Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 1. februar 2006 - Bruxelles

1. Genoptagelse af sessionen

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 15.00)

  Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 19. januar 2006, for genoptaget.

2. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

3. Erklæring fra formanden

  Formanden. - Mine damer og herrer, før vi indleder vores plenarmøde, synes jeg, at omstændighederne tvinger mig til at komme med en kort erklæring om to tragiske hændelser, der har fundet sted i to lande i EU.

Som bekendt forulykkede der et fly fra den slovakiske hær den 19. januar, hvor 42 militærfolk, der var på vej tilbage fra en NATO-fredsmission i Kosovo, omkom. Det minder mig om andre tragiske hændelser i forbindelse med tilstedeværelsen af spanske militærfolk i Afghanistan. Denne gang var det slovakker.

Den 28. januar brød taget på en udstillingsbygning i Katowice sammen og forårsagede snesevis af menneskers død, ca. hundrede sårede og et ukendt antal savnede. Det polske folk er rystet af denne tragedie, og de øvrige europæiske befolkninger føler med dem.

Jeg har givet udtryk for Europa-Parlamentets dybeste medfølelse og solidaritet med ofrene og deres familier. Det slovakiske og polske flag er i dag på halv i Parlamentet som tegn på sorg.

Jeg har på alles vegne skrevet et brev til de to statschefer for at give udtryk for vores kondolence. Og nu beder jeg Dem om at iagttage et minuts stilhed til minde om ofrene.

(Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)

4. Modtagne dokumenter: se protokollen

5. Parlamentets sammensætning: se protokollen

6. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

7. Tekster til aftaler sendt af Rådet: se protokollen

8. Bevillingsoverførsler: se protokollen

9. Meddelelse om Kommissionens reaktion på Parlamentets udtalelser og beslutninger: se protokollen

10. Dagsordenen

  Formanden. - Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. Jeg giver ordet til fru Frassoni.

  Monica Frassoni (Verts/ALE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, min tale bliver meget enkel, meget kort og på ingen måde interessant. Jeg vil gerne meddele, at Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker at underskrive beslutningsforslaget om Cuba.

  Formanden. - Udmærket, det skal ske.

(Parlamentet godkendte arbejdsplanen)

11. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2006 - Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) 2004

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik om følgende punkter:

- redegørelse fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2006 og

- betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget - 2004 (2005/2134(INI)) (A6-0389/2005).

Før jeg giver talerne ordet, vil jeg gerne takke for den indsats, som fru De Keyser, chef for EU's observatører ved valget i Palæstina, og hr. McMillan-Scott, som ledede delegationen af de 27 observatører fra Parlamentet, har ydet. Vi får utvivlsomt lejlighed til at høre, hvad de har at sige under forhandlingen, men jeg vil allerede gerne nu understrege den vigtige rolle, som vores medlemmer har spillet ved at komme med objektive vidnesbyrd om valgprocessen i de palæstinensiske territorier.

Efter min mening er det også en god lejlighed til at udtrykke håb om, at omstændighederne ikke forhindrer præsident Mahmud Abbas i at tage imod Europa-Parlamentets stående invitation til at komme her, når han finder det belejligt.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. - (ES) Hr. formand, lad mig begynde med at tilslutte mig Deres ord og takke den person, som har repræsenteret Europa-Parlamentet og EU som helhed i forbindelse med valgobservationsmissionen ved det palæstinensiske valg, fru De Keyser, som er vores alles og i særdeleshed min gode ven, for den store indsats, hun har ydet i denne så vanskelige tid, hvor observatørernes mission har været meget vigtig. Jeg ved ikke, om fru De Keyser er til stede i salen, men jeg vil under alle omstændigheder gerne give udtryk for min beundring og min anerkendelse af hende og endnu en gang understrege mit venskab og min sympati.

(Bifald)

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg lyver ikke for Dem, når jeg siger, at det er meget vanskeligt for mig at indlede dette møde den 1. februar 2006. Hvis vi kaster blikket bare en måned tilbage i tiden, til den 1. januar i år, og ser på, hvad der er sket i verden i løbet af disse 30 dage, er det tydeligt, at det virkeligt kan betale sig at foretage nogle overvejelser her i Parlamentet, nærmere bestemt om EU's evne til at lave politik, om EU's evne til at lave international politik og om den forpligtelse, vi alle har. Hvis vi ser nøje på, hvad der er sket i løbet af de sidste 30 dage, som jeg gerne vil gennemgå, så vi kan drage nogle konklusioner om, hvordan vi ikke kan blive ved med at handle, og om hvordan vi burde begynde at handle. Lad mig derfor kort minde Dem om, hvad der er sket i løbet af disse 30 dage.

Natten den 1. januar 2006 var vi mange, der var vågne, og forsøgte at løse et særdeles alvorligt problem, der berørte os. Ukraine og Rusland stod med et problem, det var meget vanskeligt at løse, på grund af den manglende energiaftale mellem de to lande. Hvis denne energiaftale for alvor var gået i hårdknude, ville det have haft særdeles alvorlige følger for energiforsyningen i mange af EU's lande. Det var årets første nat.

Den tredje nat i 2006 traf den iranske regering en meget vigtig beslutning, nemlig at begynde at berige uran. Og mindre end en uge senere begyndte de at bryde de forseglinger, som Det Internationale Atomenergiagentur i Wien havde anbragt i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets og nævnte organisations resolutioner.

Få dage senere blev premierminister Sharon indlagt på et hospital i Jerusalem, og desværre er hans tilstand stadig dårlig. Jeg vil gerne herfra på alles vegne, hvis De tillader det, sende premierminister Sharons familie et ønske om snarlig bedring. Uanset de forskellige opfattelser, vi tidligere har haft, og uanset de vanskeligheder og misforståelse, vi har haft, bør de mænd, der har kæmpet, de personer, der har arbejdet sammen med os, modtage vores anerkendelse i deres svære stunder.

Få dage senere opstod der alvorlige problemer ved indledningen af valget i Palæstina, og endnu en gang var fru De Keyser dér og forsøgte at løse dem. Ved månedens udgang blev det palæstinensiske valg afholdt, og resultatet gav anledning til tumult.

Nogle dage senere, i forbindelse med et andet meget afgørende spørgsmål for EU, døde Kosovos præsident Rugova pludseligt.

I månedens sidste dage blev der også afholdt et vigtigt møde i Den Afrikanske Union, som vi arbejder meget tæt sammen med for at løse et alvorligt problem: Darfur-problemet.

Endelig modtog vi for få dage siden, også i januar, en anmodning fra FN's generalsekretær om, at vi skulle være parat til at træffe en beslutning om muligheden for, at EU involverer sig i sikkerheden og beskyttelsen i forbindelse med det valg, der om nogle måneder skal afholdes i Congo.

Mine damer og herrer, hvis vi i bare et øjeblik tænker på disse 30 dage, kan vi drage en meget stor lære. Blandt andet vedrørende EU's indflydelse i verden i dag, for i forbindelse med alle de emner, jeg har nævnt, skal EU spille en vigtig rolle, det være sig i forbindelse med det vigtige energisikkerhedsspørgsmål, som vi skal drøfte i hele 2006, Iran-spørgsmålet, som vi skal drøfte i de kommende dage og sandsynligvis i længere tid, og det vil jeg komme ind på senere, valget i Palæstina og dets følger, præsident Rugovas død og de konsekvenser, det får i 2006 - lad os håbe, at det kun bliver i 2006 - for den endelige aftale om Kosovos status eller spørgsmålene i forbindelse med de ændringer, der har fundet sted i Den Afrikanske Union, som vi samarbejder med på et meget venskabeligt og hjerteligt grundlag.

Jeg vil, hvis formanden tillader det, begynde med meget kort at komme ind på de spørgsmål, jeg har nævnt, og som er de vigtigste spørgsmål, der er blevet rejst i løbet af måneden, og som utvivlsomt vil være den vigtigste dagsorden for Europa-Parlamentet og EU i 2006. Jeg vil dog først endnu en gang sige til Parlamentets formand og medlemmer, at der ikke hersker nogen tvivl om, at EU er en vigtig udenrigspolitisk aktør, og at det skal blive ved med at være det, at erfaringen har vist os, at selv om vi ikke ønsker det, skal vi være det, og at vi i løbet af blot 30 dage har været nødt til at beskæftige os med så mange forskellige spørgsmål, som endda på visse tidspunkter har forhindret os i at tænke. Så stor er den aktivitet, vi har været fordybet i i løbet af januar.

Mine damer og herrer, Parlamentets Udenrigsudvalg har her til morgen modtaget to kendte politikere fra Ukraine, nemlig udenrigsministeren, hr. Tarasyuk, og Yulia Timoshenko, et fremtrædende parlamentsmedlem. Udenrigsudvalget har vist - jeg håber, at mange af Dem har haft mulighed for at kommentere det - den meget vanskelige situation, som Ukraine, et land, vi er venner med, et land, der er afgørende for Europas stabilitet og sikkerhed, befinder sig i. For omtrent et år siden forsøgte vi alle, Europa-Parlamentet og jeg selv, at løse et særdeles alvorligt problem i Ukraine. I dag, et år senere, ser vi, at mange af de problemer, der var den gang, ikke længere er helt så alvorlige, men desværre er de alvorlige nok til, at vi er nødt til at fortsætte arbejdet, især så dette store land ikke mister kursen og kan fortsætte af vejen mod økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssig udvikling og nærme sig Europa, som vi alle ønsker. De medlemmer, som her til formiddag har lyttet til såvel udenrigsministeren som fru Yulia Timoshenko, har nok bemærket, at problemet er meget alvorligt, og at vi er nødt til at tillægge det en særlig betydning.

I de få minutter, jeg har til rådighed til mit første indlæg, vil jeg ikke gå mere i detaljer, men jeg vil dog gerne sige til Dem, at det valg, der skal afholdes i Ukraine, ikke om et år, men om to måneder, er helt afgørende for os alle, ikke kun for EU, men naturligvis også for Ukraine, og for alle landene i den østlige del af vores kontinent, der bliver påvirket af valgresultatet.

Det ville være meget trist for os alle, hvis det, som vi for et år siden kaldte for Ukraines orange revolution, ophørte med at være en orange revolution og blev en anden slags revolution eller betød et tilbageskridt for den række af skridt, som landet tog fremad for et år siden.

Hr. formand, lad mig fortsætte med det næste punkt, jeg gerne vil komme ind på, nemlig situationen i Iran. Jeg tror, at De er velinformerede om det, der er sket i Iran siden den 3. januar i år, for blot et par dage siden, og især om det, der er sket siden den 13. januar, hvor EU i Berlin besluttede at indkalde til et ekstraordinært møde i Det Internationale Atomenergiagenturs Styrelsesråd og senere om at anmode Styrelsesrådet om at viderebringe dossieret om Iran til FN's Sikkerhedsråd. Siden da er der sket mange ting, for dagene går, som om de var sekunder, og månederne, som om de var timer. Jeg kan fortælle Dem, at der i dette øjeblik, hvor jeg taler til Dem, befinder sig repræsentanter fra Kina og Rusland i Teheran med et mandat fra de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet samt EU for at forsøge at gøre en sidste indsats for at opnå en aftale på det møde, der skal finde sted den 2. februar, dvs. i morgen. Jeg kan oplyse Dem, at medlemmerne af EU og USA natten til i forgårs - til langt ud på natten - holdt et efter min mening vigtigt møde med Rusland og Kina i et forsøg på at opnå en mulig aftale om et udkast til en resolution. Og jeg kan fortælle Dem, at vi opnåede denne aftale, der i eftermiddag bliver forelagt i Wien, så den kan blive drøftet i morgen.

I udkastet til resolution, mine damer og herrer, kommer vi med følgende opfordringer. For det første en opfordring til Iran om at vende tilbage til den tidligere situation, dvs. landet fortsætter ikke med sine tanker og ønsker om at berige uran, men vender tilbage til en forhandlingsposition, og for det andet en opfordring til, at den resolution, der bliver præsenteret i eftermiddag, bliver vedtaget med Ruslands og Kinas støtte, og at denne resolution og alle de tilhørende resolutioner, der er vedtaget i de sidste måneder, bliver viderebragt til Sikkerhedsrådet, og at Sikkerhedsrådet ikke vedtager nogen resolution før Styrelsesrådets ordinære møde til marts. Vi forsøger på denne måde at sende et klart budskab til de iranske myndigheder, samtidig med at vi forsøger at opnå den størst mulige konsensus i det internationale samfund.

Det spørgsmål, vi beskæftiger os med, er afgørende, de er knyttet til udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, og derfor synes vi, at det er helt nødvendigt at opnå den størst mulige enighed mellem medlemmerne af det internationale samfund, og helt konkret mellem medlemmerne af Det Internationale Atomenergisagenturs Styrelsesråd. Jeg vil ikke sige til Dem, at jeg er optimistisk, for jeg synes, at det er svært at være optimistisk i forbindelse med disse spørgsmål, men jeg mener, at vi i de seneste timer har gjort en meget stor indsats blandt alle medlemmerne af det internationale samfund, ledet, og det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, af de holdninger, som EU har fasthold i flere måneder og år.

(Bifald)

Vi håber derfor, at den forhandling, der starter i morgen og formentligt varer længere end en enkelt dag, vil gøre det muligt at gøre fremskridt med henblik på at gøre Irans holdning til de nukleare spørgsmål mere rationel.

Det tredje punkt, hr. formand, jeg gerne meget kort vil komme ind på, eftersom tiden løber, er valget i Palæstina. Jeg har allerede nævnt EU's gode indsats med hensyn til observationen og vil gerne komme med et par bemærkninger om resultatet. Resultatet, mine damer og herrer, har været en overraskelse for os alle: en overraskelse for Hamas, en overraskelse for Fatah, en overraskelse for Israel og en overraskelse for det internationale samfund.

Det var utvivlsomt ventet, at Hamas ville få et bedre resultat end det, de hidtil har fået, men ingen, hverken i Hamas eller Fatah eller i det internationale samfund, havde forventet, at Hamas ville få et så godt resultat.

Hvilken holdninger bør vi efter min opfattelse indtage nu? Og der er ikke tale om personlige holdninger, det er holdninger, der allerede er blevet aftalt af udenrigsministrene i Rådet (Generelle Anliggender) mandag formiddag - dvs. for ganske nyligt - og om eftermiddagen, i kvartetten med vores venner fra Rusland og USA og med FN's generalsekretær.

Mine damer og herrer, vi mener, og jeg mener, at vi skal blive ved med at støtte præsident Abu Mazen. Han stillede op til valget med den platform, vi støttede, nemlig en platform, der gør det muligt at tage yderligere skridt mod fred, og som anerkender, at det var nødvendigt at forhandle med Israel, at det var nødvendigt at få bugt med intifadaen og at det var nødvendigt at iværksætte køreplanen. Det var Abu Mazens holdninger, som han modtog massiv opbakning til fra sine medborgere i Palæstina.

Der er efterfølgende afholdt valg, hvor Hamas har vundet med et betydeligt flertal, med absolut flertal på baggrund af et valgprogram, der til en vis grad var anderledes end præsident Abbas'. Der er derfor utvivlsomt i fremtiden - når regeringen bliver dannet efter den forhandling, der sandsynligvis skal finde sted om flere uger, hvorfor vi næppe får en regering før om mindst to eller tre måneder - mulighed for, at parternes holdninger støder sammen, mellem det, som præsident Abu Mazen har repræsenteret og det, som Hamas repræsenterer.

I erklæringen i mandags fra udenrigsministrenes møde i Rådet, der efterfølgende også blev anerkendt på kvartettens møde, sagde vi nogle ting, som det efter min mening er vigtigt at kende og ikke mindst forklare. Vi sagde klart, at valget i henhold til observatørernes beretning og i særdeleshed i henhold til chefobservatøren, er forløbet åbent, hæderligt og retfærdigt. Vi sagde senere i denne erklæring, at Europa er fuldt ud rede til at fortsætte samarbejdet med vores palæstinensiske venner, som vi har arbejdet sammen med i mange år efter Oslo-processen, hvor vi har investeret europæiske økonomiske ressourcer, men også i stort omfang politiske og psykologiske ressourcer, og at vi er parat til at fortsætte med det. Vi vil naturligvis også gøre det i tiden frem til den nye regering bliver dannet. Men når den nye regering er blevet dannet, er det, såfremt den bliver ledet af Hamas, nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser og stille nogle betingelser her i Parlamentet.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Europa-Parlamentet og EU ikke i fællesskab siger flere ting klart og tydeligt til vores palæstinensiske venner, nærmere bestemt tre ting. For det første, at vold ikke er forenelig med valgresultatet i et demokrati. I et demokrati skal de partier, der bliver valgt, forlade volden og følge de demokratiske spilleregler.

(Bifald)

For det andet burde vi sige med den samme varme og omsorg, vi altid har følt for vores palæstinensiske venner, at det, hvis de ønsker EU's bistand, er et ufravigeligt krav, at deres politik er forenelig med det, der siden Oslo-aftalerne i 1993 har været Parlamentets og EU's holdning. Vi ønsker to stater, der lever sammen i fred og i fremgang. Vi ønsker, at forhandlingerne indledes ad fredens vej - og ikke ad nogen anden vej - og derfor beder vi de to parter om - hvis det er det, vi ønsker, at de anerkender hinanden gensidigt. Europa-Parlamentet kan umuligt støtte noget, som ikke nyder de palæstinensiske myndigheders udtrykkelige anerkendelse, uanset hvem de er, af, at Israel er en realitet, som de skal indgå i dialog med og nå frem til en aftale med.

For det tredje vil vi gerne sige til vores palæstinensiske venner - det har jeg allerede personligt sagt flere gange siden valget, og jeg har mulighed for at tale med præsidenten næsten hver eneste dag - at det ville være meget godt, hvis den nye regering, der dannes efter valget, om tre måneder, også anerkender alle de aftaler, som Den Palæstinensiske Myndighed har undertegnet i de seneste år. Det ville være absurd, hvis vi igen skulle starte forfra med en indsats, som vi har gjort i lang tid, og som mange af Dem også har gjort i meget lang tid.

Mine damer og herrer, det er derfor det, vi ønsker at sige meget enkelt, og jeg tror, at alle forstår det, og jeg tror og håber, at vores palæstinensiske venner, uanset hvilket parti de tilhører, uanset det parti eller den formation, som de har deltaget i ved valget, forstår, at dette ikke er at pålægge nogen noget, at det ikke drejer sig om at krænke nogens vilje, men derimod om klart og enkelt at vise, hvad der har været EU's holdning, ikke siden i går, men siden 1993, hvor Oslo-aftalerne blev undertegnet. Og jeg mener, at vi alle bør stå sammen i denne sag. Jeg mener, som vi har gjort det på Rådet (Generelle Anliggender), og som kvartetten gjorde det om aftenen efter Rådet (Generelle Anliggender), skal stå fast i dette spørgsmål. Det betyder ikke, at vi på dette vanskelige tidspunkt, hvor præsident Abu Mazen har et enormt ansvar for at danne en regering, for at tage kontakt til de forskellige politiske formationer, ikke skal hjælpe præsident Abu Mazen så meget som muligt på dette tidspunkt, hvor han stadig har kontrol over situationen, så palæstinenserne i de tre måneder, han formentlig har tilbage, indtil der kommer en ny regering, ikke kommer til at stå over for en økonomisk bankerot.

Vi ville efter min mening begå en meget alvorlig fejl, hvis vi i dag svigtede præsident Abu Mazen økonomisk, og midlerne ikke blev brugt eller ikke nåede frem, og vi ville løbe den risiko, at Den Palæstinensiske Myndighed kom i en meget vanskelig situation her og nu.

(Bifald)

Det er en appel om, at vi alle, herunder Europa-Parlamentet - og hvis Kommissionen på et tidspunkt, og det håber jeg, den gør, kommer med en anmodning, en henstilling til Europa-Parlamentet i denne henseende - er så storsindede at støtte præsident Abu Mazen i de måneder, der er tilbage, indtil der dannes en ny regering, så han kan etablere sig og finde en plads til sig selv og det, han betyder. Jeg synes, at vi skal komme med et rungende ja til, at det kommer til at ske i fremtiden.

Jeg vil gerne sige til Dem, at det, vi står over for, er noget nyt, det bliver vanskeligt, det bliver ikke let, men jeg synes, at vi skal blive ved med at bestræbe os på, at fredsprocessen fortsætter på de betingelser, jeg tidligere har nævnt. Der er som nævnt ikke tale om absurde betingelser. De udspringer ikke af ingenting, men af mange års arbejde og fælles indsats med vores palæstinensiske venner, så processen kan fortsætte.

Hr. formand, jeg vil meget kort komme med to ord om situationen i Kosovo efter præsident Rugovas død. Jeg havde den triste, men også glædelige oplevelse at deltage i præsident Rugovas begravelse. Familien bad mig om på EU's vegne at tage ordet, og det gjorde jeg, og jeg gjorde det, mens jeg tænkte på Dem alle, jeg gjorde det, mens jeg tænkte på alle Europas borgere, som jeg er sikker på følte med præsident Rugova på daværende tidspunkt. Men processen bliver vanskelig, det må vi se i øjnene. For hvis processen i sig selv, da præsident Rugova levede, og han så at sige var paraplyen for hele den politiske operation, vi står over for, allerede var vanskelig, så kan vi forestille os, hvordan det bliver, når han ikke længere er til stede. I min tale anmodede jeg de politiske ledere og Kosovos befolkning i almindelighed om at udvise storsind, enhed og ansvarlighed på dette vanskelige tidspunkt med henblik på at komme videre, og jeg tror på sin vis, at der er blevet lyttet til disse ord, hvad enten de blev udtalt af mig eller andre. I dag har vi allerede en person, der træder i stedet for præsident Rugova, hvilket jeg havde frygtet, ville tage meget længere tid, og som samtidig skal stå i spidsen for det hold, der i fællesskab under forsæde af hr. Ahtisaari, tidligere finsk præsident, skal forestå forhandlingen med vores venner i Serbien.

Vi håber derfor, at vi kan bevæge os i denne retning, at vi kan bevæge os relativt hurtigt, men jeg vil gerne gentage, at det bliver nødvendigt at gøre en stor indsats for at komme videre ad denne vej mod en endelig løsning på situationen i Kosovo, der uden tvivl betyder et afgørende skridt for hele Balkan-regionen, og stabilitet for de lande, som vi har tilbudt en fremtid i Europa siden topmødet i Thessaloniki og ved mange andre lejligheder.

Hr. formand, jeg tror, min tid er ved at løbe ud, og jeg ville blive meget ked af det, hvis jeg ikke kunne komme ind på nogle andre spørgsmål, som jeg gerne vil omtale for Dem, i betragtning af den enorme aktivitet, der har været i løbet af de sidste 20 dage. Jeg vil gerne sige til Dem, at vi fortsat arbejder meget tæt sammen med Den Afrikanske Union i et forsøg på at løse fredsproblemet i Darfur. Vi har gjort store fremskridt i Nord-Syd-forhandlingen og har opnået en aftale, men desværre sker der ingen fremskridt i Abuja-processen. Vi gør alt, hvad vi kan i denne forbindelse. Heldigvis har Den Afrikanske Union fundet et kompromis, så formanden for Den Afrikanske Union bliver Congo-Brazzavilles præsident og ikke Sudans præsident, hvilket ville have været et stort problem for den fremtidige forhandling. Vi vil derfor med stor tilfredshed gøre alt, hvad vi kan, for at fremme Abuja-processen, og samtidig vil vi begynde at planlægge - for vi kommer til at påtage os et stort ansvar - overgangen fra en styrke, som er til stede i hele området, og som er ledet af Den Afrikanske Union, til en styrke, som før eller siden, men i løbet af nogle måneder, vil består af FN-soldater, og som vi utvivlsomt vil fortsætte samarbejdet med.

Det sidste, jeg vil sige, hr. formand, er, at vi som bekendt fra FN's generalsekretær har modtaget - formanden og jeg har i det mindste modtaget - en opfordring til at bistå ved det valg, der skal afholdes i Den Demokratiske Republik Congo, og som bliver det sidste skub til overgangen til demokrati i Congo. Hvis det går godt, betyder det, at en del af Afrikas rygrad bliver stabiliseret, hvilket er afgørende for os alle. Vi bliver bedt om at hjælpe, og i dag opholder der sig en fact finding-mission i Kinshasa, som forhåbentligt kan give os sine resultater om et par dage, den 7. februar, så vi kan se, om EU's medlemsstater beslutter at støtte FN som svar på den anmodning, de har rettet til os. At gøre det ville være en god beslutning.

Mine damer og herrer, hr. formand, hermed slutter jeg. Der er mange andre ting, jeg også gerne ville dele med Dem på denne første dag i februar i 2006, et år, der er begyndt med en virkelig afsindig aktivitet, som får os alle til at dirre, og som bør få os til at arbejde med en energi, beslutsomhed og engagement, som vi sjældent har set i EU.

EU skal takket være Dem, mine damer og herrer, takket være de europæiske borgere og takket være de europæiske regeringer være en vigtig aktør på den internationale arena. Og som De netop har set, mine damer og herrer, blot ved at nævne det, der er sket i løbet af den sidste måned, har vi ikke noget andet valg end at være det, hvad enten vi ønsker det eller ej. Vi kan ikke lukke øjnene for de problemer, der er i verden, og jeg vil gerne sige til Dem, at verden ønsker, at Europa handler. Lige meget, hvor jeg er, møder jeg folk, politiske ledere, som banker på Europas dør og siger "Handl". "Handl, I har en måde at handle på, som vi kan lide. I har en måde at handle på, der passer os godt. I har en måde at handle på, som er den bedste for verden, den multilaterale verden, som EU's borgere tror på".

Eurobarometeret, hr. formand, fortæller os det hver eneste dag, hver eneste måned, eller hver anden måned, hver gang vi spørger det, hvad Europa-Parlamentets medlemmer ønsker. Lad os derfor fortsætte ad denne vej, lad os forsøge at få Parlamentet og alle institutionerne til at arbejde sammen, for vi er nødvendige, hvis vi skal skabe en bedre verden.

Hr. formand, jeg ville gerne fortsætte med at tale, men jeg ved, at det ikke er muligt. Jeg vil derfor stoppe og vente på de spørgsmål, De måtte ønske at stille mig. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dem med den samme respekt og sympati, jeg altid har udvist over for Parlamentet. Tak, mine damer og herrer.

(Bifald)

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. formand for Rådet, fru kommissær, kære kolleger, i betragtning af udgangspunktet for den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik for nogle år siden må vi konstatere, at aktørerne har ydet nogle uhyre store præstationer, og at der på Balkan, i EU-3 og på mange andre områder er udført præstationer, som tidligere ikke ville have været mulige, og at EU gennem udvidelsespolitik, naboskabspolitik, middelhavspolitik og meget andet har ydet et stort bidrag til stabiliteten i verden.

Europa-Parlamentet har hele tiden støttet dette arbejde og er klar over, at det - som alle andre parlamenter - ikke kan drive aktiv udenrigspolitik, for udenrigspolitik er en opgave for den udøvende myndighed. Parlamentet skal imidlertid have mulighed for at udøve kontrol. Situationen er imidlertid den, at denne kontrol ikke kan gennemføres i tilstrækkelig grad, fordi vi for det meste bliver orienteret efterfølgende og ikke på forhånd bliver inddraget i diskussionsprocessen. Her må vi arbejde for forbedringer og fremme tingene i henhold til denne fortolkning af artikel 21. Jeg håber, det vil kunne lade sig gøre med fredelige midler over for Rådet og Kommissionen.

Vi må imidlertid også se i øjnene, at Parlamentet i dag næsten udelukkende kan bruge budgetargumenter til at få noget igennem med. Den situation må vi væk fra for at sætte Parlamentet i en bedre position med hensyn til kontrol og konsultation.

Et eksempel: Hvordan går det f.eks. i Congo? Vi har alle læst i aviserne, at der er en idé fremme om militær indgriben i Congo. Men ingen har i nogen fase undervejs nogensinde involveret Europa-Parlamentet eller det relevante udvalg på forhånd. Det er ikke sådan, vi skal fortsætte.

Jeg sagde, at der var opnået mange positive ting. Men man kan også se sådan på det, at glasset enten er halvt fuldt eller halvt tomt. I sammenligning med situationen for et år siden - og det er ikke den europæiske politiks skyld, det skyldes simpelthen omstændighederne, og hr. Solana pegede jo i begyndelsen af året i nogle eksempler på det - befinder vi os i en meget vanskelig situation. Se blot på situationen i Iran, hvor vi med stort besvær forsøger at tage samtaletråden op, og ingen kender et virkeligt svar på, hvordan man kan forhindre en eskalering i Iran. Muligheden for, at Irak en gang får en shiitisk regering, som kunne alliere sig med Iran, Hamas, som har vundet valget i Palæstina og har forbindelser til Iran, idet organisationen bliver finansieret fra Iran, og dertil kommer Hizbollah med videre. Når man tænker på, hvad dette scenario betyder for freden i verden, men også eksempelvis for vores energisikring, og når man samtidig ser, at et politisk genopvågnet Rusland benytter energi som politisk instrument, så lande i vores nabolag er bekymrede for, om de kan bevare deres uafhængighed og beslutningsfrihed, så er det et scenario, som kan være meget nedtrykkende. Og det er kun et lille udsnit. Det er et scenario, som viser, at vi i EU i dag befinder os i en dårligere udenrigspolitisk situation end for et år siden, og at vi derfor må udvikle en passende strategi. Vi skal være langt mere aktive og f.eks. i tilfældet med Ukraine samt i energipolitikken generelt knytte tingene sammen på en sådan måde, at man ikke kan straffe et enkelt land, men at vi varetager vores interesser i fællesskab. Vores medlemsstater og vores naboer må forstå, at vi kun har en chance for at sikre vores interesser, hvis vi gør det i fællesskab og ikke hver for sig. Ingen kan redde sig selv, kun i fællesskab kan vi varetage vores interesser. Det skal gøres klart.

(Bifald)

Vi skal også yde vores bidrag på Balkan, hvor der i år forestår vigtige beslutninger med folkeafstemningen i Montenegro og forhandlingerne om Kosovos status. Spørgsmålet om, hvordan vi inddrager Serbien, er en af de virkelig store og vanskelige opgaver. De transatlantiske forbindelser skal forbedres betydeligt, så det scenario, jeg beskrev før, bliver bragt i orden af det værdifællesskab, som forbinder os.

Det betyder også, at vi skal være stærke for at påvirke den amerikanske politik, også for at styrke politikkens forebyggende aspekt og dialogaspekt, for at sørge for større sikkerhed i en multilateral verden.

Det betyder, at vi kommer til at justere på nogle instrumenter. Vi ville gerne have hr. Solana som europæisk udenrigsminister pr. 1. januar 2007. Det lykkedes ikke med forfatningen. Det betyder imidlertid, at instrumenterne skal forbedres, så alle institutioner får stor handlefrihed og ikke modarbejder hinanden.

Hr. Solana har sagt, at verden ønsker en europæisk udenrigspolitik, også ud fra denne multilaterale model. Borgerne ønsker en europæisk udenrigspolitik. Intet område ligger borgerne mere på hjerte, så det er her, vi skal handle i fællesskab. Ud fra dette ansvar bør vi sammen med kollegerne fra det nationale område forsøge at overvinde, at vi kommer til kort, og i stedet finde fælles interesser, så vi kan værne om vores borgeres ret til at leve.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, den højtstående repræsentant pegede i starten af sit indlæg på, at de første 31 dage af dette år og dermed også af det østrigske formandskab for Rådet har været en turbulent tid. Det var det sandelig. Det så man også af dagsordenen for det første rådsmøde under den østrigske udenrigsministers forsæde for to dage siden.

Det var vigtigt, at vi i Rådet behandlede de emner, som hr. Solana nævnte mange af, og traf beslutninger med et klart udsagn. For det er meget vigtigt, at EU optræder samlet, klart og tydeligt udadtil i de vigtige spørgsmål i verden i dag. Det gør vi naturligvis sammen med Kommissionen, og vi søger også dialog og samtale med Dem i Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne minde om, at under de 31 dages østrigsk formandskab har udenrigsministeren, mange andre rådsformænd og jeg selv flere gange haft lejlighed til at have drøftelser med Europa-Parlamentet om mange af de spørgsmål, der interesserer Dem. Jeg vil også minde om, at jeg har haft lejlighed til - og det er jeg meget taknemmelig for - at berette om de udenrigspolitiske aspekter ved det første rådsmøde under østrigsk formandskab i Udenrigsudvalget i går. Det østrigske formandskab vil fortsat tilbyde denne vilje til dialog og fortsat forblive i dialog med Europa-Parlamentet.

I denne korte erklæring vil jeg især koncentrere mig om to punkter, dels årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP - vores dagsordenspunkt - og dels vil jeg komme ind på relationerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet med hensyn til FUSP-budgettet.

Om det første punkt udarbejder Rådet en rapport, som beskriver de vigtigste aspekter og principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder deres finansielle virkninger for det almindelige budget. Dette er fastlagt i den interinstitutionelle aftale fra 1999 om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren. I overensstemmelse hermed sendte Rådet i april 2005 rapporten for 2004 til Europa-Parlamentet, som i dag står på vores dagsorden. I denne rapport fra 2005 forsøger Rådet at efterkomme Parlamentets anmodning om at afspejle den europæiske sikkerhedsstrategi. Rapporten lægger derfor særlig vægt på de vigtige spørgsmål inden for sikkerhedsstrategien. Man har især beskæftiget sig med følgende punkter under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: krisestyring og kriseforebyggelse, terrorbekæmpelse, afrustning og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og håndvåben, udenrigsrelationer i forskellige geografiske regioner og så videre.

Man har tilstræbt at udarbejde en omfattende rapport, hvor resultaterne og aktiviteterne inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik behandles udtømmende. Disse rapporter opfylder rapporteringsforpligtelserne og bidrager til at højne synligheden og gennemsigtigheden for arbejdet i FUSP-anliggender. Man har også forsøgt at imødekomme Europa-Parlamentets ønsker og derfor indføjet et særligt kapitel i rapporten, som indeholder et blik på de kommende aktiviteter og giver holdepunkter for aktiviteterne i det næste år samt for mulige reaktioner på eventuelle kriser.

Om mit andet emne, FUSP-budgettet, vil jeg gerne sige, at udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik utvivlsomt er en af succeshistorierne i EU. Krisestyringsoperationerne på Balkan, i Afrika, Asien, Mellemøsten har bidraget til at styrke EU's profil på internationalt niveau. Det skal prioriteres højt at fortsætte denne vej i harmoni med den europæiske sikkerhedsstrategi. Hvis vi skal være handledygtige og kunne følge prioriteringerne, har vi brug for en tilsvarende finansiering. I konklusionerne til aftalen om de næste finansielle overslag anmoder Det Europæiske Råd "budgetmyndigheden om en markant forøgelse af budgetmidlerne til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for perioden fra 2007 for at dække det forventede behov for midler, som skønnes på grundlag af Rådets årlige prognoser, idet der fortsat skal være et rimeligt spillerum til uforudsete aktiviteter".

Enigheden i trilogen om at forhøje FUSP-budgettet med 40 millioner for det indeværende år 2006 til et samlet beløb på 102,6 millioner euro er et skridt i den rigtige retning. Der ligger imidlertid store udfordringer forude. EU's aktiviteter i Kosovo forventes at ville kræve store midler, som ikke kan dækkes med det nuværende FUSP-buget for 2006. Arbejdet med at finde ud af, hvad man skal stille op med en sådan situation, er i gang.

Formandskabets rapport om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik opfordrede det østrigske formandskab til at fortsætte arbejdet for at sikre en passende finansiering til civile FSFP-missioner gennem FUSP-budgettet. Formandskabet glæder sig til et konstruktivt samarbejde med Europa-Parlamentet om dette spørgsmål. I overensstemmelse med trilogens aftale om budgettet for 2006 vil formandskabet om kort tid informere om det. Det forventes, at repræsentanten for Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité vil berette om det i marts i år.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang understrege, at formandskabet glæder sig til sammen med Europa-Parlamentet at arbejde konstruktivt for at nå målet, et forhøjet og mere effektivt FUSP-budget, i forhandlingerne om den kommende interinstitutionelle aftale og i budgetproceduren 2007.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mens vi i 2004 og 2005 var vidne til den frygtelige tsunami og dens virkninger, er jeg enig med hr. Solana i, at vi i år står over for særlige politiske udfordringer.

Jeg vil gerne starte med Ukraine og Rusland, idet det leder mig frem til et meget vigtigt spørgsmål. Som De ved, har Kommissionen - kommissionsformand Barroso, kommissær Piebalgs og jeg - arbejdet både i kulisserne og i forgrunden for at fremme dialogen mellem Ukraine og Rusland. Det vigtigste er for det første, at vi alle er nået frem til en løsning. For det andet kan vi også drage en meget vigtig lære heraf, nemlig at spørgsmålet om energi er af stor betydning, og at vi må prioritere dette langt højere på den politiske dagsorden. Energispørgsmålet omfatter energiforsyningssikkerhed, diversificering og strategier til at håndtere dette spørgsmål fremover. Kommissionen vil derfor udarbejde en meddelelse om dette spørgsmål, hvor alle disse aspekter vil blive behandlet.

Det andet punkt, jeg vil fremdrage, vedrører det palæstinensiske valg. Jeg ønsker at rose fru De Keyser. Vi mødtes i Gaza for to uger siden under vanskelige omstændigheder, da sikkerhedssituationen stadig var uklar. Vi troede, at Hamas ville opnå 30 til 40 % af stemmerne. Som alle andre blev vi overrumplet. Jeg ønsker imidlertid at bemærke, at det vigtigste er, at der var tale om et frit og retfærdigt valg, der blev afholdt i relativ sikkerhed. Dette er en bedrift i sig selv. Derfor mener jeg, at valgobservationsmissioner får større og større betydning. Vi ser det i Sri Lanka, Palæstina, Gaza og Afghanistan for blot at nævne nogle få steder. Vi vil se det i fremtiden i Congo og på Haiti. Det er et meget vigtigt redskab, som vi helt sikkert ønsker at gøre brug af med støtte fra alle vores europæiske venner i Parlamentet og Rådet og fra den europæiske offentlighed.

Hvad angår Palæstina, havde vi et meget vigtigt rådsmøde i mandags og et kvartetmøde mandag aften. Hr. Solana har allerede fortalt om hovedidéerne bag de tre vigtigste principper: Der skal opnås et bindende tilsagn om ikke-vold, den nye palæstinensiske regering skal anerkende staten Israel, og den skal stå ved sine nuværende forpligtelser, dvs. Oslo og køreplanen.

Vi står imidlertid også over for en udfordring. Forretningsministeriet kan fortsætte i to eller tre måneder. Hvordan forholder vi os, især med hensyn til økonomisk støtte? Kommissionen bliver nødt til at finde frem til løsninger. Jeg har allerede sagt, at vi vil forsøge at frigøre 10 millioner euro fra vores infrastrukturfacilitet - der er midler til rådighed. Vi lovede også, at vi ville bidrage til dækningen af udgifterne til de offentlige forsyningsselskaber gennem direkte betalinger til israelerne, således at vi også hjælper denne regering.

Vi bliver imidlertid også nødt til at finde ud af, hvad midlerne i Verdensbankens Trust Fund kan anvendes til. Midlerne var blokeret og er ikke blevet udbetalt, idet benchmarken endnu ikke var opfyldt. Verdensbanken sender en delegation afsted, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvad der kan gøres. Dette indebærer, at vi i samarbejde med formanden, Rådet, Rådets sekretariat og hr. Solana på sammenhængende vis vil forsøge at afgøre, hvilke instrumenter vi skal anvende for hurtigst muligt at gøre udenrigspolitikken sammenhængende, hurtig og effektivt

Mens vi nu taler om udenrigspolitiske emner, henleder jeg opmærksomheden på, at der snart skal afholdes valg i Ukraine. Jeg mødte Boris Tarasjuk for mindre end en time siden. Vi er klar over, at dette valg er meget vigtigt. Det vil også her være vigtigt at sende en valgobservationsmission fra OECD af sted, evt. med Parlamentets støtte.

Vi vil også gerne påpege, at vi gjorde en stor indsats i 2005, f.eks. med hensyn til markedsøkonomisk status, hvor vi samarbejdede med Ukraine. Der er en lang række vigtige spørgsmål, vi kan tage fat på, f.eks. lempelse af visumreglerne og tilbagetagelse. Vi håber, at vi efter et frit og retfærdigt valg vil være i stand til at tilbyde dem en bedre aftale, måske en frihandelsaftale. Dette ville gøre dem endnu mere positivt indstillet over for os.

Alt dette bringer mig frem til mere generelle spørgsmål. Både hr. Brok og rådsformand Winkler har understreget, at det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem de forskellige instrumenter, som EU har til rådighed under første og anden søjle. Jeg kan ikke være mere enig. Vi mener, at det er en meget vigtig opgave at sørge for, at alle EU's udenrigspolitiske instrumenter - udviklingsstøtte, diplomati, handelspolitik, civil og militær krisestyring, institutionsopbygning, humanitær bistand - hver for sig fungerer som en del af et hele på samme måde som forbundne tandhjul i en velsmurt maskine. Dette er, når alt kommer til alt, begrundelsen for, at Kommissionen "inddrages fuldt ud" i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det afspejler også den retning, forfatningstraktaten ledte os i. Som det understreges i hr. Broks betænkning, spænder de sikkerhedsudfordringer, vi står over for, over områder inden for alle tre søjler.

Sikkerhed handler ikke kun om forsvar og militær anvendelse, men også om civil krisestyring og en klog forvaltning af bilaterale aftaler - og dem har vi mange af. Det handler også om folkesundhed, tænk blot på aviær influenza. Det handler om miljø, tænk blot på Kyoto-protokollen. Det handler om bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet. I går blev der afholdt en afghansk konference. Det handler også om at samarbejde om institutionsopbygning eller om bekæmpelse af narkotikaplagen. Vi råder over en lang række instrumenter, som vi kan bruge og anvende parallelt. Det handler ikke blot om energiforsyning og priser, men også om bekæmpelse af den globale fattigdom og vores evne til at integrere indvandrere.

EU bliver i stigende grad opfordret til at tackle dette globale ansvar på området for fred og sikkerhed. Vi har i dag en imponerende værktøjskasse, vi kan anvende i denne forbindelse. Med en fiks værktøjskasse kan ikke bruges til noget, hvis værktøjerne ikke supplerer hinanden. Dette skal derfor være vores målsætning. En effektiv kriseindsats kræver redskaber, der kan anvendes sammen. Vi har brug for solide EF-instrumenter, der kan anvendes sammen med FUSP-instrumenter. Denne opskrift vil virke. Vores bidrag til fredsprocessen i Aceh er f.eks. en blanding af FUSP- og EF-instrumenter. Kommissionen finansierede f.eks. også præsident Ahtisaaris fredsforhandlinger gennem den hurtige reaktionsmekanisme. Vi har derfor forsøgt at være fleksible.

Observationsmissionen i Aceh med ansvar for overvågningen af fredsaftalens overholdelse blev iværksat som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samtidig forberedte Kommissionen og medlemsstaterne i samarbejde med det internationale samfund en pakke af langsigtede foranstaltninger til støtte for fredsprocessen. Et andet eksempel er grænsebistandsmissionen i Moldova og Ukraine, hvor Kommissionen finansierer udsendelsen af mobile missioner, der har til opgave at rådgive og uddanne moldoviske og ukrainske toldansatte ved grænsen.

Den langsigtede målsætning om at fremme en løsning af Transdnestrien-konflikten er i overensstemmelse med EU's særlige repræsentants målsætning. Grænsebistandsmissionen og EU's særlige repræsentant samarbejder derfor tæt. Vores missionsleder fungerer også som hans overordnede politiske rådgiver, og et medlem fra hans mission er udsendt ved vores mission. De første resultater er meget positive. Fællesskabets indsats øger indvirkningen af FUSP-indsatsen og omvendt.

I ingen af tilfældene ville EU's bidrag have været tilstrækkeligt eller meningsfuldt uden anvendelse af både EF- og FUSP-instrumenter. Og vigtigst af alt ville indvirkningen på stedet - på borgernes liv - have været langt mere begrænset.

Vi skal også forbedre EU's eksisterende instrumenter til fremme af vores sikkerhedsmål. I den diplomatiske proces er der brug for lokkemidler, hvad enten der er tale om masseødelæggelsesvåben eller fremme af stabilitet og velfærd i vores nabolande. Adgang til verdens største indre marked eller vores omfattende bistandsprogrammer er væsentlige lokkemidler. Denne komplementære anvendelse af EF- og FUSP-midler skal være reglen og ikke undtagelsen.

I 2006 er opgaven for os alle - Parlamentet, Rådet og Kommissionen - at arbejde på at øge sammenhængen mellem vores forskellige søjler og politikker. Dette spørgsmål vil også blive behandlet i konceptdokumentet om EU's stilling udadtil i verden, som kommissionsformand Barroso annoncerede på Hampton Court, og som nu planlægges fremlagt på rådsmødet i juni. Kommissionen vil især fokusere på opbygning af sin kriseindsatskapacitet. I GD Eksterne Forbindelser vil en "kriseplatform" forbedre både den interne og den eksterne samordning af politikker, og den vil også sikre en mere effektiv gennemførelse af projekter og operationer. Den vil supplere de eksisterende instrumenter som f.eks. civilbeskyttelsesordningen, humanitær bistand og den hurtige reaktionsmekanisme.

Vi ønsker også at udbygge vores strategi for katastrofeberedskab. I de nye finansielle overslag vil stabilitetsinstrumentet også medvirke til at sikre kontinuiteten mellem kort- og langsigtede interventioner. Formålet er at udvikle fleksible og tilpassede løsninger til krisesituationer og således være en bedre partner for den militære komponent i en kriseindsats.

Endelig vil vi også arbejde tæt sammen med budgetmyndighedens to grene for at sikre, at der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kommissionen glæder sig over den væsentlige forøgelse af FUSP-budgettet i 2006, således at det bliver muligt at imødegå konkrete nye krav. Vi ved, at der vil komme nye krav.

Vi noterede os også konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde med hensyn til de kommende finansielle overslag. Vores fælles mål må være at have tilstrækkelige ressourcer til dækning af alle prioriteter inden for eksterne forbindelser, idet der skal tages højde for budgetnedskæringen på 20 % i Kommissionens budgetforslag vedrørende udgiftsområde 4. I lyset af tidligere erfaringer skal vi sikre os, at der er indbygget tilstrækkelig fleksibilitet, således at vi kan reagere på uforudsete behov. Jeg håber også, at vores stabilitetsinstrument fortsat vil blive støttet, således at vi får mulighed for at gøre reelle fremskridt med hensyn til kriseindsats og at skabe større sammenhæng i vores politikker.

Dette er hovedidéerne bag vores tilgang til 2006 og årets politiske udfordringer.

(Bifald)

  João de Deus Pinheiro, for PPE-DE-Gruppen. - (PT) Det er ikke nogen nyhed for mig, for jeg har i mange år vidst, at jeg har de samme opfattelser som mine gode venner Javier Solana og Benita Ferrero-Waldner. Det eneste punkt, hvor jeg ikke er enig, er, at der skulle være tilstrækkelige midler til, at EU kan være en global aktør, som Javier Solana siger det, og som vores partnere og vores borgere ønsker det. Det er der ikke! Det er der hverken med hensyn til midler eller organisatorisk, og det rigtigste er nu at overveje, hvordan vi bedst udnytter de instrumenter, som Nice-traktaten stiller til rådighed, så vi mere effektivt kan samordne indsatsen og den interne organisation.

De manglende midler betyder, at vi må prioritere. Når der skal opstilles prioriteringer, forudsætter det selvfølgelig institutionernes støtte, og her er Europa-Parlamentets støtte helt afgørende, hvis det vel at mærke høres forudgående og ikke blot informeres efterfølgende, hvis der skal findes fælles holdninger. Der er således ingen større forskel på det, som vi hører fra Rådet og fra Kommissionen, hvad angår retningslinjerne, men selv ikke de bedste kokke som Bocuse og Alain Ducas kan lave en god omelet, hvis de ikke har æg nok.

Ud over de europæiske institutioners enighed er det i dag overordentlig vigtigt, at de strategiske partnerskaber med de vigtigste partnere reelt lader sig gennemføre. Det gælder særlig det transatlantiske partnerskab, dernæst de strategiske partnerskaber med Rusland og Kina og endvidere også med Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og Pakistan. Det er nødvendigt på grund af de områder, hvor en international indsats er påkrævet, og som rækker lige fra terrorisme til hvidvask af penge og narkohandel, men det fordrer, at der er midler til disse forskellige felter.

En andet spørgsmål, hr. formand, som kommissæren kun kort kom ind på, er indvandring. EU's stadig ældre befolkning indebærer, at vi nødvendigvis må have en betydelig indvandring i de kommende årtier fra syd og øst. Det skal ikke blot håndteres på en aktiv og proaktiv måde, men internt skal der også gennemføres politiske tiltag, der fremmer modtagelse og integration af de indvandrere, som vi behøver, samt en mere effektiv kontrol ved de ydre grænser, nu hvor udvidelsen også har ændret på de grænser, der var for kort tid siden.

Hvad angår de mere følsomme spørgsmål i denne debat, mener jeg, at vi er enige både med hensyn til Palæstina og Iran. Der er brug for omtanke og forsigtighed, men også for at stå fast på vores principper. Vi må under ingen omstændigheder vise tøven, hvad angår de principper, som altid har været vores ledetråd, og på dette område siden begyndelsen af 1990'erne. Vi må dog også give plads til, at der er et vist manøvrerum på den anden side. Derfor er det ord som "fasthed" og "omtanke", der falder for i denne debat om Iran og Mellemøsten. Med hensyn til Kosovo, der længe har været et meget centralt punkt i hele Balkan-problematikken, lægger vi fortsat afgørende vægt på at opretholde den territoriale integritet og især på mindretallenes rettigheder. Hvis ikke disse to principper respekteres i Kosovo, får vi meget svært ved at skabe stabilitet i regionen.

Hr. formand, ærede medlemmer, energisikkerhed er givetvis et teknisk spørgsmål, men det er bestemt også blevet et politisk spørgsmål, fordi efterspørgslen fortsat stiger, mens udbuddet synes at stagnere i de kommende år, således at spændet derimellem øges. Jeg foreslår derfor, at vi, ligesom de store lande gør med hensyn til deres vitale interesser, gennemfører en fælles grundig undersøgelse af de mulige scenarier og de nødvendige strategier for at imødegå dem. Gør vi det ikke, får vi nogle overraskelser.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, fra hr. Solana har vi hørt en utilsløret åbningsbalance for 2006. Hr. Winkler understregede i princippet, at vi i år efter rådsformandskabets vurdering går vanskelige tider i møde. Fru Ferrero-Waldner beskrev det samme fra sin position. Vi står altså over for store udfordringer!

Europæerne skal også være klar over, at det, som hr. Solana, hr. Winkler og fru Ferrero-Waldner beskriver, er det samme som EU's naboskabspolitik. For de kriseregioner, der bliver nævnt her, ligger lige uden for EU's dør. Deres kriseprægede udvikling indebærer risici, som truer hver enkelt borger i EU, for sådan må man kalde det.

Når jeg sætter det i forhold til, hvad Elmar Brok som ordfører for betænkningen om den europæiske udenrigspolitiks situation beskriver som instrumenter i forhold til de udøvende organer, som står til rådighed for organerne selv og for os i Parlamentet, så er regnskabet lige så afslørende.

EU's udenrigspolitik er mere end nogensinde før et kerneelement i den europæiske politik, i øvrigt et kerneelement, som Elmar Brok ganske rigtigt sagde, som befolkningen støtter og ønsker. Men vi må være ærlige. De instrumenter, som er nødvendige for en effektiv europæisk politik, som kunne leve op til sine målsætninger, er ikke til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Derfor skal Parlamentet presse på for, at det bliver bedre.

Lad os tage eksemplet med Ukraine. Vi så alle for et år siden, hvor effektivt vi kan handle, hvis vi er til stede lokalt og kombinerer vores kompetencer i Javier Solana, den højtstående repræsentant for vores union, som kan handle og tale på alles vegne, Polens præsident Kwaśniewski som præsident for et direkte naboland med god indflydelse i landet og en stadig kontakt til andre regeringschefer, som på deres side igen fra EU kunne påvirke aktører, f.eks. den russiske regering - de bidrog til, at man fik en fredelig løsning i forbindelse med den orange revolution. Og nu er der gået et år, og vi hører i dag, at der er sket et tilbageslag. Dem, der var her fra Ukraine i dag, fortalte os, at mange af de ting, der er opnået i det forløbne år, atter er truet. Jeg behøver ikke tilføje noget til beskrivelsen af truslen på grund af energisituationen, som også Ukraine jo er stærkt berørt af.

Hvordan kan det egentlig gå til, at det inden for et år kan komme så vidt, at der nu sker et sådant tilbageslag for det, som vi fejrede så entusiastisk for et år siden? Det er noget, vi må tænke over. Hr. Winkler, De har ret i, at det også er noget, vi må overveje i forbindelse med de finansielle overslag. For det kan ikke være rigtigt, at Rådet ved alle sine møder melder stort ud, at vi skal engagere os internationalt, og bagefter skærer ned på de midler, der er nødvendige for dette engagement.

(Bifald)

Derfor er det også helt klart med hensyn til finanssituationen, at vi må stå inde for det, som er nødvendigt for via finansieringen at etablere den stabilitet i Mellemøsten, som vi kan. Hamas skal afstå fra vold, ja! Men EU må også holde sit løfte! Og hvis man ikke vil begå samme fejl som i Algeriet, nemlig ikke at anerkende et lovligt valg, så må man tale med Hamas. Det skal vi gøre os klart. Så er det også et bidrag til freden, at vi holder vores ord. Så kan vi også forlange, at de andre bevæger sig i retning af demokrati, særligt Hamas. Jeg håber, det lykkes.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der fremmer Europas værdier globalt og bringer fred og sikkerhed til vores nabolande er målsætningen for Den Liberale Gruppe. De europæiske ledere er imidlertid tydeligvis ikke i stand til at gennemføre en sådan politik.

Unionen ville i forening kunne have brugt sin indflydelse til at fremme demokrati og stabilitet. I stedet har Unionens politikker resulteret i en stiltiende støtte til tyrannier som Tunesien, Egypten og Syrien. Vi stillede aldrig krav om, at diplomati var betinget af, at man i Egypten løslod demokrater som Ayman Nour, eller at Sam Rainsy, der nu lever i eksil, samtidig med at vi yder støtte til Hun Sens diktatur i Asien, fik tilladelse til frit at vende tilbage til sit land.

Fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, hvorfor er De overrasket over det palæstinensiske valg? EU har faldbudt løfter om demokrati, fred og menneskerettigheder i Palæstina, samtidig med at vores udviklingsstøtte har givet næring til Al-Fatah, hvis medlemmer nu brænder billeder af en af vores premierministre, og fredsforhandlingerne er gået i stå. EU er på ingen måde en central aktør, hr. Solana, og følgerne af Europas mislykkede indsats er åbenlys for alle.

Israel har ufortrødent bygget en mur omkring Østjerusalem i strid med sine forpligtelser i henhold til køreplanen og folkeretten. Palæstinenserne, der er trætte af de langsomme fremskridt og det skamfulde sociale sikringssystem, vender sig mod Hamas ved stemmeurnen. Fremtidsudsigterne er i dag værre end nogensinde. Nogle af EU's ledere, der tidligere har fremsat krav om demokrati, taler nu om at afvise en af de få demokratisk valgte regeringer i den arabiske verden! Hamas bliver selvfølgelig nødt til at give afkald på vold og forpligte sig på en tostatsløsning. Det samme gælder imidlertid for Israel. Som Leïla Shahid, repræsentanten for Den Palæstinensiske Myndighed, udtrykte det i dag: "Der skal to til tango".

Kommissæren har talt om politikker baseret på menneskerettigheder, retsstatsprincippet og demokratiske principper, men hvor lægges der vægt på disse fine begreber, når en pragmatisme blottet for principper meget ofte er tidens løsen?

Et generelt fremstød for fredelig konfliktløsning vil udgøre en vigtig modvægt til den håndfaste amerikanske tilgang og vil sikre Europas sikkerhed, fremgang og generelle omdømme, og det vil også give os langt større indflydelse i mikrostater som Maldiverne eller Seychellerne, hvor regeringerne krænker menneskerettighederne på trods af, at de er næsten totalt afhængige af vores bistand og handel. Derfor mener Den Liberale Gruppe, at tiden er inde til at gennemføre en ansvarlig, behørigt finansieret og værdibaseret europæisk udenrigspolitik. Ifølge Eurobarometer har 70 % af vores borgere det samme ønske.

Hr. Solana, Den Liberale Gruppe protesterer imod, at Parlamentets synspunkter ignoreres eller tilsidesættes i forbindelse med vigtige, globale spørgsmål. Vi ønsker at se Dem mindre i fjernsynet og mere her i Parlamentet. Vi er også træt af Rådets hemmeligholdelse og dets tilsidesættelse af Parlamentets ret til forudgående høring, når der er tale om politiske prioriteringer. Disse rettigheder er forankret i unionstraktatens artikel 21 og i den interinstitutionelle aftale fra 1999.

Vi står over for mange alvorlige udfordringer. Vi skal demokratisere vores nære nabolande, især de tidligere sovjetiske republikker, der for indeværende er fuldstændig underlagt Ruslands energipolitik, sikre, at der afholdes frie og retfærdige valg i Belarus, og sikre, at folkeafstemningerne i Kosovo og Montenegro ikke ender i vold.

Udenrigspolitikken må ikke begrænses til disse områder Jeg forstår, at salg af våben til Kina er sat på Rådets dagsorden igen, selv om Kina endnu ikke har fordømt de drab, der fandt sted på Tiananmen-pladsen, ej heller løsladt alle de mennesker, der blev fængslet, her 16 år efter. Hr. Winkler, vi kræver derfor, at De garanterer, at det østrigske formandskab ikke vil ophæve Unionens våbenembargo.

(Bifald)

Det mest presserende spørgsmål er Iran. IAEA's styrelsesråd mødes i morgen for at afgøre, om Iran skal indbringes for Sikkerhedsrådet. Det må være vores mål at hindre Iran i at bygge atomvåben. Derfor skal Europa forpligte sig på at respektere IAEA's konklusioner, der forventes fremlagt i marts. Det stærkeste og mest overbevisende budskab, vi kan sende, vil imidlertid være at gøre fremskridt på nedrustningsområdet i de eksisterende atommagter i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har indgået. Et Europa, der er i stand til at bruge sin styrke til at fremme det godes sag, er en styrke, man kan regne med.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, hr. Winkler, mine damer og herrer,

Hr. formand, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, kære kolleger, det er virkelig vanskeligt, og jeg er ikke misundelig på nogen, der forsøger at gribe ind i situationen i Palæstina eller i Iran nu. Jeg tror, at den eneste chance, EU har, er klarhed. Klarhed og entydighed! Vi må være entydige. Ja, Hamas' charter fra 1988 er afskyeligt. Og hvis man kun læser det, får man kuldegysninger. Men Hamas er nu engang blevet valgt, og i denne diskussion skal vi gøre det klart, at ikke Hamas, men præsident Abbas, der har ansvaret for udenrigspolitikken og for forholdet til Israel. Ham må vi langt om længe give en chance, og vi må en gang for alle sige til Israel, at de skal give ham en chance for at bevise, at der findes en anden politik end Hamas'. Hvis vi ikke opnår det, vil vi tabe.

Vi skal være entydige over for Hamas, ikke kun med hensyn til fredsspørgsmålet, men også med hensyn til fundamentalismen. Det handler om risikoen for et fundamentalistisk samfund. Men vi vil kun være troværdige, hvis vi også er entydige over for Israel. Erobring og besættelse er ingen fremtid for palæstinenserne. Det må Israel forstå. Det må også agere anderledes i denne politik. En mur, som betyder erobring, er ikke en mur, der skaber større sikkerhed.

Når man ser på vores historie, f.eks. Deres historie, fra den tid, hvor De demonstrerede mod NATO, og indtil De blev generalsekretær for NATO, når man ser på min historie, eller når man ser på Joschka Fischers historie, siger man til sig selv, at man aldrig må miste troen på, at mennesker kan forandre sig, og det gælder også for Hamas.

Men vi må ikke bare forholde os afventende. Vi må fremtvinge denne forandring hos Hamas, fordi den er nødvendig for vores sikkerhed. Det kan vi kun fremtvinge, hvis israelere og palæstinensere virkelig forstår, at der for EU ikke er nogen debat. Israels ret til at eksistere bliver ikke længere diskuteret, og vi accepterer ikke nogen diskussion om det.

(Bifald)

Retten til en palæstinensisk stat bliver ikke længere diskuteret, og vi accepterer ikke nogen diskussion om det. De to ting er uadskillelige! Og hvis vi klarer det, så vil vi også have mulighed for at handle i denne vanskelige situation.

Det er nøjagtig det samme med Iran! Iran har ret til energisikkerhed. Som Grøn går jeg ikke ind for atomenergi, men vi kan ikke have stater, som selv sværger til atomenergi, men samtidig siger til iranerne, at det må de ikke! Det er umoralsk, totalt umoralsk! Nej til atombomben, ja, men så må vi også give Iran en sikkerhed for dets territorium, for det er den store angst, efter at Irak angreb Iran. Det er vores opgave, at skabe klarhed og sikkerhed, så vil det lykkes for os.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Solana, fru Ferrero-Waldner, hr. Winkler, jeg vil gerne benytte mig af hr. Solanas - sjældne - tilstedeværelse her i Parlamentet til at omtale nogle aspekter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre finder særligt problematiske. Jeg vil i særdeleshed tage udgangspunkt i Rådets operationelle program for 2006, eftersom det er det nyeste referencedokument. Hvad kan man konstatere?

Først og fremmest en overdreven vægtning af FUSP's militære dimension. Man har virkelig svælget i opregningen af styrker, særlige udrykningsoperationer, taktiske grupperinger, Det Europæiske Forsvarsagentur og det strategiske partnerskab mellem EU og NATO. De 25 føler således at de spiller med blandt de store, hvilket er illusorisk og yderst malplaceret.

I modsætning hertil - og det er min anden bemærkning - omhandler FUSP-dagsordenen kun yderst perifert de store åbne sår i visse af jordens nervecentre, som netop kræver politiske kreativitet fra Europas side i forhold til de amerikanske lederes og deres allieredes ansvarsløshed. Således indeholder det samlede operationelle program på 14 sider kun to en halv linje om Mellemøsten, hvoraf det fremgår, at EU vil fortsætte sine bestræbelser på at sikre iværksættelsen af køreplanen. Ikke et ord om de israelske lederes valg af en unilateral strategi, som netop står i modsætning til køreplanens og hele fredsprocessens ånd. Irak afsættes der tre linjer til, uden at der på noget tidspunkt henvises til krigen eller den katastrofale Bush-strategi, som har ført os længere og længere ind i en blindgyde.

Det fører mig til vores væsentligste kritikpunkt, som jeg allerede fremførte her i Parlamentet i juni 2003 i forbindelse med offentliggørelsen af Deres rapport om den europæiske sikkerhedsstrategi, som fortsat finder anvendelse, hr. Solana. Rapporten indeholder en apokalyptisk beskrivelse af de nye trusler uden at de grundlæggende årsager hertil på noget tidspunkt analyseres, og man tror næppe sine egne øjne, når man læser, at et samarbejde mellem EU og USA kan udgøre en fantastisk kraft i det godes tjeneste verden over.

Hvordan vurderer De så, hr. Solana, de to år, hvor denne strategi har fundet anvendelse? Er verden blevet mere sikker og mere retfærdig? En god målestok må efter min opfattelse være Mellemøsten, som jeg nu vil opholde mig ved.

Lad mig i øvrigt i denne forbindelse gøre vores kolleger opmærksom på, at Leïla Shahid, Palæstinas nye hoveddelegerede ved EU, er til stede i tilhørerlogerne, og jeg ønsker hende hjertelig velkommen.

(Bifald)

Jeg havde også inden det palæstinensiske valg anmodet om opførelse på Parlamentets dagsorden af spørgsmålet om de europæiske diplomaters strenge, men retfærdige, rapport om Jerusalem, som Rådet har hemmeligholdt for ikke at skade sine forbindelser med de israelske myndigheder.

Hvordan ser situationen ud i dag? Jeg er sammen med en række andre parlamentsmedlemmer netop kommet tilbage fra Palæstina, hvor vi var observatører ved valget. Det var glædeligt og bevægende at overvære den eksemplariske afvikling af valghandlingen, feststemningen i gaderne til trods for besættelsen og den udmærkede modtagelse, vi fik som udlændinge. Denne stolthed over at kunne vise resten af verden, at det palæstinensiske folk er i stand til at opbygge et demokrati i landet, er af afgørende betydning for fremtiden, hvilket valgets resultat ikke bør få os til at glemme. Det samme gælder for viljen til fredelig sameksistens med nabolandet Israel - som to lande og to stater - som kom til udtryk i alle de samtaler, vi havde. Man vil således påtage sig et stort ansvar, hvis man indstiller den uundværlige bistand og løber risikoen for at udsulte disse kvinder, mænd og børn eller gøre dem mere radikale. Vi bør i stedet satse på det store flertal i det palæstinensiske samfund, der ønsker demokrati og en retfærdig fred, og som alle palæstinensiske magthavere bør tage hensyn til. Det er selve det fremtidige partnerskab mellem de to regioner, der står på spil.

Hvad angår valgresultatet, bør vi ikke lade os forlede til udelukkende at analysere det ud fra en intern palæstinensisk synsvinkel. Der er ubestrideligt tale om en folkelig afstandstagen fra Fatah. Enhver hegemonisk magt har tendens til at fjerne sig fra samfundet. Men man må også tage i betragtning, at Den Palæstinensiske Myndighed først og fremmest mistede sin troværdighed i befolkningens øjne, fordi den ikke var i stand til at forbedre befolkningens vilkår og forbedre fremtidsudsigterne, fordi fredsprocessen var blokeret. 10 år efter de store forhåbninger er fortvivlelsen nu på sit højeste over for den fortsatte besættelse, udviklingen af bosættelserne, opførelsen af muren, de målrettede mord, arrestationerne, tilbageholdelsen af fanger, de daglige voldshandlinger og forringelsen af levevilkårene som følge af afspærringen af områderne. Hvad angår den palæstinensiske stat, og hvad angår Jerusalem, er den generelle holdning, at Den Palæstinensiske Myndighed har accepteret meget og opnået meget lidt.

Og hvad skal vi så gøre? Vi bør helt sikkert, som De sagde, hr. Solana, kræve, at Hamas standser volden og attentaterne. Men hvad siger De til de israelske myndigheder? Jeg har intet hørt herom. Vi bør også klart tilkendegive, at vi ikke accepterer variabel geometri inden for folkeretten. Israel har som enhver anden stat pligt til at respektere Sikkerhedsrådets resolutioner. Landet bør desuden følge Den Internationale Domstols henstillinger og opfylde sine forpligtelser i henhold til køreplanen.

I denne kontekst, hr. formand, er det indlysende, hvordan vi bør forholde os til vores diplomaters rapport om Jerusalem. Vi bør straks offentliggøre den, efterkomme henstillingerne heri og mere generelt vælge en strategi, der virkelig kan udgøre et alternativ til Bushs strategi, der er slået fejl i hele Mellemøsten. Vi bør være lydhøre over for de advarsler, vi modtager fra disse samfund på fortvivlelsens rand.

  Formanden. - Jeg formoder, at alle talerne er klar over, at det næste punkt på vores dagsorden specielt drejer sig om situationen i Mellemøsten, resultatet af valget i Palæstina og den eventuelle offentliggørelse af den rapport, som hr. Wurtz har henvist til. Det er Dem, der har ønsket at organisere forhandlingen ved at opdele den på denne måde. Jeg formoder, at De er klar over, at De faktisk er i gang med at ændre dagsordenen og kommer ind på et af de punkter, vi skal drøfte senere.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, da jeg for nøjagtigt en uge siden var Europa-Parlamentets observatør ved det palæstinensiske valg, var der ét kæmpe valgbanner, der især tiltrak sig min opmærksomhed. Der ved Ramallah så jeg Ayatollah Khomeini afbildet sammen med Hamas-lederne Yassin og Rantisi. Det politiske budskab er krystalklart. I stedet for forlig eller fred med den jødiske stat skal vi fjerne siderne om den fra historiebøgerne. Det er, hvad Khomeini sagde, og efter den nuværende iranske præsident Ahmadinejads opfattelse var det kloge ord.

Kombineret med mullah-regimets nukleare ambitioner i Teheran - det er yderst utroværdigt, at de er fredelige - udgør dette en test for den vestlige verden, EU og USA. Med rette kommenterede historikeren Dan Diner resultatet af det palæstinensiske parlamentsvalg med ordene: "Med Hamas i Ramallah er Iran rykket en del tættere på Israel." Ifølge nylige beretninger fra Teheran betragter mange vestligt orienterede iranere denne udvikling som barbariets gradvise sejr over civilisationen. Jeg håber inderligt, at de europæiske institutioner på ingen måde deler denne resignation, men at de forsvarer Israels eksistensberettigelse og dermed vores egen civilisation.

  Inese Vaidere, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ønsker at henlede Rådets og Kommissionens opmærksomhed på fire spørgsmål, hvor det er nødvendigt at handle hurtigt og konsekvent inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Den første prioritet er naboskabspolitikken. For det første er der spørgsmålet om, hvordan Rusland og Ukraine skal komme videre. Vi bør tage højde for, at Rusland i øjeblikket ikke har et godt forhold til sine nabostater, eftersom forholdet ikke bygger på gensidig respekt og vinding, men på at Rusland sætter sig igennem ved at anvende sanktioner på det økonomiske område og på energiområdet og ved at nægte at underskrive udarbejdede aftaler vedrørende grænser. I øjeblikket blokerer Rusland eksporten af ukrainske fødevarer. Jeg opfordrer derfor kraftigt hr. Solana og Kommissionen til straks at gøre en indsats for at fremme ophævelsen af denne blokade og samtidig minde Rusland om, at en sådan handling er en klar overtrædelse af de krav, der stilles af WTO, som landet har udtrykt ønske om at blive medlem af.

For det andet fik gasforsyningskrisen i Ukraine, Moldova og Georgien Europa til at vågne op, idet den viste, at disse forsyninger ikke er sikre, og at det er nødvendigt at diversificere energiforsyningen og samordne EU's energi- og sikkerhedspolitik med medlemsstaternes politik.

For det tredje bør vi i denne forbindelse nævne aftalen om den nordeuropæiske gasrørsledning, hvor den tidligere tyske kansler har fået en stilling i forbindelse med anlæggelsen, hvilket har givet anledning til bekymring over politisk korruption. Hvis EU ikke udviser konsekvens i sin vurdering af denne situation, mister EU-borgerne noget af tilliden til EU-institutionerne, og vi bliver derudover afskåret fra tale om bekæmpelse af korruption andre steder i verden.

Nu ønsker jeg at tale om en anden region - Kina. For øjeblikket er Kina inde i en hurtig udviklingsfase, og landet er indstillet på at prioritere samarbejdet med EU højt. Hvis vores dialog med Kina ikke bliver mere alvorlig og konstruktiv, vil landet evt. søge tættere forbindelser med andre lande.

Hvad angår forholdet mellem Rådet og Parlamentet ønsker vi ikke blot at blive hørt, men også at der rent faktisk tages højde for Parlamentets holdning, navnlig i forhold til den såkaldte "Europa skal tale med én stemme"-strategi.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, bekæmpelsen af terrorismen skal være en af prioriteterne i den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Med rette henvises der i betænkningen til menneskerettighedernes og de borgerlige rettigheders betydning. Jeg benytter derfor lejligheden til at udtale min fuldstændige og ubetingede solidaritet med Danmarks statsminister, som i øjeblikket er under et enormt pres for at gribe ind over for bladtegnerne, som dristede sig til at tegne profeten Muhammed.

Islamiske lande, herunder EU-kandidatlandet Tyrkiet, kræver undskyldninger og sanktioner og bebuder endda en boykot af danske produkter. Statsminister Rasmussen har fuldkommen ret, når han siger, at der ikke kan være demokrati uden ytringsfrihed. Rådet, Kommissionen og Parlamentet skal samlet støtte forsvaret af vores frihedsrettigheder. Hvis det ikke sker, er det faktisk ikke længere umagen værd selv at tale om en sikkerheds- og forsvarspolitik, for så er der overhovedet ikke noget mere at forsvare.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, hr. Solana fremførte tidligere i dag, at EU skal være en global aktør. Det er derfor påkrævet at konsolidere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og en forfatningskrise fremmer helt sikkert ikke sagen. Det er imidlertid ikke muligt at skabe samhørighed udelukkende gennem fælles institutioner. Denne skabes primært gennem fælles politisk vilje. Meget vil derfor afhænge af hr. Solanas og fru Ferrero-Waldners personlige indsats, gode dømmekraft og den kreativitet, de udviser i løbet af året.

Fru Ferrero-Waldner har også lovet at forelægge en særlig meddelelse om EU's energiforsyningssikkerhed. Derudover henvises der i Brok-betænkningen til behovet for at udarbejde en strategi for energiforsyningssikkerhed. Der er rent faktisk blot tale om halve løsninger eller nødløsninger. Det er i virkeligheden påkrævet, at EU sætter sig det mål at udarbejde en egentlig fælles energipolitik. Først da vil det være muligt at undgå situationer som den situation, der opstod for to år siden, hvor russiske leverandører afpressede Belarus, eller situationen først på måneden, hvor Rusland øvede afpresning mod Ukraine. Centraleuropæiske medlemsstater blev også berørt. Ønsker vi virkelig at ligge under for afpresning af denne karakter fremover, og ønsker vi virkelig at fryse, som folk fryser i Georgien lige nu? Det eneste alternativ er en fælles energipolitik i EU.

Et andet punkt, jeg ønsker at fremdrage, er, at vi bør ændre vores politik over for Rusland. Der kan rettes kritik mod de manglende fremskridt på visse områder. Der henvises til to af disse områder i Brok-betænkningen, nemlig krænkelse af menneskerettighederne og våbenreduktion i Kaliningrad-regionen. Listen burde faktisk være meget længere og omfatte en fælles løsning af regionale konflikter, navnlig i Transdnestrien og det sydlige Kaukasus samt hele Kaliningrad-pakken.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, som europæere bliver vi nødt til at respektere resultatet af den frie afstemning i Palæstina og tilskynde de valgte politikere til at danne en regering, der vælger forhandlingsvejen, anerkender Israel og giver afkald på vold, som præsident Abu Mazen selv har fremført.

Resultatet af afstemningen afspejler også de daglige lidelser og ydmygelser under besættelsen i et område presset ind mellem to kontrolsteder, en mur og bosættelser, og er samtidig et udtryk for en hård kritik af palæstinensiske politikere. Den ensidige tilbagetrækning fra Gaza har af indlysende årsager i sig selv svækket præsident Abu Mazens position. Derfor er der tvingende behov for to ting, nemlig at fastholde muligheden for en fredsaftale og at opfordre begge parter til at give afkald på enhver handling, der kan bringe freden i fare.

Jeg er derfor enig med Dem, hr. Solana, i de klare betingelser, som De har pålagt palæstinenserne. I samme ånd vil jeg imidlertid gerne spørge Dem, om De har noget at indvende mod Israel, der aldrig har accepteret tanken om at følge køreplanen? Dette spørgsmål diskuteres i dag i Israel. Derudover har Hamas vist, at den kan overholde en indgået våbenhvile i et helt år. Jeg mener, at Israel bør stoppe bosættelserne og undgå at træffe foranstaltninger til annektering af Østjerusalem.

Med hensyn til økonomisk støtte er jeg fuldstændig enig med Dem. Det er afgørende at hindre et sammenbrud og at vurdere situationen, efterhånden som den udvikler sig. I samme ånd ønsker jeg at spørge Dem, hr. Solana, og Rådet og Kommissionen, om opfattelsen er, at vi skal lægge pres på de israelske myndigheder for at få dem til at stoppe blokeringen af overførslen af skatteindkomster til palæstinenserne? Da midlerne tilhører Palæstina, mener jeg, at israelerne i den aktuelle situation puster til ilden.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, jeg troede, at min taletid var forlænget med et minut, men måske kan De kontrollere det, mens jeg taler. Hr. højtstående repræsentant, fru kommissær, hr. formand, i begyndelsen af denne forhandling fik vi en forrygende oversigt over alt det, der er sket i de seneste 30 dage. Jeg vil gerne lykønske både hr. Solana, kommissær Ferrero-Waldner og formandskabet med den måde, hvorpå de har gjort en utrættelig indsats for så godt som muligt at yde hjælp ved katastrofer og ved alle disse pinefulde begivenheder. Også jeg vil meget gerne lykønske EU's valgobservatører i al almindelighed og dem, der har været aktive i de palæstinensiske områder i særdeleshed, for det har bestemt været meget vanskeligt.

Jeg mener, vi kan tage ved lære af to ting, som Xavier Solana nævnte i oversigten. For det første at EU kun kan være effektiv, hvis det er enigt. Jeg var derfor særdeles glad, da jeg i forgårs hørte, at Rådet (almindelige anliggender) var nået frem til en enstemmig beslutning om, på hvilke betingelser der kunne ydes yderligere finansiel støtte til Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg er også meget tilfreds med, at kvartetten den aften holdt et hastemøde. Jeg kan nemlig ikke holde ud at tænke på, hvad der ville være sket, hvis den ene regeringschef havde sagt en ting, en anden minister noget andet og en tredje premierminister var kommet med et helt tredje budskab.

Det er tydeligt, at det ville have været overordentlig skadeligt, men det er altså ikke sket, og jeg håber heller ikke, at det vil ske. Selvfølgelig har vi behov for enighed i alle sager. Desuden skal der afsættes tilstrækkeligt med penge. Jeg er ikke så sikker som kommissæren på, at dette virkelig vil være tilfældet i de finansielle overslag for 2007-2013, men ligesom hun vil jeg gerne understrege, at der skal skabes tilstrækkelig fleksibilitet. Endelig er jeg enig i, at den højtstående repræsentant, kommissæren og rådsformanden fortsat kan regne med vores støtte, hvis de regelmæssigt inddrager Parlamentet i deres arbejde.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. Solana, De nævnte Balkan. Her vil jeg bare sige, at vi støtter Deres bestræbelser af fuldt hjerte. På Balkan har vi det direkte ansvar for freden i Europa. Det kan ingen tage fra os, og her må vi bestandigt udbygge det europæiske perspektiv, troværdigt og retlinet.

Med hensyn til Iran vil jeg gerne ønske Dem tillykke, fordi det er lykkedes Dem at samle Europas meget mangeartede stemmer med beslutningen mandag aften. Jeg vil opfordre alle til netop i forbindelse med den beskrevne vej alligevel fortsat at benytte enhver mulighed for diplomati og forhandlinger. Det er en god nyhed, at iranerne nu skal mødes med Kina og Rusland. Men vi bør også gøre os klart, at beslutningen om, om man er trådt over den røde streg, om verdensfreden er truet, ikke træffes af hverken hr. Solana eller hr. Steinmeier, men ene og alene af FN.

Vi kan ikke kontrollere situationen alene, og det er vanskeligt at blive ved med at søge efter måder at komme tilbage til fornuften på, når man har at gøre med en hadets prædikant som Ahmadinejad. Men netop fornuften er et element i vores europæiske sikkerhedsstrategi, som De fremlagde, ikkespredningsstrategien. Vi ved, at en eskalering i Iran ville være en massiv trussel for netop de interesser, som vi repræsenterer, nemlig at forhindre, at Iran får atomvåben, at reducere truslen, altså skabe større sikkerhed for Israel. Derfor håber jeg, at det vil lykkes os at finde en fredelig vej, selv om det er vanskeligt.

Der findes en anden stemme i Iran, lad mig sige det som formand for delegationen. Jeg er modstander af, at diplomatiske forbindelser ...

(Formanden afbrød taleren)

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, i går døde en britisk soldat, nr. 100 i rækken, i Irak. Disse tapre mænd bragte det ultimative offer, idet de ofrede deres liv for at tjene deres land. De blev imidlertid forrådt. De blev sendt i krig på grundlag af premierminister Tony Blairs løgne og fantasier. Dette skete af den simple årsag, at hr. Blair og Labour-regeringen ikke har begreb om, hvad der udgør britiske nationalinteresser.

Nu ønsker hr. Blair at inddrage det britiske folk i endnu en løgn og fantasi. Denne løgn går ud på, at britiske nationalinteresser varetages inden for rammerne af den såkaldte europæiske fælles udenrigspolitik.

Der indtraf imidlertid også en anden vigtig begivenhed i går. I London talte Javier Solana om det palæstinensiske spørgsmål på EU's vegne. Det gjorde han i realiteten i sin egenskab af europæisk udenrigsminister på trods af, at den europæiske fælles udenrigspolitik burde være fortid efter forkastelsen af forfatningstraktaten. Det er et klart signal om, at Labour-regeringen afgiver udenrigspolitisk kontrol til EU.

Kansler Bismarck sagde engang i en berømt udtalelse, at hele Balkan var mindre værd end knoglerne fra én enkelt pommersk grenader. Meget vel, men den europæiske fælles udenrigspolitik og den planlagte europæiske hær er mindre værd end knoglerne fra én enkelt britisk soldat.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, mine damer og herrer, dagens debat handler om behovet for en mere åben, mere effektiv og mere ansvarlig europæisk fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi kan være tilfredse med, at der inden for de senere år er blevet gjort en stor vellykket indsats med henblik på at udvikle Europas civile militærstyrke.

Desværre viser Brok-betænkningen imidlertid, at FUSP stadig er for mangelfuld og for problematisk på mange områder. Der er alvorlige grundlæggende problemer forbundet med at træffe afgørende beslutninger vedrørende den europæiske fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP). Disse politikker får ikke tilført tilstrækkelige ressourcer, og der skal også sættes fokus på behovet for demokratisk, parlamentarisk kontrol. Dette er blot nogle få af de aktuelle spørgsmål, der er relevante for dagens debat.

Europa-Parlamentet bør være i stand til at ændre situationen til det bedre, og dette indebærer krav om, at der sker en passende politisk samordning for at sikre en intensiv dialog mellem Parlamentet og Rådet om disse spørgsmål. Vi ved, at det ikke er nemt, men det drejer sig om Parlamentets institutionelle indflydelse og udvikling. I lyset af de europæiske borgeres klare opbakning til fælles europæiske foranstaltninger på sikkerhedsområdet er det Parlamentets pligt at styrke sin institutionelle indflydelse og inddragelse i beslutningstagningen. Sikkerheden vil kun blive øget, hvis hr. Chiracs, hr. Solanas og fru Merkels budskaber eller beslutninger vedrørende masseødelæggelsesvåben, bekæmpelse af terrorisme eller energi er forudsigelige og ikke overrumpler et uforberedt Europa-Parlament.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, en fælles udenrigspolitik kunne måske have forebygget en energikrise i Østeuropa. Den kunne måske også have bevirket, at der var blevet taget hensyn til Polens interesser i forbindelse med anlæggelsen af den russisk-tyske gasrørledning under Østersøen, og at Polens interesser var blevet anerkendt som værende sammenfaldende med Europas interesser. Borgerne i EU, ja i hele verden, forventer, at vi fører en fælles udenrigspolitik, og at vi forsvarer de svage med eller uden en europæisk forfatning. Derfor skal Israel ikke have lov til at monopolisere udenrigspolitikken i dens del af verden. Hamas vil med glæde give afkald på vold, når der oprettes en palæstinensisk stat, hvilket vil formindske terrortruslen globalt. I lighed med hr. Cohn-Bendit er jeg modstander af atomvåben, men jeg forstår ikke, hvorfor Israel får lov til at have en atombombe i modsætning til Iran.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, når jeg hører om den litani af kriser og problemer, vi står over for, er jeg meget bekymret over, at så mange mener, at løsningen på disse problemer er mere EU. EU's udenrigspolitiske ambitioner og krav omfatter i dag alle områder, fra forsvar til immigration og energiforsyning, og der kommer ikke mange positive resultater ud af dette. Jeg ville foretrække en mere ydmyg tilgang, hvor EU kun koncentrerede sig om de områder, hvor EU reelt kan tilføre praktisk merværdi gennem humanitær bistand og udviklingsstøtte, valgmissioner og lignende.

Jeg ønsker at tilføje, at i disse farlige tider, hvor nye kræfter er dukket op, som truer selve kernen i vores frie samfund, er der brug for større solidaritet mellem demokratierne og mindre selvpromovering fra EU's side. Erfaringer i de senere år har vist, at når vestlige demokratier er splittede, skades deres interesser. Demokratiets fjender vil udnytte denne splittelse til egne formål.

Jeg er netop vendt tilbage efter deltagelse i en valgobservationsmission i de områder, der er underlagt Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol, og Østjerusalem. Valgresultaterne var et nødråb. De har ret i, at det varer lidt, før der kommer en afklaring på den præcise sammensætning af den nye regering i de områder, der er underlagt Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol. Det er ganske rigtigt meget vigtigt, at vi ikke støtter denne regering, medmindre den afstår fra vold, anerkender staten Israels ret til at eksistere og engagerer sig positivt i fredsprocessen.

Jeg har tidligere udtrykt bekymring over karakteren af EU's finansiering og sat spørgsmålstegn ved, om der er blevet truffet tilstrækkelige forholdsregler med henblik på at forebygge misbrug af vores midler. Denne bekymring vil nu blive mangedoblet. Vi skal ikke blot sikre, at den økonomiske bistand er gennemsigtig, og at den ikke kan anvendes til støtte for terrorisme og ekstremisme, idet der nu også er et skrigende behov for at sikre, at vores midler anvendes mere effektivt, således at de vil være til direkte gavn for den palæstinensiske befolkning.

Endelig skal vi gøre en større indsats for at sikre, at den europæiske og amerikanske indfaldsvinkel er den samme. Vi har fælles interesser i fred og stabilitet i Mellemøsten.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, vi har opmærksomt lyttet til hr. Solanas tale, især begyndelsen, hvori han gjorde rede for alt det, der var sket i januar. Jeg håber ikke, at det bliver en vane resten af året, og at vi hver måned må konstatere, at der hele tiden tilføjes nye elementer til udenrigsdagsordenen. Jeg synes selv, at hans vigtigste punkt var de bemærkninger, som han navnlig i begyndelsen fremsatte om den situation, som er opstået i Europa efter problemerne med gastilførslen til Ukraine og andre lande.

Jeg tror, at energipolitikken er kommet til at stå meget højere på vores dagsorden på grund af det, der skete i begyndelsen af januar. Jeg har draget en række konklusioner af de seneste begivenheder. For det første er jeg nået til den konklusion, at vi forbrugere måske ikke har organiseret os ordentligt. Det har vist sig, at vores energiforsyning er sårbar. For sårbar, for konsekvenserne af en uventet energimangel kan være katastrofale. For det andet konstaterer jeg, at nogle medlemsstater er mere sårbare end andre, og at det jo er lidt i strid med den solidaritetstanke, som vi kender til inden for EU.

Det har vist sig, at der i vores nærmeste omgivelser bestemt er lande, som er sårbare, og spørgsmålet om indbyrdes solidaritet, også blandt vores naboer, rejser sig derfor tydeligt. Desuden er det naturligvis også et teknisk spørgsmål. Vi kan investere i bedre og mere varierede forbindelsesruter til os selv. For det tredje, og det er egentlig det vigtigste, bruges energilagre og adgangen til dem som politisk våben, i dette tilfælde mod Ukraine, men også mod Moldova og faktisk også mod Georgien.

Det har vi tidligere advaret mod. Russerne har før truet med at gøre dette, og jeg synes, at vi skal optræde meget bestemt over for Rusland på dette punkt, for det er uacceptabelt. Vi skal også selv sørge for, at vi ikke bliver så afhængige af Rusland, at vi ikke længere tør sige noget til Rusland, men holder vores mund, fordi vi er blevet for afhængige.

Til sidst har jeg lige en bemærkning om dagsordenen for i år. Denne dagsorden fastsætter sig selv. EU kan ikke løbe fra sit ansvar. Jeg vil især bede Rådet og Kommissionen om endnu en gang at se nærmere på, hvordan det kan være, at tingene nu risikerer at gå den anden vej igen efter en succes i Georgien og forinden i Serbien og i Ukraine. Har vi begået fejl? Jeg synes også, at dette skal analyses.

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne understrege, at det ville være tilrådeligt, hvis Europa gennemgik retningslinjerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i forbindelse med overvejelserne herom. Jeg mener, at det i forbindelse med sikkerhed og følgelig fred er afgørende, at Europa vedkender sig det begreb, der kaldes menneskers sikkerhed. Dette indebærer, at der skal tages fat på spørgsmål som f.eks., hvordan EU bedst tackler vigtige sygdomme, sult, krænkelser af menneskerettighederne og angreb på demokratiet.

Jeg mener, at en anden vigtig sikkerhedspolitisk faktor, som Unionen bør sikre, er en politik for energiforsyningssikkerhed. Jeg vil gerne understrege, at Europa indtil videre ikke har taget højde for, at energiforsyningen kan blive et redskab i en imperialistisk politik. Det handler ikke om knaphed på gas eller olie, men om anvendelsen af enorme energiressourcer som et middel til gennemførelse af en imperialistisk politik. Jeg mener, at dette er en stor udfordring for Europa, som vi hidtil ikke har reageret på.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, jeg har læst betænkningen og lyttet opmærksomt til, hvad hr. Solana har sagt. Jeg er ikke sikker på, at de først og fremmest tjener Europas interesser. Jeg har en følelse af, at vi fortsætter med at tjene Amerikas interesser, og det er et problem. De forleder os til fjendskab med Rusland, polemik over for Kina, og det samme med Iran.

Vi må ikke lade os fange ind i den amerikanske tankegang. Vi er nødt til at sige nej til Amerika, hvis vi vil have en egentlig udenrigspolitik, selv om jeg ikke kan forstå, hvordan vi kan have en fælles udenrigspolitik for Sverige og Grækenland, Cypern og Estland, når vi har så forskellige spørgsmål at forholde os til i de enkelte stater.

Hr.Schulz sagde, at Europa trues under bæltestedet. Der eksisterer ganske rigtigt en trussel. Tyrkiets "casus belli" mod Grækenland udgør en trussel. Tyrkiske krigsflys konstante, daglige krænkelser af græsk luftrum udgør en trussel. Muren i Nikosia udgør en trussel. Muren i Jerusalem udgør en trussel. Kan vi så sige, at alle besættelseshære skal forlade de lande, de befinder sig i? Besættelseshæren skal forlade Cypern, den israelske besættelseshær skal forlade …

(Formanden afbrød taleren)

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, der er rejst mange spørgsmål i denneforhandling om den europæiske fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som jeg opfatter det, er der behov for tre former for sikkerhed, hvis alle europæere skal føle sig reelt trygge.

Jeg vil starte med energiforsyningssikkerheden. Hele Unionen, såvel som individuelle medlemsstater, f.eks. Polen, er meget bekymret over dette spørgsmål. Der er tilsyneladende ikke noget ønske om at handle i fællesskab på dette område. Tyskland forbedrede sin egen energiforsyningssikkerhed ved at underskrive en aftale med Rusland om anlæggelsen af den nordlige gasrørledning. Desværre bidrog Tysklands tiltag i høj grad til at underminere Polens energiforsyningssikkerhed. Unionen har indtil videre ikke reageret på denne situation, selv om det til overflod er klart, at Rusland bruger forsyningen af råmaterialer til energi som et vigtigt redskab til at påvirke andre landes politikker. Ruslands beslutning om at afbryde gasforsyningen til Ukraine og Georgien har vist, hvor effektivt dette redskab kan være.

Jeg vil herefter tale om fødevaresikkerheden. Fødevareforsyningssikkerheden er baseret på den fælles landbrugspolitik, men denne politik udsættes desværre i stigende grad for angreb. Afslutningsvis ønsker jeg at nævne den fysiske sikkerhed, der nu er i langt større fare som følge af terrorisme. Der kan ikke være nogen meningsfuld fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik uden betydelige fremskridt på de tre områder, som jeg har fremhævet. Jeg har tillid til, at hr. Solana og fru Ferrero-Waldner vil tage mine bemærkninger i betragtning.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Det er tydeligt, at den politiske situation globalt og i de enkelte lande og regioner ikke harmonerer med vores værdier, forhåbninger og forventninger, og at den heller ikke udvikler sig i en mere rolig eller demokratisk retning. Samtidig kommer der fra forskellige steder i verden udtrykkelige opfordringer om øget europæisk tilstedeværelse. I Mongoliet siger de, at EU er deres tredje nabo, og når jeg besøger Balkanlandene, Latinamerika, Transkaukasien eller Centralasien, hører jeg det samme - mere Europa.

Selv om mange samarbejdspartnere ønsker mere Europa, er vi ofte optaget af vores egne uproduktive anliggender, og i vores bestræbelser på at udvide EU med færre midler glemmer vi de grundlæggende idéer, der blev udtænkt af Schuman og de andre grundlæggere af Europa. Det overrasker mig ikke, at vores partnere og vores borgere ikke forstår talen om de forskellige søjler i vores politik, men de kan se helt præcist, hvornår vi står sammen, og hvornår vi er splittede og ineffektive.

Erfaringerne med energiforsyningen har vist os, at nationale politikker ikke i sig selv skaber større intern sikkerhed eller større ekstern indflydelse. Det er mit indtryk, at udviklingen allerede i dag kræver en mere omfattende fælles politik end den, der er fastlagt i den allerede ratificerede europæiske forfatningstraktat. Hvis vi ønsker at spille en central rolle i Balkanlandene, i Østeuropa eller andre steder, skal vi finde ud af, hvordan vi giver stærkere udtryk for vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik En større hensyntagen til den rolle, der varetages af Europa-Parlamentet, som har vist sig som en dynamisk og ansvarlig aktør, ville helt sikkert bidrage hertil.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg kan næsten fortsætte, hvor hr. Peterle standsede. For det er virkelig rigtigt, at hvis mange i Europa, som De sagde, hr. højtstående repræsentant, siger, at De skal handle, så er det virkelig på tide, at vi handler.

Lad mig komme med to eksempler. Uden skadefryd må vi konstatere, at det store amerikanske initiativ for Mellemøsten i bred forstand faktisk er brudt sammen. Interventionen i Irak har ikke gjort sagen bedre. Den manglende og tøvende støtte til fredspolitikken og fredsinitiativet i Mellemøsten var med til at sikre Hamas' valgsejr. At Fatah også selv har en stor del af skylden, nævner jeg kun for en god ordens skyld. Hvad Iran angår, så ved vi alle, at et stærkere sikkerhedspolitisk engagement fra USA's side i hele regionen i positiv forstand ville være et vigtigt bidrag til at overbevise Iran om, at det skal afstå fra at udvikle egne atomvåben. Derfor må EU - ikke imod USA, det ville være helt vanvittigt, men sammen med USA - klart definere, hvordan en omfattende udenrigspolitik netop i Mellemøsten kan se ud, gående fra en udtrykkelig fredspolitik til støtte til civilsamfundet i de enkelte lande.

Det andet eksempel er energipolitikken. Det er allerede blevet sagt, at vi som stor efterspørger på verdensmarkedet i højere grad skal optræde i fællesskab, mobilisere og slutte os sammen med andre efterspørgere. Vi ser jo præcis, hvad der sker, hvis vi ikke optræder sammen med dem, som f.eks. i tilfældet Iran. Når Rusland går over til at nationalisere og politisere energipolitikken, så må vi europæisere i det mindste dele af vores energipolitik.

Fru kommissær, vi venter spændt på rapporten. Jeg nævnte dette emne for Dem allerede i forbindelse med Deres høring. Det er meget vigtigt, at vi nu får denne rapport, og at vi klart siger, at vi har brug for en national energipolitik, men den skal suppleres og udvides med en stærk europæisk energipolitik, som også er et vigtigt udenrigspolitisk instrument.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer, EU's rolle som international aktør er vigtig, og den er blevet styrket gennem de senere år. EU opnår resultater gennem blide metoder, dvs. gennem forhandlinger, drøftelser, overtagelse og krisestyring. Det er en til tider langsom proces, men der skabes et solidt grundlag for varige løsninger og for et bæredygtigt samfund. EU understreger vigtigheden af demokrati i sin udenrigspolitik, og vi ønsker at fremme dette. I denne forbindelse ønsker jeg, at EU i højere grad understreger, at læse- og skrivefærdighed er en forudsætning for demokrati, og at respekt for kvinders rettigheder også er en forudsætning for demokrati. Vi bør derfor gøre mere for at sikre, at børn, unge og kvinder i forskellige dele af verden lærer at læse. Dette vil skabe et varigt grundlag for demokrati, fred og respekt for menneskerettigheder.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, forkastelsen af forfatningstraktaten efter den franske og nederlandske folkeafstemning har betydet, at hele dokumentet nu ikke længere er relevant. Det har vist sig at være meget vanskeligt for nogle at affinde sig med, at et koncept, der har været promoveret i så mange år, forsvinder. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik var en vigtig del af denne traktat, men jeg vil gerne minde Dem om, at den blev utvetydigt forkastet. Vi er derfor forundrede over, at der gøres forsøg på at henvise til et dokument, der er fuldstændig meningsløst og så godt som ude af billedet. Hr. Broks betænkning er et eksempel på denne holdning. Parlamentet bliver til grin, og de demokratiske principper, som Fællesskabet er fortaler for, bliver trådt under fode. Den nødvendige betænkningstid efter traktatens hedengang bør ikke bruges til at få specifikke kapitler i traktaten vedtaget ad bagdøren. Denne gang bør tiden i stedet bruges til at revurdere fælles aktioner på internationalt plan og til at lægge større vægt på betydningen af spørgsmål som f.eks. energisikkerhed og epidemi- og terrortruslen.

  Janusz Wojciechowski (UEN). - (PL) Hr. formand, EU er rent faktisk velsignet med en effektiv sikkerhedspolitik, og det er den fælles landbrugspolitik. Denne politik har nu i mange år garanteret fødevaresikkerheden i hele Fællesskabet og for dets borgere, nationer og lande. Fødevaresikkerhed er af afgørende betydning for dem alle. Europa har nu stillet sin sult, men har en uheldig tendens til at glemme, hvordan det skete og hvem man skylder tak. Den fælles landbrugspolitik er under angreb og er blevet et forsøgsområde for uansvarlige reformer som f.eks. reformen af den fælles markedsordning for sukker, der bevirker, at Europa snart vil blive afhængig af resten af verden med hensyn til sukkerforsyningen. Beskyttelsen af det europæiske landbrugsmarked er ved at blive udfaset, som vores landmænd kun alt for godt er klar over. I Polen er frugtproducenterne blevet mest berørt.

Dårligt gennemtænkte nedskæringer i den fælles landbrugspolitik vil bevirke, at fødevaresikkerheden bryder sammen, en fødevaresikkerhed, der er af afgørende betydning for hele Europa. Der er stadig tid til at hindre dette, men den politiske holdning til landbrugsspørgsmål skal ændres. De polske landbrugsarbejderes organisationers bannere er ofte forsynet med slogans, der henviser til den betydning, fødevareproduktionen havde under Polens lange kamp for uafhængighed, såvel som til viljen til at kæmpe. Når vi drøfter og træffer afgørelser om landbrugsspørgsmål, bør vi altid huske på, at det er landmændene, der giver os føde og forsvarer os, og at de er de egentlige vogtere af Europas sikkerhed.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har lyttet opmærksomt, og jeg troede, at jeg havde hørt alt, men da jeg hørte Daniel Cohn-Bendit støtte kernekraft - i Iran vel at mærke - må jeg sige, at jeg var lidt chokeret. Hvem siger, at Joschka Fischer har forandret sig? Jeg tror, at "røde Danny" også selv har forandret sig!

Jeg vil ud fra en institutionel synsvinkel fremdrage tre punkter. Det første er, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og forsvaret er centrale områder for os fremover. Vi er en supermagt i handels- og bistandsmæssig henseende, men vi er ofte fraværende på FUSP-området og på forsvarsområdet. Der skal gøres noget, og jeg er uenig med hr. Piotrowski. Vi har først og fremmest brug for en forfatning.

Det andet punkt jeg ønsker at fremdrage er, at vi har brug for tre ting. For det første skal vi have et fælles forsvar - vi har brug for de sikkerhedsgarantier, som forfatningen vil give os. For det andet skal vi tale med én stemme, og derfor har vi brug for en præsident og en udenrigsminister. For det tredje skal vi øge FUSP-budgettet. Alt dette skal samles i en pakke. Hvis den politiske vilje er til stede, tror jeg, at det vil lykkes os at skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det tredje punkt er, at vi virkelig må begynde at tænke over de forskellige elementer i forfatningen og se på den i to dele. Der er visse elementer, som vi allerede gennemfører, f.eks. Det Europæiske Forsvarsagentur, kampgrupperne og solidaritetsbestemmelsen i forbindelse med terrorisme. Der er imidlertid elementer, som vi bliver nødt til at gennemføre så hurtigt som muligt efter forfatningens ikrafttræden. Der er her bl.a. tale om en præsident, en udenrigsminister og en tjeneste for eksterne forbindelser og forudgående høring af Europa-Parlamentet.

Det sidste punkt jeg ønsker at fremdrage er, at i stedet for at fortsætte det institutionelle slagsmål mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet på FUSP-området, skal vi gøre os klar, trække i arbejdstøjet og samarbejde.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, det var lige før jeg kunne føle min gode ven hr. Solanas smerte, da De kort beskrev begivenhedernes gang i løbet af årets første måned med en bemærkning om, at hvis resten af året bliver som den første måned, bliver det ikke nemt! Jeg ønsker imidlertid at fremdrage et andet aspekt.

Jeg tror, at det De egentlig sagde, var, at verden i 2006 igen vil blive stillet over for et grundlæggende valg: valget mellem forebyggende krige eller forebyggende politikker. Jeg er ikke i tvivl om, at det De siger, og som Deres erfaring klart viser, er, at vi får brug for forebyggende politikker i 2006. EU's grundlæggende værdier på det udenrigspolitiske område ligger i forebyggende politikker. Når vi kigger på de instrumenter, som kommissæren så udmærket henviste til, er det rimeligt at sige, at det ganske rigtigt er det sværeste valg, men at det også er det valg, der i et historisk lys har vist sig at give resultater. Vi må ikke glemme dette på dette vanskelige tidspunkt.

Jeg ønsker at sige til Dem, hr. Solana, at i Palæstina er der i øjeblikket så mange, der fører an i den forkerte retning, og derfor har de fattige i Palæstina brug for en stærk europæisk indflydelse. De har ret, når De siger, at vi skal have tålmodighed, udvise klogskab og handle afbalanceret. Det glædede mig også at høre Dem sige, at vi ikke skal medvirke til, at Palæstina går fallit, idet vi begge ved, at der vil være andre, der sørger for, at dette ikke vil ske - Iran, Egypten og andre lande. Sådan foregår det ikke her, og derfor sætter jeg min lid til Dem. Vi vil stå ved Deres side og sammen med Kommissionen og rådsformand Winkler sikre, at Europa holder døren åben og sikrer en dialog og forhåbentlig bliver i stand til at åbne nogle døre igen i løbet af de næste tre måneder.

  Marek Maciej Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg er glad for alt det, der er blevet sagt om Ukraine. Vi skal imidlertid holde målet for øje. Begivenhederne i løbet af de kommende to måneder vil afgøre, om frugterne af den orange revolution vil få mulighed for at modnes, eller om de vil falde umodne til jorden. Ukraine har stærkt brug for Europa i de kommende to måneder. Det er af afgørende betydning, at EU-institutionerne gør deres virkning gældende her. Vi må opretholde en løbende dialog med de ukrainske ledere og det ukrainske samfund. Der skal dannes en proeuropæisk front i Ukraine.

Ruslands involvering i de aktuelle begivenheder i Ukraine sker i et hidtil ukendt omfang. Gas er blevet brugt som våben. Der skal udarbejdes en ny forfatning, og det kommende parlament vil afgøre, om Ukraine vil bevæge sig hen imod Europa med fuld kraft, eller om landet vil gå sine egne veje, som det så ofte har gjort tidligere. Vi må tilskynde lederne af de politiske partier, der kæmper om at blive repræsenteret i parlamentet, til at danne en stærk proeuropæisk front, således at vi kan regne med, at vi har en god partner over de kommende fire år.

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. Wurtz spurgte hr. Solana, hvad der var blevet bedre i de sidste to år - som om det på en måde var EU, der kunne beslutte at forbedre verden afgørende. Hvis man har ønsket, at verdens eneste supermagts magt skulle reduceres, og vi skulle have en multipolær verden, så kan man egentlig ikke undre sig over, at det er blevet sådan. I nogle indlæg aner man et skuffet eurocentristisk verdensbillede i denne multipolære verden. Jeg kan kun sige velkommen, men verden er desværre ikke blevet smukkere, bare fordi den er multipolær, og fordi der er ved at opstå nye verdensmagter og nye regionale magter.

I lyset af denne situation har vi europæere slet ikke været så dårlige, og jeg tilslutter mig lykønskningerne til hr. Solana med hensyn til at bringe den fælles beslutning med Kina og Rusland i stand om at indbringe de iranske atomambitioner for Sikkerhedsrådet. Jeg håber bare, at det fører til et resultat. Men den nuværende vej synes jeg slet ikke er så dårlig.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) I sine indledende bemærkninger hentydede hr. Solana til visse begivenheder, der fandt sted i sidste måned, og til visse udfordringer, som Europa står over for, herunder konflikten vedrørende gasforsyning fra Rusland, valget i Palæstina og situationen i Mellemøsten, den dystre situation i Irak, krisen vedrørende Irans atomprogram og den manglende afklaring af Kosovos status. Alle disse begivenheder og problemer har ét fællestræk, nemlig, at intet europæisk land, selv ikke det allerstørste, kan klare sådanne problemer alene. Hvis vi skal løse disse problemer, skal vi med andre ord forene vores styrker og udvikle fælles politikker på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet. Dette er, hvad politikere fra mange lande ønsker, og som tidligere talere har fremført, også hvad befolkningen ønsker.

I hr. Broks betænkning, som vi skal stemme om i morgen, henvises der til fremskridt på udenrigs- og forsvarsområdet, men der nævnes også en række problemer, f.eks. Parlamentets utilstrækkelige involvering i udformningen af udenrigspolitikken. Jeg vil derfor gerne opfordre Rådet til at overholde EU-traktatens artikel 21 og altid høre Parlamentet ved årets begyndelse om Rådets fremskridt og planer i stedet for blot at opsummere udviklingen det forudgående år.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, lad mig vende tilbage til et par af de punkter, der er blevet nævnt.

Det vigtigste punkt er, som mange af medlemmerne har understreget, at vi i dag har brug for et stærkere Europa på det udenrigspolitiske område. Hvis Europa skal styrkes på det udenrigspolitiske område, er det nødvendigt, at vi samarbejder. Vi bliver nødt til at samarbejde, især omkring spørgsmål, der i dag er blevet højaktuelle. Et sådant spørgsmål, som mange af medlemmerne har nævnt, er det energipolitiske spørgsmål. Som jeg nævnte tidligere, arbejder vi med dette spørgsmål i øjeblikket. Dette betyder naturligvis, at vi skal sikre en bedre styring af energipolitikken, måske ligefrem en fælles ekstern energipolitik. Jeg er klar over, at vi som minimum skal have dette i sigte, og vi har allerede en række værdifulde instrumenter, som vi kan anvende i denne forbindelse, herunder en politisk dialog og en særlig energipolitisk dialog. Vi har også de multilaterale dialoger, og vi må her inddrage OPEC. Vi bliver nødt til at tale mere med OPEC og med Samarbejdsrådet for Golfstaterne.

Som jeg anførte, er diversificeringsstrategien af afgørende betydning for os alle. Vi bliver nødt til at se på integreringen af vores nabolandes energimarkeder i det europæiske energimarked, f.eks. med Energifællesskabet for Sydøsteuropa som forbillede. Vi råder også over en lang række finansielle instrumenter, der sigter på at skabe sammenhæng på energiområdet. Som jeg anførte tidligere, er energiforsyningssikkerheden af afgørende betydning. Jeg kan derfor love Dem, at vi arbejder på sagen, og så snart meddelelsen er klar, vil vi vende tilbage til dette spørgsmål.

Som hr. Rasmussen nævnte, er det også meget vigtigt at forstå det forebyggende diplomati. Det er meget vigtigt. Jeg er enig heri. Naturligvis skal der sommetider udvises tålmodighed i forbindelse med den diplomatiske proces. Man kan ikke udrydde fattigdom fra den ene dag til den anden, og man kan ikke arbejde med alle de forskellige former for krisestyring, eller endog post-krisestyring, og forvente øjeblikkelige forandringer. Dette kræver en vedvarende og sammenhængende indsats.

Migration er et andet meget vigtigt nyt aspekt på det udenrigspolitiske område. Vi bliver også her nødt til at samarbejde med oprindelseslandene, med landene i overgangssituationer og med EU med henblik på at finde ud af, hvordan vi bedst afpasser de interne og eksterne politikker.

Kampen mod terrorisme og kampen mod narkotika vil fortsætte mange år endnu, men alle disse slag vil i stigende grad skulle udkæmpes i fællesskab. Masseødelæggelsesvåben, støtte til demokrati, retsstatsprincippet og frie og retfærdige valg er aspekter, der alle er omfattet af vores naboskabspolitik, og vi vil således naturligvis også tage disse spørgsmål meget alvorligt. Vi har f.eks. et positivt incitament til at gøre dette i vores Barcelona-program, men vi har også brug for enhver støtte, således at vi kan fremme denne politik.

Strategiske partnerskaber med store lande, f.eks. transatlantiske forbindelser, forbindelser med Kina, Indien, Brasilien og meget gode forbindelser med Latinamerika, er alle vigtige, fordi vi her har muligheden for at samarbejde i en multilateral sammenhæng, herunder også med FN, som det blev nævnt. Det er naturligvis også vigtigt, at vi er i stand til at kombinere indsatsen for vores fælles værdier i den multilaterale strategi.

Naboskabspolitikken er en vigtig del af sikkerhedsstrategien, fordi vi virkelig forsøger at eksportere stabilitet ved at samarbejde med Ukraine, det sydlige Kaukasus og Middelhavslandene. Vi har store forventninger om at forbedre sikkerhedssituationen i Europa. Vi ved, at der ligger mange udfordringer forude, men jeg kan kun se, at vi kan komme videre ved at forsøge at forbedre alle vores instrumenter og arbejde for et fælles Europa, der bygger på fælles værdier sammen med resten af verden.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, mine damer og herrer, på den korte tid er det umuligt at komme detaljeret ind på alle de emner, der er blevet nævnt her. Men jeg vil nævne nogle punkter, som jeg som Rådets repræsentant finder vigtige.

Den højtstående repræsentant sagde som den første, og mange af Dem har gentaget det, at der i verden findes en efterspørgsel efter en europæisk udenrigspolitik. Det er også en sag, der interesserer de europæiske borgere, og vi - Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet - skal sammen arbejde for at opfylde dette behov. Som hr. Graham allerede har sagt, så må vi i EU bygge på værdier. Det gælder naturligvis også og netop for udenrigspolitikken, hvor vi skal være et forbillede, hvis vi vil bringe fred og stabilitet ud i verden. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig, og jeg kan forsikre, at også det østrigske formandskab i disse seks måneder, ligesom formandskaberne før og efter os, føler sig forpligtet på disse værdier, at beskytte menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, men også, som hr. Geremek sagde, det, som man generelt kalder human security, arbejdet for sundhed, kampen mod bevæbning og oprustning.

EU fører en fredelig udenrigspolitik. Vi er ingen militærmagt i den forstand. Preemptive diplomacy er det væsentlige. Vi forsøger at arbejde med fredelige midler inden for rammerne af multilateralisme, som vi bekender os til, inden for rammerne af FN's vedtægter og inden for folkerettens rammer. Det er også kun på den måde, vi kan bevare vores troværdighed i verden.

Der blev nævnt nogle emner, som jeg kort vil komme ind på. Energipolitikken blev nævnt flere gange. Jeg vil gerne supplere det, som kommissær Ferrero-Waldner sagde. Her spiller Kommissionen naturligvis en meget væsentlig og vigtig rolle, og rådsformandskabet arbejder meget tæt sammen med Kommissionen på dette område. Spørgsmålet om en europæisk energipolitik kommer til at spille en meget stor rolle på Det Europæiske Råd i marts. Her har det britiske rådsformandskab jo allerede lagt grundstenen. Det vil vi videreføre. Energiforsyningssikkerheden, som også er blevet nævnt her, er et meget vigtigt spørgsmål. Det handler om diversificering af energikilderne og nettene. Det handler om at mindske den ensidige afhængighed af energileverandører og -net og særligt også om at fremme og fremskynde vedvarende energi og alternative energikilder. Dette spørgsmål vil vi naturligvis behandle.

I denne forbindelse er Rusland også blevet nævnt flere gange. Den europæiske naboskabspolitik generelt og den europæiske politik over for Rusland har en ganske særlig betydning. Rusland er en vigtig partner. Vi skal føre en dialog med Rusland, hvor vi også anfører disse værdier, som jeg har talt om. Naturligvis skal også menneskerettighedsspørgsmålet tages op over for Rusland. Det sker også i en meget intensiv dialog. Men jeg tror, vi skal gøre os klart, at Rusland ligesom USA er en vigtig strategisk partner for EU.

Det glædede mig meget, at fru Beer også nævnte Balkan. Det gjorde Javier Solana i sin indledning. Det vestlige Balkan er en helt særlig prioritet for det østrigske rådsformandskab i disse seks måneder med henblik på stabiliteten i denne region og dermed også med henblik på fred og stabilitet i Europa.

I forbindelse med den europæiske udenrigspolitik blev det også sagt, at vi hovedsagelig skulle koncentrere os om naboskabet. Det sker også, og det er også vigtigt. Men der findes i dag ingen krise i verden, ingen situation, som ikke også berører EU's interesser og stabilitet. Derfor er EU en global player, og derfor skal EU også have de midler, der skal til for at udfylde denne rolle som global player. Når den højtstående repræsentant i dag utrætteligt - i ordets bogstaveligste forstand - rejser rundt i verden, så gør han det til gavn for en troværdig europæisk udenrigspolitik, til gavn for os selv og også til gavn for stabilitet og fred i Europa.

Lad mig nævne endnu et spørgsmål, som er vigtigt for vores borgere, og som også er en af prioriteterne for det østrigske rådsformandskab, nemlig beskyttelsen af europæiske borgere i tredjelande. De forløbne begivenheder og kriser har allerede vist, at vi i EU har ansvaret for at beskytte vores borgere i tredjelande. Her vil det østrigske rådsformandskab yde et bidrag for at få samarbejdet også på det konsulære område i forbindelse med beskyttelse af borgerne i udlandet bedre organiseret og udformet og for at sørge for de nødvendige midler.

Endelig blev Kina nævnt. Med hensyn til våbenembargoen vil jeg kun sige, at der i øjeblikket, som De ved, ikke er konsensus i Rådet. Dette spørgsmål står ikke på dagsordenen. Men uanset hvordan denne beslutning bliver, så er det et princip i Rådet og den europæiske udenrigspolitik, at der i hvert fald ikke sker nogen forøgelse af våbeneksporten til Kina.

  Javier Solana, højtstående repræsentant. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker blot at komme med nogle korte afsluttende bemærkninger, idet meget af det jeg sagde i generelle vendinger var en gentagelse af vores synspunkter. Vi forsøger med forskellige ord at gentage, hvad de fleste mennesker mener om EU's udenrigspolitik. I stedet for at tale om en litani af emner, hver gang vi mødes, vil jeg foretrække, at vi forsøger at koncentrere os om nogle af emnerne og gå dybere ind i dem. Når dagen er omme, har vi været rundt om alverdens problemer på omkring to timer med jeg ved ikke hvor mange talere. Vi ønsker en gavnlig debat. I denne forbindelse takker jeg hr. Watson for hans venlige forslag om, at jeg viser mig mindre i fjernsynet og kommer her i stedet. Jeg lover Dem, at hver gang jeg skal i fjernsynet, vil jeg ringe til Dem inden, således at De kan notere, hvor lang tid, jeg er i fjernsynet, og hvor mange timer jeg opholder mig her! Tag det til efterretning!

Når nu det er sagt i al venlighed til min gode ven, vil jeg gerne om muligt gennemføre en debat, således at vi kan uddybe dette meget vigtige spørgsmål. Jeg vil forsøge at fokusere på nogle få meget vigtige emner.

Vi kan tale om fælles udenrigspolitik, men hvis vi ikke formår dette, bliver der ikke nogen fælles udenrigspolitik. Vi kan lige så godt pakke sammen, hvis vi ikke formår dette. Se blot på Balkan, Hvis vi ikke er parat til og indstillet på at udrede situationen på Balkan, kan vi tale om Iran, vi kan tale om, hvad De nu end ønsker, men det vil ikke lykkes os, og jeg ønsker ikke at tabe. Derfor arbejder jeg konstant. Det forsøger jeg at gøre, og det fortsætter jeg med.

Jeg takker for de venlige ord, som nogle har udtalt om mit arbejde. Jeg takker også dem, der ikke værdsætter det. Jeg vil også gerne takke Leïla Shahid for hendes venlige omtale af mig i løbet af de seneste par dage, når jeg forsvarer præsident Abu Mazens synspunkter, som hun selv bør gøre det. Vi bør forsøge at hjælpe ham i videst muligt omfang. Jeg mener, at han er den vigtigste person, vi bør støtte på dette tidspunkt.

Med hensyn til de andre spørgsmål lad os se, hvad der sker. Inden for de næste par timer skal vi formodentlig træffe nogle meget vigtige afgørelser. Jeg vil være villig til og indstillet på afgive en forklarende redegørelse, hvis der sker noget meget vigtigt, hvis tiden tillader det, og hvis De er villig til at møde op. Hr. formand, jeg lader det være op til Dem. Hvis De ønsker at tage det op, kan De gøre det. Hvis De ikke ønsker det, kan De lade være.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

12. Resultatet af valget i Palæstina og situationen i Mellemøsten samt Rådets afgørelse om ikke at offentliggøre rapporten om Østjerusalem

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om resultatet af valget i Palæstina og situationen i Mellemøsten samt Rådets afgørelse om ikke at offentliggøre rapporten om Østjerusalem.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, under det forrige dagsordenspunkt blev der allerede sagt meget om valget i Palæstina, om konsekvenserne og den videre kurs. Jeg vil alligevel anføre nogle punkter, som har været ledende for Rådet på dets møde i mandags.

Først må man konstatere - og her vil jeg gerne takke fru De Keyser og alle de kolleger, som deltog i valgobservationen - at valget er gået ordentligt til, som det er almindeligt anerkendt. Jeg tror, det var et klart demokratisk udtryk for befolkningens vilje. Det kan der ikke rykkes ved.

Formandskabet og næsten alle udenrigsministre i EU's medlemsstater reagerede umiddelbart. De reagerede uafhængigt af hinanden på en måde, som stort set svarer til de samme principper. I denne forbindelse vil jeg også gerne pege på Mellemøstkvartettens erklæringer fra 26.-30. januar, som præciserer, at det internationale samfund fortsat betragter princippet om ikke-vold, anerkendelse af Israels ret til at eksistere og overholdelse af alle eksisterende gensidige forpligtelser som en forudsætning for en varig og fredelig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Det har været og er fortsat særligt vigtigt, at Rådets udtalelser og udtalelserne fra EU's medlemsstater stort set er identiske med udtalelserne fra vores partnere i kvartetten. Både kvartetten og EU forventer, at den kommende palæstinensiske regering entydigt bekender sig til disse principper, som jeg nævnte, og understreger, at den internationale støtte til den nye palæstinensiske selvstyremyndighed også hænger meget tæt sammen med overholdelsen af disse principper.

Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed mindes igen om deres forpligtelser i køreplanen for fred. Rådet har i det store og hele bekræftet denne linje fra kvartetten. Også Rådet forventer, at det nyvalgte palæstinensiske lovgivende råd vil støtte en regering, som bekender sig til disse principper, nemlig til en fredelig forhandlingsløsning på konflikten med Israel, som bygger på eksisterende aftaler og køreplanen, til retsstaten, til reformer og til en ordentlig finansforvaltning. På dette grundlag er EU villig til fortsat at støtte palæstinensernes økonomiske udvikling og demokratiske statsdannelse.

Vi må ikke træffe overilede beslutninger på nuværende tidspunkt, men skal klart give udtryk for, at EU - ligesom andre partnere, der også yder bidrag - er villig til at fortsætte denne støtte, hvis visse forudsætninger er til stede.

Jeg vil nu sige nogle ord om Østjerusalem, som egentlig er den oprindelige anledning til denne debat. I debatten før var der en klar forventning om, at EU forholder sig afbalanceret, at der føres en sammenhængende politik i Mellemøsten, som ikke kun kan tage hensyn til Israels interesser eller Palæstinas interesser, men at der er brug for en afbalanceret tilgang.

EU er fortsat bekymret over israelske aktiviteter i og omkring Østjerusalem inklusive den fortsatte bosætningsaktivitet og opførelse af barrieren samt ødelæggelsen af palæstinensiske huse. Disse aktiviteter er i strid med folkeretten, bringer en endelig løsning på Jerusalem-spørgsmålet i fare og risikerer at gøre en løsning umulig, som bygger på sameksistens mellem to levedygtige stater.

På denne baggrund har Rådet bedt relevante rådsinstitutioner om at forfatte en detaljeret EU-analyse om Østjerusalem på basis af EU-missioner i Jerusalem og Ramallah.

I betragtning af den ændrede situation, særligt det kommende valg til Knesset i Israel, besluttede Rådet den 12. december, at man i denne sag ville kontakte højtstående repræsentanter for den israelske regering omkring EU's bekymring i stedet for at offentliggøre analysen.

I mellemtiden har der fundet to demarcher sted. En EU-trojka-demarche i det israelske udenrigsministerium den 19. december samt en formandskabsdemarche over for de vigtigste israelske partier den 23. december sidste år.

EU har taget positivt mod den israelske beslutning om delvis at tillade stemmeafgivelse i Østjerusalem og dermed bidrage til en vellykket afholdelse af valget.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, som vi nævnte under forhandlingen tidligere, står vi virkelig over for en ny virkelighed. I mandags mødtes EU's udenrigsministre og kvartetten for at drøfte vores reaktion på Hamas' indtræden på den nationale politiske scene i Palæstina og følgerne for vores bistand til Den Palæstinensiske Myndighed.

Lad mig minde om tre ting. Den første er vores principper, som skal ligge helt fast. Vi støttede dette valg med et økonomisk bidrag på 18,5 millioner euro. Desuden havde vi omkring 240 valgobservatører under fru De Keysers glimrende ledelse. Vi beviste også vores engagement i opbygningen af demokratiske institutioner. Jeg mener, at dette tydeligvis er en principiel holdning. Skulle vi så opgive denne holdning i dag, fordi vi ikke bryder os om resultatet af dette valg? Efter min mening ville det være en klar fejl. Vi burde tværtimod opfordre alle til at respektere resultatet af et demokratisk valg. Da jeg besøgte Gaza, sagde jeg helt klart, at vi er parate til at samarbejde med en regering, der ønsker fred gennem fredelige midler. Som kvartetten gentog, betyder det samarbejde, en entydig forpligtelse til ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af de tidligere forpligtelser, herunder køreplanen og Oslo-aftalen.

For det andet ansvaret: Bolden ligger nu på de palæstinensiske lederes banehalvdel. Det er deres ansvar at optræde som partnere og opfylde de kriterier, som det internationale samfund har fastlagt. Det er endnu uklart, hvordan Hamas med sin platform for forandring og reform vil udøve det ansvar, som en ny palæstinensisk regering er nødt til at påtage sig. Det vil tage tid, før det bliver klart. Ved begge disse diskussioner har jeg anbefalet, at det internationale samfund udsender et klart signal om, hvad vi forventer. Jeg har også sagt, at Kommissionen er parat til at samarbejde med enhver regering, der virkelig søger fred gennem fredelige midler.

Men vi er opmærksom på de virkeligt betydelige økonomiske og humanitære behov hos det palæstinensiske folk. Vi er også opmærksom på de legitime palæstinensiske ønsker om at kunne danne en stat. Vi skal huske på, at donorfinansiering er vigtig for at kunne afhjælpe den almindelige palæstinensers problemer og forhindre den onde cirkel af fattigdom og ekstremisme. Men vi er også opmærksomme på vores eget engagement i en tostatsløsning og på Israels sikkerhedsbehov.

Derfor forventer vi først og fremmest, at de fremtidige medlemmer af en palæstinensisk regering forpligter sig til disse tre principper. Dette gælder for interimsassocieringsaftalen med Den Palæstinensiske Myndighed. Heri hedder det klart, at frihed og demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne skal respekteres. Desuden hedder det i naboskabshandlingsplanen, at køreplanen skal være vejen til fred.

Mens Hamas' adfærd som organisation fortsat vil blive fulgt meget nøje, skal den nye palæstinensiske regering først og fremmest vurderes på sine handlinger, herunder dens evne til at skabe fred og stabilitet.

Stabiliseringen af de offentlige finanser er en stor og umiddelbar udfordring. Jeg er parat til at være konstruktiv i reaktionen på Den Palæstinensiske Myndigheds finanspolitiske problemer - navnlig i denne periode med den midlertidige regering og forretningsministeriet - og afhjælpe deres likviditetsproblemer. Men andre skal også spille deres rolle. Dette omfatter Israel, der er blevet opfordret til fortsat at overføre toldindtægter til Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg vil sammen med andre medlemmer af kvartetten personlig tale med israelerne om dette spørgsmål.

Palæstinensernes egen rolle vil også være af central betydning. Verdensbanken sender en mission for at se, hvad den kan gøre, og hvordan Den Palæstinensiske Myndighed kan nå de fastsatte benchmarks, måske ved at foretage budgetnedskæringer. De er nødt til at finde en metode, så de kan ophæve suspenderingen af udbetalingerne fra Verdensbankens Trust Fund. Der ligger stadig 35 millioner amerikanske dollars. De er ikke blevet udbetalt, fordi de ikke kunne udbetales. Jeg håber, at jeg kan regne med Parlamentets støtte, så vi kan finde en kortsigtet løsning. Men det er også vigtigt, at den nye regering bringer de vigtige reformer tilbage på rette spor. Dette skal ske i samme ånd som for vores tidligere samarbejde med Den Palæstinensiske Myndighed.

I mellemtiden har Kommissionen til hensigt at videreføre de bistandsprogrammer, der er rettet mod palæstinensernes grundlæggende behov, herunder infrastrukturfaciliteten, fødevarehjælp samt humanitær bistand og bistand til flygtninge.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at fredsprocessen - som vi alle ved - står ved en meget vigtig skillevej. 2005 var præget af ensidige handlinger fra israelsk side og lammelse af de palæstinensiske institutioner. Nu må det internationale samfund tilbyde konkrete udsigter til fremskridt og sætte ind over for begge parter, både israelerne og Den Palæstinensiske Myndighed. I den forbindelse er jeg enig i, at vi må styrke Mahmoud Abbas og hans myndighed for at skabe stabilitet og bevise, at forhandlinger kan føre til positive resultater. Derfor vil jeg gerne understrege betydningen af at undgå ensidige handlinger, der truer med at skade forhandlingerne om den endelige status, herunder terrorangreb, udvidelser af bosættelser og linjeføringen for sikkerhedsmuren.

Derfor må vi nu samarbejde meget tæt: De kommende dage og måneder bliver helt centrale for at skabe stabilitet både i Mellemøsten og hos os selv.

  Edward McMillan-Scott (PPE-DE), formand for Europa-Parlamentets observatørmission. - (EN) Hr. formand, jeg havde det privilegium endnu en gang at være leder af den største folkevalgte observatørmission til valget i Palæstina: Europa-Parlamentets. Først vil jeg gerne takke de øvrige 26 medlemmer af Europa-Parlamentets delegation for deres arbejde, navnlig min næstformand fru Napoletano og naturligvis fru De Keyser i hendes egenskab af chefobservatør for EU's hold. Jeg vil også gerne takke de medarbejdere fra Europa-Parlamentet, der var med os, og som udførte et fremragende stykke arbejde under meget vanskelige forhold.

I sidste uge hørte vi højlydte krav om valgfrihed og forandring i Palæstinas gader. Vi hørte demokratiets råb. Vi fandt ud af, som en af mine kolleger udtrykte det, at processen var perfekt. Vælgerne gik frit til stemmeurnerne, mænd, kvinder, unge og gamle. Afstemningsstederne lå normalt på skoler og blev styret af lærerne, og de var effektive og velorganiserede. De israelske tropper holdt sig i det store og hele væk. Processen forløb perfekt, og der er ingen tvivl om, at resultatet afspejler folkets ønske, men der er i højere grad tale om deres fortvivlelse over Fatah end deres kærlighed til Hamas. De Hamas-folk, vi mødte, var virkelig ikke særlig elskelige.

Ikke kun i Palæstina, men andre steder i den arabiske verden - herunder i Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab klarede sig så godt i november og december; ved det kommende parlamentsvalg i Marokko - vil vi se fundamentalistiske islamiske politikker dukke op i hele den arabiske verden, en arabisk verden med 250 millioner mennesker. Det er udfordringen for alle vores institutioner. Vi må samarbejde, for efter min mening har vi ikke videregivet de demokratiske værdier, vi er så vant til i EU, selv om vi har videregivet den demokratiske proces. Demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og respekten for beskyttelse af mindretal: Det er de værdier, vi skal videregive.

  Véronique De Keyser, formand for EU's observatørhold i de palæstinensiske områder. - (FR) Hr. formand, mine første tanker går til de medlemmer af observatørholdet, der stadig befinder sig i områderne. Jeg har modtaget mange taksigelser, som jeg ønsker at viderebringe til dem. De har gjort et fortræffeligt stykke arbejde. Jeg har endvidere modtaget stor hjælp fra Rådet, Mark Otte, der befandt sig på stedet, og Jeanette. Men jeg vil især takke Dem, fru kommissær. De har vejledt mig i forbindelse med flere vanskelige afgørelser.

Jeg vil her nævne to. For det første installationen af vores hold i Gaza under vanskelige sikkerhedsmæssige vilkår. Vi var fra starten det eneste observatørhold i Gaza. For det andet, fru kommissær, den kontroversielle beslutning om at mødes med kandidaterne for Change and Reform, Hamas-listen. De kandidater, vi valgte at møde var selvsagt de moderate kandidater. Men jeg må også sige, at vi var det eneste hold, der mødtes med kandidater fra Change and Reform, og at historien gav os ret, eftersom 44 % af den palæstinensiske befolkning stemte på denne liste.

Jeg mener, at vi nu står over for tre udfordringer. Den første - som også jeg finder vanskelig - er at respektere palæstinensernes valg, et valg, der som Edward McMillan-Scott påpegede det, er udtryk for et ønske om forandring og ikke nødvendigvis radikal islamisme. Alle palæstinensere, eller snarere halvdelen, er ikke blevet radikale islamister. De ønsker forandring såvel indadtil som udadtil med en fred, der lader vente på sig.

Den anden udfordring, fru kommissær, er ikke at give efter for fristelsen til unilaterale tiltag i bestræbelserne på at skabe fred. Vi har ikke siden Yitzhak Rabin kunnet konstatere en reel bilateral tendens i beslutningerne og forhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Tilbagetrækningen fra Gaza var unilateral. Hamas' tilstedeværelse i den palæstinensiske regering i dag kan forstærke denne unilaterale tendens og mindske muligheden for at skabe fred. Jeg håber, at EU vil arbejde i denne retning.

Den tredje udfordring består i uanset omstændighederne at skelne mellem den palæstinensiske regering, der vil skulle leve op til sit ansvar, og det palæstinensiske folk, der ikke kan tages som gidsler for deres eget valg. Det er rigtigt, at folket har valgt disse ledere, men det har nogle grundlæggende behov, som vi bør sikre bliver dækket uanset den fremtidige udvikling, ellers går vi en katastrofe i møde.

Lad mig til sidst fortælle, hvad en palæstinensisk kvinde sagde til mig lige efter valget. Jeg spurgte, om hun ikke var bange for at blive underlagt sharialovgivningen, og hun svarede: "Nej, vi har ikke været bange for at sige nej til israelerne, som er stærkere end os. Vi har ikke været bange for at sige nej til Fatah, fordi det svigtede os. Og vi vil kunne sige nej til Hamas, hvis det svigter os senere." Det er den forståelse for det parlamentariske demokrati, som palæstinenserne på udmærket vis har tilegnet sig.

(Bifald)

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand, valg er ligesom et billede. Det er som et røntgenbillede af et samfund på bestemt tidspunkt. Dette valg er en opfordring til realisme for os alle og en opfordring til at afslutte hykleriet i det internationale samfund. Millioner af palæstinensere er desperate. De har intet at tabe, og de stemmer på dem, der lover en hvilken som helst forandring, en hvilken som helst reform og en afslutning på korruptionen.

Vi taler for meget om Mellemøsten og for lidt om virkeligheden for mænd, kvinder, børn og ældre, der ligesom deres familier er desperate. Vi må respektere deres vilje. Vi må sende et budskab om, at vi respekterer dette nye flertal. Det skal imidlertid følges op af et budskab, hvor vi påpeger, at vores støtte afhænger af, at vold, voldelig modstand og terror bringes til ophør. Men vi må respektere folkets vilje.

Vi må ikke lade, som om vi bliver ved med at vise den samme film med det samme manuskript, men bare udskifter en af skuespillerne. Det vil være den sikre vej til fiasko. Vi står over for en ny situation, der kræver nye forslag, et nyt engagement og nyt pres på begge parter. Den nuværende situation er netop opstået, fordi vi har undladt at gøre dette. Det skal lægges pres på begge parter i konflikten. Vi skal søge efter fred, men vi må aldrig glemme, at det er virkelige mennesker, vi taler om.

  David Hammerstein Mintz, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Fru formand, jeg tror, at der mere end nogensinde før er brug for EU's rolle som mægler. Vi kan mindre end nogen siden før forlade området eller svigte det palæstinensiske folk, og samtidig burde vi drage en passende lære. Hvad har vi lært af vores involvering i regionen og af vores bistand til det palæstinensiske folk? Hvad har vi lært af i årevis at proklamere, at løsningen var valg, demokrati som et skridt og en betingelse for fred, når vi nu ser, at selve valget er blevet et problem og ikke en løsning?

Jeg har ikke hørt nogen selvkritik fra Rådet eller Kommissionen om det, vi har gjort forkert, efter at have investeret milliarder af euro.

Jeg synes, at Hamas' sejr afspejler en situation, hvor den israelske politik har skabt et selvopfyldende profeti. De har i årevis sagt, at der ikke findes en palæstinensisk fredspartner. Nu er det helt tydeligt, at det er sandt.

Nu skal EU gøre det helt klart, at, hvis Hamas ønsker at fortsætte, skal de acceptere spillereglerne og de aftaler, som den palæstinensiske regering allerede har indgået, de skal anerkende Israel og opløse militserne. Samtidig skal vi arbejde meget hårdt for at skabe mulighed for fred.

En af de grundlæggende årsager til Hamas' valgsejr er, at der ikke er noget håb, der er ikke håb om en endelig aftale i Mellemøsten. Desuden er palæstinensernes livskvalitet blevet forværret år efter år. Kvartettens løfter på stedet om at forbedre palæstinensernes velfærd er foregået i sneglefart, meget langsomt, og det har ikke været muligt at klare de besværlige procedurer og forhindringer på overbevisende vis.

Jeg mener, at vi skal mægle og arbejde som aldrig før for at skabe mulighed for fred.

  Adamos Adamou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Fru formand, først og fremmest vil jeg også gerne takke Véronique De Keyser og Eduard McMillan-Scott for deres indsats på deres mission sammen med de øvrige medlemmer af Europa-Parlamentet.

Valgoptællingen bekræftede, at Hamas er den førende politiske magt, og dette resultat bør respekteres. Samtidig bør resultatet heller ikke overraske. Det er et resultat af mange faktorer, lokale såvel som internationale.

På trods af Vestens erklæringer har palæstinenserne endnu ikke oplevet, at man har fremmet målet om at danne en uafhængig stat. Til gengæld har de oplevet, at den racistiske politik med muren og bosættelserne er blevet legaliseret. Resultatet er et signal både til palæstinenserne selv og til det internationale samfund, og navnlig til os, om vores utilstrækkelige politik, der ikke har lagt pres på Israel for at få landet til at gennemføre køreplanen og FN's resolutioner og hermed fremme en politisk procedure. Den har ikke strakt sig længere end til økonomisk støtte til palæstinenserne.

Desværre er jeg ikke sikker på, om vi kan opfatte disse signaler, eftersom der også i dag fremsættes et beslutningsforslag i Europa-Parlamentet, der er tendentiøst og ensidigt.

Vores reaktion på den nye regering må ikke være at indstille bestræbelserne på at få genoptaget fredsprocessen, sådan som USA har erklæret. Samtidig er Hamas nødt til at tage afstand fra vold, anerkende staten Israels ret til at eksistere og samarbejde med præsident Abbas om fortsættelse af fredsprocessen. Og både EU og de øvrige medlemmer af kvartetten bør bekræfte deres løfte om dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af staten Israel med Østjerusalem som hovedstad.

  Mario Borghezio, for IND/DEM-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, Europa ligger, som det har redt. Alle de milliarder, der er bortødslet på Palæstina - penge, der er blevet dårligt anvendt, og som der ikke er blevet gjort rede for - har resulteret i Hamas-tsunamien. En terrororganisation er således kommet til magten, en organisation, hvis erklærede strategiske målsætning - som de mange uklare svar, organisationens ledere gav på vores spørgsmål under missionen, bekræfter - er oprettelsen af en sharia-stat, hvilket indebærer, at der kan vinkes farvel til fred, menneskerettigheder og kvinders og religiøse mindretals rettigheder. Hamas har svaret meget klart ved at afvise alle de krav, der blev fremsat af Mellemøstkvartetten.

Hr. Schulz har på vegne af Socialistisk Internationale allerede erklæret, at organisationen er indstillet på at forhandle med Hamas, selv om organisationen aldrig har kritiseret den skandaløse anvendelse af støtten til Den Palæstinensiske Myndighed. Sandheden er imidlertid, at enhver der vædder om, at Hamas på nogen måde bliver mere moderat, overlader Palæstina til ekstremisterne for bestandig, og det er en skæbne, som det tapre, ydmyge, intelligente og hårdarbejdende palæstinensiske folk helt sikkert ikke fortjener.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Fru formand, bortset fra, om de europæiske diplomaters berygtede rapport har officiel status eller ej, må vi dog konstatere, at dette dokument i hvert fald er endnu et bevis på den alt for ensidige propalæstinensiske holdning i EU's officielle instanser. De europæiske repræsentanter hævder konstant, ligesom Bismarck, at de er ærlige mæglere, men i virkeligheden forsvarer de især de palæstinensiske krav, hvilket er skadeligt for EU's uafhængighed.

Nu vi taler om det, kan vi lige så godt indrømme, at de mange milliarder europæiske skattepenge, som i de forløbne år er pumpet i støtten til Den Palæstinensiske Myndighed, især har tjent til at støtte et fuldstændig korrupt regime. Det har jeg stillet talrige forespørgsler om til Rådet og Kommissionen, men de blev hver gang ignoreret, og nu har vi konsekvenserne. De korrupte blev fjernet gennem den terroristiske islamiske bevægelse Hamas' valgsejr. Det har EU et kæmpeansvar for.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Fru formand, selv om det nylige resultat af valget i Palæstina ikke netop giver anledning til optimisme, synes jeg, at en af de største fejl, som EU i almindelighed og Europa-Parlamentet i særdeleshed kunne begå, ville være at drage forhastede konklusioner.

Jeg mener dog godt, at vi uden at begå en fejl kan bekræfte, at tilstedeværelsen af EU's valgobservationsmission har været en bemærkelsesværdig succes for Kommissionen, og at den - som kommissær Ferrero-Waldner har sagt - styrker EU's synlighed og bidrager til at konsolidere demokratiet i hele verden. Derfor skal vi lykønske Kommissionen og vores kolleger hr. McMillan-Scott og fru De Keyser samt resten af medlemmerne fra Europa-Parlamentet, der har ledsaget dem.

Fru formand, jeg synes, at det ville være forhastet at drage den konklusion, at den vaklende fredsproces i Mellemøsten bliver begravet på grund af valgresultatet, eller at valget er en dødsdom for Oslo-aftalerne. Jeg synes, at der er brug for lidt mere tid, så vi kan se, hvordan brikkerne bliver rykket rundt på brættet. Til trods for de fejl, der er blevet begået, synes jeg, at vi skal anse formanden for Den Nationale Palæstinensiske Myndighed for en gyldig samtalepartner, og afvente dannelsen af den nye regering, samtidig med at vi - som nævnt af fru De Keyser - skal huske på, at 75 % af de indbyggere, der har stemt for denne politiske formation, ikke ønsker at ødelægge staten Israel, og endelig, fru formand, skal vi vurdere, hvordan denne valgproces vil påvirke valget i Israel.

Men, fru formand, før eller siden, og uanset at det haster på kort sigt, er EU nødt til at udtale sig om en grundlæggende ting, nemlig, om det palæstinensiske folks enorme behov - som De har nævnt - er forenelige med forekomsten af og optagelsen af Hamas på EU's liste over terrororganisationer, idet udslettelsen og ødelæggelsen af staten Israel er nævnt i Hamas' fundats.

I denne forbindelse, fru formand, kan EU ikke optræde dobbeltmoralsk: Enten skal de give afkald på vold og terror som et politisk aktionsmiddel, eller også skal de give afkald på EU's aktion og bistand.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Fru formand, jeg vil takke Edward McMillan-Scott og Véronique De Keyser, idet valget er gået godt på alle måder. Derudover er det et historisk valg, eftersom der er tale om det første demokratiske magtskifte i den arabiske verden.

Det palæstinensiske folk stemte ikke for Hamas, men imod Fatah. Hamas har vundet med et program centreret om bekæmpelse af korruption og fornyelse af PLO, som alene har mandat til at forhandle. Og så har Hamas især vundet med et internt palæstinensisk socialt program. Det var især det, jeg fornemmede, da jeg sideløbende med vores observatørarbejde mødtes med de palæstinensiske borgmestre og deres foreninger, der er domineret af Hamas. Hvad angår bistanden, bør vi fortsætte med at hjælpe det palæstinensiske folk, sikre, at tjenestemændene får løn, og især forhindre, at staten bryder sammen, for ellers vil den Palæstinensiske Myndighed falde i hænderne på et andet land.

Vi bør absolut forholde os afventende, mine damer og herrer, men vi bør heller ikke være godtroende. Jeg må opfordre Dem til at læse Hamas' programerklæring, den er nedrig og uværdig. Den bør erklæres ugyldig, for at den nye regering kan blive vores samtalepartner. Vi bør fastsætte en dato eller en tidsplan, således at Hamas lever op til sit ansvar, for det er blevet et legitimt parti i et demokratisk land.

  Frédérique Ries (ALDE). - (FR) Fru formand, jeg vil gøre det kort, for jeg har kun et minut til at give udtryk for min skuffelse over at måtte konstatere, at man her i Parlamentet har valgt omhyggeligt at undgå at forholde sig realistisk til tingene.

I de seks henvisninger og 19 punkter i denne tekst om resultatet af de palæstinensiske valg er det lykkedes på intet tidspunkt at nævne - blot at nævne - Hamas og det hadefulde partiprogram, der danner grundlag for Hamas' ideologi og aktion. Hr. Schapira har netop sagt, hvor nedrig den er - jeg mener, at det var det udtryk, han brugte - og hr. Cohn-Bendit betegnede den som modbydelig. Jeg deler selvsagt deres opfattelse.

Jeg må sige, at vi fortjener Nobelprisen i klichéer i en tid, hvor vi har hørt Mellemøstkvartetten, de europæiske ministre, medierne og for nogle få minutter siden hr. Solana stille de afgørende spørgsmål om, hvordan vi kan samarbejde med Hamas, og hvordan vi kan videreføre vores bistand, som er vital for palæstinenserne, hvis Hamas ikke opgiver terroren og anerkender Israel. Mahmoud Abbas har for sit vedkommende ikke lagt fingrene imellem i formuleringen af sine krav til islamisterne.

Det er korrekt, at valget var demokratisk, i det mindste hvad angår afviklingen. Det er rigtigt, at Hamas har vundet. Det er rigtig, at vi ønsker fortsat at hjælpe Den Palæstinensiske Myndighed, og det er også rigtigt, at det nu er op til Hamas at træffe de afgørende beslutninger og forandre sig. Det vi bør sige klart og direkte til pragmatikerne på begge sider, for et demokratisk valg har netop givet magten til en ideologi, der ikke er demokratisk. Det er denne vanskelige ligning, vi nu skal løse.

  Margrete Auken (Verts/ALE). - Fru formand Valget i Palæstina forløb forbilledligt. Tillykke til palæstinenserne og en stor tak til kollegerne! Men problemerne i Israel og Palæstina er der stadig: Palæstina er besat. En stribe FN-resolutioner påpeger dette og kritiserer Israels vedvarende krænkelser af folkeretten, bosættelserne, den grusomme mur og forsøget på at annektere Østjerusalem - for nu at nævne de værste problemer.

Den svære situation i Palæstina nævnes i det fælles beslutningsforslag, som indeholder flere gode punkter. Forslaget opstiller de relevante betingelser for Hamas. Vi skal nøje kontrollere, at Hamas ikke igen griber til terror, efter at de nu i over et år har holdt fred. Ganske vist må vi ikke fratage dem retten til væbnet modstand mod besættelsen, som de har ifølge Genève-konventionen, men vi må gøre en målrettet og velovervejet indsats for at sikre, at situationen ikke løber løbsk. Alle ikke-statslige grupper bør afvæbnes både i Palæstina og blandt de israelske bosættere. Vi skal modarbejde enhver form for radikalisering såvel i Palæstina som i Israel.

Det foreliggende beslutningsforslag kan godt læses som en ensidig tilkendegivelse, og det er jo farligt, hvis vi skal bidrage til freden. Jeg vil derfor opfordre til, at medlemmerne stemmer for Verts/ALE-Gruppens ændringsforslag, især ændringsforslaget til punkt 10, der indeholder en meget klar formulering om Rådets tilbageholdelse af redegørelsen om Østjerusalem, som er udarbejdet af delegationscheferne i Palæstina. Med en klar inddragelse af denne rapports kritik af situationen i Østjerusalem og de tilhørende anbefalinger bliver beslutningsforslaget et velegnet instrument til at bygge videre på en retfærdig fred mellem Israel og Palæstina.

Jeg opfordrer til, at vi bliver konsekvente nu. Vi har ikke tilstrækkelig troværdighed blandt palæstinenserne, og det er på tide, at vi får det!

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Kommissionen og fru De Keyser, hr. McMillan-Scott og hele vores delegation for den følsomhed og intelligens, de har udvist. Jeg mener imidlertid, at den manglende offentliggørelse af rapporten om Østjerusalem, der rent faktisk er udgangspunkt for forhandlingen, og den manglende gennemførelse af passende foranstaltninger i realiteten gav Hamas en hjælpende hånd, da der ikke er tvivl om, at visse sandheder ikke bør forblive usagte.

Jeg mener, at det lå i kortene, at Hamas ville vinde. En stor del af ansvaret herfor ligger hos det internationale samfund, der efter underskrivelsen af Oslo-aftalerne var ude af stand til at sikre gennemførelsen og overholdelsen af international ret. Således blev princippet om "to folk - to stater" aldrig gennemført, og Mahmoud Abbas fik ikke tilstrækkelig støtte, eftersom økonomisk støtte alene ikke er nok - palæstinenserne ønsker politisk støtte. Samtidig blev der heller ikke lagt det nødvendige pres på Israel med det formål at forebygge nye bosættelser og annektering af områder.

Selv om det internationale samfund havde den nødvendige styrke til at gøre sin indflydelse gældende, mener jeg specielt, at det ikke lykkedes at sikre en egentlig genoptagelse af forhandlingerne. Ikke desto mindre lykkedes det palæstinenserne at svare igen gennem en demokratisk valgproces, hvor befolkningen deltog og udtrykte deres behov for liv, retfærdighed og fred.

For mig som kvinde er Hamas' valgsejr et frygteligt resultat. Jeg er imidlertid næsten sikker på, at det er en protest mod al-Fatah, der reagerede over Palæstina i mange år, men som ikke var i stand til at indfri sine løfter, og også imod korruption, selv om dette i et vist omfang er et demagogisk spørgsmål. Jeg mener, at det i realiteten er Kommissionens og det internationale samfunds opgave at få genoptaget dialogen og holde den i gang og således sikre, at både Hamas og Israel stopper volden og anerkender princippet om "to folk - to stater" i praksis.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Fru formand, Hamas er en ond organisation: Den er ansvarlig for nogle af de værste terrorangreb, vi nogensinde har set. Det forhold, at den nu har fået et demokratisk mandat, ændrer eller mildner ikke dens terroristiske personlighed. Jeg kommer fra Nordirland, og jeg taler på baggrund af erfaringer med en lignende terrororganisation - IRA - der også sikrede sig et vælgergrundlag. Her begik man grundlæggende fejltagelser i håb om at tilskynde dem til at forlade terrorens vej. De demokratiske værdier blev forvrænget, den ene uforsvarlige indrømmelse efter den anden blev givet, men når den ene var på plads, fremkom der nye krav. Sådan tænker og handler terrororganisationer, når de udkæmper deres lange krig med de mange ansigter.

Derfor opfordrer jeg til, at vi står fast og på ingen måde fraviger princippet om, at der ikke kan sendes bistand fra EU til en myndighed, der styres af terroristerne i Hamas. Hvis vi bøjer den regel, vil vi selv og demokratiet stå som tabere.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, Europa må have et grundlæggende mål om at skabe fred i Mellemøsten og om at bekæmpe terrorisme, herunder også med politiske midler. Dette mål er at sikre både Israels eksistens og sikkerhed og oprettelsen af en palæstinensisk stat. Der er blevet taget vigtige skridt i denne retning takket være Ariel Sharons og Abu Mazens indsats.

Er det sandsynligt, at Hamas' valgsejr bliver et tilbageslag for os? Er det sandsynligt, at denne sejr vil betyde, at Palæstina bliver et nyt teokratisk, fundamentalistisk regime? De udtalelser, som Mahmoud Zahar, Hamas' talsmand, er kommet med, hvor han lover en ny palæstinensisk regering uden ikke-religiøse medlemmer, idet "de kommer med aids og homoseksualitet", er bestemt ikke et godt tegn, hvilket også gælder for andre udtalelser om Israel.

Det er Europas pligt at gøre sin indflydelse gældende gennem stærke politiske initiativer med henblik på at tvinge Hamas til at følge den linje, der allerede er blevet udlagt. Europa bliver nødt til at få den nye regering til at indse, at hvis den får den tanke at true Israels eksistens, vil den miste de midler, der er afsat til Palæstina. Hvis Hamas vælger intolerancen, vil partiet skade sit folk alvorligt og påvirke resultatet af det israelske valg i negativ retning. Lad os derfor støtte Abu Mazen og byde ham velkommen i Europa-Parlamentet. Lad os forsvare de kristne palæstinenseres rettigheder. De er en minoritet, der trues med udryddelse i Mellemøsten, men de er en vigtig faktor for fred og stabilitet.

Lad os arbejde med tillid, således at de synspunkter, som Anwar Zaboun har givet udtryk for ved at erklære, at forhandlinger med Israel er haram, eller forbudt ifølge religionen, ikke bliver almindelig udbredt. Jeg er sikker på, at det palæstinensiske folk ikke har samme holdning.

  Lilli Gruber (PSE). - (DE) Fru formand, Palæstina har fået et nyt parlament på grundlag af valg, som det internationale samfund enstemmigt har anerkendt. Vi respekterer resultatet og støtter præsident Abu Mazen i hans forsøg på at danne en regering, som vil arbejde for folkeretten og mod vold.

Derfor er det et paradokst signal at sende, når man i dag truer med at standse den europæiske støtte til selvstyremyndigheden. Dermed risikerer vi, at EU bliver afløst af aggressive stater og grupper, og at Al Qaeda hverver arbejdsløse palæstinensiske soldater og politifolk.

Vi skal huske, at EF på topmødet i Venedig den 13. juni 1980 anerkendte PLO. Ad dialogens vej blev den tidligere terrororganisation ledsaget på vejen mod at anerkende Israels ret til at eksistere og fredsprocessen. I lyset af Hamas' valgsejr står vi i dag over for en lignende udfordring. Før valget lod USA i øvrigt forstå, at man måtte tale med Hamas, selv om organisationen står på listen over terrororganisationer.

Europa-Parlamentet skal nu yde sit konstruktive bidrag og så snart som muligt indbyde en delegation fra det nyvalgte palæstinensiske parlament til at komme til Bruxelles, for nu er der hårdt brug for tillidsskabende initiativer, ikke for trusler.

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Fru formand, gennem de seneste uger har vi været vidne til en cyklus af kontraster og modsigelser, der er kommet til at kendetegne EU's forhold til Mellemøsten. Vi kræver legitimitet og åbenhed af vores partnere, men undertrykker alligevel sandheden, når den giver os en juridisk pligt til at handle. Vi bidrager til afholdelse af demokratiske valg i Palæstina, men drager alligevel folkets stemme i tvivl, når vi hører den. Vi støtter det korrupte Fatah i årevis, men inden for få dage tvivler vi på de erklærede humanitære hensigter hos den kommende Palæstinensiske Myndighed. Vi tvivler på den nye Palæstinensiske Myndigheds ønske om at bygge bro gennem tillid og samarbejde, men overser Israels fortsatte opførelse af sikkerhedsmuren. Vi finansierer med rette demokratiske institutioner i Palæstina, men hindrer retten til selvbestemmelse for den annekterede befolkning i Østjerusalem. Vi opfordrer med rette Hamas til at afstå fra vold eller tage konsekvenserne, men ser passivt til, når den israelske hær skyder uskyldige børn i Gaza og Ramallah, uden at det får konsekvenser. Vi opfordrer med rette Hamas til at anerkende Israel, men forholder os tavse, når Israel lader hånt om folkeretten.

Grundlæggende spørger palæstinenserne: Handler EU om demokrati eller undertrykkelse? Handler EU om broer eller barrierer? Handler EU om respekt for eller tilsidesættelse af folkeretten? Hamas' beslutning om at skifte våben ud med valglokaler kan være et strategisk skift, der kunne føre til samtaler med Israel. EU skal leve op til dette skift og udvise den vigtige lighed og retfærdighed, der er nødvendig for oprettelsen af en palæstinensisk stat, der lever i fred med Israel.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Mine damer og herrer, vi må straks indstille pengestrømmen til Palæstina, hvor Hamas har overtaget magten. Det er helt klart en terrorbevægelse, der ikke anerkender staten Israel, der ikke ønsker at nedlægge våbnene, og som efterlever sharia-lovgivningen. Hvordan vil Hamas bruge EU-skatteborgernes penge? Vil den brænde folks øjne, stene kvinder eller hugge folks hænder af? Hvor mange mennesker vil blive dræbt af Hamas' våben?

Mine damer og herrer, vi bliver nødt til at erkende, at Unionen må påtage sig sin del af skylden for krudttønden i Mellemøsten, idet vi har stukket hovedet i busken og forfulgt en ambitiøs politik. Jeg er tjekkisk, og mit land var et af de første lande, der leverede våben til den nye israelske stat i 1948, således at israelerne kunne forsvare deres territorium. På dette tidspunkt udtrykte de nuværende EU-medlemsstater forfærdelse over holocaust og støttede oprettelsen af en jødisk stat. Hvordan har de opført sig siden? Hvem har Unionen entydigt støttet - israelske eller palæstinensiske terrorister? Lad os stoppe dette dobbeltspil og sige højt og klart, at Hamas, der i en årrække indirekte har modtaget penge fra Unionen, fører en skændig politik, og at EU-borgerne ikke vil finansiere denne gennem deres skattebetalinger.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, vi har med forundring registreret noget, som er en selvfølge, nemlig at et parti har vundet, som har givet folk indtryk af, at det interesserer sig for folk, mens de andre er blevet opfattet som korrupte. Det må vi også drage vores konklusioner af. Vi må arbejde endnu mere for at gøre EU-støtten synlig, så vi på den måde kan gøre det klart for borgerne, at det kan betale sig at gå ind for fred og demokrati. Det gælder ikke kun for regeringerne.

For denne region er valgresultatet skrækkeligt. I det mindste kan man gå ud fra en femårsrytme - for 10 år siden døde Rabin, og Peres blev ikke valgt efter terrorhandlinger, og fem år senere begyndte intifadaen, og nu er det igen så vidt. Det begynder hele tiden forfra.

Alligevel mener jeg ikke, vi må opgive håbet om, at Hamas også udvikler sig. Men vi skal præcisere, hvilke betingelser det sker under. Når Hamas ud fra parlamentets sammensætning overtager selvstyremyndigheden, så skal de love at afstå fra vold, anerkende Israels ret til at eksistere og anerkende de allerede indgåede aftaler, så man ikke skal begynde forfra ved nul igen.

Jeg håber, at det vil ske før det israelske valg, så man på den måde kan undgå, at der også der vil være negative toner, som så vil gøre det endnu vanskeligere for os at finde sammen igen. I denne periode vil det være nødvendigt, at kvartetten præciserer, at hvis det fungerer, bliver der ydet økonomisk hjælp og givet sikkerhedsgaranti. Derfor glæder det mig, at kvartetten reagerede så hurtigt i weekenden.

Jeg vil gerne udtrykkeligt takke fru De Keyser og hendes team og også vores parlamentariske delegation under ledelse af hr. McMillan-Scott for deres arbejde.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Fru formand, jeg vil også gerne takke Véronique De Keyser og Edward McMillan-Scott for deres vigtige indsats under observationen af det palæstinensiske valg.

Den palæstinensiske befolkning har stemt på demokratisk vis, og jeg mener, at vi alle her i dag bør respektere den palæstinensiske befolknings demokratiske vilje og udarbejde den nye europæiske strategi på grundlag af den nye politiske virkelighed i Mellemøsten og Palæstina.

Desværre er hr. Solana her ikke i dag, så jeg kan fortælle ham, at han begik en meget alvorlig fejl, da han en uge før det palæstinensiske valg erklærede, at den økonomiske hjælp til Palæstina burde fastfryses, hvis Hamas vandt valget. Hamas udnyttede hr. Solanas bemærkning, og den blev faktisk til en boomerang, der ramte de moderate palæstinensiske progressive kræfter.

Derudover ser jeg det som en alvorlig mangel i EU, at der ikke er kommet nogen erklæring, hvor der gives udtryk for, at EU er opmærksom på den israelske regerings ensidige politik. Der er heller ingen erklæring om hr. Olmerts politik og beslutning om at fastfryse de 50 millioner dollars, som skal betales tilbage til den palæstinensiske myndighed.

Jeg vil gerne bede Kommissionen om en ting, nemlig at den beder Hamas forlænge våbenhvilen. Det er en vigtig ting, og der skal ikke være forskellige betingelser, så de kun gælder ensidigt for palæstinenserne.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Fru formand, jeg havde meget bange anelser ved at lade et ureformeret Hamas stille op til det palæstinensiske valg. Måske regnede hr. Bush og andre med, at Hamas ikke ville vinde, eller at bevægelsen ville ændre sin retorik og sin politik betydeligt, hvis den kom med i valgprocessen. Jeg må erklære mig uenig.

Hamas er fortsat en terrororganisation med forbindelse til Det Muslimske Broderskab og Hizbollah. Den arbejder for at udrydde Israel og oprette en islamisk stat med Jerusalem som hovedstad. Det fremgår af dens hensigtserklæring, at den går ind for en global jihad, herunder brug af selvmordsbombere og indførelse af et teokrati og et islamisk kalifat overalt. Hvis den fremførte disse synspunkter i en EU-medlemsstat, ville den helt klart blive forbudt som politisk parti.

Jeg har altid kritiseret den udbredte korruption under formand Arafat og forsøgte at undersøge dette i den foregående valgperiode, men resultaterne fra min arbejdsgruppe blev desværre aldrig diskuteret på plenum. Nu ser vi en stor mængde proteststemmer fra almindelige palæstinensere. Det ligger ikke desto mindre fast, at en organisation, der er forbudt som værende en terrororganisation som Hamas, ikke kan være en legitim samtalepartner for EU eller modtage en rød øre af skatteydernes penge, før den afsværger volden og anerkender staten Israel. Jeg har altid støttet sikkerhedsmuren ud fra den betragtning, at den har reddet menneskeliv fra selvmordsbombernes onde gerninger. Den har desværre splittet lokalsamfund, men den udgør ikke den endelige grænse for en fremtidig palæstinensisk stat.

Ikke desto mindre vil en Hamas-sejr gøre det langt vanskeligere at opnå en aftale om jord for fred. Det vil også være nærmest umuligt at nå frem til en endelig afgørelse i spørgsmålet om Jerusalem og spørgsmålet om retten til at vende hjem med Hamas i regeringen for Den Palæstinensiske Myndighed.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Fru formand, der er ingen tvivl om, at Hamas' valgsejr ikke er en god nyhed for demokrater, progressive eller venstreorienterede, men sejren er resultatet af et fair valg, og vi er nødt til at anerkende den. Derfor skal vi glæde os over den kendsgerning, at Hamas nu er med i det politiske spil, hvilket i sig selv er et fremskridt. Og for at Hamas bliver endnu mere involveret i det politiske spil, skal vi være i stand til at integrere organisationen fuldt ud i forbindelserne mellem Den Nationale Palæstinensiske Myndighed og EU.

Jeg vil gerne minde om, at første gang, at en repræsentant, der er blevet valgt for Hamas ved dette valg, mødes med EU, formentlig bliver inden for rammerne af Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavsområdet, der finder sted den 26. og 27. marts. I øvrigt vil de nye parlamentsmedlemmer, der bliver valgt ved det israelske valg, også deltager. Lad os derfor alle på dette fælles sted bidrage til en demokratisk dialog og modernisering af Hamas, som vil gavne alle.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Fru formand, statistikken taler sit klare sprog: En ekstra plads til Hamas på landsplan betyder mange flere ude i distrikterne. Folk har tillid til Hamas lokalt, og vi må respektere dem på en intelligent, åben og ansvarlig måde. Har vi en plan for dette? Vi har en strategi: ikkevold, afrustning og Israels eksistens.

Med hensyn til ikkevold: Hvis vi den ene dag får en erklæring, hvor man tager afstand fra vold, og den næste rammes af et terrorangreb, hvad gør vi så? Hamas er en modstandsbevægelse. Hvis besættelsen fortsætter, vil regeringen ikke udelukke voldelig modstand. Hvad gør vi så?

Med hensyn til staten Israels eksistens: Er det tilstrækkeligt at indlede forhandlinger efter det israelske valg?

Med hensyn til afrustning: Ønsker vi, at Hamas-militserne kommer med i de palæstinensiske sikkerheds- og politistyrker? På hvilke betingelser? Har vi nogen planer?

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær, der er ikke tvivl om, at der naturligvis også er blevet begået fejl tidligere, men nu er det på tide at se fremad. Vi må ikke drage overilede konklusioner, den videre strategi skal være velovervejet.

Under debatten blev det med rette sagt, at der naturligvis er en partner, som stadig er der, for præsident Abbas er en partner, som vi fortsat skal tale med og handle sammen med. På grundlag af den forfatning, der træder i kraft, og som vel heller ikke vil eller kan blive ændret af den nye regering, må vi også fortsat regne med Abbas som partner. Vi må ikke opgive håbet, og vi skal se fremad.

Men som Rådet - ligesom kvartetten - har sagt meget tydeligt, er der principper, som vi ikke må afvige fra, og det omfatter uden tvivl ikke-vold, anerkendelse af Israels ret til at eksistere og videreførelse af fredsprocessen.

Det blev også sagt flere gange, at den europæiske politik skal være afbalanceret. Det kan jeg kun være enig i. Naturligvis skal den europæiske politik være afbalanceret. I min indledende erklæring understregede jeg også Rådets holdning med hensyn til vores forhold til og også vores kritik af Israel.

Det er vigtigt, at Europa taler med en stemme. Det er også vigtigt, at vi sammen med vores partnere i kvartetten taler samme sprog, hvis vi vil have indflydelse. Jeg er Kommissionen særligt taknemmelig for, at den meget velovervejet og uden unødigt hastværk udvikler en strategi for, hvordan vi kan hjælpe det palæstinensiske folk. Det blev jo også hele tiden sagt under debatten, at vi ikke må lade det palæstinensiske folk i stikken, som har lidt meget og fortsat lider. Jeg ved, at Kommissionen her med fru kommissær Ferrero-Waldner fører en meget god sammenhængende politik - det bør vi alle støtte den i.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Fru formand, kære statssekretær og formand for Rådet Hans Winkler, mine damer og herrer.

Først vil jeg gerne takke Dem for alle de venlige ord om valget og observatørerne. Hele æren går til fru De Keyser og hendes hold og til hr. McMillan-Scott og hans hold. Æren går også til det palæstinensiske folk, der har vist, at det kan afholde frie og retfærdige valg, selv om vi ikke altid er tilfredse med resultatet.

Nu må vi blive enige om at respektere det palæstinensiske folks vilje. Som vi sagde i erklæringen fra kvartetten, har palæstinenserne nu stemt for forandring. Vi ved hvorfor. Samtidig har de et ønske om fred. Meningsmålinger viser, at der er et lille flertal for fred med Israel. Det må være vejen frem. Vi er parat til fortsat at yde støtte til det palæstinensiske folk. Det ønsker vi, ligesom vi har gjort indtil nu. Ingen andre organisationer end EU, og navnlig Kommissionen, har gjort så meget for det palæstinensiske folk i årevis.

Men at blive valgt og komme til magten er også et spørgsmål om politisk ansvarlighed. Derfor beder vi om - vi forventer sågar - at en ny palæstinensisk regering bekræfter sit engagement i fred med fredelige midler, navnlig gennem de tre betingelser, der nævnes i kvartettens erklæring: ikkevold, anerkendelse af Israel og overholdelse af tidligere indgåede forpligtelser, navnlig Oslo-aftalen og køreplanen. De viser helt klart et engagement for freden, for en to-stats-løsning, men også for en ambitiøs reformdagsorden for Den Palæstinensiske Myndighed. Det var mig meget magtpåliggende at nævne.

Jeg vil også gerne sige, at kvartettens politik - og her samarbejder vi virkelig - er meget afbalanceret. Jeg hørte nogle få medlemmer sige, at den var ensidig: Hvis man ikke har set den seneste erklæring fra kvartetten, bedes man venligst læse den. Jeg vil gerne henvise til sidste afsnit, hvor vi siger: "Kvartetten gentager sin støtte til principperne i køreplanen og den tidligere erklæring og bekræfter på ny sin støtte til en retfærdig, omfattende og varig bilæggelse af konflikten mellem arabere og israelere på grundlag af resolution nr. 242 og 338 fra FN's Sikkerhedsråd". Jeg mener, at det i sig selv afspejler vores støtte til gensidige forpligtelser.

Lad mig gentage, at vores første mål nu må være at sikre, at Israel overfører palæstinensiske skatteindtægter til Myndigheden. Det er nærmere betegnet palæstinensiske penge. Vi mener ikke, at det vil være konstruktivt, at Israel tilbageholder pengene på dette vigtige tidspunkt. Jeg vil også tage dette op over for de israelske myndigheder, og jeg ved, at andre kolleger i kvartetten vil gøre det samme. Jeg håber virkelig, at disse midler snart vil blive overført, fordi de vil dække en stor del af lønningerne til ansatte under Den Palæstinensiske Myndighed og ligeledes betyde en yderst velkommen indtægt for familierne. Det ville være en humanitær gestus fra Israels side på dette vigtige tidspunkt.

Jeg er også blevet forsikret om, at præsidenten for Verdensbanken har den samme holdning. Jeg mødtes med hr. Wolfowitz i går i London. I dag bliver han citeret for, at "det vil hjælpe på hele processen, hvis hverdagen for den almindelige palæstinenser bliver forbedret, vi burde være de sidste til at trække os ud". Jeg glæder mig meget over denne erklæring og håber, at den hjælper. Men dette er også grunden til, at medlemmerne af Den Arabiske Liga skal opfylde deres løfter om støtte hurtigst muligt. På konferencen om Afghanistan i London i går benyttede den østrigske udenrigsminister Ursula Plassnik og jeg selv enhver lejlighed til at tale med de forskellige arabiske repræsentanter for at gøre dette muligt.

Derfor er vi nødt til at være meget opmærksomme i denne periode. Det er en vigtig periode, fordi vi også har valg i Israel. Vi ønsker, at fredsprocessen kan fortsætte fremover. Derfor opfordrer jeg medlemmerne til fortsat at være engagerede i denne sag sammen med os. Trods problemerne vil vi gerne gøre vejen til fred lidt mindre ujævn fremover.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Nu da Europa har overvundet det første chok over resultatet af det palæstinensiske valg, bliver vi nødt til at anerkende, at valget blev lovligt afholdt, og at den ny regering er lovligt valgt, og ligeledes glæde os over den store valgdeltagelse fra palæstinensernes side. Vi kan kun kræve, at den nye regering forpligter sig til at gennemføre køreplanen, hvis vi viser fuld tillid og fortsætter samarbejdet. Vi skal naturligvis være mere agtpågivende netop på grund af de alvorlige spændinger, der er blevet opbygget gennem de senere år mellem det parti, der nu sidder på magten, og den såkaldte vestlige verden, men jeg er sikker på, at vi ikke kan fjerne disse spændinger ved at knytte næven. Tværtimod har Hamas brug for en chance til at vise, at partiet kan respektere den forpligtelse som præsident Abbas selv indgik om at følge planen, respektere eksisterende aftaler og forpligtelser og søge en forhandlingsløsning på konflikten med Israel. Det er derfor ikke en løsning at indstille støtten til Den Palæstinensiske Myndighed. Hvad der er brug for - og vi må ikke give efter her - er et mere effektivt overvågningssystem, herunder gennem udvidet internationalt samarbejde, med henblik på at sikre, at ressourcerne udelukkende anvendes til den økonomiske, politiske og sociale udvikling af det palæstinensiske samfund og ikke til ødelæggelse af vores eget samfund.

(1) Se protokollen.

13. EU's holdning til den cubanske regering

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Graham Watson, Cecilia Malmström, Emma Bonino og Marco Pannella for ALDE-Gruppen til Rådet om EU's holdning til den cubanske regering (O-0112/2005 - B6-0675/2005).

  Cecilia Malmström (ALDE), spørger. - (SV) Fru formand, hr. formand for Rådet, overskygget af de dramatiske hændelser i Mellemøsten er der i Havana en skægget diktator, som har hånet verden i årtier. Han styrer et land, hvor menneskerettigheder krænkes, hvor folk lever i stor fattigdom, og hvor anderledestænkende fængsles og forfølges. Efter Kina er Cuba verdens største fængsel for journalister.

I foråret 2003 skyllede en bølge af undertrykkelse hen over øen. Ledende personer i demokratibevægelsen blev arresteret, og efter farceagtige rettergange blev 75 af dem dømt lange fængselsstraffe. Sidste år blev en stor gruppe unge mennesker arresteret af præventive årsager, i tilfælde af at de måske ville skabe uro. Så stor er frygten på øen. Da Europa-Parlamentet lige inden jul tildelte Sakharov-prisen til Damas de Blanco - hustruerne og døtrene til de fængslede dissidenter - fik repræsentanter for bevægelsen ikke lov til at forlade øen for at rejse til Strasbourg.

Cuba er et skrækkeligt diktatur, og de nævnte fakta er velkendte. I løbet af de forgangne år er situationen blevet forværret. For de politiske fanger er situationen meget alvorlig. Min ven Héctor Palacios, som blev idømt en 25-årig fængselsstraf, er meget syg, og lægerne frygter for hans liv. Han får ikke hjælp til sit høje blodtryk og sine hjertekomplikationer. Også Adolfo Fernandez Seinz, for at nævne et andet eksempel, journalist, dømt til 15 år i fængsel, er syg og har tabt 20 kilo, siden han blev fængslet.

Uden for fængslet forfølges anderledestænkende også, f.eks. modtageren af Sakharov-prisen Oswaldo José Payá Sardiñas og den blinde menneskerettighedsaktivist Juan Carlos Gonzalez Leiva, som har siddet i husarrest siden april 2004. Det er naturligvis helt uacceptabelt, at mennesker stadig holdes fængslet på grund af deres meninger i Cuba. Det er lige så uacceptabelt, at disse fanger ikke får den hjælp, de har brug for, når deres helbredstilstand er dårlig.

Da Ministerrådet for et år siden besluttede sig for at ændre på den fælles holdning, man har haft i mange år, og i stedet begyndte at tale med regimet, troede man, at der kom en slags åbning og muligheder i Cuba. Et flertal i Parlamentet kritiserede denne politik, og et år efter måtte man erkende, at den ingen virkning har haft. Det var en forkert beslutning, og den bør undersøges. Hvad påtænker Rådet gøre nu for at støtte dissidenterne i Cuba? Hvordan skal vi kunne støtte demokratibevægelsen og det cubanske folk på en bedre måde? Vi er nødt til at øge trykket på Fidel Castro og samtidig finde en strategisk måde at identificere de eksisterende positive demokratikræfter. Hvorfor er det så svært at støtte demokratikræfterne i Cuba, når det lykkes at gøre det i Belarus? Der er stadigvæk en slags pinlig Castro-romantik. Jeg vil meget gerne have nogle svar på disse spørgsmål fra Rådet.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, ærede medlem, Rådet glæder sig over Europa-Parlamentets vedholdende interesse for en forbedring af situationen i Cuba, og vi vil ikke slække på vores fælles bestræbelser for at bibringe en fredelig ændring.

Den fælles holdning om Cuba, som blev vedtaget i 1996, er stadig gyldig. Den indeholder følgende udsagn: "EU arbejder i sine relationer til Cuba for at fremme en overgangsproces til et pluralistisk demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende friheder samt en bæredygtig restitution og forbedring af den cubanske befolknings levestandard. Chancerne for en fredelig overgang ville være bedst, hvis det nuværende regime selv indledte eller tillod en sådan proces." Det er ikke EU's politik at forsøge at frembringe forandringen gennem tvangsforanstaltninger, som kun ville forværre den cubanske befolknings økonomiske nød.

For at fremme den fredelige forandring i Cuba har EU indledt en dialog med de cubanske myndigheder og alle områder af det cubanske samfund. De cubanske myndigheder bliver jævnligt mindet om deres grundlæggende ansvar for menneskerettighederne, særligt ytringsfriheden og foreningsfriheden.

Politiske foranstaltninger er meningsløse, hvis de ikke har virkning på stedet. Rådet har derfor ændret visse praktiske detaljer i sin politik, så den bliver mere effektiv, særligt med henblik på at intensivere dialogen med den fredelige opposition. Disse tætte kontakter er blevet modtaget meget positivt af den fredelige opposition.

I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 31. januar 2005 har både det luxembourgske og det britiske formandskab og især EU's repræsentation i Havana givet nye impulser til forbindelserne til oppositionen og uafhængige områder og i denne forbindelse bl.a. koncentreret sig om vigtige spørgsmål i forbindelse med overgangen på mellemlang sigt. Det omfatter bl.a. udvidelse af dialogen med vigtige medlemmer af den fredelige opposition - især med hensyn til deres konkrete fremtidsplaner - og andre midler til at støtte uafhængige organisationer i civilsamfundet.

Samtidig har Rådet klart fordømt uacceptabel adfærd fra de cubanske myndigheders side internt eller over for europæiske politikere og gæster. Formandskabet har taget adgangen til ministerierne i Havana op og gjort den cubanske regering opmærksom på, at den ikke kan forvente dialog, hvis den nægter EU's ambassader denne adgang og nægter at anerkende samtalepartnere fra EU eller at tale med dem.

Desuden har Rådet bekræftet sin vilje til på grundlag af gensidighed og ikke-diskrimination fortsat at føre en konstruktiv dialog med de cubanske myndigheder, bl.a. om udstedelse af visa til repræsentanter for de forskellige regeringer.

EU's formandskab har i en offentlig erklæring beklaget, at de cubanske myndigheder forhindrede de såkaldte "Kvinder i hvidt" (Damas de Blanco) i at rejse til Strasbourg for at modtage Sakharov-prisen 2005 for åndelig frihed, som var blevet tildelt dem af Europa-Parlamentet.

Sådanne sager, f.eks. også regeringens afvisning af at lade Osvaldo Payá rejse til ngo-forummet om ytringsfrihed i december, gør det klart, at de cubanske myndigheder tilsidesætter retten til at rejse frit, som er forankret i artikel 13 i menneskerettighedserklæringen, over for landets egne borgere. Rådet beklager, at der ikke er opnået yderligere fremskridt med hensyn til løsladelse af politiske fanger. Det har fordømt fængslingen af andre medlemmer af den fredelige opposition sidste sommer og de cubanske myndigheders indgreb mod ytringsfriheden og forsamlings- og pressefriheden.

Rådet opretholder fortsat sit krav til Cuba om at løslade alle politiske fanger. EU har interveneret i forhold til situationen for de fanger, som i protest mod fængselsforholdene havde indledt en sultestrejke.

I denne forbindelse vil jeg desuden afslutningsvis minde om den aktive og kontinuerlige rolle, som EU med stærk støtte fra Europa-Parlamentet varetager i FN's Menneskerettighedskommision. Sidste år var EU med til at forelægge en resolution vedrørende Cuba i denne forsamling.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Fru formand, Cuba er det eneste land i Latinamerika, som endnu ikke er knyttet til EU i form af en associerings- eller samarbejdsaftale. Det skyldes ikke EU eller medlemmerne af Europa-Parlamentet, idet vi har bestræbt os på at bevare dialogen med de cubanske myndigheder og den cubanske befolkning.

Beklagelige kendsgerninger, som Kvinder i hvidts forbud mod at komme til Europa-Parlamentet, eller den voksende undertrykkelse, der er nævnt i den beslutning, som Parlamentet vedtager i morgen, og som uafhængige journalister er ofre for, som Journalister uden Grænser og fredelige menneskerettighedsforkæmpere for nylig har påvist, viser tydeligt den systematiske fornægtelse af de mest grundlæggende rettigheder på øen.

Derfor står der i beslutningen, at disse kendsgerninger er ødelæggende for ønsket om en forbedring af forholdet mellem EU og Cuba, som er hovedformålet med ændringerne til Rådets fælles holdning fra januar 2005, og hvori Rådet anmodes om at handle i overensstemmelse hermed.

Hr. formand for Rådet, jeg minder Dem om, at da De vedtog ophævelsen af de foranstaltninger, som var indeholdt i Rådets fælles holdning, bad De om øjeblikkelig og ubetinget frigivelse af de fængslede, og nu er situationen blevet forværret for disse personer.

Fru formand, Andrej Sakharov sagde, at det ofte er de stemmer, vi ikke hører, der er de vigtigste. Jeg mener, fru formand, at Europa-Parlamentet endnu en gang har taget ordet for at forsvare friheden og for her i Parlamentet at vise, at det repræsenterer EU's borgere og de borgere, der i Cuba kæmper for deres frihed og værdighed.

  Raimon Obiols i Germà, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand for Rådet, vores gruppe glæder sig over, at den kontekst, som denne forhandling om Cuba finder sted i, sikrer et forholdsvis bredt kompromis om et beslutningsforslag. Vi har altid ment, at der i Parlamentet og EU's institutioner findes et bredt grundlag for aftalen og for at dreje forbindelserne med Cuba i den rigtige retning.

Som gruppe er vores holdning meget klar. For det første kan vi i den aktuelle kontekst kun være enige i, at de cubanske myndigheder ikke har udvist de forventede tegn på en forbedring af menneskerettighederne i landet. For det andet kan vi ikke aflevere Sakharov-prisen til Kvinder i hvidt, og vi skal derfor anmode de cubanske myndigheder om, at de tillader denne gruppe at besøge Europa som svar på Europa-Parlamentets invitation. Samtidig synes vi, at Parlamentets formand skal pålægges at foretage alle de fornødne skridt for at sikre, at prisen bliver overdraget.

Vi mener dog, at mulighederne for fremskridt er bedre i dag i det nuværende klima for vores forbindelser end med Rådets tidligere politik, der førte til en blindgyde, som den politik - det er det mindste, vi kan sige - der i årtier har insisteret på sanktioner og embargo, har resulteret i.

Vi ønsker at fastholde Rådets aktuelle politik med to målsætninger: For det første at stå fast på kravet om overholdelse af menneskerettighederne i Cuba, frigivelsen af samvittighedsfangerne og af de fredelige dissidenter og respekten for de demokratiske frihedsrettigheder, og for det andet at fastholde og styrke forbindelsen og dialogen med alle de politiske og sociale sektorer, som i Cuba er involveret i eller interesseret i forholdet til Europa og i udviklingen af landet, og de uundgåelige forandringer, som Cuba står over for i nær fremtid.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Jeg er enig i, at der er mange alarmsignaler, der viser, at det cubanske regime stadig fører en undertrykkelsespolitik over for afvigende meninger, vilkårlige fængslinger af oppositionsgrupper og konstant chikane mod alle, der udtrykker holdninger, der går imod regeringens linje. Det vækker også bekymring, at man undertrykker grupper, der er blevet stigmatiseret af regimet, såsom homoseksuelle og visse intellektuelle.

I dette specifikke tilfælde er regimets afvisning af at lade Kinder i hvidt forlade lande for at modtage Sakharov-prisen yderligere et eksempel på denne bekymrende situation. Men som det allerede er blevet sagt, har den politik med blokade og isolation, som Cuba har været underlagt fra adskillige vestlige magter i årtier, kun styrket positionen for høgene inden for regimet. Derfor glæder det mig, at Rådet for Den Europæiske Union i juni 2005 besluttede igen at tilbyde Cuba mulighed for en politisk dialog. Hensigten her var bl.a. at begynde at gøde jorden for det, mange af os håber bliver en øjeblikkelig overgang til demokrati.

De af os, der har levet under et diktatur, ved, hvor vanskeligt det er at skabe et demokrati, navnlig når de mennesker, der burde være dine allierede i udlandet, vender dig ryggen. I den forbindelse er tilsynekomsten af flere og flere grupper i lokalsamfund, på universiteter og om videnskabelige spørgsmål, i kirker eller på uddannelses- eller socialcentre, grupper, der ikke fandtes før, og hvis arbejde er et vigtigt bidrag til den politiske udvikling i Cuba, et positivt tegn. Tiden er inde til, at det cubanske regime accepterer, at deres fremtid ikke ligger i opretholdelsen af status quo, men i en seriøs og troværdig håndtering af den overgang, som især det cubanske folk selv ønsker.

I EU skal vi derfor gøre det meget klart, at vi blot har til hensigt at hjælpe Cuba ind i den moderne verden ad demokratiets vej, og derfor må vi fortsat kræve, at alle de personer, der er idømt mange års fængsel for deres fredelige modstand mod regimet, løslades.

  Willy Meyer Pleite, for GUE/NGL-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke min modstand mod det fælles initiativ, som vi skal stemme om i morgen. Dette initiativ er baseret - og teksten emmer af dette fra hver en pore - på en position, der er enestående, en position, som EU har indtaget i et stykke tid. Dette er det eneste land i verden, hvor EU opretholder en undtagelsessituation; der er ikke andre tilfælde. Jeg finder det uretfærdigt og desuden, at det ikke har nogen virkning overhovedet. Det er klart, at den position vil blive vedtaget i morgen og ikke vil have nogen som helst effekt. Jeg vil opfordre til, at man bringer denne undtagelsessituation til ophør.

EU skal behandle Cuba på samme måde som alle andre lande i verden. Vi må fastholde en position, der åbner mulighed for en fælles debat, og som behandler alle disse spørgsmål. Vi må selvfølgelig først kræve, at USA ophæver sin blokade mod øen Cuba. Naturligvis skal vi diskutere hele spørgsmålet om anmodningen om udlevering af terroristen Posada Carriles, og naturligvis skal det iberisk-amerikanske topmøde omfatte alt det, der blev drøftet på det iberisk-amerikanske topmøde mellem EU og Cuba.

Cuba har bestemt sine fejl, men landet er eksemplarisk, når det gælder syd/syd-samarbejdet. Det cubanske samfund er også eksemplarisk med hensyn til alle offentlige tjenester, eftersom det er et fattigt samfund.

Jeg mener ikke, at EU's handlinger skal dikteres af det amerikanske udenrigsministerium. Det må ikke ske. Derfor vil jeg naturligvis opfordre til en uafhængig position, der bringer undtagelsessituationen mellem EU og Cuba til ophør.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg taler på det nye italienske Socialistpartis vegne. Parlamentet har ofte - alt for ofte - diskuteret den manglende overholdelse af menneskerettighederne i Cuba. "Ord, ord, ord", mens vi venter på positive tegn fra et døende regime, der ikke har nogen planer om at skifte kurs.

I januar 2005 kom Rådet med nogle indrømmelser i håb om at tilskynde til en anden holdning. Alle dets forventninger blev hurtigt slået i stykker: Ytringsfriheden er desværre stadig blot en illusion, hvilket også blev bevist, da man nægtede Kvinder i hvidt tilladelse til at komme her for at modtage Sakharov-prisen i 2005.

Vi kan ikke vente længere. I denne situation har EU pligt til at gøre mere og at gøre det bedre og hurtigere. Jeg er reformsocialist, og derfor drømmer jeg om et samfund baseret på værdierne frihed, deltagelse, demokrati og social retfærdighed. Jeg er også det yngste medlem her i Parlamentet, og i mit hjerte og mit sind deler jeg forhåbningerne hos cubanere på min egen alder, som ønsker at kunne skue optimistisk fremad mod et land, der endelig bliver mere åbent, mere moderne og mere retfærdigt.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, kære kolleger, jeg har allerede flere gange henvendt mig til plenarforsamlingen for at berette om menneskelig lidelse på Cuba, særlig for dem, der vover fredeligt at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder. Desværre påkalder de sørgelige forhold sig igen fordømmelser og protester. På det sidste møde i plenarforsamlingen sidste år kunne vi konstatere, hvor langt Fidel Castros regime går i sin intolerance. En gruppe kvinder, der blot bad om frihed for deres mænd og sønner, der har været tilbageholdt som politiske fanger siden undertrykkelsesbølgen i marts 2003, blev hindret i at tage til Europa-Parlamentet for at modtage Sakharov-prisen og dermed vores berettigede hyldest som udtryk for de europæiske befolkningers respekt.

Beklageligvis overrasker denne beslutning og denne holdning os dog ikke. Oswaldo Payá, der modtog Sakharov-prisen i 2002, er gentagne gange blevet hindret i at rejse til Europa, så han her kunne tale med os om, hvad der virkelig foregår på Cuba. Parlamentet har derfor fastholdt sin invitation, så han kan komme, straks han får lov. Denne åbne invitation må nu udvides til "Kvinder i hvidt", og vi må arbejde for, at også de kan få lov til frit at rejse hertil for at modtage udtrykket for vores beundring og solidaritet. Det er en god idé at overdrage prisen i Havana, men det bør ikke stille os tilfreds. Det må være vores minimumskrav, men vi bør altid stræbe videre og ikke acceptere en eller anden hel- eller halvhemmelig gestus eller føje os efter diktaturets vilkårligheder.

Oswaldo Payá og "Kvinder i hvidt" skal have mulighed for offentligt at udbrede deres budskab om en fredelig kamp for frihed og retfærdighed og for at kunne fortælle Europas befolkninger, især de unge, om deres liv og forbilledlige indsats for de mest grundlæggende menneskerettigheder.

Jeg håber, at denne debat vil betyde, at ingen kan sige, at vi tøvede med at fordømme et brutalt diktatur. Jeg håber, at Rådet endelig erkender sine fejltagelser og ikke mere lader sig forlede af illusioner, der, som vi har set, blot fører til mere undertrykkelse og mere uretfærdighed. Vi vil fortsat kæmpe for, at Europa står fast. Ingen skal sige, at Europa-Parlamentet ikke utvetydigt fordømmer et diktatorisk regime. Det er min appel fra demokrater til demokrater.

  Miguel Angel Martínez Martínez (PSE). - (ES) Jeg vil gerne takke min gruppe, som giver mig lov til at tale, selv om den ved, at jeg ikke deler dens holdning. Jeg vil ikke stemme for beslutningsforslaget, som for mig at se savner balance, er meningsløst og skadeligt for EU's image i udviklingslandene. At der kun er 20 medlemmer til stede i salen, viser desuden, hvor højt Parlamentets medlemmer prioriterer denne forhandling.

Jeg foretrak det socialistiske forslag, men så er grundlæggende aspekter som den amerikanske blokade og Guantánamo, de mest skandaløse overtrædelser af menneskerettighederne, der foregår på øen, gået tabt. Denne ubalance er så meget desto større, fordi man i beslutningsforslaget ikke anerkender nogle af Cubas handlinger, navnlig det arbejde, som landet har udført i samarbejde med landene i Vestindien, Latinamerika, Afrika og endda Asien.

Da vi diskuterede handicap og udvikling i sidste uge, pointerede vi, at 208.000 blinde fra disse lande var blevet opereret gratis i Cuba i 2005. Det virker ikke så vigtigt her, men det er meget vigtigt for de mennesker, der har fået synet tilbage, og for deres lande. Der er mere end 20.000 læger i Cuba og næsten lige så mange sportsinstruktører og lærere, der arbejder med sydlig solidaritet, og det viser noget, som mange her afviser eller fortier, men deres sekteriske indstilling, som fører til beslutningsforslag som dette, skader EU's image blandt de lande og mennesker i Syd, som føler respekt og taknemmelighed over for Cuba.

Det eneste, som man vil opnå med dette beslutningsforslag, er at bekræfte de cubanske myndigheders overbevisning om, at EU ikke er en uafhængig samtalepartner, men blot en forlængelse af Bush-administrationens interesser og strategier, og det vil ikke overtale landet til at gøre en eneste ting for at bevæge sig i den retning, som mange af os gerne så, for at bringe tingene fremad i landet; med andre ord er beslutningsforslaget også i denne henseende nærmest meningsløst undtagen for de medlemmer i Parlamentet, som blot ønsker at diskriminere mod Cuba og fortsat behandle landet som en undtagelse og på en måde, der er anderledes end den måde, hvorpå man behandler andre lande med tilsvarende regimer. Det mest beklagelige er, at Europa på grund af denne holdning bliver mindre og mindre relevant på den internationale scene.

Derfor vil jeg gentage, at jeg ikke vil stemme for beslutningsforslaget, og jeg håber, at mine kolleger i Parlamentet i det mindste vil lytte til mine argumenter, uanset hvordan de stemmer i morgen. Hvis de stemmer som jeg, så meget desto bedre.

  Erik Meijer (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand, for nogle mennesker, også i Europa, er Cuba et paradis. Efter andres opfattelse er det et helvede. I forhold til de nuværende europæiske kriterier for et flerpartidemokrati og individuelle menneskerettigheder lader landet faktisk meget tilbage at ønske. I næsten et halvt århundrede har den samme bevægelse med den samme leder haft magten. Indbyggerne har ikke frihed til at rejse til udlandet, heller ikke for at modtage en pris, som de har fået tilkendt.

Oppositionen får ikke mange chancer for at organisere sig, og hvis det alligevel lykkes, får den ikke chancen for gennem valg at konstatere, hvor stor eller hvor lille en del af befolkningen der støtter den. Ligesom i det store naboland USA er der dødsstraf. Dette er negative ting, som må og skal kritiseres. Med al denne kritik af Cuba modsætter jeg mig den opfattelse, at det drejer sig om et ganske almindeligt diktatur. Landet har store ambitioner og var i årevis et eksempel for resten af Latinamerika, hvad angår undervisning, sundhedsvæsen, andre offentlige faciliteter og beskyttelse af de mest sårbare befolkningsgrupper.

Hvad angår demokrati og menneskerettigheder var Cuba absolut ikke værre end resten af det daværende Latinamerika. Landet er stadig, støttet af et flertal af vælgerne, en inspirationskilde for moderniseringen i Venezuela, Brasilien, Bolivia, Chile, Argentina og Uruguay. Med rette har Europa aldrig støttet Nordamerikas isolering af Cuba. Meget af det, som ikke er godt i Cuba, fremmes af denne isolering. Hvis vi ønsker at forbedre Cuba, har vi brug for en åben forbindelse.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand, at menneskerettighedssituationen i dette museum for stalinismen, i dette cubanske kommunistiske diktatur, er yderligere forværret, er selvfølgelig en skændsel, men jeg vil gerne gøre Parlamentet opmærksom på, at den belgiske kommissær Louis Michel i hvert fald delvist har ansvaret for dette. Det var Louis Michel, som for ikke ret længe siden efter et hyggeligt firedagesbesøg i Havana, anbefalede Det Europæiske Råd absolut ikke at overveje diplomatiske sanktioner.

Det var også Louis Michel, der svarede menneskerettighedsorganisationer, at Fidel Castros regime ikke må provokeres. Selv om f.eks. Human Rights Watch opfordrede til, at EU først normaliserede de økonomiske forbindelser med Cuba efter løsladelse af i hvert fald politiske fanger og efter demokratiske reformer, sagde Michel, at han gik ind for en udvidelse af Cotonou-aftalen til også at omfatte Cuba uden betingelser. Louis Michel er faktisk gode venner med Fidel Castro, som jo er vore tiders Adolf Hitler, Stalin eller Mao.

  Peter Šťastný (PPE-DE). - (SK) Situationen i Cuba er meget alvorlig. Befolkningen får i stigende grad frataget sine grundlæggende menneskerettigheder, og antallet af politiske fanger er voksende.

Europa kunne foregå med et godt eksempel. Som medlem af Europa-Parlamentet har jeg sammen med mine kolleger fru Pleštinská og hr. Gaľa adopteret en politisk fange i Cuba, og jeg ønsker, at der lægges større pres på Fidel Castro gennem den internationale offentlige opinion. Jeg ville gerne tro på, at en af de første beslutninger, man træffer under pres fra den offentlige opinion, er at løslade politiske fanger, som mishandles og udsættes for umenneskelige forhold i fængslerne.

Det er en af grundene til, at jeg støtter beslutningsforslaget vedrørende EU's holdning over for den cubanske regering, punkt 9, hvor man henviser til sanktioner, som Rådet for Den Europæiske Union genindfører over for Cuba. Jeg ved ikke, hvorfor disse sanktioner blev midlertidigt suspenderet den 31. januar 2005, eftersom det i punkt 1 i forslaget klart fremgår, at Cuba ikke har gennemført nogen betydende forbedringer af menneskerettighederne siden 2003. Var det en belønning for uvidenhed, eller var der andre interesser på spil?

Jeg vil gerne tro, at Rådet denne gang vil genindføre sanktionerne mere effektivt. For at sikre dette er der brug for samarbejde. Dette vil ideelt set betyde, at man hovedsagelig samarbejder med FN og den amerikanske regering. Jeg forstår, at det er nærmest umuligt at nå til enighed i FN, men sanktioner, der koordineres med USA og måske Canada, kunne måske føre til det nødvendige resultat. Hr. formand, EU og dens institutioner kan ikke og må aldrig være ligeglad med skæbnen for millioner, der lever i undertrykkelse, og de mange mennesker, der lider under forfærdelige forhold i fængslerne.

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, for første gang har Castro og Roque i 2005 selv talt om Cuba efter Castro. I mellemtiden er den cubanske befolkning træt af kampen for at holde sig oven vande, og for de små grupper cubanere, som tør starte deres egen politiske eller samfundsmæssige aktivitet, gøres livet faktisk umuligt. Europa skal tale med én stemme i Havana, mod de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og for en dialog med myndighederne om politiske og økonomiske reformer, som skal forhindre, at det, der i revolutionens første år blev opnået inden for sundhedsvæsen og undervisning, går tabt.

Denne dialog skal imidlertid også gøre en ende på det totalitære regime og blokaden af de økonomiske reformer. Kun da kan cubanere ved hjælp af egne initiativer, landbrug og små markeder igen få udsigt til bedre tider uden vold, og disse skal ikke komme fra Miami. Europa skal nu tænke sig om for at give Cuba efter Castro et socialt, økonomisk og demokratisk perspektiv. Solana, Kommissionen og Rådet skal indlede en dialog. Vi er nødt til at kombinere alle vores bestræbelser og fokusere på menneskerettigheder og en dialog, som giver masser af nye perspektiver. Det er op til Castro og Roque at vise mod og indlede en dialog.

Jeg var der i januar, og jeg skal hilse mange gange fra Damas de Blanco (Kvinder i hvidt), som er meget glade for den pris, vi har givet dem.

  András Gyürk (PPE-DE). - (HU) "Tyranniet er mest bange for dem, der praktiserer frihed" - sagt af José Martín, en helt fra den cubanske uafhængighedskamp i 1900-tallet, og ordene er lige så relevante i dag, som da han sagde dem. Vi kan også tilføje, at bortset fra sin egen opposition er et diktatur også bange for dem, der lever i frihed i andre lande. Derfor skal vi, repræsentanterne for de europæiske demokratier, være klar over, at vi har et særligt ansvar, når vi diskuterer et af de sidste kommunistiske regimer.

Personligt vil jeg gerne tilføje, at jeg som ung ungarsk politiker er yderst opmærksom på dette ansvar, fordi min generation blev opdraget af vores forældre og bedsteforældre på baggrund af et socialistisk diktatur magen til det cubanske. Dem skylder vi at stå fast på vores principper.

Nu står det klart, at sidste års lempelse af restriktionerne mod Cuba ikke gav de ønskede resultater og kun fik den cubanske regering til at skærpe undertrykkelsen. Der har været arrestationer, og i 2005 blev omkring 30 medlemmer af oppositionen fængslet, hvilket betyder, at mere end 300 nu sidder fængslet for deres politiske synspunkter, ofte under umenneskelige forhold. Derfor er beskrivelsen af et komedie-diktatur ledet af en jovial salon-revolutionær forkert. I mellemtiden nægtes udenlandske observatører tilladelse til at rejse rundt i landet, noget jeg for nylig har oplevet selv. Sidste år blev jeg som adskillige kolleger her fra Parlamentet nægtet indrejsevisum, hvor vi skulle mødes med oppositionen. Hvis vi ikke har vidst det før, kan vi nu se, at et diktatur - uanset om det er til højre eller venstre - ikke tillader kompromiser. Det er endnu en grund til, at vi ikke kan støtte lempelsen af restriktionerne.

Historien er et entydigt vidne: Oppositionsbevægelserne i den tidligere østblok kunne ikke have nået deres mål uden stimulation fra de vesteuropæiske demokratier. I dag er det op til det genforenede Europa at give styrke til alle dem, der repræsenterer demokratiske værdier i diktaturets skygge.

  Filip Andrzej Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, i Polen siger man, at en rig mand ikke kan forstå en fattig mand. Men de af os, der ved, hvordan det føles at blive nægtet ens frihed, har dog lettere ved at forstå, hvad der sker i Cuba i øjeblikket. Modstanderne af at anlægge en hård linje over for Cuba fremfører, at det vil få negative følger for den almindelige befolkning. Gad vide, om de har gjort sig den umage at finde ud af, hvad den cubanske befolkning tænker? Bryder Castro sig om, hvad cubanerne tænker?

I 1980'erne reagerede de polske kommunister på USA's økonomiske sanktioner, som også skulle have haft negative følger for almindelige polakker, ved at gøre gengæld og meddele, at de ville sende 1000 soveposer til hjemløse i New York. Hvordan reagerede de almindelige polakker? Små annoncer begyndte at dukke op i pressen, hvor man tilbød at bytte rummelige lejligheder i Warszawa for soveposer i New York. Mange cubanere tænker tilsyneladende på samme måde, og Havana er meget tættere på New York end Warszawa.

Hvis store revolutionære som Fidel Castro behandles blidt, tolker de det som et svaghedstegn. Nu må tiden være inde til at vise, at Europa ikke er svagt. Tiden er inde til at forstå, at Cuba ikke kan behandles som et urørligt, totalitært fort. Hvis Castro fortsat nægter modtagerne af Sakharov-prisen tilladelse til at forlade Cuba, bør vi ikke rejse til Cuba, som om intet var sket.

Efter min mening bør vi overtale europæerne til ikke at gøre Cuba til et feriemål, med andre ord ikke at rejse dertil som turister. Cuba er ikke et passende sted for en ferie. Ingen tager på ferie til Auschwitz eller til en gulag. Det ville være absurd. Det er lige så absurd at støtte en turistindustri, der bidrager til at holde et regime ved magten, hvor krænkelser af menneskerettighederne er dagens orden.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (SK) To begivenheder fra december 2005 kendetegner i Cuba: Kvinder i hvidt fik tildelt Sakharov-prisen for meningsfrihed. De cubanske myndigheder forbød dem at forlade landet og få prisen overrakt personligt. Meningsfrihed findes ikke i Cuba. Det er et godt bevis på, at prisen blev givet til de rette. Sakharov-prisen blev tildelt hustruer og mødre til politiske fanger i Cuba, som kun var skyldige i at tænke frit.

Løsladelsen af alle politiske fanger i Cuba er fortsat det centrale krav for bevægelsen Kvinder i hvidt. I dag, hvor mange dele af verden rystes af vold, krig og terror, er det opmuntrende at se, at en gruppe ubevæbnede kvinder kan udøve et stort moralsk pres med ikkevoldelige midler.

Jeg kommer fra en region, som for kun få år siden blev styret af et kommunistisk regime, som også fængslede folk for at tænke frit, og jeg kan bekræfte, at støtten fra demokratiske lande har kolossal betydning. Derfor vil jeg opfordre de demokratiske europæiske institutioner til at bruge alle de fredelige midler, som de råder over, til at lægge pres på Castro-regimet og tvinge det til at løslade dem, der kun er fængslet for at tænke frit. Den politik med undvigelser og indrømmelser over for et af de mindst demokratiske regimer i verden forlænger kun befolkningens lidelser og overtrædelserne af menneskerettighederne.

Ved at støtte den demokratiske opposition i Cuba og lægge konstant pres på Castro-regimet kan Europa sikre respekten for demokratiske principper i dette socialistiske land. Hvis EU's bestræbelser på at skabe demokratiske forandringer, skal blive en succes, er vi nødt til at formulere en utvetydig holdning til, hvordan disse ændringer skal gennemføres, og hvordan man kan indføre demokrati i Cuba.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker for denne debat, jeg har lyttet opmærksomt og fået mange punkter med til mig selv og til Rådet. Jeg fornemmer, at vi opfordres til fortsat aktivt at forsvare de værdier, som EU står for, nemlig forsvar for menneskerettighederne, engagement for de grundlæggende frihedsrettigheder, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Jeg har også noteret, at man ønsker, at vi fortsat støtter den fredelige opposition aktivt, og at vi arbejder for at få fangerne løsladt.

Det er imidlertid en kendsgerning, det må vi se i øjnene, at vores midler er begrænsede, hvis ikke Cuba opbyder et mindstemål af god vilje. Og sagt ligeud har konfrontations- og embargopolitikken, som man nogle gange er slået ind på tidligere, heller ikke ført til det ønskede resultat. Derfor tror vi, at vi bør fortsætte vores politik med kritisk dialog, engagement og opmuntring til reformer.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.

14. Nationale forvaltningserklæringer - Medlemsstaternes ansvar for gennemførelsen af EU's budget

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Szabolcs Fazakas, Terence Wynn og Jan Mulder for Budgetkontroludvalget til Rådet om nationale forvaltningserklæringer (O-0102/2005 - B6-0347/2005).

  Terence Wynn (PSE), spørger. - (EN) Hr. formand, den mundtlige forespørgsel omfatter seks specifikke spørgsmål, som jeg håber, at rådsformanden vil svare på. Men der er også et syvende spørgsmål, som er lige så vigtigt: Det er det gamle spørgsmål om nationale erklæringer. Vil Rådet reelt sætte sig sammen med Parlamentet og diskutere dette spørgsmål, så vi kan arbejde hen imod et fælles mål? Det er et aspekt i denne gamle diskussion, der har manglet, siden vi stemte om decharge her i salen. Dengang fremsatte vi de henstillinger, der henvises til i dette mundtlige spørgsmål.

Vi bad medlemsstaterne skabe orden i eget hus for at give os en forsikring om, at de kontrolsystemer, de var ved at indføre, var hensigtsmæssige og tilstrækkelige, og at EU's midler bliver brugt rigtigt. Vores problem er, at når Revisionsretten aflægger beretning hvert år og ikke kan afgive en positiv revisionserklæring, skyldes det problemer i medlemsstaterne. Medmindre vi skal have en tjenestemand fra Kommissionen til at overvåge hver eneste europæisk udgiftspost i medlemsstaterne, finder vi aldrig en løsning på dette problem.

Det påhviler medlemsstaterne at hjælpe med til at sikre, at de europæiske skatteyderes penge bruges korrekt. Jeg vil navnlig takke kommissær Kallas, fordi han har opmuntret Parlamentet ved at overtale Kommissionen til at tage disse henstillinger med ved udarbejdelsen af en køreplan hen imod en positiv revisionserklæring.

Inden for den proces havde vi en to-dages høring tilrettelagt af Kommissionen og det tidligere formandskab om, hvordan dette kunne eller ikke kunne opnås. Jeg deltog i høringen begge dagene. Jeg blev trist over den negative holdning hos nogle medlemsstater, der blot ønskede at fortsætte med status quo. De hævdede, at der ikke var noget galt, og at man ikke behøvede at lave om på noget. To ting fremgik klart af denne høring: Der kan have været andre mindre problemer, men der var to store problemer. Det første store problem var, at de øverste revisionsinstanser i medlemsstaterne frygtede, at dette på en eller anden måde betød, at Den Europæiske Revisionsret ville overtage det hele. Forhåbentlig har vi fået mildnet denne frygt. Jeg deltog i det årlige møde mellem de øverste revisionsinstanser og Den Europæiske Revisionsret i Stockholm, og jeg kan forstå, at der er en erkendelse af, at dette ikke var hensigten. Jeg kan også forstå, at de øverste revisionsinstanser er parate til at påtage sig deres del af opgaven for at hjælpe med til at løse dette problem.

Det andet store problem, der viste sig på denne todages høring, måske det største, var, at vi havde bedt om en politisk underskrift fra medlemsstaterne om, at de rent faktisk vil fremlægge disse nationale erklæringer. For nogle medlemsstater, som f.eks. Nederlandene, er det ikke noget problem. Denne opgave påhviler ministeren, og ingen vil påstå, at det skal være nogen som helst anden. Men for en lang række medlemsstater var det et alvorligt problem. Ved nærmere eftertanke må jeg sige, at hvis vi havde udeladt ordene "politisk underskrift" i vores dechargebetænkning, ville vi måske ikke have skræmt Rådet så meget, som vi gjorde. Vi står nu i en situation, hvor vi er nødt til at nå frem til en aftale med Rådet om, hvordan vi kan opnå nationale erklæringer, der rent faktisk er tilfredsstillende for ikke bare Den Europæiske Revisionsret, men også for Kommissionen og medlemsstaterne selv, for at sikre, at vi kan vise de europæiske skatteydere, at deres penge bruges korrekt.

Jeg håber, at rådsformanden vil give os klare svar på de seks spørgsmål i den mundtlige forespørgsel, og at han ikke giver os de samme svar, som vi fik fra Økofin den 8. november 2005. Det bragte os helt ærligt ikke videre. Jeg vil også gerne bede ham besvare et syvende spørgsmål, som jeg stiller mundtligt: Vil Rådet sætte sig sammen med Parlamentet og diskutere dette spørgsmål i håb om, at vi kan nå frem til en beslutning?

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg takker for denne lejlighed til at forklare Rådets holdning til dette vigtige spørgsmål, dvs. til den revisionserklæring, som Revisionsretten skal afgive om gennemførelsen af fællesskabsbudgettet, og jeg vil begynde med den åbenlyse konstatering, at forvaltningen af Fællesskabets budget er kompliceret og i sin art enestående i verden.

Den omfatter talrige forvaltningsniveauer, gående fra de forskellige tjenestegrene i Kommissionen over de centrale, regionale og lokale forvaltninger i medlemsstaterne til de enkelte slutmodtagere. Det er i alle involveredes interesse at bidrage til en solid forvaltning af budgetmidlerne, hvilket også omfatter budget- og dechargemyndighederne.

Ligesom Europa-Parlamentet har også Rådet flere gange givet udtryk for vores skuffelse over tingenes tilstand, især i forbindelse med dechargeproceduren. Efter indgående drøftelser i Rådet og i Rådets udvalg vedtog Rådet den 8. november konklusioner til Kommissionens meddelelse om køreplanen, og jeg kan forsikre Dem for, at det ikke var let.

I dette dokument sammenfattes de overvejelser, som en gruppe sagkyndige fra alle medlemsstater, som repræsenterede de enkelte finansministerier, operative myndigheder og revisionsmyndigheder, har gjort sig under et todagesmøde arrangeret af Kommissionen. Dette forarbejde var et godt grundlag for indgående drøftelser i Rådets udvalg og viste sig nyttigt, idet der blev opnået enighed i form af de allerede nævnte konklusioner fra Rådet. Jeg går ud fra, at De allerede har haft lejlighed til at læse dette dokument, og jeg behøver derfor kun tage de vigtigste punkter ud her.

Jeg vil gerne komme ind på spørgsmålet om de erklæringer, som de enkelte stater skal afgive, i slutningen af mit indlæg, selv om jeg ved, at dette spørgsmål er særligt vigtigt for Dem. Jeg beder Dem imidlertid have lidt tålmodighed.

Rådet fremhæver i sine konklusioner, at der allerede er gjort mange anstrengelser for at forbedre den forsvarlige økonomiske forvaltning af budgettet. Der er indført intern revision, strenge forskrifter med hensyn til regnskabspligten for Kommissionens anvisningsberettigede, gennemførelse af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, for blot at nævne nogle.

I betragtning af den vægt, som strukturfondene har på EU's budget, vil jeg her også pege på det arbejde, der er gjort for anvende udbetalingsinstanser og udbygge de interne kontroller og ex post-kontrollerne i forbindelse med strukturinitiativerne. Et af de første punkter i Rådets konklusioner er et afbalanceret forhold mellem Kommissionens og medlemsstaternes kompetencer ved gennemførelsen af EU's budget i henhold til traktatens bestemmelser, som der skal tages højde for, når det drejer sig om at forbedre de pågældende kontroller og sikkerheden for dette.

Desuden mener Rådet, at det er yderst vigtigt, at man i forbindelse med denne forbedring bygger på de eksisterende kontrolstrukturer og tilstræber en forbedring af costbenefitforholdet og en forenkling af systemerne. Det er Rådets opfattelse, at en effektiv, integreret intern kontrolramme på grundlag af de principper, der er beskrevet i Revisionsrettens udtalelse om den såkaldte single audit, giver en garanti med hensyn til fejlrisikostyring af de tilgrundliggende transaktioner.

Et af de vigtigste punkter i Rådets konklusioner vedrører forbedringen af kontrolsystemerne. Medlemsstaterne og Kommissionen bør optimere de nuværende kontrolsystemers funktion, rentabilitet og effektivitet. Med forbehold for særegenhederne ved de forskellige medlemsstaters forvaltningsbestemmelser går Rådet ind for, at der tilstræbes generelle fælles principper og elementer for interne kontroller.

Efter Rådets opfattelse bør medlemsstaterne i samarbejde med Kommissionen fortsat gennemføre og forbedre kontroller med hensyn til midler, som forvaltes under delt ansvar. I denne forbindelse bør der tages højde for kompetencerne i henhold til traktaten, finansforordningen og de tilsvarende bestemmelser i sektorforordningerne.

Eksempelvis er nogle medlemsstater villige til at træffe foranstaltninger inden for rammerne af tillidspagten, hvis de er planlagt i forbindelse med strukturfondsprogrammerne. Da medlemsstaterne jo er samlet i Rådet, taler jeg for alle medlemsstater, ikke kun for Rådet selv.

Som De ved, har Kommissionens tjenestegrene offentliggjort en indledende analyse af manglerne i Kommissionens tjenestegrenes interne kontrolramme i forhold til de kontrolprincipper, som er beskrevet i Revisionsrettens forslag til en intern kontrolramme for Fællesskabet. I forbindelse med den delte forvaltning har Rådet anmodet Kommissionen om at vurdere gennemførelsen at de gældende bestemmelser med hensyn til stikprøver af forgængere, udbetalingsinstanser og afviklingsinstansernes aktiviteter.

I Rådets konklusioner opfordres der til, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne foretager en vurdering af de nuværende kontroller på sektor- og regionsniveau samt indholdet i de eksisterende erklæringer.

Jeg vil nu berøre spørgsmålet om revisionen. Ved opbygningen af den interne kontrolramme er det nødvendigt at skelne mellem intern kontrol og ekstern revision. Det eneste mulige grundlag for ethvert samarbejde mellem uafhængige øverste revisionskontrolmyndigheder er EF-traktaten, da disse myndigheder ikke er en del af den interne kontrolramme. Det er vigtigt. Nogle kontrolmyndigheder er således indstillet på sammen med Revisionsretten at overveje, hvordan de kan yde et større bidrag. Jeg kan forsikre Dem, at alle medlemsstater allerede har erklæret sig rede til efter bedste evne at arbejde for at mindske risikoen for fejl og forstærke kontrollerne.

Kommissionen og medlemsstaterne bør sikre, at deres model med hensyn til den integrerede, interne kontrolramme bygger på fælles kontrolstandarder, og i fællesskab drøfte, hvordan disse standarder kan gennemføres mest effektivt.

Rådet opfordrer medlemsstaterne til bilateralt at drøfte resultatet af DAS-auditene med Revisionsretten for at overvinde systemproblemer. Det anmoder Kommissionen om at rapportere til Rådet om løsninger på problemer, som optræder i flere medlemsstater. Endelig - og det er særligt vigtigt - har Revisionsretten foreslået, at Europa-Parlamentet og Rådet skal nå til en fælles forståelse af, hvilke risici der er acceptable i forbindelse med de tilgrundliggende transaktioner.

I Rådets konklusioner lægges der stor vægt på denne fælles forståelse. Rådet imødeser med forventning de videre skridt i denne henseende.

Jeg vil nu tale om et emne, som er af største betydning for os alle, nemlig forenkling. Der er behov for forenkling med hensyn til harmonisering af kontrolprincipperne, lovgivningen og kontrolkravene i forbindelse med de forskrifter, der skal vedtages for programmeringdperioden 2007-2013. Rådet mener, at forenklingen aldrig må føre til en stigning i de nuværende forvaltnings- og kontrolomkostninger. Tværtimod skal den føre til, at der ikke længere sker interne dobbeltkontroller som følge af flere involverede i kontrolrammen.

Afslutningsvis vil jeg gerne kommentere det yderst vigtige spørgsmål om erklæringerne i forbindelse med den decentrale forvaltning af EU-midler. Rådet betragter de eksisterende erklæringer på operativt niveau som et middel, som giver Kommissionen og i sidste ende Revisionsretten en garanti. De skal være nyttige og omkostningseffektive og kan tages med i betragtning, når det drejer sig om at nå frem til en positiv DAS. Man skal være opmærksom på, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den eksisterende balance mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

Jeg ved, at De havde forventet mere på dette punkt. De vil imidlertid give mig ret i, at teksten som sådan generelt kan betragtes som et væsentligt og vigtigt fremskridt. For at fremme denne sag yderligere har Rådet lovet, at man i forbindelse med dechargen for 2004 vil kontrollere den handlingsplan, som Kommissionen har udarbejdet, for at fjerne manglerne i den nuværende kontrolramme. Rådets konklusioner af 8. november vil naturligvis blive fulgt af yderligere skridt i 2006.

At opnå en positiv DAS er, som allerede sagt, et vigtigt og meget ambitiøst mål, som man ikke kan nå fra den ene dag til den anden. Jeg tror imidlertid, at Rådets konklusioner er et vigtigt skridt på vejen til dette mål. De bekræfter også, at Rådet fortsat støtter Kommissionen i bestræbelserne på at bidrage aktivt til finansforvaltningen på alle niveauer.

Nogle af Dem vil måske mene, at Rådet skulle være gået et skridt videre. Det kan jeg godt forstå. De må imidlertid tænke på, at formandskabet i denne sag var bundet til den nødvendige enstemmighed. Jeg takker for Deres opmærksomhed.

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, allerede i hele denne Kommissions arbejdsperiode har vi haft et fælles ønske om at få en positiv revisionserklæring. Det har ikke været muligt. Det er et meget teknisk spørgsmål med et meget ringe politisk resultat, som tilsyneladende giver dem ret, der siger, at pengene i EU bruges forkert. Det er naturligvis helt forkert.

Vi har samarbejdet om at finde løsninger og metoder, så vi kan koncentrere vores indsats om at fremskaffe tilstrækkelige oplysninger, så Revisionsretten kan afgive en erklæring om transaktionernes formelle rigtighed. Vi nægter ikke, at medlemsstaterne gør et stort stykke arbejde for at sikre de rette kontrolsystemer. Jeg kommer netop fra en medlemsstat, hvor jeg mødtes med den nationale revisionsmyndighed, og der er udført et stort stykke arbejde for at sikre den korrekte brug af nationale og europæiske midler, når der er tale om fælles forvaltning.

Fællesskabet benægter ikke sit ansvar for at gennemføre budgettet, herunder for den fælles forvaltning. Men der mangler et led: Hvordan kan vi gøre alle resultaterne af kontrol- og revisionsarbejdet let tilgængelige for den øverste instans, Revisionsretten.

Så Kommissionen bakkede kraftigt op om forslaget til Rådet fra ordføreren hr. Wynn og Budgetkontroludvalget om at få en politisk erklæring, en national underskrift, som efter vores mening vil dække dette manglende led. Dette forslag blev afvist i november, og nu er vi nødt til at overveje, hvad vi gør nu, for problemerne vil fortsat være der.

Kommissionen vedtog en handlingsplan den 17. januar og har sendt den til Rådet og Parlamentet. I handlingsplanen udpeges der 16 konkrete foranstaltninger på alle niveauer og inden for alle sektorer. Foranstaltning nr. 5 er specifikt rettet mod emnet for aftenens forhandling og lyder: "Medlemsstaterne skal udpege et nationalt koordineringsorgan for de enkelte politikområder, der kan give alle interessenter en oversigt over garantien, hvad angår Fællesskabets foranstaltninger under fælles og indirekte forvaltning i deres medlemsstat. Samarbejdet mellem medlemsstaterne er nødvendigt, når man ønsker at sikre en sådan bestemmelse i den kommende lovgivning og ønsker at styre dens gennemførelse med gennemførelsesbestemmelser og vejledning".

Måske kan dette være en løsning eller i det mindste en foreløbig løsning, der kan sammenkæde de tekniske niveauer, de udbetalende organer og revisionerne og skabe et godt grundlag for den samlede decharge.

  José Javier Pomés Ruiz, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, vi forventede faktisk mere af Dem, hr. Winkler. Vi forventede mere fra det østrigske formandskab i denne henseende. Det er ikke første gang, at Parlamentet har set Rådet svigte i forhold til det, vi beder om.

Nu har vi europæere et alvorligt problem: I de finansielle overslag ønskede Parlamentet, at vi skulle bruge 1,14 %, men formanden for Rådet, hr. Blair, reducerede dette til 1,04 %. Det fremgår heraf, at Fællesskabets politikker, som er så effektive, og som har gjort så meget for at bevæge Europa fremad, forvaltes dårligt af EU, og at det bedste, vi derfor kan gøre, er at skære i budgettet, fordi tingene ikke forvaltes ordentligt. I denne situation burde vi sørge for, at der ikke findes europæiske politikker, men nationale politikker: Lad os renationalisere den fælles landbrugspolitik, lad os bruge pengene i medlemsstaterne. Bag dette ligger, at Revisionsretten i 10 år har sagt, at den ikke kan godkende EU's regnskaber. Men hvilke europæiske regnskaber, hvis 80 % af Fællesskabets budget forvaltes og bruges i medlemsstaterne; hvis kun en femtedel forvaltes i Bruxelles. Hvad sker der? Nogle nationale myndigheder, som ønsker at betale mindre, og at Fællesskabets politikker skal have mindre at gøre med, nu, hvor vi har et Europa med 25 og snart skal have et Europa med 27, siger til os "I bruger pengene forkert".

Hvad er det, Budgetkontroludvalget beder om? Vi beder om at få at vide, hvor pengene bruges forkert; hvis en medlemsstat bruger pengene forkert, skal det siges, at det er det pågældende land og ikke Bruxelles, der bruger pengene forkert. Vi ønsker at få at vide, om problemerne er opstået her i Bruxelles eller i medlemsstaten. Og her vil det være nyttigt, hvis medlemsstaterne bekræftede den måde, som Fællesskabets midler bruges på.

Jeg mener, at Fællesskabets penge bruges bedre og mere effektivt i Bruxelles end i den gennemsnitlige medlemsstat. Men som følge af det eksisterende system får Bruxelles skylden for den dårlige forvaltning snarere end medlemsstaterne. Jeg ved, at Rådet er nødt til at forsvare medlemsstaternes gode navn.

Vi kunne bede om fælles ansvar, en godkendelse fra en myndighed, hvad enten det er finansministeren eller den relevante domstol, som bekræfter, at regnskaberne i de enkelte medlemsstater forvaltes på den måde, som de europæiske borgere ønsker, så det ikke altid er næstformand Kallas eller Parlamentets Budgetkontroludvalg, der får skylden; så skylden fordeles og de ansvarlige parter kommer frem.

Derfor vil jeg gerne bede Dem bekræfte, hvordan de enkelte medlemsstater bruger de europæiske borgeres penge.

  Szabolcs Fazakas, for PSE-Gruppen. - (HU) Som formand for Budgetkontroludvalget og repræsentant for en af de nye medlemsstater vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed for denne mulighed for at drøfte spørgsmålet om nationale erklæringer med medlemmerne af Kommissionen og Rådet. Jeg håber virkelig, at vi som et resultat af denne diskussion ikke bare får en forberedt erklæring fra ministeren hr. Winkler, men også konkrete svar på de spørgsmål, som Terence Wynn og vi selv har stillet. Vi håber virkelig, at vi får svarene, idet Europa-Parlamentet er politisk ansvarligt for at sikre EU's borgere en lovlig og korrekt anvendelse af EU's midler.

I lyset af, at Den Europæiske Revisionsret er ude af stand til at udstede en positiv revisionserklæring (DAS) på grund af manglende nationale revisionserklæringer, begynder der at tegne sig en negativ indstilling hos befolkningen, hvor man føler, at EU's midler bruges på en ikke-gennemsigtig måde og ikke altid i overensstemmelse med forordningerne. Derfor presser vi i den betænkning, som min kollega Terence Wynn har udarbejdet, som støttes af et stort flertal her i Parlamentet, og som ligeledes blev bekræftet i Böge-betænkningen om de finansielle overslag for EU, på for indførelsen af en national revisionserklæring i forbindelse med undtagelsesproceduren sidste år. Desuden glæder vi os meget over, at dette også er medtaget i køreplanen for de integrerede interne kontrolrammer, som Kommissionen ved næstformand Siim Kallas har annonceret. Denne reform involverer Parlamentet, Kommissionen og Den Europæiske Revisionsret og er baseret på gensidig tillid og tæt samarbejde, men ud over dette ønsker vi også støtte fra Rådet og formandskabet, fordi nogle medlemsstater stadig modsætter sig indførelsen af de nationale revisionserklæringer. Som repræsentant for Ungarn vil jeg også gerne gøre opmærksom på, at de nye medlemsstater ikke bare har forberedt sig på at acceptere Fællesskabets regelværk og modtagelsen af strukturfondene, men de var også klar over, at de skulle strukturere deres betalings- og kontrolsystemer i overensstemmelse med principperne om legitimitet, lovlighed og overholdelse af bestemmelserne. Derfor vil det ikke volde dem vanskeligheder at opfylde Europa-Parlamentets og Kommissionens forventninger, for ved at gøre det vil de tjene et Europa, der fungerer mere effektivt, og det på en mere reguleret og gennemsigtig måde.

  Jan Mulder, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, det beslutningsforslag, som vi drøfter i aften, taler for sig selv. Det er en direkte konsekvens af Terry Wynns beslutningsforslag om decharge for 2003. Det er vigtigt, at vi får større kontrol med EU-midlerne. Vi ved alle sammen, at Revisionsretten i de seneste 11 år ikke har afgivet en positiv revisionserklæring. Det taler til Kommissionens ros, at den har overtaget Parlamentets henstillinger næsten fuldstændigt. Det er udmærket.

Det er ærgerligt, at medlemsstaterne har en anden og meget mere negativ opfattelse. Derfor er det i aften især en debat med Rådet. Jeg må ærligt indrømme, at hr. Winklers svar og bemærkninger i aften ikke rigtigt overbeviser mig. Egentlig er det, vi kræver i dette beslutningsforslag, ikke meget anderledes end, hvad der i nogle tilfælde allerede sker. Vi henviser til den tidligere erklæring, hvori vi ønsker, at den højeste politiske myndighed undertegner denne erklæring.

Vi er i dette beslutningsforslag også tilfredse med erklæringer på et lavere plan. Når vi ser på den nuværende praksis vedrørende landbrugsudgifterne, er der allerede indført certificeringsinstanser, som uafhængigt overvåger betalingsinstanserne, og som udfører uafhængig kontrol. Det er mig en gåde, hvorfor medlemsstaterne godt kan acceptere det for landbrugsudgifterne, men ikke for de andre udgifter på budgettet, f.eks. strukturudgifterne. Diskussionen i aften er ikke uforpligtende. Jeg formoder, at Rådet også kender hr. Böges beslutningsforslag om de finansielle overslag.

Vi anmoder ikke kun om flere penge efter Rådets beslutning. Vi anmoder også om en bedre finanskontrol, og denne går præcist i retning af det beslutningsforslag, som vi forhåbentlig vedtager i morgen.

  Bart Staes, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, dette er faktisk i første instans en debat med Rådet. Hr. minister, jeg må sige, at Deres optræden skuffer. De har ikke rigtigt svaret på vores spørgsmål og det på et tidspunkt, hvor troen på EU er meget ringe. I morgen forelægger kommissær Walström en hvidbog om kommunikation for at øge troen på Unionen. Jeg tror imidlertid, at der kan skrives i tusindvis af hvidbøger og kan træffes i tusindvis af foranstaltninger, men hvis EU ikke bruger pengene ansvarligt, nytter det ikke noget.

Derfor spørger jeg Dem endnu en gang, hvorfor De skaber organiseret uansvarlighed her. Hvorfor lader De medlemsstater bruge 80 % af de europæiske midler, og hvorfor sørger De i Det Europæiske Råd ikke for, at individuelle medlemsstater og regioner - hvis disse har ansvaret - kan sige, at de finansielle midler, som de bruger, vil blive kontrolleret behørigt, og at midlerne anvendes korrekt? Jeg forstår ikke, hvordan det kan falde Rådet ind ikke at opfylde dette krav fra Parlamentet. Jeg tror, De skaber et stort problem for Parlamentet.

  Jeffrey Titford, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Nationale forvaltningserklæringer! Hr. formand, jeg spørger hr. Kallas, om disse kommer til at svare til EU's egne regnskaber, hvor Kommissionens generaldirektører underskriver for deres respektive afdelinger med forbehold, fordi de ikke aner, hvor pengene er blevet af? For hvis det er tilfældet, svarer det for mig til at forsøge at reparere en overskåret pulsåre med et stykke plaster: for lidt og for sent.

Som alle ved, tror jeg ikke på EU; jeg opfatter den som demokratiets fjende, og jeg griber dette an fra en anden retning. Ingen nationer bør hælde skatteydernes penge i et korrupt system. Efter 11 lange år, hvor EU's regnskaber er blevet underkendt af Unionens egne revisorer, virker dette bovlamme forsøg på at ændre systemet på mig som at hælde store mængder guldstøv gennem en si, hvor man tænker "nåh, måske må vi hellere prøve at fylde et par af hullerne ud". Ingen tænker på det kloge i at hælde guldstøv gennem sien i første omgang, og at den måde, man ikke lader støvet gå til spilde på, er at holde op med at hælde.

Derfor opfordrer jeg de tilstedeværende medlemmer til at rejse tilbage til deres forskellige lande og indtrængende opfordre deres regeringer til at trække stikket ud. Ganske enkelt standse dette uhyrlige, bureaukratiske diktatur, som ikke har respekt for hverken Europas regeringer eller befolkninger. I mit land har vi en talemåde: "Velgørenhed starter hjemme". Gem de penge, som I i øjeblikket spilder på EU, hvoraf en stor del alligevel går tabt som følge af svig og korruption.

  Formanden. - Hr. Titford, jeg må kalde Dem til orden. De har ved to lejligheder beskyldt de europæiske institutioner for kriminelle handlinger. De har sagt "svig" og "korruption" to gange. Jeg vil bede Dem fremover at huske på, at her i Parlamentet skal beskyldninger om forbrydelser mod personer eller institutioner underbygges med beviser. Ellers misbruger De parlamentsmedlemmernes ytringsfrihed.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, når det gælder finansspørgsmål her i Parlamentet, sker det ikke så ofte, at jeg er meget mere beskeden end de foregående talere. Disse nationale ansvarspåtagelser tør jeg end ikke drømme om, men jeg har ikke glemt, hr. statssekretær, hvad Deres forbundskansler - som også er min - sagde på Deres plads i dette Parlament, da det drejede sig om subsidier med anvendelse af støttemidlerne. Forbundskansler Schüssel sagde ordret i sin egenskab af formand for Rådet: "Alt dette skal offentliggøres, så man ved, hvem der konkret profiterer af det!" Jeg gentager: "Alt dette skal offentliggøres"! Gør det!

I nogle medlemsstater, som er endnu mere kritisk indstillet over for mange ting, f.eks. Det Forenede Kongerige, er dette en selvfølge. Gå foran i Østrig med et lysende eksempel! Offentliggør nu, hvad der sker med alle disse 80 %! Hvem får hvad hvornår og hvor meget?

Det andet, som måske vil falde Dem lettere, er at tilslutte Dem Deres egen politiske gruppe, nemlig fru Gräßle! Hun indfører reformer i den nye finansforordning, som man virkelig kan arbejde med, og hvormed De let vil kunne afværge uretfærdig kritik. Men bliv gennemsigtig!

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Vi har her haft en særdeles nyttig debat omkring EU's budgetkontrolprocedurer, synes jeg. Det helt centrale spørgsmål er lovgivningsmæssig afklaring. Jeg mener, at forordningerne om både strukturfondene og den fælles landbrugspolitik indeholder et utvetydigt krav om, at medlemsstaterne skal lade gennemføre en uafhængig kontrol såvel ex ante som ex post. De er ikke blevet ændret siden den nuværende programfinansieringsrammes begyndelse. Det gælder derfor først og fremmest om at sikre, at medlemsstaterne lever op til forskrifterne, og Kommissionen overvåger, at det sker. Alt andet vil kun betyde manglende klarhed om ansvarsfordelingen.

Jeg vil derfor gerne appellere til begge institutioner om at afklare, hvor vidt fællesskabslovgivningen overholdes, hvad angår denne kontrol ex ante og ex post, så vi kan handle på det rette grundlag og med den nødvendige viden.

Til slut vil jeg også gerne sige et par ord om oplysninger om, hvem der modtager fællesskabsmidler. Det er et stærkt ønske, som kom til udtryk for flere år siden i en betænkning, hvor jeg var ordfører. Det glæder mig, at De, hr. kommissær Kallas, har tilsluttet Dem dette initiativ. Jeg håber, at De, når De kritiserer politikere for manglende gennemsigtighed, vil erindre, at Europa-Parlamentet år tilbage har ytret ønske om en sådan gennemsigtighed i en betænkning fra min hånd.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har lyttet opmærksomt og vil naturligvis aflægge rapport til Rådet om de meninger, der er blevet ytret her. Jeg vil imidlertid gerne gentage, at jeg her repræsenterer Rådet og medlemsstaterne, dvs. de meninger, som fremføres her fra rådsformandskabets side svarer til en enstemmig beslutning i Rådet. Jeg er ked af, hvis jeg har skuffet nogle af Dem. Jeg kan ikke sige mere i denne fase. Jeg kan imidlertid gentage - og jeg håber, De vil opfatte det med velvilje - at vi lover, at vi i forbindelse med dechargen for 2004 vil kontrollere den handlingsplan, som Kommissionen har udarbejdet. Jeg bekræfter også, at Rådet fortsat støtter Kommissionen i bestræbelserne på at bidrage aktivt til finansforvaltningen på alle niveauer.

Rådet vil fuldt ud varetage sit medansvar og har ikke i sinde at benægte det. Vi vil sammen med Kommissionen fortsat arbejde for at finde løsninger, som kan accepteres af alle, også af Dem her i salen. Jeg er bange for, at jeg ikke kan sige mere i denne forholdsvis tidlige fase af det østrigske formandskab.

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mange tak for denne forhandling. Dette spørgsmål virker meget teknisk. Det er meget vanskeligt at forklare den brede offentlighed, hvad der rent faktisk ligger bag denne revisionserklæring. Men vi må arbejde på at finde løsninger, som ikke fører til de meget negative politiske resultater, hvor vi må sige, at pengene ikke er under kontrol. Derfor håber jeg, at Rådet og medlemsstaterne vil overveje dette nye grundlag for at sammenlægge deres arbejde. Dette er allerede sket i forbindelse med udbetalende organer og andre gennemførelsesmyndigheder. Lad os prøve at levere en enkelt integreret erklæring, som også giver Revisionsretten positiv dokumentation. Lad os prøve at finde løsninger.

Som tidligere nævnt er Kommissionen fuldt ud klar over de områder inden for Kommissionen selv, hvor Revisionsretten har fundet en lang række fejl i de interne politikker samt inden for forskning og udvikling. Handlingsplanen indeholder 16 foranstaltninger, hvoraf kun en er rettet direkte mod medlemsstaterne. Men jeg håber imidlertid, at dette samarbejde vil bære frugt.

Jeg vil gerne fremsætte en konkret bemærkning vedrørende udtalelsen om, at Revisionsretten har underkendt vores regnskaber. Det er ikke korrekt. I min embedsperiode har Revisionsretten aldrig afvist vores regnskaber. Den kan ikke altid garantere de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed i henhold til traktaten. Dette betyder, at den ikke kan erklære, at millioner af transaktioner er kontrolleret korrekt. Det er korrekt.

Det er også meget vigtigt, når vi mødes med journalister for at beskrive, hvor komplekst billedet er. Det er et stort projekt. Decharge-proceduren omfatter millioner af detaljer. En bedre forståelse af billedet vil helt sikkert hjælpe.

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 145. Jeg er bange for, at der hersker en vis misforståelse om, hvad vi er her for. Jeg troede, at vi talte om forvaltningsretningslinjerne, og at grunden til, at vi bad om, at disse retningslinjer tages i brug, var, at pengene forsvandt.

Som medlem af Budgetkontroludvalget har min rolle altid været at undersøge de steder, hvor penge er forsvundet eller er blevet misbrugt, og hvor der er begået fejl - den sætning, som hr. Kallas netop har brugt. Jeg har altid arbejdet ud fra den formodning, at grunden til, at vi bad om disse erklæringer var, at medlemsstaterne ville undersøge tilfælde af spild og svig og måske endda korruption. Det var på de betingelser, jeg bad om at måtte udtrykke mine holdninger i mit indlæg.

  Terence Wynn (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 108. Dette var en mundtlig forespørgsel med seks spørgsmål. Jeg tilføjede et syvende spørgsmål mundtligt her i aften, og vi har ikke fået svar på et eneste af dem. Må vi så ikke bede formandskabet i det mindste at give os disse svar skriftligt?

  Formanden. - Jo, hr. Wynn, De får Deres svar skriftligt.

Hr. Titford, jeg har fuld respekt for alle politiske holdninger her i salen. Derfor afbrød jeg Dem ikke og lod Dem gøre Deres tale færdig. Med min bemærkning ønskede jeg kun at minde Dem om, at det sprog, vi bruger her i salen, skal udtrykke vores holdninger og politiske synspunkter. Det var blot en venlig bemærkning fra mig som formand for mødet, hvor jeg gav udtryk for, at vi skal forsøge at anvende en sprogbrug og formuleringer, der ikke er urimeligt aggressive eller respektløse. Bortset fra det har De fuld ytringsfrihed her, hr. Titford.

- Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.

15. Fiskeriressourcerne i Middelhavet

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Philippe Morillon for Fiskeriudvalget til Rådet om indførelse af foranstaltninger vedrørende forvaltning af fiskeressourcerne i Middelhavet (O-0095/2005 - B6-0346/2005).

  Philippe Morillon (ALDE), spørger. - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, den mundtlige forespørgsel, der ligger til grund for denne forhandling og de forslag, der vil blive sat til afstemning i Parlamentet i morgen, tager udgangspunkt i, at de hidtil eneste gældende foranstaltninger til forvaltning af fiskeriet i Middelhavet går helt tilbage til 1994. De er således ikke længere tilpasset ressourceforholdene eller de beslutninger, der er truffet vedrørende andre kyststrækninger i EU om iværksættelse af en fælles fiskeripolitik, der kan sikre en bæredygtig udvikling af denne økonomiske sektor og bevarelsen af de ressourcer, som EU stadig bør kunne udlede af udnyttelsen af sine have for på sigt at kunne sikre en tilstrækkelig forsyning af fødevarer til borgerne.

Denne tidsmæssige forskydning skyldes først og fremmest, at Middelhavet er kendt som en af de mest diversificerede og komplekse regioner ud fra et biologisk såvel som et økologisk, socialt og økonomisk synspunkt. Det var grunden til, at Parlamentet ikke var i stand til at nå til enighed under den foregående valgperiode, og at hr. Lisis betænkning endte i et forlis. Det er også grunden til, at dette emne er blevet genopført blandt de højst prioriterede emner i arbejdsplanen for denne nye valgperiode og har ført til udarbejdelsen af et meget vanskeligt kompromis, som kom i stand takket være en stor personlig og prisværdig indsats fra fru Fragas side.

Betænkningen blev vedtaget - først i udvalget og derefter i plenarforsamlingen - i juni måned sidste år. De foranstaltninger, den foreskriver, har indtil videre ikke ført til vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser i Rådet. Vi er bekendt med en del af årsagerne til denne afventende holdning, men jeg havde personligt informeret mine kolleger herom, idet jeg søgte at få vedtaget en række ændringsforslag, der forhindrede indførelsen af et forbud mod anvendelse af visse former for net, som fiskerne traditionelt anvender i regionen.

Dette spørgsmål vedrørte og vedrører fortsat 75 både, der forsørger 350 familier, og hvor 80 % af omsætningen stammer fra fiskeri med bundsatte garn, de såkaldte knibetænger. Denne form for fiskeri indebar en utilsigtet fangst af delfiner, indtil fiskerne udviklede et program, der gjorde det muligt at nedbringe disse utilsigtede fangster med 80 % ved hjælp af støjsendere og systematiske observatørbesøg på fartøjerne.

Jeg har taget dette emne op igen, fordi de anbefalede foranstaltningers sociale og økonomiske konsekvenser i højere grad bør tages i betragtning. Det er grunden til, at jeg selv og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa har til hensigt at stemme for det beslutningsforslag, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har stillet, og som i punkt 4 indeholder et krav om en passende godtgørelse til de fiskere, der er berørt af de nye bestemmelser og må ændre fangstmetoder.

Kommissæren med ansvar for fiskeri, hr. Borg, kunne i går under udvalgsmødet konstatere reaktionen hos vores spanske venner ved udsigten til forbud mod bundsatte garn ved fiskeri i visse zoner nær den spanske kyst, hvilket vil udgøre en trussel for en flåde på 80 både, der er indkomstgrundlag for 1.500 mennesker. Denne sag er fuldstændig sammenlignelig med sagen om nærfiskeri langs den franske Middelhavskyst.

Men, hr. formand, selv om jeg har forståelse for, at visse beslutninger foreslået i Fraga-betænkningen bør tages op til fornyet overvejelse og måske ledsages af en konsekvensanalyse, er det ingen begrundelse for at fastfryse gennemførelsen af samtlige dele af en betænkning, som alle er enige om udgør et udmærket kompromis.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. medlem, De vil gerne vide, om Det Europæiske Fællesskab opfylder de forpligtelser, det har påtaget sig i internationale udvalg, eftersom forslaget til Rådets forordning om foranstaltninger for bæredygtig forvaltning af fiskeriressourcerne i Middelhavet endnu ikke er blevet vedtaget af Rådet.

I februar 2005 vedtog Det Almindelige Råd for Fiskeri i Middelhavet, hvor Fællesskabet er en kontraherende part, bindende anbefalinger for at forbedre bevarelsen af bestandene og forvaltningsforanstaltninger for Middelhavet. Disse anbefalinger har fundet vej til formandskabets kompromisforslag, som blev forelagt for Rådet (landbrug og fiskeri) på dets møde den 19. og 20. september sidste år. Imidlertid måtte formandskabet på det tidspunkt konstatere, at Rådet på grund af den manglende støtte, som viste sig under drøftelserne, ikke kunne opnå politisk enighed om forordningsforslaget med tekniske foranstaltninger for Middelhavet, inklusive de nævnte anbefalinger fra Det Almindelige Råd for Fiskeri i Middelhavet. Rådet fortsætter i tæt samarbejde med Kommissionen sine drøftelser om forslaget om foranstaltninger for Middelhavet, og formandskabet vil sætte emnet på dagsordenen for rådsmødet i april i år.

  Carmen Fraga Estévez, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, som ordfører for Fiskeriudvalget er jeg fuldt ud klar over problemerne med dette forslag. Parlamentet har spillet en effektiv og grundlæggende rolle med hensyn til at få det på vej efter dets fremlæggelse for lige godt to et halvt år siden, og endda finde en procedure, som har gjort det muligt at nå frem til et kompromis mellem Kommissionen og Parlamentet for at løse problemerne med forslaget, som desuden fandt støtte hos hovedparten af sektoren og inden for de nationale myndigheder.

Når der er så stor enighed, er det uforståeligt, at Rådet siden april sidste år har forsinket vedtagelsen af noget, som formentlig i øjeblikket er den pakke af tekniske foranstaltninger, som det haster mest at få vedtaget. Denne uansvarlighed har mange konsekvenser: Middelhavsområdet er det eneste inden for Fællesskabet, som stadig er langt fra at opfylde minimumskravene til ansvarligt fiskeri og bæredygtig udvikling, mens man i andre farvande i Fællesskabet indfører langt mere drastiske foranstaltninger i denne henseende.

Det er skammeligt, at det store flertal af fiskerne i Middelhavet selv har forstået, bedre end Rådet, det påtrængende behov for at regulere disse fiskebanker, trods den pris, de kommer til at betale.

Rådets troværdighed drages derfor i høj grad i tvivl. Vi løber også en risiko for ikke at opfylde vores internationale forpligtelser inden for de to regionale fiskeriorganisationer, der findes i Middelhavet.

Hr. formand, hvordan tør vi foreslå mere restriktive forvaltningsforanstaltninger over for tredjelande igen, når vi ikke selv er i stand til at gennemføre dem på vores eget område?

Hr. rådsformand, ud over at fortælle os om tidsplanen som svar på det spørgsmål, som De endnu ikke har besvaret, vil jeg derfor bede Dem forklare Parlamentet, hvorfor Rådet, når der ikke er noget blokerende mindretal, er ude af stand til at træffe en afgørelse i denne sag.

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. rådsformand, man har længe ment, at størstedelen af Middelhavets fiskeriressourcer er blevet overudnyttet, og der findes nogle bestande med høj salgsværdi; jeg tænker navnlig på almindelig tun, som er under minimumsniveauet, ifølge alle eksperter, herunder miljøorganisationerne og fiskerne selv.

Selv om målsætningerne for den fælles fiskeripolitik er de samme i Middelhavsområdet som i andre af Fællesskabets farvande, lader det til, at beskyttelsespolitikken i Middelhavet har udviklet sig på en helt anden måde, og i dag står vi i en situation, hvor de eneste forvaltningsforanstaltninger for dette havområde kun kan beskrives som totalt forældede. Denne manglende regulering, som Middelhavet lider under, har ført til en meget klar forskelsbehandling mellem de europæiske fiskere, der fisker i Middelhavet, og europæiske fiskere, der fisker i andre af Fællesskabets farvande.

Hr. formand, jeg mener, og jeg tror ikke, at jeg tager meget fejl, at det er vores pligt at sikre, at fiskerilovgivningen i Middelhavet udvikler sig, så den kommer til at svare til lovgivningen i andre regioner af Fællesskabet. Og i den forbindelse er vi helt klart meget bekymrede over Rådets passive holdning, fordi denne manglende interesse for dette hav slår mig som værende fuldstændig uforklarlig. Vi taler om et hav og en region af kolossal betydning, ganske vist af meget stor kompleksitet - også geopolitisk kompleksitet - men jeg mener, at Rådet burde se dette som et incitament snarere end en forhindring. Og det er stadig mere uforklarligt i lyset af det, fru Fraga netop har sagt: At denne betænkning blev vedtaget takket være det tætte samarbejde - som Parlamentet har godkendt - mellem Fiskeriudvalget og Generaldirektoratet for Fiskeri.

Af alle disse grunde vil jeg bede Dem skabe den sidste dynamik og se, at det, der er opnået, er meget vigtigt, og ikke at gå bagud eller tillade nogen genveje, der udvander indholdet af denne rapport.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, som De kan se, er der virkelig enighed i denne sag, og også jeg vil understrege, hvor overordentligt vigtigt det er hurtigst muligt at løse op for situationen, eftersom ressourceforholdene i Middelhavet er alarmerende. Det gælder især almindelig tun, men også andre arter, som min kollega har anført det. Den afventende holdning, blokeringerne og diverse påskud har således virkeligt katastrofale følger for Middelhavets fremtid.

I øvrigt ønsker vi som sagt at bevare nærfiskeriet, der har så stor betydning for de omhandlede regioner, hvor tusindvis af mennesker lever af det. Det er dog ikke ved at tillade undtagelser fra en række fornuftige foranstaltninger, vi vil kunne bevare dette fiskeri, men snarere ved først og fremmest at hjælpe det med at tilpasse sig og støtte det, så fiskeriaktiviteten kan fortsætte under overholdelse af de gældende regler, som bør være dem, der omhandles i denne betænkning.

Jeg mener følgelig, at vi bør beskytte Middelhavet, at det er afgørende for fiskeriets fremtid og af kolossal kulturel betydning. Rådet bør være sig dette fuldt ud bevidst og bestræbe sig på hurtigst muligt at løse op for denne situation.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, Middelhavet repræsenterer en meget betydelig del af EU. Middelhavsfiskeriet repræsenterer en betydelig del af EF-fiskeriet. Vi vil gerne have et levende Middelhav, ikke et dødt hav. For mange af os er dette hav vores liv. Vi vil gerne have, at fiskebestandene bevares. Vi ønsker ikke overfiskning, og vi ønsker et bæredygtigt hav.

Europa-Parlamentet har sammen med Kommissionen vedtaget et forslag til foranstaltninger til forvaltning af fiskeriet i Middelhavet. Vi mener, det haster med at iværksætte og gennemføre de ting, der er besluttet. Jeg vil ikke gå for vidt, men jeg kan uden at overdrive sige, at det ville være en forbrydelse at forsinke denne sag. Vi opfordrer til, at disse foranstaltninger udvides i fremtiden, og at vi med andre ord overtaler tredjelande i Middelhavsområdet til at iværksætte de samme foranstaltninger, vi iværksætter. Det er vores pligt, så vi kan beskytte Middelhavet, som er vores liv. Men først og fremmest beder vi Rådet om at påbegynde iværksættelsen af de foranstaltninger, man har vedtaget, i dag og ikke i morgen.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). - (EL) Hr. formand, nu hvor der er gået et år efter vedtagelsen af betænkningen om Rådets forslag om bæredygtigt fiskeri i Middelhavet, står det klart, at Rådet aldrig har truffet beslutning om dets gennemførelse.

Det var også med stor overraskelse, at vi i Fiskeriudvalget modtog oplysningen om, at budgettet til Fiskerifonden nu er reduceret med 20 %. Det er derfor en naturlig konsekvens, at fiskerispørgsmålene ikke er afklaret, at erhvervsfiskere og fritidsfiskere er bekymrede, mens situationen bliver mere kompliceret og, efter min opfattelse, forværres.

Samtidig flytter flere mennesker til Middelhavsbækkenet, så det er under konstant belastning af affald fra industrier, byer og andet, hvilket har direkte, alvorlige negative konsekvenser for fiskeriet.

Før de relevante forslag til forordninger og udkast til rapporter iværksættes, bør de tydeligvis også indeholde videnskabelige undersøgelser om effekterne af miljøforurening, geologiske forandringer, befolkningsforskelle og forbrugernes behov for fisk.

Man kan ikke undlade at gennemføre den politik, der er vedtaget, når der samtidig er uafklarede spørgsmål inden for fiskeriet, som især drejer sig om fiskerimetoder, reduktion af bestandene og en permanent kløft mellem erhvervs- og fritidsfiskere. Derfor er vi nødt til at fortsætte med de politiske midler, vi råder over, så Rådet kan fremme betænkningen, og vi allerede nu kan sætte gang i dialogen med de involverede parter om en forbedring af den gældende forordning.

  Iles Braghetto (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, efter min mening er beslutningsforslaget om vedtagelse af forvaltningsforanstaltninger for fiskeressourcerne i Middelhavet, som vi skal stemme om i salen i morgen, af stor økonomisk, social og miljømæssig betydning.

Som det er blevet nævnt, stammer den nuværende forordning fra 1994 og blev allerede da betragtet som forældet. Hvordan tør vi blive ved med at beskylde fiskerne for tilsyneladende at bringe fiskerierhvervets miljømæssige bæredygtighed i fare, hvis reglerne, hr. formand, er anakronistiske og utilstrækkelige i den nuværende situation, og hvis der ikke er gjort fremskridt med det, som Europa-Parlamentet vedtog for et år siden?

Fiskeindustrien ønsker ikke nogen forskelsbehandling. Den ønsker i stedet at føle, at EU står på dens side og er opmærksom på dens enestående kendetegn. Lad os tænke på den store forskel i form og dybde på havbunden ud for kysterne i Adriaterhavet og Atlanterhavet, spørgsmålet om fiskeri efter flere arter og det gamle problem med fiskestørrelser, når reglerne for maskestørrelser og netstørrelser allerede overholdes. Endelig, og det er lige så vigtigt, skal vi huske, at der gælder forskellige regler for lande, der har kystlinjer til Middelhavet, men ikke tilhører EU, og at de på grund af manglen på afbalancerede bilaterale aftaler resulterer i dobbelte standarder på de samme fiskepladser. Vi burde have bragt disse åbenlyse forskelle til ophør for længe siden.

Derfor håber vi, at dette beslutningsforslag vil få Rådet - som vi respekterer og stoler på - til at udsende det længe ventede signal hurtigst mulig.

  David Casa (PPE-DE). - (MT) Tak, hr. formand. Jeg er sikker på, at alle, der arbejder tæt sammen med fiskerisektoren, og navnlig dem, der beskæftiger sig med Middelhavet, er fuldt ud klar over, hvor kompliceret denne region er. Det er en region med en yderst synlig biologisk og miljømæssig mangfoldighed, som har en kolossal socioøkonomisk indvirkning på indbyggerne i regionen. Desværre har Ministerrådet ikke engageret sig i at identificere denne mangfoldighed og træffe de nødvendige foranstaltninger. Det er en foruroligende situation for dem af os, der fremlægger dette beslutningsforslag, for vi ved, at denne mangel på initiativ fra Rådets side har bragt os i en situation, hvor vi er langt fra vores målsætning om en bæredygtig udvikling. Dette er en blindgyde, som vi kun kan slippe ud af ved at indføre mere ansvarlige regler i bedre overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik og derved gøre vores krav mere opnåelige. Man skal huske på, at de eneste eksisterende regler for forvaltning af fiskeriet har været i kraft i mere end 10 år, og selv disse foranstaltninger er ikke særligt gode. Det er vigtigt, at vi husker på, at vi risikerer ikke at kunne opfylde vores internationale forpligtelser vedrørende fiskeriforvaltning, navnlig med hensyn til regionale fiskeriorganisationer og navnlig Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet og Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet. Derfor opfordrer jeg Rådet til med det samme at træffe alle nødvendige foranstaltninger, så vi kan opnå den ideelle balance i Middelhavet, og så fiskernes levebrød garanteres. Vi kan så vende vores opmærksomhed mod andre projekter i Middelhavet - en region, som, igen, desværre er blevet forsømt i meget lang tid. Mange tak skal De have.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg ville egentlig kun som afslutnig sige, at Rådet er fuldt ud klar over, hvor vigtigt dette spørgsmål er. Det er heller ikke rigtigt, at Rådet skulle være inaktivt eller sågar uinteresseret i situationen for fiskebestanden og fiskeriet i Middelhavet. Af årsager, som rådsformandskabet ikke skal kommentere, er der endnu ikke opnået enighed.

Det østrigske formandskab har nu overtaget denne sag og vil arbejde aktivt for en løsning. Som sagt er det planlagt, at dette spørgsmål skal behandles i Rådet i april i år.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget tre beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(Mødet udsat kl. 20.30 og genoptaget kl. 21.00)

Skriftlig erklæring (artíkel 142)

  Sebastiano (Nello) Musumeci (UEN). - (IT) Hr. formand, under forhandlingen om en bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne i Middelhavet sagde jeg, at det kompromis, som Parlamentet og Kommissionen er nået frem til, måske ikke fylder os med alt for stor entusiasme, men at det utvivlsomt var bedre end det oprindelige forslag.

Dette er ikke det rette tidspunkt til at komme ind på fordele og ulemper ved kompromiset; lad os blot sige, at jeg betragter det - det håber jeg i hvert tilfælde - som et skridt på vej imod en rationel forvaltning af fiskeriressourcerne i Middelhavet kombineret med en betydelig støtte til forbedring af den vigende beskæftigelse inden for fiskeribranchen, som berører tusinder af familier rundt langs kysterne af Mare nostrum.

Terningen er kastet. Vi kan ikke vende om. Derfor håber jeg, at Rådet, når det skal træffe sin beslutning, ikke lader sig inspirere af den unge Skt. Augustins bønner til den Almægtige, som han nedfældede i "Bekendelser": "Herre, giv mig kyskhed, men ikke endnu!"

Vi kan bestemt vente nogle måneder endnu på, at forordningen bliver vedtaget, men vær venlige ikke at lade det vare så længe: Vores fiskere er fulde af forhåbning.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

(1) Se protokollen.

16. Indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne gøre Parlamentet opmærksom på rapporter i denne uge om, at tre af verdens største olieselskaber ikke længere direkte ejer deres egne tankstationer i Nordirland. De trak sig tilsyneladende ud på grund af vedvarende problemer med smugleri og hvidvaskning af brændstof på tværs af grænsen.

Sidste år fordømte Parlamentet utvetydigt Sinn Féin - IRA - for deres fortsatte kriminelle aktiviteter. Det er klart, at de mange millioner pund sterling, som organisationen skønnes at hente årligt fra sin ulovlige handel med hvidvasket brændstof, er tilstrækkeligt til at sikre, at de politiske repræsentanter er ligeglade med en sådan kritik. I den ottende rapport fra den uafhængige overvågningskommission, som offentliggøres i dag, hedder det, at IRA-medlemmerne stadig er dybt involverede i brændstofsmugling, og at smugleriets omfang har været mere eller mindre konstant. Så meget for Sinn Féins foregiven af at være et almindeligt politisk parti.

Det er rystende at tænke på, at EU, som bryster sig af sit engagement i både frihandel og fri bevægelighed, i 2006 kan være plaget af en organisation så ond, at selv verdens største olieselskaber ikke kan overleve truslen fra den. Jeg stoler på, at Parlamentet fortsat vil fordømme dem, der ikke deler vores engagement i de grundlæggende frihedsrettigheder.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer, som socialdemokrat fra den nye EU-medlemsstat Estland er jeg fortsat bekymret over dobbeltmoralens udbredelse og forankring i EU.

I mandags trådte et direktiv om "borgere i tredjelande" i kraft. Det skabte en absurd situation, hvor borgerne i de nye medlemsstater ikke engang er andenklasses borgere på arbejdsmarkedet. Omstændighederne har gjort det muligt at opleve en situation, hvor EU's arbejdsmarked er åbent for borgerne fra nogle tredjelande men ikke for borgerne fra andre tredjelande, der opfylder samme krav. Men hvem beskytter vi mod hvem i dette EU med 25 medlemmer?

Jeg har allerede bedt økonomi- og arbejdsminister Martin Bartenstein om at forklare, hvornår vi kan forvente at se resultaterne af Østrigs arbejde som indehaver af formandskabet for EU med hensyn til en fuld åbning af arbejdsmarkedet. I onsdags kunne ministeren ikke give et oprigtigt svar på mit spørgsmål. Jeg vil gerne understrege, at spørgsmål vedrørende åbningen af arbejdsmarkedet fortsat vil være blandt mine prioriteter. Personers frie bevægelighed er en af de fire grundlæggende friheder i EU. Kun i undtagelsestilfælde må man hindre udøvelsen denne frihed.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Den såkaldte spionskandale i Moskva har vist Kremls sande hensigt om at undertrykke civilsamfundsorganisationer i Rusland og landene fra den tidligere sovjetblok.

Ved at udnytte de europæiske staters afhængighed af russisk energi og bruge energiforsyningen til at udøve pres bevilger Rusland i stigende grad midler til grove propagandakampagner.

I de østeuropæiske lande er disse kampagner først og fremmest rettet mod ngo'er og specielt de fonde, der får støtte fra G. Soros. Målet er at underminere samfundets tillid til institutioner, der udbreder vestlige værdier, og at holde samfundet under Ruslands kulturelle og politiske indflydelse. EU bør være mere aktiv med hensyn til at fremme demokratiseringsprocessen i det tidligere sovjetiske område og i EU's nabolande mod øst. Det bør udtrykke sin mening om antivestlig propaganda, og det bør ikke forskelsbehandle Rusland på grund af afhængigheden af russisk energi.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) De faglige organasitioner for arbejdstagere beskæftiget med at fremstille elektrisk og elektronisk udstyr i Portugal meddeler, at multinationale virksomheder inden for denne industri som Lear, Vishay, Philips, Yazaky Saltano, Alcoa Fujikura og Delphi har nedlagt mere end 8.000 arbejdspladser, hvilket er et af de alvorligste tilfælde af sin art. Situationen synes at blive forværret, hvis nye trusler om overførsel af ordrer og udflytning af virksomheder bliver til virkelighed, så mere end 6.000 arbejdstagere kastes ud i ledighed.

Det sker i form af veritabel chikane fra de multinationale virksomheders side over for arbejdstagerne bl.a. gennem lønnedgang, mere fleksible arbejdstider og usikre ansættelsesbetingelser. Der må derfor sættes ind med foranstaltninger, der længe har været besluttet, for at standse dette kapløb om maksimal profit og udbytning, hvor der udvises total ligegyldighed over for de sociale konsekvenser, men som der i visse tilfælde helt uforståeligt ydes fællesskabsstøtte til.

  Urszula Krupa (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne protestere mod, at den polske regering og premierminister afbildes som operettefigurer i medierne i EU. Også i den seneste udgave af ugemagasinet European Voice er man sunket så dybt. Liberalismens kræfter nægter at acceptere nationens vilje. Under frie valg stemte nationen for at overdrage magten til katolikker, for hvem Gud, sandhed og godhed er vigtigere end det frie marked. Ikke desto mindre jages og kritiseres vores nye ledere i medierne af de liberale.

Demokratiet bruges også som røgslør for den medieterror, der i øjeblikket udøves ustraffet i Polen. Målet er den præst, der leder radiostationen Radio Maryja, som har millioner af lyttere i landet. Den liberale presse har trykt mindst 18.000 stødende artikler i de seneste otte år. Det er spørgsmålet, om fællesskabsagenturerne, der skal forsvare demokrati, menneskerettigheder og frihedsrettigheder og bekæmpe intolerance, kun reagerer på visse typer af menneskerettighedskrænkelser og vender det døve øre og det blinde øje til, når det vedrører katolikker. Disse agenturer efteraber tilmed opførslen hos de dele af medierne, der går imod traditionelle værdier. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at et demokrati, der ikke bygger på sandhed, uundgåeligt bliver til et diktatur baseret på relativisme.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, ifølge de polske medier har EU besluttet ikke at yde tilskud fra Samhørighedsfonden til genopbygning af oversvømmelsessikringsreservoiret Racibórz Dolny ved floden Oder. Indbyggerne i Oder-bassinet er blevet meget skuffede over denne nyhed, og de har mistet meget af deres tillid til EU-institutionerne.

I juli 1997 var der katastrofale oversvømmelser af Oder-bassinet. 54 mennesker omkom, og de materielle skader løb op i næsten 5 milliarder euro. Den polske regering begyndte straks at genopbygge de beskadigede områder. Skønt Polen stod over for enorme finansielle vanskeligheder, gennemføres programmet for genopbygning af oversvømmelsessikringer på en effektiv og vedholdende måde. Man har genopført tusindvis af kilometers oversvømmelsessikringer, og flodsletten er øget med mere end 150 millioner kvadratmeter. Under hele programmet har mit land arbejdet tæt sammen med nabolandene Tyskland og Tjekkiet.

Polen opfylder sine tiltrædelsesforpligtelser vedrørende gennemførelsen af bestemmelserne i vandrammedirektivet i den grænseoverskridende Oder-flodslette. Jeg vil derfor gerne høre, hvorfor Polen ikke blev tildelt finansiel bistand til dette projekt, og om det er muligt hurtigst muligt at få tilskud fra Samhørighedsfonden til projektet.

  Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Jeg vil gerne takke Dem alle for Deres sympatitilkendegivelser og deltagelse i forbindelse med den tragiske hændelse, der chokerede Slovakiets offentlighed for to uger siden. Som De alle ved, styrtede et slovakisk militærfly med 43 soldater og andet militærpersonel ned den 19. januar. Desværre overlevede kun én person katastrofen.

Flyet fløj fra Pristina i Kosovo, hvor slovakiske soldater sammen med andre tropper fra det internationale samfund havde deltaget i NATO's fredsbevarende mission. For Slovakiet var den 23. januar en national sørgedag.

Jeg vil gerne takke Europa-Parlamentets formand for hans beslutning om den pågældende dag at sætte det slovakiske flag foran parlamentsbygningen på halv stang. Sådanne sympatitilkendegivelser betyder meget for Slovakiet. De omkomne var ikke kun fremragende militærpersoner men også unge mennesker i starten af deres karrierer og individuelle liv, sønner og ægtefolk samt fædre til 36 børn. Må de hvile i fred.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) På det verdensomspændende økonomiske forum i Davos gav den franske premierminister Dominique de Villepin udvidelsen skylden for Europas ildebefindende. Ifølge den franske premierminister er beslutningstagningen blevet vanskeligere efter tiltrædelsen af de 10 nye medlemsstater, og accepten af de østeuropæiske lande betragtes på kontinentets vestlige halvdel ofte som en meget tung økonomisk byrde. Udtalelsen fra premierminister de Villepin er skandaløs og uacceptabel. Premierministeren i Frankrig, der var med til at grundlægge EU, er åbenbart ikke bekendt med de grundlæggende processer. EU's krise, der bestemt repræsenterer en vanskelig situation, skyldes ikke de nye medlemsstater, tværtimod. Udvidelsesomkostningerne beløber sig til 20 euro årligt pr. indbygger i de gamle medlemsstater. I lyset af dette er premierminister de Villepins bemærkninger om en tung økonomisk byrde helt uforståelige. Endvidere startede den økonomiske stagnation i Frankrig i midten af 1990'erne. Det er beklageligt, at Parlamentets formand hr. Borrell, der var til stede under udtalelserne, ikke forsvarede de nye medlemsstater.

(FR) Vi bør ikke gøres til syndebukke for den nuværende krise i Frankrig.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, for nylig har der været rapporter i den britiske presse om en konference i Salzburg med det østrigske formandskab som vært. Formålet var tilsyneladende at diskutere, hvordan Europa kan genoprette forbindelsen til sine borgere. Denne begivenhed faldt tilfældigvis mere eller mindre sammen med 250-års fødselsdagen for den udødelige og enestående Wolfgang Amadeus Mozart. Mozart blev på denne konference fremstillet som en slags prototype af den europæiske føderalist, blot fordi han i løbet af sin korte karriere rejste meget omkring i Europa.

Men hvad var Mozarts politiske synspunkter, om nogen overhovedet? Da han hørte om briternes undsætning af Gibraltar og sejren over den franske flåde ved Trincomalee, skrev han til sin far Leopold: "Jeg har hørt om de engelske sejre, og jeg er virkelig begejstret, for De ved, jeg er en fuldblods englænder". Vidste det østrigske formandskab, at det fejrede en selvudråbt englænders fødselsdag?

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, sidste fredag led Nordirland det dobbelte tab at miste to fabrikker, begge på grund af manglende evne til at konkurrence mod billig import. "Farm-Fed Chickens", en gammel fjerkræfabrik i Coleraine, annoncerede, at man lukker, og at 350 mister deres job, og "Barber Threads"' i Lisburn lukkede med 85 mistede arbejdspladser inden for tekstilsektoren til følge.

Billige importvarer er nu en svøbe for EU's fremstillings- og forarbejdningsindustrier. Med kommissær Mandelsons indfaldsvinkel til WTO lader det til, at Kommissionen vil skynde sig videre ad denne ødelæggende kurs. På vegne af de mennesker, hvis arbejdspladser forsvinder over hele Europa, opfordrer jeg til en tilbundsgående revurdering af vores holdning til billige importvarer, så der tages behørigt hensyn til de sociale og økonomiske konsekvenser.

Vi kan ikke blive ved med at årelade arbejdspladser i medlemsstater, mens vi forfølger noget, der virkelig er et uacceptabelt dogme.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg er glad for, at Rådet omsider nåede frem til et kompromis om de kommende finansielle overslag i december måned. Jeg finder ikke desto mindre det britiske formandskabs "nytårsgavemetode" uansvarlig, og den favoriserer ikke den europæiske samhørighedspolitik. De voldsomme nedskæringer i udgifterne til strukturfondstøtte hjælper bestemt heller ikke med at opbygge et solidarisk Europa. Der er også bekymringer vedrørende manglen på klare kriterier for anvendelsen af den fremtidige reservefond af uudnyttede midler fra Samhørighedsfonden. For mig at se ender det sandsynligvis med, at Europa bliver mere opdelt i stedet for at blive styrket.

Det østrigske formandskabs første måned er ovre, og det nye Råd burde nu være klar til at indlede konkrete drøftelser med Parlamentet. I mellemtiden har et manglende forhandlingsmandat bestemt fået os til at indse, at tid er penge. Jo længere vi skal vente på et kompromis, desto større sandsynlighed er der for, at vi taber med hensyn til forsinkelser i gennemførelsen af nye programmer - specielt vedrørende strukturpolitikken i et udvidet Europa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) I de sidste to dage har vi debatteret Lissabon-strategien, og hvordan den skal revideres. Det er et yderst vigtigt spørgsmål. Medlemmer af de nationale parlamenter har deltaget i debatten, der utvivlsomt har afsløret, hvordan det står til i de forskellige medlemsstater.

Det er nu helt afgørende, at både Kommissionen og Rådet tager hensyn til, hvordan situationen er i de enkelte medlemsstater, hvor arbejdsløsheden stiger, og hvor der fortsat er udbredt fattigdom og social udstødelse, så de mål, der blev opstillet på topmødet i Lissabon for seks år siden, faktisk kan blive til virkelighed. Der må også brydes med den neoliberale politiks privatiseringer, liberaliseringer og Bolkestein-direktivforslag, så der kan ske en forbedring af de økonomiske og sociale forhold og reelt gennemføres større økonomisk og social samhørighed i EU.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

17. Vold mod kvinder

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Maria Carlshamre for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om status over bekæmpelsen af volden mod kvinder og eventuel fremtidig indsats (2004/2220(INI) (A6-0404/2005).

  Maria Carlshamre (ALDE), ordfører. - (EN) Hr. formand, problemet med mænds vold mod kvinder er ikke et lille problem i samfundets yderkant. Det findes overalt og påvirker hele samfundet både direkte og indirekte. Jeg er glad for, at der synes at være en voksende forståelse for problemets omfang. Jeg vil takke mine kolleger i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling for deres værdifulde hjælp og støtte til mit arbejde. Jeg er også glad for, at kommissær Franco Frattini har udvist et stærkt og ærligt engagement. Nu har vi en reel mulighed for at anerkende alle de kvinder, der har oplevet vold men ikke retfærdighed.

Grundpillen i min betænkning er, at vi har brug for korrekte tal. Der findes ingen pålidelige undersøgelser på EU-plan. Ifølge tre prævalensundersøgelser fra Finland i 1999, Sverige i 2001 og Tyskland i 2004 er problemets omfang imidlertid voldsomt undervurderet i tidligere analyser. Med anvendelsen af FN's definition på vold mod kvinder viser disse undersøgelser, at 40-50 % af kvinderne i disse tre lande på et eller andet tidspunkt i deres liv har været udsat for vold udøvet af en mand. Det vil jeg gerne understrege: mellem 40 og 50 % af alle kvinder mellem 16 og 67. Det tilsvarende tal for hele EU svarer til mellem 80 og 100 millioner kvinder, hvilket er et utroligt stort tal.

Effektive foranstaltninger skal selvfølgelig baseres på rigtige fakta og tal, og der er et presserende behov for lignende undersøgelser i andre medlemsstater. Selve omfanget af problemet indikerer, at alle medlemsstater gentagne gange overtræder de grundlæggende borgerrettighedsregler og retsstatsprincipperne i et omfang, som vi endnu ikke helt forstår. De tror måske, at det er en overdrivelse. Det er det ikke.

Jeg vil gerne indkalde en klassisk liberal som vidne. For mere end 300 år siden introducerede den britiske filosof John Locke en grundtanke om, at en regering skal opfattes som et redskab til forsvar af grundlæggende rettigheder, hvor den mest grundlæggende borgerlig rettighed er retten til livet og fysisk sikkerhed. Det er det moralske normative grundlag for staten og dens eksistensberettigelse. Borgerne accepterer at overholde lovene under forudsætning af, at staten opfylder sin grundlæggende forpligtelse til at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Enhver stat, der ikke løser denne opgave, har brudt kontrakten. Med hensyn til vold mod kvinder er der en mærkbar fiasko i alle EU's medlemsstater. Alle former for vold er en udfordring for vores civilisation og retsstatsprincipperne. Men mænds vold mod kvinder er en særlig udfordring for den kontrakt, som enhver fællesskabspolitik er udtryk for.

Der er en systematisk forskel i håndteringen af voldskriminalitet alt afhængig af ofrets køn. Vold mod mænd foregår ofte i det offentlige rum og udføres af en anden mand, der ofte er en fremmed. Vold mod kvinder foregår typisk i det private rum og forøves af en mand, som kvinden kender i forvejen, og ofte er der tale om en mand, som kvinden har eller har haft et forhold til. Politisk set er den mest afgørende forskel den, at den private vold mod kvinder ikke retsforfølges så alvorligt som offentlig vold mod mænd. Problemet med mænds vold mod kvinder er ikke et lille problem i samfundets yderkant, der er også en historie.

Gadevold udført af en fremmed mod primært mænd har været en lovovertrædelse i Europa i århundreder, mens vold i hjemmet først for ganske nylig blev en strafbar handling. Godt inde i sidste halvdel af det 20. århundrede havde Europa mange love, der undskyldte mænds vold mod kvinder i hjemmet. Denne arv lever fortsat i EU. Vi kan se det i domspraksis, holdninger og opfattelserne af den private volds mindre alvorlige natur.

Problemet med mænds vold mod kvinder er ikke et lille problem i samfundets yderkant. Mænds vold mod kvinder har også generelt set været et middel for mænd til at holde fast i magten.

Da FN's Generalforsamling i 1993 vedtog erklæringen om bekæmpelse af vold mod kvinder, var det første gang, at et FN-dokument havde placeret mænds vold mod kvinder i et køn/magt-perspektiv. Det kæder klart vold sammen med mænds overlegne position. Nu skal vi handle. Først skal vi få fat i alle de rigtige tal, og derefter skal vi finde de rigtige løsninger. Problemet med mænds vold mod kvinder er ikke et lille problem i samfundets yderkant. Det påvirker os alle. Jeg forlanger nul tolerance over for mænds vold mod kvinder.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, jeg kan fuldt ud tilslutte mig betænkningen og det, som ordføreren netop har sagt. Vold mod kvinder er bestemt den mest udbredte form for menneskerettighedskrænkelse i verden i dag. Det er en form for vold, der ikke kender til geografiske hindringer eller aldersgrænser for ofrene, ligesom den heller ikke skelner på baggrund af klasse, kultur eller familiemæssig oprindelse. Det er bestemt den mest udbredte forbrydelse i verden, og Kommissionen og EU's institutioner har en institutionel og moralsk pligt til at indtage et fast standpunkt.

Jeg er særligt glad for den aktuelle betænkning, fordi den tager fat på de vigtigste områder, som EU's institutioner skal give sig i kast med. Kommissionen har iværksat en række initiativer for at hjælpe medlemsstaterne med at fastsætte stærke forebyggende og reaktive politikker til udryddelse af vold mod kvinder. Vi udvikler retlige instrumenter for at fremme et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne om en politimæssig indsats - f.eks. vedrørende definitioner på forbrydelser, der ofte ikke er sammenfaldende, samt naturligvis vedrørende en styrkelse af foranstaltninger, der er udformet med henblik på at afskaffe sådanne forbrydelser i det civile samfund og tilbyde en mere effektiv beskyttelse af voldsofrene.

De fleste af de initiativer, der nævnes i betænkningen, falder ind under Daphne-programmet, som vi alle er fortrolige med. Det drejer sig bl.a. om støtte til ofrene og undervisningsforanstaltninger, programmer til genintegrering af voldsofre i samfundet, forsknings- og undersøgelsesprojekter, udvikling af EU-politikker, dataindsamling samt definitionen på indikatorer, der desværre fortsat mangler.

Daphne-programmet, som Kommissionen agter at fortsætte og videreudvikle, dækker alle former for vold inklusive vold i hjemmet, der er en af de alvorligste former. Desværre optræder disse forbrydelser ikke i domstolenes statistikker, da ofrene i langt de fleste tilfælde ikke anmelder de voldsepisoder, der finder sted i hjemmet. De pågældende foranstaltninger omfatter også en kompromisløs kamp mod kvindelig omskæring, der er en skrækkelig praksis, som skal straffes hårdt, samt mod de såkaldte "æresforbrydelser", som vi burde omdøbe til "vanærende forbrydelser". Det er bedst ikke at kalde det en "æresforbrydelse", når der er tale om, at en mand tæver en kvinde af sådanne årsager.

I betænkningen nævnes også behovet for at indsamle data og udarbejde statistikker, da pålidelige statistikker er et af de grundlæggende krav for at effektivisere beslutninger på europæisk plan. Kommissionen arbejder på sagen, og i samarbejde med Eurostat har den udarbejdet et statistiksystem om kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger. Vold mod kvinder er selvfølgelig et af de områder, for hvilke vi meget snart vil offentliggøre statistikker på baggrund af medlemsstaternes foranstaltninger og data. Jeg vil tro, at vi i juni 2006 for første gang kan offentliggøre en række europæiske statistikker om kriminalitet og de retlige reaktioner herpå, og de vil selvfølgelig indeholde et kapitel, der udelukkende handler om vold mod kvinder.

Hvad angår kvindelig omskæring, har Kommissionen finansieret mange projekter - alle under Daphne-programmet - der har givet positive resultater. Jeg kan også tilføje, at direktivet om minimumsstandarder for tildeling og fratagelse af flygtningestatus definerer seksuelle overgreb mod kvinder som tilstrækkelig grund til at tildele flygtningestatus. Jeg kan også forsikre ordføreren om, at selv om kvindelig omskæring ikke nævnes eksplicit i det pågældende direktiv, så betragter Kommissionen det som seksuelt begrundet vold, hvorfor det er at regne blandt de ting, der efter min mening retfærdiggør tildeling af flygtningestatus.

Jeg har givet dette eksempel, hr. formand, for at understrege behovet for at tage problemet med vold mod kvinder op på europæisk plan og anskue det fra enhver tænkelig vinkel - fra menneskesmugling til indvandringspolitik til ligestilling. Heraf følger behovet for ikke-diskrimination. I mere generelle vendinger skal vi bruge domstolene, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikkerne som praktiske håndhævelsesinstrumenter. Jeg føler mig institutionelt, politisk og moralsk forpligtet af disse mål, som derfor vil være særlige prioriteter for vores arbejde i de kommende måneder.

  Piia-Noora Kauppi, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren for hendes arbejde og for denne lejlighed til at diskutere den vold, som kvinder møder i deres dagligdag.

Vold mod kvinder er ikke et marginalproblem. Kvinder fra alle sociale grupper kan være ofre for vold. Nogle gange tror karrierekvinder, at de er urørlige. Alle kvinder kan krænkes. Man kan ikke sige, at det ikke er et problem for os eller for kvinder i EU.

Skønt der i betænkningen fokuseres på mænds vold mod kvinder og i særdeleshed på vold i hjemmet, må vi ikke glemme, at det ikke er den eneste form for vold, selv om det unægteligt er den mest udbredte. Desværre udsættes børn også ofte for vold i hjemmet, og det samme gælder mænd. Skønt de ikke er fokus for dagens forhandling, må vi ikke glemme, at disse ting også foregår.

Ingen af disse former for vold i hjemmet skal have lov til at finde sted. Ordføreren nævner, at omkring 100 millioner kvinder i EU har været udsat for vold fra mænd. Kommissionen skønner, at næsten 1.000 kvinder hvert år dør i Europa som følge af vold fra deres partnere. Alene i Finland foretager politiet 80.000 besøg i hjemmene, og 17.000 af dem skyldes vold i hjemmet. Og vores land er på femtepladsen med hensyn til ligestilling mellem kønnene.

Det er skræmmende tal. Vi er nødt til at gøre noget. Og hvad kan vi så gøre? Først skal vi sikre os, at medlemsstaterne gør en indsats for at bekæmpe vold i hjemmet. Det er helt afgørende med en mere effektiv lovgivning og en korrekt gennemførelse samt en koordinering mellem alle involverede parter på området. Vi skal også tage hensyn til de amerikanske undersøgelser, der viste en klar sammenhæng mellem dyremishandling og vold i hjemmet. Det har vist sig, at dyremishandling i mange tilfælde er gået forhud for vold i hjemmet. Det er noget, som vi måske kan lære noget af i Europa.

Ud over den mere traditionelle form for vold mod kvinder har vi på det seneste været vidne til en stigning i æresrelaterede forbrydelser og lemlæstelse af kønsdele. Jeg er meget glad for at høre, at Kommissionen lægger større vægt på denne menneskerettighed. Enhver kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop. Det er meget vigtigt.

  Anna Hedh, for PSE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, jeg vil takke ordføreren for, at vi i aften har fået muligheden for at diskutere dette meget vigtige spørgsmål i EU. Ud over at det er en kriminel handling og en forbrydelse mod menneskerettighederne, er mænds vold mod kvinder et alvorligt samfundspolitisk problem i hele verden. Vi Socialdemokrater mener, at mænds vold mod kvinder er forbundet til det ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, og problemet vil blive større, hvis medlemslandene ikke stærkt og tydeligt modsætter sig denne vold gennem lovgivning.

Mænds vold mod kvinder har væsentligt store sociale og menneskelige konsekvenser. Bag hver slået kvinde, plejer jeg at sige, står der oftest et antal børn, som foruden at lide meget fysisk og psykisk tror, at sådan her skal det være, hvilket i længden kan føre til, at de selv opfører sig på samme måde, når de bliver voksne. Denne onde cirkel skal vi bryde. Ofte glemmer vi også børnene i disse sammenhæng. Det er vigtigt, at børn, som ser deres mor blive slået, også betragtes som ofre og er berettiget til at få deres sag for.

Det er også bevist, at vold mod kvinder er en vigtig faktor i livet for kvinder og piger, som bliver ofre for menneskehandel og prostitution. Jeg vil også benytte lejligheden til at påpege, at vi bør bekæmpe den holdning, at prostitution kan ligestilles med erhvervsudøvelse. Denne form for vold og grov menneskelig krænkelse kan absolut ikke accepteres. Alle former for vold mod kvinder - ærerelateret vold, skamfering af deres kønsorganer m.m. - og prostitution og menneskehandel hører sammen. EU skal foregå med et godt eksempel og gå i brechen for at bekæmpe disse udtryk for den ulige magtfordeling og diskriminering mellem kønnene. Det er også vigtigt med forebyggende arbejde så som forskning, information og vidensdeling mellem medlemslandene. Oftest er ofrene helt naturligt i fokus, men der er også brug for aktivt forebyggende strategier, som rettes mod voldsudøveren og mod dem, som risikerer at blive udøvere.

Til sidst vil jeg blot kort nævne et af mine egne ændringsforslag, som handler om forholdet mellem alkohol og vold. Alkohol er ofte indblandet i voldshandlinger, og det er vigtigt, at man ikke godtager henvisninger til beruselse som formildende omstændighed i sager om mænds vold mod kvinder. Man skal dog definitivt tage hensyn til alkoholens udløsende effekt af mænds vold mod kvinder, når strategier til reduktion af alkoholrelaterede skader i samfundet revideres.

(Spredt bifald)

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg er meget ked af, at vi er nødt til at have denne forhandling om vold mod kvinder, fordi det betyder, at vi taler om noget, som stadig foregår.

Jeg vil gerne rose fru Carlshamre for hendes betænkning, der bl.a. minder os om, at vold mod kvinder er en svøbe, som hverken kender nationale, religiøse, sociale eller økonomiske grænser. Tværtimod er det som sagt et universelt fænomen, der er forbundet med ulighederne i vores samfund med hensyn til magtfordeling og kønsroller. Netop af den grund skal reaktionen være viljefast, både i Europa og i andre lande, f.eks. Mexico eller Guatemala, hvor situationen er blevet så slem, at der endda er tale om "kvindemord". Vi har for længe siden lagt retorikken og fordømmelsen bag os. Nu er det tid til at handle og vedtage foranstaltninger, der hjælper ofrene, samt at indføre proaktive og præventive strategier og effektive, passende metoder til straf og forebyggelse. Men vi skal sørge for de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer, så disse foranstaltninger kan være effektive.

For et par dage siden fejrede vi etårsdagen for loven mod kønsrelateret vold i Spanien. Den dato giver os mulighed for at insistere på, ligesom Carlshamre-betænkningen gør, at vold mod kvinder skal betragtes som en klar krænkelse af de mest grundlæggende menneskerettigheder, og at vi ud over reaktive foranstaltninger også skal indføre programmer med et helhedssyn, der virkelig kan gøre noget ved rollefordelingen i vores samfund og især den opfattelse, der er fremherskende hos mange mænd, om at kvinder blot er ting, som de kan gøre med, hvad de vil, og at de derfor har ret til at slå kvinderne eller mishandle eller oven i købet tage livet af dem.

Kort sagt frygter jeg, at problemet i virkeligheden befinder sig inde i hovedet på mange mænd, og det er der, vi skal sætte ind.

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Vold mod kvinder, herunder menneskehandel, prostitution, vold i hjemmet og på arbejdspladsen, er et meget alvorligt emne.

Blandt disse faktorer er vold i hjemmet det mest almindelige fænomen, der påvirker millionvis af kvinder i Europa. Ordføreren, som skal have ros for sit arbejde, har lagt nogle tal på bordet, selv om vi godt ved, at der ikke er udført undersøgelser på fællesskabsniveau. Hr. kommissær, der skal straks træffes foranstaltninger til at sikre, at dette fænomen bliver mere synligt. Det er jo forfærdeligt, at der i EU hvert år er voldsofre, som dør, herunder over 100.000 kvinder og mange børn, hvilket også bør tages med i betragtning.

Derfor håber jeg, at tingene ikke blot fortsætter i samme gænge efter denne forhandling. Forhåbentlig bliver instrumenterne styrket som lovet, og forhåbentlig vil der blive indført foranstaltninger og være politisk vilje til effektive ændringer på dette område.

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg vil ikke nedtone betydningen af dette meget alvorlige emne. Som medlem af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling vil jeg imidlertid gerne understrege, at vold ikke kun er et produkt af mænds adfærd. Det er en indikation af en forkert udviklet personlighed, og det kan forekomme hos både mænd og kvinder. Psykisk vold begået af kvinder er umiddelbart mindre synligt, men kan være lige så skadeligt, hvilket bekræftes af forskning i voldssager begået i homoseksuelle forhold med henholdsvis mænd og kvinder. Det understreges, at sociale faktorer spiller en meget vigtig rolle med hensyn til spredning af vold. Jeg hentyder til de aggressive medier og den hedonistiske og løsslupne livsstil, der slås til lyd for i øjeblikket, og som ikke kender nogen begrænsninger, regler eller forbud. Denne livsstil er karakteriseret ved en ubønhørlig bølge af panseksualisme og pornografi og en tro på, at mennesker er ting, der kan købes og sælges. Endelig har den krig mellem kønnene, der blev talt for for nylig, og som stammer tilbage fra den kommunistiske klassekamp, båret ved til bålet frem for at mindske aggressionen.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke ordføreren, fru Carlshamre, for denne betænkning, der understreger nogle meget vigtige aspekter af kampen mod vold mod kvinder. Jeg er enig med hende, og jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi alle vedtager nul tolerance over for alle former for vold.

En kæde er ikke stærkere end sit svageste led, og vores samfund må være svagt, hvis vi ikke kan beskytte dets svageste led, nemlig børnene. Kvindebevægelser har afdækket vold mod kvinder og har altid kæmpet for kvinders rettigheder. Efterhånden som vi kan se, at ofrene bliver yngre og yngre, skal samfundet have mod til at beskytte unge piger mod vold og misbrug. De skyldige findes kun i nogle tilfælde, normalt når det allerede er for sent.

Det er desværre sådan, at tragiske historier giver stof til gode artikler og får formiddagsaviserne til at tjene flere penge. Desværre for ofret forholder det sig beklageligvis sådan. Det sker tit, at unge piger ikke får en chance for at opleve hele deres barndom - som følge af vold bliver de kvinder og ofte mødre alt for tidligt. Jeg er også med i koret her i dag for at gøre opmærksom på dette problem og slå til lyd for foranstaltninger til at stoppe den vold, som vi alle ved eksisterer i samfundet, selv om vi mange gange lader andre om at bekæmpe den på vores vegne.

Jeg tror, at det er meget vigtigt at vedtage love, henstillinger og forordninger, men vi skal også støtte en konsekvent gennemførelse og overholdelse heraf i vores dagligdag. Ikke ret langt fra Europa-Parlamentet står der en ung kvinde på gaden med en eller to småbørn og tigger om penge. Hun er fra en anden etnisk gruppe, så vi lader, som om det ikke vedkommer os, giver hende et par cent, og går videre.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (SK) Jeg vil først og fremmest takke ordføreren, Maria Carlshamre, og alle de kolleger, der har været med til arbejdet med denne betænkning.

Vold er misbrug af en overlegen magtstilling, men man må sige, at det også er en form for vold ikke at forebygge vold. Vores grundlæggende holdning må være nul tolerance over for alle former for vold mod kvinder. Enhver løsning afhænger navnlig af, om den lærer folk at vise respekt for andre, samt af et intensivt samarbejde mellem regeringer, parlamenter og ikke-statslige organisationer. De bør gå sammen om at udarbejde procedurer til bekæmpelse af dette fænomen.

Statistik er en nødvendighed, men vores succes afhænger primært af effektive forebyggelsesforanstaltninger, navnlig fordi vold i en familie også altid påvirker børnene og videreføres til kommende generationer. Vi skal også fokusere på samfund og etniske minoriteter med en anden kultur. Alle EU-landene skal indføre omfattende og effektive love med hensyn til vold i hjemmet, hvor visse former for vold gøres strafbare. Hverken skik og brug eller alkohol bør betragtes som formildende omstændigheder. Vi skal klart vise, at vold simpelthen er uacceptabelt i samfundet.

Hr. formand, det er min overbevisning, at vold i hjemmet kaster skam over det demokratiske og højt udviklede samfund, vi lever i, da denne vold er vold mod den menneskelige værdighed. Forebyggelse af vold mod kvinder skal være en mission for os alle sammen.

  Iratxe García Pérez (PSE). - (ES) Hr. formand, den betænkning, vi drøfter her i dag, giver os mulighed for at rette en kraftig appel til EU-institutionerne og medlemsstaterne om at bekæmpe noget, som er en realitet, nemlig vold mod kvinder udelukkende af den grund, at de er kvinder. Vi kan ikke blive ude i kulisserne i sådan en situation. Vi har en forpligtelse til at bruge ethvert instrument, der skal til for at sætte en stopper for denne sociale svøbe. Vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne, af grundlæggende rettigheder som frihed, lighed, liv og ikke-diskrimination. Vi opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at indføre strengere straffe og helhedsorienteret lovgivning for at imødegå denne realitet. I den forbindelse er Spanien et lysende eksempel for hele Europa med loven, der blev vedtaget sidste år til bekæmpelse af vold mod kvinder. Selv om denne vold ikke kan stoppes fra dag til dag, er loven udtryk for en klar forpligtelse til at bekæmpe volden målrettet ved hjælp af alle de nødvendige instrumenter.

Vi kan ikke nægte, at der er mere opmærksomhed om problemet i dag, takket være kvindebevægelsernes kamp mod alle former for vold mod kvinder. Vi kan nu ikke længere sige, at det er en usynlig forbrydelse, men det er en forbrydelse, der bliver kollektivt fornægtet. Vigtige aspekter som beskyttelse af ofrene skal ledsages af andre foranstaltninger som specifikke programmer vedrørende adgang til arbejde eller socialt boligbyggeri, så denne realitet kan imødegås på en helhedsorienteret måde, idet der tages højde for aspekter som uddannelse, retshjælp og sundhed uden at glemme, at de voldelige situationer ofte også påvirker de mindreårige i familien.

Der er ingen undskyldning for ikke at sætte målrettet og dedikeret ind for at bekæmpe vold mod kvinder, for samfundet kan ikke udvikle sig, så længe rettighederne for en så betydelig del af dets indbyggere - kvinderne - krænkes. Vi taler om et alvorligt socialt problem, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at sætte en stopper for det. Det skridt, vi tager i dag, er et yderligere skridt mod endemålet. Vi skal gøre alt, hvad der er muligt, og mere til, for at nå målet.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Vold mod kvinder har eksisteret i hele menneskehedens historie. For at skabe effektive strategier til afskaffelse af dette alvorlige samfundsproblem er det nødvendigt at have en grundig forståelse af dette fænomen, og hvilke træk der er karakteristiske for det enkelte land.

Tidligere kommunistiske lande, herunder Slovakiet, har længe ignoreret dette emne. Stærke traditioner har betydet, at vold i hjemmet altid er blevet skjult bag lukkede døre. En anden medvirkende faktor har været, at nogle typer vold vedrørte meget følsomme forhold. Derfor anmeldte offeret ofte ikke et overgreb, særlig af frygt for voldsmanden, bekymring for børnene eller loyalitet mod familien. Navnlig i disse lande blev der normalt ikke anmeldt ret mange seksuelle overgreb. Det skønnes, at det reelle antal tilfælde er 5-10 gange højere end antallet af anmeldte tilfælde.

Kvinder synes ofte, at det er svært at tale om vold enten på grund af det chok, de har været udsat for, eller af skam, og de tror ikke, at de kan få hjælp. Andre anerkender ikke engang oplevelsen som vold. Derfor er jeg enig med ordføreren, fru Carlshamre, som i betænkningen understregede, at man skal prioritere at øge bevidstheden om dette problem i samfundet som helhed. I betænkningen opfordres medlemsstaternes regeringer og parlamenter til at træffe foranstaltninger, der skal fjerne tavsheden omkring vold mod kvinder. Vold må ikke være et privat anliggende. Det skal blive et offentligt emne, et emne, der vedrører os alle sammen.

Omhyggelig indsamling af data er den eneste måde, man kan nå til bunds i dette alvorlige problem på og bidrage til at samle bestræbelserne på at afskaffe det. Det er ikke kun ngo'er, medier, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, der kan bidrage til dette, men også alle os, der nægter at acceptere et så alvorligt samfundsproblem, som er blevet en hindring for udviklingen af et demokratisk samfund. Til sidst vil jeg sige tak til ordføreren for hendes arbejde.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, desværre er jeg heller ikke en mand, men en kvinde i denne diskussion, og jeg vil takke ordføreren, Maria Carlshamre, for hendes betænkning, som kom på det rigtige tidspunkt. I betænkningen hævdes det med rette, at vold mod kvinder er forbundet med mandligt overherredømme i samfundet. Der udtrykkes stor bekymring over det stigende antal æresdrab og lemlæstelse af kønsorganer i EU. Indvandrere bringer disse traditioner med sig fra lande, hvor magtbalancen mellem kønnene er endnu mere skæv end i Europa.

EU-medlemsstaterne kan ikke se bort fra en sådan krænkelse af menneskerettigheder, blot fordi denne vold begås i familien. Der er behov for stærke foranstaltninger og forholdsmæssige, afvejede straffe, der virker afskrækkende som nævnt i betænkningen. Direkte straf bør ledsages af foranstaltninger til forbedring af magtbalancen mellem kønnene. Jeg vil understrege en anden type vold, som er et bedre eksempel og symbol på den ulige magtfordeling end noget andet. Jeg tænker her på salg af kvinders kroppe. Køb af sex er vold og bibeholdelse af vold. Arnestedet for prostitution er meget tæt forbundet med arbejdsløshed blandt kvinder og den lave løn, de får. Fortsat vold og de dermed forbundne sociale problemer gør det meget vanskeligt at integrere kvinder på arbejdsmarkedet. Jeg tilslutter mig min kollega Figueiredo, som sagde, at prostitution ikke betyder lige deltagelse på arbejdsmarkedet.

I mit hjemland forsøger jeg at gøre køb af sex til en strafbar handling. Jeg ønsker ikke, at vold mod kvinder og ulighed mellem kønnene skal fortsætte. Jeg ønsker ikke, at den ødelæggelse af det levende miljø, som følger med bordelindustrien, fortsat skal true vores byer. Parlamentet bør for alvor overveje at gøre køb af sex strafbart i hele EU. Det ville være et skridt hen imod ligestilling mellem kønnene og et storartet bidrag til afskaffelse af vold mod kvinder. Tak for Deres opmærksomhed!

  María Esther Herranz García (PPE-DE). - (ES) Det går ikke så dårligt. Vi har drøftet dette spørgsmål i næsten 10 år, og den kendsgerning, at vi er her i dag, at vi stadig taler om det, og at kvinder nu anmelder den vold, de bliver udsat for, viser, at situationen er ved at blive bedre. Denne form for vold har fundet sted i lang tid, og kvinder har lidt i stilhed. Det har de ikke bare, fordi de selv har tiet stille, men også på grund af deres familiers, naboernes og hele samfundets medskyldige tavshed. Som det er blevet sagt i dag, berører denne svøbe alle dele af samfundet, både rige, fattige, folk med en lang uddannelse og folk med en mindre lang uddannelse. Vi kender alle sammen nogen, som har været offer for denne vold. Vi bør dog ikke kun undersøge den karakter, som vold i hjemmet har, men ligeledes, om de mennesker, der begår vold i hjemmet, også begår vold på arbejdspladsen, og om de mobber deres kolleger og forsøger at ødelægge folk omkring sig fysisk og psykisk. Når det kommer til stykket, er de mennesker, der gør den slags ting, nemlig syge. De kender ikke andre måder at udtrykke sig på end gennem denne form for vold.

Derfor er vi også nødt til at overveje, hvilke foranstaltninger EU skal træffe. Det er udmærket at lovgive, men det er også vigtigt at sørge for midlertidig støtte, uddannelse og iværksættelsen af programmer som Daphne-programmet, eftersom alt dette er med til at gøre en ende på denne svøbe og denne store skamplet på vores samfund.

Vi bliver selvfølgelig også nødt til at opstille statistikker og holde øje med, hvordan de udvikler sig. Hvis vi skal sørge for rigtige ressourcer, og hvis vi virkelig er engagerede og sørger for de penge, der er nødvendige for disse vigtige programmers gennemførelse, er vi nemlig nødt til at kunne se, hvordan de udvikler sig, så vi kan gøre en indsats i tide og være så effektive som muligt. Det er offentlige midler, som vi forvalter. Disse midler skal der kunne gøres rede for, og de skal ikke mindst anvendes til det rigtige formål, hvilket er - hverken mere eller mindre - at bringe volden mod kvinder til ophør, ikke blot i EU, men også i tredjelandene, som vi støtter uden at bede om, at de love, der gælder her i EU, også bliver overholdt i tredjelandene.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand, vold mod kvinder bliver ofte undervurderet eller ganske enkelt fortiet. Ikke desto mindre er det et problem, der berører en ud af tre kvinder i hele verden. Mænds vold mod kvinder er en forbrydelse og en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til livet og retten til sikkerhed, værdighed og fysisk ukrænkelighed. Volden er som regel forbudt ved lov, men den bliver desværre accepteret af samfundet, og ifølge statistikkerne bliver en milliard kvinder i hele verden stadig slået, tvunget til seksuelle forhold mod deres vilje og misbrugt på andre måder.

Dette er ikke kun et problem i udviklingslandene. Selv i EU's medlemsstater dør der i gennemsnit tre kvinder hver dag som følge af vold i hjemmet. Det betyder, at de kvinder, der bliver slået ihjel i hjemmet, lever iblandt os og ikke et eller andet fjernt sted. Vold i familien er et stort socialt problem, der skyldes en ulige magtfordeling mellem kønnene i tidens løb. Nu til dags burde alle lande beskytte alle deres borgeres rettigheder og således bekæmpe diskrimination og vold mod kvinder ved at udarbejde og gennemføre passende lovbestemmelser.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil også komplimentere fru Carlshamre for den betænkning, hun har udarbejdet med entusiasme, hvormed hun har sørget for, at et af det civiliserede menneskelige samfunds problemer ikke bliver glemt.

Som det også fremgik af den rapport, der blev udarbejdet af det relevante direktorat under Kommissionen og udgivet i december 2005, og af Europarådets forskning, er vold mod kvinder hovedårsagen til dødsfald blandt kvinder mellem 16 og 44 år.

Selv om der, som kommissæren sagde, ikke findes en universel definition af vold mod kvinder, er det et begreb, der går på tværs af grænser og ikke hindres af social stilling. Alle kvinder risikerer at blive ofre for vold, og enhver form for vold udgør en krænkelse af menneskerettighederne og af retten til livet, til sikkerhed, værdighed og fysisk og psykisk integritet. Vold er en hindring for udviklingen af et demokratisk samfund. Den isolerer kvinder fra det sociale liv og arbejdsmarkedet. Det kan føre til marginalisering og fattigdom. Dette sociale problem bør fjernes, også set i sammenhæng med bestræbelserne på at få flere kvinder ind på arbejdsmarkedet.

Psykisk vold er også en form for vold med ydmygelser, trusler og fornærmelser, der destabiliserer kvindens personlighed og forstyrrer hendes adfærd, så hun ikke længere kan bidrage til sine omgivelser.

For at der kan opnås resultater, må volden imidlertid frem i lyset, og derfor bør der være større tillid til myndighederne, de ansvarlige tjenester og retsvæsenet. De foranstaltninger, der skal tages, bør koordineres, og derfor vil jeg takke Dem, hr. kommissær, fordi De har vist, at De er parat til at træffe disse foranstaltninger og finde et passende retsgrundlag samt holde programmet for bekæmpelse af vold adskilt fra andre spørgsmål.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

18. Ligestilling i EU

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Edite Estrela for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union (2004/2159(INI) (A6-0401/2005).

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne lykønske fru Estrela med hendes betænkning samt med forslaget med en opfordring til en beslutning om ligestilling i EU. Ligestilling er ikke kun en af EU's grundpiller men også et område, hvor Europa har været banebrydende og altid befundet sig et skridt foran den sociale udvikling. Kvinders position i Europa har ændret sig meget takket være en indsats på fællesskabsplan - først via lovgivningen og dernæst via strukturfondene og en EU-dækkende integration af kønsspørgsmål i alle politikker. Medlemsstaterne gjorde det klart i forbindelse med tiårsdagen for Beijing-handlingsprogrammet for kvinder, der blev fejret for præcis et år siden, at de fuldt ud støtter ligestilling mellem kønnene. Skønt der utvivlsomt er sket fremskridt inden for ligestilling mellem kønnene, ligger der vigtige opgaver forude. Det påpeger Kommissionen i sin ligestillingsrapport, der præsenteres hvert år på stats- og regeringschefernes forårstopmøde. Vi skal bevare og styrke retsgrundlagene. Det nævnes tydeligt i beslutningsforslaget, hvor det også understreges, at ligestilling fremmes på basis af følgende tre søjler:

1. Retsforskrifter vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder og alle menneskers grundlæggende rettigheder samt en effektiv gennemførelse af en sådan lovgivning

2. Optagelse af ligestillingsspørgsmål i vores politikker - specielt i Lissabon-strategien og politikker rettet mod social integration og understøttet af principper om god forvaltningspraksis og politisk engagement på højeste niveau

3. Gennemførelse af særlige foranstaltninger til støtte for særlige grupper og formål som f.eks. kvinders adgang til lederstillinger og integration af kvindelige immigranter og kvinder fra etniske minoriteter.

Kommissionen har tidligere benyttet denne fremgangsmåde, og den vil fortsat gøre det. Dens engagement på ligestillingsområdet bliver atter bekræftet i køreplanen for ligestilling mellem mænd og kvinder, som kommissionsformand Barroso og jeg varslede for nogle måneder siden, og som Kommissionen agter at præsentere i marts. Denne køreplan vil opstille opgaver og foranstaltninger til støtte for ligestillingen mellem mænd og kvinder i perioden fra 2006 til 2010, og den vil indeholde detaljerede oplysninger om, hvordan EU agter at håndtere disse emner i sine politikker. De fleste af de foranstaltninger, der nævnes i beslutningsforslaget, vil blive opstillet som prioriteter i køreplanen sammen med støtte til mænd og kvinders økonomisk uafhængighed, lige adgang til lederstillinger, overholdelse af ligebehandlingsprincippet og kampen mod vold i hjemmet og menneskesmugling.

  Edite Estrela (PSE), ordfører. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger. I Kommissionens beretning om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU registreres, hvilke fremskridt der er sket for ligestilling mellem kønnene, og det konkluderes, at der endnu er meget tilbage at gøre, hvis vi skal afskaffe alle former for forskelsbehandling, og hvis kvinder skal kunne nyde samme rettigheder som mænd i både det offentlige liv og privatlivet. Der må derfor sikres bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdslivet, kvindernes placering på arbejdsmarkedet må styrkes, der må blive bedre adgang til plejetjenester for børn, ældre og andre pasningskrævende personer, og kønsperspektivet bør integreres i indvandrings- og integrationspolitikken.

Der er to store, grundlæggende udfordringer for enhver politik, der tilstræber ligestilling mellem kønnene. Den ene er at afskaffe lønforskellene mellem mænd og kvinder. Den anden er at gøre det lettere at kombinere arbejds- og familielivet for både kvinder og mænd. Det er ikke acceptabelt, at kvinder er de sidste, der får en fast stilling, og de første, der bliver afskediget, selv om de er både kompetente og pligtopfyldende. Ulighederne mellem kvinder og mænd, hvad angår beskæftigelse, er på 15,8 %, procentdelen af deltidsbeskæftigede er i gennemsnit på 30,4 % for kvinder, men på kun 6,6 % for mænd. Kvinder med små børn har en erhvervsfrekvens, der er 13,6 procentpoint under den, der gælder for kvinder uden børn, mens mænd i samme situation kun ligger 10 procentpoint over mænd uden børn.

Kvinder tager sig af det meste af husarbejdet og her følgelig mindre tid til lønnet arbejde. Blandt par med børn under seks år tager mændene sig af mindre end 40 % af husarbejdet og mellem 25 og 35 % af børnepasningen. Ordentlige plejetjenester er fortsat den afgørende forudsætning for, at kvinder kan komme ind på arbejdsmarkedet og blive der. Der er brug for kvinder inden for alle aktivitetsområder, især dem, der traditionelt betragtes som mandefag. Det er bevist, at kvinder er gode ledere, og deres kreative og innovative evner er også anerkendt, hvad angår f.eks. byplanlægning. Som en italiensk succesarkitekt har sagt: Mænd går ikke i højhælede sko eller med barnevogn, så derfor tegner de ikke fortove med de rette dimensioner eller tænker over, hvilke forhindringer selve arkitekturen kan skabe.

Hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne benytte den tid, jeg har til rådighed, til at forelægge Dem nogle vigtige spørgsmål, som vi sammen bør overveje. De folkevalgte har pligt til at tyde signalerne, så vi kan forebygge, at forholdene udvikler sig i uheldig retning. Der blev apropos den foregående betænkning talt meget om vold i hjemmet, og jeg vil gerne pege på volden blandt unge, som bliver stadig mere udbredt. Billederne fra de nylige hændelser i Frankrig er løbet verden rundt og har efterladt spørgsmålet om, hvad der får hundredvis af unge til at bruge vold for at gøre opmærksom på deres problemer. Familierne, politikerne og samfundet som helhed må spørge sig selv, hvor der har fejlet, og hvorfor. Ikke kun i Frankrig. Overalt ser man meget vold blandt unge. Det er et særdeles alvorligt problem. Hvad får unge mellem 13 og 17 år til at mishandle forsvarsløse mennesker som en form for underholdning? Det er chokerende fakta, der berettes. En gruppe unge stjal fra tiggere og indvandrere bare for at have det sjovt og filmede det hele med deres mobiltelefoner for bagefter at vise det på skolen for vennerne. En anden gruppe hældte benzin på en hjemløs kvinde og satte ild til hende. Den 50-årige kvinde brændte ihjel. Vi kan ikke forholde os ligegyldige over for en sådan grusomhed. Det er dog ikke nok blot at fordømme, vi må også gribe ind! Det skal vi, så vi ikke senere skal bebrejde os selv og sige som faderen til en af disse unge: Jeg føler mig som en fiasko som far.

Den vigtigste årsag er efter eksperternes mening de fraværende forældre. Tusindvis af unge i EU har, siden de var børn, været henvist til fjernsynet, internettet og gaden. Forældrene tilbringer mere end 12 timer om dagen uden for hjemmet og overlader børnene til sig selv, så de udsættes for alle mulige negative påvirkninger. Det betyder nederlag i skolen, som de unge forlader for tidligt, og til lediggang, narkomisbrug og udstødelse. Den anden årsag er netop lediggangen. Uden beskæftigelse og uden uddannelse eller arbejde bliver de unge uansvarlige. Oveni kommer så en kultur, hvor der er vide grænser, med få eller ingen pligter og alle rettigheder. Der stilles ingen krav, og arbejde og personlig indsats hyldes ikke.

Jeg ser meget gerne, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet går nærmere ind i dette spørgsmål og beslutter de nødvendige tiltag, mens tid er. Jeg håber, at der i Kommissionens næste beretning registreres flere fremskridt på ligestillingsområdet, og jeg vil gerne takke for den opbakning, som jeg har fået fra andre medlemmer og fra sekretariatet i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling til at udarbejde denne betænkning.

  Edit Bauer, for PPE-DE-Gruppen. - (HU) Ofte virker det, som om der ikke er noget nyt at sige om ligestilling mellem mænd og kvinder. Meget ofte gentager vi blot de samme ting. Desværre betyder det ikke, at der ikke er mere at sige om dette emne. Det betyder faktisk, at vi taler om de samme bekymringer om og om igen, fordi der gøres relativt beskedne fremskridt, hvor et fremskridt ofte efterfølges af et tilbageskridt. Det bedste bevis på situation er, at der kun langsomt sker ændringer trods utallige direktiver og forslag vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder siden Rom-aftalen.

Denne betænkning (som jeg lykønsker ordføreren med) understreger flere gange, at direktiv 75/117/EØF, som blev indført for præcist 30 år siden, forbyder forskellige lønniveauer for mænd og kvinder, men den nævner også, at den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder ifølge de seneste tal fortsat ligger på 15 % (mellem 4 % og 25 %). Et andet spørgsmål går på, hvor mange lande, der faktisk har gennemført og eksekveret det seneste direktiv 113/2004? Eller lad os se, hvad der er sket med de forpligtelser, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Barcelona i 2002 om fremme af foreningen af arbejde og familieliv. De er relevante for en højere erhvervsfrekvens hos kvinder, men de kan også repræsentere et vendepunkt for den demografiske krise.

EU's lovgivning bliver gradvist mere upålidelig. Bestemmelser kan gang på gang overtrædes uden konsekvenser. EU-institutionernes autoritet lider skade, hvis forpligtelserne kun eksisterer på papiret. Jeg har tillid til, at Kommissionen fremover vil inspicere gennemførelsen og håndhævelsen af den gældende fællesskabsret på en grundigere måde.

  Justas Vincas Paleckis, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, hidtil har det primært været kvinder, der har udtalt sig om dette vigtige spørgsmål - samt om den foregående betænkning. Det er mig derfor en ære at rette lidt op på dette misforhold og understrege, at det kun er muligt at skabe ligestilling mellem kønnene med aktiv støtte og energisk deltagelse fra mænd. Jeg håber, at dette punkt og betænkningen i almindelighed får tilslutning fra et overvældende flertal af alle mænd i EU.

En meget alvorligt løfte i denne betænkning går på at afskaffe lønforskelle mellem kønnene og skabe pensionsordninger, der ikke er diskriminerende over for kvinder. Erfaringerne fra de nordiske lande viser, at man finder de højeste levestandarder og den højeste livskvalitet i de lande, hvor kvinder på ingen måde er mindre succesrige end mænd med hensyn til at besætte de højeste politiske stillinger.

Vi bør koncentrere os mere om det forfærdelige og alarmerende omfang af handel med kvinder, der på en måde kan sammenlignes med narkohandel, og som der desværre er en enorm efterspørgsel efter i både de nye og de gamle medlemsstater. Denne form for forbrydelse bør straffes hårdere i alle EU's medlemsstater.

Ligestilling mellem kønnene har været et af de vigtige eksempler på europæiske værdier over for de nye medlemsstater. Jeg er glad for at kunne understrege, at disse stater inklusive Litauen i mange tilfælde nu har overhalet de "gamle" medlemsstater.

Sammen med mine kolleger glæder jeg mig over oprettelsen af det europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder. De nye medlemsstater har et stærkt argument for at få dette institut placeret på deres område. Litauen, der på mange områder har en førerposition i gennemførelsen af ligestillingspolitikker, er mere end villig til at oprette denne institution i Vilnius.

Jeg vil atter lykønske ordføreren fru Estrela.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg er glad for atter at kunne lykønske fru Estrela med en betænkning, der er vigtig for kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder i EU, da de forskellige køn desværre fortsat behandles uretfærdigt - specielt med hensyn til løn, anerkendelse og muligheder.

Ikke desto mindre varierer graden af uretfærdighed fra land til land. Kommissionen skal derfor nøje overvåge de enkelte medlemsstaters anvendelse af fællesskabslovgivningen vedrørende lige muligheder og træffe de nødvendige foranstaltninger i de tilfælde, hvor den ikke respekteres.

Da jeg bliver far om to måneder, bekymrer jeg mig også over den fortsatte generelle mangel på opmærksomhed på foreningen af arbejde og familieliv og i særdeleshed over, at mange mænd i mange lande fortsat har problemer med at indtage en ansvarlig faderrolle, hvilket betyder, at kvinderne skal påtage sig et større ansvar i familien på bekostning af deres egne erhvervskarrierer.

Kort sagt skal vi støtte foranstaltninger for at sikre lighed i beskæftigelse og i adgangen til varer og tjenesteydelser samt til leveringen heraf.

  Věra Flasarová, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Mine damer og herrer, som det fremgår af både Lissabon-strategien og fru Estrelas betænkning, er et integreret samfund baseret på frihed, solidaritet og lighed. Ikke desto mindre er der fortsat ulighed mellem mænd og kvinder på en række områder. Jeg kan fuldt ud støtte kravet om at mindske lønforskellen mellem kønnene samt kravet om en gennemførelse af fællesskabslovgivningen. Jeg må imidlertid advare om, at kvinder ikke kun er vanskeligt stillet med hensyn til løn, men at de ofte også udsættes for diskrimination. Arbejdsgiverne har f.eks. ofte manglende forståelse over for gravide kvinder. I Tjekkiet har kvinder lidt under den såkaldt tavse diskrimination. Arbejdsgiverne antager ofte, at gravide kvinder er svage og forsvarsløse. Tjekkiet har endnu ikke indført love, der skal beskytte kvinder mod diskrimination. I nogle lande udsættes arbejdstagerne for tavs diskrimination på grund af specielt alder, graviditet, sundhed og invaliditet. Tiden er inde til forandring.

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg er en kvinde, der er opdraget i Polen, hvor kristne værdier er alment anerkendt. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at jeg aldrig har været udsat for forskelsbehandling i hjemmet, i skolen, på højere læreanstalter eller på arbejdspladsen. Desværre risikerer kvinder at blive udsat for forskelsbehandling på grund af EU's politikker. Jeg kan derfor ikke forstå den bekymring, som ordføreren for betænkningen om lighed mellem kvinder og mænd i EU giver udtryk for i forhold til det faktum, at beskæftigelsesfrekvensen for kvinder mellem 15 og 24 ikke er steget. Det er i den alder, de unge kvinder skal tage en uddannelse eller måske stifte familie.

2007 er udnævnt til "Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle". Med dette in mente vil jeg gerne opfordre til lige muligheder også for børn. Børn bør i det mindste kunne nyde de samme muligheder, som vi havde for at knytte bånd til vores mødre. Børn skal ikke adskilles fra deres mødre straks efter fødslen, ved at moderen sendes på arbejde, mens børnene sendes i en børneinstitution. Ud fra en lægevidenskabelig synsvinkel er det besynderligt at ville give mænd barselsorlov i stedet for kvinder. Det er trods alt kvinderne, der har brug for at komme sig over fødslen. For spædbørnene er det en periode, hvor de skal vænne sig til livet uden for livmoderen.

Det er meget vigtigt, at barnet tilbringer de første måneder af sit liv i umiddelbar nærhed af en kærlig moder, hvis pleje er helt afgørende for de nyfødtes udvikling. I stedet for at give frihed til fædrene ville det være mere hensigtsmæssigt at hæve familieydelserne og anerkende den tid, der bruges til opdragelse af børn ved beregningen af pensionsydelser. Mænd har ikke et moderinstinkt, og deres fædrene ansvar udvikles først noget senere. Jeg vil endnu en gang appellere til ansvarlighed, til at behandle kvinder med værdighed og respekt og til ikke at udsætte børn for sociale eksperimenter.

  Rolandas Pavilionis, for UEN-Gruppen. - (LT) Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på flere punkter. Jeg mener, at der bliver fundet en hensigtsmæssig løsning på ligestillingsproblematikken. For det første når vi får indarbejdet kønsundervisning i skolernes og universiteternes pensa. For det andet når vi ikke længere begrænser os til formelle rapporter fra regeringer og ministerier, og regeringerne bliver bedt om at vise konkrete resultater vedrørende gennemførelsen af ligestillingspolitikker. For det tredje når det europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder, der i øjeblikket er under oprettelse, ikke kun indsamler statistiske data men udpeger uvildige observatører, der kan vurdere situationen i de enkelte EU-lande. Vi vil selvfølgelig tale for et forslag om, at en sådan institution etableres i Litauen. For det fjerde når der tages hensyn til Kommissionens kommentarer om, at der ikke er indløbet én eneste projektansøgning fra ngo'er i de baltiske lande, der beskæftiger sig med gennemførelsen af ligestillingspolitikker, simpelthen fordi disse organisationer ikke har midlerne til samfinansiering. De nægtes således også adgang til strukturfonde.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, mænd og kvinder har absolut ligeret i henhold til EU-lovgivningen. EU betragter faktisk dette som en af sine vigtigste opgaver i forbindelse med den praktiske gennemførelse af menneskerettigheder. Jeg er sikker på, at ingen af os mener, at det skal være anderledes. Vi ønsker selvfølgelig at gøre fremskridt på de områder, hvor mænd og kvinder fortsat ikke behandles ens. Selvfølgelig skal kvinder ikke udsættes for vold fra mænd, selv om der nu om stunder også findes mange tilfælde af mishandlede mænd. Kvinder skal selvfølgelig have lige løn for arbejde af samme værdi.

I mit land er der flere kvinder end mænd, der fortsætter studierne og får en videregående uddannelse. Efter min mening er det ikke diskrimination, der er årsagen til, at disse kvinder ikke læser endnu videre eller får fremtrædende stillinger inden for erhvervslivet eller det politiske liv. Det er såmænd, fordi kvinder har andre prioriteter i livet. De har langt mere betydningsfulde og uopsættelige mål end mændene. Det er vigtigt at huske på, at tidsfaktoren har forskellig betydning for mænd og kvinder. Kvinder skal have børn i en bestemt fase af deres liv. Til gengæld lever de længere end mænd. Der er intet, der forhindrer vælgerne i at stemme kvinder ind i f.eks. Europa-Parlamentet. Det er ikke vores fejl, at kvinder selv foretrækker at stemme på mænd. Personligt stemte jeg på den bedste kandidat i vores valgkreds, og den kandidat var tilfældigvis en kvinde.

Hele vores verdensorden bygger på det faktum, at der findes to udgaver af mennesket - manden og kvinden. Skaberen - eller naturen, hvis De foretrækker det, mine damer og herrer - har besluttet, at selv om de er lige, så er mænd og kvinder ikke ens. De er fysisk forskellige og har forskellige roller i samfundet. Desværre er deres økonomiske situation også forskellig, og det skal der ændres på. Der er også nogle psykologiske forskelle på kønnene. Jeg vil opfordre kvinder til at skønne på de positive aspekter af det at være kvinde og forstå, at det at have præcist det samme som mænd ikke altid er ensbetydende med at have de samme ting.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, det emne, Estrela-betænkningen omhandler, er et centralt spørgsmål i problematikken omkring de europæiske demokratis kvalitet, men det hænger også direkte sammen med vores udviklingsmål, og helt konkret med Lissabon-strategien, som har været emnet for den konference, Parlamentet har afholdt de seneste dage sammen med de nationale parlamenter.

Estrela-betænkningen er særlig vigtig, og derfor vil jeg gerne takke fru Estrela, fordi hun har taget initiativ til at udarbejde den, da det er den første betænkning, der beskæftiger sig med kønnenes ligestilling i de 25 landes Europa.

På trods af betænkningens beskrivende karakter giver den os nyttige informationer om denne situation og om nødvendigheden af at bekæmpe ulighederne. Vi bemærker, at kvindernes beskæftigelsesprocent stiger, selv om økonomien er blevet mere træg. Det aktuelle gennemsnit på 55,1 % er et positivt signal om, at vi kan gennemføre vores Lissabon-mål om 60 % i 2010. Imidlertid giver en mere dybtgående og grundig analyse os en forståelse af, at kvindernes stilling på arbejdsmarkedet er usikker, fordi arbejdsløsheden stiger, hvilket rammer kvinderne, andelen af deltidsansatte er langt større blandt kvinder end blandt mænd, der er fortsat lønforskelle inden for alle sektorer, og bestemte befolkningsgrupper som f.eks. indvandrerkvinder, er især ofre for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Forening af familielivet med arbejdslivet er stadig en stor udfordring, især for kvinder med små børn. Jeg tror, at Estrela-betænkningens forslag har mødt enighed i vores udvalg, og jeg er enig i, at der er behov for en national strategi i medlemsstaterne med velkoordinerede mål, som på den ene side fremmer mainstreaming inden for alle politikker og på den anden side gennemfører foranstaltningerne til afskaffelse af forskelsbehandling der, hvor den findes. Der er imidlertid også behov for et rigtig godt samarbejde mellem regeringsorganer og arbejdsmarkedets parter og ikke-statslige organisationer, navnlig kvindeorganisationer, og fra Kommissionens side kræves overvågning af gennemførelsen af EU's acquis og en grundigere håndtering af emnet med en højere analysestandard.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren med denne meget omfattende betænkning. I modsætning til nogle af de øvrige talere finder jeg den både nødvendig og aktuel. Jeg vil blot fremhæve tre punkter.

Den kønsbetingede lønforskel er fortsat uacceptabelt høj i Europa med 16 %. I Irland er forskellen på ca. 15 %, og det har store konsekvenser for kvindernes levestandard, for deres familier og for deres livskvalitet. Sagen skal tages op på både nationalt plan og på EU-plan.

For det andet støtter jeg ordførerens opfordring til alle medlemsstater om at sikre, at kvinder har lige adgang til socialforsikringsordninger. I Irland er ægtefæller til selvstændige eller landbrugere ofte ikke dækket af socialforsikringen, selv om de arbejder på gården eller i virksomheden. De går derfor glip af mange ydelser og tilskud. Det er diskriminerende, og det skal der gøres noget ved.

Endelig er der et stort behov for positiv særbehandling af kvinder i det politiske system af politiske partier på alle niveauer og specielt på kandidatudvælgelsesniveau. Jeg foreslår 50 %. Til dem, der siger, at vi ikke altid får fat i de bedste folk på den måde, siger jeg, at det er noget sludder. 51 % af befolkningen er kvinder. Man får lige så meget kvalitet fra den gruppe som fra de resterende 49 %. Og hvorfor insisterer jeg på det? Fordi emner som omsorg i hjemmet, vold i hjemmet, handel med kvinder og mange andre emner, der betragtes som kvindeemner, ikke kun er kvindeemner men samfundsemner. Før vi har et tilstrækkeligt antal kvinder på beslutningsniveau, bliver de ikke integreret i de politiske svar eller får den fornødne opmærksomhed.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem for denne interessante forhandling, hvor relativt mange mænd deltog. Jeg tager det som et tegn på, at vi har gjort fremskridt på ligestillingsområdet. Ligestilling mellem kønnene er ikke kun et socialt spørgsmål men også et økonomisk spørgsmål, og vores politikker bliver mere effektive, hvis det inkorporeres i dem. Lighed skal bygge på en bred tilgang, der omfatter særlige foranstaltninger og rækker hen over alle vores politikker. Ligestillingspolitikken skal fremmes gennem politisk engagement på højeste plan og omfatter overholdelse af lovgivningen og god forvaltningspraksis på alle magtniveauer. Vi gør os ihærdige anstrengelser i den henseende, og jeg er overbevist om, at vores køreplan for ligestillingsspørgsmål, som vi præsenterer i marts måned, bliver et vigtigt bidrag.

Hvis jeg må, vil jeg gerne besvare et af de spørgsmål, der blev stillet. Direktiv 73/2002 trådte i kraft den 5. oktober 2005, og de fleste lande har gennemført det i deres nationale lovgivning.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Zita Gurmai (PSE). - (EN) Den initiering af lighed mellem mænd og kvinder i EU, som fru Estrela rapporterede om, spiller en afgørende rolle for den horisontale håndtering af ligestillingsanliggender. Målet var at præsentere den anden årsberetning om ligestilling mellem kvinder og mænd og den første beretning, der omfatter det udvidede EU med 25 medlemsstater. Jeg er overbevist om, at der kun kan skaffes mærkbare resultater gennem en systematisk arbejdsindsats. Det er et vigtigt budskab i initieringen, at der hvert år bliver præsenteret en årsberetning. I beretningen nævnes de strategiske retningslinjer for ligestillingspolitikken. Jeg vil fremhæve to af de mest relevante områder, som skal gælde for alle: et ordentligt arbejde og lige løn for lige arbejde. Jeg mener, at kvinderne har nøglen til at opnå Lissabon-strategiens overordnede målsætning om at skabe mere vækst og flere job i EU. Den primære opgave består i at skaffe mere børnepasning til en overkommelig pris, sådan som man ser det i Sverige og Danmark. Det sættes i fokus af PSE-Gruppens vækst- og investeringsstrategi og af socialdemokratiske regeringer i hele Europa. Sidst men ikke mindst kan vi kun nå ovennævnte resultater med en aktiv deltagelse af mænd i ligestillingen.

19. Postdirektivet

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Markus Ferber for Transport- og Turismeudvalget om anvendelsen af postdirektivet (direktiv 97/67/EF, ændret ved direktiv 2002/39/EF) (2005/2086(INI)) (A6-0390/2005).

  Markus Ferber (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne takke Kommissionen, fordi den har fremlagt en meget ambitiøs beretning om anvendelsen af postdirektivet, som er grundlaget for dagens forhandling og afstemningen i morgen her i Europa-Parlamentet.

Det er blevet meget klart - og det kommer også til udtryk i den beslutning, som vi har vedtaget i Transport- og Turismeudvalget - at den vej, som vi indledte i 1992 med grønbogen om udviklingen af posttjenesterne i EU, med succes har kunnet fortsættes frem til i dag. Det er lykkedes at opnå dette kompromis mellem dækkende forsyning med posttjenesteydelser af høj kvalitet og indførelse af stadig mere konkurrence på området, disse to mål, som egentlig modsiger hinanden. Det er naturligvis det, det helt konkret handler om i 2006, når forpligtelserne i det i dag gyldige postdirektiv skal opfyldes. Det glæder mig meget, hr. kommissær, at Kommissionen har fremlagt en meget ambitiøs tidsplan, at den undersøgelse, som er nævnt i direktivet, nu er bestilt, og at vi på grundlag af denne undersøgelse vil være i stand til at træffe yderligere beslutninger.

For vi kan naturligvis ikke være tilfredse med det, vi hidtil har opnået, også her skal vi sørge for, at det indre marked bliver gennemført. Der er bare det ved det, at postmarkedet ikke er telekommunikation, det er ikke strøm, det er ikke gas. Derfor må vi se nærmere på, hvordan vi kan få en yderligere udvikling på dette felt. I vores betænkning forsøger vi at stille en række spørgsmål, som vi naturligvis gerne vil have besvaret, hr. kommissær, når De fremlægger de undersøgelser, De har planlagt til i år. Dermed har vi også det materiale, vi skal bruge for at kunne træffe beslutninger.

Det handler om, hvordan vi kan sørge for, at posttjenesteydelserne fungerer i alle dele af EU - ikke kun i storbyerne, i Greater London, i Ruhr-området, i Berlin, i Madrid eller i Rom, men at alle områder i EU er omfattet. Hvordan kan vi varigt sikre den høje kvalitet, som vi i dag også har på det grænseoverskridende område, og hvordan kan vi opnå dette på et område, som - og det står der også i Kommissionens meddelelse - er et vækstområde? Jeg husker debatter i Parlamentet, hvor det blev hævdet, at posten ville dø under alle omstændigheder, fordi vi kan bruge fax, fordi vi har e-mail. Posten er en voksende sektor. Hvordan kan vi mobilisere markedskræfterne til at udvikle nye produkter og dermed også nye beskæftigelsesmuligheder inden for denne sektor?

Det er en række spørgsmål, som vi i udvalget forventer svar på fra Kommissionen i løbet af året. Det er en række spørgsmål, som vi også har taget med i betænkningen.

Hvis det lykkes os at udnytte dette år meget intensivt i fællesskab - Kommissionen, Europa-Parlamentet, og Rådet vil også komme med på et tidspunkt, lige i øjeblikket er det ikke så stærkt repræsenteret - så vil det lykkes os at skabe mulighed for en yderligere udvikling inden for denne sektor, som i sidste ende også lever op til alle disse randbetingelser.

Jeg vil gerne takke alle de kolleger varmt, som har bidraget til arbejdet med dette spørgsmål med stort engagement. Posten vedrører os alle, alle har i deres valgkrede mange postkunder, mange postkontorer, sorteringsenheder, til dels under forskellige posttjenesteydere. Derfor er der naturligvis altid en meget engageret debat både i udvalget og her i Europa-Parlamentet. Hjertelig tak til alle, som har hjulpet med til at udarbejde denne betænkning. Jeg vil også gerne sige meget klart, at det glæder en ordfører, når der kun bliver stillet få ændringsforslag. PPE-DE-Gruppen har stillet et ændringsforslag, som sikkert bidrager til en sproglig forbedring af et punkt, som på grund af afstemningen i udvalget ikke blev så vellykket. Jeg håber, det får stor tilslutning. Så har vi vel alt i alt leveret en hæderlig betænkning, som stiller Europa-Parlamentet i en gunstig position til at kunne klare de kommende lovgivningsopgaver med succes.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg er meget glad for denne mulighed for at give Europa-Parlamentet en kort situationsbeskrivelse af Fællesskabets postpolitik set fra Kommissionens perspektiv samt for at forklare, hvordan jeg regner med, at denne politik vil udvikle sig i 2006. Men allerførst vil jeg takke hr. Ferber for hans betænkning, der er meget aktuel, konstruktiv, afbalanceret og velinformeret. Betænkningens resultater svarer faktisk til vores egen tænkning. Ligesom betænkningen er vi også overbevist om, at postreformen i EU har givet mange positive resultater for alle aktører, og at den har ydet et vigtigt bidrag til EU's konkurrenceevne.

Dette direktiv har allerede banet vejen ved at bede Kommissionen om at præsentere tre initiativer i år: en tredje rapport om anvendelsen af postdirektivet, en prospektiv undersøgelse om de konkurrenceprægede postmarkeders indvirkning på befordringspligten samt et forslag om fremtiden for EU's postpolitik. Udformningen af dette forslag vil blive påvirket af en række faktorer. En af disse - og måske den vigtigste - er fællesskabsreglernes indvirkning på postsektoren.

Det ændrede postdirektiv indfører afbalancerede principper for at tillade en gradvis indfasning af konkurrence, samtidig med at man bevarer de nødvendige forholdsregler for leveringen af en universel postbetjening. I denne forbindelse må jeg sige, at den hidtidige udvikling ikke beviser, at det er nødvendigt at ændre tidsfristerne i postdirektivet. År 2009 er således fortsat referencedatoen for vores arbejde.

Kommissionen vil sikre, at håndhævelsen af traktatens bestemmelser om konkurrence vil ledsage liberaliseringsprocessen. Hvad angår reglerne for statsstøtte, vedtog Kommissionen i juli 2005 en pakke med foranstaltninger med vejledning om principperne for vurdering af kompensation for offentlige tjenester i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

Kommissionen er også helt klar over posttjenesternes sociale betydning, og den vil være særlig opmærksom på situationen i de enkelte medlemsstater, så der kan findes et fælles grundlag. Resultaterne af den prospektive undersøgelse vil hjælpe os hermed, og den vil bidrage til analysen af betingelserne for et vellykket indre marked for posttjenester.

Der vil komme yderligere elementer via resultaterne af vores nyligt afholdte offentlige onlinehøring om de europæiske posttjenesters fremtid. Kommissionen vil fortsætte sit forberedende arbejde i fuld gennemsigtighed samt dialogen med alle involverede parter.

Europa-Parlamentets initiativbetænkning er et meget godt udgangspunkt for yderligere diskussioner. Jeg glæder mig meget over initiativet og retter en varm tak til hr. Ferber og hans kolleger i Udvalget om Transport og Turisme for deres udmærkede arbejde.

  Georg Jarzembowski, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, PPE-DE-Gruppen støtter fuldt og helt indholdet i ordføreren Markus Ferbers udtalelse om Kommissionens midtvejsberetning. Med den udtalelse, som ordføreren har formuleret, ønsker vi at sikre, at Kommissionen med de initiativer, der er annonceret frem til den 31. december i år, virkelig nøje undersøger alle de økonomiske, teknologiske, sociale og geografiske aspekter af den løbende åbning af postmarkedet og fremlægger konsekvenserne for os.

Hidtil - det vil jeg gerne minde om, hr. kommissær, og det vil jeg gerne høre Deres svar på - er det efter vores og ordførerens oplysninger ikke alle medlemsstater, som har gennemført postdirektivet rettidigt og rigtigt. Efter min mening må Kommissionen virkelig omhyggeligt observere gennemførelsen af de hidtidige initiativer for hver enkelt medlemsstat, holde medlemsstaterne til og om nødvendigt indbringe sagen for EF-Domstolen. Fællesskabsretten skal nemlig anvendes i alle medlemsstater. Men i en mere forsonlig tone vil jeg sige, at Kommissionen efter den hidtidige generelt positive udvikling på postmarkedet til gavn for forbrugerne bør holde fast i den fælles beslutning om at åbne posttjenesterne endeligt i 2009.

Jeg vil også bede Dem om endnu en gang nøje at drøfte spørgsmålet om universaltjenesten. For at sige det kort, så skal universaltjeneste betyde, at vi i alle medlemsstater kan forvente ydelser af høj kvalitet til overkommelige priser. Det er vores målsætning. Men det bør vi undersøge omhyggeligt. Lad mig give Dem et eksempel. Når man nu også i Tyskland afviger fra princippet om, at der fastsættes en fælles porto for et standardbrev til indlandet og til alle de andre 24 medlemsstater, så må man overveje, hvad det betyder. For nu koster et standardbrev i Tyskland 55 cent, men for at sende det samme brev til alle andre EU-stater betaler man nu for første gang noget andet, nemlig 70 cent. Hvis det betyder, at portoen alligevel fastsættes differentieret ud fra omkostningerne - afstand og tilsendelsesform - hvad er så egentlig begrundelsen for en universaltjeneste? Hvad er så egentlig begrundelsen for at begrænse konkurrencen med et reguleret, reserveret område?

Vi bør nøje undersøge spørgsmålet om, hvad universalområdet er, hvad vi vil sikre med det, og om vi har brug for et reserveret område. Jeg afventer derfor med stor interesse Deres undersøgelse og Deres udtalelse. Mange tak, hr. kommissær.

  Gary Titley, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det er helt klart vigtigt, at vi afholder denne forhandling i dag, for den 1. januar fandt den sidste nedtrapning i reservesektoren sted, og vi afventer offentliggørelsen af Kommissionens undersøgelse om den fulde gennemførelse af det indre marked for posttjenester i 2009, som forhåbentlig finder sted til sommer.

Postsektoren står over for store udfordringer men også store muligheder. Posten skal følge med udviklingen på andre områder - ikke mindst skiftet fra forbruger-til-forbruger-virksomhed til virksomhed og forbruger - men også med hensyn til det indre marked. Det er beskæmmende for EU, at der 13 år efter gennemførelsen af det indre marked fortsat er enorme hindringer for grænseoverskridende postaktiviteter, det voksende homeshopping-marked samt for udgivere af aviser og tidsskrifter.

Hvis denne proces skal fungere ordentligt, skal vi have gennemsigtighed, klarhed, vished og et klart engagement fra brugerne af posttjenesterne. Vi erkender selvfølgelig, at alle postmarkeder er unikke, men det er ikke nogen undskyldning for, at en alvorlig asymmetri i lovgivningen resulterer i alvorlige markedsfordrejninger. Vi skal have en struktur, hvor de nationale tilsynsmyndigheder skal samarbejde. Vi skal have større klarhed og gennemsigtighed i autorisationsprocessen, og det er et område, som Kommissionen skal fokusere på. Vi skal have medlemsstaterne til at vedtage og implementere de servicekvalitetsstandarder, som CEN har udarbejdet, så vi kan sammenligne på et ordentligt grundlag. Vi skal sikre os, at små såvel som store brugere af posttjenester er involveret i hele denne proces.

I sidste instans vil dette projekts succes eller fiasko afhænge af, om vi er i stand til at overbevise folk om, at vores små gamle mødre, der bor i fjerntliggende egne fortsat vil modtage en universel postbetjening. Hvis det lykkes, bliver det en succes.

  Nathalie Griesbeck, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg vil takke vores kollega, hr. Ferber for den initiativbetænkning, han har udarbejdet. Lad mig redegøre for mit synspunkt ud fra to forskellige vinkler.

Jeg har sammen med Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa glædet mig over denne betænkning, der gør det muligt for os fremover at drøfte den juridiske ramme, som Unionen skal implementere inden 2009 med henblik på at regulere en åbning af posttjenesterne. Desuden støtter jeg den foreslåede metode, der giver os en både kontrolleret og afbalanceret moderniseringsproces inden for denne sektor.

Men, mine damer og herrer, selv om denne åbning af posttjenesterne, som det netop er blevet anført, har til formål at modernisere sektoren og forbedre de tjenester, der leveres til brugerne, kan ingen være i tvivl om, hvad der står på spil i forbindelse med reformen eller vores medborgeres berettigede tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at opretholde tjenester af høj kvalitet og sikre en dækning af hele territoriet, herunder yderområderne. Jeg afventer derfor med stor interesse den økonomiske konsekvensanalyse, som Kommissionen skal forelægge i år. Den skal tage udgangspunkt i pålidelige økonomiske data og resultaterne af høringer af alle berørte parter, lige fra fagforeningerne til handelskamrene og industrien over samtlige berørte aktører på arbejdsmarkedet.

Jeg henleder i øvrigt Kommissionens såvel som Rådets opmærksomhed på, at man bør forhindre enhver form for konkurrenceforvridning. Jeg tænker her bl.a. på momspligtighed og harmonisering af satserne.

Jeg sætter således min lid til, at Kommissionen udarbejder forslag til en passende og retfærdig finansiering af den universelle postbetjening uden at foregribe de valg, som Parlamentet skal træffe, eftersom det, mine damer og herrer, i sidste instans utvivlsomt er Parlamentet, der som demokratiske organ skal forklare de 450 millioner europæere, at det stærke Europa, vi ønsker at bygge sammen, tilhører dem.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, når vi taler om fremtiden for posttjenesterne, så bør man vel begynde med at spørge, hvad målet for vores handlinger er. At gennemføre det indre marked er vel ikke noget mål i sig selv, det bør vel - som der står i alle hensigtserklæringer - føre til noget positivt for borgerne i Europa.

Men allerede i dag kan man konstatere, at adskillige stater, hvor der er sket en udtynding af tjenesterne, kan konstatere enorme konsekvenser for afsidesliggende regioner, områder med lav befolkningstæthed. Heller ikke i svært tilgængelige områder kan man afskære folk fra disse tjenesteydelser. Det er allerede modbevist med klassiske eksempler, at markedsåbningen automatisk skulle garantere tjenesteydelser til folk, der bor afsides, som ordføreren også har udtalt i udvalget.

Derfor må man i forbindelse med en undersøgelse som den, der nu er blevet udarbejdet, heller ikke spørge på en sådan måde, at man praktisk talt tager forskud på det ønskede resultat, som det f.eks. sker i punkt 13. Her mærker man spørgerens ønske om at få et bestemt svar, og det er så tydeligt, at man faktisk kunne undvære undersøgelsen. Når man laver en undersøgelse, må man se hele virkeligheden i øjnene!

  Georgios Toussas, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, liberaliseringen af posttjenester indgår i det overordnede puslespil med liberalisering af tjenester og privatisering af offentlige almennyttige virksomheder, og den rammer alle arbejdstagere.

Samfundets behov for pålidelige, moderne posttjenester udnyttes til at skaffe kapitalen større profit.

De nye virksomhedsmodeller bruges som påskud til massefyringer og massive ændringer af postarbejdernes ansættelsesforhold.

Og ændringer af kommunikationsadfærd bruges i betænkningen som påskud til at bane vej for en revision af definitionen af universaltjeneste. Man forsøger at afskaffe den forpligtelse, som denne tjenesteudbyder har til at sikre alle brugere nem adgang til postnettet med tilstrækkeligt mange faste indsamlings- og distributionspunkter, så de nationale og grænseoverskridende tjenester er dækket.

Med disse ændringer, som er et led i liberaliseringen af posttjenesterne og gennemførelsen af det indre marked for posttjenester i 2009, som det nævnes i betænkningen, får de private posttjenester objektivt set mulighed for at fravriste de offentlige postvæsener broderparten af postmarkedet med negative konsekvenser for brugerne og for arbejdstagerne i det hele taget. Derfor er vi imod betænkningen og vil stemme imod den.

  Michael Henry Nattrass, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den franske og den nederlandske befolkning har forkastet den foreslåede forfatning for Europa. Direktivet om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed og direktivet om havnetjenester blev også forkastet. Trods disse afvisninger fortsætter harmoniseringsbestræbelserne ubarmhjertigt, selv om de ikke har noget med handelen eller EU's effektivitet at gøre, og selv om de er dårlige for borgerne.

Her har vi så endnu en andenklasses lov i form af postdirektivet. Det kommer ikke EU ved, og jeg vil råde EU til at holde fingrene væk. Postdirektivet forsøger at indføre moms på porto på et tidspunkt, hvor brevskrivningen udsættes for stor konkurrence fra e-mails. Det Forenede Kongerige ønsker det ikke! Det britiske postvæsen er 371 år gammelt, og det var briterne, der i 1840 udgav det første frimærke med et portræt af dronning Victoria.

Nu ønsker EU at lægge sin døde hånd af uduelighed på postområdet. Det er et topmål af filatelistisk indblanding, der kun overgås af ukendskab til britiske traditioner og et ønske om at gøre det helt af med brevskrivningen. Fra verdens første frimærke til et EU-angreb på 166 år! Skal det være fremskridt?

I 2004 slog ministeren for post- og telegrafvæsenet fast, at den britiske regering ikke ønsker moms på frimærker. Royal Mail fortalte mig tidligere på ugen, at det er uønsket, da det vil være dårligt for de små virksomheder, de velgørende institutioner og forbrugerne. Det britiske folk ønsker det ikke. De betaler allerede for omkostningerne ved EU's fælles landbrugspolitik.

Hvad ville Stanley Gibbons have sagt fra the Strand i London, hvis han stadig havde levet? Jeg formoder, at han ville have udgivet en bog med billeder af europaparlamentsmedlemmer, der laver abekattestreger med de britiske posttraditioner, med titlen "Stanley Stamps Gibbon Catalogue".

Når Det Britiske Uafhængighedsparti stemmer om denne betænkning, vil det stemme i overensstemmelse med den britiske befolknings ønsker. Jeg håber, at de britiske medlemmer af Europa-Parlamentet vil gå i brechen for Storbritannien. Befolkningen holder øje med os, når de eurofile præsenterer deres nationer for endnu et urimeligt eksempel på EU's autoritet. Mange tak hr. formand, og held og lykke til tolkene!

  Le Président. - (FR) Hr. Nattrass, jeg skal til Deres orientering oplyse, at Deres gruppe i dag har fem minutters taletid fordelt som følger: et minut til fru Krupa, et minut til hr. Bloom, endnu halvandet minut til fru Krupa og halvandet minut til Dem selv, ikke to et halvt minut. Hvis hr. Farage har "solgt" Dem fem minutter, har han solgt noget, der ikke tilhører ham.

  Seán Ó Neachtain, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, postdirektivet skulle gavne alle forbrugerne og specielt beboerne i landområderne. Liberaliseringen af tjenesteydelser er meget ofte til gavn for indbyggerne i de tætbefolkede områder på bekostning af forbrugerne i de mere tyndtbefolkede egne.

Som medlem af Europa-Parlamentet for det vestlige og nordvestlige Irland repræsenterer jeg en overvejende landlig valgkreds. Det er min erfaring, at mange direktiver i årenes løb har haft en negativ betydning for landområderne og udviklingen af landdistrikter, fordi de bevidst eller ubevidst har haft en gavnlig effekt i de tætbefolkede områder, hvor det var lettere at følge liberale politikker.

Det lokale posthus i landbosamfundet er en vigtig økonomisk, social og kulturel institution, og man kan ikke ignorere landboernes ret til posttjenester, når man udtænker liberaliseringsplaner for sådanne tjenester i EU. Leveringen af og adgangen til sådanne tjenesteydelser er essensen af det, som bæredygtig udvikling af landdistrikter handler om.

Det skal understreges, at liberaliseringen af posttjenester ikke altid giver øget beskæftigelse, og jeg vil bede Kommissionen om at gennemføre en grundig undersøgelse af lighed, effektivitet og kundetilpasning i postsektoren med særlig vægt på disse randområder.

Der lå gode intentioner bag postdirektivet, men som det er tilfældet med alle gode intentioner, var gennemførelsen ikke så god. Jeg vil bede Kommissionen og ordføreren om at forsøge at indføre et posttjenestesystem, der er retfærdigt for alle - en universalydelse.

  Armando Dionisi (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kommissær, mine damer og herrer, den gradvise liberaliseringsproces, der er startet i postsektoren i de seneste år, har afstedkommet en positiv forandring, da den har tilskyndet aktørerne til at forbedre kvaliteten og effektiviteten af tjenesten og deres produktionsprocesser.

Hr. Ferbers betænkning om postdirektivets gennemførelse er afbalanceret. Den fremhæver de positive effekter af den hidtidige liberalisering, men den påpeger også behovet for at vurdere de sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af en ekstra etape i færdiggørelsen af det indre marked, hvor der tages hensyn til den særlige situation i de enkelte lande. Denne ekstra etape vil helt afhænge af resultaterne af Kommissionens undersøgelse, der har til formål at vurdere den effekt, som færdiggørelsen af markedet vil have på befordringspligten i de enkelte medlemsstater. Det er derfor upassende at komme med forudsigelser om denne undersøgelse.

Parlamentets rolle på nuværende tidspunkt består i at understrege, at effekten af liberaliseringen af den universelle posttjeneste skal vurderes i forhold til nationale forskelle og særlige geografiske, sociale og økonomiske forhold, og at politiske beslutninger om liberalisering skal træffes helt i overensstemmelse med proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet.

Posttjenesten er et uundværlig bindeled for borgerne i visse områder. Det er nødvendigt med en gradvis tilgang for at bevare de nuværende befordringspligtsniveauer. Derfor kan den italienske delegation ikke støtte ændringsforslaget fra hr. Ferber, da det indirekte sår tvivl om behovet for en befordringspligt, der efter min mening er en rigtig og uundgåelig pligt for de europæiske posttjenester.

  Gilles Savary (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gøre det kort og blot anføre, at posttjenesterne ikke kan sidestilles med andre tjenester. De har en menneskelig dimension, som det er blevet sagt, men også en social og territorial dimension, der betyder, at tjenesternes karakter varierer meget fra land til land.

Der er stor forskel på at betjene et land med stor befolkningstæthed som Nederlandene, hvor befolkningen er koncentreret på et meget fladt område, og på samme betingelser betjene det samme indbyggertal fordelt på flere tusinde øer som i Grækenland eller på meget forskelligartede områder som i Frankrig.

Jeg håber derfor, at den evaluering, Kommissionen skal foretage, bliver objektiv og ikke tager udgangspunkt i den antagelse, som er fremherskende hos en del parlamentsmedlemmer, at vi ikke har brug for en ramme, fordi markedet, hele markedet og intet andet end markedet er tilstrækkeligt til at regulere postsektoren. Jeg håber også, at evalueringen vil bidrage til, at den åbning af markedet for postbesørgelse, som Europa har brug for, sker med respekt for det, postsektoren repræsenterer, nemlig et alment tjenesteudbud, hvis territoriale og sociale dimension er uerstattelig.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Målet med liberaliseringen af postsektoren i 2009 er virkelig og gennemførlig. Det beviser resultaterne i de medlemsstater, hvor reformen af postsektoren har været hurtigere. Det er svært at forstå, hvorfor betænkningen understreger, at beskæftigelsesniveauerne som et resultat af konkurrencen i postsektoren ikke altid er blevet bevaret. Målet med reformen af postsektoren er ikke at bevare job og naturligvis ej heller at reducere dem. Job kan også gå tabt uden liberalisering - f.eks. som følge af teknologisk modernisering. Vi skal ikke se på en industrireform ud fra en betragtning om postsektoren som en forretning. Udviklingen af postforretningen og dens tilpasning til nye markedsforhold er virksomhedsledelsesspørgsmål.

Det grundlæggende mål med omstruktureringen af postsektoren er at opfylde forbrugernes behov bedre ved at give indbyggerne i EU mulighed for at modtage en befordringspligt. Samtidig skal posten imidlertid ikke kun forblive en industri af hensyn til bevarelsen af befordringspligten. Vi skal ikke glemme, at størstedelen af posttjenesternes kunder - faktisk over 90 % - er erhvervskunder, hvis krav til postsektoren kan være anderledes. Der skal udvikles et bredt spektrum af posttjenester af høj kvalitet, hvis industrien ikke blot skal overleve men også udvikle sig.

Kredsen af posttjenester spiller i stigende omfang sammen med andre sektorer, f.eks. finansielle tjenesteydelser, reklame og handel. Posttjenesternes fremtid afhænger af et sådant vellykket samspil. Udviklingen af postsektoren er en af drivkræfterne for EU's økonomiske udvikling, produktivitet og konkurrenceevne. Desværre går det stadig langsomt i retning af et fælles EU-postmarked.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Vi afholder atter en forhandling, der påvirker en af det europæiske samfunds mest symbolske offentlige tjenester, der har stor symbolværdi og er meget tillidvækkende. Det er grunden til dens mangfoldighed og stærke rødder. Posttjenesterne er også væsentlige på grund af deres betydning i form af en stærk arbejdsstyrke - en arbejdsstyrke med et uddannelsesniveau og et samhørighedsforhold, der fortjener enorm respekt og anerkendelse.

Endvidere er posttjenesternes evne til at forbedre social og territorial sammenhængskraft grundlæggende i et udvidet og stadigt mere individualistisk Europa. I denne nye fase, der åbner sig - og på dette punkt vil jeg gerne takke hr. Simpson, som jeg gerne havde set her i dag, og som forhåbentlig kommer senere - vil jeg derfor gerne sige til Kommissionen, at det er afgørende vigtigt, at den nye proces har en ægte og acceptabel berettigelse, og at den er fuldt ud troværdig, fordi vi hører, at tjenesten bliver bedre bagefter, men at hvad vi søger i dag, er det, som vil give større usikkerhed på jobområdet og stille mange spørgsmålstegn ved tjenesten.

Vi må derfor anføre, at det er vigtigt fuldt ud at garantere befordringspligten med alle dens servicekvalitetsmæssige og prismæssige betingelser, ligesom vi må anføre, at der skal tages hensyn til den sociale og territoriale samhørighed og til de nuværende systemers mangfoldighed udtrykt i, hvad der er godt ved dem. De kan ikke alle sammen homogeniseres.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE). - (PT) Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Ferber, for hans glimrende betænkning, der redegør for posttjenesternes store økonomiske og sociale betydning med udsigt til tab af arbejdspladser og stigende befolkningskoncentration. Jeg mener, det må undgås, at liberaliseringer får til følge, at denne i sagens natur offentlige tjeneste udelukkende bliver en økonomisk tjeneste, hvor kun de mest velstillede dele af samfundet kan udøve den basale rettighed, som det er at sende et brev, og hvor befordringspligten ikke er sikret, når det gælder de mindre gunstigt stillede dele af samfundet eller dem, der bor i yderområderne.

Jeg foreslår derfor, at Kommissionen undersøge muligheden for at tilpasse eneretten efter de omkostninger, der er forbundet med finansieringen af befordringspligten, navnlig i betragtning af de geografiske og demografiske begrænsninger, så det sikres, at alle får adgang til denne tjeneste af almen interesse.

Ligesom ordføreren mener jeg, konkurrencedygtige posttjenester er meget vigtige for EU, og at de kan få positiv indvirkning på mange sider af samfundslivet som f.eks. handel, tjenesteydelser og beskæftigelse gennem moderniseringsinvesteringer, der kan øge konkurrencedygtighed, kvalitet og effektivitet og betyde lavere priser for borgerne og virksomhederne. Som en sektor, der kan skabe beskæftigelse og vækst, kan den på afgørende vis bidrage til, at Lissabon-strategiens mål opfyldes.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Jeg er positiv over for, at betænkningen understreger, at subsidiaritetsprincippet skal gælde ved bemyndigelsesproceduren. Det, at Europa-Parlamentet pointerer, at Kommissionen skal rette særlig opmærksomhed ved de konsekvenser, som liberaliseringen af postmarkedet får for indbyggerne i tyndtbefolkede områder, (punkt 9), hilser jeg desuden velkommen.

Jeg savner dog skarpe formuleringer, som gør det klart, at det er uacceptabelt med forværret service for befolkningen i isolerede områder i Europa. Kommissionen har ikke vedtaget en holdning til indskrænkninger af regler for, hvor ofte post skal uddeles (se mundtlig spørgsmål H-1135/05). Europa-Parlamentet er ikke heller tydeligt i dette spørgsmål.

En grundlæggende forudsætning for, at posttjenesteydelser kan anvendes af indbyggerne i tyndtbefolkede områder i fremtiden, er, at prissætningen for tjenesteydelserne er sammenlignelig med det niveau, som gælder i den øvrige del af landet. Europa-Parlamentet tager ikke stilling til dette spørgsmål i betænkningen, og Kommissionen har heller ikke gjort det.

Jeg er desuden kritisk over for, at Europa-Parlamentet kritiserer de nationale merværdiafgifter på postmarkedet (punkt 18), og over for forslaget om, at Kommissionen skal undersøge, hvordan de offentlige postoperatørers pensionsforpligtelser håndteres (punkt 17). Dette er anliggender, som skal håndteres på nationalt niveau.

Jeg vil stemme nej til denne betænkning.

20. Færdigpakkede produkter

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Jacques Toubon for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF (KOM(2004)0708 - C6 0160/2004 - 2004/0248(COD)) (A6-0412/2005).

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, direktivforslaget om færdigpakkede produkter kan virke som et meget teknisk dokument. I virkeligheden er det en del af det vigtige politikforslag om bedre regulering og forenkling, der har stor opbakning fra vores institutioner.

Der findes fællesskabslovgivning om færdigpakkede produkter, men den aktuelle retsstilling er hverken tilfredsstillende eller tydelig. I EU har vi stabile lovgivningsmæssige rammer for vin og spiritus, hvor produkter sælges i aftalte mængder i hele Fællesskabet. For omkring 70 andre produkter har den nuværende lovgivning introduceret en frivillig harmonisering, som medlemsstaterne har forskellige tilgang til. Medlemsstater som f.eks. Belgien eller Nederlandene har gennemført en total deregulering af pakkestørrelser. I andre lande som f.eks. Sverige er fællesskabslovgivningen om pakkestørrelser gjort frivillig for producenterne. Andre medlemsstater har gjort reguleringen bindende, men kun for indenlandske producenter. Nogle nationale regler er udelukkende baseret på de gældende frivillige fællesskabsdirektiver, men i andre lande som f.eks. Tyskland er de nationale regler forskellige fra fællesskabsbestemmelserne. Fra en juridisk synsvinkel er situationen derfor mildt sagt forvirrende.

Samtidig bevæger produkter sig frit fra et land til et andet, og forbrugerne finder et væld af produkter på markedet. Hidtil har ingen forbruger nogensinde klaget over et for stort udvalg. Kommissionens forslag skal forenkle retsstillingen, samtidig med at forbrugerne nyder godt af det frie valg. Kommissionen foreslår et enkelt retsgrundlag, der skal gennemføres af alle medlemsstater i hele EU. I realiteten foreslår Kommissionen, at forbrugernes nuværende frie valg bevares, og at pakkestørrelserne kun reguleres for nogle meget få sektorer og specielt for vin og spiritus.

Kommissionen bemærker, at Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse i princippet tilslutter sig denne strategi. Vi har imidlertid forskellige synspunkter vedrørende antallet af sektorer, der skal underlægges Fællesskabets regulering om fastsættelse af nominelle mængder.

For Kommissionens vedkommende og på baggrund af en omfattende høring af forbrugere i alle medlemsstater og europæiske brancheorganisationer skal kun vin- og spiritussektorerne reguleres. Men på baggrund af en tidligere indgået forpligtelse over for Parlamentet har Kommissionen også medtaget en regulering af pulverkaffe og hvidt sukker.

Mens Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse støtter grundidéen, foreslår det, at flere sektorer skal underlægges regulering, inklusive konsummælk, smør, brændt kaffe, tørret pasta, ris og farin. Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved belægget for en regulering i disse sektorer. Den europæiske industri med undtagelse af kaffesektoren er ikke positiv over for forslaget, og forbrugerne har ikke bedt om en regulering, der begrænser deres valg. Ændringsforslaget vil betyde, at en række produkter, der aktuelt findes på markedet, forsvinder. Det vil også betyde, at medlemsstater, der aldrig har haft en regulering, eller som har afskaffet den, vil være nødt til at indføre eller genindføre en regulering af pakkestørrelser. Det er i strid med de politiske målsætninger om bedre regulering og forenkling, og det beskytter ikke forbrugerne. Kommissionen takker Parlamentet for konsekvensanalysen af ændringsforslagene. Initiativet afspejler Kommissionens almindelige ønske om en bedre regulering og en forenkling.

Afslutningsvis vil jeg sige, at forbrugerbeskyttelse efter Kommissionens opfattelse ikke skal baseres på at begrænse forbrugernes valg men primært på at levere korrekte oplysninger til forbrugerne samt på at forbyde vildledende praksis, så forbrugerne kan træffe et indsigtsfuldt og bevidst valg.

Det er rimeligt at sige, at både Kommissionen og Domstolen som referencepunkt tager en gennemsnitsforbruger, der er rimeligt velinformeret, opmærksom og varsom. Sårbare forbrugere bliver ikke mindre sårbare med regler om nominelle mængder men snarere via en bedre gennemførelse af de eksisterende fællesskabsbestemmelser om forbrugerbeskyttelse som f.eks. mærkning og forbuddet mod vildledende emballage. Kommissionen samarbejder med de nationale myndigheder om at sikre en bedre implementering af disse fællesskabsbestemmelser for effektivt at forbedre beskyttelsen af sårbare forbrugere.

  Jacques Toubon (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, den betænkning, som jeg forelægger på vegne af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, betyder en gennemgribende ændring af Kommissionens forslag. Den blev vedtaget med 28 stemmer for og en hverken/eller.

Jeg foreslår, at vi accepterer liberaliseringen af formaterne, som er den løsning, Kommissionen har valgt for at tage hensyn til retspraksis fra Ruwet-sagen. Kommissionen foreslår også at bevare obligatoriske værdiskalaer inden for visse specifikke sektorer, nemlig vin, spiritus, pulverkaffe og hvidt sukker. Kommissionen foreslår, at denne undtagelse begrænses til 25 år.

Medlemmerne af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse stillede øjeblikkeligt spørgsmålstegn ved forslagets relevans og kvaliteten af den konsekvensanalyse, der lå til grund herfor. Jeg har således været foranlediget til at foreslå, at der også indføres obligatoriske værdiskalaer for andre basisprodukter, nemlig kaffe, smør, ris, pastavarer og konsummælk. De skalaer, jeg foreslår, indeholder ret store intervaller, og der er desuden fuldstændig frihed under det mindste format og over det største. Jeg har derudover foreslået, at denne bestemmelse skal kunne tages op til fornyet behandling om otte år og ikke om 25 år som foreslået af Kommissionen.

Hvorfor foreslår Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse dette? Først og fremmest for at beskytte forbrugerne, som endnu ikke til fulde har forstået systemet med pris pr. måleenhed, der indførtes i 1998, især de mest udsatte, de ældre og de dårligt seende. Dernæst for at tage hensyn til den uafhængige konsekvensanalyse, som udvalget rekvirerede, og som bekræftede, at liberaliseringen indebar risici for forbrugerne og ikke ville skabe større konkurrence mellem producenterne og distributørerne. Endelig fordi at lovgive bedre ikke er ensbetydende med helt at undlade at lovgive. Lacordaire sagde i 1830'erne, at i forholdet mellem de svage og de stærke er det friheden, der undertrykker, og loven, der beskytter. Det fremgår således, at denne øjensynligt ubetydelige og tekniske tekst giver os mulighed for at stille en række vigtige spørgsmål.

Til sidst skal jeg understrege tre ting. Det er første gang, Parlamentet selv rekvirerer en konsekvensanalyse uafhængigt af Kommissionen og pressionsgrupperne. Bestræbelserne på at lovgive bedre bør udelukkende tage udgangspunkt i borgernes interesser og ikke i ideologiske betragtninger. Vi bør søge at tilnærme os de nationale kulturer, fordi de forskellige nationer tillægger deres traditionelle spisevaner og forbrugsmønstre stor betydning.

  John Purvis (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (EN) Hr. formand, Udvalget om Industri, Forskning og Energi priser Kommissionens initiativ om at deregulere og liberalisere pakkestørrelser. Mit udvalg mener, at et frit marked tjener forbrugernes interesser bedst. Vi blev overtalt til at acceptere Kommissionens forslag om at indføre undtagelser for alkoholholdige drikkevarer, pulverkaffe, hvidt sukker - vi tilføjede farin for at være konsekvente - og aerosoler. Af konsekvensmæssige hensyn foreslog vi også en lovreguleret størrelse på spiritusflasker på 750 cl, hvilket var den bredt anerkendte størrelse på vinflasker. Det er på kanten af at være vildledende at have 750 cl som standardflaske for vin og 700 cl som standardflaske for spiritus. Derfor beklager vi, at forslaget blev forkastet af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.

Vi er taknemmelige over, at Udvalget om det Indre Marked og dets meget samvittighedsfulde ordfører, min gode ven hr. Toubon, har overvejet disse sager meget grundigt. Vi i Udvalget om Industri er imidlertid skuffede over forslagene fra dette udvalg om at introducere faste og harmoniserede obligatoriske volumenstørrelser for en lang række hovednæringsmidler, der ikke tidligere har været harmoniseret på en sådan måde. Vi har mærkningskrav. Vi forbyder vildledende reklamer. Ifølge EU-lovgivningen skal priser angives pr. måleenhed, så prisen for en standardmængde fremgår, hvilket hjælper forbrugerne med at foretage en rimelig prissammenligning. Muligheden for frit at kunne vælge pakkestørrelser er til fordel for de mindre virksomheder, de nytilkomne og de innovative virksomheder og dermed også for forbrugerne. Der er intet til hinder for, at man holder op med at markedsføre de traditionelle størrelser. Der er intet til hinder for, at man ophører med at bruge de traditionelle mål som f.eks. pint og pund. Kommissionens forslag nævner ikke engang mælk. Intet behøver at afvige fra status quo.

Udvalget om Industri foreslår, at Parlamentet støtter Kommissionens prisværdige forsøg på at reducere den unødvendige regulering, og at det stemmer imod forslaget fra Udvalget om det Indre Marked om at udvide obligatoriske volumenstørrelser til disse ekstra produkter.

  Malcolm Harbour, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Toubon med hans arbejde, og jeg vil specielt rose hans tilgang, der har gjort Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse til det første udvalg i Parlamentet, der har bestilt en konsekvensanalyse, hvor vi har valgt - i dette tilfælde i forbrugernes interesse - at øge den reguleringsbyrde, som Kommissionen har foreslået.

Betænkningen er tilgængelig for kollegerne. Den indikerede, at trods den ekstra kompleksitet påviste den økonomiske analyse, at de konkurrencemæssige virkninger var relativt små, og at ordføreren havde ret i sin vurdering af, at de blev opvejet af forbrugerfordele. Der bliver yderligere diskussioner herom, men jeg vil ikke desto mindre lykønske Kommissionen med den retning, den forsøger at tage. Der er en lang række andre produkter ud over de undtagelser, der er medtaget i dette prisværdige forslag, og det skal vi ikke glemme, når vi taler om nogle af de konkrete emner.

Som kommissæren udmærket ved, har der i mit hjemland, Det Forenede Kongerige, været en helt vildledende polemik om dette forslag skabt af pressen. Jeg vil blot kommentere det i aften for at undgå misforståelser. Hvis vi for det første antager, at konsummælk skal inkluderes, så er det selvfølgelig utroligt vigtigt fuldt ud at beskytte de traditionelle flaskestørrelser til levering af mælk i Det Forenede Kongerige. Jeg er sikker på, at kollegerne fuldt ud vil acceptere det, og dermed håndtere alle spørgsmål om tabet af den traditionelle britiske pint.

For det andet men mere fundamentalt er brød en vare, der reguleres nationalt under mange særlige bestemmelser. I Det Forenede Kongerige forbruger vi meget store mængder af færdigpakket skiveskåret brød, og jeg mener, at der er et meget stærkt argument for at fritage det helt fra reguleringen og lade Storbritannien fastholde sine nuværende regulerede pakkestørrelser for denne meget vigtige forbrugsvare.

  Evelyne Gebhardt, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære hr. Toubon, mange tak for den gode betænkning, som De netop har fremlagt. Til min kollega Malcolm Harbour vil jeg gerne sige, at det er meget vigtigt, at vi respekterer medlemsstaternes kulturer og traditioner. Det bør vi hele tiden gøre i lovgivningen. Jeg tror også, min gruppe vil tilslutte sig disse ændringer, det er ikke noget problem.

Hr. kommissær Verheugen, De sagde, at vi har brug for en bedre lovgivning og især en bedre gennemførelse af den europæiske lovgivning. Det giver jeg Dem helt ret i. Jeg vil imidlertid også gerne minde om, at det også er Kommissionens opgave at sørge for, at denne gennemførelse virkelig finder sted. Jeg opfordrer Dem til at være meget streng i disse spørgsmål, for som europæer vil jeg gerne have, at det, som vi vedtager i Europa, også bliver gennemført.

På den anden side sagde De, at De tager udgangspunkt i gennemsnitsforbrugeren, ligesom Domstolen gør. Det er forståeligt, man skal bruge en størrelse at gå ud fra. Men som socialdemokrat tænker jeg i sådanne tilfælde netop på de mennesker, som ikke lever op til dette gennemsnit, men som har særlige betingelser, fordi de er handicappede, fordi de er ældre, eller fordi de af en eller anden grund udnytter de forskellige muligheder, som findes i medlemsstaterne, og som også virksomhederne tilbyder. Netop her er pålidelighed vigtig ved indkøb af basisfødevarer som mælk eller brød. Derfor skal vi sørge for, at denne pålidelighed fortsat er til stede i handelen. Vi vil derfor stemme for ordførerens forslag.

  Toine Manders, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg vil takke Jacques Toubon for hans indsats og den måde, han greb tingene an på, men jeg vil dog især takke Kommissionen og kommissær Verheugen for det forslag, de har stillet om udarbejdelse af bedre lovgivning og deregulering. Det virker derfor lidt mærkeligt, at Parlamentet nu kommer med en masse undtagelser. Vi - og jeg kommer fra et land, Nederlandene, som i en folkeafstemning har forkastet forfatningstraktaten - synes ikke, at Europa skal blande sig i måleenhederne for kaffe og mælk, for det har vi det indre marked til, og vi har en gensidig anerkendelse af mål og produkter.

Vi er derfor meget utilfredse med de ekstra undtagelser eller de ekstra produkter, som nu optages for at opfylde betingelserne for harmonisering. Vi vil derfor stemme imod disse undtagelser, og hvis de ikke kan forkastes ved afstemningen, og hvis vi ikke kan holde os til kommissionsforslaget, vil De Liberale stemme imod hele forslaget, hvilket vi faktisk ville beklage, for dette kunne i sidste instans tjene som eksempel. Jeg håber ikke, at vi skal konfronteres med dette nu, og at jeg, når jeg er tilbage i Nederlandene, vil blive nødt til at indrømme ved en kommende folkeafstemning om en forfatningstraktat, at Parlamentet blander sig i detaljer, som er den almindelige befolknings egen sag.

Lovgivningen informerer forbrugerne tydeligt om prisen pr. enhed, pr. liter eller pr. kg, for det opgives i prisen. Jeg synes derfor ikke, at vi skal undervurdere de europæiske borgere og nedladende behandle dem som børn eller mindreværdige borgere. Jeg synes, vi skal have tillid til de individuelle borgere, som selv kan vælge, og at vi skal give dem disse valgmuligheder. Desuden ville det efter min mening være ærgerligt, hvis jeg under en rejse til andre lande i Europa som turist eller på anden måde ikke længere kan glæde mig over de måleenheder, som bruges der, f.eks. pint i Det Forenede Kongerige.

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har valgt en bedre lovgivning og deregulering, således som Kommissionen foreslog. Vi beklager derfor, at der er stillet forslag om undtagelser.

  Carl Schlyter, for Verts/ALE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, det er i sandhed ikke ofte, jeg kan holde med Kommissionen i et liberaliseringsprojekt, men dette er en fornuftig form for liberalisering. Jeg ser, at Jacques Toubon har gjort et seriøst arbejde og har foretaget en vurdering af virkningen, men det er ikke grund nok til at lave regulering på EU-niveau. Hvis et land vil regulere størrelsen på brød og størrelsen på pasta, kan det gøre det, men ikke på EU-niveau. Det risikerer at blive lidt latterligt, hvis EU går ind for sådanne ting.

Det, som forbrugerne forventer, er naturligvis beskyttelse mod farlige tilsætningsstoffer og en kontrol af de tilsætningsstoffer, som vi anvender. De forventer også en tydelig mærkning, som er stor nok til, at man kan læse den, og på ens eget sprog, så man forstår, hvilke ingredienser der indgår. Reglerne mod vildledende markedsføring dækker de problemer, som forbrugerne kunne komme ud for på grund af forvirrende pakkestørrelser. Det er den type lovgivning, som virkelig har en virkning på forbrugernes behov.

Hvad angår alkohol, er jeg enig med Kommissionen om, at det er en anden sag. Der handler det om at kontrollere forbruget på en anden måde, og de eksisterende regler og de regler, som Kommissionen foreslår, er passende til at gøre det. Der er grunde til at have en regulering på dette område. Jeg synes, at det var et velafbalanceret forslag, som Kommissionen kom med, nemlig ikke at øge EU-lovgivningen.

  Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær Verheugen og hr. Toubon, jeg hilser Kommissionens forslag til deregulering af pakninger velkommen. Det er mit håb, at den fortsatte forhandling fører til, at man kommer nærmere Kommissionens linje, så det bliver forbrugerne og ikke politikerne, som vælger.

Ordfører Jacques Toubon har vist beredvillighed, hvad angår godkendelse af mit ændringsforslag, som redder svenske mælkepakninger, så mælken til kaffen på jobbet ikke forsvinder. Der er en del tilbage at gøre, hvad angår deregulering af smør og pasta og i det hele taget mindre detaljeret regulering. Det ville være dårligt for konkurrencen og for forbrugerne, hvis vi forværrer det for de små og mellemstore virksomheder og med politiske hensigter giver markedsandele til de store virksomheder. Vi fra et lille land kan ikke acceptere betænkningen i denne form. Vi har haft nok debatter om agurker og jordbær. Lad os slippe for en debat om milk-snatching og forhandle videre mod større frihed for forbrugerne. Der er fortsat meget at gøre, før denne sag er afsluttet tilfredsstillende.

  Anna Hedh (PSE). - (SV) Hr. formand, Jacques Toubons ændringer til Kommissionens forslag indebærer for mange lande, at man på EU-niveau sætter nye regler op for et allerede fungerende marked. Vi svenske Socialdemokrater mener, at ordførerens ændringsforslag ikke medfører nogen nytte for forbrugerne, tværtimod. Hvis ordførerens linje skulle få gehør, ville det medføre store udgifter til omstilling for mange europæiske virksomheder, og dette uden at der overhovedet er et behov eller nødvendigvis et ønske fra de grupper, som man siger man repræsenterer.

F.eks. har den svenske forbrugerstyrelse, som aktivt arbejder med flere samarbejdsgrupper og foreninger i netop pakningsspørgsmål, ifølge vores kontakter med dem aldrig hørt om nogle ønsker om faste pakkestørrelser. Desuden ville EU's institutioner ikke leve op til deres ambition om at forbedre lovgivningens kvalitet ved at undgå detaljeret regulering. Vi svenske Socialdemokrater har intet imod, at man stiller høje krav til virksomheder for at opnå en bedre forbrugerbeskyttelse, tværtimod. I det her tilfælde handler det dog som sagt om unødige reguleringer, og derfor vil vi stemme nej til betænkningen.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  David Martin (PSE). - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning om bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter.

Jeg går ind for at bevare specifikke mængder for hovednæringsmidler, da jeg finder det vigtigt at bevare nominelle mængder i den britiske forbrugers interesse. Betænkningen bevarer væsentlige dele af den eksisterende lovgivning, og den fjerner i særdeleshed Kommissionens uberettigede forsøg på at afskaffe faste størrelser inden for 20 år. I lyset af kompleksiteten af prisen pr. måleenhed vil sådanne beskyttelseslove sikre, at det nuværende salg af den britiske mælkepint ikke bringes i fare. Trods de unøjagtige euroskeptiske skræmmehistorier, der har skabt megen polemik blandt forbrugerne, er den britiske forbrugers valg beskyttet.

21. Dagsorden for næste møde: se protokollen

22. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.25)