Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 3. april 2006 - Strasbourg

12. Offentlig adgang til Rådets møder - Adgang til institutionernes tekster - (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

betænkning af David Hammerstein Mintz for Udvalget for Andragender om særlig beretning fra Den Europæiske Ombudsmand efter forslag til henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed (klage 2395/2003/GG) (2005/2243(INI) (A6-0056/2006) og

betænkning af Michael Cashman for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender med henstillinger til Kommissionen om adgang til institutionernes tekster (2004/2125(INI) (A6-0052/2006).

  David Hammerstein Mintz (Verts/ALE), ordfører. - (ES) Hr. formand, jeg vil indlede med at takke for det østrigske formandskabs samarbejde om dette spørgsmål, i særdeleshed kommissær Wallström, der har udvist stor entusiasme og engagement med hensyn til gennemsigtigheden og den måde, den kan fremmes på.

Jeg vil også gerne nævne hr. Michael Cashmans initiativ om regulering af den offentlige adgang til dokumenter, en betænkning, der er parallel til denne betænkning, men som går i samme retning.

Rådet har i dag et troværdighedsproblem. På den ene side støtter de politiske ledere i medlemsstaterne EU-traktatens artikel 1.2, de har endda undertegnet traktaten om en forfatning for Europa, hvori det står, at Rådets afgørelser bør træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.

Men virkeligheden er en ganske anden. Rådet afviser at åbne dets lovgivningsmæssige møder for offentligheden og pressen. Den Europæiske Ombudsmand har ret, når han hævder, at der er tale om dårlig forvaltningsskik, og han konkluderer, at Rådet ikke er kommet med nogen gyldig, tungtvejende grund til ikke at åbne dørene for dets drøftelser.

For at øge de almindelige borgeres interesse i og forpligtelse over for EU, og på grund af forfatningskrisen, har Europa brug for at tage dristige og fantasifulde skridt for at bringe de europæiske anliggender tættere på alle borgerne. For det første skal det åbne sine døre for offentligheden, men Rådet ønsker ikke at gøre det. Hvis millioner af europæere i tv kunne se deres ministre diskutere åbent om europæiske anliggender såsom energikrisen, servicedirektivet, lagringen af personoplysninger eller stamcelleforskning, kunne vi skabe meget større interesse for de europæiske spørgsmål, og vi kunne vække millioner af europæere, som viser meget lille interesse for den europæiske virkelighed, af deres døs. Offentligheden beskæftiger sig med rent nationale forhandlinger.

Denne betænkning, der er vedtaget af Udvalget for Andragender, bakker fuldt op om henstillingen fra Den Europæiske Ombudsmand, der er af den opfattelse, at princippet om gennemsigtighed ikke kun bør gælde Rådets drøftelser, men også alle de tilfælde, hvor Europa-Parlamentet er involveret, herunder høringer og spørgsmål om individuelle rettigheder og frihedsrettigheder, og dem, der henhører under den tredje søjle.

I oktober sidste år offentliggjorde Den Europæiske Ombudsmand en beretning, hvori Rådet anmodedes om at genoverveje sin afvisning af offentlige møder, når der blev truffet afgørelser af lovgivningsmæssig karakter. Ombudsmanden anmodede derfor Rådet om at ændre sin forretningsorden for på denne måde at sikre pressens og offentlighedens adgang til dets drøftelser. Rådet har imidlertid, og til trods for det britiske formandskabs henstilling, ikke truffet nogen foranstaltninger med henblik på at ændre forretningsordenen for at fremme gennemsigtigheden.

Medlemsstaternes ledere kan derfor fortsat sige det modsatte i Bruxelles af det, de siger til deres vælgere i hjemlandet. Følgerne af den åbning, vi ønsker, kunne være vidtrækkende for Rådet og ændre dets karakter. Ministrene ville være nødt til at udtale sig under pressens bevågenhed og for øjnene af millioner af personer. Det ville være den bedste måde at synliggøre det europæiske demokrati på og vække os af den aktuelle døs og kedsomhed.

Rådet kunne endda begynde med et pilotprojekt, hvor det bliver forklaret, hvordan beslutningerne træffes, og hvordan proceduren er, for øjnene af millioner af personer og tv-kameraerne. Jeg vil gerne stille formandskabet for Rådet og Kommissionen følgende spørgsmål: Er de villige til at foreslå konkrete initiativer med henblik på at tillade gennemsigtige og åbne drøftelser og beslutningsprocesser i Rådet? Hvis ikke nu, hvornår så?

Borgerne og Europa-Parlamentet beder Rådet om at komme frem i lyset. Rådet har bolden. Vi beder Dem, åbn dørene. Vi europæere ønsker at deltage.

  Michael Cashman (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand, jeg kan fuldt ud tilslutte mig erklæringen fra min ven, hr. Hammerstein Mintz. Jeg var den oprindelige ordfører for forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt, og jeg husker tydeligt de følelsesladede diskussioner, ikke blot i Parlamentet, men også i Rådet og i trialogen, da vi forsøgte at vinde argumenterne for en på det tidspunkt banebrydende forordning. Jeg husker - og det er værd at nævne nogle af de gamle lande i EU-15 - den store modstand fra Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland og Østrig. Det glæder mig at kunne sige, at det østrigske formandskab nu har ændret holdning, men jeg nævner det, fordi det viser, hvor langt vi er kommet.

Der er forskellige måder at opnå åbenhed og gennemsigtighed på. Vi har det fremragende nordiske eksempel, og så har vi den noget mistænkelige holdning hos andre medlemsstater, men der er intet at frygte i forbindelse med gennemsigtighed. Hvad skulle der kunne ske ved at stille vores beslutninger til rådighed for ekstern undersøgelse? Hvad skulle der kunne ske ved, at en medlemsstat skal forklare sit eget parlament, hvorfor ministeren stemte, som han eller hun gjorde?

Jeg kommer med flere henstillinger i min betænkning, og jeg opfordrer Kommissionen til at handle. Vi anerkender, at forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke var enden på historien, men blot starten på en lang - men dog kulturel - kamp for at vinde argumenterne for åbenhed og gennemsigtighed inden for de tre institutioner. Vi har alle forskellige traditioner. Derfor har jeg anmodet om en yderligere gennemgang af forordningen. Der blev taget højde for denne gennemgang i den oprindelige henstilling, og der er adskillige områder vedrørende forordningens gennemførelse, som nu - flere år senere - kan forbedres betydeligt på grundlag af de erfaringer, vi har gjort med gennemførelsen.

Vi skal gennemgå definitionerne af de lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige tekster om aktindsigt for at sikre, at alle institutionerne arbejder åbent og gennemsigtigt. Aktindsigt er ikke en gave - det er en rettighed. Det er især vigtigt, når Parlamentet og Rådet fungerer i en lovgivningsmæssig kapacitet. Øget interinstitutionelt samarbejde og øget anvendelse af den fælles beslutningsprocedure nødvendiggør større åbenhed i Rådet især. Borgerne skal kunne se, hvad der aftales på deres vegne af ministrene i de nationale regeringer, så de og oppositionspartierne kan blive draget til ansvar.

Vi skal gennemgå definitionerne af de omstændigheder, under hvilke specifikke dokumenter helt eller delvis kan klassificeres som fortrolige. I disse regler skal der også fastsættes legitime afvigelser af specifikke klart definerede årsager, men disse skal ikke fortolkes bredt, for det ville resultere i, at offentligheden nægtes adgang til de pågældende dokumenter.

Jeg vil slutte af med at sige, at vi vandt diskussionen fra 1999 til maj 2001, da forordningen blev vedtaget. Vi har gang på gang vundet diskussionen om en gennemgang af institutionernes interne regler med henblik på, at især Rådet, når de optræder som lovgivende myndighed, skal mødes offentligt og afholde offentlige afstemninger. Vi har vundet diskussionen. Jeg ved, at næstformanden personligt går helt ind for idéen om åbenhed og gennemsigtighed. Parlamentet går også helt ind for åbenhed og gennemsigtighed, men det er ikke nok. Vi har en fantastisk mulighed den 9. maj, som er Europadag. Vi skal sørge for, at Europadag er en positiv dag, hvor vi kan meddele, at vi vil styrke borgernes ret til at vide, hvilke beslutninger der træffes på deres vegne.

Endelig er der en omsiggribende antieuropæisk holdning, ikke mindst i de 10 nye medlemsstater, der tiltrådte EU for to år siden. Regeringer, der bringer et land ind i EU, lider ofte som følge deraf. De genvælges ikke. Hvis vi fortsat træffer beslutninger i hemmelighed, risikerer vi at fremme den antieuropæiske holdning. Lad os udfordre den antieuropæiske holdning. Vi skal fremme vores institutioner. Vi skal hylde vores arbejde. Vi skal beslutte at gennemgå forordning (EF) nr. 1049/2001, ikke modvilligt, men med entusiasme.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne starte med at gratulere Parlamentet og ordførerne, hr. Hammerstein Mintz og hr. Cashman, for to meget vigtige betænkninger. Hvis jeg må starte med at kommentere åbenheden i Rådet, så støtter Kommissionen fuldt ud åbne rådsmøder. Vi sagde allerede i plan D i oktober, at Rådet burde være åbent for offentligheden, når der lovgives, og vi støtter de initiativer, som Rådet har taget i den forbindelse.

Jeg er overbevist om at åbne rådsmøder ville øge EU's troværdighed og interessen hos borgerne. Jeg ved, at der findes et principielt helhedssyn mellem vores institutioner i dette spørgsmål, og nu er det medlemsstaterne, som skal handle og levere varen Jeg tror desuden, at det ville være en effektiv måde at sætte en stopper for det, som vi kalder the blame-game, så det er et væsentligt spørgsmål.

Åbenhed gælder også offentlighedens adgang til dokumenter og forordningen 1049/2001. Formelt set gælder denne lovgivning udelukkende for Parlamentet, Rådet og Kommissionen, men den er alligevel kommet til at omfatte mange flere. EU's forskellige kontorer og agenturer og de fleste organer har frivilligt vedtaget tilsvarende regler om adgang til dokumenter. På denne måde og i høj grad takket være Parlamentet har EU's institutioner på forbløffende kort tid, præcis som hr. Cashman sagde, nået et niveau af åbenhed, som er vældigt godt, hvis man sammenligner med mange medlemsstater.

Dermed ikke være sagt, at det ikke kan blive bedre. Det kan det, og det skal det. I 2003 gennemførte Kommissionen en undersøgelse af, hvordan indførelsen af forordningen har fungeret i de første par år. I 2004 publicerede vi vores evalueringsrapport. På det tidspunkt havde forordningen kun været i kraft i knap to år, men havde fungeret godt, og der er ikke noget umiddelbart behov for at revidere den og heller ikke nogen juridisk grund til at gøre det. Det var anledningen til, at Kommissionen syntes, at det var bedre at afvente ratificeringen af forfatningstrakten, inden vi foretager os noget yderligere. Forfatningen kræver nemlig ny lovgivning på dette område.

Men vi ved jo alle, hvordan det står til med forfatningstraktaten. I mellemtiden har EF-domstolen også stillet flere forslag om indførelse af regler om adgang til dokumenter. Kommissionen mener derfor, at det er et passende tidspunkt at påbegynde en revision af forordningen, og beslutningen om at gøre dette er en del af det bredde "europæiske gennemsigtighedsinitiativ", som vi traf beslutning om i Kommissionen i november sidste år.

Cashman-betænkningen kommer derfor vældig belejligt, efter som vi netop er i gang med at kigge på, hvordan vi kan forbedre reglerne om offentlighedens adgang til dokumenter. Kommissionen - og jeg personligt, det kan jeg forsikre Dem om - vil kigge grundigt på henstillingerne i betænkningen.

En af de konklusioner, som Kommissionen nåede frem til i sin evalueringsrapport i januar 2004, var, at forordningen i første omgang er blevet anvendt af EU-ansatte, af lobbyister, konsulenter og advokatkontorer snarere end af offentligheden. Det er noget, som vi skal ændre på, og vi skal gøre meget mere for at nå ud til borgerne. Hvad dette i grunden handler om, er først og fremmest offentlighedens adgang til dokumenter og offentlighedens ret til at holde sig orienteret, og dette er et yderligere argument for, at vi ønsker en offentlig høring, inden vi ændrer på lovgivningen. Kommissionen påtænker at holde en sådan høring fra juli til oktober i år, og derefter vil vi stille et konkret forslag i slutningen af indeværende år eller i starten af næste år.

Uden at gå detaljer med de forskellige henstillinger i betænkningen vil jeg blot præcisere nogle forskellige ting. I henstilling nr. 2 tales der om øget åbenhed i lovgivningsproceduren og om en klarere afgrænsning mellem lovgivningsmæssige og administrative dokumenter. Dette er et meget interessant forslag, som vi skal kigge nærmere på. Samme henstilling vedrører også EU-Tidende og elektronisk udgivelse heraf. Allerede i 2004 besluttede vores institutioner i fællesskab at kigge på spørgsmålene, og publikationskontoret har allerede udgivet en rapport om EU-Tidendes fremtid.

I henstilling nr. 3 tales der om fortroligt stemplede dokumenter. I den forbindelse skal vi passe på ikke at blande forskellige ting sammen. Fortrolighed medfører ikke i sig selv en generel undtagelse fra retten til at få adgang til dokumenter. Hvis udlevereringen af et fortroligt stemplet dokument nægtes, skal årsagen hertil begrundes på præcis samme måde som ved et hvilket som helst andet dokument. Proceduren er den samme, og institutionens forpligtelser er de samme. I samme henstilling beskæftiger man sig også med spørgsmål om Parlamentets adgang til fortrolige oplysninger. Her risikerer vi også at blande tingene sammen. Parlamentets rettigheder på dette område reguleres ikke i forordningen, men i bilag 1 i rammeaftalen mellem vores institutioner. Det er vores erfaring, at rammeaftalen fungerer godt.

I henstilling nr. 5 har jeg fundet flere vældigt interessante og anvendelige forslag til mere brugervenlige registre og databaser. Disse forslag kræver ikke nogen lovgivning, for de handler om praktiske detaljer og foranstaltninger, og den interinstitutionelle komité, som blev udpeget på baggrund af den omtalte lovgivning, mødtes senest i november sidste år, hvor man besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe for at se på disse spørgsmål, så en løsning kan være tættere på, end vi umiddelbart tror.

Afslutningsvis er Kommissionen meget engageret i spørgsmål om offentlighedens adgang til dokumenter. Vi har påbegyndt en revision af forordningen og mange af de spørgsmål, som behandles i betænkningen, er vi begyndt at kigge nærmere på. Vi håber på fortsat hjælp fra Parlamentet og forventes os meget af den almindelige høring, som vil blive gennemført mellem juli og oktober. Offentlighedens adgang til dokumenter handler om indsigt, troværdighed og i grunden også om demokrati. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter vores gode samarbejde, og at vi lytter til offentligheden.

(Bifald)

  Andreas Schwab, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, indledningsvis vil jeg godt på vegne af PPE-DE-Gruppen i Udvalget for Andragender takke ordføreren hr. Hammerstein Mintz og hr. Cashman for deres arbejde og for de betænkninger, der blev et resultat heraf. Disse yder et væsentligt bidrag til, at der ikke kan sås tvivl om Parlamentets parathed til at gøre Europa mere gennemsigtigt.

Med Deres tilladelse vil jeg gerne kort sige noget om forhistorien til betænkningen af hr. Hammerstein Mintz. Det forholdte sig således, at vi diskuterede spørgsmålet med vores venner i CDU's Ungdom om, hvordan det egentlig kan være, at vi i den nationale offentlighed så ofte får nyheder om bestemte beslutninger, som så lægges EU's institutioner til last, selv om Rådet - som er yderst prominent repræsenteret her i aften - har medvirket paritetisk til disse beslutninger. Dette kombineret med konventet gav os idéen til at henvende os til Den Europæiske Ombudsmand via hr. Brok i et forsøg på at inddrage den europæiske retsstilling, hvor Rådet jo også er medbestemmende, i denne sammenhæng.

Den, som taler om borgernærhed og om, at EU bør være mere demokratisk, bør naturligvis også bidrage aktivt til, at dette bliver en realitet. Europas anseelse, i dette tilfælde dog først og fremmest Rådets og EU's totalt set, ville være godt tjent hermed.

Uanset de enkelte emner, som hr. Cashman og hr. Hammerstein Mintz var inde på, har Kommissionen og Parlamentet lidt mindre behov for handling med hensyn til gennemsigtighed og åbenhed, hvorimod der mangler meget i Ministerrådet i den forbindelse. Naturligvis er Ministerrådets arbejdsbetingelser på sin vis vanskeligere, fordi visse tings stabilitet ikke er givet på samme måde som i Parlamentet eller i Kommissionen. Alligevel mener jeg, at man netop i forbindelse med sådanne forhandlinger - uden at jeg vil træde det østrigske formandskab for nær - måtte kunne forlange, at man griber dem langt mere seriøst an. Der hersker ikke nogen tvivl om, at man ikke kan tilfredsstille ethvert ønske om information, men hovedtrækkene i gennemsigtigheden bør ikke desto mindre være gældende. Måske kan De, fru kommissær, videregive denne melding til Deres kolleger.

  Michael Cashman, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil ikke opholde Parlamentet ved at bruge to værdifulde minutter, men opfordre alle til at støtte hr. Hammerstein Mintz' gode og værdifulde arbejde. Han har samarbejdet tæt med os alle, og jeg ønsker på vegne af PSE-Gruppen at sige, at han har gruppens fulde støtte.

Jeg glemte at takke min gode kollega, fru Cederschiöld, som jeg har arbejdet tæt sammen med - også sammen med andre - og jeg ønsker at takke medlemmerne af Parlamentet for deres tålmodighed.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, der er bred offentlig mistillid forbundet med EU's beslutningsprocesser, og det er jo ikke så mærkeligt, når ministre mødes for at fastsætte lovgivning bag lukkede døre. Det behøver ikke at være sådan. EU bliver aldrig perfekt, men vi kan i det mindste gøre EU bedre. Ombudsmanden har givet os omfattende moralske beføjelser og har tilføjet moralske beføjelser til den kampagne på tværs af partierne, der eksisterer i Parlamentet, og som har fået overraskende stor støtte. Hvad angår Det Forenede Kongerige har landet formået at forene medlemmer af det proeuropæiske britiske liberale parti med medlemmer af det antieuropæiske britiske uafhængighedsparti i et fælles mål - en enestående begivenhed.

Der er et enkelt princip til grund for dette. Lovgivning skal fastsættes i åbenhed. Ministrene skal give udtryk for deres holdninger, ærligt og offentligt, så borgerne er klar over, hvad der foregår, og de nationale regeringer kan sørge for, at de drages til ansvar.

Alle regeringsledere forpligtede sig til at overholde dette princip, da de undertegnede forfatningstraktaten. Der skal være offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed. Men det kræver ikke en ændring af traktaten, blot en ændring af Rådets forretningsorden. Ikke én ud af 25 stemmer, men blot 13 stemmer - et simpelt flertal - kan resultere i denne helt grundlæggende ændring og indførelse af det pågældende princip.

Det britiske formandskab virkede positivt indstillet, men veg i sidste ende uden om.

(Tilråb fra hr. Cashman: Nej!)

Men de har ikke ændret forretningsordenen, Michael, og det er et faktum.

Det østrigske formandskab har nu mulighed for at gøre en forskel. Da jeg stillede den østrigske minister spørgsmålet i januar, sagde hun, at de ville gøre, hvad de kunne, men at vi skulle være opmærksomme på, at det var et følsomt emne. Hvorfor er det et følsomt emne? Det drejer sig om åbenhed og gennemsigtighed, et grundlæggende europæisk princip, som alle regeringsledere har forpligtet sig til at overholde.

Jeg ser frem til, at det østrigske formandskab tager et initiativ nu og afholder en afstemning. Hvis det forholder sig således, at nogle medlemsstater - f.eks. Frankrig - bag kulisserne forsøger at stoppe initiativet, må vi have det frem i lyset og lade dem stå til ansvar over for deres befolkning og Europas borgere.

(Bifald)

  Johannes Voggenhuber, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hvad er demokrati? Hvad der end måtte være givet af svar i løbet af den århundredlange europæiske historie - er der ikke et eneste af dem, hvori offentligheden i lovgivningen ikke betegnes som demokratiets grundlæggende byggeprincip, og uden hvilken demokratiet ikke fandtes. Rådet tillader sig denne foragt for et grundlæggende princip. Rådet har den frækhed at betegne dette som sit eget anliggende og sin egen politiske beslutning samt at afvise den traktatmæssige forpligtelse til offentlighed og gennemsigtighed med en uhørt grad af kynisme ved at hævde, at dette gennemsigtighedspåbud gælder for en fremtidig Union.

Det er naturligvis utåleligt for Parlamentet. Denne rapport berører den inderste kerne i den tillidskrise, der hersker i det europæiske borgerskab. Jo mere jeg beskæftiger mig med dette misforhold - og det var et hovedanliggende for mig på konventet, hvor jeg havde succes hermed - desto mere forekommer Rådet mig at være demokratiets sorte hul. Det er det demokratiske underskud.

Parlamentet bør sætte alt ind på, at dette ikke bliver til en alibiaktion med henblik på at bevare vores bedre samvittighed. Vi er de europæiske borgeres direkte valgte repræsentation, og vi skal gøre denne sag til vores sag. Selv om jeg er taknemmelig for denne betænkning, går mit forslag langt videre end som så: Parlamentet, som repræsenterer Europas borgere, bør stille Rådet et ultimatum inden udgangen af året. Hvis Rådet ikke respekterer dette demokratiske grundprincip og ændrer sin forretningsorden og etablerer offentlighed i lovgivningen, bør Parlamentet afvise alle lovforslag fra Rådet, som ikke er blevet drøftet og besluttet offentligt.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand, i EU tiltrækker Kommissionen og Parlamentet måske størst opmærksomhed, men Rådet er i sidste instans den mest magtfulde institution. Det har mulighed for at nedlægge veto og forsinke det, som Kommissionen og Parlamentet har besluttet, og det driver byttehandel mellem medlemsstaternes regeringer. I Rådet beskyttes uigennemsigtige saglige interesser, og her hersker der den største hemmelighedsfuldhed. Den foreslåede forfatning, som vælgerne i Frankrig og i Nederlandene forkastede sidste år, ville ikke have ændret Rådets magtfulde rolle. Rådet er på samme tid både regering og senat.

At Rådet holder møde bag lukkede døre, er et af Unionens største demokratiske underskud. Det gør det i praksis umuligt for medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale parlamentsmedlemmer at forvisse sig om, at deres medlemsstaters ministre stemmer, som de har lovet. Et godt praktisk eksempel er afstemningen om softwarepatenterne for et år siden, hvor enten den nederlandske eller den danske minister over for deres eget parlament løj om deres stemmeadfærd. Demokratisk kontrol med beslutningsprocessen bliver på den måde umulig. Offentlige rådsmøder, ikke kun de lovgivende møder, men alle møder, behøver ikke vente på en forfatning, men kan også indføres allerede nu. Yderligere udsættelse betyder en bevidst underminering af det parlamentariske demokrati.

  Marcin Libicki, for UEN-Gruppen. - (PL) Det glæder mig at deltage i forhandlingen i dag, fordi vi drøfter to dokumenter, der er udarbejdet af medlemmer af Europa-Parlamentet samt et enestående medlem af Udvalget for Andragender, som jeg er formand for, hr. Hammerstein Mintz, og fordi vi også drøfter en betænkning udarbejdet af hr. Cashman for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender - han er næstformand for Udvalget for Andragender og et meget dygtig.

Et af udgangspunkterne for forhandlingen er den særlige beretning fra Den Europæiske Ombudsmand, professor Diamandouros, om offentlig adgang til Rådets møder. Det arbejde, som professor Diamandouros, Den Europæiske Ombudsmand, udfører, er også tæt forbundet med arbejdet i vores udvalg. Når jeg taler på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa, men også som formand for Udvalget for Andragender, glæder det mig især at kunne tale om disse tre velforberedte dokumenter, og jeg ønsker at lykønske forfatterne, hr. Hammerstein Mintz og Michael Cashman, med deres fremragende arbejde.

Vi har talt om åbenhed i dag. Sommetider hører man, selv om vi ikke har hørt den slags synspunkter i dag, at ikke alt skal være offentligt tilgængeligt, og at der er forhandlinger, drøftelser, forberedelser, hvortil der ikke skal være offentlig adgang. Det er vi enige i. Disse forhandlinger, drøftelser og forberedelser skal finde sted bag kulisserne. Vi kræver ikke den form for åbenhed, som vil give os mulighed for lytte ved dørene, når ministrene drøfter forhold med kolleger i deres kontorer eller inden møder i Rådet. Når Rådet indleder forhandlingerne, ønsker vi imidlertid at vide, hvad det drøfter, og hvem der repræsenterer de forskellige synspunkter.

Der er mindst tre grunde til at kræve åbenhed. Den første grund er helt enkelt, at vi har ret til at høre sandheden, og at vi derfor ønsker at vide, hvad sandheden er. Den anden grund er, at vi har ret til at føre kontrol. Vi har ret til at føre kontrol som individuelle medlemmer af Europa-Parlamentet og som institution, og vi har endvidere ret til at føre kontrol som medlemmer af og borgere i EU. Derudover har vores kolleger, de medlemsstater i Parlamentet, hvis ministre taler i Rådet, også ret til åbenhed. Både den europæiske og nationale offentlighed har med andre ord ret til at vide, hvad der foregår i Rådet.

Der er endvidere et spørgsmål, som især ligger Udvalget for Andragender på sinde, og det er bestræbelserne på at bringe de europæiske institutioner tættere på borgerne. Hvis vi hævder, at der er en tillidsproblem i de europæiske institutioner, vil åbenhed omkring forhandlingerne kunne medvirke til at løse dette problem. Vi ønsker med andre ord tillid i Europa, vi ønsker den tillid, som det glæder mig at kunne sige, at Udvalget for Andragender og de to enestående medlemmer, forfatterne af disse to dokumenter, arbejder for.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Der findes en meget enkel metode til at gennemføre åbenhed i EU: Vend proceduren, så adgangen til alle møder og papirer er åbne, medmindre man beslutter det modsatte. Sådan er det her i EU-Parlamentet, og det kan de andre institutioner lære af. Vores lovforberedende udvalgsmøder er åbne. Hvorfor kan man ikke åbne de tilsvarende drøftelser i Rådets 300 halvhemmelige arbejdsgrupper? Vores benyttelse af eksperter er offentlig. Hvorfor vil Kommissionen ikke fortælle, hvem der er med i de 3000 hemmelige arbejdsgrupper?

Forslaget om at vende proceduren fik 200 underskrifter af 220 mulige i konventet. Ingen andre forslag samlede så stor støtte: samtlige folkevalgte i de nationale parlamenter, alle minus en fra EU-Parlamentet, 23 af 28 regeringer. Forslaget kræver ikke engang en traktatændring, det kan gennemføres ved en simpel ændring af forretningsordenen. Både Kommission og Rådet kan vedtage forslaget med helt almindeligt flertal, 13 ud af 25 kommissærer, 13 ud af de 25 lande i Rådet. Kom i gang nu Barroso og Schüssel, så borgerne kan få respekt for det nødvendige samarbejde over grænserne.

  Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, først vil jeg gerne rette en varm tak til hr. Cashman for et godt samarbejde igennem årene og for større åbenhed. Europa-Parlamentet har altid været den drivende kraft, men jeg må i sandhedens navn også erkende, at Kommissionen og Rådet på det sidste også har bidraget til den enorme kvalitetsforøgelse, som vi har kunnet konstatere de seneste fem år. Vi har nu en lovgivningsprocedure i EU, som i visse henseender er meget mere åben end de fleste nationale parlamenters, herunder mit eget lands.

Formålet med denne revision er at opnå ens regler for alle tre institutioner. På længere sigt håber jeg selvfølgelig, at dette smitter af på de nationale organer. Bestemmelserne skal være udformet således, at de kan forstås af de fleste, både i EU og i medlemsstaterne. Parlamentet tager dette åbenhedsinitiativ for at øge den demokratiske kontrol og foretage præciseringer dér, hvor lovgivningen er uklar. Protokollen fra rådsmøderne skal være offentlig, når der lovgives, hvilket imidlertid ikke indebærer, at alle Coreper-møder er offentlige.

Præcis som i forligsproceduren bør man garantere et vist forhandlingsspillerum, og åbenheden skal naturligvis tilpasses, når der træffes beslutninger om selve lovgivningen. At give offentligheden en generel adgang til en udtalelse fra Den Juridiske Tjeneste ville betyde en begrænsning af det politike spillerum. Alternativet ville være ringere kvalitet i forbindelse med udtalelserne. Man burde derimod i visse tilfælde lade et parlamentsmedlem, som er involveret i en sag, studere de juridiske udtalelser, efter at vedkommende har skrevet under på en fortrolighedserklæring, som gælder for alle andre, der spiller en rolle i sagen.

En klar og stærk databeskyttelse er en forudsætning for øget åbenhed. De rettigheder - åbenhed og databeskyttelse -komplementerer og forstærker hinanden. Oplysninger, som giver i fortrolighed, skal respekteres, og vi skal heller ikke have retroaktive foranstaltninger på dette område. Når Kommissionen er færdig, er jeg overbevist om, at vi får et fair og velafbalanceret forslag. Jeg har fuld tillid til fru Wallström. Borgernes adgang til dokumenter skal gennemgå en yderligere udvikling, og Rådet skal vise respekt for borgerne og for den demokratiske proces. På dette område forestår der stadig meget arbejde.

(Spredt bifald)

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (HU) Jeg ønsker at takke kommissæren for sammen med Europa-Parlamentet at gå aktivt ind for, at der skal være offentlig adgang til Rådets møder. Jeg kan kun gentage det, der allerede er sagt af de øvrige talere, som alle har berørt emnet. Parlamentarisk lovgivning er et grundlæggende princip i et moderne demokrati med lovgivende og udøvende magt. Selv om visse parlamentariske forsamlinger i EU-medlemsstaterne - som f.eks. det britiske House of Lords - ikke er valgt direkte af borgerne, træffer disse forsamlinger på medlemsstatsplan deres beslutninger offentligt.

Desværre er Rådet en undtagelse til dette grundlæggende princip. Inden for det demokratiske system i EU er det det eneste lovgivende organ i verden, som lovgiver bag lukkede døre. Udelukkelsen af offentligheden og hemmelighedskræmmeriet virker ikke befordrende for EU's troværdighed. Når et særligt vigtigt spørgsmål drøftes, vil medlemsstaternes drøftelser være mere gennemsigtige og forståelige, hvis Rådet har gennemført de lovgivningsmæssige forhandlinger offentligt på et tidligere tidspunkt i processen. Jeg bifalder derfor især den fremragende betænkning fra David Hammerstein, forslagene fra Michael Cashman og den særlige beretning fra Den Europæiske Ombudsmand om dette spørgsmål og vil gerne takke dem for deres arbejde. Jeg ønsker at minde om, at beslutningerne i EU ifølge EU-traktatens artikel 1 skal træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand, ifølge EU-traktaten skal beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt. Ingen af disse principper følges i praksis, og det stiller ikke EU i et positivt lys. Det er uacceptabelt, at EU's vigtigste lovgivende organ, Rådet, stadig holder møder bag lukkede døre i tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed. Jeg kan let forestille mig, hvad der ville ske, hvis en regering i en medlemsstat lukkede sine døre under lovgivningsprocessen - det ville helt sikkert ikke være populært. I EU er det dog stadig muligt at fastlægge lovgivning på udemokratisk vis.

Større gennemsigtighed vil gøre det lettere at overvåge Europa-Parlamentet og de nationale regeringer og vil i høj grad forbedre den offentlige debat om spørgsmål vedrørende EU. I dag er det meget vanskeligt for de nationale regeringer og borgerne at følge og overvåge de beslutninger, som er truffet af deres egne ministre i Rådet. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt. I demokrati indgår gennemsigtighed.

Man siger i øjeblikket i EU, at forfatningstraktaten skal ratificeres hurtigt. Jeg betragter det rent faktisk som langt mere vigtigt, at EU gør en stor indsats for at fremme gennemsigtighed, samt at alle EU-institutioner gør en stor indsats for at opnå åbenhed og gennemsigtighed, og naturligvis først og fremmest Rådet. På denne måde vil den mørke plet på demokratiet forsvinde, og gennemsigtighed vil være en realitet på EU-plan.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, jeg vil gerne takke ordførerne for deres konstruktive arbejde. Jeg synes godt om hr. Voggenhubers forslag om at afvise at være medløbere i en udemokratisk beslutningsproces. Hvor er Rådet henne? Har de et problem med at holde sig vågne så sent på dagen? Det er fordi de lukker sig inde i deres rum. Hvis de åbnede deres rum, ville de få ilt nok til resten af aftenen, således at de også kan deltage i disse forhandlinger. Hvorfor åbner de ikke dørene? Benytter politikere ikke enhver lejlighed til at komme i fjernsynet? Jeg undrer mig over, at Rådet frasiger sig denne mulighed. I det hele taget undrer jeg mig over, hvad de laver, og det gør hele Europas befolkning. Der findes en nem måde at afhjælpe situationen på: åbn dørene, og lad os se, hvad der foregår. Jeg stoler på, at fru Wallström vil føre EU ind i det 21. århundrede og vække Rådet af dets 20. århundredes søvn. Jeg føler, at det er vigtigt at minde Rådet om, at hvis det nu åbner sine møder, må det ikke resultere i et møde på kun én time og fire timers arbejdsfrokost, således at åbenheden bliver et fantasifoster. Vi stoler også på, at Rådet spiser hurtigt, og at deres beslutninger træffes åbent og over en udvidet periode.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Fru næstformand i Kommissionen, ærede medlemmer, for os er retten til aktindsigt i dokumenter en af de europæiske borgeres vigtigste rettigheder.

EU har gjort et stadig stigende antal dokumenter tilgængelige for offentligheden. Der har dog været en del problemer, især på grund af utilstrækkelig gennemførelse af forordning (EF) nr. 1049/2001. Europa-Parlamentet har derfor vedholdende gentaget sit ønske om, at forordningen revideres, og har anmodet om, at EU's lovgivning om åbenhed forbedres og styrkes.

Det har vi gjort, fordi det er yderst vigtigt at styrke borgernes tilhørsforhold og tilslutning til den europæiske integration, hvilket forudsætter gennemsigtige og åbne forhandlinger og loyalt samarbejde mellem institutionerne uden hemmelighedskræmmeri. Den ændrede forordning bør også være retsgrundlaget for regler, god praksis og interinstitutionelle aftaler, der skal forbedre affattelsen af lovgivningsteksterne og sikre, at de endelige lovgivningstekster er tilgængelige.

Jeg er helt enig med hr. Cashman - der endnu en gang har udført et fremragende arbejde - om, at det er i strid med det demokratiske princip, som EU er baseret på, at Europa-Parlamentet ikke har et klart retsgrundlag for at få adgang til klassificerede EU-oplysninger.

Det er ligeledes beklageligt, at de tre institutioner ikke har nogen fælles tilgang om, hvordan man forvalter, deler og opbevarer de forskellige typer dokumenter. Selv om der utvivlsomt er sket visse forbedringer, er der stadig en klar mangel på koordinering mellem institutionerne, navnlig med hensyn til dokumenter vedrørende interinstitutionelle procedurer. Der bør også findes klare regler for adgang til dokumenter af administrativ karakter.

Jeg slutter, hr. formand, med en bemærkning om en sag, der særlig angår mig som formand for det midlertidige udvalg, der undersøger CIA's flyvninger. Jeg vil her gerne beklage, at hele problematikken om adgang til dokumenter, som medlemsstaterne har klassificeret og overdraget til Rådet, er blevet ladt ude af betragtning.

  Roger Knapman (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, det britiske uafhængighedsparti vil formentlig for første gang nogensinde være til gavn, så det er positivt at kunne holde mit indlæg på ét minut. Vi har gentagne gange fordømt Rådet for dets mangel på gennemsigtighed. Men det kan nemt afhjælpes. Rådets forretningsorden skal ændres, som hr. Hammerstein Mintz fastslog i betænkningen. En sådan foranstaltning vil helt klart sikre, at den britiske befolkning i fremtiden kan se, når britiske ministre ikke holder, hvad de lovede inden møderne.

Men det er ikke nok. Kommissionen vil fortsat være en ikke-valgt regering i EU, der formulerer og dikterer love uden noget demokratisk mandat overhovedet. I mellemtiden fortsætter Parlamentet helt latterligt med at afholde afstemning efter afstemning med tvivlsom håndsoprækning. Helt overordnet betragtes Frankrigs og Hollands demokratiske afvisning af den fejlslagne europæiske forfatning med total foragt af Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Vi skal holde op med at belære resten af verden om demokrati. Rådet og Kommissionen skal åbne dørene for møder og forhandlinger.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne varmt lykønske hr. Hammerstein og kommissæren for deres indsats for en gang for alle at demokratisere Rådets møder, for at åbne dørene til disse møder, hvor der lovgives, uden at borgerne har al den nødvendige information.

Jeg vil gerne sige, at i mit land, Spanien, hvor man stemte ja til den europæiske forfatning, var et af de argumenter, der blev mest accepteret af borgerne, følgende: muligheden for at demokratisere Rådets møder og få adgang til alle informationerne.

I denne henseende støtter jeg således ordførerens forslag, og i særdeleshed med hensyn til offentliggørelsen af al denne information, herunder alt det, der har at gøre med de successive formandskaber, på internettet og på alle fællesskabets officielle sprog for at undgå begrænsninger i kommunikationen.

Det ville ikke være meget værd, hvis man offentliggjorde al denne information, at man åbnede disse døre, men kun på to eller tre sprog, som det ser ud til, at der er en institution, der for øjeblikket ønsker at foreslå. Det er et krav i forbindelse med gennemsigtigheden, at det, der bliver kommunikeret, også bliver forstået, at alle borgerne kan forstå det. Derfor opfordrer vi alle de institutioner, der går ind for demokratisk åbenhed i Rådet, om ikke at sky nogle midler for at sikre denne åbenhed på alle sprog.

  Bill Newton Dunn (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at komme med et par kommentarer til hr. Knapmans absurde bemærkninger. Han udtalte, at Kommissionen er en ikke-valgt regering. Alle ved naturligvis, at Kommissionen ikke er en regering. Ønsker De, at Kommissionen vælges? Ønsker De et føderalt Europa med en valgt regering? Hvad mener De egentlig, hr. Knapman? Og så bruger hr. Knapman den tåbelige formulering, at Kommissionen "dikterer" lovgivningen. Den dikterer ingenting. Kommissionen har sine beføjelser fra Rådet og Parlamentet. Den britiske befolkning skal blot have sandheden at vide, det er alt, hvad vi beder om. Jeg vil ikke bruge mere tid på hr. Knapman.

ALDE-Gruppen støtter fuldt ud betænkningerne, og vi ønsker mere åbenhed. Vi kæmpede meget hårdt under det britiske formandskab for at overbevise hr. Blair om at gøre noget ved det. Som det er hans stil, var der store ord og løfter, men meget lidt handling i Ministerrådet under det britiske formandskab, og det var meget beklageligt. Vi ønskede, at Rådet skulle fastsætte lovgivning i fuld åbenhed. Det er helt klart og tydeligt. Kun Nordkorea og Beijing opfører sig som Ministerrådet i Bruxelles. Det skal ændre sig, hvis vi ønsker, at offentligheden forstår, hvad der sker i Europa.

Derudover ønsker vi, at udarbejdelsen af retlige udtalelser inden for rammerne af en lovgivningsmæssig proces skal være offentlige, ikke blot for Parlamentets udvalg, men også for EU's borgere, som vi repræsenterer.

Jeg har brugt min taletid. Vi stemmer imidlertid alle for betænkningerne - endda hr. Knapman, håber jeg.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, efter at have arbejdet i seks år for den finske repræsentation og det finske udenrigsministerium - med andre ord Rådet - og tre år i Kommissionen som embedsmand ved jeg ikke, om jeg er en fordel eller ulempe for diskussionen - formentlig en ulempe, og jeg henvender mig i denne sammenhæng til Pekka Shemeikka og alle hans venner fra Rådet!

Jeg ønsker at nævne flere punkter. Mit første punkt vedrører forhandlingen i dag om to adskilte, men indbyrdes forbundne spørgsmål, aktindsigt og åbenhed i Rådet. Jeg beklager over for hr. Cashman, at jeg vil fokusere på den sidste betænkning. Sommetider har jeg en følelse af, at vi er lidt hykleriske i relation til forhandlingen, da det forholder sig sådan, at mange udvalg også er lukket for offentligheden i de nationale regeringer. Vi er langt mere åbne og gennemsigtige end de nationale regeringer, det skal vi huske.

Mit andet punkt vedrører offentlig adgang til Rådets møder. Det er en længere historie, der starter med rapporten fra Trumpf-Piris i 1999, derefter var der flere konklusioner fra Rådet i 2001, forfatningen i 2004 og Rådets afgørelse i 2005. Det er historien uden ende, men det forstår vi ikke. Jeg mener personligt, at det er en fremragende idé med offentlig adgang til Rådets møder. Vi ved alle, hvordan ministrene bruger EU som syndebuk. Først klapper de hinanden på skuldrene i Rådet og taler om fornuftige kompromiser, og fem minutter senere udtaler de til medierne, at de desværre ikke kunne gøre noget. Der skal være offentlig adgang til Rådets møder i de tilfælde, hvor det optræder som lovgivende myndighed - jo før jo bedre.

Et helt separat punkt vedrører den omstændighed, at jeg efter at have overværet mange hundrede timers møder i Rådet kan afsløre, at det nok er de kedeligste møder, man kan opleve. Åbenhed vil bringe liv i debatten i Rådet, da mange af deltagerne ofte blot læser op af dokumenter. Det er virkelig kedeligt, og det vil blive lidt mere spændende, hvis der er offentlig adgang til Rådets møder.

Mit næste punkt vedrører Coreper. Lad os være ærlige. Jeg tror ikke, at Coreper nogensinde vil være åben og gennemsigtig, og jeg tror ikke nødvendigvis, at det er negativt.

Jeg ønsker at slutte af med et urealistisk forslag, som ligner hr. Voggenhubers forslag. Rådets møder burde afholdes i en mødesal uden alle assistenterne og i fuld åbenhed. På den måde vil Rådet være fuldt ud åbent og gennemsigtigt, og det har vi brug for.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, en livlig, offentlig og politisk debat om konkrete spørgsmål er grundlaget for at skabe et europæisk politisk rum. Når en af vores lovgivende institutioner mødes og træffer beslutninger om spørgsmål bag lukkede døre, er det ikke muligt at skabe det politiske rum.

Jeg ønsker ikke at undervurdere de kommunikationsproblemer, der kan være forbundet med en sådan debat, over for en befolkning på 450 millioner med over ca. 25 sprog, men vi har teknologien til det allerede. Vi har satellit-tv, radio, webcasting, en lang række kommunikationsværktøjer, som vi kan anvende, og jeg mener ikke, at omkostningerne skal bruges som undskyldning, da omkostningerne forbundet med ikke at gøre det, ved ikke at have en åben, offentlig og livlig debat i Europa er store, da det så ikke vil være muligt at skabe en fremtid for Europa.

Den 22. april mødes Konkurrencerådet bag lukkede døre for at afgøre fremtiden for direktivet om tjenesteydelser, et direktiv, hvori millioner af europæiske borgere har spillet en aktiv rolle, og som har betydet noget for dem. Der bør være offentlig adgang til forhandlingen.

  Barbara Kudrycka (PPE-DE). - (PL) Det glæder mig, at EU-institutionerne bliver mere og mere åbne og gennemsigtige, men vi skal huske, at EU-institutionerne ikke selv kan vælge, om de ønsker, at Europas borgere skal have adgang til dokumenter og til Rådets møder. Det er mere en retlig og moralsk forpligtelse i tråd med de grundlæggende principper om hensigtsmæssig forvaltning af offentlige anliggender, eller som også kendes som god styreform, da det vil gøre det muligt for os gradvist at modvirke de europæiske borgeres fremmedgørelse i forhold til EU-institutionerne og deres voksende euroskepsis og påstandene om, at alt, hvad vi foretager os, er at drøfte den symbolske krumning af agurker.

Hvis EU udbreder og ønsker at udbrede de grundlæggende værdier, der er forbundet med beskyttelsen af menneskerettigheder og værdier for god styreform, skal EU selv være det bedste eksempel på disse værdier. Men i forhold til de postkommunistiske nye medlemsstater, men også de stater, der ønsker demokrati, og stater i overgangsfaser, må jeg beklageligvis konkludere, at EU-institutionerne på grund af deres begrænsede gennemsigtighed stadig ikke fremstår som det bedste eksempel. Det er derfor helt afgørende at fastsætte nye bestemmelser, som i detaljer beskriver EU-institutionernes forpligtelser med en klar og tydelig definition af de omstændigheder, hvor adgang til dokumenter eller protokoller i forbindelse med Rådets møder kan nægtes.

I praksis er sporing af langt de fleste oplysninger meget problematisk. For at opnå adgang til et dokument skal alle først og fremmest vide, at det eksisterer. Det næste væsentlige aspekt i sikringen af størst mulig adgang og åbenhed i relation til møder i alle EU-institutionerne er at begrænse korruption, interessekonflikter og flertydigheder samt beskyldninger om manglende objektivitet i beslutningsprocesserne. Hvor ofte har vi ikke hørt beskyldninger om partiske beslutningsprocesser i EU-institutionerne, opfyldelse af uklare målsætninger...?

(Formand afbrød taleren)

  Maria Matsouka (PSE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, når det kommer til stykket, er debatten om åbenheden omkring Rådets møder en debat om demokrati. Jeg må erklære mig fuldstændig enig med Ombudsmandens henstillinger og forslagene fra min kollega, Hammerstein Mintz, og min gode ven, Michael Cashman.

Den manglende information af vælgerne om de standpunkter, som regeringsrepræsentanterne forsvarer på EU-plan, lægger et slør over, hvem der har ansvaret for de beslutninger, der vedrører deres dagligdag. Det er bekvemt for regeringerne at anklage EU for de beslutninger, der ikke interesserer dem, samtidig med at de gerne tager æren for de beslutninger, der gavner deres eget land.

Imidlertid kræver demokrati viden, dømmekraft og reaktion. Mangel på viden om regeringernes standpunkter i Rådet fratager også de nationale parlamenter muligheden for at kontrollere deres staters regeringer i europæiske anliggender.

Endelig munder spørgsmålet om Rådets gennemsigtighed ud i det grundlæggende spørgsmål, om vi ønsker en europæisk offentlig mening eller ikke. En offentlig mening, som kan give udtryk for tilfredshed og utilfredshed, og som også er i stand til at sende et signal til de europæiske institutioner og - som ordføreren så udmærket påpeger - kan tvinge ministrene i Rådet til at tage et kollektivt ansvar.

Dette kan meget vel være vejen frem for den europæiske foreningsproces.

  David Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES). Hr. formand, jeg vil gerne takke for støtten fra alle medlemmerne i Udvalget for Andragender - et meget vigtigt udvalg i Europa-Parlamentet - i særdeleshed dets formand, hr. Libicki, og dets næstformand, hr. Cashman.

Jeg mener kort sagt, at denne forhandling har vist, at Parlamentet kræver åbenhed. Men kravet bliver mødt af døve øre, et autistisk svar og endog af intet svar. Der er mange ord, men ingen handling.

Når jeg overvejer hr. Voggenhubers forslag, spørger jeg mig selv, om vi er nødt til at gå til yderligheder og indlede en strejke i Parlamentet for at opnå et minimum af åbenhed i Det Europæiske Råd? Eller skal vi fortsætte disse forhandlinger hvert år, hvert andet år, med en enstemmig holdning i Parlamentet, men uden noget svar fra Det Europæiske Råd, uden et handlekraftigt initiativ fra Kommissionens side, uden at folk på gaden ser det?

For det er udmærket, fru Wallström, at det i oktober blev vedtaget at åbne rådene, men folk på gaden har ikke set noget, der er ingen ministre, der diskuterer på tv, der er ingen synlig debat.

Vi skal gøre den europæiske politiske debat synlig, vi skal gøre forhandlingerne i Rådet politisk spændende, ikke kun i Parlamentet. Det er det, vi beder om, og jeg mener, at vi skal træffe konkrete foranstaltninger og stille konkrete forslag, og ikke kun komme med fine ord.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, undskyld at jeg ankom i sidste øjeblik, men mødet i Udenrigsudvalget er først sluttet nu. Det glæder mig, at denne betænkning er blevet udarbejdet, fordi den udgør et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi havde slet ikke behøvet at beskæftige os med denne betænkning, hvis forfatningstraktaten havde været ratificeret, for det er et af vores vigtigste ønsker i forfatningstraktaten: Spørgsmålet om gennemsigtighed er afgørende for politiks legitimitet.

Dette betyder ikke andet, end at vi skal besvare borgernes spørgsmål om, hvem der er ansvarlig hvornår og hvorfor, når der træffes beslutninger. Hvis en af de to lovgivende instanser, nemlig Ministerrådet, ikke forhandler offentligt, når det handler om lovgivning, har vi et problem på sigt. Et muligt svar under denne refleksionsfase kunne netop også være at åbne dørene for offentligheden.

Jeg er naturligvis klar over, at der er grænser for - også i forbindelse med De Faste Repræsentanters Komité - hvornår offentligheden kan få adgang, og at der kan være tilfælde, hvor forhandlinger vanskeliggøres på grund af offentlighed. Her kan der være grænser, hvor jeg ikke er helt enig med ordføreren. Fru kommissær, fru næstformand, jeg vil godt indtrængende bede Dem om at tage dette initiativ sammen med os for at fremme processen på dette område.

Jeg vil også godt takke Den Europæiske Ombudsmand for, at han med sin rapport afgav en positiv holdning, for anstødet hertil kom fra en andragender, som repræsentanter fra CDU's Ungdom i Nordrhein-Westfalen stillede med min hjælp, og det glæder os, at det med pres fra unge mennesker er muligt at få en sådan debat i gang, som muliggør større gennemsigtighed og mere demokrati.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Vi er allerede kommet langt i bestræbelserne på at opnå offentlig adgang til Rådets møder, men der skal stadig gøres en stor indsats, og jeg bifalder derfor betænkningen.

Rådet har altid holdt møder for lukkede døre, der har ikke været offentlig adgang til dokumenter, og Rådet har ikke engang offentliggjort resultaterne af afstemningerne, og det har derfor også været umuligt for de nationale parlamenter at se, hvordan de ministre, der repræsenterer deres lande, har stemt. I løbet af de seneste par år er dette ændret betydeligt takket været pres fra Europa-Parlamentet.

Nu offentliggør Rådet i det mindste resultaterne af afstemningerne, der er adgang til de fleste dokumenter, og takket være det britiske formandskabs initiativ sidste år offentliggøres oplysninger om lovgivning, der er fastsat ved den fælles beslutningsprocedure. Det er nu på tide at gå et skridt videre og etablere princippet om, at alle lovgivningsaktiviteter i Rådet skal være offentlige, som det allerede er tilfældet for den anden del af EU's lovgivende forsamling, Parlamentet.

  Jules Maaten (ALDE). - (NL) Det østrigske formandskab må gøre det til en prioritet, at Ministerrådets møder bliver offentlige. Som medlovgiver holder Europa-Parlamentet møder og stemmer offentligt, og alle mødedokumenter står på internet, således at alle mennesker, organisationer, medier og nationale politikere, som ønsker det, kan holde øje med os. Jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at Rådet ikke skulle gøre det samme.

Rådets konklusioner fra den 21. december 2005 om dette emne viser for lidt mod. Netop på de punkter, hvor Rådet træffer beslutning alene og enstemmigt, er det vigtigt, at både afstemningen og debatten finder sted offentligt. Kun på den måde kan vi komme af med hemmelige aftaler. Det er ikke svært i betragtning af, at der ikke behøves en traktatændring for at gøre rådsmøderne offentlige, men kun en ændring af Rådets forretningsorden.

Det er ikke længere tidssvarende, at Rådet stadig hovedsagelig træffer beslutninger bag lukkede døre. Også adgangen til institutionernes dokumenter skal forbedres. De europæiske borgere, som i sommeren 2005 forkastede traktaten om forfatningen, har vist, at det er nødvendigt at gøre Unionen mere gennemsigtig og mere demokratisk.