Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 22. marts 2006 - Bruxelles

16. Økonomiske partnerskabsaftalers virkning på udviklingen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Luisa Morgantini for Udviklingsudvalget om de økonomiske partnerskabsaftalers (ØPA'ers) virkning på udviklingen (2005/2162(INI)) (A6-0053/2006).

  Luisa Morgantini (GUE/NGL), ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, "You will eat when you are competitive" er et slogan på en plakat: i baggrunden et sultende afrikansk barn. Sætningen er meget sigende, men det lader faktisk til, at EU, og dette er en eufemisme, lægger for stor vægt på samhandelens effektivitet i kampen mod fattigdom.

Betænkningen, som vi diskuterer i dag, er ufuldstændig, og i forslaget var der rent faktisk nogle punkter, hvor liberaliseringens indvirkning på udviklingslandenes økonomier blev draget i tvivl. Forskellige økonometriske undersøgelser, en rapport fra Christian Aid og undersøgelsen med titlen "Winners and losers" udarbejdet af Sandra Polanski, som blev offentliggjort i sidste uge, har vist, at mange udviklingslande, navnlig i Afrika syd for Sahara, ville stå i en bedre situation i dag, hvis de ikke havde indført uhæmmede liberaliseringsforanstaltninger.

Polanski-undersøgelsen, hvori man analyserer vindere og tabere ved den liberalisering, der blev iværksat under Doha-runden, bekræfter tidligere offentliggjorte oplysninger fra UNCTAD og UNDP og når frem til en række konklusioner: Udviklingslandene vil formentlig blive taberne i dette spil, fordi de ikke har den landbrugsmæssige eller industrielle kapacitet til at konkurrere med de rige lande, mens vinderne bliver de rige lande: USA, Europa og Japan og ligeledes Kina.

Frihandel vil føre til beskedne gevinster på globalt plan, til dels fordi udgifterne til de tilpasninger, som landene skal afholde, når de gennemfører liberaliseringsprocessen, som de industrialiserede lande kræver, kan være større end fordelene.

Det er ikke et spørgsmål om at være modstander af samhandel, eftersom åbningen af markederne også kan være et effektivt våben i kampen mod fattigdom, men som alle andre instrumenter skal det bruges med stor forsigtighed. Først og fremmest er det nødvendigt at give landene mulighed for at overholde deres egne interne krav ved at udvikle deres produktionskapacitet, navnlig i henhold til interne mål om selvforsyning med fødevarer, og så er det nødvendigt, at de får mulighed for at håndtere konkurrencen og begrænsningerne på udbuddet ved at stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed, som for indeværende ikke forefindes i de finansielle overslag.

For det andet er det nødvendigt at arbejde ud fra realistiske tidsplaner, hvor der tages hensyn til den tid, der er nødvendig til at gennemføre strukturtilpasninger, og for det tredje er det nødvendigt at begrænse åbningen af markederne og desuden at indføre mekanismer, så man om nødvendigt kan suspendere liberaliseringsprocessen og give AVS-landene mulighed for at beskytte deres egne spirende og strategiske industrier; under alle omstændigheder anvendte vi selv dette kriterium gennem hele det sidste århundrede, og nogen prøver rent faktisk stadig at fremføre det i dag.

Disse principper er næsten indeholdt i betænkningen, til dels fordi AVS-landene har ønsket det, og det er disse lande, der fremfører dem. Fordi et effektivt partnerskabsprincip kræver, at vi tager højde for vores partneres ønsker, navnlig hvis de er velbegrundede, og navnlig hvis de har opbakning fra det civile samfund i Europa og i AVS-landene. Også og navnlig fordi de økonomiske partnerskabsaftaler udspringer af den retlige og institutionelle ramme i Cotonou-aftalen, som er underskrevet af EU - og det vil jeg gerne understrege - og de har udvikling og bekæmpelse af fattigdom som deres endelige mål.

På grundlag af dette selv samme partnerskabsprincip har vi ikke ret til at påtvinge andre aftaler. Jeg mener, at det er disse lande, der skal gøre det, og et af de centrale punkter i betænkningen er opfordringen til Kommissionen om umiddelbart at foretage en undersøgelse af alternativerne, så AVS-landene kan evaluere mulighederne og beslutte, hvorvidt de vil undertegne aftalerne eller ej. Den gensidighed, der opfordres til ved gennemførelsen af liberaliseringen, betyder dermed, at man skal anvende de samme love på lande, som ikke er lige hvad angår økonomi og udvikling; det er ikke den rigtige metode til at skabe lighed eller demokrati.

Udelukkende at tænke på udvikling i form af en forøgelse et lands bruttonationalprodukt er meget reduktionistisk. Udvikling er vanskeligt at definere, men når jeg i min betænkning opfordrer Kommissionen til at beskytte vand-, sundheds- og uddannelsessektoren mod liberalisering, taler vi grundlæggende om rettigheder, der skal sikres, som når vi citerer Cape Town-erklæringen. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har også beføjelser til at fastsætte udviklingsindikatorer med henblik på at vurdere opnåelsen af resultater og handelsaftaler, idet man kræver, at man ligeledes medtager sociale og arbejdsmarkedsmæssige samt miljømæssige indikatorer såsom indførelse af værdig beskæftigelse, sundhed, uddannelse og ligestilling.

Vi taler om rettigheder - de samme rettigheder, som vi har kæmpet for i Europa, de samme rettigheder, som EU er baseret på. Europa-Parlamentet kan ikke have et ønske om at fjerne disse værdier. Vi befinder os på et vigtigt tidspunkt i kampen mod fattigdom, og vi skal opfylde de målsætninger, som vi har opstillet for os selv.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Morgantini, mine damer og herrer, på Kommissionens vegne vil jeg lykønske Udviklingsudvalget og særlig dets formand, fru Morgantini, med hendes betænkning, som giver udvikling en central plads i forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er). Vi er alle enige om, at udvikling er udgangspunktet, den væsentlige udfordring og prioriteten for vores indsats. Vi vil fortsat fastholde dette under forhandlingerne og gennemførelsen af ØPA'erne, når tiden er inde.

Det glæder mig først og fremmest, at vi har samme holdning på mange punkter, f.eks. betydningen af dialogen med det civile samfund og de nationale parlamenter i AVS-landene, målet om regional integration og økonomisk styring, investeringers rolle og diversificering af eksport. Jeg finder i denne betænkning holdninger, som jeg ofte selv har fremført for vores partnere, der skal spille en vigtig rolle i denne forbindelse.

Det primære mål er udvikling, og det omfatter også en fleksibel strategi, der gør det muligt at tage hensyn til de økonomiske svagheder i de berørte lande, som vi forsøger at styrke. Denne strategi afspejler sig, f.eks. i den måde handelsliberaliseringen afvejes til fordel for AVS-landene, i fleksibilitet i forbindelse med åbningen af deres markeder, i det omfang, vi dækker deres produkter og i de nødvendige beskyttelsesmekanismer. Disse principper blev klart slået fast vores holdninger i forhandlingerne fra den første dag, og dette har kommissær Mandelson selv bekræftet ved flere lejligheder.

Alligevel har jeg også bemærket, at der på visse følsomme punkter i betænkningen rejses tvivl, som efter min mening ikke er berettigede. Der sættes f.eks. i betænkningen spørgsmålstegn ved, om vores holdning til ØPA'er er i overensstemmelse med forpligtelserne i Cotonou-aftalen eller i den nylige erklæring om EU's udviklingspolitik. Måske er der et kommunikationsproblem, som jeg vil forsøge at løse endnu i dag. Der bør ikke være misforståelser mellem os, fordi Parlamentets støtte selvfølgelig er mere nødvendig for Kommissionen end nogensinde før i den nuværende følsomme forhandlingsfase, som bør være afsluttet om lidt over et år.

Først og fremmest mener jeg, at vi skal bringe ØPA'ernes forenelighed med WTO's regler tilbage i det rette perspektiv. Selvfølgelig er denne forenelighed påkrævet, hvis vi vil sikre ØPA'ernes stabilitet ligesom alle vores handelsaftalers stabilitet, og det skal Kommissionen sørge for. Vi er også villige til om muligt at forbedre WTO-reglerne. Der er stillet forslag i den forbindelse, men jeg tror ikke, at man skal gøre sig illusioner, og at vi skal være bevidste om de objektive begrænsninger og vanskeligheder i denne strategi. Vi må imidlertid ikke glemme, at den egentlige grund til ØPA'ernes eksistens ikke er WTO, men det presserende behov, som i høj grad er bevist og bekræftet i Cotonou-aftalen, for at udnytte handel bedre som drivkraft for økonomisk vækst i AVS-landene, ligesom det har været for så mange andre lande, herunder udviklingslande.

Efter min mening afhænger de økonomiske partnerskabsaftalers succes af tre hovedfaktorer, som alle er lige vigtige. For det første forhandlinger, der er egentlig målrettet mod udvikling af EU's partnere, hvilket er vores eneste strategiske mål, som jeg har sagt. For det andet AVS-landenes forpligtelse til at etablere en lovramme, der fremmer investering. For det tredje den støtte, som EU, men også medlemsstaterne og andre sponsorer, vil kunne tilbyde de berørte lande til planlægning og gennemførelse af ØPA'erne. Jeg forstår den vægt, som EU's partnere og Parlamentet lægger på det sidste punkt. Fra min første dag i Kommissionen lovede jeg at sørge for, at de nødvendige svar blev fundet.

Det er lykkedes os at få medlemsstaterne til at forpligte sig til gradvis at fordoble udviklingsbistanden, og jeg takker Parlamentet for dets støtte, uden hvilken dette ikke ville have været muligt. Tillad mig at erindre om, at dette er en stigning på mere end 20 milliarder euro om året fra 2010. Det er lykkedes os at blive enige om at styrke samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne som led i den europæiske konsensus, der blev vedtaget i december, og at bekræfte, at man skal prioritere effektiv bistand. Vi besluttede først og fremmest at lægge vægt på Afrika, og vi udarbejdede en kohærent strategi for Afrika. Der er allerede oprettet en trustfond for infrastrukturer, herunder infrastrukturer til fremme af handel. Som led i programmet for den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF) beslutter vi sammen med vores partnere, hvordan man bedst kan fremme regional økonomisk integration, for hvilken vores partnere selv har udarbejdet dagsordener.

De økonomiske partnerskabsaftaler er et led i denne indsats og er en væsentlig del af den. På baggrund heraf er tidsplanen vigtig. F.eks. vil der opstå tab af skatteindtægter som følge af afviklingen af toldtariffer, når først ØPA'erne er trådt i kraft. Dette bliver udlignet delvis af den forventede økonomiske vækst og delvis ved rationalisering af skattesystemer, hvilket allerede er blevet iværksat i en række lande, ofte med støtte fra EU. Endvidere er der allerede planlagt makroøkonomiske støtteforanstaltninger for visse regioner for at gøre overgangen lettere. Jeg kan sige, at jeg arbejder aktivt på at udtænke foranstaltninger til støtte for de økonomiske partnerskabsaftaler, særlig med hensyn til de indledningsvise konsekvenser for de ressourcer, der er nødvendige til ledelse af den suveræne stat.

Jeg ved, at der er nogle, som går ind for en debat om de mulige alternativer til ØPA'erne. Personligt tror jeg ikke, at en akademisk debat af denne art ville være nyttig. For det første fandt der allerede en grundig debat sted, da det i Cotonou blev aftalt, at ØPA'er ville give de største fordele med hensyn til udvikling, en markedsadgang, der er i overensstemmelse med WTO og støtte til god regeringsførelse og regional integration. For det andet forhandler alle AVS-landene fortsat ØPA'er. Endelig nyder landene godt af virkningerne af at have adgang til markeder, der er omfattet af den generelle præferenceordning og Alt undtagen våben-initiativet. Vi ved i mellemtiden efter næsten et halvt århundrede med unilateral præference under Lomé-konventionen og Cotonou-aftalen, at denne præferenceadgang til EU-markedet ikke i sig selv er nok til at opfylde vores partneres behov.

Til sidst vil jeg sige, at betænkningen giver udtryk for vores fælles holdning til en lang række emner. For at lede så mange lande som muligt ind på vejen til udvikling og vækst er jeg rede til fortsat at arbejde sammen med Dem om de mål og udfordringer, som vi og vores partnere står over for i dette komplekse, ambitiøse og vigtige projekt, som ØPA'erne er.

I morgen skal jeg til et seminar om Østafrika. Som bekendt tager jeg rundt til alle regionale organisationer og under hvert besøg giver alle udviklingsaktører udtryk for bekymring. De har gengivet disse bekymringer perfekt, og tro mig, jeg er meget opmærksom på dem. Jeg er yderst opmærksom på de meget reelle spørgsmål, som de rejser, og jeg kan åbent sige, at der gøres store fremskridt i undersøgelser og drøftelser, og også i kreativ tænkning, med henblik på at finde frem til, hvordan man bedre kan yde støtte til partnerlandene og reagere mere direkte på deres bekymringer.

Til sidst vil jeg takke Dem. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hovedtrækkene i denne fremragende betænkning, og jeg er mere end nogensinde før åben over for tanken om en debat med Dem, særlig om hvordan man bedst støtter processen.

  Maria Martens, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, de økonomiske partnerskabsaftaler vedrører handelsforbindelserne med AVS-landene. Disse er der fastlagt bestemmelser om i Cotonou-aftalen. De nuværende aftaler er imidlertid ikke længere i overensstemmelse med de regler, som er aftalt inden for rammerne af WTO, idet den særbehandling, som AVS-landene får i forhold til andre udviklingslande, er i strid med WTO-reglerne og derfor skal tilpasses disse.

Overgangsperioden for det nuværende system gælder indtil 2008. Senest da skal tilpasningen være gennemført.

Nogle medlemmer af Parlamentet afviser pr. definition ØPA'er. De tror ikke, at en vis grad af liberalisering af handelen kan bidrage til udviklingen i fattige lande, uanset hvilken form der anvendes.

Min gruppe er overbevist om, at handel godt kan bidrage til det, især liberaliseringen af den indbyrdes handel mellem AVS-landene. Vi har ingen principielle indvendinger imod ØPA'er, forudsat at der indgås gode aftaler. Dertil hører f.eks. tilstrækkelig tid og støtte til landene til at tilpasse sig den nye situation. Det er vigtigt, at ØPA'erne også tager højde for dette.

Efter vores opfattelse kan ØPA'erne altså indgås på grund af deres mulige bidrag til fattigdomsbekæmpelsen. PPE-DE-Gruppen ønsker, at udviklingsmålsætningen i ØPA'erne vedbliver at komme i første række. Altså kun gradvis liberalisering, til fordel for AVS-landene og tilpasset de forskellige landes specifikke situation, idet vigtige grundlæggende faciliteter såsom vandforsyning, undervisning, transport og energi fortsat skal være til rådighed for alle. PPE-DE-Gruppen vil have en realistisk tidsplan, altså tid nok til at gennemføre nødvendige forandringer. PPE-DE-Gruppen ønsker tilstrækkelige støtteforanstaltninger (tænk på teknisk bistand, kapacitetsopbygning og reformer inden for f.eks. told og skat), og den vil også fremme det regionale samarbejde mellem AVS-landene.

PPE-DE-Gruppen er imidlertid også bekymret, især hvad følgende fire punkter angår.

For det første på grund af Kommissionens begrænsede videregivelse af information om forhandlingernes forløb. For det andet på grund af det tidspres, hvorunder forhandlingerne i øjeblikket foregår, og hvorunder de også skal gennemføres. For det tredje har forhandlingerne været i gang siden 2002, og vi har stadig ingen koncepttekster.

Endelig er vi for det fjerde bekymrede over finanserne. For at få ØPA'erne til at lykkes er der brug for betydelige beløb. Først og fremmest skal disse komme fra Den Europæiske Udviklingsfond, men desuden også fra supplerende fonde. Vi har stadig utilstrækkelig klarhed over, hvor disse penge skal komme fra. Hvad de planlagte nødforanstaltninger angår, er disse også nødvendige. Hvis systemet nogle steder viser sig ikke at fungere, skal processen midlertidigt kunne forsinkes eller standses. Det er der også mulighed for i henhold til de nuværende WTO-regler. På dette punkt har vi endnu ingen tydelige forslag. Kommissæren er allerede kommet lidt ind på dette spørgsmål, og jeg glæder mig til et nærmere samarbejde og mere udførlig information.

  Glenys Kinnock, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne sige tak til kommissæren. Først vil jeg henvise til hans bemærkning om, at det er "akademisk" - det var det ord, han brugte - at tale om alternativer til økonomiske partnerskabsaftaler. Det siges klart og tydeligt i Cotonou-aftalen, at alternativer udgør en del af det, som AVS-landene kan beslutte at følge. Derfor, hr. kommissær, er det ikke et akademisk spørgsmål, men noget, som helt klart er en mulighed for AVS-landene.

De økonomiske partnerskabsaftaler er meget komplekse og komplicerede for AVS-landene, og det er de mest komplekse og komplicerede forhandlinger, de nogensinde har deltaget i. Jeg har mistanke om, at de også giver Kommissionen visse vanskeligheder, om ikke andet på grund af de spændinger, der helt naturligt findes mellem GD Udviklings ønsker og prioriteringer og GD Handels ønsker og prioriteringer, som er meget forskellige. Vi ved af egen erfaring her i Parlamentet, at der ikke altid findes den nødvendige sammenhæng mellem vores målsætninger.

Det er mit indtryk, at der findes ønsker, der er fælles for alle de regionale forhandlinger, og dem følger jeg meget tæt. Der findes eksempler på, at Kommissionen ønsker en ramme, der letter samhandelen som førsteprioritet. AVS-regionerne er langt mere interesserede i at afhjælpe begrænsningerne på udbudssiden samt sammenhængen mellem de økonomiske partnerskabsaftaler og udviklingsbistanden. Markedsadgang er absolut fortsat et centralt spørgsmål.

Den foreslåede åbning af AVS-landenes økonomier - hvoraf de fleste er de mindst udviklede lande - er et stort ønske. Fordelene ved regional integration, markedsadgang og integreret handel og udvikling, som min kollega fru Martens var inde på, er soleklare. Men i Udviklingsudvalget har vi forstået, at alle potentielle fordele kan overskygges af de potentielle udgifter, som de forventes at skulle dække. Derfor kan de aftaler, som de bliver nødt til at indgå om markedsadgang - åbning af markederne - måske ikke være præcis det, de har brug for, og måske kan de så få mere ud af andre typer af ordninger.

For at de kan være konkurrencedygtige og markedsføre deres varer, er man nødt til at foretage betydelige investeringer i deres muligheder for at gøre netop dette. AVS-landene har brug for uddannelse, og deres arbejdsstyrke skal forbedres; de har brug for bedre infrastruktur, transport og institutionel kapacitetsopbygning. Disse er alle vigtige prioritetsområder for AVS-landene.

Det skal siges, at det ikke er op til Kommissionen at fortælle AVS-landene, hvad en god økonomisk partnerskabsaftale er. Det er op til AVS-landene - i samråd med deres parlamenter, Den Blandede Parlamentariske Forsamling og civilsamfundet - at træffe beslutninger af den art. Alle kriterier for de økonomiske partnerskabsaftaler skal baseres på deres forhold til millenniumudviklingsmålene.

Jeg vil gerne stille kommissæren et spørgsmål. Forhandlingerne med Centralafrika beskrives som et skoleeksempel på disse regionale forhandlinger. Mine kilder fortæller mig, at GD Udvikling på højeste niveau - det betyder formentlig Dem, hr. kommissær - er meget bekymret over kapaciteten hos sekretariatet i Det Økonomiske og Monetære Fællesskab af Centralafrikanske Stater i deres forhandlinger. Forholder det sig således, at De, hr. kommissær, offentligt har opfordret til, at EMCCA's generalsekretær og chefforhandler for økonomiske partnerskabsaftaler skal afsættes? Hvis det er korrekt, hvordan passer det så sammen med GD Handels beskrivelse af, at dette skal være den absolutte rollemodel?

Endelig vil jeg gerne henlede opmærksomheden på Cape Town-erklæringen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling i 2002. Der blev indført benchmarks til vurdering af afviklingen og resultatet af forhandlingerne på grundlag af centrale sociale og miljømæssige indikatorer, som også omfatter korrekt arbejde, sundhed, uddannelse og ligestillingsaspektet. Potentialet af dette blev bekræftet af AVS-Rådet sidste år. Vil kommissæren skride til handling på grundlag af disse forslag?

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, fru Morgantinis betænkning blev hilst yderst velkommen i Udviklingsudvalget, fordi den indeholder klare udtalelser om de grundlæggende principper, som økonomiske partnerskaber skal baseres på.

Som kommissær Michel og kommissær Mandelson har erklæret, skal økonomiske partnerskabsaftaler være udviklingsvenlige. Det betyder, at liberaliseringen nødvendigvis skal være asymmetrisk. Der kan ikke blive tale om at tvinge AVS-landene til at åbne deres markeder for europæiske varer, før deres egne hjemmemarkeder er langt bedre stabiliseret. Fra europæisk side kan vi tilbyde bistand til handelsforanstaltninger, der kan bidrage til denne markedsopbygning og afhjælpning af begrænsninger på udbudssiden.

Af de ændringsforslag, der fremsættes på plenum vil ALDE-Gruppen støtte dem, hvori det understreges, at tempoet for åbningen af markedet skal bestemmes af AVS-landene, og at EU har mulighed for at arbejde langt tættere sammen med AVS-partnerne i verdenshandelsforhandlingerne. AVS-landene og EU danner i fællesskab en betydelig blok.

ALDE-Gruppen vil også støtte de ændringsforslag fra PPE-DE-Gruppen, som medfører en bedre ordlyd og undgår overdrevet restriktive definitioner af f.eks. korrekt fungerende benchmarks.

Nogle ngo'er har ført kampagne på en enkel platform, der går ud på at sige "nej" til de økonomiske partnerskabsaftaler, men det vil være at kaste barnet ud med badevandet. Den regionale integration, som er et led i processen med de økonomiske partnerskabsaftaler, vil hjælpe AVS-landene til fremgang, til at øge syd-syd-samhandelen og afviklingen af toldbarrierer mellem AVS-nabolande.

Det vigtige punkt i alle faser af forhandlingsprocessen om de økonomiske partnerskabsaftaler er at sikre, at resultatet fungerer til gavn for udviklingen. Jeg håber, at Kommissionen til enhver tid virkelig og konsekvent vil lade dette princip og denne betænkning være en ledetråd.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand Formålet med Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler er at udrydde fattigdom samt fremme bæredygtig udvikling. Det formål må under ingen omstændigheder gå tabt. Derfor er noget-for-noget-tankegangen, altså forestillingen om en gensidighed, der bygger på et lighedsprincip, helt skævt. Vi har jo at gøre med to helt ulige partnere, EU og AVS, og det er altså ikke AVS, der skal hjælpe EU-landene, men omvendt. Det er jeg stensikker på, at Luisa Morgantini er enig med mig i.

De fattige landes eneste mulighed for eksport har vi inden for landbrug, råvarer og så meget arbejdsintensive produkter, som eksempelvis tekstiler, som de uden begrænsninger bør have lov til at eksportere til os i EU. AVS-landene har samtidig ekstremt skrøbelige økonomier. Derfor kan vi ikke forlange, at disse lande uden videre åbner op for 90 % af deres markeder som gengæld for, at EU åbner sine markeder som en slags betaling. Og det synspunkt fremgår også af Luisa Morgantinis betænkning. Jeg håber altså, jeg har ret, når jeg tolker punkt 17 i betænkningen sådan, at tilladelsen til at indføre midlertidige importbegrænsning på industrier, der trues af voldsomme importstigninger, selvfølgelig kun gælder for AVS-landene. Det skulle nødig være sådan, at vi har ret til at stoppe deres muligheder for at sælge os tekstiler og landbrugsvarer, bare fordi vi ikke har været dygtige nok til at tilpasse os de ændrede konkurrencevilkår i en globaliseret verden. Vi fik jo også lov til at beskytte vores markeder, da vores økonomier var under udvikling. Men under alle omstændigheder er markedsbeskyttelse en meget usikker vej til vækst og sund økonomi, og derfor bør det være en begrænset og tidsbegrænset affære også for ulandene.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi har flere gange og i stor enighed drøftet millenniumudviklingsmålene her i Parlamentet og betegnet overvindelsen af fattigdommen på vores planet som vores vigtigste opgave i de kommende årtier.

Med Luisa Morgantinis fremragende beretning har vi nu en vurdering af, hvilket bidrag de økonomiske partnerskabsaftaler kan yde til at løse denne opgave. Vi forventer af Kommissionen, at udvikling og fattigdomsbekæmpelse i AVS-landene får en klar prioritet i forhandlingerne. I min kritik i næste sætning henviser jeg klart til den optræden, som repræsentanten for GD Handel lagde for dagen ved en høring i Udviklingsudvalget. Jeg må klart sige, at vi ønsker ikke forhandling ud fra en kolonimagts stil og selvforståelse, vi forlanger, at man respekterer vores partnere i AVS-landenes selvbestemmelsesret.

Denne suverænitet skal fremmes gennem investeringer i handelsinfrastrukturen samt naturligvis gennem støtte til gennemførelse af de nationale strategier til fattigdomsbekæmpelse, helt i tråd med subsidiaritetsprincippet, som også holdes højt i EU. Hvis regeringerne suverænt skulle beslutte at se på de økonomiske partnerskabsaftaler med skepsis, så skal der være de alternative muligheder, som også findes i Cotonou-aftalen. Derfor undrer jeg mig over, hvorfor PPE-DE nu vil slette denne henvisning. Hvorfor føler PPE-DE sig pludselig ikke bundet af aftalerne længere? PPE-DE-Gruppen foreslår desuden, at man skal slette næsten alle sætninger fra betænkningen, som indrømmer AVS-regeringerne forhandlingssuverænitet og et selvstændigt politisk spillerum for, om en sektor skal liberaliseres, i hvilket omfang og i hvilken periode. Hvorfor, spørger jeg.

Morgantini-betænkningen kræver, at den grundlæggende forsyning med drikkevand, uddannelse og andre centrale forsyningspligtydelser på forhånd undtages fra liberaliseringen. PPE-DE-Gruppen foreslår at slette dette og kræver i stedet, at man ved liberaliseringen af vandsektoren skal sørge for betalelige priser. Det betragter jeg som kynisme. Det er efter min mening ikke tilladeligt i betragtning af fattigdommen i store dele af AVS-landene. Jeg kræver, at vi forkaster disse ændringsforslag i morgen.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren fru Morgantini for det fremragende stykke arbejde, hun har udført. I et samfund, der nu er domineret af et globaliseret økonomisk marked, har Fællesskabets institutioner pligt til at tilskynde til udviklingssamarbejde, i en verden, hvor tre milliarder mennesker lever for mindre end 2 dollars om dagen og over en milliard overlever for 1 dollar.

Vi skal lede efter egnede løsninger til dette fælles mål, som både kan føre til en forbedring af den økonomiske situation i udviklingslandene og blive gradvis integreret på verdensmarkedet. EU's samarbejdspolitikker skal indeholde prioriteringer, der er beregnet på at ændre de interne processer i disse lande, idet man fremmer et stabilt, åbent og demokratisk politisk klima samt en forbedring af fremtidsudsigterne. I denne sammenhæng kan man sige, at de økonomiske partnerskabsaftaler udgør et velegnet værktøj til at fremme og gennemføre handelsrelationer mellem AVS-landene og EU.

Vi bør også understrege en anden ting: Udviklingsinvesteringer i de såkaldte "følsomme" sektorer som uddannelse, sundhed og energi bør løbende overvåges, og der bør om nødvendigt indføres restriktioner på den økonomiske liberalisering. Vi bør altid huske på, at for at have en vellykket og positiv indvirkning på den sociale struktur i udviklingslandene skal den effektive integration og økonomiske vækst nødvendigvis ledsages af en forbedring af indbyggernes levevilkår. På dette punkt er der behov for et præcist, specifikt og konsekvent engagement.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, først vil jeg gerne takke min kollega fru Martens for hendes fremragende tale og de ændringsforslag, hun har foreslået. Denne fremgangsmåde styrker den foreliggende betænkning og underbygger dens målsætning om at gøre de økonomiske partnerskabsaftaler til et funktionsdygtigt værktøj til gennemførelse af EU's mål om udviklingssamarbejde.

WTO-reglerne tvinger os til at indgå separate økonomiske partnerskabsaftaler, fordi samhandelsrelationerne baseret på Lomé-konventionerne og Cotonou-aftalen ikke er gensidige og dermed ikke i overensstemmelse med WTO's gennemførelsesklausul. I henhold til denne klausul har de industrialiserede lande ret til at indrømme ensidig og ikke-gensidig behandling til blot to kategorier af lande: enten de mindst udviklede lande eller alle udviklingslande. Eftersom regionerne af lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS) omfatter lande fra begge grupper, er de oprindelige præferencer, som blev tildelt AVS-landene, uforenelige med de nuværende WTO-regler, og vores overgangsperiode, hvor det er tilladt at give undtagelser, udløber i 2008.

For at gøre samhandelsforbindelserne mellem EU og AVS WTO-kompatible på lang sigt, har man søgt at finde en løsning i de økonomiske partnerskabsaftaler. I de foreslåede økonomiske partnerskabsaftaler bliver samhandelsforbindelserne mellem EU og de forskellige regionale AVS-grupper gensidige. I henhold til artikel XXIV i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT) kan lande på forskellige udviklingstrin indgå en gensidig frihandelsaftale under forudsætning af, at liberaliseringen af stort set al samhandel sker inden for en rimelig tidsramme. I forbindelse med de økonomiske partnerskabsaftaler skal dette forstås som omkring 90 % af samhandelen inden for 10-12 år.

Det er klart, at gennemførelsen af en gensidig frihandelsaftale bliver en større udfordring for AVS-landene, hvis udviklingsniveau varierer temmelig meget. Gensidighed udgør et stort skift i EU's tilgang til udviklings- og handelspolitik i forhold til AVS-partnerne.

På den anden side ved vi, at den tilladte støtte i henhold til Lomé og Cotonou ikke bremsede faldet i AVS-landenes markedsandele. Eftersom vi er bekymrede over en for tidlig liberalisering, er vi i denne forbindelse nødt til at spørge, om der findes et begreb som rettidig liberalisering. Nogle gange er man nødt til at tage nogle dristige skridt, som betyder, at vi samtidig skal sørge for, at det endelige resultat af forhandlingerne, levner tilstrækkelig tid til, at AVS-landenes hjemlige og regionale markeder kan tilpasse sig.

Selv mener jeg også, at det er vigtigt at give alle uhindret adgang til naturens egne "gratis" ydelser. Derfor finder jeg det på verdens vanddag nødvendigt at nævne, at det er særdeles vigtigt, at f.eks. vandressourcerne forvaltes retfærdigt.

Åbningen af markederne har i nogle tilfælde også ført til øget fattigdom i udviklingslandene, og derfor skal fremskridtene ved samtalerne overvåges nøje. Forhandlingerne skal være upartiske, og der bør ikke lægges pres på nogen parter, mens de foregår.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil takke min kollega, fru Morgantini, for den udmærkede betænkning, hun har forelagt i dag, om de økonomiske partnerskabsaftalers virkning på udviklingen.

Den almene filosofi i denne tekst er rigtig. Den taler for nødvendigheden af fællesskabssolidaritet i forbindelse med bestemmelser, der indebærer en risiko for ukontrolleret liberalisering. Dette arbejde blev hilst enstemmigt velkomment i Udviklingsudvalget. Det er mit ønske og håb, at det får samme støtte under afstemningen i morgen.

Et væsentligt princip skal være vejledende for vores overvejelser, nemlig udvikling i overensstemmelse med og tæt forbundet med Cotonou-aftalen. Det er et primært mål i alle forhandlingerne og som led i gennemførelsen af ØPA'er med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene).

Jeg forstår behovet for at bringe handelsforbindelserne mellem EU og AVS-landene i overensstemmelse med WTO's regler. Jeg taler om unilateral præferenceadgang mellem fællesskabsmarkeder. Alligevel må forenelighed med WTO's regler ikke få fortrinsret over vores internationale forpligtelser til at fremme bæredygtig udvikling og udrydde fattigdom.

Jeg deler AVS-landenes og mange ngo'ers frygt med hensyn til den måde, som Kommissionen nu fører forhandlingerne på og med hensyn til den tankegang, der ligger til grund for forhandlingerne. Der er faktisk også en skærende uligevægt mellem de to parter. Hvis vi ikke gør noget ved dette, bliver den hurtige og harmoniske gensidige åbning af markeder, som bliver solgt til os, skæbnesvangert uafbalanceret, og jeg frygter, at den kun fører til desillusion.

Der er fare for, at denne handelsliberalisering mellem ulige partnere, der langtfra efter hensigten fremmer udvikling, får ødelæggende virkninger på de skrøbelige økonomier i de berørte lande og deres sårbare befolkninger. Og dette sker på et tidspunkt, hvor vi i vores udtalelser hævder, at vi vil hjælpe disse lande med at nå millenniumudviklingsmålene, der, som vi allerede ved, er uden for rækkevidde.

Jeg tror, at hvis disse aftaler formuleres gradvis og på en samordnet måde inden for en rationel og forudsigelig ramme for at fremme handel og investering på dette område, er de en reel mulighed for AVS-landene både med hensyn til økonomisk diversificering og harmonisk regional integration og med hensyn til ægte og vellykket integration i verdensøkonomien.

Jeg vil nævne et par prioriteter. Den første er udelukkelse af Singapore-spørgsmålene og væsentlige offentlige tjenester uden at se bort fra princippet om disse landes ret til at anvende beskyttelse til at forsvare deres følsomme strategiske sektorer. Den anden prioritet er at respektere vores forpligtelse til at finde alternative handelssystemer i stedet for ØPA'er for de lande, der anmoder om det, som fastsat i Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 6. Disse alternativer skal være baseret på princippet om ikke-gensidighed, der er fastsat i den generelle præferenceordning (GSP) samt på indførelsen af en klausul, i hvilken der fastsættes særlig, differentieret behandling i WTO. Disse prioriteter afhænger meget af EU's vilje til at anvende sin indflydelse fuldt ud i WTO med henblik på at fremme en forbedring af reglerne i forbindelse med udviklingsprioritering.

Endelig giver det ikke mening at udtrykke et ønske uden at have midlerne til at opfylde det. Jeg vil slutte med at sige, at ud over bekymringen over EU's finansielle overslag skal vi på den ene side holde de løfter, som kommissionsformanden gav i Gleneagles vedrørende handelsstøtte. På den anden side skal vi udtænke nye finansielle forpligtelser som kompensation for AVS-landenes udgifter i forbindelse med fjernelse af præferencer og toldtariffer, styrke den tekniske støtte til AVS-lande og endelig, mine damer og herrer, forkaste den uacceptable nedskæring i Den Europæiske Udviklingsfond. Da jeg imidlertid ikke er overbevist om, at disse mål bliver opnået hurtigt, foreslår jeg, at Kommissionen med hensyn til den gensidige åbning af markeder og som et bevis på dens gode vilje overvejer at forlænge overgangsperioden i overensstemmelse med AVS-landenes særlige behov som fastsat på forhandlingstidspunktet.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Hr. formand, jeg håber, at de økonomiske partnerskabsaftaler bliver en velfungerende metode til bekæmpelse af fattigdom, og at de giver os mulighed for at gå fra at fremsætte erklæringer til noget mere konkret. Jeg glæder mig særdeles meget over talerne om dette emne her i aften, og navnlig Eija-Riitta Korholas tale var fremragende. Med hensyn til kvalitet kan jeg intet tilføje, men alligevel vil jeg gerne sige et par ord om Luisa Morgantinis betænkning.

Udviklingssamarbejdets betydning må ikke undervurderes. Som velfærdssamfund og europæiske samfund ønsker vi at hjælpe medmennesker, der har det værre end os selv, både i vores egne lande og andre steder. Det er på en måde et mål for, hvor civiliserede vi er.

Det er korrekt, at man i mange af EU's medlemsstater i dag diskuterer, hvor stor en andel af finansieringen der skal kanaliseres over i udviklingssamarbejdet. I Finland, hvor jeg kommer fra, har man netop diskuteret dette spørgsmål, og jeg ved, at målet på 0,7 %, som anbefales af FN, ikke er nået: Vi har holdt os omkring de 0,4 %. Vi må også håbe, at de andre europæiske lande, Finland inklusive, vil gøre fremskridt på denne front. Forhåbentlig har vi i EU en fælles vilje sammen med finansieringen til at sørge for vores brødre og for nationer, der har det værre end os.

Efter min mening bør vi imidlertid sikre, at vores bistand ydes i henhold til principperne om bæredygtig udvikling. Vi skal altid tage hensyn til økonomiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige og miljømæssige faktorer i EU's udviklingssamarbejde. Det er ikke kun pengene, der er vigtige, men frem for alt partnerskabet, at yde støtte til udviklingen og hjælpe landene til at få en god start.

Vi skal også sørge for at fremme europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder gennem udviklingssamarbejdet. Det er vigtigt at tage hensyn til disse i udviklingssamarbejdet.

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, Morgantini-betænkningen er et vigtigt forsøg på at begrænse skaderne ved de økonomiske partnerskabsaftaler. Tror De virkelig, at en frihandelsaftale er det, der er behov for til at mindske og udrydde sult og fattigdom?

Se på Burundi: Den teoretiske afskaffelse af told i henhold til de økonomiske partnerskabsaftaler vil føre til, at EU opnår en handelsandel svarende til 12,4 millioner amerikanske dollars, som Burundi vil miste, og det er efter at have medregnet gevinsten for lokale forbrugere. Dette fremgår af en undersøgelse udarbejdet af Den Økonomiske Kommission for Afrika, en FN-organisation, som også viste, hvordan kontinentet allerede har en ret høj andel af rigdomme, som ejes af udlændinge med bopæl i Afrika, højere end nogen anden region i verden: 39 %.

Tanken om, at en yderligere udvidelse af frihandelstankerne kan frembringe rigdomme i disse områder, gøres også til skamme af oplysningerne om støtte. I Nigeria kommer det billigste kød fra Tyskland og England, og i Senegal bragte 52.000 t løg, som blev eksporteret i 2005 alene fra Nederlandene, landmændene i meget alvorlige vanskeligheder. De økonomiske partnerskabsaftaler blev oprindeligt udformet inden for rammerne af Cotonou-aftalen, hvori man knæsætter kampen mod fattigdom og kampen for social udvikling, men de er i stedet blevet noget, der ikke fremmer samfundsudviklingen, men snarere øger fattigdommen.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Mine damer og herrer, jeg kan tilslutte mig nogle af de holdninger, De har givet udtryk for. Hvad angår den tilsyneladende mangel på information fra Kommissionen, er Kommissionen selvfølgelig villig til at stille alle de oplysninger, den har, til rådighed. Måske føler De, at der er for lidt information. Jeg skal sørge for, at jeg for mit vedkommende giver Dem alle de oplysninger, jeg har.

Hvad angår behovet for at have store beløb til rådighed, må medlemsstaterne skaffe dem, hvis der er behov for ekstra penge. De ved udmærket, hvilke beløb der er til rådighed fra Den Europæiske Udviklingsfond. Jeg har kun de penge, jeg har fået tildelt.

Hvad angår fru Kinnocks indlæg, vil jeg udrydde enhver misforståelse. Da jeg talte om en "akademisk" debat om alternativer, var det ikke min mening at være uforskammet. Faktisk er det muligt at stille alternative forslag til dem, der ikke ønsker at forhandle, men i den nuværende situation forhandler de alle sammen, som De ved, fru Kinnock. Ordet var måske uheldigt valgt, men at indlede en debat om alternativer, når de alle allerede forhandler, er efter min mening ikke særligt hensigtsmæssigt.

Jeg vil sige til Dem, at jeg stort set er enig i de andre bemærkninger fra Dem. Jeg kan således tilslutte mig Deres bemærkninger om adgang til markedet, men De må også indrømme, at adgang til markedet ikke er alt. 50 års erfaring med liberalisering viser tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt, og at der er en lang række andre faktorer, der skal tages i betragtning. De finder ingen, der er mere overbevist end jeg om, at vi skal lægge vægt på fordelene ved udvikling. Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig dette princip.

Vedrørende produktionsproblemer er det klart, at produktion er et af de områder, hvor vi mest hensigtsmæssigt kan yde støtte til de pågældende lande. Det er på dette niveau, at man kan skaffe den nødvendige finansiering til teknisk eller teknologisk opgradering, overførsel af teknologi, til produktkvalitet, kort sagt til at finansiere den merværdi, der er så nødvendig for adgang til markedet.

Jeg er enig med Dem i erkendelsen af, at EU ikke må pålægge diktater. Det ville slet ikke svare til hverken mine overbevisninger eller den idé, jeg har om udvikling. Der er en forhandling, og i en forhandling fremfører den enkelte part sine argumenter. Der er ikke noget diktat i det. Jeg er også enig med fru Martens, når hun siger, at tidsplanen skal være realistisk. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at det er nødvendigt at sikre adgang til vand, energi og en lang række væsentlige goder. Jeg deler Deres synspunkter om dette emne, og jeg er meget tøvende vedrørende tanken om at liberalisere disse sektorer.

Fru Kinnock, med hensyn til spørgsmålet om den afskedigelse af sekretæren, som jeg skulle have anmodet om, har jeg for det første ikke beføjelse til at afskedige den pågældende sekretær, og for det andet har jeg ikke opfordret til at afskedige nogen som helst. Det er imidlertid rigtigt - og jeg ønsker at påtage mig det fulde ansvar for, hvad jeg har gjort - at jeg som svar på en opfordring fra sekretæren for EMCCA, Det Økonomiske og Monetære Fællesskab af Centralafrikanske Stater, simpelthen sagde, at jeg ikke var enig i at bevilge en anmodning om ekstra penge til nogen, som ikke havde gjort noget som helst, og jeg kan bekræfte, at han ikke har gjort noget som helst. Jeg er endvidere ikke den eneste, der har klaget over det. For at retfærdiggøre sig selv sagde han, at han ikke havde ret til give medlemsstaterne påbud. Det arbejde, der burde have været udført, blev ikke udført. Vi modtager ikke den dokumentation, vi anmoder om. Der er et problem med gennemsigtighed i hans forvaltning. Under disse omstændigheder mener jeg, at det er en del af mit job at påpege nogle af de grundlæggende principper i god forvaltningspraksis, særlig når det drejer sig om en anmodning om finansiering fra Kommissionen. Jeg erkender således, hvad jeg gjorde, men jeg har aldrig opfordret til at afskedige nogen, og jeg har for øvrigt ikke beføjelse til det.

Sammenfattende kan jeg sige, at pakken i forhandlingen skal være samlet og kohærent. Peter Mandelson forhandler ØPA'erne, og jeg har en støttende rolle. Vi arbejder derfor sideløbende. Mit udgangspunkt er selvfølgelig udvikling og nærmere bestemt økonomisk udvikling som drivkraft for vækst. Jeg vil endvidere gøre opmærksom på, at flere lande har dagsordener for bekæmpelse af fattigdom, der omfatter dette aspekt. De regioner, der er omfattet af dagsordener for økonomisk integration, anmoder os om at støtte dem, hvilket vi gør. Denne integration omfatter et aspekt af indbyrdes handelsliberalisering. Det støtter vi, og ØPA'erne støtter denne anmodning om regional integration.

Jeg kan se, at en del af Deres frygt er berettiget, men jeg kan forsikre Dem om, at udviklingsaspektet i det mindste for mit vedkommende vil blive prioriteret. Det er dette aspekt, forhandlingerne kommer til at dreje sig om, og støtteforanstaltningerne skal gøre det muligt i overensstemmelse med det tempo, som disse lande kan opretholde, at opgradere, hvilket på lang sigt bør give dem lettere adgang ikke kun til regionale integrerede markeder, men også til verdensmarkedet.

Til sidst vil jeg sige, at jeg forstår Deres ængstelse og bekymringer. Jeg er rede til en meningsudveksling med Dem, herunder om støtteforanstaltninger. Jeg tror, at dette er meget vigtigt. Jeg efterlyser al den kreativitet, De kan fremvise, og jeg er fuldstændig åben med hensyn til disse spørgsmål uden at have en forudfattet mening. Under alle omstændigheder kan jeg forsikre Dem om, at jeg er mere end rede til at forsøge at finde de bedst mulige løsninger til at støtte udviklingslande som led i ØPA'erne.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.