Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 4. april 2006 - Strasbourg

13. Gennemførelsen af fællesskabsretten (2003 2004) - Bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet - Gældende lovgivning om det indre marked - Forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om "Bedre lovgivning":

betænkning af Monica Frassoni for Retsudvalget om Kommissionens 21. og 22. årsberetning om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2003 og 2004) (2005/2150(INI)) (A6-0089/2006),

betænkning af Bert Doorn for Retsudvalget om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet: 12. rapport (2005/2055(INI)) (A6-0082/2006),

betænkning af Arlene McCarthy for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om gennemførelse, konsekvenser og virkninger af den gældende lovgivning om det indre marked (2004/2224(INI))(A6-0083/2006) og

betænkning af Giuseppe Gargani for Retsudvalget om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (2006/2006(INI))(A6-0080/2006).

  Monica Frassoni (Verts/ALE), ordfører. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det glæder mig meget, at jeg i dag ikke tager ordet som grupperepræsentant, sådan som jeg plejer, men som ordfører for Retsudvalget, der repræsenterer et bredere flertal. I min egenskab af ordfører har jeg et par kommentarer til denne betænkning, hvis hovedmålsætning er at understrege, at fællesskabsrettens gennemførelse er en vigtig del af spørgsmålet om bedre lovgivning, hvilket også er tilfældet med de andre emner, vi skal drøfte her i eftermiddag.

Gennemførelsen er en vigtig del af lovgivningen, og det er den først og fremmest, fordi situationen i EU er utilfredsstillende, sådan som der så rigtigt står i Kommissionens beretning. Der er nogle meget alvorlige problemer, ikke mindst når det gælder miljølovgivningen, men også når det gælder lovgivningen om det indre marked, og det kan ikke benægtes, at det navnlig er medlemsstaternes ansvar.

Den manglende gennemførelse skyldes dog også en procedure, som det ikke er let at forbedre, eftersom der er taget højde for den i traktaterne. Det er en langsom procedure, hvor de sanktioner, der er foreskrevet, er mere eller mindre utilstrækkelige. Når det gælder om at nå frem til en positiv løsning med hensyn til medlemsstaternes gennemførelse af EU-lovgivningen, lader den ofte meget tilbage at ønske og tager meget lang tid.

Jeg ville gerne høre, om De mener, at spørgsmålet om fællesskabsrettens gennemførelse er en prioritet for Kommissionen. Efter meddelelsen at dømme synes det ikke at være tilfældet, eftersom det aspekt, der vedrører tilbagetrækning og ændring af direktiverne, som bekendt prioriteres højere end deres korrekte gennemførelse.

Jeg tror, at der i bund og grund er to forskellige opfattelser i Kommissionen. Den ene er, at "det er bedst at undgå problemer med medlemsstaterne, så lad os forsøge at løse problemerne sammen med dem", og den anden er "lad os i stedet forsøge at anvende reglerne, som de er, ikke på nogen streng måde, men alligevel på en positiv måde, hvor der tages hensyn til procedurer, der så vidt muligt er hurtige og i tråd med bestemmelserne."

Jeg vil nævne et par eksempler i den forbindelse. Efter vores mening var en række af de beslutninger, som Kommissionen traf med hensyn til indledningen af visse procedurer, f.eks. procedurerne for gmo'er i Østrig, særligt hurtige og veltilrettelagte, mens vi til gengæld med hensyn til Frankrig og landets manglende gennemførelse af Natura 2000-direktivet i tre år har ventet på, at Kommissionen - efter Domstolens dom - griber ind i medfør af artikel 228, dvs. artiklen om bøder.

På samme måde er der interessante situationer, som vedrører borgernes ret til refusion for deres lægeudgifter. Vi ved, at dette spørgsmål, som er yderst vigtigt for borgerne selv, forbliver uløst, fordi det er et problem, som det er politisk vanskeligt at løse. Samtidig har man kun i to tilfælde benyttet sig af artikel 228, nemlig med hensyn til de græske lossepladser, hvor sagen blev indstillet efter meget kort tid, og med hensyn til det spanske badevand, hvor sagen blev trukket tilbage i sidste øjeblik på grund af et spørgsmål, som Kommissionen selv anser for at være ret tvivlsomt set ud fra et juridisk synspunkt.

Hvilket svar giver vi, og hvilke forslag stiller vi for at finde en løsning på en situation, hvor Kommissionen efter vores opfattelse bør have en gennemsigtig adfærd? For det første mener vi, at der bør være en bedre vurdering og en større gennemsigtighed, hvad angår betingelserne for lovgivningens gennemførelse. Efter min mening er det vigtigt, at Kommissionen giver os de overensstemmelsesundersøgelser, som den foretager af lovgivningens gennemførelse. Det er desværre ikke lykkedes os at opnå dette.

For det andet er det yderst vigtigt med en overførsel af ressourcer fra alle de organer, som ikke længere vedtager lovgivning, til dem, der til gengæld tager sig af gennemførelsen. Vi er f.eks. ikke enige i, at denne overførsel skal ske til dem, der skal foretage konsekvensvurderinger, hvilket man drøfter i Kommissionen i øjeblikket. For det tredje - og det vedrører til gengæld os selv - er vi af den opfattelse, at Europa-Parlamentet bør gøre en meget mere specifik indsats, når det gælder fællesskabsrettens gennemførelse, ikke for at gribe ind i Kommissionens beføjelser - jeg ved, at det er et spørgsmål, der bekymrer parlamentsmedlemmerne meget - men tværtimod for ligesom Miljøudvalget og andre udvalg at få et bedre indblik i, hvad der sker.

Når det gælder fællesskabsrettens gennemførelse, er sortlistepolitikken efter min mening meget nyttig, og Kommissionen burde måske også hjælpe os med at gennemføre den på en mere beslutsom måde.

  Bert Doorn (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand, jeg vil tillade mig at henvise til en artikel, som i maj 2005 blev bragt i et seriøst nederlandsk dagblad, umiddelbart før folkeafstemningen i Nederlandene. I artiklen hed det, at de daglige beslutninger i Europa ikke træffes af Barroso, heller ikke af Blair, men af hr. van Alphen fra Nederlandene og tusindvis af andre nationale tjenestemænd. Artiklen bidrog afgjort ikke til at skabe en positiv grundholdning til folkeafstemningen i Nederlandene. Som De ved, gik det skævt ved folkeafstemningen. Nederlandene sagde nej. Det er bekymrende. Netop lovgivningen er et smertens barn, som vi nu skal drøfte nærmere.

Vi må gøre en ihærdig indsats for at fjerne borgernes negative billede af lovgivningen. Og hvordan kan vi gøre det? Vi kan gøre det ved at sikre øget gennemsigtighed. Vi bør også se på de administrative byrder, som følger af lovgivningen. Mange virksomheder er tynget af administrative byrder, og det påvirker om noget virksomhedernes konkurrenceevne.

Hvordan sikrer vi øget gennemsigtighed og reduktion af de administrative byrder? Først og fremmest ved faktisk konsekvensvurdering. Den er i øjeblikket stadigvæk mangelfuld. Vi har set mange eksempler på konsekvensvurderinger. De er af forskellig kvalitet. Nogle er gode, andre ikke. Hvis vi som Parlament skal kunne drage nytte af en konsekvensvurdering, skal der være tale om en konsekvensvurdering, som giver neutrale oplysninger, som giver gode oplysninger og er overskuelig. Det mangler vi.

Vi har også selv i Europa-Parlamentet høstet erfaringer med et par konsekvensvurderinger i forbindelse med ændringsforslag. Kvaliteten har også der været svingende. Det er baggrunden for mit forslag om uafhængig kontrol af konsekvensvurderingerne. Det behøver på ingen måde at være et tungt administrativt apparat. Der kan være tale om et panel bestående af fire sagkyndige, hvad angår konsekvensvurdering, som blot går de konsekvensvurderinger igennem, som Kommissionen udarbejder, og som vi her i Europa-Parlamentet udarbejder, og derpå afgiver udtalelse herom. Der behøver altså ikke være tale om noget agentur eller et tungt administrativt apparat, men blot om uafhængig kvalitetsvurdering, om effektiv, ekstern kvalitetsvurdering.

Hr. formand, det næste punkt, jeg vil nævne, er komitologi. Den artikel, jeg netop omtalte, drejede sig især om komitologi. Den indeholdt en anden passage, som De ikke skal snydes for. Om udvalgene hed det: Man ser dem ikke, man hører dem ikke, de hen ved 450 diskussionsklubber i Bruxelles, som løbende træffer beslutninger, som påvirker borgernes dagligdag. Også på dette område drejer det sig om mere gennemsigtighed. Også på dette område gælder det, når komitologien fører til sekundær ret, at denne lovgivning bør kontrolleres. Også på dette område bør vi ved konsekvensvurdering vise, hvilken effekt den form for lovgivning har. Dermed tilkendegiver vi også over for borgerne, at vi mener det alvorlig, og at vi virkelig ønsker en sådan gennemsigtighed.

Endelig er der spørgsmålet om gennemførelse. Gennemførelsen er helt afgørende, sådan som min kollega fru Frassoni også påpegede, og vi bør også fra Europa-Parlamentets side lægge langt større vægt herpå. Når en betænkning er behandlet her i plenarforsamlingen, er ordførerens opgave løst. Jeg foreslår, at vi anmoder ordføreren om tre år efter Parlamentets godkendelse at orientere udvalget om, hvordan det er gået med gennemførelsen. Det vil bidrage til at sikre behørig gennemførelse i medlemsstaterne og samtidig sikre god kontakt til de nationale parlamenter.

Det er de forslag, der stilles, hr. formand. Altså øget gennemsigtighed, objektiv kontrol med konsekvensvurderingen, begrænsning af komitologiproceduren, øget indsigt i komitologiproceduren og eventuelt også en call-back-mulighed for Europa-Parlamentet, hvor det måtte være påkrævet. Det er de elementer, der efter min opfattelse skal med i en interinstitutionel aftale for faktisk at sikre bedre lovgivning.

  Arlene McCarthy (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand, som formand for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse bifalder jeg stærkt denne forhandling under ét om bedre lovgivning og muligheden for med Rådet og Kommissionen at diskutere, hvordan vi kan forbedre den lovgivningsmæssige oplevelse for forbrugere, borgere og virksomheder, som er dem, der skal forstå gennemførelsen af EU-lovgivningen. Borgernes, forbrugernes og virksomhedernes tillid til og tro på EU selv hænger sammen med deres oplevelse og opfattelse af EU-lovene og disses indvirkning på deres dagligdag.

Jeg vil fokusere på at skabe bedre lovgivning for det indre marked og sikre, at vi får et mål med vores lovgivning for forbrugerne på det indre marked. Det indre marked tegner sig for næsten en tredjedel af EU's regelværk. Effektiv og enkel lovgivning af god kvalitet på det indre marked bør åbne mulighed for grænseoverskridende handel og give forbrugerne mere at vælge imellem, samtidig med at miljøet og de sociale og forbrugermæssige rettigheder tilgodeses. Samtidig må vi bringe lovgivningen på det indre marked i orden, hvis vi skal nå Lissabon-målene om beskæftigelse, vækst og konkurrenceevne.

Jeg mener, at det indre marked vil have størst fordel af en fælles og koordineret hensigt fra de tre institutioners side om at forbedre hele reguleringscyklussen. Det betyder, at vi også må tænke på følgerne af de midnatsaftaler og kompromiser, vi indgår, og overveje, om de vil komplicere eller tydeliggøre bestemmelserne for slutbrugerne. Begyndelsen på det er efter min mening udarbejdelse af gode og klare bestemmelser, konsekvensanalyser af høj kvalitet og effektiv, omfattende og gennemsigtig høring af interessenter. Medlemsstaterne skal også tage deres ansvar alvorligt og sikre god og korrekt gennemførelse af lovgivningen for det indre marked. De skal modstå fristelsen til ofte at forgylde eller tilføje nationale krav. Selv om gennemførelsesprocenterne bliver bedre, hvilket fremgår af resultattavlerne for det indre marked, kan der stadig ske væsentlige forbedringer. Det er årsagen til, at vi anmoder om en forenklet procedure for overtrædelser, der kan anvendes på prøvesager inden for det indre marked. Vi må lære af EU-bestemmelsers fiaskoer og fejltagelser. Det er årsagen til, at vi gerne vil have både ex-ante- og især ex-post-konsekvensanalyser eller evalueringer af, hvor det gik galt. Har vi nået målet med denne lovgivning, eller har den tværtimod ført til forvridning og fragmentering af det indre marked?

Nogle mener, at konsekvensanalyserne burde overlades til et eksternt organ. Det er jeg ikke enig i, for jeg mener, at lovgivningen for det indre marked bør være Kommissionens tjenestemænds ansvar som et led i effektiv udarbejdelse af politikker. Udvalget om det Indre Marked insisterer imidlertid på, at alle lovgivningsforslag skal ledsages af en konsekvensanalyse af høj kvalitet, et sammendrag og en tjekliste for bedre lovgivning for forslag om det indre marked.

Der næres naturligvis stor skepsis over for alternativ regulering. Selv om den interinstitutionelle aftale indeholder bestemmelser om denne ikke-lovgivningsmæssige mulighed, insisterer vi på, at Parlamentet i forbindelse med lovgivning for det indre marked både informeres og høres om den slags alternative tilgange. De berettiges af konsekvensanalyser. Vi må også have klagemuligheder for forbrugerne og sanktioner, hvis disse alternative reguleringer ikke er til fordel for forbrugerne på det indre marked.

Jeg vil gerne understrege, at Udvalget om det Indre marked er en aktiv partner i processen for bedre lovgivning. Jeg ved, at kommissærerne ofte siger, at Parlamentet ikke tager sin rolle alvorligt. Vi var det første udvalg til at bestille vores egen konsekvensanalyse, under hr. Whiteheads formandskab, om ændringsforslag til Toubon-betænkningen om nominelle mængder for færdigpakkede produkter. I forbindelse med fyrværkeriforslaget gennemfører vi en konsekvensanalyse af de ændringsforslag, som vores ordfører har stillet. Vi vil se på en cost-benefit-analyse af hans forslag. Vi gennemfører en høring om indvirkningen af lovgivning for offentlige indkøb på det indre marked. EU's offentlige indkøb tegner sig for 16 % af EU's BNP, men 1992-lovgivningspakken har, som det er ses af en række sager ved EF-Domstolen, ikke skabt den ønskede åbning af markedet.

Der kan ikke herske tvivl om, at det er forbrugerne, borgerne og virksomhederne, der betaler prisen, når bestemmelser ikke er effektive. Dårlig udarbejdelse fører til svækket retssikkerhed, ringe eller ukorrekt gennemførelse og i den sidste ende en forvirret erhvervsdrivende eller forbruger, som mister tilliden til det indre marked. EF-Domstolen bliver efter flere års domsforhandling dommeren over bedre lovgivning. Det er ikke vejen frem.

Til sidst vil jeg nævne SOLVIT, som efter min mening er et glimrende initiativ fra Kommissionens side. En autoriseret læge forsøgte for nogle år siden at blive registreret som læge i Spanien. Han brugte mange penge på advokathonorarer, havde mistet tilliden til det indre marked, men så skred SOLVIT-systemet ind og hjalp ham, så han i løbet af 10 uger blev registreret som læge i Spanien. Den læge sagde: "SOLVIT har genoprettet min tillid til det indre marked".

Sandheden er altså den, at gode love, der er ordentligt udarbejdede, lette at gennemføre og lette at håndhæve og kontrollere, er nøglen til at genoprette tilliden til det indre marked. Jeg håber, at debatten i dag er indledningen på en proces med snævert samarbejde og udveksling af oplysninger om bedste praksis mellem institutionerne i tæt partnerskab mellem ligestillede i indsatsen for at genoprette den tillid, som den læge, jeg nævnte, bad os om at opnå for ham som forbruger på det indre marked.

(Bifald)

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE), stedfortræder for ordføreren. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig sige noget til tre aspekter, først og fremmest til emnet forenkling: Der er ingen tvivl om, at Europa-Parlamentet grundlæggende står bag Kommissionens bestræbelser på at forenkle lovgivningen. Men jeg vil også understrege, at lumskheden her som i mange andre tilfælde naturligvis ligger i detaljen, og at man skal passe på, at man ikke kaster barnet ud med badevandet.

Jeg vil henvise til et eksempel. Når jeg f.eks. udleder af Kommissionens dokument, at man ønsker at forenkle hele handels- og selskabsretten, ved jeg som en af de faste ordførere i Retsudvalget på dette område, at mange direktiver og bestemmelser, som vi har fundet dér, har været resultatet af højst komplekse kompromisforhandlinger, og at et forslag om forenkling altid indebærer den risiko, at Pandoras æske åbnes, og at der i sidste ende efter meget besvær igen sættes spørgsmålstegn ved opnåede kompromiser. På denne baggrund skal man omgås dette forenklingsinstrument meget omhyggeligt.

Derfor er jeg af den opfattelse, at det er absolut fornuftigt at tænke over, om man ligesom ved kodificeringen ikke også skal udarbejde en interinstitutionel aftale mellem de tre institutioner i forbindelse med forenklingen, hvor der fastlægges en klar fremgangsmåde i forbindelse med forenklingslove.

En anden ting, som jeg vil bede Kommissionen om at tænke over, er spørgsmålet om prioriteringen i forbindelse med forenklingsforslag. Direktiver er normalt ikke henvendt til borgerne, men til de nationale lovgivere, og praktikerne skal i sidste ende omgås de love, som udstedes på nationalt plan. Derfor bør direktiver kun forenkles med lavere prioritet. Kommissionen bør prioritere forordninger, fordi forordninger nu engang er umiddelbar anvendelig ret og ankommer umiddelbart hos det retssøgende publikum.

Det næste emne er en konsekvensanalyse i forbindelse med lovgivningen. Jeg vil endnu en gang eftertrykkeligt understrege, at det fra et parlamentsflertals synspunkt er tvingende nødvendigt med et uafhængigt element i konsekvensanalysen. Parlamentet forlangte i december i en betænkning et uafhængigt agentur efter amerikansk forbillede. Jeg vil for mit vedkommende sige tydeligt, at det ikke er nogen conditio sine qua non. Man kan tale om sådan noget. Det er imidlertid uundgåeligt for mig, at der er en uafhængig ekstern faktor, som skal deltage i konsekvensanalysen. Det kan ikke være rigtigt, at de tjenestemænd, som udarbejder forslagene, også samtidig alene er ansvarlige for konsekvensanalysen, fordi konsekvens så er den, at denne konsekvensanalyse ikke er andet end bestanddel af begrundelsen. Det er ikke det, vi ønsker. Efter min mening er det derfor nødvendigt at komme frem til et fornuftigt resultat sammen med Kommissionen i dette spørgsmål.

Vi har haft en interinstitutionel aftale siden december 2003. I denne aftale er det fastlagt, at Kommissionen principielt er ansvarlig for impact assessment. Det betyder imidlertid også, at den dermed hovedsageligt er med til at udøve et ansvar på vegne af lovgiverne, altså på vegne af Parlamentet og Rådet, og derfor mener vi, at vi som Parlament også har og bør have en medbestemmelsesret, hvad angår gennemførelsen af impact assessment.

Det er i øvrigt også grunden til, at vi på Formandskonferencen i første omgang udsatte beslutningen om followupforvaltningsaftalerne, fordi det naturligvis skal forhandles endnu en gang, også i lyset af de beslutninger, som vi vil træffe i forbindelse med de fire foreliggende betænkninger i maj i år.

Lad mig komme ind på et meget aktuelt emne. Der har siden den 16. marts været et indlæg fra generaladvokat Sharpston i sagen Spanien mod Rådet, hvor hun i sine forslag til afgørelse udtrykkeligt også henviser til impact assessment. Hun har sagt, at hvis der ikke foretages nogen tilstrækkelig impact assessment, er det en indikation på, at retsakten er udstedt vilkårligt. Det beviser og dokumenterer, at Domstolen også i højere grad tager dette emne til sig.

Jeg mener, at det er afgørende - hr. Doorn har allerede nævnt det - at der også er behov for en konsekvensanalyse ved komitologiafgørelser. Der er en lang række eksempler på, at det egentlige bureaukratiske vanvid lå i komitologiafgørelserne og ikke i lovgivningen. Altså kræver det også en fornuftig konksenvensanalyse her.

Lad mig komme ind på et allersidste punkt. Det vedrører det tredje emne: stake holder consultation, altså høring af de berørte parter. Kommissionen støtter sig i sin hidtidige måde med hensyn til, hvordan den forbereder lovgivningen, meget stærkt til de europæiske paraplyforeninger. Intet ondt om de europæiske lobby-paraplyforeninger. Men beslutningsprocesserne i disse paraplyforeninger er af og til mere komplicerede end i Ministerrådet. Og det, der kommer ud af det, er ofte en enighed komprimeret til nonsens. Jeg mener, at vi har brug for andre høringsmekanismer, hvormed man får informationerne umiddelbart fra de berørte parter, som befinder sig i arbejdslivet, og som er tilsvarende beskæftiget med disse emner. Således kunne f.eks. den høringsmekanisme, som blev fundet i netværket, hvormed den europæiske traktatret for nærværende bliver udviklet, og hvormed man har defineret et begrænset antal folk, som man hører, et godt eksempel på, hvordan man kan forbedre disse mekanismer.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, det glæder mig, at jeg har lejlighed til at diskutere et emne med Dem i dag, som er meget vigtigt for Europa. Jeg ved fra mine egne, meget intensive kontakter med borgerne i de seneste måneder, at emnet bedre lovgivning og alt, hvad der er forbundet med det - måske ikke som slagord, mange borgere ved ikke, hvad der gemmer sig bagved, men som princip - er et af de emner, som optager borgerne allermest.

Kommissionens program for dette år har som bekendt med rette titlen "Frigøre Europas fulde potentiale". Rådet er overbevist om, at en bedre lovgivning er afgørende for, at der skabes et grundlag herfor. Vores lovgivning skal støtte borgerne, ikke begrænse dem. Dette gælder - som fru McCarthy sagde - for forbrugeren, men det gælder naturligvis også især i erhvervslivet, hvor dynamikken og kreativiteten i især de mindre og mellemstore virksomheder ofte er blevet støttet for lidt. Først for kort tid siden sendte Rådet signaler og impulser om netop at støtte de små og mellemstore virksomheder. Vi ved fra undersøgelser, at forvaltningsbyrden for virksomheder og borgere udgør mellem 2 og 5 % af det europæiske BNP. Vi vil derfor gerne opnå en tydelig styrkelse af konkurrenceevnen gennem konsekvensanalyse, forenkling og reduktion i forvaltningsomkostningerne.

Bedre lovgivning er et begreb, som er blevet anvendt ofte i den seneste tid. Jeg er helt enig med hr. Lehne i, at man ikke skal kaste barnet ud med badevandet, og at dette begreb meget ofte også bruges lidt inflatorisk og løst, og i denne forbindelse er det heller ikke altid klart, hvad der forstås ved det. Jeg bifalder derfor på vegne af Rådet i høj grad, at Parlamentet beskæftiger sig med dette emne i dag i ikke mindre end fire betænkninger.

Rådsformandskabet ser i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, som blev døbt i dag, fortsat rammerne for vores samarbejde. Vi har til hensigt fortsat at fremme dagsordenen for reformen af reguleringsrammen i samarbejde med det fremtidige finske formandskab, Kommissionen og selvfølgelig med Parlamentet.

Jeg vil gerne komme lidt nærmere ind på nogle af de områder, som er af betydning i denne forbindelse.

Først vil jeg sige noget til forenklingen: Forenklingen af EU-forskrifter er konkret for virksomheder og borgere, derfor er det også særligt effektivt, hvis det lykkes os at skabe større troværdighed her. Med screeninginitiativet fra kommissær Verheugen og de aktuelle planer med sektorale forenklinger samt yderligere horisontale forenklingsbestræbelser er vi på rette vej. Jeg er også meget imponeret over, at formanden og næstformanden er her i dag og deltager i denne forhandling, for vi må - og det gør Rådet og Kommissionen også - opmuntre til at gøre fremskridt ad denne vej. For her gør vi noget for større borgernærhed. Som De ved, står det østrigske formandskab lidt under mottoet "igen at bringe Europa tættere på borgerne", og disse initiativer, også fra Kommissionens side, bidrager i høj grad hertil. De bidrager også til, at Europa kan få succes i forbindelse med opnåelsen af Lissabon-målene. Rådsformandskabet bifalder, at Kommissionen i forbindelse med "forenklingen af de eksisterende retsforskrifter" foruden den generelle gennemgang af EU's aquis også har til hensigt at inddrage resultaterne af de anstrengelser, som Rådet har gjort sig.

Sammen med det kommende finske formandskab og Kommissionen stræber vi efter bedre arbejdsmetoder til forenkling og et så effektivt samarbejde som muligt mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Derfor er det også nyttigt, at Kommissionen en gang om året underretter Rådet om sit forenklingsprogram. Vi foreslår også, at forenklingsdokumenterne prioriteres på dagsordenerne, og at Rådet og Parlamentet stræber efter at optage forenklingsdokumenter under førstebehandlingen, hvis det er muligt.

De administrative byrder - som allerede er blevet nævnt - er naturligvis direkte målelige for de berørte og har umiddelbare virkninger. Vi har brug for instrumenter hertil på europæisk område. Disse instrumenter findes, men nu skal vi også bruge dem. Rådsformandskabet udarbejder for nærværende et dokument om fastsættelse af kvantitative mål på dette område.

Som tredje emne vil jeg gerne beskæftige mig med spørgsmålet om valg af retsinstrumenter. For ved alle betræbelser på at opnå en bedre lovgivning må vi ikke glemme nogle vigtige aspekter: subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet. Vi skal dog samtidig være opmærksomme på, at EU's acquis bevares. Vi ønsker os et bedre Europa, men vi ønsker os ikke mindre Europa.

Principperne om subsidiaritet og proportionalitet er centrale "handlingsanvisninger" for institutionerne i forbindelse med udøvelsen af unionskompetencer og derfor en integreret bestanddel af en bedre lovgivning.

Subsidiaritet og proportionalitet spiller også en central rolle i forbindelse med valget af retsinstrumenter. Ved gennemførelsen af konsekvensanalyser skal der afprøves flere handlingsalternativer, herunder netop også muligheden for at være aktiv, ikke inden for rammerne af Unionen, men på underordnet niveau.

Omvendt kan forordninger imidlertid også være mere rimelige end direktiver med henblik på retlig klarhed og et gnidningsløst fungerende indre marked - også det er blevet nævnt i dag. Alt i alt er det afgørende i det enkelte tilfælde at udvælge det handlingsinstrument, som Europa bedst kan nå målet om regulering med. Derfor er der i praksis en tæt forbindelse mellem konsekvensanalyser af høj kvalitet og den effektive anvendelse af subsidiaritet og proportionalitet.

Rådet og Parlamentet er også allerede - i medfør af den interinstitutionelle aftale - forpligtet til at tage omfattende fat på Kommissionens konsekvensanalyse i den politiske beslutningsproces. Kommissionens konsekvensanalyser udgør derfor også et grundlag for en aktiv diskussion om subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Jeg vil gerne nævne endnu en gang her, at vi ønsker at arrangere en konference om subsidiaritet i Østrig den 18. og 19. april til uddybning af denne diskussion, hvor vi også håber på værdifulde bidrag fra Parlamentet.

Konsekvensanalyserne skal - som det også er blevet understreget generelt i dag - udarbejdes i den bedste kvalitet og også anvendes i forhandlingsprocessen. Det østrigske rådsformandskab vil forelægge en slags håndbog for formænd for rådsarbejdsgruppper med titlen "How to Handle Impact Assessments in Council".

Vi ønsker også fortsat at fremme det interinstitutionelle samarbejde, især i forbindelse med konsekvensanalysen for betydelige ændringsforslag fra Rådet og i forbindelse med konsistent anvendelse af den aftalte fremgangsmåde i alle tre institutioner. I denne forbindelse forventer vi med stor interesse kontrollen af Kommissionens konsekvensanalyse, som er blevet annonceret til foråret.

Rådsformandskabet er generelt enig i Parlamentets opfattelse af, at konsekvensanalyser af høj kvalitet er en væsentlig forudsætning for en forbedret reguleringsramme.

Inddragelsen - det er også allerede blevet nævnt - af de såkaldte stake holders i forbindelse med høringsprocessen er vigtig for større gennemsigtighed. De berørte parter skal i omfattende grad informeres om høringsmulighederne, deres mening skal medtages i udarbejdelsen af politikkerne, og de skal også modtage effektiv feedback herpå.

Til sidst vil jeg gerne sige et par ord om gennemsigtighed: Det er ikke blot vigtigt for borgernes accept af vores beslutninger, at vi laver forståelige og enkle love, men det hører også med, at vi forklarer bedre, hvordan afgørelserne kommer i stand. Vejen til beslutningstagningen skal være så gennemsigtig som muligt for offentligheden. Forbundskansleren sagde i sin præsentation af det østrigske rådsprogram, og jeg har også understreget det ved flere lejligheder, at det er vigtigt for det østrigske rådsformandskab med yderligere fremskridt i spørgsmålet om gennemsigtighed. De første skridt er taget med beslutninger, som blev truffet i december sidste år. På denne baggrund forsøger vi nu at gennemføre dette i praksis og, hvis det er muligt, også at vise yderligere skridt for, hvordan vi skal nå frem til mere gennemsigtighed.

Som jeg sagde i begyndelsen, er en bedre lovgivning et projekt, som angår borgerne, os alle direkte. Hvis vi får succes her, kan vi i fællesskab skabe en konkret merværdi og igen understrege fordelen ved EU for borgerne.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer, den europæiske lovgivning er kernen i alt det, som gør EU unikt. Vi er reelt et lovgivningsfællesskab. Uden lovgivning ville vi være afhængige af permanent forhandling, styrkeprøver mellem medlemslandene eller mellem den frie vilje, samarbejdet og den gode vilje. Vi ønsker ikke et fællesskab, som er baseret på vilkårlighed og skøn. Vi ønsker et lovgivningsfællesskab. Det er lovgivningen, som kan sikre de friheder, som de europæiske mænd og kvinder i dag kan nyde.

Jeg mener, at det er et vigtigt princip, og jeg tillader mig at fremsætte en personlig bemærkning. For tre dage siden holdt jeg et foredrag i det europæiske universitetsinstitut i Firenze om Jean Monnet, der netop handlede om min opfattelse af lovgivning i EU. Jeg mener, at det mere end nogensinde før er nødvendigt igen at bekræfte principperne for et lovgivningsfællesskab som EU. Det er der, hele forskellen ligger i forhold til andre forsøg på internationalt plan.

Vi lovgiver af mange grunde, f.eks. for at beskytte helbredet ved at sørge for fødevaresikkerheden, for at beskytte miljøet ved at fastsætte kvalitetsstandarder for luft og vand, ved at fastsætte bestemmelser for de virksomheder, der handler på det indre marked, så de kan konkurrere på lige vilkår og dermed undgå diskrimination.

Vi lovgiver på EU-niveau, for medlemslandene er blevet enige om, at der for en række områder lovgives på fællesskabsplan. Helt konkret drejer det sig om, at en enkelt bestemmelse, som gælder for hele Unionen, erstatter 25 nationale bestemmelser. Vi bør dog for så vidt sørge for, at lovgivningen og de europæiske bestemmelser giver en merværdi. De skal være målrettede, de skal overholde nærhedsprincipperne, og de skal gennemføres på korrekt vis og samtidig stå mål med de behov, de skal opfylde. De vedtagne bestemmelser bør ikke være overdrevne eller gå ud over det strengt nødvendige. Vi skal undgå bestemmelser i form af påbud, som fører til uberettigede omkostninger, eller som kan vise sig at virke mod hensigten.

Vi skal også undgå sammenfald af regler, der med tiden ender med at ophæve hinanden, hvilket vil skade virksomhederne, den frivillige sektor, de offentlige myndigheder og befolkningen.

Tillad mig derfor at lykønske Europa-Parlamentet for at have taget det fremragende initiativ til denne forhandling om bedre lovgivning. Det giver os mulighed for at drøfte dette spørgsmål grundigt. Jeg vil gerne takke fru Frassoni, hr. Doorn, fru McCarthy og hr. Gargani, som her er repræsenteret af hr. Lehne, for deres fremragende arbejde og betænkninger.

Hvis vi virkelig skal have kvalitet i lovgivningsinitiativerne, er det nødvendigt med samlede foranstaltninger og et stærkt overordnet princip. Det fremgår tydeligt af de forskellige betænkninger, som jeg tror vil være et solidt grundlag for vores nuværende forhandling. Betænkningerne og den måde, som vi drøfter dem på, er bevis på, at vores to institutioner har haft et godt parløb i de seneste år. Vi er blevet enige om, at det var nødvendigt med bedre lovgivning og udarbejdelse af bedre regler. Den lovgivende aktivitet er en fortsat proces. Vi bør samarbejde for at sikre, at vores politiske valg, uanset hvad de er, bliver til lovgivning af højeste kvalitet. Og på det punkt vil jeg også gerne lykønske det østrigske formandskab med alle de initiativer, det har taget i den forbindelse.

Hvordan skal vi møde denne udfordring? Vi erkender, at der stadig kan ske forbedringer på alle niveauer, dvs. fra allerede vedtagne sager til nye initiativer over forslag, der er under behandling. Derfor har Kommissionen lanceret en stor kampagne for bedre lovgivning, som samler flere foranstaltninger, nemlig et system til vurdering af betydningen af Kommissionens vigtigste forslag, et program til forenkling af den gældende lovgivning og tilbagetrækning af en række af Kommissionens forslag, som netop drøftes i Europa-Parlamentet og Rådet, øget brug af midler til løsning af problemer ud over den almindelige lovgivning, f.eks. selvregulering af de berørte parter eller medregulering af lovgiveren. Alle disse tiltag giver i dag mærkbare resultater.

Lad os se på konsekvensanalyse. Siden 2003 har Kommissionen indført et system til undersøgelse af de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af alle dens vigtigste forslag. Siden vedtagelsen af en integreret fremgangsmåde er der blevet offentliggjort 120 konsekvensanalyser. Vi har også ajourført vores retningslinjer for at gøre det lettere for medarbejderne at undersøge muligheder og konsekvenser, herunder for konkurrenceevnen, og rette opmærksomheden mod spørgsmål såsom udgifterne ved for meget papirarbejde. Dette afspejler en markant og dybtgående ændring i tilgang og holdning. Jeg mener, at det er et reelt fremskridt. Vi ved, at analyser endnu ikke alle sammen overholder de samme standarder. Vi ved, at der kan ske forbedringer. Vi erkender, som det påpeges i hr. Doorns betænkning på vegne af Retsudvalget, at kvaliteten kan forbedres, og at kvalitetskontrolmekanismerne skal styrkes.

Jeg er helt enig i, at der er behov for en særskilt kontrol af konsekvensanalyser, en slags "fire øjne"-princip. Vi arbejder på en omfattende strategi. Først må vi sørge for, at vores konsekvensanalyser er tilrettelagt korrekt. Som lovet i marts 2005 opretter vi et net af tekniske og videnskabelige eksperter, som skal hjælpe os med at udvikle metoder til at sikre, at konsekvensanalyserne er omfattende og af høj kvalitet. Der er også en ekstern evaluering af systemet på vej, som skal kortlægge, hvor vi gør det godt, og hvor vi må gøre det bedre. Desuden må de, der har udført konsekvensanalyserne, have feedback for at vide, om de har gjort et godt stykke arbejde. Det er årsagen til, at høring er en fast bestanddel af konsekvensanalyseprocessen. Det er også en af årsagerne til, at alle Kommissionens konsekvensanalyser er lagt ud på Europa-webstedet.

Hvad angår kvalitetskontrol af de enkelte analyser, er jeg enig i, at der skal udføres en uvildig kontrol uafhængigt af de tjenester, der foreslår lovgivning. Jeg mener, at den bedste garanti for upartiskhed er at placere en sådan kontrol under kommissionsformandens kompetenceområde. Jeg har bedt Kommissionens generalsekretær om at undersøge, hvordan vi bedst kan forbedre vores kvalitetsstøtte og -kontrol.

Men jeg vil understrege, at vi må arbejde langt tættere sammen med Dem om konsekvensanalyse. Jeg bifalder den for nylig indgåede aftale om den fælles tilgang til konsekvensanalyse. Disse regler for behandling af konsekvensanalyser i alle tre institutioner er et vigtigt fremskridt. De vil lette vores samarbejde og forhindre dobbeltarbejde.

Vi er kommet godt i gang med forenkling. I det handlingsprogram, som vi vedtog sidste år, fastsættes der bestemmelser om ophævelse, kodificering, omarbejdning eller ændring af ca. 220 retsakter, der omfatter en lang række politikker. Programmet, som allerede er på vej i automobil-, affalds- og byggesektoren, vil blive revideret og ajourført i samråd med interessenterne. Andre sektorer såsom fødevare-, kosmetik-, lægemiddel- og tjenesteydelsessektoren følger efter. Vi har brug for Deres bidrag for at fastlægge de rigtige mål og sikre de bedste resultater.

Rådet og Parlamentet må fremskynde vedtagelsen af forenklingsforslagene. Jeg fortolker Deres betænkninger således, at vi grundlæggende er enige om, hvad vi forsøger at opnå. Nu må vi i gang med arbejdet, se på det reelle indhold og skabe resultater.

Vi tager os også af administrative byrder, som især rammer små virksomheder hårdt. Det indebærer forenkling af formaliteter og modernisering af toldkodeksen, så den understøtter elektronisk udveksling af oplysninger. Vi indfører måling af de administrative omkostninger i vores konsekvensanalyser. Det er afgørende, at Rådet og Parlamentet er opmærksomme på byrden i form af papirarbejde, når de stiller ændringsforslag.

Vi må også afprøve nye tilgange til regulering og se på samregulering og selvregulering som et muligt alternativ. Vi kan samarbejde snævrere med virksomhederne for f.eks. at skabe resultater på frivillig basis.

Jeg forstår udmærket Deres bekymringer over ikke at være stærkt inddragede i forberedelsen af ikke-lovgivningsmæssige tilgange. Når den slags tilgange synes at være vejen frem, accepterer jeg fuldt ud, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan Parlamentet kan indrages i deres forberedelse og gennemførelse.

Til sidst vil jeg sige nogle få ord om gennemførelse af lovgivning. Det er noget, som Kommissionen prioriterer meget højt. Jeg anmoder Dem om at læse konklusionerne fra Kommissionens møde i dag. Vi analyserede 2055 tilfælde af overtrædelser. Det var Kommissionens beslutning i dag. Nogle gange er beslutningerne meget vanskelige, og vi forventer, at nogle medlemsstater reagerer. Jeg håber, at De støtter Kommissionens stærke tilsagn om at sikre gennemførelsen og håndhævelsen af fællesskabslovgivningen.

Vores bestemmelser skal anvendes og gennemføres korrekt, for ellers er vores anstrengelser som politiske beslutningstagere og lovgivere forgæves. Efterhånden som flere og flere politiske områder modnes, skulle vi gerne se et skift i den politiske opmærksomhed og ressourcerne hen imod gennemførelse. Dette er faktisk noget, som Kommissionen prioriterer meget højt. Hele dette program for bedre lovgivning - herunder gennemførelse - er blevet den nuværende Kommissions flagskib. Jeg er personligt stærkt engageret i det, og det samme gælder næstformand Verheugen og hele kommissærkollegiet. Som Kommission må vi forvalte overtrædelsesprocedurer effektivt. Jeg er bevidst om, at det er nødvendigt at begrænse den tid, der bruges på de enkelte overtrædelsesprocedurer. Vi må kunne reagere hurtigere på de problemer, som borgerne og virksomhederne står over for. Vi må se på disse brede problemer vedrørende gennemførelse sammen og undersøge konstruktive muligheder for at løse dem. Jeg regner med, at Kommissionen senere i år vender tilbage til Dem med konkrete forslag.

Jeg mener, at de rapporter, der er blevet drøftet i dag, viser en fælles analyse af det, der skal gøres. Vi har sat byggestenene på plads, og nu skal vi indfri vores løfte. Jeg er overbevist om, at hvis vi arbejder i partnerskab, kan vi vise, at Europa ikke drejer sig om bureaukrati og unødvendige byrder, men om at levere det, som borgerne har brug for, på den rigtige måde. Jeg mener, at hvis vi arbejder i partnerskab, vil vi styrke et Fællesskab baseret på retsgrundsætningerne.

(Bifald)

  Ieke van den Burg (PSE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (NL) Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hr. Barrosos afsluttende bemærkning. Jeg har på vegne af Økonomi- og Valutaudvalget udarbejdet en udtalelse om hr. Doorns betænkning. Jeg vil gerne lykønske ham med betænkningen og takke ham for næsten i fuld udstrækning at have indføjet de afsnit, vi på baggrund af vores erfaringer i Økonomi- og Valutaudvalget havde anført i vores udtalelse.

Jeg vil også gerne tilslutte mig hr. Winklers udtalelse og med en mindre ændring af denne sige, at bedre lovgivning ikke altid er ensbetydende med mindre lovgivning eller deregulering, men mere effektiv lovgivning, som først og fremmest er resultatorienteret og rettet mod slutresultatet. Flere har peget på en cyklus fra forberedelse, høring, formulering af forskrifter, konsekvensvurdering og efterfølgende gennemførelse og håndhævelse. Vi har i vores udtalelse argumenteret for, at vi netop også bør se på processen fra den anden side. Vi bør spørge, hvordan processen kan gøres effektiv, og på det grundlag undersøge, hvilke forskrifter der skal udarbejdes.

Et eksempel på, at man ikke har fulgt den fremgangsmåde, at man ikke har overvejet dette forhold og ikke inddraget de berørte i forberedelsen, var direktivet om tjenesteydelser i dets oprindelige form, som vi netop har drøftet. Det er glædeligt, at det nu er ændret af Europa-Parlamentet.

Jeg vil også gerne nævne nogle gode eksempler fra samme generaldirektorat, altså GD Det Indre Marked og Tjenesteydelser. Især hvad angår finansielle tjenesteydelser, er der udviklet og foreslået en praksis af visdomsudvalget under ledelse af Alexandre Lamfalussy, den såkaldte Lamfalussy-procedure. Proceduren sikrer, at de aktører, som er berørt af lovgivningen i praksis, såsom tilsynsførende, markedsdeltagere, forbrugere og brugere, som er involveret i processen, i langt højere grad er styrende for, hvordan forskrifterne udformes. Vi har anvendt dette eksempel tidligere over for andre, og vi vil gerne understrege det endnu en gang i denne debat. Vi har problemer med call-back-bestemmelsen og Europa-Parlamentets ansvar som medlovgiver, hvad angår at kunne føre tilsyn med, hvad der i sidste instans fastsættes, men processen som sådan støtter vi gerne.

  Pervenche Berès (PSE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, kære kommissærer, denne forhandling er væsentlig. I bund og grund handler det om Kommissionens monopol på lovgivningsområdet. Hvad enten det drejer sig om better regulation eller law making, er det vigtigste stadig, hvordan initiativet til lovgivningen træffes. Og når Kommissionen i traktaterne har fået bevilget monopol til initiativer, så er det, fordi den skal repræsentere almene interesser. Kommissionen skal således ikke blot være en klangbund for forskellige berørte industrier, men skal repræsentere alle dem, som ikke nødvendigvis kan organisere sig. I den forbindelse mener jeg, at vi alle er overbeviste om, at better regulation helt sikkert er vigtigt for erhvervslivet, men at det også ligeledes indimellem bør være en fordel for lovgivningen. Hr. Barroso, det var, hvad Europa-Parlamentet klart og tydeligt fortalte Dem, da vi foreslog at Kommissionen trak 68 forslag tilbage, og da vi meget tydeligt f.eks. i tilfældet med de gensidige forsikringsselskaber gav udtryk for nødvendigheden af lovgivning.

Jeg har på vegne af Økonomi- og Valutaudvalget udarbejdet en udtalelse om hr. Garganis betænkning, som drejer sig om forenkling af lovgivningen, og jeg vil gerne i den anledning fremsætte tre bemærkninger.

Vi bør først og fremmest være opmærksomme på, at alle tekniske spørgsmål inden for dette område naturligvis skjuler det politiske spørgsmål om, hvad der skal forenkles. Hvilket acquis arbejder vi på bag forenklingen?

For det andet forestiller nogle sig ofte, at better regulation er synonym med selvregulering. I Økonomi- og Valutaudvalget har vi med eksemplet om regnskabsstandarderne det bedste eksempel på en situation, hvor der på grund af en manglende meget præcis demokratisk kontrol til tider opstår farligt misbrug.

Afslutningsvis bør forsøget på forenkling også føre til indførelse af en bedre udformet lovgivning, hvor Europa-Parlamentet fastsætter principperne og det øvrige henvises til komitologien. Som De ved, støtter vi fuldt ud en sådan synsvinkel, når den er baseret på en komitologiaftale, der fuldt ud anerkender de rettigheder, der tillægges medlovgiveren, nemlig Europa-Parlamentet.

  Eoin Ryan (UEN), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (EN) Fru formand, medlemsstater, der udråber protektionisme til at være en positiv politisk mulighed, forklæder protektionisme som patriotisme eller er bange, ikke for det, som Europa kan blive, men for det, som det allerede er, nemlig en økonomi baseret på frihandel og konkurrence. Som medlem af Økonomi- og Valutaudvalget og ordfører for en udtalelse om bedre lovgivning er jeg overbevist om, at øget konkurrence gennem en lovgivningsreform er det incitament, der skal til for at forbedre Europas produktivitet.

Jeg mener, at det er påkrævet, at alle fremtidige lovgivningsmæssige konsekvensanalyser tager hensyn til den stigende globale konkurrence. Hvis EU desuden skal være mere ansvarlig og fleksibel over for den globale strøm af markedsændringer, foreslår jeg Kommissionen, at der indføres en revisionsbestemmelse i al ny lovgivning. Det er også afgørende, at der som led i bedre lovgivning undersøges alternativer til lovgivning. Foranstaltninger såsom mere udbredt høring og mekanismer til hurtigere løsning af tvister skal undersøges.

Hovedformålet med al lovgivning bør være at gøre det muligt at gennemføre det indre marked uden hindringer for industriens vækst på tværs af grænserne. Derfor må vi udnytte de muligheder, som stordriftsfordele giver gennem fusioner og overtagelser. Jeg ser frem til, at Kommissionen tager konkrete skridt til at nedbringe virksomheders omkostninger ved at overholde 25 forskellige nationale ordninger. Jeg bifalder iværksættelsen af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. Medlemsstaterne må dog ikke have lov til at forholde sig passivt til gennemførelsen af disse 42 direktiver. Hvis engagementet svigter, skal der iværksættes håndhævelsesforanstaltninger.

Konsistensen og gennemførelsesgraden skal forbedres, hvis der skal være en reel mulighed for, at Lissabon-målene kan nås, og globaliseringens udfordringer kan klares. Folk må erkende, at globaliseringen er kommet for at blive. Det er politisk og økonomisk uacceptabelt, at nogle medlemsstater forsøger at vende tilbage til protektionistiske politikker. Irske virksomheder og andre europæiske virksomheder forsøger at gennemføre det indre marked og kaste sig ud i globaliseringens udfordringer, og de regeringer, der argumenterer for protektionisme, må ikke stå i vejen for dem.

  Mihael Brejc (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (SL) Jeg støtter Kommissionens og alle andres bestræbelser for at forbedre lovgivningen og opnå en bedre udarbejdelse af EU-lovgivning, men alligevel beklager jeg samtidig, at forfatningstraktaten ikke er blevet vedtaget. Jeg beklager specielt dette, fordi vi i forfatningstraktaten udarbejdede en god gennemsigtig lovramme, som giver os mulighed for at fremskynde ratifikationen af forfatningstraktaten.

I dag nævnte hr. Barroso områder, som skal gennemgås yderligere. Han bør tilføje terrorisme til listen. På terrorismeområdet har vi allerede vedtaget 58 forordninger, direktiver osv. - 27 af dem er i forslagsfasen, og yderligere ca. 15 er på vej. EU's lovgivningssystem for bekæmpelse af terrorisme er i en nøddeskal meget uigennemsigtigt. Jeg kan ikke finde vej i det, og jeg håber, at terrorister heller ikke kan orientere sig i al denne forvirring.

EU lider af mindst to slags idealisme. Den første er normativ idealisme. Hvis der ikke findes bestemmelser for et bestemt område, tror vi, at flere bestemmelser løser problemet. Følgen heraf er, at regulering får lov til at brede sig helt ude af proportioner. Den anden er organisatorisk idealisme. Hvis vi mener, at et område skal reguleres bedre, opretter vi en institution. Den sidste institution, der blev oprettet, var en institution for lige muligheder, og før den var det en institution for menneskerettigheder, som om de var en garanti for mere og bedre regulering.

Det er illusioner, som aldrig bliver til virkelighed. Det ville være bedre, hvis Kommissionen undersøgte, hvordan disse områder bliver reguleret, og selvfølgelig hvordan de påvirker befolkningen. Folk spekulerer på, om det virkelig er nødvendigt at have så megen lovgivning, så mange institutioner osv. Endvidere tror jeg ikke, at Kommissionen har brug for nye institutioner til at kontrollere retsakter og revisionen af forslag til retsakter, da vi har et Parlament, som på udmærket vis kan udfylde denne rolle.

Endelig højnes EU-institutioners anseelse i offentligheden ikke ved hjælp af en hel masse forordninger, direktiver osv., men ved at optræde gennemsigtigt til gavn for befolkningen og styrke tanken om Europa.

  Marie-Line Reynaud (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. - (FR) Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Gargani for klarheden og engagementet i hans betænkning. Jeg glæder mig over, at en meget stor del af min udtalelse er taget med, og at betænkningen gentager to af de indvendinger, jeg havde, nemlig først og fremmest fremhævelsen af, at forenklingen er nødvendig, men ikke skal gennemføres på en hvilken som helst måde, og for det andet bekræftelsen af Europa-Parlamentets vilje til fuldt ud at tage del i strategien til forenkling. Vi kan blot med glæde hilse alle initiativer velkommen, der sigter mod at gøre lovgivningen mere tydelig og sammenhængende.

Det er reelt umuligt at fortsætte på en ordentlig måde med et acquis på mere end 80.000 sider. Hvordan kan man under de betingelser på troværdig vis tale til borgerne om tilgængelighed og gennemsigtighed? Derfor skal forenklingsstrategien principielt støttes. Den bør på sigt gøre det muligt at have fællesskabsstandarder og nationale standarder, der er lettere og billigere at anvende. Forenklingen indeholder imidlertid ligeledes en række begrænsninger eller farer, og det er nødvendigt allerede nu at være opmærksom på dette. Betænkningen præciserer netop, at forenklingen ikke bør være ensbetydende med en forringelse af standarderne, at der er problemer forbundet med anvendelse af den interinstitutionelle aftale om ændringsproceduren, og at det derfor er nødvendigt at klarlægge de gældende bestemmelser for at undgå kompetencekonflikter og proceduremæssige blokeringer. Betænkningen bekræfter ligeledes klart Europa-Parlamentets vilje til fuldt ud at tage del i forenklingsstrategien, og der lægges både vægt på nødvendigheden af at beskytte Europa-Parlamentets rettigheder og spørgsmålet om tilpasning af forretningsordenen. Forenklingen kan reelt ikke finde sted uden for al demokratisk kontrol og især uden for Europa-Parlamentets kontrol.

Europa-Parlamentet bør derudover overveje inden for rammerne af forenklingen at forbedre de interne lovgivningsmæssige procedurer og teknikker. Dette spørgsmål er kernen i en specifik betænkning, som jeg skal udarbejde. Endelig glæder jeg mig med hensyn til alternative reguleringsmetoder over, at der i betænkningen anmodes om en stram ramme for brug af samregulering og selvregulering, for det er grundlæggende at bevare sikkerhedsforanstaltninger på dette område.

  Diana Wallis (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. - (EN) Fru formand, direktiver og forordninger udgør tilsammen den lovgivning, som måske er det væsentligste, som vores borgere ser eller mærker som følge af vores aktiviteter. Lovgivning er, som den altid har været, vores vigtigste produkt. Men lovgivning er, særligt på europæisk plan, en proces - en omstændelig proces - ikke et endepunkt. Denne varige tilstand fremgår tydeligt af de forskellige betænkninger, som vi diskuterer i dag. Der er Doorn-betænkningen, som drejer sig om bedre lovgivning og nærhedsprincippet, og Frassoni-betænkningen, som drejer sig om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten. Men borgerne bør inddrages i hele denne proces fra ende til anden og hjælpe os med at sætte dagsordenen, udøve lobbyvirksomhed og informere os, mens vi træffer beslutninger, og føre tilsyn med, hvordan resultaterne fungerer.

I Doorn-betænkningen lægges der særlig vægt på anvendelsen af konsekvensanalyser. Det er meget positivt. Men vi må være forsigtige. Konsekvensanalyse kan ikke erstatte politisk beslutningstagning. Vi må naturligvis have fuldstændige og uvildige oplysninger fra alle sider om alle aspekter, ikke bare om konsekvenserne for erhvervslivet. Så kan vi som medlovgivere træffe beslutning, men det må være vores beslutning, ikke eksperternes, teknokraternes, interessenternes eller lobbyisternes. Giv os alle oplysningerne på afbalanceret vis, så kan vi i fuld åbenhed træffe en politisk beslutning, som vi er ansvarlige for. Nok så mange konsekvensanalyser eller gentagne konsekvensanalyser må ikke erstatte demokratiet.

Jeg vil tale om en af Udvalget for Andragenders største bekymringer. Udvalget for Andragender er nok det udvalg i Parlamentet, der er mest i berøring med borgerne. De henvender sig til os, når lovgivningen ikke fungerer. Det er Udvalget for Andragenders opgave at hjælpe borgerne med at sætte fokus på problemerne med gennemførelse og kontrol af EU-lovgivningen. Dette arbejde burde have meget større opmærksomhed og anerkendelse, navnlig i Kommissionens årsberetning. For hundrede og syttende gang har Udvalget for Andragender understreget nødvendigheden af, at Kommissionens overtrædelsesprocedurer bliver mere håndfaste, og derfor bifalder vi fru Frassonis forslag om dette. Det glædede mig også at høre kommissionsformand Barrosos bemærkninger om gennemførelse.

Vi har også understreget borgernes deltagelse i lovgivningsprocessen. Mange af os så gerne, at de kunne inddrages i lovgivningsinitiativer gennem det europæiske borgerinitiativ, som er fastlagt i udkastet til forfatningstraktat, men dette er desværre nok noget, vi må drøfte en anden gang. Vi kunne dog i det mindste sørge for, at borgerne forstår, hvad vi gør i deres navn. Der synes at være bred støtte til forslaget om, at hvert direktiv og hver forordning skal indledes med et resumé for borgerne, der ikke er retligt bindende. Lad os kort sagt få lovgivning, der er tilgængelig i formen, i den måde, hvorpå vi udarbejder den, og i den måde, hvorpå vi håndhæver den.

  Malcolm Harbour, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand, jeg vil især bifalde alle betænkningerne. Som koordinator for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse vil jeg navnlig rose fru McCarthy for det glimrende arbejde, hun har udført, og vores udvalg, som holdt en høring om emnet.

En af de ting, som vi må lære af denne øvelse - og det siger jeg til den udvalgte skare af kolleger her i salen - er, at bedre regulering er en fælles opgave for alle medlemmer af Parlamentet, uanset hvilket udvalg de tilhører. Det er positivt, at vi udvider diskussionen, men for få mennesker er engagerede.

Mit vigtigste budskab i aften, som er forbundet med de ændringsforslag, jeg stillede til fru McCarthy's betænkning, og som blev accepteret af udvalget, er, at bedre regulering er en proces. Jeg er enig i meget af det, som fru Wallis siger. Problemet er, at processen er vanskelig og kompleks, og at meget få mennesker forstår den. Vi må forsøge at forklare og forenkle den, men vi må forklare den i vores egne valgkredse og til mennesker udenfor. Hvor mange medlemmer af Parlamentet kan sige, at de virkelig forstår de procedurer, som Kommissionen har indført for at forbedre lovgivningens kvalitet? Hvor mange af Dem ved, hvad Deres ansvar er i henhold til den berømte interinstitutionelle aftale, som vores daværende formand, Pat Cox, undertegnede i netop denne sal for to år siden? Jeg frygter, at hvis vi havde et spørgeskema om det, ville de fleste af Dem ikke have nogen idé om, hvilke forpligtelser det drejer sig om.

Kære kolleger, vi må først og fremmest bringe orden i vores eget hus. Vi må hver især have den forenklede tjekliste. Vi bør, når Kommissionen sender os et forslag, forlange - og dette er også en henstilling - at hvert forslag ledsages af en kort tjekliste om de procedurer, som Kommissionen allerede har gennemgået, og de procedurer, som den vil gennemgå i fremtiden. Hvis der er dokumenter og konsekvensanalyser, bør de være tydeligt knyttet dertil.

Det er den type praktisk definition og afklaring af processen, som vi har brug for. Ellers vil borgerne miste troen på processen. Processen for bedre lovgivning er afgørende for, hvordan vi arbejder her i fremtiden.

  Maria Berger, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære østrigske rådsformandskab, jeg vil gerne takke alle ordførere generelt og ordførerne for udtalelserne mange gange, også fordi De alle sammen var indforstået med at have en forhandling under ét om det i dag.

Denne forhandling under ét gør det muligt for os at se alle de aspekter, som vi skal diskutere i dag under mottoet better regulation og better lawmaking. Jeg må indrømme, at denne diskussion bliver mere og mere uoverskuelig for mig. Bag de velmente formler, som vi hører her og allerede har hørt ofte, er det ofte ikke længere til at se nogen konkret substans. Af og til har jeg også den mistanke, at denne diskussion om bedre lovgivning skal aflede os fra de faktiske opgaver som lovgivere og tjener som påskud for EU's lovgivere for ikke at handle eller for, at bedre regulering bliver til deregulering.

Situationen er imidlertid blevet så uoverskuelig, at man fristes til at kalde på en proces, hvor hensigten er better regulation of the better regulation process eller en konsekvensanalyse af konsekvensanalysen. Jeg er ordførerne taknemmelig, fordi de - trods al denne tåge - har udarbejdet nogle meget konkrete foranstaltninger. Det gælder især fru Frassonis betænkning og de konkrete forslag om en forbedret kontrol af gennemførelsen af fællesskabsretten, hurtigere overtrædelsesprocedurer og en større gennemsigtighed for den klagende borger.

Det kan jo ikke være rigtigt, at borgere anlægger en sag, og Kommissionen så indleder en overtrædelsesprocedure, og sagen så pludselig stoppes, og borgerne ikke rigtig informeres om, hvorfor sagen er stoppet. Det forringer ofte deres retsstilling ved verserende nationale sager. Her er der noget, der er nødvendigt i gennemsigtighedens forstand.

Jeg bifalder især de forslag, som hr. Doorn har udarbejdet, især om konsekvensanalysen. Vi er enige i, at komitologiproceduren også bør være underlagt en konsekvensanalyse. Vi er også enige i den idé, at konsekvensanalysen bør underkastes en uafhængig kontrol, som ganske vist skal være uafhængig af det til enhver tid ledende generaldirektorat, men ikke nødvendigvis skal ske uden for Kommissionen. Kommissionen har sit politiske ansvar. Det skal den ikke afgive her, og i det konkrete tilfælde vil den jo heller ikke virkelig afgive det.

Hvor vi ikke er enige med hr. Doorn, er i spørgsmålet om en bindende konsekvensanalyse i forbindelse med ændringsforslag i Parlamentet og i Rådet. Jeg mener ikke, at vi som lovgivere skal lænke og umyndiggøre os selv her. En god konsekvensanalyse fra Kommissionens side vil også gøre det muligt at kunne vurdere virkningerne af ændringer. Der er oven i købet et instrument til frivillig anvendelse af konsekvensanalysen, som - har vi hørt - allerede anvendes af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Det er en sag, som vi også bør tale om i andre udvalg.

For en bedre lovgivning gælder det samme som for alle andre gode intentioner og smukke ting her i livet: Der findes ikke noget godt, medmindre man gør det - og ikke kun taler om det.

  Elizabeth Lynne, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand, jeg har i mange år argumenteret for bedre lovgivning, navnlig i mit udvalg, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Vi må have bedre og mere omfattende konsekvensanalyse, og vi må undersøge, hvorvidt der virkelig er behov for lovgivning på EU-plan, eller om det er bedre at overlade den til medlemsstaterne i mange tilfælde. Hvis der er behov for den, må vi have en ordentlig cost-benefit-analyse af både virksomhederne, herunder de små virksomheder, og arbejdsstyrken. Jeg ser gerne, at konsekvensanalyserne virkelig er uvildige, mere end det ofte er tilfældet for øjeblikket: en begrundelse for behovet for lovgivning.

Når lovgivningen er vedtaget, skal den gennemføres ensartet, som vi alle sammen har sagt, i alle medlemsstaterne. Hvis den ikke bliver gennemført, er det så fordi den er uigennemførlig? Hvis den er uigennemførlig, så ophæv den, som Kommissionen har sagt.

Endelig må vi sørge for, at den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning bliver overholdt. I et svar, som Kommissionen gav forleden dag, indrømmede den, at der var sket meget få fremskridt.

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Fru formand, kære kolleger, først vil jeg gerne sige til kommissionsformand Barroso, at de beslutninger, der er blevet truffet på energiområdet i dag, viser, at De godt kan, når De vil, og derfor ville vi gerne have, at De kunne gøre dette i et større antal sager, ikke mindst når det gælder miljøpolitik, forbrugerpolitik og sundhedspolitik, men det siger sig selv.

Hr. Winkler, jeg konstaterede med beklagelse, at De ikke sagde et ord om lovgivningens gennemførelse, selv om dette spørgsmål navnlig vedrører medlemsstaterne. Det ville desuden være interessant at høre Rådets holdning til muligheden for at genoptage forhandlingerne om aftalen om bedre lovgivning, når det gælder den del, der vedrører lovgivningens gennemførelse. Disse forhandlinger har hidtil været en fiasko.

Hvad angår spørgsmålet om konsekvensvurdering, vil jeg ikke lægge skjul på min bekymring, eftersom dette spørgsmål er ved at blive en slags myte eller trylleformular, der i sig selv kan gøre lovgivningen bedre ved at basere den på videnskabelige og neutrale kilder. Personligt er jeg skeptisk på dette punkt. Jeg er faktisk bekymret over den betydning, som dette spørgsmål tillægges, og det er jeg ikke mindst, fordi nogle af forslagene i betænkningerne - navnlig i fru McCarthys betænkning, men også i andre betænkninger - indfører nogle bureaukratiske elementer, der ville være meget vanskelige at administrere, ikke mindst for Kommissionen. På grund af denne tvivl er det efter min gruppes opfattelse heldigt, at vi har udsat afstemningen, for på denne måde får vi mulighed for at tage situationen op til fornyet overvejelse og nå til enighed.

Desuden er de aspekter, som alle taler om, og som anses for at være af afgørende betydning for konsekvensvurderingen, herunder administrationsudgifterne, det overdrevne bureaukrati og de alt for store reelle eller anslåede omkostninger for virksomheder, i sig selv et politisk valg. Jeg vil give Dem et eksempel, hr. Barroso og hr. Verheugen, nemlig at et brev fra UNICE var nok til, at man skar kraftigt ned på luftkvalitetsstrategien på trods af en konsekvensvurdering, som kostede 2 millioner euro, og som viste, at der ikke kun var omkostninger for virksomhederne, men også for sundheden. I den sidste ende er en konsekvensvurdering således også et politisk valg, og derfor vil jeg opfordre til, at den ikke får så høj en prioritet eller i så høj grad bliver overvurderet i forhold til de andre aspekter af loven.

Til sidst vil jeg sige et par ord om spørgsmålet om samregulering og selvregulering. Jeg ville gerne have, at Kommissionen foretog en undersøgelse af, hvordan disse procedurer har virket, for ifølge vores undersøgelse har de ikke virket ordentligt. Virksomhederne og selskaberne har selv vurderet deres evne til at rette sig efter disse aftaler som ret utilfredsstillende.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Fru formand, det er sørgeligt, at diskussionen om subsidiaritet og bedre lovgivning kun synes at have et eneste hovedmotiv, nemlig øget økonomisk vækst og øget konkurrence ved mindre regulering. Det skaber den illusion, at der i forbindelse med lovgivningen om eksempelvis social sikring, miljø og forbrugerbeskyttelse i højere grad bør fokuseres på subsidiaritet. Det er helt i tråd med den neoliberale tankegang, som pr. definition betragter mindre regulering som noget positivt.

Faktum er imidlertid, at det netop er fællesskabsrettens bestemmelser om det højt besungne indre marked, som lægger hindringer i vejen for de europæiske borgere. Når eksempelvis en lille kommune i den nordlige del af Nederlandene af Europa-Kommissionen får at vide, at den skal søge tilladelse, før den kan anlægge et lyslederkabelnet til sine egne borgere, må det tilskrives disse bestemmelser. Det samme er tilfældet, når man i Bruxelles betragter den offentlige støtte, byen Amsterdam yder til den lokale dyrepark, som konkurrenceforvridning. Det er intet under, at nederlænderne ikke har noget tilovers for yderligere udvidelse af EU's beføjelser og den foreslåede forfatning, som indebar godkendelse af og støtte til den omhandlede proces. De afviste med stort flertal forfatningsteksten.

Faktum er således, at subsidiaritet for længst er reduceret til et intetsigende begreb. De europæiske institutioner, og det gælder ikke mindst Europa-Parlamentet, stiller aldrig eller kun sjældent sig selv det spørgsmål, om europæisk indgriben i en given sag virkelig bidrager til øget velfærd for mennesker og miljø. Tværtimod bidrager en strøm af europæiske forskrifter til stadighed til at underminere de nationale og regionale regeringers kontrol. Jeg vil i den forbindelse henvise til eksempelvis direktivet om tjenesteydelser, som også i ændret form vil betyde en væsentlig udhuling af det lokale selvstyre, hvad angår tilladelser eller lokale tjenesteydelser.

Alt i alt er det positivt, at kvalitet og subsidiaritet i forbindelse med europæisk lovgivning sættes under debat. Men det er fuldstændig naivt at antage, at man ved at ophæve nogle få bestemmelser eller foretage konsekvensvurdering kan løse de grundlæggende problemer, der knytter sig til EU's indgriben. Det vil først og fremmest kræve grundlæggende tilpasning af bestemmelserne om det indre marked.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand, jeg vil takke kommissionsformanden, rådsformanden og vores ordførere for deres holdning til debatten i dag.

Der er tydeligvis problemer med vores lovgivningsproces, der er vanskeligheder, som vi alle sammen kan erkende og se i løbet af vores arbejdsdag. En af de ting, der er allerstørst behov for, er kodificering og forenkling af den eksisterende lovgivning - EU's acquis - ikke kun for at sikre, at virksomhederne kan operere friere eller bedre over hele det indre marked, men også for at sikre, at enkeltpersoner ved, hvor deres rettigheder beskyttes, at der er klare og utvetydige regler for at sikre, at storkapitalen ikke kan krænke arbejdernes rettigheder, at forbrugerne ikke kan trædes under fode som følge af beslutninger truffet af finansielle institutioner eller alt muligt andet. Det er årsagen til, at vi i mange år her i Parlamentet har forsøgt at fremme denne idé om konsekvensanalyse i forbindelse med al lovgivning, at afprøve den, før den bliver vedtaget, at undersøge nødvendigheden af den og fuldt ud at forstå, hvad konsekvenserne af den vil være, når den til sin tid bliver omsat til lovgivning.

Men når man ser på hele spørgsmålet om lovgivning, er de største vanskeligheder og de største syndere at finde på medlemsstatsplan i forbindelse med gennemførelsen af vedtaget europæisk lovgivning. Regeringerne har allerede været repræsenteret i beslutningsprocessen, og Parlamentet og Kommissionen har været inddraget, men når det gælder gennemførelse, er der vanskeligheder på grund af en lokal, indenlandsk politisk strid eller på grund af frygt for bagslag på det pågældende politiske område.

Jeg mener, at det ville være forkert af Kommissionen udelukkende at fremstille sig selv som den frygtelige håndhæver over for medlemsstaterne, for nogle gange er der misforståelser og fejl i lovgivningen, som skal rettes, og det kræver fleksibilitet.

Min sidste bemærkning er, at når der skal nedsættes arbejdsgrupper eller ekspertgrupper vedrørende bedre lovgivning, er det vigtigt at inddrage de politiske aktører - ikke kun teknokrater og parlamentariske ordførere, men politikerne selv, som kan forstå, hvordan dette skal sælges til offentligheden og håndhæves på lokalt plan.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Fru formand I dag er det kun udvalgte specialister, som kan læse EU-love og finde frem til retstilstanden på et område. Hver landmand skal tælle hver ko og kat, men ingen EU-institution ved, hvor mange love vi har helt præcist. Vi har nok passeret 20 000 regler, som fylder over 100 000 sider. Retstilstanden på f.eks. fiskeriområdet skal søges i over 70 forskellige forordninger. Hvorfor ikke samle alle regler, som vedrører samme emne, i én enkelt lov? Så kan borgerne selv se og læse den, hvilket er den første forudsætning for indflydelse.

Forslag til ændringer kan fremhæves i fed skrift - ord, der skal forsvinde, kan skrives med kursiv. Så kan alle se, hvad forslaget går ud på. Vi vil også vedtage det demokratiske princip fra vore egne forfatninger, nemlig at ingen EU-lov fremover kan vedtages uden, at det er besluttet her i EU-Parlamentet. EU-love kan så bemyndige til udstedelse af bekendtgørelser, men enhver bekendtgørelse bør kunne tages op igen af helt almindelige flertal i Rådet og Parlamentet.

Afskaf også alle udvalgsprocedurer, hvor et mindretal lovgiver sammen med Kommissionen imod flertallet af de nationale parlamenter og EU-Parlamentet. Det er absurd, at Kommissionen har kunnet tillade genmodificeret cornflakes, når 14 ud af 15 lande var imod, og land nummer 15 også var imod, da deres borgere opdagede, hvad der egentlig var blevet besluttet bag de lukkede døre! Åbn hele lovgivningen for borgerne, så får vi også bedre love!

  Marek Aleksander Czarnecki (NI). - (PL) Fru formand, Kommissionen kontrollerer gennemførelsen af fællesskabsretten en gang om året. For tiden drøfter vi Kommissionens 21. og 22. årsberetning. For at forstå problemets omfang bør det understreges, at der er indledt omkring 4.000 overtrædelsesprocedurer. Der er afgivet en såkaldt begrundet udtalelse for næsten 1.000 af dem, og over 400 er blevet henvist til EF-Domstolen.

Det er beklageligt, at Kommissionen fremsendte den 22. årsberetning ret sent. Vi modtog den først i januar 2006, og følgelig kunne Parlamentet kun henhold sig til en del af Kommissionens oplysninger for 2004 i sin beslutning. Paradoksalt nok kan man sige, at des flere klager, jo bedre. Det er fordi, klagerne viser, at borgerne i medlemsstaterne spiller en vigtig rolle i kontrolprocessen og således i EU's lovgivning. Borgernes klager er ikke symbolske. De er en del af processen med at opbygge et borgernes Europa, og generelt er de en effektiv måde at kontrollere gennemførelsen af fællesskabsretten.

Parlamentets udvalg bør kontrollere gennemførelsen af fællesskabsretten nøje, særlig i situationer, hvor det er nødvendigt, at den relevante ordfører deltager aktivt i kontrollen af gennemførelsen af en given lovbestemmelse i de enkelte medlemsstater, og selvfølgelig også når der er tale om at opfordre til en omgående indsats, bør overtrædelser påpeges.

Processen bør gøres mere effektiv ved at afkorte den interne procedure, som det med rette blev nævnt i forslaget til Parlamentets beslutning. Det ville også være hensigtsmæssigt at give de enkelte kommissærer beføjelse til at udøve direkte kontrol med gennemførelsen af fællesskabsbestemmelser i national lovgivning inden for de fastsatte frister. Det kunne ske ved at give kommissærer beføjelse til at stile anmodninger om behandling af overtrædelser inden for deres eget kompetenceområde direkte til medlemsstaterne.

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, at De hjælper mig med at bidrage rent praktisk til bedre lovgivning, idet jeg har det privilegium at mødes med Formandskonferencen og meget indgående tale om retsakter dér, har i høj grad noget at gøre med forhandlingen her. Jeg takker i hvert fald for Deres forståelse.

Jeg vil gerne meget kort tage stilling til et eller to emner, som har lydt her i forhandlingen. Der blev fra utroligt mange taleres side talt om komitologi. På østrigsk siger man: "Man soll nicht über Eier, die noch nicht gelegt sind, gackern." (Man skal ikke tage sorgerne på forskud). Men vi har under det østrigske formandskab netop taget emnet komitologi op igen med stort engagement. Vi har allerede haft to meget intensive forhandlingsrunder med de dertil beføjede repræsentanter for Parlamentet, den seneste var for ca. to timer siden. Jeg mener, at vi er på rette vej med trods alt og efter nogle år at nå frem til en løsning, som er tilfredsstillende for Parlamentet og Rådet.

I hvert fald vil det føre til en forbedring af den nuværende situation, fordi Parlamentet selvfølgelig også skal inddrages i de lovgivningsakter, som udstedes i samråd med Rådet og Parlamentet i medbestemmelsesproceduren. Vi er forholdsvis tæt på en løsning her, og jeg håber, at vi kan nå frem til en endelig løsning i dette halvår. Dermed bidrager vi også til en bedre lovgivning.

Fru Frassoni har selvfølgelig helt med rette henvist til betydningen af retsgennemførelsen. Det vedrører medlemsstaterne, altså ikke Rådet som sådan - og her taler jeg naturligvis på Rådets vegne - men de enkelte medlemsstater er selvfølgelig opsat på i diskussionen med Kommissionen at finde bedre metoder for at hjælpe retsanvendelsen til et gennembrud. Vi er naturligvis også - det siger jeg nu som østriger - berørt af det ligesom alle andre medlemsstater, vi er også berørt som så mange andre medlemsstater af overtrædelsesprocedurerne. Som jurist siger jeg, at enhver ret selvfølgelig også har brug for en gennemførelsesmekanisme, det er vigtigt, og vi bestræber os også på at høre bedre på Kommissionen og finde bedre metoder til retsgennemførelse og retsanvendelse.

Jeg ville med det, at jeg ikke har talt om det på Rådets vegne, selvfølgelig ikke sige, at retsanvendelsen og retsgennemførelsen ikke er af lige så stor betydning som lovgivningen.

Hvad angår Rådet, står spørgsmålet om lovgivning og kontrol af allerede vedtagede retsakter naturligvis i centrum af overvejelserne.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Fru formand, jeg kan ikke gøre for det, men når jeg ser navnet Winkler deroppe, tænker jeg straks på Henry Winkler. Husker De den fyr, der var Fonzie i Glade dage. Det er godt at have en østrigsk minister som Fonzie, der vender tommelfingeren opad for bedre lovgivning!

Vi behandler tre indbyrdes forbundne emner i denne mødeperiode. Det første, som vi behandlede i går, drejede sig om Rådets gennemsigtighed og åbenhed. Det andet er denne debat om bedre regulering og lovgivning, og det tredje, som vi skal behandle i aften, drejer sig om medborgerskab. Jeg støtter alle disse initiativer, jeg synes, at de er glimrende, jeg synes, at det arbejde, som generalsekretæren udfører i Kommissionen under hr. Ponzanos ledelse, er fremragende, og jeg vil anbefale hver eneste af de fire betænkninger, der er blevet forelagt i dag.

Når det er sagt, og fordi vi taler om bedre regulering, blev jeg lidt ilde til mode, da jeg begyndte at gennemgå betænkningerne. Jeg vil blot læse sproget op for Dem. Jeg mener, at der er et kommunikationsproblem her. Fru Frassoni udarbejdede en fremragende betænkning, men i punkt 18 står der: "bemærker, at SOLVIT-netværket har vist sin effektivitet på det indre marked som en supplerende udenretslig mekanisme, som har øget det frivillige samarbejde mellem medlemsstaterne, ...". Det er alt sammen rigtigt, men hvis De sidder og lytter til dette, forstår De ikke nødvendigvis, hvad det betyder. I betænkningen om bedre lovgivning af hr. Doorn står der i punkt 5: "mener, at Lamfalussy-proceduren er en nyttig mekanisme; mener, at det er vigtigt, at tilsynsmetoderne er ensartede; udtrykker tilfredshed med niveau-3-udvalgenes arbejde på dette område og tilslutter sig efterlysningen af passende redskaber; ...". Godt. I McCarthy-betænkningen, som efter min mening er den klareste, står der i punkt 6: "anmoder Kommissionen om at udføre såvel ex-ante- som ex-post-konsekvensanalyser af lovgivning for at bidrage til en vurdering af, om de politiske nøglemålsætninger er blevet opfyldt, ...", og Gargani-betænkningen er på nøjagtigt samme måde. Det, jeg forsøger at sige, er, at vi må have bedre regulering, bedre lovgivning, men det drejer sig om forenkling og om, at vi forstår, hvad vi træffer beslutning om, og at borgerne forstår, hvad vi forsøger at træffe beslutning om. Det er det, bedre lovgivning drejer sig om, og derfor må vi forbedre sproget. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det lød gennem den finske tolkning!

(Latter og bifald)

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer, under dække af en teknisk drøftelse gemmer der sig her en meget vigtig politisk drøftelse. Vi skal helt sikkert have bedre lovgivning, men det skal ske, uden at den lovgivende instans dereguleres eller trænges væk. Jeg vil i den forbindelse gerne give udtryk for mine store forbehold over for en række alternative reguleringsmetoder som samregulering og selvregulering. De har deres berettigelse, men i borgernes og forbrugernes interesse må disse metoder efter min mening under ingen omstændigheder erstatte en lovgivning, som tildeler rettigheder, men også pligter, og som derfor er det mest legitime demokratiske værktøj.

Når det drejer sig om en høring forud for lovgivningsprocessen, opfordrer jeg de tre institutioner til sammen med de økonomiske aktører at sørge for en reel deltagelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i dets mangfoldighed. Det er reelt de offentlige myndigheders opgave at støtte organiseringen af disse aktører i hele Europa, det være sig forbrugersammenslutninger, brugere af offentlige tjenesteydelser, foreninger til bekæmpelser af udstødelse eller folkeoplysning.

Tillad mig til sidst at fremsætte en kommentar om det strålende program om forenkling, der skal lette Lissabon-strategien. Jeg undrer mig over, at det som hovedprincip har omarbejdning af forordningen for økologisk landbrug, selv om producenterne ikke kræver det, og at så vigtige forslag som forslagene om de gensidige forsikringsselskabers status og den europæiske sammenslutning på samme tid blev trukket tilbage fra lovgivningsprogrammet.

  Frédérique Ries (ALDE). - (FR) Fru formand, jeg tilslutter mig fuldt ud de personer, der mener, at det ville være godt med en slankekur for lovgivningseuropa, et Europa, der er nøjeregnende med principperne og desværre mere eftergivende med hensyn til at følge op på gennemførelsen og behørig implementering af vores lovgivning.

Vi kan konstatere, at vi i dag 10 år efter lanceringen af SLIM og på trods af indgåelsen for to år siden af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning er langt fra målet. Vi har stadig ikke fået bremset EU's store appetit på lovgivning. Derfor glæder det mig meget, at Kommissionen nu foreslår dette afbalancerede program med tre betingelser for, at dette program virker, EU styrkes, og det bringes nærmere de europæiske borgere. Kommissionen har sagt, at EU udelukkende bør lovgive, når det ville være bedre end på andre magtniveauer. Vi har lige hørt hr. Stubbs udtalelse, og vi bør fra De Kanariske Øer til Skandinavien over Bruxelles og en gang for alle gøre modstand mod den europæiske jargon og tale og udfærdige loven i det sprog, som de fleste af dem, som loven retter sig imod, forstår. Man kunne komme med flere eksempler.

For det tredje er denne slankekur, som vi ønsker, og som også de små og mellemstore virksomheder ønsker, ikke et laisser faire-program. Det skal understreges, at det handler om bedre lovgivning, hvor der ikke mangler ambitioner, og jeg slutter med det, fru formand. Jeg slutter mig til fru Frassoni, når jeg siger at det er Reach-programmet, som jeg tænkte på, da jeg understregede dette sidste punkt.

  Alyn Smith (Verts/ALE). - (EN) Fru formand, jeg lykønsker alle vores ordførere med, at de har gjort denne gigantiske indsats i dag, og jeg vil kort omtale to punkter, nemlig Rådets gennemsigtighed og hr. Doorns betænkning om nærhedsprincippet.

Som vi hørte i går, er Rådets manglende gennemsigtighed stadig et tabuemne. Den er stadig hovedårsagen til, at der er så stor utilfredshed med EU's lovgivning i almindelighed. Der hersker ingen tvivl om, at Rådet kan tage flere skridt til at holde meningsfulde offentlige møder. For øjeblikket er det kun Havana og Pyongyang, der opererer så uigennemsigtig. Vi burde gøre det bedre end som så i det 21. århundrede.

Nu vil jeg gå over til nærhedsprincippet og især punkt 25-29 i hr. Doorns betænkning og mere konkret sige, at jeg kan nævne mit eget land, Skotland, som et eksempel på den forspildte mulighed, som nærhed for øjeblikket repræsenterer. Skotland er for øjeblikket en del af en medlemsstat, der ikke er kendt for sit entusiastiske EU-engagement, og alligevel ville vores parlament i Edinburgh repræsentere en entusiastisk partner, hvad angår bedre EU-lovgivning. Vores parlament har eneansvar for sundhed, miljø, retlige anliggender, uddannelse, fiskeri, landbrug og mange andre områder, men EU's syn på nærhed standser for ofte ved medlemsstaten, når den relevante partner måske i virkeligheden er langt mere lokal.

Jeg kan tilslutte mig alle hr. Doorns henstillinger om konsekvensanalyse, selv om jeg gentager fru Wallis' bemærkninger om politisk engagement og understreger, at et sådant engagement skal være så lokalt som muligt. Så vil vi måske opleve, at nærhedsprincippet begynder at fungere til gavn for EU-lovgivningen i fremtiden.

  Jonas Sjöstedt (GUE/NGL). - (SV) Fru formand, jeg tror ikke, at denne debat kan reduceres til en debat om lovgivnings kvalitet. Den faktiske mængde EU-lovgivning skal også drøftes. Faktisk er antallet af EU-love steget drastisk i de seneste år, og EU lovgiver nu på en lang række nye områder. Samtidig er det meget usædvanligt, at EU giver sin beslutningstagningsret tilbage til medlemsstaterne, eller at det tilbagekalder lovgivning. Kombinationen af en meget stor mængde lovgivning og den dårlige kvalitet af sådan lovgivning medfører manglende klarhed og gør det vanskeligt at gennemføre lovgivning i praksis.

Hvad angår kvalitet, kan der allerede nu gøres meget, og betænkningerne indeholder forslag til dette. Forældet lovgivning kan ophæves. Anden lovgivning kan forenkles, og noget af den kan lægges sammen og konsolideres. Alt dette er udmærket, men der er også behov for en anden fremgangsmåde i forbindelse med lovgivningsarbejde. Når vi beslutter, i hvilken retning lovgivning skal gå, bør vi fokusere mere på mål og mindre på detaljer, og vi skal give medlemsstaterne større frihed til at vælge, hvordan de vil forfølge de fastsatte mål.

Konsekvensanalyser er udmærkede, men det er ikke altid så let at måle det, vi ønsker at måle. Det er som regel enklere at måle ligefremme økonomiske faktorer end f.eks. miljøfaktorer. Vi diskuterede det under forhandlingen om politikken for kemikalier i forbindelse med Reach. Det var let at måle en virksomheds udgifter, men vanskeligt at måle de kæmpestore fordele med hensyn til folkesundheden og færre menneskelige lidelser, når der er færre sygdomme. Det betyder, at man bør være ret forsigtig på dette område.

Hvis der er et reelt ønske om at forenkle lovgivningen, skal antallet af EU-love reduceres, og det område, der er mest overreguleret, er landbrugspolitik, hvor de fleste forhold kunne sendes tilbage til medlemsstaterne, og tusindvis af love kunne ophæves. En række talere nævner forfatningstraktaten. Den ville imidlertid have forværret disse problemer ved at øge EU's magt og gøre det lettere for EU at tilegne sig nye lovgivningsbeføjelser og lovgive på områder, hvor det i virkeligheden ikke burde inddrages. Vi bør derfor ligeledes takke de hollandske og franske vælgere.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Fru formand, en lovgivers færdigheder viser sig ikke blot gennem evnen til at gennemføre forsvarlige love, men også gennem evnen til at afstå fra at lovgive, hvor der ikke er behov for lovgivning. Derfor fortjener erklæringerne i betænkningen om udvidelse og indsnævring af principperne for vurdering af udgifterne og virkningen af lovgivning stor støtte.

I betænkningen nævnes politiske kompromisers negative virkning på udarbejdelsen af EU-retsakter. Direktivet om tjenesteydelser er et godt eksempel. Begge sider i debatten hævder, at de har vundet. Fru Gebhardt påberåber sig for Den Socialdemokratiske Gruppe, at hun vendte op og ned på direktivet, mens hr. Harbour for De Konservative glæder sig over, at der er indgået et fremragende kompromis.

Hvem tager fejl? Måske ingen af dem? Vi kan meget vel være endt med et dokument, der består af snesevis af selvmodsigende forskrifter i håbet om, at det indeholder noget for alle. Det ligner velværeterapi for medlemsstaterne, EU som helhed og også for Parlamentet. Vi vasker imidlertid vores samvittighed ren på bekostning af borgerne, iværksætterne og lovenes kvalitet.

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Fru formand, foranlediget af de betænkninger om bedre lovgivning, vi drøfter i dag, vil jeg gerne knytte et par bemærkninger til betydningen af konsekvensvurdering. Jeg har forstået på hr. Doorn, at han stiler mod en stikprøvebaseret kontrol, som skal foretages af et panel bestående af velanskrevne sagkyndige. Jeg støtter den bagvedliggende tanke fuldt og helt. Jeg ønsker i lighed med hr. Doorn et uafhængigt udvalg, som ikke er sammensat af repræsentanter for de tre europæiske institutioner.

I Nederlandene har vi eksempler på sådanne udvalg, eksempelvis et udvalg, som fører tilsyn med rapporteringen om miljøkonsekvenser. Har man oplevet en gang eller to at lide et alvorligt nederlag for et sådant panel, prøver man nok den følgende gang at gøre sit bedste. Endvidere vil jeg gerne påpege, at lovgivning altid er en læreproces. Dog forekommer det mig alt for negativt at anføre det så eksplicit, som det sker i betragtning J i hr. Doorns betænkning. Vi gør vores bedste her for at vedtage god lovgivning. Det mislykkes iblandt, men jeg føler dog, det går for vidt ligefrem på forhånd at se det som et mål.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Fru formand, De er en fremragende specialist i det gamle Japan i Tokugawaperioden, hvor man frivilligt holdt befolkningen i uvidenhed om statens hemmeligstemplede love, og hvor kun et begrænset antal adelsmænd kendte til dem, for man mente, at befolkningen således ville have meget større respekt for bestemmelserne, hvis de ikke kendte til dem. Og jeg spørger ofte mig selv, om vi egentlig ikke er inspireret af denne gamle japanske form for lovgivning.

Kære kolleger, jeg tror faktisk, at kompleksiteten i den europæiske lovgivning er den skadelige virkning af dynamikken fra en gruppe, som vi alle er en del af. Hvad drejer det sig om? Initiativet kommer fra Kommissionen, men bag hver kommissær gemmer der sig naturligvis generaldirektoratet og de embedsmænd, der arbejder der. Dernæst går det videre til Rådet. Teoretisk set består Rådet af ministre. De bliver enige om en tekst under forudsætning af, at alle fra deres respektive bureaukratier kan finde alle de bestemmelser i teksten, som bør medtages i det fælles udkast, og derefter kommer teksten til Europa-Parlamentet, og Europa-Parlamentet udnævner en ordfører. Og naturligvis vil ordføreren - og det er helt berettiget - gerne have sit navn i historien. Men han huskes langt snarere, hvis han tilføjer bestemmelser end ophæver dem, for slet ikke at nævne de kolleger, der indgiver ændringsforslag, lobbyernes vigtige rolle osv. Mine damer og herrer, det er således, at vi skaber et sandt lovgivningsuhyre.

Jeg har været i Europa-Parlamentet i 17 år og lige siden det første år, hvor jeg har været med, har der været en debat om en forenkling af EU-lovgivningen. Jeg har indtryk af, at man er på nøjagtig samme sted som for 17 år siden med undtagelse af, at situationen nu er blevet endnu værre.

Men hvad skal der ske? Vi må blive enige om betydningen af bestemmelserne. Vi har brug for en egentlig ordbog over fællesskabslovgivningen, et lov som civilloven, handelsloven eller straffeloven, som bliver fornuftigt inddelt, delt i afdelinger, underafdelinger, kapitler, sektioner og artikler, så vi således, når vi arbejder med en tekst, på forhånd ved, at vi skal ændre en given artikel. Vi har kort sagt brug for en meget kraftig forenkling. Jeg frygter, at vi på trods af den gode vilje, som ordførerne har givet udtryk for, endnu ikke er nået helt dertil. Tak.

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær Verheugen, jeg vil først benytte lejligheden til at takke alle fire ordførere for deres værdifulde arbejde vedrørende det emne, som ikke kun rykker ved stambordene, men også mere og mere i politikerne.

Jeg fandt især hr. Gollnischs indlæg forfriskende i denne forhandling. Han holdt en virkelig levende forsvarstale for indførelsen af den europæiske forfatning, som tydeligt forbinder os, hvilket jeg ikke har vidst hidtil. Jeg mener i virkeligheden også, at vi ville stå meget bedre dér med den europæiske forfatning i forbindelse med den normative lovgivning, end hvad der er tilfældet i dag. Det glæder mig, at vi trækker på samme hammel dér.

Disse betænkninger om bedre lovgivning - og jeg mener, at man altid skal gøre sig det klart, når det handler om sagen - har jo ikke til formål at gøre den enkelte borger mere fortrolig med retsteksterne, men at give medlemsstaterne en enkel tekst til gennemførelse i hånden. Derfor skal vi være opmærksomme på målet i forbindelse med de udfordringer, som vi konfronteres med her.

Naturligvis beklager vi netop i denne sammenhæng - og jeg mener det slet ikke ironisk, at jeg netop på dette punkt undtagelsesvis må give den foregående taler udtrykkeligt ret i, at vi har en meget uigennemsigtig lovgivningsproces i forbindelse med komitologien, som er blevet kritiseret her lejlighedsvis.

Derfor er jeg overbevist om, at vi har brug for en ekstern kontrol af europæisk lovgivning, og at denne eksterne kontrol ikke kun kan gennemføres af Kommissionen selv. Der rejser sig det spørgsmål, om det kan ske gennem et agentur - De kender alle vores forbehold over for oprettelsen af flere agenturer, frit efter mottoet: ingen bureaukratiopbygning med henblik på en bureaukratinedbrydning - eller gennem andre eksterne instanser. I hvert fald bør vi som Parlament deltage ved udvælgelsen af disse eksterne instanser.

Derfor udgør de fire betænkninger, vi diskuterer i dag, også et fremragende udgangspunkt for at komme frem til en fælles holdning i dette spørgsmål mellem Parlamentet og Kommissionen og evt. også Rådet.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Fru formand, bedre lovgivning i EU kræver forsvarlige forskrifter, der er formuleret mere gennemsigtigt samt hurtigere og mere effektiv gennemførelse og anvendelse af sådanne forskrifter. Der er stadig for mange tilfælde af ukorrekt gennemførelse af fællesskabsretten. Dette skyldes delvis forskrifternes dårlige kvalitet og delvis medlemsstaternes forsætlige handling med den hensigt at underminere fællesskabslovgivning af politiske, økonomiske eller administrative grunde.

Endvidere tøver de nationale domstole i mange medlemsstater stadig med at gennemføre princippet om fællesskabslovgivningens forrang. Hvis EU's love ikke opfattes som bindende for alle, og hvis gennemførelsen af lovene afhænger af en given regerings gode vilje, kunne resultatet blive, at EU's politikker nationaliseres, som fru Frassoni med rette understreger i betænkningen. Det vil få meget skadelige konsekvenser for det indre marked og hele EU's acquis.

Manglende ensartethed i gennemførelsen i national lovgivning kan også føre til ukorrekt gennemførelse, hvis der indføres forskellige forskrifter i de enkelte lande, og EU's troværdighed undermineres således. Hvis vi ikke er i stand til at lægge pres på medlemsstaternes regeringer om at gennemføre EU-lovgivning korrekt, kan vi ikke forvente, at man skal tro, at EU-institutioner såsom Kommissionen, Rådet og Parlamentet effektivt forsvarer borgernes rettigheder som afledt af EU-lovgivning.

  Karin Riis-Jørgensen (ALDE). - Fru formand Europa-Parlamentet skal være bannerfører for bedre lovgivning. Europa-Parlamentets arbejde skal være transparent, klart formuleret, og især skal vi fjerne de administrative barrierer i den europæiske lovgivning. Derfor har jeg en opfordring til dette Parlaments ledelse: Vores lovgivningsarbejde skal koordineres bedre, så vi ikke igen kommer ud for, at udvalgene foreslår ændringer, der er i modstrid med hinanden. Samtidig skal vi prioritere retssikkerhed og forudsigelighed for vores borgere, og ikke overlade et alt for bredt skøn til myndighederne eller EF-Domstolen.

Formanden for Det Europæiske Råd, den østrigske premierminister, har angrebet EF-Domstolen for at tiltage sig for meget magt. Men Domstolen udfører jo blot sit arbejde, fordi vi lovgivere ikke gør vores arbejde godt nok.

Jeg er desværre bange for, at vi med servicedirektivet er ved at gentage tidligere fejltagelser, og at vi i for høj grad overlader fortolkningen til EF-Domstolen. Det må vi alle gøre bedre ved andenbehandlingen.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Under mine møder med aktører på det indre marked har de ofte kritiseret den nuværende EU-lovgivning. Dårligt udformet lovgivning gør det ofte vanskeligt at gennemføre forslag i de berørte landes retssystemer. Deltagere i de offentlige høringer om dette, herunder kommissær Verheugen, har bekræftet, at tekstlige uklarheder ofte er årsag til retlig usikkerhed, eller at det virker konkurrenceforvridende og splitter det indre marked og derved svækker forbrugeres og virksomheders mulighed for at få fuld gavn af fordelene ved det.

Jeg glæder mig derfor over anbefalingerne fra ordføreren, fru McCarthy, om, at Kommissionen skal fortsætte med at konsolidere, forenkle og kodificere fællesskabslovgivningen med henblik på at gøre den lettere forståelig. Det siger sig selv, at der skal gælde den regel, at forbedringer i lovgivningen ikke må svække miljøstandarder, sociale standarder eller forbrugerstandarder. På grundlag af min erfaring fra udarbejdelsen af betænkningen om finansiering af europæisk standardisering er jeg helt enig med ordføreren i, at kun hensigtsmæssig, klar og frem for alt enkel lovgivning om det indre marked vil gavne borgere, forbrugere og virksomheder, og at den vil bidrage til, at EU styrker sin stilling over for konkurrenter i den globale økonomi.

Mine damer og herrer, jeg er overbevist om, at bedre bestemmelser kan danne grundlag for EU-institutioners indsats for at skabe arbejdspladser og vækst i EU i henhold til den reviderede Lissabon-strategi. Til sidst vil jeg takke de fire ordførere for at etablere en ny struktur for bedre lovgivning i et EU, der er tættere på borgerne.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Fru formand, der var en tid, hvor guderne gav lovene. Guderne lavede perfekte love. Senere blev guderne trætte af det, og menneskene begyndte at lave lovene, og lovene er ufuldstændige. I dag er det således kun os, der beslutter, om en lov er god eller dårlig, og det eneste kriterium til at finde ud af, om en lov er god eller dårlig, er demokratiet, flertallets kriterium, for, som Rousseau sagde, er det fornuftigt, at det er flertallet, der bestemmer, og ikke mindretallet.

Dette princip er grundlaget for de moderne demokratier, demokratiet er repræsentativt, og det er parlamenterne, der lovgiver. De kan tage fejl, men det eneste legitimitetskriterium er parlamentsflertallet. Jeg mener derfor, at den største trussel for demokratiet i dag er teknokrati i forening med økonomiske interesser - det, der kaldes selvregulering eller medregulering - som er en måde at overlade de almene interesser til nogle enkelte personers særinteresser, og det skal vi huske på.

Undertegnede, der er blevet genvalgt til Europa-Parlamentet mange gange, ville ikke være parat til at give afkald på mit lovgivningsansvar til fordel for uddelegering og teknokratiske interesser.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Mine damer og herrer, jeg erkender, at det i forbindelse med den nye strategi for EU-lovgivning er nødvendigt at ændre tænkemåden og måske oven i købet ændre aftaler. Hvis vi imidlertid ønsker at bevare offentlighedens tillid til det indre marked, skal vi dæmme op for investeringers udstrømning og tabet af arbejdspladser. Det betyder, at vi ikke blot skal reducere og forenkle lovgivning, men at vi også efter min mening skal tage de oprindelige mål i både europæisk og national lovgivning op til fornyet overvejelse. Det er en stor politisk udfordring. Det er også op til os, mine damer og herrer, at kræve, at den enkelte foranstaltning, hvad enten den sigter på f.eks. at beskytte sundheden eller miljøet, underkastes en konsekvensanalyse. Det kræver Fru McCarthy i betænkningen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Jeg vil tilføje, at det skal slås fast, hvilke udgifter de europæiske producenter skal afholde, hvor meget offentlige finanser bliver øget eller reduceret, og hvilken virkning det vil få på arbejdsløsheden i EU-regionerne. Vi bør særlig på forhånd vide, hvordan bestemmelser, der sigter på at forbedre standarder, kommer til at påvirke europæiske produkters konkurrenceevne over for tredjelande, således at vi sikrer, at det primære resultat ikke bliver yderligere flytning af produktionsanlæg og kapital væk fra Europa.

Bedre lovgivning betyder også, at vi med hensyn til udgifter grundigt undersøger, om de nye foranstaltninger virkelig kan forbedre EU-borgernes sundhed eller sociale forhold, eller om det blot er en ubegrundet antagelse. Både som læge og politiker kan jeg ikke lide, at så mange EU-bestemmelser og nationale bestemmelser udelukkende er en populistisk gestus. Jeg har ikke en klar idé om, hvordan man skal beskytte forbrugere mod de skadelige eller falske produkter fra tredjelande, som fortrænger europæiske kvalitetsprodukter. Et eksempel herpå kan være fodtøj til børn fra Asien med ortopædiske fejl. Den eneste løsning herpå ville være en obligatorisk ny sundhedsattest for fodtøj til børn, hvilket også ville være bedre lovgivning for befolkningen.

Jeg beklager, at det tager Kommissionen så lang tid at kodificere forbrugerbeskyttelse og beskyttelsen af intellektuel ejendomsret. Aldrig før har standarden for europæisk lovgivning været så vigtig som i dag, hvor EU står over for stor konkurrence fra tredjelande. Det politiske mål med lovgivning i dag er at sikre både retfærdig konkurrence og den europæiske forbruger - ikke kun inden for, men også uden for EU - og også at tilskynde borgerne til at være kreative og samtidig befri dem for ineffektiv lovgivning.

  Maris Matsouka (PSE). - (EL) Fru formand, mine damer og herrer, bedre EF-lovgivning betyder evaluering og afgrænsning af tiltaget med hensyn til det tekniske aspekt.

De nationale administrationers kompleksitet, de begrænsede muligheder for at gennemføre lovgivningen og, ofte, den manglende vilje forværrer situationen yderligere. Sanktioner fra EU's side synes her at være den mest effektive foranstaltning. Det, man skal satse på for at få en korrekt anvendelse af EF-lovgivningen, er imidlertid dannelsen af politisk, men først og fremmest social vilje. Korrekt anvendelse af EF-lovgivningen er en proces, som på mellemlang sigt ville sætte Europa i stand til at reducere sin træghed og øge sin konkurrenceevne i den internationale globaliserede sammenhæng til gavn for borgere, forbrugere og virksomheder.

Vi har brug for klare, grundige og forståelige regler. Sådanne lovtekster forudsætter naturligvis mere klare aftaler mellem deres forfattere. Det er meget vigtigt at forenkle og rationalisere EF's lovkorpus. Det ville være endnu mere at foretrække, hvis love, der respekterer principperne om gennemsigtighed, proportionalitet og konsekvens, regulerer de grundlæggende punkter inden for et område og fastsætter gennemførelsesforanstaltninger, som også vedrører de tekniske detaljer.

Med hensyn til effektiviteten af reguleringen er det vigtigt med evaluering af fordele og omkostninger ved gennemførelsen. Derfor er det nødvendigt med en social dialog med de involverede instanser, som således vil kunne være med til at udforme lovgivningen.

Især med hensyn til større politiske forslag er det den eneste måde, vi kan vinde borgernes tillid på. En god lov er ikke en labyrintisk lov med strenge procedurer, det er en lov, som gør livet lettere for borgerne, samtidig med at den gør dem medansvarlige for dens gennemførelse.

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, jeg har indtryk af, at det er blevet klart her i forhandlingen, at det centrale problem, som vi diskuterer her, er konsekvensanalysen. Efter min mening har det overhovedet ikke noget med det at gøre, at teknokrati erstatter demokrati. Det handler det ikke om. Selvfølgelig er de demokratiske institutioner fortsat ansvarlige. Kommissionen træffer afgørelser om forslag under eget ansvar, Parlamentet og Rådet naturligvis ligeså.

Det handler om et afgørende punkt, nemlig at vi ændrer proceduren med henblik på vores støtte. For nærværende laver vi lovgivning i EU ved learning by doing. Vi beslutter noget, og til sidst kommer der noget ud af det, som har en eller anden effekt. Når vi så konstaterer, at det har en effekt, som vi ikke ønsker, har vi det problem, at vi på baggrund af de komplekse procedurer, som vi har i EU, ikke bare, ligesom i nationale parlamenter, kan ændre lovene hurtigt, men at vi har brug for en kompleks procedure, som strækker sig over mange år, for at revidere direktiver og ændre forordninger. Derfor har vi brug for et andet instrument end det, der eksisterer på nationalt plan.

Vi skal vide, hvad vi gør. I forbindelse med konsekvensanalysen handler det om, at vi får hjælp, at folk, der er uafhængige, også siger til os, hvilke konsekvenser vores handlinger har. Den politiske afgørelse er i sidste ende stadig vores. Men vi har brug for hjælp. Det er meget afgørende i forbindelse med et så stort økonomisk område med 470 millioner mennesker, som Kommissionen, Rådet og Parlamentet skal træffe afgørelse på vegne af. Derfor er det også afgørende, at der er et uafhængigt element.

Jeg appellerer endnu en gang meget tydeligt til Kommissionen om, at den også inden for sine egne strukturer taler for, at dette uafhængige element indføres. Sker det ikke, ville det have den konsekvens, at Parlamentet var tvunget til - hvis vi tager os selv alvorligt - selv at gennemføre et uafhængigt impact assessment overalt. Det er ikke hensigten med den interinstitutionelle aftale fra 2003. Vi vil gerne have, at Kommissionen foranlediger dette selv, således at vi får et fornuftigt beslutningsgrundlag.

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, lad mig endnu en gang forsøge at forklare, hvad det handler om, og hvad det ikke handler om. Det handler ikke om mindre lovgivning. Det handler ikke om dårligere lovgivning, det handler ikke om deregulering, det handler ikke om neoliberal markedsradikalisme. Det handler ganske enkelt om at udforme det europæiske retssystem således, at borgerne kan forstå det, og at udforme det således, at det europæiske erhvervsliv kan benytte det for at vokse, investere og skabe arbejdspladser. Det er virkelig det nemmeste i verden, og jeg bliver konstant overrasket over, hvad det er for motiver, der også formodes at kunne gemme sig bag et så entydigt og klart koncept.

Om vi mener eller ikke mener, at vi har for mange europæiske love, og at de måske heller ikke altid er tilstrækkelige, spiller overhovedet ingen rolle. Det er ikke noget trosspørgsmål, vi taler om her, men vi taler om, at et frygteligt stort antal borgere i Europa er overbevist om, at det er sådan. Vi taler om, at de europæiske virksomhedsejere og de europæiske fagforeninger i enighed taler om, at det er sådan. For meget bureaukrati, for mange love, for komplicerede love, for mange unødvendige begrænsninger. Det handler ikke om, hvorvidt det virkelig er sådan, det handler om, at dem, vi laver lovene for, er overbevist om, at det er sådan. Derfor var det nødvendigt at gøre noget.

I Kommissionens projekt "bedre lovgivning" arbejdes der med alle de instrumenter, der er blevet nævnt her - forskellige former, som man kan forenkle og modernisere lovgivningen med uden at ændre indholdet. Jeg er nødt til at sige det endnu en gang: Det handler ikke om at ændre substansen i bestemmelserne, men det handler om at gøre dem brugervenlige og gennemsigtige.

Jeg vil endnu en gang appellere om Parlamentets støtte. Det er i sandhed to store, to forskellige projekter. Det ene projekt er en kontrol med tilbagevirkende kraft af hele EU's acquis.

Lad os ikke gøre os nogen illusioner! Da den europæiske integration stadig var ny, blev love lavet ud fra andre synspunkter end i dag, og hvis vi går lidt længere tilbage, finder vi meget forbavsende ting i vores lovbøgers annaler. Der er ikke nogen mennesker, der bestrider, at det skal moderniseres. Kontrollen af EU's samlede acquis er ikke nogen let sag, og jeg ville i høj grad være for, at vi bliver enige om fælles procedurer her og ikke kun ved kodificeringen, hvor vi allerede har gjort det.

Følgende spørgsmål adskiller sig herfra: Hvordan ønsker vi at træffe bestemmelser i fremtiden? Hvordan ønsker vi at lave love i fremtiden? I denne forbindelse spiller spørgsmålet om konsekvensanalyse en meget central rolle. Jeg støtter alle dem her, der siger, at det er tvingende nødvendigt i et demokrati, at lovgiveren ved, hvilke følger hans handlinger har for de berørte. Det betyder jo ikke, at lovgiveren undlader at gøre noget, når han ved det. Det vil altid være et afvejningsspørgsmål.

Når Kommissionen siger til Dem, at en lovgivning forårsager omkostninger på x milliarder euro for erhvervslivet, men på den anden side siger til Dem, at det er nødvendigt at lave denne lovgivning for at opfylde borgernes behov for beskyttelse af deres sundhed, er afvejningen ikke svær. Kommissionen vil sige hertil, at beskyttelsen af borgernes sundhed går forud for andet, selv om det koster.

Jeg vil gerne understrege her, at konsekvensanalyse ikke automatisk betyder, at vi så, hvis det viser sig, at vi gør noget, som også skaber omkostninger, bare siger: Vi gør det ikke. Det handler om, at vi helt præcist ved, hvad vi gør.

Her er der udtrykt vigtige tanker om spørgsmålet, hvordan en sådan konsekvensanalyse bedst organiseres, og jeg siger helt åbent til Dem, at vi, hvad angår dette spørgsmål, er midt i en diskussionsproces i Kommissionen, og både kommissionsformand Barroso og jeg er virkelig af den opfattelse, at vi skal ændre det nuværende system.

Jeg er fuldt ud enig med dem, der har sagt her, at den endelige afgørelse om gyldigheden af en konsekvensanalyse ikke kan ligge hos dem, der har udført den, og det kan ikke kun være dem, der laver den tilhørende lov, som skal beskæftige sig med en konsekvensanalyse. Det er kommissionsformand Barrosos og min opfattelse. Vi diskuterer den bedst mulige løsning. Kommissionsformanden sagde i sin indledende erklæring, at han tænker på at oprette en uafhængig instans under hans ledelse, som skal kontrollere konsekvensanalysen. Vi er altså parate til at tale videre med Parlamentet. Det samme gælder for komitologiproceduren, hvor vi i høj grad støtter Parlamentets anliggender, og også for alle andre tiltag, der er blevet præsenteret her.

Jeg vil endnu en gang henlede Deres opmærksomhed på, at det handler om et projekt her, som vi ikke må behandle teknisk eller bureaukratisk eller formalistisk. Det er et højpolitisk projekt, højpolitisk! Det skal bidrage til at styrke borgernes tillid til hele det europæiske integrationssystem, og det skal bidrage til at give vores erhvervsliv stabile og pålidelige rammebetingelser, således at vores tids store sociale spørgsmål løses, nemlig spørgsmålet om vores arbejdspladsers fremtid.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag den 16. maj.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Edit Herczog (PSE). - (HU) Ordføreren har gjort et fremragende stykke arbejde ved at identificere de hindringer i EU-lovgivningen og medlemsstaternes lovgivning, der skaber vanskeligheder for gennemførelsen af det indre marked. Løsningen er gennemgang af den eksisterende lovgivning og en bedre, mere omhyggelig udarbejdelse af nye love. Ansvaret herfor ligger i selve lovgivningsprocessen. Hverken Kommissionen, der forbereder og gennemfører lovene, eller det lovgivende Råd og Parlamentet videregiver dette ansvar til andre, og særlig ikke til eksterne organer.

Parlamentet spiller en rolle og har et ansvar i forbindelse med gennemgangen af eksisterende love i kraft af sin rolle som lovgiver. Jeg anmoder Kommissionen om at samarbejde tæt med Parlamentet i samme ånd som i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning.

Når fremtidige forordninger skal udarbejdes, er det ikke hensigtsmæssigt at gøre de lange, bureaukratiske procedurer mere indviklede. Hvis vi i dag opretter et uafhængigt eksternt revisionsorgan, der skal undersøge kvaliteten af konsekvensanalyser, hvorfor skulle vi så ikke i morgen oprette et uafhængigt eksternt tilsynsorgan, der skal undersøge revisionsorganets uafhængighed? I stedet for at oprette flere organer, der kontrollerer procedurer, som har vist sig at være forkerte, bør vi udvikle nye, mere effektive arbejdsmetoder med henblik på at forbedre reguleringen af det indre marked. Samtidig med gennemgangen af lovene skal Kommissionen, Rådet og Parlamentet også tage deres egne procedurer op til fornyet overvejelse, og de skal om nødvendigt ændre dem på en ansvarlig måde.

Endelig vil jeg gøre alle tre institutioner opmærksom på, at samfundet kun stoler på og respekterer EU-lovgivning, hvis vi sikrer fuld offentlighed og samfundsmæssig kontrol.

  Véronique Mathieu (PPE-DE). - (FR) EU's lovgivning er alt for kompleks og ofte overfladisk, og derfor vil en fornuftig oprydning gøre det muligt at bekæmpe denne dårlige og skadelige uigennemsigtighed!

På den ene side kan man skabe forbedringer ved at reducere og forenkle den eksisterende lovgivning. I forenklingsprocessen som i enhver anden anvendt metode skal principperne om proportionalitet og subsidiaritet overholdes. EU skal være der, hvor det er nødvendigt, og hvor det er mere effektivt, end at medlemslandene handler enkeltvis, så meget der er brug for det, men ikke mere end der er brug for.

Brugen af principper med tilsyneladende teknisk indhold indebærer en vurdering af deres sociale, kulturelle eller anden relevans, selv om der ikke findes en eneste effektiv metode til at kontrollere, at de anvendes! Denne mangel blev afhjulpet med forfatningsprojektet. Mens vi venter på ratificeringen, må vi undersøge, hvordan de kan implementeres bedst muligt.

På den anden side skal vi forbedre kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten, for den juridiske usikkerhed undergraver virksomhedernes konkurrenceevne. Indførelsen af nationale tilsvarende foranstaltninger er en positiv foranstaltning, hvis kontrollerne omfatter en kvantitativ og kvalitativ analyse og indeholder en analyse om sociale, økonomiske og økologiske påvirkninger. Disse konsekvensanalyser skal kunne sammenlignes, og de skal derfor være standardiserede. Europa-Parlamentet bør dog - mens vi venter på dette mål - øge sine beføjelser på dette område.