Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 5. april 2006 - Strasbourg

10. Situationen i Mellemøsten efter valget i Israel (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra den høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og redegørelse fra Kommissionen om situationen i Mellemøsten efter valget i Israel.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. - (ES) Hr. formand, det tilkommer mig at komme til stede her i Parlamentet på et tidspunkt, som efter min mening er kritisk for fremtiden for freden i Mellemøsten, umiddelbart efter dannelsen af den nye palæstinensiske regering og afholdelsen af valg i Israel.

Jeg vil gerne kort komme ind på den aktuelle situation og udlede nogle konklusioner om, hvordan EU burde påtage sig sit ansvar i dette afgørende øjeblik, som den fremtidige fred i Mellemøsten i høj grad kan afhænge af.

Lad mig begynde med situationen i de besatte territorier. Som bekendt har Hamas overtaget regeringsmagten. Det er ikke en samlingsregering, men en Hamas-regering og dens program, sådan som det er blevet forelagt af premierministeren, Ismail Haniya, er desværre ikke acceptabelt for det internationale samfund og kommer ikke med nogen klar indikation af, hvorvidt Hamas-regeringen er villig til at respektere de principper, der er fastsat af EU, og ikke kun af EU, men af Kvartetten og af det internationale samfund i bred forstand, nemlig at de giver afkald på vold som et instrument til løsning af konflikter - og i særdeleshed - at de anerkender staten Israel og respekter de aftaler, der tidligere er undertegnet mellem palæstinenserne og Israel.

Hr. formand, disse principper er efter vores opfattelse minimumskrav for, at det politiske ideal, som EU altid har forsvaret, kan føres ud i livet. Dette ideal går simpelthen ud på at opnå en forhandlet løsning, der fører til oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat, som eksisterer i fredelig sameksistens med Israel inden for rammerne af folkerettens principper. Det er åbenlyst, hr. formand, at der ikke kan forhandles, hvis ikke parterne anerkender hinanden, at der ikke kan komme en fredelig løsning, hvis parterne overlader det til våbnene at løse konflikten, og at der ikke kan komme en løsning baseret på principperne i folkeretten, hvis parterne udviser foragt for det grundlæggende princip om, at aftaler skal overholdes.

Alt dette kan efter vores mening ikke undgå at få følger for EU. For øjeblikket er det umuligt - vi får se, hvad der sker i fremtiden - at betragte Hamas som en gyldig samtalepartner, så længe de ikke ændrer holdninger.

Hr. formand, lad mig komme med et par ord om valgresultatet i Israel. Det er utvivlsomt et resultat, der kan give anledning til mange fortolkninger. Det er ikke min hensigt, og det ville heller ikke være korrekt at komme med en detaljeret analyse af resultatet af dette valg, men jeg synes, at der er et par kommentarer, der kan hjælpe os med at finde måder, der gør det muligt for os at lave en analyse med henblik på at finde forskellige arbejdsformer. For det første vil jeg gerne understrege, at selv om der er en klar vinder, Kadima-partiet, har det ikke opnået det resultat, det stræbte efter, og dette kan få en vis indflydelse på forhandlingerne om dannelsen af en samlingsregering, der er helt nødvendig, selv om kandidaten Olmert allerede har valgt Arbejderpartiet som grundlag for sin koalition.

For det andet, og efter min mening er det vigtigt, synes jeg, at valgresultatet afslører en svækkelse af det rent politiske til fordel for det økonomiske og sociale. Jeg tror, at denne analyse kan forklare os det resultat, som Arbejderpartiet har opnået, og det som Pensionistpartiet eller andre partier, som har en begrænset social base eller sproglig base, har opnået, uanset om det er Shas-partiet eller Israel Beitenu-partiet, som er det russisktalende samfunds parti.

For det tredje synes jeg, og det er måske det mest urovækkende for os alle og for fredsprocessen, at valget ser ud til at have understreget en konsolidering af ønsket om adskillelse, som måske kommer til udtryk ved færdiggørelse af muren og den manglende dialog mellem de to folk, når de skal fastsætte Israels grænser. For os er denne situation uholdbar. Vi har altid sagt, at de endelige grænser kun kunne fastsættes efter fælles overenskomst. Derfor støtter vi som altid en forhandlingslinje til løsning af disse problemer.

Koncentrationen af vælgerkorpset i Israel har også, hvis De tillader mig, et modstykke i Hamas' vilje til at fokusere på de palæstinensiske spørgsmål og ignorere et Israel, hvis ret til at eksistere de fortsat afviser. Vi må ikke se bort fra, at alt dette vil få følger for mulighederne for gennemførelse af det, vi har set som køreplanen, der, selv om den befinder sig i en svær tid, fortsat bør være et referencepunkt for, hvordan processen kan løses endeligt.

Hr. formand, mine damer og herrer, ud over de aspekter, der har at gøre med fredsprocessen i Mellemøsten, er det, at en bevægelse som Hamas, der er tilsluttet De Muslimske Brødre, er kommet til magten i Palæstina ved frie og demokratiske valg, der er blevet anerkendt af EU's observatører, noget helt nyt. EU ønsker ikke og bør principielt ikke ønske, at Hamas-regeringen bliver en fiasko. Det, vi ønsker, er, at denne regering, ud over at respektere de principper, De udmærket kender, og som er blevet foreslået af det internationale samfund, også anvender principperne om legalitet, retsstat og demokratisk vekslen mellem partierne, og at det palæstinensiske samfunds pluralistiske karakter bliver bevaret. Hvis den gør det, kan vi anse Hamas for en fuldgyldig politisk enhed.

Hvordan bør den europæiske holdning efter min mening være i denne forbindelse? Lad mig endnu en gang understrege en ting, der er helt åbenlys, nemlig at en tilfredsstillende løsning på konflikten har været, er og vil være en meget vigtig prioritet for os europæerne. I dag er det mere end nogensinde før nødvendigt at understrege, at kun en forhandlet løsning kan være stabil og holdbar. Vi bør derfor vedblive med at lægge pres på begge parter, så de forpligter sig til en forhandlet løsning, der er baseret på de to staters eksistens. Jeg synes også, at det i dag er på sin plads at minde om, at EU går ind for, at freden skal bygge på respekten af grænserne fra 1967, og at de eneste acceptable territoriale ændringer er dem, der er aftalt af begge parter.

Som bekendt er EU's rolle i de seneste måneder, i den seneste tid, vokset betydeligt, og i dag har vi to operationer på stedet, nemlig en politioperation og den vigtige og meget aktive operation ved grænseovergangen i Rafah. Mere end 200.000 personer er taget fra Egypten til Gaza og fra Gaza til Egypten, siden grænseovergangen blev åbnet i november sidste år, takket være en stor tilstedeværelse af personer fra EU.

Hr. formand, vores grundlæggende mål er at kunne komme igennem den kommende periode, som bliver præget af en vis usikkerhed, således at EU, når mulighederne for en forhandlet fred bliver bedre - og jeg håber, at det sker snart - fortsat kan regne med begge parters tillid og være en aktiv fredsaktør på det tidspunkt.

I forbindelse med konfliktens grundlæggende aktører er vores principper klare, og de er følgende. Hvad angår Palæstina, vil EU fortsat give sin støtte til præsident Abbas og det fredsprogram, han blev valgt på, og vi må ikke glemme, at det var på baggrund af et kæmpe og overvældende flertal af de palæstinensiske vælgere. Som følge af Kvartettens erklæring af den 30. marts er EU for øjeblikket i gang med en revision af sine støtteprogrammer til Den Palæstinensiske Myndighed. Det er klart, at så længe Hamas ikke udviser en utvetydig holdning til det internationale samfunds principper, synes vi ikke, at man kan tale om business as usual. Men jeg vil også gerne sige meget klart, at EU vil fastholde sin hjælp til det palæstinensiske folk, og det bør vi gøre af mindst to årsager. For det første, fordi det er en moralsk forpligtelse, som EU aldrig kan give afkald på - ikke i går, ikke i dag og heller ikke i morgen - og for det andet, fordi den humanitære krise og ustabiliteten i de besatte territorier ikke er godt for nogen, ikke engang for Israel.

Mine damer og herrer, lad mig sige, at EU's andet væsentlige mål er at bevare Den Palæstinensiske Myndigheds institutionelle struktur. EU har investeret meget og brugt mange kræfter og ressourcer på at opbygge Den Palæstinensiske Myndighed, og EU mener, at denne myndighed bør bevares, så der en dag kan komme en levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat.

Med hensyn til Israel, hr. formand, bør EU fortsat afvise de ensidige foranstaltninger, der bringer tostatsløsningen i fare. EU vil især følge udviklingen i situationen i Østjerusalem, i Jordandalen, hvor Israel gennemfører aktioner, der er særdeles skadelige for palæstinenserne, og bygningen af adskillelsesmuren. I henhold til den internationale menneskeret har Israel en række forpligtelser i og med, at det er en besættelsesmagt. Det er vigtigt at sikre, at den humanitære hjælp kan nå frem til den palæstinensiske befolkning, men ud over en stringent fortolkning af denne forpligtelse, burde Israel også fremme bevægeligheden inden for de besatte territorier for at give mulighed for økonomisk bæredygtighed, uden at det af den grund er nødvendigt at sætte israelernes sikkerhed på spil, hvilket der ikke er nogen, der ønsker. I denne henseende mener jeg, at det haster med, at parterne gennemfører den aftale om adgang og bevægelighed, der blev underskrevet i november 2005 i Jerusalem, og hvor jeg var til stede ved undertegnelsen. Denne aftale gjorde det muligt at åbne grænseovergangen ved Rafah, hvor EU som nævnt spiller en rolle, og andre mekanismer til transit mellem Israel og de besatte territorier.

Israel - og lad mig understrege den sætning, som jeg nu vil sige, og som jeg ønsker bliver forstået rigtigt af alle, herunder den kommende premierminister og vores gode ven, hr. Olmert - bør overføre de penge til Den Palæstinensiske Myndighed, som den opkræver i dennes navn i form af afgifter og skatter, og som ikke tilhører Israel.

(Bifald)

Det drejer sig om penge, som ikke bør og ikke kan tilbageholdes. Jeg vil gerne sige så højt og tydeligt som muligt, at vi er parate til at arbejde sammen med begge parter for at sikre, at disse penge bliver anvendt ordentligt, og jeg tror, at det med god vilje fra alle parter vil være muligt.

For det tredje vil jeg gerne komme med et par ord om den internationale kontekst og EU's mål. Vi bør fortsat arbejde inden for Kvartettens rammer. Forsvaret af den internationale legalitet kræver håndfast støtte fra hele det internationale samfund, der i dag er mere eller mindre repræsenteret i Kvartetten. Vi skal også involvere de arabiske stater, der i dag kan og bør gøre meget mere ud fra et økonomisk og politisk synspunkt. Jeg vil her gerne henvise til initiativet i Beirut-fredplanen, med det formål at forsøge at bringe Hamas nærmere på denne plan også, en plan som ved andre lejligheder er blevet kaldt "den arabiske fredsplan", for jeg tror, at den kan åbne nogle døre, der gør det muligt at komme videre i denne retning.

Hr. formand, mine damer og herre, jeg synes ikke, at vi må glemme, at den palæstinensisk-israelske konflikt befinder sig midt i en alvorlig krise, som berører hele det mellemøstlige område. Vi skal arbejde med fredsprocessen og være opmærksomme på den positive rolle, som staterne i regionen kan spille, men vi skal også være opmærksomme på den negative rolle, som nogle stater kan have, og på visse negative indflydelser og følger, såsom situationen i Irak eller situationen i Iran.

Hr. formand, jeg vil slutte nu, så De ikke skal gøre mig opmærksom på tiden. Resultatet af valget i de besatte territorier og i Israel har utvivlsomt skabt en ny situation. EU bør efter min mening behandle den med udgangspunkt i to principper, der tilsyneladende, men kun tilsyneladende, kan forekomme selvmodsigende: strenghed og fleksibilitet.

Hvorfor strenghed? For at fastholde de principper, som har været den europæiske holdning siden Det Europæiske Råd i Venedig i 1980, dvs. respekten for de israelske og palæstinensiske befolkningers rettigheder, der bør konkretiseres i en forhandlet løsning, der - som jeg har sagt så mange gange, og som De alle har gentaget - til oprettelsen af en uafhængig, suveræn og demokratisk palæstinensisk stat, som lever i fred med Israel.

Og fleksibilitet for at kunne tilpasse sig til udviklingen i situationen på stedet, som vil ændre sig, og som kan ændre sig, og støtte alle de løsninger, der gør det muligt at fremme fredens sag.

Jeg vil også henvende mig til den palæstinensiske regering på en meget direkte facon her fra denne sal, der repræsenterer EU's hjerte. Hamas kan ikke ændre sin fortid, men den kan og bør ændre sin fremtid.

(Bifald)

Hvis den beslutter sig for en fremtid uden terror, uden vold, uden at fornægte staten Israels eksistens, vil jeg sige til Hamas' ledere, at EU vil forstå at handle i overensstemmelse hermed, som det altid har været tilfældet.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, hr. Solana har vist allerede dækket næsten det hele, men jeg vil gerne tilføje et par bemærkninger, for Kommissionen står over for en meget vanskelig periode med dybtgående og hurtige forandringer i Mellemøsten. Hvordan vi reagerer, og hvordan parterne placerer sig, har afgørende betydning for mulighederne for at komme videre i retning af det, som jeg håber bliver en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina.

Vi har lykønsket den fungerende premierminister Olmert med Kadimas valgsejr. Dette er utvivlsomt noget af et skifte i israelsk politik, og vi afventer med interesse resultaterne af de forhandlinger, der er i gang i øjeblikket. Det vil tage et stykke tid.

Jeg vil gerne understrege, at vi som Den Europæiske Union er parat til at samarbejde med den næste israelske regering om at fremme sikkerhed og fred, men for både israelere og palæstinensere. Jeg er overbevist om, at flertallet blandt befolkningerne i begge lande inderst inde ønsker en fredelig og bæredygtig løsning på konflikten. Hvad angår Den Europæiske Unions bilaterale forhold til Israel, nærer vi et inderligt ønske om at styrke et stærkt og afbalanceret forhold mellem os, hvilket kommer til udtryk i vores associeringsaftale og i vores ENP-handlingsplan. Vi ønsker at fortsætte de fremskridt, der allerede er sket, med gennemførelsen af handlingsplanen på områder som menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal, forskning og udvikling samt økonomisk integration.

Der har været mange spekulationer om, hvilken indvirkning valget får på udsigterne til fred, som hr. Solana netop har forsøgt at skitsere. Man kunne fristes til at tro, at valgresultatet overordnet var en støtte til den fungerende premierminister Olmerts erklærede hensigter om at arbejde videre med at etablere permanente grænser for Israel i 2010 efter en yderligere tilbagetrækning fra den besatte Vestbred. Spørgsmålet for os er så, hvordan dette skal ske. Vi mener helt klart, at Israels legitime ønsker om sikkerhed ikke kan opfyldes - og jeg vil gerne gentage dette på Kommissionens vegne - gennem ensidige foranstaltninger eller beslutninger, der gennemtrumfes ved magtanvendelse. Kun en forhandlingsløsning vil være holdbar.

Den Europæiske Union vil kun støtte ændringer af grænserne fra før 1967, som er aftalt mellem parterne. Vi støtter en løsning med to stater, der fører til en endelig og altomfattende løsning af konflikten med Israel og en palæstinensisk stat, der lever side om side inden for sikre og gensidigt anerkendte grænser.

Jeg finder det vigtigt at gentage igen og igen, at vi bør understrege over for vores israelske partnere, hvor vigtigt det er at afholde sig fra enhver handling, der kan bringe forhandlingerne om den endelige status i fare. Kommissionen forventer, at den kommende israelske regering vil bekræfte sit engagement i en forhandlingsløsning med fuldstændig gennemførelse af kvartettens køreplan og vise dette både i handling og med ord. Men som altid skal vi samarbejde med begge sider. På samme måde som vi skal tale klart til den nye israelske regering, skal vil stå meget fast over for den nye palæstinensiske regering. Vi kan ikke gå på kompromis med kvartettens principper - hr. Solana har netop skitseret dem, vi har nævnt dem i Rådets erklæring, og vi har ligeledes nævnt dem i kvartetten.

Vi forventer, at den nye palæstinensiske regering - som blev indsat i sidste uge - vil tilslutte sig principperne om ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af hidtidige aftaler og forpligtelser, inklusive køreplanen, som så binder Den Palæstinensiske Myndighed til de grundlæggende principper om fred, demokrati, respekt for retsstaten og menneskerettigheder. Vi har naturligvis hørt en lang række bemærkninger, hvoraf nogle er mere vidtgående; men vi har også set nogle ganske små tegn på mulige løsninger, mulige ændringer.

Vi er fuldt ud klar over palæstinensernes betydelige økonomiske og humanitære behov - og vi ønsker bestemt ikke at svigte dem - og behovet for at bryde den onde cirkel med fattigdom og ekstremisme. Derfor har Kommissionen allerede mobiliseret mere end 120 millioner euro til at opfylde palæstinensernes grundlæggende behov og stabilisere finanserne for det forretningsministerium, der netop er trådt tilbage. Derfor har vi til hensigt at fortsætte med at yde humanitær nødhjælp og bistand til grundlæggende menneskelige behov.

Men, og jeg må gentage dette, fordi det bliver grundlaget for, hvad vi kan gøre, medmindre den nye regering overholder kvartettens betingelser, kan tingene ikke køre videre som hidtil. Medmindre omstændighederne ændrer sig, vil det uvægerligt få indflydelse på bistanden til den palæstinensiske regering, som Kommissionen nu er ved at gennemgå i overensstemmelse med kvartettens erklæring. I den henseende er vi netop ved at forberede det næste møde i Rådet, hvor vi vil forsøge at fremlægge nogle nye tilgange; vi får ingen færdige løsninger, men vi vil forsøge at bevæge os i den rigtige retning.

Så ansvaret ligger helt klart hos palæstinenserne og hos den nye israelske regering, som skal optræde ansvarligt for at opfylde sine forpligtelser. Jeg er fast overbevist om, at begge sider, navnlig befolkningen, er trætte af konflikten og desperat ønsker fred, men det er op til deres ledere at vise ansvarlighed og statsmandskab, mens vi gør fremskridt. Det er op til dem, og kun dem, at bringe en ende på den vold og desperation, som har ødelagt tilværelsen for så mange generationer. Vi er parat til at samarbejde med Dem både inden for de europæiske institutioner og med det internationale samfund for at gøre dette muligt, selv under de vanskeligste omstændigheder.

(Bifald)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, efter at have lyttet til den høje repræsentants og kommissær Ferrero-Waldners redegørelser, synes jeg, at elementerne i den altid vanskelige ligning om krig og fred i Mellemøsten er meget klare: En koalitionsregering i Israel efter valget den 28. marts - kommissæren er kommet med en erklæring, hvori hun siger, at det er nødvendigt at fremme udviklingen i associeringen mellem EU og Israel - og en etpartiregering, Hamas, i de besatte territorier.

Som hr. Solana har sagt, foregår alt dette i en kontekst af lys og skygger. Lys på grund af ikrafttrædelsen af associeringsaftalen mellem EU og Libanon den 1. april - i de nærmeste dage finder det næste møde i associeringsrådet sted. Skygger på grund af situationen i Irak og Iran, hvor vi reelt er nødt til at afvente den frist på 30 dage, som FN's Sikkerhedsråd har givet Iran til at opfylde det Internationale Atomagenturs krav.

Jeg tror ikke, at vores politiske gruppe har andet valg end beslutsomt at støtte Kvartettens beslutning om at bede Hamas-regeringen om at give afkald på volden og anerkende statens Israel samt de aftaler, der er undertegnet af Den Nationale Palæstinensiske Myndighed.

I denne forbindelse vil jeg gerne stille hr. Solana og fru Ferrero-Waldner tre spørgsmål.

Det første er, om de i forbindelse med Kvartettens møde den 30. marts har bemærket en afvigende holdning fra Ruslands side på grund af det besøg, som Hamas aflagde i Moskva, og den holdning, som EU har haft i forbindelse med valget i Belarus.

For det andet, fru Ferrero-Waldner, er det klart, at EU skal fortsætte sin humanitære bistand, for situationen i Gazastriben er meget alvorlig, og antallet af personer, der lever i fattigdom, er steget stærkt. Men hvordan har Europa-Kommissionen til hensigt at handle, for at denne humanitære bistand ikke bliver anvendt til terroraktiviteter?

Endelig, hr. Solana, forstår vi alle behovet for at støtte Den Nationale Palæstinensiske Myndighed, men er Den Nationale Palæstinensiske Myndighed fortsat relevant i denne kontekst, når man arbejder med en regering, som ikke har anerkendt de forpligtelser, som Den Nationale Palæstinensiske Myndighed tidligere har undertegnet?

Jeg vil slutte med at sige, hr. formand, at den maltesiske præsident her til morgen har sagt, at EU's stemme skal være fornuftens stemme, og jeg synes, at såvel hr. Solana som fru Ferrero-Waldner på bedste vis repræsenterer denne fornuftens stemme, som skal fortsætte sit arbejde i denne ødelæggende Mellemøstkonflikt til fordel for ikke-voldens, demokratiets, fredens, samhørighedens og forsoningens sag.

(Bifald)

  Véronique De Keyser, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, den uro, der gik forud for det palæstinensiske valg og det israelske valg, er ved at fortage sig, og der er ved at danne sig et klarere billede.

Vi står over for nye partier og nye aktører, nye vanskeligheder, men måske også et håb. Der er på palæstinensisk såvel som israelsk side vilje til at standse konflikten og bekæmpe fattigdommen. Denne sidestilling af problemerne er, når alt kommer til alt, ikke dårlig, og hvis EU vil spille en rolle i denne sammenhæng, bør det tage fat på tre problemer.

For det første bør EU yde finansiel støtte til Palæstina, ikke kun til de grundlæggende behov, men også til de administrative myndigheder, der på randen af et sammenbrud. I Gaza, hvor 35 % af alle lønmodtagere er ansat af Den Palæstinensiske Myndighed, og hvor 75 % af alle palæstinensere lever under fattigdomsgrænsen, begynder sulten at hærge. De ansatte får ikke længere udbetalt deres løn, og ifølge autoriserede kilder kan fugleinfluenzaen indgå i kombination med menneskeinfluenzaen og skabe den frygtede pandemi. Men støtten til de offentlige instanser kan ikke tage form af støtte til en parallel præsidentiel myndighed, der opkaster sig til en slags alternativ magt i landet.

For det andet bør EU indgå i en dialog med Hamas på visse betingelser ganske vidst, men en dialog. Carter lod det allerede forstå i januar, og Clinton har netop fastslået det. Alle, der kan huske, hvor mange terrorbevægelser, der er blevet respektable politiske partier, og alle, der ønsker fred og respekterer den vilje, næsten halvdelen af det palæstinensiske folk har givet udtryk for ved valget, ved, at vi bør indlede en dialog og forhandlinger. Hamas opretholder sin våbenhvile, og udenrigsministeren har til almindelig overraskelse, må jeg indrømme, nu lindet på døren ved ikke at udelukke en tostatsløsning. Lad os gribe denne mulighed. Det faktum, at de giver sig og anerkender den israelske stat inden for grænserne fra 1967, er allerede i sig selv en forhandling, eftersom det indebærer, at Israel selv skal anerkende denne grænsedragning fra 1967.

For det tredje bør EU opnå et tilsagn fra den israelske regering om, at den unilaterale tilbagetrækningsplan kun er en plan B og ikke en plan A. Det er ganske rigtigt vanskeligere at forhandle om fred end unilateralt og med magt at sikre en rimelig sikkerhed. Men hvis den unilaterale konvergensplan bliver Israels hemmelige program, vil det ikke blot markere afslutningen på køreplanen eller ethvert bilateralt initiativ, det vil også være afslutningen på håbet om fred, og Europa vil miste enhver troværdighed i denne del af verden.

Det er de tre problemer, vi skal løse, men De har øjensynligt allerede bevæget Dem i denne retning.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, vælgerne i Palæstina og Israel har virkelig spillet os nogle vanskelige kort i hænderne. De to vælgerkorps har tilsyneladende stemt for et parti, der er fast besluttet på at handle ensidigt og erklærer, at man ikke vil anerkende eller forhandle med modparten. Jeg er fuldt ud klar over, at der er meget stor forskel på at nægte en stats ret til at eksistere og afvisning af at anerkende legitimiteten for en part, der indtil videre ikke officielt har afskrevet brugen af vold. Så situationen ser noget dyster ud.

Men kunne man forestille sig, at de to vælgerkorps har prioriteret interne problemer, spørgsmål, der påvirker deres dagligdag? Kunne man forestille sig, at palæstinenserne ønsker at bringe korruptionen, de interne stridigheder og den administrative inkompetence til ophør? Kunne man forestille sig, at israelerne ønsker bedre økonomiske udsigter, social sikring og et mere ligeligt system? Kunne man forestille sig, at de to vælgerkorps har stemt for noget, som man opfatter som sin egen bedste interesse og ikke imod det andet folk?

Hvis det er tilfældet, kunne der være et håb. Hvis Hamas anerkender Israel, fortsætter med at overholde våbenhvilen og ikke genoptager volden; og hvis Israel forpligter sig til at lempe de mange restriktioner, garanterer de hundredvis af palæstinenserne, der tilbageholdes administrativt, retten til et reelt forsvar, og afstår fra at tilbageholde folk på denne måde på ubestemt tid, vil både den nye palæstinensiske og de kommende israelske regeringer måske være i stand til at samarbejde, om ikke andet for at holde hverdagen i gang.

Jeg ved, at dette langtfra svarer til en genoptagelse af fredsprocessen, men på kort sigt kan vi måske kun håbe på små skridt i den rigtige retning. Vi sender vores bedste ønsker til begge sider.

(Bifald)

  Daniel Marc Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, mine damer og herrer, det er vanskeligt at være både intelligent og samtidig have bestemte leveregler, og det er vanskeligt at stå over for samtalepartnere, som på begge sider kun vil høre den halve sandhed. De har således en palæstinensisk regering, der ensidigt vil definere, hvad Palæstina er, og hvad Israel ikke må være, og en israelsk regering, der ensidigt vil definere, hvad Israel er, og hvad den palæstinensiske stat ikke må være.

I denne situation tror jeg, det er nødvendigt at bruge konkrete eksempler. Så, hvis De tager spørgsmålet om drikkevandet i regionen - og fru de Keyser talte om fugleinfluenzaen - er det ikke muligt at løse drikkevandsproblemet eller fugleinfluenzaen uden forhandlinger mellem den palæstinensiske regering og den israelske regering, fordi drikkevandet kommer fra Vestbredden og løber ind i Israel. Det er det samme vand. Hvis EU ikke yder de 230 millioner dollars, vil der ikke være noget drikkevand, hverken i Israel eller på Vestbredden. Hvem har så vundet? Ingen!

Lad os tage nogle eksempler. Fugleinfluenzaen. Hvis den rammer Gaza, rammer den også Israel. De kan ikke stoppe den, og det kan Israels unilaterale tilbagetrækning heller ikke. Det er ikke muligt. End ikke Israel kan gøre det. Der findes således situationer, hvor EU kan tvinge regeringerne til at forhandle, fordi deres vitale interesser kræver det, og miljøet er et af disse eksempler.

Hvorfor gør man desuden, hvad angår køreplanen, ikke kvartetten til en kvintet? Lad os inddrage Den Arabiske Liga, lad os tage de fire plus Den Arabiske Liga, lad os indlede forhandlingerne med at sige: "der er Den Arabiske Liga, så hr. Abbas og Israel bør samtidig forhandle med kvartetten og Den Arabiske Liga". Og måske vil der være nogle intelligente mennesker, der vil forbyde palæstinensiske repræsentanter i Den Arabiske Ligas delegation, hvilket ikke ville være dumt. Man kan og bør således finde nye veje, man bør være opfindsom og man bør sige tingene lige ud. Muren er ikke kun et spørgsmål om sikkerhed, det er en erobring af land, den er unilateral og i modstrid med alle EU's principper, på samme måde som den manglende anerkendelse af Israel ville være imod EU's principper. De er begge i modstrid med EU's principper, og det skal vi forklare. En mur inden for grænserne fra 1967 er en ting, en mur som den, vi har i dag, er en erobring af land, og det kan vi ikke acceptere.

Lad mig afslutningsvis sige én ting, nemlig, at vi bør gøre det helt klart for både den ene og den anden og indprente dem, at vores principper er vores principper. Og således vil vi kunne tvinge dem til at forhandle med hinanden.

En sidste bemærkning angående hr. Abbas. Det er korrekt, at han er blevet valgt, men jeg kommer selv fra et land, hvor en vis Jacques Chirac blev valgt med 82 % af stemmerne, men ikke desto mindre støttes af meget få franskmænd i dag.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, hr. Solana, kendere af det israelske samfund forsikrer os om, at størstedelen af landets befolkning i dag efter valget er indstillet på med eller mod deres vilje at acceptere tanken om, at besættelsen af de palæstinensiske områder på alle måder er en blindgyde, som man skal ud af.

Desværre viderefører den nye premierminister sin forgængers strategi, som går ud på dels en unilateral udskillelse uden forhandling, der gør det umuligt at opbygge en levedygtig palæstinensisk stat, dels indtil videre en oppression af det palæstinensiske folk for at få det til at overgive sig. Denne politik er uansvarlig.

I går citerede det store israelske dagblad Haaretz i sine overskrifter De Forenede Nationer: "Gaza er på katastrofens rand". I Nablus på Vestbredden har unge under 30 ikke længere ret til at forlade byen. Kalandia, som ligger midt i det palæstinensiske område, er netop blevet omdannet til grænseterminal. Østjerusalem er omringet. Hvilken betydning skal man så tillægge forslaget om at forhandle med lederne af Den Palæstinensiske Myndighed, som man i øvrigt gør sit bedste for at bringe i miskredit som ved den seneste magtdemonstration i Jeriko?

Det er i denne forbindelse næsten bevægende at se nye fredsinitiativer fra de palæstinensiske og israelske samfunds side, herunder fredsforkæmpernes initiativ, som vil blive lanceret næste mandag. Der er tale om tidligere officerer i den israelske hær, der har allieret sig med tidligere medlemmer af den palæstinensiske hær, og som på baggrund af deres respektive erfaringer er nået til den fælles overbevisning, at regionens problemer kun kan løses ad politisk vej og på grundlag af de relevante FN-resolutioner udstedt siden 1967.

Vi glæder os over disse kvinders og mænds klarsyn. Men hvad forventer de af EU? Bistand er i sig selv ikke nok. Ethvert folk har i lige så høj grad brug for frihed som for brød. Tilbage står, at en selv delvis og midlertidig ophævelse af bistanden vil føre til et sammenbrud af de sidste rester af en social, administrativ og sikkerhedsmæssig struktur i Palæstina og i lang tid fremover fjerne ethvert håb om en retfærdig fred.

Mere generelt, må vi spørge os selv, hvilken rolle, Europa bør spille i dag? Hr. Solana har netop omtalt Det Europæiske Råd i Venedig i 1980, som er en udmærket reference. For et kvart århundrede siden på et afgørende tidspunkt i Mellemøstens historie var vi nemlig i stand til at leve op til vores ansvar. Dengang anerkendte vi officielt PLO og vedkendte os princippet om to folk og to stater. I dag er der igen behov for en markant tilkendegivelse fra Europas side. Denne tilkendegivelse bør skabe klare referencer og udsigt til en fremtid baseret på retfærdighed og håb for de kræfter, der arbejder for fred i hele regionen. Det er i denne ånd, jeg har foreslået, at Parlamentet skal spille en ansporende rolle og eventuelt vedtage at holde et formandskonferencemøde i Østjerusalem og således sende et virkeligt fredsbudskab til alle de stridende parter.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, magtkampen mellem Hamas og al-Fatah i de palæstinensiske områder tilspidses. De voldelige episoder i Gaza i den forløbne weekend taler for sig selv, og også de samtidige besættelser af forskellige palæstinensiske ministerier på Vestbredden tyder på, at der ikke er nogen offentlig autoritet eller lov og orden.

Hvordan agter Rådet og Kommissionen at bakke ud af deres involvering, som bidrager til at skabe denne dybe interne palæstinensiske splittelse? I denne situation kan der ikke være tale om en seriøs palæstinensisk samtalepartner for hr. Olmert, som vandt det israelske valg. Om terrorbevægelsen Hamas' diskvalifikation af sig selv bør der under alle omstændigheder ikke herske nogen tvivl.

Det ser alvorligt ud for Israels sikkerhed. Terrortruslen vokser på grund af infiltration af al-Qaeda-enheder i Gazastriben og iranske aktiviteter i nært samarbejde med Hizbollah i det sydlige Libanon. Hvordan vurderer Rådet og Kommissionen, hvor eksplosive disse trusler er, og hvilke skridt overvejer de at tage over for Egypten og Libanon, som jo begge har undertegnet associeringsaftaler med EU?

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, efter terrorbevægelsen Hamas' opsigtsvækkende succes ved de palæstinensiske parlamentsvalg var der risiko for, at de israelske vælgere ville reagere på en ekstrem måde. Det gjorde de tydeligvis ikke. Det var det nye Kadima-parti, som vandt valget. Nu da de fleste vælgere i Israel har valgt at støtte fredsprocessen, er det naturligvis et spørgsmål, hvad der nu sker. Uanset den nye israelske regerings sammensætning er der stadig problemet med Hamas.

Hr. Solana siger, at det ikke kan være meningen, at den nye Palæstinensiske Myndighed bliver en fiasko. Det er selvfølgelig delvist rigtigt, fordi det palæstinensiske valg er forløbet ærligt og demokratisk. På den anden side er det jo sådan, at den nye Palæstinensiske Myndighed skal anerkende Israels eksistensberettigelse, overholde alle eksisterende aftaler og selvfølgelig afstå fra at bruge vold. Det er EU's officielle holdning, og jeg kan blot håbe, at den fastholdes. EU er nemlig for en del medansvarlig for Hamas' valgsejr.

Vi har været for slappe, hvad angår støtten til Den Palæstinensiske Myndighed. Vi fortsatte med at yde denne næsten ubegrænset, selv om vi var fuldstændig klar over problemet med den lokale korruption, selv om vi kendte til problemet med hadekampagnen i nogle palæstinensiske skolebøger, og selv om vi aldrig helt har kunnet fjerne tvivlen om, hvorvidt der er anvendt europæiske skattepenge til at finansiere terroraktioner. Hele denne nye situation giver derfor også EU mulighed for atter at blive troværdigt.

  Elmar Brok (PPE-DE), formand for Udenrigsudvalget. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. højtstående repræsentant, efter valgene i Palæstina og i Israel står det trods det forskellige udfald fortsat klart for mig, at det store flertal af borgerne på begge sider er moderate, at de ønsker fred og går ind for, at der bliver sat en stopper for volden.

Det er vigtigt, at der opnås en bæredygtig enighed. Derfor skal det være en forhandlet enighed, for kun forhandlede enigheder, som er accepteret af begge parter, er bæredygtige. Det er vigtigt, at vi yder vores bidrag til det, og at især kvartetten er til stede lokalt i større omfang end hidtil med sine topfolk for at tilbyde sikkerhedsgarantier og støtte.

Det er klart for mig, at Palæstina skal være en levedygtig stat, og at vi derfor også fremover må yde humanitær hjælp. Det vil vise sig, om det kan lade sig gøre over for selvstyremyndigheden. Når jeg læser hos Xinhua, at Palæstinas nye udenrigsminister har sagt: "I hope that our dream of having an independent state on the entire territory of historical Palestine will be realized one day, and I am sure that there is no room for the State of Israel on this land", så er det ikke nogen god udtalelse i disse dage. Det kan jo også være citeret forkert. Men så bør det dementeres, så tingene kan gå videre i en fornuftig retning.

Det er helt klart, at afståelse fra vold og anerkendelse af staten Israels ret til at eksistere også fremover hører til de vigtige betingelser for det gode forhold til en palæstinensisk regering, som ønsker støtte - især også finansiel. Vi må indse, at denne opgave er vigtig. Der er en forbindelse mellem den regionale fred og freden i verden.

Derfor bør vi yde vores bidrag til, at gennembruddet kan lykkes for det nye hold i den nye situation efter valgene.

  Emilio Menéndez del Valle (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. Solana, fru Ferrero-Waldner, det drejer sig om at opnå fred, en retfærdig fred, og to levedygtige stater, og Hamas kommer med visse erklæringer om fred, om at det tilslutter sig processen og - selv om det efter min mening stadig er indirekte - om anerkendelse af Israel.

Som bekendt henvendte Hamas' udenrigsminister, idet han hentydede til en fred baseret på en løsning med to stater, sig i går til Kofi Annan med disse ord: "Vi ønsker at leve i fred og sikkerhed ved siden af vores naboer i denne hellige del af verden".

Finansministeren har sagt, at Hamas ønsker at styrke båndene til Vesten og endda at opnå en forsoning med Israel. Efter min mening anerkender premierministeren Kvartetten, når han siger: "Vores regering er parat til at indgå dialog med Kvartetten for at gøre en ende på kampen og skabe fred i regionen. Vi må ikke sky nogen midler til at opnå en retfærdig fred i regionen".

Efter min mening har EU pligt til at tage hensyn til denne nye virkelighed og sætte sig i spidsen for en strategi, som bringer den nuværende blokering til ophør, til fordel for to folk, for to levedygtige stater og en retfærdig fred.

  Hannu Takkula (ALDE). - (EN) Hr. formand, valgresultatet i Israel gav den israelske befolknings svar. Alle partier i Knesset er engageret i fredsprocessen, og flertallet siger ja til den konvergensplan, som hr. Olmert har foreslået, og som indeholder en tostats-løsning.

Med hensyn til fredsprocessen i Mellemøsten vil jeg gerne sige, at når vi kigger på de palæstinensiske valg, skal vi huske på, at demokrati ikke kun drejer sig om frie valgurner og ikke kun om processen. Vi kan ikke definere og bifalde "demokrati" som en "demokratisk valgt terroristregering" som i det palæstinensiske tilfælde. Demokrati drejer sig om EU's værdier som fred og respekt, ikke om at ønske sin nabo slettet af verdenskortet, som hr. al-Zahar, den nye palæstinensiske udenrigsminister, udtrykte det i denne uge. Han sagde: "Jeg drømmer om at hænge et stort verdenskort op, hvor Israel ikke er indtegnet".

EU må kræve, at den palæstinensiske regering afstår fra vold, anerkender Staten Israel og de relevante aftaler og forpligter sig til køreplanen, ellers bør EU ikke legitimere Hamas på nogen måde. Nu, hvor Israel ikke har nogen partner på den palæstinensiske side, har landet brug for al vores støtte for at videreføre sit engagement i fredsprocessen.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EN) Hr. formand, for et par dage siden fik amerikanske diplomater forbud mod at tage kontakt med nogen palæstinensiske regeringsmyndigheder, der kontrolleres af Hamas. Samtidig suspenderede Canada sin støtte til Den Palæstinensiske Myndighed, og præsident Bush erklærede, at han ikke kan acceptere en Hamas-ledet regering. Men man må forstå, at Hamas blev valgt ved frie og retfærdige valg.

Jeg glæder mig over de seneste udtalelser fra hr. Haniyeh om, at hans regering vil samarbejde med hr. Abbas, som synes at videresende et mildere billede af Hamas. I går fremsatte udenrigsministrene den samme erklæring.

Vi må fortsat støtte kvartettens erklæringer om, at den nye palæstinensiske regering skal forpligte sig til at overholde principperne om ikke-vold, anerkendelse af Israel og accept af tidligere aftaler og forpligtelser, herunder køreplanen. Vi må aldrig glemme, at en suspendering af støtten til palæstinenserne vil se ud, som om vi direkte straffer det palæstinensiske folk for deres valg, og efterfølgende vil vi øge deres lidelser. Europa-Parlamentet må bidrage til alle mulige bestræbelser på at genoprette freden, ikke kun mellem Israel og Palæstina, men også Mellemøstregionen i bredere forstand.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, De præsenterede hr. Solana som den højtstående repræsentant for Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvilken fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er det? Måske var det den, der var indeholdt i forslaget til en europæisk forfatning, der så klart blev forkastet af franskmændene og hollænderne ved folkeafstemningerne sidste år, og som ville være blevet forkastet af briterne, hvis de havde fået muligheden.

Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har ingen legitimitet. Hr. Solana har ingen legitimitet som EU's de facto-udenrigsminister. Hr. Solana taler, som om Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er et etableret faktum. Igen og igen påtager EU sig uden legitimitet en rolle og kendetegn som en politisk stat. Dette er ikke en forhandling om, hvordan man løser problemerne i Mellemøsten. Dette er en forhandling om, hvordan man fremmer et Europas Forenede Stater, der er uden legitimitet.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, hr. Solana, ved et tilfælde har der for nylig der været valg i mange urolige dele af verden som Belarus, Ukraine, Palæstina og Israel. Den Europæiske Union spiller en nøglerolle i alle disse områder. Dette er glædeligt, eftersom USA ikke længere er en objektiv aktør i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Hr. Solana, jeg mener, at De har til opgave at udtrykke Unionens ønsker som helhed og ønskerne hos alle de politiske grupper, der er repræsenteret her i salen. Israel har selv oplevet, hvad det vil sige at være en statsløs nation. De skabte deres stat med magt og bør derfor foregå med et godt eksempel ved at acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat. Først da bør israelerne kræve, at Hamas anerkender staten Israel.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg glæder mig over udtalelsen fra den højtstående repræsentant og kommissæren. I øvrigt taler De for flertallet i Parlamentet og for flertallet i Europa, og det bør andre også acceptere.

Jeg glæder mig også over nødvendigheden af en forhandlingsløsning, som det blev understreget. Ja, vi må forhandle! Det betyder imidlertid, at Hamas og Israel skal være rede til at forhandle. Når jeg tænker på Gaza, så forhandlede Israel ikke. Naturligvis skal vi også udforske årsagerne til, at Hamas blev valgt. I årevis er en anden ledelse, nemlig Fatah-ledelsen, jo blevet undermineret, dels ved egen skyld - f.eks. korruption og andre sager - men også fordi den ikke blev accepteret som forhandlingspartner af Israel. Og selv da Arafat ikke levede længere, og Abbas var præsident - og det var under tilbagetrækningen fra Gaza - blev det ikke accepteret. Der skal to til en forhandling, og det kræver vilje fra begge sider.

For det andet skal Israels eksistensret naturligvis anerkendes, i fredelige situationer og inden for fornuftige grænser. Men Israel skal i det mindste principielt anerkende, at FN's beslutninger angående grænserne er rigtige. Det er klart, at der stadig vil komme nogle tilretninger. Det ved vi alle, hvis vi er realistiske. Men hvis det ikke engang anerkendes principielt, så bliver det vanskeligt.

Det tredje punkt er, at vi skal forsøge at gøre alt for at forbedre den økonomiske situation i Gaza, så Gaza kan overleve. Tilbagetrækningen af tropperne er ikke i sig selv nogen sikkerhed for det.

Og det sidste punkt er, at vi ser med bekymring på udviklingen i Østjerusalem. Selv om vi glæder os over Kadima og de fornuftige folk i Kadima, så er der hvad Østjerusalem angår endnu ikke indtrådt nogen fornuft, som anerkender, at Jerusalem er Israels hovedstad, men som også anerkender, at der er palæstinensiske rettigheder til Østjerusalem. Det bør fortsat være en klar politik fra EU's side.

FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI
Næstformand

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Hr. formand, kombineret med valget af Hamas vil valget i Israel have afgørende indflydelse på fredsudsigterne i Mellemøsten. Det israelske valg blev i høj grad set som en folkeafstemning om en ensidig foranstaltning for at etablere permanente grænser. Men 25 % af stemmerne giver helt klart ikke Kadima sådan et mandat, og selv hvis man kunne vinde yderligere støtte i Knesset, kan en ensidig tilbagetrækning fra Vestbredden og en ensidig grænsedragning, der ikke er i overensstemmelse med 1967-grænserne, ikke være en løsning.

Kun en fredelig forhandlingsløsning kan føre til en løsning på de legitime og langvarige problemer med køreplansprocessen. Alle partier må følge en vej med positive forpligtelser som opstillet af kvartetten, hvilket omfatter samtaler med den nye Palæstinensiske Myndighed.

Det er ikke let at forvente, at det internationale samfund samarbejder med nogen, der endnu ikke har givet afkald på voldsanvendelse, men indtil da har vi ikke noget alternativ, hvis vi ønsker at komme videre. Giv dem et alternativ til håbløs vold og en grund til at tage udfordringen op. Alternativt kan man forværre deres situation, og de vil simpelthen grave sig dybere ned.

Hvis et konstruktivt forhold til EU og et internationalt pres kan bringe Ariel Sharon fra sin tidlige politiske karriere frem til den arv, han har givet videre til Kadima, beviser det virkelig, at et positivt engagement kan flytte mentaliteter, der tilsyneladende er nulsums-mentaliteter.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det regnede i tre dage i de besatte områder. Vandet blev standset af muren - som De alle har sagt er ulovlig - og førte i Bi'ilin ligene fra to døde brødre med sig. De israelske soldater forhindrede, at der blev gravet for at få vandet til at løbe væk, og bombeangrebene på det nordlige Gaza ødelagde landbrugsområder og slog civile ihjel. Nablus og Hebron er omringet, og der foretages strejftog.

Vi har et stort ansvar, og vi kan ikke blive ved med at gentage klichéerne om "to folk og to stater". Der er ikke to folk og to stater, men én stat og noget under opbygning, nemlig et område, der hele tiden bliver revet i stykker, både med den ulovlige mur og med magtanvendelse. Kadima og arbejderpartiet kan være en mulighed. Jeg er tilhænger af, at alle muligheder skal udnyttes, men det skal ikke ske i tavshed. Vi er nødt til at bede om det, og det skal vi gøre på en resolut måde.

I to år har Hamas erklæret og overholdt en våbenstilstand og er ophørt med sine aktiviteter. Vi skal understrege meget klart, at Hamas i to år ikke har udført nogen aktiviteter og aldrig må gøre dette mere. Men vi må ikke - sådan som vi har gjort siden 1980 - blive ved med at gentage sætningen om "to folk og to stater" og hver eneste gang være vidner til, at palæstinenserne frarøves deres jord.

Vi skal gøre en indsats med hensyn til Hamas, men vi skal også gøre en indsats med hensyn til Israel, så landet forstår, at der er en mening med det internationale samfund.

  Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, Hamas har iført sig fåreklæder, men under disse fåreklæder er der måske stadig en ulv, hvis det er rigtigt, at indenrigsministeren Said Siam netop i disse dage - idet man for første gang går bort fra en praksis, som Arafat havde indført for at være med til at gøre landet verdsligt - har tilskyndet til et synligt tegn på en talebanisering af Palæstina efter Hamas' tankegang ved at give palæstinensiske politifolk lov til at lade skægget gro. Dette er stik imod det palæstinensiske politis tidligere politik, og det betyder, at man viser fuld respekt for Muhammeds lære om, at man skal lade skægget gro og klippe sit overskæg for at skille sig ud fra de vantro.

Der finder således en talebaniseringsproces sted, og den er ret bekymrende, når man ved hjælp af identifikationen af en saudiarabisk selvmordsbombekandidat opdager, at al-Qaeda reelt er til stede inden for staten Israels grænser. Det er en situation, som overordnet set er yderst bekymrende. Heller ikke udenrigsminister al-Zahars udtalelser, som de internationale aviser i vid udstrækning har offentliggjort, og hvor han gav håb om en åbensindet holdning over for anerkendelsen af Israel og således en politik med to stater, kan anses for at være særligt opmuntrende eller betryggende, eftersom samme person blot et par dage tidligere kom med en utrolig udtalelse om, at hans drøm ville være at hænge et verdenskort op derhjemme, hvor staten Israel ikke var med.

Talebaniseringen af Palæstina giver anledning til bekymring. Europa skal lukke øjnene op for denne meget reelle fare.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand, når regeringen i Palæstina er i hænderne på terrorgruppen Hamas, og den har nægtet at give afkald på voldsanvendelse og anerkende Israel, virker det for mig at se ret og rimeligt, at Israel kan træffe ensidige foranstaltninger til at definere og forsvare sine egne grænser. At gøre det på anden vis vil være at fejle med hensyn til at skabe sikkerhed for landets borgere, og det må være enhver regerings primære opgave.

Derfor vil jeg opfordre Israel, uanset det internationale pres, til at stå fast i denne sag. Der kommer ikke noget godt ud af at give efter for terrorister eller deres politiske apologeter, og jeg håber, at Israel, EU og hr. Solana ikke vil fravige denne linje, og at de vil holde fast og insistere på, at den eneste vej frem er, at Hamas giver afkald på voldsanvendelse og anerkender Israel.

  Monika Beňová (PSE). - (SK) Hr. Solana, hr. kommissær, blandt alle de emner, der diskuteres her, har jeg fokuseret på ordene fra hr. Solana, hvor han beskrev situationen i de palæstinensiske områder og i Israel. Vi kan udlede to kendsgerninger af denne beskrivelse. Mens palæstinenserne regeres af Hamas, en organisation, der ikke er villig til at acceptere grundprincipperne i folkeretten, er situationen anderledes i Israel. Valget der kan give en regering, der frem for alt ønsker at løse de sociale og økonomiske problemer, som alle, der lever i demokratiske samfund, anser for regeringens vigtigste opgave at løse.

Uanset dette står Den Europæiske Union over for en kolossal udfordring. Denne udfordring består i, at uanset vores syn på Hamas - og jeg er sikker på, at de fleste af os opfatter det som en terrororganisation - må De som vores øverste repræsentant for forbindelserne udadtil finde en måde, hvorpå vi kan samarbejde med Hamas-regeringen.

Mens vi bevæger os af sted, vil jeg bede Dem huske på, at alle de EU-midler, der ydes i støtte til palæstinenserne, fortsat skal være underlagt den betingelse, at den palæstinensiske regering anerkender Israels eksistens. Og jeg vil gerne høre, om De kan spørge hr. Kofi Annan, hvad der helt præcis stod om Israels eksistens i det brev, han modtog fra den palæstinensiske udenrigsminister.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, resultatet af det seneste valg i Israel har i bund og grund legitimeret strategien med den ensidige gennemførelse af betingelserne for en løsning på det palæstinensiske problem. Det er ikke tilfældigt, at den politiske ledelse i Israel anvender ordet "sikkerhed" langt oftere end ordet "fred", da fred kræver forhandlinger og vanskelige kompromiser.

Sikkerhed hænger derimod sammen med ensidig fastlæggelse af den endelige grænsesituation, med opretholdelsen af besættelsen af Østjerusalem, med bosættelserne på Vestbredden og med skammens mur.

Jeg tror ikke, at Israels strategiske plan, som styrkes af den nye politiske situation i de palæstinensiske områder, skaber betingelser for fred. Den skaber ikke en bæredygtig palæstinensisk stat. Derimod bidrager den til skabelsen af en fiktiv stat bestående af usammenhængende regioner og uden faste grænser.

EU gør ret i at opstille krav og betingelser for Hamas. Vi ser imidlertid ikke EU opstille krav og betingelser for Israel, for Israel lader også hånt om Oslo-aftalen, ligesom Israel lader også hånt om betingelserne i køreplanen.

Både hr. Solana og fru Ferrero greb i dag emnet an med større realisme fra EU's side. Vi er nødt til at fortsætte på samme troværdige måde, så EU kan opnå resultater.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske det israelske arbejderparti med, at det er kommet i regering. De er socialdemokrater, det er vores søsterparti, og jeg glæder mig over erklæringen i deres manifest om, at "besættelsen slider på de moralske fibre i det israelske samfund", samt Amir Peretz' tale i Herzliya til støtte for respekten for internationale grænser. Begge rummer et meget vigtigt engagement i retning af fremskridt.

Jeg takker både kommissæren og den højtstående repræsentant for at have gentaget Europas engagement i en forhandlingsløsning, ikke en ensidig løsning, her i eftermiddag. Over for kommissæren vil jeg gentage vores private diskussioner og sige, at selv om hun gør helt ret i at indføre betingelser for den europæiske støtte til Den Palæstinensiske Myndighed, vil jeg bede hende udarbejde planer for at undgå en humanitær katastrofe i de palæstinensiske områder, hvis Hamas ikke arbejder så hurtigt, som vi alle håber.

Til hr. Solana vil jeg sige, at jeg vil bede ham huske på, hvor let det var at lukke Raffa-overgangen - som skulle have været garanteret af EU - under de israelske aktioner for nylig samt det lovlige i, at Israel tilbageholder toldbetalinger til Den Palæstinensiske Myndighed, som ellers er garanteret i henhold til Paris-aftalen. Der er tale om juridiske forpligtelser, som Den Europæiske Union og kvartetten har pligt til at søge overholdt.

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne ganske kort komme ind på et par ting. For det første vil jeg sige, at jeg støtter alle de tre krav, som hr. Solana skitserede, men jeg er bange for, at de er utilstrækkelige. Jeg mener, at vi ikke blot bør kræve, at Hamas overholder gældende aftaler, herunder anerkendelse af Staten Israel; vi bør også kræve Hamas' fulde respekt for demokratisk beslutningstagning i palæstinensisk politik, som dette var et resultat af. Vi må kræve, at Hamas ikke rører ved palæstinensernes menneskerettigheder. Vi bør give vores fulde støtte til de palæstinensiske kvinder, som demonstrerede for deres rettigheder på kvindernes internationale kampdag.

Hr. Solana sagde, at Hamas ikke kan ændre fortiden, men at det kan ændre fremtiden. Det var Ariel Sharon, der en gang sagde, at når først man sidder med magten, ændres ens opfattelse af verden dramatisk, og nogle ledere i verden har været ude og beskrive ham som en fredens mand. Vi kan ikke udelukke muligheden af, at Hamas vil vokse med opgaven. Jeg vil dog ikke vædde min sidste euro på det. Derfor har vi brug for en langsigtet strategi.

Jeg håber på, at næste gang, der er valg i Palæstina, vil det palæstinensiske folk stemme Hamas ud, og det eneste parti, der kan slå Hamas, er al-Fatah. Den unge generation i al-Fatah, hvilket vil sige alle under 50 for den sags skyld, opfordrer til interne reformer, og det mener jeg er det rigtige. Den generation har potentialet til at genskabe forbindelsen mellem al-Fatah og den palæstinensiske befolkning. Jeg bakker fuldt op om partiets mål, og jeg opfordrer alle mine kolleger til at undersøge, hvordan vi kan investere i denne reformbevægelse.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, jeg vil først henvise til nogle kendsgerninger. For det første var det demografiske problem et centralt emne i debatten. For det andet er utopien om et Storisrael død. For det tredje var debatten i Israel fokuseret på det sociale spørgsmål. Og for det fjerde påvirkede Hamas ikke valget i Israel.

Israelerne har ubevidst endegyldigt erkendt de to staters eksistens. Tiden burde nu være inde til forhandlinger, men der bør gøres en indsats for forhold til Hamas for at overbevise det om at erklære sit charter ugyldigt og endelig anerkende Israel som en gyldig samtalepartner. Elles vil der, mine damer og herrer, kun blive ført unilateral politik fra begge parters side.

Offentligheden i de to lande går ind for fred. Europa bør udnytte denne situation, for det kan fremover spille en afgørende rolle. Europa er ventet, og hvad angår bistanden til palæstinenserne, må jeg endnu en gang slå fast, at Europa bør fortsætte med at udbetale støtten, eller ender det med en katastrofe i Palæstina.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Først vil jeg gerne takke de mange talere her i aften for deres fuldstændige støtte til vores bestræbelser på at videreføre fredsprocessen. Selv i denne vanskelige tid må vi forsøge at gøre, hvad vi kan. Men hovedansvaret ligger hos de to parter, og vi - det internationale samfund - må støtte dem på denne vej. Jeg gentager, at det skal være en forhandlingsløsning - ikke en ensidig løsning, og jeg har vist gjort det helt klart.

Vi er alle enige om, at det er vigtigt, at Hamas overholder de tre betingelser; de skal afstå fra voldsanvendelse, anerkende eksistensen af Staten Israel og overholde de eksisterende aftaler, som tidligere regeringer har indgået. Det er også meget vigtigt, at den internationale kvartet forbliver enige. Det bliver ikke altid nemt, men vi vil forsøge at være enige, så meget vi kan.

For det andet er humanitær bistand en absolut nødvendighed. I tidligere analyser har vi set, at mere eller mindre halvdelen af vores bistand er gået til de forskellige muligheder for at yde humanitær bistand, ikke gennem Den Palæstinensiske Myndighed. Derfor vil bistanden fortsætte gennem FN's organisationer og internationale organisationer. Vi kan finde måder at gøre det på gennem ngo'er, men vi er også nødt til at revidere vores position og finde nogle alternative mekanismer. Det arbejder vi på. Men eftersom der er tale om et meget vanskelige spørgsmål, er vi nødt til at se nøje på, hvad vi kan gøre.

Vi skal også være helt sikre på - og det er det, vi skal finde ud af - at vores bistand ikke går til terroristerne. Derfor er vi nødt til at finde den rette balance, hvilket ikke er let.

Vi er naturligvis nødt til at støtte Mahmoud Abbas. Han er vores samtalepartner i øjeblikket. Muligheden er til stede, så vi er nødt til at prøve at styrke hans stilling mest mulig, men igen skal vi være tålmodige, for vi arbejder stadig med de nærmere detaljer.

Rusland har klart erklæret, at da man mødtes med Hamas, holdt man sig inden for rammerne af erklæringen fra kvartetten fra den 30. juni. Russerne sagde, at det var vigtigt at tale med Hamas for at få dem ført i den rigtige retning, allerede før regeringen blev dannet. Desværre har vi hørt, at Hamas ikke har overholdt alle betingelserne, selv om man hist og her har taget de første par skridt.

Jeg vil også gerne sige et par ord om Østjerusalem. Vi er særligt bekymrede over aktiviteter med bosættelser og opførelsen af sikkerhedsmuren i og omkring Østjerusalem, som truer grænsefællesskabet med en fremtidig palæstinensisk stat og ligeledes truer med at gøre forhandlingerne om den endelige status yderst komplicerede. Enhver aftale om byens status skal forhandles på plads af de to parter og må ikke foregribes af nye faktorer på stedet, som jeg var inde på tidligere. Dette har vi også gjort helt klart i erklæringer fra Rådet og kvartetten.

Vi er parat til at bistå parterne på bedste vis, hvis vi bliver bedt om det. Det første skridt fra israelsk side er at bringe diskriminationen mod palæstinenserne i byerne til ophør. Der findes en lang række sådanne faktorer.

Med hensyn til sikkerhedsmuren har Den Europæiske Union ved flere lejligheder erklæret, at selv om vi fuldt ud anerkender Israels ret til at beskytte sine borgere mod terrorangreb, er vi særligt bekymrede over linjeføringen for sikkerhedsmuren på den besatte Vestbred, som afviger betydeligt fra den grønne linje, uberettiget beslaglægger palæstinensisk jord og indebærer en betydelig begrænsning på bevægelighed og adgang.

Vi opfordrer endnu en gang Israel til at standse opførelsen af sikkerhedsmuren og ændre linjeføringen inde i de besatte palæstinensiske områder, herunder i og omkring Østjerusalem.

(Bifald)

  Javier Solana, højtstående repræsentant for FUSP. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne erindre de ærede medlemmer af Parlamentet om, at der er sket noget meget vigtigt ved disse valg. Valgene i både Palæstina og Israel har skabt en ny politisk klasse. De politiske partier, der har domineret hverdagen i Israel og Palæstina gennem de sidste 20 år, er forsvundet eller har kun fået meget få stemmer. Nye partier er dukket op efter at være blevet oprettet for kun få måneder siden. Nye personer er dukket op som ledere. Hvad betyder det? Det betyder formentlig mange ting, men for os bør det i det mindste betyde noget nyt, hvad angår ledelsen. Vi må investere noget håb i denne bevægelse for at se, om vi kan udnytte situationen til at føre processen videre.

Det er mit indtryk og min dybe overbevisning, at resultatet af disse valg er en grundlæggende forandring af den sociale struktur i begge samfund. På palæstinensisk side findes der formentlig ikke noget ønske om en ikke-verdslig regering. Det vil jeg i høj grad insistere på. Jeg tror ikke, at flertallet blandt befolkningen i Palæstina stemte på Hamas, fordi de ønskede en religiøs regering i spidsen for Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg mener, at de stemte imod andre ting, som har en tættere sammenhæng med tyranniet, hvor tingene ikke gøres ordentligt, med korruption og mangel på en ordentlig organisation.

Vi er nu nødt til at gøre en indsats og gøre vores yderste for at sikre, at Palæstina, som formentlig er den mest verdslige del af Mellemøsten, ikke vender tilbage til noget, som flertallet af palæstinenserne formentlig ikke ønsker. Men samtidig skal der også sidde nogle folk i regeringen, som er i stand til at frembringe de resultater, som flertallet ønsker: sociale tjenester, ingen korruption, demokrati osv. Det er her, vi skal udøve vores vigtigste påvirkning.

Det er det samme i Jerusalem, det samme i Israel. Når man ser, at premierministeren bliver Ehud Olmert og ikke hr. Sharon, er det virkelig meget imponerende: Sikke en grundlæggende forandring, der har fundet sted inden for et så kort tidsrum. Den, der ledte Kadima og Likud, partiet, der har styret forretningen i Jerusalem i mere end 20 år, ligger nu syg på hospitalet. Der er et nyt parti med en ny leder, som ingen forventede skulle være lederen i dag.

Åbner det så nogle muligheder? Jeg vil gerne tro, at det åbner nogle muligheder. Vil vi benytte os af de muligheder? Jeg vil gerne tro, at, ja, vi vil benytte os af disse muligheder. Når jeg taler med hr. Olmert, hvilket jeg ofte gør, fortæller jeg ham hele tiden, at en ensidig løsning ikke er mulig. Det har vi allerede set. Det er ikke muligt med en ensidig tilbagetrækning fra Gaza. Til sidst måtte de først henvende sig til det internationale samfund, og så måtte de henvende sig til den palæstinensiske side, for det er umuligt at løse op for en situation, der er så kompliceret, og gøre det ensidigt.

Hr. Cohn-Bendit sagde, at det er forfærdeligt, at fugleinfluenzaen måske vil brede sig fra Israel til Palæstina. I dag har der været en erklæring om at vi er nødt til at sikre, at fugleinfluenzaen ikke breder sig fra det ene sted til det andet. Den samme person sagde ikke, at fattigdom kan spredes fra det ene sted til det andet; at elendighed ikke kan spredes fra det ene sted til det andet. Nogle gange er det, som om vi er mere bekymrede over spredningen af fugleinfluenza end over spredningen af de lidelser, den elendighed og den tragedie, der har været der i årevis. Befolkningen er skilt af en mur, som muligvis ikke vil stoppe fugleinfluenzaen, men som måske forhindrer folk i at bevæge sig fra det ene sted til det andet.

(Bifald)

Det er virkelig trist. Vi er nødt til at kunne gøre begge ting - at samarbejde, så fugleinfluenzaen ikke spreder sig, og sikre, at folk kan rejse, arbejdstagere kan bevæge sig rundt, og der kan ske fremskridt, og det er efter min mening langt vigtigere.

I 1980 sagde vi noget meget vigtigt, som vi har holdt fast i. For ikke så længe siden sagde vi, at vi mener, at grænserne fra 1967 er et udgangspunkt for forhandlinger. Det vil jeg gerne gentage i dag her i Parlamentet. Vi er parat til at forsvare dette; vi er parat til at acceptere ændringer af grænser, som er accepteret af de fleste - af begge parter. Men vi kan ikke forestille os nogen anden løsning, hvor man ikke tager hensyn til den præmis, at forhandlingerne skal tage udgangspunkt i 1967-grænserne.

Jeg vil også gerne sige, at alle skal have mulighed for at ændre sig. Hr. Cohn-Bendit har ændret sig. Jeg har ændret mig. Hvor mange her i salen har ændret sig? Og jeg mener, at vi alle har ændret os til det bedre. Hvorfor tror vi ikke, at folk kan ændre sig til det bedre?

Nu skal vi give dem denne mulighed, men vi er nødt til at være meget skrappe indtil det øjeblik, hvor de ændrer sig. Vi skal fortælle dem, at hvis de ændrer sig, får de mulighed for at komme med på holdet. Men hvis de ikke ændrer sig, kan de desværre ikke komme med på holdet. Som jeg tidligere har sagt, er det meget vanskeligt at lave om på fortiden. Ingen kan ændre sin fortid, kun gøre sine erindringer lysere, hvilket mange gør. Men i fremtiden kan vi ændre os. Vi er nødt til at handle for at skabe forudsætninger, så folk kan opføre sig anderledes i fremtiden.

Jeg ville gerne se Hamas ændre sig og anerkende Israel. Det er umuligt at forhandle, hvis man ikke anerkender modpartens ret til at eksistere. Det skal også være gensidigt. Det er umuligt at forhandle, hvis man ikke ønsker at forhandle og samtidig ønsker at have en pistol i lommen. Det er ikke forhandling. Det er budskaber af den art, vi skal have igennem.

Vi skal også presse på for at opnå pluralitet i det palæstinensiske samfund. Det har været det mest verdslige samfund og er fortsat verdsligt, ikke underlagt et påtvunget religiøst samfund, som det er fremgået af nogle erklæringer fra Hamas. Det er et meget vigtigt punkt, og vi er nødt til at overveje det for første gang. En gruppe tilhørende det muslimske broderskab er kommet til magten ad demokratisk vej. Vi er nødt til at tage stilling til det, fordi det er sket i Palæstina. Det kan ske andre steder, og vi er nødt til at tænke over, hvordan vi skal håndtere det. Jeg vil meget gerne have, at man tager hensyn til disse aspekter, ikke kun i tænketanke, men også blandt de politiske aktører i Den Europæiske Union.

Jeg har håb i mit hjerte, og jeg ønsker, at De skal have håb i Deres hjerter. Lad os i fællesskab se, om vi kan opfylde de håb, som jeg er sikker på, at De har i Deres hjerter.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Jeg vil gerne byde hr. Milinkevitsj, som var kandidat ved præsidentvalget i Belarus for nylig, og hr. Viacorka, leder af den nationale front i Belarus, velkommen på tilhørerpladserne.

(Bifald)

De er blevet indbudt af formanden for Europa-Parlamentet som et symbol på Europa-Parlamentets støtte til demokrati og frihed i Belarus. Hr. Milinkevitsj førte tappert sin præsidentvalgkamp, selv om han blev udsat for undertrykkelse fra den diktatoriske regering i Belarus, han forsvarede menneskerettigheder, demokrati og det civile samfund og kæmpede for de værdier, der også er vores.

(Bifald)

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (HU) Hvad er der rent faktisk sket ved valget? Som jeg ser det, er der rent faktisk sket det, at det har ændret planerne for Sharon og hans efterfølger Olmert efter valget i retning af en yderligere tilbagetrækning fra Vestbredden og derved en bevarelse af Israels religiøse identitet.

Sharons arv omfatter tre opgaver:

- Den palæstinensiske side ønsker ikke at indgå en permanent traktat med Israel. Abu Mazen vil være villig, men ude af stand til det. Hamas vil være i stand til det, men er ikke villig til det.

- Israel bør fastlægge sine grænser ensidigt og de facto.

- Grænsen bør fastlægges langs "adskillelsesmuren", inklusive de store jødiske bosættelser på Vestbredden. Dette vil kræve en smertefuld og radikal tilbagetrækning af omkring 70.000 bosættere.

Hvis man tager dette skridt, vil der blive oprettet separate kantoner, og vi kan være sikre på, at dette "noget" vil føre til en forfejlet stat.

Det er her, at vi, EU, skal gøre det klart for vores israelske venner, at det ikke længere er i deres interesse at gøre dette, fordi det helt sikkert vil føre til en fortsat palæstinensisk opstand, og enhver ved, hvad det betyder.

Den Arabiske Liga har en interessant holdning i denne sag: De ønsker en fred baseret på Israels grænser fra 1967. Måske burde vi også gennemgå forhandlingerne på dette grundlag se, om denne vej fører til en sikker fred fremover.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at Israels sikkerhed ikke afhænger af, at de kan bevare bosættelserne, men af en løsning på konflikten.

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, resultaterne af det israelske valg for nylig bekræfter, at den vej, som premierminister Sharon går for at opnå fred i Mellemøsten, og som er acceptabel for både palæstinenserne og israelerne, er den rette, også fordi det måske er den eneste mulige. Problemet er nu, om den nye palæstinensiske regering vil fortsætte med at gå denne vej på trods af Hamas' sejr ved de seneste lovgivende valg.

EU skal bestræbe sig på at spille en hovedrolle i en fredsproces, hvor EU flere gange har været mindre aktiv i den mæglingsrolle, som den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik giver det.

En sand fredsløsning i et af de mest vanskelige områder i det internationale geopolitiske landskab kan kun opnås ved hjælp af reelle garantier for de to landes sikkerhed og således via en europæisk politisk indsats, der sikrer udvikling og dialog, men som er fastere, når det gælder om at fordømme terrorisme og vold fra de menneskers side, der selv i dag ønsker at slette staten Israel fra verdenskortet.

De fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske beføjelser hos EU-institutionerne skal svare til de reelle forventninger om en styrket forhandling med henblik på at sikre, at dialogen foregår på en korrekt måde, og at begge befolkningers politiske og sociale rettigheder beskyttes.