Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 14. marts 2006 - Strasbourg

10. Højtideligt møde - Forbundsrepublikken Tyskland

  Formanden. - Hr. præsident for Forbundsrepublikken Tyskland, mine damer og herrer, inden jeg byder velkommen til vores ærede gæst i dag, vil jeg gerne sige til Dem, at vi i løbet af det møde, vi har haft med præsident Köhler, før vi kom til plenarforsamlingen, har modtaget den triste nyhed, at hr. Lennart Meri, der var Estlands præsident fra 1992 til 2001, er død. Som bekendt blev præsident Meri betragtet som et symbol på kampen for Estlands frihed og nationale identitet, og ved hans død har vi mistet en vigtig europæisk personlighed, hvis minde vi ærer her i dag.

Hr. præsident, mine damer og herrer, det er for mig og hele Europa-Parlamentet en stor ære i dag at byde Dem velkommen til dette højtidelige møde.

Lad mig, hr. præsident, minde om Deres personlige forpligtelse over for det europæiske projekt, der er særligt nyttigt og nødvendigt på et tidspunkt, hvor EU's situation får europæerne til at tvivle. Jeg ved, at det bekymrer Dem meget, og at De giver klart udtryk herfor. Jeg ved, at De er meget bevidst om det ansvar, vi alle deler i forbindelse med de problemer, der i dag bekymrer europæerne, og som ikke kan løses uden mere Europa.

Vi er bekendt med Deres initiativer for at udbrede og uddybe den europæiske debat. Et eksempel herpå er Deres invitation til Deres kolleger i Finland, Italien, Letland, Østrig, Portugal og Ungarn til det møde, der blev afholdt i Dresden, og som jeg er sikker på, at De vil fortælles os noget fra her til formiddag, med studerende og personligheder fra disse lande for at drøfte den europæiske identitet og Europas fremtid.

Dette vigtige initiativ er ikke et enkeltstående tilfælde. De udnytter alle lejligheder til at udveksle synspunkter med borgerne og især med de unge, der sjovt nok er dem, der er mest skeptiske over for dette projekt, der er så vigtigt for deres fremtid.

De lægger også handling bag Deres ord, idet De ikke kun taler om "Europa" ved officielle lejligheder, men hver dag arbejder med konkrete sager på den europæiske dagsorden.

De har, hr. præsident, en personlig erfaring, der næsten gør Dem til et paradigme på en europæer. De var ung, et flygtningebarn, i de sidste år af Anden Verdenskrig. De fortalte mig, meget direkte og personligt, under mit besøg i Tyskland om Deres oplevelser: Hvordan De led under krigen og i flygtningelejren, om hvordan De personligt klarede Dem i et ødelagt land, der også lidt efter lidt opbyggede sin fremtid med udgangspunkt i historiens ruiner.

Deres personlige erfaring førte Dem uden for Europa, og De har oplevet Europa udefra, og De har set os udefra, og derfor, fordi De har haft nogle dramatiske oplevelser inden for og har observeret udefra, hvordan EU blev opbygget, ved De, at Europas eneste alternativ er dets eget projekt om opbygningen af Den Europæiske Union.

Men De ved også, at disse værdier og projekter skal forsvares hver eneste dag, at de hverken er gratis eller automatiske, og derfor vil jeg gerne takke Dem, fordi De er her med os i dag for at indvie os i Deres tanker, der utvivlsomt vil bidrage til vores alsidige debat om Europa.

Præsident Köhler, det er mig en ære at give Dem ordet.

  Horst Köhler, Forbundsrepublikken Tysklands præsident. - (DE) Hr. Borrell Fontelles, hr. Barroso, kære parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, Parlamentet er centrum for politisk offentlighed og demokratisk meningsdannelse for EU. Jeg er taknemmelig for at tale om Europa og Europas fremtid netop her.

Europa er lidt af en gåde for verden. Hvorfor virker det allerede igen så uenigt så kort tid efter genforeningen? Hvorfor stoler det trods det europæiske indre markeds succeser så lidt på sine fortrin? Hvorfor viser det i forbindelse med al den kraft og alle de muligheder en sådan forsagthed?

I mit arbejde i Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og i Den Internationale Valutafond har jeg lært mange lande at kende rundt om i verden. Blikket udefra har skærpet mit eget billede af Europa, og jeg har erfaret, hvordan de andre ser vores kontinent og EU. Her hos os er frihedsretligt demokrati, velstand, fredelig udligning og solidarisk samvær mellem de 25 medlemsstater for længst blevet hverdag. Udefra derimod erkendes det meget tydeligere, hvilket utroligt bidrag vi kan takke det, der nu er blevet hverdag, for - og det kun to generationer efter Anden Verdenskrig og en halv generation efter jerntæppets fald.

For dette bidrag beundrer mange mennesker over hele verden Europa. Men i deres beundring blander der sig efterhånden utålmodighed og også manglende forståelse. De opfatter mange europæere som sært selvforglemmende, skeptiske, modløse, og de siger venligt: Europa, hvis du er træt, så træd til side, og lad os gå foran. Hvad er vores svar?

Mit svar lyder: Europa vil blive mere og mere fuld af skabende uro. Vi europæere frygter ikke udfordringer, vi udnytter dem. Og derfor har EU en god fremtid.

Disse tre konstateringer vil jeg gerne begrunde.

Den, der vil forstå Europa, skal betragte Europas historie og forstå, hvilke idéer og idealer der forbinder os europæere. For os står hvert menneskes umistelige værdi i kraft af hans enestående væsen samt hans værdighed og frihed i centrum. Disse evner har mennesker i Europa allerede for årtusinder siden opfattet som en gave, en gave, der kun viser sig værdig for den, der bruger den efter bedste evne og om nødvendigt igen og igen kæmper på ny. Og det har europæerne gjort utrætteligt, trods alle frygtelige tilbageslag. De har udnyttet deres talenter, og det har åbnet dybden af deres sjæl, filosofien, videnskaberne og kunstens rigdom. I den forbindelse har folk i Europa også lært at sætte spørgsmålstegn ved deres egne holdninger og at forlange gode grunde og at give gode grunde for al handling. Og denne oplysningsproces vil aldrig blive afsluttet.

Meget tidligt blev det forstået og bifaldet af os, hvor vigtigt sammenholdet mellem borgerne, selvbestemmelse og selvstændighed er - fra de græske bystater i Antikken til Italiens middelalderlige republikker, fra Spaniens, Frankrigs, Polens, Englands selvfølelse til den farverige mangfoldighed i "den tyske nations hellige romerske rige".

Og trods alt var europæerne lige så gudfrygtige som virksomme. De opfattede arbejdet som en from pligt, ikke kun hjemme, men også ude i verden. De drev handel og lærte at komme ud af det og leve sammen med mennesker med en anden tro og fra andre kulturer.

Europæerne har i den forbindelse mere end en gang forsyndet sig frygteligt, det er sandt, mod andre folk og kulturer og også mod hinanden. Men de har draget den rigtige lære af det: De er fortalere for menneskerettigheder, fred og demokrati og ønsker, at andre også lægger sig denne lære på sinde. Og der er mere, der præger Europa: en kultur af aktiv næstekærlighed og aktiv stræben efter social retfærdighed.

Sådanne gode egenskaber er der naturligvis på alle kontinenter - og Europa har også lært af dem! Men den særligt europæiske blanding af kærlighed til frihed, stræben efter sandhed, solidaritet og skabende uro findes kun én gang - og den er god for dem, der kommer efter os, og god for de mange, som uden for Europa forventer vores bidrag til fred og til verdens velbefindende.

EU og EU's medlemsstater står foran store udfordringer - endnu en gang!

Globalt opstår der nye vækstregioner, nye konkurrenceforhold, nye indflydelsesområder og også nye konfliktlinjer. I mange lande i Europa er der en uudholdelig stor arbejdsløshed.

Der er en målelig fremmedgørelse af borgerne og vælgerne i EU, og den europæiske forfatningstraktat fik ikke tilslutning i befolkningen i to grundlæggerstater i Fællesskabet.

Så mange udfordringer og så mange muligheder! Vi skal igen huske på, hvor ofte Europa har haft succes netop i prøvetider, fordi det var egnet til fornyelse. Lad os tage det europæiske indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union som eksempel.

For 30 år siden sagde den daværende nederlandske udenrigsminister van der Stoel om EF, at dets motto "gennemførelse, fordybelse og udvidelse" var blevet erstattet af "stilstand, tilbageskridt og flugt". Europa var i en dyb økonomisk og institutionel krise.

For 20 år siden blev målet for det indre marked sat via den europæiske fælles akt. Dengang var der stadig så mange hindringer for den frie bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital, at f.eks. firmaet Philips måtte producere syv forskellige varianter af den samme babermaskine til det europæiske marked og firmaet Siemens 25 forskellige elstik.

For 10 år siden var målet for det indre marked nået på væsentlige områder. Det konsoliderede EU institutionelt og øgede den økonomiske og sociale samhørighed mellem medlemsstaterne. Siden har de europæiske virksomheder produceret til et hjemmemarked med i mellemtiden 450 millioner kunder. Der er opstået nye muligheder for succes, ikke mindst for udbyderne fra mindre medlemsstater, som nu kan producere i meget større styktal og derfor meget mere konkurrencedygtigt. Og det indre marked er især et fortrinligt fitnessprogram for den globale konkurrence for virksomhederne i Europa. Den, der klarer sig godt her, skal ikke være bange for oversøisk konkurrence.

Den Økonomiske og Monetære Union var og er en logisk fortsættelse af det indre marked. Den beskytter det mod igen at blive skåret itu af vilkårlige devalueringer. Den beskytter mod valutakriser og spekulationsbølger, som vi måtte opleve i Europa i begyndelsen af 1990'erne. Med den gives virksomhederne planlægningssikkerhed, tillades forbrugerne at foretage en prissammenligning uden problemer, og spares der høje omkostninger i forbindelse med veksling og kurssikring. Derfor er - ligesom det indre marked - også euroen for længst blevet en succeshistorie, og dens styrke på det internationale valutamarked vidner om international tillid til den gamle erfaring: Europa er egnet til at forvandle udfordringer til muligheder. Og det bør De være opmærksom på igen og igen og hver dag!

(Bifald)

Det vil også lykkes os igen nu - på to betingelser: Vi må ikke svække vores afprøvede principper og landvindinger. Og vi skal seriøst og oprigtigt følge vejen i retning af at korrigere fejludviklinger og ordne det, der kræver at blive ordnet.

Alt, hvad der er at sige til den første betingelse, er, at den, der svækker det europæiske marked på grund af protektionisme, i sidste ende skærer den gren af, han selv sidder på.

(Bifald)

Den, der nu igen forfalder til det gamle ordsprog "Enhver er sig selv nærmest", underkender den globale konkurrences dimension og foregøgler borgerne en proformasikkerhed.

(Bifald)

Han reducerer på lang sigt Europas evne til at finde sin plads i verden, skabe fremtidssikre arbejdspladser og opnå midler til social udligning.

Derfor er der kun den anden vej tilbage: Europa skal igen bringe sig i form! Denne opgave begynder derhjemme for den enkelte. Mange medlemsstater er kommet et pænt stykke vej med de nødvendige strukturreformer og står så dér. Andre har stadig et anstrengende arbejde foran sig. Mange eksempler viser, at besværet betaler sig. Og vi skal ikke spare på anstrengelserne!

EU skal også arbejde på sin form. Det begynder med spørgsmålet, hvor EU som Union i det hele taget skal være aktivt. Det skal i sidste ende ikke gøre alt det mulige, men alt det nødvendige. Og hertil tæller netop ikke det, der allerede kan klares tilstrækkeligt på lokalt, regionalt eller nationalt niveau. At respektere subsidiaritetsprincippet betyder så vidt som muligt at respektere unionsborgernes eget ansvar og identititet. Og den, der kender virkeligheden af meningsdannelsen i EU, ved, at dette påbud retter sig mindst lige så meget mod medlemsstaternes regeringer som mod EU's institutioner.

(Bifald)

Hvis EU imidlertid med rette bliver aktivt, er det nødvendigt med et minimum af administrative omkostninger, og at det foregår på en forståelig måde. Vi er i sidste ende arvinger til en stor rets- og forvaltningstradition i Europa. Det burde være en tilskyndelse til at ventilere det bureaukratiske apparat. Vi har skabt rigelig lejlighed med den hidtidige reguleringsiver. Derfor er det godt, at Kommissionen har bragt et stort program på banen for at tynde ud i den nuværende paragrafjungel og forenkle europæisk lovgivning. Jeg har netop haft en god samtale med kommissær Verheugen herom.

Borgerne vil også vide at værdsætte det, hvis der sørges for mere gennemsigtighed i den europæiske meningsdannelse. I dag er beslutningsprocesserne på unionsplan ofte milevidt fra borgerne. Mange kan knapt nok forstå, hvem der egentlig er ansvarlig for hvad i Europa, og hvem der i sidste ende står for hvad. Det fører til manglende interesse eller endda mistro, og begge dele er skadeligt.

Borgerne vil imidlertid ikke kun være forstående tilskuere, de vil også gerne opnå så meget demokratisk deltagelse som muligt ud over valget til Europa-Parlamentet. De ønsker at blive hørt, og de ønsker at kunne tage initiativer for at påvirke de europæiske organers handelen.

Nu vil De sige: Subsidiaritet, gennemsigtighed, demokratisk deltagelse, borgernes ret til at tage initiativer - alt sammen indeholdt i den europæiske forfatningstraktat. Det passer, og traktaten indeholder meget mere godt og rigtigt. Og det bør ikke opgives uden videre, heller ikke i betragtning af at der er 14 medlemsstater, der allerede har godkendt traktaten.

(Vedvarende bifald, buhråb fra højre)

Europa har nu givet sig selv en "tænkepause". Ordet kan på tysk både betyde en pause til at tænke i og en pause i tænkningen. Vi bør benytte refleksionsfasen til at tænke grundigt efter. Først derefter skal vi tale seriøst og sagligt med hinanden - i de europæiske institutioner og partier samt i den politiske offentlighed i alle medlemsstater. Det kræver netop idéer og en utrættelig indsats fra parlamentsmedlemmerne - også i diskussionen med dem, der ikke var tilfredse med min udtalelse.

(Bifald)

Mangfoldighed og kreativitet kan kun være godt for denne europæiske debat, men kun én ting skal tælle: kraften af det gode argument. Det vil i den bedste betydning virke oplysende, hvis betydningen og indholdet af den europæiske integration diskuteres indgående i medlemsstaterne. Det vil øge accepten af Unionen vedvarende. Jeg har tillid til de europæiske mennesker og borgere. Man må i det mindste også stole på dem.

Vi europæere kræver gode grunde og giver gode grunde. Det betragter jeg som det europæiske. Jeg ser altså mere end en god grund til, at Europa udenrigs- og sikkerhedspolitisk bør tale med én stemme i den nye verdensorden, der er ved at opstå. Det giver os større vægt, f.eks. når vi taler med de andre i verden om den internationale dimension af socialt ansvar og om miljøbeskyttelse. Og borgerne har også vidst følgende længe: I den globale konkurrence skal vi være så meget desto bedre, jo dyrere vi bliver. For Europas fremtidsperspektiver og for de alt for mange unge arbejdsløse er dannelse, uddannelse, forskning og udvikling altså afgørende - nok gode grunde til også at omrokere de europæiske budgetmidler tydeligt i denne retning og endda at høste bifald fra vores nationer for det.

(Bifald)

Borgerne bifalder også, når Unionen sætter sig nye mål og iværksætter foranstaltninger, som gør livet lettere og sikrere for europæerne. Der er denne mulighed. Det nyeste slående eksempel herpå er energipolitikken. Det er imidlertid indlysende for ethvert fornuftigt menneske, at alle medlemsstater har en vital interesse i en mere sikker og økonomisk forsyning med miljøvenlig energi og må samarbejde for at nå dette mål bedst muligt. "Enhver er sig selv nærmest" går ikke an her. Kommissionen har fremlagt en grønbog om energipolitikken. Det hilser jeg meget velkommen. Vi har i dette spørgsmål brug for gode beslutninger hurtigt. De debatter, som jeg taler om, og som skal sikre EU en god fremtid, er jo allerede i gang.

Et lille eksempel herpå: For få uger siden mødtes jeg med seks andre europæiske præsidenter i Dresden. Vi fortsatte en dialog, som den tidligere portugisiske præsident Sampaio havde taget initiativ til. Og vi talte med unge mennesker, med 100 studerende fra syv europæiske stater, og vi spurgte dem: Hvordan tænker I over Europa? Hvilken gavn har I af Europa, og hvilke forventninger har I til EU og dets medlemmer? Disse studerende var ikke håndplukket. De blev fundet tilfældigt - ved offentlig lodtrækning. De unge mennesker var velforberedte. De havde bl.a. diskuteret med hinanden i halvanden dag og kaldte resultatet af deres egen diskussion for deres "Dresden-krav i forbindelse med Europas samhørighed". De tænker f.eks. på en fælles stemmeret og ønsker sig et historiens europæiske hus. De foreslår, at 5 % af BNP anvendes til forskning og videnskab.

(Bifald)

Og de ønsker en europæisk hær og en europæisk civiltjeneste.

(Bifald)

Jeg vedlægger som bilag til min tale i forbindelse med Parlamentets dokumenter det, som de unge mennesker har skrevet ned. Deres gruppe var ganske vist ikke repræsentativ. Deres krav virker ganske vist idealistiske. Men denne idealisme er imidlertid imponerende. Den har meget af den samme entusiasme som hos de mennesker, som genopbyggede Europa efter krigen, og som kæmpede for Europas enhed i frihed. Her er den, den typiske kreative uro. Her er de, de europæere, som forventer noget af Europa og er parate til at gøre noget for Europa. De er der i Europa.

(Bifald)

I øvrigt havde nogle af de studerende haft glæde af Erasmus-programmet. Lad os glæde os over denne Erasmus-generation, og lad os sørge for noget mere af det!

(Kraftigt bifald)

Og nu, hvor jeg er ved emnet: Også elever og lærlinge bør have større muligheder for at lære af naboerne og erfare værdien af Europa.

(Bifald)

Jacques Delors har foreslået en europæisk uddannelsescheck til formålet, og jeg synes, at denne tanke er glimrende. Jeg opfordrer Parlamentet til at hæve denne check!

(Bifald)

Lad os tage de unge menneskers begejstring som eksempel! Lad os vise os som ægte europæere! Lad os ikke være urolige over fremtiden, men opfyldt af skabende uro, for Europa og EU! Lad os sammen og til gavn for alle forvandle vores udfordringer til muligheder! Så bliver Europa ved med at være det, det er i dag: et godt sted at leve og en kraft til at udvirke det gode i denne vores ene verden.

(Parlamentsmedlemmerne rejste sig og gav et vedvarende bifald)

Bilag

Dresden-krav i forbindelse med Europas samhørighed (den 5. februar 2006)

I. At bringe Europa tættere på borgerne

1. Udvekslingsprogram for alle befolkningsgrupper

2. Fælles EU- stemmeret

3. At give Europa et ansigt gennem en direkte valgt præsident

4. Kort og forståelig EU-forfatning

5. At give Europa "synligt tøj" på ved hjælp af styrkede symboler, f.eks.

- Et historiens europæiske hus

- Europæisk fortjenstkors

- Europadag som fælles helligdag

- Blåt EU-pas mv.

6. "Europakundskab" i alle skoler i Europa og et "europæisk center for politisk dannelse"

7. Videreudvikling af "euro-News" til en populær "europakanal"

8. "Vi er Europa"-kampagne

9. En "europabus" bringer Europa ud på landet

II. At udnytte Europas muligheder

1. 5 % af EU-medlemsstaternes BNP til forskning og videnskab

2. Fuld budgetkompetence til Parlamentet

3. Reduktion og ny udformning af landbrugssubsidierne

4. Udbygning af "European Voluntary Service"

III. Fælles for sikkerhed og ansvar

1. Belarus på den politiske dagsorden

2. Oprettelse af en europæisk hær som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

3. Forankring af bæredygtighedsprincippet i den europæiske lovgivning

  Formanden. - Tak, hr. præsident.

Inden vi fortsætter mødet, vil jeg gerne sige et par ord til præsidenten som tak for hans tale.

Det er korrekt, at der var en periode, hvor vi havde 25 forskellige stikkontakter. Nu har vi den samme stikkontakt, men 25 forskellige elektricitetsnet.

Det næste skridt, som De har påpeget, er at arbejde videre på, at energien og mange andre aspekter bliver fælles i Europa.

Mange tak for Deres ord og Deres optimisme, hr. præsident.

(Bifald)

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand