik modsatte af ligelige vilkår. Hvis direktivet vedtages, vil de få omkostninger uden at give fordele, og det vil sætte en bremse på vækst og tillid. Parlamentet bør smide det ud.

(Bifald)

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, ud fra de tidligere holdninger og begivenheder i forbindelse med demonstrationerne i Strasbourg og andre steder i Europa er vi alle klar over, at vi drøfter et meget alvorligt og omfattende spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser.

Vi skal derfor være opmærksomme på de multilaterale parametre og samtidig være mere effektive i relation til de målsætninger, som vi ønsker at opfylde, og hvormed jeg mener økonomisk udvikling, konkurrenceevne og konvergens mellem områderne i Europa.

Derfor bifalder vi Kommissionens initiativ om fastlæggelse af det retsgrundlag, der har manglet i Den Europæiske Union i over 50 år efter oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab.

Vi står derfor over for en situation, hvor vi har mulighed for at fastlægge et retsgrundlag, der kan føre til gennemsigtighed i ydelsen af tjenester og forbindelserne med regeringer og andre myndigheder, og som også vil medføre større konkurrenceevne for vores havne, ikke blot de store havne i Europa, som taber terræn over for de asiatiske havne, men også andre sekundære havne, som med samme konkurrencevilkår vil have mulighed for at udvikle sig, så de er rustet til den eksplosion inden for international handel og de fordele, som vil opstå som følge af EU-politikken om kortdistancefragt med skibe og skibsbusser.

Vi skal være klar til at høste fordelene af disse politikker. Vi ønsker dog at få foretaget en konsekvensanalyse, inden vi træffer en endelig beslutning. Der er endnu ikke foretaget en konsekvensanalyse, og det afspejler den manglende gennemsigtighed og det manglende retsgrundlag i Europa.

Vi skal imidlertid, både på EU-plan og på medlemsstatsplan, gøre en indsats for at få foretaget en sådan undersøgelse, og vi ønsker endvidere, at direktivforslaget integreres inden for rammerne af en bredere havnepolitik, idet konkurrence ikke blot er et retsgrundlag, men også omfatter tjenester, der generelt kan medføre adgang til og generelt større effektivitet i havnene og på transportområdet.

  Saïd El Khadraoui (PSE). - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, ligesom mange andre har jeg stadig skarp kritik af den måde, hvorpå Kommissionen har grebet denne sag an. Det er forbløffende, at Kommissionen mindre end et år efter, at Parlamentet forkastede det forrige havnedirektiv, har lanceret et nyt forslag uden samråd med sektoren, ej heller med Parlamentet, selv om den ved, hvor følsom denne sag er. Jeg fremhæver dette, fordi jeg er overbevist om, at det alt sammen kunne være forløbet anderledes, hvis der på et tidligt stadium havde været vilje til at indlede en dialog herom med de involverede parter.

Jeg ved, hr. Barrot, at De heller ikke selv er særlig glad for denne sag, og mine kommentarer gælder derfor heller ikke Dem personligt, men de skal fremhæves endnu en gang. De ved også, at det ikke kun er metoden, men også tekstens indhold, som møder stor modstand i sektoren. Fagforeningerne er selvfølgelig bekymrede på grund af mulighederne for selvservicering, men også havne, havnevirksomheder, lodser og endda redere kritiserer forslaget kraftigt.

Hr. Jarzembowski har til trods for alt dette gjort et forsøg på at komme ud af dødvandet, og dette fortjener anerkendelse, men jeg er ikke enig med Dem om indholdet. I betragtning af den måde, hvorpå denne sag blev forelagt, og i betragtning af den måde, hvorpå sektoren siden da har modtaget den, kan vi ikke gøre andet end fuldstændigt at forkaste forslaget og bede Kommissionen om at gøre arbejdet om.

At vedtage dette forslag ville være dårlig regeringsførelse, især fordi vi overhovedet ikke ved, hvad resultatet af afstemningen kan blive. Hvis man vil bygge et hus, og man ved, at fundamenterne er dårlige, bygger man ikke videre, men begynder forfra. Forkastelse betyder, at havnene blot kan fortsætte med at arbejde, som de har gjort det de sidste 40-50 år, med spektakulære væksttal i mange tilfælde.

Dette vil naturligvis ikke sige, at vi skal opgive det. Kommissionen skal i ro og mag tage tiden til det, tænke over det, drøfte det med sektoren og undersøge, hvad der virkelig kræver en europæisk løsning på havneområdet. En ny grønbog eller hvidbog, som nogle foreslår, forekommer mig at være en god metode, og i mellemtiden kan Kommissionen fokusere på det, som hele sektoren beder om, nemlig tydelige regler om gennemsigtighed omkring offentlige investeringer. Men først skal vi forkaste dette forslag.

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, efter at det var blevet forkastet i den tidligere valgperiode, behandler vi igen i dag Kommissionens forslag om at liberalisere havnetjenesterne, og vi befinder os praktisk taget i den samme situation, for grundlæggende er der intet eller kun meget lidt, der er blevet ændret i den tekst, som vi i sin tid forkastede.

Forslaget ligner meget, og ordføreren er den samme. Det siger jeg med fuld respekt for min kollega, hr. Jarzembowski, men jeg tror også, at det fortsat vil blive forkastet af flertallet.

Da jeg almindeligvis er tilhænger af liberalisering af markederne og af havnetjenesterne, kan jeg ikke gå ind for det foreliggende forslag. For det første, fordi det udelukkende drejer sig om de tjenester, der ydes inden for den enkelte havn med den sunde hensigt at fremme den frie konkurrence, men på den anden side ikke behandler de særdeles virkelige praksis, der er i modstrid med konkurrencereglerne mellem de forskellige europæiske havne.

Efter min mening er der mange ting, der bør ændres i forbindelse med den normale praksis i mange havne. Jeg tror, at der finder et vist misbrug sted, og at tjenesteleverandørerne bliver pålagt kontraheringsformer, der ikke er acceptable. Jeg synes dog ikke, at ændringerne kan fremlægges så kategorisk. Vi skal sørge for en veltilrettelagt overgang, hvor vi på den ene side garanterer sikkerheden og effektiviteten i forbindelse med havneoperationerne og på den anden side beskytter arbejdstagernes rettigheder.

Jeg mener, at virksomhederne har ret til frit at vælge arbejdstagerne, men i første omgang burde de antage dem, der allerede har udført nogle bestemte arbejdsopgaver, og hvis arbejdskontrakter er gældende. Og som det er sket inden for andre kriseramte økonomiske sektorer, skal der, hvis der er overtallige arbejdstagere, forhandles en passende omstillingsplan mellem fagforeningerne, virksomhederne og forvaltningen.

Europa og Europa-Parlamentet må ikke opfattes af borgerne som et instrument for den rå kapitalisme. Forslag som det, vi behandler i dag, og som vi forhåbentligt forkaster, har haft indflydelse på det hollandske og franske "nej" til forfatningstraktaten. Vi skal modernisere vores økonomi, men med den nødvendige dækning og beskyttelse af de berørte personer, hvilket er det vigtigste mål for enhver politisk aktion. På denne måde vil vi have større moralsk autoritet til at forkaste den brug af vold, som vi er vidne til i dag.

  Michael Cramer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, De Grønne i Parlamentet forkaster havnepakken, ikke mindst af formelle grunde, for den blev fremlagt forhastet af kommissær de Palacio på hendes sidste møde, altså på et tidspunkt, hvor hun for længst burde have forladt embedet. Det er udtryk for dårlig stil at fremlægge et næsten uændret direktiv på ny, som Parlamentet allerede har forkastet, og på det nærmeste kaste det hen for fødderne af efterfølgeren og Parlamentet.

Næste alle medlemsstater er imod havnepakken. Den er blevet forkastet af den konservative regering i Holland, af Labour-regeringen i Storbritannien og af både den tidligere rød-grønne og den nuværende konservative og socialdemokratiske samlingsregering i Tyskland. Der er en berettiget frygt for en økonomisk tilbagegang, fordi investeringerne skal tjene sig selv ind over kortere tid, bureaukratiet bliver øget, hvilket er dyrt, og fordi konkurrencen allerede findes. Omkostningerne i EU's havne er meget lave, i USA er de dobbelt og i Asien tre gange så høje. Havnearbejdernes strejke er berettiget, fordi de frygter løndumping. I den sociale markedsøkonomi er der ikke plads til en sådan politik kendetegnet ved social kulde.

Der er en stor koalition bestående af konservative, socialdemokrater og grønne imod havnepakken. Jeg vil gerne opfordre Dem til at forkaste den sammen med os og give kommissær Barrot en mulighed for at fremlægge nye regler, som vil skabe den gennemskuelighed, som de europæiske havne har brug for.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, vores forhandling finder sted efter massedemonstrationen om arbejdsløshed, som havnearbejderne organiserede i går i alle medlemsstaternes havne med stor succes, og hvor de sendte et klart og tydeligt budskab om at trække direktivet om adgang til markedet for havnetjenester tilbage.

Demonstrationen fandt endvidere sted to år efter, at Europa-Parlamentet havde afvist direktivforslaget. Den nye version af direktivet om adgang til markedet for havnetjenester er trods vildledende løfter om gennemsigtighed, garantier osv. endnu værre end det forslag, der blev nedstemt af Europa-Parlamentet den 23. november 2003.

Der rejses efter vores opfattelse et stort politisk spørgsmål i denne sammenhæng. Selv om Europa-Parlamentet afviste det pågældende direktivforslag, selv om Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse afviste den nye version, og selv om ordførerens forslag blev nedstemt i Transport- og Turismeudvalget, insisterede Kommissionen alligevel på at fremlægge forslaget for Europa-Parlamentet endnu en gang, hvorved Kommissionen endnu en gang demonstrerer den sammenhæng, der er mellem parlamentsmedlemmernes holdning og holdningen hos de arbejdstagere, der er ansat i dette følsomme område.

Den nye version af direktivet omfatter forslag om salg af havne til den private sektor samt alle kategorier af havnetjenester: lastning og losning, stevedoring og stuvning.

Jeg vil slutte af med kort at føje følgende til udtalelserne fra de øvrige talere. Et af de grundlæggende spørgsmål, som er vigtigt for Europa-Parlamentet, er søfartssikkerhed og miljøsikkerhed. Vedtagelsen af dette direktiv vil medføre yderligere risici, og vi ...

(Bifald fra GUE/NGL-Gruppen)

(Formanden afbrød taleren)

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, det tidligere direktiv om havnetjenester blev forkastet af det foregående Parlament på plenarmødet i 2003, og da intet er lavet om, hvorfor skulle Kommissionen da forvente et anderledes svar denne gang? Hverken ledelsen eller medarbejderne har vist nogen entusiasme for denne lovgivning.

I går sagde en talsmand for Parlamentet, at protesterne havde forårsaget betydelig skade, men hvad bliver skaderne i de britiske havne, hvis dette direktiv gennemføres? Nyinvesteringer på over 400 millioner euro, som ledelsen i mine lokale havne i Felixstowe og Harwich ønsker at foretage, kan komme i fare, hvis de bliver nødt til at åbne tjenesterne for andre selskaber. Vores britiske system har fungeret fantastisk godt i årtier, så hvorfor skal situationen i de britiske havne forstyrres, når denne type lovgivning helt tydeligt er møntet på bestemte havne på kontinentet.

Man siger, at der er behov for større konkurrence i denne sektor for at fremme vækst og jobskabelse, men hvad bliver prisen, hvis dette direktiv gennemføres? Havnearbejderne kan miste deres job, sikkerhedssystemerne kan bryde sammen, og hele sikkerheden vil blive bragt i fare. Jeg stemte imod det tilsvarende forslag for to år siden, og som britisk medlem vil jeg gøre det samme i denne uge.

(Bifald)

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi glemmer, at Europa-Parlamentets medlemmer ved flere lejligheder allerede har givet udtryk for - uden at man i øvrigt har lyttet til dem - deres uenighed i, at det er nødvendigt at vedtage dette direktiv. Hvis det skal vedtages for enhver pris for at skabe åben konkurrence og et retsgrundlag, som harmoniserer havneforvaltningsprocedurerne og gør dem gennemsigtige, er det hensigtsmæssigt, at direktivet i det mindste er retfærdigt og rationelt.

Det nuværende forslag skaber en række forvridninger og har nogle - utvivlsomt uønskede - konsekvenser, f.eks. en forringelse af kvalifikationerne, hvilket naturligvis har negative følger for det samlede sikkerhedsniveau. Det forholder sig navnlig sådan, at direktivet udelukkende giver lodstjenesterne privilegier med hensyn til beskyttelse af trafiksikkerheden til søs og specifikke public service-forpligtelser. Disse karakteristika er helt i strid med alle teknisk-nautiske tjenester, herunder fortøjning, som konkret burde beskyttes og ikke udsættes for frie markedsregler.

Jeg anmoder derfor om, at vores havnes sikkerhed og personalets kvalifikationer får førsteprioritet. I modsat fald ser jeg mig nødsaget til at stemme imod.

  Philip Bradbourn (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, i lighed med de fleste kolleger her i Parlamentet har jeg store tvivl over for de foreliggende forslag. Men jeg har ikke kun noget imod indholdet af forslagene, som jeg vender tilbage til om lidt, men jeg finder det også uacceptabelt, at Kommissionen tilsyneladende er ude af stand til at acceptere et nej.

For to år siden sad jeg sammen med mange kolleger i denne samme sal og førte præcis den samme forhandling, hvor et meget lignende forslag blev forkastet. Kommissær Barrot, hvorfor sidder jeg i samme situation igen i dag? I en tid, hvor vi hører, at Kommissionen er på vej til at ophæve eller ikke vil gå videre med overregulerende lovgivning, stilles vi over for de forslag, som vi nu diskuterer.

I Det Forenede Kongerige er forslagets indhold blevet mødt med vantro fra branchens side. Ikke en eneste havn hilser forslagene velkommen. Hvis de bliver vedtaget, vil virksomheder, der har arbejdet hårdt for at blive de højstydende og mest konkurrencedygtige i Europa, blive truet og bragt i fare. I forslagene tror man, at godkendelsesperioder og udbud vil være markedsorienterede foranstaltninger, der vil forbedre tjenesteydelserne og styrke konkurrencen. Det vil de overhovedet ikke. Serviceniveauet vil blive forringet, fordi potentielle konkurrenter vil udvælge sig de mest rentable dele af forretningen, hvilket fører til mindre udvikling inden for sektoren. De finansielle institutioner vil også være mindre villige til at investere, idet forrentningen vil være minimal og ikke garanteret, hvilket vil få præcis det modsatte resultat af det ønskede.

Jeg er stor tilhænger af det frie marked og kan støtte ethvert forslag, der er markedsorienteret. Men det gør sig ikke gældende for dette forslag. Hvis EU ønsker en markedsorienteret metode, vil jeg foreslå, at man følger det, vi allerede har i Det Forenede Kongerige: et gennemprøvet system.

Jeg opfordrer Parlamentet til at forkaste forslaget i dets helhed og sende et enkelt budskab til Kommissionen: "nej" betyder "nej", uanset hvilket sprog man taler, undtagen "euro'sk", hvor det tilsyneladende betyder det stik modsatte.

(Bifald)

  Gilles Savary (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, vi skal i morgen afholde en lidt usædvanlig forhandling, fordi Transport- og Turismeudvalget har foretaget en proceduremæssig kovending. Vi skal således tage stilling til råteksten, dvs. den tekst, som fru de Palacio har efterladt som en forgiftet arv til Kommissionen. Personligt har jeg til hensigt at stemme imod, ikke fordi jeg, hvilket alle ved, er særlig radikal, men af tre årsager.

For det første fordi vi ikke bør acceptere en tilsidesættelse af det parlamentariske demokrati. Vi bør ikke tilskynde Kommissionen til at genfremsætte de samme tekster, hver gang Parlamentet har forkastet dem. Vi bør heller ikke tilskynde den til at undlade at lytte eller høre efter og betragte ultraliberale teorier som den evige sandhed på trods af alle tilkendegivelser fra bl.a. de berørte erhverv.

For det andet fordi denne tekst er socialt uacceptabel og farlig. Den vil betyde en legalisering af servicering i havnene, den samme, som gælder til havs. Den vil gennem selvservicering ved hjælp af personalet om bord tilskynde vores havne til at ansætte filippinere og malaysiere for at være konkurrencedygtige og i virkeligheden give Irish Ferries medhold i sagen fra juni måned.

Det er politisk uansvarligt, fordi man tilbagetrækker et direktiv om besætningerne, der var et socialt direktiv, og opretholder havnedirektivet. Selv om man som led i bestræbelserne på at lovgive bedre har trukket 60 tekster under behandling tilbage fra Parlamentet, har man alligevel opretholdt direktivet om havnetjenester. I virkeligheden er denne tekst vand på alle inkarnerede EU-modstanderes mølle og bekræfter dem i deres modstand. Jeg, som har kæmpet for EU, opfatter dette som en fornærmelse.

Hr. kommissær, jeg ved, hvordan De føler, og jeg mener, at Europas havneproblemer især skyldes problemer forbundet med den store koncentration i Nordsøen, overbelastningen og den manglende organisation af landevejstrafikken på kontinentet, sikkerheden i stræderne - man kan se, hvad der nu igen er sket i Pas-de-Calais - og national og regional udvikling. En havn er først og fremmest et anlægsområde, et strategisk område, det er ikke en butik med selvbetjening eller et supermarked. Det er denne synsvinkel, De bør anlægge, når De udarbejder det nye initiativ.

(Bifald fra venstre)

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand, ifølge Kommissionen er formålet med direktivet at fremme adgangen til markedet for havnetjenester og dermed øge de europæiske havnes konkurrenceevne. Imidlertid vil direktivet i realiteten ikke åbne markedet, men vil i stedet medføre mere bureaukrati og mindske produktiviteten og konkurrencen i relation til havnene.

Kommissionens forslag giver ikke meget mening. Ordføreren, hr. Jarzembowski, har helt klart gjort et fremragende stykke arbejde og stillet nogle relevante ændringsforslag, men desværre kan han ikke udrette mirakler. Hvis forslaget ikke kan gennemføres i praksis, kan det heller ikke accepteres af Parlamentet. Europa har ikke brug for yderligere dårlig forvaltning. EU skal i stedet sikre kvaliteten af det arbejde, som udføres i havnene, sikre de ansattes sikkerhed og rettigheder og sørge for, at havnene fungerer fleksibelt.

EU skal fokusere på det essentielle, og Kommissionens hensigt med forenklingsstrategien er eller hævdes i det mindste at være ophævelsen af unødvendig lovgivning. Men i dette tilfælde er det i hvert fald ikke lykkedes. Jeg håber, at Kommissionen også vil følge de principper, der er formuleret i forbindelse med direktivet om adgang til markedet for havnetjenester, og i alle andre forbindelser. Direktivet skal forkastes.

  Bart Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, ærede kolleger, hr. kommissær, i dag og i morgen holder ikke blot alle fagforeninger, men også alle de, som arbejder på et mere socialt Europa, øje med Parlamentet. Det bliver et vigtigt forår med havnedirektivet i denne uge og Bolkestein-direktivet i næste måned. Som ansvarlige politikere får vi chancen for endnu en gang at synliggøre Europa-Parlamentet og gøre det klart, at vi ikke uden videre går med til grundtanken om stadig større konkurrence, stadig mere privatisering og stadig mere liberalisering.

Lad os ved at forkaste dette direktiv gøre det klart, at vi ønsker et andet Europa, hvor ikke blot økonomien, men også det sociale og det økologiske tæller med. Der skal således tages hensyn til de mennesker, som arbejder i havnene, havnearbejderne, hvis job trues, men lasten skal alligevel håndteres på en sikker og effektiv måde. Der skal også tages hensyn til lodserne, som lodser skibene sikkert ind i havnene og sørger for, at mindre eller større miljøkatastrofer undgås. De Grønne forkaster således dette direktiv, fordi vi tror, at et andet Europa virkelig er muligt.

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne vide, om kommissæren har hørt et eneste indlæg - bortset fra hr. Jarzembowskis, som lod til at være lidt usikker på, om han skulle sige ja eller nej - som var positivt i forhold til direktivet om havnetjenester? Der er mange forskellige grunde til at forkaste det, spændende fra det sociale aspekt til bureaukratiet for slet ikke at nævne vores følelse af, at der er noget udemokratisk over, at en kommissær, som har overskredet sin forfaldsdag, stiller et forslag igen, som allerede er blevet forkastet.

Parlamentet er meget enigt, og jeg tror, at De kunne gøre Dem selv og Kommissionen en stor tjeneste ved at benytte lejligheden til i Deres slutindlæg at meddele, at De trækker forslaget tilbage, hvorved De kommer Parlamentets opfordring til Dem om at gøre det i forkøbet. De accepterer, at de berørte parter ikke ønsker dette direktiv, og at Deres idé om, hvad der er god demokratisk praksis, ikke er den eneste. På den måde har De en chance for at fremlægge et nyt direktiv, der udelukkende beskæftiger sig med gennemskueligheden og den hjælp, som havne har behov for. Det ville være en fornuftig fremgangsmåde, og derved ville De gøre demokratiet i EU en stor tjeneste.

(Bifald)

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, at der er problemer i nogle europæiske havne er der ingen tvivl om. At det nuværende kommissionsforslag giver en passende løsning på disse problemer, er mindre sikkert. Vedtagelsen af en række ændringsforslag vil ikke kunne ændre dette fundamentale punkt. Bl.a. i betragtning af den voksende modstand fra de involverede mod virkningerne af dette forslag opfordrer jeg til, at det på ny overvejes, om denne forholdsregel er nødvendig på nuværende tidspunkt. Efter min mening er dette forslag ikke det rette skridt på det rette tidspunkt til trods for den truende indførelse af tjenesteydelsesdirektivet.

Sektorlovgivning for havnene er ønskelig, ligesom regler om statsstøtte i havnene er nødvendige. Dette forslag løser imidlertid ikke de eksisterende problemer uden at pålægge urimelige administrative og organisatoriske byrder. Jeg opfordrer derfor medlemmerne til at forkaste dette forslag, og jeg anmoder Kommissionen om at stille et nyt, mere målrettet forslag sammen med et forslag om regulering af statsstøtte i havne. De ændringsforslag, som sigter mod dette, støtter jeg helhjertet.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand, ærede kolleger, alt, hvad vi hører her i dag, alt, hvad vi så i går i Strasbourgs gader, giver os naturligvis en deja-vu-oplevelse under denne forhandling. Det ville selvfølgelig ikke være kommet så vidt, hvis Kommissionen for to år siden havde været så fornuftig at begrave sit katastrofale havnedirektiv i stilhed.

I årevis har det jo været tydeligt, at der hos offentligheden generelt og i de europæiske havne i særdeleshed ikke er demokratisk opbakning til denne asociale, ideologiske pakke af foranstaltninger, der ikke er inspireret af sund politisk forstand. Selv det mindste barn ved, at denne selvservicering, der i mellemtiden er blevet berygtet, vil betyde arbejdsløshed, social ufred og farlige situationer i havnene.

Alligevel fortsatte Kommissionen. Ud fra rent doktrinære overvejelser får vi her forelagt næsten det samme forslag, som for to år siden blev forkastet af et flertal i Parlamentet, uden meget respekt for Parlamentet, mod bedre vidende og mod langt de fleste europæiske havnearbejderes vilje. Det ligner næsten Bolkestein-direktivet.

Og så spørger man, hvorfor borgerne i Frankrig og i Nederlandene og snart andre steder vender sig imod den slags Europa. Mere blind for den sociale realitet i medlemsstaterne og længere væk fra borgerne i deres nød kan Kommissionen virkelig ikke være.

  Luis de Grandes Pascual (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, uanset denne lovs skæbne, for det ser ud som om, Parlamentet er meget delt, er det, som en spansk klassiker sagde, nogle gange nødvendigt at sige det, man føler, og føle det, man siger, når man står over for et uacceptabelt pres, hvor legitimt det end måtte være.

Europa-Parlamentet står i dag i et dilemma. Enten går vi videre med skabelsen af et reelt indre marked, eller også fortsætter vi det nuværende dødvande. Jeg vil for min del støtte et forslag, hvis grundlæggende principper og mål er omhandlet i Lissabon-programmet og hvidbogen om transport. Den forbedrede konkurrence mellem udbyderne af havnetjenester vil øge konkurrenceevnen og effektiviteten i havnene og bidrage til at udvikle tjenesteydelserne vedrørende søtransport af gods, hvilket er det vigtigste mål for vores støtte til søtransport i EU.

Et af forslagets grundlæggende elementer, og som har givet anledning til størst polemik, er den udtrykkelige medtagelse af selvservicering. Det er vigtigt, at medlemsstaterne sikrer anerkendelsen af en form for ydelse af havnetjenester, der bidrager reelt til udviklingen af nærskibstrafikken, hvor der på grund af dens karakter er brug for en hurtig og effektiv gennemførelse af operationerne, ikke kun de toldrelaterede, men især lastning og losning.

Mine damer og herrer, på grund af frygten hos dem, der tror, at vedtagelsen af dette direktiv vil betyde en underminering af arbejdstagernes arbejdsforhold, skal vi gøre det klar, at direktivet ikke kun respekterer medlemsstaternes lovgivning om arbejdsforhold, uddannelse og erhvervskvalifikationer, men også lovgivningen om sundhed, sikkerhed på arbejdspladsen, søfartssikkerhed og miljøbeskyttelse.

Desuden vil overførelsen af last til havnene øge volumenet af operationerne i havnene, hvilket samtidig vil øge beskæftigelsen.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand, mit land ligger ved en central maritim korsvej ud fra et handelsmæssigt og logistisk synspunkt, for vi er den europæiske port mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Det er derfor, at det er så vigtigt at råde over moderne, effektive og økonomisk veldrevne havne, for de er nødt til at være konkurrencedygtige.

De spanske havne er i modsætning til mange andre havne selvforsynende og selvfinansierende. Det er derfor, at det er så nødvendigt at vurdere spørgsmålet om bistand til havnene, dvs. statsstøtte. Også fra et socialt synspunkt har vi veluddannede arbejdstagere med ordentlige job og med alle arbejdsretlige rettigheder, hvilket ofte ikke er tilfældet i forbindelse med søretten, og fra et miljømæssigt synspunkt er mange af de tjenester, der tales om, vigtige for sikkerheden og miljøbeskyttelsen.

Dette nye forslag har opnået en sjælden grad af enstemmighed, for selv de, der i mit land havde identificeret aspekter, der kunne være nyttige til at løse visse af de flaskehalse og gammeldags praksis, der stadig findes i vores havne, har foretrukket og foretrækker i dag at forkaste det.

Ud fra den overbevisning, at Europa-Parlamentet vil gøre det fornødne og afvise dette forslag, som tydeligt har vist, at det ikke lever op til de aktuelle behov i de europæiske havne, anmoder jeg derfor kommissæren om, at han udviser forståelse, som han har gjort inden for andre transportområder, og hurtigst muligt, for det kræver den globale situation, iværksætter en ajourført, nødvendig og modig høringsproces, der åbent og indgående behandler alle de nødvendige aspekter i forbindelse med de europæiske havne, så vi inden for en rimelig tid kan råde over løsninger, der gør de europæiske havne til de centre for økonomisk, social, teknologisk og miljømæssig udvikling, som Europa behøver, og som på grund af den globale ramme bidrager til at opbygge et mere sammenhængende Europa.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg har lyttet til hele denne forhandling, og jeg har et budskab til havnearbejderne, der er forsamlet i Strasbourg. Jeg vil sige til dem, at jeg har hørt medlem efter medlem af Parlamentet stille sig op og fremføre argumenter, der er i de europæiske borgeres interesse, og medlem efter medlem af Parlamentet udtrykke sympati for de underliggende argumenter, som de fremfører. I stedet for at stå og angribe Parlamentet burde de træde et skridt tilbage og lytte til, hvad der bliver sagt under denne forhandling og give Parlamentet deres støtte. Det er min appel til dem.

I morgen skal Parlamentet behandle et forslag, som det reelt forkastede i november 2003. Det er et projekt, som kommissæren har forsøgt at tage helt afstand fra og en proces, der lider under manglende demokrati, fordi man ikke har taget hensyn til, hørt eller indgået kompromiser med dem, det drejer sig om.

Det er klart, at dette forslag er udformet med tanke på havne på kontinentet ud fra et ønske om at liberalisere markedet for havnetjenester, som for det meste stadig er nationaliseret. Det er et velkomment og nødvendigt skridt, men det skal tages på den rigtige måde.

Men havneindustrien i Det Forenede Kongerige har skilt sig ud fra sine kolleger på kontinentet. Vores havne er privat ejede. De modtager ingen økonomisk støtte fra regeringen, og kapital til nyinvesteringer rejses på markedet. Som følge af et stort antal driftige havne er branchen allerede præget af den sunde konkurrence, som søges opnået med direktivet.

Initiativet med at indføre sådan en herremandsmodel i de britiske havne vil være kolossalt skadeligt. Truslen om en udvikling i retning af en ikke-permanent arbejdsstyrke vil føre til manglende jobsikkerhed, lavere færdighedsniveau, forringede arbejdsforhold og vil få ødelæggende virkninger på de omgivende samfund.

Min valgkreds i det nordvestlige England har en lang og stolt historie inden for søfart med havne som Liverpool, Manchester og Heysham som nogle af de største langs Det Forenede Kongeriges kyster. I hjertet ligger Liverpool, hjemsted for Det Forenede Kongeriges første kommercielle tørdok. Med dette direktiv vil lokalsamfundene i Liverpool, som allerede er blandt de fattigste i Europa, blive vidne til, at hårdtarbejdende havnearbejdere bliver arbejdsløse. Og det hele med en erstatningspakke på bordet, der er utilstrækkelig til at opfylde kravene i Det Forenede Kongeriges lovgivning for slet ikke at tale om den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er hverken ønskværdigt eller praktisk for Parlamentet at forsøge at ændre dette forslag, som grundlæggende er forfejlet. Af alle disse grunde skal vi forkaste forslaget.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Endnu en gang står vi over for et uacceptabelt forslag om at liberalisere havnetjenesterne, men endnu en gang udfolder arbejderne en intens kamp for at få det forkastet, en kamp, som vi altid trofast har støttet, sådan som vi også gjorde i 2003.

Dette direktivforslag indgår i den såkaldte Lissabon-strategi, hvis mål er yderligere liberalisering, og som har medført et voldsomt angreb på den offentlige sektor og på de offentlige tjenesteydelser. Helt bortset fra, at denne sektor har afgørende betydning for den nationale suverænitet, vil forslaget, hvis det vedtages, især komme til at indebære arbejdsløshed og usikre arbejds- og ansættelsesforhold, især på grund af den såkaldte selvservicering. Det er et angreb på de kollektive overenskomster og de rettigheder, som fagforeningerne har vundet, og det vil betyde lavere produktivitet og ringere faglig uddannelse samt øget risiko for alvorlige ulykker, alt sammen i konkurrencens navn.

Det er nemlig et forslag, der imødekommer de store rederes interesser. Vi har derfor stillet forslag om at forkaste det.

(Bifald)

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, der er flere gode grunde til at sige nej til havnedirektivet. For det første er det et spørgsmål, som hvert medlemsland skal træffe beslutning om i overensstemmelse med EU's subsidiaritetsprincip. At tage stilling til denne type spørgsmål tilkommer medlemslandene. Vores grundlæggende hensigt er, at svenske regler skal gælde på svensk territorium.

For det andet er den proces, som har ført til, at havnedirektivet igen er kommet på dagsordenen, udemokratisk. Europa-Parlamentet forkastede et identisk forslag fra Kommissionen for knapt et år siden. For det tredje er de aktører, som berøres af dette direktiv, i høj grad negative over for det. Der er i dag en velfungerende konkurrence mellem Europas havne. Havnedirektivet indebærer, at konkurrencen forvrides, da rederiernes eget personale overtager jobbet med lastning og losning.

Hvem vil egentlig have dette direktiv? Den fornemmeste fortaler er Kommissionen, som for enhver pris vil gennemføre denne lovgivning. Junilisten vil stemme nej til dette lovgivningsforslag.

  Kurt Joachim Lauk (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, jeg er overbevist om, at De vil få et flertal i Parlamentet til at støtte et havnedirektiv i Europa, hvis De fremlægger et gennemtænkt direktiv, som virkelig fremmer gennemskueligheden og konkurrencen i Europa på det område. Dette direktiv er uegnet til det formål, hvorfor jeg foreslår, at De trækker det tilbage. I løbet af debatten må De have indset, hvilken enighed De har skabt i Parlamentet på tværs af grupperne om dette emne. De må indse, at dette forslag til direktiv ikke vil kunne forhandles, da det mangler et tilstrækkeligt fundament. Selv om hr. Jarzembowski har gjort et glimrende stykke arbejde, så er der kun en lille chance for, at Parlamentet forbedrer et dårligt direktiv, når det får forelagt et. Kommissionen må også vænne sig til, at Parlamentet ikke kan være et reparationsværksted for dårlige direktiver.

Grunden til, at dette forslag til direktiv næppe vil kunne forhandles, er, at vigtige aspekter af det er uklare. Markedsdefinitionen er det i hvert fald. Er der tale om konkurrencen i de forskellige havne, mellem havnene eller mellem havnene og den fælles trafik i oplandet? Der er ikke blevet foretaget en konsekvensanalyse, og det er heller ikke på nogen måde klart, hvilken gavn forbrugerne har af det hele.

Øget konkurrence burde egentlig få omladningsomkostningerne til at falde, men efter det vi ved, er omladningsomkostningerne i Europa i forvejen under det halve af, hvad de er i Singapore eller Dubai, hvilket vil sige langt lavere. Det skal de også blive ved med at være, men dette forslag åbner en mulighed for, at de stiger. Vil direktivet virkelig få flere tjenesteudbydere ind i havnene? De bedes genoverveje direktivet, trække det tilbage og fremlægge et bedre. Hvis det er ordentlig gennemtænkt, vil De få et flertal for gennemskuelighed og konkurrence i Europa.

  Marta Vincenzi (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, en stærk kontinental økonomi har brug for et havnesystem og ikke for enkelte havne. Det skal være et integreret system for EU's 25 medlemsstater, som gør det muligt at gå fra en åben konkurrence til en styrkelse af den samlede konkurrenceevne. Denne målsætning opfylder direktivet ikke, og på et tidspunkt med alvorlig politisk krise i Europa er det et dårligt eller rettere meget dårligt signal om den afstand, der er mellem institutionerne og de reelle behov i en globaliseret verden, hvor der står mange interesser på spil, men hvor disse interesser ikke kan sammensættes efter de gamle modeller.

De dårlige signaler bør afvises. Det, som vi har brug for, er en fælles vision for havnetjenesterne, en fælles politik og gennemsigtige retningslinjer for investeringer og statsstøtte, hvor man ikke nøjes med at slå fast, at konkurrencen mellem havnene har førsteprioritet, men også undgår, at nogle af disse havnes ugunstige konkurrencesituation svækker hele systemet. Vi skal beskytte den kvalificerede arbejdskraft, sige nej til social dumping og sige ja til fælles uddannelse. Vi skal bevare de offentlige tjenesters effektivitet, idet vi anerkender deres krav om sikkerhed, kvalitet og tilgængelighed, og endelig skal vi vurdere liberaliseringernes virkning, for det, som bekymrer os på nuværende tidspunkt, er de fænomener med produktions- og logistiksammenlægninger, der er ved at opstå i verdens havne.

Det er de nye udfordringer, og de tages ikke op med direktivet. Det, der er sket mellem det første forslag fra 2001 og dette forslag nummer to, er ikke et godt eksempel på EU-politik. Jeg vil dog gerne gentage, at vi har brug for et direktiv og for nogle regler, og i den forbindelse er det nødvendigt med en kraftig politisk indsats, hvor vi ikke - på trods af havnenes selvstændighed - giver afkald på at fastlægge fælles regler …

(Bifald fra GUE/NGL-Gruppen)

(Formanden afbrød taleren)

  Jacky Henin (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, det direktiv om havnetjenester, vi nu har fået forelagt for anden gang, tager på ingen måde hensyn til den almene interesse eller bestræbelserne på at forbedre de europæiske borgeres levevilkår. Hvad værre er, det tjener udelukkede de store multinationale fragtvirksomheders interesser på bekostning af alle havnesektorens øvrige aktører, fra havnearbejderne til de små speditører. Dets eneste formål er at nedbryde den eksisterende retsorden og sociale sikring og trække lønningerne nedefter for at berige nogle få på bekostning af menneskers og miljøets sikkerhed. Dette direktivs sociale model er jungleloven. Selvservicering er en ny form for slaveri.

Samtlige erhvervsorganisationer inden for teknik og søfart og alle de europæiske fagforeninger afviser enstemmigt dette Bolkestein-agtige havnedirektiv. I går demonstrerede jeg sammen med 10.000 havnearbejdere fra hele Europa foran Parlamentet. Jeg kan bevidne deres vilje til at blokere dette nedrige direktiv. Jeg kan forsikre Dem om, at hvis vi vedtager et sådant direktiv, påtager vi os ansvaret for, at en lang række havne i Unionen bliver blokeret af hårde strejker med alle de økonomiske konsekvenser, det indebærer.

Jeg skal som andre her erindre Kommissionen om, at vi som repræsenterer Europas folk, allerede har forkastet dette direktiv. At forelægge det igen praktisk taget uændret udgør en politisk provokation i forhold til Parlamentet og samtlige havnemyndigheder. Som repræsentanter for de kræfter, der tilstræber et Europa med et højt socialt og demokratisk integrationsniveau, opfordrer vi Dem til at forkaste dette direktiv.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, hvem ønsker egentlig dette direktiv? Der er ikke et eneste havnekontor, der vil have glæde af eller acceptere direktivet. Direktivet er kun til gavn for globaliseringen og den nye uhensigtsmæssige situation, som De ønsker.

Direktivet er ulogisk og i strid med Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 137, hvori det er fastsat, at registrerede havnearbejdere skal have fortrinsret til at udføre arbejde i havnene. Hvad er det, De prøver på? Ønsker De at skabe karteller i havnene?

I Grækenland findes to tredjedele af alle Europas øer. Vi har med andre ord flest havne i Europa. Vi ved, hvordan de fungerer. Der er et positivt modus operandi. Vi kunne opnå hurtigere resultater, men i samarbejde med mennesker, vi kender, mennesker med erfaring. Skal vi anvende ukvalificerede arbejdere for at opnå bedre resultater?

Hvorfor er der ingen logik, og hvorfor tages der ikke hensyn til demokratiet og arbejdstagernes interesser? Vi ønsker ikke et arbitrært Europa. Vi ønsker et Borgernes Europa.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, uanset hvornår vi ser demonstrationer foran vores bygninger, det være sig i Strasbourg eller i Bruxelles, så ved vi, at de handler om at forsvare eksisterende interesser, og hvis demonstrationerne bliver voldelige, så ved vi, at interesserne åbenbart bliver prioriteret meget højt.

Men slagordene og politistavene dækker desværre over de virkelige alternativer. Det handler ikke om grundlæggende spørgsmål som liberalisering, gennemskuelighed og lign., men som altid om detaljerne i konkrete regler. I denne diskussion om den videre fremgangsmåde vedrørende direktivet støtter jeg derfor ordføreren, hr. Jarzembowski, som ønsker at forbedre kommissionsforslaget, som, hvilket man må medgive, ikke var godt. Og jeg finder heller ikke den store opmuntring ved idéen om at starte forfra. Hvis vi gjorde det, ville vi blot spilde en masse tid. Den kendsgerning, at folk kræver hvid- eller sågar grønbøger viser, at man ønsker fem års ro fra Europas lovgiver.

Jeg ser denne debat som løbende parallelt ikke kun med debatten om direktivet om tjenesteydelser, som vi skal have i næste måned, men også med forfatningsdebatten. Heller ikke dér handler det om, hvorvidt Europa bør være socialt eller ej, men hovedsagelig om hundredvis af detaljer for et funktionsdygtigt, bedre og fælles Europa. Men viljen til at gennemdrøfte hundredvis af detaljer mangler. Viljen til at gøre sig den ulejlighed at søge og finde frem til en konsensus mangler. I stedet for tyr folk hellere til slagord. Det skaber måske opmærksomhed i medierne, men hjælper ingen i et fælles Europa videre i bestræbelserne på at finde bedre og brugbare løsninger.

(Bifald)

  Ewa Hedkvist Petersen (PSE). - (SV) Hr. formand, for mig er det en gåde, at Kommissionen har stillet dette forslag igen. Vi hører, hvilken stor modstand det møder, og kommissær Jacques Barrot har nu mulighed for at vise, at EU går i takt med borgerne ved at trække dette forslag tilbage.

Jeg mener, at der er tre argumenter for at gøre det. Først og fremmest har vi ikke brug for direktivet. Det fungerer godt i mange havne i Europa - det ved jeg bl.a. fra mit land, Sverige. Havnene udvikles, og der er mange fleksible løsninger. Det, vi behøver i stedet for, er et direktiv om konkurrence mellem havne, noget, som vi i Den Socialdemokratiske Gruppe også har påpeget.

Forslaget fra Kommissionen er en europæisk central regulering. Det er ikke en deregulering af havnene, som man vil lade skinne igennem. Det er en europæisk central regulering, som vi ikke har brug for, da den ikke fører til en udvikling af havnene, men tværtimod kan skabe hindringer for deres udvikling. Det er altså desværre ikke af omsorg for havnene og transportsystemerne, at Kommissionen har stillet dette forslag.

Disse centrale regler medfører, at det bliver vanskeligere at drive havnevirksomhed. Det bliver sværere at udvikle havnene og transportsystemerne, da havnene er centrale transportknudepunkter og kombiterminaler, som skal fungere godt, for at hele transportsystemet kan gøre det. Lad regionale og lokale aktører udvikle havnene, det er det bedste.

Endelig ville dette havnedirektiv være dårligt for de ansatte i havnene. Det er de ansatte i havnene, der ville skulle betale prisen for den centrale regulering, som Kommissionen foreslår. Sandsynligvis ville mange arbejdspladser gå tabt og en hel del virksomheder blive forflyttet til indhyringsbranchen, med dårligere vilkår og tryghed for de ansatte som resultat. Der er altså mange gode grunde til, at jeg anmoder Parlamentet om at forkaste dette forslag.

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi er på havnearbejdernes side og imod et direktiv, der er dårligt for beskæftigelsen, for sikkerhedsrettighederne og for selve økonomien, eftersom det skaber en konkurrence, der er baseret på dumping. Derfor bør vi sige nej til direktivet, sådan som vi gjorde i 2003.

Vi bør tænke over, hvilket brud de liberalistiske politikker fører til. Havnearbejde har gamle og glorværdige traditioner, som har skabt rettigheder og fremgang ved at forbinde handelsaktiviteterne med de byer, der var centrum for dem. Uden dette ædle arbejde, som man vil ødelægge i liberalismens navn, er der ingen fremtid for Europa. Den europæiske socialmodel er vores vigtigste ressource, og dette direktiv er ligesom Bolkestein-direktivet en fornægtelse af den. Derfor mener jeg, at arbejderne har ret, og at Parlamentet bør efterkomme deres anmodning og sige nej til dette direktiv.

  Corien Wortmann-Kool (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, vi er begyndt med et forhastet forslag fra Kommissionen, men under anførelse af hr. Jarzembowski er der udformet en god pakke af ændringsforslag, med større sikkerhed for virksomheder og arbejdstagere i havnene og uden selvservicering. Sidstnævnte er tilsyneladende stadig ikke gået op for fagbevægelsen og en række medlemmer af Parlamentet. Desværre var strid og følelser mere fremherskende end en god indholdsmæssig diskussion, og hr. kommissær, det er ikke kun hvad man siger, der betyder noget, det er også måden man siger det på.

Det skyldes, at Kommissionen, ganske vist Deres forgænger, startede med en forkert diskussion. Hvorfor trækker De ikke dette direktiv tilbage? Jeg vil gerne have, at De begrunder dette om lidt, for det ville være det bedste. Men den politiske realitet i dag er, at der er utilstrækkelig opbakning til den enorme pakke af ændringsforslag fra Transportudvalget, hvor der var et lille flertal. Eftersom der er utilstrækkelig opbakning til pakken af ændringsforslag, kan vi ikke støtte dette direktiv. Men jeg er stadig overbevist om, at vi har brug for en specifik europæisk havnepolitik.

Parlamentsmedlemmer og især hr. Jarzembowski har allerede begrundet det fortræffeligt her. Sammen med hr. Jarzembowski har jeg på PPE-DE-Gruppens vegne stillet et forslag. Vi anmoder kommissæren om at udarbejde en perspektivplan for en bred havnepolitik, inklusive konkurrencen mellem havnene, forhåbentlig som basis for en god diskussion. Hr. kommissær, er De rede til at udarbejde et sådant indholdsmæssigt diskussionsoplæg? Vil De tage hensyn til den indholdsmæssige tankegang i pakken af ændringsforslag, som hr. Jarzembowski har udarbejdet? Så kan der forhåbentlig føres en god diskussion.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, da Europa-Parlamentet smed forslaget til direktiv om havnetjenester ud for to år siden, troede ingen, at Kommissionen ville forsøge at komme med det igen. Men den ville ikke høre, ville ikke lytte og besluttede at ignorere dette demokratiske parlament.

Vi skal være klar over den skade, som dette direktiv, hvis det vedtages, vil påføre havnene, herunder de havne langs østkysten, som jeg repræsenterer her i Parlamentet. Udskiftningen af dygtige og højt uddannede medarbejdere med skibsbesætninger, der kan laste og losse, er den sikre vej til ulykker, kvæstelser og muligvis dødsfald. Sammenlign dette med havnen i Tilbury, som har opnået en halvering af ulykkerne i 2005, eller Great Yarmouth, hvor der ikke har været indberetningspligtige ulykker i to år.

Jeg vil sige til hr. Jarzembowski, at dette direktiv kan være ødelæggende for arbejdspladserne. Havneejerne fortæller mig, at over 600 nye arbejdspladser i Felixstowe og mere end 750 nye arbejdspladser i Harwich vil blive truet. Ikke én af de 650 arbejdspladser i Tilbury ville være sikre. Det siger havneejerne selv, og disse havneejere ville få deres incitamenter til vigtige nyinvesteringer ødelagt.

To nye investeringsprojekter i Tilbury er allerede sat i venteposition på grund af den usikkerhed, som direktivet har medført. Havneudvidelsen i Bathside Bay, som for nylig blev godkendt i Harwich, og den positive beslutning, vi håber meget på i denne uge vedrørende syd-udvidelsen i Felixstowe South, er begge i fare.

Jeg vil sige til Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti, at det udgør udgifter på 1 milliarder britiske pund, hvis man kontrollerer tallene; og vi ville slet ikke sidde her nu, hvis det ikke var, fordi Deres medlemmer stemte for denne lovgivning i Udvalget om Transport og Turisme.

Tilbage til investeringerne vil kampagnen i Great Yarmouth gennem mere end 10 år for at få bygget en yderhavn betyde, at den ville skulle konkurrere med den nuværende inderhavn og træde i stedet for eksisterende arbejdspladser i stedet for at udbygge arbejdspladser og tjenester på et område, der anerkendes om et prioriteret område i forbindelse med bekæmpelse af arbejdsløshed i hele EU.

Tag ikke fejl, det er de faglærte havnearbejdere, der vil lide mest - folk som Steven Drew fra Yarmouth, der sidder på tilhørerpladserne og lytter til denne forhandling, som sammen med sin far Frank før ham har givet i alt 55 års tjeneste til havnene.

Der er brug for konkurrence mellem havnene, ikke inden for de enkelte havne. Nu bør EU gøre, hvad det skulle have gjort tidligere: rådføre sig med havne, fagforeninger og rederier helt fra bunden, starte helt forfra og erkende nederlaget med dette forslag. Europa-Parlamentet har forsøgt at forkaste forslaget en gang for alle og bør stemme "nej" for anden gang og så aldrig mere.

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Som det fremgår af de foregående indlæg, har dette direktivforslag været årsag til en voldsom kontrovers, der også udspiller sig uden for Parlamentet, og som involverer mange havnevirksomheder og de fleste havnearbejdere. Hvad sidstnævnte angår, vil jeg gerne fremhæve, at vi forstår deres protester, men at vi ikke accepterer den vold, de har udøvet. Når det er sagt, skal man notere sig, at de to parlamentsudvalg, som har skullet afgive udtalelse, begge har indstillet, at direktivforslaget forkastes, hvilket giver yderligere fingerpeg om dets politiske fremtid.

At havnene har en helt enestående betydning, er der, hr. formand, slet ingen grund til at uddybe. Vi ved alle, at næsten hele EU's udenrigshandel går over havnene, og at de direkte beskæftiger op mod 350.000 mennesker, hvortil kommer de mange indirekte arbejdspladser. Der sker en fortsat udvikling i serviceringsteknik og -udstyr, og det kræver investeringer og fornyelse.

De spørgsmål, der melder sig, er derfor følgende:

Er direktivforslaget til gavn for investeringer, konkurrence og markedsadgang? Respekteres de nuværende operatørers erhvervede rettigheder? Krænkes subsidiaritetsprincippet? Er der rimelig kompensation, hvis der skiftes tjenesteleverandør? Påvirkes arbejdsmarkedet og arbejdstagernes rettigheder på dette område? Når vi de mål, der opstilles om større effektivitet, bedre konkurrence, mere indre marked og bedre tjenesteydelser?

Det er disse spørgsmål, som ordføreren, hr. Jarzembowski, på en meget velafbalanceret måde har søgt at besvare i sin betænkning, som jeg derfor gerne vil takke ham for. Jeg mener imidlertid, at der også i betragtning af de omstændigheder, som Kommissionen har fremsat direktivforslaget under, er behov for at se på det igen. Det skal ske inden for rammerne af en politisk strategi, der stimulerer de europæiske havnes udvikling, som ordføreren også selv betoner i sine ændringsforslag, og som forudsætter samarbejde mellem alle interesserede parter, heriblandt naturligvis også Europa-Parlamentet. Udspillet ligger nu hos kommissæren. For vores del vil det selvfølgelig blive meget lettere at træffe en beslutning, der afspejler de opstillede mål.

  Lasse Lehtinen (PSE). - (FI) Hr. formand, Lissabon-strategien betyder også, at vi skal fjerne unødvendig og ineffektiv lovgivning og ikke skabe mere bureaukrati. De europæiske havnetjenester er allerede på nuværende tidspunkt meget konkurrencedygtige, både hvad angår kvalitet og gebyrer.

Der er ingen konflikt mellem arbejdskraft og kapital, idet havnenes ejere, brugere og ansatte i de forskellige europæiske lande betragter forslaget som skadeligt og uanvendeligt. Konkurrence blot for konkurrencens skyld er ikke relevant, og der skal være større fokus på kvalitet og sikkerhed.

Direktivet vil helt klart ikke øge konkurrencen, men kan derimod skade konkurrencen. Systemet med udstedelse af tilladelser vil skabe mere bureaukrati. I henhold til ILO's konvention skal registrerede havnearbejdere have fortrinsret til at udføre arbejde i havnene, og i Finland sikres dette i en kollektiv overenskomst. Den vigtigste faktor er sikkerhed. Vil det virke fremmende på sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen, hvis havnearbejdere efter en hård dags arbejde skal håndtere endnu en last i en fremmed havn?

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, det grundlæggende spørgsmål i denne forhandling handler om, hvorvidt det er godt med konkurrence og nye tjenester på dette område ligesom på alle andre områder. Det handler om, hvorvidt det forholder sig således, at ting og sager bliver dårligere for forbrugere, arbejdstagere og virksomheder, hvis man har konkurrence. Når jeg lytter til en del af talerne, virker det, som om det faktum, at man har konkurrence og flere virksomheder, er dårligt for hele samfundet.

Vi kan jo se fra de andre europæiske samfund, at når man har åbnet for konkurrence og nye virksomheder, har det ført til udvikling af tjenester, udvikling af virksomheder, lavere priser og bedre service til forbrugerne. Vi har set det på teleområdet, på flyområdet, på område efter område og har hørt samme advarende argumenter, før disse dereguleringer blev gennemført.

Jeg kommer til at tænke på dengang, da dereguleringen af teleområdet blev diskuteret, hvordan man i fuld alvor hævdede, at det ikke ville gå an at telefonere, og at de, som arbejdede i den virksomhed, ville miste deres job. Faktisk er der blevet skabt flere job her.

På havneområdet, som er så afgørende for handel og udvikling i Unionen, er det en selvfølge, at den dynamik, som en øget adgang til markedet og konkurrence både mellem og inden for havne indebærer, vil føre til en udvikling af tjenester. Det er afgørende, ikke bare for at havnevirksomheden som sådan vil komme til at fungere bedre, men også for at søfart, transport og handel vil komme til at fungere bedre. Det handler om hele den europæiske varestrøm, men også om mulighederne for nye regioner for at vokse frem - nye havne og nye strukturer i vores økonomi.

Hvis vi vil have konkurrence, kommer vi også til at se en ny udvikling og forandring. Hvis man hævder, at alting er perfekt, som det er i dag, at vores havne rundt om i Europa fungerer præcis, som de skal gøre, behøver ingen at være bange for konkurrence. Hvis vi får nye virksomheder og nye muligheder, vil der ske ting og sager. Derfor er det grundlæggende spørgsmål, om vi ønsker at se en mere dynamisk varestrøm i Europa. Det vil jeg.

  Joseph Muscat (PSE). - (MT) Mange tak, hr. formand. Vi taler ikke om containere. Vi taler om mennesker, om mine kolleger. Vi drøfter et direktiv, som European Transport Workers Federation helt berettiget betragter som unødvendigt, provokerende og uafbalanceret, og havnemyndighederne og industrien er enige i denne karakteristik. Direktivet indeholder de værste elementer af et andet forslag, som Parlamentet allerede har forkastet. Efter afstemningen har Kommissionen stillet et endnu mere uhensigtsmæssig forslag i stedet for helt at droppe det eller i det mindste stille et anstændigt forslag. Jeg stemmer imod direktivforslaget, idet det underminerer de rettigheder, som denne kategori af arbejdstagere, havnearbejderne, har opnået efter et langt forløb med mange vanskeligheder. Jeg stemmer imod direktivet, fordi det skaber mulighed for misbrug af behandlingen af disse arbejdstagere og spiller dem ud imod hinanden. Jeg stemmer imod direktivet, fordi det vil sænke sundheds- og sikkerhedsniveauet i så følsomme områder som havnene. Hvorfor praler vi sådan af vores sundheds- og sikkerhedsniveauer, når vi samtidig forsøger at underminere disse niveauer? Jeg stemmer imod direktivet, fordi jeg går ind for afbalanceret konkurrence, hvor alle deltager, og det ikke altid er arbejdstagerne og dem med de dårligste lønninger, der skal betale prisen. Jeg mener, at selv de personer, der går ind for liberalisering af havnetjenester, skal stemme imod direktivforslaget, da vedtagelsen af forslaget vil bane vejen for gennemførelsen af det oprindelige direktivforslag, som også efter vores kollegers opfattelse er uhensigtsmæssigt. Vi skal sende et klart signal om, at vi ønsker at opbygge et socialt Europa og ikke et samvittighedsløst system. Afstemningen om havnedirektivet er en kærkommen lejlighed til at vække håb og vise vejen for de personer, der venter på handling fra en institution som vores. Jeg er stolt over, at Maltas Arbejderparti og Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet har samme indstilling til forslaget. Vi ønsker at lade de millioner af europæiske arbejdere, heriblandt mange hundrede maltesiske arbejdere, som er repræsenteret af General Workers Union, og som også er til stede i dag og påvirket af dette direktivforslag, vide, at vi står bag dem.

  Marcello Vernola (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne tilføje nogle tekniske overvejelser. Det forekommer mig navnlig, at der med dette forslag ikke tages højde for den grønbog, som transportkommissæren, hr. Barrot, er ved at udarbejde.

Vi skal benytte dette initiativ til at undersøge det nye udbud af tjenester i de lande, der tiltrådte EU for kort tid siden, og vi skal sammenligne de pligter, der er taget højde for i den nationale lovgivning, når det gælder varernes omkostninger, så der reelt er frie markedsbetingelser. Det forekommer mig, at det pågældende direktiv er helt i modstrid med konkurrence- og markedsreglerne, eftersom det giver de store virksomheder, der opererer i de nordeuropæiske havne, mulighed for at danne oligopoler i modsætning til den anderledes situation i Middelhavets havne, og eftersom det ikke mindst gør konkurrencen alt for let for de store østasiatiske virksomheder, som invaderer vores havnesystem.

Vi bør så afgjort sammenligne statsstøttepolitikkernes indvirkning på konkurrencen og skabe klarhed omkring statsstøttebegrebet og denne støttes konkrete anvendelse, navnlig når det gælder koncessionsaftaler og andre former for aftaler, der gør det muligt for en tjenesteudbyder at yde disse tjenester som offentlige tjenester og efter offentlige bestemmelser. I direktivet mangler der ikke mindst en sammenligning af miljøbeskyttelsesbestemmelserne ved opførelsen af ny infrastruktur og politikker for bortskaffelse af affald.

Vi skal skabe klarhed omkring konkurrencereglerne i betragtning af risikoen for illoyal konkurrence fra Østen, og vi skal i endnu højere grad skabe klarhed omkring miljøgarantierne for Middelhavet, som angribes af aktører, der ikke respekterer EU's miljølovgivning. Selvservicering udgør en meget alvorlig fare for de små og mellemstore virksomheder, der opererer i vores havne.

  Nikolaos Sifunakis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, Kommissionen har stillet det samme forslag til et direktiv om havnetjenester endnu en gang, selv om det blev forkastet af Parlamentet i 2003.

Det nye direktivforslag er grundlæggende ikke anderledes end det tidligere forslag. I direktivet fastholdes bestemmelsen om selvservicering, som er ude af trit med de moderne arbejdsvilkår, der er nødvendige i de europæiske havne inden for hygiejne, sikkerhed og kvalitet i forbindelse med havnetjenester.

Hvor er forslagene om oversigtsplaner for havnene? Hvor er forslagene om modernisering af den generelle drift af havnene? Vi har ikke hørt den tilbagevendende anmodning om fritagelse fra anvendelsesområdet for lodstjenester, som ikke er en kommerciel aktivitet, men som udgør en offentlig tjeneste, hvis formål er søfartssikkerhed og beskyttelse af havnene og havmiljøet.

Vi har heller ikke hørt om den indsats, som medlemmer af udvalget har ydet for at forbedre Kommissionens forslag til trods for hr. Jarzembowskis beundringsværdige bestræbelser. Den manglende politik på området vil resultere i en lang periode præget af usikkerhed, og der vil naturligvis ikke være et optimalt investeringsklima. Det bedste vil være at forkaste forslaget.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi betvivler ikke, at der er brug for et direktiv, eller at der skal liberaliseres, men det går ikke at fremsætte et forslag, der ligner det, som Parlamentet forkastede på sit møde i november 2003, uden at tage hensyn til vores henstillinger.

Det foreslåede direktiv er heller ikke i juridisk overensstemmelse med internationale bestemmelser og fællesskabsretten. For det første sikres der ikke forenelighed med den igangværende revision af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 om de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser, og for det andet tages der ikke hensyn til den enkelte havns særlige forhold, herunder i regionerne i den yderste periferi, hvor de offentlige tjenesteydelser er afgørende for befolkningernes overlevelse, og hvor forcerede liberaliseringer kan skabe socialt og økonomisk uacceptable monopoler.

Direktivforslaget er i sig selv ikke godt nok, men betænkningen forværrer det yderligere, fordi der tilstræbes mere deregulering, hvorved der skabes problemer, hvad angår sikkerhed, sikring af offentlig tjeneste, havnetjenesternes effektivitet og sikring af sociale rettigheder, som følge af forslaget om udvidet mulighed for selvservicering uden nogen form for regulering.

Af alle disse grunde, hr. kommissær, bør forslaget derfor trækkes tilbage, og der bør senere fremsættes et andet, der tager hensyn til Parlamentets henstillinger …

(Formanden afbrød taleren)

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, Estland er et maritimt land, og havnetjenester udgør en stor del af vores bruttonationalprodukt. Gennemførelsen af direktivet om havnetjenester vil ikke medføre store ændringer for os. Markedet for havnetjenester blev liberaliseret hurtigt efter, at Estland blev frigjort fra Sovjetunionens planøkonomi.

I Kommissionens direktivforslag indgår bestemmelser om mange detaljer, herunder processen for tilladelser og varighed af kontrakter, men medlemsstaterne har stadig ansvaret for de vigtige områder.

Ensartede og tydelige standarder vedrørende kvalitet, miljø og sikkerhed vil virke mere fremmende for konkurrencen på det indre marked end detaljerede forskrifter. Jeg frygter endvidere for havnearbejderne i det gamle Europa. Kommissionen ønsker tilsyneladende at opnå stigende effektivitet hovedsageligt på bekostning af kvalificerede ansatte.

Det skal nævnes, at Estland i det såkaldte "nye Europa" konkurrerer om kvalitet, ikke billig arbejdskraft. Jeg er sikker på, at EU's intellektuelle potentiale kan skabe et meget bedre direktiv. Kommissionen skulle benytte sig af denne lejlighed. Hr. kommissær, jeg beklager at måtte meddele, at jeg stemmer imod betænkningen i morgen. Mange tak for Deres opmærksomhed.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, selv om forhandlingen ikke just var en hyldest, lyttede jeg opmærksomt til hvert enkelt indlæg.

Jeg skal først erindre om baggrunden for dette forslag, som ganske rigtigt stammer fra den foregående Kommission og min forgænger. Når det er sagt, har jeg, hr. formand, forståelse for Parlamentets forundring over, at dette forslag er blevet forelagt det på ny, og for, at denne fremgangsmåde har chokeret visse medlemmer. Jeg vil uden at forsvare dette kort søge at forklare, hvorfor forslaget er blevet genfremsat.

For det første fordi vi trods alt føler et behov, som visse medlemmer også har påpeget, for en klar juridisk ramme, der kan fremme havneinvesteringerne. 90 % af Europas eksport går gennem vores havne. Vi har brug for effektive og moderne havne. For det andet indeholder dette forslag en meget streng begrænsning af selvserviceringen, der ubestrideligt var det alvorligste kritikpunkt under førstebehandlingen.

For det tredje, hr. formand, kan jeg i betragtning af mine tidligere funktioner på det sociale område ikke lade stå uimodsagt, at forslaget vil krænke alle gældende sociale og arbejdsmarkedsretlige bestemmelser inden for havnesektoren. Kommissionen har ikke haft til hensigt at reducere arbejdstagernes sociale rettigheder inden for denne sektor. Kommissionen har endog indføjet en forpligtelse for alle leverandører af havnetjenester til at indhente en tilladelse, der kræver overholdelse af EU's minimumsregler på det arbejdsmarkedsmæssige og sociale område. Endvidere udgør forslagets artikel 4 en sikkerhed, idet det heri foreskrives, at direktivet ikke på nogen måde vil påvirke anvendelsen af den nationale lovgivning, hvad angår personalets ansættelsesvilkår.

Jeg siger ganske enkelt, mine damer og herrer, at jeg aldrig ville have genfremsat dette forslag, hvis jeg personligt havde været af den opfattelse, at det indebar så alvorlige risici, som visse medlemmer mener, det er behæftet med. Det ville jeg helt ærligt ikke have gjort.

Ikke desto mindre er jeg af den opfattelse, at debatten alligevel har været nyttig og belyst alle aspekter af havnepolitikken, som ganske rigtigt ikke er begrænset til denne ene tekst. Flere medlemmer har erindret om, at der er andre yderst vigtige problemer, herunder behovet for mere gennemskuelige priser på tjenesterne, mere retfærdig konkurrence mellem havnene og fremme af investeringer til udbygning af vores havnekapacitet. Jeg er således ganske bevidst om, at havnepolitikken ikke kan reduceres til en tekst af denne art, og debatten har i denne henseende været meget nyttig.

Debatten har også belyst, hvor forskellige havneforholdene er i Europa, om end jeg allerede havde gjort mig det klart i løbet af mit første år som kommissær med ansvar for transport. Også her støder vi på et problem. Visse medlemmer har med rette understreget, at det ikke er muligt at lovgive om situationer, der er så forskellige fra den ene havn til den anden, med overdreven centralisme, og jeg giver dem ret. Vi står desuden over for en meget hurtig udvikling inden for de teknologier, der anvendes i havnene, hvilket heller ikke var tilfældet, da dette direktivforslag blev udarbejdet.

Jeg må sige, at dels var debatten nyttig, dels har Parlamentets udvalg gjort et godt stykke arbejde. Det er korrekt, at jeg på forhånd giver Parlamentet min fulde tilslutning, hvis det går så langt som til at drøfte udvalgets ændringsforslag. Jeg siger ja til forlængelsen af tilladelsesfristerne og ja til overgangsordningen, hr. Jarzembowski, og ja til kompromisændringsforslagene om beskyttelsen af investeringer foretaget inden direktivets ikrafttræden, forudsat, selvfølgelig, at formålet, dvs. lige og retfærdig adgang til markedet for alle, respekteres.

Det er indlysende, og her står vi over for et paradoks, eftersom jeg i min egenskab af kommissær må sige, at jeg havde håbet, at De ville have taget stilling til teksten som ændret af Parlamentets udvalg. Og paradoksalt nok skal De stemme om den oprindelige tekst. Men De kan ikke bebrejde mig min tillid til Parlamentet, når jeg siger, at jeg i denne sag og angående denne tekst fandt, at Parlamentets forbedringer var udmærkede og imødekom en række berettigede kritikpunkter.

Men sådan er det! Det glæder mig, at De har haft to forskellige reaktioner. Der er medlemmer, der siger, at den oprindelige tekst ikke kan ændres, og der er medlemmer, der siger, at der kan rettes op på den. Det er ordførerens overbevisning. Hr. formand, min opgave er vanskelig. Jeg ønsker faktisk at bekræfte min respekt for Parlamentet. Dels bør jeg respektere det arbejde, der er udført i Parlamentets udvalg, dels bør jeg også respektere den holdning, der kommer til udtryk under afstemningen.

Vil det således ikke være fornuftigt at afvente afstemningsresultatet, inden jeg drager de nødvendige slutninger? Efter min opfattelse kan det i et virkeligt demokrati være hensigtsmæssigt at stemme, og det mener jeg, og det er ikke nedværdigende at bede Parlamentet om at udtale sig, idet jeg måske beklager, at denne procedure ikke giver det mulighed for at udtale sig om teksten med de ubestridelige forbedringer, som udvalget har foretaget.

Under alle omstændigheder vil jeg efter at have fulgt denne debat opmærksomt lidt højtideligt sagt drage alle de nødvendige konsekvenser af Parlamentets afstemning i morgen. Jeg mener, at det er en måde at respektere Parlamentet på, og jeg anerkender flere af de fremførte argumenters rigtighed, hvilket i øvrigt giver mig mulighed for at udarbejde en samlet europæisk havnepolitik.

Jeg takker Dem, mine damer og herrer, og påtager mig endnu en gang at drage konsekvenserne af afstemningsresultatet, når det foreligger.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag - altså i morgen - kl. 12.00, og det er op til Dem at drage de nødvendige konklusioner af dette.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Dominique Vlasto (PPE-DE). - (FR) Ved at torpedere dette andet direktivforslag inden Parlamentets førstebehandling, selv om Jarzembowski-betænkningen indebar reelle forbedringer og udgjorde et godt arbejdsgrundlag, har venstrefløjen og visse fagforeninger til hensigt igen at skabe retlig usikkerhed og manglende politisk stabilitet inden for sektoren for havnetjenester.

Tilbagetrækningen af selvservicering, anerkendelsen af flere kriterier vedrørende sikkerhed til søs og faglige kvalifikationer i udvælgelsesproceduren for tjenesteleverandører var positive landvindinger i forhold til det første direktivforslag.

De europæiske havne skal investere for at kunne udvikle sig og efterkomme efterspørgslen som følge af den stigende søtrafik. En havn som den i Marseille har brug for retfærdig og loyal europæisk konkurrence for at forsvare sine særlige fordele og beskæftigelsen. Vores fællesskabsflåde har brug for effektive og konkurrencedygtige havnetjenester.

Dette forslag ville til trods for sine mangler have givet retlig sikkerhed og stabilitet inden for en ekspanderende sektor. Jeg er stadig imod at forkaste teksten, eftersom det er ensbetydende med ansvarsforflygtigelse. Hvis forslaget vedtages, håber jeg, Kommissionen forelægger en grønbog om havnepolitik og hører samtlige involverede parter.

Jeg vil afslutningsvis takke den franske ordensmagt, der varetog Parlamentets sikkerhed i forbindelse med gårsdagens uacceptable demonstrationer.

6. Luftfartspolitik - Forbindelserne med Rusland og Kina på luftfartsområdet

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- betænkning af Saïd El Khadraoui for Transport- og Turismeudvalget om en dagsorden for EU's luftfartspolitik over for tredjelande (2005/2084(INI)) (A6-0403/2005) og

- betænkning af Roberts Zīle for Transport- og Turismeudvalget om forbindelserne med Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina på luftfartsområdet (2005/2085(INI)) (A6-0375/2005).

  Saïd El Khadraoui (PSE), - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, jeg vil begynde med at takke skyggeordførerne fra de andre grupper for det gode samarbejde. Vi var ikke altid enige om alle punkter, men jeg tror, at vi er nået til overensstemmelse om hovedpunkterne, og vi vil på den måde bidrage til udarbejdelsen af en europæisk strategi om et emne, som kun vil få støre betydning i de kommende år.

Som De ved, er anledningen Domstolens famøse dom om det åbne luftrum i 2002, hvoraf det fremgik, at Det Europæiske Fællesskab har enekompetence på området internationale lufttjenester, nærmere bestemt vedrørende automatiserede bestillingssystemer, ens billetpriser inden for EU og fordelingen af ankomst- og afgangstider eller landingsrettigheder. Alle eksisterende bilaterale luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande skal bringes i overensstemmelse med dommen, og det betyder således, at ikke mindre end 2.000 luftfartsaftaler i hele Unionen skal revideres.

Der er to måder at gøre det på. Enten fører medlemsstaterne selv bilaterale forhandlinger med tredjelandet for at få deres bilaterale aftale bragt i overensstemmelse med domsafsigelsen (det skete på den måde med 58 aftaler), eller også føres der forhandlinger på EU-plan inden for rammerne af det såkaldte horisontale mandat, og 22 lande har allerede godkendt en horisontal aftale med Fællesskabet, hvorved 327 bilaterale aftaler blev tilpasset. Altså i alt 385 aftaler, og der er lang vej til, at alle 2.000 aftaler er ændret.

I min betænkning opfordrer jeg derfor til hurtigst muligt at tilpasse alle bilaterale aftaler til dommene om åbne luftrum for at undgå retsusikkerhed. Jeg foretrækker EU-aftaler, i betragtning af at der kun skal forhandles en gang for med et slag at erstatte alle eksisterende bilaterale aftaler med et bestemt land. EU kan jo lægge meget større vægt i vægtskålen under forhandlingerne end f.eks. en medlemsstat alene, men dette kræver en fælles, sammenhængende holdning.

Jeg understreger, at vi hurtigst muligt skal indgå aftaler med vores vigtigste partnere og vækstlande såsom Kina, USA og Rusland, men vores nærmeste naboer må heller ikke glemmes. Dette er vigtigt af økonomiske og luftfartspolitiske grunde såsom sikkerhed og tryghed, og derfor stillede jeg endnu et ændringsforslag inden afstemningen i dag.

Når der indgås EU-aftaler, er det væsentligt, at EU tager hensyn til tre vigtige elementer. For det første skal aftalerne være afbalancerede, og ensartet adgang til hinandens markeder er vigtig. Dette betyder, at aspekter som landingsrettigheder, ret til cabotage, lige etableringsret, ejendomsrettigheder og statsstøtte skal tages op. Jeg har selv stillet et ændringsforslag inden plenarforsamlingen i dag, således at også spørgsmålet om statsstøtte vil blive tilføjet opsummeringen. Det er ikke uden betydning - tænk blot på de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, som i USA blev pålagt alle luftfartsselskaber efter den 11. september, men som for de amerikanske luftfartsselskaber blev finansieret af de amerikanske myndigheder og ikke for andre luftfartsselskaber, og det betyder konkurrenceforvridning.

For det andet fremhæves det i min betænkning, at der forud for åbningen af markederne altid skal være lovgivningsmæssig konvergens, og at graden af liberalisering skal knyttes til fair konkurrencevilkår. EU har, eller arbejder på, lovgivning om en række sociale materier såsom sikkerhed, miljø, statsstøtte og konkurrence. Det kan ikke være sådan, at disse høje standarder udhules, hvis der kommer nye markedsaktører, som skal overholde mindre strenge regler. I hvert fald ved aftaler om åbne luftrum, hvor luftfartsselskaber i EU og tredjelande ubegrænset vil kunne operere på hinandens markeder, er det således væsentligt, at der findes lige vilkår for begge parters lovgivning. Ellers oplever vi en konkurrenceforvridning, og der er også risiko for udflytning, hvor europæiske luftfartsselskaber flytter til lande med mindre tydelige regler. Derfor har jeg også stillet et ændringsforslag om at optage konvergens af lovgivning om sikkerhed, statsstøtte og konkurrence, således at der også vil finde en konvergens af lovgivningen sted på disse områder. Hvis en aftale om åbent luftrum viser sig ikke at være mulig, anmodes Kommissionen om at udvikle ærlige og gennemsigtige mekanismer til at fordele trafikrettighederne mellem medlemsstaterne.

For det tredje skal Kommissionen også jævnligt høre alle involverede parter i luftfartssektoren og Europa-Parlamentet og orientere dem under forhandlingerne om de mange nye luftfartsaftaler, som i de kommende år vil blive indgået mellem Europa og resten af verden.

Disse tre vigtige elementer kan også genfindes i hr. Zīles betænkning om Rusland og Kina. Også her skal gensidighedsprincippet anvendes. De høje afgifter, som Rusland kræver for at overflyve Sibirien, skal afskaffes. Den korteste flyrute til Asien - som bliver stadig vigtigere - er jo Den Russiske Føderation. Hr. Zīle fortjener derfor også al vores støtte.

  Roberts Zīle (UEN), ordfører. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker først og fremmest at takke alle skyggeordførerne og de personer, der har stillet beslutningsforslag til Kommissionens meddelelse, og det er som følge heraf lykkedes os i Transport- og Turismeudvalget at opnå et godt resultat. Jeg tror, at vi alle havde et fælles mål - at give de personer fra Kommissionen, som fører forhandlinger med Rusland og Kina, noget at arbejde med, og at sende et politisk signal til Rådet om at udvide forhandlingsmandatet. Jeg synes, at det er lykkedes at formulere en meget klar holdning til de vigtigste spørgsmål.

I betænkningen lægges der vægt på mange principper, hvad angår forbindelserne med Kina under hensyntagen til det hastigt voksende kinesiske marked på luftfartsområdet - om 10 år f.eks. vil Kina have det største marked for fragtfly i Asien. Der skal for det første ske hurtige fremskridt i forbindelse med fastsættelsen af en omfattende luftfartsaftale mellem EU og Kina. For det andet skal aftalen naturligvis være baseret på en horisontal aftale. Som hr. El Khadraoui, min kollega, netop nævnte, ønsker vi på dette grundlag en hurtig udvikling af vores forbindelser med Kina. For det tredje ønsker vi samtidig med indgåelsen af en omfattende aftale en udvidelse af mandatet, så det også omfatter krav til sikkerhedsinfrastrukturen i lufthavnene og kvaliteten af Kinas kontrol og styring af lufttrafikken. For det fjerde lægges der i betænkningen særlig vægt på nødvendigheden af at opnå et hurtigt resultat inden for luftfragt, som hurtigere vil give europæiske virksomheder mulighed for at konkurrere med det potentielt største asiatiske marked for luftfragt.

Det vigtigste aspekt i forbindelse med Rusland er landets praksis med hvert år at opkræve over 250 millioner euro i afgifter for overflyvning af Sibirien af de europæiske luftfartsselskaber, som Transport- og Turismeudvalget finder helt uacceptabel og i strid med Chicago-konventionen, som Rusland har tiltrådt. De fleste midler er investeret i det russiske luftfartsselskab Aeroflot, som dermed har et overskud på over 100 millioner amerikanske dollars om året og kan opretholde ca. 38 % af markedet for lufttransport mellem EU og Rusland.

Det glæder mig, at mine kolleger i Transport- og Turismeudvalget mener, at Kommissionen bør føre hårdere forhandlinger med Rusland, både inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen og projekterne om modernisering af luftfarten. Efter vores opfattelse er det uacceptabelt, at der fortsat opkræves afgifter - og i denne meget uigennemsigtige form - indtil 2013. Derudover skaber afgifterne diskriminerende hindringer for mange europæiske luftfartsselskaber, hvad angår opnåelsen af markedsandele på det førnævnte kinesiske marked. Formuleringen i beslutningsforslaget er endnu stærkere - Europa-Parlamentet kan ikke acceptere nogen former for afgifter for overflyvning af Sibirien. I Transport- og Turismeudvalget har vi endvidere erkendt, at alle EU's luftfartsselskaber i forhandlingerne mellem EU og Rusland skal have samme ikke-diskriminerende retlige status i forbindelse med tildeling af permanente flyvnings- og landingsrettigheder i russiske lufthavne.

Endelig må jeg understrege, at vi i udvalget ønsker flere oplysninger og situationsrapporter om forhandlingerne, så Europa-Parlamentet kan få bedre mulighed for at forsvare de europæiske borgeres interesser - både luftfartsselskaber og passagerer - i relation til andre landes markeder for luftfart.

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker at rette en varm tak til hr. El Khadraoui og hr. Zīle for deres arbejde og den samarbejdsvilje, der har præget deres indsats. Jeg takker også medlemmerne af Transport- og Turismeudvalget for at have engageret sig i denne vigtige debat. Jeg skal præcisere, hr. formand, at denne debat kommer yderst belejligt, eftersom jeg netop i løbet af 2006 skal forberede en række nye luftfartsaftaler. Det har været en meget stor hjælp for mig, at Parlamentet har underrettet mig om EU's udenrigspolitik på lufttransportområdet. Disse to betænkninger udgør virkelig et væsentligt bidrag til den interinstitutionelle dialog om fællesskabsindsatsen på dette område.

Fællesskabet har i løbet af de sidste 20 år fået et stadigt større ansvar inden for luftfartssektoren. Medlemsstaterne har nedbrudt grænserne for deres nationale markeder og skabt et enkelt fælles marked, som nu hviler på et fuldstændigt fælles regelsæt, bl.a. vedrørende sikkerhed og styring af lufttrafikken. Dette retlige fællesskab har skabt et marked, som i årenes løb er blevet stadig større. Vi tæller i dag 600 millioner passagerer og 60 millioner ton varetransport om året.

At overgå fra bilaterale mellemstatslige forbindelser til aftaler indgået på fællesskabsplan åbner nye og store perspektiver takket være de muligheder, der ligger i det store europæiske marked og fællesskabssamarbejdet. Det er også denne overgang fra en bilateral logik til en fællesskabslogik, der er en juridisk forudsætning for, at den gældende EU-lovgivning på luftfartsområdet bliver anerkendt og overholdt.

Hr. El Khadraouis betænkning omhandler en række nøgleproblemer i forbindelse med vores politik. For det første understreges betydningen af at nå videre i retning af en tilpasning af de bilaterale aftaler, som efter Domstolens afgørelser er behæftet med retlig usikkerhed. Hr. El Khadraoui, vi bestræber os på at løse dette problem gennem et snævert samarbejde med medlemsstaterne og under anvendelse af alle de muligheder, som EU's udenrigspolitik giver os.

For det andet har De, hvilket jeg takker Dem for, understreget behovet for altid at overholde det dobbelte mål om åbning af markederne og lovgivningsmæssig konvergens. Denne prioritering af den lovgivningsmæssige konvergens gør det muligt at udvikle vores internationale aktiviteter og luftfartssektorens internationale aktiviteter på retfærdige og sunde konkurrencemæssige vilkår. Disse to målsætninger bør forfølges sideløbende. Fællesskabets effektivitet og troværdighed i forhandlingerne afhænger heraf.

Endelig bør dette lovgivningsmæssige samarbejde så vidt muligt baseres på et teknisk samarbejde, så vi sikrer omfattende konvergens på et så afgørende område som sikkerheden, men selvfølgelig også i forhold til de miljømæssige og sociale aspekter, der er en del af vores europæiske sociale model.

Vi vil med støtte fra Parlamentet til stadighed anmode om nye forhandlingsmandater. Ukraines integration i det europæiske luftrum, indgåelsen af en aftale med Australien og Chile og indledningen af forhandlinger med Kina og Indien vil være de højest prioriterede områder i 2006.

Kina og Rusland er omhandlet i to kommissionsmeddelelser, som danner grundlag for hr. Zīles betænkning. Jeg vil begynde med Rusland og spørgsmålet om overflyvning af Sibirien. Jeg takker Dem for Deres støtte i denne sag og Deres meget legitime krav. Vi er fast besluttede på at sætte en stopper for disse afgiftsopkrævninger, der klart udgør en tilsidesættelse af alle internationale regler, og dette specifikke spørgsmål skal løses, inden vi kan indgå en samlet luftfartsaftale med Rusland, idet vi også bør tage hensyn til landets ønske om at blive medlem af WTO. Jeg har intensiveret forhandlingerne med den russiske regering i løbet af de sidste måneder. Spørgsmålet blev behandlet på topmødet mellem EU og Rusland i oktober i fortsættelse af en skrivelse fra kommissionsformand Barroso til præsident Putin. Jeg har holdt to møder med den russiske transportminister, hr. Igor Levitin, hvor jeg understregede betydningen af hurtigst muligt at finde en løsning. Vi fastholder vores krav om, at den russiske regering indfører et gennemskueligt og ikke-diskriminerende system og gradvist sænker afgifterne, indtil de er fuldstændig afviklet i 2013, som er den dato, den russiske regering og Kommissionen nåede til enighed om i 2004. Endvidere kræver vi, at de ophæver de kvantitative restriktioner for europæiske luftfartsselskabers overflyvning af Sibirien. Eftersom der ikke hidtil har kunnet konstateres tilstrækkelige reaktioner fra den russiske regerings side, er det nødvendigt, at vi bringer dette emne op på alle niveauer. Dette problem bør løses, inden Rusland bliver medlem af WTO.

Hvad angår Kina, som er et marked i fuld vækst, er fordelene ved en fællesskabstilgang indlysende, hvilket hr. Zīle påviser. Udsigten til en aftale med Kina er afgørende for de europæiske operatører på lang sigt. Men vores tilnærmelser til Kina bør være gradvise og metodiske, så vi kan styrke samarbejdet og samtidig udvikle en lovgivningsmæssig konvergens, der kan accepteres af vores luftfartssektor. Den første forhandlingsfase bør nødvendigvis omhandle en forbedring af lovgivningen og betingelserne for kommerciel drift. Vores luftfartsselskaber er genstand for uberettigede restriktioner, som straks bør ophæves. Disse erhvervsrelaterede aspekter vil være i højsædet.

Jeg vil under alle omstændigheder takke Europa-Parlamentet, hr. formand, for det bidrag, det har ydet med henblik på at gøre denne store forhandling til en succes, der kan give EU mulighed for at forbedre betingelserne for luftfartssektoren, som gennem en prisværdig indsats har bidraget til at skabe arbejdspladser i Europa og vist en særdeles dynamisk side af Europa, hvor udviklingen af transportsektoren går hånd i hånd med øget sikkerhed og høj kvalitet. Endnu en gang tak til hr. El Khadraoui og hr. Zīle såvel som til Transport- og Turismeudvalget.

  Zsolt László Becsey, for PPE-DE-Gruppen. - (HU) Hr. formand, jeg ønsker at takke ordføreren, hr. El Khadraoui, for det meget grundige arbejde. Transport- og Turismeudvalget betragter betænkningen som et fornuftigt kompromis. Derfor ønsker jeg på egne vegne samt på vegne af Gruppen for det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater at gøre opmærksom på, at betænkningen i store træk er i overensstemmelse med Parlamentets holdning.

Ved fastsættelsen af de grundlæggende principper har vi i overensstemmelse med Domstolens afgørelse i relation til spørgsmål, der hører inden for EU's kompetenceområde, helt korrekt understreget, at enhver form for forskelsbehandling af to partnere inden for EU skal udelukkes helt pragmatisk, og at der så vidt muligt skal indgås "open skies-aftaler". De eksisterende bilaterale aftaler kan nu harmoniseres ved anvendelse af denne dobbelte fremgangsmåde.

Samtidig skal der stadig træffes beslutning om fordelingen af flyvninger blandt medlemsstaterne, som nu skal forhandles med udenlandske partnere i tilfælde, hvor antallet af flyvninger er begrænset. Det er vigtigt, at Kommissionen snart fremlægger et konkret dokument om dette følsomme emne for Parlamentet.

Derudover mener jeg, at der er et vigtigt princip i Kommissionens og Parlamentets fremgangsmåde, som understreger nødvendigheden af øget teknisk harmonisering med eksterne partnere. På denne måde kan vi lettest opretholde flysikkerheden, som er hjørnestenen i vores udenrigspolitik, og på denne måde kan vi indirekte afhjælpe gennemførelsen af miljømæssige og konkurrencemæssige prioriteter.

Jeg er dog ikke enig i forslag om, at europæiske eller hovedsageligt medlemsstaters sociale rettigheder skal gælde i forbindelse med aftaler med tredjelande samt fly, der flyver under andre nationers flag. Disse lande skal overholde de relevante internationale arbejds-, sikkerheds- og konkurrencestandarder. Mere end dette - selv inden for EU - vil blot øge den unødvendige kampagne imod de nye medlemsstater under påskud af ikke-eksisterende social dumping.

Jeg kan heller ikke acceptere beskatning af flytransport med henblik på miljøbeskyttelse, da der på den ene side ikke findes obligatoriske internationale forskrifter i denne sammenhæng, og da denne konkurrenceprægede sektor, herunder lufthavne, på den anden side skal finansiere sig selv gennem egne indtægter. Den bedste miljøbeskyttelse vil være at sikre udviklingen af teknisk sikkerhed, ikke at pålægge nye skattebyrder. Vi har udelukkende accepteret indføjelsen af luftfart i ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner som en del af et kompromis, men direkte beskatning er udelukket.

Da jeg selv tilhører en af de nye medlemsstater, er det meget vigtigt for mig, at de tilstødende regioner, Balkan og store markedspartnere som f.eks. Kina, USA og Rusland prioriteres. Endelig ønsker jeg at understrege, at Parlamentet for at sikre gennemsigtighed i forhandlingerne bør være permanent involveret i forhandlingsrunderne.

  Bogusław Liberadzki, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg vil starte med at sige, at hr. Zīle og hr. El Khadraoui begge har udarbejdet fremragende betænkninger, som jeg ønsker at takke dem for. Det er også positivt, at vi behandler betænkningerne samlet, da det vil klarlægge vores politiske holdning til luftfart generelt og især hvad angår Kina og Rusland. Sidstnævnte er de vigtigste lande i økonomisk, politisk og befolkningsmæssig sammenhæng og også lande, hvor udviklingen inden for luftfart går meget hurtigt.

Hr. El Khadraouis betænkning indeholder et grundlag for en fælles luftfartspolitik i EU over for resten af verden. Denne politik vil styrke EU's position, og min gruppe hilser dette tiltag velkommen. Hr. Zīle understregede i sin betænkning, at Transport- og Turismeudvalget ikke tidligere har haft adgang til betingelserne i forhandlingsmandatet, og jeg kan forsikre kommissæren om, at Kommissionen vil blive anmodet om at være mere åben over for Parlamentet, hvad angår forhandlingsmandater.

Vi mener, at holdningen til Rusland som skitseret i Parlamentets betænkning er venlig, men fast, og det glæder mig meget, at kommissæren også har givet udtryk for sin støtte til en sådan fremgangsmåde. Vi er helt enige om kravene til kvalitetsstandarder for serviceniveau, miljøbeskyttelse, teknisk udstyr til lufthavne og kontrol med lufttrafikken, herunder sikkerhedsspørgsmål. Vi er grundlæggende imod opkrævning af afgifter for overflyvning af Sibirien, og vi mener, at spørgsmålet skal løses sammen med de øvrige spørgsmål, der vil blive drøftet med Rusland.

Vi ønsker at understrege, at gensidighedsprincippet skal overholdes, bl.a. i forbindelserne med både Rusland og Kina. Dette gælder især forhandlingerne om regler til sikring af fælles loyale konkurrencevilkår inden for luftfart for alle EU-medlemsstaterne samt Rusland og Kina.

Jeg håber derfor, at disse betænkninger vedtages, og ønsker at takke ordførerne for deres store arbejde. Det glæder mig endvidere, at Kommissionens, kommissærens og Parlamentets holdning stemmer overens i mange henseender.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Der hersker ingen tvivl om, at lufttrafikken er en af de store brancher med en indvirkning på væksten, og det er noget, som vi alle er blevet bevidste om under debatten om disse to betænkninger.

To emner er blevet behandlet særlig intensivt, nemlig sikkerheden og naturligvis miljøbeskyttelsen. Med hensyn til sikkerheden er der et stort behov for gensidige kontrolrettigheder, ikke mindst inden for SAFA (Safety Assessment of Foreign Aircraft Programme), og vi har brug for uddannelse af kontrolpersonale og udveksling af informationer med tredjelande, hvilket er et vigtigt skridt ind i fremtiden og noget, som allerede har været diskuteret i Parlamentet.

Det skal dog også siges, at lufttrafikken har spillet en lige så vigtig rolle i den manglende opfyldelse af Kyoto-målet. Hvis der ikke bliver handlet, vil lufttrafikken lægge beslag på hele spillerummet på emissionsområdet i henhold til Kyoto-protokollen, hvor de andre sektorer har foretaget reduktioner. Dvs., at industrien har nedbragt emissionerne, de private husholdninger har nedbragt emissionerne, og lufttrafikken vil opbruge dem, hvis vi ikke handler. Derfor skal debatten om mulige foranstaltninger holdes åben - det være sig skattemæssige eller også emissionshandel. Det er et spørgsmål, som vi må tage fat på, hvis vi vil tage Kyoto seriøst.

Samtidig må vi sætte emner som støjbelastning og regionalt tilpassede forbud mod natflyvning på dagsordenen - ikke mindst på globalt plan - og gøre social dumping umulig. Som led i open sky-aftalen - hvor der allerede et blevet taget vigtige skridt - må Europa tale selvsikkert og med én stemme, hvis balancen skal opretholdes, og en nation eller en gruppe af nationer ikke skal nyde fordele i den globale konkurrence, som andre ikke har.

  Vladimír Remek, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Luftfart generelt er en livslang interesse eller passion, og det er 40 år siden, at jeg selv begyndte at flyve. Jeg har altid været og er stadig stolt af det faktum, at dette område for menneskeligt virke - og jeg henviser især til luftfart - kan tjene som et eksempel på effektivt og bredspektret samarbejde, hvori forhold som ideologiske forskelle ignoreres. Det sikrer bl.a., at luftfart faktisk er en af de sikreste former for transport.

Især af disse grunde vil det helt overordnet glæde mig, hvis de to betænkninger vedtages. Formålet med betænkningerne er at fremme det internationale samarbejde, som vil medføre bedre, sikrere og mere effektiv luftfart. Jeg kan imidlertid ikke give min fulde støtte til den ene af betænkningerne på grund af den opfordring, som betænkningen indeholder, til at blokere for Ruslands tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen, bl.a. fordi landet stadig opkræver afgifter for overflyvning af Sibirien. Lad der ikke herske nogen tvivl. Jeg går ikke ind for afgifter som sådan, da opkrævning af afgifter ikke er den logiske løsning. Men det er efter min opfattelse uacceptabelt, at det, der faktisk er en trussel, skal bruges imod en suveræn stat, og at man fjerner én forhindring blot for at skabe en anden, som efter min opfattelse er langt mere alvorlig. Jeg går ind for målrettede og gennemsigtige forhandlinger, men det skal ikke desto mindre være forhandlinger.

  Mieczysław Edmund Janowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg ønsker at takke de to ordførere og lykønske dem med deres arbejde.

Det er meget positivt, at der i EU's forslag om en luftfartspolitik i EU tages højde for økonomiske, tekniske, retlige, sociale og miljømæssige hensyn uden at det er på bekostning af sikkerhedskravene. Betydningen af sikkerhed er særlig tydelig i tilfælde af ulykker, dårligt vejr eller strejker, eller når der sker en optrapning af terrortruslen. Jeg ønsker at tilføje, at passagerer ikke skal behandles som et nødvendigt onde, når disse situationer opstår, sådan som det sker på nuværende tidspunkt.

Jeg vil henlede opmærksomheden på en række vigtige spørgsmål. I lyset af "open skies-aftaler" vil det efter min opfattelse være praktisk at oprette flere lufthavne i de EU-medlemsstater, der tjener som knudepunkter for internationale flyruter. Det vil lette transporten af både passagerer og varer. EU-midler skal, hvor det er nødvendigt, anvendes til modernisering af lufthavnene, og det glæder mig, at der er stillet forslag herom. Derudover bør EU-borgerne tilbydes et lignende serviceniveau, når de checker ind i enhver lufthavn, og det samme bør gælde for servicekulturen og flyruter til destinationer uden for EU. Dernæst bør der også være en garanti for, at der er fornuftige forhold for handicappede passagerer, både inden for og uden for EU, og faktisk drøftede Parlamentet netop dette spørgsmål for blot et par uger siden. Endelig bør EU som helhed være involveret i forhandlingen om afgifter for overflyvning af Ruslands territorium, og disse afgifter bør faktisk straks afskaffes. Jeg vil foreslå, at der for alle de fly, som flyselskaberne i EU anvender, uanset hvor de er fremstillet, anvendes samme teknologiske løsninger, hvad angår passagersikkerhed.

Jeg vil slutte af med at fremhæve, at luftfartsselskaberne skal opfordres til at forstærke det indbyrdes samarbejde. Samarbejdet skal omfatte fleksibilitet inden for priser og flyplaner, da målet er at få passagererne til at føle, at de er centrum for selskabets aktiviteter og ikke et besværligt stykke fragt, sådan som det ofte er tilfældet.

  Luis de Grandes Pascual (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. transportkommissær, mine damer og herrer, jeg taler her som ordfører for PPE-DE-Gruppen for den betænkning, der handler om EU's forbindelser med Rusland og Kina på lufttransportområdet. Jeg vil gerne her endnu en gang gentage de konklusioner, som vi i sin tid blev enige om i Transport- og Turismeudvalget.

For det første vil jeg gerne lykønske ordførerne, såvel hr. El Khadraoui som hr. Zīle. Jeg mener, hr. Zīle, at Deres arbejde har været meget positivt, for det har gjort det muligt for alle de parlamentariske grupper at forstå forslagets omfang og behovet for at skabe et reelt fælles luftfartsområde med henblik på at konsolidere vores position i verden. EU bør styrke båndene til sine partnere, herunder Rusland og Kina.

Rusland, mine damer og herrer, er en prioritering for EU, ikke kun som naboland, men også på grund af en række særlige årsager, såvel på det økonomiske som det politiske plan. Når det er 75 % af udenrigstransporten af passagerer, der er rettet mod EU, bør EU være i stand til at forelægge et forslag for vores russiske partnere, der omhandler en fremtidig overordnet aftale for luftfartssektoren, der efter vores mening bør udvikles etapevis, og når problematikken om betalingen af afgifterne for overflyvning af Sibirien er løst.

Sidstnævnte aspekt, mine damer og herrer, er en reel hindring for indledning af forhandlingerne, og vi mener, at EU skal fastholde en meget bestemt og krævende holdning over for vores russiske partnere. I denne forbindelse glæder vi os over kommissær Barrots ord her til formiddag.

Med hensyn til Kina ønsker vi ligeledes at opnå en overordnet aftale, eftersom markedsmulighederne for EU i Kina er enorme. Det forventes, at den kinesiske kæmpe i de kommende år får en bæredygtig vækst inden for den kommercielle luftfartssektor på mellem ca. 9 og 15 %. Kina er desuden i gang med en reform- og liberaliseringsproces af luftfartssektoren, der letter de udenlandske investeringer, og det har iværksat et betydeligt program til bygning af lufthavne.

Men for at vi kan indlede nogle succesfyldte forhandlinger med vores kinesiske partnere, skal Kina først og fremmest opnå en horisontal aftale med EU, og det skal løse problematikken med overflyvningen af Sibirien, som er nødvendig for de europæiske selskaber for at komme til Kina.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand, mine damer og herrer, indledningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at lykønske ordførerne med deres arbejde. Jeg mener, at en reform inden for international lufttrafik også må gøre det muligt at skabe et fælles luftfartsområde med fælles standarder.

Aspekter som lufttrafikkens effektivitet og sikkerhed er ikke kun bidrag til EU's naboskabspolitik, men er i høj grad også i vores egen interesse. Af hensyn til vores egen sikkerhed er det derfor enormt vigtigt, at fælles sikkerhedsstandarder bliver indføjet i alle nye luftfartsaftaler med tredjelande, for det er den eneste måde, hvorpå fremtidige flykatastrofer kan forhindres, og der kan sikres et fælles højt sikkerhedsniveau.

I givet fald må vi støtte de lande, som ikke kan opfylde disse tekniske standarder. Det er ikke kun overholdelsen af de fælles forskrifter på sikkerhedsområdet, der er vigtig, men også og frem for alt på områder som social- og miljøpolitik.

I de eksisterende bilaterale aftaler er der få eller slet ingen henvisninger til sådanne forskrifter. Åbningen af markedet på luftfartsområdet må under ingen omstændigheder ske på bekostning af arbejdstagerne, som eventuelt er beskæftiget under mindre strenge sociale bestemmelser i tredjelande. Hvis det var tilfældet, ville det ikke mindst være forbundet med en betydelig sikkerhedsrisiko, hvis disse arbejdstagere skulle udføre deres arbejde på urimelige vilkår. Når der gælder de samme regler for alle aktører på markedet, så er der ingen sandsynlighed for, at sikkerheden kommer til kort som følge af social dumping i fremtiden.

  Georg Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand, mine damer og herrer, jeg kan naturligvis kun erklære mig enig med de medlemmer fra min egen gruppe, som allerede har haft ordet, og takke de to ordførere.

Jeg vil gerne fremhæve et punkt i særdeleshed. Det er en meget god ting, at der hersker enighed i Parlamentet og med Kommissionen om dette emne, og det er jeg meget glad for. Men jeg vil gerne understrege, at ikke alle medlemsstater ser lige så positivt på idéen med en fælles luftfartspolitik til gavn for vores luftfartsselskaber, deres ansatte og passagererne, som vi gør. Nogle luftfartsselskaber ser sig ofte hellere repræsenteret af deres nationale regeringer i forbindelser til tredjelande end af Kommissionen. Derfor må vi sikre, at Kommissionens forhandlinger med sådanne tredjelande, som f.eks. USA, beviser over for medlemsstaterne, at en fælles europæisk luftfartspolitik er at foretrække frem for 25 forskellige luftfartspolitikker med tredjelande. Det aspekt må vi altid holde os for øje. Vi er overbevist om, at det er rigtigt og i industriens, arbejdstagernes og passagerenes interesse at føre en fælles politik i forhold til tredjelande. Der er dog fortsat adskillige regeringer, som skal overbevises om, at det er tilfældet.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at lykønske de to ordførere, hr. Zīle og hr. El Khadraoui Jeg vil gerne lykønske sidstnævnte med hans fremragende indsats, der har været særligt relevant som milepæl på vejen mod opbygningen af "open skies" mellem EU og tredjelande, der nu gør det muligt for os præcist at reflektere over de opnåede resultater og de udfordringer, der stadig udestår, og som kræver særlige betingelser med hensyn til social og miljømæssig lighed.

Jeg vil også gerne lykønske kommissæren, som med beundringsværdig omhu og succes opfylder fællesskabsmandatet, og som ved lidt efter lidt at overvinde den gammeldags og stadig mere ineffektive bilateralisme gør det muligt for os at fremme initiativet, der ofte medfører en forhandlingsfordel i form af troværdighed i forbindelse med opbygningen af de europæiske "open skies". I denne forbindelse giver hans omtale af overgangen fra nationale selskaber til europæiske selskaber anledning til store forhåbninger.

Jeg vil dog understrege nogle aspekter, der bekymrer os, især forsinkelsen af aftalen med USA. Vi ved, at det er en kendt forhalingspraksis i forhandlinger: I forventningen om at opnå større fordele, ender de med at tilnærme sig eller tilslutte sig de øvrige. Det har Kyoto-protokollen vist os. Vi opfordrer Dem derfor til at stå endnu mere fast.

På den anden side vil jeg gerne understrege behovet for at overvinde bilateralismen i forhandlingen med Rusland, og naturligvis dets uacceptable politik om opkrævning af for høje afgifter, der er i absolut modstrid med international lovgivning. Denne lære bør vi naturligvis også anvende i forbindelse med den igangværende forhandling med Kina.

Vi kunne også godt tænke os, at et styrket Europæisk Agentur for Luftfartssikkerhed kunne finde en aftalt og utvetydig måde at koordinere med Eurocontrol på, så der ikke opstår en åbenlys strid mellem dem, der kan være selvmodsigende.

Endelig vil jeg gerne sige, at i tilfælde af den anvendelse, der finder sted i forbindelse med aftalerne eller kravet om miljøregler og lovgivning om sociale rettigheder, ønsker vi, at man i denne forhandling i stadig større omfang kommer frem til internationale regler, der er tættere på de strengere europæiske love, dvs. en harmonisering i opadgående retning. I denne forbindelse vil jeg gerne bede kommissæren om at informere os om den situation, som omlægningen fra JAR OPS til EU OPS befinder sig i, dvs. hele lovgivningen om flyvetid og hviletid efter den aftale, der blev opnået i Rådet, som vi også synes er vigtig i forbindelse med forhandlingen af EU's udenrigspolitik på luftfartsområdet.

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, i hr. Zīles initiativbetænkning klarlægges forbindelserne mellem EU og Folkerepublikken Kina og Rusland på luftfartsområdet. Det vigtigste er dog de forskelle, der eksisterer for flyruter over de pågældende to landes territorier.

Som ordføreren helt korrekt fremhæver, er der på den ene side udviklings-, moderniserings- og liberaliseringsprocessen inden for Kinas luftfart, som er godt i gang, og på den anden side de stadige problemer med Rusland, hovedsageligt på grund af Ruslands bestræbelser på at kontrollere lufttrafikken for at subsidiere russiske luftfartsselskaber - i strid med konkurrencelovgivningn.

I begge tilfælde betragtes kommissær Barrots indgriben som katalytisk, selv om der er stadig er udestående spørgsmål i det andet tilfælde.

Hvad angår Folkerepublikken Kina bifalder jeg Kinas fremskridt, især regeringens erkendelse af betydningen af et godt samarbejde med EU, som i hovedtræk har udmøntet sig i regeringens vilje til at åbne luftkorridoren for europæiske luftfartsselskaber for bedre at kunne tjene interesserne for passagerer og fragt gennem en forøgelse af antallet af flyruter.

Som medlem af delegationen for forbindelser mellem EU og Folkerepublikken Kina bifalder jeg kommissærens generelle holdning, især kommissær Barrots bestræbelser på at indgå en aftale om flyruter, selv om jeg ønsker at understrege over for Parlamentet, at det vil være logisk for Parlamentet at have adgang til betingelserne i det forhandlingsmandat, som Kommissionen ønsker at opnå fra Rådet i relation til Kina.

Endelig er jeg enig med ordføreren i, at der ikke bør indgås en overordnet aftale med Rusland, før der er fundet en løsning på problemet med overflyvning af Sibirien, dvs. at Rusland fjerner afgifterne for overflyvning. Jeg håber, at vi vil være i stand til at indgå en harmonisk aftale, for både Rusland og EU har brug for hinanden for generelt at kunne tjene borgernes interesser.

  Ulrich Stockmann (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg har tre bemærkninger. For det første hilser vi Kommissionens skridt hen imod en gradvis udvidelse af fællesskabsaftaler med tredjelande velkommen, men på grund af de vidtrækkende følger for transportsektoren som helhed, miljøområdet samt konkurrencen og det indre marked slår jeg til lyd for at overveje endnu en gang, om EU's luftfartspolitik over for tredjelande ikke bør behandles under den fælles beslutningsprocedure.

For det andet forventer vi ikke kun en udmelding fra Kommissionen om sin strategiske tilgang, men også, at den udarbejder en liste over lande, med hvilke den prioriterer en aftale, og søger at indgå en med dem. Kommissæren skitserede før kort, hvordan det kan komme til at se ud.

For det tredje skal alle aftaler have en gensidig symmetrisk åbning af markederne som det overordnede princip. I de aktuelle forhandlinger med Rusland og Kina bør man huske på, at hvis ikke problemet med Rusland vedrørende afgifterne for overflyvning bliver løst først, så vil en aftale med Kina gå imod kravet om gensidighed, for Rusland giver Kina andre overflyvningsvilkår end dem, som europæiske luftfartsselskaber får, og det kan vi ikke acceptere.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig de kolleger, der har kommenteret det fremragende arbejde fra ordførerne, hr. El Khadraoui og hr. Zīle.

Jeg støtter ordførerens synspunkt om nødvendigheden af at udvikle en fælles ekstern luftfartspolitik for EU. Men ud over EU's luftfartspolitik skal vi indgå bilaterale luftfartsaftaler med tredjelande, idet mange af vores partnere har svært ved at forpligte sig til disse fælles aftaler for hele Unionen. Ikke desto mindre vil jeg understrege, at disse bilaterale aftaler skal supplere - ikke erstatte - den fælles luftfartspolitik. Vigtigst af alt skal lufttrafikkens normale funktion sikres uden nyttesløse konfrontationer, mens vi forhandler.

Som ordføreren var inde på, har vi bemærket vanskelighederne ved at forhandle en omfattende aftale på plads med Rusland. De afgifter, der er indført for flyvninger over russisk område, er helt klart i strid med international lovgivning og er ikke acceptable. Det er trist, men sandt: Rusland vil tilsyneladende altid udnytte sit luftrum til strategiske formål på den ene eller anden måde. Jeg tror ikke, at vi slipper af med de afgifter, selv om Rusland ophørte med at opkræve overflyvningsafgifter. Hvert år betaler vi i EU omkring 250 millioner euro i sådanne afgifter. Desværre havner en stor del af dette beløb på det russiske flyselskab Aeroflots konto. Det er også skidt for konkurrencesituationen i Europa.

For Finland er disse afgifter af stor betydning, idet den eneste realistiske mulighed for at flyve til Asien går over Sibirien. Vi bør sikre, at der hersker ensartede vilkår for alle EU-operatører. Det er ikke tilfældet i dag, idet disse afgifter ofte er tilfældige og varierer fra flyselskab til flyselskab.

Eftersom Rusland synes at foretrække bilateralt samarbejde, kan jeg med tilfredshed konstatere, at en mere åben holdning er fremherskende i Kina. Jeg vil håbe, at Rådet bliver enige om at indlede forhandlinger med Kina og giver Kommissionen det rette mandat til at opnå en fælles luftfartsaftale.

Endelig kan vi også ved at sikre bæredygtige økonomiske og lovgivningsmæssige betingelser for lufttrafik til Asien genoplive den europæiske luftfartsindustri og sikre muligheden for at tilbyde effektive flyforbindelser og -ruter, også i de tyndere befolkede og fjernereliggende områder af Europa som den nordlige del af Finland.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg takker de medlemmer, der har været så venlige at tage ordet angående hr. El Khadraouis og hr. Zīles udmærkede betænkninger. Jeg kan i denne forbindelse med glæde bekræfte, at jeg har til hensigt meget regelmæssigt at informere Parlamentet om de strategiske retningslinjer for vores internationale forhandlinger. Jeg takker endnu en gang de to ordførere for deres fortræffelige arbejde. Luftfartssektorens udviklingspotentiel er betragteligt, og den udgør en integrerende del af vores mobilitetspolitik.

Jeg glæder mig selvsagt over Deres brede opbakning bag den lovgivningsmæssige konvergens, som er uadskillelig fra målet om en åbning af markederne. Det er især i forhold til visse partnere, der ikke kan tilbyde tilstrækkelige garantier for et effektivt og retfærdigt kommercielt miljø, vigtigt at sikre en lovgivningsmæssig konvergens. Markederne kan kun åbnes gradvist i de tilfælde, hvor en mere forsigtig tilgang er påkrævet. Vi bør til tider endog udvise en meget resolut holdning. Det er allerede tilfældet og vil i stadig højere grad blive det i forhold til Rusland, hvad angår overflyvningen af Sibirien, som fru Kauppi netop henviste til, såvel som de afgifter, der opkræves for overflyvningen heraf. Jeg er derfor glad for Deres klare og utvetydige støtte på dette punkt.

Jeg har til hensigt at beskæftige mig indgående med de sikkerhedsspørgsmål, der til tider er ekstremt relevante inden for denne sektor. Vi bør sikre fri konkurrence, men også fuldstændig overholdelse af de sociale og miljømæssige standarder. Jeg skal i denne forbindelse gøre Parlamentet opmærksomt på, at det faktum, at vi har en europæisk strategi og kan undertegne horisontale aftaler, er en umiskendelig fordel, fordi det giver os mulighed for at påvirke den internationale lovgivning vedrørende civil luftfart. Et samlet Europa er i langt højere grad i stand til at påvirke udviklingen af visse standarder i retning af øget kvalitet både miljømæssigt og socialt. Lad mig i denne forbindelse oplyse, fru Kauppi, at teksten om driftsstandarder er under færdiggørelse med henblik på vedtagelse af en fælles holdning i Rådet. Jurist-lingvisterne skal derefter oversætte teksten, som efterfølgende forventes sendt tilbage til andenbehandling i Parlamentet i marts eller april.

Jeg mener desuden, at fremskridtene i open skies-forhandlingerne med USA må forventes at give den nødvendige fremdrift til den fællesskabstilgang, der er en følge af Domstolens afgørelse. Det er endnu for tidligt at foretage en nøjagtig vurdering af situationen på området, idet vi afventer en yderligere klarlægning af det amerikanske transportministeriums nye fortolkning af kontrolreglerne for USA's luftfartsselskaber. Men det er korrekt, at vi har gjort store fremskridt, især vedrørende den lovgivningsmæssige konvergens, hvor vi praktisk taget er nået frem til en aftale, og jeg håber, at disse forhandlinger på afgørende vis vil understøtte fællesskabstilgangen, som klart er at foretrække frem for de bilaterale aftaler, som aldrig vil få samme effektivitet for den europæiske luftfartssektor.

Dette er et udmærket eksempel på, at Unionen på visse områder har al interesse i at tale med én og samme stemme. Og det er således forståeligt, hr. formand, at jeg i særdeleshed takker Europa-Parlamentet for at slutte op om Kommissionen i denne strategi til fordel for en virkelig europæisk forhandling, som efter min opfattelse i øvrigt vil gavne de enkelte medlemsstater såvel som hele den europæiske luftfartssektor.

Jeg takker ordførerne og Parlamentet for at have udvist interesse for dette aspekt af forbindelserne udadtil og vores internationale forhandlinger. Det vil få stadig stigende betydning, efterhånden som luftfartssektoren indtager en stadig mere fremherskende plads på verdensplan.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 11.45 og genoptaget kl. 12.00)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De vil viderebringe vores tak til formanden hr. Borrell for hans meget venlige mindeord i går om vores kollega, Phillip Whitehead. Jeg ved, at jeg ikke blot taler på hele min delegations vegne, men for hele Europa-Parlamentet, for Phillips retfærdige og velovervejede indstilling til politik skaffede ham venner i hele Parlamentet.

Min delegation har anbragt en kondolancebog ved indgangen til salen, og vi håber, at kolleger fra hele Parlamentet vil skrive et mindeord om Philip i den. Vi vil overrække kondolancebogen til hans familie ved mindegudstjenesten, der finder sted i Derby Cathedral den 29. januar. Medlemmer, der ønsker at deltage, kan få flere oplysninger på mit kontor.

(Bifald)

  Formanden. - Tak, hr. Titley, jeg er overbevist om, at vores kolleger og venner har noteret sig disse arrangementer, som desværre skyldes meget sørgelige omstændigheder.

7. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

7.1. Ændring af forordning (EF) nr. 533/2004 (afstemning)

7.2. Rammeaftalen om handel og samarbejde med Republikken Korea (afstemning)

7.3. Maldiverne (listen over tsunamiramte lande) (afstemning)

7.4. Statistik over godstransport ad indre vandveje (afstemning)

7.5. Unionsborgerskab (afstemning)

7.6. Handel med kvinder og børn (afstemning)

7.7. Luftfartspolitik (afstemning)

7.8. Forbindelserne med Rusland og Kina på luftfartsområdet (afstemning)

  Formanden. - Vi har nu afsluttet den første afstemning i 2006.

8. Stemmeforklaringer

Betænkning af Brok (A6-0002/2006)

  Roberta Angelilli (UEN), skriftlig. - (IT) Den Nationale Alliances delegation i Europa-Parlamentet undlod at stemme om hr. Broks betænkning, eftersom vi betragter følgende spørgsmål som en absolut forudsætning for Kroatiens optagelse i EU:

Vi anmoder om en indstilling af tiltrædelsesforhandlingerne med EU, så længe de kroatiske myndigheder forbyder italienske EU-borgere adgang til ejendomsmarkedet, hvilket er i klar modstrid med principperne i EU's acquis;

Som en betingelse for Kroatiens tiltrædelse anmoder vi om fuld erstatning for den ejendom, som blev frataget de tusindvis af italienske borgere, der blev udvist fra kroatisk område efter 1946;

Vi anmoder de kroatiske myndigheder om at anerkende det historisk dokumenterede og påviste ansvar for deportationerne, grusomhederne, massakrerne og den etniske udrensning over for tusindvis af mennesker af italiensk oprindelse, som det kommunistiske regime foretog efter 1946.

Betænkning af Barón Crespo (A6-0398/2005)

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Som ordfører i sidste valgperiode vedrørende forbindelserne til Republikken Korea vedrørende videnskab og teknologi anerkender jeg betydningen for Europa af forbindelserne med denne voksende økonomiske magt i Asien. Derfor hilser jeg denne betænkning velkommen og støtter, at den udvider vores rammeaftale om handel og udvikling til Unionens nye medlemsstater. Vi har nu mekanismen på plads til et voksende partnerskab mellem EU og Republikken Korea. Det vigtige nu er så at bruge den.

Betænkning af Seppänen (A6-0407/2005)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for betænkningen med henvisning til de overvejelser, der fremføres om især de reelle finansielle behov, som Maldiverne stadig har på grund af den katastrofe, der indtraf for ca. et år siden, hvortil også kommer alle de foregående problemer, og Europa-Parlamentets ansvar i denne særlige sag på navnlig det tekniske område, som adskiller sig fra de finansielle institutioners ansvar.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Det er klart, og ukontroversielt, håber jeg, at Maldiverne skal medtages på listen over lande, der er berettiget til støtte efter tsunami-katastrofen i 2004. Jeg var glad for at kunne støtte dette forslag, og jeg håber, at vi kan handle så hurtigt som muligt for at yde nyttig, praktisk bistand til dette land.

Betænkning af Catania (A6-0411/2005)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, Catania-betænkningen, som vi netop har forkastet, betænkningen om unionsborgerskab, har den ære utvivlsomt at være en af de mest ubegribelige og dumme tekster, der nogensinde er produceret her i Parlamentet, og det siger meget. Den går ud på, at der gives almindelig stemmeret ved alle valg til enhver, som befinder sig mere eller mindre legitimt på vores område. Der var intet krav om integrationsvilje, sprogkundskaber eller nationalitetsbetingelser, kort sagt, alle rettigheder til udlændinge, men overhovedet ingen forpligtelser.

Dette var virkelig vanvid. Det var et arbejde udført af et par forblindede ideologer, som ikke ville anerkende realiteten af den totalt mislykkede multikulturelle model. Desuden blev vores medlemsstaters suverænitet fundamentalt krænket i denne betænkning. Statsborgerskabet og alle dermed forbundne rettigheder, også stemmeretten, skal fortsat være medlemsstaternes enekompetence. Det skal Europa ikke blande sig i. Det er med god grund, at vi har forkastet denne tåbelige betænkning.

  Luciana Sbarbati (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne give udtryk for min store bitterhed over, at hr. Catanias betænkning ikke blev vedtaget af Parlamentet, som undertiden går i en progressiv retning, men som andre gange i høj grad går i en konservativ retning.

Det, som jeg beklager mest, er, at min egen gruppe var delt i forbindelse med afstemningen om denne betænkning, som i en ægte liberal ånd burde have været vedtaget. Det er rigtigt, at unionsborgerskabet er under udvikling, og at det supplerer statsborgerskabet i en af medlemsstaterne, men det er en målsætning, som vi skal forfølge ved hjælp af en politisk indsats, hvor Europa giver sig selv den værdighed, det fortjener, og på bedst mulige måde forsøger at fortolke de nye behov og de nye borgerskabsrettigheder, der under alle omstændigheder opstår, inden der tages højde for dem i lovgivningen.

Derfor vil jeg gerne sige, at jeg beklager, at betænkningen blev forkastet, og jeg vil også gerne give udtryk for min store solidaritet med hr. Catania, som jeg har samarbejdet med og været fælles om ændringsforslagene med.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, på vegne af delegationen fra Østrigs Folkeparti vil jeg gerne afgive følgende stemmeforklaring.

Catania-betænkningen om Kommissionens fjerde rapport om unionsborgerskabet ramte efter vores mening helt ved siden af. I en tid, hvor langt de fleste borgere er skeptiske i forhold til meget af det, der sker i EU, så skal unionsborgerskabet behandles med en vis alvor. Desværre går betænkningen kun ind på situationen for indvandrere og berører slet ikke Europas egne borgeres behov. Lad mig gøre det helt klart, at de borgere fra tredjelande, som ønsker at komme ind i EU, nemlig som indvandrere eller asylansøgere, fortjener at blive taget langt mere alvorligt og behandlet med langt større respekt, end det er tilfældet med denne betænkning. Derfor har vi stemt imod den.

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Mit parti bakker entydigt op om foranstaltninger, der støtter harmoniseringen i opadgående retning af menneskerettigheder og borgerrettigheder for alle borgere i medlemsstaterne. Jeg støtter varmt de dele af Catania-betænkningen, hvor man forsøgte at rejse spørgsmålet om rettighederne for indvandrede arbejdstagere, navnlig deres borgerlige og politiske rettigheder til statsborgerskab og stemmeret.

Sinn Féin tror fast på, at indvandrede arbejdstagere skal have fuld adgang til alle borgerrettigheder og menneskerettigheder, og at medlemsstaterne bør have en retfærdig og ligestillingsfokuseret naturaliseringsprocedure for indvandrede arbejdstagere, der vælger at benytte sig af sådanne mekanismer.

Jeg stemte hverken ja eller nej ved den endelige afstemning om Giusto Catanias betænkning om Kommissionens fjerde rapport om unionsborgerskab (A6-0411/2005), idet Sinn Féins politik vedrørende spørgsmål om statsborgerskab, valg og politisk deltagelse er, at disse fortrinsvis bør behandles inden for de styrende organer i medlemsstaterne.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Intet i hr. Catanias betænkning om unionsborgerskab fortjente at blive støttet. Men to forslag var dog særligt chokerende. For det første kravet om et unionsborgerskab omfattende stemmeret og valgret ved lokale, nationale og europæiske valg for alle med bopæl i et land uanset deres statsborgerskab. For det andet kravet om en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende opnåelse af statsborgerskab under henvisning til, at de eksisterende forskelle betyder en forskelsbehandling af ikke-europæere, hvad angår adgangen til unionsborgerskabet, som det i dag defineres i traktaterne.

Hvornår stopper vanviddet? Den eneste måde at opnå borgerskab i et land er at være statsborger i dette land. Betingelserne for at opnå et statsborgerskab fastsættes udelukkende af den pågældende suveræne stat. At give udlændinge stemmeret ud over det, deres statsborgerskab berettiger dem til, vil være ensbetydende med at tilkende dem en dobbelt ret, idet den ret, de kan udøve i deres værtsland, føjes til den ret, de fortsat kan udøve i deres oprindelsesland. Det er således i virkeligheden en uretfærdig foranstaltning. At være gæst et sted giver ikke en ret til at blande sig i værtens anliggender.

Af alle disse årsager, finder jeg det glædeligt, at betænkningen blev forkastet.

  Hélène Goudin og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Formålet med betænkningen er at styrke unionsborgerskabet ved at koble det fra det nationale statsborgerskab og ved at kræve harmoniserede regler for tildeling af statsborgerskab. Vi mener tværtimod, at statsborgerskab er en af hjørnestenene i nationalstaternes suverænitet, som det skal stå hver medlemsstat frit for selvstændigt at træffe beslutning om.

Der kan sikkert være argumenter for at reformere regler om opnåelse af nationalt statsborgerskab efter længere tids varig bosættelse i landet, mulighed for at stemme og valgbarhed ved kommunale, regionale og nationale valg.

Spørgsmålet om statsborgerskab i medlemsstaterne er dog udelukkende et spørgsmål for de berørte lande i overenstemmelse med deres egen lovgivning. Det er op til hver medlemsstat at fastslå betingelserne for opnåelse og tab af statsborgerskab, og hvilken virkning statsborgerskabet skal have. EU har ingen beføjelser i den henseende. Unionsborgerskabet er således underlagt det nationale statsborgerskab og skal dermed defineres i nationale love om statsborgerskab.

Desuden indeholder betænkningen et antal udtalelser om indførelse af EU-afgifter, fælles europæiske partilister i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet, betydningen af en europæisk forfatning for at styrke den europæiske samhørighed ligesom et fælles udgangspunkt for integrering af den europæiske dimension i undervisningsprogrammerne for det primære og sekundære niveau i alle skoler.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Begrebet unionsborgerskab, som end ikke rummer betegnelsen europæisk, er en maskine, der har til formål at nedbryde vores nationale ret til identitet og suverænitet. Catania-betænkningen er et bevis herfor, idet den har til formål at påtvinge os et stort hele, hvor franskmænd, polakker, spaniere, italienere, tyskere og briter vil forsvinde og blive erstattet med unionsborgere, som alle har bl.a. de samme politiske rettigheder.

Således indeholder betænkningens artikel 17 en anmodning til medlemsstaterne om at give alle "unionsborgere" ret til at stemme og opstille ved nationale valg, "uden hensyn til nationalitet", og således give en tjekke med bopæl i Frankrig mulighed for at deltage i det franske præsidentvalg.

Denne stemmeret skal endog udvides til at omfatte ikke-europæiske indvandrere, eftersom det i artikel 18 foreslås, at lade tredjelandsstatsborgere, der er bosiddende i EU, omfatte af unionsborgerskabets rettigheder.

De europæiske nationer, der risikerer at blive oversvømmet af verdensomspændende indvandring, har ikke brug for et unionsborgerskab, men for en styrkelse af deres nationale rettigheder. F.eks. kræver stadig flere franskmænd en reform af nationalitetslovgivningen baseret på princippet om, at fransk statsborgerskab enten skal være noget man arver eller gør sig fortjent til.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Selv om Europa befinder sig i en krise, hvad angår dels dets repræsentativitet bl.a. som følge af det franske og hollandske nej til den europæiske forfatning, dels den demokratiske deltagelse med en stadig faldende deltagelse i valget til Europa-Parlamentet, har man til stadighed, år efter år, lige siden Maastricht-traktatens vedtagelse i 1992 forsøgt at pådutte os et unionsborgerskab.

Der er endnu en gang tale om en maskine, der skal knuse nationerne og de nationale identiteter for i sidste instans at erstatte dem med en europæisk identitet. Denne nye "pakkeløsning", som stammer direkte fra de højere euro-føderale bureaukratiske sfærer, medvirker til den oversvømmelse og indvandring/besættelse, som Kommissionen ønsker. For alle borgeres ret til at bevæge sig frit og frit at tage ophold inden for medlemsstaternes territorium betragtes som en af unionsborgerskabets centrale rettigheder. Man forstår således bedre Bruxelles' bestræbelser på at forenkle og smidiggøre betingelserne for indrejse til og ophold i Europa, fordi disse betingelser er afgørende for, hvorvidt man kan opnå dette nye unionsborgerskab.

Et færdigsyet tankesæts diktatur har sat sig i bevægelse hen imod en systematisk ødelæggelse af de nationale værdier og identiteter. Det er rigtigt, at det i dag kræver mod at tilkendegive og forsvare en national bevidsthed!

  Kartika Tamara Liotard, Esko Seppänen og Jonas Sjöstedt (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Vi har stemt for betænkningen, idet vi dog gør opmærksom på, at nogle dele af teksten ikke burde behandles i denne betænkning, herunder visse aspekter af unionsborgerskabet, den positive holdning til EU-forfatningen, valget af nogle MEP'er på tværnationale lister, forslaget om den europæiske skat osv.

Vi stemte imod disse dele af teksten, men stemte for betænkningen ved den endelige afstemning for at sikre indvandrede arbejdstagere en bedre stilling i Europa. Vi huskede på, at dette blot var en initiativbetænkning uden juridiske konsekvenser.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over betænkningen om unionsborgerskab for statsborgere fra tredjelande. Betænkningens centrale punkt er, at EU-borgere bør have lov til at stemme ved nationale valg i andre medlemsstater end deres egne, hvis de har bopæl der.

Jeg beklager, at betænkningen blev forkastet, eftersom det var en værdifuld betænkning. Jeg stemte imidlertid hverken for eller imod ændringsforslagene til punkt 11, del et og to, punkt 12, del et og to samt punkt 13, 21 og 28, da jeg følte, at de var for vidtgående på nuværende tidspunkt.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Den faldende valgdeltagelse, de negative folkeafstemninger og den voksende frustration over EU viser, at de europæiske borgere ikke lader sig omvende med en fælles hymne eller et fælles flag. De er slet ikke interesseret i, hvordan EU præsenterer sig selv - f.eks. gennem forfatningsudkastet - men går langt mere op i, hvad EU udretter eller ikke udretter.

En styrkelse af unionsborgerskabet vil ikke gøre EU-skeptikerne til de entusiaster, som nogle ønsker, navnlig ikke så længe vi ikke har minimumsstandarder for tildeling af statsborgerskab i hele EU, og ikke får sat en stopper for misbrug af asylsystemet. Attentaterne i London, mordet på filminstruktøren Theo van Gogh og gadekampene i Frankrig viser, at vi for fremtiden må undersøge dem nøje, der ansøger om statsborgerskab, med henblik på deres evne til at integrere sig i flertalskulturen. Den manglende accept af den europæiske rets- og kulturorden blandt de europæiske muslimer er en kendsgerning, som EU ikke længere kan tilsløre under påskud af multikulturisme.

Der må sættes en stopper for de masselegaliseringer, som har gjort millioner af ulovlige indvandrere til „europæere", og Schengen-informationssystemet må for fremtiden vise, når ambassader masseproducerer indrejsevisa.

Så længe Schengen-konventionen ikke virker og vi ikke får styr på problemet med parallelsamfund, så længe vi ikke kan garantere, at vores autoktone europæiske befolkninger bliver beskyttet, så kan vi godt undvære drømmen om et unionsborgerskab.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) De spørgsmål, som denne betænkning omhandler, berettiger en grundig diskussion. Det forholder sig dog a priori sådan, at denne debat slet ikke bør finde sted i Europa-Parlamentet eller i nogen anden EU-institution. Tildeling af statsborgerskab er et rent nationalt anliggende, idet det er en af hovedhjørnestenene i den enkelte stats suverænitet, hvorfor det efter min opfattelse ikke kan gøres til genstand for forhandling. Af denne årsag, men også fordi jeg er grundlæggende uenig i de fleste af betænkningens præmisser og konklusioner, har jeg stemt imod, og jeg glæder mig derfor også over, at den er blevet forkastet.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Det er en menneskeret at kunne deltage aktivt i den demokratiske proces, og det er noget, vi med alle kræfter arbejder for at realisere for alle. Men at EU skal anvende dette som en løftestang til at styrke sine magtambitioner for at tage kontrol over medlemsstaternes demokratiske strukturer, er ikke forsvarligt.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Denne betænkning handler om unionsborgerskab, et meget kontroversielt emne, og jeg vil generelt indtage det synspunkt, at sådanne spørgsmål udelukkende skal overlades til medlemsstaterne, og at alle EU-rettigheder udspringer af statsborgerskaber i medlemsstaterne. Men i denne betænkning, som ikke er juridisk bindende, forsøger man at undersøge, hvordan de enkelte medlemsstater kan tilskyndes til at hæve standarderne for lighed og retfærdighed, idet der findes tilfælde, hvor EU-lande behandler mindretal dårligt. Når betænkningen blev forkastet ved den endelige afstemning, skyldes det efter min mening en moden beslutning fra Parlamentets side, idet disse spørgsmål skal undersøges nærmere og snart vil blive forelagt Parlamentet igen.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) "Unionsborgerskab" er en ideologisk opfindelse uden praktisk værdi, idet statsborgerskaber tildeles af medlemsstaterne. Den rolle, som et "unionsborgerskab" tildeles i betænkningen, har udelukkende ideologiske egenskaber, som skaber et forkert billede af en ikke-eksisterende "unionsborger" i en politisk og territorial enhed, hvor der tilsyneladende ikke er nogen vej tilbage fra et imperialistisk og reaktionært EU.

Helt grundlæggende indeholder betænkningen slet skjulte forsøg på at indføre aspekter af den reaktionære europæiske forfatning, som borgerne i Europa har forkastet, f.eks. direkte EU-beskatning af europæiske borgere, styrkelse af europæiske partier, overnationale stemmesedler osv. Betænkningen er så proeuropæisk, at der helt uhørt stilles forslag om fastlæggelse af retten til at anmode om et ikke-eksisterende "unionsborgerskab" for personer, der har opholdt sig lovligt i EU "i lang tid", og som imidlertid ikke vil få statsborgerskab og rettigheder i de lande, hvori de opholder sig.

Vi støtter fuldt ud og deltager i indvandrernes kamp for at sikre og udvide de politiske og sociale rettigheder som f.eks. stemmeret og valgbarhed, fuld beskæftigelse, løn, forsikrings- og pensionsrettigheder, udstedelse af statsborgerskab til personer, der har opholdt sig lovligt i en medlemsstat i lang tid osv. Opnåelsen af disse rettigheder har imidlertid ikke noget at gøre med den vildledende ideologi bag et "unionsborgerskab". Det er det, som store græsrodsbevægelser i alle medlemsstater og på europæisk plan ønsker at klarlægge.

Betænkning af Prets (A6-0400/2005)

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Vi har naturligvis støttet fru Prets' betænkning fuldt og helt, og vi er også meget glade for de væsentlige forbedringer, som ændringsforslagene har resulteret i.

Det har ligget os i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance særligt på hjerte at præcisere, at også prostitueredes kunder skal have grund til at frygte sanktioner, hvis de er bekendt med tvungen prostitution. Dermed ønsker vi at gøre det helt klart, at tvungen prostitution ikke kun må bekæmpes ad lovgivningens vej, men også må bandlyses i samfundet i almindelighed. Det glæder os særligt, at Parlamentet har bemærket vores initiativ den 8. marts mod tvungen prostitution under VM i fodbold, som finder sted i Tyskland i år. Vi vil gøre det helt klart, at tvungen prostitution skal have det røde kort, og at fairplay må betyde, at vi må gøre alt for at komme af med den.

Jeg håber, at Parlamentet dermed vil sende et klart signal med henblik på sportsarrangementer, for vi kan kun bekæmpe tvungen prostitution ved at sende sådanne klare budskaber til alle samfundslag, og ikke kun ved hjælp af lovgivningsinitiativer. Netop dette boom i tvungen prostitution må virkelig give os anledning til at bekæmpe den med et stort engagement.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, handelen med mennesker, som er mere lukrativ end handelen med våben og narkotika, har profiteret af statsstrukturernes opløsning i et multikulturelt samfund, af overgangen til markedsøkonomi i de østeuropæiske lande, af den dermed forbundne begunstigelse af korrupte og kriminelle organisationer og af masseimmigration som følge af de åbne grænser. Da ofrene er for skamfulde eller for bange til at vidne, og halvdelen af de solgte kvinder og børn bliver solgt på ny, når de er vendt tilbage til deres hjemland, går gerningsmændene som regel fri. Som forebyggende foranstaltning er der altså behov for oplysning af potentielle ofre så tidligt som muligt, og at der bliver skabt bevidsthed om problemet i befolkningen.

Desuden er der behov for strenge straffe for pædofili i hele EU og endnu strengere straffe for organiseret menneskehandel.

  Gerard Batten (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti stemte imod Prets-betænkningen om handel med kvinder og børn på grund af karakteren af artiklerne i betænkningen. Vi er stærke modstandere af menneskehandel og slaveri, men vi mener ikke, at EU har kompetence til at gribe ind i nationale anliggender, og vi mener navnlig ikke, at EU skal indføre en politik vedrørende prostitution.

Alle de spørgsmål, der nævnes i betænkningen, er allerede omfattet af den britiske lovgivning, og det er disse love, der skal udnyttes fuldt ud, frem for at indføre endnu mere EU-lovgivning, hvilket ville have haft negative følger.

  Godfrey Bloom (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti stemte imod Prets-betænkningen om handel med kvinder og børn på grund af karakteren af artiklerne i betænkningen. Vi er stærke modstandere af menneskehandel og slaveri, men vi mener ikke, at EU har kompetence til at gribe ind i nationale anliggender, og vi mener navnlig ikke, at EU skal indføre en politik vedrørende prostitution.

Alle de spørgsmål, der nævnes i betænkningen, er allerede omfattet af den britiske lovgivning, og det er disse love, der skal udnyttes fuldt ud, frem for at indføre endnu mere EU-lovgivning, hvilket ville have haft negative følger.

  Maria Carlshamre (ALDE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod ALDE-Gruppen vedrørende punkt 46 om kriminalisering af kunder, der overlagt udnytter personer under tvang. Mens ALDE-Gruppens linje var at stemme nej til dette, mener jeg, at mennesker, der overlagt køber kvinder/piger, der er tvunget ud i prostitution, skal betragtes som værende skyldige i en forbrydelse svarende til køb af stjålet gods, dvs. hæleri. Og jeg mener, at selv de medlemsstater, der i dag er modstandere af at kriminalisere køb af sex, kunne gøre dette til en strafbar handling.

  Charlotte Cederschiöld, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har stemt ja til betænkningen om handel med kvinder og børn. Vi mener, at borgernes sikkerhed beskyttes bedst ved en fælles indsats mod den grænseoverskridende kriminalitet, især kriminalitet, der er rettet mod menneskers grundlæggende friheder og rettigheder og mod menneskets værdighed. Den moderate delegation vil også gerne understrege - for at få retlig indflydelse på de krav, der stilles, og således løfte spørgsmålets betydning højere op - at menneskehandel bør behandles i Retsudvalget og ikke i Udvalget om Kvinders Rettigheder.

Vi modsætter os derimod det forslag i betænkningen, som handler om medlemsstaternes kompetenceområder, f.eks. hvordan politiet organiseres.

  Hélène Goudin og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) I initiativbetænkningen behandles vigtige spørgsmål, og Junilisten støtter mange af de grundtanker, som gennemsyrer betænkningen. Seksuel udnyttelse og handel med mennesker skal modarbejdes. Endvidere kan man ikke ignorere den grove kriminalitet, som ofte følger af grænseoverskridende menneskehandel. Det er derfor af yderste vigtighed, at samarbejdet og informationsudvekslingen i EU gøres lettere.

Junilisten mener dog, at hvert medlemsland selv skal have lov til at vælge metode og arbejdsmåde, også i disse spørgsmål. Junilisten vælger derfor at stemme nej til initiativbetænkningen.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg og mine kolleger fra det britiske Konservative parti bifalder erkendelsen i denne beslutning om, at bekæmpelse af handel med mennesker udgør en central bestanddel i kampen mod organiseret kriminalitet. Dermed skal alle foranstaltninger, der træffes i denne henseende, være i overensstemmelse med den overordnede strategi over for organiseret kriminalitet. Dette må derfor ikke bruges som påskud til at forfølge målsætningen om at gøre dette til et fællesskabsanliggende. Vi støtter snarere effektive nationale politistyrker og et stærkt mellemstatsligt samarbejde for at få udryddet denne onde form for handel.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) Handel med kvinder og seksuel udnyttelse af børn udgør en stadig mere omfattende parallel økonomi i Europa. FN skønner, at knap 4 millioner kvinder og børn bliver misbrugt eller udsat for seksuelle overgreb. Der kan desuden konstateres en uundgåelig diversificering af de forskellige former for handel med mennesker.

Det stigende udbud af sexturisme og den stigende efterspørgsel efter børn med henblik på økonomisk udnyttelse (som tiggere, lommetyve, narkotikahandlere, sort arbejdskraft osv.) er alle udtryk for en form for kriminalitet og udnyttelse, der i de fleste tilfælde styres af organiserede kriminelle grupper. Som følge af de farlige Schengen-aftaler, der har betydet, at al grænsekontrol ved EU's grænser er ophævet, bruges børn til transport af narkotika eller tyverier. Og hvis de arresteres af myndighederne, kan disse mindreårige i øvrigt ikke retsforfølges.

Hvis man ønsker at forebygge alle disse former for menneskehandel, må man rette sin indsats mod disse mafiagrupper og den illegale handel, der til stadighed bliver mere omfattende i et Europa, der er åbent for alle vinde.

Problemet kan ikke løses ved hjælp af endnu flere fællesskabsprogrammer eller velmenende udtalelser fra ngo'er. Kun hvis befolkningen og vores ledere vågner op og tager afstand fra den ultraliberale og indvandrervenlige politik, der føres i Bruxelles, vil vi kunne håbe endelig at kunne føle os i sikkerhed i Europa.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over betænkningen, hvor man understreger betydningen af at indføre og fremme køns- og børneaspektet i alle EU-politikker. Handel med mennesker med henblik på seksuel udnyttelse er en overtrædelse af de grundlæggende menneskerettigheder, og hvert år smugles mellem 600.000 og 800.000 mænd, kvinder og børn hen over landegrænserne. Omkring 80 % af disse tilfælde vedrører kvinder og piger, og 50 % er mindreårige.

Jeg er enig i, at der mangler tal vedrørende menneskesmugling, og at der er behov for en mere harmoniseret metode medlemsstaterne imellem vedrørende indsamling af data, og ligeledes at data om børn skal holdes adskilt fra data om mænd og kvinder.

Det er vigtigt, at forebyggelsesstrategierne rettes mod både ofre og smuglere. Der skal fokuseres på de mest sårbare grupper, for det første ved at forbedre uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne og ved at bekæmpe problemet med, at fattigdom, diskriminering og ulighed bliver et kvindeproblem. Desuden bør der gennemføres flere kampagner med et fælles EU-logo og internationale hjælpelinjer, og der skal ydes en større oplysningsindsats om juridiske rettigheder til sundhedstjenester for ofre i andre lande.

Endelig er jeg enig i, at myndighederne skal retsforfølge og straffe menneskesmuglerne strengt og bekæmpe korruption.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Prets-betænkningen om bekæmpelse af handel med kvinder og børn er et vigtig bidrag til at løse et af de mest alarmerende og hurtigst voksende problemer for sårbare kvinder og børn, der trues af moderne slaveri, navnlig inden for sexindustrien i Europa.

Problemet skal løses under størst mulig hensyntagen til ofrene for menneskehandelen, så de ikke udsættes for "dobbelt straf" i EU-landenes retssystemer.

  Sebastiano (Nello) Musumeci (UEN), skriftlig. - (IT) Seksuel udnyttelse af kvinder og børn er en plage for menneskeheden og bliver efterhånden mere og mere udbredt. Jeg er helt enig i forslaget om, at der skal være strenge straffe til sexslavernes kunder. Men det er ikke nok. Det er nødvendigt med en effektiv fælles strategi.

Menneskehandelen styres nemlig reelt af en multinational og mafialignende organiserede kriminalitet og har rod i desperationen og fattigdommen hos de mænd og kvinder, som flygter fra deres hjemland til verdens rige lande i håbet om arbejde og velstand.

Handelen med kvinder og børn sker hovedsagelig med henblik på seksuel udnyttelse, men har desværre også andre formål, der er lige så forkastelige og nedværdigende for mennesket: tvangsarbejde, slaveri og noget, der efter min mening er endnu mere skændigt, nemlig organeksport.

Det er velkendt, at seksuel udnyttelse hører med til nogle mere omfattende kriminelle aktiviteter, herunder sexturisme, narkotikahandel, våbenhandel og handel med radioaktivt affald. For at bekæmpe mafiaen og lignende kriminelle netværk foreslår jeg - hvilket jeg allerede gjorde i 2004 - at der oprettes et europæisk observationsorgan, som gør det muligt at overvåge mafiafænomenet og foreslå løsninger til en harmonisering af straffebestemmelserne i EU-landene.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er overflødigt at gentage de argumenter, der så klart kommer til udtryk i denne betænkning. Alligevel vil jeg gerne bemærke, at vi på det kraftigste må udtale os imod handel med mennesker (og ikke kun med kvinder og børn, selv om det er de mest sårbare grupper), uanset om det foregår med henblik på seksuel udnyttelse eller anden udnyttelse. Det er dog ikke nok med kraftfulde udtalelser. Vi må også gennemføre en beslutsom og konsekvent indsats. Som det er mere end tydeligt efter så mange betænkninger og så mange journalistiske undersøgelser, kan handel med mennesker ikke bekæmpes effektivt uden samarbejde mellem medlemsstaterne. Jeg mener derfor, at der er behov for et mere udbygget samarbejde, en bedre samordning og en mere beslutsom indsats.

  Lydia Schenardi (NI), skriftlig. - (FR) På verdensplan skønnes antallet af kvinder og børn, der er ofre for menneskehandel, at ligge på mellem 700.000 og 4 millioner om året. Ifølge FN er 1,2 millioner børn.

Min kollegas betænkning tager udgangspunkt i den forfærdelige kendsgerning, at menneskehandelen til trods for de foranstaltninger, medlemsstaterne såvel som EU hidtil har truffet, i dag må betragtes som den kriminelle aktivitet, der har den hurtigste vækst sammenholdt med andre former for organiseret kriminalitet. Og det er desværre ikke det stadigt stigende antal EU-tekster, resolutioner eller diverse rapporter fra ngo'er om dette verdensomspændende fænomen, der vil standse denne udvikling.

For selv om årsagerne er kendte: fattigdom, social udstødelse, arbejdsløshed, manglende grænsekontrol med deraf følgende udvikling af alskens ulovlige kriminelle netværk, vold mod kvinder, uddannelse, eksplosiv udbredelse af pornografi såvel som de moralske normers sammenbrud, er de løsninger, der foreslås i denne betænkning afgjort meget vage, generelle og ufuldstændige.

Hvis vi skal kunne bekæmpe denne organiserede handel med mennesker effektivt, er det første, vi bør gøre, nemlig at genindføre kontrollen ved de indre grænser mellem medlemsstaterne. Schengen-aftalernes ophævelse heraf var en af hovedårsagerne til udviklingen af hele denne handel med sex i Europa.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) At bekæmpe menneskehandel og efterspørgsel efter disse ydelser, dvs. købere af sex, hænger sammen, men at kriminalisere denne type virksomhed på EU-niveau kan føre til straffesatser, som ikke er tilpasset til de nationale systemers indre logik, og kan måske også føre til, at en kriminalisering af købere af sex forbydes.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Ingen kan nægte, at organiseret handel med kvinder og børn er et presserende spørgsmål for landene i EU, og der er behov for en koordineret indsats over hele EU for at bekæmpe den. Denne betænkning viser, hvordan et samarbejde vil føre til bedre resultater, end hvis de enkelte medlemsstater handler alene, og jeg støtter den med glæde. Selv om jeg har forbehold over for nogle af de følelser, der er indeholdt i betænkningen, har jeg den holdning, at EU selv skal skride til handling for at bekæmpe dette problem i samarbejde med medlemsstaterne.

  Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti stemte imod Prets-betænkningen om handel med kvinder og børn på grund af karakteren af artiklerne i betænkningen. Vi er stærke modstandere af menneskehandel og slaveri, men vi mener ikke, at EU har kompetence til at gribe ind i nationale anliggender, og vi mener navnlig ikke, at EU skal indføre en politik vedrørende prostitution.

Alle de spørgsmål, der nævnes i betænkningen, er allerede omfattet af den britiske lovgivning, og det er disse love, der skal udnyttes fuldt ud, frem for at indføre endnu mere EU-lovgivning, hvilket ville have haft negative følger.

Betænkning af El Khadraoui (A6-0403/2005)

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL). - (CS) Det kan ikke nægtes, at vendepunktet er nået for luftfarten i fremtiden. Sidste års store stigning i oliepriser skabte betydelige problemer for en række luftfartsselskaber. Flere af disse luftfartsselskaber vil lide store tab, og nogle af luftfartsselskaberne i USA modtager endda statsstøtte igen. Lavprisflyselskaber er et andet problem, og vi må spørge os selv om, hvorvidt de pågældende selskaber, som har base i udviklingslandene, fuldt ud opfylder standarderne fastsat af Organisationen for International Civil Luftfart og Den Internationale Arbejdsorganisation og retningslinjerne fra OECD for multinationale selskaber. Det store spørgsmål er, om vi er i stand til at sikre, at de opfylder kravene i de EU-direktiver, hvortil der henvises i punkt 24 og 25 i betænkningen, hvad angår udviklingen af dagsordenen for EU's eksterne luftfartspolitik, og hvorvidt vi er i stand til at overvåge opfyldelsen heraf effektivt.

Jeg er ligeledes opmærksom på de problemer, som disse forhandlinger skaber, især i forbindelse med de største af vores partnere eller med andre ord Rusland og Kina. Emnet behandles i betænkningen om forbindelserne med Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina på luftfartsområdet. Situationen er formentlig mest kompliceret, når det drejer sig om forhandlingerne med USA, hvor situationen konstant grænser til en situation med illoyal konkurrence. Til trods for de store problemer, som EU står over for i forhandlingerne med sine eksterne partnere, ønsker jeg at understrege, at disse forhandlinger er meget vigtige og nødvendige, og at der ikke vil kunne ske nogen yderligere udvikling af luftfarten uden forhandlingerne. I henhold til retspraksis er det sted, hvor en person arbejder, det sted, hvor han normalt udøver cabotagevirksomhed, og det betyder, at arbejdsforholdene skal være af en tilstrækkelig standard. Endvidere skal regelmæssig cabotage inden for luftfartsområdet betragtes som beskæftigelse i EU.

Jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at planen om at udvide anvendelsesområdet til at dække en hel sektor for tjenesteydelser skal suppleres med metoder til bedste praksis. Det vil derefter være muligt, både i denne og andre sektorer, at indlede forhandlinger om åbning af markedet og liberalisering af cabotage. Denne fremgangsmåde vil endvidere skabe nye muligheder for at forhandle om direktivet om tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser af offentlig interesse. Vedtagelsen af disse to betænkninger vil derfor skabe nye muligheder for at forhandle om både luftfart og andre spørgsmål. Derudover vil mulighederne for at anvende nye principper, hvortil jeg har henvist, være et reelt gennembrud, og disse principper vil blive hilst velkommen af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg finder det særdeles vigtigt, at der udformes en sammenhængende udviklingsstrategi for EU's luftfartspolitik over for tredjelande.

Som bekendt kan denne fælles politik over for tredjelande gennemføres ved dels at tilpasse de nuværende bilaterale aftaler, dels at undertegne nye samlede aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande.

Som det er fremgået af de mange diskussioner i udvalget, kan denne strategi dog ikke udvikles uden aftaler med USA, Den Russiske Føderation og Kina.

I betragtning af det internationale markeds nye behov og de forskellige initiativer, som Transport- og Turismeudvalget har taget, har jeg stemt for betænkningen.

Betænkning af Zīle (A6-0375/2005)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU viderefører sin samlede strategi for oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde i samarbejde med sine naboer.

Vi stemmer i denne sammenhæng om Zīle-betænkningen om vores forbindelser med Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina på luftfartsområdet. I disse lande vokser lufttrafikken stærkt, og de står begge over for udfordringer, hvad angår konsolidering, liberalisering og modernisering.

Der tages i betænkningen overalt højde for de to landes særlige forhold, og emner som afskaffelse af overflyvningsafgifter og behovet for at udvide mandatet til at angå spørgsmål som lufthavns- og flysikkerhedsinfrastruktur berøres også. Jeg mener derfor, at betænkningen udgør et væsentligt skridt hen imod at opnå juridisk sikkerhed gennem en overgangsproces, som ikke bringer sektorens økonomiske stabilitet i fare.

Jeg har stemt for denne betænkning, der som bekendt omhandler et delområde inden for den større problematik om udvikling af EU's luftfartspolitik.

9. Stemmerettelser: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.35 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

10. Godkendelse af protokollen fra foregående møde

  Formanden. - Den ændrede protokol er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg var til stede i går, men jeg kan ikke finde mit navn i protokollen. Jeg beder Dem venligst tage dette til efterretning.

  Formanden. - Det skal nok blive rettet, hr. Poignant.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne anmode om, at de skader, som blev påført parlamentsbygningen i forbindelse med demonstrationen i går, bliver betalt af dem, der forårsagede dem.

  Formanden. - Det blev allerede drøftet i går på Præsidiemødet, hr. Rübig. 15 politibetjente blev kvæstet, og 20 vinduesruder blev knust. Vi diskuterede sikkerhedsaspekterne og også, hvordan skaderne kan blive erstattet.

(Protokollen fra foregående møde godkendtes)

11. Energiforsyningssikkerhed og navnlig gasforsyningssikkerheden

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om energiforsyningssikkerhed og navnlig gasforsyningssikkerheden.

  Martin Bartenstein, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, begivenhederne i den første uge af januar i forbindelse med gasstriden mellem Den Russiske Føderation og Ukraine har gjort det mere end klart for os, at vi ikke kan tage vores energiforsyningssikkerhed for givet.

Over en fjerdedel af EU's gasforbrug bliver dækket af importeret gas fra Rusland, og da op til 80 % af den bliver transporteret via Ukraine, er en uforstyrret og kontinuerlig gasforsyning fra Rusland gennem Ukraine til EU af vital betydning for husholdninger og virksomheder. Rent faktisk oplevede nogle af EU's medlemsstater svigtende gasforsyninger på op til 50 % den 1. og 2. januar 2006. Et diplomatisk initiativ fra Kommissionen og det østrigske formandskab bidrog til, at denne situation hurtigt blev bragt til ophør. Det får mig til at nævne Moldova og Rusland og anmode begge parter om at vende tilbage til forhandlingsbordet og søge en langsigtet løsning på problemerne. Ifølge forlydender i medierne er der opnået enighed for en periode af tre måneder, men det er bestemt en meget kortsigtet løsning.

Nu handler det om at uddrage den rigtige lære af det, der er sket. Som jeg ser det, må vi gøre tre ting for at sikre Europas naturgasforsyning på lang sigt:

For det første er der behov for en spredning af de kilder, hvorfra naturgassen bliver leveret, og af de ruter, som den bliver transporteret ad. En række nye pipelines med en transportkapacitet på i alt 140 milliarder m³ årligt er under planlægning, og de skal bygges hurtigt. Et meget lovende projekt er pipelinen "Nabucco", som er 3.300 km lang og løber fra Østrig via Tyrkiet til området omkring Kaspiske Hav, som, når den står færdig i 2020, vil kunne transportere op til 31 milliarder m³ naturgas på en ny rute til EU.

For det andet må vi forcere brugen af Liquified Natural Gas (LNG), flydende naturgas. De eksisterende anlæg har for øjeblikket en kapacitet på ca. 60 milliarder m³ årligt. Nogle lande har iværksat projekter til etablering af nye terminaler eller udvidelse af eksisterende anlæg. Frem til 2010 kan der forventes en forøgelse af kapaciteten til 160 milliarder m³ årligt. EU bør stile efter en femdobling af de LNG-mængder, som bliver importeret, inden 2010, hvorved EU vil blive i stand til at modtage forsyninger fra andre regioner, som ikke kan blive forbundet med EU via en pipeline.

For det tredje er der behov for større gennemskuelighed på markederne for kulbrinte for at gøre priserne mindre volatile og sikre stabile priser, der afspejler markedet, samt få bedre information om de importerede mængder naturgas, hvilket forudsætter betragtelige investeringer. For overhovedet at få virksomhederne til at foretage disse investeringer, er det af afgørende betydning, at investeringsklimaet i energisektoren er så positivt som muligt.

På kort sigt vil vi skulle gøre os tanker om, hvordan vi undgår lignende situationer, eller hvordan vi kan håndtere dem uden følger. En øget integration af ledningsnettet i EU er sikkert en mulighed, som ville lette udvekslingen af gas inden for EU og således gøre enkelte medlemsstater mindre afhængig af bestemte lande, som leverer gas, eller som den skal passere. Den øgede udveksling af gas inden for EU forudsætter naturligvis, at de nødvendige gasmængder er til stede, hvorfor vi også må arbejde på at støtte etableringen af flydende engrosmarkeder.

Et andet kortsigtet instrument er uden tvivl oplagring af gasreserver for at lukke hullet, hvis forsyningerne bliver afbrudt i op til to måneder, idet der vil skulle tages hensyn til særlige nationale krav, f.eks. benyttelse af geologiske hulrum, kraftværker eller industrianlæg til oplagringsformål.

Det østrigske formandskab vil prioritere energipolitikken og navnlig energiforsyningssikkerheden. Forsyningssikkerhed sammen med konkurrenceevnen og naturligvis bæredygtighed er en af de tre søjler, som den europæiske energipolitik hviler på, både på nationalt plan og på fællesskabsplan. Europa må forstærke indsatsen for at klare de energipolitiske udfordringer, for frem til 2030 vil der blive brugt 50 % mere energi på verdensplan, og Europa vil blive markant mere afhængig af import af fossile energikilder.

Alt taget i betragtning bliver vi nødt til at vælge en tilgang, som omfatter forskellige strategier, hvis vi ønsker at garantere energiforsyningssikkerheden for den europæiske befolkning og industrien. Inden for Det Europæiske Fællesskab vil vi skulle sprede energiforsyningen yderligere ved øget anvendelse af alternative energikilder, som kan medføre en tredobling af anvendelsen af biomasse frem til 2010. Den europæiske energiforsyning skal bl.a. baseres på en omkostningseffektiv anvendelse af vedvarende energikilder. Andre optioner for Europa vil være anvendelse af kul med rene teknologier og på lang sigt brint.

Set fra Østrigs synspunkt er brug af kerneenergi til gengæld ikke nogen option. På udbudssiden vil det være nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at skabe et fælles europæisk indre marked og at øge investeringerne i energiforsyningen.

På forbrugersiden vil det på den anden side være nødvendigt at forbedre energieffektiviteten inden for Fællesskabet. For øjeblikket er der store forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til energieffektiviteten, defineret som energiforbrug pr. enhed af BNP. Som et grundlag herfor kan vi tage aftalen mellem Parlamentet og Rådet om direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester.

Begivenhederne nytårsdag viste også, hvor vigtig EU's forbindelser til sine partnere er. Disse partnerskaber skal videreføres konsekvent på multilateralt plan - det være sig gennem dialogerne i Det Internationale Energiforum eller under energiaftalen med Sydøsteuropa - og på bilateralt plan - som led i EU's dialoger med Rusland og OPEC. Viljen til at samarbejde er et helt væsentligt element med henblik på at sikre energiforsyningen.

Vi har altså en lang række muligheder. Det er op til os at udnytte dem effektivt og hurtigt. Da det er i alle medlemsstaters interesse at sikre EU's fremtidige energiforsyninger, er jeg overbevist om, at det nok skal lykkes os.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke Parlamentet, fordi det har fundet plads i dag til at drøfte forsyningssikkerheden for energi og navnlig gas. Det er på en måde en fortsættelse af den forhandling, vi havde om oliepriserne sidste år. Den nuværende oliepris ligger over 60 amerikanske dollars pr. tønde.

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland startede diskussionen om forsyningssikkerheden i EU. Gasstriden skabte overskrifter først på året, da Rusland standsede sine leverancer til Ukraine i halvanden dag. Det havde også konsekvenser for EU, idet mindre gasmængder nåede frem til EU.

Selv om det er beroligende på kort sigt, at Ukraine og Rusland nåede frem til en aftale, må vi ikke gøre os nogen illusioner. Spørgsmålet er ikke gået i sig selv. Handelsforhandlingerne mellem de to parter vil fortsætte med henblik på at komme frem til en prisreguleringsformel, som begge parter kan acceptere. Vi har også set følgerne internt i Ukraine med mistillidsafstemningen mod regeringen i sidste uge. Vi må heller ikke glemme, at striden om gasprisen mellem Rusland og Moldova først blev løst i går med flere detaljerede forhandlinger senere. Jeg tror virkelig på, at alle bør tage ved lære af begivenhederne først på året.

Så hvilke erfaringer kan EU drage af denne strid? For det første var EU proaktivt i forbindelse med netop denne strid, og det skal vi også være. Vi opretholdt ikke blot tætte bilaterale kontakter til begge parter gennem striden, men vi opfordrede dem også kraftigt til at løse denne strid. Selv om det er klart, at EU hverken kan eller bør vælge side, gjorde vi det klart for begge parter, at det var i deres egen interesse hurtigt at nå frem til en aftale. I en sådan situation er det meget vigtigt med et tæt samarbejde mellem Rådet - navnlig formandskabet - og Kommissionen.

For det andet har striden understreget det nyttige ved en dialog med Rusland og Ukraine på energiområdet. Disse dialoger har givet os de nødvendige kontakter til at kunne udtrykke vores bekymring og synspunkter over for begge parter inden for en ramme af gensidig tillid og fælles interesser. Samtidig understreger det klart behovet for at skabe større dynamik i dialogen.

For det tredje har denne strid understreget betydningen af og behovet for en klarere, mere sammenhængende og proaktiv politik for energisikkerhed for hele EU. Selv om Kommissionen og Parlamentet ganske rigtigt har argumenteret for dette i årevis, er tiden nu inde til at gøre konkrete fremskridt i denne sag.

Jeg vil gerne understrege betydningen af at udvikle en fælles indfaldsvinkel til energi, hvilket blev fremhævet på det uformelle topmøde på Hampton Court og på mødet mellem formandskabet og Kommissionen ved starten på det østrigske formandskab. I sin tale i dag understregede rådsformanden utvetydigt, at formandskabet lægger stor vægt på netop dette spørgsmål, og at der allerede er fremsat mange konkrete og klare forslag.

Under krisen var vi vidner til en vis mangel på gennemsigtighed på det europæiske gasmarked, hvilket har gjort det til en ret stor udfordring at overvåge og vurdere præcis, hvordan man håndterede denne mangelsituation. Direktivet fra 2004 om foranstaltninger til sikring af forsyningssikkerhed for gas vil også være gavnligt, når det er gennemført fuldt ud. At finde en løsning på den type problemer er en af målsætningerne for det observationssystem for energimarkedet, som er under udvikling i mine tjenestegrene.

Mere generelt har denne hændelse virkelig sat fokus på vores stigende afhængighed af energiforsyning fra tredjelande. Nødvendigheden af at indføre og udvikle en fælles EU-metode vil blive behandlet i en grønbog om energipolitik, som i øjeblikket er under udarbejdelse i Kommissionen. Det er klart, at udviklingen af en fælles fremgangsmåde for den eksterne energidimension bliver en grundlæggende bestanddel af grønbogen.

Denne eksterne energidimension skal være baseret på en diversificering af forskellige energityper samt på forskellige energikilder, -ruter, -leverandører og transitnetværk. Der findes et klart behov for yderligere investeringer i LNG-terminaler, i gasrørledninger til diversificering af leverancer og i oplagringsanlæg til gas.

Selv om EU gennem sine programmer for teknisk bistand har arbejdet for at fremme udviklingen af nye forsyningsruter og for at opgradere og forbedre eksisterende ruter, er det klart, at andre større energiforbrugere også indtager en meget proaktiv og politisk stilling i denne situation. Europa er nødt til at udlede nogle erfaringer af dette, selv om man ikke bør undervurdere kompleksiteten af denne opgave.

Der er naturligvis også de interne aspekter af EU's energipolitik at tage hensyn til: for det første behovet for at sikre, at et indre energimarked for hele EU bliver en realitet. Der resterer fortsat et stykke vej, før vi får et virkeligt indre marked for både elektricitet og gas. Så er der behovet for at lette de nødvendige infrastrukturinvesteringer, der skal sikre, at de forskellige nationale energimarkeder i EU virkelig kan blive bedre integreret. Her er det vigtigt for os alle at erkende, at dette kræver anvendelse af de nødvendige midler, herunder også økonomisk støtte, hvor det er nødvendigt.

Vi må også sikre, at der ydes tilstrækkelig politisk og økonomisk støtte til forskning inden for prioriterede områder og sikre, at mere effektive energiteknologier, herunder renere kulteknologier og vedvarende energi, kan komme ind på markedet. Vi er nødt til mere aktivt at forfølge politikker og foranstaltninger, der kan sikre reelle energibesparelser og en effektiv energiudnyttelse og dermed mindske vores afhængighed af tredjelande.

Vi har vedtaget en ambitiøs lovgivning. Nu er tiden inde til at gennemføre den.

Endelig må vi forbedre foranstaltninger for energisikkerhed for at styrke de solidaritetsmekanismer, der skal tages i brug ved mulige afbrydelser af energiforsyningen. Man skal huske på, at netop denne strid, idet den vedrørte EU, blev løst meget hurtigt, men vi må være forberedt på længerevarende tvister.

Sammenfattende har denne strid igen betydet en brat opvågnen for os alle. Selv om det er korrekt, at energi blot er en vare, er det en vare, der har grundlæggende betydning for vores fortsatte økonomiske udvikling og velfærd. Vi må tage ved lære af denne episode, hvilket jeg vil sammenfatte som behovet for en fælles europæisk energipolitik. Politikken skal være tydelig, sammenhængende og effektiv, både intern og eksternt, og være i overensstemmelse med målene for forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed.

(Bifald)

  Jacek Emil Saryusz-Wolski, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den nylige gasforsyningskrise er en brat opvågnen for EU. PPE-DE-Gruppen glæder sig over, at energiforsyningssikkerhed og bæredygtig energiproduktion og -forbrug prioriteres højt af det østrigske formandskab. Det er på høje tid, eftersom energiforsyningssikkerheden bliver stadig vigtigere for EU's overordnede sikkerhed og navnlig vores økonomiske sikkerhed.

Alle problemer, også midlertidige, der betyder en nedgang i energiforsyningen fra tredjelande forårsager også alvorlige forstyrrelser i Unionens økonomiske aktiviteter. For nylig blev vi gjort opmærksom på, hvordan problemet med energisikkerhed ikke kun vedrører erhvervslivet og økonomien. Energi er blevet brugt som et våben og et udenrigspolitisk instrument og bør derfor drøftes i sammenhæng med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den seneste energikrise mellem Rusland og Ukraine har vist, hvor sårbare mange af EU's medlemsstater er, når de er afhængige af en enkelt leverandør i et risikabelt omfang. Det er derfor af afgørende betydning, at EU udvider sine fælles aktioner til energiområdet og tager skridt til at indføre en proaktiv energipolitik.

Det er klart, at alle de foranstaltninger, der træffes på nationalt plan, ikke er tilstrækkelige, eftersom de ikke garanterer de langsigtede interesser for hele Unionen. Der findes derfor et klart behov for en indsats på EU-plan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Hvis vi tager tanken om et fælles marked alvorligt, bør vi desuden skabe lighed for de økonomiske operatører, for slet ikke at tale om borgerne, med hensyn til energisikkerhed og -forsyning.

På denne baggrund ser vi meget positivt på formandskabets planer om at færdiggøre afgørelsen om det tværeuropæiske energinet først på året. Vi bør imidlertid gå videre endnu. Et af hovedprincipperne for den europæiske integration - solidariteten - omfatter pligten til at bistå alle lande, der er i fare eller har problemer, og det omfatter også problemer vedrørende afbrydelser af energiforsyningen. Unionen bør tage konkrete skridt i retning af diversificering af energikilderne og deling af reserverne. Alle mulige veje til en styrkelse af Unionens muligheder for at blive selvforsynende med energi bør udforskes.

Vi bør heller ikke glemme principperne om gennemsigtighed og lige adgang. EU bør foreslå en adfærdskodeks for relationerne med vores vigtigste energileverandører. Vi bør gøre alt, hvad der er nødvendigt for at skaffe nye finansieringskilder til virksomheder, der har til formål at øge EU's energisikkerhed, både fra EIB og fra selve EU-budgettet.

Vi må ikke kun tænke på os selv. Energisikkerheden skal udgøre en af hovedhjørnestenene i naboskabspolitikken. Virkeligheden kræver mod. Et tæt samarbejde på energiområdet og muligheden for at dele energireserver udgør en af de mest effektive og uundværlige tillidsskabende foranstaltninger både inden for Unionen og mellem Unionen og vores naboer.

Vores borgere vil sætte pris på konkrete resultater af vores bestræbelser på at sikre energiforsyningen. PPE-DE-Gruppen vil fremsætte et beslutningsforslag under næste mødeperiode i Bruxelles.

(Bifald)

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg støtter det, som Rådet og Kommissionen har sagt om den europæiske energipolitik, men mener dog, at vi skal være mere konkret og specifik på nogle områder.

For det første skal de store forbrugere - EU, USA, Kina og Indien - i højere grad agere i fællesskab på markedet og ikke kun konkurrere mod hinanden om energiforsyningerne.

For det andet bør vi rette opmærksomheden mod infrastrukturen og overveje - ikke som stat, men sammen med vores firmaer og virksomheder - at eje og forvalte infrastrukturen i fællesskab for at undgå monopoler.

For det tredje må vi gøre noget ved det forhold, at WTO har tvistbilæggelsesprocedurer for alt fra tekstiler til rejer, men ikke for så vigtige produkter som gas og olie.

For det fjerde må vi udbygge infrastrukturen, hvor Nabucco-projektet er ét eksempel, som ministeren nævnte. Det er et meget vigtigt projekt, som EU bør støtte.

For det femte må alle medlemsstater foretage spredning og komme med forslag, på baggrund af hvilke der kan blive skabt et fælles europæisk projekt.

For det sjette skal de vedvarende ressourcer naturligvis prioriteres. Jeg deler rådsformandens skepsis, hvad kerneenergi angår. Men debatten vil fortsætte, og vi må sørge for, at den tager højde for alle positive aspekter og kritikpunkter og ikke udelader spørgsmålet om, hvor affaldet skal deponeres.

Vi kan bestemt ikke - og det er det syvende punkt - insistere på en fælles energipolitik med alle lande. Kun ved at tage hensyn til nationale forskelle kan vi - navnlig set udefra - retfærdiggøre en fælles energipolitik. Hr. kommissær, De husker sikkert, at jeg bad Dem om et program for udenrigs- og energipolitik under høringen. Jeg har bedt kommissær Ferrero-Waldner om det samme, men desværre er der ikke kommet noget endnu. Jeg vil virkelig anmode Dem om at fremlægge et sådant program, senest i grønbogen, så vi får en konsistent politik, som vi kan forsvare udadtil.

Lad mig slutte med at gøre det helt klart, at vi ønsker - og har brug for - et partnerskab med Rusland, men dets handlinger på det seneste er uacceptable. Vi har brug for et Rusland, som behandler sine nabolande fair, for de er også vores nabolande.

(Bifald)

  Danutė Budreikaitė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer, energikilder er blandt de grundlæggende økonomiske faktorer og produktionsfaktorer til sikring af erhvervsmæssig konkurrenceevne og befolkningens velfærd.

EU-medlemsstaterne sikrer deres energikilder ved at indgå bilaterale aftaler. Rusland drager fordel af disse aftaler, herunder den kommende gasrørledning mellem Tyskland og Rusland, og skaber splittelse i EU ved at give de enkelte medlemsstater forskellig adgang til energiforsyninger. De enkelte lande er lettere at påvirke end EU som helhed.

EU overdrager koncessioner til Rusland ved at understrege betydningen af Rusland som strategisk partner og landets exceptionelle position blandt andre lande. Hovedårsagen til overdragelsen af disse koncessioner er EU's stigende afhængighed af Rusland, hvad angår energi. Den seneste tids konflikt om gasforsyningen mellem Rusland og Ukraine viser imidlertid, at Rusland kan ty til samme taktik i forbindelse med gasforsyninger til EU-medlemsstaterne.

Alternative energikilder, der kan anvendes for at undgå afhængighed af Rusland, dvs. norske energiressourcer, er begrænsede og kan ikke opfylde det stigende behov hos EU i fremtiden. Er det så ikke det rette tidspunkt at overveje atomenergi, den mest økologiske energiform, som alternativ til afhængighed af en uforudsigelig energikilde som Rusland?

Et andet meget vigtigt spørgsmål, der drøftes indgående i EU, er den fælles energipolitik. Med Kommissionen som den energiforsyningspartner, der repræsenterer interesserne hos alle 25 medlemsstater, vil Rusland være nødt til at vise mere respekt. Rusland vil ikke helt kunne lukke for energiforsyningen til EU, landet vil ganske enkelt ikke have nogen anden måde at komme af med gassen på.

Jeg opfordrer derfor alle til ikke blot at drøfte udviklingen af en fælles energipolitik, men også træffe foranstaltninger til at gennemføre denne fælles energipolitik og især den fælles energiordning til sikring af energiforsyningen og politisk sikkerhed for hele EU.

(Bifald)

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Bartenstein, jeg vil gerne starte med Ukraine, fordi det har overrasket mig lidt, at den årligt tilbagevendende gasstrid mellem Rusland og Ukraine på det nærmeste har fået os i Europa til at behandle den som en europæisk gaskrise. Ukraine, og derefter Moldova, befandt sig i en tilspidset krisesituation, ikke Europa. Europa kunne, som det har kunnet før, stole på stabile handelsforbindelser med Rusland. Som jeg ser det, har denne situation vist, at EU ikke bare kan betragte Ukraine som et sikkert transitland, men EU må ved hjælp af energipolitikken tværtimod hjælpe Ukraine med at frigøre sig fra sin afhængighed af Rusland og dermed forbedre sine udsigter for fremtiden. Her er der meget, der skal ændres.

Bortset fra det ser jeg hele debatten som et konkret eksempel på svaghederne ved den europæiske energipolitik, som er mere eller mindre udtalte fra medlemsstat til medlemsstat. En koordineret tilgang kunne uden tvivl bidrage til at forbedre situationen i medlemsstaterne og i hele Europa. Vi har nu lært de naturlige ressourcers sande værdi at kende. Det skal siges, at vi, for at sige det mildt, ødsler med gassen og også olien i hele Europa, og det var genstand for en endnu heftigere debat under Irak-krigen. Vores frådseri med disse råstoffer har længe været noget, som vi slet ikke kan tillade os. Hvis vi ønsker at uddrage den rigtige lære heraf, så må vi efter min mening langt mere konsekvent gøre det, som kommissær Piebalgs foreslog, da han tiltrådte. Ressourceproduktivitet og energieffektivitet er mål, som vi må forfølge, hvis vi vil være mindre afhængig af andre. Jeg ville være stik imod at tilstræbe et fuldkommen selvforsynende Europa, hvilket ville være en naiv tilgang i den overordnede debat, men vi må arbejde hen imod et Europa, som virkelig behandler råstofferne hensigtsmæssigt. Det er noget, som vi har diskuteret i årtier, lige så længe som Club of Rome har eksisteret, så lad os nu komme op med noget, der kan bruges i praksis. De, der mener, at anvendelse af atomenergi er det rigtige svar på knapheden på gas - eller dens forgængelighed - burde for en gangs skyld redegøre seriøst for deres valg. Hvor mange reaktorer ønsker de at bygge i de kommende år og hvor? Hvad foreslår de, der skal gøres med det affald, som er blevet produceret i Europa gennem årtier? For nogle uger siden diskuterede vi betænkningen om lukning af kraftreaktorer. Bortskaffelsen af atomaffald er en katastrofe for øjeblikket. Så hvis fremtiden skal baseres på det, så bedes de udtrykke sig lidt mere klart, men forskån os venligst for en diskussion om en forlængelse af levetider af den slags, som igen er på tale med Ignalina-reaktoren. De, der virkelig kun ønsker at forlænge levetiden for udtjent teknologi, øger risiciene forbundet med energiproduktion, frem for at befri os fra dem.

(Bifald)

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, verden oplever fortsat en stigning i afbrændingen af fossilt materiale. Det beregnes, at menneskeheden i 2030 stadig vil producere 80 % af sin energi ved anvendelse af fossilt brændstof.

Jorden har en bekræftet gasforekomst på 179 billioner kubikmeter. En fjerdedel af gassen findes i Rusland og en anden fjerdedel i mindre stabile regioner i Iran og Qatar. Det beregnes, at EU's egne gasforsyninger i nuværende forbrugsrater vil række til seks eller syv år. Anvendelsen af gas fra Norge og Nordafrika til dækning af EU's behov øger tidshorisonten for gasforbrug med 20 år, men tidshorisonten vil være 50 år for Rusland. Hvis EU planlægger at opfylde hele sit energibehov i de næste 20 år ved hjælp af gas, er der ingen alternativer til import fra Rusland.

I løbet af de næste par år vil der blive udviklet billigere metoder til at producere flydende gas, som vil give flere muligheder for import af gas. Samtidig vil anvendelsesområdet være mindre. Flydende gas fra Rusland kan således sælges til USA, som har brug for gas, uden brug af rørledning. USA's egne gasreserver vil ikke være nok blot 10 år frem. Vesteuropa har været afhængig af gasrørledningen fra Rusland via andre lande. Den planlagte rørledning i bunden af Det Baltiske Hav vil mindske denne afhængighed. Projektet er relevant, fordi nogle af de lande, som rørledningen passerer igennem på nuværende tidspunkt, er fjendtligt indstillet over for Rusland. I Finland har vi intet problem med gasforsyningen i de næste 40 år.

Der er et punkt i gasaftalen mellem Rusland og Ukraine, som kræver en forklaring. Hvem ejer forsyningsselskabet Ros-Ukr-Energo? På grundlag af offentliggjorte data har jeg regnet ud, at selskabet ubegrundet får ca. 600-800 millioner amerikanske dollars ud af aftalen om året. De få magtfulde personer i begge lande har været involveret i dette, og hvilken rolle spiller landenes præsidenter i frembringelsen af store summer af skjult overskud?

Vores gruppe støtter gode partnerskabsrelationer og et energisamarbejde med Rusland.

(Bifald)

  Mirosław Mariusz Piotrowski, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, de nylige begivenheder, som den internationale presse henviser til som en "kold krig" mellem Ukraine og Rusland vedrørende gas, og det knap så nylige projekt, der involverer opførelsen af en gasrørledning mellem Tyskland og Rusland uden om de baltiske lande, herunder Polen, er tydelige beviser på, at visse lande anvender elektricitets- og gasforsyningsnet, især sidstnævnte, som politiske våben i deres forbindelser med hinanden. Medlemsstaterne forventer, at EU yder assistance til løsning af problemet.

EU skal føre en sammenhængende og integreret politik vedrørende ovennævnte forsyningsnet, samt vedrørende naturkatastrofer, pandemier og terrortrusler. En sådan politik vil gøre det muligt at sikre og diversificere forsyningen. Det er uacceptabelt, at én medlemsstat, f.eks. Tyskland, danner en koalition med Rusland om fosyningsspørgsmål, som påvirker andre medlemsstaters interesser, herunder de medlemsstater der for nylig har tiltrådt EU. Det er et af de sjældne tilfælde, hvor EU bør reagere, og hvor EU bør reagere hurtigt og målrettet. En passiv holdning vil signalere, at EU accepterer, at solidaritetsprincippet tilsidesættes, og at EU reelt ikke har nogen indflydelse på økonomiske og politiske problemer, som er af stor betydning for Europa. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til, at EU fortsat udarbejder beslutninger og erklæringer eller direktiver, som er ufordelagtige for Europas borgere.

(Bifald)

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, det er et faktum, at Ruslands energistrategi er baseret på anvendelsen af gas og gasleverandører for at nå landets politiske mål i visse regioner, herunder Europa. Den nuværende gaskrise er en form for prøve for EU. Det var meningen, at krisen skulle kunne mærkes, og den havde ikke blot konsekvenser for Ukraine og Moldova, men også for otte EU-medlemsstater, herunder Tyskland, Frankrig og Italien.

Rusland har ved at fremprovokere en sådan krise mistet sin status som en stabil og pålidelig partner. Det eneste spørgsmål er, hvilke konklusioner EU og de enkelte medlemsstater vil drage. Vil de konkludere, at opførelsen af den baltiske rørledning skal fortsætte, selv om det vil gøre Europa endnu mere afhængig af Rusland, eller vil EU erkende, at det er nødvendigt med en reel diversificering af gasforsyningerne i Europa som helhed og en energisolidaritetsmekanisme for EU-medlemsstaterne og deres umiddelbare naboer?

Rusland håber, at vi vil drage den første af disse konklusioner. Alle de personer, som ikke længere har nogen illusioner om det nye Ruslands imperialistiske politik, håber på den anden. Jeg vil tage mig den frihed at komme med en endelig kommentar, nemlig at det er pinligt, at Parlamentet har så svært ved at vedtage en fælles beslutning om dette spørgsmål.

(Bifald)

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af Italiens nye socialistparti, PSI. De internationale politiske begivenheder og de økonomiske faktorer, herunder den konstante stigning i olieprisen, henleder pludselig EU's opmærksomhed på en tydelig og velkendt situation, nemlig at der er et strukturproblem med energiforsyningen og et stigende afhængighedsniveau. Den internationale energiefterspørgsel stiger, verdensressourcerne er ikke ubegrænsede, og EU har under alle omstændigheder ikke ressourcer nok til at dække sit eget behov.

De seneste begivenheder viser, at den energiforsyning, som vores økonomi i øjeblikket er baseret på, kan komme i fare, og det er en risiko, som vi absolut ikke kan løbe. Det er absolut nødvendigt - også i betragtning af de aftaler, der er indgået, f.eks. det europæiske energicharter, som fastlægger rammerne for samarbejdet mellem Europa, Rusland og Middelhavslandene - at vi fremmer en tættere international synergi. Energisamarbejdet med tredjelandene udgør nemlig en central dimension i den europæiske forsyningsstrategi og er med til at skabe stabile internationale politiske forbindelser.

Inden for disse rammer skal vi nu indgå klare, faste, konkrete og varige aftaler, navnlig med Rusland. På den ene side bliver det således tvingende nødvendigt at følge de anbefalinger, som medlemsstaterne for nylig fik om at træffe energibesparende foranstaltninger. Disse foranstaltninger kræver en seriøs indsats fra EU-institutionernes, medlemsstaternes og de enkelte borgeres side. På den anden side skal vi langt om længe indlede den komplekse og omfattende debat om valgene af teknologi i fremtiden og om produktion og anvendelse af alternativ og vedvarende energi. Det er en debat, som på trods af de forskellige - og i nogle tilfælde nye - kriser, der har præget Europas økonomi i de sidste 40 år, desværre endnu ikke har fundet sted. Vi skal hurtigst muligt råde bod på denne forsinkelse, denne mangel og dette hul.

(Bifald)

  Giles Chichester (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske kommissær Piebalgs for hans rolle ved sammenkaldelsen af gaskoordineringsgruppen, hvorved han har ydet et vigtigt bidrag til at løse striden mellem Naftagas og Gazprom tidligere på måneden.

Denne situation mellem Rusland og Ukraine har været en brat opvågnen for dem, der måske ikke var klar over, hvor afhængige EU's medlemsstater er af importeret energi i almindelighed og af naturgas fra Rusland i særdeleshed. Det er imidlertid vigtigt, at vi holder fast i vores proportionssans i denne sammenhæng. Gashandelen mellem Rusland og EU's medlemsstater er fortsat kommercielt levedygtig, så længe begge parter har noget, den anden part ønsker. EU's medlemsstaters importafhængighed og den dermed forbundne voksende afhængighed af naturgas er næppe nogen hemmelighed.

I Udvalget om Industripolitik, Forskning og Energi har vi længe været klar over denne situation og har drøftet behovet for foranstaltninger, så vi kan afhjælpe denne afhængighed. For 10 år siden udarbejdede jeg en betænkning for Parlamentet om udsigterne for gasforsyningen i Europa, og erhvervslivet kritiserede mig for at antyde, at vi kunne blive overafhængige af gas, hvis den udgjorde over 25 % af vores energibehov.

Lad mig erindre Parlamentet om den brede vifte af foranstaltninger, der allerede findes, og som er rettet mod vores behov for forsyningssikkerhed: både lovgivningsmæssige foranstaltninger som direktivet om transeuropæiske net og foranstaltninger fra erhvervslivets side i form af anlæggelse af rørledninger, oplagring og LNG-anlæg.

Vi skal være opmærksomme på Rusland, som spiller med musklerne internationalt, men jeg vil foreslå en afmålt og praktisk fremgangsmåde for at bevare mangfoldighed i forsyningen og tilskyndelse til hensigtsmæssige investeringer i denne forbindelse skal være vores reaktion som en langsigtet løsning.

(Bifald)

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, om godt 20 år vil vi være 90 % afhængig af import af gas. Det er noget af en bedrift. Mængden af gas, der anvendes af medlemsstaterne, og lagrene varierer meget. Det varierer med andre ord meget, hvor modtagelig man er over for en krise. Jo længere østpå en medlemsstat ligger, jo mere afhængig vil den være af gas fra Rusland.

EU har lagt pres på Rusland om at droppe det dobbelte prissystem for energi, herunder gas, som eksisterer inden for landet. Vi betragter det som en betingelse for medlemskab af Verdenshandelsorganisationen. Jeg mener derfor heller ikke, at det dobbelte prissystem for energi kan fortsætte meget længere i Ruslands udenrigshandel. I erhvervslivet er det naturligvis tilladt at yde rabatter til gode, regelmæssige kunder generelt, og det sker i mange andre sektorer, men det afhænger naturligvis af forholdet mellem sælger og køber.

At lukke for gashanen var helt klart en dårlig og ufornuftig løsning. Sådan gør man ikke inden for europæisk handel. Den form for løsninger forekommer sjældent i mindre betydningsfulde situationer og slet ikke i sådanne vigtige sammenhænge. Situationen med hensyn til energi i EU er fortsat tæt på at udvikle sig til en krise. Det vil blot kræve en storm på den anden side af oceanet eller en begivenhed i Ukraine at starte en krise eller endog en paniksituation. Vi skal have etableret bæredygtige og diversificerede energikilder med en bred vifte af forsyningsordninger og netværk, og tiden er kostbar. Vores varme kan forsvinde når som helst.

Vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde et energikriseprogram. Vores nuværende ressourcer er ikke tilstrækkelige. Hvordan forbereder vi os på en længerevarende afskæring fra energiforsyningen, hr. kommissær? Hvilken form for solidaritetsmekanisme kan indgå i rammerne, og behandles spørgsmålet om en energikrise i den kommende grønbog?

  Lena Ek (ALDE). - (EN) Hr. formand, den seneste krise mellem Rusland og Ukraine over gasforsyningen har vist, at det er vigtigere end nogensinde med et europæisk energimarked, der er mindre afhængigt af import. Dette vil ikke blot skabe kolossale muligheder for den europæiske energisektor, også vedvarende energikilder, men vil ligeledes give mulighed for at løse problemerne med klimaforandringer, fremme væksten og skabe nye arbejdspladser. For at opnå dette ønsker vi større åbenhed, bedre regulering, et renoveret og velfungerende forsyningsnet, en europæisk energistrategi, en diskussion om selvtilstrækkelighed og solidaritet mellem medlemsstaterne samt regler, der giver forbrugerne mulighed for at træffe beslutning om deres eget forbrug på en praktisk måde. Derfor glæder vi os over grønbogen og over formandskabets program.

Der er meget at gøre, men jeg tror, at vi kan gøre det.

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg tror, at forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland gør det fuldstændig klart, at Europa - som er mere end blot EU - har behov for en ny og moderne altomfattende energipolitik.

Når det kommer til stykket, og det kan man diskutere, som man vil, så var striden mellem Rusland og Ukraine en strid mellem en leverandør, som ville have flere penge, og en kunde, som ikke var villig til at betale. Det havde begge parter været bekendt med længe. Hvis man politisk udstikker en kurs, som gør denne form for krise uundgåelig, uden at have forsøgt at finde en løsning i tide, så har begge regeringer udvist forsømmelighed.

Jeg hilser bestemt kommissærens annoncering af at ville fremlægge en grønbog velkommen, idet jeg naturligvis håber, at den ikke indeholder sådanne gamle idéer som forhandling om et adfærdskodeks for lande, der producerer energi, og for transitlande, nye pipelines eller sågar atomenergi. Jeg tror snarere, at vi, således som det allerede er tilfældet i mange lande, må sætte vores lid til andre energiformer som biomasse, sol-, vind- og vandenergi, jordvarme og kraftvarmeproduktion, og samtidig spare energi og gøre mere effektiv brug af den samt reducere støtten til de traditionelle fossile brændstoffer. Det må vi sørge for.

Energiforsyning er en offentlig forsyningspligtydelse, og måske burde vi også overveje, om ikke ansvarlige politikker skal betragtes som en større prioritering end forsøg på liberalisering eller brug af liberaliseringsforanstaltninger som en løsning på dette problem.

  Dariusz Maciej Grabowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, den manglende fælles og langsigtede strategi for energiforsyningssikkerhed er ikke blot bevis på EU's kortsynethed, men også på en interessekonflikt mellem medlemsstaterne. En af årsagerne til tredoblingen af oliepriserne er, at EU ikke har vedtaget en intelligent energistrategi. Stigningen i oliepriser er en stor fordel for de store brændstofvirksomheder, men en ulempe for EU's medlemsstater og borgere.

Det er uhensigtsmæssigt for de enkelte medlemsstater at forsøge at indgå aftaler med Rusland, som Tyskland har gjort på bekostning af interesserne hos de baltiske lande, Polen, Østrig og andre medlemsstater. Denne omstændighed samt EU's passive holdning har været medvirkende til Ruslands forsøg på at afpresse Ukraine ved at true med at lukke for gasforsyningen. EU skal hurtigst muligt udarbejde og gennemføre en strategi for energiforsyningssikkerhed, og det kan helt sikkert betragtes som en prøve på, om EU stadig er en union.

EU's strategi for energiforsyningssikkerhed skal være baseret på kriterierne om det svageste led, som kan opsummeres i overensstemmelse med følgende. Effektiviteten af et system kan måles ved dets modstandsdygtighed over for kriser i de lande og regioner, der er mest afhængig af en enkelt leverandør, eller som har de dårligste gastransmissionsnet og distributionssystemer eller de højeste produktionsomkostninger i forhold til nationalindkomst.

Vi skal især fokusere på nabo- og transitlande. For at citere Hamlet er "at være eller ikke være" det dilemma, vi står over for med hensyn til energiforsyningssikkerhed i EU. I denne sammenhæng beklager jeg at måtte meddele, at der overhovedet ikke er taget højde for en fælles europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed i EU's budget for 2007-2013.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Mange tak, hr. formand, julehilsenen fra den russiske præsident til gasforbrugerne i Ukraine kom på ingen måde som en overraskelse. Med afbrydelsen af energiforsyningen midt om vinteren mindede Rusland ikke blot Ukraine, men også de øvrige energimarkeder i verden, om, at magten i øjeblikket ligger hos energileverandørerne. Energiforbrugerne skal tage højde for dette faktum i lang tid fremover. Jeg ønsker at takke kommissær Piebalgs, som under gaskonflikten mellem Rusland og Ukraine gjorde brug af EU's indflydelse tidligt nok til at undgå en energikrise i Europa.

Hvad angår de konklusioner, der skal drages efter konflikten mellem Rusland og Ukraine, skal EU udvise stor åbenhed og opfordre landene i Europa til det samme i forbindelse med oplysninger om udviklingen af gaspriserne. Jeg mener, at den seneste tids begivenheder giver Kommissionen særlig bemyndigelse til at implementere den lovgivning, der er vedtaget, for at gennemføre beslutninger om udvikling af alternative og energieffektive ressourcer og oprettelse af et ægte liberaliseret energimarked samt sikring af integrationen af europæiske energiforsyningsnet. Naturligvis har alle talerne i dag nævnt, at der er behov for en fælles energipolitik for EU's fælles marked, som vil virke fremmende på langsigtet politisk stabilitet, ikke blot i Europa, men på hele det globale energiforsyningsmarked.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, EU befinder sig i en choktilstand efter krisen mellem Ukraine og Rusland. Og det sker i stort omfang, fordi Rusland hidtil altid, selv i tider med store interne omvæltninger, har vist, at det er en troværdig energipartner, og EU's medlemsstater har aldrig tidligere fået afbrudt eller nedsat deres gasleverancer fra Rusland.

De tre dage, som krisen har varet, har gjort, at lande som Italien var lige ved at frigive sine strategiske reserver, og ikke mindst, at EU som helhed endnu en gang har set, hvor ekstremt sårbart dets leveringssystem er. Tiden er derfor inde til, at vi alvorligt overvejer muligheden for at investere i alternative forsyningsruter ved at forbedre dialogen med stabile partnere som f.eks. Republikken Kasakhstan. Vi skal overveje at importere gas fra dette land via f.eks. Tyrkiet, der er et kandidatland og dermed ekstraordinært sikkert.

På europæisk plan skal vi desuden bevare og styrke forskningen og udviklingen af nye energikilder og opnå en mere effektiv brug af dem, vi allerede har. Og vi kan naturligvis ikke, fru Harms, undvære nogen primærenergikilde. Ingen. Vi skal se ud over ideologiske fordomme og se virkeligheden i øjnene. Hvis De ønsker at begå energimæssigt selvmord, står det Dem frit for at gøre det, men offeret skal være individuelt. De skal ikke forvente, at vi alle vil begå selvmord mod vores vilje.

Endelig, hr. formand, afslutter jeg med at anmode Kommissionen om at blive ved med at lægge pres på medlemsstaterne for at opnå den fælles energipolitik, som denne krise så tydeligt har vist, vi behøver. Vi skal ikke vente på den næste krise, før vi træffer foranstaltninger, der vil være mere traumatiske, og som sandsynligvis kommer for sent.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, jeg skal være kortfattet. Det, det drejer sig om, er at fremhæve de udenrigspolitiske aspekter af, hvad vi har oplevet i de forløbne uger, da Rusland truede med at standse gastilførslen til Ukraine.

De, som i årevis har arbejdet med disse lande, var ikke særlig overraskede, for Rusland har tidligere truet med, og også ført denne trussel ud i livet, mener jeg, at bruge energi som våben for at udøve pres på omkringliggende lande. Naturligvis var konsekvensen af, hvad der skete, også et chok for EU, og det tvinger os til at føre denne diskussion i dag.

Som jeg sagde - jeg er nødt til at være kortfattet - er der tre konklusioner, som er vigtige for os, når det gælder disse udenrigsaspekter. For det første at vi skal diversificere vores tilførsel, vores kilder. Da de fleste lande, som leverer energi, er ustabile, gælder det, at jo flere lande vi kan involvere i vores tilførsel desto bedre.

For det andet skal vi endnu en gang se på rørledningerne i Europa. Vi er særdeles sårbare, fordi størstedelen af gassen passerer Ukraine. Er der mulighed for alternativer?

For det tredje skal vi gøre det helt klart, at vi på længere sigt kun kan sikre vores energiforsyning, hvis vi kan samarbejde med partnere, som er pålidelige og demokratiske.

Endelig er det efter min mening blevet tydeligt, at energipolitik mere end nogensinde også er udenrigs- og handelspolitik.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand, jeg ønsker at fokusere på forslagene til en eventuel løsning på energiproblemerne. EU skal først og fremmest sørge for at fremme en mere effektiv anvendelse af energi i sin udenrigspolitik ved at prioritere energieffektivitet i EU's naboskabsprogram. Det vil måske endda være klogt at fastsætte kriterier for energieffektivitet som en betingelse for ydelse af EU-støtte. På denne måde vil vi også fremme demokratiseringsprocesserne i nabolandene. Vores erfaring med reformer i Litauen viser, at modernisering af økonomien giver et stabilt grundlag for udvikling af demokratiseringsprocesserne.

I Europas indenrigspolitik skal der fokuseres mere på udvikling og gennemførelse af et innovationscenter for den nye generation af små energianlæg, der er baseret på nuklear teknologi og andre teknologier. Vi har allerede et vellykket luftfartsprojekt, det bemærkelsesværdige Galileo-program, og derfor kan vi uden tvivl også oprette et innovationscenter til gennemførelse af energiprogrammer. Der bør etableres et innovationscenter i de lande, der er mest afhængige af en enkelt energikilde.

Jeg ønsker at tro, at Kommissionen ud over den generelle snak om en fælles strategi for energiforsyningssikkerhed endelig har besluttet sig til at træffe specifikke foranstaltninger, og oprettelsen af et innovationscenter vil muligvis være det bedste bevis på gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE). - (EN) Hr. formand, i modsætning til den almindelige opfattelse, også her i Parlamentet, var den ukrainske gaskrise ikke nogen enlig førstegangsforestilling, der skyldes behovet for at overgå til markedsvilkår. Det er tværtimod en konsekvent politik, og det har alt muligt med politik at gøre. For det første havde Ukraine en kontrakt, som blev underskrevet i 2004, og som løber frem til 2009. Den blev opsagt, fordi Ukraine valgte den forkerte præsident, og på grund af de kommende parlamentsvalg.

For det andet er den russiske regering majoritetsaktionær i Gazprom, et monopol, der ledes af vicepremierministeren. Det er ikke et selskab. Man kan ikke tale om markedspriser og et regeringskontrolleret monopol i samme åndedrag.

For det tredje: engangsforeteelsen: Moskva indstillede olie- og gasleverancerne for at kvæle Litauens uafhængighedsbevægelse tilbage i 1990. Efter uafhængigheden brugte den russiske regering det samme våben til at straffe De Baltiske Lande, fordi de ikke gik med i SNG og krævede tilbagetrækning af de russiske tropper. Da Litauen forsøgte at privatisere Mazeikiu-olieraffinaderiet, afbrød man igen leverancerne, så de russiske investorer kunne komme ind. Man anvendte med held den samme politik over for Georgien, som opgav sine gasrørledninger.

Sammenfattende har Rusland konsekvent brugt et statsejet energimonopol til at lægge politisk pres på lande - skam få markedspraksis og eksisterende kontrakter! Empirisme er klogere end ønsketænkning. Erfaringerne fra de nye medlemsstater og fra Ukraine og Moldova, da de indtog en EU-venlig holdning, viser tydeligt faren ved ikke at have en solid EU-politik for energisikkerhed.

(Bifald)

  Martin Bartenstein, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg mener, at Kommissionen og formandskabet har gjort det rigtige. Vi havde for få informationer, og derfor afholdt vi os fra enhver placering af skylden, og vi ønskede under ingen omstændigheder af give en af stridens parter ret eller blot røbe den mindste antydning i den henseende. Det står klart, at situationen absolut kunne være blevet kritisk, for en af de nye medlemsstater havde problemer med energiforsyningen til sin industri lige fra første dag, men helt bevidst taler vi og Kommissionen ikke om en krise, men om en kritisk situation.

Vi må holde os for øje, at afhængigheden af fossile energikilder og importen af disse kun kan stige markant. Ifølge Kommissionens skøn vil afhængigheden af disse energikilder stige fra lidt under 50 % for øjeblikket til ca. to tredjedele frem til 2030. Det vil man til en vis grad kunne påvirke ved brug af alternative energikilder og ved at forbedre energieffektiviteten, men personligt tror jeg ikke, at vi kan vende denne udvikling grundlæggende. Formandskabet ser med stor interesse frem til grønbogen eller rettere de første dele af den forud for forårstopmødet. Hvornår, hvis ikke nu, skulle vi ellers diskutere udviklingen af en fælles europæisk energipolitik? Gasspørgsmålet, Rusland, Ukraine, forsyningsproblemet, men også oliepriserne, klimaændringerne og meget andet er anledning nok til at tænke videre i den retning.

Formandskabet generelt og jeg personligt støtter Kommissionens forslag om at etablere en reserve til to måneder, ligesom det er tilfældet med olie på et andet plan. Parlamentet vil have lejlighed til at diskutere detaljerne senere. Som jeg sagde i mit indlæg om Moldova, så har vi i mange henseender forsøgt at prioritere landet i vores naboskabspolitik.

Trods hr. Swobodas påstand om, at Rusland som medlem af WTO ville åbne op for bestemte muligheder i den henseende, så var der ikke ret meget, man kunne have gjort inden for 36 timer. Det er interessant, at Rusland ikke har ratificeret energichartret, hvorfor den heri nævnte tvistbilæggelsesprocedure ikke kan komme til anvendelse. Det er altså energieffektivitet og vedvarende energier, der skal prioriteres, men vi må også fremme bevidstheden om, at vi i endnu højere grad end hidtil må beskæftige os med import af gas på forskellig vis.

Det skal bemærkes, at Rusland og den russiske naturgas vil udgøre fundamentet i EU's gasforsyning i de kommende år og årtier. Som østriger vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det var et østrigsk selskab, OMV, der i 1968 som det første indgik en aftale om gasleverancer med Gasprom, som har haft et fuldstændig upåklageligt forløb i næsten 40 år. Vi må vinde tillid og til en vis grad måske opbygge den på ny.

I mit indlæg var jeg inde på den alternative ruteføring via Tyrkiet i form af pipelinen "Nabucco". Selv om det er absolut nødvendigt at sprede forsyningen, så kan det ikke ske fra den ene dag til den anden. Vi må uddrage læren af den kritiske situation, som varede 36 timer. Jeg takker således for den meget vigtige debat i Parlamentet og vil slutte med at understrege den betydning, som vi tillægger sagen som et emne på dagsordenen for forårstopmødet i marts.

(Bifald)

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, først vil jeg gerne takke Parlamentet for denne forhandling, som tydeligt viser, at der er bred støtte til at arbejde i retning af en fælles EU-energipolitik, der respekterer subsidiaritetsprincippet. Det er interessant, at de første opfordringer til en så væsentlig udvikling fremkom for 30 år siden under den første oliekrise. Dengang kom de af indlysende årsager ikke fra Parlamentet, men fra Rådet. I dag er situationen uendeligt mere kompliceret end dengang, og den vil formentlig få mere langvarige konsekvenser på energiområdet end for 30 år siden. Under disse omstændigheder må Rådet, Kommissionen og Parlamentet skride til handling.

Med hensyn til sikkerhedsdimensionen vil jeg gerne nævne to særlige aspekter. For det første skabte udvidelsen helt klart nye udfordringer for EU. Forsyningssikkerhed var helt klart en langt større udfordring for de nye medlemsstater end for de gamle. For det andet har det dokument, vi udarbejder i denne fase, to forfattere: fru Ferrero-Waldner og jeg selv. Derfor vil vi også tage os af de problemer, som hr. Swoboda var inde på.

Vi ser også på indsatsen i kriseperioder. Som nævnt var denne krise meget kortvarig, og nogle talere har henvist til den som en mini-krise eller endda en ikke-krise. Man skal ikke undervurdere betydningen af situationen, for nogle lande mærkede en virkning. I de fleste lande mærkede borgerne kun en virkning fra medierne. Men i nogle lande indførte man økonomiske foranstaltninger i forbindelse med gasforsyningen. Det var en reel krise, og vi bør se på, hvordan vi kan reagere mere effektivt i fremtiden.

Samtidig bør vi reagere med det samme. Vi har allerede en lang række instrumenter, som kan anvendes på energisk vis. Med hensyn til energieffektivitet har vi et byggedirektiv, der snart træder i kraft, og som bør anvendes effektivt. Det samme gælder kraft/varme og vedvarende energikilder: Vi har retsakterne, og vi bør bruge dem. Det samme gælder vedvarende energi. Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan. Den er allerede i færd med at tage positive skridt, f.eks. prøver den at mobilisere alle mulige ressourcer.

Jeg vil gerne gå over til de nye naboskabslande, som vi har meget fine forbindelser med. Desværre er det korrekt, at energispørgsmålene er blevet forsømt. Et forståelsesmemorandum med Ukraine om gennemførelse af energipolitikken blev først underskrevet ved topmødet i år. Derfor må vi virkelig hjælpe til ikke kun i forbindelse med energiforsyningen fra tredjelande, men også med energiforbrug, fordi energiintensiteten i disse lande, og energitabene, er kolossale, og intet land kan klare de energiudgifter, der opstår som følge af den situation. Det samme gør sig gældende for Moldova.

Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling har gjort et godt stykke arbejde i Ukraine, men den kunne intensivere sin indsats. Vi kunne trække på andre ressourcer for at styrke disse og anvende instrumenter inden for det nye naboskab til at styrke politikkerne. Det vil vi gøre, og vi vil gøre det samme med hensyn til udviklingspolitikken, for ellers kan der ikke findes nogen løsning.

Jeg vil gerne endnu en gang takke Dem for denne forhandling. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi diskuterer disse spørgsmål, og jeg henter stor inspiration fra sådanne forhandlinger.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

12. Den fælles markedsordning for sukker - Støtte til landbrugere (sukker) - Omstrukturering af sukkerindustrien

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét

- betænkning af Jean-Claude Fruteau for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for sukker (KOM(2005)0263 - C6-0243/2005 - 2005/0118(CNS)) (A6-0391/2005),

- betænkning af Jean-Claude Fruteau for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (KOM(2005)0263 - C6-0244/2005 - 2005/0119(CNS)) (A6-0392/2005) og

- betænkning af Jean-Claude Fruteau for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Det Europæiske Fællesskab og om ændring af forordning (EF) nr. 1258/1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (KOM(2005)0263 - C6-0245/2005 - 2005/0120(CNS)) (A6-0393/2005).

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, først vil jeg gerne takke hr. Daul, hr. Barón Crespo, hr. Fazakas og fru Morgantini for deres proaktive deltagelse i denne sag og rose det imponerende arbejde, som ordførerne hr. Fruteau, hr. Glattfelder, hr. Wynn og fru Kinnock har udført. Jeg vil også gerne takke medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Udvalget om International Handel, Budgetkontroludvalget og Udviklingsudvalget for deres store engagement, deres nyttige bidrag og den meget konstruktive diskussion. Disse imponerende bidrag har helt sikkert skabt resultater. Reformen af den fælles markedsordning, som har været stort set uændret i næsten fire årtier, er et stort projekt, men denne reform skulle faktisk have været gennemført for længst.

Sukkerpolitikken har mange facetter. Listen over legitime interesser, der skal tages hensyn til, er meget lang: de hundrede tusinder af landmænd, der dyrker sukkerroer i Fællesskabet; de sukkerproducerende og -forbrugende brancher og deres arbejdstagere; forbrugerne; og sidst, men ikke mindst vores handelspartnere, herunder de lande, der er omfattet af langvarige præferenceordninger. Lige fra begyndelsen har jeg været opmærksom på behovet for at skabe ligevægt mellem de forskellige behov og forskellige krav.

Som kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter er jeg fuldt ud klar over sukkersektorens sociale, økonomiske og miljømæssige relevans, både i og uden for Fællesskabet. Det gør sukkerpolitikken til en særlig udfordring, og det er årsagen til, at jeg har engageret mig så kraftigt i reformen af denne sektor.

Jeg mener, at vi med de foreliggende forslag i deres helhed varetager Fællesskabets interesser. De er resultatet af grundige overvejelser og er i overensstemmelse med reformpakken for den fælles landbrugspolitik og vores internationale forpligtelser. Vi har været ambitiøse og vidtgående. Jeg er overbevist om, at sukkersektorens fremtid ikke må baseres på en kortsigtet indsats.

Med reformpakken søger vi at give den europæiske sukkersektor en levedygtig og konkurrencedygtig fremtid. Den tilbyder langsigtet vished og rigelig bistand til at hjælpe både landbrugere og sukkerproducenter med tilpasningsprocessen. Ved at handle nu får vi de nødvendige midler til at lette den vanskelige omstruktureringsproces, der er af helt afgørende betydning, og samtidig yde godtgørelse til vores landmænd. Hvis denne nødvendige reform forsinkes, vil det blot føre til en endnu mere drastisk reduktion af Fællesskabets produktion og en langt skrappere omstruktureringsproces. Vi må også sikre, at den kommende ordning er i overensstemmelse med WTO-panelet, og vores forslag opfylder dette krav.

Endelig må vi sikre, at EU fortsat er et attraktivt marked for udviklingslandene, og tilbyde vores AVS-partnere den nødvendige økonomiske bistand til at tilpasse sig disse uundgåelige forandringer. Der er gjort en meget nyttig indsats, siden den første meddelelse fra Kommissionen blev fremlagt i sommeren 2004, både i Europa-Parlamentet og i Rådet. Resultatet er, at vi i dag har omridset af en reform, der i meget vid udstrækning er skabt af Parlamentet. Det mest iøjnefaldende er, at hele reformen er baseret på en omstruktureringsfond, en idé, som oprindelig blev introduceret af Europa-Parlamentet i betænkningen af hr. Fruteau og hr. Daul i begyndelsen af sidste år.

Der findes mange andre eksempler på Europa-Parlamentets indflydelse på denne reform: bevarelsen af interventionssystemet i en overgangsperiode; reduktionen af prisnedskæringerne og udvidelsen til en fireårig periode med en generøs kompensationsordning; alle foranstaltningerne for at sikre forvaltningen af udbudssiden korrekt; mulighederne for at gøre en virkelig forskel på de områder, der vil blive påvirket mest af omstruktureringen; og tildelingen af omstruktureringsstøtte, hvoraf mindst 10 % forbeholdes sukkerroeavlere og maskinejere - et beløb, som medlemsstaterne kan sætte i vejret, hvis særlige forhold gør sig gældende. Alle disse fingeraftryk viser, at vi har haft et samarbejde, der går videre end hensigtserklæringer, og som har leveret et konkret politisk resultat.

Jeg vil gerne udtrykke min dybtfølte tak til Europa-Parlamentet for dets samarbejde.

  Jean-Claude Fruteau (PSE), ordfører. - (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer, EU har nu brug for at reformere sin sukkersektor. Denne reform er som bekendt uomgængelig. Den modsvarer et ønske om at bringe den fælles markedsordning for sukker på linje med de principper, der ligger til grund for den nye fælles landbrugspolitik. Den opfylder endvidere behovet for en tilpasning til den udvikling, de internationale handelsregler har gennemgået.

Og dog bør vi ikke glemme de konsekvenser, de fremtidige omlægninger vil få for de mennesker, der lever af at producere sukker på marker og i fabrikker i EU såvel som i udviklingslandene. Det er set i dette perspektiv vigtigt, at tilpasningen af den europæiske sukkersektor ikke resulterer i, at vores fælles markedsordning for sukker ophæves, at vores produktionskapacitet gradvist afvikles, eller at vores producenter og producenterne i de fattigste lande ofres til fordel for en ukontrolleret åbning af verdenshandelen. Reformen er ganske vist nødvendig, men den vil kun give det ønskede resultat, hvis de effektivitetsfremmende foranstaltninger gennemføres under behørig hensyntagen til kravet om social retfærdighed.

Dette dobbelte perspektiv, som skal sikre en afbalanceret lovgivning, er ledetråden i de tre betænkninger, som Europa-Parlamentet skal tage stilling til i denne uge, og som blev vedtaget praktisk taget enstemmigt i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter den 29. november sidste år. Disse tekster er resultatet af flere måneders drøftelser og høringer i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, drøftelser med Dem, fru kommissær, såvel som med Deres tjenestegrene og med de forskellige berørte parter i erhvervslivet. De er resultatet af et kompromis, der er blevet forhandlet på plads med og godkendt af et bredt flertal af de politiske grupper her i Parlamentet.

Dette kompromis er centreret om fire hovedakser. Den første vedrører indførelsen af en smidig regulering af markedet for sukker. Denne smidighed skal opnås gennem gradvis indførelse af en markedslogik i sektoren, idet referenceprisen skal sikre større konkurrenceevne inden for sektoren, mens reguleringen skal forhindre de katastrofale følger, som en fuldstændig liberalisering af markedet for sukker ville få.

På det interne plan betyder dette, at man midlertidigt opretholder interventionsordningen for at sikre markedsstabiliteten i de næste fire år, der som bekendt vil blive vanskelige ud fra et økonomisk synspunkt.

Hvad angår reformens følger udadtil, giver den fortsatte regulering sig udtryk i opretholdelsen af kontrollen med sukkerimporten fra de mindst udviklede lande. Det er nemlig afgørende, at vi i dag er opmærksomme på de skader, en ukontrolleret åbning af den internationale handel kan forvolde, som vi i øvrigt senest har set det på Vestbalkan. I denne henseende og for at forhindre enhver tilskyndelse til bedrageri, når Alt undtagen våben-initiativet først er trådt fuldstændig i kraft, foreslår Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter bl.a., at der indføres et kommercielt bolværk i form af en sikkerhedsklausul, der begrænser eksporten i henhold til nettoeksportørprincippet. Denne ordning vil gøre det muligt at forebygge en destruktiv trekantshandel og samtidigt garantere over for de mindst udviklede lande, at deres lokalbefolkning, der er beskæftiget inden for sukkerproduktionen, reelt vil drage fordel af præferencehandelsordningen med EU. Ordningen, som på ingen måde indvirker på mulighederne for at udbygge sukkerproduktionen i de mindst udviklede lande, er fuldstændig i overensstemmelse med de målsætninger, der lå til grund for Alt undtagen våben-initiativet.

Den anden store akse i det kompromis, Parlamentet skal stemme om, er europæisk solidaritet i forhold til især de svagest stillede regioner. En regulering af handelen, der har til formål at stabilisere markederne og undgå alt for voldsomme prisudsving i fremtiden, bør dog også ledsages af foranstaltninger, der kan afbøde reformens følger for de dele af befolkningen, der rammes hårdest af indstillingen af denne aktivitet, herunder især de mest udsatte grupper.

I denne forbindelse vil jeg først nævne landbrugerne, idet de bør sikres en omfattende godtgørelse for deres indtægtstab, og en del af støtten fra omstruktureringsordningen bør ydes i form af godtgørelser til de landmænd, der mister deres leveringsret og skal foretage nye investeringer for at omstille sig til andre afgrøder.

Dernæst kommer de ansatte i sukkerfabrikkerne. De er fuldstændigt afhængige af en fremtidig omstrukturering af sektoren og bør i tilfælde af indstilling af industriaktiviteter tilgodeses gennem en skærpelse af de betingelser, industrivirksomhederne skal opfylde for at få adgang til støtten fra omstruktureringsfonden. Endelig bør vi undgå, at omstruktureringen af fællesskabsproduktionen især rammer de svageste regioner, hvorfor det er vigtigt, at medlemsstaterne får det afgørende ord, hvad angår indstilling eller opretholdelse af produktionen på deres territorium.

Det er desuden afgørende, at vi tager behørigt og passende hensyn til de særlige forhold og begrænsninger, der præger situationen i regionerne i de yderste randområder. Dyrkning og forarbejdning af sukkerrør er økonomisk, socialt og kulturelt af grundlæggende og uerstattelig betydning. Jeg skal i denne forbindelse, fru kommissær, takke Dem for Deres lydhørhed og Deres bestræbelser på at sikre disse regioner en særlig behandling, især hvad angår kompensation og afsætningsstøtte. Disse foranstaltninger, som Parlamentets medlemmer har krævet indført, vil efter min overbevisning give de mennesker, der lever af sukkerrørssektoren i disse regioner, betydeligt mere betryggende fremtidsudsigter.

Reformens tredje akse vedrører sektorens fremtid og omfatter udviklingen af alternative afsætningsmuligheder. I en international kontekst, der på den ene side er præget af stigende oliepriser og på den anden side af ønsket om at bekæmpe produktionen af drivhusgasser, udgør produktionen af alkohol inden for sukkersektoren nemlig et vigtigt trumfkort i udviklingen af alternative energikilder. Eftersom reformen af den fælles markedsordning vil få omfattende følger for produktionsniveauet, har Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter foreslået at foregribe denne udvikling gennem en målrettet politik centreret om den landbrugsmæssige del såvel som den industrielle del. For landbrugets vedkommende gennem foranstaltninger til forbedring af støttemulighederne for energiafgrøder i særdeleshed, og for industriens vedkommende gennem vedtagelsen af en omstruktureringsordning, der fremmer udviklingen af destillerier til fremstilling af bioethanol. Disse redskaber indgår som et led i en samlet lovgivning til fremme af bioethanolsektoren, der kan give afsætningsmuligheder for landbruget såvel som forarbejdningsvirksomheder inden for denne sektor.

Endelig den fjerde og sidste, men ikke mindste, akse i vores arbejde, nemlig priserne. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har fjernet sig fra Kommissionens oprindelige forslag, som ville få drastiske følger for sektoren og for landbruget såvel som for udviklingslandene, og foreslået en mindre hurtig og mere moderat nedsættelse af sukkerpriserne på 30 % over fire år. En sådan prisnedsættelse vil sikre reformens økonomiske effektivitet og samtidig lette følgerne for alle sektorens aktører. Hermed sikres en bedre opretholdelse af den økonomiske aktivitet i produktionsregionerne, og hundredtusindvis af job bliver direkte eller indirekte bevaret. Denne moderation er endvidere i overensstemmelse med de forpligtelser, Europa har indgået i forhold til udviklingssamarbejdet, og vil give AVS-landene og de mindst udviklede lande, der eksporter en del af deres produktion til EU, mulighed for at opretholde priser, der giver dem en vis fortjeneste.

I slutningen af november nåede de 25 medlemsstaters landbrugsministre som led i forberedelserne af Verdenshandelsorganisationens konference i Hongkong og uden at afvente Parlamentets endelige afstemning frem til et uformelt og foreløbigt kompromis om den fremtidige reforms hovedretningslinjer. Selv om denne aftale ganske vist havde til formål at afstikke en fælles politisk linje, er det ikke desto mindre et faktum, at de forskellige deltagere udnyttede dette i medierne ved at fremstille det som en fremskyndelse af reformen, hvilket efter min opfattelse ganske tydeligt afspejler Kommissionens og Rådets ønske om at tilsidesætte Parlamentet, som dog skal udtale sig, inden der kan træffes en beslutning. Følgelig finder jeg denne fremgangsmåde aldeles uacceptabel og må på det skarpeste tage afstand herfra.

Men når alt kommer til alt, er det dette kompromis, der er til behandling, og selv om det ikke følger Landbrugsudvalgets ændringsforslag ordret, må vi konstatere, at det i den nuværende form på bemærkelsesværdig vis bekræfter, hvor langt Rådet har fjernet sig fra det oprindelige forslag.

I forhold til de fire hovedakser, som jeg netop har beskrevet, betyder kompromiset en mærkbar udvikling i retning af de mere moderate og afbalancerede forslag fra Udvalget om Landbrug og Landdistrikter. Hvad angår reguleringen, forsvares tanken om at opretholde en interventionsordning i en periode på fire år inden overgangen til en referencepris, som markerer markedslogikkens indførelse i den fælles markedsordning for sukker. Derudover bekræfter kompromiset især parlamentsmedlemmernes analyse af behovet for at bevare en vis mulighed for at styre udbuddet af sukker på fællesskabsmarkedet. Selv om foranstaltningerne er forskellige, er den grundlæggende tankegang den samme og går i retning af en tilpasning af Alt undtagen våben-initiativet.

Hvad angår den europæiske solidaritet, tilslutter Rådet sig forhøjelsen af den fastsatte støtte til landbrugerne og foreslår en kompensation for indkomsttab på 64,2 % i stedet for 60 % som oprindeligt foreslået. Rådet går desuden ind på idéen om at overføre 10 % af omstruktureringsstøtten til landbrugerne. Parlamentets forslag om en delvis sammenkobling og modulering af støtten til de dårligt stillede regioner er derimod ikke medtaget.

Hvad angår den tredje akse vedrørende alternative afsætningsmuligheder, har de 25 medlemsstaters landbrugsministre bekræftet muligheden for en delvis afvikling af fabrikkerne, der vil muliggøre udviklingen af destillerier til fremstilling af bioethanol. Tilbage står dog, at den finansielle tilskyndelse til udviklingen af energiafgrøder heller ikke er medtaget. Hvad angår priserne, er Rådets forslag om en nedsættelse med 36 % over fire år langsommere og mindre brutalt end de oprindelige forslag og ligger på linje med holdningen i Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

Selv om der unægteligt er sket mange prisværdige fremskridt, er flere forslag dog ikke blevet medtaget, bl.a. forslagene om en skærpelse af betingelserne for udbetaling af omstruktureringsstøtte til industrien. Det er i denne forbindelse særligt beklageligt, at Rådet hidtil ikke har beskæftiget sig med de sociale kriterier, der skal opfyldes, såvel som medlemsstaternes beføjelser til i sidste instans at godkende eller forkaste eventuelle indstillinger af produktionen. Derudover ønsker jeg, selv om jeg således i snæver forstand fjerner mig lidt fra det egentlige emne for denne debat og mine betænkninger, at tilkendegive min indignation over den behandling, man har givet AVS-landene. I forhold til en reform og især en prisnedsættelse, som vil få katastrofale følger for en stor del af disse lande, kan de 40 millioner euro, som Rådet har tildelt for 2006, kun betragtes som en latterlig og krænkende almisse. EU bør absolut finde de nødvendige midler til at råde bod på denne situation, som er i modstrid med stats- og regeringschefernes gentagne erklæringer om udvikling af de fattigste lande.

Det står således klart, mine damer og herrer, at landbrugsministrene bør fortsætte deres bestræbelser under forhandlingerne i februar, hvis de skal nå frem til en endelig aftale, der er acceptabel for alle. Med dette for øje håber jeg, at Parlamentet vil stemme for de tre foreliggende betænkninger med et så bredt flertal som muligt, så vi kan sende et klart signal til Rådet om at udbedre manglerne i det foreløbige kompromis fra november og sikre en både retfærdig og effektiv reform af den fælles markedsordning for sukker.

  Glenys Kinnock (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (EN) Fru formand, jeg takker kommissæren og hr. Fruteau, fordi de har håndteret et yderst kontroversielt og vanskeligt spørgsmål så godt.

Naturligvis er det vigtigt med en reform af sukkersektoren, men jeg er ikke enig i, at følgeskaderne af noget, der er en intern reform i EU, skal gå ud over nogle af de små, sårbare økonomier, som vi har et ganske særligt forhold til og partnerskab med.

Under diskussionerne har AVS-landene argumenteret for en gradvis prisnedsættelse, at dumping bringes til ophør, og at der indføres supplerede, langsigtet finansiering for at hjælpe dem med at klare denne drastiske reform. I det store og hele er deres ønsker blevet afvist. AVS-landene føler, som hr. Fruteau har ladet forstå, at de er blevet forladt og forrådt med det, der nu ligger på bordet. De har ingen garanti for, hvorfra pengene skal komme på længere sigt, når de skal omstrukturere og diversificere både inden for og uden for sukkersektoren. Alene i Vestindien ventes tabene som følge af nedskæringerne at ligge i omegnen af 125 millioner euro.

Landene under AVS-sukkerprotokollen leverede tropisk sukker, da Europa havde brug for det. Nu beder de om, at vi forstår deres uundgåelige afhængighed af denne vare, som de behøver for at få indtægter i fremmed valuta, der har bragt dem stabilitet og sikret, at de fortsat er demokratier.

Kompensationer på 7,5 milliarder euro ligger på bordet til de europæiske landmænd. Indtil videre har AVS fået 40 millioner euro, der skal fordeles mellem 18 lande, og det står ikke engang klart, hvordan de skal fordeles. Desuden advarede kommissær Mandelson i går aftes under WTO-forhandlingen om, at tallet på 190 millioner euro, som Kommissionen har foreslået, nu trues af en 20 % nedskæring, som blev aftalt under forhandlingerne om EU-budgettet.

Fru kommissær, hvor er det lige, at de penge skal komme fra? Er det igen Kommissionens hensigt at hærge udviklingsbudgettet for at dække udgifterne til disse ledsageforanstaltninger for AVS? Jeg håber, at kommissæren for udvikling, hr. Michel, vil stå fast, og at De i samme ånd som Deres ord om Deres interesse for udviklingslandene vil støtte, at der afsættes nye og supplerende midler til at dække ledsageforanstaltningerne.

Endnu en ting vækker bekymring, nemlig forordningens indvirkning på de mindst udviklede lande. Jeg henviser til de ændringsforslag, jeg har stillet om dette emne. Næste alle verdens mindst udviklede lande er medlemmer af AVS-gruppen. De har derfor en kolossal interesse i det forfærdelige forslag om, at vi skal fire på vores forpligtelser inden for Alt undtagen våben. Fra 2009 bør alle de mindst udviklede lande kunne nyde godt af den samme garantipris som inden for AVS-sukkerprotokollen. Der må ikke opstå forsinkelser med opfyldelsen af Europas forpligtelser om at give toldfri og kvotefri adgang for de mindst udviklede lande på et stabilt og langsigtet grundlag.

Den sikkerhedsklausul, som Rådet enedes om, omfatter en øvre grænse på en 25 % årlig forøgelse af importen fra de mindst udviklede lande. Det er virkelig at gøre nar af Alt undtagen våben. De mindst udviklede lande står til at miste 783 millioner euro i potentielle indtægter alene det første år. Jeg håber ikke, at Parlamentet vil acceptere en situation, der skader et europæisk initiativ, som vi med rette har været stolte af. Vi må ikke stemme for nogen som helst forsinkelse af gennemførelsen eller for en sikkerhedsklausul, som ville indskrænke det løfte, der ligger i Alt undtagen våben.

I overensstemmelse med målsætningen om at skabe sammenhæng mellem prioriteringerne for landbrug og udvikling vil jeg anbefale støtte til ændringsforslagene vedrørende afskaffelse af eksportsubsidier og afskaffelse af C-sukkereksporten. Hvis vi undlader at handle, vil vi sende det helt forkerte signal til millioner af verdens fattigste på et tidspunkt, hvor Europa formodes at fokusere på at afskaffe fattigdom.

  Béla Glattfelder (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (HU) Fru formand, Udvalget om International Handel har udarbejdet en henstilling til det udkast til betænkning, der diskuteres i dag. Den indeholdt tre punkter. I det første hedder det, at udvalget foreslår en moderat prisreduktion. Vi foreslog, at EU begrænser importen mere effektivt, og at sukkerproducerende landmænd i EU får en højere kompensation.

Disse forslag er betydeligt gunstigere for den europæiske sukkersektor end forslagene fra Kommissionen. Det er uheldigt, at beslutningen fra Rådet (landbrug) fra november er meget skuffende, idet man heri ikke tager tilstrækkeligt hensyn til det europæiske landbrugs interesser, og rent faktisk er det tvivlsomt, hvorvidt en sådan beslutning vil føre til udviklingen af et stabilt sukkermarked i EU.

I dag kan Parlamentet kun håbe på mindre ændringer, men vi er stadig fast besluttede med hensyn til nogle få detaljer. Vi ønsker f.eks. at gøre det muligt for sukkerroeavlerne at modtage op til 50 % fra omstruktureringsfonden i stedet for de nuværende 10 %.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at det efter udvalgets mening er særdeles vigtigt med en effektiv begrænsning af importen. F.eks. begrænser selv USA importen under præferenceordningen. Hvis USA ikke tillader snyd, bør EU heller ikke tillade det, fordi det undergraver EU's internationale anseelse. Desuden er et system, hvor man indfører strenge kvoter på producenter i EU, men tillader leverancer til markederne i EU uden begrænsninger, fuldstændig meningsløst og uretfærdigt.

  Terence Wynn (PSE), ordfører for udtalelsen fra Budgetkontroludvalget. - (EN) Fru formand, jeg vil gerne sige til kommissæren, at jeg klappede, første gang hun fremlagde sine forslag for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Jeg er klar over, at jeg var den eneste i udvalget, der klappede, og det bragte mig på kant med mange af mine kolleger. Jeg klappede, fordi jeg har ønsket en reform af denne sektor, lige siden jeg læste Revisionsrettens beretning fra 1991. Jeg har ønsket ændringer af ordningen fra et budgetkontrolsynspunkt, fra et udviklingssynspunkt, fra et WTO-synspunkt og fra et forbrugersynspunkt, hvilket bragte mig på kant med hr. Fruteau, som jeg nærer den største respekt for og virkelig beundrer. Men vi bør helt ærligt ikke acceptere opfordringen til "indførelse af ændringer". Der er behov for radikale ændringer, som kommissæren foreslog. Vi bør ikke stemme for mindre prisreduktioner og øgede kompensationer og mindre kvotenedskæringer end dem, der foreslås af Kommissionen. Vi bør ikke stemme for, at strukturpolitiske instrumenter eller instrumenter inden for politikken for social samhørighed bruges til at polstre sukkerproducenterne. Alle AVS-producenter fik tilbudt det samme. EU's landmænd har allerede adgang til store beløb inden for den fælles landbrugspolitik. Vi må ikke glemme, at producenter, forædlere og raffinaderier inden for sukkersektoren ikke er de fattigste mennesker på Jorden.

Jeg er enig i, at vi må overvåge importen fra de mindst udviklede lande for at forhindre svig og gardere os mod trekanthandel, men her taler vi helt ærligt om bittesmå beløb. EU's sukkerproduktion på 17 millioner ton vil ikke blive forstyrret; der opstår ingen skævheder på markedet på grund af import fra de mindst udviklede lande.

Ændringsforslag 61 om Alt undtagen våben-aftalen bør forkastes. Det, vi prøver at gøre ved de mindst udviklede lande, er uacceptabelt. Vi bør følge den linje, som fru Kinnock har skitseret, idet vi sikrer, at udviklingslandene ikke stilles ringere, uanset hvad vi gør med disse reformer.

  Albert Deß, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, reformen af den fælles markedsordning for sukker er en af de største reformer i den fælles landbrugspolitik i denne valgperiode. Det er en balanceakt på høj line mellem WTO-kravene, forpligtelserne i henhold til Alt undtagen våben-initiativet og panelafgørelsen på den ene side og sukkerroe- eller sukkerrørsavlerne samt de dermed forbundne økonomiske interesser i Europa på den anden side.

Kommissionen med fru Fischer Boel, Parlamentet og især Rådet er først og fremmest ansvarlige for denne balanceakt på høj line. De berørte er ca. 350.000 landbrugsfamilier og langt over 100.000 beskæftigede i de pågældende økonomiske områder i EU. Der er stadig mange sukkerroeavlere og arbejdstagere på sukkerfabrikkerne, der spørger, hvorfor en gennem årtier gennemprøvet fælles markedsordning for sukker skal reformeres så kraftigt. Svaret er ganske enkelt: fordi der på baggrund af de internationale forpligtelser, der blev indgået for mange år siden, ville blive sat fuldkommen spørgsmålstegn ved sukkerroe- og sukkerrørsdyrkningen i EU efter 2009 uden nogen reform.

Med en reform af den fælles markedsordning har vi mulighed for, at der fortsat kan opnås store produktionsandele i Europa, selv om denne reform fører til smertelige indkomsttab for sukkeravlerne. Kommissionen og Ministerrådet gav efter rådsaftalen af 24. november desværre indtryk af, at den fælles markedsordning for sukker dermed var vedtaget. Hr. Fruteau nævnte det. Denne enighed var dog kun en hensigtserklæring fra Rådets side, hverken mere eller mindre. Først på det næste ministerrådsmøde den 19. februar kan Rådet vedtage den fælles markedsordning for sukker endeligt.

Jeg er glad for, at Ministerrådet har taget hensyn til vigtige dele i kravene i vores beslutningsforslag af 10. marts 2005. Således har Kommissionen planlagt prisreduktioner for sukkerroer på op til 50 %. For hvidt sukker har Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter med flertal krævet 30 %. Rådet er blevet enig om 36 %. Ved udligningsbetalinger har Kommissionen foreslået 60 % i sit forslag, Rådet vil forhøje dem til 64,2 %.

Det glæder mig også, at reformen skal gælde indtil 2014-2015, og at der gives afkald på en kvoteoverførsel mellem medlemsstaterne. Jeg vil her gerne takke den nye tyske landbrugsminister, Horst Seehofer. Han ydede allerede kort tid efter sin edsaflæggelse et vigtigt bidrag i rådsforhandlingerne til, at Kommissionens forslag blev ændret til fordel for sukkerroe- og sukkerrørsavlerne i EU.

Efterfølgende forbedringer er især nødvendige ved omstruktureringsfonden. Rådet har til hensigt, at der af de planlagte omstruktureringsmidler skal anvendes mindst 10 % til landbruget. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter forlanger, at mindst 50 % anvendes til landbrug til oprettelse af produktionsalternativer. Her anmoder jeg Dem, fru Fischer Boel, og Rådet om at tage hensyn til Parlamentets votum ved den endelige beslutning i Rådet.

Ruslands politiske afpresning af Ukraine i forbindelse med gasleveringerne viser, at vi skal udnytte alle muligheder for at gøre EU lidt mere uafhængig inden for energisektoren. Landbruget i Europa er i stand til at fremstille energi i form af biomasse på dyrkningsarealer, som ikke længere anvendes til fødevareproduktion. Kommissionen og Rådet opfordres til at støtte en økonomisk fornuftig energifremstilling med en opstartsfinansiering fra omstruktureringsfonden. Kommissionen og Rådet skal gøre alt, for at de såkaldte trekantsforretninger, som allerede er blevet nævnt, forhindres.

Som skyggeordfører for PPE-DE-Gruppen takker jeg især formanden for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Joseph Daul, og ordføreren, min kollega hr. Fruteau, for det fremragende samarbejde i forbindelse med betænkningen om en reform af den fælles markedsordning for sukker. Min tak er også rettet mod alle andre kolleger, der har arbejdet konstruktivt med på denne betænkning.

Med afstemningen om sukkermarkedsreformen på torsdag sender Parlamentet et signal og opfordrer Kommissionen og Rådet til at ændre hensigtserklæringen i det mindste på nogle punkter.

  Katerina Batzeli, for PSE-Gruppen. - (EL) Fru formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Fruteau, på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, for den modenhed og effektivitet, hvormed han fremlagde sine forslag, og for hans samarbejde med de politiske grupper og alle Parlamentets udvalg.

Desværre er jeg nødt til at påpege, at Kommissionen og Rådet har besluttet at revidere et at de vigtigste markeder uden så meget som at afvente beslutningerne fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

Fru kommissær, kan De forestille Dem, at denne handlemåde fra Deres side er fremmende for det interinstitutionelle samarbejde? Selvfølgelig er det ikke det. Skal De i det mindste ikke vise lidt samarbejdsvilje over for Europa-Parlamentet i dag? Hvilke af Europa-Parlamentets forslag regner De med at acceptere? Er De blevet instrueret om, og har De til hensigt, at udøve dynamisk pres på Rådet i denne retning?

Revisionen af sukkerbranchen er en overlagt forbrydelse mod landdistrikterne og mod den europæiske industri og har tvivlsomme resultater for udviklingslandene, navnlig de mindst udviklede lande. I adskillige regioner, herunder i mit land Grækenland, er sukkerroeproducenterne og arbejdstagerne i sukkerindustrien - herunder den græske sukkerindustri - allerede begyndt at demonstrere på grund af de betydelige følger, som en reduktion i størrelsesordenen 36 % vil få.

De sagde, fru kommissær, at De ønskede at skabe en levedygtig europæisk sukkerindustri i EU. Overdriver De, eller sidder De med de forkerte tal? Både forudsigelser og resultater viser, at sukkerindustrien vil svinde ind eller forsvinde helt og med den også producenterne.

Derfor opfordrer vi inden for rammerne af et tæt samarbejde og en mindre tilpasning af det nye marked til gennemførelsen af visse forslag, der fremsættes i Fruteau-betænkningen.

For det første betydelige godtgørelser for mistede indtægter, navnlig for mindre producenter, der rammes hårdest af reduktionen af støtten.

For det andet en betydelig aktivering af omstruktureringsfonden som grundlag for en omfattende høring af alle producenter og arbejdstagere som forberedelse til integrerede operationelle programmer og omstruktureringsprogrammer i et forsøg på at standse affolkningen af forskellige områder.

For det tredje et støttebeløb på 80 euro pr. hektar for arealer tilsået med energiafgrøder og en forøgelse af det samlede tilladte areal fra 1,8 til 2,8 millioner Dette er vigtigt, fordi der gøres en indsats for at skifte til mere miljøvenlige energiformer.

For det fjerde muligheden for national støtte til producenter i en overgangsperiode og udbetaling af en procentdel mellem 30 og 50 % af beløbet til omstrukturering af branchen til producenterne selv, naturligvis under forudsætning af at de fortsætter med at dyrke andre afgrøder.

Dette betyder naturligvis, fru kommissær, at De påtager Dem at sikre sukkerbudgettet under forhandlingerne om de finansielle overslag. Ellers bliver det en dækningsløs check, som i kølvandet på Kommissionen manglende organisatoriske færdigheder vil forstærke de europæiske borgeres manglende troværdighed til Fællesskabets institutioner.

  Niels Busk, for ALDE-Gruppen. - Fru formand Først og fremmest vil jeg lykønske fru kommissær Fischer Boel med denne reform. Det var et ambitiøst forslag, Kommissionen lagde frem i sin tid, og det er et udmærket kompromis, der siden er vedtaget af Rådet. Resultatet er klart: mere frihandel på sukker. Verdens fattigste lande får i de nærmeste år fri adgang til det europæiske marked, og prisen på sukker sænkes og tilnærmes verdensmarkedsprisen.

Det ærgrer mig, at Parlamentet er for sent ude med sit bidrag. Trods mange opfordringer om at komme ud af starthullerne sidste år står vi nu i den situation, at vi har udspillet vores rolle, for beslutningen er allerede truffet i Landbrugsministerrådet. Dermed ikke sagt, at Europa-Parlamentet ikke har sat sine fingeraftryk på reformen, tværtimod. Flere elementer i reformen er ønsker, som Europa-Parlamentet er kommet med, hvor restruktureringsdelen er et godt eksempel på en styrkelse af de regioner, hvor sukkerroeproduktionen er et afgørende element.

Det glæder mig, at vi langt om længe har fået vedtaget en reform af sukkerordningen, som har eksisteret stort set uændret i 40 år. Med reformen er vi nået et godt langt skridt i den rigtige retning mod mere markedsøkonomi, men jeg ser gerne, at vi går endnu videre. Vi skal ikke blot skabe frihandel i forhold til lande uden for Fællesskabet, for faktum er jo, at vi ikke har et frit marked inden for EU. Først når vi fjerner de nationale kvoter, så produktionen foregår der, hvor den er bedst og mest rentabel, kan vi tale om, at vi har et frit indre marked.

Der er flere elementer i reformen, der er værd at fremhæve. Det tillader tiden imidlertid desværre ikke. Jeg vil særlig nævne forslaget om at styrke brugen af biobrændsel og fremstilling af ethanol, som jeg mener, at vi skal satse rigtig meget på hurtigst muligt. Det er der heldigvis en række medlemslande, der gør, mens andre tøver og endnu ikke er i gang. Det er ikke kun sukkerroer, men også andre afgrøder, som kan dyrkes på tidligere sukkerroearealer og kan anvendes til biobrændsel, som både forsyningsmæssigt, miljømæssigt og også økonomisk er en vigtig del af fremtidens energiproduktion.

Det største slag i kampen for at skabe grundlag for biobrændsel skal udkæmpes med medlemslandenes finansministre, som er lidt for glade for olieafgifterne, og det bidrag, som de yder til statskasserne. Reformen og særlig prisreduktionen får - uanset hvor rigtig reformen er - store og negative konsekvenser for en række af verdens fattigste lande, der ikke kan klare sig i fri konkurrence på verdensmarkedet. Med den meget høje EU-pris på sukker bærer vi en meget stor del af ansvaret. Derfor er det magtpåliggende for os, at vi afsætter tilstrækkelige midler til den omstrukturering, som disse lande står over for. Til slut vil jeg rette en tak til ordføreren, hr. Fruteau, for et godt samarbejde.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær, reformen af den fælles markedsordning for sukker var nødvendig, det er vi enige om. Der var indtrådt en perversion i den fælles markedsordning, hvad angår mængderne og de midler, som skulle komme fra budgettet. Endelig var der 5-6 millioner t, som blev eksporteret via fastlæggelsen af kvoter, og dette førte til en katastrofal dumpingeffekt. Fordelene for AVS-landene, som kunne levere en del af deres sukker hertil på vores betingelser, blev forpurret, fordi vi med denne dumpingpraksis på verdensmarkedet har bidraget til, at priserne brød sammen.

Vi var altså enige - der var imidlertid to forskellige tiltag. Først overvejelsen om ved hjælp af kvotesystemet at tilbageføre mængderne til et fornuftigt mål igen og give landene i den tredje verden, også de mindst udviklede lande, mulighed for bedre deltagelse, dernæst Deres tiltag med henblik på at skabe en løsning via en begyndende liberalisering af denne ordning, via prisreduktioner og støtte til rationalisering på disse områder, en løsning, der skal føre til en samlet liberalisering til sidst.

Vi har diskuteret længe og hårdnakket i udvalget - vi behøver ikke at komme ind på detaljerne nu, det er der heller ikke tid nok til. De har mærket, at der er en betydelig modstand i Parlamentet, og så har De undgået Parlamentet og er kommet frem til en afslutning sammen med Rådet uden at høre Parlamentet. De vidste, at De kunne tillade Dem det, fordi De for det første kunne gå ud fra, at Parlamentet ikke har nogen medbestemmelsesret, og for det andet har givet gaver til dem, hvis interesser er berørt af den fælles markedsordning for sukker. Den største gave, omstruktureringshjælpen på 6 milliarder til industrien, har så givet en anden stemning hos interessegrupperne. På denne måde kunne De gennemføre Deres reform.

Det eneste punkt, hvor der stadig er meget stor modstand, er spørgsmålet om, hvordan disse omstruktureringsfonde håndteres. Vi har stillet forslag. Det kan ikke accepteres, at landmændene kun får 10 %, og at der ikke skal laves nogen driftsmæssige og regionale udviklingsplaner, hvor de sociale og økologiske kriterier og arbejdskraften er omfattet. Derfor vil min gruppe foreslå, at vi på dette punkt anmoder om henvisning til fornyet udvalgsbehandling, således at vi kan diskutere dette spørgsmål med Dem og kan hente noget til landmændene og regionerne. Hvis vi lader det gå igennem, sådan som det er nu, vil ingen røre en finger. Jeg håber, at de andre grupper vil følge os.

  Paul Verges, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand, reformen af den fælles markedsordning for sukker skaber stor bekymring i AVS-landene såvel som i de yderste randområder. Denne bekymring er særlig stor på Réunion, hvor sukkerrør stadig er øens hovedafgrøde. Mobiliseringen af de forskellige aktører inden for sukkerrørssektoren har ikke været forgæves. Den har medført mærkbare ændringer i forhold til det oprindelige reformforslag. Vi tager disse positive ændringer til efterretning og glæder os over det arbejde, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og ordføreren har udført.

Vi bør dog være realistiske. De foranstaltninger, der skal mindske denne reforms følger, er tidsbegrænsede og fremstår følgelig snarere som afhjælpende foranstaltninger, hvis eneste formål er at få accepteret en reform, der over tid kan få katastrofale konsekvenser. I denne forstand lider de yderste randområder samme skæbne som AVS-landene. Vi kan ikke foregøgle dem, at deres fremtid er sikret. Især ikke eftersom der hersker så stor usikkerhed angående udviklingen efter 2013. For ud over fællesskabskompensationerne, der er utilstrækkelige, må man spørge, hvor stor den nationale kompensation bliver, og om den bliver videreført efter 2013.

Denne bekymring er så meget desto mere berettiget, som det under topmødet i Hongkong fremgik, at der forventes nye forhandlinger fra 2009, der vil få indvirkning på EU-budgettet, herunder om den fælles landbrugspolitik. Når man ved, at en sukkerrørsplante gennemsnitligt repræsenterer syv års høst, hvorefter der skal plantes nye planter, kan man udmærket forestille sig, at den nuværende usikkerhed kan betyde, at der ikke er tilstrækkelig tillid til, at man kan nå målene for den gentilplantning, som hidtil er blevet støttet af EU. Det er i sidste instans sukkerrørssektorens overlevelse, der står på spil.

Fru formand, jeg må afslutningsvis sige, at vi over for en situation, hvor vores planteavleres fremtid ikke er sikret længere end en sukkerrørsplantes levetid, umuligt kan godkende den betænkning, vi har fået forelagt.

  Witold Tomczak, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Fru formand, de metoder, der anvendes til at reformere sukkermarkedet, strider mod EU's strategiske mål og målene for den fælles landbrugspolitik.

EU yder tilskud til dumping af overskydende B-sukker på markeder i tredjelande. Det er dyrt, og det fører til forvridning af den internationale samhandel. Begrænsninger af sukkerproduktionen bør hovedsagelig indføres over for lande med store B-kvoter, og det bør være dem, der skal bære udgifterne til reformen. Når alt kommer til alt, bruges A-kvoterne til at opfylde medlemsstaternes egne behov. En kombination af A- og B-kvoter vil derfor betyde, at mange medlemsstater ville risikere ikke længere at være selvforsynende med sukker. Det vil også betyde, at de lande, der ikke er skyld i, at hele denne overproduktionskrise er opstået, ville få urimeligt høje omstruktureringsudgifter.

Når man ser det i lyset af reformens formål, er dette forslag uretfærdigt og ulogisk. Udgifterne til at løse et overproduktionsproblem, som er forårsaget af et lille antal medlemsstater, vil blive dækket af andre, navnlig de nye medlemsstater, som trods alt har betydeligt lavere B-kvoter. Hvorfor skulle de gøre det? De gamle EU-medlemsstater har fået tildelt en B-sukkerkvote på 2,7 millioner ton, mens de nye medlemsstater kun har fået tildelt 0,12 millioner ton. Man har også forbigået miljøhensynene i den foreslåede reform. Landmændene vil blive tvunget til at intensivere deres produktion af sukkerroer og koncentrere den i udvalgte lande og regioner, alt sammen for at skabe øget konkurrenceevne. Hvad har det at gøre med miljøbeskyttelse? Denne reform vil også være til skade for den sociale, økonomiske og regionale samhørighed. Den vil betyde, at flere landbrug går fallit, og den vil betyde fyringer på sukkerfabrikkerne, hvilket strider mod Lissabon-strategien. Den foreslåede reform af sukkermarkedet er baseret på en underlig opfattelse af solidaritet, som vi desværre har Kommissionen og bestemte regeringer at takke for.

Reformen af sukkermarkedet, som vi diskuterer nu, strider mod den fælles landbrugspolitik. Det viser sig endnu en gang, at denne politik er ganske…

(Formanden afbrød taleren)

  Sergio Berlato, for UEN-Gruppen. - (IT) Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, vi har altid været af den opfattelse - både i udvalget og i Parlamentet - at Kommissionens hastværk med at få sit forslag igennem, også selv om de institutionelle regler og fællesskabsreglerne ikke blev overholdt, mildest talt var mistænkeligt. Grunden til dette hastværk var tydelig, nemlig at kommissæren efter WTO-forhandlingerne utvivlsomt ville få sværere ved at få vedtaget en reform, som navnlig er kendetegnet af store prisnedsættelser og delvise kompensationer for tabene.

Fru formand, min gruppe er enig i, at det er nødvendigt med en reform, men har altid bedt om, at denne reform ikke blot indeholder de nødvendige ændringer, men også tager højde for den ufravigelige målsætning om bevare sektorens internationale konkurrenceevne på kort og lang sigt. Derfor har vi lige fra starten været modstandere af Kommissionens forslag, hvor man ofrer de mindst egnede og svagere områder og i stedet koncentrerer produktionen i visse medlemsstater. Det er således kun nogle områder, som vil betale prisen for en uundgåelig reduktion af Europas samlede produktion.

Heldigvis har Rådet forbedret Kommissionens oprindelige forslag - også ved at give medlemsstaterne mulighed for at yde en produktionsstøtte på op til 30 % - men det opnåede kompromis er ikke helt tilfredsstillende, og det går stadig for hårdt ud over sektoren. Derfor bør Parlamentet under alle omstændigheder påtage sig det ansvar, som traktaterne giver det, og afgive udtalelse.

Herefter skal Rådet - selv om det bliver meget vanskeligt at genoptage en debat, der allerede er afsluttet - i forbindelse med den offcielle vedtagelse af reformen overveje muligheden for at medtage nogle af de væsentlige ændringer og forbedringer, som Parlamentet har foreslået. Disse går f.eks. ud på at bevare interventionsordningen indtil 2010, at kompensationsstøtten skal variere ud fra produktionen, at det skal være obligatorisk at give mindst 50 % af omstruktureringsstøtten til sukkerroe- og cikoriedyrkere for at opveje deres indkomsttab, og at der skal opstilles andre betingelser for adgangen til omstruktureringsordningen via indgåelsen af en handelsaftale med sukkerroe- og cikoriedyrkerne.

  Peter Baco (NI). - (SK) Mine damer og herrer, jeg anbefaler, at De ikke vedtager de tre betænkninger om reformen af sukkerordningen. Dette er en reform, der modarbejder vækst, beskæftigelsen i landdistrikterne og økonomien i de mindst udviklede regioner i EU og dermed også Lissabon-strategien.

Reformen bliver ikke forbedret tilstrækkeligt, end ikke af de bedre ændringsforslag i hr. Fruteaus betænkninger, og den vil betyde, at EU mister sin enestående chance for at spille en førerrolle ved liberaliseringen af handelen med landbrugsprodukter inden for rammerne af WTO. Dette er yderst beklageligt, fordi en førerrolle i dette spørgsmål vil give os mulighed for at nå vores mål i forhandlingerne om liberaliseringen af handelen med varer, der ikke stammer fra landbruget.

Det centrale problem er, at reformen i stedet for at have tillid til, at de naturlige markedskræfter korrigerer den nuværende overbureaukratiserede ordning, fører til en ny række uprøvede, ikke-markedsmæssige og komplicerede administrative restriktioner. Der anvendes f.eks. hverken mængde- eller prisregulering inden for handelen med nogle større varegrupper som mel og korn.

Behovet for en anden type af reformer forstærkes yderligere af de betydelige ændringer af de økonomiske forudsætninger for bioenergi. Derfor har jeg allerede fremsat forslag til et markedsbaseret reguleringssystem over for de relevante myndigheder. Med hensyn til Fruteau-betænkningerne bør Parlamentet navnlig give sin støtte til henstillingen fra Landbrugsudvalget, som betyder, at Rådet aldrig vil kunne indgå en endelig politisk aftale uden at høre Europa-Parlamentet. Mine damer og herrer, jeg takker for Deres støtte.

  Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Fru formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Fruteau, og hr. Daul som formand for udvalget, som har samarbejdet om at udarbejde en fremragende betænkning om sukkersektoren, som vi uden problemer vil kunne stemme for i denne uge.

Selv om det er meget vigtigt med en reform af sukkersektoren, er spørgsmålet her også, hvordan den gennemføres, og hvordan producenterne oplever den i de forskellige medlemsstater, og navnlig om producenterne i medlemsstater mener, at de bliver retfærdigt behandlet i denne forbindelse.

I mit eget land Finland var der f.eks. længe frygt for, at Kommissionens oprindelige forslag om dette emne ville sætte et endeligt punktum for sukkerdyrkning i vores land. Det ville bestemt være sket, hvis Kommissionens oprindelige forslag var blevet gennemført. Nu er der blevet lukket endnu en sukkerfabrik som følge af den kommende beslutning, og Finland må selv betale tilskud til sine producenter. Man kan på ingen måde sige, at Finland har haft fordel af dette, men nu er det vigtigt, at De, fru kommissær, garanterer de finske landmænd og landmænd fra de øvrige små medlemsstater, at man fremover vil holde aftalerne, og at alle lande vil kunne beskæftige sig med landbrug. På den måde kan man bortvejre enhver grundløs frygt.

En anden ting er, at det er blevet sagt offentligt, at beslutningen allerede er truffet, og at Parlamentet ikke længere kan gøre noget ved det nu. Det er det forkerte indtryk at videregive, og jeg håber, fru kommissær, at De vil forsikre os om, at Parlamentet altid vil blive hørt i god tid i spørgsmål vedrørende landbrug, og at der altid vil være tale om samarbejde. Så vil vores borgere have tillid til, at dette system rent faktisk fungerer.

  Vincenzo Lavarra (PSE). - (IT) Fru formand, kære kolleger, først vil jeg også gerne lykønske ordføreren med hans betænkning. Jeg anser teksten for at være væsentligt bedre end Rådets kompromistekst, da den viser vejen for en nødvendig reform, som dog ikke går for hårdt ud over landbrugssektoren og landbrugsproduktionen, navnlig i de mest ugunstigt stillede regioner. Rådets kompromis er efter vores mening bekymrende, ikke mindst på grund af dets negative konsekvenser for de mindst egnede områder, selv om nedskæringerne i støtten er blevet reduceret betydeligt. Desuden er forlængelsen på fire år så afgjort ikke en acceptabel frist.

Det, som jeg beder kommissæren og rådsrepræsentanterne om - og her vil jeg ikke dvæle ved spørgsmål, som andre parlamentsmedlemmer allerede har været inde på - er at sætte pris på den betydelige forståelse, som udvalget og dets formand, hr. Daul - ja, faktisk hele udvalget - udviste over for den procedureændring, der førte til det uformelle kompromis, så der blev mulighed for et mere passende forhandlingsgrundlag i WTO. Jeg beder Dem også om at gengælde Europa-Parlamentets tjeneste ved at sige ja til de ændringsforslag, der er stillet til teksten, og som utvivlsomt bliver vedtaget af Parlamentet. De giver navnlig mulighed for midlertidig statsstøtte i de mest ugunstigt stillede regioner og for at tilpasse den kompensation, der ydes til landbrugerne, ikke mindst fra omstruktureringsfonden.

  Ona Juknevièienë (ALDE). - (LT) Fru formand, mine damer og herrer, jeg lykønsker hr. Fruteau, fordi han har udarbejdet disse tre yderst vigtige betænkninger om reformen af sukkersektoren.

Allerede i november måned blev man i Rådet enige om de fælles principper for markedsordningen for sukker og retningslinjerne for reformen. Det var en meget vigtig beslutning, som vi alle glædede os over; for det første fordi den viste vores evne til at blive enige om spørgsmål, der er vigtige for hele Fællesskabet, som samler Unionen, og for det andet har den styrket vores forhandlingsposition i Hongkong. Vi har vist, at Fællesskabet ikke kun fremfører idéer, men også er i stand til at indføre specifikke foranstaltninger. Fællesskabet forstår og forbereder sig løbende på at møde udfordringerne ved globaliseringen.

Det er naturligvis en skam, at Rådet accepterede denne aftale uden først at høre Europa-Parlamentet, som repræsenterer den europæiske befolknings interesser.

Fru formand, mine damer og herrer, den måde, som reformen er udformet og planlagt på, er meget vigtig, men gennemførelsen er af endnu større betydning.. Derfor er omstrukturering hjørnestenen i alle tre betænkninger.

I Litauen er den store sukkerproducent den danske virksomhed Danisco Sugar. Den har fabrikker ikke bare i Litauen, men også i Sverige, Tyskland og Finland. Det er klart, at den foreslåede reform vil tilskynde til bevare de mest effektive fabrikker og afvikle dem, der kører med tab. Men vi er nødt til at tage hensyn til både medarbejdernes og råvareproducenternes interesser og sikre, at de ikke lades i stikken. Derfor skal reformen først og fremmest lette produktionen af alternative produkter og skabe nye forretningsmuligheder og ikke bare tilrettelægge en exit fra markedet.

Østrig og Finland har lovet at gennemføre reformen inden årets udgang. Reformen bliver kun en succes, hvis der tages hensyn til interesserne for alle aktører på markedet.

  Margrete Auken (Verts/ALE). - Fru formand Hver gang det hævdes, at AVS-landene vil lide under en afskaffelse af EU's sukkercirkus, er den underliggende dagsorden altid beskyttelse af EU's egen produktion. Når AVS-landene vil lide under en sådan afskaffelse, skyldes det jo, at vi med absurde handelsordninger har fastholdt dem i et slavelignende forhold, og hvis man frigiver slaver uden at hjælpe dem til at klare sig selv, er de selvfølgelig i en værre situation end før.

Vi bør hjælpe AVS-landene til at opbygge en bæredygtig produktion. Det er grotesk, at vi kun giver nogle håndører til dem, når vi rigeligt kompenserer vores egne sukkerproducenter og vores egen sukkerindustri. De 200 millioner euro, som Glenys Kinnock foreslår, er et absolut minimum. Der er mange penge at spare ved at afvikle sukkerordningen og altså rigeligt råd til disse kompensationer. Og så bør vi glæde os over de mange ulande, der får gavn af en sukkerliberalisering. De sociale og miljømæssige problemer, der beviseligt er mange steder, skal løses gennem ILO og miljøkonventionerne. Vi skal bakke de kræfter op, der arbejder for at få gennemført disse krav f.eks. i Brasilien, og allerhelst skal vi få kravene accepteret som klare handelsbetingelser i WTO.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL). - (EL) Jeg er ked af det, men dagens forhandling om Parlamentets udtalelse om sukkersektoren er blændværk, idet Rådet har besluttet og de nationale regeringer planlægger at gennemføre den barske, landbrugsfjendske beslutning, som betyder, at tusinder af små og mellemstore bedrifter vil blive udslettet, sukkerfabrikker vil lukke, og de ansatte må stille sig i arbejdsløshedskøen.

I Grækenland demonstrerer landmænd og arbejdstagere allerede. Beslutningerne i den nye forordning betyder en drastisk nedskæring af kvoterne og de institutionelle priser, mens interventionsmulighederne afskaffes. De kommer ind under filosofien i den nye fælles landbrugspolitik og udgør værktøjer, der sigter mod at begrænse ressourcerne til landbruget og kanalisere dem over i EU's repressive politikker med terrorismen som påskud.

Samtidig viser beslutningerne fra WTO, at landbruget - og naturligvis sukker - er kommet under guillotinen med henblik på at fremme interesserne for og rentabiliteten af den europæiske industrielle kapital gennem dennes øgede og uhæmmede penetration i udviklingslandene, så den bedre kan udnytte disse.

Med sine forslag forsøger ordføreren at udskyde følgerne en smule. Desværre er en hurtig eller langsom død for sukkersektoren ...

(Formanden afbrød taleren)

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Fru formand, som den foregående taler undrer jeg mig over, hvorfor vi behandler disse forslag. Rådet vedtog jo en afgørelse den 22. november, og det er nu et fait accompli. Men hvis Parlamentet er fast besluttet på at få sine synspunkter hørt, skal vi huske på, at sukkerordningen har været stort set uændret i næsten 40 år, og alligevel forsøger vi at gennemføre omfattende ændringer næsten fra den ene dag til den næste. Det er et sygt system, hvor der har været stort behov for reformer i mange år. Men de drastiske løsninger, der foreslås - dvs. medicinen mod sygdommen - vil efter al sandsynlighed slå patienten ihjel: Man regner med, at den nye ordning vil koste 100.000 arbejdspladser i Europa og betyde enden på sukkerdyrkning i lande som Grækenland og Irland. Den vil sandsynligvis også anrette kolossale skader på økonomierne i mange tidligere europæiske kolonier i Afrika og Vestindien, som var store modtagere under den gamle ordning. Jeg er også yderst opmærksom på, at min egen valgkreds i det østlige England står for en stor del af Det Forende Kongeriges sukkerdyrkning.

Jeg anbefaler en øjeblikkelig og grundig undersøgelse af virkningerne af den nye ordning. Vi må aldrig glemme, at vores handlinger påvirker mennesker ude i den virkelige verden, uden for vores beskyttede miljø. Det er et skammeligt træk ved denne centraliserede og bureaukratiske styreform, at det har taget så længe at skride til handling, og da kun efter pres fra WTO, og at så mange mennesker kommer til at bøde som følge af dette.

  Janusz Wojciechowski (UEN).  - (PL) Fru formand, reformen af sukkermarkedet, som vi behandler i dag, er en pseudo-reform, der er farlig, uretfærdig, uærlig og asocial.

Den er farlig, fordi den vil betyde, at EU bliver afhængig af sukkerleverancer fra resten af verden, hvilket vil være til skade for kontinentets fødevaresikkerhed. Det er uretfærdig, fordi den subsidierede eksport af B-sukker, der volder så mange problemer, hovedsagelig var udtænkt af Frankrig og Tyskland, men alligevel er det hele EU, der betaler prisen, og de nye medlemsstater lider mest. I stedet for at afskaffe eksportoverskud retter forslaget et slag mod hjertet af sukkerproduktionen over hele Europa.

For bare få år siden betalte de store sukkervirksomheder i Polen en meget lav pris for fabrikker, der var blevet privatiseret. De samme selskaber vil nu modtage mange gange mere for at lukke fabrikkerne. Det er blot et eksempel på, hvorfor reformen er uærlig.

Endelig er reformen asocial, fordi den ikke tager hensyn til problemerne for de tusinder af landbrugere og arbejdere på sukkerfabrikkerne, der vil miste deres levebrød, og som får svært ved at finde nyt arbejde. Denne pseudo-reform er værdig til titlen Take the Money and Run, ligesom gangsterfilmen. De store sukkerselskaber vil tjene hundreder af millioner euro ved at flytte deres aktiviteter uden for EU. Vi bør forkaste denne pseudo-reform for Europas skyld.

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Fru formand, fru kommissær, det fælles marked for sukker har siden 1968 i det store hele fungeret ganske udmærket, hvilket fremgår af det faktum, at man producerede 20 millioner og brugte 16 millioner og følgelig kun eksporterede 4 millioner mod Brasiliens 13 millioner.

Men frihandelssekten fortæller os, at det europæiske sukker skaber økonomisk sukkersyge i de fattige lande. Og for at udrydde fattigdommen i rørsukkerland må vi udrydde sukkeret i roe-Europa. Heraf de tre fællesskabsregler med en prisnedsættelse på 36 % og følgelig indtægtsnedgang og en åbning af vores marked for trekantshandel med sukker via Balkan eller de mindst udviklede lande i 2009 til gavn selvfølgelig for de store operatører.

Resultatet af hele denne proces er velkendt. Til trods for hr. Fruteaus prisværdige indsats vil vi blive importører af sukker, de europæiske skatteydere vil skulle betale en vis godtgørelse til AVS-landene og efter 2015 vil Europas landbrugs- og fødevaresektor være marginaliseret. Eftersom Kina og Indien til den tid vil have en massiv import af landbrugs- og fødevarer, vil det desuden blive Brasilien, der kommer til at producere fødevarer til Asien, mens Europa vil være kørt ud på et sidespor.

Lad mig stille Dem blot et enkelt spørgsmål, fru kommissær. Hvorfor har De i de sidste 20 år ikke brudt Dem om de små bedrifter i Europa ...

(Formanden afbrød taleren)

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, min tak gælder først og fremmest ordføreren for hans arbejde. Efter intensive drøftelser og forhandlinger førte det til dette kompromis i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som jeg kan støtte. I den forbindelse skal man imidlertid være klar over, hvilke konsekvenser disse tre betænkninger har på det europæiske landbrug generelt samt på roeavlerne i særdeleshed og sukkerindustrien.

Sukkersektoren er et eksempel på, i hvilket omfang WTO påvirker økonomien i enkelte stater, men også i hele EU. Det er lykkedes Landbrugsudvalget at mildne mange forslag fra Kommissionen, og jeg mener, at resultatet er meget acceptabelt. Jeg håber, at mange af kravene fra Landbrugsudvalget vil blive overtaget ved de afsluttende forhandlinger mellem Rådet og Kommissionen.

Dyrkningen af energiplanter giver i hvert fald delvist landmændene mulighed for at finde alternativer til sukkerroedyrkning og forcere nonfoodproduktionen, hvilket er ubetinget nødvendigt og også fremtidsorienteret. Det europæiske landbrug skal klare den næste store reform på kort tid efter reformen af den fælles landbrugspolitik. Alligevel skal vi acceptere, at vi lever i en gensidigt afhængig verden. Stædig fastholdelse af status quo er helt sikkert ikke noget alternativ.

For os i Landbrugsudvalget skal det fremover være muligt, at Parlamentet træffer sine beslutninger, før Rådet træffer en afgørelse. Dette var en undtagelsessituation, og i betragtning af denne situation støtter jeg proceduren. Jeg håber, at vi i sidste ende også i fremtiden vil få en aktiv og attraktiv sukkerindustri og også roeavlere.

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Fru formand, i november besluttede Rådet at revidere den europæiske sukkersektor og nedsætte prisen med 36 % over fire år, idet der ydes en kompensation på mere end 7 milliarder euro til den europæiske sukkersektor. Det er vigtigt, at en del af denne kompensation ikke blot går til landmænd og industri, men også til de arbejdstagere, som måske mister deres job som følge af reformen. De må ikke glemmes, og jeg vil gerne have et tilsagn fra kommissæren om støtte til omskoling og efteruddannelse, således at disse kan finde et passende job.

Jeg støtter Rådets beslutning om ikke længere at udsætte fri adgang for sukker fra de mindst udviklede lande inden for rammerne af Alt undtagen våben-initiativet. For disse mennesker er eksport af sukker livsvigtig, især med det kraftige prisfald. Vi skal opfylde vores løfter og i 2009 åbne vores marked. Udsættelsen har varet længe nok.

Jeg beklager Rådets beslutning om ikke at give et klart svar vedrørende afskaffelsen af C-sukker. C-sukker forstyrrer verdensmarkedsprisen, og vi kan derfor bedre søge alternative mål for eventuelle overskud såsom energiproduktion. Hr. kommissær, kan De garantere, at C-sukker afskaffes? Endvidere har De besluttet at indføre en 25-%'s-ordning for at modvirke trekantshandel, hvilket jeg forstår. Men kan De bekræfte, at formålet med denne undersøgelse, hvis disse 25 % overskrides, kun er at modvirke trekantshandel og ikke andre ting? Kan De også bekræfte, at det ikke vil virke forsinkende?

I går sagde kommissær Mandelson, at vi faktisk har brug for 200 millioner til AVS-landene, hvis vi vil hjælpe dem seriøst. Med rette sagde hr. Fruteau, at det er uacceptabelt at bruge disse 40 millioner. Det er ikke tydeligt, hvor disse penge skal komme fra. Det skal være nye og friske midler. Kan De give tilsagn om, at Kommissionen i hvert fald vil gøre sit yderste for at finde disse 200 millioner om året, og at det ikke sker på bekostning af udviklingsbudgettet fra udgiftsområde 4? For det ville virkelig være at fodre hunden med dens egen hale og tage pengene fra de fattigste lande. Det er en forkert slags solidaritet.

  Jan Mulder (ALDE). - (NL) Fru formand, vi kan kun sige, at denne forhandling kommer lidt for sent. Kommissæren, som jeg vil lykønske, fordi Rådet i vid udstrækning har overtaget hendes idéer, var så taktfuld at sige, at Parlamentet har haft en stor indflydelse. Det vil jeg gerne give hr. Fruteau en kompliment for, men ikke desto mindre vil det ikke få ret stor indflydelse på det endelige resultat, hvad vi beslutter i et beslutningsforslag i dag eller i morgen.

Også jeg hører til dem, der syntes, at en sukkerreform var nødvendig. WTO-panelet har kritiseret os voldsomt. Vi har nu en våbenaftale, og den skal vi rette os efter og tage hensyn til. For landmændene i medlemsstaterne er det strenge vilkår, og det er det også for landmændene i AVS-landene. Jeg er enig med mange, som har sagt, at sukker ikke bliver det vigtigste produkt for disse AVS-lande. Energiproduktionen bliver mindst lige så vigtig.

Vi kender teknikker - bl.a. bruges disse allerede i Brasilien - som kan omsætte sukkerrør direkte til alkohol. Jeg vil gerne opmuntre Kommissionen til at støtte AVS-landene mest muligt i denne proces, for det er bedre at bruge sukkerrør til energiproduktion i disse lande, i hvert fald hvis de ligger i troperne.

I mellemtiden dukker der allerede et andet problem op. Hvis jeg er rigtigt informeret, kommer der snart et overskud på det europæiske marked på omkring 2 millioner t sukker. Det skyldes, at eksporten er faldet, og at der har været en god høst. Der er stadig et stort lager af interventionssukker, og det ser ud til, at deltagelsen i omlægningen i det første år vil være mindre end forventet. Jeg har et kort spørgsmål til Kommissionen. Hvad agter Kommissionen på kort sigt at gøre ved dette overskud på 2 millioner t sukker?

  Kartika Tamara Liotard (GUE/NGL). - (NL) Fru formand, fru kommissær, den sukkerreform, der nu foreligger, vil få meget negative konsekvenser for fattige udviklingslande og AVS-lande, som nu mister deres adgang til markedet eller får en lavere pris for deres produkter. Enhver landbrugsreform, som er uheldig for udviklingslande, er efter min opfattelse en dårlig reform.

Desuden er denne reform tilmed skæbnesvanger for i tusindvis af landmænds og sukkerindustriarbejderes indkomst, og da der ikke er en ordentlig social plan for at afbøde virkningen, er det en elendig reform.

Endelig gavner denne reform ikke de europæiske skatteydere, fordi den er budgetneutral. Disse tre kendsgerninger gør, at vi kan tale om en katastrofal reform. Den europæiske sukkerpolitik skal absolut revideres, men ikke på en måde, som kun gavner store levnedsmiddelproducenter.

  Andrzej Tomasz Zapalowski (IND/DEM).  - (PL) Fru formand, dagens forhandling har givet anledning til mange spørgsmål, navnlig reformens indvirkning på de nye medlemsstater. Vi bør spørge os selv, om der er sket noget usædvanligt med verdens sukkerhandel eller sukkerproduktion i de to år, siden EU gennemgik sin seneste udvidelse, der kan begrunde en så pludselig ændring af sukkerpolitikken, og svaret på det spørgsmål er "nej".

Jeg nævner dette, fordi virkningerne af denne reform vil ramme de nye medlemsstater hårdest. Det er ikke usædvanligt, at landmændene i disse lande har investeret hele deres opsparing i deres landbrug, selv om de er blevet uretfærdigt behandlet. Jeg erindrer Parlamentet om, at landmændene i de gamle EU-medlemsstater modtager tre gange så meget i arealtilskud som i de nye medlemsstater. Denne reform har uden tvivl være flere år undervejs, hvilket betyder, at befolkningen i de nye medlemsstater bevidst blev vildledt eller endda snydt i forbindelse med tiltrædelsen.

Gennemførelsen af denne reform vil være yderligere et bevis på, at tanken om europæisk solidaritet og reel bistand til de nye medlemsstater er en illusion. Reel bistand betyder, at man giver de nye medlemsstater en reel chance for at udvikle deres økonomi i stedet for at give dem kortsigtede subsidier. Et eller flere lande kan blive nedstemt, men den polske befolkning er imod en reform af denne art og protesterer over konstant at blive snydt. Jeg ville også helst være foruden et EU, der fungerer ud fra disse principper.

  Gintaras Didžiokas (UEN). - (LT) Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke ordføreren hr. Fruteau for hans dygtige og meget omfattende indsats. Sukker har altid været og vil formentlig altid være et strategisk produkt. Så den nuværende kamp vedrørende regler og bestemmelser for sukkerproduktion og -handel er ikke tilfældig.

Vi må ikke glemme, at en betydelig del af EU's økonomi er knyttet til dette produkt, fra landbrug til industri, med mennesker, der arbejder inden for alle sektorer. Disse mennesker skaber en stor del af vores BNP; de tjener til livets ophold og sørger for deres familier og børn. Når vi gennemfører reformerne, har vi ikke ret til at se bort fra disse mennesker, vores borgere. Vi må ikke ignorere deres interesser eller tillade nogen trusler mod deres beskæftigelse og indkomst. Og det er præcis den trussel, jeg kan se.

Det er en skam, at Kommissionen ved fremsættelsen af sit forslag tog så ringe hensyn til udtalelsen fra Europa-Parlamentet. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og ordføreren forsøgte at forbedre forslaget, men jeg er ikke sikker på, at det lykkedes fuldt ud. Jeg tror faktisk, at reformen er langt mere gunstig for udviklingslandene og de multinationale selskaber, der gemmer sig bag dem, eller store virksomheder, end for den sårbare kreds i EU, dvs. fabriksarbejdere og generelt beboerne i landdistrikterne. Derfor er det fremsatte forslag, selv om det blev forbedret kraftigt i Landbrugsudvalget, utilstrækkeligt, uretfærdigt og ufølsomt; og det vil være et hårdt slag mod de millioner af beboerne i landdistrikterne, som allerede nu lever i fattigdom.

  Formanden. - Kære kollega, der sker det samme for Dem som for andre. De taler for hurtigt. De læser Deres taler op for hurtigt. Tolkene kan ikke følge med. Det er spild af tid. Enten skal De tale langsommere, eller også skal De tale frit. Så vinder De meget mere med det, De ønsker at viderebringe.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Fru formand, vi ved, at vi siden 1968 har villet sikre på europæisk plan, at vores sukkerbehov kunne dækkes af os selv, at vi altså var i stand til at opfylde efterspørgslen, så vidt det var muligt, ved egenproduktion. Som mange andre gode intentioner har denne også udartet sig på et tidspunkt og begyndte uden tvivl at blive et problem.

Vores sukkerroeavlere har ganske enkelt ikke en chance i konkurrencen mod det varme klima og de lave lønninger i troperne, men det skal naturligvis siges, at vores sukker hverken fremstilles ved hjælp af skovbrande eller børnearbejde, og det bliver heller ikke transporteret den halve verden rundt, hvilket uden tvivl også skåner miljøet.

Da man tillod roeavlerne at producere stadig større overskud og næsten at sælge dem subventioneret på verdensmarkedet og dermed gjorde dem til konkurrenter til alle dem, der faktisk kunne producere sukker langt billigere, var det til at forudse, at dette system på et eller andet tidspunkt ville bryde sammen. I stedet for at gribe langsomt og følsomt regulerende ind for dermed at forhindre det værste, så man imidlertid væk i årtier.

Aftalen med de såkaldte AVS-stater, hvis reeksport af sukker blev subventioneret med 800 millioner euro, var åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over. En virkelig ejendommelig form for udviklingshjælp! Tidligere ansås subventioneret sukkereksport fra EU for at være umoralsk, nu er det ulovligt.

Vi skal altså arbejde for, at vores landmænd og vores sukkerfabrikker og deres arbejdere kommer så uskadt som muligt ud af denne hjemmestrikkede elendighed.

  Formanden. - Forhandlingen er udsat til kl. 21.00.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

13. Spørgetid (spørgsmål til Kommissionen)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0676/2005).

Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.

Spørgsmål nr. 21 af Bill Newton Dunn (H-1146/05)

Om: Interpols databaser

Interpol, som er en beundringsværdig og værdifuld organisation, og som er beliggende på Den Europæiske Unions område, har en række databaser om stjålne dokumenter, stjålne kunstværker, eftersøgte kriminelle, fingeraftryk osv. Disse databaser er tilgængelige for retshåndhævende myndigheder verden over.

Føler Kommissionen sig overbevist om, at driften af disse databaser sker under fuld overholdelse af Unionens love om databeskyttelse?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Kommissionen støtter samarbejdet mellem Interpol og EU's medlemsstater samt EU-organer som f.eks. Europol. Samtidig skal de gældende databeskyttelsesregler overholdes, sådan som det blev pointeret i Kommissionens forslag fra 2004 om en fælles holdning fra Rådet vedrørende overførsel af bestemte oplysninger til Interpol.

Det blev bekræftet af Rådets fælles holdning af 24. januar 2005 om udveksling af bestemte oplysninger med Interpol. Den fælles holdning handler mest om bortkomne eller stjålne pas, og det understreges, at der skal indgås en aftale med Interpol om betingelserne for udvekslingen for at sikre - og dette vil jeg gerne understrege - at de udvekslede oplysninger overholder de databeskyttelsesprincipper, der er centrale for udvekslingen af oplysninger inden for EU, navnlig i forbindelse med udveksling og automatisk behandling af sådanne oplysninger.

Jeg vil tilføje, at Interpols kontrol med persondata skal sikres gennem reglerne om informationskontrol og adgang til Interpols arkiver. I henhold til disse regler oprettes en kommission for kontrol med Interpols arkiver, og reglerne styrer kommissionens sammensætning, rolle og funktioner. Den nuværende formand for kommissionen er hr. Hustinx, der også er EU's tilsynsførende for databeskyttelse.

  Bill Newton Dunn (ALDE). - (EN) Jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål. Jeg takker kommissæren for det omhyggelige svar, og selv om jeg lærer italiensk, er jeg glad for, at han besvarede spørgsmålet på flydende engelsk.

Det er et kompliceret svar, og derfor er det også vanskeligt at kapere. Jeg bemærkede imidlertid, at han omtalte Rådets holdning fra januar 2005, der bl.a. omhandler stjålne pas. Det er helt klart i orden. Kan kommissæren også forsikre mig om, at de øvrige databaser, som jeg nævnte - om kunstværker, eftersøgte kriminelle og fingeraftryk - også dækkes på tilfredsstillende vis i Rådets holdning?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil også gerne takke spørgeren for hans tillægsspørgsmål. Jeg kan fortælle, at Rådet har angivet nogle meget klare retningslinjer, og at Kommissionen vil sørge for overholdelsen af disse bestemmelser, der kommer til at gælde for alle de databaser, som Interpol arbejder på. Her tænker jeg navnlig på visse nøgleprincipper i forbindelse med databeskyttelsen, nemlig hvem der har ret til at få adgang til dataene, til hvilke specifikke og forud fastlagte formål, hvor længe dataene må opbevares, og ikke mindst hvem der har ret til at bruge dem og under hvilke omstændigheder.

Som De ved, stillede vi for nylig et forslag til rammeafgørelse om databeskyttelse inden for den såkaldte tredje søjle. Det er det allerførste forslag af en sådan karakter, og med dette forslag udvides databeskyttelsesområdet yderligere i forbindelse med politisamarbejdet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 20 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-1144/05)

Om: Risiko for vandmangel i Middelhavsområdet

Konklusionerne fra det seneste møde (november 2005) mellem middelhavslandenes miljøministre vidner om en yderst alvorlig situation, hvad angår tilstrækkeligheden og forvaltningen af vandressourcerne i området. 50% af vandbiotoperne er forsvundet, hvilket har fået alvorlige følger for plante- og dyrelivet i hele området, mens kun 60% af landbrugsområderne i ved Middelhavets sydkyster har adgang til sikkert drikkevand.

På baggrund af disse oplysninger og ekspertvurderingerne, ifølge hvilke 38% af Middelhavsområdets befolkning i fremtiden vil leve i områder, der lider af vandmangel, agter Kommissionen så at tage konkrete initiativer inden for rammerne af euromiddelhavssamarbejdet for sammen med partnerskabslandene at imødegå dette fænomen på grundlag af modellen indeholdt i rammedirektivet om vandpolitik (2000/60/EF⁽¹⁾ - fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger)? På baggrund af, vand- og affaldsforvaltningen som led i SMAP (Short and Medium Priority Environmental Programme) udgør en prioritet: Råder Kommissionen over en vurdering af de aktioner og programmer, der er gennemført på dette område? Agter Kommissionen inden for rammerne af dette program at fremme nye aktioner og initiativer?

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, forvaltningen af vandressourcerne i Middelhavsområdet er en udfordring for os alle både med hensyn til vandets kvalitet og tilgængelighed. Problemet med vandmangel i Middelhavsområdet bliver stadig værre, på den ene side på grund af den stigende efterspørgsel efter vand inden for bestemte sektorer og områder og på den anden side på grund af følgerne af klimaforandringer.

Med hensyn til klimaforandringer vil jeg gerne sige, at det rent videnskabeligt er vanskeligt at bevise, at isolerede tilfælde af tørke har en direkte sammenhæng med klimaforandringer; ikke desto mindre ved vi, at klimaforandringer bidrager til alvorligere fænomener, der gør sig gældende mere og mere regelmæssigt og over større geografiske områder.

Vi har bestilt og modtaget en rapport fra EU's Fælles Forskningscenter om sammenhængen mellem klimaforandringer og vand, vandmangel og tørke.

Generelt er beskyttelsen af vores vandressourcer en af prioriteringerne i EU's miljøpolitik. EU har rent faktisk gennemført en radikal omstrukturering af sin politik inden for vandsektoren gennem det relevante rammedirektiv. På denne måde har vi sendt et politisk budskab langt uden for Europa.

Et af grundprincipperne for EU's politik på vandområdet er samarbejde mellem de regioner i de forskellige medlemsstater, der har fælles vandressourcer. Derfor vedtog vi det såkaldte europæiske vandinitiativ, og inden for rammerne af dette har EU og medlemsstaterne forpligtet sig til at gennemføre millenniummålene for vandsektoren.

Herefter indledte Kommissionen en fælles procedure for rammedirektivet og EU's vandinitiativ, en procedure, hvor Grækenland stod i spidsen for den del af initiativet, der vedrører Middelhavsområdet. Sigtet med dette samarbejde er at lette gennemførelsen af politikker for en korrekt forvaltning af vandressourcerne i Middelhavslandene gennem overholdelse af principperne i Fællesskabets rammedirektiv for vand.

Inden for samarbejdet mellem EU's medlemsstater og tredjelande fra Middelhavsområdet har man derfor nedsat arbejdsgrupper, hvoraf den ene skal beskæftige sig med spørgsmålet om vandmangel, der vil blive udarbejdet retningslinjer sidst på året, og disse vil blive sendt både til landene i EU og de øvrige Middelhavslande. Der vil også blive foreslået foranstaltninger, der har til formål at forebygge og forvalte vandmangel og tørke.

Vand er et af de prioriterede områder i den kortfristede miljøhandlingsplan, som betegnes SMAP, der gennemføres på regionalt plan. Overvågning af SMAP-foranstaltningerne er en del af programmet, og der foreligger rapporter for de fleste af disse foranstaltninger. Der er planlagt en detaljeret evaluering af programmet i år, og De vil få resultaterne stillet til rådighed.

Indtil videre er resultaterne af anvendelsen af SMAP positive og bidrager til formidling og udveksling af erfaringer og bedste praksis, navnlig inden for vandsektoren. Under SMAP 2-programmet mellem 2000 og 2005 vedrørte to af de otte projekter - med et bidrag fra Fællesskabet på 6,2 millioner euro - direkte forvaltning af vandressourcerne.

Næste generation af SMAP-programmet, SMAP 3, vil være fokuseret på overordnede forvaltningsplaner for kystområder og vil give mulighed for at yde teknisk bistand til medlemsstaternes regeringer. Forskellige relevante planer er allerede klar til underskrivelse, og de ventes af vare tre år fra januar 2006.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. kommissær, mange tak for oplysningerne i Deres svar vedrørende EU-politikken i de 25 lande og om samarbejdet med tredjelande med henblik på at gennemføre millenniumudviklingsmålene, navnlig i Middelhavsområdet.

Jeg vil gerne spørge, om De i øjeblikket har mere detaljerede og mere specifikke oplysninger om de retningslinjer, som Kommissionen vil udstede vedrørende offentlige og private investeringer inden for rammerne af Barcelona II, fordi vandsektoren er meget vigtig for den livskvalitet og ligelige udvikling, som vi ønsker at opnå i Middelhavsområdet.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Helt specifikt vil jeg gerne først sige, at vi har forskellige finansieringsmuligheder, både for landene i EU og for nabolandene. Der er grundlæggende tale om: Samhørighedsfonden, Regionaludviklingsfonden, udviklingsfonden for landdistrikter osv. Men der er også penge til nabolandene.

Det afhænger naturligvis alt sammen af, at Europa-Parlamentet og Rådet vedtager de finansielle overslag for 2007-2013.

Vi har også en række foranstaltninger til både europæiske lande og nabolandene i Middelhavsområdet gennem EU's vandinitiativ, navnlig initiativet vedrørende vand i Middelhavsområdet, og ligeledes en række direktiver om bedste praksis, som naturligvis skal have den relevante økonomiske støtte.

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand, Det Europæiske Miljøagentur konstaterede i sin beretning for 2004, at temperaturen i Europa var steget en grad over gennemsnitstemperaturen i resten af verden. Har Kommissionen set nærmere på oprettelsen af et europæisk tørkeobservatorium?

En anden konsekvens af tørken er de hærgende brande. Har Kommissionen overvejet finansiel bistand til forebyggelse af brande og til afhjælpning af følgerne af disse i de berørte landdistrikter?

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) I en rapport, som Det Europæiske Miljøagentur fremlagde for to måneder siden, bemærkede og fremhævede man, at miljøprioriteringerne for Middelhavsområdet omfatter tørke og forvaltning af tørkesituationer og vandmangel, som navnlig ramte lande som Portugal og Spanien i år.

Med hensyn til tørken i Portugal og Spanien yder EU's Samhørighedsfond støtte med henblik på at tilpasse og støtte foranstaltninger, der allerede blev finansieret for et stykke tid siden med henblik på at afhjælpe lignende vejrfænomener.

Med hensyn til langsigtede foranstaltninger vil EU yde mere end 1.300 millioner euro i støtte til den nye spanske plan for vandforvaltning og -forbrug. Fremover vil man være særligt opmærksom på foranstaltninger til forebyggelse og forvaltning af tørke og vandmangel.

Jeg må også understrege, at Miljøagenturet i sin rapport understregede betydningen af andre voksende trusler i Middelhavsområdet, navnlig mod økosystemerne, som skyldes ændringer i temperaturer og regnmængder i dette område, der har forskellige konsekvenser.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære hr. kommissær, mine damer og herrer, vi har allerede talt om energiforsyningssikkerhed her i eftermiddag med kommissær Piebalgs. Hvordan ser De egentlig her i forbindelse med vandrammedirektivet på vedvarende energi, som jo fremover udgør en meget væsentlig strategi for vores energiforsyningssikkerhed?

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Vedvarende energi er en af vores prioriteter i øjeblikket. Vi har en grønbog om vedvarende energi, som vi forsøger at fremme med forskellige midler. Vi har også målene for EU for 2002 og 2020. Vi har ikke nået målene endnu, men vi håber at nå dem gennem de forskellige midler og foranstaltninger, vi foreslår. Til dette formål har vi anden fase af det europæiske klimaændringsprogram, der fremmer vedvarende energikilder, og vi foreslår en række foranstaltninger til støtte for sådanne energikilder.

Samtidig diskuterer Kommissionen i øjeblikket en strategi for biobrændstoffer, der ikke kun kan medvirke til at sikre energiressourcerne i EU men også til at løse de problemer, som den nye landbrugspolitik vil skabe for landmændene, og til at begrænse drivhusgasemissioner og håndtere andre miljøproblemer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 22 af Proinsias De Rossa (H-1173/05)

Om: Direktivet om udstationering af arbejdstagere

Kunne Kommissionen i hovedtræk fortælle, hvilke skridt den har taget som svar på Europa-Parlamentets beslutning om gennemførelse af direktiv 96/71/EF⁽²⁾ af 15. januar 2004 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (P5_TA(2004)0030), hvori det konstateredes, at den med direktivet tilsigtede gennemførelse af grundlæggende arbejdsnormer inden for den frie udveksling af tjenesteydelser og bekæmpelse af social dumping ofte ikke nås i praksis? Dette gælder særligt for punkt 10, hvori Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag om forenkling og forbedring af det nuværende direktiv med henblik på at opnå en bedre gennemførelse og anvendelse af direktivet i praksis samt for bedre at kunne opfylde direktivets målsætninger, og punkt 14, hvori Kommissionen opfordres til at fremlægge endnu en rapport til Rådet og Parlamentet om gennemførelsen af direktivet senest inden udgangen af 2004.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen tillægger Parlamentets beslutning om medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser stor betydning. Arbejdsmarkedets parter fra alle sektorer var involveret i diskussionerne om beslutningen og blev bedt om at levere yderligere oplysninger gennem et omfattende spørgeskema. Dette blev også sendt til medlemsstaternes administrative instanser, hvilket er opfølgningsproceduren for alle Parlamentets beslutninger. Kommissionen gav støtte til et forskningsprojekt, som blev gennemført af Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdstagere i Træ- og Byggesektoren om de praktiske virkninger af udstationeringsdirektivet, og projektet blev fulgt op af en konference. Slutresultatet var et udkast til en anden rapport om gennemførelsen af direktiv 96/71/EF, der dækker de samme punkter som Parlamentets beslutning. Kommissionens tjenestegrene er i øjeblikket i færd med at færdiggøre denne foreløbige rapport, og den vil blive vedtaget i nærmeste fremtid. Kommissionen har spillet en aktiv rolle både med den praktiske gennemførelse af direktivet og forbedring af samarbejdet om informationsformidling gennem sit samarbejde med en gruppe af specialister fra medlemsstaterne.

Et af resultaterne af denne gruppes arbejde har været en adfærdskodeks samt retningslinjer for samarbejde og flersprogede dokumenter om uformel informationsudveksling. Formålet med sidstnævnte er at lette kommunikationen mellem kontaktpunkter og tilsynsorganer. Desuden er der oprettet et særligt websted om udstationering af arbejdstagere, der indeholder nøgleoplysninger på tre sprog om de juridiske rammer for udstationering af arbejdstagere og links til relevante dokumenter og websteder i medlemsstaterne, der vedrører problemer i forbindelse med udstationering af arbejdstagere. Webstedet giver også offentligheden adgang til en liste over kontaktpunkter og tilsynsorganer, hvilket betyder, at officielle instanser og privatpersoner kan finde oplysninger om de relevante kontaktpunkter i de forskellige medlemsstater.

Jeg har fået oplyst, at Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har besluttet at udarbejde en initiativbetænkning om virkningerne af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. Der vil blive afholdt en høring om denne betænkning den 26. januar 2006. Jeg glæder mig til at høre om resultaterne af denne høring, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at samarbejde med Parlamentet om dette vigtige spørgsmål.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Tak for Deres svar, hr. kommissær Špidla. Jeg vil gerne have afklaret, om den rapport, som er ved at blive vedtaget, er rapporten af 15. november 2005, som allerede er udsendt i kladdeform til arbejdsmarkedets parter. Hvis det er, vil De så påtage Dem at rundsende rapporten til medlemmerne af Europa-Parlamentet og i særdeleshed til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender?

Er De ikke enig i, at de hidtidige erfaringer med direktivet om udstationering af arbejdstagere indikerer, at der er behov for ændringsforslag for at præcisere direktivets anvendelse i forhold til leveringen af tjenester fra tredjelande som f.eks. Tyrkiet samt fra visse andre medlemsstater? Jeg tænker specielt på Vaxholm-Laval-sagen, der efter min mening helt klart er en udfordring for direktivets anvendelse.

Og endelig, kan De så give mig statistiske oplysninger om antallet af udsendte arbejdstagere og arbejdstilsyn i de forskellige medlemsstater samt om inspektørernes effektivitet?

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, det dokument, som hr. De Rossa nævnte, er rent faktisk den rapport, jeg omtalte. Det dokument, der er blevet udsendt til arbejdsmarkedets parter, er den originale tekst, som vi stadig arbejder på, og vi formoder, at den vil blive drøftet med Parlamentet.

Nu vil jeg gå videre til spørgsmålet om statistik. Rapporten vil indeholde statistiske oplysninger, selv om nogle af de nærmere detaljer endnu ikke er færdiggjort, idet fortolkningen af statistiske oplysninger altid er en utroligt vanskelig opgave. I øjeblikket mener Kommissionen ikke, at der er behov for lovgivningsmæssige ændringer af direktivet. Der er imidlertid behov for en bedre håndhævelse i forbindelse med den praktiske gennemførelse af direktivet, og jeg har skitseret nogle af de foranstaltninger, som Kommissionen allerede har truffet i den forbindelse.

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mange tak for Deres klare udtalelser. Har jeg ret, når jeg antager, at De ikke mener, at kvotering af arbejdstagere fra tredjelande er den rigtige vej for det europæiske indre marked, og at De i forbindelse med forslagene om revision af udstationeringsdirektivet vil inkorporere undersøgelsen fra Frankrig indgående i Deres arbejde, en undersøgelse, som kommer frem til det resultat, at det eksisterende system for udstationeringsdirektivet ikke fungerer i medlemsstaterne?

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg må tilstå, at jeg ikke var i stand til at identificere den rapport, hr. Schwab henviste til, ud fra det citat, han anvendte. Jeg vil kunne give et mere præcist svar, når jeg selv har checket citatet.

Adgangen for arbejdstagere fra tredjelande er en politik, der er medtaget i EU-lovgivningen, og som gælder for alle medlemsstater. Hvis det ærede medlem ønsker en nærmere diskussion af reglerne for arbejdstagere fra tredjelande, vil jeg naturligvis være mere end villig til dette.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Jeg takker kommissæren for svaret og ser med tilfredshed, at Kommissionen vil arbejde sammen med Beskæftigelsesudvalget, når vi nu behandler spørgsmålet i en initiativbetænkning om udstationeringsdirektivet. Det har jo vist sig - ikke mindst gennem de budskaber, som er kommet fra Kommissionen, om forskellige signaler om Vaxholm-sagen - at udstationeringsdirektivet slet ikke er så soleklart, som man kunne ønske.

Det er jo tanken, at udstationeret arbejdskraft skal arbejde på omtrent samme betingelser som personerne i det land, hvor de er udstationeret. Jeg stiller nu følgende spørgsmål: Er dette direktiv tilpasset til alle arbejdsmarkedsmodeller i EU eller kun til de arbejdsmarkedsmodeller, som har lovgivning og alment gældende kollektive aftaler? Mener De, at det er tilpasset til den skandinaviske model, som indebærer ikke-alment gældende kollektive aftaler, hvor man forhandler med hver virksomhed? Eller er der behov for en ændring, som også omfatter den arbejdsmarkedsmodel?

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Der blev ikke indført undtagelser for nogen af medlemsstaternes systemer, da direktivet blev drøftet og vedtaget, og derfor gælder det generelt. Jeg kan udmærket forestille mig, at fortolkningen af direktivet til tider langtfra er enkel, eftersom det omfatter en overordnet opfattelse af EU og dækker alle de forskellige typer af arbejdsforhold.

Hvad angår Kommissionens grundlæggende fremgangsmåde i dette spørgsmål, er De sikkert klar over, at Laval-sagen verserer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol, og derfor har jeg ikke andet valg end at sige, at det ville være forkert af mig at indtage en bestemt holdning. Generelt kan jeg sige, at Kommissionens bemærkninger i princippet ikke anfægte nogen af medlemsstaternes sociale model. De bør imidlertid altid sikre princippet om, at de økonomiske friheder, der er indskrevet i traktaten, kan kombineres med de forskellige sociale modeller. Med andre ord var formålet med direktivet lige fra starten at yde beskyttelse til udstationerede arbejdstagere på et niveau, der er passende for en bestemt medlemsstat. I visse tilfælde kan fortolkningen være et problem, som jeg var inde på tidligere, men dette er det grundlæggende princip for direktivet, som gælder for alle medlemsstaterne.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. kommissær, kan De præcisere over for mig i Deres kommentarer til Vaxholm-sagen, at De ikke er i stand til at kommentere den? Har Kommissionen ikke både lov og pligt til at høre EF-Domstolen om dens holdning til spørgsmålene i den pågældende sag? Har EF-Domstolen ikke rent faktisk anmodet Kommissionen herom?

  Formanden. - Hr. De Rossa, selv om det strengt taget ikke er et punkt til forretningsordenen, giver jeg kommissær Špidla ordet, hvis han kan besvare spørgsmålet på 15 sekunder. Hr. kommissær?

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Som De vil være klar over, og som jeg sagde for kort tid siden, verserer Laval-sagen i øjeblikket ved De Europæiske Fællesskabers Domstol, og Kommissionens tjenestegrene er i færd med at forberede Kommissionens bemærkninger. Disse bør i princippet ikke anfægte nogen af medlemsstaternes sociale model som sådan. De bør imidlertid altid sikre princippet om, at de økonomiske friheder, der er indskrevet i traktaten, kan kombineres med de forskellige sociale modeller.

Som tidligere talere allerede har været inde på, behøver der ikke være nogen modsætning mellem de to målsætninger om at støtte retfærdig økonomisk konkurrence og sikre beskyttelse af arbejdstagerne. Det er indlysende, at uanset hvilken social model der anvendes, skal den være i fuld overensstemmelse med målene og de grundlæggende principper for Fællesskabets lovgivning, og den skal iagttage disse principper i forbindelse med principper som legitime mål, objektive begrundelser og proportionalitet.

Mine damer og herrer, Kommissionen er i færd med at udarbejde en udtalelse, der vil blive en del af sagen ved De Europæiske Fællesskabers Domstol. Som sagt tidligere kan jeg ikke gå i detaljer på nuværende tidspunkt, og det ville være forkert af mig at gøre det.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 23 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-1131/05)

Om: Forslag om harmonisering af den direkte virksomhedsbeskatning

Hvilke konsekvenser vil den planlagte harmonisering af den direkte virksomhedsbeskatning ifølge Kommissionen få for bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelsen, navnlig i følsomme regioner i medlemsstater med et forholdsvis lavt befolkningstal?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Tak for spørgsmålet. Jeg kan fastslå, at Kommissionen absolut ikke har nogen planer om at harmonisere den direkte virksomhedsbeskatning.

Som det fremgår af Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2005 om skatte- og toldpolitikkernes bidrag til Lissabon-strategien, agter Kommissionen at gennemføre det nødvendige forberedende arbejde hen imod et fælles konsolideret beskatningsgrundlag i de kommende tre år med henblik på at præsentere en EU-retsakt inden udgangen af 2008. Kommissionen agter ikke at foreslå en harmoniseret virksomhedsbeskatning, der blot er en del af det samlede område, vi ønsker at harmonisere.

Hvad angår følsomme regioner i medlemsstater med et forholdsvis lavt befolkningstal, skal man huske på, at medlemsstaterne ifølge Fællesskabets statsstøtteregler skal opfylde skrappe betingelser, når de tilbyder præferenceskatteordninger til virksomheder, der investerer i egnsudviklingsområder, i henhold til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte til fremme af den økonomiske udvikling af visse dårligt stillede områder i EU. Statsstøttereglerne gælder fortsat for alle statslige foranstaltninger, der kan vedtages inden for rammerne af et initiativ om et fælles konsolideret beskatningsgrundlag. Kommissionens forberedende arbejde er endnu ikke nået så vidt, at man har undersøgt det fælles konsoliderede beskatningsgrundlags indvirkning på forskellige regioner i medlemsstaterne. Under alle omstændigheder vil et lovgivningsforslag fra Kommissionen efter gennemførelsen af dette arbejde blive ledsaget af en passende konsekvensanalyse.

På den anden side vil jeg gerne pointere, at det fælles konsoliderede beskatningsgrundlag er identificeret som et vigtigt redskab til at fremme EU's gennemførelse af Lissabon-målene. Det vil medvirke til at reducere opfyldelsesomkostningerne og fremme grænseoverskridende aktiviteter, hvilket vil give større økonomisk vækst og beskæftigelse samt et højere konkurrenceniveau i hele EU.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. kommissær, jeg er fuldt ud tilfreds med Deres svar. Jeg vil gerne bede Dem kommentere spørgsmålet om små og mellemstore virksomheder, og hermed mener jeg, hvorvidt Kommissionen vil behandle dem som en særlig gruppe inden for de europæiske virksomheder generelt.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Mit svar er et klart ja. Kommissionen betragter SMV'erne som en særlig gruppe, der skal modtage støtte, da den skaffer en masse job. Efter min vurdering vil et fælles konsolideret selskabsbeskatningsgrundlag være særlig fordelagtig for de SMV'er, der er mindre gunstigt stillet end de multinationale selskaber. Så hvis der er en gruppe, der vil få gavn af det fælles konsoliderede beskatningsgrundlag, så er det SMV'erne.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 24 af Dimitrios Papadimoulis (H-1153/05)

Om: EF-Domstolens præjudicielle afgørelse vedrørende Marks & Spencer

De Europæiske Fællesskabers Domstol gav for nylig Marks & Spencer medhold i sagen om virksomhedens ansøgning til myndighederne i Det Forenede Kongerige om skattelempelse for at modregne underskud, der er pådraget af et af koncernens datterselskaber i en anden medlemsstat. Denne afgørelse vil skabe nye betingelser, og den vil have en betydelig indvirkning på statsindtægterne fra selskabsskatterne.

Selv om det i afgørelsen anerkendes, at medlemsstater kan forhindre moderselskaber i at fradrage underskud, således at de enkelte medlemsstater ikke lider tab på grund af multinationale virksomheders forsøg på at udnytte huller i skattelovgivningen for at øge deres indtægter, tror jeg, at der er opstået en ny form for konkurrence mellem medlemsstaterne om at tiltrække investeringer. Hvad mener Kommissionen om Domstolens afgørelse? Mener den, at der bør træffes lovgivningsmæssige foranstaltninger?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Den 13. december 2005 bifaldt Kommissionen Domstolens afgørelse i Marks & Spencer-sagen om grænseoverskridende udligning af tab. Domstolen har fortolket princippet om etableringsfrihed for grænseoverskridende udligning af tab på en måde, der er i overensstemmelse med det indre markeds logik og filosofi, og som støttes af Kommissionen.

Kommissionen skal fortsætte bestræbelserne på at fjerne alt det, der forhindrer virksomhederne i at udnytte fordelene ved det indre marked fuldt ud. Kommissionen agter derfor i den nærmeste fremtid at udsende en meddelelse, hvori den redegør for sine holdninger til grænseoverskridende udligning af tab. Denne meddelelse vil række ud over den konkrete Marks & Spencer-sag og fokusere på de økonomiske aspekter.

Kommissionen ved, at det er et vanskeligt emne, da medlemsstaterne med rette ønsker at beskytte deres skatteprovenuer, men samtidig står det klart, at Kommissionen ikke kan acceptere, at hindringer for det indre marked fortsat gør det vanskeligt for virksomhederne at foretage investeringer og skabe vækst og beskæftigelse i overensstemmelse med de mål, som den selv har opstillet som en del af Lissabon-strategien.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. kommissær, De har ikke besvaret mit spørgsmål. Marks & Spencer-sagen sætter fokus på spørgsmålet om dobbelt skattedumping. Vi har forskellige satser og forskellige metoder i medlemsstater med hensyn til beskatning af multinationale selskaber med moderselskaber og datterselskaber inden for EU.

Kendelsen fra Domstolen sætter måske fokus på problemet snarere end at løse det. Jeg spørger igen: Hvad påtænker Kommissionen at gøre for at begrænse store internationale koncerners skatteunddragelser og bremse tabet af skatteindtægter for medlemsstaterne?

Har den til hensigt at indføre lovgivningsmæssige initiativer? Hvorfor taler De ellers om Den Økonomiske og Monetære Union?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Kommissionens fortolkning af Domstolens afgørelse i Marks & Spencer-sagen er helt sammenfaldende med Domstolens afgørelse. Problemet i den pågældende sag var det, at tabsudligning ifølge den britiske lovgivning er tilladt på det britiske marked, mens den ikke er tilladt for andre virksomheder eller andre Marks & Spencer-afdelinger i medlemsstaterne Tyskland og Belgien. Domstolens afgørelse var i overensstemmelse med det indre markeds filosofi og til fordel for Marks & Spencer, og Kommissionen støttede den fuldt ud.

Kommissionen ønsker nøje at undersøge de budgetmæssige konsekvenser af sådanne afgørelser og vil forsøge at tage initiativ til en bedre koordinering af medlemsstaternes skattepolitik. Der er behov for om ikke en harmonisering så i det mindste en koordinering for at undgå sådanne problemer.

Afslutningsvis vil jeg henvise til det første spørgsmål vedrørende det fælles konsoliderede selskabsbeskatningsgrundlag, der ville løse problemet. Som jeg tidligere har sagt, ligger problemet deri, at vi - hvis alt går problemfrit - i bedste fald tidligst kan fremsætte et lovgivningsforslag i 2008, og at vi derfor skal finde en midlertidig løsning i endnu to år.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 25 af Helène Goudin (H-1133/05)

Om: Deregulering af postmarkedet i EU

Den selvstændige konsulentvirksomhed Wik har af Kommissionen fået til opgave at evaluere dereguleringen af postmarkedet i EU. I artikler i svenske medier er det blevet anført, at konsulentvirksomheden bl.a. har foreslået følgende:

Intet EU-land skal kunne pålægge nogen postvirksomhed at have enhedsporto. Prissætningen skal være fri og markedsbaseret, ikke samfundsreguleret. Det kan dermed blive billigere at sende et brev mellem to steder i samme by end mellem to byer, der ligger langt fra hinanden i samme land. Desuden skal bestemmelserne om, hvor ofte posten skal uddeles, begrænses til mindst en dag om ugen, ikke fem dage om ugen, som det nu er tilfældet.

Hvordan ser Kommissionen på dette forslag? Finder Kommissionen, at afskaffelse af enhedsportoen kan få negative konsekvenser for indbyggere på afsides steder i tyndt befolkede lande som Sverige og Finland?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Den sektorundersøgelse, som det ærede medlem omtaler, bestilte Kommissionen hos Wik Consult i 2004 i forbindelse med det igangværende arbejde om en gradvis indførelse af konkurrence på det europæiske postmarked.

Det er konsulentvirksomhedens synspunkter, der kommer til udtryk i undersøgelsen. Undersøgelsen er blot et af adskillige elementer, som Kommissionen overvejer ved opstillingen af forskellige scenarier og deres mulige konsekvenser. Ud over at bidrage til den regelmæssige høring af interessenter, og navnlig en forestående internetbaseret offentlig høring, tjener undersøgelsen som en platform for at indlede en gennemsigtig og åben debat om betingelserne for at muliggøre en yderligere indfasning af konkurrence på postmarkedet.

Det er Kommissionens opfattelse, at konsulentvirksomhedens tilgang til spørgsmålet om enhedsporto og omdelingshyppighed var et forsøg på at gøre den statslige postoperatør mere fleksibel og sætte den i stand til at opretholde en levedygtig og effektiv universel postbetjening på lang sigt.

Det nuværende postdirektiv 97/67/EF, ændret ved direktiv 2002/39/EF, indfører ikke en enhedsporto, men kræver, at der som minimum omdeles post fem dage om ugen.

Kommissionen kan forsikre det ærede medlem om, at den i alle aspekter af postreformen i EU - herunder begge de nævnte emner - vil gøre sit yderste for at finde den rette balance mellem den nødvendige harmonisering på EU-plan og de nationalt fastsatte betingelser, hvilket vil afspejle de meget forskellige karakteristika på de enkelte nationale postmarkeder.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Tak, hr. kommissær. Jeg vil gerne have svar på det, jeg spurgte om afslutningsvis, dvs. om man har tænkt over, hvilke konsekvenser det kan få for indbyggerne i tyndtbefolkede områder. Det vedrører måske frem for alt os oppe i Norden, som har flere mil mellem forskellige huse og forskellige byer.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Som jeg sagde i mit svar, vil denne konsulentundersøgelse kun udgøre en del af Kommissionens beslutningsgrundlag. Formålet med denne specifikke konsulentundersøgelse er at informere Kommissionen og ikke på forhånd at bestemme Kommissionens endelige afgørelse. Jeg kan forsikre det ærede medlem om, at undersøgelsen på ingen måde forpligter Kommissionen til at stille et bestemt forslag.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Jeg er glad for at kunne sige, at det ikke er det eneste hensyn, for mange af os bruger posttjenesterne og ser gerne posten omdelt hver dag i stedet for kun én gang om ugen. Men der er også usikkerhed vedrørende postkontorernes fordeling i landområderne i Irland samt i det øvrige Europa. Kan kommissæren kommentere Kommissionens overvejelser vedrørende disse tjenester - bortset fra postomdelingen - og sige, hvornår Kommissionen træffer en afgørelse, så der bliver større klarhed?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Som det ærede medlem måske ved, skal Kommissionen inden udgangen af 2006 præsentere en rapport om den retning, som den mener, at liberaliseringen af postmarkedet skal bevæge sig i. Alle rapporter og høringer udgør en del af grundlaget for vores beslutning.

Som fru McGuinness ved, har liberaliseringen af postmarkedet været undervejs i nogen tid, og det er som en del af denne proces, at Kommissionen skal præsentere sin rapport om den ønskede kurs.

Spørgsmålet om forsyningspligt er et centralt element i overvejelserne. Det er selvfølgelig op til medlemsstaterne at træffe egne beslutninger vedrørende landpostkontorer i overensstemmelse med deres egne krav og behov. Kommissionens specifikke rolle består i at overveje en deregulering af postmarkedet.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Vil kommissæren love, at han ikke vil forsøge at tillade indførelsen af et system, der vil føre til andenrangstjenester i landdistrikterne? Hvilke konkrete tiltag har han i tankerne med hensyn til at undgå, at private iværksættere skummer fløden på de lette og profitable aspekter af posttjenesterne, mens beboerne i landområderne lades i stikken?

Har kommissæren planer om at følge den nyligt indførte deregulering i Det Forenede Kongerige eller nogle kommentarer iøvrigt desangående?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Spørgsmålene fra det ærede medlem vil blive taget i betragtning i forbindelse med vores overvejelser forud for de forslag, der stilles ved udgangen af 2006. Og ja, jeg er meget opmærksom på betydningen af en universel tjeneste - i særdeleshed for landdistrikterne i Europa.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 26 af Zuzana Roithová (H-1140/05)

Om: Sundhedstjenester i forslaget om tjenesteydelser i det indre marked

Der er risiko for, at sundhedstjenester ikke vil blive omfattet af direktivet. Patienter vil ikke blive i stand til at nye de samme rettigheder som brugere af andre tjenesteydelser (oplysninger om tjenesteyderne, krav om erhvervsansvarsforsikring). Patienter har allerede takket være Domstolen opnået ret til godtgørelse af udgifter til lægebehandling i andre medlemsstater, hvilket betyder, at artikel 23 blot indskriver retspraksis i national lovgivning, samtidig med at patienterne får større sikkerhed i forbindelse med definitionen af hospitalsbehandling.

Hvad har medlemsstaterne gjort for at indskrive patienters ret til godtgørelse fra deres egne socialsikringssystemer af lægebehandling i andre medlemsstater? Hvad agter Kommissionen at gøre for at beskytte disse rettigheder, hvis artikel 23 ikke vedtages?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Artikel 23 i direktivforslaget om tjenesteydelser i det indre marked kodificerer - sådan som det ærede medlem siger i sit spørgsmål - eksisterende rettigheder vedrørende patienters mobilitet. Ifølge Domstolens retspraksis har patienter på visse betingelser ret til at få sundhedsudgifter for behandling i andre medlemsstater refunderet af socialsikringsordningen i deres egen medlemsstat. Patienterne kan uden forhåndstilladelse få godtgjort udgifter til anden behandling end hospitalsbehandling, som de har modtaget i andre medlemsstater. Det kan være nødvendigt at indhente en forhåndstilladelse, inden man søger hospitalsbehandling i udlandet. Sådanne tilladelser skal gives, hvis patientens eget sundhedsvæsen ikke kan yde den pågældende sundhedspleje inden for en lægeligt forsvarlig frist.

Inden forslaget om et servicedirektiv blev stillet, gennemførte Kommissionen en undersøgelse om gennemførelsen af patienternes rettigheder i medlemsstaterne. Konklusionen var, at "EU-borgerne støder på ubegrundede eller uforholdsmæssigt store hindringer, når de anmoder om at få godtgjort udgifter til anden behandling end hospitalsbehandling i andre medlemsstater, eller når de anmoder om at få godtgjort udgifter til hospitalsbehandling".

For den enkelte borger er retten til at modtage behandling i en anden medlemsstat og få udgifterne godtgjort af sin egen socialsikringsordning nok en af de vigtigste fordele ved det indre marked. Det er grundene til, at Kommissionen foreslår en medtagelse af sundhedstjenester i servicedirektivets anvendelsesområde samt medtagelse af en særlig bestemmelse vedrørende godtgørelse af sundhedsudgifter, der er afholdt i andre medlemsstater.

Kommissionen har også været aktivt involveret i arbejdet i gruppen på højt niveau om sundhedspleje og patientmobilitet med henblik på at finde ud af, hvordan man bedst kan udvikle rammerne for at sikre og fremme patientrettigheder i det indre marked.

Dette arbejde har vist de klare fordele ved et samarbejde mellem medlemsstaterne om sundhed og sundhedsrelaterede spørgsmål, hvoraf godtgørelsen af udgifter blot er et aspekt. En række medlemsstater er bekymrede over effekten af grænseoverskridende sundhedspleje og patientmobilitet på deres nationale sundhedsbudgetter.

I fraværet af klare retlige rammer vil vi fortsat blive konfronteret med udviklingen af Domstolens retspraksis. Så længe Europa-Parlamentet endnu ikke har stemt om førstebehandlingen af servicedirektivforslaget, vil det være upassende at spekulere over holdningen til visse artikler, men jeg kan bekræfte, at Kommissionen vil handle i tilfælde, hvor medlemsstater indfører urimelige eller ubegrundede restriktioner - bl.a. gennem iværksættelse af overtrædelsesprocedurer.

  Zuzana Roithová (PPE-DE).  - (CS) Jeg vil gerne takke kommissæren for han gennemtænkte svar. Han sagde helt rigtigt, at den juridiske sikkerhed for dækningen af sundhedsudgifter i en hvilken som helst medlemsstat er af grundlæggende betydning for den frie bevægelighed for borgerne og tjenesteydelser inden for det europæiske marked.

Jeg har et spørgsmål, som jeg gerne vil stille, hvis jeg må, som tidligere sundhedsminister og leder af et stort universitetshospital. Er Kommissionen klar over, at servicedirektivet er en vigtig mulighed for at indføre klare betingelser og juridiske bestemmelser vedrørende godtgørelse for ikke-akutte behandlingsudgifter til borgerne i de 25 medlemsstater uden at anfægte subsidiaritetsprincippet? Er Kommissionen desuden klar over, at det allerede er blevet uholdbart, at De Europæiske Fællesskabers Domstol fortsat skal fungere som garant for og fortolker af lovgivningen om dette spørgsmål, eller at det er muligt, at denne rolle skal spilles af gruppe på højt niveau, der deltager i løbende diskussioner, men uden at have lovgivningsmæssige beføjelser og uden at kunne skabe nogen form for retssikkerhed?

(Formanden fratog taleren ordet)

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Som jeg sagde i mit svar, blev sundhedstjenester bl.a. medtaget i servicedirektivets anvendelsesområde af hensyn til nogle af de emner, som det ærede medlem nævnte. Som det ærede medlem ved, har debatten om servicedirektivet i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og i andre udvalg bragt en række andre emner i spil, og Udvalget om det Indre Marked stemte i en bestemt retning. Under næste måneds mødeperiode vil servicedirektivet komme til førstebehandling i Parlamentet, og ændringsforslagene vil blive drøftet. Der er derfor mange modstridende holdninger blandt parlamentsmedlemmerne til dette emne, og der er mange modstridende holdninger hos medlemsstaternes regeringer om, hvorvidt servicedirektivet skal omfatte sundhedsudgifter.

Som jeg har sagt til dette og mange andre spørgsmål vedrørende servicedirektivet, hører jeg fortsat gerne om alle interessenters bekymringer og holdninger.

  Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). - (SV) Jeg vil især takke kommissæren for det udmærkede svar til Zuzana Roithová og tænker på, om ikke Kommissionen vil kunne hjælpe til med at skabe forståelse for disse spørgsmål ved at præsentere et dokument, som viser borgerne, at her er der tale om et område med virkelig merværdi, dvs. at vi kan få bedre specialistbehandling, at patienterne vil kunne få en bedre behandling af højere kvalitet, af og til forbundet med lavere omkostninger, men frem for alt mere effektivt, at grænseoverskridende behandling er en merværdi for borgerne. Jeg er helt overbevist om, at Kommissionen vil kunne præsentere et dokument, som hjælper os. Jeg spekulerer på, hvad kommissæren synes om at hjælpe til for at få en bedre debat i disse spørgsmål.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Som sædvanlig argumenterer fru Cederschiöld meget overbevisende for sin sag. Som jeg sagde i mit svar til fru Roithová, er der forskellige holdninger til dette spørgsmål. Jeg venter i første omgang på resultatet af næste måneds afstemning i Europa-Parlamentet samt på de forskellige ændringsforslag, der er foreslået på dette og andre områder.

Fru Cederschiöld er meget overbevisende, men der er også andre synspunkter.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 27 af Katerina Batzeli (H-1141/05)

Om: Offentlige kontrakter vedrørende forsvarsudstyr

Kommissionens bestræbelser på gradvis at nå frem til et gennemsigtigt og åbent marked for militært udstyr er et skridt i den rigtige retning til trods for sektorens særlige forhold.

Den hidtidige procedure er både baseret på direktiv 2004/18/EF⁽³⁾ og traktatens artikel 296, som giver mulighed for undtagelser. I hvilket omfang agter Kommissionen i en overgangsfase nøjere at fastsætte betingelserne for at anvende undtagelserne i artikel 296 såvel som betingelserne for kontrol og overvågning af de enkelte nationale procedurer?

I hvilket omfang mener Kommissionen, at de undtagelser, som nationale myndigheder anvender i forbindelse med forhandlingerne med deres valgte leverandører, og som vedrører fremstilling af udstyr til forsknings-, studie- og forsøgsformål såvel som levering af militært udstyr af juridiske personer, hvoraf det offentlige ejer mere end 50% af deres kapital, opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 296?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Det ærede medlems spørgsmål kan opdeles i to. Det første spørgsmål handler om, hvorvidt Kommissionen agter yderligere at præcisere kriterierne for anvendelsen af traktatens artikel 296. Det andet og mere specifikke spørgsmål går på Kommissionens vurdering af reglerne for kontrakter vedrørende forskning, studier og forsøg på det forsvarsmæssige område.

Hvad angår det første spørgsmål, skitserede vi for nylig vores forslag til fremtidige initiativer for at forbedre grænseoverskridende konkurrence om offentlige indkøb af forsvarsmateriel. I vores meddelelse fra den 6. december annoncerede vi vedtagelsen i 2006 af en fortolkningsmeddelelse om artikel 296 vedrørende offentlige indkøb af forsvarsmateriel samt indledningen af et forberedende arbejde med et muligt direktiv om offentlige indkøb af forsvarsmateriel. Disse initiativer bygger på resultaterne af den høring, der blev iværksat med grønbogen fra 2004. Parlamentets bidrag til denne debat, der var til afstemning den 17. november, støtter udtrykkeligt Kommissionens initiativ.

Fortolkningsmeddelelsen vil indeholde en vejledning om brugen af traktatens artikel 296, der indrømmer medlemsstaterne en undtagelse fra reglerne vedrørende det indre marked samt fra direktiv 2004/18, når der er væsentlige sikkerhedsinteresser på spil. Denne bestemmelse skal anvendes fra sag til sag, og den kan ikke fortolkes bredt. Det er op til de medlemsstater, der ønsker at bruge bestemmelsen, at bevise, at undtagelsen er velbegrundet og står i et rimeligt forhold til målet.

Et muligt direktiv vil koordinere procedurerne for offentlige indkøb af forsvarsmateriel i sager, hvor undtagelsen i henhold til artikel 296 ikke finder anvendelse, eller hvor en medlemsstat vælger ikke at udnytte den. Et direktiv vil indeholde nye og mere fleksible bestemmelser vedrørende offentlige indkøbsaftaler, der er bedre afstemt efter forsvarssektorens særlige karakter. Kommissionens vedtagelse af et muligt forslag om et sådant direktiv afhænger af resultaterne af den konsekvensanalyse, der gennemføres i 2006.

Kommissionen er ikke i stand til at vurdere de fakta, som det ærede medlem beskriver i anden del af sit spørgsmål. Traktatens artikel 296 skal anvendes fra sag til sag og i overensstemmelse med omstændighederne for den enkelte sag. Jeg kan imidlertid kort skitsere de principper, der skal tages hensyn til ved udarbejdelsen af reglerne.

På den ene side er det værd at bemærke, at offentlige indkøb vedrørende forskning, studier og forsøg på visse betingelser kan indrømmes særlige undtagelser i henhold til det eksisterende direktiv og inden for rammerne af WTO's aftale om offentlige indkøb. Forsvarskontrakter af denne type kan også indrømmes undtagelser inden for rammerne af Det Europæiske Forsvarsagenturs adfærdskodeks for artikel 296-området.

På den anden side skal spørgsmålet om offentligt ejerskab af potentielle leverandørers aktiekapital samt konsekvenserne for de regler, der skal anvendes, ikke behandles på baggrund af artikel 296. Det hører ind under den interne undtagelse, som Domstolen har fastlagt. Ifølge denne retspraksis gælder undtagelsen imidlertid kun i tilfælde af 100 % ejerskab.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Jeg vil gerne starte med at takke kommissæren for hans åbenhed og omfattende svar på mit spørgsmål.

Jeg tror, at bekymring over åbenheden inden for offentlige indkøb og forsvarsindkøb er noget, der gør sig gældende for den europæiske økonomi i almindelighed, men jeg vil huske på kommissærens forklaring om, at han vil præcisere undtagelserne fra artikel 296 i traktaten på grundlag af den relevante afgørelse fra Domstolen, navnlig den fase af proceduren, hvor aftaler om offentlige forsvarsindkøb tildeles.

Det, vi har brug for at vide - hurtigst muligt - er, hvordan medlemsstaterne skal gribe ind med en høringsmekanisme vedrørende indkøb som et resultat af forskning og teknologi.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru Batzeli minder os om fordelene ved gennemsigtighed på dette særlige område af offentlige indkøb. Som bekendt har medlemsstaterne imidlertid store muligheder for selv at planlægge sådanne aktiviteter i henhold til artikel 296. Forhåbentlig vil Kommissionens nylige meddelelse fra december 2005 samt vores kommende tiltag i samarbejde med alle interessenter åbne dette område yderligere.

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Jeg finder det vigtigt med et indre marked i sektoren for produktion og offentligt indkøb af forsvarsmateriel, der har afgørende betydning for EU's fremtid. Jeg synes, at Kommissionen - i hvert fald tidligere - har været overdrevent generøs i sin fortolkning af artikel 296. Kan De sige, om De fremover vil indsnævre denne fortolkning? Og vigtigst af alt, hvis ikke det allerede er gjort, vil De så på kommissionsplan vurdere omkostningerne ved ikke at have et indre marked i forsvarssektoren i form af omkostningerne ved oversøiske indkøb frem for hjemlige indkøb samt omkostningerne ved at have et fragmenteret og opdelt forsvarsmarked i Europa med serieproduktion frem for masseproduktion?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Så vidt jeg ved, ligger EU's samlede forsvarsbudget på omkring 169 milliarder euro, og af dette beløb bruges ca. 82 milliarder euro på offentlige indkøb. Derfor kan enhver åbning af markedet på dette område - som det ærede medlem antyder i sit spørgsmål - resultere i ganske betydelige besparelser på mange medlemsstaters forsvarsbudget, hvilket vil gavne de pågældende medlemsstaters offentlige finanser. Der er således et meget stort potentiale på dette område.

På den anden side kræves der et samarbejde blandt medlemsstaterne om fremgangsmåden, hvis vi skal åbne dette marked yderligere. Jeg vil gerne have disse fakta ført til protokols blot for at vise, hvor store beløb der er involveret på dette område.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 28-30 vil blive besvaret skriftlig.

Spørgsmål nr. 31 af Bernd Posselt (H-1127/05)

Om: EU og Ukraine

Hvordan vurderer Kommissionen den udvikling, som Ukraine har gennemgået i de sidste 12 måneder, og hvilke strategier for 2006 har den udarbejdet for at knytte dette vigtige og helt europæiske land stærkere til EU?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Tak for spørgsmålet. Den europæiske naboskabspolitik har bragt og vil fortsat bringe Ukraine tættere på EU. Vores samarbejde med Ukraine har været meget vellykket. Handlingsplanen for EU-naboskabspolitik, der blev vedtaget i februar 2005, har vist sig at være et vigtigt og effektivt redskab til at fremme reformer gennem et dybere politisk samarbejde og en større økonomisk integration mellem EU og Ukraine.

Efter den orange revolution kunne der spores en fornyet vilje fra ukrainsk side til at fremme samarbejdet mellem EU og Ukraine. Ukraines gennemførelse af handlingsplanen i løbet af 2005 kan vurderes positivt. På topmødet med Ukraine i december 2005 bekræftede kommissionsformand Barroso Ukraines fremskridt med hensyn til politiske og økonomiske reformer. Udviklingen i forholdet mellem EU og Ukraine viste sig i form af økonomisk integration, EU's tildeling af markedsøkonomisk status til Ukraine, samarbejde inden for de vigtige energi- og transportsektorer, et aftalememorandum om energisamarbejde, retlige og indre anliggender, indledningen af forhandlinger om visalettelse sideløbende med forhandlingerne om en tilbagetagelsesaftale samt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område med iværksættelsen af EU's grænsebistandsmission ved Transdnestrien-segmentet af grænsen mellem Moldova og Ukraine.

Ukraine mangler imidlertid fortsat at tage vigtige skridt i gennemførelsen af handlingsplanen på områder som f.eks. retsstatsprincipper og specielt på det økonomiske område: kampen mod korruption, vedtagelse af relevant lovgivning for tiltrædelse af WTO og forbedring af erhvervsklimaet.

Kommissionen håber på at kunne bygge videre på den ekstra drivkraft fra topmødet - det første topmøde, hvor en ukrainsk regering var fuldt indstillet på reformer - til udviklingen af vores forhold til Ukraine. I februar 2005 forpligtede EU sig til at gennemføre indledende høringer om en udvidet aftale mellem EU og Ukraine, så snart der er taget fat på handlingsplanens vigtigste politiske prioriteter. Denne forpligtelse er fortsat gyldig. Hvornår vi er i stand til at gennemføre den, afhænger af Ukraine og reformprocessens vedholdenhed med hensyn til at løse de udestående problemer. Parlamentsvalgene i marts 2006 bliver en vigtig prøve på Ukraines fortsatte bekendelse til demokrati, og de vil få stor betydning for en udvidelse af perspektiverne i forholdet til Ukraine.

Det fremtidige forhold bliver baseret på adskillige vigtige betingelser: vellykkede politiske reformer, respekt for grundlæggende rettigheder og friheder samt et WTO-medlemskab, så Ukraine fuldt ud integreres på verdensmarkedet. Det vil også forbedre muligheden for at etablere et frihandelsområde mellem EU og Ukraine.

Vejen fremad ligger i et tæt samarbejde med Ukraine på baggrund af fælles værdier og målet om økonomisk integration samt et styrket samarbejde på en række områder. Politikken med konstante små fremskridt i forholdet mellem EU og Ukraine har været vellykket i det seneste år siden den orange revolution, og den vil sætte os i stand til at håndtere de fremtidige udfordringer.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg beklager på den ene side, at kommissær Ferrero-Waldner ikke er til stede - jeg synes ikke, at det er rigtigt, når hun står på dagsordenen - men jeg er på den anden side glad for, at det østrigsk- ungarske samarbejde fungerer så godt i Kommissionen.

Jeg har to korte spørgsmål, hr. kommissær. Hvilken personlig og finansiel støtte er efter Deres mening tænkelig i det kommende år for at forhindre, at reformprocessen i Ukraine mislykkes eller vælter igen, hvilket bestemte nabostater jo åbenbart kalkulerer med?

Hvad gør Kommissionen konkret for at forbedre trafikforbindelserne mellem EU og Ukraine og udvikle fælles infrastrukturkoncepter, som styrker Ukraines tilknytning til Vesten - hvad angår energi og trafik?

  Laszló Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg er bange for, at det er for tidligt at besvare disse spørgsmål. Måske har fru Ferrero-Waldner noget i tankerne, men hvad angår Kommissionen, så er den endnu ikke i stand til at besvare dette spørgsmål, da der først skal gennemføres politiske og økonomiske reformer for at få Ukraine tættere på EU. Først derefter følger et yderligere og dybere samarbejde.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Jeg vil gerne stille Kommissionen et spørgsmål. Det er sådan, at Europa-Parlamentet i dag med næsten fuldstændig enighed har vedtaget en meget kraftfuld betænkning om menneskehandel. Dette spørgsmål har optaget os utroligt meget, og vi har også taget det op i forbindelse med de kontakter, som vi har haft med Ukraine. Med dagens beslutning prioriterer Parlamentet sin holdning højere. Jeg ønsker, at Kommissionen tager højde for dette spørgsmål, som har fået en utrolig stor støtte her i Europa-Parlamentet i dag.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg tror, at det kommer til at tage lang tid at få Ukraine tættere på EU, og at vejen bliver lang. Med udgangspunkt i mine personlige erfaringer som tidligere udenrigsminister i nabolandet Ungarn kan jeg sige, at Ukraine er kommet langt, og at der efter den orange revolution ikke længere hersker tvivl om, at Ukraine ønsker at rykke nærmere, og at det vil være et demokratisk land med markedsøkonomi. Der er ikke desto mindre lang vej endnu, før landet fuldt ud lever op til EU's normer og principper.

Vi har to muligheder. Vi kan enten være for krævende og skubbe Ukraine væk fra EU, eller vi kan være mere tolerante og samarbejdsvenlige og trække Ukraine nærmere, idet vi skal huske på, at landets indenrigspolitiske situation ikke er helt enkel. Ukraine står nu over for parlamentsvalg, der bliver en prøve på demokratiet i landet uanset udfaldet. Vi skal ikke lægge så stor vægt på resultatet af valget, men snarere på dets demokratiske natur, der bliver en prøve på det ukrainske demokrati.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 32 af Sajjad Karim (H-1128/05)

Om: Sri Lanka: EU's reaktion på resultatet af præsidentvalget i Sri Lanka og Pirapaharans udtalelse

Den 27. november 2005 rettede Velupillai Pirapaharan, leder af LTTE, en "indtrængende og definitiv appel" til den nyligt valgte præsident for Sri Lanka, Mahinda Rajapaske, om at genoplive fredsprocessen og "tilfredsstille det tamilske folks politiske forhåbninger". Pirapaharan antydede, at LTTE ville intensivere sin kamp for selvbestemmelse, muligvis med voldelige metoder, hvis ikke de snart blev tilbudt "en rimelig politisk løsning". Hvad er Kommissionens reaktion på tonen i og indholdet af den tale, Pirapaharan holdt på den tamilske "National Heroes Day"?

Med fredsprocessen, der gik i stå, da LTTE trak sig ud i 2003, og Rajapaskes (der under valgkampen lovede ikke at dele magten med LTTE) og Pirapaharans tilsyneladende komplet uforsonlige og kompromisløse indstilling, bærer EU i sin egenskab af Tokyo-konferenceleder og hovedbistandsyder så ikke et overordentlig stort ansvar for at hjælpe parterne til snarest at genoptage dialogen, inden der igen skrides til voldshandlinger, og finde en løsning, der giver tamilerne ret til selvbestemmelse inden for et forenet Sri Lanka?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Tak for spørgsmålet. Der er god grund til bekymring over situationen i Sri Lanka. År 2005 var et dårligt år for fredsprocessen. Mordet på udenrigsminister Kadirgamar, LTTE's valgboykot i nord og øst samt de talrige drab mod øst og i Jaffna har bragt våbenhvilen i fare.

Den fejlslagne ledelsesstruktur efter tsunamien (Post Tsunami Operational Management Structure - P-TOMS) - den mekanisme under hvilken repræsentanter for regeringen, LTTE og muslimerne i fællesskab skulle træffe beslutninger om genopbygningen efter tsunamien i nord og øst - har også været en stor skuffelse, der har skabt enorm vrede blandt tamilerne.

I øjeblikket er vi vidner til en farlig spiral. Det srilankanske militær har nu mistet mere end 60 soldater i indirekte angreb fra LTTE i Jaffna og andre dele i nord og øst. Hidtil har regeringen udvist en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed, men det kan ikke vare evigt.

EU og i særdeleshed Kommissionen spiller en vigtig rolle i fredsprocessen. Sri Lanka er en personlig prioritet for kommissæren for de eksterne forbindelser, fru Ferrero-Waldner. Hun besøgte landet i marts 2005 og kæmpede hårdt for at få en aftale i stand om P-TOMS. Hun mener fortsat, at det ville have gjort en stor forskel. EU vedtog stærke budskaber til begge sider i årets løb. Specielt EU's erklæring fra september 2005 om, at LTTE-delegationer på højt niveau ikke længere vil blive modtaget i EU's hovedstæder, var et klart signal om, at samtidig med at EU ønsker en afbalanceret løsning på konflikten, så vil det ikke længere tolerere yderligere vold fra LTTE.

Kommissionen har også været med til at hæve medformændenes profiler. Kommissæren for de eksterne forbindelser deltog personligt i tre af medformændenes fire møder, der blev afholdt i 2005. To af disse møder blev afholdt i Bruxelles.

Kommissionen støttede fortsat Norges facilitering gennem offentlige såvel som private budskaber i årets løb. Kommissionen støttede også tanken om, at medformændenes næste møde skulle finde sted i Sri Lanka tæt på fireårsdagen for våbenhvileaftalen.

Kommissionen vil intensivere sin indsats ind i næste år. Der er opstillet to prioriteter for Kommissionens indsats. For det første vil Kommissionen arbejde for at give medformændene en endnu større rolle - bl.a. gennem direkte besøg på ministerielt plan. Kommissæren for de eksterne forbindelser agter selv at vende tilbage i februar - forhåbentlig sammen med alle medformændene. Hun vil gerne have en personlig samtale med hr. Pirapaharan og fortælle ham, at Europa vil handle meget snart, hvis ikke LTTE viser tegn på forandring.

For det andet arbejder Kommissionen efter P-TOMS' fiasko på en alternativ basis for genopbygning i nord og øst. Den vil muligvis arbejde mere lokalt i f.eks. et eller to distrikter for at kompensere for den manglende overordnede konsensus mellem de vigtigste aktører.

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Jeg takker kommissæren for hans detaljerede svar. Jeg vil gerne rejse et spørgsmål efter dagens mineangreb, der kostede to civile livet og sårede 12 soldater. Det er de seneste ofre i en måned med blodsudgydelser. I lyset af det faktum, at begge parter i princippet er enedes om at revurdere gennemførelsen af en våbenhvileaftale, planlægger EU så som medformand i fredsprocessen at benytte lejligheden til at promovere en menneskerettighedserklæring, der er underskrevet af både regeringen og LTTE for at gøre beskyttelsen af menneskerettigheder til et centralt element i fredsprocessen?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN Tak for tillægsspørgsmålet. Da jeg ikke er den ansvarlige kommissær på dette område, kan jeg kun give mit personlige synspunkt og ikke Kommissionens synspunkt på denne nye udvikling, som Kommissionen ikke har haft tid til at diskutere. Det forekommer mig imidlertid, at Deres forslag er helt i tråd med Kommissionens politik vedrørende situationen i Sri Lanka.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 33 vil ikke blive behandlet, da det emne, det handler om, allerede er på dagsordenen for denne mødeperiode.

Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 34.

Spørgsmål nr. 35 af Inger Segelström (H-1160/05)

Om: Colombia

Det bekymrer os, at demokratiseringsprocessen i Colombia til stadighed modvirkes af uroligheder i landet. Vi er foruroliget over de menneskerettighedskrænkelser, der stadig sker. Den væbnede konflikt eskalerer, og narkotikahandlen er fortsat omfattende. Det er alvorlige hindringer for udvikling og fred i Colombia. Flere svenske frivilligorganisationer sender personale til Colombia for at deltage i fredsprojekter og projekter til beskyttelse af lokalbefolkningens og de oprindelige folks rettigheder - ikke mindst menneskerettigheder. Dette skal ses i lyset af, at store virksomheder - som i mange andre latinamerikanske lande - ekspanderer voldsomt, ikke mindst når det gælder produktionen af palmeolie. Agter Kommissionen at foreslå specifikke initiativer for at støtte demokratiprocessen i Colombia?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Kommissionen deler det ærede medlems bekymring over de fortsatte menneskerettighedskrænkelser og de vedvarende trusler mod demokratiet i de områder af Colombia, der er påvirket af den langvarige interne væbnede konflikt. Derfor sigter EU's strategi for Colombia mod at støtte omfattende fredsinitiativer med stærk deltagelse fra lokalsamfundene. Det er således hensigten direkte at bidrage til en styrkelse af demokratiet med et integreret sæt instrumenter.

Blandt disse blev der i perioden fra 2001 til 2005 bevilget mere end 16 millioner euro til Colombia fra det europæiske initiativ for demokrati og beskyttelse af menneskerettigheder til 53 projekter, der støtter menneskerettigheder og demokratisering, og som er blevet gennemført, eller som er undervejs.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Tak, hr. kommissær. At jeg stillede dette spørgsmål, skyldes jo netop, at Colombia er ved at blive den næststørste flygtningekatastrofe, vi har. Det, der er anderledes med Colombia i forhold til andre lande, er, at markerne stadig besiddes af de lokale og de regionale landejere. Det er det, som gør, at der fortsat er mulighed for at hjælpe lokalbefolkningen og sørge for, at den får lov til at beholde sit land, hvilket jo vil være vigtigt, når vi forsøger at løse denne konflikt. Jeg siger mange tak for svaret, og jeg håber naturligvis, at vi i fællesskab kommer videre med de fredsinitiativer, som EU tager.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Jeg ønsker ikke at få ordet, da jeg ikke er bekendt med det problem, som medlemmet omtalte.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 36 af Ryszard Czarnecki (H-1169/05)

Om: ASEAN-topmødet og beskyttelse af menneskerettighederne

Hvad mener Kommissionen om resultatet af ASEAN-topmødet i december, navnlig hvad angår beskyttelse af menneskerettighederne i ASEAN-lande såsom Myanmar (Burma)?

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Kommissionen følger med interesse forsøgene fra institutioner og enkeltpersoner i ASEAN-landene på at indføre en menneskerettighedsmekanisme. Kommissionen støtter disse bestræbelser og andre menneskerettighedsspørgsmål gennem forskellige samarbejdsprogrammer i adskillige ASEAN-lande. Der afholdes en EF-støttet ASEAN-dækkende menneskerettighedskonference i Manila i 2006.

Vi er glade for at høre, at man på et ASEAN-topmøde for første gang opfordrede til frigivelsen af politiske fanger i Myanmar. ASEAN-lederne blev også enige om at udsende Malaysias udenrigsminister, der er den nuværende formand for ASEAN, for at vurdere demokratiseringsprocessen under et besøg.

Skønt disse initiativer fra ASEAN er positive, skal vi være forsigtige med udsigterne til øjeblikkelige ændringer i Myanmar og specielt med frigivelsen af Aung San Suu Kyi.

  Ryszard Czarnecki (NI).  - (PL) Hr. kommissær, der er virkelig sket fremskridt, i det mindste med hensyn til opfordringen om at respektere menneskerettighederne i det land, der tidligere blev kaldt for Burma. Jeg har imidlertid et spørgsmål eller snarere en anmodning og et forslag til Kommissionen. Jeg mener, at Kommissionen bør overvåge situationen løbende, naturligvis med Parlamentets hjælp. Et virkeligt internationalt pres, både fra Europa og Asien, er vores eneste håb for at opnå konkrete resultater. Jeg vil opfordre Kommissionen til at udvise løbende interesse for dette spørgsmål.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Tak for Deres forslag, som jeg bestemt vil videregive til fru Ferrero-Waldner. Jeg mener, at mulighederne for EU, der ikke er til stede i regionen, er mere begrænsede end f.eks. ASEAN's muligheder. Jeg mener, at ASEAN kunne gøre mere, men Deres forslag er bestemt værd at overveje.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl 19.05 og genoptaget kl. 21.05)

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

(1) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

(2) EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

(3) EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.

14. Den fælles markedsordning for sukker - Støtte til landbrugere (sukker) - Omstrukturering af sukkerindustrien (fortsat)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkninger af Jean-Claude Fruteau for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

  María del Pilar Ayuso González (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil begynde med at lykønske hr. Fruteau med den indsats, han har gjort for at forbedre Kommissionens forslag, som betyder en 180 graders vending i den sukkerpolitik, som EU har haft siden 1968, og som desuden vil gøre en ende på roedyrkningen i mange regioner i EU.

Selv om det er blevet sagt før, vil jeg gerne nævne den foragt, som Rådet har givet udtryk for over for Parlamentet, idet det er nået til en aftale og har informeret medierne om den uden at tage hensyn til Parlamentets udtalelse. Den gentlemanaftale, der altid har været mellem institutionerne, er blevet krænket. Med denne antidemokratiske gestus undrer det os ikke, at borgerne ikke tror på institutionerne, og stemmer, som de gør, og som de vil blive ved med at gøre.

Med hensyn til den politiske aftale, som Rådet er nået frem til, er den tættere på Kommissionens forslag, end det, Europa-Parlamentet skal stemme om i morgen. Jeg vil kun omtale priserne. De har aftalt en nedsættelse på 36 %, mens den i Kommissionens forslag er på 39 %, og vi i Parlamentet vil stemme for en reduktion på 30 %.

Jeg vil også gerne give udtryk for min uenighed med den urimelige situation, som de lande, som har en lavere produktionskvote end deres forbrug, vil havne i, og som derfor ikke producerer de overskud, som i teorien gør denne reform nødvendig. Disse lande bliver straffet, mens der godkendes en ekstra kvote til de store producenter af C-sukker.

Endelig taler alle om produktion af biobrændstoffer som et alternativ til de roer, de vil trække tilbage fra markedet, men hvordan og hvornår vil de stille midlerne til rådighed? Jeg formoder, fru kommissær, at De ikke tror, at man med halvanden million hektarer til energiafgrøder og en støtte på 40 euro pr. hektar kan hjælpe alle de landmænd, der vil miste deres eksistensgrundlag.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, Rådets beslutning er brutal for den europæiske og dermed den ungarske sukkersektor, og derfor er den uacceptabel. Europa-Parlamentet kan ikke tillade, at den europæiske sukkersektor bliver halshugget. Hvis Rådets brutale beslutning ikke ændres, vil sukkerproduktionen om 15 år være begrænset til to medlemsstater i EU: Frankrig og Tyskland.

Dette kunne undgås, hvis man tager hensyn til den fremragende, grundige og afbalancerede betænkning fra ordføreren Jean-Claude Fruteau, men selv den udgave, der foreslås af fru Fischer Boel ville være mere gavnlig for de europæiske sukkerproducenter.

Europa-Parlamentet har den holdning, at prisreduktionen bør være på 30 %, lavere end den procentdel, der angives i Rådets beslutning, og kompensationen bør være højere, om muligt på 100 %. Det er også vigtigt at sikre, at overgangsperioden ikke overstiger fire år. Arealbaseret støtte bør kædes sammen med deltidsproduktion, og dette bør medtages som en af betingelserne. Det er min anmodning til kommissæren.

En mere beskeden prisreduktion vil sammen med de foreslåede betingelser give bedre overlevelsesmuligheder for sukkerroeproduktionen og sukkersektoren i medlemsstater midt i feltet såsom Ungarn. Desværre ejes alle fem ungarske sukkerfabrikker af udlændinge, franske, tyske og østrigske sukkerroeproducenter, der kan beslutte sig for at begrænse produktionen til deres egne lande. Dette vil indebære en risiko for et land med en økonomisk produktion på linje med det gennemsnitlige europæiske niveau som f.eks. Ungarn. Derfor siger jeg til mine kolleger her i Parlamentet: Lad os ændre Rådets forkerte beslutning.

  Johan Van Hecke (ALDE). - (NL) Ærede kolleger, sukker er i dag det mest subsidierede landbrugsprodukt i Europa. Dermed er prisen tre gange så høj som verdensprisen, hvilket er en urimelig og uacceptabel situation. Derfor tror jeg, at en kraftig reform var og er uundgåelig.

Det spørgsmål, som bl.a. opstår, er, om Kommissionens forslag går tilstrækkeligt vidt. Efter min mening tages der ikke hensyn til sukkersektorens strukturelle problem, nemlig en generel overproduktion. Der produceres allerede nu meget mere sukker, end der forbruges. Prisnedsættelserne vil få denne til at stige yderligere, hvilket kun gavner de store producenter og distributionen. I sidste instans er det agroindustrien, som stikker udgiftsbesparelserne i lommen, mens de små landmænd vil få mindre for deres udbytte af sukkerroerne. I sidste ende vil forbrugerne alligevel betale samme pris for et kilo sukker.

Især de fattigste lande risikerer at blive offer for denne reform. På grund af fortrinsbehandlingen er der i adskillige AVS-lande opstået lokal sukkerdyrkning, ofte i mindre målestok og med få investeringer. Uden fortsat europæisk støtte kan disse lande umuligt konkurrere. Derfor er hr. Kinnocks ændringsforslag om at afsætte et årligt beløb på 200 millioner euro til AVS-landene vigtigt. Også hr. Kinnocks andre ændringsforslag fortjener vores støtte.

Hvis forpligtelserne inden for rammerne af Alt undtagen våben-initiativet ikke opfyldes, vil vores troværdighed over for de mindst udviklede lande lide alvorlig skade. Desuden tilskynder denne reform til en diskussion om en generel afskaffelse af alle eksportsubsidier, som det endnu en gang blev lovet for nyligt i Hongkong. Jeg vil slutte med sammenfattende at sige, at en sukkerreform er nødvendig, men ikke, hvis den forsøder livet for store producenter og gør det surt for fattige landmænd.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand, som vi vedholdende har givet udtryk for i Landbrugsudvalget, er vi meget bekymrede over sukkerreformen og den holdning, som Rådet har indtaget forud for denne debat.

I vores forslag lagde vi vægt på princippet om fødevaresuverænitet og -sikkerhed og på at beskytte landbrugerne og virksomhederne i vanskeligt stillede områder og medlemsstater, ligesom vi foreslog at øge produktionskvoterne i lande, hvor produktionen ikke dækker forbruget, som f.eks. i Portugal.

Vi har således foreslået - hvilket vi fortsat gør - at fabrikken i Coruche får øget sin produktionskvote til 120.000 t roesukker for at sikre rentabilitet, beskæftigelse og produktion af roesukker, eftersom forholdene i Portugal er meget velegnede, og produktionen ikke dækker forbruget.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, man siger, at det er bedre at give en fiskestang end en fisk. Hvis vi lukker sukkerproduktionen i Irland og i EU, kan og skal vi give en ordentlig kompensation til landmændene og producenterne, om ikke andet så for at dulme vores egen samvittighed.

Men er vi skøre? Hvorfor lukker vi sukkerproduktionen, når vi fortvivlet forsøger at finde alternativer til brændstoffer? Hvorfor betaler vi for at få tomme marker og rustende udstyr, når vi har mere brug for sukkerproduktionen end nogensinde tidligere? Sukker kan anvendes til andet end slik.

På den ene side advarer vi om oliens forsvinden og fremmer alternativer, og på den anden side afskaffer vi sukker, der er et af de levedygtige alternativer. Den ene hånd synes ikke at vide, hvad den anden foretager sig. Hvordan kan vi udrette noget som helst?

Mens vi er i gang med at planlægge vores egen kompensationspakke, skal vi huske på tredjelande som f.eks. Mauritius, der lider voldsomt under vores sukkerreformer.

  Zdzislaw Zbigniew Podkański (UEN).  - (PL) Hr. formand, liberaliseringen af sukkermarkedet er et kompliceret problem, som kræver særlig opmærksomhed. Europa-Parlamentet viste, at man er opmærksom på dette, ved at vedtage en beslutning om den kommende reform af den fælles markedsordning for sukker den 10. marts 2005. Desværre ignorerede Kommissionen denne beslutning. I juli 2005 fremlagde den tre forslag til forordninger, der undergravede betydningen af den beslutning, som Parlamentet havde vedtaget. Parlamentet blev ignoreret for anden gang den 24. november 2005, da Rådet vedtog den endelige udgave af reformen uden at bede Parlamentet om en udtalelse og på trods af modstand fra den polske og den græske landbrugsminister. Dette har medført, at vi stilles over for forslag, der strider mod princippet om europæisk solidaritet, og som har til formål at sikre, at sukkermarkedet reformeres på bekostning af de mindre lande, navnlig de nye EU-medlemsstater. Et yderligere mål er at sikre, at den europæiske sukkerproduktion koncentreres i Tyskland og Frankrig.

De foreslåede løsninger vil være til ulempe for landmænd og ansatte på sukkerfabrikkerne og til fordel for de store sukkerselskaber. Den enkelte og partnerskabsprincippet er blevet efterladt i vejkanten i denne reform. De nye medlemsstater har privatiseret deres sukkerfabrikker, men alligevel blev langt de fleste sukkerfabrikker i Polen overtaget af udenlandske ejere til blot en tredjedel af den pris, de nu får for at indstille produktionen. Situationen er den samme i mange andre lande.

Af denne grund og af mange andre vil jeg foreslå, at alle tre forslag forkastes, og at der udarbejdes et nyt reformudkast, der er i overensstemmelse med Parlamentets beslutning af 10. marts 2005.

  Jan Tadeusz Masiel (NI).  - (PL) Hr. formand, jeg er helt klar over, at stadig mere vidtgående reformer af den fælles landbrugspolitik skal gennemføres og vil blive gennemført. Det er uheldigt, at disse nye reformer går imod landmændenes interesser, og at det som sædvanlig er de nye medlemsstater, der bliver hårdest ramt. Dette er endnu et eksempel på de uretfærdige betingelser, som vi kom med i EU på.

Det er ikke nogen hemmelighed for kommissæren, at den reform af sukkerordningen, der er undervejs, ikke vil skaffe hende venner i Polen. Hun må imidlertid forstå vores synspunkt og være opmærksom på det. Som ordføreren sagde, bør vi være særligt opmærksomme på de mænd og kvinder, der tjener til livets ophold ved sukkerproduktion. Den planlagte kompensation bør især rettes mod arbejdstagere på sukkerfabrikkerne og mod landbrugerne i stedet for ejerne af disse fabrikker. Dette gælder så meget desto mere, fordi flertallet af sukkerfabrikkerne i Polen er under udenlandsk kontrol.

Overførslen af produktionskvoter fra et land til et andet bør forbydes for at undgå spekulation. Denne reform af sukkermarkedet er blot endnu en forspildt mulighed. I stedet for at være et udtryk for solidaritet mellem EU's medlemsstater og over for udviklingslandene vil den resultere i utilstrækkelig støtte til de fattige lande og nye stridspunkter mellem medlemsstaterne.

  Czeslaw Adam Siekierski (PPE-DE).  - (PL) Hr. formand, hr. kommissær, der er tvingende behov for en reform af sukkermarkedet, idet den nuværende forordning om kvoter, priser og eksportsubsidier udløber den 30. juni 2006. Men den type ændringer, vi har fået foreslået, er uacceptable.

Det er ikke blot min holdning, men det er også holdningen hos flertallet af sukkerroeproducenterne i Polen, at det eneste ord, der kan bruges til at beskrive disse ændringer, er skandaløst. Det politiske kompromis, som Rådet nu er nået frem til, er uacceptabelt. Polske sukkerroeproducenter har endda hævdet, at reformen af EU's sukkermarked blev udskudt med vilje, indtil de nye medlemsstater var kommet med, så sukkerproduktionen i EU kunne reduceres på deres bekostning. Kommissionen har sagt det igen og igen, at C-sukkerkvoterne destabiliserer markedet. WTO-panelets afgørelse gik os imod, og vi fik ikke medhold i vores appel. Alligevel giver det kompromis, som Ministerrådet nåede frem til, mulighed for yderligere 1,1 millioner ton C-sukker til de medlemsstater, der producerer mest.

Der er en forbavsende mangel på konsekvens i de foranstaltninger, som Kommissionen og Rådet vedtager. Selv om disse institutioner har det som målsætning af begrænse produktionen, har de foreslået en forhøjelse for lande, der producerer store mængder af det, der betegnes C-sukker. Vi modtog adskillige julegaver i denne retning, men det er en skam, at julemanden ikke var lige så gavmild for alle de andre lande. Hvordan forklarer kommissæren og Rådet, at kun de udvalgte lande vil modtage yderligere støtte? Hvordan er disse lande blevet udvalgt? Prisen for alle disse julegaver, som kommer i form af mere generøse omstruktureringsbetalinger, vil blive betalt af andre, langt fattigere lande, herunder Polen. Jeg vil spørge kommissæren, om reformen af sukkermarkedet er andet end studehandler, eller om den er baseret på konsekvente foranstaltninger, der vil sikre, at det europæiske sukkermarked er konkurrencedygtigt.

Jeg vil bede Parlamentet vedtage de ændringsforslag, jeg har fremsat, med henblik på i det mindste at forbedre dele af denne reform af sukkermarkedet. Lad os håbe, at Kommissionen og Rådet tager dem til efterretning. Det er der stadig mulighed for, at de gør, og jeg ville være meget taknemmelig, hvis de gjorde det.

  Marc Tarabella (PSE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, dagens forhandling og den efterfølgende afstemning vil markere afslutningen på mere end et års arbejde her i Parlamentet. Jeg skal i øvrigt understrege den konstruktive holdning, hr. Fruteau har udvist, og at jeg støtter hans betænkning. Reelt markerer dette dog ikke afslutningen, men derimod starten på en udvikling inden for sektoren.

Lad mig sige til Dem, fru kommissær, at en fuldstændig markedsorienteret laisser-faire-tilgang er ødelæggende. Vi har forsøgt at afbøde den lidt. Selv om denne reform med rette betragtes som uundgåelig, må vi allerede nu være på vagt over for følgerne heraf, eftersom den efter de seneste tilnærmelser mellem Rådet og Parlamentet vil give sig udslag i en drastisk prisnedskæring på 36 % over fire år. En deregulering via priserne vil gavne de store producenter, der fortsat kan vokse på bekostning af miljøet og intensivere deres udnyttelse af en underbetalt arbejdskraft uden for Europa. Den er ligeledes fordelagtig for de store forbrugere, der kan købe sukkeret betydeligt billigere på verdensmarkedet uden at lade dette slå igennem i salgsprisen for det endelige produkt og således øge deres profit. Og det er deres definition på udvikling, som ikke bør forveksles med vores opfattelse af, hvad udvikling drejer sig om.

En deregulering via priserne er derimod skadelig for de små producenter her i Europa og i endnu højere grad i AVS-landene og i de mindst udviklede lande, som vil skulle sælge deres sukker billigere og måske vil være nødsaget til at standse produktionen uden at have en virkeligt alternativ indkomstkilde. Den vil heller ikke være til fordel for de små forbrugere, eftersom sukkerprisen sandsynligvis ikke vil falde for dem. I Europa vil nogle lande desuden indstille deres produktion, og andre vil fortsætte med vanskeligheder for producenterne såvel som for forarbejdningsvirksomhederne og deres ansatte.

Tillad mig at anlægge en særlig belgisk vinkel, idet jeg glæder mig over muligheden for at omstrukturere cikoriesektoren med henblik på produktion af insulin, der har lovende fremtidsudsigter. Jeg stillede en række ændringsforslag herom og takker Dem, mine damer og herrer, for at have vedtaget dem. Til Rådet, som mødes i februar, må jeg sige, at jeg håber, at det i højere grad vil beskæftige sig med den del af støtten, der er øremærket til landbruget, og betingelserne for tildeling af omstruktureringsstøtte til industrien. Jeg vil følge dette aspekt meget nøje.

  Luciana Sbarbati (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, aftalen om den fælles markedsordning for sukker er blevet kaldt en historisk aftale og en modig og dristig beslutning i en situation, der har været krystalliseret i alt for mange år. Det er blevet sagt, at det var nødvendigt at gøre en indsats i dag, fordi man dermed får de nødvendige midler til rådighed til at lette denne smertefulde, men absolut nødvendige omstrukturering og til både at sikre kompensation til landbrugerne og sektorens bæredygtighed på lang sigt. Denne nye politik vil fremme handelen og styrke EU's forhandlingsposition på det WTO-møde, der skal finde sted i Hongkong i næste måned.

Med denne reform bliver EU så afgjort et tiltrækkende marked for udviklingslandene, som de kan eksportere deres sukker til, selv om jeg personligt mener, at vi mister meget, når det gælder kvalitet og forbrugersundhedsgarantier. Måske var det i den henseende nødvendigt med større strenghed, forsigtighed og forholdsregler, fru kommissær. Endelig vil denne aftale gøre det muligt for EU at give AVS-partnerne finansiel støtte, så de kan tilpasse sig ændringerne, men den ender utvivlsomt med blot at beskytte Frankrig og Tyskland som altid.

Jeg vil således gerne sige, at jeg sætter stor pris på det arbejde, som ordføreren og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har udført, og jeg vil ikke komme nærmere ind på aftalebetingelserne, som alle efterhånden kender. Jeg må dog endnu en gang konstatere, at Europa-Parlamentets rolle undervurderes, eftersom Rådet og Kommissionen alt for ofte går uden om Parlamentet.

Derfor håber jeg, at de forbedrende ændringsforslag bliver vedtaget, men jeg vil gerne give udtryk for min forbavselse over, at man ikke har forsøgt at indtage et modigere standpunkt med hensyn til den fælles landbrugspolitik for at sikre EU den nødvendige uafhængighed på energiområdet, idet man satser på alternativ energi eller energi, som supplerer olie, f.eks. energi fra biomasse, sådan som også hr. Prodi har været inde på.

At omdanne biomasse til energi kan give os indtægter, som i høj grad overstiger tabet i sukkersektoren. Er De klar over det, fru kommissær? Er Kommissionen klar over det? Jeg tror, at det vil være hensigtsmæssigt for EU at investere i biomasseforarbejdning, som faktisk er en teknologi, der producerer hydrogen direkte. To ton tør biomasse udvikler nemlig samme varme som et ton olie, men mens den potentielle pris for biomasse er 200 euro pr. ton, koster olie ca. 400 euro pr. ton. F.eks. ville man i Italien spare ca. 12 milliarder euro og i Europa 120 milliarder euro. Med dette beløb kunne man føre en politik, som bedst muligt og uden uventede eller overdrevne traumer forener reformens målsætninger med målsætningerne om social retfærdighed. Vi kunne vedtage aktive og positive foranstaltninger for miljøet, landbruget og producenterne uden at fremme en understøttelseskultur og, hvad mere er, uden at miste arbejdspladser.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN).  - (PL) Hr. formand, i dag diskuterer vi tre betænkninger om reformen af sukkermarkedet, som er forelagt Parlamentet. Som repræsentant for en ny medlemsstat, Polen, vil jeg gerne give udtryk for to alvorlige problemer ved denne reform.

For det første er reformen blevet nødvendig, fordi især to lande, Tyskland og Frankrig, eksporterer uforholdsmæssigt store mængder sukker. Denne eksport udgør næsten 2 millioner ton, og det er Frankrig og Tyskland, der bør bære udgifterne til denne reform ved at foretage en betydelig reduktion af den mængde sukker, de eksporterer. Eftersom Polen kun eksporterer 90.000 ton, kan vi kun begrænse produktionen inden for denne grænse.

For det andet er der indført produktionsbegrænsning på sukkerfabrikkerne og ikke på producenterne i Polen til forskel fra de andre EU-medlemsstater. De fleste sukkerfabrikker i Polen blev købt af tyske og franske investorer, som betalte omkring 200 euro pr. ton produktionsgrænse. Eftersom de vil få omkring 730 euro i kompensation pr. ton nedlagt produktion, vil ejerne af disse fabrikker få næsten fire gange mere, end de betalte. Hvad mere er, vil de stadig eje de industrielle aktiver, dvs. bygningerne, jorden og maskinerne.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på disse to alvorlige problemer over for Kommissionen og Rådet og ligeledes kommissæren, der er til stede i salen i dag. De tror alle, at de har hittet på en førsteklasses idé til en reform af sukkermarkedet.

  Duarte Freitas (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, vi er alle enige om, at der er brug for en reform, så sukkerproduktionen kan blive rentabel, hvilket også er i samklang med den seneste reform af den fælles landbrugspolitik og EU's internationale forpligtelser. Trods disse nye målsætninger vil reformen, sådan som Kommissionen har foreslået den, indebære alvorlige problemer for de europæiske landmænd, ikke mindst på grund af den alt for kraftige prisnedsættelse.

Jeg støtter derfor Fruteau-betænkningen og de resultater, som de forskellige politiske grupper er nået frem til i Landbrugsudvalget, og som jeg mener sender Kommissionen og Rådet et særdeles tydeligt signal. Ud over begrænsningen af prisnedsættelserne til 30 % i fælles markedsordning for sukker vil jeg gerne fremhæve ændringsforslag 3 med hensyn til ordningen for direkte støtte til landmændene, hvor medlemsstaterne fortsat vil kunne tildeles en vis produktionsstøtte for at undgå, at sukkerproduktionen forsvinder for hurtigt i de regioner, som reformen rammer hårdest. Jeg må imidlertid sige, at Kommissionens forslag desværre er blevet udformet mere efter forarbejdningsindustriens interesser end af hensyn til landmændene og mere efter de store overskudsproducerende landes interesser end af hensyn til de små lande, der ikke har en roesukkerproduktion, der kan dække deres forbrug, som f.eks. Portugal.

Roesukkerproduktionen i Portugal foregår faktisk kun på én fabrik, der fremstiller ca. 70.000 af de 300.000 t sukker, der årligt forbruges i landet. Det er altså ikke lande som Portugal, der forvrider det internationale sukkermarked på grund af overproduktion. Ved at sikre, at der fra omstruktureringsfonden kan ydes støtte til dem, der blot giver afkald på en del af kvoten, hjælper vi sukkerproduktionen i lande som Portugal og omdefinerer dens rolle som forarbejdningsdelens landbrugsunderlag.

Til slut vil jeg gerne udtrykke min protest over, hvordan Rådet har behandlet denne sag rent institutionelt. Hvor meget det end hedder sig, at vi kun har en politisk aftale og ikke en formel beslutning, der indebærer, at man afventer Parlamentets holdning, er det en kendsgerning, at det ikke er den bedste måde at udstille de europæiske institutioners manglende åbenhed på i en tid, hvor borgerne viser deres utilfredshed netop over dette forhold. Det er ikke nok formelt at følge den interinstitutionelle aftale. Som politikere, der er valgt direkte af borgerne, må vi også forlange, at institutionerne respekteres både etisk og politisk.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over hr. Fruteaus betænkning, og jeg vil også rose ham for hans arbejdsmetoder. Det er rimeligt at sige, at vi ikke har ens holdninger til reformen af sukkerordningen, men jeg håber, at vi har bevæget os meget tættere på processens afslutning.

Ligesom ordføreren og de forrige talere finder jeg det ærgerligt, at Rådet valgte at indgå en politisk aftale forud for forhandlingen i Europa-Parlamentet. Jeg synes, at det er udtryk for manglende respekt for Parlamentet. Jeg glæder mig ikke desto mindre over det faktum, at Rådet har erkendt og støttet behovet for at bringe den kunstige støtte til sukkersektoren til ophør og gøre den europæiske sukkerordning mere konkurrencedygtig på verdensmarkedet, og jeg mener, at en prisnedsættelse på 36 % vil gøre os WTO-forenelige. Det er ikke så radikalt som Kommissionens forslag på 39 %, men jeg mener, at det bringer os i overensstemmelse med WTO-bestemmelserne. Den fireårige gennemførelsesperiode, som Rådet også anbefaler, giver producenterne en chance for at tilpasse sig den nye virkelighed.

Jeg ser gerne en ekstra indsats på to konkrete områder. For det første med hensyn til C-sukker. Vi bør have et klart tilsagn om at afskaffe C-sukker, der klart forvrænger verdenshandelen, og som fortsat kan gøres til genstand for en tvist på WTO-plan. Jeg støtter derfor ændringsforslag 80 på torsdag og håber, at de øvrige parlamentsmedlemmer vil gøre ligeså.

Jeg glæder mig meget over kompensationen på 7 milliarder euro til de europæiske producenter, og jeg erkender, at de har brug for denne støtte. Men som andre talere under denne forhandling beklager jeg meget, at vi ikke er lige så gavmilde over for AVS-producenterne. De 18 AVS-producenter har i øjeblikket en stabil årlig indtægt på ca. 250 millioner euro fra sukkerordningen. Kommissionens forslag lød på 190 millioner euro om året fra 2007 til 2013, hvilket var godt, men ikke tilstrækkeligt gavmildt. Problemet er det, at Rådets aftale fra den 16. og den 17. december ikke lever op til de 190 millioner euro, som Kommissionen foreslog, og som budgetmyndighed på dette område sammen med Rådet skal Parlamentet presse på for at få de 190 millioner euro årligt, hvis vi oprigtigt ønsker at leve op til millenniumudviklingsmålene.

Til slut vil jeg erklære mig enig med dem, der siger, at det kan være muligt at bruge sukker som biobrændstof, og at det er et potentielt nyt marked for sukker. Teknologien findes. Den skal forbedres og tilpasses. Der er brug for forskning og teknisk støtte, og jeg håber, at Kommissionen vil være mere generøs over for dette reformaspekt og gøre mere for at fremme en bredere anvendelse af sukker både som en miljømæssig foranstaltning og som en kompensationsform over for de europæiske sukkerproducenter for de indtægter, de står til at miste på grund af disse forslag.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg takker hr. Fruteau - ikke kun for hans hidtidige arbejde, men også for at holde ud i dette maratonmøde. Jeg synes, at vi alle fortjener et skulderklap. I stedet for at gentage tidligere kommentarer vedrørende disse reformer vil jeg blot sige, at jeg er noget bekymret over strengheden i prisnedsættelsen. Jeg har tidligere fremført det som et alternativ til at bruge en kvotenedskæring som en mekanisme til at kontrollere udbuddet.

Jeg har nogle konkrete spørgsmål til Kommissionen. Måske kan kommissæren give mig et svar. Med hensyn til den afgift, der skal opkræves hos forædlingsindustrien, kan Kommissionen så oplyse, om en virksomhed, der dyrker sukkerroer i Irland, skal bidrage til omstruktureringsafgiften dette år, og om den skal stræbe efter at indstille produktionen i 2007? Det er et vigtigt emne, der vil være afgørende for, om vi skal dyrke sukkerroer i år, der måske bliver sidste sæson for sukkerroeproduktionen i Irland.

Mit andet spørgsmål vedrører en kommentar fra kommissæren tidligere under forhandlingen om, at de 10 %, der lægges til side under omstruktureringsordningen for avlere, kan hæves af medlemsstaterne under særlige omstændigheder. Måske vil kommissæren forklare, hvilke omstændigheder det kunne være.

Uden at bruge hele min taletid, for vi er måske alle trætte og emotionelle, vil jeg blot sige med hensyn til udviklingslandene - og jeg deler bekymringen hos andre parlamentsmedlemmer - at vi har rystet udviklingslandene med sukkerreformen, fordi vi giver dem adgang til vores markeder til stærkt nedsatte priser. Udviklingslandene ønsker adgang til høje priser, fordi de kun derved kan få vækst og velstand. De ansvarlige for reformen bør tænke over, hvad det er, de har gjort.

Til slut håber jeg, at reformerne vil få den effekt, som kommissæren taler om - at vi får en konkurrencedygtig sukkerindustri. Desværre kommer det nok for Irlands vedkommende til at betyde, at sukkerindustrien forsvinder.

  Heinz Kindermann (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne takke ordfører Jean-Claude Fruteau, fordi der gennem hans engagerede arbejde endelig er opnået et acceptabelt kompromis. Det var selvfølgelig svært for ham, fordi Rådet (landbrug) havde truffet en beslutning på forhånd. Vi har godt nok ikke nogen medbestemmelsesret her, men alligevel skal denne afgørelse kun tolereres på baggrund af WTO-forhandlingerne fra 2005.

Det nu opnåede kompromis er fortsat en enorm udfordring for de berørte parter, i EU og også for AVS-landene og de mindst udviklede lande. Trods udligningsbetalinger til de berørte parter vil det på den ene eller anden måde føre til indkomsttab.

Mange sukkerroeregioner i EU vil fremover kunne dyrke færre eller til dels slet ingen sukkerroer længere til ernæringsformål. Her bør Kommissionen følge Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og kontrollere, hvorvidt de finansielle midler pr. ha til fornyelige ressourcer måske kunne øges.

Væsentlige forslag fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter ligger efter min mening tæt på Rådets (landbrug) forslag. Jeg håber, at kompromiset, som giver roeavlerne planlægningssikkerhed og også gør det muligt at dyrke sukkerroer i EU fremover trods stramme indgreb, bliver vedtaget i sidste ende.

Imidlertid står de ansvarlige for sukkerfabrikkerne også under ansvar. Det handler om, hvordan de gennemfører bestemmelserne i den fremtidige fælles markedsordning for at nå frem til bæredygtige socio-økonomiske løsninger i samarbejde med fagforeningerne og repræsentanterne for de ansatte.

  Hynek Fajmon (PPE-DE).  - (CS) Mine damer og herrer, som De uden tvivl ved, er sukkerknalden en tjekkisk opfindelse, og som tjekkisk MEP vil jeg gerne fremsætte en række bemærkninger til forslaget om en reform af den fælles markedsordning for sukker.

Min første bemærkning er, at jeg glæder mig over Det Europæiske Råds og Kommissionens forsøg på at reformere EU's sukkerpolitik. Den nuværende politik fuldkommen latterlig og koster skatteyderne og forbrugerne alt for meget. Denne situation skal ændres hurtigst muligt, og hele markedet skal dereguleres og liberaliseres.

For det andet er det beklageligt, at sukkerordningen først reformeres, efter at EU's politik blev kendt urimelig af Verdenshandelsorganisationen, og alle i EU burde bruge tid på at tænke over dette. Hvorfor er vi ude af stand til at liberalisere vores egne markeder, og hvorfor er det andre lande, der skal tvinge os til at gøre det? Når alt kommer til alt, har frihandel og frie markeder ikke bragt de europæiske lande andet end fremgang gennem hele deres historie, mens økonomisk protektionisme ikke bringer andet end fattigdom. Alligevel lader det til, at fortalerne for protektionisme er godt repræsenteret her i Parlamentet. Jeg er grundlæggende modstander af deres synspunkter, og vil ikke stemme for deres ændringsforslag. Sukkerordningen skal reformeres hurtigst muligt.

Mit tredje punkt drejer sig om, at der lå et sukkerraffinaderi i min hjemby fra 1890 til 1994. Det gik konkurs, fordi sukkermarkedet blev åbnet, da kommunismen faldt i mit land. Sukkerraffinaderiet i min hjemby Lysá nad Labem gik konkurs, fordi det ikke kunne konkurrere med de subsidierede sukkerraffinaderier i EU. I løbet af 1990'erne gik mere end 50 sukkerraffinaderier i Den Tjekkiske Republik konkurs eller blev lukket af denne grund. De mennesker, der arbejdede der, mistede deres job og fik ingen kompensation, og ejerne af raffinaderierne og sukkerroeproducenterne fik heller ingen kompensation. Nu er det sukkersektoren i de gamle EU-medlemsstaters tur til at gennemgå den samme proces med markedstilpasning. Den foreslåede kompensation er fantastisk generøs, hvilket bør gøre en sådan tilpasning til en enkel opgave. Derfor går jeg ind for reformen af sukkerordningen, og jeg mener endda, at den burde være mere vidtgående. Vores erfaringer i Den Tjekkiske Republik viser, at en sådan reform både er til at gennemføre og forvalte.

  María Isabel Salinas García (PSE). - (ES) Hr. formand, for det første vil jeg gerne fremhæve den indsats, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har gjort for at opnå en aftale mellem alle de politiske grupper, hvilket ikke er spor nemt, i betragtning af at Kommissionens første forslag gik mere ud på at eliminere sukkerdyrkningen end at reformere den, uden at tænke på de sociale omkostninger herved. Jeg mener derfor, at dette intense arbejdsår har været besværet værd.

For det andet vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Jean-Claude Fruteau, der i sine tre betænkninger har givet udtryk for moderation, ligevægt og solidaritet og ikke mindst en realistisk tilgang til sektorens fremtiden, ikke kun i EU's 21 sukkerproducerende lande, men også i AVS-landene og i de mindre udviklede lande.

Jeg vil også tilslutte mig den store kritik, der er kommet til udtryk i Parlamentet, på grund det ubehag, der er opstået, fordi Rådet traf en politisk beslutning uden at vente på Parlamentets betænkning. Vi håber ikke, at dette skaber præcedens for kommende reformer.

Endelig vil jeg gerne efter så meget arbejde henvise til, at der er nogle medlemmer, der har talt med to tunger siden starten - jeg synes, at det er godt at minde om det nu, hvor vi er nået til afslutningen - idet de har stemt for Fruteau-betænkningen i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, og derefter, når de vender hjem til deres land, kritiserer det hele. Vi er nogen, der har arbejdet for at opnå aftaler, tilnærme holdningerne og for at opnå det, der er endt med at blive en realitet. Vi synes trods alt, at den aktuelle situation er meget bedre end i starten. Vi bryder os ikke om reformer, vi har aldrig brudt os om dem, men vi er nødt til at erkende, at vi har forbedret den indledningsvis vanskelige situation.

Jeg synes, at tiden er inde til at komme med et klart budskab fra Europa-Parlamentet. Mine damer og herrer, det er altid bedre at opbygge end systematisk at nedbryde. Det er bedre at gøre tingene ved at tænke mere på de kommende generationer end på det næste valg, for tiden ender altid med at give os ret, og den konfrontationsstrategi uden argumenter, der er opstået i mit land, fører ikke til en positiv løsning.

Jeg slutter med at støtte Fruteau-betænkningen, som er en god betænkning, der kan forbedre Rådets aftale, og som, hvis den kommer styrket ud af Europa-Parlamentet, vil gøre det muligt for os at tage skridt mod en bedre fremtid for sektoren.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, den nye sukkerordning, der skitseres nu, vil være særligt uheldig for producenterne. På mange områder vil den betyde enden for dyrkningen af sukkerroer. Lukningen af sukkerfabrikker vil sende både landbrugere og industriarbejdere ud i arbejdsløshed. Desværre er de første demonstrationer allerede gået i gang i mit land.

Vi sætte os som mål, at landbrugerne skal overleve på deres gårde. Vi har ikke brug for, at flere flytter ind til byerne. Hvis vi ønsker at erstatte sukkerroerne med energiafgrøder, skal vi være mere generøse med vores støtte. Desuden skylder vi miljøet det, fordi energiafgrøder betyder, at vi beskytter miljøet, selv om AVS-landene ikke vil klare sig bedre i fremtiden under den nye ordning.

Fru kommissær, De er en besindig, ærlig og dygtig person. De arbejder med hr. Fruteau, som fremsætter meget gode forslag, De arbejder med formanden for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, hr. Daul, De foretager forbedringer, De fremsætter modige forslag, De demonstrerer over for Deres kritikere, at De ikke sidder her som en formalitet, og at alt er afgjort, men at De ønsker - virkelig og konstruktivt - at lytte til Parlamentet. På den måde beskytter De EU, Europa-Parlamentet og det europæiske landbrug.

Ellers ville vi se landbruget forsvinde i mange ugunstigt stillede områder i Europa, landsbyer blive forladt og en miljømæssig ødelæggelse af Europa. For Himlens skyld, jeg tror ikke, at det er det, De ønsker.

  Thijs Berman (PSE). - (NL) Hr. formand, sukkerreformen er først og fremmest et socialt problem for landmænd og arbejdstagere i Europa og i den tredje verden. Social retfærdighed betyder på verdensplan åbning af det europæiske marked. Denne reform er uundgåelig og pinefuld. Men hvis man skal gennem ilden, kan man lige så godt tage et ordentligt spring. Kommissæren tog et kæmpespring, Rådet tog et lidt mindre spring, og Parlamentet vil gerne tage et endnu mindre spring.

Arbejdstagerne og landmændene er imidlertid bekymrede og kræver stærke sociale garantier, hvilket er berettiget. Omstruktureringsfonden er derfor uundværlig. Vores pres har sikret en større omstruktureringsfond, og det er vigtigt. Vi ville gerne have endnu mere, for arbejdstagere ønsker mere end omskoling. De vil have nyt arbejde, hvis deres fabrik lukker.

Bioethanol er en udvej, forudsat at produktionen ikke kræver særlig meget energi. Hvis der skal forskes i dette, er der brug for flere penge. Kun på den måde er en social og bæredygtig fremtid for sektoren mulig, og kun på den måde kan sektoren acceptere denne reform.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil mod sædvane give udtryk for en relativt positiv holdning til den igangværende reform af den fælles markedsordning for sukker, dog kun specifikt i forhold til sukkersektoren i de yderste randområder.

Mens EU har påtaget sig at nedbringe sin sukkerproduktion for at tilpasse sig de internationale handelsregler, bevæger de franske oversøiske departementer sig i den diametralt modsatte retning, idet de søger at udvide deres produktion for at bevare og skabe faste job og opretholde den skrøbelige balance inden for landbruget og industrien.

Man kan sige, at Réunion, Guadeloupe og Martinique i forhold til Kommissionens forslag er banebrydende, hvad angår tilpasningen af deres sukkerrørssektor. For det første fordi deres produktion er forblevet betydeligt lavere end de tilladte kvoter, og fordi de følgelig ikke bidrager til Fællesskabets overproduktion, og for det andet fordi fabrikkerne i løbet af de sidste 30 år gradvist er blevet lagt sammen, således at det ikke længere er muligt at nedlægge eller mindske aktiviteten uden at forrykke balancen inden for denne sektor.

I dag er sukkerrør et værdifuldt produkt, der kan anvendes til fremstilling af sukker, men også energi ved hjælp af bagasse eller endog naturgødning. I de oversøiske departementer er multifunktionalitet inden for landbruget ikke blot et teoretisk projekt, men en realitet. Det er fordi, de har været banebrydende, at de oversøiske områder ikke kan gå længere.

Kommissionen og Rådet har afvist at gøre flere finansielle indrømmelser til fordel for de oversøiske områder, men Frankrig har fået tilladelse til at indføre en ordning for tildeling af statsstøtte som supplement til fællesskabsmidlerne i medfør af en politisk aftale, der blev indgået i Rådet inden WTO-topmødet i Hongkong.

Der kunne ydes kompensation for prisnedskæringer med mulighed for en vis produktionsstigning, hvilket ville genskabe en hvis stabilitet og overskuelighed inden for en sektor, der har været præget af uvished de sidste to år.

Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Fruteau, med det arbejde, han har udført, og formelt henstille, fru kommissær, at De bevarer bestemmelserne i Rådets kompromis angående de oversøiske departementers sukkersektor uændrede, således at denne sektors fremtid bliver sikret.

  Iles Braghetto (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, sukkerreformen var et af EU-politikkens mest komplekse spørgsmål. Før Rådet indgik en politisk aftale, burde det have taget hensyn til Parlamentets udtalelse for at styrke samarbejdet mellem EU-institutionerne og tilbyde nogle løsninger, der er på højde med forventningerne og de udfordringer, vi skal tage op. Resultatet er dog positivt og moderat tilfredsstillende. Parlamentets bidrag til kompromiset var efter min mening af afgørende betydning.

Den initiativbetænkning, som Parlamentet vedtog i marts sidste år, indeholdt en række vigtige retningslinjer for udarbejdelsen af det nye forslag. Den vægt, som Parlamentet lagde på reformens sociale konsekvenser via oprettelsen af en omstruktureringsfond for industrien, er et væsentligt element i vores holdning, som er blevet medtaget i aftalen. Der er naturligvis tale om en smertelig reform, men den er uundgåelig, hvis Europa skal opfylde sine internationale forpligtelser og samtidig sikre denne sektor en bæredygtig og konkurrencedygtig fremtid på lang sigt.

Det opnåede kompromis er meget mere harmonisk end det forslag, som Kommissionen stillede i juni, og det omfatter en række positive foranstaltninger, nemlig muligheden for at bevare koblet støtte i et vist omfang for dem, der fortsætter med at producere, støtteforanstaltninger til sukkerroedyrkere, opmærksomhed på de regioner, som industriens nedlægning går ud over, og oprettelsen af en diversificeringsfond. Dermed er reformen ikke ensbetydende med en fuldstændig opgivelse af produktionen, og dens sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser bliver mindre dramatiske, end vi frygtede.

  Jan Březina (PPE-DE).  - (CS) Hr. formand, fru kommissær, det er ikke første gang, at Parlamentet har givet sin mening til kende om reformen af sukkerordningen. Jeg var et af de medlemmer, der stemte for den beslutning, vi vedtog sidste år. I beslutningen opfordrede vi bl.a. til, at man overvejede at nedsætte kvoterne, navnlig for de nye medlemsstater. Jeg er begejstret for, at Kommissionen har revideret sin originale strategi og foreslår en reform baseret på en reduktion af garantiprisen på sukker, som møder konkurrencedygtige sukkerproducenter og sukkerroeproducenterne på halvvejen. Jeg har imidlertid visse forbehold over for den betænkning, vi drøfter i dag, eftersom den lægger op til en mindre reduktion i sukkerpriserne, end medlemsstaterne blev enige om i december. Selve aftalen var resultatet af et kompromis, der blev opnået ved at nedtone de mere hårdtslående forslag fra Kommissionen.

For det første må vi ikke glemme, at vi led nederlag fra WTO's hånd. Derfor skal vi opfylde kravet om at åbne sukkermarkedet inden 2009. I den forbindelse kan jeg kun undre mig over den overdrevne opmærksomhed om de mindst udviklede landes interesser. På den ene side vil disse lande gerne have sukkerprisen ned på markeder uden for Europa, men på den anden side ønsker de fortsat høje priser på det europæiske marked, som de har privilegeret adgang til.

For det andet vil jeg gerne understrege, at en nedsættelse af sukkerprisen over en længere periode vil være til fordel for mindre konkurrencedygtige virksomheder og bidrage til videreføre skævhederne på sukkermarkedet. Det vil ikke kun være de konkurrencedygtige sukkerproducenter, der ville tabe, men især de europæiske forbrugere, idet de ville komme til at betale prisen - bogstaveligt talt - for et mere moderat prisfald. I øjeblikket må de betale tre gange så meget for sukker end forbrugere i andre dele af verden. Er det acceptabelt, at de skal fortsætte med at subsidiere et omfattende protektionistisk system, hver gang de køber et produkt, der indeholder sukker?

Vi må huske på, at hovedformålet med EU er at afskaffe hindringer for samhandelen, ikke at videreføre og forstærke dem. Derfor bør vi bevise, at vi virkelig er et Europa-Parlament, og at vi ikke er bange for at indføre markedsmekanismer bl.a. inden for produktion og salg af sukker.

  María Esther Herranz García (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, den politiske aftale, der allerede er opnået af landbrugsministrene - herunder den spanske socialdemokratiske minister, og som burde have fået hende til at træde tilbage - bliver utvivlsomt vedtaget ved udgangen af måneden blandt dagsordenens A-punkter, dvs. uden nogen forhandling. Det er der ikke brug for, alt er forhandlet.

Desværre vil den diskussion, vi har i dag i Europa-Parlamentet, ikke have nogen indvirkning på den endelige beslutning. Fremover vil det være ønskeligt at undgå, at Parlamentets stemme igen bliver ignoreret så åbenlyst, især i forbindelse med beslutninger, der har så vigtige økonomiske og sociale følger. Men derfor bør Kommissionen ikke bruge nogen undskyldning, der kan tjene som påskud til at ignorere Parlamentets mening, som den har gjort ved denne lejlighed.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, hvis der stadig skulle herske nogen tvivl, at denne betænkning, som sættes under afstemning på torsdag, ligger meget langt fra den politiske aftale, der er opnået af medlemsstaterne, såvel med hensyn til sukkerpriserne som med hensyn til kompensationerne til landmændene eller medlemsstaternes frihed til at bevare en del af den koblede støtte, som naturligvis ikke er omhandlet i de 25 medlemsstaters aftale i Rådet. Parlamentets betænkning fordeler indsatsen for at reducere produktionen mere retfærdigt ved at fjerne den ekstra kvote på en million ton af det tidligere såkaldte C-sukker.

Det er kun nogle af de eksempler, vi kan finde, hvis vi sammenligner de to tekster, men listen kunne blive meget længere, hvis vi foretog en detaljeret analyse af aftalen.

Vi bryder os kort sagt ikke om reformen, og vi brød os ikke om Kommissionens reform, for den var forfærdelig. Men den aftale, der skal under afstemning her i Parlamentet på torsdag, er efter vores mening det mindste af to onder.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg har lyttet opmærksomt under forhandlingen. Dens inderlighed er udtryk for, at der står meget på spil. Den er imidlertid også et tegn på Deres engagement i arbejdet med udarbejdelsen af denne nye reform.

Lad mig starte med ændringsforslagene. Store dele af dem er i overensstemmelse med mine egne synspunkter. Jeg vil starte med den foreslåede nye fælles markedsordning. De har anført, at det er nødvendigt med et sikkerhedsnet i den omstruktureringsperiode, der slutter i 2009-2010, for at begrænse uønskede markedsforstyrrelser. Det kan jeg acceptere. Jeg kan derfor tilslutte mig indholdet af ændringsforslag 2, 29 og 54.

For ikke at fremme overproduktion og efterfølgende opbygning af lagre bliver det nødvendigt at sætte interventionsprisen betydeligt lavere end referenceprisen for den følgende kampagne. Interventionen skal også begrænses til en vis maksimummængde. Endelig mener jeg, at vi i omstruktureringsperioden skal udnytte alle forvaltningsredskaber inklusive privat oplagring.

De anfører også, at så længe vores internationale forpligtelser overholdes, kan eller bør nogle mængder kvotesukker eksporteres. Af hensyn til markedsbalancen er det en idé, som jeg kan leve med, og derfor accepterer jeg i princippet ændringsforslag 20, 39, 49, 51 og 68.

Mange af medlemmerne har nævnt bioethanol. Jeg er enig i analysen af, at den fremtidige energiproduktion kan blive en væsentlig afsætningsmulighed for Fællesskabets sukkerroer. Efter disse retningslinjer kan jeg støtte ændringsforslag 11 og 42, der hæver bioethanolens politiske profil i reformpakken.

Som De ved, arbejder Kommissionen på et helt sæt af politiske initiativer. Den 1. februar vedtager vi et forslag om fremme af biobrændstoffer baseret på landbrugsråvarer. Jeg er også opmærksom på, at hr. Parish i øjeblikket arbejder på en parlamentsbeslutning om præcist samme emne. Jeg synes, at vi er nødt til at tage denne debat, når bidragene er blevet vedtaget og ikke her og nu inden for rammerne af sukkerreformen. Jeg må understrege, at jeg er meget interesseret i at vende tilbage, da denne debat er meget vigtig.

Jeg er enig i, at vi er nødt til at se nærmere på det konkrete problem, der opstår for de producenter, der dyrker efterårsafgrøder. Det er særligt et problem i Middelhavslandene. Det vil kræve en foreløbig udvidelse af kvoten uden omstruktureringsafgift for produktionsåret 2006/2007. Kommissionen er således enig i princippet bag ændringsforslag 23 og 69.

Jeg deler Deres bekymringer vedrørende roedyrkernes indkomst og kan tilslutte mig den relevante del af ændringsforslag 31 vedrørende fjernelsen af de ekstra 10 % fleksibilitet for sukkerprisen.

Med hensyn til industrisukker kan jeg acceptere indholdet af ændringsforslag 43. Man bør undgå strenge og komplekse regler, der er vanskelige at overvåge.

Der er også en række tekniske ændringer, der allerede blev accepteret under de tekniske drøftelser af Kommissionens forslag. Andre ændringsforslag vedrører mindre emner, der bedre kan behandles inden for rammerne af gennemførelsesbestemmelserne. Jeg kan ikke acceptere de øvrige ændringsforslag om reformen af den fælles markedsordning.

Nu vil jeg gerne gå videre til forslaget til en forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte. Jeg kan støtte princippet om øget fleksibilitet for medlemsstater i forbindelse med udbetaling af udligningsbeløb, og jeg accepterer derfor indholdet af ændringsforslag 5, 6, 8 og 11 med de nødvendige justeringer.

I videreførelsen af min vision om at støtte udviklingen af bioethanolproduktion i Fællesskabet kan jeg også leve med idéen om ændringsforslag 7, hvormed sukkerroer til andre formål end sukkerproduktion kan dyrkes på udtagne landbrugsarealer.

Ændringsforslag 4 og ændringsforslag 13 præsenterer et kompensationssystem baseret på mængden af sukker produceret af roer fra den enkelte landbruger. Jeg går ind for proportionalitetsprincippet i denne reform - f.eks. ved at give højere kompensationsniveauer til medlemsstater med voldsomme kvotenedskæringer. Betænkningsforslaget foreslår imidlertid et system, der differentierer udbetalingerne på baggrund af mængden af producerede sukkerroer. Et sådant system vil skabe enorme praktiske problemer for en meget begrænset merværdi, hvilket vil gå imod det fælles mål om forenkling, og derfor kan jeg ikke acceptere det. Jeg kan heller ikke acceptere de øvrige ændringsforslag.

Til slut vil jeg henvise til det forslag til forordning, der indfører omstruktureringsfondene. Jeg kan tilslutte mig idéen bag ændringsforslag 4 og 14, ifølge hvilke roedyrkerne kan nyde godt af en del af omstruktureringsstøtten. Men i lyset af de meget forskellige forhold i medlemsstaterne er en minimumssats på 50 % for høj. Der er nogle meget vigtige miljømæssige og sociale forpligtelser. Hvis vi indførte en minimumssats på 50 %, ville der være tilfælde, hvor vi ville få svært ved at opfylde disse forskellige forpligtelser. Derfor kan jeg ikke acceptere den.

Som jeg sagde tidligere i mine indledende bemærkninger, vil det være mere passende med et minimum på 10 %, hvor medlemsstaterne har mulighed for at hæve procentsatsen. Fru McGuinness, dette er møntet på Dem: Jeg ville aldrig vove at blande mig i medlemsstaternes beslutninger om fastsættelsen af en sådan kompensationsprocent.

Jeg kan også støtte princippet bag ændringsforslag 5 samt den relevante del af ændringsforslag 10 vedrørende udvidet fleksibilitet for industrier, der indstiller sukkerproduktionen og bevæger sig over i alternative sektorer som f.eks. fremstilling af bioethanol. Det samme gælder for idéen om en delvis kvoteafståelse i ændringsforslag 7.

Det sociale element er allerede dækket godt ind i forslaget, og yderligere administrative krav vil blot bremse omstruktureringsprocessen. Derfor kan jeg ikke acceptere ændringsforslag 6, 9 og den relevante del af ændringsforslag 7.

Der er også fremsat nogle sidsteøjebliksændringer. Jeg er positiv over for tanken om ændringsforslag 17. Sukkerroedyrkere, der fortsætter sukkerroeproduktionen i medlemsstater, der sænker deres sukkerkvoter betydeligt, skal kunne modtage en eller anden form for statsstøtte i en overgangsperiode.

De ændringsforslag, som jeg ikke har kommenteret, er mindre væsentlige, og af tekniske årsager finder jeg det ikke nødvendigt at medtage dem. Det gælder også for de ændringsforslag, der blev stillet i sidste øjeblik i sidste uge.

Jeg bemærkede de særligt skarpe bemærkninger vedrørende behandlingen af AVS-landene. Det har været genstand for en meget grundig debat, men vi har ikke glemt AVS-landene. Den forudsete prissænkning rammer først AVS-landene i 2008, dvs. to år senere end de europæiske landmænd. Lad os ikke glemme, at AVS-landene efter den fulde gennemførelse af reformen fortsat vil nyde godt af en pris, der er dobbelt så høj som markedsprisen.

Kommissionen har hele tiden foreslået en handlingsplan for AVS-landene med 40 millioner euro for 2006. Landene vil formentlig kunne råde over disse midler i 2006, selv om deres priser først sænkes i 2008. En bevilling på 40 millioner euro er bestemt ikke meget, men det er tilstrækkeligt til at komme i gang, og det har hele tiden været hensigten at give yderligere støtte i den resterende periode fra 2007 til 2013. Det er helt klart, at støttens størrelse vil afhænge af de igangværende diskussioner om de finansielle overslag.

Reformen indfører også en række forpligtelser for virksomheder, der ønsker at udnytte omstruktureringsfonden. Jeg må sige, at jeg er ked af og skuffet over, at ganske mange medlemmer - blandt andre de polske medlemmer - åbenbart ikke kan være her i dag, for jeg må gøre det helt klart, at sukkervirksomhederne ikke, og jeg gentager ikke blot kan hæve omstruktureringsstøtten og derefter forlade landet. De skal ganske enkelt tilbyde foranstaltninger til fordel for de ansatte i sukkerindustrien. Disse regler gælder for uddannelse, førtidspension eller lignende. Pengene skal bruges i samarbejde med regeringen. Man har åbenbart fuldstændig misforstået hensigten med disse omstruktureringsfonde.

Jeg kan besvare spørgsmålet fra fru McGuinness om afgiften med et ja. Det er kun muligt at undgå en indbetaling til omstruktureringsfonden ved at afskaffe produktionen i 2006/2007.

Endelig kritiserede nogle medlemmer det faktum, at Rådet vedtog en politisk linje for sukkerreformen den 24. november 2005. Rådet besluttede at fastlægge en politisk linje på sit møde i november på grund af ganske særlige omstændigheder. Den nuværende ordning finder kun anvendelse under den igangværende kampagne, og vores avlere og erhvervsdrivende står over for nogle meget vanskelige valg. Vi skylder dem i god tid at tilbyde dem acceptable betingelser for at træffe deres valg.

Vi har tabt i WTO-panelet om sukker, og overholdelsen af panelets konklusioner er en hastesag. Endelig skulle vi forberede os på Hongkong for at kunne forsvare vores sukkersektor, og derfor var vi nødt til at vide, hvad vi skulle forsvare.

Jeg må imidlertid understrege, at disse omstændigheder ikke burde komme som en overraskelse for nogen. Efter at jeg præsenterede Europa-Parlamentet for mit reformforslag den 22. juni, gjorde jeg det helt klart, at Rådet skulle definere sin politiske linje med hensyn til sukkerreformen på Rådets møde i november. Jeg gentog det, da jeg talte i Udvalget om Landbrug den 13. september 2005, og da jeg skrev et opfølgningsbrev til alle medlemmerne af dette udvalg den 26. september 2005. Jeg har opereret i fuld gennemsigtighed under hele processen for at give Parlamentet mulighed for at spille sin rolle fuldt ud.

Til slut vil jeg sige til alle de kritiske medlemmer af Europa-Parlamentet, at vi skal takke de mange udvalg og parlamentsmedlemmer, der har leveret yderst værdifulde bidrag i de seneste 12 måneder. Sandheden er den, at De har haft stor succes med at påvirke udformningen af reformen - en reform der vil sikre denne sektors bæredygtighed i Europa, og en reform der giver os mulighed for at tilbyde et reelt alternativ til de landbrugere og regioner, der rammes hårdest af omstruktureringen. Det er resultatet, og det er godt.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

15. Århus-konventionen

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (06273/2/2005 - C6-0297/2005 - 2003/0242(COD)) (Ordfører: Eija-Riitta Korhola) (A6-0381/2005).

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), ordfører. - (FI) Hr. formand, forordningen, som vi stemmer om i morgen, om gennemførelsen af bestemmelserne i Århus-konventionen på Fællesskabets institutioner vil tvinge os til at tage stilling til nogle beslutninger, som er meget politiske af natur. Det drejer sig om vigtig miljølovgivning, der drejer sig om adgang til miljøoplysninger og borgernes ret til at deltage i beslutningstagningen.

Århus-konventionen, som er ratificeret i Det Europæiske Fællesskab af medlemsstaterne og EU, vil blive gennemført i form af tre direktiver, hvoraf de to første søjler allerede har været igennem den fælles beslutningsprocedure og forligsproceduren. Under hele processen har jeg været ordfører for betænkningerne om Århus-konventionen. Disse søjler vedrører gennemsigtigheden af miljøoplysningerne og Fællesskabets ret til at deltage. Det tredje direktiv, adgang til domstolene, vil formentlig ikke gå igennem, fordi medlemsstaterne ikke er nået til enighed om dette spørgsmål, og der har været en generel følelse af, at projektet burde skrinlægges. Retten til adgang til domstolene har også vist sig at være det største problem i denne forordning.

Jeg har altid understreget betydningen af borgernes rettigheder i miljøspørgsmål. Åbenhed og gennemsigtighed er demokratiets hjerteblod og et grundlæggende element i vores egen sikkerhed. Den foreliggende forordning, som udvider anvendelsesområdet for Århus-konventionens bestemmelser til fællesskabsniveau, risikerer ikke desto mindre at få nogle bekymrende træk. Ved afstemningen ændrede Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed helt klart bestemmelsernes fokus og bragte konventionen op på et efter min mening uønsket niveau. En ting er at overvåge og regulere f.eks., hvordan en myndighed anvender og fortolker bestemmelserne i miljølovgivningen, men det er noget helt andet at overvåge og regulere, hvordan en demokratisk valgt lovgiver udfører sin opgave. I sin nuværende form vil udvalgets forslag i praksis give alle ikke-statslige organisationer, der bare marginalt passer til beskrivelsen, ret til at indbringe Fællesskabets institutioner for De Europæiske Fællesskabers Domstol og dermed give dem en slags vagthund over for disse institutioner. Som politiker er jeg imidlertid ikke parat til på denne måde at uddelegere beføjelser, som jeg har fået overdraget ad demokratisk vej, og som kontrolleres af befolkningen, og jeg håber, at vi får rettet op på denne sag i morgen ved afstemningen i Parlamentet.

De vigtigste områder ved morgendagens afstemning vedrører ændringsforslag 22, 24 og 25. I henhold til artikel 230 i traktaten har borgerne lov til at indbringe sager for De Europæiske Fællesskabers Domstol, hvis en beslutning påvirker dem direkte og individuelt, hvilket kun er ret og rimeligt ud fra et demokratisk synspunkt. Holdningen i Parlamentets Miljøudvalg betyder imidlertid nu, at en hvilken som helst ngo i EU kan omgå denne bestemmelse ved at anmode om en intern revision, som fællesskabsinsitutionen skal reagere på med en formel beslutning. Denne beslutning vil i kombination med ændringsforslag 25 bane vejen for en undersøgelse af den oprindelige beslutnings lovlighed og ikke kun dens proceduremæssige, men også dens faktiske lovlighed og dermed give ngo'er magt til i sidste ende at evaluere det arbejde, som Fællesskabets institutioner udfører. Dette vil automatisk give dem mulighed for at indbringe Fællesskabets institutioner for Domstolen og gennem en sådan overmyndighed føre tilsyn med vores arbejde.

I et demokrati er det befolkningen, der er den øverste myndighed, og de beslutningstagere, den vælger, gennemfører dens vilje. Her ville vi imidlertid sætte ngo'erne over befolkningen, og det er svært for mig at acceptere. Det er et politisk spørgsmål og et principspørgsmål. Misforstå mig nu ikke: Vi har brug for miljøorganisationen, og verden ville være et langt fattigere sted, hvis ngo'erne ikke med rette havde rejst en række vigtige spørgsmål. Alligevel er det bekymrende, hvad de nu forsøger at gennemtvinge for sig selv gennem heftig lobbyvirksomhed.

Desuden er forordningens definition af ngo'er meget løs, og derfor har jeg fremsat to ændringsforslag for Parlamentet, som indeholder nogle mere detaljerede kriterier. I det første hedder det, at ngo'erne skal have opereret i mere end et EU-land i mindst to år. Med det andet ændringsforslag tilføjes formuleringen "i overensstemmelse med lovgivningen" til definitionen. Disse ændringsforslag er vigtige, hvis anmodninger om revision skal forblive inden for kontrollerbare grænser, og med henblik på at indføre supplerende kriterier for arten af ngo'ernes arbejde.

Medlemmerne af vores udvalg har fremsat ændringsforslag til denne betænkning, som jeg med glæde tilslutter mig. Jeg har f.eks. understreget betydningen af kvaliteten og sammenligneligheden af miljøoplysningerne. Jeg støtter ligeledes den demokratiske karakter og åbenheden i vores beslutningstagning, hver gang jeg kan.

Det er imidlertid det eneste, jeg ønsker af miljøorganisationerne. Hvis de selv overholdt de krav, de stiller til os, hvis de var mere åbne med deres aktiviteter og finansieringsprocedurer, og hvis de gav færre misvisende og fejlagtige oplysninger, ville vi ikke behøve indføre disse begrænsninger og kriterier. Fra et overordnet synspunkt har det været skuffende at iagttage, at ngo'erne på ingen måde altid afgiver rigtige oplysninger eller retter det, der har vist sig at være fejlagtige oplysninger.

Et godt eksempel på dette er det brev, der kom i denne uge fra en af de største miljøorganisationer, som giver et forkert billede af den mulighed, de måske nu får for at indbringe sager for Domstolen. De nævner, at industrivirksomheder har mulighed for at indbringe sager for Domstolen, og nu vil denne lovgivning blot give dem de samme muligheder. Det nævnes ikke i brevet, at miljøorganisationerne på ingen måde stiler efter samme niveau som virksomhederne, for hvilke der er krav om, at beslutningen skal berøre dem "direkte og individuelt", med andre ord som interessent. I stedet skal miljøorganisationerne nu vælge, inden for hele Unionen og uanset kriterier vedrørende interessenterne, hvilket område de er interesserede i. Det var misvisende, at denne vigtige detalje ikke blev nævnt.

Århus-konventionen er en vigtig del af et levedygtigt demokrati. Af den grund bør borgernes rettigheder ikke misbruges til at få adgang til domstolene for at bremse projekter eller skabe et forum for organisationernes kampagner for at skaffe penge. Jeg kan heller ikke acceptere, at de politiske beslutningstageres arbejde skal kastes rundt mellem klager fra organisationerne. Det er ikke hensigtsmæssigt konstant at benytte sig af appelretten. Misbrug vil undergrave de borgerrettigheder, som vi oprindeligt satte os for at forsvare. Derfor skal vi nu ved behandlingen på plenum være opmærksomme på, hvordan Fællesskabet rent faktisk anvender retten til adgang til domstolen. Jeg håber, at Parlamentet vil nærme sig Rådets holdning, som efter min mening er afbalanceret.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for deres ihærdige indsats under andenbehandlingen af denne betænkning. Jeg er ordføreren, fru Korhola, særlig taknemmelig for hendes bidrag til bestræbelserne på at anvende Århus-konventionens bestemmelser på Fællesskabets institutioner.

Det er værd at bemærke, at dette forslag til forordning, efter direktiverne om adgang til miljøoplysninger og offentlig deltagelse, er tredje lovgivningsforslag i træk om anvendelsen af Århus-konventionens bestemmelser. Denne gang handler det om anvendelsen på Fællesskabets institutioner, og fru Korhola har ydet et værdifuldt bidrag.

Denne forordning er foreslået sideløbende med beslutningen om at ratificere Århus-konventionen, der indeholder forpligtelser for ikke blot de offentlige myndigheder i medlemsstaterne, men også for Fællesskabets institutioner. Følgelig var der behov for at supplere de allerede eksisterende bestemmelser.

Derfor omfatter forslaget alle tre dele af konventionen, nemlig adgang til miljøoplysninger, offentlig deltagelse samt adgang til klage og domstolsprøvelse.

Fællesskabet ratificerede konventionen i maj 2005 lige inden anden partskonference i Almaty. Dengang havde førstebehandlingen af forordningen allerede fundet sted, og der var indgået en politisk aftale på rådsniveau med henblik på den fælles holdning.

Den fælles holdning forbedrer og supplerer Kommissionens oprindelige forslag fra adskillige synsvinkler. Den inkorporerer også - enten bogstaveligt eller i alt væsentligt - mange af Europa-Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen.

Helt konkret foreslås der med hensyn til adgang til miljøoplysninger en ny artikel 6 om anvendelsen af undtagelserne vedrørende adgang til miljøoplysninger som foreslået i Europa-Parlamentets ændringsforslag.

Den fælles holdning inkorporerer også elementer af Europa-Parlamentets ændringsforslag vedrørende mere detaljerede krav om offentlig deltagelse i den foreløbige udarbejdelse af planer og programmer på miljøområdet.

Hvad angår adgang til klage og domstolsprøvelse, forenklede Rådet de kriterier og procedurer, på baggrund af hvilke ngo'er kan anmode om intern prøvelse af fællesskabsinstitutionernes handlinger. Det er værd at bemærke, at de pågældende organisationer ikke længere behøver at handle på fællesskabsplan for at kunne udøve denne rettighed.

Kommissionen kan acceptere de pågældende ændringer, under forudsætning af at de pågældende organisationer med den aktuelle ordlyd fortsat er forpligtet til at have miljøbeskyttelse på fællesskabsplan som deres primære mål.

Kommissionen kunne også acceptere ændringer i bestemmelserne vedrørende resultatet af den interne prøvelse og faciliteten, ifølge hvilken ikke-statslige organisationer kan ty til Domstolen.

Rådet foretog de pågældende ændringer i et forsøg på at undgå en tekst, der kunne være i strid med konventionens regler vedrørende adgangsrettigheder for individer og grupper af individer.

Som traktaternes vogter tilslutter Kommissionen sig Rådets intentioner i denne sag - specielt under forudsætning af at den fælles holdning er i tråd med Århus-konventionen, der giver de kontraherende parter lov til at vedtage kriterier for offentlig adgang til klage og domstolsprøvelse.

Jeg håber, at der snart bliver indgået en aftale om dette forslag. Vi er allerede nået langt fra den generelle anvendelse af Århus-konventionen, og vedtagelsen af denne forordning vil vise, præcist i hvor høj grad vi ønsker at anvende dens bestemmelser på Fællesskabets institutioner.

  Cristina Gutiérrez-Cortines, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig fru Korholas holdning. Jeg er ikke enig i ændringsforslag 22, 23 og 25. Jeg synes, at Århus-konventionen, der allerede er ved at blive gennemført i nogle lande som f.eks. Spanien, naturligvis er en sejr for muligheden for gennemsigtighed, uddannelse osv.

Men jeg er meget bekymret over de holdninger, der fjerner sig fra den sunde fornuft, som Rådet har udvist, og fra Kommissionens holdning, da de efter min mening forsøger at give ngo'erne for stor retsevne, som det også er blevet nævnt af fru Korhola.

Jeg synes, at demokratiet skal være symmetrisk. Det er ikke logisk, at ngo'erne har flere rettigheder end kommunerne på dette område. Jeg synes heller ikke, at regionerne bør have den retsevne, som man har villet give dem.

På den anden side er der retsprincippet om den direkte interesse, som er et spørgsmål, som er blevet drøftet meget i retshistorien, og som normalt blev anvendt på familien eller problemer, der opstod i det pågældende område. Jeg synes imidlertid, at det faktum, at princippet om direkte interesse finder anvendelse for alle ngo'er i Europa, betyder, at vi kommer ind på et område med ubegrænsede rettigheder, som vi ikke kan vide, hvor ender.

Jeg tror, at dette kan give anledning til mange problemer, især fordi bæredygtig udvikling som bekendt kræver et kendskab til den direkte ressource, for den er ikke den samme i det enkelte tilfælde. Et vigtigt princip, som vi har nævnt mange gange her, er, at begrebet bæredygtig udvikling skal henvise til et konkret sted, og det ene sted kan der gøres visse ting af økonomiske eller sociale årsager, mens det et andet sted ikke kan lade sig gøre.

Det, at nogle ngo'er, der i mange tilfælde ikke er beliggende det berørte sted, kan kræve denne ret i kraft af deres interesse for miljøet, forekommer mig således overdrevent. Jeg deler derfor Rådets holdning.

  María Sornosa Martínez, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, for det første vil jeg gerne minde om, at denne betænkning fra Parlamentet, der skal fremme arbejdet med tilpasningen til Århus-konventionen, er et nødvendigt og velegnet instrument. Jeg anerkender derfor ordførerens og resten af kollegaernes indsats for at tilpasse konventionen til de mekanismer, som medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne har i dag, med det formål at sikre den legitime ret til information og klageadgang på miljøområdet. I denne henseende mener vi, at bedre adgang til information og en større deltagelse af offentligheden i beslutningstagningsprocessen vil gøre det muligt at gennemføre nævnte beslutninger mere effektivt, og det vil medvirke til at øge offentlighedens forståelse for miljøproblemerne.

Konventionen skal styrke gennemsigtigheden, ansvarligheden og den gode regeringsførelse inden for så forskellige offentlige aktionsområder som energi, landbrug, transport og turisme ved at anerkende en række rettigheder, hvormed det tilstræbes at sikre en effektiv deltagelse af borgerne i de offentlige beslutningsprocesser. Nævnte information bør give tilstrækkeligt kendskab til at deltage aktivt og konsistent i de forskellige administrative procedurer. Den skal desuden anerkende retten til at fremme de administrative eller retslige midler, der anses for nødvendige, når det vurderes, at disse rettigheder er blevet trådt under fode af de offentlige forvaltninger.

Hvad angår betænkningens konkrete aspekter, synes jeg ikke, at de med hensyn til ngo'ernes klageadgang burde indeholde alt for restriktive krav, f.eks. kravet om at arbejde på internationalt plan, og i særdeleshed kravet om, at de ikke må have været registreret i mere end to år for at kunne indgive ansøgninger. Efter min mening ville det i mange tilfælde være meget uretfærdigt.

På den anden side synes jeg, at vi af hensyn til princippet om universel retfærdighed burde afvise forslaget om, at Den Europæiske Investeringsbank kan nægte adgangen til miljøinformation, for det hedder i Århus-konventionen, at undtagelser skal fortolkes restriktivt, og tilføjelsen af ordet "bank-" udvider nævnte fortrolighedsbegreb. Direktivet om offentlig adgang til miljøinformation indeholder faktisk ikke specifikke regler for pengeinstitutter. Jeg håber, at Kommissionen er enig i disse to centrale spørgsmål, for jeg synes, at de er de vigtigste.

Jeg håber, at denne forordning gennemføres hurtigst muligt med henblik på at sikre klageadgangen i forbindelse med alle miljøspørgsmål.

  Jules Maaten, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, anvendelsen af Århus-konventionen på de europæiske institutioner betyder et stort fremskridt, fordi det bidrager til at gøre udformningen af europæisk lovgivning gennemsigtig, hvilket er nødvendigt. På denne måde øges offentlighedens medindflydelse på forberedelsen af miljøplaner og miljøprogrammer.

Denne forordning forstærker demokratiet på miljøområdet. Bestemmelserne i Århus-konventionen om adgang til oplysninger, deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til domstolsprøvelse i miljøsager skal gælde i hele Unionen. Det er ikke længere kun medlemsstaterne, der skal overholde disse bestemmelser, men også EU-institutionerne vil fremover falde ind under dem.

Adgang til domstolsprøvelse, således som det er fastlagt i Århus-konventionen, indebærer, at offentligheden skal have mulighed for at indbringe EU-institutioners miljøbeslutninger for Domstolen. I øjeblikket har borgere med en miljøinteresse eller miljø-ngo'er overhovedet ingen chancer for at indbringe noget for Domstolen, fordi de sjældent er direkte og individuelt berørt, hvilket er de betingelser, der opstilles i EU-traktaten for at kunne indbringe en sag for Domstolen. For økonomiske aktører er det ofte lettere at bevise. Naturligvis er det vigtigt, at ngo'er har samme adgang til Domstolen, idet måden, hvorpå dette er udformet af Kommissionen og i Miljøudvalget, især ændringsforslag 22 og 25, dog kan kritiseres.

For at forhindre, at i hundredvis af ngo'er henvender sig til Domstolen med indsigelser, der ikke er seriøse, er der brugt ændringsforslag til at opstille strenge betingelser for ngo'er, som kan anmode om en intern reform. Men selv med disse betingelser - som nu foreligger her, og som ordføreren har foreslået særskilt - vil der være mange ngo'er, som kan fremsætte en sådan anmodning.

Det er ikke ønskeligt, at alle de europæiske institutioners miljøbeslutninger indbringes for Domstolen, for det skaber retsusikkerhed og vil blot øge Domstolens enorme arbejdsbyrde. Hvis der imidlertid hersker alvorlig og berettiget tvivl om en bestemt miljøbeslutning, bør der være mulighed for at tage den op.

Min gruppe er splittet i denne sag. Nogle er stærke tilhængere af ændringsforslag 22 og 25, fordi de synes, at disse fjerner en ubalance, fordi Århus-konventionen på den måde gennemføres bedre, og fordi det er i overensstemmelse med EU-traktaten. En anden del af gruppen synes det modsatte, nemlig at der skabes ulighed, fordi miljø-ngo'erne ville få en privilegeret stilling, og desuden fordi det i hvert fald ikke ville være i overensstemmelse med traktaten.

Hvad mig angår, kan jeg kun beklage, at der ikke er en mellemvej, hvor ngo'erne får mulighed for medindflydelse, hvis det virkelig er nødvendigt, uden at der er risiko for, at der kommer alt for mange indsigelser, der ikke er seriøse. I øvrigt tror jeg nu, at det ville være bedre, hvis konventionen simpelthen gav større muligheder for domstolsprøvelse. Den forkastede forfatningstraktat ville for øvrigt også have gjort det, men desværre er den nu opgivet.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand Hvis Århus-konventionen skal virke efter sin hensigt i EU, er det afgørende, at reglerne også garanterer visse miljøorganisationers adgang til domstolsprøvelse. Men Rådets fælles holdning giver ikke ngo'erne en sådan adgang. Helt korrekt har Miljøudvalget derfor støttet Kommissionens oprindelige forslag og introduceret dette element på ny. Jeg beklager, at mange PPE'er modarbejder en fair gennemførelse af Århus-konventionen. Har de ikke lært noget af det franske og hollandske nej? Hvis vi skal øge forståelsen for og opbakningen til EU-projektet, er den folkelige deltagelse og kontrol umådelig vigtig.

Tag et aktuelt eksempel. Europa-Parlamentet har besluttet at lægge sag an mod Kommissionen i sagen om den bromerede flammehæmmer BDE, hvor Kommissionen har ophævet forbuddet, uden at lovgiver har givet Kommissionen ret dertil. Og den danske regering har fulgt trop med et lignende sagsanlæg. Men også miljøorganisationerne skal have mulighed for at agere, når EU-lovene brydes. Nu har kemikalieindustrien igen været på spil for at holde borgerne væk. Enkeltborgere kan ikke få afprøvet afgørelser på miljøområdet, eftersom der ikke er nogen individuel interesse. Men ngo'er varetager almene interesser inden for miljø og sundhed, og derfor bør de have adgang til domstolsprøvelse - også i EU.

Det er jo David og Goliat. Miljøorganisationerne varetager de almene interesser, mens kemikalieindustrien med enorme pengetanke i ryggen kan presse beslutninger igennem EU-systemet. Vi så det med Reach. Uden gennemsigtighed og folkelig adgang til Domstolen udvikler EU sig til et skindemokrati!

  Jonas Sjöstedt, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe støtter alle Miljøudvalgets ændringsforslag til denne forordning om EU's anvendelse af Århus-konventionen. To punkter er af særlig betydning for os.

For det første er det afgørende, at beslutningen bliver omfattende, således at også projekter, som finansieres af EU, inkorporeres i EU's acquis. Den Europæiske Investeringsbank skal også omfattes af reglerne. Meget kritik er gennem årene blevet rettet mod den måde, EIB håndterer miljøspørgsmålene på, på grund af manglende miljøhensyn og gennemsigtighed.

For det andet ønsker vi, at miljøorganisationerne får en reel ret til at gå til en domstol, når miljøreglerne ikke overholdes. Vi er derfor imod enhver indskrænkning af denne ret, f.eks. den, som ordføreren har foreslået i ændringsforslag 28-30. Det ville i praksis betyde, at mange af de vigtigste miljøbevægelser, som er nationale, udelukkes fra mulighederne for at gå til en domstol, og det er uacceptabelt for os.

  Horst Schnellhardt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, dette forslag til forordning skal skabe større gennemsigtighed ved hjælp af større offentlig deltagelse ved udarbejdelsen af lovtekster. Det bifalder jeg i meget høj grad.

Vi som parlamentsmedlemmer er henvist til at modtage oplysninger fra forbund, foreninger, ngo'er og interesserede borgere og inkorporere dem i vores lovgivningsprocedure. Kun når vi indarbejder de berørte gruppers særlige interesser i kompromiset til lovteksten, kan vi udarbejde en god lov.

Naturligvis er det så nødvendigt, at offentligheden får adgang til oplysninger. Jeg vil også gerne fastslå her, at det er overordentligt vigtigt. De skal opbygges.

Jeg er naturligvis overrasket over, at ngo'er og forbund undertiden får oplysninger fra Kommissionen tidligere end parlamentsmedlemmerne, således f.eks. i forbindelse med Reach. Her opdagede jeg, at oplysningerne var givet til mange før, men ikke var kommet i vores dueslag. Det foruroliger mig ikke, men det, der foruroliger mig, er typen og formen af ændringsforslag til denne forordning.

Når det konstateres, at ngo'er, som vel at mærke repræsenterer særlige interesser, kan få adgang til klage med hensyn til deres holdninger i lovtekster, er det da egentlig nærliggende, at Europa-Parlamentet bliver mødt med en høj grad af mistillid. Generelt synes hver europæisk institution at stå under en generel mistanke.

Tillad mig at nævne mit tidligere erhverv som dyrlæge. Jeg vil sige, at vi kastrerer og tager magten fra os selv her. Vi sætter spørgsmålstegn ved os selv. Det må ikke ske efter min mening. Der begås en graverende fejl her, hvis vi vedtager forslaget. Vi bør afgjort stå imod her.

Jeg tillægger ikke nogen ngo den hensigt at ville påvirke samfundsudviklingen på en skadelig måde. Jeg forlanger imidlertid også, at Parlamentet ikke beskyldes for ikke at være på højde med opgaverne.

Jeg er helt klart for Rådets idé om en andenbehandling. Alt andet går afgjort for vidt. Det angår overtrædelsesproceduren. Her kan der gribes ind i en løbende procedure. Det gavner heller ikke offentligheden.

  Evangelia Tzampazi (PSE). - (EL) Hr. formand, der er et stort behov for en fuld og integreret anvendelse af konventionen i alle medlemsstater. En sådan anvendelse har afgørende betydning for en videreudvikling af miljøpolitikken.

Vi skal lægge særlig vægt på behovet for integrerede elektronisk digitaliserede oplysninger, da de vil danne grundlaget for en ordentlig implementering af offentlig deltagelse i alle miljøkontrol- og oplysningsprocedurer. Det vil hurtigt udglatte problemerne med bureaukrati, som hidtil har været den største hæmsko for alle lignende tiltag.

Endelig er det utroligt vigtigt, at den offentlige sektor reagerer direkte og stærkt på alle aspekter af betænkningen og de foreslåede aktioner, fordi den offentlige sektor i mange stater også leverer de fleste miljøoplysninger. Korhola-betænkningen, der meget omhyggeligt og varsomt berører de vanskelige elementer i et sådant foretagende, skal med hensyn til ngo'er være åben over for sådanne spørgsmål og ikke kun være streng eller urimelig over for dem.

Til slut vil jeg sige, at der efter min mening er udført et vigtigt arbejde, og jeg vil lykønske ordføreren med hendes indsats.

  Mojca Drčar Murko (ALDE). - (SL) Fra første færd blev Århus-konventionen rost som en af demokratiets mest ambitiøse bedrifter med hensyn til beskyttelse af det menneskelige miljø, ikke kun fordi den fastlægger en menneskerettighed for den nye generation - nemlig folks ret til et sundt miljø af høj kvalitet - men også på grund af den logiske antagelse, at man ved at involvere borgerne vil øge miljøbeskyttelsesniveauet - i første omgang med vedtagelsen af foranstaltninger og sidenhen med gennemførelsen af sådanne foranstaltninger.

Denne hypotese skal imidlertid videreføres. Der skal indføres regler, hvorefter myndighederne skal dele miljøoplysninger med borgerne, og til gengæld skal de i ekstreme tilfælde kunne kræve, at standarderne håndhæves af domstolene. Vi taler om bestemmelser, som er gennemført af et miljøbeskyttende nærdemokrati. I lyset af det faktum, at EU udarbejder en hvidbog for at forsøge at slå bro over den informationskløft, der adskiller det fra borgerne, er indholdet af forordningen særdeles aktuelt i forhold til EU's overordnede forhold til borgerne.

På baggrund af Århus-konventionen planlagde Kommissionen i bestræbelserne på at forbedre gennemførelsen af miljøbeskyttelseslovgivningen at give visse ngo'er adgang til den højeste retsinstans, Domstolen. Den logiske konklusion med hensyn til denne forordning er den, at ngo'er spiller en vigtig rolle på miljøbeskyttelsesområdet. Ikke desto mindre afslører Rådets fælles holdning på dette område en anderledes fortolkning af konventionen. Den er udtryk for en frygt for misbrug af Domstolen, selv om det ikke er en logisk fortolkning.

Halve foranstaltninger i bestræbelserne på at gennemføre en miljøbeskyttelseslovgivning samt fjernelsen af visse af EU-institutionernes arbejdsområder fra demokratisk kontrol vil sende et forkert politisk signal til medlemsstaterne. Det er muligt, at det kan mindske snarere end fremme deres ansvarlighed over for miljølovgivningens gennemførelse.

  Rebecca Harms (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil bede Dem tage ordet i slutningen af denne forhandling for at afklare nogle forhold.

Jeg mener, at diskussionen her i aften har en central fejl. Den fælles holdning, som fru Korhola har talt om, indeholder på ingen måde bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse. De har forelagt en bestemmelse med adgang til første del af Århus-konventionen: adgang til oplysninger. Den tredje søjle i Århus-konventionen berøres slet ikke her.

Jeg tror, at der er tale om en forveksling. Efter min mening skal muligheden for en anmodning om intern revision, som er fastlagt i den fælles holdning, ikke forveksles med adgangen til klage og domstolsprøvelse. Jeg beder Dem om at præcisere det her.

Jeg vil dog også bemærke en ting: Jeg mener, at det er absolut nødvendigt, at ngo'er har adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på europæisk plan, således at den konkrete gennemførelse af europæisk lovgivning kan prøves på stedet i tvivlstilfælde.

Vi har meget gode erfaringer med lovgivning om kollektive søgsmål i Tyskland. Der er ikke tale om store mængder af klager, men om målrettede klager. Flertallet af de klager, som gør det besværligt for forbundene dér, ender med succes.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Århus-konventionen, der er underskrevet af alle 25 medlemsstater, giver ret til offentlig deltagelse inden for de tre områder: adgang til oplysninger, deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til domstolsprøvelse på miljøområdet. Denne forordning har til formål at anvende disse rettigheder over for EU-institutionerne - Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Domstolen, Den Europæiske Investeringsbank et alii.

Det er meget vigtigt, at enkeltpersoner, der påvirkes direkte af miljølovovertrædelser, har mulighed for at få oprejsning enten via en appelinstans, Ombudsmanden eller domstolene. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der skal udarbejdes et advokatprivilegium, hvilket vi risikerer at gøre.

Skønt der findes mange udmærkede ngo'er og pressionsgrupper, der gør os opmærksomme på legitime bekymringer i miljøanliggender, og som optræder som vagthunde og stiller institutionerne til regnskab på vores vegne, vil jeg mane til forsigtighed med hensyn til at lade en selvlegitimerende gruppe lægge en ekstra byrde på institutionerne og et allerede overbebyrdet retsvæsen. Jeg er modstander af ændringsforslag 2, 7 og 12, men jeg har mest imod ændringsforslag 26, der foreslår, at alle ngo'er uanset legitimiteten af deres interesser eller gennemsigtigheden i deres struktur bør tildeles retten til en uhæmmet adgang til at indlede retssager mod Fællesskabets institutioner for deres administrative handlinger eller undladelser - eksempelvis i håndhævelsen af EU-miljølovgivningens gennemførelse.

I nogle lande kan der dannes ngo'er med under fem deltagende personer. Et sådant organ er ikke demokratisk ansvarligt efter nogen definition, men disse ændringsforslag ville sætte dem i stand til at udfordre Kommissionen, uden at de skal bevise, hvordan eller af hvem de finansieres, eller hvad deres formål er. Det er et gammelt princip i EU-lovgivningen - der er opbygget gennem mange års domspraksis og understøttet af EF-traktatens artikel 230, stk. 4 - at borgerne skal være umiddelbart og individuelt berørt for at kunne indlede en sag ved Domstolen. En omgåelse af traktaten gennem afledt ret som f.eks. ændringsforslagene til denne forordning er en hån imod tanken om, at det skal være ofrene for lovovertrædelser snarere end interesserede observatører, der skal kunne anvende et retsmiddel.

Hvis Europa-Parlamentet ønsker at udvide den interne eller juridiske kontrol, bør det gøre det direkte gennem et ændringsforslag til traktaten. Som politiker med et demokratisk ansvar over for min valgkreds er jeg heller ikke villig til at uddelegere mit ansvar til uvalgte organer uden ansvar.

  Gyula Hegyi (PSE). - (EN) Hr. formand, Århus-konventionens rolle er at fremme offentlig kontrol af miljøanliggender. På denne måde medvirker den til at gøre vores samfund mere miljøbevidste, ligesom den tilskynder ngo'erne til at være aktive i miljøpolitikken. Den vigtigste del af konventionen er offentlig deltagelse i beslutningsprocessen. Medlemsstaterne var ikke modige nok til at acceptere hele konventionens koncept. Det er imidlertid vejen fremad. Vælgerne vil bedømme os politikere på miljøets tilstand og på en bæredygtig fremtid og ikke på tomme løfter.

Jeg og nogle kolleger har stillet et ændringsforslag, der er det 23. i denne sag. Nogle medlemmer af Europa-Parlamentet er modstandere af det. Ikke desto mindre er ændringsforslaget blot en gentagelse af Kommissionens oprindelige ord. Ifølge forslaget skal organet ved en overtrædelse af miljølovgivningen træffe beslutning om at eliminere problemet. Det finder jeg ganske indlysende. Hvis vi bliver opmærksomme på et miljøproblem uden at gøre noget ved det, så er hele processen meningsløs. Iøvrigt underskrev alle medlemsstater - og jeg mener alle - den oprindelige konvention, der indeholder denne idé.

PSE-Gruppen arbejder både i almindelighed og i denne særlige sag for et rent miljø og for offentlig deltagelse i beslutningsprocessen. Derfor støtter vi betænkningen i den form, som blev vedtaget af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed.

  Frederika Brepoels (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, ærede kolleger, denne forordning skal faktisk sikre, at alle EU-institutioner anvender bestemmelserne i Århus-konventionen, en konvention, som vil inddrage offentligheden mere i miljøsager. Hvad nogle medlemmer end påstår, er det absolut ikke hensigten at gå videre end nødvendigt for at gøre det muligt for Fællesskabet at tiltræde Århus-konventionen. Jeg støtter altså fuldstændigt betænkningen og håber, at den vedtages i sin helhed uden ændringer.

I betragtning af EU's miljøpolitiks voksende betydning er det derfor en stor udfordring, at forordningen overholder alle bestemmelser i Århus-konventionen, ikke mindst for at bevare nogen troværdighed over for medlemsstaterne og på internationalt plan. Med andre ord skal der efter min mening på EU-plan være samme forpligtelser og rettigheder som i medlemsstaterne. Dette gælder især for fastsættelsen af eventuelle begrundelser for at nægte at give miljøinformation.

Som vi har hørt, er det største diskussionspunkt gennemførelsen af den tredje søjle i konventionen, nemlig adgangen til domstolsprøvelse. Det er klart, at miljøets almene interesse ikke kun kan forsvares af personer, som kan gøre en direkte eller individuel interesse gældende, således som traktaten fastsætter. Af den grund har Kommissionen villet begrænse adgangen til domstolsprøvelse til miljøorganisationer, som opfylder visse betingelser. At indskrænke dette eller opstille yderligere betingelser, er ikke kun uacceptabelt, men samtidig i strid med Århus-konventionen. Jeg håber derfor inderligt, at de medlemmer, som går ind for en åben og gennemsigtig miljøpolitik i EU, vil godkende denne betænkning uændret.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Jeg vil gerne takke aftenens talere for deres meget vigtige indlæg. Jeg vil foretage en vurdering af de grundlæggende ændringsforslag og samtidig svare på de vigtigste spørgsmål, der er rejst i dag.

Hvad angår miljøoplysninger, kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 4, 14 og 15 om anvendelse af undtagelsesreglerne fra bestemmelserne i direktiv 2003/4 for adgang til miljøoplysninger og anmodninger om informationer rettet til Fællesskabets institutioner.

Den foreslåede forordning udvides, så den nuværende fællesskabslovgivning om adgang til dokumenter i forordning nr. 1049/2001 kommer til at gælde for alle Fællesskabets institutioner.

De specifikke ændringsforslag fra Europa-Parlamentet kan resultere i oprettelsen af to delvist overlappende ordninger vedrørende adgang til dokumenter, hvilket ikke vil fremme gennemsigtigheden og den juridiske klarhed.

Den nye artikel 6 i den fælles holdning dækker allerede de pågældende undtagelser samt adgang til miljøoplysninger. Disse undtagelser skal alligevel udtrykkeligt præciseres i overensstemmelse med kravene i Århus-konventionen.

Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 7 og 12, der har til formål at medtage udviklingen i adgangsprocedurerne i definitionen af miljøoplysninger. Der er ikke nogen sådan bestemmelse i Århus-konventionen. På samme måde er adgangsprocedurer heller ikke miljøoplysninger per se.

Det skal ikke desto mindre bemærkes, at Kommissionen har for vane at offentliggøre oplysninger om adgangsprocedurer for alle politikområder på sit websted.

Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 16, der indeholder bestemmelser om en frist på 15 arbejdsdage for personer, der anmoder om adgang til oplysninger, hvis ikke fællesskabsinstitutionerne har de ønskede oplysninger, samt om at der henvises til den offentlige myndighed, der har de pågældende oplysninger.

Hvad angår offentlig deltagelse, kan Kommissionen ikke acceptere udvidelsen til politikker, sådan som det foreslås i ændringsforslag 5 samt delvist i ændringsforslag 19 og 20. Århus-konventionen fremmer offentlig deltagelse i det indledende arbejde med at udarbejde politikker inden for rammerne af en bestemmelse om indsatsmaksimering. Det er en bred betydning, og der er ikke noget sådant krav i lovgivningen rettet til medlemsstaterne.

Det skal ikke desto mindre bemærkes, at den aktuelle praksis på fællesskabsplan giver mulighed for offentligt samråd med de interesserede parter under udarbejdelsen af Fællesskabets politikker. Endvidere er definitionen af miljøplaner og miljøprogrammer bred, og den dækker programmer af strategisk art.

Kommissionen kan ikke acceptere, at der er behov for at opfordre til offentlig deltagelse i planer og programmer, der finansieres af Fællesskabets institutioner, sådan som det fremgår af ændringsforslag 8. Århus-konventionen omtaler offentlig deltagelse i planer og programmer, der er udarbejdet af offentlige myndigheder.

Endvidere gives der tilladelse til infrastrukturarbejder med betydelige indvirkninger på miljøet på medlemsstatsniveau, hvor der er offentlig deltagelse.

Kommissionen kan delvist acceptere ændringsforslag 19 vedrørende udvidelsen til tidsfristen for indsendelse af kommentarer inden for rammerne af skriftlige høringer fra fire til otte uger. Den kan også acceptere ændringsforslag 20 om tilføjelse af fællesskabsinstitutionens forpligtelse til at tage hensyn til resultaterne af den offentlige deltagelse.

Denne specifikke forpligtelse stammer fra Århus-konventionen og svarer til Kommissionens aktuelle administrative praksis.

Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 23 om at udvide kredsen af organisationer med ret til at anmode om en intern prøvelse fra ngo'er med det primære mål at beskytte miljøet til ngo'er, der også eller alternativt fremmer en bæredygtig udvikling.

Dette særlige kriterium vil være meget vanskeligt at definere, og det kan omfatte en lang række organisationer, hvis adgang til en sådan undersøgelsesprocedure ikke kan retfærdiggøres af miljømæssige hensyn.

Anerkendelsen af en særordning for miljø-ngo'er, der har miljøinteresser som deres primære mål, er helt i tråd med Århus-konventionens ånd.

Med hensyn til kriterierne for at legalisere ngo'er kan Kommissionen heller ikke acceptere det sidste ændringsforslag, som ordføreren foreslår, om at ngo'er skal udvikle aktiviteter i mere end én medlemsstat.

Skønt der i Kommissionens oprindelige forslag blev nævnt aktiviteter på fællesskabsplan, blev det klart under diskussionerne forud for den fælles holdning, at en sådan beslutning ville give uberettigede hindringer i adgangen til klage og domstolsprøvelse.

Kommissionen er tilfreds med de aktuelle bestemmelser i den fælles holdning, hvor der tales om fællesskabsdimensionen af det miljømål, som ngo'en skal fremme i EU.

Endelig omtaler ændringsforslag 22, 24 og 25 resultatet af den interne prøvelse af forvaltningsakter, der er vedtaget af Fællesskabets institutioner i overensstemmelse med artikel 10, samt deres forbindelse til bestemmelserne vedrørende adgang til Domstolen i henhold til artikel 12.

Af de grunde, jeg nævnte i indledningen af min redegørelse, kan Kommissionen ikke acceptere disse ændringsforslag, da de vil overskride bestemmelserne vedrørende legaliseringen af procederende parter i henhold til konventionen.

Kommissionen kan i princippet acceptere ændringsforslag 26 og 27 vedrørende tilpasning til forretningsordenen og forordningens ikrafttrædelsesdato.

Jeg sender en komplet liste over Kommissionens holdning til ændringsforslagene til Europa-Parlamentets sekretariat.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

16. Håndtering af affald fra udvindingsindustrien

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Jonas Sjöstedt for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (PE-CONS 3665/2005 - C6-0405/2005 - 2003/0107(COD)) (A6-0001/2006).

  Jonas Sjöstedt (GUE/NGL), ordfører. - (SV) Hr. formand, der er en meget håndgribelig og konkret baggrund for dette direktiv, som vi nu skal træffe beslutning om. Det er de store katastrofer, som fandt sted med kollapsende minedæmninger for nogle år siden, frem for alt i Rumænien og i Spanien. Det var miljøkatastrofer, som havde enorme konsekvenser for det omkringliggende miljø, og som også forgiftede vandsystemet.

Hertil kommer vores konstante miljøproblemer, hvor affald fra eksisterende anlæg og fra gamle anlæg spreder tungmetaller og andre giftige stoffer i vores nærmiljø. Det her betyder, at der er behov for et særskilt direktiv, hvor affaldet fra udvindingsindustrien og anden udvindende industri reguleres.

Når vi ser på det forslag, som Kommissionen fremlagde for nogen tid siden, og på det, som vi skal træffe beslutning om i morgen, er der betydelige forskelle. Parlamentet har definitivt bidraget til, at dette direktiv er blevet bedre og stærkere. En del ændringsforslag fra Parlamentet blev allerede vedtaget under førstebehandlingen, og flere er kommet til ved denne behandling.

Jeg vil gerne fremhæve nogle konkrete dele af denne betænkning som særligt vigtige. Først og fremmest udarbejdes der regler om dæmningssikkerhed, som betyder, at denne type katastrofer skal undgås fremover. Den metode med store koncentrationer af cyanid, som anvendes i Rumænien, bliver også forbudt med dette direktiv. Der kommer tydelige regler om godkendelse og om, hvordan det skal foregå, man vil kunne se, hvilke miljøproblemer der kan forebygges. Der gennemføres desuden en absolut forpligtelse til at respektere vanddirektivet, som betyder, at vandtilstanden ikke må forringes.

Hertil kommer regler om, at man skal sanere den plads, hvor minedriften foregår. Den tid, hvor man efterlod sig affald og ødelagde pladser, skal ophøre med dette direktiv. For at kunne gøre dette indføres der en økonomisk garanti, som virksomheder skal afsætte midler til for at kunne sanere den plads, hvor de har foretaget minebrydning.

Hvad angår de nye medlemslande, frem for alt Rumænien, men også Bulgarien, er vi under forliget kommet frem til en erklæring fra disse lande, hvor de forpligter sig til ikke at søge dispensation, men i stedet til at respektere alle direktivets regler. Det er vigtigt, ikke mindst fordi Rumænien har betydelige problemer på dette område. Hvad angår det historiske affald, pålægges medlemslandene at udarbejde en oversigt, hvilket betyder, at de skal se efter, hvor der er historisk affald, som forårsager miljøproblemer. Generelt vil der finde en betydelig forbedring af miljøsituationen i Unionen sted.

Argumenterne imod dette har frem for alt været økonomiske, at det koster virksomhederne penge. Men det er vigtigt at erkende, at miljøomkostninger, at sanere miljøet, er en del af produktionsomkostningerne, og at de skal være det. Hvis de ikke er det, vil det gavne de useriøse aktører. Med et sådant direktiv er det til fordel for den mineindustri, som er seriøs, og som tager ansvar for sin miljøpolitik. Dette direktiv vil også medføre, at man præsenterer en ny miljøteknik, som betyder, at man kan forebygge det historiske affald, og det giver mulighed for europæisk industri på området. Sidst, men ikke mindst og allervigtigst er, at det vil gavne miljøet og helbredet for dem, som bor i disse områder.

Men dette direktiv er naturligvis ikke perfekt, direktiver er meget sjældent perfekte. Der er nogle forhold, som jeg gerne havde set var endnu stærkere. Reglerne for det affald, som ikke klassificeres som farligt, er svagere end, hvad de burde være. Årsagen til det er Rådet, som gennemførte forringelser under førstebehandlingen. Jeg fik ikke vedtaget den beslutning, jeg ville have fra Parlamentet, for at kunne forhandle disse forringelser væk.

Hvad angår affaldsanlæg, er definitionen alt for vag og alt for generøs mod industrien, hvilket giver risiko for, at der skabes visse smuthuller. Hvad angår det historiske affald, er der ikke nogen tydelige krav om foranstaltninger imod det. Men det er vigtigt at se, at Unionens øvrige miljølovgivning, frem for alt rammedirektivet om vand, betyder, at der er en absolut forpligtelse til at forebygge i de tilfælde, hvor man ser, at historisk affald fører til en forringelse af vandtilstanden. Det betyder også, at direktivet som helhed er godt. Vi kan være tilfredse med det arbejde, vi har udført i disse år.

Jeg vil afslutningsvis også gerne takke dem, jeg har arbejdet sammen med, skyggeordførerne for de forskellige grupper, som jeg har haft et godt samarbejde med. Jeg vil takke Kommissionens tjenestemænd, som har været udmærket at samarbejde med denne gang, og formandskabet, som gennemførte et meget fint forlig. Det har været let at samarbejde med dem og finde konkrete løsninger på de forskellige problemer, vi stod over for.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, jeg skal fatte mig i korthed. Jeg vil gerne takke de delegationer fra Europa-Parlamentet, der deltog i forligsmødet med Rådet den 6. december 2005.

Jeg vil gerne rette en særlig tak til næstformanden, fru Roth-Behrendt, og til ordføreren, hr. Jonas Sjöstedt, som jeg også lykønsker med resultatet.

Diskussionerne i Forligsudvalget var konstruktive, og jeg mener, at Parlamentet fik indrømmelser i de meget vigtige spørgsmål om finansiel sikkerhed, udgravninger, overgangsbestemmelser og kommende medlemslande samt på en lang række andre vigtige punkter.

Kommissionen støtter forligsteksten med stor tilfredshed, og jeg håber, at Parlamentet vil ratificere det positive resultat, der er opnået af dets forhandlingsdelegation.

  Christa Klaß, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, efter en lang vej med mange retningsgivende diskussioner mødes vi så at sige i dag til finalen. Der er kun få her - det er tredjebehandlingen. Jeg vil gerne sige tak til vores "pioner", ordfører Jonas Sjöstedt, der med stor energi og faglig viden har forstået at skabe dynamik i forhandlingerne frem til Forligsudvalget. Tab aldrig målet af syne, men erkend også klart, hvornår tidspunktet for en afslutning og i sidste ende også for de sidste kompromiser er der - det er lykkedes for Jonas Sjöstedt. Mange tak for det!

Direktivet om håndtering af affald fra udvindingsindustrien er således blevet en succes for miljøet, men også for erhvervsvirksomhederne inden for minedriften og dermed også for folk. Miljørigtig handlen består ikke kun i ikke at gøre noget og så at sige gøre den uberørte natur til målestok for alting. Vi har som mennesker snarere en - endda bibelsk - opgave: Opfyld jorden, og underlæg jer den!

Europa er ikke kendetegnet ved urskov og uberørte landskaber, men - globalt - ved sine kulturlandskaber vokset frem gennem århundreder. Det skal i henhold til princippet om bæredygtighed udnyttes af mennesker for mennesker. Ethvert indgreb i naturen trækker imidlertid også følgefænomener med sig. Det ville ikke være rigtigt, hvis vi sagde, at minedrift ikke har nogen indflydelse på natur og miljø. Derfor skal ethvert indgreb foretages under afvejning af indtægt og udgift, af fordel og belastning. I dag fastsætter vi andre standarder gennem de positive udviklinger, de tekniske muligheder og den skærpede miljøsensibilitet end for 50 år siden. Af hensyn til folks sikkerhed og bevarelsen af vores sunde miljø skal vi gøre disse landvindinger anvendelige. Vi skal også fortsat holde os orienteret for at udnytte nye muligheder, der sikkert byder sig efter fem, 10 eller endda 20 år.

Det var de alvorlige ulykker i jernmalmindustrien i Spanien og Rumænien i de seneste 10 år, som foranledigede Parlamentet til at kræve dette direktiv. Vi har fået det i dag, og jeg mener, at vi befinder os på en positiv vej til at yde noget godt for miljøet og menneskene her.

(Bifald)

  Gyula Hegyi, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, for ca. fem år siden viste cyanidforureningen af floden Tisza fra en guldmine i Baia Mare i Rumænien os ungarere, hvor farligt mineaffald kan være. Dengang var mit land ikke medlem af EU. Ikke desto mindre forstod Kommissionen og Europa-Parlamentet problemet og tog initiativ til et direktiv om forvaltningen af sådant affald. Hr. Sjöstedt besøgte det forurenede område, undersøgte fakta og talte med alle vidner og eksperter, og derefter udarbejdede han en udmærket betænkning. Det er, hvad jeg vil kalde en god og ansvarlig indsats fra en politiker. Hans betænkning bygger på ægte fakta og ægte farer og giver os ægte løsninger. Tak, hr. Sjöstedt.

PSE-Gruppen støttede betænkningen helt fra starten. Under andenbehandlingen stillede jeg og nogle kolleger mange ændringsforslag for at få en strengere lovgivning. De fleste af dem blev accepteret af ordføreren og senere af Forligsudvalget. Med hensyn til vandforureningsspørgsmål forsøgte vi at sikre overholdelse af andre fællesskabsforpligtelser, der primært var indført under vandrammedirektivet. Den kompromisløsning, der blev et resultat af forligsproceduren, er ikke ideel, men den er acceptabel.

Den finansielle sikkerhed skal være tilstrækkelig stor til at dække rehabiliteringsudgifterne for de arealer, der påvirkes direkte af affaldsanlægget. Det er en succes for os.

Vi er også tilfredse med afklaringen af lukningsprocessen. Vi tabte imidlertid et vigtigt slag. Vi fra Den Socialdemokratiske Gruppe ønskede, at deponeringen af affald i ethvert vandområde kun skal kunne ske efter forudgående tilladelse. For mig at se er forebyggelse den mest miljøvenlige løsning. Måske vil alle på et tidspunkt forstå dette princip - ikke bare her i Parlamentet men i hele Europa.

Generelt set fik vi et godt direktiv. Medlemsstaterne, de vordende medlemsstater og tredjelandene bør respektere det nye lovgrundlag. Vi skal håndhæve en streng gennemførelse af dette direktiv.

  Leopold Józef Rutowicz (NI).  - (PL) Hr. formand, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien er et centralt dokument med hensyn til miljø- og sundhedsbeskyttelse. Det har også stor betydning for udvindingsindustrien, der skal betale for dets gennemførelse, og det får stor effekt, fordi det gør det muligt at få en aftale i stand og forsone alle parternes interesser.

Direktivet fortjener vores godkendelse. Som alle andre dokumenter vil det imidlertid blive gjort til genstand for skiftende økonomiske vilkår, og vi vil først opdage, hvor effektivt det er, når det er gennemført i praksis. Kommende revisioner vil give os mulighed for at gennemføre visse ændringer. F.eks. indeholder mineaffald ofte mineralske komponenter, der bør genvindes for at begrænse behovet for yderligere udvindinger.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, EU og Parlamentet kritiseres ofte for at indføre love, der er unødvendige eller i det mindste ikke strengt nødvendige. Det vil ingen sige om det aktuelle direktivforslag. Tværtimod lykkedes det os at skabe en internationalt banebrydende milepælsforskrift. Denne forskrift blev skabt efter minekatastrofen i Baia Mare i Rumænien i 2000 for at sikre, at miljøet og naturen aldrig mere skal udsættes for en sådan forurening.

Når katastrofen rammer, kan vi kun forsøge at begrænse og mildne skaderne og udbetale kompensation, men som vi har set i dette tilfælde kun med beskeden succes. Det naturlige miljø blev ødelagt, og hidtil er der ikke afsagt domme i nogen af erstatningssagerne, der næsten er gået i stå.

Derfor lægges der i nærværende direktiv vægt på forebyggelse, hvilket altid er et centralt element, når det handler om at gøre vores fremtid sikker og undgå miljøkatastrofer som følge af menneskelige forsømmelser. Direktivet fastsætter imidlertid ikke kun bestemmelser for fremtidige miner og deres affaldsmaterialer men også for de gamle, forladte miner samt for de miner, der fortsat er i drift, og som ofte er i en elendig teknisk forfatning. Som medlem af Parlamentets Forligsudvalg vil jeg rette en særlig tak til hr. Sjöstedt, hr. Roth-Behrendt og hr. Florenz, der deltog i trepartsmødet. På vegne af Ungarn vil jeg også takke dem for at have identificeret sig med min bekymring og mit forslag, hvilket resulterede i, at de tiltrædende lande Rumænien og Bulgarien ikke søger om midlertidig fritagelse fra gennemførelsen af direktivet, sådan som det fremgår af deres vedføjede erklæring.

Der er mange skatte i Østkarpaterne, og udvindingen af dem udgør et vigtigt økonomisk grundlag for den regionale udvikling. Udvindingen bør imidlertid kun foregå på bæredygtig vis, hvor der i videst muligt omfang tages hensyn til miljøets og naturens interesser. Det er emnet for dette direktiv, og det er også det, som direktivet fremmer. Jeg er glad for, at jeg havde det privilegium at medvirke ved udarbejdelsen af denne forordning, der er så vigtig for vores fælles fremtid.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære hr. kommissær, jeg vil gerne takke vores kollega hr. Sjöstedt, som har ført forhandlingerne på Parlamentets vegne med omtanke, og også Kommissionen, som har støttet os i vores bestræbelser på at opnå et kompromis i Rådet.

Jeg vil gerne understrege min kollega hr. Olajos ord, han har rigtigt nok fremhævet, at vi virkelig rammer et punkt med denne lovgivningsplan, som umiddelbart vedrører borgernes sikkerhed og sikringen af miljøet, og at vi dermed helt sikkert ikke udarbejder nogen overflødige europæiske bestemmelser, der så at sige kun belaster erhvervslivet. Naturligvis betyder et kompromis i dette tilfælde også, at der opstår visse omkostninger i den forbindelse, men jeg mener, at disse omkostninger er berettiget og i høj grad kan bæres af industrien, fordi så vigtige goder som den menneskelige sundhed står på spil.

Med kompromiset er der som et særligt vigtigt punkt opnået det, at sikkerhedsydelser fra nu af er nødvendige for at kunne dække omkostninger, som evt. opstår på grund af et belastet areal. Sådanne bestemmelser skal naturligvis udarbejdes på forhånd, fordi en ulykke ofte medfører en mineejers bankerot. Så mangler de nødvendige økonomiske midler til i det mindste at kunne iværksætte udligningsforanstaltninger, og offentligheden vil fortsat sidde tilbage med problemerne.

Forskellige aspekter af affaldshåndteringen blev også specificeret væsentligt mere nøjagtigt, især tilfælde, hvor ejeren placerer affald i tomme udgravninger ved sanering af den plads, hvor minedriften er foregået. Ved denne form for sanering skal retsforskrifterne følges strengt for at udelukke enhver forurening af jord og vand. Desuden skal ejeren gennemføre overvågnings-, vedligeholdelses- og afhjælpningsforanstaltninger og f.eks. opsamle eller behandle forurenet vand eller perkolat. Det er vigtigt, at tiltrædelseslandene Bulgarien og Rumænien også afgiver erklæringer om, at de vil holde sig til de nye bestemmelser - lad os ikke glemme Baia Mare.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

17. Badevandskvalitet

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Jules Maaten for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forvaltning af badevandskvalitet og om ophævelse af direktiv 76/160/EØF (PE-CONS 3659/2005 - C6-0373/2005 - 2002/0254(COD)) (A6-0415/2005).

  Jules Maaten (ALDE), ordfører. - (NL) Hr. formand, i de forløbne dage og for øvrigt generelt under behandlingen af dette direktiv er jeg jævnligt blevet spurgt, om det egentlig er nødvendigt at fastlægge standarder for badevand på europæisk plan, og om dette ikke typisk er et eksempel på et anliggende, som medlemsstater selv kan klare. Jeg ved, at mine kolleger fra de nederlandske socialdemokrater, som imidlertid ikke er til stede i øjeblikket, endda i en betænkning talte om det skandaløse direktiv om badevand. Nu er det ikke et direktiv om swimmingpooler og slet ikke om almindeligt badevand, men det drejer sig naturligvis om vand langs strande og i søer.

Der er stillet spørgsmål om, hvorvidt europæisk indgriben på dette område betyder en merværdi. Det har vi også med rette diskuteret her i Parlamentet under førstebehandlingen, og dengang delte Europa-Parlamentet ikke denne tvivl. Hvad der imidlertid er endnu vigtigere, er, at også medlemsstaterne og især medlemsstaterne mente, at der skulle udarbejdes et direktiv. Hvis de mener det, skal det også gøres, men så synes jeg, at det skal være et seriøst direktiv og ikke et direktiv, som nok eksisterer, men som hovedsageligt indeholder undtagelser.

I hvert fald er der nu efter mere end 12 års diskussioner mellem Rådet og Parlamentet møjsommeligt opnået et kompromis, som formodentlig omsættes til lovgivning i morgen. Det nye direktiv sikrer renere badevand ved strande og i søer i Europa, bedre information til svømmere og mindre bureaukrati for de lokale myndigheder.

I hele EU opfylder i øjeblikket mere end 80 % af badestederne de strengere standarder, og i en række medlemsstater gælder det endda for mere end 90 % af badestederne. I øjeblikket er der hvert år omkring 12 % af svømmerne, der får problemer i form af kvalme, diarré, udslæt, åndedrætsproblemer eller øjen- eller mellemørebetændelse. I det nye direktiv øges sundhedsstandarderne, således at kun 8 % af svømmerne skønnes at blive syge i 2015.

Fra 2015 vil svømmerne også på selve svømmestedet blive informeret om den aktuelle badevandskvalitet med symboler, som vil være identiske i hele Europa. Nu kan man som svømmer kun se badevandskvaliteten fra det foregående år, og det endda kun med besvær og kun på internet. Det tiltaler mig, at jeg snart også på stedet kan se, hvordan badevandskvaliteten er, for jeg ved ikke, hvad De gør, men jeg tager sjældent min bærbare computer med til stranden. I stedet for 19 parametre, skal medlemsstaterne kun måle to parametre, og det er et eksempel på, hvordan der vil blive mindre bureaukrati, når der måles vand.

Europa-Parlamentet og regeringerne havde i lang tid en konflikt om, hvor strenge standarderne skulle være, og hvor høje de dermed forbundne omkostninger for medlemsstaterne skulle være. Vi har opnået et kompromis, som vi alle kan være tilfredse med, og jeg synes, at det britiske formandskab fortjener en kompliment for det, men Kommissionen og De, hr. kommissær, har absolut også spillet en vigtig rolle ved opnåelsen af kompromiset. Jeg vil ligeledes gerne takke mange af skyggeordførerne for deres samarbejde.

Badevandet bliver ikke blot renere, men meget renere, omkostningerne er til at styre, og deregulering er på vej. Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg er spændt på Kommissionens kommentar til Wiedenmanns artikel, der snart offentliggøres i det videnskabelige tidsskrift Environmental Health Perspectives, og som handler om concentration responsive effects with no observed adverse effect levels på indviklet engelsk, forkortet til NOAELS.

Jeg kan ikke selv beskrive udtrykke præcist, men måske lykkes det Dem. I hvert fald er jeg spændt på, om Kommissionen også vil inddrage denne undersøgelse i evalueringsrapporten i 2008, for der står temmelig mange koncise bemærkninger i den om det direktiv, som vi nu vedtager. Jeg tror dog ikke, at der er tid nok til at inddrage den nu. Det vil glæde mig meget, hvis direktivet virkelig vedtages i morgen. Jeg synes, at det er en succes for os alle sammen, inklusive mig selv, selv om jeg absolut ikke er en ivrig svømmer. Jeg går kun i vandet, hvis det er absolut nødvendigt. Dog vil jeg være mere rolig ved at tage en dukkert efter 2015. Jeg håber, hr. kommissær, at jeg til den tid også kan gøre det med stor fornøjelse i Deres medlemsstat.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, jeg elsker havet, og jeg elsker at svømme, og derfor har jeg en personlig interesse i, at Europas have og vandområder er så rene som muligt.

Jeg vil gerne takke Europa-Parlamentets delegation, der deltog i forligsmødet med Rådet den 12. oktober 2005, samt i særdeleshed næstformanden, hr. Trakatellis, og ordføreren, hr. Maaten, som jeg vil lykønske med deres fremragende indsats og det flotte resultat.

Drøftelserne i Forligsudvalget var vanskelige. Jeg mener imidlertid, at Parlamentet - i det mindste med hensyn til den vigtige indførelse af ambitiøse standarder af tilstrækkelig kvalitet for klassifikationskategorien - skabte bemærkelsesværdige resultater og opnåede en klar forbedring i forhold til Rådets oprindelige forslag.

Kvalitetsstandarderne bliver måske i sidste ende ikke så skrappe, som nogen kunne have ønsket - og minimumskvalitetsstandarderne er bestemt ikke så skrappe som oprindeligt foreslået af Kommissionen. Ikke desto mindre blev de styrket betydeligt under drøftelserne i Forligsudvalget med det resultat, at den endelige tekst er en mærkbar forbedring i forhold til de bestemmelser, der er gældende i dag, og som går tilbage til direktivets ikrafttræden i 1975, og som er overhalet af moderne videnskabelige data.

Kommissionen støtter forligsteksten med stor tilfredshed, og jeg håber, at Parlamentet vil ratificere det positive resultat, der er opnået af dets forhandlingsdelegation.

I aften afslutter vi således forhandlingen om to meget vigtige direktiver, der utvivlsomt vil forbedre miljøet og beskytte EU-borgernes sundhed.

  Richard Seeber, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for det meget fine arbejde, han har udført, og Kommissionen især for forslaget til dette direktiv.

Jeg må sige åbent, at jeg var lidt skuffet over Kommissionen, da den udtrykte sin mening til Rådets fælles holdning. Her havde jeg egentlig ønsket mig større støtte for en stærkere og skarpere linje i forbindelse med badevandskvaliteten, fordi vi jo har afveget væsentligt fra de standarder, kommissæren angav. Med støtte fra Kommissionen ville vi have opnået et skarpere direktiv, som havde forpligtet medlemsstaterne til at indføre højere standarder, uden at staterne bliver konfronteret med den meget omtalte store "pengeuddeling".

Lad os huske på, at hovedproblemet for forureningen af badevandet ikke er punktforureninger, men disse diffuse forureningskilder, især naturligvis fra landbruget. Med relativt få midler havde vi kunnet opnå en væsentlig forbedring her. Men vi har indgået et kompromis, og man skal også stå ved kompromiser. Derfor plæderer jeg også for, at dette direktivforslag vedtages i Parlamentet i morgen.

Vi har imidlertid taget et skridt i den rigtige retning. Jeg sætter nu mine forhåbninger til 2008, hvor Kommissionens revision står på dagsordenen, og hvor Kommissionen vil vurdere den aktuelle situation. Hr. kommissær, må jeg derfor allerede nu anmode Dem - da De jo gerne svømmer - om at være opmærksom på, at Deres tjenester foretager denne vurdering i overensstemmelse hermed og måske øger sundhedsniveauet til OECD-niveau, som alle stater egentlig har aftalt med hinanden, således at vi her i forbindelse med sundhedsstandarderne ikke forsøger at nivellere nedefter. Men badevandet har helt sikkert en stærk allieret i Dem!

(Bifald)

  Gyula Hegyi, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, som ungarsk medlem af Den Socialdemokratiske Gruppe er jeg tilfreds med resultatet af forliget om badevandsdirektivet. Vi havde omfattende drøftelser både i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og senere i Forligsudvalget. Det var ikke let at gøre det klart, at vi ikke kan anvende de samme kriterier for indvand, kystfarvande og søer - som f.eks. Balaton-søen i Ungarn - som for Atlanterhavet. Det betyder ikke, at vi ikke ønsker strenge regler for vores indre vandveje, men der er en klar forskel på søer og have.

Indlandsstater som f.eks. Ungarn og Østrig skal også have ret til deres eget badevand. Arealerne omkring Ungarns badesøer er underlagt et forbud mod visse industrielle og landbrugsmæssige aktiviteter, og kloaknettet dækker næsten 100 % af husholdningerne. Vi kan forbedre mange ting, men vi kan ikke gøre en sø til et hav.

Vi kan acceptere det nuværende kompromis, men det er ensbetydende med en masse arbejde for mit land. Nogle strande skal lukkes, og mange andre skal forbedres, men det er prisen for et rent og sundt miljø. Kompromiset om en strengere version af kategorien "tilfredsstillende" hilses velkommen. Det er også meget vigtigt at informere offentligheden om badevandskvaliteten. På alle strande ved Balaton-søen er der faktisk enorme tavler med informationer på ungarsk, engelsk, tysk og russisk. Vi kunne selvfølgelig tilføje fransk i et håb om, at vi vil få flere turister fra Frankrig og andre fransktalende lande.

I mit seneste indlæg under andenbehandlingen havde jeg en temmelig skrap tone på grund af etminutsgrænsen og tempoet i en tung forhandling. Nu vil jeg gerne takke hr. Maaten for hans betænkning samt for hans lydhørhed over for et konstruktivt kompromis. Han gjorde et flot stykke arbejde.

Jeg håber, at han kan se, hvor ren og tillokkende vores Balaton-sø er, når jeg byder ham velkommen i Ungarn.

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, hundredtusindvis af europæiske statsborgere bliver hvert år syge på grund af forurenet badevand. Sygdommenes alvor varierer meget. De fleste er nøgternt set milde til moderate, men nogle er alvorlige, og nogle få er livsfarlige. Som forventet er børn, ældre og individer med nedsat immunforsvar mest sårbare. Det er således tvingende nødvendigt, at EU's lovgivende forsamlinger tager badevandskvaliteten meget alvorligt.

De har arbejdet med dette emne i mange år, og man kunne forvente, at parametrene for overvågning af badevandskvaliteten er så strenge som muligt. Det er desværre ikke helt tilfældet, og det er der en simpel grund til. Det skyldes, at der er store pengebeløb involveret i de fritids- og turistindustrier, der er forbundet med badevandsområderne, og at det får en alvorlig økonomisk indvirkning på en region og et land, hvis badevandet i et givet område stemples som værende af en dårlig kvalitet. Lægens mening har således ikke længere førsteprioritet, og "politiske kompromiser" hører til dagens orden. Derfor står vi nu efter mange års snak, diskussioner og skænderier - primært om ting, der ud fra et fornuftbetonet synspunkt er krystalklare - med en forligsholdning, hvor vi reducerer den mulige økonomiske skade for lande med uhygiejnisk badevand og øger den tilsvarende risiko for borgernes helbred.

Mange af kollegerne her i Parlamentet er stærkt uenige i det, jeg siger, men hvordan kan man ellers forklare, at vi f.eks. har opfundet en sundhedsrisikomæssig sondring mellem ind- og kystbadevande, og at vi er villige til at acceptere, at indvande kan være næsten dobbelt så sundhedsfarlige som kystvande og alligevel være af tilstrækkelig god kvalitet til at bade i. Og hvordan kan det ellers forklares, at vi er villige til at klassificere badevandsområder som værende af god kvalitet, når risikoen for at blive syg efter at have svømmet i dem ligger i omegnen af 5 % - dvs. 1 ud af 20 svømmere. Skønt jeg agter at støtte direktivet, er det ikke tilstrækkeligt vidtgående til at gøre vores badevandsområder virkeligt sikre. Det gør dem blot mindre risikable.

Afslutningsvis vil jeg sige mange tak til alle, der har arbejdet hårdt med at udarbejde dette direktiv, og specielt til min kollega hr. Maaten - selv om han ikke er svømmer, har han alligevel arbejdet utroligt hårdt! - til Kommissionen og selvfølgelig til medlemmerne af Forligsudvalget.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, på vegne af min gruppe vil jeg gerne sige, at vi trods ordførerens mægling mener, at det nærværende kompromis er uacceptabelt svagt. Derfor vil min gruppe afstå fra at stemme i morgen.

Ved at undlade at stemme ønsker vi at indikere følgende. For det første, at de vedtagne værdier for beskyttelsen af ferskvand er fuldstændigt uklare. Der er i den grad pillet ved parametrene i form af statistiske ændringer, at deres beskyttelsesgrad er ekstremt tvivlsom. Ifølge en artikel, der har været underkastet peer review, og som snart bliver offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Environmental Health Perspectives, som nævnt af hr. Maaten, så vil disse værdier overhovedet ikke forbedre kvaliteten af ferskvand.

For det andet er den reelle mulighed, vi havde for at udvide direktivet til at omfatte fritidsanvendelse, gået fuldstændig tabt i kompromiset.

For det tredje droppede Parlamentets delegation efter en stærk kamp for højere standarder pludselig alle sine krav, efter at Rådet tilbød en minimal stigning i en af de to standarder i kategorien "tilfredsstillende".

Endelig var den proces, ved hvilken man nåede frem til denne endelige aftale, meget utilfredsstillende med sidsteøjeblikspræsentationer af tekniske forslag - mundtlige, ikke skriftlige - og med utilstrækkelig tid til at undersøge deres konsekvenser.

Det er et skuffende resultat, men jeg vil trods alt gerne takke alle de involverede parter. Jeg erkender, at det ikke er nogen let opgave, men vi afstår fra at stemme i morgen.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, allerførst vil jeg lykønske hr. Maaten med det opnåede resultat. Bl.a. takket være hans bestræbelser kan vi i morgen vedtage det reviderede badevandsdirektiv. Også Kommissionen vil jeg takke for dens medvirken, for uden det ambitiøse forslag, som den har stillet, ville det ikke have været muligt at opnå en skærpelse af kriterierne.

Jeg kan meddele Dem, at jeg i morgen går med til resultatet af forliget, selv om jeg ikke er helt tilfreds med det. Kategorien "acceptabel" er kun indført for at dække over, at standarderne ikke seriøst er skærpet. Også sondringen mellem ferskvand og saltvand er baseret på meget begrænset information, og alt det fører til, at beskyttelsen af svømmere er forbedret meget mindre, end det kunne være gjort.

Jeg vil gerne gøre Kommissionen og Rådet opmærksom på den artikel, som også Jules Maaten nævnte, og som offentliggøres i næste måned. I den artikel præciseres det, hvilke standarder der er nødvendige for virkelig at beskytte svømmere. Jeg håber, kommissær Dimas, at De vil bruge disse oplysninger ved den næste revision, som forhåbentlig snart vil blive foretaget.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, rent og sikkert badevand er en åbenlys nødvendighed og en væsentlig hjælp til en velstående turistindustri.

I min region af Nordirland er der mange smukke strande, hvoraf flere stolt praler med at have det blå flag. Vi har andre strande, der endnu ikke har fået denne akkolade. Jeg håber, at dette direktiv vil medvirke til at give dem en sådan status. Overholdelse af direktivet om rensning af byspildevand er lige så relevant. Det har været en lettere opgave for lande, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden, der bevilger midler til netop sådanne projekter. Regioner som min, der ikke har kvalificeret sig til støtte fra Samhørighedsfonden, har større problemer med at bringe deres vandrensningsinfrastruktur op på acceptable standarder. Ekstra national finansiering er derfor det eneste middel, og det skal findes. Det er vigtigt at indse, at badevandsdirektivet skal ses i den bredere sammenhæng.

  Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne minde om, at de 10 år, det har taget at udarbejde dokumentet, har været 10 år med permanent enighed og samarbejde. Det viser, hvor effektiv EU's politik kan være, for kommunerne, de lokale myndigheder og staterne begyndte straks fra starten af at arbejde på at forbedre strandenes og badevandets tilstand, såvel inde i landet som langs kysterne.

Jeg synes, at det er vigtigt at understrege - det vil jeg fremover altid fortælle mine elever, når jeg underviser - at dette er et reelt bevis på, i hvor høj grad miljøpolitikken er en merværdi for det økonomiske system, for borgernes velfærd og for værdistigningen på jorden.

En strand med rent vand er et gæstfrit turistområde af god kvalitet. I modsat fald ved vi, at folk ikke ønsker at tage derhen, og de bliver mere og mere opmærksomme på dette forhold. Dette er resultatet af en samarbejdspolitik og af en gensidig indsats. Derfor mener jeg, at det er tilfredsstillende, og jeg synes endda, at det er meget fornuftigt at indføre betegnelsen "tilstrækkelig" for vandet, for jeg synes, at vi er nødt til at være realistiske.

Det er meget dyrt at opnå rent vand, og det kræver en meget stor ledelsesindsats, mange sanktioner af udledninger langs flodbredderne og en integreret politik. Vi politikere skal være klar over, at denne indsats stammer fra borgernes lommer og fra en meget vigtig videnskabelig politik til kontrol af udledningerne, og alt dette er ikke let at opnå. Jeg glæder mig derfor over dette, for det viser, i hvor høj grad miljøkvaliteten tilføjer det økonomiske system, industrierne og endda den sociale velfærd en merværdi.

  Thomas Ulmer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, først og fremmest gælder min store tak hr. Maaten for hans fine arbejde og forhandlingerne med Europa-Parlamentets delegation indtil tredjebehandlingen.

Jeg vil begrænse mig til nogle medicinske aspekter i direktivet. Badevand er ikke sterilt, men fattigt på bakterier. Badevand bør principielt have drikkevandskvalitet, da badevand i sidste ende også bliver drukket af mange badende og svømmere. I Sydtyskland har vi f.eks. med Bodensøen en af de største drikkevandsreservoirer i hele Europa. Det skal dog nævnes, at drikkevand heller ikke er helt sterilt, men blot fattigt på bakterier, og at hele vores menneskelige liv dagligt følges af mange bakterier, som imidlertid har forskellig patogenitet.

Graden af den beskyttelse, som vi opnår nu med dette direktiv, er sikkert ikke fuldkommen, men den er et første skridt i den rigtige retning. De aftalte grænseværdier for intestinal enterococci på 330 for indvande og 185 for kystvande - for kategorien "tilfredsstillende" - repræsenterer nu engang en begrænsning af sundhedsrisikoen for badende fra 12 til ca. 8 %, og en sundhedsrisiko betyder ikke automatisk sygdom. Det samme gælder for e-coli-bakterier med et tal på hhv. 900 og 500. Standardiserede laboratoriemetoder er for mig at se lige så selvfølgelige som en fælles kvalitet for prøveudtagning. Det er et centralt anliggende for mig, at borgerne bliver rettidigt og tilstrækkeligt informeret, og at der overalt i vores vande opnås en kvalitet, der er "tilfredsstillende".

Det skal desuden være et mål at kontrollere virusbelastningen i vandet under strenge videnskabelige sikkerhedsbetingelser, for den får en større og større betydning. F.eks. vokser antallet af sygdomme med enterovirus og norovirus hurtigt i Europa. Derfor forventes den nye revision af direktivet i en ikke alt for fjern fremtid. Jeg stemmer for direktivet.

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger, badevandsdirektivet udgør - og her tilslutter jeg mig direkte det, som hr. Ulmer lige har sagt - for min valgkreds, der ligger direkte ved Bodensøen, en vanskelig kløft mellem forbrugerbeskyttelse - de badende - på den ene side og naturbeskyttelse og turisme på den anden side. Det kompromis, vi er nået frem til ved forureningsbetingelserne og kvalitetsstandarderne i kategorien "tilfredsstillende", hvilket hr. Ulmer nævnte, er et fair kompromis mellem alle tre interesser, som mødes dér. Derfor har jeg mødt utrolig stor accept af dette kompromis derhjemme. Det er jeg alle kolleger, også ordføreren, meget taknemmelig for.

Man skal imidlertid også gøre opmærksom på, at vi med reduktionen fra 19 til kun to kategorier af forårsagere har fundet en løsning, som også har en forbedret lovgivning og en mindre bureaukratisk ordning til formål. Det er et godt bevis på, at vi alle bestræber os på at reducere de alt for mange bestemmelser, som der har været på dette område tidligere, til de virkelig vigtige punkter. Det vil jeg også takke alle deltagere mange gange for.

Direktivets gyldighedsområde generelt er efter vores mening meget tilfredsstillende. Det er meget glædeligt, at Europa-Parlamentet ikke har fastholdt sin oprindelige hensigt med at udvide badevandsdirektivets gyldighedsområde til andre vandrelaterede fritidsaktiviteter. Det takker jeg også alle mine kolleger for.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

18. Miljøaspekter og bæredygtig udvikling

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Anne Ferreira for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om miljøaspekter og bæredygtig udvikling (2005/2051(INI)) (A6-0383/2005).

  Anne Ferreira (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest takke alle, der har bidraget til at forbedre min betænkning, og allerede nu oplyse, at jeg vil stemme for de ændringsforslag, som gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har stillet.

Vi må huske på, at hvis alle mennesker på jorden havde samme livsstil som vi i Vesten, ville vi skulle bruge flere planeter til at dække deres behov. Den vestlige verden og i første instans EU er følgelig tvunget til at overveje radikale ændringer af vores produktions- og forbrugsmønstre. Denne indlysende sandhed, som møder tilslutning fra alle sider her i Parlamentet på tværs af de traditionelle politiske skillelinjer, har foranlediget Kommissionen til at lade kravet om en bæredygtig udvikling indgå som et af Unionens prioriterede indsatsområder. Tiden er nu inde til at evaluere vores indsats på dette område. Det foreløbige resultat er blandet. Der er helt klart sket fremskridt, men der har også været en række fejlslagne eller i det mindste mangelfulde foranstaltninger.

EU har under pres fra offentligheden, der er foruroliget over den vedvarende forringelse af miljøet, gjort en stor indsats for at henlede det internationale samfunds opmærksomhed på miljøspørgsmålene. Men de mange taler, der har taget udgangspunkt i en korrekt vurdering af situationen, er langtfra altid blevet fulgt op af konkrete tiltag. Det er derfor tid til handling, for der er akut brug for en målrettet politik, der kan bremse den igangværende klimaudvikling, især i lyset af de seneste naturkatastrofer. Jeg hilser konklusionerne fra Montreal-konferencen velkommen, og vi må glæde os over EU-repræsentanternes positive rolle.

Men selv om Unionen har indført en omfattende lovgivning, der har gjort det muligt for os at nedbringe emissionerne fra industrien og erhverve en bedre bilpark ud fra et energimæssigt og miljømæssigt synspunkt, har den betydelige stigning i biltrafikken tilintetgjort disse bestræbelser. Det viser ganske udmærket, hvilken paradoksal situation EU befinder sig i med den fri bevægelighed for varer på den ene side og denne frie bevægeligheds negative indvirkning på EU's miljømålsætninger på den anden. Der er to måder at løse dette problem på. Dels bør man fremme anvendelsen af mindre forurenende transportformer gennem finansiel støtte fra EU til store strukturprojekter. Dels bør man indregne transportens miljøomkostninger i produktpriserne eller beskatte transporten afhængigt af dens miljømæssige indvirkning.

Der bør snarest fastlægges en målrettet vandpolitik, for til trods for den lovgivning, der er vedtaget, og de foranstaltninger, der er truffet, er situationen fortsat utilfredsstillende, hvad angår vandressourcerne og kvaliteten heraf. Er det nødvendigt at erindre om, at den kemiske forurening stadig er alt for omfattende? Er det ikke vores pligt at sætte fokus på en bestemt form for landbrug, der er storforbruger af vand og forskellige former for gødning? Den næste reform af den fælles landbrugspolitik vil nødvendigvis skulle tage hensyn til dette forhold og fortsætte reformen af subsidierne og opstille miljømæssige betingelser ved tildeling af støtte.

Der bør også snarest indføres en målrettet politik til bevarelse af biodiversiteten. Og sådan kunne man fortsætte opremsningen. Der bør snarest træffes foranstaltninger til begrænsning af miljøets skadelige følger for sundheden, og jeg tænker her på de betænkninger, der er vedtaget, fru Ries' betænkning og den betænkning, der forventes vedtaget om Reach. Der er endvidere et presserende behov for udviklingsbistand, idet ulighederne i verden skaber stadig flere konflikter, og de fattige lande er de første ofre for naturkatastroferne. En bæredygtig udvikling bærer en del af svaret i sig selv, for den vil afstedkomme et produktions- og forbrugsmønster, der kan og bør udbredes til alle lande.

Unionen bør gå aktivt ind i denne sag og foreslå effektive foranstaltninger, der kan dæmme op for de mest foruroligende tendenser og forhindre uigenkaldelige ødelæggelser. Det kræver kvantificerede mål for hver enkelt sektor og regelmæssige evalueringer i henhold til præcise tidsplaner.

Men på et mere generelt plan bør EU's politiske grundlag styrkes yderligere. Det indebærer større solidaritet og øget samordning. Tilskyndelsen til generaliseret dumping er uforenelig med forudsætningerne for en bæredygtig udvikling. Det indebærer ligeledes, at den bæredygtige udvikling gennemføres på alle niveauer, det være sig internationalt, nationalt og lokalt. Alle lovgivningsforslag vil hensigtsmæssigt kunne vurderes ud fra en bæredygtighedsvinkel. Vi har endnu langt igen i denne henseende. Tilsvarende bør vi, hvis vi ønsker at fremme en bæredygtig udvikling, ikke længere acceptere varernes ukrænkelige frie bevægelighed som retsgrundlag for lovforslag vedrørende miljø eller sundhed.

Kommissionen har et ansvar, men miljøbeskyttelsen står ikke tilstrækkeligt højt på dens dagsorden. Selv om den netop har offentliggjort fem ud af de syv tematiske strategier, kan disse ikke skjule svaghederne i forslaget til revision af strategien for bæredygtig udvikling, der blev forelagt sidst i 2005. Jeg må indrømme, at jeg er bekymret over de forslag, Kommissionen har forelagt for os. Jeg kan ved en gennemlæsning af f.eks. den tematiske strategi vedrørende affald forstå, at man overvejer at gå tilbage til en national tilgang, hvor de enkelte stater selv fastsætter betingelserne for affaldsforvaltningen, hvilket jeg anser for et tilbageskridt.

Når Kommissionen meddeler, at den vil lovgive mindre ved at afstå fra at foreslå lovgivningsmæssige foranstaltninger, der ganske vist indebærer begrænsninger for medlemsstaterne eller erhvervslivet på kort sigt, men er nødvendige for fremtiden, dømmer den Unionen til en politisk værdiforringelse, og det bliver endnu mindre forståeligt for borgerne, at den insisterer på at genfremsætte lovforslag, som Europa-Parlamentet allerede har forkastet én gang, såsom direktivet om havnetjenester, eller som har mødt stor modstand hos borgerne, såsom direktivet om tjenesteydelser i det indre marked.

Jeg vil til sidst anslå en mere positiv tone, for til trods for de dårlige nyheder for Unionen såvel som for vores opfattelse af begrebet udvikling ...

(Formanden afbød taleren)

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Først vil jeg gerne i forbindelse med temastrategien for affald forsikre Dem om, at vi vil lovgive, når som helst det måtte være nødvendigt for at beskytte miljøet og EU-borgernes sundhed.

De behøver derfor ikke bekymre dem herom, og temastrategien for affald er bestemt et fremskridt. Det kommer vi til at debattere, når tiden er inde hertil.

På Kommissionens vegne vil jeg gerne bifalde Europa-Parlamentets bidrag til revisionen af EU's strategi for bæredygtig udvikling. Den enestående Ferreira-betænkning indeholder mange værdifulde forslag til revisionen med særlig vægt på de miljømæssige aspekter af bæredygtig udvikling. Mange af forslagene afspejles i Kommissionens meddelelse.

Efter godkendelsen af Kommissionens meddelelse om strategien for bæredygtig udvikling ønsker Kommissionen at arbejde tættere sammen med Parlamentet og Rådet samt på baggrund af denne meddelelse at få en europæisk strategi for bæredygtig udvikling godkendt i juni. Ferreira-betænkningen bliver meget nyttig under høringerne forud for Det Europæiske Råds møde i juni.

Tillad mig at analysere videre på Kommissionens meddelelse, som vi godkendte den 13. december, og at føje nogle kommentarer til Ferreira-betænkningen. Kommissionens meddelelse er tredje og sidste fase i en detaljeret revisionsprocedure, der har varet i 18 måneder, og som har haft deltagelse af mange interesserenter fra hele Europa.

Det er sandt, at der er brugt en del tid på revisionen, men det var nødvendigt at gennemføre grundige drøftelser om en så vigtig og vidtrækkende strategi.

Kommissionen udarbejdede tre meddelelser om strategien i 2005: retningslinjerne i februar, udkastet til en principerklæring om bæredygtig udvikling, som Rådet godkendte i juni, og den reviderede strategi med mål og en mere effektiv overvågningsprocedure den 13. december 2005.

I Ferreira-betænkningen fokuseres der primært på de miljømæssige aspekter af bæredygtig udvikling. Disse aspekter er bestemt meget vigtige, da ikke-bæredygtige miljømæssige tendenser udgør nogle af de største trusler for vores nuværende og fremtidige velstand.

Det skal ikke desto mindre understreges, at strategien for bæredygtig udvikling refererer til alle tre aspekter af bæredygtig udvikling, nemlig de sociale, økonomiske og miljømæssige problemer.

I et forsøg på at standse alle ikke-bæredygtige tendenser tager strategien også sigte på at maksimere mulige synergier mellem disse tre dimensioner. Blandt den brede vifte af udfordringer, der dækkes af strategien, kan nævnes klimaændringer og ren energi, naturlige ressourcer, transport, offentlig sundhed, social udstødelse, demografi, immigration og global fattigdom.

Bæredygtig udvikling berører nogle problemer, der ligger borgerne meget på sinde. De ønsker velstand, men de ønsker også et rent miljø, et godt helbred, social beskyttelse og retfærdighed. Med den nye strategi foreslås en langsigtet vision for et bæredygtigt Europa, der rækker et godt stykke ud på den anden side af 2010.

Bæredygtig udvikling er EU's primære mål. Både Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling ønsker at leve op til denne målsætning i en verden i hastig forandring.

Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling styrker hinanden. Den nye strategi tager fat på nogle af svaghederne i den forrige strategi som f.eks. uklare prioriteter og manglen på en klar overvågningsmekanisme, og den bekræfter de primære udfordringer, præciserer målene, tilgodeser de eksisterende og ofte noget tvivlsomme mål inden for rammerne af de tilsvarende politikker og definerer en ny og skrappere overvågningsmekanisme.

Der lægges særlig vægt på handling og effektiv anvendelse på alle politikområder samt deltagelse af alle interesserede parter i den relevante procedure.

Vi vil omsætte vores ord i handling og opstille prioriteter for de næste fem år. Kommissionen ønsker at samarbejde med Parlamentet og Rådet i de kommende måneder under det østrigske formandskabs auspicier med henblik på at skabe enighed om en fælles strategi med bred støtte fra alle EU's og medlemsstaternes institutioner.

Der er brug for en strategi på fællesskabsniveau, hvis vi vil opildne det europæiske samfund til at gennemføre vigtige ændringer og sætte EU på en mere bæredygtig kurs.

  Sepp Kusstatscher (Verts/ALE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. - (DE) Hr. formand, fru Ferreiras betænkning er meget omfattende, sund samt et godt og også kritisk princippapir vedrørende de væsentlige punkter i miljø- og socialpolitikken. Tak, fru Ferreira!

I forbindelse med diskussionen om dette emne har jeg imidlertid mere og mere fået det indtryk, at vi grundlæggende repræsenterer fantastiske principper. Men når det handler om den konkrete gennemførelse, ser virkeligheden desværre ikke så rosenrød ud. Sandsynligvis er de fleste her principielt enige i Kommissionens forslag, nemlig at det er nødvendigt med nye markedsinstrumenter, f.eks. miljøafgifter og internalisering af alle omkostninger. Når vi tænker på det sidste møde før jul, besluttede flertallet i Parlamentet efter pres fra Rådet og transportlobbyen imidlertid det modsatte, og det var i forbindelse med eurovignetten. Her blev enhver mulighed for afregning af eksterne omkostninger, netop omkostningerne i forbindelse med miljø og sundhed, udelukket.

Jeg er glad for, at grundkonklusionen her går i den modsatte retning. De mange smukke principper for miljø- og socialpolitikken skal også finde udtryk i konkrete foranstaltninger. Kommissionen skal fastsætte målsætninger på kort og mellemlang sigt. En ordning for kontrol og evaluering er nødvendig, hvilket fremgår af konklusionerne under punkt 64. Det kræver en virkelig ændring af vores produktions- og forbrugsmønster. Den manglende aktivitet på dette område medfører store omkostninger og har alvorlige følger, især for den voksende gruppe af fattige i vores samfund. EU har en etisk pligt til fortsat at være den vigtigste aktør i forbindelse med global bæredygtighed. Lad os ikke som politikere lede af kapitalens egendynamik!

  Bogusław Sonik, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, EU gør sit yderste for at optage miljøproblemer i alle dets politikker. Europas forbrug af naturressourcer er i øjeblikket mere end dobbelt så stort som vores biologiske kapacitet. Det betyder, at vores kontinent lægger beslag på en uforholdsmæssig stor andel af verdens naturlige ressourcer fra landjorden såvel som fra havet.

Jeg vil minde medlemmerne om den meddelelse, som Kommissionen vedtog den 15. oktober 1998, som forpligtede EU til at forbedre integrationen af dets miljø- og energipolitikker, og som indeholdt konkrete foranstaltninger i denne henseende. Der er gået otte år, uden at et eneste af målene i dette dokument er nået. Lige for øjnene af os har politikerne besluttet at konstruere det største energinetværk af sin art med en kombination af en dobbelt gasrørledning og et system af elektriske kabler langs bunden af Østersøen. Anlægget udgør en trussel for miljøsikkerheden, og den vil få en katastrofal indvirkning på havmiljøet i den indelukkede Østersø.

Vi er nødt til at stille os selv en række centrale spørgsmål. Hvor længe vil vi fortsat udarbejde en lovgivning, der ligger fjernt fra virkeligheden? Hvor længe vil vores retsakter og udtalelser kun være tomme slagord og floskler, der ikke følges op af praktiske foranstaltninger? I stedet for at koncentrere os om at løse de mest presserende problemer, er der stillet forslag om et alternativt projekt i form af indførelsen af en miljøskat. Jeg er modstander af denne fremgangsmåde.

Man løser ikke miljøproblemer ved at oprette skattesystemer. I stedet vil problemerne blive forværret, da en øget skattebyrde vil få en direkte og negativ indvirkning på investeringen i dyre nye teknologier. Der vil også blive ekstraomkostninger for arbejdsgiverne, som kan føre til afskedigelser.

  Karin Scheele, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne gratulere ordføreren med, at hun med sit arbejde på en god måde har vist, hvor mange forskellige emner vi egentlig taler om, når vi bruger udtrykket "bæredygtig udviklingsstrategi". Bæredygtig udvikling vedrører alle politiske områder i EU, især også samarbejdet med de andre dele af denne verden.

Kommissionens meddelelse er læservenlig. Mange velmente og pæne ord. Jeg er dog skuffet over, at kapitlet om fastlæggelse af mål, standarder og milepæle er blevet meget kort og også meget overfladisk. Man har indtryk af, at man kender problemerne godt og analyserer dem, men så snart det handler om en løsning af problemerne, bliver man i overfladen. Jeg håber, at den strategi, som blev annonceret under det østrigske formandskab, er mere ambitiøs og vil give flere konkrete svar her.

Men vi må ikke begrænse os til denne ene strategi. Hvor alvorligt vi tager spørgsmålet om bæredygtig udvikling, vil også vise sig på den måde, som økonomien i Unionen formes i fremtiden. Hvis miljø- og artsbeskyttelse er vigtige mål for Fællesskabet, skal det også fremgå af budgettet. Vi skal satse alt på, at velfungerende instrumenter og instrumenter, der er så vigtige for miljøet i Europa som Life, udstyres med tilstrækkeligt mange midler. Kommissionen optæller nogle ikke-bæredygtige tendenser i meddelelsen, især klimaændringerne. Kommissionen opfordres derfor til at iværksætte enhver foranstaltning, som udgør vigtige instrumenter mod klimaændringer. Med økodesigndirektivet, som blev vedtaget sidste år, får Kommissionen mange muligheder for det. Jeg håber, at de første gennemførelsesforanstaltninger snart vil komme fra Kommissionen i forbindelse med dette direktiv, nemlig for alle produkter, som har et stort potentiale for en prismæssigt fordelagtig reduktion i drivhusgasemissionerne.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand Først tak til Anne Ferreira for en fin betænkning, som desværre fik et par grimme buler i Miljøudvalget. Betænkningen indeholder flotte mål. Jeg skal ikke gentage dem her, men de er alle vigtige. Når der virkelig skal ske noget, svinder EU's flotte hensigter ofte ind til meget lidt. Vi kan desværre frygte, at det også vil være tilfældet i denne sag, og jeg er ikke blevet mere beroliget af at høre kommissærens indlæg - der var meget få konkrete elementer.

De Grønne har fremsat tre ændringsforslag: mere ambitiøse mål for reduktion af drivhusgasser, frigørelse af afhængigheden af atomenergi og et konkret ændringsforslag om de affaldsproblemer, vi har som følge af en inkonsekvent holdning til drikkeemballage. Alene Danmark har årligt 400-600 millioner tyske øl- og sodavandsdåser flydende i naturen eller inde i affaldsforbrændingssystemet, fordi tyskerne lader danskerne slippe for dåsepant, når de køber øl hos i Tyskland. Med en fælles europæisk pantordning ville dansk natur og miljø få det langt bedre - ligesom de køer, der i dag pines, når de gumler på en af de mange tyske øldåser i naturen.

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mange tak, fordi jeg får ordet på så sent et tidspunkt for at sige noget om den i høj grad meget vigtige og interessante betænkning. Jeg vil indledningsvis tilslutte mig fru Scheeles ord om, at alle politiske områder, som EU beskæftiger sig med, i virkeligheden er underlagt og skal være underlagt principperne om bæredygtighed. I den forbindelse tæller økonomien uden tvivl også, og derfor bør vi ikke kun gøre os tanker om, hvor vi kan give flere penge ud, men vi skal også spørge, hvordan vi kan skåne den unge generation for en for stor gæld - ved samtidig evt. at have en anden prioritering - i forbindelse med den finansielle planlægning. For det, som medlemsstaterne efterlader af gæld til den unge generation, er sikkert heller ikke bæredygtigt.

Jeg vil gerne komme ind på et punkt, som efter min mening er meget vigtigt i forbindelse med dette direktiv. Først og fremmest synes jeg, at styrkelsen af ansvaret ved en forbedring af samarbejdet med aktørerne på dette område er et vigtigt element, hvormed vi grundlæggende faktisk styrker den indsigt, at bæredygtighed ikke er noget hult princip, som vi blot - som en kollega udtrykte det - holder i vejret i smukke søndagstaler, men at det vedrører hver enkelt helt konkret.

Her vil jeg gerne komme ind på et konkret punkt, nemlig finansieringen af Natura 2000-områderne. Naturligvis ved vi, at netop vi i Vesteuropa har en meget høj levestandard, og at dette ikke er sendt af Gud. Når landmændene pludselig ser store dele af deres arealer indgrænset i Natura 2000-områder og bliver berørt af en bestandsbeskyttelse, er det meget svært at plædere for, at bæredygtighed bliver konkret. Vi skal vise disse landmænd ved hjælp af udligningsbetalinger eller ved muligheden for at tjene penge på en anden måde, at bæredygtighed også gavner dem.

Derfor skal vi fastlægge i dette direktiv, at det er nødvendigt med et effektivt finansieringssystem for Natura 2000-nettet. Jeg støtter derfor dette direktiv.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil rette en særlig tak til Anne Ferreira, og det er dejligt at være til stede i dag og tale om dette emne.

Bæredygtig udvikling er et udtryk, der burde gælde for al EU's politikskabelse og beslutningstagning. Bæredygtig udvikling kan ikke adskilles fra den industrielle, konkurrencemæssige eller økonomiske politik og i langt mindre grad fra energi-, trafik- eller landbrugspolitikken. Derfor var det en smule skuffende, at strategien for bæredygtig udvikling ikke blev revideret samtidig med EU's konkurrencestrategi.

EU's konkurrenceevne er naturligvis afhængig af, at væksten er miljøvenlig både i produktions- og forbrugsleddet. Forbruget kan påvirkes af produkter og tjenesteydelser til den rette pris. Miljøomkostningerne skal medregnes i prisen. Det vil give et incitament til en mere miljøvenlig produktion.

For at få virkelige resultater skal der findes pålidelige indikatorer for politikker om bæredygtig udvikling. Bl.a. ordføreren er af samme mening. Sådanne indikatorer kan kun skaffes ved at opstille tilstrækkeligt ambitiøse kvantitative og kvalitative mål. Hvis de kvantitative mål opstilles korrekt, fortæller de os, hvor vi har haft succes, og hvad der skal forbedres, for at vi kan få et miljø, der ikke længere skader menneskets helbred eller naturens evne til at modstå forurening.

Hvis vi opstiller tilstrækkeligt høje mål, vil de også fremme udviklingen af f.eks. nye miljøteknologier, der til gengæld vil fremme den europæiske vækst, og på denne måde vil vi få en rigtig bæredygtig udvikling.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

19. Dagsorden for næste møde: se protokollen

20. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 00.05)