Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 13. marts 2006 - Strasbourg

22. Arbejdstagernes frie bevægelighed og overgangsperioder (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af István Szent-Iványi, Graham Watson og Ignasi Guardans Cambó for ALDE-Gruppen til Kommissionen om arbejdstagernes frie bevægelighed og overgangsperioder (O-0013/2006 - B6-0012/2006).

  István Szent-Iványi (ALDE), spørger. - (HU) Hr. formand, 2006 er blevet erklæret europæiske år for arbejdstagernes mobilitet. Inden den 30. april skal de enkelte medlemsstater beslutte, om de vil åbne deres arbejdsmarked eller ej. Denne beslutning vil være afgørende for, om dette år virkelig bliver et år for arbejdstagernes mobilitet eller en parodi herpå. Vi kan ikke tolerere en situation, hvor arbejdstagerne fra de nye medlemsstater fortsat er andenklasses og i visse forbindelser endda tredjeklasses aktører på arbejdsmarkedet.

Fri bevægelighed for personer er en af de fire grundlæggende friheder og et af EU's grundlæggende principper. På topmødet i marts skal stats- og regeringscheferne drøfte Lissabon-processen. Men Lissabon-processen slår fejl, hvis ikke vi skaber et fælles og fleksibelt arbejdsmarked. Og det ikke muligt uden liberalisering og frihed på arbejdsmarkedet.

Kommissionen har for nylig offentliggjort en evaluering, hvoraf det klart fremgår, at den frygt og angst, der fortsat eksisterer i de gamle medlemsstater, er ubegrundet. Der har længe været frygt for en massiv tilstrømning af arbejdskraft til Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige, som er de tre lande, der har åbnet deres arbejdsmarked. Det er ikke sket. Arbejdsløshedssatsen er mod al forventning ikke steget i disse lande.

Der er derimod sket en reduktion af det sorte arbejde, de offentlige indtægter er steget, og virksomhedernes konkurrencedygtighed er forbedret. Antallet af ulovlige ansættelser er stadig højt i de lande, der fortsat har begrænsninger på arbejdsmarkedet. Det har ført Kommissionen til den utvetydige konklusion, at vinderne i denne proces er de lande, der har liberaliseret bevægelsen af arbejdskraft fra de nye medlemsstater.

Jeg har indtil nu talt om, at borgerne fra de nye medlemsstater blev betragtet som andenklasses borgerne på arbejdsmarkedet, men siden den 23. januar er de i en vis forstand i virkeligheden blevet tredjeklasses borgere, eftersom det var datoen for ikrafttrædelsen af det direktiv, der foreskriver, at EU skal give statsborgere fra tredjelande, der har været lovligt bosiddende i EU i mindst fem år, ret til beskæftigelse og ophold. Det har vi ikke noget imod. Men det betyder, at selv disse tredjelandsstatsborgere er bedre stillet end arbejdstagerne fra de nye medlemsstater.

Jeg spørger derfor kommissæren, hvordan han har til hensigt at løse dette problem, og hvordan det kan sikres, at arbejdstagere fra de nye medlemsstater ikke føler sig som tredjeklasses borgere på arbejdsmarkedet. Jeg vil i denne forbindelse hilse Finlands, Spaniens og Portugals beslutninger velkommen. Det er meget positive beslutninger for liberaliseringen af arbejdsmarkedet, men vi håber, at Frankrig, Nederlandene og Belgien slutter trop og liberaliserer deres arbejdsmarked, eftersom det er i alles interesse.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først og fremmest giver tiltrædelsestraktaten plads til en nuanceret tilgang og klare løsninger, der gør det muligt at anvende både direktivet om opholdstilladelse til fastboende udlændinge og overgangsbestemmelserne for fri bevægelighed af arbejdstagere med fuld juridisk kompatibilitet. Lad mig forklare det i detaljer.

For det første er der spørgsmålet om førstegangsadgang til arbejdsmarkedet. I sådanne tilfælde bestemmes det i tiltrædelsestraktaten - i enhver periode, hvor en af de gamle medlemsstater anvender overgangsforanstaltninger - at den skal give fortrinsret til folk fra de nye medlemsstater frem for folk fra tredjelande med hensyn til adgang til arbejdsmarkedet.

Den anden situation drejer sig om mennesker fra de nye medlemsstater, der allerede bor i en gammel medlemsstat. I dette tilfælde bestemmes det igen i tiltrædelsestraktaten, at borgere fra nye medlemsstater, der allerede bor og arbejder i en medlemsstat, der ansøger om overgangsforanstaltninger, ikke må behandles mere restriktivt end dem fra tredjelande, der også bor og arbejder i den pågældende medlemsstat. Det betyder, at hvor en borger fra et tredjeland i kraft af direktivet har fået langtidsophold, sikrer tiltrædelsestraktaten, at den gamle medlemsstat skal behandle borgere fra nye medlemsstater, der allerede har lovligt ophold og arbejde der, mindst lige så godt, som det garanteres i direktivet - hvilket indbefatter ret til fri adgang til arbejdsmarkedet.

Samme logik gælder i den tredje situation, der dækkes af direktivet: flytning af folk med langtidsophold fra én medlemsstat til en anden. Her er reglen følgende: Arbejdstagere fra tredjelande, der har langtidsopholdstilladelse i en ny medlemsstat, bør ikke behandles bedre end indbyggere i denne stat. Med andre ord kan en gammel medlemsstat i det tilfælde, hvor det drejer sig om flytning til en anden medlemsstat, ikke give fri adgang til sit arbejdsmarked til en person med langtidsophold fra et tredjeland, hvis og når samme frie adgang ikke gives til en borger i en ny medlemsstat. Det samme gælder for lignende situationer imellem to gamle medlemsstater. I begge tilfælde af flytning mellem medlemsstater gælder det, at hvis både indbyggeren i en ny medlemsstat og personen med langtidsopholdstilladelse er underkastet nationale foranstaltninger såsom arbejdstilladelser, skal fællesskabspræferencen favorisere indbyggerne i en ny medlemsstat, da disse er europæiske borgere.

Det følger af ovenstående, at de rettigheder, som direktivet giver, kan forenes med bestemmelserne i tiltrædelsestraktaten. Det er ikke nødvendigt at stille forslag om en ændring af reglerne, for det er umuligt at have en mindre gunstig behandling af borgere i de nye medlemsstater i Europa.

Men Kommissionen er enig i, at der er brug for bedre information til medlemsstaterne om dette spørgsmål, og det agter jeg at give ved at sende alle medlemsstater et brev, hvori de gældende regler klart fremlægges.

  Csaba Őry, for PPE-DE-Gruppen. - (HU) Der er stillet en mundtlig forespørgsel til Kommissionen. Forespørgslen vedrører den frie bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater og efterlyser et svar på, hvorvidt den gældende lovgivning indebærer, at visse grupper tredjelandsstatsborgere er betydeligt mere fordelagtigt stillet end de nye medlemsstaters borgere, hvad angår bevægelighed mellem medlemsstaterne med henblik på ansættelse. Hvis det er tilfældet, er det klart uholdbart, og vi vil være nødt til at rette op på situationen for ikke at krænke princippet om fortrinsstilling i tiltrædelsestraktatens status quo-klausul.

Ifølge artikel 21 i direktiv 2003/109/EF skal tredjelandsstatsborgere, der har opnået opholdstilladelse som fastboende i en anden medlemsstat, have adgang til arbejdsmarkedet. Udtrykket "skal have" må fortolkes som, at man ikke kan nægte at udstede arbejdstilladelse, hvis den pågældende allerede har opnået opholdstilladelse som fastboende.

Følgelig indbefatter en opholdstilladelse udstedt i en anden medlemsstat i praksis en arbejdstilladelse. Det betyder, at hvis virksomheder i målstaten er villige til at acceptere dem, er adgangen til arbejdsmarkedet for tredjelandsstatsborgere, der ankommer fra andre medlemsstater, automatisk og ubegrænset, mens adgangen for borgere fra de nye medlemsstater utvetydigt er betinget og begrænset.

Vi glæder os selvsagt over ethvert tiltag, der har til formål at sikre større mobilitet, fleksibilitet og harmonisering på arbejdsmarkedet. Det er helt klart målet med direktiv 2003/109/EF. Men vi bør sikre en korrekt prioritering. Jeg hilser personligt den argumentation velkommen, som jeg også hørte fra kommissæren, og jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det forhold, at vi har brug for mere end et brev. Vi har brug for en form for retsplejelov, der angiver, hvad der nøjagtigt skal ske, når en tredjelandsstatsborger og en EU-borger befinder sig i en konkurrencesituation. Det, jeg mener, er, at vi har brug for mere præcise og detaljerede retningslinjer, og det er, hvad jeg forventer af Kommissionen.

  Alejandro Cercas, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, uden at nedgøre svarene på det, der sker, eller fortolkningerne af direktivet, at dette også er en god lejlighed til at hæve stemmen, og jeg tilslutter mig dem, der mener, at dette problem ikke vil blive løst, før vi definitivt ophører med denne overgangsperiode, som forhåbentligt slutter snarest muligt, så alle europæere bliver lige, og så arbejdstagernes frie bevægelighed bliver et vigtigt værktøj for vores konkurrenceevne, vores beskæftigelse og for opbygningen af EU.

Jeg tilslutter mig derfor dem, der anmoder om en åben dør-politik hurtigst muligt, og i den henseende synes jeg, at det er meget interessant - og som spanier glæder jeg mig over det - at regeringen i mit land har meddelt, at den vil ophæve de restriktioner, der gælder i overgangsperioden.

Og det har vi gjort, hr. kommissær, fordi vi er et land med en vis erfaring, da vi har været et indvandrings- og udvandringsland. Desuden har vi endnu en gang i løbet af disse to år klart set, at de restriktioner, som de 15 gamle EU-lande har pålagt de central- og østeuropæiske lande, skal ophæves af hensyn til retfærdigheden og solidariteten, men også af hensyn til rationaliteten og den sunde fornuft, i dag mere end nogensinde før, i dette bevægelighedens år.

Lad os først se på retfærdigheden og solidariteten. Vi spaniere havde også en syvårig overgangsperiode, og vi følte os ydmyget og uretfærdigt behandlet på grund af en situation, som ikke kunne retfærdiggøres, for det viste sig, at en stor del af den daværende snak om fremmedhad og racisme var forfejlet. Der kom ingen lavine af arbejdstagere. De spanske arbejdstagere skabte aldrig problemer i modtagelseslandet, tværtimod.

Og i løbet af de sidste to år har vi set, at det samme er tilfældet med arbejdstagerne fra de nye medlemsstater. Ikke alene skaber de ingen problemer, men de løser arbejdskraftproblemer, de forbedrer deres kvalifikationer, og de forbedrer den overordnede opfattelse af Europa.

Derfor anmoder jeg om, hr. kommissær, at den undersøgelse, som Europa-Kommissionen har foretaget, medvirker til, at flere lande ophæver restriktionerne, og at der kommer en dag, hvor Europa reelt er et Europa for alle de europæiske borgere, hvor alle de europæiske arbejdstagere har samme rettigheder, fordi det ville være udtryk for konsekvens, fordi det ville være godt for bevægeligheden, og fordi Europa har brug for bevægelighed, hvis vi ønsker at vinde slaget med USA om produktivitet og konkurrenceevne.

Vi er nødt til at skabe dette store marked for frie borgere, hvor der ikke er problemer, og som desuden vil gøre det muligt at forbedre vores konkurrenceevne, vores kapacitet og vores borgeres liv, således at vi, udover at løse konkrete problemer, forsøger at være lidt mere fremsynede, hr. kommissær, og får fjernet disse forhindringer.

  Sophia in 't Veld, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg kan fuldstændigt støtte det, som den foregående taler sagde. Til kommissær Frattini vil jeg sige godaften for tredje gang i dag. Her i aften behøver vi ikke at begrunde, hvorfor borgere fra de nye lande skal have adgang til arbejdsmarkedet. Tværtimod er det de lande, som fortsætter med at afskærme deres markeder, som skal forklare, hvorfor de bliver ved med at nægte fuldgyldige EU-medborgere deres elementære rettigheder. Men naturligvis er det også simpelthen sund økonomisk politik at ophæve begrænsningerne.

Den europæiske økonomi og arbejdsmarkedet har brug for mennesker. Hvis EU og det indre marked vil konkurrere med store markeder uden for Europa, har vi brug for unge, dynamiske og veluddannede mennesker, som er mobile. Det er det, vi altid har stræbt efter inden for den europæiske økonomi. At holde arbejdsmarkederne lukkede er derfor fuldstændig tåbeligt. Desuden er det en illusion, at disse begrænsninger holder arbejdstagere fra Østeuropa tilbage. Disse østeuropæiske arbejdstagere har nemlig været her længe, men de udnyttes af upålidelige arbejdsgivere og lever under ydmygende omstændigheder i vores lande. Jeg synes, det er en skændsel.

Det er således på grund af de borgerlige rettigheder, økonomien og solidariteten, at begrænsningerne skal ophæves. Jeg er derfor glad for, at mit land, Nederlandene, sandsynligvis også ophæver begrænsningen - det ser i hvert fald nu ud til, at et flertal går ind for det - og jeg vil opfordre alle medlemsstater til at gøre det samme i året for mobilitet.

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, i de lande, som vil fortsætte med overgangsordninger, føres der en skindiskussion, og Tyskland er selvfølgelig et af dem. En måde at opnå popularitet på er at foregive noget over for folk, og især at foregive, at overgangsordningerne kan beskytte arbejdsmarkedet. Det modsatte er tilfældet - overgangsordningerne holder ikke de vandrende arbejdstagere ude. Da de ikke kan få et arbejde på legal vis, har de kun det sorte marked som mulighed.

Netop i grænseregionerne i det østlige Tyskland, hvor jeg kommer fra, er det sorte marked og antallet af proformaselvstændige steget massivt, og det er simpelthen, fordi overgangsordningerne opfordrer til disse ting. Dermed bliver trykket på de højere lønninger meget større. I modsætning til legale arbejdsforhold er der ingen mulighed for kontrol med de illegale arbejdsforhold. Det betyder udnyttelse og diskriminering af arbejdstagerne.

Det, vi har brug for i Europa, er ro og orden på arbejdsmarkedet og et arbejdsmarked med minimumsstandarder og et klart grundlæggende princip om lige løn for lige arbejde udført på samme sted. Overgangsordninger vil kun medføre, at disse nødvendige reformer og anstrengelser udsættes, og de vil gøde højrepopulisternes jord verbalt, hvilket især er skadeligt for den europæiske idé. Derfor appellerer jeg som tysker til, at overgangsordningerne ikke fortsættes, men at markedet åbnes, og at der skabes ordnede forhold også i Tyskland.

  John Whittaker, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, den grundlæggende svaghed ved den europæiske konstruktion er, at når man fornemmer, at der står nationale interesser på spil, så tænker medlemsstaterne på sig selv. Det er sådan, politik virker, ligegyldigt hvad der loves vedrørende solidaritet og hvilke forpligtelser, man har i henhold til traktaten.

Det, der klages over her, er, at vi ikke har ligebehandling af arbejdstagere fra tredjelande i hele Unionen, men vi har heller ikke et frit marked for tjenesteydelser eller noget, der nærmer sig en ensartet anvendelse af EU's lovgivning. Måske er det mest slående eksempel på overtrådte regler stabilitetspagten, og uden budgetdisciplin vil euroen ikke vare længe som valuta.

Når en stat opfører sig dårligt, beder vi Kommissionen om at gøre noget, men Kommissionen kan ikke gøre ret meget, og jeg er ikke overbevist om, at hr. Frattinis oplysningsinitiativ vil hjælpe. Hvis Kommissionen forlanger ligebehandling af arbejdstagere, så vil nogle lande stadig bare sige nej, eller hvis de bliver overtalt til at sige ja, så vil de let finde måder, hvorpå de kan svigte deres løfter.

  Adam Jerzy Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, den situation, vi har befundet os i siden den 1. januar i år, er ganske paradoksal. På den ene side er de såkaldte 15 gamle lande forpligtet til at sikre, at fastboende udlændinge får samme behandling som deres egne statsborgere, hvad angår adgangen til arbejdsmarkedet. På den anden side udnytter mange af de samme lande tiltrædelsestraktatens bestemmelser og opretholder forbuddet mod fri bevægelighed for arbejdstagere, hvad angår de 10 nye medlemsstater. Denne tilstand er i modstrid med bestemmelserne i førnævnte tiltrædelsestraktat om, at EU-borgere har forrang for tredjelandsstatsborgere, hvad angår adgangen til arbejdsmarkedet. Problemet kunne være løst ved at opgive overgangsperioderne for beskæftigelse af borgere fra de nye medlemsstater på de gamle unionsstaters arbejdsmarked. Desværre åbnede kun tre medlemsstater, nemlig Irland, Sverige og Det Forenede Kongerige, deres arbejdsmarked pr. 1. maj 2004. To andre medlemsstater, nemlig Spanien og Portugal, har meddelt, at de vil gøre det pr. 1. maj i år. Desværre har frygten for den forventede tilstrømning af billig udenlandsk arbejdskraft og følgelig tab af arbejdspladser sejret i de fleste andre medlemsstater. Fru Schroedter henviste hertil i forhold til Tyskland. Denne frygt er fuldstændig ubegrundet. Kommissionens statistikker viser, at antallet af ansatte fra de nye medlemsstater er forblevet relativt stabilt i de fleste lande før og efter udvidelsen. Med undtagelse af Østrig er antallet af ansatte arbejdstagere fra de 10 nye medlemsstater ikke oversteget 1 % af den økonomisk aktive befolkning. I ingen medlemsstater har tilstrømningen af arbejdstagere fra de nye medlemsstater fortrængt lokale arbejdstagere fra deres job. De nytilkomne har optaget helt nye eller ledige job.

Hr. formand, vi må erkende, at USA's økonomi fortsat vil udkonkurrere vores, hvis vi ikke øger arbejdskraftens mobilitet i Europa. Arbejdsløsheden i EU ligger i dag på over 8 %, men selv da er der mangel på arbejdskraft i visse områder. Samtidig kan ikke alle europæere bevæge sig frit i deres søgen efter arbejde. Beklageligvis er det meget sandsynligt, at de nye medlemsstaters borgerne vil blive forment adgang til størstedelen af EU's arbejdsmarked i yderligere fem år. Det er grunden til, at Kommissionen bør gribe ind for at ophæve de selvmodsigende bestemmelser i EU's lovgivning og udvide arbejdstagernes frie bevægelighed.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, jeg erindrer, hvordan jeg for næsten to år siden, nogle få dage efter den historiske udvidelse af EU, tog ordet her i Parlamentet og opfordrede de såkaldte gamle EU-staters regeringer til at udvise mod og opgive overgangsperioderne. Jeg opfordrede dem til at åbne deres arbejdsmarked for de nye medlemsstaters borgere. Desværre var der dengang kun tre medlemsstater, der havde mod til at åbne deres arbejdsmarked. Jeg taler om Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige. De resterende 12 medlemsstater gav efter for frygt eller måske endda pres fra deres egen offentlighed og borgere og barrikaderede sig mod en tilstrømning af arbejdstagere fra de nye medlemsstater, især fra Central- og Østeuropa. Hvilke konklusioner kan vi drage efter disse to år? Det står klart, at det er netop de samme tre lande, der vovede at åbne deres arbejdsmarked, der har draget størst fordel af udvidelsen.

Det fremgår klart af den meddelelse, som Kommissionen offentliggjorde for omkring en måned siden, i februar, hvis jeg ikke tager meget fejl, at arbejdsløsheden ikke er steget i de lande, der besluttede at åbne deres arbejdsmarked. Det er de sociale problemer heller ikke. Det er det modsatte, der er sket. Økonomien har fået mere fart på, og beskatningsindtægterne er steget. Det er fordelene ved den praktiske gennemførelse af et af traktatens grundlæggende principper - hvis ikke det mest grundlæggende af dem alle. Det er en del af det fundament, som EU er bygget på, og vi bør bestræbe os på at gennemføre det i de 25 lande, der i dag er medlemmer af EU.

Kort før udløbet af den første overgangsperiode glæder det mig, at endnu et par regeringer overvejer at åbne deres marked. Det skal dog bemærkes, at de, som landet ligger, stadig udgør et mindretal af de 15 gamle medlemslande. Det er et alvorligt problem, og jeg appellerer til alle, der tager ordet, når vi skal drøfte Parlamentets beslutning, om at opfordre medlemsstaternes regeringer til ikke blot at overveje at åbne deres arbejdsmarked, men til at gå videre og åbne det fuldt ud og tillade fri bevægelighed for arbejdstagerne.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, jeg vil gerne takke min kollega, István Szent-Iványi, for at have fået opført dette emne på dagsorden endnu en gang, eftersom det ikke blot er vigtigt for medlemsstaterne, men for hele Europa. Jeg vil også gerne takke kommissær Vladimir Špidla, som har udarbejdet en fortrinlig sammenfattende rapport, der giver et præcist og autentisk billede af arbejdsmarkedsprocessen i den forgangne periode.

Ungarns og de øvrige nye medlemsstaters mål er at få alle de nuværende lovgivningsmæssige og administrative hindringer for arbejdstagernes frie bevægelighed i Europa ophævet. Vi ønsker at være ligeværdige borgere i EU. At åbne arbejdsmarkedet og sikre fri bevægelighed for arbejdstagerne vil ikke være en gave eller en tjeneste, men en fornuftig beslutning fra de ni gamle medlemsstaters side, som vil være til gavn for alle EU's borgere.

Det er EU's konkurrencedygtighed, der står på spil. Jeg håber, at de ni gamle medlemsstater vil erkende dette, og at de resterende ni medlemsstater ved den toårige overgangsperiodes udløb i april 2006 også vil træffe en positiv beslutning og slutte sig til Finland, Spanien og Portugal, der nu åbner deres marked.

Vi må takke Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige, som var de første, der åbnede deres marked. Dette skridt har givet disse lande betydelige fordele. I Irland er arbejdsløsheden faldet i de seneste to år til dels på grund af den positive indvirkning fra arbejdstagerne fra de nye medlemsstater. I Det Forende Kongerige har tilstrømningen af arbejdstagere bidraget til at skabe økonomisk vækst og til at forbedre konkurrenceevnen. Følgelig er påstandene om og frygten for masseindvandring og social dumping ganske enkelt ubegrundede.

Mange tak til Finland, Spanien og Portugal, der har meddelt, at også de åbner deres arbejdsmarked.

Det er yderst hyklerisk, at de ni gamle medlemsstater, der ikke ophæver deres restriktioner, tillader indrejse for arbejdstagere fra tredjelande, men nægter at tillade indrejse for arbejdstagere fra de nye medlemsstater. Jeg må på dette sene tidspunkt modsætte mig hr. Frattinis udtalelse. Det, han sagde, er kun sandt i de lande, der har åbnet deres arbejdsmarked. I disse lande er det nemlig muligt at foretrække arbejdstagere fra de nye medlemsstater frem for arbejdstagere fra tredjelande. I de lande, der ikke har åbnet deres arbejdsmarked, opstår dette spørgsmål end ikke. Åbningen af arbejdsmarkederne er derfor et spørgsmål om principper, konkurrencedygtighed og ophævelse af forskelsbehandling såvel som om ligestilling mellem de 15 gamle og de 10 nye medlemsstater.

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Hvad kan jeg føje til de kommentarer, der er blevet fremsat af alle mine kolleger, der har haft ordet før mig? Den frie bevægelighed for personer er en af de grundlæggende friheder, der er sikret, om end kun principielt, i fællesskabsretten. De nye medlemsstater forventer, at EU's veteraner åbner deres arbejdsmarked for de nytilkomne snarest muligt, fordi de mener, at det kun vil være en fordel for de gamle stater, og at det endvidere er hver enkelt af de gamle medlemsstaters suveræne ret at gøre det, før det reelt bliver obligatorisk. Ifølge Kommissionens statistikker har bølgen af arbejdstagere fra de nye lande ikke været så stor som frygtet. England, Irland og Sverige, der gav arbejdstagerne fra de nye medlemslande adgang, har kun haft positive resultater. Vi må lykønske flere stater med deres beslutning om at åbne deres arbejdsmarked for de nye EU-medlemmer fra maj måned. Den frie bevægelighed for arbejdskraft, liberaliseringen af markedet for tjenesteydelser og andre foranstaltninger vil kunne forbedre EU's konkurrencedygtighed og desuden øge borgernes tillid til EU-medlemskabet. Klarhed eller tvetydighed i forbindelse med en kompliceret situation mindsker tilliden til EU. Efter min opfattelse burde EU's medlemmer øjeblikkeligt ophæve de diskriminerende restriktioner for lovlig ansættelse, der gælder for borgere fra Litauen og andre nye medlemsstater. Det ville give befolkningen mulighed for reelt at gøre sine rettigheder gældende og mulighed for at betale skat lovformeligt. Det er på tide at nedbryde de gamle fordomme og forstå, at frihed og sund konkurrence vil skabe fremdrift i Europa.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand, den skinbarlige og ubehagelige sandhed er, at de gamle medlemsstater var mere end villige til at åbne markederne der, hvor de havde en konkurrencemæssig fordel, nemlig i forhold til den frie bevægelighed for kapital. Jeg skal påpege, at der, hvor de nye medlemsstater havde en konkurrencemæssig fordel, forbliver markederne lukkede. Et eksempel herpå er markedet for tjenesteydelser, og arbejdsmarkedet er et andet.

Fra den 23. januar efter den endelige gennemførelse af direktivet om fastboende udlændinge kan adgangen til arbejdsmarkedet for tredjelandsstatsborgere rent faktisk være bedre end for statsborgere fra de ny medlemslande. Jeg fandt Deres forklaring interessant, hr. kommissær, men det lykkedes Dem ikke at overbevise mig. Jeg mener, at dette emne bør behandles yderligere her i Parlamentet. Alt dette er klart uforeneligt med tiltrædelsestraktaternes bestemmelser. Det skal endnu en gang understreges her i Parlamentet, at ikke ét af de lande, der åbnede deres arbejdsmarked, har registreret en stigning i arbejdsløsheden eller andre sociale problemer såsom misbrug af sociale ydelser. Den billige arbejdskraft fra de nye medlemsstater har tværtimod styrket økonomien. Efter to år kan vi kategorisk fastslå, at der ikke er nogen økonomisk begrundelse for disse restriktioner.

I henhold til Kommissionens planer er det i år det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet. Det skal understreges, at den lave mobilitet blandt arbejdstagerne også er forbundet med de lukkede arbejdsmarkeder i de fleste medlemsstater. Hvis medlemsstaterne insisterer på at opretholde den ubegrundede lukning af arbejdsmarkederne, kan 2006 meget vel vise sig at blive det europæiske hykleris år snarere end det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg er glad for diskussionen, da jeg ikke hører til dem, der ønsker at afgøre dette spørgsmål ved at skabe vindere og tabere og spille de gamle ud mod de nye. Vi lever i et fællesskab.

Det er meget vigtigt, at vi gør det yderst klart, at de fire friheder er blandt EU's grundlæggende rettigheder, og en af disse er princippet om ikke-diskriminering. De fire friheder er centrale for det indre marked, og deres implementering i lovgivningen gør det indre marked til et hjemmemarked. Disse grundlæggende EU-principper - de politiske målsætninger - er klare, og de forener os. Vi skal dog gennemføre dem så hurtigt som muligt. Grunden til, at vi ikke har gjort det endnu, er, at vi har forskellige rammebetingelser for vores politikker. Vores sociallovgivning, vores lønninger, vores skatteregler og arbejdsretlige regler er forskellige. Vi har 19 millioner arbejdsløse, og vi har forskellige væksttal, som heldigvis er højere i de nye medlemslande end i de gamle. Det resulterer i angst og bekymring blandt borgerne, og også i Tyskland, som har den længste ydre grænse til de nye medlemsstater, vokser antallet af beskæftigede, som kommer fra disse nye medlemsstater.

Det, vi skal gøre, er imidlertid at finde veje i traktaterne og EU-retten, sådan at vi kan tage hensyn til den angst og de bekymringer, der eksisterer i offentligheden. I stedet for at stå i vejen skal vi skabe acceptable overgange, men overgangsordninger er ikke vores målsætning - vores målsætning er at gennemføre de fire friheder, fjerne angsten og arbejde sammen for at finde fælles løsninger. I stedet for at skyde skylden på hinanden skal vi komme hinanden i møde.

  Harald Ettl (PSE). - (DE) Hr. formand, selv om den gensidige forståelse nogle gange vanskeliggøres af sproglige forskelle, er der fornuft i, at de kompetente udvalg i Parlamentet behandler kommissionsrapporterne og vurderer og diskuterer dem. Det foreliggende tilfælde skal behandles af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, men denne forhandling, og forespørgslen herom fremskynder drøftelserne, og det er efter min mening noget, vi virkelig godt kan undvære. Der kan være gode grunde til det, men jeg synes, det godt kan undværes.

Lad mig starte med at sige, at Kommissionens meddelelse, som skal hjælpe til at fjerne overgangsperioden for den frie bevægelighed for arbejdstagere, efter min mening stadig er mangelfuld, hvad angår indholdet, og i den form, den er blevet præsenteret, er den ikke økonomisk overbevisende. Spørgerne i dag ser heller ikke på fakta fra den rigtige synsvinkel, når de siger, at borgerne i de 10 nye medlemsstater stilles dårligere i forhold til nationaliteter fra tredjelande. I Tyskland er sandsynligheden for, at personer fra de 10 nye medlemsstater kommer i beskæftigelse, 3 % højere end for borgere fra tredjelande, og det er et faktum. I Østrig ligger forskellen endda på 6 %. Endnu større er fordelene for de 10 nye medlemsstater, når det drejer sig om Storbritannien og Irland. Men hvad vigtigere er, kan tal, der relaterer sig til blot et år efter tiltrædelsen, ikke danne grundlag for en seriøs prognose for arbejdsmarkedets udvikling på mellemlang og lang sigt, sådan som Kommissionen gør det.

Konklusionen i meddelelsen, nemlig at en åbning af arbejdsmarkedet har en positiv indflydelse på den økonomiske vækst og beskæftigelsen, er slet og ret forkert, når man tager den periode, som meddelelsen referer til, i betragtning. Den økonomiske vækst i EU-25-landene var tydeligt lavere i 2005 end i 2004, især i Storbritannien, hvor tilbagegangen udgjorde 1,4 %, og hvor indvandringen var 10 gange højere end prognosticeret af den britiske regering. I modsætning til de foregående år har der næsten heller ikke været nogen tilbagegang i arbejdsløsheden. Derfor opfordrer jeg Kommissionen til at indlede en undersøgelse, der analyserer vandringsbevægelserne blandt arbejdstagerne og de indvirkninger, der er forbundet hermed, og det skal gøres på en ikke-værdiladet måde.

Det vil ikke kun være en fordel for Kommissionen, men også for en videre rationel dialog. I øvrigt vil en hurtig reduktion af overgangsperioderne betyde, at der er behov for gode ledsagende tiltag inden for en passende ramme, f.eks. i form af en ændring af direktivet om udstationering af arbejdstagere. Det vil alle drage nytte af, idet det vil dulme den ene sides angst og bekymringer og sætte begge sider i stand til bedre at indgå i en dialog, men en diskussion som den, vi fører i dag, finder jeg simpelthen forkert.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Det er to år siden sidste etape af udvidelsen indledtes, og første del af den syv år lange overgangsperiode er snart slut. De gamle medlemsstater skal beslutte, om de vil forlænge eller ophæve overgangsperioden. Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige åbnede deres markeder øjeblikkeligt og har nydt godt heraf og tilskyndede samtidig de nye medlemsstater til at se deres egne arbejdskraft i et noget andet lys og værdsætte den bedre. Jobmarkedet i de 15 gamle EU-lande er ikke blevet oversvømmet af arbejdskraft fra de nye stater. Ekspansion har fremmet legaliseringen af ansættelsesforhold, der tidligere var ulovlige. Ingen overgangsperiode kan stoppe en person, der ønsker at tage af sted. Den frie bevægelighed for personer er hovedhjørnestenen i EU's værdisæt. Den 26. januar trådte et rådsdirektiv i kraft, der giver tredjelandsstatsborgere, der har levet i EU i fem år, ret til at bevæge sig frit, studere, arbejde eller blot leve i ethvert EU-land. Hvorfor vedtog Rådet et direktiv, der er diskriminerende over for de nye lande? Hvorfor er der så stor modstand mod at genskabe retfærdige forhold? Det er godt, at Finland, Spanien og Portugal har til hensigt at ophæve overgangsbestemmelserne. Østrig og Tyskland indledte indførelsen af overgangsperioder. Resultaterne fra de to år viser, at de nye stater ikke udgør en trussel. Jeg opfordrer Østrig og de øvrige resterende stater til at gå bort fra den diskriminerende overgangsperiode og denne diskriminerende opfattelse af de nye medlemsstater.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE). - (ET) Jeg vil stille et bredere spørgsmål: Hvorfor føler de nye medlemsstater, at der er en stadig større kløft mellem dem og de gamle medlemsstater?

Jeg vil begynde med at nævne direktivet om tjenesteydelser. Man frygtede, at de nye medlemsstater ville begynde at tilbyde tjenesteydelser af bedre kvalitet end i de gamle medlemsstater, og det resulterede i blokeringen af gennemførelsen af en af Europas grundlæggende rettigheder, som i 50 år kun har eksisteret på papiret. Der var fornærmende påstande om, at den frie bevægelighed for tjenesteydelser udgjorde "social dumping", og den berømte polske blikkenslager blev brugt til at skræmme borgerne i de gamle medlemsstater. Denne retorik var ydmygende for de nye medlemsstater og efterlod deres borgere med det indtryk, at de ikke var mennesker. Der var ikke tale om en konflikt mellem venstre og højre, og de gamle medlemsstater fandt hurtigt frem til et kompromis med sig selv, hvor nogen forsvarede deres store virksomheder og andre fagforeningerne. Men Østeuropa åbnede sit marked, længe inden det blev medlem af EU, og som et resultat heraf har de store selskaber fra de gamle medlemsstater i årevis blot opkøbt virksomheder i Østeuropa uden hindringer i form at et direktiv om tjenesteydelser. De kom til vores marked og købte det, men da det blev vores tur, var døren lukket. Det er de små virksomheder og borgerne i de nye medlemsstater såvel som forbrugerne i de gamle medlemsstater, der vil lide under det.

For det andet gør begrænsningen af den frie bevægelighed for arbejdstagere de nye europæere til andenklasses borgere. Nogle EU-borgere har ret til at bevæge sig frit, mens andre ikke har det - på grundlag af deres statsborgerskab. Neoprotektionismen i EU begrænser de nye medlemsstaters borgeres borgerlige rettigheder - ofte med fremmehadske begrundelser - som det fremgik under forhandlingerne om direktivet om tjenesteydelser. Selv om arbejdsmarkedet er lukket, har de gamle medlemsstater i årevis plukket de arbejdstagere ud, de havde brug for, f.eks. læger, sygeplejersker og it-specialister. De ville ikke drømme om at fornærme disse arbejdere ved at betegne dem som dumping, fordi deres ansættelse ofte endog er finansieret med statsstøtte.

For det tredje har vi nu set implementeringen af et direktiv, der foreskriver, at tredjelandsstatsborgere, der har levet i en EU-medlemsstat i fem år, har ret til fri bevægelighed, mens borgerne fra de nye EU-medlemsstater ikke har denne ret. Hvad kan vi konkludere heraf? Borgerne i de nye medlemsstater er ikke andenklasses borgere, men tredjeklasses.

Mit spørgsmål er derfor: Hvad EU har til hensigt at gøre for at sikre, at denne uacceptable protektionisme og åbenlyse diskrimination ikke splitter det nyligt genforenede Europa?

  Vladimír Maňka (PSE). - (SK) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg har med interesse læst Kommissionens meddelelse af 8. februar, hvoraf det klart fremgår, at arbejdstagernes mobilitet inden for EU har haft gunstige følger. Vandrende arbejdstagere har bidraget til at fjerne mangler på arbejdsmarkedet, øge mængden af kvalificeret arbejdskraft i EU, mindske incitamentet til ulovlig ansættelse og bidraget til at forbedre effektiviteten overalt i Europa.

For en måned siden drøftede vi og vedtog under førstebehandlingen en betænkning om åbning af markedet for tjenesteydelser i EU. Jeg henviser til direktivet om tjenesteydelser, fordi vi kan nå et punkt, hvor det vil komme meget tæt på spørgsmålet om fri bevægelighed for arbejdstagere. Vi kan nå et kritisk øjeblik, hvis direktivet om tjenesteydelser gennemføres på den ene side, og der på den anden stadig er et land, der vælger at hindre den frie bevægelighed for arbejdstagere. Det vil kunne begrænse arbejdstagernes ret til at skifte arbejdsgiver, selv om en sådan ændring ikke blot vil være til deres egen fordel, men også til værtslandets. Et land kan fjerne denne risiko ved at annullere overgangsperioden.

Mine damer og herrer, den frie bevægelighed for arbejdstagere er selvfølgelig ikke i sig selv et middel til at opretholde en given stats sociale model. Ineffektive modeller kan ikke opretholdes over for de stigende offentlige underskud som følge af globaliseringen, de teknologiske forandringer og den aldrende befolkning. Den frie bevægelighed for arbejdstagere er dog så afgjort ikke og kan ikke være årsagen til disse problemer. Man kan ikke gennem europæisk lovgivning pålægge medlemsstaterne, hvornår de skal eller ikke skal ophæve overgangsperioderne. De pågældende stater bør dog træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at tackle de virkelige årsager til deres økonomiske problemer. De vil i så fald betragte den frie bevægelighed for arbejdstagere som en fordel og ikke som en trussel.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artíkel 142)

  Jules Maaten (ALDE). - (NL) De nederlandske medlemmer af VVD (Folkepartiet for Frihed og Demokrati) er tilhængere af, at de gamle medlemsstater ophæver begrænsningerne for arbejdstagere fra de nye medlemsstater. Alle europæiske lande har økonomisk gavn af, at grænserne åbnes. F.eks. kæmper vi i Nederlandene med mangel på arbejdskraft i sektorerne metal, gartneri, landbrug og sundhedsvæsen. I Storbritannien, Irland og Sverige har det vist sig, at de åbne grænser er en succes. Hvis vi lukker fordøren op, har vi selv kontrol over, hvem vi lukker ind i stedet for, at vi krampagtigt forsøger at holde de illegale bagdøre lukkede. Det viser sig at være umuligt, for hvert år ser vi, at især sæsonarbejde udføres af illegale arbejdstagere.