Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 22. marts 2006 - Bruxelles

12. EU's energiforsyningssikkerhed (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Giles Chichester for Udvalget om Industri, Forskning og Energi til Rådet og Kommissionen om EU's energiforsyningssikkerhed (0-0007/2006 - B6-0009/2006).

  Giles Chichester (PPE-DE), spørger. - (EN) Hr. formand, det glæder mig at fremsætte denne forespørgsel på vegne af Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Den følger den forespørgsel, der blev debatteret i januar om energiforsyningssikkerhed.

Verden har udviklet sig lidt siden da. Nu har vi grønbogen fra Kommissionen og konklusionerne fra Rådets møde i sidste uge. Begge er af stor interesse og viser tydeligt, at mange af de spørgsmål, der tidligere er blevet rejst under debatter, er taget i betragtning. Jeg vil takke kommissæren for og lykønske Rådet med, at de har gjort det. Det skal også bifaldes, at energispørgsmål er blevet sat øverst på dagsordenen.

Dette spørgsmål drejer sig hovedsageligt om importafhængighed af en række brændstoffer. Derfor spørges der i vores forespørgsel, hvad Kommissionen agter at gøre for at reagere på passende vis på udviklinger i og ændringer af den geopolitiske, strategiske og diplomatiske situation. Jeg vil imidlertid understrege, at jeg mener, at de spørgsmål henhører mere under vores kolleger i Udenrigsudvalget. Det glæder mig, at nogle af mine kolleger vil tale om de ting senere i debatten.

Det vigtigste ved forsyningssikkerhed er det afgørende krav om spredning: spredning af brændstoftyper, spredning af kilder og spredning af teknologi. Det er helt afgørende.

Jeg vil gerne sige, at jeg var lidt skuffet over grønbogen - som vi glæder os til at debattere indgående, når den tid kommer - fordi det måske ikke anerkendes nok, at kernekraft spiller en afgørende rolle, eftersom den leverer størstedelen af elektriciteten i EU. Parlamentet vedtog for nylig et ændringsforslag om et ambitiøst, men realistisk mål om, at 60 % af elektriciteten i EU skal komme fra kilder, der udsender meget lidt eller intet kulstof. Dette er kun muligt med en kombination af vedvarende energikilder og kernekraft. Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at der i Rådets konklusioner henvises til "bæredygtige og effektive energisystemer". Det får mig til at tænke på kernekraft.

Der findes imidlertid andre energikilder, som vi må huske på. Siden EU's udvidelse er vores afhængighed af import af kul faldet fra 50 % til 35 %, fordi en bestemt medlemsstat er en stor kulproducent. Vi må ikke glemme fordelene ved renere kulteknologi og dens potentiale, når vi har denne betydelige energikilde inden for EU.

I det forslag til beslutning, som er vedlagt denne mundtlige forespørgsel, lægges der bl.a. vægt på større effektivitet i transportsektoren. Der lægges vægt på betydningen af at forske i og udvikle fremtidige energiteknologier, og der anmodes om forslag til forbedring af energieffektiviteten i bygninger.

Vi har stillet kommissæren fire spørgsmål og glæder os til at høre hans svar. Vi vil gerne vide, hvad vi kan gøre for at mindske vores afhængighed af importeret olie og gas. Vi vil gerne vide, hvilke andre kilder han mener, at vi kan udvikle. Måske har han nogle tanker om gasforsyninger, forvaltning af gaslagre og opbevaringsfaciliteter til gas.

Endelig opfordrer vi Kommissionen til i dette spørgsmål om forsyningssikkerhed at inddrage det dermed forbundne spørgsmål om klimaændringer, og hvordan vi tilpasser vores energipolitik i tiden efter Kyoto for at nå vores tre mål om bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil indlede med at takke hr. Chichester for forespørgslen. Den kommer på et passende tidspunkt. Faktisk var det østrigske formandskab præcis otte timer gammelt, da det blev slået fast for os, at energi er et europæisk problem, et problem, der angår os alle sammen, for kl. 8 om morgenen den 1. januar 2006 begyndte gaskonflikten mellem Rusland, Ukraine og Moldova. Det stod hurtigt klart, at vi måtte løse dette problem, selv om det ikke er helt nyt. Dets betydning er imidlertid blevet understreget, navnlig i løbet af i år.

Det står helt klart for Europa, at energiforsyning er et meget vigtigt spørgsmål. Det er årsagen til, at Det Europæiske Råd i morgen vil prioritere dette spørgsmål højt.

Vi indkaldte også til endnu et ekstraordinært rådsmøde for energiministrene, som De nævnte, for at forberede Det Europæiske Råd bedst muligt. Energiministrene fremsatte nogle meget brugbare og nyttige forslag, som vil blive drøftet i morgen og i overmorgen.

I forbindelse med gasstriden mellem Rusland, Ukraine og Moldova blev det også klart, at spørgsmålet om energiforsyning ikke er noget, som vi bare kan drøfte indbyrdes. Da jeg havde fornøjelsen af at aflægge rapport til Udenrigsudvalget i går, blev det understreget stærkt, at dette er et spørgsmål om EU's udenrigspolitik. Det er fordi, vi må samarbejde med vores partnere og med vores naboer for at tage hensyn til deres problemer. Det er f.eks. vigtigt for os at lægge vægt på transitlandes politiske og økonomiske stabilitet. Vi må også inddrage producent- og forbrugerlande i vores debatter.

Det er årsagen til, at vi i denne sammenhæng har tætte forbindelser med OPEC, Rusland og andre vigtige lande som Kina og Indien. Vi er også aktive, hvad angår internationale instrumenter. Jeg vil bare kort nævne Det Internationale Energiagentur, Det Internationale Energiforum og Euro-Middelhavs-partnerskabet, som spiller en vigtig rolle. Der er andre vigtige internationale aftaler, f.eks. energiaftalen med Sydøsteuropa. Hr. Chichester, jeg håber, at vi får Parlamentets samtykke meget snart, for vi håber at modtage dette inden ministrenes møde juni.

Der er naturligvis også andre vigtige elementer i forbindelse med energiforsyningssikkerheden, f.eks. spørgsmålet om at diversificere vores energikilder, især hen mod brug af hjemlige energikilder, særligt også spørgsmålet om vedvarende energi. Styring af efterspørgslen inklusive mere effektiv udnyttelse af energien har imidlertid også stor betydning i denne forbindelse.

Rådet understreger regelmæssigt over for sine partnere, at det er afgørende, at der bliver investeret tilstrækkeligt i infrastruktur og eksploration. Derfor er det også meget vigtigt for Rådet, at Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om transeuropæiske energinet snart bliver vedtaget, for der kan ikke ske en diversificering af forsyningen og dermed en forbedring af forsyningssikkerheden, hvis ikke der er midler til at udbygge det europæiske energinet. Konkret har Rådet med hensyn til forsyningssikkerheden allerede tidligere vedtaget retsforskrifter, som jeg ikke vil remse op alle sammen af tidsmæssige hensyn. Jeg vil kort henvise til direktivet om foranstaltninger til at sikre naturgasforsyningen, som blev vedtaget i 2004.

Med hensyn til Deres spørgsmål, hr. medlem, om alternative energikilder, så mener Rådet, at man her især må nævne to hovedkomponenter i energipolitikken, som jeg allerede har været kort inde på, nemlig spørgsmålet om en diversificering af brændstofkilderne og effektiv udnyttelse af energien. Som det allerede er blevet sagt under debatten i dag - energi var jo også et centralt element i den debat, som De lige har afsluttet - så skal medlemsstaterne selv træffe beslutning om det energimiks, som de vil vælge som udtryk for deres nationale politik. Uanset hvad medlemsstaterne beslutter, så omfatter diversificering af brændstofkilderne naturligvis også, det vil jeg gerne understrege, en diversicifering af leverandørlandene for importerede energikilder, men det omfatter især også vedvarende energiformer.

Rådet kan i denne forbindelse også pege på en lang række instrumenter, som jeg kun vil nævne ganske kort. Med hensyn til diversificering af brændstofkilderne, især gennem anvendelse af vedvarende energiformer, så vedtog Rådet og Parlamentet allerede i 2001 et direktiv til styrkelse af strømproduktion fra vedvarende energiformer. Jeg vil i denne forbindelse også gerne pege på Europa-Parlamentets og Rådets forslag til et direktiv om fremme af anvendelsen af biobrændstof eller andre vedvarende brændstoffer i trafiksektoren. I december sidste år blev der opnået enighed med Europa-Parlamentet om forslag til et direktiv om energieffektivitet og energitjenesteydelser, som forhåbentlig - det arbejder vi på - kan vedtages inden for de kommende måneder. Så meget om energibesparelser.

Jeg vil også gerne pege på, at programmet "intelligent energi til Europa" under det sjette forskningsrammeprogram allerede yder et væsentligt bidrag hertil. Også det syvende forskningsrammeprogram samt programmet "intelligent energi til Europa", som diskuteres i øjeblikket, under CIP-programmet vil få en passende og tilsvarende prioritet.

Der er også initiativer uden for det lovgivningsmæssige område, f.eks. allerede sidste år et bidrag fra energiministrene til Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2005. Rådets undersøger i øjeblikket intenst og opmærksomt handlingsplanen for biomasse, som vi prioriterer meget højt.

Hr. Chichester, til sidst vil jeg komme ind på Deres spørgsmål om Kyoto og perioden efter 2012 med hensyn til sikkerheden for energiforsyningen og EU's konkurrenceevne og sige, at denne konsekvens efter vores bedømmelse kan være principielt positiv. Jeg tror, det er særligt vigtigt at konstatere, at vi er overbevist om, at en velgennemtænkt miljøpolitik har en positiv virkning på vækst og beskæftigelse.

Initiativer til fremme af energieffektiviteten fører til økologiske innovationer og miljøteknologier, og efterspørgslen efter sådanne innovationer stiger støt verden over. Her opstår der også chancer for vores samfundsøkonomier. Med diversificeringen af energikilderne og især med den øgede fokus på de vedvarende energikilder vil vi også kunne yde et bidrag til energiforsyningssikkerheden og samtidig til at begrænse klimaændringerne samt forbedre EU's konkurrenceevne generelt.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, den foregående debat om Kommissionens arbejdsprogram var meget fokuseret på energi. Jeg er meget taknemmelig over det og over den forespørgsel, der blev rettet til Kommissionen og muliggjorde denne debat.

På en måde har grønbogen om en europæisk strategi for bæredygtig, konkurrencedygtig og sikker energi givet svar på, hvordan vi skal klare de udfordringer, der er nævnt i Deres forespørgsel. Vi må også gøre os klart, at dette er en global udfordring: Vanskelighederne med udbud og efterspørgsel, klimaændringer, importafhængighed og investeringsbehov i energisektoren er alt sammen globale udfordringer. EU's svar er en fælles energipolitik. Borgerne støtter os meget. Ved en meningsmåling for nylig støttede 47 % af de europæiske borgere foranstaltninger på europæisk plan. Vi har fået meget støtte fra mange medlemsstater og nationale parlamenter efter offentliggørelsen af grønbogen. Det står klart, at den vigtigste merværdi ved grønbogen ligger i denne fælles tilgang, hvor vi understreger, at forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed ikke kan adskilles i vores energipolitik. De skal indgå i et samspil.

Samtidig står det også klart, at vi ikke kan finde en let løsning, for der er ingen lette løsninger. Det betyder, at vi på det energipolitiske område må fokusere på en række foranstaltninger på specifikke områder. For det første er det vigtigt for forsyningssikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne at skabe et virkelig konkurrencedygtigt, åbent og gennemsigtigt indre marked i EU. Det er også afgørende for forsyningssikkerheden. Vi sørger for nogle foranstaltninger, der ikke bare sikrer øget konkurrence, men også grænseoverskridende handel: grænseoverskridende energitransaktioner. Dette er et overordentligt vigtigt område, og jeg forventer Parlamentets støtte i fremtiden i disse spørgsmål.

Det andet spørgsmål, som er overordentligt vigtigt - som rådsformanden sagde - er solidaritet. Unionen er stærk, når der er solidaritet. Solidaritet betyder for det første at være forberedt på ekstreme situationer, for det andet omfatter den solidaritetsmekanismen, og for det tredje omfatter den mange oplysninger om, hvad der sker på energimarkederne. Jeg er enig i, at spredning er det vigtigste, men for at anvende denne spredning bedst muligt må vi have mange oplysninger og en høj grad af gennemsigtighed. Vi tilvejebringer den slags foranstaltninger ved at revidere direktivet om olielagre, ved at lægge større vægt på elektricitets- og gasforsyningssikkerhed og ved at finde nye mekanismer, som virkelig dækker borgernes behov, for borgerne vil gerne have sikkerhed for, at vi har en mekanisme og reserver, der kan bruges, hvis der opstår en ekstrem situation.

Så er der energimixet. Det må være de enkelte medlemsstaters ansvar i henhold til subsidiaritetsprincippet. Vi ved imidlertid, at foranstaltninger i en bestemt medlemsstat påvirker alle de andre medlemsstater, i hvert fald nabostaterne. Det betyder, at vi bør træffe foranstaltninger under hensyntagen til vores naboers energipolitikker og forsøge at fremme de bedst mulige foranstaltninger.

En strategisk energiredegørelse for EU, som ville give os mulighed for at revidere disse spørgsmål løbende, er nødvendig for at skabe den bedste strategi for de enkelte staters energimix. Energieffektivitet og udvikling af vedvarende energi vil givetvis få stigende betydning, når der skal træffes beslutning om et energimix. Samtidig tror jeg dog også, at kernekraft, som indgår i energimixet for øjeblikket, vil blive anvendt i mange medlemsstater. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at denne energiform anvendes sikkert og bæredygtigt.

Jeg tror også på spredning, der kunne tilvejebringe nye teknologier, og på renere kul, kulstofbinding osv. Vi har nu et godt eksempel med Shell og Statoil-projektet, som omfatter kulstofbinding og efterbrænding. Dette er ikke noget demonstrationsprojekt: For første gang skaber et ægte industriprojekt, som omfatter 860 MW, nye muligheder for en spredning i energimixet, der lever op til målene med vores energipolitik.

Nogle har sagt, at der ikke fokuseres tilstrækkeligt på energieffektivitet. Jeg er uenig, for der lægges stor vægt på den. Parlamentet har debatteret grønbogen om energieffektivitet. Vi vil foreslå en meget ambitiøs europæisk handlingsplan om energieffektivitet, hvor der bliver lagt stor vægt på transport. Fokusset på energieffektivitet vil imidlertid fortsætte i alle medlemsstaterne gennem deres nationale handlingsplaner, og det er overordentligt vigtigt.

Jeg vil kun nævne et enkelt eksempel inden for teknologi: Europa kan tilvejebringe nye teknologier, men vi bør udnytte alle mulighederne sammenhængende. Jeg mener, at den europæiske strategiske plan for energiteknologi virkelig kunne blive skelsættende.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gøre Dem opmærksom på de internationale områder. Det bedste svar på forsyningssikkerhed er ikke bare spredning, men også globale, gennemsigtige og konkurrencedygtige gas- og oliemarkeder. Dette er visionen, som kunne tilvejebringe den nødvendige spredning. Hvis det skal ske, må vi stabilisere de lande, der har gas- og olieressourcer. Vi må opbygge en infrastruktur, der giver os mulighed for at hente mere gas fra forskellige områder i verden, for kun på den måde kan vi skabe forsyningssikkerhed inden for gas og olie. Vi må fremme vores markedsvision blandt vores nærmeste naboer. Energifællesskabet skal udvides.

I morgen får Det Europæiske Råd lejlighed til at drøfte disse spørgsmål. Jeg er overbevist om, at den ansporing, som grønbogen har skabt til udvikling af en fælles energipolitik for EU, vil blive fulgt op. Jeg er meget taknemmelig over debatten, og jeg glæder mig til at samarbejde med Parlamentet om at udvikle en europæisk energipolitik, der dækker vores borgeres grundlæggende behov.

  Paul Rübig, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. statssekretær Winkler, hr. kommissær Piebalgs, mine damer og herrer, vi har i nogle måneder været i gang med en ny strategisk debat. Vi ser konflikten med Iran, vi ser krigen i Irak, men også OPEC-lande, hvor man ikke ville have troet, at der kunne ske en sådan udvikling. Vi ser kineserne, som køber sig strategisk ind på energimarkederne, vi ser, at Rusland er ved at bevæge sig væk fra en kontinuerlig, pålidelig politik, og vi ser de globale markeder i en meget dynamisk udvikling. Derfor gælder det nu om at holde fast i vores mål, i målene fra Lissabon-strategien.

Vi ønsker beskæftigelse og vækst. Derfor skal energipolitikken prioriteres meget højt, og jeg er meget taknemmelig for, at kommissær Piebalgs fokuserer på energieffektiviteten. Her kan vores små og mellemstore virksomheder åbne for helt nye forretningsområder. Her opstår der beskæftigelse inden for håndværket, her opstår der små kredsløb, som giver os energiforsyningssikkerhed.

På den anden side må vi ikke glemme vores energibranches konkurrenceevne. Her vil jeg især gerne opfordre Kommissionen til at undersøge intensivt, hvad Kyoto-protokollen efter 2012 kommer til at betyde for vores råstofindustri, som bruger meget energi, som eksempelvis stål- og aluminiumindustrien og mange andre områder, samt for vores energiproduktion. Jeg tror, at bæredygtigheden især i forbindelse med konkurrenceevnen også skal betragtes ud fra miljøaspekter.

Jeg opfordrer Kommissionen og hr. kommissionsformand Barroso til at tage hånd om denne vigtige opgave, som har overordnet betydning for vores fremtid i Europa, gennem Kommissionens forskellige tjenestegrene, om det nu er inden for kommunikationsstrategien, skattepolitikken, udenrigshandelspolitikken, udenrigspolitikken, konkurrencepolitikken eller miljøpolitikken.

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, vi lever i en verden, der i stigende grad er udsultet for energi. De primære forbrugere, amerikanerne og europæerne, kan ikke nægte kineserne, inderne og andre retten til at stræbe efter vores levestandard og forbruge mere energi.

Med en stigende global efterspørgsel skal forbrugerlandene stå sammen over for markeder, som er organiseret i karteller med henblik på at påvirke prisdannelsen. I denne forbindelse skal energibesparelser og øget energieffektivitet have højeste prioritet. Det internationale Energiagentur har beregnet, at hvis computerproducenter blev tvunget til at reducere energiforbruget, når computere indstilles på standby, til en watt i stedet for som nu 10 watt, ville man spare, hvad der svarer til 20 elektricitetsværker på 1.000 megawatt.

Vi skal anvende vedvarende energikilder mere. I Brasilien produceres der 700 millioner liter ethanol, som er et biprodukt fra sukkerindustrien. På Mauritius sparer de 20.000 t olie ved at brænde fiberholdigt affald i kraftværkerne. I Sverige vil man tvinge alle tankstationer til at sælge biobrændstoffer, og på Fiji drives dieselmotorer med kopraolie.

Når dette er sagt, kan vedvarende energikilder ikke fuldstændig erstatte traditionelle energikilder. Der er brug for teknologiske gennembrud i forbindelse med solenergi, brintceller osv. Endog vindkraft, som Europa har betydeligt offshorepotentiale for, kræver betydelig investering for at få netværkene gjort sikre. Verden vil ikke hurtigt kunne opgive kul og atomkraft. Det er op til medlemsstaterne at træffe sådanne valg, og de skal frit bestemme, hvordan deres energisammensætning skal være.

Europa er nødt til at investere mere i forskning i energieffektivitet, vedvarende energi, kulstofbinding, ren kul, nuklear sikkerhed og fusion. EU skal gennemføre en mere solidarisk energipolitik. Det skal gennemføre det indre marked ved at forebygge en situation, hvor markederne bliver delt op til fordel for oligopoler. Jeg vil slutte med at sige, at man på forårsmødet i Det Europæiske Råd er nødt til at træffe en beslutning. Et EU uden fælles energipolitik bliver ikke andet end en svag magt.

  Lena Ek, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær, repræsentanter for Østrig, ærede medlemmer, det er svært at forestille sig, hvor afhængig Europa er af import, og det stiller os i en meget bekymrende situation. Vi skal efterse produktionen og distributionen og regulere markedet på en sådan måde, at det fungerer ordentligt. Med andre ord skal forbrugerrettigheder og overføringskapacitet reguleres, og de store energivirksomheders dominerende stilling skal undersøges.

Vi bruger ikke den eksisterende teknologi. Vi reducerer forskningsbevillingerne i de nuværende budgetforhandlinger, og industrien får ikke de tydelige signaler, de brug for for at turde investere og investere langsigtet. Medlemsstaterne vælger selv sit energimix, hvilket er godt. Vi er nu kommer dertil, hvor grønbogen er kommet. Vi i ALDE-Gruppen støtter den og synes, at den er meget god. Neelie Kroes' arbejde angående konkurrence er også godt.

Men, hr. Winkler, De startede med at sige, at klokken otte den 1. januar fik Europa en energichok, og vi fik det af Rusland. I den situation bliver mange nationale regeringschefer nu nervøse og ønsker at efterregulere. De vil have protektionisme på energiområdet, hvilket står i direkte modsætning til, hvad Rådet har sagt tidligere, til, hvad Kommissionen vil, og til det, som Parlamentet vil. Det er en skam, at vi er kommet dertil, hvor vi ved at holde med dem kan hjælpe de nye medlemslande få en stabil energisituation, og hvor vi kan løse store miljøproblemer. Det er en skændsel at komme med de her argumenter, når vi også kan skabe så mange arbejdspladser i Europa. Jeg er ked af at sige, at vores egen svenske regeringschef, Göran Persson, i dag har sagt, at han vil efterregulere det svenske energimarked.

Hvis man gør det, man altid har gjort, får man det, man altid har fået, men vi har ikke længere råd til en sådan situation i Europa. Vi har brug for at træffe meget vanskelige beslutninger, og ansvaret hviler tungt på Østrig, som leder Ministerrådet ved morgendagens møde.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, i morgen mødes stats- og regeringscheferne til et energitopmøde. Kommer det til at handle om energi? Det er jeg bange for, at det ikke gør. I morgen vil Berlusconi fyre et stort show af, i morgen vil ENEL offentliggøre, at de overtager SUEZ. Det betyder, at det bliver et show for den italienske valgkamp, og Villepin og Chirac vil udnytte det hele til endnu en gang at profilere sig som nationale helte i en falleret fransk regering.

Det er alt sammen røgslør over det indre marked. Hvad er det virkelige spørgsmål i EU's indre marked? Sådan som det fungerer i dag, er det den største økonomiske fejludvikling, som Europa nogensinde har oplevet. ENEL årelader de italienske forbrugere. ENDESA årelader de spanske forbrugere. SUEZ årelader de belgiske forbrugere, E.ON årelader de tyske forbrugere. Og nu skal det diskuteres, om vi har nationale champions eller - som hr. Barroso siger - endnu større europæiske champions, som dominerer deres markeder endnu mere og sætter forbrugerne og konkurrenceevnen i Europa endnu mere på spil. Nej, det er ikke det, der er spørgsmålet! Spørgsmålet er, om vi politisk endelig vil kæmpe os frem til at regulere rigtigt, regulere uafhængigt og adskille nettene fra resten. Transportpolitikken skal være en central del af energipolitikken. Så længe den ikke er et centralt element, er alle disse papirer kun papirtigre.

Det vigtigste, vi skal bidrage til med vores politik, er langsigtede målsætninger, vedvarende energi, effektivitet, CO2-mål - ellers er der ingen investeringssikkerhed. I denne debat savner jeg en ny metode. Det er hidtil ikke lykkedes os at skabe et godt samspil mellem alle niveauer. Det betyder, at vi har brug for nye partnerskaber. Og hvad gør kommissionsformand Barroso, der igen opfører sig som en elefant i en porcellænsbutik? Han sætter energien, som er det, der deler borgerne i hele Europa mest, i centrum for debatten! Kan man handle mere politisk ufornuftigt, end hr. Barroso i øjeblikket gør via pressen?

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, vi kender de store olieselskabers prognoser. De siger, at ca. 80 % af verdens energi i 2030 stadig vil være fremstillet af fossile brændstoffer. Historien viser, at disse prognoser er pålidelige, om så vi gjorde alt for at spare energi, forbedre energieffektiviteten, støtte brugen af alternativ energi og bruge biobrændstoffer, og om så vi byggede flere kernekraftværker i takt med, at vi lukkede de gamle reaktorer ned.

Det er velkendt, at der ikke længere er nogen store oliefelter i EU-landene, og gassen i vores region vil også være opbrugt i løbet af de kommende 10 år. Ifølge den nye grønbog vil EU's importafhængighed som helhed være steget til 71 % i 2030.

Hvis olieselskabernes prognoser om, at vores energibehov hovedsageligt vil blive dækket ved hjælp af fossile brændstoffer, holder stik, vil der være hårdere konkurrence om disse brændstoffer. EU ønsker at anvende gas til at dække hele væksten i dets energibehov. Udviklingen af gaskondensering vil forværre situationen, der er gunstig for EU-landene, eftersom størstedelen af verdens gasreserver befinder sig på det eurasiske kontinent ved rørledningernes ende.

Tilgængeligheden af og prisen på olie og gas er stærkt påvirket af, at de samme naturressourcer efterspørges af Kina og andre lande i Fjernøsten, mens de hidtil næsten udelukkende har været anvendt af OECD-landene.

Vores gruppe støtter Kommissionen i dens forsøg på at finde alternativer. Der er ingen anden løsning, som er så enkel. Hvis vi fortsætter en politik med afbrænding af fossile brændstoffer, må EU skabe gode handelsforbindelser med Rusland.

Lad mig til sidst sige nogle få ord om "europæiske løsninger". En politik, der fører til, at elektricitetsprisen stiger i nogle lande, for at den kan falde i andre, er uacceptabel. For nogle lande er dette en form for solidaritet, der er for dyr.

  Umberto Pirilli, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. Piebalgs, mine damer og herrer, det, der er sket i de seneste uger med SUEZ-Enel-sagen, og det, der sker for øjeblikket med E.ON's bud på Endesa, som er blevet blokeret af den spanske regerings dekret, der øger det nationale energiråds magt, bekræfter medlemsstaternes stigende forbehold over for de principper og regler, som EU bygger på.

Så sent som i går sagde hr. Barroso: "Jeg håber, at regeringscheferne vil besvare følgende spørgsmål: Har de den politiske vilje til at finde europæiske løsninger på europæiske problemer?"

Alle aspekter af energiproblemet er blevet undersøgt af Kommissionen i en værdifuld analyse næsten punkt for punkt, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, for den er velkendt for alle. I denne fælles beslutning, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa og Gruppen Union for Nationernes Europa har forelagt, gives der udtryk for bekymringer, som alle europæiske borgere deler i dag, og der foreslås løsninger, som størstedelen af borgerne og medlemsstaterne kan gå ind for.

På et punkt er forslaget imidlertid mangelfuldt, og det er i forbindelse med beslutningstagningscentrene. Hvor mange er der, og hvad er det for nogle? I sin redegørelse i går talte hr. Barroso også om eksistensen af 25 forskellige energimarkeder og 25 forskellige politikker i sektoren. Ud over denne knusende statistik, hvad angår EU's forventede konvergenspolitikker, er det nødvendigt at garantere Europas energiinfrastrukturs fysiske sikkerhed mod risikoen for naturkatastrofer og terrorangreb og dens sikkerhed mod politiske risici, herunder forsyningssvigt.

Mit spørgsmål til alle er: Kan Europa styres af 25 forskellige regeringer, eller er tidspunktet kommet, hvor den europæiske strategi for udenrigspolitik, sikkerhed og energi bør have et enkelt beslutningstagningscenter, så det kan lade sig gøre rettidigt og sammenhængende at klare de udfordringer, som den moderne verden i hastig forandring nu skaber?

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, nylige afbrydelser af energiforsyningen har ført til en fornyet erkendelse af, at importeret energi er sårbar. Energi er væsentlig for alle lande. Hvilken lære kan vi drage, hvad angår forsyningssikkerhed?

Den nære forbindelse mellem energipolitik og udenrigspolitik er i mellemtiden en kendsgerning. EU må tage sig i agt for pres fra energiproducerende lande. Derfor er en større diversificering af energileverandører en politisk nødvendighed.

Desuden har den russisk-ukrainske krise atter gjort muligheden for import af flydende naturgas fra andre regioner aktuel. Vi skal også prioritere, at det indre marked fungerer mangelfuldt. Den seneste diskussion om at skabe nationale mestre må ikke overskygge dette. Hvad angår forsyningssikkerhed, råder medlemsstaterne imidlertid selv over stærke midler. Foruden en større diversificering af energikilder kan de også sigte mod at øge deres nødlagre.

Sådanne foranstaltninger ligesom intensiveringen af samarbejdet mellem medlemsstaterne gavner mere end en omstændelig europæisk energipolitik. Forsigtighed er også nødvendig i forbindelse med indgåelse af en energiaftale med Rusland. Kritisk afstand er at foretrække frem for en yderligere integration på energiområdet med lande, som vi har en ustabil forbindelse med.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, Europas afhængighed inden for energisektoren er bekymrende, som det fremgår af Kommissionens grønbog. Italien er endnu mere afhængigt på energiområdet, hvilket Eneas og Istats tal uomtvisteligt beviser. Italien har en energiproduktionskapacitet på kun ca. 30 millioner t olieækvivalent og må importere energi fra udlandet, og dets afhængighed er steget til ca. 85 % i 2005 mod 83 % i 2001 og 81 % i 1995.

Inden for EU er kun Irland, Luxembourg og Portugal mere energiafhængige end Italien. Italiens energiforbrug er derfor stærkt afhængigt af olie, som udgør 45 %, og gas, som udgør 32 %. De stigende energipriser fører til, at alle har større udgifter til benzin og elektricitets- og gasregninger, og miljøhensynene har også indflydelse på valgene på dette område i en sådan grad, at kernekraft igen er ved at blive en aktuel mulighed.

For at bekæmpe energiafhængigheden må vi gøre forsyningssystemet mere fleksibelt, rationalisere brugen af energi, distribuere energi lokalt både med små, konventionelle anlæg og med vedvarende energi, og vi må investere mere i forskning. Det lader til, at det ikke længere er muligt at udsætte termodynamisk solenergi, geotermisk energi, brug af biomasse og indførelse af nye, kombinerede gascyklusser i elproduktionssystemer og endelig genindførelse af kernekraft.

Dette er fremtidens spørgsmål og udfordringer, men vi må spørge os selv, hvorfor Italien og Europa stadig taber terræn i forhold til Rusland og især i forhold til Kina. Gas og olie fra Iran til Kina og Rusland, energistrømme og -ressourcer, hvor europæiske virksomheder i årtier har investeret enorme summer til forskning - alt dette er spildt som følge af hensyntagen til interesser, som ikke er EU's.

Dette betyder, at Europa endnu en gang forspilder en stor chance for udvikling, sikkerhed og social velfærd og øger sin afhængighed inden for både energi og politik. Europa må finde mod til at træffe geopolitiske valg, der er i overensstemmelse med dets interesser, hvis det virkelig ønsker at sikre en fremtid for dets befolkning. Det er denne form for revolutionær virksomhed, ud over de eksisterende direktiver, som europæerne forventer af Kommissionen og Rådet.

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, energi anvendes, som vi for nylig har været vidne til, også nogle gange af stater, der næsten befinder sig i en monopolsituation, som et middel til at udøve politisk indflydelse, som i krisen mellem Rusland og Ukraine. Det var den, der virkelig udløste denne pludselige interesse for energipolitik. Problemet bør derfor betragtes som et udenrigs- og sikkerhedspolitisk anliggende, og derfor er mit indlæg, ud over kommissær Piebalgs, også henvendt til hr. Solana og fru Ferrero-Waldner.

Det er afgørende for EU at udvikle en ægte ekstern dimension af sikkerhedspolitikken, hvad angår olie- og gasforsyning, som er forskellig fra energipolitik i snæver forstand. Vi må ikke blande de to ting sammen. Spørgsmålet er, hvilken merværdi EU kan tilbyde, hvis der forekommer politisk motiverede afbrydelser af energiforsyningen. Forslag som dem, der er i grønbogen, går i den rigtige retning, selv om de stadig er for beskedne. Solidaritet skaber som et af hovedprincipperne for europæisk integration en forpligtelse til at bistå alle de medlemsstater, der er i vanskeligheder. Vi må udvide dette solidaritetsprincip til at omfatte problemer vedrørende energiforsyningssvigt som følge af politiske aktioner.

Det, der er brug for, er samarbejde og solidaritet, ikke konkurrence blandt medlemsstaterne om at sikre sig energiforsyning udefra, som det sker i dag. Det Europæiske Råd bør på sit forestående forårstopmøde frem for alt drøfte tre spørgsmål, som er af største betydning. For det første gensidig hjælp blandt medlemstaterne i tilfælde af afbrydelser af energiforsyningen, for det andet gensidige konsultationsmekanismer mellem medlemsstaterne i forbindelse med større gas- og leveringskontrakter og for det tredje indførelse af en energisikkerhedsklausul i alle EU-aftaler med tredjelande, som enten er energiproducenter eller transitlande. En energisikkerhedsklausul bør pålægge en forpligtelse til at følge en vis adfærdskodeks og til at love ikke at anvende energiforsyning som et middel til udøvelse af politisk pres. Det er på tide at lægge erklæringerne bag sig.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, energipolitik har en klar ekstern dimension, som viste sig dramatisk under krisen i januar mellem Rusland og Ukraine. EU har for sin del i de senere år iværksat politikker såsom strategisk samarbejde med Rusland, Euro-Middelhavs-partnerskabet, naboskabspoltikken og aftalen med Golfstaternes Samarbejdsråd. Disse forbindelser omfatter de vigtigste olie- og gasproducerende lande.

Energispørgsmålet er blevet håndteret usammenhængende: fra liberalisering af markederne til forsyningssikkerhed, effektivitet og bedre anvendelse af ressourcerne. Indtil videre har alt dette ikke set ud som en struktureret politik. Det Europæiske Råd vil i morgen og i overmorgen behandle disse spørgsmål, men de europæiske regeringer synes uenige om, hvorvidt vi må have en fælles politik, eller hvorvidt vi bør fortsætte med bilaterale forbindelser baseret på historiske, geografiske og politiske faktorer.

Europa-Parlamentet støtter Kommissionens indsats og anmoder samtidig om mere. Dette vil imidlertid ikke være muligt uden svar på nogle vigtige spørgsmål. Er det vores hensigt at reducere den samlede afhængighed af fossile brændstoffer? Med hvor meget? Er vi i stand til at vurdere det fremtidige behov på nuværende tidspunkt? Sætter vi os det mål at koordinere efterspørgslen med andre importlande, navnlig udviklingslandene? Vil vi stille et enkelt, fælles forslag på det næste G8-møde i Skt. Petersborg?

Svarene på disse spørgsmål forudsætter noget, der ligger meget tæt op ad en europæisk energiplan. Grønbogen er et første skridt, men der skal gøres meget mere, og Europa-Parlamentet ønsker naturligvis at blive inddraget fuldt ud i denne politik.

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Denne beslutning er et meget vigtigt og rettidigt dokument om Europa-Parlamentets holdning til en situation under forandring i EU's energisektor. Beslutningen markerer indledningen af debatten om grønbogen om en sikker, konkurrencedygtig og harmonisk energipolitik. Ud over effektivitet i energiforbruget er de forskellige energikilder, der er nævnt i beslutningen, en afgørende betingelse for at reducere EU-staternes afhængighed af forsyning med energiressourcer fra tredjelande. Der lægges stor vægt på kernekraftområdet, da kernekraft hænger uløseligt sammen med EU's energisektor. Den er meget vigtig for Litauen og andre stater, som ikke har nok vindenergi, solenergi og geotermisk energi eller andre alternativer til gas og olie. Det er rigtigt, at initiativet til udvikling af kernekraft fortsat bør ligge hos medlemsstaterne. Der må fastsættes lovgivning, således at en del af midlerne til landbrugspolitikken står til rådighed for biomassevækst, produktion og energibehov. Princippet om energisolidaritet mellem medlemsstaterne er overordentligt vigtigt. Det er vigtigt i drøftelser med omverdenen. Når der planlægges projekter i energisektoren, bør medlemsstaterne vurdere de følger, som de vil have for andre lande. Derfor mener jeg, at vi bør fokusere på at revidere bilagene til de transeuropæiske energinet. Listen over projekter indeholder modstridende synspunkter om, hvad jeg vil betegne som den politiske nordlige rørledning i Østersøen. Desværre nævnes ingen af de projekter, der er vigtige for de baltiske lande og Polen, f.eks. "Amber"-rørledningen eller elektricitetsforbindelser, der giver det isolerede baltiske område mulighed for hurtigt at blive en del af det europæiske område.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg er meget bange for, at Kommissionens forslag om naturgas, som kommer efter krisen mellem Rusland og Ukraine, ikke svarer til omstændighederne og behovene. Det er utilstrækkeligt.

Hvis vi vil nå de mål, som Kommissionen sætter, må vi investere mere og mere i en betragtelig styrkelse af vedvarende energikilder, energibesparelser og udvikling af energinettene. Med de budgetter, De udarbejder, er vi ikke i stand til at nå disse mål. Vi kan ikke skabe større fremgang med opbygningen af en fælles energipolitik eller få billigere og bedre teknologi til vedvarende energikilder og energibesparelser med de penge, der afsættes til disse mål fra det syvende rammeprogram. Og med de tiltag, De foreslår i forbindelse med den fælles energipolitik, kan vi heller ikke bekæmpe den kartelpraksis, der er fremherskende - og lever i bedste velgående - til skade for forbrugerne og det forenede Europa i en energisammenhæng.

Noget andet er, at vedvarende energikilder er én ting, atomenergi en anden. Forsøg ikke at sætte det hele i den samme bås og bruge de vedvarende energikilder som et stort forhæng, der skal dække over den kendsgerning, at en stor del af Europas borgere er forbeholdne for ikke at sige afvisende over for anvendelsen af atomenergi, og det er ikke en holdning, der bare kan trylles væk.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand, energiforsyningssikkerheden til EU bliver mindre for hver måned, der går, i takt med at vores afhængighed af importeret energi bliver større. Det eneste, vi kan tillade os at miste på dette område, er upålidelige og uberegnelige partnere. Deres indflydelse på det europæiske energimarked bør holdes inden for sikre grænser.

Til mange europæiske landes overraskelse - men slet ikke alles - har Rusland for nylig vist sig at være en sådan upålidelig partner. Ruslands leverancer er for nylig blevet begrænset på grund af klimatiske forhold i Sibirien, manglende sikkerhed for rørledninger i den nordlige del af landet og den vilde trang til at bruge energi som et middel til at udøve politisk pres på landets vestligt orienterede naboer.

Derfor kan energisamarbejde ikke begrænses til landene i EU. Vores energiproblemer hidrører netop fra lande uden for EU. Nogle af løsningerne findes imidlertid også uden for EU, f.eks. de norske oliefelter, og det er årsagen til, at ikke bare energipolitik, men også transeuropæiske net bør overskride EU's grænser. Det er årsagen til, at en forbedret naboskabspolitik bør omfatte energi, og det er årsagen til, at det polske forslag om en energipagt baseret på solidaritet, der dristigt overskrider EU's grænser, bør diskuteres mere seriøst på et kommende topmøde.

Energisikkerhed er frem for alt et spørgsmål om udenrigs- og forsvarspolitik. Det er naivt at tro, at nye energikilder eller indførelse af restriktioner for industrien, f.eks. klimaaftaler, er løsningen. I lang tid fremover vil vedvarende energikilder vedblive med at være et dyrt supplement til vores energiressourcer. At indføre overdrevent strenge restriktioner for den europæiske industri, ofte på baggrund af tvivlsomme videnskabelige antagelser, er noget, der begrænser vores konkurrenceevne.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, EU's kaotiske liberalisering af energimarkedet har allerede ført til voldsomme forvridninger. Gode europæere, som Storbritannien, liberaliserer omhyggeligt deres markeder, men slette europæere, som Frankrig og Tyskland, har undladt at gøre det.

Liberaliseringen har været den direkte årsag til enorme stigninger i engrosprisen på gas i Det Forenede Kongerige. EU har tilføjet over 200 engelske pund om året til den gennemsnitlige gasregning i Det Forenede Kongerige. Nu vil EU have en fælles energipolitik, så det kan få fingre i det, der er tilbage af Storbritanniens olie- og gasreserver. Hr. Chichester spørger, hvordan Rådet og Kommissionen vil reagere på udviklinger på det internationale energimarked, og hvordan forsyningerne vil blive sikret: Det er det rigtige spørgsmål, men det er blevet stillet til de forkerte mennesker. Han burde stille det til den britiske regering.

Det britiske Konservative parti repræsenteret ved hr. Chichester opfordrer endnu en gang EU til at blande sig endnu mere i Storbritanniens anliggender. Storbritannien burde følge Frankrigs og Tysklands eksempel og beskytte sine egne nationale interesser og sine egne energiforbrugeres interesser.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, i de kommende dage vil stats- og regeringscheferne drøfte muligheden for at komme med en fælles energipolitik.

Såvel regeringerne som borgerne er klar over situationens alvor, vores forsyningssystems sårbarhed, vores afhængighed af import og behovet for at træffe hurtige foranstaltninger, der passer til omstændighederne.

Europa-Parlamentet deler fuldt ud borgernes bekymring, og derfor bør vi i dag her fra Parlamentet komme med et klart og stærkt budskab til fordel for EU's energiuafhængighed.

Vi skal derfor støtte et fuldstændigt mix af energiformer, hvor de emissionsfrie energikilder som atomkraft og vedvarende energi spiller en fremtrædende rolle. Tiden er inde til, at vi seriøst overvejer muligheden for at investere i alternative forsyningsveje for at reducere indvirkningen af situationer som den nylige krise mellem Rusland og Ukraine.

På efterspørgselssiden skal vi understrege behovet for at forbedre energieffektiviteten på alle forbrugs- og fremstillingsniveauer. I denne henseende er udbredelse af information og god praksis afgørende.

Vi skal gå kraftigt ind for et reelt frit indre energimarked og for at forbedre infrastrukturerne og samkøringslinjerne og en gang for alle forlade den gammeldags tanke om store nationale mestre.

Vi befinder os i det 21. århundrede, i et EU, der bliver stadig mere integreret, og tiden er ikke til tilbageskridt. Tag ikke fejl: Protektionisme er ikke kun skadeligt for vores økonomier og vores konkurrenceevne, men skader også forbrugerne. I den globaliserede verden er de nationale kæmper dværge på verdensscenen, og talerne om europæisering er ikke meget værd, når ordene, når der skal træffes beslutninger, ikke følges op af konsekvente handlinger.

Jeg slutter, hr. formand, med at anmode Rådet om ikke at forspilde denne mulighed.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi er fanget i en vedvarende energikrise. Årsagen er indlysende, for forskellen mellem forbrug og forsyning er så lille, at næsten alt kan forårsage voldsomme prisstigninger. Dette kan f.eks. ske som følge af en storm på den anden side af Atlanten og mange andre ting.

Vi har en god løsning på dette problem, nemlig energisamarbejde i EU. Det bliver imidlertid forhindret af en "antisolidarisk bevægelse" i visse medlemsstater, som faktisk er vokset blandt de medlemmer, der grundlagde EU. De tillader ikke konkurrence i deres egne lande, men de opkøber energiselskaber i andre lande ved hjælp af disse passive midler. Det opnår man ikke noget med. De gjorde det samme i telekommunikationssektoren, da telekommunikationsmarkederne skulle åbnes. Som følge heraf havde vi endnu en gang købere fra udlandet.

Hvis vi ikke viser solidaritet i EU, kan vi glemme de energiløsninger, der bliver drøftet her. En betingelse for en fælles energipolitik er, at man har fælles mål, som vores ledere forpligter sig til at forsøge at nå, og som de ikke bare drager fordel af, som det er tilfældet nu.

Hvordan kan dette opnås? Jeg foreslår, at Finland holder et topmøde om energi, hvor regeringslederne kan blive enige om en fremgangsmåde. Ved at gøre det kan vi styre os væk fra en situation, hvor vi hele tiden er på randen til krise. Finland kunne arrangere det møde som en tjeneste, især fordi spørgsmålet om russisk energi er meget relevant i Finland, hvilket mange medlemmer har nævnt. Vi har lang tids erfaring på dette område. Den russiske energidialog, som ikke har gjort de store fremskridt og næsten er hemmelig, fordi Rådet næsten aldrig deltager i den, kunne kædes sammen med topmødet. På den måde kunne vi slå to fluer med et smæk og øge solidariteten.

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand, det glæder mig, at den fælles beslutning er afbalanceret og ikke er en rygmarvsreaktion. Energi er røget op på den politiske dagsorden, men geopolitiske initiativer er kun én måde at håndtere forsyningssikkerhedsproblemet på. Løsningen ligger stadig i stor udstrækning i vores egen baggård. Vi er nødt til at løse ligningens efterspørgselsside ved at gøre en stor indsats for at gennemføre energieffektivitetsforanstaltninger og udvikle egne energikilder, navnlig vedvarende energikilder. Dette understreges i afsnittene om bæredygtige energikilder og uddybes i en række ændringsforslag, som ALDE-Gruppen vil støtte.

Selv i spørgsmålet om gasforsyning ligger meget af svaret tæt på. Industrielle sværvægtere i den nordøstlige del af England har måttet kæmpe for at få fat i gasleverancer selv til opskruede priser, fordi markedet ganske enkelt ikke fungerer. Det Europæiske Råd må på forårstopmødet i morgen vise mod og mandshjerte og udpege de medlemsstater, der har undladt at åbne deres gasmarkeder.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, energiforsyningen og udnyttelsen af alle energikilder er et politisk valg, der bør have som formål at sikre en samlet opfyldelse af alle behov hos befolkningerne, f.eks. mindre energiafhængighed, energibesparelser, indbyggernes sikkerhed, miljøbeskyttelse og sikring af energiprodukternes status som et samfundsgode og ikke en handelsvare.

EU fremmer liberaliseringspolitikken ved at ofre opfyldelsen af folkets behov til fordel for den private investors fortjeneste. Inden for rammerne af konkurrencedygtigheden og den befolkningsfjendtlige Lissabon-strategi ligger også grønbogen, hvor vedvarende energikilder endog udnyttes som et redskab til at få den private kapital ind på energisektoren. Det er hyklerisk at påberåbe sig miljøbeskyttelsen, og det dækker over EU's åndelige målsætninger, nemlig at fremskynde liberaliseringen, fremme de relevante EF-produkter og begrænse afhængigheden af importeret brændstof.

En udvej kunne være et fælles energiorgan, der er folkets ejendom og fungerer inden for rammerne af en økonomi, hvor de grundlæggende produktionsmidler ejes af samfundet. På denne måde imødegår man de kritiske spørgsmål og sikrer, at energien ikke bliver en handelsvare, men et samfundsgode.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, Polen er særligt følsomt over for politikker, der udnytter leverancer af naturgas og råolie til landet som et middel til udøvelse af politisk pres. Den slags politikker gennemføres af hovedleverandøren af disse brændstoffer, nemlig Rusland. Det er baggrunden for den polske regerings initiativ, som er blevet fremsendt til de europæiske institutioner, og som ville give os mulighed for at få en løsning på energisikkerhedsproblemet baseret på princippet om "én for alle og alle for én" eller med andre ord solidaritetsprincippet. Desværre blev dette initiativ modtaget forholdsvis køligt af de største medlemsstater i EU, fordi de fleste af dem forsøger at fremme løsninger, der gavner dem selv, selv om det sker på bekostning af andre medlemsstater.

Et perfekt eksempel på sådan en politik er bygningen af den nordlige gasledning gennem Østersøen som følge af en aftale mellem Rusland og Tyskland. Selv om dette utvivlsomt vil forbedre Tysklands energisikkerhed væsentligt i fremtiden, vil det true de økonomiske interesser og energisikkerheden i lande som Polen, Litauen, Letland, Estland og andre lande uden for EU, f.eks. Ukraine.

Derfor kræves der en fælles foranstaltning fra medlemsstaternes side, med andre ord en fælles energipolitik. Det er grunden til, at det tidligere nævnte polske initiativ fortjener en seriøs debat.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil ikke tale om energipolitikken som sådan, men om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger, som er forbundet med den. Set i lyset af, at Rusland i denne vinter ser ud til at have forstået, at energi er et politisk våben, og i betragtning af situationen i Mellemøsten må vi indse, at spørgsmålet om sikker energiforsyning er et yderst problematisk spørgsmål, som vi ikke har haft det længe. Derfor må vi udarbejde og gennemføre flere ting i tæt samarbejde med Udenrigsudvalget og hr. Chichester, i Deres udvalg, f.eks. kravet om, at Rusland endelig får energichartret på plads og ratificerer det, så der er garanteret en sikker energiforsyning.

Vi må gøre det klart - måske gennem udenrigspolitiske foranstaltninger, men også gennem vores konkurrencefremmende foranstaltninger - at der er en ejendomsmæssig forskel på producenter og dem, som foretager leveringerne, som ejer rørledningerne, så man på denne måde ikke øger f.eks. Gazproms mulighed for ikke bare at være den største producent, men også at kontrollere leverandørkæden og dermed have en dobbelt trumf.

Efter min mening skal vi arbejde meget tættere sammen med Ukraine og Sydkaukasus for at modernisere og etablere energinet. Jeg mener imidlertid især, at vi inden for EU har brug for et net, et net, som ikke er rettet mod nogen, som ikke er et "energi-NATO", men som er et internt net, der betyder, at hvis nogen vil lukke for leveringerne til et land, så får dette land automatisk leveringer fra alle andre lande. Hvorfor der så ikke ville blive lukket? Fordi det ville blive for dyrt for leverandørlandet, især da det så slet ikke ville have nogen indtægter længere.

Vi skal arbejde for et solidarisk net, som ikke er rettet mod andre - jeg mener, at solidaritetsklausuler, som kan sammenlignes med NATO-traktaten, er den forkerte vej - og organisere den interne solidaritet praktisk gennem sådanne net.

Derfor vil jeg også gerne udtrykkeligt sige, at den gamle tyske forbundsregerings beslutning om at bygge en pipeline gennem Østersøen og uden om Polen og de baltiske stater var en forkert beslutning. I et sådan net må vi sikre, at der er forgreninger, f.eks. til Polen, for på denne måde at opnå sikkerhed. Når jeg ser på de baltiske staters situation, så skal der også sikres en chance for sikker energitilførsel for de baltiske stater for det tilfælde, at der en dag ikke kommer noget fra Rusland. Også det skal løses internt hos os. Det bør vi drøfte.

  Mechtild Rothe (PSE). - (DE) Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. statssekretær Winkler og hr. kommissær Piebalgs for deres indlæg. Jeg er enig med Dem i, at det er absolut nødvendigt at finde frem til en virkelig fælles energipolitik.

Spørgsmålet kan ikke være om, men hvordan vi kan gennemføre en europæisk energipolitik, som opfylder målsætningerne om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed. Dertil hører for det første, som nogle af kollegerne allerede har nævnt, et indre marked for energi med en virkelig fair konkurrence, og vi ved, at vi endnu er langt fra dette mål. Det havde jeg egentlig også forventet nogle klarere udtalelser om fra Dem. (Må jeg godt spørge, hvorfor uret ikke går, jeg kan ikke kontrollere min tid.)

De støttede begge nødvendigheden af en yderligere udbygning af den vedvarende energi. Det er jeg helt enig i. Men jeg kunne godt tænke mig nogle mere konkrete forslag. Som De ved, har vi i dag kun mål frem til 2010. Mål for elektricitet, for biobrændstof, for det samlede energiforbrug. De ved også, at Europa-Parlamentet har krævet 20 % for 2020.

I Kommissionens grønbog spørges det, om man overhovedet bør sætte nye mål. Hvis jeg er rigtigt informeret, diskuterer man i øjeblikket et nyt mål i Rådet, nemlig 15 % i 2015, hvilket helt klart er et tilbageskridt. Tværtimod bør man nu virkelig sørge for at gennemføre vores målsætning for 2010 på 12 % af det samlede energiforbrug fra vedvarende kilder. Derfor er det også meget vigtigt og nødvendigt, at der sker det, som De, hr. kommissær Piebalgs, har annonceret i Parlamentet, nemlig at der fremlægges et direktiv for varme og kulde fra vedvarende energi, for det er netop her, manglerne findes.

Dette er yderst vigtigt for at fremme forsyningssikkerheden. Tyskland er et meget klart eksempel. Tysklands farvel til atomenergien betyder, at der i 2010 skal erstattes 33 milliarder kilowatttimer. Efter den nuværende prognose vil 51 milliarder kilowatttimer i 2010 blive produceret af vedvarende energiressourcer. Det har hidtil været sådan, at virkeligheden har overgået prognoserne inden for de vedvarende energikilder.

Derfor vil jeg sige til Dem, som mener, at atomenergi er meget vigtig, at vi har mulighed for at erstatte denne energikilde. Det er også nødvendigt, for denne energiform er endelig, og når det gælder uran, er vi helt afhængige af import. Desuden er det yderst vigtigt at udnytte energien effektivt. Det var De begge inde på, og jeg håber virkelig, hr. kommissær Piebalgs, at De vil fremlægge en ambitiøs energieffektivitetsplan.

  Patrizia Toia (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, det er sandelig på tide, at Europa får en omfattende og fuldstændig strategi for energi, og vi anmoder om, hr. Piebalgs og hr. Winkler, at Parlamentet kommer til at spille en central rolle for den. Et vigtigt led i denne strategi er, at der indføres et fælles europæisk marked og en sammenhængende EU-politik.

I dag er liberaliseringen gennemført i de enkelte nationale markeder, men det er ikke nok. På energiområdet er nogle lande gået længere end monopolfilosofien, men andre er ikke. Hvis vi begrænser os til udelukkende at forlange en fuldførelse af de enkelte nationale markeder, vil vi ende med et asymmetrisk og dermed svagt europæisk marked. Det vil blive svagt internt og dermed ude af stand til at rette op på de forvridninger, som vi alle sammen så udmærket kender, de begrænsninger, der er blevet analyseret i vores betænkninger. Det vil også blive svagt eksternt, fordi det ikke vil have nogen styrke i forhandlinger med forbrugerlande. Desuden er der også stor risiko for, at det vil blive et offer, som der står i et ændringsforslag til vores beslutning, for nye oligopoler, der kan opstå i verdens producerende områder.

Det andet vigtige punkt er, at vi i det energimix, som vi skal opnå, må træffe beslutning om ikke bare de nationale valg, men også om europæiske mål og dertil hørende referenceindikatorer om energibesparelse og energieffektivitet. Vi forventede, at Rådet var modigere i sit valg af mål og infrastruktur samt forskningspolitik. Disse er de europæiske mål for en fælles energipolitik i EU.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, jeg har et par tekniske bemærkninger efter de politiske bemærkninger, vi har lyttet til. Der opstår altid energikriser i Europa på grund af manglende forsyninger af to energikilder, nemlig olie og gas. Vi er ikke selvforsynende med disse, hvilket giver os to muligheder. Den første er at skabe flere af vores egne europæiske energikilder, og den anden er at sprede forsyningerne.

At skabe mere energi inden for EU kræver især forskning og udvikling, større energieffektivitet og mere vedvarende energi. Vi glemmer, at Europa har store reserver af brunkul og stenkul. Jeg forstår ikke, hvorfor renere kulteknologi er blevet ignoreret fuldstændigt i vores parlamentariske beslutning. Andre har haft forskning og kommercielle programmer på dette område i årevis. Kernekraft er en anden nødvendighed, navnlig på grund af drivhuseffekten. Europa-Parlamentet bør helt klart forlange flere ressourcer til forskning og ny teknologi.

Det andet spørgsmål, jeg vil tale om, er spredning af forsyningerne. Vi har endnu ikke benyttet os af en af vores naboers enorme ressourcer. Det drejer sig om Ukraine. I går aftes gav den ukrainske regering ikke langt herfra, nemlig i Solvay, en præsentation af landets potentiale - de største naturgasreserver i Europa og gas- og olierørledninger fra Turkmenistan og Det Kaspiske Hav, som er uafhængige af Gazprom. Alt dette kunne være grundlaget for et samarbejde mellem EU og Ukraine. Det vil være ensbetydende med at overlade de ukrainske rørledninger til ukrainerne. Det kræver investeringer, bygning og reparation af rørledninger, og EU må hjælpe Ukraine med disse opgaver. Vi har Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, de transeuropæiske net og en forbedret naboskabspolitik til vores rådighed til at gøre det. Vi ville opnå større sikkerhed og demonstrere større solidaritet, og vi ville have et solidt grundlag for en fælles energipolitik for EU.

  Adam Gierek (PSE). - (PL) Hr. formand, EU's energipolitik har to dimensioner, nemlig den eksterne eller geopolitiske dimension og en intern dimension, for energisikkerhed betyder også rationel energianvendelse.

På nuværende tidspunkt må Europa organisere sit eget energipotentiale og forbedre energianvendelsen ved at øge den termodynamiske effektivitet. Eksempler på, hvordan det kan gøres, omfatter moderne varmeisolering af bygninger og andre konstruktioner, modernisering og mere udbredt anvendelse af forskellige varmekilder og elektrisk energi, navnlig i de nye medlemsstater, som har et enormt potentiale for kraft-varme-produktion og energibesparelse og fornuftig anvendelse af vedvarende energikilder, navnlig biomasse. Samtidig mener jeg dog, at anvendelse af biomasse til elproduktion er en fejltagelse.

Ved at bygge grænseoverskridende net kan det udvidede EU benytte sig af de betydelige tidsforskelle mellem de østligste og de vestligste grænser til at mindske spidsbelastninger på elektricitetsnet, og det kunne også udnytte årstidsbestemte temperaturforskelle mellem Syd og Nord.

Den energi, der anvendes til at skabe nationalindkomst, skal også reduceres yderligere, og det skal afspejles i toldpolitikken. Derfor er det uforståeligt, hvorfor der skal lægges en toldafgift på 6 % på meget energiintensiv primær aluminium. Import af den slags aluminium er det samme som import af energi, som EU dermed ville spare.

  Herbert Reul (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg har indtryk af, at den nye situation siden begyndelsen af året har gjort det klart for alle, at energi ikke kun er vigtig for den økonomiske udvikling i Europa. Det bliver også mere og mere klart, at vi har energiknaphed, og at der opstår politisk afhængighed, som man i store dele af samfundet ikke har set før i det omfang.

Denne krise er imidlertid også en kæmpe chance, nemlig at vi langt om længe kan diskutere energispørgsmål sagligt og nøgternt og måske kan komme ned fra træerne, glemme de gamle stridigheder fra i forgårs eller holde op med at fremsige trossætninger. Det betyder imidlertid, at man lægger ud med at lave en nøgtern status, og her har jeg mange spørgsmål til det, som Kommissionen har fremlagt. Hvordan er situationen, hvilke muligheder er der, hvilke mængder er der, hvor findes hvilke mængder, hvor ligger risiciene, hvor ligger potentialerne? Jeg er temmelig sikker på, at vi ikke vil finde noget svar, hvor løsningen kun ligger i en retning. Sådan vil det ikke længere være, og sådan har det i øvrigt aldrig været. Men vi må i fællesskab forsøge at tale åbent om alle spørgsmål og finde løsninger, som er bredt anlagt.

Som vores polske kollega netop sagde, kan vi ikke undvære det eksisterende kulpotentiale, det er udelukket. Men vi må finde ud af, hvordan vi kan udnytte det på en måde, der ikke forurener. Men det er udelukket at afstå fra at bruge det! Vi kan ikke afstå fra nogen potentialer, heller ikke på det vedvarende område. Men vi må også være ærlige og erkende, at potentialerne er begrænsede, og at de ikke kan løse de mængdeproblemer, vi har. Derfor tror jeg heller ikke, vi kan komme uden om at sige åbent, at vi heller ikke kan undvære kerneenergien. Vi kan ikke køre efter devisen, at vi ikke vil have kul eller kerneenergi, men vi vil gerne have det hele CO2-frit og sikre miljøet.

Jeg synes, det må være slut med denne debat, som er præget af drømme og trossætninger. Vi har brug for en debat, som er realistisk og nøgtern. Vores børn har fortjent, at vi sørger for, at de også har energi i fremtiden i tilstrækkelig form. Det er nemlig en vigtig forudsætning for, at der hersker velstand i vores lande i Europa.

I øvrigt synes jeg også, det er umoralsk, at vi opkøber alle eksisterende energipotentialer i verden, fordi vi har ressourcerne til det, og muligvis lader de lande stå uden for i kulden, som ikke har disse ressourcer - jeg tænker på udviklingslandene. Det er vores pligt også at anvende de moderne teknologier. Det er vores moralske pligt også at anvende kerneenergi.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, der er ingen tvivl om betydningen af EF-tilskud til nye og mere energieffektive teknologier inden for vedvarende energikilder. Ved i højere grad at differentiere mellem energikildernes type - og her må vi ikke glemme sol- og vindenergi - oprindelseslande og transitlande, vil vi desuden være med til at skabe nye vilkår for vækst, jobskabelse og fremme af bæredygtig udvikling.

I den henseende vil jeg også understrege og lægge vægt på støtten til biomasseproduktionen med udformningen af nationale handlingsplaner, som sikrer økonomisk og forretningsmæssig sikkerhed og tillid hos investorer og producenter, samtidig med at det giver landbrugsproduktionen en løsningsmulighed. Det skal også fremhæves, at harmoniseringen af det indre marked på energiområdet bør have til formål at beskytte forbrugerne og ikke belaste dem, og det er en politik, som ikke kan opnås ved hjælp af koncerner, der fungerer som oligopoler.

Til sidst vil jeg i forbindelse med øgede investeringer i nye, mere miljøvenlige energiformer sige, at det kan lade sig gøre at fremme en grøn afgift. En sådan afgift skal ikke omfatte - og må ikke omfatte - atomenergi.

Hr. formand, hr. kommissær, gennem årene, både før i tiden og i nutiden, er store konflikter og krige brudt ud med to formål: for det første energi og for det andet vand. Europa bør tage fat på dette internationale problem ved hjælp af en fast politik.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, energisikkerhed og spredning af forsyningskilder er pludselig kommet højt op på den politiske dagsorden i år efter Gazproms anvendelse af "gasvåbenet" mod Ukraine og Moldova i nytårsperioden. Det er ikke længere et teknisk anliggende forbeholdt teknokrater, og det er i lige så høj grad blevet en del af FUSP som energiministrenes kompetenceområde.

Som ordfører for den europæiske naboskabspolitik var jeg meget bevidst om, at mange af medlemslandene - f.eks. Algeriet og Aserbajdsjan - var producenter af olie og gas, og at andre var centrale for ledningssystemerne til transport af brændstof til Vesteuropa, f.eks. Ukraine. Jeg har gang på gang argumenteret for et stabilt Kasakhstan, som kunne tiltræde ENP, for Kasakhstan er ivrig efter at undgå risikoen for økonomisk og politisk dominans fra Ruslands og Kinas side og kunne levere ikke bare olie og gas, men også uran til EU, eftersom vi nødvendigvis må bygge flere kernereaktorer for at opfylde Kyoto-målene og for ikke at være alt for afhængige af verdens ustabile regioner - f.eks. Mellemøsten, Venezuela og Nigeria for bare at nævne nogle få - i jagten på fossile brændstoffer.

Jeg respekterer de lande, der ikke anvender kernekraft, f.eks. Østrig og Irland, men nye teknologier som transmutation vil, tror jeg, en dag afhjælpe offentlighedens bekymringer over affald, der udsender høje strålingsdoser over lang tid.

Medlemsstaterne skal naturligvis også gøre meget - helst gennem mellemstatsligt samarbejde - for at arbejde hen imod større energieffektivitet, for at udvikle flere teknologier i form af vedvarende energi, men også for at forbinde deres elektricitetsnet i et paneuropæisk system, som vil sænke priserne og tillade ekstra kapacitet. Der er også behov for at forbinde de eksisterende olie- og gasledninger mellem EU's medlemsstater. Spanien er tilsyneladende praktisk talt selvforsynende, men isoleret i den henseende, og de baltiske lande er for afhængige af forbindelser med Rusland, men er nu blevet indbyrdes enige om et nyt kernekraftværk, og det skal de roses for.

Jeg mener også, at Rusland skal tilskyndes til at tiltræde energichartret, så det ikke kan forhindre tredjelande i at bruge dets rørledninger. Det er også en stor fejl, at Det Internationale Energiagentur kun tager strategiske oliereserver med i beregningerne, men ikke gasreserver. Nogle EU-medlemsstater synes overhovedet ikke at have nogen reserver.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE). - (ET) Allerførst vil jeg gerne minde om, hvorfor dette spørgsmål bliver diskuteret i dag. I begyndelsen af året viste den gasstrid, der flammede op mellem Ukraine og Rusland, hvor sårbart det europæiske energisystem egentlig er, og hvad vigtigere er, hvordan energi kan anvendes som et ekstremt virkningsfuldt politisk instrument.

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland viste, at hvis et land har en passende leder, som Lukasjenko, får det billig energi fra Rusland. Hvis landets valgte kurs ikke passer Rusland, som det er tilfældet med Ukraine, får det ikke billig energi. Virkningerne af denne politik har sendt chokbølger gennem hele det europæiske energisystem.

Så længe EU ikke har en fælles energipolitik, og så længe hver medlemsstat eller hver regeringschef forsøger at skaffe sig den bedst mulige aftale med et selskab i et stort land uden for EU, forbliver vi afhængige og ofre for aftaler, der er indgået ved siden af.

Europa har brug for en fælles energipolitik, ligesom vi har brug for vores fælles handelspolitik, som gør EU overordentligt effektivt i forhandlinger. Bare forestil Dem, hvilken situation Tyskland eller Frankrig, for ikke at tale om mit eget lille land, Estland, ville være i, hvis de måtte føre forhandlinger med USA eller Kina eller WTO på egen hånd. Den aktuelle situation, hvor hvert enkelt land er ansvarligt for sin egen energiforsyning og indgår bilaterale aftaler, adskiller sig imidlertid ikke fra førstnævnte situation.

Ud over alt dette står vi over for det problem, at de to gasledninger, der påtænkes bygget mellem Rusland og Kina, kunne true hele forsyningen.

Hvis De skylder banken 100.000 euro, ejer banken Dem. Men hvis De skylder banken 100 millioner euro, ejer De banken. Det samme gælder energi. Med en energipolitik, der ikke er fælles, er vi afhængige af et enkelt lands statslige monopols luner. En fælles energipolitik ville derimod blive bestemt af Europa selv.

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) I forbindelse med EU's geopolitiske strategi vil jeg gerne påpege det vigtige - omend velkendte - faktum, at de fleste af de nye medlemsstater er fuldstændig afhængige af leverancer af olie og gas fra Rusland og i den henseende adskiller sig fra mange af de gamle medlemsstater, hvis brændstofforsyning er mere spredt. I denne forbindelse er jeg sikker på, at det ikke er nødvendigt at minde om de negative følger af afhængighed, som Ukraine mærkede for nylig.

De nye medlemsstater iagttager håndteringen af spørgsmål om brændstofforsyningssikkerhed med særlig interesse. I bestræbelserne på at nå de gamle medlemsstaters økonomiske præstationsniveau bliver energiforsyningssikkerhed et stadig mere presserende anliggende. Navnlig hvad angår elektricitetsforsyning, har en række nye medlemsstater arvet et energiforsyningsmix, der er domineret af kernekraftproduktion. Personligt mener jeg, at subsidiaritetsprincippet bør gælde for udvikling af denne type energi. Jeg kan imidlertid ikke se bort fra solidaritetsprincippet, som skulle give de enkelte medlemsstater mulighed for at udvikle denne type energi uden i det mindste at blive udsat for negativ indblanding udefra. Jeg bifalder Kommissionens initiativ til at støtte forskning på dette område, der tager sigte på at forbedre sikkerheden ved kernekraftproduktion yderligere, f.eks. forskning i genanvendelse eller nuklear fusionsteknologi og på andre lignende områder. Jeg må imidlertid understrege, at der i de nye finansielle overslag ikke er sat tilstrækkelige midler af til netop dette forskningsområde.

I grønbogen om energipolitik fokuseres der mere på vedvarende energikilder. Det har jeg ikke noget særligt imod. Men Kommissionen må optræde ansvarligt og acceptere, at nogle medlemsstater gerne vil forsætte med at udvikle kernekraft i fremtiden, hovedsageligt af to grunde. For det første er potentialet for udvikling af vedvarende energikilder ikke stort i de pågældende lande, og som sådan er det ikke muligt at satse på disse kilders langsigtede bæredygtighed. For det andet har de pågældende lande haft meget positive erfaringer med kernekraft, som er sikker, miljøvenlig og bæredygtig på lang sigt.

  Eluned Morgan (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder denne beslutning som en erkendelse af, at der virkelig er en energikrise i Europa. Det kan jeg fortælle Dem som et medlem af Europa-Parlamentet, der repræsenterer Det Forenede Kongerige, hvor gaspriserne er tre gange så høje, som de er i Nederlandene, og hvor fabrikker er blevet advaret om, at de kan blive tvunget til at lukke i et stykke tid på grund af gasmangel. Det fælles europæiske energimarked fungerer ikke. Svaret er ikke at trække sig tilbage til snæver nationalisme, men at samarbejde og få systemet til at fungere bedre. Vi må udvikle den fælles europæiske energipolitik.

Orkanen Katrina og og Gazproms/Ruslands optræden for nylig er to vigtige begivenheder, som har bragt os i en tvangssituation. Siden de opmuntrende udtalelser, som vi hørte på Hampton Court, er jeg bange for, at vi har set nogle skuffende nye tiltag fra medlemsstaternes side, nemlig deres vedvarende undladelse af at gennemføre den gældende lovgivning på området, prisaftaler på energimarkedet, ny protektionisme og oprettelse af nye dominerende nationale selskaber. Intet af dette varsler godt for mødet i morgen, hvor vi håber, at vi ikke endnu en gang skal være vidne til, at Rådet slår bak.

Dette er Parlamentets første lejlighed til at kommentere grønbogen. Vores første reaktion må være skuffelse, for der er ingen nye mål og ingen konkrete forslag om at udvikle en fælles energipolitik. Det er helt umuligt at tiltrække investeringer på 1 trillion euro uden en mere langsigtet planlægning.

I dette dokument viges der fuldstændig uden om spørgsmålet om transport og flyvning og deres bidrag til energidebatten. Det kræver en stor indsats fra Parlamentets side. Jeg håber, at vi kan samarbejde på dette område, og at vi ikke behøver en tredje alvorlig begivenhed, før medlemsstaterne forstår, at vi må gøre noget på dette område.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, forsyningssikkerhed som løsning på et reelt problem må omfatte konkrete usikkerhedsmomenter, som også bør anføres specifikt. Vi må træffe foranstaltninger, så vi ved, hvad vi skal gøre, hvis rørledninger eller elledninger bombes. Georgien har oplevet begge dele for nylig, og ingen var i tvivl om, hvem der var den politiske hjerne bag disse handlinger. Nogle typer naturkatastrofer kan også afbryde forsyningen. I dokumentet om energiforsyningssikkerhed i Europa nævnes det ikke, hvor forberedt Europa er på den slags katastrofer, for slet ikke at tale om enhver hjernebrist, der påvirker forsyningen. En potentiel angriber, der er ivrig efter at anvende energi som et våben, kan kun stoppes af bevidstheden om, at hans handling ikke tjener nogen politiske formål og er til skade for ham selv, samtidig med at den ramte stat straks bistås og kompenseres med Unionens kollektive solidaritetsindsats.

Det er det, vi omgående må gå i gang med. Det fremgår ikke af beslutningen. Eftersom vi nu debatterer sikkerhed kontra usikkerhed, er der også den reelle miljømæssige usikkerhed forbundet med bygningen af en rørledning og forsyning af Vesten ad en så sårbar vej, som bunden af Østersøen er. Der er en underlig tavshed om kemiske granater og bomber fra Anden Verdenskrig, som ligger i store mængder og ruster og venter på deres eget Harmagedon.

Som tiden går, kan dette mekaniske arbejde med at bygge rørledninger komme endnu nærmere en enorm katastrofe. Hvem ville komme til at lide? Ingen ud over nogle ubetydelige mindre nationer langs Østersøens østkyst. Hvem giver garantier til os baltiske nationer om både energi og biologisk overlevelse? Tyskland? Kommissærerne i den splittede Union? Vi har ret til at forvente behørige politikker og konkrete europæiske garantier. Først da har Europa grund til at bruge ordet solidaritet.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, der er to ting, som er vigtige at definere i den fælles europæiske opgave, hvad angår energipolitikken, og som jeg mener, at vi skal gøre tydeligere.

Det første er, at en af de indlysende fælles opgaver for os er at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt. Her er der allerede mange forhindringer. Det gælder alt fra at sørge for, at virksomheder kan vokse sammen over grænserne, til at sørge for, at det indre marked, både legalt og også teknisk, kan fungere.

Vi har brug for et fælles netværk, fordi det er en måde at opnå mange af vores fælles mål på. Vi får mere konkurrence og lavere priser via et fælles netværk. Hvis vi skal have mulighed for, at de vedvarende brændstoffer kan udvikles, behøver vi et større marked, hvor de også kan markedsføres og udvikles på et kommercielt grundlag. Via et fælles netværk kan vi reducere vores sårbarhed og samtidig få mulighed for at få adgang til sikker og billig elektricitet.

Den anden fælles opgave, når det gælder energipolitikken, handler helt klart om emner indeholdt i både udenrigspolitikken og handelspolitikken. Dér tror jeg, at det også er afgørende for solidariteten mellem landene, at vi har det fælles netværk. Vi kan tale om solidaritet og solidaritetsklausuler, så meget vi vil, men grundlæggende er det faktisk sådan, at det er først med fælles netværk, at det bliver muligt for lande som Estland, Letland og Litauen eller ethvert andet land, som kan blive genstand for politisk afpresning, at opnå solidaritet i praksis. Så bliver solidariteten virkelig og ikke bare et politisk mål.

I udenrigs- og handelspolitikken skal al samarbejde med Rusland bygge på, at vilkårene for handel og distribution er klare og indlysende. Unionen skal støtte en politik, som fører til, at Rusland forpligter sig til at levere energikilder under sikre vilkår til hver enkelt medlemsstat. Så får vi en god energipolitik, solidaritet og et bedre Europa.

  Peter Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Europas afhængighed af fossile brændstoffer er for stor. At det ikke kan fortsætte, har de sidste uger vist tydeligere end nogensinde før. For industrien og de private forbrugere stiger priserne dramatisk. Der er virkelig ikke forsyningssikkerhed, og vores nuværende energiforsynings klimavenlighed er heller ikke på plads. Fru Morgan nævnte Katrina. Der findes en række andre hvirvelstorme, og forskerne fortæller os, at det med stor sandsynlighed er en effekt af klimaændringen.

Derfor må vi reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer. Jeg tror, der er tre ting, der er afgørende. Det første er kerneenergien. Vi bør ikke lukke sikre kernekraftværker af politiske grunde. Jeg plæderer derfor for at vedtage PPE's ændringsforslag på dette punkt. Jeg beklager, at den tyske forbundskansler Merkel ikke må sige det i morgen i sin tale, fordi vi har en koalition med socialdemokraterne, men det glæder mig, at socialdemokraterne her i Europa-Parlamentet er begyndt at tænke anderledes, og måske kan fru Merkel om et år forsvare kerneenergien på vegne af hele den tyske regering.

Der er en række andre punkter, som fru Merkel og vi alle kan støtte, og det vil hun også gøre morgen i sin hovedtale på topmødet. Vi har brug for energieffektivitet. Der bliver ødslet med energien i Europa, og det kan vi ikke længere tillade os. Vi har brug for en effektiv udvikling af den vedvarende energi. Det er helt uomgængeligt at anvende mere vedvarende energi, men vi bør gøre det uden varige subsidier. Derfor henviser jeg endnu en gang til det direktiv, som Europa-Parlamentet kræver om opvarmning og afkøling. Her ligger der et meget stort potentiale, udgifterne er forholdsvis små, og derfor bør vi hurtigt gøre noget konkret.

Jeg støtter den foreliggende beslutning, fordi disse krav er indeholdt i den, og fordi vi opfordrer Kommissionen og Rådet til gå hurtigere frem på dette område.

  Renato Brunetta (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. Piebalgs, mine damer og herrer, for at skabe en fælles energipolitik må Kommissionen først og fremmest færdiggøre liberaliseringen af gas- og elmarkedet. Ikke mere asymmetri, ikke mere regelløshed. Kommissionen må bekæmpe alle foranstaltninger, der har til formål at hindre den fri bevægelighed for kapital, og undgå alle former for konkurrenceforvridning, der skyldes regeringernes protektionistiske støtte til "nationale mestre". Det er Deres troværdighed, der afhænger af det, hr. Piebalgs.

Som vi ved, er energi både en produktionsfaktor og et forbrugsgode, og begge er vigtige for udviklingen af vores økonomi og for opretholdelsen af en høj levestandard. Den fælles energipolitik er sammen med en fælles udenrigspolitik værktøjer, som kan bruges til at gennemføre disse mål i det udvidede Europa. Dette er det politiske spørgsmål - vil vi være i stand til at gøre dette?

Europa er delt i to lejre: Dem, der stoler på Rusland, og dem, der er yderst kritiske mod Rusland, selv om vi næsten udelukkende er afhængige af dette lands energiressourcer. På det europæiske energimarked er Rusland en uundgåelig leverandør, som vi imidlertid ikke bør binde os alt for tæt til. Det er derfor vigtigt at diversificere energiforsyningen, og det er vigtigt at finde europæiske løsninger på udbudsområdet. Kort sagt skal vi tale med én stemme - vil vi være i stand til at gøre dette?

En diversificering af leverancerne synes at være et nødvendigt svar, og det samme gælder en forbedring af nettene til transport af energi, gasrørledninger og havne. Det er vigtigt at udvikle en energidimension inden for EU's strategi og sikkerhed samt øge de offentlige og private investeringer i alternative energikilder og vedvarende energikilder. Vil vi være i stand til at gøre dette?

Kort sagt er en energipolitik en grundlæggende bestanddel af det nye Europa - det er dette budskab, vi skal sende til vores borgere. Vil vi være i stand til at gøre dette?

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, da strømmen blev afbrudt i Californien, i Torino og endog i min egen hjemby Wexford - for ikke at tale om Gazprom-hændelsen for nylig - begyndte alle pludselig at interessere sig for energiforsyningssikkerheden, som har afgørende både strategisk og økonomisk betydning for os, navnlig i forbindelse med afhængighed af energiimport og udgifter, der stiger eksponentielt. Som det fremgår af den nye grønbog om energipolitik, vil 70 % af EU's energibehov, medmindre vi kan gøre de hjemlige energikilder mere konkurrencedygtige i de næste årtier, skulle dækkes ved import mod kun 50 % i dag. Og størstedelen af importen vil komme fra regioner, der er truet af geopolitisk ustabilitet.

Dette tal dækker imidlertid over perifere og geografisk isolerede energimarkeders større afhængighed af energiimport. Det gælder f.eks. Baltikum, Irland og andre øsamfund. I Irland har vi gået fra en afhængighed af importeret energi på 65 % i 1990 til over 90 % i dag, og tallet stiger stadig. Vores egne forsyninger af fossile brændstoffer - tørv og naturgas - er blevet reduceret stærkt siden 1995, i takt med at den rekordstore økonomiske og industrielle vækst har øget efterspørgslen.

Selv om energimixet fortsat skal høre ind under en medlemsstats kompetenceområde, er et angreb på én et angreb på alle på et fælles energimarked. Solidaritet i EU vil være afgørende for at sikre ligeligt fordelte leverancer fra tredjelande i kraft af gennemførelsen af et konkurrencedygtigt, integreret indre energimarked. Det kan ikke ske uden yderligere fysisk kapacitet i form af transeuropæiske energinet, som kan forbinde os alle sammen i et europæisk net.

I de enkelte medlemsstater må der gennemføres en effektiv adskillelse af net og forsyningsaktiviteter inden for gas og elektricitet. Det er endnu ikke sket i Irland.

Gennem incitamenter på EU- og medlemsstatsplan må vi tage alvorligt fat på udviklingen og integrationen af de 21 former for vedvarende energi, ikke mindst på grund af vores forpligtelser i forbindelse med klimaændringerne. Jeg har indtryk af, at der, især hvad angår biobrændstoffer, ikke mangler interesse: Forsknings- og investeringsmiljøerne kredser om det, men er bange for at springe ud i det uvisse. Snak, goodwill og interesse er ikke nok. Vi må have seriøse finansielle og lovgivningsmæssige katalysatorer, som kan sætte skub i forskningen og føre til, at der udvikles pilotprojekter under anvendelse af avancerede teknologier inden for vedvarende energi.

Afkoblingen mellem økonomisk vækst og energiforbrug og hele spørgsmålet om forvaltning af efterspørgselssiden kan ikke ignoreres. Verdens energiefterspørgsel og CO2-emissioner forventes at stige med 60 % inden 2030. Ved at øge energieffektivitetsforanstaltningerne kan vi allerede inden 2020 nedbringe efterspørgslen med over 20 %.

Hr. kommissær, lad være med at vente til den næste strømafbrydelse. Lad os handle nu og fastholde energisikkerhed øverst på den politiske dagsorden i fredstid.

  Romana Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) Energi er af grundlæggende betydning for vores aktiviteter og af central betydning for vores succes med gennemførelsen af de politikker, vi har opstillet. Situationen på energiområdet vil have en ikke ringe betydning for, hvordan vi gennemfører målene i Lissabon-strategien, og faktisk hvorvidt vi overhovedet kan gennemføre dem.

Hr. kommissær, De er opmærksom på situationen, og derfor har De ført tingene videre og udgivet grønbogen om en fælles europæisk energipolitik tidligere på måneden. Det er virkelig på høje tid, at vi søger svar på disse spørgsmål: Hvordan kan vi sørge for en sikker og hensigtsmæssig energiforsyning til konkurrencedygtige priser og samtidig passe på miljøet? Hvordan skal vores energimiks sammensættes i fremtiden? Hvor stabile er de områder, hvorfra vi kan importere energiressourcer? Hvad er deres pris i øjeblikket, og hvor meget vil de koste fremover? Hvordan påvirker deres brug miljøet osv.?

Vores svar på disse spørgsmål skal være baseret på en realistisk vurdering af bidraget fra primære energikilder i det samlede europæiske energimiks, og der skal også foretages en ærlig evaluering af effektiviteten af de eksisterende teknologier og potentialet ved nye teknologier, der er under udvikling, samt de naturlige ressourcer i medlemsstaterne. Tiden er inde til, at vi undgår den politiske retorik og ser tingenes virkelige tilstand i øjnene.

Jeg vil især påpege, at atomkraft hverken må eller skal være et tabuemne på den politiske dagsorden i Europa. I øjeblikket frembringer atomkraft ingen emissioner af drivhusgasser, den giver os mulighed for at importere uran fra en række lande, herunder politisk stabile lande, og det er netop af den grund, at den har en stabil og konkurrencedygtig pris. Det fremtidige forsknings- og udviklingsarbejde ventes at gøre teknologien mere effektiv, mindske mængden af radioaktivt affald og øge sikkerheden. Den bør nu indtage en plads, der står mål med disse faktorer, i såvel europæiske strategidokumenter som ved fastlæggelse af konkrete foranstaltninger.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, eftersom der skal være rådsmøde i morgen, og eftersom stats- og regeringscheferne også skal behandle energispørgsmålet meget intensivt i morgen, har debatten i dag været af stor betydning, og jeg vil gerne takke alle deltagerne varmt. Af tidsmæssige årsager kan jeg ikke kommentere alt det, der er blevet sagt her, og der er blevet sagt mange vigtige ting. Jeg vil kun afslutningsvis nævne nogle punkter.

Hr. Rübig pegede med rette på, at der er behov for en omfattende debat om dette problem, og at alle aktivitetsområderne i EU må beskæftige sig med energispørgsmålet. Det er formandskabet meget opmærksom på, og man samarbejder naturligvis også med Kommissionen, og jeg vil gerne her takke hr. kommissær Piebalgs varmt for samarbejdet lige fra begyndelsen af. Jeg tror, han var den første kommissær, vi har arbejdet meget intensivt sammen med, og jeg vil gerne takke ham varmt.

Her må medlemsstaterne imidlertid også engagere sig, for kun med en fælles anstrengelse kan vi nå målet om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed, som skal være de vigtigste elementer i den europæiske energipolitik.

Europa skal tale med en fælles energipolitisk stemme i forhold til tredjelandene. Det blev understreget af flere talere. Hr. Brunetta sagde det, og det samme gjorde hr. Brok, formanden for Udenrigsudvalget. Det er også meget vigtigt, og det er en opgave, vi må engagere os i.

Hr. Goebbels og kommissær Piebalgs nævnte solidariteten. Solidaritet er virkelig en meget vigtig faktor, og stats- og regeringscheferne vil også bekende sig til den i morgen i deres erklæring og konklusioner. Hr. Goebbels krævede en politique énergique plus solidaire, og det er et godt udtryk.

Hr. Turmes har allerede forudsagt, hvad stats- og regeringscheferne vil sige i morgen. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved det. Måske har andre bedre informationer. Men jeg kan i hvert fald sige, at energidebatten i morgen er velforberedt, også af energiministrene og af Rådet (almindelige anliggender). Vi ved naturligvis ikke, hvordan den endelige tekst kommer til at se ud, som stats- og regeringscheferne vedtager. Men jeg tør godt antage, at den vil indeholde vigtige ting. Det vil overhovedet ikke være en bekendelse til nationale anliggender, i morgen vil der tværtimod blive vedtaget en europæisk energipolitik. Så meget kan vi sige allerede i dag.

Fru Ek nævnte nødvendigheden af at fastholde konkurrencen. Jeg vil allerførst henvise til debatten for 10 dage siden i Strasbourg, hvor jeg på vegne af Rådet sammen med kommissæren for konkurrence sagde meget tydeligt, at vi går stærkt ind for, og at vi skal fastholde konkurrencereglerne, navnlig på energiområdet. Jeg vil gerne nævne et lille afsnit om energipolitikken for Europa. I det afsnit, der omhandler netop det, De spurgte om, påpeges det, at energipolitikken for Europa under opfyldelsen af hovedmålene med den skal sikre transparens og ikke-diskriminering på markederne, skal være i overensstemmelse med konkurrencereglerne og med forpligtelsen til offentlige tjenesteydelser og fuldt ud skal respektere medlemsstaternes suverænitet over primære energikilder og valg af energimix.

Meget af det er også blevet sagt her, og jeg kan kun bekræfte og underskrive.

Fru Rothe krævede konkrete mål for udviklingen af vedvarende energikilder. Det kan jeg kun være enig i. Det østrigske formandskab arbejder for det, det har store ambitioner. Men som også denne debat har vist, er der mange punkter, hvor der ikke er enighed. En kohærent, konsistent energipolitik for Europa kan ikke opbygges fra den ene dag til den anden.

Det er vigtigt, at stats- og regeringscheferne kommer med en vigtig impuls i morgen, og at medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen så bygger videre på disse principper, som bliver udarbejdet og vedtaget i morgen, så vi til sidst når frem til det, som vi alle ønsker, nemlig forsyningssikkerhed, større effektivitet og en konstruktiv dialog med tredjelande, så der også i fremtiden og for kommende generationer er sikret anvendelse af ren energi.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, efter sådan en udfordrende og interessant debat tillader jeg mig at tage mig den frihed at tale lidt længere end sædvanligt som afslutning på debatten.

I den situation, som vi befinder os i nu, ville vi normalt undersøge, hvilke modige energipolitiske beslutninger, der er truffet tidligere. Indtil videre har jeg fundet en. Det var før Første Verdenskrig, da Winston Churchill, som på det tidspunkt var ansvarlig for flåden, besluttede at ændre den britiske flådes brændstof fra kul - som blev produceret på hjemmemarkedet i Wales - til olie. Da han blev spurgt om sikkerhed, sagde han, at spredning var svaret. Vi står over for en lige så stor udfordring, som han gjorde. Men vi må også være modige. Hverken OPEC eller Rusland sidder med esset i vores pokerspil. Det gør vi.

Jeg mener, at den største konkurrencemæssige fordel i forbindelse med den aktuelle udfordring vil være, at en del af verden ikke bare vil være energieffektiv, men også vil kunne forvalte efterspørgslen. Det er nøglen til succes. Ellers vil vi, selv med den bedste spredning, ikke være bæredygtige. Dette er en afgørende udfordring, som vi må klare.

Det andet vigtige spørgsmål er, at vi, hvis vi i et mere komplekst miljø - ikke bare et, hvor vi stiller om fra kul til olie - gerne vil have succes og nå de mål, vi er blevet enige om, må være opmærksomme på, at vi er i stand til at nå dem, ligesom vi har været i stand til at nå vores tidligere mål. Det er afgørende.

Solidaritet er yderst vigtig. Men vi må alle sammen forstå, at solidaritet kræver, at vi gør noget "hjemmearbejde" for at forberede os på dette, og at der skal betales en pris. Vi må f.eks. være overbeviste om, at kraftledningen mellem Litauen og Polen ikke udelukkende er et kommercielt spørgsmål, men også er et solidaritetsspørgsmål. Den skal bygges, men ikke af kommercielle hensyn.

Jeg hørte mange skeptiske bemærkninger om markeder. Men markedet er faktisk det, der giver EU styrke. Spørgsmålet om dominerende nationale selskaber er meget følelsesladet. Hvert enkelt tilfælde vil imidlertid blive vurderet på grundlag af den europæiske konkurrencelovgivning. Hvis der er behov for at stramme den lovgivning, er det en anden snak. Debat vil altid vække følelser. Men lovgivningen vil blive anvendt korrekt, og konkurrencen vil være fremherskende.

Nye teknologier er uden tvivl nødvendige. Olieprisen stimulerer faktisk udvikling. Jeg modtog for nylig et meget interessant forslag om supernet, der samler mange offshorevindmølleparker. Når man møder repræsentanter for små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med vedvarende energi og opvarmning, og spørger dem, hvad de ville støtte, siger de, at oliepriserne bør blive, hvor de er. Det giver større spredning og stimulerer teknologisk udvikling blandt vores forskere. Men det bringer os igen tilbage til det faktum, at vi kun vil være så stærke, som vi har vilje til. Hvis vi er svage og ikke tror på det, vil ingen andre hjælpe os - hverken Rusland eller Saudi-Arabien. Vi må hjælpe os selv.

På dette punkt mener jeg, at den slags debatter er nødvendige. Den strategiske energiredegørelse for EU vil skabe en meget kompetent debat og sikre, at de rigtige beslutninger bliver truffet. Jeg mener dog stadig, at det grundlæggende svar ligger i vores styrker som Union, dvs. i demokrati, vores vision i internationale forbindelser og markedet. Men hvis markedet skal fungere, må vi sørge for stabile og forudsigelige investeringsvilkår. Så vil markedet leve op til forventningerne.

Mange tak for debatten. Jeg er overbevist om, at vi kommer tilbage til debatten og bliver enige om en europæisk energipolitik.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget fem beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.