Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. marts 2006 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

2. Ændring af dagsordenen (begivenhederne i Palæstina)

  Formanden. - Godmorgen, mine damer og herrer. Inden vi tager hul på dagsordenpunkterne, vil jeg gerne meddele Dem det, De allerede ved, nemlig at vi i dag ikke får lejlighed til at lytte til præsident Mahmoud Abbas.

Få timer efter at præsident Mahmoud Abbas, vores gæst i dag, ankom til Strasbourg i går, var han nødt til at tage tilbage til Ramala. Det skyldtes naturligvis de frygtelige og beklagelige hændelser, der fandt sted i Jeriko, og som har skabt en voldelig og farlig situation.

I går aftes viderebragte jeg ham Parlamentets forståelse og sagde til ham, at vi fuldt ud forstod, at den krise, der var opstået i Palæstina, gjorde det nødvendigt for ham at vende tilbage til sit land for at få styr på situationen.

Skæbnen, tilfældet har villet, at der således er opstået en yderst symbolsk situation. Netop at være ankommet, at være nødt til straks at forlade Strasbourg uden at kunne komme til Parlamentet har noget symbolsk over sig, der minder om en græsk tragedie.

Hr. Abbas repræsenterer faktisk flertallet af palæstinenserne, der til trods for alle deres lidelser og skuffelser fortsat støtter en forhandlet løsning på konflikten med Israel. Han repræsenterer dem, der trods alt mener, at det er muligt at finde en fredelig løsning.

Han er en mand, der siden 1970'erne har forsøgt at opnå fred via forhandling, og derfor ville hans tilstedeværelse her i dag blandt os have været en gylden lejlighed til at støtte hans holdning. Endnu en forspildt mulighed som følge af en unødvendig og ulovlig militær operation og den vold, den har forårsaget.

I dag spørger vi os alle, hvorfor og hvordan en militær aktion af denne art kan medvirke til at styrke Israels sikkerhed, hvorfor og hvordan de ydmygende billeder, vi har set i fjernsynet, eller bulldozerernes ødelæggelse af fængslet bidrager til Israels sikkerhed. Vi europæere bør betale et nyt fængsel sammen med mange andre ting, der er blevet ødelagt i løbet af disse tragiske sammenstød.

Den vold, der er opstået efter denne militære aktion, er virkelig bekymrende. Som bekendt har vi her til morgen fået bekræftet, at der er tre vestlige gidsler, herunder to europæiske borgere, to franske statsborgere. Der har været rygter om flere bortførelser, om flere gidsler, men de er ikke blevet bekræftet.

I går aftes, før hr. Abbas tog til lufthavnen, besøgte jeg ham på hans hotel, og han fortalte mig om den indsats, han havde gjort i løbet af dagen for at stoppe denne militære operation og for at stoppe voldsspiralen, før den kom ud af kontrol.

Præsidenten for Den Nationale Palæstinensiske Myndighed bad mig om at forklare Dem, hvorfor han var nødt til at vende tilbage til sit land i et forsøg på at få situationen under kontrol og undgå flere af de bortførelser af vesterlændinge, som for øjeblikket vækker stor bekymring. Også EU's personale, der kontrollerede grænsen mellem Gaza og Egypten, har haft sikkerhedsproblemer.

Jeg vil også gerne fortælle Dem, at præsident Abbas har lovet at komme tilbage til Strasbourg og tale i Europa-Parlamentet, så snart det er muligt for ham, formentligt til det næste møde i april. Hvis det sker, får vi lejlighed til at høre, hvordan han har tænkt sig at gribe den alvorlige krise i landet an.

Jeg spurgte ham, om han ønskede, at den tale, han ville have holdt i dag, blev omdelt skriftligt til medlemmerne af Parlamentet. Hr. Abbas mente, at den havde mistet sin aktualitet, og at det var bedre at høre om udviklingen i den nuværende situation, og at han ønskede at vende tilbage til os, så snart situationen gjorde det muligt.

Jeg synes, at de ledere af de politiske grupper, der ønsker at komme med et indlæg, skal have mulighed for det. Nogle af disse har bedt mig om det. Derfor kan de, der ønsker at tale, gøre det, men med en relativ kort taletid på tre minutter.

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, vi er alle meget berørt af begivenhederne i Mellemøsten, og vores gruppe beklager dybt, at præsidenten for den palæstinensiske selvstyremyndighed Mahmoud Abbas ikke har mulighed for at tale til Europa-Parlamentet i dag.

Gruppeformændene besluttede jo efter forslag fra Dem, hr. formand, at invitere Mahmoud Abbas, fordi han efter vores opfattelse er en moderat personlighed, en person, som arbejder for udligning og fred. Derfor berører det os dybt, at han ikke kan tale her i dag. Hr. formand, De har forklaret de nærmere omstændigheder.

Man står temmelig rådvild i en sådan situation. Jeg advarer mod at træffe overilede konklusioner. Vi må være besindige, og vi må ikke bidrage til at forstærke voldsspiralen yderligere. Men vi må kræve, at stormen på politifængslet i Jeriko bliver undersøgt. Vi må have et svar på, hvorfor dette er sket, og vi skal have overbevisende svar, hvis der da overhovedet kan være et svar på det.

Når jeg advarer mod hurtige konklusioner, er det i en situation som denne godt at huske på principperne. Vi går ind for en israelsk stat inden for sikre grænser, men vi går også ind for en palæstinensisk stat inden for sikre grænser. Israelernes værdighed er den samme som palæstinensernes, og palæstinensernes værdighed er den samme som israelernes. Trods de billeder, vi har set i fjernsynet, er jeg overbevist om, at flertallet i både Israel og Palæstina ønsker at leve i fred. Vi vil opmuntre alle til at arbejde for denne forståelse. Vi opfordrer alle til at indstille volden og løslade gidslerne - uanset om de er europæere eller ej - for menneskets værdighed gælder for alle.

Jeg håber, at EU vil kunne bidrage til freden i denne region med en objektiv, fair og upartisk udtalelse. Vores gruppe vil støtte alt, som kan bidrage til fred i Mellemøsten. Vi håber inderligt - som De sagde, hr. formand - at den dag snart vil komme, hvor præsidenten for den palæstinensiske selvstyremyndighed, præsident Mahmoud Abbas, kan holde sin tale her i Europa-Parlamentet. Det er vores oprigtige ønske.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg tilslutter mig udtalelserne fra hr. Poettering og især fra Dem, hr. formand. Vi beklager alle de seneste timers begivenheder. Vi beklager især, at Mahmoud Abbas nu ikke kan tale til os. Det beklager vi ikke for vores skyld, men fordi han kunne være kommet. Det faktum, at han allerede var her, at han kunne tale til Parlamentet, at han kunne efterkomme vores invitation, var i sig selv et opmuntrende tegn, og især også et tegn på, at vi er i stand til at modtage palæstinensernes valgte præsident her. Dermed tilbyder vi en ramme, som fører til - som hr. Poettering netop sagde - at vi bid for bid i fællesskab arbejder for en selvstændig palæstinensisk stat, idet vi tilstår hr. Abbas det, som tilkommer ham, nemlig fremover at være statsoverhoved for en stat, som i regionen repræsenterer sit land som ligeberettiget partner på grundlag af fuld suverænitet. Det må være målet. Og hver eneste lille bid, som på fredelig vis kan bidrage til det, er godt arbejde.

Det ville have været godt, hvis Mahmoud Abbas kunne have fået denne ramme. Det er nu udsat. Vi siger udtrykkeligt udsat, for vi håber, at det snarest muligt vil være muligt at modtage hr. Abbas her.

Hvad angår de seneste timers begivenheder i Jeriko, så er det afgørende spørgsmål for vores gruppe - det har jeg også drøftet med de kolleger, som var til stede som valgobservatører i de seneste uger, i aftes og her til morgen - det spørgsmål, som altid må stilles i international politik i forbindelse med den slags aktioner, nemlig hvem nytter det? Hvem har gavn af det, der sker? Det kan man naturligvis kun spekulere over, og spekulationer er ikke svar.

Men jeg vil alligevel tillade mig at stille tre spørgsmål. Det første spørgsmål er, om det overhovedet gavner nogen at storme dette fængsel. De svar, som vi i øjeblikket får fra de israelske medier, er ikke tilstrækkeligt gode. Jeg synes ikke, det stemmer, at en stat, hvis tjenester er i stand til at dræbe målrettet, bliver nødt til at storme et fængsel, når det drejer sig om, at indsatte kunne gå fri. Det er der helt sikkert mulighed for at forhindre, uden at man behøver storme fængslet.

Det andet spørgsmål er, hvorfor man så alligevel gennemfører denne aktion, selv om fængslet overvåges af internationale observatører i forbindelse med en international aftale. Hvorfor blev denne internationale forbindelse ikke opretholdt? Hvorfor blev den ikke udnyttet?

Og endelig håber jeg ikke, at det er indenrigspolitiske årsager i Israel, som har ført til denne aktion. Det ville være skæbnesvangert, hvis indenrigspolitiske begivenheder, som skal finde sted endnu i marts, var den egentlige årsag. Det ville vi beklage dybt, for det ville ikke gavne nogen. Det giver måske en kortvarig succes indenrigspolitisk, men det fører til langsigtede skader i hele regionen.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, på Den Liberale og Den Demokratiske Gruppes vegne beklager jeg også, at hr. Abbas var nødt til at rejse hjem under disse omstændigheder, og jeg udtrykker min gruppes tak for den erklæring, De fremsatte om denne sag i går aftes.

For os at se må vi virkelig bevæge os med stor forsigtighed, hvor de tre store monoteistiske religioners - kristendom, jødedom og islam - tektoniske plader gnider mod hinanden og skaber gnister. Parlamentet bør ikke undervurdere risikoen for en mere omfattende storbrand i Mellemøsten. De tragiske begivenheder den 9/11 og det lige så tragiske svar er blevet en alvorlig trussel mod mulighederne for en varig fred i verden. På samme måde som EU's diplomati over for Iran undergraves af George Bush, der træder ikkespredningstraktaten under fode, trues vores diplomati i Mellemøsten af Israels aktioner i går. Jeg håber, at EU gennem Rådet og Kommissionen vil protestere i stærke vendinger over disse aktioner over for den israelske regering.

Der skal stilles spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en sammensværgelse mellem de britiske og amerikanske vagter, der bevogtede fængslet, og som forlod det, kort før israelerne rykkede ind, og jeg håber, at Rådet vil vende tilbage til Parlamentet med en rapport, når vi har fået klarhed over alle omstændigheder ved situationen.

Intet kan retfærdiggøre angrebet på fængslet. Intet kan retfærdiggøre den efterfølgende gidseltagning. Jeg håber, at vi hurtigt vil kunne genoprette ro og tillid, og jeg håber, at vi vil se hr. Abbas her i salen under mere fredelige forhold, så vi kan få en seriøs drøftelse med alle parter af, hvordan vi kan skabe en stabil og varig fred i denne urolige region.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, det er ikke dramatisk, men politisk vanskeligt at bære, at Mahmoud Abbas ikke kunne tale her, for her ville han have haft det rette forum til at opridse et perspektiv for den situation, som Mellemøsten befinder sig i i øjeblikket.

En ensidig politik som den, der i øjeblikket bliver ført i området, fører til en katastrofe, og det gælder for ensidig politik fra både den ene og den anden side. Ensidig gensidig foragt fører til, at handlingerne umenneskeliggøres. Det kan vi observere her. I grunden må vi i EU, må Rådet, Kommissionen og hr. Solana insistere på en ting, nemlig at der ikke længere må være ensidig politik. Israel kan ikke alene beslutte, hvordan den palæstinensiske stat skal se ud. Det går ikke, og det kan det internationale samfund ikke tolerere. Palæstinenserne og deres Hamas-regering kan ikke alene beslutte, hvordan og hvornår der må anvendes vold mod Israel eller ej. Det må Europa og verden ganske enkelt ikke lade passere.

Hvis begge parter tror, at de ud fra deres legitime position kan udvikle en almengyldig handlemulighed, som giver dem lov til ikke at tale med de andre eller at foragte de andre, så må det internationale samfund forhindre netop dette. Det betyder også, at beslutningen om, hvornår og hvordan Israel foretager sig noget i de palæstinensiske områder, ikke bare må ligge ensidigt hos israelerne, heller ikke i forbindelse med sikkerhedsproblemer. Martin Schulz, det er jo helt klart, at der skal være valg indenrigspolitisk. Olmert og Kadima-partiet har sagt, at de vil give bosættelser tilbage. Dermed har de markeret sig til venstre. Nu vil de markere sig til højre, og derfor har de gennemført denne aktion. Vi skal ikke bilde os selv noget ind, det er ganske enkelt en valgtaktisk manøvre. Det forfærdelige ved sagen er, at fremtiden for regionen bliver ofret for et valg.

Derfor vil jeg sige til alle her, at vi ikke må føre os selv bag lyset. Israelernes handling var uacceptabel. Fængslet i Jeriko var ikke længere noget fængsel. Det skal også med. Her kunne man afholde en pressekonference med 500 journalister. Jeg ville godt se et fængsel i verden - jeg har af og til siddet i fængsel - hvor man kan afholde en pressekonference med 500 journalister. Begge dele er ensidige, uacceptable handlinger. Det må man ganske enkelt se i øjnene. Hvis man vil lukke nogen ud af fængslet - det kan man - så findes der retsstatslige midler til det. Det skulle palæstinenserne, Hamas have gjort. Israel har imidlertid ikke ret til at storme en institution, hvis noget ikke er rigtigt. Derfor må vi være ærlige. Det, vi skal bekæmpe, er den ensidige egenmægtighed på begge sider.

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, det faktum, at præsident Mahmoud Abbas så hurtigt tog imod Deres indbydelse, viser, hvor stor betydning han tillægger sit besøg i Europa-Parlamentet, og understreger så meget desto mere alvoren bag den beslutning, han har måttet træffe, om at fremskynde sin hjemrejse. Han fandt nemlig, at den situation, der er opstået med denne nye og bevidst ydmygende optrapning - De har med rette henvist hertil - af den israelske vold og bortførelsernes i øvrigt fuldstændigt uacceptable, men også uundgåelige og forudseelige konsekvenser kunne få yderst alvorlige følger for landet.

Jeg mener, at EU er berørt af denne sag i flere henseender. For det første fordi en medlemsstat, Det Forenede Kongerige, havde indgået en aftale med USA og Den Palæstinensiske Myndighed om, at disse to vestlige lande skulle varetage overvågningen af dette fængsel. Det er denne aftale, Israel har krænket åbenlyst, selv om den ikke har givet problemer i fire år. Ingen fanger er undsluppet, og ingen har forsøgt at undslippe. Og, hr. Cohn-Bendit, hvis Israel alligevel skønnede, at der var et problem, havde præsident Abbas foreslået den israelske regering at lade fangerne overføre til Mukata under behørig og bl.a. international bevogtning. Der var således ingen undskyldning eller begrundelse for Israels beslutning. Kan vi acceptere det?

Den anden grund til, at denne sag vedrører EU, er den eftergivende holdning, som jeg ærligt talt mener EU har udvist over for Ariel Sharons regering tidligere og hans efterfølgers regering i dag. Hvordan skal man ellers udlægge det faktum, at en kandidat til premierministerposten vover at løbe den afsindige risiko at sætte ild til en allerede eksplosiv situation i Palæstina og i regionen blot for - og her er jeg enig med mine kolleger - at tækkes sine mest yderligtgående vælgere? Det er utænkeligt! Han tillader sig det kun, fordi han ved, at de amerikanske ledere under alle omstændigheder giver Israel frie hænder, uanset hvad de gør, og fordi de ansvarlige i Europa reelt har vænnet den israelske regering til straffrihed. Vi bør i dag spørge os selv, om vi i betragtning af denne politiks konsekvenser fortsat stiltiende kan acceptere, at dette nye angreb mod freden yderligere svækker de palæstinensere, der er tilhængere af en fredelig løsning, og først og fremmest præsident Abbas.

Det er spørgsmål, som vi efter min mening bør tage stilling til. Personligt vil jeg, hr. formand, stille tre konkrete forslag til Formandskonferencen i morgen formiddag om en øjeblikkelig reaktion fra Parlamentets side for tydeligt og højtideligt at tilkendegive vores ønske om en retfærdig fred i Mellemøsten.

(Bifald)

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Mine damer og herrer, dette er endnu et eksempel på intolerance mellem to stater, som vi respekterer, men som ikke respekterer hinanden. Et angreb på et fængsel og på politiske fanger anses ikke for acceptabelt noget sted, og det har det heller aldrig været historisk set. Selv politiske fanger har ret til at sidde i fængsel uden at blive truet af udenretlige domfældelser. Dagens angreb på fængslet minder mig på en måde netop om håndhævelsen af en sådan dom. Denne begivenhed vil naturligvis fremkalde yderligere reaktioner og spændinger på begge sider og føre til noget, man kunne beskrive som "historien uden ende". Jeg så virkelig frem til at høre den palæstinensiske præsident tale her i Parlamentet i dag, ved pressekonferencen og ved vores fælles frokost, og jeg forventede at høre noget om de visioner, som Palæstina vil tage med til forhandlingsbordet i håb om at sikre freden for borgerne i den del af verden. Jeg håbede og forventede måske, at Europa-Parlamentet skulle spille en rolle som mægler. Jeg nærer et stort ønske om, at vi kan yde bistand på den måde, eftersom begge sider nu endelig har brug for fred.

  Elmar Brok (PPE-DE), formand for Udenrigsudvalget. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, dette er et af de øjeblikke, hvor man er meget usikker og ikke ved, hvad der kommer til at ske, og derfor er bekymret for, at dette måske kan være udgangspunktet for en dårlig udviking, efter at vi i mange år efter indledningen af Oslo-processen havde det håb, at der ville blive opnået enighed på dette centrale punkt for verdenspolitikken. Præsident Abbas, som blev valgt af sine palæstinensiske medborgere umiddelbart før og derfor har legitimationen, så ud til at stå i en mæglerrolle og skulle mægle mellem dem, som går ind for ikke-vold og anerkendelse af Israels ret til at eksistere, og Hamas, som hidtil ikke har anerkendt dette, men har vundet et valg, på en sådan måde, at Hamas kan bringes ind i folden. Jeg er bange for, at det i dag bliver tydeligt, at denne rolle går tabt, og at man ikke ved, hvem der ellers kan udfylde den.

Aktionen i Jeriko er en betydelig, følelsesfremkaldende begivenhed, som fører til vanskeligheder på den palæstinensiske side. Men jeg frygter endnu mere, at hjemkaldelsen af de internationale observatører fra USA og Storbritannien vil betyde, at kvartetten mister sin troværdighed som stabilisator og sikkerhedsgarant. Jeg er bange for, at det hele stikker meget dybere.

På den anden side så man i forbindelse med Fatahs aktion i Gaza, at også de, som hidtil under Abbas' ledelse har gået ind for at afstå fra vold, nu, efter at de har tabt valget og er væk fra fadet, indtager en ny rolle. Og på den anden side er Hamas endnu ikke på plads. De, som gik ind for ikke-vold, løber væk fra ikke-vold, og de andre er endnu ikke nået frem til ikke-vold. Det forekommer mig at være den aktuelle situation. Præsident Abbas og kvartetten har mistet troværdighed for at få tingene på plads igen. Sådan ser jeg situationen i dag. Jeg håber, at denne beskrivelse af situationen vil vise sig at være forkert, det vil være i vores interesse.

(Bifald)

  Véronique De Keyser (PSE), formand for EU's observatørmission i de palæstinensiske områder. - (FR) Hr. formand, jeg og min kollega, hr. McMillan-Scott, havde i går aftes lejlighed til at mødes tre kvarter med præsident Abbas, og jeg vil her oprigtigt give udtryk for, hvor chokerede og vrede vi er over de seneste begivenheder.

De sagde, hr. formand, at det var skæbnen eller tilfældet. Det har intet at gøre med hverken skæbnen eller tilfældet. Det forhold, at fængslet i Jeriko blev stormet, mens den palæstinensiske præsident var i Europa i dag for at tale sin sag ledsaget af Saeb Erakat, Jerikos stærke mand, er ikke et tilfælde. Iscenesættelsen i dag med halvnøgne fanger med bind for øjnene og bundne hænder er på ingen måde tilfældig i et land, der som bekendt er hypersensibelt. Der skal ingenting til for at fremprovokere vold, og sagen med karikaturtegningerne er ikke så langt væk.

Vi står således i dag over for en yderst alvorlig hændelse, der, som hr. Brok netop sagde det, har til formål at underminere den mand, der er garant for stabiliteten i forhold til Israel, men som også er garant for modstanden mod Hamas og bestræbelserne på at bringe Hamas ind på en fredelig vej. Det er det, man har forsøgt at ramme i dag.

Jeg ved ikke, hvem forbrydelsen gavner, men jeg ved under alle omstændigheder, at vi her i Europa-Parlamentet ikke bør lade os narre eller påtage os en del af ansvaret for denne forbrydelse, som vi bør fordømme.

Det er korrekt, at situationen er vanskelig, det er korrekt, at der var indledt forhandlinger om fangen Saadate, det er korrekt, at den pågældende fange har været indblandet i mordet på en israelsk minister, og at dette mord blev begået som en reaktion på mordet af en FPLP-leder. Skal vi genstarte voldsspiralen? Vi bør sige nej og holde hovedet koldt, men vi bør tage skarpt afstand fra gårdsdagens hændelser. Det er virkeligt meget, meget alvorligt, hr. formand.

(Bifald)

  Edward McMillan-Scott (PPE-DE), formand for Europa-Parlamentets obervatørdelegation ved valget i Palæstina. - (EN) Hr. formand, som De siger, var jeg leder af Parlamentets delegation ved præsidentvalget i januar 2005, hvor præsident Mahmoud Abbas blev valgt af det palæstinensiske folk ved frie og retfærdige valg, og igen i januar 2006, da der blev afholdt parlamentsvalg under kontroversielle omstændigheder. De var ikke desto mindre frie og retfærdige.

Vi står med en mand - Mahmoud Abbas - hvis historie, De har beskrevet tilbage til 1970'erne, hans engagement i freden, og hans tilstedeværelse her i dag i en forsamling af 25 nationer, han er direkte valgt, og han repræsenterer netop de værdier, vi forsøger at fremme i andre dele af verden og navnlig i Mellemøsten: menneskerettigheder, demokrati, retsstaten, frie medier osv. Det er disse værdier, som præsident Mahmoud Abbas efter min mening var parat til at acceptere, og som han talte om i sin indsættelsestale i januar 2005.

Som brite med et dybt engagement i freds- og demokratiprocessen i den arabiske verden finder jeg det paradoksalt, ironisk og tragisk, at de to lande, der taler så meget om demokrati i den arabiske verden, netop er de lande - USA og Det Forenede Kongerige - der forlod det fængsel, som svigtede deres internationale ansvar i stedet for at forstærke sikkerheden i fængslet. Vi vidste, at der var et problem; de vidste, at der var et problem. Det var deres pligt at tage sig af det. Det gjorde de ikke: De forsvandt.

Hr. formand, jeg håber, at når Euromeds parlamentariske forsamling, som De er formand for, mødes i Bruxelles om få dage, vil vi kunne høre en erklæring fra Kommissionen og Rådet om, hvad der helt præcis skete, hvorfor det skete, hvornår det skete, og hvem der gav ordren. Dette er en sag, hvor der skal placeres et ansvar, og måske skal man også stå til ansvar over for det internationale samfund, men det starter her i Parlamentet.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, Mahmoud Abbas skulle i dag have mødt Parlamentet og holdt en tale. Dette besøg måtte aflyses af de kendte årsager. Det er derfor naturligt, at gruppeformændene og andre indflydelsesrige medlemmer har bedt om ordet.

Jeg vil imidlertid gerne benytte lejligheden til på Rådets vegne at give udtryk for vores store bekymring over den vedvarende og eskalerende vold i Mellemøsten. Udenrigsminister og rådsformand Ursula Plassnik har fordømt radikale palæstinenseres voldelige overgreb på EU-institutioner og i øvrigt tilsluttet sig Sikkerhedsrådets og FN's generalsekretærs appeller i denne anledning.

Det vigtigste mål er at genoprette ro og orden og beskytte menneskeliv. Vi må minde alle ansvarlige om, at de har ansvaret for at beskytte menneskeliv og befri de gidsler, som stadig tilbageholdes.

Som hr. Poettering rigtigt sagde, er dette ikke det rette tidspunkt til overilede konklusioner. Også Rådet vil nu drøfte, hvilke skridt der konkrets skal tages. Jeg er også enig med hr. Schulz, som sagde, at alle institutioner - Parlamentet, Rådet og Kommissionen - nu på ansvarlig vis må sørge for, at fredsprocessen i Mellemøsten ikke bliver endeligt afbrudt, men tværtimod kan fortsætte.

Vi opfordrer Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed til at udvise tilbageholdenhed for at forhindre en yderligere optrapning. Her er jeg også enig med hr. Cohn-Bendit i, at vi skal forhindre og undgå ensidige foranstaltninger. Det er ikke vejen til at løse problemerne i Mellemøsten. Udenrigsministrene har i de seneste uger og måneder atter drøftet Mellemøstens problemer meget indgående, senest i Salzburg i sidste weekend ved det uformelle udenrigsministermøde, som udenrigsministeren vil berette om i dag.

Angreb på institutioner, gidseltagning, alle former for vold er ikke kun i strid med vores egne værdier. De forstyrrer også fredsbestræbelserne og modarbejder dem. Vi håber, at det vil lykkes os i fællesskab at få fredsprocessen på ret køl igen.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Kære medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg deler den udbredte skuffelse over, at præsident Mahmoud Abbas er blevet forhindret i at tale her i dag. Jeg skulle selv have haft et møde med ham og beklager, at det ikke har kunnet finde sted. Kommissær Ferrero Waldner havde dog et møde med præsident Mahmoud Abbas i går, hvor hun på Kommissionens vegne fik mulighed for at udtrykke vores støtte til bestræbelserne på at fine en fredelig løsning på konflikten i Mellemøsten.

Jeg vil gerne fastslå helt klart, at vi uden nogen forbehold fordømmer alle de udtryk for vold, som vi har set i regionen, uanset hvem der står bag, og vi appellerer til, at alle parter nu udviser ansvarlighed og størst mulig tilbageholdenhed. Vi tilslutter os de bekymringer, der her tilkendegives om, hvor ekstremt farlig situationen er i regionen.

Vi må selvfølgelig særlig nævne, at der er europæere, der er blevet taget som gidsler, og at EU's og nogle af medlemsstaternes repræsentationer også er blevet angrebet i disse områder.

Jeg vil gerne minde om, at ingen har hjulpet den palæstinensiske befolkning mere end EU, der har været og fortsat ønsker at være donor i forhold til palæstinenserne. Vi appellerer derfor indtrængende om, at der ikke bruges nogen former for vold imod EU's og dens medlemsstaters repræsentationer eller imod borgerne, og vi appellerer til alle parter om at vise tilbageholdenhed for at undgå, at situationen forværres, og sammen med os at arbejde på, at det israelske og det palæstinensiske folk kan leve i fred.

(Bifald)

  Formanden. - Efter disse indlæg vil jeg gerne gøre Dem opmærksom på, at Formandskonferencen vil undersøge de forslag, som formændene for de politiske grupper stiller, og at plenarforsamlingen i Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet finder sted i Bruxelles om 10 dage, hvormed EU's formandskab i denne institution ophører.

Jeg vil gerne opfordre alle til, at vi udnytter dette møde på en sådan måde, at den dialog, De alle har henvist til her til formiddag, finder sted som den sig hør og bør. Jeg anmoder især Kommissionen og Rådet om, at deres tilstedeværelse på denne Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet er på højde med omstændighederne, for ved de tidligere møder har deres tilstedeværelse ikke helt været på det niveau, vi kunne have ønsket, og som vi havde anmodet om.

Jeg håber, at Kommissionen og Rådet på denne Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet fremlægger rapporter, foranstaltninger og forslag, der bidrager til dialogen mellem EU og Middelhavsområdet, og til den løsning, som Europa kan komme med på problemerne i Mellemøsten, og som de begivenheder, der fandt sted i går, bestemt ikke har medvirket til at forbedre.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, jeg henviser til forretningsordenens artikel 142 i kombination med artikel 132 og 137. Demokrati kan kun fungere, hvis folkets repræsentanter ikke i deres adfærd er i kras modsætning til vælgernes ønsker og løfterne til vælgerne. Når vi forlanger - og det må vi til dels gøre - at der må gives afkald, når de offentlige budgetter er stramme, så vil jeg igen opfordre Dem til at indlede Deres møder præcist, i dag skete det igen med fem minutters forsinkelse. Deres personlige adfærd med de mange forsinkelser har allerede kostet skatteyderne hundredtusinder af euro. De kolleger, der havde som et centralt valgløfte at omgås udgifterne ærligt, vil jeg gerne - på basis af to af verdens ledende aviser fra i dag, International Herald Tribune og New York Times - opfordre til at begynde at overholde det.

(Formanden fratog taleren ordet)

Det er bittert, at De nu også forsøger at fratage mig ordet.

  Formanden. - Hr. Martin, hvori består Deres indlæg til forretningsordenen?

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, jeg kom med den bemærkning og udtalte den opfordring, at De begynder at indfinde Dem her til tiden. Deres forgænger Pat Cox sparede skatteyderne for hundredtusinder af euro på denne måde. Det samme gælder for udvalgene. Det tab, der opstår i denne forbindelse, udgør 12 millioner euro årligt. Så kan man ikke sige, at vi ikke har penge til vigtige sociale projekter.

  Formanden. - Hr. Martin, dette er ikke et indlæg til forretningsordenen. Lad mig minde Dem om, at den tid, som De misbruger, også koster skatteyderne penge.

  Robert Atkins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg skal ikke bruge meget af Parlamentets tid, men jeg er nødt til at tage dette op, for det er en alvorlig sag. I overensstemmelse med forretningsordenens artikel 191, stk. 8, om Udvalget for Andragender, som jeg er medlem af, kan en indgiver af et andragende til Parlamentet insistere på at være anonym. Men i en sag, som Udvalget for Andragender behandlede for nylig, blev fru X', et tidligere medlem af Lloyd's, anonymitet brudt, og som et direkte resultat heraf, retsforfølges fru X nu af den britiske regering.

Dette kunne ikke være sket, hvis hendes anonymitet var blevet bevaret. Derfor er det vigtigt, at Parlamentet beskytter hendes stilling, bevarer andragsstillernes rettigheder og konfronterer den britiske regering. Udvalgets formand har skrevet til Dem og gjort opmærksom på, at der er tale om en hastesag, men har endnu ikke modtaget svar. Hvornår vil De svare, hr. formand, og vil de beskytte rettighederne og privilegierne for dette Parlament og dets andragsstillere?

  Formanden. - Hr. medlem, De har ret til at anmode om det, De ønsker, men De kan ikke henvise til et indlæg til forretningsordenen. Den procedure, De har fulgt, er heller ikke korrekt. Jeg anmoder Dem alle om at anvende de rigtige forretningsordensprocedurer, når De fremkommer med Deres ønsker.

Det er ikke et indlæg til forretningsordenen. Jeg vil dog undersøge omstændighederne omkring det brev, De siger, at De har sendt til mig, og det svar, som formentligt må være på vej.

Vær venlig ikke at bruge indlæggene til forretningsordenen, som udelukkende vedrører afviklingen af det igangværende møde, til at rejse andre spørgsmål, der uanset, hvor vigtige de måtte være, ikke kan rejses under henvisning til de anmodninger, De kommer med.

3. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde/Lissabon-strategien (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råds møde og Lissabon-strategien.

Da vi har ændret arbejdsplanen på grund af aflysningen af det højtidelige møde, vil denne forhandling blive forlænget til ca. kl. 12. Afstemningerne finder sted efter forhandlingen.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære parlamentsmedlemmer, her en uge før Det Europæiske Råds forårstopmøde er forhandlingen i dag en glimrende lejlighed til i fællesskab at diskutere de centrale prioriteringer, som dette topmøde skal behandle. Som De ved, vil gennemførelsen af Lissabon-strategien indtage den centrale plads på dette topmøde. Det siger sig selv, at en grundig forberedelse er den bedste forudsætning for, at et sådant projekt kan lykkes. Derfor har de fagministerråd, som har ansvaret for de forskellige emner, belyst de centrale punkter for Det Europæiske Råd fra deres synspunkt og fremlagt deres bidrag. Forslaget til konklusioner bliver nu gennemgået i henhold til den fastsatte procedure.

På Det Europæiske Råds første dag, altså den 23. marts, vil det tredelte sociale topmøde som sædvanlig finde sted. I denne forbindelse skal et samarbejde mellem Rådet, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter sikres, især inden for beskæftigelses- og erhvervspolitik samt social sikkerhed.

I denne forbindelse ser vi meget positivt på de europæiske institutioners initiativer for større ansvarlighed, større ejerskab på EU-niveau og de værdifulde bidrag, som f.eks. kom fra Europa-Parlamentets andet interparlamentariske møde med de nationale parlamenter. I denne forbindelse er der også bud efter offentligheden.

Det er medlemsstaternes regeringers opgave at formidle til deres borgere, at det haster med at gennemføre dette partnerskab for arbejdspladser og vækst. I denne forbindelse er det vigtigt, at man også inddrager de regionale og lokale organer - inden for de enkelte forfatningers rammer - og civilsamfundet i at udforme og gennemføre de nationale reformprogrammer.

I denne konstruktive ånd ønsker vi også i forbindelse med forhandlingen i dag en åben diskussion om løsningsmuligheder for de fælles økonomiske og sociale problemer i EU og om den vigtige rolle, som De som folkets repræsentanter indtager her.

Det Europæiske Råd vedtog som bekendt i marts 2005 en dybtgående fornyelse af Lissabon-strategien og strammede også op på afviklingen. Den nye governance-cyklus bygger på partnerskab og ansvarlighed. Stats- og regeringscheferne tilførte på deres møde i Hampton Court den reviderede Lissabon-strategi yderligere politiske impulser og koncentrerede sig om spørgsmålet om, hvordan europæiske værdier kan underbygge moderniseringen af økonomien og samfundet i en globaliseret verden.

Ikke mindst opnåede Det Europæiske Råd på sit møde i december sidste år politisk enighed om de finansielle overslag for 2007-2013. Det er i sig selv et vigtigt signal om, at EU er i stand til at finde løsninger, selv om vi naturligvis ved, at vi befinder os i en intensiv og vanskelig dialog med Dem, som vi vil føre på en konstruktiv måde for nu også at gennemføre denne enighed mellem regeringerne i fællesskab med Dem.

Europa må leve op til nye udfordringer. Hertil hører en skærpelse af konkurrencepresset udefra, både økonomisk og teknologisk, den aldrende befolkning, stigende energipriser samt nødvendigheden af at garantere energisikkerheden.

Siden slutningen af 2005 kan der konstateres en tøvende, men dog tiltagende økonomisk bedring. Det forventes, at der i EU i treårsperioden 2005-2007 vil blive skabt 6 millioner nye arbejdspladser. Det ville betyde, at arbejdsløsheden faldt med næsten 1 procentpoint i 2007. En yderligere nedbringelse af arbejdsløsheden på næsten 19,5 millioner mennesker, højnelse af produktiviteten og højnelse af vækstpotentialet er dog fortsat den vigtigste udfordring for EU.

Denne økonomiske bedring er - selv om den kun er moderat - en fremragende lejlighed til at arbejde for at fremme strukturreformer i overensstemmelse med de nationale reformprogrammer og for en mere intensiv budgetkonsolidering i overensstemmelse med den nye stabilitets- og vækstpagt. Konkrete målsætninger og tidsplaner er et nyttigt instrument til at fremskynde gennemførelsen af de planlagte reformer og opnå bedre resultater for vækst og beskæftigelse.

Det Europæiske Råd har på grundlag af sine beslutninger fra foråret 2005 vedtaget integrerede strategiske retningslinjer. På dette grundlag har medlemsstaterne udarbejdet nationale reformprogrammer, som opfylder de enkelte landes behov. Kommissionen har præsenteret et Lissabon-program for Fællesskabet, hvori der foreslås initiativer, som skal tages på fællesskabsniveau. Kommissionens årlige fremskridtsrapport er ligeledes et vigtigt bidrag til at få den reviderede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse til at fungere.

Alle medlemsstaterne har udarbejdet deres nationale reformprogrammer hurtigt og grundigt. Disse programmer, som er tilpasset medlemsstaternes behov og konkrete situation, anvendes til at gennemføre reformerne. De nationale reformprogrammer er et afgørende vigtigt skridt til at komme videre med større egetansvar og større bevidsthed om reformprioriteterne. Disse nationale reformprogrammer er alt i alt et godt grundlag for at arbejde videre med reformen.

Efter Kommissionens opfattelse - og her vil jeg gerne takke kommissionsformanden, hr. Barroso, varmt for Kommissionens arbejde, som er af meget stor betydning for forberedelsen af topmødet, og især også for, at der er blevet arbejdet meget hurtigt og meget grundigt - bør nogle programmer dog indeholde mere specifikke målsætninger og tidsplaner samt nærmere detaljer om budgetaspekterne af de planlagte reformer og også behandle konkurrencespørgsmål og fjernelse af markedsadgangshindringer mere indgående.

De nødvendige instrumenter findes. Den øverste prioritet for medlemsstaterne i 2006 vil derfor være rettidig og omfattende gennemførelse af vores mål. For at opnå dette vil medlemsstaterne om nødvendigt intensivere de foranstaltninger, som de allerede har planlagt.

Kommissionen har ikke foreslået nogen ajourføring af retningslinjerne for vækst og beskæftigelse, og disse retningslinjer vil altså fortsat gælde fuldt ud. Efter de store forandringer sidste år skal der nu fokuseres på mere handling og større kontinuitet.

Medlemsstaterne har i overensstemmelse med den nye styringspraksis for strategien gjort konkrete tiltag for at inddrage de nationale parlamenter og repræsentanter for regionale og lokale organer samt arbejdsmarkedets parter og andre repræsentanter for det civile samfund i udformningen af deres nationale programmer.

Europas borgere skal nu inddrages endnu mere aktivt i processen for at overbevise dem om, at rettidige og fornuftigt gennemførte reformer vil bidrage til større og bedre fordelt velstand.

Hertil hører i ganske særlig grad også Parlamentets medvirken. Europa-Parlamentet kan hjælpe os med at opnå større ansvarlighed og større ejerskab til Lissabon-strategien hos alle aktører og sikre deltagelse også fremover. Her er forhandlinger som den i dag en særlig kærkommen lejlighed.

I denne forbindelse vil jeg også nævne, at det østrigske formandskab tillægger kompromiset om tjenesteydelsesdirektivet, som Europa-Parlamentet nåede frem til under førstebehandlingen, ganske særlig betydning. Resultatet er meget afbalanceret og udgør et godt grundlag for det videre arbejde. Alene det store antal ændringsforslag viser, hvor omstridt denne sag fortsat er. I lyset af dette resultat og den hidtidige debat i Rådet vil formandskabet arbejde for, at Det Europæiske Råd nu opfordrer Kommissionen til at fremlægge det reviderede forslag så hurtigt som muligt, og giver udtryk for det håb, at institutionerne vil være i stand til hurtigt at afslutte lovgivningsprocessen.

Det er formandskabets hensigt, at Det Europæiske Råd skal fastsætte særligt prioriterede foranstaltninger inden for de integrerede retningslinjer, der blev vedtaget sidste år, som skal gennemføres inden udgangen af 2007. Forårstopmødet vil altså inden for rammerne af den reviderede Lissabon-strategi hellige sig de spørgsmål, som prioriteres højst i de nationale reformprogrammer og i Kommissionens beretning, nemlig forskning, udvikling og innovation, politik for små og mellemstore virksomheder, beskæftigelse og energi. Naturligvis bør foranstaltninger også fortsat generelt træffes inden for rammerne af alle Lissabon-strategiens tre områder (økonomi, sociale spørgsmål, miljø). For at kunne komme ind i en konkret gennemførelsesfase og opnå synlige resultater må vi arbejde for en god blanding af kontrollerbare selvforpligtelser for de 25 medlemsstater og anbefalinger fra Kommissionen. I forbindelse med forberedelserne til rådsmødet diskuteres det stadig, hvor højt ambitionsniveauet skal være i denne forbindelse.

En af søjlerne i Lissabon-strategien er forskning og innovation som motor for produktion og videnanvendelse. Allerede for fire år siden satte vi os det mål, at vi i Europa i 2010 vil nå op på en forskningskvote på 3 %, idet en væsentlig del af disse udgifter, nemlig to tredjedele, skal finansieres af den private sektor. Det ville være klogt at forhøje de midler, der stilles til rådighed fra EU's side, sammen med egne nationale anstrengelser. Desuden skal samarbejdet mellem universiteter, forskning og økonomi styrkes for at bidrage til at højne forskningskvoten.

Som vi alle ved, er vi imidlertid ikke kommet så langt på dette område, som er så afgørende for vores fremtid, idet forskningsudgifterne i EU i dag kun er på ca. 1,9 %.

Gennem vores anstrengelser sammen med Kommissionen er det lykkedes os at sætte en dynamik i gang og vække bevidstheden hos medlemsstaterne for, at det er vigtigt med konkrete målsætninger og selvforpligtelser for at øge forskningsudgifterne. Her har samtlige medlemsstater allerede øget ambitionsniveauet og sat sig tilsvarende nationale mål.

Desuden spiller moderne kommunikationsstrategier en vigtig rolle i vores hurtigtkørende informationssamfund, når det gælder fremme af innovationer. Med hensyn til universitetsuddannelserne vil vi opfordre medlemsstaterne til inden 2007 - i overensstemmelse med den nationale praksis - at lette universiteternes adgang til private sponsormidler og fjerne barrierer for samarbejdet mellem de akademiske institutioner og erhvervslivet.

Endvidere skal der gøres mere for at forbedre rammebetingelserne for virksomheder, iværksætterpotentialet og særligt situationen for de små og mellemstore virksomheder. Dette skal der også sættes fokus på i forbindelse med Det Europæiske Råd. Små og mellemstore virksomheder udgør en stor del af det europæiske erhvervsliv og kan med rette betegnes som dets motor. I EU findes der godt 23 millioner små og mellemstore virksomheder, som leverer næsten 75 millioner arbejdspladser. Initiativer, der bidrager til at styrke og fremme de små og mellemstore virksomheder som det europæiske erhvervslivs rygrad, kan derfor yde et væsentligt bidrag til vækst og beskæftigelse. Vi vil også mindske de administrative forhindringer for små og mellemstore virksomheder og den tid og de udgifter, det kræver at starte ny virksomhed.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Formanden. - Hr. Winkler, undskyld mig, normalt er tiden for Rådets og Kommissionens indlæg ikke begrænset, men her til formiddag har vi problemer med tiden på grund af den tid, vi brugte på den forrige drøftelse. Jeg beder Dem derfor om, hvis det er muligt, også at tilpasse Deres indlæg, så medlemmerne får mulighed for at tale. Det ville jeg blive glad for.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, undskyld, hvis jeg taler for længe. Jeg vil korte af og afslutte mit indlæg. Der er akut behov for handling inden for en række spørgsmål. Mit indlæg ville være ufuldstændigt, hvis jeg ikke også nævnede arbejdsmarkedet, særligt også fremme af integrationen af de unge på arbejdsmarkedet. Netop på Det Europæiske Råd vil vi ganske særligt beskæftige os med spørgsmålet om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Det er et mål at nedbringe andelen af unge, der afbryder deres skolegang, inden 2010 og sørge for, at flere unge får en højere skoleuddannelse. Det skal også være en central del af vores bestræbelser at bekæmpe langtidsarbejdsløsheden.

Endelig kommer også spørgsmålet om energi til at spille en vigtig rolle, ikke kun på grund af den betydning, som denne sektor har for at skabe arbejdspladser og vækst, men naturligvis også på baggrund af den seneste tids begivenheder. Jeg håber, at der vil udgå vigtige impulser fra Det Europæiske Råd også i denne henseende og med hensyn til alle de andre emner, jeg har nævnt, som vil få afgørende indflydelse på det fremtidige arbejde i alle EU's institutioner.

  Formanden. - Nej, hr. formand. Rådsformandskabet og Kommissionen har ikke begrænset taletid, men netop i dag er vi nødt til at fordele en ikke-vedvarende og knap ressource, nemlig tiden.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd i sidste uge blev afholdt på et vigtigt tidspunkt. Vi kan i øjeblikket se de første opmuntrende tegn på øget tillid hos forbrugerne i Europa. Investeringerne tager til igen, og vækstraterne bliver gradvist bedre. Det er gode nyheder. Lad os udnytte det gunstige økonomiske klima til at gøre nye fremskridt i retning af vores mål om vækst og beskæftigelse. Lad os skifte til et højere gear.

Sidste år foreslog vi en gennemgribende revision af styringen af den økonomiske politik i Europa. Vi enedes om at arbejde sammen i et partnerskab. Vi har fordelt ansvarsområderne mellem os. Vi har centreret vores strategi og indsats om det væsentligste. Europa-Parlamentet har støttet massivt op om denne nye tilgang, og jeg må lykønske Parlamentet med den rolle, det spiller i denne forbindelse.

I sin meddelelse til Det Europæiske Råds forårsmøde foreslog Kommissionen flere prioriterede aktioner til fordel for vækst og beskæftigelse. Jeg skal ikke gå i detaljer med alle de specifikke foranstaltninger, vi foreslår, men redegøre for nogle af de temaer, jeg i dag finder særligt vigtige.

Jeg glæder mig over, at de 25 nationale reformprogrammer nu er vedtaget. De indeholder en beskrivelse af, hvordan de enkelte medlemsstater har til hensigt at gennemføre de fælles fastlagte retningslinjer for vækst og beskæftigelse under hensyntagen til de specifikke nationale forhold. De nationale reformplaner er ganske vist ikke alle lige ambitiøse og heller ikke alle lige gode, men de udgør dog et godt arbejdsgrundlag.

Vi må gøre os klart, at der kun er tale om en indledende etape, og alle ved, at det ikke er rapporterne, der skaber arbejdspladserne. Det er nu, vi skal se, om der er politisk vilje og målrettethed i gennemførelsen af netop disse hensigtserklæringer.

Det er således i år på tide at omsætte ordene i handling. Kommissionen vil i løbet af de kommende måneder indgå i et nært samarbejde med medlemsstaterne om iværksættelsen af deres nationale programmer og opfølgningen heraf. Jeg er Parlamentet meget taknemmelig for den rolle, det har påtaget sig i denne forbindelse. De fælles parlamentariske møder mellem Europa-Parlamentet og repræsentanterne for de nationale parlamenter om Lissabon-strategien har bl.a. bidraget til at gøre de nationale parlamenter mere lydhøre over for udfordringerne og tilskyndet dem til at indgå aktivt i processen.

Det er ikke desto mindre korrekt, mine damer og herrer, at det stadig vil kræve et stort stykke arbejde at få de enkelte medlemslande til at tage denne nye strategi for vækst og beskæftigelse til sig. Inden for rammerne af partnerskabet kan medlemsstaterne tage ved lære af de andres erfaringer. Alle har noget at tilbyde, og alle har noget at lære, men jeg bliver aldrig træt af at understrege, at vi har brug for en indsats, der ikke kun involverer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, men også gradvist inddrager de nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, de nationale partier - og ikke kun de europæiske partier - og den europæiske offentlighed. Det er en betingelse for, at vores fornyede strategi til fordel for vækst og beskæftigelse kan blive en succes.

Et andet vigtigt spørgsmål er den frie bevægelighed for arbejdstagere. Jeg har bemærket, at Parlamentet i det beslutningsforslag, det har stillet på baggrund af denne redegørelse, opfordrer, jeg citerer, "medlemsstaterne til hurtigst muligt at skabe fuldstændig fri bevægelighed for borgere og arbejdstagere i EU sideløbende med en målbevidst indsats for at fremme arbejdskvaliteten i alle dens aspekter". Jeg tilslutter mig fuldt ud dette forslag fra Europa-Parlamentet. Virkeligheden giver Dem i øvrigt ret. En analyse, som Kommissionen har foretaget for nylig, viser klart, at tilstrømningen af arbejdstagere fra de central- og østeuropæiske medlemsstater til de 15 gamle medlemsstater i det væsentligste kun har haft positive følger. Det er kun én af grundene til, at Kommissionen glæder sig over, at det for nylig - efter offentliggørelsen af vores meddelelse - er blevet meddelt, at i første omgang Finland, Portugal og Spanien og nu Nederlandene slutter sig til Irland, Det Forenede Kongerige og Sverige og ophæver restriktionerne for den frie bevægelighed for arbejdstagere i Europa. Jeg glæder mig til, at de øvrige lande følger trop.

(Bifald)

I en globaliseret økonomi kan ingen medlemsstater tillade sig at handle på egen hånd. Det er ikke det rigtige tidspunkt at udvise økonomisk nationalisme på. Det er ikke nationalistiske udgydelser, der vil gøre det muligt for os at opbygge fremtidens Europa.

(Bifald)

Hvis man forsvarer sine nationale mestre på kort sigt, indebærer det i reglen, at de på lidt længere sigt havner i anden division. De mest effektive virksomheder, der har måttet klare sig i den skarpe konkurrence, vil overhale de nationale mestre, når de bevæger sig ud på de internationale markeder. Vi må gøre os klart, mine damer og herrer, at det, vi har brug for, ikke er nationale mestre, men verdensmestre, der har hovedsæde i Europa og høster størst muligt udbytte af vores indre marked.

(Bifald)

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så vil Kommissionen gøre brug af sine beføjelser, hvis en virksomhed misbruger en dominerende stilling på markedet. Den er juridisk forpligtet til at overvåge konkurrencereglernes håndhævelse og beskytte forbrugerne. Den opfylder fuldt ud sine forpligtelser.

Udfordringen ved globaliseringen kræver en styrkelse af det indre marked. Frihed til at levere tjenester er et væsentligt aspekt ved det indre marked, og vi har allerede sagt, at servicesektoren på den ene side og de små og mellemstore virksomheder på den anden er de mest relevante lokomotiver for beskæftigelsen i Europa.

Jeg vil gerne takke Dem for resultatet af Parlamentets førstebehandling af tjenesteydelsesdirektivet. De fremsatte ændringsforslag, der generelt var baseret på en bred enighed, som nu kan føre os videre frem. Kommissionen vil reagere positivt på Deres enighed.

Først i næste måned vil vi fremlægge et ændret forslag, som i vid udstrækning vil blive baseret på denne førstebehandling og diskussionerne i Rådet. Vi ved, at det østrigske formandskab vil arbejde videre med Rådets fælles holdning kort tid efter. Jeg håber, at denne lovgivning vil blive vedtaget hurtigt, idet vi er nødt til at gøre fremskridt på dette område, hvis vi mener det alvorligt med vækst og arbejdspladser.

(Bifald)

De energimæssige udfordringer i det 21. århundrede kræver et stærkt og effektivt svar. Efter en lang periode med relativ stabilitet kan vi ikke længere tage en sikker energiforsyning til en rimelig pris for givet. Øget importafhængighed, højere energipriser og klimaforandringer er udfordringer, som er fælles for alle EU's medlemsstater. Kun et europæisk svar baseret på bæredygtighed, konkurrenceevne og sikkerhed kan klare udfordringer i denne størrelsesorden.

I Kommissionens grønbog har vi fremhævet seks nøgleforanstaltninger. Vi må skabe et reelt europæisk el- og gasmarked. Vi skal opnå bedre integration. Med den bedre integration får vi større solidaritet mellem medlemsstaterne i krisetider. Vi må fremskynde overgangen til en økonomi med lavt forbrug af kulstoffer, hvor vi både bruger nye og eksisterende energiformer til at sikre bæredygtigheden. Vi skal ikke blot ændre energiforsyningen, men også energiefterspørgslen. Der er store muligheder for at bruge energien mere effektivt til gavn for klimaet, forbrugerne og vores sikkerhed.

Europa er helt i front med udviklingen af teknologier med lavt kulstofindhold. Den position skal vi fastholde. Vi har brug for øget europæisk innovation inden for vedvarende energikilder og alt, hvad der drejer sig om miljøvenlige teknologier. Sidst, men ikke mindst må vi fremme en mere sammenhængende og integreret metode i vores relationer med tredjelande og i internationale sammenhænge.

Jeg hører undertiden folk sige, at det ikke er muligt med en europæisk energipolitik, fordi den berører områder, hvor medlemsstaterne har nationale, strategiske interesser. Jeg behøver ikke minde Dem om, at selve grundlaget for Det Europæiske Fællesskab rent faktisk var en fælles europæisk politik for kul og stål, de to områder, der blev anset for de mest følsomme for medlemsstaternes nationale strategiske interesser på daværende tidspunkt. Det er netop, fordi energi har strategisk betydning, at vi har behov for en europæisk strategi og ikke 25 nationale strategier. Det er netop grunden til, at vi har brug for den strategi.

(Bifald)

I grønbogen opfordres alle til at bidrage til denne vigtige diskussion. Jeg er meget opmuntret af de positive reaktioner, som vores grønbog har givet anledning til, og af den meget engagerede støtte fra det østrigske formandskab, og jeg ser frem til en god opbakning fra Europa-Parlamentet til denne nye strategi for EU.

Jeg vil også understrege behovet for, at man behandler social samhørighed som en integrerende del af vækst- og jobskabelsesstrategien. Kommissionen er yderst opmærksom på behovet for at sikre arbejdspladser af høj kvalitet og undgå usikre arbejdsbetingelser. Efter min mening skaber globaliseringen store muligheder, men vi må og kan ikke se bort fra presset på virksomheder og arbejdstagere fra en skarp international konkurrence. Derfor har Kommissionen foreslået en europæisk fond til afbødning af globaliseringens følger. Denne fond vil fungere som støddæmper over for globaliseringens stærke lokomotiv. Den skal supplere medlemsstaternes bestræbelser på at hjælpe de berørte arbejdstagere tilbage på benene. Det vigtige er at få folk omskolet og tilbage på karrierestigen på en bæredygtig måde. Vi er nødt til at inddrage arbejdsmarkedets parter i vores diskussioner om arbejdspladser og arbejdsmarked.

Europas økonomiske fremtid afhænger af, at vi har de bedst uddannede mennesker, både teoretisk og fagligt, med en fuldstændig række af færdigheder og den nødvendige tilpasningsevne til en videnøkonomi. Derfor må vi øge investeringerne i videregående uddannelse betydeligt. Kommissionen foreslår et mål på 2 % af BNP i 2010.

Samtidig må vi øge Europas udgifter til forskning og udvikling til 3 % af BNP inden 2010. Det betyder mere ambitiøse nationale mål og mere ambitiøse foranstaltninger for at nå målene. Vi har nogle fremragende universiteter og forskningscentre, som virkelig vil nyde godt af øgede bevillinger. Men vores systemer er fragmenterede. Der findes en kløft mellem videregående uddannelse og forskning på den ene side og virksomhederne og økonomien på den anden. Der er tilsyneladende ikke nogen forbindelse.

For mange af vores bedste hjerner forlader Europa. Derfor har Kommissionen i sine bestræbelser på at skabe ekspertise foreslået et europæisk teknologisk institut. Et europæisk teknologisk institut skal supplere andre foranstaltninger; det skal bruge de ressourcer, som de deltagende partnere stiller til rådighed, og gøre det mere effektivt til gavn for disse partnere og til gavn for hele EU's økonomi. Det er et ambitiøst projekt. Jeg vil bede stats- og regeringscheferne om at støtte denne idé, og jeg beder også Parlamentet om støtte. Airbus og Galileo har vist os betydningen af europæiske flagskibe med succes. Det europæiske teknologiske institut skal være det næste; det er et symbol på et europæisk mål, men det er mere end et symbol: Det tilføjer værdi til vores kollektive bestræbelser inden for forskning, uddannelse og innovation.

Jeg er klar over behovet for at gøre mere på dette område, og jeg tror på, at dette kan udgøre et entydigt engagement i denne videntrekant. Kort sagt vil et større engagement i Europa skabe mere fremgang og frihed for borgerne.

Jeg vil gerne takke Dem mange gange for Deres støtte, som blev udtrykt så godt i Deres beslutningsforslag. I næste uge skal Det Europæiske Råd udvise et tilsvarende engagement i vækst og beskæftigelse. Tiden er kommet til at levere varen, og den består ikke af flere ord, men af handling.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, Lissabon står for vækst og beskæftigelse og dermed for EU's erhvervslivs konkurrenceevne, og jeg glæder mig også over kommissionsformandens personlige engagement og over, at han her sætter en prioritering for sin Kommission.

Jeg takker Dem, hr. kommissionsformand, fordi De siger, at et tilbagefald til den økonomiske nationalisme eller - hvis man vil beskrive det positivt - den økonomiske patriotisme ville være ensbetydende med det europæiske erhvervslivs undergang og ville føre til, at vi ikke på nogen måde var konkurrencedygtige i verdensmålestok i forbindelse med globaliseringen.

(Bifald)

Derfor takker jeg for denne kampberedte holdning. Sig det også i Rådet ved stats- og regeringschefernes møde. Hr. statssekretær Winkler, vi sætter stor pris på Dem som person og på, at De er her, men når kommissionsformanden er her, så ville det også være passende, at rådsformandskabet var repræsenteret på lige så højt niveau med en minister. Det må vi også overveje. Jeg vil gerne udtrykkeligt give udtryk for min respekt for Dem som person, men institutionerne må også være ligeværdigt repræsenteret ved sådanne debatter. Det siger jeg uafhængigt af partipolitisk tilhørsforhold. Det handler om EU's institutioner.

Europa-Parlamentet prioriterer Lissabon-processen højt, som jo er en løbende proces, der ikke er begrænset til 2010. Derfor har vi nedsat styregruppen under ledelse af vores kollega Joseph Daul. Det glæder mig, at de tre største grupper - ja, måske kommer de andre til en dag, Francis Wurtz - gør dette spørgsmål til en central del af deres arbejde, og naturligvis også De Grønne, som imidlertid slet ikke er der nu, og måske også nogle andre ...

(Protest)

.... ja, formændene er der ikke, så glæd Dem hellere over, at jeg skænker Deres formænd så stor opmærksomhed. Det fælles indre marked, den frie udveksling af personer, varer, tjenesteydelser og kapital er forudsætningen for, at EU kan være konkurrencedygtigt på verdensmarkederne.

Jeg opfordrer stats- og regeringscheferne til lade Parlamentets bestræbelser for tjenesteydelsesdirektivet være dem et eksempel. Jeg siger til regeringerne, at hvis man nu mener, at man vil opnå noget andet, så ødelægger man dette kompromis om tjenesteydelsesdirektivet. Derfor opfordrer jeg regeringerne til at lade Europa-Parlamentet være dem et eksempel.

Det glæder mig også - det er ikke min opgave, men jeg glæder mig som formand for PPE-DE-Gruppen - at der nu også er en formand for De Grønne til stede. Sammen vil vi skabe Europa, hr. Cohn-Bendit.

Vi har brug for iværksætterånd i EU. Virksomheder er jo ikke noget abstrakt, men det at engagere sig er ensbetydende med at realisere friheden. Iværksætterånd betyder skabelse af arbejdspladser. Her har vi brug for et positivt perspektiv.

Det glæder os, hr. kommissionsformand, at De har stillet forslaget om et europæisk institut for teknologi. Dette må ikke betyde, at der bliver skabt en ny stor universitær myndighed, det skal være et netværk mellem de forskellige eksisterende europæiske teknologiske institutter, så vi får en merværdi, og så Europa virkelig bliver blandt de førende i verden med hensyn til innovation og forskning. De nævnte Galileo, De nævnte Airbus. Vi har brug for nye projekter, og derfor støtter vi Deres overvejelser.

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at jeg ikke har 15 minutter som Rådet og Kommissionen. Også det må vi overveje på et tidspunkt, hr. formand, hvordan vi kan få en bedre balance. Jeg går ind for, at Europa-Parlamentet også i disse spørgsmål skal arbejde tæt sammen med de nationale parlamenter, fordi det er vores fælles opgave - nationalt og europæisk - at gøre Europa konkurrencedygtigt og føre EU ind i en god udvikling, økonomisk og generelt.

(Bifald)

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 166, stk. 1, og 121, stk. 2. Jeg undskylder, at jeg afbryder forhandlingen, men før den gik i gang, havde Sir Robert Atkins en bemærkning til forretningsordenen, som De afviste, fordi den ikke vedrører dagens dagsorden. Han henviste rent faktisk til et fantastisk vigtigt spørgsmål, som er omfattet af forretningsordenens artikel 166. Når Parlamentets forretningsorden tilsidesættes, er det helt i orden, at et medlem henleder Deres opmærksomhed på det.

Sir Robert erklærede, at den britiske regering sandsynligvis handler ultra vires og overtræder Fællesskabets lovgivning vedrørende brud på fortrolighedsbestemmelserne. Det pågældende udvalg har skrevet til Dem. Jeg vil gerne spørge, om De har mulighed for at svare Sir Robert Atkins inden afstemningen.

Jeg vil gerne endnu en gang minde Dem om, at jeg henviser til artikel 166, stk. 1, og artikel 121, stk. 2.

Jeg beklager denne afbrydelse.

  Formanden. - Jeg beklager også denne afbrydelse.

Mine damer og herrer, fra nu af er jeg nødt til at være mere striks med hensyn til anmodninger om bemærkning til forretningsordenen, for det viser sig, at De den ene gang efter den anden henviser til denne procedure med et andet formål end det, den er tiltænkt.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Lissabon-processen var, da den blev indledt, det første rigtige og efter min mening også meget velgennemtænkte forsøg på at give et europæisk svar på globaliseringens udfordringer. Den model, der blev fundet i Lissabon, var, at vi på lang sigt kun vil kunne overleve i den interkontinentale konkurrence og fortsat være konkurrencedygtige i forhold til konkurrenter på andre kontinenter, hvis vi bliver det stærkeste videnbaserede samfund og økonomi i verden - men på europæisk niveau.

Det var et rigtigt skridt. Men hvad er der sket siden da? De, som vedtog dette skridt, kan ikke beslutte sig for, om de vil have det på europæisk niveau eller på nationalt niveau. De er splittet mellem budskabet "vi kan kun overleve i denne konkurrence på europæisk niveau", hvilket er rigtigt, og budskabet i deres eget land "nå ja, i princippet er vores regering stærk nok til at gøre det selv", hvilket naturligvis vinder større gehør hos vælgerne. Resultatet er, at der ikke bliver inveseteret nok i Lissabon-processen, hverken på europæisk eller nationalt niveau. Det er situationen efter seks år!

(Bifald)

Hr. kommissionsformand, jeg er meget taknemmelig for Deres udtalelser, men jeg beklager også, at der er noget, De fortier. Der er stor afstand mellem det nødvendige engagement, også finanspolitisk, som De i dag endnu en gang har beskrevet, og så det, der sker i virkeligheden. De har sammen med Kommissionen beskrevet, hvad der er behov for for at finansiere EU i de næste syv år, og Rådet har vedtaget et finansielt grundlag. Men der er en afstand mellem Deres krav og det, som Rådet har vedtaget, på 40,82 %!

Rådet har vedtaget 40,82 % mindre til de finansielle overslag, end De har krævet. Det, hr. formand, repræsenterer de forskellige budskaber, de forskellige byggesten. Hvis man hele tiden fremstiller forskellige byggesten, kan man ikke bygge noget pænt hus. Det kan man ikke engang bygge en faldefærdig rønne med. Det kan man ikke engang bygge en skihytte i Arlberg am Lech med - eller omvendt, Lech am Arlberg, hvor man kan sidde og synge sømandsviser om aftenen. Velkommen i dalen, hr. formand! Styrtløbet er slut nu.

(Munterhed)

Trilogen om de finansielle overslag, som vi kommer til at opleve i de kommende dage, og det efterfølgende topmøde fremhæver endnu en gang denne modsætning. I trilogen regerer kræmmersjælene, som kradser den sidste euro ind, så den ikke kan gives til Europa.

(Bifald)

Og tre dage senere mødes stats- og regeringscheferne og kundgør endnu en gang, hvor vigtigt Lissabon-topmødet er, hvor vigtige Lissabon-målene er. Det er netop det, der hæmmer Europa, at der ikke er nogen sammenhængende og konsekvent fremgangsmåde i forbindelse med Lissabon-processen!

I Europa-Parlamentet har vi forsøgt at tilvejebringe en kombination mellem den nødvendige fleksibilisering i Europa og den nødvendige sociale samhørighed. De to ting hører nemlig sammen. Hvis man vil have befolkningen med sig - det har De ret i, hr. statssekretær Winkler - hvis man vil have folk med sig, må man beskrive globaliseringen som en mulighed, men man må også mindske risikoen for, at globaliseringen altid bliver brugt til at forringe de sociale standarder. I forbindelse med tjenesteydelsesdirektivet forsøgte vi at sige ja til fleksibilitet, hvor den er nødvendig og mulig, men under bevarelse af den sociale samhørighed. Og derfor går jeg ud fra, at Europa-Parlamentets beslutning vil være grundlaget for Kommissionen og Rådet ved den videre drøftelse af tjenesteydelsesdirektivet. Jeg kan kun advare mod at afvige fra det! De har afgivet et løfte, jeg har i dag hørt fra Dem, hr. rådsformand, at De også vil holde dette løfte. Vi vil holde øje med, at det bliver indfriet. Det kan De være sikker på!

Når vi taler om fremtiden for Lissabon-processen, så er der virkelig blevet skrevet papirer nok nu. Det, vi har brug for, er investeringer i forskning og kvalificering, så de bedste ikke flytter til andre kontinenter. Vi har brug for investeringer i livslang læring. For hvis gode kvalifikationer er en forudsætning for at komme ind på arbejdsmarkedet, så er livslang læring en grundlæggende rettighed for at garantere denne adgang til arbejdsmarkedet for alle mænd og kvinder.

I går præciserede den tyske forbundspræsident de unge europæiske mænds og kvinders ønsker med Erasmus som eksempel. Erasmus er imidlertid et af de punkter, som er blevet skåret mest ned i forbindelse med de finansielle overslag. Jeg må gentage, at der ikke er noget, der passer sammen i forbindelse med Lissabon-processen.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mere end en gang i Unionens historie har der hersket splittelse mellem dem, der ønsker at bevæge sig fremad, og dem, der ønsker at gå bagud; mellem dem, der forsvarer det indre marked og Lissabon-dagsordenen som det bedste middel til at sikre effektivitet, konkurrenceevne og vækst på lang sigt, og dem, der afviser frihandel til fordel for en økonomisk nationalisme, der - som Giulio Tremonti sagde - minder om den lige før krigen 1914-18.

Det ironiske er, at denne såkaldte patriotisme - dårligt camoufleret økonomiske nationalisme - vil skabe lige så få fordele for borgerne i Frankrig, Spanien eller Polen, som den gør i resten af Europa, for det er retfærdig konkurrence, der er drivkraften bag det globale marked, højner kvaliteten og giver lavere priser, og det er den retfærdige konkurrence, som protektionismen undergraver. Hvis en virksomhed ser en kommerciel logik i at fusionere med en anden, hvorfor skal vi så lægge den hindringer i vejen? Den store succes ved euroen, som Kommissionens formand har påpeget, er, at der forekommer flere og flere fusioner og overtagelser. Det europæiske erhvervsliv er ved at gøre sig klar til at møde udfordringerne ved at konkurrere i en global økonomi.

Det er spørgsmål til forårs-topmødet. Det er spørgsmål for Kommissionen, for Kommissionen vil blive testet i denne situation i sin rolle som traktaternes vogter og forsvarer. Stillet over for et hidtil uset angreb på det indre marked skal Kommissionen holde fast i traktaterne, holde fast i de grundlæggende friheder og tale åbent, når det er nødvendigt - som De har, hr. Barroso og kommissær McCreevy og Kroes ligeledes - og gribe til handling for at forsvare Unionen. Men forsvaret af det indre marked påhviler ikke kun Kommissionen; Rådet har også en rolle, som vi understreger det i det beslutningsforslag, vi drøfter i dag. Det betyder, at forårs-topmødet skal fremskynde omsætning og gennemførelse af Unionens direktiver med henblik på at skabe et enhedsmarked med fri bevægelighed for varer, tjenester og kapital. Vi ønsker, at Det Europæiske Råd skal behandle den fri bevægelighed for tjenester, fri bevægelighed for arbejdstagere og fri bevægelighed for kapital seriøst. Når de drøfter den fremtidige finansiering af vores Union, skal stats- og regeringscheferne finde de nødvendige midler til uddannelse af vores arbejdsstyrke, til transeuropæiske net samt til forskning og udvikling gennem det europæiske institut for teknologi, som vil sikre den økonomiske dynamik fremover.

Tiden er inde til, at vores stats- og regeringschefer formaliserer de rådsmøder, der finder sted i marts og oktober. De behøver ikke at få et mærkat udelukkende som topmøder for den økonomiske politik; kravene til energisikkerhed, til fred i Mellemøsten og bekæmpelse af den internationale organiserede kriminalitet er ligeledes påtrængende sager og bør være på næste uges dagsorden. Der bør også være en offentlig drøftelse af Unionens spæde forsvarspolitik, som i øjeblikket planlægges bag lukkede døre. Det østrigske formandskab åbnede for nylig et møde i Rådet (miljø) for offentlighedens øjne; hvorfor ikke gøre denne åbenhed til normal praksis i Rådet?

Min gruppe glæder sig over Kommissionens forslag om at fremlægge et konkret dokument, så vi kan drøfte forsvarspolitik her i Parlamentet og inddrage borgerne i diskussionen om, hvad der skal ske med vores kontinent.

Hr. rådsformand, for et århundrede siden havde Deres land en udenrigsminister, der studerede i Strasbourg, genindsatte det gamle styre og dominerede politikken på kontinentet i 30 år. Hvis fru Plassnik kan gentage Metternichs resultater, vil Europa opleve fremgang. Hvis det ikke lykkes for hende, kan hun altid følge hans eksempel og flygte til Storbritannien.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, min gruppe har i tidens løb konstateret, at Lissabon-strategien ikke længere er den samme strategi, som blev defineret i starten af denne meget interessante proces. Det fremgik klart af hr. Winklers tale. Her handler det meget ensidigt om en strategi for vækst og beskæftigelse. Det blev slet ikke nævnt, at målet om bæredygtighed og social retfærdighed, som blev formuleret i Göteborg, skal være en del af denne strategi. Jeg er bange for - efter de diskussioner, som jeg har oplevet i koordineringsstrukturen om Lissabon, og også efter det beslutningsforslag, vi er nået frem til, og som vi skal stemme om i dag - at der er risiko for, at Parlamentet ikke længere er villigt til at følge denne ambitiøse strategi om virkelig at knytte bæredygtighed og vækst sammen.

Hvad bygger jeg det på? Der er overhovedet ingen vilje til at diskutere vigtige instrumenter, som kunne garantere succes. I koordineringsstrukturen forsøgte vi at diskutere skattepolitik. Hvis man ikke er villig til at tage fat på en fælles virksomhedsbeskatning inden for EU, hvordan skal vi så komme ud af den negative geografiske konkurrence? Hvis man ikke er indstillet på at tale om miljøskatter, hvordan skal man så fra statens side kunne gennemføre bæredygtighed som styrende instrument? Blandt kollegerne er der ingen vilje til overhovedet at anvende begrebet "skat". Man er bange for at skræmme borgerne. Man giver borgerne løfter, men man sørger ikke for, at der skabes instrumenter, som overhovedet ville sætte én i stand til at opfylde disse store løfter.

Lad os tage et vigtigt aktuelt eksempel, nemlig energipolitikken. Hr. Verheugen, hr. Barroso, hvis De ikke er villig til at inddrage trafikpolitikken i Deres energipolitiske strategier, hvis De ikke er villig til at gøre sparsom omgang med ressourcerne og effektiv udnyttelse til en central del af strategierne, men endnu en gang satser på at forlænge løbetiden for atomkraftværkerne, så er De dømt til fiasko. De vil ikke komme ud af råstofafhængigheden, og De vil heller ikke kunne garantere fair priser på energimarkedet. Se på de lande, der har en høj andel af elektricitet fra atomkraftværker. Er elektriciteten billig i Frankrig og Tyskland? Nej, den er dyr.

Med hensyn til markedet har jeg et ønske, hr. Barroso. Stol på Neelie Kroes' forslag fra sidste uge. I dag gælder markedet ikke for energien. Vi har brug for at få adskilt produktion og distribution af energi, at få adskilt produktion og net. Fru Kroes sagde meget rigtigt, at vi kun vil have en chance politisk over for energigiganterne, hvis vi gennemfører markedet over for energigiganterne

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Barroso, hr. Winkler, Kommissionen har en sjælden evne til at finde meget rammende forkortelser for sine programmer såsom Erasmus og Sokrates. Den kunne således også have kaldt sin strategi fra Lissabon for Janus efter den berømte romerske gudeskikkelse, der sædvanligvis bliver afbilledet med to ansigter, det ene vendt mod fremtiden og det andet mod fortiden. Nøjagtigt som Lissabon-dagsordenen.

Det ene ansigt på denne Lissabon-strategi for årtiet 2000-2010 er imødekommende. Det afspejler som anført i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i foråret 2005 behovet for at investere i den menneskelige kapital, som er Europas vigtigste trumf. Det indvarsler flere job og endog fuld beskæftigelse såvel som job af bedre kvalitet. Det understreger betydningen af forskning, uddannelse, nyskabelse og et solidt industrielt netværk i hele EU. Det fremhæver endog målet om at standse tabet af biologisk diversitet inden 2010.

Dette ansigt på den europæiske Janus er vendt mod fremtiden. Det synes at indvarsle en æra med så store sociale, økonomiske og økologiske fremskridt, at man ved første øjekast har svært ved at forstå, hvor Kommissionen mener, der fortsat skal ydes en stor indsats for at overbevise borgerne om, at reformerne vil bidrage til at skabe øget velstand for alle, og inddrage dem heri.

Hvorfor dog? Fordi der er Lissabon-strategiens andet ansigt, som er vendt mod EU-ledernes evindelige liberale besættelse. Det fremgår af Kommissionens sidste meddelelse, at det er nødvendigt, at gøre Europa mere tiltrækkende for erhvervslivet, reformere pensionerne, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet, sanere budgettet, forhøje den reelle pensionsalder, øge arbejdskraftens produktivitet, sikre en virkelig konkurrence inden for servicesektoren, fremme øget konkurrence på markederne for elektricitet og gas osv.

Kommissionen forventer endog, at fagforeningerne indgår i denne liberale strategi. Den forventer, at Parlamentet slutter op om dens kommunikationsindsats.

Men De skal ikke regne med, at vi er villige til at stå frem for de tyske lønmodtagere i den offentlige sektor, der protesterer mod en forlængelse af arbejdstiden og lønnedskæringer, de italienske lønmodtagere, der kræver en fuldstændig genforhandling af lov nr. 30, som udelukkende øger usikkerheden, de unge franskmænd, der protesterer mod forslaget om en arbejdskontrakt på to år, der giver arbejdsgiverne mulighed for frit at afskedige dem, de kvindelige britiske arbejdstagere, der modsætter sig forslaget om at hæve pensionsalderen fra 60 til 65 år, de nye centraleuropæiske medlemsstaters lønmodtagere, der ikke ønsker, at deres lande bliver betragtet som lavomkostningsområder, og kræver sociale fremskridt, eller alle de, der modsætter sig strategien til nedbringelse af de offentlige og sociale udgifter under henvisning til stabilitetspagten, og forklare dem, at de tager fejl, og at Lissabon-strategien tværtimod forbereder dem en gylden fremtid.

I virkeligheden er Lissabon-strategiens to dele uforenelige. Den anden del skal slås ud, hvis den første skal leve. Det er vores valg.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Efter det franske og hollandske nej til forfatningen besluttede EU-topmødet at arrangere tænkepause om Europas fremtid. Det viser sig nu, at det ikke var en tænkepause, men snarere en ændring af rækkefølgen for hvem, der skulle ratificere hvornår. Siden de to nej'er er forfatningen godkendt i Luxembourg, Cypern, Malta, Letland og senest Belgien. Estland er i gang, og Finland vil godkende, før det skal overtage formandskabet 1. juli. Vi var en delegation fra Forfatningsudvalget i Helsinki forleden. Kun et enkelt lille parti, de sande finners parti, vil respektere det franske og hollandske nej. Forfatningen foreslår, at ratifikationer kan fortsætte, indtil man når 80 % af landene, så skal der være et særligt topmøde. Men forfatningens bestemmelser kan ikke være basis for at ændre Nice-traktaten, her er reglen enstemmighed. Forfatningen er derfor formelt død efter det franske og hollandske nej. I Holland har regeringen meddelt, at den ikke vil ratificere den forkastede tekst. I Frankrig siger de ledende politikere det samme. Det er derfor illegalt at fortsætte ratifikationerne uden ny beslutning, medmindre Frankrig og Holland spiller dobbeltspil og siger en ting hjemme og noget andet i Bruxelles.

Jeg vil gerne spørge formandskabet: Har Frankrig og Holland formelt accepteret, at ratifikationerne kan fortsætte uden at ændre i den forkastede tekst? Var det ikke bedre at bruge tænkepausen til at tænke nye idéer og så udarbejde en tekst, som borgerne kan godkende ved folkeafstemning i alle lande den samme dag? En tekst, hvor overskrifterne kunne være åbenhed, nærhed og demokrati.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden, hr. Winkler, og kommissionsformanden, hr. Barroso, for deres fremlæggelser her i dag.

Efter at have kigget på og diskuteret dette spørgsmål gennem en årrække er en af de ting, der slår mig: Hvad ønsker vi egentlig af Lissabon-strategien? De centrale elementer og mål er lige så relevante i dag, som da de blev fastlagt første gang: at gøre Europa til den mest dynamiske og innovative økonomi i verden i 2010. Det, vi hører i dag, er desværre, at alt muligt presses ind under, hvad der skal gøres med Lissabon-strategien. Måske er vi for ambitiøse eller for vidtgående med hensyn til, hvilke områder vi gerne vil have med.

Et af de vigtigste spørgsmål - som alle talere har været inde på her i dag - har været investeringen i menneskelig kapital: spørgsmålet om almen og faglig uddannelse, og hvordan dette fører til yderligere forskning og fremtidig innovation og udvikling. Lad os kigge på, hvad der egentlig sker i EU i øjeblikket. Se på den demografiske situation, hvor vi har en stadig ældre befolkning, en faldende fødselsrate i de fleste medlemsstater, og vi har ikke nogen strategier som reaktion på dette. Vi har brug for strategier, hvor vi ser på de positive aspekter ved den aldrende befolkning, den erfaring, de ligger inde med; men også strategier, der ser realistisk på, at folk nægtes mulighed for at få adgang til det nye arbejdsmarked. Vi må give dem de færdigheder og den uddannelse, som de har brug for, for at kunne arbejde i den såkaldte digitale økonomi.

Trods alle de smukke ord, vi måtte udgyde her, er svaret på det centrale spørgsmål om, hvem der bedst kan levere resultater inden for disse strategier - hvem der bedst er i stand til at videregive disse færdigheder til unge arbejdstagere, studerende eller ældre mennesker, der ønsker at blive genoptrænet eller omskolet - at det ikke er EU, men de enkelte medlemsstater. Derfor har vi bedt om nationale planer med præcise mål, som garanterer, at vi får noget ud af vores investering.

Når vi taler om den europæiske beskæftigelsesstrategi, social samhørighed og socialt partnerskab, er det af vital betydning, at folk kommer med, men det er også af vital betydning, at folk vågner op og ser virkeligheden i øjnene med udflytningen af industrien - som vi diskuterede i går - og de manglende investeringer i forskning og udvikling. Se på de 20 førende bioteknologiske virksomheder i verden. 19 er amerikanske og et er schweizisk - ingen ligger i EU.

Hvis vi vil være realistiske med vores ønske om at være de mest dynamiske, er vi nødt til at træffe nogle barske beslutninger, der afspejler denne position.

(Bifald)

  Leopold Józef Rutowicz (NI). - (PL) Hr. formand, rapporten fra gruppen på højt plan under ledelse af Wim Kok indeholder en realistisk beskrivelse af EU-økonomiens tilstand, som trues af marginalisering i forhold til de asiatiske og amerikanske markeder. Det globale marked er velvilligt indstillet over for økonomiske enheder, der er effektive, konkurrencedygtige, og som tilbyder billige produkter og tjenester af god kvalitet. Medlemsstaternes og parlamenternes direkte inddragelse i gennemførelsesprogrammerne kan ses som en af succeserne ved de aktiviteter, der sigter mod gennemførelsen af Lissabon-strategien. Foranstaltninger vedrørende programmet for energisikkerhed kan også skabe bedre og stabile betingelser for økonomisk udvikling. Det forhold, at store grupper af mennesker deltager i gennemførelsen af strategien, kan også give anledning til optimisme. Problemet ligger i foranstaltningernes effektivitet og modstanden imod dem. Disse foranstaltninger omfatter oprettelse af et indre marked, et arbejdsmarked, de rette betingelser for omstrukturering og etablering af virksomheder og stigende innovation, mens man samtidig afskaffer arbejdsløshed og stigende lønninger. Vi har brug for enighed mellem politiske grupper, fagforeninger og arbejdsgivere. Der findes særligt betydningsfulde hindringer for processen med omstrukturering, organisationen af landbrugsmarkedet og begrænsning af landbrugets produktionsomkostninger. Den manglende levedygtighed, der kendetegner nogle produktionssektorer, betyder, at et stort antal bedrifter står over for at måtte gå i betalingsstandsning, og at der er tale om stigende arbejdsløshed og ubrugt jord. Derfor er det af vital betydning at gribe hurtigt ind for at indføre et produktionssystem for landbruget med et garanteret marked som for biobrændsel og biomasse. Vi har brug for et flerårigt program for at tilpasse landbruget til de nye markedsvilkår. Processen med at afskaffe protektionismen, som ikke skaber, men kun nedsætter merværdien og øger social- og arbejdsmarkedsudgifterne, står over for store forhindringer. Endelig vil jeg gerne nævne et optimistisk citat fra den tyske præsident: "Vi bør lave udfordringer om til muligheder for succes". Jeg tror, at dette er noget, som vi kan gennemføre.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, jeg ønsker alle institutioner held og lykke med de handlinger, der skal besluttes i de næste uger eller på topmødet, og som skal vise vejen for den europæiske fremtid. Mottoet for alle møder i de kommende uger skal være "handling i stedet for ord", som kommissionsformanden sagde.

Vi kræver handling, som fjerner enhver tvivl om et klart nej til partikularisme, protektionisme og enhver er sig selv nærmest-mentaliteten. Vi kræver modige, konkrete, kontrollerbare europæiske handlinger fra medlemsstaternes side for vækst og beskæftigelse og for energipolitikken. Vi kræver, at medlemsstaterne går med på tjenesteydelsesdirektivet og de finansielle overslag og ikke bliver ved med at stå stille.

Hvad er det, vi ønsker? For det første ønsker vi beslutsomme handlinger, så Europa kan udvikle sig mere modigt, troværdigt og beslutsomt til en politisk union. Den politiske union er vores primære mål.

For det andet må vi skabe et fungerende indre marked og handle, så det endelig bliver videreudviklet til et hjemmemarked. Hvornår kan vi tale om et hjemmemarked for alle? Når vi så hurtigt som muligt gennemfører de fire frihedsrettigheder for alle EU's borgere uden grænser. Frihed og ansvar i stedet for lænker, protektionisme, nationalisme og afskærmende overgangsregler er vores mål, som vil skabe en fælles merværdi for Europas borgere.

(Bifald)

For det tredje er det sådan, at hvis man nationaliserer i stedet for at europæisere, fører man folk bag lyset. Hvor er initiativerne og projekterne, som skal gennemføre plan D og inddrage borgerne i det europæiske projekt? For det fjerde kræver jeg også, at Europa-Parlamentet skal have medbestemmelsesret i alle spørgsmål, som er relevante for det indre marked, i spørgsmål om vækst og beskæftigelse og i forbindelse med de finansielle overslag. Det viser sig, at reglen om enstemmighed i Rådet blokerer og gør det vanskeligt at finde europæiske løsninger og styrker partikularismen. Det ønsker vi ikke.

For det femte har vi brug for konkrete europæiske projekter, ikke kun nationale handlingsplaner. Skabelse af en europæisk forskningsramme, skabelse af en europæisk infrastruktur, skabelse af et europæisk energimarked, skabelse af et europæisk luftrum, skabelse af en europæisk etablerings- og innovationsoffensiv, udvikling af de europæiske uddannelsesprogrammer. Her vil vi se projekter og handling, ikke kun erklæringer. For det sjette har vi ingen fælles økonomisk politik. Derfor må vi koordinere den økonomiske politik i langt højere grad. EU er en chance. Partikularisme og protektionisme er vores egen hjemmelavede risiko.

(Bifald)

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, en strategi uden midler er som Napoleon uden en hær, nemlig afmægtig og følgelig unyttig. Det er den trussel, der hviler over Lissabon-strategien. Kan EU med de forkvaklede finansielle overslag, de nationale budgetunderskud og et fællesskabsbudget, der udgør under en tredjedel af det amerikanske budgetunderskud, gøre andet end blot at fægte med armene?

Det beslutningsforslag, jeg har udarbejdet sammen med min udmærkede kollega, Klaus-Heiner Lehne, angiver nogle interessante løsningsmodeller, selv om Parlamentet til tider nægter at se sandheden i øjnene. Flertallet har således afvist at anerkende, at en god del af USA's vækstoverskud de seneste år er resultatet af integrationen af over 10 millioner lovlige indvandrere. Vi har brug for en mere generøs europæisk indvandrerpolitik. Vil en sådan politik være til skade for udviklingslandene? Ifølge FN er det beløb, indvandrerne overfører til deres familier, mere end dobbelt så stort som den samlede internationale udviklingsbistand. Den forbløffende økonomiske udvikling i Indien, Kina, Taiwan og Hongkong kan i vid udstrækning tilskrives hjemvendte emigranters oprettelse af virksomheder.

Et forskningens Europa eksisterer ikke endnu. Det er især de mellemstore virksomheder, der ikke investerer tilstrækkeligt. En af årsagerne hertil er, at procedurerne for tildeling af europæiske midler er for bureaukratiske. En anden årsag er det manglende samarbejde mellem virksomhederne og universiteterne. Sidstnævnte burde kunne skaffe sig flere midler ved at patentere resultaterne af deres forskningsvirksomhed og investere i unge håb.

På energiområdet bør Europa alliere sig med de øvrige storforbrugere, USA, Japan, Kina og Indien for at skabe en modvægt til de karteller og oligopoler, der dominerer olie- og gassektoren. Det er med et marked, der er domineret af en håndfuld producentlande, illusorisk at søge en løsning alene i en liberalisering af det europæiske marked, især eftersom denne liberalisering fører til skabelsen af nogle såkaldte europæiske mestre, der i sidste instans kommer til at dele markedet mellem sig. Liberaliseringen af det amerikanske energimarked var langtfra en succeshistorie.

Den demografiske udvikling, Europa står over for, udgør ikke kun en udfordring i forhold til finansieringen af socialsikringen. Forlængelsen af den forventede levetid med 10-20 år for en generelt veluddannet befolkning med en god helbredstilstand er også en stor mulighed. Vi bør udarbejde strategier for en aktiv aldring, a la carte-pensionering, integration af de ældre i samfundslivet. Europa bør give afkald på sine pessimistiske udtalelser om fremtiden og i stedet for gribe alle de nye chancer for at opbygge dette nye dynamiske og rummelige samfund, som er målet for Lissabon-strategien.

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, et år efter midtvejsevalueringen af Lissabon-dagsordenen er det atter på tide at spørge, hvor Europa står. Svaret på dette spørgsmål er desværre noget afslørende. Efter det politiske chok over nejet til forfatningen er der nu risiko for en økonomisk lammelse. Lissabon risikerer at blive en markedspladsattraktion, den berømte dame uden underkrop, for der er jo enighed om, at det er op til medlemsstaterne at gennemføre strategien, men netop her ser vi under slagordet økonomisk patriotisme protektionistiske fejltrin, som giver anledning til alvorlig bekymring.

Idéen om, at vi skulle kunne opnå mere Lissabon og større konkurrenceevne med mindre indre marked, vidner enten om manglende realitetssans eller uærlighed. Europas økonomiske succes har i de seneste 50 år været baseret på det indre markeds fire friheder. I øjeblikket er tre af disse friheder alvorligt truet. Det begyndte for to år siden, da Tyskland, Østrig og andre begrænsede mobiliteten for arbejdskraft fra EU-medlemslandene i Østeuropa. Nu viser det sig imidlertid, at lande, som ikke greb ind i arbejdstagernes mobilitet, som Storbritannien, melder om positive erfaringer.

Hvis vi ser på kapitalens frie bevægelighed, så forbyder Italien køb af andele i italienske kreditinstitutter, Polen modsætter sig fusionen mellem UniCredit og HVB, franskmænd og spaniere modsætter sig overtagelse af indenlandske energiselskaber. Det er særligt ironisk, for netop inden for energisektoren er der brug for en europæisk handlemåde. Tror vi virkelig, at vi kan opnå en fælles energipolitik uden et indre marked for energi? Det er meget positivt, at Kommissionens holdning er så klar i dette spørgsmål. Man må håbe, at Rådet følger dens anbefalinger.

Den tredje frihed - tjenesteydelsernes - er også i fare. Den udvanding af tjenesteydelsesdirektivet, som Tyskland, Belgien og Frankrig har udvirket, vil betyde, at arbejdsdelingen på dette område fortsat bliver bevaret. Overført til vareudvekslingen ville dette betyde, at f.eks. Renault kun måtte eksportere sine biler Tyskland, hvis de i Tyskland kom til at koste det samme som en Volkswagen. Og hvad skal vi mene om Škoda? Arbejdere i Mladá Boleslav tjener mindre end deres kolleger, som monterer Audi eller Citronën. Er det også social dumping? Hvis man følger logikken i fagforeningernes argumentation om tjenesteydelsesdirektivet, er det kun et spørgsmål om tid, før der kommer krav om straffetold på industriprodukter fra medlemsstater med lavere lønniveau. Kravene til de nye medlemsstater om at forhøje deres selskabskat er i øvrigt nøjagtig det samme, systematisk betragtet.

Lissabon er ikke noget mål i sig selv, og det indre marked er ikke noget mål i sig selv. Europa har netop i sin kontinentale kerne brug for ny vækst, mere vækst for at skabe et nyt perspektiv for de millioner af arbejdsløse. Det er en politisk, social og i sidste ende moralsk forpligtelse. Hvis man bringer det indre marked i fare, forsynder man sig mod Europas arbejdsløse. Det er dem, vi er forpligtet over for, og det er for dem, de svageste i vores samfund, at vi skal føre Lissabon til succes. Det samme gælder for de ældre. Parlamentets beslutning understreger betydningen af den demografiske udvikling, også de nuværende og kommende gamle har brug for vores opmærksomhed. Vi har brug for vækst for at stabilisere vores socialsystemer. Det er ikke gjort med omfordeling alene. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, hr. Verheugen, jeg er miljøforkæmper, men jeg vil ikke tale om energi. Jeg har kolleger, som De kender, der er yderst kompetente på dette område.

Jeg vil tale om Kommissionens rolle i Lissabon-strategien. De har flere gange og med rette understeget, at hvis denne strategi skal lykkes, kræver det bred folkelig opbakning og inddragelse af de nationale parlamenter og samtlige aktører. Jeg tror, at det i denne forbindelse vil være passende, at Kommissionen sender to klare budskaber.

Det første budskab er, at Lissabon-strategien ikke er ensbetydende med uhæmmet konkurrence mellem medlemsstaterne. Vi forsvarer tværtimod en model med samarbejde og solidaritet medlemsstaterne imellem.

Det andet budskab er, at et EU med 25 medlemsstater ikke kan have førsteklasses og andenklasses borgere eller arbejdstagere.

Jeg vil nu give tre konkrete eksempler på områder, hvor jeg ville forvente et mere offensivt budskab fra Deres side. Det første eksempel er den frie bevægelighed for arbejdstagere. De har henvist hertil, De har offentliggjort en rapport - hvilket er udmærket - og De udtrykker tilfredshed med, at visse nationalstater følger Kommissionens henstillinger. Jeg forventer af kommissionsformanden og hele Kommissionen, at den i EU's interesse siger til de medlemsstater, der ikke vil følge den, eller som er tilbageholdende, at de er på afveje.

Det andet eksempel vedrører tjenesteydelsesdirektivet, hvor Parlamentet har forkastet oprindelseslandprincippet. Hvad var der galt med dette princip? Der var det i vejen, at man ikke ønskede at basere det indre marked på en indbyrdes konkurrence mellem de nationale regler uden tilstrækkelig harmonisering. De bør nu for at berolige arbejdstagerne klart sige, at de portugisere, tyskere og slovakker, der arbejder på en byggeplads i Polen, skal have samme løn, og omvendt. Sagt med andre ord bør direktivet om udstationering af arbejdstagere styrkes, og De har beføjelserne til det.

Det tredje eksempel vedrører beskatningens udvikling i Europa, idet Kommissionen har gjort fremskridt i sagen om harmonisering af beskatningsgrundlaget inden for rammerne af selskabsbeskatningen. De skal i 2007-2008 forelægge en rapport om EU's budget og fremtidige indtægter. Jeg håber, De vil have politisk vilje og mod til at sige, at det ikke er acceptabelt - andre medlemmer har omtalt det - at budgettet bliver reduceret så meget, at bevillingerne til studerende og unge arbejdstagere bliver reduceret med en tredjedel.

Jeg forventer med andre ord, hr. Barroso, at De i forhold til Lissabon-strategiens iværksættelse ikke dækker Dem ind bag medlemsstaterne, selv om deres rolle er vigtig, men går ud over Deres rolle som formidler eller upartisk mellemmand og, eftersom De har eneret til at stille lovforslag, virkelig har mod til at forsvare europæernes interesser over for truslen om nationale forskansninger.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Det er på høje tid at lytte til de protester og den modstand, der kommer stadig tydeligere til udtryk mod den nyligt reviderede Lissabon-strategis neoliberale tiltag, hvis konsekvenser er de modsatte af det, der blev stillet i udsigt på topmødet i Lissabon i 2000.

Med øget liberalisering af markederne, privatisering af offentlige tjenester og fleksibelt arbejdsmarked, som Kommissionen nu kalder "flexicurity", har vi fået mindre økonomisk vækst, større arbejdsløshed og mere usikker beskæftigelse, mere fattigdom og mere ulige indkomstfordeling - i konkurrenceevnens og den frie konkurrences navn.

I dag fremstår det klarere, at den neoliberale politiks to grundpiller er stabilitetspagten og den såkaldte Lissabon-strategi, hvortil kommer brutale nedskæringer i fællesskabsfondene, så den økonomiske og sociale samhørighed er blevet til et fatamorgana.

Som vi siger det i den beslutning, som vi har foreslået, er det derfor helt afgørende at erstatte Lissabon-strategien med en europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling, der fremmer investering i forskning og innovation med sigte på afbalanceret og varig udvikling, arbejde af høj kvalitet i alle henseender, forbedrede kvalifikationer, grundlæggende infrastruktur til støtte for industrien, offentlige tjenesteydelser, miljøbeskyttelse og økologisk teknologi særlig inden for energi og transport, bedre arbejds-, social-, miljø- og sikkerhedslovgivning harmoniseret på højeste niveau og en social økonomi.

Der er også behov for en ny socialpolitisk dagsorden med henblik på at skabe et samfund ...

(Formanden afbrød taleren)

  John Whittaker (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, hr. Barroso ønsker, at EU skal i kontakt med det civile samfund; hr. Winkler ønsker at motivere EU-borgerne. Men intet vil med større sandsynlighed få iagttagerne af EU til at gabe og sukke eller sige "åh nej, ikke igen!" end snak om Lissabon-dagsordenen. Kan vi ikke acceptere, at Lissabon-strategien har lidt skibbrud ligesom stabilitetspagten har lidt skibbrud, hvilket er yderst uheldigt, fordi den understøtter euroen som valuta? Hvis Lissabon-strategien ikke har lidt skibbrud, hvorfor så dette stadige behov for at relancere den?

Vi ønsker alle økonomisk vækst og arbejdspladser; vi ønsker alle, at de europæiske økonomier skal blomstre. Men tiden må være inde til at erkende, at vi ikke har den rigtige formel. I stedet for at være drivkraften bag de nødvendige reformer er det EU med sine endeløse lovtekster og sin indblanding, der holder de europæiske økonomier tilbage. De seneste beskedne forbedringer i nogle økonomier i EU er opnået på trods af EU. De er i højere grad resultatet af en global udvikling.

EU's økonomier har ikke brug for en Lissabon-strategi: De har brug for at blive ladt i fred for at lade markederne virke og lade iværksætterne skabe arbejdspladser. Kan vi ikke indse, at ved at blive ved med at tale om Lissabon-strategien, understreger EU sin egen magtesløshed? Derfor anbefaler jeg en periode med stilhed: Hold op med at tale om en dagsorden, som år efter år er blevet almindeligt anerkendt som en fiasko.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Hr. formand, efter revisionen af Lissabon-processen sidste år tændtes et håb om, at strategien havde fået fornyet kraft, men begivenhederne de seneste seks måneder viser, at de konkrete foranstaltninger med henblik på gennemførelse af strategiens mål fortsat halter bagefter.

I sin vurdering af medlemsstaternes programmer til gennemførelse af Lissabon-strategien taler Kommissionen om, at indsatsen skal fordobles for at nå Lissabon-målene. Jeg mener, at det nu vil være et stort fremskridt, hvis det lykkes at halvere bestræbelserne på at slippe for Lissabon-opgaverne. Det seneste og meget sigende eksempel er tjenesteydelsesdirektivet, som efter planen skulle have skabt en vigtig dynamik i retning af at liberalisere det indre marked og øge konkurrenceevnen og samtidig tjene som en af hjørnestenene for Lissabon-strategien. Europa-Parlamentets kompromistekst vil kun yde et begrænset bidrag til at puste liv i det fælles marked, i det mindste ikke mens Lissabon-strategien stadig fungerer. På andre områder er vi ligeledes vidne til, at alle forandringer og reformer mødes med voksende modforanstaltninger af social og arbejdsmarkedsmæssig og politisk art. Man bruger en kolossal energi på at bevare status quo og begrænse forandringer og reformer, men rent faktisk er reformer af EU's indre marked og intensiveringen af integrationen af markederne vigtige skridt, der kan skabe en situation, der er gunstig for gennemførelsen af Lissabon-strategien.

Hidtil har man ikke opnået meget med hensyn til at yde koordineret økonomisk støtte til Lissabon-opgaverne. Under de spændende diskussioner om den finansielle ramme havde repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer ikke strategiske overvejelser i tankerne, og den finansielle ramme har kun en meget ubetydelig sammenhæng med Lissabon-målene. Tilsvarende er der ikke gjort meget for at koordinere anvendelsen af strukturfondene og Lissabon-prioriteringerne. Man bør sikre, at brugen af strukturfondene koordineres bedre med Lissabon-strategien, og det skal ske både på EU-plan og i medlemsstaterne ved at harmonisere nationale udviklingsplaner med gennemførelsesprogrammerne for Lissabon-strategien.

Grundlaget for enhver strategi er evnen til at lade langsigtede interesser gå frem for kortsigtede interesser. Derfor vil gennemførelsen af Lissabon-strategien også afhænge af, hvordan og hvornår medlemsstaterne og EU som helhed får overbevist EU's borgere om, at en manglende gennemførelse af Lissabon-strategien på længere sigt vil betyde, at det ikke bliver muligt at gennemføre vækst- og beskæftigelsesmålene.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, Lissabon-strategien skal sikre, at Europa bliver verdens stærkeste økonomi. Det er vist en målsætning, som der er stor enighed om i Europa-Parlamentet, selv om jeg stiller mig selv en række spørgsmål om måden, hvorpå vi forsøger at nå den. Jeg kan blot konstatere, at det nuværende Europa stadig overvejende beskæftiger sig med subsidier og alt for lidt med investeringer og innovation.

Ikke blot de forskellige medlemsstater, men også Kommissionen bærer her et stort ansvar. Mens Kommissionen havde foreslået fra 2007 at fordoble udgifterne til videnskab og udvikling til 10 milliarder euro om året, blev dette blokeret af Det Europæiske Råd, fordi der i dette tilfælde var brug for betydelige reduktioner af landbrugssubsidierne, de regionale subsidier og ligeledes strukturfondene.

Når jeg tænker på de europæiske strukturfonde, tænker jeg automatisk på f.eks. det bundløse hul Vallonien, som årligt modtager millioner af euro, uden at der sker nogen strukturel forandring, fordi denne blokeres af det overalt tilstedeværende korrupte Socialistiske Parti. Det bekræftes nu også af forskellige vallonske politikere og fremtrædende økonomer.

Nu kommer fru Hübner, EU-kommissær for regionalpolitik, og erklærer, at Vallonien anvender strukturfondene godt, og at de vallonske projekter illustrerer de såkaldte bemærkelsesværdige strukturelle forandringer, som finder sted i denne region. Når disse ord kommer fra en person, som er medansvarlig for opfølgningen af Lissabon-strategien, sætter dette temmelig mange spørgsmålstegn.

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke min medordfører Robert Goebbels varmt for det gode samarbejde i styregruppen. Det er lykkedes os i styregruppen at sammensætte et forslag til plenarforsamlingen og til Formandskonferencen, som er en logisk fortsættelse af det, vi lavede sidste år i forbindelse med midtvejsevalueringen.

Parlamentet støtter fortsat principielt Kommissionens strategi. Især har vi gentagne gange præciseret, at vækst og beskæftigelse er forudsætninger for, at vi også kan gennemføre Lissabon-strategiens øvrige hovedmål på den måde, som vi ønsker.

Parlamentet har også været med til at fastsætte de centrale punkter. Vi har tre centrale punkter i vores beslutning, nemlig det demografiske spørgsmål, energipolitikken og innovationen.

Jeg vil her blot beklage det samme, som mange af de forrige talere allerede har været inde på. Vores hovedproblem er ikke den strategiske model. Den strategiske model er i orden. Vores problem er udførelsen af den i sidste ende. Helt praktisk og helt klart mener jeg, at vi altid oplever det mest negative eksempel, når Det Europæiske Råd behandler dette spørgsmål. Så beslutter det en god strategi med et godt indhold, holder derefter en pressekonference, hvor man fremlægger den, og resultatet er, at der bliver skrevet om det i pressen. Næste dag eller et par dage senere mødes finansministrene i Økofin-Rådet og indkasserer atter det, som blev besluttet i Det Europæiske Råd. Det er et strategisk grundproblem, og jeg ved heller ikke, hvordan vi kan løse det. Det er en væsentlig medvirkende årsag til, at EU-politikken hos borgerne til dels opfattes som uærlig, og at borgerne i stigende grad fortvivler over Europa. På dette topmøde må det gøres klart, at man ikke kan måle med to forskellige alen, men at man også må gennemføre de strategiske mål i den konkrete politik.

Som mit sidste punkt vil jeg gerne nævne spørgsmålet om konsekvensvurdering, som vi også har med i beslutningen. Vi vil udtrykkeligt pege på, at vi forventer, at der tages en uafhængig faktor med i konsekvensvurderingen for loven, så vi virkelig får et neutralt resultat. Det er også en del af spørgsmålet om bedre lovgivning. Denne opfordring er rettet til Kommissionen.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, 2005 var det første år, den ændrede Lissabon-strategi fandt anvendelse. Strategien er blevet mere kendt, den er blevet drøftet i medlemsstaterne, og de nationale reformprogrammer er blevet vedtaget. Det er et fremskridt, men snart sagt også det eneste.

Hvad angår den resterende del, tog rådsformanden munden meget fuld, da han for lidt siden påstod, at Lissabon-strategien var sat i gang igen. I virkeligheden er den snarere kørt fast. Som Martin Schulz påpegede det, er den kørt fast som følge af de minimale finansielle overslag og en hensygnende vækst i euroområdet. Den er kørt fast på grund af udtalt utilstrækkelige investeringer i forskning og nyskabelse, universiteterne og livslang læring på europæisk plan såvel som i nationalstaterne. Samtidig er færdiggørelsen af de transeuropæiske net møjsommelig, og investering og forskning i vedvarende energikilder og bioteknologi nedprioriteres fortsat.

Lad os skifte til et højere gear, sagde De, hr. Barroso. Lad os begynde med første gear, det ville allerede være udmærket, har jeg lyst til at svare. Hvis Lissabon-strategien skal blive en succes, kræver det midler, kohærente finansielle overslag, faste prioriteringer, investeringer i hver enkelt medlemsstat og en virkeligt vækstfremmende makroøkonomisk ramme.

Men det kræver også, at borgerne tager strategien til sig, som De antydede det, hr. Barroso. Opbakning bag den vækststrategi, EU har fastlagt, er en forudsætning for, at den bliver en succes. Det er grunden til, at det ville være en fejltagelse i mere end en forstand at fravælge denne strategis sociale dimension og bevæge sig ud på et skråplan med uforbeholden liberalisme, usikkerhed og forringelse af den sociale sikring og de offentlige tjenester. Det ville betyde en svækkelse af grundlaget for Unionens fremtidige konkurrencedygtighed. At vende sig bort fra et Europa, hvor man tilstræber den højeste udmærkelse, ville være det samme som at vende sig fra EU-borgerne og EU's politikker.

Det sociale er ikke uforeneligt med konkurrencedygtighed. De nordiske lande har som tidligere omtalt i denne debat været i stand til at gennemføre reformerne, fordi de er indgået i forhandlinger herom og samtidig med øget økonomisk fleksibilitet har sikret omfattende modydelser til arbejdstagerne på det sociale område, på området livslang læring og vedrørende beskyttelse af rettigheder såvel som en kollektiv investeringsindsats til fordel for forskning og nyskabelse. Det kræver dog et højt omfordelingsniveau med høje opkrævninger både på det skattemæssige og sociale plan. På samme måde har Tyskland genvundet hele sin styrke på eksportområdet og har som andre lande i EU vist, at det selv med høje lønomkostninger og et af de mest effektive socialsikringssystemer i Europa og i verden er muligt at bevare sin plads i den internationale konkurrence.

Så lad være med at henvise til den internationale konkurrence som begrundelse for at forringe den europæiske sociale model. Lad os henvise til den som en begrundelse for at investere mere i Europas force, den menneskelige kapital, forskning og nyskabelse.

Fornyet vækst forudsætter i dag især en styrkelse af den interne efterspørgsel, tillid hos forbrugerne, øget købekraft og en mere retfærdig fordeling af indtjening og merværdi mellem aktionærer og lønmodtagere.

Jeg vil til sidst, hr. rådsformand og hr. kommissionsformand, sige, at Det Europæiske Råd vil blive bedømt på to punkter, dels de konsekvenser, det drager af Parlamentets afstemning om tjenesteydelsesdirektivet - aldrig mere Bolkestein! - dels den frie bevægelighed for arbejdstagerne fra de nye EU medlemslande - det er på tide at give dem denne grundlæggende frihed!

(Bifald)

  Paolo Costa (ALDE). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, efter min mening er det positivt, at EU bruger sin indflydelse på at sørge for, at helheden er vigtigere end summen af de enkelte dele, idet man styrker forskning og udvikling, frigør virksomhedernes potentiale, fremmer udvidelsen og den bedst mulige anvendelse af arbejdskraftens kvalitet og træffer foranstaltninger, der sikrer energiforsyningen. Der er dog en nødvendig forudsætning for alt dette, nemlig at den europæiske merværdi kun kommer fuldstændigt til udtryk, hvis den er resultatet af arbejdet i et europæisk samfund og en europæisk økonomi, som virkelig er forenet, og hvis resultaterne opnås via EU's hovedaktiviteter.

Gennemførelsen af det indre marked og indførelsen af et Fællesskab, der netop er socialt og politisk forenet i udnyttelsen af sin kulturrigdom, er en faktor, som skal understreges kraftigt. Det indre markeds og det europæiske samfunds potentiale kan ikke komme fuldstændigt til udtryk uden en fysisk integration af Europa, uden infrastruktur og uden transporttjenester, som sikrer mobilitet og tilgængelighed fra hvert "punkt a" til hvert "punkt b" i EU.

Man skal ikke betragte denne målsætning som en nærmest usædvanlig målsætning i forhold til de nye ting, som vi står over for. Det er en vigtig forudsætning, for forskningen kan ikke udvikle sig, hvis ikke der er mulighed for en kontakt, hvor man står ansigt til ansigt, og der er ikke noget reelt virksomhedspotentiale, hvis markederne ikke er integrerede. Det er en nødvendig forudsætning, som vi for et år siden højtideligt lovede at skabe med beslutning 884/2004, der blev vedtaget i Parlamentet, og hvor vi lovede at arbejde for, at det transeuropæiske transportnet blev indført så hurtigt som muligt og senest i 2020.

Desværre er der ikke længere det mindste spor af denne målsætning i Kommissionens meddelelse i modsætning til det oprindelige forslag og det, der skete sidste år, hvor man højtideligt gik ind for dette og også opfordrede medlemsstaterne til at gå i denne retning. Hertil kommer Rådets forslag om at skære drastisk ned på budgettet for denne sektor, hvilket gør målsætningen næsten uopnåelig eller under alle omstændigheder meget fjern, og derfor står vi nu i en alarmerende situation.

På en måde forekommer det mig, at Parlamentet med sin indsats forsøger at lappe på sin beslutning og opfordrer alle de berørte parter til at sikre, at gennemførelsen af det transeuropæiske transportnet bliver en realitet.

Her i Parlamentet vil jeg gerne kraftigt appellere til, at vi undgår en meget alvorlig politisk fejl, nemlig en rent politisk fejl, som førte til, at man efter beslutning 884 i Europa satte intellektuelle, politiske og finansielle kræfter ind på - og havde enorme forventninger til - forslaget om, at projektet med det transeuropæiske transportnet skulle fortsætte. Der er ikke nogen steder i Europa, hvor man ikke drøfter TEN. I dag er det transeuropæiske transportnet faktisk et af de kapitler, der ikke er taget højde for, og som derfor ikke støttes tilstrækkeligt i den plan D, der burde mindske afstanden mellem EU's og de europæiske borgeres interesser.

Hvis vi ikke holder vores løfter, og hvis vi ikke opfylder disse forventninger, vil det have nogle meget mere omfattende og alvorlige konsekvenser end dem, som vi forsøger at nå med det europæiske projekt. Jeg håber, at dette forslag ikke bliver glemt, og at det bliver muligt at undgå de katastrofale følger, som en eventuel afbrydelse af projektet ville have for mange europæiske borgeres forventninger.

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, hvis vi planlægger, at Europa skal blive den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden, er vi nødt til at fremme investeringer i uddannelse og i forskning og udvikling. Desværre lider Europa nu under, at mange af vores egne forskere udvandrer til USA. I dagens Europa kan en forsker bedst nå til tops ved at komme ind på et førende amerikansk universitet. Vi er nødt til at konkurrere med USA ved at forbedre vores politikker for at hjælpe akademikere til at blive i EU.

Vi er nødt til at oprette et europæiske forskningsområde med henblik på at analysere og finde metoder til at forbedre forskningen og gøre det til et nyttigt værktøj for vores forskeres behov og ønsker. Jeg mener, at vi bør sammenkæde Lissabon-strategien med Bologna-processen for at skabe en god forbindelse mellem vores universitetssystem og vores målsætninger inden for den økonomiske politik og velfærdspolitikken.

Hvis vi ikke forbedrer de nuværende instrumenter til uddannelse og F&U på medlemsstatsniveau og inden for overstatslige organer, vil det, vi kender som Lissabon-strategien, vise sig at være en stor fiasko.

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, naturligvis er målene for Lissabon-strategien rigtige - at skabe 20 millioner arbejdspladser, øge bruttonationalproduktet med gennemsnitligt 3 % årligt og forhøje udgifterne til forskning og udvikling - men, hr. Lehne, problemet er ikke målsætningen, problemet er faktisk den strategi, man vil bruge til at opnå det med.

Lad os se på realiteterne i dag. Vi har en gennemsnitlig økonomisk vækst på 1,5 %, vi har kun skabt omkring en fjerdedel af de ønskede nye arbejdspladser - og det er meget dårligt betalte arbejdspladser. Det er det grundlæggende problem. I seks år har man kørt denne kurs. Også de retningslinjer, der senest er blevet vedtaget, og som nu også bliver gennemført i de nationale planer, er båret af netop dette princip.

Prøv en gang at se på det. Produktivitetsgevinsterne eksploderer i alle EU's medlemsstater! Og lønstigningerne? De bliver på samme niveau! Hvordan vil De så styrke den interne efterspørgsel? Man foregiver altid, at sociale ydelser skulle være negative for en samfundsøkonomi. Det er de ikke! De er positive! Høje lønninger giver i sidste ende også økonomisk vækst. Det kræver imidlertid politisk nytænkning.

Hvad vi ikke har brug for, er permanent liberalisering, privatisering. Vi har brug for konkurrencen. Men vi har brug for konkurrence om høje sociale standarder, om høje miljøstandarder. Vi har brug for forståelse for, at de varer, som vi producerer, skal produceres i overensstemmelse med de internationale standarder for arbejde. Det har vi brug for! Så har vi en chance for virkelig at føre Lissabon-strategien til det mål, som vi ønsker at opnå. Ikke ved permanent at forringe de sociale ydelser for at give virksomhederne endnu mere frihed. Det er den forkerte vej!

(Spredt bifald)

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, hvert år i marts debatterer vi her som forberedelse af forårstopmødet, og siden 2001 har vi i den sammenhæng talt om, hvorfor Lissabon-processen ikke opfylder de opstillede mål. Svaret i Kok-betænkningen fra 2004 er tydeligt. Medlemsstaterne skal påtage sig deres ansvar og seriøst gøre en indsats for at foretage en reform af deres økonomi og velfærdsstat. Det skaber mulighed for bæredygtig vækst og beskæftigelse. Nu hvor der atter er udsigt til økonomisk vækst, risikerer de nødvendige reformer at blive udsat på ubestemt tid, men vækst alene er ikke tilstrækkeligt til at opretholde vores sociale model.

Kan kommissæren oplyse, hvad Kommissionen agter at gøre for at afværge denne risiko og føre konklusionerne i Kok-betænkningen ud i livet? Jeg håber, at der også vil blive talt om tænkepausen, for den er hårdt tiltrængt. Europas elite er åbenbart ikke i stand til at tale om EU's fremtid uden den forkastede forfatning som ballast. Ni måneders tænkepause må være tilstrækkeligt for en første opfølgning.

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand, det er en stor skam, at de højtflyvende taler om gennemførelsen af Lissabon-strategien ikke er blevet til andet end ord.

Lissabon-strategien drejer sig navnlig om Unionens konkurrenceevne. Som vi alle ved, kræver en styrkelse af konkurrenceevnen navnlig en øget produktivitet, hvilket igen truer arbejdspladserne. Denne trussel vil ikke materialisere sig, hvis de indtægtsstigninger som følge af den øgede produktivitet er tilstrækkeligt høje og ikke er begrænset til enkelte lande, men også gælder integrerede økonomier som i EU.

Øget produktivitet kræver imidlertid ikke kun udnyttelse af teknologiske fremskridt, men også flytning af produktionen fra dyre placeringer til billigere placeringer. De stigende indtægter fra disse aktiviteter vil gavne alle i Unionen, men hvis man opgiver processen, mødes man af en trussel om stagnation og faldende konkurrenceevne, for verden står ikke stille. Derfor må vi vælge mellem stagnation eller en risiko, det vil kunne betale sig at løbe.

Vi skal ikke være bange for Lissabon-strategien. Det er en mulighed for os alle.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af det nye PSI. Efter vores mening var de foranstaltninger, der blev iværksat for at nå Lissabon-målsætningerne om vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne, for få og for uklare.

Det er nødvendigt med større støtte til de små og mellemstore virksomheder, der er vores industris omdrejningspunkt, og der er således behov for en bedre adgang til kredit, EU-finansiering og forsknings- og teknologiprogrammer samt et bedre forsvar af Europas kvalitetsindustri mod illoyal international konkurrence. Her tænker jeg f.eks. på tekstilsektoren og fødevaresektoren.

Det er nødvendigt med en energiplan, som gør EU uafhængigt af den nuværende ustabilitet på geopolitisk niveau, og hvor man lægger størst mulig vægt på de nye energikilder, så vi også sikrer en bæredygtig og varig udvikling på miljøområdet.

Det er nødvendigt med konkrete investeringer i undervisning, uddannelse, forskning og innovation, så vi sikrer vores fremstillingsprocessers konkurrenceevne. Endelig er det nødvendigt at beskytte vores vigtigste ressource, nemlig arbejdstagerne og den menneskelige kapital.

Vi skal undgå, at de europæiske borgeres beskæftigelse og velfærd bliver sekundært i forhold til markedslovene og den internationale handels love. Vi må ikke glemme, at industrien skal være til gavn for arbejdstagerne og ikke omvendt.

  Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, normalt bruger jeg slet ikke tid på komplimenter, men i denne forhandling ville jeg absolut finde det upassende ikke at rose medordførerne Lehne og Goebbels. De fortjener vores lykønskninger for det fortræffelige beslutningsforslag, som de har forberedt, og som vi fuldstændigt støtter.

Som min gruppes koordinator i styringsgruppen vedrørende Lissabon-strategien vil jeg naturligvis også inddrage de gruppemedlemmer, som har sørget for det nødvendige input. Drøftelsen af dette beslutningsforslag i Parlamentet er forløbet betydeligt mere konstruktivt end sidste år, og jeg håber, at dette er et godt tegn for selve den forventede gennemførelse af den fornyede strategi for vækst og job.

Midtvejsvurderingen bærer åbenbart frugt. Medlemsstaterne samarbejder tilsyneladende. Jeg håber, at de modigste medlemsstater er udholdende, og at de andre har mod til at være overbevist om, at de også skal begynde på det eller øge farten. Men naturligvis har også Parlamentet som europæisk institution et ansvar, og i denne sammenhæng bifalder jeg både Kommissionens og rådsformandskabets hensigter om hurtigt at gøre noget ved tjenestedirektivet og i den forbindelse respektere den vanskelige balance, som vi møjsommeligt har opnået her i Europa-Parlamentet.

Arten og omfanget af den udfordring, som vi i Europa står over for, kender vi. Vi kan lide at leve godt i Europa, og det vil vi gerne blive ved med, men for at få opfyldt vores drøm, bevare vores velfærd og opretholde vores såkaldte sociale model er vi nødt til at blive en konkurrencedygtig global aktør.

Som den tyske præsident i går sagde - jeg kan ikke sige det bedre - skal vi også have mod til at blive lige så gode, som vi er dyre. Vi skal omsætte vores rastløshed til kreativitet, og vi skal have tillid til, at vi kun gennem forandring kan bevare muligheden for at føre vores ambitioner ud i livet. Vi ved, hvad vi skal gøre. Lad os konsekvent gøre det på alle fronter, for vi har intet alternativ.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, formanden for min gruppe, PSE-Gruppen, har talt om behovet for handling nu. Tiden er inde til at handle. Det vil jeg fokusere på. Vi ved alle, at vi har en lidt større økonomisk vækst, men en gennemsnitlig årlig vækst på 2,2 % i stedet for 2,1 % skaber ikke tilstrækkeligt mange arbejdspladser til at nedbringe vores arbejdsløshed på 19,5 millioner Derfor er jeg grundlæggende enig med hr. Barroso og rådsformanden. Vi har brug for mere vækst.

Jeg har to korte spørgsmål. Nummer et: investering. Hr. kommissionsformand, regner De med, at man på det kommende møde i Det Europæiske Råd kan blive enige om - måske har vi ikke beføjelser i traktaten til at tvinge dem - at indgå en slags mellemstatslig aftale om gennem de kommende to til tre år at beslutte at investere i de mål, som De har anbefalet i Deres dokumenter og henstillinger? Hvis De har til hensigt at gøre dette, vil jeg blive glad, for så har vi taget et skridt i retning af koordinerede investeringer.

For det andet var jeg glad for at se, at Rådet (beskæftigelse) traf en beslutning om flexi-sikkerhed på grundlag af forslag fra Kommissionen. Hr. rådsformand, regner De med, at konklusionerne ikke blot vil sikre fleksibilitet, men også moderne sikkerhed? I Frankrig kan jeg se en regering, der kun fokuserer på fleksibilitet, og jeg har set de unges reaktioner. Derfor er det så nødvendigt, at vi sikrer begge aspekter. Jeg vil gerne høre Deres svar, og hvis De kan give os svar i dag, vil det være både rettidigt og klogt.

Tiden er inde til at levere resultater, og jeg håber, at vi alle vil trække på samme hammel. Jeg vil gøre, hvad jeg kan i Det Europæiske Socialdemokratiske Parti, og jeg ved, at min kollega, vores gruppeformand, vil gøre, hvad han kan, for at skabe resultater, for nu er tiden inde, og folk forventer det af os.

  Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, jeg vil komme med nogle generelle overvejelser om hele Lissabon-dagsordenen. Jeg mener, at den bygger på en misforståelse af, hvordan økonomier - og for den sags skyld menneskelige civilisationer - har udviklet sig gennem historien.

Vi har haft et tilfælde i historien, hvor Europa var verdens mest dynamiske videnbaserede region. Det var fra slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet. Det begyndte med ændringerne i Storbritannien, lovgivningen omkring økonomiske spørgsmål, lavenes afskaffelse osv. Fremskridtene var enorme og hurtige, og de spredte sig uhørt hurtigt til store dele af verden. Man begyndte at anvende dampmaskiner osv. også i andre lande. Sådan sker udvikling.

Forestillingen om, at der i dag skulle være usædvanligt kloge personer, som i detaljer ved, hvilke foranstaltninger der skal træffes rundt om i de europæiske lande for at få en gunstig udvikling mod en videnbaseret dynamisk region er helt forkert. Landene forsøger sig frem med løsninger. De kigger ivrigt efter hinanden og kopierer de gode løsninger. Sådan sker udvikling. At fortsætte som vi gør nu vil føre os i helt forkert retning. Vi bør arbejde med konkrete spørgsmål i EU.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, det næste forårstopmøde vil blive stillet over for en række udfordringer, tidsbestemte udfordringer, miljømæssige udfordringer, politiske udfordringer, udfordringer affødt af ungdommens forventninger og den stadig større aldrende befolknings behov, som kræver passende infrastrukturer. Vores samfund er under omvæltning, og det foruroliger borgerne. Vi bør derfor ledsage dem og foregribe de kommende årtiers vanskeligheder.

1980'ernes velfærdsstat er ikke længere et svar. Vi bør forlige fleksibilitet og sikkerhed og finde andre veje, hvor vi kan prioritere beskæftigelsen og give borgerne fornyet tillid til den politik, der bliver ført, og til det Europa, der er under opbygning. Det er denne tillid, der giver spontan vækst og forhøjet fødselstal. Og netop fødselstallet er et udmærket barometer for vores samfunds tilstand. Den tillid, der betyder, at indvandring betragtes som en stor mulighed, og som betyder, at man ikke knægter det private initiativ, men tværtimod giver det frie rammer, fremmer det og støtter det. Det er denne genvundne tillid, der vil gøre det muligt at give vores forskere en bedre uddannelse og beholde dem for således at skabe et bedre videnbaseret samfund. Men når man ser, hvad der sker med Erasmus, er der virkelig grund til bekymring! Og endelig bør vi skabe et Europa uden tabuer, hvor vi tør tale om atomkraft og uafhængighed på energiområdet. Eksemplerne er mange.

Men hvad er alle de fine ord værd uden et passende budget? Det hedder sig, hr. kommissionsformand, at vi bliver nødt til at vælge mellem de store transeuropæiske net og Galileo. Er det muligt? Det mener jeg ikke. Vi har brug for Galileo, og vi bør fuldstændiggøre det indre marked med bedre kommunikation. Jeg støtter i øvrigt jernbaneforbindelsen mellem Lyon og Torino.

Jeg håber således ikke, at vi skal bruge denne formiddag på endnu en af de utallige drøftelser, vi har haft om Lissabon-strategien. Det er på tide at skride til handling! Regeringscheferne bør overvinde deres forbehold, for Lissabon-strategien er det eneste middel mod den nationale protektionisme.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg vil på denne korte tid koncentrere mig om et ændringsforslag fra Den Socialdemokratiske Gruppe, hvor vi hilser forslaget fra stats- og regeringslederne fra seks lande om at oprette en europæisk pagt for ligestilling mellem kvinder og mænd velkommen.

Vi foreslår foranstaltninger på tre områder. For det første vil vi mindske den skæve fordeling mellem kønnene på arbejdsmarkedet, for det andet lette mulighederne for at forene erhvervsarbejde og forældreskab og for det tredje indføre et ligestillingsperspektiv med opfølgning på alle politiske områder.

Formålet med denne ligestillingspagt er ikke at skabe en ny proces, men at skærpe de processer, som allerede findes i dag, f.eks. Lissabon-processen, så målene om bæredygtig vækst, fuld beskæftigelse og social retfærdighed kan opnås. Målene om børnepasning og muligheden for at forene erhvervsarbejde og forældreskab er særligt vigtige.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Rådets møde senere på måneden vil give medlemsstaternes regeringer mulighed for at bekræfte det store behov for at gå hurtigere frem end tidligere.

Jeg mener, at Rådet bør sige to ting rent ud og med styrke i sine konklusioner. I lyset af Kommissionens dokument "Tiden er kommet til at gå op i et højere gear", som blev offentliggjort i januar, er tiden helt klart ikke inde til at løbe tør for benzin. Det glæder mig, at hr. Barroso tilsyneladende kører på benzin med højt oktantal, måtte det fortsætte længe, men den voksende protektionistiske retorik og protektionistiske foranstaltninger fra medlemsstaternes side er uacceptabel. Det er ekstraordinært, at EU stadig har regeringer, der tyr til en forældet protektionistisk mentalitet og fremme af en økonomisk og industriel patriotisme.

Jeg glæder mig over Kommissionens udtalelser, hvor man fordømmer den tendens. Jeg glæder mig over de seneste bemærkninger fra den tyske økonomiminister, som sagde, at vi ikke har behov for industriel patriotisme, og at udenlandske investorer bør hilses velkommen med åbne arme, ikke bare tåles. Hvis de nationale reformplaner fra regeringerne ligner det, som den britiske regering har fremlagt, må himlen hjælpe os.

Diskussionen om protektionisme går lige til hjertet af diskussionen om den fremtidige økonomiske udvikling. Der er ikke plads til de politikker, som vi har set på det seneste. Tidspunktet for diplomatisk skønsnak er forbi. Vi må give de små og mellemstore virksomheder mulighed for at få deres stemme hørt.

Med hensyn til tjenesteydelsesdirektivet skal regeringerne forbedre den kompromispakke, som Parlamentet blev enige om. Vi har gjort fremskridt, men ikke nok. Rådet skal så få styr på sin holdning til Doha-runden og arbejde hårdere i retning af verdenshandelsaftaler.

Jeg er bange for, at juryen voterer i øjeblikket. Jeg opfordrer Det Europæiske Råd til at udvise samme iver og beslutsomhed som hr. Barroso. Jeg opfordrer det til at undgå den sædvanlige undvigende holdning på mødet senere på måneden og vise noget ægte lederskab. Så kan vi bedømme det på dets beslutsomhed og derefter afsige vores dom.

  Maria Berger (PSE). - (DE) Hr. formand, når selv hr. Poettering i sit indledende indlæg i dag måtte kritisere repræsentationen af det østrigske formandskab - konkret forbundskansler Schüssels fravær - så hænger dette fravær måske også sammen med, at det budskab, som det østrigske formandskab havde til os, var et yderst beskedent og utilstrækkeligt budskab. Disse utaknemmelige opgaver overlader man så gerne til andre.

Budskabet er beskedent og utilstrækkeligt i betragtning af målene, særligt hvad angår nedbringelse af arbejdsløsheden, når vi ser på omfanget af arbejdsløsheden og vores oprindelige målsætning i Lissabon-processen, samt beskedent, utilstrækkeligt og forkert, hvad angår midlerne - med strukturreformer alene vil vi end ikke kunne nå disse beskedne mål.

EU og medlemsstaterne må tage flere penge op af lommerne. Uden penge ingen musik - også det har vi lært af Mozart.

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, en konkurrencedygtig europæisk økonomi i henhold til Lissabon-dagsordenen kan ikke opbygges på grundlag af usikre gas- og olieleverancer. Den kan ikke opbygges på differentieret og uensartet adgang til energiforsyning og forsyningssikkerhed. Det strider mod logikken for det indre marked og konkurrenceprincipperne. Derfor er det glædeligt, at energiforsyningssikkerhed udgør en af formandskabets og Kommissionens prioriteringer.

Det er på høje tid, at Unionen gennemfører konkrete foranstaltninger på dette område. Energiforsyningssikkerhed er af central betydning for den økonomiske aktivitet og konkurrenceevnen for EU's økonomi som helhed. Energi, som vi for nylig har været vidne til, bruges undertiden også som våben til at udøve politisk indflydelse. Derfor bør energi også ses i sammenhæng med Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De nylige problemer med energiforsyningen udstiller vores svaghed, vores sårbarhed og afhængighed af tredjelande. Derfor er det vigtigt for EU at udvikle en egentlig politik for energiforsyningssikkerhed. Hvis vi tager det indre marked og Lissabon-dagsordenen alvorligt, vil vi give vores økonomiske aktører og borgere lige adgang til energiforsyning og forsyningssikkerhed. De skridt, som formandskabet har taget, og navnlig Kommissionens grønbog, går i den rigtige retning, selv om de er for beskedne.

Solidaritet er et af de centrale principper for den europæiske integration; den skaber en pligt til at bistå enhver, der er i vanskeligheder. Vi må udvide dette solidaritetsprincip til problemer vedrørende afbrydelser af energiforsyningen, der skyldes politisk indgriben. Det, vi har brug for til at sikre den eksterne energiforsyning, er samarbejde og solidaritet, ikke konkurrence mellem medlemsstaterne.

Energiforsyningssikkerhed rummer også et økonomisk aspekt: De største nedskæringer i de finansielle overslag, som Rådet har vedtaget, skete inden for de transeuropæiske energinet. Vi er nødt til at rette op på den situation inden for budgettrilogen, da vores prioriteringer ellers vil forblive ren teori.

Energisikkerheden udgør også en af hovedhjørnestenene i naboskabspolitikken. Et tæt samarbejde inden for energiforsyningssikkerheden er helt nødvendigt og er den mest effektive tillidskabende foranstaltning, både inden for EU og mellem Unionen og dens naboer.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, der er tre prioriteringer for forårstopmødet - handling, handling, handling: handling i forhold til, at over en tredjedel af vores befolkning i den arbejdsduelige alder er økonomisk inaktiv, hvilket er en skændsel. Man kan ikke klare globaliseringen, samtidig med at man opgiver en stor del af borgerne. Vi har brug for proaktive arbejdsmarkeder.

Vi er nødt til at skride til handling med hensyn til gennemførelsen af lovgivningen: For mange medlemsstater gennemfører ikke den lovgivning, som de selv har vedtaget, og det er helt ærligt en uacceptabel situation.

Endelig 13 år efter oprettelsen af det indre marked er tiden inde til at acceptere, at der findes et europæisk indre marked, der kræver europæiske mestre, ikke nationale mestre.

Så lad os få mindre snak om dette topmøde, og i stedet se langt flere planer om konkrete foranstaltninger fra medlemsstaternes side. Stop snakken, og levér resultater!

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, denne forhandling drejer sig om forårstopmødet, og vi har et flot beslutningsforslag med fortræffelige henstillinger. De europæiske borgere har jo fået løfte om mere vækst og flere job, men lad os ikke stikke blår i øjnene på hinanden, for papir er tålmodigt. Når regeringscheferne efter topmødet i næste uge vender hjem til deres hovedstæder, skal de også tage ejendomsretten fra Lissabon med, for det er medlemsstaterne, som sammen med arbejdsmarkedets parter, de nationale og de lokale politikere bestemmer, om der også skabes flere job.

Budskabet til medlemsstaterne er enkelt og tydeligt. Det indre marked skal virkelig gennemføres. Der skal ske mere på forsknings- og udviklingsområdet, innovation skal støttes, oplæring og uddannelse skal gøres mere effektiv, og kvaliteten skal øges. Lissabon-strategien har imidlertid også en social dimension. Vi bliver ikke konkurrencedygtige, hvis vi slækker på vores principper og værdier, hvad angår solidaritet med de svageste, borgernes eget ansvar, den sociale retfærdighed eller nedsætter lønningerne til samme niveau som vores asiatiske konkurrenter. Det er ikke den europæiske løsning, som giver borgerne tillid.

Der er dog behov for reformer, og der skal findes en løsning på den demografiske udvikling i retning af flere ældre og færre yngre. Vi skal have mod til at se nærmere på finansieringen af de sociale sikkerhedssystemer, for vi konfronteres meget hurtigt med den demografiske realitet. Det har ingen mening af filosofere yderligere over et bedre erhvervsklima eller livslang uddannelse, hvis vi ikke omsætter det i handling. Der er noget at gå i gang med.

Vi har indrettet de europæiske strukturprogrammer således, at tre fjerdedele, 55 milliarder, bidrager til Lissabon-målsætningerne, og hvis der ikke er penge til disse programmer, eller hvis medlemsstaterne ikke er rede til at bidrage, konstaterer jeg, at vækst og beskæftigelse ikke realiseres i overensstemmelse med Lissabon.

Hvad angår det voksende antal ældre og det faldende antal yngre, er vi nødt til at tilpasse beskæftigelsespolitikken således, at aktive yngre og raske ældre også kan yde deres bidrag til det kommende samfund og til velfærd og velvære for borgerne.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, i dag vil jeg gerne tale om to af de temaer, som jeg anser for yderst vigtige for gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger, eller med andre ord vækst og beskæftigelse. Det første er færdiggørelsen af det indre marked. Det lader til, at princippet om de fire friheder, der danner grundlaget for EU, desværre er noget, som ofte kun findes i teorien. Vi tog et meget vigtigt skridt her sidste måned ved førstebehandlingen af tjenesteydelsesdirektivet. Jeg tror fuldt og fast på, at dette var et skridt i den rigtige retning, men jeg vil også gerne sige noget om fri bevægelighed for personer. I rapporten fra Kommissionen, som allerede er blevet nævnt her, understreger man, at arbejdskraftens bevægelighed, ikke kun mellem nye og gamle medlemsstater, men også inden for det "gamle" EU, stadig er utilstrækkelig. Og alligevel er det netop denne mobilitet, som den økonomiske vækst afhænger af. Det andet af disse temaer er godkendelsen af de finansielle overslag.

Mine damer og herrer, hvis vi har de finansielle overslag midt på året, vil Europa stå i en krisesituation. En økonomisk krise, en politisk krise og også en tillidskrise, er jeg bange for. Derfor vil jeg opfordre alle tre institutioner til at arbejde hårdt med dette spørgsmål, så de finansielle overslag kan være på plads ved udgangen af juni, eller med andre ord ved slutningen af det østrigske formandskab.

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke præsident Abbas for at give mig denne uventede mulighed for at bidrage til denne forhandling. Jeg takker Lissabon for denne dagsorden og Lissabons søn på Kommissionens plads for hans lederskab i forbindelse med denne dagsorden. Der er ikke noget vigtigere for Europa end at sikre, at Lissabon-dagsordenen bliver en succes. På den måde kan man give vores befolkning nyt håb om, at Europa vil bidrage til deres fremtid, og at vi kan samarbejde om at give nyt håb også til andre dele af verden.

Jeg vil gerne fremhæve to aspekter af dagsordenen, som fremhæves i denne beslutning. Det første er sundheden hos Europas befolkning, for jeg mener, at det er en forudsætning for Lissabon. Uden en sund befolkning kan man ikke have en sund økonomi. Det er vigtigt, at vi først ser på nogle af de sundhedstrusler, vi står over for, herunder muligheden for en influenzaepidemi, og på sundhedsmuligheder som dem, der nu opstår gennem patientmobilitet, og betragter dem som en del af dagsordenen.

Som vores kolleger har sagt, er vi nødt til at kigge på den aldrende befolkning for at sikre, at alderen bliver en mulighed og ikke kun en byrde. Vi er også nødt til at opfatte et sundt miljø som en forudsætning for vores økonomi. Det er heller ikke nogen trussel. Virksomhedernes muligheder for innovation og for at opfylde kravene i de højere standarder, som vi forventer for vores miljø, vil stille dem godt i forhold til resten af verden. Vi har mulighed for at føre an i verden inden for bæredygtighed, innovation, miljømærkning og så videre, og jeg mener, at det er en udfordring, som Kommissionen må tage op sammen med Parlamentet.

Her til sidst vil jeg gerne rose og lykønske det østrigske formandskab for dets arbejde på begge disse områder, både vedrørende folkesundhed og et sundt miljø, for det vil føre til en sund økonomi, som Lissabon kan sikre os alle i den allernærmeste fremtid.

  Edit Herczog (PSE). - (HU) Hr. formand, den 15 marts mindes Ungarn kampen for frihed og revolutionen i 1848. Når vi kigger tilbage, kan vi sige, at de vedvarende resultater af revolutionen har været ændringer i det økonomiske system, befolkningens frihed og landets fortsatte konkurrenceevne.

I dag foregår konkurrencen ikke længere mellem nationalstater, men mellem kontinenter på globalt plan. Derfor skal vi også etablere en vedvarende konkurrencedygtighed på dette plan. EU har behov for en alvorlig ændring af sin økonomiske filosofi. Vi må som minimum skifte fra den forældede, uproduktive konkurrence mellem medlemsstaterne til et europæisk indre marked, hvor vi sikrer den største grad af frihed og menneskelig værdighed for borgerne.

Lissabon-strategien er ikke kun en fem-tiårsplan, men grundlaget for vores konkurrenceevne og overlevelse i de næste 100-150 år. I 1848 forstod politikerne tidens budskab og gik i front for at skabe forandring. Jeg beder Rådet, Kommissionen, Parlamentet og premierministrene, der forbereder sig på forårstopmødet om endelig at forstå og gennemføre budskabet fra det 21. århundrede. Det er det, som vi, de europæiske borgere, forventer af dem.

  Vito Bonsignore (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i marts 2000 besluttede de europæiske ledere, hvordan Europa skulle se ud i 2010. De havde forstået, at de enkelte medlemsstaters indsats ville være endnu mere effektiv, hvis de blev støttet af de andre medlemsstaters fælles indsats.

I dag gør befolkningens aldring og USA's og Asiens stadig større vækstforspring i forhold til Europa det nødvendigt med en hurtig og effektiv gennemførelse af Lissabon-strategien, så vi kan indhente det tabte. Vi kan desuden nå bedre resultater ved at træffe supplerende initiativer og foretage strukturændringer, som vi er blevet enige om i EU.

Der er brug for en hurtig indsats på de områder, der i sin tid blev fastlagt, så Europa bliver mere attraktiv for forskere og videnskabsmænd, og det er nødvendigt at gennemføre det indre marked, så der bliver fri bevægelighed for varer og kapital, og så vi skaber et sandt fællesmarked for tjenesteydelser. Hvis der skal skabes en gunstigere situation for virksomhederne, er det nødvendigt med en hurtig gennemførelse af henstillingerne fra den europæiske taskforce for beskæftigelse.

De enkelte medlemsstater har gjort fremskridt på nogle af disse områder, men ingen af dem har nået positive og varige resultater. Hvis Europa skal nå sine målsætninger, er det nødt til at gøre en meget større indsats, også ved at lægge pres på de enkelte medlemsstater. Medlemsstaterne skal give afkald på deres gamle nationale praksis og sætte flere ressourcer af til Europas opbygning. Vi skal få borgerne til at forstå, at de ofre, de bringer i dag, bliver opvejet af de fordele, de får i morgen.

Europa-Parlamentet er et centralt element i vækststrategien og i indsatsen for at skabe et nyt Europa. Derfor skal det i stadig større grad spille en rolle som primus motor for alle de aktører, der er interesseret i at sætte nyt skub i Europa.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, vi har tydeligvis nu trængt os selv op i et hjørne af Unionen. Flertallet af medlemsstaterne sænker tempoet i gennemførelsen af Lissabon-strategien af årsager, der både er egoistiske og kortsigtede. Hver eneste uge halter vi f.eks. langt bagefter USA og Japan med hensyn til investeringer i informations- og kommunikationsteknologi. Samtidig skærper Kina og Indien konkurrencen over for os. Vi sidder fuldstændig fast og kommer ingen vegne.

De nordiske lande har imidlertid fastholdt et højt niveau med hensyn til konkurrenceevne, velfærdsstaten og en bred videnbase. Det er sket nu. Jeg vil spørge hr. Barroso, kommissionsformanden, om De besidder den form for sydlandsk temperament, som gør, at De kan sende dette eksempel videre til dem, der stadig er bange for de dristige løsninger, som vi indførte for længe siden. Det har ikke væltet os omkuld, og ikke engang den kolde vinter har bragt os ud af kurs. Med andre ord er det muligt; hvorfor skulle det ikke være det?

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, når vi diskuterer Lissabon-processen, kan vi se, at det er lykkedes mere eller mindre godt i de forskellige lande. De lande, som har gennemført reformer og ændringer, klarer både globaliseringen og konkurrencen bedre. De, som ikke har gennemført reformer, klarer sig dårligt.

Men det bemærkelsesværdige er, hvor lidt der faktisk er sket på fælles europæisk niveau, hvor lidt vi har øget ekspansionsmulighederne for nye virksomheder, nye produkter, nye tjenester og nye markeder. Kommissionens overordnede opgave er frem for alt at bekæmpe den nye protektionisme, som vi ser vokse frem blandt regeringer og politikere i Europa. Den nye protektionisme retter sig mod nye medlemslande og verden udenfor, hvor de store fremtidige markeder findes, men den retter sig også mod og vokser mellem de gamle medlemslande.

Den overordnede opgave for at kunne håndtere Lissabon-processen er at bekæmpe denne protektionisme. Den er i strid med traktaten og alt, hvad europæisk integration står for. Europa har fantastiske muligheder. Dér, hvor vi har gennemført reformer, er det lykkedes. Se f.eks. på telekommunikationsmarkedet. Der har vi haft størst succes.

Kommissionen må fremhæve betydningen af at stå vagt om den frie handel, som er grundlaget for velstanden i Europa. Erkend globaliseringen, men sørg frem for alt for at gennemføre foranstaltninger, som skaber flere virksomheder, nye virksomheder og nye arbejdspladser. Det må være resultaterne, der tæller, og ikke målsætningerne. Således vil Europa kunne få en ny fremtid.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, blot to bemærkninger. For at vi kan nå målene om vækst og jobskabelse, skal kønsaspektet i Lissabon-strategien styrkes, især i de store økonomisk-politiske retningslinjer og i beskæftigelsesretningslinjerne, og kvindernes beskæftigelsesfrekvens øges. Derudover skal der udarbejdes en strategi for aktiv aldring og opbygges et uddannelsessamfund med livslang læring.

Den anden bemærkning er om de finansielle overslag. Det haster med en interinstitutionel aftale. Der er ingen tid at spilde. Rådet, Kommissionen og Parlamentet må hurtigst muligt forhandle sig frem til en aftale. Europas borgere accepterer ikke flere udskydelser. Lad os "lissabonisere" EU og vedtage et budget, der fremmer målene om vækst og flere og bedre job til alle, også kvinderne. Uden kvinderne kan Lissabon-strategien ikke lykkes.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg lover at fatte mig i korthed. Der er kommet mange vigtige og interessante indlæg om emnet, og jeg kan forsikre hr. Poettering og fru Berger om, at forbundskansleren trods sit fravær følger meget nøje med i, hvad Europa-Parlamentet har at sige. Det kommer naturligvis også til at spille en vigtig rolle i det forberedende arbejde. Jeg vil gerne sige til fru Berger, at den omstændighed, at jeg er her i dag, ikke må fortolkes som manglende ambitioner. Tværtimod er det det østrigske formandskabs ambition sammen med Kommissionen at nå frem til væsentlige resultater til gavn for Europas borgere.

Jeg kan også sige til hr. Schulz, at vi naturligvis er klar over, at der skal bruges de tilsvarende finansielle midler. Det drejer sig ikke kun om europæiske midler, men også om nationale midler. Og det drejer sig om midlernes kvalitet og effektivitet. Vi bør ikke altid kun se på midlernes størrelse, vi bør også være opmærksomme på, at de rigtige midler bliver anvendt det rette sted.

Hr. Watson, jeg er bestemt enig med Dem i, at der er mange emner, som Det Europæiske Råd burde tage op, men når tiden er begrænset, kan man ikke nå det hele.

Med hensyn til Deres henvisning til Metternich kan jeg forsikre Dem for, at Metternich ikke er nogen rollemodel for os. Hans syn på Europa er ikke vores syn på Europa. Vi ønsker ikke et direktorat af fem store lande, der styrer resten. Vi må huske på, at han var leder af en politistat, hvilket vi heller ikke ønsker.

(DE) Til fru Harms vil jeg gerne sige, at bæredygtighed naturligvis spiller en meget stor rolle i EU, og jeg vil minde om, at bæredygtighedsstrategien skal revideres inden medio 2006. Jeg kan forsikre Dem om, at bæredygtighed naturligvis også spiller en vigtig rolle i alle Rådets og Kommissionens bestræbelser.

En bemærkning til hr. Bonde. Jeg vil kraftigt tilbagevise den opfattelse, at de stater, som under udøvelse af deres suveræne rettigheder ønsker at fortsætte ratifikationsproceduren for forfatningstraktaten, skulle handle illegalt.

(Bifald fra højre)

Jeg henviser til Det Europæiske Råds beslutning fra juni om tænkepausen, hvori der udtrykkeligt blev sagt, at der ikke er tvivl om, at det er berettiget at fortsætte ratifikationsprocessen.

Jeg tror også, at Rådet arbejder for fuld kraft med at gennemføre de mål, vi har sat.

Det kan meget vel være, hr. Kirkhope, at Rådet ikke kører på højt oktantal til forskel fra kommissionsformanden. Måske kører vi mere på biobrændsel i overensstemmelse med tidsånden.

I denne forbindelse har flere talere også nævnt Kommissionens initiativ for bedre lovgivning. I denne forbindelse vil jeg især gerne takke den tilstedeværende kommissær Verheugen og opmuntre ham til at fortsætte med dette initiativ, for det er en type initiativ, som også borgerne forstår, og som også bringer EU tættere på borgerne.

Hr. Rasmussen og andre nævnte spørgsmålet om flexicurity. Her kan jeg bekræfte og understrege, at det handler om fleksibilitet gennem sikkerhed som et overordnet paradigme for reformer på det arbejds- og socialpolitiske område. Naturligvis gælder det om at opnå et afbalanceret forhold mellem fleksibilitet og sikkerhed på de europæiske arbejdsmarkeder.

Hr. Titley, jeg er enig med Dem i, at der er brug for handling, for det vil overbevise borgerne. Sammen med Kommissionen er vi fast besluttede på at tage de rette skridt i retning af at skride til handling.

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vækst og beskæftigelse er nøgleordene i Lissabon-strategien, men det forekommer mig, at der er behov for at præcisere begreberne.

Når vi i det 21. århundrede taler om vækst i Europa, så kan vi ikke tale om andre former for vækst end en bæredygtigt vækst, en socialt acceptabel og økologisk ansvarlig vækst. Alt andet ville betyde, at vi ikke havde lært noget af de foregående årtier. Det vil jeg gerne bede Dem tage til efterretning! Når Kommissionen taler om vækst, taler den om en bæredygtig vækst. Det omfatter økoinnovation, det omfatter energieffektivitet, det omfatter konkurrence om bedre kvalitet, i hvert fald ikke konkurrence om lavere sociale standarder, lavere miljøstandarder eller lavere lønninger. Lad det være gjort klart en gang for alle!

Når vi taler om beskæftigelse, så taler vi ikke om en hvilken som helst beskæftigelse, vi har tværtimod indset, at vores tids store sociale spørgsmål er, om det i globaliseringens storme vil lykkes os at stille tilstrækkeligt mange velbetalte og kvalificerede arbejdspladser til rådighed. Det er det store spørgsmål, som det drejer sig om. Det handler ikke om hvilke som helst arbejdspladser, det handler om arbejdspladser, som kan holde i tider med øget konkurrence.

Det fører i den nuværende situation til nogle krav til medlemsstaterne. Det må siges helt klart til dem, at det er tid at lægge kursen om. Der må nu tages et meget beslutsomt skridt ind i vidensamfundet. Vi kan ikke tillade os at have samfund i Europa, som har en uddannelsespolitik, der udstøder i stedet for at fremme eller diskriminerer i stedet for at integrere. Vi har brug for en uddannelsespolitik, som udnytter dette kontinents uddannelsesreserver fuldt ud.

Vi kan ikke tillade os at have en samfundspolitik, som nok giver unge kvinder en god uddannelse, men som ikke giver dem mulighed for at bruge den til noget, fordi man ikke har sørget for, at familie og job kan forenes. Og vi kan ikke tillade os at have en samfundspolitik, som bare spytter ældre arbejdstagere ud af produktionsprocessen, fordi man ikke tror, man har brug for dem mere. Det kan alt sammen ikke længere lade sig gøre, og det siger vi også helt klart i vores strategi.

Vi siger også, at EU's indre marked og en politik, som tager udfordringen fra den internationale konkurrence op, er gunstigt for vækst og beskæftigelse, og derfor tror Kommissionen ikke på økonomisk patriotisme, uanset af hvilken art. Vi gør endnu en gang opmærksom på, at hvis man vil have det store europæiske indre marked, så må man også være indforstået med, at der dannes virksomheder, som agerer hen over grænserne på dette store europæiske marked.

(Bifald)

Til det europæiske marked hører også europæiske virksomheder. Kommissionen ser med bekymring på renationaliseringen af den økonomiske tænkning i nogle dele af EU. Den advarer mod denne renationalisering. Den rigtige vej er - som næsten alle talerne her sagde - at tage fat på Europas problemer i fællesskab.

Jeg vil imidlertid også gerne sige noget henvendt til de europæiske virksomheder. I årevis har vi ført en politik, som skal forbedre rammebetingelserne for europæiske virksomheder. Imidlertid forventer vi af de europæiske virksomheder netop nu, hvor det går de største af dem så godt som aldrig før, at de også er sig deres ansvar for Europa som produktionssted bevidst. Virksomheder har ikke kun et ansvar for kortsigtede gevinster, de har også et ansvar for det sted, hvor de er etableret.

(Bifald)

Og hvis en virksomhed i strukturændringen griber til det middel, der hedder afskedigelser, så er det ikke primært politikken, der har ansvaret, så drejer det sig primært om et svigt fra virksomhedens side, for virksomheder kan se i rette tid, hvornår strukturændringer er nødvendige, og hvornår de skal gennemføres. Og vi forlanger af de europæiske virksomheder, at de gør mere for at udforme strukturændringen positivt. Afskedigelser er altid det allerdårligste middel, og det skal ikke nødvendigvis bruges.

(Bifald)

Men vi må også sige til de europæiske virksomheder, at man kan også vokse ved at bruge store overskud til at skabe nye produkter, udvikle nye teknologier, etablere ny kapacitet, ikke kun ved at købe andre virksomheder.

Jeg vil gerne helt venskabeligt pege på, at alle erfaringer med opkøb af virksomheder fra de sidste 20 år har vist, at man i de fleste tilfælde slet ikke har opnået nogen positiv virksomhedsøkonomisk og samfundsøkonomisk effekt. Jeg ville foretrække, at de europæiske virksomheder brugte de store overskud, som de har opnået i den seneste tid, til at investere i ny kapacitet - forskningskapacitet og produktionskapacitet - i Europa i stedet for at finansiere felttog for at overtage andre virksomheder.

Der er også et krav til parlamentsmedlemmerne. Her har man med rette beklaget, at offentligheden ikke er inddraget i at udvikle strategien for vækst og beskæftigelse. Det er en opgave for den nationale politik og for de nationale parlamenter.

Jeg beder Dem om, mine damer og herrer, i Deres hjemlande at tale med Deres kolleger fra de nationale parlamenter om, at dette emne bliver sat på dagsordenen for den nationale politik. Det kan ikke være Kommissionens opgave at få oppositionspolitikere i medlemsstaterne til at gøre deres arbejde og sørge for, at dette spørgsmål kommer på dagsordenen. Det er parlamentsmedlemmers opgave! Her må jeg virkelig bede Dem om at gøre Deres indflydelse gældende. Kun hvis det lykkes os at sætte en bred parlamentarisk debat og en bred politisk debat i gang også i medlemsstaterne, vil vi kunne skabe den nødvendige bevidsthed om, at det er nødvendigt med en fælles anstrengelse ikke kun fra politikernes side, men fra borgernes side, hvis vores konkurrenceevne skal bevares.

(Kraftigt bifald)

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissær Verheugen varmt for den tale, han netop har holdt. Det var en fremragende tale. Jeg lyttede med hovedtelefoner. Hvis jeg ikke havde brugt hovedtelefoner, hr. formand, ville jeg næppe have kunnet forstå talen, selv om her er højttalere.

(Bifald)

Og det nytter heller ikke, at De med Deres særlige venlighed siger på Deres modersmål i mikrofonen, at kollegerne skal sætte sig ned. Det forstår de nemlig ikke, når de ikke har oversættelse. De bliver nødt til at svinge med hammeren, så de sætter sig.

Jeg vil gerne rette en bøn til Parlamentet som kollega. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at vi ikke kan udvise det mindstemål af høflighed at lytte til talerne!

(Bifald)

  Formanden. - Jeg håber, at alle her i salen vil tage det, der blev sagt, alvorligt. Jeg accepterer kritikken, og jeg vil således kalde medlemmerne til orden enten på et mere udbredt EU-sprog eller ved hjælp af hammeren.

Jeg har modtaget to beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tage et lille punkt op vedrørende vores husholdning. Nogle af os har ikke modtaget nogen e-mails siden kl. 11 i formiddags, undtagen via webmail. Jeg ved ikke, hvor mange der er berørt af dette, for der er mere end en server. Men den ene server er nede, og den var også nede i en periode i går formiddags. Jeg mener, at det især er et problem i Strasbourg, hvilket naturligvis også bidrager til fornøjelsen ved at komme herned.

(Bifald)

Kan De ikke sørge for, at administration prioriterer at finde en løsning på dette problem, som er yderst generende?

(Bifald)

  Formanden. - Vi skal nok tage højde for det, fru Ludford.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, det var netop artikel 140 i Europa-Parlamentets forretningsorden, som jeg ville henvise til. Der står, at vi har ret til at se dokumenter direkte via Europa-Parlamentets interne datanet. Jeg ønsker, at De gennemgår aftalen med den private virksomhed, som skal stille denne tjeneste til rådighed. Både vores demokratiske og økonomiske interesser kræver det.

  Formanden. - Mange tak. Vi undersøger det.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Forårsmødet i Det Europæiske Råd, hvor man skal kigge på Europas økonomi, finder sted netop i det øjeblik, hvor der udbryder protektionisme i en række europæiske lande, navnlig Frankrig.

Præsident Chirac forsøger ofte af afbilde Frankrig som førende inden for europæisk integration og giver andre lande skylden for enhver tilsyneladende manglende entusiasme. Men Frankrigs resultater med gennemførelsen af EU-lovgivningen er blandt de værste, landets holdning til fusioner på tværs af grænserne går ud på at forhindre dem, man har bevidst undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til stabilitets- og vækstpagten, og man har konsekvent bremset tempoet i reformen af den fælles landbrugspolitik.

Det Europæiske Råd bør være en lejlighed, hvor de øvrige medlemsstater kan presse Frankrig til at skabe orden i eget hus.

  Dominique Vlasto (PPE-DE). - (FR) Konkurrencedygtighed og vækst har altid været centrale temaer i Lissabon-strategien.

Jeg må i dag sige, at det er en udmærket ting. Med den beslutning, vi skal stemme om, indføres en social dimension. Den bør ikke betragtes som en hindring for virkeliggørelsen af Lissabon-strategiens mål, for den giver bl.a. samtlige EU-borgere adgang til uddannelse på højt plan og livslang uddannelse, idet jeg bl.a. kan henvise til det vigtige program til udveksling af lærlinge i Europa.

Jeg skal også understrege de små og mellemstore virksomheders betydning for Lissabon-strategiens mål. De er en af de vigtigste kilder til morgendagens beskæftigelse. Vi bør derfor skabe betingelserne for, at vi kan fjerne hindringerne for disse virksomheders og især de mindste virksomheders nyskabende aktiviteter. Det er derfor vigtigt at sikre fællesskabsinitiativprogrammet et ambitiøst budget.

Jeg beklager, som De nok har forstået, at budgettet ikke svarer til Lissabon-strategiens ambitioner, og jeg håber, at det vil lykkes os at forbedre de finansielle overslag i denne henseende.

(1) Se protokollen.

4. Afstemningstid

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

4.1. Partnerskabsaftale om fiskeri mellem EF og Mikronesien (afstemning)

4.2. Oplysninger i fiskerilicenser (afstemning)

4.3. Evaluering af den europæiske arrestordre (afstemning)

4.4. Menneskerettighedssituationen i Tchad (afstemning)

4.5. Finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (afstemning)

Ændringsforslag 136, anden del

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg beder om, at der ændres i anden del af ændringsforslaget, så det nævnte tal fjernes og erstattes af en pladsholder.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, jeg beder om, at afstemningen om den lovgivningsmæssige beslutning udsættes i henhold til forretningsordenens artikel 53, stk. 1.

(Parlamentet vedtog henvisning til fornyet udvalgsbehandling)

4.6. Tvangsprostitution i forbindelse med internationale sportsarrangementer (afstemning)

4.7. Det Fjerde World Water Forum i Mexico City (16.-22. marts 2006) (afstemning)

Ændringsforslag 1, punkt 12

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, eftersom problemet med global opvarmning ikke kan løses af EU alene, søger jeg med mit mundtlige ændringsforslag at udvide publikum ved at tilføje ordene "samt det internationale samfund" efter "EU og medlemsstaterne".

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

4.8. Omstruktureringer og beskæftigelse (afstemning)

Ændringsforslag 9

  Roselyne Bachelot-Narquin (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg ønsker at stille et ændringsforslag for at sikre en mere præcis ordlyd. Der vil blive oprettet en fond til fordel for de arbejdstagere, der rammes af omstruktureringsfænomenet. I hr. Cottignys betænkning kaldes den en vækstjusteringsfond, men jeg foreslår, at vi anvender Kommissionens betegnelse, nemlig en europæisk globaliseringstilpasningsfond, så vi undgår misforståelser.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

4.9. Social sikring og social integration (afstemning)

4.10. Budgetretningslinjer 2007 (afstemning)

Punkt 47, anden del

  Anne E. Jensen (ALDE). - (EN) Hr. formand, min gruppe vil gerne fremsætte et mundtligt ændringsforslag til dette punkt. Vores opdelte afstemning drejer sig om fjernelsen af tidsfristen. Vi ønsker i stedet at indsætte ordlyden: "som skal træde i kraft snarest mulig". Det er for at bringe ordlyden i overensstemmelse med den, der foreslås i 2004-dechargebetænkningen, i punkt 55.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

4.11. Miljøvenlige fangstmetoder (afstemning)

4.12. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde/Lissabon-strategien (afstemning)

Ændringsforslag 24

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg bad oprindeligt om ordet for at foreslå en tilbagetrækning af ændringsforslag 1, som nu er blevet forkastet. Tilbage bliver dog, at jeg, hvad angår ændringsforslag 24, vil foreslå vores liberale kolleger at ændre et ord gennem et mundtligt ændringsforslag. Det drejer sig om at erstatte ordet "uddannelse" med ordene "højere uddannelse", fordi vi her taler om samarbejde mellem forskning, den private sektor og de videregående uddannelser. Jeg mener at kunne sige, at jeg stiller dette mundtlige ændringsforslag på vegne af hr. Lehne og hr. Lambsdorff, som også tilslutter sig det.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

Formanden. - Afstemningstiden er afsluttet.

5. Stemmeforklaringer

Betænkning af Miguélez Ramos (A6-0035/2006)

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg mener, at partnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Mikronesiens Forenede Stater (MFS) om fiskeri i MFS bør indgås efter forslaget til Rådets forordning.

Det vestlige Stillehav er et af de bedste områder i verden til tunfiskeri, og videnskabelige undersøgelser viser, at fiskebestandenes aktuelle tilstand gør det forsvarligt, at også tredjelande får mulighed for at fiske.

I aftalen fastsættes modydelser til begge parter, idet der også skal gennemføres en bæredygtig fiskeripolitik i MFS.

Selv om jeg støtter denne partnerskabsaftale, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på de meget høje afgifter pr. langlinefartøj, der udgør en omkostning, som visse redere ikke kan bære.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi er stærkt kritiske over for EU's destruktive fiskeriaftale med tredjelandene. Vi beklager dermed, at EU vælger at indgå fiskeriaftaler med nye lande.

Efterfølgende rapporter har belyst fiskeriaftalens negative konsekvenser for kystbefolkningen i de lande, der har indgået aftalerne. Aftalen fører til overudnyttelse af farvandene, hvilket rammer lokalbefolkningen. Såvel Kommissionen som et overvejende flertal af Europa-Parlamentet vælger dog konsekvent at ignorere kritikken. I henhold til en udtalelse fra Europa-Parlamentet kan den nuværende fiskeriaftale desuden få negative miljøkonsekvenser.

Samtidig med at EU ordinerer øgede bevillinger til bistand, anvendes borgernes skattemidler til at finansiere fiskeriaftaler, som hæmmer udviklingen. Dette er hverken en konsekvent eller troværdig politik.

Vi mener, at fiskeriaftalen skal afvikles for på sigt helt ophøre med at være gældende. De medlemslande i Unionen, hvis fartøjer fisker i tredjelandes farvande, burde stå for aftalens omkostninger. Disse medlemslande kan siden selv afgøre, om de for deres del vil finansiere denne udgift ved at opkræve afgifter hos de respektive fiskerfartøjer.

Betænkning af Braghetto (A6-0037/2006)

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Reformen af den fælles fiskeripolitik gør det nødvendigt at ajourføre forordning (EF) nr. 3690/93 af 20. december 1993, da fartøjsoplysningerne skal bringes i overensstemmelse med de nye regler for bestandenes forvaltning og bevaring, så det grundlæggende princip om "forvaltning af fiskeriindsatsen" efterleves korrekt.

De stillede ændringsforslag om navnlig at indføre et EF-fiskerflåderegister og graduering af fartøjets fiskemetoder er vigtige elementer, der ikke fandtes i den oprindelige forordning.

Jeg støtter Kommissionens forslag og de ændringsforslag, som ordføreren stiller i sin betænkning.

Betænkning af Hazan (A6-0049/2006)

  Charlotte Cederschiöld, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi moderate har valgt at stemme for den aktuelle betænkning, men vi beklager det faktum, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder ikke løftes tilstrækkeligt op på EU-niveau, og mener, at domstolens jurisdiktion bør omfatte grundlæggende rettigheder også i spørgsmål, som drejer sig om indre sikkerhed.

  Lena Ek (ALDE), skriftlig. - (SV) Takket være fru Hazans initiativbetænkning om evalueringen af den europæiske arrestordre kan vi yderligere styrke retssikkerheden for borgerne. I betænkningen peges på de forbedringer, som er blevet udført. Jeg vil dog understrege de problemer, som stadig hindrer retssikkerhedsgarantien, og som nævnes i betænkningen.

Det er meget vigtigt, at oversættelses-, tolke- og advokatbistand garanteres de mennesker, som arresteres med henvisning til den europæiske arrestordre. Det er hvert medlemslands ansvar at løse dette vigtige problem, som i dag medfører krænkelser af menneskerettighederne.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Denne betænkning er en åbenlys stræben efter et øget samarbejde på det strafferetlige område. Rådet henstilles til at forbyde medlemslandene at genindføre en systematisk kontrol af dobbelt strafbarhed samt at integrere den europæiske arrestordre i første søjle.

Betænkningen påviser store vanskeligheder ved implementeringen af arrestordren. Medlemslandene har tydeligt vist, at de vil bevare dele af det traditionelle udleveringssystem.

Nogle lande har afvist at gøre arrestordren gældende for egne borgere under henvisning til de grundlæggende rettigheder eller diskriminering. Andre har beholdt eller genindført kontrollen af dobbelt strafbarhed.

Junilisten mener, at dette er et tydeligt tegn på, at medlemslandene værner om deres suverænitet på det strafferetlige område. Strafforfølgning eller strafafsoning er nogle af de mest indgribende foranstaltninger, der kan træffes mod et menneske. Da må retssikkerheden gå forud for den forenkling og effektivitet, som det i betænkningen hævdes, at arrestordren vil medføre.

Junilisten tager afstand fra øget overstatslighed og mener, at dette er et nationalt spørgsmål. Vi har derfor valgt at stemme nej til betænkningen.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som vi påpegede i 2001, gik Kommissionen - med henvisning til bekæmpelsen af terrorisme - i sine forslag om at gøre centrale retlige forhold overnationale langt ud over det nødvendige samarbejde mellem staterne og gældende juridiske instrumenter som f.eks. udlevering, hvilket var ensbetydende med et formeligt angreb på staternes suverænitet og deres pligt til at værne om deres borgeres rettigheder.

Vi sagde dengang, at den europæiske arrestordre, der bl.a. skulle svække princippet om kontrol af dobbelt strafbarhed, ville blive en trojansk hest for yderligere overnationale tiltag.

Med denne betænkning bekræftes vores kritik. Her anses den retslige suverænitet for en hindring, hvilket også gælder det, der betegnes som politisk indblanding i udleveringsproceduren, også når det er for at overholde de grundlæggende rettigheder.

Det er signifikant, at den tyske forfatningsdomstol har annulleret gennemførelseslovgivningen for den europæiske arrestordre, og at flere medlemsstater som følge af denne afgørelse på ny anvender udleveringsinstrumenterne, hvilket ordføreren kritiserer i betænkningen, idet hun mener, at der bør gøres brug af "passerelle"-bestemmelsen i EU-traktatens artikel 42, så den europæiske arrestordre integreres i første søjle.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Den europæiske arrestordre er i lighed med de europæiske indvandringspolitikker meget farlig og vil få store konsekvenser for alle. Den omfatter nemlig både alvorlige lovovertrædelser og mindre lovovertrædelser (terror, tyveri, hærværk, krænkelse af en embedsmand i møde, udtalelser, der anses for racistiske og fremmedfjendske...), og under alle omstændigheder er den enkeltes rettigheder mindre beskyttet end under den tidligere udvisningsprocedure, som gav den politiske magt ret til at foretage en udvisning eller nægte den. I dag er arrestordren blevet en ren domstolsprocedure, eftersom man har ophævet den administrative og politiske fase såvel som den kontrol, der blev udøvet af de administrative jurisdiktioner.

Denne arrestordre er blevet hastet igennem som reaktion på attentaterne den 11. september, og EU's stats- og regeringschefer er - for at pleje deres image i medierne snarere end for at gennemføre en beslutning truffet efter indsigtsfulde og ansvarlige overvejelser - ikke veget tilbage fra at ofre de personlige friheder og den enkeltes ret til et forsvar.

Den europæiske arrestordre, der oprindeligt blev udarbejdet af vores eurokrater som et redskab til at forsvare den enkeltes grundlæggende rettigheder, fremstår i dag, som det, den reelt er, nemlig et redskab til totalitær undertrykkelse, som kan være farligt for os alle.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning, hvori man forsøger at evaluere den europæiske arrestordre, dens effektivitet og de problemer, den er stødt på siden vedtagelsen. Arrestordrens rolle med hensyn til at styrke det retlige samarbejde og den gensidige tillid er fantastisk innovativ og forbedrer medlemsstaternes evne til at bekæmpe organiseret kriminalitet og terrorisme.

Jeg er enig med henstillingen om, at Parlamentet i højere grad bør inddrages i evalueringen af arrestordren, og at de grundlæggende rettigheder i forbindelse med arrestordren skal sikres for at garantere, at EU-borgere fra forskellige medlemsstater ikke udsættes for nogen form for forskelsbehandling.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Den europæiske arrestordre er endnu et led i kæden af foranstaltninger, der skal fuldende det komplekse institutionelle skjold, som beskytter kapitalens magt inden for rammerne af EU's "område for sikkerhed og retfærdighed". Der gives mulighed for at udlevere medlemsstaternes statsborgere, man afskaffer i bund og grund princippet om dobbelt strafbarhed og muligheden for, at den politiske ledelse kan træffe afgørelse om udlevering af bestemte personer, hvorved man kuldkaster grundlæggende principper og garantier for beskyttelse af individets rettigheder, som var stadfæstet i den hidtidige udleveringsret. Den nationale suverænitet begrænses, idet den enkelte medlemsstats ret til at strafforfølge sine egne borgere drages i tvivl, samtidig med at grundlæggende forfatningshjemlede personlige rettigheder og garantier også berøres.

I betænkningen stilles krav om endnu mere reaktionære ændringer af den europæiske arrestordre, idet ophævelsen af dobbelt strafbarhed foreslås udvidet, alle muligheder for, at den politiske magt kan intervenere i udlevering af personer af nationalpolitiske årsager og hensyn, foreslås afskaffet, ligesom man afskaffer enhver form for retskontrol af arrestordrens forenelighed med de grundlæggende rettigheder.

"Terrorisme og organiseret kriminalitet" bruges endnu en gang af Europa-Parlamentet som det uomgængelige påskud for en mere solid grundfæstelse af endnu et middel til at begrænse rettigheder og friheder, der skal anvendes mod befolkningerne i deres kamp og alle, som kæmper mod og sætter spørgsmålstegn ved imperialismen og det udbyttende kapitalistiske system.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Entusiasmen omkring Hazan-betænkningen og den europæiske arrestordre, som i dag er blevet vedtaget i Europa-Parlamentet med stort flertal, er helt uforståelig. Det er især betænkeligt, at det udtrykkeligt anbefales, at den dommer, som fuldbyrder den europæiske arrestordre, "ikke skal pålægges systematisk at kontrollere overensstemmelsen med de grundlæggende rettigheder". Også på andre punkter handler det først og fremmest om at fjerne den domstolsmæssige kontrol. Med denne beslutning fortsætter man ad den forkerte vej i Europa, som er fjendtlig over for de grundlæggende rettigheder. Hvis man går frem efter princippet om gensidig anerkendelse af retlige og udenretlige afgørelser, og der ikke findes fælles standarder, kommer de grundlæggende rettigheder i EU til kort. På denne måde risikerer sigtede nemlig at komme i klemme mellem helt forskellige strafferetlige systemer i EU.

I betænkningen nævnes det overhovedet ikke, at enkeltstaternes fuldbyrdelser af den europæiske arrestordre, som i Tyskland, kan afvises af forfatningsdomstolene, fordi de ganske enkelt er i strid med de grundlæggende rettigheder. Tværtimod opfordres medlemsstaterne endda til "straks at træffe den nødvendige foranstaltninger for at fjerne forfatningsmæssige eller retlige hindringer for anvendelse af den europæiske arrestordre på deres statsborgere". Det er det samme som at opfordre de tyske lovgivere til at overtræde forfatningen for at kunne gennemføre den europæiske arrestordre.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Evalueringen af den europæiske arrestordre rummer det positive aspekt, at den drejer sig om en af de vigtigste retssamarbejdsmekanismer i EU i en tid, hvor dette samarbejde er på en gang stadig mere nødvendigt og vanskeligt.

Traditionelt har de nationale myndigheder ikke haft let ved at dele sikkerhedsmæssige oplysninger med hinanden eller samarbejde på det retslige område. Den europæiske arrestordre går således imod disse tendenser, fordi der fordres et samarbejde af fundamental betydning ud fra et sikkerhedssynspunkt - derved undgås det mest effektivt, at kriminelle udnytter den frie bevægelighed - og ud fra et ønske om større juridisk vished, der jo også er af fundamental betydning.

Når det er sagt, skal det beklages, at det stadig er nødvendigt at minde medlemsstaterne om, at de bør træffe "passende foranstaltninger til at fjerne enhver forfatningsmæssig eller retlig hindring for, at den europæiske arrestordre kan anvendes på deres statsborgere". På den anden side undlader vi ikke at nævne og glæde os over, at Portugal var en af de første medlemsstaterne til at gennemføre den givne rammeafgørelse.

Betænkning af Gräßle (A6-0057/2006)

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg undlod at deltage i afstemningen om Grässle-betænkningen om ændring af finansforordningen. Jeg mener, at Parlamentet i stedet for at pålægge forvaltningen et større ansvar, hvilket ville have skabt en større fleksibilitet og klarere regler, skaber endnu mere komplekse bestemmelser og endnu mere bureaukrati. Det fremmer ikke EU's effektivitet og forbedrer ikke forvaltningen af Unionens midler.

Jeg kender ingen anden offentlig eller i særdeleshed privat instans, hvor 40 % af personalet er involveret i den finansielle forvaltning og kontrol. Unionen vil snart have flere kontrollører end kontrollerede.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) En finansforordning er en finansforfatning. Den er derfor vigtig. Man bør derfor reformere denne forordning, der blokerer EU's administrative maskineri, fordi den er termometeret eller det instrument, der registrerer EU's bureaukratiske metastaser.

Hvis det kræver tykke håndbøger at forstå denne forordning, hvis det har været nødvendigt at oprette et "hjælpekontor", som hver dag kommer tjenestemænd, der er faret vild i disse procedurer, til undsætning, hvis virksomheder, institutter, organisationer, landmænd og borgere ikke modtager alle de subsidier, de har ret til, eller ikke kan deltage i de udbud, de ønsker, er det ganske enkelt fordi, finansforordningen hviler på det grundlæggende filosofiske princip, der gennemsyrer hele den europæiske opbygning, nemlig røgslørsprincippet, som den italienske finansmand, Puviani i 1905 kaldte princippet om de finansielle illusioner, og som gik ud på at skjule sandheden, her om EU, bag komplicerede regler.

Tvangsprostitution i forbindelse med internationale sportsarrangementer (RC-B6-0160/2006)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter denne beslutning helt og fuldt og opfordrer fodboldforbundet og fodboldklubberne til at hjælpe med til at bringe menneskesmugling og tvangsprostitution til ophør og forhindre, at internationale sportsbegivenheder udløser en dramatisk stigning i denne skrækkelige handel.

De skal "Give tvangsprostitution det røde kort". De skal arbejde med klubberne for at informere og undervise offentligheden og især sportsfans og tilhængere i omfanget af problemet med tvangsprostitution og menneskesmugling.

Op til 800.000 kvinder er ofre for menneskesmugling hvert år, 100.000 af dem i EU. Dette er et af de alvorligste brud på menneskerettighederne i verden i dag. Organiserede kriminelle forbereder sig nu på at udnytte verdensmesterskaberne. Tusinder af fattige kvinder vil blive lokket til Tyskland med falske løfter om arbejde, kun for at blive tvunget ud i prostitution og et liv i elendighed.

Vi har behov for en indsats på europæisk plan, og det er ikke kun politiet og politikerne, der skal inddrages, men også fodboldforbundet, klubberne og tilhængerne selv. Jeg opfordrer alle fans, der skal til verdensmesterskaberne til at være opmærksomme på denne skandale og rapportere enhver mistanke om menneskesmugling.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om vi har stemt for denne beslutning om tvungen prostitution i forbindelse med de konkrete forhold i Tyskland og det nødvendige i at benytte verdensmesterskabet i fodbold til at fordømme handel med mennesker og prostitution, har vi altid ment, at det ikke er en korrekt term, da den forleder folk til at tro, at der findes frivillig prostitution.

Det giver sig selv, at der skal sættes ind mod tvungen prostitution og mod handel med mennesker, men det er vigtigt at huske, at al prostitution er tvungen, også når der ikke sker handel. Det skyldes fattigdom, social udstødelse, usikker beskæftigelse til dårlig løn og forbrugersamfundets psykologiske pres. Prostitution er derfor altid en krænkelse af menneskerettighederne, et angreb på kvindernes værdighed og sammenligneligt med slaveri. Det er uantageligt, at alting forsøges kommercialiseret, også kvindens krop.

Derfor kæmper vi for social integration og for alle kvinders ret til værdighed, og derfor fordømmer vi al form for handel med mennesker og kræver effektive foranstaltninger, der sikrer alle kvinder og alle mennesker et værdigt liv.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Sondringen mellem legal og tvunget prostitution er kunstig. Og det er hyklerisk at fordømme tvangsprostitution, fordi det stabiliserer og udvider den lovlige prostitution.

Hvad enten det er lovlig prostitution eller tvangsprostitution, er det, der sælges, menneskets krop i en handel, hvor alle markedsreglerne gælder. Den lovramme med sundhedsbestemmelser, som registrerede prostituerede skal overholde, er i virkeligheden en indirekte anerkendelse af prostitution som erhverv, hvorved man forvalter problemet. Således stillet over for dette hastigt voksende samfundsfænomen legaliseres prostitution som erhverv, dvs. det fjernes fra de sociale årsager, der skaber og holder prostitutionen i gang (arbejdsløshed, fattigdom, elendige levevilkår og mangel på sociale ydelser). Med andre ord tilsløres og frikendes råddenskaben i det udnyttende system, der frasiger sig ethvert ansvar og lægger problemet over i den personlige sfære.

Prostitution kan ikke betegnes som erhverv eller et frit valg, da det ikke er foreneligt med menneskets værdi og værdighed og er en ekstrem form for krænkelse af menneskerettighederne. Når prostitution betegnes et erhverv, kommer det på erhvervsorienteringslisten som et alternativ til den arbejdsløshed, der rammer unge kvinder på så grusom vis. Samtidig legitimerer det investeringer i virksomheder på prostitutionsmarkedet, styrker pornokulturen og fremmer prostitueringen af unge kvinder. Vi siger nej til alle former for prostitution.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg hilser denne beslutning velkommen, idet man forud for verdensmesterskaberne forsøger at bremse den massive stigning i efterspørgslen på seksuelle ydelser ved at beskytte kvinder, der er ofre for menneskehandel og organiseret kriminalitet.

I beslutningen understreger vi behovet for en integreret kampagne, der dækker hele Europa, og derfor opfordrer vi medlemsstaterne til at iværksætte og gøre reklame for "Rødt kort"-kampagnen i tæt samarbejde med ngo'er, politiet, de retshåndhævende myndigheder, kirker og sundhedstjenester.

I beslutningen forsøger vi at informere den brede offentlighed, men opfordrer også Den Internationale Olympiske Komité og idrætsforbundene, herunder FIFA, UEFA, og det tyske fodboldforbund m.fl. samt sportsfolk af begge køn til at støtte "Rødt kort"-kampagnen og udtrykke generel fordømmelse af menneskehandel og tvangsprostitution.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) I forbindelse med afstemningen om denne beslutning er jeg bekymret over, at navnlig FIFA's verdensmesterskab medfører en stor og uacceptabel stigning i handelen med kvinder. Ved løsningen af disse problemer og i almindelighed skal Kommissionen og andre sikre, at man prioriterer bekæmpelsen af de bander, der tvinger kvinder ind i disse situationer, i stedet for de "blødere løsninger", hvor man går efter ofte sårbare kvinder, der er tvunget til at være sexslaver.

  Jonas Sjöstedt og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. - (SV) Vi støtter beslutningen, da vi mener, at det er vigtigt at fokusere på foranstaltninger for at mindske antallet af ofre for sexslavehandelen. Derimod er det vores opfattelse, at beslutningen burde omfatte alle former for prostitution. Ordet "tvangsprostitution" kan tolkes, som om det modsatte, nemlig "frivillig prostitution", findes. Vi mener, at alle former for prostitution er tvang, for ingen kvinde vælger frivilligt at prostituere sig. Hun bliver tvunget af forskellige årsager, f.eks. fattigdom og arbejdsløshed, men frem for alt findes der en klar forbindelse mellem valget at prostituere sig og tidligere fysiske, psykiske og/eller seksuelle overgreb.

Det Fjerde World Water Forum i Mexico City (16.-22. marts 2006) (RC-B6-0149/2006)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for det fælles beslutningsforslag om Det Fjerde World Water Forum i Mexico City (16.-22. marts 2006), fordi jeg mener, at vand i fremtiden bliver en vigtig forudsætning for sikring af borgernes velfærd og freden i verden. EU bør tage denne verdensomspændende udfordring op og medvirke til at sikre, at menneskene har adgang til den værdifulde naturressource, som vand er. Vi har et kollektivt ansvar for at behandle dette spørgsmål, som er forbundet med alle menneskers, dyrs og planters rettigheder. Samtidig overvejer jeg, om ikke tiden er inde til at undersøge, om Unionen ikke bør overveje at indføre en omfattende europæisk vandpolitik for at sikre en bæredygtig og vedvarende, kvalitativ og kvantitativ tilstrækkelig forsyning af EU's borgere, overalt i EU. Jeg mener, at Kommissionen bør fremskynde forelæggelsen for Parlamentet og Rådet af den rapport, der omhandles i artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Vand er noget, naturen giver os gratis, det tilhører alle, og alle mennesker bør have adgang til vand. Det kan ikke være en handelsvare, som kapitalen kan tjene på, da adgang til vand er en grundlæggende rettighed, der er tæt forbundet med sundhed, beskyttelse af miljøet, udvikling og livskvalitet.

Forvaltningen af vandressourcerne bør udelukkende varetages af det offentlige, så man sikrer en global forsyning med vand af god kvalitet til en rimelig pris.

Det Fjerde World Water Forum i Mexico afholdes i virkeligheden i Verdensbankens og dens klassepolitiks regi. Det handler således om privatisering af vandforsyningssystemerne, hvilket betyder, at de fattige befolkningsgrupper kommer til at mangle drikkevand, og kapitalen får mere profit.

EU fremmer den politiske liberalisering af tjenesteydelser inden for Lissabon-rammerne. Man er i EU nået til enighed med de andre imperialistiske centre i WTO-forhandlingerne om tjenesteydelser (GATS).

Profittens tankegang, der lader hånt om grundlæggende menneskelige behov, omfatter privatisering og ødelæggelse af skove og bjerge, som er vigtige vanddepoter.

KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet udtrykker modstand mod Det Fjerde World Water Forum, fordi grundlæggende menneskelige behov tilsidesættes til fordel for profit. Vi opfordrer arbejderklassen og de nederste befolkningslag til at kæmpe for at sætte en stopper for udbytternes befolkningsfjendtlige, barbariske planer.

Betænkning af Cottigny (A6-0031/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, i tider med stigende udbytte og overskud og stigende gager til lederne falder samtidig antallet af arbejdspladser. I hele Europa er fem gange på mange stillinger ramt af omstruktureringer som af konkurser. Alene i Østrig skønnes det, at man i de seneste år har tabt 15.000-20.000 arbejdspladser til de nye medlemsstater. Omstrukturering er det vidundermiddel, som dagens virksomheder i det mindste formelt kan bruge til at fremvise hurtige succeser. Inden for det offentlige område har man ikke mindst som følge af EU-krav omstruktureret markant mere end på det private område.

Efterhånden er man ved at indse, at omkostningsbesparelser ofte er blevet betalt med en høj pris, nemlig med tabt kvalitet, knowhow, kompetence, motivation af personalet, strategisk potentiale. Hvis man anvender omstrukturering som erstatning for en klar strategi, er der stor risiko for at fejle. Hidtil har EU sågar støttet denne tendens med privatiseringskrav og begunstigelse af støtteturisme. Det er på tide, at EU lever op til sit ansvar og afstår fra yderligere udvidelser, som jo er en medvirkende årsag til denne udvikling, og igen sørger for større social retfærdighed.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for betænkningen om omstrukturering og beskæftigelse, for vi bør til stadighed vise borgerne, at EU er et middel til at løse de problemer, der opstår som følge af nutidens store økonomiske og sociale forandringer, og ikke en kilde hertil.

De alvorlige økonomiske og sociale spørgsmål i forbindelse med omstruktureringerne inden for især industrien kræver en stærk europæisk politik, der kan forlige de nødvendige forandringer og hensynet til EU's konkurrenceevne. Jeg tilslutter mig forslaget om oprettelse af en europæisk globaliseringstilpasningsfond. Det er i stadig højre grad blevet nødvendigt at forlige dels de uundgåelige industrielle omstruktureringer, som de økonomiske omvæltninger indebærer, dels beskyttelsen af ofrene herfor, nemlig de fyrede ansatte og de virksomheder, der afhænger af de omstrukturerede sektorer, især underleverandørerne. Endelig går jeg helt ind for tanken om, at EU skal gribe ind til fordel for de regioner, der har gennemgået omstruktureringer og følgelig skal omstilles til andre aktiviteter.

  Jean Louis Cottigny (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for forslaget til beslutning om omstrukturering og beskæftigelse, hvori der fremsættes forslag om finansielle midler, øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter, analyseredskaber og foregribelse af omstruktureringer.

Virksomhedsomstruktureringer kan have forskellige årsager og være både defensive og offensive, men de har altid de samme følger for lønmodtagerne, som er variablen i industrigruppernes strategiske justeringer.

Det er prisværdigt og påkrævet, at EU beskæftiger sig med dette problem med det formål at foregribe omstruktureringernes følger for lønmodtagerne, men EU har også pligt til at fastlægge en økonomisk politik og en industripolitik, der er dynamisk og beskæftigelsesfremmende og sikrer social og territorial samhørighed.

Jeg finder det derfor beklageligt, at EU selv fremmer konkurrence mellem medlemsstaterne ved at tillade social og skattemæssig dumping.

  Brigitte Douay (PSE), skriftlig. - (FR) Industrielle omstruktureringer er et gammelt og vedvarende fænomen, der skyldes tekniske fremskridt og produktivitetsforbedringer. De er ofte uundgåelige, hvis man vil bevare konkurrencedygtigheden og følgelig beskæftigelsen på lang sigt. De har altid store sociale omkostninger, især i de traditionelle industriregioner, hvor arbejdskraften er lavt kvalificeret og har en begrænset mobilitet og følgelig vanskeligt ved at omstille sig. Det er derfor påkrævet at afbøde de sociale følger heraf.

Det er grunden til, at jeg med stor overbevisning har stemt for Cottigny-betæningen om omstrukturering og beskæftigelse. Jeg håber inderligt, at Rådet og Kommissionen overtager forslagene heri og omsætter dem i konkrete foranstaltninger. EU bør udstyre sig med konkrete redskaber, der gør det muligt i højre grad at foregribe omstruktureringerne, tilpasse reaktionen og give arbejdsmarkedets parter større indflydelse.

Den stigende opmærksomhed omkring SMV'erne, oprettelsen af en globaliseringstilpasningsfond, livslang læring osv. er alle tiltag, der burde vise borgerne, at EU tager deres bekymringer alvorligt og deler deres ønske om virkelig social samhørighed.

  Lena Ek og Cecilia Malmström (ALDE), skriftlig. - (SV) I betænkningen om omstruktureringerne og beskæftigelsen indtager ordføreren hr. Cottigny samme kedelige holdning som i betænkningen om virksomhedsudflytning og regionaludvikling, som var under afstemning i går. I går stemte vi nej til denne økonomiske protektionisme, og vi gør det samme i dag. Igen er det vores faste overbevisning, at det hverken er staten eller EU, som skal fortælle virksomhederne, hvordan omstruktureringerne skal ske. Derimod skal vi naturligvis ikke stikke hovedet i busken og lade, som om omstruktureringer og virksomhedsudflytninger ikke påvirker menneskene og de sociale forudsætninger i et berørt område. Vi støtter efterspørgslen efter øget dialog mellem arbejdsmarkedets parter om disse spørgsmål, men de negative konsekvenser kan vi løse på anden måde end at forhindre den private sektor i at udvikle sig. Vi bør i stedet bruge vores energi på at forbedre forudsætningerne for, at flere varige arbejdspladser skabes i flere virksomheder.

  Anne Ferreira (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for forslaget til beslutning om omstrukturering og beskæftigelse, hvori der fremsættes forslag om finansielle midler, øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter, analyseredskaber og foregribelse af omstruktureringer.

Virksomhedsomstruktureringer kan have forskellige årsager og være både defensive og offensive, men de har altid de samme følger for lønmodtagerne, som er variablen i industrigruppernes strategiske justeringer.

Det er prisværdigt og påkrævet, at EU beskæftiger sig med dette problem med det formål at foregribe omstruktureringernes følger for lønmodtagerne, men EU har også pligt til at fastlægge en økonomisk politik og en industripolitik, der er dynamisk og beskæftigelsesfremmende og sikrer social og territorial samhørighed.

Jeg finder det derfor beklageligt, at EU selv fremmer konkurrence mellem medlemsstaterne ved at tillade social og skattemæssig dumping.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Jeg vil tilbringe denne eftermiddag i byen Le Syndicat i departementet Vosges, hvor jeg vil overvære en begivenhed, som er karakteristisk for følgerne af den politik, der vedtages i Bruxelles.

SEB-gruppen vil lukke en produktionsenhed, fordi den ikke har kunnet klare sig i konkurrencen med de lave kinesiske priser. Mere end 400 ansatte bliver sat på gaden, for ikke at tale om de underleverandører, der mister deres vigtigste kunde og også må afskedige ansatte. Det er helt område med lav beskæftigelse, der rammes. Og dog går det udmærket for SEB-gruppen. Gruppens overskud stiger. Den opretter filialer i udlandet, hvor den opkøber mærker... men den lukker fabrikker i Frankrig. Fordi den er klemt mellem de bureaukratiske og finansielle krav - som direkte eller indirekte kommer fra EU - og den uhindrede internationale konkurrence, som EU har forhandlet på plads, og ikke kan gøre andet. Det er ikke SEB, der fastsætter spillets regler, det er Bruxelles.

Nu forsøger man at afhjælpe de logiske følger af de europæiske konkurrencepolitikker (omstruktureringer, udflytninger osv.) ved at opstille en fortegnelse i Cottigny-betænkningen over bureaukratiske foranstaltninger, der ikke løser problemet, men tværtimod vil forværre det og fremskynde det. Det er hele konceptet, der skal ændres, herunder først og fremmest dyrkelsen af den uhindrede konkurrence suppleret af et utal af administrative og beskatningsmæssige bestemmelser. Det ville gavne beskæftigelsen.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) EU har længe vedtaget politiske foranstaltninger for at imødegå omstruktureringer i de forskellige sektorer. Betænkningen indeholder positive forslag til ændring af disse foranstaltninger, f.eks. at de midler, som udbetales fra fællesskabsfonde, skal kontrolleres mere effektivt, og at fondene ikke skal anvendes til virksomhedsudflytninger inden for EU.

Junilistens grundlæggende holdning er, at følgerne af virksomhedsudflytninger og omstruktureringer er nationale spørgsmål. Vi mener ikke, at EU skal træffe foranstaltninger, for at virksomheder skal tage ansvar. Denne type betydningsfulde spørgsmål skal afgøres i medlemslandene.

Europa-Parlamentet ønsker bl.a.:

- at fastsætte kriterier, for under hvilke vilkår omstruktureringerne skal gennemføres (for at redde arbejdspladser, forbedre konkurrencevilkårene og ikke udelukkende med henblik på økonomisk overskud osv.),

- at oprette en særlig væksttilpasningsfond,

- at Unionen skal have ansvar for omstruktureringernes "skjulte virkninger" såsom påvirkning af de ansattes helbred, psykiske problemer og øget dødelighed blandt de afskedigede,

- at de ansatte skal deltage i virksomheden, da de dermed bliver involverede i beslutninger, som gælder omstruktureringer,

- at have en holdning til den praksis, der består i at førtidspensionere ansatte som en konsekvens af omstruktureringerne.

Uanset politisk holdning til ovenstående spørgsmål er dette nationale spørgsmål. Vi har derfor valgt at stemme nej til betænkningen.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Den såkaldte Lissabon-strategi, der angiveligt skal sikre os en bedre fremtid, bliver en drønende fiasko, og det er ikke nogle få ekstra støttefonde, der kan redde ofrene for ødelæggelsen af den industrielle sektor i min region i Nord-Pas-de-Calais, hvor arbejdspladserne er blevet nedlagt uden grund. Og dette offer har end ikke gjort det muligt at eksportere økonomisk og social velstand til andre dele af verden.

Vi har hverken brug for godgørenhed eller endnu en styrende rapport, der foregiver at rette op på Kommissionens fejltagelser. Ødelæggelsen af beskæftigelsen i Frankrig og i det udvidede Europa vil fortsætte til trods for frembringelsen af tonsvis af rapporter, der kun er udtryk for vores magtesløshed og underkastelse i forhold til den vilde globaliserings regler og EU-tilhængernes ultraliberale tilgang. Europa lider også under en neomarxisme, der kræver større statslig interventionisme og vil føje det europæiske bureaukrati til vores nationale bureaukrati, der allerede er kendetegnet ved sine tunge og omstændelige administrative og skattemæssige bestemmelser.

De initiativrige kræfter i samfundet flygter og erstattes af en massiv indvandring, hvis negative bidrag er en ubærlig økonomisk og social vægt. Vi har brug for økonomisk nationalisme, genoprettelse af told- og afgiftsgrænserne, fællesskabspræference i Europa og beskyttelse og national præference i Frankrig.

  Thomas Mann, (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har stemt for Cottigny-betænkningen, efter at der blev opnået tilstrækkeligt flertal for PPE-ændringsforslag, som indeholder de ændringsforslag, jeg havde stillet i Beskæftigelsesudvalget. Man må se nuanceret på omstrukturering af virksomheder.

På den ene side flyttes virksomheder til det billigere udland, og det medfører, at forskellige virksomhedskulturer støder sammen. De meget omtalte synergieffekter går tabt, og de ansatte, også på direktionsgangene, kommer til kort. På den anden side er omstruktureringer nødvendige, når der skal reageres på nye markeder, kundenærhed og bedre konkurrenceevne.

For at de ansatte i EU kan være bedre forberedt på den nødvendige mobilitet, har de brug for tilstrækkelig støtte til videreuddannelse og omskoling samt integration i programmer for livslang læring. Det skal især være de små og mellemstore virksomheder, der drager nytte af omstruktureringsstøtten, som skal være i overensstemmelse med Lissabon-målene. Det skal gøres lettere at spore midler med henblik på at bedømme, om støtten anvendes retmæssigt, så penge, der er hævet med urette, kan kræves tilbagebetalt.

Da de nuværende strukturfonde ikke slår til, hilser jeg den planlagte specialfond velkommen på 500 millioner euro årligt til omskoling og en ny start i erhvervslivet, som et tegn på vores solidaritet. Det er imidlertid nødvendigt at diskutere kriterierne for den, da den kun er beregnet til flytninger til ikke-EU-lande og afskedigelser af mindst 1.000 medarbejdere pr. virksomhed. Forvaltningen af den må ikke føre til nyt bureaukrati i EU-Kommissionen og hos de nationale myndigheder.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over betænkningen, der er udarbejdet som reaktion på Kommissionens meddelelse om omstrukturering og beskæftigelse. I betænkningen erkender man, at omstrukturering ikke nødvendigvis er synonymt med social tilbagegang, under forudsætning af disse foranstaltninger foregribes og forvaltes korrekt i et godt samarbejde mellem de involverede virksomheder og fagforeninger plus en hensigtsmæssig uddannelsespolitik for arbejdstagerne.

Den indeholder opfordringer til at støtte SMV'erne, og det foreslås, at finansieringsprogrammerne for 2007-2013, som drøftes i øjeblikket, i højere grad skal være beregnet på at foregribe og forvalte omstruktureringen. For at forhindre "tilskuds-turisme" argumenterer man i betænkningen for, at virksomheder, der modtager støtte i form af EU-midler, ikke kan modtage yderligere støtte fra Fællesskabet i en givet periode, hvis de flytter alle deres aktiviteter eller en del af disse inden for EU.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for Cottigny-betænkningen om omstrukturering og beskæftigelse. Jeg stemte for punkt 9, anden del, om indbetalinger til væksttilpasnings- og reservefonden fra virksomheder, eftersom der er tale om et frivillige indbetalinger.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Globaliseringen er ikke kun en proces, der bringer sammen, forkorter afstande og gør verden større, det er også en proces, der sætter farten op. I dag er alting bevægelse, i dag går alting hurtigere. Det er derfor forståeligt, at nogle mennesker er ængstelige ved den moderne verdens rasende hastighed. Når en periode er ved at være forbi, og når velkendte forhold forsvinder, er der altid krisetid. Det er næppe sandsynligt, at disse processers ofre skal se "kreativ ødelæggelse" som noget godt. Det er imidlertid lige så reelt som ødelæggelsen selv.

Det siger jeg, netop fordi hr. Cottignys betænkning om omstruktureringer og beskæftigelse svigter ved at være i så ringe samklang med realiteterne. De sociale strukturer, ikke mindst den offentlige sektor, må forberedes på de omvæltninger, som denne tid med økonomisk revolution vil medføre, for vi må ikke vende ryggen til dem, der udelukkes fra fremskridtet. Jeg finder det dog ikke ønskeligt at vende processen om. Vi skal tværtimod have som mål at forsøge at drage størst mulig fordel af denne revolution for vores økonomier og borgerne, og det er dét projekt, som vores bestræbelser bør koncentrere sig om.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Betænkningen er overvejende god og belyser mange af problemerne med en kortsigtet spekulationsøkonomi. Jeg stemmer derfor for den. Betænkningen indeholder dog en positiv omtale af den fond, Kommissionen vil oprette. Fonden ville medføre direkte udbetalinger til enkeltpersoner og blive begyndelsen til EU's overtagelse af socialpolitikken, hvilket vil være en ulykkelig udvikling.

Hvis fonden indføres, er det dog godt, at der er private midler med, og at de finansierer en rimelig del. Jeg stemmer mod nye EU-direktiver om arbejdsret ved omstruktureringer, da det vil underminere den svenske model med kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Betænkning af Bauer (A6-0028/2006)

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg stemte for Edit Bauers betænkning om social sikring og social integration. Jeg har et spørgsmål til Det Europæiske Råd, dvs. til de 25 regeringschefer, og jeg håber, at de svarer på det: Som det er nu, modtager pensionisterne hele tiden en lavere pension, der i stadig større grad er utilstrækkelig at leve og overleve for. Hvorfor forholder det sig sådan?

De reformer, som de 25 regeringschefer i øjeblikket gennemfører, tager sigte på at give pensionisterne en stadig lavere pension. Alene i Italien vil de unge i 2050 modtage en pension, der kun svarer til en tredjedel af deres seneste løn.

Jeg vil sende denne dvd-optagelse af min tale til de 27 regeringschefer i håbet om, at de klart fortæller, hvad de har i sinde. Måske at afskaffe den kategori, der hedder pensionister, eller også at lade dem overleve, der har arbejdet, og som på grund af deres alder ikke kan arbejde længere?

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen indeholder en lang række opfordringer til medlemslandene om, hvordan de skal agere for at komme den relative fattigdom i de respektive medlemslande til livs. Der er naturligvis gode grunde til, at medlemslandene skal samarbejde om denne type spørgsmål, f.eks. ved frivillig deling af erfaringer og bedste praksis.

Social integration og fattigdom er dog spørgsmål, som skal behandles nationalt eller gennem frivilligt samarbejde mellem medlemslandenes regeringer. Det er svært at se, hvilken merværdi eller hvilken specifik kompetence Europa-Parlamentet bidrager med ved at fremture med meninger om dette og lignende spørgsmål.

Betænkningen indeholder forslag om, at:

- medlemsstaterne skal øge mulighederne for livslang uddannelse (punkt 11),

- medlemsstaterne skal give adgang til børnepasning af god kvalitet til lave omkostninger (punkt 24),

- pensionssystemet i medlemslandene skal reformeres og garantere den størst mulige sociale retfærdighed (punkt 44),

- reformer af de offentlige pensionssystemer i medlemslandene ikke skal føre til, at den samlede beskatning af arbejde øges (punkt 45).

Junilisten anbefaler, at betydningsfulde spørgsmål som ovenstående skal afgøres ved en bred national debat. Medlemslandene skal derefter selvstændigt eller i frivilligt samarbejde med relevante aktører på vanlig demokratisk vis træffe beslutning om lempeligere lovgivning og relevante foranstaltninger. Vi har dermed stemt nej til betænkningen.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Kommissionens rapport om social sikring og social integration viser, at medlemsstaterne optrapper bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og sikre, at pensionsordningerne fortsat er i stand til at garantere pensionisterne en tilstrækkelig indkomst. Det fremhæves dog også, at over 68 millioner mennesker, 15 % af EU's befolkning, levede på fattigdomsgrænsen i 2002.

Trods store strukturforbedringer på EU's arbejdsmarkeder er niveauet for beskæftigelse og deltagelse fortsat utilstrækkeligt. Arbejdsløsheden er stadig høj i en række medlemsstater, specielt blandt unge, ældre arbejdstagere og kvinder. Det konstateres også, at udstødelsen fra arbejdsmarkedet har en lokal og regional dimension.

Jeg støtter helhjertet Edit Bauers betænkning, hvori der udtrykkes støtte til Kommissionens foranstaltninger for at hjælpe medlemsstaterne med at anerkende de problemer, som ugunstigt stillede personer har, og støtte deres integrering, stimulere beskæftigelsen, erhvervsuddannelserne og karrieremulighederne, skabe bedre muligheder for at forene arbejds- og familieliv, sikre lige ret til sundhedspleje og en anstændig bolig samt sikre de sociale sikringsordningers bæredygtighed.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning, hvor man fokuserer på en række centrale poliske prioriteringer, herunder: øget deltagelse på arbejdsmarkedet; modernisering af de sociale sikringssystemer; afhjælpe ulemperne inden for almen og faglig uddannelse; afskaffe fattigdom hos børn; sikre en rimelig boligstandard; forbedre boligstandarden og løse problemet med manglende sociale boliger til sårbare grupper; forbedre adgangen til kvalitetstjenester som sundhedstjenester og langtidspleje, sociale tjenester og transport; samt løse problemer med forskelsbehandling og styrke integrationen af etniske minoriteter og indvandrere.

Betænkning af Grech (A6-0058/2006)

  Charlotte Cederschiöld, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har ved den endelige afstemning valgt at stemme for retningslinjerne for 2007-budgetproceduren, selv om vi på to punkter har alvorlige indvendinger.

Vi er imod, at der udvikles en særlig vedtægt for medlemmernes assistenter. Assistenterne risikerer dermed at leve under helt andre vilkår end borgerne i de valgkredse, som de skal arbejde sammen med. Der er også en betydelig risiko for, at jobbet som assistent bliver en bestemt livslang erhvervskarriere.

Vi modsætter os også oprettelsen af et center af Europahuse i Bruxelles til udbredelse af informationspolitik om EU.

  Gérard Deprez (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg støtter hr. Grechs betænkning, der langt fra er politisk harmløs.

Således vil man f.eks. i relation til informationspolitikken, for så vidt man anvender det generelle princip, der henvises til i punkt 17, 28 og 62 (reducering af aktiviteter, der ikke yder nogen merværdi), efter min opfattelse skulle gennemføre betydelige ændringer! Vi modtager til stadighed informationsbrochurer udfærdiget af såkaldte specialister. Jeg er overbevist om, at vi i meget højere grad vil vinde borgernes tillid, hvis vi informerer dem via de medier, der sædvanligvis møder dem, der hvor de er, i stedet for at udarbejde dyre brochurer, som de ikke læser eller ikke forstår.

Et andet område, hvor disse principper burde finde anvendelse, er området "hjælpeansatte under mødeperioderne". På det personalepolitiske området mener ordføreren, at vi bør ansætte personale på lang sigt i stedet for at anvende kontraktansatte. Hvis man som jeg støtter dette princip, hvilken ansættelsesform vil man så foreslå ved årets udgang for de 300 hjælpeansatte under mødeperioderne, hvis kontrakt ikke kan forlænges i den nuværende form, fordi retsgrundlaget herfor i artikel 78 i ordningen for øvrige ansatte er fjernet?

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte imod Grech-betænkningen, fordi jeg ikke kan gå ind for at sætte spørgsmålstegn ved beslutningen om, at Europa-Parlamentet har sit hovedsæde i Strasbourg, og arbejdssted i Luxembourg.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer for Grech-betænkningen. Jeg stemte for begge dele af artikel 47, fordi jeg mener, at der skal være en statut for medlemmernes assistenter i 2009.

Betænkning af Ó Neachtain (A6-0019/2006)

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi hilser indførelsen af mere miljøvenlige fiskerimetoder velkommen. Vi er dog kritiske over for forslaget om, at EU skal indføre et understøttelses- og erstatningssystem til de erhvervsfiskere, som rammes negativt af indførelsen af mere miljøvenlige fiskerimetoder. I betænkningen nævnes intet erstatningsbeløb, eller fra hvilken budgetpost denne kompensation skal komme.

Vi støtter, at fiskerne og de organisationer, som repræsenterer dem, skal deltage i udformningen af foranstaltninger til beskyttelse af det maritime miljø og for genoprettelse af fiskebestanden (ændringsforslag 1). Vi er derimod negativt stemt til forslaget om fællesskabsfinansiering af de foreslåede kompensationsforanstaltninger til fiskerne (ændringsforslag 2).

Vi er kritiske over for yderligere budgetudgifter i EU og har valgt at stemme nej til betænkningen som helhed.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I fortsættelse af gårsdagens debat er det positivt at konstatere, at fiskerikommissær Borg støtter vores ændringsforslag, hvor decentralisering og medbestemmelse opstilles som to grundlæggende principper for at sikre, at fiskerne og deres repræsentative sammenslutninger deltager i definitionen af foranstaltningerne, og at de bliver effektive, da det jo, som vi har fremhævet, er fiskerne, der har et førstehåndskendskab til bestandenes tilstand og har størst interesse i deres bevarelse.

Vi bemærker også hans velvilje over for vores ændringsforslag, hvor Kommissionen opfordres til at foreslå socioøkonomiske kompensationsforanstaltninger med garanti for fællesskabsfinansiering af planerne for genoprettelse af bestandene.

Europa-Parlamentet har helt uforståeligt forkastet disse forslag, hvilket vi beklager.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Et bæredygtigt fiskeri baseret på den videnskabelige og teknologiske forsknings nyeste fremskridt er afgørende for at nå et af EU's hovedmål, som er at sikre, at de levende akvatiske ressourcer udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde.

Kommissionens meddelelse synes et skridt i den rigtige retning, især fordi det spiller en vigtig rolle for fremme af en økologisk bæredygtig fiskeriforvaltning.

Jeg vil gerne fremhæve betydningen af disse foranstaltninger for fiskerne, eftersom det er i deres interesse at gøre en økonomisk aktivitet miljøvenlig, fordi det garanterer dem sunde fiskebestande. Disse nye foranstaltninger kan medføre vigtige socioøkonomiske konsekvenser på kort sigt, og de berørte parter må derfor inddrages i de planlagte reformer og overveje kompensationsformer for de fiskere, der på kort eller mellemlang sigt rammes negativt af et miljøvenligt fiskeri.

På baggrund af de nævnte aspekter mener jeg, at meddelelsens indhold er et relevant og vigtigt bidrag til opbygning af en positiv langsigtet fremtid for både de mennesker, der lever af fiskeriet, og for beskyttelsen af det naturlige miljø.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg har selvsagt stemt for denne betænkning, der tilskynder til anvendelsen af mere miljøvenlige fangstmetoder.

Vores væsentligste mål er at opnå en mindskelse af fiskeriaktiviteten, så bestandene kan genopbygges. Det er et kontroversielt emne, det ved vi alle, men det er vigtigt, at vi handler hurtigt. 46 % af de 28.000 fiskearter, der er registreret verden over, er truede. Derudover understreger FN's program til evaluering af økosystemerne, at 25 % af de kommercielle arter er genstand for overfiskning.

Vi bør selvfølgelig tage hensyn til de sociale og økonomiske konsekvenser og ikke straffe fiskerisektoren, som allerede er underlagt alt for mange restriktioner. En mindskelse af fiskeriaktiviteten kan imødeses, hvis den ledsages af forskellige former for kompensation. Men andre foranstaltninger kan også give store resultater, herunder øget bekæmpelse af forureningen fra skibe eller fremme af bæredygtige fangstmetoder.

Hovedmålsætningen er at sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, og det er det, jeg har lagt til grund for min udtalelse om Kommissionens meddelelse om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskerivarer.

Forberedelse af Det Europæiske Råds møde/Lissabon-strategien (RC - B6-0161/2006)

  Brian Crowley (UEN), skriftlig. - (EN) Jeg støtter målsætningen om at modernisere den europæiske økonomi gennem Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse. Jeg accepterer, at denne strategi også skal ses i en bredere sammenhæng med bæredygtige udviklingskrav - at vi skal opfylde vores nuværende behov uden at ødelægge de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov. Europa har utvivlsomt ressourcerne til at sikre vores høje levestandard, men vi er nødt til at handle for at frigive dem.

Jeg vil gerne have det ført til protokols, at selv om jeg støtter den overordnede målsætning i Parlamentets beslutning om forårstopmødet i 2006, støtter jeg ikke ændringsforslagene, hvori det hedder, at atomkraft udgør et bæredygtig alternativ til Europas nuværende energiafhængighed. Irland støtter på ingen måde brugen af atomkraft.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Der er gået næsten et år siden den genoplivning af Lissabon-strategien, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds forårsmøde i marts sidste år.

Kommissionen siger i sin årlige fremskridtsrapport om Lissabon-strategien fra den 25. januar, der lægger op til Det Europæiske Råds forårsmøde, at det nu trods de betydelige fremskridt, der er sket, må prioriteres at skabe resultater, og at tiden er kommet til at sætte skub i reformerne.

Kommissionen udpeger således fire prioriterede områder, hvor EU's stats- og regeringschefer bør forpligte sig til på europæisk og nationalt plan at træffe specifikke supplerende foranstaltninger. De skal foretage yderligere investering i forskning, uddannelse og innovation, frigøre forretningspotentiale særligt hos SMV'erne, besvare de udfordringer, som globaliseringen og befolkningens aldring stiller, og igangsætte en effektiv og sammenhængende energipolitik.

Europa-Parlamentets beslutningsforslag indeholder en række betragtninger og forslag vedrørende disse fire prioriterede områder, som jeg støtter, og jeg har derfor stemt for.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om jeg beklager, at vores forslag til beslutning blev forkastet, er det værd at bemærke, at omkring 100 medlemmer enten stemte for (79) eller hverken stemte for eller imod (20), hvilket er mere end det dobbelte af vores gruppes medlemmer og også mere end Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance tilsammen. Det er også bemærkelsesværdigt, at endnu flere medlemmer ikke ville stemme for den fælles beslutning, som flertallet dog vedtog.

Erfaringerne har vist, at den åbne koordinationsmetode, som Lissabon-strategien lægger op til, ikke har mindsket fattigdommen. Med udgangspunkt i Lissabon-strategien er det liberaliseringer og privatiseringer af den offentlige sektor og af offentlige tjenesteydelser, der er blevet gennemført.

Eftersom fattigdom er en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, må der rettes større opmærksomhed mod dens årsager og træffes de nødvendige foranstaltninger for at skabe større social samhørighed på alle planer.

Derfor går vi ind for at erstatte stabilitetspagten med en ægte udviklings- og fremskridtspagt og Lissabon-strategien med en ægte strategi for økonomisk og social samhørighed, hvilket betyder, at forslaget om et direktiv om oprettelse af et indre marked for tjenesteydelser må tages af bordet.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil stemme for denne beslutning sammen med mine kolleger i Den Socialdemokratiske Gruppe og Labour-delegationen, men jeg må alligevel påpege en udeladelse i afsnittet om energipolitik, nemlig tidevandsenergi.

Den globale opvarmning tvinger os bort fra konventionelle energikilder, mens problemer med sikkerheden truer brugen af atomkraft. Denne kløft kan kun med stor vanskelighed udfyldes med vedvarende energikilder, enten sol- eller vindenergi eller biobrændsel. Den eneste mulighed, som man forsømmer, er tidevandsenergi. Franskmændene byggede et kraftværk i La Ranche-flodmundingen; i Det Forenede Kongerige er både Mersey i mindre målestok og Severn i større målestok egnede placeringer. Et projekt i Severn alene kunne opfylde næsten 10 % af Storbritanniens energibehov. Hvorfor forsømmer vi de "store" vedvarende energikilder og dækker i stedet vores bakker med vindmøller og vores tage med solpaneler?

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Den stiløvelse, Parlamentet giver sig af med i denne form for beslutninger om det kommende møde i Det Europæiske Råd, går ud på at opstille en mangelliste til regeringerne og Kommissionen. Fælles for disse beslutninger er, at de aldrig omhandler EU's ansvar for de vanskeligheder, de forskellige lande befinder sig i, og altid indeholder krav om øget intervention fra Bruxelles' side i medlemsstaternes politik. Men løsningen kan ikke komme fra Bruxelles, fordi EU netop er kilden til størstedelen af de omhandlede problemer.

Vi er f.eks. i dag nået til et punkt, hvor de forstyrrelser, der skyldes den liberalisering af det indre marked for energi, som Bruxelles har ønsket i den hellige konkurrences navn, foranlediger Europa-Parlamentets medlemmer til at kræve en fælles energipolitik, dvs. en ensartet politik, selv om dette interventionsområde ikke er nævnt i traktaterne, og ikke gør det af den gode grund, at regeringerne er imod det, fordi de ved, hvor stor strategisk betydning denne sektor har, og hvor forskellige interesser, de har på dette område.

Det generelle indtryk er, at EU i sin nuværende form er et mål i sig selv og er selvforsynende med de negative konsekvenser af sine egne fejl. Vi bør bryde denne onde cirkel.

  Hélène Goudin, Nils Lundgren og Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Europa-Parlamentet går i beslutningsforslaget ind på områder, som det påligger medlemsstaternes parlamenter at lovgive om for at nå de aftalte mål i Europa om øget vækst og beskæftigelse. Grundlaget for Lissabon-strategien er, at medlemslandene gennemfører det, som man er blevet enig om.

Lissabon-strategien må ikke blive et argument for konstant at kræve øgede ressourcer til EU's budget. Junilisten mener, at Lissabon-strategien i stedet skal være en del af de respektive medlemslandes budget. Af beslutningsforslagets punkt 3 fremgår det, at EU's budget skal øges, for at målene i Lissabon-strategien kan opnås. Af den grund vælger vi at stemme nej til beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget indeholder mange positive forslag, men har altså det udgangspunkt, at EU skal have et finansielt overslag, som vi ikke kan støtte. Ansvaret for gennemførelse af Lissabon-strategien ligger hos medlemslandene, og derfor er det vigtigt, at deres medlemsafgift til EU ikke øges, men at de har plads til selv at lovgive om det, som er nødvendigt i Lissabon-strategien.

Vi har derfor stemt nej til det beslutningsforslag, som PPE-DE-Gruppen, PSE-Gruppen og ALDE-Gruppen har fremlagt.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det møde, der skal finde sted den 16. og 17. marts - forud for Det Europæiske Råd, hvad der ikke er tilfældigt - kan passende benævnes "de store arbejdsgiveres generalforsamling". Der bliver deltagelse af den østrigske kansler og nuværende rådsformand, kommissionsformanden og kommissærerne med ansvar for erhverv og industri, miljø, konkurrence, forskning, it og medier samt regeringsrepræsentanter med ansvar for de såkaldte nationale reformprogrammer.

De store arbejdsgivere vil gerne fremlægge deres opgavekatalog, hvori de gentager deres krav om, at der skal gennemføres såkaldte strukturreformer, en omskrivning for borgerlig politik, hvis virkelige mening arbejdstagerne kender på deres krop. Det drejer sig om usikker beskæftigelse og udhuling af reallønnen, længere arbejdstid og senere tilbagetrækning, forringet offentlig service, der på sigt skal liberaliseres og privatiseres, først energi og kommunikation, men senere også socialsikring, sundhed, uddannelse og forskning, med udbytning, arbejdsløshed og fattigdom til følge.

Det er den dagsorden, som Parlamentets flertal tilslutter sig med denne beslutning, som vi har stemt imod.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg selv og mine kolleger fra det britiske Konservative parti støtter fuldt ud alle foranstaltninger i Lissabon-strategien, som virkelig styrker de europæiske økonomiers konkurrenceevne. Dette kræver konkrete økonomiske reformer, der skaber større vækst, fleksible arbejdsmarkeder og øget beskæftigelse over hele EU.

Selv om vi fuldt ud støtter bestræbelserne fra Kommissionens formand og nogle af medlemsstaterne på at mindske byrderne på virksomhederne og hindringer for jobskabelsen, er vi bekymrede for, at nogle af de foranstaltninger, der skitseres i beslutningen, kan føre til øgede omkostninger for erhvervslivet og fjerne fokus fra det altoverskyggende mål om at gøre Europa mere konkurrencedygtigt på det globale marked og dermed virkelig nedbringe arbejdsløsheden.

Vi kan ikke støtte de forslag i beslutningen, der vil føre til finansielle overslag, der er højere end det, man aftalte i Det Europæiske Råd december 2005.

Af disse og andre grunde har vi besluttet hverken at stemme for eller imod beslutningsforslaget.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det fælles beslutningsforslag om Lissabon-strategien, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, Den Socialdemokratiske Gruppe og Den Liberale Gruppe i Europa-Parlamentet har udarbejdet og fremsat, tager sigte på at fremskynde de kapitalistiske omstruktureringer endnu mere gennem udarbejdelsen af nationale programmer. EU-kapitalen intensiverer sit angreb, der omfatter alle grundlæggende led i kæden, ved at lade kapitalen invadere og kommercialisere områder som sundhed, uddannelse og energi og opløse arbejdsrelationer og afskaffe alt, hvad arbejderklassen har opnået, med det nye angreb på dens forsikrings- og pensionsrettigheder.

Grundlaget for Lissabon-strategien er også Maastricht-traktaten og de fire principper om fri bevægelighed (for kapitalen, varer, arbejdstagere og tjenesteydelser), som i Grækenland blev vedtaget af alliancen Nyt Demokrati, PASOK og SYN.

KKE har for længe siden advaret arbejderklassen og befolkningen om målene i Lissabon-strategien. Vi opfordrer arbejderklassen til at intensivere sin kamp mod kapitalens barbariske angreb, til at gøre det til en antimonopolistisk og antiimperialistsisk kamp og opbygge sin alliance for folkets magt og velstand.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Det er en skandale, at der netop i det 20. år efter ulykken i Tjernobyl er to tredjedele af medlemmerne i Europa-Parlamentet, som med beslutningen om Lissabon-strategien også har stemt for den fortsatte anvendelse af atomenergi. Atomkraft er fortsat en risikoteknologi med uoverskuelige konsekvenser.

I hele atomkraftspiralen overtrædes grundlæggende rettigheder, og livsbetingelserne for kommende generationer forringes uigenkaldeligt. Uranudvinding er forbundet med massiv rovdrift på naturen og radioaktiv belastning af grundvandet. Med uranberigelse kan der produceres materiale, som kan anvendes til atomvåben. Det er ikke reelt muligt at foretage en absolut adskillelse af den "civile" og den militære anvendelse af atomenergi. Selv normal drift af atomreaktorer er ensbetydende med en permanent risiko (lav stråling, risiko for forurening af floder, som anvendes til køling af atomreaktorer osv.).

Med oparbejdningsanlæggene sker der en radioaktiv belastning af store land- og havområder. Spørgsmålet om bortskaffelse og endelige lagring af det nye højradioaktive atomaffald, der opstår hver dag, og som vil afgive radioaktiv stråling i mindst 10.000 år endnu, er endnu uløst. I EU's syvende forskningsrammeprogram for perioden 2007-2011 er der afsat 3,1 milliarder euro til atomforskning, hvilket svarer til en fordobling i forhold til det foregående forskningsrammeprogram. I stedet for at investere i atomteknologi bør EU udvikle de vedvarende energiformer yderligere. Energiforsyningssikkerheden kan på lang sigt kun sikres med decentral forsyning fra vedvarende energikilder.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Europa-Parlamentets forslag til beslutning om bidraget til Det Europæiske Råds forårsmøde i 2006 vedrørende Lissabon-strategien, fordi jeg er støtter de fleste af dets betragtninger og forslag. Det gælder særlig dem, der sigter på en stærk, konkurrencedygtig og innovativ europæisk økonomi, hvor Europas økonomiske reform forudsætter fuld gennemførelse af det indre marked, åbning af verdenshandelen, investering i forskning og uddannelse samt solidaritet mellem stater og generationer.

Der er dog nogle punkter, som jeg gerne vil tydeliggøre.

Jeg mener, at det er såre beklageligt, at vi nu et år efter Det Europæiske Råds forårsmøde 2005 på mange felter stort set ikke har bevæget os det mindste skridt fremad. Det gælder særlig fri udveksling af tjenesteydelser, fri etableringsret for de nye medlemsstaters borgere, uddybning af det indre marked og reform af de budgetmæssige prioriteter. Disse forhold betyder ikke, at jeg er uenig i beslutningen - tværtimod - men fremhæver min beklagelse over, at der ikke udvises tilstrækkelig engagement med at reformere EU.

6. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

ødet udsat kl. 13.20 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(Mødet genoptaget kl. 15.00)

7. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

8. Resultaterne fra det uformelle udenrigsministermøde den 10.-11. marts 2006 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om resultaterne fra det uformelle udenrigsministermøde den 10.-11. marts 2006.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, på Vestbalkan kan EU virkelig gøre en forskel. Dette blev drøftet på udenrigsministrenes "Gymnich"-møde i Salzburg.

Regionen står ved en skillevej, og EU vil lede den ned af en fredens og reformernes vej. Vi har set mange positive tendenser i de senere år, men vi må ikke lade os lulle i søvn af en falsk sikkerhedsfølelse.

I år skal de resterende spørgsmål om Kosovos og Montenegros status løses med tålmodighed og beslutsomhed. Vi skal også bringe regionen ud af krigens tidsalder. Derfor skal vi bane vejen for fremskridt på områder, der virkelig er af betydning for regionens indbyggere: økonomisk og social udvikling samt at bringe landene tættere på Europa.

Hvordan kan vi bedst tilskynde landene til at holde fast i en ambitiøs reformdagsorden? Vigtigst af alt må vi holde fast i vores forpligtelse om, at landene kan gøre fremskridt i retning af EU med medlemskab som det endelige mål, når det er lykkedes dem at opfylde de strenge tiltrædelseskriterier. Desuden skal vi bestræbe os på at gøre dette perspektiv konkret og håndfast, som Kommissionen har gjort i sin seneste meddelelse. Lad mig nævne nogle få eksempler på vores konkrete mål og forslag.

For det første skal vi fjerne hindringerne for handel, produktion og investering. Sammen med stabilitetspagten og de pågældende lande fortsætter Kommissionen arbejdet med en regional frihandelsaftale, som skal erstatte det nuværende kludetæppe med 31 bilaterale frihandelsaftaler. Dette kan opnås gennem en samtidig udvidelse og modernisering af CEFTA, hvor der skal afholdes et CEFTA-topmøde i Bukarest i april.

For det andet skal vi "europæisere" den næste generation - eller hvorfor ikke den nuværende generation? Derfor har vi foreslået større mobilitet for forskere og studerende ved at øge antallet af stipendier til disse.

For det tredje er vi nødt til at lette kontakterne fra folk til folk. Vi skal fremlægge foranstaltninger, der gør det lettere at få visum, og jeg har tillid til, at medlemsstaterne vil køre dem hurtigt gennem Rådet, så vi kan komme i gang med forhandlinger om adgang til visum og tilbagetagelse. Lad mig understrege, at jo mere landene i regionen kan gøre for at sikre grænsekontrol og dokumentsikkerhed, jo lettere bliver det at overbevise EU's medlemsstater om at gøre det lettere at få visum.

Jeg er glad for, at EU's udenrigsministre sidste weekend i Salzburg gav deres støtte til disse praktiske foranstaltninger, og selv om hun ikke er til stede i dag, vil jeg især rose fru Plassnik og hendes personlige engagement i at sikre fremskridt på Vestbalkan.

Endelig må jeg sige et par ord i anledning af Slobodan Milosevic' død. Da vi modtog nyheden om hans død mod slutningen af Gymnich-mødet, var min umiddelbare reaktion minderne om mit besøg i Srebrenica i juli sidste år på 10-års dagen for den mest grufulde massakre i Europa siden Anden Verdenskrig. Jeg beklager, at Milosevic døde, før vi kunne opnå retfærdighed for de hundreder af tusinder ofre for de forbrydelser, som han var anklaget for.

I sine erindringer skriver kansler Kohl, at hver generation skal arbejde for en nødvendig historiebevidsthed for at undgå at gentage tidligere tiders fejl og for at sikre, at "ofrenes stemmer bliver hørt". Det er meget kloge ord.

Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien fremlægger beviser, der vil hjælpe serberne i de nuværende og kommende generationer med at forstå, at der blev begået mange forbrydelser i Serbiens navn, og at bestemte personer var ansvarlige for disse forbrydelser.

Milosevic' død gør det endnu vigtigere for domstolen i Haag at gøre sit arbejde færdigt og at få de resterende anklagede overført til domstolen. Det vil hjælpe Serbien med at få afsluttet et tragisk historisk kapitel, som Milosevic var leder for, og forlige sig med landets historiske arv.

I dag står Serbien virkelig ved en skillevej, og jeg håber inderligt, at Serbiens ledere og befolkning har viljen og klogskaben til at vælge den europæiske fremtid i stedet for den nationalistiske fortid. Landet står nu virkelig med sin fremtid i hænderne. Vi kan hjælpe serberne med at træffe det rette valg ved holde den europæiske fremtid åben for dem.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Der er planlagt en forhandling med Rådet. De sagde netop, at Rådet endnu ikke er kommet. Men jeg synes, vi skal vente på Rådet, for vi vil jo gerne høre en beretning fra topmødet i Salzburg og efterfølgende diskutere det. Det giver jo ingen mening, hvis vi diskuterer først og hører beretningen bagefter. Det er jo bare meningsløse ritualer.

  Formanden. - Jeg er enig med hr. Posselt, men jeg er blevet gjort opmærksom på, at ministeren vil indfinde sig snarest.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg tilslutter mig hr. Posselts protest, for jeg synes ikke, at vi her i Parlamentet skal sætte formen før indholdet, og hvis der er planlagt en forhandling med Kommissionen og Rådet, burde Rådet være til stede.

Hr. formand, som om situationen i Mellemøsten og Palæstina ikke allerede var tilstrækkelig kompliceret efter Hamas' triumf, vil jeg gerne sige, at de israelske troppers angreb på fængslet i Jeriko - som jeg synes vi bør beklage - gør situationen endnu mere kompliceret, og det har udløst denne vilkårlige bølge af vold, der rammer EU's borgere og interesser, og som vi bør fordømme på det kraftigste.

Hr. formand, jeg vil gerne spørge Kommissionen, hvilket kriterium - for jeg ved, at det er blevet drøftet på det uformelle udenrigsministermøde - Kommissionen og Rådet, der desværre fortsat ikke er til stede, vil følge i forbindelse med EU's bistand til Palæstina, og om de, hvilket er fornuftigt, vil insistere på nødvendigheden af, at Hamas giver afkald på volden og anerkende staten Israel og de tidligere aftaler.

Endvidere, hr. formand, vil jeg gerne spørge Kommissionen, om den i forbindelse med Iran-spørgsmålet, der er blevet indbragt for FN's Sikkerhedsråd, foretrækker en trinvis tilgang, dvs. at Sikkerhedsrådet kommer med en erklæring, eller om den håber, at det pålægger sanktioner.

Med hensyn til udvidelsen, hr. formand, vil jeg gerne på baggrund af de erklæringer, som den franske indenrigsminister, hr. Sarkozy, er kommet med om, at der er en vis træthed i forbindelse med udvidelsen, og hans anmodning om en forhandling i Rådet til juni i forbindelse med vurderingen af grænsen for EU's evne til at optage flere lande - og hr. Broks betænkning er næste punkt på dagsordenen - vide, om Kommissionen støtter hr. Sarkozys anmodning til Rådet, og om den mener, at EU's østrigske formandskab burde komme med et endeligt svar på vores politiske projekts geografiske grænser.

  Formanden. - En del af de spørgsmål, som De rejser, bør rettes til kommissær Ferrero-Waldner, der endnu ikke til stede. Mange af Deres andre spørgsmål vil blive besvaret under den senere forhandling om Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, eftersom taletiden til Kommissionen i denne forhandling er ret knap, og det vil være umuligt at behandle en så bred vifte af emner med alle udenrigsanliggenderne, blev det aftalt, at frur. Ferrero-Waldner skal tage sig af Iran og Palæstina og krisen om tegningerne, når hun taler senere på aftenen. Derfor har jeg koncentreret mig om politikkerne vedrørende Vestbalkan.

Sådan vil Kommissionens bidrag være fordelt, og det betyder, at jeg efter forhandlingen vil besvare spørgsmål om Vestbalkan, mens fru Ferrero-Waldner vil svare på spørgsmål om andre emner.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. Rehn har beskrevet situationen. Lad os nu diskutere Elmar Broks betænkning om udvidelsen, og lad os gøre alt det andet bagefter, når fru Plassnik er kommet! Jeg beder Dem inderligt om at gøre det på denne måde. Ellers er vi ikke fair over for kommissæren og kan heller ikke gennemføre diskussionen ordentligt.

  Formanden. - Jeg er klar over, at vi befinder os i usædvanlig situation, men ifølge dagsorden skal forhandlingen om hr. Broks betænkning finde sted efter Rådets og Kommissionens erklæringer.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg har også et forslag. Vi kunne selvfølgelig holde en pause, hvis det fraværende rådsformandskab byder på kaffe i mellemtiden.

(Munterhed)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg forstår udmærket det tidspres, der er på udarbejdelsen af Europa-Parlamentets dagsorden, men De har sagt, at vi har en fastsat dagsorden, og det er uacceptabelt, at der fastsættes et dagsordenspunkt, hvor der står, at vi skal drøfte udenrigsministrenes uformelle møde, når det viser sig, at den kommissær, der har kompetencen i forbindelse med størstedelen af punkterne vedrørende nævnte ministermøde, har besluttet, at det skal ske på et senere tidspunkt i vores forhandling.

Jeg synes, at det, som hr. Posselt og fru Pack har foreslået, er helt berettiget. Hvis den ansvarlige kommissær ikke er til stede under drøftelsen af de vigtigste emner fra det uformelle udenrigsministermøde, synes jeg, at vi skal gå videre til hr. Broks betænkning og behandle dette punkt, når den ansvarlige kommissær kommer, for det er ikke acceptabelt, at emnerne bliver fordelt uden at lytte til medlemmernes mening.

  Formanden. - Jeg forstår medlemmernes overvejelser, men jeg tror ikke, at forretningsordens bestemmelser kan hjælpe os med at løse dette problem.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, problemet er naturligvis, at nogle kolleger, som har forberedt sig på Brok-betænkningen, ikke er til stede endnu og først kommer på et senere tidspunkt. Vi kan selvfølgelig rykke lidt rundt. Fru Napoletano var indstillet på at tale senere, og jeg taler nu, fordi jeg især taler om Balkan. Man kan selvfølgelig også blande det sammen. Men nogle kolleger vil blive vrede, fordi de ikke får lejlighed til at tale om Brok-betænkningen, fordi de ikke var til stede. Det er problemet!

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil høfligst spørge, om De ved, hvornår Rådet kommer. For hvis det er rigtigt, som jeg hører, at det kun varer et kvarter, så kunne vi jo vente et kvarter, for et kvarters forsinkelse har vi jo oplevet før. Jeg vil altså foreslå, at hvis Rådet kommer om 15 minutter, så holder vi pause så længe. Hvis Rådet først kommer om en time, må vi finde en anden løsning. Vi har jo slet ingen informationer, men det har De måske.

  Formanden. - Jeg foreslår, at mødet udsættes nogle minutter, mens vi afventer, at Rådets repræsentant ankommer.

(Mødet udsat kl 15.20 og genoptaget kl. 15.35)

Eftersom Rådets repræsentant er ankommet, kan vi genoptage arbejdet.

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, jeg beder om undskyldning for vores forsinkelse. Vi måtte kæmpe med hele to trafikuheld, et på vej til lufthavnen i Wien og et på vej fra Entzheim her til Dem.

Jeg takker for muligheden for at berette om vores uformelle udenrigsministermøde, Gymnich-Format-mødet, som vi holdt i denne weekend i Salzburg. Det drejede sig især om to emner, dels de aktuelle udenrigspolitiske udfordringer, som vi står over for, særligt spørgsmålet om udviklingen i Mellemøsten, og de forestående valg i Belarus og Ukraine. Den anden dag var helliget spørgsmålet om Balkan, Thessaloniki-dagsordenen samt dens gennemførelse og fremtid.

Jeg vil begynde med spørgsmålet om Mellemøsten og derefter tale om Balkan-spørgsmålet.

Med hensyn til Mellemøsten befinder vi os efter valget til den palæstinensiske lovgivende forsamling og før valget i Israel i en overgangsfase. Og i denne overgangsfase sender vi et meget klart og konsistent budskab til den kommende palæstinensiske regering. Det drejer sig nemlig om at præcisere vores egne principper, som vi er indstillet på at fortsætte samarbejdet på grundlag af. Disse principper er meget klare. De består af tre dele, en opfordring til at afstå fra voldsanvendelse, en opfordring til at arbejde for forhandlingsvejen, dvs. anerkende de eksisterende aftaler, samt anerkendelse af Israels ret til at eksistere.

Det er på dette klare og konsistente grundlag, vi udvikler vores politik. På dette grundlag har vi også rettet en appel til vores partnere i Mellemøsten. Det er nødvendigt, at Hamas nu udnytter denne skillevej og træffer beslutning om den fremtidige vej. Hamas må præcisere, hvilken kurs det vil vælge. Fra vores side er betingelserne gjort klare, og der er ikke ændret noget ved disse betingelser. Vi støtter fortsat den palæstinensiske befolkning, og i Gymnich drøftede vi også, hvordan en fremtidig finansiel støtte kan se ud. Det er klart, at en sådan støtte skal komme det palæstinensiske folk til gode, den må ikke bruges til terror og vold.

Derfor følger vi med stor opmærksomhed udviklingen og arbejdet med at sammensætte den nye palæstinensiske regering og udarbejde et program for den. I går var præsident Mahmoud Abbas i Wien med sin delegation. Vi havde også lejlighed til at drøfte dette spørgsmål med ham. Vi støtter ham og den foreløbige regering i denne vanskelige fase, og hvis jeg senere får lejlighed til at komme nærmere ind på de aktuelle begivenheder, vil jeg meget gerne gøre det.

Som De ved, ligger Balkan-spørgsmålet det østrigske formandskab særligt på sinde. Jeg betragter derfor Gymnich-mødet og behandlingen af dette spørgmål som et opmuntrende signal, endda et dobbelt opmuntrende signal, som er rettet til befolkningen i staterne på Vestbalkan. Det ofte vanskelige arbejde med at opfylde de europæiske standarder betaler sig. Det er et arbejde, som vi velvilligt støtter.

Det er imidlertid også et opmuntrende signal til vores egne befolkninger om, at det godt kan lade sig gøre at finde løsninger på vanskelige, ja sågar yderst vanskelige spørgsmål. Derfor opfattede jeg det som et signal om håb og tillid, at det lykkedes os med Salzburg-erklæringen at bekræfte det europæiske perspektiv for Balkans stater og gøre det synligt.

Netop i tider, hvor der tales om udvidelsestræthed, er det vigtigt at sende dette signal og give vores partnere et forudsigeligt miljø. 2006 er nemlig et år, hvor meget vanskelige beslutninger venter på os. Alene gæstelisten på vores møde i Salzburg viste meget tydeligt, at det er en meget ambitiøs vej, der ligger foran os i år. Vi havde lejlighed til at samtale med præsident Martti Ahtisaari, FN's delegerede for Kosovos fremtid, og hans stedfortræder Albert Rohan, og vi havde også inviteret Christian Schwarz-Schilling, den højtstående repræsentant for Bosnien-Hercegovina. Søren Jensen-Petersen var med os, UNMIK-chefen for hans delegation, og Ibrahim Rugovas efterfølger, den kosovariske præsident Fatmir Sejdiu. Det glædede mig også, at vi i dette segment af vores møde i Salzburg kunne gennemføre en premiere, idet formanden for Udenrigsudvalget, hr. Elmar Brok, også var hos os og deltog i diskussionerne.

Balkan ligger midt i Europa, og uden Balkan vil den europæiske enhed være stykkevis og delt. Vi ved, at det er en meget krævende vej, der ligger foran os, men vi er fast besluttet på at gå den. Vi er fast besluttet på at gå frem skridt for skridt, behandle spørgsmål efter spørgsmål, finde løsning efter løsning.

Arbejdet med de europæiske standarder er faktisk det centrale spørgsmål for hvert enkelt af disse lande. Jeg havde i går besøg af den bosniske premierminister i Wien, og han fortalte mig, at det afgørende ikke er en dato, et bestemt tidspunkt for en udvikling, det afgørende er det fælles arbejde med de europæiske standarder. Javier Solana, som har fulgt udviklingen i lang tid, sagde, at det, der er opnået siden Thessaloniki 2003, er en succeshistorie, som kan aflæses på dagsordenen, nemlig dagsordenen for Salzburg. De spørgsmål, det handlede om, var nemlig spørgsmål om handelslettelser og -forbedringer, kampen mod den organiserede kriminalitet, ungdom og rejselettelser. Spørgsmålet om visa optog os, for vi må behandle de forventninger, som befolkningerne i disse lande har til os. På den anden side må vi gøre det klart, hvilke muligheder vi har, og i fællesskab skridt for skridt finde løsninger på de uafklarede problemer, også på dette prekære område.

Europa gør en forskel i denne region, det kan der slet ikke være tvivl om. Vi understregede imidlertid også, at de pågældende lande selv har et ansvar. I nogle af landene er vi nu nået til et punkt, hvor det efter stabiliseringen handler om at træde ind i en dynamisk europæisk udvikling. Her er der behov for at præcisere denne vej, viljen til at tage de nødvendige skridt og demonstrere ejerskab.

Vi understregede nødvendigheden af regionalt samarbejde, særligt med hensyn til arbejdet med en regional frihandelszone - 31 enkeltaftaler skal erstattes af en fælles frihandelsaftale, som skal udarbejdes på basis af CEFTA. Jeg er meget taknemmelig for Kommissionens og især Olli Rehns personlige engagement. Rådet og Kommissionen arbejder i denne sag i bogstavelig forstand hånd i hånd og side ved side. Jeg takker for Kommissionens meddelelse fra slutningen af januar, og jeg takker også for viljen til nu i fællesskab at arbejde videre med at gennemføre de mål, der er sat i erklæringen fra Salzburg.

Også fagministrene må arbejde videre, de enkelte ministre i de nationale regeringer, for det vil bl.a. være op til dem at håndtere konkrete problemer i netværket med partnerne fra balkanstaterne. Særligt indenrigsministrene er meget engagerede og bærer et stort ansvar. De og deres samarbejde er i vigtige spørgsmål bestemmende for de fremskridt, der kan opnås helt praktisk.

Vi diskuterede også spørgsmålet om optagelsesevne, og det indgik i vores overvejelser. Dette krav var jeg selv med til at fokusere på i efteråret sidste år, og jeg tror, det var med rette. Det handler ikke om at opbygge endnu en hindring, men i grunden om at fokusere noget mere på noget meget selvfølgeligt, nemlig at det ikke kun er kandidaterne, der skal gøre deres hjemmearbejde, det gælder naturligvis også for EU.

På dette fælles møde, i dette øjeblik, hvor alle var forenet om et stort bord i Salzburg, havde vi en fælles beklemmende oplevelse, som dog også gjorde os fortrøstningsfulde. Meddelelsen om Slobodan Miloševićs død kom midt under vores drøftelser, og det havde europæisk symbolik, at vi i dette øjeblik i fællesskab kunne arbejde for vores fælles fremtid i Europa.

(Bifald)

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, jeg har blot to korte bemærkninger om Mellemøsten. For det første kræver vi med rette, at Hamas skal se virkeligheden i øjnene og afsværge brugen af vold. Men det er ikke nogen blancocheck, som Israel kan bruge til at fortsætte sin ensidige voldelige politik, som vi netop har oplevet. For det andet må Europas og USA's atompolitik have en sammenhængende basis, især med hensyn til den forskellige behandling af Indien og Iran, og Det Internationale Atomenergiagentur i Wien skal have en større rolle i et multilateralt system for uranberigelse og bortskaffelse af atomaffald. Hvis vi holder os til disse principper, vil der ske fremskridt.

Med hensyn til Balkan har jeg indtryk af, at vi handler efter mottoet "hvis det ikke er et tilbageskridt, er det et fremskridt". Det er nogle medlemsstaters skyld - og jeg og min gruppe er meget berørt af det - at man spiller spørgsmålet om Europas evne til at optage nye medlemmer ud mod et optagelsesperspektiv for landene på Balkan. Men Europa bliver ikke stærk, fordi vi berøver Balkans lande udsigten til optagelse eller rykker den langt ud i fremtiden. Rettesnoren skal fortsat være den vision om EU-medlemskab, som så ofte er blevet besluttet af Parlamentet og også enstemmigt af min gruppe. Det selvfølgelige krav om at forbedre EU's evne til at optage nye medlemmer - jeg tænker på forfatningen og på den finansielle basis - kan og må ikke vendes og spilles ud mod de sydøsteuropæiske landes bestræbelser på at blive medlemmer. Vi må gennemføre forberedelserne på vores side og forberedelserne på Balkan parallelt. Under denne konsekvente forberedelse af udvidelsen på begge sider skal der tages konkrete skridt for at tilnærme landene på Balkan til EU, ikke mindst også gennem markante lettelser i visumbestemmelserne. Jeg håber, at Deres ord om indenrigsministrene vil blive hørt - jeg håber, at de vil gøre noget konkret, så især de unge mennesker i denne region langt om længe får en chance for at lære Europa at kende. Trods Slobodan Miloševićs i flere henseender for tidlige død er det fortsat en opgave i ofrenes og det fælles fremtidige Europas interesse at bringe alle gerningsmændene til Haag. Det skal vi insistere på.

Balkans lande, som så ofte i vores kontinents historie har været kastebolde for de europæiske stormagter, skal skridt for skridt integreres i EU. Vi vil i hvert fald ikke acceptere, at balkanlandene rykkes tilbage til et tidlige stadium i deres tilnærmelse til EU. Når vi i morgen stemmer for Brok-betænkningen, så sker det kun med denne klare udtalelse, som står i teksten, og ikke med fortolkninger som dem, der gentagne gange er blevet fremført i de seneste timer, og som forfalsker den egentlige tekst i Brok-betænkningen. Vi står ved balkanlandenes europæiske perspektiv.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg havde håbet, at der ville komme et stærkt og positivt budskab ud fra Balkan-konferencen. Jeg tror, at både rådsformandskabet og Kommissionen havde håbet det samme. De har dårligt råd til at give udtryk for Deres skuffelse, så jeg vil gøre det for Dem.

Vi må erkende, at hele Balkan-regionen stadig er meget letbevægelig og potentielt ustabil, hvilket er grunden til, at det er absolut nødvendigt med klarhed. I den fælles pressemeddelelse, betydeligt svagere end tidligere erklæringer, hedder det, at fremtiden for Vestbalkan ligger i EU. Vi bemærker, at man overhovedet ikke nævner medlemskab. Man tilføjer, at man skal diskutere udvidelsesstrategi i 2006, og at man skal tage hensyn til EU's absorptionsevne. Det er skuffende. Jeg vil vende tilbage til dette under forhandlingen om Brok-betænkningen.

Tillad mig at kommentere spørgsmålet om Mellemøsten. Jeg deler fuldt ud min gruppeformands reaktion på Israels beklagelige og uacceptable opførsel i Jeriko i går, for ikke at nævne de amerikanske og britiske troppers mildest talt besynderlige adfærd. Man behøver ikke nævne, at denne handling stiller EU i en vanskeligere position. Selv om min gruppe er helt enig i, at Hamas skal opgive volden og tilslutte sig eksisterende internationale traktater og aftaler, må vi med beklagelse bemærke, at Israel gør det stadig vanskeligere at holde fast i denne linje. Det vil vi gøre alligevel, men vi må også gøre det helt klart, at aktioner som den, vi var vidne til i går, på enhver måde modarbejder forsøgene på at nå frem til et fredeligt resultat.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære fru Palssnik, vi afbrød gerne mødet for at vente på Dem, for vi er meget bekymrede og vil gerne diskutere det med Dem.

Det østrigske formandskab tiltrådte med projektet Thessaloniki II. Det står der ikke noget om i erklæringen fra Salzburg. Man hører heller ikke mere om et medlemsskabsperspektiv for det vestlige Balkan. Denne erklæring er et formelkompromis - et formelkompromis, som bliver opfattet kritisk på Balkan, og som ikke var noget opmuntrende signal, højst et signal om misfortolkning. Såden vurderer jeg i hvert fald udtalelsen fra hr. Brok, som også deltog i Salzburg, og som siden mandag i de tyske medier har talt om, at EU-perspektivet for Balkan var slut, har talt om en såkaldt tredje vej, et privilegeret partnerskab.

Hvis Europa skal være troværdigt, så må vi opretholde EU-perspektivet for Balkan både i ord og handlinger, og jeg støtter kommissær Olli Rehn i hans udtalelser.

Lad mig sige til slut, hr. Brok, at en tredje vej forsøgte den libyske statschef Gaddafi allerede i 1980'erne. Han led et ynkeligt nederlag, heldigvis, og det vil gå Dem lige sådan.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, lad mig komme med nogle få bemærkninger til de områder, som ikke har med udvidelseslande at gøre, for det kommer jeg ind på om lidt med min betænkning. Jeg vil blot komme med en kort bemærkning om Mellemøsten.

Ikke kun de sidste to dages begivenheder, men udviklingen i de seneste uger og måneder fører til stadig større vanskeligheder. Der er for det første situationen i det hellige land på begge sider i disse timer, og der er for det andet spørgsmålet om chancerne for at afholde Iran fra et atomprogram af militær art. Og hvis der evt. er en ring, der lukker sig her - Iran, Syrien, enighed i Libanon med Hizbollah fra alle sider samt kontakterne til Hamas - så opstår den store risiko for en forbindelse, som er yderst problematisk, og som vi må finde et svar på, ikke kun for at sikre freden og bekæmpe terror, men også for at sikre energiforsyningen.

Jeg takker, fru rådsformand, fordi jeg fik lejlighed til at deltage i dele af diskussionen. Ud over de hårde politiske fakta, der skal forhandles her, må vi også klart få gennemført, at der virkelig kommer en dialog i stand mellem kulturerne, at de ikke lykkes fundamentalisterne at forhindre et flertal af de moderate, som stadig findes i alle regioner.

Fru rådsformand, lad mig nævne et andet punkt, som har stor betydning i nogle områder, nemlig spørgsmålet om EU-missionen i Congo. Jeg ville gerne vide, om der allerede findes et fastlagt mandat for den af indholdsmæssig, tidsmæssig og geografisk art, og om der foreligger en formel invitation fra de congolesiske myndigheder til en sådan aktion, som EU skal deltage i. Af hensyn til beslutningstagningen her og andre steder er det meget vigtigt at få klarhed over, hvad rådsformandskabet og den højtstående repræsentant gør for at organisere dette mandat.

  Cecilia Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, det er udmærket, at De holder høj profil, når det gælder Balkan. Vi er jo alle interesserede i, at regionen stabiliseres og demokratiseres. EU har virkelig mulighed for at spille en vigtig rolle. Jeg ønsker Dem held og lykke i arbejdet med at få Deres kolleger i de andre medlemslande op på samme høje ambitionsniveau. De skal vide, at Den Liberale Gruppe står bag Dem.

De forskellige initiativer for at få landene til at samarbejde med hinanden og med os er vældig gode. Det er også godt, at man endelig har besluttet at udbygge CEFTA, som allerede findes og faktisk fungerer i stedet for at skabe noget nyt, som der var tale om tidligere. Jeg synes, at det er en meget klog beslutning. Samtidig handler det også om forskellige lande med forskellige traditioner, forskellige historier og forskellig grad af udvikling. Det er derfor vigtigt, at vi fastholder budskabet om, at alle disse lande er velkomne i EU, hvis de ønsker det, og at de vil blive behandlet ud fra egne meritter. Der findes i dag i visse kredse bekymring for, at vi vil samle landene igen, og at de vil blive behandlet som et kollektiv. Jeg tror, at bekymringen er overdreven, men det er meget vigtigt at være meget, meget tydelig på punktet om, at hvert land behandles ud fra egne meritter.

Hvad angår Slobodan Milosevics død, så var han en afskyelig diktator, som var ansvarlig for hundredetusinde menneskers liv og store dele af den tragedie, som har udspillet sig. Jeg beklager også, at retssagen ikke kunne føres til ende, og jeg tror, at det var tydeligt, at det var en ganske patetisk mand, som endte sine dage. Vi må fortsat være fuldstændig klar over, at Radovan Karadzic og Ratko Mladic skal udleveres, og at det skal ske nu. Der findes ingen muligheder for kompromis der.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, fru minister, hr. kommissær, mine damer og herrer, i lørdags omdefinerede EU's udenrigsministre det europæiske perspektiv for landene på Vestbalkan og fastslog, at det endelige mål for den stabiliserings- og associeringsproces, der er indledt med disse lande, er fuldt og helt medlemskab af EU. De er således gået længere en i Thessaloniki-erklæringen fra 2003, hvori de talte om den store udfordring, der var forbundet med de fem Balkanlandes integration og på sigt medlemskab af Unionen. UMP's medlemmer i Europa-Parlamentet deler denne opfattelse og tilslutter sig denne vision og er overbeviste om, at foreningen af Europa ikke vil være fuldstædig uden Balkanlandene. De er også enige i, at vejen bliver lang og fuld af forhindringer, men ønsker især, at man i forhold til Balkanlandene såvel som i forbindelse med enhver anden udvidelse stiller de virkelige spørgsmål klart og tydeligt. Og hvad er det for spørgsmål? For det første, er EU i stand til at indoptage disse lande? Jeg skal gøre opmærksom på, at der er tale om et af Københavnskriterierne, som ofte glemmes, nemlig den finansielle, institutionelle, men også politiske kapacitet. Er vores medlemsstater og deres folk parate til at optage andre medlemsstater i Unionen og i givet fald hvornår og hvordan?

For det andet har et medlem af Unionen, Frankrig, ændret sin forfatning og indført obligatorisk høring af befolkningen ved alle nye udvidelser efter udvidelserne med Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Vores partnere må selv bestemme, om de vil glæde sig over det eller beklage det, men det er nu sådan, den institutionelle virkelighed forholder sig.

Endelig har UMP's medlemmer i Europa-Parlamentet i flere år krævet en indgående debat i EU af spørgsmålet om Europas grænser. Det er på høje tid, at denne debat finder sted. Vi bør se virkeligheden i øjnene og træffe en velovervejet beslutning om EU's fremtid, hvad angår det politiske indhold og de geografiske grænser. Det skylder vi os selv såvel som de lande, der banker på vores dør. Vi må leve op til vores ansvar.

  Silvana Koch-Mehrin (ALDE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, jeg vil gerne tilslutte mig, hvad Annemie Neuts-Uyttebroeck i de seneste dage har sagt om min gruppes holdning til Israels politik. Jeg vil imidlertid gerne kommentere Deres bemærkninger om denne vigtige overgangsfase. I denne fase bør EU sende et klart budskab og henvise til samarbejdsprincipperne, nemlig afståelse fra vold, anerkendelse af de eksisterende aftaler og anerkendelse af Israels ret til at eksistere. Det er utrolig vigtigt, og det må EU heller ikke afvige fra. Derfor mener jeg, at det er en stor fejl, at EU fortsætter med at støtte overgangsregeringen finansielt.

EU bør yde humanitær hjælp til de palæstinensiske områder, det bør hjælpe folk, men ikke støtte myndighederne. Hamas har nemlig hverken anerkendt Israels ret til at eksistere eller afsværget volden, og det signal er fatalt. Hamas har endnu en gang bekræftet, at det ser EU's beslutning om at fortsætte betalingerne som et tegn på, at man accepterer Hamas' politik. Man nægter fortsat at forhandle med Israel, fordi man ikke anerkender Israels ret til at eksistere.

EU's støtte har til formål at fremme fredsprocessen. Men hvis man støtter de kræfter finansielt, som har erklæret fredsprocessen krig, så er det forkert. EU skal fortsætte sin hidtidige kurs, og det må ikke give sit vigtigste forhandlingsinstrument, nemlig den finansielle støtte, fra sig. Derfor beder jeg Dem om at revidere det en gang til!

FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI
Næstformand

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, først vil jeg ønske Dem tillykke med den historiske præstation i Luxembourg, hvormed De jævnede vejen til optagelse for Kroatien, den eneste centraleuropæiske landstat foruden Schweiz, som endnu ikke er medlem af EU. Det samme gælder for den højst tiltrængte debat om Europas grænser, som De med stort mod satte i gang ved den lejlighed.

For det andet takker jeg Dem, fordi De i Salzburg gik klart ind for et tiltrædelsesperspektiv for de øvrige stater i Sydøsteuropa. Her mener jeg virkelig ikke, vi må vakle. Man skal være klar over, at staterne i Sydøsteuropa helt klart er europæiske stater, som har ret til at blive fuldgyldige medlemmer af EU, så snart alle kriterier er opfyldt - inklusive udvidelseskriteriet for os selv.

For det tredje vil jeg gerne sige til Dem, at vi i Palæstina - her er jeg uenig med fru Koch-Mehrin - ikke kun skal yde humanitær hjælp, men også hjælp til pluralisme, selv om jeg indrømmer, at det er svært. Fatah-staten var korrupt og tvivlsom. Men en Hamas-stat ville være endnu mere tvivlsom! Vi må støtte fredsprocessen og pluralismen med alle midler, så der ikke opstår en iransk indflydelseszone fra Golfen til Middelhavet.

For det fjerde er Iran, som efter Kina er verdens ældste stormagt, ikke nogen monolitisk blok. Derfor må vi kombinere hårdhed med en vis diplomatisk intensitet. Vi må ikke holde op med at satse på samtaler også her, uanset hvor uacceptabel landets nuværende præsident måtte være. Iran er mere end bare en præsident. Det er en af verdens ældste stater, og vi må som europæere gøre alt for også her at styrke de plurale kræfter og forhindrer, at der opstår en monolitisk aggressiv udvikling.

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, med hensyn til Balkan tror jeg, at det var det rigtige tidspunkt, og jeg føler mig styrket i beslutningen om at gøre Balkan til et centralt punkt for det østrigske formandskab. Det var det rigtige tidspunkt for en udvidelsesdebat. Vi førte den godt i Salzburg. Det var efter min mening et fremskridt, for det værste er at tie og ikke tage fat på de presserende emner, ikke forelægge dem for befolkningen, ikke forklare, hvad det handler om, hvad man gør, og hvorfor man gør det. Derfor glæder jeg mig over den debat, vi havde med hinanden, også debatten om frustrationerne på vestbalkanstaternes side.

Jeg afviser, at Salzburg-erklæringen skulle være et formelkompromis eller sågar et tilbageskridt, og jeg vil bede Dem læse teksten nøje. Jeg vil pege på, at vi i tredje afsnit udtrykkeligt taler om EU-medlemskab som langsigtet mål, som "ultimate goal in conformity with the Thessaloniki Declaration". Det handler altså om, og det gjorde det også i vores diskussioner, at gøre tiltrædelsesperspektivet mere troværdigt og håndgribeligt især for befolkningen i staterne på Vestbalkan. Deraf de emner, vi diskuterede, og deraf den facon, som vi talte om dem på i en meget konstruktiv ånd.

Med hensyn til Congo arbejdes der på en tidsmæssig, geografisk og indholdsmæssig afklaring af betingelserne. Det gør vi i Rådet sammen med Javier Solana og i kontakt med de congolesiske instanser. Vi er alle sammen meget interesserede i at skaffe klarhed så hurtigt som muligt.

Med hensyn til Iran foregår der nu en diplomatisk styrkeprøve i FN. Det drejer sig om, som en af talerne nævnte, at styrke Det Internationale Atomenergiagenturs autoritet og gennemføre de mange vedtagne beslutninger om dette emne.

Afslutningsvis vil jeg gerne komme med en kort bemærkning om den aktuelle udvikling i Jeriko og også i Gaza. Formandskabet er meget bekymret over gårsdagens begivenheder. Vi har understreget nødvendigheden af rimelige foranstaltninger til at genoprette ro og orden. Vi har sagt, at Israels voldelige fremfærd i Jeriko og de efterfølgende aktiviteter fra palæstinensiske ekstremister kan føre til, at den i forvejen anspændte situation i Mellemøsten destabiliseres yderligere.

Vi har opfordret Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed til at udvise tilbageholdenhed. Begge parter må nu nøje afveje konsekvenserne af deres handlinger. Vi har udtrykkeligt fordømt gidseltagningerne og - som statssekretær Winkler fortalte Dem i dag - straks opfordret den palæstinensiske selvstyremyndighed til at foretage det nødvendige for at garantere europæiske borgeres og bygningers sikkerhed og beskyttelse nu og i fremtiden. Den hjælp, som vi er indstillet på at give - det er den humanitære hjælp - kan kun udfolde sig i et fredeligt miljø. Dette fredelige miljø må alle sider nu bidrage til.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, som jeg sagde inden pausen, vil kommissær Ferrero-Waldner fremlægge Kommissionens synspunkter på Mellemøsten, Palæstina og Iran senere på aftenen.

Jeg vil kommentere det næste punkt på dagsordenen: spørgsmål vedrørende udvidelsen og absorptionsevnen. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at lykønske fru Plassnik med hendes personlige engagement i politikken på Vestbalkan. Det har været meget vigtigt, og det østrigske formandskab har taget nye skridt i retning af at integrere denne region i Europa. Det er nødvendigt for sikkerheden og stabiliteten i hele Europa og i Unionen.

Alle deltagere i diskussionen har erkendt, at vejen frem for Vestbalkan er udfordrende, og at der skal gennemføres mange reformer, før landene opfylder de opstillede kriterier.

Det er ligeledes klart, at der hersker enighed her i Parlamentet om EU's helt grundlæggende rolle, som vi er nødt til at spille på Vestbalkan gennem troværdige udsigter til medlemskab - om end på mellemlangt eller langt sigt - men troværdige udsigter til medlemskab. Det er drivkraften bag reformerne, og det er grundlaget for vores arbejde med sikkerhed og stabilitet.

Navnlig med hensyn til processen vedrørende Kosovos status skal vi alle være utroligt ansvarsbevidste over for Vestbalkan og stabiliteten der. Vi må ikke undergrave EU-perspektivet, som danner grundlaget for sikkerhed og stabilitet i regionen. Hvis vi skal undgå at undergrave vores egen troværdighed, kan vi ikke tage det tilbage med venstre hånd, som vi har givet ud med højre. De centrale målsætninger, som vi skal arbejde for, er sikkerhed, stabilitet og fremskridt på Vestbalkan.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

9. Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI)) (A6-0025/2006).

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, EU's udvidelse har hidtil været den mest vellykkede del af EU's udenrigspolitik. Den var nemlig et instrument til at fremme en zone med stabilitet og fred i Europa og også områderne fred, frihed, menneskerettigheder og retsstatsprincipper yderligere. Det er en vigtig pointe, som vi må holde os for øje i dag og fremover.

Samtidig må vi imidlertid også indse, at målet om stabilitet kun kan nås, hvis EU i sig selv har styrken til at udvikle sig på en sådan måde, at det kan leve op til de opgaver, der er forbundet med det. Derfor forsøgte man eksempelvis med forfatningstraktaten efterfølgende virkelig at gøre udvidelsen med 10 medlemslande mulig, institutionelt og ud fra målsætningerne. Og her er vi i en vanskelig situation, fordi ratifikationensprocessen ikke kommer fremad.

Vi må også indse, at EU's evne til at optage nye medlemmer er et af de vigtige punkter i Københavnskriterierne, som imidlertid af gode grunde hidtil kun har haft deklamatorisk karakter. Ved en sådan skillevej - efter Bulgarien og Rumænien - må vi imidlertid gøre dette punkt operationelt og definere det på ny. Derfor beder vi Kommissionen om inden årets udgang at definere EU's optagelsesevne i en sådan sammenhæng, så vi kan bruge det som instrument. Det er yderst vigtigt, da det ikke kun handler om et forfatningsspørgsmål, men også om spørgsmål, som har at gøre med EU's finansielle evner og flere andre ting.

Desuden mener jeg, at vi må gøre EU's optagekapacitet så tydelig, at dette i sidste ende også kan være et ja- eller nejpunkt. Udsigten til EU-medlemskab er af stor betydning som incitament til interne reformer, ikke kun for lande, som allerede har tiltrædelsesforhandlinger, som har kandidatstatus eller som efter Thessaloniki har fået stillet medlemskab i udsigt - et løfte, som man i øvrigt ikke kan trække tilbage igen, for lige at gøre det klart endnu en gang og fjerne tidligere misforståelser - men også for andre stater som Ukraine, stater som i dag i Europa stadig er underlagt diktatur, og som også skal have et sådant perspektiv, så blikket mod Vesten er sikret.

Her er det ikke nok med naboskabspolitikken. I nogle tilfælde er det i øjeblikket for stor en mundfuld for landene eller for EU at forene dette alene med udsigten til fuldt medlemskab, fordi det i mange tilfælde først vil kunne realiseres om 15 år. For at gøre dette projekt troværdigt har vi brug for en mellemting, hvormed vi kan give disse lande et perspektiv uden at pålægge os selv presset fra et uopfyldeligt krav om omgående fuldt medlemskab.

Dette bør stå åbent for alle stater, som i dag ikke er medlem af EU. Jeg vil gerne gentage, at det kan være det endelige stadium, hvis lande som eksempelvis Norge, som også er medlem af Schengen, beslutter sig for det inden for rammerne af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Man kan gøre meget inden for det indre marked, intern og ekstern sikkerhed, miljøpolitik og andet i et sådant multilateralt projekt - jeg vil vove at bruge arbejdstitlen "EØS plus".

Men det kan også være en mellemstation. Hvis stater, som i dag efter Thessaloniki har udsigt til medlemskab - som f.eks. landene på Vestbalkan med forskellige udviklingsperspektiver, hvad de tidsmæssige forventninger angår - skulle beslutte sig for at sige, at de vil bruge det som et mellemtrin hen mod fuldt medlemskab, så ophæver det ikke løftet fra Thessaloniki. På dette grundlag kan vi skabe en ny fleksibilitet ved at fylde denne udsigt med troværdighed, fordi der kan ske noget med det samme, i stedet for at der skal forhandles i 15 år, hvorefter det er usikkert, om det bliver ja eller nej.

Jeg kan jo se, at udvidelsen i nogle lande også er afhængig af en folkeafstemning, og at vi slet ikke ved, om ratifikationen lykkes i sidste ende. Det er altså også et forsøg på ikke kun at følge en alt eller intet-strategi, men at skabe muligheder for at give disse lande troværdige perspektiver og samtidig redde EU som politisk projekt og bringe det fremad.

(Bifald)

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet og formanden for Udenrigsudvalget for den udførlige betænkning om Kommissionens strategidokument 2005. Rådet drøfter løbende dette emne, også i forbindelse med de helt konkrete beslutninger, vi skal tage. Som allerede fortalt havde vi i Gymnich en meget god og grundig debat i denne forbindelse, og vi vil løbende fortsætte denne debat. Det er efter min mening et meget vigtigt punkt, for hvis man nægter at diskutere, skaber det mistillid i befolkningen, og vi skal være opmærksomme på, at vi styrker de europæiske borgeres tillid til det europæiske projekt generelt, at vi skaber større tillid og klarhed. Det er en af mine centrale opgaver som formand for Rådet, og derfor hilser jeg den debat velkommen, som nu er ved at komme i gang.

Borgernes støtte til udvidelsesprocessen kræver, at vi forbedrer den løbende information, at vi forbedrer oplysningsarbejdet, at vi forklarer de enkelte skridt bedre. Det kræver, at vi helt enkelt giver udtryk for, at vi vil være grundige, at vi vil være omhyggelige, at vi ikke vil gøre noget overilet, men at vi heller ikke vil træde vilkårligt på bremsen. Det er en vigtig sag for mig.

Evnen til at optage nye medlemmer er bestemt ikke nogen vilkårlig, ekstra hindring, som er blevet indført, det er en bevidsthed, en proces, hvor vi bliver bevidste om og gøres bevidste om helt centrale og selvfølgelige grundlæggende forhold. Ethvert udvidelsesskridt, enhver ny tiltrædelse kræver to parter - på den ene side EU, på den anden side det tiltrædende land.

Vi vil forberede de næste tiltrædelser optimalt. Også i den forstand var Salzburg vigtig, for det var vigtigt at se tilbage på de sidste tre år og fremad på de næste konkrete skridt for at skabe klarhed for os alle om, hvor vi står, og hvad vi egentlig vil, internt og eksternt. Vi kan også stole på den faglige viden, som vi fik i forbindelse med den sidste udvidelse, og vi bør være fast besluttet på at anvende denne eksisterende transformationsviden i et partnerskab.

Også egenansvaret understreger, som det blev sagt allerede i den forrige debat, de europæiske standarder. De skal opfyldes strengt og fair, punkt for punkt, og det blev præciseret, så det ikke kunne misforstås, i Kommissionens beretning i november 2005.

I denne debat bør vi imidlertid også gå ærligt ind på de forventninger, man har til EU, og til forventningerne i vores egne befolkninger. Vi skylder hinanden klarhed, og det er kun os, der kan give hinanden den. Vi må ikke udstede dækningsløse checks.

Jeg plæderer desuden for en differentieret procedure for hvert enkelt land, for vi skal være en fair partner for hvert enkelt land og dets borgere. Det skal vi skabe vished for. Formandskabet vil derfor i den kommende debat være særligt opmærksomt på bidragene fra Europa-Parlamentet.

Lad mig kort skitsere de konkrete beslutninger, som vi arbejder på i øjeblikket. Det første tema er Rumænien og Bulgarien, hvor der er opmuntrende beretninger, og hvor målet jo ligger fast, nemlig tiltrædelse pr. 1. januar 2007 med mulighed for udsættelse med et år. For Tyrkiets og Kroatiens vedkommende er tiltrædelsesforhandlingerne begyndt, det formelle startskud var den 3. oktober sidste år. Vi er nu i færd med acquis screening, dvs. at gennemgå den eksisterende lovgivning. Formandskabet har skrevet et brev til Kroatien og Tyrkiet og indbudt dem til at præsentere deres forhandlingsposition til det første kapitel, forskning og udvikling.

Vi mener ligesom Europa-Parlamentet, at det er nødvendigt med kontinuerlige fremskridt i opfyldelsen af alle politiske og økonomiske kriterier og effektiv gennemførelse af de grundlæggende rettigheder, retsstaten og demokratiet. I forbindelse med Tyrkiet hilste formandskabet det velkommen, at sagen mod Orhan Pamuk blev indstillet, og ved trojkaens nylige møde i Wien præciserede vi, at vi forventer, at de stadig verserende sager i forbindelse med den tyrkiske straffelovs artikel 301 bliver behandlet på samme måde, eller at man i det hele taget når frem til en ændring på dette punkt.

Vi følger nøje gennemførelsen af Ankara-protokollen, og vi vil sørge for, at denne kontrol finder sted i år i de relevante organer på grundlag af Rådets erklæring af 21. september 2005.

Vedtagelsen af tiltrædelsespartnerskabet med Kroatien er også meget vigtigt. Vi glæder os over den kroatiske premierministers løfte om at sørge for ubegrænset samarbejde med Den Internationale Straffedomstol for Det Tidligere Jugoslavien og dens efterfølger. Vi er enig i Europa-Parlamentets opfattelse, at Kroatien i stigende grad bidrager til det regionale samarbejde, og at der er behov for yderligere anstrengelser.

Hvad Vestbalkan angår, har jeg sagt det nødvendige. Også Rådets strategi for Serbiens og Montenegros fuldstændige samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol er klar. Her udsendte vi netop på vores sidste møde et meget klart signal. Vi støtter FN's særlige udsending i Kosovo Martti Ahtisaari i hans arbejde, og jeg tror, at EU med bidraget fra Javier Solanas særlige udsending for at opnå enighed om betingelserne for folkeafstemningen den 21. maj vil kunne yde et yderst positivt diplomatisk bidrag.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, eftersom han stadig er til stede, vil jeg gerne rose hr. Brok for hans vigtige betænkning. Som han ganske rigtigt sagde, er udvidelse helt klart et af EU's vigtigste politiske værktøjer i bestræbelserne på at skabe fred og fremgang, frihed og demokrati. Østudvidelsen i 2004 forseglede den fredelige genforening mellem Vest- og Østeuropa. Nu fokuserer vi vores energi på en fredelig forening af Sydøsteuropa. Vores gradvise og omhyggeligt forvaltede tiltrædelsesproces er baseret på tre nøgleprincipper.

For det første har vi konsolideret vores udvidelsesdagsorden. Det betyder, at vi skal være mere forsigtige med at påtage os nye forpligtelser, men samtidig skal vi overholde vores nuværende forpligtelser i forhold til kandidatlande eller potentielle kandidatlande, hvor processen allerede er i gang. Vores konsoliderede udvidelsesdagsorden er fokuseret på det sydøstlige Europa: Bulgarien og Rumænien, og Tyrkiet og Kroatien samt de øvrige lande på Vestbalkan.

For det andet anvender vi konsekvent konditionalitet. Kombineret med troværdige udsigter til tiltrædelse virker konditionalitet. Den har hjulpet med til at omdanne Central- og Østeuropa til moderne demokratier. For nylig har den inspireret til modige og betydningsfulde reformer i Tyrkiet og i stigende grad på Vestbalkan. Dette er også blevet bevist gennem nogle vigtige begivenheder for nylig, idet general Ante Gotovina er bag tremmer i Den Haag, mens forfatteren Orhan Pamuk frit kan give udtryk for sine holdninger.

Udvidelsespolitikken og naboskabspolitikken supplerer hinanden. Desuden er Kommissionen parat til en yderligere uddybning og intensivering af samarbejde med vores naboskabspartnere, når de vigtigste prioriteringer i de foreliggende handlingsplaner er blevet løst på tilfredsstillende vis.

Samtidig skal vi undgå at falde i fælden med en overdrevet teoretisk diskussion om de endelige grænser for Europa. Når vi nu har en konsolideret udvidelsesdagsorden, vil en teoretisk diskussion, f.eks. om, hvorvidt Ukraine overhovedet skal med i EU, hverken gavne os eller ukrainerne på et tidspunkt, hvor Ukraines fremtid og demokratiske udvikling står på spil.

Tempoet i udvidelsen skal helt sikkert også bestemmes af EU's absorptionsevne. Det har altid været Kommissionens synspunkt. Udvidelsen drejer sig om at dele et projekt baseret på fælles principper, politikker og institutioner. Unionen skal sikre, at den kan bevare sin evne til at handle og beslutte i henhold til en rimelig balance mellem institutionerne, idet man respekterer de budgetmæssige grænser og gennemfører fælles politikker, der fungerer godt og fører til de ønskede mål.

I mere end tre årtier har EU med succes optaget en række meget forskelligartede lande, som vi f.eks. kan se ud af Parlamentets sammensætning, herunder også formanden for denne forhandling og den berørte kommissær. Ved at udvikle sine politikker og institutioner har Unionen reageret positivt på de nye omstændigheder som diktaturers fald, kommunismens sammenbrud og den økonomiske globaliserings fremmarch. Udvidelsen har vist sig at være en velegnet stødpude for Europa.

For det tredje har vi brug for bedre kommunikation. I betænkningen stilles der med rette krav om en kommunikationspolitik, og en bred offentlig støtte er helt klart vigtigt for alt det, som Unionen foretager sig, herunder udvidelser. Jeg stoler på Parlamentets politiske og økonomiske støtte, så vi kan gennemføre en diskussion om udvidelsen på et velinformeret grundlag.

Afslutningsvis var konsolideringen nødvendig for at undgå at strække vores udvidelsesforpligtelser for langt. Men vi skal også huske på vores egen strategiske interesse: Det ville være totalt uansvarligt at afbryde en værdifuld proces, der bidrager til at opbygge stabile og effektive partnere i de mest ustabile dele af Europa. Hvis vi begynder at ryste på hånden over Vestbalkans udsigter til at komme med i EU, vil vores gavnlige indflydelse, vores politiske påvirkning og vores indvirkning generelt blive undergravet i alvorlig grad, netop på et tidspunkt, hvor regionen går ind i en vanskelig periode med samtaler om Kosovos status.

EU-perspektivet er nøglen til en bæredygtig løsning for Kosovo og til demokratisk udvikling for Serbien og resten af regionen. Det er grundlaget, der holder regionen fast på fredens og reformernes vej. Derfor må vi for Europas skyld ikke rokke ved det fundament og sikre, at det stadig skrøbelige hus på Balkan ikke falder sammen for øjnene af os i vores egen forhave!

(Bifald)

  Giorgos Dimitrakopoulos, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, først og fremmest vil jeg komplimentere ordføreren og formanden for Udenrigsudvalget, hr. Brok, med hans meget vigtige betænkning, og samtidig vil jeg takke Dem, fru rådsformand, for den interesse og beslutsomhed, De har udvist, både som østrigsk udenrigsminister og nu som formand for Rådet, i forbindelse med balkanspørgsmålet. Der skal også lyde en tak til kommissæren for Kommissionens grundige og omfattende meddelelse, som vi har fået forelagt.

Jeg har følgende hurtige bemærkninger:

For det første er det centrale synspunkt i Brok-betænkningen om den betydning, de europæiske perspektiver har for et antal lande, for størstedelens vedkommende balkanlande, korrekt. Samtidig giver betænkningens punkt 5, 9 og 10, sammenholdt, et pejlemærke, som EU nu kan anvende i forbindelse med fremtidige udvidelser.

Hvad Tyrkiet angår, vil jeg sige, at jeg støtter Tyrkiets europæiske perspektiver, men mener dog, at vi, som De helt korrekt sagde, først og fremmest bør koncentrere os om Ankara-protokollen. Protokollen - og jeg understreger: kun protokollen - og ikke den ensidige erklæring, bør ratificeres, og så er der naturligvis spørgsmålet om moderniseringen af de lovrammer, som landet skal bevæge sig indenfor.

Hvad Kosovo angår, er jeg enig i, at man under forhandlingerne bør være opmærksom på dets endelige status, men vi er også nødt til at træffe forberedelser med hensyn til, hvordan den beslutning, der træffes om Kosovos endelige status, skal gennemføres.

Med hensyn til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har landet nu status af kandidatland - dette er korrekt - men netop fordi det har status af kandidatland, har det rettigheder og forpligtelser, og heri indgår pligten til at udvise en konstruktiv holdning i dialog med Grækenland for at få løst det sidste uafklarede spørgsmål, nemlig spørgsmålet om landets navn.

Endelig er jeg, hvad Serbien angår, enig i, at Serbien har pligt til at samarbejde med domstolen i Haag, og at dette er nødvendigt, men det er en enkelt del af en samlet mængde kriterier, som Serbien skal opfylde, og jeg vil opfordre til, at vi passer på ikke at "kroatificere" Serbien-sagen. Det er også noget, De har en personlig holdning til, fru minister.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, Kommissionen er klar og tydelig i sit dokument. Der kommer ingen ny udvidelsesrunde med en stor gruppe lande samtidig, men Kommissionen siger også - og efter min mening med rette - at EU er og bliver en organisation, som er åben over for nye medlemmer, men det skal være på visse betingelser. Endelig fremhæver Kommissionen med rette betydningen af kommunikation. Selv om udvidelsen med 10 nye medlemsstater i 2004 har været en succes, er det ikke alle borgere, der mener det. Derfor er det absolut ikke overflødigt at gøre en ekstra indsats for at fortælle denne succeshistorie.

På gruppens vegne kan jeg sige, at vi i store træk støtter hr. Broks betænkning, og jeg takker ham for den interessante forberedelse, som vi har haft i de forløbne måneder. Socialdemokraterne støtter fuldt ud den ekstra vægt, der lægges på kriteriet om absorptionskapacitet. Dødvandet omkring ratificeringen af forfatningstraktaten spiller her en vigtig rolle. Uden interne reformer bliver det vanskeligt at få tiltrædelsen af nye medlemsstater på rette vej.

Som der er givet udtryk for i tidligere beslutningsforslag, mener vi ikke, at Nice-traktaten kan danne grundlag for nye beslutninger om tiltrædelse. Der er imidlertid også større behov for mere tydelighed om begrebet "absorptionskapacitet", som er fastlagt i Københavnskriterierne, og også det lægges der med rette vægt på i betænkningen.

Jeg vil benytte denne lejlighed til kort at skitsere Socialdemokraternes holdning til forskellige landes eventuelle tiltrædelse. Hvad angår vores østlige nabolande Ukraine og Moldova, mener vi ikke, det i øjeblikket er gunstigt at diskutere tiltrædelse. Det bedste, vi kan gøre, er at investere i praktisk samarbejde. Vi har aftalt aktionsplaner med disse lande, og lad os forsøge at gøre disse til en succes.

Hvad angår Balkan, støtter vi Rådets holdning. Landene på det vestlige Balkan har i princippet udsigt til medlemskab, men det vil ske i forskellige tempi for de forskellige lande. Efter vores opfattelse skal vi fortsætte med Tyrkiet på den vej, vi er slået ind på. Vi står ved begyndelsen af en proces, som vil vare i mange år, og det er yderst vigtigt, at vi holder fast ved tilsagnet, men også ved de betingelser, som vi har stillet.

Nu vi taler om Balkan, vil jeg lige tilføje, at Københavnskriterierne efter vores mening naturligvis fortsat er af væsentlig betydning, men desuden er et fuldstændigt samarbejde med Krigsforbryderdomstolen vedrørende det Tidligere Jugoslavien også et vigtigt krav fra PSE-Gruppen. Jeg tror ligeledes - og det er der for nyligt talt meget om - at regionalt samarbejde i denne region kan yde et vigtigt bidrag til disse landes tilnærmelse til EU.

Til sidst - og det er sandsynligvis det vigtigste punkt i hele diskussionen - omtaler betænkningen en mulighed om at oprette en ny multilateral struktur for europæiske lande, som endnu ikke er medlem af EU. For nogle lande kunne dette være et alternativ til medlemskab, for andre en mellemstation på vej mod medlemskab. For Ukraine og Moldova f.eks. kunne en sådan struktur være et godt næste skridt, men for de lande, som allerede er anerkendt som potentielle medlemmer, vil jeg understrege, at dette er en mulighed og ikke en forpligtelse.

Således er det også formuleret meget tydeligt i hr. Broks betænkning. Det er en mulighed, som disse lande selv kan vælge, hvis de anser det for nyttigt. Det er ikke et alternativ til udsigt til medlemskab. Det gælder for Tyrkiet og også for landene på Balkan. Jeg vil derfor understrege, at dette er vores fortolkning af beslutningsforslagets punkt 10. Det er på denne måde og ingen anden, at vi i Udenrigsudvalget er nået til enighed med ordføreren.

  Cecilia Malmström, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, udvidelsen er EU's største fremskridt i det europæiske samarbejde. Foreningen af øst og vest i maj 2004 markerede slutningen på Europas deling og viser, hvilken kraft der findes i drømmen om et samlet Europa, som bygger på demokrati, åben handel og respekt for retsstaten. EU-medlemskabet var den gulerod, som hjalp de stærke reformkræfter i de tidligere kommunistdiktaturer, og udsigten til medlemskab har også en enorm betydning for forhandlingerne og reformerne i Tyrkiet og på Balkan. EU har her en uhørt kilde til såkaldt soft power, som bidrager til et mere stabilt og demokratisk Europa. Min gruppe mener, at det er vigtigt, at vi holder døren åben for fortsat udvidelse, som det fremgår af traktaten. Naturligvis skal kriterierne tilpasses, og EU's muligheder for at tage imod er vigtige. Men det er nødvendigt med interne ændringer og ikke at skyde skylden på udvidelsen, men tage den nødvendige diskussion.

Jeg er klar over, at der er en debat i mange lande og en bekymring for, at EU vokser for hurtigt, og om hvordan det skal gå. Debatten skal føres ydmygt og ligefremt, men vi må også vove at bakke op om udvidelsens fordele og fremhæve dem. I den sammenhæng er diskussionen om den økonomiske protektionisme meget bekymrende. Vi har et ansvar for vores nabolande. Løfterne til Balkan og Tyrkiet skal holdes. Det er dem, der bestemmer farten, og vi gør, hvad vi kan for at skynde på. Vi må også være åbne over for andre lande som Ukraine og måske også en dag Belarus, selv om situationen i øjeblikket er meget bekymrende. Håbet om et europæisk medlemskab er det, som holder oppositionen og de demokratiske kræfter i live dér.

Derfor er vi imod at definere Europas geografiske grænser. Europa-Parlamentet har været drivkraften bag udvidelsen, og for et år siden stod vi med orange tørklæder i Bruxelles og klappede af præsident Jusjtjenko. Vi vedtog en beslutning, da vi talte om Ukraines udsigter til medlemskab. Det er en målsætning, der måske er for langt væk. Ukraines befolkning står og afvejer, præcis som hr. Brok sagde, mellem demokrati og diktatur. Hvis vi fastsætter grænser for Europa, vil de opfatte det, som om vi smækker døren i lige foran dem. Det ville være en historisk fejl.

I stedet for at introducere nye koncepter som multilaterale aftaler så lad os først, som kommissær Rehn også sagde, udnytte muligheden for at individualisere og konkretisere naboskabsstrategien for medlemmerne. At fremlægge nye koncepter, som vi ikke rigtig har diskuteret, og som vi ikke ved, hvad indebærer, synes ikke at være så gunstigt i øjeblikket.

(Spredt bifald)

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, min gruppe har i Udenrigsudvalget stemt for hr. Broks betænkning af to grunde. Efter vores opfattelse er det faktisk nødvendigt, at begrebet "absorptionskapacitet" defineres bedre. Det er et moderne universalbegreb, som alle bruger som det passer dem, og det betyder også, at spørgsmålet om de geografiske grænser i sidste instans skal besvares. Dette spørgsmål kan vi ikke længere komme uden om.

Efter vores mening er det også nødvendigt, at EU begynder at tænke over en slags mellemting mellem fuldt medlemskab og naboskab for de lande, som endnu ikke har udsigt til medlemskab. Det gælder altså ikke Tyrkiet eller det vestlige Balkan, men Ukraine, Moldova eller Belarus. Jeg må derfor sige, at jeg og min gruppe var uhyre skuffede, for at sige det rent ud overordentlig irriterede, over at se, at ordføreren i optakten til denne forhandling i medierne gav sin betænkning en vending, som er i strid med en række centrale punkter.

Når man læser medierne forud for denne forhandling, er den endelige konklusion også for Tyrkiet og for det vestlige Balkan, at der skal komme en slags mellemstation i stedet for medlemskab. Lad os være ærlige, dette er ikke noget tilfælde, for det er ordførerens mening, og det har han aldrig lagt skjul på. Hr. Brok har altid været imod, at der indledes forhandlinger med Tyrkiet, og efter forkastelsen af forfatningen tvivlede han stadig mere på det vestlige Balkans udsigt til medlemskab. Det er ordførerens gode ret, men det er ikke flertallets opfattelse i Udenrigsudvalget, og hvad der er endnu vigtigere, det er ikke, hvad der står i hans egen betænkning.

Det ville derfor tale til ordførerens ære, hvis han krystalklart også uden for denne sal sagde, hvad der står i hans betænkning og ikke forveksler det med fantasien i sit hoved. Hvad Parlamentet siger i denne betænkning, er, at vi ikke vil pille ved Tyrkiets og det vestlige Balkans udsigt til medlemskab, og at mellemstationer for disse lande kun kommer på tale, hvis disse lande selv vælger dem. Alle ved lige så godt som jeg, at alle disse lande på det vestlige Balkan og Tyrkiet ikke vil gå i den retning. De ønsker fuldt medlemskab. Lad os holde op med at skabe uklarhed i denne sal, men især også uden for.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, indtil for kort tid siden blev en hurtig og omfangsrig udvidelse af EU foreslået som et enormt fremskridt, som fortjener støtte fra alle. Det blev betragtet som en genforening af Europa og som Vestens sejr i den kolde krig. Efter den store udvidelse i 2004 er dette klima ændret stærkt. Offentligheden i de gamle medlemsstater erfarer ikke denne udvidelse som en succes, især som følge af den voksende udnyttelse af forskellen mellem lande med høje lønninger og lande med lave lønninger.

Også politikere bliver stadig mere tilbageholdende. I forbindelse med betænkningen om udvidelsesstrategien, som vi taler om i dag, bliver denne forandring åbenlys. Opmærksomheden henledes på EU's absorptionskapacitet, de ydre grænser, de udgifter, som udvidelsen afstedkommer og de administrative problemer, som tilskrives, at vi ikke har en europæisk forfatning. Rumænien og Bulgarien er derfor tilsyneladende de sidste lande, som kan tiltræde inden for en overskuelig fremtid. Andre europæiske lande henvises til naboskabspolitikken. Ikke engang de tre lande, som allerede er anerkendt som kandidatlande, får udsigt til en tiltrædelsesdato.

Overalt på det vestlige Balkan, i anerkendte stater og i delstater eller protektorater, som stræber efter selvstændighed, og hvor grupper af mennesker, som har forskellige sprog og religioner, i 1990'erne var i konflikt med hinanden, forventer offentligheden nu mirakler af en hurtig tiltrædelse af EU. Unionen bruger disse forventninger til at kræve reformer og dermed gribe dybt ind i administrative valg, som skal foretages.

Unionen ønsker ingen udvidelse foreløbig, men vil gerne have indflydelse uden for dens egne grænser. Således har Bosnien-Hercegovina i mellemtiden en skatteordning, som ingen ønskede der, og det i Dayton-aftalen garanterede regionale selvstyre begrænses. Der står på propagandaplakaterne, at landet er på vej mod EU takket være tilstedeværelsen af en europæisk militær styrke. Offentligheden i Montenegro og Kosovo, områder hvor euroen blev indført som lovligt betalingsmiddel for fire år siden samtidig med 12 medlemsstater, går allerede nu ud fra, at de snart som selvstændige stater bliver optaget i Unionen. I Vojvodina forventer den ungarsktalende befolkning beskyttelse mod den slaviske dominans.

I alle disse tilfælde har Unionens optræden indtil nu givet anledning til skuffelse. Har vi ikke mere at tilbyde disse lande på det vestlige Balkan end indbydelsen til sammen at danne et fælles marked for det tidligere Jugoslaviens område og tilpasse deres styre og deres økonomi til vores ønsker, uden at de kan tiltræde inden 2020? Min gruppe er ikke særlig begejstret for dette forslag.

På den anden side erkender vi, at denne tekst giver mulighed for at fremhæve, at den kommende folkeafstemning i Montenegro skal tages alvorligt, og at konflikten om anvendelsen af navnet Makedonien hurtigt skal løses under fornuftige drøftelser mellem Grækenland og dets nordlige nabostat. Det er også positivt, at der i Kosovo hurtigt skal findes en løsning, som både opfylder det store albanske flertals og serbernes og romanibefolkningens mindretals behov.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hypernationalisme eller chauvinisme kan vanskeligt forenes med medlemskab af EU. Det gælder naturligvis i lige så høj grad for kandidatlandene. Beklageligvis er der et kandidatland, som er fyldt med chauvinisme, nemlig Tyrkiet, som i forvejen er et meget omstridt kandidatland.

På denne aktuelle baggrund vil jeg forelægge kommissær Rehn to spørgsmål. Passer de oplysninger, som jeg fik mundtligt af en ekspert i går aftes, om, at de kristne kirkers stilling i Tyrkiet er synligt forværret i den seneste tid?

Således siges mordet på den italienske præst, Andrea Santoro, den 5. februar i havnebyen Trabzon ikke at være et enkeltstående tilfælde. Et identisk attentat blev for ganske nylig begået i byen Mersin, og der er direkte telefontrusler eller endog trusler i avisklummer mod kirker. For øvrigt betragter den tyrkiske elite ifølge den anglikanske kapellan Ian Sherwood, der arbejder i Istanbul, spredning af kristen litteratur på tyrkisk som intellektuelt uacceptabelt, om ikke potentielt kriminelt. Hr. kommissær, hvordan harmonerer det med religionsfrihed i Tyrkiet? Så vidt jeg forstår, gøres der overhovedet ikke fremskridt på dette vigtige punkt i Københavnskriterierne.

Jeg hørte også i går aftes, at Trabzon ligger i den såkaldte ulvedal. "Ulvedal" er også titlen på en original tyrkisk filmproduktion, som bogstaveligt talt oser af chauvinisme, og som er kendt for at være radikalt antikristen, antisemitisk, antiamerikansk og antikurdisk. Den er allerede en enorm kassesucces i Tyrkiet og har høstet stort bifald i premierminister Erdogans og den tyrkiske parlamentsformands nærmeste omgivelser.

Hr. kommissær, har De over for premierminister Erdogan og minister Gul påtalt denne tyrkiske chauvinisme, som er fuldstændig uforenelig med de europæiske værdier?

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, det er meget vigtigt, at betænkningen fra hr. Elmar Brok i dag har givet os lejlighed til at tale om udvidelse.

Vi er helt klart nødt til at styrke naboskabspolitikken, og vi har behov for et nyt, mere seriøst forhold mellem Unionen og de lande, som vi grænser op til. Hidtil har naboskabspolitikken været utilstrækkelig som instrument. Dette fremgår af, at de lande, der er omfattet af den, oplevede perioder med kriser og ustabilitet i stor skala under gennemførelsen af politikken.

De nye former for samarbejde, der foreslås i betænkningen, kan imidlertid ikke træde i stedet for medlemskab. I dag skal vi være klar over, at enten tilbyder vi landene ved vores østgrænse udsigt til medlemskab, eller også vil vores appeller om demokrati, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder forblive tomme ord. Medmindre de tilbydes udsigt til medlemskab i en fjern fremtid, vil disse lande vende tilbage til den russiske indflydelsessfære og alt, hvad det indebærer med hensyn til demokrati og menneskerettigheder.

Men i selv samme betænkning ser vi en videreudvikling og styrkelse af synspunkter på udvidelsen hvad angår absorptionsevnen. Dette udtryk er aldrig blevet klart defineret, og i dag er det intet andet end en smart undskyldning, et billigt påskud for at bakke ud af udvidelsesprocessen. Hvis absorptionsevnen skal baseres på godkendelsen af forfatningstraktaten, kunne man få en fornemmelse af, at forfatterne til denne tekst ønsker at lukke døren for alle en gang for alle. Traktaten kan aldrig genopstå i den version, vi kender i dag.

Det er en fejl at kræve, at Kommissionen skal definere Unionens grænser. Det vil kun medføre pinlige politiske diskussioner om geografi og vil helt klart svække Unionens indflydelse på demokratiserings- og stabiliseringsprocesserne og styrkelsen af provestlige politikker i nabolandene. Parlamentet her er ofte gået i spidsen for integrationsprocessen. Det har fastsat vidtgående mål. I dag viser det samme Parlament sig som det mest konservative og passive organ. Det fører til spørgsmålet: Hvorfor?

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på en række ufuldstændigheder og modstridende ting i betænkningen om Tyrkiet. Betænkningen opsummerer en så lang liste over fundamentale problemer, at det er uforklarligt, at man ikke når frem til den eneste logiske konklusion, at det var en kæmpe fejl at indlede forhandlinger om Tyrkiets tiltrædelse af EU.

Som hr. Belder netop kom udførligt ind på, krænkes nationale og religiøse mindretals rettigheder. Der er stadig problemer med tortur og med, at der bl.a. på grund af straffelovens artikel 301 ikke garanteres ytrings- og pressefrihed. Endvidere er det åbenlyst, at Tyrkiet ikke opfylder sine forpligtelser, hvad angår toldunionen. Endelig får cypriotiske skibe og fly stadig ikke adgang til tyrkisk territorium.

Vi har i de forløbne uger også kunnet konstatere, at der er sket en eskalering af spændingerne mellem de tyrkiske myndigheder og visse kurdiske grupper. Ingen mindre end den næstkommanderende i den tyrkiske hær beskyldes for at have iscenesat et bombeattentat for at give kurderne skylden for det. Nogle militærpersoner betragter denne beskyldning som et trick fra regeringen, som ønsker at destabilisere den pågældende general på grund af hans holdning til den islamiske fundamentalisme.

Her og der tales der endda om muligheden for et nyt militært statskup, hvis situationen eskalerer yderligere.

Det må indrømmes, at dette ikke er særlig attraktive perspektiver, hvis et sådant land inden for få år tiltræder EU. Faktisk må vi sige, at det er fuldstændig absurd. Betænkningen minder med rette om, at EU's absorptionskapacitet også udgør en del af Københavnskriterierne. Alene på det grundlag bør vi annullere beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, som delegationsformand for Sydøsteuropa støtter jeg fuldt ud udtalelserne og kravene i Brok-betænkningen med hensyn til hvert enkelt land. Hvert land har sine problemer og skal naturligvis også vurderes ud fra sine egne succeser. Derfor ville det være meget positivt, hvis man planlagde en snarlig optagelse af Kroatien. Det ville være et vigtigt stabiliserende signal for hele regionen, især da Kroatien allerede i dag ikke er bag efter de to kommende tiltrædelseslande på nogen punkter, hverken politisk eller økonomisk.

Jeg vil imidlertid her kun kommentere en enkelt idé, en skjult idé i Brok-betænkningen, som spiller en mere fremtrædende rolle i medieoffentligheden, nemlig de antydede ændringer af udvidelsesstrategien. Ingen vil svare på, hvor EU's grænser går. Hr. Rehn sagde selv før, at det måtte man give et svar på. Og det er netop det, der foruroliger borgerne. Efter min personlige mening er Europas grænser nået med optagelsen af Bulgarien, Rumænien og det vestlige Balkan. For alle andre lande har vi udtænkt naboskabspolitikken som nyt instrument og må tage fat på det. De forhastede forhandlinger med Tyrkiet har gjort deres til at forurolige og forvirre borgerne.

I 10 år har vi sagt, at der ikke kom flere udvidelser uden institutionelle reformer af EU. Det levede Rådet imidlertid først op til efter sidste udvidelse. Og det blev vi alle sammen straffet for med folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Det ville imidlertid være fatalt at drage den konklusion, at man ikke skulle tillade flere optagelser! Vi må hurtigst muligt skaffe de nødvendige instrumenter, som jo fandtes i forfatningstraktaten, og dermed genoprette vores evne til at optage nye medlemmer. Hvis ikke vi vil sætte vore store hidtidige engagement på Balkan på spil, må vi konsekvent og målrettet fortsætte med at tilnærme disse lande til EU.

Jeg glæder mig meget over kommentarerne til dette fra kommissær Rehn og rådsformand Plassnik. Alle disse stater er med rette blevet lovet optagelse i EU, hvis de opfylder kriterierne. Det var og er efter de forfærdelige stridigheder i det tidligere Jugoslavien og under Enver Hoxas diktatur i Albanien en vigtig drivkraft for forandringer. Et enkelt blik på landkortet viser, at denne region ligger midt i EU. Stabilitet dér sikrer stabilitet hos os. Det modsatte af det oplevede vi alle smertefuldt i 1990'erne. Jeg er imidlertid bange for, at nogle europæere - og det blev desværre dokumenteret af de vage og upræcise udtalelser i Salzburg, fru rådsformand - er ved at lade staterne i Sydøsteuropa i stikken endnu en gang. Netop det må vi ikke tillade!

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg glæder mig over det nye perspektiv, der anlægges i Brok-betænkningen. Vores debatter kan ikke længere handle om, hvilket land vi hellere vil have med end en andet, tværtimod må vi nu spørge os selv, hvilket politisk system EU egentlig kan tillade sig til gavn for dets egen beslutnings- og handleevne. Det er det primære spørgsmål, som man må tage udgangspunkt i.

Derfor må vi virkelig i næste skridt præcisere nogle begreber, som hidtil ikke er blevet defineret. Begrebet "optagelsesevne" er med i Københavnskriterierne, men det er ikke defineret. Efter min mening omfatter det mindst de politiske og institutionelle bestemmelser, der findes i forfatningstraktaten.

Hr. kommissær, jeg lyttede opmærksomt. De må korrigere mig, hvis jeg tager fejl, men jeg hørte ikke noget om dette fra Dem. I beslutningen om, hvad der er et vigtigt kriterium for optagelsesevne, ligger der en mulig kilde til uenighed mellem os og Kommissionen. De vigtige kriterier omfatter også en bæredygtig finansiering af EU samt befolkningernes accept i EU. Når man nævner troværdighed, så modsvarer det netop denne troværdighed og de kriterier, som man fornuftigvis kan opstille for optagelsesevnen, at der efter Bulgarien og Rumænien ikke kan optages yderligere lande i en overskuelig fremtid. Troværdighed er ikke bare løftet om at optage folk på et eller andet tidspunkt, troværdighed er også at nævne de betingelser, som det overhovedet er muligt under. Det betyder også, at vi må præcisere begreber som udvidelses- eller tiltrædelsesperspektiv.

Vi må gøre os meget klart, at troen på, at en tiltrædelse kan løse spændinger og interne sikkerhedsproblemer, er en falsk tro. Disse spændinger og problemer skal løses, før der indledes tiltrædelsesforhandlinger.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, i hr. Broks betænkning stilles relevante spørgsmål og besvares disse, selv om jeg ikke er enig i alle svarene. De afspejler samtidig mange menneskers tvivl, hvad angår yderligere udvidelse. Derfor tillægges absorptionskapaciteten så stor betydning. Denne ville endda få en geografisk dimension, hvis betænkningen blev vedtaget uden ændringer.

Som et stort flertal i min gruppe mener jeg ikke, at en effektiv konkret udformning af absorptionskapaciteten kræver en forudgående geografisk afgrænsning af Unionen. En afgrænsning af Unionen vil jo først og fremmest være politisk, hvilket for øvrigt heller ikke vil være nemt. Det allervigtigste er, at Unionen overholder sit løfte om udvidelse, i hvert fald hvad angår det vestlige Balkan. Det vil vare mange år, førend de pågældende lande kan blive medlemmer, men tiden er inde til at indgå meget tydelige aftaler derom og endda opstille en tidsplan. Selvfølgelig skal alle kriterier, først og fremmest de politiske, være opfyldt.

Jeg mener at have forstået, at netop det var, hvad rådsformanden sagde i sit svar. Jeg tror, at uklarhed om medlemskab i sidste instans kun kan forsinke opfyldelsen af kriterierne, fordi en sådan uklarhed kunne bruges som en undskyldning, og det er ingen tjent med.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, i betænkningen kræves der en fastsættelse af EU's geografiske grænser og en definition af EU's natur. Nogle kristelige demokrater, men også visse socialdemokrater, er begyndt at lede efter alternativer til EU-medlemskab. Jeg vil gerne minde kollegerne om, at politiske forskere og kommentatorer for nogle år siden ikke kunne forstille sig, at jerntæppet en dag ville falde. Men det faldt, og det er vi glade for! Jeg appellerer til kollegerne om at være tilbageholdende med fastsættelser af, hvordan EU vil se ud om 20, 30, 40 år - altså efter den aktive politiske fase for de fleste af os. Det tror jeg ville klæde os alle, i betragtning af at de fleste af os tog fejl med hensyn til, hvad der ville ske i 1989.

Min anden kommentar er, at alle har påpeget, at Ankara-protokollen skal gennemføres. De har ret! Men så bør man også sige, at Tyrkiet og den nordlige del af Cypern går ind for en løsning. Vi har også afgivet løfter. Der findes den gamle talemåde pacta sunt servanda, som betyder, at isolationen af den nordlige del af øen må bringes til ophør som lovet af EU.

Hr. Brok, jeg ville ønske, at Helmut Kohl ikke kun optrådte i historiebøgerne, men også ind i mellem ville spille en rolle i CDU's europapolitik.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, min politiske gruppe vil ikke stemme for Brok-betænkningen, hovedsagelig af følgende grunde:

Betænkningen, og navnlig punkt 10, formulerer, med en forsætlig uklarhed, en dobbelt strategi. Den lader en dør stå helt åben for, at optagelsesperspektiverne ændres til en formel, der hedder et særligt forhold, som er de tyske kristendemokraters store kærlighed. Punktet om Kosovo afspejler, med sine uklare formuleringer, EU's internt modstridende budskaber og tendensen til gradvis at undslippe de klare krav, der er opstillet i FN's resolution nr. 1244.

Min politiske gruppe understreger kravet om, at Tyrkiet opfylder de krav, der er stillet, med en konkret tidsplan, og først og fremmest en tro gennemførelse, uden aftalebrud, af Ankara-protokollen.

Endelig støtter min politiske gruppe bl.a. ændringsforslag 19 om en gensidigt acceptabel løsning på problemet med Den Tidligere Jugoslaviske Republiks navn, samt det ændrede ændringsforslag 4 om Cypern.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, det første spørgsmål, vi skal drøfte, er, hvor Europas grænser går. Vi ved ikke længere, hvor Europa er. Vi er nået til Diabakir, og hvis amerikanerne kommer i morgen og fortæller os, at Irak også skal med i Europa af hensyn til balancen, ville vi så nå helt til Det Indiske Ocean? Det er spørgsmålet. Hvem bestemmer, hvor langt Europa går? Indtil i går sagde vi nej til Kroatien. Chefanklager Carla del Ponte sagde nej, Østrig lagde pres, og nu kommer Kroatien ind. Er dette Europas politiske vilje? Og det er selvfølgelig ikke særlig smart at måtte sige til vores tyrkiske venner, at de ikke må svine Parlamentets formand til. Det er ikke særlig smart, at vi sender dem 139 millioner euro til de besatte områder, hvorefter de smider æg og sten på medlemmer af Europa-Parlamentet. De er nødt til at ændre holdning, ikke kun en enkelt artikel i deres forfatning. De kan ikke få særbehandling. De kan ikke true en europæisk stat med krig, med casus belli, mens vi taler om at lukke dem ind. Kan de ikke anerkende en regering, som de øvrige 24 lande har anerkendt? Dette er ikke en logisk måde at formulere det på.

Så er der Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som naturligvis har krav på et navn. Må jeg minde Dem om, at da De anmodede om optagelse i FN som Den Tyske Republik Østrig, nedlagde Tyskland - det slagne Tyskland - veto, og De blev optaget som Østrig? Må jeg minde Dem om, at bretonerne ikke ville give Storbritannien lov til at blive optaget, fordi man havde Bretagne, og derfor kom landet ind som Det Forenede Kongerige? Hvorfor vil De så ikke støtte os, når vores historie med Makedonien går 3.000 år tilbage?

Hvorfor kalder De ikke tingene ved deres rette navn? Hvorfor får vi ikke snart en selvstændig politik i stedet for at følge amerikanernes spil, hvor vi skal gå imod Rusland, tage deres satellitter og åbne en front mod Iran osv. Hvornår vil Europa omsider - og dette er netop spørgsmålet - beslutte, at det ikke er amerikanernes baby? Vi har ikke brug for barnepiger for at udvikle vores egne initiativer.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, udvidelsen af EU har hidtil været en entydigt vellykket formel, eftersom det har skabt reformer i mange lande ved at udvide området med fred, stabilitet og retsstaten i Europa.

Det er nødvendigt med en yderligere udvidelse af EU, men vi er nødt til at finde nye mekanismer og metoder, der kan føre EI ud af blindgyden med dens nuværende kapacitet til at optage nye lande. Kommissionen skal helt klart videreudvikle princippet med absorptionsevne ved at definere præcise kriterier. Ud over muligheden for fuldt medlemskab skal vi også tilbyde forskellige former for multilateralt samarbejde og partnerskab med lande, som i det mindste på kort sigt ikke vil kunne komme med i EU. Her vil jeg gerne erklære mig helt enig i det, hr. Brok sagde. Dette kunne være en mulighed for at trække f.eks. Tyrkiet, Ukraine og Balkan og senere andre lande ind på vejen mod reformer og europæiske værdier.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, det er en myte, at Unionen vil være stærk og konkurrencedygtig uden yderligere udvidelser. Men det er også en myte, at Unionen kan udvide sine grænser i det uendelige, f.eks. at Rusland kommer med i EU.

Lad os blot fokusere på prioriteringerne med hensyn til udvidelsen. Landene i Sydøsteuropa bør være de næste efter Rumænien og Bulgarien, som bør kommer med i EU i 2007 og ikke 2008. Efter Kroatien og Makedonien bør vi åbne et nyt sæt døre for Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kosovo og Albanien. Det er den logiske retning at gå i. Det er et spørgsmål om strategisk tænkning og ligeledes om at øge sikkerheden på det gamle kontinent. Alt i alt vil det være gavnligt fra et økonomisk synspunkt, idet vi vil bruge færre penge på at udvide Unionen med de næste par Balkanlande end på at kaste penge i de bundløse førtiltrædelseskasser på Balkan. Løsningen af permanente konflikter i denne del af Europa er dyrere end at have disse lande i Europa og derved få dem til at følge de politiske og økonomiske spilleregler i EU.

Vi må ikke være bange for at udvide Unionen som et resultat af de næste par landes tiltrædelse. Jeg ved, at denne frygt er blevet det, man kunne kalde "trendy". Den er særligt nyttig under valgkampe, som konstant finder sted i de forskellige EU-medlemsstater. Hvis vores Union skal være mere effektiv rent økonomisk og ikke sakke agterud i forhold til Amerika og Asien, må den gradvis afskaffe opdelingen af et todelt Europa: Europa A, eller med andre ord EU, og Europa B, som er alt det, der ikke er en del af Unionen. Historien har også vist, at en Union, der udvider sig, er en mere sikker Union. En indbydelse til tiltrædelsesforhandlinger, selv uden udsigter til at blive medlem af Unionen i nærmeste fremtid, er som et startflag i begyndelsen af et racerløb. Kørerne skal have et mål at gå efter; de skal vide, hvor målstregen er. Så kan de køre langt, klare mange sving og endda motorstop. Det vigtige er imidlertid at sætte udvidelsens hjul i bevægelse.

I Parlamentets forslag til beslutning fremhæver man med rette det forhold, at det netop er denne impuls, der har understøttet reformer i Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan. Ja, udvidelsen er dyr, navnlig på kort sigt, men den er investeringen værd på lang sigt.

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over den generelt positive betænkning fra hr. Brok. Jeg glæder mig over hans mod, når han erkender, at Vestbalkan skal være en integrerende del af EU i fremtiden. Jeg er overbevist om, at vi skal overholde vores forpligtelser; vi kan ikke lukke døren for de lande, som fik stillet et medlemskab i udsigt, eller de lande, der fortjener et sådant fremtidsperspektiv i lyset af bestemmelserne i EU-traktaten.

Vi må imidlertid ikke gentage vores gamle fejltagelser. Vi skal være klar til udvidelsen. Først og fremmest skal vi stille finansiering til rådighed. Vi skal også forberede borgerne på udsigterne til udvidelse ved at forklare de store fordele ved den. Vi skal holde op med at gøre tidligere og kommende udvidelser til syndebuk for vores interne, hovedsagelig hjemlige, problemer og handlingslammelse.

I vores forberedelser til udvidelsen skal vi arbejde disciplineret, vi skal holde fast i konditionaliteten, og vi skal være ærlige over for vores partnere. Vi må imidlertid ikke være overdrevet dogmatiske. Det er fuldt ud muligt at åbne døren for Kroatien uden forfatningstraktaten. Det er tilstrækkeligt at indføre de nødvendige justeringer i tiltrædelsestraktaten. Kroatien må ikke blive offer for vores problemer med forfatningstraktaten.

Jeg glæder mig over betænkningens nytænkning og mod. Vi bør diskutere tanken om midlertidige skridt i retning af tiltrædelse, hvis de ikke er permanente - midlertidige skridt, ja, men ikke som en erstatning for medlemskab. Man må ikke bruge forskellige overvejelser som alibi for ikke at gøre noget eller for at lukke døren for lande, der en dag vil fortjene at blive medlemmer som f.eks. Ukraine. Unionens grænser er allerede defineret i EU-traktaten, hvori det hedder, at "enhver europæisk stat, der overholder de principper..." osv.

Endelig vil jeg gerne gentage: Udvidelsen er en af de mest vellykkede af Unionens politikker, og derfor bør vi udnytte dens potentiale til at skabe en stærk og indflydelsesrig Union, der er tro mod sine værdier: solidaritet, demokrati og åbenhed.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne fremhæve EU's særlige ansvar for at skabe et fællesskab af lande, nationer og borgere på det europæiske kontinent, som er baseret på fred, et liberalt demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og retsstatsprincippet.

I dag står vi imidlertid over for spørgsmålet, om EU kan klare flere udvidelser og virkelig at åbne sig, og samtidig står den over for problemet med at definere EU's karakter, herunder dens geografiske grænser.

Absorptionsevnen kompliceres i øjeblikket af dødvandet i ratificeringsprocessen for traktaten om en forfatning for Europa og hindringerne for en dybere politisk og strategisk integration af EU's 25 medlemsstater. Samtidig vil EU's institutioner i løbet af de næste par år gennemføre udvidelsesstrategier, der er baseret på nøje definerede bestemmelser, hvor der tages hensyn til EU's forpligtelser over for Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan. EU bør også udvikle et langsigtet europæisk perspektiv vedrørende østeuropæiske lande, navnlig Ukraine.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, når vi diskuterer udvidelsen, diskuterer vi i grunden vores forståelse af EU. Er det en instrumentel forståelse eller en egentlig politisk forståelse, vi har af den? Ønsker vi et OSCE med frihandel til at stabilisere en vanskelig nabo, eller ønsker vi en politisk union, som kan handle af egen ret? Brok-betænkningen er positiv, fordi den virkelig indfører et perspektivskift til fordel for sidstnævnte mulighed.

Man siger generelt om os politikere, at vi ikke kan give ros. Men Helmut Kuhne fra SPD har netop talt her på grundlag af et fremragende dokument, som de tyske socialdemokrater har vedtaget. Det absolut fremragende er, at det definerer SPD's holdning til udvidelsen.

Bulgarien og Rumænien er besluttet - ja! Men man må overveje at adskille landene, hvis præstationerne kræver det. Det er ikke instrumenterne, der er afgørende, det er resultaterne. Forhandlingerne med Tyrkiet kan føre til et resultat, som ikke er fuldt medlemskab. Og nu kommer en central sætning: "Den snigende opblødning af tiltrædelseskriterierne vil vi ikke længere støtte", siger de tyske socialdemokrater. Vi tyske liberale er 100 % enige.

Også optagelsesevnen bliver defineret. Kardinalproblemet i denne forbindelse er, at principiel tilslutning fra menneskene i medlemsstaterne er en del af EU's optagelsesevne. Det tror jeg er helt afgørende, hvis vi vil have borgerne med. Hvis vi vil bevare dem som trofaste unionsborgere, må vi tage hensyn til deres ønsker!

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg sætter stor pris på henvisningerne i hr. Broks betænkning til behovet for at respektere grundlæggende rettigheder og friheder, navnlig rettighederne for mindretal i Tyrkiet, Kroatien og landene på Vestbalkan.

Da vi drøftede den tyrkiske ansøgning om medlemskab af Unionen, opfordrede jeg Kommissionen til ikke at gentage de fejl, der blev begået, da mit land, Letland, blev medlem, hvor man ikke benyttede denne proces til at fremme mindretallenes rettigheder. Gruppen Den Europæiske Fri Alliance har opfordret de europæiske institutioner til at opfordre den tyrkiske regering til at forbedre sin politik over for etniske, religiøse og sproglige mindretal. Desværre ser vi ikke fremskridt på dette punkt, og navnlig bliver uskyldige borgere stadig dræbt i Kurdistan. For to uger siden blev forældrene til Derwich Ferho, den fremtrædende menneskerettighedsfortaler og formand for det kurdiske institut i Bruxelles, dræbt. Visse ting tyder på, at de tyrkiske specialstyrker var involveret. Jeg er tilhænger af fortsatte udvidelser, men jeg går ind for udvidelser, der udelukkende er baseret på Københavnskriterierne.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, med hensyn til betænkningens punkt 29 var Rådets beslutning om at blokere den finansielle bistand til tyrkisk-cyprioterne en udvikling i den rigtige retning, og det vil jeg gerne takke ministeren for.

Hvad handelsspørgsmålet angår, kan det stadig behandles inden for rammerne af den seneste aftale om forhandlinger om en pakke af tillidsskabende foranstaltninger. I den fælles meddelelse efter FN's generalsekretærs møde med præsident Papadopoulos i Paris nævnes det bl.a., at det vil være til gavn for alle involverede og forbedre stemningen betydeligt med mulighed for flere samtaler, hvis der kunne opnås fremgang med den videre hjemsendelse af tropper og demilitarisering af øen, med en fuld deminering af Cypern og med Famagusta-spørgsmålet.

Især kunne fremskridt med Famagusta-spørgsmålet også skabe fremskridt på handelsområdet. Cyperns regering har som bekendt fremsat forslag om, at Famagusta skal gives tilbage til de retmæssige indbyggere, og Famagusta havn skal åbnes igen, hvilket ville kunne løse problemet med handel til og fra de besatte områder. Desværre har Tyrkiet og den tyrkisk-cypriotiske ledelse endnu ikke taget stilling til det konkrete spørgsmål.

  Roger Knapman (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, for det første glæder vores vildledte ordfører sig over, at Kommissionen i sit strategidokument gør sig til "fortaler for en udadskuende Union". Han mener i virkeligheden ikke en udadskuende Union; det, han mener, er en ekspanderende Union og tilsyneladende ikke en tænkepause efter folkeafstemningerne i Nederlandene og Frankrig - overhovedet ikke! De sagde "nej", især til Tyrkiet. Det eneste, vi får her, er mere centralisering, samtidig med større ekspansion for at skabe et ikke-fungerende hele, og det i selv samme uge, hvor Tyskland er blevet bedt om at skabe orden i sin egen økonomi! I stedet for at sende skibsladninger med penge til Østeuropa burde de hellere sørge for, at fremgangen i Europa som helhed ikke bringes i fare.

I øjeblikket er det på mode at lade, som om en lang række lande står i kø for at komme med i dette her. I virkeligheden har landene på Balkan netop forladt en dikterende, bureaukratisk og korrupt organisation ved navn Jugoslavien, og de ønsker ikke at komme med i en organisation med tilsvarende kendetegn udelukkende af hensyn til deres sundhed. Sandheden er, at de vil have penge. De vil have endnu flere penge. Det, som landene på Balkan ikke burde gøre, er at købslå med deres suverænitet, som om det var en handelsvare, for det fører til stor skuffelse. Jeg er bange for, at der venter dem en hel del skuffelser.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, kære socialdemokrater, særligt tyske og østrigske, hurra, nu har I slået jer selv i hovedet med populismens kølle, som I ellers altid svinger mod tidligere partichefer eller topkandidater, det, som I kalder populismens kølle. Der er en vækkelsesproces i gang og en opvågnen, som er båret af vælgerne, båret af realistiske økonomiske tal, forhåbentlig også båret af indsigt. De debatter, som vi har ført i årevis i jeres gruppe, har nu ført til et dokument, som man kan bruge til noget.

Pragtfuldt, kollega Kuhne! Perspektivskift, definition af tiltrædelsesperspektiv, optagelsesevne. Det er netop det, det handler om. Så kan man fatte håb, for det, som I går ind for, kan jo ikke kun få flertal hos jeres vælgere, men i Europa generelt. Med et fornuftigt perspektiv kan det gå fremad. Med de hidtidige smukke ord kan det helt sikker ikke.

  Camiel Eurlings (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, udvidelser har været en fordel for EU, for indbyggerne i de nye medlemslande, men bestemt også for indbyggerne i de andre lande.

Under folkeafstemningen i Nederlandene gjorde forestillingen om, at polske blikkenslagere ville komme, folk bange. Virkeligheden er en anden. Nederlandene tjener 2 milliarder euro om året på den seneste udvidelse med disse lande. Netop folk, som altid er gået ind for udvidelsen, skal informere om udvidelsen, men skal også holde øje med balancen mellem udvidelse og uddybelse. Denne balance er skæv. Nice-traktaten var faktisk ikke god nok til 25 medlemsstater. Nu kommer Rumænien og Bulgarien også med. Jeg tror, det er godt, at vi forpligter os til, at vi først selv får orden på tingene med en ny traktat, inden vi udvider til mere end 27 lande. Denne pligt bør vi pålægge os selv.

For det andet tror jeg, det er vigtigt, at lande, der støder op til EU, ikke behøver vente på EU og på, at vi er færdige med vores hjemmearbejde, men at de faktisk allerede nu med en slags partnerskab kan søge uddybelse. Hvis de senere vil være rigtige medlemmer, og hvis Europa ser ud til også at kunne klare det, kunne et næste skridt i retning af medlemskab være en mulighed for disse lande.

Jeg vil understrege, at denne betænkning på ingen måde forringer rettighederne for de lande, som på nuværende tidspunkt har status som kandidatlande. Men til denne troværdighed hører også, at vi anser kriterierne for at være troværdige. Det betyder faktisk, fru Plassnik, at Tyrkiet skal overvåge ytringsfriheden, ikke kun for denne ene forfatter, men også for andre, at religionsfrihed skal garanteres, og at vi kommer videre på Cypern-området.

Vi glæder os over pakkeløsningen, men det ville være glimrende - det siger jeg også til kommissæren - hvis vi kunne få Tyrkiet til at ratificere og gennemføre protokollen. Hr. kommissær, hvordan vil De skabe denne klarhed? Hvis det først er gjort, vil der også blive gjort store fremskridt, hvad angår Cypern selv. Ud fra den synsvinkel støtter jeg fuldt ud ændringsforslag 4, hvori vi i Parlamentet endnu en gang klart siger, at vi vil opfylde vores pligt over for befolkningen på den sydlige del, men bestemt også på den nordlige del af øen.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, udvidelsen er Europas største succeshistorie, som har udbredt stabilitet, sikkerhed, fremgang og demokrati på hele kontinentet. Men når flertallet i syv medlemsstater, herunder min egen, modsætter sig fremtidige udvidelser, er tiden inde til at argumentere over for befolkningen og konfrontere dem, der forsøger at blokere for fremskridtet; at afvise dem, der selv i dette beslutningsforslag forsøger at anvende formuleringer som "operationelle muligheder" eller "ny grænsedragning" til at undergrave Europas eksisterende forpligtelser; at konfrontere folk som de britiske Konservative, som siger, at Europa må vælge mellem udvidelse og fordybelse - det skal vi ikke; at konfrontere det yderste højre, der bevidst spreder frygt for, at ny indvandring truer folks arbejde og levebrød, når der findes beviser for det stik modsatte; at eksponere dem, der selv i dette beslutningsforslag igen, glæder sig over fremskridt i Kroatien, men ikke over de selv samme fremskridt i Tyrkiet; at erkende, at de overvejende muslimske befolkninger i Makedonien, Bosnien og Albanien også deler en europæisk skæbne; og understrege, at tænkepausen i forbindelse med forfatningstraktaten ikke må blive en undskyldning for at sætte en stopper for nye udvidelser.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand, regional integration på Vestbalkan er et centralt element i Kommissionens udvidelsesstrategi. Det er det rette at stræbe mod, eftersom det fremmer samarbejde og ansvarlighed og ligeledes medfører økonomiske fordele.

Det er imidlertid ikke rigtigt at påtvinge nogen en økonomisk og politisk enhed, som de berørte ikke ønsker, eller som ikke er levedygtig i sig selv. Det ville være langt mere effektivt at udvide det allerede eksisterende CEFTA som foreslået af den kroatiske regering, fordi dette allerede har vist sig at være et vellykket og godt samarbejde, og her bør landene på Balkan medtages.

Den virkelige garanti for stabilitet på Vestbalkan er et autentisk løfte om integration i Europa. I den henseende er det særdeles bekymrende, at de pågældende lande i henhold til Rådets forslag ikke vil modtage tilstrækkelig økonomisk støtte fremover, og de vil få mindre støtte næste år og i de kommende år end hidtil. Og det sår tvivl om troværdigheden ved hele tiltrædelsesprocessen. Derfor ønsker vi en betydelig forøgelse af de midler, der er til rådighed.

For det tredje: Når vi vurderer de enkelte lande, skal vi overveje deres individuelle resultater, og kollektive vurderinger af nogen art kan ikke accepteres, for disse lande skal vise deres modenhed hver for sig.

Kroatien har gjort en stor indsats for at blive medlem af EU så hurtigt som muligt. Vi må anerkende denne indsats, for Kroatien fortjener en positiv afslutning på forhandlingerne så hurtigt som muligt.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Først og fremmest vil jeg gerne takke hr. Brok for hans meget konstruktive og logiske betænkning. Jeg er sikker på, at hvis EU kunne formulere sin holdning til alle spørgsmål på denne måde, ville den bestemt finde større opbakning og forståelse hos borgerne. Jeg vil gerne tale om den del af betænkningen, der drejer sig om Tyrkiet. Jeg er helt enig i, at EU's udvidelsesstrategi utvivlsomt har tilskyndet til demokratiske, politiske og andre reformer i Tyrkiet og de andre lande, der nævnes i beslutningsforslaget. Men det er ligeledes vigtigt at bemærke, at, og jeg citerer "selv om den politiske omstillingsproces stadig er i gang i Tyrkiet, er reformtempoet blevet langsommere i 2005, og gennemførelsen af reformerne er fortsat ujævnt". Det er præcis samme svar, som jeg fik i går af kommissær Rehn på mit mundtlige spørgsmål om gennemførelsen af Europa-Parlamentets beslutning om indledning af forhandlinger med Tyrkiet. Det fremgår ligeledes af beslutningsforslaget, som vi har behandlet i dag, nemlig at reformtempoet i Tyrkiet i 2005 ikke bare var utilstrækkeligt, men rent faktisk er blevet langsommere. Dette kan tolkes som Tyrkiets modvilje mod at gennemføre reformer, der kan bringe landet nærmere på EU, eller måske endda som modvilje mod at forpligte sig til at overholde de elementære krav ved et muligt medlemskab.

Jeg deler også den beklagelse, der udtrykkes i hr. Broks betænkning og i beslutningen, over Tyrkiets ensidige erklæring ved underskrivelsen af tillægsprotokollen til Ankara-aftalen. Efter min mening er det nødvendigt at minde Tyrkiet om, at anerkendelsen af alle EU's medlemsstater er en helt nødvendigt del af tiltrædelsesprocessen.

Det, jeg nu vil sige, står ganske vist ikke i betænkningen, men jeg er sikker på, at det folkemord, der blev begået mod den armenske nation for 90 år siden, burde erkendes på højeste plan i Tyrkiet, eftersom dette mere end noget andet vil vidne om, at Tyrkiets holdning, selv i lyset af disse smertelige begivenheder i fortiden, er i overensstemmelse med ånden i Københavnskriterierne.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, i Brok-betænkningen defineres der ikke noget konkret med hensyn til etniske mindretal. EU anvender ofte dobbelte eller sågar tredobbelte standarder, når den kræver og forventer noget helt forskelligt at to kandidatlande, mens den stort set aldrig kræver, at de nuværende medlemsstater stilles til regnskab i spørgsmål om etniske mindretal.

Efter en væbnet opstand fik albanere i Makedonien det videst mulige administrative og endda geografiske selvstyre, mens EU over for Rumænien ikke presser på for at få indført geografisk selvstyre for de næsten en millioner ungarere, der bor i Székely Land. EU lover uafhængighed til Kosovo, men for Vojvodina anbefaler den ikke engang det selvstyre, som Milosevic havde taget væk.

Jeg beder Dem støtte de ungarske ændringsforslag, der har til formål at bevare Vojvodinas multietniske karakter, beskyttelse af mindretal og en udvidelse af provinsens selvstyre. Kommissær Olli Rehn ved udmærket, at der ikke er nogen løsning mulig uden selvstyre for svensktalende finner i Finland, og der kan heller ikke være tale om nogen løsning på Balkan eller for kurderne i Tyrkiet.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, vi er nødt til at være helt ærlige og indse, at udvidelsesstrategien ikke er årsag til den institutionelle krise, som EU befinder sig i i dag. Udvidelsen, som strategisk mål, kan imidlertid bruges som syndebuk for de kollektive europæiske blindgyder, hvilket efter min mening er noget, der bør undgås. Inden for disse rammer er det et særlig vigtigt signal, der kommer fra det østrigske formandskab og fra udenrigsministrenes møde i Salzburg, om Vestbalkanlandenes optagelse i EU som endemål. Vi siger ja til landenes optagelse og nej til særlige relationer.

Kommissionen for sit vedkommende bør fremskynde fremlæggelsen af sit forslag om udstedelse af visa til Balkanlandenes borgere. Spørgsmålet er dybt politisk, ikke bureaukratisk. EU's tvetydige signaler i Kosovo-spørgsmålet skaber bekymring. EU's manglende fælles politik vil få negative konsekvenser.

Endelig mener jeg, hvad Cypern-spørgsmålet angår, at det er på tide, at der tages politiske initiativer til at få skabt den nødvendige politiske og sociale osmose på civilsamfundsplan mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter. Det er EU, der har rollen som katalysator.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Mine damer og herrer, hr. Brok har gjort et grundigt stykke arbejde med at vise landene på Vestbalkan vejen til EU.

Det er imidlertid min pligt som leder af Moldova-delegationen at minde os alle om, at der er to lande, der ligger endnu tættere på Europas hjerte, som har lige så stort behov for et løfte om medlemskab af EU som landene på Balkan og Tyrkiet.

Europa-Parlamentet har udtrykt sin klare støtte til Ukraines og Moldovas ønsker om at blive medlemmer af EU. Moldova har gjort en kolossal indsats i to år.

Ukraine har også for nylig vist, at landet ønsker at blive et europæisk land. Det fornemmede jeg meget klart, da jeg besøgte Ukraine sidste uge.

Jeg er imidlertid skuffet over den overdrevne betydning, som det fjerde Københavnskriterium tillægges i betænkningen. Samtidig er jeg enig med Elmar Brok i, at Kommissionen bør definere kendetegnene ved tiltrædelseskapaciteten hurtigst mulig. Dette må ikke blive en vag undskyldning for at afvise lande, der ønsker at komme med i EU.

Siden Thessaloniki-topmødet i 2003 er vores Union blevet reformeret. Det er en succeshistorie for de lande, der opfyldte Københavnskriterierne. Fremover skal mulige kandidatlande også vurderes ud fra gennemsigtige kriterier.

Udvidelsen skal fortsætte, for Europa har brug for stabilitet på samme måde, som vi har brug for luft.

  Ursula Plassnik, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, jeg takker for denne spændende og bestemt også spændingsfyldte debat, som også vil være vigtig for Rådet.

Mine damer og herrer, jeg kommer fra et land, som i følge alle tilgængelige tal og cifre har haft store fordele af den seneste udvidelse. Alligevel er befolkningens holdning til EU og til udvidelsesspørgsmålet meget kritisk. Derfor vil jeg gerne komme med nogle personlige bemærkninger i denne forbindelse.

Der kommer ikke noget Europa uden grænser. L'Europe sans frontières n'existera pas. Men Europa har altid været et politisk projekt. Derfor kan hverken geograferne eller historikerne eller linealerne hjælpe os med de fastlæggelser, som vi skal træffe politisk. Det afgørende vil være den fælles vilje hos anpartshaverne i dette værdi- og retsfællesskab. Det er os og - det er en selvfølge i demokratier - befolkningerne. Så hvor står vi nu? Nøgternt betragtet blev der den 3. oktober sidste år truffet vidtrækkende politiske beslutninger. Nu står vi over for en fase med roligt sagligt arbejde, Rådet og Kommissionen sammen med vores partnere i verden.

Jeg har tre bemærkninger til de geografiske spørgsmål, først om Balkan. Hvad handler det egentlig om? Hvad er det, vi arbejder på? Efter min mening på fredsprojektet Europa, på Europas genforening, på at overvinde modsætningen mellem øst og vest, på at overvinde den adskillelse, som kommunismen førte til. Det går ikke, at Balkan kommer i europæisk offside. Vi må atter præcisere, hvor merværdien ligger for os, for vores befolkning, men også for befolkningerne på Balkan, en merværdi i form af retsstat, sikkerhed, økonomiske muligheder.

Med hensyn til Tyrkiet, som er blevet nævnt flere gange, så nævner Kommissionen og Rådet i den proces, der kører nu, ikke kun fremskridtene i Tyrkiets reformproces, men også helt konkret manglerne, helt direkte også manglerne f.eks. inden for religionsfrihed og ytringsfrihed. Det gjorde vi på vores trojkamøde.

Hvad angår Ukraine, var jeg for kort tid siden på en trojkamission i Ukraine sammen med kommissær Benita Ferrero-Waldner. Her afgav jeg dette budskab: Europa, EU ønsker et stabilt, selvbevidst og succesrigt Ukraine, men især også et Ukraine, som beslutsomt tager fat på de forestående transformationsopgaver. Vi har et godt og hensigtsmæssigt instrument i den europæiske naboskabspolitik med handlingsplanen, hvis første kontrol er forestående og vil blive gennemført under det østrigske formandskab. Vi har også et stort potentiale, f.eks. med en udvidet aftale, som kunne omfatte en bred frihandelsaftale.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne starte med at fortælle Dem nogle vigtige nyheder: Beslutningerne fra slutningen af 2005 har skabt en solid politisk ramme for vores udvidelsespolitik i perioden 2006 til 2010 og i nogle tilfælde endda endnu længere. F.eks. vil tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet formentlig vare 10 til 15 år. Jeg forventer ikke, at nogen i fuldt alvor anfægter vores nuværende forpligtelser i Sydøsteuropa, for det er i virkeligheden et spørgsmål om vores egen sikkerhed og stabilitet, at vi kan styrke fred og demokrati og skabe større fremgang i denne meget følsomme region.

Nu har vi en konsolideret og tilstrækkeligt krævende udvidelsesdagsorden. Udvidelsestoget er ikke noget hurtigtog, ikke et TGV, ikke et Eurostar; det er et almindeligt tog, i nogle tilfælde endda et lokaltog, men det vigtigste er, at toget bevæger sig, processen er i gang, og derved forandrer det de lande, der ligger i EU's umiddelbare nabolag.

Med hensyn til Europas grænser arbejder Kommissionen på grundlag af artikel 49 i traktaten om EU, hvori det hedder, at ethvert europæisk land, der respekterer og anvender de europæiske værdier demokrati, menneskerettigheder retsstaten og grundlæggende friheder kan ansøge om medlemskab af Unionen. Det betyder ikke, at alle europæiske lande skal ansøge, eller at EU skal acceptere alle lande, men det betyder samtidig, at det ikke er fornuftigt at lukke døren for altid ved at trække en streg på kortet for at definere Europa en gang for alle, hvilket vil gøre alvorlig skade på vores muligheder for at opnå gavnlig indflydelse og strategiske muligheder for at påvirke vores umiddelbare nabolag.

Selv om Unionens endelige grænser endnu ikke er fastlagt, udvikler EU andre former for partnerskab og samarbejde med nabolandene, f.eks. i form af den europæiske naboskabspolitik, som kan videreudvikles og ajourføres.

Der er fremsat nogle få bemærkninger og udsagn vedrørende absorptionsevnen. Jeg vil gerne komme med en kort historisk oversigt. Det princip blev første gang nævnt udtrykkeligt i København i 1993, da Det Europæiske Råd erklærede, at Unionens evne til at absorbere nye medlemmer og samtidig bevare dynamikken i den europæiske integration også er en vigtig overvejelse i sammenhæng med både Unionens og kandidatlandenes almene interesser. Dette princip og dets konsekvenser er blevet undersøgt regelmæssigt af Kommissionen.

I sin Agenda 2000 - og jeg er glad for at kunne henvise til den, for jeg var medlem af styregruppen for Agenda 2000, som blev vedtaget i 1997 - undersøgte Kommissionen konsekvenserne af de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse fra to vinkler: indvirkningen på EU-politikkerne såsom landbrugs- eller regionalpolitik og dens budgetmæssige konsekvenser. Som et resultat af dette førte arbejdet til, at man fastsatte nogle kritiske parametre i de efterfølgende forhandlinger ved beslutningerne fra marts 1999 på Berlin-topmødet og i 2003, da landene fra Central- og Østeuropa fik lov til at komme med i EU. Dette gjorde det lettere for EU-10 at komme med, og dermed kombinerede vi med held vores historiske mission med genforeningen af det europæiske kontinent og tage højde for de praktiske overvejelser, som borgerne også lægger vægt på i dag.

Senere gennemgik vi dette princip under tiltrædelsesforhandlingerne, navnlig i nogle kapitler som f.eks. om fri bevægelighed for personer og de finansielle kapitler, og for nylig gennemgik Kommissionen også dette princip i vores 2004-dokument om spørgsmål i forbindelse med de tyrkiske tiltrædelsesperspektiver.

Jeg vil anbefale dette dokument fra oktober 2004 til alle medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er stadig værd at læse og skitserer på udmærket vis de overordnede konsekvenser af Tyrkiets tiltrædelse af Unionen, hvis Tyrkiet en dag opfylder alle betingelser for tiltrædelse.

Dermed er opsvinget i absorptionsevne et vigtigt begreb, og det henvises der også til i forhandlingsrammerne for Tyrkiet og Kroatien. Jeg kan forsikre Dem for, at vi har dette for øje gennem alle forhandlingerne, og det er også et centralt princip i vores strategidokument fra november sidste år. Vi baserer vores arbejde på det princip, og det er en meget vigtig betragtning.

Endelig med hensyn til det, hr. Eurlings sagde om uddybning og udvidelse, tilhører jeg den lejr, der mener, at en uddybning af den politiske integration er en nødvendighed for at gøre EU mere effektiv og demokratisk. Vi skal have Unionen til at fungere bedre, og det var og er også formålet med forfatningstraktaten. Derfor har vi brug for en forfatningsdiskussion og med tiden - hellere før end siden - er vi nødt til at beslutte, hvordan vi vil reformere vores strukturer, så de er mere effektive og demokratiske, og så EU får større vægt i de eksterne forbindelser, inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og med hensyn til at varetage sikkerheden for sine egne borgere i forhold til international kriminalitet og terrorisme.

Det skal ske i den nærmeste fremtid, ikke i en fjern fremtid - ikke om 10-15 år f.eks., når Tyrkiet måske kan komme med - for Europas skyld, og vi har allerede brug for det i en Europæisk Union med 25 eller 27 medlemsstater. I stedet for at tale om absorptionsevne vil jeg foretrække at tale om, at den nuværende Europæiske Union har funktionskapacitet til at sikre, at vi betjener borgerne bedre både med hensyn til politikker og institutioner.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Hr. Broks betænkning er udtømmende og fuldstændig, når det gælder den nuværende udvidelsessituation, og den omhandler lande, der utvivlsomt gør en prisværdig indsats for at nå de politiske og økonomiske mål, der kræves for at kunne tiltræde EU.

Vi er navnlig enige i den opfordring, der rettes til Kroatien om at "løse fortsatte bilaterale problemstillinger, især vedrørende (...) ejendom", men vi konstaterer med beklagelse, at man ikke omtaler problemerne i forbindelse med en ændring af landets lovgivning om adgang til ejendomsmarkedet for EU-borgere og specifikt for italienere og landflygtige fra Giulia og Dalmatien. Det kan ikke forbydes nogen EU-borger at tage bopæl i en medlemsstat eller at få adgang til ejendomsmarkedet.

At begrunde forbuddet med anvendelsen af gensidighedsprincippet er ikke tilstrækkeligt til, at vi i dag kan slå fast, at Kroatien opfylder alle betingelser for at kunne blive optaget i EU i fremtiden. Med udgangspunkt i den manglende respekt for et frihedsprincip, der efterhånden er indført i alle medlemsstaterne, og selv om vi stemmer for betænkningen, anmoder vi om, at Kroatien opfordres til at rette op på denne alvorlige mangel, hvis fortsættelse ville gøre det umuligt for os at støtte landets tiltrædelse.

10. Ændring af dagsordenen (debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet): se protokollen

11. Fusioner i det indre marked (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om fusioner i det indre marked.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, dette er en debat, som naturligt vil være meget domineret af Kommissionens redegørelser. Jeg kan forestille mig, at de tilstedeværende medlemmer især vil være interesseret i at høre Kommissionen. Derfor vil jeg på Rådets vegne begrænse mig til nogle få bemærkninger, for vi er overbevist om, at Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af de nye ordninger og ved anvendelsen af EU's konkurrenceregler lægger et stort ansvar for dagen for at nå målene for konkurrencepolitikken i overensstemmelse med Lissabon-målene.

Sektorundersøgelserne, som Kommissionen allerede har under udarbejdelse og vil udvide yderligere, er et væsentligt grundlag for det, og spørgsmålet om markedsafgrænsningen er heller ikke uden betydning. Man må ikke overse, at der også skal tages hensyn til de mellemlange og langsigtede aspekter, når der træffes afgørelser om fusioner.

Erhvervslivet er dynamisk og ikke statisk. Derfor må virksomhederne dagligt arbejde for at væbne sig til fremtiden og blive ved at være konkurrencedygtige. I EU findes der i alt over 23 millioner virksomheder. Hver dag etableres der nye virksomheder, og andre indstiller deres aktiviteter.

I tilknytning til den debat, vi førte i formiddags, vil jeg endnu en gang minde om, at 99 % af virksomhederne er små og mellemstore virksomheder, som i alt står for 80 % af beskæftigelsen. Konkurrenceevnen har derfor også store konsekvenser for arbejdsmarkedet og forudsætter en fungerende konkurrence. Konkurrencen i det indre marked må ikke forvrides. Det er et af de vigtige grundlag for det europæiske erhvervslivs succes.

Gennemførelsen af det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union, udvidelsen af EU og fjernelsen af barrierer i den internationale handel og ved investeringer vil fortsat føre til større virksomhedsorganisationer, også i form af koncentrationer. Sådanne omorganiseringer må hilses velkommen i den forstand, at de er i tråd med kravene om en dynamisk konkurrence og kan bidrage til at øge den europæiske industris konkurrenceevne, idet de forbedrer vækstbetingelserne og højner levestandarden i Fællesskabet. Det er bestemt i overensstemmelse med Lissabon-målene, som vi har drøftet i dag.

Det emne, som det handler om nu, bliver i øjeblikket især diskuteret inden for energiområdet på grund af de aktuelle eksempler på koncentrationer. For borgerne og forbrugerne handler det især om prisudviklingen, som bliver påvirket negativt af den manglende konkurrence, men også om overvejelser med hensyn til sikring af arbejdspladser.

Det er klart for forbrugerne, at uberettigede prisforhøjelser kun kan forhindres med tilstrækkelig konkurrence. Det står imidlertid også fast, at arbejdspladser kun kan sikres varigt, hvis der findes konkurrencedygtige virksomheder. I denne forbindelse må man intensivt føre en fælleseuropæisk konkurrencepolitik på baggrund af de fire grundlæggende frihedsrettigheder.

I forbindelse med konkurrencepolitikken handler det også om, at en reorganisering eller koncentration ikke må føre til, at der opstår varig skade for konkurrencen. Derfor findes der, som De ved, bestemmelser i EU-lovgivningen om disse koncentrationer, som kan hindre en effektiv konkurrence i det fælles marked eller en væsentlig del af det.

Lad mig gentage, at vi er overbevist om, at Kommissionen vil tage de rigtige skridt og gå ansvarsbevidst frem. En væsentlig faktor for Europa som etableringssted er særligt også retsstaten og dermed forudsigeligheden af afgørelser. Her er der behov for yderligere undersøgelser af den såkaldte more economic-based approach. Hvis det efter en evalueringsfase skulle vise sig, at der i denne forbindelse er behov for at supplere den retlige ramme inden for fusionsretten, vil Rådet også tage dette op.

Det er desuden klart, at man ikke kan skabe regler for hvert enkelt muligt tilfælde, men at der kræves et vist abstraktionsniveau. Også i betragtning af Kommissionens aktuelt forestående afgørelser går rådsformandskabet ud fra, at Kommissionen med stor omhu vil udøve skøn, f.eks. i forbindelse med markedsafgrænsning og effektivitetsfastsættelse.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Europa blomstrer ved at nedbryde barrierer mellem medlemsstaterne, ikke ved at opstille dem. Åbne og konkurrencebetonede markeder er de vigtigste drivkræfter for at skabe vækst og arbejdspladser i Europa. Virksomheder, som er succesrige aktører på de europæiske markeder, står også godt rustet i den globale konkurrence.

Kommissionen vil altid se med bekymring på ethvert forsøg fra de nationale regeringers side på, direkte eller indirekte, at gribe uberettiget ind i processen med virksomheders omstrukturering på tværs af grænserne i Europa. I traktaten knæsættes princippet om, at der ikke må ske ubegrundede indgreb i de grundlæggende friheder, den indeholder - navnlig fri bevægelighed for kapital - eller i den fri etableringsret. Som noget grundlæggende for disse rettigheder er virksomhedernes frihed til at omstrukturere, herunder til at ændre på deres ejerforhold.

At nægte virksomhederne denne mulighed rent principielt eller ved ikke at anvende bestemmelserne i EF's sektorlovgivning om indførelse af konkurrence på markederne - som f.eks. energi, telekommunikation og finansielle tjenesteydelser - korrekt vil medføre en alvorlig indskrænkning af deres evne til at tilpasse sig udfordringerne ved integration af markederne i EU, de hastige teknologiske fremskridt, som mange brancher oplever, og i almindelighed det dynamiske erhvervsliv i dagens Europa, som er i stadig udvikling.

Det europæiske erhvervsliv tager disse udfordringer op, herunder gennem oprettelse af et stigende antal grænseoverskridende europæiske virksomheder. Mens virkningerne af de enkelte fusioner skal vurderes fra sag til sag i overensstemmelse med de relevante konkurrencebestemmelser, vil fusioner mellem virksomheder i forskellige medlemsstater efter al sandsynlighed øge konkurrencen i de pågældende medlemsstater og dermed bidrage til at skabe konkrete fordele for de europæiske forbrugere i form af lavere priser og et større udvalg. Tag energisektoren som eksempel. Det siges meget klart i grønbogen, som Kommissionen offentliggjorde i sidste uge. Man kan ikke opnå bæredygtig, konkurrencedygtig og sikker energi uden åbne og konkurrencebetonede energimarkeder baseret på konkurrence mellem virksomheder, der søger at blive konkurrenter på europæisk plan snarere end dominerende aktører på nationalt plan. Åbne markeder vil styrke Europa og give os mulighed for at løse vores problemer. Samtidig vil processen med grænseoverskridende omstrukturering af virksomheder styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne ved at klæde dem på til at få succes på de globale markeder.

Enhver indgriben i denne proces fra de nationale regeringers side, som ikke er begrundet med legitime interesser i henhold til traktaterne, risikerer at forvolde alvorlig skade på Europas udsigter til at kunne udnytte mulighederne ved markedsintegration og globalisering.

Som De ved, har Kommissionen to vigtige lovgivningsinstrumenter til rådighed - bestemmelserne for det indre marked i EF-traktaten og artikel 21 i EF's fusionsforordning - til brug i tilfælde, hvor de nationale myndigheder uberettiget griber ind i forbindelse med omstrukturering af virksomheder. Den har pligt til at håndhæve disse bestemmelser, når der er behov for det.

Som EF-traktatens vogter og som den institution, der er ansvarlig for fusionskontrol ud fra konkurrencemæssige begrundelser på europæisk plan, er Kommissionen fast besluttet på at sikre, at virksomhederne rent faktisk kan udnytte fordelene ved EU's indre marked. Derfor er håndhævelsen af disse bestemmelser en af Kommissionens centrale prioriteringer og vil fortsat være det.

  Klaus-Heiner Lehne, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det indre marked er sat på prøvebænken. Særligt på energiområdet kan man vel betegne det som truet. Støtte til nationale champions betyder, at der opstår nationale monopoler. Nationale monopoler betyder, at der ingen konkurrence er. Det betyder imidlertid også, at der så ikke længere er konkurrence på det indre europæiske marked. Det er alt sammen dårligt for forbrugerne.

Europæiske energiselskaber har desuden det problem, at hvis de ikke kan klare sig i konkurrencen i Europa, er de efterfølgende heller ikke konkurrencedygtige internationalt. Også det er med til at forværre situationen i Europa. Sideløbende forringes situationen også for alle andre virksomheder, fordi de må betale de dyre energipriser og dermed også lider skade på den internationale konkurrenceevne.

Jeg tror - selv om jeg udtrykkeligt støtter Kommissionens og især kommissærens bestræbelser i dette spørgsmål - at Kommissionens muligheder simpelthen i sagens natur er begrænsede. I det øjeblik, hvor Kommissionen vil komme med konkurrenceretlige instrumenter, gælder der næsten altid netop på energiområdet den berømte totredjedelsregel inden for fusionsreten med det resultat, at Kommissionen næsten ingen muligheder har for at gribe ind.

Jeg ved, at fru Kroes overvejer at ændre det, men det kræver enstemmighed i Rådet, og jeg tror ikke, at det i den nuværende situation vil være muligt at tilvejebringe en sådan enstemmighed. Derfor er det afgørende, at også Rådet bekymrer sig om dette problem. Man kan forvente af regeringerne, at de også følger ånden i traktaterne og den europæiske lovgivning. Det er nu engang sådan, at vi netop inden for energiselskaberne ønsker et indre marked. Derfor forventer jeg, at Rådet vil behandle dette emne.

Jeg har en bemærkning til overtagelseslovgivningen. Man har i de sidste dage kunnet læse i aviserne, at den europæiske overtagelseslovgivning angiveligt fremmer denne udvikling. Det mener jeg ikke er korrekt. Vi kan forvente, at medlemsstaterne gennemfører overtagelseslovgivningen. Her drejer det sig om relationer mellem virksomheder. Det har ikke noget med politisk påvirkning at gøre. Politisk påvirkning er ikke dækket af beslutninger inden for overtagelseslovgivningen på europæisk niveau. Det handler om, at man undlader og forhindrer det. Det er afgørende, at dette spørgsmål bliver lagt åbent på bordet i Rådet, og at der rettes en appel til alle ansvarlige i Rådet.

  Ieke van den Burg, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, forestil Dem, at hr. Barroso i næste uge indkaldte til en pressekonference for at annoncere en fusion mellem Euronet, Deutsche Börse og London Stock Exchange. Et drømmescenario eller et mareridt? Jeg vil sige hverken eller, men blot bemærke, at det er ret usandsynligt, at det vil ske.

Budskabet fra min gruppe er imidlertid, at formand Barroso, kommissæren og deres kolleger ikke må blive fanget på det forkerte ben i den situation, vi nu befinder os i med fusioner, opkøb og den udvikling, vi ser på finansmarkederne og inden for energisektoren og andre sektorer - sektorer, der alle har stor betydning for den europæiske økonomi.

Vi socialdemokrater tror stadig på, at staten har en rolle at spille i økonomien som formidler, som reguleringsinstans og som forsvarer af offentlighedens interesser. Jeg siger ikke, at vi politikere skal indtage en førerrolle og være stjerner på pressekonferencerne, men vi skal spille en rolle i det stille diplomati og ved at skabe forudsætningerne i en dialog med virksomhederne; vi skal ikke bare starte med det, der er sket, men også foregribe det, der vil ske.

Det er grunden til, at jeg ikke bryder mig om Deres fremgangsmåde, fru kommissær, som kun er negativ og forsøger at hindre myndighederne i at gribe ind i det, der sker med virksomhederne. Jeg mener, at man bør benytte en proaktiv fremgangsmåde, og jeg vil nævne tre spørgsmål, som vi bør diskutere grundigt i Europa.

Det første er industripolitikken. Jeg var meget tilfreds med nogle af kommissær Verheugens bemærkninger i formiddags, som i højere grad tog udgangspunkt i et industripolitisk perspektiv.

Det andet - som hr. Lehne også nævnte - drejer sig om, hvad der sker ved overtagelser, og hvordan vi tilrettelægger dette. Vi har brug for en diskussion her, ikke kun om aktionærdemokrati, som Financial Times og The Economist taler for, men også andre aspekter.

Det tredje er den europæiske metode over for den nationale metode.

  Vittorio Prodi, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi står virkelig over for en meget vigtig situation for Europa. Medlemsstaterne har stadig den opfattelse, at den nationale dimension under alle omstændigheder er dominerende, mens vi glemmer, at der er sket et dimensionsskift, og at vi bevidst bør bevæge os i retning af en kontinental dimension, idet vi er klar over, at vi går i den retning, og idet vi også ved, hvordan vi skal administrere den.

Derfor forstår jeg ikke de spørgsmål, der rejses, f.eks. med hensyn til bankfusionerne i Polen. I Italien har vi accepteret en overtagelse af Banca Nazionale del Lavoro netop af denne årsag. Jeg fornemmer, at der ligger en interessekonflikt bag disse spørgsmål, eftersom der meget ofte er tale om virksomheder, der er 100 % statsejede, eller hvor majoriteten er ejet af staten.

Det er en interessekonflikt mellem den umiddelbare politiske interesse og interessen på lang sigt, når det gælder ikke blot forbrugerne, men også det europæiske systems samlede effektivitet. Det var også tilfældet med Enel og Suez, hvor der opstod en alvorlig interessekonflikt mellem nødvendigheden af at rationalisere vores virksomheder, så de virkelig bliver i stand til at konkurrere på verdensplan, og nødvendigheden af at undgå, at de bliver uheldigt stillet på meget kort sigt.

Jeg beder også om, at rammerne for konkurrencen bliver tilrettelagt. Det var noget, vi også drøftede med kommissær Kroes her til morgen, og jeg vil gerne takke hende for hendes vilje til at handle på energikonkurrenceområdet. Det er nødvendigt at sørge for elektricitetsnet, gas og elektricitet på et fuldstændigt europæisk plan. Dette er vores opgave, og jeg opfordrer til, at vi hurtigt gør en indsats i den retning.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg har fuld forståelse for Italiens og Spaniens vrede over det, jeg vil betegne som tysk-fransk energi-imperialisme i Europa. Det er den tyske og den franske økonomi, der betaler den højeste pris for den. Østrig har el- og gaspriser, der er 20 % lavere end i Tyskland, fordi der er lavere udgifter til nettet, og fordi der hersker større konkurrence på markedet end i Tyskland.

Svaret på det, der er sket i de seneste uger, fru Kroes og hr. Barroso, er ikke europamestre. De europæiske energimestre ville presse endnu flere penge ud af vores store virksomheder og forbrugerne og af os borgere og sende dem videre til aktionærerne. Så det eneste svar er at have konkurrencebetonede markeder, hvor konkurrencen håndhæves af stærke og uafhængige reguleringsinstanser, stærke konkurrencemyndigheder og fuldstændig opsplitning af ejerskabet.

  Roberto Musacchio, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi har altid sagt, at energi og Europa ikke har brug for laissez fare-politikker, men for fornuftige og fælles politikker. Det, der sker nu, bekræfter dette, eftersom Europa har særdeles svært ved at føre en innovativ energipolitik, som er tilpasset de problemer, der gøres opmærksom på i Kyoto-protokollen, og behovet for en ny og anderledes udvikling.

Verden oplever tragiske krige på grund af kontrollen med olieressourcerne, og nu får vi også denne konflikt inden for Europas grænser. Løsningen er naturligvis ikke protektionisme, men derimod en mere retfærdig anvendelse af den energi, der er til rådighed, og at fremme energibesparelser og vedvarende energikilder. Jeg vil gerne slå fast, at vi er stærke modstandere af farlige energikilder som atomenergi.

Vi skal sørge for økonomiske og sociale modeller, som ikke er energislugende, og vi skal satse på et samarbejde med andre kontinenter. Som man kan se, er dette noget helt andet end deltagelsen i handelskrige, som ikke har noget med vores fremtid at gøre. At reducere det hele til varer og handel er en alvorlig fejltagelse. Vi har hverken brug for laissez faire-politik eller protektionisme, men for en anderledes, fælles og solidarisk energipolitik i Europa og på verdensplan - det skal være vores rolle!

  Adam Jerzy Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne sige noget om fusionen mellem to bankkoncerner: UniCredito Italiano og HVB. Det er et spørgsmål, der har været særdeles kontroversielt i Polen.

I 1999 købte UniCredito aktiemajoriteten i Pekao S.A., en af Polens største banker. Det viste sig at være en meget udbytterig beslutning. Syv år senere er aktiernes værdi blevet firedoblet. Da de købte den polske bank, skulle italienerne imidlertid gå med til, at de ikke ville investere penge i en virksomhed, der konkurrerede med den bank i Polen. Købet af HVB og dermed af endnu en polsk bank, BPH, er derfor et klart brud på privatiseringsaftalen. Derfor er de polske myndigheder nødt til at blokere for denne fusion og håndhæve aftalens bestemmelser.

Det skal påpeges, at denne strid på ingen måde drejer sig om, at den polske regering prøver at forhindre en udenlandsk virksomhed i at få kontrol med en national virksomhed, således som det har været tilfældet for nylig i Frankrig, Spanien eller Italien. Beskyldningerne om protektionisme, som er blevet rettet mod den polske regering, er således fuldkommen ubegrundede i denne sag. Vi skal også huske på, at mens Kommissionen fører kontrol med fusioner på fællesskabsplan, hører bestemmelser vedrørende aftaler og kontrol med banker fortsat under de nationale regeringers kompetence.

Derfor håber jeg, at Kommissionen vil tage hensyn til disse argumenter, og at Polen ikke længere skal udsættes for en spærreild af trusler i denne sag.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, at forene markederne er en grundlæggende målsætning for EU, men det er mere end det, for markedet er en af de grundpiller, som hele den europæiske integrationsproces har hvilet og hviler på.

Et ægte marked kræver for det første, at kapitalen er i stand til at cirkulere frit og blive investeret dér, hvor den giver det bedste udbytte, og for det andet, at virksomhederne har en grænseoverskridende dimension og etablerer sig dér, hvor det efter deres mening er mest interessant set ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt, ved hjælp af fusioner og opkøb, også fjendtlige overtagelser. Desuden tolererer markedet ikke misbrug af en dominerende stilling, som forhindrer fri konkurrence. Et åbent og velfungerende marked er afgørende for Europas konkurrenceevne på de internationale markeder.

En modsat effekt har den protektionisme, som vi har været vidner til i de sidste par måneder, nemlig lande, der blokerer for grænseoverskridende overtagelser, fusioner eller opkøb for at beskytte strategiske nationale interesser. Protektionismen har i virkeligheden til formål at beskytte svage og ineffektive virksomheder eller at skabe kunstige nationale førstepladser. De skader, som den forårsager, er betydelige for kunderne, som ikke får varer og tjenesteydelser til den bedste pris, og de er alvorlige for samfundet, der betaler omkostningerne ved ikke-konkurrencedygtige virksomheder. Det skal tilføjes, at protektionisme på grund af sin karakter ikke er i stand til at sikre arbejdstagerne sikre og varige beskæftigelsesudsigter. Med protektionisme gør Europa et tilbageskridt.

Hvis markedet skal fungere ordentligt, skal det være effektivt, og det må ikke være asymmetrisk. Alle skal overholde reglerne. Vi kan ikke tillade illoyal konkurrence fra lande og virksomheder, som på den ene side beskytter sig selv og på den anden side benytter sig af de andres store åbenhed.

Derfor beder vi Kommissionen om en resolut indsats for at sikre kapitalens frie bevægelighed og den frie konkurrence. I den forbindelse betragter vi fru Kroes' udtalelser her i Parlamentet som positive. At være modige nok til at træffe sådanne valg betyder, at vi er ægte europæere, for konkurrenceevne, vækst og borgernes velfærd, der følger af et integreret marked, er af afgørende vigtighed, når det gælder om at gøde jorden for EU-forfatningens vedtagelse.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, De ønsker et velfungerende marked. I så fald bør De opgive den fanatiske liberalisme, De foreskriver, og som tydeligvis ikke lever op til forventningerne. Det, vi har brug for, er ganske vist en strategi for fusioner, der fungerer, men som også er baseret på en velreguleret industripolitisk strategi såvel som på virksomhedsstrategier, der respekterer miljømæssige målsætninger og sociale standarder.

Jeg mener, at rådsformanden har ret i, at vi også bør integrere de målsætninger på mellemlang og lang sigt, som en uhæmmet liberalisme ikke kan opfylde. Hvis man derudover ønsker, at direktivet om overtagelsestilbud skal fungere tilfredsstillende, overlades meget til medlemsstaterne. Måske burde vi også overveje en revision heraf - der imødeses i teksten - således at aktionærernes magt ikke bliver en blind magt, der uden hensyntagen til nogen form for interesser i den stat, den finder anvendelse i, den gældende industristrategi eller lønmodtagernes interesser vilkårligt kan opløse virksomheder, som i en årrække har samlet en knowhow og en virksomhedsstrategi, der også kan udnyttes i en europæisk industripolitik.

(Bifald fra venstre)

  Umberto Pirilli (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi står over for to mulige fusioner. Den første fusion, nemlig den mellem Gaz de France og Suez, er ikke ønskelig, eftersom den i Belgien skaber et energimonopol i gas- og elektricitetssektoren og gør det franske marked endnu mere lukket over for konkurrenterne. Den anden fusion, nemlig den mellem Enel og Suez, kunne til gengæld føre til en diversificering af det franske og belgiske energimarked.

Princippet om gensidighed i forbindelserne mellem de europæiske lande inden for energisektoren synes at være væsentligt for, at vi får et europæisk energimarked, der er til gavn for forbrugerne, og en fælles europæisk politik på energiområdet.

I Italien har man i høj grad gjort plads til energiselskaber fra andre lande ved hjælp af privatiserings- og liberaliseringspolitikker. Dette er også sket i mange andre europæiske lande. Frankrigs manglende overholdelse af gensidighedsprincippet i dette tilfælde kan ikke begrundes med kravet om at sikre sig energiuafhængighed ved hjælp af store nationale virksomheder, men er tværtimod et udtryk for en overdrevent nationalistisk politik, for Frankrig har allerede sine store energivirksomheder og har ikke brug for flere.

Fusionen mellem Gaz de France og Suez, som kontrollerer det belgiske Electrabel, indebærer en alvorlig risiko for at fremme de protektionistiske tendenser, ikke bare i energisektoren, men også i andre industrielle sektorer, finansielle sektorer og servicesektorer.

Kommissionen har i andre tilfælde og på en stringent måde taget sine antitrustinstrumenter i brug for at standse udviklingen af dominerende stillinger og repressalier i den internationale konkurrence. Det skete for nylig i sagerne med ABN-AMRO/Banca Antonveneta og BBVA/Banca Nazionale del Lavoro, som nu lader til at satse på BNP Paribas, der er en fransk bank.

Det ville være ønskeligt, at Kommissionen var lige så stringent, når det gælder om at sikre kapitalens frie bevægelighed. Også under disse omstændigheder bør princippet gælde for alle, for vi kan ikke acceptere, at der i Europa er nogle lande, som er mere lige end andre.

  Cristóbal Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær, vi afholder denne forhandling i dag på grund af de yderst alvorlige hændelser på især energi-, el- og gasmarkederne. Vi står over for fjendtlige overtagelser, som regeringerne tilskynder til, som det sker i Spanien, eller som regeringerne forhindrer, som det sker i Frankrig. Det er helt bagvendt og i strid med EU's ånd.

Vi lytter til politiske taler fra de øverst ansvarlige i vigtige europæiske lande, som ikke tøver med at sætte spørgsmålstegn ved EU's grundlæggende principper, dvs. kapitalens frie bevægelighed eller fuld konkurrence på markederne. Taler, som dem vi har hørt i de seneste dage, fra ministre, der ser ud til at tale om planlægning: den mest gammeldags og mislykkede form for planøkonomi. De taler skamløst om protektionisme, om økonomisk patriotisme, om nationalisme. Kort sagt, de holder populistiske taler af værste skuffe.

Vi skal som modtræk bakke op om den europæiske model, der betyder fri integration af markederne med anerkendelse af, at der findes asymmetrier på disse markeder. Selvfølgelig er der asymmetrier! Har vi måske kendskab til bare et enkelt eksempel på økonomisk integration, hvor der ikke har været asymmetrier? Til trods herfor er vi nået hertil. Vi er nået hertil med problemer og med vanskeligheder, og i denne forbindelse skaber disse politiske taler blot flere problemer og flere vanskeligheder.

Vi taler om strategiske sektorer, men kommunikations-, transport- og finanssektorerne er også vigtige. Vi beder Kommissionen om at prioritere den europæiske integrations mål og ideal frem for disse nationalistiske fristelser og om, at målet om opbygningen af et indre marked anerkendes i lyset af de populistiske taler om isolering. Vi anmoder kort sagt Kommissionen om at påtage sig sin rolle som traktaternes vogter og om at fremme reelle udviklings- og beskæftigelsespolitikker for alle de europæiske borgere.

(Bifald fra højre)

  Pier Luigi Bersani (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, den industrielle og finansielle sammenlægningsproces kan styrke EU's stilling på verdensplan.

I nogle tilfælde og i nogle faser kan denne proces på en nyttig måde ske via nationale kanaler, men disse er ofte defensive og risikerer at sætte gang i en farlig protektionistisk spiral, der så afgjort bør standses. Det er nødvendigt med yderligere lovgivningsrammer, og det er nødvendigt at fremme en større konvergens mellem de nationale bestemmelser for overtagelser og fusioner, for ellers vil den omfattende brug af gensidighedsklausuler få alle disse lande til at vedtage en mere lukket og beskyttende lovgivning.

Endelig får vi i visse sektorer uundgåeligt en oligopolistisk struktur, f.eks. i energisektoren. En sådan struktur må ikke være hemmelig eller ugunstig for forbrugerne, og den offentlige kontrol af visse virksomheder må ikke fremme et markedsmisbrug. Det er med andre ord nødvendigt at styrke og integrere reguleringsmyndigheden, at styrke konkurrencelovgivningen, og at Kommissionen straks får en mere aktiv og effektiv indfaldsvinkel.

  Ivo Belet (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, fru kommissær, De ved, at der i øjeblikket er mange øjne i Belgien, der hviler på Dem. Det forventes generelt, at De over for de for nyligt fusionerede franske grupper Suez og Gaz de France gør det klart, at deres stilling på et så lille marked som det belgiske er uholdbart monopolistisk. Jeg ved, at fusionen endnu ikke er officielt bekendtgjort over for Deres tjenestegrene, men det ændrer ikke det faktum, at De i vores øjne allerede nu kan afgive et tydeligt signal om, at den slags er i strid med de europæiske bestemmelser. Den nye fusionsgruppe vil jo være ansvarlig for mere end 90 % af gasdistributionen i Belgien. Jeg håber, at De kan bekræfte, at en virksomhed med en sådan markedskoncentration er forpligtet til at skille sig af med en betydelig del af dens aktiviteter.

Fru Kroes, De er nu den eneste garanti for forbrugerne - og dermed mener jeg både de private forbrugere og industrien - for, at de i fremtiden ikke skal betale en uacceptabel høj pris for deres gas og elektricitet. De har også magt til i hvert fald for en del at genoprette offentlighedens tillid til Europa. De kan gøre det ved over for disse kæmpe industrigrupper at gøre det klart, at de misbruger liberaliseringen, og at det, de gør, er ulovligt og i strid med konkurrencereglerne.

De har også sagt, at De snart vil stille nye forslag om at sætte en stopper for magtkoncentration inden for energidistribution. Jeg kunne godt tænke mit at vide, om De kan bekræfte, at De dermed mener, at store producenter vil blive forpligtet til at skille sig af med deres blokeringskapacitet i distributionsvirksomheder.

Fru kommissær, jeg slutter med at sige, at De kan skrive historie ved at gøre Deres indflydelse gældende og gøre det klart, at de europæiske myndigheder kan magte sådanne kæmpe fusioner. De har ry for at være en skrap tante. Vi ville sætte overordentlig stor pris på, at De beviser dette i de kommende uger.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg er enig med kommissæren i, at det ikke giver nogen mening at tale om nationale mestre eller kontinentale kæmper, og at indfaldsvinklen i forbindelse med konkurrenceretten er at træffe afgørelser sag for sag.

Konkurrencepolitikken er central, men den løser ikke alt på energiområdet, og det gør politikken om et indre marked heller ikke. At tale om energi er at tale om sikkerhed og almene interesser. Energi er livsvigtig og hører i det væsentlige under medlemsstaternes nuværende beføjelser.

I dag findes der 25 meget forskellige energimarkeder, asymmetriske reguleringer og operatører, som arbejder i henhold til forskellige strategiske valg og udenrigspolitiske forpligtelser.

Der er brug for et homogent system med harmoniserede betingelser. De store operatører må ikke pålægge eller fastsætte disse betingelser på forhånd. Et europæisk energimarked med europæiske energitjenesteydelser opstår ikke af sig selv, men som et resultat af den europæiske metode og af fælles handlinger og forpligtelser. Europa har brug for en dagsorden og lederskab for at gøre det muligt.

Vi socialdemokrater forsvarer en europæisk energipolitik, som for første gang er omtalt i den europæiske forfatning. Frem for bitre ord mod patriotismen har vi brug for fornuftige handlinger til fordel for en større europæisering.

  Iles Braghetto (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den italienske UDC-SVP-delegation indgav for et par uger siden en skriftlig forespørgsel til Kommissionen for at gøre opmærksom på modsætningforholdene i den europæiske energipolitik, der tilsyneladende er i krise.

Den franske regerings beslutning om at skabe endnu en energigigant ved at overtræde de europæiske markedsprincipper får negative konsekvenser. Fusionen mellem virksomhederne Suez og Gaz de France risikerer at sætte medlemsstaterne op imod hinanden på et tidspunkt, hvor Europa belaver sig på at liberalisere markedet inden for denne sektor 100 %. Dette politiske initiativ sker uden nogen hensyntagen til alle planerne om gennemsigtighed og fri konkurrence og erstatter reelt den ret til finansiel konkurrence, som burde være en del af et fællesmarked.

Også gennemførelsen af direktivet om overtagelsestilbud i Frankrig er bekymrende. I morgen bliver det igen - efter at have ligget stille i meget lang tid - drøftet i nationalforsamlingen. Et sådant lovforslag kan hindre Suez' potentielle kapitaltransaktioner ved at give en alt for stor magt til virksomheder, der er genstand for et overtagelsestilbud. Eftersom vi står over for en sådan unormal situation, kunne vi ikke lade være med at gøre opmærksom på problemet på en ansvarlig måde og spørge os selv, hvilken energipolitik Europa agter at føre.

Vi vil gerne slå fast her i Parlamentet, hr. formand, at vi frygter at komme ud på et farligt sidespor, hvor vi går i retning af et nationernes Europa, som er i strid med traktaternes idealer og ånd, og som er i strid med den tankegang og de værdier, som vi har arvet fra Alcide De Gasperi, Konrad Adenauer, Robert Schumann og Jean Monnet.

Europa, som indfører en fælles valuta, som forsøger at harmonisere love, standarder, statutter og institutioner, som opretter en centralbank, og som indfører Schengen-området, må ikke reducere sig selv til et spil, hvor de nationale interesser er vigtigere end fællesskabsinteresserne, og hvor politik hurtigt træder i stedet for markedet.

Udsigten til en paneuropæisk industriel kontekst, som kommissionsformand Barroso har sat gang i igen med vedtagelsen af grønbogen om energi, giver os endelig et håb. Indførelsen af åbne markeder til fordel for forbrugerne og fokus på overordnede EU-politikker, som beskytter mod national egoisme, bør være Kommissionens hovedmålsætninger i de kommende måneder.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand, når jeg hører, hvordan plenarforsamlingen helliggør princippet om kapitalens frie bevægelighed og glemmer de sociale målsætninger, der er indeholdt i traktaten, f.eks. beskæftigelsen, udviklingen af en afbalanceret økonomi eller bevarelsen af solidariteten og sammenhængskraften, får jeg det indtryk, at nogle af Parlamentets medlemmer ikke har læst EU's traktater.

Når det drejer sig om offentlige overtagelsesforsøg, skal der som regel tages hensyn til f.eks. arbejdstagernes interesser, der er anerkendt i direktivet om offentlige overtagelsesforsøg, og for det andet skal der tages hensyn til public service-forpligtelserne.

Som hr. Turmes sagde tidligere, kræver de store multinationale firmaer konkret i dag i visse lande et højere beløb hos deres kunder end i lande, hvor der ikke findes denne frie bevægelighed. Vi, der kommer fra de fjerntliggende øområder, spørger os selv, hvem der skal betale den ekstra regning, som disse underskudsregioner vil få.

Endelig vil jeg gerne sige, at det ikke er korrekt, at direktivet om offentlige overtagelsesforsøg ikke indeholder noget om politiske interventioner: I henhold til artikel 4, stk. 5, kan der træffes undtagelsesforanstaltninger afhængig af de nationale omstændigheder. Det skal EU's lovgivere være opmærksomme på.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil lytte til min landsmand Sánchez Presedo og komme ind på de fjendtlige overtagelser af virksomheden Endesa.

Hvad har Spaniens socialdemokratiske regering gjort i denne sag? For det første har den systematisk besat alle de lovgivende organer og den spanske konkurrencedomstol. For første gang i det spanske demokratis historie ledes de alle tre af personer af en bestemt politisk opfattelse.

For det andet har den på uforskammet vis støttet en bestemt fjendtlig overtagelse af virksomheden Endesa i en sådan grad, at Ministerrådet vedtog den i strid med konkurrencedomstolens udtalelse.

For det tredje er der blevet rejst en mur, som økonomiministeren og industriministeren har gentaget i dag, mod overtagelsen fra en anden fællesskabsvirksomheds side.

Under præsidentens slagord "de kommer ikke igennem" udfoldede industriministeren alle sine "masseødelæggelsesvåben" i en sådan grad, at han ændrede spillereglerne midt under spillet, som han i øvrigt var nødt til at korrigere undervejs mellem Ministerrådet og det spanske lovtidende, idet han gjorde Spanien til en slags bananrepublik, hvor retssikkerheden trædes under fode.

Hvis vi taler om økonomisk patriotisme, så er det, Spanien behøver for fortsat at kunne vokse og skabe beskæftigelse, mere konkurrence og ikke mere protektionisme, mere liberalisme og ikke politiske studehandler eller indblandinger og større energisikkerhed, hvilket betyder integration i Europa i stedet for, at Spanien vedbliver med at være en ø i forbindelse med dette spørgsmål.

Jeg beder for det første Kommissionen om at fjerne den politiske tvivl, der hersker om disse operationer. Straks da den fjendtlige overtagelse fandt sted, anmodede jeg kommissæren om at få en afgørelse af spørgsmålet, for jeg advarede hende om de politiske risici, som denne fjendtlige overtagelse indebar. Det ønskede hun ikke at gøre, og i dag står vi, hvor vi står.

For det andet anmoder jeg Kommissionen om at sikre, at konkurrencereglerne bliver anvendt, som de foreligger. For det tredje beder jeg den, som den selv har sagt, om integration i et fælles marked, som er den eneste måde, vi kan opnå energimæssig tilstrækkelighed, billig energi og et indre marked, hvilket er det, vi ønsker. Det er spansk patriotisme, og det er europæisk patriotisme.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand, fællesskabslovgivningen dækker fusioner og virksomhedsopkøb på det indre marked ved at indføre en konkurrencepolitik, som er en af Fællesskabets vigtigste politikker og ligeledes en af de første. Den har til formål at sikre fjernelsen af hindringer for samhandel inden for det indre marked og sikre, at de ikke erstattes af andre foranstaltninger fra virksomheders eller myndigheders side, der kan være konkurrenceforvridende.

Desværre har begivenheder for nylig vist, at der foregår protektionistiske og kortsynede aktiviteter i nogle medlemsstater. Dette gælder den tyske virksomhed E.ON, som forsøger at opkøbe den spanske virksomhed Endesa, fusionen mellem den franske gasgigant Gaz de France og Suez, den italiensk baserede, multinationale brændstof- og energikoncern, og den polske regerings nylige blokering af fusionen vedrørende bankerne Pekao S.A. og BPH, som er resultatet af fusionen mellem den tyske HVB-koncern og det italienske UniCredito.

Den polske regerings modstand har et tvivlsomt retsgrundlag i forhold til fællesskabslovgivningen og stiller Polen i et uheldigt lys i forhold til udenlandske investorer. Desværre er denne sag også blevet et våben for den højreorienterede regering i dens kamp mod den polske nationalbanks, som også er centralbanken, uafhængighed.

  Alexander Radwan (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, vidste De, at yoghurt er et anliggende af national interesse? Det var argumentet fra en stor grundlæggerstat, da det drejede sig om, hvorvidt man må overtage Danone, selv om Danone overvejende skaber sin omsætning og sit overskud i udlandet.

Det er en forunderlig diskussion, vi oplever. Alle går ind for, at deres egne virksomheder går på indkøbstur i Europa og i hele verden. Men ikke i deres eget land! Var der nogen i Spanien, der beklagede sig, da det spanske Telefónica overtog den tysk-britiske virksomhed O2, eller da Banco de Santander overtog en stor britisk finansvirksomhed? Er der nogen, der har hidset sig op over, at Frankrig vil opkøbe en italiensk bank, eller at Electricité de France går ind i EnBW, eller at UniCredito i Italien køber Hypo-Vereinsbank, selv om ABN-AMRO, når de vil til Italien, har fået tilsvarende problemer?

Der er meget skinhellighed fra medlemsstaternes og Rådets side i denne sag. Man afskærmer sig derhjemme, men man vil gerne gøre forretninger andre steder. På den måde svækker vi den europæiske økonomi. Det er en fejlslutning at tro, at vi kan nå Lissabon-målene og styrke dem gennem national protektionisme, hvis vi ikke engang kan klare konkurrencen på eget område. Vi har brug for stærke virksomheder, også virksomheder, som tager til andre lande og presser konkurrencen der.

Kommissionen står over for opgaver på to niveauer. Den må klart undersøge, om fusioner gavner forbrugerne. Styrker det konkurrencen? Det er Kommissionens egentlige undersøgelesopgave, ofte må man svare ja og ind i mellem nej. Kommissionen skal stå fast over for Rådet, for tilliden til, at medlemsstaterne og Rådet tænker europæisk og tænker på det indre marked, har lidt alvorlig skade i de seneste år.

  Elisa Ferreira (PSE). - (PT) Det er godt, at Kommissionen har taget initiativ til at revidere fusionslovgivningen. Den duer ikke længere, som vi så tydeligt har set det i de asymmetriske og økonomisk ikke bæredygtige retsafgørelser om energimarkedet i Portugal og Spanien.

De meget store operatører, der på det seneste er opstået i Europa, giver reguleringsproblemer især i de mindre lande med færre ressourcer. Grundlæggende goder og tjenesteydelser, der burde leveres til alle så billigt som muligt, bliver nu leveret af private virksomheder med status af monopol eller oligopol. Når markedsimperfektioner er mere reglen end undtagelsen, bliver de mål, som konkurrencen teoretisk skulle indfri, uopnåelige, og regulering får en helt nødvendig rolle at spille.

Vil den igangværende revision af lovgivningen, fru kommissær, besvare nogle af disse spørgsmål? Hvordan mener Kommissionen, at de europæiske oligopoler skal reguleres? Kan Europa fungere uden grundige overvejelser om industripolitik og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?

Jeg takker på forhånd for Deres svar på disse spørgsmål.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg har ikke meget at tilføje til det, jeg allerede har sagt. Jeg har på Rådets vegne klart bekendt mig til konkurrence til gavn for forbrugerne. Hr. Lehne opfordrede ved forhandlingens begyndelse Rådet til at beskæftige sig med dette emne. Hr. Radwan henvendte sig til Rådet i samme ærinde. Jeg kan kun sige, at Rådet naturligvis vil handle på de punkter, hvor det er påkrævet, hvor det har kompetencen og beføjelserne, og at det vil ske i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i traktaterne.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at gøre lidt reklame for os selv. Jeg vil gerne gøre opmærksom på et arrangement, som det østrigske rådsformandskab arrangerer sammen med det finske formandskab, og som måske ville have de tilstedeværendes interesse. I anledning af den nu traditionelle European Competition Day vil Østrig og Finland, de to rådsformandskaber i 2006, den 19. juni 2006 afholde et arrangement i Wien med titlen "Konkurrenceretten og dens miljø - grænseflader og nye tendenser".

I forbindelse med dette arrangement vil man bl.a. fokusere på aktuelle tendenser i forbindelse med fusioner og fusionskontrol. Under oveskriften "Do mergers keep what they promise?" vil man på baggrund af eksempler på en sammenlægning og situationen i en branche i overgang diskutere, om fusionsforordningen har ført til en ny model. Vi vil have den fornøjelse at få besøg af kommissær Neelie Kroes og minister Bartenstein ved dette arrangement. Jeg kunne tænke mig, at det måske kunne have interesse.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg glæder mig over, at det østrigske formandskab har organiseret en meget vigtig dag i juni i samarbejde med det kommende finske formandskab, nemlig konkurrencedagen. Derudover er jeg imponeret over, at de små og mellemstore virksomheder er blevet prioriteret så højt. Tilgangen til dette spørgsmål er virkelig er et stort skridt fremad. Formandskabet har ikke blot fulgt dagsordenen, men har derudover været meget pragmatisk i dens bestræbelser på at finde løsninger. Vi er klar over, at medlemmerne af Europa-Parlamentet ikke er de eneste, der interesserer sig for dette spørgsmål, idet det også interesserer andre, navnlig de små og mellemstore virksomheder.

Jeg takker alle de medlemmer, der i deres bemærkninger ganske klart støttede Kommissionens politik. Jeg noterer mig også, at der ikke var fuld enighed om denne politik. Jeg håber imidlertid, at vi alle er klar over, at åbne og konkurrencedygtige markeder er de vigtigste drivkræfter for vækst og beskæftigelse i Europa. Det blev med rette nævnt, at vi i forbindelse med Lissabon-dagsordenen lovede at sikre flere og bedre job og økonomisk vækst.

Som mange af parlamentsmedlemmerne har anerkendt, har et indre marked et meget stort potentiale. Vi skal give vores virksomheder og industrier mulighed for at udnytte dette fuldt ud. Dette er blevet besluttet. Dette indebærer desuden omstrukturering af virksomheder. Det tegner lovende, og der er ikke blot tale om at se isoleret på det indre marked, men også om at se på det indre markeds stilling i forhold til den øvrige verden. Vi bliver nødt til at være bevidst om den globale konkurrenceevne, og hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi ønsker at være med på dette område, må vi erkende, at vi i nogle situationer er nødsaget til at omstrukturere.

Mens virkningerne af individuelle fusioner skal vurderes fra sag til sag og naturligvis i henhold til de relevante konkurrenceregler, er det sandsynligt, at fusioner mellem virksomheder med hjemsted i forskellige medlemsstater øger konkurrencen. Dette medfører konkrete fordele for de europæiske forbrugere i form af lavere priser og større udvalg, og dette er baggrunden for, at Kommissionen vil se alvorligt på enhver ubegrundet indblanding i denne proces fra de nationale regeringers side.

Med hensyn til spørgsmålet om den fri bevægelighed for kapital, der med rette blev berørt af en række medlemmer, agter Kommissionen at opretholde reglerne for det indre marked, som det forventes. Vi vil sætte hårdt ind over for medlemsstater, der ikke gennemfører bestemmelserne i EU's sektorlovgivning om indførelse af konkurrence på markeder som f.eks. energi, telekommunikation, finansielle tjenester eller bankvæsen på behørig vis. Med hensyn til individuelle fusioner agter vi at håndhæve fusionsforordningen på en retfærdig, objektiv og sammenhængende måde. Som De ved, har Kommissionen i henhold til fusionsforordningen enekompetence til at kontrollere følgerne af fusioner med en europæisk dimension af konkurrencemæssige hensyn.

Jeg er meget opmærksom på den bekymring, der er blevet udtrykt i Parlamentet over specifikke sager i energisektoren. Jeg ligger ikke inde med nogen oplysninger for indeværende og kan derfor ikke drøfte disse sager. Jeg gentager, at vi udelukkende kontrollerer fusioner af konkurrencemæssige hensyn, og Domstolen gennemgår vores afgørelser på dette grundlag. Som De ved, har vi i medfør af artikel 21 i fusionsforordningen et redskab til at imødegå enhver unødig indblanding fra de nationale myndigheders side i omstruktureringen af virksomheder. Jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke vil tøve med at bruge dette værktøj, når det er nødvendigt.

Med hensyn til reglen om to tredjedele for fusioner, som nogle medlemmer har nævnt, er spørgsmålet, om denne regel for fusioner vil blive ændret. Opsplitningen af kompetencer som følge af reglen om to tredjedele kan føre til en inkonsekvent behandling af fusioner, der i alt væsentligt er ens. Det er en grundlæggende risiko. Jeg mener, at dette især er uhensigtsmæssigt i energisektoren, hvor en EU-dækkende liberaliseringspolitik gennemføres i øjeblikket - den er endnu ikke klar, men gennemføres i øjeblikket - og hvor forskellige aktører bør behandles ens i alle medlemsstater. Der må således ikke ske forskelsbehandling fra en medlemsstat til en anden.

Kommissionens overvejelser på dette område er imidlertid i en meget tidlig fase. Det første skridt er en høring af interesserede parter i medlemsstaterne om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at ændre reglen om to tredjedele. Jeg er klar over, at vi har brug for Rådets opbakning, og jeg er klar over, at dette vil blive vanskeligt. Dette er et muligt instrument, og jeg går gerne i gang med at undersøge det, men det er ikke min målsætning. Min målsætning er at sikre en retfærdig og lige behandling snarere end en behandling, hvor nogle er mere lige end andre. Hvis der derfor viser sig en eller anden mulighed for at gennemføre denne politik, er D-dag kommet for min politik på dette område.

Kommissionen er forpligtet til at håndhæve reglerne, når det er relevant. Som vogter af traktaterne agter vi udføre vores opgave på retfærdig vis og med beslutsomhed, som det østrigske formandskab ganske rigtigt påpegede.

Jeg takker Dem på ny for Deres støtte, som jeg glæder mig over. Vi har hårdt brug for at udføre vores opgaver så hurtigt som muligt, da der pågår hektiske fusionsaktiviteter.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

12. Euro-middelhavspolitik/Forberedelse af det næste møde i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Euro-middelhavspolitik og forberedelse af det næste møde i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, i forbindelse med den korte debat om Mellemøsten, som vi havde i dag i aktuel anledning, kom vi med rette også ind på Euro-Middelhavs-samarbejdet. Dette samarbejde er meget vigtigt i forbindelse med problematikken i Mellemøsten, men også i andre sammenhænge. Jeg vil ikke her gentage, hvad jeg allerede har sagt i dag på Rådets vegne om begivenhederne i Mellemøsten. I mellemtiden er formandskabet også kommet med en erklæring om det. Jeg vil nu tale om selve Euro-Middelhavs-processen.

Det østrigske formandskab følger efter topmødet i Barcelona i november sidste år på 10-årsdagen for det første topmøde i Barcelona, hvor der blev vedtaget en femårsplan for partnerskabet med hensyn til politiske og økonomiske reformer samt et adfærdskodeks til bekæmpelse af terrorisme. Jeg tror, at disse dokumenter og aftaler er af allerstørste betydning.

Desuden har vi også aftalt med vores partnere i Middelhavsområdet, at vi vil øge investeringerne i uddannelse og i fællesskab tage fat på alle aspekter af den legale og illegale indvandring. Det er et andet meget vigtigt emne.

Det er nu op til det østrigske formandskab at arbejde for at få gennemført alle disse projekter. Det gør vi gerne og med stor overbevisning. Jeg vil også meddele her, at der den 24. marts vil finde et møde sted i Marrakesh mellem ministrene med ansvar for handel samt den 25. og 26. juni et møde mellem Euromed-finansministrene.

Vi vil specielt også støtte Kommissionen i dens fokus på medierne, fordi vi er overbevist om, at netop medierne spiller en vigtig rolle for den mellemfolkelige forståelse. I denne forbindelse vil vi afholde det længe planlagte Euromed-seminar om fremmedfjendtlighed og racisme i medierne under det østrigske formandskab i maj.

Spørgsmålet om karikaturtegningerne, som jeg også tidligere har haft lejlighed til at tale til Dem om, har optaget Rådet meget intenst i de seneste uger, også på det uformelle udenrigsministermøde i Salzburg. Det har De hørt fra formanden, den østrigske udenrigsminister. Netop dette problem har gjort det klart, at vi målrettet må søge en fremtidsorienteret dialog mellem EU og den islamiske verden og muslimske menigheder i Europa. Her er netop Euro-Middelhavs-samarbejdet et vigtigt og idéelt forum for dialogen med landene omkring Middelhavet. Jeg mener, at denne dialog er vigtig på alle niveauer, særligt også den direkte kontakt mellem unge, og jeg tror, at Euro-Middelhavs-samarbejdet kan og skal spille en meget vigtig rolle. Sidste år oprettedes til dette formål Anna Lindh Foundation for dialog mellem kulturerne. Denne fond spiller netop nu en vigtig rolle.

I konklusionerne fra udenrigsministrenes rådsmøde den 27. februar 2006 nævnte man udtrykkeligt Barcelona-processen og Anna Lindh Foundation samt andre multilaterale organisationer, som spiller en rolle i dette område. Det er vi meget glade for.

Nu er det vigtigt, at vi anvender alle til rådighed stående instrumenter i Euro-Middelhavs-samarbejdet og bruger dem til at overvinde spændinger, som det er sket for nylig. Allerede den 22. februar fandt der et møde sted mellem de ledende Euromed-tjenestemænd, som gav mulighed for en meget åben udveksling af tanker om hændelserne og gav alle deltagerne lejlighed til at foreslå konkrete foranstaltninger.

Principielt er der enighed om, at de nødvendige strukturer til at håndtere dette problem er til stede. Jeg tror ikke, at vi skal skabe nye strukturer. Nu skal vi bruge alle fornuftige muligheder for dialog for at videreføre de årelange bestræbelser for en tilnærmelse mellem folkene på de to sider af Middelhavet.

Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet forener repræsentanterne for folkene på begge sider af Middelhavet. I denne situation forventer vi, at de kommer med et særligt vigtigt bidrag til at berolige situationen og forbedre forståelsen.

Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet har givet Barcelona-processen en hårdt tiltrængt ny dimension og især øget dens legitimitet. Allerede i forbindelse med forberedelsen af topmødet i Barcelona i november 2005 blev der nedsat relevante arbejdsudvalg.

Den Parlamentariske Forsamlings politiske komité debatterede på sit møde den 6. i denne måned problemet med karikaturtegningerne udførligt i en saglig atmosfære og pegede ligeledes på, at det er nødvendigt at styrke dialogen. Jeg er overbevist om, at også plenarforsamlingen den 26. og 27. marts vil kunne give et passende svar på de spørgsmål, der er kommet op. Det østrigske formandskab følger og støtter de mangfoldige initaitiver, der bliver taget i denne henseende.

Netop i dag har det øverste organ på tjenestemandsniveau i Barcelona-processen, Euromed-udvalget, på sit møde ændret titlen på et seminar, der skal afholdes i Wien, efter ønske fra middelhavspartnerne for at tage højde for deres ønske om at respektere religiøse følelser.

Jeg er overbevist om, at kommunikationen mellem de traditionelle Euromed-organer og Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet kan forbedres yderligere. Jeg håber, at vi under det østrigske formandskab med lidt fantasi kan opnå yderligere fremskridt i dette spørgsmål til gavn for alle Euromed-organer og partnerskabet generelt.

Desuden kunne der netop på den aktuelle baggrund iværksættes et styrket samarbejde f.eks. med OSCE eller med civilisationernes alliance, der som bekendt er et spansk-tyrkisk initiativ under FN. Østrig ønsker fortsat at engagere sig i denne bredt formulerede kontekst og har allerede indbudt til det tredje møde i alliancens High Level Group i Wien i slutningen af maj.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, vi drøfter i dag Barcelona-processen og forberedelserne til det næste møde i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet.

Lad mig blot sige et par ord om de seneste begivenheder i de palæstinensiske områder, da tiden var knap under indlæggene om Gymnich, og da der kun var to kommissærer til stede. Jeg overlod min taletid til kommissær Rehn under drøftelserne om det vestlige Balkan, og jeg vil gerne her sige et par ord om begivenheder i går. Det er ikke blot aktuelt, men også centralt for Euro-Middelhavs-samarbejdet, for vores fælles målsætning om en region præget af fred, stabilitet, velstand og muligheder. Jeg kan ikke se, at gårsdagens handlinger på nogen måde har bidraget til opfyldelsen af denne målsætning.

Det israelske angreb på fængslet i Jericho og den israelske behandling af fangevogtere og indsatte i fuld offentlighed er uacceptabel og bør fordømmes. Jeg tager også afstand fra volden, kidnapningerne og angrebene på Kommissionens og medlemsstaternes kontorer i Gaza og på Vestbredden.

Det palæstinensiske folk er de første ofre for sammenbruddet af lov og orden. I den nuværende situation, hvor der er vigtige politiske tidsfrister forude, både i Israel og i de palæstinensiske områder, er det mere vigtigt end nogensinde, at begge parter udviser tilbageholdenhed og ansvar. Angreb som dem, der fandt sted i går, og provokerende udtalelser forbedrer ikke mulighederne, og Den Palæstinensiske Myndighed bliver nødt til at stoppe volden og usikkerheden. I går aftes førte jeg, som De, hr. formand, sikkert også gjorde, en god samtale med præsident Abbas, før han tog tilbage for at gribe ind over for den stigende vold og konfrontation. Han har et af de vanskeligste job i verden lige nu, som ikke blev lettere efter begivenheder i går. Hans evne til at sammensætte en ny palæstinensisk regering vil influere på mulighederne for fred i Mellemøsten og vil også få følger for os alle.

Det palæstinensiske folk kan stole på EU som samarbejdspartner. EU er den bidragsyder, der har gjort mest for at hjælpe dem. Jeg meddelte på ny præsident Abbas, at vi ønsker at fortsætte vores støtte til en bedre fremtid med fred og velstand, men at vi står fast på vores principper og lader døren stå åben for positive udviklinger. Al fremtidig bistand til en ny palæstinensisk regering vil blive vurderet på baggrund af dens holdning til centrale principper om ikke-vold, anerkendelse af Israel og opfyldelse af eksisterende aftaler, herunder køreplanen. De personer, som præsident Abbas forhandler med, skal vide og forstå, at deres beslutninger på disse områder vil få alvorlige følger.

Jeg vil nu gerne sige et par ord om Euro-Middelhavs-samarbejdet. Der blev opnået vigtige resultater for fremtiden på topmødet i Barcelona i november sidste år. Det femårige arbejdsprogram, som partnerne vedtog under topmødet, og adfærdskodeksen vedrørende bekæmpelse af terrorisme er en meget ambitiøs dagsorden, der vil gøre partnerskabet mere håndgribeligt, mere politisk relevant og mere operationelt.

Som opfølgning på topmødet skal vi nu sikre, at alle partnere bidrager konstruktivt og effektivt til at opfylde de fælles vedtagne målsætninger om politiske og økonomiske reformer, vækst og jobskabelse, menneskerettigheder og ligestilling, uddannelse og forvaltning af migrationsstrømme og bekæmpelsen af terrorisme.

Kommissionen har allerede iværksat tiltag vedrørende gennemførelsen af det femårige program. Der er blevet taget initiativer i samarbejde med det nuværende og det kommende formandskab såvel som med Middelhavspartnerne med henblik på at sikre, at disse fælles bestræbelser bliver en succes. Vi har afsat tilstrækkelige midler til bistand og støtte gennem Meda og det fremtidige europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, herunder en vigtig ordning til fremme af god forvaltningspraksis, den såkaldte "ordning til fremme af god forvaltningspraksis".

Der vil i år blive iværksat en række nye og innovative aktiviteter. Forberedelserne til det første Euro-Middelhavs-ministermøde om ligestilling, der vil blive afholdt ved årets udgang, er godt undervejs.

Under to konferencer, en i Maghreb og en i Mashreq, vil regeringer og repræsentanter for det civile samfund få lejlighed til at se nærmere på ligestillingens betydning for den økonomiske og sociale udvikling og til at foreslå praktiske foranstaltninger til at forbedre kvindernes adgang til beskæftigelse og deltagelse i det offentlige liv.

På topmødet i Barcelona understregede Euro-Med-partnerne, at migration, social integration, retfærdighed og sikkerhed var vigtige spørgsmål af fælles interesse for partnerskabet, der bør tackles på overordnet og velafvejet vis. Arbejdet med at forberede et ministermøde, hvor man skal tage fat på en række spørgsmål lige fra ulovlig migration til menneskehandel og menneskesmugling, er blevet indledt.

Dette regionale initiativ suppleres af vores bilaterale programmer, der sigter på en styrkelse af de institutionelle kapaciteter, forvaltning af den lovlige indvandring, forbedring af grænsekontrollen, bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskehandel.

Hr. Winkler har allerede nævnt ministermødet om handel, hvor kommissær Mandelson vil deltage, og som vil bringe os nærmere målsætningen om et europæisk frihandelsområde.

Vi håber også, at der vil ske lignende fremskridt med hensyn til syd-syd-handelen i forbindelse med Agadir-processen. Den såkaldte "karikaturkrise" har understreget faren ved at lade fordomme, forkerte oplysninger og misforståelser råde. Vi beklager, at disse karikaturer har såret muslimer i hele verden, men vi fordømmer også stærkt alle voldshandlinger og trusler mod enkeltpersoner og EU's og andre landes ejendom. Det er vigtigt at understøtte den interkulturelle dialog på alle niveauer. Det glæder mig, at denne dialog blev stærkt anbefalet i Salzburg. Vi er overbevist om, at dette kan ske inden for rammerne af Barcelona-processen, og at arkitekturen allerede er til stede. Der er f.eks. Anna Lindhs fonden og 35 andre strukturer i et samlet netværk.

Vi må skabe kontakt til civilsamfundet og medierne, og jeg glæder mig over alle de medieseminarer, som det østrigske formandskab er ved at planlægge.

I denne forbindelse glæder jeg mig meget over initiativet vedrørende udveksling af synspunkter om dette emne under den kommende Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet. Jeg agter at tage videre herfra til det arabiske topmøde i Khartoum, da det er yderst vigtigt, at vi nu benytter enhver lejlighed til at tale seriøst med vores arabiske venner og kolleger.

I denne kritiske fase må vi præcisere vores budskab om, at der kun kan skabes en dybere forståelse og respekt gennem en effektiv og fredelig meningsudveksling, hvor ytringsfriheden respekteres fuldt ud. Dette er i realiteten det centrale aspekt i Barcelona-processen. Vi ønsker derfor at støtte fremskridt. Vi ønsker i fællesskab at opfylde målsætningerne om sikkerhed, stabilitet og velstand.

(Bifald)

  Edward McMillan-Scott, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det glæder mig meget at se, at De har forsædet under indledningen af denne debat om Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet, som De gør en stor indsats for at højne og forbedre. Der er mange venstreorienterede kolleger her i Parlamentet, pionererne af Euro-Middelhavs-politikken, hvorimod der ikke er så mange centrum/højre-parlamentsmedlemmer med hr. Busuttil, hr. Kasoulides og fru Saïfi som fremtrædende undtagelser, men der kan komme flere til.

Som nævnt tidligere i dag havde Veronique De Keyser og jeg den ære at møde den palæstinensiske præsident i går aftes. Vi beklager dybt de omstændigheder, der tvang ham til at vende hjem. Jeg synes, at det er ironisk og tragisk, at de to lande, der taler mest om at fremme demokratiet i Mellemøsten - Det Forenede Kongerige og USA - var de selv samme lande, der forlod deres poster i Jericho i går. Begge landes regeringer skulle have styrket deres garnisoner i stedet for at trække dem tilbage.

Det vil være passende, hvis navnlig Rådet under Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet underretter om, hvem der havde ansvaret for beslutningerne, hvem der tog dem, hvornår og baggrunden herfor. Jeg håber, at det er muligt at få en udtalelse fra Rådet under dette møde med bistand fra Kommissionen.

Euromeds arbejde er hovedsageligt baseret på dets udvalg. Vi er meget taknemmelig over det arbejde, der finder sted her, og for den mulighed, som Palæstina og Israel har for at arbejde sammen inden for rammerne af denne forsamling, hvilket ikke er muligt nogen andre steder i verden. Det er et usædvanligt møde, der finder sted kort før det israelske valg og efter valget i Palæstina den 25. januar. Det er muligt, at der ikke er nogen repræsentanter til stede fra de to lande, men det betyder ikke, at vi vil glemme dem. Vi er særdeles optaget af deres situation. Jeg mener, at dette møde, der markerer afslutningen af Europa-Parlamentets formandskab for forsamlingen, vil være en vældig fin lejlighed for Kommissionen, Rådet og Parlamentet til at understrege vores tilsagn om at tilføre samarbejdets parlamentariske dimension reelt indhold.

Jeg håber, at det arbejde, jeg udfører i mit underudvalg, vil give Europa-Parlamentet mulighed for at blive det operationelle og organisatoriske centrum for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet fremover. Dette er min hensigt.

(Bifald)

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru kommissær, hr. minister, hr. formand, kære kolleger, de dramatiske begivenheder i Palæstina lige nu tvinger os til at give vores holdning til kende, og sådan som De sagde, fru kommissær, er de centrale for Euro-Middelhavs-partnerskabet.

Jeg vil gerne sige til de israelske myndigheder, at uanset hvor vigtig en valgkampagne er, må den ikke vende op og ned på de eksisterende lovgivningsrammer. En af disse rammer - og den vigtigste af dem - er præsident Abu Mazen, som led skade og blev frataget sine beføjelser som følge af det uansvarlige angreb på fængslet i Jerico og tilfangetagelsen af fanger, hvis fængsling hørte under Den Palæstinensiske Myndigheds kompetence. Jeg ville desuden gerne høre Rådets vurdering af den måde, de britiske og amerikanske styrker i området opfører sig på.

Vi giver præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, som skulle have været til stede her i dag, hele vores politiske og moralske støtte. Vi er bevidste om hans meget vanskelige position, ikke mindst efter resultatet af det lovgivende valg i Palæstina. Sådan som De sagde, fru kommissær, skal Europa minde de israelske myndigheder om, at de skal respektere lovgivningen og deres legitime dialogpartnere, hvilket vi også forlanger af Hamas. At bryde loven ville være ensbetydende med at lukke op for gengældelser og vold, som vi allerede ser nu, og som vi er nødt til at forsøge at dæmme op for. I den forbindelse er vi lettede over nyheden om gidslernes frigivelse.

Hvad angår Iran-krisen, som er et andet smerteligt kapitel, satte jeg pris på hr. Straws udtalelser, som jeg håber, at han holder fuldstændigt fast ved. Han bekræftede, at der ikke er nogen militær løsning, og han gav klart udtryk for en holdning, som hele Europa burde indtage, og som De Europæiske Socialdemokraters Gruppe er helt enig i, da det også er vores holdning. Andre løsninger end en forhandlingsløsning ville føre til den katastrofale situation, vi allerede har set i Irak.

Dette gør os ikke svagere, men åbner tværtimod mulighed for en tæt dialog og beroliger det iranske og syriske folk, som føler sig truet. Vi skal mindske spændingerne og undgå, at der opstår unaturlige alliancer, hvor man går sammen for at bekæmpe Vesten. Det internationale samfund skal fortsat stå sammen om at lægge pres på Iran, så landet overholder de forpligtelser, det har indgået med undertegnelsen af traktaten om ikkespredning, med henblik på en nedrustning i Mellemøsten og i hele Middelhavsområdet.

Man må håbe, at Europa i denne yderst vanskelige overgang er i stand til at tale med én stemme på en selvstændig og effektiv måde, og at det næste møde i den Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet bliver en glimrende lejlighed til at tage disse spørgsmål op.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, også jeg ønsker at fordømme det angreb, de israelske styrker i går rettede mod fængslet i Jeriko. Sådanne aktioner kan kun opmuntre til en radikalisering af Hamas' politik og således komplicere de allerede meget anstrengte forbindelser i regionen.

I lyset af krænkelserne af folkeretten og menneskerettighederne og de demokratiske udfordringer i regionen må man beklage, at erklæringerne og forpligtelserne fra topmødet i Barcelona ikke blev ledsaget af mere omfattende og konkrete tilsagn om fremme af menneskerettighederne og demokratiet.

Ytringsfriheden er en universel rettighed, som både er livsnødvendig og afgørende for enhver demokratisk udvikling, og Unionen bør derfor gøre alt for at forsvare og fremme den.

Det drejer sig ikke kun om følgerne af karikaturtegningernes offentliggørelse. I Algeriet bliver personer, der kritiserer præsidenten sagsøgt for ærekrænkelse og idømt fængselsstraffe eller bøder. Det er tilfældet for Ali Dilem, Bachir El Arabi, korrespondent for Sud-Ouest d'Alger, og Hakim Laâlam, lederskribent på dagbladet Le Soir d'Algérie.

Mohamed Benchicou, direktør for dagbladet Le Matin, har siddet fængslet i El-Harrach-fængslet siden den 14. juli 2004. Selv om hans helbredssituation til stadighed forringes, nægter myndighederne at behandle ham. Der er blevet afsagt dom i eller indledt undersøgelser i knap 50 sagsanlæg mod ham for krænkelser af presseloven. Der er tale om en samvittighedsfange og ikke en almenretlig fange, som det hævdes fra visse sider.

I Tunesien, hvis delegation snart skal varetage formandskabet for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet, har hr. Abbou, advokat og menneskerettighedsforsvarer, siddet fængslet i over et år efter offentliggørelsen af to kritiske artikler. Han har allerede syet sin mund til for at demonstrere sin modstand mod fængslingen og de betingelser, han bliver tilbageholdt under. Han overvejer nu at indlede en sultestrejke.

I Marokko er Aboubakr Jamai og Fahd Iraki fra ugeavisen L'Hebdomadaire blevet dømt til at betale, hvad der svarer til 143 års marokkansk mindsteløn. Udgaven fra den 2. februar 2006 af det spanske dagblad El Mundo blev forbudt på grund af en artikel skrevet af Ali Lmrabet. Journalisterne på ugebladet Tel Quel er også blevet dømt for ærekrænkelse.

Jeg vil til slut fremsætte en appel om, at vi følger opfordringen fra modtageren af Sakharov-prisen i 2005, Reportere Uden Grænser, og i højere grad inddrager spørgsmålet om menneskerettighederne og demokratiet i drøftelserne i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, "til helvede med jer og jeres penge" - det var, hvad en mand ved navn Ayman sagde til mig ved Karni crossing checkpoint i Gaza, og det var ikke, fordi han i virkeligheden ikke ønskede vores penge og var glad for dem, men for at sige, at "nu er det nok, vi har brug for frihed og værdighed og ikke bare for humanitær støtte." Samtidig kan vi ikke selv have samvittigheden i orden, bare fordi vi bliver ved med at hjælpe, for vi skal netop blive ved med at hjælpe palæstinenserne.

Aktionen i går var - ligesom mange andre - ulovlig, kynisk og umenneskelig. Den var ulovlig, fordi den var ulovlig, men den var også kynisk, fordi den skete med henblik på valget. Det var i virkeligheden et udtryk for hævn og brutal kolonialisme. Efter min mening er det på tide, at Israel forstår, at selve dets eksistens og dets kærlighed til demokratiet er afhængig af respekten for andre folkeslag. Det gør Israel dog ikke. Vi kan så afgjort ikke lukke øjnene for dette, og det gør vi heller ikke.

Kommissionen og Rådet sagde dette meget tydeligt her i formiddags. Den Parlamentariske Forsamling er yderst vigtig, men vi skal tage et spørgsmål op, nemlig de palæstinensiske repræsentanters deltagelse i Den Parlamentariske Forsamling. Vi skal så afgjort acceptere tilstedeværelsen af den person, som Det Palæstinensiske Lovgivende Råd peger på.

Det er en skam, at dette sker dagen før det israelske valg, for det betyder, at en vigtig del af forsamlingen ikke vil være til stede. Vi skal dog sørge for, at forsamlingen kommer til at fungere og arbejde, ikke mindst fordi den konstant vil skulle drøfte og beskæftige sig med Israel- og Palæstina-spørgsmålet, hvis ikke vi løser det palæstinensiske spørgsmål. Vi vil heller ikke kunne tage det emne op, som kommissæren og Rådet gjorde meget klart rede for, nemlig hvordan vi får et Middelhavsområde, som virkelig samarbejder.

  Paul Marie Coûteaux, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg vil benytte mig af denne forhandling til at lykønske Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet med den pressemeddelelse, den offentliggjorde vedrørende de berømte karikaturtegninger. Muhammeds ansigt kan betegnes som et punkt, der forener islam, som i øvrigt er mere skrøbelig, forskelligartet og splittet, end man tror. At sigte mod dette ansigt var det samme som at sigte mod hjertet. Det var ikke til at vide, ligesom det ikke var til at vide, at det man gjorde, ville få sådanne konsekvenser og optrappe civilisationskonflikten. Det står ikke helt klart, hvis interesser det tjener, hvem der har interesse i at skærpe konflikterne. Jeg vil gerne stille dette spørgsmål. Det er helt sikkert ikke os, europæerne, og helt sikkert ikke Frankrig, som er den største stat, der grænser ned til Middelhavet, og hvis indflydelse afhænger af en nøje afvejning af landets politik i forhold til den resterende del af Europa og dets politik i forhold til Middelhavslandene, Afrika og flere andre.

Men denne konstatering er dog også ledsaget af en dobbelt bekymring. For det første er Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet og Euromed stadig alt for små og skrøbelige fartøjer på et stort, uroligt hav, eftersom de ikke råder over tilstrækkelige midler, og fordi deres intellektuelle grundlag synes viklet ind i en meget europæisk selvcentreret opfattelse af demokratiet og menneskerettighederne - som vi netop har set endnu et eksempel på - som ikke blot har kolonialistiske reminiscenser, men også - som vi også så det i Barcelona i december - forhindrer os i at behandle det vigtigste, nemlig det økonomiske, finansielle og handelsmæssige samarbejde og forvaltningen af tilstrømningen af indvandrere. I øvrigt mener jeg i modsætning til Kommissionen, at vi bør tale om samarbejde snarere end om en frihandelszone, som forekommer mig at være en meget risikabel betegnelse.

Min anden bekymring er, at spørgsmålet om civilisationer er indlysende og velkendt. Vi har kendt det siden Charles Martel og har ikke ventet på de amerikanske tænkere for at tage det op. Man skal være lullet ind i en naiv illusion om international forsoning og forståelse for pludselig at blive overrasket over, at de forskellige civilisationer ikke er gensidigt udskiftelige, og at menneskene i særdeleshed ikke er det, og at deres indbyrdes sameksistens ikke er givet på forhånd. Denne form for selvfølgeligheder à la Huntington har selvsagt til formål at formidle et andet budskab, nemlig at vi alle befinder os i samme båd, nemlig "Vesten" - med utallige anførselstegn - hvis hovedstad nødvendigvis må være Washington, og at europæerne blot bør følge USA i dets krigsmæssige vildfarelser. Dette tema om Vesten er som bekendt et ideologisk bedrag. Det er netop fordi, civilisationerne støder sammen i en uendelighed, at vi har brug for en politik, at vi har brug for politik og for viljen til at leve sammen, kort sagt for institutioner som Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet og Euromed, der opstiller en ramme herfor. Lad os begynde med at styrke dem, for de forekommer mig svagere og svagere, efterhånden som de år efter år bliver stadig mere nødvendige.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Det er en skam, at ikke så snart har vi gjort fremskridt i Barcelona-processen, før der sker noget i Mellemøsten, som sætter hele den udvikling, vi kunne have opnået, tilbage. Men jeg vil gerne blive ved med at fokusere på vores emne, og jeg vil gerne tale som medlem af det økonomiske udvalg under Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet. Jeg vil ønske, at både Kommissionen og Rådet vil analysere en undersøgelse fra University of Manchester med titlen "Sustainable Impact Assessment Study of the Euromed Free-Trade Area". Vi begyndte at diskutere denne undersøgelse i det økonomiske udvalg under Forsamlingen, og den viser et bekymrende billede af virkningerne af EU's politik med at oprette et frihandelsområde i Middelhavsområdet. Den forudsiger en ret negativ indvirkning på vores partnerlande i Middelhavsområdet, som formodes at få gavn og ikke lide skade som følge af Barcelona-processen. Blandt de negative virkninger nævnes muligheden for, at disse lande kan rammes af stigende arbejdsløshed, faldende lønninger samt alvorlige konsekvenser for ressourcer som vand og biodiversitet og andre miljøpåvirkninger. Det siges naturligvis ikke i rapporten, at vi skal bremse eller helt opgive planen om at indføre et frihandelsområde, men man siger, at vi skal tage disse negative virkninger alvorligt, og at vi skal træffe forebyggende foranstaltninger nu, før det er for sent. Derfor vil jeg bede både Kommissionen og Rådet meddele os deres holdning til denne undersøgelse, og hvilke foranstaltninger de agter at træffe for at imødegå eventuelle negative virkninger, som kan forårsages af oprettelsen af et frihandelsområde i Middelhavsområdet. Der er f.eks. utvivlsomt behov for, at EU's politik over for disse lande skal rumme en modvægt til handelsaspektet i form af et mere intensivt samarbejde inden for den finansielle, sociale og arbejdsmarkedsmæssige og uddannelsesmæssige sektor samt inden for miljøsektoren. Jeg vil slutte med at bede både Kommissionen og Rådet deltage mere aktivt i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet og ligeledes svare på spørgsmålene fra Parlamentets medlemmer.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand, lad mig starte med at takke for Deres tilstedeværelse her og dernæst især lykønske Dem med den forstandige måde, De har ledet arbejdet i Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet på i de 12 måneder, som Europa-Parlamentet har stået i spidsen for arbejdet i forsamlingen.

Vi skal kunne indrømme, hvad vi gør godt, og hvad vi gør dårligt. I dette tilfælde må vi indrømme, at vi gør det godt. Euro-Middelhavs-processen har været en succes, og det samme gælder topmødet i Barcelona i november sidste år. Vi står over for en levende proces, der udvikler sig.

Lad os stille os selv det spørgsmål, hvordan det ville have set ud, hvis vi ikke havde haft Euro-Middelhavs-processen, f.eks. i lyset af de begivenheder, vi har set i forbindelse med krisen på grund af Muhammed-tegningerne eller det, der skete i går i Jeriko. Vi ville have haft et kæmpe problem: Hvordan skulle vi indlede en dialog, hvordan skulle vi finde veje til at løse problemerne i fællesskab.

Handlingsplanen, der blev vedtaget i Barcelona, indeholder nogle meget vigtige punkter, hvoraf nogle allerede er blevet nævnt. Jeg vil gerne nævne noget, der forekommer mig vigtigt, nemlig at vi skal sige ja til frihandelsområdet, men med social og økonomisk samhørighed. Det ved vi meget om i Spanien, og det er helt centralt, hvis dette første mål skal blive en succes.

Et andet emne, der blev drøftet, var adfærdskodeksen mod terrorisme. På dette område ville en adfærdskodeks have været utænkelig for blot et par år siden. I dag har vi en kodeks.

Desuden tog Barcelona-topmødet det fælles spansk-tyrkiske initiativ om en alliance af civilisationer til sig. Det betyder ikke, at vi skal acceptere kulturel relativisme, men derimod at føre kulturerne i samme retning: forsvar af demokratiet, frihed, menneskerettigheder og ligestilling af mennesker.

I denne kontekst har vi i Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet et særdeles vigtigt sted for politisk dialog. Med hensyn til mødet den 26. og 27. har vi efter min mening brug for fire ting, nemlig at smidiggøre beslutningsprocessen, at koncentrere forhandlingerne omkring ordførerne for udvalgene, at opnå, at Kommissionen er til stede og deltager, som formand Borrell anmodede om her til morgen ved indledningen af vores møde, og som omstændighederne kræver, og endelig at involvere civilsamfundet.

Så vil vi være på rette vej.

  David Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, med mit lille minut vil jeg gerne stille et meget konkret forslag.

Jeg er naturligvis helt enig i de tilkendegivelser, der allerede er kommet til udtryk om begivenhederne i Jeriko.

Fra et politisk synspunkt skal vi i forbindelse med denne voldsspiral og efter konflikten med Muhammed-tegningerne mere end nogensinde før forsøge at fremme den fredelige sameksistens i Middelhavsområdet.

Inden for rammerne af det udvalg under Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet, der har ansvaret for kulturelle anliggender, har vi foreslået, at der oprettes en komité for kulturel kontakt, der skal sammensættes af lærde, respekterede og dialogsøgende personer, så vi kan komme med et svar på de kulturelle og religiøse konflikter, for at mægle, afklare og fjerne den kulturelle og religiøse spænding, der findes mellem Middelhavets to bredder.

Anna Lindh-fonden, der har sæde i Alexandria, kunne udmærket påtage sig at organisere denne vismandskomité, som kunne optræde præventivt i forbindelse med lignende konflikter for at få afklaret enhver tvivl om, hvad der virkelig er foregået.

Jeg tror derfor, at vi med forsamlingen den 26. kan tage et lille skridt frem mod den tolerance, vi ønsker i Middelhavsområdet.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. minister, fru kommissær, vi må desværre konstatere, at Barcelona-topmødets resultat ikke står mål med de forventninger, vi havde på grund af de store udfordringer, vi står over for. Vi bør fremover udvise større viljestyrke, så vi opnår resultater.

I betragtning af de seneste begivenheder må Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet anses for det ideelle sted at styrke vores partnerskab baseret på dialog, udveksling og gensidig forståelse. Den Parlamentariske Forsamlings arbejde bør mere en nogensinde før styrkes og understøttes. At skabe fred og sikkerhed er mål, som mere end nogensinde bør stå i centrum for vores beslutninger og ledsages af konkrete foranstaltninger.

Det haster på grund af den vanskelige lokale situation og en stadig mere usikker regional kontekst. Jeg mener i dag, at EU har et stort ansvar, og jeg udtaler mig her som formand for forsamlingens politiske udvalg, idet jeg sammen med en palæstinensisk næstformand og en israelsk næstformand ønsker at centrere vores arbejde om at løse konflikten i Mellemøsten. EU bør således tale med én stemme og fordømme perversiteten i handlinger, der genoptrapper volden og underminerer en allerede skrøbelig fredsproces.

Det er beklageligt, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas ikke fik lejlighed til at tale til Parlamentet på grund af begivenhederne i Jeriko, og jeg vil her give udtryk for min foruroligelse over situationen.

Fru kommissær, vi har lyttet til Dem. Vi tager Deres overbevisning og ønsker til efterretning. Vi er i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet og sammen med hr. Borrell fast besluttet på at nå videre. Jeg mener, det er på tide, vi ophører med at skuffe befolkningen.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, begivenhederne i Jeriko, som har forhindret os i at mødes med Mahmoud Abba, er ikke tilfældige hændelser. De har en politisk betydning. De er først og fremmest møntet på Mahmoud Abbas, for han var næppe ude af landet, før de israelske styrker satte angrebet ind mod fængslet.

Men han er ikke den eneste. Man har ikke sagt, at Ahmed Saadate var medlem af det nyvalgte Palæstinensiske Lovgivende Råd. Man har ikke sagt, og man har ikke understreget, at Hamas, der havde taget nogle tøvende skridt i retning af en anerkendelse af den israelske stat inden for grænserne fra 1967, efter de ydmygende billeder af disse halvnøgne, bundne fanger med bind for øjnene, ikke kan gå længere i retning af en anerkendelse af Israel.

Ydmygelsen gælder også os europæere. Vi ventede Mahmoud Abbas, men han kom ikke. Det er hele vores Palæstina-politik, der står på spil. Og i dag, hvor vores kontorer er blevet ødelagt og flere af vores statsborgere kidnappet, siger flere medlemmer af Europa-Parlamentet, at vi, de største giverlande, ikke bør fortsætte med at finansiere Palæstina! De utaknemmelige skarn! Det er følgerne af begivenhederne i Jeriko.

Jeg ønsker at sige til de kolleger, der tøver med at støtte Palæstina, at der i dag ikke findes en palæstinenser, der ikke ville bytte de penge, vi giver til Palæstina, mod en klar politisk tilkendegivelse fra EU's side om de aktuelle begivenheder. For kan vi tie nu, hvor Israel har valgt en unilateral og sikkerhedsorienteret løsning, som ikke har noget med køreplanen at gøre. Olmert-planen er unilateral ligesom tilbagetrækningen fra Gaza - der i øvrigt er blevet rost meget - såvel som annekteringen af Jordanfloden og beslaglæggelsen af Østjerusalem. Det er realiteterne i Palæstina: en uendelig besættelse, en mur fordømt af domstolen i Haag, men stadig ikke fjernet. Og alle de penge, vi giver til Palæstina for at hjælpe det med at overleve, giver det ikke mulighed for at undslippe denne realitet. Freden er med andre ord på tilbagetog i dag.

Følgelig er det, fru kommissær, nødvendigt, at vi og især Europa som en plan B for at hjælpe Palæstina tager et modigt og klart politisk standpunkt. Hvordan kan vi ellers forvente, at palæstinenserne bevarer håbet og tilliden til os, når vi taler om køreplanen?

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, begivenhederne i Jericho er blevet drøftet længe af mine kolleger i formiddags og senere på dagen, men i Udvalget om Fremme af Livskvalitet, Menneskelige Vilkår og Kultur vil spørgsmålet om karikaturerne helt sikkert blive rejst.

Vi må uforbeholdent fordømme karikaturernes indhold. Respekt for andres religiøse værdier og identitet som f.eks. vores muslimske medborgeres, er en europæisk værdi, og en manglende forståelse af dette er udtryk for dumhed. I Europa er vi imidlertid nødt til at forsvare, at selv dumhed har ret til at komme til orde, og vores arabiske partnere bliver nødt til at forstå dette.

Med hensyn til indvandring er Kommissionens nye initiativ og Rådets nylige afgørelser om styring af migrationsstrømme prisværdige, i stedet for blot at tale om ulovlig indvandring. Politikker som f.eks. en velplanlagt og organiseret modtagelse af lovlige indvandrere, der er behov for på de nationale markeder, etablering af hjernemobilitet i stedet for hjerneflugt, fremme af overførsler, civil integration af indvandrere og en harmoniseret asylpolitik osv. vil i højere grad appellere til vores Middelhavspartnere.

Det er rigtigt, at nogle af disse lande i stedet for at være hjem- og transitlande er blevet til terminaler. Derfor bliver vi nødt til at samarbejde og dele tekniske midler, ekspertise og ansvar for at bekæmpe menneskehandel og ulovlig indvandring.

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, hr. rådsformand, kære kolleger, som formand for Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Machrek-landene, tilslutter jeg mig selvfølgelig, det, der netop er blevet sagt angående de seneste begivenheder i Palæstina, og især fordømmelsen af aktionen mod fængslet i Jeriko, som absolut ikke går i retning af fred og demokrati.

Jeg vil netop henvise til et spørgsmål, der bidrager til dialog civilisationerne imellem, og som behandles i en arbejdsgruppe under Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet, nemlig Anna Lindh-fonden. Denne institution står allerede over for en række strukturelle vanskeligheder. Flere partnerstater har endnu ikke opbygget deres nationale net, og der er konstateret forsinkelser i indbetalingerne af bidragene hertil. Der hersker stor usikkerhed omkring fondens videre finansiering efter 2008.

Vi bør derfor hurtigst muligt løse de nævnte vanskeligheder og sikre en fortsat finansiering af Anna Lindh-fonden, gennemskuelighed i forbindelse med fondens arbejde og prioriteringer, indførelse af lempeligere europæiske regler for projektfinansiering, oprettelse af et arabisksproget europæisk tv-medie og ligevægt mellem denne strukturs tre arbejdssprog i fondens kommunikation.

Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet såvel som Rådet og Kommissionen bør fortage en seriøs behandling af dette spørgsmål.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand, kære medlemmer, efter de seneste tragiske hændelser er de klare konklusioner fra vores sidste møde i november endnu mere relevante. Økonomisk velstand og fremskridt er ikke inden for alles rækkevidde, og derfor bliver volden så synlig.

Vi er klar over, at de, der berøves ret til sundhedspleje og til at opnå god og rigelig viden, lever i vores partnerskabslande syd for Middelhavet og i særlig grad tilhører de mindst begunstigede dele af samfundet, kvinderne og de fattige.

Det fremtidige scenario vækker bekymring. Især hvis vi vurderer konsekvenserne for bæredygtigheden i den frihandelszone i Euro-Middelhavsområdet, der skal skabes allerede i 2010, som kommissæren har sagt. Her viser data, at der sker meget små fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen, selv om der måske kan komme andre gode resultater ud af de dybtgående forandringer, der foregår i middelhavspartnernes økonomier. På områderne sundhed og uddannelse bliver det meget svært at se nogen fremskridt på kort sigt, hvilket betyder, at sundheds- og uddannelsesprogrammerne rammes negativt, medmindre følgerne kan afbødes.

Hvad angår menneskerettighederne, er det vigtigt, at vi ser på, at EU og Euro-Middelhavs-institutionerne fuldstændig savner et ledende princip for dette spørgsmål og dets rolle i Barcelona-processen.

Jeg mener, at det særlig i denne sammenhæng, men i realiteten i alle, er et spørgsmål af allerstørste betydning, og som der bør lægges stor vægt på i Meda-programmet.

Styrket dialog inden for partnerskabet, bekæmpelse af børnearbejde, samarbejde om bekæmpelse af forskelsbehandling på velfærdsområdet, dialog om sociale reformer og fremme af lige muligheder for begge køn bør prioriteres højest i dette vigtige partnerskab.

Som forholdene er, bør disse spørgsmål indtage en central plads i Barcelona-processen.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem alle, fordi De i Deres indlæg også har peget på de positive konsekvenser af Euro-Middelhavs-partnerskabet. Naturligvis kan man, som fru Madeira netop har gjort, nævne mange emner, hvor der stadig er store mangler. Derfor kan vi på ingen måde hvile på laurbærrene, og det gør vi heller ikke, vi må tværtimod sætte os for at arbejde videre på alle disse områder, som De nævnte - sundhedsforsorg, social dialog, bæredygtighed, kønsspørgsmål, chancer for uddannelse og mange andre spørgsmål. Det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden. Det ville være en illusion at tro, at vi alene gennem dette partnerskab vil kunne tilvejebringe ændringer på kort tid. Men vi må arbejde på det, og instrumenterne er til rådighed, som også kommissæren sagde.

Spørgsmålet om menneskerettigheder er blevet nævnt flere gange. Det er et vigtigt spørgsmål ikke kun for mig personligt, men for hele Rådet. Jeg tror heller ikke, at man generelt kan beskylde rådet eller EU for ikke at have en sammenhængende, metodisk menneskerettighedspolitik. Det mener jeg, vi har. I øvrigt tror jeg, at menneskerettighedsagenturet, som forhåbentlig snart vil kunne oprettes med Deres hjælp, vil kunne yde et bidrag til en metodisk behandling af menneskerettighederne.

(EN) Hr. formand, jeg ønsker at takke alle de meget engagerede parlamentsmedlemmer som Dem selv og medlemmerne i Deres udvalg og fru De Keyser og andre, der konstant arbejder meget engageret for en bedre forståelse mellem befolkningerne i Euro-Middelhavs-samarbejdet. Vi skylder dem tak, og vi bør gøre vores yderste for at støtte Dem og hjælpe Dem, selv om De ikke skulle være helt enig i enkelte af rådsforanstaltningerne.

Iran blev også nævnt i denne forbindelse. Det vil jeg tage som anledning til at sige, at det naturligvis er Rådets politik at nå frem til et resultat i dette spørgsmål med fredelige midler gennem forhandlinger.

Hr. Carnero González sagde noget meget vigtigt, nemlig at der skete noget på topmødet i november, som ville have været umuligt for få år siden. Hvis man ser nøje på denne erklæring mod terror, denne code of conduct mod terrorismen, så er det en god model også for de vanskelige og følsomme spørgsmål - og kampen mod terror er naturligvis med alle de politiske problemer, vi kender, et sådant vanskeligt problem - en model, som gør det muligt at fortsætte og opnå nye resultater, og det vil Rådet også gøre.

Jeg takker alle medlemmerne for de gode idéer og forslag, som vi naturligvis med glæde vil tage op og undersøge.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg er fuldt ud enig i betydningen af det kommende møde i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet. Det er meget vigtigt, og jeg kan allerede nu bekræfte, at jeg deltager personligt. Det er muligt denne gang, og jeg ønsker helt sikkert at komme.

Deres beslutningsforslag er strålende. Alle de vigtige emner er nævnt såsom ytringsfriheden og respekten for religiøs overbevisning samt mulighederne for et reelt partnerskab. Dette er vores ønske. Dette indebærer, at vi, men også vores partnere, skal gøre en indsats. Vi bliver nødt til at finde frem til den rette sammensætning, således at der bliver mulighed for udvikling. Der er nogle særlige emner, som vi også bliver nødt til at understrege, bl.a. et emne, som betyder meget for mig, og som også er nævnt i vores meddelelse, nemlig uddannelse. Jeg har altid ment, at vi kan understøtte den næste generation ved hjælp af uddannelse. Vi kan gøre vores yderste for at få ting til at ske.

Jeg er også fuldt ud enig med hr. Carnero González. Det er min opfattelse, at mødet i Barcelona var en succes. Det er dog ikke korrekt at sige, at mødet ikke var en komplet succes, fordi det kun var stats- og regeringschefer, der deltog. Indholdet var godt. Nu skal vi sørge for, at alt kan gennemføres i vores femårige program. Jeg går ind for liberalisering, men jeg er enig i, at der også skal tages hensyn til social samhørighed og social stabilitet, sociale rettigheder og energispørgsmål og selvfølgelig uddannelse.

Lad mig hurtigt tilføje, at der er blevet gennemført forskellige undersøgelser; Manchester-undersøgelsen er temmelig negativ, men der er andre, der er langt mere positive. Som sagt er vores egentlige målsætning med Euromed-partnerskabet at skabe et partnerskab, der indebærer, at begge sider skal gøre deres yderste for at sætte gang i udviklingen, og det er fortsat nødvendigt at gennemføre en lang række reformer.

Et andet formål med en øget handel er at skabe flere job, dvs. flere job til flere unge, og naturligvis også bedre muligheder på arbejdsmarkedet og en bæredygtig udvikling, hvor der tages hensyn til sociale og miljømæssige krav. Naboskabspolitikken er et forsøg på at supplere dette Euromed-partnerskab. Samtidig med at der fokuseres meget klart på menneskerettigheder, forsøger man med denne politik at fremme alle de øvrige faktorer, der vil sikre disse lande en bedre tilværelse fremover.

Desværre overskygges alt dette af konflikten mellem Israel og Palæstina, og desværre er det ikke det bedste tidspunkt, idet vi befinder os i en meget kritisk og afgørende fase. Vi kan forhåbentlig forbedre fremtidsudsigterne, selv i denne kritiske fase.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.50 og genoptaget kl. 21.00)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) De seneste hændelser, der gjorde, at præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Mahmoud Abbas, måtte skynde sig tilbage til sit land og aflyse sin tale i Europa-Parlamentet, var meget alvorlige.

EU må udtale sig klart imod Israels fortsatte aggression over for Palæstina, som den nylige ødelæggelse af fængslet i Jeriko er et af de mest alvorlige og ydmygende eksempler på. Det skete kort efter, at der var indgået aftale mellem Den Palæstinensiske Myndighed og USA og Storbritannien om de indsattes sikkerhed, men alligevel blev intet gjort for at standse Israels kriminelle fremfærd.

Kommissionen og Rådet må forlade den overbærende holdning over for den israelske regering og den eskalering af kriminel vold, som den gør sig skyldig i over for Palæstina. Der må hurtigst muligt træffes foranstaltninger for at hindre Israel i fortsat at handle på denne uacceptable måde, der krænker Palæstinas mest grundlæggende rettigheder.

På det næste møde i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet bør Europa-Parlamentet indtage en klar holdning i solidaritet med Palæstina og fordømme den vold, som Israel udøver, og som bringer freden i fare i Mellemøsten. FN's resolutioner skal efterleves, og den palæstinensiske befolknings valg respekteres.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

13. samling i FN's Menneskerettighedskommission (Genève) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om 62. samling i FN's Menneskerettighedskommission (Genève).

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, det spørgsmål, vi skal behandle på dette forholdsvis sene tidspunkt, er et spørgsmål, som jeg personligt er meget optaget af, og derfor var det også vigtigt for mig at blive her til denne debat. Det glæder mig, at jeg har lejlighed til at føre denne forhandling med Dem her.

Sidste år blev der, som De ved, afholdt et topmøde i New York om reform af FN, og naturligvis blev deltagerne - stats- og regeringschefer - spurgt, om de mente, mødet var en succes. Den østrigske forbundspræsident udtalte, at dette møde efter hans mening var en succes. Som det altid er tilfældet på det multilaterale område er der naturligvis ting, som man har gennemført, og ting, som man ikke har gennemført. Men i sidste ende kunne man som facit sige, at FN's topmøde i New York sidste år var en succes. Det var en succes, fordi man især blev enige om nogle ting, som var meget vigtige især for os, landene i EU, vesten generelt. Vi går alle sammen ind for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Den principielle beslutning, der blev taget i september i New York, om at oprette et Menneskerettighedsråd og lade det erstatte Menneskerettighedskommissionen, var en sådan beslutning, som berettiger, at man kan bedømme topmødet som positivt.

Naturligvis var der i september kun tale om en principiel beslutning, og først efter møjsommelige, seje forhandlinger lykkedes det at fylde dette Menneskerettighedsråd med liv. Jeg tror, at vi i dette øjeblik især skal være taknemmelige over for formanden for FN's Generalforsamling, Jan Eliasson, fordi han har arbejdet utrætteligt for, at der for få timer siden kunne træffes beslutning om Menneskerettighedsrådet i New York. Menneskerettighedsrådet blev vedtaget med et flot resultat. Resultatet var nemlig 170 stemmer for, fire stemmer imod, og tre lande stemte hverken for eller imod. De lande, som stemte imod, var USA, Israel, Palau og Marshall Islands. Venezuela, Iran og Belarus undlod at stemme.

Mine damer og herrer, 170 stemmer i FN er en stor succes! EU optrådte samlet på FN's Generalforsamling med en fælles holdning. Det kan vi være stolte af, og vi kan ønske os og statsfællesskabet tillykke med denne succes.

Oprettelsen af Menneskerettighedsrådet er et vigtigt, jeg vil næsten sige et ligefrem historisk skridt til yderligere at styrke menneskerettighedssystemet inden for FN og beskyttelsen af menneskerettighederne i verden.

Der er naturligvis en række punkter, hvor også vi, EU, var skuffet. Der er et og andet, som vi gerne havde set anderledes, men inden for det multilaterale samarbejde må man i sidste ende indgå kompromiser, og man skal være klar over, om det, der var muligt i den sidste ende, i sin kerne stadig svarer til det, man oprindeligt ville. Hvad angår Menneskerettighedsrådet i den aktuelle form, var svaret klart positivt. Jeg vil gerne takke alle, som har medvirket til denne beslutning. Det glæder mig, at det er lykkedes Rådet at have alle medlemsstater med om bord.

Jeg vil nu ikke fokusere så meget på de ting, som ikke lykkedes, men på nogle punkter, som efter min mening er særligt positive ved det nye system med Menneskerettighedsrådet.

For det første vil Menneskerettighedsrådet til forskel fra Menneskerettighedskommissionen, som jo var et organ under ECOSOC, som mødtes en gang om året i seks uger i Genève, være et organ, som holder permanent møde, og det vil være et direkte organ under Generalforsamlingen. Man har holdt muligheden åben for måske en dag at gøre Menneskerettighedsrådet til et hovedorgan i FN. Det vil naturligvis kræve en ændring af FN's vedtægter. De ved alle, hvor vanskeligt det er, men muligheden står åben. Trods alt er det nu et permanent organ under FN's Generalforsamling.

Også det direkte og individuelle valg af medlemmerne med krav om absolut flertal blandt alle FN's medlemsstater er et fremskridt. Alle de, der som jeg har været med i de seneste år, vil glæde sig over, at den ofte uværdige proces, hvor man sjakrer med stemmerne - hvem stemmer for hvem, hvis du stemmer for denne sag, stemmer jeg til gengæld for den anden - forhåbentlig nu vil blive begrænset stærkt, om end ikke helt afskaffet. Med to tredjedelsflertallet er der nu mulighed for - det er også nyt - at suspendere medlemmer af Menneskerettighedsrådet i tilfælde af alvorlige og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne. Dette punkt var i øvrigt i sidste ende udslagsgivende for, at USA ikke stemte for Menneskerettighedsrådet. USA forsøgte til det sidste at opnå en optagelse ved totredjedelsflertal og en automatisk udelukkelse af de medlemmer, som Sikkerhedsrådet har vedtaget sanktioner imod. EU tilbød - og gjorde det også - at afgive en erklæring i anledning af vedtagelsen på Generalforsamlingen, hvor vi politisk forpligter os til ikke at stemme for optagelse i Menneskerettighedsrådet for noget land, som Sikkerhedsrådet beskylder for overtrædelser af menneskerettighederne, og som det har vedtaget sanktioner imod. Det var også et vigtigt politisk signal fra EU's side.

For det tredje vil der være en regelmæssig kontrol af alle stater på menneskerettighedsområdet med oprettelsen af en universal review procedure, som også fremover kan anvendes til at afkræfte beskyldninger om dobbelte standarder og selektivitet.

For det fjerde har menneskerettighedsrådet kompetence til at give direkte anbefalinger til alle organer i FN-systemet, inklusive til FN's Sikkerhedsråd. Vi tror, at der på denne måde kan opnås en betydelig styrkelse af systemet til beskyttelse af menneskerettigheder inden for FN generelt.

Og for det femte bevares Menneskerettighedskommissionens vigtige landvindinger, nemlig systemet med særlige ordførere og aktiv deltagelse af ngo'er på møderne.

Selv om man ikke kunne opnå alt, er dette nye Menneskerettighedsråd en klar forbedring i forhold til Menneskerettighedskommissionen, som var blevet steril. Menneskerettighedskommissionen vil holde endnu et - formentlig kort - møde for at afvikle forretningerne og overdrage dem til Menneskerettighedsrådet. Allerede i maj i år, altså om kort tid, bliver de første medlemmer til Menneskerettighedsrådet valgt, og allerede i juni i år skal det første møde finde sted. EU og Rådet vil arbejde intenst for at sikre, at Menneskerettighedsrådet kan udføre sit arbejde med succes og fra starten af med stor gennemslagskraft.

USA stemte ikke for dette forslag, og alligevel tror jeg, at det i de seneste dage og uger også er lykkedes at skabe en vis tillid i de atlantiske forbindelser mellem EU og USA, for USA erklærede i forbindelse med vedtagelsen, at man ikke vil hindre konstituering og finansiering af Menneskerettighedsrådet, og at man principielt er indforstået med Menneskerettighedsrådets målsætninger, men at de to problemer, som jeg nævnte - spørgsmålet om valg af medlemmer og spørgsmålet om udelukkelse af medlemmer - var for alvorlige til, at man kunne stemme for.

Jeg håber, at Menneskerettighedsrådets arbejde i de kommende år vil overbevise alle om, at der er truffet et godt valg, at der er opnået et fremskridt, og at vi i sidste ende også har gjort noget for at beskytte menneskerettighederne i hele verden. Jeg mener, at vi i EU kan være stolte af, at vi har ydet et bidrag til det.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne sige Eureka! Vi har et menneskerettighedsråd! Det er noget ganske særligt, og jeg er meget glad for, at jeg er her i aften, således at jeg kan fejre dette med Rådet og Parlamentet.

Som De ved, har EU og Kommissionen i høj grad bidraget til dette resultat. I sidste uge, da EU besluttede at støtte udkastet til resolution fremlagt af Jan Eliasson, formand for FN's Generalforsamling, gjorde vi det muligt for en række lande at gøre som os. Vi havde håbet på, at en række af vores forslag var blevet indarbejdet i resolutionen. Jeg er imidlertid enig med formandskabet i, at kompromisteksten er en markant forbedring i forhold til Menneskerettighedskommissionen, og dette er af afgørende betydning.

Lad mig sige et par ord om Menneskerettighedskommissionen. I løbet af de seneste par måneder er denne kommission blevet stærkt kritiseret. Ofte beskyldes den for anvendelse af dobbeltstandarder, overpolitisering eller for at være for passiv over for åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne. Der er sandsynligvis et gran af sandhed i alle disse beskyldninger, og det er ikke tilfældigt, at dokumentet fremlagt under FN-topmødet indeholder et forslag om oprettelse af et råd til erstatning herfor.

Det er imidlertid også sandt, at man har gjort, hvad man kunne. Det var samme kommission, der i 1948 førte tilsyn med udformningen af den vigtigste erklæring om menneskerettighedsprincipper overhovedet, nemlig verdenserklæringen om menneskerettigheder. Jeg ønskede at nævne dette, fordi vi i dag naturligvis ser fremad, men vi burde også have set tilbage.

Jeg vil også gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på et aspekt af Menneskerettighedsrådet, nemlig den generelle periodiske revisionsmekanisme. Hvis den gennemføres korrekt, bør den medvirke til at løse problemerne vedrørende dobbeltstandarder og selektivitet, der har plaget Menneskerettighedskommissionen. Vi kan trods alt konstatere, at den såkaldte peer review fungerer meget effektivt på andre områder, f.eks. inden for handel ved hjælp af revisionsmekanismen, eller selv i forbindelse med diamantkonflikten og Kimberley-processen.

Det er bemærkelsesværdigt, at EU under hele den komplekse og langvarige forhandlingsproces vedrørende Menneskerettighedsrådet har formået at fastholde en fælles holdning. Dette har uden tvivl influeret positivt på forhandlingsforløbet. Kommissionen var derfor meget lettet over, at EU igen var i stand til at indtage en fælles holdning og således vise sin støtte i denne afgørende fase i FN's reformproces, efter de seneste meningsforskelle mellem medlemsstaterne om det endelige udkast til resolution.

I lighed med medlemsstaterne er Kommissionen bekymret over, at USA er imod udkastet. På den anden side er det betryggende, at USA har erklæret, at landet ønsker at samarbejde med Menneskerettighedsrådet. Kofi Annan sagde i dag, at han fået den forståelse, at USA, selv om landet evt. ikke vil kunne stemme for rådet, således som det er foreslået i dag, vil kunne samarbejde med rådet, og jeg er sikker på, at USA, der har gjort en stor indsats på menneskerettighedsområdet, vil finde ud af at samarbejde med de andre medlemsstater, således at rådet kan fungere som tiltænkt. Derfor mener jeg, at det som helhed tegner godt.

Vi blive nødt til at hylde Menneskerettighedskommissionen, men nu ønsker vi en ny udvikling, og forhåbentlig kan vi skabe denne i fællesskab.

  Simon Coveney, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, oprettelsen af et effektivt og velfungerende menneskerettighedsråd, der har bred opbakning, er et afgørende element i FN's reformpakke, som Kofi Annan skitserede i store træk sidste år. I modsætning til det politiske minefelt, der knytter sig til reformen af FN's Sikkerhedsråd, har FN vist, at der kan opnås enighed om en ny struktur til at håndtere menneskerettighedsspørgsmål.

De fleste er enige i, at den nuværende Menneskerettighedskommission, hvor de mange medlemmer samles én gang om året i seks uger i Genève, er forældet, og at det er nødvendigt at erstatte denne. Vi har brug for en mere permanent mekanisme, der kan reagere i løbet af året på de mange menneskerettighedskriser, der opstår. Der har været drøftet mange spørgsmål i forbindelse med oprettelsen af den nye struktur til at håndtere menneskerettighedsspørgsmål:

1. Der er behov for en permanent struktur/råd.

2. Medlemmerne af rådet skal være troværdige med hensyn til menneskerettighedsspørgsmål.

3. Rådet bør ikke være for stort.

4. Rådet bør afspejle de globale, geografiske forskelle.

5. Det må ikke blive betragtet som et elitært råd, en lille gruppe, der prædiker for andre.

6. Spørgsmålet om, hvordan medlemmerne af rådet skal vælges.

7. Ngo'erne skal fortsat spille en rolle.

8. Der skal indføres en suspensionsmekanisme for de lande, der konsekvent overtræder menneskerettighederne.

Det stod klart, at det ikke ville blive nemt at finde en løsning på og om nødvendigt nå frem til et kompromis på alle disse områder. Det er imidlertid min opfattelse, at udkastet til resolution fremlagt af formanden for FN's Generalforsamling er et rimeligt forsøg på at gøre netop dette, et forsøg på at finde fælles fodslag. Jeg glæder mig over den store støtte, dette udkast til resolution har fået her til aften af FN. Det er ærgerligt, at USA ikke kunne støtte det.

Jeg anser imidlertid på ingen måde dokumentet for at være perfekt, og jeg er navnlig kritisk på to punkter. For det første mener jeg, at rådet er for stort, idet 47 medlemmer er for mange. For det andet er valgproceduren, hvorefter medlemmerne vælges ved absolut flertal, ikke ideel. Jeg var enig med USA og havde foretrukket et flertal på to tredjedele i denne forbindelse.

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at FN har gjort en stor indsats i dag, og jeg mener, at dette vil øge FN's troværdighed på menneskerettighedsområdet.

  Panagiotis Beglitis, for PSE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, i dag er der faktisk sket en meget positiv udvikling med hensyn til den aftale, der blev indgået i New York. Med et meget stort flertal på 170 lande er denne aftale et dynamisk og progressivt kompromis hen imod en bedre og styrket effektivitet af det internationale system for menneskerettighedernes forsvar.

Blandt de meget alvorlige reformer og ændringer, der er gennemført, vil jeg især gerne fremhæve bestemmelsen om, at de internationale ikke-statslige organisationer og instanser, der arbejder med forsvar af menneskerettighederne, skal deltage i det nye råds aktiviteter. Jeg tror også, at Kommissionen og kommissæren vil samarbejde med de ikke-statslige organisationer om at styrke rådets rolle og effektivitet.

Disse klare reformer kan tilføre rådet en ny dynamik med hensyn til menneskerettighederne og mindske FN's underskud af troværdighed og effektivitet. Desuden kan EU arbejde sammen med FN og de øvrige lande inden for rådets rammer om at styrke den nye institution. Desværre undermineres det kompromis, der er opnået i dag, af USA's demonstrative forsøg på at finde et bedre resultat. Det er på tide, at grundlæggende humanitære værdier går forud for politiske hensyn.

  Cecilia Malmström, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, det er virkelig på mange måder en historisk dag, for i dag har vi oprettet Menneskerettighedsrådet. Europa-Parlamentet har jo fremsat spørgsmålet tidligere, og vi ved, at det faktisk kan lade sig gøre at ændre situationen for menneskerettighederne, hvis man arbejder hårdt og er enige. Vi støtter virkelig FN i dette arbejde.

Beslutningen om Menneskerettighedsrådet var en af de få konkrete beslutninger, som blev truffet i september, og derfor er det virkelig, selv om der faktisk findes sådan et råd i dag. At man har fået et permanent organ, som fjerner disse seks lobbyintensive uger i Genève, hvor der hele tiden forhandles om, hvem der skal støtte hvilken resolution, præcis sådan som De sagde. Får man et permanent organ, som kan styre det, så kommer man forhåbentlig også bort fra det faktum, at nogle af de værste lande bl.a. har været ordførere under møderne i Genève.

Jeg er også enig i analysen af, at det er noget svagere, end hvad man havde håbet. Jeg er enig med hr. Coveney i, at to tredjedels flertal havde været bedre. Det regionale kvotesystem, som gælder i dag for udvælgelse af repræsentanterne i rådet, vil desværre gøre, at også lande, som krænker menneskerettighederne, vil blive repræsenteret. Men hemmelig afstemning og muligheden for at udelukke lande er dog stadig et skridt fremad.

Jeg håber, at EU fortsat vil være enigt og konsekvent og ikke tøve med at påpege, hvis et land, som sidder i rådet, alvorligt krænker menneskerettighederne. For EU kan, hvis der er enighed, spille en fantastisk stor rolle i FN. I min gruppe ville vi efterhånden gerne se en fælles europæisk plads i FN's Sikkerhedsråd.

Dette er et stort skridt fremad. Nu er det om at bevise, at det er vigtigt hurtigt at kunne handle, når der opstår kriser, men heller ikke helt at glemme de mindre mediedækkede begivenheder, de permanente krænkelser af menneskerettighederne på de lidt skjulte og glemte steder. Hvis Menneskerettighedsrådet kan varetage disse menneskers rettigheder, så har vi taget et stort skridt fremad.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg finder det personligt meget glædeligt, at Europa-Parlamentet har været så skarpsindigt at arrangere denne forhandling nogle få timer efter resolutionens vedtagelse, og inden det selv vedtager en beslutning herom i morgen. Vi kan alle give udtryk for vores store glæde og lettelse over, at denne resolution blev vedtaget. Alt er selvfølgelig ikke perfekt, f.eks. bliver Menneskerettighedsrådets medlemmer ikke valgt med to tredjedels flertal, visse grupper har fået flere mandater, og der er tilføjet punkter, men det vil jeg ikke tage op igen.

Ikke desto mindre bliver der med den vedtagne resolution indført et stående Menneskerettighesråd med udmærkede kvaliteter. Medlemmerne vælges af Generalforsamlingen ved hemmelig afstemning. Rådet kan træde samme året rundt og ikke under tre gange om året, det kan reagere hurtigt i forbindelse med menneskerettighedskriser, det bevarer de særlige FN-mekanismer og det garanterer ngo'ernes særlige rolle, selv om der i forhold til de omhandlede ngo'er - og det understreger jeg - er brug for en FN-reform, der kan sikre en bedre repræsentation af uafhængige ngo'er, herunder de ikke anerkendte organisationer. Samtidig med rådet indføres en ordning for automatisk undersøgelse af menneskerettighedssituationen i rådets medlemsstater. Det er alle meget positive punkter. Med rådet indføres ligeledes muligheden for med et flertal på to tredjedele af forsamlingens medlemmer at suspendere en medlemsstat, der har gjort sig skyldig i menneskerettighedskrænkelser. Dette punkt var et centralt krav fra Parlamentets og hele EU's side, som vi alle lagde stor vægt på.

Tilbage står den 62. samling i Menneskerettighedskommissionen. Der bliver højst sandsynligt tale om en overgangssamling, der hovedsagelig har til formål at sikre overdragelsen til rådet. Jeg opfordrer dog medlemsstaterne til at være agtpågivende og sikre afstemninger om vigtige emner såsom vedtagelsen af udkastet til en international konvention om beskyttelse af alle ofre for tvungen forsvinden, erklæringen om de oprindelige folkeslag og fornyelsen af mandater, herunder mandatet til den særlige repræsentant for menneskerettighedsforkæmpere.

  Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, FN's vedtagelse i dag er et meget vigtigt fremskridt. Hidtil har man brugt et system med dobbelte standarder. Det er uacceptabelt, at Rusland aldrig er blevet fordømt for den modbydelige måde, som de russiske specialstyrker har opført sig på i Tjetjenien, det er uacceptabelt, at Kina aldrig er blevet fordømt for sin alvorlige undertrykkelse af det tibetanske folks grundlæggende rettigheder, og det er uacceptabelt, at USA ikke behøver at stå til ansvar for sin adfærd i Irak, hvor en besættelse, der er ulovlig i henhold til international ret, har kostet over 100.000 civile ofre. Eller hvad med Israel, som træffer ulovlige kollektive straffeforanstaltninger - der udtrykkeligt er forbudt i de internationale aftaler - over for det palæstinensiske folk? Nationale årsager kan ikke anføres som begrundelse for, at man nægter millioner af mænd, kvinder og børn i hele verden deres rettigheder.

EU skal være modigere på dette punkt. Det gælder vores troværdighed og vores politik for at fremme menneskerettighederne. Det er ikke nok at protestere imod de lande, der ikke er beskyttet af nogle ofte tvivlsomme internationale alliancer. Menneskerettighederne er stadfæstet i lovgivningen, og de juridiske aftaler gælder for alle, ikke mindst for dem, der er magtfulde.

Dødsstødet for troværdigheden af den efterhånden ikke-eksisterende Menneskerettighedskommission i Genève var tilstedeværelsen i denne institution af regeringer, som repræsenterer diktaturer, og som benyttede deres institutionelle position i FN til at undgå kritik af deres politikker og opførsel. Med hvilken berettigelse kan f.eks. den sudanske regering deltage i Menneskerettighedskommissionen i Genève, sådan som det er tilfældet i dag? Jeg bifalder således alle de reformer, der er bebudet for at gøre Menneskerettighedskommissionen i Genève til et snævert menneskerettighedsråd.

Jeg glæder mig over den nyhed, som vi lige har fået, nemlig at FN har vedtaget resolutionen om radikale reformer af dette organ på trods af USA's modstand. Jeg er enig i forslagene i den beslutning, vi skal vedtage i morgen, og ikke mindst i punktet om, at kun lande, der viser, at de overholder de grundlæggende rettigheder, kan blive medlem af det kommende råd. Vi skal ligeledes lade de internationale ngo'er, der virkelig er demokratiske og uafhængige, spille en vigtigere rolle via oprettelsen af en FN-komité for ngo'er, så de kan give både opmuntring og kritik til FN's menneskerettighedssystem.

  Inese Vaidere, for UEN-Gruppen. - (LV) Mine damer og herrer, målsætningen med reformerne af FN og navnlig ændringerne af Menneskerettighedskommissionen var at skabe institutioner, der er bedre, ikke de samme eller værre. Man er endelig nået frem til et kompromis, og nu har man oprettet Menneskerettighedsrådet, hvilket i sig selv er udmærket. Men den nuværende løsning, hvor der kun kræves flertal for at stemme et land ind i Menneskerettighedsrådet, men hvor tre fjerdedele af de tilstedeværende skal stemme for udelukkelse fra Menneskerettighedsrådet, er et meget svagt kompromis. Der er ingen sikkerhed for, at lande, hvor der foregår klare brud på menneskerettighederne, ikke får adgang til Menneskerettighedsrådet med denne ordning. Det bliver endnu sværere at få fjernet sådanne lande fra Rådet. Så der er mulighed for, at lande, der ikke respekterer menneskerettighederne, kan operere i Rådet og derved bringe det i miskredit. Aftalen om, at Menneskerettighedsrådet nu skal træde sammen ikke i seks uger om året, men i 10 uger, giver endnu heller ikke grund til optimisme. Disse kompromiser giver anledning til tvivl om, hvorvidt Europas holdning til spørgsmålene om en reform af FN blev fremført med tilstrækkelig styrke. På menneskerettighedsområdet er det sådan, at hvis vi i EU ikke styrer processerne, er der ingen, der gør det. Derfor bør Kommissionen mobilisere den bredest mulige støtte til yderligere og hensigtsmæssige reformer af FN's menneskerettighedsinstitution samt til valg af stater til Rådet, der ikke bringer det i miskredit, men skaber et solidt grundlag for et effektivt arbejde fremover.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, med slutdokumentet fra FN's topmøde i september fastsattes det grundlag, i nogle tilfælde minimumsgrundlag, som de institutionelle reformer skal bygge på.

Det var tilfældet med Menneskerettighedsrådet. Man blev kun enig om at oprette det, resten svævede i luften. Det var vanskeligt på nogle måneder at opnå en aftale om at iværksætte dette organ, der skulle erstatte Menneskerettighedsudvalget.

Det endelige forslag fra formand Eliasson, der netop har været til afstemning i New York, hvor det fik stor opbakning, er resultatet af en vanskelig forhandling. Det er ikke et optimalt forslag - det lever ikke op til de europæiske ambitioner - men det opretter et nyt organ, der naturligvis er bedre end det, vi har nu.

Medlemmerne af det nye råd skal vælges med absolut flertal af generalforsamlingen, dvs. at der kræves mindst 96 ja-stemmer. Desuden bliver alle rådets medlemmer under dets mandat underlagt en undersøgelse, og de kan endda som nævnt blive suspenderet. I overensstemmelse med vores krav vil møderne blive længere og hyppigere end i det nuværende Menneskerettighedsudvalg.

Det nye råd er altså et klart fremskridt i forhold til FN's Menneskerettighedsudvalg. Jeg er dog nødt til at sige, at jeg beklager, at kvoten af lande, der er tildelt den vesteuropæiske gruppe, er lavere, end det var tilfældet for udvalget.

Hr. formand, jeg ville ønske, at hr. Eliassons forslag var blevet vedtaget med konsensus, men det er dog blevet sat til afstemning. Jeg beklager meget, at USA har valgt at stemme nej. Det er et centralt land i De Forenede Nationer, og jeg håbede, at initiativerne med henblik på, at de kunne tilslutte sig hr. Eliassons forslag, ville blive en succes, og at det nye råd kunne oprettes med Washingtons støtte. Men jeg glæder mig under alle omstændigheder over, at det er blevet sikret, at USA vil samarbejde konstruktivt med det nye råd.

Derudover skal rådets arbejde og drift revideres efter fem år, hvilket gør det muligt at overvinde den nye mekanismes mangler: et af de mest ambitiøse mål i slutdokumentet fra topmødet i september.

Hr. formand, i dette dokument spiller bekæmpelse af fattigdom en meget vigtig rolle, og jeg vil gerne minde om, at fattigdom, som Parlamentet allerede har sagt, burde betragtes som en overtrædelse af menneskerettighederne, eftersom det krænker menneskets værdighed og hindrer det i at nyde andre grundlæggende rettigheder.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, i dag stemte FN's Generalforsamling for at oprette et Menneskerettighedsråd som erstatning for FN's Menneskerettighedskommission, hvis position er blevet kompromitteret.

Det nye FN-Råd opfylder ikke mange af kriterierne for en effektiv overvågning af menneskerettighederne og reaktion mod overtrædelser af disse rettigheder verden over. Det udgør imidlertid et skridt i retning af at indføre en ny international struktur baseret på respekten for grundlæggende rettigheder og politiske frihedsrettigheder. Oprettelsen af dette Råd har fået støtte fra modtagere af Nobels fredspris samt menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, Human Rights Watch eller Open Society Institute og Soros Foundation Network.

EU bør nu spille en central rolle for FN's Menneskerettighedsråd. Europa-Parlamentet har mulighed for at påtage sig en førerrolle ved at støtte Rådets bestræbelser på at skabe et nyt globalt system til beskyttelse af menneskerettigheder. Som led i den transatlantiske dialog opfordrer EU USA til at samarbejde tættere med Menneskerettighedsrådet og arbejde i retning af yderligere reformer af FN. USA var et af de fire lande, der stemte imod oprettelsen af Rådet.

  Frithjof Schmidt (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. minister, kære kolleger, da vi i slutningen af september sidste år talte om FN's reformtopmøde, var et af de få virkelige resultater, vi kunne notere, at den miskrediterede Menneskerettighedskommission skulle erstattes af et nyt Menneskerettighedsråd. På det tidspunkt var det endnu ikke fastlagt, hvordan det skulle sammensættes, og hvordan procedurerne skulle være. Det ville virkelig have været et stort nederlag for menneskerettighedssagen, men også for FN, hvis det ikke var lykkedes os at erstatte denne miskrediterede kommission med et nye Menneskerettighedsråd i rette tid.

Derfor er det i dag et vigtigt positivt resultat af de lange forhandlinger, også for formanden hr. Eliasson. Vi ønsker ham tillykke, for der er virkelig tale om forbedringer. Det er sådan, at medlemmerne at dette nye Menneskerettighedsråd nu skal vælges hemmeligt, dvs. af mindst 96 stater. Medlemmer kan atter udelukkes fra Menneskerettighedsrådet med totredjedelsflertal, hvis de begår alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Der skal holdes møde mindst tre gange om året. Der er nu større kontinuitet i arbejdet, og der er en regelmæssig kontrol af menneskerettighedssituationen i alle FN-medlemsstater. Det er fem vigtige succeser. Derfor var det efter min mening helt uforståeligt, at USA forsøgte at blokere for det.

Hr. Winkler, der var jo ikke kun positive krav fra USA, der var også kravet om, at de fem medlemmer af Sikkerhedsrådet skulle have en privilegeret stilling, at de skulle blive i Menneskerettighedsrådet uden valg. Det ville, når man tænker på menneskerettighedssituationern i Folkerepublikken Kina, have været en alvorlig fejl. Det er godt, at det blev vedtaget, som det gjorde ved afstemningen i dag.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, nedlæggelsen af FN's Menneskerettighedskommission og oprettelsen af det nye råd med langt færre medlemmer har til formål at udelukke og ekskludere de lande, som ikke underlægger sig USA, EU og andre imperialistiske magter. Målet er at manipulere rådet, så det bliver et organ, der vil vurdere krænkelser af menneskerettighederne med partiskhed og med imperialistiske ambitioner som kriterium. Det vil således med bestilte afgørelser levere påskud til diverse interventioner, også krige, som angiveligt skal forsvare menneskerettighederne.

USA har faktisk gjort rigtig meget for menneskerettighederne, fru kommissær. Man har dræbt mange millioner mennesker! Fra Hiroshima og Nagasaki til Vietnam og Irak i dag. Det er USA's bidrag! Jeg vil - da tiden er ved at løbe ud - med en omskrivning citere Brecht, der skrev: "Når imperialisterne taler om fred, er de ved at forberede krig", og når De i dag taler om beskyttelse af menneskerettighederne, vil jeg sige, at De forbereder en massakre på dem, som De gør hver dag.

Men hverken et Menneskerettighedsråd, en Kommission eller et FN skal lægge hindringer i vejen for folkets kamp mod undertrykkelsen.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, selv om jeg ville have glædet mig over denne forhandling for kort tid siden, og i dag kommer den måske en smule for sent, deler vi alle et stort og entydigt nyt håb, og naturligvis glæder vi os over oprettelsen af det nye Menneskerettighedsråd. Frem for alt lykønsker vi den svenske formand for Generalforsamlingen, ikke kun for det resultat, det lykkedes ham at forhandle sig frem til med FN's medlemsstater, men især for den måde, hvorpå det lykkedes ham at samle de frivillige organisationer i den ikke-statslige sektor, som nu giver ham så stor opbakning. Vi hilser naturligvis de længere lobbyperioder i Genève velkommen. Vi håber, at den forbedring af det transatlantiske forhold, som vi har været vidner til i de seneste uger, ikke vil forsvinde, og at det bliver muligt at ændre det nuværende afstemningsresultat. Efter min mening er det vigtigt, at EU har talt, og at vi har en klar og entydig holdning, som vi deler med hele den udviklede verden. Det er imidlertid udviklingslandene, der har flertallet.

Trods al snak om manglende civilisation er det klart, at det nye Råd fuldt ud skal tilslutte sig princippet om universelle menneskerettigheder, hvor de samme regler gælder for alle kvinder og alle mænd. Det fremgår altid tydeligt, hvorvidt menneskerettighederne er blevet respekteret eller overtrådt, og ved denne forundersøgelse vil Menneskerettighedsrådet spille en meget vigtig rolle. Udelukkelsesinstrumentet er også meget vigtigt i denne sammenhæng, selv om det kræver to tredjedeles flertal, og efter min mening skaber det en ny mulighed for europæisk udenrigspolitik, en ny mulighed for virkelig at gøre noget ved overtrædelser af menneskerettighederne, som er det problem, der skyldes nogle landes manglende evne til at fungere korrekt. Hr. kommissær, jeg håber, at vi og navnlig De har modet til at tage entydige skridt for at holde fast i de universelle menneskerettigheder verden over.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg deltog i Parlamentets delegation under Menneskerettighedskommissionens samling i Genève sidste år og så med egne øjne, hvilket dårligt omdømme, kommissionen havde fået, og hvordan den blev holdt som gidsel i sit eget system af lande, der selv har gjort sig skyldige i de største krænkelser af menneskerettighederne. Derfor glæder jeg mig over oprettelsen af det nye menneskerettighedsråd som andre parlamentsmedlemmer i aften. Jeg mener, at det er et fremskridt, at rådet mødes hele året, at medlemmerne vælges med flertal af FN's Generalforsamling, at der indføres en suspensionsmekanisme for de lande, der er medlemmer og derefter krænker menneskerettighederne, og at traditionen om adgang for ikke-statslige organisationer fastholdes.

Jeg er meget stolt over den rolle, som Parlamentets medlemmer har spillet i periferien af processen. Da vi mødte Louise Arbour, FN's højkommissær for menneskerettigheder, i Genève, og da hun efterfølgende besøgte os i Bruxelles, undersøgte vi nøje hendes forslag om den generelle revisionsmekanisme, som man nu er nået til enighed om, og som vil gøre det muligt at undersøge krænkelser i alle lande på en langt mere effektiv og objektiv måde, som det fremføres.

Vi insisterede i vores beslutninger på, at medlemskab af Menneskerettighedsrådet kun bør tilbydes lande, der giver særlige rapportører uhindret adgang på grundlag af en stående invitation. Dette krav indgår i den aftale, vi har indgået i dag. Sudan, Saudi-Arabien, Nepal og Zimbabwe bliver med rette ikke medlemmer af dette nye råd.

Denne FN-reform er et resultat af millenniumtopmødet og kommer på et historisk tidspunkt for forsvaret af princippet om multilateralisme globalt. Europa-Parlamentet bør sende en besked til USA, ikke blot til regeringen, men til det amerikanske folk, om, at hvad enten det drejer sig om Menneskerettighedsrådet, Kyoto, Den Internationale Straffedomstol, eller hvad enten det drejer sig om princippet om multilateralisme, står USA meget isoleret fra resten af verden, hvilket er farligt, og at verdens eneste tilbageværende supermagt ikke bør indtage denne rolle, Hvis USA ønsker at blive indstillet til dette nye råd, bør landet tillade uhindret adgang til Guantánamobugten. Jeg spørger mig selv, om USA vil kunne tåle en undersøgelse i denne forbindelse.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig de forrige talere. Det er vigtigt, at det er blevet vedtaget, at dette Menneskerettighedsråd bliver en realitet. Beskyttelse af menneskerettighederne i klassisk forstand er en af grundpillerne i vores europæiske værdiopfattelse, som bliver styrket med etableringen af dette organ.

Det vedtagne forslag er ganske vist ikke optimalt, men det er en klar forbedring i forhold til Menneskerettighedskommissionen, som selv stater, der selv havde begået meget alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, havde indflydelse på. Det er et vigtigt skridt for menneskerettighederne i verden.

Et arbejdsdygtigt organ vil kunne gribe hurtigere ind i hastesager og skal forpligte stater til at gå ind for menneskerettigheder, at kæmpe for dem og fremme dem. Med en blokade ville verdenssamfundet have tabt troværdighed i kampen mod forbrydelser mod menneskerettighederne.

Derfor er det godt, at dette projekt ikke faldt til jorden. Dette være også sagt i betragtning af de mange ngo'ers vigtige arbejde.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, arbejdet i FN's Menneskerettighedskommission er blevet kraftigt kritiseret fra næsten alle sider. Den er blevet beskyldt for at være overdrevet politisk og overdrevet aktiv samt for at være korrupt. Derfor bør vi glæde os over de ambitiøse forsøg på at reformere denne Kommission og omdanne den til Menneskerettighedsrådet, som skal være mere uafhængigt i sit arbejde.

Selv om omfanget af disse ændringer synes velgennemtænkte, er der fare for, at de til dels vil blive begrænset i løbet af de internationale samtaler om forslagene. Europa-Parlamentet bør klart give udtryk for sin holdning i denne sag og understrege, at der er behov for disse ændringer for at fremme og udvikle en kultur baseret på retsstatsprincippet og demokratisk styre verden over.

Den største udfordring i forbindelse med denne reform er, som allerede nævnt, det foreslåede Menneskerettighedsråds uafhængighed. Et krav om, at det gøres til et af de centrale FN-organer er et af de bedste midler til opnåelse af dette mål.

Det, der virkelig bør ændres, er måden, hvorpå kandidaterne vælges. De bør vælges af Generalforsamlingen ud fra et stemmeflertal, der vil gøre det umuligt for et land, hvis regering opfører sig på en måde, der kan skabe tvivl om dens holdning til menneskerettigheder, at blive medlem. Det er også vigtigt, at der stemmes om hvert enkelt lands kandidatur, selv om der er færre kandidater fra en region end antallet af pladser til den pågældende region. At undgå, at lande som Libyen, som det er sket tidligere, eller Cuba, som det er tilfældet i øjeblikket, bliver medlemmer er et af de vigtigste skridt på vejen tilbage til at give FN sin troværdighed tilbage med hensyn til beskyttelsen af menneskerettigheder i verden. Det er også vigtigt at gøre denne institution mindre, så den kan arbejde mere effektivt og gøre sine beslutninger mere effektive.

Reformen af Menneskerettighedskommissionen er en fantastisk mulighed for at gennemføre betydelige forbedringer af menneskerettighedssituationen verden over. Vi må imidlertid ikke behandle dette emne som en enkeltstående forandring. Vi skal se det som en mulighed for at indlede en proces med løbende forbedringer af systemet til beskyttelse af menneskerettigheder på en måde, så vi sikrer, at den offentlige opinion på verdensplan nærer tillid til den, og sikrer den status som en mekanisme, der henleder opmærksomheden på de alvorligste brud på menneskerettighederne i verden, og som ikke er bundet af politiske bånd.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Dagens nyt fra New York gør os lettede og tilfredse. Det kompromis, som formanden for FN's Generalforsamling, Jan Eliasson, har foreslået, er ikke perfekt, men går an - af de grunde, som flere medlemmer har nævnt, ligesom flere nobelprismodtagere, deriblandt ekspræsident Jimmy Carter, i en artikel.

Vi beklager, at USA har stemt imod, men det forbavser os egentlig ikke, eftersom USA, der historisk har gjort så meget for menneskerettighederne og de internationale menneskerettighedsbestemmelser, stemmer på vegne af en regering, der ikke har nogen som helst troværdighed på dette felt, en regering, hvis eftermæle plettes af den ulovlige invasion af Irak, Guantánamo, Abu Ghraib og en extraordinary rendition act.

Eleanor Roosevelt og så mange andre ærefulde amerikanske menneskerettighedsforkæmpere må vende sig i deres grave. Det lykkedes ikke Bush-regeringen at gøre sammensætningen af FN's nye Menneskerettighedsråd til gidsel under forhandlinger i sidste minut. Vi må sørge for, at den heller ikke får held med at boykotte arbejdet i det nye råd, hvis den forsøger. Det er EU's opgave at sikre en lige så god og vidtskuende tilgang, som Jan Eliasson har præsteret, gennem det østrigske formandskab og de kommende formandskaber og gennem Javier Solana og José Manuel Barroso, som vi har brug for at høre tale meget tydeligere på dette område, og som må sætte hele Europas styrke ind på, at Menneskerettighedsrådet hurtigt træder i funktion.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand, det er uacceptabelt, at verden stillet over for udbredte overtrædelser af menneskerettighederne mangler en organisation, der kan fordømme disse overtrædelser.

FN's Menneskerettighedskommission er gennem de seneste par år desværre blevet et symbol på organisationens indolens. Det var en sluttet klub, hvor lande, der var berygtede for overtrædelser af menneskerettighederne som Kina, Sudan, Zimbabwe eller Rusland, kunne mødes. Deres hovedformål var imidlertid at forhindre enhver diskussion af deres egne aktiviteter.

Forslaget om et Menneskerettighedsråd er et forsøg på at skabe en institution, der kan reagere hurtigere ved kriser verden over, og hvis aktiviteter skal være mere omfattende end blot at sende en symbolsk FN-mission til det land, der er genstand for kritik. Projektet er ikke perfekt, men det lader til, at Menneskerettighedsrådets pligt til at foretage en vurdering af situationen i hver af medlemsstaterne i det mindste vil forebygge de overtrædelser, som dets egne medlemmer hidtil har begået.

Oprettelsen af et Menneskerettighedsråd er uden tvivl den bedste mulige løsning på problemet med FN-Kommissionen, hvis integritet er blevet kompromitteret. EU bør yde den nye institution sin fulde støtte, så den effektivt kan tage sig af globale udfordringer vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke varmt for Deres indlæg. De bekræfter generelt, at EU's holdning var rigtig. Forventningerne til det nye råd er høje. Hvis dette råd skal kunne leve op til forventningerne, kræver det en konsekvent holdning ved indsættelsen. Kun på den måde vil rådet virkelig kunne fungere.

Naturligvis kan vi ikke sætte den politiske virkeligheds love ud af kraft fra den ene dag til den anden. Men jeg tror, at vi har en chance. Her skal EU spille en vigtig rolle. Jeg takker for den støtte, De har givet udtryk for her.

Der er flere gange blevet peget på, at valget af medlemmer til Menneskerettighedsrådet er af største betydning. Vi beklager nok alle, at det oprindelige forslag om totredjedelsflertal ikke kunne gennemføres. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at EU's selvforpligtelse, som jeg talte om, til kun at stemme for lande, som har en ren record med hensyn til menneskerettigheder, er meget vigtig. Her taler vi ikke bare om 25 eller 27 stemmer, når man tæller de associerede lande, ja hele fællesskabet af demokratiske stater med, så taler vi om en størrelsesorden, som er i stand til at blokere for optagelsen af medlemmer, som notorisk overtræder menneskerettighederne.

Hr. Coveney sagde, at 47 medlemmer var for mange i det nye Menneskerettighedsråd, instrumentet var for stort. Det kan man diskutere. Man skal tænke på, at Menneskerettighedsrådet trods alt har nogle medlemmer færre end Menneskerettighedskommissionen. I betragtning af at FN har 191 medlemmer, synes jeg personligt, at tallet 47 er passende. Det betød i øvrigt rent faktisk, at den vestlige gruppe har nogle pladser mindre, hvilket igen hænger sammen med, at valget nu ikke finder sted i ECOSOC, men direkte på Generalforsamlingen. Det er også beklageligt, men når man siger A, må man også sige B. Hvis vi vil have et slagkraftigt, forholdsvis lille instrument, må vi tage med i købet, at vi har nogle stemmer mindre.

Jeg er faktisk enig med hr. Schmidt i alt, hvad han sagde. USA's krav om, at de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet automatisk skulle optages i Menneskerettighedsrådet, var et forholdsvis tidligt forslag, som ikke blev forfægtet i den sidste fase. Det ville heller ikke have fået støtte fra EU, og det kunne derfor fra starten ikke finde flertal.

Fru Flautre pegede på, at de vigtige sager skal afsluttes i forbindelse med afviklingen af Menneskerettighedskommissionens arbejde. EU vil naturligvis være opmærksom på, at de uafsluttede sager bliver afsluttet, og det skal ske på en måde, som er til gavn for menneskerettighederne, og på en sådan måde, at disse sager også straks kan overtages af Menneskerettighedsrådet.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, det forhold, at resolutionsforslaget om oprettelse af Menneskerettighedsrådet blev vedtaget med så stort et flertal - 70 stemmer for, 4 imod og 3 hverken/eller - giver virkelig anledning til at tro, at rådet vil få en vis troværdighed.

Derudover er der ingen tvivl om, at den 9. maj, hvor rådets medlemmer bliver valgt, vil blive et vigtigt øjeblik i Menneskerettighedsrådets historie. Jeg håber i denne forbindelse, at kandidatlandene vil indgive deres kandidatur en måned før afstemningen, som Unionen har opfordret dem til.

Rådet skal samles første gang den. 16. juni i Genève. Jeg håber, vi bliver mange, der kommer til at overvære denne samling. Hvis Menneskerettighedsrådet unægteligt er et vellykket resultat af det sidste FN-verdenstopmøde, må man ikke desto mindre konstatere, at det især er den multilaterale samarbejdsform, der er kronet med succes, idet man i december 2005 også nedsatte en fredskonsolideringskommission, som også forventes snart at træde sammen.

2006 burde således være et godt år for det multilaterale samarbejde. Unionen har i begge tilfælde støttet et effektivt multilateralt samarbejde, udvist lederskab og evne til at influere reformen af FN. Jeg tror, vi kan fortsætte ad denne vej sammen.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget fire beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

(1) Se protokollen.

14. Garanterede traditionelle specialiteter inden for landbrugsprodukter og fødevarer - Beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

- betænkning af Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om garanterede traditionelle specialiteter for landbrugsprodukter og fødevarer (KOM(2005)0694 - C6-0026/2006 - 2005/0270(CNS) (A6-0033/2006) og

- betænkning af Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (KOM(2005)0698 - C6-0027/2006 - 2005/0275(CNS)) (A6-0034/2006).

Jeg skal erindre talerne under denne forhandling om, at vi som tidligere anført har et særdeles langt aftenmøde foran os, og at jeg følgelig vil være absolut ubøjelig, hvad angår overholdelsen af taletiden. Jeg beder Dem derfor forskåne mig for at skulle træffe disciplinære foranstaltninger og overholde den taletid, De officielt har fået tildelt. Dette gælder selvsagt ikke kommissær Neelie Kroes, som jeg straks giver ordet.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne indledningsvis takke hr. Graefe zu Baringdorf og medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne for deres indsats i forbindelse med udarbejdelsen af begge betænkninger, den første om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser og den anden om garanterede traditionelle specialiteter.

Kommissionen glæder sig over den effektive organisering af udvalgets arbejde, hvilket gør det muligt at vedtage betænkningerne inden for en kort periode. I min indledende redegørelse talte jeg om begge betænkninger med fokus på den generelle baggrund for disse forslag fra Kommissionen.

Med hensyn til betænkningen om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser indførte Det Europæiske Fællesskab for næsten 14 år siden en frivillig ordning for geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, bortset fra vine og spiritus. Siden 1993 er over 700 betegnelser blevet registreret. Næsten 300 andre ansøgninger afventer registrering, hvilket viser systemets succes.

Denne succes kan forklare den interesse, vores handelspartnere udviser i denne forordning. Det fastslås i konklusionerne fra de seneste WTO-paneler vedrørende sager indbragt af USA og Australien, at vi er forpligtet til at give enkeltpersoner fra tredjelande adgang til fællesskabsordningen, således at de kan indsende ansøgninger og fremkomme med indsigelser.

Det er den grundlæggende baggrund for det pågældende forslag, nemlig at sikre overensstemmelse med panelernes konklusioner. På grundlag af erfaringerne med styringen af registreringsprocessen har vi erkendt, at det nuværende system ikke kan håndtere den yderligere byrde, det er at behandle direkte ansøgninger fra operatører i tredjelande. Det var således nødvendigt at strømline systemet og gøre det mere effektivt.

Hvis vi blot overholder WTO-reglerne uden at effektivisere systemet, er der risiko for, at hele godkendelsesprocessen går i stå. Jeg bør tilføje, at proceduren for tredjelande og EU-betegnelser bør være så ensartet som muligt, således at vi undgår enhver risiko for nye klager på WTO-niveau.

Vi er alle blevet overrasket over omfanget af de ændringer, der kræves i henhold til WTO's afgørelser. Fællesskabet vandt, hvad angår realitetsspørgsmålet i sagen om varemærker, men vi tabte procedurespørgsmålene. Vi har også indført en klar ændring af vores politik, idet vi ønsker at fremme anvendelsen af EF-logoerne for at øge systemets troværdighed. Bortset herfra er der imidlertid ingen politikinitiativer, da det primære formål med forslaget er at opfylde WTO-panelets afgørelser, inden fristen udløber.

De mange krav og forslag til politikudvikling, der er indeholdt i ændringsforslagene vedtaget af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne, kræver længere tid, hvis de skal behandles behørigt.

Jeg ønsker nu at tale om det andet forslag om garanterede traditionelle specialiteter. På trods af det beskedne antal registrerede produkter har nogle producenter udvist interesse for denne forordning. Der er kun registreret 50 betegnelser som garanterede traditionelle specialiteter, men der er 19 ansøgninger, der afventer registrering på EU-plan, og en række andre, der undersøges i medlemsstaterne. Denne forordning er ikke blevet ændret siden vedtagelsen i 1992. Procedurerne er ikke blevet fastlagt med henblik på 25 eller 27 medlemsstater eller med henblik på håndtering af et betydeligt antal ansøgninger.

Det er også her nødvendigt at strømline og standardisere ansøgningernes indhold, således at der kan vedtages mere effektive procedurer, og således at producenter, der gør en indsats for at forpligte sig til kvalitetsordninger, ikke bliver skuffede over, at godkendelserne forsinkes i flere år.

Jeg mener også, at det er vigtigt at korrigere en række uoverensstemmelser og afspejle de betydelige fremskridt, der er sket med hensyn til affattelse af juridisk tekster siden 1992. Samtidig foreslår vi de samme forenklinger og præciseringer og andre forbedringer, som dem, der er foreslået for geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser.

Endelig lægger vi stor vægt på at præcisere i selve ordningen, at WTO-reglerne overholdes for at imødegå enhver kritik.

Således er disse forslag i overensstemmelse med WTO's afgørelser, og der indføres en begrænset, men nødvendig husførelse med henblik på at strømline og præcisere procedurerne. Vi kan således understøtte ordningerne og yde bedre service til producenterne og forbrugerne, der sætter deres lid til betegnelser. Vi har ikke foreslået mere omfattende ændringer af vores politik, hvilket primært skyldes, at WTO har sat tidsfristen til den 3. april 2006. Vi vil behandle dette spørgsmål senere i forbindelse med mere vidtgående overvejelser om kvalitetspolitikken på landbrugsområdet.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, det glæder mig, at De repræsenterer Kommissionen i dag ved forhandlingen om denne betænkning. Deres kollega fru Fischer Boel kan ikke være til stede. Det skal imidlertid ikke forhindre os i at få en god diskussion.

De talte om, at dette ikke er starten på en lovgivningsmæssige debat, men at vi reagerer på et krav fra WTO. Allerede for 14 år siden, i 1992, blev den lovgivningsmæssige kvalitetssikring sat i vej. Men det var naturligvis ikke begyndelsen på kvalitetsproduktion i de områder, der blev beskyttet ved den lejlighed, tværtimod er de produkter, som er til debat her, ligesom det økologiske landbrug blevet markedsført af producenterne i årtier og modtaget af forbrugerne. Så har man harmoniseret og strammet op, der er kommet en afklaring og en sikring.

Når det gælder kvalitetspolitik, har vi inden for landbruget kun to områder, der definerer sig som kvalitet. Det er det område, som vi taler om i dag, og det er det økologiske landbrug. Alt andet hører under begrebet "fødevaresikkerhed". Her udtrykker vi imidlertid udtrykkeligt kvaliteten og fokuserer på den.

Som De allerede har nævnt, er det ingen bagatel, men en milliardforretning. Inden for dette felt kan der skabes en ægte merværdi i regionerne og i virksomhederne i kraft af en beskyttelse, som de har fået tildelt for disse geografiske betegnelser eller oprindelsesbetegnelser eller specialiteter. Det er forståeligt, at den højere værdiskabelse, som følger heraf, også skaber begærlighed.

Vi har på den ene side striden især med USA - og når jeg siger USA, mener jeg de store multinationale selskaber - som er meget opmærksomme på, om ikke de kan overtage det, der beskyttes her som oprindelsesbetegnelser, som mærker i deres imperier. Ligesom Coca Cola vil de gerne optage fetaost, parmesen, agurker fra Spreewald, oblater fra Karlsbad, pølse fra Thüringen og spæk fra Tyrol - både det østrigske og det sydtyrolske - i deres mærker, ikke fordi de synes, det er særligt fint, men fordi man kan tjene på det. Derfor er de også gået ind i striden i WTO, og nu reagerer vi på det.

Det gode ved striden er, at WTO i første omgang principielt har sagt, at deres og vores regler stemmer overens. Hvad der ikke stemmer overens, eller hvor der skal foretages ændringer, det er spørgsmålet om tredjelandes adgang til disse beskyttede kvalitetsbetegnelser. Det indhenter vi her, og det synes jeg også er fornuftigt.

Jeg vil imidlertid også gerne pege på, at der også er en anden begærlighed i dette spørgsmål. Hvis man f.eks. fremstiller parmaskinker eller tyrolerspæk, så kunne man jo mene, at hvis man nu køber svinene på det almindelige marked, så er de billigere, end hvis vi selv skal opdrætte dem i regionen eller foreskrive en særlig produktion i de regioner, hvor vi køber dem, for det giver naturligvis en fordyrelse af produktionen.

Men hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at vi kommer i vanskeligheder i den internationale strid, i WTO-diskussionerne - de multinationale giver ikke op så let - at vi udhuler vores egne kvalitetsbetegnelser og dermed mister beskyttelsen på et eller andet tidspunkt. Så ville det være en noget tvivlsom forretning at mene, at man kunne købe råstofferne billigere. Derfor har vi lagt os fast og vil fastsætte, at der skal være en særlig relation mellem regionerne på dette område.

Til sidst vil jeg gerne sige noget om proceduren. De ved også, fru kommissær, at Rådet allerede har besluttet sig. Endnu en gang diskuterer vi her, selv om alt er besluttet, og det er ikke tilladt. De skal afvente diskussionen. Det håber jeg, vi kan præcisere i forfatningen, når den en gang kommer igennem.

Vi har overvejet, om ikke vi af bar ærgrelse skulle sende forslaget til fornyet behandling i udvalget, fordi vi endnu en gang er blevet tilsidesat, og De overhovedet ikke tager hensyn til vores indholdsmæssigt kvalificerede arbejde. Vi mener imidletid, at vi på den måde ville vise uenighed udadtil i WTO-proceduren, og at andre ville kunne sige, at vi jo ikke engang var enige internt. Vi går ind for at styrke og sikre EU's position. Derfor lader vi det passere, men på nogle punkter vil vi gerne præcisere, hvor Rådet viser svagheder, og så beder vi Dem som kommissær om at formidle det, så De kan overveje Deres beslutninger endnu en gang.

(Bifald)

  Giuseppe Castiglione, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, spørgsmålet om geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter for landbrugsprodukter og fødevarer er vigtigt for udviklingen og bæredygtigheden af kvalitetsprodukter.

Som helhed betragtet mener jeg, at Kommissionens arbejde er meget positivt. Eftersom der var taget højde for to faser med en analyse af spørgsmålet - en national fase og en fællesskabsfase - var det absolut nødvendigt at sørge for, at de blev koordineret.

Jeg er overbevist om, at det større ansvar, som medlemsstaterne giver, de præcise frister for proceduren og den nye indsigelsesordning opfylder dette krav, dvs. en hurtigere og mere effektiv anerkendelse og en hurtig undersøgelse, som samtidig - hvilket er af afgørende vigtighed - er fuldstændig.

Tredjelandenes mulighed for at få adgang til det europæiske beskyttelsesystem for landbrugsprodukter gør det nødvendigt at beskytte forbrugerne mod den fejlagtige antagelse, at der er en forbindelse mellem EU-logoerne og produktets reelle herkomst. Produktets oprindelsesbetegnelse på etiketten samt forskellige farver på EU-logoerne og tilladelsen til at bruge betegnelser for forarbejdede produkter er alt sammen nyheder, der giver forbrugerne en større beskyttelse. Desuden tror jeg, at disse foranstaltninger vil tilskynde producenterne til at benytte kvalitetsbetegnelserne bedre og mere ved at følge den kvalitetspolitik for fødevarekvalitet, som EU står bag.

Endelig støtter jeg ændringsforslag 48 og 50, som tager sigte på at muliggøre samarbejdet med de regionale myndigheder i den nationale verifikationsfase og en stærkere beskyttelse af beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) og beskyttet geografisk betegnelse (BGB) i forhold til andre beskyttelsesformer såsom varemærker. Jeg håber, at parlamentsmedlemmerne i morgen er enige med mig og vedtager disse to ændringsforslag.

Til sidst vil jeg gerne takke Kommissionen - som har forelagt dette forslag for Parlamentet, og i den forbindelse tager jeg også tråden op fra det, som et af parlamentsmedlemmerne sagde tidligere - for disse procedurer og anerkendelsen af kvalitetsprodukter. Man opfylder hermed behovet for en hurtig indsats, men også og ikke mindst behovet for en beskyttelse af de europæiske landbrugsområders ekspertise.

  María Isabel Salinas García, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, som vores ordfører så udmærket har sagt det, synes jeg, at kvaliteten er et stort aktiv for det europæiske landbrug.

På et globalt marked, hvor vi i stadig større omfang skal konkurrere mod meget lave arbejdskraftomkostninger og ringe miljø- og hygiejnekrav, dvs. lavere priser, synes jeg, at kvaliteten bør udgøre forskellen. Der er derfor behov for - og det er det, vi arbejder på - en kvalitet, der er garanteret og certificeret af en enklere, letgenkendelig ordning, der nyder forbrugernes tillid, såvel i Europa som uden for.

Det er desuden absolut nødvendigt, at disse betegnelser bliver anerkendt uden for EU, i WTO, for på denne måde at skabe et marked for landbrugsprodukter af høj kvalitet. Det arbejder vi på, og jeg synes, at det arbejde, der er blevet ydet i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, underbygger denne påstand.

Den første udfordring, vi står over for, er, hvordan vi skal sikre vores forbruger- og producentordning endnu mere. Der er brug for en mere smidig ordning, med klart fastsatte frister og formaliteter, hvor beføjelserne er nøje tildelt. For mig er selve branchens opfattelse lige så vigtig som forbrugerens, og vi skal vise den de økonomiske fordele ved et højkvalitetsmarked. Det skal ske i form af en bedømmelsesordning, der kontrollerer de produkter, der ikke opfylder de fastsatte betingelser, ordentligt, og en hurtig og ikke for bekostelig procedure.

Jeg synes, at det spørgsmål, vi drøfter, er meget vigtigt, især for lande, der som mit er pionerer inden for økologisk landbrug. Som nævnt synes jeg, at spørgsmålet fortjener en mere tilbundsgående overvejelse, som vi bør tage fat på, når WTO's krav hurtigst muligt er blevet opfyldt, og tredjelandes produkters adgang til ordningen er blevet forenklet.

I forbindelse med den uddybning og refleksion, som vi på et senere tidspunkt skal foretage her i Parlamentet, synes jeg, at det er meget vigtigt at lytte til branchen og være opmærksomme på dens behov, idet vi altid skal tænke på, at vores produkter og vores kvalitet skal rettes mod det globale marked, da det er de værdier, der kendetegner en konkurrencedygtig, europæisk landbrugs- og fødevaresektor.

  Jan Mulder, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. Graefe zu Baringdorf har atter gjort sit arbejde som ordfører på den sædvanlige begejstrede måde, og det vil jeg give ham en kompliment for. Jeg er enig i hans vigtigste konklusioner. Nu hvor vi har stadig større liberalisering af handel med landbrugsprodukter, er det nødvendigt, at vi internationalt anerkender flere geografiske betegnelser og den slags. Hans konklusioner er derfor fuldstændig berettigede.

For mig spiller det også en rolle, hvad definitionen af en geografisk betegnelse i Europa selv nøjagtigt er. Hr. Graefe zu Baringdorf gjorde opmærksom på, at parmaskinke skal komme præcist fra denne region. Jeg har altid undret mig over, at den største producent af Edammer ost ikke er Nederlandene, men Tyskland. Jeg synes, at det bør ændres.

Hvis vi ordner dette inden for WTO - jeg er glad for, at han er enig med mig - og vi beder andre om at anerkende vores produkter, forekommer det mig også indlysende, at vi anerkender de andres produkter. Jeg er ikke helt enig med hr. Graefe zu Baringdorf, når han siger, at der i øjeblikket kun er to kvalitetskategorier af landbrugsprodukter i EU, nemlig de geografiske betegnelser og den biologiske produktion. Det er muligvis tilfældet i øjeblikket, men vi skal gå meget længere.

Det er nødvendigt, at der kommer et europæisk kvalitetsmærke for landbrugsprodukter. Når vi beder vores landmænd om at respektere dyrevelfærdsnormer, miljømålsætninger osv., er det højst urimeligt at sige til de samme landmænd, at de skal konkurrere med resten af verden, med landmænd, som ikke behøver overholde de samme normer. Kunderne må kunne kende forskel på dem i forretningerne, og derfor skal vi også udvikle et kvalitetsmærke for andre produkter end geografiske og biologiske produkter.

  Daniel Strož, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, i forbindelse med et forslag til Rådets forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer vil jeg gerne henlede opmærksomheden på noget, som siges i Graefe zu Baringdorf-betænkningen, nemlig at intellektuel ejendomsret er europæernes sidste råvare. Det er netop af den grund, at vi udtrykker undren og beklagelse over, at vi hidtil ikke har haft nogen målrettet plan for udvikling af et system til beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Det nye instrument bør endelig overflødiggøre de vedvarende stridigheder inden for WTO mellem EU og nogle af vores samhandelspartnere. Når dette problem er løst, kan vi kun håbe, at Kommissionen vil vende tilbage til spørgsmålet om geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser med klare principielle mål.

Jeg vil gerne tilføje, at oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser udgør en integrerende del af den intellektuelle ejendomsret i henhold til Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret. I henhold til Europa-Parlamentets forretningsorden henhører spørgsmålet om intellektuel ejendomsret utvetydigt og udelukkende under Udvalget om Retlige Anliggenders kompetence. Derfor er det både rent proceduremæssigt og praktisk besynderligt, at udarbejdelsen af denne betænkning blev overdraget til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter uden så meget som at medtage en udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender.

  Witold Tomczak, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand, formålene med begge forslag til forordning synes velfunderede. Det er vanskeligt ikke at gå ind for stigende indtægter til landmændene, retfærdige konkurrenceforhold og beskyttelse mod efterligninger af originale produkter. Der hersker imidlertid tvivl om, hvorvidt de opstillede mål er realistiske.

Lad os kigge på de hidtidige resultater af de eksisterende løsninger. Hvad angår garanterede, traditionelle specialiteter, er kun 15 landbrugs- og fødevareprodukter hidtil blevet registreret over hele Unionen. Er det virkelig nødvendigt at indføre komplicerede procedurer og udvide bureaukratiet for et dusin eller nogle få dusin produkters skyld? Vil landmanden-producenten virkelig opnå nogen fordele ved det? Inden for rammerne af systemet for beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser er mere end 700 navne blevet registreret i hele EU herunder 150 oste, 160 typer af kød eller kødprodukter, 150 typer af frugt og grønsager og 80 typer olivenolie. Man er i øjeblikket i færd med at gennemgå 300 nye ansøgninger. Ved at indføre denne lovgivning vil vi så ikke snart stå i en tåbelig position, der grænser til det latterlige? Om nogle få år vil vi have tusinder af originale produktnavne, der ønsker at erobre supermarkeder over hele EU. Som kunder vil vi blive tynget ned af dem, og det kostbare bureaukratiske system vil vise sig at være ineffektivt til behandling af ansøgninger.

Ville det ikke være bedre at opgive tanken om at regulere lokale delikatesser? Hvis vi laver delikatesser om til masseprodukter, vil de ikke længere være delikatesser. Lad dem blive ved med at være en naturlig attraktion i bestemte steder eller regioner, men uden støtte fra EU.

  Janusz Wojciechowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, på UEN-Gruppens vegne vil jeg gerne lykønske hr. Graefe zu Baringdorf med hans fremragende betænkninger. Jeg glæder mig over, at vi vil få de nødvendige forenklinger i registreringsprocedurerne for lokale fødevarer, og at vi vil få adgang til flere af disse produkter, eller snarere at vi bliver mere fortrolige med dem, da vi naturligvis taler om traditionelle produkter, der har været på markedet i lang tid.

Europas virkelige fremtid ligger i at støtte traditionelle, regionale produkter, der er resultatet af en indsats i lokalsamfundene. Det er noget, som vi kan gøre rigtig godt, hvor vi kan være foran andre, og som vi kan bruge til at opbygge et europæisk marked, der er et fælles marked og alligevel et rigt marked takket være de mange forskellige regionale specialiteter. Det er en fantastisk mulighed for regionale producenter. Frem for alt er det imidlertid en god nyhed for forbrugerne, eftersom disse produkter fremstilles i henhold til traditionelle opskrifter ved hjælp af metoder, der går generationer tilbage, og som er sundere og bedre end masseproducerede varer. Det er også det bedste svar på udfordringen fra de bioteknologiske virksomheder. De ønsker at tvinge os til at forbruge deres masseproducerede fødevarer, som er resultatet er genteknologi.

Vi bør udtale os entydigt om dette spørgsmål. Vi ønsker at forbruge produkter, der er sunde, varierede og fremstillet ved hjælp af traditionelle, regionale metoder, og vi ønsker ikke at blive tvunget til at forbruge fødevarer, der er fremstillet med metoder, der snyder naturen.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, i de seneste par årtier har den fælles landbrugspolitik tilskyndet landmændene til at producere mere, uanset kvaliteten. Resultatet er, at de har to Mercedes'er på gårdspladsen, og butikkerne er fyldt med landbrugsprodukter, som hverken er velsmagende eller billige. Vi skal betale mere for såkaldte "'økologiske" produkter for at købe det, der burde være normale fødevarer.

Det er kynisk at sige, at dagens forbrugere anser kvalitet for at være vigtige end kvantitet. De ønsker blot igen at spise mad, som de ikke har set i lang tid, og som de har ret til. I mellemtiden bruger vi det meste af vores budget på den fælles landbrugspolitik, især i de gamle medlemsstater.

Lad os håbe, at disse forordninger om beskyttelse af geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser og traditionelle specialiteter ved at forenkle de eksisterende procedurer vil favorisere landmænd, der producerer sunde og velsmagende produkter.

Jeg vil gerne takke Kommissionen og ordføreren for at tage det vigtige spørgsmål op. Jeg håber, at landbrugerne, især dem fra de nye medlemsstater, som endnu ikke har haft tid og penge til at etablere en landbrugsproduktion i industriel målestok, vil blive belønnet for deres traditionelle produktionsmetoder. Vi har ikke de fremragende behandlingsmetoder, som det franske køkken er berømt for, men vi har sunde og velsmagende landbrugsprodukter og fødevarer.

  Astrid Lulling (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, det er unødvendigt at gøre opmærksom på, hvor stor betydning vi tillægger vores ordning med beskyttede geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelser, forsvaret heraf og respekten herfor i og uden for EU.

I den nuværende situation efter de gentagne og efter min opfattelse alt for hyppige reformer af den fælles landbrugspolitik overlever producenterne i mange af vores regioner kun takket være deres produkters kvalitet og deres knowhow, som forbrugerne heldigvis i stigende grad værdsætter og er villige til at betale en rimelig pris for, hvorved de bidrager til at opretholde beskæftigelsen i de erhverv, der er tilknyttet denne produktion og følgelig fremme udviklingen af landdistrikterne.

Det er en nærmest historisk kendsgerning, at USA og Australien inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen har vovet at angribe vores regulering på området, som er en stor succes. Der er siden 1993 registreret mere end 700 fødevarebetegnelser. Deres handelsmæssige værdi anslås til over 10 milliarder euro, og jeg skal især gøre opmærksom på, at man bl.a. har registreret det Tiroler Speck, som er så højt værdsat af min kollega, hr. Ebner, der har overdraget mig sine to minutters taletid under denne forhandling.

Verdenshandelsorganisationens kompetente organ er heldigvis nået til den konklusion, at vores regulering ikke er i strid med WTO-forpligtelserne. Vi skal blot tilpasse den - godt nok inden den 20. april i år, så tiden er knap - så tredjelandes statsborgere ligestilles med unionsborgere, hvad angår ansøgninger og indsigelsesrettigheder.

Jeg vil lykønske vores ordfører, hr. Graefe zu Baringdorf, og takke ham for et udmærket samarbejde. Det er ikke altid muligt mellem de grønne og de sorte her i Parlamentet. Jeg finder det glædeligt, at det sammen med ham, vores ordfører, og andre fremtrædende medlemmer af udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, herunder vores formand, Joseph Daul, er lykkedes at nå til enighed om en række ændringsforslag, der har til formål at klarlægge, præcisere og forenkle denne ophavsret for landbruget, som rummer en af Europas sidste råvarer, og samtidig forbedre respekten herfor gennem en passende kontrol.

Vi ønsker især gennem fastsættelsen af præcise frister - seks måneder for Kommissionens behandling af anmodninger og fire måneder for indgivelse af indsigelser - at undgå forsinkelser med skadelige følger for de berørte operatører. Vi ønsker, at fællesskabssymbolerne, vores mærker, skal være genkendelige ved hjælp af specifikke farver, og forhindre, at de bruges af tredjelande. Endelig ønsker vi, at det i tilfælde af en annullering af en registreret oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse ikke må være muligt at anvende den som mærkebetegnelse i fem år for at undgå enhver form for økonomisk pres på producenterne.

Jeg ved, at mange kolleger har mange idéer til og krav om forbedringer af lovgivningen, men på grund af tidspresset opfordrer vi Rådet til i første omgang kun at iværksætte de ændringer, WTO's vilkårlig afgørelse har gjort nødvendige. Som ...

(Formanden afbrød taleren)

  Bogdan Golik (PSE). - (PL) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for to fremragende betænkninger. Jeg vil også gerne udtrykke min overbevisning om, at netop disse nye forordninger, som Parlamentet har vedtaget, vil fremme udviklingen af landbrugsprodukter og navnlig skabe nyt liv i landdistrikterne ved at fremme deres traditioner og kulturværdier og øge beskæftigelsen uden for landbrugssektoren. Jeg mener, at en gennemsigtig og forenklet registreringsprocedure og en tydelig kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil give mulighed for en mere effektiv beskyttelse af forbrugere og producenter, Unionens borgere, og frem for alt af dem, der fremstiller disse produkter. De bliver beskyttet mod efterligninger, misbrug af oprindelige betegnelser, kopiering af ingredienslister og andre former for svigagtig praksis, som benyttes af folk, der ønsker at score en hurtig gevinst.

De foreslåede forordninger bidrager til at garantere et troværdigt system til beskyttelse af kvaliteten af registrerede produkter, som man har tillid til, og hvis popularitet er voksende i Unionen og i resten af verden. Disse produkter vil nu ikke kun have producentens etiket på, men ligeledes EU's etiket.

  Giusto Catania (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Europa skal være i stand til at sikre og beskytte sine landbrugs- og fødevareprodukters kvalitet. For at nå denne målsætning er det nødvendigt at beskytte traditionelle specialiteter og geografiske betegnelser, også mod USA's og Australiens angreb i Verdenshandelsorganisationen.

Ordføreren har gjort et glimrende stykke arbejde for at forbedre de to forordninger. Det er nødvendigt at beskytte produkterne, så vi opnår en reel effekt på fødevaresikkerheden og bekæmper den ensretning af smagen, der finder sted på verdensplan. Desværre er vi alt for ofte vidner til forfalskning. Syditaliens største marked, nemlig Vittoria-markedet på Sicilien, oversvømmes hver dag med forfalskede produkter, der bliver markedsført som produkter med beskyttet geografisk betegnelse, f.eks. Pachino cherrytomater.

Derfor er det efter vores mening nødvendigt med en mærkning, som angiver produktets oprindelsessted og forarbejdningssted. Der er dog en ting, som vi bør overveje. Alt for ofte er dem, som går ind for BOB- og BGB-betegnelserne, mere interesserede i markedsføringen end i fremstillingen.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at takke ordføreren for dennes bidrag til beskyttelsen af regional individualitet og selvforsyning i landdistrikterne.

Europa har et rigt og varieret udbud af landbrugsvarer og fødevarer, og det er helt sikkert nødvendigt at beskytte dette mod handelsliberaliseringens absolutismer. Familieopskriften, den lokale smag, det håndlavede produkt, kvaliteten og den særlige karakter skal beskyttes, således at regionerne kan fastholde deres righoldige ressourcer.

Men hvad nytter dette værdifulde arbejde, hvis vi samtidig tillader genmodificering af vores afgrøder og følgelig af vores fødevarer og landbrugsvarer? Vi forsøger i dag at beskytte produkternes individualitet og de lokale ingrediensers særpræg. Hvordan kan vi påstå, at vores ingredienser er lokale, hvis de alle er modificeret i et laboratorium? Disse frø er helt sikkert ikke udviklet lokalt i familier. Der er tale om konstruerede Monsanto-frø med et specielt batchnummer, nøjagtig de samme frø som millioner af andre frø verden over.

Hvordan kan vi så påstå, at vores produkter er unikke, at de er vores fyldige regionale smag, eller at de stammer fra vores region? Hvis vi skal være ærlige, er det så ikke nødvendigt at mærke vores produkter med betegnelsen "Monsanto Corporation, fremstillet i St. Louis, Missouri"? Vi må give vores regioner lov til at vælge, om de ønsker at fremstille genmodificerede produkter, og vi skal beskytte de regioner, der ikke ønsker dette.

Vi skal ikke blot anerkende og bevare lokale specialiteter, men også de landbrugsmarkeder, hvor disse produkter ind imellem stadigvæk sælges lokalt. Vi skal sikre, at vi ikke gør det af med de tilbageværende traditionelle lokale landbrugsmarkeder i forbindelse med en regulering af fødevaremarkedsføringen.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand, det er heldigt, at vi har en forhandling under ét om hr. Graefe zu Baringdorfs betænkninger. I en af betænkningerne, punkt 5 i begrundelsen, hedder det, at formålet med forslagene er at forenkle proceduren og indføre en præcis definition af de forskellige instansers ansvarsområder i forbindelse med undersøgelsen af forslaget. Sammen med andre bemærkninger som under punkt 9 giver denne os håb om, at vi i den endelige udgave af Rådets forordninger vil kunne undgå bureaukrati og juridisk inkonsekvens. Dette er særligt vigtigt med hensyn til forordningen om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer. Vi må huske på, at geografiske betegnelser er en del af kulturarven i lokalsamfund og individuelle nationer, og at de er ansvarlige for at beskytte dem.

Beskyttelsen af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for fødevarer på fællesskabsplan bør kun have en støttefunktion og forhindre svigagtig praksis. Men kun nationale instanser skal have myndighed til at indføre sanktioner på nationalt plan som angivet i artikel 11, stk. 3.

Regionale produkter og fødevarer skal støtte den regionale udvikling og udvide spektret af turistattraktioner, herunder landbrugsturisme. Ingen ønsker en Union, hvor alle overalt går i det samme tøj, spiser den samme mad og taler på samme måde.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder disse betænkninger, da det er rigtigt og nødvendigt at beskytte regionale specialiteter. Regionerne har ret til at udnytte og beskytte sådanne specialiteter for egen vindings skyld.

Jeg bemærker, at det vurderes, at de medlemsstater, der fremmer sådanne geografiske betegnelser, henter ca. 5 milliarder euro om året i form af merværdi. Dertil kommer naturligvis følgevirkningen i form af jobskabelse og fastholdelse af befolkningen i landdistrikterne.

Jeg beklager kun, at min region, Nordirland, indtil videre ikke har benyttet sig af denne ordning, selv om jeg med forudindtagethed bliver nødt til at sige, at vi har et righoldigt udbud af sådanne produkter.

Oksekød fra Ulster, som alle europæere snart vil få lejlighed til at smage igen, når forbuddet mod oksekød er blevet hævet, har en smag og en kvalitet, der gør det kendt, og som bevirker, at Greenfield-mærket er synonymt med den fineste kvalitet. Vores hvedebrød og brød med bagepulver som hævemiddel er delikatesser, der skal smages, og Armagh Bramley-æbler anses for at smage helt specielt.

Jeg opfordrer derfor under denne debat den britiske regering til at benytte sig af mulighederne i disse forordninger fremover.

I forbindelse med disse forordninger er jeg stødt på klager over, at ansøgningsprocessen er unødvendig byrdefuld og bureaukratisk. Jeg appellerer derfor til, at alt bliver sat ind på at forenkle processen mest muligt, således at regionale produkter kan beskyttes og fremmes hurtigere, og jeg bifalder kommissærens bemærkninger desangående.

I forbindelse med WTO er det afgørende, at Europa forsvarer erhvervede rettigheder i henhold til disse forordninger, og at EU ikke giver efter for pres fra tredjelande. Jeg er meget enig med ordføreren i, at EU med al kraft og diplomatisk snilde må forsvare de geografiske betegnelser. Vi bør føle os opmuntret af WTO's tvistbilæggelsesorgans forkastelse af det seneste angreb fra USA og Australien, og der er ikke plads til nogen form for efterladenhed.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil også gerne tilslutte mig takken til ordføreren for hans meget fremragende betænkninger og også til skyggeordførerne, som her har medvirket meget effektivt.

Jeg opfatter de to betænkninger som meget vigtige dokumenter i denne valgperiode, især betænkningen om de beskyttede geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser. Kommissæren nævnte, at der allerede er registreret over 700 produkter og indledt 300 sager. Det er et vigtigt aspekt for det europæiske landbrug og landdistrikterne.

Efter min mening er der også tale om åndelige ejendomsrettigheder i forbindelse med disse produkter, og de bidrager så at sige til en regions identitet. Hvis vi åbner vores markeder for produkter fra tredjelande, så må vi også kunne forudsætte, at der hersker samme kvalitetsstandarder og sociale standarder i disse lande som i EU. Vi lever nu engang i en global verden. Alligevel, fru kommissær, er der kun fair konkurrence, hvis der også gælder samme betingelser og regler inden for WTO, og der bliver handlet efter dem.

Generelt skal man imidlertid være påpasselig med, at der bliver foretaget en nøje kontrol, og at man ikke udjævner i nedadgående retning. Kvalitet koster. Som forbundspræsident Köhler sagde i går, så skal vi være bedre i EU, fordi vi også er dyrere. Eksempelvis har vi i Østrig 180.000 landmænd, som producerer. De sikrer beviseligt ca. 600.000 arbejdspladser i de forudgående og efterfølgende brancher. Heraf kan man også se, hvor vigtige aktive og producerende familiebrug og virksomheder er for landdistrikterne.

  Robert Navarro (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg ønsker først og fremmest at lykønske ordføreren og mine kolleger i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter med denne betænkning, hvori det bl.a. understreges, at det europæiske landbrug kun vil overleve på kvaliteten. Følgelig bør forsvaret for mærkninger og andre beskyttende betegnelser, der er det eneste, der kan sikre de europæiske produkters konkurrencedygtighed på et globaliseret marked på længere sigt, være i centrum for EU's politiske indsats, især i internationale fora som WTO.

Jeg kommer selv fra en region, der tegner sig for mere end 30 produkter, der er bestykket i henhold til ordningerne med beskyttet oprindelsesbetegnelse, beskyttet geografisk betegnelse og betegnelsen garanteret traditionel specialitet. Disse betegnelser er uden tvivl en fordel for de producenter, der har opnået dem. Den samme logik har vi altid anvendt inden for en anden sektor, som ikke er direkte omfattet af denne tekst, men som har brug for EU's beskyttelse og støtte. Jeg tænker selvfølgelige på vinproduktionen, der repræsenterer i titusindvis af arbejdspladser i min region i det sydlige Frankrig og flere hundredtusinde arbejdspladser i Europa, og som i dag befinder sig i en alvorlig krise. Hvis ikke der gøres noget også på europæisk plan, risikerer Europa at miste sin bærende kraft.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, i dag diskuterer vi, hvordan vi kan beskytte traditionelle specialprodukter fra landbruget.

I forordningen nævnes en tidsramme på en enkelt produktionsgeneration, som er nødvendig, for at et produkt kan betegnes som et produkt fremstillet ved hjælp af traditionelle metoder. Man har givet udtryk for bekymring over ændringsforslaget, som begrænser definitionen til produkter, der var i brug før Anden Verdenskrig. Dette er en forskelsbehandling af de østeuropæiske lande.

Som en konsekvens af Anden Verdenskrig mistede Polen halvdelen af sit territorium, og adskillige millioner mennesker blev forflyttet til jord, som man havde genvundet. Derfor blev traditionens kontinuitet brudt. Under det kommunistiske styre blev fremstilling af traditionelle produkter til handelsformål også forbudt. Først i det seneste årti, efter uafhængigheden, er bestemte regioner vendt tilbage til traditionelle, sunde produktionsmetoder for fødevarer, f.eks. traditionelle polske pølser og skinker. Det var umuligt tidligere.

Et andet meget vigtigt spørgsmål er sikkerheden for en tilstrækkelig overvågning af fødevarer med hensyn til kvalitet, og hvorvidt man kan undgå en situation, hvor det øgede udbud af genetisk modificerede planter i Europa betyder, at de traditionelle produkter bliver forurenet. Der findes trods alt lande i Europa, hvor genetisk modificerede planter er blevet spredt ukontrolleret og uden tvivl snart vil true traditionelle produkter på grund af ændringer på ingredienslisten. Bilaget med fortegnelsen over produkter, der er klassificeret som traditionelle produkter, bør også udvides til at omfatte delikatesser.

  María Esther Herranz García (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, i den rapport om oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og traditionelle betegnelser, som Kommissionen forelægger for os, står der, at Kommissionens hensigt i forbindelse med udarbejdelsen heraf har været at tydeliggøre procedurerne og tilpasse fællesskabslovgivningen til en dom fra WTO.

Beskyttelsen af geografiske betegnelser er naturligvis vigtig, for det er afgørende for at kunne informere forbrugerne korrekt om kvaliteten, oprindelsen og fremstillingsmetoderne for de produkter, de konsumerer. Det er derfor fornuftigt at undgå forvirring blandt forbrugerne, og derfor burde det ikke være tilladt at anvende EF-symbolet på produkter fra tredjelande.

Som medlemmer af Europa-Parlamentet er vi desuden forpligtet til at forsvare den europæiske gastronomiske arvs mangfoldighed og rigdom, der hidtil har været internationalt anerkendt.

Vi er nødt til at efterleve dommen fra WTO's domstol - det skal der ikke herske nogen tvivl om, det er derfor den findes - og vi er nødt til at ændre forordningen, så den sikrer, at disse krav bliver overholdt.

Men så længe WTO ikke medtager den internationale ordning for geografiske betegnelser i forhandlingen, og vi derfor ikke har et internationalt register over geografiske betegnelser, virker det ikke særlig fornuftigt, at ændringerne af vores fællesskabsforordning går længere end absolut nødvendigt.

Vi skal desuden sikre, at ændringerne af forordningen ikke ender med at forsinke registret og giver anledning til forskelsbehandling mellem EU og tredjelande, for der skal være krav om opfyldelse af nogle meget høje kvalitets- og fødevaresikkerhedskrav i forbindelse med EU's godkendelsesprocedure. Kan Kommissionen garantere, at produkterne fra tredjelande lever op til disse standarder? Det tror jeg simpelthen ikke.

Jeg mener derfor, at vi i denne forbindelse bør støtte det ændringsforslag, som PPE-DE-Gruppen har stillet, og jeg mener desuden, at medlemsstaternes forskellige opfattelse af sundhedsordningerne må betyde, at landmændene og producenterne ikke er de eneste, der skal betale for, at lovgivningen om fødevarehygiejne kommer til at omfatte oprindelsesbetegnelser.

  Luis Manuel Capoulas Santos (PSE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, jeg vil også gerne takke ordføreren. Indførelsen af beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB) og garanteret traditionel specialitet (GTS) udgør et meget positivt skridt fremad for landdistrikternes udvikling, eftersom det også bidrager til at bevare natur- og kulturarven og et udvidet udvalg af kvalitetsprodukter til et stigende antal krævende og oplyste forbrugere.

Det bevidner mine egne erfaringer fra Portugal, som jeg selv kommer fra, og hvor mere end 100 produkter er omfattet, flere af dem en betragtelig kommerciel succes. I visse tilfælde betyder markedssuccesen også, at lokale racer, der har været ved at uddø, og dyrkningsmetoder, der ellers ville være stærkt truet eller helt forsvundet, har kunnet bevares.

Forslagene indebærer forbedringer i den gældende lovgivning og bringer den i overensstemmelse med WTO's bestemmelser, som vi ønsker at overholde. Jeg vil gerne fremhæve, at en tydeligere angivelse af EF-symboler ved farvesymbolik og oplysning om oprindelses- og forarbejdningssted ved tredjelandsprodukter sammen med det forhold, at Kommissionen har stået ved sin beslutning, gør processen troværdig og vil betyde kortere frister og mindre bureaukrati.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, inden jeg behandler emnet for dagens debat, er det vigtigt, at jeg underretter Parlamentet om, at den irske sukkerindustri indstiller al produktion. Dette blev bekendtgjort i dag i Irland. Apropos WTO er Irland organisationens første offer, hvad angår produktion af sukkerrør. 300 arbejdere vil miste deres job, og 3.500 landmænd vil blive ramt meget hårdt. Er dette et advarselstegn om, hvad vi kan vente os, efterhånden som WTO's beføjelser til at forme det europæiske landbrug øges? I dag ofres sukkerrør, som det er sket i Irland. Hvad sker der med produktionen af oksekød i morgen?

Jeg takker ordføreren for hans fine indsats i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg er imidlertid bange for, at vi til tider drøfter dette spørgsmål med stor intensitet, hvilket vi også bør, men at vi overser perspektiverne for råvareproduktionen i EU, der også har brug for beskyttelse.

Jeg beklager, at der kun er tre produkter i Irland, der er registreret under BGB-betegnelsen, men vi har flere hundrede små fødevareselskaber, der kunne drage fordel af beskyttelsen under disse forordninger. Jeg opfordrer dem til at ansøge om registrering. Vi får brug for flere og flere specialprodukter, hvis vi skal imødegå udfordringerne i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik og pres fra WTO. Vi må erkende, at den fortsatte fødevareproduktion i Europa afhænger af sektorens engagement og af en anerkendelse af, at det ikke kan forventes, at sektoren vil overleve de voldsomme angreb som følge af ubegrænset markedsadgang for billige råvarer fremstillet i tredjelande med andre og lavere standarder.

Lad os for alt i verden beskytte og opmuntre dem, der ønsker at producere specialiteter, men vi bør også anerkende, at landbrugssektoren i EU producerer specialiserede råvarer, der også har brug for beskyttelse.

  Marc Tarabella (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg ønsker først og fremmest også at lykønske ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, med det bemærkelsesværdige arbejde, han har udført for at sikre bedre oplysning om og beskyttelse af producenterne og forarbejdningsvirksomhederne såvel som forbrugerne uden at udvise en konservativ protektionistisk holdning, men derimod respekt for og anerkendelse af vores knowhow. Men det behager ikke alle, og det bedste bevis herpå er angrebene fra USA og Australien. Disse stater kræver, at de geografiske betegnelser kun tillades undtagelsesvist og begrænses til visse vine og alkoholholdige drikkevarer.

EU bør forsvare sine geografiske betegnelser af alle kræfter og udvise stor diplomatisk behændighed især og frem for alt under de kommende forhandlinger om implementeringen af beslutningerne fra Hongkong. De geografiske betegnelser udgør et udmærket middel til at nå frem til en kvalitativ tilgang til verdenshandelen. Desværre er der ingen tegn på en varig accept af de geografiske betegnelser inden for rammerne af WTO. Kommissionen bør kunne spille en vigtig rolle i denne forbindelse. Vi bør således være bevidst om, at kvalitet og anerkendelse er en kilde til håb for det europæiske landbrugs fremtid.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, jeg takker kollegerne og giver gerne noget af den megen ros videre til mine medarbejdere. Hr. Mulder, jeg glædede mig også over Deres indlæg. For det første er vi enige om indholdet, men det glæder mig også, at De roser mit engagement. Vi to er jo ved at være nogle gamle knarke, og vi har været her længe, og alligevel vedkommer det os stadig. Vi er ikke blevet trætte af at kæmpe for det, som vi mener er rigtigt. Når De kritiserer, at der kun er to kvalitetsbetegnelser, så er jeg enig med Dem. Det må vi udvide. Vi skal ikke kun give sikkerhed i den forstand, at man ikke falder død om af at spise noget, men også værdsætte nydelsen, kvaliteten, oprindelsen og generationers anstrengelser.

Denne forbindelse af fri markedsøkonomi og kvalitetssikring er lige præcis det, vi har brug for. Markedsorientering ja, men venligst også med anerkendelse af, hvad der bliver præsteret her. Når det før blev spurgt, om ikke det bare er en administrativ sag, så må jeg svare, at nej, det er ikke en administrativ sag, det er tværtimod noget, der er skabt gennem generationer, og som nu bliver sikret juridisk og administrativt. Det er noget andet, end hvis vi blev påtvunget noget.

Hvis ikke der var en værdi i det, ville vi ikke have nogen strid i WTO. Naturligvis ser de multinationale selskaber med falkeblik på den merværdi, der bliver skabt her, og den er ikke lille. Eksempelvis Irland, som jeg nu har hørt om to gange, ja, støt de regioner i Deres land, som fremstiller produkter på denne måde, i at få dem anmeldt. Her må der ikke ske forsømmelser. Det er en del af den oplysning, som vi også kan yde fra Europa-Parlamentets side.

Jeg vil også tale om samarbejdet med fru Lulling. Ikke aldersmæssigt, men med længden af medlemsskabet overgår hun os alle. De, der har prøvet at arbejde sammen med hende, ved, at det ikke altid er helt let. Det har ikke noget med partifarve at gøre, det har noget med personen Lulling at gøre. Men det er trods alt lykkedes os at stille fælles ændringsforslag på nogle områder. Et af dem vil jeg nævne her, fordi det er særligt vigtigt.

Rådet har af uudgrundelige årsager accepteret, at enhver fysisk og juridisk person, som har en berettiget interesse, kan foretage sletning af sådanne registreringer af oprindelsesbetegnelser og særlige kvalitetsbetegnelser. For hvis der er tale om en merværdi, vil der naturligvis opstå et ønske om at omdanne denne til mærker. For at vise, at vi ikke driver handel på dette område, har vi stillet et fælles ændringsforslag. Jeg beder Kommissionen sørge for, at Rådet overtager dette ændringsforslag.

Hvis en sådan beskyttet betegnelse bliver slettet, må den i en periode på fem år ikke overføres til et mærke, så vi ikke får et spillerum, så det bliver lidt dyrere for dem, som vil overføre det til mærker og tilbyder folk eller regioner noget for det. Her må vi være meget forsigtige. Det håber jeg, De vil viderebringe, fru kommissær. Mange tak for den gode diskussion i dag.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, ordføreren har modtaget ros fra en række medlemmer, og på vegne af Kommissionen vil jeg også gerne rose ordføreren. Tak for den interessante meningsudveksling. Lad mig kommentere nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst under forhandlingen.

Som en generel kommentar ønsker jeg på ny at understrege, at Kommissionens hensigt med disse forslag er at bringe vores lovgivning i overensstemmelse med WTO-panelernes afgørelser, som hr. Graefe zu Baringdorf og hr. Castiglione også nævnte. Dette omfatter mange proceduremæssige aspekter og forenklinger, der gør systemet i stand til at understøtte gennemførelsen af WTO's afgørelser. Dette spørgsmål blev rejst af hr. Allister, og jeg mener, at dette imødegår hans betænkeligheder.

Som svar på hr. Mulders spørgsmål gentager jeg, at Kommissionen har til hensigt at gennemføre en revision af de forskellige politikspørgsmål, der ikke er knyttet til WTO's afgørelser, samt at se på kvalitetspolitikken på landbrugsområdet i EU i sin helhed i løbet af året. Jeg har lært en masse i aften, herunder om Edam-ost, som hr. Mulder talte om. Jeg bør forklare hr. Mulder, at Edam er en ostetype, der kan produceres alle steder. Det er en Codex-standard. North Holland Edam er imidlertid beskyttet, og det er et nederlandsk kvalitetsprodukt. Så spis mere Edam fra Nordholland!

Lad mig kommentere drøftelserne nærmere og behandle nogle af de spørgsmål, De har rejst. De tre logoer, som Kommissionen har godkendt, er allerede indbyrdes forskellige. Jeg ønsker også at gøre det klart, at producenter fra tredjelande ligeledes vil få adgang til alle de fordele, som de europæiske producenter nyder godt af, og jeg mener, at anvendelsen af et EF-symbol er en sådan fordel. Dette svar var tiltænkt hr. Castiglione og fru Herranz García. Kommissionen er imidlertid enig i, at spørgsmålet skal undersøges yderligere. Dette vil ske i forbindelse med den mere omfattende revision af vores politikker, som Kommissionen agter at gennemføre, når dette forslag er blevet implementeret.

Mange af ændringsforslagene vedrører medlemsstaternes og Kommissionens forpligtelser, som hr. Podkański nævnte. Kommissionen agter ikke at ændre den nuværende kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

I ændringsforslag 23 og 24 anmodes der om, at der angives en frist, inden for hvilken Kommissionen skal kontrollere og offentliggøre ansøgninger. Jeg er enig i, at Kommissionen bør udføre sine opgaver inden for rimelig tid. Fru Lulling og fru Salinas García nævnte dette punkt. Jeg er enig i, at vi bør fastlægge en rimelig tidsfrist, hvilket ikke er nemt som følge af ansøgningernes kompleksitet. Det er bestemt ikke realistisk at forudsætte, at alle ansøgninger vil blive kontrolleret og offentliggjort inden for seks måneder. En frist på 12 måneder vil i højere grad kunne accepteres.

Deres ændringsforslag vedrørende kontrol afspejler Kommissionens hensigt med forslaget, der er at sikre, at der er en klar forståelse for, at der i hele EU er myndigheder, der har til opgave at håndhæve fællesskabsregler om geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter. Der er heller ingen tvivl om, at denne kontrol vil blive udført i henhold til forordning (EF) nr. 882/2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen overholdes.

Jeg ønsker at rejse visse spørgsmål, der kun vedrører betænkningen om geografiske betegnelser. Der er tale om anvendelsen af ingredienser i forarbejdede produkter og råmaterialernes oprindelse. Jeg kan bekræfte, at der i nogle af Deres forslag om anvendelse af beskyttede betegnelser for ingredienser i forarbejdede produkter tages højde for Kommissionens bekymringer. De generelle regler om mærkning dækker imidlertid allerede angivelse af vildledende oplysninger. En yderligere begrænsning af anvendelsen af registrerede betegnelser for forarbejdede produkter vil indebære en større ændring af vores politik, og dette spørgsmål bør derfor undersøges behørigt og grundigt.

Jeg bemærkede de forskellige ændringsforslag vedrørende oprindelsesmærkning og andre betingelser for råmaterialer. Kommissionen er enig med hr. Graefe zu Baringdorf i, at forbrugerne ikke bør vildledes på dette område. Vi må imidlertid være meget forsigtige. Enhver ændring af vores politik på dette område kan berøre de rettigheder, som producenter af visse betegnelser allerede har erhvervet.

Afslutningsvis vil jeg komme med et par bemærkninger om GTS-betænkningen. Udtrykket "traditionel" er ikke defineret i den gældende lovgivning om garanterede traditionelle specialiteter. Vi foreslår at stille krav om, at det skal påvises, at produktet har været i brug i mindst 25 år. Vi mener, at dette er et fornuftigt kompromis.

Følgelig kan Kommissionen i princippet godkende følgende ændringsforslag i betænkningen om geografiske betegnelser: ændringsforslag 1, 10, 11, 15, 25, 29 og 31. Hvad angår de ændringsforslag, der blev sat på dagsordenen i sidste øjeblik i denne mødeperiode, kan Kommissionen i princippet godkende ændringsforslag 41, 43, 49 og 54. I betænkningen om traditionelle specialiteter kan Kommissionen godkende ændringsforslag 6, 10, 13 og 16. Kommissionen kan ikke godkende de øvrige ændringsforslag i disse betænkninger.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

15. Juridiske erhverv og samfundets interesse i et velfungerende retssystem (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Giuseppe Gargani for Retsudvalget til Kommissionen om juridiske erhverv og samfundets interesse i et velfungerende retssystem (O-0003/2006 - B6-0005/2006).

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE), stedfortræder for spørgeren. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er egentlig kun stedfortræder for hr. Gargani, der som formand for Retsudvalget er den egentlige spørger i forbindelse med denne forespørgsel. Men det er mig en ære.

Før jeg begrunder forespørgslen mere detaljeret, vil jeg gerne sige noget om forhistorien. Dette spørgsmål, nemlig de liberale erhverv og især de liberale juridiske ervherv, som denne forespørgsel handler om, har en flerårig forhistorie. I den foregående valgperiode behandlede Europa-Parlamentet dette spørgsmål to gange på grundlag af to mundtlige forespørgsler i de relevante beslutninger, især på baggrund af aktiviteterne i GD Det Indre Marked, den daværende konkurrencekommissær Monti og på baggrund af den såkaldte Wien-rapport, som beskrev udgangen på hele denne debat.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at der i Retsudvalget egentlig altid har været bred enighed på tværs af partierne om, at denne såkaldte Wien-rapport var meget ensidig, fulgte en ensidig økonomisk model og ikke i tilstrækkelig grad tog højde for de liberale erhvervs, og særligt de juridiske erhvervs, specifikke rolle som retsplejeorganer. Vi var også alvorligt bange for, og det blev til dels bekræftet af dokumenterne, at Kommissionen ikke altid drog de rigtige konklusioner af papirerne i Wien-rapporten og helt bevidst også førte en anden politik, hvor vi i enkeltspørgsmål var i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige vej. For man kan nu engang ikke bare sammenligne de liberale erhverv i deres særlige betydning konkurrencepolitisk og konkurrenceretligt med supermarkedet henne om hjørnet. De har en anden oprindelse, de har en anden betydning for samfundets funktion.

Når vi i dag efter den sidste rapport fra Kommissionen, som kommissær Kroes har fremlagt, stiller en ny mundtlig forespørgsel - den vi i næste uge blive fulgt af en beslutning - så er det i praksis en fortsættelse af denne tradition fra den forgangne valgperiode.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at det også efter vores mening er helt klart, at der skal ryddes ud i gamle vaner. Vi lever ikke i middelalderen, og laugsvæsenet er passé. Ikke desto mindre skal der i særlig grad tages hensyn til de særegenheder, som de liberale erhverv udgør, særligt de juridiske erhverv, som er dem Retsudvalget interesserer sig for. De er en del af retssystemet, og de skal fungere. Hvis det ikke fungerer, er det dårligt for borgerne. Så får borgerne ikke tilstrækkelig retslig beskyttelse, og dermed sættes der også spørgsmålstegn ved et vigtigt element i demokratiet, nemlig retsstaten. Derfor er det nødvendigt at efterprøve reglerne for de liberale erhverv meget nøje og detaljeret og nøje overveje, hvad man har brug for, og hvad der er nødvendigt for at skabe mulighed for en så effektiv og sikker retsbeskyttelse som muligt og give alle borgere adgang til retssystemet, og det skal naturligvis også ske under ganske særlig hensyntagen til EF-Domstolens domspraksis.

Lad mig nu tale om et specifikt problem, som naturligvis også berøres med denne forespørgsel, og som i Retsudvalget var en medvirkende årsag til, at vi gerne ville have spørgsmålet behandlet her i plenarforsamlingen igen. Det er den særlige rolle, som gebyrordningen spiller for de juridiske erhverv. De har nu engang en ganske særlig og vigtig karakter i mange af EU's medlemsstater, især når der er tale om erstatningsregler i forbindelse med retssager, og når det handler om, at retsforsikringer selv vil foretage erstatninger for deres klienter. Det kan i praksis ikke lade sig gøre uden gebyrordninger, og det er fast og dybt forankret i mange medlemsstaters retstradition, så man bør ikke rokke ved det, hvis det ikke er nødvendigt, fordi det også er et væsentligt aspekt af forbrugerbeskyttelsen. Lad det være sagt helt klart på dette sted.

EF-Domstolen har i sin hidtidige domspraksis behandlet disse spørgsmål meget omhyggeligt. Netop nu har generaladvokaten i en konkret sag for få uger siden forsøgt at lægge en tilsvarende omhu for dagen i disse spørgsmål. For os er det meget vigtigt, at dette afgørende punkt, som er meget vigtigt for at de juridiske erhverv kan fungere i mange medlemsstater, ikke fortsat bliver behandlet af Kommissionen på denne måde, som man kunne have indtryk af på grundlag af Kommissionens dokumenter. Kommissionen kan nu engang ikke behandle de liberale erhverv på samme måde som supermarkeder. De har en helt særlig betydning og rolle.

Vi har i dag medlemsstater i EU, som har afskaffet gebyrordningerne. Det interessante er, at priserne f.eks. for advokater og for den almindelige forbruger er steget og til dels gennemsnitligt er væsentligt højere end i de medlemsstater, som fortsat har et sådant system, selv om dette system især også i forbindelse med prisudviklingen har sørget for, at retsbeskyttelse fortsat er til at betale og opnåelig for forbrugerne.

Det vil nu glæde os, hvis fru kommissær Kroes, som allerede har haft lejlighed til at drøfte dette spørgsmål med os i udvalget, ville besvare vores mundtlige forespørgsel fra Kommissionens side. Vi har så mulighed for at kunne reagere på det i forbindelse med forhandlingen og i næste uge i forbindelse med beslutningen.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen takker Retsudvalget for dets spørgsmål og hr. Lehne for hans store indsats her i aften. Han fremlagde sine synspunkter meget klart.

Kommissionen anerkender den særlige rolle, som det juridiske område spiller i forbindelse med sikring af en god retspleje og en nemmere adgang til domstolene. Med hensyn til det eksempel, som hr. Lehne nævnte, anerkender Kommissionen desuden også, at supermarkeder er meget vigtige og en meget respekteret del af vores samfund, og vi stiller bestemt ikke spørgsmålstegn herved. Vi mener derimod, at vi igen bliver nødt til at se på den nuværende regulering af området for at finde ud af, hvor der kan moderniseres med henblik på at fremme nye typer af tjenester og nye metoder. Dette er til fordel for brugerne af disse centrale tjenester.

Vi foreslår derfor, at medlemsstaterne bruger en proportionalitetsundersøgelse for at se, i hvor høj grad de gældende bestemmelser i realiteten gavner den offentlige interesse. Denne tilgang er i fuld overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Den gør det muligt at tage fuldt ud hensyn til nationale forhold og de særlige karakteristika ved de juridiske erhverv.

Kommissionen er helt sikkert enig i, at der er behov for en vis regulering. Jeg vil gerne gentage, at formålet med vores initiativ er bedre regulering, ikke deregulering. Vi anerkender også, at det er medlemsstaternes ret at bestemme balancen mellem offentlig regulering og de liberale erhvervs selvregulering.

Med hensyn til spørgsmålet om medlemsstaternes ret til at fastsætte takster vil jeg gerne fremhæve den holdning, som Kommissionen udtrykte i sin rapport fra februar 2004. Vi mener, at der evt. i medfør af afgørelsen i Arduino-sagen kan gøres indsigelse mod statslige foranstaltninger, der sigter på at uddelegere reguleringsbeføjelser til faglige organer i forbindelse med fastsættelse af takster, i henhold til konkurrencereglerne - f.eks. EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra g) og artikel 2, stk. 2, og artikel 81 - hvis staten ikke kan træffe den endelige afgørelse og udøve effektiv kontrol af gennemførelsen af disse takster. Vi forventer, at dette spørgsmål afklares nærmere, når Domstolen træffer en præjudiciel afgørelse i Macrino-sagen C-202/04).

Endelig er der reglerne om det indre marked. Disse regler er på spil i en anden sag, der verserer for Domstolen, Cipolla-sagen (sag C-04/04), der også vedrører medlemsstaternes ansvar for prisfastsættelser. Kommissionen er af den opfattelse, at minimumspriser for advokattjenester er en begrænsning af friheden til at levere tjenesteydelser, fordi de udligner den konkurrencefordel, som tjenesteydere fra andre medlemsstater har. Desuden mener vi ikke, at minimumspriser kan begrundes med henvisning til proportionalitetsundersøgelsen, da de ikke i sig selv garanterer kvalitet, adgang til retssystemet eller god etisk forretningsførelse.

  Antonio Masip Hidalgo, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, spørgsmålet fra Udvalget om Retlige Anliggender er belejligt, for det er nødvendigt at se specifikt på forholdet mellem advokater og notarer og de juridiske erhverv i almindelighed som nævnt af hr. Lehne og deres klienter.

Kommissionen bør ikke behandle disse sager, som om der var tale om et simpelt merkantilt forhold mellem en kunde og en serviceudbyder. Forholdet mellem advokaten eller notaren og klienten berører noget så følsomt for demokratiet som retssystemet, hvilket også hr. Lehne har nævnt.

Advokatsammenslutningernes arbejde i de forskellige lande er meget gavnligt for disse forhold, ikke kun for erhvervsforhold, men også til forsvar af almenhedens interesse. EF-domstolens retspraksis, som fru Kroes ser sådan frem til, har hidtil anerkendt, at ordninger som f.eks. den spanske er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, og hvis honorarer er rent vejledende, og altså ikke minimumshonorarer, som retssystemet bruger til at fastsætte sagsomkostningerne, og som altid kontrolleres retsligt.

Der burde heller ikke sættes spørgsmålstegn ved modstanden fra advokater i mange lande mod quota litis. Denne aftale er i strid med arbejdets værdighed og mangel på hensyn til og respekt for erhvervet. Forbuddet af aftaler om quota litis er også, fru Kroes, blevet accepteret af de nationale domstole.

Jeg beder Kommissionen om at respektere den indsats, der ydes af nogle institutioner, der som advokat- og notarsammenslutningerne i hovedtræk har fungeret godt i mere end 200 år, med de op- og nedture og historiske afbrydelser, der har fundet sted. Glem ikke, at der er forfatninger, f.eks. den spanske, der anerkender disse sammenslutningers vigtige rolle og indsats.

Kommissionen burde være tro over for den europæiske tradition og ikke den nyere nordamerikanske. Vi bør stå på de små advokatkontorers side. Lad være med at begå en fejl.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Diana Wallis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, som det klart fremgår, har de fleste medlemmer af Retsudvalget et meget passioneret forhold til de juridiske erhverv. For mange af os, herunder mig selv, var det vores erhverv, før vi blev valgt til Europa-Parlamentet, og vi har således i en vis forstand en interesse heri. Uanset hvor passioneret indstillet jeg måske har været over for mit tidligere erhverv og dets uafhængighed, lægger jeg større vægt på adgang til domstolene og juridiske tjenester generelt og på spørgsmålet om, hvordan vi kan gøre disse tjenester tilgængelige i offentlighedens interesse.

Jeg mener, at det må være vores overordnede mål at sikre den offentlige interesse i adgang til domstolene i stedet for at beskytte eller gøre vilkårene lettere for advokater, der måtte mene, at det er bekvemt fortsat at levere tjenester på samme måde, som de altid har gjort. Erhvervet skal være uafhængigt, men det skal udelukkende beskyttes i det omfang, det tjener den offentlige interesse.

Det forekommer mig, at vi i Europa har en fantastisk mulighed for at se os omkring og finde ud af, hvad der helt præcist tjener den offentlige interesse. Jeg har f.eks. altid ment, at satserne i Tyskland i den lave ende fungerer godt med henblik på at sikre, at fordringshavere med små krav kan indlede retsforfølgning. I mit eget land er dette ofte et problem, da omkostningerne er så høje, og i de tilfælde, hvor vi har en form for fast gebyr, er gebyrerne så lave, at advokaterne afviser at påtage sig sagerne. Der er tale om en skrøbelig balance, men vi har mulighed for at søge mange mulige løsninger på disse problemer i Europa og vælge de bedste til det samfund, vi forsøger at tjene, og vi bør ikke være bange eller beskyttende i vores søgen efter optimale løsninger. Det er min opfattelse, at vi bør kunne samarbejde, så længe Kommissionen er enig i denne målsætning.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg er fuldstændig enig med fru Wallis' konklusion. Lad os sammen finde de optimale løsninger. Kun på denne måde kan vi have god samvittighed over for de pågældende juridiske erhvervs klienter og potentielle klienter.

Jeg vil gerne på ny understrege nogle centrale budskaber vedrørende vores målsætninger på dette område. Formålet med vores initiativ er bedre regulering. Hvad indebærer det? Det indebærer en afbalanceret regulering, der ikke er mere restriktiv end strengt nødvendigt. Vi ønsker at fremme og ikke hindre adgangen til domstolene. Dette giver virkelig mening. Dette opnår vi ved at give mulighed for større konkurrence på dette område, hvilket vil bevirke, at der udvikles nye og innovative typer tjenester. Dette er helt sikkert en stor fordel. Det vil være til alle parters fordel, idet sektorens potentiale frigives med hensyn til vækst og arbejdspladser, tjenesternes kvalitet vil blive forbedret, og forbrugerne vil få et større udvalg.

Jeg vil gerne komme med en uddybende kommentar til det vigtige spørgsmål om prisfastsættelser, der er sat på dagsordenen som det centrale spørgsmål til aften. Generelt mener jeg ikke, at en generel prisfastsættelse, selv i domstolssager, kan begrundes objektivt for alle forbrugere og virksomheder. Der er muligvis visse begrænsede områder, hvor en prisregulering er begrundet f.eks. i tilfælde, hvor der er behov for at yde særlig beskyttelse til visse ugunstigt stillede grupper, herunder de lavtlønnede. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at kræve en meget begrænset og nøje målrettet prisregulering. Generelt er forbrugere og virksomheder imidlertid sandsynligvis bedre tjent med en række tilbud fra forskellige tjenesteydere, som de kan sammenligne og vælge iblandt.

I systemer, hvor sagsomkostningerne afholdes af den tabende part, kan jeg imidlertid se en vis fordel i at have en vejledning til dommere med henblik på fastsættelse af omkostningerne. Jeg siger ikke, at en fjernelse af prisregulering eller at en mere begrænset regulering automatisk vil føre til lavere priser, et større udvalg for forbrugerne eller nye arbejdspladser.

Hvad angår påstanden om, at fjernelsen af prisreguleringen i Det Forenede Kongerige har ført til høje sagsomkostninger, har jeg ikke kendskab til dokumentation, der viser, at fjernelsen af prisreguleringen i Det Forenede Kongerige har haft til følge, at de britiske statsborgere har vanskeligt ved at få adgang til juridisk bistand, eller at de britiske advokathonorarer er blevet uforholdsmæssigt høje som følge heraf. Den britiske advokatforening noterede rent faktisk i 1999, at indførelsen af større konkurrence med hensyn til udfærdigelse af skøder i forbindelse med overdragelse af fast ejendom medførte prisfald på op til 24 % i 1990'erne og gav forbrugerne mulighed for at indhente forskellige tilbud og vælge det bedste. I det land, hvis forhold jeg er mest inde i, fremgik det af undersøgelser i 2002, at indførelsen af konkurrence i forbindelse med udfærdigelse af skøder førte til lavere honorarer.

Afslutningsvis vil jeg gerne tale om kvalitet. Vi ønsker alle, at de europæiske forbrugere har adgang til juridisk bistand af høj kvalitet. Det er afgørende, hvis alle skal have reel adgang til domstolene. Jeg mener imidlertid ikke, at det altid er afgørende at indføre faste takster i denne forbindelse. Jeg har ikke kendskab til dokumentation, der viser, at en fjernelse af faste takster har ført til en forringelse af den juridiske bistands kvalitet i medlemsstater, hvor dette er sket, selv om kvalitet koster. En fast pris garanterer ikke i sig selv kvalitet. Jeg vil overtage fru Wallis' motto: "Lad os sammen finde de optimale løsninger".

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 23. marts i Bruxelles.

16. Forberedelser til COP-MOP-mødet vedrørende biologisk mangfoldighed og sikkerhed (Curitiba, Brasilien) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om forberedelser til COP-MOP-mødet vedrørende biologisk mangfoldighed og sikkerhed (Curitiba, Brasilien).

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen agter at gennemføre og styrke de internationale forpligtelser vedrørende biologisk mangfoldighed. I millenniumvurderingen af økosystemerne, Millennium Ecosystem Assessment, understreges behovet for at træffe drastiske foranstaltninger, hvis vi ønsker at undgå uerstattelige tab af økosystemtjenester, som er afgørende for vores velfærd. Hvis vi ikke er opmærksom på sammenhængen mellem økonomisk udvikling og biologisk mangfoldighed, bringer vi også virkeliggørelsen af millenniumudviklingsmålene i fare.

Det konkluderes i millenniumvurderingen, at det vil være "nødvendigt med en indsats af hidtil uset omfang, for at den hastighed, hvormed biodiversiteten forsvinder, kan bremses væsentligt inden 2010". Dette globale biodiversitetsmål for 2010 er fastlagt i den vedtagne konvention om den biologiske mangfoldighed og blev godkendt under topmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling. Der er således behov for politisk engagement på højt niveau for at styrke og gennemføre konventionen om den biologiske mangfoldighed og målet for 2010. Den 8. partskonference under FN-konventionen om den biologiske mangfoldighed afholdes over de kommende to uger i Curitiba i Brasilien. Forud for COP-8 afholdes det 3. møde for parterne under Cartagena-protokollen om biosikkerhed. Der er tale om vigtige, internationale miljøbegivenheder, og kommissær Dimas deltager i de ministerielle møder under den 8. partskonference den 26.-30. marts 2006.

Rådet (miljø) vedtog i onsdags sine konklusioner vedrørende EU's prioriteringer for den 8. partskonference. Den første konklusion vedrører en styrket gennemførelse af konventionen om den biologiske mangfoldighed og overvågning af fremskridt med hensyn til opfyldelse af biodiversitetsmålet for 2010. Den anden konklusion vedrører fremskridt med hensyn til gennemførelse af arbejdsprogrammet for beskyttede områder under konventionen om den biologiske mangfoldighed, herunder især med hensyn til målsætningen om at etablere et globalt netværk af omfattende økologisk repræsentative og effektivt forvaltede nationale og regionale systemer af beskyttede områder. Dette bør gennemføres inden 2010 for landområder og inden 2012 for havområder. Der skal i denne forbindelse også ske fremskridt med hensyn til havområder, som ligger uden for de nationale jurisdiktioner. Konventionen om den biologiske mangfoldighed bør indeholde videnskabelige kriterier for identificering af havområder og arter på åbent hav, der har brug for øjeblikkelig beskyttelse. Den tredje konklusion vedrører fremskridt med hensyn til forhandlingerne om en international ordning, der skal sikre adgang til og fordeling af fordele.

Med hensyn til det igangværende 3. møde for parterne under Cartagena-protokollen om biosikkerhed er vores prioriteringer at gennemføre vedtagelsen af dokumentationskrav for grænseoverskridende overførsel af levende modificerede organismer (LMO), at videreudvikle vejledninger om risikovurdering og at drøfte yderligere foranstaltninger, der sikrer overensstemmelse. Der vil også blive fokuseret på spørgsmål relateret til kapacitetsopbygning under det 3. møde for parterne.

Kommissionen er stærkt opsat på at inddrage medlemmerne af Europa-Parlamentet som observatører i de EF-delegationer, der forhandler multilaterale aftaler, og har allerede gjort dette ved flere lejligheder.

Kommissionen glæder sig derfor over Parlamentets deltagelse i COP-8, og er af den opfattelse, at de deltagende parlamentsmedlemmer kan yde et vigtigt bidrag. I det omfang de begrænsede personaleressourcer under COP tillader dette, vil Kommissionen holde parlamentsmedlemmerne orienteret om forhandlingsforløbet i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale.

  Eija-Riitta Korhola, for PPE-DE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, det er nu 13 år siden, at FN-konventionen om biologisk mangfoldighed blev undertegnet, og alligevel bliver biodiversiteten på jorden mindre og mindre. Når den ottende konference mellem aftalens parter indledes i næste uge, vil situationen på verdensplan være således, at omkring 16.000 dyrearter og 60.000 plantearter er truet af udryddelse. Vi udnytter ikke vores økosystemer på en bæredygtig måde. Globalt set er den vigtigste faktor, der forårsager reduceret mangfoldighed, fysisk planlægning, hvor man ændrer det naturlige miljø for at gøre det mere rentabelt. Hvert år omdannes omkring 2 % af jordens oprindelige naturlige miljø til landbrugs- eller skovbrugsarealer eller til en del af det bebyggede miljø.

På grund af problemer med levesteder og deres arter ses forringelsen af den oprindelige mangfoldighed først efter et stykke tid, og arten af loftet for biologisk mangfoldighed som et aspekt af de globale forandringer er ikke blevet viet tilstrækkelig opmærksomhed. Som et resultat af de forringede økosystemer kan deres funktion og de gratis tjenester, de giver mennesket såsom produktion af rent vand og vedligeholdelse af den hydrologiske cyklus, kulstofbinding, bestøvning af spiseafgrøder og genbrug af næringsstoffer blive påvirket i meget negativ retning. Miljøeksperter og økonomer har beregnet, at værdien af de gratis tjenester fra naturen udgør den utrolige sum af omkring 23 bio. euro om året, hvilket er mere end hele verdens samlede nationalprodukt. De tjenester, som et økosystem leverer, kan i et vist omfang gives tilbage, f.eks. ved skovrejsning på områder med risiko for erosion, men skovplantning kan ikke kompensere for mangfoldigheden i de naturlige skove. Derfor deler vi det samme tydelige ønske: Vi ønsker at bremse forringelserne af naturen. Men hvor finder vi klogskaben til at finde effektive metoder til dette?

Beslutningsforslaget indeholder mange udmærkede anbefalinger, men når man ser på naturen selv, må man forundres over dens visdom. Naturen selv er uendeligt produktiv, kreativ og endda ekstravagant, men samtidig effektiv og praktisk. Naturen rummer en model for, hvordan et naturligt økonomisk system virkelig skal se ud, og hvad man skal sigte mod med et økologisk produktdesign. Naturen er ligeglad med integreret produktpolitik fra start til slut: For naturen er alting starten på noget nyt. Vi har brug for den samme type visdom - men også en uforbeholden fremgangsmåde - for at kunne klare de problemer, der ligger foran os.

  Riitta Myller, for PSE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, der hersker bred enighed om behovet for at styrke den internationale miljøforvaltning. Klimaændringerne er det største af de globale miljøproblemer, men desværre ikke det eneste. Det faldende antal arter i verden truer allerede vores samfunds overlevelse. Derfor har vi brug for virkelige resultater fra den kommende FN-konference for parterne vedrørende biologisk mangfoldighed i EU.

Konventionen om biologisk mangfoldighed er den internationale aftale om bevarelse af biologisk mangfoldighed, der har størst tilslutning. Den har 188 underskrivere, herunder alle EU's 25 medlemsstater. For at sikre, at konventionen får den størst mulige gennemslagskraft, er det vigtigt, at den gennemføres effektivt på de forskellige politikområder, og at den er forenelig med andre internationale aftaler på miljøområdet, og at de alle kan koordineres.

Det største problem for en effektiv gennemførelse er imidlertid det utilstrækkelige antal indikatorer til beskrivelse af biologisk mangfoldighed. Vi ved ikke, hvad der sker i vores miljø, eller hvordan vi bedst kan reagere på denne udfordring. Kommissionen skal arbejde hårdt på at få udarbejdet disse indikatorer. EU skal føre an i retning af en styrkelse af den globale dimension af bæredygtig udvikling. Vi skal være parate til at enes om mål, som er bindende for os alle, så vi kan stoppe forringelserne af naturen og sikre dens rigdomme; ikke kun for vores egen, men også for vores børns skyld.

  Jolanta Dičkutė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hvorfor skal vi bevare den biologiske mangfoldighed? Svaret er enkelt - fordi den har direkte sammenhæng med os mennesker. Mennesket er den del af den biologiske mangfoldighed; mennesket påvirker de levende organismer, der omgiver det, og påvirkes også selv af dem. Men hver dag ødelægger mennesket et ukendt antal livsformer, eftersom vores handlinger medfører klimaforandringer, øget miljøforurening og ødelægger de naturlige levesteder for planter og dyr. Menneskelige aktiviteter, som ikke har nogen analogi i naturen, er normalt ødelæggende ud fra et biodiversitetssynspunkt. En vurdering af de tilgængelige data, som de europæiske lande ligger inde med om situationen for fugle- og pattedyrsbestande og ændringer i deres antal, viser, at den langsigtede bevaring af mange af disse arter ikke kan garanteres uden en hurtig og beslutsom ændring i strategier og politikker for beskyttelse af biodiversiteten. I den såkaldte forenklede miljøbeskyttelsesstrategi, som man tidligere har anvendt, tager man kun hensyn til behovene hos de arter, som er i størst fare for at blive udryddet. En sådan strategi er ikke længere velegnet. Jeg har et meget positivt syn på EU's ambitiøse mål om at bremse faldet i den biologiske mangfoldighed i 2010. For at gennemføre dette mål er det nødvendigt at indføre et biologisk indikatorsystem, som vil bidrage til at vurdere gennemførelsen af forpligtelser under konventionen om biologisk mangfoldighed. Vi må udarbejde nationale handlingsplaner og koordinere indsamling, analyse og publikation af data på internationalt plan. Dette kræver helt klart også økonomiske investeringer. I dag er det verdensdagen for forbrugerrettigheder. Det er symbolsk, at vi i dag af alle dage diskuterer bevaring af biologisk mangfoldighed. Den stadig stigende forbrugerisme, der, som det er blevet nævnt, øger den økonomiske vækst og velfærd for den enkelte, skader også i stigende grad miljøet hver eneste dag.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, Parlamentet har med denne beslutning en vigtig mulighed for at sende en slagkraftig beslutning til mødedeltagerne i Brasilien om den betydning, de europæiske borgere tillægger verdens naturressourcer og den biologiske mangfoldighed. Jeg ønsker blot at fokusere på to af disse ressourcer.

Verdens sidste gamle skove går tabt med mere end 13 millioner ha om året, hvilket har ødelæggende indvirkning. Det er nødvendigt at etablere og finansiere et globalt netværk af beskyttede skovområder, og de enkelte lande må fastsætte målbare mål, som skal opfyldes inden for en nærmere fastsat frist, for at sikre en bæredygtig udnyttelse og forbrug af og handel med biodiversitetsressourcerne.

Vi må også meget snart tilkendegive vores holdning til afgrøder, der dyrkes ved brug af terminatorteknologier. Ved hjælp af disse afgrøder fremstilles sterile frø, hvilket bevirker, at landmændene ikke kan gemme frø fra årets høst og så disse året efter, således at de hvert år er tvunget til at købe frø fra biotekniske virksomheder, der allerede i dag kontroller frømarkedet i meget høj grad, idet blot 10 virksomheder kontrollerer over 50 % af det globale salg af frø. Følgerne for fødevaresikkerheden, især i udviklingslandene, og for fattige landmænds eksistens vil være enorme. Ethvert forsøg på at undergrave moratoriet for eksperimentering med og markedsføring af disse selvmorderiske frø må afvises, og vores gruppe har stillet et ændringsforslag til i morgen for at understrege dette synspunkt.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand, i de to sidste århundreder har befolkningstilvæksten, udbytningen af naturens ressourcer og miljøforureningen ført til et hastigt voksende tab af vækst. Mennesket er afhængig af biologisk mangfoldighed, det er allerede sagt mange gange i dag. Skovene giver os f.eks. ikke kun råstoffet træ og tilfører luften ilt, de renser også vores vandløb og forhindrer erosion og oversvømmelser, en funktion, som bliver stadig mere iøjenfaldende i alle dele af verden med de voksende følger af klimaændringerne.

På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling blev det i 2002, som kommissæren sagde, besluttet, at man ville reducere den hast, hvormed biodiversiteten går tabt. Dengang kritiserede Europa-Parlamentets delegation stærkt dette krav, som ikke var tilstrækkeligt ambitiøst. Inden for EU gik vi videre end dette krav og sagde, at tendensen i tabet af biodiversitet skulle være vendt inden 2010.

Jeg tror, at Kommissionen og medlemsstaterne fortsat skal have en ledende rolle og skal sørge for, at man på de kontraherende staters ottende konference bliver enig om målelige mål, som skal nås inden for en fastsat periode.

EU og medlemsstaterne skal også lægge særlig vægt på biodiversiteten i havene, og her må EU gribe i egen barm. Jeg nævner blot som stikord den europæiske fiskeripolitik, et emne, som på grund af den alarmerende tilbagegang i bestandene af forskellige fiskearter netop bliver diskuteret med kollegerne fra AVS-staterne.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

(1) Se protokollen.

17. Dagsorden for næste møde: se protokollen

18. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.40)