Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 18. januar 2006 - Strasbourg

12. EU's naboskabspolitik

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Charles Tannock for Udenrigsudvalget om den europæiske naboskabspolitik (2004/2166(INI) (A6-0399/2005).

  Charles Tannock (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg vil indlede med at hylde min forgænger, hr. Laschet, som jeg overtog denne betænkning fra, da han forlod Parlamentet.

Til at begynde med var jeg skeptisk, da begrebet "den europæiske naboskabspolitik" (ENP) for første gang blev introduceret i meddelelsen fra 2003 om det bredere europæiske naboskab. Det vigtigste begrebsmæssige problem var, hvordan man skulle koordinere en politik for lande, der synes at have forskellige og modstridende mål, f.eks. Libyen, der ønskede at være vært for Den Afrikanske Union på det tidspunkt, og Ukraine, der ønskede at tiltræde EU.

Politisk lederskab drejer sig om at omsætte begreber til virkelighed, og ENP er nu en etableret politisk virkelighed, som partnerlandene accepterer. I min betænkning forsøger jeg at gennemgå dens funktion, give yderligere anbefalinger fra Parlamentet og afklare nogle af misforståelserne omkring den.

ENP tilbyder en privilegeret forbindelse mellem EU og alle dets nuværende tilgrænsende tredjelande i Syd og Øst. Den udelukker de lande, som i øjeblikket ansøger om medlemskab, og de potentielle kandidatlande på det vestlige Balkan, som har indgået separate særordninger. Men hvad er privilegiet? To ting: For det første større fællesskab om demokratiske værdier og for det andet bistand og handel for at fremme disse værdier. Derfor er ENP tosporet. Det ene spor fremmer de værdier, som EU bygger på, nemlig en forpligtelse til at vedkende sig fælles værdier, hvad angår retsstatsprincippet, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, fremme af gode naboskabsforbindelser og principperne om markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Det andet spor omfatter sanktioner for at svigte dem ved at begrænse støtteforanstaltninger eller handelsprivilegier. Endemålet er at skabe en kreds af venner omkring EU, hvor hovedopgaven, som består i at fremme og øge velstand, stabilitet og sikkerhed, løftes i partnerskab og til gensidig fordel. Der vil være øget finansiel bistand gennem et fælles særligt europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI), der også gælder for Rusland, som fra og med 2007 vil afløse de nuværende Tacis- og Meda-programmer. Jeg frygter dog, at Kommissionen vil afkoble ENP fra ENPI-budgettet, hvilket vil medføre en væsentlig indskrænkning af Parlamentets beføjelser, hvad angår overvågning og kontrol.

Kommissionen har allerede forelagt et strategidokument og landerapporter om en række ENP-lande efterfulgt af handlingsplaner. Regelmæssige evalueringer vil sikre overvågning af gennemførelsen af dem, og jeg ser gerne større parlamentarisk deltagelse i dem. Der er vedtaget syv sådanne handlingsplaner for Israel, Jordan, Marokko, Tunesien, Den Palæstinensiske Myndighed, Ukraine og Moldova. Fem andre er under udarbejdelse og vedrører Armenien, Aserbajdsjan, Egypten, Georgien og Libanon.

Jeg går stærkt ind for bedre adgang for ENP-landene til det indre marked og i visse tilfælde en endelig indgåelse af naboskabsaftaler og etablering af fuldgyldige frihandelsaftaler med EU. Jeg støtter også deltagelse i ESFP/FUSP, herunder Rådets forskellige arbejdsgrupper, og evt. medlemskab af agenturer under EU.

Vi må også have større fokus på narkotika, våben og menneskehandel og bedre udveksling af politiefterretninger mellem nationale tjenester i kampen mod international terrorisme og organiseret kriminalitet samt en fornyet indsats for fredelig løsning af udestående territoriale stridigheder, herunder frosne konflikter. Tilfældigvis mødes Armenien og Aserbajdsjan i dag i London for at løse Nagorno-Karabakh-problemet.

En række ENP-partnerlande, herunder Aserbajdsjan og Algeriet, er rige på energikilder og er olie- og gasproducenter eller olie- og gastransportører. Energipolitikken og EU's energisikkerhed bør derfor udgøre et centralt element i ENP. Gaskrisen mellem Rusland og Ukraine for nylig viser, at energipolitik og udenrigspolitik nu hænger sammen.

Endelig betragter jeg ikke ENP som et fast, langsigtet alternativ til fuldt EU-medlemskab for de demokratiske europæiske lande, der er berettigede til at søge om medlemskab og har udtrykt ønske herom. Det gælder f.eks. Ukraine og Moldova. Betænkningen bidrager i nogen grad til anerkendelsen af deres europæiske forhåbninger.

Hvad angår andre tidligere centralasiatiske sovjetstater såsom Kasakhstan - selv om den for øjeblikket ikke indgår i ENP - bør EU derimod efter min opfattelse alvorligt overveje at udvide deres ret til, når deres partnerskabs- og samarbejdsaftaler udløber, at deltage i dette ambitiøse projekt, hvis de ønsker det.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg takker ordføreren for denne meget gode betænkning om den europæiske naboskabspolitik, som giver mig mulighed for at vende tilbage til de kommende måneders prioriteringer på dette vigtige område.

Som vi har sagt flere gange, siden naboskabspolitikken blev introduceret i 2003, er det en ambitiøs politik. Den er stadig det vigtigste anliggende - i hvert fald på mit ansvarsområde - i EU's eksterne forbindelser, fordi det er vigtigt at fremme velstand, stabilitet og sikkerhed. Der står meget på spil for vores nabolande. Det er helt klart i EU's interesse at have godt styrede og demokratiske partnere som naboer, der i den sidste ende kan deltage i den positive dynamik med bæredygtig social og økonomisk udvikling. Som De nævnte, er det også i vores interesse, at konflikter i vores nærhed løses fredeligt, og at spørgsmål som migration, grænsekontrol, organiseret kriminalitet og terrorisme håndteres mere effektivt gennem tættere samarbejde.

2005 har været det første år, hvor ENP har givet resultater, fordi vi er begyndt at gennemføre de første syv ENP-handlingsplaner.

Hvad ønsker vi at gøre i fremtiden? Kommissionen har været aktiv på en række områder, herunder fremskridt vedrørende status som markedsøkonomi, lempelse af visumkrav og energianliggender for Ukraine, grænsebistandsmissionen ved grænsen mellem Moldova og Ukraine, oprettelse af nye fora til drøftelse af spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder og regeringsførelse, f.eks. med vores middelhavspartnerne - jeg kan blot minde om Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona i november - forberedelserne til at fortsætte vores uddannelsessamarbejde og navnlig til at udvide det parvise samarbejde og den faglige bistand og informationsudvekslingsprogrammer til TAIEX-programmer til at omfatte vores partnere og vores forslag om et nyt europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument - ENPI - som ikke vil blive afkoblet fra naboskabspolitikken.

Det skal siges, at det, for at ENP kan videreudvikles, er vigtigt, at der opnås resultater i 2006 og 2007, og der hviler en tung byrde på vores partnere, hvad angår gennemførelse, for vi vil fortsat overholde vores egne forpligtelser, men det betyder meget, hvordan partnerlandene reagerer. Vi vil forsætte med gennemførelsen af ENP-handlingsplanerne i snævert samarbejde med vores partnere. I slutningen af 2006 vil vi forelægge en samlet statusrapport om gennemførelsen. Vi vil også åbne visse programmer og agenturer for ENS-partnerne. F.eks. vil vi indlede forhandlinger om landbrugs- og fiskerivarer med vores middelhavspartnere. Vi vil samarbejde med Ukraine og Moldova om lempelse af visumkrav. For Ukraines vedkommende er mandatet allerede givet. Vi vil også vedtage ENPI hurtigst muligt og forhåbentlig tilføre det så mange ressourcer, at det kan fungere fuldt ud fra januar 2007. Vi er overbeviste om, at ENPI vil være et bedre, mere fleksibelt og målrettet instrument, hvormed vi kan støtte reformer og grænseoverskridende samarbejde.

Det er en stor udfordring for både os og vores partnere at omsætte forpligtelserne i handlingsplanerne til konkrete handlinger. Gennemførelsen er altid den vigtigste prøve og vil i høj grad afhænge af partnerlandenes politiske vilje og vores kapacitet, men også deres kapacitet til at overholde forpligtelserne i handlingsplanerne. Jeg kan forsikre Dem for, at vi vil gøre alt for at overholde dem.

Jeg vil også nævne, at gasstriden den 1. januar har vist, hvor vigtigt energispørgsmålet er blevet. Desuden vil jeg sige, at vi hurtigst muligt må tage konsekvensen af denne gasstrid og energispørgsmålet i vores udenrigspolitik. Jeg vil sætte det øverst på dagsordenen at udvikle en effektiv energipolitik udadtil, som tager sigte på størst mulig garanti for EU's energiforsyningssikkerhed. Vi står ikke på bar bund, for der findes allerede mange instrumenter, men de skal udnyttes bedre, og der foregår en energidialog med Rusland, som allerede har omfattet mange områder og givet os et godt grundlag for at behandle bilaterale anliggender, men vi må uddybe og fortsætte den. Vi undertegnede for nylig et aftalememorandum med Ukraine om energi, og desuden vil vi yde Ukraine og Moldova ekspertbistand. Derfor er der tale om et flerdimensionalt aspekt, og vi skal tage det op gennem institutioner som G8, Det Internationale Energiagentur, OSCE og andre. Vi har energichartertraktaten, som Rusland endnu ikke har undertegnet, men vi har også traktaten om oprettelse af energifællesskabet, og det er de instrumenter, vi vil bygge på. Det betyder også, at disse spørgsmål skal indgå i naboskabspolitikken på den rigtige måde. Men som jeg sagde i dag i en anden forbindelse, må medlemsstaterne også yde deres bidrag.

  Elmar Brok, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil godt takke både ordføreren for hans arbejde og hans forgænger hr. Laschet, som ydede en del af forarbejdet hertil, og jeg vil også gerne takke fru Ferrero-Waldner for hendes bidrag til, at vi med naboskabspolitikken bevæger os ind på et ekstremt vigtigt område. Dette er ikke udelukkende en hjælp til disse lande, men også en politik for stabilitet og fred, som er i vores egen interesse.

Jeg mener, at aktionsprogrammerne skal baseres på et finansieringsinstrument med tilstrækkelige støttemidler og på en inddragelse af vigtige områder med Parlamentets medvirken, og at dette skal ske i overensstemmelse med en rollefordeling, som vi må respektere.

Inddragelsen af vore nabolande på mange politikområder styrker båndene imellem os med hensyn til den økonomiske politik, herunder hjælp til landenes politiske udvikling, respekten for menneskerettigheder osv. Eksemplet energipolitik er allerede blevet nævnt i en sammenhæng, hvor det f.eks. handler om at yde hjælp til Ukraine, således at man kan beholde sine egne gasrørledninger, og det er også i vores interesse, at disse ikke kommer på andre hænder.

Jeg vil godt fremhæve, at dette har den samme store betydning for Østeuropa som for Middelhavsregionen. Det kan imidlertid godt være, at vi bruger forskellige metoder og politiske arenaer til at opnå målene for naboskabspolitikken. For staterne i Østeuropa er der et europæisk alternativ, som er væsentligt for at legitimere nationale reformbestræbelser og støtte regeringen, således at dette bliver muligt.

Det betyder dog ikke, at der altid pr. automatik skal være et tiltrædelsesperspektiv, som eksempelvis den franske ministerpræsident De Villepin sagde i sin tale i Berlin. Her skal vi muligvis også finde andre metoder, som ikke nødvendigvis skal føre til tiltrædelse i sidste ende. Vi bør derfor overveje, om vi ikke også kan nå frem til et opgraderet europæisk økonomisk samarbejdsområde ("EØS plus") i forbindelse med udviklingen af denne politik. Jeg anvender kun dette som en arbejdstitel og som et multilateralt tilbud, som i princippet lader døren stå åben for EU-medlemskab, hvis landene opfylder betingelserne herfor, og det i øvrigt er i overensstemmelse med EU's optagelsesevne og vilje. I øjeblikket forhandler vi i Parlamentet om, hvorvidt dette kunne være en mulighed. Det er imidlertid ikke formålet med denne betænkning, der fungerer som en mellemstation for nogle af de Balkanlande, som der endnu ikke er indledt tiltrædelsesforhandlinger med, uden at der dog hermed sættes spørgsmålstegn ved tiltrædelsesløfterne fra Thessaloniki.

Vi står foran en stor opgave her, og jeg vil på vegne af min gruppe give Dem, fru kommissær, tilsagn om den støtte, der måtte være nødvendig for at opnå fremskridt i tæt samarbejde.

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, fru kommissær, hr. ordfører, kære kolleger, først vil jeg gerne opfordre Kommissionen til at tage betænkningen op til omhyggelig overvejelse, hvilket den ikke gjorde med den beslutning, som Parlamentets vedtog i 2003. Betænkningen indeholder nemlig en række nyttige angivelser med henblik på at styrke naboskabspolitikken, som er en af de vigtigste udfordringer for Europa. Den eneste udsigt til at skabe fred og sikkerhed omkring os er nemlig de positive forbindelser, som vi er i stand til skabe med vores naboer.

Denne opgave er ikke let, og det er der to hovedårsager til. For det første er vi omgivet af områder med konflikter og stor ustabilitet, lige fra Tjetjenien til Nagorno-Karabakh, Transdnestrien, Afghanistan, Irak og Mellemøsten. For det andet er formålet med denne politik ikke en optagelse i EU, og det gør det sværere at få indflydelse på såvel de interne reformer i de forskellige lande som deres indbyrdes forbindelser og forbindelser med EU.

Nogle af de lande, som er involveret i naboskabspolitikken i øjeblikket, ser frem til et fuldt medlemskab af EU. Det er - sådan som ordføreren allerede har mindet om - tilfældet med Ukraine og Moldova. Selv om vi ikke må udelukke denne mulighed, skal vi være ærlige nok til at sige, at et medlemskab ikke er tænkeligt på nuværende tidspunkt, både på grund af den interne situation i EU og på grund af de fremskridt, som disse lande stadig mangler at gøre. Alt dette er dog en yderligere grund til at føre denne politik.

Det aspekt, som jeg har valgt at understrege, er styrkelsen af den samlede indfaldsvinkel for naboskabspolitikken, selv om den er rettet mod forskellige områder i øst, sydøst og syd, og selv om den er rettet mod lande, der er meget forskellige fra hinanden. Sikkerhed, energi, indvandring, miljø og rettigheder kræver en indfaldsvinkel og en politisk dialog, ligesom det er nødvendigt med specifikke institutioner, så vi kan gøre fremskridt i fællesskab.

Foruden de handlingsplaner, som Kommissionen forhandler om i øjeblikket, er det denne dimension, der skal styrkes, også ved hjælp af specifikke politikker som energipolitikken, sådan som kommissæren pointerede. Allerede i 2003 slog Europa-Parlamentet fast, at man i forbindelserne med nabolandene skulle være opmærksom på energipolitikken. Denne opmærksomhed beder vi også om i dag via udarbejdelsen af en meddelelse om de energipolitiske aspekter af udenrigs- og naboskabspolitikken.

Derfor vil jeg slutte af med min indledende appel til Kommissionen og kommissæren, som vi har et glimrende forhold til, nemlig at De ikke må undervurdere Europa-Parlamentets bidrag.

  Paavo Väyrynen, for ALDE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa er meget tilfreds med hr. Tannocks betænkning, men vi havde gerne set lidt flere begrebsmæssige forbedringer af den.

Kommissionen brugte oprindeligt udtrykket "naboskabspolitik" sammen med begrebet "det bredere Europa". Det har generelt refereret til hele Europa i både den videnskabelige og den politiske debat. Hr. Tannocks betænkning indeholder mange synspunkter om, hvordan et paneuropæisk samarbejde kan udvikles, herunder samarbejdet inden for rammerne af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, men dette afspejles ikke i betænkningens underoverskrifter. Derfor vil vi foreslå at erstatte den uheldigt formulerede underoverskrift efter punkt 30 med ordene "Det bredere Europa".

Den Liberale Gruppe foreslog også, at begrebet "den sydlige dimension" skulle indgå i betænkningen. Det ville være en mere rammende betegnelse for Unionens eksterne forbindelser med Syd, Middelhavsområdet, det bredere Mellemøsten og landene øst for det. Det ville være logisk at tale om den nordlige og den sydlige dimension af Unionens politik samtidig.

Vores tredje begrebsmæssige forslag var, at betænkningen burde have indeholdt idéen om, at Europa udvikler sig som et system af koncentriske cirkler, der på den ene side består af fleksibel differentiering inden for Unionen og på den anden side af udviklingen af funktionelle cirkler af samarbejde omkring den. Denne idé giver mulighed for at finde en løsning på konflikten mellem Unionens konsolidering og udvidelse. Idéen blev støttet i drøftelser mellem grupperne, men ingen ønskede at inddrage den i betænkningen. Jeg spekulerer på hvorfor. Eftersom vi ikke fik tilstrækkelig støtte fra de andre grupper til gennemførelse af dette eller nogen af vores andre forslag til begrebsmæssige forbedringer, vil vi ikke sætte dem under afstemning. Vi vil vente, til der kommer et bedre tidspunkt at vedtage dem på.

Jeg vil takke ordføreren, hr. Tannock, for hans glimrende samarbejde og navnlig for at have godtaget vores forslag om at godkende den nordlige dimension i betænkningen og ligeledes forslagene om paneuropæisk samarbejde, selv om det vigtige begreb "det bredere Europa" blev udeladt.

  Marie Anne Isler Béguin, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne takke hr. Tannock, som har overtaget faklen, for at have stået til rådighed og have lyttet til de yderst komplekse spørgsmål vedrørende definitionen af naboskabspolitikken.

Naboskabspolitikken blev en nødvendighed med de nye medlemsstaters ankomst, og da den omfatter alle grænselandene mod øst omkring Middelhavet, er den blevet et af nøglepunkterne og et af de væsentligste aspekter i Unionens udenrigspolitik. I denne forbindelse har Unionen påtaget sig et stort ansvar, og den får den vanskelige opgave ikke at skuffe vores naboers forhåbninger. Der er opstået en ny dynamik i disse lande, som nu forventer, at Unionen ledsager dem i den demokratiserings-, stabiliserings- og bæredygtige udviklingsproces, de er gået i gang med. For nogle lande er denne dynamik endda en forudsætning for et kommende medlemskab. Vi skal derfor undgå visse fejl, hvis vi vil have succes med denne naboskabspolitik.

Den skal have en multilateral dimension og tilbyde en institutionel ramme, hvor partnerlandene fuldt ud inddrages i definitionen af de europæiske politikker. Den må ikke indskrænke sig til et simpelt frihandelsområde, men skal baseres på fælles værdier, demokrati og menneskerettigheder. Naboskabspolitikken skal arbejde for at konsolidere civilsamfundet ved at skabe et civilt forum, hvor ngo'erne kan følge aktionsplanerne, som ikke blot bliver samarbejdsplanerne om igen, fru kommissær, men som bliver konkrete og effektive planer, med en Union, der er fast besluttet på at kontrollere dem og iværksætte dem i henhold til specifikke kriterier.

Det er ikke uden en vis stolthed, fru kommissær, kære kolleger, at jeg støtter aktionsplanerne til fordel for landene i det sydlige Kaukasus, for når Armenien, Aserbajdsjan og Georgien er med i denne naboskabspolitik, er det skam takket være Europa-Parlamentet og ikke hverken Kommissionen eller Rådet.

Disse tre republikker fra det tidligere Sovjetunionen må i dag slæbe på en tung arv. Med naboskabspolitikken skal de kunne finde en løsning på deres fastfrosne konflikter. Der skal findes en løsning på spørgsmålet om Nagorno-Karabakh. Flygtningene - navnlig de aserbajdsjanske - skal kunne vende hjem igen. Nedrivningen af historiske armenske monumenter i Nakhitchevan er uacceptabel. Tyrkiet skal genåbne sin grænse mod Armenien. Rusland kan ikke på den ene side have et privilegeret partnerskab med Unionen og på den anden side udstede pas til georgiske separatister. Unionen skal støtte fredsplanen i Georgien for Sydossetien og hjælpe med at få udarbejdet en plan for Abkhasien.

Som De kan se, er Unionens omfattende inddragelse, som går via udarbejdelsen af en stabilitetspagt i det sydlige Kaukasus med henblik på at finde en fredelig løsning på konflikterne, af afgørende betydning og en vinderstrategi i to henseender. Den vil give disse lande mulighed for at finde vejen til udvikling og bæredygtig fred og vil på samme tid give Unionen stor troværdighed i et område, der primært er under russisk og amerikansk indflydelse. Naboskabspolitikken skal bane vejen for en vellykket global fælles sikkerhedspolitik.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, der er mulighed for to vidt forskellige former for naboskabspolitik. Den ene er baseret på ren egeninteresse og på forsøg på at underordne omgivelserne under økonomiske og militære ønsker inden for EU. Lande, som anvender denne model, er glade for nabolande, som leverer olie og gas, som holder flygtninge uden for deres område, og som underkaster deres egen befolkning diktatoriske foranstaltninger, som skal forhindre, at disse landes interesser skades.

I en sådan model er naboskabspolitik samtidig et middel til at holde disse lande med en lavere levestandard, med mindre demokrati og med færre menneskerettigheder definitivt uden for det rige Fort Europa. Disse lande inddrages kun for midlertidigt at levere billig arbejdskraft. Et sådant naboskab ligner stærkt den måde, hvorpå USA i to århundreder behandlede Latinamerika.

Der er også mulighed for en helt anden form for naboskabspolitik. Den er baseret på, at vi i denne del af Europa har tilrettelagt mange ting bedre end i andre lande, og at vi har noget at tilbyde andre. Heri passer fremme af demokrati og menneskerettigheder, også i Belarus, Tunesien, Algeriet og de stadig besatte palæstinensiske områder. Det betyder også, at vi bidrager til økonomisk udvikling, som skal bringe disse lande op på samme velfærdsniveau som vores. I en række tilfælde, især hvad angår det vestlige Balkan, men muligvis også Ukraine, Belarus, Moldova og Tyrkiet, kan det desuden betyde en overgangsfase til fuldstændigt medlemskab af EU.

Min gruppe afviser blankt den første form for naboskabspolitik, men kan derimod helhjertet gå med til den anden model. Heldigvis er den anden variant fremherskende i hr. Tannocks betænkning, og også de fleste ændringsforslag foretrækker demokrati, menneskerettigheder og solidaritet frem for økonomisk og militær fordel. Hvis også Rådet og Kommissionen følger denne kurs, går det den rigtige vej med vores naboskabspolitik.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, med rette lægger hr. Tannock i sin interessante betænkning vægt på den nuværende situation i EU's naboland Belarus. Især i punkt 56 opmuntrer han alle europæiske institutioner til at forstærke støtten til det belarussiske civile samfund og landets politiske opposition.

På denne baggrund vil jeg spørge kommissæren, hvordan det går med planerne fra Bruxelles om at etablere en delegation i Minsk. Vel at mærke en delegation, som virkelig kan være aktiv ud fra vores egne målsætninger og ud fra den betydning, som alle EU-medlemsstaterne tillægger den demokratiske retsstat. Den ville være en ideel kommunikationskanal for Kommissionen i retning af den belarussiske civilbefolkning og ligeledes en uundværlig forudsætning for i sidste instans at nå frem til et aktivt naboskab med Belarus.

Jeg er bange for, at præsident Lukasjenkos nuværende autoritære regime ikke er særlig ivrigt efter en sådan delegation. Det ønsker sandsynligvis en svag europæisk delegation på landets område som en international legitimation. Fru kommissær, lægger denne holdning i Minsk måske hindringer i vejen for, at der sendes en europæisk delegation til den belarussiske hovedstad?

Ordføreren, hr. Tannock, opfordrer også alle involverede parter til at indgå et politisk forlig om den langvarige Transdnestrien-sag. Det er ildevarslende for Moldova, at to af disse involverede parter - Rusland og Ukraine - for blot en måned siden, i midten af december, afgav en fælles erklæring om Transdnestrien-konflikten uden at inddrage Chisinau. Præsident Putin og præsident Jusjtjenko involverede for øvrigt heller ikke USA, EU og Rumænien. I fællesskab udnævnte de Rusland og Ukraine til "garantimagter" i Moldova og i Transdnestrien. Kunne det være en gentagelse af et tidligere udspil i 1997 foretaget af Jevgenij Primakov, som i øvrigt overhovedet ikke fik international støtte og udtrykkeligt blev afvist af Moldova?

For øvrigt optræder Putin og Jusjtjenko i øjeblikket selv sammen som ansvarlige for "fred, stabilitet og Moldovas befolknings velfærd, russere og ukrainere på begge sider af Dnjesters bredder". Det indebærer simpelthen et russisk-ukrainsk fællesstyre. Samtidig accepterede Kijev og Moskva den 15. december 2005 hinandens løsninger på Transdnestrien-spørgsmålet som "komplementære". Gennemsigtige forslag, som efter min opfattelse betyder en bekræftelse af en geografisk opdeling af Moldova, international legitimering af Ruslands militære tilstedeværelse i Transdnestrien og en "demokratisk, neutral stat Moldova".

Fru kommissær, hvordan fortolker De denne bilaterale aftale mellem Putin og Jusjtjenko om Moldovas fremtid i sammenhæng med den europæiske naboskabspolitik? Jeg takker Dem og ser frem til Deres svar på mine to spørgsmål.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg vil fremhæve en række vigtige principper, der burde være fremtrædende i enhver fornuftig og effektiv naboskabspolitik.

For det første må en sådan politik ikke forelægges som noget diametralt modsat medlemskab af EU. Tværtimod burde en vellykket naboskabspolitik bringe et europæisk land nærmere medlemskab. Naboskab indebærer naturligvis ikke automatisk medlemskab, men det kan føre til medlemskab.

For det andet skal det understreges, at omfanget af støtte skal være betinget af nabolandets eller partnerlandets vilje til at overholde demokratiske standarder. Dette gælder især Belarus, hvor det ikke har været os muligt at samarbejde med regeringen. Det bør imidlertid også gælde Rusland, fordi der har været en betydelig nedgang i overholdelsen af de demokratiske standarder i landet i løbet af den nuværende gennemførelsesperiode for partnerskabsaftalerne. Det er mit indtryk, at det, vi gør i Rusland, er at hjælpe med at anlægge veje, som efterfølgende anvendes til transport af mennesker, der er dømt uretfærdigt, eller olieledninger, som vi efterfølgende nægtes olie fra.

Det tredje princip er, at så snart der konstateres et utilstrækkeligt niveau af demokrati, burde vi gøre en særlig indsats for at støtte det civile samfund og de demokratiske kræfter. For at kunne gøre det effektivt må vi kunne gøre brug af et særligt instrument for menneskerettigheder. Et sådant instrument bør være så fleksibelt, at det kan fungere som et effektivt redskab i et fjendtligt indstillet retligt og politisk miljø.

Disse principper er indeholdt og godkendt i Tannock-betænkningen. Derfor stemmer min gruppe med glæde for den.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, den europæiske naboskabspolitik, debatten i dag og denne beslutning beviser, at selv om Unionen er midt i en krise, har vi endnu ikke mistet evnen til at tænke strategisk. Vi erkender betydningen af at åbne op for vores naboer. Den udvidede Unions økonomiske problemer og vanskelighederne med vedtagelsen af forfatningen må ikke afholde os fra at udvikle en vision om fremtiden, der rækker ud over næste valg i vores respektive lande.

Forbindelserne med vores naboer i øst og sydøst er særligt vigtige elementer i vores naboskabspolitik. I beslutningsforslaget henvises der med rette til Ukraine, Georgien, Moldova og landene i Sydkaukasus i almindelighed. Det er også på sin plads, at vi erkender den fejl, vi gjorde, ved ikke at lægge pres nok på Rusland til at sikre, at landet gjorde noget for at stabilisere i stedet for at destabilisere situationen i de tidligere sovjetiske republikker.

Jeg har en bemærkning til kommissær Ferrero-Waldner. Vi kan ikke forvente, at nogen fører Europas naboskabspolitik på vores vegne. G8 og OECD skal ikke have den prakket på, og den må ikke blive en politisk kastebold. Vi må også huske på et grundlæggende princip, nemlig at finansiel bistand inden for rammerne af det for nylig indførte europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument skal kontrolleres, som hr. Szymański sagde tidligere. Vi må ikke fremme udemokratiske regeringers interesser. Det skal forlanges af dem, at de støtter demokratiet i deres samfund og statslige strukturer, og at de fremmer menneskerettighedsstandarder.

Til sidst vil jeg sige, at den europæiske naboskabspolitik er en mulighed for Unionen, ikke en tung pligt. Det gør vi klogt i at huske på.

  Paweł Bartłomiej Piskorski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, vi er alle sammen overbeviste om, at den europæiske naboskabspolitik er et vigtigt element i udviklingen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU. Vi er også klar over, at vores naboskabspolitik skal være sådan indrettet, at den kan tilpasses til de enkelte landes behov. Den vil jo berøre lande, der er meget forskellige fra hinanden, f.eks. Marokko og Ukraine.

Vi ved også, at samtidig med at vi bibeholder dette instruments fleksibilitet, må vi ikke glemme, at der er tale om to forskellige situationer. Det skal understreges. Der er situationer, hvor det drejer sig om at uddybe og udvide samarbejdet på områder såsom energi og sikkerhed og fortsætte på andre hensigtsmæssige områder. De nordafrikanske lande er et godt eksempel. Vi skal også kunne håndtere situationen i helt andre lande såsom Belarus og Syrien, hvor vi står over for diktaturer og udemokratiske scenarier. Den europæiske naboskabspolitik må være et instrument, hvormed vi kan presse på for at opnå en demokratisering af de lande.

Det glæder os at se, at Tannock-betænkningen lever op til disse udfordringer og dermed er værd at støtte. Et godt udgangspunkt er, at denne naboskabspolitik ikke må opfattes som et alternativ til disse landes fremtidige tiltrædelse af EU. Ingen tror alvorligt på, at lande som Moldova, Belarus og Ukraine vil tiltræde EU inden for en overskuelig fremtid. Men det vigtige er at åbne mulighed for, at europæiske lande kan ansøge om medlemskab i henhold til traktaterne.

Vi opfordrer Dem også til at støtte ændringsforslag 55 og 52, som hr. Klich har stillet. En af de ting, de indebærer, er, at der refereres til det belarussiske styre som det, det er, nemlig et udemokratisk styre.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg glæder mig over denne beslutning om naboskabspolitikken. Den gennemgår på udtømmende vis alle de prioriteringer, vores institution har fastsat for denne politik: menneskerettigheder, demokrati, indvandring, miljø og liberalisering af samhandelen.

Dog er der ét afgørende område, der fuldstændig mangler. Det drejer sig om udviklingssamarbejde. Jeg vil gerne have lov til at minde om, at 12 af de 17 lande, der er omfattet af naboskabspolitikken, er udviklingslande, hvoraf en tredjedel tilhører kategorien af lavindkomstlande. Med den igangværende reform af de eksterne foranstaltningers instrumenter vil disse 12 udviklingslande ikke blive omfattet af det fremtidige udviklingssamarbejdsinstrument. Det betyder, at hvis ikke der indledes en udviklingspolitik i medfør af naboskabspolitikken, vil disse 12 lande ikke længere kunne modtage udviklingsstøtte fra os.

Men jeg beklager, at en så generel og omfattende politisk orienteret tekst som denne end ikke hentyder til samarbejde. Det er ikke fornuftigt at tale om at ville styrke velstanden i et område uden på samme tid at forpligte sig til at udrydde fattigdommen. Er de grundlæggende behov hos befolkningerne i Aserbajdsjan, Moldavien og Palæstina opfyldt for øjeblikket? Hvordan skal disse lande kunne kæmpe mod diktaturet og være konkurrencedygtige i markedsøkonomierne, når en del af befolkningerne end ikke har adgang til drikkevand, sociale ydelser, sundhedspleje og grunduddannelse? Hvordan kan vi håbe på en dag at nå millenniumudviklingsmålene, hvis ikke vi er i stand til at tage fat på denne fattigdom, der hærger lige uden for Europas døre?

Vedtagelsen af en beslutning om naboskabspolitikken, der i den grad springer over målene om fattigdomsudryddelse, er efter min opfattelse en alvorlig vurderingsfejl, som vi desværre vil blive holdt ansvarlig for i fremtiden.

  Diana Wallis (ALDE). - (EN) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil tale som formand for delegationen for Forbindelserne med Schweiz, Island og Norge og Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg. Jeg var ked af at se betænkningens punkt 43, hvor disse lande temmelig ubehøvlet skæres over en kam med vores øvrige naboer og/eller sættes i bås med Andorra og Vatikanstaten. Det er desværre ikke første gang, at det sker i Parlamentet.

Med mit ændringsforslag ønskede jeg i det mindste at henvise til EØS-EFTA. Vi skal sandelig være glade for, at vores egne medlemsstater er medlemmer af EØS. Dette er en tæt og dybtgående forbindelse, som allerede indebærer fuld deltagelse i det indre marked og andre EU-programmer. Desuden er EØS-EFTA-landene faktisk allerede vores partnere, og de bidrager ligesom os til opbygning af demokrati og andre aktiviteter i vores nye nabolande.

Jeg tror, at hr. Tannock vil forstå en britisk fodboldanalogi. Selv om disse lande ikke for øjeblikket stræber efter at komme i Premier League, efter at blive fuldgyldige medlemmer, er de for øjeblikket i Champions League og bestemt ikke et eller andet sted i bunden af Conference League.

Jeg mener, at vi håber at gentage et møde med EØS-EFTA-udenrigsministrene og vores Udenrigsudvalg. Jeg håber, at mit ændringsforslag vil spare os for noget af forlegenheden som følge af, hvordan vi opfatter vores ældste og nærmeste partnere og naboer, og som følge af vores opfattelse af EØS-EFTA.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, vi glæder os ligeledes over hr. Tannocks betænkning. Men jeg vil godt benytte lejligheden til at rette en særlig tak til hr. Laschet for hans arbejde.

Er vigtigt punkt i denne betænkning er utvivlsomt punkt fire, hvor man endnu en gang taler om, at det skal sikres, at der er incitamenter for demokratiske reformer og fremme af den økonomiske udvikling. I højere grad end tidligere skal EU være opmærksom på, at demokratiklausulerne i vores aftaler med tredjelande bliver taget alvorligt, og at der er konsekvenser forbundet hermed - det være sig positive som negative. I betænkningen taler man i den forbindelse om en effektiv overvågningsmekanisme. Det ville være et stort fremskridt, hvis Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder ville blive oprettet, og som vi vil forhandle om ved en anden lejlighed her i Parlamentet, således at vi kan få et instrument, hvormed vi vil kunne vurdere situationen effektivt i partnerlandene.

Det handler imidlertid også om, at det bilaterale element, som den europæiske naboskabspolitik har indeholdt siden 2003, og som vi udtrykkeligt støtter, kan yde retfærdighed til de mange forskellige lande. Men vi må ikke glemme, at der stadig er et andet initiativ, nemlig Barcelona-processen med sine regionale tiltag. Vi gør klogest i at behandle dem som komplementære størrelser og - med henblik på at skabe en homogen EU-politik - forene styrkerne ved de to initiativer.

Jeg vil også gerne give udtryk for min holdning til migrationspolitikken, som desværre ikke hidtil har spillet nogen rolle i Barcelona-processen. Vi gør klogest i at drøfte denne sag med de sydlige Middelhavslande. Vi har alle de forfærdelige billeder fra Ceuta og Melilla i frisk erindring, som påvirkede os i EU. Vi har tydeligvis brug for at drøfte grænsespørgsmål, tilbagetagelsesaftaler og asylprocedurer, men samtidig skal vi også drøfte emner som en human flygtningebehandling og forbedring af den generelle situation i disse lande. Det glæder mig, at EU styrker sine aktiviteter på uddannelsesområdet, men vi skal gøre meget mere. Her tænker jeg især på de unge i de sydlige lande i Middelhavsregionen, som fremover skal have mulighed for at deltage aktivt i deres lande. Kun hvis de unge har muligheder i deres hjemlande, vil de ønske at blive dér og bruge deres viden til at forbedre velfærden og den demokratiske udformning af disse samfund.

Afslutningsvis vil jeg godt minde om situationen i Egypten. Vi kender alle til anholdelsen af oppositionspolitikeren Aiman Nur. Jeg mener, at jeg taler på alles vegne, når jeg udtrykker vores solidaritet med ham, og med alle andre, som kæmper for demokrati og menneskerettigheder dér, og det til tider under ekstremt vanskelige forhold.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, Udenrigsudvalgets betænkning udarbejdet af hr. Tannock er på mange måder gennemarbejdet. Den indeholder mange synspunkter på politisk følsomme områder, som ingen behøver at tage ansvar for. Betænkningen er udarbejdet på udvalgets eget initiativ på et område, hvor Europa-Parlamentet ikke har kompetence.

Betænkningen afspejler en holdning om, at lande, som ikke er medlemmer af Unionen, skal have håb om hjælp og støtte. På den måde ønsker man at binde de lande, der er omfattet af naboskabspolitikken, hvoraf mange ikke er EU's naboer, politisk til Unionen. Af betænkningen fremgår det ikke klart, hvilke lande der kan tiltræde EU. Man ønsker ikke at fortælle f.eks. Ukraine, om det er berettiget, selv om Ukraine er et langt mere europæisk land end Tyrkiet. I virkeligheden er ukrainsk medlemskab på lang sigt så langt væk, at det overhovedet ikke er i syne.

Af meget vage årsager nævnes EU's forfatning i betænkningen, i stedet for at det overvejes, hvordan medlemskab af Unionen kan tilvejebringes via og set ud fra et synspunkt om en struktur som Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

En korrupt forvaltning er dagligdag i mange nabolande. Det ville f.eks. være interessant at vide, hvem der ejer Ros-Ukr-Energo, som forvalter gasaftalen mellem Rusland og Ukraine. Kan selv Ukraines præsident være uskyldig i den sag? Siden den "orange revolution" har Ukraine været et eksempel på en korrupt regering. Aserbajdsjan, f.eks., og Kasakhstan og Turkmenistan, hvor de oprindelige gas- og oliekilder findes længere østpå, bør også vurderes ud fra dette synspunkt om statsligt misbrug på samme måde som Belarus og ikke bare ud fra et synspunkt om gas- og olieleverancer.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, i den europæiske naboskabspolitik opfordres der til konsolidering af demokratiet og retsstatsprincippet i EU's nabolande. Hvordan i alverden kan EU konsolidere demokratiet i tredjelande, når den centrale drivkraft bag selve EU-medlemskabet er ubønhørlig afskaffelse af ethvert virkeligt, fornuftigt og demokratisk ansvar i EU's medlemsstater? Hvordan kan EU i ramme alvor opfordre til, at retsstatsprincippet overholdes i tredjelande, når EU selv tilsidesætter sine egne love?

Jeg taler naturligvis om den foreslåede EU-forfatning, som i henhold til traktaterne burde være død som følge af nejstemmerne ved den franske og den nederlandske folkeafstemning. I stedet for er forfatningen blevet lagt i respirator, indtil genen ved demokratisk forkastelse kan overvindes med tvivlsomme midler. Hr. Tannock skulle hellere tage og interessere sig for, hvad de, der valgte ham til at repræsentere sig, og ikke de, der ikke valgte ham, mener.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, hr. Tannocks betænkning er et glimrende vidnesbyrd om problemet og EU's muligheder for at fremme sine egne interesser og politikker i det geografiske område, der omgiver EU.

Et demokratisk, stabilt og velstående naboland er naturligvis den bedste garanti for udvikling og sikkerhed. Som ordføreren med god grund erklærer, burde EU's naboskabspolitik imidlertid gøres mere effektiv ved hjælp af større præcisering af kriterierne for dens mål og prioriteringer og vurderingen af den. Når den europæiske naboskabspolitik gennemføres, bør de nye EU-medlemsstaters erfaringer udnyttes til at fremme reformer i Kaukasus, Ukraine og Moldova.

I betænkningen erklæres det med rette, at naboskabspolitikkens succes i de enkelte lande afhænger af forbindelserne mellem EU og Rusland. Det er imidlertid vanskeligt at tro, at et Rusland, der tænker ud fra de gamle geopolitiske kategorier, vil være en troværdig allieret. Faktisk synes opfordringen til at opnå demokratisering af Belarus sammen med Rusland nærmest komisk. Det er et velkendt faktum, at Putin-styret for hver dag, der går, bevæger sig længere og længere væk fra at være et demokratisk styre og bliver mere og mere autoritært.

Fru Ferrero-Waldner, de bilaterale dialoger mellem hr. Putin og hr. Schröder, hr. Putin og hr. Blair og hr. Putin og hr. Chirac opfylder desværre Ruslands ønske om at forhandle med et splittet EU. Dette indebærer en fravigelse af den europæiske naboskabspolitiks principper og krav. At tilpasse Ruslands og Ukraines gaspriser til Turkmenistans såkaldte billige gas er en monopolistisk foranstaltning, som ikke er markedsbestemt.

Jeg er bekymret. På et tidspunkt, hvor Ruslands økonomi vokser, er det vanskeligt at forstå, hvorfor Ruslands medfinansieringsandel inden for rammerne af EU, den nordlige dimension, det globale partnerskab og programmerne for afskaffelse af masseødelæggelsesvåben ikke stiger. Alligevel nævnes den velovervejede og effektive anvendelse af naboskabspolitikkens ressourcer i betænkningen. Det er virkelig værd at gøre sig meget umage med udviklingen af regionale og subregionale dimensioner. Det er værd at overveje betydningen af de geografiske, historiske og politiske sider af Østeuropa under udviklingen af en pålidelig naboskabspolitik for EU.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, jeg tror ikke, at det skader hr. Tannocks arbejde, hvis vi alligevel konstaterer, at vi på grund af Kommissionen faktisk i allerhøjeste grad har forpasset lejligheden i denne europæiske naboskabspolitik. Vi har nemlig forpasset lejligheden til inden for denne politik, og endda først og fremmest og som prioritet, at sikre, at vores naboland Tyrkiet inddrages deri. Det burde da nu være tydeligt, at langt de fleste af vores europæiske borgere absolut er modstandere af, at Tyrkiet fuldgyldigt tiltræder EU, og at det som følge deraf ville være en meget udemokratisk handling uden videre at lade hånt om denne massive afvisning. Jeg gentager, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, hverken geografisk, historisk, politisk, religiøst eller på nogen anden måde. Tyrkiet er imidlertid et naboland, som vi ønsker de bedste forbindelser med, og som perfekt kunne have spillet en vigtig og overordentlig fremtrædende rolle i den europæiske naboskabspolitik. Her har vi således forpasset lejligheden, og det er en fejl, som før eller senere vil komme til at koste os dyrt.

Jeg har endnu en bemærkning om overvejelserne i betænkningen om vores forbindelser med Maghreblandene. Jeg beklager nemlig, at en meget vigtig kendsgerning ikke er optaget deri, nemlig den marokkanske regerings nylige erklæring, hvori den opfordrer til en tilbagevendelsespolitik, til, at en stor del af de 2,5 millioner marokkanere, som i øjeblikket opholder sig i Europa, og hvoraf som bekendt 40 % af de unge er arbejdsløse eller modtager andre former for social støtte, vender tilbage. Den marokkanske regering har hermed foretaget en yderst vigtig kursændring, som vi europæere bør støtte aktivt, også i vores naboskabspolitik.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær, forbindelser med naboer er overordentligt vigtige for både mennesker og lande. Forbindelser med nabolande er også vigtige for EU. Det skal være positive forbindelser, som har til formål at skabe en kreds af lande omkring Unionen, som er fredelige, velstående, stabile, overholder menneskerettighederne og deler vores principper om demokrati og retsstaten. Det er nødvendigt for Unionens interesser, at vi får skabt den kreds, hvilket kommissæren lige har erkendt.

Med globalisering og indbyrdes afhængighed står det klart, at ingen mur kan isolere EU fra dets nærmeste nabolande, og derfor er en aktiv og generøs naboskabspolitik afgørende.

Som det også fremgår af betænkningen af hr. Tannock - som jeg takker varmt for hans arbejde - mener jeg, at de enkelte naboskabspolitikker skal differentieres i alt væsentligt ud fra, hvilket naboland det drejer sig om. Forskellen må ikke afhænge af det kontinent, som det pågældende land tilhører, for hvis det var tilfældet, ville vi give det indtryk, at vi har en førsteklassesnaboskabspolitik og en andenklassesnaboskabspolitik for ikke-europæiske tilgrænsende middelhavslande. Det ville være en fejltagelse, eftersom mange af disse middelhavslande har meget tætte og langvarige forbindelser med Unionen, som er tættere og mere langvarige end de forbindelser, som Unionen har med flere europæiske lande, der også er omfattet af naboskabspolitikken.

I overensstemmelse med vores tilsagn håber disse middelhavslande at opnå de tættest mulige forbindelser med Unionen. Desuden har de brug for større samarbejde med os for at kunne overvinde deres tilbageståenhed, hvad angår institutionel demokratisk udvikling, økonomisk og social vækst osv.

En tættere europæisk naboskabspolitik indebærer imidlertid også støtte af reformer, der fremmer demokrati, respekt for menneskerettighederne og markedsøkonomi. Der skal også ske fremskridt på områder som økonomisk åbenhed, grænsekontrol og samarbejde om bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet og ulovlig indvandring. Det er indlysende, at fremskridt på disse områder vil være til fordel for de pågældende nabolande og for hele regionen.

Hr. formand, jeg har en sidste bemærkning. Jeg beklager dybt, at så få af vores naboer i Syd og Middelhavsområdet deltog i Barcelona-topmødet i november sidste år. Jeg mener, at de har forspildt en enestående chance for at vise deres interesse for at forbedre deres forbindelser med Unionen. På trods af denne skuffelse må vi fokusere på fremtiden og Unionens strategiske interesser. Det betyder, at vi må prioritere forbindelserne med vores naboer, ikke bare til gavn for dem, men også af hensyn til os selv.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil også gerne takke kommissær Ferrero Waldner samt fremhæve det meget positive bidrag, som min kollega, hr. Tannock, har ydet ved udformningen af den endelige tekst.

Jeg vil gerne komme ind på nogle spørgsmål, hvis udvikling fremover vil få betydning for gennemførelsen af de ambitiøse målsætninger for den europæiske naboskabspolitik.

Først og fremmest kan der ikke eksistere en troværdig europæisk naboskabspolitik, hvis der ikke er en afbalanceret geografisk tilgang til den. Vi må for enhver pris undgå, at medlemsstaterne anlægger en kundeorienteret tilgang til spørgsmålet, som tager udgangspunkt i deres egne nationale interesser.

En grundlæggende forudsætning for, at naboskabspolitikken kan give resultater, er, at medlemsstaterne har politisk vilje til at gøre brug af de mekanismer, der fastlægges for at beskytte menneskerettighederne og de demokratiske frihedsrettigheder. Vi bør alle være blevet klogere med de negative erfaringer, vi har på dette område fra Barcelona-processen.

Naboskabspolitikken bør knyttes sammen med gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi, især inden for bekæmpelse af international terrorisme og organiseret kriminalitet og inden for energisikkerhed og miljøudfordringer.

Den europæiske naboskabspolitik bør ikke føre til overlapninger eller skabe forvirring med hensyn til det europæiske perspektiv for Balkanlandene og deres fremtidige optagelse i EU. Desuden bør relationerne med processen i Euro-Middelhavs-samarbejdet defineres mere klart.

Der kræves større samordning og bedre samarbejde med de internationale finansieringsorganisationer om gennemførelsen af handlingsprogrammer. Der er brug for en mere seriøs finansieringsplanlægning i 2006 med henblik på at få vedtaget den relevante forordning om det nye finansieringsredskab. Den europæiske naboskabspolitik er nødt til at udvikle sig i en proces, hvor borgerne og samfundene i de pågældende tredjelande deltager. Det er også nødvendigt, at det regionale samarbejde udvikles og intensiveres, ligesom den regionale toldunion skal gennemføres og styrkes.

Den afgørende internationale energisituation tvinger EU til at integrere og harmonisere sine energimarkeder med energimarkederne i landene inden for naboskabspolitikken.

Til sidst vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det er nødvendigt at fremskynde forhandlingerne om vedtagelsen af handlingsprogrammerne med landene i Sydkaukasus, især forhandlingerne med Georgien. Især bør man tage menneskerettighedssituationen i betragtning og situationen for de etniske grækere i Tsalka-området i Georgien, hvor der er alvorlige problemer både med hensyn til menneskerettigheder og det græske samfunds ejendomsrettigheder.

  Cecilia Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand, dette er en meget god og vigtig betænkning om et af de vigtigste fremtidsspørgsmål for EU. Hvilke forbindelser skal vi have med vores nabolande? Hvordan skal vi kunne styrke samarbejdet i tilfælde, hvor vi skal samarbejde, såsom i bekæmpelsen af terrorisme, miljøproblemer, sikkerhed og energi? Hvordan skal vi kunne bidrage til at styrke demokratiet og retsstaten i de lande, som ligger i nærheden af os?

Min opfattelse er, at vi i den nuværende situation ikke bør definere Europas grænser. De lande i Europa, som kan og vil opfylde alle kriterier, bør gives en klar udsigt til medlemskab. Vi har set, hvad dette har betydet for forvandlingen af vores nye medlemslande. For dem har EU-medlemskabet fungeret som pisk og gulerod, og det har været ekstremt vigtigt i deres forvandling. Medlemskab betyder ufatteligt meget for demokratiseringen og reformprocessen på Balkan og i Tyrkiet. Derfor er det min opfattelse, at vi bør give Ukraine udsigt til medlemskab.

Naturligvis kan EU ikke udvide i det uendelige, og derfor kan naboskabspolitikken være et alternativ til medlemskab. Men så skal det være et attraktivt alternativ. Budskabet fra Parlamentet er tydeligt på dette punkt. Vi er nødt til yderligere at konkretisere og definere, hvad vi skal gøre med denne politik. Hvilke prioriteringer skal vi have? Kan vi løse de institutionelle problemer, som vil opstå med disse lande? Der er brug for fælles værdier og fælles politikområder. Endvidere skal samarbejdsaftalerne skræddersyes efter hvert lands behov, for, som det er blevet påpeget, er landene jo meget forskellige.

Fokus skal være på demokratispørgsmålene. Overgangsfonden eller demokratifonden, som hr. Tannock foreslog, er en meget god idé. Jeg vil gerne igen takke hr. Tannock for en meget god betænkning.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, hvis vi vil gøre naboskabspolitikken til en stor succes, skal vi sikre os vores naboers fulde samarbejde. Ud fra denne betragtning vil jeg gerne her et par uger efter topmødet i Barcelona henlede Deres opmærksomhed på, at de fleste stats- og regeringschefer i Middelhavsområdet udeblev fra dette topmøde, de chefer, der er vores partnere inden for rammerne af naboskabspolitikken. Jeg mener, det er vigtigt, at Kommissionen og Rådet drager konklusionerne af partnerlandenes holdning og sørger for ikke at opnå de samme resultater med naboskabspolitikken.

Denne udeblivelse var til en vis grad et udtryk for partnerlandenes afstandtagen fra på den ene side et meget kraftigt pres fra Kommissionens og medlemsstaternes side til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende indvandringspolitikken og politikken for bekæmpelse af terrorisme og på den anden side de manglende finansielle overslag vedrørende iværksættelsen af en egentlig udviklingssamarbejdspolitik. Kan vi være sikre på, at EU har draget alle konklusioner heraf?

Alle de aktionsplaner, der allerede er forhandlet på plads inden for rammerne af naboskabspolitikken, indeholder afsnit om samarbejde med henblik på at sikre EU's grænser i form af bekæmpelse af terrorisme, bekæmpelse af ulovlig indvandring. Det er uacceptabelt, at EU således fører en politik, som har til formål at få nabolandene til at fungere som betjente ved vores grænser. Det er uacceptabelt, for partnerlandene vil ikke være med til det, og fordi Europa-Parlamentet allerede har udtrykt sig meget klart imod denne tendens. Men er det mon blevet hørt på et hvilket som helst tidspunkt i forhandlingerne om disse nationale aktionsplaner?

EU's politik skal være gensidig - det er en forudsætning for dens succes - dvs. den skal tilgodese alles interesser. Det er endvidere vigtigt, at EU's politik er kohærent. Vi kan f.eks. ikke tilbyde nabolandene at indgå tilbagetagelsesaftaler, mens visse af Unionens egne medlemsstater ikke overholder Genève-konventionens bestemmelser. Vi kan heller ikke på den ene side opfordre dem til at respektere menneskerettighederne og de demokratiske principper og på den anden side lukke øjnene for de åbenlyse krænkelser, der finder sted i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme.

Hvad angår menneskerettighederne, er det Kommissionen, der forhandler om oprettelse af underudvalg for menneskerettigheder og demokrati. Det er vigtige fora til vurdering af vores effektivitet på området. Det er således efter min opfattelse beklageligt, at EU ikke gør en større indsats for at få oprettet sådanne underudvalg med visse stater som f.eks. Israel.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Tak, hr. Tannock, for en glimrende betænkning om forbindelserne mellem EU og dets naboer og skabelsen af en kreds af venner omkring EU. Ved at hjælpe vores naboer hjælper vi faktisk os selv. Kredsen omfatter lande, der ikke ønsker at blive medlemmer af EU, men er ivrige efter et snævert samarbejde med EU, samt andre lande, der gerne vil være medlemmer, men endnu ikke opfylder kriterierne for at blive kandidatlande. Det er positivt, at der er undertegnet associeringsaftaler og handlingsplaner med disse lande, og at de er indstillede på at tage alle de fornødne skridt til at deltage i EU's indre marked og tilpasser deres lovgivning til EU's.

Når vi undersøger gennemførelsen af disse aftaler om nogle år, kan det konstateres, at nogle af målene var ambitiøse, men urealistiske. EU tilbyder betydelig finansiel bistand til de lande, der er omfattet af naboskabspolitikken. Det er imidlertid nødvendigt at kontrollere, at andre vigtige bestemmelser i aftalerne, som drejer sig om respekt for menneskerettighederne, overholdes. Overtrædelse af disse bestemmelser kan føre til suspension eller ophør af finansiel bistand. Det virker, som om disse bestemmelser kun eksisterer på papiret, og at de pågældende lande fortsat modtager finansiel bistand til trods for grove overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor opfordrer jeg på det kraftigste til, at overvågningen af overholdelsen af bestemmelserne på dette område skærpes.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, fru kommissær, først vil jeg sige, at hr. Tannocks betænkning om den europæiske naboskabspolitik er et dokument, som jeg støtter fuldt ud, og jeg kan blot lykønske ham med det udmærkede arbejde. Hans betænkning vidner om, at han er meget bekendt med Europas historie og ved, hvordan landet ligger. Det er udelukkende dem, som er vidende om det forgangne, som også kan svare på morgendagens udfordringer.

Forudsætningerne for hans arbejde har dog ikke altid været lette, for den europæiske naboskabspolitik omfatter nemlig i dag både europæiske lande, som har ret til at søge om medlemskab, og som kan blive medlemmer af EU, og de ikke-europæiske lande, som ikke kan blive medlemmer af EU. Ifølge min personlige opfattelse burde naboskabspolitikken kun gælde lande, som er naboer til Europa. Lande, som er europæiske, og som ønsker medlemskab, burde ikke betragtes som naboer, men som potentielle EU-medlemmer, og de burde gives udsigt til EU-medlemskab.

Ydermere har debatten om disse spørgsmål svinget kraftigt på det seneste. Når vi taler om den europæiske naboskabspolitik, taler vi om et langsigtet perspektiv. Der er ofte ikke et kortsigtet perspektiv. Betyder det, at opinionen både i og uden for Parlamentet har ændret sig, eller savner vi politisk mod? For f.eks. et år siden var holdningen til Ukraine, at Ukraine havde en meget klar udsigt til EU-medlemskab og uden nogen som helst tvivl tilhørte den europæiske familie. Vi husker alle de mange orangefarvede tørklæder, som kunne ses i Parlamentet til støtte for Ukraines demokratiseringsproces. Hvis spørgsmålet om status for forhandlinger om Ukraines medlemskab var blevet diskuteret på det tidspunkt, er jeg helt overbevist om, at der ikke havde været så mange, som havde modsat sig dette. I dag er situationen anderledes. Godt nok siger vi stadigvæk til Ukraine, at vi vil se landet som medlem, men vi understreger, at det vil tage noget tid, og at man ikke bør skynde sig.

For at nævne en anden stat er situationen i Hviderusland diktaturlignende og alt andet end tilfredsstillende. Landets vej til et eventuelt EU-medlemskab er lang. Trods dette mener jeg, at vi parallelt med opfordringer til demokratisering burde sende klare signaler om, at også Hviderusland, når det en dag bliver demokratisk, har sin plads i den europæiske familie. Det, som jeg efterlyser både i naboskabspolitikken og i den europæiske debat i det hele taget, er visioner og optimisme. Uden optimisme og klart udtrykte ønsker om, hvad vi vil opnå, og hvilket Europa vi vil have i fremtiden, kommer vi heller ikke til at leve op til dagens udfordringer.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand, jeg takker hr. Tannock for hans betænkning om den nye europæiske naboskabspolitik, der bør blive et af EU's vigtigste strategiske instrumenter også ud fra et globalt sikkerhedssynspunkt, som kommissær Ferrero-Waldner - som jeg også hilser - har fremhævet.

Det nytter ikke, at Unionen lukker sig om sine grænser som i en fæstning for at beskytte sig mod sådanne farer som terrorisme, organiseret kriminalitet, narkotikahandel, ulovlig indvandring og handel med kvinder og børn. Hvor høje murene end er, kan de altid gennembrydes. Det viser Lampedusa, Ceuta og Melilla.

Et godt naboskab forudsætter naboernes gensidige sikkerhed. Derfor er det meget vigtigt, at denne nye politik gennemføres på den rigtige måde, og at vi støtter vores naboer gennem specifikke sikkerhedsprogrammer, så sikkerheden faktisk styrkes - både deres sikkerhed og vores. Ved at hjælpe dem med at løse deres sikkerhedsproblemer medvirker vi også til at udvide stabilitetsområdet omkring os.

Den sikkerhedsring, som skal opbygges med den nye naboskabspolitik, får dog et hul i sydvestlig retning, hvis Kap Verde trods landets stærke forbindelser med Europa og en fælles grænse med EU via De Kanariske Øer ikke omfattes af dette instrument. Der må findes en løsning i denne betænkning på, hvordan Kap Verde kan blive berettiget til støtte inden for den europæiske naboskabspolitiks programmer.

EU må ikke lade Kap Verde blive et svagt led i sin kreds af naboer. Kap Verde kan og bør spille en vigtig rolle i den europæiske og globale sikkerhed, hvis landet får adgang til den europæiske naboskabspolitiks programmer. Vi må bistå de kapverdiske myndigheder med at forebygge, at landet bliver omdrejningspunkt for organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring og terrorisme. Jeg har derfor med min gruppes opbakning stillet to ændringsforslag til betænkningen, som jeg håber Parlamentet vil støtte.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Mine damer og herrer, det glæder mig, at hr. Tannocks fremragende betænkning om den europæiske naboskabspolitik er blevet udarbejdet. Den giver praktiske bud på problemer, som EU må løse, hvis det skal kunne berolige de globaliseringsfjendtlige ulykkesprofeter. Det er ganske enkelt ikke muligt for hver udvidelse af EU bare at ændre længde- og breddegraderne på kortet over Europa og tegne vores territorium op i sandet, som i øvrigt er det samme sand, hvor man altid kan begrave sit hoved i stedet for at gøre noget ved problemerne i verden omkring os, herunder i EU's nabolande. Det er efter min opfattelse netop dette fænomen, som tages op og forsøges løst i betænkningen. Den europæiske naboskabspolitik er et tilbud om privilegerede forbindelser mellem EU og dets nærmeste naboer støttet af finansielle instrumenter såsom Tacis og Meda, som bliver afløst af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument i 2007.

På den anden side synes EU imidlertid ofte at være uvidende om, at det ikke bør påberåbe sig retten til at diktere nabolande, hvad de skal gøre og ikke gøre, med begrundelse i, at det yder dem finansiel bistand - det er jeg ikke bange for at sige. Det drejer sig ikke om uansvarlige og mindreværdige lande, og det er noget, som Unionen ofte glemmer i dens nogle gange arrogante navlebeskuelse. EU skal respektere sine naboer fuldt ud og ikke forsøge at lægge pres på dem. Dette er den eneste måde, hvorpå vi kan tale om god naboskabspolitik.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Vi taler om en af EU's centrale politikker, og det glæder mig at kunne takke hr. Tannock for en glimrende betænkning og Dem, fru kommissær, for Deres meget store ambitioner. EU's sikkerhed er helt afhængig af kvaliteten af demokratiet og den økonomiske udvikling blandt vores naboer. Jeg støtter den klart udtrykte politiske vilje til, at vi ikke vil være tilfredse med status quo af pragmatiske grunde, men aktivt vil støtte udvikling af demokrati, respekt for menneskerettighederne og udvikling af en vedvarende social markedsøkonomi blandt vores nabolande.

Jeg støtter især opfordringen til, at Kommissionen fastsætter klare kriterier for vurderingen af vores naboers politiske resultater, og jeg går ud fra, at respekt for menneskerettighederne vil få en central placering blandt disse kriterier. Jeg må gentage den afgørende betydning af regionalt samarbejde og projekter på lokalt plan. Som led i ethvert handlingsprogram ser jeg desuden også gerne samarbejdsprojekter for unge, navnlig projekter, der tager sigte på at udvikle det civile samfund.

Til sidst vil jeg give udtryk for min stærke støtte til holdningen vedrørende OSCE og Europarådet. Jeg er overbevist om, at EU kan og skal opnå mere gennem OSCE, end det har gjort hidtil, også i regioner ud over vores nærmeste naboers grænser, og her tænker jeg især på Centralasien. Tak for Deres opmærksomhed, og jeg håber, at vi i fremtiden også styrker den parlamentariske dimension af vores samarbejde.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, det glæder mig, at denne meget aktuelle betænkning er blevet udarbejdet. Efter den seneste udvidelse har EU mere end nogensinde brug for en fast og fleksibel naboskabspolitik. Kommissionen må formulere naboskabspolitikkens mål og prioriteringer og kriterierne for vurdering af dens resultater meget klart. Naboskabspolitikken, som den for øjeblikket gennemføres, er ved at forsvinde. De lande, der er omfattet af politikken, glider ind i en gråzone.

Som formand for Europa-Parlamentets Delegation til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Moldova har jeg måttet overvære disse begivenheder i Moldova. Moldova er gidsel i Transdnestrien-konflikten, det må vi ikke glemme. Transdnestrien-konflikten er en af de vigtigste årsager til, at den økonomiske udvikling går så langsomt i Moldova.

Men som det også konstateres i betænkningen, har Europa ikke fuldt ud draget fordel af sit strategiske partnerskab med Rusland til at løse konflikten. I dag har kansler Schüssel rost sin regering for dens vellykkede indgriben i den russisk-ukrainske gaskrise. Hr. Barroso tilsluttede sig denne ros. Den kendsgerning, at Moldovas tilsvarende problem overhovedet ikke har fået nogen opmærksomhed, og det som følge heraf led under en gaskrise i næsten tre uger, viser, at den nuværende naboskabspolitik er mangelfuld. At ignorere en partner i naboskabspolitikken, at ignorere et land midt i Europa med en befolkning på 4 millioner er ikke et adfærdsmønster, som EU bør fortsætte med at følge.

Jeg støtter ordførerens opfordring til at anerkende Ukraines og Moldovas forhåbninger og ønsker om tiltrædelse af EU, og jeg bifalder kravet om at give dem mulighed for at blive medlemmer af EU, når alle tre Københavnskriterier er opfyldt. Muligheden for at blive medlem af EU er af største betydning for demokratisering og økonomiske reformer. Det var netop hovedargumentet for, at der skulle indledes tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Hvis vi kan åbne mulighed for Tyrkiet, hvis befolkning snart vil overgå Tysklands, hvorfor kan vi så ikke sende et klart budskab til Ukraine, som er halvt så stort, og Moldova, som har en tyvendedel af Tyrkiets befolkning? I den henseende er betænkningen om naboskabspolitikken en enestående undtagelse i EU. Mange tak til ordføreren, og tak for Deres opmærksomhed.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil rose kommissær Verheugen for hans arbejde med at sikre, at den vellykkede udvidelse kom til at omfatte Baltikum. Kunne kommissær Ferrero-Waldner, når hun afrunder denne debat, forklare noget, som er ret forvirrende? Vi taler om vores naboskabspolitik, men Rusland er en af EU's nye naboer. Indgår Rusland i naboskabspolitikken, eller har vi en særskilt politik for forbindelserne mellem EU og Rusland?

En af mine landsmænd George Orwell skrev en bog med titlen Kammerat Napoleon, og han brugte udtrykket: "Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre." Jeg håber, at EU-medlemsstaternes regeringer ikke deler det synspunkt, men derimod tilslutter sig den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og idéen om, at der ikke vil være bilaterale forhandlinger med nogen af vores naboer.

En amerikansk digter ved navn Robert Frost sagde om naboskab, at gode hegn skaber gode naboer. Jeg håber, at Rusland meget snart vil kunne ratificere grænseaftalerne med Estland og Letland. Det er, uanset hvor stærke vores synspunkter om gode forbindelser måtte være, meget vanskeligt, hvis ikke bare medlemsstaters grænser, men også vores egne EU-grænser ikke anerkendes af en nabo. Måske kan kommissæren sige noget om, hvilke fremskridt der er sket i forhandlingerne med præsident Putin og hans kolleger for at opnå en aftale om noget, som må siges at være et temmelig afgørende spørgsmål. Vi engagerer os tydeligvis meget i vores russiske kolleger og venner, men hvis de ikke anerkender vores hegn, er det uden tvivl meget vanskeligt for os at opnå den gensidige følelse af tiltro og tillid.

To minutter er kort tid til at diskutere dette helt afgørende emne, men jeg vil henvise mine kolleger til punkt 1 i hr. Tannocks glimrende betænkning, hvor der står, at Europa-Parlamentet "erklærer, at målet for et privilegeret naboskab med nabolandene - som en ufravigelig forudsætning - omfatter en aktiv og konkret forpligtelse til at vedkende sig fælles værdier på følgende områder: retsstatsprincippet, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, demokrati og principperne om en åben social markedsøkonomi ...".

Jeg håber, at præsident Putin får tid til at læse i hvert fald punkt 1 i hr. Tannocks betænkning.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil også gerne takke kommissæren og ordføreren, hr. Tannock, for deres fyldestgørende standpunkter. Der er ingen tvivl om, at den europæiske naboskabspolitik er en succes.

Jeg tror imidlertid, det er på tide, at vi overvejer, om den skal have et institutionelt grundlag. Mit forslag er helt konkret og går ud på følgende: Alle de stater, som i dag deltager i den europæiske naboskabspolitik, danner et statsforbund, en forbedret udgave af det britiske Commonwealth. EU kan således skabe en bred zone med fred, frihed og velstand omkring sig.

Inden for dette system, dette statsforbund, skal toldunionen gælde for alle lande, men borgerne skal ikke frit kunne flytte til EU-landene, og de skal heller ikke deltage i EF's beslutningsorganer eller den fælles valuta.

Dette særlige forhold vil give både økonomiske og andre fordele på områder som f.eks. infrastruktur, energi, miljø og transport, som vil være et incitament til at indgå i statsforbundet.

Statsforbundets sammensætning kan udvikles til en værdifuld alternativ løsning, hvis et lands fulde optagelse i EU støder på alvorlige hindringer. Det kunne også være en måde, hvorpå landene i Europas periferi hurtigere kan konvergere med Europa. Det ville skabe en zone med lande, der er orienteret mod Europa, og det ville være en endelig løsning på dilemmaet mellem en videre udvidelse og en uddybning af EU. Samtidig ville det i tide mindske mange af problemerne i Europa og foregribe nye dilemmaer og nye polariseringer i EU, før de skader EU's enhed. Det vil forene og styrke os på samme tid uden de store omkostninger og med en klart mindre risiko.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, debatten i Parlamentet i aften drejer sig om en af de største udfordringer, som EU står over for. Jeg tænker på udviklingen af en naboskabspolitik, der giver området med sikkerhed, demokrati, politisk frihed og økonomisk udvikling i verden af i dag mulighed for at udvide sig i EU's umiddelbare nærhed.

EU er blevet en global aktør og altid på grundlag af dets principper om f.eks. respekt for fred, vilje til kompromis og forsvar af menneskerettighederne og af liberalt demokrati. Det gør sig især store bestræbelser på at fremme demokrati i lande i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus og Østeuropa. Det skal bemærkes, at denne politik omfatter et helt net af indbyrdes politiske, økonomiske, videnskabelige og kulturelle forbindelser.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på den europæiske naboskabspolitiks menneskerettighedsaspekt. Samfund, der kæmper imod manglende demokrati og manglende respekt for menneskerettighederne i deres lande, opfatter EU som en partner og en garant for demokratiske processer. Den europæiske naboskabspolitik bør tage hensyn til disse samfunds ønsker i de pågældende lande. Den skal støtte det civile samfund og hjælpe med visumpolitikker. Den skal også sørge for, at det europæiske forskningsområde virkelig åbnes for lande uden for EU.

Endelig må den europæiske naboskabspolitik ikke blive en hindring for europæiske lande, der håber at søge om medlemskab af Unionen i fremtiden.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Fru kommissær, mine damer og herrer, i de seneste dage og uger er der blevet talt meget om Europas energiafhængighed af udenlandske kilder. EU's medlemsstater er stadig i stor udstrækning afhængige af leverancer af råolie og naturgas fra de lande, som denne betænkning omfatter, dvs. Rusland, Algeriet, Libyen, Egypten og Aserbajdsjan, og andre lande under forandring, f.eks. Ukraine, Belarus og Georgien, som disse leverancer af strategisk vigtige råmaterialer transporteres igennem.

I denne forbindelse vil jeg nævne et aspekt af naboskabspolitikken, som vi endnu ikke er opmærksomme nok på, nemlig regionalt samarbejde. Jeg er af den opfattelse, at naboskabspolitikken ikke udelukkende skal baseres på konsolidering af bilaterale forbindelser, men snarere på regionalt samarbejde mellem disse lande på økonomisk, kulturelt og politisk plan. Hvis vi ser på de enkelte regioner, f.eks. Sydkaukasus, opdager vi, at et sådant samarbejde enten er meget problemfyldt eller overhovedet ikke eksisterer. Desuden er eksistensen af gode naboskabsforbindelser, der omfatter regionalt samarbejde mellem landene omkring os, en af betingelserne for, at målene med naboskabspolitikken kan nås, ikke mindst for at sikre energiforsyningen til EU's lande.

Derfor vil jeg opfordre Kommissionen til at lægge større vægt, end den har gjort hidtil, på at fremme regionalt samarbejde og løse regionale konflikter, når den gennemfører de enkelte praktiske faser i naboskabspolitikken.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, fru kommissær, jeg beundrer virkelig Deres fysiske kapacitet. Det gælder også hr. Tannock! Den sidste runde af EU's udvidelse ændrede den europæiske eksterne dimension drastisk. Udvidelsen blev gennemført, og vi indførte den europæiske naboskabspolitik. Den aktuelle ENP minder mig om NATO's partnerskab for fred og udvidelse. Det Europæiske Råd i København fastsatte kriterierne for udvidelsen, og det endte med, at 10 lande tiltrådte. Processen manglede idé, planlægning og projektstyring. Vi må ikke gentage den fejl.

Punkt 1: Lad os sige, at udvidelse er udvidelse. ENP burde være alt andet end udvidelse. Lad os tale om ENP.

Punkt 2: Vi må også have privilegerede partnerskaber. Gennem historien har enhver magt haft særlige forbindelser. EU har også brug for dem. Der burde defineres en særlig, ny "11-talskategori". Vi ved alle sammen, at der af sikkerhedsmæssige, energimæssige, økonomiske, handelsmæssige og endog sociale, kulturelle og politiske årsager allerede er lande, som vi har og behøver særlige forbindelser med, selv om de aldrig - inden for en overskuelig fremtid - bliver medlemmer af EU. Lad os kalde det system ENP.

Punkt 3: Den største fejl er den aktuelle situation: Vi taler ikke om ENP, vi taler om, hvorvidt Balkanlandene, Ukraine og Tyrkiet - med eller uden et klart sæt af kriterier - bør være berettigede til udvidelse. Der er ingen tvivl om, at der i ENP ikke skal nævnes bestemte lande, og at der skal indføres begreber og kriterier.

Punkt 4: Kriterier. Geografiske kriterier bør drøftes på grundlag af traktaten. Ikke alle berettigede lande er i stand til at opfylde Københavnskriterierne. Vi må ikke lyve over for os selv, hvad angår fuld respekt for de individuelle menneskerettigheder, lige økonomiske muligheder, fuld liberalisering og privatisering. Vi bør koncentrere os om at definere "11-talskøbenhavnskriterierne". Kun hvis vi er seriøse og åbne, kan vi skabe forbedringer i området.

Punkt 5: Institutioner og vores kapacitet. Fire friheder bør analyseres. Den frie bevægelighed for varer er acceptabel, men den frie bevægelighed for personer bør begrænses, og det samme gælder den frie bevægelighed for kapital, men ikke den frie bevægelighed for tjenesteydelser.

Gennemsigtighed og ansvarlighed er helt afgørende for stabilitet, forståelse og bekæmpelse af frustration, ekstremisme og radikalisme. Lad os være åbne, gennemsigtige og logiske. Så vil vi alle sammen opnå sikkerhed og velstand.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, for at sige det klart og tydeligt er jeg fuldt og helt enig med betragtningerne i den fremragende Tannock-betænkning og også med kommissærens fortrinlige praktiske naboskabspolitik.

Til trods herfor kan og vil jeg aldrig kunne affinde mig med visse begreber. Hvad har forfædrene til mange vestukrainere til fælles med kommissærens eller med mine forfædre, fru Hybáškovás eller hr. Roučeks, hr. Peterles og mange andres forfædre her i Parlamentet? De var alle borgere i en centraleuropæisk stat kaldet Østrig-Ungarn. Og hvorfor den ene så pludselig skal være vesteuropæer og de andre pludselig østeuropæere, eller hvorfor nogle af dem - som nogle tankeløst siger - pludselig skal være europæere og de andre naboer til Europa, er der ingen, som har kunnet forklare mig.

Ligesom den økonomiske politik skal indeholde et begreb som reguleringspolitik, skal dette også være tilfældet i udvidelses- og naboskabspolitikken. Det er nu engang således, at Ukraine, Hviderusland og republikken Moldova entydigt er europæiske stater - ligesom staterne i Sydøsteuropa, som vi mærkeligt nok giver prædikatet "Vestbalkan". I sidste ende skal de alle sammen have udsigt til fuldt medlemskab af EU, også selv om vi i dag ved, at dette for nogle - som f.eks Ukraine, Hviderusland eller Republikken Moldova - stadig har lange udsigter.

Derfor giver det mening at have naboskabspolitikken som mellemstation. Men her må vi ganske enkelt skelne mellem dem, for hvem denne politik repræsenterer udsigten til EU-medlemskab, og de andre, som vi ønsker at knytte permanent til os som naboer, f.eks. staterne i det sydlige og østlige Middelhavsområde.

I den forbindelse kunne jeg rigtig godt lide bemærkningen fra hr. Özdemir fra De Grønne om, at vi har behov for en større sammenkædning af Barcelona-processen og Middelhavslandene i naboskabspolitikken, for Middelhavspolitikken skal nødvendigvis være en naboskabspolitik i klassisk forstand på lang sigt. Derfor skal vi forlige os med de begreber og kategorier, som de ser ud på nuværende tidspunkt. Vi bør imidlertid hele tiden holde os realiteterne for øje, for ellers vil vi blive overrasket af disse realiteter på en ubehagelig måde, hvilket vi så et iskoldt eksempel på i forholdet mellem Rusland og Ukraine.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, i krisesituationer som den, der opstod for nylig, da Moskva standsede gasleverancerne til Ukraine og Moldova, burde den europæiske naboskabspolitik spille en central rolle og være udgangspunkt for udformningen af en fælles vision om EU's politik. Gas er blevet et middel til at udøve politisk pres, så en af den europæiske naboskabspolitiks prioriteringer må være at deltage i en dialog om energi med tredjelande og blive involveret i planlægningen af de transeuropæiske energinet.

De største olie-og naturgasreserver i verden befinder sig i områder omkring EU. Mange af Unionens naboer er producent- eller transitlande. Derfor er der store aktionsmuligheder som led i en politik, der tager sigte på at skabe et venligt område omkring Unionen. Den hidtidige indsats på dette område har været utilfredsstillende. Jeg kunne nævne det politiske samtykke til bygningen af den nordeuropæiske gasledning under Østersøen. Dette system er ikke bare i strid med medlemsstaternes interesser, det vil også på længere sigt få negativ indvirkning på lande uden for EU's østlige grænse, som er omfattet af vores naboskabspolitik. Jeg tænker på lande som Ukraine og Belarus og landene i Sydkaukasus.

De europæiske beslutningstagere undlod at reagere beslutsomt i denne sag. Det betød, at der blev truffet en strategisk beslutning hen over hovedet på flere medlemsstater med negative følger for en række transitlande. Jeg ville være taknemmelig, hvis kommissæren ville kommentere denne sag og give klart udtryk for sine synspunkter.

Den europæiske naboskabspolitik skal være et effektivt redskab til konsolidering af demokrati og retstatsprincippet i lande nær EU. Den skal også tilskynde til forandringer i lande, hvor der ikke er rigtigt demokrati. Demokratiske bevægelsers aktiviteter i nabolande skal støttes ved, at adgangen til uafhængige medier og oplysninger lettes. Det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder kan spille en vigtig rolle i den henseende. Dette instrument skulle på en fleksibel og effektiv måde kunne støtte initiativer til fremme af parlamentarisk demokrati. Jeg vil minde Parlamentet om, at dette er det eneste eksterne EU-instrument, som ikke kræver modtagerlandets samtykke.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Tak, hr. formand, fru kommissær, jeg vil tilslutte mig mine kollegers ros til ordføreren for det glimrende arbejde, han har udført. Dette er en omfattende betænkning, der dækker et enormt område. Jeg forstår derfor, at hans arbejde ikke har været let. Hvis jeg skal kritisere betænkningen, vil jeg sige, at landene i Østeuropa og landene i den sydlige del af Middelhavsområdet ikke sættes lige højt. Det virker, som om betænkningen er skrevet med tanke på landene i Østeuropa, og at der dernæst er tilføjet noget om Maghreblandene og Machraklandene. Faktisk opfordres Kommissionen i betænkningens punkt 33 til at give en klarere definition af forholdet mellem den europæiske naboskabspolitik og Euro-Middelhavs-partnerskabet. Derfor siger jeg, fru kommissær, at hvis Europa-Parlamentets medlemmer ikke rigtig forstår, i hvor høj grad den europæiske naboskabspolitik dækker og omfatter landene i Barcelona-processen, og hvis vi ikke forstår, hvordan denne politik supplerer vores Euro-Middelhavs-politik, hvordan kan vi så forvente, at vores partnerlande i Middelhavsområdet forstår det? Det er ikke så underligt, at mange mennesker fra middelhavslande, som er vores partnere, og som jeg især i min egenskab af næstformand for Delegationen for Forbindelserne med Maghreb-landene har talt med, giver udtryk for alvorlige bekymringer over den europæiske naboskabspolitik. Sandsynligvis fordi de ligesom os ikke forstår forbindelsen med Barcelona-processen, sandsynligvis fordi de er bange for, at den vil overtage Barcelona-processen til skade for Middelhavslandene, sandsynligvis fordi de er bange for, at de med den nye fond, der bliver oprettet til næste år, det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, står til at tabe i stedet for at vinde noget som helst, sandsynligvis fordi midlerne ikke vil være øremærket, og Middelhavslandene dermed ikke vil have nogen sikkerhed for, at de får det, som de allerede har opnået, eller at de får mere. Det er alt sammen bekymringer, som vores kolleger fra lande som Tunesien og Marokko giver udtryk for. Jeg håber, at kommissæren kan besvare disse spørgsmål, for det drejer sig om alvorlige og berettigede bekymringer. Mange tak.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil allerførst hilse på min kollega hr. Verheugen, som står bag naboskabspolitikken. Det er et lykketræf, at han er til stede i dag.

For det andet vil jeg gentage, at jeg sætter stor pris på den meget brede støtte til hr. Tannocks betænkning og til naboskabspolitikken. Det er bestemt en meget bred politik, og derfor var det også en bred debat. Dette er en politik møntet på EU's naboer i Øst, men også på dets naboer i Middelhavsområdet. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Hvad angår det europæiske perspektiv, står det klart, at naboskabspolitikken adskiller sig fra udvidelsen, men samtidig vil jeg sige, at fremtiden ikke er mejslet i sten. For øjeblikket har vi en politik, der er helt adskilt fra udvidelsen. Jeg kunne ikke adskille og definere den politik klarere.

Der er også et regionalt perspektiv. Det er f.eks. meget tydeligt i Euro-Middelhavs-processen. Den er regional, og naboskabspolitikken er den bilaterale, komplementære del af den, så de to fungerer side om side. F.eks. har vi altid støttet Agadir-processens Syd-Syd-samarbejde mellem landene.

I Øst kan perspektivet naturligvis stadigvæk udvides. Der er stadig meget at gøre. Men jeg kan også fortælle Dem, at under energikrisen var den regionale dimension tydelig. Vi har også i høj grad styrket, hjulpet og tilskyndet Ukraine til at hjælpe Moldova under den krise, som det for nylig gennemlevede.

På energiområdet som helhed forsøger vi at arbejde os hen imod et integreret energimarked. I Machrek-landene er der et integreret gasmarked. Der er også samarbejdet mellem Palæstina og Israel, som i det mindste tager sigte på en mere effektiv integration.

Jeg vil besvare et par af de mange specifikke spørgsmål, der er blevet stillet. For det første er inddragelsen af landene i det sydlige Kaukasus i naboskabspolitikken - hvilket Europa-Parlamentet oprindeligt krævede - meget velkommen. I betænkningen foreslås det, at ENP anvendes fuldt ud til at fremme opbygning af mellemstatlig tillid. Det er meget vigtigt. Det er afgørende for landene i det sydlige Kaukasus at skabe stabilitet. Jeg er enig med alle dem, der har sagt, at vi skal fremme og styrke den for øjeblikket frosne konfliktløsning i de lande. Det er netop det, vi forsøger at gøre.

Udviklingen af ENP, hvad angår det sydlige Kaukasus, prioriteres fortsat højt. De ved alle sammen, at tekniske missioner har besøgt de pågældende lande for at forhandle om handlingsplaner, navnlig fordi vi også ønsker at bidrage til regional stabilitet og styrke EU's støtte til at løse konflikterne i området. Vi ved, at det kommer til at tage tid, men det er af største vigtighed, at vi engagerer os fuldt ud i det.

Et andet spørgsmål drejede sig om Belarus. Indtil videre har Kommissionen været repræsenteret gennem sin delegation i Kijev, som er akkrediteret til Belarus. Jeg har som et første skridt anmodet om, at der oprettes en regionaliseret delegationsmission i Belarus ledet af en chargé d'affaires under Kijevs missionschef. Jeg afventer stadig et positivt svar fra de belarussiske myndigheder. Jeg mener nu, at hvis vi har en delegation der, kan vi arbejde meget tættere sammen med regeringen i Minsk og forsøge at fremme vores egne værdier.

Mange af Dem ved nok, at vore bistand til Belarus er kendetegnet ved en tosporet tilgang. Der er også en strategi for mere demokratisering og menneskerettigheder, som kan opfylde den brede befolknings behov, og et decentraliseret program. Det er ensbetydende med ny finansiering til støtte for demokratisering, som er til rådighed under EIDHR, og direkte arbejde, f.eks. med radiostationer og muligheden for at få indflydelse på informationerne gennem vores uafhængige transmissioner til Belarus. Det er allerede godt i gang. Men vi arbejder også for videregående uddannelser og erhvervsuddannelser. De husker måske lukningen af universitetet i Minsk og vores arbejde i Vilnius.

Konflikten i Transdnestrien er blevet nævnt. I overensstemmelse med handlingsplanens forpligtelser har vi gjort meget mere for at støtte mæglingsprocessen. Siden oktober 2005 har vi sammen med USA forsøgt at fungere som observatører. Nu har vi en særlig repræsentant for Moldova, ambassadør Jacobovits de Szeged, som arbejder på at løse konflikten i Transdnestrien. I denne forbindelse oprettede vi en EU-Moldova-grænsebistandsmission den 1. december. Den skal hjælpe Moldova og Ukraine med at sikre en gennemsigtig forvaltning af deres fælles grænse og dermed øge samarbejdet om grænsespørgsmål og forsøge at bekæmpe korruption og vildledning af toldmyndighederne.

Jeg er uenig med dem, der siger, at Barcelona-topmødet var en fiasko. Jeg beklager virkelig mediernes rapporter om Barcelona. Jeg var der fra start til slut. Jeg kan fortælle Dem, at Barcelona i bund og grund var glimrende. Der er en rapport om migration. Den skulle De tage at læse. Der er en fælles holdning om bekæmpelse af terrorisme. Der er det, som Kommissionen forelagde i april i sin meddelelse. Vi må forstå, hvorfor flere statschefer ikke mødte op. F.eks. kan det have været temmelig vanskeligt for Marokkos konge at tage til Spanien som følge af de uoverensstemmelser, de stadig har. Jordans kong Abdullah II måtte skifte sin regering ud. Algeriets præsident Abdelaziz Bouteflika befandt sig på et hospital i Paris, og det gør han mig bekendt stadig. Præsident Mubarak havde lige haft valg i Egypten og havde ikke de bedste muligheder for at tage til Barcelona. Men mange statsministre deltog, og det er dem, der skal gennemføre politikken.

Parvist samarbejde og TAIEX, de to fremragende instrumenter, der har hjulpet udvidelseslandene meget, kan også anvendes på naboskabslandene, og det vil vi gøre.

Der var mange andre spørgsmål, men på grund af den begrænsede tid kan jeg ikke gå mere i detaljer nu. Men hvis de bliver rejst igen i Udenrigsudvalget, skal jeg med glæde besvare dem.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen om tillægsspørgsmål efter en forhandling, og Deres medhjælpere vil være bekendt med antallet.

Kommissæren kunne ikke besvare spørgsmålet om, hvorvidt politikken for forbindelserne mellem EU og Rusland og naboskabspolitikken hænger sammen. Jeg vil gøre kommissæren opmærksom på punkt 16 og 26 i Tannock-betænkningen. Måske kan hun svare mig skriftligt.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg skal med glæde besvare spørgsmålet. Jeg troede bare, at forhandlingen varede for længe.

Rusland indgår ikke i den normale ENP. Vi har et særligt finansielt instrument - ENPI - det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument. Hvorfor nu det? Fordi Rusland er et enormt land og føler, at det fortjener et særligt strategisk partnerskab. Vi har samarbejdet med Rusland om de fire fælles rum, og på hvert eneste topmøde gennemgår vi dagsordenen og de forskellige spørgsmål, bl.a. det, De nævnte, om grænseaftalen med Estland og Letland. Andre spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om gas og energi, vil naturligvis også være vigtige emner. Det er bilaterale anliggender mellem landene og Rusland. Vi har forsøgt at fremme forhandlingerne, men vi har forstået, at parterne indtil videre foretrækker at arbejde med problemerne selv.

Jeg ser i hvert fald en smule fremgang, men jeg er forsigtig, for det vil tage tid.

Jeg glemte ikke at besvare Deres spørgsmål, men forhandlingen var meget lang, og der var mange, meget interessante indlæg.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 19. januar 2006 kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Naboskabspolitikken må blive et mere åbent begreb og ikke kun dreje sig om Middelhavet og EU's grænse mod øst.

Vi må ikke glemme, at vi har naboer ved vores søgrænse ud mod Atlanterhavet. Både på grund af deres betydning og særlige rolle for den europæiske sikkerhed bør de også få speciel opmærksomhed i denne sammenhæng.

Da de grænser op til vores regioner i den yderste periferi og ikke ligger langt fra det europæiske kontinent, må vi være opmærksomme på disse ølande, der er særlig sårbare for det storstilede smugleri, der foregår i dag, og som udgør en sikkerhedsrisiko for både dem og os.

Nogle mener, at Kap Verde hører hjemme i AVS-området, men det er en for snæver opfattelse, der ikke tager højde for realiteterne. Vi må kunne udforme en politik, der knytter en frugtbar, smidig og visionær forbindelse mellem naboskabspolitikken og andre initiativer som f.eks. AVS-samarbejdet.

Det har vi brug for, og Kap Verde fortjener det også på grund af dets befolknings eksemplariske adfærd, hvad angår demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne, ud over de dybe historiske, sociale, politiske, kulturelle og geografiske bånd, som landet har til EU.

Jeg appellerer derfor til medlemmerne om at stemme for ændringsforslag 11, 12, 36 og 38.