Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Csaba Őry for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om den overgangsordning, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder (2006/2036(INI)) (A6-0069/2006).
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Mine damer og herrer, tak, men jeg er vant til betænkningsforelæggelser, hvor ordføreren taler først, og Kommissionen først derefter giver et svar. Men hvis De har besluttet at ændre denne fremgangsmåde, er jeg selvfølgelig klar til at begynde.
Jeg vil indledningsvis, mine damer og herrer, takke hr. Őry for en udmærket betænkning om et emne, der udgør en af hovedhjørnestenene i den europæiske integration. Formålet med tiltrædelsestraktaternes overgangsforanstaltninger er at give medlemsstaterne mulighed for gradvist og hurtigst muligt at arbejde hen imod det ene og ufravigelige mål om at sikre alle vandrende arbejdstagere fra de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, fri adgang til beskæftigelse i alle medlemsstater. Der er tale om en af de grundlæggende friheder nedfældet i Rom-traktaten. Som anført i tiltrædelsestraktaten har Kommissionen evalueret gennemførelsen af disse overgangsforanstaltninger, hvad angår den oprindelige toårige fase, for at bistå medlemsstaterne med at afgøre, hvorvidt de skal opretholde overgangsforanstaltningerne eller ophæve dem. Kommissionen udarbejdede på grundlag af de statistiske data fra 2004 og i visse tilfælde også 2005 og efter høring af de enkelte deltagere en række specifikke konklusioner vedrørende overgangsperiodens første fase.
Antallet af registrerede arbejdstagere efter tiltrædelsen er generelt meget lavt og når sjældent op på 1 % af værtslandets erhvervsaktive befolkning. Derudover synes tilstrømningen af arbejdstagere fra de nye medlemsstater at have haft en grundlæggende positiv indvirkning. Det kan tilskrives, at udvidelsen har medvirket til at bringe ulovlige arbejdstagere fra de otte nye medlemsstater tilbage på den lovlige vej. Tiltrædelsen har også mindsket manglen på arbejdskraft og forbedret de økonomiske resultater i Europa. De lande, der ikke indførte restriktioner efter maj 2004, har registreret en stærkere økonomisk vækst, lavere arbejdsløshed og højere beskæftigelse. De arbejdstagere, der har fået lovlig adgang til et arbejdsmarked, har haft få vanskeligheder med at komme ind på det. Det er selvfølgelig kun medlemsstaterne selv, der kan beslutte, hvorvidt de ønsker at håndhæve overgangsbestemmelserne, men Kommissionen kan opfordre medlemsstaterne til at foretage en objektiv evaluering af foranstaltningernes fordele og ulemper. Det er i virkeligheden den anden fase, der er den virkelige overgangsfase, der vil bringe os helt eller i det mindste delvist frem til målet om fri bevægelighed for arbejdstagerne. I denne ånd må de medlemsstater, der gennemfører restriktioner på grundlag af tiltrædelsestraktaten, ikke behandle statsborgere fra de otte nye EU-stater, som allerede er lovligt bosiddende på deres territorium, mere restriktivt end fastboende statsborgere fra tredjelande, som anført under sidste mødeperiode. En skrivelse herom er blevet fremsendt til indenrigsministrene for at klarlægge den retlige situation. For et øjeblik siden henviste ordføreren til dette problem med tredjelandsstatsborgere, så jeg håber, De tillader, at jeg endnu en gang understeger, at det i forbindelse med tiltrædelsesdirektiverne og -traktaterne ikke er tilladeligt at give borgere fra tredjelande, der er fastboende i en EU-medlemsstat, fortrinsstilling i forhold til borgere fra en EU-medlemsstat, hvilket altså betyder, at hvis der gælder restriktioner for EU-borgere, skal de også finde anvendelse på borgere fra tredjelande, der er fastboende i en EU-medlemsstat.
Af samme årsager overvåger Kommissionen også overholdelsen af de foranstaltninger, der forbyder medlemsstaterne at begrænse adgangen til deres arbejdsmarked for arbejdstagere fra de otte nye medlemsstater mere end tilfældet var inden tiltrædelsestraktaternes undertegnelse, dvs. inden den 16. april 2003. Kommissionen støtter samtidig opfordringer til medlemsstaterne om nøje at overholde fællesskabsretten, især vedrørende udstationerede arbejdstagere. Jeg erkender, at vi bør skærpe den statistiske overvågning af arbejdstagernes bevægelser inden for et EU-netværk, eftersom der er mange antagelser, der bør undersøges nærmere, og som er umulige at verificere ved hjælp af de nuværende statistiske data og analyseredskaber. Kommissionen støtter Parlamentets forslag om at styrke den sociale dialog både på europæisk og på nationalt plan med det formål at sikre arbejdstagerne fra de nye medlemsstater passende rettigheder. Kommissionen går ligeledes ind for at øge befolkningens kendskab til arbejdstagernes frie bevægelighed og den dertil knyttede lovgivning. 2006 er erklæret det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet, hvilket forventes at bidrage hertil.
Til trods for den frygt, der er kommet til udtryk over for en gradvis udvidelse, har fri bevægelighed for arbejdstagere ikke undermineret de nationale arbejdsmarkeder. Fri bevægelighed for personer er et grundlæggende princip, der gælder for alle borgere, og enhver begrænsning heraf kan kun være midlertidig og kan kun komme til udtryk i overensstemmelse med traktaternes ånd.
Mine damer og herrer, jeg har i mit indlæg en eller to gange brugt udtrykket "nye medlemsstater". Det skal bemærkes, at de nye centraleuropæiske stater har en næsten lige så lang historie som stater fra andre dele af Europa, og at de med EU's udvidelse nu er medlemsstater. Jeg vil derfor undlade at bruge udtrykket "nye medlemsstater" igen.
Csaba Őry (PPE-DE), ordfører. - (HU) Efter EU's udvidelse i 2004 har spørgsmålet om åbning af arbejdsmarkederne og i tilslutning hertil gennemførelsen af de midlertidige restriktioner, de 12 gamle medlemsstater fandt nødvendige, været genstand for særlig opmærksomhed.
Som anført i tiltrædelsestraktaterne vil medlemsstaterne med udgangspunkt i deres egen erfaring med arbejdsmarkedet ophæve restriktionerne gradvist mellem 2004 og 2011, og Kommissionen og Parlamentet vil også vurdere situationen i lyset af medlemsstaternes erfaringer. De europæiske institutioners holdning er bærer af et politisk budskab og har hovedsageligt til formål at gøre det klart for de over 450 millioner indbyggere i EU, at der er en fælles europæisk interesse forbundet med dette yderst vigtige spørgsmål om fri bevægelighed for arbejdstagere. Eller med andre ord forklare, hvad der er i EU's interesse som en vigtig aktør i international politik og økonomi. Logikken med at holde sig Europas interesser for øje var afgørende under betænkningens udarbejdelse. Det eneste mulige udgangspunkt for evalueringen af den nuværende situation var en analyse af de globale udfordringer, EU står over for ved det 21. århundredes begyndelse.
I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at henvise til det faktum, at vores økonomiske konkurrenter i Sydøstasien speeder op både inden for den industrielle produktion og i forhold til forskning, udvikling og nyskabelse. Hvis vi ønsker at forbedre vores konkurrenceevne, så vi kan holde trit med både USA og Asien, må vi finde en løsning på de strukturelle spændinger i de europæiske økonomier.
Løsningen er utvetydig: Vi bør øge mobiliteten i EU, og vi bør med alle til rådighed stående midler fremme skabelsen af et fælles europæisk arbejdsmarked, som bør være så fleksibelt som muligt. Der er selvfølgelig alternativer til øget mobilitet (vi kan også tale om øget indvandring og andre tilsvarende foranstaltninger), men fællesnævneren for sådanne alternativer er, at deres sociale omkostninger er uendeligt meget højere og deres effektivitet meget lavere. Vejen til økonomisk udvikling - i overensstemmelse med Lissabon-strategien - fører hovedsagelig gennem øget mobilitet og anvendelse af de arbejdskraftreserver, der findes i den inaktive del af befolkningen. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare de sociale landvindinger, som de europæiske borgere holder så meget af, og som vi så ofte taler om.
Et vigtigt skridt i retning af øget mobilitet er snarest muligt at ophæve de overgangsforanstaltninger, der rammer de nye medlemsstater. Flere medlemsstater har allerede indvilliget i at gøre dette i maj 2006, og vi kan kun håbe, at andre medlemsstater i de kommende år - måske allerede inden maj 2009 - vil følge trop, fordi det er vigtigt at understrege, at det altid er juridisk muligt for andre medlemsstater at træffe tilsvarende beslutninger.
Frygten for masseindvandring har vist sig at være ubegrundet. Erfaringerne viser entydigt, at tilstedeværelsen af arbejdstagere fra de nye medlemsstater i de gamle medlemsstater, der besluttede at åbne deres markeder fuldt ud i 2004, ikke har afstedkommet arbejdsmarkedsmæssige eller økonomiske spændinger. Tværtimod! Ifølge vurderinger foretaget af både Kommissionen og en af de berørte landes regeringer, nemlig den britiske regering, har den begrænsede indvandring fra de nye medlemsstater skabt økonomiske fordele for modtagerlandene. Konklusionen er derfor klart, at den mest gunstige kurs for EU og medlemsstaterne er, at de forskellige regeringer snarest muligt ophæver ordningen med overgangsforanstaltninger, der begrænser den frie bevægelighed inden for Unionen.
I tilslutning til betænkningen forelagde vi også en række kompromisforslag. De blev udarbejdet under hensyntagen til nogle få medlemsstaters særligt kontroversielle forhold til dette vigtige emne, fordi vores erfaring har vist, at en hurtig implementering af fri bevægelighed for arbejdstagere i visse medlemsstater ikke kun hindres af økonomiske vanskeligheder, men ofte også af politiske, socialpsykologiske eller kommunikationsmæssige problemer. Kompromisforslagene belyser også spørgsmålet ud fra en fælles europæisk vinkel og forsøger at tage hensyn til ønsker og holdninger i både de nye og de gamle medlemsstater. Vi håber derfor, at betænkningen i sin nuværende form vil modtage den bredest mulige støtte under Parlamentets afstemning.
Tak for Deres opmærksomhed. Jeg ønsker desuden at takke alle mine kolleger, de politiske grupper og Kommissionen for deres samarbejde. Det er ikke et tilfælde, at hr. Špidlas indledning i vid udstrækning har sparet mig for at skulle forelægge en detaljeret redegørelse for betænkningen. Vi er for det meste enige, og vores erfaringer går i samme retning. Og jeg er overbevist om, at det vil vare ved.
FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI Næstformand
Ria Oomen-Ruijten, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, indledningsvis vil jeg bede hr. Őry modtage de hjerteligste lykønskninger. Hr. Őry har løst sine opgaver samvittighedsfuldt og har udarbejdet en glimrende betænkning.
Vi har i Europa opnået velfærd takket være de fire friheder, som er forankret i EU. Arbejdstagernes frie bevægelighed er en integreret del heraf. Jeg må imidlertid konstatere, at frygten har haft overtaget i de gamle medlemsstater i forbindelse med udvidelsen, og at frygten for fortrængningskonsekvenser på arbejdsmarkedet - som i forvejen er, eller var, under pres - har ført til begrænsninger af den frie bevægelighed. Jeg har altid ment, at frygt er en dårlig rådgiver, og at vi havde været bedre tjent med fra første færd fuldt og helt at åbne arbejdsmarkedet. Det fremgår også af resultaterne af undersøgelser, der er foretaget i Det Forenede Kongerige og i Sverige. Det skal i denne forbindelse dog bemærkes, hvad angår Det Forenede Kongerige, at implementeringen af den sociale sikring der lader en del tilbage at ønske.
Hvad skyldes denne frygt? Frygten vedrører den fortrængning fra arbejdsmarkedet, man mener at kunne undgå ved ikke at åbne grænserne. Intet er mere forkert. Mange kommer til vores medlemsstater og arbejder mange timer til ringe løn. Deres boligforhold er dårlige, de slår sig ned som selvstændige uden ansatte og er dermed konkurrenter til vores små og mellemstore virksomheder.
Hvordan bør vi reagere herpå? Ikke med frygt. Vi bør reagere ved at åbne grænserne og sikre, at der udøves kontrol på behørig vis. Det bør kontrolleres, ikke at reglerne om mindsteløn efterleves, men at de lønninger og arbejdsvilkår, der er fastlagt ved de kollektive overenskomster, efterleves. Kontrollen bør også omfatte arbejdsmiljøbestemmelserne. Det er til gavn for arbejdsmarkedet i de nye, men også i de gamle medlemsstater.
Richard Falbr, for PSE-Gruppen. - (CS) Hr. formand, 2006 er som sagt blevet erklæret europæisk år for arbejdstagernes mobilitet. Der er på initiativ af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender udarbejdet et parlamentarisk beslutningsforslag, som udvalget godkendte den 21. marts med et overvældende flertal. Jeg skal især takke hr. Őry for arbejdet med betænkningen. Beslutningens centrale budskab er opfordringen til at ophæve de nuværende overgangsforanstaltninger. Umiddelbart efter godkendelsen blev der stillet ændringsforslag om at fjerne dette budskab fra Parlamentets tekst. Det er bemærkelsesværdigt, at samtlige forslag begynder med ordene: "Jeg går ind for fri bevægelighed for arbejdstagere, men...". Jeg mener derfor, Parlamentet bør vedtage den udgave, der blev godkendt i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.
Jeg skal erindre Parlamentet om, at både arbejdsgivergrupperne og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation henstiller, at man ophæver overgangsforanstaltningerne øjeblikkeligt. Jeg er bekendt med, at nogle regeringer ikke har gjort det, og de, der har gjort det, fortjener vores tak. Som svar på de klager, vi har hørt i dag i indlæg om EU's sørgelige tilstand, må jeg sige, at hverken den amerikanske eller den kinesiske metode bør stå som modeller for os, og at der efter den store krise i Asien for nogle år siden i mange asiatiske stater er overvejelser om at udvikle den form for strukturer, som nogen personer her i dag ønsker at nedbryde. Det ville derfor være godt for os at erkende, at vejen til velstand ikke går gennem det kinesiske lønniveau eller gennem de arbejdsmarkedsrelationer, der gælder i USA.
Jan Jerzy Kułakowski, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, jeg mener, at vi bør tage fire grundlæggende kriterier i betragtning, når vi behandler hr. Őrys betænkning om de overgangsordninger, der begrænser den frie bevægelighed for arbejdstagere på EU's arbejdsmarked.
For det første er fri bevægelighed for personer en af det indre markeds fire friheder og alle EU-borgeres ret. En anerkendelse af denne rettighed indebærer, at overgangsbestemmelserne ophæves hurtigst muligt. Det betyder ikke, at man fremmer massive befolkningsbevægelser overalt i EU. Man bør sondre mellem bevægelser affødt af behovet for at søge beskæftigelse og den frie bevægelighed for personer, som er alle borgeres ret.
For det andet understreges det helt korrekt i betænkningen, at de lande, der ikke indførte overgangsperioder og åbnede deres arbejdsmarked med det samme, har draget fordel heraf. Det er i tråd med Kommissionens holdning. Det ville dog også være relevant at overveje, i hvilket omfang den frie bevægelighed for personer kan true eller gavne de pågældende borgeres oprindelsesland.
For det tredje er det vigtigt, at medlemsstaternes borgere ikke stilles dårligere på EU's arbejdsmarked end statsborgere fra tredjelande. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke ønsker at tilgodese tredjestatsborgere, eller at vi ikke ønsker at stille os solidariske med dem også.
Endelig bør den frie bevægelighed for personer betragtes som et nøgleelement i den europæiske sociale model. I betragtning af at hr. Őrys betænkning og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenders holdning er i overensstemmelse med førnævnte kriterier, vil Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa stemme for betænkningen. Vi ønsker også at takke hr. Őry for det arbejde, han har udført.
Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, Verts/ALE-Gruppen går ind for arbejdstagernes frie bevægelighed, og vi støtter den velafbalancerede Őry-betænkning, for overgangsfrister er ganske vist meget populære i befolkningen, men de er ikke nogen garanti for succes.
I tyske aviser hedder det, at regeringen havde besluttet ikke at lade billigarbejdere komme ind i landet med den begrundelse, at man ønsker at beskytte de nationale arbejdsmarkeder imod tilstrømningen af billige migrationsarbejdere fra nabolandene. Det er imidlertid at stikke os selv blår i øjnene, for overgangsfristerne holder ikke migrationsarbejderne ude. De kommer alligevel og arbejder sort og som proformaselvstændige. Overgangsfristerne tvinger derimod folk ud i illegalitet og gør dem dermed til endnu billigere arbejdskraft og til et mål for brutal udbytning uden arbejdsretlig beskyttelse, uden social sikkerhed og uden sikkerhed for at få lønnen udbetalt.
Folk, som lever illegalt, har ingen rettigheder. Der er et endnu mere udtalt pres på lønningerne inden for følsomme områder og på andre berørte arbejdsmarkeder, for overenskomster har nemlig ikke nogen indvirkning på det sorte marked, som har sine egne regler og ikke kan kontrolleres. De regeringer, som fortsat holder fast ved overgangsfrister, fremmer illegale og halvlegale arbejdsforhold, hvilket i realiteten volder langt større skade på det sociale sammenhold.
Vi skal legalisere arbejdsforhold, således at det bliver muligt for arbejdstagerne at varetage deres egne rettigheder. Større gennemsigtighed betyder også en bedre kontrol med arbejdsmarkederne. Vi skal gestalte det de facto eksisterende europæiske marked efter princippet om "samme løn for samme arbejde og samme arbejdsforhold på samme sted". Det styrker de nationale og regionale overenskomstforhandlinger og giver alle de samme sociale rettigheder. For den tyske regering ville dette eksempelvis betyde, at den skal udvide anvendelsesområdet for udstationeringsdirektivet til at omfatte alle følsomme brancher uden yderligere forbehold, for vi ved, at i Tyskland og Østrig er overgangsfrister på tjenesteydelsesområdet afhængige af de gældende overgangsfrister for den frie bevægelighed. Proaktive foranstaltninger på arbejdsmarkedet er den eneste virkelig effektive beskyttelse imod fejludvikling.
(Bifald)
Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, den manglende frie bevægelighed for arbejdstagere fra - og jeg siger stadig de nye - EU-lande bevirker, at mange mennesker tvinges ud i sort arbejde samt i uværdige arbejds- og levevilkår og retsløs illegalitet. Desuden betyder dette diskriminering, for den frie bevægelighed for personer er en af de fire grundlæggende friheder, der er garanteret i fællesskabsretten.
Som bekendt har denne frihed for arbejdstagere været gældende siden grundlæggelsen af EF i 1957. At den alligevel ikke er gældende i 2006 for millioner af EU-borgere, er uacceptabelt. Socialt engagerede venstrefløjspolitikere i Parlamentet - og dermed også GUE/NGL-Gruppen - har som led i udvidelsesprocessen igen og igen presset på for at skabe forudsætningerne for, at den frie bevægelighed for arbejdstagere kan få virkning i forbindelse med tiltrædelsen af nye medlemsstater, og dette skal implementeres uden samfundsskadelige indvirkninger.
Borgerne i de gamle og nye medlemsstater bør profitere af udvidelsen, men i stedet herfor handler det til stadighed om spørgsmålet om den globale konkurrence. Mens der blev fremlagt dokumentation i de skandinaviske lande for, at den frie bevægelighed også beskytter eksisterende sociale standarder, forlængede den tyske regering overgangsfristerne, uden på nogen måde at indikere, hvad den i det hele taget vil gøre for at udnytte denne overgangsfrist, for så i sidste ende også at gennemføre den frie bevægelighed for arbejdstagere.
I grunden er min gruppe enig med hr. Őry i, at vi egentlig ikke behøver nogen overgangsfrister. Ikke desto mindre er der i den foreliggende betænkning næsten ingen forståelse for et stærkere socialt ansvar for det europæiske arbejdsmarked. Tilsvarende forslag fra min gruppe har hidtil ikke haft den store virkning.
Jeg plæderer for, at den frie bevægelighed for arbejdstagere skal gælde omgående for alle personer, der lever i EU, og at der bliver indført mindstelønninger, som sikrer folk imod fattigdom, og sociale standarder. Rent politisk skal fattigdomsbekæmpelsen i EU have absolut topprioritet.
Roberts Zīle, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, vi oplevede for nylig en bitter skuffelse med det frie marked for tjenesteydelser, men nu ser vi, at kun nogle få af de gamle medlemsstaters regeringer er parate til at åbne deres marked for arbejdstagere fra de nye medlemsstater. Flertallet af de regeringer, der viderefører begrænsningen af antallet af arbejdstagere fra de nye medlemsstater, kæmper i virkeligheden med mere alvorlige problemer vedrørende indvandring fra tredjelande.
Den delvise åbning af arbejdsmarkedet for f.eks. bygningsarbejdere, dørmænd og tjenere, som Frankrig har foreslået, vidner ikke om parathed til at acceptere de grundlæggende europæiske friheder. Det vidner tværtimod om disse erhvervs lave prestige i betragtning af den høje ungdomsarbejdsløshed i Frankrig. En selektiv åbning af arbejdsmarkedet for arbejdskraft med lave kvalifikationer ville tilskynde mange faglærte arbejdere til at forlade de nye medlemsstater, skifte erhverv og øjeblikkeligt få en højere løn. Det ville på længere sigt svække Europas konkurrenceevne.
Til sidst må jeg opfordre alle de unge franskmænd, der protesterer og er skuffede over deres regering på grund af dens diskriminerende lovgivning i forhold til dem, til at komme til de nye medlemsstater og begynde deres karriere der. Vi har meget lav arbejdsløshed blandt vores unge, og vi diskriminerer ikke mod dem.
Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg er forbavset over, at der overhovedet skulle udarbejdes en betænkning om dette. Jeg troede, at EU netop drejede sig om den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Hvad opdager vi? Da de 10 nye medlemsstater tiltrådte i 2004, fik de ikke ligeberettigelse. Kun tre af medlemsstaterne i det tidligere EU-15 gav deres arbejdstagere ubegrænset adgang, nemlig Irland, Sverige og Det Forenede Kongerige. Det synes meget besynderligt, i betragtning af at disse tre lande er nogle af de mest skeptiske EU-medlemsstater. Irland forkastede Nice-traktaten første gang og accepterede den kun senere som følge af effektiv valggeometri ved en anden folkeafstemning. Sverige tiltrådte EU med et flertal på kun 1 % ved folkeafstemningen. De ved alt om Det Forenede Kongerige. Ingen af Dem bød ligefrem premierminister Blair velkommen i december sidste år ved afslutningen på det, som De alle sammen anså for at have været et elendigt britisk formandskab. De havde ret. De forkastede endog hans budget for de kommende syv år - hans dyrebare redningsforsøg - med et overvældende flertal for Böge-betænkningen. Derfor er jeg nu i den lykkelige situation, at jeg kan sige til Dem: Gør, som Det Forenede Kongerige, Irland og Sverige har gjort. Blæs på overgangsordninger, følg Deres egne regler, åbn Deres grænser, tag Deres andel af f.eks. de polske arbejdstagere - i Det Forenede Kongerige har vi 250.000 af dem, og de er ikke alle sammen blikkenslagere.
Marek Aleksander Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, den seneste OECD-rapport viser, at Sverige, Finland og Det Forenede Kongerige er de lande, der har den hurtigste udvikling i EU. To af disse lande har åbnet deres arbejdsmarked, og det skal bemærkes, at Irland også har gjort det, og at det har haft en gunstig indvirkning på landets BNP.
Rapporten punkterer myten om, at tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft er ødelæggende for det pågældende lands økonomi. Det er faktisk det modsatte, der er tilfældet. Det er denne form for beskæftigelsespolitik, vi burde vælge for at redde Lissabon-strategien. Hver eneste medlemsstat bør åbne sit arbejdsmarked.
Frygten for en lavine af billig arbejdskraft har vist sig at være ubegrundet. Den økonomiske indvandring er begrænset. Jeg mener derfor, det under alle omstændigheder er afgørende, at vi fjerner alle barrierer, der kan hindre fri bevægelighed for arbejdstagere i EU.
Thomas Mann (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, vi ønskede EU-udvidelsen med 10 nye medlemsstater - både kulturelt, økonomisk og politisk. Som tysk medlem af Parlamentet har jeg advokeret for dette projekt i årevis og forsøgt at overbevise folk herom.
En af forudsætningerne for borgernes accept var medlemsstaternes ret til at begrænse arbejdstagernes frie bevægelighed i overensstemmelse med situationen på de nationale arbejdsmarkeder. I Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender mener man, at de traktatmæssigt sikrede overgangsforanstaltninger skal afskaffes med det samme, hvilket skal ske på baggrund af den kendsgerning, at de massive migrationsstrømme er udeblevet.
Jeg kan konstatere, at dette opleves fuldstændig anderledes i mange medlemsstater som f.eks. Tyskland, Østrig eller Frankrig. Hvor der betales væsentlig højere timeløn, og hvor der er garanti for social sikkerhed, vil der altid finde indvandring sted. Den skal kontrolleres, og sort arbejde og proformaselvstændighed skal undgås. I lande med høj arbejdsløshed vil en fortsat tilstrømning af arbejdskraft hverken skabe nye arbejdspladser eller øge virksomhedernes konkurrenceevne.
Også selv om denne betænkning ikke er retligt bindende - den udgør kun en appel - ville den kunne blive misbrugt til at sætte enkelte lande på anklagebænken, piske stemningen op imod dem og opfordre forbrugere til at boykotte produkter fra disse lande. Vi har allerede oplevet dette. Den, der forsøger at drive en kile ind mellem de gamle og de nye medlemsstater, truer hele EU's koncept om at være mere end blot en frihandelszone.
Jeg har været med til at udarbejde flere kompromisforslag og takker vores ordfører hr. Őry. Der skal således gøres overvejelser med hensyn til en reduktion af overgangsbestemmelserne, hvilket imidlertid skal ske på grundlag af detaljerede analyser af de nationale arbejdsmarkeder. Desuden skal der udarbejdes bestemmelser, som sikrer, at arbejdstagere fra de nye medlemsstater ikke forfordeles i forhold til tredjelandsstatsborgere.
Hvad vi har brug for, er velovervejede beslutninger. Den globale konkurrence kræver passende rammebetingelser i alle EU-medlemsstater som f.eks. reformeringen af de sociale systemer. Som følge af den slags forhold er et projekt i fare for at mislykkes, nemlig vores fælles europæiske projekt.
Jean Louis Cottigny (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, hr. Őrys betænkning, som jeg lykønsker ham med, kan vise sig at være en gave til de europæiske arbejdstagere. Begrænsningerne for den frie bevægelighed for arbejdstagere har en skadelig virkning, herunder bl.a. mere illegalt arbejde. I de seneste måneder har man i Frankrig fundet polske arbejdere, der boede under usle forhold uden mad, pleje eller løn, og som var blevet ansat af et tysk underleverandørselskab. Det ironiske var, at disse arbejdere arbejdede på opførelsen af en retsbygning. Hvor er deres rettigheder? Sådanne sager er forkastelige.
Den frie bevægelighed for arbejdstagere skal være en af drivkræfterne bag social fremgang og et af værktøjerne til forhindring af social dumping. Et ophør med overgangsordninger tvinger arbejdsgiverne til at give arbejdstagerne ordentlige livsvilkår i overensstemmelse med værtslandets sociallovgivning. Social beskyttelse, en ordentlig bolig, en ordentlig løn og rimelige arbejdstider skal være grundlaget for den frie bevægelighed, og det vil vi sørge for. Vi kan ikke acceptere, at nogle kan udnytte arbejdstagernes forskellige nationaliteter og således reducere arbejdsomkostningerne, som om de spillede på Børsen. Lad os huske på, at den grundlæggende europæiske idé er at samle befolkningerne og ikke at dele dem. Hvis vi fortsat begrænser bevægeligheden, vil det kun give yderligere næring til borgernes frygt i en række medlemslande, der frygter at blive behandlet som andenrangseuropæere. Og De har ret, hr. kommissær, vi må fremover tale om europæiske borgere. Disse begrænsninger skal ophæves overalt. Og det er muligt, men der skal være øget kontrol, så det kan sikres, at de, der først og fremmest nyder godt af dette, ikke bliver de første ofre.
Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Jeg bifalder Deres udtalelser om borgerne fra tredjelande og om dette problem i almindelighed. Jeg lykønsker ordføreren med den meget afbalancerede betænkning. Arbejdskraftens frie bevægelighed er ikke bare en af EU's grundlæggende rettigheder, den er også et udtryk for solidariteten mellem de gamle og de nye lande. Derfor glæder det mig, at alle mine kolleger uden undtagelse støtter ophævelsen af begrænsningerne. Samtidig med at vi reagerer på nutidens globale økonomis udfordringer, mener jeg, at afskaffelse af hindringer for borgernes og arbejdskraftens bevægelighed på EU's marked er et af Lissabon-strategiens vigtigste mål og en af de ting, der stimulerer økonomisk vækst.
Med deres samlede menneskelige kapital har de aktive arbejdstagere fra EU's nye medlemsstater mulighed for at stimulere langsigtet økonomisk vækst. Desuden bliver markedet måske mere effektivt, fordi udenlandske arbejdstagere normalt reagerer mere aktivt på økonomiske muligheders regionale forskelle. Irland, Det Forenede Kongerige og Sverige har kun draget fordel af at give arbejdstagere fra de nye stater adgang. Disse medlemsstater udmærker sig ved stærk økonomisk vækst, mindre arbejdsløshed og øget beskæftigelse i forhold til andre stater. Desuden kan det konkluderes, at borgere fra de nye medlemsstater har suppleret, men ikke erstattet borgere fra de gamle medlemsstater på de gamle medlemsstaters arbejdsmarkeder. Statistiske oplysninger fra EU's medlemsstater viser, at indvandringen fra tredjelande overstiger indvandringen i hjertet af EU. Vi bør bifalde og glæde os over, at nogle lande har besluttet at åbne deres arbejdsmarkeder for EU's nye medlemsstater fra maj i år. Jeg mener, at Østrigs regering, som har formandskabet for EU, og Tysklands regering skulle skamme sig over deres fobier, over deres manglende evne til at diskutere dette spørgsmål med deres egne borgere. Men det er naturligvis de enkelte staters suveræne ret at træffe beslutning om åbningen af deres arbejdsmarkeder.
Jean Lambert (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg vil også takke kommissæren og vores ordfører for deres arbejde med dette emne.
Som mange har sagt, er ligebehandling et vigtigt princip for de europæiske borgere, som burde gælde for ansættelsesvilkår og adgang til tjenester i vores medlemsstater over hele EU. Men under en debat, hvor vi taler om tredjelandsstatsborgere, er det vigtigt, at vi også gør det helt klart - som ordføreren har gjort det - at der ikke er tale om at begrænse disse personers hårdt tilkæmpede rettigheder, men om at udvide de rettigheder, som vores nye medlemsstater har.
Vi har i løbet af de sidste par måneder hørt en række argumenter for at opretholde overgangsperioderne. Mange af os, der er til stede her, finder dem ikke overbevisende. Vi mener, at det, vi ser - som det allerede er blevet nævnt - er et bevis på uregelmæssig beskæftigelse og løgnagtige udsagn om selvstændig erhvervsvirksomhed. Jeg vil godt vædde på, at der i alle vores lande er en række af medlemsstaternes borgere, som befinder sig i uafklarede situationer.
Da Det Forenede Kongerige indførte sin ordning for registrering af arbejdstagere, som er statsborgere i de otte nye medlemsstater, fandt man ud af, at 40 % af de polakker, der lod sig registrere, allerede befandt sig i Det Forenede Kongerige. Jeg mener, at det er et bevis for, at folk ønsker at arbejde lovligt. Det må vi opmuntre dem til at gøre. Vi må have bedre forhåndsoplysninger, mere inspektion, støtte af anmeldelser om misforhold og større klarhed over folks rettigheder, så vi ikke oplever den udnyttelse, som hr. Cottigny nævnte, og som truer med at forværre arbejdsvilkårene og udnytte de enkelte arbejdstagere. Det er meget lettere at kræve ligebehandling, når rettighederne er klare.
Det Forenede Kongerige har - som det er blevet nævnt - givet adgang med visse ændringer af den sociale sikring. Vi har haft mange forskellige arbejdstagere på alle faglige niveauer. Vi fandt ingen væsentlige statistiske beviser på stigning i kravene på sociale ydelser. Den økonomiske indvirkning synes at være beskeden, og mængden begyndte at dale hen imod udgangen af sidste år.
Bairbre de Brún (GUE/NGL). - (EN) (Taleren talte irsk)
Irlands positive erfaringer burde tilskynde andre lande, som indførte overgangsordninger, til at ophæve disse begrænsninger. Sinn Féin og fagbevægelsen støtter beslutningen om ikke at indføre overgangsordninger i Irland. Jeg har underskrevet en skriftlig erklæring her i Parlamentet, hvor der opfordres til, at begrænsningerne ophæves. Jeg gentager denne opfordringer her i dag, og jeg bifalder hr. Őrys betænkning i den henseende.
Vi må imidlertid gå længere end som så. Vi kan ikke ignorere spørgsmålet om ansættelsesvilkår og udnyttelsen af arbejdstagerne. Selv i Irland har skrupelløse arbejdsgivere udnyttet den manglende frie bevægelighed for arbejdstagere i EU til at indføre forskelsbehandling, hvad angår løn og arbejdsvilkår, baseret på nationalitet. Det må vi sætte en stopper for.
Fru Oomen-Ruijten nævnte begrænsningerne af den sociale sikkerhed. Vi må også bekæmpe enhver form for forskelsbehandling i adgangen til social beskyttelse for EU-borgere, der rejser til en anden medlemsstat for at arbejde eller søge arbejde.
Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, jeg vil indlede med at takke hr. Őry, som er initiativtager til og ordfører for betænkningen om de overgangsordninger, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarkeder. Allerede i den oprindelige udgave af betænkningen stod der med rette, at det er en medvirkende årsag til lovstridig beskæftigelse og udnyttelse af arbejdstagerne, at det er umuligt at komme til at arbejde lovligt i størstedelen af de såkaldte gamle medlemsstater.
Hr. Őry fremhæver også med rette, at der i visse af EU's medlemsstater for øjeblikket indføres flere begrænsninger for bevægeligheden for arbejdstagere fra de nye medlemsstater, end det var tilfældet, da tiltrædelsestraktaten blev underskrevet. Han påpeger ligeledes, at visse spørgsmål vedrørende præferencebehandling af såkaldte tredjelandsstatsborgere, der er fastboende udlændinge, er til skade for unionsborgere fra de 10 nye medlemsstater.
Desuden giver ordføreren klart udtryk for, at der ikke har været nogen negative sociale eller økonomiske konsekvenser for de lande, der allerede har åbnet deres arbejdsmarkeder. Tværtimod har den faldende ulovlige beskæftigelse af udlændinge ført til, at nationalbudgetterne har fået flere indkomster.
Hr. Őrys oprindelige udkast blev også forelagt for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender til drøftelse og efterfølgende afstemning, og udkastet blev forbedret væsentligt gennem denne proces. Det gælder især punkt 1. I den udgave, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har foreslået, støtter Parlamentet entydigt borgerne og deres ret til de grundlæggende frihedsrettigheder, der er knæsat i traktaterne.
Jeg er overbevist om, at dette er det standpunkt, som Europa-Parlamentet skal indtage. Parlamentet bør fremkomme med en klar og utvetydig erklæring, hvor de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder forsvares. Det bør forsvare Fællesskabets interesser og alle EU-borgernes interesser ud over specifikke nationale interesser. Derfor mener jeg, at vi bør støtte den tekst, der var et resultat af debatten og afstemningen i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.
Karin Jöns (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg er også imod et andenrangs EU-medlemskab. Naturligvis skal arbejdstagernes frie bevægelighed gælde så hurtigt som muligt for alle arbejdstagere i EU. Men det var ikke uden grund, at man i sin tid åbnede mulighed for at begrænse adgangen til det nationale arbejdsmarked inden for rammerne af 2+3+2-reglen. At ville drage tilsvarende konklusioner pr. automatik for alle andre stater på baggrund af tre medlemsstaters erfaringer anser jeg imidlertid for at være temmelig risikabelt.
Jeg siger helt ærligt til hr. Őry, som jeg værdsætter meget højt, at jeg har forståelse for, at han deler Kommissionens holdning ligesom så mange andre kolleger. Tillad mig dog i denne sammenhæng at henlede opmærksomheden på, at det bl.a. var den tjekkiske arbejdsminister, der allerede ved årsskiftet annoncerede, at hans land sågar overvejede at indføre overgangsfrister i forhold til Rumænien og Bulgarien i forbindelse med arbejdstagernes frie bevægelighed.
Tyskland har ikke som Det Forenede Kongerige, Sverige og Irland en arbejdsløshed på kun 5 %, men derimod på 12 %. Lige uden for vores dør ligger der oven i købet et land med en arbejdsløshed på 18 %. At dette uvægerligt forårsager frygt hos mange beskæftigede for deres egen arbejdsplads, er vel meget forståeligt. Og at en regering forsøger at tage højde herfor, er egentlig lige så forståeligt, og især når man ved, at Tyskland allerede i dag har givet det procentuelt højeste antal arbejdstilladelser til borgere fra de nye medlemsstater.
Karin Resetarits (ALDE). - (DE) Hr. formand, for nogle uger siden stemte vi om tjenesteydelsesdirektivet her i Parlamentet. Et flertal støttede et kompromis, som skal hjælpe til med at opretholde de høje sociale standarder. "Ingen social dumping" hed parolen.
Men denne beskyttelse imod social dumping skal tilsyneladende kun komme en lille eksklusiv kreds i Europa til gode. Hvordan skal man ellers forstå begrænsningerne i arbejdstagernes frie bevægelighed? Den, som lukker markeder for bestemte mennesker, tager bevidst en helt naturlig modudvikling med i købet, nemlig etableringen af illegale markeder. Specielt i grænsenære områder vil man ikke kunne forhindre mennesker i at tilbyde deres arbejdskraft på begge sider af grænserne. Der er således opstået en helt ny trend i de seneste år, idet håndværkere og bygningsarbejdere tilbyder deres tjenester på åben gade. De har stor succes med det, for der er en massiv efterspørgsel. Folk arbejder som proformaselvstændige eller i det hele taget sort, og det sker uden nogen form for social beskyttelse og til en løn, der ligger under de lovmæssigt fastsatte mindstelønninger.
Efter vores opfattelse lyder det falsk, når repræsentanter fra eksempelvis de tyske byggefag kræver en forlængelse af overgangsfristerne. Hvorfor ønsker mange arbejdsgiverrepræsentanter mon de diskriminerende begrænsninger for borgere fra andre medlemsstater? Fremsættes kravet om en forlængelse udelukkende, fordi man profiterer af billige sæsonarbejdere, proformaselvstændige og af sort arbejdskraft? Og hvorfor - spørger jeg - kæmper nationale arbejdsgiverrepræsentanter ikke meget mere energisk imod denne form for udbytning? Hvorfor gør de social sikring afhængig af statsborgerskab? Måske sker det af ren og skær populisme, fordi man jo nu engang kun vælges af sit eget lands borgere, hvilket betyder, at det altså ikke handler om selve sagen, men om den personlige sejr på valgdagen?
Der er indtil nu tre lande, som har åbnet deres arbejdsmarkeder op for arbejdstagere fra de nye EU-medlemsstater, og de har gjort gode erfaringer hermed. I mobilitetens år vil jeg godt advokere for, at alle beslutter sig for dette senest i 2007. Dem, som ikke gør det, bør skamme sig, og dette gælder i givet fald også mit eget hjemland, Østrig.
Edit Bauer (PPE-DE). - (SK) Den frie bevægelighed for personer og adgangen til arbejdsmarkederne er utvivlsomt blevet et følsomt politisk spørgsmål. Ordføreren, hr. Őry, har behandlet dette emne dygtigt uden at skabe uenighed blandt medlemsstaterne. I betænkningen fokuserer han på de reelle virkninger af, at borgere fra de nye medlemsstater får adgang til de 15 gamle medlemsstaters arbejdsmarkeder. Han støtter synspunktet om, at det ikke er medlemsstaterne og deres samspil, der skaber det reelle problem for europæisk konkurrenceevne, men snarere udenlandske konkurrenter som Indien og Kina.
Af betænkningen fremgår følgende kendsgerninger: For det første overskrider arbejdstagerne fra de nye medlemsstater ingen steder 2 % af modtagerlandets befolkning. For det andet er den interne migration i de gamle medlemsstater fire gange større end den interne migration fra de nye medlemsstater, og for det tredje overstiger migrationen fra tredjelande den samlede interne migration i EU betydeligt. Der hersker ingen tvivl om, at der ud over de tyske, østrigske og franske holdninger til overgangsperioden også er divergerende holdninger blandt de nye medlemsstater, for overgangsperioden er også efterhånden blevet et følsomt politisk emne i disse lande.
Vi vedtog overgangsforanstaltningerne under tiltrædelsesforhandlingerne som led i aftalen. Med tiden er dette imidlertid blevet et følsomt spørgsmål i de gamle medlemsstaters politik, der i stigende grad bliver opfattet som diskriminerende. Diskussionerne om tjenesteydelsesdirektivet har allerede afsløret absurde situationer i forbindelse med overgangsperioder, og nu lader det også i forbindelse med direktiv 2003/109/EF til, at der er opstået en retlig konflikt angående bestemmelsen om præferenceregler. Den frygt, som jobusikkerhed og fordomme har skabt, kan let udnyttes politisk. I stedet for at udbrede denne myte, som faktisk fører til politisk dødvande, bør det være politikernes opgave at fortælle sandheden.
Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Jeg lykønsker ordføreren, Csaba Őry, med hans glimrende arbejde, og jeg takker kommissær Špidla for den sammenfattende redegørelse, som ofte fører til uenighed på grund af forskellige interesser. Kolleger fra visse stater kritiserer betænkningen, men flertallet mener, at denne objektive betænkning er meget formålstjenlig.
Når nye medlemsstater kæmper for lige rettigheder, er dette mere end bare en simpel kamp for ligebehandling, for det beskytter hele EU's interesser. Det er paradoksalt, at det er de nye medlemsstater, der forlanger liberalisering af arbejdsmarkedet, som EU alligevel, ligesom det gælder liberaliseringen af tjenesteydelserne, skal gennemføre af hensyn til dets egen konkurrenceevne. Vi vil gerne være borgere med lige rettigheder i EU. Åbningen af arbejdsmarkedet og den frie bevægelighed for arbejdstagere er ikke nogen gave eller tjeneste, den er de otte gamle medlemsstaters rationelle beslutning, som vil gavne alle EU's borgere.
Vi takker Det Forenede Kongerige, Irland, Sverige, Finland, Spanien, Portugal og Holland, og vi håber, at de resterende otte medlemsstater også vil revidere deres holdning. Jeg er enig med kommissær Špidla i, at det er utilstedeligt, at tredjelandsstatsborgere med fem års lovligt ophold står bedre end arbejdstagere fra de 10 nye medlemsstater i lande, der ikke har åbnet deres arbejdsmarkeder for dem.
Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand, da Spanien og Portugal trådte ind i EU - det daværende EF - opstod der en irrationel frygt for, at de spanske og portugisiske arbejdstagere ville oversvømme markedet. Det viste sig, at det var absurd, og ikke desto mindre har vi set, hvordan den samme frygt er opstået med tiltrædelsen af de nye medlemsstater, og desværre accepterede de, til trods for, at vi den gang, i dette tilfælde, i det spanske parlament var nogle der modsatte sig det, og endda den daværende spanske regering - på tiltrædelsestidspunktet - disse overgangsperioder, delvis på grund af presset fra de andre medlemsstater.
I dag er det blevet bekræftet, at det var meningsløst, at denne frygt var helt irrationel, og at det er utilstedeligt, at en af EU's væsentlige frihedsrettigheder bliver tilsidesat i en periode, udelukkende på grund af populistiske årsager eller af frygt for reaktionen fra visse samfundsgrupper. Vi kan ikke have stater af første- og anden kategori inden for EU, og det er derfor nødvendigt at gøre en ende på overgangsperioderne og åbne alle grænserne på det europæiske arbejdsmarked og gøre det til et virkeligt fælles arbejdsmarked.
Derfor bakker jeg fuldt op om betænkningen af Öry, der gør opmærksom på dette spørgsmål og på den situation, som borgerne fra disse stater er havnet i, og som i nogle tilfælde endda befinder sig i en værre situation end borgere fra stater uden for EU, som lovligt bor i EU's medlemsstater.
Jeg lykønsker den spanske regering, fordi den endelig har besluttet at tilslutte sig afskaffelsen af denne overgangsperiode, og jeg håber, at andre stater - og det er derfor, at vi skal lægge pres på fra Parlamentets side - tilslutter sig dette initiativ, så alle borgerne i EU får de samme betingelser.
(Bifald)
Mihael Brejc (PPE-DE). - (SL) Jeg støtter hr. Őrys betænkning og alle andre bestræbelser på at styrke det indre markeds funktion i EU. Det indre markeds effektive funktion er naturligvis betinget af den frie bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdstagere. Den frie bevægelighed for kapital og varer er gennemført forholdsvis vellykket. Vi er imidlertid stødt ind i store vanskeligheder, hvad angår den frie bevægelighed for tjenesteydelser og arbejdstagere.
Vi har planlagt, at den europæiske økonomi skulle blive bedre med Lissabon-strategien. Vi hører konstant om betydningen af konkurrence og vedtagelse af foranstaltninger mod protektionisme - men hvor godt fungerer dette i praksis? For kapital og varers vedkommende er nogle lande særligt konsekvente i deres forsvar for konkurrence og åbner endog deres markeder for billige varer fra Asien. Men de, der konstant belærer os om betydningen af konkurrence og ulemperne ved protektionisme, hvad angår varer og kapital, lukker samtidig deres tjenesteydelses- og arbejdsmarkeder. Er det ikke protektionisme?
2006 er Det Europæiske År for Arbejdstagernes Mobilitet, og alligevel er det netop i år, at nogle medlemsstater planlægger at forlænge deres overgangsperioder. Derfor spørger jeg Dem, hvordan vi skal forklare EU's borgere det. Med stort besvær. På den anden side er det indlysende, at alle de lande, der har åbnet deres markeder, gør fremskridt, og deres økonomiske udvikling er bemærkelsesværdig.
Ethvert land, der beslutter at vedblive med at holde sit arbejdsmarked lukket, må efter min opfattelse gøre det på et rationelt grundlag og på egen hånd og ikke som medlem af en blok af lande. Hvis vi vil have, at EU skal kunne konkurrere med andre stater, må det fuldt ud gennemføre den frie bevægelighed for kapital, varer og tjenesteydelser, men også den frie bevægelighed for arbejdstagere, i det indre marked.
Harald Ettl (PSE). - (DE) Hr. formand, det i og for sig berettigede ønske om at fjerne overgangsfristerne for arbejdstagernes frie bevægelighed så hurtigt som muligt, eftersom de udgør en europæisk mobilitetsbarriere, bliver ikke ligefrem lettere af en overfladisk og unøjagtig kommissionsundersøgelse.
Hermed vil det sorte arbejde med sikkerhed kunne begrænses yderligere, men reguleringspresset på lønningerne og på det sociale område vil sikkert fortsat være der. Netop dette ville skabe et endnu større problem. Hvis det altså ikke lykkes at udstede ledsagende foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne, som f.eks. et indholdsmæssigt forbedret udstationeringsdirektiv samt kontrol- og gennemførelsesmekanismer, vil der opstå et endnu større pres på arbejdsmarkederne i Tyskland og Østrig. Jeg savner fortsat brugbare ledsageforanstaltninger fra Kommissionens side. De kan roligt grine, hr. kommissær!
Flertallet i Parlamentet vil nu efter al sandsynlighed følge kommissionsrapporten og Őry-betænkningen og dermed indikere, at vi er ligeglade med Tysklands og Østrigs holdninger og interesser, så væk med overgangsfristerne! Som parlamentsmedlem må jeg også acceptere flertallets afgørelse. Det er fuldstændig klart, men det kan godt være, at De som ansvarlig kommissær for sociale anliggender er komplet ligeglad med, at De således fyrer yderligere op under den antieuropæiske stemning i vores lande, men det er jeg i hvert fald ikke!
Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, ud af de mange emner, som vi skal stemme om i denne uge, mener jeg, at denne betænkning og dette emne er det vigtigste. Det faktum, at omkring 30 talere fra mange forskellige partier ønsker at bidrage til denne debat, er en bekræftelse på det.
Mange har allerede nævnte EU's grundlæggende fire friheder. Blandt de friheder er den frie bevægelighed for personer muligvis den vigtigste. For halvtreds år siden sagde Jean Monnet om en af EU's vigtigste missioner: "Nous ne coalisons pas les États, nous unissons les hommes". Det var fuldstændig rigtigt på det tidspunkt, og det er fuldstændig rigtigt i dag. Det er det, vi skal gøre: forene menneskene.
Nogle medlemsstaters frygt er blevet nævnt. Jeg mener ikke, at vi skal kritisere medlemsstater for at nære den frygt: Det er forståeligt. Men ved siden af frygten er der kendsgerninger, og de bør sætte frygten i perspektiv. Det er en kendsgerning, at indvandrere fra det centrale og østlige Europa, som er rejst ind i Det Forenede Kongerige, Sverige og Irland, ikke har tappet økonomien, men har været til fordel for den. Problemet har ikke været den lovlige indvandring i vores lande, men den ulovlige indvandring til andre lande, der har øget væksten i den sorte økonomi. De mennesker, der frygter det problem, bør være opmærksomme på, at dette er et meget større problem end åbningen af grænserne på nuværende tidspunkt.
Det glæder mig, at yderligere tre lande - Spanien, Portugal og Finland - allerede har sagt, at de vil fjerne hindringerne. Jeg vil gerne bede kommissæren om at bruge både sin egen store personlige myndighed og Kommissionens til at tilskynde Finland til at fastholde dette emne som et meget vigtigt punkt på dagsordenen under dets kommende formandskab og til, når dets formandskab slutter, at aflægge beretning om de fremskridt, som det har gjort, så det kan inspirere andre til at følge dets eksempel.
I mellemtiden håber jeg, at vi alle sammen kan inspirere andre med en overbevisende afstemning senere på ugen. Jeg håber, at vi kan sige til de nye medlemsstater, at der ikke findes andenklassesborgere i Europa, og til de gamle medlemsstater, at det er på tide, at de åbner deres grænser og deres sind.
Ole Christensen (PSE). - Arbejdstagernes fri bevægelighed er en af grundpillerne i det europæiske samarbejde. De midlertidige overgangsordninger, som en række lande - heriblandt mit eget land, Danmark, - har valgt at indføre over for østeuropæiske arbejdstagere, skal ophæves så hurtigt, som det er muligt og forsvarligt.
Overgangsordningerne skal ikke unødigt hindre den frie bevægelighed, og vi må udvise solidaritet og åbenhed for alle borgere i EU. Derfor skal reglerne smidiggøres, så man fjerner alle unødvendige barrierer. Men overgangsreglerne skal først ophæves, når vi får sikret, at de rejsende østeuropæere ikke udnyttes. Overgangsreglerne i Danmark tjener som en beskyttelse mod udnyttelse og sikrer arbejdstagerne en overenskomstmæssig løn. Østeuropæisk arbejdskraft bliver for ofte udnyttet af arbejdsgivere, som betaler lønninger, som ligger væsentlig under det normale, og lader dem arbejde under kummerlige forhold.
Det er vores ansvar at forsvare arbejdstagernes frie bevægelighed - det er en grundlæggende rettighed i EU. Men det er ligeledes vores ansvar at forsvare arbejdstagernes vilkår og sikre, at alle borgere har ordentlige løn- og arbejdsforhold. Overgangsordningerne var og er et forsøg på at forene begge hensyn.
Vi har ingen minimumsløn i Danmark. Derfor har overgangsreglerne givet mulighed for at overvåge tilgangen af arbejdstagere fra Østeuropa, så indsatsen kunne koncentreres om de arbejdsgivere, der har forsøgt at omgå reglerne om løn- og arbejdsforhold.
Tiden er inde til langsomt at udfase restriktionerne.
Roselyne Bachelot-Narquin (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, når der opstår tvivl, skal EU vende tilbage til grundprincipperne. Det er nu på tide at fuldende indførelsen af de fire grundlæggende friheder i det indre marked. Den frie bevægelighed for arbejdstagere mangler endnu at blive til virkelighed, og til det formål er det vigtigt, at de begrænsninger, der er fremkommet i forbindelse med tiltrædelsen af de nye medlemslande, ophæves så hurtigt som muligt.
Mistroen er uberettiget, for vi kan konstatere, at der fra de 15 lande, hvor begrænsningerne er blevet ophævet, ikke har været en massiv tilgang. Man kan undre sig over, at blot 2 % af europæerne arbejder uden for deres hjemlands grænser, mens en tredjedel af amerikanerne bor og arbejder i en anden stat end den, de er født i. Invasionen var blot et skræmmebillede, og arbejdstagernes mobilitet er en udfordring. I hr. Őrys betænkning fastsættes 2009 som mål for en ophævelse af begrænsningerne, og jeg tilslutter mig dette mål. Den franske premierminister har desuden angivet, at Frankrig vil foregribe dette ved en gradvis og kontrolleret ophævelse af dets begrænsninger.
Den beslutning, som Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation traf i december 2005, åbner for veje, som kombinerer åbne grænser og relevant beskyttelse. De ændringsforslag, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har vedtaget, går i den retning og vil sikre, at de arbejdsretlige bestemmelser finder anvendelse i medlemslandene, det vil sige sikre gennemførelsen af fællesskabsstandarder, særligt standarderne i direktivet om udstationering, og undersøge mulighederne for oprettelse af et europæisk center, der koordinerer medlemslandenes arbejdstilsyn. Vi kan ved at udarbejde standardiserede statistikker om migration i Fællesskabet etablere værktøjskassen til det sociale Europa inden for Unionen, som skal sikre, at fri bevægelighed for arbejdstagere ikke bliver synonym med dumping eller laveste sociale fællesnævner, men derimod en faktor til økonomisk energi, der skal udjævne underbeskæftigelsen.
Stephen Hughes (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg lykønsker hr. Őry med, at han har udarbejdet en glimrende betænkning. Jeg har tre korte bemærkninger, og den første vedrører punkt 1. Efter behandlingen i udvalget opfordres medlemsstaterne nu til at fjerne gældende overgangsforanstaltninger. For mange er det blevet det vigtigste punkt i betænkningen. Jeg ved, at ordføreren har følt sig presset til at stille et kompromisforslag, hvor medlemsstaterne opfordres til at overveje at fjerne foranstaltningerne, og hvor de tre medlemsstater, der ikke indførte dem til at begynde med, nævnes specifikt. Mange i min gruppe støtter teksten, som den foreligger nu, fordi de mener, at vi bør modsætte os enhver fortsættelse af overgangsforanstaltningerne. Men når de siger det, skal det ses i sammenhæng med punkt 14, hvor der står, at medlemsstater, der forlænger overgangsordningerne, bør tage de nødvendige skridt til at sikre, at de ikke fortsættes efter 2009.
Min anden bemærkning drejer sig om ligebehandling. Ordføreren og andre af de tilstedeværende har gjort det helt klart, at det ikke bare er et spørgsmål om at sikre, at arbejdstagere fra de otte nye medlemsstater har ret til at benytte sig af arbejdskraftens frie bevægelighed, vi må også sørge for, at inspektions- og håndhævelsesordninger sikrer dem fuld ligebehandling og forhindrer udnyttelse i de 15 gamle medlemsstater. Der har været grove overtrædelser i både Det Forenede Kongerige og Irland.
Min sidste bemærkning vedrører direktiv 2003/109/EF, som kommissæren nævnte. Det giver fastboende tredjelandsstatsborgere fuld adgang til medlemsstaternes arbejdsmarkeder. Parlamentets Juridiske Tjeneste har sagt, at dette ikke skaber nogen fare for, at der opstår en situation, hvor tredjelandsstatsborgere har større adgang end borgere fra de otte nye medlemsstater. Den Juridiske Tjeneste påpeger, at der i direktivets artikel 11 står, at medlemsstaterne "kan" begrænse ligebehandling med tredjelandsstatsborgere i visse tilfælde. At sige, at medlemsstaterne "kan", er ikke det samme som at sige, at de "skal", eller at de "vil". Ligebehandling kan kun sikres ved at ophæve overgangsforanstaltningerne.
Rolf Berend (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, til trods for det krav, som fremsættes i Őry-betænkningen, er jeg overbevist om, at i de medlemsstater, som anser dette for at være nødvendigt, vil overgangsfristerne i forbindelse med den frie bevægelighed kunne bevares. Hvis et land mener, at der fortsat skal være en styring af adgangen til arbejdsmarkedet af arbejdsmarkedspolitiske og økonomiske årsager, er det legitimt. Pacta sunt servanda gælder også her, og hverken Kommissionen eller Parlamentet - måske ikke engang et flertal i sidstnævnte - bør formaste sig til at udøve pres ved at appellere til det ene eller andet land. I mine øjne er dette misbrug af et højeksplosivt emne til at piske stemningen i vejret.
I dette spørgsmål kan jeg ganske enkelt ikke sammenligne Tyskland og Østrig med Spanien og Portugal. I den forbindelse står Tyskland ved en skillelinje, og her hersker der helt andre betingelser end i de sydeuropæiske lande. I Parlamentet tales der meget om subsidiaritet, og pludselig ved man i Bruxelles og Strasbourg bedre besked om arbejdstagernes frie bevægelighed end i de pågældende lande, dvs. i Tyskland eller Østrig. Da overgangsfristerne blev bekræftet i den tyske regerings koalitionsaftale for nogle måneder siden, var det ikke kun skæg og ballade, for til grund herfor ligger kendsgerninger og fakta, som det gælder om at respektere. Styringen af adgangen til det tyske arbejdsmarked vil som minimum blive opretholdt i de kommende tre år. Hvad der herefter skal gælde for de næste to år, skal drøftes på baggrund af den nye situation, hvorefter der skal iværksættes foranstaltninger på basis heraf.
Afslutningsvis skal det også påpeges, at der netop herskede stor bekymring i befolkningen for udvidelsen mod øst på grund af denne problematik, og at vi altid har kunnet sige: "Der er intet at frygte, for disse spørgsmål er reguleret ved traktat i fem eller syv år.
Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, den 1. maj 2004 er en dag, jeg aldrig vil glemme. Den dag stod jeg sammen med dr. Otto von Habsburg på grænsen mellem Slovenien og Østrig og deltog i en højtidelig ceremoni. Det, der blev fejret, var i virkeligheden, at en by, der efter krigen blev delt i to dele - hvor den ene kom til at tilhøre Østrig og den anden Slovenien - blev genforenet, nu da Slovenien blev medlem af EU.
Symbolikken var klar, og mens jeg stod der, havde jeg en stærk fornemmelse af, at folk ikke følte, at de gik ind i noget nyt, men at de blev genforenet med noget, som de altid havde været en del af. Og sådan er det. EU's 10 nye medlemsstater er 10 gamle lande i Europa. Sagen er bare, at kommunismen bortførte dem i 50 år, og nu er de endelig genforenet med os.
Forud for denne genforening havde Sveriges socialdemokrater tegnet rædselsvækkende billeder af, hvordan vores land ville blive invaderet af udenlandske arbejdstagere, som ville dumpe vores lønninger og udnytte vores sociale ydelser. Mit parti og jeg kæmpede i den svenske rigsdag for at forhindre, at vores land indførte overgangsbestemmelser. Vi ønskede, at de ny lande, som havde lidt under kommunismen så længe, nu kunne nyde de frihedsrettigheder, som medlemskabet af EU indebar.
Vi nægtede at acceptere socialdemokraternes propaganda, og vi viste, hvad ægte solidaritet er. Vi vandt kampen, og Sverige indførte aldrig nogen overgangsbestemmelser. De evalueringer, der er gennemført nu, viser tydeligt, at Sverige på ingen måde er blevet udsat for den sociale dumping, som socialdemokraterne skræmte med. Tværtimod har den frie bevægelighed udelukkende haft positive indvirkninger på den svenske økonomi. De andre lande, som ikke indførte overgangsbestemmelser, har haft lignende erfaringer.
Jeg må desuden sige, at jeg blev meget skuffet, da jeg hørte, at flere lande havde besluttet at forlænge deres overgangsbestemmelser. At gøre det, når de skrækscenarier, der blev udmalet, udeblev, er urimeligt. Det eneste rigtige er at afholde sig fra at indføre overgangsbestemmelser, og jeg håber, at Europa i fremtiden i højere grad lader sig lede af fornuft end af frygt.
(Bifald)
Laima Liucija Andrikienė, (PPE-DE). - (LT) Vi ved alle sammen udmærket, at den frie bevægelighed for arbejdstagere er en af de fire grundlæggende frihedsrettigheder, som hele idéen om Det Europæiske Fællesskab bygger på. Vi ved imidlertid også, at denne frihed kun gælder fuldt ud for borgerne fra de 15 gamle medlemsstater, mens borgerne fra de otte nye medlemsstater, der blev medlemmer den 1. maj 2004, er underkastet overgangsperiodens bestemmelser, og denne overgangsperiode kan vare i op til syv år i henhold til reglen om 2+3+2 år. Som om det ikke var nok, har fastboende udlændinge fra tredjelande i henhold til visse EU-direktiver i nogle tilfælde rettigheder, der giver dem en mere privilegeret ret end borgere fra de otte nye medlemsstater til at bo i 15 EU-medlemsstater og få adgang til deres arbejdsmarked. Det betyder, at vi ved at vise solidaritet med arbejdstagere fra tredjelande forskelsbehandler arbejdstagere fra de nye medlemsstater i EU.
Eftersom den første overgangsperiode slutter den 30. april, har vi en glimrende lejlighed til at undersøge dens konsekvenser og virkninger på økonomierne i både de 15 gamle og de otte nye medlemsstater og træffe hensigtsmæssige beslutninger. Det er rigtigt, at vi mangler statistiske oplysninger om indvandring i hjertet af Fællesskabet. Det er vanskeligt at drage objektive konklusioner, men i dag står det allerede klart, at indvandringen fra tredjelande langt overstiger indvandringen i hjertet af EU, dvs. i de 15 gamle medlemsstater og hele det udvidede EU. Det står også klart, at de lande, der åbnede deres arbejdsmarkeder for de nye medlemsstaters borgere, kun har haft gavn af det, mens overgangsperioderne tilskynder til ulovligt arbejde, urimelige arbejdsforhold, forskelsbehandling og udnyttelse af vandrende arbejdstagere. Jeg er af den faste overbevisning, at Europa-Parlamentet bør tilskynde medlemsstaterne til at ophæve de gældende bestemmelser om overgangsperioden, for der er rigeligt med grunde til at gøre det.
Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, debatten i dag er helt klart af afgørende betydning, fordi den drejer sig om beskæftigelse, økonomien og den frie bevægelighed for personer. Det er rimeligt at stille et centralt spørgsmål, nemlig om arbejdsmarkedet bør åbnes, når der er ledige stillinger og mangel på indfødte arbejdstagere, med andre ord mangel på mennesker, der er villige til at arbejde. Jeg gentager, at jeg taler om mangel på mennesker, der er villige til at arbejde, ikke om de arbejdsløse. Bør arbejdsmarkederne alternativt åbnes for at skabe økonomisk vækst, som vil føre til, at der skabes nye job? Jeg er overbevist om, og mine hidtidige erfaringer siger mig, at ethvert land, der åbner sit arbejdsmarked, vil opleve, at det fører til, at der skabes økonomisk vækst og nye job.
Vi må huske på, at øget beskæftigelse og jobskabelse kun vil være muligt, hvis vi gennemfører ægte økonomiske reformer og ikke bare kosmetiske forandringer. Arbejdsgiverne må overbevises om nødvendigheden af disse reformer, men frem for alt må vi overbevise fagforeningssektoren. Selv om disse ændringer ofte er smertefulde på kort sigt, har de en positiv virkning på mellemlang og lang sigt.
Jeg vil nu nævne et meget relevant spørgsmål, eftersom vi er i gang med forhandlinger på WTO-plan. I hvilket omfang og hvor hurtigt skal verdenshandelen liberaliseres, for at der opnås økonomisk vækst og skabes nye job i EU? Dermed ville vi undgå bare at blive et område med begrænset produktionskapacitet, hvor importerede varer forbruges.
Endelig er det vigtigt at gøre arbejdsstyrken fleksibel og mobil. Jeg mener, at der må afsættes midler fra de nationale budgetter og EU's budget til omskoling og uddannelse til nye job. For øjeblikket lader det til, at vi til trods for den høje arbejdsløshed mangler kvalificerede arbejdstagere ...
(Formanden afbrød taleren)
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Jeg har med interesse lyttet til debatten om hr. Őrys betænkning, og jeg må sige, at den har været overordentligt vidtrækkende. Spørgsmålet om arbejdstagernes frie bevægelighed er blevet belyst fra mange vinkler, og der er kommet mange synspunkter til udtryk. Jeg vil tilføje endnu en ting, som ikke blev nævnt under debatten. Alle EU's udvidelser har været forbundet med en overgangsperiode, og alle udvidelser har været præget af stor frygt, og denne frygt har hver gang vist sig at være ubegrundet.
Mine damer og herrer, i den aktuelle tiltrædelsestraktat er der derfor indført et trinvist system bestående af flere faser, som er planlagt således, at den sidste fase i 2011 bliver så kort som muligt. Derfor er det mig en glæde at kunne sige nu, at Europa fra den 1. maj i år gør betydelige fremskridt hen imod gennemførelsen af den frie bevægelighed for arbejdstagere.
Mine damer og herrer, jeg vil endnu en gang takke Dem for en debat, der har været meget seriøs, meget vidtrækkende og ofte meget skarp - netop hvad der passer sig for dette alvorlige emne.
(Bifald)
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
(Mødet udsat et par minutter før afstemningstiden)
Skriftlig erklæring (artikel 142)
Katalin Lévai (PSE). - (HU) Betænkningen af Csaba Őry om den overgangsordning, som begrænser arbejdstagernes frie bevægelighed på EU's arbejdsmarked, drejer sig om EU's grundlæggende værdier. Arbejdskraftens frie bevægelighed er et af EU's mest grundlæggende principper, og derfor må vi forkaste alle begrænsninger af den, ikke bare af økonomiske, men også af politiske hensyn.
Jeg er enig i det, der står i betænkningen om, at arbejdstagere fra tredjelande ikke bør stilles bedre end arbejdstagere fra EU's medlemsstater.
De gældende diskriminerende bestemmelser er i strid med det politiske krav om styrkelse af den europæiske identitet. De nye medlemsstaters borgeres viden om og følelse af tilhørsforhold til Det Europæiske Fællesskab kan kun styrkes, hvis medlemsstaterne skaber lige rettigheder på beskæftigelsesområdet og i adgangen til sociale ydelser.
Jeg går ind for forslaget, hvor Kommissionen, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og de kompetente organer i den private og den offentlige sektor opfordres til at indføre en retfærdig og gennemsigtig procedure for at sikre, at de nye medlemsstaters borgere kan arbejde i alle EU's medlemsstater uden forskelsbehandling, til en rimelig løn og under acceptable sundheds- og sikkerhedsforhold.
Eftersom de statistiske oplysninger tydeligt viser, at det ikke er nogen ulempe for de gamle medlemsstater at beskæftige arbejdstagere fra nye medlemsstater, og at det tværtimod bidrager til deres økonomiske vækst, må de 15 medlemsstaters borgeres fjendtlige indstilling bekæmpes med alle midler, og det europæiske krav om arbejdskraftens frie bevægelighed skal fastslås i den nationale lovgivning i overensstemmelse med overgangsbestemmelserne.
FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS Næstformand
Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. I sidste uge blev datoerne for mødekalenderen for 2007 fastsat på Formandskonferencen. Fristen for ændringsforslag var i går aftes kl. 19.00. I Parlamentet har vi meget strenge regler om, at der kræves originale underskrifter, for at ændringsforslag kan stilles, men en lang række af mine kolleger var forsinkede i går og ankom ikke før efter kl. 19.00. Derfor kunne de ikke underskrive de ændringsforslag, som bl.a. kampagnen for parlamentarisk reform havde sendt rundt.
Jeg ved, at De ikke kan ændre den pågældende artikel i forretningsordenen lige nu, men vil De være så venlig at undersøge det, for i forbindelse med næsten alle betænkninger har vi en rimelig frist for ændringsforslag, men i forbindelse med mødekalenderen har vi overhovedet ingen tid.
(Bifald)
Formanden. - Sagen vil blive undersøgt, hr. Heaton-Harris.