Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 5. april 2006 - Strasbourg

15. Verdenssundhedsdagen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionenom verdenssundhedsdagen.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, den globale mangel på læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale er nået til et krisepunkt i mange dele af verden. Aldrende befolkninger i Europa, USA og de fleste øvrige rige lande kombineret med stadig mere sofistikerede medicinske behandlinger, der kræver specialiseret personale, har til følge, at efterspørgslen efter sundhedspersonale i de udviklede lande er større end udbuddet. Efterspørgslen efter sundhedspersonale overgår ikke blot vores interne kapacitet til at uddanne læger og sygeplejersker, men den lægger også et meget stort pres på det internationale marked for sundhedspersonale.

Manglen på sundhedspersonale i de rige lande er imidlertid ikke tilnærmelsesvis så alvorlig som manglen i mange dele af Afrika, hvor manglen på sundhedspersonale ofte er et spørgsmål om liv og død. Med mindre end én sundhedsarbejder pr. 1.000 indbyggere i Afrika sammenlignet med 10 sundhedsarbejdere pr 1.000 indbyggere i Europa, er det næppe overraskende, at det chokerende og uacceptable dødstal for børn og mødre fortsætter. Mere end én ud af fem børn dør, inden de fylder fem år, og mere én ud af 100 mødre dør som følge af graviditetskomplikationer i mange afrikanske lande. Opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene i Afrika sker uacceptabelt langsomt, og udviklingen går i modsat retning i nogle lande som følge af hiv/aids. Ansvaret for pleje af de syge belaster familier og lokalsamfund, som har få ressourcer til at håndtere denne store byrde.

I WHO's rapport for 2006, World Health Report 2006, gøres det internationale samfund navnlig opmærksom på manglen på sundhedspersonale, hvilket vi glæder os over. Der sættes i rapporten fokus på en krise, der har udviklet sig over mange år, men som nu sandsynligvis er den største hindring for fremskridt hen imod de sundhedsrelaterede millenniumudviklingsmål, dvs. nedbringelse af mødre- og børnedødeligheden og kontrol med smitsomme sygdomme såsom hiv/aids, tuberkulose og malaria. Uden læger, sygeplejersker, farmaceuter og andet sundhedspersonale vil det være umuligt at forbedre sundhedsplejen eller at opfylde vores forpligtelser til at øge adgangen til basale tjenester.

Årsagerne til denne krise er komplekse. Der har været en kronisk underinvestering i sundhedstjenester i udviklingslandene i mange år, herunder en underinvestering i uddannelse af sundhedspersonale. Mange lande i Afrika forsøger stadig at drive deres sundhedstjenester med et budget på under 10 euro pr. indbygger, hvilket er langt mindre end det minimum på 30 euro, der anerkendes som en forudsætning for levering af basale tjenester.

Problemet er imidlertid ikke blot mangel på investeringer i Afrika. I mange lande i Europa og andre steder har investeringen i og planlægningen af behovet for uddannelse af sundhedspersonale med henblik på at opfylde de aldrende befolkningers behov været utilstrækkelig. Den rige verden kan tiltrække sundhedspersonale fra andre lande. Følgerne for de fattige lande er, at de uddanner sundhedspersonale, der efterfølgende forlader landet, og således helt urimeligt støtter sundhedstjenesterne i de udviklede lande ved at afholde uddannelsesomkostningerne.

Uddannelse af mere sundhedspersonale er kun en del af løsningen. En stor del af det uddannede personale i sundhedssektoren ønsker ikke at arbejde i de fattigste og mest fjerntliggende områder, hvor behovene er størst. Der er et mønster karakteriseret ved intern vandring fra landdistrikter til byområder og fra den offentlige til den private sektor og fra fattige lande til rige nabolande og herefter til de rige, udviklede lande. Det er imidlertid vanskeligt at skyde skylden på den enkelte, når man kender arbejdsvilkårene. Det er nødvendigt, at vi får en bedre forståelse for sundhedspersonalets bevæggrunde, og at vi skaber incitamenter, der tilskynder sundhedspersonalet til at arbejde, hvor behovet er størst.

Dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger, der udbetales uregelmæssigt, manglen på lægemidler og udstyr og manglende karriereudsigter er alle push-faktorer, der bidrager til sundhedspersonalets migration. Det er rent faktisk overraskende, at der med disse ringe vilkår stadig er en hård kerne af engagerede sundhedsarbejdere i mange afrikanske lande, der fortsat gør en bemærkelsesværdig indsats under meget vanskelige forhold. Man må ikke glemme den indsats og det bidrag, der ydes af de mange sundhedsarbejdere, der fortsat tjener deres folk på trods af de arbejdsmæssige udfordringer og arbejdsforholdene.

Pull-faktorer på migration, dvs. højere lønninger i rige lande, bedre arbejdsforhold og større sikkerhed, der til tider kombineres med de private rekrutteringsbureauers aggressive rekrutteringsmetoder, spiller også en afgørende rolle for en forøgelse af sundhedspersonalets mobilitet.

Disse spørgsmål er alle blevet behandlet i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-handlingsstrategi vedrørende sundhedspersonalekrisen i udviklingslandene. Hvis vi skal imødegå denne krise, skal der i første omgang udvikles løsninger i de mest berørte lande, og disse skal medvirke til at styrke planlægningen og finansieringen af sundhedspersonalets uddannelse og støtte og finansiere bedre arbejdsforhold i sektoren. Det er afgørende, at tiltagene i de enkelte lande understøttes af regionale og globale tiltag, udveksling af viden og bedste praksis, fælles brug af uddannelsesressourcer og ændring af den internationale ansættelsespolitik i mere etisk retning. Det er vigtigt, at vi kigger nærmere på vores egne uddannelsesprogrammer for sundhedspersonale og øger vores egen produktionskapacitet, således at vi bliver mere selvforsynende.

Kommissionen har stået i spidsen for og koordineret udviklingen af en sammenhængende europæisk indsats i denne forbindelse. Meddelelsen om sundhedspersonale er blevet drøftet, og det forventes, at Rådet vedtager nogle vidtrækkende konklusioner. EU-medlemsstaterne er blevet enige om en forpligtelseserklæring, der vil blive offentliggjort i forbindelse med Verdenssundhedsdagen. Den vil vise resten af verden, at Europa tager dette meget alvorligt, og at Europa er indstillet på at støtte en betydelig indsats til imødegåelse af krisen.

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg bifalder alle kommissærens udtalelser til aften i forbindelse med markeringen af Verdenssundhedsdagen, hvor WHO i år har valgt den skrækkelige mangel på sundhedspersonale som tema.

I Europa har vi tre læger pr. 1.000 indbyggere, og, som hun påpegede, er der stadig mangel på sundhedspersonale. I Afrika er der mindre end fem læger pr. 100.000 indbyggere. Det er vores skyld i Europa, og i Afrika er det også for ofte vores skyld. Hvorfor er det vores skyld? Fordi vi i de udviklede lande modtager 63.000 læger og sygeplejersker fra udviklingslandene og blot sender 1.300 tilbage til disse lande. Der er tale om en uetisk og umoralsk ubalance. Vi skal yde en meget større indsats i Europa for at rekruttere og fastholde sundhedspersonale gennem uddannelse, aflønning, arbejdsvilkår, forskningsfaciliteter osv., men i forhold til udviklingslandene skal vi også yde en langt støtte indsats, og frem for alt skal vi holde op med at plyndre deres uddannede personale.

I landene syd for Sahara er der 750.000 sundhedsarbejdere til at betjene 682 millioner indbyggere. I Europa er andelen 15 gange højere. Landene syd for Sahara mangler en millioner sundhedsarbejdere. I Ghana er der kun 1.500 læger til at betjene 200 millioner indbyggere. To tredjedele af de unge læger i Ghana forlader landet inden for tre år efter den afsluttende eksamen, Afrika bærer 25 % af den globale sygdomsbyrde, men har kun 0,6 % af det globale udbud af sundhedspersonale.

I mit land, Det Forenede Kongerige, kommer to tredjedele af lægerne og 40 % af sygeplejerskerne fra udlandet. Det skal vi skamme os over, og vi skal forpligte os til at vise vores skyld ved at indstille den rekrutteringsmæssige plyndring og sikre, at vi sammen med den afrikanske befolkning kan fastholde de sundhedstjenester og det sundhedspersonale, som de har så desperat brug for.

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, fru kommissær, på denne verdenssundhedsdag vil jeg gerne komme ind på det europæiske bidrag til gennemførelsen af millenniummålene. Ikke mindre end tre af disse otte mål handler om sundhedspleje, bekæmpelse af sygdomme som aids og malaria, reduktion af børnedødelighed og nedbringelse af dødeligheden for gravide og fødende kvinder. Hvad angår alle disse mål, er verden, især Afrika, stadig håbløst bagefter. På verdensplan dør hvert år over 1 million børn af malaria, 6 millioner børn under fem år dør af mangel på eller kvalitativt dårlig føde, og 2-3 millioner børn dør af sygdomme, som kunne være undgået, hvis børnene var vaccinerede. I 2005 var der hvert minut en kvinde, der døde af komplikationer ved graviditet og fødsel.

Kommissionen og medlemsstaterne lover gang på gang at give sundhedspleje i udviklingslandene en høj prioritet. Til trods for alle flotte løfter skal de nu også sætte handling bag ordene og lade disse løfter komme til udtryk i de årlige udgifter. Mindre end 5 % af EU's budget til udviklingssamarbejde anvendes årligt til grundlæggende sundhedspleje, og dette halter fuldstændig bagefter Parlamentets løfte og ønske om at anvende 20 % af EU's bistandsbudget til grundskoleundervisning og grundlæggende sundhedspleje. Put your money where your mouth is (sæt handling bag ord).

Når vi giver budgetstøtte, skal vi desuden være meget strengere, hvad angår kriterierne for anvendelse. Ingen budgetstøtte til lande, som ikke kvalificerer sig til det som følge af dårlig forvaltning. Hvor der gives budgetstøtte, skal det være i enkelte sektorer, altså udtrykkeligt bestemt for sundhedspleje eller undervisning. Det skal også være helt tydeligt, at pengene virkelig er anvendt til sundhedspleje, hvilke formål de er brugt til, og hvilke resultater de har haft, idet en specifik procentdel skal bruges til, at en tilsynsførende gruppe fra det civile samfund kontrollerer udgifterne. Det er vi forpligtede til over for de europæiske skatteydere og over for modtagerlandenes befolkninger og parlamenter. Pengene behøver for øvrigt ikke blot at anvendes gennem europæiske programmer, men kan netop ofte bruges mere effektivt gennem samarbejde med organisationer såsom Verdenssundhedsorganisationen, UNAIDS, UNFPA og gennem globale initiativer såsom Global Fund.

Europa skal være garant for finansieringen af projekter til seksuel og reproduktiv sundhedspleje, som råder over utilstrækkelige midler på grund af den amerikanske præsidents politik, der blokerer disse projekter. I mellemtiden ydes der fra USA 12 milliarder til en tåbelig kampagne for cølibat og partnertroskab. Den amerikanske kongres konstaterede i dag, at denne kampagne skaber forvirring og vanskeliggør eksisterende kampagner. Mange kvinder og piger er døde som følge af denne skandaløse politik. Vi i Europa kan og må ikke tillade dette. Jeg håber, at også medlemmer af andre partier i Parlamentet i stedet for at støtte Bush vælger at støtte millioner af kvinder og piger.

Foruden forhøjelsen af udgifterne drejer det sig også om en strukturel, sammenhængende politik for sundhedspleje i udviklingslandene. Adgang til grundlæggende faciliteter såsom sundhedspleje er af væsentlig betydning for de allerfattigste, men på grund af den almindelige befolknings mangelfulde viden og den svage infrastruktur er adgangen hertil ofte utilstrækkelig. Derfor skal vi investere i logistik og social infrastruktur, i formidling af viden og uddannelse af lokalt personale. Også i grundskolen skal der undervises i elementær viden om hygiejne, sundt drikkevand og sund mad. Først når der er en grundlæggende struktur, kan fattigdomsrelaterede sygdomme og andre unødvendige dødsårsager virkelig bringes strukturelt ud af verden.

Med rette lægger vi i vores beslutningsforslag også vægt på manglen på sundhedsarbejdere, for det meste forårsaget af hjerneflugt, højtuddannede doktorer og sygeplejersker, som beslutter at arbejde andre steder i verden. Denne hjerneflugt må vi forhindre ved aktivt at indgå aftaler mellem sektorer og lande, ved at opmuntre til cirkulerende migration, hvor man efter en kort periode i et andet land vender tilbage, ved at træne folk og formidle viden og ved at skabe bedre arbejdsvilkår.

Endelig ender i mange lande en stor del af de penge, der bruges på sundhedspleje, ikke hos de allerfattigste på grund af korruption og dårlig forvaltning. Der er undersøgelser, som viser, at kun er 1 % af de offentlige penge, som anvendes til sundhedspleje, når frem til bestemmelsesstedet i et land som Tchad.

Nu kommer jeg til min egen betænkning om korruption og udviklingssamarbejde, som drøftes i morgen på plenarmødet. God forvaltning og bekæmpelse af korruption er af væsentlig betydning for, at millenniummålene kan gennemføres. Det må både donorerne og modtagerlandene lægge stor vægt på i de kommende år.

Jeg kan ikke tilstrækkeligt ofte her på plenarmødet fremhæve millenniummålenes betydning, især hvad angår sundhedspleje og undervisning. En fordobling af budgettet, som anvendes til dette mål, er virkelig nødvendig nu. Dermed fordobler De chancerne for udvikling af verdens allerfattigste mennesker, og De hjælper disse med at flygte fra fattigdommen og blive sunde. Gør fattigdom til historie!

  Fiona Hall, for ALDE Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg bifalder kommissærens sammenfatning af dette problems komplekse aspekter. Verdenssundhedsdagen er en god anledning til at gøre status. Vi har millenniumudviklingsmålene og mange gode hensigtserklæringer afgivet af regeringer og parlamenter over hele verden, men desværre er der stadig et meget stort skel mellem retorikken og de faktiske forhold. For mange steder dør mennesker fortsat som følge af manglen på basale lægefaciliteter, som kunne have reddet deres liv for meget få penge. Lad mig blot nævne et sted, nemlig Den Demokratiske Republik Congo ved ækvator, hvor dødeligheden er katastrofal, ikke som følge af hungersnød eller den fortsatte vold og usikkerhed, der præger det østlige Congo, men blot fordi der ikke er nogen lægefaciliteter i dette smukke, men utilgængelige skovområde.

Vi bliver nødt til at se nøje på Kommissionens udgifter til sundhed og spørge os selv om, hvorfor en så lille procentdel af EUF-budgettet øremærkes til sundhedssektoren, som hr. van den Berg netop har påpeget. Dette på trods af, at Parlamentet har krævet, at en femtedel af de samlede udviklingsmidler skal anvendes til basale sundhedsydelser og grunduddannelse.

Jeg ønsker at drøfte spørgsmålet om sundhedspersonale. Det er ikke kun et spørgsmål om utilstrækkelig investering. Der er tale om et område, hvor EU-medlemsstaterne aktivt underminerer sundhedstjenesterne i udviklingslandene ved uretmæssig rekruttering af deres uddannede lægepersonale. Medlemsstaterne har indvilliget i, at de ikke aktivt vil rekruttere sundhedspersonale fra de fattigste land, men i praksis omgår de disse løfter. Den nationale sundhedstjeneste i Det Forenede Kongerige har f.eks. et adfærdskodeks for rekruttering af sundhedspersonale, men det finder kun anvendelse på sundhedspersonale rekrutteret direkte af den nationale sundhedstjeneste. Adfærdskodeksen gælder ikke for sygeplejersker, der rekrutteres af private bureauer. Ofte er de stillinger, der tilbydes via bureauerne, for forholdsvis lavt uddannede, så sygeplejerskerne drager ikke engang fordel af at kunne opnå særlige faglige kvalifikationer, mens de er i Europa. Resultaterne i ødelæggende. I Swaziland er der ca. 3.000 sygeplejersker, og Swaziland uddanner ca. 100 om året. Ca. 80 sygeplejersker rejser hvert år til Det Forenede Kongerige. Dette tal skal lægges til det meget store antal sygeplejersker i Swaziland, der dør af aids. I 2003-2004 døde 300 sygeplejersker.

Medlemsstaterne bliver nødt til at lukke smuthullerne i deres adfærdskodeks for rekruttering af sundhedspersonale og indføre en mere effektiv planlægning af personalebehovet i sundhedssektorerne, således at de ikke længere er fristet til at uretmæssigt at rekruttere uddannet personale fra de lande, hvor der er desperat brug for en bedre sundhedspleje.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, selv om man kan spørge sig selv, hvor stor effekt og effektivitet disse verdensdage for denne eller hin sag har, må man erkende, at de giver os en anledning til dels at sætte fokus på en ekstremt vanskelig situation, nemlig manglen på sundhedspersonale i Syd, som man sædvanligvis ikke er særligt opmærksom på, dels at fremsætte forslag til gennemførelse på kort, mellemlang og lang sigt. Derfor bør disse sundhedsmålsætninger i øvrigt opføres inden for rammerne af den flerårige finansielle programmering, så EU-midlerne bliver mere forudsigelige end i dag og vi kan yde en mere konkret støtte til de nationale strategier til forbedring af personalesituationen inden for sundhedssektoren.

Vi må dog huske på, at det problem, vi her sætter fokus på, ikke er endnu en af skæbnens uundgåelige tilskikkelser. Denne mangel på sundhedspersonale skyldes nemlig bl.a. de såkaldte strukturelle tilpasningsprogrammer, som de internationale finansieringsinstitutioner gennemfører skånselsløst, og som har ført til de offentlige sundhedstjenesters og uddannelsesinstitutioners sammenbrud i en lang række lande. Det er således ganske hyklerisk at vi i 2006 erklærer, at vi har til hensigt at styrke de menneskelige ressourcer inden for sundhedssektoren i de kommende år, når den makroøkonomiske politik, der føres på et andet plan, har skabt alvorlige problemer for netop disse menneskelige ressourcer i mere end et årti. Vi glæder os ikke desto mindre over denne om end sene erkendelse af, at det er absolut nødvendigt at gribe ind i forhold til de menneskelige ressourcer, uden hvilke ingen nok så god udviklingspolitik kan iværksættes.

Det er grunden til, at EU's indsats på dette område efter vores opfattelse bør fokusere på tre områder. For det første som sagt omfanget af den hjælp, der ydes til sundhedsspørgsmål som led i den offentlige udviklingsbistand. Den udgør i dag omkring 5 %. Det er notorisk utilstrækkeligt, og i øvrigt er overslagene ikke så opmuntrende, når man mindst bør afsætte 20 % til dækning af lønudgifter til uddannelse og en mængde andre formål, som vi allerede har omtalt. For det andet ophævelsen af de budgetmæssige restriktioner, de internationale finansielle institutioner har opstillet. Unionens vægt i disse instanser er betydelig, især hvad angår løn- og ansættelseslofter i den offentlige sektor. Endelig indførelsen af en etisk kodeks, som vil gøre det muligt at råde bod på den skaldale, det er, at man i Nord ansætter i to hastigheder, hvad angår status og løn. Vi må bekæmpe denne ansættelsesform, der anvendes i mange af vores lande, og afskaffe oprindelseslandsprincippet.

Til sidst håber vi, at de generøse hensigtserklæringer vil blive fulgt op af konkrete tiltag takket være en skærpet indsats fra EU-institutionernes og i særdeleshed Europa-Parlamentets side såvel som den kampagne, ngo'erne og det europæiske civile samfund har indledt.

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Adgang til sundhedspleje anerkendes som en grundlæggende rettighed. En stor del af befolkningen er dog som bekendt ikke sikret denne adgang.

FN's millenniumudviklingsmål sigter derfor bl.a. på at nedbringe dødeligheden blandt børn under fem år med to tredjedele og mødredødeligheden med tre fjerdedele samt standse og inddæmme udbredelsen af aids, malaria og andre alvorlige sygdomme. Vi må forebygge, at mange millioner børn og kvinder fortsat dør på grund af manglende primært sundhedssystem, mødrehjælp, seksuel og reproduktiv sundhed, vandforsyning og kloakering samt grundlæggende uddannelse på sundhedsområdet.

For at det kan ske, må de mere udviklede lande vise større solidaritet. Vi finder det derfor særdeles vigtigt, at der ydes aktiv støtte til uddannelse af læger i udviklingslandene og adgang til lægeuddannelse for studerende fra landdistrikter og yderområder. Her vil jeg gerne fremhæve det eksempel på solidaritet, som Cuba leverer med sin imponerende indsats ved gratis at uddanne tusindvis af læger og andet sundhedspersonale til Afrika og Latinamerika.

Det er ligeledes helt afgørende at sikre alle adgang til gratis offentlige sundhedstjenester af høj kvalitet, også i EU's medlemsstater, hvilket langtfra er tilfældet på grund af de makroøkonomiske retningslinjer og vækst- og stabilitetspagten. I i visse lande konstateres tydelige tilbageskridt, f.eks. i Portugal, hvilket gør fattigdom og social udstødelse endnu værre.

Vi har derfor stillet flere ændringsforslag til den fælles beslutning, som vi håber bliver vedtaget. På verdenssundhedsdagen, fru kommissær, er det mere end passende, at denne debat følges op af konkrete tiltag.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, i EU har vi et stigende behov for veluddannede, engagerede læger, sygeplejersker, terapeuter og teknikere. Befolkningsaldringen, flere sygdomstilfælde og et stigende behov for behandling af disse resulterer i et større behov for sundhedspersonale. Vi bør imidlertid ikke blot tage hensyn til vores behov for sundhedstjenester, men også til sundhedspersonalet behov. De har først og fremmest brug for sikkerhed. Vi må gøre alt for at beskytte dem mod sygdomme og ulykker, især nålestik og åbne læsioner. Det er nærmest en tradition at udnytte lægers og sygeplejerskers arbejdskraft til det yderste, men trætte og stressede ansatte udsættes i langt højere grad for farer. Vacciner kan medvirke til at beskytte sundhedspersonalet, men idet vi har pålagt vores sundhedspersonale at blive vaccineret, må vi anerkende og udbetale erstatning til sundhedspersonalet, i tilfælde hvor vaccinen har medført invaliderende bivirkninger.

I Irland har vi reduceret, og reducerer fortsat, antallet af unge irere, der læser til læge, sygeplejerske, farmaceut eller terapeut. Når der opstår mangel på sundhedspersonale, hvilket er uundgåeligt, løser vi problemet ved at rekruttere personale fra andre lande. Det har vi råd til i dag, og disse fremragende sundhedsprofessionelle styrker vores sundhedstjeneste. Vores hospitaler og vores sundhedstjenester har ansatte fra Indien, Filippinerne, Sydafrika og mange andre lande. Nogle af dem har fortalt mig, at de betragter det som en stor chance at arbejde i et EU-land, men jeg spørger mig selv, om vi nogensinde tænker på de mennesker, der bliver ladt tilbage, især de syge.

Migration inden for sundhedssektoren er helt klart til vores fordel, men samtidig med at der reddes liv i de udviklede lande, dør folk i mindre udviklede lande. En regeringsembedsmand fortalte mig om Zambias vanskeligheder med at fastholde læger. Regeringen sender lovende studerende til EU i uddannelsesøjemed, men når uddannelsesforløbet er overstået, sker der det, at de enten ikke vender hjem, eller at de, når dette sker, oplever, at der er en meget ringe sammenhæng mellem deres meget faglige uddannelse og arbejdet under forhold, hvor der er kun er begrænset udstyr og få lægemidler. De rejser i frustration. Vi må tackle dette problem omgående.

Dette bringer mig frem til min sidste bemærkning. Jeg vil gerne spørge, om medlemmerne mener, at vi har kompetence til at fordømme en anden suveræn nation, fordi landet nægter at finansiere projekter, som det ikke er indforstået med. Jeg henviser til USA-Mexico City-politikken, der indebærer, at ngo'er kun vil modtage midler fra USA, hvis de indvilliger i, at de hverken må udføre eller fremme abort som redskab i familieplanlægningen i andre nationer. Ved at fordømme den amerikanske forvaltning af sin udenlandsbistand, forudsætter ændringsforslag 5 et mandat, som Parlamentet og Unionen ganske enkelt ikke har.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hvert år den 7. april markerer vi Verdenssundhedsdagen. I år vil den blive tilegnet sundhedspersonalet, der vil danne fokus for markeringerne i de næste 10 år. Selv om de globale problemer omfatter mangel på lægepersonale i udviklingslandene og malaria og hiv, står EU også over for store problemer i sundhedssektoren, især i de nye EU-medlemsstater.

Efter tiltrædelsen af EU har de 10 nye medlemsstater oplevet en hjerneflugt, idet et meget stort antal læger og sygeplejersker er flyttet til Vesteuropa. Der er således mangel på læger i de nye medlemsstater. Vi har hovedsagelig mistet unge, flersprogede personer, der har besluttet at arbejde i de vesteuropæiske EU-medlemsstater på grund af bedre vilkår. Chancen for at de kommer tilbage er ekstrem lille.

Desværre blev der varslet en større strejke på et af de største hospitaler i Slovakiet, samtidig med at vi markerer Verdenssundhedsdagen, og andre hospitaler følger trop efterhånden. Baggrunden for strejken er de utålelige arbejdsvilkår, som vores læger og sygeplejersker arbejder under. En læge i Slovakiet tjener mellem 350 og 500 euro pr. måned, og en sygeplejerske tjener mellem 250 og 300 euro. Under disse omstændigheder er det overraskende, at vores højt kvalificerede medarbejdere overhovedet er villige til at blive i deres hjemland. De tjener 2 euro i timen på en nattevagt, hvilket virkelig er skamfuldt. Vi må derfor sørge for, at disse grupper aflønnes ordentligt.

  Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne takke dem, der har taget dette initiativ, og det er mange i denne kæde af beslutninger, for jeg synes, at det er fremragende.

Jeg vil især gerne tale om to spørgsmål. For det første problemet med uddannelse på oprindelsesstedet. Jeg synes, at et af Europas problemer er, at vi ikke har udarbejdet en strategi om bistandspolitikken i forbindelse med sundhed og nærmere bestemt uddannelse. På den ene side mener jeg, at vi i Europa har ført en meget egoistisk politik med adgangsbegrænsning ved de fleste universiteter og sygeplejeskoler for at sikre vores studerende arbejde, uden at lægge mærke til, at der var nogle perspektiver i Europa og nogle behov, der ville overstige plejekapaciteten. Det er derfor, at der er behov for læger og sygeplejerske fra andre lande.

Det giver naturligvis anledning til den dræning, som vi har talt om så mange gange i dag. Men samtidig mener jeg, at der i forbindelse med strategien for udviklingsbistanden burde oprettes universiteter ved siden af hospitalerne. Investeringspolitikken bør ikke begrænses til landeveje, men bør også omfatte hospitaler og uddannelse af menneskelige ressourcer. Der burde desuden være et konkret, specifikt program, der giver resultater.

På den anden side er der et spørgsmål, der bekymrer mig meget, for jeg har et nært kendskab til det, nemlig vanskelighederne med at distribuere medicinen, og endog den korruption, der findes i forbindelse med distributionen af medicinen. Vi kender de vanskeligheder, som hospitalerne på stedet, i Cameroun og andre lande, har med at udføre deres arbejde, for at få adgang til medicin, og hvordan lægemidlerne til behandling af aids, og som sendes gratis, ofte bliver pålagt en ekstra pris af distributørerne.

Jeg synes derfor, at Europa i sine programmer skal afsætte flere penge til uddannelse, men samtidig skal vi føre en meget tættere kontrol med distributionen af hjælpen for at forhindre denne korruption, som er en konstant hindring, og på denne måde undgå frustrationerne hos dem, der hjælper de syge.

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Hr. formand, det er en interessant statistik, at der bor flere sygeplejersker fra Malawi i Manchester, Det Forenede Kongerige, end i Malawi, og at der bor flere læger fra Etiopien i Chicago end i Etiopien. Det anslås, at der globalt mangler 820.000 læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale. De menneskelige ressourcer er naturligvis et centralt led i alle sundhedssystemer, men faktum er, at den krise, der allerede har ramt meget skrøbelige sundhedssystemer i udviklingslandene, forlænges af den anvendte praksis i forbindelse med ansættelse af sundhedsprofessionnelle og hiv-aids-plagen.

Hr. kommissær, som De påpegede, forlader mange sundhedsarbejdere udviklingslandene, fordi lønningerne i udviklingslandene er lave, arbejdsforholdene er dårlige, og der er ringe karriereudsigter og manglende uddannelsesmuligheder. Derudover udsættes de for det pres, det ligger i at behandle et stort antal patienter med hiv/aids og andre ofte meget alvorlige sygdomme.

Denne hjerneflugt er en væsentlig hindring for levering af god sundhedspleje i Afrika. De enkelte lande mister de bedst uddannede og mest erfarne sygeplejersker. Sidste år mistede Kenya 3.000 uddannede sygeplejersker, der rejste til andre lande, fortrinsvis til USA og Det Forenede Kongerige. Der er et nettoudvandring af uddannet sundhedspersonale, idet den enkelte beslutter at rejse hen, hvor der er penge at tjene, og hvor der er mulighed for et videre karriereforløb. Mange af de kvinder, jeg har mødt rundt omkring i Det Forenede Kongerige, og som arbejder på plejehjem osv., gør dette, fordi de ønsker at tjene penge, således at de kan sende penge hjem til deres børn i deres hjemlande. En konsekvens heraf er således, at de tabende lande ikke har de nødvendige kvalificerede personer til at uddanne deres unge og udvikle deres egne økonomier. EU bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi kan kompensere disse lande, der således drænes for de kvalifikationer, de har brug for.

Det glæder mig, at Kommissionen prioriterer behandlingen af denne krise. Vi håber, at der vil blive udarbejdet strategier - og det er det næste skridt - der kan løse de grundlæggende årsager til det problem, vi drøfter i aften. Problemet er, at til trods for at Afrika bærer en frygtelig sygdomsbyrde, arbejder blot 0,6 % af verdens registrerede sundhedsarbejdere i Afrika. Hvordan kan vi acceptere dette, når sundhedstjenesterne er under et så enormt pres i Afrika som følge af den store sygdomsbyrde?

Jeg er bekymret over kommissær Frattinis seneste forslag om at fremme ansættelsen af højtuddannede immigranter, herunder at skabe et "green card" for forskere, ingeniører og læger. Parlamentet må kræve, at der gøres en aktiv indsats for at stoppe ansættelsen af sundhedspersonale. Det opfordrer med rette EU til at presse på for at få indført en global adfærdskodeks for etisk ansættelse. Hr. kommissær, er De enig i, at Kommissionen bør gøre dette i et forsøg på at håndtere denne krise, hvilket debatten i aften handler om?

Bagsiden af medaljen er, at vi i Europa har en aldrende befolkning, og fødselsraterne er faldende. Vi forsøger derfor at hugge sundhedspersonale fra andre lande for at løse vores egne problemer. Det er meget vanskeligt for udviklingslandene at hæve lønningerne til et niveau, der er sammenligneligt med niveauet i industrilandene, men finansieringen skal rettes mod sundhedssystemet, og der skal gøres en indsats for at decentralisere sundhedstjenesterne og støtte regionaludviklingen.

Jeg mener også - hvilket ikke blev nævnt af andre, men som fremgår af beslutningen - at medicinsk fjernbehandling er et meget vigtigt led i løsningen af dette spørgsmål. Jeg var for nylig i Mauretanien og så, hvordan sundhedspersonalet på et meget lille hospital i et ørkenområde i landet søgte kontakt til franske læger for at få rådgivning om patientdiagnose. Vi kan også undersøge, om dette er noget, vi skal investere mere seriøst i end i dag.

Sygeplejersker bør gives større status i udviklingslandene, end de har i dag. Dette er meget vigtigt, ligesom det er meget vigtigt at se på, hvad der gøres i lande som f.eks. Uganda, der decentraliserer og flytter sundhedstjenesterne fra de store byer til landdistrikterne.

Hvis vi rent faktisk skal opfylde millenniumudviklingsmålene, står vi over for en enorm opgave. Der er tale om en meget stor opgave på sundhedsområdet, og vi bliver nødt til at bidrage. De finansielle overslag, som vi drøfter i øjeblikket, giver os virkelig ikke mulighed for at følge op på den debat og på de forpligtelser, der er blevet drøftet i aften.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, et godt helbred er uvurderligt, og det er således ikke overraskende, at vi i de udviklede lande investerer mange midler i sundhedspleje, og at vi forventer at få den bedste behandling, når dette viser sig nødvendigt. Hvis vi skal have et effektivt sundhedssystem, har vi imidlertid brug for sundhedspersonale, personer der er veluddannede, engagerede og som helliger sig plejen af deres medmennesker. Sundhedspersonalet danner rygraden i vores sundhedssystemer, og vi skylder dem mere end ord kan udtrykke.

I udviklingslandene forholder situationen sig imidlertid fuldstændig anderledes på sundhedsområdet, hvilket er beklageligt og skammeligt. Her er et dårligt helbred nærmest reglen. Lad mig fremføre nogle tal, der illustrerer mit synspunkt. Som tidligere nævnt kan børnedødeligheden anvendes som indeks i forbindelse med vurderingen af et lands sundhedsplejeniveau. Dette tal angiver, hvor mange spædbørn, der dør pr. 1.000 levendefødte. Børnedødeligheden i et land som Sverige, Tyskland eller Frankrig - faktisk i de fleste EU-medlemsstater - ligger på omkring fem dødsfald pr. 1.000 fødsler. Det tilsvarende tal i lande som Mozambique, Sierra Leone og Liberia ligger på omkring 140 dødsfald pr. 1.000 levendefødte og i Angola på omkring 200 dødsfald pr. 1.000 levendefødte. Med andre ord er risikoen for, at et spædbarn dør i Angola omkring 4.000 % højere end i et EU-land. Et for tidligt født eller sygt spædbarn i Angola har stort set ingen chance for at overleve.

I mange tredjeverdenslande er der næsten ingen basale sundhedstjenester, og de få modige sundhedsarbejdere, der arbejder i disse lande, skal kæmpe mod alle odds for at redde liv og lemmer. De bliver nødt til at klare sig under forhold præget af manglende infrastruktur, manglende udstyr, manglende medicin og befolkningens manglende forståelse for hygiejne. De udsættes ofte for forfølgelser, arrestationer, tortur eller mord, når de fanges i lokale krige eller oprør. En sundhedsarbejder i disse områder bør have heltestatus. Disse mennesker fortjener ikke blot vores beundring og respekt, men også vores aktive støtte, og vi må gøre vores yderste for at give dem al den hjælp, de har brug for. Det skylder vi dem, og det skylder vi vores samvittighed.

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, Verdenssundhedsdagen står under mottoet "samarbejde for sundhed". Desværre er der ikke meget tilbage af dette samarbejde. Samarbejde vil især sige brain drain. Vi har hørt nogle dramatiske tal i dag, som gør stort indtryk. Tal, som imidlertid også bør gøre os flove, fordi de gør det klart, at Europa står over for en krise i sundhedsvæsenet, som det ikke løser ved roden, nemlig her i Europa. Tværtimod forsøger vi at løse denne krise med brain drain fra disse lande.

I Europa handler det især om at bekæmpe civilisationssygdomme, som er ernærings- og miljøbetingede, mens situationen i udviklingslandene er den, at folk her dør af sygdomme, som egentlig kunne helbredes, f.eks. i forbindelse med fødsler, at kvinder får fistler ved fødsler, eller at der ganske enkelt, som vi netop hørte igen, mangler børnevaccinationer, og at der ikke træffes de mest nødvendige foranstaltninger.

Samtidig ved vi, at den demografiske udvikling vil forværre problemet. På grund af aldringen af samfundet mangler vi mennesker, som vælger plejeerhververne. Derfor mener jeg også, at EU nu må skride til handling for at modvirke denne dramatiske udvikling på en fremadrettet måde.

De finansielle midler er allerede blevet nævnt. Jeg har indtryk af - vi har i dag talt meget om afrikanske lande - at pengene netop inden for udviklingspolitikken går til andre lande. Vi har i dag hørt - eksemplet med green card blev netop nævnt igen - at Kommissionen ikke har noget strategi. De præsenterer os i dag for pæne ord, men Deres kolleger på de andre kompetenceområder gør ofte det modsatte eller fører en politik, som netop støtter denne udvikling i stedet for at modvirke den og bidrage til en løsning.

Kommissionen tav også, da det handlede om patentstridigheder i forbindelse med aids-medicinen i Afrika. EU burde højlydt have protesteret imod, at medicinalkæmper på grund af patenter ser til, mens mennesker dør under store lidelser.

Jeg håber, at Deres ord vil blive fulgt op af handling. Vi har brug for en strategi, ikke for lyrik og smukke ord, fordi Verdenssundhedsdagen nærmer sig, men virkelig en løsning på problemet. Jeg håber, at vi har taget hul på dette her i aften, og at dette vil være et opbrud. Vi var jo alle enige om målsætningen, nemlig at vi har brug for handling for at løse problemet.

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, "samarbejde for sundhed" er et meget smukt motto for en Verdenssundhedsdag, forudsat at det også bliver taget alvorligt af alle dem, som i anledning af den 7. april holder taler, affatter pressemeddelelser eller lader budskaber lyde. Derfor vil jeg gerne tilslutte mig den forrige talers ord.

Dette gælder især for behandlingen af de mennesker, som arbejder inden for sundhedsvæsenet, og som Verdenssundhedsdagen er viet til. Derfor må Europa-Parlamentet efter min mening også tage stilling til, at "samarbejde for sundhed" og forbedring af arbejdsforholdene for dem, som arbejder inden for sundhedsvæsenet, ikke bliver taget rigtig alvorligt i EU. Tværtimod.

Jeg vil derfor kun komme med fire bemærkninger. For det første blev og bliver arbejdsforholdene for de mennesker, der arbejder inden for sundhedsvæsenet, forringet med debatten om arbejdstidsdirektivet og sundhedsreformerne. Jeg minder om den fortsatte diskussion om anerkendelse af rådighedstid som arbejdstid og om strejken blandt hospitalspersonale i Tyskland, som har stået på i ugevis, og som lammer mange hospitaler i Tyskland og dermed stærkt forringer ydelsen til borgerne. For millioner af mennesker begrænses og kompliceres adgangen til sundhedsydelser, den forbedres og sikres på ingen måde.

En anden bemærkning er, at det budget, som Det Europæiske Råd vedtog i december 2005, trods udvidelsen af EU og trods de voksende sundhedsproblemer er blevet skåret ned i forhold til den indeværende periode inden for sundhed og forbrugerbeskyttelse.

En tredje bemærkning er, at selv om stats- og regeringschefernes forårstopmøde om Lissabon-strategien finder sted kun få dage før den årlige Verdenssundhedsdag, spiller disse spørgsmål kun en underordnet rolle på topmødet. Det handler om større konkurrenceevne, om større belastning og mere stress for den enkelte, og det er jo som bekendt skadeligt sundheden for størstedelen af befolkningen.

Jeg vil tillade mig at komme med en fjerde bemærkning. I forgårs åbnede Kommissionen den offentlige høring om at skabe et europæisk marked for forsvars- og rustningsvarer. Dermed er det klart, hvilken politisk prioritering denne debat i dag om Verdenssundhedsdagen virkelig skal have. Rustning er den direkte vej til at ødelægge sundheden. I denne forbindelse vil jeg imidlertid også pege på de militære aspekters voksende betydning i udviklingspolitikken, som i de fattige lande egentlig primært skulle have til formål at forbedre befolkningens sundhedstilstand.

Her er der efter min opfattelse rig anledning - og også stof - til en diskussion med det sigte at højne sundhedstilstanden for de mennesker, der bor i EU, og øge EU's bidrag til at forbedre verdenssundheden.

I denne forbindelse er jeg også en varm fortaler for en undersøgelse fra den alternative verdenssundhedsrapport Global Health Watch 2005, hvor der især plæderes for udvikling, kvalitativ forbedring og demokratisering af det offentlige sundhedsområde. Her tales der om de ansatte i sundhedsvæsenet som sundhedsydelsens livsblod eller livssaft. Det handler altså ikke primært om udgifter og kapital og tvivlsom produktivitet, men om sundhedsarbejdernes kvalificerede og ansvarsfulde engagement, for deres personlighed, faglige og sociale kompetence samt deres meninger og forslag bør tælle.

Derfor foreslår jeg en offentlig høring af de ansatte i sundhedsvæsenet om følgende spørgsmål. Hvad er det efter Deres mening, som oftest gør folk syge eller er særligt skadeligt for deres sundhed? Hvad hindrer Dem især i at anvende Deres viden maksimalt for folkesundheden? Hvilke politiske rammebetingelser skal efter Deres mening ændres, for at De kan arbejde bedre og forbedre folkesundheden? Hvad bør EU efter Deres mening gøre for at øge sit bidrag til verdenssundheden, til at overvinde hiv/aids og epidemier samt de helbredsmæssige følger af sult, mangel på drikkevand og miljøødelæggelser?

  Urszula Krupa (IND/DEM). - (PL) Hr. formand, sloganet for dette års Verdenssundhedsdag er "Working Together for Health". Som vi alle ved, er sundhed et mangesidigt spørgsmål. Jeg kunne henvise til spørgsmålets lægelige og sociale dimensioner, men den politiske dimension er særlig vigtig. Sundhed vedrører således ikke blot den enkelte. Ethvert land bør prioritere alle sine borgeres sundhed meget højt.

Det er uacceptabelt at skære i budgetterne og fratage millioner af mennesker grundlæggende lægebehandling og forværre situationen for de fattigste og mest sårbare samfundsgrupper. Det er især også uacceptabelt at fratage de mennesker, der ikke kan forsvare sig selv, den behandling, de har brug for, eller at indskrænke denne behandling drastisk. Jeg tænker her på de ufødte børn, de gamle og de alvorligt syge.

Det er ikke tilstrækkeligt at fremkomme med gentagne opfordringer og at markere Verdenssundhedsdagen. Sundhedspersonalet skal uddannes ordentligt. For disse mennesker er engagementet i sundhedssektoren både et arbejde og et kald. Uden dem er det ikke muligt at sikre en effektiv sundhedspleje, og jeg taler her ikke udelukkende om de fattige lande. I lyset af globaliseringen og den omsiggribende liberalisme, der præger tiden, er det særlig vigtigt at anvende etiske og moralske principper inden for medicin og sundhedspleje, således at den enkelte behandles med værdighed og respekt, og således at hans eller hendes sundhed fremmes.

Det helt underliggende problem, der skader sundhedsplejen, er en verdensanskuelse præget af en materialistisk indgang til tilværelsen. Dette betyder, at finansielle, erhvervsmæssige og økonomiske interesser har frit spil til skade for menneskers liv og helbred. Det enorme økonomiske skel mellem de nye medlemsstater og de gamle medlemsstater, hvor lønningerne er væsentlig højere og arbejdsvilkårene fremragende, har bevirket, at velkvalificerede sundhedsarbejdere er emigreret. I Polen er de faglige uddannelses- og udviklingsmuligheder i det mindste ganske gode, men lønningerne er dårlige, hvilket medfører hjerneflugt.

Jeg er bekymret over indholdet af et eventuelt forslag om indførelse af en adfærdskodeks for etisk ansættelse. Jeg gad vide, hvilken form for kriterier, der ville blive fastlagt i en sådan kodeks for at gøre det nemmere eller sværere for arbejdstagerne at emigrere. Jeg håber meget, at sådanne kriterier ikke bliver indholdsrelateret, således at fattige lande ikke mister endnu flere dygtige specialister.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand, som det er blevet understreget i dag, er niveauet for de europæiske sundhedstjenester meget utilfredsstillende, men situationen er langt værre i Afrika. Et af de centrale problemer, der skal løses i Afrika, er at sikre, at ofrene for aids har adgang til generiske lægemidler. Disse lægemidler er ganske vist meget billige, men de er stadig for dyre for afrikanerne.

Hr. Bowis rejste et andet vigtigt spørgsmål vedrørende Afrika, nemlig at enkeltpersoner uddannet i Europa bør tilskyndes til at rejse tilbage til deres hjemlande, hvor der er hårdt brug for dem. I Europa bliver vi nødt til at øge både patientmobiliteten og sundhedspersonalets mobilitet. I Polen er det f.eks. svært for sygeplejersker at finde et job, hvor de tjener mere end 250 euro pr. måned, samtidig med at hospitalsafdelinger lukkes i Belgien som følge af mangel på sygeplejersker.

Ud over mobilitet er det vigtigt at harmonisere anerkendelsen af medicinske og paramedicinske kvalifikationer. Generelt mangler Europa en fælles sundhedsstrategi og -politik.

Endelig ønsker jeg at nævne spørgsmålet om yderligere investeringer i forskningsprogrammer såsom kræftforskningsprogrammer. Det er skændigt, at sådanne programmer skal finansieres gennem tv-begivenheder. Pengene burde i stedet komme fra nationale budgetter eller måske fra EU-programmer. Vi har vist, at vi at i stand til at mobilisere en indsats for at imødegå den pludseligt opdukkede trussel fra aviær influenza, men det lader ikke til, at vi er i stand til at få bugt med dødelige sygdomme, som vi har kendt til i meget lang tid.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær, retten til sundhed er en universel værdi. De sidste 50 års fremskridt er overordentligt store. Sideløbende er udgifterne hertil steget konstant, men vi har stadig svært ved at godtage, at forebyggelse koster mindre end helbredelse. Vi oplever en reel sundhedskrise på grund af manglende fremsynethed og især på grund af en ren økonomisk tilgang til sundhedspolitikken.

Retten til sundhed er således en universel værdi. Det gælder ikke for Europa alene, men for hele verden og i særdeleshed udviklingslandene. Men manglen på uddannet personale til sundhedssektoren (læger, sygeplejersker osv.) i EU betyder, at medlemsstaterne ansætter læger fra udviklingslandene, hvilket forværrer situationen i disse lande.

Jeg vil derfor understrege tre ting. For det første er det nødvendigt at uddanne sundhedspersonale i udviklingslandene og gøre alt for, at de pågældende bliver der, hvilket forudsætter en bedre planlægning inden for sundhedssektoren i Europa og USA.

For det andet har vi i nogle årtier været vidner til udviklingen af alvorlige pandemier i verden. Udviklingslandene er mest sårbare, fordi de ikke har tilstrækkelige muligheder for information eller behandling med henblik på bekæmpelse af sygdomme som aids, malaria og tuberkulose, hvilket også skyldes manglen på personale.

For det tredje havde jeg håbet, at vores beslutning ville være mere præcis på afgørende punkter, især adgangen til medicin. Jeg mener i øvrigt, at manglen på personale også spiller ind her, eftersom der ikke er nogen, der kan fungere som mellemled. Jeg glæder mig derfor over de aktioner, som visse europæiske firmaer har indledt, og hvor de i solidaritet med befolkningen uddeler den nødvendige medicin eller vaccine. Når man ved, hvor vanskeligt det er at foretage en sådan distribution i disse lande, som ikke har de nødvendige infrastrukturer eller kvalificeret personale og til tider end ikke den politiske vilje, må man erkende, at EU har pligt til at gøre alt for at støtte og iværksætte flere sådanne tiltag. Desværre er Kommissionens forslag på dette område meget utilstrækkelige, og det er ikke med den berømte aftale om de finansielle overslag, at forholdene vil bedres. Hvem er det, man holder for nar? Det værste er, at vores utilstrækkelighed især får konsekvenser for de udsatte befolkningsgrupper, herunder især kvinder og børn.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand, i overmorgen, den 7. april, er det Verdenssundhedsdag, som i år er viet personalet inden for sundhedsvæsenet. Det er en god anledning til at kræve rimelige og gode arbejdsforhold for dette personale og gøre opmærksom på manglen på kvalificeret personale.

Når vi taler om rimelige og gode arbejdsforhold, så gælder det naturligvis ikke kun for udviklingslandene, som vi fokuserer særligt på, for det vil netop i forbindelse med den forestående diskussion om arbejdstidsdirektivet, som allerede er blevet nævnt, vise sig, hvor alvorligt Europa og Parlamentet tager kravet om rimelige arbejdsforhold for de ansatte på dette område, og hvordan man prioriterer en god kvalitet af de offentlige sundhedsydelser.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft inden for sundhedsvæsenet er et globalt fænomen med talrige årsager. Det påpeges af Kommissionen og også i den beslutning, som vi vedtager i morgen. Det er også allerede blevet diskuteret meget detaljeret, hvordan udviklingslandene og her de afrikanske lande som det mest negative eksempel lider under brain drain, de rige landes rekrutteringsinitiativer.

Efter min mening er et vigtigt punkt i forbindelse med manglen på arbejdskraft blevet udeladt. I mange lande sparer man på de offentlige udgifter, og derfor mangler der også på sundheds- og socialområdet vigtige stillinger, som enten slet ikke bliver oprettet eller ikke bliver besat. Den slanke, næste anorektiske stat har mange fortalere, men man nævner ikke konsekvenserne for sundhedsvæsenets funktion.

Jeg håber, at vi i morgen med flertal kan vedtage ændringsforslag 6, så vi kan få en omfattende analyse af manglen på kvalificeret arbejdskraft inden for sundhedsvæsenet i de forskellige lande på jorden. Sundhedssystemet i udviklingslandene har også lidt under, at makroøkonomiske reformer som f.eks. strukturtilpasningsprogrammer har ført drastiske budgetnedskæringer på socialområdet med sig. Der er behov for nytænkning i de internationale finansorganisationer, der f.eks. altid fokuserer på privatisering af den offentlige sektor i udviklingslandene.

Også ændringsforslag 7 viser en væsentlig grund til manglen på kvalificeret arbejdskraft og til de utilstrækkelige udgifter på sundhedsområdet i udviklingslandene, især de afrikanske lande. Jeg vil slet ikke forklejne de nævnte årsager som korruption eller manglende politisk vilje, men det er også en kendsgerning, at disse landes udlandsgæld i høj grad forringer deres muligheder for at bruge penge nok på det sociale område og på sundhedsområdet.

Tre af de otte millenniumudviklingsmål omhandler sundheden, nemlig nedbringelse af børnedødeligheden, forbedring af mødrenes sundhed og bekæmpelse af hiv/aids. Det internationale samfund og altså også EU skal sørge for, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til at bekæmpe hiv/aids. Vi ved, at kun en del af de finansielle løfter, der blev givet på Verdensbefolkningskonferencen i Kairo, faktisk er blevet indfriet. Vi ved, at omfanget af hiv/aids-pandemien langt overstiger de daværende skøn.

Det er vigtigt, at vi sørger for tilstrækkelige midler til fremme af den reproduktive sundhed, og derfor appellerer jeg for, at De støtter ændringsforslag 5. Fru Hall har også allerede påpeget, hvordan nogle afrikanske landes investeringer ødelægges som følge af denne hiv/aids-pandemi.

  Nicholson of Winterbourne (ALDE). - (EN) Hr. formand, Verdenssundhedsdagen minder os om, at adgang til sundhed er alle menneskers vigtigste mål. Der er imidlertid i dag mange trusler mod den globale sundhed, og der er skræmmende udsigter for opfyldelsen af de internationale mål. Der dør årligt fire millioner spædbørn inden for den første måned. Derudover dør fire millioner børn af diaré eller lungebetændelse. Mindst en million børn dør af malaria, og i alt dør over 10 millioner børn hvert år som følge af sygdomme, som vi kan bekæmpe effektivt.

Disse problemer er skandaløse set i forhold til den globale velfærd i det 21. århundrede. Der er desuden fremkommet nye sundhedstrusler som følge af markedsglobaliseringen som f.eks. sars og aviær influenza. I mange lande er hiv/aids allerede begyndt at ødelægge de små fremskridt, der er sket siden 1980'erne, og hiv/aids truer i dag hele samfundets overlevelse i visse lande.

Den globale reaktion, der er imponerende på andre områder, er langtfra tilstrækkelig. Det ser imidlertid ikke helt sort ud. Vi har også været vidne til enestående videnskabelige fremskridt, og vi ved i dag, hvordan vi skal håndtere de fleste globale sygdomsbyrder. Mange af løsningerne er billige og lavteknologiske. Derfor har vi et så meget desto større ansvar, og derfor er det så meget mere afgørende at fokusere på, hvordan vi kan levere disse løsninger til de mennesker, der har brug for dem. Sundhed er et centralt aspekt i millenniumudviklingsmålene, og det er nødvendigt, at alle anerkender, at sundhed er afgørende for udviklingen og for bekæmpelsen af fattigdom såvel som et vigtigt mål for menneskeligt velvære.

Det klare budskab, der kan udledes af 2005 og millenniumudviklingsmålene, er budskabet om sundhedssystemer. Der vil først ske reelle fremskridt, når vi tager alvorlig fat på sundhedssystemerne. Uden grundlæggende systemiske kapaciteter i alle lande vil det ikke være muligt at gennemføre de tiltag, der allerede er politisk enighed om, dvs. at opprioritere sygdomsforebyggelse og kontrollerede programmer til nedbringelse af børne- og mødredødeligheden og at bekæmpe hiv/aids, tuberkulose og malaria.

De mennesker, der arbejder i og for sundhedssektoren, er af afgørende betydning for ethvert sundhedssystem, og det er således vigtigt at ansætte de rigtige mennesker med de rigtige kvalifikationer på det rette sted og med de rette opgaver, hvis alle sundhedstruslerne i et land skal imødegås. Disse elementer omfatter imidlertid også forvaltning af sundhedsområdet - alle de funktioner, som de enkelte regeringer udfører, når de bestræber sig på at opfylde sundhedsmål og sikre en bæredygtig finansiering af sundhedstjenester, en effektiv og virkningsfuld levering af sundhedstjenester og anvendelse af sundhedsmæssig viden, teknologi og infrastruktur. Selv om det især er presserende at tackle manglen på sundhedspersonale, er den overordnede opgave at gøre fremskridt inden for alle disse områder på samme tid.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Som man siger - også i mit land - "Penge kan købe dig alt undtagen et godt helbred". Samtidig er vi kun alt for godt klar over, at helbredet desværre ofte er et spørgsmål om penge. Dette gælder i høj grad folkesundheden.

Det er det problem, vi står over for i dag, hvor fokus for dette års Verdenssundhedsdag er den globale mangel på sundhedspersonale. Ifølge WHO skyldes knapheden, at uddannelsen, aflønningen, arbejdsvilkårene og ledelsessystemerne i sundhedssektoren har været underfinansieret i mange årtier. Som følge af demografiske ændringer vil der derudover sandsynligvis blive en øget efterspørgsel efter læger i Europa.

Den uomtvistelige pengemangel er kun et af problemerne for folkesundheden. Det andet problem er samfundets manglende anerkendelse af sundhedspersonalet og fagets manglende prestige. Antallet af læge- og sygeplejerskestuderende er konstant faldende, idet de gennemsnitlige lønninger og samfundets holdning ikke står i rimeligt forhold til deres vanskelige og betydningsfulde arbejde. Det er således nødvendigt, at der hurtigst muligt sker en anerkendelse af folkesundheden. Sundhedspersonalets migration er allerede et stort problem. Lægemanglen i England afhjælpes til dels med læger fra Ungarn, hvor manglen afhjælpes med læger og sygeplejersker fra Rumænien. Rumænien forsøger at erstatte dem med læger og sygeplejersker fra Republikken Moldova. Jeg kunne fortsætte denne lange liste. Det er åbenlyst, at problemerne er større i udviklingslandene, men der skal også gøres en stor indsats i Europa.

Et andet aspekt af aflønningsproblematikken er den omfattende brug af erkendtlighedssystemer i visse medlemsstater. Det er både juridisk og moralsk uacceptabelt, og det er ydmygende for både patienter og læger, og det skaber tillige yderligere uligheder i det offentlige sundhedssystem. Disse systemer skal derfor afskaffes så hurtigt som muligt.

Generelt skal vi anvende flere midler og skabe en større anerkendelse og klarere vilkår for at sikre, at vores offentlige sundhedsstandarder i Europa ikke forværres over de kommende år, men at de tværtimod forbedres. Jeg håber, at Verdenssundhedsdagen vil bevirke, at vi bliver yderligere opmærksom på dette vigtige område, og at vi kommer nærmere en løsning.

  Antonios Trakatellis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg vil koncentrere mig om tre punkter, da der er blevet sagt meget, som jeg er enig i.

Det første punkt er, at vi i dag, når vi drøfter verdenssundhedsdagen, er nødt til at koncentrere os om forebyggelse. Forebyggelse er meget vigtigt, og det er vigtigt at investere store beløb i forebyggelse, fordi det begrænser sygeligheden og mindsker omkostningerne til behandling og hospitalsindlæggelser, og det giver positive resultater både for borgerne og for den offentlige økonomi. Forbedring af befolkningens sundhed giver uden tvivl større fremgang, gør borgerne stærkere ved at sikre et længere, bedre og mere produktivt liv og er en forudsætning for økonomisk velstand.

For det andet punkts vedkommende vil jeg gerne have, at vi koncentrerer opmærksomheden om dem, der har givet os de innovative behandlinger, innovative lægemidler, vacciner og i det hele taget viden om, hvordan vi bekæmper sygdomme, og om dem, der beskæftiger sig med patienterne - læger, sygeplejersker og alle andre i branchen - og vi bør engagere os i dette område, se, hvad der er af mangler, så vi kan sørge for, at området har, hvad der skal til. Og naturligvis skal vi også udnytte den nye viden og de nye teknologier, f.eks. telemedicin, da det er vigtigt for, at vi kan tilbyde tidssvarende hjælp.

Det tredje og sidste punkt er de skævheder, som findes i dag, med hensyn til udbuddet af sundhedstjenester. Der er skævheder selv inden for EU. Og der er naturligvis skævheder netop nu i hele verden, der er dødsfald og stor sygelighed, og jeg mener også, at EU bør tage sig af dette spørgsmål, investere penge på området, da ingen kan være lykkelig, hvis man er omgivet af ulykke.

Det var de tre punkter, jeg havde. Jeg er enig i alt, hvad mine kolleger har sagt, og vil også ære det personale, der arbejder med syge mennesker og giver dem disse fremragende ydelser.

  Thomas Ulmer, (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer kolleger, I år står sundhedsdagen under mottoet "mennesker for sundhed - sundhedserhvervene". I hele verden arbejder 35 millioner mennesker inden for sundhedsområdet, heraf ca. 4 millioner i Forbundsrepublikken Tyskland og langt over 12 millioner i EU. Allerede af disse tal fremgår det, at den sydlige del af kloden langtfra er dækket tilstrækkeligt ind. Der er stor forskel på menneskers chance for at få sundhedstjenester i den første og den tredje verden. På kort sigt vil det absolut være fornuftigt at fordoble eller mangedoble vores midler som nødhjælp. Men det er uomgængeligt at øge de menneskelige ressourcer, både hos os og i den tredje verden.

Da tiden er kort, vil jeg kun omtale forholdene i Europa. Den tredje verden har de foregående talere allerede taget stilling til, og jeg støtter dem fuldt ud.

Jeg vil nævne fire europæiske emner. Aldringen af vores samfund bringer nye udfordringer, nye sygdomme, nye behandlingsmetoder og et voksende behov for plejeydelser, som vi allerede i dag ikke kan dække fuldt ud.

For det andet skal kompetencen og kvaliteten i sundhedserhvervene øges, så man også her opfylder kriterierne om det ypperste, som vi har opstillet for os selv. Vi må uddanne markant flere inden for alle områder af sundhedsvæsenet for at gennemføre disse krav.

For det tredje må vi styrke vores samarbejde inden for EU. Selv om sundhedspolitikken er subsidiær, må vi blande os på en positiv måde. Sundhedspolitik må ikke reduceres til monetære aspekter, selv om mine kolleger i Berlin ikke bryder sig om at høre det.

For det fjerde må vi med rimelige arbejdstider og arbejdsbelastning bevare sundheden hos de mennesker, som arbejder inden for sundhedssektoren, og begrænse nedslidningen af dem. Derfor appellerer jeg til Kommissionen om at tage Parlamentets holdning med hensyn til arbejdstidsdirektivet til sig.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, temaet for Verdenssundhedsdagen, der markeres i overmorgen, er ansatte i sundhedssektoren. Temaet i år er meget relevant, eftersom vi står over for en global pandemisk trussel. Problemerne med manglen på sundhedspersonale og arbejdsvilkårene berører både udviklingslandene og industrilandene.

Vi skal ganske rigtigt fokusere på sundhedspersonalets status, hvis vi skal ind på livet af problemerne i sundhedssektoren og forsøge at forebygge disse. Det er altid bedst at investere i en forebyggende indsats i både menneskelig og økonomisk henseende. Det er fornuftigt at investere ressourcer i almindelige strukturer, der fremmer folkesundheden, og ikke blot i korrigerende foranstaltninger.

Der skal være politisk vilje til at anerkende og opfylde sundhedspersonalets behov. Uddannede læger og sygeplejersker redder menneskeliv. Medmindre deres faglige kvalifikationer anerkendes og støttes, vil vi bl.a. ikke kunne opfylde FN's millenniumudviklingsmål. Denne anerkendelse skal også afspejles i løn- og arbejdsvilkår.

Sundhedspersonalets kvalifikationer sættes især på prøve som følge af de nye helbredstrusler som f.eks. fugleinfluenza. De ansatte i sundhedssektoren må under alle omstændigheder sikre sig, at de ikke udsættes unødigt for smittefare under udførelsen af deres arbejde. En eventuel global pandemi vil også bevirke, at personalet vil blive stillet over for vanskelige etiske spørgsmål. Selv om det måske er en grundlæggende forudsætning, at alle vaccineres og modtager de nødvendige lægemidler, kan der opstå situationer, hvor f.eks. en del af en vaccinationssending mangler. Det er nødvendigt at gennemføre en etisk debat om prioriteringen inden for sundhedsplejen, der kan bruges som arbejdsgrundlag

Som følge af den pandemiske trussel er udviklingslandene i en særlig vanskelig situation, da malaria og hiv allerede forvolder meget voldsomme skader. Jeg er helt enig i opfordringerne i beslutningen om at flytte udviklingssamarbejdets fokus, således at det rettes mod menneskelig og social udvikling.

  Lívia Járóka (PPE-DE). - (HU) I anledning af Verdenssundhedsdagen vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en anden vigtig dag, nemlig den internationale romadag, der markeres den 8. april. Jeg vil gerne tale om romanibefolkningen.

Romaerne er unge, idet de har en høj fødselshyppighed og en høj dødelighed. Den forventede levetid for de europæiske romaer er 10 år kortere end levetiden for de fleste andre befolkningsgrupper. Antallet af romapatienter er flere gange højere end det gennemsnitlige antal patienter inden for de fleste andre befolkningsgrupper. Således er antallet af tuberkulosepatienter 10 gange højere, antallet af patienter med kræftsygdomme er fire gange højere, antallet af patienter med jernmangel og sygdomme i blodsystemet er 10 gange højere, antallet af patienter med cerebralvaskulære sygdomme er seks gange højere, antallet af patienter, der lider af essentiel hypertension, er fire gange højere, og antallet af patienter med hjertesygdomme er 15 gange højere i dag i Europa. Selv om disse tal stammer fra en ungarsk rapport, afspejler de desværre det generelle billede i hele Europa.

En af de mange årsager til, at romanibefolkningens forventede levetid er 10 år kortere end den øvrige befolknings levetid, er den forskelsbehandling, de udsættes for i det offentlige sundhedssystem. I denne forbindelse bliver jeg nødt til at nævne det spørgsmål, som mange har rejst i dag, nemlig uddannelsen af de ansatte i sundhedssektoren. Er de tilstrækkelig uddannede til at behandle patienterne uden forskelsbehandling? (Vi kan desværre ikke tale længe om romapatienter og læger i dag. Jeg ville med glæde have medtaget dette spørgsmål, men det kan jeg desværre ikke.)

Vi markerer den internationale romadag den 8. april over hele verden, og i denne forbindelse vedtog Europa-Parlamentet sidste år en beslutning, hvor vi rettede opmærksomheden mod romanibefolkningens bekymrende helbredssituation. I det forløbne år har hverken Kommissionen eller medlemsstaternes regeringer truffet korrigerende foranstaltninger inden for sundhedssektoren eller med henblik på at bekæmpe den arbejdsløshed, der rammer romanibefolkningen, eller deres udelukkelse fra det økonomiske liv, boligmarkedet og uddannelsessystemet. Vi anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at udsende en grønbog om romanibefolkningens utålelige situation med henblik på at undgå deres udelukkelse fra det offentlige sundhedssystem og for at sikre, at de yderst ringe sundhedstjenester, som de har adgang til, bringes op på europæisk niveau.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, dette er måske en af de vigtigste debatter, vi har haft i Parlamentet. Jeg er ked af, at der grundet det sene tidspunkt ikke er flere til stede for at høre de skrækkelige statistiske tal for dødsfald blandt yngre børn og mødre - unødvendige dødsfald som følge af sygdomme, som vi meget nemt kan helbrede. Jeg ønsker at takke Kommissionen og mine kolleger, fordi de har sat fokus på de frygtelige ulykker, vi står over for globalt, og for deres bestræbelser på at gøre opmærksom på de skrækkelige perspektiver, der ligger forude.

Jeg kommer fra Irland, et land, hvor vi for ikke så længe siden eksporterede sygeplejersker, fordi der ikke var noget job til dem. I dag importerer vi desværre i vid udstrækning mennesker med henblik på beskæftigelse i sundhedssektoren, fordi vi mangler kvalificeret personale. Vi tænker ikke på de lande, vi tager dem fra, idet vores motiver er egoistiske: Vi bliver nødt til at tænke på os selv. Selv når vi modtager folk udefra, ser vi dagligt mennesker på vores skadesstuer og akutafdelinger, der på mange måder er i en forfatning som folk i den tredje verden, liggende på bårer under uacceptable forhold. Problemerne berører os således direkte, og de er allestedsnærværende.

Jeg var i Malawi sidste år. Jeg var vidne til den situation, som en af mine kolleger allerede har beskrevet, dvs. manglen på sygeplejersker, der nu arbejder i Manchester, og de frygtelige indvirkninger, dette har i landet. Det er svært at vide, hvad vi skal gøre for at løse problemerne, men vi bør måske se nærmere på sundhedspersonalets arbejde og værdsætte deres indsats i højere grad, end det sker i øjeblikket - også ved at respektere og belønne dem.

Der blev spurgt om, hvordan vi kan kompensere udviklingslandene for at have taget deres uddannede sundhedspersonale. Det er et meget alvorligt moralsk spørgsmål, at vi tager de bedste og afviser resten. Vi må ikke undlade at gøre noget. Den næste debat handler om aviær influenza og markedsstøtteforanstaltninger. Vi må bede Gud om hjælp i tilfælde af en pandemi, hvor sundhedstjenesterne globalt vil komme under pres.

Jeg vil gerne læse højt, hvad Verdenssundhedsorganisationen ønsker, at vi skal gøre på fredag, den dag, vi taler om: "gøre opmærksom på dette kroniske problem" - sundhedspersonalekrisen - "og træffe foranstaltninger, der sikrer, at de ansatte i sundhedssektoren arbejder, hvor der er brug for dem, når der er brug for dem, med de rigtige kvalifikationer, der gør det muligt at opnå det højest mulige sundhedsniveau for mennesker overalt". Jeg håber, at dette vil lykkes.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg er meget imponeret over de engagerede bidrag vedrørende dette meget vigtige emne.

Udviklingen af en samlet europæisk indsats over for sundhedspersonalekrisen, som Kommissionen står i spidsen for, viser den styrke, der ligger i en øget europæisk koordinering. Medlemsstaternes og Kommissionens samlede indsats vil sandsynligvis have en langt større indvirkning, end hvis Kommissionen og medlemsstaterne arbejdede hver for sig.

Indsatsen over for sundhedspersonalekrisen er i overensstemmelse med princippet i Den europæiske konsensus om udvikling. Medlemsstaterne har forpligtet sig til at øge det samlede niveau for udviklingsbistand og fastsat en målsætning om, at der skal afsættes 0,7 % af BNI til offentlig udviklingsbistand (ODA), hvilket vil tilvejebringe yderligere midler til finansiering af en fremskyndelse af udviklingen. Det er imidlertid EU's koordinerede indsats, der vil sikre, at de øgede ressourcer anvendes mere effektivt gennem en koordineret og sammenhængende understøttelse af planer udviklet og styret af de enkelte lande.

Vi mener, at en bedre koordineret og mere sammenhængende gennemførelse af vores fælles europæiske politik, der afspejler de forpligtelser, der blev indgået i forbindelse med Paris-erklæringen af 2. marts 2005 om bistandseffektivitet, er det bedste middel til en kraftig forøgelse af indsatsen over for menneskelig og social udvikling. Dette skal prioriteres af medlemsstaterne og være afspejlet i vores fælles politik.

Dette er baggrunden for, at Kommissionen har foreslået en række konkrete foranstaltninger om bistandseffektivitet. Disse foranstaltninger vil gøre det muligt for EU at yde mere, hurtigere og bedre bistand.

Under mødet i Paris om bistandseffektivitet forpligtede EU sig til at øge den støtteandel, EU yder som budgetbistand. I denne forpligtelse indgår muligheden for at øge finansieringen af både den generelle budgetbistand og den sektorspecifikke budgetbistand, der, om nødvendigt, kan suppleres med projektbistand. De delegationer, der træffer programbeslutninger i forbindelse med det 10. EUF, kan således vælge mellem forskellige bistandsinstrumenter, der kan anvendes til imødegåelse af nationalt definerede prioriteringer. I forbindelse med den nationale beslutningstagning og programmeringsproces er der i høj grad mulighed for at øge indsatsen inden for sundheds- eller socialsektoren gennem sektorspecifik budgetbistand, hvis dette prioriteres nationalt.

Jeg vil gerne svare på nogle af de mere specifikke spørgsmål, der er blevet rejst.

Med hensyn til adfærdskodeksen kan jeg bekræfte, at Kommissionen er indstillet på at overveje, hvordan vi kan udvikle og gennemføre en europæisk kodeks for etisk ansættelse af sundhedspersonale. Med hensyn til spørgsmålet om tilpasset medicin, der blev rejst af to medlemmer, støtter vi i øjeblikket en undersøgelse af mulighederne for en bedre udnyttelse af de eksisterende foranstaltninger som led i vores partnerskab med Den Afrikanske Union.

Korruption er ganske rigtigt en hindring for udvikling og især skadelig for leveringen af centrale sociale tjenester som f.eks. sundhedstjenester. Som De ved, blev vi enige om, at dette problem skal løses gennem en række forskellige tiltag. I morgen har vi masser af tid til en mere indgående drøftelse i forbindelse med drøftelsen af hr. van den Bergs fremragende betænkning om dette spørgsmål.

Flere medlemmer har nævnt spørgsmålet om andelen af udviklingsmidler, der bevilges til menneskelig og social udvikling. Størstedelen af Kommissionens midler bevilges gennem landeprogrammering. I øjeblikket er over 20 % af Kommissionens udviklingsmidler øremærket social infrastruktur. Den generelle budgetbistand omfatter derudover en kobling mellem fremskridt målt ud fra sundhedsindikatorer og er således en mekanisme til støtte for og styrkelse af de enkelte landes prioritering af millenniumudviklingsmålene.

Kommissionen vil øge andelen af udviklingsbistand i form af budgetbistand og vil bestræbe sig på at øge koblingen mellem budgetbistand og fremskridt hen imod millenniumudviklingsmålene. Afgørelsen om, hvor stor en andel af midlerne de enkelte lande bevilger til menneskelig og social udvikling, henhører i sidste ende under de nationale regeringers kompetence. Kommissionen agter at fortsætte den politiske dialog med regeringerne for at understrege betydningen af menneskelig og social udvikling for økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen.