Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 1. februar 2006 - Bruxelles

13. EU's holdning til den cubanske regering

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Graham Watson, Cecilia Malmström, Emma Bonino og Marco Pannella for ALDE-Gruppen til Rådet om EU's holdning til den cubanske regering (O-0112/2005 - B6-0675/2005).

  Cecilia Malmström (ALDE), spørger. - (SV) Fru formand, hr. formand for Rådet, overskygget af de dramatiske hændelser i Mellemøsten er der i Havana en skægget diktator, som har hånet verden i årtier. Han styrer et land, hvor menneskerettigheder krænkes, hvor folk lever i stor fattigdom, og hvor anderledestænkende fængsles og forfølges. Efter Kina er Cuba verdens største fængsel for journalister.

I foråret 2003 skyllede en bølge af undertrykkelse hen over øen. Ledende personer i demokratibevægelsen blev arresteret, og efter farceagtige rettergange blev 75 af dem dømt lange fængselsstraffe. Sidste år blev en stor gruppe unge mennesker arresteret af præventive årsager, i tilfælde af at de måske ville skabe uro. Så stor er frygten på øen. Da Europa-Parlamentet lige inden jul tildelte Sakharov-prisen til Damas de Blanco - hustruerne og døtrene til de fængslede dissidenter - fik repræsentanter for bevægelsen ikke lov til at forlade øen for at rejse til Strasbourg.

Cuba er et skrækkeligt diktatur, og de nævnte fakta er velkendte. I løbet af de forgangne år er situationen blevet forværret. For de politiske fanger er situationen meget alvorlig. Min ven Héctor Palacios, som blev idømt en 25-årig fængselsstraf, er meget syg, og lægerne frygter for hans liv. Han får ikke hjælp til sit høje blodtryk og sine hjertekomplikationer. Også Adolfo Fernandez Seinz, for at nævne et andet eksempel, journalist, dømt til 15 år i fængsel, er syg og har tabt 20 kilo, siden han blev fængslet.

Uden for fængslet forfølges anderledestænkende også, f.eks. modtageren af Sakharov-prisen Oswaldo José Payá Sardiñas og den blinde menneskerettighedsaktivist Juan Carlos Gonzalez Leiva, som har siddet i husarrest siden april 2004. Det er naturligvis helt uacceptabelt, at mennesker stadig holdes fængslet på grund af deres meninger i Cuba. Det er lige så uacceptabelt, at disse fanger ikke får den hjælp, de har brug for, når deres helbredstilstand er dårlig.

Da Ministerrådet for et år siden besluttede sig for at ændre på den fælles holdning, man har haft i mange år, og i stedet begyndte at tale med regimet, troede man, at der kom en slags åbning og muligheder i Cuba. Et flertal i Parlamentet kritiserede denne politik, og et år efter måtte man erkende, at den ingen virkning har haft. Det var en forkert beslutning, og den bør undersøges. Hvad påtænker Rådet gøre nu for at støtte dissidenterne i Cuba? Hvordan skal vi kunne støtte demokratibevægelsen og det cubanske folk på en bedre måde? Vi er nødt til at øge trykket på Fidel Castro og samtidig finde en strategisk måde at identificere de eksisterende positive demokratikræfter. Hvorfor er det så svært at støtte demokratikræfterne i Cuba, når det lykkes at gøre det i Belarus? Der er stadigvæk en slags pinlig Castro-romantik. Jeg vil meget gerne have nogle svar på disse spørgsmål fra Rådet.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, ærede medlem, Rådet glæder sig over Europa-Parlamentets vedholdende interesse for en forbedring af situationen i Cuba, og vi vil ikke slække på vores fælles bestræbelser for at bibringe en fredelig ændring.

Den fælles holdning om Cuba, som blev vedtaget i 1996, er stadig gyldig. Den indeholder følgende udsagn: "EU arbejder i sine relationer til Cuba for at fremme en overgangsproces til et pluralistisk demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende friheder samt en bæredygtig restitution og forbedring af den cubanske befolknings levestandard. Chancerne for en fredelig overgang ville være bedst, hvis det nuværende regime selv indledte eller tillod en sådan proces." Det er ikke EU's politik at forsøge at frembringe forandringen gennem tvangsforanstaltninger, som kun ville forværre den cubanske befolknings økonomiske nød.

For at fremme den fredelige forandring i Cuba har EU indledt en dialog med de cubanske myndigheder og alle områder af det cubanske samfund. De cubanske myndigheder bliver jævnligt mindet om deres grundlæggende ansvar for menneskerettighederne, særligt ytringsfriheden og foreningsfriheden.

Politiske foranstaltninger er meningsløse, hvis de ikke har virkning på stedet. Rådet har derfor ændret visse praktiske detaljer i sin politik, så den bliver mere effektiv, særligt med henblik på at intensivere dialogen med den fredelige opposition. Disse tætte kontakter er blevet modtaget meget positivt af den fredelige opposition.

I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 31. januar 2005 har både det luxembourgske og det britiske formandskab og især EU's repræsentation i Havana givet nye impulser til forbindelserne til oppositionen og uafhængige områder og i denne forbindelse bl.a. koncentreret sig om vigtige spørgsmål i forbindelse med overgangen på mellemlang sigt. Det omfatter bl.a. udvidelse af dialogen med vigtige medlemmer af den fredelige opposition - især med hensyn til deres konkrete fremtidsplaner - og andre midler til at støtte uafhængige organisationer i civilsamfundet.

Samtidig har Rådet klart fordømt uacceptabel adfærd fra de cubanske myndigheders side internt eller over for europæiske politikere og gæster. Formandskabet har taget adgangen til ministerierne i Havana op og gjort den cubanske regering opmærksom på, at den ikke kan forvente dialog, hvis den nægter EU's ambassader denne adgang og nægter at anerkende samtalepartnere fra EU eller at tale med dem.

Desuden har Rådet bekræftet sin vilje til på grundlag af gensidighed og ikke-diskrimination fortsat at føre en konstruktiv dialog med de cubanske myndigheder, bl.a. om udstedelse af visa til repræsentanter for de forskellige regeringer.

EU's formandskab har i en offentlig erklæring beklaget, at de cubanske myndigheder forhindrede de såkaldte "Kvinder i hvidt" (Damas de Blanco) i at rejse til Strasbourg for at modtage Sakharov-prisen 2005 for åndelig frihed, som var blevet tildelt dem af Europa-Parlamentet.

Sådanne sager, f.eks. også regeringens afvisning af at lade Osvaldo Payá rejse til ngo-forummet om ytringsfrihed i december, gør det klart, at de cubanske myndigheder tilsidesætter retten til at rejse frit, som er forankret i artikel 13 i menneskerettighedserklæringen, over for landets egne borgere. Rådet beklager, at der ikke er opnået yderligere fremskridt med hensyn til løsladelse af politiske fanger. Det har fordømt fængslingen af andre medlemmer af den fredelige opposition sidste sommer og de cubanske myndigheders indgreb mod ytringsfriheden og forsamlings- og pressefriheden.

Rådet opretholder fortsat sit krav til Cuba om at løslade alle politiske fanger. EU har interveneret i forhold til situationen for de fanger, som i protest mod fængselsforholdene havde indledt en sultestrejke.

I denne forbindelse vil jeg desuden afslutningsvis minde om den aktive og kontinuerlige rolle, som EU med stærk støtte fra Europa-Parlamentet varetager i FN's Menneskerettighedskommision. Sidste år var EU med til at forelægge en resolution vedrørende Cuba i denne forsamling.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Fru formand, Cuba er det eneste land i Latinamerika, som endnu ikke er knyttet til EU i form af en associerings- eller samarbejdsaftale. Det skyldes ikke EU eller medlemmerne af Europa-Parlamentet, idet vi har bestræbt os på at bevare dialogen med de cubanske myndigheder og den cubanske befolkning.

Beklagelige kendsgerninger, som Kvinder i hvidts forbud mod at komme til Europa-Parlamentet, eller den voksende undertrykkelse, der er nævnt i den beslutning, som Parlamentet vedtager i morgen, og som uafhængige journalister er ofre for, som Journalister uden Grænser og fredelige menneskerettighedsforkæmpere for nylig har påvist, viser tydeligt den systematiske fornægtelse af de mest grundlæggende rettigheder på øen.

Derfor står der i beslutningen, at disse kendsgerninger er ødelæggende for ønsket om en forbedring af forholdet mellem EU og Cuba, som er hovedformålet med ændringerne til Rådets fælles holdning fra januar 2005, og hvori Rådet anmodes om at handle i overensstemmelse hermed.

Hr. formand for Rådet, jeg minder Dem om, at da De vedtog ophævelsen af de foranstaltninger, som var indeholdt i Rådets fælles holdning, bad De om øjeblikkelig og ubetinget frigivelse af de fængslede, og nu er situationen blevet forværret for disse personer.

Fru formand, Andrej Sakharov sagde, at det ofte er de stemmer, vi ikke hører, der er de vigtigste. Jeg mener, fru formand, at Europa-Parlamentet endnu en gang har taget ordet for at forsvare friheden og for her i Parlamentet at vise, at det repræsenterer EU's borgere og de borgere, der i Cuba kæmper for deres frihed og værdighed.

  Raimon Obiols i Germà, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand for Rådet, vores gruppe glæder sig over, at den kontekst, som denne forhandling om Cuba finder sted i, sikrer et forholdsvis bredt kompromis om et beslutningsforslag. Vi har altid ment, at der i Parlamentet og EU's institutioner findes et bredt grundlag for aftalen og for at dreje forbindelserne med Cuba i den rigtige retning.

Som gruppe er vores holdning meget klar. For det første kan vi i den aktuelle kontekst kun være enige i, at de cubanske myndigheder ikke har udvist de forventede tegn på en forbedring af menneskerettighederne i landet. For det andet kan vi ikke aflevere Sakharov-prisen til Kvinder i hvidt, og vi skal derfor anmode de cubanske myndigheder om, at de tillader denne gruppe at besøge Europa som svar på Europa-Parlamentets invitation. Samtidig synes vi, at Parlamentets formand skal pålægges at foretage alle de fornødne skridt for at sikre, at prisen bliver overdraget.

Vi mener dog, at mulighederne for fremskridt er bedre i dag i det nuværende klima for vores forbindelser end med Rådets tidligere politik, der førte til en blindgyde, som den politik - det er det mindste, vi kan sige - der i årtier har insisteret på sanktioner og embargo, har resulteret i.

Vi ønsker at fastholde Rådets aktuelle politik med to målsætninger: For det første at stå fast på kravet om overholdelse af menneskerettighederne i Cuba, frigivelsen af samvittighedsfangerne og af de fredelige dissidenter og respekten for de demokratiske frihedsrettigheder, og for det andet at fastholde og styrke forbindelsen og dialogen med alle de politiske og sociale sektorer, som i Cuba er involveret i eller interesseret i forholdet til Europa og i udviklingen af landet, og de uundgåelige forandringer, som Cuba står over for i nær fremtid.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Jeg er enig i, at der er mange alarmsignaler, der viser, at det cubanske regime stadig fører en undertrykkelsespolitik over for afvigende meninger, vilkårlige fængslinger af oppositionsgrupper og konstant chikane mod alle, der udtrykker holdninger, der går imod regeringens linje. Det vækker også bekymring, at man undertrykker grupper, der er blevet stigmatiseret af regimet, såsom homoseksuelle og visse intellektuelle.

I dette specifikke tilfælde er regimets afvisning af at lade Kinder i hvidt forlade lande for at modtage Sakharov-prisen yderligere et eksempel på denne bekymrende situation. Men som det allerede er blevet sagt, har den politik med blokade og isolation, som Cuba har været underlagt fra adskillige vestlige magter i årtier, kun styrket positionen for høgene inden for regimet. Derfor glæder det mig, at Rådet for Den Europæiske Union i juni 2005 besluttede igen at tilbyde Cuba mulighed for en politisk dialog. Hensigten her var bl.a. at begynde at gøde jorden for det, mange af os håber bliver en øjeblikkelig overgang til demokrati.

De af os, der har levet under et diktatur, ved, hvor vanskeligt det er at skabe et demokrati, navnlig når de mennesker, der burde være dine allierede i udlandet, vender dig ryggen. I den forbindelse er tilsynekomsten af flere og flere grupper i lokalsamfund, på universiteter og om videnskabelige spørgsmål, i kirker eller på uddannelses- eller socialcentre, grupper, der ikke fandtes før, og hvis arbejde er et vigtigt bidrag til den politiske udvikling i Cuba, et positivt tegn. Tiden er inde til, at det cubanske regime accepterer, at deres fremtid ikke ligger i opretholdelsen af status quo, men i en seriøs og troværdig håndtering af den overgang, som især det cubanske folk selv ønsker.

I EU skal vi derfor gøre det meget klart, at vi blot har til hensigt at hjælpe Cuba ind i den moderne verden ad demokratiets vej, og derfor må vi fortsat kræve, at alle de personer, der er idømt mange års fængsel for deres fredelige modstand mod regimet, løslades.

  Willy Meyer Pleite, for GUE/NGL-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke min modstand mod det fælles initiativ, som vi skal stemme om i morgen. Dette initiativ er baseret - og teksten emmer af dette fra hver en pore - på en position, der er enestående, en position, som EU har indtaget i et stykke tid. Dette er det eneste land i verden, hvor EU opretholder en undtagelsessituation; der er ikke andre tilfælde. Jeg finder det uretfærdigt og desuden, at det ikke har nogen virkning overhovedet. Det er klart, at den position vil blive vedtaget i morgen og ikke vil have nogen som helst effekt. Jeg vil opfordre til, at man bringer denne undtagelsessituation til ophør.

EU skal behandle Cuba på samme måde som alle andre lande i verden. Vi må fastholde en position, der åbner mulighed for en fælles debat, og som behandler alle disse spørgsmål. Vi må selvfølgelig først kræve, at USA ophæver sin blokade mod øen Cuba. Naturligvis skal vi diskutere hele spørgsmålet om anmodningen om udlevering af terroristen Posada Carriles, og naturligvis skal det iberisk-amerikanske topmøde omfatte alt det, der blev drøftet på det iberisk-amerikanske topmøde mellem EU og Cuba.

Cuba har bestemt sine fejl, men landet er eksemplarisk, når det gælder syd/syd-samarbejdet. Det cubanske samfund er også eksemplarisk med hensyn til alle offentlige tjenester, eftersom det er et fattigt samfund.

Jeg mener ikke, at EU's handlinger skal dikteres af det amerikanske udenrigsministerium. Det må ikke ske. Derfor vil jeg naturligvis opfordre til en uafhængig position, der bringer undtagelsessituationen mellem EU og Cuba til ophør.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg taler på det nye italienske Socialistpartis vegne. Parlamentet har ofte - alt for ofte - diskuteret den manglende overholdelse af menneskerettighederne i Cuba. "Ord, ord, ord", mens vi venter på positive tegn fra et døende regime, der ikke har nogen planer om at skifte kurs.

I januar 2005 kom Rådet med nogle indrømmelser i håb om at tilskynde til en anden holdning. Alle dets forventninger blev hurtigt slået i stykker: Ytringsfriheden er desværre stadig blot en illusion, hvilket også blev bevist, da man nægtede Kvinder i hvidt tilladelse til at komme her for at modtage Sakharov-prisen i 2005.

Vi kan ikke vente længere. I denne situation har EU pligt til at gøre mere og at gøre det bedre og hurtigere. Jeg er reformsocialist, og derfor drømmer jeg om et samfund baseret på værdierne frihed, deltagelse, demokrati og social retfærdighed. Jeg er også det yngste medlem her i Parlamentet, og i mit hjerte og mit sind deler jeg forhåbningerne hos cubanere på min egen alder, som ønsker at kunne skue optimistisk fremad mod et land, der endelig bliver mere åbent, mere moderne og mere retfærdigt.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, kære kolleger, jeg har allerede flere gange henvendt mig til plenarforsamlingen for at berette om menneskelig lidelse på Cuba, særlig for dem, der vover fredeligt at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder. Desværre påkalder de sørgelige forhold sig igen fordømmelser og protester. På det sidste møde i plenarforsamlingen sidste år kunne vi konstatere, hvor langt Fidel Castros regime går i sin intolerance. En gruppe kvinder, der blot bad om frihed for deres mænd og sønner, der har været tilbageholdt som politiske fanger siden undertrykkelsesbølgen i marts 2003, blev hindret i at tage til Europa-Parlamentet for at modtage Sakharov-prisen og dermed vores berettigede hyldest som udtryk for de europæiske befolkningers respekt.

Beklageligvis overrasker denne beslutning og denne holdning os dog ikke. Oswaldo Payá, der modtog Sakharov-prisen i 2002, er gentagne gange blevet hindret i at rejse til Europa, så han her kunne tale med os om, hvad der virkelig foregår på Cuba. Parlamentet har derfor fastholdt sin invitation, så han kan komme, straks han får lov. Denne åbne invitation må nu udvides til "Kvinder i hvidt", og vi må arbejde for, at også de kan få lov til frit at rejse hertil for at modtage udtrykket for vores beundring og solidaritet. Det er en god idé at overdrage prisen i Havana, men det bør ikke stille os tilfreds. Det må være vores minimumskrav, men vi bør altid stræbe videre og ikke acceptere en eller anden hel- eller halvhemmelig gestus eller føje os efter diktaturets vilkårligheder.

Oswaldo Payá og "Kvinder i hvidt" skal have mulighed for offentligt at udbrede deres budskab om en fredelig kamp for frihed og retfærdighed og for at kunne fortælle Europas befolkninger, især de unge, om deres liv og forbilledlige indsats for de mest grundlæggende menneskerettigheder.

Jeg håber, at denne debat vil betyde, at ingen kan sige, at vi tøvede med at fordømme et brutalt diktatur. Jeg håber, at Rådet endelig erkender sine fejltagelser og ikke mere lader sig forlede af illusioner, der, som vi har set, blot fører til mere undertrykkelse og mere uretfærdighed. Vi vil fortsat kæmpe for, at Europa står fast. Ingen skal sige, at Europa-Parlamentet ikke utvetydigt fordømmer et diktatorisk regime. Det er min appel fra demokrater til demokrater.

  Miguel Angel Martínez Martínez (PSE). - (ES) Jeg vil gerne takke min gruppe, som giver mig lov til at tale, selv om den ved, at jeg ikke deler dens holdning. Jeg vil ikke stemme for beslutningsforslaget, som for mig at se savner balance, er meningsløst og skadeligt for EU's image i udviklingslandene. At der kun er 20 medlemmer til stede i salen, viser desuden, hvor højt Parlamentets medlemmer prioriterer denne forhandling.

Jeg foretrak det socialistiske forslag, men så er grundlæggende aspekter som den amerikanske blokade og Guantánamo, de mest skandaløse overtrædelser af menneskerettighederne, der foregår på øen, gået tabt. Denne ubalance er så meget desto større, fordi man i beslutningsforslaget ikke anerkender nogle af Cubas handlinger, navnlig det arbejde, som landet har udført i samarbejde med landene i Vestindien, Latinamerika, Afrika og endda Asien.

Da vi diskuterede handicap og udvikling i sidste uge, pointerede vi, at 208.000 blinde fra disse lande var blevet opereret gratis i Cuba i 2005. Det virker ikke så vigtigt her, men det er meget vigtigt for de mennesker, der har fået synet tilbage, og for deres lande. Der er mere end 20.000 læger i Cuba og næsten lige så mange sportsinstruktører og lærere, der arbejder med sydlig solidaritet, og det viser noget, som mange her afviser eller fortier, men deres sekteriske indstilling, som fører til beslutningsforslag som dette, skader EU's image blandt de lande og mennesker i Syd, som føler respekt og taknemmelighed over for Cuba.

Det eneste, som man vil opnå med dette beslutningsforslag, er at bekræfte de cubanske myndigheders overbevisning om, at EU ikke er en uafhængig samtalepartner, men blot en forlængelse af Bush-administrationens interesser og strategier, og det vil ikke overtale landet til at gøre en eneste ting for at bevæge sig i den retning, som mange af os gerne så, for at bringe tingene fremad i landet; med andre ord er beslutningsforslaget også i denne henseende nærmest meningsløst undtagen for de medlemmer i Parlamentet, som blot ønsker at diskriminere mod Cuba og fortsat behandle landet som en undtagelse og på en måde, der er anderledes end den måde, hvorpå man behandler andre lande med tilsvarende regimer. Det mest beklagelige er, at Europa på grund af denne holdning bliver mindre og mindre relevant på den internationale scene.

Derfor vil jeg gentage, at jeg ikke vil stemme for beslutningsforslaget, og jeg håber, at mine kolleger i Parlamentet i det mindste vil lytte til mine argumenter, uanset hvordan de stemmer i morgen. Hvis de stemmer som jeg, så meget desto bedre.

  Erik Meijer (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand, for nogle mennesker, også i Europa, er Cuba et paradis. Efter andres opfattelse er det et helvede. I forhold til de nuværende europæiske kriterier for et flerpartidemokrati og individuelle menneskerettigheder lader landet faktisk meget tilbage at ønske. I næsten et halvt århundrede har den samme bevægelse med den samme leder haft magten. Indbyggerne har ikke frihed til at rejse til udlandet, heller ikke for at modtage en pris, som de har fået tilkendt.

Oppositionen får ikke mange chancer for at organisere sig, og hvis det alligevel lykkes, får den ikke chancen for gennem valg at konstatere, hvor stor eller hvor lille en del af befolkningen der støtter den. Ligesom i det store naboland USA er der dødsstraf. Dette er negative ting, som må og skal kritiseres. Med al denne kritik af Cuba modsætter jeg mig den opfattelse, at det drejer sig om et ganske almindeligt diktatur. Landet har store ambitioner og var i årevis et eksempel for resten af Latinamerika, hvad angår undervisning, sundhedsvæsen, andre offentlige faciliteter og beskyttelse af de mest sårbare befolkningsgrupper.

Hvad angår demokrati og menneskerettigheder var Cuba absolut ikke værre end resten af det daværende Latinamerika. Landet er stadig, støttet af et flertal af vælgerne, en inspirationskilde for moderniseringen i Venezuela, Brasilien, Bolivia, Chile, Argentina og Uruguay. Med rette har Europa aldrig støttet Nordamerikas isolering af Cuba. Meget af det, som ikke er godt i Cuba, fremmes af denne isolering. Hvis vi ønsker at forbedre Cuba, har vi brug for en åben forbindelse.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, at menneskerettighedssituationen i dette museum for stalinismen, i dette cubanske kommunistiske diktatur, er yderligere forværret, er selvfølgelig en skændsel, men jeg vil gerne gøre Parlamentet opmærksom på, at den belgiske kommissær Louis Michel i hvert fald delvist har ansvaret for dette. Det var Louis Michel, som for ikke ret længe siden efter et hyggeligt firedagesbesøg i Havana, anbefalede Det Europæiske Råd absolut ikke at overveje diplomatiske sanktioner.

Det var også Louis Michel, der svarede menneskerettighedsorganisationer, at Fidel Castros regime ikke må provokeres. Selv om f.eks. Human Rights Watch opfordrede til, at EU først normaliserede de økonomiske forbindelser med Cuba efter løsladelse af i hvert fald politiske fanger og efter demokratiske reformer, sagde Michel, at han gik ind for en udvidelse af Cotonou-aftalen til også at omfatte Cuba uden betingelser. Louis Michel er faktisk gode venner med Fidel Castro, som jo er vore tiders Adolf Hitler, Stalin eller Mao.

  Peter Šťastný (PPE-DE). - (SK) Situationen i Cuba er meget alvorlig. Befolkningen får i stigende grad frataget sine grundlæggende menneskerettigheder, og antallet af politiske fanger er voksende.

Europa kunne foregå med et godt eksempel. Som medlem af Europa-Parlamentet har jeg sammen med mine kolleger fru Pleštinská og hr. Gaľa adopteret en politisk fange i Cuba, og jeg ønsker, at der lægges større pres på Fidel Castro gennem den internationale offentlige opinion. Jeg ville gerne tro på, at en af de første beslutninger, man træffer under pres fra den offentlige opinion, er at løslade politiske fanger, som mishandles og udsættes for umenneskelige forhold i fængslerne.

Det er en af grundene til, at jeg støtter beslutningsforslaget vedrørende EU's holdning over for den cubanske regering, punkt 9, hvor man henviser til sanktioner, som Rådet for Den Europæiske Union genindfører over for Cuba. Jeg ved ikke, hvorfor disse sanktioner blev midlertidigt suspenderet den 31. januar 2005, eftersom det i punkt 1 i forslaget klart fremgår, at Cuba ikke har gennemført nogen betydende forbedringer af menneskerettighederne siden 2003. Var det en belønning for uvidenhed, eller var der andre interesser på spil?

Jeg vil gerne tro, at Rådet denne gang vil genindføre sanktionerne mere effektivt. For at sikre dette er der brug for samarbejde. Dette vil ideelt set betyde, at man hovedsagelig samarbejder med FN og den amerikanske regering. Jeg forstår, at det er nærmest umuligt at nå til enighed i FN, men sanktioner, der koordineres med USA og måske Canada, kunne måske føre til det nødvendige resultat. Hr. formand, EU og dens institutioner kan ikke og må aldrig være ligeglad med skæbnen for millioner, der lever i undertrykkelse, og de mange mennesker, der lider under forfærdelige forhold i fængslerne.

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, for første gang har Castro og Roque i 2005 selv talt om Cuba efter Castro. I mellemtiden er den cubanske befolkning træt af kampen for at holde sig oven vande, og for de små grupper cubanere, som tør starte deres egen politiske eller samfundsmæssige aktivitet, gøres livet faktisk umuligt. Europa skal tale med én stemme i Havana, mod de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og for en dialog med myndighederne om politiske og økonomiske reformer, som skal forhindre, at det, der i revolutionens første år blev opnået inden for sundhedsvæsen og undervisning, går tabt.

Denne dialog skal imidlertid også gøre en ende på det totalitære regime og blokaden af de økonomiske reformer. Kun da kan cubanere ved hjælp af egne initiativer, landbrug og små markeder igen få udsigt til bedre tider uden vold, og disse skal ikke komme fra Miami. Europa skal nu tænke sig om for at give Cuba efter Castro et socialt, økonomisk og demokratisk perspektiv. Solana, Kommissionen og Rådet skal indlede en dialog. Vi er nødt til at kombinere alle vores bestræbelser og fokusere på menneskerettigheder og en dialog, som giver masser af nye perspektiver. Det er op til Castro og Roque at vise mod og indlede en dialog.

Jeg var der i januar, og jeg skal hilse mange gange fra Damas de Blanco (Kvinder i hvidt), som er meget glade for den pris, vi har givet dem.

  András Gyürk (PPE-DE). - (HU) "Tyranniet er mest bange for dem, der praktiserer frihed" - sagt af José Martín, en helt fra den cubanske uafhængighedskamp i 1900-tallet, og ordene er lige så relevante i dag, som da han sagde dem. Vi kan også tilføje, at bortset fra sin egen opposition er et diktatur også bange for dem, der lever i frihed i andre lande. Derfor skal vi, repræsentanterne for de europæiske demokratier, være klar over, at vi har et særligt ansvar, når vi diskuterer et af de sidste kommunistiske regimer.

Personligt vil jeg gerne tilføje, at jeg som ung ungarsk politiker er yderst opmærksom på dette ansvar, fordi min generation blev opdraget af vores forældre og bedsteforældre på baggrund af et socialistisk diktatur magen til det cubanske. Dem skylder vi at stå fast på vores principper.

Nu står det klart, at sidste års lempelse af restriktionerne mod Cuba ikke gav de ønskede resultater og kun fik den cubanske regering til at skærpe undertrykkelsen. Der har været arrestationer, og i 2005 blev omkring 30 medlemmer af oppositionen fængslet, hvilket betyder, at mere end 300 nu sidder fængslet for deres politiske synspunkter, ofte under umenneskelige forhold. Derfor er beskrivelsen af et komedie-diktatur ledet af en jovial salon-revolutionær forkert. I mellemtiden nægtes udenlandske observatører tilladelse til at rejse rundt i landet, noget jeg for nylig har oplevet selv. Sidste år blev jeg som adskillige kolleger her fra Parlamentet nægtet indrejsevisum, hvor vi skulle mødes med oppositionen. Hvis vi ikke har vidst det før, kan vi nu se, at et diktatur - uanset om det er til højre eller venstre - ikke tillader kompromiser. Det er endnu en grund til, at vi ikke kan støtte lempelsen af restriktionerne.

Historien er et entydigt vidne: Oppositionsbevægelserne i den tidligere østblok kunne ikke have nået deres mål uden stimulation fra de vesteuropæiske demokratier. I dag er det op til det genforenede Europa at give styrke til alle dem, der repræsenterer demokratiske værdier i diktaturets skygge.

  Filip Andrzej Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, i Polen siger man, at en rig mand ikke kan forstå en fattig mand. Men de af os, der ved, hvordan det føles at blive nægtet ens frihed, har dog lettere ved at forstå, hvad der sker i Cuba i øjeblikket. Modstanderne af at anlægge en hård linje over for Cuba fremfører, at det vil få negative følger for den almindelige befolkning. Gad vide, om de har gjort sig den umage at finde ud af, hvad den cubanske befolkning tænker? Bryder Castro sig om, hvad cubanerne tænker?

I 1980'erne reagerede de polske kommunister på USA's økonomiske sanktioner, som også skulle have haft negative følger for almindelige polakker, ved at gøre gengæld og meddele, at de ville sende 1000 soveposer til hjemløse i New York. Hvordan reagerede de almindelige polakker? Små annoncer begyndte at dukke op i pressen, hvor man tilbød at bytte rummelige lejligheder i Warszawa for soveposer i New York. Mange cubanere tænker tilsyneladende på samme måde, og Havana er meget tættere på New York end Warszawa.

Hvis store revolutionære som Fidel Castro behandles blidt, tolker de det som et svaghedstegn. Nu må tiden være inde til at vise, at Europa ikke er svagt. Tiden er inde til at forstå, at Cuba ikke kan behandles som et urørligt, totalitært fort. Hvis Castro fortsat nægter modtagerne af Sakharov-prisen tilladelse til at forlade Cuba, bør vi ikke rejse til Cuba, som om intet var sket.

Efter min mening bør vi overtale europæerne til ikke at gøre Cuba til et feriemål, med andre ord ikke at rejse dertil som turister. Cuba er ikke et passende sted for en ferie. Ingen tager på ferie til Auschwitz eller til en gulag. Det ville være absurd. Det er lige så absurd at støtte en turistindustri, der bidrager til at holde et regime ved magten, hvor krænkelser af menneskerettighederne er dagens orden.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (SK) To begivenheder fra december 2005 kendetegner i Cuba: Kvinder i hvidt fik tildelt Sakharov-prisen for meningsfrihed. De cubanske myndigheder forbød dem at forlade landet og få prisen overrakt personligt. Meningsfrihed findes ikke i Cuba. Det er et godt bevis på, at prisen blev givet til de rette. Sakharov-prisen blev tildelt hustruer og mødre til politiske fanger i Cuba, som kun var skyldige i at tænke frit.

Løsladelsen af alle politiske fanger i Cuba er fortsat det centrale krav for bevægelsen Kvinder i hvidt. I dag, hvor mange dele af verden rystes af vold, krig og terror, er det opmuntrende at se, at en gruppe ubevæbnede kvinder kan udøve et stort moralsk pres med ikkevoldelige midler.

Jeg kommer fra en region, som for kun få år siden blev styret af et kommunistisk regime, som også fængslede folk for at tænke frit, og jeg kan bekræfte, at støtten fra demokratiske lande har kolossal betydning. Derfor vil jeg opfordre de demokratiske europæiske institutioner til at bruge alle de fredelige midler, som de råder over, til at lægge pres på Castro-regimet og tvinge det til at løslade dem, der kun er fængslet for at tænke frit. Den politik med undvigelser og indrømmelser over for et af de mindst demokratiske regimer i verden forlænger kun befolkningens lidelser og overtrædelserne af menneskerettighederne.

Ved at støtte den demokratiske opposition i Cuba og lægge konstant pres på Castro-regimet kan Europa sikre respekten for demokratiske principper i dette socialistiske land. Hvis EU's bestræbelser på at skabe demokratiske forandringer, skal blive en succes, er vi nødt til at formulere en utvetydig holdning til, hvordan disse ændringer skal gennemføres, og hvordan man kan indføre demokrati i Cuba.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker for denne debat, jeg har lyttet opmærksomt og fået mange punkter med til mig selv og til Rådet. Jeg fornemmer, at vi opfordres til fortsat aktivt at forsvare de værdier, som EU står for, nemlig forsvar for menneskerettighederne, engagement for de grundlæggende frihedsrettigheder, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Jeg har også noteret, at man ønsker, at vi fortsat støtter den fredelige opposition aktivt, og at vi arbejder for at få fangerne løsladt.

Det er imidlertid en kendsgerning, det må vi se i øjnene, at vores midler er begrænsede, hvis ikke Cuba opbyder et mindstemål af god vilje. Og sagt ligeud har konfrontations- og embargopolitikken, som man nogle gange er slået ind på tidligere, heller ikke ført til det ønskede resultat. Derfor tror vi, at vi bør fortsætte vores politik med kritisk dialog, engagement og opmuntring til reformer.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.