Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 1. februar 2006 - Bruxelles

11. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2006 - Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) 2004

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik om følgende punkter:

- redegørelse fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2006 og

- betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget - 2004 (2005/2134(INI)) (A6-0389/2005).

Før jeg giver talerne ordet, vil jeg gerne takke for den indsats, som fru De Keyser, chef for EU's observatører ved valget i Palæstina, og hr. McMillan-Scott, som ledede delegationen af de 27 observatører fra Parlamentet, har ydet. Vi får utvivlsomt lejlighed til at høre, hvad de har at sige under forhandlingen, men jeg vil allerede gerne nu understrege den vigtige rolle, som vores medlemmer har spillet ved at komme med objektive vidnesbyrd om valgprocessen i de palæstinensiske territorier.

Efter min mening er det også en god lejlighed til at udtrykke håb om, at omstændighederne ikke forhindrer præsident Mahmud Abbas i at tage imod Europa-Parlamentets stående invitation til at komme her, når han finder det belejligt.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. - (ES) Hr. formand, lad mig begynde med at tilslutte mig Deres ord og takke den person, som har repræsenteret Europa-Parlamentet og EU som helhed i forbindelse med valgobservationsmissionen ved det palæstinensiske valg, fru De Keyser, som er vores alles og i særdeleshed min gode ven, for den store indsats, hun har ydet i denne så vanskelige tid, hvor observatørernes mission har været meget vigtig. Jeg ved ikke, om fru De Keyser er til stede i salen, men jeg vil under alle omstændigheder gerne give udtryk for min beundring og min anerkendelse af hende og endnu en gang understrege mit venskab og min sympati.

(Bifald)

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg lyver ikke for Dem, når jeg siger, at det er meget vanskeligt for mig at indlede dette møde den 1. februar 2006. Hvis vi kaster blikket bare en måned tilbage i tiden, til den 1. januar i år, og ser på, hvad der er sket i verden i løbet af disse 30 dage, er det tydeligt, at det virkeligt kan betale sig at foretage nogle overvejelser her i Parlamentet, nærmere bestemt om EU's evne til at lave politik, om EU's evne til at lave international politik og om den forpligtelse, vi alle har. Hvis vi ser nøje på, hvad der er sket i løbet af de sidste 30 dage, som jeg gerne vil gennemgå, så vi kan drage nogle konklusioner om, hvordan vi ikke kan blive ved med at handle, og om hvordan vi burde begynde at handle. Lad mig derfor kort minde Dem om, hvad der er sket i løbet af disse 30 dage.

Natten den 1. januar 2006 var vi mange, der var vågne, og forsøgte at løse et særdeles alvorligt problem, der berørte os. Ukraine og Rusland stod med et problem, det var meget vanskeligt at løse, på grund af den manglende energiaftale mellem de to lande. Hvis denne energiaftale for alvor var gået i hårdknude, ville det have haft særdeles alvorlige følger for energiforsyningen i mange af EU's lande. Det var årets første nat.

Den tredje nat i 2006 traf den iranske regering en meget vigtig beslutning, nemlig at begynde at berige uran. Og mindre end en uge senere begyndte de at bryde de forseglinger, som Det Internationale Atomenergiagentur i Wien havde anbragt i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets og nævnte organisations resolutioner.

Få dage senere blev premierminister Sharon indlagt på et hospital i Jerusalem, og desværre er hans tilstand stadig dårlig. Jeg vil gerne herfra på alles vegne, hvis De tillader det, sende premierminister Sharons familie et ønske om snarlig bedring. Uanset de forskellige opfattelser, vi tidligere har haft, og uanset de vanskeligheder og misforståelse, vi har haft, bør de mænd, der har kæmpet, de personer, der har arbejdet sammen med os, modtage vores anerkendelse i deres svære stunder.

Få dage senere opstod der alvorlige problemer ved indledningen af valget i Palæstina, og endnu en gang var fru De Keyser dér og forsøgte at løse dem. Ved månedens udgang blev det palæstinensiske valg afholdt, og resultatet gav anledning til tumult.

Nogle dage senere, i forbindelse med et andet meget afgørende spørgsmål for EU, døde Kosovos præsident Rugova pludseligt.

I månedens sidste dage blev der også afholdt et vigtigt møde i Den Afrikanske Union, som vi arbejder meget tæt sammen med for at løse et alvorligt problem: Darfur-problemet.

Endelig modtog vi for få dage siden, også i januar, en anmodning fra FN's generalsekretær om, at vi skulle være parat til at træffe en beslutning om muligheden for, at EU involverer sig i sikkerheden og beskyttelsen i forbindelse med det valg, der om nogle måneder skal afholdes i Congo.

Mine damer og herrer, hvis vi i bare et øjeblik tænker på disse 30 dage, kan vi drage en meget stor lære. Blandt andet vedrørende EU's indflydelse i verden i dag, for i forbindelse med alle de emner, jeg har nævnt, skal EU spille en vigtig rolle, det være sig i forbindelse med det vigtige energisikkerhedsspørgsmål, som vi skal drøfte i hele 2006, Iran-spørgsmålet, som vi skal drøfte i de kommende dage og sandsynligvis i længere tid, og det vil jeg komme ind på senere, valget i Palæstina og dets følger, præsident Rugovas død og de konsekvenser, det får i 2006 - lad os håbe, at det kun bliver i 2006 - for den endelige aftale om Kosovos status eller spørgsmålene i forbindelse med de ændringer, der har fundet sted i Den Afrikanske Union, som vi samarbejder med på et meget venskabeligt og hjerteligt grundlag.

Jeg vil, hvis formanden tillader det, begynde med meget kort at komme ind på de spørgsmål, jeg har nævnt, og som er de vigtigste spørgsmål, der er blevet rejst i løbet af måneden, og som utvivlsomt vil være den vigtigste dagsorden for Europa-Parlamentet og EU i 2006. Jeg vil dog først endnu en gang sige til Parlamentets formand og medlemmer, at der ikke hersker nogen tvivl om, at EU er en vigtig udenrigspolitisk aktør, og at det skal blive ved med at være det, at erfaringen har vist os, at selv om vi ikke ønsker det, skal vi være det, og at vi i løbet af blot 30 dage har været nødt til at beskæftige os med så mange forskellige spørgsmål, som endda på visse tidspunkter har forhindret os i at tænke. Så stor er den aktivitet, vi har været fordybet i i løbet af januar.

Mine damer og herrer, Parlamentets Udenrigsudvalg har her til morgen modtaget to kendte politikere fra Ukraine, nemlig udenrigsministeren, hr. Tarasyuk, og Yulia Timoshenko, et fremtrædende parlamentsmedlem. Udenrigsudvalget har vist - jeg håber, at mange af Dem har haft mulighed for at kommentere det - den meget vanskelige situation, som Ukraine, et land, vi er venner med, et land, der er afgørende for Europas stabilitet og sikkerhed, befinder sig i. For omtrent et år siden forsøgte vi alle, Europa-Parlamentet og jeg selv, at løse et særdeles alvorligt problem i Ukraine. I dag, et år senere, ser vi, at mange af de problemer, der var den gang, ikke længere er helt så alvorlige, men desværre er de alvorlige nok til, at vi er nødt til at fortsætte arbejdet, især så dette store land ikke mister kursen og kan fortsætte af vejen mod økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssig udvikling og nærme sig Europa, som vi alle ønsker. De medlemmer, som her til formiddag har lyttet til såvel udenrigsministeren som fru Yulia Timoshenko, har nok bemærket, at problemet er meget alvorligt, og at vi er nødt til at tillægge det en særlig betydning.

I de få minutter, jeg har til rådighed til mit første indlæg, vil jeg ikke gå mere i detaljer, men jeg vil dog gerne sige til Dem, at det valg, der skal afholdes i Ukraine, ikke om et år, men om to måneder, er helt afgørende for os alle, ikke kun for EU, men naturligvis også for Ukraine, og for alle landene i den østlige del af vores kontinent, der bliver påvirket af valgresultatet.

Det ville være meget trist for os alle, hvis det, som vi for et år siden kaldte for Ukraines orange revolution, ophørte med at være en orange revolution og blev en anden slags revolution eller betød et tilbageskridt for den række af skridt, som landet tog fremad for et år siden.

Hr. formand, lad mig fortsætte med det næste punkt, jeg gerne vil komme ind på, nemlig situationen i Iran. Jeg tror, at De er velinformerede om det, der er sket i Iran siden den 3. januar i år, for blot et par dage siden, og især om det, der er sket siden den 13. januar, hvor EU i Berlin besluttede at indkalde til et ekstraordinært møde i Det Internationale Atomenergiagenturs Styrelsesråd og senere om at anmode Styrelsesrådet om at viderebringe dossieret om Iran til FN's Sikkerhedsråd. Siden da er der sket mange ting, for dagene går, som om de var sekunder, og månederne, som om de var timer. Jeg kan fortælle Dem, at der i dette øjeblik, hvor jeg taler til Dem, befinder sig repræsentanter fra Kina og Rusland i Teheran med et mandat fra de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet samt EU for at forsøge at gøre en sidste indsats for at opnå en aftale på det møde, der skal finde sted den 2. februar, dvs. i morgen. Jeg kan oplyse Dem, at medlemmerne af EU og USA natten til i forgårs - til langt ud på natten - holdt et efter min mening vigtigt møde med Rusland og Kina i et forsøg på at opnå en mulig aftale om et udkast til en resolution. Og jeg kan fortælle Dem, at vi opnåede denne aftale, der i eftermiddag bliver forelagt i Wien, så den kan blive drøftet i morgen.

I udkastet til resolution, mine damer og herrer, kommer vi med følgende opfordringer. For det første en opfordring til Iran om at vende tilbage til den tidligere situation, dvs. landet fortsætter ikke med sine tanker og ønsker om at berige uran, men vender tilbage til en forhandlingsposition, og for det andet en opfordring til, at den resolution, der bliver præsenteret i eftermiddag, bliver vedtaget med Ruslands og Kinas støtte, og at denne resolution og alle de tilhørende resolutioner, der er vedtaget i de sidste måneder, bliver viderebragt til Sikkerhedsrådet, og at Sikkerhedsrådet ikke vedtager nogen resolution før Styrelsesrådets ordinære møde til marts. Vi forsøger på denne måde at sende et klart budskab til de iranske myndigheder, samtidig med at vi forsøger at opnå den størst mulige konsensus i det internationale samfund.

Det spørgsmål, vi beskæftiger os med, er afgørende, de er knyttet til udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, og derfor synes vi, at det er helt nødvendigt at opnå den størst mulige enighed mellem medlemmerne af det internationale samfund, og helt konkret mellem medlemmerne af Det Internationale Atomenergisagenturs Styrelsesråd. Jeg vil ikke sige til Dem, at jeg er optimistisk, for jeg synes, at det er svært at være optimistisk i forbindelse med disse spørgsmål, men jeg mener, at vi i de seneste timer har gjort en meget stor indsats blandt alle medlemmerne af det internationale samfund, ledet, og det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, af de holdninger, som EU har fasthold i flere måneder og år.

(Bifald)

Vi håber derfor, at den forhandling, der starter i morgen og formentligt varer længere end en enkelt dag, vil gøre det muligt at gøre fremskridt med henblik på at gøre Irans holdning til de nukleare spørgsmål mere rationel.

Det tredje punkt, hr. formand, jeg gerne meget kort vil komme ind på, eftersom tiden løber, er valget i Palæstina. Jeg har allerede nævnt EU's gode indsats med hensyn til observationen og vil gerne komme med et par bemærkninger om resultatet. Resultatet, mine damer og herrer, har været en overraskelse for os alle: en overraskelse for Hamas, en overraskelse for Fatah, en overraskelse for Israel og en overraskelse for det internationale samfund.

Det var utvivlsomt ventet, at Hamas ville få et bedre resultat end det, de hidtil har fået, men ingen, hverken i Hamas eller Fatah eller i det internationale samfund, havde forventet, at Hamas ville få et så godt resultat.

Hvilken holdninger bør vi efter min opfattelse indtage nu? Og der er ikke tale om personlige holdninger, det er holdninger, der allerede er blevet aftalt af udenrigsministrene i Rådet (Generelle Anliggender) mandag formiddag - dvs. for ganske nyligt - og om eftermiddagen, i kvartetten med vores venner fra Rusland og USA og med FN's generalsekretær.

Mine damer og herrer, vi mener, og jeg mener, at vi skal blive ved med at støtte præsident Abu Mazen. Han stillede op til valget med den platform, vi støttede, nemlig en platform, der gør det muligt at tage yderligere skridt mod fred, og som anerkender, at det var nødvendigt at forhandle med Israel, at det var nødvendigt at få bugt med intifadaen og at det var nødvendigt at iværksætte køreplanen. Det var Abu Mazens holdninger, som han modtog massiv opbakning til fra sine medborgere i Palæstina.

Der er efterfølgende afholdt valg, hvor Hamas har vundet med et betydeligt flertal, med absolut flertal på baggrund af et valgprogram, der til en vis grad var anderledes end præsident Abbas'. Der er derfor utvivlsomt i fremtiden - når regeringen bliver dannet efter den forhandling, der sandsynligvis skal finde sted om flere uger, hvorfor vi næppe får en regering før om mindst to eller tre måneder - mulighed for, at parternes holdninger støder sammen, mellem det, som præsident Abu Mazen har repræsenteret og det, som Hamas repræsenterer.

I erklæringen i mandags fra udenrigsministrenes møde i Rådet, der efterfølgende også blev anerkendt på kvartettens møde, sagde vi nogle ting, som det efter min mening er vigtigt at kende og ikke mindst forklare. Vi sagde klart, at valget i henhold til observatørernes beretning og i særdeleshed i henhold til chefobservatøren, er forløbet åbent, hæderligt og retfærdigt. Vi sagde senere i denne erklæring, at Europa er fuldt ud rede til at fortsætte samarbejdet med vores palæstinensiske venner, som vi har arbejdet sammen med i mange år efter Oslo-processen, hvor vi har investeret europæiske økonomiske ressourcer, men også i stort omfang politiske og psykologiske ressourcer, og at vi er parat til at fortsætte med det. Vi vil naturligvis også gøre det i tiden frem til den nye regering bliver dannet. Men når den nye regering er blevet dannet, er det, såfremt den bliver ledet af Hamas, nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser og stille nogle betingelser her i Parlamentet.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Europa-Parlamentet og EU ikke i fællesskab siger flere ting klart og tydeligt til vores palæstinensiske venner, nærmere bestemt tre ting. For det første, at vold ikke er forenelig med valgresultatet i et demokrati. I et demokrati skal de partier, der bliver valgt, forlade volden og følge de demokratiske spilleregler.

(Bifald)

For det andet burde vi sige med den samme varme og omsorg, vi altid har følt for vores palæstinensiske venner, at det, hvis de ønsker EU's bistand, er et ufravigeligt krav, at deres politik er forenelig med det, der siden Oslo-aftalerne i 1993 har været Parlamentets og EU's holdning. Vi ønsker to stater, der lever sammen i fred og i fremgang. Vi ønsker, at forhandlingerne indledes ad fredens vej - og ikke ad nogen anden vej - og derfor beder vi de to parter om - hvis det er det, vi ønsker, at de anerkender hinanden gensidigt. Europa-Parlamentet kan umuligt støtte noget, som ikke nyder de palæstinensiske myndigheders udtrykkelige anerkendelse, uanset hvem de er, af, at Israel er en realitet, som de skal indgå i dialog med og nå frem til en aftale med.

For det tredje vil vi gerne sige til vores palæstinensiske venner - det har jeg allerede personligt sagt flere gange siden valget, og jeg har mulighed for at tale med præsidenten næsten hver eneste dag - at det ville være meget godt, hvis den nye regering, der dannes efter valget, om tre måneder, også anerkender alle de aftaler, som Den Palæstinensiske Myndighed har undertegnet i de seneste år. Det ville være absurd, hvis vi igen skulle starte forfra med en indsats, som vi har gjort i lang tid, og som mange af Dem også har gjort i meget lang tid.

Mine damer og herrer, det er derfor det, vi ønsker at sige meget enkelt, og jeg tror, at alle forstår det, og jeg tror og håber, at vores palæstinensiske venner, uanset hvilket parti de tilhører, uanset det parti eller den formation, som de har deltaget i ved valget, forstår, at dette ikke er at pålægge nogen noget, at det ikke drejer sig om at krænke nogens vilje, men derimod om klart og enkelt at vise, hvad der har været EU's holdning, ikke siden i går, men siden 1993, hvor Oslo-aftalerne blev undertegnet. Og jeg mener, at vi alle bør stå sammen i denne sag. Jeg mener, som vi har gjort det på Rådet (Generelle Anliggender), og som kvartetten gjorde det om aftenen efter Rådet (Generelle Anliggender), skal stå fast i dette spørgsmål. Det betyder ikke, at vi på dette vanskelige tidspunkt, hvor præsident Abu Mazen har et enormt ansvar for at danne en regering, for at tage kontakt til de forskellige politiske formationer, ikke skal hjælpe præsident Abu Mazen så meget som muligt på dette tidspunkt, hvor han stadig har kontrol over situationen, så palæstinenserne i de tre måneder, han formentlig har tilbage, indtil der kommer en ny regering, ikke kommer til at stå over for en økonomisk bankerot.

Vi ville efter min mening begå en meget alvorlig fejl, hvis vi i dag svigtede præsident Abu Mazen økonomisk, og midlerne ikke blev brugt eller ikke nåede frem, og vi ville løbe den risiko, at Den Palæstinensiske Myndighed kom i en meget vanskelig situation her og nu.

(Bifald)

Det er en appel om, at vi alle, herunder Europa-Parlamentet - og hvis Kommissionen på et tidspunkt, og det håber jeg, den gør, kommer med en anmodning, en henstilling til Europa-Parlamentet i denne henseende - er så storsindede at støtte præsident Abu Mazen i de måneder, der er tilbage, indtil der dannes en ny regering, så han kan etablere sig og finde en plads til sig selv og det, han betyder. Jeg synes, at vi skal komme med et rungende ja til, at det kommer til at ske i fremtiden.

Jeg vil gerne sige til Dem, at det, vi står over for, er noget nyt, det bliver vanskeligt, det bliver ikke let, men jeg synes, at vi skal blive ved med at bestræbe os på, at fredsprocessen fortsætter på de betingelser, jeg tidligere har nævnt. Der er som nævnt ikke tale om absurde betingelser. De udspringer ikke af ingenting, men af mange års arbejde og fælles indsats med vores palæstinensiske venner, så processen kan fortsætte.

Hr. formand, jeg vil meget kort komme med to ord om situationen i Kosovo efter præsident Rugovas død. Jeg havde den triste, men også glædelige oplevelse at deltage i præsident Rugovas begravelse. Familien bad mig om på EU's vegne at tage ordet, og det gjorde jeg, og jeg gjorde det, mens jeg tænkte på Dem alle, jeg gjorde det, mens jeg tænkte på alle Europas borgere, som jeg er sikker på følte med præsident Rugova på daværende tidspunkt. Men processen bliver vanskelig, det må vi se i øjnene. For hvis processen i sig selv, da præsident Rugova levede, og han så at sige var paraplyen for hele den politiske operation, vi står over for, allerede var vanskelig, så kan vi forestille os, hvordan det bliver, når han ikke længere er til stede. I min tale anmodede jeg de politiske ledere og Kosovos befolkning i almindelighed om at udvise storsind, enhed og ansvarlighed på dette vanskelige tidspunkt med henblik på at komme videre, og jeg tror på sin vis, at der er blevet lyttet til disse ord, hvad enten de blev udtalt af mig eller andre. I dag har vi allerede en person, der træder i stedet for præsident Rugova, hvilket jeg havde frygtet, ville tage meget længere tid, og som samtidig skal stå i spidsen for det hold, der i fællesskab under forsæde af hr. Ahtisaari, tidligere finsk præsident, skal forestå forhandlingen med vores venner i Serbien.

Vi håber derfor, at vi kan bevæge os i denne retning, at vi kan bevæge os relativt hurtigt, men jeg vil gerne gentage, at det bliver nødvendigt at gøre en stor indsats for at komme videre ad denne vej mod en endelig løsning på situationen i Kosovo, der uden tvivl betyder et afgørende skridt for hele Balkan-regionen, og stabilitet for de lande, som vi har tilbudt en fremtid i Europa siden topmødet i Thessaloniki og ved mange andre lejligheder.

Hr. formand, jeg tror, min tid er ved at løbe ud, og jeg ville blive meget ked af det, hvis jeg ikke kunne komme ind på nogle andre spørgsmål, som jeg gerne vil omtale for Dem, i betragtning af den enorme aktivitet, der har været i løbet af de sidste 20 dage. Jeg vil gerne sige til Dem, at vi fortsat arbejder meget tæt sammen med Den Afrikanske Union i et forsøg på at løse fredsproblemet i Darfur. Vi har gjort store fremskridt i Nord-Syd-forhandlingen og har opnået en aftale, men desværre sker der ingen fremskridt i Abuja-processen. Vi gør alt, hvad vi kan i denne forbindelse. Heldigvis har Den Afrikanske Union fundet et kompromis, så formanden for Den Afrikanske Union bliver Congo-Brazzavilles præsident og ikke Sudans præsident, hvilket ville have været et stort problem for den fremtidige forhandling. Vi vil derfor med stor tilfredshed gøre alt, hvad vi kan, for at fremme Abuja-processen, og samtidig vil vi begynde at planlægge - for vi kommer til at påtage os et stort ansvar - overgangen fra en styrke, som er til stede i hele området, og som er ledet af Den Afrikanske Union, til en styrke, som før eller siden, men i løbet af nogle måneder, vil består af FN-soldater, og som vi utvivlsomt vil fortsætte samarbejdet med.

Det sidste, jeg vil sige, hr. formand, er, at vi som bekendt fra FN's generalsekretær har modtaget - formanden og jeg har i det mindste modtaget - en opfordring til at bistå ved det valg, der skal afholdes i Den Demokratiske Republik Congo, og som bliver det sidste skub til overgangen til demokrati i Congo. Hvis det går godt, betyder det, at en del af Afrikas rygrad bliver stabiliseret, hvilket er afgørende for os alle. Vi bliver bedt om at hjælpe, og i dag opholder der sig en fact finding-mission i Kinshasa, som forhåbentligt kan give os sine resultater om et par dage, den 7. februar, så vi kan se, om EU's medlemsstater beslutter at støtte FN som svar på den anmodning, de har rettet til os. At gøre det ville være en god beslutning.

Mine damer og herrer, hr. formand, hermed slutter jeg. Der er mange andre ting, jeg også gerne ville dele med Dem på denne første dag i februar i 2006, et år, der er begyndt med en virkelig afsindig aktivitet, som får os alle til at dirre, og som bør få os til at arbejde med en energi, beslutsomhed og engagement, som vi sjældent har set i EU.

EU skal takket være Dem, mine damer og herrer, takket være de europæiske borgere og takket være de europæiske regeringer være en vigtig aktør på den internationale arena. Og som De netop har set, mine damer og herrer, blot ved at nævne det, der er sket i løbet af den sidste måned, har vi ikke noget andet valg end at være det, hvad enten vi ønsker det eller ej. Vi kan ikke lukke øjnene for de problemer, der er i verden, og jeg vil gerne sige til Dem, at verden ønsker, at Europa handler. Lige meget, hvor jeg er, møder jeg folk, politiske ledere, som banker på Europas dør og siger "Handl". "Handl, I har en måde at handle på, som vi kan lide. I har en måde at handle på, der passer os godt. I har en måde at handle på, som er den bedste for verden, den multilaterale verden, som EU's borgere tror på".

Eurobarometeret, hr. formand, fortæller os det hver eneste dag, hver eneste måned, eller hver anden måned, hver gang vi spørger det, hvad Europa-Parlamentets medlemmer ønsker. Lad os derfor fortsætte ad denne vej, lad os forsøge at få Parlamentet og alle institutionerne til at arbejde sammen, for vi er nødvendige, hvis vi skal skabe en bedre verden.

Hr. formand, jeg ville gerne fortsætte med at tale, men jeg ved, at det ikke er muligt. Jeg vil derfor stoppe og vente på de spørgsmål, De måtte ønske at stille mig. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dem med den samme respekt og sympati, jeg altid har udvist over for Parlamentet. Tak, mine damer og herrer.

(Bifald)

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. formand for Rådet, fru kommissær, kære kolleger, i betragtning af udgangspunktet for den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik for nogle år siden må vi konstatere, at aktørerne har ydet nogle uhyre store præstationer, og at der på Balkan, i EU-3 og på mange andre områder er udført præstationer, som tidligere ikke ville have været mulige, og at EU gennem udvidelsespolitik, naboskabspolitik, middelhavspolitik og meget andet har ydet et stort bidrag til stabiliteten i verden.

Europa-Parlamentet har hele tiden støttet dette arbejde og er klar over, at det - som alle andre parlamenter - ikke kan drive aktiv udenrigspolitik, for udenrigspolitik er en opgave for den udøvende myndighed. Parlamentet skal imidlertid have mulighed for at udøve kontrol. Situationen er imidlertid den, at denne kontrol ikke kan gennemføres i tilstrækkelig grad, fordi vi for det meste bliver orienteret efterfølgende og ikke på forhånd bliver inddraget i diskussionsprocessen. Her må vi arbejde for forbedringer og fremme tingene i henhold til denne fortolkning af artikel 21. Jeg håber, det vil kunne lade sig gøre med fredelige midler over for Rådet og Kommissionen.

Vi må imidlertid også se i øjnene, at Parlamentet i dag næsten udelukkende kan bruge budgetargumenter til at få noget igennem med. Den situation må vi væk fra for at sætte Parlamentet i en bedre position med hensyn til kontrol og konsultation.

Et eksempel: Hvordan går det f.eks. i Congo? Vi har alle læst i aviserne, at der er en idé fremme om militær indgriben i Congo. Men ingen har i nogen fase undervejs nogensinde involveret Europa-Parlamentet eller det relevante udvalg på forhånd. Det er ikke sådan, vi skal fortsætte.

Jeg sagde, at der var opnået mange positive ting. Men man kan også se sådan på det, at glasset enten er halvt fuldt eller halvt tomt. I sammenligning med situationen for et år siden - og det er ikke den europæiske politiks skyld, det skyldes simpelthen omstændighederne, og hr. Solana pegede jo i begyndelsen af året i nogle eksempler på det - befinder vi os i en meget vanskelig situation. Se blot på situationen i Iran, hvor vi med stort besvær forsøger at tage samtaletråden op, og ingen kender et virkeligt svar på, hvordan man kan forhindre en eskalering i Iran. Muligheden for, at Irak en gang får en shiitisk regering, som kunne alliere sig med Iran, Hamas, som har vundet valget i Palæstina og har forbindelser til Iran, idet organisationen bliver finansieret fra Iran, og dertil kommer Hizbollah med videre. Når man tænker på, hvad dette scenario betyder for freden i verden, men også eksempelvis for vores energisikring, og når man samtidig ser, at et politisk genopvågnet Rusland benytter energi som politisk instrument, så lande i vores nabolag er bekymrede for, om de kan bevare deres uafhængighed og beslutningsfrihed, så er det et scenario, som kan være meget nedtrykkende. Og det er kun et lille udsnit. Det er et scenario, som viser, at vi i EU i dag befinder os i en dårligere udenrigspolitisk situation end for et år siden, og at vi derfor må udvikle en passende strategi. Vi skal være langt mere aktive og f.eks. i tilfældet med Ukraine samt i energipolitikken generelt knytte tingene sammen på en sådan måde, at man ikke kan straffe et enkelt land, men at vi varetager vores interesser i fællesskab. Vores medlemsstater og vores naboer må forstå, at vi kun har en chance for at sikre vores interesser, hvis vi gør det i fællesskab og ikke hver for sig. Ingen kan redde sig selv, kun i fællesskab kan vi varetage vores interesser. Det skal gøres klart.

(Bifald)

Vi skal også yde vores bidrag på Balkan, hvor der i år forestår vigtige beslutninger med folkeafstemningen i Montenegro og forhandlingerne om Kosovos status. Spørgsmålet om, hvordan vi inddrager Serbien, er en af de virkelig store og vanskelige opgaver. De transatlantiske forbindelser skal forbedres betydeligt, så det scenario, jeg beskrev før, bliver bragt i orden af det værdifællesskab, som forbinder os.

Det betyder også, at vi skal være stærke for at påvirke den amerikanske politik, også for at styrke politikkens forebyggende aspekt og dialogaspekt, for at sørge for større sikkerhed i en multilateral verden.

Det betyder, at vi kommer til at justere på nogle instrumenter. Vi ville gerne have hr. Solana som europæisk udenrigsminister pr. 1. januar 2007. Det lykkedes ikke med forfatningen. Det betyder imidlertid, at instrumenterne skal forbedres, så alle institutioner får stor handlefrihed og ikke modarbejder hinanden.

Hr. Solana har sagt, at verden ønsker en europæisk udenrigspolitik, også ud fra denne multilaterale model. Borgerne ønsker en europæisk udenrigspolitik. Intet område ligger borgerne mere på hjerte, så det er her, vi skal handle i fællesskab. Ud fra dette ansvar bør vi sammen med kollegerne fra det nationale område forsøge at overvinde, at vi kommer til kort, og i stedet finde fælles interesser, så vi kan værne om vores borgeres ret til at leve.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, den højtstående repræsentant pegede i starten af sit indlæg på, at de første 31 dage af dette år og dermed også af det østrigske formandskab for Rådet har været en turbulent tid. Det var det sandelig. Det så man også af dagsordenen for det første rådsmøde under den østrigske udenrigsministers forsæde for to dage siden.

Det var vigtigt, at vi i Rådet behandlede de emner, som hr. Solana nævnte mange af, og traf beslutninger med et klart udsagn. For det er meget vigtigt, at EU optræder samlet, klart og tydeligt udadtil i de vigtige spørgsmål i verden i dag. Det gør vi naturligvis sammen med Kommissionen, og vi søger også dialog og samtale med Dem i Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne minde om, at under de 31 dages østrigsk formandskab har udenrigsministeren, mange andre rådsformænd og jeg selv flere gange haft lejlighed til at have drøftelser med Europa-Parlamentet om mange af de spørgsmål, der interesserer Dem. Jeg vil også minde om, at jeg har haft lejlighed til - og det er jeg meget taknemmelig for - at berette om de udenrigspolitiske aspekter ved det første rådsmøde under østrigsk formandskab i Udenrigsudvalget i går. Det østrigske formandskab vil fortsat tilbyde denne vilje til dialog og fortsat forblive i dialog med Europa-Parlamentet.

I denne korte erklæring vil jeg især koncentrere mig om to punkter, dels årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP - vores dagsordenspunkt - og dels vil jeg komme ind på relationerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet med hensyn til FUSP-budgettet.

Om det første punkt udarbejder Rådet en rapport, som beskriver de vigtigste aspekter og principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder deres finansielle virkninger for det almindelige budget. Dette er fastlagt i den interinstitutionelle aftale fra 1999 om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren. I overensstemmelse hermed sendte Rådet i april 2005 rapporten for 2004 til Europa-Parlamentet, som i dag står på vores dagsorden. I denne rapport fra 2005 forsøger Rådet at efterkomme Parlamentets anmodning om at afspejle den europæiske sikkerhedsstrategi. Rapporten lægger derfor særlig vægt på de vigtige spørgsmål inden for sikkerhedsstrategien. Man har især beskæftiget sig med følgende punkter under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: krisestyring og kriseforebyggelse, terrorbekæmpelse, afrustning og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og håndvåben, udenrigsrelationer i forskellige geografiske regioner og så videre.

Man har tilstræbt at udarbejde en omfattende rapport, hvor resultaterne og aktiviteterne inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik behandles udtømmende. Disse rapporter opfylder rapporteringsforpligtelserne og bidrager til at højne synligheden og gennemsigtigheden for arbejdet i FUSP-anliggender. Man har også forsøgt at imødekomme Europa-Parlamentets ønsker og derfor indføjet et særligt kapitel i rapporten, som indeholder et blik på de kommende aktiviteter og giver holdepunkter for aktiviteterne i det næste år samt for mulige reaktioner på eventuelle kriser.

Om mit andet emne, FUSP-budgettet, vil jeg gerne sige, at udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik utvivlsomt er en af succeshistorierne i EU. Krisestyringsoperationerne på Balkan, i Afrika, Asien, Mellemøsten har bidraget til at styrke EU's profil på internationalt niveau. Det skal prioriteres højt at fortsætte denne vej i harmoni med den europæiske sikkerhedsstrategi. Hvis vi skal være handledygtige og kunne følge prioriteringerne, har vi brug for en tilsvarende finansiering. I konklusionerne til aftalen om de næste finansielle overslag anmoder Det Europæiske Råd "budgetmyndigheden om en markant forøgelse af budgetmidlerne til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for perioden fra 2007 for at dække det forventede behov for midler, som skønnes på grundlag af Rådets årlige prognoser, idet der fortsat skal være et rimeligt spillerum til uforudsete aktiviteter".

Enigheden i trilogen om at forhøje FUSP-budgettet med 40 millioner for det indeværende år 2006 til et samlet beløb på 102,6 millioner euro er et skridt i den rigtige retning. Der ligger imidlertid store udfordringer forude. EU's aktiviteter i Kosovo forventes at ville kræve store midler, som ikke kan dækkes med det nuværende FUSP-buget for 2006. Arbejdet med at finde ud af, hvad man skal stille op med en sådan situation, er i gang.

Formandskabets rapport om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik opfordrede det østrigske formandskab til at fortsætte arbejdet for at sikre en passende finansiering til civile FSFP-missioner gennem FUSP-budgettet. Formandskabet glæder sig til et konstruktivt samarbejde med Europa-Parlamentet om dette spørgsmål. I overensstemmelse med trilogens aftale om budgettet for 2006 vil formandskabet om kort tid informere om det. Det forventes, at repræsentanten for Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité vil berette om det i marts i år.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang understrege, at formandskabet glæder sig til sammen med Europa-Parlamentet at arbejde konstruktivt for at nå målet, et forhøjet og mere effektivt FUSP-budget, i forhandlingerne om den kommende interinstitutionelle aftale og i budgetproceduren 2007.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mens vi i 2004 og 2005 var vidne til den frygtelige tsunami og dens virkninger, er jeg enig med hr. Solana i, at vi i år står over for særlige politiske udfordringer.

Jeg vil gerne starte med Ukraine og Rusland, idet det leder mig frem til et meget vigtigt spørgsmål. Som De ved, har Kommissionen - kommissionsformand Barroso, kommissær Piebalgs og jeg - arbejdet både i kulisserne og i forgrunden for at fremme dialogen mellem Ukraine og Rusland. Det vigtigste er for det første, at vi alle er nået frem til en løsning. For det andet kan vi også drage en meget vigtig lære heraf, nemlig at spørgsmålet om energi er af stor betydning, og at vi må prioritere dette langt højere på den politiske dagsorden. Energispørgsmålet omfatter energiforsyningssikkerhed, diversificering og strategier til at håndtere dette spørgsmål fremover. Kommissionen vil derfor udarbejde en meddelelse om dette spørgsmål, hvor alle disse aspekter vil blive behandlet.

Det andet punkt, jeg vil fremdrage, vedrører det palæstinensiske valg. Jeg ønsker at rose fru De Keyser. Vi mødtes i Gaza for to uger siden under vanskelige omstændigheder, da sikkerhedssituationen stadig var uklar. Vi troede, at Hamas ville opnå 30 til 40 % af stemmerne. Som alle andre blev vi overrumplet. Jeg ønsker imidlertid at bemærke, at det vigtigste er, at der var tale om et frit og retfærdigt valg, der blev afholdt i relativ sikkerhed. Dette er en bedrift i sig selv. Derfor mener jeg, at valgobservationsmissioner får større og større betydning. Vi ser det i Sri Lanka, Palæstina, Gaza og Afghanistan for blot at nævne nogle få steder. Vi vil se det i fremtiden i Congo og på Haiti. Det er et meget vigtigt redskab, som vi helt sikkert ønsker at gøre brug af med støtte fra alle vores europæiske venner i Parlamentet og Rådet og fra den europæiske offentlighed.

Hvad angår Palæstina, havde vi et meget vigtigt rådsmøde i mandags og et kvartetmøde mandag aften. Hr. Solana har allerede fortalt om hovedidéerne bag de tre vigtigste principper: Der skal opnås et bindende tilsagn om ikke-vold, den nye palæstinensiske regering skal anerkende staten Israel, og den skal stå ved sine nuværende forpligtelser, dvs. Oslo og køreplanen.

Vi står imidlertid også over for en udfordring. Forretningsministeriet kan fortsætte i to eller tre måneder. Hvordan forholder vi os, især med hensyn til økonomisk støtte? Kommissionen bliver nødt til at finde frem til løsninger. Jeg har allerede sagt, at vi vil forsøge at frigøre 10 millioner euro fra vores infrastrukturfacilitet - der er midler til rådighed. Vi lovede også, at vi ville bidrage til dækningen af udgifterne til de offentlige forsyningsselskaber gennem direkte betalinger til israelerne, således at vi også hjælper denne regering.

Vi bliver imidlertid også nødt til at finde ud af, hvad midlerne i Verdensbankens Trust Fund kan anvendes til. Midlerne var blokeret og er ikke blevet udbetalt, idet benchmarken endnu ikke var opfyldt. Verdensbanken sender en delegation afsted, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvad der kan gøres. Dette indebærer, at vi i samarbejde med formanden, Rådet, Rådets sekretariat og hr. Solana på sammenhængende vis vil forsøge at afgøre, hvilke instrumenter vi skal anvende for hurtigst muligt at gøre udenrigspolitikken sammenhængende, hurtig og effektivt

Mens vi nu taler om udenrigspolitiske emner, henleder jeg opmærksomheden på, at der snart skal afholdes valg i Ukraine. Jeg mødte Boris Tarasjuk for mindre end en time siden. Vi er klar over, at dette valg er meget vigtigt. Det vil også her være vigtigt at sende en valgobservationsmission fra OECD af sted, evt. med Parlamentets støtte.

Vi vil også gerne påpege, at vi gjorde en stor indsats i 2005, f.eks. med hensyn til markedsøkonomisk status, hvor vi samarbejdede med Ukraine. Der er en lang række vigtige spørgsmål, vi kan tage fat på, f.eks. lempelse af visumreglerne og tilbagetagelse. Vi håber, at vi efter et frit og retfærdigt valg vil være i stand til at tilbyde dem en bedre aftale, måske en frihandelsaftale. Dette ville gøre dem endnu mere positivt indstillet over for os.

Alt dette bringer mig frem til mere generelle spørgsmål. Både hr. Brok og rådsformand Winkler har understreget, at det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem de forskellige instrumenter, som EU har til rådighed under første og anden søjle. Jeg kan ikke være mere enig. Vi mener, at det er en meget vigtig opgave at sørge for, at alle EU's udenrigspolitiske instrumenter - udviklingsstøtte, diplomati, handelspolitik, civil og militær krisestyring, institutionsopbygning, humanitær bistand - hver for sig fungerer som en del af et hele på samme måde som forbundne tandhjul i en velsmurt maskine. Dette er, når alt kommer til alt, begrundelsen for, at Kommissionen "inddrages fuldt ud" i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det afspejler også den retning, forfatningstraktaten ledte os i. Som det understreges i hr. Broks betænkning, spænder de sikkerhedsudfordringer, vi står over for, over områder inden for alle tre søjler.

Sikkerhed handler ikke kun om forsvar og militær anvendelse, men også om civil krisestyring og en klog forvaltning af bilaterale aftaler - og dem har vi mange af. Det handler også om folkesundhed, tænk blot på aviær influenza. Det handler om miljø, tænk blot på Kyoto-protokollen. Det handler om bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet. I går blev der afholdt en afghansk konference. Det handler også om at samarbejde om institutionsopbygning eller om bekæmpelse af narkotikaplagen. Vi råder over en lang række instrumenter, som vi kan bruge og anvende parallelt. Det handler ikke blot om energiforsyning og priser, men også om bekæmpelse af den globale fattigdom og vores evne til at integrere indvandrere.

EU bliver i stigende grad opfordret til at tackle dette globale ansvar på området for fred og sikkerhed. Vi har i dag en imponerende værktøjskasse, vi kan anvende i denne forbindelse. Med en fiks værktøjskasse kan ikke bruges til noget, hvis værktøjerne ikke supplerer hinanden. Dette skal derfor være vores målsætning. En effektiv kriseindsats kræver redskaber, der kan anvendes sammen. Vi har brug for solide EF-instrumenter, der kan anvendes sammen med FUSP-instrumenter. Denne opskrift vil virke. Vores bidrag til fredsprocessen i Aceh er f.eks. en blanding af FUSP- og EF-instrumenter. Kommissionen finansierede f.eks. også præsident Ahtisaaris fredsforhandlinger gennem den hurtige reaktionsmekanisme. Vi har derfor forsøgt at være fleksible.

Observationsmissionen i Aceh med ansvar for overvågningen af fredsaftalens overholdelse blev iværksat som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samtidig forberedte Kommissionen og medlemsstaterne i samarbejde med det internationale samfund en pakke af langsigtede foranstaltninger til støtte for fredsprocessen. Et andet eksempel er grænsebistandsmissionen i Moldova og Ukraine, hvor Kommissionen finansierer udsendelsen af mobile missioner, der har til opgave at rådgive og uddanne moldoviske og ukrainske toldansatte ved grænsen.

Den langsigtede målsætning om at fremme en løsning af Transdnestrien-konflikten er i overensstemmelse med EU's særlige repræsentants målsætning. Grænsebistandsmissionen og EU's særlige repræsentant samarbejder derfor tæt. Vores missionsleder fungerer også som hans overordnede politiske rådgiver, og et medlem fra hans mission er udsendt ved vores mission. De første resultater er meget positive. Fællesskabets indsats øger indvirkningen af FUSP-indsatsen og omvendt.

I ingen af tilfældene ville EU's bidrag have været tilstrækkeligt eller meningsfuldt uden anvendelse af både EF- og FUSP-instrumenter. Og vigtigst af alt ville indvirkningen på stedet - på borgernes liv - have været langt mere begrænset.

Vi skal også forbedre EU's eksisterende instrumenter til fremme af vores sikkerhedsmål. I den diplomatiske proces er der brug for lokkemidler, hvad enten der er tale om masseødelæggelsesvåben eller fremme af stabilitet og velfærd i vores nabolande. Adgang til verdens største indre marked eller vores omfattende bistandsprogrammer er væsentlige lokkemidler. Denne komplementære anvendelse af EF- og FUSP-midler skal være reglen og ikke undtagelsen.

I 2006 er opgaven for os alle - Parlamentet, Rådet og Kommissionen - at arbejde på at øge sammenhængen mellem vores forskellige søjler og politikker. Dette spørgsmål vil også blive behandlet i konceptdokumentet om EU's stilling udadtil i verden, som kommissionsformand Barroso annoncerede på Hampton Court, og som nu planlægges fremlagt på rådsmødet i juni. Kommissionen vil især fokusere på opbygning af sin kriseindsatskapacitet. I GD Eksterne Forbindelser vil en "kriseplatform" forbedre både den interne og den eksterne samordning af politikker, og den vil også sikre en mere effektiv gennemførelse af projekter og operationer. Den vil supplere de eksisterende instrumenter som f.eks. civilbeskyttelsesordningen, humanitær bistand og den hurtige reaktionsmekanisme.

Vi ønsker også at udbygge vores strategi for katastrofeberedskab. I de nye finansielle overslag vil stabilitetsinstrumentet også medvirke til at sikre kontinuiteten mellem kort- og langsigtede interventioner. Formålet er at udvikle fleksible og tilpassede løsninger til krisesituationer og således være en bedre partner for den militære komponent i en kriseindsats.

Endelig vil vi også arbejde tæt sammen med budgetmyndighedens to grene for at sikre, at der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kommissionen glæder sig over den væsentlige forøgelse af FUSP-budgettet i 2006, således at det bliver muligt at imødegå konkrete nye krav. Vi ved, at der vil komme nye krav.

Vi noterede os også konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde med hensyn til de kommende finansielle overslag. Vores fælles mål må være at have tilstrækkelige ressourcer til dækning af alle prioriteter inden for eksterne forbindelser, idet der skal tages højde for budgetnedskæringen på 20 % i Kommissionens budgetforslag vedrørende udgiftsområde 4. I lyset af tidligere erfaringer skal vi sikre os, at der er indbygget tilstrækkelig fleksibilitet, således at vi kan reagere på uforudsete behov. Jeg håber også, at vores stabilitetsinstrument fortsat vil blive støttet, således at vi får mulighed for at gøre reelle fremskridt med hensyn til kriseindsats og at skabe større sammenhæng i vores politikker.

Dette er hovedidéerne bag vores tilgang til 2006 og årets politiske udfordringer.

(Bifald)

  João de Deus Pinheiro, for PPE-DE-Gruppen. - (PT) Det er ikke nogen nyhed for mig, for jeg har i mange år vidst, at jeg har de samme opfattelser som mine gode venner Javier Solana og Benita Ferrero-Waldner. Det eneste punkt, hvor jeg ikke er enig, er, at der skulle være tilstrækkelige midler til, at EU kan være en global aktør, som Javier Solana siger det, og som vores partnere og vores borgere ønsker det. Det er der ikke! Det er der hverken med hensyn til midler eller organisatorisk, og det rigtigste er nu at overveje, hvordan vi bedst udnytter de instrumenter, som Nice-traktaten stiller til rådighed, så vi mere effektivt kan samordne indsatsen og den interne organisation.

De manglende midler betyder, at vi må prioritere. Når der skal opstilles prioriteringer, forudsætter det selvfølgelig institutionernes støtte, og her er Europa-Parlamentets støtte helt afgørende, hvis det vel at mærke høres forudgående og ikke blot informeres efterfølgende, hvis der skal findes fælles holdninger. Der er således ingen større forskel på det, som vi hører fra Rådet og fra Kommissionen, hvad angår retningslinjerne, men selv ikke de bedste kokke som Bocuse og Alain Ducas kan lave en god omelet, hvis de ikke har æg nok.

Ud over de europæiske institutioners enighed er det i dag overordentlig vigtigt, at de strategiske partnerskaber med de vigtigste partnere reelt lader sig gennemføre. Det gælder særlig det transatlantiske partnerskab, dernæst de strategiske partnerskaber med Rusland og Kina og endvidere også med Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og Pakistan. Det er nødvendigt på grund af de områder, hvor en international indsats er påkrævet, og som rækker lige fra terrorisme til hvidvask af penge og narkohandel, men det fordrer, at der er midler til disse forskellige felter.

En andet spørgsmål, hr. formand, som kommissæren kun kort kom ind på, er indvandring. EU's stadig ældre befolkning indebærer, at vi nødvendigvis må have en betydelig indvandring i de kommende årtier fra syd og øst. Det skal ikke blot håndteres på en aktiv og proaktiv måde, men internt skal der også gennemføres politiske tiltag, der fremmer modtagelse og integration af de indvandrere, som vi behøver, samt en mere effektiv kontrol ved de ydre grænser, nu hvor udvidelsen også har ændret på de grænser, der var for kort tid siden.

Hvad angår de mere følsomme spørgsmål i denne debat, mener jeg, at vi er enige både med hensyn til Palæstina og Iran. Der er brug for omtanke og forsigtighed, men også for at stå fast på vores principper. Vi må under ingen omstændigheder vise tøven, hvad angår de principper, som altid har været vores ledetråd, og på dette område siden begyndelsen af 1990'erne. Vi må dog også give plads til, at der er et vist manøvrerum på den anden side. Derfor er det ord som "fasthed" og "omtanke", der falder for i denne debat om Iran og Mellemøsten. Med hensyn til Kosovo, der længe har været et meget centralt punkt i hele Balkan-problematikken, lægger vi fortsat afgørende vægt på at opretholde den territoriale integritet og især på mindretallenes rettigheder. Hvis ikke disse to principper respekteres i Kosovo, får vi meget svært ved at skabe stabilitet i regionen.

Hr. formand, ærede medlemmer, energisikkerhed er givetvis et teknisk spørgsmål, men det er bestemt også blevet et politisk spørgsmål, fordi efterspørgslen fortsat stiger, mens udbuddet synes at stagnere i de kommende år, således at spændet derimellem øges. Jeg foreslår derfor, at vi, ligesom de store lande gør med hensyn til deres vitale interesser, gennemfører en fælles grundig undersøgelse af de mulige scenarier og de nødvendige strategier for at imødegå dem. Gør vi det ikke, får vi nogle overraskelser.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, fra hr. Solana har vi hørt en utilsløret åbningsbalance for 2006. Hr. Winkler understregede i princippet, at vi i år efter rådsformandskabets vurdering går vanskelige tider i møde. Fru Ferrero-Waldner beskrev det samme fra sin position. Vi står altså over for store udfordringer!

Europæerne skal også være klar over, at det, som hr. Solana, hr. Winkler og fru Ferrero-Waldner beskriver, er det samme som EU's naboskabspolitik. For de kriseregioner, der bliver nævnt her, ligger lige uden for EU's dør. Deres kriseprægede udvikling indebærer risici, som truer hver enkelt borger i EU, for sådan må man kalde det.

Når jeg sætter det i forhold til, hvad Elmar Brok som ordfører for betænkningen om den europæiske udenrigspolitiks situation beskriver som instrumenter i forhold til de udøvende organer, som står til rådighed for organerne selv og for os i Parlamentet, så er regnskabet lige så afslørende.

EU's udenrigspolitik er mere end nogensinde før et kerneelement i den europæiske politik, i øvrigt et kerneelement, som Elmar Brok ganske rigtigt sagde, som befolkningen støtter og ønsker. Men vi må være ærlige. De instrumenter, som er nødvendige for en effektiv europæisk politik, som kunne leve op til sine målsætninger, er ikke til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Derfor skal Parlamentet presse på for, at det bliver bedre.

Lad os tage eksemplet med Ukraine. Vi så alle for et år siden, hvor effektivt vi kan handle, hvis vi er til stede lokalt og kombinerer vores kompetencer i Javier Solana, den højtstående repræsentant for vores union, som kan handle og tale på alles vegne, Polens præsident Kwaśniewski som præsident for et direkte naboland med god indflydelse i landet og en stadig kontakt til andre regeringschefer, som på deres side igen fra EU kunne påvirke aktører, f.eks. den russiske regering - de bidrog til, at man fik en fredelig løsning i forbindelse med den orange revolution. Og nu er der gået et år, og vi hører i dag, at der er sket et tilbageslag. Dem, der var her fra Ukraine i dag, fortalte os, at mange af de ting, der er opnået i det forløbne år, atter er truet. Jeg behøver ikke tilføje noget til beskrivelsen af truslen på grund af energisituationen, som også Ukraine jo er stærkt berørt af.

Hvordan kan det egentlig gå til, at det inden for et år kan komme så vidt, at der nu sker et sådant tilbageslag for det, som vi fejrede så entusiastisk for et år siden? Det er noget, vi må tænke over. Hr. Winkler, De har ret i, at det også er noget, vi må overveje i forbindelse med de finansielle overslag. For det kan ikke være rigtigt, at Rådet ved alle sine møder melder stort ud, at vi skal engagere os internationalt, og bagefter skærer ned på de midler, der er nødvendige for dette engagement.

(Bifald)

Derfor er det også helt klart med hensyn til finanssituationen, at vi må stå inde for det, som er nødvendigt for via finansieringen at etablere den stabilitet i Mellemøsten, som vi kan. Hamas skal afstå fra vold, ja! Men EU må også holde sit løfte! Og hvis man ikke vil begå samme fejl som i Algeriet, nemlig ikke at anerkende et lovligt valg, så må man tale med Hamas. Det skal vi gøre os klart. Så er det også et bidrag til freden, at vi holder vores ord. Så kan vi også forlange, at de andre bevæger sig i retning af demokrati, særligt Hamas. Jeg håber, det lykkes.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der fremmer Europas værdier globalt og bringer fred og sikkerhed til vores nabolande er målsætningen for Den Liberale Gruppe. De europæiske ledere er imidlertid tydeligvis ikke i stand til at gennemføre en sådan politik.

Unionen ville i forening kunne have brugt sin indflydelse til at fremme demokrati og stabilitet. I stedet har Unionens politikker resulteret i en stiltiende støtte til tyrannier som Tunesien, Egypten og Syrien. Vi stillede aldrig krav om, at diplomati var betinget af, at man i Egypten løslod demokrater som Ayman Nour, eller at Sam Rainsy, der nu lever i eksil, samtidig med at vi yder støtte til Hun Sens diktatur i Asien, fik tilladelse til frit at vende tilbage til sit land.

Fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, hvorfor er De overrasket over det palæstinensiske valg? EU har faldbudt løfter om demokrati, fred og menneskerettigheder i Palæstina, samtidig med at vores udviklingsstøtte har givet næring til Al-Fatah, hvis medlemmer nu brænder billeder af en af vores premierministre, og fredsforhandlingerne er gået i stå. EU er på ingen måde en central aktør, hr. Solana, og følgerne af Europas mislykkede indsats er åbenlys for alle.

Israel har ufortrødent bygget en mur omkring Østjerusalem i strid med sine forpligtelser i henhold til køreplanen og folkeretten. Palæstinenserne, der er trætte af de langsomme fremskridt og det skamfulde sociale sikringssystem, vender sig mod Hamas ved stemmeurnen. Fremtidsudsigterne er i dag værre end nogensinde. Nogle af EU's ledere, der tidligere har fremsat krav om demokrati, taler nu om at afvise en af de få demokratisk valgte regeringer i den arabiske verden! Hamas bliver selvfølgelig nødt til at give afkald på vold og forpligte sig på en tostatsløsning. Det samme gælder imidlertid for Israel. Som Leïla Shahid, repræsentanten for Den Palæstinensiske Myndighed, udtrykte det i dag: "Der skal to til tango".

Kommissæren har talt om politikker baseret på menneskerettigheder, retsstatsprincippet og demokratiske principper, men hvor lægges der vægt på disse fine begreber, når en pragmatisme blottet for principper meget ofte er tidens løsen?

Et generelt fremstød for fredelig konfliktløsning vil udgøre en vigtig modvægt til den håndfaste amerikanske tilgang og vil sikre Europas sikkerhed, fremgang og generelle omdømme, og det vil også give os langt større indflydelse i mikrostater som Maldiverne eller Seychellerne, hvor regeringerne krænker menneskerettighederne på trods af, at de er næsten totalt afhængige af vores bistand og handel. Derfor mener Den Liberale Gruppe, at tiden er inde til at gennemføre en ansvarlig, behørigt finansieret og værdibaseret europæisk udenrigspolitik. Ifølge Eurobarometer har 70 % af vores borgere det samme ønske.

Hr. Solana, Den Liberale Gruppe protesterer imod, at Parlamentets synspunkter ignoreres eller tilsidesættes i forbindelse med vigtige, globale spørgsmål. Vi ønsker at se Dem mindre i fjernsynet og mere her i Parlamentet. Vi er også træt af Rådets hemmeligholdelse og dets tilsidesættelse af Parlamentets ret til forudgående høring, når der er tale om politiske prioriteringer. Disse rettigheder er forankret i unionstraktatens artikel 21 og i den interinstitutionelle aftale fra 1999.

Vi står over for mange alvorlige udfordringer. Vi skal demokratisere vores nære nabolande, især de tidligere sovjetiske republikker, der for indeværende er fuldstændig underlagt Ruslands energipolitik, sikre, at der afholdes frie og retfærdige valg i Belarus, og sikre, at folkeafstemningerne i Kosovo og Montenegro ikke ender i vold.

Udenrigspolitikken må ikke begrænses til disse områder Jeg forstår, at salg af våben til Kina er sat på Rådets dagsorden igen, selv om Kina endnu ikke har fordømt de drab, der fandt sted på Tiananmen-pladsen, ej heller løsladt alle de mennesker, der blev fængslet, her 16 år efter. Hr. Winkler, vi kræver derfor, at De garanterer, at det østrigske formandskab ikke vil ophæve Unionens våbenembargo.

(Bifald)

Det mest presserende spørgsmål er Iran. IAEA's styrelsesråd mødes i morgen for at afgøre, om Iran skal indbringes for Sikkerhedsrådet. Det må være vores mål at hindre Iran i at bygge atomvåben. Derfor skal Europa forpligte sig på at respektere IAEA's konklusioner, der forventes fremlagt i marts. Det stærkeste og mest overbevisende budskab, vi kan sende, vil imidlertid være at gøre fremskridt på nedrustningsområdet i de eksisterende atommagter i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har indgået. Et Europa, der er i stand til at bruge sin styrke til at fremme det godes sag, er en styrke, man kan regne med.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, hr. Winkler, mine damer og herrer,

Hr. formand, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, kære kolleger, det er virkelig vanskeligt, og jeg er ikke misundelig på nogen, der forsøger at gribe ind i situationen i Palæstina eller i Iran nu. Jeg tror, at den eneste chance, EU har, er klarhed. Klarhed og entydighed! Vi må være entydige. Ja, Hamas' charter fra 1988 er afskyeligt. Og hvis man kun læser det, får man kuldegysninger. Men Hamas er nu engang blevet valgt, og i denne diskussion skal vi gøre det klart, at ikke Hamas, men præsident Abbas, der har ansvaret for udenrigspolitikken og for forholdet til Israel. Ham må vi langt om længe give en chance, og vi må en gang for alle sige til Israel, at de skal give ham en chance for at bevise, at der findes en anden politik end Hamas'. Hvis vi ikke opnår det, vil vi tabe.

Vi skal være entydige over for Hamas, ikke kun med hensyn til fredsspørgsmålet, men også med hensyn til fundamentalismen. Det handler om risikoen for et fundamentalistisk samfund. Men vi vil kun være troværdige, hvis vi også er entydige over for Israel. Erobring og besættelse er ingen fremtid for palæstinenserne. Det må Israel forstå. Det må også agere anderledes i denne politik. En mur, som betyder erobring, er ikke en mur, der skaber større sikkerhed.

Når man ser på vores historie, f.eks. Deres historie, fra den tid, hvor De demonstrerede mod NATO, og indtil De blev generalsekretær for NATO, når man ser på min historie, eller når man ser på Joschka Fischers historie, siger man til sig selv, at man aldrig må miste troen på, at mennesker kan forandre sig, og det gælder også for Hamas.

Men vi må ikke bare forholde os afventende. Vi må fremtvinge denne forandring hos Hamas, fordi den er nødvendig for vores sikkerhed. Det kan vi kun fremtvinge, hvis israelere og palæstinensere virkelig forstår, at der for EU ikke er nogen debat. Israels ret til at eksistere bliver ikke længere diskuteret, og vi accepterer ikke nogen diskussion om det.

(Bifald)

Retten til en palæstinensisk stat bliver ikke længere diskuteret, og vi accepterer ikke nogen diskussion om det. De to ting er uadskillelige! Og hvis vi klarer det, så vil vi også have mulighed for at handle i denne vanskelige situation.

Det er nøjagtig det samme med Iran! Iran har ret til energisikkerhed. Som Grøn går jeg ikke ind for atomenergi, men vi kan ikke have stater, som selv sværger til atomenergi, men samtidig siger til iranerne, at det må de ikke! Det er umoralsk, totalt umoralsk! Nej til atombomben, ja, men så må vi også give Iran en sikkerhed for dets territorium, for det er den store angst, efter at Irak angreb Iran. Det er vores opgave, at skabe klarhed og sikkerhed, så vil det lykkes for os.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Solana, fru Ferrero-Waldner, hr. Winkler, jeg vil gerne benytte mig af hr. Solanas - sjældne - tilstedeværelse her i Parlamentet til at omtale nogle aspekter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre finder særligt problematiske. Jeg vil i særdeleshed tage udgangspunkt i Rådets operationelle program for 2006, eftersom det er det nyeste referencedokument. Hvad kan man konstatere?

Først og fremmest en overdreven vægtning af FUSP's militære dimension. Man har virkelig svælget i opregningen af styrker, særlige udrykningsoperationer, taktiske grupperinger, Det Europæiske Forsvarsagentur og det strategiske partnerskab mellem EU og NATO. De 25 føler således at de spiller med blandt de store, hvilket er illusorisk og yderst malplaceret.

I modsætning hertil - og det er min anden bemærkning - omhandler FUSP-dagsordenen kun yderst perifert de store åbne sår i visse af jordens nervecentre, som netop kræver politiske kreativitet fra Europas side i forhold til de amerikanske lederes og deres allieredes ansvarsløshed. Således indeholder det samlede operationelle program på 14 sider kun to en halv linje om Mellemøsten, hvoraf det fremgår, at EU vil fortsætte sine bestræbelser på at sikre iværksættelsen af køreplanen. Ikke et ord om de israelske lederes valg af en unilateral strategi, som netop står i modsætning til køreplanens og hele fredsprocessens ånd. Irak afsættes der tre linjer til, uden at der på noget tidspunkt henvises til krigen eller den katastrofale Bush-strategi, som har ført os længere og længere ind i en blindgyde.

Det fører mig til vores væsentligste kritikpunkt, som jeg allerede fremførte her i Parlamentet i juni 2003 i forbindelse med offentliggørelsen af Deres rapport om den europæiske sikkerhedsstrategi, som fortsat finder anvendelse, hr. Solana. Rapporten indeholder en apokalyptisk beskrivelse af de nye trusler uden at de grundlæggende årsager hertil på noget tidspunkt analyseres, og man tror næppe sine egne øjne, når man læser, at et samarbejde mellem EU og USA kan udgøre en fantastisk kraft i det godes tjeneste verden over.

Hvordan vurderer De så, hr. Solana, de to år, hvor denne strategi har fundet anvendelse? Er verden blevet mere sikker og mere retfærdig? En god målestok må efter min opfattelse være Mellemøsten, som jeg nu vil opholde mig ved.

Lad mig i øvrigt i denne forbindelse gøre vores kolleger opmærksom på, at Leïla Shahid, Palæstinas nye hoveddelegerede ved EU, er til stede i tilhørerlogerne, og jeg ønsker hende hjertelig velkommen.

(Bifald)

Jeg havde også inden det palæstinensiske valg anmodet om opførelse på Parlamentets dagsorden af spørgsmålet om de europæiske diplomaters strenge, men retfærdige, rapport om Jerusalem, som Rådet har hemmeligholdt for ikke at skade sine forbindelser med de israelske myndigheder.

Hvordan ser situationen ud i dag? Jeg er sammen med en række andre parlamentsmedlemmer netop kommet tilbage fra Palæstina, hvor vi var observatører ved valget. Det var glædeligt og bevægende at overvære den eksemplariske afvikling af valghandlingen, feststemningen i gaderne til trods for besættelsen og den udmærkede modtagelse, vi fik som udlændinge. Denne stolthed over at kunne vise resten af verden, at det palæstinensiske folk er i stand til at opbygge et demokrati i landet, er af afgørende betydning for fremtiden, hvilket valgets resultat ikke bør få os til at glemme. Det samme gælder for viljen til fredelig sameksistens med nabolandet Israel - som to lande og to stater - som kom til udtryk i alle de samtaler, vi havde. Man vil således påtage sig et stort ansvar, hvis man indstiller den uundværlige bistand og løber risikoen for at udsulte disse kvinder, mænd og børn eller gøre dem mere radikale. Vi bør i stedet satse på det store flertal i det palæstinensiske samfund, der ønsker demokrati og en retfærdig fred, og som alle palæstinensiske magthavere bør tage hensyn til. Det er selve det fremtidige partnerskab mellem de to regioner, der står på spil.

Hvad angår valgresultatet, bør vi ikke lade os forlede til udelukkende at analysere det ud fra en intern palæstinensisk synsvinkel. Der er ubestrideligt tale om en folkelig afstandstagen fra Fatah. Enhver hegemonisk magt har tendens til at fjerne sig fra samfundet. Men man må også tage i betragtning, at Den Palæstinensiske Myndighed først og fremmest mistede sin troværdighed i befolkningens øjne, fordi den ikke var i stand til at forbedre befolkningens vilkår og forbedre fremtidsudsigterne, fordi fredsprocessen var blokeret. 10 år efter de store forhåbninger er fortvivlelsen nu på sit højeste over for den fortsatte besættelse, udviklingen af bosættelserne, opførelsen af muren, de målrettede mord, arrestationerne, tilbageholdelsen af fanger, de daglige voldshandlinger og forringelsen af levevilkårene som følge af afspærringen af områderne. Hvad angår den palæstinensiske stat, og hvad angår Jerusalem, er den generelle holdning, at Den Palæstinensiske Myndighed har accepteret meget og opnået meget lidt.

Og hvad skal vi så gøre? Vi bør helt sikkert, som De sagde, hr. Solana, kræve, at Hamas standser volden og attentaterne. Men hvad siger De til de israelske myndigheder? Jeg har intet hørt herom. Vi bør også klart tilkendegive, at vi ikke accepterer variabel geometri inden for folkeretten. Israel har som enhver anden stat pligt til at respektere Sikkerhedsrådets resolutioner. Landet bør desuden følge Den Internationale Domstols henstillinger og opfylde sine forpligtelser i henhold til køreplanen.

I denne kontekst, hr. formand, er det indlysende, hvordan vi bør forholde os til vores diplomaters rapport om Jerusalem. Vi bør straks offentliggøre den, efterkomme henstillingerne heri og mere generelt vælge en strategi, der virkelig kan udgøre et alternativ til Bushs strategi, der er slået fejl i hele Mellemøsten. Vi bør være lydhøre over for de advarsler, vi modtager fra disse samfund på fortvivlelsens rand.

  Formanden. - Jeg formoder, at alle talerne er klar over, at det næste punkt på vores dagsorden specielt drejer sig om situationen i Mellemøsten, resultatet af valget i Palæstina og den eventuelle offentliggørelse af den rapport, som hr. Wurtz har henvist til. Det er Dem, der har ønsket at organisere forhandlingen ved at opdele den på denne måde. Jeg formoder, at De er klar over, at De faktisk er i gang med at ændre dagsordenen og kommer ind på et af de punkter, vi skal drøfte senere.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, da jeg for nøjagtigt en uge siden var Europa-Parlamentets observatør ved det palæstinensiske valg, var der ét kæmpe valgbanner, der især tiltrak sig min opmærksomhed. Der ved Ramallah så jeg Ayatollah Khomeini afbildet sammen med Hamas-lederne Yassin og Rantisi. Det politiske budskab er krystalklart. I stedet for forlig eller fred med den jødiske stat skal vi fjerne siderne om den fra historiebøgerne. Det er, hvad Khomeini sagde, og efter den nuværende iranske præsident Ahmadinejads opfattelse var det kloge ord.

Kombineret med mullah-regimets nukleare ambitioner i Teheran - det er yderst utroværdigt, at de er fredelige - udgør dette en test for den vestlige verden, EU og USA. Med rette kommenterede historikeren Dan Diner resultatet af det palæstinensiske parlamentsvalg med ordene: "Med Hamas i Ramallah er Iran rykket en del tættere på Israel." Ifølge nylige beretninger fra Teheran betragter mange vestligt orienterede iranere denne udvikling som barbariets gradvise sejr over civilisationen. Jeg håber inderligt, at de europæiske institutioner på ingen måde deler denne resignation, men at de forsvarer Israels eksistensberettigelse og dermed vores egen civilisation.

  Inese Vaidere, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker at henlede Rådets og Kommissionens opmærksomhed på fire spørgsmål, hvor det er nødvendigt at handle hurtigt og konsekvent inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Den første prioritet er naboskabspolitikken. For det første er der spørgsmålet om, hvordan Rusland og Ukraine skal komme videre. Vi bør tage højde for, at Rusland i øjeblikket ikke har et godt forhold til sine nabostater, eftersom forholdet ikke bygger på gensidig respekt og vinding, men på at Rusland sætter sig igennem ved at anvende sanktioner på det økonomiske område og på energiområdet og ved at nægte at underskrive udarbejdede aftaler vedrørende grænser. I øjeblikket blokerer Rusland eksporten af ukrainske fødevarer. Jeg opfordrer derfor kraftigt hr. Solana og Kommissionen til straks at gøre en indsats for at fremme ophævelsen af denne blokade og samtidig minde Rusland om, at en sådan handling er en klar overtrædelse af de krav, der stilles af WTO, som landet har udtrykt ønske om at blive medlem af.

For det andet fik gasforsyningskrisen i Ukraine, Moldova og Georgien Europa til at vågne op, idet den viste, at disse forsyninger ikke er sikre, og at det er nødvendigt at diversificere energiforsyningen og samordne EU's energi- og sikkerhedspolitik med medlemsstaternes politik.

For det tredje bør vi i denne forbindelse nævne aftalen om den nordeuropæiske gasrørsledning, hvor den tidligere tyske kansler har fået en stilling i forbindelse med anlæggelsen, hvilket har givet anledning til bekymring over politisk korruption. Hvis EU ikke udviser konsekvens i sin vurdering af denne situation, mister EU-borgerne noget af tilliden til EU-institutionerne, og vi bliver derudover afskåret fra tale om bekæmpelse af korruption andre steder i verden.

Nu ønsker jeg at tale om en anden region - Kina. For øjeblikket er Kina inde i en hurtig udviklingsfase, og landet er indstillet på at prioritere samarbejdet med EU højt. Hvis vores dialog med Kina ikke bliver mere alvorlig og konstruktiv, vil landet evt. søge tættere forbindelser med andre lande.

Hvad angår forholdet mellem Rådet og Parlamentet ønsker vi ikke blot at blive hørt, men også at der rent faktisk tages højde for Parlamentets holdning, navnlig i forhold til den såkaldte "Europa skal tale med én stemme"-strategi.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, bekæmpelsen af terrorismen skal være en af prioriteterne i den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Med rette henvises der i betænkningen til menneskerettighedernes og de borgerlige rettigheders betydning. Jeg benytter derfor lejligheden til at udtale min fuldstændige og ubetingede solidaritet med Danmarks statsminister, som i øjeblikket er under et enormt pres for at gribe ind over for bladtegnerne, som dristede sig til at tegne profeten Muhammed.

Islamiske lande, herunder EU-kandidatlandet Tyrkiet, kræver undskyldninger og sanktioner og bebuder endda en boykot af danske produkter. Statsminister Rasmussen har fuldkommen ret, når han siger, at der ikke kan være demokrati uden ytringsfrihed. Rådet, Kommissionen og Parlamentet skal samlet støtte forsvaret af vores frihedsrettigheder. Hvis det ikke sker, er det faktisk ikke længere umagen værd selv at tale om en sikkerheds- og forsvarspolitik, for så er der overhovedet ikke noget mere at forsvare.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, hr. Solana fremførte tidligere i dag, at EU skal være en global aktør. Det er derfor påkrævet at konsolidere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og en forfatningskrise fremmer helt sikkert ikke sagen. Det er imidlertid ikke muligt at skabe samhørighed udelukkende gennem fælles institutioner. Denne skabes primært gennem fælles politisk vilje. Meget vil derfor afhænge af hr. Solanas og fru Ferrero-Waldners personlige indsats, gode dømmekraft og den kreativitet, de udviser i løbet af året.

Fru Ferrero-Waldner har også lovet at forelægge en særlig meddelelse om EU's energiforsyningssikkerhed. Derudover henvises der i Brok-betænkningen til behovet for at udarbejde en strategi for energiforsyningssikkerhed. Der er rent faktisk blot tale om halve løsninger eller nødløsninger. Det er i virkeligheden påkrævet, at EU sætter sig det mål at udarbejde en egentlig fælles energipolitik. Først da vil det være muligt at undgå situationer som den situation, der opstod for to år siden, hvor russiske leverandører afpressede Belarus, eller situationen først på måneden, hvor Rusland øvede afpresning mod Ukraine. Centraleuropæiske medlemsstater blev også berørt. Ønsker vi virkelig at ligge under for afpresning af denne karakter fremover, og ønsker vi virkelig at fryse, som folk fryser i Georgien lige nu? Det eneste alternativ er en fælles energipolitik i EU.

Et andet punkt, jeg ønsker at fremdrage, er, at vi bør ændre vores politik over for Rusland. Der kan rettes kritik mod de manglende fremskridt på visse områder. Der henvises til to af disse områder i Brok-betænkningen, nemlig krænkelse af menneskerettighederne og våbenreduktion i Kaliningrad-regionen. Listen burde faktisk være meget længere og omfatte en fælles løsning af regionale konflikter, navnlig i Transdnestrien og det sydlige Kaukasus samt hele Kaliningrad-pakken.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, som europæere bliver vi nødt til at respektere resultatet af den frie afstemning i Palæstina og tilskynde de valgte politikere til at danne en regering, der vælger forhandlingsvejen, anerkender Israel og giver afkald på vold, som præsident Abu Mazen selv har fremført.

Resultatet af afstemningen afspejler også de daglige lidelser og ydmygelser under besættelsen i et område presset ind mellem to kontrolsteder, en mur og bosættelser, og er samtidig et udtryk for en hård kritik af palæstinensiske politikere. Den ensidige tilbagetrækning fra Gaza har af indlysende årsager i sig selv svækket præsident Abu Mazens position. Derfor er der tvingende behov for to ting, nemlig at fastholde muligheden for en fredsaftale og at opfordre begge parter til at give afkald på enhver handling, der kan bringe freden i fare.

Jeg er derfor enig med Dem, hr. Solana, i de klare betingelser, som De har pålagt palæstinenserne. I samme ånd vil jeg imidlertid gerne spørge Dem, om De har noget at indvende mod Israel, der aldrig har accepteret tanken om at følge køreplanen? Dette spørgsmål diskuteres i dag i Israel. Derudover har Hamas vist, at den kan overholde en indgået våbenhvile i et helt år. Jeg mener, at Israel bør stoppe bosættelserne og undgå at træffe foranstaltninger til annektering af Østjerusalem.

Med hensyn til økonomisk støtte er jeg fuldstændig enig med Dem. Det er afgørende at hindre et sammenbrud og at vurdere situationen, efterhånden som den udvikler sig. I samme ånd ønsker jeg at spørge Dem, hr. Solana, og Rådet og Kommissionen, om opfattelsen er, at vi skal lægge pres på de israelske myndigheder for at få dem til at stoppe blokeringen af overførslen af skatteindkomster til palæstinenserne? Da midlerne tilhører Palæstina, mener jeg, at israelerne i den aktuelle situation puster til ilden.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, jeg troede, at min taletid var forlænget med et minut, men måske kan De kontrollere det, mens jeg taler. Hr. højtstående repræsentant, fru kommissær, hr. formand, i begyndelsen af denne forhandling fik vi en forrygende oversigt over alt det, der er sket i de seneste 30 dage. Jeg vil gerne lykønske både hr. Solana, kommissær Ferrero-Waldner og formandskabet med den måde, hvorpå de har gjort en utrættelig indsats for så godt som muligt at yde hjælp ved katastrofer og ved alle disse pinefulde begivenheder. Også jeg vil meget gerne lykønske EU's valgobservatører i al almindelighed og dem, der har været aktive i de palæstinensiske områder i særdeleshed, for det har bestemt været meget vanskeligt.

Jeg mener, vi kan tage ved lære af to ting, som Xavier Solana nævnte i oversigten. For det første at EU kun kan være effektiv, hvis det er enigt. Jeg var derfor særdeles glad, da jeg i forgårs hørte, at Rådet (almindelige anliggender) var nået frem til en enstemmig beslutning om, på hvilke betingelser der kunne ydes yderligere finansiel støtte til Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg er også meget tilfreds med, at kvartetten den aften holdt et hastemøde. Jeg kan nemlig ikke holde ud at tænke på, hvad der ville være sket, hvis den ene regeringschef havde sagt en ting, en anden minister noget andet og en tredje premierminister var kommet med et helt tredje budskab.

Det er tydeligt, at det ville have været overordentlig skadeligt, men det er altså ikke sket, og jeg håber heller ikke, at det vil ske. Selvfølgelig har vi behov for enighed i alle sager. Desuden skal der afsættes tilstrækkeligt med penge. Jeg er ikke så sikker som kommissæren på, at dette virkelig vil være tilfældet i de finansielle overslag for 2007-2013, men ligesom hun vil jeg gerne understrege, at der skal skabes tilstrækkelig fleksibilitet. Endelig er jeg enig i, at den højtstående repræsentant, kommissæren og rådsformanden fortsat kan regne med vores støtte, hvis de regelmæssigt inddrager Parlamentet i deres arbejde.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. Solana, De nævnte Balkan. Her vil jeg bare sige, at vi støtter Deres bestræbelser af fuldt hjerte. På Balkan har vi det direkte ansvar for freden i Europa. Det kan ingen tage fra os, og her må vi bestandigt udbygge det europæiske perspektiv, troværdigt og retlinet.

Med hensyn til Iran vil jeg gerne ønske Dem tillykke, fordi det er lykkedes Dem at samle Europas meget mangeartede stemmer med beslutningen mandag aften. Jeg vil opfordre alle til netop i forbindelse med den beskrevne vej alligevel fortsat at benytte enhver mulighed for diplomati og forhandlinger. Det er en god nyhed, at iranerne nu skal mødes med Kina og Rusland. Men vi bør også gøre os klart, at beslutningen om, om man er trådt over den røde streg, om verdensfreden er truet, ikke træffes af hverken hr. Solana eller hr. Steinmeier, men ene og alene af FN.

Vi kan ikke kontrollere situationen alene, og det er vanskeligt at blive ved med at søge efter måder at komme tilbage til fornuften på, når man har at gøre med en hadets prædikant som Ahmadinejad. Men netop fornuften er et element i vores europæiske sikkerhedsstrategi, som De fremlagde, ikkespredningsstrategien. Vi ved, at en eskalering i Iran ville være en massiv trussel for netop de interesser, som vi repræsenterer, nemlig at forhindre, at Iran får atomvåben, at reducere truslen, altså skabe større sikkerhed for Israel. Derfor håber jeg, at det vil lykkes os at finde en fredelig vej, selv om det er vanskeligt.

Der findes en anden stemme i Iran, lad mig sige det som formand for delegationen. Jeg er modstander af, at diplomatiske forbindelser ...

(Formanden afbrød taleren)

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, i går døde en britisk soldat, nr. 100 i rækken, i Irak. Disse tapre mænd bragte det ultimative offer, idet de ofrede deres liv for at tjene deres land. De blev imidlertid forrådt. De blev sendt i krig på grundlag af premierminister Tony Blairs løgne og fantasier. Dette skete af den simple årsag, at hr. Blair og Labour-regeringen ikke har begreb om, hvad der udgør britiske nationalinteresser.

Nu ønsker hr. Blair at inddrage det britiske folk i endnu en løgn og fantasi. Denne løgn går ud på, at britiske nationalinteresser varetages inden for rammerne af den såkaldte europæiske fælles udenrigspolitik.

Der indtraf imidlertid også en anden vigtig begivenhed i går. I London talte Javier Solana om det palæstinensiske spørgsmål på EU's vegne. Det gjorde han i realiteten i sin egenskab af europæisk udenrigsminister på trods af, at den europæiske fælles udenrigspolitik burde være fortid efter forkastelsen af forfatningstraktaten. Det er et klart signal om, at Labour-regeringen afgiver udenrigspolitisk kontrol til EU.

Kansler Bismarck sagde engang i en berømt udtalelse, at hele Balkan var mindre værd end knoglerne fra én enkelt pommersk grenader. Meget vel, men den europæiske fælles udenrigspolitik og den planlagte europæiske hær er mindre værd end knoglerne fra én enkelt britisk soldat.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, mine damer og herrer, dagens debat handler om behovet for en mere åben, mere effektiv og mere ansvarlig europæisk fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi kan være tilfredse med, at der inden for de senere år er blevet gjort en stor vellykket indsats med henblik på at udvikle Europas civile militærstyrke.

Desværre viser Brok-betænkningen imidlertid, at FUSP stadig er for mangelfuld og for problematisk på mange områder. Der er alvorlige grundlæggende problemer forbundet med at træffe afgørende beslutninger vedrørende den europæiske fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP). Disse politikker får ikke tilført tilstrækkelige ressourcer, og der skal også sættes fokus på behovet for demokratisk, parlamentarisk kontrol. Dette er blot nogle få af de aktuelle spørgsmål, der er relevante for dagens debat.

Europa-Parlamentet bør være i stand til at ændre situationen til det bedre, og dette indebærer krav om, at der sker en passende politisk samordning for at sikre en intensiv dialog mellem Parlamentet og Rådet om disse spørgsmål. Vi ved, at det ikke er nemt, men det drejer sig om Parlamentets institutionelle indflydelse og udvikling. I lyset af de europæiske borgeres klare opbakning til fælles europæiske foranstaltninger på sikkerhedsområdet er det Parlamentets pligt at styrke sin institutionelle indflydelse og inddragelse i beslutningstagningen. Sikkerheden vil kun blive øget, hvis hr. Chiracs, hr. Solanas og fru Merkels budskaber eller beslutninger vedrørende masseødelæggelsesvåben, bekæmpelse af terrorisme eller energi er forudsigelige og ikke overrumpler et uforberedt Europa-Parlament.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, en fælles udenrigspolitik kunne måske have forebygget en energikrise i Østeuropa. Den kunne måske også have bevirket, at der var blevet taget hensyn til Polens interesser i forbindelse med anlæggelsen af den russisk-tyske gasrørledning under Østersøen, og at Polens interesser var blevet anerkendt som værende sammenfaldende med Europas interesser. Borgerne i EU, ja i hele verden, forventer, at vi fører en fælles udenrigspolitik, og at vi forsvarer de svage med eller uden en europæisk forfatning. Derfor skal Israel ikke have lov til at monopolisere udenrigspolitikken i dens del af verden. Hamas vil med glæde give afkald på vold, når der oprettes en palæstinensisk stat, hvilket vil formindske terrortruslen globalt. I lighed med hr. Cohn-Bendit er jeg modstander af atomvåben, men jeg forstår ikke, hvorfor Israel får lov til at have en atombombe i modsætning til Iran.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, når jeg hører om den litani af kriser og problemer, vi står over for, er jeg meget bekymret over, at så mange mener, at løsningen på disse problemer er mere EU. EU's udenrigspolitiske ambitioner og krav omfatter i dag alle områder, fra forsvar til immigration og energiforsyning, og der kommer ikke mange positive resultater ud af dette. Jeg ville foretrække en mere ydmyg tilgang, hvor EU kun koncentrerede sig om de områder, hvor EU reelt kan tilføre praktisk merværdi gennem humanitær bistand og udviklingsstøtte, valgmissioner og lignende.

Jeg ønsker at tilføje, at i disse farlige tider, hvor nye kræfter er dukket op, som truer selve kernen i vores frie samfund, er der brug for større solidaritet mellem demokratierne og mindre selvpromovering fra EU's side. Erfaringer i de senere år har vist, at når vestlige demokratier er splittede, skades deres interesser. Demokratiets fjender vil udnytte denne splittelse til egne formål.

Jeg er netop vendt tilbage efter deltagelse i en valgobservationsmission i de områder, der er underlagt Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol, og Østjerusalem. Valgresultaterne var et nødråb. De har ret i, at det varer lidt, før der kommer en afklaring på den præcise sammensætning af den nye regering i de områder, der er underlagt Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol. Det er ganske rigtigt meget vigtigt, at vi ikke støtter denne regering, medmindre den afstår fra vold, anerkender staten Israels ret til at eksistere og engagerer sig positivt i fredsprocessen.

Jeg har tidligere udtrykt bekymring over karakteren af EU's finansiering og sat spørgsmålstegn ved, om der er blevet truffet tilstrækkelige forholdsregler med henblik på at forebygge misbrug af vores midler. Denne bekymring vil nu blive mangedoblet. Vi skal ikke blot sikre, at den økonomiske bistand er gennemsigtig, og at den ikke kan anvendes til støtte for terrorisme og ekstremisme, idet der nu også er et skrigende behov for at sikre, at vores midler anvendes mere effektivt, således at de vil være til direkte gavn for den palæstinensiske befolkning.

Endelig skal vi gøre en større indsats for at sikre, at den europæiske og amerikanske indfaldsvinkel er den samme. Vi har fælles interesser i fred og stabilitet i Mellemøsten.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, vi har opmærksomt lyttet til hr. Solanas tale, især begyndelsen, hvori han gjorde rede for alt det, der var sket i januar. Jeg håber ikke, at det bliver en vane resten af året, og at vi hver måned må konstatere, at der hele tiden tilføjes nye elementer til udenrigsdagsordenen. Jeg synes selv, at hans vigtigste punkt var de bemærkninger, som han navnlig i begyndelsen fremsatte om den situation, som er opstået i Europa efter problemerne med gastilførslen til Ukraine og andre lande.

Jeg tror, at energipolitikken er kommet til at stå meget højere på vores dagsorden på grund af det, der skete i begyndelsen af januar. Jeg har draget en række konklusioner af de seneste begivenheder. For det første er jeg nået til den konklusion, at vi forbrugere måske ikke har organiseret os ordentligt. Det har vist sig, at vores energiforsyning er sårbar. For sårbar, for konsekvenserne af en uventet energimangel kan være katastrofale. For det andet konstaterer jeg, at nogle medlemsstater er mere sårbare end andre, og at det jo er lidt i strid med den solidaritetstanke, som vi kender til inden for EU.

Det har vist sig, at der i vores nærmeste omgivelser bestemt er lande, som er sårbare, og spørgsmålet om indbyrdes solidaritet, også blandt vores naboer, rejser sig derfor tydeligt. Desuden er det naturligvis også et teknisk spørgsmål. Vi kan investere i bedre og mere varierede forbindelsesruter til os selv. For det tredje, og det er egentlig det vigtigste, bruges energilagre og adgangen til dem som politisk våben, i dette tilfælde mod Ukraine, men også mod Moldova og faktisk også mod Georgien.

Det har vi tidligere advaret mod. Russerne har før truet med at gøre dette, og jeg synes, at vi skal optræde meget bestemt over for Rusland på dette punkt, for det er uacceptabelt. Vi skal også selv sørge for, at vi ikke bliver så afhængige af Rusland, at vi ikke længere tør sige noget til Rusland, men holder vores mund, fordi vi er blevet for afhængige.

Til sidst har jeg lige en bemærkning om dagsordenen for i år. Denne dagsorden fastsætter sig selv. EU kan ikke løbe fra sit ansvar. Jeg vil især bede Rådet og Kommissionen om endnu en gang at se nærmere på, hvordan det kan være, at tingene nu risikerer at gå den anden vej igen efter en succes i Georgien og forinden i Serbien og i Ukraine. Har vi begået fejl? Jeg synes også, at dette skal analyses.

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne understrege, at det ville være tilrådeligt, hvis Europa gennemgik retningslinjerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i forbindelse med overvejelserne herom. Jeg mener, at det i forbindelse med sikkerhed og følgelig fred er afgørende, at Europa vedkender sig det begreb, der kaldes menneskers sikkerhed. Dette indebærer, at der skal tages fat på spørgsmål som f.eks., hvordan EU bedst tackler vigtige sygdomme, sult, krænkelser af menneskerettighederne og angreb på demokratiet.

Jeg mener, at en anden vigtig sikkerhedspolitisk faktor, som Unionen bør sikre, er en politik for energiforsyningssikkerhed. Jeg vil gerne understrege, at Europa indtil videre ikke har taget højde for, at energiforsyningen kan blive et redskab i en imperialistisk politik. Det handler ikke om knaphed på gas eller olie, men om anvendelsen af enorme energiressourcer som et middel til gennemførelse af en imperialistisk politik. Jeg mener, at dette er en stor udfordring for Europa, som vi hidtil ikke har reageret på.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, jeg har læst betænkningen og lyttet opmærksomt til, hvad hr. Solana har sagt. Jeg er ikke sikker på, at de først og fremmest tjener Europas interesser. Jeg har en følelse af, at vi fortsætter med at tjene Amerikas interesser, og det er et problem. De forleder os til fjendskab med Rusland, polemik over for Kina, og det samme med Iran.

Vi må ikke lade os fange ind i den amerikanske tankegang. Vi er nødt til at sige nej til Amerika, hvis vi vil have en egentlig udenrigspolitik, selv om jeg ikke kan forstå, hvordan vi kan have en fælles udenrigspolitik for Sverige og Grækenland, Cypern og Estland, når vi har så forskellige spørgsmål at forholde os til i de enkelte stater.

Hr.Schulz sagde, at Europa trues under bæltestedet. Der eksisterer ganske rigtigt en trussel. Tyrkiets "casus belli" mod Grækenland udgør en trussel. Tyrkiske krigsflys konstante, daglige krænkelser af græsk luftrum udgør en trussel. Muren i Nikosia udgør en trussel. Muren i Jerusalem udgør en trussel. Kan vi så sige, at alle besættelseshære skal forlade de lande, de befinder sig i? Besættelseshæren skal forlade Cypern, den israelske besættelseshær skal forlade …

(Formanden afbrød taleren)

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, der er rejst mange spørgsmål i denneforhandling om den europæiske fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som jeg opfatter det, er der behov for tre former for sikkerhed, hvis alle europæere skal føle sig reelt trygge.

Jeg vil starte med energiforsyningssikkerheden. Hele Unionen, såvel som individuelle medlemsstater, f.eks. Polen, er meget bekymret over dette spørgsmål. Der er tilsyneladende ikke noget ønske om at handle i fællesskab på dette område. Tyskland forbedrede sin egen energiforsyningssikkerhed ved at underskrive en aftale med Rusland om anlæggelsen af den nordlige gasrørledning. Desværre bidrog Tysklands tiltag i høj grad til at underminere Polens energiforsyningssikkerhed. Unionen har indtil videre ikke reageret på denne situation, selv om det til overflod er klart, at Rusland bruger forsyningen af råmaterialer til energi som et vigtigt redskab til at påvirke andre landes politikker. Ruslands beslutning om at afbryde gasforsyningen til Ukraine og Georgien har vist, hvor effektivt dette redskab kan være.

Jeg vil herefter tale om fødevaresikkerheden. Fødevareforsyningssikkerheden er baseret på den fælles landbrugspolitik, men denne politik udsættes desværre i stigende grad for angreb. Afslutningsvis ønsker jeg at nævne den fysiske sikkerhed, der nu er i langt større fare som følge af terrorisme. Der kan ikke være nogen meningsfuld fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik uden betydelige fremskridt på de tre områder, som jeg har fremhævet. Jeg har tillid til, at hr. Solana og fru Ferrero-Waldner vil tage mine bemærkninger i betragtning.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Det er tydeligt, at den politiske situation globalt og i de enkelte lande og regioner ikke harmonerer med vores værdier, forhåbninger og forventninger, og at den heller ikke udvikler sig i en mere rolig eller demokratisk retning. Samtidig kommer der fra forskellige steder i verden udtrykkelige opfordringer om øget europæisk tilstedeværelse. I Mongoliet siger de, at EU er deres tredje nabo, og når jeg besøger Balkanlandene, Latinamerika, Transkaukasien eller Centralasien, hører jeg det samme - mere Europa.

Selv om mange samarbejdspartnere ønsker mere Europa, er vi ofte optaget af vores egne uproduktive anliggender, og i vores bestræbelser på at udvide EU med færre midler glemmer vi de grundlæggende idéer, der blev udtænkt af Schuman og de andre grundlæggere af Europa. Det overrasker mig ikke, at vores partnere og vores borgere ikke forstår talen om de forskellige søjler i vores politik, men de kan se helt præcist, hvornår vi står sammen, og hvornår vi er splittede og ineffektive.

Erfaringerne med energiforsyningen har vist os, at nationale politikker ikke i sig selv skaber større intern sikkerhed eller større ekstern indflydelse. Det er mit indtryk, at udviklingen allerede i dag kræver en mere omfattende fælles politik end den, der er fastlagt i den allerede ratificerede europæiske forfatningstraktat. Hvis vi ønsker at spille en central rolle i Balkanlandene, i Østeuropa eller andre steder, skal vi finde ud af, hvordan vi giver stærkere udtryk for vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik En større hensyntagen til den rolle, der varetages af Europa-Parlamentet, som har vist sig som en dynamisk og ansvarlig aktør, ville helt sikkert bidrage hertil.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg kan næsten fortsætte, hvor hr. Peterle standsede. For det er virkelig rigtigt, at hvis mange i Europa, som De sagde, hr. højtstående repræsentant, siger, at De skal handle, så er det virkelig på tide, at vi handler.

Lad mig komme med to eksempler. Uden skadefryd må vi konstatere, at det store amerikanske initiativ for Mellemøsten i bred forstand faktisk er brudt sammen. Interventionen i Irak har ikke gjort sagen bedre. Den manglende og tøvende støtte til fredspolitikken og fredsinitiativet i Mellemøsten var med til at sikre Hamas' valgsejr. At Fatah også selv har en stor del af skylden, nævner jeg kun for en god ordens skyld. Hvad Iran angår, så ved vi alle, at et stærkere sikkerhedspolitisk engagement fra USA's side i hele regionen i positiv forstand ville være et vigtigt bidrag til at overbevise Iran om, at det skal afstå fra at udvikle egne atomvåben. Derfor må EU - ikke imod USA, det ville være helt vanvittigt, men sammen med USA - klart definere, hvordan en omfattende udenrigspolitik netop i Mellemøsten kan se ud, gående fra en udtrykkelig fredspolitik til støtte til civilsamfundet i de enkelte lande.

Det andet eksempel er energipolitikken. Det er allerede blevet sagt, at vi som stor efterspørger på verdensmarkedet i højere grad skal optræde i fællesskab, mobilisere og slutte os sammen med andre efterspørgere. Vi ser jo præcis, hvad der sker, hvis vi ikke optræder sammen med dem, som f.eks. i tilfældet Iran. Når Rusland går over til at nationalisere og politisere energipolitikken, så må vi europæisere i det mindste dele af vores energipolitik.

Fru kommissær, vi venter spændt på rapporten. Jeg nævnte dette emne for Dem allerede i forbindelse med Deres høring. Det er meget vigtigt, at vi nu får denne rapport, og at vi klart siger, at vi har brug for en national energipolitik, men den skal suppleres og udvides med en stærk europæisk energipolitik, som også er et vigtigt udenrigspolitisk instrument.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer, EU's rolle som international aktør er vigtig, og den er blevet styrket gennem de senere år. EU opnår resultater gennem blide metoder, dvs. gennem forhandlinger, drøftelser, overtagelse og krisestyring. Det er en til tider langsom proces, men der skabes et solidt grundlag for varige løsninger og for et bæredygtigt samfund. EU understreger vigtigheden af demokrati i sin udenrigspolitik, og vi ønsker at fremme dette. I denne forbindelse ønsker jeg, at EU i højere grad understreger, at læse- og skrivefærdighed er en forudsætning for demokrati, og at respekt for kvinders rettigheder også er en forudsætning for demokrati. Vi bør derfor gøre mere for at sikre, at børn, unge og kvinder i forskellige dele af verden lærer at læse. Dette vil skabe et varigt grundlag for demokrati, fred og respekt for menneskerettigheder.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, forkastelsen af forfatningstraktaten efter den franske og nederlandske folkeafstemning har betydet, at hele dokumentet nu ikke længere er relevant. Det har vist sig at være meget vanskeligt for nogle at affinde sig med, at et koncept, der har været promoveret i så mange år, forsvinder. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik var en vigtig del af denne traktat, men jeg vil gerne minde Dem om, at den blev utvetydigt forkastet. Vi er derfor forundrede over, at der gøres forsøg på at henvise til et dokument, der er fuldstændig meningsløst og så godt som ude af billedet. Hr. Broks betænkning er et eksempel på denne holdning. Parlamentet bliver til grin, og de demokratiske principper, som Fællesskabet er fortaler for, bliver trådt under fode. Den nødvendige betænkningstid efter traktatens hedengang bør ikke bruges til at få specifikke kapitler i traktaten vedtaget ad bagdøren. Denne gang bør tiden i stedet bruges til at revurdere fælles aktioner på internationalt plan og til at lægge større vægt på betydningen af spørgsmål som f.eks. energisikkerhed og epidemi- og terrortruslen.

  Janusz Wojciechowski (UEN). - (PL) Hr. formand, EU er rent faktisk velsignet med en effektiv sikkerhedspolitik, og det er den fælles landbrugspolitik. Denne politik har nu i mange år garanteret fødevaresikkerheden i hele Fællesskabet og for dets borgere, nationer og lande. Fødevaresikkerhed er af afgørende betydning for dem alle. Europa har nu stillet sin sult, men har en uheldig tendens til at glemme, hvordan det skete og hvem man skylder tak. Den fælles landbrugspolitik er under angreb og er blevet et forsøgsområde for uansvarlige reformer som f.eks. reformen af den fælles markedsordning for sukker, der bevirker, at Europa snart vil blive afhængig af resten af verden med hensyn til sukkerforsyningen. Beskyttelsen af det europæiske landbrugsmarked er ved at blive udfaset, som vores landmænd kun alt for godt er klar over. I Polen er frugtproducenterne blevet mest berørt.

Dårligt gennemtænkte nedskæringer i den fælles landbrugspolitik vil bevirke, at fødevaresikkerheden bryder sammen, en fødevaresikkerhed, der er af afgørende betydning for hele Europa. Der er stadig tid til at hindre dette, men den politiske holdning til landbrugsspørgsmål skal ændres. De polske landbrugsarbejderes organisationers bannere er ofte forsynet med slogans, der henviser til den betydning, fødevareproduktionen havde under Polens lange kamp for uafhængighed, såvel som til viljen til at kæmpe. Når vi drøfter og træffer afgørelser om landbrugsspørgsmål, bør vi altid huske på, at det er landmændene, der giver os føde og forsvarer os, og at de er de egentlige vogtere af Europas sikkerhed.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har lyttet opmærksomt, og jeg troede, at jeg havde hørt alt, men da jeg hørte Daniel Cohn-Bendit støtte kernekraft - i Iran vel at mærke - må jeg sige, at jeg var lidt chokeret. Hvem siger, at Joschka Fischer har forandret sig? Jeg tror, at "røde Danny" også selv har forandret sig!

Jeg vil ud fra en institutionel synsvinkel fremdrage tre punkter. Det første er, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og forsvaret er centrale områder for os fremover. Vi er en supermagt i handels- og bistandsmæssig henseende, men vi er ofte fraværende på FUSP-området og på forsvarsområdet. Der skal gøres noget, og jeg er uenig med hr. Piotrowski. Vi har først og fremmest brug for en forfatning.

Det andet punkt jeg ønsker at fremdrage er, at vi har brug for tre ting. For det første skal vi have et fælles forsvar - vi har brug for de sikkerhedsgarantier, som forfatningen vil give os. For det andet skal vi tale med én stemme, og derfor har vi brug for en præsident og en udenrigsminister. For det tredje skal vi øge FUSP-budgettet. Alt dette skal samles i en pakke. Hvis den politiske vilje er til stede, tror jeg, at det vil lykkes os at skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det tredje punkt er, at vi virkelig må begynde at tænke over de forskellige elementer i forfatningen og se på den i to dele. Der er visse elementer, som vi allerede gennemfører, f.eks. Det Europæiske Forsvarsagentur, kampgrupperne og solidaritetsbestemmelsen i forbindelse med terrorisme. Der er imidlertid elementer, som vi bliver nødt til at gennemføre så hurtigt som muligt efter forfatningens ikrafttræden. Der er her bl.a. tale om en præsident, en udenrigsminister og en tjeneste for eksterne forbindelser og forudgående høring af Europa-Parlamentet.

Det sidste punkt jeg ønsker at fremdrage er, at i stedet for at fortsætte det institutionelle slagsmål mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet på FUSP-området, skal vi gøre os klar, trække i arbejdstøjet og samarbejde.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, det var lige før jeg kunne føle min gode ven hr. Solanas smerte, da De kort beskrev begivenhedernes gang i løbet af årets første måned med en bemærkning om, at hvis resten af året bliver som den første måned, bliver det ikke nemt! Jeg ønsker imidlertid at fremdrage et andet aspekt.

Jeg tror, at det De egentlig sagde, var, at verden i 2006 igen vil blive stillet over for et grundlæggende valg: valget mellem forebyggende krige eller forebyggende politikker. Jeg er ikke i tvivl om, at det De siger, og som Deres erfaring klart viser, er, at vi får brug for forebyggende politikker i 2006. EU's grundlæggende værdier på det udenrigspolitiske område ligger i forebyggende politikker. Når vi kigger på de instrumenter, som kommissæren så udmærket henviste til, er det rimeligt at sige, at det ganske rigtigt er det sværeste valg, men at det også er det valg, der i et historisk lys har vist sig at give resultater. Vi må ikke glemme dette på dette vanskelige tidspunkt.

Jeg ønsker at sige til Dem, hr. Solana, at i Palæstina er der i øjeblikket så mange, der fører an i den forkerte retning, og derfor har de fattige i Palæstina brug for en stærk europæisk indflydelse. De har ret, når De siger, at vi skal have tålmodighed, udvise klogskab og handle afbalanceret. Det glædede mig også at høre Dem sige, at vi ikke skal medvirke til, at Palæstina går fallit, idet vi begge ved, at der vil være andre, der sørger for, at dette ikke vil ske - Iran, Egypten og andre lande. Sådan foregår det ikke her, og derfor sætter jeg min lid til Dem. Vi vil stå ved Deres side og sammen med Kommissionen og rådsformand Winkler sikre, at Europa holder døren åben og sikrer en dialog og forhåbentlig bliver i stand til at åbne nogle døre igen i løbet af de næste tre måneder.

  Marek Maciej Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg er glad for alt det, der er blevet sagt om Ukraine. Vi skal imidlertid holde målet for øje. Begivenhederne i løbet af de kommende to måneder vil afgøre, om frugterne af den orange revolution vil få mulighed for at modnes, eller om de vil falde umodne til jorden. Ukraine har stærkt brug for Europa i de kommende to måneder. Det er af afgørende betydning, at EU-institutionerne gør deres virkning gældende her. Vi må opretholde en løbende dialog med de ukrainske ledere og det ukrainske samfund. Der skal dannes en proeuropæisk front i Ukraine.

Ruslands involvering i de aktuelle begivenheder i Ukraine sker i et hidtil ukendt omfang. Gas er blevet brugt som våben. Der skal udarbejdes en ny forfatning, og det kommende parlament vil afgøre, om Ukraine vil bevæge sig hen imod Europa med fuld kraft, eller om landet vil gå sine egne veje, som det så ofte har gjort tidligere. Vi må tilskynde lederne af de politiske partier, der kæmper om at blive repræsenteret i parlamentet, til at danne en stærk proeuropæisk front, således at vi kan regne med, at vi har en god partner over de kommende fire år.

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. Wurtz spurgte hr. Solana, hvad der var blevet bedre i de sidste to år - som om det på en måde var EU, der kunne beslutte at forbedre verden afgørende. Hvis man har ønsket, at verdens eneste supermagts magt skulle reduceres, og vi skulle have en multipolær verden, så kan man egentlig ikke undre sig over, at det er blevet sådan. I nogle indlæg aner man et skuffet eurocentristisk verdensbillede i denne multipolære verden. Jeg kan kun sige velkommen, men verden er desværre ikke blevet smukkere, bare fordi den er multipolær, og fordi der er ved at opstå nye verdensmagter og nye regionale magter.

I lyset af denne situation har vi europæere slet ikke været så dårlige, og jeg tilslutter mig lykønskningerne til hr. Solana med hensyn til at bringe den fælles beslutning med Kina og Rusland i stand om at indbringe de iranske atomambitioner for Sikkerhedsrådet. Jeg håber bare, at det fører til et resultat. Men den nuværende vej synes jeg slet ikke er så dårlig.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) I sine indledende bemærkninger hentydede hr. Solana til visse begivenheder, der fandt sted i sidste måned, og til visse udfordringer, som Europa står over for, herunder konflikten vedrørende gasforsyning fra Rusland, valget i Palæstina og situationen i Mellemøsten, den dystre situation i Irak, krisen vedrørende Irans atomprogram og den manglende afklaring af Kosovos status. Alle disse begivenheder og problemer har ét fællestræk, nemlig, at intet europæisk land, selv ikke det allerstørste, kan klare sådanne problemer alene. Hvis vi skal løse disse problemer, skal vi med andre ord forene vores styrker og udvikle fælles politikker på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet. Dette er, hvad politikere fra mange lande ønsker, og som tidligere talere har fremført, også hvad befolkningen ønsker.

I hr. Broks betænkning, som vi skal stemme om i morgen, henvises der til fremskridt på udenrigs- og forsvarsområdet, men der nævnes også en række problemer, f.eks. Parlamentets utilstrækkelige involvering i udformningen af udenrigspolitikken. Jeg vil derfor gerne opfordre Rådet til at overholde EU-traktatens artikel 21 og altid høre Parlamentet ved årets begyndelse om Rådets fremskridt og planer i stedet for blot at opsummere udviklingen det forudgående år.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, lad mig vende tilbage til et par af de punkter, der er blevet nævnt.

Det vigtigste punkt er, som mange af medlemmerne har understreget, at vi i dag har brug for et stærkere Europa på det udenrigspolitiske område. Hvis Europa skal styrkes på det udenrigspolitiske område, er det nødvendigt, at vi samarbejder. Vi bliver nødt til at samarbejde, især omkring spørgsmål, der i dag er blevet højaktuelle. Et sådant spørgsmål, som mange af medlemmerne har nævnt, er det energipolitiske spørgsmål. Som jeg nævnte tidligere, arbejder vi med dette spørgsmål i øjeblikket. Dette betyder naturligvis, at vi skal sikre en bedre styring af energipolitikken, måske ligefrem en fælles ekstern energipolitik. Jeg er klar over, at vi som minimum skal have dette i sigte, og vi har allerede en række værdifulde instrumenter, som vi kan anvende i denne forbindelse, herunder en politisk dialog og en særlig energipolitisk dialog. Vi har også de multilaterale dialoger, og vi må her inddrage OPEC. Vi bliver nødt til at tale mere med OPEC og med Samarbejdsrådet for Golfstaterne.

Som jeg anførte, er diversificeringsstrategien af afgørende betydning for os alle. Vi bliver nødt til at se på integreringen af vores nabolandes energimarkeder i det europæiske energimarked, f.eks. med Energifællesskabet for Sydøsteuropa som forbillede. Vi råder også over en lang række finansielle instrumenter, der sigter på at skabe sammenhæng på energiområdet. Som jeg anførte tidligere, er energiforsyningssikkerheden af afgørende betydning. Jeg kan derfor love Dem, at vi arbejder på sagen, og så snart meddelelsen er klar, vil vi vende tilbage til dette spørgsmål.

Som hr. Rasmussen nævnte, er det også meget vigtigt at forstå det forebyggende diplomati. Det er meget vigtigt. Jeg er enig heri. Naturligvis skal der sommetider udvises tålmodighed i forbindelse med den diplomatiske proces. Man kan ikke udrydde fattigdom fra den ene dag til den anden, og man kan ikke arbejde med alle de forskellige former for krisestyring, eller endog post-krisestyring, og forvente øjeblikkelige forandringer. Dette kræver en vedvarende og sammenhængende indsats.

Migration er et andet meget vigtigt nyt aspekt på det udenrigspolitiske område. Vi bliver også her nødt til at samarbejde med oprindelseslandene, med landene i overgangssituationer og med EU med henblik på at finde ud af, hvordan vi bedst afpasser de interne og eksterne politikker.

Kampen mod terrorisme og kampen mod narkotika vil fortsætte mange år endnu, men alle disse slag vil i stigende grad skulle udkæmpes i fællesskab. Masseødelæggelsesvåben, støtte til demokrati, retsstatsprincippet og frie og retfærdige valg er aspekter, der alle er omfattet af vores naboskabspolitik, og vi vil således naturligvis også tage disse spørgsmål meget alvorligt. Vi har f.eks. et positivt incitament til at gøre dette i vores Barcelona-program, men vi har også brug for enhver støtte, således at vi kan fremme denne politik.

Strategiske partnerskaber med store lande, f.eks. transatlantiske forbindelser, forbindelser med Kina, Indien, Brasilien og meget gode forbindelser med Latinamerika, er alle vigtige, fordi vi her har muligheden for at samarbejde i en multilateral sammenhæng, herunder også med FN, som det blev nævnt. Det er naturligvis også vigtigt, at vi er i stand til at kombinere indsatsen for vores fælles værdier i den multilaterale strategi.

Naboskabspolitikken er en vigtig del af sikkerhedsstrategien, fordi vi virkelig forsøger at eksportere stabilitet ved at samarbejde med Ukraine, det sydlige Kaukasus og Middelhavslandene. Vi har store forventninger om at forbedre sikkerhedssituationen i Europa. Vi ved, at der ligger mange udfordringer forude, men jeg kan kun se, at vi kan komme videre ved at forsøge at forbedre alle vores instrumenter og arbejde for et fælles Europa, der bygger på fælles værdier sammen med resten af verden.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, mine damer og herrer, på den korte tid er det umuligt at komme detaljeret ind på alle de emner, der er blevet nævnt her. Men jeg vil nævne nogle punkter, som jeg som Rådets repræsentant finder vigtige.

Den højtstående repræsentant sagde som den første, og mange af Dem har gentaget det, at der i verden findes en efterspørgsel efter en europæisk udenrigspolitik. Det er også en sag, der interesserer de europæiske borgere, og vi - Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet - skal sammen arbejde for at opfylde dette behov. Som hr. Graham allerede har sagt, så må vi i EU bygge på værdier. Det gælder naturligvis også og netop for udenrigspolitikken, hvor vi skal være et forbillede, hvis vi vil bringe fred og stabilitet ud i verden. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig, og jeg kan forsikre, at også det østrigske formandskab i disse seks måneder, ligesom formandskaberne før og efter os, føler sig forpligtet på disse værdier, at beskytte menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, men også, som hr. Geremek sagde, det, som man generelt kalder human security, arbejdet for sundhed, kampen mod bevæbning og oprustning.

EU fører en fredelig udenrigspolitik. Vi er ingen militærmagt i den forstand. Preemptive diplomacy er det væsentlige. Vi forsøger at arbejde med fredelige midler inden for rammerne af multilateralisme, som vi bekender os til, inden for rammerne af FN's vedtægter og inden for folkerettens rammer. Det er også kun på den måde, vi kan bevare vores troværdighed i verden.

Der blev nævnt nogle emner, som jeg kort vil komme ind på. Energipolitikken blev nævnt flere gange. Jeg vil gerne supplere det, som kommissær Ferrero-Waldner sagde. Her spiller Kommissionen naturligvis en meget væsentlig og vigtig rolle, og rådsformandskabet arbejder meget tæt sammen med Kommissionen på dette område. Spørgsmålet om en europæisk energipolitik kommer til at spille en meget stor rolle på Det Europæiske Råd i marts. Her har det britiske rådsformandskab jo allerede lagt grundstenen. Det vil vi videreføre. Energiforsyningssikkerheden, som også er blevet nævnt her, er et meget vigtigt spørgsmål. Det handler om diversificering af energikilderne og nettene. Det handler om at mindske den ensidige afhængighed af energileverandører og -net og særligt også om at fremme og fremskynde vedvarende energi og alternative energikilder. Dette spørgsmål vil vi naturligvis behandle.

I denne forbindelse er Rusland også blevet nævnt flere gange. Den europæiske naboskabspolitik generelt og den europæiske politik over for Rusland har en ganske særlig betydning. Rusland er en vigtig partner. Vi skal føre en dialog med Rusland, hvor vi også anfører disse værdier, som jeg har talt om. Naturligvis skal også menneskerettighedsspørgsmålet tages op over for Rusland. Det sker også i en meget intensiv dialog. Men jeg tror, vi skal gøre os klart, at Rusland ligesom USA er en vigtig strategisk partner for EU.

Det glædede mig meget, at fru Beer også nævnte Balkan. Det gjorde Javier Solana i sin indledning. Det vestlige Balkan er en helt særlig prioritet for det østrigske rådsformandskab i disse seks måneder med henblik på stabiliteten i denne region og dermed også med henblik på fred og stabilitet i Europa.

I forbindelse med den europæiske udenrigspolitik blev det også sagt, at vi hovedsagelig skulle koncentrere os om naboskabet. Det sker også, og det er også vigtigt. Men der findes i dag ingen krise i verden, ingen situation, som ikke også berører EU's interesser og stabilitet. Derfor er EU en global player, og derfor skal EU også have de midler, der skal til for at udfylde denne rolle som global player. Når den højtstående repræsentant i dag utrætteligt - i ordets bogstaveligste forstand - rejser rundt i verden, så gør han det til gavn for en troværdig europæisk udenrigspolitik, til gavn for os selv og også til gavn for stabilitet og fred i Europa.

Lad mig nævne endnu et spørgsmål, som er vigtigt for vores borgere, og som også er en af prioriteterne for det østrigske rådsformandskab, nemlig beskyttelsen af europæiske borgere i tredjelande. De forløbne begivenheder og kriser har allerede vist, at vi i EU har ansvaret for at beskytte vores borgere i tredjelande. Her vil det østrigske rådsformandskab yde et bidrag for at få samarbejdet også på det konsulære område i forbindelse med beskyttelse af borgerne i udlandet bedre organiseret og udformet og for at sørge for de nødvendige midler.

Endelig blev Kina nævnt. Med hensyn til våbenembargoen vil jeg kun sige, at der i øjeblikket, som De ved, ikke er konsensus i Rådet. Dette spørgsmål står ikke på dagsordenen. Men uanset hvordan denne beslutning bliver, så er det et princip i Rådet og den europæiske udenrigspolitik, at der i hvert fald ikke sker nogen forøgelse af våbeneksporten til Kina.

  Javier Solana, højtstående repræsentant. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker blot at komme med nogle korte afsluttende bemærkninger, idet meget af det jeg sagde i generelle vendinger var en gentagelse af vores synspunkter. Vi forsøger med forskellige ord at gentage, hvad de fleste mennesker mener om EU's udenrigspolitik. I stedet for at tale om en litani af emner, hver gang vi mødes, vil jeg foretrække, at vi forsøger at koncentrere os om nogle af emnerne og gå dybere ind i dem. Når dagen er omme, har vi været rundt om alverdens problemer på omkring to timer med jeg ved ikke hvor mange talere. Vi ønsker en gavnlig debat. I denne forbindelse takker jeg hr. Watson for hans venlige forslag om, at jeg viser mig mindre i fjernsynet og kommer her i stedet. Jeg lover Dem, at hver gang jeg skal i fjernsynet, vil jeg ringe til Dem inden, således at De kan notere, hvor lang tid, jeg er i fjernsynet, og hvor mange timer jeg opholder mig her! Tag det til efterretning!

Når nu det er sagt i al venlighed til min gode ven, vil jeg gerne om muligt gennemføre en debat, således at vi kan uddybe dette meget vigtige spørgsmål. Jeg vil forsøge at fokusere på nogle få meget vigtige emner.

Vi kan tale om fælles udenrigspolitik, men hvis vi ikke formår dette, bliver der ikke nogen fælles udenrigspolitik. Vi kan lige så godt pakke sammen, hvis vi ikke formår dette. Se blot på Balkan, Hvis vi ikke er parat til og indstillet på at udrede situationen på Balkan, kan vi tale om Iran, vi kan tale om, hvad De nu end ønsker, men det vil ikke lykkes os, og jeg ønsker ikke at tabe. Derfor arbejder jeg konstant. Det forsøger jeg at gøre, og det fortsætter jeg med.

Jeg takker for de venlige ord, som nogle har udtalt om mit arbejde. Jeg takker også dem, der ikke værdsætter det. Jeg vil også gerne takke Leïla Shahid for hendes venlige omtale af mig i løbet af de seneste par dage, når jeg forsvarer præsident Abu Mazens synspunkter, som hun selv bør gøre det. Vi bør forsøge at hjælpe ham i videst muligt omfang. Jeg mener, at han er den vigtigste person, vi bør støtte på dette tidspunkt.

Med hensyn til de andre spørgsmål lad os se, hvad der sker. Inden for de næste par timer skal vi formodentlig træffe nogle meget vigtige afgørelser. Jeg vil være villig til og indstillet på afgive en forklarende redegørelse, hvis der sker noget meget vigtigt, hvis tiden tillader det, og hvis De er villig til at møde op. Hr. formand, jeg lader det være op til Dem. Hvis De ønsker at tage det op, kan De gøre det. Hvis De ikke ønsker det, kan De lade være.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.