Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2005/2175(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0049/2006

Indgivne tekster :

A6-0049/2006

Forhandlinger :

PV 14/03/2006 - 16
CRE 14/03/2006 - 16

Afstemninger :

PV 15/03/2006 - 4.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2006)0083

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 14. marts 2006 - Strasbourg EUT-udgave

16. Evaluering af den europæiske arrestordre (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Adeline Hazan for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om evalueringen af den europæiske arrestordre (2005/2175(INI)) (A6-0049/2006).

 
  
MPphoto
 
 

  Adeline Hazan (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, fru Gastinger, hr. Frattini, kære kolleger, jeg glæder mig over, at vi i dag får lejlighed til at drøfte spørgsmålet om etablering af et europæisk retligt område på grundlag af den betænkning, jeg har udarbejdet om den for nylig afsluttede og derfor også nødvendigvis fragmentariske evaluering af de praktiske erfaringer med den europæiske arrestordre efter det første år. Vi har tidligere haft lejlighed til at drøfte dette spørgsmål.

Inden jeg kommer nærmere ind på den europæiske arrestordre, vil jeg tillade mig et kort tilbageblik. Bag begrebet retligt område, som lidt efter lidt tog form efter "Genève-appellen" fra 1996, ligger nemlig ønsket om at give europæerne en fælles retsfølelse under forhold, hvor myndighederne gør deres yderste for at undgå, at europæernes frihed krænkes, eller der lades hånt om deres rettigheder.

I oktober 1999 blev der i forbindelse med topmødet i Tampere taget et afgørende skridt med indførelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Der har været tale om en radikal ændring. Det forudsætter gensidig tillid, udøvelse af delt suverænitet og anerkendelse af det europæiske område som fælles territorium.

Som vi har set, varer problemerne imidlertid ved, og det må vi gøre os klart. Den inspiration og de ambitioner, der prægede statscheferne i Tampere, har ikke, det må vi se i øjnene, kendetegnet drøftelserne om de tekster, der er fremlagt siden da. Gensidig anerkendelse har givet anledning til adskillige forslag, men den europæiske arrestordre er afgjort den foranstaltning, der har den største signalværdi. Den europæiske arrestordre betegner et uomtvisteligt fremskridt, men den støder på vedholdende vanskeligheder.

Hvilke mål forfulgte man med denne foranstaltning, som officielt trådte i kraft den 1. januar 2004?

Den europæiske arrestordre finder anvendelse på et bredere spektrum af lovovertrædelser end udleveringsproceduren. Takket være arrestordren er udlevering blevet en rent retslig procedure og ikke en politisk procedure, hvilket er en fordel. Fællesskabsretten bliver kort sagt læsbar for brugerne, mens gældende ret vedrørende udlevering beror på et væld af bilaterale og nationale aftaler. Ydermere understreges det flere gange, bl.a. i rammeafgørelsens artikel 1, at medlemsstaterne og de judicielle myndigheder i forbindelse med såvel udstedelse som gennemførelse af arrestordrer nøje skal overholde de forpligtelser, der er fastlagt ved chartret om grundlæggende rettigheder.

Når principperne for dette instrument således er fastlagt, lyder næste spørgsmål, hvordan det går med gennemførelsen af dem. Vi har nu fået forelagt en evaluering, som er udarbejdet af Kommissionen. Den vedrører, som nævnt, en kort periode, og resultaterne må derfor tages med et vist forbehold og skal suppleres. Nogle af målene er fuldt ud nået. Eksempelvis viste arrestordren sig særdeles nyttig i forbindelse med retsforfølgning af en etiopier, som af de britiske myndigheder var mistænkt for medvirken ved bombeanslagene i London. Han blev på rekordtid udleveret af de italienske myndigheder. En anden succeshistorie var anholdelse af en korrupt dommer, som var eftersøgt i sit hjemland, Grækenland.

Den europæiske arrestordre er en uomtvistelig succes, når man ser, at der er udstedt 3.000 arrestordrer i 2004, anholdt 1.000 personer og udleveret 650. Tallene for 2005 vil afgjort være højere, men er først officielt til rådighed i juni eller juli. Udleveringsproceduren er forkortet markant. I forbindelse med at den tidligere udleveringsprocedure er erstattet med den europæiske arrestordre, er procedurens gennemsnitlige varighed reduceret fra ni måneder til 43 dage, hvilket er en mærkbar gevinst for såvel dommere som retssubjekter. Sidst, men ikke mindst, sker der ikke længere nogen form for politisering af proceduren, da den ikke længere involverer regeringerne, men kun retsvæsenet.

Vi må imidlertid konstatere, at gennemførelsen af den europæiske arrestordre møder en række hindringer. Eksempelvis erklærede de spanske domstole sidste efterår en europæisk arrestordre udstedt af Tyskland for ugyldig som svar på Tysklands afvisning af anmodningen om udlevering af den tysk-syriske statsborger Mamoun Darkazanli, som angiveligt tilhører al-Qaeda-terrornetværket. Flere medlemsstater forsøger også at genindsætte nogle af elementerne fra det traditionelle system, såsom kontrol af dobbelt strafbarhed. Nogle stater har i tillæg til de fakultative grunde til at nægte fuldbyrdelse, der anføres i rammeafgørelsen, tilføjet andre begrundelser for afslag.

Spørgsmålet om grundlæggende rettigheder har endvidere, hvad der er endnu vigtigere, givet anledning til store problemer i forbindelse med gennemførelsen i Polen og i Tyskland. Disse vanskeligheder må fortolkes som manglende forståelse for princippet om gensidig anerkendelse. Det er imidlertid netop dette princip, der ligger til grund for hele etableringen af det europæiske retlige område.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at den europæiske arrestordre betegner et stort skridt i den rigtige retning, hvad angår bekæmpelsen af kriminalitet, ikke mindst til fordel for borgerne, og hvad angår etablering af et europæisk retligt område. Ikke desto mindre er der stadigvæk adskillige problemer, og de bør ikke undervurderes. For det første er der for store forskelle mellem vores retssystemer, hvilket udgør et problem. For det andet lægger de fleste stater fortsat i for høj grad vægt på at bevare kontrollen med den internationale gensidige retslige bistand. Selv om retssystemet er et produkt af historien, må der findes en løsning på de problemer, der rejser sig. Er der med andre ord behov for mere eller mindre harmonisering? Jeg tror, der kræves mere harmonisering. Er der behov for at gå længere, når det gælder gensidig anerkendelse af systemerne? Ja, det er efter min opfattelse også påkrævet.

 
  
MPphoto
 
 

  Karin Gastinger, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, fru Hazan, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, først vil jeg gerne på vegne af formandskabet rette en varm tak til Dem for denne betænkning om evalueringen af den europæiske arrestordre, som jeg har læst med stor interesse. Formandskabet og jeg personligt giver Dem ret i, at den europæiske arrestordre generelt set har været en succes. Den har bestemt været en milepæl for at forbedre samarbejdet mellem EU's medlemsstater - specielt med hensyn til vores fælles ønske om at bekæmpe organiseret kriminalitet og terrorisme.

Vi er også enige i, at arrestordren er et banebrydende og eksemplarisk instrument, der har ydet et væsentligt bidrag til videreudviklingen af det retlige samarbejde og styrkelsen af princippet om gensidig anerkendelse, som fru Hazan nævner flere gange, og som vi blev enige om på Rådets møde i Tampere. Under alle omstændigheder betragter vi i Rådet den europæiske arrestordre som grundlaget for hele vores videre arbejdsindsats på dette område. Jeg er meget glad for, at Parlamentet er enig i denne opfattelse.

Vi kan måske skue tilbage og mindes, hvordan udleveringsprocedurerne tidligere var meget lange, besværlige og i mange henseender afhængige af politiske beslutninger. Alle os, der er aktive på dette område, fandt situationen utålelig. Alle 25 medlemsstater har nu gennemført rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre i deres nationale lovgivning. Hvis vi ser på, hvordan tingene ser ud i dag, så er procedurerne for udlevering af mistænkte nu hurtige, effektive og i princippet forbeholdt uafhængige domstole. Det er en betydelig fordel, og det er rammeafgørelsen, der har gjort det muligt.

Det er også vigtigt, at det har været muligt - som det blev slået fast af den ærede dame, der talte før mig - i betydelig grad at reducere tidsforbruget for udleveringsprocessen. Tidligere tog det gennemsnitligt omkring ni måneder, mens det nu i gennemsnit blot tager mellem 40 og 45 dage. Det er et ganske betydeligt fremskridt, specielt hvad angår grundlæggende rettigheder, for De ved alle, at vi i henhold til artikel 5, stk. 3 i menneskerettighedskonventionen skal medvirke til at øge tempoet, hvormed folk tages i forvaring. Denne rammeafgørelse om den europæiske arrestordre har sat os i stand til i det store og hele at leve op til dette krav.

Skønt De i betænkningen udtrykker bekymring over de kritiske holdninger, der kommer til udtryk i de nationale forfatningsdomstoles afgørelser vedrørende gennemførelsen i nogle medlemsstater, så kender formandskabet ikke til nogen grundlæggende afvisning af den europæiske arrestordre på nationalt plan. Jeg kender ikke selv til nogen, og jeg er sikker på, at det ikke sker. Her skal vi imidlertid også huske på, at den offentlige tillid i høj grad afhænger af, at vi erkender, at gennemførelsen på nationalt plan i henhold til rammeafgørelsen kan kontrolleres af de nationale højesteretter, hvilket der bestemt er gode juridiske grunde til. Det er en helt grundlæggende overvejelse. Hvis en sådan kontrol afslører et behov for at ændre på omskrivningen til national ret, så vil ændringen blive gennemført, men det er virkelig vigtigt, at offentligheden har tillid til det, vi gør på europæisk plan.

Noget andet, der er vigtigt, og som kan give anledning til gentagne fortolkningsproblemer - selv om jeg ikke lige så kritisk, som De er i Deres betænkning - er signalværdien af klausulen om grundlæggende rettigheder, der ikke formelt set er en afvisningsgrund. Det er også en væsentlig overvejelse.

Det er imidlertid vigtigt, at vi lader vores nationale domstole udføre deres primære funktioner i medlemsstaterne, der består i at undersøge, hvorvidt landenes retssystemer sikrer borgerne grundlæggende rettigheder. Jeg mener ikke, at der kan være kontradiktioner heri.

Jeg fornemmer imidlertid en kontradiktion i denne betænkning, idet den på den ene side fremhæver risikoen for diskriminerende brug af klausulen om grundlæggende rettigheder, mens den samtidig - og det er noget andet, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig - understreger behovet for, at der i anvendelsen af den europæiske arrestordre lægges specifik vægt på at beskytte menneskerettigheder og personlige friheder. Man skal passe på, at de ikke kommer i konflikt med hinanden.

Som jeg allerede har sagt, skal de nationale domstole på baggrund af klausulen om grundlæggende rettigheder sikre, at borgernes grundlæggende rettigheder ikke krænkes. Det skal også være en del af proceduren under den europæiske arrestordre.

Mens jeg er inde på dette emne, vil jeg gerne nævne en sag, som en belgier har indbragt for EF-Domstolen, og hvor Domstolen bliver bedt om at undersøge aspekterne vedrørende arrestordrens betydning for de grundlæggende rettigheder. Vi forventer, at Domstolen vil afsige en utvetydig dom ikke kun om retsgrundlaget men også om den liste af lovovertrædelser, hvor testen vedrørende dobbelt strafbarhed ikke længere finder anvendelse. Denne liste over 32 lovovertrædelser har været genstand for debat ved flere lejligheder, og vi ser frem til at få en klar afgørelse.

Når vi har fået en sådan klar afgørelse, vil der uden tvivl være flere overvejelser om, hvorvidt listen skal revideres, og måske kan vi lade det blive derved. Derefter vil der blive truffet yderligere beslutninger om, hvorvidt det vil være passende eller kunne betale sig.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at påpege, at formandskabet for Rådet finder det meget vigtigt, at vi behandler den ensartede anvendelse af rammeafgørelsen i de enkelte EU-medlemsstater som en prioritet. Det er nødvendigt, hvis vi skal gennemføre princippet om gensidig anerkendelse i praksis.

Der hersker heller ingen tvivl om, at når den europæiske arrestordre udføres, så skal den pågældende stat overholde menneskerettighederne og specielt fastholde proceduremæssige sikringer. Det skal også være vores fælles anliggende.

Ligesom Parlamentet tager formandskabet for Rådet det i denne henseende for givet, at den europæiske arrestordres anvendelse og funktion skal vurderes gennem en grundig og objektiv undersøgelse. Det er helt grundlæggende, og derfor har Rådet allerede besluttet sig for en fjerde runde med gensidig evaluering. Det relevante arbejde følger tidsplanen. Ud fra dette arbejde forventer vi yderligere resultater, hvoraf vi kan få detaljeret viden til den praktiske gennemførelse.

Hvad angår den praktiske anvendelse af den europæiske arrestordre vil jeg i lyset af den tilgængelige tid kort sige, at den langsigtede støtte til dens gennemførelse er til stede i form af lettilgængelige oplysninger på internettet, og det ikke kun fra Rådssekretariatet men også fra det europæiske retlige netværk, og at det retlige atlas også er en uvurderlig hjælp, så den direkte kontakt mellem de retlige myndigheder, der er så afgørende vigtig for den bedst mulige anvendelse af den europæiske arrestordre, dermed er blevet meget lettere.

Jeg vil også gerne fremhæve et andet aspekt af ikke uvæsentlig betydning for den praktiske anvendelse, hvilket er det faktum, at den europæiske arrestordre har gjort det muligt, at sådanne formaliteter som udstedelsen af attester med videre holdes på et minimum i sager mellem to stater, for vi ved, at vi ikke har brug for dem, hvis vi stoler på hinanden, og hvis princippet om gensidig anerkendelse fungerer i praksis. Jeg mener, at den europæiske arrestordre også har spillet en vigtig rolle her.

Jeg ser derfor frem til resten af forhandlingen, hvorefter jeg har yderligere et par ting at sige i mine afsluttende bemærkninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Gastinger, fru Hazan, den europæiske arrestordre er et skridt med stor symbolværdi, når det gælder det europæiske retlige samarbejde på det strafferetlige område. Den virkeliggør for første gang princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, og jeg håber inderligt, at den snart vil blive suppleret med andre instrumenter, såsom forslaget til europæisk bevissikringskendelse. Det er meget vigtigt, at ikke kun de europæiske institutioner, men også de nationale parlamenter inddrages i drøftelserne, som det var tilfældet i oktober 2005 under de frugtbare parlamentssamlinger, der blev arrangeret af Europa-Parlamentet.

Fru Hazans betænkning har efter min opfattelse i flere henseender både suppleret og opdateret Kommissionens konklusioner vedrørende gennemførelsen af den europæiske arrestordre. Vi vil tage hensyn hertil ved udarbejdelsen af vores næste evalueringsrapport om den europæiske arrestordre. Den næste rapport vil blive forelagt Europa-Parlamentet i juni. Allerede i januar 2006 fremlagde Kommissionen en ajourført version af sin første rapport, således at Italien nu er inkluderet. Det var på grund af forsinket gennemførelse ikke muligt at inkludere denne medlemsstat i den første rapport.

Jeg kan i alt væsentligt tilslutte mig forslaget til henstilling til Rådet. Når det drejer sig om at overveje, om det vil være muligt fremover at revidere rammeafgørelsen for at udvide listen med de 32 kategorier af lovovertrædelser, for hvis vedkommende der ikke føres kontrol med dobbelt strafbarhed, som anført i forslaget til henstilling, tør jeg godt sige, at jeg som udgangspunkt personligt finder ethvert fremskridt i så henseende ønskeligt.

Kommissionen vil imidlertid sikre, at sammenhængen mellem de forskellige instrumenter til gensidig anerkendelse bevares. Kommissionen forbeholder sig i den forbindelse ret til at stille forslag om ændring af rammeafgørelsen set i lyset af de erfaringer, der gøres på længere sigt. Hr. formand, jeg vil for nærværende give plads for forhandlingen og vil efterfølgende givetvis ønske at komme med et indlæg og yderligere bemærkninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Panayiotis Demetriou, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, fru formand for Rådet, fru Hazans betænkning er fremragende. Jeg er enig i alle hendes anbefalinger og alt, hvad hun påpeger. Til lykke fru Hazan!

Den europæiske arrestordre tester samarbejdsviljen og den gensidige respekt og tillid mellem EU's medlemsstater. Den er et stort skridt hen imod skabelsen af et fælles område for retfærdighed og sikkerhed og en stærk foranstaltning til bekæmpelse af kriminalitet. Det er nu slut med anklagede, der ikke møder op i retten, slut med komplikationer i den politiske procedure i forbindelse med udlevering af mistænkte.

Visse medlemsstaters arrogante henvisning til national suverænitet, menneskerettigheder og den nationale rets overhøjhed som begrundelse for at omgå den europæiske arrestordre er farlig. Det er uomgængeligt, at hver enkelt medlemsstat for sig og alle medlemsstater generelt har en grundlæggende forpligtelse til at være tro mod menneskerettighederne og overholde dem i forbindelse med retssager, det skal der slet ikke herske tvivl om.

Institutionen må styrkes, og i dette øjemed skal der ske tre ting. For det første skal den europæiske arrestordre som institution flyttes fra den tredje til den første søjle. For det andet skal Rådet hurtigst muligt vedtage forslaget om harmonisering af minimumskriterier i strafferetssager. For det tredje skal man fjerne alle forfatningsmæssige forhindringer for gennemførelsen af den europæiske arrestordre. I mit land, Cypern, er man allerede ved at vedtage forfatningsændringer for at tilpasse Cypern til denne institution. Bekæmpelse af kriminalitet er ikke kun et nationalt anliggende. Det er europæisk. Derfor bør vi alle trække på samme hammel og styrke den europæiske arrestordre.

 
  
MPphoto
 
 

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, som har udført et grundigt stykke arbejde. Denne betænkning giver os mulighed for at evaluere den europæiske arrestordre, som er det første konkrete instrument i tilknytning til det europæiske retlige område. Samtidig giver betænkningen os lejlighed til at omdefinere vores prioriteringer med hensyn til gennemførelsen af et virkeligt europæisk retligt område.

Den europæiske arrestordre har, som det er blevet anført, været en klar succes. Der er siden dens indførelse udstedt 2.600 arrestordrer i EU, og der er således sket en betragtelig fremskyndelse af de retlige procedurer.

Grænserne er dermed ikke længere en hindring i retsplejen. De gode resultater vidner om, at medlemsstaterne er indstillet på at samarbejde. Vi styrker dermed princippet om gensidig tillid, som er hovedhjørnestenen i det europæiske retlige område. Den europæiske arrestordre er imidlertid stødt på hindringer, som nogle regeringer har lagt i vejen for dens gennemførelse. Jeg beklager Italiens forsinkede gennemførelse af bestemmelserne i national ret, hvilket forsinkede Kommissionens evaluering for dette lands vedkommende.

Medlemsstaterne fortolker endvidere arrestordren på forskellig vis i den nationale lovgivning. Det vidner også om staternes manglende politiske vilje og de begrænsninger, der følger af beslutningsproceduren på dette område. De gode resultater med den europæiske arrestordre vidner imidlertid om, at vi ikke kan begrænse os til civilretten. Vi må være mere ambitiøse og udvide det retlige samarbejde til også at omfatte strafferetten.

Derfor finder vi det afgørende, at "passerelle"-bestemmelsen i traktatens artikel 42 udnyttes med henblik på at sikre europæisk minimumsharmonisering på det strafferetlige område. Vi kan dermed få gjort op med kravet om enstemmighed, som bremser etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Der er ydermere behov for at imødegå det demokratiske underskud. Kun ved fuldt og helt at inddrage Europa-Parlamentet i virkeliggørelsen af det europæiske retlige område er det muligt at beskytte de grundlæggende rettigheder. Endvidere må vi spørge, hvordan vi kommer videre på en effektiv måde, hvis vi begrænser os til det sikkerhedsmæssige område. Der er afgjort behov for fremskridt, når det gælder politisamarbejdet, men vi bør også stille ambitiøse krav, når det gælder de grundlæggende rettigheder. Forslaget om proceduremæssige garantier bør således behandles sideløbende.

Afslutningsvis vil jeg gerne stille Kommissionen og Rådet et konkret spørgsmål. Hvornår kan vi omsider forvente fremskridt med hensyn til andre konkrete instrumenter, såsom udveksling af bevismateriale og udveksling af oplysninger fra strafferegistre?

 
  
MPphoto
 
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil lykønske fru Hazan, Parlamentets ordfører. Min gruppe er i store træk enig i hendes vurderinger og bekymringer. Det var mig, der som ordfører havde æren af at føre denne sag igennem i Parlamentet i 2001. Jeg ville imidlertid ikke tale for min gruppe her i dag, hvis det ikke var fordi, min kollega hr. Duquesne, som var indenrigsminister i Belgien på det tidspunkt og støttede denne foranstaltning stærkt, desværre er indlagt på hospitalet alvorligt syg.

På det tidspunkt, hvor vi gennemførte foranstaltningen, mente vi, at den europæiske arrestordre gav praktiske løsninger på de problemer, der bekymrer Europas borgere mest, nemlig deres sikkerhed og tryghed.

Erfaringerne har vist, at arrestordren er Europas vigtigste aktiv i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, som giver vores retslige myndigheder mulighed for at mindske udleveringsproceduren til gennemsnitligt 13 dage i over halvdelen af alle sager. Det er 13 dage sammenlignet med de måneders venten, der var tale om tidligere. Den er blevet brugt meget af medlemsstaterne, og den har stort set fungeret godt.

Ingen kan nægte, at der har været visse begyndervanskeligheder. Ud over forsinkelser i gennemførelsen har kontroversielle domstolsafgørelser i Polen og Tyskland givet anledning til løftede øjenbryn - og beskyldninger om, at denne foranstaltning krænker de grundlæggende rettigheder. Ikke desto mindre er alle medlemsstaterne bundet af den europæiske menneskerettighedskonvention og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, som det fremgår specifikt af denne foranstaltning.

Jeg har to spørgsmål i dag. Det første er til Rådet. Vil Rådet opgive navnet på de medlemsstater, der blokerer rammeafgørelsen om proceduremæssige rettigheder, som ville afhjælpe alle bekymringer om krænkelser af grundlæggende rettigheder i forbindelse med denne foranstaltning? Hvad er efter Rådets opfattelse en sandsynlig tidsplan for enighed om rammeafgørelsen?

Det andet spørgsmål er til Kommissionen. Kunne kommissæren fortælle os, om arrestordren nu er korrekt gennemført i det land, som han kender bedst, og om der er andre stater, som trækker tiden ud, og vil han indlede procedurer imod medlemsstater, der har misbrugt lovgivningen eller begrænset dens virkninger?

 
  
MPphoto
 
 

  Kathalijne Maria Buitenweg, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, det er absolut rigtigt, at den europæiske arrestordre allerede har mange fordele. Den gør udleveringssystemet mere effektivt, betydeligt hurtigere og også mindre arbitrært, men det ændrer ikke det faktum, at arrestordren stadig er mangelfuld. Min gruppe var i sin tid imod indførelsen af den europæiske arrestordre, fordi den ikke var ledsaget af aftaler om minimumskrav i straffesager. Det, der nu er gjort, vedrører kun opsporingen af mistænkte, uden at der fastsættes de nødvendige garantier for mistænktes rettigheder. Det vidner tilsyneladende om stor handlekraft og ønske om hårdere straffe, men det viser sig nu, at det netop også er en hindring for samarbejde i forbindelse med denne udlevering.

Tre år efter vedtagelsen af arrestordren er situationen uændret. Rammeafgørelsen for mistænktes proceduremæssige rettigheder har Rådet stadig ikke vedtaget. Jeg tilslutter mig hr. Watsons opfordring til at bede Rådet om at skabe klarhed over, hvilke medlemsstater der er imod, at mistænktes rettigheder forbedres, og hvorfor. For det siges jo, også af hr. Demetriou, at alle medlemsstater under alle omstændigheder skal respektere mistænktes rettigheder og menneskerettighedskonventionen, men der behandles også et enormt antal retssager i Strasbourg. Der er ligeledes temmelig mange forskelle mellem medlemsstaterne, netop om procedurerne.

Hvis vi alle sammen var enige om mistænktes rettigheder, kunne vi naturligvis bare underskrive denne aftale om de proceduremæssige rettigheder som en formalitet, men det lykkes ikke, fordi der faktisk er meget store forskelle. Som følge deraf forsøger de nationale dommere nu at finde ud af, hvornår det er tilladt at udlevere en mistænkt, og hvornår det ikke er det. Det fører til, at der har været en række retssager, hvor mennesker netop ikke blev udleveret til en anden EU-medlemsstat. Et eksempel herpå var en retssag i Bolzano, hvor retten nægtede at udlevere en italiener til Østrig.

I det øjeblik vi har fælles aftaler om mistænktes rettigheder, vil også udleveringen af mistænkte forløbe meget mere gnidningsløst. Jeg vil derfor bede Rådet om ikke at betragte det som en bonus til mistænktes rettigheder, men som en nødvendig bestanddel, nemlig at der både skal anvendes repression og efterforskning, men at man samtidig skal garantere retsstaten, også på europæisk plan. Hvis der ikke er tillid mellem medlemsstaterne, vil det i sidste instans påvirke efterforskningen negativt.

 
  
MPphoto
 
 

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, evalueringen af den europæiske arrestordre skal ske ved hjælp af en samlet analyse af de konsekvenser, som rammeafgørelsen har for retssamarbejdet, den gensidige anerkendelse af forbrydelser og respekten for de individuelle rettigheder og de borgerlige frihedsrettigheder.

Desværre befinder vi os i dag i en meget vanskelig situation, og nogle medlemsstater har haft svært ved at gennemføre arrestordren, fordi selv deres nationale forfatninger lægger hindringer i vejen. Det ville dog være forkert at forsøge at lave om på nationale forfatninger for at sikre arrestordren.

I evalueringen i dag er man desværre nødt til at se bort fra tallene for et land, nemlig Italien, der for at beskytte private interesser og på grund af en minister, der så afgjort er EU-skeptiker og antieuropæisk, ikke har gennemført EU-lovgivningen inden fristens udløb.

Endelig er det utænkeligt at indføre den europæiske arrestordre, uden at man først har vedtaget fælles minimumsbestemmelser på det strafferetlige område og uden at tage højde for fælles garantier. Parlamentet har allerede udtalt sig om minimumsprocedurerne, og nu venter vi på, at Rådet går videre med dette punkt. Det er ligesom at bygge et hus, hvor man starter med taget i stedet for fundamentet.

Der er ingen tvivl om, at den europæiske arrestordre kan være et nyttigt instrument, som gør, at udleveringen af kriminelle ikke er underlagt den politiske vilje, og det er der allerede nogle positive eksempler på, men proceduren er fra starten behæftet med en fejl og en arvesynd, som skyldes, at man havde travlt med at vedtage nødlovgivning efter terrorattentaterne.

Jeg er enig i mange af de vurderinger, som fru Hazan kommer med i sin betænkning. Teksten blev forbedret i udvalget, så man også undgik at udvide listen over de 32 forbrydelser, men det forkerte udgangspunkt, som sikkerhedsbesættelsen er, kan ikke undgå at få indflydelse på vores holdning. Der er et gammelt ordsprog som siger, at hastværk er lastværk. Denne metafor passer også perfekt på evalueringen af det første år med den europæiske arrestordres gennemførelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, jeg støtter denne foranstaltning til bedre bekæmpelse af terrorisme. Under forhandlingen i 2002 sagde jeg, at kun forbrydelser, som der fandtes en europæisk eller international definition for, måtte stå på listen. Da den nuværende liste over forbrydelser er for omfattende, opstår der mulighed for retsusikkerhed og diskrimination. Medlemsstater griber derfor enhver chance for at anvende kriteriet om dobbelt strafforfølgning.

Fru Hazan opfordrer med rette Rådet til at sikre, at denne dobbelte strafforfølgning afskaffes. I begyndelsen bad hun endda om en udvidelse af listen over forbrydelser. Det blev forkastet i Kommissionen. I betragtning af de nuværende signaler var dette absolut ikke gunstigt. Det er bedre at følge udviklingerne nøje i de kommende to år. Jeg forventer, at bedømmelsen netop må føre til en begrænsning af den nuværende liste. En mere retssikker udvidelse af listen er kun mulig, hvis alle nævnte forbrydelser defineres på EU-plan. Det er imidlertid ikke ønskværdigt, at strafferetten harmoniseres snigende gennem denne afgørelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes arbejde med spørgsmålet. Desværre lader det imidlertid til, at ordføreren, ligesom alle andre i Parlamentet, arbejder på vanskelige vilkår, fordi vi endnu ikke har adgang til Rådets og Kommissionens evalueringsmekanisme vedrørende gennemførelsen af den europæiske arrestordre.

Vi kan lære noget af de erfaringer, vi allerede har fået. På den positive side kan nævnes, at tidsforbruget er blevet mindsket kraftigt i forhold til den tidligere udleveringsprocedure. Medlemmerne taler om mellem 90 og 42 dage, men udleveringsprocedurer, der ville have varet i årevis mellem EU's medlemsstater tidligere, er nu reduceret til 42 dage.

Vi må imidlertid være meget forsigtige, hvad angår forfatningsmæssige rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Nogle domstole har sat spørgsmålstegn ved den europæiske arrestordres funktion, enten hvad angår de mekanismer, der er blevet anvendt til at gennemføre den i folkeretten, eller hvad angår den måde, hvorpå visse domstole har fortolket dele af arrestordreprocessen.

Uanset harmonisering er denne idé om gensidig respekt, tillid og forståelse mellem de retslige myndigheder det første skridt hen imod oprettelsen af et større og mere rummeligt område med retligt samarbejde. En af de vanskeligheder, som vi står over for, er, at vi har forskellige retssystemer i EU's medlemsstater, som har opbygget retlige organer og skabt præcedens. Det har til en vis grad indflydelse på, hvordan vi bedst kan udnytte dette område. Derfor var det en god idé i den indledende fase at begrænse kategorierne af lovovertrædelser til 32. Nu kan vi efter de erfaringer, vi har fået, se nærmere på dette.

Min sidste bemærkning er, at vi ikke skal forhaste os med at nå alle disse mål på kort sigt. Vi må ikke glemme, at nogle lande først har gennemført rammeafgørelsen i løbet af de sidste par måneder. Vi må have mere tid til at undersøge evalueringen og sikre, at den anvendes korrekt.

Endelig må grundlæggende respekt for menneskerettighederne og frihedsrettighederne være kernen i vores arbejde på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand, ærede kolleger, for to uger siden blev Belgien atter hele EU's skydeskive, da det lykkedes vores sikkerhedstjeneste at lade en farlig terrorist fra den tyrkiske terrorbevægelse DHKP-C, Fehriye Erdal, flygte, uden at en minister behøvede at påtage sig ansvaret. Det var dagen før, hun skulle idømmes fire år fængsel. I andre medlemsstater har DHKP-C længe været klassificeret som en farlig terrorgruppe. Det var ikke tilfældet i Belgien, hvor Erdal uforstyrret kunne søge tilflugt og få asyl.

Det må jeg uvilkårligt tænke på, nu hvor vi evaluerer udviklingen af den europæiske arrestordre. Hvis vi vil udvikle ensartede regler og procedurer for effektivt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet, men også terrorismen, bl.a. gennem den europæiske arrestordre, kan jeg ved den slags fadæser kun konkludere, at EU endnu har en meget lang vej at gå.

 
  
MPphoto
 
 

  Jaime Mayor Oreja (PPE-DE) . - (ES) Hr. formand, jeg vil begynde med at lykønske ordføreren, Adeline Hazan, med hendes betænkning, der utvivlsomt er præcis og stringent.

Jeg vil gerne sige, at vedtagelsen af den europæiske arrestordre - det må vi aldrig glemme - i sin tid ikke kun var endnu et juridisk instrument eller en simpel erstatning af et gammeldags udleveringssystem. I virkeligheden var den et symbol, den var et svar, og den afspejlede en ny holdning.

Den var symbolet på et presserende behov for at skabe et europæisk juridisk og politimæssigt område. Den var det europæiske svar på det frygtelige attentat den 11. september mod Tvillingetårnene i New York, og samtidig afspejlede den en politisk holdning til aktivt at bekæmpe terrorismen og til at håndtere sikkerheden ved hjælp af en intern politik i EU, der er et af de store mål, der bør kendetegne vores optræden.

Jeg er nødt til at sige, at jeg havde lejlighed til at forelægge denne arrestordre på det tidspunkt, hvor den befandt sig i Ministerrådet, og beklageligvis blev ordren først vedtaget efter attentatet den 11. september. Det er derfor afgørende, at vi ikke igen indfører kontrollen af dobbelt strafbarhed, at vi løser de forskellige uforeneligheder med de forskellige forfatninger, og at de nationale dommere ikke indfører supplerende instrumenter, før et nyt attentat tvinger os til hurtigt at gennemføre ændringer til denne meget vigtige arrestordre.

Der må derfor ikke være hindringer eller halvhjertede indsatser i forbindelse med dette spørgsmål. Der er brug for en utvetydig vilje, og det er også nødvendigt at minde om det, der var en meget vigtig opgave for en indenrigsminister i den daværende periode, Antoine Duquesne, som ikke er her i dag, men som spillede en afgørende og vigtig rolle, så den europæiske arrestordre i dag kan være genstand for eftermiddagens forhandling.

 
  
MPphoto
 
 

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. minister, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil også gerne komplimentere ordføreren for hendes betænkning. Den europæiske arrestordre er i sig selv ikke nok til at skabe et europæisk område for sikkerhed, frihed og retfærdighed. Vi vil heller ikke kunne gennemføre den korrekt, medmindre vi styrker dommernes gensidige tillid i væsentlig grad, medmindre vi gennemfører fælles minimumsstandarder i strafferetssager, som sikrer de mistænktes grundlæggende rettigheder, og medmindre vi opnår en basal tilnærmelse mellem de nationale lovgivninger.

Derfor kræver vi, som det første skridt, godkendelse af rammeafgørelsen, med Europa-Parlamentets ændringsforslag, om visse proceduremæssige rettigheder i forbindelse med straffesager i EU. Vi håber desuden, at det kommende menneskerettighedsagentur vil få en betydelig rolle i beskyttelsen af og respekten for menneskerettighederne og de individuelle rettigheder, også i forbindelse med den europæiske arrestordre.

 
  
MPphoto
 
 

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand, anvendeligheden af den europæiske arrestordre blev især for mine vælgere i London demonstreret, da Hussein Osman, en mistænkt i forbindelse med bombeforsøgene den 21. juli, blev udleveret til retsforfølgelse i Storbritannien inden for uger og ikke år. To tredjedele af medlemsstaterne har imidlertid fastsat udtrykkelige grunde til at nægte udlevering, nemlig krænkelse af de grundlæggende rettigheder. I det omfang at dette er gyldigt, berettiger det det østrigske formandskabs positive holdningsskifte hen imod en overbevisning om, at der må være enighed om minimumsstandarder for retfærdig retslig behandling.

Vi må imidlertid gøre mere for at investere i strafferetssystemet, hvilket Europa-Parlamentet krævede for et år siden. Desværre falder mange ledende politikere for fristelsen til at kritisere dommere for domme, som de ikke bryder sig om. Sidste år pralede den britiske premierminister, Tony Blair, med, at han havde kritiseret strafferetssystemet stærkt. I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende rettigheder såsom uskyldsformodning og habeas corpus og sandsynligvis samtykke stiltiende til torturflyvninger og ekstraordinære udleveringer må vi hæve standarderne og ikke sænke dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, fru Gastinger, hr. kommissær, i juli måned 2005 erklærede den tyske forfatningsdomstol Tysklands lov om gennemførelse af den europæiske arrestordre for ugyldig. Den forlangte helt rigtigt, at de tyske lovgivere skulle leve op til deres ansvar om at beskytte og opretholde de grundlæggende borgerlige rettigheder, der garanteres i den tyske grundlov, og denne afgørelse var utvivlsomt en god påmindelse herom.

Det er med dette i tankerne, fru Gastinger, at jeg finder det helt uforståeligt, at Rådet fortsat lader rammeafgørelsen om proceduremæssige rettigheder i straffesager trække i langdrag uden at gøre noget. Det er ganske enkelt uacceptabelt, og de anklagede skal have langt større ret til at tage hensyn til den europæiske arrestordre. Jeg kan tilslutte mig det, som allerede er blevet sagt af mange af Europa-Parlamentets medlemmer.

Det gælder naturligvis også de anklagedes ret til at blive informeret om deres rettigheder på et sprog, som de kender. De skal have ret til at benytte en tolk, og det skal selvfølgelig garanteres, at de relevante dokumenter i straffesager oversættes.

Fru Gastinger, Rådet skal omsider gøre noget ved dette. Det er helt afgørende, at den gør det, for borgerne i EU skal have vished for, at deres rettigheder beskyttes og respekteres ensartet i hele Europa.

 
  
  

FORSÆDE: António Manuel DOS SANTOS
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Ashley Mote (NI). - (EN) Hr. formand, de lande, der er vant til romerretten og napolitansk ret, må acceptere, at staten styrer deres liv, men i Storbritannien er enhver tanke om sådan noget en vederstyggelighed. Der, hvor jeg kommer fra, eksisterer staten ikke selvstændigt, og den nuværende regering lytter til os, der valgte den.

Vores værn mod ethvert forsøg fra statens side på at blande sig i friheder og rettigheder går hundredvis af år tilbage i tiden og er beskyttet af sædvaneret og positiv ret. Ingen europæer har ret til at tilbageholde og fjerne en britisk statsborger fra Det Forenede Kongerige uden retssikkerhedsgarantier, og det betyder beskyttelse mod fængsling efter tre dage, medmindre en domstol foretager afhøring og træffer en anden afgørelse. Det betyder også, at der ikke kan eksistere en lovovertrædelse, som ikke er en lovovertrædelse i Det Forenede Kongerige: Fremmedhad kan f.eks. være en tiltale i Det Forenede Kongerige. Vi har stadig uskyldsformodning, nævningesager og frihed for dobbelt strafforfølgning til trods for Blair-regeringens skændige bestræbelser på at rette sig efter det, som EU vælger at kalde ret.

Borgerne i Deres lande ville være langt bedre stillet, hvis de havde de britiske borgeres rettigheder og friheder. Tag ved lære af dette, så begynder De måske at vinde sympati. Nogle burde sige til fru Wallström ...

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Fru minister, hr. næstformand i Kommissionen, jeg vil gerne først takke Adeline Hazan for hendes fremragende betænkning. Som hr. Mayor Oreja allerede har nævnt, hilste vi den europæiske arrestordre velkommen som et banebrydende instrument for udviklingen af det retlige samarbejde og styrkelsen af samarbejdet og den gensidige tillid, og som skal sikre en ensartet retlig beskyttelse for alle EU-borgere og blive et af vigtigste redskaber i bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet.

Desværre er der i denne første evaluering blevet konstateret forskellige problemer, der hindrer den i at blive fuldt gennemført, og som er til skade for den gensidige tillid. Det drejer sig om vanskeligheder ved selve gennemførelsen, praktiske forhindringer med hensyn til oversættelse, fremsendelse og brug af forskellige formularer og modstand hos medlemsstater, der ønsker at bevare elementer fra det traditionelle udleveringssystem som f.eks. kontrol af dobbelt strafbarhed og mulighed for politisk indblanding i den retlige procedure.

Jeg vil gerne fremhæve tre punkter. For det første vil jeg gerne nok en gang minde om de fordele, som en vedtagelse af udkastet til en forfatningstraktat ville betyde for rets- og politisamarbejdet, ikke mindst da søjlerene afskaffes. Som hr. Demetriou allerede har sagt, skal vi bruge de midler, som vi har til rådighed og anvende passerellen (i traktatens artikel 42), så medlemsstaterne kan integrere den europæiske arrestordre i den første søjle for at sikre større gennemsigtighed og demokratisk kontrol fra Europa-Parlamentets og retslig kontrol fra Domstolen.

Det andet er, at vi bør bruge den nordiske arrestordre som inspirationskilde til at styrke effektiviteten af den europæiske arrestordre. Der er flere fremskridt i den nordiske arrestordre, navnlig i en mere effektiv overgivelsesordning og kortere procedurefrister.

Det tredje og sidste er - som kommissær Frattini har sagt - at det er vigtigt, at ikke blot Europa-Parlamentet, men også de nationale parlamenter inddrages i den næste evaluering af gennemførelsen af den europæiske arrestordre.

 
  
MPphoto
 
 

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand, ligesom den forrige taler vil jeg også lykønske ordføreren.

I 2002 foreslog EU en ny mekanisme som en del af dets kriminalitetsbekæmpende indsats. Jeg tænker på den europæiske arrestordre. Her næsten fire år senere skal vi evaluere effektiviteten af dens gennemførelse og besvare spørgsmålet om, hvad der skal gøres for, at kriminelle ikke længere skal kunne føle sig sikre i Europa. Jeg vil gerne fremsætte to bemærkninger, hvis jeg må.

For det første er det beklageligt, at den europæiske arrestordre i henhold til det nuværende retssystem er et søjle 3-instrument, og at den ikke falder ind under hverken Europa-Parlamentets eller EF-Domstolens kompetenceområde. Der er helt klart brug for en ændring. Man skal imidlertid huske på, at der i henhold til den europæiske forfatning vil blive fjernet søjler og udviklet retsplejeinstrumenter. Endvidere vil flere procedurer blive en del af Fællesskabets kompetence. Som følge heraf bliver EU mere effektiv og dets beslutninger mere gennemsigtige og demokratiske i deres natur. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at der aldrig blev protesteret over den del af forfatningstraktaten, der beskriver disse metoder. Den blev ikke på nogen måde bestridt i forbindelse med de nylige ratificeringskampagner, hvilket varsler godt for denne institution.

Min anden kommentar er den, at den europæiske arrestordre trods den vellykkede implementering er stødt på en række betydelige retlige hindringer i visse lande. Europa-Parlamentet har hørt om situationen i Tyskland og i Cypern. Vi er også opmærksomme på holdningen i Belgien og Italien. Der er også problemer med at gennemføre den europæiske arrestordre i mit hjemland Polen. Den er blevet en del af straffeloven og implementeres, men i april 2005 erklærede forfatningsdomstolen arrestordren for forfatningsstridig. Vi fik 18 måneder til at afhjælpe situationen, og her blot syv måneder senere håber jeg, at Polen vil løse denne uoverensstemmelse i tide.

 
  
MPphoto
 
 

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, de to grundprincipper i det europæiske strafferetlige samarbejde er princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og harmoniseringen af medlemsstaternes lovgivning. Disse to principper supplerer imidlertid hinanden, de vil være vanskelige at gennemføre, og det vil kræve lang tid.

Alligevel bør der gøres alt, hvad der overhovedet kan, for at få en fælles EU-strafferetlig politik. Den europæiske arrestordre er det første vigtige skridt hen imod princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser og bidrager til etableringen af en fælles retskultur. Selv om der er sket fremskridt i tilpasningsproceduren i forbindelse med den europæiske arrestordre, er der stadig nogle vanskeligheder, som bl.a. fortsætter i forbindelse med en ensartet eller ikke-ensartet overførsel af rammeafgørelsen til medlemsstaternes nationale ret og de kategorier af lovovertrædelser, hvor der ikke foretages kontrol af strafbarheden. Disse vanskeligheder bør man være særlig opmærksom på.

Det undrer mig også - og dette er henvendt til rådsformanden, den østrigske minister, fru Gastinger - at der eksisterer denne liste over de 32 lovovertrædelser, og at vi ikke forenkler hele proceduren og siger, at alle lovovertrædelser, som medfører fængselsstraf på over tre år, er omfattet af denne ordning. Dette ville gøre det meget nemmere både for de nationale lovgivninger og de nationale domstole. Jeg er sikker på, at De med Deres kvalifikationer, fru minister, vil se på dette spørgsmål.

 
  
MPphoto
 
 

  Karin Gastinger, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, i mine afsluttende bemærkninger vil jeg gerne i generelle vendinger gentage, at vi trods Deres helt igennem velbegrundede kritik af forskellige punkter i dag kan tage det for givet, at den europæiske arrestordre bestemt er noget, som vi alle kan være stolte over. Det var et første og afgørende skridt i vores fælles kamp imod kriminalitet og terrorisme på baggrund af princippet om gensidig anerkendelse. Det er noget meget vigtigt og noget, som vi aldrig må glemme.

Adskillige medlemmer har bedt mig om at sige noget om processuelle minimumsgarantier i straffesager, og det finder jeg meget vigtigt. Hr. Watson, fru Buitenweg, hr. Catania, hr. Lambrinidis, fru Ludford og fru Kaufmann har taget sagen op. De ved sikkert, at vi brugte megen tid på at diskutere hele dette område på det uformelle rådsmøde i Wien den 13. og 14. januar.

De ved sikkert også, at denne rammeafgørelse - og jeg tøver ikke med at sige følgende - i øjeblikket befinder sig i en slags blindgyde, og det er noget som alle i Rådet er meget kede af. Jeg kan forsikre Dem om, at vi i Rådet bestemt har den politiske vilje til at indføre disse processuelle minimumsgarantier for anklagede i straffesager i en eller anden form for forordning. Dermed ønsker vi at udsende et meget vigtigt politisk signal.

Der er også problemer med selve rammeafgørelsen, for nogle medlemsstater har tvivl vedrørende retsgrundlaget på europæisk plan, og som De sikkert kan forestille Dem, er det et spørgsmål, man dårligt kan vige uden om. Et kig på detaljerne røber, at disse tvivl primært handler om omfanget og lignende punkter, som vi diskuterer, men på vegne af det østrigske formandskab kan jeg forsikre Dem om, at vi giver denne sag topprioritet, og at vi ønsker at gøre konkrete fremskridt under vores formandskab.

Vi skal imidlertid også huske på det faktum, at de processuelle minimumsgarantier er et punkt, hvor vi skal tilføre merværdi til menneskerettighedskonventionen og mere specifikt til dens artikel 6, der er vores fælles grundlag i Europa og noget, som vi alle føler os engageret i.

Under vores formandskab vil vi forsøge at nå frem til en løsning for at kunne tage det næste skridt, der er helt afgørende. Det vigtigste for os er, at vi får mulighed for at bevæge os ud af den blindgyde, vi i øjeblikket befinder os i.

Fru Roure tog en anden vigtig sag op, nemlig vores fremskridt med hensyn til de andre instrumenter - primært den europæiske bevisprocedure og udvekslingen af informationer mellem de retlige myndigheder. Med hensyn til bevisprocedurerne kan jeg fortælle Dem, at der er gjort ganske bemærkelsesværdige fremskridt på rådsplan. Det siger sig selv, at listen over 32 lovovertrædelser - som denne forhandling gentagne gange er vendt tilbage til - er tilbage på dagsordenen. Jeg vil diskutere dette spørgsmål senere.

Det er også et debatpunkt, men jeg er fuld af håb om, at der også vil ske store fremskridt på dette område under vores formandskab. Vi kan meget vel finde en afgørelse på denne sag, men selv hvis det skulle vise sig umuligt, vil vi kunne overrække det finske formandskab en sag, der er meget tæt på sin afgørelse.

Hvis jeg må vende tilbage til rammeafgørelsen om gennemførelsen og indholdet af informationsudvekslingen mellem medlemsstaternes strafferegistre og rammeafgørelsen om beskyttelse af persondata, der er behandlet under det politimæssige og retlige samarbejde, kan jeg fortælle Dem, at vi diskuterer dette i arbejdsgrupperne, og her mener vi også, at vi kan gøre fremskridt.

Hr. Varvitsiotis spurgte, hvorfor vi ikke tager udgangspunkt i en treårig fængselsdom snarere end i de 32 lovovertrædelser på listen, og hertil kan jeg sige - som De sikkert ved - at de 32 lovovertrædelser var genstand for en lang og dybtgående debat i Rådet, før vi blev enige om dem. Det var en meget vanskelig proces, og nu er vi glade for, at vi har listen. Når vi betragter disse 32 lovovertrædelser, må vi imidlertid ikke glemme, at denne liste i praksis er en oversigt over de områder, hvor dobbelt strafbarhed ikke er underkastet ekstra kontrol. Det er baggrunden for listen med de 32 lovovertrædelser. Udlevering og anvendelse af den europæiske arrestordre er imidlertid fortsat muligheder på andre områder, hvor der kontrolleres for dobbelt strafbarhed, for at den europæiske arrestordre kan komme i spil.

Som jeg allerede har sagt, er disse 32 lovovertrædelser atter genstand for drøftelser i forbindelse med den europæiske arrestordre, for vi ved selvfølgelig, at nogle af disse lovovertrædelser er meget bredt definerede, mens andre vedrører meget konkrete handlinger. Når vi ser det i dagens lys, er det ikke rigtigt sammenhængende, og det er vi udmærket klar over. Ikke desto mindre er vi glade for, at det er på plads, og på baggrund af erfaringerne med den europæiske arrestordre vil vi selvfølgelig arbejde videre med denne liste. Jeg vil bede Dem om at give os tid. Vi har brug for tid, hvis vi i sidste ende skal have et godt grundlag for et endnu bedre samarbejde på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil komme med et par bemærkninger efter denne interessante debat.

Først vil jeg minde om, at overvågningen af den europæiske arrestordres gennemførelse vil fortsætte, og at Parlamentet råder over vores evaluering af alle medlemsstaterne. Fra januar er også Italien medtaget i en tillægsberetning, og i juni bliver der udarbejdet endnu en beretning.

Til hr. Watson vil jeg sige, at Kommissionen desværre ikke har mulighed for at indlede overtrædelsesprocedurer i henhold til fællesskabslovgivningen, eftersom der er tale om et instrument under tredje søjle. Jeg var særligt glad for at høre det, som nogle af parlamentsmedlemmerne sagde om muligheden for - hvilket jeg selvfølgelig tilslutter mig - at overføre et så vigtigt instrument for bekæmpelsen af terrorisme og kriminalitet til første søjle. Dette ville naturligvis have positive konsekvenser for overvågningen og gøre den endnu mere effektiv og ufravigelig, end det er muligt for os i dag.

Vi vil fortsat fremhæve de stærke og svage sider ved hver enkelt gennemførelseslov. Og det vil vi gøre i tæt kontakt med de nationale parlamenter, hr. Coelho, for vi er naturligvis nødt til at blive klar over de eksisterende problemer, som i nogle tilfælde skyldes forfatningerne og i andre tilfælde parlamenterne, og som har vanskeliggjort procedurernes fuldstændige gennemførelse i nogle medlemsstater. Efter min opfattelse er dette et tegn på respekt for princippet om et loyalt samarbejde mellem institutionerne.

Til sidst vil jeg sige, at det bliver nødvendigt at integrere dette europæiske handlingsprogram og den europæiske bevissikringskendelse. Jeg har sagt det før, men jeg vil gerne gentage, at det efter min mening er påfaldende, at vi har været i stand til at indgå en aftale om at overføre personer fra det ene land til det andet, mens det ikke er lykkedes os at overføre beviser, som er et element, der i meget ringere grad griber ind i de grundlæggende rettigheder og den gensidige tillid. Tilliden er tilstrækkelig til, at vi udleverer anholdte personer, men vi er stadig ikke blevet enige om at overføre bevissikringskendelser fra det ene land til det andet.

Jeg er enig med fru Gastinger i, at det er nødvendigt at gøre et reelt fremskridt, og jeg håber, at vi under det østrigske formandskab når frem til en aftale, hvor vi stadig kun er uenige på få punkter.

Det samme gælder for procesrettighederne. Jeg anerkender det østrigske formandskabs store bestræbelser på at nå frem til en aftale, og jeg mener ikke, at retsgrundlaget er en hindring. Der er tale om juridiske spørgsmål, men alle juridiske spørgsmål er egnede til at blive drøftet.

Jeg er overbevist om, at der er basis for at nå til enighed om et europæisk initiativ i forbindelse med procesrettighederne. Det ville være et meget vigtigt politisk signal.

Jeg ved, at formandskabet gør en indsats, og lige så vigtig er indsatsen for en informationsudveksling om strafferegistre. Samtidig skal den straffemæssige indfaldsvinkel konstant afbalanceres med en styrkelse af rettighederne og frihederne, og dette giver os endnu et politisk kort på hånden til at bekæmpe kriminalitet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.00.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik