Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 16. februar 2006 - Strasbourg

14.1. Kulturarven i Aserbajdsjan

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om kulturarven i Aserbajdsjan.

  Justas Vincas Paleckis (PSE), forslagsstiller. - (LT) Desværre er ødelæggelsen af kulturelle monumenter som regel en følge af eller optakten til udslettelse af folk i forskellige dele af verden. Jeg støtter derfor udtalelsen og det synspunkt, at vi må udtrykke vores holdning til ødelæggelsen af kulturarv i Aserbajdsjan. I en konflikt som den, der eksisterer mellem Aserbajdsjan og Armenien, er det vanskeligt at skyde hele skylden på den ene part. Kulturelle monumenter ødelægges som følge af konflikten om Nagorno-Karabakh, der i løbet af 18 år har kostet 25.000 mennesker livet og bevirket, at én million indbyggere er blevet flygtninge. Hverken aggression eller provokation fra den ene eller den anden part eller skænding af kulturarv vil bidrage til en løsning af denne rodfæstede konflikt. Flammen kan kun kvæles, hvis begge parter søger en forhandlingsløsning, finder et fælles politisk sprog og udviser velvilje til at tilnærme sig EU. Det fremgår af nylige undersøgelser, at store dele af befolkningerne i begge lande ønsker, at konflikten bringes under kontrol så hurtigt som muligt. Disse lande, der ønsker at spille en aktiv rolle i EU's naboskabspolitik, må ganske enkelt træffe passende foranstaltninger til beskyttelse af mindretals kulturarv.

  Marios Matsakis (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand, ødelæggelse og skænding af en kirkegård, uanset hvem der står bag, eller hvor det sker, er en barbarisk handling. Hvis den pågældende kirkegård også er et monument af særlig arkæologisk betydning, er den en del af vores fælles internationale arv, og dens ødelæggelse udgør således derudover en forbrydelse mod menneskeheden.

Den armenske kirkegård i Julfa er en kristen kirkegård med en ganske særlig historisk og kulturel betydning. Aserbajdsjanske regeringer har ladet hånt om internationale ramaskrig og været ansvarlige for den systematiske ødelæggelse af dette monument igennem de sidste par år, enten ved at undlade at gribe ind eller snarere ved direkte at beordre hertil. Det forlyder, at de egentlige gerningsmænd er aserbajdsjanske styrker og islamiske fanatiske civile.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at den aserbajdsjanske ambassadør i Bruxelles for nylig har sendt e-mails til medlemmer af Europa-Parlamentet, hvor han retter et grimt personligt angreb mod forslagsstillerne og forsøger at tilsværte og håne Parlamentets integritet og klogskab.

Jeg opfordrer Dem kraftigt til at stemme for denne beslutning og således sende et meget klart signal til den aserbajdsjanske regering om vores bekymring og følelse af skam over ødelæggelsen af kirkegården i Julfa.

  Charles Tannock (PPE-DE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand, den påståede ødelæggelse af den middelalderlige armenske kirkegård i Julfa - også kendt historisk som Jugha - i december 2005, hvor de såkaldte khatchkars, dvs. smukke udhuggede stenkors, blev ødelagt, er en alvorlig skænding af den europæiske kristne kulturarv.

Den aserbajdsjanske regering har hævdet, at videooptagelsen, der dokumenterer ødelæggelsen, er falsk armensk propaganda. Den britiske arkitekt, Steven Sim, der har indgående kendskab til regionen, har imidlertid bekræftet over for mig, at optagelsen er ægte. Dertil kommer, at hvis kirkegården ikke er blevet ødelagt, hvorfor forbydes besøg på stedet af de aserbajdsjanske myndigheder, der temmelig bizart hævder, at gerningsmændene kunne være udplyndrere, der skulle bruge sten til lokale byggearbejder?

Hr. Sim har på ny meddelt, at der kun er adgang til kirkegården gennem aserbajdsjansk territorium kontrolleret af hæren, hvilket bevirker, at det er næsten umuligt, at dette har kunnet foregå uden officiel støtte, og uden at der har været tale om en klar misligholdelse af pligten til at beskytte stedet.

Den aserbajdsjanske ambassade har også meddelt mig, at denne ødelæggelse intet er at regne for ødelæggelsen af aserbajdsjanske moskéer. Jeg fik rent faktisk tilsendt fotos af ødelagte moskéer. Det kan ikke nægtes, at moskéerne i krigszonen blev ødelagt i 1991, og dette skal fordømmes uden forbehold, men det er min opfattelse, at de fotos, jeg fik tilsendt, viser ødelæggelser, der fandt sted for 15 år siden og ikke for tre måneder siden. Derudover har kirkegården i Julfa i Nakhitjevan aldrig været indlemmet i krigszonen. Det er også værd at understrege, at jeg har fået oplyst, at myndighederne i Nagorno-Karabakh for nylig har indvilliget i iværksættelsen af et projekt til genopbygning af de ødelagte moskéer på deres territorium.

Forhandlingerne mellem de to præsidenter, Kotjarian og Alijev, i Rambouillet i Frankrig om en løsning på konflikten vedrørende Nagorno-Karabakh befinder sig på et kritisk stade. Det er derfor min opfattelse, at yderligere planlagte ødelæggelser af armensk arv ikke vil virke fremmende for en varig fred i regionen.

  Marcin Libicki (UEN), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand, der hersker ingen tvivl om, at alle kulturelle monumenter rundt omkring i verden er en del af vores fælles kulturarv, og at de ikke bør lide skade som følge af politiske begivenheder, herunder navnlig krig.

Jeg vil meget gerne have lov til at henvise til en personlig anekdote. Da jeg besøgte Armenien for et par år siden og så alle de monumenter og kirker, der har overlevet fra middelalderen til i dag, blev jeg mindet om mit tidligere besøg i Spanien i den anden ende af den kristne verden, 1.000 km længere vestpå. Jeg var imponeret over, hvor meget monumenterne i disse to regioner ligner hinanden.

Alle monumenterne stammede fra den tidlige middelalder. Vi er ansvarlige for alle monumenter i verden. Vi bør især skatte de europæiske monumenter, der vidner om Europas kulturelle fortid og enhed, uanset om de befinder sig i et fjerntliggende østligt område i Armenien, ved Spaniens vestlige grænser eller andre steder.

Det forekommer mig, at de begivenheder, vi er vidne til i dag, er særlig ulykkelige, idet de ødelagte monumenter ikke blot er en del af Europas kulturarv. De tilhører hele verden. Aserbajdsjan er helt klart ansvarlig. Som hr. Tannock fremførte tidligere, hvorfor giver Aserbajdsjan ikke tilladelse til besøg på disse steder, således at omfanget af skaderne kan vurderes på stedet? Vi ved heldigvis, hvad der skete som følge af de barbariske beslutninger, der blev truffet af magthaverne i regionen, og skaderne er dokumenteret på film.

Denne beslutning skal vedtages, og derefter må vi overvåge udviklingen. Vi kan ikke blot handle gennem ord, uanset hvor ædle de end er. Der skal sættes handling bag ordene, og vi forventer, at Aserbajdsjan reagerer.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE), forslagsstiller. - (FR) Hr. formand, det er vigtigt at huske på betydningen af EU's forpligtelse i Sydkaukasus, som stadig er ødelagt af fastlåste konflikter, men som er meget strategisk og bestemt europæisk. Vi ved, at fru Ferrero-Waldner for tiden er på officielt besøg i området, men jeg vil specielt gerne komme med en appel til parlamentsmedlemmer og til at udvise ansvarlighed.

På et tidspunkt, hvor EU forhandler handlingsplaner med de enkelte lande for at fremme stabiliteten i området, har Armenien og Aserbajdsjan indledt en skrøbelig, men forhåbningsfuld fase med fredsforhandlinger vedrørende konflikten i Nagorno-Karabakh. Præsident Alijev og Kotjarian mødtes i søndags i Rambouillet i forbindelse med et møde i OSCE's Minsk-gruppe. Det har topprioritet at opnå et vellykket resultat af denne proces, da det indirekte kunne føre til en løsning på de andre konflikter i området. Det er således en vigtig forudsætning for en generel stabilisering af dette område.

Mine damer og herrer, mener De virkelig i denne forbindelse inderst inde, at det nu er tid at kaste benzin på bålet ved, som det foreslås i ændringsforslagene, at fjerne de afsnit, der med rette muliggør en afbalanceret strategi for det fælles beslutningsforslag, som vi sammen forhandlede i forgårs? Vi har allerede fordømt ødelæggelsen af gravpladsen i Julfa i hr. Tannocks betænkning fra januar, og vi fordømmer den stadig. Mine damer og herrer, vi kan imidlertid ikke se bort fra den globale sammenhæng i den fastlåste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan, der er skyld i tusindvis af dødsfald og flygtninge. Sårene er stadig åbne. Kan vi også se bort fra, at Armenien betragter 20 % af Aserbajdsjans territorium som en stødpudezone for Nagorno-Karabakh, og at flere elementer af disse besatte områders kulturelle og religiøse arv også er blevet ødelagt? Det er på høje tid at gøre en ende på denne farlige optrapning. Det ville være uansvarligt at benægte parternes fælles ansvar for en konflikt og kun nævne den ødelæggelse, som den ene side har forårsaget, og det ville også være i strid med vores forpligtelse til at støtte vores armenske og aserbajdsjanske venner i deres ønske om at løse stridighederne.

Endelig kommer denne beslutning på et tidspunkt med øgede spændinger mellem den muslimske verden og den vestlige verden. En svag tekst kunne begrænse disse begivenheder til et sammenstød mellem den kristne og muslimske verden. Jeg anmoder Dem derfor om ikke at give argumenter til ekstremisterne på alle sider ved at stemme for et beslutningsforslag, som, hvis det blev ændret i overensstemmelse med visse forslag, ville være urimeligt fanatisk. Det er et spørgsmål om personlig samvittighed, men det er også Parlamentets troværdighed og generelt EU's aktiviteter i området, der står på spil.

  Erik Meijer (GUE/NGL), forslagsstiller. - (NL) Hr. formand, i det russiske zarrige var Transkaukasien et af de erobrede områder i udkanten af riget, hvor georgieres, armenieres og aserbajdsjaneres boligområder ikke var skarpt afgrænsede. Befolkningen levede ikke i fred med hinanden der, men var dog sammen underkastet det udemokratiske, russiske styre.

Først i 1920'erne blev de tre folkeslag administrativt adskilt fra hinanden med hver deres område. Det var nødvendigt for fred, udvikling og stabilitet, men det betyder også, at blandede områder skulle tilkendes en af de grupper, der var involverede i konflikterne. Nu ser vi konsekvenserne i mindretalsområderne Sydossetien og Abkhasien, og især i Nagorno-Karabakh og Nakhtjivan, hvor der både findes armensk og aserbajdsjansk indflydelse.

Der er stor tilbøjelighed til at fordrive ikke blot de mennesker, som hører til nabofolket, fra sådanne områder, men også til at ødelægge deres historiske bygningsværker, bedesteder og begravelsespladser og udviske mindet om dem for evigt. Nu hvor der ikke længere findes et overordnet Sovjetunionen, som kunne bekæmpe sådanne vildskud, er det blevet endnu vigtigere, at også resten af Europa bidrager til, at nabofolkene i disse nu uafhængige stater kan leve sammen i fred og med gensidig respekt for hinanden.

  Ioannis Kasoulides, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, for det armenske folk, der har været ofre for folkedrab og massiv fordrivelse fra deres fædreland, er det at være vidne til ødelæggelsen af deres kulturarv måske den sidste fase før total rodløshed. De aserbajdsjanske myndigheder hævder, at der ikke foregår noget. Jeg ved, at der aldrig går røg af en brand uden der er ild i den. Denne pure benægtelse minder mig om den pure benægtelse af folkedrabet, påstanden om, at der er tale om fri fantasi fra armeniernes side.

I en e-mailudveksling med mig skrev den politiske rådgiver ved den aserbajdsjanske ambassade direkte citeret "Vi kan ikke udelukke, at nogle fattige bønder på et vist kulturelt niveau evt. i hemmelighed har anvendt stenene fra kirkegården til byggeri og andre beslægtede arbejder."

Jeg kan ikke med sikkerhed vide, hvem gerningsmændene er, men jeg er sikker på, at ansvaret for at beskytte disse monumenters integritet ligger fuldt og helt hos de aserbajdsjanske myndigheder.

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Byen Julfa i Aserbajdsjan er hjemsted for en vigtig armensk gravplads, som er enestående arkitektonisk set. Gravpladsen vidner om historien i en region, hvor over 80 % af indbyggerne var armenere indtil den første fjerdedel af det 20. århundrede. Stedet blev forladt i sovjettiden, og i 1998 begyndte de lokale myndigheder at tilintetgøre det. Dengang var UNESCO meget foruroliget over det, hvilket førte til, at bulldozernes arbejde blev standset midlertidigt. UNESCO har også anmodet de ansvarlige myndigheder om at beskytte denne arv, da der var sket store skader på dette historiske sted.

Sammenfaldende elementer og nye øjenvidner synes at bekræfte mistanken om, at tilintetgørelsen startede igen i december 2005. Vi bør derfor snarest muligt opfordre Aserbajdsjan til at tillade en mission at tage til stedet for at vurdere, hvilke foranstaltningerne der er nødvendige nu og på mellemlang sigt for at bevare dette sted, der er så fuld af historie, og yderligere minder og kultur, som udgør et folks arv.

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, debatten i dag om krænkelser af menneskerettighederne og demokratiet vedrører beskyttelsen af det armenske folks kulturarv, der er i fare for at blive fuldstændigt tilintetgjort. Armenien, der har fire millioner indbyggere, har været kristent siden 301 e.Kr. og var således det første kristne land i verden. Denne kendsgerning understøttes ikke blot i historiske dokumenter, men også af de tusindvis af kors udhugget i stentavler, de såkaldte khatchkars, der er blevet ødelagt i lighed med andre armenske kulturskatte i Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet.

Khatchkars, der i bogstavelig forstand er mellem 0,5-3,5 meter høje stenkors, blev lavet af basalt. De blev placeret på et kubisk fundament, idet stenens forside med det indhuggede kors blev drejet mod vest. For armenierne repræsenterede khatchkars en beskyttende kraft, der ville beskytte dem mod naturkatastrofer. Disse monumenter blevet rejst til minde om vigtige begivenheder, de indgik i kompositionelle elementer i hellige bygninger, og de blev også anvendt som gravstene, hvor de altid blev placeret ved afdødes fødder.

For nylig blev en kirkegård i Julfa ødelagt. Kirkegården stammede fra middelalderen og lå i den aserbajdsjansk-kontrollerede region. Den skandaløse ødelæggelse og tilintetgørelse af armenske kulturelle monumenter begyndte i 1998, hvor 800 af de pågældende kors blev tilintetgjort. Selv om denne ødelæggelsesproces blev midlertidig indstillet som følge af UNESCO's protester, forsatte den i 2002. Det er muligt, at den forkastelige ødelæggelse af armensk kulturarv gennemføres med den aserbajdsjanske regerings samtykke, en regering, der anmodede militære specialstyrker om at ødelægge stenene med de armenske kors.

Armenierne har været forfulgt gennem århundreder. De har lidt som følge af krig, aggression og besættelse. Der er tale om en nation med værdifulde erfaringer både som nation og som et kristent folk. Aserbajdsjanerne har også været udsat for ødelæggelse og lidelser. Det skal imidlertid understreges, at ingen konflikt kan retfærdiggøre ødelæggelsen af kulturarven, hele menneskehedens fælles arv.

Kultur er udtryk for kommunikation mellem mennesker og fælles tanker og handlinger. Kultur er en bekræftelse af menneskelighed og menneskehedens grundlæggende fælles arv. Vi kræver derfor, at vores globale fælles arv respekteres, uanset religion og oprindelse.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, jeg husker mit eget indtryk af Aserbajdsjan, af Baku og af den enorme bygning i byens centrum, nemlig det hotel, hvor de aserbajdsjanere, der var flygtet fra Nagorno-Karabakh, havde slået sig ned. Det var et skræmmende syn. Disse mennesker havde levet der i mange år. Jeg tænker naturligvis også på disse mennesker i dag og ikke kun på de monumenter, vi med rette drøfter.

Jeg er enig med hr. Libicki i, at monumenter naturligvis skal beskyttes overalt i verden, og at den geografiske placering er uvedkommende. Jeg mener imidlertid også, at dette spørgsmål er et led i den aserbajdsjanske regerings undvigelsesmanøvre. Det er et forsøg på at undgå at tage fat på manglen på demokrati, det seneste ikke særlig demokratiske valg og derudover forbuddet mod demokratiske frihedsrettigheder og ytringsfrihed i landet.

Det er værd at kæmpe for beskyttelsen af monumenter. Vi har god grund til at gøre dette. Vi bør imidlertid samtidig fremme demokratiet i Aserbajdsjan.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, vi ønsker i dag at fordømme Aserbajdsjans fortsatte ligegyldighed over for UNESCO's konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv. Derudover kaster ødelæggelsen af kirkegården i Julfa en skygge over de forpligtelser, som landet har indgået som medlem af Europarådet. Tolv år efter den alvorlige konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien er det armenske mindretals situation i Aserbajdsjan stadig meget ustabil, navnlig med hensyn til respekten for dets kulturarv. Ødelæggelsen af kirkegården i Julfa kan f.eks. sammenlignes med Talebans ødelæggelse af Buddha-søjlerne i Afghanistan. Vi taler her om respekten for fortiden og for menneskeslægtens historie.

Hvilken indvirkning har en fordømmelse af begivenhederne? Vi håber stadig, at et upartisk organ kan få lov til at vurdere ødelæggelsen af kirkegården i Julfa, og at de tilbageværende gravstene kan sættes i stand. Vi håber også, at protesten vil medvirke til at forebygge fremtidige ødelæggelser af kulturarv. Ødelæggelsen af kirkegården iJulfa er en forbrydelse mod befolkningens kulturarv og skal fordømmes som sådan. Ødelæggelsen af disse enestående kristne kulturværdier er et uerstatteligt tab for menneskeheden.

(Bifald)

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker indledningsvis at takke de ærede medlemmer for deres udtalelser. Kommissionen er blevet underrettet om den påståede ødelæggelse af kulturværdier på kirkegården i Julfa, i den aserbajdsjanske selvstændige republik Nakhitjevan. Både Armenien og Aserbajdsjan afgav en erklæring under møde nr. 586 i OSCE's Permanente Råd den 22. december 2005, og spørgsmålet blev også drøftet af Det Europæiske Råd den 1. februar 2006.

Beskyttelse af verdens kulturarv i tredjelande ligger ikke inden for Kommissionens kompetence. Vi forstår imidlertid, at Armenien har henvendt sig til UNESCO og anmodet om, at en mission sendes til Nakhitjevan så hurtigt som muligt.

Kommissionen er fuldstændig klar over, at episoder som ødelæggelsen af kirkegården i Julfa, hvis den bekræftes af uafhængige kilder, er direkte forbundet med og symptomatisk for den langvarige konflikt om Nagorno-Karabakh, der har skabt mistillid og ødelæggelse og krævet ofre i både Armenien og Aserbajdsjan siden starten af 1990'erne.

Kommissionen vil fortsat anvende alle tilgængelige midler til at overtale parterne til at finde en hurtig løsning på konflikten og, når der forhåbentlig er indgået en fredsaftale, medvirke til genopbygningen og rehabiliteringen af regionen.

Konflikten om Nagorno-Karabakh er især uacceptabel i dag, da både Armenien og Aserbajdsjan er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, hvis prioriterede målsætning er at opbygge tillid i Sydkaukasus gennem fremme af regionalt samarbejde i så mange sektorer som muligt og støtte til fred, stabilitet og velstand i et udvidet EU's randområde.

Det er et ambitiøst mål, som vi vil forsøge at opfylde, bl.a. ved at gennemføre den handlingsplan, som Kommissionen i øjeblikket drøfter med Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. I disse dokumenter beder vi de tre lande i Sydkaukasus om at træffe en række foranstaltninger med henblik på at komme tættere på Europa. Dokumenterne vedrører en lang række områder, herunder samarbejde omkring uddannelse og kultur og beskyttelse af kulturarv.

Kommissionen vil nøje overvåge gennemførelsen af ENP-handlingsplanerne, og fordelene ved disse planer vil afhænge af de resultater, de opnår.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted som afslutning på forhandlingen.