Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 31. maj 2006 - Bruxelles

18. Udvidelsen af euro-zonen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Werner Langen for Økonomi- og Valutaudvalget om udvidelse af euroområdet (2006/2103(INI)) (A6-0191/2006).

  Werner Langen (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand! Nu foreligger betænkningen om udvidelse af euroområdet. Den er baseret på Kommissionens anden beretning, som bedømmer betingelserne og vurderingerne af enkelte medlemsstater. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke hr. Almunia for hans klare beretning og for hans klare holdning, og det siger jeg udtrykkeligt, fordi jeg et år tidligere ved revisionen af stabilitets- og vækstpagten snarere troede, at Kommissionen var for eftergivende.

De har her indtaget en klar holdning, som jeg gerne udtrykkeligt vil takke Dem for. Efter debatterne i Økonomiudvalget og i grupperne samt gruppernes aftaler er jeg overbevist om, at der vil være bred tilslutning til Kommissionens holdning.

Euroen er generelt en succes, fordi den har sikret valutastabilitet indadtil med lav inflation og udadtil i forhold til andre valutaer. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi overholder betingelserne i Maastricht-traktaten, men også stabilitets- og vækstpagten. Efter at de to største stater i euroområdet, Tyskland og Frankrig, gennem flere år har overtrådt stabilitetspagten og ikke har haft den indre kraft til de nødvendige reformer, er det nødvendigt, at vi i den nuværende fase, hvor det handler om at optage medlemsstater med undtagelsesstatus, nøje overholder betingelserne i Maastricht-traktaten.

Vi har 12 euromedlemmer og 11 stater med undtagelsesordning. Storbritannien og Danmark har en opting out-ordning. Det er noget andet, de kan på ny tage stilling til, om de overhovedet vil være med. Alle andre er tvunget til at acceptere den budget- og finanspolitiske kontrol og konvergenskontrollen. Det har Kommissionen gjort omhyggeligt og intenst, og også det vil jeg takke hjerteligt for.

Den forskel, som ikke var klar for alle kollegerne i Parlamentet - heller ikke under diskussionerne i Økonomiudvalget - er, at både landene i euroområdet og landene med undtagelsesordning i henhold til forordningerne fra 1997 er underlagt den budget- og finanspolitiske kontrol og den økonomiske politiske koordinering. I euroområdet er der tale om stabilitetsprogrammer, i landene med undtagelsesordning om konvergensprogrammer.

Derfor har vi efter lange debatter vedtaget en betænkning, som med hensyn til optagelseskriterierne holder sig strengt til Maastricht-kriterierne, nemlig for det første prisstabilitet. En tiltrædelseskandidat må ikke have en inflation, som ligger mere end 1,5 % over de tre bedste stater i EU. For det andet finanssituationen. Gælden må højst udgøre 60 % af BNP, ny gældsætning højst 3 %. Jeg har nogle gange indtryk af, at Maastricht-traktaten og stabilitets- og vækstpagten bliver fortolket forkert. Så er der det toårige tilhørsforhold til den europæiske vekselkursmekanisme II, rentekonvergensen, retsnormerne, den uafhængige centralbank, samfundsøkonomiernes konvergens. Jeg mener, at en for tidlig indførelse af euroen skader medlemsstaterne, for fastsættelsen af den endelige valutakurs forudsætter reel konvergens og finans- og økonomipolitisk stabilitet samt pengepolitisk stabilitet, så tiltrædelseskandidaten ikke kommer bagud efter tiltrædelsen, når han ikke længere kan op- og nedskrive.

Vi har diskuteret, og vi er blevet enige om, at vi ikke vil nævne nogen navne, men at vi på den anden side vil føre en diskussion med Kommissionen og Den Europæiske Centralbank om definitionen af inflationsraten, hvor der også er forskelle. Den Europæiske Centralbank har til brug for vurderingen af pengepolitikken defineret en værdi på nær ved 2 % som prisstabilitet, og vi vil gerne gå intensivt ind i denne dialog.

Desuden har vi besluttet, at vi ikke ønsker særrabatter for nogen af tiltrædelseskandidaterne, men at vi lægger stor vægt på, at alle bliver behandlet ens og korrekt, uanset om de er nye eller gamle medlemmer. Vi vil heller ikke se erfaringerne fra den første tiltrædelesfase, hvor Grækenland blev optaget på grundlag af ufuldstændige oplysninger og Italien før opfyldelsen af de to års tilhørsforhold til valutakursmekanismen, som præcedens for udvidelsen af euroområdet, men i stedet opmuntre Kommissionen til at afgive sine vurderinger korrekt og i overensstemmelse med Maastricht-traktaten. Samtidig ønsker vi større gennemsigtighed, som De vil forstå, hr. kommissær. Jeg takker alle kolleger, som har bidraget konstruktivt. Resultatet er efter min mening en god betænkning, som vil få tilslutning fra et stort flertal af kollegerne, og som massivt støtter kommissærens linje.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Langen for hans fremragende betænkning og alle Parlamentets medlemmer, især dem i Økonomi- og Valutaudvalget, for deres deltagelse i denne diskussion, som er meget vigtig.

Det er vigtigt at se efter alle de lande, som endnu ikke er med i euroområdet, men som gerne vil, og som er forpligtet til det, for alle medlemsstaterne undtagen dem med en opt out-klausul - Det Forenede Kongerige og Danmark - har ret til at være med i euroområdet, men også pligt til at være med og til at forberede sig til det.

Til dette formål er alle de aspekter, der behandles i beretningen, som har ført til Deres betænkning, om forberedelserne i de medlemsstater, som vil tiltræde euroområdet i de kommende år, meget vigtige. Jeg må fortælle Dem, at vi i løbet af de kommende uger vil godkende en ny beretning, for fra nu af vil disse beretninger blive offentliggjort af Kommissionen hvert halve år i stedet for hvert år.

Der er tekniske forberedelser, som er meget vigtige med hensyn til at holde offentligheden informeret og forsøge at forhindre den form for misbrug i udvekslingen mellem den nationale valuta og den fælles valuta, som tidligere er set i visse tilfælde. Vi tager ved lære af fortidens erfaringer med henblik på at samarbejde med lande, som er kandidater til at tiltræde euroen, for at forebygge dette misbrug og for at overbevise borgerne om, at skiftet fra deres nationale valuta til euroen ikke har nogen direkte sammenhæng med prisstigninger, som nemt kan undgås. Naturligvis skal kandidater til euroområdet forberede sig på at opfylde de kriterier, der er fastlagt i traktaten siden Maastricht-traktaten.

Debatten har været mest fokuseret på dette sidstnævnte aspekt, for som De ved, vedtog Kommissionen og Den Europæiske Centralbank for nogle få uger siden konvergensberetninger som svar på ansøgningerne fra Slovenien og Litauen. I disse beretninger gav Kommissionen og Den Europæiske Centralbank deres fortolkning af anvendelsen af kriterierne i traktaten. Jeg understreger, at de er fastlagt i traktaten, de er ikke defineret kunstigt eller tilfældigt af Kommissionen. Kriterierne i traktaten kan ikke ændres. Vores forpligtelse er derfor - og det har vi gjort i andre tilfælde, og det vil vi gøre fremover - at anvende traktaten og anvende den strengt, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan garantere ens behandling for alle medlemsstater, som ønsker at tiltræde euroområdet.

Den tydeligste diskussion handler om inflationskriteriet. Hr. Langen talte om Den Europæiske Centralbanks kriterium for at opretholde prisstabilitet. Jeg må fortælle Dem, at det ikke er det samme. Den Europæiske Centralbanks mål om at opretholde prisstabilitet i euroområdet under 2 % inflation, men tæt på, er en ting, men traktatens inflationskriterium, som siger, at kandidater til euroområdet skal have en gennemsnitlig inflationsrate over de sidste 12 måneder under referenceværdien, som er inflationen i de tre lande, der klarer sig bedst med hensyn til inflation, plus 1,5 %, er en helt anden.

Det er klart fastlagt i traktaten. Kommissionen kan ikke ændre kriterierne i traktaten. Det er vores pligt at sørge for, at de bliver overholdt, og det er, hvad vi har gjort. Jeg har bemærket fra visse bemærkninger i betænkningen eller i ændringsforslagene, at Kommissionen bliver bedt om større gennemsigtighed med hensyn til traktatens fortolkning og anvendelse, og jeg står til Parlamentets tjeneste, ikke bare for at forklare konvergensberetningerne om Slovenien og Litauen mere detaljeret, men også, hvis De ønsker det, for at skaffe den supplerende dokumentation, der er grundlag for den konvergensberetning, som Kommissionen vedtog den 16. maj.

  Alexander Radwan, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger! Det Europæiske Folkeparti har altid støttet udvidelsen af EU og dermed også altid sagt, at denne udvidelse, også hvad adgangen til euroen angår, skal fortsætte. Det har altid været vores politik, og det er stadig vores politik. Og det har også i de seneste år altid været Det Europæiske Folkepartis politik at arbejde for en stærk euro, som følger Maastricht-kriterierne og må indebære en streng overholdelse af stabilitets- og vækstpagten.

Derfor har der også været store diskussioner med Kommissionen i de seneste år, netop når der var tale om de store lande - Frankrig, Italien og Tyskland. Derfor vil vi også fortsat følge denne politik, som ledes at euroens stabilitet, og i dette tilfælde vil vi udtrykkeligt støtte Kommissionen i dens klare kurs i spørgsmålet om, hvad der fremover skal ske med udvidelsen af euroområdet.

Endnu en gang: Vi går helt klart ind for, at de nye lande bliver medlem af euroområdet, men det skal ske efter visse kriterier, og her må vi overholde en vis tradition og strenghed. Derfor endnu en gang en varm tak til Kommissionen.

Samtidig vil jeg imidlertid opfordre Kommissionen til at profilere sig stærkere over for medlemsstaterne, når det gælder oplysningerne. De har Parlamentets støtte. Jeg opfordrer også medlemsstaterne til at give Kommissionen flere rettigheder, når det handler om at kontrollere de oplysninger, som danner grundlag for tiltrædelsen. Kommissionen bliver nemlig spurgt af Parlamentet, om den kan garantere for de oplysninger, der er grundlaget for dens anbefaling. Derfor skal den være i stand til at få større indblik, og derfor skal medlemsstaterne være mere samarbejdsvillige på dette punkt.

  Dariusz Rosati, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Ifølge EU-traktaten er det nye medlemsstaters ret og pligt at tiltræde euroområdet, som kommissær Almunia netop sagde. Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet støtter fuldt ud denne opfattelse.

Betingelserne for at tiltræde euroområdet er fastlagt i Maastricht-traktaten i form af de såkaldte "nominelle konvergenskriterier". Disse kriterier skal være opfyldt, for at man kan komme med i det fælles valutaområde, og det er tilstrækkeligt at opfylde dem for at komme med. Der har imidlertid været forsøg på at pålægge de nye medlemsstater ekstra betingelser såsom "reel konvergens" eller "euroområdets optagelseskapacitet", som ikke er blevet defineret nærmere. Disse kriterier findes ikke i Maastricht-traktaten, og derfor kan de ikke anvendes. Der må ikke være dobbelte standarder for nye og gamle medlemsstater. Hvis vi er helt enige om, at bestemmelserne i traktaten skal respekteres, så bør vi følge den regel, at vi er bundet af traktaten, hele traktaten og intet andet end traktaten.

Jeg vil også gerne fremhæve, at konvergenskriterierne giver anledning til en lang række tvivlsspørgsmål med hensyn til økonomiske faktorer og fortolkning. Disse problemer blev meget tydelige i de nylige konvergensberetninger om Litauen og Slovenien. Den definition af prisstabilitet, som Kommissionen og Den Europæiske Centralbank brugte i deres beretninger, hvor de vurderede opfyldelsen af inflationskriteriet, stod i modsætning til den definition af prisstabilitet, som ECB bruger i sin pengepolitik.

Andre aspekter af vurderingen var også tvivlsomme. Dette er ikke noget ubetydeligt spørgsmål, for på grundlag af vurderingen fik Litauen ikke nogen positiv anbefaling af Kommissionen med henblik på medlemskab af euroområdet. Denne situation giver anledning til bekymring, for Kommissionens beslutninger skal være troværdige og bør ikke give anledning til tvivl om partiskhed eller manglende objektivitet. De regler, der anvendes ved vurderingen af de enkelte medlemsstater, skal være klare, og beslutningsprocessen skal være fuldt gennemsigtig.

Hr. formand, de konvergenskriterier, der blev formuleret for 15 år siden, da medlemsstaterne stadig havde nationale valutaer og separate pengepolitikker, bør tilpasses til den nuværende situation, hvor de nye medlemsstater tilslutter sig et eksisterende fælles valutaområde. Dette kræver passende ændringer af de relevante bestemmelser i traktatens artikel 121 og protokollen til traktaten. Jeg anmoder derfor om, at der indledes en debat om dette spørgsmål.

  Margarita Starkevičiūtė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hr. formand! Jeg er meget ked af, at diskussionen om problemerne med udvidelsen af euroområdet har fået så lidt opmærksomhed. Nu vil disse problemer skulle løses under den egentlige udvidelsesproces, og det er Kommissionen ikke klar til. Men vi mener ikke, at vi bør bebrejde hinanden. Vi ved fra vores erfaring med reformer, at man også kan opnå tilfredsstillende resultater på denne måde, vi må blot reagere hurtigt på den skiftende situation. Derfor vil jeg gerne bede de europæiske institutioner reagere hurtigt på den ændrede situation.

Det er klart, at forberedelserne til indførelsen af euroen medfører store udgifter, og derfor bør vurderingen af kandidatlandene ikke udføres et halvt år før indførelsen af euroen, men langt tidligere, måske i flere trin.

Jeg er også enig i, at vi må revurdere beregningsmetoden for Maastricht-inflationskriteriet. Vi revurderede trods alt metoden i stabilitets- og vækstpagten uden problemer. Jeg har tillid til, at det ikke skyldtes, at det var et stort land, der bad om det. Også de små landes stemme skal høres.

Mit tredje punkt er, at alle Kommissionens vurderinger skal fremsendes til Parlamentet, for beslutninger i EU må ikke tages uden demokratisk kontrol. EU bygger på demokratiske regler.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand! Det er umuligt at være uenig i mange af betænkningens konklusioner. Hvad kan man indvende mod en forpligtelse til strengt at følge traktatens betingelser? Det er helt, som det skal være, og jeg går personligt ind for denne holdning. Hvis man havde anvendt denne tilgang konsekvent, ville historien om skabelsen af euroområdet imidlertid have set markant anderledes ud, og det er sågar muligt, at antallet af nuværende medlemsstater i euroområdet ville have været et andet. En tredjedel af de nuværende medlemmer af euroområdet kom med uden at opfylde det ene eller andet af kriterierne. I virkeligheden blev adgangskriterierne kun brugt som referencepunkter, og de virkelige beslutninger var derfor politiske. Det er ikke overraskende, for i mange tilfælde er det økonomiske grundlag for kriterierne meget tvivlsomt. Således blev f.eks. det tilladte inflationsniveau også fastsat med reference til lande, som ikke er med i euroområdet, og det mest paradoksale er, at de bedste inflationsindikatorer er forskellige fra Den Europæiske Centralbanks vision om det bedste niveau for prisstabilitet i euroområdet. Kravet om, at lande skal opnå vekselkursstabilitet sammen med inflationsindikatorerne gør dette kriterium endnu mere selvmodsigende. Den Europæiske Centralbank hævder ikke engang, at dette er opnået i euroområdet. Den bekymring, der udtrykkes i betænkningen med hensyn til de potentielle problemer med ansøgerlandene efter tiltrædelsen af euroområdet, kan ikke gælde de små, fleksible økonomier i f.eks. Estland, Litauen og Letland, som også er åbne økonomier, og som siden starten af 1990'erne har haft erfaring med valutakurser, som var fastsat på lang sigt. Hvis Litauen med den ubetydelige afvigelse fra inflationskriteriet ikke får adgang til euroområdet, er det helt klart en politisk beslutning. Jeg ville støtte betænkningen, hvis den virkelig fokuserede på at forbedre adgangskriterierne i fremtiden. Det er desværre ikke tilfældet. Tværtimod mærker vi i betænkningen spørgsmålet om den berømte polske blikkenslager dukke op igen.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand! Selv om jeg ikke kommer fra Litauen, vil jeg i forbindelse med den aktuelle diskussion gerne kommentere spørgsmålet om Litauens medlemskab af euroområdet. Landet har nu i en række år opnået gode økonomiske resultater, som ville skabe jubel i det store flertal af lande i euroområdet. Litauen har opnået en solid langsigtet økonomisk vækst, som nærmer sig 10 % af BNP. Det har gennem lang tid også opfyldt Maastricht-kriterierne for underskud på de offentlige udgifter, offentlig gæld og langsigtede rentesatser, til forskel fra de fleste euroområdelande. Kun på et kriterium overskred landet referenceniveauet på 2,6 % med en tiendedel af en procent i den seneste evalueringsperiode, selv om det havde opfyldt målet i adskillige år forud.

Mine venner, at få adgang til euroområdet bør ikke være som en atletikkonkurrence, hvor det er tiendedele af et mål, der afgør, om man kvalificerer sig eller ej. Udsættelsen af Litauens medlemskab er en ufølsom beslutning. Det vil være en kold skylle for kommende kandidater.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Selv om dette punkt på dagsordenen ikke involverer udøvelse af lovgivning, har ordførerens opgave ikke været let. Derfor vil jeg gerne ønske hr. Langen tillykke med et vellykket arbejde og med at opnå så overbevisende støtte i udvalget. Jeg glæder mig især over, at betænkningen klart definerer forholdet til EU's borgere, dvs. til forbrugerne, som er nødvendigt, hvis overgangen til den fælles valuta i tiltrædelseslandene skal lykkes.

Vi kender alle europrojektets betydning for den europæiske integration, og vi ved, hvor vigtigt det er, at alle parter i processen med udvidelsen af euroområdet bevarer deres troværdighed. Det betyder også, at vi skal følge de fastlagte kriterier konsekvent, og at vi ikke må ændre spillets regler på halvvejen.

Det glæder mig, at Slovenien efter Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks mening har bestået en udfordrende test, idet landet har opfyldt alle kravene for at komme med i euroområdet. Det ville naturligvis have glædet mig endnu mere, hvis flere nye medlemsstater havde opfyldt kravene for udvidelse af euroområdet. Det siger jeg, fordi jeg mener, at den videre udvidelse af euroområdet er vigtig for EU's politiske udvikling, også hvis EU skal spille en mere magtfuld rolle i en globaliseret verden.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Slovenien og samtidig minde Dem om, at Litauen har opfyldt alle Maastricht-kriterierne i fem år i træk bortset fra en periode på en måned, hvor inflationen var en smule højere end kriterierne. Det var imidlertid netop på dette tidspunkt, at Kommissionen skyndte sig at udsende en negativ henstilling. Dagen efter Kommissionens konklusioner viste de nyeste informationer, at Litauen faktisk opfyldte Maastricht-kriterierne.

I går sagde formanden for Økofin-gruppen, hr. Juncker, at Litauen blev advaret om ikke at ansøge om at komme med i euro-samarbejdet, fordi ansøgningen sandsynligvis ville blive afvist. Vilnius bliver åbenbart straffet for ikke at følge rådet fra Bruxelles, og ironisk nok fordi det opfyldte kriterierne i fem mønstergyldige år. Af alle landene i euroområdet er det kun Finland, der kan bryste sig af at opfylde de samme mål.

Der kan rettes op på denne situation. Jeg opfordrer alle kolleger til at stemme for det ændringsforslag, ifølge hvilket Kommissionen skal "revurdere sin evaluering af Litauen". Jeg vil også opfordre til en bredere drøftelse af legitimiteten og anvendelsen af de nuværende konvergenskriterier i et udvidet EU.

  Danutë Budreikaitë (ALDE). - (LT) Hr. formand! Den betænkning om udvidelsen af euroområdet, som vi debatterer, er usædvanligt uprofessionel og meningsløs. Den opremser kendte sandheder.

Under punkt 1 medtages krav som en uafhængig centralbank og retssystemets konformitet med Maastricht-aftalen fejlagtigt under Maastricht-kriterierne.

Det mål, der nævnes i punkt 4 og 5 - euroområdets stabilitet - savner en præcisering af, hvad stabilitet er, når ikke et af de 12 euroområdemedlemmer kunne opfylde alle kriterier på tiltrædelsestidspunktet og fortsat overtræder dem, særligt indikatorerne for inflation og budgetunderskud, og hvilken skade kan udvidelsen gøre?

Diskriminationen mod kandidater til euroområdet er tydelig, når der anvendes dobbelte standarder.

Et krav om stabilitet, som ikke er blevet stillet tidligere, skal nu være opfyldt før udvidelsen, uanset den kendsgerning, at den økonomiske og politiske situation i dag er anderledes end for 15 år siden, da euroområdet blev skabt.

Jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til at tage højde for EU's økonomiske og politiske virkelighed, at forbedre Maastricht-kriterierne og gennemføre dem i alle medlemsstater og fortsætte udvidelsen af euroområdet.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg har bedt om ordet for at gøre opmærksom på følgende spørgsmål. For det første slår betænkningen helt klart fast, at nye medlemsstater skal opfylde alle Maastricht-kriterierne, før de kan komme med i euroområdet. Samtidig undlader den at nævne, at da euroen blev indført, opfyldte mange af de gamle medlemsstater ikke disse kriterier. Endnu en gang sender man det politiske signal, at nogle er mere lige end andre i EU.

For det andet er der siden indførelsen af euroen i 2002 mindst fem lande, herunder de største - Tyskland, Frankrig og Italien - som ikke har opfyldt de vigtigste kriterier, og som ikke har været i stand til at holde deres budgetunderskud og offentlige gæld under kontrol. I nogle af disse lande overstiger den offentlige gæld langt 60 % af BNP, hvilket betyder, at de vil skulle begrænse den i mange år fremover. På trods af dette sættes der ikke bare ikke spørgsmålstegn ved disse landes fortsatte medlemskab af Den Økonomiske og Monetære Union, der er heller ikke nogen, som gør noget videre for at tvinge disse lande til at ændre på situationen. De nylige ændringer af stabilitets- og vækstpagten, som var til fordel for Tyskland og Frankrig, er glimrende eksempler på dette.

For det tredje, og i betragtning af denne situation, skaber afvisningen af Litauens ansøgning om at komme med i euroområdet pr. 1. januar 2007, blot fordi det har overskredet inflationsindikatoren med 0,1 %, i bedste fald forvirring, og det lover ikke godt for debatten om udvidelse af euroområdet til at omfatte alle de nye medlemsstater eller om Det Forenede Kongeriges, Danmarks eller Sveriges optagelse i området.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle de medlemmer, som har taget ordet under debatten. Jeg vil gerne takke dem for deres bidrag, uanset om de er enige i Kommissionens opfattelse af de spørgsmål, vi diskuterer i dag.

Jeg vil gerne sige fire ting. For det første går Kommissionen naturligvis ind for en udvidelse af euroområdet. Der er ikke andre muligheder. Det er medlemsstaternes ret og pligt, og vi respekterer denne ret og forlanger opfyldelse af denne pligt. Det gør vi, uanset om de, som skal tilslutte sig euroområdet i de kommende år, er nye eller gamle medlemsstater - det er en skelnen, som efter vores opfattelse hører fortiden til - eller om de er store eller små, rige eller mindre rige.

Vi kommer ikke med nogen nye betingelser, hr. Rosati, vi anvender traktaten, hele traktaten og intet andet end traktaten. Kun på den måde kan vi sikre, at alle bliver behandlet ens, og jeg kan ikke forestille mig - og jeg er sikker på, at ingen af Dem ønsker at gøre det - at nogen i Parlamentet ville bede Kommissionen om ikke at opfylde sin pligt som traktatens vogter og ikke anvende traktaten ens på alle medlemsstater.

Kan traktaten modificeres? Selvfølgelig. I eftermiddag havde jeg lejlighed til at overvære debatten, hvor premierminister Verhofstadt talte om den kommende forfatning, de nødvendige ændringer og Europas fremtid. Naturligvis kan traktaten ændres, og den vil blive ændret på et tidspunkt. Men i øjeblikket skal vi anvende den eksisterende traktat, og De ved ligesom jeg, at det ikke er op til Kommissionen at ændre traktaten.

Hvad står der i traktaten om inflationskriteriet, som er blevet diskuteret under debatten? Der står, at referenceværdien består af den gennemsnitlige inflation i de tre medlemsstater, der klarer sig bedst med hensyn til inflation. Der står ikke "medlemmer af euroområdet". Der står helt klart "medlemsstater" - det er dem alle sammen, også dem med en opt out-klausul; vi kan ikke udelukke nogen medlemsstat fra beregningen af de tre medlemsstater, der klarer sig bedst med hensyn til inflation. Og vi skal lægge 1,5 % til gennemsnittet af disse tre, det er referenceværdien.

Noget helt andet er det tal, som defineres af Den Europæiske Centralbank, uafhængigt, som et mål inden for dens mandat, som er at sikre prisstabiliteten. Det er ikke det samme, og der er ingen grund til, at det skulle være det, og i denne debat må vi ikke forveksle Den Europæiske Centralbanks inflationsmål med referenceværdien i traktatens inflationskriterium. Det er helt forskellige ting.

Traktatens inflationskriterium siger imidlertid også noget andet, nemlig at den pågældende medlemsstats inflation skal være bæredygtig. Nogle af Dem taler om en lille forskel, og det er sandt. I forbindelse med inflationskriteriet står der imidlertid i traktaten, at vi ud over forskellen, ud over sammenligningen mellem medlemsstatens inflation og referenceværdien, også skal analysere, om den pågældende medlemsstats inflation er bæredygtig. Vi kan ikke ignorere traktaten, og det vil vi heller ikke gøre. Vi vil forklare den igen og igen, for en streng analyse af kriterierne er ikke i de nuværende euroområdestaters interesse, men til gavn for den medlemsstat, som er kandidat til at komme med i euroområdet, for hvis vi ikke gør det, vil denne stat komme til at lide under følgerne, når først beslutningen om at gå med i euroen er uigenkaldelig.

Derfor kan jeg ikke bruge henvisninger til fortiden til noget. Hvis tingene ikke blev gjort helt perfekt i fortiden, så er der nogen, der betaler for følgerne i dag. Lad os lære af erfaringerne, for det er, hvad rationelle og fornuftige politikere bør gøre. Vi anvender traktaten, men vi anvender alle aspekter af den, ikke kun de dele, som er til gavn for os, og når vi anvender den, lærer vi af vores erfaringer, inden for den fortolkningsmargen, som traktaten giver.

Med hensyn til Litauen vil jeg naturligvis ikke benægte den tydelige kendsgerning, at landets økonomiske resultater er strålende. Den indsats, som landet har gjort for at forbedre sin økonomiske situation, er usædvanlig. Vi ønsker alle, at Litauen vil opfylde alle traktatens kriterier så hurtigt som muligt. I dag har det kunnet opfylde dem alle undtagen et, lad os håbe, at det meget snart vil have klaret den forskel. Så snart landet gør det, vil jeg glæde mig til at modtage en anmodning fra Litauen - hvilket er landets ret i følge traktaten - så jeg kan afgive en positiv udtalelse på Kommissionens vegne. Men De må ikke bede Kommissionen om at sige noget i konvergensberetningerne, som er i strid med en rationel, klar og gennemsigtig anvendelse af traktaten.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Når aviserne meddeler, at Otmar Issing forlader Den Europæiske Centralbank, men at den monetaristiske arv føres videre, bekræfter de blot det, som vi har sagt, nemlig, at de monetaristiske retningslinjer fortsat vil herske og bestemme retningslinjerne for EU's økonomisk-sociale politik, uanset hvem der sidder i ledelsen.

Det bekræftes som bekendt også af Langen-betænkningen, idet adgang til euroområdet kræver "fuld opfyldelse af Maastricht-kriterierne", hvilket indebærer, at man skal opfylde stabilitetspagtens krav og underkaste sig Den Europæiske Centralbanks retningslinjer, den europæiske pengemyndighed, hvis beslutninger har betydning for hele det økonomiske liv.

I betænkningen siges det således udtrykkeligt, at "overgangen til euroen ikke skal håndteres og planlægges som en simpel teknisk valutaændring, men som en større konvertering med betydelige økonomiske, monetære og sociale virkninger". Her skal fremhæves Europa-Parlamentets maksimalistiske fordring om, at den nationale budgetcyklus skal afpasses herefter og tage udgangspunkt i de samme krav, altså tab af monetær og følgelig også af skattemæssig suverænitet.

I Portugal kender vi desværre alt for godt denne situation og dens resultater, sådan som de seneste økonomiske forårsprognoser for 2006-2007 også bekræfter. Tab af monetær suverænitet har følger for økonomiernes realkonvergens, men gavner direkte eller indirekte de økonomiske grupper.

Derfor er vi imod denne betænkning.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) I september 2003 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor det svenske folk skulle tage stilling til, om Sverige skulle indføre euroen som valuta. Resultatet blev, ikke overraskende, et klart og tydeligt nej.

Det er nu to år siden, at EU fik yderligere 10 medlemsstater. Den offentlige holdning til euroen i disse lande er forskellig fra land til land. At udskifte en valuta er imidlertid et utroligt vigtigt og alvorligt spørgsmål. Det handler ikke blot om at udskifte sedler og mønter, men også om at opgive en del af sin selvstændighed. I fortsættelse heraf taber man muligheden for at styre sin egen økonomiske udvikling.

Junilisten mener, at borgerne skal spørges til råds, når der skal træffes så vigtige beslutninger som f.eks. et nyt forfatningsudkast eller euroen. For demokratiets skyld ville det være bedst, hvis der blev afholdt folkeafstemninger - efter borgernes ønske - i de lande, som agter at indføre euroen som betalingsmiddel. Resultatet i disse skal derefter respekteres ligesom det svenske folks nej til euroen.