Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 22. marts 2006 - Bruxelles

1. Genoptagelse af sessionen

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 15.00)

  Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 16. marts 2006, for genoptaget.

2. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

3. Modtagne dokumenter: se protokollen

4. Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 116): se protokollen

5. Reaktionen på Parlamentets beslutninger: se protokollen

6. Juridiske erhverv og samfundets interesse i et velfungerende retssystem (indgivne beslutningsforslag) : se protokollen

7. Meddelelse fra formandskabet

  Formanden. - Før vi ser nærmere på dagsordenen, vil jeg for en gang skyld komme med en positiv nyhed, der drejer sig om situationen i Spanien, men som efter min mening er en god nyhed for hele Europa.

Jeg tænker på det kommuniké, som ETA har offentliggjort i dag, hvor organisationen meddeler, at den vil indgå en permanent våbenhvile.

(Bifald)

Hermed kan vi ane en fremtid uden terrorisme og vold. Vi skal være seriøse og fornuftige, og vi skal også huske på terrorismens mange ofre. Øjeblikket giver anledning til håb, til en forening af alle de demokratiske politiske kræfter. Jeg vil gerne gentage, at jeg synes, at det er en god nyhed, ikke kun for det spanske samfund, men for hele Europa, for det viser, at terrorismen kan bekæmpes med udgangspunkt i demokratiets styrke.

Tak, mine damer og herrer, for Deres bifald.

(Bifald)

Ønsker de politiske grupper at tage ordet efter denne meddelelse fra formanden?

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, Deres information til Parlamentet har, som De kan tænke Dem, udløst en livlig reaktion i vores gruppe. Blandt de 200 medlemmer i Den Socialdemokratiske Gruppe har vi en kollega, som selv er offer for ETA's terror, idet hendes mand blev myrdet af ETA. Jeg håber, De er indforstået med, at jeg beder min kollega Barbara Dührkop Dührkop om at sige nogle ord på vores gruppes vegne.

(Bifald)

  Bárbara Dührkop Dührkop, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, ETA's meddelelse om en permanent våbenhvile, der er blevet bekræftet, er en nyhed, der vækker store forhåbninger hos alle de spanske borgere, og naturligvis også hos alle de europæiske borgere.

Vi opfordrer alle de europæiske demokrater til at stå sammen nu og i fremtiden for at opnå en endelig fred.

Jeg tror, hr. formand, som De har sagt, og jeg er dybt bevæget, at vi nu skal mindes ofrene.

(Vedvarende bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vile begynde med det, som vores meget værdsatte kollega fru Dührkop sluttede med, nemlig at vores tanker i dag går til de mænd og kvinder, der er blevet myrdet af ETA, og deres familier.

Selv om vi naturligvis glæder os over denne erklæring, så siger vi samtidig, at der ikke må gives nogen politisk modydelse for en sådan erklæring fra ETA. I en time som denne, hvor vi håber på en fredelig fremtid for hele Baskerlandet og hele den spanske nation, går vores tanker ud i verden, hvor mennesker dør på grund af terror, eller hvor mennesker berøves deres frihedsrettigheder, som i disse dage i Belarus, hvor oppositionen til dels forsvinder i fængsler.

Det er vores moralske opgave som frit valgte medlemmer af Europa-Parlamentet at hæve vores stemme, hver gang det handler om menneskelivs beskyttelse og værdighed. Menneskelivets værdighed og beskyttelse er nemlig den højeste værdi i Europa og i verden.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, når de politiske gruppers ledere opfordres til at tage ordet, er det normalt på grund af en eller anden tragedie, som har ramt vores verden. Det er en glæde i dag at blive opfordret til at fejre noget, som kun kan betragtes som en sejr.

I Vesteuropa har vi takket være efterkrigstidsgenerationens politiske ledere demokrati. I et demokrati bliver ændringer gennemført ved hjælp af stemmeurner og ikke kugler. De aktioner, som ETA, IRA, De Røde Brigader og andre terrorgrupper, som vi har kendt gennem tiden, har gennemført, har været uberettigede terroraktioner. På vegne af Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa bifalder jeg den proces, hvorigennem ETA har erklæret denne våbenhvile. Jeg ser frem til, at dialog og demokrati bliver grundlaget for ændringer i Spanien og over hele kontinentet.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, vores gruppe hørte nyheden om ETA's kommuniké for ca. to timer siden, og vi vil fremsætte følgende udtalelse. Erklæringen fra ETA viser to ting.

For det første, at demokratier gør ret i at gøre modstand mod terrorisme.

(Bifald)

For det andet viser erklæringen, at selv om demokratier gør ret i at gøre modstand mod terrorisme, skal de også kunne forhandle og tale tingene igennem. Det var det, der skete i Nordirland, og det er det, der også sker i Spanien. Jeg lykønsker alle de politiske kræfter i Spanien, som har været i stand til at indtage et klart standpunkt og forhandle, da de forskellige sider for at undgå en massakre skal kunne tale sammen. Jeg lykønsker derfor den spanske regering og alle dem, der har haft styrke til at vise, at de har et klart standpunkt, og at de ikke giver efter, men at de vil gøre en ende på terrorisme, og en afslutning på terrorisme altid går via forhandlinger.

Endvidere har vi anmodet om, at ETA sender sit brev om våbenhvile til Hamas, således at Hamas kan lade sig inspirere af det.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg deler mine kollegers glæde over ETA's beslutning. Desværre er det for sent for mange af ofrene, men bare tænk på de fremtidige ofre, hvis liv er blevet sparet på grund af den beslutning, der er blevet truffet i dag.

Mens vi afventer den fremtid med fred og forhandlinger, der vil finde sted i Spanien som følge af denne beslutning, vil jeg gøre folk opmærksom på, at våbenhvile og forhandlinger ikke er ensbetydende med undertvingelse. Der må være lige stor agtelse for de forskellige synspunkter, der må være respekt for meningsforskelle, men det vigtigste er, at vi aldrig må glemme, at liv er gået tabt uden grund, fordi folk nægtede at tale sammen på lige vilkår og på lige fod. Hvis der er noget, som EU har bevist i løbet af dets 50-årige historie, er det, at det er den bedst mulige fredsproces, der findes, for den er baseret på dialog, gensidig respekt, forståelse og tolerance - ikke accept - af alle de forskellige idéer. Den er baseret på respekt for mennesker med forskellige idéer og fokuserer på måder at samarbejde på.

Til sidst vil jeg sige, at den mulighed, som ETA's beslutning giver, er banebrydende, men glem ikke, at muligheder forpasses, hvis de ikke udnyttes, så vi må udnytte den nu og arbejde for at fuldføre idéerne i den.

(Bifald)

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig alle de foregående taleres ord og især takke fru Dührkop Dührkop.

Jeg vil gerne sige helt klart, at der findes ikke en eneste grund, som berettiger terror! Det er vigtigt, at alle demokratiske partier, alle borgere, som lever i demokrati og frihed, klart siger, at vi vil ikke acceptere terrorisme under nogen former, og at vi vil leve på en anden måde, nemlig fredeligt og i venskab med hinanden. Ethvert offer for terrorismen er et offer for meget.

Demokrati og menneskerettigheder, det er de værdier, som vi alle sammen står for. Jeg håber, at dagen i dag med ETA's erklæring virkelig vil føre til, at der kommer en politisk og fredelig løsning på problemerne i Spanien.

(Bifald)

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder sandelig også denne meddelelse, og jeg tilslutter mig beklagelserne over og sympatien med ETA's mange unødvendige ofre. Jeg gør det til en vis grad set ud fra et personligt perspektiv, fordi vi i Nordirland også har lidt under meningsløse årtier med terrorisme.

Ud fra erfaringerne i Nordirland er jeg enig i Deres advarsler. Våbenhvilen er bestemt positiv. Vi håber, at den er permanent, men hr. Poettering har helt ret i, at der hverken kan eller skal være nogen belønning for at gøre det, der er rigtigt. Den fejl, der blev begået i mit land, da ETA's søsterorganisation erklærede våbenhvile i 1994, var, at alle sprang til med politiske belønninger for det, der var blevet gjort. Det viste sig at være katastrofalt, for det skabte en tro på, at man kunne have et ben i hver lejr. Man kan ikke være terrorist om natten og politiker om dagen. Der må ske en total overgang til udelukkende fredelige midler.

De spanske myndigheder bør derfor lære af erfaringerne i Nordirland. De bør kontrollere ETA's tilsagn og gode tro og erkende, at man ikke skal belønnes for at gøre det, der er nødvendigt og rigtigt.

Samtidig med at jeg glæder mig over våbenhvilen, giver jeg dette råd og denne advarsel på baggrund af erfaringerne i mit land.

(Bifald)

  Jens Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Jeg vil også byde velkommen til våbenhvile, velkommen til at de lægger våbnene og erstatter dem med stemmesedler. Jeg kommer fra et område mellem Danmark og Tyskland, hvor der har været krig og konflikt i mange herrens år og hvor man ved at give hinanden gensidige rettigheder, ved at respektere de nationale mindretal, ved at lade en grænse afgøre med folkeafstemning nåede frem til, at gamle fjender blev venner. Jeg har oplevet den proces i Nordirland, hvor vi, da vi kom første gang som parlamentsmedlemmer, måtte gennem stærk våbenkontrol, når vi skulle ind på hotellet. Da vi kom de senere gange, var det til et fredeligt Nordirland. Processen er mulig. Jeg håber, at freden også finder sin endelige plads i Spanien og Baskerlandet.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, terrororganisationen ETA's kommuniké ændrer ikke situationen i Spanien. Det står i kommunikéet, at ETA vil holde op med at dræbe, så længe organisationen finder det passende, og den gør det for at opnå sine tilsyneladende politiske mål.

Det eneste, som dette kommuniké, hvor der ikke står et eneste ord om anger, hvor der ikke står noget som helst om at underlægge sig retsstaten, gør, er endnu en gang at vise den kriminelle gruppes kynisme og moralske armod.

Jeg håber, at den spanske regering kun tillader en slags kommuniké fra ETA, nemlig et, hvori den annoncerer, at den vil blive opløst og udlevere sine våben, og hvori den beder alle de mennesker, som den har forvoldt så meget lidelse og uretfærdig smerte, om tilgivelse.

(Bifald fra midten og fra højre)

  Formanden. - Jeg takker Dem alle for Deres reaktioner på ETA's kommuniké.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil sammen med Dem og Spaniens befolkning glæde mig over de gode nyheder, som De har modtaget. Jeg er overbevist om, at det er meget godt for Deres region.

Da jeg også kommer fra Nordirland, måtte jeg i den første del af mine 16 år i Parlamentet næsten hver måned rejse mig for at udtrykke min medfølelse med befolkningen i mit område. Det er noget, som jeg ikke savner at måtte gøre i Parlamentet nu, hvor vi til vis grad har normale tilstande i Nordirland. Jeg håber, at det også kommer til at gælde Spaniens befolkning.

Jeg kan tilslutte mig hr. Poetterings ord om - og jeg har sandelig lært af mine egne erfaringer - at det er meget lettere at føre krig end at skabe fred. Jeg er enig med hr. Poettering i, at de, der har ført denne krig og taget disse liv, ikke skal belønnes for at bringe det til ophør nu.

(Bifald)

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL). - (ES) Hr. formand, jeg synes, at det er en meget vigtig nyhed, ikke kun for Spanien, men for EU, for ETA er faktisk kommet med nævnte kommuniké. Der åbnes en ny mulighed for at finde frem til en forhandlingsproces, der kan føre til endelig fred i Euskadi, og dermed i en del af EU.

Vi indleder en kompliceret og vanskelig fase, og jeg håber, at Europa-Parlamentet vil hjælpe til i anden instans, for Spanien er første instans, og det påhviler den spanske regering, med at overvinde alle de hindringer, der utvivlsomt vil dukke op under forhandlingsprocessen.

Jeg synes derfor, og det skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi står over for en ny situation, der fortjener vores alles opmærksomhed og støtte, så vi kan finde en definitiv løsning på problemet.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg er også fra en ø, der har lidt under næsten 30 års terrorisme. Vi har haft en fredsproces i gang i 10 år eller mere. Jeg bifalder stærkt ETA's erklæring i dag. Min kritik af ETA ville være den samme som den kritik, jeg har udtrykt imod IRA i Irland i mange, mange år, nemlig at den anvendte en nyttesløs, meningsløs og udemokratisk metode til at forsøge at nå sine mål.

Men når alt kommer til alt, må vi politikere finde ud af, hvordan vi kan opnå en demokratisk politisk løsning på problemet. Jeg mener, at den spanske regering skal lykønskes med, at den har skabt en situation, hvor der er blevet erklæret våbenhvile. Alle demokrater - både i Spanien og i Europa - bør støtte den spanske regering i at fremme processen, for hvis vi lader organisationer som ETA og IRA se, at demokrater er uenige om, hvordan der kan skabes fred, vil vi tabe, og de vil vinde.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg havde ikke til hensigt at tage ordet efter min kollega, fru Dührkops bevægede indlæg, men efter næstformanden, hr. Vidal Quadras' indlæg, ønsker jeg kun at sige én ting, for jeg synes, at vi alle er forsamlet her for at anmode om, at alle de europæiske demokrater støtter denne proces.

Jeg vil blot sige til hr. Vidal-Quadras Roca, at jeg håber, at hans politiske parti og gruppe vil opføre sig på samme måde, som Den Socialdemokratiske Gruppe gjorde, da Folkepartiet og dets regering havde ansvaret for at indlede en forhandlingsproces på baggrund af en våbenhvile, der i det væsentlige er magen til den nuværende, dog ikke med samme indhold.

(Bifald)

  Formanden. - Hermed er indlæggene om dette spørgsmål afsluttet.

8. Velkomstord

  Formanden. - Mine damer og herrer, det er mig en stor glæde at byde velkommen til en delegation fra det danske Folketing, der har taget plads i den officielle loge. Delegationen ledes af hr. Christian Mejdahl.

(Bifald)

Jeg har haft lejlighed til at mødes med hr. Mejdahl og hans delegation, og jeg byder dem hjerteligt velkommen til vores møde. Jeg ønsker Dem et frugtbart og positivt resultat af Deres ophold i Bruxelles og mødet med de europæiske institutioner.

9. Dagsordenen

  Formanden. - Det endelige forslag til dagsorden som opstillet af Formandskonferencen på mødet torsdag den 16. marts 2006 i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 130 og 131 er omdelt.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg henviser til forretningsordenens artikel 103 og 130. I artikel 130 reguleres dagsordenen, i artikel 103 erklæringer og forslag fra Kommissionen.

Jeg henviser imidlertid ikke til dagens dagsorden, men til dagsordenen for det næste plenarmøde, og jeg har følgende bøn. På dagsordenen for Europa-Parlamentets næste plenarmøde har vi en forhandling og en beslutning om situationen i Belarus. Jeg vil benytte lejligheden, hvor kommissionsformanden og næstformanden i Kommissionen samt flere andre medlemmer af Kommissionen er til stede, til at bede om følgende. Situationen i Belarus er bekymrende. Jeg mener ikke, EU kan se passivt til, mens en diktator skamløst ødelægger et demokrati i Europa. Derfor må man overveje, hvilke skridt EU kan tage for at vise hr. Lukasjenko, hvor grænserne går.

Derfor vil jeg i dag bede Kommissionen om forud for diskussionen på næste plenarmøde at fremsætte egnede forslag om dette dagsordenspunkt og beskrive de skridt, som Kommissionen foreslår eller kan foreslå for at gribe ind over for Belarus og dets nuværende regering og styrke oppositionen i landet.

(Bifald)

  Formanden. - Hr. Schulz, dagsordenen for næste møde fastsættes på den kommende Formandskonference. Vi noterer os, at De ønsker, at dette punkt kommer med. Formandskonferencen vil drøfte det.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, så anmoder jeg om, at punktet bliver sat på dagsordenen for den næste Formandskonference.

  Formanden. - Udmærket, det kommer på dagsordenen på den næste Formandskonference.

  Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE). - (NL) Hr. formand, jeg henviser til forretningsordenens artikel 133 og 144. Hr. Schulz taler om det næste plenarmøde, men jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke benytter dette plenarmøde til at drøfte situationen i Belarus. Vi kunne godt vente, indtil Kommissionen kommer med foranstaltninger, men vi kan også selv foreslå foranstaltninger. Det er absurd, at vi ikke benytter os af impulsen fra den belarussiske befolknings demonstrationer.

Jeg foreslår, at forhandlingen om Belarus finder sted i dag eller i morgen.

  Formanden. - Mange tak, fru Hennis-Plasschaert.

Vi gør betydelige fremskridt, for nu henviser de medlemmer, der anmoder om at få ordet til et indlæg til forretningsordenen, til de artikler, de baserer sig på. Det er et fremskridt. Men udover at henvise til dem, ville det være en god idé også at læse dem, for hvis De læser dem, vil De se, at det står i artiklerne, at anmodningerne om at få ordet skal indgives skriftligt mindst tre timer før mødets start.

På baggrund af disse artikler kan jeg derfor ikke sætte Deres forslag under afstemning i plenarforsamlingen.

Jeg beklager, men det står der i vores forretningsorden, og vi vil derfor drøfte det på næste Formandskonference.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg skal fatte mig i korthed. Jeg vil tale om mødeperioden i Strasbourg. Jeg forlanger specielt en forklaring på formandskabets erklæringer under mødeperioden i Strasbourg om IND/DEM-Gruppens sammensætning. Jeg kan oplyse formandskabet om, at medlemmerne af den delegation, som jeg tilhører, og medlemmerne af den polske delegation i dag er blevet indkaldt til et møde i IND/DEM-Gruppen kl. 14.00.

Vi vil imidlertid gerne vide, med hvilken status vi er blevet indkaldt, eftersom formandskabet meddelte, at IND/DEM-Gruppen havde ekskluderet os under anvendelse af en procedure, der var fuldstændig uforståelig og helt ureglementeret.

Jeg vil blot fastslå, at dette møde ikke gør noget som helst for at råde bod på IND/DEM-Gruppens ledelses urimelige optræden over for 11 medlemmer, der udgør det såkaldte mindretal i gruppen, som måske ikke helt tilfældigt også erklærer, at de ikke har noget som helst at gøre med de dunkle begivenheder, der har fået Den Europæiske Revisionsret til at interessere sig for gruppens ledelse.

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Hr. Borghezio, medlemmerne kan ikke komme til plenarforsamlingen og anmode om ordet for at tale om et hvilket som helst problem, de måtte have. De har ikke henvist til nogen artikel, der begrunder Deres indlæg.

Det problem, De rejser, vedrører udelukkende Deres politiske gruppes interne forretningsorden. Formanden har ikke modtaget nogen information herom og har heller ikke bemyndigelse til at blande sig i, hvordan Deres politiske gruppe indkalder eller ikke indkalder dens medlemmer, uanset årsagen.

Jeg beklager derfor, hr. Borghezio, at jeg ikke har kunnet fratage Dem ordet, som jeg burde have gjort.

  Kathalijne Maria Buitenweg (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg vil også vende tilbage til bemærkningerne i henhold til artikel 133 og 144. Jeg forstår, at De teknisk set nok har ret i, at anmodningen skulle have været fremsat tre timer før mødets begyndelse. Det var en fejl. Men betyder det, at vi nu i Parlamentet ikke skal diskutere Belarus, hvor folk demonstrerer i gaderne, bare på grund af det tekniske problem, at vi ikke fremsatte en anmodning tre timer før mødet? Politisk set er det fuldstændig latterligt!

(Bifald)

Jeg beder Dem om at se bort fra de tre timer og lade os stemme om, hvorvidt vi skal diskutere Belarus. Måske ønsker folk ikke at diskutere det, men så kan de jo bare stemme nej. Lad os dog ikke lade bureaukratiske procedurer afholde os fra at diskutere noget så aktuelt og dermed gøre os komplet nyttesløse som parlament.

(Bifald)

  Formanden. - Fru Buitenweg, når vi ikke bryder os om reglerne, kalder vi dem for bureaukratiske. Men regler er regler, og hvis De ønsker, at jeg fortæller Dem, hvad der står i reglen - De burde kende den - handler den ikke kun om, at anmodningen skal indgives skriftligt før plenarforsamlingen. Der står, at den skal indgives af et udvalg - det er ikke tilfældet - af en politisk gruppe - det er heller ikke tilfældet - eller af mindst 37 medlemmer - det er heller ikke tilfældet. Der er derfor ingen af betingelserne i vores forretningsorden, der er opfyldt. Jeg er nødt til at overholde forretningsordenen og handle derefter, dvs. at sagen er afsluttet. Den er afsluttet: 37 medlemmer før plenarmødet, før plenarmødet.

Jeg beklager, mine damer og herrer. I henhold til forretningsordenen skal anmodningen indgives skriftligt før plenarmødet. Hvis De var så interesserede, kunne De have gjort Dem den ulejlighed at have indgivet en skriftlig anmodning før plenarmødet, for jeg går ud fra, at De ikke først har opdaget Belarus-spørgsmålet for en halv time siden, vel? Gør Dem den ulejlighed at læse forretningsordenen og overholde den.

  Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Der er situationer, hvor man må nå til enighed. De har sikkert ret i Deres fortolkning af forretningsordenen, men vi har et andet møde i morgen tidlig, og jeg foreslår på vegne af PPE-DE-Gruppen, at vi her i Parlamentet i morgen debatterer situationen i Belarus ...

(Vedvarende bifald)

for at give udtryk for vores solidaritet med demokraterne i Belarus.

  Formanden. - Mange tak, hr. Poettering. Plenarforsamlingen er suveræn, og vi vil gøre det fornødne afhængig af den støtte, der bliver givet udtryk for, men formanden er nødt til at overholde forretningsordenen.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg er enig, vores gruppe tilslutter os det. Vi kan diskutere Belarus her i morgen tidlig, det er overhovedet ikke noget problem. Men det hykleri, I lige har leveret, det kommer vi til at diskutere med hinanden på et tidspunkt. Hvis en gruppe mener, at dette emne skulle have været diskuteret her i dag eller i morgen, hr. Poettering, så havde det været nok med et telefonopkald. Jeg talte i telefon med Dem fem minutter før dette møde, og jeg hørte ikke et ord fra Dem om dette spørgsmål.

Jeg har lige foreslået, at vi diskuterer det på næste møde, så bad en kollega om, at vi skulle gøre det nu.

(Uro)

Deres evne til demokrati viser sig også i Deres evne til at lytte! Jeg er lige straks færdig.

En kollega bad om, at vi skulle gøre det nu, det kan man jo diskutere stille og roligt. Men at forsøge sådan en opstandelse, som om De alene forsvarede Belarus' interesser, det kan vi ikke være med til. Vi kan diskutere sagen i morgen, men ikke med Deres fjollede opførsel.

(Mishag)

  Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg har ikke noget specielt emne, som jeg vil drøfte med Dem, det drejer stadig om Belarus. Vi indsamler nu 37 underskrifter. Jeg mener, at vi kan gå videre i morgen tidlig med vores gruppeformænds anmodning. Jeg regner ikke med at fremsætte en skriftlig erklæring om det, men de 37 underskrifter, der bliver indsamlet her under mødet, burde være tilstrækkeligt, og jeg ser frem til at modtage Deres bekræftelse.

(Bifald)

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). - (CS) Jeg vil gerne gøre mine højt ærede kolleger, som for øjeblikket opfordrer til, at vi involverer os hurtigst muligt i situationen i Belarus - hvoraf nogle er fra Østrig - opmærksom på, at EU pålagde Østrig sanktioner for nogen tid siden. Selv om fru Ferrero-Waldner opfordrer til, at der lægges pres på Belarus, var hun medlem af Schüssel-regeringen, som EU pålagde sanktioner. Vær venlig nøje at overveje de skridt, De tager, så De ikke kommer i den pinlige situation, at De må ignorere dem i fremtiden.

  Daniel Marc Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, grundlæggende glæder det mig altid, når den store koalition vakler. Det er altid godt for Parlamentet.

(Bifald)

Det andet, jeg ville sige - og det behøver man ikke hidse sig op over, for jeg tror helt enkelt, at hr. Poettering har ret, også selv om han måske først har set lyset her i salen, hvilket vel heller ikke er nogen forbrydelse, Martin - det er, at vi i Europa-Parlamentet må diskutere denne situation og vedtage en entydig udtalelse over for Belarus og over for Rusland, for uden Putin ville Lukasjenko overhovedet ikke være ved magten længere. Hvis vi gør det i morgen, så har vi fortjent EU's stjerner.

  Formanden. - Hr. Cohn-Bendit, vi er i gang med indlæg til forretningsordenen. Jeg beder Dem om ikke at komme ind på selve sagen.

  Graham Watson (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg har taget ordet for at rose Dem for at fastholde respekten for Parlamentets forretningsorden og for at udvise fleksibilitet for at imødekomme vores kollegers krav om en afstemning i morgen formiddag, og jeg foreslår, at vi straks går videre til næste punkt.

  Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, netop som jeg kom ind i salen - og jeg beder kun om ordet, fordi hr. Schulz tiltalte mig - da tænkte jeg: Dette er det første møde i den tid, jeg har været gruppeformand, hvor jeg ikke behøver sige noget. Nu blev det anderledes - De kom med erklæringen om ETA, som jeg reagerede på, fordi andre bad om ordet.

Da jeg telefonerede med hr. Schulz på hans initiativ fem minutter i tre eller fem minutter i to - det kan jeg ikke huske længere - tænkte jeg slet ikke på, at der skulle være en diskussion om Belarus her i dag. Hvis jeg havde ønsket at sætte denne debat i gang - jeg vil bede Dem om at notere, at jeg spiller med åbne kort - så ville jeg ikke kun have talt med hr. Schulz om det, men også med hr. Watson, hr. Cohn-Bendit, Monica Frassoni, hr. Wuertz, Brian Cawley, med dem alle sammen. Jeg trådte ind i salen uden at have kendskab til denne debat, hørte kollegernes reaktioner, og så mente jeg, at jeg ville tilbyde min gode vilje ved at foreslå, at vi diskuterer det i morgen tidlig. Jeg mener fortsat, at det er et godt forslag.

(Bifald)

  Formanden. - Udmærket, lad os tilpasse forretningsordenen, men vi skal overholde den, for hvis vi ikke overholder den i dag ved at sige, at det er en tarvelig bureaukratisk regel, vil der i morgen være andre, der også mener, at en regel er en tarvelig bureaukratisk regel, og så har vi ingen regler tilbage. Hvis der her til eftermiddag, som det kræves i henhold til forretningsordenen, indgives en anmodning underskrevet af 37 medlemmer eller af en politisk gruppe, kan forhandlingen om Belarus finde sted i morgen. Men De skal venligst overholde den fastsatte procedure.

(Parlamentet godkendte arbejdsplanen)⁽¹⁾

(1) For andre ændringer af arbejdsplanen: Se protokollen.

10. Velkomstord

  Formanden. - Inden jeg giver ordet til de talere, der taler på vegne af grupperne, vil jeg gerne meddele plenarforsamlingen, at Perus udenrigsminister, hr. Maúrtua de Romaña, befinder sig i den diplomatiske loge.

(Bifald)

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke den peruvianske regering for dens uvurderlige støtte i forbindelse med afholdelsen af Latinamerika og Caribien-konferencen i Lima i juni sidste år. Alle de medlemmer af Europa-Parlamentet, der deltog i konferencen - især næstformand hr. dos Santos - gav udtryk for den opmærksomhed, de havde fået, og den fremragende organisering af konferencen. Jeg beder Dem om, hr. minister, at viderebringe vores tak til Deres lands regering.

11. Den årlige politiske strategi 2007 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra Kommissionen om den årlige politiske strategi 2007.

Jeg giver ordet til Kommissionens formand, som jeg beder om at undskylde forsinkelsen.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, formålet med forhandlingen i dag er at gøre status over og planlægge fremtiden samt nå til enighed om de prioriterede aktioner for 2007. Det drejer sig om at samarbejde, således at vi på en hensigtsmæssig måde kan forberede grundlaget for fremtidige aktioner.

Kommissionen har givet en effektiv gennemførelse af dens politikker en central plads i dens mål, men hvis vi skal gennemføre dem effektivt, er der brug for et ægte partnerskab mellem EU-institutionerne. Rapporten for 2005 viser, at karikaturen af et Europa, der var grebet af lammelse, slet ikke svarede til virkeligheden. Vi har faktisk gjort betydelige fremskridt. Kommissionen har fokuseret på sine mål og har opnået en gennemførelsesprocent på næsten 90 % for dens prioriterede områder. Stabilitets- og vækstpagten, den reviderede sociale dagsorden og strategien for bæredygtig vækst er blevet ledt i en ny retning. Jeg tror imidlertid, at vi i denne uge kommer til at se, at revisionen af Lissabon-strategien om beskæftigelse og vækst er blevet et vendepunkt med hensyn til endelig at forsyne strategien med de redskaber, der er nødvendige for at føre forhåbninger ud i livet.

Topmødet på Hampton Court bidrog til at opnå en ny enighed om de væsentligste elementer i EU's indsats i en verden, der bevæger sig i retning af globalisering. Det åbnede døren for de foranstaltninger, der er ved at blive gennemført i dag. Jeg tænker f.eks. på europæisk energipolitik og Den Europæiske Globaliseringsfond.

EU viste sin evne til at reagere hurtigt på behovene efter tsunamien og efter bombeangrebene i London. Det har også vist, at det er i stand til at arbejde som ét organ med den europæiske konsensus om udvikling, som Parlamentet også selv har tilslutter sig, idet det er udtryk for en ægte fælles holdning. Det skal dog indrømmes, at vores opgave ikke er afsluttet. Hvad angår de finansielle overslag, mener jeg imidlertid, at vi er tættere end nogensinde på at opnå en aftale. Hvis vi finder en løsning meget snart, har vi stadig tilstrækkelig tid til at gå i gang med at gennemføre de fleste programmer i begyndelsen af næste år, hvilket er særlig vigtigt for de mindre velstående lande og regioner i vores verdensdel.

Hvad angår den europæiske debats fremtid, kan vi stadig udnytte begivenhederne og anvende denne periode til at finde en ægte konsensus angående, hvilken retning vi skal bevæge os i. Jeg tror, at vi er på rette vej. Den årlige statusrapport om Lissabon-strategien, grønbogen om energipolitik, biobrændstoffer, Det Europæiske Teknologiske Institut og køreplanen vedrørende ligestilling mellem kønnene er en række større initiativer, som allerede er på dagsordenen.

Men hvad så med 2007?

Jeg tror, at 2007 bliver et afgørende år med hensyn til at nå de strategiske mål, som Kommissionen har sat sig for sin mandatperiode. Vores strategiske mål over fem år - velstand, solidaritet og sikkerhed - og selvfølgelig deres indflydelse uden for EU er stadig relevante. De udgør en kohærent politisk ramme, som skal være retningsgivende for EU's indsats. De afspejler de udfordringer, som EU står overfor, og europæernes væsentligste bekymringer, som vi bestræber os på at tage fat på med disse mål. De bliver ved med at være hjørnestenen i Kommissionens indsats. Jeg tror faktisk, at de er et sundt grundlag, ud fra hvilket vi kan tage den retning, som EU skal bevæge sig hen imod, op til fornyet vurdering. I 2007 er det 50 år siden, Rom-traktaten blev indgået, og der vil med rette blive sat fokus på EU's storartede værdier og almene mål.

Hovedmålet må fortsat være bæredygtig vækst for at skabe flere og bedre job i Europa. Med mere positive makroøkonomiske fremtidsudsigter må vi benytte enhver lejlighed til at fremskynde reformer og føre dem ud i livet. Jeg ved, at Parlamentet er indstillet på at spille sin rolle i et virkeligt partnerskab for vækst og beskæftigelse.

I 2007 må flere medlemsstater fremskynde deres forberedelser til at indføre euroen. Forudsat at Bulgarien og Rumænien overholder de nødvendige betingelser, vil de tiltræde, og jeg ser frem til deres bidrag til EU.

Energi vil fortsat tiltrække sig vores opmærksomhed. Vi vil sætte særligt fokus på fremme af bæredygtig forvaltning og beskyttelse af naturressourcer. Vi vil fremsætte forslag til en EU-havpolitik. Vi vil følge op på grønbogen om arbejdsret. 2007 bliver også det europæiske ligestillingsår. På området for sikkerhed og frihed vil hovedopgaven blive udvidelsen af Schengen-området, migration og grænsekontrol og bekæmpelse af kriminalitet. Sundhedsspørgsmål vil fortsat være centrale med en større præventiv indsats imod pandemier. Uden for vores grænser vil vi sørge for, at Doha-runden følges ordentligt op, at der sker fremskridt med stabiliseringen af Vestbalkan - navnlig i Kosovo - og at der indgås partnerskabsaftaler med AVS-landene.

Som De ser, får vi meget travlt i 2007. I 2007 vil der også blive fastsat nye retningslinjer for anden halvdel af Kommissionens embedsperiode. Vi vil forberede fremtiden og herunder gennemføre en grundig revision af EU's budget, som skal munde ud i en hvidbog i 2008-2009. Revisionen skal være baseret på en dybtgående overvejelse og skal tage alle synspunkter i betragtning. Det gælder naturligvis også Europa-Parlamentets synspunkter, og jeg glæder mig over Deres ønske om at engagere Dem stærkt i denne proces.

Jeg vil også sige nogle få ord om vores evne til at virkeliggøre disse prioriteringer. Vi må gøre dem til praktiske aktioner og gennemføre dem med de mest hensigtsmæssige instrumenter. Kommissionen har gjort fremskridt i den retning. For det første har vi en strategisk planlægnings- og programmeringscyklus, der sikrer en effektiv og rettidig virkeliggørelse af vores prioriteringer og samler vores ressourcer om disse opgaver. Kommissionen giver udtryk for sine hensigter, gennemfører høringer om dem, vedtager sit arbejdsprogram og rapporterer regelmæssigt om dets gennemførelse. Vi må imidlertid styrke den politiske relevans og substans af vores drøftelser om vores strategiske planlægning og programmering yderligere.

For det andet har vi indført en række instrumenter for at fremme bedre lovgivning og god forvaltningspraksis, som jeg tror har reel indflydelse på vores arbejdes stringens og kvaliteten af vores output. Vi har gjort en stor indsats for at gennemføre konsekvensanalyser af vores vigtigste forslag. Vi har indtil videre gennemført over hundrede, og vi vil fortsætte med at forbedre deres kvalitet og sikre, at de virkelig gør forskel i vores beslutningsproces.

Kommissionen vil også gennemføre sin forenklingsdagsorden, som vedrører flere forskellige felter fra miljø til industrien, modernisering af arbejdsretten, forbrugerrettigheder og vigtige sektorer i det indre marked. Men vi må ikke glemme, at forvaltningspraksis og bedre lovgivning er alle de europæiske institutioners og medlemsstaternes fælles ansvar. Som jeg har sagt tidligere, er bedre lovgivning afgørende for frigørelsen af vores økonomiske potentiale, navnlig for små og mellemstore virksomheder. Det, som vores erhvervsliv har brug for i Europa, er forenkling, ikke bureaukrati. Der skal gøres en indsats på alle planer for at vise, at europæiske initiativer er velbegrundede og virkelig skaber merværdi. På mange områder - hvad enten det er på europæisk eller nationalt plan - har vi ikke brug for så mange bestemmelser.

Som Montesquieu sagde - meget rammende - og jeg vil sige det på fransk:

(FR) "Les lois inutiles affaiblissent les lois nécessaires".

Det betyder sådan noget som "unyttige love svækker nødvendige love". Dette er selve princippet i den gode europæiske tradition.

Hvad er så de næste skridt? Den årlige politikstrategi er grundlaget for vores dialog, når vi skal forberede Kommissionens arbejdsprogram for 2007. Nu er alle kommissærerne parate til at drøfte de politiske prioriteringer, der er forelagt på hver deres område, med udvalgene. Det er vigtigt at lægge de daglige problemer til side for at forberede fremtiden. Jeg var meget tilfreds med Parlamentets initiativ sidste år til at samle trådene i dets betænkning. Det fik stor indflydelse på dette års arbejdsprogram.

Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen forelægger denne strategi i en partnerskabsånd. Jeg glæder mig til at høre, hvor De mener, at Europa bør bruge energien i 2007.

(Bifald)

  Françoise Grossetête, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, i 2005 fik europæerne lejlighed til ikke kun at fortælle os, at de forventede meget af os, men at de også satte spørgsmålstegn ved deres fremtid og Europas fremtid som led i globaliseringen.

Med den politiske strategi for 2007 skal vi kunne give fornuftige svar. Uden at have hverken den interinstitutionelle aftale eller de finansielle overslag for øjeblikket, hvor er vi så på vej hen? Vi befinder os i en situation, jeg vil beskrive som komplet hykleri. Vi ønsker at drøfte aktioner, der er vigtige for europæere, hvorimod Rådet, som er døv over for vores argumenter, foreslår næsten ingen budgetudvikling. Parlamentet giver ikke op i forbindelse med de finansielle overslag. Behovene er kæmpestore: ungdomsuddannelse, forskning, transport, sundhedsprogrammer og miljøet. Hvis jeg skulle nævne dem alle, ville det blive for meget. Hr. Barroso, De taler om en eventuel kommende aftale, men jeg har ikke hørt Dem sige ordet ambitiøs - en ambitiøs aftale - og derfor er jeg stadig skeptisk.

I den dialog, vi er ved at indlede, kan De regne med Parlamentets drivkraft i affattelsen af de politiske prioriteter for 2007. Det glæder mig imidlertid, at Kommissionen endelig indser, at økonomisk samhørighed, solidaritet og miljøbeskyttelse kan forenes med vores mål for vækst og beskæftigelse.

De foreslår fire prioriterede områder, nemlig viden, virksomheder, særlig SMV'er, beskæftigelse og aldring samt endelig energi. Vi skal faktisk repræsentere det bedste i det videnbaserede samfund. Vi kan se, hvad der sker i Asien, og vi må ikke stå hjælpeløse over for det. EU kan kun klare det, hvis det tager fat på udfordringen fra viden i form af teknisk og industriel udvikling. Hvad angår SMV'er, skal vi skabe konkurrencedygtige lovrammer og hjælpe virksomhederne med at få bedre fodfæste på internationale markeder.

De agter også at afskaffe de unyttige europæiske love, de berygtede unyttige love, De nævnte for lidt siden, som svækker de nødvendige love. Vi er helt enige med Dem, hr. Barroso, og Parlamentet agter at blive tæt inddraget i de beslutninger, der træffes for at forenkle lovgivningen. At være enkel betyder imidlertid også at udtrykke sig klart. De ønsker at gøre 2007 til et vigtigt år med hensyn til kommunikation, og jeg kan tilslutte mig Deres mål. At lave nye ord har imidlertid aldrig været en del af en god kommunikationsstrategi. I forbindelse med den væsentligste prioritet, nemlig beskæftigelse, indfører De et frygteligt ord "flekssikkerhed". Hvad vil det sige? Europæerne vil løbe langt væk, når de hører dette meget teknokratiske ord. Nu har de i Bruxelles opfundet endnu et ord, man rolig kan glemme alt om - det er, hvad vi risikerer at høre.

Energi er det grundlæggende emne. 2007 er nødt til at blive et afgørende år, hvad angår retningslinjerne for energipolitik. Vi er nødt til at være objektive, se bort fra enhver ideologi, ikke længere behandle atomkraft som et tabuemne og huske på, at vores energiafhængighed aldrig må overstige 50 %. Som vi har set for nylig, er energi ved at blive et våben, der kan anvendes til at udøve politisk pres. Og hvis et land uden for EU engang i fremtiden beslutter at afbryde forsyningen og nedsænke Europa i mørke, hvordan vil vi så reagere? Det er derfor nødvendigt at forbedre de måder, vi transporterer energi på, og først og fremmest tænke på solidaritet mellem medlemsstaterne.

Med hensyn til sikkerhed og friheder bekymrer udvidelsen af Schengen-området EU-borgerne. De har stadig indtryk af, at de europæiske grænser er porøse, og at debatten om indvandring stadig er på ønsketænkningsstadiet. Den fremtidige udvidelse med Rumænien og Bulgarien skal afgøres i løbet af i år. Mens jeg er ved dette emne, har vi med interesse lagt mærke til Deres ufravigelige betingelse, nemlig at disse lande fuldt ud skal opfylde acquis communautaire. Endvidere beklager jeg, hvis naboskabspolitikken bliver en selvstændig politik, at der ikke gøres mere for at etablere det strategiske partnerskab.

Perioden 2007-2013 markerer også lanceringen af en lang række nye EU-programmer, og hvis vi skal gennemføre dem, har vi brug for de finansielle overslag. Vi kender kun alt for godt debatten om Erasmus. Endelig vil vi lægge særlig vægt på udarbejdelsen af hvidbogen om reformen af EU-budgettet. Vi anmoder Dem om at inddrage Parlamentet i denne opgave.

2007 markerer 50-årsdagen for Rom-traktaten. Kunne det ikke være en lejlighed til at se forfatningstraktaten træde i kraft og at gøre 2007 til europæisk år i alle medlemsstaterne, således at dobbelttydighederne endelig hører op, og man kan sige sandheden om, hvordan EU gavner befolkningens dagligliv?

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, når man taler om Kommissionens strategiske program, så må man også spørge, hvilken rolle Kommissionen selv spiller ved gennemførelsen af denne strategi. Netop dette spørgsmål vil jeg koncentrere mig om.

Vi er i vidt omfang enige om det indhold, som De har fremlagt mundtligt og skriftligt, hr. kommissionsformand. En revideret Lissabon-strategi? Selvfølgelig! Definere Europas rolle i en globaliseret verden med hensyn til migrationsstrømmene? Okay! Det er en central udfordring! Forbedre Europas energiforsyning, større energieffektivitet, større energisikkerhed? Enighed i hele Parlamentet! Fremme af den teknologiske udvikling, investeringer i fremtidens teknologier for at bevare og endda videreudvikle Europas konkurrenceevne som videnbaseret kontinent? Enig! Styrke den indre sikkerhed og udvide Europas rolle i den internationale sikkerhed? Enig! Skønt! Helt fint! Vi kommer til at høre mange talere i dag, som vil sige: Ja, lige præcis! Det har han ret i, hr. Barroso, det er det, vi skal gøre!

Vi får bare ikke finansielle overslag, der svarer til det, altså de nødvendige midler til at nå disse mål. Vi købslår med Rådet - det har fru Grossetête ret i - om en milliard mere eller mindre. Den modige model, som De, hr. kommissionsformand, talte for sammen med Deres kommissær ved fremlæggelsen af Deres finansielle overslag, blev på Det Europæiske Råd beskåret med 200 milliarder euro. De krævede 1.022 billioner euro til syv år, Rådet vedtog 840 milliarder euro.

Jeg undrer mig over, hvad der skal ske med José Manuel Barrosos strategiske plan i forhold til en sådan forkert finanspolitik. De har sagt til Parlamentet, at De ville kæmpe for disse strategiske mål med disse finansielle midler. Og efterfølgende sagde De til Parlamentet, at Rådets beslutning var en succes. De kan ikke gøre andet, det har jeg forståelse for, for De får ikke flere penge, i hvert fald ikke, hvis ikke vi kæmper lidt mere for det. De må jo som kommissionsformand også leve med stats- og regeringschefernes manglende fornuft. Derfor er min kritik ikke så meget rettet mod Dem og Deres Kommission, men mod partnerne på den anden side.

Vi vil ikke kunne nå disse strategiske mål, hvis vi på den ene side definerer målene, men på den anden side ikke stiller de nødvendige økonomiske midler til rådighed for de institutioner, der skal udføre dem. Det står fast! Derfor siger jeg, at Kommissionens strategiske mål er rigtige, men De må også tage fat i de enkelte stater! Som formand for Kommissionen må De kalde tingene ved rette navn! De må sammen med Deres kommissærer i hvert enkelt tilfælde gå ud og sige, at man ikke kan kundgøre, at nu giver vi Europol større magt, vi bekæmper terror og kriminalitet mere effektivt på europæisk niveau - fælles bekæmpelse af kriminalitet og større indre sikkerhed er i øvrigt det område, hvor der er størst tilslutning fra borgerne til et europæisk emne - hvorefter Rådet skærer midlerne ned med 7,8 milliarder euro, i øvrigt tre dage før det vedtog programmet om Europol, som jo ser så pænt ud i avisen.

Deres strategiske mål er rigtige. Men Kommissionen må tage opgøret med de stats- og regeringschefer, med de ministre og ministerråd, som om mandagen ikke vil betale prisen for de taler, de holdt om søndagen. Det forventer jeg af Kommissionen. De kan forvente af os, at vi støtter Deres strategiske mål - De har nævnt de rigtige strategiske mål - men vi forventer af Dem, at De står på vores side i den kamp, som vi i Parlamentet fører med stats- og regeringscheferne for at gøre Europa-politikken lidt mere troværdig.

Hvis vi kan aftale det for 2007, så bliver det et spændende og sikkert også vellykket år for de europæiske institutioner.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, i dag debatterer vi Kommissionens prioriteringer for 2007, men i morgen må vores stats- og regeringschefer finde midlerne, modet og karakterstyrken til at gøre disse prioriteringer til virkelighed.

Vi sidder med en plan for fremtiden, hvor vægten lægges på viden, virksomheder, beskæftigelse og energi. Den årlige politikstrategi for 2007 sætter kød på forslagene fra Hampton Court, hvilket kunne bidrage til at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi i verden, hvis medlemsstaterne bare ville sætte sig ud over de floskler, der diskes op med på det årlige forårstopmøde om Lissabon-strategien. Jeg har set udkastet til Rådets konklusioner. Store ord fra sådan nogle krystere! Europa fortjener bedre. Det fortjener det fælles ansvar, som hr. Barroso talte om. Det er årsagen til, at Den Liberale Gruppe bifalder Kommissionens ambitioner.

Dette dokument lover det, som tidligere årlige politikstrategier tydeligvis ikke leverede, nemlig praktiske forslag til europæisk fornyelse ved at indføre lovlige migrationskanaler og et fælles europæisk asylsystem - og deres deraf følgende bedre grænseforvaltning - for at tilvejebringe de arbejdstagere og den sikkerhed, som Europa har brug for - ved at fremskynde en europæisk energipolitik, ved at gennemføre det indre marked for energi og gas, ved at investere i renere kulteknologier og ved at afbalancere fleksibilitet og social beskyttelse med markedernes krav for at fremme vækst og konkurrenceevne.

Der er en ting, som Kommissionen ikke har lært. Den placerer brugen af ressourcer og miljøbeskyttelsen under punktet Solidaritet. Den burde placere dem under punktet Velfærd, for vi får ikke det rette syn på disse ting, før vi forstår, at miljø og økologisk vækst er et led i velfærd og ikke i solidaritet. Udvidelsen af euroområdet og accepten af Bulgarien og Rumænien kan tillige betyde, at 2007 kunne blive et skelsættende år for Europa, navnlig hvis vi får forfatningsprocessen tilbage på sporet.

Men succesen afhænger af en faktor, der hidtil har været fraværende, og som alverdens forslag fra Kommissionen ikke kan råde bod på, nemlig nationalt ejerskab til medlemsstaternes nødvendige reformer. Hvem har tillid til en ledelse, der siger én ting og gør noget andet, der vedtager politikker, men derefter tilbagekalder, afbryder og svækker deres gennemførelse? Jeg tænker ikke kun på økonomiske protektionisters angreb på direktiverne om tjenesteydelser og overtagelser, jeg taler om en mere generel kortsynethed, der forhindrer medlemsstaterne i at se den større sammenhæng, den kortsynethed, der fik Rådet til at forkaste forslag om at udpege de lande, der ikke gør det godt, og nægte tilstrækkelig finansiering af Europas prioriterede områder. Det er også en af årsagerne til, at ambitionerne i sidste års årlige politikstrategi om at gøre fremskridt med Doha, med Lissabon-målene og med forfatningen slog helt fejl.

Det er den udfordring, som de europæiske ledere står over for, når de mødes på forårstopmødet i morgen. Europa har brug for dem til at skabe en koalition af de sammenhængende.

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, vi diskuterer nu endnu en strategi, endnu et dokument og endnu en række prioriteringer. På samme måde som vi debatterede de andre, vil vi gerne lægge vægt på 2-3 spørgsmål, og det første drejer sig om de finansielle overslag.

Hr. formand, De ved udmærket, at en aftale med Rådet i dag ville være ensbetydende med en dramatisk mindskelse af vores og naturligvis borgernes ambitioner. Derfor opfordrer vi Dem til at indgå en aftale og til at arbejde for en aftale, men på vores betingelser, som også burde være Deres. Jeg tilslutter mig fuldt ud aftalen om de finansielle overslag, men ikke på Rådets betingelser. Indtil vi kan regne med enighed og en klar alliance med Kommissionen i denne sag, vil debatter som den i dag være temmelig blottede for indhold.

For det andet nævnte De andre emner, og jeg vil især tale om to. Det ene er spørgsmålet om indvandring og intern sikkerhed. De sagde, at prioriteringerne vil være Schengen, kontrol og grænser, men der var et emne, som De ikke sagde noget om, selv om det er nævnt i teksten. Det er et problem, som efter vores opfattelse er vigtigt, nemlig lovlige indrejseprocedurer. Det forekommer i Deres tekster, men det bliver ikke taget i betragtning i det, der bliver gjort, og det, der bliver sagt! Det faktum, at Kommissionen ikke kan sige et ord - ikke et eneste - om de tusindvis af mennesker, der er omkommet mellem Mauretanien og De Kanariske Øer, og om, at mit land, Italien, stadig har en ukendt aftale med Libyen, som er blevet holdt skjult for Dem og for Parlamentet, og som har betydet døden for mange mennesker i den ørken, betyder, at debatten om en fælles indvandringspolitik stadig bare er tomme ord. Vi ville være henrykte, hvis De ville sige bare nogle få ord om dette emne, som ikke bare er en generel kommentar.

For det tredje er der spørgsmålet om energi. Vi har et problem, og De ved, at der er forskellige holdninger til spørgsmålet, og navnlig at vi mener, at kernekraft og vedvarende energi ikke kan sidestilles - det er to forskellige ting. Vi erkender, at der er kernekraft på dette kontinent, men vi kan ikke tro, at dette er fremtidens energiform for vores kontinent, til dels fordi - og det er slet ikke uvæsentligt - vi stadig må importere uran, mens vi ikke behøver at importere sol og vind! Dette er et vigtigt punkt, i hvert fald set ud fra et begrebsmæssigt synspunkt, og kernekraft bør ikke sidestilles med vedvarende energi! Vi må være helt på det rene med, at vi ikke kan være afhængige af kernekraft. Kernekraft opfylder i dag kun en del af vores krav, og den er absolut ingen fremtidsmulighed.

Desuden er der inden for energispørgsmål stadig et gabende hul i Kommissionens strategi, nemlig dens tavshed om transportspørgsmålet. 70 % af vores olieafhængighed vedrører transport. Jeg er enig i, at selv Parlamentet ikke har kunnet bidrage noget videre til en innovativ transportpolitik, men jeg mener, at Kommissionen bør hjælpe os i dette spørgsmål.

Hr. formand, til sidst vil jeg sige, at der er en anden prioritering, som bliver ignoreret på dette område, og det er vores byer. Byer er en mulighed, ikke kun som en slags laboratorium, men også for Europas brug, og for øjeblikket bruges de ikke tilstrækkeligt, hverken hvad angår finansiel støtte, eller hvad angår de vigtigste strategier. Måske er det bedre at begynde med byer i stedet for med større infrastruktur, som i øvrigt heller ikke vil blive finansieret af Europa.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Det store spørgsmål, som min politiske gruppe har rejst, drejer sig ikke kun om de politikker, som fastlægges konkret for 2007, men også om den tvivl, der opstår hos os, med hensyn til den bredere strategiske retning, man generelt giver det europæiske projekt.

Det er ikke acceptabelt, at vi dagligt er vidner til de storme af protest og bekymring, som har rejst sig på grund af den nye befolkningsfjendtlige arbejdslovgivning i Frankrig. I den sidste tid har vi ofte været vidner til borgernes reaktioner på forskellige direktiver. Det er uacceptabelt, når EU gemmer hovedet i busken og viderefører politikker, som ikke virker til gavn for arbejdstagerne, men til gavn for store virksomheder.

EU fortsætter Lissabon-strategien, som man i et forsøg på at desorientere arbejdstagerne nu har gjort til en "revideret" strategi. Men er indholdet revideret eller ændret i forhold til, hvad man besluttede i første omgang? Er det lykkedes at fremme udviklingen af en socialpolitisk dagsorden, som tager sigte på at sikre de grundlæggende sociale standarder, kvalitet i beskæftigelsen og forening af arbejdslivet og privatlivet? Nej, det er det ikke.

I konkurrenceevnens navn udsættes arbejdstagernes tilkæmpede rettigheder dagligt for angreb fra et kapitalistisk Europa. Arbejdstiden forlænges, lønnen skæres ned, kollektive overenskomster afskaffes, arbejdsløsheden og indtægtsskævhederne øges, velfærdssystemet smuldrer, og de unge er de første ofre. Det er dem, vi opfordrer til at bygge et Europa med fremtid - det er ironisk.

Samtidig gennemføres politikker, som, man påstår, jævner vejen for indvandring. Men hvordan kan det lade sig gøre, når målet endnu en gang er de kriterier, der opstilles for at sikre Europas økonomiske interesser, og når man på EU's område tilbageholder indvandrere og personer, der har brug for international beskyttelse, under fængselslignende forhold, selv om den eneste forbrydelse, de har gjort, er at søge efter et menneskeligt liv.

De europæiske midler bør ikke gå til politikker, som styrker lukkede grænser, udvisninger og hjemsendelser, men skal derimod behandle de virkelige årsager til indvandringen og reelt fremme menneskerettighederne inden for rammerne af en naboskabspolitik, der er til fordel for begge parter og ligger langt fra tankegangen bag Verdenshandelsorganisationens og Verdensbankens reformer og helt uden for tankegangen bag militærinterventioner.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) Hvis afgrunden mellem EU's Lissabon-mål og virkeligheden skal mindskes, må Kommissionens arbejdsprogram for 2007 være ambitiøst. Kommissionens indsats bør omfatte alle områder, og samtidig bør Kommissionen prioritere de initiativer, der ikke bare er vigtige for en bestemt sektor, men også for den generelle udvikling af EU.

I Kommissionens program var iværksættelsen af rumprogrammet og den regelmæssige evaluering af strategien blandt de vigtigste foranstaltninger, som blev nævnt med henblik på gennemførelse af Lissabon-strategien i 2007. Selv om jeg ikke bestrider betydningen af disse foranstaltninger, mener jeg, at særlige foranstaltninger til fremme af udvikling af små og mellemstore virksomheder og udvikling af servicesektoren ville give Lissabon-processen bredere støtte, men den slags foranstaltninger var ikke med på listen. Selv om udvikling af små og mellemstore virksomheder forekommer blandt de anførte prioriteringer, er denne prioritering overhovedet ikke afspejlet i listen over de vigtigste foranstaltninger. Det er imidlertid udviklingen af denne sektor, der kan bidrage hurtigst til, at vi kan nå målene for beskæftigelse og vækst. Selv om udviklingen af servicesektoren er og bliver et af de vigtigste instrumenter for gennemførelse af Lissabon-strategien i Kommissionens strategi for 2007, nævnes der ingen specifikke foranstaltninger til udvikling af servicesektoren. Vi håber, at det ikke var en følge af en bevidst handling, men af manglende koordinering af den fastlagte strategi med operationelle foranstaltninger, at reformen af servicesektoren ikke indgik i Kommissionens politikstrategi for 2006.

Vedtagelsen af direktivet om tjenesteydelser i 2007 vil også bane vej for nye initiativer fra Kommissionens side i sektorer, der er blevet udpeget til liberalisering af tjenesteydelser. Oprettelsen af etstedskontorer ville være et konkret skridt i den retning.

2007 bliver afgørende for debatterne om EU's fremtid. Et af de vigtigste kriterier for den europæiske offentligheds vurdering af EU's levedygtighed og fremtidsudsigter i 2007 vil være de konkrete resultater af foranstaltninger, der er truffet af EU's institutioner, herunder Kommissionen. Disse ting bør imidlertid allerede indgå i fastsættelsen af prioriteringer og opgaver ved, at de foranstaltninger, der er planlagt for 2007, ikke bare er fastsat med henblik på at fortsætte igangværende arbejde, men også på at opnå konkrete resultater.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Kommissionen har brudt et klart løfte om at fremlægge et komplet årsprogram med angivelse af alle forslag til love og deres juridiske basis. Vi har endnu kun modtaget et lille udpluk af de love og forordninger, som Kommissionen barsler med. Vi har ikke fået præcis angivelse af den retlige hjemmel, dermed kan vi ikke se, om Kommissionen lægger op til frivillig koordination eller bindende regler. Og det er svært at diskutere strategiske retningslinjer i blinde. Ønsker Kommissionen mere magt, "regulereri" og centralisme eller ønsker Kommissionen at inspirere medlemslandene til at løfte i flok for beskæftigelse og opmuntre landene til at konkurrere om at gøre det bedst muligt?

Gruppen for Uafhængighed og Demokrati ønsker større frihed for medlemslandene og mindre magt centraliseret i Bruxelles. Kommissionen skal åbne sig for borgerne. Fortæl os, hvem der giver gode råd i jeres 3.000 hemmelige arbejdsgrupper. Lad os se, hvad rådene går ud på. Fortæl os, hvordan I anvender skatteborgernes penge. Giv EU's revisorer, ombudsmanden og Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg fuldt adgang til at undersøge alle udgifter. Læg post på internettet, så vi kan studere alle henvendelser fra lobbyister. Vis tillid til borgerne. Giv os den information, vi beder om, medmindre der undtagelsesvis er et godt argument for at lukke offentligheden ude.

Må jeg så ikke takke formanden for at citere Montesquieu. Det var også ham, der gik ind for magtens tredeling, som ikke helt svarer til Kommissionens sammenblanding af lovgivende, udøvende og dømmende beføjelser. Så for mig ligner det mere, at man har læst Machiavelli i stedet for Montesquieu, da man designede Kommissionens beføjelser.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, europæerne vil desværre huske 2005 som det år, hvor forfatningstraktaten blev forkastet i to af de medlemsstater, der grundlagde EU. Dette burde tjene som en advarsel til os politikere om, at vi ikke er opmærksomme nok på vores borgere. EU har endnu ikke formået at blive forenet efter den seneste udvidelse med 10 nye medlemsstater, og alligevel forbereder det allerede Tyrkiets fremtidige tiltrædelse.

2007 kunne blive et mulighedernes år med hensyn til at opnå et mere forenet Europa, der viser større solidaritet, hvis de gamle medlemsstater åbner sig over for de nye medlemsstater, navnlig hvad angår liberalisering af deres arbejdsmarkeder. Desværre synes der at være få lande med samme mod som Spanien og Portugal, som af egen erfaring ved, hvor vanskeligt det er at være andenklassesborger i EU. Jeg foreslår, at enhver fremtidig udvidelse af EU enten skal være fuldstændig eller overhovedet ikke skal finde sted. Jeg håber, at jeg med disse ord også repræsenterer den nederlandske og den franske befolknings holdning. Det er endnu ikke for sent at uddybe den europæiske enhed ved at sørge for, at EU har et budget, der afspejler dets ambitioner.

2006 har gjort europæerne opmærksom på problemet med energiforsyning. I dag har Europa mere end nogensinde brug for en fælles energipolitik. Dette ville være en god anledning til, navnlig i de nye medlemsstater, at forbedre fremtidsudsigterne for landbrugerne, som kunne komme til at beskæftige sig med produktion af biobrændstof.

Den verdensomspændende globaliseringsproces er uundgåelig. Europa bør betragte den som en ny udfordring og som en udviklingsmulighed. Det er vores pligt at hjælpe udviklingslandene, men også at forbedre vores europæiske sociale model og tage os af de af vores borgere, som er dårligst i stand til at klare sig selv.

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, som andre medlemmer af min gruppe allerede har sagt, bifalder vi idéerne om Kommissionens politik for 2007. Jeg bifalder dem både med hensyn til de proceduremæssige spørgsmål og deres indhold.

Hvad angår de proceduremæssige spørgsmål, er jeg tilfreds med det initiativ, der allerede blev iværksat sidste år som følge af den aftale, der blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, som sikrer, at Europa-Parlamentet, herunder dets udvalg, vil blive inddraget mere og få større mulighed for at tage del i udarbejdelsen af den årlige politikstrategi og lovgivningsprogrammet. Jeg håber, at de vanskeligheder, vi havde sidste år, vil være afhjulpet i år.

Indholdet af det dokument, som Kommissionen har forelagt, er også ændret væsentligt i forhold til tidligere år, og det peger i den rigtige retning. Paradoksalt nok kan det også siges, at det har haft en positiv indvirkning på dokumentet, at det ikke indeholder budgetspecifikationer som følge af de manglende finansielle overslag, for det har betydet, at der er blevet sat mere fokus på EU's politiske mål og opgaver.

Samtidig må vi heller ikke glemme, i hvilken sammenhæng denne plan er blevet udarbejdet. I løbet af de senere år har vi ved flere lejligheder følt, at Europa ikke gør fremskridt, men tilbageskridt, og at det ikke tager de fornødne skridt. I løbet af sidste år formåede vi at tage nogle få forsigtige skridt i den rigtige retning, men vi har en lang række uafsluttede projekter. Lad os se på dem et ad gangen.

Et af disse projekter er forfatningen, som vi efter min opfattelse må fuldføre hurtigst muligt. Hvis vi ønsker at undgå et Europa-Parlament, der er fyldt med euroskeptiske grupper, må vi sørge for, at forfatningen dirigeres i den rigtige retning, inden valget til Europa-Parlamentet bliver indledt.

Vi har heller ikke nogen finansielle overslag. Derfor er de mål, der er korrekt formuleret i dette syvårige budget, ikke på plads, og de har ikke noget solidt grundlag for øjeblikket. Vi har også på dette område gjort et korrekt skridt i den rigtige retning, men medlemmerne af Parlamentet er ikke tilfredse med budgettet, som det er nu.

Når vi taler om 2007, taler vi også om udvidelse, for Rumænien og Bulgarien vil sandsynligvis blive medlemmer af EU til den tid. Selv om vi føler, at de spændinger, der opstod i EU i forbindelse med den seneste udvidelse på grund af dalende solidaritet, stadig er uafklarede, må vi gå ind i 2007 med intentioner om at arbejde med de spændinger, der opstod under den seneste udvidelse.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissionsformand Barroso, jeg vil bede Dem om at overveje endnu mere intensivt, end det allerede sker i det dokument, De har fremlagt, hvordan De bedre kan kommunikere de indhold og mål ud til borgerne, som De definerer så rigtigt.

Hr. Barroso, konkurrenceevnen er et af Deres vigtige emner, et af vores vigtige emner. Alligevel oplever jeg mange borgere, som ikke mener, at det er noget, der vedkommer dem, men at det kun vedkommer erhvervslivet og de store virksomheder. Nej, hvis ikke vi styrker konkurrenceevnen, kan vi ikke opretholde det sociale system i Europa, hvis ikke vi styrker konkurrenceevnen, kan vi ikke opretholde den europæiske sociale model.

Det er det samme med uddannelse. Uddannelse er ikke noget, som kun er interessant for en elite. Uddannelse skal ud i de brede lag, hvis vi vil nå et af Europas vigtigste mål, nemlig at forhindre udstødelse af mennesker eller grupper. Uddannelse er netop også vigtig, når vi tænker på, at vi de facto er et indvandringskontinent. Det er meget vigtigt for integrationen af de nyindvandrede borgere, at vi udvikler uddannelsessektoren tilsvarende.

De nævnte globaliseringsfonden, og den vil kun kunne finansieres, hvis den øgede konkurrenceevne på den anden side betyder, at vi ikke får brug for denne globaliseringsfond alt for tit.

Et andet eksempel, som jeg vil tage op, fordi De understreger det så kraftigt i Deres dokument, er energipolitikken. Jeg vil ikke tage ordet ud af munden på de kolleger, som skal tale efter mig, men De berørte et vigtigt spørgsmål, nemlig sikkerheden i energiforsyningen. Det glæder mig meget, at De for nylig har været i Moskva og - efter hvad jeg har hørt - også havde resultater med hjem, selv om det i nogle henseender stadig er op til Rusland at træffe beslutninger, netop hvad energichartret angår.

Senest har jeg også hørt, at De har sagt, at vi også må tale om atomenergi. Det har De ret i, og det glæder mig meget, at kommissionsmedlemmet med ansvar for energi nu kommer. Selv om jeg er skeptisk over for atomenergien, så må man dog tale om den, også om de risici, der er forbundet med den. Når vi netop i disse dage også i forbindelse med Iran diskuterer spørgsmålet om spredning, så er mere atomenergi også ensbetydende med flere risici, hvis ikke vi i fællesskab multilateralt sørger for, at risiciene begrænses mest muligt.

Jeg synes, man bør sige mere om dette emne, både fra Deres side og i forbindelse med grønbogen. Det gælder især også for udbygningen af infrastrukturen. Hvis ikke infrastrukturen bliver udvidet - netop også pipelineforbindelserne, men også på andre områder - vil vi hverken kunne give dette kontinent energisikkerhed eller give Europa det tilsvarende nye teknologiske skub fremad. Derfor har De vores fulde støtte. Men jeg ønsker Dem større kraft og mod til at gennemføre disse beslutninger.

De nævnte Montesquieu, en anden ønskede sig Machiavelli. Jeg ønsker Dem Montesquieus visdom, men Machiavellis kraft og snuhed til at gennemføre Deres program.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand, kommissionsformand Barrosos citat af Montesquieu fik mig til at gennemsøge den årlige politikstrategi for et fingerpeg om, hvad Kommissionen foreslår at gøre med forfatningen. Der er ingen fingerpeg. En politikstrategi, hvor Unionens største politiske blokering ikke nævnes, bør vurderes temmelig kritisk. Uden forfatningen har Unionen ingen kapacitet til at træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde Kommissionens ambitioner med den. Den offentlige mening vil fortsat se skeptisk på det europæiske projekt, og uden den offentlige menings støtte vil Kommissionen mangle den nødvendige slagkraft i Rådet.

Kommissionens typiske funktion ville være at tilvejebringe en aftale mellem de stridende parter i en krisesituation. Jeg håber, at hr. Barroso, når han taler til det parlamentariske forum den 9. maj, kan forelægge en omfattende strategi fra Kommissionen, som tager sigte på at finde en vej ud af krisen. Til trods for al den værdi, vi finder i plan D, øges tillid gennem handling bedst ved at redde forfatningen. Måske er det tid for plan B.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, der er ingen tvivl om, at hr. Barrosos intentioner er ægte. Jeg er imidlertid bange for, at De ikke kan føre dem ud i livet, netop fordi De mangler pengene. Der er ingen måde, hvorpå man kan få Europa til at blomstre, og Deres politik er heller ikke i stand til det. Der findes ikke en eneste europæisk borger, som er økonomisk bedre stillet nu i forhold til sidste år. Fabrikkerne forlader Europa og flytter til andre lande. Deres hustrus håndtaske er et fransk mærke, men den er fremstillet i Marokko. Deres egen læderjakke er designet af en europæer, men bliver fremstillet i Tyrkiet. Hvad betyder det så? Det betyder større arbejdsløshed. Det betyder flere afskedigelser. Det betyder, at vi alle tages som gidsler af industrien, der gennemtvinger politikker som den, der er gennemført i Frankrig. En politik, som De ikke har afvist. Det betyder således dårligere levevilkår. Det betyder højere priser. Intet af alt det, De har i tankerne, kan være konstruktivt, hvis vi ikke kommer ud af den fastlåsthed, som Maastricht-indikatorerne har bragt os i. Medmindre Maastricht revideres, vil Europa udvikle sig til et fattigt område.

  Hans-Peter Martin (NI). - (PT) Jeg holder af Portugal og portugiserne.

(DE) Hr. formand, hr. kommissær, tillad mig at komme med et meget dybfølt råd, som er uden skjulte hensigter. Historien giver Dem fra maj 2007 med det til den tid portugisiske rådsformandskab endnu en gang en historisk mulighed for det europæiske projekt.

Ja, det handler om hr. Duffs plan B og om meget andet. De får endnu en gang chancen for at sammenføje denne europæiske tingest, som vi har liggende foran os, til en fornuftig form. Det er den helt store ting. Den kan De løfte og dermed gå over i historien, men De kan også mislykkes totalt. Men prøv en gang at se på, hvad der egentlig kommer af debatindlæg om forfatningsspørgsmålet og EU's positionering. Prøv at komme fri af de gamle tankemønstre, som har ført os ud i alle disse problemer. Se ud over det store ocean! Prøv at tænke lidt som Vasco da Gama - og her taler jeg ikke kun om Chindia - og sæt det så sammen på en sådan måde, at vi virkelig udnytter denne historiske chance, som kommer endnu en gang, før det europæiske projekt bare falder sammen eller imploderer.

Jeg er spændt på at høre, hvad De så kan sige til os fra maj 2007. De bør også allerede nu sige, at De vil have noget at sige til den tid, for ellers er det det samme gamle trick, der bliver arbejdet med, og det vil helt sikkert føre til fiasko.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, da jeg talte om Kommissionens politikstrategi i slutningen af sidste år, bemærkede jeg, at vi overhovedet ikke havde nogen idé om prioriteringerne i den strategi. Vi har 62 prioriteringer i dette glimrende nye dokument. Jeg ser også, at vi nu er gået fra "fuld fart fremad" til "øget tillid gennem handling". Jeg er ikke sikker på, om fru Wallström stadig er til stede, og jeg ved ikke, om hun er ansvarlig for disse pragtfulde sætninger, men vi må have en langt mere struktureret og praktisk anvendelig strategi fra Kommissionen end disse opfindsomme ord.

Jeg noterer mig også, hr. Barroso, at De vil "skifte op i et højere gear, hvad angår levering af resultater"! Det betyder rent ud sagt, at alt for øjeblikket kører i tomgang. Vi ser gerne, at Kommissionen sætter i gang, ikke bare gearer op. Problemet med Deres strategi er ikke, at vi mangler nye idéer eller nye initiativer, vi mangler derimod ægte resultater af de politikker, der skal skabe den beskæftigelse og vækst, som De holder så meget af. Hvor fremgår det af dokumentet, at De virkelig afsætter ressourcer til og prioriterer at løse det indre markeds problemer? Der er et lille afsnit om, at De vil forenkle reglerne. Det er glimrende, men hvor er det i Deres prioriterede foranstaltninger?

De brugte et glimrende udtryk - og det roser jeg Dem for - om at skabe forenkling for små virksomheder. Hr. Barroso, små virksomheder nævnes ikke i en eneste af de prioriterede foranstaltninger. Derfor er det meget tilfredsstillende, at vi har en debat om dette, men vi må have materiale af højere kvalitet, vi må have materiale, der er langt mere fokuseret på ægte strategi og udnyttelse af ressourcerne i stedet for på disse opfindsomme ord, som fru Wallström tilsyneladende giver Dem. Vi ønsker noget, der virkelig giver en fornemmelse af, at De prioriterer at tilvejebringe det reelle grundlag for EU og at få det indre marked til at fungere bedre og ikke bare opremser en række prioriteringer, hvis udgifter ikke er blevet fastsat, og som ser godt ud på papiret, men som måske ikke vil fungere i praksis.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, i dag vil jeg gerne sætte fokus på nogle af Europas prioriteringer for 2007 set ud fra perspektivet om europæisk udvidelse. Det kan nu konstateres, at udvidelsen i 2004 har været en stor succes for Europa set ud fra et politisk, sikkerhedsmæssigt, økonomisk og socialt synspunkt, og jeg er sikker på, at succesen vil fortsætte i 2007. I 2007 forventes det, at de første nye medlemsstater træder ind i euroområdet. I den forbindelse vil jeg gerne opfordre Kommissionen til målrettet at hjælpe disse lande med at forberede euroens indførelse og nøje at overvåge overholdelsen af adgangskravene, de såkaldte Maastricht-kriterier. Jeg er overbevist om, at det er afgørende for opretholdelsen af den fælles europæiske valutas politiske, finansielle og fællesskabsmæssige troværdighed, at Maastricht-kriterierne og kriterierne for stabilitets- og vækstpagten overholdes.

I 2007 vil de nye medlemsstater fra Central- og Østeuropa også indgå i det udvidede Schengen-område. Afskaffelsen af kontrollen af de indre grænser mellem medlemsstaterne, som virkelig muliggør fri bevægelighed inden for Unionen, må under ingen omstændigheder føre til, at der bliver mulighed for fri bevægelighed for alle former for kriminalitet, ulovlig indvandring osv. Bekæmpelse af kriminalitet og vold i Europa bør sammen med indførelsen af den anden generation af Schengen-systemet efter min mening indgå i EU's klare og praktiske prioriteringer for 2007.

Endelig bør 2007 også være året for den næste udvidelse med Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse af EU. I den forbindelse vil jeg gerne opfordre Kommissionen til at hjælpe disse to lande med at forberede sig på tiltrædelsen og til at sørge for, at de fuldt ud overholder tiltrædelseskravene. Rumænien og Bulgarien må være lige så forberedte på tiltrædelse som de 10 tiltrædelseslande var i 2004. Jeg mener, at dette er overordentligt vigtigt for troværdigheden af fremtidige udvidelser og for, at den europæiske offentlighed vil godtage denne proces.

  Formanden. - Jeg vil oplyse medlemmerne om, at formanden for Kommissionen, hr. Barroso, er nødt til at gå og derfor har bedt om lov til at holde sin tale nu for at give nogle svar og uddybende forklaringer. Jeg giver ham ordet nu, og umiddelbart efter hans tale genoptager vi debatten.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Desværre er jeg nødt til at tage af sted om lidt på grund af min officielle forpligtelse over for de belgiske myndigheder. Jeg troede ikke, at mødet ville blive så forsinket på grund af første del af Deres drøftelser før indledningen af dette punkt på dagsordenen. Kommissionen vil dog være til stede indtil afslutningen af forhandlingen. Men jeg har stadig mulighed for at besvare nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst her.

For det første vil jeg gerne takke for kommentarerne, der generelt støttede vores program. Der er naturligvis også et underliggende spørgsmål om de finansielle overslag, som jeg vil komme ind på om et øjeblik, men generelt føler jeg, at jeg kan sige, at De har taget godt imod Kommissionens mål for 2007.

Nærmere bestemt spurgte hr. Watson, hvorfor vi satte målene for energibevarelse og miljøbeskyttelse under overskriften om solidaritet og ikke under overskriften om fremgang. Det er rigtigt, at de kunne eller burde have stået under overskriften om fremgang, men vi placerede dem under solidaritet med det formål at fremhæve deres store betydning, eftersom ordet "solidaritet" henviser til solidaritet med kommende generationer. Det er fordi, kampen for et rent miljø og en bæredygtig udvikling har direkte betydning for hele vores fremtid. Det er baggrunden for, at vi anbragte miljøspørgsmålene under overskriften om solidaritet.

I forbindelse med udvandring nævnte fru Frassoni, at vi aldrig udtalte os om spørgsmålet om ulovlig udvandring eller om de dramatiske begivenheder med de mange afrikanere, der omkommer i Middelhavet. Undskyld, men det er ikke sandt. Kommissionen har truffet mange klare beslutninger på området, især hr. Frattini, og sandheden er, at vi kæmper for snarest muligt at få en fælles tilgang til området fra medlemsstaternes side.

Fru Frassoni rejste også et andet spørgsmål om den manglende omtale af transport i forbindelse med energipolitikken. Jeg beklager, men på side 11 i den engelske udgave af grønbogen står der, hvilke mulige aktioner vi foreslår medlemsstaterne, og jeg citerer:

"En kraftig indsats for at forbedre energieffektiviteten i transportsektoren, og især for at skaffe hurtige forbedringer af den kollektive trafik i Europas større byer."

Det er naturligvis kun en grønbog til konsultation, men denne linje står deri. Hvad angår energieffektiviteten, anser vi transportsektoren for afgørende. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Et af medlemmerne nævnte spørgsmålet om åbning af arbejdsmarkederne i Europa. De ved, at Kommissionen støtter en sådan åbning. Det var som opfølgning på vores redegørelse, at flere medlemsstater - ikke kun de omtalte, nemlig Portugal og Spanien, men også Finland og den hollandske regering - meddelte deres hensigt om at fremme en liberalisering af arbejdsmarkederne i Europa hurtigst muligt. Det er også tilfældet med Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige. Så vidt jeg ved, er der flere lande, der også tænker på at fremme den frie bevægelighed af arbejdstagere i EU.

Hr. Swoboda stillede et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi skal forklare denne merværdi bedre for vores borgere, hvilket er et meget vigtigt spørgsmål. Det er nemmere på visse områder end på andre. I dag har vi informeret om en meget vigtig foranstaltning, den såkaldte "sortliste" i forbindelse med flysikkerhedsspørgsmål, der er den første lovgivning, der er vedtaget af denne Kommission med Parlamentets og Rådets støtte. Det er et konkret tilfælde, hvor borgerne tydeligt kan se fordelen ved at have en aktion på EU-plan. På disse områder er der brug for yderligere forklaringer og argumenter. Det er naturligvis en opgave for Kommissionen, men jeg vil gerne tilføje, at vi alle er ansvarlige for denne opgave. Ansvaret påhviler også Europa-Parlamentet, medlemmerne, de nationale parlamenter, alle de, der elsker Europa, og som synes, at det er nødvendigt at forklare den europæiske merværdi bedre.

Med hensyn til spørgsmålet om atomkraft, hr. Swoboda, er vores holdning meget klar. Vi respekterer nærhedsprincippet på dette område. Det er et vanskeligt spørgsmål i Europa, der er medlemsstater, der er for, og andre, der er imod. Jeg synes dog ikke, at vi skal undlade at drøfte det. Hr. Swoboda omtalte mit møde med præsident Putin. Lad mig sige til Dem, at præsident Putin til trods for Ruslands store naturrigdomme i form af olie og gas også anser udviklingen af atomkraften i fremtiden for en hovedprioritet for Rusland. Det er derfor et spørgsmål, vi ikke kan komme udenom, det er et spørgsmål, der står på dagsordenen, og som skal drøftes oprigtigt. Europa-Kommissionen vælger ikke side i forbindelse med atomkraftdebatten, vi forsvarer princippet om den enkelte medlemsstats ret til i forbindelse med sit "energimix" at finde metoder til bæredygtig energi på lang sigt, idet vi også respekterer nærhedsprincippet på dette område.

Hr. Duff og andre har rejst spørgsmålet om forfatningen. Det er ikke det, vi drøfter i dag, men jeg vil gerne bekræfte, at Europa-Kommissionen fortsat fuldt ud vedgår sig de principper og værdier, der er indeholdt i forfatningstraktaten, og at vi arbejder med spørgsmålet. I forbindelse med Det Europæiske Råd til juni har vi til hensigt at præsentere nogle idéer om fremtiden for den europæiske debat, og jeg håber, at disse idéer bliver et nyttigt bidrag. Selv om forfatningstraktaten, som navnet antyder, er en mellemstatslig traktat, vil Kommissionen leve op til sit ansvar, og derfor ønsker den også at komme med sit bidrag i forbindelse med tænkepausen.

Jeg ved ikke, om det vil være et bidrag, der som nævnt af hr. Martin bliver lige så ambitiøst som Vasco da Gamas rejser, men det bliver under alle omstændigheder vores bidrag. Det glæder mig i øvrigt under dagens forhandling at høre Montesquieu, Machiavelli og Vasco da Gama blive citeret. Det viser, at niveauet for vores forhandling i Europa-Parlamentet bliver højere og højere.

Og nu vil jeg sige noget på engelsk - jeg taler altid engelsk, når jeg taler om penge! Det vænnede jeg mig til under det britiske formandskab. Jeg har nogle bemærkninger om de finansielle overslag.

Jeg har forstået, at der skete store fremskridt mellem institutionerne i går. På grundlag af de kompromistekster, som Kommissionen har forelagt, fandt der et tredje trilogmøde sted i går eftermiddags med det østrigske formandskab, forhandlingsgruppen fra Parlamentet og Kommissionen. Vi har forstået, at resultatet af det møde var overvejende positivt. Der er næsten fuldstændig enighed om selve den interinstitutionelle aftale, også om idéen om at tilføje en ny del III om forsvarlig økonomisk forvaltning.

Med forbehold af de endelige tekniske undersøgelser er teksterne til vigtige ting som finansforordningen, godkendelse foretaget af medlemsstaterne og revisionsklausulen blevet aftalt. Når jeg siger "aftalt", mener jeg aftalt mellem delegationerne. Det er ad referendum-aftaler. Alle disse spørgsmål er blevet opfattet som vigtige elementer i forskellige beslutninger, som Parlamentet har vedtaget. Det glæder mig, at de tre institutioner har været i stand til at opnå enighed om dem, og jeg er stolt over Kommissionens bidrag til den aftale.

Hvad angår beløb, har Parlamentet og Rådet udvekslet synspunkter og undersøgelser baseret på de lofter, der blev vedtaget på Det Europæiske Råd i december. Lad os være ærlige. Der er stadig stor forskel på de beløb, som Parlamentet har foreslået, og de beløb, som Rådet har foreslået. Lad mig gøre det helt klart, at Kommissionen støtter den mest muligt ambitiøse aftale. Spørgsmålet er ganske enkelt, hvor langt Rådet er rede til at gå. Derfor henstiller jeg til, at der opnås et kompromis hurtigst muligt. Hvis der ikke opnås et kompromis, vil det være til skade for alle i EU, navnlig for de nye medlemsstater og for de medlemsstater og regioner, der virkelig har brug for vores solidaritet for, at de kan udvikle sig.

Løsningen kunne være at finde en passende blanding af de tre elementer, dvs. fleksibilitet, muligheder for at tilvejebringe midler til de forskellige fleksibilitetsmekanismer og endelig de samlede lofter.

Der er lys for enden af tunnellen! Der er planlagt et sidste trilogmøde den 4. eller 5. april 2006 i Strasbourg. Jeg er overbevist om, at der kan opnås en aftale på det møde. I mellemtiden vil Kommissionen fortsætte med aktivt at forsøge at fremme den mest ambitiøse holdning, men til syvende og sidst må vi have ambitioner med en aftale. Derfor bifalder jeg ambitioner, men med realisme og ansvar, i forsøget på at få alle institutionerne med.

Jeg ved, at det østrigske formandskab gøre en aktiv indsats for at opnå en aftale med alle medlemsstaterne. Jeg kan fortælle Dem, at på de forskellige møder, som jeg har haft med regeringscheferne - og jeg har haft flere i denne uge - har jeg opfordret dem til både offentligt og privat at acceptere en stigning i de samlede udgifter. Jeg nævnte særligt behovet for uddannelse og kultur: Erasmus og programmerne for medborgerskab. På det punkt bør vi i det mindste gøre en reel indsats, og det er muligt at gøre fremskridt. Lad os alle arbejde hårdt på at opnå en god aftale og dernæst, hvis vi har gode hensigter, en god strategi og gode politikker. Lad os håbe, at vi også har gode instrumenter, hvad angår de finansielle overslag.

(Bifald)

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand, det er meget vigtigt, at Parlamentet får lejlighed til at afholde en debat om strategi. 2007 vil blive et afgørende år for EU's fremtid. Hvis der skal være en strategisk debat i Parlamentet, må det forelægges nogle valg. Kommissionsformanden har ikke forklaret de valg, som Kommissionen har, selv om politik er kunsten at vælge.

For det første forfatningsspørgsmålet. Tror Kommissionen, at forfatningen bliver vedtaget i 2007, og har den muligheder for og metoder til at opnå dette?

For det andet det vigtige spørgsmål om beskæftigelse. Er svaret på arbejdsløshed økonomisk vækst og tiltro til økonomisk frihed og arbejdskraftens frie bevægelighed? Hvis det ikke er tilfældet, hvorfor så ikke vende tilbage til Colbert og økonomisk protektionisme, som engang blev kaldt økonomisk patriotisme?

For det tredje er spørgsmålet om Lissabon-strategien et centralt problem for EU's fremtid. Spørgsmålet er blevet reduceret til retorik, da vi på den ene side erklærer, at EU's fremtid afhænger af Lissabon-strategien, og på den anden side, når vi træffer beslutning om budgettet og budgetnedskæringer, begynder med at skære ned på videnskabelig forskning og uddannelsessystemet. EU har mulighed for at gøre Europa til et innovativt sted og en global partner, men det kræver, at vi har en strategi.

Jeg mener, at debatten i dag er et bevis på Parlamentets betydning, og det ville være en god idé, hvis alle de andre europæiske institutioner tog Parlamentet alvorligt.

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg har læst alle 15 sider i dette kedelige dokument, og jeg mener, at det snarere er en rapport om fortiden end et dokument om fremtiden. Den sætning, man kommer til at tænke på, ses ofte i en skoledrengs karakterbog: "kunne gøre det bedre". Hvis det er Deres drøm at ændre EU-borgernes holdning, er det snarere "skal gøre det bedre".

Vi bliver trakteret med ord som "strategiske mål", "politikstrategi", "nye retningslinjer", "effektiv kommunikation" og "ægte dialog". Vi bliver lovet, at der vil blive afsat flere penge til regionale fonde, samhørighedsfonde, sociale fonde, globaliseringsfonde, fiskerifonde osv. - alt sammen for at opnå borgernes tillid og engagement. Men hvor er ordene "frihed", "valg" og "det enkelte menneske"? Man kommer til at tænke på George Orwells bog 1984 - bortset fra, at jeg tror, at han tog fejl med hensyn til årstallet, men det er lige rundt om hjørnet. Så vil det blive "kontrol, kontrol, kontrol" af det enkelte menneske.

På baggrund af folkeafstemningerne om EU eller endog valget vil borgernes sande følelser vise, at de fleste ønsker at sige nej til dette bureaukratiske mareridt.

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg beklager, at kommissionsformand Barroso er blevet tilkaldt af de belgiske myndigheder. Jeg er sikker på, at hvis han parkerer sin bil mere omhyggeligt i fremtiden, vil han kunne blive her, indtil vores forhandlinger slutter, men der er ingen tvivl om, at budskabet vil blive viderebragt til ham.

Jeg bifalder dette dokuments titel: "Øget tillid gennem handling". Nogle gange øger man tillid gennem handling, andre gange gennem passivitet. Nogle gange sker det ved at trække handling tilbage, gennem ophørsklausuler, gennem revisioner og altid ved at kontrollere det, der står med små bogstaver i forslagene. Vi gør intet for at øge vores vælgeres tillid med tåbelige historier, som den vi har haft i Det Forenede Kongerige i denne uge om kirkeorgler og EU's hensigt om i henhold til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr at forbyde reparation og bygning af kirkeorgler på grund af blyindholdet. Det er forrykt, og jeg håber, at hvis der er nogen fare for det, vil der straks komme et telefonopkald fra Vatikanet om, at Peterskirken ikke vil finde sig i sådan noget sludder. Men det er det, der står med små bogstaver.

Jeg mener, at vi bør genetablere forbindelsen med vores vælgere, vi bør flytte det mål med vores europæiske foretagende, og vi bør informere offentligheden om det. Det gør De f.eks. gennem den næste forhandling om energi ved at vise, at vi samarbejder solidarisk for at afværge de trusler, der måtte være.

Montesquieu er blevet citeret. Som Dumas skrev "én for alle og alle for én": Vi må have det europæiske energinet, som kan modstå ethvert forsøg på at slå ned på nogen af vores medlemsstater. Det drejer sig også om at gøre en indsats på sundhedsområdet for at sikre, at vi har gjort det fælles forberedende arbejde inden influenzapandemien. Vi må tage det østrigske forslag om en diabetesramme op, vi må arbejde hårdt med Kommissionens eget forslag om psykisk helbred. Fru Wallström vil være enig med mig i, at vi må arbejde hårdt for at overbevise offentligheden om, at vi kan få styr på kemikalier og forureningsspørgsmål, miljømærkning og alle de andre ting, som offentligheden finder fornuftige. De ville opfatte det som en værdi, som EU har tilført, og så ville vi ikke have de problemer, som nogle af vores medlemsstater havde for nylig ved folkeafstemningerne.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) På baggrund af Litauens erfaringer med reformer er der kun en ting, jeg kan sige med sikkerhed: Økonomiske og politiske programmer er umulige at gennemføre, medmindre der sker en reform af selve institutionerne. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Kommissionen, som erklærer, at forenkling af lovgivningen er dens mål, ikke ændrer sine egne strukturer, ikke reorganiserer arbejdet i sine institutioner, som jo udarbejder disse komplekse dokumenter. Disse ting er ganske enkelt uforståelige og inkonsekvente. Jeg kan give Dem et enkelt eksempel. For nylig var en delegation af litauiske lektorer på besøg. De besøgte forskellige direktorater i håb om at få oplysninger om et direktorats arbejde. Alle steder fik de de samme oplysninger. Og den kommissær, der gav møde i Budgetudvalget, sagde oven i købet, at ikke alle pengene til pr-virksomhed og oplysningskampagner bliver brugt. Men alt arbejde er dobbeltarbejde. De litauiske lektorer var temmelig forbavsede. Vi må simpelthen gøre noget ved reformen af Kommissionens arbejde. Europa-Parlamentet viser i det mindste et vist initiativ og forsøger at reformere sit arbejde, så vi kan nå de ambitiøse mål. Jeg ærgrer mig altid over, at vi ikke trækker på de nye landes erfaringer. Vi, de nye lande, forstår virkelig, at vi allerførst må reformere vores institutioner. Jeg har tiltro til, at Kommissionen vil forelægge et reformprogram for sin styringsstruktur hurtigst muligt.

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har tre bemærkninger.

Min første bemærkning er, at jeg faktisk spiller den "gode strømer" og ikke den "onde strømer" som Malcolm Harbour. Jeg synes, at denne strategi er ganske god. Kommissionen forelægger den på et meget passende tidspunkt, hvor der er en atmosfære af nationalisme og protektionisme. Faktisk indeholder denne strategi en masse handling i modsætning til mange af de strategier, som De har forelagt tidligere, hr. Barroso - som jeg kunne give fællesbetegnelsen "ingen handling, bare snak".

Jeg er dog enig med hr. Harbour i, at De måske skulle finde en anden titel. De kalder - ikke nødvendigvis særlig rammende - dette dokument "Øget tillid gennem handling". Måske burde De lade Dem rådgive af et reklamebureau, før De lancerer det næste slogan. Det er hårdt at gøre, men det vil ikke gøre det.

Min anden bemærkning er, at jeg er enig i, at der skal sættes fokus på kommunikation. Fru Wallström, De er naturligvis et vigtigt led i det. Vi har ikke noget demokratisk underskud, vi har ikke noget informationsunderskud - vi har næsten for mange informationer - men vi har et kommunikationsunderskud. Deres dokument om europæisk kommunikation er ganske godt. Vi har store problemer: John Bowis talte om kirkeorgler for et øjeblik siden, og vi ved selvfølgelig godt, at det er det rene vrøvl. Men når respektable aviser som The Independent finder på overskrifter som "EU tvinger dig til at genvinde dildoer", har vi et problem. Det drejede sig om et direktiv om husholdningsapparater: Hvis man bringer apparatet tilbage til forretningen, skal det genvindes. Det er imidlertid den form for kommunikation, vi må se at komme af med.

Min sidste bemærkning er, at EU meget ofte bliver brugt som syndebuk. Alt, hvad der er dårligt, kommer fra EU, og alt, hvad der er godt, kommer fra medlemsstaterne. Derfor vil jeg opfordre Dem til, fru Wallström, at sætte mere fokus på kommunikation om forfatningen. Det er en god forfatning, og vi har brug for den, så hold den i live indtil foråret 2007, og lad os se, hvad der sker efter det.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, vi forelægger dette dokument og denne årlige politikstrategi for Europa-Parlamentet for at få Deres bidrag og idéer til, hvordan det kan forbedres. Derfor lytter vi meget opmærksomt til Dem. Vi har allerede hørt en række ting, som ville forbedre vores dokument. Det samme gælder den diskussion, som jeg havde med Udvalgsformandskonferencen. Dette vil give os meget, fordi vi kan få en ægte politisk debat om vores prioriteringer, den balance, vi ønsker at opnå, og de budskaber, vi ønsker at sende ud.

Jeg mener, at vi vender tilbage til, at vi ønsker at opnå resultater og vinde tillid. Disse ting er grundlæggende og afgørende betingelser for, at vi kan opbygge et stærkere EU. Uanset hvilken titel vi vælger, vil der være sproglige eller andre problemer med den. Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde vil kunne finde på noget, som alle er enige i. Vores mål er imidlertid, at vi ved at vise gode resultater og ved at overholde vores forpligtelser også vil kunne skabe tillid. Hvis vi kaster os ud i en demokratisk diskussion og debat med borgerne, vil det også være lettere at forklare, hvorfor vi må have en forfatningsreform for at opnå de gode resultater. Det er vejen frem: Vi må samarbejde demokratisk med borgerne.

Jeg er meget glad for at få lejlighed til at sige til borgerne i Det Forenede Kongerige, at kirkeorgelpiber ikke er omfattet af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr. De kan fylde alle Deres kirker med lige så mange blyholdige piber, De vil. Kommissionen vil ikke blande sig i det. Men sørg for, at de fattige mennesker i Det Forenede Kongerige en gang imellem hører sandheden, for de får sjældent korrekte oplysninger. De kan være forvisset om, at direktivet ikke omfatter kirkeorgelpiber.

Jeg håber også, at vi kan åbne rådsmøderne. Det finske formandskab er i gang med at gøre forberedelser til det, og det vil uden tvivl bidrage til, at de gensidige beskyldninger ophører. Hvis borgerne kan følge med i, hvad deres ministre gør i Rådet - hvilke holdninger de indtager, og hvad de siger, hvis de overhovedet er til stede - vil de gensidige beskyldninger ophøre. Når vi optræder i et partnerskab, må vi alle sammen forklare, hvad EU gør, og hvad det er. Måske kan vi gøre fremskridt. Jeg håber, at vi har gjort fremskridt under det østrigske formandskab, for dette er også Deres problem. Under det finske formandskab, hvor vi kan gå et skridt videre, bør vi helt bestemt gøre fremskridt.

Tak for alle Deres kloge bemærkninger til den årlige politikstrategi. Jeg vil huske alle Deres bemærkninger og viderebringe dem til de øvrige kommissærer.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

12. EU's energiforsyningssikkerhed (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Giles Chichester for Udvalget om Industri, Forskning og Energi til Rådet og Kommissionen om EU's energiforsyningssikkerhed (0-0007/2006 - B6-0009/2006).

  Giles Chichester (PPE-DE), spørger. - (EN) Hr. formand, det glæder mig at fremsætte denne forespørgsel på vegne af Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Den følger den forespørgsel, der blev debatteret i januar om energiforsyningssikkerhed.

Verden har udviklet sig lidt siden da. Nu har vi grønbogen fra Kommissionen og konklusionerne fra Rådets møde i sidste uge. Begge er af stor interesse og viser tydeligt, at mange af de spørgsmål, der tidligere er blevet rejst under debatter, er taget i betragtning. Jeg vil takke kommissæren for og lykønske Rådet med, at de har gjort det. Det skal også bifaldes, at energispørgsmål er blevet sat øverst på dagsordenen.

Dette spørgsmål drejer sig hovedsageligt om importafhængighed af en række brændstoffer. Derfor spørges der i vores forespørgsel, hvad Kommissionen agter at gøre for at reagere på passende vis på udviklinger i og ændringer af den geopolitiske, strategiske og diplomatiske situation. Jeg vil imidlertid understrege, at jeg mener, at de spørgsmål henhører mere under vores kolleger i Udenrigsudvalget. Det glæder mig, at nogle af mine kolleger vil tale om de ting senere i debatten.

Det vigtigste ved forsyningssikkerhed er det afgørende krav om spredning: spredning af brændstoftyper, spredning af kilder og spredning af teknologi. Det er helt afgørende.

Jeg vil gerne sige, at jeg var lidt skuffet over grønbogen - som vi glæder os til at debattere indgående, når den tid kommer - fordi det måske ikke anerkendes nok, at kernekraft spiller en afgørende rolle, eftersom den leverer størstedelen af elektriciteten i EU. Parlamentet vedtog for nylig et ændringsforslag om et ambitiøst, men realistisk mål om, at 60 % af elektriciteten i EU skal komme fra kilder, der udsender meget lidt eller intet kulstof. Dette er kun muligt med en kombination af vedvarende energikilder og kernekraft. Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at der i Rådets konklusioner henvises til "bæredygtige og effektive energisystemer". Det får mig til at tænke på kernekraft.

Der findes imidlertid andre energikilder, som vi må huske på. Siden EU's udvidelse er vores afhængighed af import af kul faldet fra 50 % til 35 %, fordi en bestemt medlemsstat er en stor kulproducent. Vi må ikke glemme fordelene ved renere kulteknologi og dens potentiale, når vi har denne betydelige energikilde inden for EU.

I det forslag til beslutning, som er vedlagt denne mundtlige forespørgsel, lægges der bl.a. vægt på større effektivitet i transportsektoren. Der lægges vægt på betydningen af at forske i og udvikle fremtidige energiteknologier, og der anmodes om forslag til forbedring af energieffektiviteten i bygninger.

Vi har stillet kommissæren fire spørgsmål og glæder os til at høre hans svar. Vi vil gerne vide, hvad vi kan gøre for at mindske vores afhængighed af importeret olie og gas. Vi vil gerne vide, hvilke andre kilder han mener, at vi kan udvikle. Måske har han nogle tanker om gasforsyninger, forvaltning af gaslagre og opbevaringsfaciliteter til gas.

Endelig opfordrer vi Kommissionen til i dette spørgsmål om forsyningssikkerhed at inddrage det dermed forbundne spørgsmål om klimaændringer, og hvordan vi tilpasser vores energipolitik i tiden efter Kyoto for at nå vores tre mål om bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

(Bifald)

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil indlede med at takke hr. Chichester for forespørgslen. Den kommer på et passende tidspunkt. Faktisk var det østrigske formandskab præcis otte timer gammelt, da det blev slået fast for os, at energi er et europæisk problem, et problem, der angår os alle sammen, for kl. 8 om morgenen den 1. januar 2006 begyndte gaskonflikten mellem Rusland, Ukraine og Moldova. Det stod hurtigt klart, at vi måtte løse dette problem, selv om det ikke er helt nyt. Dets betydning er imidlertid blevet understreget, navnlig i løbet af i år.

Det står helt klart for Europa, at energiforsyning er et meget vigtigt spørgsmål. Det er årsagen til, at Det Europæiske Råd i morgen vil prioritere dette spørgsmål højt.

Vi indkaldte også til endnu et ekstraordinært rådsmøde for energiministrene, som De nævnte, for at forberede Det Europæiske Råd bedst muligt. Energiministrene fremsatte nogle meget brugbare og nyttige forslag, som vil blive drøftet i morgen og i overmorgen.

I forbindelse med gasstriden mellem Rusland, Ukraine og Moldova blev det også klart, at spørgsmålet om energiforsyning ikke er noget, som vi bare kan drøfte indbyrdes. Da jeg havde fornøjelsen af at aflægge rapport til Udenrigsudvalget i går, blev det understreget stærkt, at dette er et spørgsmål om EU's udenrigspolitik. Det er fordi, vi må samarbejde med vores partnere og med vores naboer for at tage hensyn til deres problemer. Det er f.eks. vigtigt for os at lægge vægt på transitlandes politiske og økonomiske stabilitet. Vi må også inddrage producent- og forbrugerlande i vores debatter.

Det er årsagen til, at vi i denne sammenhæng har tætte forbindelser med OPEC, Rusland og andre vigtige lande som Kina og Indien. Vi er også aktive, hvad angår internationale instrumenter. Jeg vil bare kort nævne Det Internationale Energiagentur, Det Internationale Energiforum og Euro-Middelhavs-partnerskabet, som spiller en vigtig rolle. Der er andre vigtige internationale aftaler, f.eks. energiaftalen med Sydøsteuropa. Hr. Chichester, jeg håber, at vi får Parlamentets samtykke meget snart, for vi håber at modtage dette inden ministrenes møde juni.

Der er naturligvis også andre vigtige elementer i forbindelse med energiforsyningssikkerheden, f.eks. spørgsmålet om at diversificere vores energikilder, især hen mod brug af hjemlige energikilder, særligt også spørgsmålet om vedvarende energi. Styring af efterspørgslen inklusive mere effektiv udnyttelse af energien har imidlertid også stor betydning i denne forbindelse.

Rådet understreger regelmæssigt over for sine partnere, at det er afgørende, at der bliver investeret tilstrækkeligt i infrastruktur og eksploration. Derfor er det også meget vigtigt for Rådet, at Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om transeuropæiske energinet snart bliver vedtaget, for der kan ikke ske en diversificering af forsyningen og dermed en forbedring af forsyningssikkerheden, hvis ikke der er midler til at udbygge det europæiske energinet. Konkret har Rådet med hensyn til forsyningssikkerheden allerede tidligere vedtaget retsforskrifter, som jeg ikke vil remse op alle sammen af tidsmæssige hensyn. Jeg vil kort henvise til direktivet om foranstaltninger til at sikre naturgasforsyningen, som blev vedtaget i 2004.

Med hensyn til Deres spørgsmål, hr. medlem, om alternative energikilder, så mener Rådet, at man her især må nævne to hovedkomponenter i energipolitikken, som jeg allerede har været kort inde på, nemlig spørgsmålet om en diversificering af brændstofkilderne og effektiv udnyttelse af energien. Som det allerede er blevet sagt under debatten i dag - energi var jo også et centralt element i den debat, som De lige har afsluttet - så skal medlemsstaterne selv træffe beslutning om det energimiks, som de vil vælge som udtryk for deres nationale politik. Uanset hvad medlemsstaterne beslutter, så omfatter diversificering af brændstofkilderne naturligvis også, det vil jeg gerne understrege, en diversicifering af leverandørlandene for importerede energikilder, men det omfatter især også vedvarende energiformer.

Rådet kan i denne forbindelse også pege på en lang række instrumenter, som jeg kun vil nævne ganske kort. Med hensyn til diversificering af brændstofkilderne, især gennem anvendelse af vedvarende energiformer, så vedtog Rådet og Parlamentet allerede i 2001 et direktiv til styrkelse af strømproduktion fra vedvarende energiformer. Jeg vil i denne forbindelse også gerne pege på Europa-Parlamentets og Rådets forslag til et direktiv om fremme af anvendelsen af biobrændstof eller andre vedvarende brændstoffer i trafiksektoren. I december sidste år blev der opnået enighed med Europa-Parlamentet om forslag til et direktiv om energieffektivitet og energitjenesteydelser, som forhåbentlig - det arbejder vi på - kan vedtages inden for de kommende måneder. Så meget om energibesparelser.

Jeg vil også gerne pege på, at programmet "intelligent energi til Europa" under det sjette forskningsrammeprogram allerede yder et væsentligt bidrag hertil. Også det syvende forskningsrammeprogram samt programmet "intelligent energi til Europa", som diskuteres i øjeblikket, under CIP-programmet vil få en passende og tilsvarende prioritet.

Der er også initiativer uden for det lovgivningsmæssige område, f.eks. allerede sidste år et bidrag fra energiministrene til Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2005. Rådets undersøger i øjeblikket intenst og opmærksomt handlingsplanen for biomasse, som vi prioriterer meget højt.

Hr. Chichester, til sidst vil jeg komme ind på Deres spørgsmål om Kyoto og perioden efter 2012 med hensyn til sikkerheden for energiforsyningen og EU's konkurrenceevne og sige, at denne konsekvens efter vores bedømmelse kan være principielt positiv. Jeg tror, det er særligt vigtigt at konstatere, at vi er overbevist om, at en velgennemtænkt miljøpolitik har en positiv virkning på vækst og beskæftigelse.

Initiativer til fremme af energieffektiviteten fører til økologiske innovationer og miljøteknologier, og efterspørgslen efter sådanne innovationer stiger støt verden over. Her opstår der også chancer for vores samfundsøkonomier. Med diversificeringen af energikilderne og især med den øgede fokus på de vedvarende energikilder vil vi også kunne yde et bidrag til energiforsyningssikkerheden og samtidig til at begrænse klimaændringerne samt forbedre EU's konkurrenceevne generelt.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, den foregående debat om Kommissionens arbejdsprogram var meget fokuseret på energi. Jeg er meget taknemmelig over det og over den forespørgsel, der blev rettet til Kommissionen og muliggjorde denne debat.

På en måde har grønbogen om en europæisk strategi for bæredygtig, konkurrencedygtig og sikker energi givet svar på, hvordan vi skal klare de udfordringer, der er nævnt i Deres forespørgsel. Vi må også gøre os klart, at dette er en global udfordring: Vanskelighederne med udbud og efterspørgsel, klimaændringer, importafhængighed og investeringsbehov i energisektoren er alt sammen globale udfordringer. EU's svar er en fælles energipolitik. Borgerne støtter os meget. Ved en meningsmåling for nylig støttede 47 % af de europæiske borgere foranstaltninger på europæisk plan. Vi har fået meget støtte fra mange medlemsstater og nationale parlamenter efter offentliggørelsen af grønbogen. Det står klart, at den vigtigste merværdi ved grønbogen ligger i denne fælles tilgang, hvor vi understreger, at forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed ikke kan adskilles i vores energipolitik. De skal indgå i et samspil.

Samtidig står det også klart, at vi ikke kan finde en let løsning, for der er ingen lette løsninger. Det betyder, at vi på det energipolitiske område må fokusere på en række foranstaltninger på specifikke områder. For det første er det vigtigt for forsyningssikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne at skabe et virkelig konkurrencedygtigt, åbent og gennemsigtigt indre marked i EU. Det er også afgørende for forsyningssikkerheden. Vi sørger for nogle foranstaltninger, der ikke bare sikrer øget konkurrence, men også grænseoverskridende handel: grænseoverskridende energitransaktioner. Dette er et overordentligt vigtigt område, og jeg forventer Parlamentets støtte i fremtiden i disse spørgsmål.

Det andet spørgsmål, som er overordentligt vigtigt - som rådsformanden sagde - er solidaritet. Unionen er stærk, når der er solidaritet. Solidaritet betyder for det første at være forberedt på ekstreme situationer, for det andet omfatter den solidaritetsmekanismen, og for det tredje omfatter den mange oplysninger om, hvad der sker på energimarkederne. Jeg er enig i, at spredning er det vigtigste, men for at anvende denne spredning bedst muligt må vi have mange oplysninger og en høj grad af gennemsigtighed. Vi tilvejebringer den slags foranstaltninger ved at revidere direktivet om olielagre, ved at lægge større vægt på elektricitets- og gasforsyningssikkerhed og ved at finde nye mekanismer, som virkelig dækker borgernes behov, for borgerne vil gerne have sikkerhed for, at vi har en mekanisme og reserver, der kan bruges, hvis der opstår en ekstrem situation.

Så er der energimixet. Det må være de enkelte medlemsstaters ansvar i henhold til subsidiaritetsprincippet. Vi ved imidlertid, at foranstaltninger i en bestemt medlemsstat påvirker alle de andre medlemsstater, i hvert fald nabostaterne. Det betyder, at vi bør træffe foranstaltninger under hensyntagen til vores naboers energipolitikker og forsøge at fremme de bedst mulige foranstaltninger.

En strategisk energiredegørelse for EU, som ville give os mulighed for at revidere disse spørgsmål løbende, er nødvendig for at skabe den bedste strategi for de enkelte staters energimix. Energieffektivitet og udvikling af vedvarende energi vil givetvis få stigende betydning, når der skal træffes beslutning om et energimix. Samtidig tror jeg dog også, at kernekraft, som indgår i energimixet for øjeblikket, vil blive anvendt i mange medlemsstater. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at denne energiform anvendes sikkert og bæredygtigt.

Jeg tror også på spredning, der kunne tilvejebringe nye teknologier, og på renere kul, kulstofbinding osv. Vi har nu et godt eksempel med Shell og Statoil-projektet, som omfatter kulstofbinding og efterbrænding. Dette er ikke noget demonstrationsprojekt: For første gang skaber et ægte industriprojekt, som omfatter 860 MW, nye muligheder for en spredning i energimixet, der lever op til målene med vores energipolitik.

Nogle har sagt, at der ikke fokuseres tilstrækkeligt på energieffektivitet. Jeg er uenig, for der lægges stor vægt på den. Parlamentet har debatteret grønbogen om energieffektivitet. Vi vil foreslå en meget ambitiøs europæisk handlingsplan om energieffektivitet, hvor der bliver lagt stor vægt på transport. Fokusset på energieffektivitet vil imidlertid fortsætte i alle medlemsstaterne gennem deres nationale handlingsplaner, og det er overordentligt vigtigt.

Jeg vil kun nævne et enkelt eksempel inden for teknologi: Europa kan tilvejebringe nye teknologier, men vi bør udnytte alle mulighederne sammenhængende. Jeg mener, at den europæiske strategiske plan for energiteknologi virkelig kunne blive skelsættende.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gøre Dem opmærksom på de internationale områder. Det bedste svar på forsyningssikkerhed er ikke bare spredning, men også globale, gennemsigtige og konkurrencedygtige gas- og oliemarkeder. Dette er visionen, som kunne tilvejebringe den nødvendige spredning. Hvis det skal ske, må vi stabilisere de lande, der har gas- og olieressourcer. Vi må opbygge en infrastruktur, der giver os mulighed for at hente mere gas fra forskellige områder i verden, for kun på den måde kan vi skabe forsyningssikkerhed inden for gas og olie. Vi må fremme vores markedsvision blandt vores nærmeste naboer. Energifællesskabet skal udvides.

I morgen får Det Europæiske Råd lejlighed til at drøfte disse spørgsmål. Jeg er overbevist om, at den ansporing, som grønbogen har skabt til udvikling af en fælles energipolitik for EU, vil blive fulgt op. Jeg er meget taknemmelig over debatten, og jeg glæder mig til at samarbejde med Parlamentet om at udvikle en europæisk energipolitik, der dækker vores borgeres grundlæggende behov.

  Paul Rübig, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. statssekretær Winkler, hr. kommissær Piebalgs, mine damer og herrer, vi har i nogle måneder været i gang med en ny strategisk debat. Vi ser konflikten med Iran, vi ser krigen i Irak, men også OPEC-lande, hvor man ikke ville have troet, at der kunne ske en sådan udvikling. Vi ser kineserne, som køber sig strategisk ind på energimarkederne, vi ser, at Rusland er ved at bevæge sig væk fra en kontinuerlig, pålidelig politik, og vi ser de globale markeder i en meget dynamisk udvikling. Derfor gælder det nu om at holde fast i vores mål, i målene fra Lissabon-strategien.

Vi ønsker beskæftigelse og vækst. Derfor skal energipolitikken prioriteres meget højt, og jeg er meget taknemmelig for, at kommissær Piebalgs fokuserer på energieffektiviteten. Her kan vores små og mellemstore virksomheder åbne for helt nye forretningsområder. Her opstår der beskæftigelse inden for håndværket, her opstår der små kredsløb, som giver os energiforsyningssikkerhed.

På den anden side må vi ikke glemme vores energibranches konkurrenceevne. Her vil jeg især gerne opfordre Kommissionen til at undersøge intensivt, hvad Kyoto-protokollen efter 2012 kommer til at betyde for vores råstofindustri, som bruger meget energi, som eksempelvis stål- og aluminiumindustrien og mange andre områder, samt for vores energiproduktion. Jeg tror, at bæredygtigheden især i forbindelse med konkurrenceevnen også skal betragtes ud fra miljøaspekter.

Jeg opfordrer Kommissionen og hr. kommissionsformand Barroso til at tage hånd om denne vigtige opgave, som har overordnet betydning for vores fremtid i Europa, gennem Kommissionens forskellige tjenestegrene, om det nu er inden for kommunikationsstrategien, skattepolitikken, udenrigshandelspolitikken, udenrigspolitikken, konkurrencepolitikken eller miljøpolitikken.

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, vi lever i en verden, der i stigende grad er udsultet for energi. De primære forbrugere, amerikanerne og europæerne, kan ikke nægte kineserne, inderne og andre retten til at stræbe efter vores levestandard og forbruge mere energi.

Med en stigende global efterspørgsel skal forbrugerlandene stå sammen over for markeder, som er organiseret i karteller med henblik på at påvirke prisdannelsen. I denne forbindelse skal energibesparelser og øget energieffektivitet have højeste prioritet. Det internationale Energiagentur har beregnet, at hvis computerproducenter blev tvunget til at reducere energiforbruget, når computere indstilles på standby, til en watt i stedet for som nu 10 watt, ville man spare, hvad der svarer til 20 elektricitetsværker på 1.000 megawatt.

Vi skal anvende vedvarende energikilder mere. I Brasilien produceres der 700 millioner liter ethanol, som er et biprodukt fra sukkerindustrien. På Mauritius sparer de 20.000 t olie ved at brænde fiberholdigt affald i kraftværkerne. I Sverige vil man tvinge alle tankstationer til at sælge biobrændstoffer, og på Fiji drives dieselmotorer med kopraolie.

Når dette er sagt, kan vedvarende energikilder ikke fuldstændig erstatte traditionelle energikilder. Der er brug for teknologiske gennembrud i forbindelse med solenergi, brintceller osv. Endog vindkraft, som Europa har betydeligt offshorepotentiale for, kræver betydelig investering for at få netværkene gjort sikre. Verden vil ikke hurtigt kunne opgive kul og atomkraft. Det er op til medlemsstaterne at træffe sådanne valg, og de skal frit bestemme, hvordan deres energisammensætning skal være.

Europa er nødt til at investere mere i forskning i energieffektivitet, vedvarende energi, kulstofbinding, ren kul, nuklear sikkerhed og fusion. EU skal gennemføre en mere solidarisk energipolitik. Det skal gennemføre det indre marked ved at forebygge en situation, hvor markederne bliver delt op til fordel for oligopoler. Jeg vil slutte med at sige, at man på forårsmødet i Det Europæiske Råd er nødt til at træffe en beslutning. Et EU uden fælles energipolitik bliver ikke andet end en svag magt.

  Lena Ek, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær, repræsentanter for Østrig, ærede medlemmer, det er svært at forestille sig, hvor afhængig Europa er af import, og det stiller os i en meget bekymrende situation. Vi skal efterse produktionen og distributionen og regulere markedet på en sådan måde, at det fungerer ordentligt. Med andre ord skal forbrugerrettigheder og overføringskapacitet reguleres, og de store energivirksomheders dominerende stilling skal undersøges.

Vi bruger ikke den eksisterende teknologi. Vi reducerer forskningsbevillingerne i de nuværende budgetforhandlinger, og industrien får ikke de tydelige signaler, de brug for for at turde investere og investere langsigtet. Medlemsstaterne vælger selv sit energimix, hvilket er godt. Vi er nu kommer dertil, hvor grønbogen er kommet. Vi i ALDE-Gruppen støtter den og synes, at den er meget god. Neelie Kroes' arbejde angående konkurrence er også godt.

Men, hr. Winkler, De startede med at sige, at klokken otte den 1. januar fik Europa en energichok, og vi fik det af Rusland. I den situation bliver mange nationale regeringschefer nu nervøse og ønsker at efterregulere. De vil have protektionisme på energiområdet, hvilket står i direkte modsætning til, hvad Rådet har sagt tidligere, til, hvad Kommissionen vil, og til det, som Parlamentet vil. Det er en skam, at vi er kommet dertil, hvor vi ved at holde med dem kan hjælpe de nye medlemslande få en stabil energisituation, og hvor vi kan løse store miljøproblemer. Det er en skændsel at komme med de her argumenter, når vi også kan skabe så mange arbejdspladser i Europa. Jeg er ked af at sige, at vores egen svenske regeringschef, Göran Persson, i dag har sagt, at han vil efterregulere det svenske energimarked.

Hvis man gør det, man altid har gjort, får man det, man altid har fået, men vi har ikke længere råd til en sådan situation i Europa. Vi har brug for at træffe meget vanskelige beslutninger, og ansvaret hviler tungt på Østrig, som leder Ministerrådet ved morgendagens møde.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, i morgen mødes stats- og regeringscheferne til et energitopmøde. Kommer det til at handle om energi? Det er jeg bange for, at det ikke gør. I morgen vil Berlusconi fyre et stort show af, i morgen vil ENEL offentliggøre, at de overtager SUEZ. Det betyder, at det bliver et show for den italienske valgkamp, og Villepin og Chirac vil udnytte det hele til endnu en gang at profilere sig som nationale helte i en falleret fransk regering.

Det er alt sammen røgslør over det indre marked. Hvad er det virkelige spørgsmål i EU's indre marked? Sådan som det fungerer i dag, er det den største økonomiske fejludvikling, som Europa nogensinde har oplevet. ENEL årelader de italienske forbrugere. ENDESA årelader de spanske forbrugere. SUEZ årelader de belgiske forbrugere, E.ON årelader de tyske forbrugere. Og nu skal det diskuteres, om vi har nationale champions eller - som hr. Barroso siger - endnu større europæiske champions, som dominerer deres markeder endnu mere og sætter forbrugerne og konkurrenceevnen i Europa endnu mere på spil. Nej, det er ikke det, der er spørgsmålet! Spørgsmålet er, om vi politisk endelig vil kæmpe os frem til at regulere rigtigt, regulere uafhængigt og adskille nettene fra resten. Transportpolitikken skal være en central del af energipolitikken. Så længe den ikke er et centralt element, er alle disse papirer kun papirtigre.

Det vigtigste, vi skal bidrage til med vores politik, er langsigtede målsætninger, vedvarende energi, effektivitet, CO2-mål - ellers er der ingen investeringssikkerhed. I denne debat savner jeg en ny metode. Det er hidtil ikke lykkedes os at skabe et godt samspil mellem alle niveauer. Det betyder, at vi har brug for nye partnerskaber. Og hvad gør kommissionsformand Barroso, der igen opfører sig som en elefant i en porcellænsbutik? Han sætter energien, som er det, der deler borgerne i hele Europa mest, i centrum for debatten! Kan man handle mere politisk ufornuftigt, end hr. Barroso i øjeblikket gør via pressen?

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, vi kender de store olieselskabers prognoser. De siger, at ca. 80 % af verdens energi i 2030 stadig vil være fremstillet af fossile brændstoffer. Historien viser, at disse prognoser er pålidelige, om så vi gjorde alt for at spare energi, forbedre energieffektiviteten, støtte brugen af alternativ energi og bruge biobrændstoffer, og om så vi byggede flere kernekraftværker i takt med, at vi lukkede de gamle reaktorer ned.

Det er velkendt, at der ikke længere er nogen store oliefelter i EU-landene, og gassen i vores region vil også være opbrugt i løbet af de kommende 10 år. Ifølge den nye grønbog vil EU's importafhængighed som helhed være steget til 71 % i 2030.

Hvis olieselskabernes prognoser om, at vores energibehov hovedsageligt vil blive dækket ved hjælp af fossile brændstoffer, holder stik, vil der være hårdere konkurrence om disse brændstoffer. EU ønsker at anvende gas til at dække hele væksten i dets energibehov. Udviklingen af gaskondensering vil forværre situationen, der er gunstig for EU-landene, eftersom størstedelen af verdens gasreserver befinder sig på det eurasiske kontinent ved rørledningernes ende.

Tilgængeligheden af og prisen på olie og gas er stærkt påvirket af, at de samme naturressourcer efterspørges af Kina og andre lande i Fjernøsten, mens de hidtil næsten udelukkende har været anvendt af OECD-landene.

Vores gruppe støtter Kommissionen i dens forsøg på at finde alternativer. Der er ingen anden løsning, som er så enkel. Hvis vi fortsætter en politik med afbrænding af fossile brændstoffer, må EU skabe gode handelsforbindelser med Rusland.

Lad mig til sidst sige nogle få ord om "europæiske løsninger". En politik, der fører til, at elektricitetsprisen stiger i nogle lande, for at den kan falde i andre, er uacceptabel. For nogle lande er dette en form for solidaritet, der er for dyr.

  Umberto Pirilli, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. Piebalgs, mine damer og herrer, det, der er sket i de seneste uger med SUEZ-Enel-sagen, og det, der sker for øjeblikket med E.ON's bud på Endesa, som er blevet blokeret af den spanske regerings dekret, der øger det nationale energiråds magt, bekræfter medlemsstaternes stigende forbehold over for de principper og regler, som EU bygger på.

Så sent som i går sagde hr. Barroso: "Jeg håber, at regeringscheferne vil besvare følgende spørgsmål: Har de den politiske vilje til at finde europæiske løsninger på europæiske problemer?"

Alle aspekter af energiproblemet er blevet undersøgt af Kommissionen i en værdifuld analyse næsten punkt for punkt, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, for den er velkendt for alle. I denne fælles beslutning, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa og Gruppen Union for Nationernes Europa har forelagt, gives der udtryk for bekymringer, som alle europæiske borgere deler i dag, og der foreslås løsninger, som størstedelen af borgerne og medlemsstaterne kan gå ind for.

På et punkt er forslaget imidlertid mangelfuldt, og det er i forbindelse med beslutningstagningscentrene. Hvor mange er der, og hvad er det for nogle? I sin redegørelse i går talte hr. Barroso også om eksistensen af 25 forskellige energimarkeder og 25 forskellige politikker i sektoren. Ud over denne knusende statistik, hvad angår EU's forventede konvergenspolitikker, er det nødvendigt at garantere Europas energiinfrastrukturs fysiske sikkerhed mod risikoen for naturkatastrofer og terrorangreb og dens sikkerhed mod politiske risici, herunder forsyningssvigt.

Mit spørgsmål til alle er: Kan Europa styres af 25 forskellige regeringer, eller er tidspunktet kommet, hvor den europæiske strategi for udenrigspolitik, sikkerhed og energi bør have et enkelt beslutningstagningscenter, så det kan lade sig gøre rettidigt og sammenhængende at klare de udfordringer, som den moderne verden i hastig forandring nu skaber?

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, nylige afbrydelser af energiforsyningen har ført til en fornyet erkendelse af, at importeret energi er sårbar. Energi er væsentlig for alle lande. Hvilken lære kan vi drage, hvad angår forsyningssikkerhed?

Den nære forbindelse mellem energipolitik og udenrigspolitik er i mellemtiden en kendsgerning. EU må tage sig i agt for pres fra energiproducerende lande. Derfor er en større diversificering af energileverandører en politisk nødvendighed.

Desuden har den russisk-ukrainske krise atter gjort muligheden for import af flydende naturgas fra andre regioner aktuel. Vi skal også prioritere, at det indre marked fungerer mangelfuldt. Den seneste diskussion om at skabe nationale mestre må ikke overskygge dette. Hvad angår forsyningssikkerhed, råder medlemsstaterne imidlertid selv over stærke midler. Foruden en større diversificering af energikilder kan de også sigte mod at øge deres nødlagre.

Sådanne foranstaltninger ligesom intensiveringen af samarbejdet mellem medlemsstaterne gavner mere end en omstændelig europæisk energipolitik. Forsigtighed er også nødvendig i forbindelse med indgåelse af en energiaftale med Rusland. Kritisk afstand er at foretrække frem for en yderligere integration på energiområdet med lande, som vi har en ustabil forbindelse med.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, Europas afhængighed inden for energisektoren er bekymrende, som det fremgår af Kommissionens grønbog. Italien er endnu mere afhængigt på energiområdet, hvilket Eneas og Istats tal uomtvisteligt beviser. Italien har en energiproduktionskapacitet på kun ca. 30 millioner t olieækvivalent og må importere energi fra udlandet, og dets afhængighed er steget til ca. 85 % i 2005 mod 83 % i 2001 og 81 % i 1995.

Inden for EU er kun Irland, Luxembourg og Portugal mere energiafhængige end Italien. Italiens energiforbrug er derfor stærkt afhængigt af olie, som udgør 45 %, og gas, som udgør 32 %. De stigende energipriser fører til, at alle har større udgifter til benzin og elektricitets- og gasregninger, og miljøhensynene har også indflydelse på valgene på dette område i en sådan grad, at kernekraft igen er ved at blive en aktuel mulighed.

For at bekæmpe energiafhængigheden må vi gøre forsyningssystemet mere fleksibelt, rationalisere brugen af energi, distribuere energi lokalt både med små, konventionelle anlæg og med vedvarende energi, og vi må investere mere i forskning. Det lader til, at det ikke længere er muligt at udsætte termodynamisk solenergi, geotermisk energi, brug af biomasse og indførelse af nye, kombinerede gascyklusser i elproduktionssystemer og endelig genindførelse af kernekraft.

Dette er fremtidens spørgsmål og udfordringer, men vi må spørge os selv, hvorfor Italien og Europa stadig taber terræn i forhold til Rusland og især i forhold til Kina. Gas og olie fra Iran til Kina og Rusland, energistrømme og -ressourcer, hvor europæiske virksomheder i årtier har investeret enorme summer til forskning - alt dette er spildt som følge af hensyntagen til interesser, som ikke er EU's.

Dette betyder, at Europa endnu en gang forspilder en stor chance for udvikling, sikkerhed og social velfærd og øger sin afhængighed inden for både energi og politik. Europa må finde mod til at træffe geopolitiske valg, der er i overensstemmelse med dets interesser, hvis det virkelig ønsker at sikre en fremtid for dets befolkning. Det er denne form for revolutionær virksomhed, ud over de eksisterende direktiver, som europæerne forventer af Kommissionen og Rådet.

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, energi anvendes, som vi for nylig har været vidne til, også nogle gange af stater, der næsten befinder sig i en monopolsituation, som et middel til at udøve politisk indflydelse, som i krisen mellem Rusland og Ukraine. Det var den, der virkelig udløste denne pludselige interesse for energipolitik. Problemet bør derfor betragtes som et udenrigs- og sikkerhedspolitisk anliggende, og derfor er mit indlæg, ud over kommissær Piebalgs, også henvendt til hr. Solana og fru Ferrero-Waldner.

Det er afgørende for EU at udvikle en ægte ekstern dimension af sikkerhedspolitikken, hvad angår olie- og gasforsyning, som er forskellig fra energipolitik i snæver forstand. Vi må ikke blande de to ting sammen. Spørgsmålet er, hvilken merværdi EU kan tilbyde, hvis der forekommer politisk motiverede afbrydelser af energiforsyningen. Forslag som dem, der er i grønbogen, går i den rigtige retning, selv om de stadig er for beskedne. Solidaritet skaber som et af hovedprincipperne for europæisk integration en forpligtelse til at bistå alle de medlemsstater, der er i vanskeligheder. Vi må udvide dette solidaritetsprincip til at omfatte problemer vedrørende energiforsyningssvigt som følge af politiske aktioner.

Det, der er brug for, er samarbejde og solidaritet, ikke konkurrence blandt medlemsstaterne om at sikre sig energiforsyning udefra, som det sker i dag. Det Europæiske Råd bør på sit forestående forårstopmøde frem for alt drøfte tre spørgsmål, som er af største betydning. For det første gensidig hjælp blandt medlemstaterne i tilfælde af afbrydelser af energiforsyningen, for det andet gensidige konsultationsmekanismer mellem medlemsstaterne i forbindelse med større gas- og leveringskontrakter og for det tredje indførelse af en energisikkerhedsklausul i alle EU-aftaler med tredjelande, som enten er energiproducenter eller transitlande. En energisikkerhedsklausul bør pålægge en forpligtelse til at følge en vis adfærdskodeks og til at love ikke at anvende energiforsyning som et middel til udøvelse af politisk pres. Det er på tide at lægge erklæringerne bag sig.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, energipolitik har en klar ekstern dimension, som viste sig dramatisk under krisen i januar mellem Rusland og Ukraine. EU har for sin del i de senere år iværksat politikker såsom strategisk samarbejde med Rusland, Euro-Middelhavs-partnerskabet, naboskabspoltikken og aftalen med Golfstaternes Samarbejdsråd. Disse forbindelser omfatter de vigtigste olie- og gasproducerende lande.

Energispørgsmålet er blevet håndteret usammenhængende: fra liberalisering af markederne til forsyningssikkerhed, effektivitet og bedre anvendelse af ressourcerne. Indtil videre har alt dette ikke set ud som en struktureret politik. Det Europæiske Råd vil i morgen og i overmorgen behandle disse spørgsmål, men de europæiske regeringer synes uenige om, hvorvidt vi må have en fælles politik, eller hvorvidt vi bør fortsætte med bilaterale forbindelser baseret på historiske, geografiske og politiske faktorer.

Europa-Parlamentet støtter Kommissionens indsats og anmoder samtidig om mere. Dette vil imidlertid ikke være muligt uden svar på nogle vigtige spørgsmål. Er det vores hensigt at reducere den samlede afhængighed af fossile brændstoffer? Med hvor meget? Er vi i stand til at vurdere det fremtidige behov på nuværende tidspunkt? Sætter vi os det mål at koordinere efterspørgslen med andre importlande, navnlig udviklingslandene? Vil vi stille et enkelt, fælles forslag på det næste G8-møde i Skt. Petersborg?

Svarene på disse spørgsmål forudsætter noget, der ligger meget tæt op ad en europæisk energiplan. Grønbogen er et første skridt, men der skal gøres meget mere, og Europa-Parlamentet ønsker naturligvis at blive inddraget fuldt ud i denne politik.

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Denne beslutning er et meget vigtigt og rettidigt dokument om Europa-Parlamentets holdning til en situation under forandring i EU's energisektor. Beslutningen markerer indledningen af debatten om grønbogen om en sikker, konkurrencedygtig og harmonisk energipolitik. Ud over effektivitet i energiforbruget er de forskellige energikilder, der er nævnt i beslutningen, en afgørende betingelse for at reducere EU-staternes afhængighed af forsyning med energiressourcer fra tredjelande. Der lægges stor vægt på kernekraftområdet, da kernekraft hænger uløseligt sammen med EU's energisektor. Den er meget vigtig for Litauen og andre stater, som ikke har nok vindenergi, solenergi og geotermisk energi eller andre alternativer til gas og olie. Det er rigtigt, at initiativet til udvikling af kernekraft fortsat bør ligge hos medlemsstaterne. Der må fastsættes lovgivning, således at en del af midlerne til landbrugspolitikken står til rådighed for biomassevækst, produktion og energibehov. Princippet om energisolidaritet mellem medlemsstaterne er overordentligt vigtigt. Det er vigtigt i drøftelser med omverdenen. Når der planlægges projekter i energisektoren, bør medlemsstaterne vurdere de følger, som de vil have for andre lande. Derfor mener jeg, at vi bør fokusere på at revidere bilagene til de transeuropæiske energinet. Listen over projekter indeholder modstridende synspunkter om, hvad jeg vil betegne som den politiske nordlige rørledning i Østersøen. Desværre nævnes ingen af de projekter, der er vigtige for de baltiske lande og Polen, f.eks. "Amber"-rørledningen eller elektricitetsforbindelser, der giver det isolerede baltiske område mulighed for hurtigt at blive en del af det europæiske område.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg er meget bange for, at Kommissionens forslag om naturgas, som kommer efter krisen mellem Rusland og Ukraine, ikke svarer til omstændighederne og behovene. Det er utilstrækkeligt.

Hvis vi vil nå de mål, som Kommissionen sætter, må vi investere mere og mere i en betragtelig styrkelse af vedvarende energikilder, energibesparelser og udvikling af energinettene. Med de budgetter, De udarbejder, er vi ikke i stand til at nå disse mål. Vi kan ikke skabe større fremgang med opbygningen af en fælles energipolitik eller få billigere og bedre teknologi til vedvarende energikilder og energibesparelser med de penge, der afsættes til disse mål fra det syvende rammeprogram. Og med de tiltag, De foreslår i forbindelse med den fælles energipolitik, kan vi heller ikke bekæmpe den kartelpraksis, der er fremherskende - og lever i bedste velgående - til skade for forbrugerne og det forenede Europa i en energisammenhæng.

Noget andet er, at vedvarende energikilder er én ting, atomenergi en anden. Forsøg ikke at sætte det hele i den samme bås og bruge de vedvarende energikilder som et stort forhæng, der skal dække over den kendsgerning, at en stor del af Europas borgere er forbeholdne for ikke at sige afvisende over for anvendelsen af atomenergi, og det er ikke en holdning, der bare kan trylles væk.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand, energiforsyningssikkerheden til EU bliver mindre for hver måned, der går, i takt med at vores afhængighed af importeret energi bliver større. Det eneste, vi kan tillade os at miste på dette område, er upålidelige og uberegnelige partnere. Deres indflydelse på det europæiske energimarked bør holdes inden for sikre grænser.

Til mange europæiske landes overraskelse - men slet ikke alles - har Rusland for nylig vist sig at være en sådan upålidelig partner. Ruslands leverancer er for nylig blevet begrænset på grund af klimatiske forhold i Sibirien, manglende sikkerhed for rørledninger i den nordlige del af landet og den vilde trang til at bruge energi som et middel til at udøve politisk pres på landets vestligt orienterede naboer.

Derfor kan energisamarbejde ikke begrænses til landene i EU. Vores energiproblemer hidrører netop fra lande uden for EU. Nogle af løsningerne findes imidlertid også uden for EU, f.eks. de norske oliefelter, og det er årsagen til, at ikke bare energipolitik, men også transeuropæiske net bør overskride EU's grænser. Det er årsagen til, at en forbedret naboskabspolitik bør omfatte energi, og det er årsagen til, at det polske forslag om en energipagt baseret på solidaritet, der dristigt overskrider EU's grænser, bør diskuteres mere seriøst på et kommende topmøde.

Energisikkerhed er frem for alt et spørgsmål om udenrigs- og forsvarspolitik. Det er naivt at tro, at nye energikilder eller indførelse af restriktioner for industrien, f.eks. klimaaftaler, er løsningen. I lang tid fremover vil vedvarende energikilder vedblive med at være et dyrt supplement til vores energiressourcer. At indføre overdrevent strenge restriktioner for den europæiske industri, ofte på baggrund af tvivlsomme videnskabelige antagelser, er noget, der begrænser vores konkurrenceevne.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, EU's kaotiske liberalisering af energimarkedet har allerede ført til voldsomme forvridninger. Gode europæere, som Storbritannien, liberaliserer omhyggeligt deres markeder, men slette europæere, som Frankrig og Tyskland, har undladt at gøre det.

Liberaliseringen har været den direkte årsag til enorme stigninger i engrosprisen på gas i Det Forenede Kongerige. EU har tilføjet over 200 engelske pund om året til den gennemsnitlige gasregning i Det Forenede Kongerige. Nu vil EU have en fælles energipolitik, så det kan få fingre i det, der er tilbage af Storbritanniens olie- og gasreserver. Hr. Chichester spørger, hvordan Rådet og Kommissionen vil reagere på udviklinger på det internationale energimarked, og hvordan forsyningerne vil blive sikret: Det er det rigtige spørgsmål, men det er blevet stillet til de forkerte mennesker. Han burde stille det til den britiske regering.

Det britiske Konservative parti repræsenteret ved hr. Chichester opfordrer endnu en gang EU til at blande sig endnu mere i Storbritanniens anliggender. Storbritannien burde følge Frankrigs og Tysklands eksempel og beskytte sine egne nationale interesser og sine egne energiforbrugeres interesser.

  Alejo Vidal-Quadras Roca (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, i de kommende dage vil stats- og regeringscheferne drøfte muligheden for at komme med en fælles energipolitik.

Såvel regeringerne som borgerne er klar over situationens alvor, vores forsyningssystems sårbarhed, vores afhængighed af import og behovet for at træffe hurtige foranstaltninger, der passer til omstændighederne.

Europa-Parlamentet deler fuldt ud borgernes bekymring, og derfor bør vi i dag her fra Parlamentet komme med et klart og stærkt budskab til fordel for EU's energiuafhængighed.

Vi skal derfor støtte et fuldstændigt mix af energiformer, hvor de emissionsfrie energikilder som atomkraft og vedvarende energi spiller en fremtrædende rolle. Tiden er inde til, at vi seriøst overvejer muligheden for at investere i alternative forsyningsveje for at reducere indvirkningen af situationer som den nylige krise mellem Rusland og Ukraine.

På efterspørgselssiden skal vi understrege behovet for at forbedre energieffektiviteten på alle forbrugs- og fremstillingsniveauer. I denne henseende er udbredelse af information og god praksis afgørende.

Vi skal gå kraftigt ind for et reelt frit indre energimarked og for at forbedre infrastrukturerne og samkøringslinjerne og en gang for alle forlade den gammeldags tanke om store nationale mestre.

Vi befinder os i det 21. århundrede, i et EU, der bliver stadig mere integreret, og tiden er ikke til tilbageskridt. Tag ikke fejl: Protektionisme er ikke kun skadeligt for vores økonomier og vores konkurrenceevne, men skader også forbrugerne. I den globaliserede verden er de nationale kæmper dværge på verdensscenen, og talerne om europæisering er ikke meget værd, når ordene, når der skal træffes beslutninger, ikke følges op af konsekvente handlinger.

Jeg slutter, hr. formand, med at anmode Rådet om ikke at forspilde denne mulighed.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi er fanget i en vedvarende energikrise. Årsagen er indlysende, for forskellen mellem forbrug og forsyning er så lille, at næsten alt kan forårsage voldsomme prisstigninger. Dette kan f.eks. ske som følge af en storm på den anden side af Atlanten og mange andre ting.

Vi har en god løsning på dette problem, nemlig energisamarbejde i EU. Det bliver imidlertid forhindret af en "antisolidarisk bevægelse" i visse medlemsstater, som faktisk er vokset blandt de medlemmer, der grundlagde EU. De tillader ikke konkurrence i deres egne lande, men de opkøber energiselskaber i andre lande ved hjælp af disse passive midler. Det opnår man ikke noget med. De gjorde det samme i telekommunikationssektoren, da telekommunikationsmarkederne skulle åbnes. Som følge heraf havde vi endnu en gang købere fra udlandet.

Hvis vi ikke viser solidaritet i EU, kan vi glemme de energiløsninger, der bliver drøftet her. En betingelse for en fælles energipolitik er, at man har fælles mål, som vores ledere forpligter sig til at forsøge at nå, og som de ikke bare drager fordel af, som det er tilfældet nu.

Hvordan kan dette opnås? Jeg foreslår, at Finland holder et topmøde om energi, hvor regeringslederne kan blive enige om en fremgangsmåde. Ved at gøre det kan vi styre os væk fra en situation, hvor vi hele tiden er på randen til krise. Finland kunne arrangere det møde som en tjeneste, især fordi spørgsmålet om russisk energi er meget relevant i Finland, hvilket mange medlemmer har nævnt. Vi har lang tids erfaring på dette område. Den russiske energidialog, som ikke har gjort de store fremskridt og næsten er hemmelig, fordi Rådet næsten aldrig deltager i den, kunne kædes sammen med topmødet. På den måde kunne vi slå to fluer med et smæk og øge solidariteten.

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand, det glæder mig, at den fælles beslutning er afbalanceret og ikke er en rygmarvsreaktion. Energi er røget op på den politiske dagsorden, men geopolitiske initiativer er kun én måde at håndtere forsyningssikkerhedsproblemet på. Løsningen ligger stadig i stor udstrækning i vores egen baggård. Vi er nødt til at løse ligningens efterspørgselsside ved at gøre en stor indsats for at gennemføre energieffektivitetsforanstaltninger og udvikle egne energikilder, navnlig vedvarende energikilder. Dette understreges i afsnittene om bæredygtige energikilder og uddybes i en række ændringsforslag, som ALDE-Gruppen vil støtte.

Selv i spørgsmålet om gasforsyning ligger meget af svaret tæt på. Industrielle sværvægtere i den nordøstlige del af England har måttet kæmpe for at få fat i gasleverancer selv til opskruede priser, fordi markedet ganske enkelt ikke fungerer. Det Europæiske Råd må på forårstopmødet i morgen vise mod og mandshjerte og udpege de medlemsstater, der har undladt at åbne deres gasmarkeder.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, energiforsyningen og udnyttelsen af alle energikilder er et politisk valg, der bør have som formål at sikre en samlet opfyldelse af alle behov hos befolkningerne, f.eks. mindre energiafhængighed, energibesparelser, indbyggernes sikkerhed, miljøbeskyttelse og sikring af energiprodukternes status som et samfundsgode og ikke en handelsvare.

EU fremmer liberaliseringspolitikken ved at ofre opfyldelsen af folkets behov til fordel for den private investors fortjeneste. Inden for rammerne af konkurrencedygtigheden og den befolkningsfjendtlige Lissabon-strategi ligger også grønbogen, hvor vedvarende energikilder endog udnyttes som et redskab til at få den private kapital ind på energisektoren. Det er hyklerisk at påberåbe sig miljøbeskyttelsen, og det dækker over EU's åndelige målsætninger, nemlig at fremskynde liberaliseringen, fremme de relevante EF-produkter og begrænse afhængigheden af importeret brændstof.

En udvej kunne være et fælles energiorgan, der er folkets ejendom og fungerer inden for rammerne af en økonomi, hvor de grundlæggende produktionsmidler ejes af samfundet. På denne måde imødegår man de kritiske spørgsmål og sikrer, at energien ikke bliver en handelsvare, men et samfundsgode.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, Polen er særligt følsomt over for politikker, der udnytter leverancer af naturgas og råolie til landet som et middel til udøvelse af politisk pres. Den slags politikker gennemføres af hovedleverandøren af disse brændstoffer, nemlig Rusland. Det er baggrunden for den polske regerings initiativ, som er blevet fremsendt til de europæiske institutioner, og som ville give os mulighed for at få en løsning på energisikkerhedsproblemet baseret på princippet om "én for alle og alle for én" eller med andre ord solidaritetsprincippet. Desværre blev dette initiativ modtaget forholdsvis køligt af de største medlemsstater i EU, fordi de fleste af dem forsøger at fremme løsninger, der gavner dem selv, selv om det sker på bekostning af andre medlemsstater.

Et perfekt eksempel på sådan en politik er bygningen af den nordlige gasledning gennem Østersøen som følge af en aftale mellem Rusland og Tyskland. Selv om dette utvivlsomt vil forbedre Tysklands energisikkerhed væsentligt i fremtiden, vil det true de økonomiske interesser og energisikkerheden i lande som Polen, Litauen, Letland, Estland og andre lande uden for EU, f.eks. Ukraine.

Derfor kræves der en fælles foranstaltning fra medlemsstaternes side, med andre ord en fælles energipolitik. Det er grunden til, at det tidligere nævnte polske initiativ fortjener en seriøs debat.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil ikke tale om energipolitikken som sådan, men om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger, som er forbundet med den. Set i lyset af, at Rusland i denne vinter ser ud til at have forstået, at energi er et politisk våben, og i betragtning af situationen i Mellemøsten må vi indse, at spørgsmålet om sikker energiforsyning er et yderst problematisk spørgsmål, som vi ikke har haft det længe. Derfor må vi udarbejde og gennemføre flere ting i tæt samarbejde med Udenrigsudvalget og hr. Chichester, i Deres udvalg, f.eks. kravet om, at Rusland endelig får energichartret på plads og ratificerer det, så der er garanteret en sikker energiforsyning.

Vi må gøre det klart - måske gennem udenrigspolitiske foranstaltninger, men også gennem vores konkurrencefremmende foranstaltninger - at der er en ejendomsmæssig forskel på producenter og dem, som foretager leveringerne, som ejer rørledningerne, så man på denne måde ikke øger f.eks. Gazproms mulighed for ikke bare at være den største producent, men også at kontrollere leverandørkæden og dermed have en dobbelt trumf.

Efter min mening skal vi arbejde meget tættere sammen med Ukraine og Sydkaukasus for at modernisere og etablere energinet. Jeg mener imidlertid især, at vi inden for EU har brug for et net, et net, som ikke er rettet mod nogen, som ikke er et "energi-NATO", men som er et internt net, der betyder, at hvis nogen vil lukke for leveringerne til et land, så får dette land automatisk leveringer fra alle andre lande. Hvorfor der så ikke ville blive lukket? Fordi det ville blive for dyrt for leverandørlandet, især da det så slet ikke ville have nogen indtægter længere.

Vi skal arbejde for et solidarisk net, som ikke er rettet mod andre - jeg mener, at solidaritetsklausuler, som kan sammenlignes med NATO-traktaten, er den forkerte vej - og organisere den interne solidaritet praktisk gennem sådanne net.

Derfor vil jeg også gerne udtrykkeligt sige, at den gamle tyske forbundsregerings beslutning om at bygge en pipeline gennem Østersøen og uden om Polen og de baltiske stater var en forkert beslutning. I et sådan net må vi sikre, at der er forgreninger, f.eks. til Polen, for på denne måde at opnå sikkerhed. Når jeg ser på de baltiske staters situation, så skal der også sikres en chance for sikker energitilførsel for de baltiske stater for det tilfælde, at der en dag ikke kommer noget fra Rusland. Også det skal løses internt hos os. Det bør vi drøfte.

  Mechtild Rothe (PSE). - (DE) Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. statssekretær Winkler og hr. kommissær Piebalgs for deres indlæg. Jeg er enig med Dem i, at det er absolut nødvendigt at finde frem til en virkelig fælles energipolitik.

Spørgsmålet kan ikke være om, men hvordan vi kan gennemføre en europæisk energipolitik, som opfylder målsætningerne om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed. Dertil hører for det første, som nogle af kollegerne allerede har nævnt, et indre marked for energi med en virkelig fair konkurrence, og vi ved, at vi endnu er langt fra dette mål. Det havde jeg egentlig også forventet nogle klarere udtalelser om fra Dem. (Må jeg godt spørge, hvorfor uret ikke går, jeg kan ikke kontrollere min tid.)

De støttede begge nødvendigheden af en yderligere udbygning af den vedvarende energi. Det er jeg helt enig i. Men jeg kunne godt tænke mig nogle mere konkrete forslag. Som De ved, har vi i dag kun mål frem til 2010. Mål for elektricitet, for biobrændstof, for det samlede energiforbrug. De ved også, at Europa-Parlamentet har krævet 20 % for 2020.

I Kommissionens grønbog spørges det, om man overhovedet bør sætte nye mål. Hvis jeg er rigtigt informeret, diskuterer man i øjeblikket et nyt mål i Rådet, nemlig 15 % i 2015, hvilket helt klart er et tilbageskridt. Tværtimod bør man nu virkelig sørge for at gennemføre vores målsætning for 2010 på 12 % af det samlede energiforbrug fra vedvarende kilder. Derfor er det også meget vigtigt og nødvendigt, at der sker det, som De, hr. kommissær Piebalgs, har annonceret i Parlamentet, nemlig at der fremlægges et direktiv for varme og kulde fra vedvarende energi, for det er netop her, manglerne findes.

Dette er yderst vigtigt for at fremme forsyningssikkerheden. Tyskland er et meget klart eksempel. Tysklands farvel til atomenergien betyder, at der i 2010 skal erstattes 33 milliarder kilowatttimer. Efter den nuværende prognose vil 51 milliarder kilowatttimer i 2010 blive produceret af vedvarende energiressourcer. Det har hidtil været sådan, at virkeligheden har overgået prognoserne inden for de vedvarende energikilder.

Derfor vil jeg sige til Dem, som mener, at atomenergi er meget vigtig, at vi har mulighed for at erstatte denne energikilde. Det er også nødvendigt, for denne energiform er endelig, og når det gælder uran, er vi helt afhængige af import. Desuden er det yderst vigtigt at udnytte energien effektivt. Det var De begge inde på, og jeg håber virkelig, hr. kommissær Piebalgs, at De vil fremlægge en ambitiøs energieffektivitetsplan.

  Patrizia Toia (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, det er sandelig på tide, at Europa får en omfattende og fuldstændig strategi for energi, og vi anmoder om, hr. Piebalgs og hr. Winkler, at Parlamentet kommer til at spille en central rolle for den. Et vigtigt led i denne strategi er, at der indføres et fælles europæisk marked og en sammenhængende EU-politik.

I dag er liberaliseringen gennemført i de enkelte nationale markeder, men det er ikke nok. På energiområdet er nogle lande gået længere end monopolfilosofien, men andre er ikke. Hvis vi begrænser os til udelukkende at forlange en fuldførelse af de enkelte nationale markeder, vil vi ende med et asymmetrisk og dermed svagt europæisk marked. Det vil blive svagt internt og dermed ude af stand til at rette op på de forvridninger, som vi alle sammen så udmærket kender, de begrænsninger, der er blevet analyseret i vores betænkninger. Det vil også blive svagt eksternt, fordi det ikke vil have nogen styrke i forhandlinger med forbrugerlande. Desuden er der også stor risiko for, at det vil blive et offer, som der står i et ændringsforslag til vores beslutning, for nye oligopoler, der kan opstå i verdens producerende områder.

Det andet vigtige punkt er, at vi i det energimix, som vi skal opnå, må træffe beslutning om ikke bare de nationale valg, men også om europæiske mål og dertil hørende referenceindikatorer om energibesparelse og energieffektivitet. Vi forventede, at Rådet var modigere i sit valg af mål og infrastruktur samt forskningspolitik. Disse er de europæiske mål for en fælles energipolitik i EU.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, jeg har et par tekniske bemærkninger efter de politiske bemærkninger, vi har lyttet til. Der opstår altid energikriser i Europa på grund af manglende forsyninger af to energikilder, nemlig olie og gas. Vi er ikke selvforsynende med disse, hvilket giver os to muligheder. Den første er at skabe flere af vores egne europæiske energikilder, og den anden er at sprede forsyningerne.

At skabe mere energi inden for EU kræver især forskning og udvikling, større energieffektivitet og mere vedvarende energi. Vi glemmer, at Europa har store reserver af brunkul og stenkul. Jeg forstår ikke, hvorfor renere kulteknologi er blevet ignoreret fuldstændigt i vores parlamentariske beslutning. Andre har haft forskning og kommercielle programmer på dette område i årevis. Kernekraft er en anden nødvendighed, navnlig på grund af drivhuseffekten. Europa-Parlamentet bør helt klart forlange flere ressourcer til forskning og ny teknologi.

Det andet spørgsmål, jeg vil tale om, er spredning af forsyningerne. Vi har endnu ikke benyttet os af en af vores naboers enorme ressourcer. Det drejer sig om Ukraine. I går aftes gav den ukrainske regering ikke langt herfra, nemlig i Solvay, en præsentation af landets potentiale - de største naturgasreserver i Europa og gas- og olierørledninger fra Turkmenistan og Det Kaspiske Hav, som er uafhængige af Gazprom. Alt dette kunne være grundlaget for et samarbejde mellem EU og Ukraine. Det vil være ensbetydende med at overlade de ukrainske rørledninger til ukrainerne. Det kræver investeringer, bygning og reparation af rørledninger, og EU må hjælpe Ukraine med disse opgaver. Vi har Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, de transeuropæiske net og en forbedret naboskabspolitik til vores rådighed til at gøre det. Vi ville opnå større sikkerhed og demonstrere større solidaritet, og vi ville have et solidt grundlag for en fælles energipolitik for EU.

  Adam Gierek (PSE). - (PL) Hr. formand, EU's energipolitik har to dimensioner, nemlig den eksterne eller geopolitiske dimension og en intern dimension, for energisikkerhed betyder også rationel energianvendelse.

På nuværende tidspunkt må Europa organisere sit eget energipotentiale og forbedre energianvendelsen ved at øge den termodynamiske effektivitet. Eksempler på, hvordan det kan gøres, omfatter moderne varmeisolering af bygninger og andre konstruktioner, modernisering og mere udbredt anvendelse af forskellige varmekilder og elektrisk energi, navnlig i de nye medlemsstater, som har et enormt potentiale for kraft-varme-produktion og energibesparelse og fornuftig anvendelse af vedvarende energikilder, navnlig biomasse. Samtidig mener jeg dog, at anvendelse af biomasse til elproduktion er en fejltagelse.

Ved at bygge grænseoverskridende net kan det udvidede EU benytte sig af de betydelige tidsforskelle mellem de østligste og de vestligste grænser til at mindske spidsbelastninger på elektricitetsnet, og det kunne også udnytte årstidsbestemte temperaturforskelle mellem Syd og Nord.

Den energi, der anvendes til at skabe nationalindkomst, skal også reduceres yderligere, og det skal afspejles i toldpolitikken. Derfor er det uforståeligt, hvorfor der skal lægges en toldafgift på 6 % på meget energiintensiv primær aluminium. Import af den slags aluminium er det samme som import af energi, som EU dermed ville spare.

  Herbert Reul (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg har indtryk af, at den nye situation siden begyndelsen af året har gjort det klart for alle, at energi ikke kun er vigtig for den økonomiske udvikling i Europa. Det bliver også mere og mere klart, at vi har energiknaphed, og at der opstår politisk afhængighed, som man i store dele af samfundet ikke har set før i det omfang.

Denne krise er imidlertid også en kæmpe chance, nemlig at vi langt om længe kan diskutere energispørgsmål sagligt og nøgternt og måske kan komme ned fra træerne, glemme de gamle stridigheder fra i forgårs eller holde op med at fremsige trossætninger. Det betyder imidlertid, at man lægger ud med at lave en nøgtern status, og her har jeg mange spørgsmål til det, som Kommissionen har fremlagt. Hvordan er situationen, hvilke muligheder er der, hvilke mængder er der, hvor findes hvilke mængder, hvor ligger risiciene, hvor ligger potentialerne? Jeg er temmelig sikker på, at vi ikke vil finde noget svar, hvor løsningen kun ligger i en retning. Sådan vil det ikke længere være, og sådan har det i øvrigt aldrig været. Men vi må i fællesskab forsøge at tale åbent om alle spørgsmål og finde løsninger, som er bredt anlagt.

Som vores polske kollega netop sagde, kan vi ikke undvære det eksisterende kulpotentiale, det er udelukket. Men vi må finde ud af, hvordan vi kan udnytte det på en måde, der ikke forurener. Men det er udelukket at afstå fra at bruge det! Vi kan ikke afstå fra nogen potentialer, heller ikke på det vedvarende område. Men vi må også være ærlige og erkende, at potentialerne er begrænsede, og at de ikke kan løse de mængdeproblemer, vi har. Derfor tror jeg heller ikke, vi kan komme uden om at sige åbent, at vi heller ikke kan undvære kerneenergien. Vi kan ikke køre efter devisen, at vi ikke vil have kul eller kerneenergi, men vi vil gerne have det hele CO2-frit og sikre miljøet.

Jeg synes, det må være slut med denne debat, som er præget af drømme og trossætninger. Vi har brug for en debat, som er realistisk og nøgtern. Vores børn har fortjent, at vi sørger for, at de også har energi i fremtiden i tilstrækkelig form. Det er nemlig en vigtig forudsætning for, at der hersker velstand i vores lande i Europa.

I øvrigt synes jeg også, det er umoralsk, at vi opkøber alle eksisterende energipotentialer i verden, fordi vi har ressourcerne til det, og muligvis lader de lande stå uden for i kulden, som ikke har disse ressourcer - jeg tænker på udviklingslandene. Det er vores pligt også at anvende de moderne teknologier. Det er vores moralske pligt også at anvende kerneenergi.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, der er ingen tvivl om betydningen af EF-tilskud til nye og mere energieffektive teknologier inden for vedvarende energikilder. Ved i højere grad at differentiere mellem energikildernes type - og her må vi ikke glemme sol- og vindenergi - oprindelseslande og transitlande, vil vi desuden være med til at skabe nye vilkår for vækst, jobskabelse og fremme af bæredygtig udvikling.

I den henseende vil jeg også understrege og lægge vægt på støtten til biomasseproduktionen med udformningen af nationale handlingsplaner, som sikrer økonomisk og forretningsmæssig sikkerhed og tillid hos investorer og producenter, samtidig med at det giver landbrugsproduktionen en løsningsmulighed. Det skal også fremhæves, at harmoniseringen af det indre marked på energiområdet bør have til formål at beskytte forbrugerne og ikke belaste dem, og det er en politik, som ikke kan opnås ved hjælp af koncerner, der fungerer som oligopoler.

Til sidst vil jeg i forbindelse med øgede investeringer i nye, mere miljøvenlige energiformer sige, at det kan lade sig gøre at fremme en grøn afgift. En sådan afgift skal ikke omfatte - og må ikke omfatte - atomenergi.

Hr. formand, hr. kommissær, gennem årene, både før i tiden og i nutiden, er store konflikter og krige brudt ud med to formål: for det første energi og for det andet vand. Europa bør tage fat på dette internationale problem ved hjælp af en fast politik.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, energisikkerhed og spredning af forsyningskilder er pludselig kommet højt op på den politiske dagsorden i år efter Gazproms anvendelse af "gasvåbenet" mod Ukraine og Moldova i nytårsperioden. Det er ikke længere et teknisk anliggende forbeholdt teknokrater, og det er i lige så høj grad blevet en del af FUSP som energiministrenes kompetenceområde.

Som ordfører for den europæiske naboskabspolitik var jeg meget bevidst om, at mange af medlemslandene - f.eks. Algeriet og Aserbajdsjan - var producenter af olie og gas, og at andre var centrale for ledningssystemerne til transport af brændstof til Vesteuropa, f.eks. Ukraine. Jeg har gang på gang argumenteret for et stabilt Kasakhstan, som kunne tiltræde ENP, for Kasakhstan er ivrig efter at undgå risikoen for økonomisk og politisk dominans fra Ruslands og Kinas side og kunne levere ikke bare olie og gas, men også uran til EU, eftersom vi nødvendigvis må bygge flere kernereaktorer for at opfylde Kyoto-målene og for ikke at være alt for afhængige af verdens ustabile regioner - f.eks. Mellemøsten, Venezuela og Nigeria for bare at nævne nogle få - i jagten på fossile brændstoffer.

Jeg respekterer de lande, der ikke anvender kernekraft, f.eks. Østrig og Irland, men nye teknologier som transmutation vil, tror jeg, en dag afhjælpe offentlighedens bekymringer over affald, der udsender høje strålingsdoser over lang tid.

Medlemsstaterne skal naturligvis også gøre meget - helst gennem mellemstatsligt samarbejde - for at arbejde hen imod større energieffektivitet, for at udvikle flere teknologier i form af vedvarende energi, men også for at forbinde deres elektricitetsnet i et paneuropæisk system, som vil sænke priserne og tillade ekstra kapacitet. Der er også behov for at forbinde de eksisterende olie- og gasledninger mellem EU's medlemsstater. Spanien er tilsyneladende praktisk talt selvforsynende, men isoleret i den henseende, og de baltiske lande er for afhængige af forbindelser med Rusland, men er nu blevet indbyrdes enige om et nyt kernekraftværk, og det skal de roses for.

Jeg mener også, at Rusland skal tilskyndes til at tiltræde energichartret, så det ikke kan forhindre tredjelande i at bruge dets rørledninger. Det er også en stor fejl, at Det Internationale Energiagentur kun tager strategiske oliereserver med i beregningerne, men ikke gasreserver. Nogle EU-medlemsstater synes overhovedet ikke at have nogen reserver.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE). - (ET) Allerførst vil jeg gerne minde om, hvorfor dette spørgsmål bliver diskuteret i dag. I begyndelsen af året viste den gasstrid, der flammede op mellem Ukraine og Rusland, hvor sårbart det europæiske energisystem egentlig er, og hvad vigtigere er, hvordan energi kan anvendes som et ekstremt virkningsfuldt politisk instrument.

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland viste, at hvis et land har en passende leder, som Lukasjenko, får det billig energi fra Rusland. Hvis landets valgte kurs ikke passer Rusland, som det er tilfældet med Ukraine, får det ikke billig energi. Virkningerne af denne politik har sendt chokbølger gennem hele det europæiske energisystem.

Så længe EU ikke har en fælles energipolitik, og så længe hver medlemsstat eller hver regeringschef forsøger at skaffe sig den bedst mulige aftale med et selskab i et stort land uden for EU, forbliver vi afhængige og ofre for aftaler, der er indgået ved siden af.

Europa har brug for en fælles energipolitik, ligesom vi har brug for vores fælles handelspolitik, som gør EU overordentligt effektivt i forhandlinger. Bare forestil Dem, hvilken situation Tyskland eller Frankrig, for ikke at tale om mit eget lille land, Estland, ville være i, hvis de måtte føre forhandlinger med USA eller Kina eller WTO på egen hånd. Den aktuelle situation, hvor hvert enkelt land er ansvarligt for sin egen energiforsyning og indgår bilaterale aftaler, adskiller sig imidlertid ikke fra førstnævnte situation.

Ud over alt dette står vi over for det problem, at de to gasledninger, der påtænkes bygget mellem Rusland og Kina, kunne true hele forsyningen.

Hvis De skylder banken 100.000 euro, ejer banken Dem. Men hvis De skylder banken 100 millioner euro, ejer De banken. Det samme gælder energi. Med en energipolitik, der ikke er fælles, er vi afhængige af et enkelt lands statslige monopols luner. En fælles energipolitik ville derimod blive bestemt af Europa selv.

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) I forbindelse med EU's geopolitiske strategi vil jeg gerne påpege det vigtige - omend velkendte - faktum, at de fleste af de nye medlemsstater er fuldstændig afhængige af leverancer af olie og gas fra Rusland og i den henseende adskiller sig fra mange af de gamle medlemsstater, hvis brændstofforsyning er mere spredt. I denne forbindelse er jeg sikker på, at det ikke er nødvendigt at minde om de negative følger af afhængighed, som Ukraine mærkede for nylig.

De nye medlemsstater iagttager håndteringen af spørgsmål om brændstofforsyningssikkerhed med særlig interesse. I bestræbelserne på at nå de gamle medlemsstaters økonomiske præstationsniveau bliver energiforsyningssikkerhed et stadig mere presserende anliggende. Navnlig hvad angår elektricitetsforsyning, har en række nye medlemsstater arvet et energiforsyningsmix, der er domineret af kernekraftproduktion. Personligt mener jeg, at subsidiaritetsprincippet bør gælde for udvikling af denne type energi. Jeg kan imidlertid ikke se bort fra solidaritetsprincippet, som skulle give de enkelte medlemsstater mulighed for at udvikle denne type energi uden i det mindste at blive udsat for negativ indblanding udefra. Jeg bifalder Kommissionens initiativ til at støtte forskning på dette område, der tager sigte på at forbedre sikkerheden ved kernekraftproduktion yderligere, f.eks. forskning i genanvendelse eller nuklear fusionsteknologi og på andre lignende områder. Jeg må imidlertid understrege, at der i de nye finansielle overslag ikke er sat tilstrækkelige midler af til netop dette forskningsområde.

I grønbogen om energipolitik fokuseres der mere på vedvarende energikilder. Det har jeg ikke noget særligt imod. Men Kommissionen må optræde ansvarligt og acceptere, at nogle medlemsstater gerne vil forsætte med at udvikle kernekraft i fremtiden, hovedsageligt af to grunde. For det første er potentialet for udvikling af vedvarende energikilder ikke stort i de pågældende lande, og som sådan er det ikke muligt at satse på disse kilders langsigtede bæredygtighed. For det andet har de pågældende lande haft meget positive erfaringer med kernekraft, som er sikker, miljøvenlig og bæredygtig på lang sigt.

  Eluned Morgan (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder denne beslutning som en erkendelse af, at der virkelig er en energikrise i Europa. Det kan jeg fortælle Dem som et medlem af Europa-Parlamentet, der repræsenterer Det Forenede Kongerige, hvor gaspriserne er tre gange så høje, som de er i Nederlandene, og hvor fabrikker er blevet advaret om, at de kan blive tvunget til at lukke i et stykke tid på grund af gasmangel. Det fælles europæiske energimarked fungerer ikke. Svaret er ikke at trække sig tilbage til snæver nationalisme, men at samarbejde og få systemet til at fungere bedre. Vi må udvikle den fælles europæiske energipolitik.

Orkanen Katrina og og Gazproms/Ruslands optræden for nylig er to vigtige begivenheder, som har bragt os i en tvangssituation. Siden de opmuntrende udtalelser, som vi hørte på Hampton Court, er jeg bange for, at vi har set nogle skuffende nye tiltag fra medlemsstaternes side, nemlig deres vedvarende undladelse af at gennemføre den gældende lovgivning på området, prisaftaler på energimarkedet, ny protektionisme og oprettelse af nye dominerende nationale selskaber. Intet af dette varsler godt for mødet i morgen, hvor vi håber, at vi ikke endnu en gang skal være vidne til, at Rådet slår bak.

Dette er Parlamentets første lejlighed til at kommentere grønbogen. Vores første reaktion må være skuffelse, for der er ingen nye mål og ingen konkrete forslag om at udvikle en fælles energipolitik. Det er helt umuligt at tiltrække investeringer på 1 trillion euro uden en mere langsigtet planlægning.

I dette dokument viges der fuldstændig uden om spørgsmålet om transport og flyvning og deres bidrag til energidebatten. Det kræver en stor indsats fra Parlamentets side. Jeg håber, at vi kan samarbejde på dette område, og at vi ikke behøver en tredje alvorlig begivenhed, før medlemsstaterne forstår, at vi må gøre noget på dette område.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, forsyningssikkerhed som løsning på et reelt problem må omfatte konkrete usikkerhedsmomenter, som også bør anføres specifikt. Vi må træffe foranstaltninger, så vi ved, hvad vi skal gøre, hvis rørledninger eller elledninger bombes. Georgien har oplevet begge dele for nylig, og ingen var i tvivl om, hvem der var den politiske hjerne bag disse handlinger. Nogle typer naturkatastrofer kan også afbryde forsyningen. I dokumentet om energiforsyningssikkerhed i Europa nævnes det ikke, hvor forberedt Europa er på den slags katastrofer, for slet ikke at tale om enhver hjernebrist, der påvirker forsyningen. En potentiel angriber, der er ivrig efter at anvende energi som et våben, kan kun stoppes af bevidstheden om, at hans handling ikke tjener nogen politiske formål og er til skade for ham selv, samtidig med at den ramte stat straks bistås og kompenseres med Unionens kollektive solidaritetsindsats.

Det er det, vi omgående må gå i gang med. Det fremgår ikke af beslutningen. Eftersom vi nu debatterer sikkerhed kontra usikkerhed, er der også den reelle miljømæssige usikkerhed forbundet med bygningen af en rørledning og forsyning af Vesten ad en så sårbar vej, som bunden af Østersøen er. Der er en underlig tavshed om kemiske granater og bomber fra Anden Verdenskrig, som ligger i store mængder og ruster og venter på deres eget Harmagedon.

Som tiden går, kan dette mekaniske arbejde med at bygge rørledninger komme endnu nærmere en enorm katastrofe. Hvem ville komme til at lide? Ingen ud over nogle ubetydelige mindre nationer langs Østersøens østkyst. Hvem giver garantier til os baltiske nationer om både energi og biologisk overlevelse? Tyskland? Kommissærerne i den splittede Union? Vi har ret til at forvente behørige politikker og konkrete europæiske garantier. Først da har Europa grund til at bruge ordet solidaritet.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, der er to ting, som er vigtige at definere i den fælles europæiske opgave, hvad angår energipolitikken, og som jeg mener, at vi skal gøre tydeligere.

Det første er, at en af de indlysende fælles opgaver for os er at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt. Her er der allerede mange forhindringer. Det gælder alt fra at sørge for, at virksomheder kan vokse sammen over grænserne, til at sørge for, at det indre marked, både legalt og også teknisk, kan fungere.

Vi har brug for et fælles netværk, fordi det er en måde at opnå mange af vores fælles mål på. Vi får mere konkurrence og lavere priser via et fælles netværk. Hvis vi skal have mulighed for, at de vedvarende brændstoffer kan udvikles, behøver vi et større marked, hvor de også kan markedsføres og udvikles på et kommercielt grundlag. Via et fælles netværk kan vi reducere vores sårbarhed og samtidig få mulighed for at få adgang til sikker og billig elektricitet.

Den anden fælles opgave, når det gælder energipolitikken, handler helt klart om emner indeholdt i både udenrigspolitikken og handelspolitikken. Dér tror jeg, at det også er afgørende for solidariteten mellem landene, at vi har det fælles netværk. Vi kan tale om solidaritet og solidaritetsklausuler, så meget vi vil, men grundlæggende er det faktisk sådan, at det er først med fælles netværk, at det bliver muligt for lande som Estland, Letland og Litauen eller ethvert andet land, som kan blive genstand for politisk afpresning, at opnå solidaritet i praksis. Så bliver solidariteten virkelig og ikke bare et politisk mål.

I udenrigs- og handelspolitikken skal al samarbejde med Rusland bygge på, at vilkårene for handel og distribution er klare og indlysende. Unionen skal støtte en politik, som fører til, at Rusland forpligter sig til at levere energikilder under sikre vilkår til hver enkelt medlemsstat. Så får vi en god energipolitik, solidaritet og et bedre Europa.

  Peter Liese (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Europas afhængighed af fossile brændstoffer er for stor. At det ikke kan fortsætte, har de sidste uger vist tydeligere end nogensinde før. For industrien og de private forbrugere stiger priserne dramatisk. Der er virkelig ikke forsyningssikkerhed, og vores nuværende energiforsynings klimavenlighed er heller ikke på plads. Fru Morgan nævnte Katrina. Der findes en række andre hvirvelstorme, og forskerne fortæller os, at det med stor sandsynlighed er en effekt af klimaændringen.

Derfor må vi reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer. Jeg tror, der er tre ting, der er afgørende. Det første er kerneenergien. Vi bør ikke lukke sikre kernekraftværker af politiske grunde. Jeg plæderer derfor for at vedtage PPE's ændringsforslag på dette punkt. Jeg beklager, at den tyske forbundskansler Merkel ikke må sige det i morgen i sin tale, fordi vi har en koalition med socialdemokraterne, men det glæder mig, at socialdemokraterne her i Europa-Parlamentet er begyndt at tænke anderledes, og måske kan fru Merkel om et år forsvare kerneenergien på vegne af hele den tyske regering.

Der er en række andre punkter, som fru Merkel og vi alle kan støtte, og det vil hun også gøre morgen i sin hovedtale på topmødet. Vi har brug for energieffektivitet. Der bliver ødslet med energien i Europa, og det kan vi ikke længere tillade os. Vi har brug for en effektiv udvikling af den vedvarende energi. Det er helt uomgængeligt at anvende mere vedvarende energi, men vi bør gøre det uden varige subsidier. Derfor henviser jeg endnu en gang til det direktiv, som Europa-Parlamentet kræver om opvarmning og afkøling. Her ligger der et meget stort potentiale, udgifterne er forholdsvis små, og derfor bør vi hurtigt gøre noget konkret.

Jeg støtter den foreliggende beslutning, fordi disse krav er indeholdt i den, og fordi vi opfordrer Kommissionen og Rådet til gå hurtigere frem på dette område.

  Renato Brunetta (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. Piebalgs, mine damer og herrer, for at skabe en fælles energipolitik må Kommissionen først og fremmest færdiggøre liberaliseringen af gas- og elmarkedet. Ikke mere asymmetri, ikke mere regelløshed. Kommissionen må bekæmpe alle foranstaltninger, der har til formål at hindre den fri bevægelighed for kapital, og undgå alle former for konkurrenceforvridning, der skyldes regeringernes protektionistiske støtte til "nationale mestre". Det er Deres troværdighed, der afhænger af det, hr. Piebalgs.

Som vi ved, er energi både en produktionsfaktor og et forbrugsgode, og begge er vigtige for udviklingen af vores økonomi og for opretholdelsen af en høj levestandard. Den fælles energipolitik er sammen med en fælles udenrigspolitik værktøjer, som kan bruges til at gennemføre disse mål i det udvidede Europa. Dette er det politiske spørgsmål - vil vi være i stand til at gøre dette?

Europa er delt i to lejre: Dem, der stoler på Rusland, og dem, der er yderst kritiske mod Rusland, selv om vi næsten udelukkende er afhængige af dette lands energiressourcer. På det europæiske energimarked er Rusland en uundgåelig leverandør, som vi imidlertid ikke bør binde os alt for tæt til. Det er derfor vigtigt at diversificere energiforsyningen, og det er vigtigt at finde europæiske løsninger på udbudsområdet. Kort sagt skal vi tale med én stemme - vil vi være i stand til at gøre dette?

En diversificering af leverancerne synes at være et nødvendigt svar, og det samme gælder en forbedring af nettene til transport af energi, gasrørledninger og havne. Det er vigtigt at udvikle en energidimension inden for EU's strategi og sikkerhed samt øge de offentlige og private investeringer i alternative energikilder og vedvarende energikilder. Vil vi være i stand til at gøre dette?

Kort sagt er en energipolitik en grundlæggende bestanddel af det nye Europa - det er dette budskab, vi skal sende til vores borgere. Vil vi være i stand til at gøre dette?

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, da strømmen blev afbrudt i Californien, i Torino og endog i min egen hjemby Wexford - for ikke at tale om Gazprom-hændelsen for nylig - begyndte alle pludselig at interessere sig for energiforsyningssikkerheden, som har afgørende både strategisk og økonomisk betydning for os, navnlig i forbindelse med afhængighed af energiimport og udgifter, der stiger eksponentielt. Som det fremgår af den nye grønbog om energipolitik, vil 70 % af EU's energibehov, medmindre vi kan gøre de hjemlige energikilder mere konkurrencedygtige i de næste årtier, skulle dækkes ved import mod kun 50 % i dag. Og størstedelen af importen vil komme fra regioner, der er truet af geopolitisk ustabilitet.

Dette tal dækker imidlertid over perifere og geografisk isolerede energimarkeders større afhængighed af energiimport. Det gælder f.eks. Baltikum, Irland og andre øsamfund. I Irland har vi gået fra en afhængighed af importeret energi på 65 % i 1990 til over 90 % i dag, og tallet stiger stadig. Vores egne forsyninger af fossile brændstoffer - tørv og naturgas - er blevet reduceret stærkt siden 1995, i takt med at den rekordstore økonomiske og industrielle vækst har øget efterspørgslen.

Selv om energimixet fortsat skal høre ind under en medlemsstats kompetenceområde, er et angreb på én et angreb på alle på et fælles energimarked. Solidaritet i EU vil være afgørende for at sikre ligeligt fordelte leverancer fra tredjelande i kraft af gennemførelsen af et konkurrencedygtigt, integreret indre energimarked. Det kan ikke ske uden yderligere fysisk kapacitet i form af transeuropæiske energinet, som kan forbinde os alle sammen i et europæisk net.

I de enkelte medlemsstater må der gennemføres en effektiv adskillelse af net og forsyningsaktiviteter inden for gas og elektricitet. Det er endnu ikke sket i Irland.

Gennem incitamenter på EU- og medlemsstatsplan må vi tage alvorligt fat på udviklingen og integrationen af de 21 former for vedvarende energi, ikke mindst på grund af vores forpligtelser i forbindelse med klimaændringerne. Jeg har indtryk af, at der, især hvad angår biobrændstoffer, ikke mangler interesse: Forsknings- og investeringsmiljøerne kredser om det, men er bange for at springe ud i det uvisse. Snak, goodwill og interesse er ikke nok. Vi må have seriøse finansielle og lovgivningsmæssige katalysatorer, som kan sætte skub i forskningen og føre til, at der udvikles pilotprojekter under anvendelse af avancerede teknologier inden for vedvarende energi.

Afkoblingen mellem økonomisk vækst og energiforbrug og hele spørgsmålet om forvaltning af efterspørgselssiden kan ikke ignoreres. Verdens energiefterspørgsel og CO2-emissioner forventes at stige med 60 % inden 2030. Ved at øge energieffektivitetsforanstaltningerne kan vi allerede inden 2020 nedbringe efterspørgslen med over 20 %.

Hr. kommissær, lad være med at vente til den næste strømafbrydelse. Lad os handle nu og fastholde energisikkerhed øverst på den politiske dagsorden i fredstid.

  Romana Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) Energi er af grundlæggende betydning for vores aktiviteter og af central betydning for vores succes med gennemførelsen af de politikker, vi har opstillet. Situationen på energiområdet vil have en ikke ringe betydning for, hvordan vi gennemfører målene i Lissabon-strategien, og faktisk hvorvidt vi overhovedet kan gennemføre dem.

Hr. kommissær, De er opmærksom på situationen, og derfor har De ført tingene videre og udgivet grønbogen om en fælles europæisk energipolitik tidligere på måneden. Det er virkelig på høje tid, at vi søger svar på disse spørgsmål: Hvordan kan vi sørge for en sikker og hensigtsmæssig energiforsyning til konkurrencedygtige priser og samtidig passe på miljøet? Hvordan skal vores energimiks sammensættes i fremtiden? Hvor stabile er de områder, hvorfra vi kan importere energiressourcer? Hvad er deres pris i øjeblikket, og hvor meget vil de koste fremover? Hvordan påvirker deres brug miljøet osv.?

Vores svar på disse spørgsmål skal være baseret på en realistisk vurdering af bidraget fra primære energikilder i det samlede europæiske energimiks, og der skal også foretages en ærlig evaluering af effektiviteten af de eksisterende teknologier og potentialet ved nye teknologier, der er under udvikling, samt de naturlige ressourcer i medlemsstaterne. Tiden er inde til, at vi undgår den politiske retorik og ser tingenes virkelige tilstand i øjnene.

Jeg vil især påpege, at atomkraft hverken må eller skal være et tabuemne på den politiske dagsorden i Europa. I øjeblikket frembringer atomkraft ingen emissioner af drivhusgasser, den giver os mulighed for at importere uran fra en række lande, herunder politisk stabile lande, og det er netop af den grund, at den har en stabil og konkurrencedygtig pris. Det fremtidige forsknings- og udviklingsarbejde ventes at gøre teknologien mere effektiv, mindske mængden af radioaktivt affald og øge sikkerheden. Den bør nu indtage en plads, der står mål med disse faktorer, i såvel europæiske strategidokumenter som ved fastlæggelse af konkrete foranstaltninger.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, eftersom der skal være rådsmøde i morgen, og eftersom stats- og regeringscheferne også skal behandle energispørgsmålet meget intensivt i morgen, har debatten i dag været af stor betydning, og jeg vil gerne takke alle deltagerne varmt. Af tidsmæssige årsager kan jeg ikke kommentere alt det, der er blevet sagt her, og der er blevet sagt mange vigtige ting. Jeg vil kun afslutningsvis nævne nogle punkter.

Hr. Rübig pegede med rette på, at der er behov for en omfattende debat om dette problem, og at alle aktivitetsområderne i EU må beskæftige sig med energispørgsmålet. Det er formandskabet meget opmærksom på, og man samarbejder naturligvis også med Kommissionen, og jeg vil gerne her takke hr. kommissær Piebalgs varmt for samarbejdet lige fra begyndelsen af. Jeg tror, han var den første kommissær, vi har arbejdet meget intensivt sammen med, og jeg vil gerne takke ham varmt.

Her må medlemsstaterne imidlertid også engagere sig, for kun med en fælles anstrengelse kan vi nå målet om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed, som skal være de vigtigste elementer i den europæiske energipolitik.

Europa skal tale med en fælles energipolitisk stemme i forhold til tredjelandene. Det blev understreget af flere talere. Hr. Brunetta sagde det, og det samme gjorde hr. Brok, formanden for Udenrigsudvalget. Det er også meget vigtigt, og det er en opgave, vi må engagere os i.

Hr. Goebbels og kommissær Piebalgs nævnte solidariteten. Solidaritet er virkelig en meget vigtig faktor, og stats- og regeringscheferne vil også bekende sig til den i morgen i deres erklæring og konklusioner. Hr. Goebbels krævede en politique énergique plus solidaire, og det er et godt udtryk.

Hr. Turmes har allerede forudsagt, hvad stats- og regeringscheferne vil sige i morgen. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved det. Måske har andre bedre informationer. Men jeg kan i hvert fald sige, at energidebatten i morgen er velforberedt, også af energiministrene og af Rådet (almindelige anliggender). Vi ved naturligvis ikke, hvordan den endelige tekst kommer til at se ud, som stats- og regeringscheferne vedtager. Men jeg tør godt antage, at den vil indeholde vigtige ting. Det vil overhovedet ikke være en bekendelse til nationale anliggender, i morgen vil der tværtimod blive vedtaget en europæisk energipolitik. Så meget kan vi sige allerede i dag.

Fru Ek nævnte nødvendigheden af at fastholde konkurrencen. Jeg vil allerførst henvise til debatten for 10 dage siden i Strasbourg, hvor jeg på vegne af Rådet sammen med kommissæren for konkurrence sagde meget tydeligt, at vi går stærkt ind for, og at vi skal fastholde konkurrencereglerne, navnlig på energiområdet. Jeg vil gerne nævne et lille afsnit om energipolitikken for Europa. I det afsnit, der omhandler netop det, De spurgte om, påpeges det, at energipolitikken for Europa under opfyldelsen af hovedmålene med den skal sikre transparens og ikke-diskriminering på markederne, skal være i overensstemmelse med konkurrencereglerne og med forpligtelsen til offentlige tjenesteydelser og fuldt ud skal respektere medlemsstaternes suverænitet over primære energikilder og valg af energimix.

Meget af det er også blevet sagt her, og jeg kan kun bekræfte og underskrive.

Fru Rothe krævede konkrete mål for udviklingen af vedvarende energikilder. Det kan jeg kun være enig i. Det østrigske formandskab arbejder for det, det har store ambitioner. Men som også denne debat har vist, er der mange punkter, hvor der ikke er enighed. En kohærent, konsistent energipolitik for Europa kan ikke opbygges fra den ene dag til den anden.

Det er vigtigt, at stats- og regeringscheferne kommer med en vigtig impuls i morgen, og at medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen så bygger videre på disse principper, som bliver udarbejdet og vedtaget i morgen, så vi til sidst når frem til det, som vi alle ønsker, nemlig forsyningssikkerhed, større effektivitet og en konstruktiv dialog med tredjelande, så der også i fremtiden og for kommende generationer er sikret anvendelse af ren energi.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, efter sådan en udfordrende og interessant debat tillader jeg mig at tage mig den frihed at tale lidt længere end sædvanligt som afslutning på debatten.

I den situation, som vi befinder os i nu, ville vi normalt undersøge, hvilke modige energipolitiske beslutninger, der er truffet tidligere. Indtil videre har jeg fundet en. Det var før Første Verdenskrig, da Winston Churchill, som på det tidspunkt var ansvarlig for flåden, besluttede at ændre den britiske flådes brændstof fra kul - som blev produceret på hjemmemarkedet i Wales - til olie. Da han blev spurgt om sikkerhed, sagde han, at spredning var svaret. Vi står over for en lige så stor udfordring, som han gjorde. Men vi må også være modige. Hverken OPEC eller Rusland sidder med esset i vores pokerspil. Det gør vi.

Jeg mener, at den største konkurrencemæssige fordel i forbindelse med den aktuelle udfordring vil være, at en del af verden ikke bare vil være energieffektiv, men også vil kunne forvalte efterspørgslen. Det er nøglen til succes. Ellers vil vi, selv med den bedste spredning, ikke være bæredygtige. Dette er en afgørende udfordring, som vi må klare.

Det andet vigtige spørgsmål er, at vi, hvis vi i et mere komplekst miljø - ikke bare et, hvor vi stiller om fra kul til olie - gerne vil have succes og nå de mål, vi er blevet enige om, må være opmærksomme på, at vi er i stand til at nå dem, ligesom vi har været i stand til at nå vores tidligere mål. Det er afgørende.

Solidaritet er yderst vigtig. Men vi må alle sammen forstå, at solidaritet kræver, at vi gør noget "hjemmearbejde" for at forberede os på dette, og at der skal betales en pris. Vi må f.eks. være overbeviste om, at kraftledningen mellem Litauen og Polen ikke udelukkende er et kommercielt spørgsmål, men også er et solidaritetsspørgsmål. Den skal bygges, men ikke af kommercielle hensyn.

Jeg hørte mange skeptiske bemærkninger om markeder. Men markedet er faktisk det, der giver EU styrke. Spørgsmålet om dominerende nationale selskaber er meget følelsesladet. Hvert enkelt tilfælde vil imidlertid blive vurderet på grundlag af den europæiske konkurrencelovgivning. Hvis der er behov for at stramme den lovgivning, er det en anden snak. Debat vil altid vække følelser. Men lovgivningen vil blive anvendt korrekt, og konkurrencen vil være fremherskende.

Nye teknologier er uden tvivl nødvendige. Olieprisen stimulerer faktisk udvikling. Jeg modtog for nylig et meget interessant forslag om supernet, der samler mange offshorevindmølleparker. Når man møder repræsentanter for små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med vedvarende energi og opvarmning, og spørger dem, hvad de ville støtte, siger de, at oliepriserne bør blive, hvor de er. Det giver større spredning og stimulerer teknologisk udvikling blandt vores forskere. Men det bringer os igen tilbage til det faktum, at vi kun vil være så stærke, som vi har vilje til. Hvis vi er svage og ikke tror på det, vil ingen andre hjælpe os - hverken Rusland eller Saudi-Arabien. Vi må hjælpe os selv.

På dette punkt mener jeg, at den slags debatter er nødvendige. Den strategiske energiredegørelse for EU vil skabe en meget kompetent debat og sikre, at de rigtige beslutninger bliver truffet. Jeg mener dog stadig, at det grundlæggende svar ligger i vores styrker som Union, dvs. i demokrati, vores vision i internationale forbindelser og markedet. Men hvis markedet skal fungere, må vi sørge for stabile og forudsigelige investeringsvilkår. Så vil markedet leve op til forventningerne.

Mange tak for debatten. Jeg er overbevist om, at vi kommer tilbage til debatten og bliver enige om en europæisk energipolitik.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget fem beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.

13. Kriterier for EU's fredshåndhævelsesoperationer, især i Den Demokratiske Republik Congo (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet om kriterier for EU's fredshåndhævelsesoperationer, især i Den Demokratiske Republik Congo.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg tror, vi alle kan blive enige om, at EU hviler på værdier, og at EU påtager sig at fremme disse værdier globalt i verden. Hertil hører i hele verden konkrete bidrag til fred, til bæredygtig udvikling, respekt for menneskerettighederne samt udvikling og styrkelse af demokratiet.

Netop EU har en meget bred vifte af instrumenter til at gøre noget på disse felter. Det omfatter en handels- og udviklingspolitik, diplomatiske initiativer inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og civile og militære krisestyringsindsatser under den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

Netop Afrika-politikken er et godt eksempel på denne brug af mange forskellige midler. Dagens debat om EU's engagement i Den Demokratiske Republik Congo er et særligt godt eksempel. Jeg vil imidlertid ikke undlade også at pege på andre aktiviteter på dette område, f.eks. støttemissionen for fredstroppen AMIS II under Den Afrikanske Union i Darfur.

Det Europæiske Råd vedtog i slutningen af sidste år en omfattende Afrika-strategi, en "fælles holdning med henblik på at forhindre, håndtere og bilægge konflikter i Afrika" samt "ESFP-handlingsplanen til fremme af fred og sikkerhed i Afrika" og satte sig dermed klare mål, nemlig at den i disse dokumenter indeholdte bekendelse til fred og sikkerhed som en uundværlig forudsætning for Afrikas udvikling logisk fører til en bekendelse til at bidrage til at løse konflikter i Afrika ved at styrke de afrikanske krisestyringskapaciteter, bl.a. med midler fra fredsfaciliteten for Afrika, samt gennem tilsvarende operationer inden for den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

EU's engagement i Den Demokratiske Republik Congo afspejler disse europæiske ambitioners omfattende karakter. Den primære basis for EU's relationer til Den Demokratiske Republik Congo og dermed for EU's støtte til stabiliseringen af landet er først og fremmest Cotonou-aftalen med de midler fra Den Europæiske Udviklingsfond, som står til rådighed i denne forbindelse. Her er det også værd at nævne de midler under fredsfaciliteten, som jeg netop nævnte, som ikke hænger direkte sammen med Cotonou. En del af disse penge anvendes til at finansiere initiativer, som bidrager meget direkte til at forbedre sikkerhedssituationen i Congo, f.eks. at skaffe menneskeværdige boliger til soldater og deres familier eller til moderne udstyr.

I Den Demokratiske Republik Congo ses det også klart, at den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik med relativt beskedne midler kan yde vigtige bidrag til at stabilisere et land ved at hjælpe med at reformere dets sikkerhedssektor, ikke kun på det militære område, men også på det civile. Jeg vil gerne nævne den civile ESFP-mission EUPOL Kihshasa, som for nylig er blevet forlænget til udgangen af i år. Den uddanner og rådgiver den såkaldte integrerede politienhed og yder dermed et centralt bidrag til at opbygge politiet i hovedstaden Kinshasa, ikke bare effektivt, men også i overensstemmelse med en moderne retsstats grundlæggende principper.

Den militære ESFP-mission EUSEC Congo støtter på sin side de congolesiske militærmyndigheder i at gennemføre den nødvendige reform og modernisering af de militære styrker.

Jeg behøver nok ikke nævne, at også EU's særlige repræsentant for De Store Søers Region Aldo Ajellos aktiviteter er af stor betydning for at stabilisere situationen i Den Demokratiske Republik Congo.

Nu vil jeg præsentere nogle punkter om den konkrete mission i Congo. Først vil jeg nævne fire centrale punkter, som kendetegner Rådets holdning til en MONUC-unterstøttende mission i Den Demokratiske Republik Congo.

For det første reagerer EU på en udtrykkelig anmodning fra FN. Her har vi tillid til generalsekretær Kofi Annans vurdering. De ved sikkert, at Rådet allerede tidligere har gjort sig store anstrengelser for at støtte FN, og FN på stedet styrkes inden for rammerne af ESFP. De vil give mig ret i, at netop EU, som er forpligtet over for multilateralismen, må yde et effektivt bidrag her, som medlemsstaterne også ønsker det.

For det andet støtter måde præsidenten for Den Demokratiske Republik Congo og begge vicepræsidenterne en sådan støttemission. Også det øverste forsvarsråd har udtrykkeligt bedt om denne mission, og det er også fastholdt i en tilsvarende pressemeddelelse. Dette viser os, at det er i Den Demokratiske Republik Congos interesse at råde over ekstra og troværdige afskrækkelsesmidler, som skal forhindre en militær løsning. Jeg vil særligt understrege, at der her er tale om en mission, som skal forhindre, at det kommer til voldsanvendelse, idet vi håber, at tilstedeværelsen af dette afskrækkelsespotentiale kan forhindre, at der faktisk bliver anvendt militære midler. Denne afskrækkelse er fornuftig, selv om det efter congolesernes vurdering ikke bliver nødvendigt at indsætte de styrker, der er stillet til rådighed. Men de skal være til rådighed. Denne congolesiske vurdering vil vi heller ikke sætte spørgsmålstegn ved.

For det tredje er Den Demokratiske Republik Congo det største og mest folkerige land i regionen. Ikke mindst derfor er EU, som De ved, stærkere engageret i den demokratiske overgangsproces i Congo end i noget andet afrikansk land. EU har allerede tidligere anvendt en bred vifte af instrumenter for at få en afslutning på konflikten og bringe fredsprocessen videre. EU har anvendt 700 millioner euro til projekter, der skal støtte overgangen, heraf alene 200 millioner til at støtte valget. Jeg har allerede nævnt politimissionen. Som De ved, udsendte vi allerede i 2003 en militærmission for at forhindre en eskalering af kampene i den østlige del af landet, som ville have truet de afsluttende forhandlinger i fredsprocessen og dermed indsættelsen af overgangsregeringen. Nu er det efter medlemsstaternes opfattelse fornuftigt og nødvendigt at sikre disse hidtidige investeringer i freden i Den Demokratiske Republik Congo og sikre, at den fredelige demokratiske udvikling fortsætter.

For det fjerde vil de politisk-militære og militære parametre i missionen, ligesom i forbindelse med tidligere missioner inklusive dem i Den Demokratiske Republik Congo, blive udarbejdet og fastsat i et samspil mellem de kompetente rådsformationer og det operationelle hovedkvarter.

  Karl von Wogau, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, som vi har hørt, bad FN EU om at yde et bidrag til at sikre valget i Congo ved at sende en militær mission til landet. Hvordan skal vi svare på det?

Der er forskellige ting, der skal tages hensyn til. På den ene side må vi spørge os selv, om vi på nuværende tidspunkt i EU har de nødvendige evner til at gennemføre en sådan operation. Det andet spørgsmål er, om ikke vi har andre prioriteter i EU's umiddelbare nabolag, f.eks. på Balkan, hvor fredshåndhævelsen er EU's primære og vigtigste opgave. For det tredje er der spørgsmålet om, om ikke der er risiko for, at vi roder os ind i en konflikt, som vi så ikke kan komme ud af igen i rette tid. Det er spørgsmål, som jeg også hele tiden får stillet som parlamentsmedlem i denne forbindelse.

På den anden side må vi - som De sagde, hr. rådsformand - indse, at EU har en interesse i stabilitet i dette land i Afrikas hjerte. At dette også berører EU, må være klart for enhver, som har vendt sit blik mod Ceuta, Melilla eller Lampedusa og set de skrækkelige scener, der udspiller sig ved denne fattigdomsgrænse. Stabilitet i Afrika er i EU's og dets borgeres interesse.

Vi skal være os vores ansvar over for FN bevidst. Vi skal gøre os klart, at det at forhindre voldsanvendelse, som er målet for denne operation, netop på særlig vis er i overensstemmelse med EU's sikkerhedsstrategi. Vi bør heller ikke glemme, at et stort antal valgobservatører fra Europa-Parlamentet og fra andre parlamenter allerede arbejder under vores ven Philippe Morillons ledelse i Congo for at sikre valget.

Hvad er vores betingelser for en EU-intervention i Congo? For det første kræver vi en klar tidsmæssig begrænsning. Det kan ikke være en sådan interventions opgave at stabilisere Congo generelt - det er en langsigtet opgave og en opgave for FN. Til det formål står der også 17.000 FN-soldater i Congo. Vi må koncentrere os om at yde et bidrag til at stabilisere valget den 18. juni.

For det andet skal der være en klar overtagelsesordning, hvoraf det fremgår, hvordan FN på den ene side og Congos hær på den anden side kan overtage denne opgave efter interventionen. Der skal være en geografisk begrænsning, og det skal være klart, at f.eks. Katanga eller de østlige provinser i Congo fortsat skal være FN's opgave og ikke EU's.

Desuden må det være klart, at denne indsats helt klart er europæisk. Det må ikke være sådan, at det kun er en eller to nationer, der er med, der skal virkelig være flere europæiske nationer, som engagerer sig i denne sag. Vi skal have en formel opfordring fra den midlertidige regering. Der lader til at være tvivl om, hvad Congos regering formelt har sagt.

Vi skal imidlertid især også have et overbevisende koncept, et koncept, som er egnet til at overbevise eventuelle uromagere om, at det er bedre at acceptere resultatet af valget, og på den anden side opmuntre Congos borgere til at benytte deres stemmeret. Under disse betingelser kan EU og vi i Europa-Parlamentet stemme for en sådan indsats. Nu drejer det sig om at afklare de sidste spørgsmål så hurtigt som muligt.

  Ana Maria Gomes, for PSE-Gruppen. - (PT) Situationen i Den Demokratiske Republik Congo stiller alle os - og hermed mener jeg de, der i EU tager det "ansvar for at beskytte", der blev knæsat på det sidste topmøde på højt niveau i FN i september 2005, alvorligt - over for meget store udfordringer.

Den konflikt, der har hærget Den Demokratiske Republik Congo og hele området omkring de store søer, er den blodigste siden Anden Verdenskrig. Den har allerede kostet fire millioner døde, heraf langt de fleste civile. En reel og holdbar stabilitet i landet er en afgørende betingelse for freden i staterne omkring de store søer og i Centralafrika i almindelighed, og det er i denne forbindelse, at FN, som har den største fredsbevarende mission i dens historie i Congo, har anmodet EU om at bidrage til en fredelig afvikling af valget den 18. juni, der bliver overvåget af en mission under ledelse af vores kollega Philipe Morillon, en mission, som vi alle her i Parlamentet støtter.

Efter de europæiske socialdemokraters opfattelse er valget et afgørende øjeblik for Congo. Enten bliver de overgangsinstitutioner, der opstod inden for borgerkrigens rammer, erstattet med demokratisk valgte institutioner, eller også vil Congo sandsynligvis fortsætte på de blodtørstige miliciers nåde.

Men valget og FN's udfordring er også et sandhedens øjeblik for EU. Er den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik reelt troværdig? Kan man reelt regne med medlemsstaterne, når den europæiske sikkerhedsstrategi skal gennemføres?

Jeg vil gerne understrege tre punkter i den fælles beslutning, vi har forelagt. Denne intervention bør ses som et element i en midlertidig løsning på landets interne problem med ustabilitet, der først bliver løst, når den congolesiske hær bliver en stabilitetsfaktor. Det blev klart i forbindelse med den congolesiske hærs nylige operationer i Catanga, at befolkningen stadig har grund til at betvivle centralmagtens evne til at beskytte den mod militserne. Det internationale samfund bør bestræbe sig mere på at styrke de integrerede brigader, som allerede findes, og fremskynde oprettelsen af andre. Uden hurtige forbedringer inden for sikkerhedssektoren kan EU og FN desværre bliver opfordret til at intervenere i Congo endnu flere gange i fremtiden.

For det andet er denne missions politiske legitimitet en afgørende faktor for dens succes. Det er derfor vigtigt, at det bliver en virkelig europæisk mission - i denne forbindelse glæder vi os over den betydelige deltagelse af flere medlemsstater under ledelse af Tyskland, herunder mit eget land, Portugal - og at missionen bliver bakket op af FN's Sikkerhedsråd. Det er desuden afgørende, at alle aktørerne, såvel de interne som de eksterne, er klar over, at den nuværende congolesiske regering ser velvilligt på missionen, og endelige er det vigtigt, at EU reelt er indstillet på at støtte valgprocessen med de dertilhørende risici.

Hovedformålet med de europæiske styrkers tilstedeværelse er at komme med et synligt og troværdigt bidrag til en stabilisering af den congolesiske valgproces. Det er det, som det congolesiske folk og Afrika forventer af os.

  Philippe Morillon, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, det, der for tiden sker i Den Demokratiske Republik Congo med støtte fra det internationale samfund og navnlig EU, er af afgørende betydning for dette vidtstrakte lands fremtid, som i årevis er blevet revet i stykker af borgerkrige og udenlandske krige.

Det congolesiske folk er i dag forenet i det dybe ønske om fred og stabilitet og i forhåbningen om et demokrati, der muliggør dette. De viste det ved i stort tal at lade sig opføre på valglisterne i juli 2005, og de viste det i december under folkeafstemningen om et udkast til forfatning, der skal gøre en ende på den nuværende overgangsperiode.

Som leder af observationsmissionen for denne folkeafstemning overværede jeg de ceremonier, der markerede bekendtgørelsen af forfatningen den 18. februar i Kinshasa, og jeg kunne se deltagernes og hele nationens dybe sindsbevægelse. Der blev født et håb om, at det endelig vil lykkes Congo efter næste fase til sommer, hvor der skal vælges en præsident og et parlament, at komme ud af det kaos og den fattigdom, som det stadig er nedsunket i. Det er det congolesiske folks interesser, hele det afrikanske kontinents interesser og derfor Europas interesser, der står på spil.

Vi risikerer imidlertid, at de, der hidtil har nydt godt af dette kaos og denne fattigdom, ikke frivilligt accepterer at blive berøvet deres magt ved stemmeboksene, og at de kan blive fristet til at anvende terror til at forhindre et lovligt valg og bruge magt for at protestere mod valgresultaterne. Sikkerhedssituationen overvåges af FN-styrker, som navnlig er udstationeret i de østlige provinser, hvor organiserede bander stadig opererer. Under disse omstændigheder og for at øge sikkerheden ved de kommende valg har FN, som De nævnte, anmodet om hjælp fra EU.

Det er op til Rådet at afgøre, hvilken form denne hjælp skal have. Jeg hører til dem, der mener, at denne forpligtelse kan blive et meget stærkt politisk signal til enhver potentiel uromager, og at det vil have den forventede afskrækkende virkning, og derfor vil jeg støtte denne operation.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, de sidste ugers debat har åbenbaret hele dilemmaet med manglen på politiske koncepter. Jeg tror, det er forkert, hvis vi bare går let hen over det og kun finder de pæne ord frem.

Siden brevet fra FN-undergeneralsekretær Guéhenno af 27. december, altså ved årsskiftet, som kom meget overraskende selv for FN's Sikkerhedsråd, er der gået 12 uger, og stadig er der flere spørgsmål end svar, stadig er der et stort gab mellem ambition og virkelighed. Vi er ikke overbevist. Vi støtter ikke det fælles forslag, og det vil jeg gerne begrunde.

Naturligvis går De Grønne ind for at støtte demokratiseringen i Congo. Men hvordan kunne det gå til, at spørgsmålet om europæisk engagement er blevet reduceret til spørgsmålet om en militær indsats i Kinshasa og antallet af soldater? Hvorfor diskuterer vi udsendelse af soldater, men ikke et stort antal EU-valgobservatører? Hvorfor undersøger man ikke hele spændvidden i handlemulighederne under FUSP og ESFP? Hvorfor fremføres der hver dag nye begrundelser som f.eks. den europæiske interesse i at begrænse flygtningestrømmen? Jeg vil gerne spørge Dem, hvad alt det har at gøre med at skabe mulighed for demokratiske valg i Congo.

Denne snakkesalige diskussion i de seneste uger rejser det spørgsmål, om den planlagte Kinshasa-indsats virkelig handler om demokratisering, eller om ikke det handler om, at EU vil bevare ansigt. Bevare ansigt, fordi den dynamik, der er sat i gang med forespørgslen, har fået sit eget liv. Måneder efter forespørgslen samt resultatløse undersøgelsesmissioner i Congo og New York er der hverken udsigt til et politisk koncept eller en klar opgave.

Et håndkys fra Chirac, kære kolleger, kan ikke skjule de ubesvarede spørgsmål, nemlig hvordan 1.500 soldater i Kinshasa skal sikre et frit valg i hele Congo, hvordan vi kan afkræfte beskyldningen om at tage parti for Kabila, hvordan EU efter en sådan indsats kan engagere sig i hele Congo, og med hensyn til evakueringen - det er nu det springende punkt - hvem det egentlig er, der skal evakueres, og om vi har brug for en kampindsats med FN-mandat for at støtte demokratiet i Congo.

Og helt principielt, kære kolleger, hvis vi taler så lidenskabeligt om europæisk ansvar i Afrika, hvordan hænger dagens debat så sammen med den samtidige passivitet over for det fortsatte folkemord i Darfur?

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, EU planlægger i strid med enhver fornuft en militær indsats i Congo. Officielt handler det om at sikre valget, men det går temmelig skidt med at forberede valget. Der har kun meldt sig 60 kandidater til 500 pladser i parlamentet, og anmeldelsesfristen udløber i morgen aften. EU vil sende 1.500 soldater til det tredjestørste afrikanske land, et land med et autoritært regime, og en tysk socialdemokratisk politiker har givet det følgende kommentar med på vejen: Det svarer til, at der landede 750 soldater i Lissabon og sagde, at de ville stabilisere hele Vesteuropa.

Militært giver denne indsats ingen mening. Hvorfor vil man så alligevel sende disse tropper af sted? Den tyske forsvarsminister Franz Joseph Jung siger det lige ud. Han siger, at det drejer sig om at afværge flygtninge, og han siger, at stabilitet i den råstofrige region også er til gavn for tysk industri. CDU-medlemmer i Tyskland tilføjer, at der findes strategiske råstoffer som wolfram og mangan. Og nu har den tyske regering besluttet, at man først vil holde afstemning om denne militærindsats i begyndelsen af maj. Soldater siger stadig tydeligere, at de ikke ønsker denne indsats. Det er forholdsvis klart, at en gang Congo betyder altid Congo - det vil ikke være begrænset til fire måneder.

Forslaget har ingen geografisk begrænsning, og den tidsmæssige begrænsning er meget vagt formuleret. Derfor beder vi alle medlemmer, som er skeptiske, om at stemme imod dette forslag. Jeg vil gerne sige helt klart, at dette faktisk handler om adgang til råstoffer og afværgelse af flygtninge med militære midler. Det siger vi helt klart nej til som venstrefløjsgruppe, dette forslag vil vi ikke stemme for!

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand, uden for den faglige debat om denne indsats er der aspekter, som man også bør diskutere her. Det handler til dels om jonglering med uklare fordomme. I stedet om at tale om det mørke Afrika, hvor mennesker nærmest naturnødvendigt slår hinanden ihjel hele tiden, sætter f.eks. CSU-politikere i Tyskland spørgsmålstegn ved, om ikke hellere det tyske militær skulle bevogte verdensmesterskabsstadioner end rejse til Congo.

Jeg synes, man skal sige helt klart, at det er et perspektiv for havenisser, og det skal også gøres klart. Jeg indrømmer, fru Beer, at der er en række ubesvarede spørgsmål, som virkelig er alvorlige, og som skal løses. Jeg har også tillid til, at de bliver løst, bl.a. af vores kolleger i den tyske forbundsdag.

Der er imidlertid et aspekt, som endnu ikke har været fremme, men som bør interessere os alle på europæisk niveau. I de sidste uger er der efter min mening blevet åbenbaret alvorlige mangler i den europæiske beslutningsmekanisme, som skal løses. Det går ikke, at nogle siger, at de vil have indsatskoncepter, før de stiller tropper til rådighed, og at andre siger, at vi først vil fremlægge koncepter, når vi er sikre på, at vi ikke skal af sted alene. Det går ikke. På den måde blokerer man sig selv. Uden at forlange urealistiske traktatsændringer må vi nå frem til det resultat, at der meget hurtigt må ske en revidering af beslutningsprocedurerne på rådsniveau, så vi i situationer, hvor der skal træffes beslutninger med kort varsel, sådan som det er tilfældet i denne sag, faktisk kan træffe disse beslutninger.

  Marie-Hélène Aubert (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, det er udmærket, at EU er fuldt ud støtter valgprocessen i Den Demokratiske Republik Congo, og vi håber, at det vil være mere årvågen med hensyn til de krænkelser af menneskerettighederne, der desværre i et stykke tid er blevet værre.

Den måde, EU's militære operation er ved at tage form i Den Demokratiske Republik Congo i dag, er imidlertid mærkelig og mildest talt underlig. Der er blevet nævnt tal på nogle få hundrede soldater, hvorimod MONUC allerede har 16.000. De siger, at disse soldater ikke bliver direkte involveret, men blot skal være til rådighed, hvis det bliver nødvendigt. Hvor kan det mon være? Hvad ville denne militærstyrkes opgave være, og hvilket mandat har den, hvis der opstår vold under eller efter valget, særlig i Kinshasa? Kan man ikke drage en lære af fortiden, da FN-styrker befandt sig i umulige situationer og efterfølgende fra alle sider blev anklaget, fordi de hverken havde et klart mandat eller tilstrækkelige ressourcer?

Der er derfor to muligheder. Enten opfylder EU til fulde FN's anmodning ved at fastsætte betingelser og investere betydelige ressourcer til at støtte MONUC, eller den øremærker disse ressourcer til at opnå en vellykket valgproces, til at inddrage det civile samfund fuldt ud, til respekt for menneskerettigheder og endvidere til kontrol af og gennemsigtighed i udnyttelsen af de meget værdifulde og eftertragtede naturressourcer i Den Demokratiske Republik Congo.

Det er klart, at vi på vores side langt foretrækker den anden mulighed frem for at støtte en militæroperation, som på nuværende tidspunkt er meget begrænset, har uklare mål, og som vi ikke ved så meget om i dag.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, i dette beslutningsforslag som afslutning på forhandlingen er det rigtigt, at vi lægger vægt på en integreret strategi for missionen i Den Demokratiske Republik Congo, en klar tidsfrist for indsættelse af tropper sammen med en strategi for tilbagetrækningen, samt at vi lægger vægt på behovet for beskyttelse af tropperne selv. Men jeg vil gerne anfægte antagelsen i betragtning A om, at sikkerheden i det europæiske naboområde, navnlig på Balkan, bør komme i første række. Naturligvis er vores naboområde vigtigt, men når nu landene på Balkan bevæger sig i retning af tiltrædelse og stabilisering, bør vi tale om færre EU-tropper, ikke om at fastholde dem på det eksisterende niveau.

Gang på gang vedtager Parlamentet beslutninger om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med Europa i førerrollen i globale anliggender. Vi siger, at terrorismen på vores gader opstår i skrøbelige stater verden over, hvorfor skal vi så forsøge at begrænse vores ambitioner til det europæiske naboområde? Vi vedtager beslutninger om at bekæmpe fattigdom i verden, men er vi indstillet på at anvende dem i verdens niende fattigste land med en af de højeste rater for spædbørnsdødelighed? Som den internationale krisegruppe siger "alt lige fra valg til humanitær bistand til økonomisk aktivitet afhænger af, at man får etableret sikre omgivelser."

Et årti med krig i DR Congo har kostet fire millioner livet, og der dør fortsat tusind mennesker om dagen af krigsrelaterede årsager. Vi modtager dagligt rapporter om massakrer, drab på civile, udbredte voldtægter og seksuel vold.

Dette valg er et håbets øjeblik. Europa yder den største støtte nogensinde til valgprocessen. Anmodningen om, at de skal overvåges af sikkerhedsstyrker, kommer fra alle fraktioner i den nationale overgangsregering. Det er en anmodning, som vi bør efterkomme.

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg er stor tilhænger af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i stadig udvikling i EU. Nu hvor EU er større end USA, rigere end USA og yder mere bistand til den tredje verden end USA, er det kun ret og rimeligt, at vi også har en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk dimension.

I den henseende sætter ingen naturligvis spørgsmålstegn ved værdien af FN's anmodning om en mission i Den Demokratiske Republik Congo. Problemet er, at missionen diskuteres bag lukkede døre, og vi har behov for en vis demokratisk undersøgelse. Når vi i stigende omfang sender missioner til Aceh - hvilket jeg i høj glæder mig over som tidligere chefobservatør ved det indonesiske valg - og til Den Demokratiske Republik Congo, har vi brug for denne demokratiske kontrol.

Problemet er, at medmindre vi har en vis grad af demokratisk kontrol, er der i en situation efter valget i DRC, hvor situationen forværres, fare for, at missionens arbejdsområder bliver større, og at den suges ned i hængedyndet.

Vi sender en valgobservatørmission, men vi sender også denne mission. Kan vi være sikre på, at der foregår en tæt koordinering mellem disse to?

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg kan ikke besvare alle spørgsmålene, for som jeg allerede sagde, er man nu ved at udarbejde de præcise politiske, politisk-militære og militære parametre, som skal danne grundlag for Rådets endelige beslutning, og jeg er glad for, at hr. Kuhne også talte om, at det er nødvendigt at udarbejde de relevante beslutningsgrundlag.

Hr. von Wogau spurgte, hvad regeringen egentlig havde sagt. Jeg sagde i min indledende erklæring, at der ligger helt klare udtalelser fra præsidenten og de to vicepræsidenter, og jeg vil citere et enkelt afsnit fra forsvarsrådets pressemeddelelse i mandags:

20. marts under ledelse af statschef, Hans Excellence Joseph Kabila.

Statschefen er formand for dette udvalg.

(FR) "Det Øverste Forsvarsråd diskuterede bl.a., om der skal oprettes et europæisk militærkontingent på FN's anmodning."

Rådet er nået til denne konklusion:

(FR) Det Øverste Forsvarsråd, som ønsker at styrke sikkerheden under valgprocessen, anbefalede på baggrund af en rapport, der blev forelagt af udenrigsministrene, at støtte initiativet til oprettelse af de europæiske specialstyrker."

Altså en klar udtalelse, og der er ikke grund til at drage den i tvivl. Også det der her er blevet sagt om tvivlen om det fornuftige i missionen, blev nævnt i denne meddelelse.

(FR) "Det skal understreges, at dette kontingent hovedsagelig skal have en afskrækkende funktion."

Det glæder mig meget, at hr. Morillon udtrykkeligt nævnte det.

Jeg kan kun gentage, hvad jeg allerede har sagt. Jeg tror, at EU har et ansvar for at bidrage til den demokratiske proces i Congo. Vi skal være klar over, at af den brede vifte, som står til vores rådighed, bør man ud over andre indsatsmuligheder også overveje indsatsen af militære missioner, som vi har på området for hjælp til demokratisk udvikling, såsom udviklingssamarbejde og hjælp til at opbygge en retsstat og demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne.

Det er et ansvar, som EU har. Rådet varetager dette ansvar.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget tre beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

(1) Se protokollen.

14. Revisionen af Cotonou-aftalen og fastsættelsen af bevillingen til den tiende EUF (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Margrietus van den Berg for Udviklingsudvalget til Rådet om revisionen af Cotonou-aftalen og fastsættelsen af bevillingen til den tiende EUF (O-0004/2006 - B6-0006/2006).

  Glenys Kinnock (PSE), stedfortræder for spørgeren. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke Rådet, fordi det er til stede ved denne meget vigtige forhandling om Den Europæiske Udviklingsfond. Som Rådet ved, blev der på grund af den igangværende diskussion om optagelsen af EUF på budgettet ikke medtaget bestemmelser om de finansielle rammer i den reviderede Cotonou-aftale. Men i bilag 1 hedder det ganske klart, at "Den Europæiske Union vil videreføre sin bistandsindsats på mindst samme niveau som i niende EUF."

Efter min mening, hr. rådsformand, blev AVS-landene derfor forledt til at tro, at de kunne føle sig sikre på den fremtidige finansiering under 10. EUF. Ifølge Kommissionens skøn var 24,948 milliarder euro det rette beløb til 10. EUF. I december blev Rådet i Bruxelles imidlertid enige om 22,682 milliarder euro i løbende priser for perioden 2008-2013.

Hr. rådsformand, jeg fortæller denne historie, fordi jeg mener, at den er relevant for den holdning, der blev fastlagt i Parlamentets Udviklingsudvalg, som går ud på, at Udviklingsudvalget kræver en forsikring og en præcisering, før vi indvilliger i at godkende den ændrede Cotonou-aftale.

Tidligere aftaler burde vise, at både Rådet og Kommissionen skal forstå, at når Udviklingsudvalget indtager en fast holdning, som vi har gjort vedrørende DCCI, vil vi i udvalget holde meget fast i vores principper. Vores principper er centreret omkring udvikling, og hvis der ikke tages hensyn til dem, må Rådet kunne forstå, at vi ikke vil give vores godkendelse, før det helt klart er en del af Deres måde at arbejde på.

En af vores bekymringer drejer sig om, at nogle medlemmer af Rådet siger, at vi burde acceptere at fratrække 0,3 milliarder euro for EU's 21 oversøiske lande og territorier, og at der bør fratrækkes yderligere 0,9 milliarder euro til dækning af administrationsudgifter. I udvalget i går gjorde generaldirektøren for GD Udvikling det helt klart, at den holdning, De måtte have vedrørende OLT'erne, ikke deles af Kommissionen. Vil Rådet derfor præcisere, hvilken holdning det har til OLT'er? Som britisk medlem af Parlamentet er jeg ganske klar over Det Forenede Kongeriges holdning som det seneste formandsland for Rådet. Men hr. rådsformand, jeg vil gerne høre, hvad Deres holdning er.

Og med hensyn til administrationsudgifterne, hvordan kan det være fornuftigt, at Kommissionen betaler sig selv for at administrere sine egne udgifter? Det giver ikke mening, og jeg er sikker på, at det ikke er noget, De er vant til i Deres egen forvaltning. Vil medlemsstaterne - Rådet - være parat til at overveje yderligere bevillinger til dækning af udgifterne i OLT'erne? Det er ikke ubetydelige protester. Det er ikke noget tilfælde, at jeg fremfører dem, for jeg vil virkelig gerne helt præcis have at vide af Dem, hvordan det kan være, at De træffer disse beslutninger, hvori det hedder, at De ikke ønsker at give os en forsikring om, at de penge, De giver til AVS til brug i AVS-landene, er midler, som disse lande skal bruge på en klar og gennemsigtig måde.

Jeg vil også gerne imødegå den påstand, at den 10. EUF udgør en betydelig forbedring i forhold til niende EUF. I faste tal vil jeg påstå, at der blot er tale om et stagnerende niveau. Udviklingsudvalget kan og vil ikke lade sig føre bag lyset, når man taler med to tunger i denne sag.

Den niende EUF omfattede midler, som var til overs efter den tidligere EUF: "ubrugte midler". Når disse midler lægges til den niende EUF, er de tal, som Rådet praler med, kun sammenlignelige i nominel værdi. Når tingene er afsluttet, vil den 10. EUF skulle ratificeres, og det giver os kolossale bekymringer, når man betænker, at 25 medlemsstater skal gennemføre ratificeringsprocessen.

Resultaterne af den tidligere underudnyttelse har været, at vi er gået ind for alle disse faciliteter - vandfaciliteter, fredsfaciliteter - som har været underlagt meget begrænset demokratisk kontrol. Det må da også bekymre Dem, hr. rådsformand?

Vores næste forhandling drejer sig om økonomiske partnerskabsaftaler, og et af de mest kontroversielle spørgsmål for os, og et, vi vil tage op, bliver finansieringen af bistanden til samhandel inden for de økonomiske partnerskabsaftaler. Hr. rådsformand, vil De præcisere, om De vil stille yderligere midler til rådighed under forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler, eller hvorvidt De forventer, at disse midler vil komme fra den 10. EUF for AVS-landene?

Hvis Den Afrikanske Union skal med, vil jeg endelig spørge, hvordan man vil tage højde for det forhold, at mange medlemmer af Den Afrikanske Union ikke er AVS-lande? Forventer De, at disse lande skal modtage EUF-midler, hvis Rådet beslutter, at De vil yde støtte til Den Afrikanske Union gennem den 10. EUF?

Vi taler om en bindende aftale med AVS, og jeg har tillid til, at Rådet vil lade dette komme til udtryk i sine beslutninger om den 10. EUF.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru Kinnock, jeg vil forsøge at besvare Deres spørgsmål så udtømmende, som jeg kan. Jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne besvare alle spørgsmål, også fordi forhandlingerne endnu ikke er afsluttet på alle punkter, og der heller ikke foreligger en holdning fra Rådet i alle spørgsmål. Men jeg håber dog, at jeg kan komme med nogle forklaringer.

Først henviser jeg til Det Europæiske Råds enighed fra december 2005 om finansieringen af Den 10. Europæiske Udviklingsfond og medlemsstaternes bidragsnøgle, en proces, som var vanskelig, og som der længe blev arbejdet hen imod. De kender naturligvis den enighed, der blev opnået, og som betyder, at den fremtidige udviklingsfinansiering af AVS-staterne ikke skal ske på det almindelige budget, men i forbindelse med Den 10. Europæiske Udviklingsfond. Tallet kender De. Det Europæiske Råd enedes om et beløb på 22,6 milliarder euro. Det er det løfte, som EU har givet AVS-staterne i forbindelse med revisionen af Cotonou-aftalen i februar 2005. Her er det vigtigt at nævne, at man her tilsikrede AVS-staterne at bibeholde hjælpebestræbelserne på samme niveau som i Den 9. Europæiske Udviklingsfond uden resterende midler fra tidligere udviklingsfonde plus konsekvenserne af inflation, EU-vækst og under hensyntagen til udvidelsen med 10 nye medlemsstater. Årsagen er klar. Vi ville ikke belønne den ineffektivitet, som kommer af ikke at bruge midlerne. Det var et klart løfte, som EU gav AVS-landene. Kommissionens oprindelige forslag - og jeg håber, det besvarer Deres spørgsmål - beløb sig til 24,9 milliarder euro og blev beregnet på grundlag af Den 9. Europæiske Udviklingsfond inklusive resterende midler fra tidligere fonde. Det var derfor rigtigt og i overensstemmelse med løftet til AVS-landene at revidere dette forslag fra Kommissionen. Jeg synes, man bør anerkende, at den forpligtelse, som EU har lovet, faktisk udgør en væsentlig reel forhøjelse af midlerne i forhold til Den 9. Europæiske Udviklingsfond, der som bekendt er udstyret med 13,8 milliarder euro. Det gennemsnitlige årlige bidrag stiger for alle 15 gamle medlemsstater på basis af den nye bidragsnøgle. De 10 nye medlemsstater deltager for første gang i en EUF og bidrager til den. Det er også fuldt ud i overensstemmelse med Rådets aftale fra maj 2005 om at foretage en klar forøgelse af den offentlige udviklingshjælp frem til 2015.

De spurgte også, hvordan det så ud med Bulgariens og Rumæniens bidrag. I beregningen af det samlede volumen for Den 10. Europæiske Udviklingsfond og medlemsstaternes individuelle bidrag, som ligger til grund for beslutningen, er der allerede taget højde for Bulgariens og Rumæniens forventede tiltrædelse i 2007. Som bekendt kan den nye 10. EUF først begynde i 2008. Derfor vil der heller ikke efter disse staters effektive tiltrædelse komme ekstra midler til den 10. EUF. Det er helt i overensstemmelse med fremgangsmåden ved tidligere udvidelsesrunder. Rådet har afsat 18 millioner euro fra den 9. EUF til samarbejdet med det nye Cotonou-medlem Timor-Leste for at kunne dække EU's udviklingshjælp efter Timor-Lestes tiltræden til AVS-statsgruppen og efter ratifikationen af Cotonou-aftalen for 2007. Timor-Leste vil derfor ikke længere få støtte fra budgetposten for Asien og vil fra 2008 modtage finansielle midler under den 10. EUF.

Rådet kan endnu ikke sige noget om opdelingen af midlerne i den 10. EUF, da dette er genstand for de snarlige forhandlinger om retsgrundlaget, dvs. om finansprotokollen til Cotonou-aftalen og de interne finansieringsaftaler vedrørende den 10. EUF. Det er det østrigske formandskabs mål at opnå enighed om finansprotokollen med AVS-staterne i forbindelse med AVS-EU-ministermødet den 1.-2. juni 2006, som jeg vil få lejlighed til at deltage i.

Det er også stadig et åbent spørgsmål, som De sagde, fru medlem, hvordan man vil håndtere OLT og forvaltningsudgifterne. Det er stadig et emne for aftaler og forhandlinger.

Kommissionens forslag om fordeling af midlerne mellem AVS-partnerlandene drøftes i øjeblikket mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Støtten til AVS-landene til gennemførelse af de regionale økonomiske partnerskabsaftaler - det var vist også et spørgsmål fra Dem - vil formentlig komme fra de midler i den 10. EUF, som er forbeholdt det regionale samarbejde. Rådet planlægger desuden at fortsætte støtten til Den Afrikanske Union under den 10. EUF.

Det haster. Allerede i januar under Kommissionens drøftelser med den østrigske regering pressede den ansvarlige kommissær Louis Michel på for at få hurtig handling, for det aktuelle program for den 9. EUF må og skal kunne glide smertefrit over i den 10. EUF i begyndelsen af 2008. Louis Michel gjorde det meget klart for os, at der denne gang kun er halvt så meget tid til rådighed som sidste gang. Vi må altså handle meget hurtigt. For at sikre det har man også allerede indledt landeprogrammeringsprocessen parallelt til de nævnte forhandlinger om den 10. EUF. Efter vedtagelsen af den europæiske udviklingskonsensus og på grundlag af Paris-erklæringen er der bestræbelser i gang på at nå frem til fælles landerammeprogrammer, som ikke kun Kommissionens, men også medlemsstaternes landeprogrammer skal bevæge sig inden for. Vi hilser denne udvikling velkommen og vil fortsat støtte den.

  Jürgen Schröder, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg tror ikke, det så meget handler om fordelingen af midlerne, om juridiske spørgsmål og programmer og så videre, det handler desværre om, at midlerne er blevet skåret ned. Vi ser alle her i Parlamentet med bekymring på, hvordan revisionen af Cotonou-aftalen og forhandlingerne om den 10. Europæiske Udviklingsfond udvikler sig. Rådet havde nemlig bindende besluttet at stille flere penge til rådighed til udviklingshjælpen. Det blev kundgjort med meget rygklapperi på topmøderne i juli og december sidste år. Kommissionen havde beregnet, at den 10. EUF for perioden 2008-2013 skulle være på knap 25 milliarder.

Jeg beklager dybt, at Rådet i strid med disse løfter kun har besluttet et beløb på mindre end 23 milliarder. Bortset fra færre penge betyder dette nemlig, at der med voksende offentlig udviklingsstøtte og et fast EUF-budget de facto vil ske en renationalisering af EU-udviklingsstøtten. Dette ville være et tilbageskridt i alle vores bestræbelser på at koordinere EU's udviklingsstøtte bedre. Det kan ikke være i vores interesse.

Derfor er jeg glad for, at vi i Parlamentet på tværs af grupperne har udarbejdet et beslutningsforslag, som har til formål at fjerne dette misforhold. Jeg opfordrer Rådet til at stå ved sit løfte og stille midlerne til EU's udviklingsstøtte til rådighed - der er hårdt brug for dem. 2 milliarder euro mere eller mindre er ikke nogen bagatel. Det drejer sig trods alt om at udrydde fattigdommen, om en bæredygtig udvikling og en trinvis indlemmelse af AVS-staterne i verdensøkonomien.

Hr. rådsformand, 2 milliarder euro mindre ville betyde, at der blev sparet det forkerte sted.

  Marie-Arlette Carlotti, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, med hensyn til samarbejdet mellem EU og AVS-landene er der lagt flere beløb på bordet. Først af Kommissionen og derefter i december 2005 af Rådet og i løbet af et par uger er næsten 2,5 milliarder euro forsvundet. Jeg ønsker at tro, at det her kun drejer sig om en grov regnefejl.

Heldigvis har Kommissionen den 17. marts stillet nye forslag, der indeholder to betydelige fremskridt, nemlig en yderligere pakke på næsten 1 milliard euro til den 10. EUF til administrative udgifter og en yderligere pakke på næsten 300 millioner euro til oversøiske lande og territorier, der således bliver omfattet af EUF igen, hvilket De for øvrigt anmoder om. Jeg tror, at disse forslag fra Kommissionen går i den rigtige retning og er et første skridt hen imod den vej, som Parlamentet har angivet. Disse forslag er fra nu af lagt i hænderne på Rådet, og det er Rådets ansvar at forsøge at finde på noget bedre. Det er rent faktisk EU's ord og forpligtelse i bekæmpelsen af fattigdom, der står på spil.

EU's ord betyder de ord, der er anført i bilag 1 til den reviderede Cotonou-aftale. Ganske vist var formuleringen med vilje tvetydig, da det var et spørgsmål om at få tilslutning fra vores AVS-partnere til en række politiske punkter, der ikke var enighed om, og som for øvrigt var omtvistelige. EU var imidlertid ikke tvetydig, da det skulle forklare Rådets fantasifulde beregninger. Vores afrikanske partnere skal ikke tro, at EU's nye motto er, at løfter kun er bindende for dem, der tror på dem.

Der blev faktisk givet løfter i 2005. Således forpligtede EU og medlemsstaterne sig på Det Europæiske Råd i juni sig til løbende at øge den offentlige udviklingsbistand indtil 2015. På G8-topmødet i juli forpligtede EU sig også til sammen med de andre donorer at fordoble den offentlige bistand til Afrika inden 2010. Kan vi holde disse løfter i betragtning af det skrumpende budget, som Rådet foreslår til den 10. EUF? Svaret er nej, og Rådet kan ikke hævde det modsatte.

Hvad angår forvaltnings- og betalingsprocedurerne for denne 10. EUF, er der også grund til at være bekymret, men der er brug for forklaringer både fra Rådet og fra Kommissionen. Det er først og fremmest et spørgsmål om finansiering af udviklingsdimensionen i de økonomiske partnerskabsaftaler, der er ved at blive forhandlet, og for det andet om de nye resultatskriterier, som Kommissionen fastsætter i arbejdsdokumentet af 13. januar for tildeling af EUF-midler. Disse kriterier bliver tilføjet til de traditionelle behovskritierier.

Jeg vil slutte med at sige et par ord om opførelsen på budgettet af EUF. Parlamentet har givet udtryk for dets støtte til opførelsen på budgettet ved flere lejligheder, da det drejer sig om den demokratiske kontrol af budgettildelingen. Jeg tror, at vi kan indarbejde EUF i budgettet og samtidig respektere vores AVS-partnere, fordi vi skal væk fra den mellemstatslige praksis, der giver anledning til, at der købslås, med det resultat for EUF, vi så under Det Europæiske Råd i december. Det er ganske vist ikke det emne, det drejer sig om i dag - enhver ting til sin tid - men vi bør alligevel ikke glemme det.

  Thierry Cornillet, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, det har ikke undgået hr. Winklers opmærksomhed, at denne beslutning ikke kun er en fælles beslutning, men også en enstemmig beslutning. Alle partier, uanset politiske opdelinger, minder Dem om Deres pligter.

Det er et æresspørgsmål for EU og et spørgsmål om respekt. Det er ikke et spørgsmål om at give et løfte, men om at indgå forpligtelser og om troværdighed med hensyn til EU's eksterne aktion. Det er som følge af ikke kun bistandens omfang, men også dens effektivitet, der opnås troværdighed.

Med Deres tilladelse vil jeg komme med to bemærkninger i den forbindelse. Hvad angår omfanget, kan man tro, at dette er en virtuel debat, da det mellem 22 og 24 milliarder euro og i betragtning af de udestående restbeløb og de penge, der ikke er brugt, og når alt er sagt og gjort, ikke tjener noget formål at kæmpe for 2 milliarder euro, som måske ikke bliver brugt. Det er her, at De har et ansvar, som er at sikre, at disse penge rent faktisk bliver anvendt, og yderligere at afsætte den størst mulige andel, særlig til store regionale projekter. Når jeg siger dette, forstår jeg ved region betydningen i NEPAD.

Emnet for min anden bemærkning forvirrer mig meget. Hvis vi faktisk opfylder vores forpligtelser og går fra 0,31 % til 0,56 % af BNP i 2010, betyder det, at vi har yderligere 50 milliarder euro til rådighed til offentlig udviklingsbistand, hvoraf 25 milliarder får udelukkende til Afrika - eller en årlig EUF - i overensstemmelse med den forpligtelse, vi lige har indgået. Jeg er fuldstændig forvirret, når jeg indser, at med hensyn til 80 % af midlerne er det medlemsstaterne og ikke EU, der skal holde dette løfte om penge. Når jeg allerede kan se, hvordan medlemsstaterne reagerer over for, at de skal finansiere EUF med 24 milliarder euro over fem år, tvivler jeg på, at de kan vise os, at de er i stand til at finansiere 25 milliarder euro om året eller næsten om året.

Vi er derfor her ude i virtual reality. Jeg tror, at der er fare for, at der sker to ting, nemlig at vi gør os selv til grin ved at offentliggøre meget høje tal for meget lidt med hensyn til resultater, og at der navnlig kommer en boomerang-virkning på de skattebetalende vælgere, som vil undre sig over, hvordan i alverden vi kan finde anvendelse for de bekendtgjorte beløb.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand Verden står over for enorme udfordringer: fattigdom, klimaforandringer, alvorlige sygdomme og væbnede konflikter. Ønsker Rådet at udvise global ansvarlighed, må man i hvert fald ikke være mere påholdende og fedtet end Kommissionen er og skære over to milliarder. Vi skal øge EU's samlede bistand til verdens fattigste kraftigt, så vi kan leve op til vores løfter. Det er vigtig at huske, at medlemsstaterne lovede at nå op på FN-målet på 0,7 % af EU's BNP i 2015 og har en midlertidig målsætning om 0,56 % i 2010. Udviklingsbistand er godt, men andre forhold er endnu vigtigere som f.eks. fair handel. Når EU på samme tid fastholder sin eksorbitante landbrugsstøtte, fortsat beskytter sine egne markeder og oven i købet skærer i udviklingsbistanden, opstår der en dødsensfarlig cocktail, som rammer de fattigste først, men dernæst os alle sammen. Så det er for vores fælles fremtids skyld, at vi skal leve op til de løfter, der er givet.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, 2005 var et år med retorik om udvikling og kampen mod fattigdom. Under Det Forenede Kongeriges formandskab lovede EU i forskellige institutionelle og multilaterale fora - Det Europæiske Råd, G8-topmødet, millenniumtopmødet den 5. september 2005 - at øge sin økonomiske støtte til gennemførelse af millenniumudviklingsmålene, herunder en forhøjelse af udviklingsbistanden.

Hvis disse løfter ikke virkeliggøres, vil de betyde et tilbageskridt med hensyn til alle de internationale forpligtelser, som vi har indgået i de seneste år, om fattigdomsbekæmpelse - en bekræftelse af, at det alt sammen bare var tomme ord. Det var en fejl at reducere den 10. EUF, selv om hele beløbet under den niende ikke blev anvendt. Vi burde i stedet have afsat økonomiske midler til de store strukturreformer, som kræves af AVS-landene inden for rammerne af EPA-forhandlingerne.

Hvordan kan nogen tro, at disse lande - og lad os huske på, at vi taler om lande, hvor verdens fattigste mennesker bor - skal kunne gennemføre nationale og regionale makroøkonomiske reformer uden økonomisk støtte fra Europa? Hvordan vil de mildne de sociale virkninger og yderligere reformer, der vil bidrage til de restriktioner, der allerede findes som følge af de reformer, som de internationale finansinstitutioner har krævet? Hvorfor skal der foretages yderligere reduktioner af tolden, der fører til en yderligere reduktion af de offentlige midler, der er til rådighed, således som det kræves inden for rammerne af EPA-forhandlingerne, hvis medlemsstaterne på den europæiske side ikke er parate til at øge støtten til AVS-landenes statsbudgetter? Hvad er det for et partnerskab?

Jeg mener heller ikke, at der hersker særlig stor klarhed om EU's specifikke løfter inden for +5-udviklingsfinansieringsprocessen eller om det nøjagtige omfang af udviklingsfinansieringen inden for rammerne af EPA-forhandlingerne. Hvordan kan vi være tro mod de løfter, vi har afgivet, hvis vi foretager nedskæringer i det europæiske udviklingsbudget? Når man samtidig betænker den internationale geopolitiske situation, mener jeg, at det rent strategisk ville være mere langsigtet fra vores side - som Den Europæiske Union - nu at indgå i et forhold med gensidig politisk støtte sammen med de fattigste lande og dermed styrke EU-AVS-partnerskabet.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, EU, som er den største donor på verdensplan, har pligt til at overholde de forpligtelser, den indgik ved adskillige lejligheder i 2000, da millenniummålene blev defineret, og for nylig i Rådet og ved G8-møderne i 2005.

Hr. Winkler, en reduktion af de foreslåede bevillinger til EUF er ikke et positivt signal til vores globale partnere, navnlig AVS-landene, på et tidspunkt, hvor det står klart, at millenniummålene er meget langt fra at være nået. Hver dag giver globaliseringen anledning til nye, vanskelige udfordringer for udviklingslandene.

Ud over bevillingens størrelse, således at vores penge virkeligt kan være effektive i kampen mod fattigdom, skal vi også koncentrere os fuldt ud om gennemsigtighed, konsekvens i forhold til andre EU-politikker, resultatkriterier for modtagerne og frem for alt en fuldstændig deltagelse fra de involverede regeringers side samt koordinering af forskellige instrumenter, både på europæisk plan og med hensyn til de udviklingspolitikker, som de forskellige medlemsstater har indført hver for sig, med henblik på at reducere bureaukratiet, som stadig sluger for stor en del af de samlede udgifter.

Det er vigtigt, at Rådet enes om at afsætte de nødvendige midler til at overholde de indgåede forpligtelser, og at Kommissionen, dels på grundlag af Revisionsrettens anbefalinger fra september 2005, forpligter sig til at indføre et gennemsigtigt, effektivt og omkostningseffektivt system med henblik på en omhyggelig forvaltning af disse midler.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, det spørgsmål, vi drøfter i aften, har stor betydning for EU's udenrigsaktiviteter og for bestræbelserne på at leve op til vores politiske løfter om at nå millenniummålene. Derfor er det et rimeligt spørgsmål at stille, om det beløb, der er foreslået til den tiende EUF, er lavere end Kommissionens beregninger og det, vi har bundet os til, eller om det er tilstrækkeligt til, at vi kan leve op til målene og opfylde behovene.

Det er dog ikke kun finansieringens størrelse, der bør bekymre os. Vi har ofte bemærket problemer, der skal behandles øjeblikkeligt, og som vedrører den hastighed, hvormed bevillingerne udbetales, og ophobningen af uudnyttede bevillinger, som er oppe på 11 milliarder, som De også nævnte, hr. rådsformand.

Endvidere vil det forhold, at Den Europæiske Udviklingsfond er kommet med på budgettet, fjerne mange af hindringerne og vanskelighederne med udførelsen af på hinanden følgende europæiske regionalfonde, være med til at fremskynde deres likviditetsstrøm og fjerne det demokratiske underskud, der er, sådan som Europa-Parlamentet gentagne gange har været inde på.

Desuden kontrolleres de bevillinger, som administreres af Den Europæiske Investeringsbank, ikke af Revisionsretten og heller ikke af Europa-Parlamentet. Der bør være større gennemsigtighed, hvis der overføres oplysninger om disse bevillinger, de bør opdeles efter anvendelsestype, og der bør være et overordnet billede af resultaterne, af samarbejdet om den udestående del af udførelsen samt merværdien.

Desuden har vi, sammen med AVS-landene, bundet os til at gennemføre millenniumudviklingsmålene. Og med udgangspunkt i hr. Cornillets omtale af respekt for skatteyderne vil jeg gerne sige, at vi er nødt til at vurdere gennemførelses- og kontrolmekanismerne både inden for vores egne organer og i de stater, som modtager penge. Vi skal både være mere demokratiske og mere konsekvente i vores forpligtelser over for de europæiske skatteborgere og mere effektive med hensyn til millenniummålene.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand, i mange udviklingspolitiske diskussioner er det det finansielle aspekt, der står i centrum. I disse dage mærker man det naturligvis særlig stærkt, da forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet om EU's finanser for de kommende syv år bliver ført meget intenst. Vi ved, at Rådets forslag også på dette område vil gøre det umuligt at nå mange af de mål, der gentagne gange er formuleret. Det gælder for mange forskellige områder. Udvekslingsprogrammer for studerende, bevarelse af biodiversiteten, men naturligvis især for udviklingspolitiske programmer, programmer til fattigdomsbekæmpelse og programmer for bæredygtig udvikling.

Diskussionen om revisionen af Cotonou-aftalen handler ganske vist ikke om det for tiden så omdiskuterede finansielle overslag, for Den Europæiske Udviklingsfond er jo endnu ikke en del af budgettet, men det handler om nøjagtig samme problematik. Der bliver talt store ord - det gælder også os selv - og så bliver der stillet alt for få penge til rådighed. Europa-Parlamentet beklager, at Rådet sætter det vedtagne totalbeløb for Den 10. Europæiske Udviklingsfond under Kommissionens beregninger. De nøjagtige tal er allerede blevet nævnt flere gange. Nedskæringen med to milliarder er i strid med de forpligtelser, som EU har påtaget sig i forbindelse med revisionen af Cotonou-aftalen, og den lader hånt om samtlige løfter om at øge udviklingsstøtten betragteligt. Vi opfordrer medlemsstaterne til at øge deres bidrag til den 10. EUF betydeligt for at overholde de afgivne forpligtelser og løfter.

Det glæder mig også meget, at det bliver en enstemmig beslutning, fordi det naturligvis giver godt rygstød til de holdninger, som de forskellige kolleger har formuleret her i dag. Jeg vil imidlertid gerne endnu en gang erklære min støtte til de foreliggende ændringsforslag, hvor det handler om at sikre, hvordan udviklingsdimensionen i de økonomiske partnerskabsaftaler skal finansieres. Finansierer man en såkaldt udviklingsdimension og tager det fra nogle penge, som var beregnet til at nå millenniumudviklingsmålene, eller - og det er det, vi kræver, og som jeg gerne vil se krævet i beslutningen - skal det være ekstra penge? Jeg vil også gerne endnu en gang støtte det krav, som min kollega Glenys Kinnock har formuleret, om at der skal falde ekstra midler til den 10. EUF, når Rumænien og Bulgarien tiltræder, og det sker jo snart.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Jeg har lyttet nøje og taget til efterretning, at der er stor enighed her. Jeg vil imidlertid gerne sige, at Rådet naturligvis holder sig til de afgivne løfter. Jeg har sagt, og jeg holder fast i, at vi efter vores mening fuldt ud holder disse løfter til AVS-staterne.

Spørgsmålet om fordelingen og tildelingen af midlerne er ligeledes meget vigtigt, fordi der i denne forbindelse naturligvis også drøftes strukturelle problemer - problemet med restbeløbene blev nævnt. Naturligvis er det også i vores interesse, at der bliver så små restbeløb som muligt. Det kræver en nøje overvejelse. Det vil vi gøre, og det vender vi også tilbage til.

Spørgsmålet om forhøjelse af ODA-midlerne blev nævnt. Jeg vil gerne pege på, at den interne finansieringsaftale også indeholder muligheden for samfinansiering fra medlemsstaternes side til eller via EUF.

Spørgsmålet om de økonomiske partnerskaber blev nævnt flere gange. I forbindelse med de økonomiske partnerskaber, som vi absolut også betragter som instrumenter til udviklingshjælp, er det vigtigt for os at støtte AVS-staterne i deres økonomiske integrationsmuligheder og i opbygningen af deres konkurrence gennem kapacitetsopbygning inden for handel. AVS-regioner styrkes på denne måde i deres regionale politiske og økonomiske integration og i deres integration i verdensøkonomien. Derfor er det efter vores mening særligt vigtigt at støtte de økonomiske partnerskabsaftaler med udviklingsstøtte fra den 10. EUF.

Endelig blev der endnu en gang peget på forhøjelsen af midlerne ved Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Her har Rådet fuldt ud holdt sig til den hidtidige praksis og ved beregningen af de midler, der fra 2008 skal gælde for den 10. EUF, medregnet Rumænien og Bulgarien, som på dette tidspunkt allerede vil være tiltrådt. Det mener jeg er den helt korrekte fremgangsmåde, og jeg mener ikke, Rådet har handlet unfair.

Meget af det, der er blevet sagt og krævet her, er stadig genstand for forhandlinger. Naturligvis hænger det hele også sammen med spørgsmålet om de finansielle overslag. Jeg vil gerne endnu en gang bekræfte, at det østrigske formandskab til enhver tid gerne diskuterer udviklingsspørgsmål med Dem. Vores forslag om at informere Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg efter det kommende måde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), som skal behandle udviklingsspørgsmål den 11. april, skal også forstås i denne ånd. Uformelt er dette allerede planlagt til den 24. april.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen.

15. Indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Jeg rejser mig op i dag for at informere om en stor humanitær tragedie, der finder sted i dette øjeblik.

Siden den 1. januar i år er mere end tusind afrikanske immigranter nået frem til havet omkring det kanariske øhav, men der er lige så mange, der er druknet på sejlturen fra Mauretanien til De Kanariske Øer. Det er et enormt spild af menneskeliv.

Spaniens og Mauretaniens regering er begyndt at samarbejde, men jeg håber, at EU, og nærmere bestemt Kommissionen og Rådet, hurtigt vedtager foranstaltninger, der bidrager til at løse denne store menneskelige tragedie.

  Arūnas Degutis (ALDE). - (LT) Udvidelsen og etableringen af det transeuropæiske net er nærmest en grundpille for vores bestræbelser på at gennemføre målene i Kommissionens hvidbog fra 2001 og for vores virkeliggørelse af Lissabon-strategien. Men de transeuropæiske netprojekter er kun blevet evalueret med hensyn til, om de er hensigtsmæssigt planlagt, finansieret og gennemført. Når vi husker på forslaget om de finansielle overslag for perioden 2007-2013, som Det Europæiske Råd fremlagde i december, fremgår det klart, at der vil opstå økonomiske problemer ved evalueringen af projekterne. Derfor mener jeg, at EU burde bidrage mere til gennemførelsen ved at fremme følgende foranstaltninger: en mere fleksibel indstilling til brugen af strukturfondene og samhørighedsfonden ved finansieringen af transeuropæiske net og finansieringen af Galileo-programmerne fra budgetkontoen for videnskabelig forskning. Projekterne skal også prioriteres, idet man giver forrang til projekter, som f.eks. jernbanesektoren, som har gjort størst fremskridt til dato med de såkaldte grænseoverskridende jernbanekorridorer.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) De problemer, som de portugisiske landmænd har haft på grund af de ekstremt tørre klimaforhold sidste år, blev forværret på grund af regeringens ensidige ophævelse af de landbrugs- og miljømæssige foranstaltninger, der blev indgået med landmændene i 2005, og som blev medfinansieret af EU med 85 %. Denne situation er ligeledes et eksempel på følgerne af anvendelsen af de irrationelle kriterier i stabilitets- og vækstpagten, som fører til voldsomme budgetbeskæringer for at fastholde budgetkontrollen, uanset de økonomiske og sociale problemer, det indebærer, og som også forhindrer anvendelsen af fællesskabsmidler, der manglede i det portugisiske budget til det nationale bidrag på 15 %, hvilket regeringen har påpeget.

Det rejser to spørgsmål, for det første om de irrationelle kriterier i stabilitets- og vækstpagten vil blive forkastet, og for det andet, om Kommissionen har en løsning til at mindske de portugisiske landmænds problemer.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, Storbritannien har i øjeblikket en afgiftsfritagelse for rød diesel til brug ved lystsejlads. Den undtagelse udløber i december 2006. Hvis undtagelsen ikke forlænges, vil prisen på brændstof til motorbåde blive tredoblet. Hvis det sker, vil der uundgåeligt ske et fald i lystsejladsen. Finansministeren får færre skatteindtægter, og lokalsamfundene vil lide økonomisk skade. Forlængelsen af denne undtagelse er et anliggende mellem Rådet og Kommissionen, men inden for skatte- og afgiftspolitikken burde de suveræne nationalregeringer være enerådende.

Alle britiske MEP'er bør udøve lobbyvirksomhed over for den ansvarlige minister for at sikre, at undtagelsesbestemmelsen forlænges. De bør også tilslutte sig kampagnen for at redde undtagelsesbestemmelsen, som blev indledt af tidsskriftet Motorboat Monthly. Jeg vil med glæde give dem nærmere oplysninger om, hvordan de kan gøre dette.

  Urszula Krupa (NI). - (PL) Hr. formand, dette er tredje gang i denne valgperiode, at jeg har taget ordet på et plenarmøde for at protestere mod diskrimination over for katolikker. Denne gang vil jeg tale om blokeringen af Radio Maryjas interaktive internetradio, som er den eneste pålidelige informationskilde for medlemmer med en kristen overbevisning. Vores aktiviteter, og vores vælgeres aktiviteter, hænger sammen med disse medier, og det forhold, at modtagelsen af denne station er blevet blokeret, betyder, at vi er uden kontakt til vores vælgere i to måneder.

Anmodninger og påmindelser til tjenestegrenene med ansvar for information og telekommunikation har ikke givet noget resultat, og derfor føler jeg mig tvunget til at tage ordet her i Parlamentet under henvisning til artikel 10 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Den nuværende situation er en himmelråbende overtrædelse af principperne i denne konvention. Vi håber, at vi vil blive sikret vores friheder i Europa-Parlamentet i lighed med andre mindretal.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for min bekymring over de forhold, som de russiske myndigheder byder deres fanger. I strid med lovgivningen er Mikhail Khodorkovsky fra firmaet Yukos blevet sendt 7.000 kilometer væk fra sin familie. Hans sagfører rejste til den sibiriske fangelejr - det tog seks timer med fly, 13 timer med tog og et par timer med bil - for at udarbejde en appel til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Hun fik først lov til at møde sin klient efter kl. 18. Efter adskillige aftenmøder blev hr. Khodorkovsky overflyttet til en særlig isolationscelle. Der sidder han stadig i dag. Den indlysende grund er, at man vil forhindre ham i at færdiggøre sin appel til Domstolen i Strasbourg. Jeg opfordrer mine kolleger til at reagere mod disse arbitrære foranstaltninger fra de russiske myndigheder, som ganske eftertrykkelig tilsidesætter deres egne love.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Søndag blev to unge estere, uofficielle valgobservatører, arresteret i Minsk. "Kom ikke til Minsk med jeres orange revolution", fik de at vide. Det belarussiske valg var stadig ikke frit denne gang. Jeg er overbevist om, at valget, som afholdes næste weekend i Ukraine, bliver demokratiske, retfærdige og frit. Jeg har netop besøgt Kijev, og jeg kan bekræfte dette.

Moldova, Ukraine og Belarus - Estland sympatiserer med disse lande, for vi har ikke glemt vores historie.

I denne uge sørger Estland over en person, uden hvem vores tilbagevenden til Europa havde været betydeligt vanskeligere. I mindeordene omtales præsident Lennart Meri som en stor ester. Han blev valgt til årets europæer, fem år før Estland blev medlem af EU. Lennart Meri viede al sin energi til kampen mod smålig europæisk tankegang.

EU bør ikke opføre sig snæversynet eller kortsigtet. Den skal støtte alle de lande, der forsøger at frigøre sig af fortidens lænker og slutte sig til et demokratisk Europa.

Vi må erklære utvetydigt, at overholdelsen af de tre Københavnskriterier også giver Sovjetunionens vasalstater mulighed for at blive medlemmer af EU.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Nu hvor beslutningen om en udvidelse af euroområdet hurtigt nærmer sig, bliver kriterierne for indførelsen af euroen stadig mere politiserede. Præsidenten for Den Europæiske Centralbank har erklæret, at kriterierne skal opfyldes på lang sigt, ikke kun i vurderingsperioden. For nylig har de høje energipriser - en ekstern faktor, som er uafhængig af styringen af et lands økonomi - haft indflydelse på et af Maastricht-kriterierne - stigende inflation. Det er meget kompliceret at opretholde høje økonomiske vækstrater samtidig med en lav inflation. Ved fastsættelsen af inflationskriterierne skal vi desuden tage hensyn til det tilfældige fald i prisen på visse varer i Finland og Nederlandene, som har den laveste inflation, og forbedre vores muligheder for at fastlægge kriterierne. I Litauen vil inflationen muligvis overstige det niveau, der forventes i kriterierne, en lille smule. I seks år har den ligget betydeligt lavere end Maastricht-kravene, men i en økonomi i så hastig vækst er det virkelig kompliceret at fastholde priserne på et lavt niveau. Efter nederlagene ved folkeafstemningerne om forfatningstraktaten og uden en fælles udenrigs- og energipolitik bør vi i det mindste udvide euroområdet og give EU fornyet dynamik til vækst.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, Gruppen for Selvstændighed og Demokratis udelukkelse af den polske delegation og Liga Nord er en skandale, som er blevet gennemført ved hjælp af en ulovlig procedure fra start til slut, der har en sovjetisk smag.

Der findes et brev til Europa-Parlamentets formand fra den daværende formand for IND/DEM's bestyrelse, hr. Piotrowski. Vi vil gerne høre formanden, hvornår der kommer et officielt svar på denne klage.

Vi er klar til indbringe sagen for De Europæiske Fællesskabers Domstol, og i mellemtiden foretager Revisionsretten en undersøgelse af dem, der har brugt sovjetiske metoder til at udelukke os fra denne gruppe ved at afskrive os med metoder, der på alle måder minder om kommunisme, for en uigennemsigtig anvendelse af midler, en uigennemsigtighed, som vi og vores venner og kolleger i den polske delegation altid har modsat os i åbenhedsprincippets navn. Vær venlig at kaste lys over dette spørgsmål, som bringer skam over Europa-Parlamentet.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Sidste søndag afventede Europa-Parlamentet det belarussiske præsidentvalg, som skulle finde sted. Det er korrekt, at valgkampen ikke efterlod meget håb om, at valget ville være demokratisk, frit og ærligt, idet valgkampen blev afviklet i en stemning af trusler, anholdelser af oppositionsledere og undertrykkelse af den uafhængige presse. Lukasjenkos styre har ansvaret for alt dette, men nogen håbede stadig, at valget i det mindste ville være ærligt. I stedet for et valg var vi desværre vidner til en parodi på et valg - et manipuleret valg som dem, der blev afholdt i Østeuropa i 1930'erne eller 1950'erne og i Litauen under den sovjetiske besættelse. Dette bekræftes af konklusionerne fra OSCE-observatørmissionen, men "jeans-revolutionen" er ikke forbi. Omkring 600 unge mennesker brugte endnu en nat i telte på Oktoberpladsen i Minsk trods en temperatur på minus 10 grader. I går besøgte 11 EU-ambassadører dem for at demonstrere EU's solidaritet. Hr. formand, vi må kræve, at der afholdes et nyt præsidentvalg i Belarus.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand, vi glæder os over de tydelige fremskridt i forhandlingerne med Rådet om de nye finansielle overslag. Resultatet af gårsdagens trilog var imidlertid blot et første skridt på vejen mod en aftale, og dette skridt blev taget halvvejs gennem det østrigske formandskab. Det tog tre hele måneder, før Rådet kom med i forhandlingerne. I mellemtiden udløber den interinstitutionelle aftale om ni måneder, en ny programperiode går i gang, og EU får to nye medlemmer, men alligevel ved vi stadig ikke, hvordan vores budget kommer til at se ud, og hvilken type Europæisk Union vi arbejder hen imod.

Vi har ikke tid til, at forhandlingerne trækkes i langdrag i flere måneder, især fordi EU-borgerne ikke forstår, hvorfor det er så vanskeligt at nå frem til en aftale, hvis vi alle arbejder hen imod samme mål, nemlig en afbalanceret udvikling i alle medlemsstaters interesse. Tiden modarbejder imidlertid fremskridtene, og forsinkelser med gennemførelsen af nye programmer er rent faktisk mistede investeringsmuligheder og forspildte muligheder. Dette er noget, som vi skal stå til ansvar for over for borgerne i det forenede Europa. Under alle omstændigheder har vi ikke råd til at spilde de kommende uger. Vi må nå frem til et kompromis hurtigst mulig.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, i næste uge afholder man på Cypern en mindedag for dem, der mistede livet ved folkeopstanden mod det britiske kolonistyre i 1955. Hundreder af civile, herunder kvinder og børn, blev dræbt eller henrettet af den britiske hær under de fire års frihedskamp, der sluttede i 1959, hvor Storbritannien blev tvunget til at indrømme Cypern en form for uafhængighed. I dag er Cypern og Storbritannien i en tilgivelsens og forsoningens ånd venner og partnere gennem EU-medlemskabet, og de samarbejder tæt for at forsøge at skabe fred og fremgang.

Desværre risikerer dette forhold at blive forgiftet på grund af de britiske troppers fortsatte tilstedeværelse på Cypern. Omkring 10.000 britiske soldater er stationeret på et område, der svarer til omkring fire procent af øens areal, og som betegnes suveræne britiske baser. Mange tusinder af cypriotiske civile bor i disse områder, hvor acquis communautaire underligt nok ikke gælder. Deres menneskerettigheder trædes godt og grundigt under fode af briterne.

Jeg appellerer til mine britiske kolleger om at forstå følelserne hos og respektere rettighederne for den cypriotiske befolkning og udøve pres på deres regering for at bringe de britiske basers område tilbage til de retmæssige ejere: den cypriotiske befolkning.

Jeg ved, at det er et ømt punkt, men jeg håber, at De er enig med mig i, at det er fuldkommen uacceptabelt, at Storbritannien, en EU-medlemsstat, besætter en anden EU-medlemsstat, Cypern.

  Dariusz Maciej Grabowski (NI). - (PL) Hr. formand, EU har valgt banken UniCredito Italianos side i dens strid med den polske regering. Ved at gøre dette har den set stort på det gamle romerske princip om Pacta sunt servanda - aftaler er til for at holdes - eftersom UniCredito ikke har holdt sin del af aftalen. Unionen har set stort på, at bankydelserne på det polske marked er blevet monopoliseret som følge af bankens handlinger. I bund og grund beskytter EU's tjenestemænd UniCredito Italianos interesser og overskud.

Ønsker EU's tjenestemænd på denne måde at bevise, at tanken om, at de europæiske institutioner er til for at beskytte forbrugerne, iværksætterne og konkurrencen, blot er tomme ord, og at det eneste, der virkelig tæller, er de store koncerners interesser? Det er et diktat, som vi polske medlemmer er modstandere af.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand, jeg vil gerne tale om det seneste tilfælde af forskelsbehandling mod de nye medlemsstater. Europa-Parlamentets samlinger i Strasbourg er altid en alvorlig udfordring for Europa-Parlamentets medlemmer. Mange MEP'er kan kun komme til Strasbourg via Frankfurt. Det betyder en udmattende bustur på to en halv time.

Nu har vi en yderligere ulempe ud over dem, vi hidtil har været ude for. Passagerer, der rejser med flyselskaber fra de nye medlemsstater, skal nu igennem to sikkerhedskontroller i Frankfurt lufthavn, mens andre passager kun skal igennem en enkelt. Det er ret interessant, at passagerer, der skal til Afghanistan, kun skal igennem sikkerhedskontrollen én gang, mens passagerer til de nye medlemsstaters hovedstæder som Tallinn, Riga, Vilnius, Warszawa, Prag, Bratislava, Budapest og Ljubljana skal igennem to sikkerhedskontroller.

Dette er et eksempel på yderligere forskelsbehandling af flyselskaberne fra de nye medlemsstater og passagerer, der rejser til disse lande, fordi det øger udgifterne for disse flyselskaber. Jeg vil gerne opfordre de tyske MEP'er til at hjælpe med til at sætte en stopper for forskelsbehandlingen af de nye medlemsstater.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Hr. formand, jeg vil gerne ganske kort komme ind på to spørgsmål. Demokrati og menneskerettigheder er meget vigtige principper for europæerne: Vi ønsker at værne om dem og bevare dem. Tunne Kelam har allerede rejst spørgsmålet om menneskerettighedssituationen i Rusland og navnlig behandlingen af Mikhail Khodorkovsky. Hvis vi her i EU virkelig lægger vægt på menneskerettighederne, kan vi ikke acceptere dette. Vi er nødt til at gribe ind i Khodorkovsky-sagen samt over for menneskerettighedssituationen i Rusland i almindelighed.

Et andet spørgsmål vedrørende demokrati drejer sig om princippet om, at vi her i EU præcis skal vide, hvad de europæiske skatteyderes euro bruges til. Vi kan ikke støtte terrororganisationer som Hamas, som nu er kommet til magten i det palæstinensiske selvstyrende område. Vi burde fremme demokratiet, og vi bør indstille samarbejdet med terrororganisationer og holde op med at finansiere dem.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, som følge af gennemførelsen af nitratdirektivet udsættes landbrugssektoren i min valgkreds, som andre steder, for omfattende kapitaludgifter, idet man er nødt til at øge oplagringskapaciteten for slam markant. For at hjælpe med dette annoncerede den britiske regering en støtteordning, hvortil der kan indsendes ansøgninger indtil udgangen af denne måned. Så annoncerede samme ministerium tidligere på måneden ensidigt, at ordningen skulle lukkes ned, fordi det afsatte beløb - blot 45 millioner britiske pund - allerede var overtegnet.

Landmænd, som i god tro arbejdede inden for den fastlagte frist, stilles helt klart mindre gunstigt. Begrundelsen for støtten, nemlig nødvendigheden af at gennemføre uforholdsmæssigt dyre projekter, gælder stadig. Men støtten er imidlertid nu trukket tilbage. Det er uretfærdigt, idet de 45 millioner britiske pund var åbenlyst utilstrækkelige. Derfor bruger jeg i aften dette forum til at opfordre den britiske regering til at afsætte tilstrækkelige midler til at kunne gennemføre dette vigtige stykke arbejde, da det ellers bliver umuligt at gennemføre nitratdirektivet.

  Joseph Muscat (PSE). - (EN) Hr. formand, den 19. februar 2006 gennemførte en lille gruppe unge maltesiske medlemmer af Moviment Graffitti en fredelig protekst for fred og imod krig. De ønskede at give udtryk for deres mishag med, at fem NATO-krigsskibe lå i maltesiske havne, ved blot at vise bannere med teksten "Peace not War" og "Warships Kill". Politimyndighederne stoppede aktivisternes fremvisning af disse bannere - en lille og legitim, fredelig protest - på Pinto Wharf og på bastionerne i Grand Harbour.

Desuden fik aktivisterne efter sigende at vide, at sådanne demonstrationer ikke vil blive tilladt fremover. Denne holdning er uacceptabel og udgør en overtrædelse af ytringsfriheden. Derfor har jeg bedt Kommissionen fremsætte en udtalelse om denne sag. Vi burde udvise fuldstændig solidaritet med disse unge mennesker og opfordre dem til at fortsætte med at fremføre deres synspunkter på fredelig vis.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

16. Økonomiske partnerskabsaftalers virkning på udviklingen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Luisa Morgantini for Udviklingsudvalget om de økonomiske partnerskabsaftalers (ØPA'ers) virkning på udviklingen (2005/2162(INI)) (A6-0053/2006).

  Luisa Morgantini (GUE/NGL), ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, "You will eat when you are competitive" er et slogan på en plakat: i baggrunden et sultende afrikansk barn. Sætningen er meget sigende, men det lader faktisk til, at EU, og dette er en eufemisme, lægger for stor vægt på samhandelens effektivitet i kampen mod fattigdom.

Betænkningen, som vi diskuterer i dag, er ufuldstændig, og i forslaget var der rent faktisk nogle punkter, hvor liberaliseringens indvirkning på udviklingslandenes økonomier blev draget i tvivl. Forskellige økonometriske undersøgelser, en rapport fra Christian Aid og undersøgelsen med titlen "Winners and losers" udarbejdet af Sandra Polanski, som blev offentliggjort i sidste uge, har vist, at mange udviklingslande, navnlig i Afrika syd for Sahara, ville stå i en bedre situation i dag, hvis de ikke havde indført uhæmmede liberaliseringsforanstaltninger.

Polanski-undersøgelsen, hvori man analyserer vindere og tabere ved den liberalisering, der blev iværksat under Doha-runden, bekræfter tidligere offentliggjorte oplysninger fra UNCTAD og UNDP og når frem til en række konklusioner: Udviklingslandene vil formentlig blive taberne i dette spil, fordi de ikke har den landbrugsmæssige eller industrielle kapacitet til at konkurrere med de rige lande, mens vinderne bliver de rige lande: USA, Europa og Japan og ligeledes Kina.

Frihandel vil føre til beskedne gevinster på globalt plan, til dels fordi udgifterne til de tilpasninger, som landene skal afholde, når de gennemfører liberaliseringsprocessen, som de industrialiserede lande kræver, kan være større end fordelene.

Det er ikke et spørgsmål om at være modstander af samhandel, eftersom åbningen af markederne også kan være et effektivt våben i kampen mod fattigdom, men som alle andre instrumenter skal det bruges med stor forsigtighed. Først og fremmest er det nødvendigt at give landene mulighed for at overholde deres egne interne krav ved at udvikle deres produktionskapacitet, navnlig i henhold til interne mål om selvforsyning med fødevarer, og så er det nødvendigt, at de får mulighed for at håndtere konkurrencen og begrænsningerne på udbuddet ved at stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed, som for indeværende ikke forefindes i de finansielle overslag.

For det andet er det nødvendigt at arbejde ud fra realistiske tidsplaner, hvor der tages hensyn til den tid, der er nødvendig til at gennemføre strukturtilpasninger, og for det tredje er det nødvendigt at begrænse åbningen af markederne og desuden at indføre mekanismer, så man om nødvendigt kan suspendere liberaliseringsprocessen og give AVS-landene mulighed for at beskytte deres egne spirende og strategiske industrier; under alle omstændigheder anvendte vi selv dette kriterium gennem hele det sidste århundrede, og nogen prøver rent faktisk stadig at fremføre det i dag.

Disse principper er næsten indeholdt i betænkningen, til dels fordi AVS-landene har ønsket det, og det er disse lande, der fremfører dem. Fordi et effektivt partnerskabsprincip kræver, at vi tager højde for vores partneres ønsker, navnlig hvis de er velbegrundede, og navnlig hvis de har opbakning fra det civile samfund i Europa og i AVS-landene. Også og navnlig fordi de økonomiske partnerskabsaftaler udspringer af den retlige og institutionelle ramme i Cotonou-aftalen, som er underskrevet af EU - og det vil jeg gerne understrege - og de har udvikling og bekæmpelse af fattigdom som deres endelige mål.

På grundlag af dette selv samme partnerskabsprincip har vi ikke ret til at påtvinge andre aftaler. Jeg mener, at det er disse lande, der skal gøre det, og et af de centrale punkter i betænkningen er opfordringen til Kommissionen om umiddelbart at foretage en undersøgelse af alternativerne, så AVS-landene kan evaluere mulighederne og beslutte, hvorvidt de vil undertegne aftalerne eller ej. Den gensidighed, der opfordres til ved gennemførelsen af liberaliseringen, betyder dermed, at man skal anvende de samme love på lande, som ikke er lige hvad angår økonomi og udvikling; det er ikke den rigtige metode til at skabe lighed eller demokrati.

Udelukkende at tænke på udvikling i form af en forøgelse et lands bruttonationalprodukt er meget reduktionistisk. Udvikling er vanskeligt at definere, men når jeg i min betænkning opfordrer Kommissionen til at beskytte vand-, sundheds- og uddannelsessektoren mod liberalisering, taler vi grundlæggende om rettigheder, der skal sikres, som når vi citerer Cape Town-erklæringen. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har også beføjelser til at fastsætte udviklingsindikatorer med henblik på at vurdere opnåelsen af resultater og handelsaftaler, idet man kræver, at man ligeledes medtager sociale og arbejdsmarkedsmæssige samt miljømæssige indikatorer såsom indførelse af værdig beskæftigelse, sundhed, uddannelse og ligestilling.

Vi taler om rettigheder - de samme rettigheder, som vi har kæmpet for i Europa, de samme rettigheder, som EU er baseret på. Europa-Parlamentet kan ikke have et ønske om at fjerne disse værdier. Vi befinder os på et vigtigt tidspunkt i kampen mod fattigdom, og vi skal opfylde de målsætninger, som vi har opstillet for os selv.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Morgantini, mine damer og herrer, på Kommissionens vegne vil jeg lykønske Udviklingsudvalget og særlig dets formand, fru Morgantini, med hendes betænkning, som giver udvikling en central plads i forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er). Vi er alle enige om, at udvikling er udgangspunktet, den væsentlige udfordring og prioriteten for vores indsats. Vi vil fortsat fastholde dette under forhandlingerne og gennemførelsen af ØPA'erne, når tiden er inde.

Det glæder mig først og fremmest, at vi har samme holdning på mange punkter, f.eks. betydningen af dialogen med det civile samfund og de nationale parlamenter i AVS-landene, målet om regional integration og økonomisk styring, investeringers rolle og diversificering af eksport. Jeg finder i denne betænkning holdninger, som jeg ofte selv har fremført for vores partnere, der skal spille en vigtig rolle i denne forbindelse.

Det primære mål er udvikling, og det omfatter også en fleksibel strategi, der gør det muligt at tage hensyn til de økonomiske svagheder i de berørte lande, som vi forsøger at styrke. Denne strategi afspejler sig, f.eks. i den måde handelsliberaliseringen afvejes til fordel for AVS-landene, i fleksibilitet i forbindelse med åbningen af deres markeder, i det omfang, vi dækker deres produkter og i de nødvendige beskyttelsesmekanismer. Disse principper blev klart slået fast vores holdninger i forhandlingerne fra den første dag, og dette har kommissær Mandelson selv bekræftet ved flere lejligheder.

Alligevel har jeg også bemærket, at der på visse følsomme punkter i betænkningen rejses tvivl, som efter min mening ikke er berettigede. Der sættes f.eks. i betænkningen spørgsmålstegn ved, om vores holdning til ØPA'er er i overensstemmelse med forpligtelserne i Cotonou-aftalen eller i den nylige erklæring om EU's udviklingspolitik. Måske er der et kommunikationsproblem, som jeg vil forsøge at løse endnu i dag. Der bør ikke være misforståelser mellem os, fordi Parlamentets støtte selvfølgelig er mere nødvendig for Kommissionen end nogensinde før i den nuværende følsomme forhandlingsfase, som bør være afsluttet om lidt over et år.

Først og fremmest mener jeg, at vi skal bringe ØPA'ernes forenelighed med WTO's regler tilbage i det rette perspektiv. Selvfølgelig er denne forenelighed påkrævet, hvis vi vil sikre ØPA'ernes stabilitet ligesom alle vores handelsaftalers stabilitet, og det skal Kommissionen sørge for. Vi er også villige til om muligt at forbedre WTO-reglerne. Der er stillet forslag i den forbindelse, men jeg tror ikke, at man skal gøre sig illusioner, og at vi skal være bevidste om de objektive begrænsninger og vanskeligheder i denne strategi. Vi må imidlertid ikke glemme, at den egentlige grund til ØPA'ernes eksistens ikke er WTO, men det presserende behov, som i høj grad er bevist og bekræftet i Cotonou-aftalen, for at udnytte handel bedre som drivkraft for økonomisk vækst i AVS-landene, ligesom det har været for så mange andre lande, herunder udviklingslande.

Efter min mening afhænger de økonomiske partnerskabsaftalers succes af tre hovedfaktorer, som alle er lige vigtige. For det første forhandlinger, der er egentlig målrettet mod udvikling af EU's partnere, hvilket er vores eneste strategiske mål, som jeg har sagt. For det andet AVS-landenes forpligtelse til at etablere en lovramme, der fremmer investering. For det tredje den støtte, som EU, men også medlemsstaterne og andre sponsorer, vil kunne tilbyde de berørte lande til planlægning og gennemførelse af ØPA'erne. Jeg forstår den vægt, som EU's partnere og Parlamentet lægger på det sidste punkt. Fra min første dag i Kommissionen lovede jeg at sørge for, at de nødvendige svar blev fundet.

Det er lykkedes os at få medlemsstaterne til at forpligte sig til gradvis at fordoble udviklingsbistanden, og jeg takker Parlamentet for dets støtte, uden hvilken dette ikke ville have været muligt. Tillad mig at erindre om, at dette er en stigning på mere end 20 milliarder euro om året fra 2010. Det er lykkedes os at blive enige om at styrke samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne som led i den europæiske konsensus, der blev vedtaget i december, og at bekræfte, at man skal prioritere effektiv bistand. Vi besluttede først og fremmest at lægge vægt på Afrika, og vi udarbejdede en kohærent strategi for Afrika. Der er allerede oprettet en trustfond for infrastrukturer, herunder infrastrukturer til fremme af handel. Som led i programmet for den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF) beslutter vi sammen med vores partnere, hvordan man bedst kan fremme regional økonomisk integration, for hvilken vores partnere selv har udarbejdet dagsordener.

De økonomiske partnerskabsaftaler er et led i denne indsats og er en væsentlig del af den. På baggrund heraf er tidsplanen vigtig. F.eks. vil der opstå tab af skatteindtægter som følge af afviklingen af toldtariffer, når først ØPA'erne er trådt i kraft. Dette bliver udlignet delvis af den forventede økonomiske vækst og delvis ved rationalisering af skattesystemer, hvilket allerede er blevet iværksat i en række lande, ofte med støtte fra EU. Endvidere er der allerede planlagt makroøkonomiske støtteforanstaltninger for visse regioner for at gøre overgangen lettere. Jeg kan sige, at jeg arbejder aktivt på at udtænke foranstaltninger til støtte for de økonomiske partnerskabsaftaler, særlig med hensyn til de indledningsvise konsekvenser for de ressourcer, der er nødvendige til ledelse af den suveræne stat.

Jeg ved, at der er nogle, som går ind for en debat om de mulige alternativer til ØPA'erne. Personligt tror jeg ikke, at en akademisk debat af denne art ville være nyttig. For det første fandt der allerede en grundig debat sted, da det i Cotonou blev aftalt, at ØPA'er ville give de største fordele med hensyn til udvikling, en markedsadgang, der er i overensstemmelse med WTO og støtte til god regeringsførelse og regional integration. For det andet forhandler alle AVS-landene fortsat ØPA'er. Endelig nyder landene godt af virkningerne af at have adgang til markeder, der er omfattet af den generelle præferenceordning og Alt undtagen våben-initiativet. Vi ved i mellemtiden efter næsten et halvt århundrede med unilateral præference under Lomé-konventionen og Cotonou-aftalen, at denne præferenceadgang til EU-markedet ikke i sig selv er nok til at opfylde vores partneres behov.

Til sidst vil jeg sige, at betænkningen giver udtryk for vores fælles holdning til en lang række emner. For at lede så mange lande som muligt ind på vejen til udvikling og vækst er jeg rede til fortsat at arbejde sammen med Dem om de mål og udfordringer, som vi og vores partnere står over for i dette komplekse, ambitiøse og vigtige projekt, som ØPA'erne er.

I morgen skal jeg til et seminar om Østafrika. Som bekendt tager jeg rundt til alle regionale organisationer og under hvert besøg giver alle udviklingsaktører udtryk for bekymring. De har gengivet disse bekymringer perfekt, og tro mig, jeg er meget opmærksom på dem. Jeg er yderst opmærksom på de meget reelle spørgsmål, som de rejser, og jeg kan åbent sige, at der gøres store fremskridt i undersøgelser og drøftelser, og også i kreativ tænkning, med henblik på at finde frem til, hvordan man bedre kan yde støtte til partnerlandene og reagere mere direkte på deres bekymringer.

Til sidst vil jeg takke Dem. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hovedtrækkene i denne fremragende betænkning, og jeg er mere end nogensinde før åben over for tanken om en debat med Dem, særlig om hvordan man bedst støtter processen.

  Maria Martens, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, de økonomiske partnerskabsaftaler vedrører handelsforbindelserne med AVS-landene. Disse er der fastlagt bestemmelser om i Cotonou-aftalen. De nuværende aftaler er imidlertid ikke længere i overensstemmelse med de regler, som er aftalt inden for rammerne af WTO, idet den særbehandling, som AVS-landene får i forhold til andre udviklingslande, er i strid med WTO-reglerne og derfor skal tilpasses disse.

Overgangsperioden for det nuværende system gælder indtil 2008. Senest da skal tilpasningen være gennemført.

Nogle medlemmer af Parlamentet afviser pr. definition ØPA'er. De tror ikke, at en vis grad af liberalisering af handelen kan bidrage til udviklingen i fattige lande, uanset hvilken form der anvendes.

Min gruppe er overbevist om, at handel godt kan bidrage til det, især liberaliseringen af den indbyrdes handel mellem AVS-landene. Vi har ingen principielle indvendinger imod ØPA'er, forudsat at der indgås gode aftaler. Dertil hører f.eks. tilstrækkelig tid og støtte til landene til at tilpasse sig den nye situation. Det er vigtigt, at ØPA'erne også tager højde for dette.

Efter vores opfattelse kan ØPA'erne altså indgås på grund af deres mulige bidrag til fattigdomsbekæmpelsen. PPE-DE-Gruppen ønsker, at udviklingsmålsætningen i ØPA'erne vedbliver at komme i første række. Altså kun gradvis liberalisering, til fordel for AVS-landene og tilpasset de forskellige landes specifikke situation, idet vigtige grundlæggende faciliteter såsom vandforsyning, undervisning, transport og energi fortsat skal være til rådighed for alle. PPE-DE-Gruppen vil have en realistisk tidsplan, altså tid nok til at gennemføre nødvendige forandringer. PPE-DE-Gruppen ønsker tilstrækkelige støtteforanstaltninger (tænk på teknisk bistand, kapacitetsopbygning og reformer inden for f.eks. told og skat), og den vil også fremme det regionale samarbejde mellem AVS-landene.

PPE-DE-Gruppen er imidlertid også bekymret, især hvad følgende fire punkter angår.

For det første på grund af Kommissionens begrænsede videregivelse af information om forhandlingernes forløb. For det andet på grund af det tidspres, hvorunder forhandlingerne i øjeblikket foregår, og hvorunder de også skal gennemføres. For det tredje har forhandlingerne været i gang siden 2002, og vi har stadig ingen koncepttekster.

Endelig er vi for det fjerde bekymrede over finanserne. For at få ØPA'erne til at lykkes er der brug for betydelige beløb. Først og fremmest skal disse komme fra Den Europæiske Udviklingsfond, men desuden også fra supplerende fonde. Vi har stadig utilstrækkelig klarhed over, hvor disse penge skal komme fra. Hvad de planlagte nødforanstaltninger angår, er disse også nødvendige. Hvis systemet nogle steder viser sig ikke at fungere, skal processen midlertidigt kunne forsinkes eller standses. Det er der også mulighed for i henhold til de nuværende WTO-regler. På dette punkt har vi endnu ingen tydelige forslag. Kommissæren er allerede kommet lidt ind på dette spørgsmål, og jeg glæder mig til et nærmere samarbejde og mere udførlig information.

  Glenys Kinnock, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne sige tak til kommissæren. Først vil jeg henvise til hans bemærkning om, at det er "akademisk" - det var det ord, han brugte - at tale om alternativer til økonomiske partnerskabsaftaler. Det siges klart og tydeligt i Cotonou-aftalen, at alternativer udgør en del af det, som AVS-landene kan beslutte at følge. Derfor, hr. kommissær, er det ikke et akademisk spørgsmål, men noget, som helt klart er en mulighed for AVS-landene.

De økonomiske partnerskabsaftaler er meget komplekse og komplicerede for AVS-landene, og det er de mest komplekse og komplicerede forhandlinger, de nogensinde har deltaget i. Jeg har mistanke om, at de også giver Kommissionen visse vanskeligheder, om ikke andet på grund af de spændinger, der helt naturligt findes mellem GD Udviklings ønsker og prioriteringer og GD Handels ønsker og prioriteringer, som er meget forskellige. Vi ved af egen erfaring her i Parlamentet, at der ikke altid findes den nødvendige sammenhæng mellem vores målsætninger.

Det er mit indtryk, at der findes ønsker, der er fælles for alle de regionale forhandlinger, og dem følger jeg meget tæt. Der findes eksempler på, at Kommissionen ønsker en ramme, der letter samhandelen som førsteprioritet. AVS-regionerne er langt mere interesserede i at afhjælpe begrænsningerne på udbudssiden samt sammenhængen mellem de økonomiske partnerskabsaftaler og udviklingsbistanden. Markedsadgang er absolut fortsat et centralt spørgsmål.

Den foreslåede åbning af AVS-landenes økonomier - hvoraf de fleste er de mindst udviklede lande - er et stort ønske. Fordelene ved regional integration, markedsadgang og integreret handel og udvikling, som min kollega fru Martens var inde på, er soleklare. Men i Udviklingsudvalget har vi forstået, at alle potentielle fordele kan overskygges af de potentielle udgifter, som de forventes at skulle dække. Derfor kan de aftaler, som de bliver nødt til at indgå om markedsadgang - åbning af markederne - måske ikke være præcis det, de har brug for, og måske kan de så få mere ud af andre typer af ordninger.

For at de kan være konkurrencedygtige og markedsføre deres varer, er man nødt til at foretage betydelige investeringer i deres muligheder for at gøre netop dette. AVS-landene har brug for uddannelse, og deres arbejdsstyrke skal forbedres; de har brug for bedre infrastruktur, transport og institutionel kapacitetsopbygning. Disse er alle vigtige prioritetsområder for AVS-landene.

Det skal siges, at det ikke er op til Kommissionen at fortælle AVS-landene, hvad en god økonomisk partnerskabsaftale er. Det er op til AVS-landene - i samråd med deres parlamenter, Den Blandede Parlamentariske Forsamling og civilsamfundet - at træffe beslutninger af den art. Alle kriterier for de økonomiske partnerskabsaftaler skal baseres på deres forhold til millenniumudviklingsmålene.

Jeg vil gerne stille kommissæren et spørgsmål. Forhandlingerne med Centralafrika beskrives som et skoleeksempel på disse regionale forhandlinger. Mine kilder fortæller mig, at GD Udvikling på højeste niveau - det betyder formentlig Dem, hr. kommissær - er meget bekymret over kapaciteten hos sekretariatet i Det Økonomiske og Monetære Fællesskab af Centralafrikanske Stater i deres forhandlinger. Forholder det sig således, at De, hr. kommissær, offentligt har opfordret til, at EMCCA's generalsekretær og chefforhandler for økonomiske partnerskabsaftaler skal afsættes? Hvis det er korrekt, hvordan passer det så sammen med GD Handels beskrivelse af, at dette skal være den absolutte rollemodel?

Endelig vil jeg gerne henlede opmærksomheden på Cape Town-erklæringen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling i 2002. Der blev indført benchmarks til vurdering af afviklingen og resultatet af forhandlingerne på grundlag af centrale sociale og miljømæssige indikatorer, som også omfatter korrekt arbejde, sundhed, uddannelse og ligestillingsaspektet. Potentialet af dette blev bekræftet af AVS-Rådet sidste år. Vil kommissæren skride til handling på grundlag af disse forslag?

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, fru Morgantinis betænkning blev hilst yderst velkommen i Udviklingsudvalget, fordi den indeholder klare udtalelser om de grundlæggende principper, som økonomiske partnerskaber skal baseres på.

Som kommissær Michel og kommissær Mandelson har erklæret, skal økonomiske partnerskabsaftaler være udviklingsvenlige. Det betyder, at liberaliseringen nødvendigvis skal være asymmetrisk. Der kan ikke blive tale om at tvinge AVS-landene til at åbne deres markeder for europæiske varer, før deres egne hjemmemarkeder er langt bedre stabiliseret. Fra europæisk side kan vi tilbyde bistand til handelsforanstaltninger, der kan bidrage til denne markedsopbygning og afhjælpning af begrænsninger på udbudssiden.

Af de ændringsforslag, der fremsættes på plenum vil ALDE-Gruppen støtte dem, hvori det understreges, at tempoet for åbningen af markedet skal bestemmes af AVS-landene, og at EU har mulighed for at arbejde langt tættere sammen med AVS-partnerne i verdenshandelsforhandlingerne. AVS-landene og EU danner i fællesskab en betydelig blok.

ALDE-Gruppen vil også støtte de ændringsforslag fra PPE-DE-Gruppen, som medfører en bedre ordlyd og undgår overdrevet restriktive definitioner af f.eks. korrekt fungerende benchmarks.

Nogle ngo'er har ført kampagne på en enkel platform, der går ud på at sige "nej" til de økonomiske partnerskabsaftaler, men det vil være at kaste barnet ud med badevandet. Den regionale integration, som er et led i processen med de økonomiske partnerskabsaftaler, vil hjælpe AVS-landene til fremgang, til at øge syd-syd-samhandelen og afviklingen af toldbarrierer mellem AVS-nabolande.

Det vigtige punkt i alle faser af forhandlingsprocessen om de økonomiske partnerskabsaftaler er at sikre, at resultatet fungerer til gavn for udviklingen. Jeg håber, at Kommissionen til enhver tid virkelig og konsekvent vil lade dette princip og denne betænkning være en ledetråd.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand Formålet med Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler er at udrydde fattigdom samt fremme bæredygtig udvikling. Det formål må under ingen omstændigheder gå tabt. Derfor er noget-for-noget-tankegangen, altså forestillingen om en gensidighed, der bygger på et lighedsprincip, helt skævt. Vi har jo at gøre med to helt ulige partnere, EU og AVS, og det er altså ikke AVS, der skal hjælpe EU-landene, men omvendt. Det er jeg stensikker på, at Luisa Morgantini er enig med mig i.

De fattige landes eneste mulighed for eksport har vi inden for landbrug, råvarer og så meget arbejdsintensive produkter, som eksempelvis tekstiler, som de uden begrænsninger bør have lov til at eksportere til os i EU. AVS-landene har samtidig ekstremt skrøbelige økonomier. Derfor kan vi ikke forlange, at disse lande uden videre åbner op for 90 % af deres markeder som gengæld for, at EU åbner sine markeder som en slags betaling. Og det synspunkt fremgår også af Luisa Morgantinis betænkning. Jeg håber altså, jeg har ret, når jeg tolker punkt 17 i betænkningen sådan, at tilladelsen til at indføre midlertidige importbegrænsning på industrier, der trues af voldsomme importstigninger, selvfølgelig kun gælder for AVS-landene. Det skulle nødig være sådan, at vi har ret til at stoppe deres muligheder for at sælge os tekstiler og landbrugsvarer, bare fordi vi ikke har været dygtige nok til at tilpasse os de ændrede konkurrencevilkår i en globaliseret verden. Vi fik jo også lov til at beskytte vores markeder, da vores økonomier var under udvikling. Men under alle omstændigheder er markedsbeskyttelse en meget usikker vej til vækst og sund økonomi, og derfor bør det være en begrænset og tidsbegrænset affære også for ulandene.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vi har flere gange og i stor enighed drøftet millenniumudviklingsmålene her i Parlamentet og betegnet overvindelsen af fattigdommen på vores planet som vores vigtigste opgave i de kommende årtier.

Med Luisa Morgantinis fremragende beretning har vi nu en vurdering af, hvilket bidrag de økonomiske partnerskabsaftaler kan yde til at løse denne opgave. Vi forventer af Kommissionen, at udvikling og fattigdomsbekæmpelse i AVS-landene får en klar prioritet i forhandlingerne. I min kritik i næste sætning henviser jeg klart til den optræden, som repræsentanten for GD Handel lagde for dagen ved en høring i Udviklingsudvalget. Jeg må klart sige, at vi ønsker ikke forhandling ud fra en kolonimagts stil og selvforståelse, vi forlanger, at man respekterer vores partnere i AVS-landenes selvbestemmelsesret.

Denne suverænitet skal fremmes gennem investeringer i handelsinfrastrukturen samt naturligvis gennem støtte til gennemførelse af de nationale strategier til fattigdomsbekæmpelse, helt i tråd med subsidiaritetsprincippet, som også holdes højt i EU. Hvis regeringerne suverænt skulle beslutte at se på de økonomiske partnerskabsaftaler med skepsis, så skal der være de alternative muligheder, som også findes i Cotonou-aftalen. Derfor undrer jeg mig over, hvorfor PPE-DE nu vil slette denne henvisning. Hvorfor føler PPE-DE sig pludselig ikke bundet af aftalerne længere? PPE-DE-Gruppen foreslår desuden, at man skal slette næsten alle sætninger fra betænkningen, som indrømmer AVS-regeringerne forhandlingssuverænitet og et selvstændigt politisk spillerum for, om en sektor skal liberaliseres, i hvilket omfang og i hvilken periode. Hvorfor, spørger jeg.

Morgantini-betænkningen kræver, at den grundlæggende forsyning med drikkevand, uddannelse og andre centrale forsyningspligtydelser på forhånd undtages fra liberaliseringen. PPE-DE-Gruppen foreslår at slette dette og kræver i stedet, at man ved liberaliseringen af vandsektoren skal sørge for betalelige priser. Det betragter jeg som kynisme. Det er efter min mening ikke tilladeligt i betragtning af fattigdommen i store dele af AVS-landene. Jeg kræver, at vi forkaster disse ændringsforslag i morgen.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren fru Morgantini for det fremragende stykke arbejde, hun har udført. I et samfund, der nu er domineret af et globaliseret økonomisk marked, har Fællesskabets institutioner pligt til at tilskynde til udviklingssamarbejde, i en verden, hvor tre milliarder mennesker lever for mindre end 2 dollars om dagen og over en milliard overlever for 1 dollar.

Vi skal lede efter egnede løsninger til dette fælles mål, som både kan føre til en forbedring af den økonomiske situation i udviklingslandene og blive gradvis integreret på verdensmarkedet. EU's samarbejdspolitikker skal indeholde prioriteringer, der er beregnet på at ændre de interne processer i disse lande, idet man fremmer et stabilt, åbent og demokratisk politisk klima samt en forbedring af fremtidsudsigterne. I denne sammenhæng kan man sige, at de økonomiske partnerskabsaftaler udgør et velegnet værktøj til at fremme og gennemføre handelsrelationer mellem AVS-landene og EU.

Vi bør også understrege en anden ting: Udviklingsinvesteringer i de såkaldte "følsomme" sektorer som uddannelse, sundhed og energi bør løbende overvåges, og der bør om nødvendigt indføres restriktioner på den økonomiske liberalisering. Vi bør altid huske på, at for at have en vellykket og positiv indvirkning på den sociale struktur i udviklingslandene skal den effektive integration og økonomiske vækst nødvendigvis ledsages af en forbedring af indbyggernes levevilkår. På dette punkt er der behov for et præcist, specifikt og konsekvent engagement.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, først vil jeg gerne takke min kollega fru Martens for hendes fremragende tale og de ændringsforslag, hun har foreslået. Denne fremgangsmåde styrker den foreliggende betænkning og underbygger dens målsætning om at gøre de økonomiske partnerskabsaftaler til et funktionsdygtigt værktøj til gennemførelse af EU's mål om udviklingssamarbejde.

WTO-reglerne tvinger os til at indgå separate økonomiske partnerskabsaftaler, fordi samhandelsrelationerne baseret på Lomé-konventionerne og Cotonou-aftalen ikke er gensidige og dermed ikke i overensstemmelse med WTO's gennemførelsesklausul. I henhold til denne klausul har de industrialiserede lande ret til at indrømme ensidig og ikke-gensidig behandling til blot to kategorier af lande: enten de mindst udviklede lande eller alle udviklingslande. Eftersom regionerne af lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS) omfatter lande fra begge grupper, er de oprindelige præferencer, som blev tildelt AVS-landene, uforenelige med de nuværende WTO-regler, og vores overgangsperiode, hvor det er tilladt at give undtagelser, udløber i 2008.

For at gøre samhandelsforbindelserne mellem EU og AVS WTO-kompatible på lang sigt, har man søgt at finde en løsning i de økonomiske partnerskabsaftaler. I de foreslåede økonomiske partnerskabsaftaler bliver samhandelsforbindelserne mellem EU og de forskellige regionale AVS-grupper gensidige. I henhold til artikel XXIV i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT) kan lande på forskellige udviklingstrin indgå en gensidig frihandelsaftale under forudsætning af, at liberaliseringen af stort set al samhandel sker inden for en rimelig tidsramme. I forbindelse med de økonomiske partnerskabsaftaler skal dette forstås som omkring 90 % af samhandelen inden for 10-12 år.

Det er klart, at gennemførelsen af en gensidig frihandelsaftale bliver en større udfordring for AVS-landene, hvis udviklingsniveau varierer temmelig meget. Gensidighed udgør et stort skift i EU's tilgang til udviklings- og handelspolitik i forhold til AVS-partnerne.

På den anden side ved vi, at den tilladte støtte i henhold til Lomé og Cotonou ikke bremsede faldet i AVS-landenes markedsandele. Eftersom vi er bekymrede over en for tidlig liberalisering, er vi i denne forbindelse nødt til at spørge, om der findes et begreb som rettidig liberalisering. Nogle gange er man nødt til at tage nogle dristige skridt, som betyder, at vi samtidig skal sørge for, at det endelige resultat af forhandlingerne, levner tilstrækkelig tid til, at AVS-landenes hjemlige og regionale markeder kan tilpasse sig.

Selv mener jeg også, at det er vigtigt at give alle uhindret adgang til naturens egne "gratis" ydelser. Derfor finder jeg det på verdens vanddag nødvendigt at nævne, at det er særdeles vigtigt, at f.eks. vandressourcerne forvaltes retfærdigt.

Åbningen af markederne har i nogle tilfælde også ført til øget fattigdom i udviklingslandene, og derfor skal fremskridtene ved samtalerne overvåges nøje. Forhandlingerne skal være upartiske, og der bør ikke lægges pres på nogen parter, mens de foregår.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil takke min kollega, fru Morgantini, for den udmærkede betænkning, hun har forelagt i dag, om de økonomiske partnerskabsaftalers virkning på udviklingen.

Den almene filosofi i denne tekst er rigtig. Den taler for nødvendigheden af fællesskabssolidaritet i forbindelse med bestemmelser, der indebærer en risiko for ukontrolleret liberalisering. Dette arbejde blev hilst enstemmigt velkomment i Udviklingsudvalget. Det er mit ønske og håb, at det får samme støtte under afstemningen i morgen.

Et væsentligt princip skal være vejledende for vores overvejelser, nemlig udvikling i overensstemmelse med og tæt forbundet med Cotonou-aftalen. Det er et primært mål i alle forhandlingerne og som led i gennemførelsen af ØPA'er med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene).

Jeg forstår behovet for at bringe handelsforbindelserne mellem EU og AVS-landene i overensstemmelse med WTO's regler. Jeg taler om unilateral præferenceadgang mellem fællesskabsmarkeder. Alligevel må forenelighed med WTO's regler ikke få fortrinsret over vores internationale forpligtelser til at fremme bæredygtig udvikling og udrydde fattigdom.

Jeg deler AVS-landenes og mange ngo'ers frygt med hensyn til den måde, som Kommissionen nu fører forhandlingerne på og med hensyn til den tankegang, der ligger til grund for forhandlingerne. Der er faktisk også en skærende uligevægt mellem de to parter. Hvis vi ikke gør noget ved dette, bliver den hurtige og harmoniske gensidige åbning af markeder, som bliver solgt til os, skæbnesvangert uafbalanceret, og jeg frygter, at den kun fører til desillusion.

Der er fare for, at denne handelsliberalisering mellem ulige partnere, der langtfra efter hensigten fremmer udvikling, får ødelæggende virkninger på de skrøbelige økonomier i de berørte lande og deres sårbare befolkninger. Og dette sker på et tidspunkt, hvor vi i vores udtalelser hævder, at vi vil hjælpe disse lande med at nå millenniumudviklingsmålene, der, som vi allerede ved, er uden for rækkevidde.

Jeg tror, at hvis disse aftaler formuleres gradvis og på en samordnet måde inden for en rationel og forudsigelig ramme for at fremme handel og investering på dette område, er de en reel mulighed for AVS-landene både med hensyn til økonomisk diversificering og harmonisk regional integration og med hensyn til ægte og vellykket integration i verdensøkonomien.

Jeg vil nævne et par prioriteter. Den første er udelukkelse af Singapore-spørgsmålene og væsentlige offentlige tjenester uden at se bort fra princippet om disse landes ret til at anvende beskyttelse til at forsvare deres følsomme strategiske sektorer. Den anden prioritet er at respektere vores forpligtelse til at finde alternative handelssystemer i stedet for ØPA'er for de lande, der anmoder om det, som fastsat i Cotonou-aftalens artikel 37, stk. 6. Disse alternativer skal være baseret på princippet om ikke-gensidighed, der er fastsat i den generelle præferenceordning (GSP) samt på indførelsen af en klausul, i hvilken der fastsættes særlig, differentieret behandling i WTO. Disse prioriteter afhænger meget af EU's vilje til at anvende sin indflydelse fuldt ud i WTO med henblik på at fremme en forbedring af reglerne i forbindelse med udviklingsprioritering.

Endelig giver det ikke mening at udtrykke et ønske uden at have midlerne til at opfylde det. Jeg vil slutte med at sige, at ud over bekymringen over EU's finansielle overslag skal vi på den ene side holde de løfter, som kommissionsformanden gav i Gleneagles vedrørende handelsstøtte. På den anden side skal vi udtænke nye finansielle forpligtelser som kompensation for AVS-landenes udgifter i forbindelse med fjernelse af præferencer og toldtariffer, styrke den tekniske støtte til AVS-lande og endelig, mine damer og herrer, forkaste den uacceptable nedskæring i Den Europæiske Udviklingsfond. Da jeg imidlertid ikke er overbevist om, at disse mål bliver opnået hurtigt, foreslår jeg, at Kommissionen med hensyn til den gensidige åbning af markeder og som et bevis på dens gode vilje overvejer at forlænge overgangsperioden i overensstemmelse med AVS-landenes særlige behov som fastsat på forhandlingstidspunktet.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Hr. formand, jeg håber, at de økonomiske partnerskabsaftaler bliver en velfungerende metode til bekæmpelse af fattigdom, og at de giver os mulighed for at gå fra at fremsætte erklæringer til noget mere konkret. Jeg glæder mig særdeles meget over talerne om dette emne her i aften, og navnlig Eija-Riitta Korholas tale var fremragende. Med hensyn til kvalitet kan jeg intet tilføje, men alligevel vil jeg gerne sige et par ord om Luisa Morgantinis betænkning.

Udviklingssamarbejdets betydning må ikke undervurderes. Som velfærdssamfund og europæiske samfund ønsker vi at hjælpe medmennesker, der har det værre end os selv, både i vores egne lande og andre steder. Det er på en måde et mål for, hvor civiliserede vi er.

Det er korrekt, at man i mange af EU's medlemsstater i dag diskuterer, hvor stor en andel af finansieringen der skal kanaliseres over i udviklingssamarbejdet. I Finland, hvor jeg kommer fra, har man netop diskuteret dette spørgsmål, og jeg ved, at målet på 0,7 %, som anbefales af FN, ikke er nået: Vi har holdt os omkring de 0,4 %. Vi må også håbe, at de andre europæiske lande, Finland inklusive, vil gøre fremskridt på denne front. Forhåbentlig har vi i EU en fælles vilje sammen med finansieringen til at sørge for vores brødre og for nationer, der har det værre end os.

Efter min mening bør vi imidlertid sikre, at vores bistand ydes i henhold til principperne om bæredygtig udvikling. Vi skal altid tage hensyn til økonomiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige og miljømæssige faktorer i EU's udviklingssamarbejde. Det er ikke kun pengene, der er vigtige, men frem for alt partnerskabet, at yde støtte til udviklingen og hjælpe landene til at få en god start.

Vi skal også sørge for at fremme europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder gennem udviklingssamarbejdet. Det er vigtigt at tage hensyn til disse i udviklingssamarbejdet.

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, Morgantini-betænkningen er et vigtigt forsøg på at begrænse skaderne ved de økonomiske partnerskabsaftaler. Tror De virkelig, at en frihandelsaftale er det, der er behov for til at mindske og udrydde sult og fattigdom?

Se på Burundi: Den teoretiske afskaffelse af told i henhold til de økonomiske partnerskabsaftaler vil føre til, at EU opnår en handelsandel svarende til 12,4 millioner amerikanske dollars, som Burundi vil miste, og det er efter at have medregnet gevinsten for lokale forbrugere. Dette fremgår af en undersøgelse udarbejdet af Den Økonomiske Kommission for Afrika, en FN-organisation, som også viste, hvordan kontinentet allerede har en ret høj andel af rigdomme, som ejes af udlændinge med bopæl i Afrika, højere end nogen anden region i verden: 39 %.

Tanken om, at en yderligere udvidelse af frihandelstankerne kan frembringe rigdomme i disse områder, gøres også til skamme af oplysningerne om støtte. I Nigeria kommer det billigste kød fra Tyskland og England, og i Senegal bragte 52.000 t løg, som blev eksporteret i 2005 alene fra Nederlandene, landmændene i meget alvorlige vanskeligheder. De økonomiske partnerskabsaftaler blev oprindeligt udformet inden for rammerne af Cotonou-aftalen, hvori man knæsætter kampen mod fattigdom og kampen for social udvikling, men de er i stedet blevet noget, der ikke fremmer samfundsudviklingen, men snarere øger fattigdommen.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Mine damer og herrer, jeg kan tilslutte mig nogle af de holdninger, De har givet udtryk for. Hvad angår den tilsyneladende mangel på information fra Kommissionen, er Kommissionen selvfølgelig villig til at stille alle de oplysninger, den har, til rådighed. Måske føler De, at der er for lidt information. Jeg skal sørge for, at jeg for mit vedkommende giver Dem alle de oplysninger, jeg har.

Hvad angår behovet for at have store beløb til rådighed, må medlemsstaterne skaffe dem, hvis der er behov for ekstra penge. De ved udmærket, hvilke beløb der er til rådighed fra Den Europæiske Udviklingsfond. Jeg har kun de penge, jeg har fået tildelt.

Hvad angår fru Kinnocks indlæg, vil jeg udrydde enhver misforståelse. Da jeg talte om en "akademisk" debat om alternativer, var det ikke min mening at være uforskammet. Faktisk er det muligt at stille alternative forslag til dem, der ikke ønsker at forhandle, men i den nuværende situation forhandler de alle sammen, som De ved, fru Kinnock. Ordet var måske uheldigt valgt, men at indlede en debat om alternativer, når de alle allerede forhandler, er efter min mening ikke særligt hensigtsmæssigt.

Jeg vil sige til Dem, at jeg stort set er enig i de andre bemærkninger fra Dem. Jeg kan således tilslutte mig Deres bemærkninger om adgang til markedet, men De må også indrømme, at adgang til markedet ikke er alt. 50 års erfaring med liberalisering viser tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt, og at der er en lang række andre faktorer, der skal tages i betragtning. De finder ingen, der er mere overbevist end jeg om, at vi skal lægge vægt på fordelene ved udvikling. Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig dette princip.

Vedrørende produktionsproblemer er det klart, at produktion er et af de områder, hvor vi mest hensigtsmæssigt kan yde støtte til de pågældende lande. Det er på dette niveau, at man kan skaffe den nødvendige finansiering til teknisk eller teknologisk opgradering, overførsel af teknologi, til produktkvalitet, kort sagt til at finansiere den merværdi, der er så nødvendig for adgang til markedet.

Jeg er enig med Dem i erkendelsen af, at EU ikke må pålægge diktater. Det ville slet ikke svare til hverken mine overbevisninger eller den idé, jeg har om udvikling. Der er en forhandling, og i en forhandling fremfører den enkelte part sine argumenter. Der er ikke noget diktat i det. Jeg er også enig med fru Martens, når hun siger, at tidsplanen skal være realistisk. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at det er nødvendigt at sikre adgang til vand, energi og en lang række væsentlige goder. Jeg deler Deres synspunkter om dette emne, og jeg er meget tøvende vedrørende tanken om at liberalisere disse sektorer.

Fru Kinnock, med hensyn til spørgsmålet om den afskedigelse af sekretæren, som jeg skulle have anmodet om, har jeg for det første ikke beføjelse til at afskedige den pågældende sekretær, og for det andet har jeg ikke opfordret til at afskedige nogen som helst. Det er imidlertid rigtigt - og jeg ønsker at påtage mig det fulde ansvar for, hvad jeg har gjort - at jeg som svar på en opfordring fra sekretæren for EMCCA, Det Økonomiske og Monetære Fællesskab af Centralafrikanske Stater, simpelthen sagde, at jeg ikke var enig i at bevilge en anmodning om ekstra penge til nogen, som ikke havde gjort noget som helst, og jeg kan bekræfte, at han ikke har gjort noget som helst. Jeg er endvidere ikke den eneste, der har klaget over det. For at retfærdiggøre sig selv sagde han, at han ikke havde ret til give medlemsstaterne påbud. Det arbejde, der burde have været udført, blev ikke udført. Vi modtager ikke den dokumentation, vi anmoder om. Der er et problem med gennemsigtighed i hans forvaltning. Under disse omstændigheder mener jeg, at det er en del af mit job at påpege nogle af de grundlæggende principper i god forvaltningspraksis, særlig når det drejer sig om en anmodning om finansiering fra Kommissionen. Jeg erkender således, hvad jeg gjorde, men jeg har aldrig opfordret til at afskedige nogen, og jeg har for øvrigt ikke beføjelse til det.

Sammenfattende kan jeg sige, at pakken i forhandlingen skal være samlet og kohærent. Peter Mandelson forhandler ØPA'erne, og jeg har en støttende rolle. Vi arbejder derfor sideløbende. Mit udgangspunkt er selvfølgelig udvikling og nærmere bestemt økonomisk udvikling som drivkraft for vækst. Jeg vil endvidere gøre opmærksom på, at flere lande har dagsordener for bekæmpelse af fattigdom, der omfatter dette aspekt. De regioner, der er omfattet af dagsordener for økonomisk integration, anmoder os om at støtte dem, hvilket vi gør. Denne integration omfatter et aspekt af indbyrdes handelsliberalisering. Det støtter vi, og ØPA'erne støtter denne anmodning om regional integration.

Jeg kan se, at en del af Deres frygt er berettiget, men jeg kan forsikre Dem om, at udviklingsaspektet i det mindste for mit vedkommende vil blive prioriteret. Det er dette aspekt, forhandlingerne kommer til at dreje sig om, og støtteforanstaltningerne skal gøre det muligt i overensstemmelse med det tempo, som disse lande kan opretholde, at opgradere, hvilket på lang sigt bør give dem lettere adgang ikke kun til regionale integrerede markeder, men også til verdensmarkedet.

Til sidst vil jeg sige, at jeg forstår Deres ængstelse og bekymringer. Jeg er rede til en meningsudveksling med Dem, herunder om støtteforanstaltninger. Jeg tror, at dette er meget vigtigt. Jeg efterlyser al den kreativitet, De kan fremvise, og jeg er fuldstændig åben med hensyn til disse spørgsmål uden at have en forudfattet mening. Under alle omstændigheder kan jeg forsikre Dem om, at jeg er mere end rede til at forsøge at finde de bedst mulige løsninger til at støtte udviklingslande som led i ØPA'erne.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

17. Politiske partier på europæisk plan (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Jo Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om politiske partier på europæisk plan (2005/2224(INI)) (A6-0042/2006).

  Jo Leinen (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru næstformand, kære kolleger, forordningen om finansiering af de europæiske partier, som vi vedtog i 2004, var helt igennem en succes. Det er lykkedes at adskille Parlamentet og Parlamentets grupper på den ene side fra de politiske partier på den anden side. Det er et mangeårigt krav fra Revisionsretten, som vi er efterkommet med denne forordning.

I mellemtiden har 10 partifamilier ladet sig registrere, og de får støtte gennem budgetposten. Det viser, hvor mangfoldig og livlig den politiske kultur er på europæisk niveau. 10 partifamilier, det er en pæn succes. Før var der kun fire. Antallet er altså mere end fordoblet.

Erfaringerne med finansiering af de politiske partier er gode. Alligevel er der nogle ønsker, som vi har taget med i den nye betænkning, ønsker om planlægningssikkerhed og ønsker om fleksibilitet i de politiske partiers arbejde på europæisk plan. Der er et ønske om, at Budgetudvalget og Præsidiet ved begyndelsen af hver valgperiode skaber planlægningssikkerhed for hele valgperioden. Det betyder ganske vist ikke, at det årlige budget, som vi vedtager, kan undværes, men jeg tror, det ville være en god idé at sikre, at denne budgetpost bliver bevaret og også kan udvikles i lyset af udvidelserne eller væksten i antallet af politiske partier.

Partierne har jo deres egne indtægter i form af gaver og medlemsbidrag. Det kan naturligvis ikke være i overensstemmelse med EU's finansforordning, at de mister disse egne indtægter, hvis de ikke bruger dem det samme år. Derfor er jeg taknemmelig for, at vi allerede i Strasbourg opfyldte et krav, som dukker op i betænkningen, nemlig at partierne kan danne hensættelser af op til 25 % af deres egne indtægter. Det er jo deres egne penge, og EU's finansforordning bør ikke lægge uforholdsmæssigt store begrænsninger på partierne.

Der er imidlertid også et ønske om, at op til 25 % af tilskuddene også skal kunne overføres til et nyt regnskabsår i op til tre måneder. Politik er en ustadig gesjæft, og uforudsigelige begivenheder må egentlig betyde, at et vist beløb også skal kunne bruges i det næste kvartal, så ikke partierne også bliver grebet af decemberfeberen og i praksis skal have brugt det hele i december.

Der er også andre forslag i betænkningen. Nu vil jeg imidlertid tale om anden etape, som vi indleder med denne betænkning. Vi har brug for en ægte europæisk statut for europæiske partier. Det går ikke an, at de europæiske partier skal lade sig registrere og kontrollere efter en enkelt medlemsstats lovgivning. Alle partierne ønsker samme rettigheder og samme pligter i alle medlemsstater, og det kan kun lade sig gøre med en statut. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil gerne udarbejde et forslag. Fru næstformand, det ville glæde os, hvis Kommissionen så, når vi stiller et forslag, ville tage det op og bruge sin initiativret til at stille et nyt lovgivningsmæssigt forslag.

Den anden idé, vi bør drøfte, er den vigtige politiske kommunikation på tværs af grænserne. I mange lande findes der politiske fonde til dette formål. Vi mener også, at der bør etableres politiske fond på europæisk plan. Også her beder vi Kommissionen komme med et forslag, enten et forslag til lovgivning eller et budgetforslag.

Vi bør overveje, om ikke der ved kommende valg til Europa-Parlamentet skal være europæiske lister, så borgerne i praksis har to stemmer, nemlig en til den nationale eller regionale liste og en til en fælles europæisk partiliste, for kun med en sådan liste er det muligt at føre fælles valgkamp. Ved valget til Europa-Parlamentet har vi 25 forskellige valgkampe, og med europæiske lister ville der opstå en syntese.

Til slut vil jeg nævne partiernes ungdomsafdelinger. Ungdommen er fremtiden. Vi skal være særligt opmærksomme på at støtte de politiske ungdomsorganisationer, for de er partiernes fremtid, og partierne er en del af demokratiet. Betænkningen bringer os et stort skridt videre. Jeg takker partiernes generalsekretærer, men også Parlamentets forvaltning for den effektive administration af midlerne og generalsekretærerne for deres gode forslag, som har ført til denne betænkning.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Leinen for denne vigtige betænkning, som giver gode muligheder for at kigge tilbage på det, vi har opnået på området europæiske politiske partier, og hvad vi kan gøre fremover.

Det er kun tre år siden, i 2003, at forordningen om politiske partier på europæisk plan blev vedtaget her i Parlamentet og i Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Dermed omsatte institutionerne målsætningen i Amsterdam-traktaten og det nye retsgrundlag i Nice-traktaten i praksis. Som det anerkendes i traktaten om Det Europæiske Fællesskab, udgør politiske partier på europæisk plan en vigtig faktor for integrationen i Unionen. De bidrager til at skabe en europæisk bevidsthed, til at udtrykke borgernes politiske vilje og til at fremme den politiske debat på europæisk plan. Det er et faktum, at siden forordningen trådte i kraft, er der oprettet 10 europæiske politiske partier på europæisk plan.

Vi kunne tage dette som udtryk for, at der gradvis er ved at blive opbygget et europæisk offentligt rum, hvor borgerne i stigende grad kan udtrykke deres synspunkter over for institutionerne. Det har jeg stor sympati for, eftersom det også er en af tankerne i hvidbogen om kommunikation. Vi har brug for en europæisk politisk kultur, og vi har brug for hjælp til at fremme den. Men der er lang vej endnu, før det europæiske projekt og de europæiske institutioner kobles sammen med borgerne. Igen er dette et af de centrale spørgsmål, som Kommissionen tager op i hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik.

Jeg er overbevist om, at ikke blot regeringer og parlamenter, men også politiske partier og offentlige instanser er nødt til at placere Europa-spørgsmålet forrest i den offentlige bevidsthed. Vi bør også tænke over den lave deltagelse ved valg til Europa-Parlamentet og i fællesskab undersøge, hvordan vi kan øge valgdeltagelsen, som Kommissionen allerede har foreslået i Plan D. Det er ikke altid let præcis at se, hvordan vi kan spille den rolle, men jeg tror, at institutionerne vil have en fælles interesse i at sikre, at der også bliver tale om en høj valgdeltagelse samt en omfattende deltagelse i diskussionen i forbindelse med disse valg.

I hr. Leinens betænkning understreger han, at de politiske partier skal arbejde for at få borgerne inddraget, ikke kun gennem valg til Europa-Parlamentet, men i alle andre aspekter af det europæiske politiske liv. Vi deler dette synspunkt fuldt ud.

I punkt 12 i betænkningen tages en række vigtige spørgsmål op. De drejer sig om Europafondens rolle. Som hr. Leinen nævnte, drejer dette sig om den rolle, som europæiske partier kan spille ved europæiske folkeafstemninger og styrkelsen af ungdomsorganisationerne. Kommissionen vil glæde sig over en bred og tilbundsgående diskussion af disse spørgsmål. De er alle et led i vores gradvise bevægelse i retning af et virkeligt europæisk politisk område. Igen har vi meget stor sympati for disse forslag.

Politiske partier er en væsentlig del af Unionens demokratiske struktur, og derfor er det på sin plads, at de modtager en vis støtte fra Fællesskabets budget.

Vi har noteret os forslagene i betænkningen om at skabe større fleksibilitet i den offentlige finansieringssystem. Mange af de tanker, der skitseres i betænkningen, kan konkretiseres ved at tilpasse de interne bestemmelser, som Parlamentet har bidraget med.

Hvad angår de øvrige forslag, som vil indebære ændringer af forordningen om europæiske politiske partier eller af finansforordningen, er vi nødt til at se dem i en bredere sammenhæng. De bemærker nok den forsigtige sprogbrug, jeg anvender på dette punkt. Som De ved, er vi i øjeblikket i færd med at revidere finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne for denne. Vi bør vurdere situationen i lyset af denne proces, eftersom man igen er nødt til afbalancere behovet for at kigge på andre finansieringskilder, eller f.eks. på ngo'erne, med henblik på at finde de bedste værktøjer til at forbedre den nuværende situation.

Endelig bemærker vi med interesse den idé, der fremhæves i artikel 4 i betænkningen, nemlig at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender skal behandle spørgsmålet om en europæisk vedtægt for europæiske politiske partier, som kan være mere vidtgående end den eksisterende forordning. Blandt de tanker, som udvalget bør behandle, er muligheden for en bedre definition af de europæiske partiers rettigheder og forpligtelser.

Kommissionen vil helt sikkert følge interesseret og opmærksomt med i det arbejde, som Parlamentets udvalg vil udføre på dette område. Jeg vil gerne her have lov til at udtrykke mit personlige engagement i disse vigtige overvejelser. Jeg gentager, at dette fuldt ud er i overensstemmelse med vores tanker i hvidbogen. Det drejer sig om at skabe et offentligt, europæisk politisk rum, hvor vi kan diskutere, og hvor de politiske partier kommer til at spille en meget vigtig rolle.

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Retsudvalget. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg repræsenterer hr. López-Istúriz White, som er ordfører for Retsudvalgets udtalelse, og vil komme med et par bemærkninger herom på hans respektive min gruppes vegne.

Jeg er enig med hovedordføreren hr. Leinen i, at den hidtidige statut principielt må betragtes som en stor succes, og at det er helt rigtigt, at vi har gennemført en konkret adskillelse af finansieringen af partierne og finansieringen af grupperne. Vi skyldte også borgerne at lave en ændring på dette punkt.

Politiske partier deltager i folkets meningsdannelse - i Europa må man sige folkenes. Derfor er det også nødvendigt, at de europæiske institutioner skaber forudsætningerne og betingelserne for, at disse europæiske partier kan arbejde fornuftigt. I denne forbindelse synes jeg især, at følgende fire punkter er vigtige.

For det første skal der skabes en finansiel ramme, som gør det muligt med en langsigtet finansiering, som er varig og bæredygtig. De tilskud, der i dag betales til partierne på europæisk plan, gør det imidlertid ikke i tilstrækkelig grad muligt at foretage en virkelig langsigtet bæredygtig planlægning af aktiviteter. Planlægningen er i dag bundet til kalenderårene i valgperioden. Desuden kan der ske ændringer i partifinansieringen, fordi der skabes nye partier, og der så skal justeres i forhold til finansieringsvolumen. Jeg siger bare, at den eksisterende lovgivning ikke i tilstrækkelig grad sikrer planlægningssikkerhed, og at det derfor ville være hensigtsmæssigt med nogle ændringer.

For det andet må vi tillade, at partierne på europæisk plan kan danne finansielle reserver, som ikke går tabt fra det ene år til det andet. Hr. Leinen nævnte også dette spørgsmål, som også spillede en rolle i Retsudvalget. Udtrykket decemberfeber er meget rammende her. Vi ønsker en bæredygtig langsigtet planlægning af partifinanserne og ikke en situation, hvor pengene kort før jul nærmest bliver smidt ud af vinduet, fordi de bare skal bruges og ellers muligvis ville gå tabt.

I denne forbindelse er det også værd at overveje at ændre grænsen på 20 % for overførsel af penge fra en budgetpost til en anden og håndtere dette mere fleksibelt. Partierne på europæisk plan skal have mulighed for at kunne reagere på ændrede krav, som f.eks. kan opstå som følge af en politisk krise, og kunne foretage omrokeringer af midler, også i større målestok end det er tilladt og forudset i den hidtidige statut.

For det fjerde tror jeg på denne baggrund, at statutten for partierne på europæisk plan bør ændres, så partierne på europæisk plan til gavn for alle borgere kan blive mere handledygtige og bedre udfylde deres rolle som motor for den politiske meningsdannelse. Jeg vil imidlertid ikke bestride, at partierne også selv kunne gøre noget mere for at kunne nå dette mål om at bringe Europa tættere på borgerne og involvere borgerne i det, der sker i Europa.

Personligt mener jeg ikke, at en europæisk liste parallelt til de nationale lister ville kunne løse dette problem. Lister er noget temmelig abstrakt noget, som henføres til bestemte partier, og borgerne kan ikke identificere sig med det. Vi har tværtimod brug for at gøre den europæiske valgprocedure langt mere personlig, og her findes der en helt enkel mulighed. Hvis i det mindste de to store folkepartier i Europa kunne beslutte sig for at optræde med hver sin spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet med det mål efterfølgende at vælge denne mand eller kvinde til kommissionsformand, så ville vi på relativ kort tid få en stærk personliggørelse og også en langt større identifikation med personer og med et politisk, programmatisk udsagn, som sandsynligvis ville kunne øge valgdeltagelsen betydeligt, alene med denne måde at gøre det på.

Jeg håber, at de politiske partier vil have modet til at gøre dette.

  Jean-Luc Dehaene, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, også jeg glæder mig over denne betænkning, som gør det muligt at gøre et vigtigt fremskridt i retning af en sammenslutning af de europæiske partier.

Hvis vi ønsker at udvikle et virkeligt europæisk parlamentarisk demokrati, synes jeg nemlig, at de europæiske politiske partier udgør en vigtig del deraf. Beslutningen for nogle år siden om at finansiere partierne uafhængigt af grupperne, forekommer mig at være et meget vigtigt skridt i den retning. Det vil ikke nødvendigvis falde i god jord hos befolkningen, for den synes ikke, det er nødvendigt.

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at vi er forpligtede til at fremstille de politiske partier som et vigtigt bindeled mellem borgerne og beslutningsprocessen i et godt parlamentarisk demokrati, men det har sin pris. Med andre ord, vi skal også udadtil turde sige, at demokrati har sin pris, at dette ikke er unormalt, og at finansieringen hellere skal ske gennemsigtigt, med offentlige midler, end gennem alle mulige skumle kanaler.

Et vigtigt skridt på dette område blev som sagt taget for nogle år siden. Jeg tror, at tiden nu er inde til at foretage en række forbedringer. Det strukturelt vigtigste er uden tvivl, at de politiske partier kan planlægge over flere år i stedet for hele tiden at arbejde med et budget for et år og ikke have sikkerhed for, hvad der vil ske næste år.

Der er også to vigtige tekniske ændringsforslag, som har at gøre med fleksibilitet, hvad angår forvaltningen af budgettet.

Jeg vil i en vis forstand misbruge denne lejlighed til at gøre opmærksom på, at det ikke kun er politiske partier, der støder på problematikken i forbindelse med overførslen af eventuelle reserver eller bonusser, som er sparet sammen i et bestemt år, til det efterfølgende år. Det drejer sig åbenbart om en regel, som har sneget sig ind et eller andet sted i de regler, som Kommissionen generelt pålægger. Jeg støder på samme problem som formand for bestyrelsen for Europakollegiet i Brugge, som også skal anvende pengene i et bestemt år. Ellers opstår der et problem, og resultatet er dårlig ledelse. På det punkt bør der være større fleksibilitet, ligesom vi nu foreslår for de politiske partier. Jeg vil gøre kommissæren opmærksom på, at dette problem ikke er begrænset til de politiske partier. Det drejer sig åbenbart om en generel regel, som Kommissionen anvender, selv om den faktisk er en hindring for god forvaltning, og som er udtænkt af bogholdere, som jeg ikke rigtig forstår.

Til sidst vil jeg understrege, at vi nu sammen med Udvalget om Konstitutionelle Anliggender kan gøre en vigtig indsats for at få en ordentlig statut for de politiske partier. Denne vil omfatte - selv om det vil være ufordelagtigt for Belgiens statskasse - en skatte- og afgiftsmæssig statut, som er i bedre overensstemmelse med statutten for de europæiske institutioner, således at det bliver helt tydeligt, at de politiske partier hører ind under dette specifikke forvaltningsniveau, og at de er en integrerende del af Europas institutionelle rammer.

  Richard Corbett, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, tak, fordi De giver mig ordet i noget, der på dette tidspunkt af aftenen mere ligner et åbent møde i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, hvor nogle andre medlemmer er meget velkomne til at slutte sig til os.

Min gruppe støtter betænkningen, som vores ordfører, formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, har udarbejdet. Som vi har hørt, drejer den sig om justeringer af det system, som vi vedtog for nu over et år siden. Disse justeringer er nødvendige på grund af de børnesygdomme, vi har opdaget ved at bruge systemet. De er fornuftige og pragmatiske, og jeg vil opfordre Kommissionen - for de dele af betænkningen, der er rettet mod Kommissionen, f.eks. vedrørende finansforordningen - til at tage dem op. Politiske partier er ikke ngo'er, de udfylder en anden rolle, og de er af vital betydning for vores demokratiske systems funktion.

Det, vi har etableret, og det, vi håber at forbedre, er et system, hvor vi har - og hvor befolkningen kan se, at vi har - et tydeligt, gennemsigtigt og retfærdigt system til finansiering af de politiske partiers arbejde på europæisk plan. Det er ikke altid er tilfældet på nationalt plan, hvilket de seneste begivenheder har vist. Vi bør være stolte over at kunne indføre en sund struktur på europæisk plan til finansiering af de europæiske politiske partiers arbejde. Det er vigtigt, at vi gør dette, for de politiske partier tilbyder vælgerne et valg, forskellige visioner, forskellige programmer, forskellige tanker, forskellige forslag. Det er dette valg, der gør den politiske debat levende på europæisk plan.

Det gør en ting mere: Det viser, at de valg, vi står over for på europæisk plan, virkelig er af politisk karakter og ikke valg mellem nationale synspunkter og nationale visioner. Alt for ofte fokuserer pressen på Det Europæiske Råds møder og giver indtryk af en slags gladiatorkamp mellem nationale interesser. Men de egentlige valg, vi står over for, er politiske valg. Ønsker De højere miljøstandarder, men til en højere pris, eller ej? Ønsker De, at vores markeder skal være et fuldstændigt liberalt tagselvbord, eller at de skal være reguleret med beskyttelse af sårbare mennesker? Disse er alle politiske beslutninger, politiske valg, som fremhæves af politiske partier; de gemmes ofte væk i Rådet. Det er afgørende for, at Unionen kan fungere effektivt.

10 partier er allerede i færd med at lade sig registrere. Det viser, at dette system fungerer. Der var nogen, der hævdede, at dette kun ville finansiere de store partier. Tja, nogle vil sige, at 10 partier er et meget bredt spektrum af partier, som finansieres.

Der var nogen, som ikke er her i aften - herunder hr. Hannan fra PPE-DE-Gruppen - som sagde, at dette kun ville finansiere pro-europæiske partier, som om der var en regel om, at vi ville favorisere finansieringen af et bestemt politisk standpunkt. Det er naturligvis ikke tilfældet.

Det, vi har set og opnået, og hvad vi håber at forbedre, er et sundt system, et system, der er nødvendigt, og et, der vil forbedre kvaliteten af den demokratiske debat på europæisk niveau.

  Jules Maaten, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, denne betænkning har på dette stadium af den europæiske udvikling - nogle ville sige manglende europæiske udvikling - en betydning, som ikke kan fremhæves nok. Det drejer sig nemlig ikke kun om politiske partier. Jeg synes, det er det gode ved denne betænkning og ved ordførerens holdning.

Han kunne have sagt, at der nu er 10 politiske partier, og at vi skal se på, hvordan de fungerer, og hvordan vi omgås dem. Men han har valgt en meget bredere og mere filosofisk holdning, og jeg tror, at det er den rette vej. Det vedrører nemlig i høj grad det, som kommissæren også stærkt fremhævede, nemlig det europæiske politiske samarbejdsområde. For hvad hører vi ofte under valgkampagner og mellem valgkampagnerne? Hvad skal vi nu med et sådant Europa-Parlament, når der ikke er et europæisk politisk samarbejdsområde? De har ret i, at det ikke findes. Der er ingen europæisk offentlighed. Den eksisterer ikke, og det er ikke engang muligt.

Den kan heller ikke eksistere, når folk gør sig de yderste bestræbelser på at forhindre, at der nogensinde opstår et sådant europæisk politisk samarbejdsområde, som vi har brug for, hvis vi skal have en europæisk, grænseoverskridende politisk debat.

Lad os se på den nuværende situation. Der er 25 kommissærer, som primært er udnævnt på grundlag af nationalitet. Rådet er selvfølgelig sammensat på grundlag af nationaliteterne. Heller ikke Parlamentet vælges ved et europæisk valg, men ved 25 nationale valg, som afholdes omtrent på samme tid, men ikke engang nøjagtigt på samme tid. Naturligvis får man ikke et europæisk politisk samarbejdsområde på den måde.

Og det har vi jo brug for, hvis vi nogensinde skal nå frem til at vælge kommissionsformanden, hvad enten det nu bliver Parlamentet eller, hvad jeg ville foretrække, de europæiske borgere, som vælger vedkommende. Så får vi nemlig en grænseoverskridende, europæisk politisk debat. Eller ved en europæisk folkeafstemning, ikke 25 nationale folkeafstemninger, men en enkelt europæisk folkeafstemning, f.eks. om, hvorvidt vi skal have en ny forfatning eller beholde den gamle.

Jeg går ind for, at valget til Europa-Parlamentet på en eller anden måde får et europæisk element, i hvert fald i nogen udstrækning. Så får vi en europæisk politisk debat, og dertil har vi jo brug for det europæiske politiske samarbejdsområde og ligeledes politiske partier, hvis vi ønsker et repræsentativt demokrati, og det gør vi. Vi ønsker jo, at der føres tilsyn med politikere, og det kan kun ske, hvis vi har stærke politiske partier, faktisk stærkere end de nu er.

Disse skal derfor kunne fungere ordentligt, og det betyder, at også deres specifikke finansielle behov skal imødekommes. Jeg er glad for, at det også sker i denne betænkning, f.eks. ved at der skabes fleksibilitet til at overføre penge fra det ene år til det andet.

Politiske partier fungerer på europæisk plan i en cyklus på fem år, ikke ét år. Det er naturligvis værd at lægge mærke til, at andre ngo'er i øjeblikket er lagt i en meget stram spændetrøje, som sommetider er meget pinefuld, og måske bør vi også se på det. Hvad det angår, har hr. Dehaene absolut ret i, at det ikke ville være tosset også at give andre den fleksibilitet, som vi ønsker, at vores politiske partier skal have.

Endelig er der opfordringen til en ensartet statut. Det går jeg stærkt ind for. Også på det punkt er jeg enig med ordføreren. Vi skal se grundigt på europæiske institutter. Jeg vil foretrække, at de politiske partier får samme status som institutionerne. Jeg synes faktisk, at det tyske system er verdens mest civiliserede, og hvis vi kunne få det på europæisk plan, ville vi være særdeles tilfredse.

Til sidst anbefaler jeg, at De er opmærksom på de ændringsforslag, som hr. Guardans har stillet på min gruppes vegne om kvinders deltagelse i politiske partier.

  Gérard Onesta, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru næstformand, hr. Leinen, mine damer og herrer, jeg tror, at vi som Parlamentet i høj grad har bidraget til at skabe denne baby, som politiske partier på europæisk plan er. Nu er vi imidlertid nødt til at give den mad for at hjælpe den med at blive stærkere. Leinen-betænkningen er i denne forbindelse meget vigtig, da den fremhæver alle de utilstrækkeligheder, der stadig er i dette afkom, vi skal til at døbe.

Et politisk parti på europæisk plan er først og fremmest et politisk parti. Mine damer og herrer, kan man forestille sig, at et parti kan eksistere uden at deltage i valg? Derfor er hr. Leinens bemærkning så vigtig. Politiske partier på europæisk plan burde kunne deltage som sådanne i valg til Europa-Parlamentet. Den eneste måde, de kan deltage i valg, er, hvis en del af Parlamentet en gang bliver valgt tværnationalt. Først da bliver partierne forstået på en praktisk måde af EU-borgerne. De ville også blive forstået af EU-borgerne, hvis det var muligt for enkeltpersoner at blive medlem. Jeg ved, at nogle partier, men ikke alle, tillader det, og jeg tror, at det ville være en god måde at inddrage borgerne yderligere.

Jeg er lidt mere skeptisk vedrørende forslaget fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om, at statutten skal indeholde bestemmelser om planlægning af partikongresser og opstilling af kandidater. Hvad angår individuelt medlemskab, tror jeg imidlertid, at vi bør arbejde videre med det, og ligeledes med, at disse partier skal være omfattet af fællesskabslovgivning. Det er ret absurd at se, at disse partier sommetider er nonprofitorganisationer, selv om jeg har stor respekt for sådanne organisationer. Efter min mening skal fællesskabslovgivningen støtte disse nye juridiske enheder.

Med hensyn til budgettet er den foreslåede fordeling over tre måneder ved årets slutning også meget vigtig. Jeg tror, at nogle politiske partier allerede har været trængt op i et hjørne i december med ikke-anvendte penge, og det var op til den, som havde den bedste idé at bruge pengene i en fart til at få lavet nogle penne eller T-shirt. Kort sagt ting, som ikke var i det pågældende partis umiddelbare interesse. Derfor er bestemmelser, der gør det muligt at sprede overskuddet over flere måneder, bestemmelser om til god forvaltning, som vi bør støtte.

Det sidste punkt er, at politiske partier på europæisk plan er unge partier, men endnu ikke partier for de unge. Vi er nødt til at gøre en indsats på dette niveau for at finde en passende lovramme og den finansiering, der gør det muligt for europæiske politiske organisationer for unge at deltage i denne storartede debat. Jeg har stillet et par ændringsforslag i den forbindelse. Ikke desto mindre er det som helhed en udmærket betænkning.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru næstformand, som medlem af Europæisk Venstreparti, som blev stiftet i maj 2004, er jeg overbevist om, at politiske partier på europæisk plan i forbindelse med den fremadskridende integration kan yde et vigtigt bidrag til, at vores kontinent vokser yderligere sammen og der især i højere og højere grad kan vokse en europæisk bevidsthed frem på tværs af landegrænserne.

Politiske partier er bestemt ikke de eneste og da slet ikke de allerbedste aktører i vores demokrati, men de er et centralt element. Derfor er det positivt, at det lykkedes at få et afsnit med om det i forfatningen, nemlig i kapitlet om det demokratiske liv i unionen. Til forskel fra de andre partier på europæisk plan er Europæisk Venstreparti et ungt europæisk parti. Derfor er det stadig til en vis grad optaget af sine egne partiudviklingsprocesser. Men hvis bare jeg tænker på de hidsige debatter i den seneste tid f.eks. om servicedirektivet, så har partiet bestemt vist handlekraft og en egen profil i forbindelse med dette centrale spørgsmål.

I betænkningens punkt 12 opfordres alle europæiske politiske partier til at deltage mere målrettet i de offentlige debatter om EU's fremtid. Det vil jeg udtrykkeligt støtte. Den aktuelle reflektionsfase om den europæiske forfatning må netop ikke blive til en tænkepause, dvs. en pause fra tænkningen. Personligt mener jeg, at det er på høje tid at gå nye veje, f.eks. i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet. Parlamentet foreslog allerede for seks år siden ændringer i valgretten, og hvorfor skulle det ikke være muligt, at borgerne ved næste valg til Europa-Parlamentet langt om længe faktisk kunne vælge mellem forskellige europæiske lister fra europæiske partier. Og for at tage hr. Lehnes bemærkning op, så betragter jeg ikke det som "noget abstrakt noget", men som en ny politisk model. Det forhindrer ikke, at dette naturligvis også kan kombineres med en tilsvarende personliggørelse.

Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren hr. Leinen for hans betænkning. Betænkningens forslag om de finansielle ordninger er afbalancerede og støttes også af Europæisk Venstreparti. Mere langsigtet planlægningssikkerhed og en mere fleksibel håndtering af de udbetalte midler vil for alle partier forbedre muligheden for fortsat at udvikle deres politiske arbejde.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Jeg har stemt imod og sammen med 22 andre medlemmer af det sidste parlament forgæves forsøgt at føre retssag mod skatteborgertilskud til de europæiske politiske partier. Partierne er stadig kunstige: det er ikke noget, man kan stemme på, det er ikke noget, man kan blive medlem af, det er ikke noget, man kan få indflydelse på, undtagelsen er pudsigt nok EU-demokraterne, EU-kritikernes nye alliance for partier og bevægelser i Europa. Her kan man gå ind på vores hjemmeside, EUDemocrats.org, og så kan man melde sig ind lige fra gaden uden at betale for det og blive informeret og være med til de forskellige arrangementer.

De regler, der gælder for de politiske partier, diskriminerer mindre bevægelser, mindre partier og f.eks. nationale mindretal. De vil aldrig kunne opnå europæisk partistatus og få finansieret aktiviteter, som kan være fuldstændig identiske med de aktiviteter, som de større politiske partier, ofte deres konkurrenter, får finansieret i EU-kassen. Forordningen om de europæiske politiske partier er diskriminerende og dermed sædvanligvis ulovlig, og det kan vi ikke engang få prøvet ved Unionens højeste domstol. Forordningen er vedtaget ved en flertalsafgørelse i Ministerrådet af personer, som alle har en økonomisk interesse i udfaldet af afstemningen. Og beslutningstagerne er selv medlemmer af de politiske partier, som nu tager penge fra vælgere, der stemmer på deres politiske konkurrenter ved beslutninger, hvor konkurrenterne er lukket ude. Forordningen støttes af et flertal i Europa-Parlamentet, hvor flertallet jo også har økonomisk interesse i at diskriminere besværlige mindretal. Ingen af beslutningstagerne ser noget habilitetsproblem, de ser heller ikke, at de forbryder sig mod EU-rettens lighedsprincip og forbud mod diskrimination.

Min gruppe ønsker forordningen afskaffet eller i det mindste ændret, så alle stilles lige, når de udfører f.eks. en grænseoverskridende informationsaktivitet. Hvorfor skal internationale konferencer arrangeret af socialdemokrater og kristendemokrater eller for den sags skyld EU-demokrater finansieres af EU-skatteborgerne, mens 21 nationale mindretal ikke kan få tilskud til at diskutere måske nøjagtig de samme emner på egne tilsvarende konferencer. Det kan ikke forsvares, hr. formand. Det er åbenlys ulovlig diskrimination, og der bør være lighed for Loke såvel som for Thor, som vi siger i Danmark.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, i denne beslutning taler man om kløften mellem befolkningen og de europæiske institutioner. De, der tror, at mere Europa med europadækkende politiske partier er svaret, tager efter min mening fejl. Det er institutionerne, ikke befolkningen, der tager fejl. Deres ringeagt er tydelig nok: Det vidner den begrædelige valgdeltagelse ved valg til Europa-Parlamentet om. De fleste MEP'er her i Parlamentet kommer rent faktisk hertil med et pinligt lavt mandat. Jeg ser ikke borgerne i Europa demonstrere i gaderne og kræve ret til at stemme på europæiske politiske partier, men jeg ser dem demonstrativt afvise et stadig mere centraliseret Europa som i Frankrig og Holland sidste år.

Europæiske politiske partier, som man håber vil overskygge de nationale partier, passer måske ind i skabelonen for europæisk integration, men den klippe, som de vil dø på, er lavet af demokratisk afvisning, når de stilles over for den barske virkelighed, hvor de skal forsøge at skaffe sig et folkeligt mandat fra virkelige mennesker i virkelige spørgsmål. En ting er at lege superstat her i dette sparsomt besatte Parlament; det er straks noget andet at håndtere vælgernes konkrete spørgsmål.

Den snævre politiske vision bag dette eventyr fremgår klart af betragtning A og B. Det ses som næste skridt i retning af europæisk integration og som opbygningen af et europæisk politisk område. Det er tydeligt, at disse partier opfattes som en del af maskineriet i et føderalt Europa. Føderalistiske partier til føderalistiske politikere giver måske en vis mening rent intellektuelt, men jeg vil til enhver tid tage kampen om mod dem i min egen valgkreds.

Jeg vil også gerne sige, at det ikke er rigtigt at forsøge at købe succes ved at smide uendelige mængder af skatteydernes penge efter de europæiske partier. De må ikke narre Dem selv! Vores vælgere har ikke så høje tanker om os, at de ønsker det privilegium at betale for os som europæiske politiske partier. Jeg troede, at hr. Corbett måske med baggrund i erfaringerne med hans eget parti i Det Forenede Kongerige ville foreslå, at vi kunne finansiere disse bestræbelser ved at oprette et overhus og så sælge pladserne til højstbydende, hvilket ikke ville være helt ude af trit med nogle af de ting, der foregår på dette sted.

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er en virkelig person, som vil tale om virkelige spørgsmål!

(ES) Jeg siger dette til hr. Allister og til hr. Bonde.

Forskellen mellem de sidste talere og flertallet af Parlamentet er, at vi - flertallet af Parlamentet - ønsker at opbygge, at vi ønsker at lave ting sammen, og at vi ønsker, at Europa tager yderligere skridt fremad, for vi mener, at Europa er et godt bud på at løse folks problemer. Det vil sige, at vi ikke er låst fast i forsvarspositioner, og at vi ikke holder kritiske taler, hvor vi siger, at alt er diskriminerende. Nej, vi ønsker blot at forene entusiasmen blandt de forskellige dele af Parlamentet, blandt Parlamentets forskellige politiske familier, for at finde løsninger på de problemer, som folk har.

Det er den afgørende forskel mellem os og de andre, hr. formand. Lad os ikke stikke os selv blår i øjnene. Og i denne forbindelse spiller de politiske partier en vigtig rolle. De politiske partier i Europa er reelt opstået på basis af Parlamentets parlamentariske grupper på samme måde, som de oprindeligt opstod i de forskellige nationalstater. De politiske partier har deres oprindelse i Parlamentets parlamentariske grupper.

Hvis de europæiske politiske partier har et problem, synes jeg, at det ligger i, at de i realiteten stadig er forbund eller sammenslutninger af nationale politiske partier. Det er virkeligheden. Det er rigtigt, at vi er kommet længere i de seneste år, men ikke langt nok. Det er rigtigt, at vi skal gøre meget mere.

Hvorfor? Fordi jeg synes, at de politiske partier på europæisk plan skal kunne stimulere den europæiske debat og undgå, at enhver debat om europæiske emner på nationalt plan bliver en debat om hjemlige spørgsmål, hvilket er det, der sker den ene gang efter den anden.

Jeg mener f.eks., at vi, hvis Det Europæiske Råd havde lyttet til Europa-Parlamentets anmodning om at afholde folkeafstemningerne om den europæiske forfatning den samme dag, dér hvor de skulle afholdes, ville have kunnet tale om europæiske spørgsmål i stedet for om hjemlige spørgsmål.

Men hvis vi skal se fremad, hr. formand, tror jeg, at de europæiske partier på et tidspunkt, hvor vi bliver flere og flere, der føler et behov for bestemmelserne i den europæiske forfatning, i denne tænkepause - og jeg glæder mig over, at næstformanden, fru Wallström, der i Kommissionen står i spidsen for disse initiativer, er til stede her - skal spille en meget vigtig rolle.

Den 8. og 9. maj skal vi holde det første interparlamentariske forum. Jeg tror således, at de europæiske politiske partiers rolle bliver afgørende for at forene de europæiske medlemmers og de nationale medlemmers synergi, så de går i den retning, som de fleste af os, der mener, at den europæiske forfatning er nødvendig for at bringe Europa videre, ønsker.

Vi står derfor over for nogle store udfordringer, og store udfordringer behøver naturligvis - hr. Onesta havde ret - ikke kun smukke ord, men også ordentlig finansiering. Jeg synes, at betænkningen af hr. Leinen, som jeg gerne udtrykkeligt vil lykønske, understreger de vanskeligheder, der findes i forordningen, og hvad vi kan gøre for bedre at overvinde disse.

Derfor vil Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, hr. formand, støtte hr. Leinens betænkning, og den vil også stemme for de ændringsforslag, som er stillet af Den Socialdemokratiske Gruppe, af hr. Onesta for Gruppen De Grønne - der drejer sig om ungdomsorganisationer - og af hr. Maaten og fru De Sarnez.

Efter min mening vil vi på denne måde, hr. formand, kunne komme med et eksempel på, at det, vi ønsker, er at opbygge, over for dem, der kun ønsker at nedbryde.

  Javier Moreno Sánchez (PSE). - (ES) Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer, jeg vil indlede med at lykønske ordføreren med hans betænkning, som jeg fuldt ud tilslutter mig, og med alt det arbejde, han har udført i forbindelse med de europæiske politiske partier.

Hr. Leinen er en utrættelig fortaler for de europæiske politiske partier og deres udvikling, og desuden er han en af fædrene til den nuværende forordning. Sammen med ham og nogle af de medlemmer, der er til stede her, deltog jeg som vicegeneralsekretær for Det Europæiske Socialdemokrati i nogle hårde kampe for at få det vedtaget.

Med denne forordning blev den finansielle og administrative navlestreng, der forbandt disse partier med de politiske grupper i Europa-Parlamentet, klippet over. Målet var at få partierne ud af den finansielle og administrativt uigennemsigtige situation, de befandt sig i, og få nogle klare og gennemsigtige regler, der regulerede deres aktivitet og finansiering.

Nuvel, forordningen er kun et første skridt, en midlertidig løsning indtil vedtagelsen af en reel statut for de europæiske partier og deres finansiering, sådan som det er fastsat i artikel 191 i EU-traktaten.

Derfor anmoder vi Kommissionen om at stille et forslag om, at statutten træder i kraft før næste valg til Europa-Parlamentet, så der sikres en konkurrencedygtig valgprocedure på europæisk plan. Det er også nødvendigt at give partierne den retsevne, der er hjemlet i fællesskabsretten, og som sikrer, at de fungerer gennemsigtigt og effektivt i alle medlemsstaterne.

De europæiske politiske partier spiller en afgørende rolle med henblik på at bringe EU nærmere på borgerne og fremme deres politiske deltagelse, således at de føler sig som deltagere i og spiller hovedrollen i et skæbnefællesskab og i et fælles politisk projekt. Partierne udgør også basis for den transnationale dimension ved EU's politiske integrationsproces.

På den anden side bør vi åbne og udforske veje, der gør det muligt at skabe europæiske politiske fonde, der finansieres af EU-budgettet, og som er under Europa-Parlamentets kontrol. Disse fonde bliver et væsentligt instrument til udbredelse af de europæiske politiske partiers aktion og til at styrke båndet til borgerne, og de vil opfylde en vigtig politisk informations- og uddannelsesopgave.

Hr. formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, fortsæt Deres arbejde, og De kan regne med min fulde opbakning.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg er en varm tilhænger af de reformer, der vil give mulighed for et retfærdigt, bæredygtigt og gennemsigtig system til offentlig finansiering af politiske partier, noget som beklageligvis ikke findes i Storbritannien i øjeblikket.

Fremvæksten af virkeligt europæiske politiske partier er den vitale nøgle til at løse det europæiske demokratis krise. Hvorfor? Fordi de nationale politiske partier helt klart ikke magter at tage udfordringen med den europæiske integration op. De magter ikke at udvikle en flydende diskurs om europæiske anliggender eller at fungere som bindeled mellem det europæiske, det nationale, det regionale og det lokale niveau.

Jeg har tillid til, at de europæiske politiske partier, herunder repræsentanterne for hr. Bondes parti, her i tænkepausen vil være stålsatte for bidrage til at finde en løsning på krisen og navnlig offentliggøre europæiske dokumenter om de grundlæggende spørgsmål vedrørende Europas fremtid.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, trods den beskrevne fremgang for 10 europæiske partier er den demokratiske legitimitet for bl.a. Parlament mindsket valg efter valg. Det siges i betænkningen, at der er en kløft mellem borgerne og EU's institutioner, hvilket er sandt, men løsningen på dette er ikke økonomisk støtte til europæiske partier. I stedet bør f.eks. demokratiet øges ved at tilbageføre magt til de nationale parlamenter.

Det siges også i betænkningen, at en union, som ligger tæt på borgerne, er en forudsætning for, at næste skridt i den europæiske integration støttes af borgerne. Altså, for at overbevise borgerne om at acceptere den forkastede konstitution skal der gives bidrag til de europæiske partier. Alle demokratiske kræfter kan naturligvis danne partier, men at tro, at man ved at uddele store økonomiske bidrag skal få borgerne til at acceptere konstitutionsudkastet, er ikke blot at forsøge købe sig accept, men også demokratisk meget tvivlsomt.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, da det eneste naturlige sted for en politisk og demokratisk debat er på nationalt plan, har kohærente partier med et overordnet program kun en plads i medlemsstater. EU's demokratiske underskud kan kun udlignes ved, at nationale partier med deres egen særlige identitet, som er ansvarlige over for borgerne, der kender dem og forstår dem, bliver repræsenteret.

Politiske partier på europæisk plan, der i realiteten finansieres af EU, skal kunne bevare deres uafhængighed og ikke blive endnu et middel til at formidle europæisk propaganda og kommunikation til vælgerne. De politiske partier på europæisk plan skal således udelukkende blive ved med at være et middel til samarbejde mellem nationale politiske partier, et åbent forum, i hvilket det enkelte medlem bliver respekteret. De bør under ingen omstændigheder afspejle eller blive et middel til at formidle en formodet europæisk offentlig mening, der ikke eksisterer og ikke kommer til at eksistere, fordi der rent faktisk er sprogforskelle, og EU er et middel og ikke et mål i sig selv.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, grænseoverskridende samarbejde mellem politiske partier er jo ikke noget nyt i Europa. Men selv partier i samme politisk-ideologiske familie står ofte for forskellige politiske kulturer. På trods af den planlagte millionstøtte vil man altid kun kunne enes om mindste politiske fællesnævner, og det har hidtil mest kun været valgprogrammer og valgappeller. Dette dilemma vil partier på europæisk plan nok heller ikke kunne føre os ud af.

Man er ganske vist enige om, at EU befinder sig i en krise. Men i stedet for at begynde at interessere sig for årsagerne til denne krise, pumper man igen uhyrlige beløb ud - denne gang til de politiske partier på europæisk plan. Årsagerne til den manglende tillid til EU's ledelse, som vi jo kender, er mangfoldige. Det omfatter urealistiske løfter om tidspunktet for de diverse medlemsstaters tiltrædelse, den alt for hurtige udvidelse mod øst i strid med ønsket hos et flertal af borgerne, en påtvunget EU-forfatning, forhøjede bidrag og nu også planer om EU-skat.

Det er altid interessant at iagttage, hvor godtroende EU's politiske establishment egentlig tror, deres borgere er. Dalende valgdeltagelse, negative folkeafstemninger og voksende EU-frustration bliver ikke opfattet som kritik af EU, men affærdiges som en lærestreg til de nationale regeringer. Vi vil imidlertid ikke kunne opnå en ændret opfattelse med nye politiske partier på europæisk plan, tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til gennem gode præstationer.

Det er virkelig lykkedes EU ikke bare at bortøde størsteparten af sin goodwill, men også at forpasse afgørende udviklinger eller sågar at styre i den forkerte retning, og det er fejl, som borgerne mærker, f.eks. i form af voksende arbejdsløshed og massive euro-prisstigninger. Selv om vi investerer de planlagte 8,4 millioner euro årligt i partiprojektet, vil det efter min mening næppe kunne skabe den ønskede europæiske bevidsthed. Det kan vi kun opnå, hvis vi giver de kritiske borgere mulighed for virkelig at medvirke direkte til de store beslutninger som udvidelser og forfatning.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer, det er beklemmende, hvordan EU-modstanderne, som har et mandat i Europa-Parlamentet, træder alle initiativer, hver enkelt lille plante under fode, hvormed vi forsøger at videreudvikle EU og inddrage borgerne - vi siger ikke, at vi har fundet patentopskriften - i stedet for at vande den.

Vi mener ikke, at politiske partier er et mål i sig selv. Vi mener alle, at de er et muligt middel, et nødvendigt middel i det parlamentariske demokrati for at inddrage borgerne i lovgivningen og kunne repræsentere dem på en passende måde. Ingen af os har sagt, at man alene med en partistatut kan skabe rigtige aktiviteter i de politiske partier.

Uden penge ingen musik, hedder en talemåde. Men musikken kommer ikke fra pengene, den kræver kritiske, kvalificerede, uddannede mennesker i orkestret. Den kræver instrumenter, den kræver noder, den kræver mennesker, som er med til at bestemme, hvad der skal spilles, og den kræver dirigenter. Derfor appellerer jeg til alle politiske partier om at gøre noget fornuftigt med pengene og med partistatutten, at deltage, at hjælpe med til at få integrationsprocessen med de nationale partier til at ske på europæisk plan. Efter min mening sker der for lidt med europæiseringen af den politiske debat, også fra de europæiske partiers side. De er ikke et ekstra parti, de har virkning indadtil som udadtil.

En ting står klart. Vi mener, at EU skal blive mere politisk, demokratisk, gennemsigtigt og borgernært. De fleste af os yder dagligt et positivt bidrag til det. Vi hilser Kommissionens initiativ velkommen, som vil støtte informationen og kommunikationen på fælleseuropæisk plan med Plan D. Vi beklager, at den europæiske debat ikke kommer i luften, men at man i øjeblikket desværre uden blusel praktiserer national partikularisme, populisme, nationalisme og egoisme - tænk bare på energipolitikken, de finansielle overslag, den europæiske udenrigspolitik. Vi vil styrke Europa-Parlamentet, støtte medlemmernes uafhængighed og reducere afhængigheden af rent nationale interesser. Vi beklager den manglende europæiske offentlighed. Mange af os går ind for europadækkende folkeafstemninger og begæringer om folkeafstemninger.

Vi mener derfor, at politiske partier - og forudsætningen for dem er en partistatut - kan yde et bidrag til at afskaffe disse misforhold og udnytte de chancer, der følger deraf. Den europæiske partistatut yder et vellykket bidrag til en gennemsigtig og uafhængig europæisering af den politiske debat. Den styrker vores bestræbelser for at europæisere landspolitikerne i stedet for at nationalisere europapolitikken.

Lad mig til slut sige, at ja, jeg går ind for europæiske lister som supplement til nationale lister. Den europæiske liste fremmer nemlig den europæiske spidskandidat. Ja, jeg går ind for, at de europæiske partier kandiderer som supplement til direkte mandater via nationale partier. Ja, vi går ind for at styrke uddannelsesaktiviteterne, fondsarbejdet og ungdomsarbejdet i og gennem politiske partier på europæisk plan. Derfor støtter vi betænkningen.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand, jeg synes, at ordføreren, hr. Leinen, har gjort en fremragende indsats. Det lykønsker jeg ham med. Nuvel, lad os være ærlige over for os selv. De første, der nogle gange ikke tror på de europæiske politiske partier, er de nationale partier, der udgør dem.

Hvor tit har vi ikke hørt vores kolleger i vores lande sige: "Ja, det parti, vi tilhører på europæisk plan, er meget vigtigt, det gør mange gode ting, men det fundamentale er her". Det siger man alle vegne. Så er vi nødt til at anvende den simple sætning om, at funktionen skaber organismen. Når vi får nogle gældende europæiske love - startende med forfatningen - som gør det obligatorisk at have europæiske politiske partier med fastsatte opgaver, vil vi have vundet slaget til fordel for opbygningen af Europa.

Det står f.eks. i den europæiske forfatning, at Rådet, når det kommer med sit forslag i forbindelse med Europa-Parlamentets valg af kommissionsformanden, skal tage hensyn til resultatet af valget til Europa-Parlamentet. Og hvis det forholder sig sådan, er de europæiske partier nødt til at overveje meget nøje, hvem der skal stå øverst på deres liste, og hvad der er deres programmer. Så giver ikke de nationale lister, lad os glemme dette ord, men derimod de europæiske lister, som er en mere nøjagtig definition, fuld mening.

Det skal vi naturligvis overveje og drøfte i den kommende tid. Vi skal være rygraden i forhandlingen: Europa-Parlamentet og de europæiske politiske partier. Det europæiske konvent var en succes, fordi det arbejdede på grundlag af de europæiske politiske familier, og de interparlamentariske møder og tænkepausen bliver også en succes, hvis vi er i stand til at arbejde som politiske familier, at forstå hinanden og opnå aftaler.

Derfor spiller de europæiske politiske partier en afgørende rolle, og det vil de også gøre, når der kommer europæiske folkeafstemninger. Vi skal undgå, at de nationale folkeafstemninger bliver kapret af de enkelte landes problemer.

I dette tilfælde er betænkning et yderligere skridt, og det er et godt skridt.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand, ordføreren Jo Leinen og de politiske partier i Europa har haft temmelig ens karriereforløb i de forløbne årtier, nemlig fra temmelig højt oppe til meget langt nede. Kun 2 % af de tyske borgere har stadig tillid til de politiske partier. De kan ikke vende dette ekstreme sammenbrud i troværdigheden med disse pengeprogrammer, som reelt bliver præsenteret nu.

Hvad skyldes dette sammenbrud? Det skyldes, at man hidtil altid har sidestillet partierne og ikke borgerne selv med demokrati. Vi har ganske enkelt ikke et folkestyre, men et partistyre, og det bliver yderligere stabiliseret, opfedet, oppustet som på dinosaurernes tid med det, som De er i gang med her. Det vil mislykkes, det vil ikke bringe Europa fremad. Fremtiden tilhører kontrollerbare personvalg, mennesker, hvor man kan se, hvad de egentlig står for, og som ikke som ordføreren fører SPD-intern valgkamp og så, når de har fået en fast plads på listen, afbryder valgkampen for at arbejde for ophøjede europæiske partier.

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Da Europa-Parlamentet i beslutningen fra januar om tænkepausen gav grønt lys for en ny forhandling om den europæiske forfatning, blev det klart, at Europa behøver politiske partier. Udfordringen er klar for os alle. Europa skal være mere og mere politisk og har brug for en stærk, proaktiv og ansvarlig partistruktur.

Partierne spiller en central rolle for at opfylde Europas ambitioner og for at forbedre det europæiske demokratis kvalitet. De er en bro mellem borgerne og magten, de bidrager til opinionsdannelsen i Europa, og de støtter borgernes engagement og deltagelse.

De europæiske politiske partiers funktion er - og burde være - langt mere end en ren parlamentarisk og repræsentativ funktion. Af uforklarlige årsager er de europæiske politiske partier ikke blevet styrket i samme omfang og i samme rytme som Europa-Parlamentet. Det kan være en ren forglemmelse fra systemets side eller en manglende selvbevidsthed hos de europæiske partier. Samtidig har Europa aldrig under hele sin udvikling bedt partierne om at være dynamiske. Partierne er blevet beskyldt for at være helt fraværende i forbindelse med debatten om den europæiske forfatning, der hidtil har været rent institutionel. For Europa ser frem til, at de politiske partier spiller deres rolle, og det haster naturligvis med at styrke partistrukturerne med oprettelsen af en fælles europæisk statut for de europæiske politiske partier. En statut, der styrker den demokratiske kontrol, som fremmer den politiske konkurrence i Europa-Parlamentet, men som også frigør de europæiske partier fra deres rent parlamentariske funktion, så de bliver en del af den dynamiske udvikling i det offentlige rum i Europa. En styrkelse af partierne gør det naturligvis nødvendigt med en fælles statut, retsevne med hjemmel i fællesskabsretten, kapacitet til selvstændigt ansvar, en styrkelse af partiernes refleksionsstrukturer, passende finansiering og en reel magt til at definere de politiske prioriteter.

Det er derfor, at Leinens betænkning går meget længere end en regnskabsreform af de europæiske partiers liv. Betænkningen foreslår en ny vej for strategisk forståelse mellem partierne, med anerkendelse af deres betydning for strukturelle løsninger af det fortsatte demokratiske underskud i Europa.

For at opnå strukturelle løsninger er det nødvendigt at sætte farten på det politiske marked op, og der skal være stærkere bånd mellem de europæiske politiske partier og de nationale partier, og de europæiske politikker - og det europæiske valgsystem - skal være mere attraktive. Betænkningen bidrager også til en vis partimæssig bevidstgørelse på europæisk plan, så vi, der organiserer os for at tage et større ansvar for verden, kan forstå, at disse organisationer også har fået en ny rolle. Dette ansvar vokser, idet Europa får nye milepæle, f.eks. forfatningen og udvidelsen, og der er derfor brug for en ny politisk praksis og et nyt syn på institutionernes, borgernes og partiernes rolle.

  Marie-Line Reynaud (PSE). - (FR) Hr. formand, først vil jeg takke ordføreren for den høje kvalitet i hans arbejde.

Politiske partier på europæisk plan er væsentlige for dannelse af og udtryk for en ægte europæisk offentlig mening. Det er faktisk hovedsagelig dem, der skal udføre den vanskelige opgave med at arbejde for borgernes effektive deltagelse, og det er ikke kun hvert femte år, når der er valg til Europa-Parlamentet, men til daglig og i alle aspekter af det europæiske politiske liv.

I hr. Leinens betænkning stilles der forslag, som kan gøre det muligt at give politiske partier på europæisk plan de nødvendige midler til at nå dette mål. Jeg glæder mig især over følgende punkter: forbedring af reglerne om finansiering ved at indføre større klarhed, fleksibilitet, uafhængighed og økonomisk sikkerhed på mellemlang sigt, vigtig støtte til organisationer og bevægelser for unge europæere, og endelig at kvinder bliver bedre repræsenteret på valglisterne, særlig blandt de valgte medlemmer.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand, i artikel 191 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab hedder det, at politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for EU. De bidrager til at etablere en europæisk bevidsthed og til at udtrykke EU-borgernes politiske vilje. Dette har kolossal betydning i dag, fordi vi er inde i vidtgående overvejelser om Europas fremtid, som kræver en bred dialog med borgerne. Politiske partier på europæisk plan bør spille en central rolle her ved at fremme yderligere integration og forsvare forfatningstraktaten. Den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet har opnået meget i denne henseende og har en hel del erfaring på dette område.

Europæiske politiske partier har utvivlsomt en vigtig rolle at spille ved folkeafstemninger om europæiske spørgsmål, ved valg til Europa-Parlamentet og ved valget af formanden for Kommissionen. Desuden skal resultaterne af valg til Europa-Parlamentet afspejles i valget af kandidaten til posten som formand for Kommissionen. Med henblik på at nå disse mål er det vigtigt med forordninger for politiske partier på europæisk plan. Der er behov for en vedtægt for politiske partier for at definere deres rettigheder og forpligtelser og give dem mulighed for at opnå status som juridiske personer.

Endelig vil jeg gerne lykønske hr. Leinen med hans fremragende betænkning og det usædvanlige kompetenceniveau, han har udvist.

  Aloyzas Sakalas (PSE). - (LT) Først vil jeg gerne takke hr. Leinen for hans meget ansvarligt udarbejde betænkning. Jeg vil gerne understrege, at støtten til europæiske politiske partiers arbejde inden for EU-institutionerne er særligt relevant i øjeblikket. Og det er fordi: Nogle politologer, i det mindste i Litauen, fastholder, at politiske partier har mistet deres ideologiske basis og begynder at ligne hinanden. Hvis dette virkelig skulle ske, ville partiernes beslutninger uden noget ideologisk grundlag blive uforudsigelige. Dette ville betyde, at vælgerne ikke længere ville være klar over, hvad de forskellige politiske partier ville gøre, hvis de fik regeringsmagten. Og dette ville betyde, at vælgerne ikke længere ville lægge vægt på, hvilket parti de stemmer på, og nogle vil overveje, om det overhovedet er umagen værd at stemme ved valgene. Dette er en særdeles farlig tendens; derfor er det vigtigt at styrke Europas lokale partier, som har en venstre- eller højreideologi, som så kan blive et sigtepunkt for partier til venstre og højre i de forskellige lande på alle mulige måder, også i økonomisk henseende. Derfor foreslår jeg, at vi støtter denne betænkning.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand, politiske partier har rod i den industrielle revolution, oprettelsen af nationalstaterne og perioden efter Anden Verdenskrig. Globaliseringen med de nye udfordringer, den udgør for civilisationen, og demokratiseringen af EU's politiske system, betyder, at europæiske politiske partier skal spille en rolle i det offentlige liv i Europa. De skal blive sande institutioner i det repræsentative demokrati og fungere som bindeled mellem borgerne og beslutningscentrene i EU. Derfor har vi brug for en vedtægt for europæiske politiske partier, der indeholder en beskrivelse af deres rettigheder og forpligtelser og giver dem lov til at blive juridiske personer på grundlag af europæisk lovgivning. En sådan vedtægt skal fungere effektivt i medlemsstaterne.

I EU står vi over for en krise i de europæiske systemer med liberalt demokrati. Forfatningskrisen i EU ledsages af racisme og intolerance, fordomme over for indvandrere og oprettelse af barrierer mellem nationalstaterne. EU skal beskytte det europæiske politiske fundament samt fremme og styrke de europæiske politiske organisationer og ungdomsbevægelser. EU skal reagere på den nuværende krise med en reel europæisk politik, som det foreslås i Leinen-betænkningen, som er forelagt Parlamentet.

  Zita Gurmai (PSE). - (EN) Hr. formand, politiske partier er et væsentligt aspekt i opbygningen og styrkelsen af et europæisk politisk rum. De spiller en vigtig og central rolle med hensyn til at fremme demokratiske værdier som frihed, tolerance, solidaritet og lige muligheder for begge køn. Sideløbende hermed kræver vi en dialog med borgerne om Europas fremtid og i den sammenhæng skal de politiske partier spille en central rolle.

Hr. Leinens betænkning er prisværdig i sin støtte til europæiske politiske partier og sine anbefalinger om en forbedring af den nuværende situation. Men PPE-DE-Gruppen har forhindret hr. Leinen og vores politiske familie i at nævne den vigtige rolle, som de europæiske politiske partier har med hensyn til at opprioritere ligestilling mellem kønnene. Jeg vil gerne bede mine kolleger overveje dette endnu en gang, navnlig kollegerne fra PPE-DE-Gruppen, som stemte imod et ændringsforslag i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. I dette ændringsforslag hed det, at de europæiske politiske partier skal tage hensyn til princippet om lige muligheder ved besættelse af stillinger på partikontorerne samt på partilisterne i forbindelse med valg. Vi må ikke glemme, at kvinder udgør hovedparten af vores befolkning.

Som formand for PSE's kvindegruppe er jeg klar over, at vores politiske familie udfører et fantastisk arbejde på dette område i hele Europa-Parlamentet. Andre politiske partier burde gøre det samme. Jeg opfordrer mine kolleger fra PPE-DE-Gruppen til at genoverveje deres stilling og støtte EU's værdier.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, dette har i høj grad været en forhandling om demokrati: dets styrker, dets mangler og de udfordringer, der opstår som følge af en virkelighed i hastig forandring. Hidtil har vores system til udøvelse og tilrettelæggelse af demokratiet været baseret på politiske partier. Sådan gør vi i Europa, på nationalt, lokalt og regionalt plan samt på europæisk plan. Det er ikke perfekt, og det kræver en konstant indsats at mobilisere befolkningen, fordi vi ved, at den værste fjende altid er uvidenhed og fuldstændig apati. Det gælder også på europæisk niveau. Vi kan slå fast, at det ikke længere er nok at overlade beslutningstagning og demokrati til en lille politisk elite; det er i hvert tilfælde min analyse af situationen. Vi må også mobilisere folk på europæisk plan for at give mulighed for en demokratisk udvikling også på europæisk plan. Gennem de politiske partier kan vi gøre folk ansvarlige, vi kan skabe åbenhed og gennemsigtighed, og vi kan sikre en effektiv beslutningstagning.

Det er stadig i sin vorden: Selv om det er lykkedes os at oprette 10 europæiske partier, kan vi ikke sige, at vi har fået total succes. Det har imidlertid hjulpet, og det ændrer ikke noget ved, at vi også er nødt til at investere i at sikre, at de nationale partier medtager europæiske anliggender på deres politiske dagsorden samt i diskussioner og beslutninger. Vi skal gøre begge dele, og vi er nødt til at handle på begge fronter.

Desuden er det nødvendigt at sikre, at der findes europæiske medier, der kan dække det, der foregår. Det kræver også en vis indsats og pr fra vores side for at sikre, at rapporteringen også er på plads - til borgerne, for demokratiet, for at kunne følge med i, hvad der foregår og tage stilling til det. Jeg vil gerne tilføje, at det også er nødvendigt at skabe mødesteder, hvor borgere kan møde andre borgere for at diskutere. De tre byggesten er nødvendige for at udvikle demokratiet på europæisk plan. Det kan være virtuelt eller geografisk eller konkret, men alle tre aspekter er nødvendige.

Europæiske politiske partier er et meget vigtigt aspekt. Man kan diskutere kriterierne; vi er nødt til at diskutere de ting, der er blevet nævnt her. Jeg er meget forsigtig med ikke at love noget om, hvad den igangværende revision af finansforordningen vil kunne føre til. Jeg mener, at det vil være meget uklogt af mig at love, at Kommissionen vil fremlægge et nyt forslag om dette eller hint på det og det tidspunkt. Det skal ske i forbindelse med og efter den diskussion, som vi er i gang med om finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne. Det kan komme bagefter som et resultat af dette. Men efter min mening har De skabt og fremlagt de elementer og byggesten, der er nødvendige for at kunne diskutere, hvad vi skal gøre med europæiske politiske partier.

Som mange har påpeget, findes der imidlertid også en forbindelse til andre organisationer, og det er vi nødt til at tage højde for, så vi en dag kan nå frem til en afbalanceret holdning. Det er også en god idé at have en vision for, hvornår dette kan være parat, men jeg kan ikke i dag afgive et løfte om det på Kommissionens vegne.

Dette er en meget vigtig forhandling. Jeg glæder mig over ændringsforslagene, hvor man understreger betydningen af at fremme lige muligheder for mænd og kvinder, og jeg vil gerne understrege - nu hvor jeg kan se, at fru Gurmai her - at jeg finder det ganske selvindlysende. Hvis hr. Allister stadig havde været her, ville jeg have spurgt ham, hvem han vil stemme på. Vil han stemme på nogen og være indstillet på at betale for nogen, der siger "Jeg går ind i denne sal eller denne institution med ambitioner og håb og drømme, og jeg lover at gøre mit bedste og arbejde for en fremtid for EU"? Eller vil De stemme på en, der siger "Jeg tror ikke på denne institution, jeg mener ikke, at den burde findes, jeg mener, at den beskæftiger sig med meningsløse spørgsmål, og jeg vil ikke være særligt opmærksom på, hvad der foregår her"? Hvem ville De være indstillet på at betale for som almindelig skatteyder? Jeg mener, at det taler for sig selv, men i sidste ende er det også et spørgsmål om det valg, som man er nødt til at give folk, som hr. Corbett m.fl. har påpeget. Det er et valg, som de europæiske borgere skal have, og i sidste ende er det et spørgsmål om demokrati.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne bede kommissær Wallström undskylde, at der er medlemmer, som kun afleverer deres indlæg, men ikke er til stede under debatten. Det er egentlig ikke sædvane i Parlamentet. Jeg beder om undskyldning for mine kolleger.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

18. Europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Klaus-Heiner Lehne for Retsudvalget om europæisk aftaleret og revision af gældende EU-ret: vejen frem (2005/2022(INI)) (A6-0055/2006).

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig begynde med en noget kættersk bemærkning. De vigtige betænkninger bliver her i Parlamentet drøftet kort før midnat, og det esoteriske vrøvl i form af beslutninger bliver drøftet om dagen i den bedste sendetid. Når vi drøfter spørgsmålet om parlamentsreformen - der ligger jo et forslag fra parlamentsformanden - ville jeg sige, at før vi begynder seriøst at drøfte indskrænkningen af medlemmernes rettigheder, bør vi tale om at udforme dagsordenen for plenarmøderne så fornuftigt, at vigtige emner også finder sted på det rigtige sted.

Her drejer det sig om den europæiske civilret. Her drejer det sig ganske enkelt om, at der er bestræbelser i gang fra Kommissionens side for at udforme den europæiske civilret på brede områder gennem en referenceramme på en sådan måde, at det i mange generationer vil have konsekvenser for medlemsstaternes og EU's lovgivning inden for civilrettens område.

Der kører sågar til dels en debat om, om det arbejde, der her er tale om, måske en gang i sidste ende sågar vil kunne udmunde i en fælles europæisk civilret. Det siger jeg med stor forsigtighed. Her er altså tale om et virkelig vægtigt og afgørende projekt.

Europa-Parlamentet har gennem mange år fulgt Kommissionens bestræbelser med henblik på en europæisk civilret og har i en lang række beslutninger siden 1989 udtalt sig positivt om det og støttet det. Det gør vi også med dette beslutningsforslag.

Vi er nået til en meget kritisk fase. I øjeblikket pågår arbejdet med referencerammen og revisionen af EU's acquis inden for forbrugerbeskyttelse. Denne kritiske fase er kendetegnet ved, at det er nu, det bliver afgjort, om dette arbejde vil lykkes i sidste ende, eller om det ikke vil lykkes i tilstrækkelig grad, og det afhænger helt afgørende af kvaliteten af det indhold, man i øjeblikket finder frem til ved dette arbejde.

Europa-Parlamentet mener derfor, at det, som Kommissionen har sat i gang, ganske vist principielt er rigtigt, men kræver en række forbedringer. Således er det især vores indtryk, at samarbejdet mellem de forskergrupper, som udarbejder den fælles referenceramme om civilret, og netværkene ude i praksis ikke rigtig fungerer. Vi ønsker, at forskergrupperne tager højde for den erfaring, som praktikernetværkene kommer med, inden for en rimelig ramme, og det lægger Retsudvalget vægt på.

Et andet vigtigt punkt er, at der skelnes tydeligt mellem området b to b, dvs. business to business, og området business to consumer. Vi skal beskytte forbrugerne, men erhvervsdrivende indbyrdes skal også have en stor aftalefrihed og må ikke blive begrænset i deres muligheder af bureaukratiske bestemmelser.

Desuden skal det imidlertid også være sikret, at det, der nu i øjeblikket bliver udviklet i forbindelse med denne referenceramme og som i det mindste på europæisk niveau vil blive et ganske vigtigt stykke soft law og få indflydelse på hele civilretslovgivningen, ikke bare sker uden deltagelse af lovgiverne Parlamentet og Rådet. Det er ikke tilstrækkeligt, at Parlamentet og Rådet tager stilling til procedurerne ved udarbejdelsen, de skal også deltage i at udvikle det indholdsmæssige inden for referencerammen, fordi det jo senere er dem, der skal vedtage dele af referencerammen som lov og bagefter forsvare det over for borgerne.

På denne baggrund er det vigtigt, at Parlamentet også bliver inddraget i det indholdsmæssige. Det bør efter vores mening ske gennem to processer. For det første ved at Kommissionen løbende underretter og informerer Parlamentet indgående om de fremskridt, som opnås i arbejdet med referencerammen og forbedringen af consumer acquis, og så vi har mulighed for at tage stilling til det i en permanent proces.

Det andet, der skal ske, og som vi allerede er begyndt at forberede organisatorisk i Parlamentet, er at oprette en projektgruppe bestående af ordførere og skyggeordførere i de to involverede udvalg, en arbejdsgruppe, som intensivt skal følge Kommissionens, forskernes og netværkets arbejde og også komme med en political guidance i visse retspolitiske spørgsmål, f.eks. når det skal afgøres, hvad der skal være henholdsvis business-to-business- og business-to-consumer-ret.

Det er efter vores mening afgørende punkter, som mangler at blive reguleret, og hvor et stærkere engagement fra Parlamentets side er både ønske og nødvendigt. Det er de vigtigste elementer i den foreliggende beslutning. Lad mig til sidste endnu en gang sige, at dette efter min mening er det vigtigste projekt, som i denne valgperiode behandles af Kommissionen og de europæiske institutioner. Det er langt det vigtigste projekt, og derfor forventer jeg egentlig også, at vi forsøger at gøre det til en succes, fordi det også har stor betydning for, at det europæiske indre marked vokser sammen, og at alle på dette indre marked har fordel af det, både forbrugere og erhvervsdrivende.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. Lehne for hans betænkning. Kommissionen glæder sig helhjertet over Parlamentets interesse for den fælles referenceramme for aftaleret og for revisionen af EU's acquis på forbrugerområdet. Kommissionen glæder sig over at se, at Parlamentet deler mange af vores synspunkter vedrørende behovet for at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse ved revisionen af EU's acquis på forbrugerområdet.

Parlamentet mener, at udviklingen af den fælles referenceramme er uforudsigelig, og at det endelige langsigtede mål kan være en europæisk aftaleret eller endda en fuldt udbygget europæisk civilret. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen og kommissær Kyprianou personligt gentagne gange klart har slået fast, at vi ikke har nogen hensigter om at udarbejde en europæisk civilret. Kommissionen har den holdning, at den fælles referenceramme vil være en bedre værktøjskasse til lovgivning, når det drejer sig om at skabe konsekvens i forbindelse med revisionen af den eksisterende lovgivning og indførelse af nye instrumenter inden for aftaleretten, navnlig aftaleret på forbrugerområdet, som er det, vi har fokuseret vores indsats på.

Den juridiske form af dette instrument er endnu ikke fastlagt og ej heller, hvorvidt og i hvilken udstrækning det skal være bindende. Hvis Kommissionen mener, at denne værktøjskasse skal være mere end til intern brug i Kommissionen, vil en sådan beslutning helt klart være en politisk beslutning og vil skulle træffes af Kommissionen, Parlamentet og Rådet.

Kommissionen har fuld forståelse for, at Parlamentet ønsker at blive holdt orienteret om og inddraget i det igangværende arbejde med den fælles referenceramme. Derfor glæder vi os over Parlamentets engagement i udformningen af den fælles referenceramme, navnlig nedsættelsen af arbejdsgruppen. Kommissionen vil fortsat holde Parlamentet underrettet om udviklingen på den mest hensigtsmæssige måde. Kommissær Kyprianou vil regelmæssigt drøfte fremskridtene vedrørende den fælles referenceramme, og navnlig de mellemliggende politisk relevante skridt, med de relevante udvalg i Parlamentet.

Jeg vil gerne slutte med at takke Parlamentet for dets opmuntring og støtte til vores arbejde med dette vigtige spørgsmål.

  Diana Wallis (ALDE), ordføreren for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. - (EN) Hr. formand, jeg hilser i høj grad hr. Leinens betænkning velkommen, så meget, at min egen politiske gruppe vil stemme imod alle ændringsforslag til den. Trods denne enighed og det sene tidspunkt på aftenen har vi alle den holdning, at det er vigtigt at få en diskussion af denne vigtige betænkning.

I udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse understregede vi, at dette er en øvelse i bedre lovgivning. Den fælles referenceramme og revisionen af EU's acquis kan yde et kolossalt bidrag til et mere velfungerende indre marked. Men - og det var vores centrale bekymring - sammensætningen af den fælles referenceramme er et politisk projekt: Det indebærer politiske valg. Derfor skal Europa-Parlamentet inddrages i fuldt omfang som deltager i lovgivningsprocessen.

Vi glæder os alle over oprettelsen af projektgruppen, hvilket lover godt for det fremtidige samarbejde med Kommissionen. Vi lægger imidlertid stadig vægt på, at Kommissionen skal fremlægge en sammenhængende arbejdsmetode. Det betyder, at ikke blot DG Sanco, men også GD Retlige Anliggender og GD Indre Marked bør inddrages fuldt ud i processen.

Dette projekt har frem for alt praktisk betydning for det indre marked, for såvel forbrugere som virksomheder. I mit eget land - som ikke er kendt for at støtte noget, der bare kan begynde at minde om en europæisk aftaleret - satte en uafhængig undersøgelse foretaget af et stort advokatfirma fokus på transaktionsomkostningerne ved en inkonsekvent aftaleret på det indre marked.

Jeg mener, at dette viser, hvad mange af os altid har ment: Praktiske fremskridt med EU-civilretten som dette kan bidrage til at gøre Europa mere populært, hvis vi gør det rigtigt. Men for at klare dette har vi brug for diskussion og debat. Dette er ikke blot et teknisk juridisk projekt, men også et politisk. Hvis vi nogensinde når frem til en situation med en europæisk aftaleret, må vi ikke risikere, at den lider samme skæbne som forslaget til forfatning sidste år. Det skal have politisk opbakning, og jeg håber, at vi i fællesskab har indført den rette mekanisme til at sikre, at vi kan nå dette resultat.

  Giuseppe Gargani, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, som kommissæren netop sagde fremlagde Kommissionen i september 2005 en første årlig situationsrapport om indførelsen af en europæisk aftaleret og revisionen af gældende EU-ret. Som ordføreren påpegede, er en af de planlagte foranstaltninger indførelsen af en fælles referenceramme for Fællesskabets aftaleret.

Kommissionen mener, at den fælles referenceramme kan omfatte muligheden for, at nationale retskredse også kan benytte den inden for sektorer, der ikke er omfattet af fællesskabslovgivningen. Den gældende Corpus Juris, som især drejer sig om forbrugerbeskyttelse, bør forbedres, og der bør tilføjes et sæt fælles principper, som udgør et fast defineret, men fleksibelt referencepunkt for borgere og advokater.

Hr. Lehne, ordføreren, som udførte et værdifuldt og vigtigt stykke arbejde i udvalget, og som i aften har fremført sine bemærkninger om en bestemmelse af historisk betydning, har i sin betænkning forsøgt at skitsere et strategisk perspektiv for Kommissionens fremtidige aktiviteter, som naturligvis omfatter Europa-Parlamentet, og en kraftig opfordring til at inddrage Parlamentet.

Som en understregning af det arbejde, som ordføreren har udført, vil jeg gerne som formand for Retsudvalget sige, at der er indledt en vigtig proces med harmonisering og reel kodificering af de enkelte områder inden for den europæiske aftaleret. Det er en historisk begivenhed, selv ud over de resultater, som man måtte opnå, for hidtil har harmoniseringen inden for Fællesskabet enten været mere begrænset eller mere omfattende end de relevante direktiver: forbrugerkontrakten, som direktiverne om anvendelse af elektroniske og edb-baserede teknologier blev tilføjet.

Fremover er opgaverne ikke længere begrænset til koordinering af gældende lovgivning, men vil blive fremskrevet i retning af ensartede definitioner af bestemmelser, som opstilles i direktiver, identifikation af fælles principper vedrørende kontrakter, som vil kunne mindske de markante forskelle. Dette er en regulerings- og videnproces, som vil kunne gå videre end den gældende lovgivning med henblik på at danne en moderne lovgivning: Der var endda en idé om, at vi kan opnå en ensartet aftaleret, der er formuleret i form af principper. Vi bør starte med at gennemgå direktiver, der strider mod medlemsstaternes gennemførelsesbestemmelser, og definere en slags fælles grundlag for Fællesskabets aftaleret.

Jeg vil slutte med at sige, at konvergensprocessen for privatretten og navnlig den europæiske aftaleret er en realitet, som både drives frem af fællesskabsretten og gennem udarbejdelse af komparative analyser. Jeg støtter civilrettens primære rolle: Civilretten og aftaleretten er til for at styrke det europæiske borgerskab samt økonomisk og civilt samkvem i Europa.

  Manuel Medina Ortega, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, jeg synes, at det er et godt tidspunkt at drøfte dette spørgsmål på, for det er et spørgsmål, der i realiteten opfordrer os til refleksion. Vi har et meget lille spillerum. Det drejer sig ikke om en hed debat om noget, der skal ske nu: Det drejer sig om noget, som Kommissionen er begyndt at gøre, og som vi fra Parlamentets side støtter.

Vi, der befinder os her, hører sandsynligvis til de få, der tror på dette mål eller denne mulighed, men jeg tror ikke, at en fælles marked, et indre marked i EU, er muligt uden aftalelovgivning.

Når jeg taler om aftalelovgivning, er det netop det, jeg ønsker at sige: lovgivning. Kommissærens erklæringer om, at vi ikke ved, hvilken type retsinstrument, vi får, bekymrer mig. I EU findes der ingen blød ret, ingen soft law. EU's store fordel er, at der er udviklet en solid ret, en positiv ret, som anvendes af domstolene, og vi har brug for præcision.

Det vigtigste i forbindelse med lovgivningen er juridisk præcision, dvs. præcision med hensyn til forpligtelserne og præcision med hensyn til indholdet. Jeg synes derfor, at det er vigtigt, at vi nu begynder at tænke over definerede juridiske instrumenter, der bliver obligatoriske og ikke kun anbefalende. Hverken selvregulering, samregulering eller "blød ret" kan løse de retlige problemer, der opstår inden for dette område.

I denne henseende vedrører Kommissionens rapport kun mulighederne for en aftaleret, men også en revision af fællesskabsretten om forbrugerbeskyttelse.

Jeg synes, at vi skal huske på, at der i dag ikke er nogen, der mener, at forbrugeren kan få samme behandling som en virksomhed i forbindelse med aftaleretten. Forholdet mellem forbrugerne og virksomhederne er af en anden juridisk karakter, og de nuværende lovgivninger skal anerkende det. Det er netop det, som ændringsforslagene fra fru Berger og fru Patrie handler om, idet de ønsker at fastholde en vis beskyttelse af forbrugerne.

Jeg vil gerne takke hr. Lehne og fru Wallis for deres indsats, og jeg vil også gerne takke Kommissionen for, at den står fast på denne vej, for jeg tror, at EU's fremtid skal formes ved hjælp af en privatret, som hr. Gargani har sagt, og især i den mere umiddelbare fremtid ved hjælp af en obligatorisk aftaleret, og ikke blot ved hjælp af anbefalinger.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

19. Dagsorden for næste møde: se protokollen

20. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.05)