Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. marts 2006 - Strasbourg

9. Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI)) (A6-0025/2006).

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, EU's udvidelse har hidtil været den mest vellykkede del af EU's udenrigspolitik. Den var nemlig et instrument til at fremme en zone med stabilitet og fred i Europa og også områderne fred, frihed, menneskerettigheder og retsstatsprincipper yderligere. Det er en vigtig pointe, som vi må holde os for øje i dag og fremover.

Samtidig må vi imidlertid også indse, at målet om stabilitet kun kan nås, hvis EU i sig selv har styrken til at udvikle sig på en sådan måde, at det kan leve op til de opgaver, der er forbundet med det. Derfor forsøgte man eksempelvis med forfatningstraktaten efterfølgende virkelig at gøre udvidelsen med 10 medlemslande mulig, institutionelt og ud fra målsætningerne. Og her er vi i en vanskelig situation, fordi ratifikationensprocessen ikke kommer fremad.

Vi må også indse, at EU's evne til at optage nye medlemmer er et af de vigtige punkter i Københavnskriterierne, som imidlertid af gode grunde hidtil kun har haft deklamatorisk karakter. Ved en sådan skillevej - efter Bulgarien og Rumænien - må vi imidlertid gøre dette punkt operationelt og definere det på ny. Derfor beder vi Kommissionen om inden årets udgang at definere EU's optagelsesevne i en sådan sammenhæng, så vi kan bruge det som instrument. Det er yderst vigtigt, da det ikke kun handler om et forfatningsspørgsmål, men også om spørgsmål, som har at gøre med EU's finansielle evner og flere andre ting.

Desuden mener jeg, at vi må gøre EU's optagekapacitet så tydelig, at dette i sidste ende også kan være et ja- eller nejpunkt. Udsigten til EU-medlemskab er af stor betydning som incitament til interne reformer, ikke kun for lande, som allerede har tiltrædelsesforhandlinger, som har kandidatstatus eller som efter Thessaloniki har fået stillet medlemskab i udsigt - et løfte, som man i øvrigt ikke kan trække tilbage igen, for lige at gøre det klart endnu en gang og fjerne tidligere misforståelser - men også for andre stater som Ukraine, stater som i dag i Europa stadig er underlagt diktatur, og som også skal have et sådant perspektiv, så blikket mod Vesten er sikret.

Her er det ikke nok med naboskabspolitikken. I nogle tilfælde er det i øjeblikket for stor en mundfuld for landene eller for EU at forene dette alene med udsigten til fuldt medlemskab, fordi det i mange tilfælde først vil kunne realiseres om 15 år. For at gøre dette projekt troværdigt har vi brug for en mellemting, hvormed vi kan give disse lande et perspektiv uden at pålægge os selv presset fra et uopfyldeligt krav om omgående fuldt medlemskab.

Dette bør stå åbent for alle stater, som i dag ikke er medlem af EU. Jeg vil gerne gentage, at det kan være det endelige stadium, hvis lande som eksempelvis Norge, som også er medlem af Schengen, beslutter sig for det inden for rammerne af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Man kan gøre meget inden for det indre marked, intern og ekstern sikkerhed, miljøpolitik og andet i et sådant multilateralt projekt - jeg vil vove at bruge arbejdstitlen "EØS plus".

Men det kan også være en mellemstation. Hvis stater, som i dag efter Thessaloniki har udsigt til medlemskab - som f.eks. landene på Vestbalkan med forskellige udviklingsperspektiver, hvad de tidsmæssige forventninger angår - skulle beslutte sig for at sige, at de vil bruge det som et mellemtrin hen mod fuldt medlemskab, så ophæver det ikke løftet fra Thessaloniki. På dette grundlag kan vi skabe en ny fleksibilitet ved at fylde denne udsigt med troværdighed, fordi der kan ske noget med det samme, i stedet for at der skal forhandles i 15 år, hvorefter det er usikkert, om det bliver ja eller nej.

Jeg kan jo se, at udvidelsen i nogle lande også er afhængig af en folkeafstemning, og at vi slet ikke ved, om ratifikationen lykkes i sidste ende. Det er altså også et forsøg på ikke kun at følge en alt eller intet-strategi, men at skabe muligheder for at give disse lande troværdige perspektiver og samtidig redde EU som politisk projekt og bringe det fremad.

(Bifald)

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet og formanden for Udenrigsudvalget for den udførlige betænkning om Kommissionens strategidokument 2005. Rådet drøfter løbende dette emne, også i forbindelse med de helt konkrete beslutninger, vi skal tage. Som allerede fortalt havde vi i Gymnich en meget god og grundig debat i denne forbindelse, og vi vil løbende fortsætte denne debat. Det er efter min mening et meget vigtigt punkt, for hvis man nægter at diskutere, skaber det mistillid i befolkningen, og vi skal være opmærksomme på, at vi styrker de europæiske borgeres tillid til det europæiske projekt generelt, at vi skaber større tillid og klarhed. Det er en af mine centrale opgaver som formand for Rådet, og derfor hilser jeg den debat velkommen, som nu er ved at komme i gang.

Borgernes støtte til udvidelsesprocessen kræver, at vi forbedrer den løbende information, at vi forbedrer oplysningsarbejdet, at vi forklarer de enkelte skridt bedre. Det kræver, at vi helt enkelt giver udtryk for, at vi vil være grundige, at vi vil være omhyggelige, at vi ikke vil gøre noget overilet, men at vi heller ikke vil træde vilkårligt på bremsen. Det er en vigtig sag for mig.

Evnen til at optage nye medlemmer er bestemt ikke nogen vilkårlig, ekstra hindring, som er blevet indført, det er en bevidsthed, en proces, hvor vi bliver bevidste om og gøres bevidste om helt centrale og selvfølgelige grundlæggende forhold. Ethvert udvidelsesskridt, enhver ny tiltrædelse kræver to parter - på den ene side EU, på den anden side det tiltrædende land.

Vi vil forberede de næste tiltrædelser optimalt. Også i den forstand var Salzburg vigtig, for det var vigtigt at se tilbage på de sidste tre år og fremad på de næste konkrete skridt for at skabe klarhed for os alle om, hvor vi står, og hvad vi egentlig vil, internt og eksternt. Vi kan også stole på den faglige viden, som vi fik i forbindelse med den sidste udvidelse, og vi bør være fast besluttet på at anvende denne eksisterende transformationsviden i et partnerskab.

Også egenansvaret understreger, som det blev sagt allerede i den forrige debat, de europæiske standarder. De skal opfyldes strengt og fair, punkt for punkt, og det blev præciseret, så det ikke kunne misforstås, i Kommissionens beretning i november 2005.

I denne debat bør vi imidlertid også gå ærligt ind på de forventninger, man har til EU, og til forventningerne i vores egne befolkninger. Vi skylder hinanden klarhed, og det er kun os, der kan give hinanden den. Vi må ikke udstede dækningsløse checks.

Jeg plæderer desuden for en differentieret procedure for hvert enkelt land, for vi skal være en fair partner for hvert enkelt land og dets borgere. Det skal vi skabe vished for. Formandskabet vil derfor i den kommende debat være særligt opmærksomt på bidragene fra Europa-Parlamentet.

Lad mig kort skitsere de konkrete beslutninger, som vi arbejder på i øjeblikket. Det første tema er Rumænien og Bulgarien, hvor der er opmuntrende beretninger, og hvor målet jo ligger fast, nemlig tiltrædelse pr. 1. januar 2007 med mulighed for udsættelse med et år. For Tyrkiets og Kroatiens vedkommende er tiltrædelsesforhandlingerne begyndt, det formelle startskud var den 3. oktober sidste år. Vi er nu i færd med acquis screening, dvs. at gennemgå den eksisterende lovgivning. Formandskabet har skrevet et brev til Kroatien og Tyrkiet og indbudt dem til at præsentere deres forhandlingsposition til det første kapitel, forskning og udvikling.

Vi mener ligesom Europa-Parlamentet, at det er nødvendigt med kontinuerlige fremskridt i opfyldelsen af alle politiske og økonomiske kriterier og effektiv gennemførelse af de grundlæggende rettigheder, retsstaten og demokratiet. I forbindelse med Tyrkiet hilste formandskabet det velkommen, at sagen mod Orhan Pamuk blev indstillet, og ved trojkaens nylige møde i Wien præciserede vi, at vi forventer, at de stadig verserende sager i forbindelse med den tyrkiske straffelovs artikel 301 bliver behandlet på samme måde, eller at man i det hele taget når frem til en ændring på dette punkt.

Vi følger nøje gennemførelsen af Ankara-protokollen, og vi vil sørge for, at denne kontrol finder sted i år i de relevante organer på grundlag af Rådets erklæring af 21. september 2005.

Vedtagelsen af tiltrædelsespartnerskabet med Kroatien er også meget vigtigt. Vi glæder os over den kroatiske premierministers løfte om at sørge for ubegrænset samarbejde med Den Internationale Straffedomstol for Det Tidligere Jugoslavien og dens efterfølger. Vi er enig i Europa-Parlamentets opfattelse, at Kroatien i stigende grad bidrager til det regionale samarbejde, og at der er behov for yderligere anstrengelser.

Hvad Vestbalkan angår, har jeg sagt det nødvendige. Også Rådets strategi for Serbiens og Montenegros fuldstændige samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol er klar. Her udsendte vi netop på vores sidste møde et meget klart signal. Vi støtter FN's særlige udsending i Kosovo Martti Ahtisaari i hans arbejde, og jeg tror, at EU med bidraget fra Javier Solanas særlige udsending for at opnå enighed om betingelserne for folkeafstemningen den 21. maj vil kunne yde et yderst positivt diplomatisk bidrag.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, eftersom han stadig er til stede, vil jeg gerne rose hr. Brok for hans vigtige betænkning. Som han ganske rigtigt sagde, er udvidelse helt klart et af EU's vigtigste politiske værktøjer i bestræbelserne på at skabe fred og fremgang, frihed og demokrati. Østudvidelsen i 2004 forseglede den fredelige genforening mellem Vest- og Østeuropa. Nu fokuserer vi vores energi på en fredelig forening af Sydøsteuropa. Vores gradvise og omhyggeligt forvaltede tiltrædelsesproces er baseret på tre nøgleprincipper.

For det første har vi konsolideret vores udvidelsesdagsorden. Det betyder, at vi skal være mere forsigtige med at påtage os nye forpligtelser, men samtidig skal vi overholde vores nuværende forpligtelser i forhold til kandidatlande eller potentielle kandidatlande, hvor processen allerede er i gang. Vores konsoliderede udvidelsesdagsorden er fokuseret på det sydøstlige Europa: Bulgarien og Rumænien, og Tyrkiet og Kroatien samt de øvrige lande på Vestbalkan.

For det andet anvender vi konsekvent konditionalitet. Kombineret med troværdige udsigter til tiltrædelse virker konditionalitet. Den har hjulpet med til at omdanne Central- og Østeuropa til moderne demokratier. For nylig har den inspireret til modige og betydningsfulde reformer i Tyrkiet og i stigende grad på Vestbalkan. Dette er også blevet bevist gennem nogle vigtige begivenheder for nylig, idet general Ante Gotovina er bag tremmer i Den Haag, mens forfatteren Orhan Pamuk frit kan give udtryk for sine holdninger.

Udvidelsespolitikken og naboskabspolitikken supplerer hinanden. Desuden er Kommissionen parat til en yderligere uddybning og intensivering af samarbejde med vores naboskabspartnere, når de vigtigste prioriteringer i de foreliggende handlingsplaner er blevet løst på tilfredsstillende vis.

Samtidig skal vi undgå at falde i fælden med en overdrevet teoretisk diskussion om de endelige grænser for Europa. Når vi nu har en konsolideret udvidelsesdagsorden, vil en teoretisk diskussion, f.eks. om, hvorvidt Ukraine overhovedet skal med i EU, hverken gavne os eller ukrainerne på et tidspunkt, hvor Ukraines fremtid og demokratiske udvikling står på spil.

Tempoet i udvidelsen skal helt sikkert også bestemmes af EU's absorptionsevne. Det har altid været Kommissionens synspunkt. Udvidelsen drejer sig om at dele et projekt baseret på fælles principper, politikker og institutioner. Unionen skal sikre, at den kan bevare sin evne til at handle og beslutte i henhold til en rimelig balance mellem institutionerne, idet man respekterer de budgetmæssige grænser og gennemfører fælles politikker, der fungerer godt og fører til de ønskede mål.

I mere end tre årtier har EU med succes optaget en række meget forskelligartede lande, som vi f.eks. kan se ud af Parlamentets sammensætning, herunder også formanden for denne forhandling og den berørte kommissær. Ved at udvikle sine politikker og institutioner har Unionen reageret positivt på de nye omstændigheder som diktaturers fald, kommunismens sammenbrud og den økonomiske globaliserings fremmarch. Udvidelsen har vist sig at være en velegnet stødpude for Europa.

For det tredje har vi brug for bedre kommunikation. I betænkningen stilles der med rette krav om en kommunikationspolitik, og en bred offentlig støtte er helt klart vigtigt for alt det, som Unionen foretager sig, herunder udvidelser. Jeg stoler på Parlamentets politiske og økonomiske støtte, så vi kan gennemføre en diskussion om udvidelsen på et velinformeret grundlag.

Afslutningsvis var konsolideringen nødvendig for at undgå at strække vores udvidelsesforpligtelser for langt. Men vi skal også huske på vores egen strategiske interesse: Det ville være totalt uansvarligt at afbryde en værdifuld proces, der bidrager til at opbygge stabile og effektive partnere i de mest ustabile dele af Europa. Hvis vi begynder at ryste på hånden over Vestbalkans udsigter til at komme med i EU, vil vores gavnlige indflydelse, vores politiske påvirkning og vores indvirkning generelt blive undergravet i alvorlig grad, netop på et tidspunkt, hvor regionen går ind i en vanskelig periode med samtaler om Kosovos status.

EU-perspektivet er nøglen til en bæredygtig løsning for Kosovo og til demokratisk udvikling for Serbien og resten af regionen. Det er grundlaget, der holder regionen fast på fredens og reformernes vej. Derfor må vi for Europas skyld ikke rokke ved det fundament og sikre, at det stadig skrøbelige hus på Balkan ikke falder sammen for øjnene af os i vores egen forhave!

(Bifald)

  Giorgos Dimitrakopoulos, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, først og fremmest vil jeg komplimentere ordføreren og formanden for Udenrigsudvalget, hr. Brok, med hans meget vigtige betænkning, og samtidig vil jeg takke Dem, fru rådsformand, for den interesse og beslutsomhed, De har udvist, både som østrigsk udenrigsminister og nu som formand for Rådet, i forbindelse med balkanspørgsmålet. Der skal også lyde en tak til kommissæren for Kommissionens grundige og omfattende meddelelse, som vi har fået forelagt.

Jeg har følgende hurtige bemærkninger:

For det første er det centrale synspunkt i Brok-betænkningen om den betydning, de europæiske perspektiver har for et antal lande, for størstedelens vedkommende balkanlande, korrekt. Samtidig giver betænkningens punkt 5, 9 og 10, sammenholdt, et pejlemærke, som EU nu kan anvende i forbindelse med fremtidige udvidelser.

Hvad Tyrkiet angår, vil jeg sige, at jeg støtter Tyrkiets europæiske perspektiver, men mener dog, at vi, som De helt korrekt sagde, først og fremmest bør koncentrere os om Ankara-protokollen. Protokollen - og jeg understreger: kun protokollen - og ikke den ensidige erklæring, bør ratificeres, og så er der naturligvis spørgsmålet om moderniseringen af de lovrammer, som landet skal bevæge sig indenfor.

Hvad Kosovo angår, er jeg enig i, at man under forhandlingerne bør være opmærksom på dets endelige status, men vi er også nødt til at træffe forberedelser med hensyn til, hvordan den beslutning, der træffes om Kosovos endelige status, skal gennemføres.

Med hensyn til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har landet nu status af kandidatland - dette er korrekt - men netop fordi det har status af kandidatland, har det rettigheder og forpligtelser, og heri indgår pligten til at udvise en konstruktiv holdning i dialog med Grækenland for at få løst det sidste uafklarede spørgsmål, nemlig spørgsmålet om landets navn.

Endelig er jeg, hvad Serbien angår, enig i, at Serbien har pligt til at samarbejde med domstolen i Haag, og at dette er nødvendigt, men det er en enkelt del af en samlet mængde kriterier, som Serbien skal opfylde, og jeg vil opfordre til, at vi passer på ikke at "kroatificere" Serbien-sagen. Det er også noget, De har en personlig holdning til, fru minister.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, Kommissionen er klar og tydelig i sit dokument. Der kommer ingen ny udvidelsesrunde med en stor gruppe lande samtidig, men Kommissionen siger også - og efter min mening med rette - at EU er og bliver en organisation, som er åben over for nye medlemmer, men det skal være på visse betingelser. Endelig fremhæver Kommissionen med rette betydningen af kommunikation. Selv om udvidelsen med 10 nye medlemsstater i 2004 har været en succes, er det ikke alle borgere, der mener det. Derfor er det absolut ikke overflødigt at gøre en ekstra indsats for at fortælle denne succeshistorie.

På gruppens vegne kan jeg sige, at vi i store træk støtter hr. Broks betænkning, og jeg takker ham for den interessante forberedelse, som vi har haft i de forløbne måneder. Socialdemokraterne støtter fuldt ud den ekstra vægt, der lægges på kriteriet om absorptionskapacitet. Dødvandet omkring ratificeringen af forfatningstraktaten spiller her en vigtig rolle. Uden interne reformer bliver det vanskeligt at få tiltrædelsen af nye medlemsstater på rette vej.

Som der er givet udtryk for i tidligere beslutningsforslag, mener vi ikke, at Nice-traktaten kan danne grundlag for nye beslutninger om tiltrædelse. Der er imidlertid også større behov for mere tydelighed om begrebet "absorptionskapacitet", som er fastlagt i Københavnskriterierne, og også det lægges der med rette vægt på i betænkningen.

Jeg vil benytte denne lejlighed til kort at skitsere Socialdemokraternes holdning til forskellige landes eventuelle tiltrædelse. Hvad angår vores østlige nabolande Ukraine og Moldova, mener vi ikke, det i øjeblikket er gunstigt at diskutere tiltrædelse. Det bedste, vi kan gøre, er at investere i praktisk samarbejde. Vi har aftalt aktionsplaner med disse lande, og lad os forsøge at gøre disse til en succes.

Hvad angår Balkan, støtter vi Rådets holdning. Landene på det vestlige Balkan har i princippet udsigt til medlemskab, men det vil ske i forskellige tempi for de forskellige lande. Efter vores opfattelse skal vi fortsætte med Tyrkiet på den vej, vi er slået ind på. Vi står ved begyndelsen af en proces, som vil vare i mange år, og det er yderst vigtigt, at vi holder fast ved tilsagnet, men også ved de betingelser, som vi har stillet.

Nu vi taler om Balkan, vil jeg lige tilføje, at Københavnskriterierne efter vores mening naturligvis fortsat er af væsentlig betydning, men desuden er et fuldstændigt samarbejde med Krigsforbryderdomstolen vedrørende det Tidligere Jugoslavien også et vigtigt krav fra PSE-Gruppen. Jeg tror ligeledes - og det er der for nyligt talt meget om - at regionalt samarbejde i denne region kan yde et vigtigt bidrag til disse landes tilnærmelse til EU.

Til sidst - og det er sandsynligvis det vigtigste punkt i hele diskussionen - omtaler betænkningen en mulighed om at oprette en ny multilateral struktur for europæiske lande, som endnu ikke er medlem af EU. For nogle lande kunne dette være et alternativ til medlemskab, for andre en mellemstation på vej mod medlemskab. For Ukraine og Moldova f.eks. kunne en sådan struktur være et godt næste skridt, men for de lande, som allerede er anerkendt som potentielle medlemmer, vil jeg understrege, at dette er en mulighed og ikke en forpligtelse.

Således er det også formuleret meget tydeligt i hr. Broks betænkning. Det er en mulighed, som disse lande selv kan vælge, hvis de anser det for nyttigt. Det er ikke et alternativ til udsigt til medlemskab. Det gælder for Tyrkiet og også for landene på Balkan. Jeg vil derfor understrege, at dette er vores fortolkning af beslutningsforslagets punkt 10. Det er på denne måde og ingen anden, at vi i Udenrigsudvalget er nået til enighed med ordføreren.

  Cecilia Malmström, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, udvidelsen er EU's største fremskridt i det europæiske samarbejde. Foreningen af øst og vest i maj 2004 markerede slutningen på Europas deling og viser, hvilken kraft der findes i drømmen om et samlet Europa, som bygger på demokrati, åben handel og respekt for retsstaten. EU-medlemskabet var den gulerod, som hjalp de stærke reformkræfter i de tidligere kommunistdiktaturer, og udsigten til medlemskab har også en enorm betydning for forhandlingerne og reformerne i Tyrkiet og på Balkan. EU har her en uhørt kilde til såkaldt soft power, som bidrager til et mere stabilt og demokratisk Europa. Min gruppe mener, at det er vigtigt, at vi holder døren åben for fortsat udvidelse, som det fremgår af traktaten. Naturligvis skal kriterierne tilpasses, og EU's muligheder for at tage imod er vigtige. Men det er nødvendigt med interne ændringer og ikke at skyde skylden på udvidelsen, men tage den nødvendige diskussion.

Jeg er klar over, at der er en debat i mange lande og en bekymring for, at EU vokser for hurtigt, og om hvordan det skal gå. Debatten skal føres ydmygt og ligefremt, men vi må også vove at bakke op om udvidelsens fordele og fremhæve dem. I den sammenhæng er diskussionen om den økonomiske protektionisme meget bekymrende. Vi har et ansvar for vores nabolande. Løfterne til Balkan og Tyrkiet skal holdes. Det er dem, der bestemmer farten, og vi gør, hvad vi kan for at skynde på. Vi må også være åbne over for andre lande som Ukraine og måske også en dag Belarus, selv om situationen i øjeblikket er meget bekymrende. Håbet om et europæisk medlemskab er det, som holder oppositionen og de demokratiske kræfter i live dér.

Derfor er vi imod at definere Europas geografiske grænser. Europa-Parlamentet har været drivkraften bag udvidelsen, og for et år siden stod vi med orange tørklæder i Bruxelles og klappede af præsident Jusjtjenko. Vi vedtog en beslutning, da vi talte om Ukraines udsigter til medlemskab. Det er en målsætning, der måske er for langt væk. Ukraines befolkning står og afvejer, præcis som hr. Brok sagde, mellem demokrati og diktatur. Hvis vi fastsætter grænser for Europa, vil de opfatte det, som om vi smækker døren i lige foran dem. Det ville være en historisk fejl.

I stedet for at introducere nye koncepter som multilaterale aftaler så lad os først, som kommissær Rehn også sagde, udnytte muligheden for at individualisere og konkretisere naboskabsstrategien for medlemmerne. At fremlægge nye koncepter, som vi ikke rigtig har diskuteret, og som vi ikke ved, hvad indebærer, synes ikke at være så gunstigt i øjeblikket.

(Spredt bifald)

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, min gruppe har i Udenrigsudvalget stemt for hr. Broks betænkning af to grunde. Efter vores opfattelse er det faktisk nødvendigt, at begrebet "absorptionskapacitet" defineres bedre. Det er et moderne universalbegreb, som alle bruger som det passer dem, og det betyder også, at spørgsmålet om de geografiske grænser i sidste instans skal besvares. Dette spørgsmål kan vi ikke længere komme uden om.

Efter vores mening er det også nødvendigt, at EU begynder at tænke over en slags mellemting mellem fuldt medlemskab og naboskab for de lande, som endnu ikke har udsigt til medlemskab. Det gælder altså ikke Tyrkiet eller det vestlige Balkan, men Ukraine, Moldova eller Belarus. Jeg må derfor sige, at jeg og min gruppe var uhyre skuffede, for at sige det rent ud overordentlig irriterede, over at se, at ordføreren i optakten til denne forhandling i medierne gav sin betænkning en vending, som er i strid med en række centrale punkter.

Når man læser medierne forud for denne forhandling, er den endelige konklusion også for Tyrkiet og for det vestlige Balkan, at der skal komme en slags mellemstation i stedet for medlemskab. Lad os være ærlige, dette er ikke noget tilfælde, for det er ordførerens mening, og det har han aldrig lagt skjul på. Hr. Brok har altid været imod, at der indledes forhandlinger med Tyrkiet, og efter forkastelsen af forfatningen tvivlede han stadig mere på det vestlige Balkans udsigt til medlemskab. Det er ordførerens gode ret, men det er ikke flertallets opfattelse i Udenrigsudvalget, og hvad der er endnu vigtigere, det er ikke, hvad der står i hans egen betænkning.

Det ville derfor tale til ordførerens ære, hvis han krystalklart også uden for denne sal sagde, hvad der står i hans betænkning og ikke forveksler det med fantasien i sit hoved. Hvad Parlamentet siger i denne betænkning, er, at vi ikke vil pille ved Tyrkiets og det vestlige Balkans udsigt til medlemskab, og at mellemstationer for disse lande kun kommer på tale, hvis disse lande selv vælger dem. Alle ved lige så godt som jeg, at alle disse lande på det vestlige Balkan og Tyrkiet ikke vil gå i den retning. De ønsker fuldt medlemskab. Lad os holde op med at skabe uklarhed i denne sal, men især også uden for.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, indtil for kort tid siden blev en hurtig og omfangsrig udvidelse af EU foreslået som et enormt fremskridt, som fortjener støtte fra alle. Det blev betragtet som en genforening af Europa og som Vestens sejr i den kolde krig. Efter den store udvidelse i 2004 er dette klima ændret stærkt. Offentligheden i de gamle medlemsstater erfarer ikke denne udvidelse som en succes, især som følge af den voksende udnyttelse af forskellen mellem lande med høje lønninger og lande med lave lønninger.

Også politikere bliver stadig mere tilbageholdende. I forbindelse med betænkningen om udvidelsesstrategien, som vi taler om i dag, bliver denne forandring åbenlys. Opmærksomheden henledes på EU's absorptionskapacitet, de ydre grænser, de udgifter, som udvidelsen afstedkommer og de administrative problemer, som tilskrives, at vi ikke har en europæisk forfatning. Rumænien og Bulgarien er derfor tilsyneladende de sidste lande, som kan tiltræde inden for en overskuelig fremtid. Andre europæiske lande henvises til naboskabspolitikken. Ikke engang de tre lande, som allerede er anerkendt som kandidatlande, får udsigt til en tiltrædelsesdato.

Overalt på det vestlige Balkan, i anerkendte stater og i delstater eller protektorater, som stræber efter selvstændighed, og hvor grupper af mennesker, som har forskellige sprog og religioner, i 1990'erne var i konflikt med hinanden, forventer offentligheden nu mirakler af en hurtig tiltrædelse af EU. Unionen bruger disse forventninger til at kræve reformer og dermed gribe dybt ind i administrative valg, som skal foretages.

Unionen ønsker ingen udvidelse foreløbig, men vil gerne have indflydelse uden for dens egne grænser. Således har Bosnien-Hercegovina i mellemtiden en skatteordning, som ingen ønskede der, og det i Dayton-aftalen garanterede regionale selvstyre begrænses. Der står på propagandaplakaterne, at landet er på vej mod EU takket være tilstedeværelsen af en europæisk militær styrke. Offentligheden i Montenegro og Kosovo, områder hvor euroen blev indført som lovligt betalingsmiddel for fire år siden samtidig med 12 medlemsstater, går allerede nu ud fra, at de snart som selvstændige stater bliver optaget i Unionen. I Vojvodina forventer den ungarsktalende befolkning beskyttelse mod den slaviske dominans.

I alle disse tilfælde har Unionens optræden indtil nu givet anledning til skuffelse. Har vi ikke mere at tilbyde disse lande på det vestlige Balkan end indbydelsen til sammen at danne et fælles marked for det tidligere Jugoslaviens område og tilpasse deres styre og deres økonomi til vores ønsker, uden at de kan tiltræde inden 2020? Min gruppe er ikke særlig begejstret for dette forslag.

På den anden side erkender vi, at denne tekst giver mulighed for at fremhæve, at den kommende folkeafstemning i Montenegro skal tages alvorligt, og at konflikten om anvendelsen af navnet Makedonien hurtigt skal løses under fornuftige drøftelser mellem Grækenland og dets nordlige nabostat. Det er også positivt, at der i Kosovo hurtigt skal findes en løsning, som både opfylder det store albanske flertals og serbernes og romanibefolkningens mindretals behov.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hypernationalisme eller chauvinisme kan vanskeligt forenes med medlemskab af EU. Det gælder naturligvis i lige så høj grad for kandidatlandene. Beklageligvis er der et kandidatland, som er fyldt med chauvinisme, nemlig Tyrkiet, som i forvejen er et meget omstridt kandidatland.

På denne aktuelle baggrund vil jeg forelægge kommissær Rehn to spørgsmål. Passer de oplysninger, som jeg fik mundtligt af en ekspert i går aftes, om, at de kristne kirkers stilling i Tyrkiet er synligt forværret i den seneste tid?

Således siges mordet på den italienske præst, Andrea Santoro, den 5. februar i havnebyen Trabzon ikke at være et enkeltstående tilfælde. Et identisk attentat blev for ganske nylig begået i byen Mersin, og der er direkte telefontrusler eller endog trusler i avisklummer mod kirker. For øvrigt betragter den tyrkiske elite ifølge den anglikanske kapellan Ian Sherwood, der arbejder i Istanbul, spredning af kristen litteratur på tyrkisk som intellektuelt uacceptabelt, om ikke potentielt kriminelt. Hr. kommissær, hvordan harmonerer det med religionsfrihed i Tyrkiet? Så vidt jeg forstår, gøres der overhovedet ikke fremskridt på dette vigtige punkt i Københavnskriterierne.

Jeg hørte også i går aftes, at Trabzon ligger i den såkaldte ulvedal. "Ulvedal" er også titlen på en original tyrkisk filmproduktion, som bogstaveligt talt oser af chauvinisme, og som er kendt for at være radikalt antikristen, antisemitisk, antiamerikansk og antikurdisk. Den er allerede en enorm kassesucces i Tyrkiet og har høstet stort bifald i premierminister Erdogans og den tyrkiske parlamentsformands nærmeste omgivelser.

Hr. kommissær, har De over for premierminister Erdogan og minister Gul påtalt denne tyrkiske chauvinisme, som er fuldstændig uforenelig med de europæiske værdier?

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, det er meget vigtigt, at betænkningen fra hr. Elmar Brok i dag har givet os lejlighed til at tale om udvidelse.

Vi er helt klart nødt til at styrke naboskabspolitikken, og vi har behov for et nyt, mere seriøst forhold mellem Unionen og de lande, som vi grænser op til. Hidtil har naboskabspolitikken været utilstrækkelig som instrument. Dette fremgår af, at de lande, der er omfattet af den, oplevede perioder med kriser og ustabilitet i stor skala under gennemførelsen af politikken.

De nye former for samarbejde, der foreslås i betænkningen, kan imidlertid ikke træde i stedet for medlemskab. I dag skal vi være klar over, at enten tilbyder vi landene ved vores østgrænse udsigt til medlemskab, eller også vil vores appeller om demokrati, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder forblive tomme ord. Medmindre de tilbydes udsigt til medlemskab i en fjern fremtid, vil disse lande vende tilbage til den russiske indflydelsessfære og alt, hvad det indebærer med hensyn til demokrati og menneskerettigheder.

Men i selv samme betænkning ser vi en videreudvikling og styrkelse af synspunkter på udvidelsen hvad angår absorptionsevnen. Dette udtryk er aldrig blevet klart defineret, og i dag er det intet andet end en smart undskyldning, et billigt påskud for at bakke ud af udvidelsesprocessen. Hvis absorptionsevnen skal baseres på godkendelsen af forfatningstraktaten, kunne man få en fornemmelse af, at forfatterne til denne tekst ønsker at lukke døren for alle en gang for alle. Traktaten kan aldrig genopstå i den version, vi kender i dag.

Det er en fejl at kræve, at Kommissionen skal definere Unionens grænser. Det vil kun medføre pinlige politiske diskussioner om geografi og vil helt klart svække Unionens indflydelse på demokratiserings- og stabiliseringsprocesserne og styrkelsen af provestlige politikker i nabolandene. Parlamentet her er ofte gået i spidsen for integrationsprocessen. Det har fastsat vidtgående mål. I dag viser det samme Parlament sig som det mest konservative og passive organ. Det fører til spørgsmålet: Hvorfor?

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på en række ufuldstændigheder og modstridende ting i betænkningen om Tyrkiet. Betænkningen opsummerer en så lang liste over fundamentale problemer, at det er uforklarligt, at man ikke når frem til den eneste logiske konklusion, at det var en kæmpe fejl at indlede forhandlinger om Tyrkiets tiltrædelse af EU.

Som hr. Belder netop kom udførligt ind på, krænkes nationale og religiøse mindretals rettigheder. Der er stadig problemer med tortur og med, at der bl.a. på grund af straffelovens artikel 301 ikke garanteres ytrings- og pressefrihed. Endvidere er det åbenlyst, at Tyrkiet ikke opfylder sine forpligtelser, hvad angår toldunionen. Endelig får cypriotiske skibe og fly stadig ikke adgang til tyrkisk territorium.

Vi har i de forløbne uger også kunnet konstatere, at der er sket en eskalering af spændingerne mellem de tyrkiske myndigheder og visse kurdiske grupper. Ingen mindre end den næstkommanderende i den tyrkiske hær beskyldes for at have iscenesat et bombeattentat for at give kurderne skylden for det. Nogle militærpersoner betragter denne beskyldning som et trick fra regeringen, som ønsker at destabilisere den pågældende general på grund af hans holdning til den islamiske fundamentalisme.

Her og der tales der endda om muligheden for et nyt militært statskup, hvis situationen eskalerer yderligere.

Det må indrømmes, at dette ikke er særlig attraktive perspektiver, hvis et sådant land inden for få år tiltræder EU. Faktisk må vi sige, at det er fuldstændig absurd. Betænkningen minder med rette om, at EU's absorptionskapacitet også udgør en del af Københavnskriterierne. Alene på det grundlag bør vi annullere beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, som delegationsformand for Sydøsteuropa støtter jeg fuldt ud udtalelserne og kravene i Brok-betænkningen med hensyn til hvert enkelt land. Hvert land har sine problemer og skal naturligvis også vurderes ud fra sine egne succeser. Derfor ville det være meget positivt, hvis man planlagde en snarlig optagelse af Kroatien. Det ville være et vigtigt stabiliserende signal for hele regionen, især da Kroatien allerede i dag ikke er bag efter de to kommende tiltrædelseslande på nogen punkter, hverken politisk eller økonomisk.

Jeg vil imidlertid her kun kommentere en enkelt idé, en skjult idé i Brok-betænkningen, som spiller en mere fremtrædende rolle i medieoffentligheden, nemlig de antydede ændringer af udvidelsesstrategien. Ingen vil svare på, hvor EU's grænser går. Hr. Rehn sagde selv før, at det måtte man give et svar på. Og det er netop det, der foruroliger borgerne. Efter min personlige mening er Europas grænser nået med optagelsen af Bulgarien, Rumænien og det vestlige Balkan. For alle andre lande har vi udtænkt naboskabspolitikken som nyt instrument og må tage fat på det. De forhastede forhandlinger med Tyrkiet har gjort deres til at forurolige og forvirre borgerne.

I 10 år har vi sagt, at der ikke kom flere udvidelser uden institutionelle reformer af EU. Det levede Rådet imidlertid først op til efter sidste udvidelse. Og det blev vi alle sammen straffet for med folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Det ville imidlertid være fatalt at drage den konklusion, at man ikke skulle tillade flere optagelser! Vi må hurtigst muligt skaffe de nødvendige instrumenter, som jo fandtes i forfatningstraktaten, og dermed genoprette vores evne til at optage nye medlemmer. Hvis ikke vi vil sætte vore store hidtidige engagement på Balkan på spil, må vi konsekvent og målrettet fortsætte med at tilnærme disse lande til EU.

Jeg glæder mig meget over kommentarerne til dette fra kommissær Rehn og rådsformand Plassnik. Alle disse stater er med rette blevet lovet optagelse i EU, hvis de opfylder kriterierne. Det var og er efter de forfærdelige stridigheder i det tidligere Jugoslavien og under Enver Hoxas diktatur i Albanien en vigtig drivkraft for forandringer. Et enkelt blik på landkortet viser, at denne region ligger midt i EU. Stabilitet dér sikrer stabilitet hos os. Det modsatte af det oplevede vi alle smertefuldt i 1990'erne. Jeg er imidlertid bange for, at nogle europæere - og det blev desværre dokumenteret af de vage og upræcise udtalelser i Salzburg, fru rådsformand - er ved at lade staterne i Sydøsteuropa i stikken endnu en gang. Netop det må vi ikke tillade!

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg glæder mig over det nye perspektiv, der anlægges i Brok-betænkningen. Vores debatter kan ikke længere handle om, hvilket land vi hellere vil have med end en andet, tværtimod må vi nu spørge os selv, hvilket politisk system EU egentlig kan tillade sig til gavn for dets egen beslutnings- og handleevne. Det er det primære spørgsmål, som man må tage udgangspunkt i.

Derfor må vi virkelig i næste skridt præcisere nogle begreber, som hidtil ikke er blevet defineret. Begrebet "optagelsesevne" er med i Københavnskriterierne, men det er ikke defineret. Efter min mening omfatter det mindst de politiske og institutionelle bestemmelser, der findes i forfatningstraktaten.

Hr. kommissær, jeg lyttede opmærksomt. De må korrigere mig, hvis jeg tager fejl, men jeg hørte ikke noget om dette fra Dem. I beslutningen om, hvad der er et vigtigt kriterium for optagelsesevne, ligger der en mulig kilde til uenighed mellem os og Kommissionen. De vigtige kriterier omfatter også en bæredygtig finansiering af EU samt befolkningernes accept i EU. Når man nævner troværdighed, så modsvarer det netop denne troværdighed og de kriterier, som man fornuftigvis kan opstille for optagelsesevnen, at der efter Bulgarien og Rumænien ikke kan optages yderligere lande i en overskuelig fremtid. Troværdighed er ikke bare løftet om at optage folk på et eller andet tidspunkt, troværdighed er også at nævne de betingelser, som det overhovedet er muligt under. Det betyder også, at vi må præcisere begreber som udvidelses- eller tiltrædelsesperspektiv.

Vi må gøre os meget klart, at troen på, at en tiltrædelse kan løse spændinger og interne sikkerhedsproblemer, er en falsk tro. Disse spændinger og problemer skal løses, før der indledes tiltrædelsesforhandlinger.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, i hr. Broks betænkning stilles relevante spørgsmål og besvares disse, selv om jeg ikke er enig i alle svarene. De afspejler samtidig mange menneskers tvivl, hvad angår yderligere udvidelse. Derfor tillægges absorptionskapaciteten så stor betydning. Denne ville endda få en geografisk dimension, hvis betænkningen blev vedtaget uden ændringer.

Som et stort flertal i min gruppe mener jeg ikke, at en effektiv konkret udformning af absorptionskapaciteten kræver en forudgående geografisk afgrænsning af Unionen. En afgrænsning af Unionen vil jo først og fremmest være politisk, hvilket for øvrigt heller ikke vil være nemt. Det allervigtigste er, at Unionen overholder sit løfte om udvidelse, i hvert fald hvad angår det vestlige Balkan. Det vil vare mange år, førend de pågældende lande kan blive medlemmer, men tiden er inde til at indgå meget tydelige aftaler derom og endda opstille en tidsplan. Selvfølgelig skal alle kriterier, først og fremmest de politiske, være opfyldt.

Jeg mener at have forstået, at netop det var, hvad rådsformanden sagde i sit svar. Jeg tror, at uklarhed om medlemskab i sidste instans kun kan forsinke opfyldelsen af kriterierne, fordi en sådan uklarhed kunne bruges som en undskyldning, og det er ingen tjent med.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, i betænkningen kræves der en fastsættelse af EU's geografiske grænser og en definition af EU's natur. Nogle kristelige demokrater, men også visse socialdemokrater, er begyndt at lede efter alternativer til EU-medlemskab. Jeg vil gerne minde kollegerne om, at politiske forskere og kommentatorer for nogle år siden ikke kunne forstille sig, at jerntæppet en dag ville falde. Men det faldt, og det er vi glade for! Jeg appellerer til kollegerne om at være tilbageholdende med fastsættelser af, hvordan EU vil se ud om 20, 30, 40 år - altså efter den aktive politiske fase for de fleste af os. Det tror jeg ville klæde os alle, i betragtning af at de fleste af os tog fejl med hensyn til, hvad der ville ske i 1989.

Min anden kommentar er, at alle har påpeget, at Ankara-protokollen skal gennemføres. De har ret! Men så bør man også sige, at Tyrkiet og den nordlige del af Cypern går ind for en løsning. Vi har også afgivet løfter. Der findes den gamle talemåde pacta sunt servanda, som betyder, at isolationen af den nordlige del af øen må bringes til ophør som lovet af EU.

Hr. Brok, jeg ville ønske, at Helmut Kohl ikke kun optrådte i historiebøgerne, men også ind i mellem ville spille en rolle i CDU's europapolitik.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, min politiske gruppe vil ikke stemme for Brok-betænkningen, hovedsagelig af følgende grunde:

Betænkningen, og navnlig punkt 10, formulerer, med en forsætlig uklarhed, en dobbelt strategi. Den lader en dør stå helt åben for, at optagelsesperspektiverne ændres til en formel, der hedder et særligt forhold, som er de tyske kristendemokraters store kærlighed. Punktet om Kosovo afspejler, med sine uklare formuleringer, EU's internt modstridende budskaber og tendensen til gradvis at undslippe de klare krav, der er opstillet i FN's resolution nr. 1244.

Min politiske gruppe understreger kravet om, at Tyrkiet opfylder de krav, der er stillet, med en konkret tidsplan, og først og fremmest en tro gennemførelse, uden aftalebrud, af Ankara-protokollen.

Endelig støtter min politiske gruppe bl.a. ændringsforslag 19 om en gensidigt acceptabel løsning på problemet med Den Tidligere Jugoslaviske Republiks navn, samt det ændrede ændringsforslag 4 om Cypern.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, det første spørgsmål, vi skal drøfte, er, hvor Europas grænser går. Vi ved ikke længere, hvor Europa er. Vi er nået til Diabakir, og hvis amerikanerne kommer i morgen og fortæller os, at Irak også skal med i Europa af hensyn til balancen, ville vi så nå helt til Det Indiske Ocean? Det er spørgsmålet. Hvem bestemmer, hvor langt Europa går? Indtil i går sagde vi nej til Kroatien. Chefanklager Carla del Ponte sagde nej, Østrig lagde pres, og nu kommer Kroatien ind. Er dette Europas politiske vilje? Og det er selvfølgelig ikke særlig smart at måtte sige til vores tyrkiske venner, at de ikke må svine Parlamentets formand til. Det er ikke særlig smart, at vi sender dem 139 millioner euro til de besatte områder, hvorefter de smider æg og sten på medlemmer af Europa-Parlamentet. De er nødt til at ændre holdning, ikke kun en enkelt artikel i deres forfatning. De kan ikke få særbehandling. De kan ikke true en europæisk stat med krig, med casus belli, mens vi taler om at lukke dem ind. Kan de ikke anerkende en regering, som de øvrige 24 lande har anerkendt? Dette er ikke en logisk måde at formulere det på.

Så er der Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som naturligvis har krav på et navn. Må jeg minde Dem om, at da De anmodede om optagelse i FN som Den Tyske Republik Østrig, nedlagde Tyskland - det slagne Tyskland - veto, og De blev optaget som Østrig? Må jeg minde Dem om, at bretonerne ikke ville give Storbritannien lov til at blive optaget, fordi man havde Bretagne, og derfor kom landet ind som Det Forenede Kongerige? Hvorfor vil De så ikke støtte os, når vores historie med Makedonien går 3.000 år tilbage?

Hvorfor kalder De ikke tingene ved deres rette navn? Hvorfor får vi ikke snart en selvstændig politik i stedet for at følge amerikanernes spil, hvor vi skal gå imod Rusland, tage deres satellitter og åbne en front mod Iran osv. Hvornår vil Europa omsider - og dette er netop spørgsmålet - beslutte, at det ikke er amerikanernes baby? Vi har ikke brug for barnepiger for at udvikle vores egne initiativer.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, udvidelsen af EU har hidtil været en entydigt vellykket formel, eftersom det har skabt reformer i mange lande ved at udvide området med fred, stabilitet og retsstaten i Europa.

Det er nødvendigt med en yderligere udvidelse af EU, men vi er nødt til at finde nye mekanismer og metoder, der kan føre EI ud af blindgyden med dens nuværende kapacitet til at optage nye lande. Kommissionen skal helt klart videreudvikle princippet med absorptionsevne ved at definere præcise kriterier. Ud over muligheden for fuldt medlemskab skal vi også tilbyde forskellige former for multilateralt samarbejde og partnerskab med lande, som i det mindste på kort sigt ikke vil kunne komme med i EU. Her vil jeg gerne erklære mig helt enig i det, hr. Brok sagde. Dette kunne være en mulighed for at trække f.eks. Tyrkiet, Ukraine og Balkan og senere andre lande ind på vejen mod reformer og europæiske værdier.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, det er en myte, at Unionen vil være stærk og konkurrencedygtig uden yderligere udvidelser. Men det er også en myte, at Unionen kan udvide sine grænser i det uendelige, f.eks. at Rusland kommer med i EU.

Lad os blot fokusere på prioriteringerne med hensyn til udvidelsen. Landene i Sydøsteuropa bør være de næste efter Rumænien og Bulgarien, som bør kommer med i EU i 2007 og ikke 2008. Efter Kroatien og Makedonien bør vi åbne et nyt sæt døre for Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kosovo og Albanien. Det er den logiske retning at gå i. Det er et spørgsmål om strategisk tænkning og ligeledes om at øge sikkerheden på det gamle kontinent. Alt i alt vil det være gavnligt fra et økonomisk synspunkt, idet vi vil bruge færre penge på at udvide Unionen med de næste par Balkanlande end på at kaste penge i de bundløse førtiltrædelseskasser på Balkan. Løsningen af permanente konflikter i denne del af Europa er dyrere end at have disse lande i Europa og derved få dem til at følge de politiske og økonomiske spilleregler i EU.

Vi må ikke være bange for at udvide Unionen som et resultat af de næste par landes tiltrædelse. Jeg ved, at denne frygt er blevet det, man kunne kalde "trendy". Den er særligt nyttig under valgkampe, som konstant finder sted i de forskellige EU-medlemsstater. Hvis vores Union skal være mere effektiv rent økonomisk og ikke sakke agterud i forhold til Amerika og Asien, må den gradvis afskaffe opdelingen af et todelt Europa: Europa A, eller med andre ord EU, og Europa B, som er alt det, der ikke er en del af Unionen. Historien har også vist, at en Union, der udvider sig, er en mere sikker Union. En indbydelse til tiltrædelsesforhandlinger, selv uden udsigter til at blive medlem af Unionen i nærmeste fremtid, er som et startflag i begyndelsen af et racerløb. Kørerne skal have et mål at gå efter; de skal vide, hvor målstregen er. Så kan de køre langt, klare mange sving og endda motorstop. Det vigtige er imidlertid at sætte udvidelsens hjul i bevægelse.

I Parlamentets forslag til beslutning fremhæver man med rette det forhold, at det netop er denne impuls, der har understøttet reformer i Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan. Ja, udvidelsen er dyr, navnlig på kort sigt, men den er investeringen værd på lang sigt.

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over den generelt positive betænkning fra hr. Brok. Jeg glæder mig over hans mod, når han erkender, at Vestbalkan skal være en integrerende del af EU i fremtiden. Jeg er overbevist om, at vi skal overholde vores forpligtelser; vi kan ikke lukke døren for de lande, som fik stillet et medlemskab i udsigt, eller de lande, der fortjener et sådant fremtidsperspektiv i lyset af bestemmelserne i EU-traktaten.

Vi må imidlertid ikke gentage vores gamle fejltagelser. Vi skal være klar til udvidelsen. Først og fremmest skal vi stille finansiering til rådighed. Vi skal også forberede borgerne på udsigterne til udvidelse ved at forklare de store fordele ved den. Vi skal holde op med at gøre tidligere og kommende udvidelser til syndebuk for vores interne, hovedsagelig hjemlige, problemer og handlingslammelse.

I vores forberedelser til udvidelsen skal vi arbejde disciplineret, vi skal holde fast i konditionaliteten, og vi skal være ærlige over for vores partnere. Vi må imidlertid ikke være overdrevet dogmatiske. Det er fuldt ud muligt at åbne døren for Kroatien uden forfatningstraktaten. Det er tilstrækkeligt at indføre de nødvendige justeringer i tiltrædelsestraktaten. Kroatien må ikke blive offer for vores problemer med forfatningstraktaten.

Jeg glæder mig over betænkningens nytænkning og mod. Vi bør diskutere tanken om midlertidige skridt i retning af tiltrædelse, hvis de ikke er permanente - midlertidige skridt, ja, men ikke som en erstatning for medlemskab. Man må ikke bruge forskellige overvejelser som alibi for ikke at gøre noget eller for at lukke døren for lande, der en dag vil fortjene at blive medlemmer som f.eks. Ukraine. Unionens grænser er allerede defineret i EU-traktaten, hvori det hedder, at "enhver europæisk stat, der overholder de principper..." osv.

Endelig vil jeg gerne gentage: Udvidelsen er en af de mest vellykkede af Unionens politikker, og derfor bør vi udnytte dens potentiale til at skabe en stærk og indflydelsesrig Union, der er tro mod sine værdier: solidaritet, demokrati og åbenhed.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne fremhæve EU's særlige ansvar for at skabe et fællesskab af lande, nationer og borgere på det europæiske kontinent, som er baseret på fred, et liberalt demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og retsstatsprincippet.

I dag står vi imidlertid over for spørgsmålet, om EU kan klare flere udvidelser og virkelig at åbne sig, og samtidig står den over for problemet med at definere EU's karakter, herunder dens geografiske grænser.

Absorptionsevnen kompliceres i øjeblikket af dødvandet i ratificeringsprocessen for traktaten om en forfatning for Europa og hindringerne for en dybere politisk og strategisk integration af EU's 25 medlemsstater. Samtidig vil EU's institutioner i løbet af de næste par år gennemføre udvidelsesstrategier, der er baseret på nøje definerede bestemmelser, hvor der tages hensyn til EU's forpligtelser over for Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan. EU bør også udvikle et langsigtet europæisk perspektiv vedrørende østeuropæiske lande, navnlig Ukraine.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, når vi diskuterer udvidelsen, diskuterer vi i grunden vores forståelse af EU. Er det en instrumentel forståelse eller en egentlig politisk forståelse, vi har af den? Ønsker vi et OSCE med frihandel til at stabilisere en vanskelig nabo, eller ønsker vi en politisk union, som kan handle af egen ret? Brok-betænkningen er positiv, fordi den virkelig indfører et perspektivskift til fordel for sidstnævnte mulighed.

Man siger generelt om os politikere, at vi ikke kan give ros. Men Helmut Kuhne fra SPD har netop talt her på grundlag af et fremragende dokument, som de tyske socialdemokrater har vedtaget. Det absolut fremragende er, at det definerer SPD's holdning til udvidelsen.

Bulgarien og Rumænien er besluttet - ja! Men man må overveje at adskille landene, hvis præstationerne kræver det. Det er ikke instrumenterne, der er afgørende, det er resultaterne. Forhandlingerne med Tyrkiet kan føre til et resultat, som ikke er fuldt medlemskab. Og nu kommer en central sætning: "Den snigende opblødning af tiltrædelseskriterierne vil vi ikke længere støtte", siger de tyske socialdemokrater. Vi tyske liberale er 100 % enige.

Også optagelsesevnen bliver defineret. Kardinalproblemet i denne forbindelse er, at principiel tilslutning fra menneskene i medlemsstaterne er en del af EU's optagelsesevne. Det tror jeg er helt afgørende, hvis vi vil have borgerne med. Hvis vi vil bevare dem som trofaste unionsborgere, må vi tage hensyn til deres ønsker!

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg sætter stor pris på henvisningerne i hr. Broks betænkning til behovet for at respektere grundlæggende rettigheder og friheder, navnlig rettighederne for mindretal i Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan.

Da vi drøftede den tyrkiske ansøgning om medlemskab af Unionen, opfordrede jeg Kommissionen til ikke at gentage de fejl, der blev begået, da mit land, Letland, blev medlem, hvor man ikke benyttede denne proces til at fremme mindretallenes rettigheder. Gruppen Den Europæiske Fri Alliance har opfordret de europæiske institutioner til at opfordre den tyrkiske regering til at forbedre sin politik over for etniske, religiøse og sproglige mindretal. Desværre ser vi ikke fremskridt på dette punkt, og navnlig bliver uskyldige borgere stadig dræbt i Kurdistan. For to uger siden blev forældrene til Derwich Ferho, den fremtrædende menneskerettighedsfortaler og formand for det kurdiske institut i Bruxelles, dræbt. Visse ting tyder på, at de tyrkiske specialstyrker var involveret. Jeg er tilhænger af fortsatte udvidelser, men jeg går ind for udvidelser, der udelukkende er baseret på Københavnskriterierne.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, med hensyn til betænkningens punkt 29 var Rådets beslutning om at blokere den finansielle bistand til tyrkisk-cyprioterne en udvikling i den rigtige retning, og det vil jeg gerne takke ministeren for.

Hvad handelsspørgsmålet angår, kan det stadig behandles inden for rammerne af den seneste aftale om forhandlinger om en pakke af tillidsskabende foranstaltninger. I den fælles meddelelse efter FN's generalsekretærs møde med præsident Papadopoulos i Paris nævnes det bl.a., at det vil være til gavn for alle involverede og forbedre stemningen betydeligt med mulighed for flere samtaler, hvis der kunne opnås fremgang med den videre hjemsendelse af tropper og demilitarisering af øen, med en fuld deminering af Cypern og med Famagusta-spørgsmålet.

Især kunne fremskridt med Famagusta-spørgsmålet også skabe fremskridt på handelsområdet. Cyperns regering har som bekendt fremsat forslag om, at Famagusta skal gives tilbage til de retmæssige indbyggere, og Famagusta havn skal åbnes igen, hvilket ville kunne løse problemet med handel til og fra de besatte områder. Desværre har Tyrkiet og den tyrkisk-cypriotiske ledelse endnu ikke taget stilling til det konkrete spørgsmål.

  Roger Knapman (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, for det første glæder vores vildledte ordfører sig over, at Kommissionen i sit strategidokument gør sig til "fortaler for en udadskuende Union". Han mener i virkeligheden ikke en udadskuende Union; det, han mener, er en ekspanderende Union og tilsyneladende ikke en tænkepause efter folkeafstemningerne i Nederlandene og Frankrig - overhovedet ikke! De sagde "nej", især til Tyrkiet. Det eneste, vi får her, er mere centralisering, samtidig med større ekspansion for at skabe et ikke-fungerende hele, og det i selv samme uge, hvor Tyskland er blevet bedt om at skabe orden i sin egen økonomi! I stedet for at sende skibsladninger med penge til Østeuropa burde de hellere sørge for, at fremgangen i Europa som helhed ikke bringes i fare.

I øjeblikket er det på mode at lade, som om en lang række lande står i kø for at komme med i dette her. I virkeligheden har landene på Balkan netop forladt en dikterende, bureaukratisk og korrupt organisation ved navn Jugoslavien, og de ønsker ikke at komme med i en organisation med tilsvarende kendetegn udelukkende af hensyn til deres sundhed. Sandheden er, at de vil have penge. De vil have endnu flere penge. Det, som landene på Balkan ikke burde gøre, er at købslå med deres suverænitet, som om det var en handelsvare, for det fører til stor skuffelse. Jeg er bange for, at der venter dem en hel del skuffelser.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, kære socialdemokrater, særligt tyske og østrigske, hurra, nu har I slået jer selv i hovedet med populismens kølle, som I ellers altid svinger mod tidligere partichefer eller topkandidater, det, som I kalder populismens kølle. Der er en vækkelsesproces i gang og en opvågnen, som er båret af vælgerne, båret af realistiske økonomiske tal, forhåbentlig også båret af indsigt. De debatter, som vi har ført i årevis i jeres gruppe, har nu ført til et dokument, som man kan bruge til noget.

Pragtfuldt, kollega Kuhne! Perspektivskift, definition af tiltrædelsesperspektiv, optagelsesevne. Det er netop det, det handler om. Så kan man fatte håb, for det, som I går ind for, kan jo ikke kun få flertal hos jeres vælgere, men i Europa generelt. Med et fornuftigt perspektiv kan det gå fremad. Med de hidtidige smukke ord kan det helt sikker ikke.

  Camiel Eurlings (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, udvidelser har været en fordel for EU, for indbyggerne i de nye medlemslande, men bestemt også for indbyggerne i de andre lande.

Under folkeafstemningen i Nederlandene gjorde forestillingen om, at polske blikkenslagere ville komme, folk bange. Virkeligheden er en anden. Nederlandene tjener 2 milliarder euro om året på den seneste udvidelse med disse lande. Netop folk, som altid er gået ind for udvidelsen, skal informere om udvidelsen, men skal også holde øje med balancen mellem udvidelse og uddybelse. Denne balance er skæv. Nice-traktaten var faktisk ikke god nok til 25 medlemsstater. Nu kommer Rumænien og Bulgarien også med. Jeg tror, det er godt, at vi forpligter os til, at vi først selv får orden på tingene med en ny traktat, inden vi udvider til mere end 27 lande. Denne pligt bør vi pålægge os selv.

For det andet tror jeg, det er vigtigt, at lande, der støder op til EU, ikke behøver vente på EU og på, at vi er færdige med vores hjemmearbejde, men at de faktisk allerede nu med en slags partnerskab kan søge uddybelse. Hvis de senere vil være rigtige medlemmer, og hvis Europa ser ud til også at kunne klare det, kunne et næste skridt i retning af medlemskab være en mulighed for disse lande.

Jeg vil understrege, at denne betænkning på ingen måde forringer rettighederne for de lande, som på nuværende tidspunkt har status som kandidatlande. Men til denne troværdighed hører også, at vi anser kriterierne for at være troværdige. Det betyder faktisk, fru Plassnik, at Tyrkiet skal overvåge ytringsfriheden, ikke kun for denne ene forfatter, men også for andre, at religionsfrihed skal garanteres, og at vi kommer videre på Cypern-området.

Vi glæder os over pakkeløsningen, men det ville være glimrende - det siger jeg også til kommissæren - hvis vi kunne få Tyrkiet til at ratificere og gennemføre protokollen. Hr. kommissær, hvordan vil De skabe denne klarhed? Hvis det først er gjort, vil der også blive gjort store fremskridt, hvad angår Cypern selv. Ud fra den synsvinkel støtter jeg fuldt ud ændringsforslag 4, hvori vi i Parlamentet endnu en gang klart siger, at vi vil opfylde vores pligt over for befolkningen på den sydlige del, men bestemt også på den nordlige del af øen.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, udvidelsen er Europas største succeshistorie, som har udbredt stabilitet, sikkerhed, fremgang og demokrati på hele kontinentet. Men når flertallet i syv medlemsstater, herunder min egen, modsætter sig fremtidige udvidelser, er tiden inde til at argumentere over for befolkningen og konfrontere dem, der forsøger at blokere for fremskridtet; at afvise dem, der selv i dette beslutningsforslag forsøger at anvende formuleringer som "operationelle muligheder" eller "ny grænsedragning" til at undergrave Europas eksisterende forpligtelser; at konfrontere folk som de britiske Konservative, som siger, at Europa må vælge mellem udvidelse og fordybelse - det skal vi ikke; at konfrontere det yderste højre, der bevidst spreder frygt for, at ny indvandring truer folks arbejde og levebrød, når der findes beviser for det stik modsatte; at eksponere dem, der selv i dette beslutningsforslag igen, glæder sig over fremskridt i Kroatien, men ikke over de selv samme fremskridt i Tyrkiet; at erkende, at de overvejende muslimske befolkninger i Makedonien, Bosnien og Albanien også deler en europæisk skæbne; og understrege, at tænkepausen i forbindelse med forfatningstraktaten ikke må blive en undskyldning for at sætte en stopper for nye udvidelser.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand, regional integration på Vestbalkan er et centralt element i Kommissionens udvidelsesstrategi. Det er det rette at stræbe mod, eftersom det fremmer samarbejde og ansvarlighed og ligeledes medfører økonomiske fordele.

Det er imidlertid ikke rigtigt at påtvinge nogen en økonomisk og politisk enhed, som de berørte ikke ønsker, eller som ikke er levedygtig i sig selv. Det ville være langt mere effektivt at udvide det allerede eksisterende CEFTA som foreslået af den kroatiske regering, fordi dette allerede har vist sig at være et vellykket og godt samarbejde, og her bør landene på Balkan medtages.

Den virkelige garanti for stabilitet på Vestbalkan er et autentisk løfte om integration i Europa. I den henseende er det særdeles bekymrende, at de pågældende lande i henhold til Rådets forslag ikke vil modtage tilstrækkelig økonomisk støtte fremover, og de vil få mindre støtte næste år og i de kommende år end hidtil. Og det sår tvivl om troværdigheden ved hele tiltrædelsesprocessen. Derfor ønsker vi en betydelig forøgelse af de midler, der er til rådighed.

For det tredje: Når vi vurderer de enkelte lande, skal vi overveje deres individuelle resultater, og kollektive vurderinger af nogen art kan ikke accepteres, for disse lande skal vise deres modenhed hver for sig.

Kroatien har gjort en stor indsats for at blive medlem af EU så hurtigt som muligt. Vi må anerkende denne indsats, for Kroatien fortjener en positiv afslutning på forhandlingerne så hurtigt som muligt.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Først og fremmest vil jeg gerne takke hr. Brok for hans meget konstruktive og logiske betænkning. Jeg er sikker på, at hvis EU kunne formulere sin holdning til alle spørgsmål på denne måde, ville den bestemt finde større opbakning og forståelse hos borgerne. Jeg vil gerne tale om den del af betænkningen, der drejer sig om Tyrkiet. Jeg er helt enig i, at EU's udvidelsesstrategi utvivlsomt har tilskyndet til demokratiske, politiske og andre reformer i Tyrkiet og de andre lande, der nævnes i beslutningsforslaget. Men det er ligeledes vigtigt at bemærke, at, og jeg citerer "selv om den politiske omstillingsproces stadig er i gang i Tyrkiet, er reformtempoet blevet langsommere i 2005, og gennemførelsen af reformerne er fortsat ujævnt". Det er præcis samme svar, som jeg fik i går af kommissær Rehn på mit mundtlige spørgsmål om gennemførelsen af Europa-Parlamentets beslutning om indledning af forhandlinger med Tyrkiet. Det fremgår ligeledes af beslutningsforslaget, som vi har behandlet i dag, nemlig at reformtempoet i Tyrkiet i 2005 ikke bare var utilstrækkeligt, men rent faktisk er blevet langsommere. Dette kan tolkes som Tyrkiets modvilje mod at gennemføre reformer, der kan bringe landet nærmere på EU, eller måske endda som modvilje mod at forpligte sig til at overholde de elementære krav ved et muligt medlemskab.

Jeg deler også den beklagelse, der udtrykkes i hr. Broks betænkning og i beslutningen, over Tyrkiets ensidige erklæring ved underskrivelsen af tillægsprotokollen til Ankara-aftalen. Efter min mening er det nødvendigt at minde Tyrkiet om, at anerkendelsen af alle EU's medlemsstater er en helt nødvendigt del af tiltrædelsesprocessen.

Det, jeg nu vil sige, står ganske vist ikke i betænkningen, men jeg er sikker på, at det folkemord, der blev begået mod den armenske nation for 90 år siden, burde erkendes på højeste plan i Tyrkiet, eftersom dette mere end noget andet vil vidne om, at Tyrkiets holdning, selv i lyset af disse smertelige begivenheder i fortiden, er i overensstemmelse med ånden i Københavnskriterierne.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, i Brok-betænkningen defineres der ikke noget konkret med hensyn til etniske mindretal. EU anvender ofte dobbelte eller sågar tredobbelte standarder, når den kræver og forventer noget helt forskelligt at to kandidatlande, mens den stort set aldrig kræver, at de nuværende medlemsstater stilles til regnskab i spørgsmål om etniske mindretal.

Efter en væbnet opstand fik albanere i Makedonien det videst mulige administrative og endda geografiske selvstyre, mens EU over for Rumænien ikke presser på for at få indført geografisk selvstyre for de næsten en millioner ungarere, der bor i Székely Land. EU lover uafhængighed til Kosovo, men for Vojvodina anbefaler den ikke engang det selvstyre, som Milosevic havde taget væk.

Jeg beder Dem støtte de ungarske ændringsforslag, der har til formål at bevare Vojvodinas multietniske karakter, beskyttelse af mindretal og en udvidelse af provinsens selvstyre. Kommissær Olli Rehn ved udmærket, at der ikke er nogen løsning mulig uden selvstyre for svensktalende finner i Finland, og der kan heller ikke være tale om nogen løsning på Balkan eller for kurderne i Tyrkiet.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, vi er nødt til at være helt ærlige og indse, at udvidelsesstrategien ikke er årsag til den institutionelle krise, som EU befinder sig i i dag. Udvidelsen, som strategisk mål, kan imidlertid bruges som syndebuk for de kollektive europæiske blindgyder, hvilket efter min mening er noget, der bør undgås. Inden for disse rammer er det et særlig vigtigt signal, der kommer fra det østrigske formandskab og fra udenrigsministrenes møde i Salzburg, om Vestbalkanlandenes optagelse i EU som endemål. Vi siger ja til landenes optagelse og nej til særlige relationer.

Kommissionen for sit vedkommende bør fremskynde fremlæggelsen af sit forslag om udstedelse af visa til Balkanlandenes borgere. Spørgsmålet er dybt politisk, ikke bureaukratisk. EU's tvetydige signaler i Kosovo-spørgsmålet skaber bekymring. EU's manglende fælles politik vil få negative konsekvenser.

Endelig mener jeg, hvad Cypern-spørgsmålet angår, at det er på tide, at der tages politiske initiativer til at få skabt den nødvendige politiske og sociale osmose på civilsamfundsplan mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter. Det er EU, der har rollen som katalysator.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, hr. Brok har gjort et grundigt stykke arbejde med at vise landene på Vestbalkan vejen til EU.

Det er imidlertid min pligt som leder af Moldova-delegationen at minde os alle om, at der er to lande, der ligger endnu tættere på Europas hjerte, som har lige så stort behov for et løfte om medlemskab af EU som landene på Balkan og Tyrkiet.

Europa-Parlamentet har udtrykt sin klare støtte til Ukraines og Moldovas ønsker om at blive medlemmer af EU. Moldova har gjort en kolossal indsats i to år.

Ukraine har også for nylig vist, at landet ønsker at blive et europæisk land. Det fornemmede jeg meget klart, da jeg besøgte Ukraine sidste uge.

Jeg er imidlertid skuffet over den overdrevne betydning, som det fjerde Københavnskriterium tillægges i betænkningen. Samtidig er jeg enig med Elmar Brok i, at Kommissionen bør definere kendetegnene ved tiltrædelseskapaciteten hurtigst mulig. Dette må ikke blive en vag undskyldning for at afvise lande, der ønsker at komme med i EU.

Siden Thessaloniki-topmødet i 2003 er vores Union blevet reformeret. Det er en succeshistorie for de lande, der opfyldte Københavnskriterierne. Fremover skal mulige kandidatlande også vurderes ud fra gennemsigtige kriterier.

Udvidelsen skal fortsætte, for Europa har brug for stabilitet på samme måde, som vi har brug for luft.

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, jeg takker for denne spændende og bestemt også spændingsfyldte debat, som også vil være vigtig for Rådet.

Mine damer og herrer, jeg kommer fra et land, som i følge alle tilgængelige tal og cifre har haft store fordele af den seneste udvidelse. Alligevel er befolkningens holdning til EU og til udvidelsesspørgsmålet meget kritisk. Derfor vil jeg gerne komme med nogle personlige bemærkninger i denne forbindelse.

Der kommer ikke noget Europa uden grænser. L'Europe sans frontières n'existera pas. Men Europa har altid været et politisk projekt. Derfor kan hverken geograferne eller historikerne eller linealerne hjælpe os med de fastlæggelser, som vi skal træffe politisk. Det afgørende vil være den fælles vilje hos anpartshaverne i dette værdi- og retsfællesskab. Det er os og - det er en selvfølge i demokratier - befolkningerne. Så hvor står vi nu? Nøgternt betragtet blev der den 3. oktober sidste år truffet vidtrækkende politiske beslutninger. Nu står vi over for en fase med roligt sagligt arbejde, Rådet og Kommissionen sammen med vores partnere i verden.

Jeg har tre bemærkninger til de geografiske spørgsmål, først om Balkan. Hvad handler det egentlig om? Hvad er det, vi arbejder på? Efter min mening på fredsprojektet Europa, på Europas genforening, på at overvinde modsætningen mellem øst og vest, på at overvinde den adskillelse, som kommunismen førte til. Det går ikke, at Balkan kommer i europæisk offside. Vi må atter præcisere, hvor merværdien ligger for os, for vores befolkning, men også for befolkningerne på Balkan, en merværdi i form af retsstat, sikkerhed, økonomiske muligheder.

Med hensyn til Tyrkiet, som er blevet nævnt flere gange, så nævner Kommissionen og Rådet i den proces, der kører nu, ikke kun fremskridtene i Tyrkiets reformproces, men også helt konkret manglerne, helt direkte også manglerne f.eks. inden for religionsfrihed og ytringsfrihed. Det gjorde vi på vores trojkamøde.

Hvad angår Ukraine, var jeg for kort tid siden på en trojkamission i Ukraine sammen med kommissær Benita Ferrero-Waldner. Her afgav jeg dette budskab: Europa, EU ønsker et stabilt, selvbevidst og succesrigt Ukraine, men især også et Ukraine, som beslutsomt tager fat på de forestående transformationsopgaver. Vi har et godt og hensigtsmæssigt instrument i den europæiske naboskabspolitik med handlingsplanen, hvis første kontrol er forestående og vil blive gennemført under det østrigske formandskab. Vi har også et stort potentiale, f.eks. med en udvidet aftale, som kunne omfatte en bred frihandelsaftale.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne starte med at fortælle Dem nogle vigtige nyheder: Beslutningerne fra slutningen af 2005 har skabt en solid politisk ramme for vores udvidelsespolitik i perioden 2006 til 2010 og i nogle tilfælde endda endnu længere. F.eks. vil tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet formentlig vare 10 til 15 år. Jeg forventer ikke, at nogen i fuldt alvor anfægter vores nuværende forpligtelser i Sydøsteuropa, for det er i virkeligheden et spørgsmål om vores egen sikkerhed og stabilitet, at vi kan styrke fred og demokrati og skabe større fremgang i denne meget følsomme region.

Nu har vi en konsolideret og tilstrækkeligt krævende udvidelsesdagsorden. Udvidelsestoget er ikke noget hurtigtog, ikke et TGV, ikke et Eurostar; det er et almindeligt tog, i nogle tilfælde endda et lokaltog, men det vigtigste er, at toget bevæger sig, processen er i gang, og derved forandrer det de lande, der ligger i EU's umiddelbare nabolag.

Med hensyn til Europas grænser arbejder Kommissionen på grundlag af artikel 49 i traktaten om EU, hvori det hedder, at ethvert europæisk land, der respekterer og anvender de europæiske værdier demokrati, menneskerettigheder retsstaten og grundlæggende friheder kan ansøge om medlemskab af Unionen. Det betyder ikke, at alle europæiske lande skal ansøge, eller at EU skal acceptere alle lande, men det betyder samtidig, at det ikke er fornuftigt at lukke døren for altid ved at trække en streg på kortet for at definere Europa en gang for alle, hvilket vil gøre alvorlig skade på vores muligheder for at opnå gavnlig indflydelse og strategiske muligheder for at påvirke vores umiddelbare nabolag.

Selv om Unionens endelige grænser endnu ikke er fastlagt, udvikler EU andre former for partnerskab og samarbejde med nabolandene, f.eks. i form af den europæiske naboskabspolitik, som kan videreudvikles og ajourføres.

Der er fremsat nogle få bemærkninger og udsagn vedrørende absorptionsevnen. Jeg vil gerne komme med en kort historisk oversigt. Det princip blev første gang nævnt udtrykkeligt i København i 1993, da Det Europæiske Råd erklærede, at Unionens evne til at absorbere nye medlemmer og samtidig bevare dynamikken i den europæiske integration også er en vigtig overvejelse i sammenhæng med både Unionens og kandidatlandenes almene interesser. Dette princip og dets konsekvenser er blevet undersøgt regelmæssigt af Kommissionen.

I sin Agenda 2000 - og jeg er glad for at kunne henvise til den, for jeg var medlem af styregruppen for Agenda 2000, som blev vedtaget i 1997 - undersøgte Kommissionen konsekvenserne af de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse fra to vinkler: indvirkningen på EU-politikkerne såsom landbrugs- eller regionalpolitik og dens budgetmæssige konsekvenser. Som et resultat af dette førte arbejdet til, at man fastsatte nogle kritiske parametre i de efterfølgende forhandlinger ved beslutningerne fra marts 1999 på Berlin-topmødet og i 2003, da landene fra Central- og Østeuropa fik lov til at komme med i EU. Dette gjorde det lettere for EU-10 at komme med, og dermed kombinerede vi med held vores historiske mission med genforeningen af det europæiske kontinent og tage højde for de praktiske overvejelser, som borgerne også lægger vægt på i dag.

Senere gennemgik vi dette princip under tiltrædelsesforhandlingerne, navnlig i nogle kapitler som f.eks. om fri bevægelighed for personer og de finansielle kapitler, og for nylig gennemgik Kommissionen også dette princip i vores 2004-dokument om spørgsmål i forbindelse med de tyrkiske tiltrædelsesperspektiver.

Jeg vil anbefale dette dokument fra oktober 2004 til alle medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er stadig værd at læse og skitserer på udmærket vis de overordnede konsekvenser af Tyrkiets tiltrædelse af Unionen, hvis Tyrkiet en dag opfylder alle betingelser for tiltrædelse.

Dermed er opsvinget i absorptionsevne et vigtigt begreb, og det henvises der også til i forhandlingsrammerne for Tyrkiet og Kroatien. Jeg kan forsikre Dem for, at vi har dette for øje gennem alle forhandlingerne, og det er også et centralt princip i vores strategidokument fra november sidste år. Vi baserer vores arbejde på det princip, og det er en meget vigtig betragtning.

Endelig med hensyn til det, hr. Eurlings sagde om uddybning og udvidelse, tilhører jeg den lejr, der mener, at en uddybning af den politiske integration er en nødvendighed for at gøre EU mere effektiv og demokratisk. Vi skal have Unionen til at fungere bedre, og det var og er også formålet med forfatningstraktaten. Derfor har vi brug for en forfatningsdiskussion og med tiden - hellere før end siden - er vi nødt til at beslutte, hvordan vi vil reformere vores strukturer, så de er mere effektive og demokratiske, og så EU får større vægt i de eksterne forbindelser, inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og med hensyn til at varetage sikkerheden for sine egne borgere i forhold til international kriminalitet og terrorisme.

Det skal ske i den nærmeste fremtid, ikke i en fjern fremtid - ikke om 10-15 år f.eks., når Tyrkiet måske kan komme med - for Europas skyld, og vi har allerede brug for det i en Europæisk Union med 25 eller 27 medlemsstater. I stedet for at tale om absorptionsevne vil jeg foretrække at tale om, at den nuværende Europæiske Union har funktionskapacitet til at sikre, at vi betjener borgerne bedre både med hensyn til politikker og institutioner.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Hr. Broks betænkning er udtømmende og fuldstændig, når det gælder den nuværende udvidelsessituation, og den omhandler lande, der utvivlsomt gør en prisværdig indsats for at nå de politiske og økonomiske mål, der kræves for at kunne tiltræde EU.

Vi er navnlig enige i den opfordring, der rettes til Kroatien om at "løse fortsatte bilaterale problemstillinger, især vedrørende (...) ejendom", men vi konstaterer med beklagelse, at man ikke omtaler problemerne i forbindelse med en ændring af landets lovgivning om adgang til ejendomsmarkedet for EU-borgere og specifikt for italienere og landflygtige fra Giulia og Dalmatien. Det kan ikke forbydes nogen EU-borger at tage bopæl i en medlemsstat eller at få adgang til ejendomsmarkedet.

At begrunde forbuddet med anvendelsen af gensidighedsprincippet er ikke tilstrækkeligt til, at vi i dag kan slå fast, at Kroatien opfylder alle betingelser for at kunne blive optaget i EU i fremtiden. Med udgangspunkt i den manglende respekt for et frihedsprincip, der efterhånden er indført i alle medlemsstaterne, og selv om vi stemmer for betænkningen, anmoder vi om, at Kroatien opfordres til at rette op på denne alvorlige mangel, hvis fortsættelse ville gøre det umuligt for os at støtte landets tiltrædelse.