Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 5. september 2006 - Strasbourg

14. En europæisk social model (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af José Albino Silva Peneda og Proinsias De Rossa for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om en fremtidssikret europæisk social model (2005/2248(INI)) (A6-0238/2006).

  Proinsias De Rossa (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Denne initiativbetænkning, som jeg selv og hr. Silva Peneda har udarbejdet i fællesskab med betydelig støtte fra vores respektive medarbejdere, er et meget vigtigt bidrag til den igangværende diskussion om Europas fremtid og den rolle, som en europæisk social model kan spille for at skabe fornyet dynamik i foreningen af vores kontinent.

Der er i vore dage ingen tvivl om, at skabelsen af EU har været en meget effektiv og vellykket fredsproces. Det anerkendes ikke helt så ofte, at det også har været en vellykket fremgangsproces. I sin bog "Den europæiske drøm" kommenterer Jeremy Rifkin det bemærkelsesværdige opsving i de europæiske lande efter Anden Verdenskrig. Det forhold, at Europa satte USA til vægs med hensyn til vækst gennem et halvt århundrede frem til midten af 1990'erne ved at udvikle og gennemføre en bemærkelsesværdig social infrastruktur, som sikrede en fordeling af fremgangen, var et bemærkelsesværdigt resultat.

Denne succes var ikke baseret på hundeslagsmål, men på en social kontrakt, der sikrede, at arbejdende mennesker fik del i den skabte velstand, og deres afhængighed af samfundet i almindelighed gavnede også gennem leveringen af offentlige ydelser af almen interesse.

Nu står vi i en ny periode - en hidtil uset revolution inden for teknologi, aldersfordelingen i befolkningen og globaliseringen af kapitalen, hvor der findes et stadig større behov for at skabe et tværnationalt demokrati, der er i stand til at styre disse nye fænomener på en effektiv måde.

I denne betænkning anerkender vi, at de udfordringer, vi står over for, ikke kan løses med genbrug af dogmer, uanset om de kommer fra venstre eller højre. Det betyder ikke, at der ikke længere findes filosofiske forskelle, men argumentet går på, at disse forskelle omdefineres af de objektive betingelser i den moderne verden, vi lever i.

Denne betænkning er en gentagelse af, at Europas kerneværdier lighed, solidaritet, omfordeling og bekæmpelse af diskrimination, pleje af unge, ældre og syge gennem ydelser af almen interesse skal forsvares i de nødvendige reformer, der allerede er undervejs; at vores sociale model ikke udgør en hindring for konkurrenceevne og vækst, men rent faktisk er en nødvendig ingrediens, hvis vi vil skabe det anstændige europæiske samfund, som vores borgere helt klart ønsker; og at begrebet "flexicurity", som min kollega hr. Rasmussen i Danmark var pioner for, kan bidrage til at lette reformerne ved at forhindre, at folk havner i fattigdom, og kan udgøre et vigtigt værktøj i processen, hvis den skræddersys til de enkelte medlemsstaters behov.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), ordfører. - (PT) Hr. formand! Jeg vil erindre om, at EU, som vi kender det i dag, er opstået ud fra et ideal, hvis vigtigste mål var at vinde freden og bevare den. På et halvt århundrede er Europa blevet et referencepunkt for fred, demokrati, frihed, solidaritet, velstand og udvikling i verden.

Fred - det europæiske projekts første mål - er nået i en sådan grad, at vi, fordi det i mere end seks årtier har været normalt, at vi lever i fred, ikke forstår den virkelige betydning af denne store sejr. Der er tale om en fred, der hviler på frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Når vi sammenligner den europæiske sociale model med andre forhold, må vi derfor ikke glemme det totalitære systems store bedrag, der gennem årtier ikke langt herfra berøvede mange europæere den ret til frihed, der i dag lykkeligvis er generobret for de fleste.

Den islamiske fundamentalismes brutalitet i vor tid er et andet eksempel på en bevægelse, der klart fjerner sig fra de grundlæggende værdier, som den europæiske sociale model hviler på. Denne betænkning handler først og fremmest om værdier. Gennemførelsen af disse værdier varierer fra land til land, og derfor har vi da også fremhævet, at den europæiske sociale model er et fælles værdisæt, men at disse værdier kan finde forskellige praktiske udtryk.

Globaliseringen samt den teknologiske og demografiske udvikling er de vigtigste faktorer bag de vanskeligheder, som de forskellige europæiske staters sociale sikringssystemer møder i større eller mindre udstrækning. Derfor er det nødvendigt i tide at gennemføre reformer, fordi enten overlever den europæiske sociale model, hvis vi skrider til handling, eller også dør den, hvis vi ikke foretager os noget.

Vi ved, at en svag økonomisk vækst er et dårligt udgangspunkt for enhver strukturreform. Vi her derfor i betænkningen lagt stor vægt på, at medlemsstaterne gennemfører Lissabon-strategien, og at det indre marked udbygges fuldt ud. Større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, livslang læring, længere tid som erhvervsaktiv, balance mellem arbejdsliv og familieliv, ændrede finansieringskilder, indsats mod fattigdom og social udstødelse er prioriteringerne i de reformer, der bør gennemføres.

Hvad angår konkurrencedygtighed, henstiller vi til, at der ydes større opmærksomhed til de små og mellemstore virksomheder og til innovation. De store linjer i de reformer, som vi beskriver i betænkningen, afspejler en holdning, der hviler på de værdier, som indførelsen af den europæiske sociale model havde som sit grundlag. Det er værdier, der må danne ramme om enhver politisk indsats, og som i dag er mere nødvendige end nogensinde.

Det er derfor vigtigt, at vi i Europa-Parlamentet klart tilkendegiver, at de reformer, som de forskellige sociale sikringssystemer bør gennemgå, under ingen omstændigheder må berøre de grundlæggende værdier, som den europæiske sociale model hviler på. Europa-Parlamentets beslutning om denne betænknings indhold rækker derfor ud over EU, fordi der er tale om et forsvar for værdier, der ikke blot er vigtige for Europa, men for verden. Her vil jeg blot citere ILO, der eksplicit har henvist til den europæiske sociale model som mulig inspirationskilde for de kommende stormagter.

Afslutningsvist vil jeg gerne takke min medordfører, Proinsias De Rossa, for det samarbejde, som vi har haft, og som jeg har fundet både meget stimulerende og meget behageligt.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil indlede med at sige, at jeg er glad for at få denne mulighed for at drøfte Europas sociale fremtid med Dem. Dette er tydeligvis et meget vigtigt spørgsmål for Europas borgere.

EU's statschefer har gentagne gange bekræftet deres engagement i europæiske værdier og udviklingen af europæiske sociale modeller. Den europæiske sociale model, som er i stand til at kombinere økonomisk vækst, lav arbejdsløshed og social samhørighed, skaber et solidt grundlag for at klare udfordringerne i form af globalisering og en aldrende befolkning.

Den europæiske sociale model skal også revideres løbende. Vi må gøre det lettere for vores borgere at tilpasse sig til forandringer. Vi må støtte europæisk konkurrenceevne og øget beskæftigelse og desuden bekæmpe fattigdom og udstødelse. Vi må sikre os, at de sociale sikringsordninger er bæredygtige på lang sigt og på et passende niveau. Alle disse mål støtter hinanden.

Det er afgørende for et socialt Europas fremtid, at Lissabon-strategien om vækst og beskæftigelse følges nøje. Hvis de europæiske velfærdssamfund skal overleve, må vi have bedre konkurrenceevne, lavere arbejdsløshed og større produktivitet. Et af det finske formandskabs mål er at styrke grundlaget for økonomisk vækst i Europa.

I løbet af de kommende uger forventer vi, at Kommissionen forelægger en meddelelse om demografiske ændringer i Europa. Disse problemer blev drøftet under et uformelt møde mellem EU's ministre for beskæftigelse, sociale anliggender og sundhed i Helsinki i juli. Et af det finske formandskabs konklusioner af disse drøftelser var, at ændringen af befolkningens aldersstruktur ikke udelukkende skal betragtes som en udfordring. Den er også et bevis på, at den europæiske velfærdsmodel fungerer godt. Store dele af befolkningen har mulighed for et længere og sundere liv. Selv om konklusionerne om mulighederne for økonomisk vækst og de offentlige finansers holdbarhed nok er mindre positive, er en langsigtet, proaktiv reformpolitik afgørende.

Debatten om arbejdsmarkedet er et grundlæggende element i den europæiske sociale model. Den finske statsminister, Matti Vanhanen, og Kommissionens formand, hr. Barroso, vil være værter for et ekstraordinært socialt trepartstopmøde i Lahti den 20. oktober. Formålet er at fortsætte debatten om forvaltning af strukturelle ændringer i Europa. Vi må finde en balance mellem fleksibilitet og sikkerhed og investere stærkt i færdigheder og ekspertise. Ved at gøre det lettere for mænd og kvinder at forene arbejdsliv og familieliv vil vi samtidig sørge for, at Europa reagerer mere effektivt på udfordringerne i form af globalisering og en aldrende befolkning. Forening af arbejdsliv og familieliv hænger også uløseligt sammen med gennemførelsen af Lissabon-strategien. Dette blev fremhævet på Det Europæiske Råd i foråret 2006, da det vedtog den europæiske ligestillingspagt.

Unionen er en vigtig global aktør, som ønsker at fremme demokrati, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling. Kommissionen har netop forelagt en meddelelse om anstændigt arbejde. Det er meget vigtigt, at EU og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) samarbejder om dette. Fremme af anstændigt arbejde verden over vil også fremme produktiviteten i de mindst udviklede lande.

Under sit formandskab ønsker Finland at styrke EU's evne til at tilpasse sig til den globale konkurrences pres. En forbedring af den europæiske konkurrenceevne hænger snævert sammen med bevarelsen af de europæiske velfærdssamfund. Europa kan være både konkurrencedygtigt og socialt stærkt, men det kræver, at vi gør en løbende indsats og er forberedte på forandringer.

Som statsminister Vanhanen sagde på Europa-Parlamentets plenarmøde i juli, må vi også tage den frygt, som europæerne nærer for global konkurrence, alvorligt. Fælles værdier og social retfærdighed vil få stor betydning for at dæmpe denne frygt.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Mine damer og herrer! Jeg vil indlede med at takke hr. Silva Peneda og hr. De Rossa for deres betænkning om en fremtidssikret europæisk social model. Betænkningen er et formålstjenligt og tankevækkende bidrag til den debat, der blev indledt under Det Europæiske Råd på Hampton Court i oktober 2005. Hvad endnu vigtigere er, understreger den endnu en gang betydningen af det sociale Europa og nødvendigheden af at beskytte og udvikle den europæiske sociale model.

Mine damer og herrer, debatten om den europæiske sociale model er i sagens natur kompleks, og den kan ses ud fra en række forskellige synspunkter. Jeg mener, at Parlamentets oprindelige betænkning er vidtrækkende og indeholder de vigtigste ting. Jeg vil gerne fortælle Dem om de tanker, jeg gør mig.

For det første erklæres det i betænkningen, at den europæiske sociale model var bygget på et specifikt værdisæt. Den tekniske gennemførelse af disse værdier kan naturligvis variere. Når vi taler om værdier, taler vi om noget, som er umagen værd, hvis vi med andre ord er overbeviste om, at den europæiske model har nogle vigtige værdier, signalerer vi, at vi er villige til at gøre en indsats for at beskytte og udvikle de værdier.

Når vi taler om den europæiske sociale model, er et af de adjektiver, vi bruger, europæisk. Jeg mener, at den europæiske sociale model helt klart er baseret på europæisk integration, for uden europæisk integration ville der ikke være noget håb om fremskridt på den globale scene, uanset hvilke medlemsstater det drejer sig om. Derfor er europæisk integration en hjørnesten i den europæiske sociale model, og samtidig er den europæiske sociale model en af hjørnestenene i den europæiske integration. Da europæisk integration set ud fra et geografisk synspunkt er et komplekst begreb, kunne vi afholde en række omfattende debatter, selv om det i princippet er sådan, at der, hvor vi finder den europæiske sociale model, finder vi også grænserne for europæisk integration. Den findes de steder, hvor vi har et værdisæt, som de enkelte medlemsstater har vedtaget. Der kunne naturligvis tilføjes andre værdier, og det er helt klart et spørgsmål, der ville skabe livlig diskussion. Efter min opfattelse er dette de vigtigste elementer i denne debat i Parlamentet og de vigtigste årsager til, at den er så vigtig.

Jeg deler ordførernes synspunkt om, at det er vigtigt ikke at betragte socialpolitik eller sociale politikker som en byrde, men snarere som en positiv, proaktiv faktor for at skabe job, støtte vækst og styrke den sociale samhørighed. Europa kan ikke være konkurrencedygtigt uden at være socialt stærkt. Det kan ikke være konkurrencedygtigt uden en socialpolitik. Det er en misforståelse at tro, at hvis vi forkaster denne centrale idé, får vi en eller anden fantastisk fordel. Denne holdning er efter min opfattelse kommet klart til udtryk, og det glæder mig.

Det glæder mig også, at Parlamentets og Kommissionens holdninger stemmer overens på en lang række punkter, f.eks. i vurderingen af situationen. Europa må reformere sine politikker, hvis det ønsker at beskytte sine værdier. Det er ingen løsning at fastholde status quo, det er på lang sigt det rene spild. Vi må også erkende, at ud over et innovativt og åbent Europa har vi også et Europa med næsten 20 millioner arbejdsløse. Situationen på arbejdsmarkedet bliver gradvist bedre, og for nylig var tallet snarere 18 millioner, en forbedring på 2 millioner, som ikke er uden betydning. Vi har et Europa med fattigdom, vi har et Europa med børnefattigdom, vi har stagnerende vækst og et Europa med for meget social udstødelse. Hvis EU fortsat skal være aktivt og økonomisk stærkt, omfatter de udfordringer, der skal tages op uden tøven, også den aldrende befolkning, som truer vores sociale ordningers finansielle levedygtighed, og globaliseringen, som navnlig er kilde til frygt for lande med høj arbejdsløshed, og som samtidig bekræfter, hvor vigtigt det er at indlede strukturreformer.

Jeg vil takke Parlamentet for dets forslag, som jeg kan opsummere med et ord, nemlig modernisering, eller måske ville forbedring være et bedre ord. Vi må modernisere for at kunne fastholde uddannelses- og sundhedssystemer af høj kvalitet og kunne sikre anstændigt arbejde og anstændige pensioner til alle. Kommissionen og medlemsstaterne har indledt moderniseringsprocessen og reformerne som led i den relancerede Lissabon-strategi. I den forbindelse vil jeg takke ordførerne for at have understreget betydningen af at skabe balance mellem på den ene side den økonomiske dimension og på den anden side beskæftigelse og social sikring. EU råder over en række individuelle instrumenter, som kan hjælpe medlemsstaterne med at fortsætte moderniseringen. Denne lovgivning vil støtte økonomiske reformer og gennemførelsen af foranstaltninger til beskyttelse af vores værdier og livskvalitet ved at stadfæste beføjelsen til at overvåge overholdelsen af Fællesskabets rettigheder og sikre et budget, der er afgørende for EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

De fleste af forslagene i betænkningen har slående lighed med Kommissionens aktuelle aktiviteter. De omfatter aktiviteter forbundet med demografiske ændringer, der vil indgå i forslagene i grønbogen om demografi, som jeg forelægger i oktober. De omfatter også aktiviteter forbundet med det, der betegnes som flexicurity, dvs. fleksibilitet med sikkerhed. Det har Kommissionen indledt forhandlinger med de interesserede parter om, og disse forhandlinger forventes at munde ud i vedtagelsen af fælles principper i slutningen af 2007. Desuden har vi aktiviteter i forbindelse med tjenesteydelser af almen interesse, som Kommissionen vil behandle i en meddelelse, der vil være udarbejdet i slutningen af 2006 på grundlag af Parlamentets betænkning. Der er også lighed i aktiviteterne som følge af Kommissionens meddelelse fra juni 2006 med titlen "En dagsorden for EU's borgere - et resultatorienteret EU", hvor Kommissionen påtog sig i 2007 at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af Det Europæiske Fællesskabs sociale forhold og at iværksætte et program om en tilgang til rettigheder og solidaritet, som også vil omfatte en undersøgelse af muligheden for at fastlægge en liste over rettigheder for Europas borgere.

Til sidst vil jeg endnu en gang takke ordførerne for deres betænkning, som er fremtidsorienteret og indeholder nogle nyttige forslag. Kommissionen vil tage den i betragtning i de kommende måneder i forbindelse med de vigtigste initiativer, som jeg nævnte. Mine damer og herrer, jeg vil ende der, hvor jeg begyndte. Den europæiske sociale model bygger på idéen om, at det er muligt at skabe sammenhæng mellem politisk demokrati, økonomisk effektivitet og solidaritet.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! Tidligere blev hele sektoren for sociale udgifter betragtet som et bispørgsmål, som et spørgsmål om omfordeling. Jeg mener, at de seneste års erfaringer har vist, at dette ikke er et spørgsmål om udgifter, men snarere et spørgsmål om investeringer, og det glæder mig, at vi drøfter denne betænkning under det finske formandskab. De finske kriser i begyndelsen af 1990'erne er blevet overvundet gennem investeringer i mennesker, ligesom danskerne gjorde det på Grundtvigs tid.

For nylig har den amerikanske økonom Richard Floridas arbejde skabt opmærksomhed om den kreative klasse og kreativ økonomi. Vi må skabe et netværk, der kan udnytte alle former for talent i det europæiske samfund og fremme udviklingen. Efter min mening skal vi betragte den europæiske sociale model som et område med valg og ikke som et harmoniseringsspørgsmål. Livsstile bør variere, for når vi spekulerer i billig arbejdskraft som i de asiatiske økonomier, er der færre og færre valgmuligheder, og mulighederne for økonomisk vækst bliver også mindre.

  Emine Bozkurt (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (NL) Hr. formand! Jeg takker hr. De Rossa og hr. Silva Peneda for deres arbejde og betænkningen om den europæiske sociale model. Det glæder mig, at bidraget fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling er blevet taget alvorligt og også afspejles i betænkningen.

Kvinder er uundværlige i den sociale model, ligesom de er uundværlige på arbejdsmarkedet. Det er ikke uden grund, at vi i Europa planlægger at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. Alligevel er kvinder ofte stadig fraværende fra arbejdsmarkedet, og de optræder for den sags skyld alt for sjældent i den sociale model.

Kvinder er ofte de første ofre for et dårligt fungerende socialt system. Hvis der ikke er midler til dagpleje eller til syge, ældre eller handicappede, er det ofte kvinder, koner og mødre, der bliver hjemme og passer dem.

Derfor går jeg ind for en model, hvor kvinder tages i betragtning, en model, hvor regeringen træder til, når det er påkrævet, på en økonomisk overkommelig måde. Jeg er modstander af en model udtænkt i Bruxelles, som med vold og magt skal gennemføres over hele Europa. Derimod går jeg ind for social solidaritet i Europa under mottoet "én for alle og alle for én".

Det fremgår også af den betænkning, som vi debatterer i dag, og det er grunden til, at jeg støtter betænkningen af hr. De Rossa og hr. Silva Peneda.

  Ria Oomen-Ruijten, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Når man ser sig omkring i samfundet og taler med folk, ved man, at de er bekymrede over følgerne af globalisering og over selve globaliseringen, og at de på grund af den vedvarende arbejdsløshed i nogle medlemsstater er bange for at blive ramt. De kan se den demografiske udviklings negative virkninger, og det får dem til at være meget forbeholdne, også i debatten om den europæiske sociale model.

De spekulerer på, hvor bæredygtige alle de ting, vi har for øjeblikket, er. Kan vi fastholde pensionerne, arbejdsløshedsunderstøttelsen, om nødvendigt, eller det aktuelle velfærdsniveau? Det er den slags bekymringer, jeg taler om.

Det centrale spørgsmål er, hvorvidt de sociale sikringsordninger, som er meget forskellige, men alle sammen er baserede på visse værdier, kan leve op til det, der blev lovet, da de blev indført.

Det glæder mig meget, at mine kolleger hr. De Rossa og hr. Silva Peneda til trods for deres forskellige politiske baggrund har formået at udarbejde en glimrende betænkning, som kan danne grundlag for fremtidige diskussioner. Det er jeg dem meget taknemmelig for.

Økonomisk udvikling er central for den europæiske sociale model, for uden den kan vi ikke give eller garantere social sikring. Vi vil gerne kunne garantere folk grundlæggende sociale krav, men det kræver naturligvis, at vi tilvejebringer de nødvendige midler. Det indebærer en løbende proces, hvor den sociale sikring reorganiseres, så borgerne får, hvad de kan forvente.

Der er forskellige modeller, og vores model adskiller sig fra de andre ved, at den er baseret på en social markedsøkonomi og faktisk også på den kristne sociale lære. Jeg er taknemmelig for de mange fornuftige henstillinger i betænkningen.

  Jan Andersson, for PSE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke de to ordførere, som har arbejdet godt sammen. De har udarbejdet en god betænkning. Hjemme i Sverige får jeg ofte spørgsmålet, om der virkelig er en europæisk social model, og om det ikke forholder sig sådan, at vi har forskellige modeller. Jeg siger så, at det er rigtigt, at vores sociale systemer er forskellige, men at de også har en hel del til fælles, og at det er det, som er den europæiske sociale model. Vi har alle systemer, som bygger på solidaritet med mennesker, som bliver arbejdsløse, syge eller arbejdsskadede. Vi har alle en offentlig sektor, som finansierer det fælles, i en noget forskellig grad. Vi har også arbejdsmarkedets parter og det civile samfund, som spiller en stor rolle i processen, når vi udformer vores samfund. Det er de fælles kendetegn.

Hvis den sociale model bygger på fælles værdier inden for forskellige systemer, kan vi lære af hinanden i den proces, vi nu befinder os i. Det er jo ikke sådan, at den sociale model eller de forskellige sociale systemer er uforanderlige. Som så mange andre har sagt under forhandlingen, skal de altid forandre sig, ikke værdierne i systemerne, men selve systemerne.

De to store udfordringer nu er den demografiske udvikling og globaliseringen. Den demografiske udvikling handler om, at vi også skal være solidariske med næste generation. Næste generation skal således ikke betale urimeligt meget af det, den producerer til os, som går på pension og har brug for meget sygepleje. Derfor skal vi skabe holdbare pensionssystemer.

Vi skal imidlertid også sørge for, at vi skaber et arbejdsmiljø, som gør det muligt for mennesker at blive på arbejdsmarkedet, hvilket bl.a. indebærer rimelige arbejdstider. Vi skal have en kompetenceudvikling, som gør, at også den ældre arbejdskraft kan være med i forandringen, når det gælder kompetenceudvikling og lignende, og dermed kan blive i arbejde. På den måde får vi flere personer på arbejdsmarkedet. Måske får vi i fremtiden også brug for at acceptere flere personer fra lande uden for Europa, hvilket sandsynligvis bliver tilfældet.

Når det drejer sig om globaliseringen, er der to veje at gå. Den ene vej er, at vi tilpasser os til de konkurrerende økonomier i Kina og Indien, dvs. lønmæssigt, hvad angår vilkårene på arbejdsmarkedet osv. Den anden vej er, at vi faktisk forsøger konkurrere ved at have veluddannet personale, gennem forskning og udvikling m.m., som gør, at vores arbejdskraft og de produkter, vi producerer, er de bedste i verden. Det forudsætter dog tryghed på arbejdsmarkedet, eftersom det indebærer forandring og omstrukturering. Mennesker, som er på et foranderligt arbejdsmarked, skal føles sig trygge. "Trygge i forandring" ved jeg, at det finske formandskab kalder det i stedet for flexicurity, men det er det samme. Hvis du er tryg, kan du også deltage i arbejdet med at forandre og udvikle Europa. Så kan vi udvikle de sociale systemer til en produktiv faktor i arbejdet med at skabe forandring.

  Patrizia Toia, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I de sidste par måneder har vi i drøftelserne om processen med en større politisk integation i Europa - hvor der har været sejre og nederlag - ofte sagt, at Europa skal definere sit projekt og sin målsætning bedre, dvs. sin uundværlighed. Det skal være det resultaternes Europa, som vi konkret forestiller os skal give borgerne et konkret tegn på årsagen til dets eksistens.

I dag skal der dog også lægges vægt på den sociale dimension foruden vækst- og videndimensionen og foruden de målsætninger, som vi altid deklamerer, og vi skal samtidig finde ud af, hvad Europa skal blive for klart at kunne sige til de europæiske borgere, om Europas fremtid - og ikke kun dets tidligere historie og det 20. århundredes historie, som vi alle kender og har oplevet - stadig skal have denne prioritet og dette særlige kendetegn, der har karakteriseret de forskellige modeller og systemer i medlemsstaterne.

Netop på europæisk plan er det nødvendigt med en sådan indsats. Den gennemførelse, der hidtil er sket i de forskellige lande og medlemsstater, står i dag over for nogle udfordringer, som det er vanskeligt at finde isolerede løsninger på. Til dem, der er bange for, at man i Bruxelles vil bestemme det hele, både hvad, hvordan og en fælles model, vil jeg gerne sige, at det ligger helt fast, at det er medlemsstaterne, der har beføjelserne og ansvaret for socialpolitikkerne, og at det er på nationalt plan, at man skal træffe beslutningerne om kvantiteten og kvaliteten af de midler, vi sætter af til de sociale systemer, uanset om der er tale om social sikring, uddannelse eller forebyggelse.

Der er ingen tvivl om, at disse beslutninger skal træffes på nationalt plan, og jeg mener også, at mit land selv skal bestemme, hvilken socialstat det ønsker. Efter min opfattelse er det dog også nødvendigt med en fælles europæisk indfaldsvinkel, når det gælder visse grundlæggende rettigheder, der skal forsvares, de sociale rettigheder, som - hvilket jeg gerne vil minde parlamentsmedlemmerne om - vi har medtaget i afsnittet om rettigheder i vores udkast til forfatning. Dette skal være vores udgangspunkt, dvs. en fælles indfaldsvinkel, hvor vi fastlægger nogle retningslinjer, og det er netop, fordi medlemsstaternes sociale systemer står over for den værste udfordring, nemlig økonomisk og finansiel kompatibilitet. Vi vil nemlig gerne have, at konkurrenceevne og social samhørighed går hånd i hånd og er to sider af samme sag, dvs. samfundets helhedsudvikling.

Derfor er forhandlingen i dag efter min mening vigtig, og derfor mener jeg, at den står på Europas dagsorden, selv om nogle måske stiller spørgsmål ved dette, fordi der kun er tale om en initiativbetænkning om dette emne. Det er ikke nok at tale om institutionsmodeller, og det er ikke nok at tale om, hvilken styringsform der er behov for, for det er absolut nødvendigt, at vi også drøfter vores frie økonomis konkurrencemodel.

Borgerne vil også vide dette, når de vælger den politiske løsning, og når de siger ja eller nej til de økonomiske beslutninger, som vi anmoder om for at skabe større beskæftigelse eller af andre årsager. De vil vide, om disse sociale rettigheder under alle omstændigheder er et kendetegn for alle de velfærdssystemer, som de forskellige lande indfører.

  Sepp Kusstatscher, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Alle skal vel principielt være indforstået med den europæiske sociale model, i det mindste verbalt. Hvem kan have noget imod et fælles værdisystem, mod fred, social retfærdighed, frihed, lighed osv.?

I EU-politikken er der mange skønne principper og retningslinjer, i hverdagen og ved siden af er der imidlertid en rå virkelighed. Kortsigtet stræben efter overskud og ofte skrupelløs udnyttelse, konkurrence osv. Der bliver i mange tilfælde kigget på og kigget væk fra, hvordan nogle få bliver rigere, og hvordan de voksende befolkningslag bliver mere og mere forarmede.

De tungeste sociale problemer - ekstrem fattigdom, diskriminering af indvandrere, langtidsarbejdsløses hårde skæbne - antydes blot i dokumentet. Ulighed og uretfærdighed påvises ikke med den nødvendige skarphed. Skylden herfor har det i og for sig positive subsidiaritetsprincip. Når den såkaldte harmonisering i erhvervslivet anses for selvstændig, burde EU også sige ja til harmoniseringer på det sociale område - fra harmonisering af skatter og afgifter frem til en diskussion om minimumsindkomster, grundindkomster, borgerløn og især pensionssystemet.

Retfærdighed kan kun være et gyldigt princip i EU, når lovgivningen i hele Europa også beskytter samfundets svageste!

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Denne forhandling er overordentlig vigtig på grund af sit alvorlige emne, den såkaldte den europæiske sociale model, altså de økonomiske, sociale og arbejdsmæssige rettigheder, som arbejdstagerne og befolkningerne har erobret gennem mange år, men som denne betænkning ikke tager behørigt hensyn til. Tværtimod.

Betænkningens underliggende tanke er, at de sociale sikringssystemer hæmmer den økonomiske udvikling og ikke lader sig opretholde over for de demografiske udfordringer, som globaliseringen og den internationale konkurrence stiller. Der insisteres derfor på dybtgående strukturreformer, der i praksis vil betyde en demontering af de offentlige sociale sikringssystemer og afskaffelse af det, der har været det vigtigste redskab for social integration og bekæmpelse af fattigdom, ulig indkomstfordeling, usikker beskæftigelse og arbejdsløshed og for fremme af arbejdstagernes værdighed.

Ordførerne fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har således til hensigt at videreføre eftergivelsespolitikken over for de store europæiske arbejdsgivere og de økonomiske og finansielle gruppers interesser ved at åbne nye forretningsfelter og stille en betydelig del af de pensionsordningernes finansielle midler til rådighed for privat profitmaksimering og bevæge sig ad den såkaldte Lissabon-strategis og stabilitetspagtens stadig mere neoliberale vej.

Det er ikke det, som de mere end 72 millioner fattige og de mere end 18 millioner arbejdsløse forventer. Den politik må derfor ændres. Det er vores formål med de forslag, som vi stiller, og som vi håber bliver vedtaget.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne slutte mig til mine kolleger og takke de to ordførere for deres arbejde med denne meget vigtige betænkning. Jeg vil også byde kommissæren velkommen i Parlamentet, for Kommissionen er efterhånden nødt til at begynde at gennemføre nogle af de ting, vi taler om her.

Et af de centrale aspekter i diskussionen er, at man endelig har erkendt, at hvis man ikke kan skabe økonomisk velfærd sammen med en beskæftigelsessituation, hvor man kan garantere arbejdspladser og jobsikkerhed og rettigheder efter disse job, er den europæiske sociale model ikkeeksisterende.

Som min kollega hr. Andersson med rette påpegede, er der ikke bare tale om en enkelt model, men om en række forskellige modeller. Den ene ting, de alle har til fælles, er nødvendigheden af solidaritet mellem alle folk i de enkelte lande og på tværs af EU. Tanken om at beskytte de mest sårbare i vores samfund udgør selve kernen i det, som den europæiske sociale model bør dreje sig om. Når man kigger ned over listen med spørgsmål og områder, som skal dækkes, vil der naturligvis altid opstå problemer, hvad enten det drejer sig om langtidsarbejdsløshed, ungdomsarbejdsløshed, arbejdsløse kvinder, sociale velfærdsydelser, beskyttelse vedrørende adgang til boliger, adgang til almen og faglig uddannelse eller på det seneste den demografiske situation og pensionskrisen, der truer os.

Uanset hvad man gør for at finde løsninger på de eksisterende problemer, bør vi lære af de praktiske erfaringer, vi nu har med en række af disse forskellige sociale modeller, at alle ikke kan passe den samme størrelse. Der er brug for at tillade fleksibilitet inden for disse modeller, at garantere, at kerneværdierne med at sætte mennesket i centrum for den sociale model er at allerstørste betydning. Men når vi taler om harmonisering af beskatning eller harmonisering af mindstelønnen, er dette åbenlyst i strid med princippet om lighed, fordi lande, der i øjeblikket har lavere lønninger og et højere niveau af social sikring, kan miste deres konkurrenceevne, fordi erhvervslivet og virksomhederne lokkes andre steder hen, og arbejdspladserne forsvinder. Derfor skal der være mulighed for fleksibilitet.

Jeg støtter betænkningen som helhed, og jeg glæder mig over de bemærkninger, den indeholder. Et område, der vækker stadig bekymring, er behovet for at sikre sammenhængen mellem økonomisk ydeevne og skabelsen af rigdom, som så skal bruges til social sikring. Man kan ikke have det ene uden det andet, og når vi taler om at hæve skatterne, kan man have verdens højeste skatter, men hvis man ikke har virksomheder til at ansætte folk og betale skat, kan man ikke tilbyde social sikring bagefter.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Denne betænkning dækker 10 forskellige områder, praktisk taget alle EU-områder fra fred og sikkerhed til menneskerettigheder og fra Lissabon til Laeken. Den er således en forhåbning om, et forsøg på at grundlægge en spirende kultur.

Da jeg var yngre, spillede jeg rugby, og jeg kan huske en kamp, der ikke gik særlig godt. Anføreren samlede os og tryglede os om at vise mere holdånd. En tom gestus, for holdånd kan ikke fremstilles kunstigt: Den opstår af spillets kultur, hvor man kombinerer forskellige færdigheder, spiller for hinanden, dækker af for hinandens fejl og den sociale stemning efter kampene.

På samme måde nytter det ikke, at ordførerne samler os for at stemme for en europæisk social model. Hvis alle de forskellige dele, betænkninger, traktater, regler og forordninger osv. er noget værd og omsættes i praksis af hele dette hold af nationer, vil den europæiske sociale model opstå af egen fri vilje. Derfor er denne betænkning irrelevant!

I betragtning O i betænkningen hedder det, at forfatningen skal afspejle princippet om den sociale model - det samme endnu en gang. Det følger heraf, at den europæiske forfatning også er irrelevant ud over at være død!

I denne betænkning fremhæves medlemsstaternes rolle og kompetencer, navnlig deres rolle med at sikre beskæftigelse, der fører til økonomisk vækst og fremgang. Man kommenterer mangfoldigheden i EU's medlemsstater og siger, at vi skal respektere deres traditioner, hvilket alt sammen fik støtte her til formiddag fra den finske præsident. Men dette vil alt sammen blive fejet til side og gå tabt, hvis EU kaster sig ud i vanviddet med en forfatning.

Sammenfattende kan De måske forstå, at jeg tvivler på oprigtigheden af denne betænkning, der indeholder udsagnet: "anbefaler, at medlemsstaterne uddyber samarbejdet og udvekslingen af bedste praksis". For et år siden bemærkede jeg her i Parlamentet, at et af de central træk ved EU er, at de enkelte medlemsstater kan komme med sin bedste praksis og dele den med alle de andre. Men da jeg sagde dette i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender under forhandlingen om arbejdstidsdirektivet og forsøgte at bidrage med eksempler på bedste praksis fra en medlemsstat - Det Forenede Kongerige - sagde ordføreren fyndigt til mig: "Vi ønsker ikke, at De dumper Deres idéer på os".

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! For et år siden talte den britiske premierminister Tony Blair i Parlamentet og stillede et vigtigt spørgsmål: Hvilken social model er det, der skaber 20 millioner arbejdsløse over hele EU? Det var et godt spørgsmål, og indtil videre har jeg ikke hørt svaret.

Den europæiske sociale model er velmenende, den er medfølende, den har til formål at gøre godt, og alligevel har den skabt et lovgivningsmæssigt og skattemæssigt klima, der afskrækker iværksættere, ødelægger rigdom og undergraver konkurrenceevnen. Tiden er inde til at se virkeligheden i øjnene: Den enes jobsikkerhed er den andens arbejdsløshed. Den sociale model er dybt diskriminerende. Den diskriminerer til fordel for folk i arbejde og imod de arbejdsløse. Hvis vi ønsker at nå Lissabon-målene, hvis vi ønsker at møde globaliseringens udfordringer, hvis vi ønsker vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne og fremgang, er vi nødt til at gå i gang med at afvikle den europæiske sociale model.

  Csaba Őry (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Den europæiske sociale model står over for store udfordringer, der hovedsageligt er forbundet med ændringerne i det økonomiske miljø og sociale ændringer. Flere elementer af disse ændringer er allerede blevet nævnt i dag.

Noget af det vigtigste er efter min opfattelse nødvendigheden af at skabe endnu flere job. For at opnå det og i forbindelse med den sociale model er det vigtigt at understrege, at kun flere job og dermed, naturligvis, støtte til små og mellemstore virksomheder giver mulighed for bare at tale om elementer af ændringer i den sociale model. Det glædede mig at høre kommissær Špidla sige i dag, at dette er et spørgsmål om at bevare de europæiske værdier. Det kan kun lade sig gøre, hvis der foretages strukturelle ændringer i den europæiske sociale model. Spørgsmålet er, hvilken EU-strategi der skal anvendes for at gennemføre ændringerne, og hvor hurtigt det skal ske.

På det punkt mener jeg, at vi bør harmonisere EU's politikker, og jeg er især tilfreds med det mål, der er fastsat i betænkningen, nemlig en forstærket åben koordinationsmetode, så de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet kan spille en aktivere rolle. Jeg er overbevist om, at øget samarbejde og fælles europæiske holdninger er nødvendige i forbindelse med de vigtigste politiske spørgsmål. Derfor er fælles europæiske erklæringer og politikker, der er tilpasset til de enkelte medlemsstater, den strategi, der skal følges. Hvad angår fremtidsperspektiverne, er denne erklæring tilstrækkeligt pragmatisk, og den viser tydeligt, at vi er nødt til at samarbejde. Problemerne kan kun løses ved at samle kræfterne, ikke ved at splitte dem.

Jeg mener, at det er en god betænkning, der kan forsvares, og jeg anmoder om, at flest mulige medlemmer, helst fra det bredest mulige politiske spektrum, støtter den.

  Stephen Hughes (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske begge ordførere, som har udført et fremragende stykke arbejde.

Sidste efterår under det britiske formandskab og lige op til det ekstraordinære topmøde i Hampton Court sagde medlemmerne af min egen regering to modstridende ting om tanken om en europæisk social model. På den ene side sagde de, at der ikke findes noget sådant som en europæisk social model - vi har 25 forskellige nationale sociale modeller - mens de på den anden side sagde, at hvis der findes noget sådant som en europæisk social model, er det et kontinentalt fænomen og en møllesten om halsen på en række af medlemsstaternes økonomier.

Hr. Helmer har mindet os om, hvad hr. Blair sagde her i Parlamentet. Rent faktisk har en række ministre sagt det samme, og de læser tydeligvis op af samme manuskript - dvs. ønsker vi virkelig en social mode, der kaster 20 millioner ud i arbejdsløshed? Hvis hr. Helmer lyttede til forhandlingen, ville han have hørt et svar på den påstand fra hr. Blair, for i betænkningen skydes disse løgne ned. I det første meget vigtige afsnit understreger man, at vi rent faktisk har en europæisk social model, der afspejler et sæt af fælles værdier, der er baseret på bevarelse af freden, social retfærdighed, lighed, solidaritet, fremme af frihed og demokrati samt respekt for menneskerettigheder. I betænkningen slår man fast, at modellen langt fra er en byrde eller en møllesten, men at social- og arbejdsmarkedspolitikken skal ses som en positiv faktor for EU's økonomiske vækst, ikke kun ved at skabe øget produktivitet og konkurrenceevne, men også ved at skabe social samhørighed, hæve borgernes levestandard og sikre adgangen til grundlæggende rettigheder og friheder. Det er fuldstændig korrekt, og hvis vi ser det på den måde, bliver social- og arbejdsmarkedspolitikken til en produktiv faktor - hvilket var temaet for et nederlandsk formandskab for nogle år siden.

I betænkningen anerkender man ligeledes det, en række talere har været inde på, nemlig, at der er et tydeligt behov for at modernisere og tilpasse modellen, så vi kan reagere på den lange række af udfordringer, som vi står over for: demografiske og teknologisk forandringer, globalisering osv. Ordførerne understreger ligeledes, at man ved reformeringen og moderniseringen af modellen skal bevare og styrke de værdier, der er knyttet til den. Dette er af vital betydning. I Storbritannien ryster mange på hovedet af det, de opfatter som en alt for langsom proces for modernisering og reformer i en række kontinentale europæiske lande. De har tendens til at glemme den brutale, umenneskelige og destruktive måde, som reformerne blev gennemført på i Thatcher-årene i Storbritannien. Det, som en række kontinentale lande forsøger på, er at gennemføre reformprocessen ved hjælp af enighed, idet man samtidig bevarer de underliggende værdier i den europæiske sociale model. Det er måden at gøre det på, og det beundrer jeg i høj grad.

En sidste ting: Jeg beklager, at PPE-DE-Gruppen har fremsat et ændringsforslag til punkt 23 med henblik på at få fjernet en specifik henvisning til behovet for, at Kommissionen udarbejder en ramme for tjenester af almen interesse. Jeg håber virkelig, at dette ændringsforslag falder, for hvis vi havde haft disse rammer, ville selve servicedirektivet have haft meget lettere ved at gå igennem. Vi har stadig brug for det, og jeg håber, at Kommissionen vil reagere på opfordringen vedrørende dette, som fremsættes i betænkningen.

  Bernard Lehideux (ALDE). - (FR) Hr. formand! Europas indgriben opleves af vores medborgere alt for ofte som en indblanding i deres dagligdag. De har i øvrigt nogle gange ret. Men dem, der har sagt nej til forfatningen, har nægtet at se, at denne tekst kunne klarlægge Unionens og medlemsstaternes kompetencer.

Vores medborgere ønsker i virkeligheden et Europa, som reagerer på deres konkrete, påtrængende bekymringer, men kun når det er Europa, der står bedst rustet til at gøre det. I denne ånd er det sociale Europa en prioritet blandt prioriteter. Vi er forpligtet til at udstikke en ramme, der - som De sagde, hr. kommissær - er moderne og afbalanceret, som sikrer høje sociale standarder, og som samtidig giver medlemsstaterne tilstrækkelig handlefrihed.

Mine damer og herrer! Lad os stoppe den sterile debat mellem dem, for hvem ordet social er synonym med etatisme, og dem, der betænkning efter betænkning stiller forslag om urealistiske og modproduktive foranstaltninger. Som vi allerede har gjort det i direktivet om tjenesteydelser, bør vi alle sammen - og det hurtigst muligt - gøre os umage for at få fastlagt disse rammer ved f.eks. at starte med at vedtage tekster om arbejdstid, forsyningspligtydelser og status over den europæiske gensidighed.

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Det er en skam, at den foreliggende betænkning om en fremtidssikret europæisk social model ikke hjælper os meget videre. Ingen af de eksisterende sociale modeller i EU har hidtil bare som begyndelse opfyldt kravet om at skabe betingelser for, at ethvert menneske virkelig også kan føre et selvbestemt liv i værdighed i EU. Bekæmpelsen af fattigdom, reduktionen af sociale kløfter, energiske metoder i forbindelse med klimabeskyttelse er efter min mening de største udfordringer, også for det indre marked.

Den Økonomiske og Monetære Union skal derfor efter min mening suppleres med en europæisk social union. Skridt i den retning kunne for det første være oprettelse af en mekanisme mod social dumping, for det andet fastlæggelse af en social minimumsstandard for hele Europa og for det tredje oprettelse af europæiske sociale systemer, der beskytter mod fattigdom. Desværre indeholder den foreliggende betænkning om en fremtidssikret europæisk social model ikke nogen substantielle forslag, som retter sig mod et faktisk solidarisk og socialt Europa.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at denne betænkning naturligvis indeholder nogle velbegrundede erklæringer og temmelig triste prognoser, men jeg vil ikke tale om, at de enkelte medlemsstater har forskellige sociale systemer, men om to specifikke grupper af mennesker. Jeg repræsenterer et land, hvor der er mennesker, som var med til at håndtere Tjernobyl-katastrofen, og nu har disse mennesker brug for hjælp. Dengang deltog de i håndteringen af denne katastrofe i bevidstheden om, at de reddede menneskeheden, og at de hjalp Ukraine og dermed også Europa. I dag har den lettiske stat ikke ressourcer nok. Letlands sociale system er ikke i stand til at hjælpe disse mennesker, nu hvor de er blevet handicappede.

Den anden gruppe består af mennesker fra Letland og andre baltiske og østeuropæiske lande, der som følge af USSR's besættelse blev sendt i koncentrationslejre. Disse mennesker blev berøvet et normalt liv, berøvet uddannelse, levede i en periode med slaveri og arbejdede som slaver. Det er grunden til, at det er umuligt med de ressourcer, som Letland og andre baltiske lande har til rådighed i dag, at sørge for, at disse mennesker bliver socialt rehabiliteret. Når vi nu taler om den europæiske sociale model og om solidaritet, mener jeg, at denne model bør omfatte yderligere socialsikring til disse grupper. Overnational sikring, der ikke bør være en byrde for et enkelt land, for disse lande er faktisk allerede de fattigste i Europa.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Vi er nødt til at indrømme, at vi virkelig har dummet os i spørgsmålet om velfærdsstaten. Sandheden er, at vi for nogle få år siden besluttede en hele masse uden at have fantasi til at forestille os, at den forventede levealder stiger. På det tidspunkt, for 40 år siden, var et infarkt ensbetydende med døden, nu behandles et infarkt ved en rutinemæssig operation.

På samme måde tænkte vi ikke for nogle få år siden, for 10 år siden, da vi undertegnede verdenshandelsaftalen, på, at vores varer er tynget af velfærdsudgifter, mens varer fremstillet af indere og kinesere, som udgør halvdelen af verdens arbejdskraft, ikke er pålagt den slags udgifter. Som følge heraf oversvømmer kinesiske varer Europa, vores virksomheder lukker, og i morgen kan vi ikke længere opretholde denne velfærdsstat.

Sandheden er, at vi enten går fallit eller ikke bliver så sikre som borgere. Det er en kendsgerning. Derfor må vi undersøge, hvordan vi kan klare situationen realistisk. Vi stikker folk blår i øjnene. Vi vil ikke kunne holde, hvad vi lovede.

Nu siger vi, at vi vil have midler fra arbejdsgiverne, men arbejdsgiverne er allerede ved at bukke under for kinesiske og indiske varer. Derfor må vi se sandheden i øjnene. Teknologi skulle være vejen frem. For 40 år siden, da jeg var barn, gik vi ud og arbejdede på markerne om sommeren, og der var 50 mennesker for hver to dekar. Nu er der en maskine med en person til at betjene den.

Der går arbejdspladser tabt som følge af teknologien. Hvordan kan vi så sikre levestandarden i dag? Vi må finde løsninger, der ikke er indlysende med denne tankegang. Vi må erkende, at vi begik en fejl, da vi for 10 år siden i forbindelse med verdenshandelsaftalerne undlod at tage denne parameter i betragtning, nemlig deres billige varer, som i dag oversvømmer markedet og holder vores varer borte fra butikshylderne.

Dette er en alvorlig fejl, som vi kommer til at betale for. Vi må fortælle de europæiske borgere sandheden, nemlig at vi ikke kan gøre kineserne til europæere, og at vi derfor desværre er nødt til at gøre europæerne til kinesere.

  Jan Tadeusz Masiel (NI). - (PL) Hr. formand! Jeg vil tale om den europæiske sociale model set ud fra en ny medlemsstats borgers synspunkt. Det siges, at forskerne har identificeret fire forskellige modeller, nemlig den skandinaviske, den angelsaksiske og den kontinentale model samt middelhavsmodellen. Selv om de er forskellige, har de også visse fælles træk. Jeg kan tilføje, at der er en model til, nemlig den postkommunistiske model, som ikke passer sammen med nogen af de andre. Den postkommunistiske model er kendetegnet ved, at der overhovedet ikke er nogen model. Personalet i supermarkedet arbejder, selv den 1. maj, til kl. 22, eller det arbejder i døgnets 24 timer for 200 euro om måneden.

Det er grunden til, at udformningen af en ny social model, der er fælles for hele Europa, og dens gennemførelse i hvert fald på et grundlæggende niveau først og fremmest er i de nye medlemsstaters borgeres interesse. Det er desværre i de nye medlemsstater, at vi ser den største forskel mellem arbejdets kvalitet og betalingen for det. Der er meget ringe adgang til sundhedspleje, der mangler et minimum af social bistand til mennesker uden tilstrækkelige ressourcer, der er meget lave ydelser til handicappede og pensioner, og endelig er der et skjult system med gebyrer for adgang til højere uddannelse.

Desværre er det i de nye medlemsstater, at der er færrest job, og de job, der er, er af ringe kvalitet, og lønnen er oftest 200-500 euro pr. måned, mens leveomkostningerne næsten svarer til leveomkostningerne i det øvrige Europa. Desværre er det i Polen, i fagforeningen Solidaritets hjemland, at vi har de dårligst beskyttede arbejdstagerrettigheder i hele EU. Jeg håber, at den europæiske sociale model vil sikre, at vores fattigste borgere ikke behøver at frygte nyheden om endnu en udvidelse eller om indførelsen af euroen.

Her er det helt nødvendigt, at EU spiller en vigtigere rolle. Den europæiske sociale model bør have til formål at øge tilliden til de europæiske institutioner, navnlig de fattigste borgeres tillid.

  Thomas Mann (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! To kolleger fra forskellige grupper forfatter i fællesskab en betænkning om en fremtidssikret europæisk social model. Et arbejde, som har kunnet betale sig! Med den europæiske sociale model defineres enheden af værdierne, men også mangfoldigheden af de nationale systemer. Til værdiorientering tæller solidaritet, social retfærdighed, adgang til uddannelse og sundhedsydelser, men gennemførelsen er medlemsstaternes sag med deres forskellige modeller - den nordiske eller den angelsaksiske, den kontinentale eller den mediterrane. De nationale sikringssystemer er imidlertid i høj grad truet i betragtning af globaliseringen og den bekymrende demografiske udvikling.

Her skal der gennemføres omfattende reformer for at sikre en bæredygtig finansiering. Systemer skal være mere dynamiske, skal ikke længere være så stive. Jeg bifalder støtten til SMV'er i betænkningen, som efterhånden sikrer de fleste uddannelses- og arbejdspladser, og den innovative idé med hensyn til flexicurity, altså mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet og modernisering af arbejdsmetoderne og arbejdsforholdene, der er forenet med sikkerhed for arbejde og social tryghed.

Ikke kun set med tyskernes øjne i PPE-DE-Gruppen er der imidlertid tre problemområder. For det første handler det i nr. 13 og 14 om den åbne koordinationsmetode. Dette må ikke føre til en ny lovgivningsprocedure og er kun acceptabelt, hvis den er begrænset til udvekslingen af erfaringer og en afprøvet praksis. De nationale parlamenter og arbejdsmarkedets parter skal inddrages.

For det andet handler det om nr. 23, hvor der indtrængende kræves et rammedirektiv - Stephen Hughes - for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, en fuldstændig modsigelse til den aktuelle drøftelsesstatus.

For det tredje er der globaliseringsfonden i nr. 31. Vi forkaster en finansiering på europæisk plan af firmaflytninger. Vi har hverken brug for omfattende godkendelsesprocedurer eller nye bureaukratier og da slet ingen privatisering af offentlig kapital. Det er kun foranstaltninger til videreuddannelse og omskoling af de arbejdstagere, der er berørt af globaliseringen, der er acceptable. Til det formål regner vi med støtte fra Parlamentet for at kunne godkende betænkningen samlet.

  Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil indlede med at lykønske de medlemmer, der har udarbejdet denne betænkning om et meget vigtigt emne, der er centralt for den europæiske integration. Det er en meget positiv betænkning, for Parlamentets store politiske grupper og langt størstedelen af medlemmerne har formået at stå sammen om en fælles tilgang og et fælles kompromis. Jeg mener, at det er helt på sin plads, at vi i dag endnu en gang siger, at langt størstedelen af Parlamentets medlemmer mener, at de åbne markeder og den europæiske sociale model er en del af et uadskilleligt hele, og at det vil vedblive med at være sådan i fremtiden.

Det er en metodisk og fornuftig betænkning. En metodisk betænkning, hvor der ses på fortiden, og det bekræftes, at vi med vores model har opnået det største område med økonomiske og sociale fremskridt i Europa og er nået frem til den vigtigste fase i de fremskridt, og en fornuftig betænkning, fordi den giver os mulighed for at se ikke bare defensivt, men også proaktivt på fremtiden med henblik på at overvinde globaliseringens store udfordringer. Det skal også pointeres, at det er lykkedes at fremhæve den merværdi, som EU tilfører denne model, hvor Europa naturligvis ikke har ambitioner om at påtage sig alle de opgaver, som medlemsstaterne udfører, men det har den nødvendige retlige bemyndigelse til at fuldføre og fremme aktioner, der er nødvendige for at nå de fælles mål for beskæftigelse og social velfærd.

Vi har mange virkemidler, bl.a. lovgivningen, som giver os mulighed for på behørig vis at forsvare grundlæggende mål og arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og forhindre social dumping. Vi anmoder om en ny form for globalisering for hele verden, hvor der ikke findes en social dumping, som ledsages af instrumenter, der forværrer arbejdstagernes forhold. Unionen må forhindre, at dette fænomen opstår på dens territorium.

Hr. formand! Til sidst vil jeg sige, at jeg er sikker på, at vores reformerede model har en fremtid, men denne sikkerhed ledsages af en anden, nemlig at end ikke det økonomiske Europa har en fremtid, hvis dets sociale model ikke respekteres.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil indlede med at sige, at jeg principielt ikke bryder mig om, at de to største partier udarbejder fælles betænkninger. Jeg mener, at det udelukker andre partier fra begyndelsen.

Denne betænkning er i det store og hele god. Jeg ved, at det lyder ubehøvlet, men det glæder mig, at subsidiaritet er blevet nævnt, og at vi opfordrer medlemsstaterne og ikke EU til at handle. Jeg er imidlertid meget forbeholden over for, at der overhovedet tales om en europæisk social model. Jeg ved, at vi har fælles mål, men vi har ikke - som andre har nævnt - fælles systemer i medlemsstaterne til at nå de mål med. Det mener jeg heller ikke, at vi burde have, og det er årsagen til mine bekymringer.

Jeg ved, at andre har nævnt dette, men jeg vil ikke have, at nogen tror, at vi, hvis denne betænkning bliver vedtaget, vil arbejde hen imod en europæisk social model, der er fælles for alle, i stedet for at respektere den mangfoldighed, som vi har for øjeblikket. Jeg siger ja til fælles sociale mål, men nej til en fælles social model.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL). - (EN) Hr. formand! Jeg vil indlede med at sige, at jeg går ind for denne debat. Der er to floskler, som altid bliver fremført, når den europæiske sociale model eller socialpolitik diskuteres. Den første er, at et socialt Europa er det centrale ved dette projekt. Den anden er, at det bare er et spørgsmål om at tilvejebringe økonomiske midler, og at stigende tidevand løfter alle både. Begge påstande er fuldstændig fejlagtige, og hvis man ser på tallene for fattigdom, hjemløshed og social forskydning i EU, forstår man hvorfor.

Sandheden er, at det sociale Europa i stor udstrækning har været en krølle på eller et tilbehør til EU's overordnede strategi. Jeg mener, at hvis vi skal have en reel og frugtbar debat om socialpolitik, må vi stille de grundlæggende og vanskelige spørgsmål om EU's makroøkonomiske politik. Hvilken virkning har liberalisering og privatisering haft på de marginaliserede? Hvad med den snigende afskaffelse af velfærdsstaten? Og er det så sært, at der er sådan en dyb afgrund mellem de europæiske borgere og EU, når de politikker, vi fører, fratager folk medbestemmelsesretten?

Jeg håber sandelig, at denne betænkning kan blive et sprængbræt til den meget mere tilbundsgående diskussion og analyse, som vi kræver.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Erfaringerne viser tydeligt, at den europæiske økonomiske model ikke er bæredygtig, langt fra faktisk. Den sociale model skulle fungere som et sikkerhedsnet, eller et sprængbræt, for borgere, der ikke kan arbejde på grund af midlertidige vanskeligheder, alder eller sygdom. Den er imidlertid blevet til en behagelig sovepude for dem, der ikke vil arbejde. Den europæiske sociale model er en øvelse i højsindet populisme og kører med underskud i mange lande. Den tilskynder ikke til personligt ansvar, den motiverer ikke folk til at forbedre deres kvalifikationer og indsats, den fremmer dovenskab og manglende ansvarsfølelse, den gør folk passive og ligeglade, og den fører i den sidste ende til, at virksomheder trækker sig ud af EU, hvorved arbejdsløsheden stiger i medlemsstaterne.

Det aktuelle, populistiske sociale system sikrer ganske vist politikerne stemmer, men det giver ikke vores borgere fremtidig velstand. Det bør siges klart, at den europæiske sociale model ikke, som politikerne vil have os til at tro, er en givet rettighed. Den er snarere en midlertidig bonus som følge af økonomisk effektivitet.

  Mihael Brejc (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Det er almindeligt anerkendt her, at der ikke findes en fælles social model i Europa, men at vi snarere har 25 modeller. På samme måde er der enighed om, at socialpolitik henhører under medlemsstaternes kompetenceområde. Som følge af disse fælles synspunkter er spørgsmålet ikke, hvorvidt det er muligt at opnå den fælles model, men om det overhovedet er fornuftigt at have en.

Jeg lægger vægt på, at der i denne betænkning fremhæves nogle fælles grundlæggende værdier og mål for europæiske sociale modeller, f.eks. lighed, ikkeforskelsbehandling, solidaritet og generel adgang til uddannelse, sundhedspleje og andre offentlige ydelser. For vores borgere er det de vigtigste elementer i en vellykket økonomi og i et retfærdigt samfund. Medlemsstaterne gør sig derfor løbende bestræbelser på at få økonomisk effektivitet, konkurrence og social retfærdighed til at harmonere. De måder, vi gør det på, varierer naturligvis.

Socialpolitik er ikke en økonomisk byrde, men et positivt aspekt af EU's økonomiske vækst, fordi den skaber social samhørighed, hæver levestandarderne og garanterer grundlæggende rettigheder og lighed. Socialpolitik er vigtig for ro på arbejdsmarkedet, politisk stabilitet og økonomisk fremskridt.

Det er netop dette spørgsmål, der behandles i denne betænkning med opfordringen til reform af de økonomiske og sociale systemer, så de kan klare udfordringerne i form af demografiske ændringer, globalisering og den hastige teknologiske udvikling. EU spiller naturligvis en vigtig rolle på dette punkt ved at koordinere forskellige bestræbelser på at gennemføre Lissabon-strategien, udarbejde fælles retningslinjer for vækst og beskæftigelse og sikre et vist omfang af koordination på socialsikringsområdet. I denne betænkning står der, at hverken er højre- eller venstrefløjen har patent på socialsikring, men at den er afgørende for et moderne samfund.

Alle EU's medlemsstater forsøger at finde den mest hensigtsmæssige model, og denne betænkning er et passende incitament og grundlag for ændring af medlemsstaternes sociale modeller. Jeg takker ordførerne.

  Françoise Castex (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne takke de to ordførere for deres arbejde. Med denne betænkning, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender støtter - det vil jeg gerne understrege - tager vi et stort skridt fremad mod definitionen af en europæisk social model. En afbalanceret kombination af økonomiske krav og påbud inden for området social retfærdighed.

Alt for mange europæere lider under, at Unionen ikke beskytter dem, ikke beskytter deres offentlige tjenesteydelser og ikke er tilstrækkeligt opmærksom på globaliseringens konsekvenser. Mange frygter trusler mod de elementer, der understøtter deres sociale model. Over for disse lidelser består vores ansvar naturligvis i at sikre vores værdier, men også i at bevise vores vilje med konkrete tiltag. Det ville være i modstrid med vores værdier og frugtesløst at forsøge at opnå de laveste omkostninger til arbejdskraft, få fat i de mest føjelige medarbejdere, sikre os de laveste afgifter og vores konkurrenters mest eftergivende standarder inden for miljø, sociale anliggender, sundhed og sikkerhed. Vores identitet og styrke er tværtimod med til at sikre vores fremragende standarder for produktionsarbejde.

Denne betænkning viser, at vi på trods af vores forskelle har et fælles ønske om et samfund, som ikke kun er underlagt markedets love, men også princippet om solidaritet og omfordeling i kraft af beskyttelsen af vores medborgere, dvs. vores menneskelige kapital, vores rigeste og vigtigste kapital. Europa har vist, at den sociale sikring, beskyttelsen mod livets risici og retten til pension for alle er ingredienser i en opskrift, der er god for borgerne, god for samfundet og god for økonomien, og det er den vej, vi skal følge i fremtiden.

  Jan Jerzy Kułakowski (ALDE). - (PL) Hr. formand! Vi behandler et meget vigtigt emne, selv om jeg er sikker på, at vi ikke har behandlet det til bunds og må vende tilbage til det mere end en gang i fremtiden. Alligevel vil jeg gerne sige, at jeg værdsætter ordførernes arbejde og resultatet af det.

Jeg er en af dem, der mener, at der findes en europæisk social model. Men det er snarere en sammensat end en ensartet model. Det er en model, hvor en mangfoldighed af erfaringer er baseret på en helhed af værdier. Denne model bør forbedres og tilpasses til nutidens udfordringer, men forbedringen må ikke føre til, at den bliver svækket.

Det er de vigtigste konklusioner, som vi efter min opfattelse bør drage af denne meget betydningsfulde forhandling.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Medordføreren, hr. De Rossa, talte om nødvendigheden af et "anstændigt samfund". Disse ord var meget på linje med det, Rådet sagde, da det talte om nødvendigheden af "social retfærdighed". Jeg håber, at alle medlemmer af Parlamentet kan være enige i, at de ord er vigtige, og i, at de ikke bare må være tomme ord, men begreber med reel betydning. Jeg håber også, at medlemmer fra begge sider af salen anerkender, at det er vigtigt, at de henvender sig til alle som et udtryk for ægte social inddragelse. At de med andre ord ikke bare henvender sig til de mennesker, der er i arbejde, ikke bare til de mennesker, der ikke er i stand til at arbejde, men også til de mennesker, der ønsker at arbejde, men ikke kan finde arbejde, fordi der er for mange hindringer i vejen.

Det er grunden til, at jeg også gerne - ud over den første medordfører - vil lykønske den anden medordfører, hr. Silva Peneda. Da han talte, nævnte han nødvendigheden af at reformere den sociale model. Det tog kommissæren op, da han talte om nødvendigheden af reform. Det, der især gjorde indtryk på mig i kommissærens indlæg, var, at han sagde, at status quo ikke er nogen mulighed. Han refererede specifikt til de 20 millioner arbejdsløse, for de er virkelig en konstant påmindelse om den største sociale uretfærdighed af alle. Der må gøres noget. Vi må hjælpe til.

Efter min mening er nøgleordet "reform". Med hjælp fra en halv snes kolleger fra forskellige lande har jeg stillet et forslag om i ændringsforslag 1 om betragtning F at indsætte "modernisering og reform" i sætningen. Det er glædeligt, at hr. Hughes i eftermiddag har bekræftet over for mig, at PSE-Gruppen vil støtte den sætning. Parlamentet har mulighed for at vise, at vi alle sammen støtter den sætning, og at den ikke bare er tomme ord, men en indholdsrig sætning. Vores vælgere ønsker reform. Lad os i morgen vise, at vi ønsker det samme og også stemmer for det.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over denne mulighed for at igen at tage ordet og sige et par ord om debatten indtil videre.

Jeg må sige, at jeg er lettet over, at hr. Clark og hr. Helmer mener, at betænkningen er irrelevant, for jeg frygtede, at betænkningen fik så meget ros, og at jeg måtte have gjort noget forkert, hvis de også fandt den acceptabel. Det er jeg virkelig tilfreds med.

Jeg er nysgerrig og forbløffet over, at nogle af mine kolleger på venstrefløjen i GUE/NGL-Gruppen tilsyneladende også mener, at betænkningen er irrelevant, men måske er det et bevis på det, jeg sagde om, at skillelinjen mellem venstre og højre ændrer sig i vores moderne verden, og at det ikke er fordi, der ikke er nogen uenigheder, men fordi grænserne flytter sig.

Hr. Crowley bifaldt betænkningen. Men med risiko for at miste en stemme må jeg sige, at han måske misforstår betænkningen, for selv om støtte til de fattige er et vigtigt led i den europæiske sociale model, er jeg ikke enig i teorien om - hvilket han tilsyneladende er - at stigende tidevand løfter alle både, for det gør det ikke. Vi har ikke tid til at komme nærmere ind på det. Men efter min opfattelse er det centrale ved denne betænkning, at socialpolitik er en integreret del af et velstående Europa, og at det ikke er et spørgsmål om det ene eller det andet, eller om at vente på, at det ene fører det andet med sig. Vi skal sørge for begge dele, og det skal vi gøre gennem reform.

  Iles Braghetto (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De sociale sikringssystemer lader i stadig større grad til at være i en vanskelig situation. De gentagne økonomiske kriser, de demografiske ændringer og indvandringsprocesserne tvinger os til at tage den europæiske sociale model op til fornyet overvejelse, også fordi vi i EU ser verdens rigeste og mest udviklede områder leve side om side med andre områder, der er præget af fattigdom og førindustriel udvikling. Derfor skal vi finde en model, hvor udviklingen og rigdommen kommer mange mennesker til gavn. Hvordan skal denne model se ud? I forholdet mellem mennesket, samfundet og staten skal der fokuseres på subsidiaritetskonceptet, så alle de europæiske borgere kan nyde godt af deres frihedsrettigheder, som skal sikres af institutioner, der ikke er omklamrende.

Den sociale solidaritet skal fremmes, så samfundets udvikling og rigdommens forøgelse bliver processer, der styres af respekten for det enkelte menneskes værdighed og den støtte, som samfundsgrupperne kan give mennesker med problemer. Vi skal ikke kun overlade opgaven til det offentlige eller til markedets selvreguleringsmekanismer, men skal sørge for en tredobbelt solidaritet, nemlig individuel solidaritet, hvor vi udbreder positive værdier hos mennesker, solidaritet hos samfundsgrupperne, som organiserer sig i sociale netværk, og institutionel solidaritet, hvor der er nogle få, væsentlige regler, som er fælles for alle, så vi får en stat, der er i stand til at udnytte alle samfundets kræfter.

Også de europæiske virksomheder er en del af denne plan, eftersom fuld beskæftigelse er det bærende element i den sociale model. Det gælder navnlig de små og mellemstore virksomheder, som skal være fundamentet i et system, hvor man forener økonomisk iværksætterevne med en solid samfundsstruktur og går i retning af en ny europæisk social model, som med sine forskellige former og organisationssystemer medfører velfærd for alle.

  Ana Mato Adrover (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! I forbindelse med denne betænkning om fremtidens europæiske sociale model vil jeg især fremhæve den enighed, der er opnået mellem de to store politiske grupper, og jeg vil lykønske min kollega José Silva og ligeledes Proinsias De Rossa med deres indsats. Betænkningen er formålstjenlig, for den er som kaldet til at bidrage til solidaritet, til større social samhørighed, til bedre livskvalitet og til en sikrere fremtid for de sociale sikringssystemer i Europa.

Der hersker ingen tvivl om, at borgernes Europa, som vi alle sammen ønsker, kræver flere og flere samordnede politikker, der giver os mulighed for at tage de udfordringer, som vi står over for hver dag, op. F.eks. forpligter den demografiske udvikling med længere levetid, som er blevet nævnt i eftermiddag, os utvivlsomt til at indføre nye politikker, og ikke kun sundhedspolitikker, men også social- og sundhedsplejepolitikker, der sikrer, at den forlængede levealder ledsages af bedre livskvalitet.

Fuld beskæftigelse, midlertidig beskæftigelse, ungdomsarbejdsløshed og kvindearbejdsløshed kræver en ambitiøs beskæftigelsespolitik, hvor der lægges vægt på stabilitet og sikkerhed i arbejdet. Det samme kan siges om inddragelsen af kvinder på arbejdsmarkedet, hvor der kræves innovative metoder til at forene arbejdsliv og familieliv og fleksible arbejdstider, og indvandring, som efter min opfattelse snarere er en udfordring end et problem. Denne sommer har vi i Spanien mere end nogensinde før oplevet indvandringens drama, som giver anledning til alvorlige humanitære problemer. Uanset den spanske socialdemokratiske regerings holdning, som har vækket falske forhåbninger og dermed har bidraget til at forværre dette alvorlige problem, er dette et anliggende, der angår hele Europa, og som derfor kræver, at vi træffer solidariske og effektive foranstaltninger.

Jeg mener, at det er vigtigt at indføre en europæisk indvandringspolitik, og det er vigtigt at sige i dag, hvor vi taler om den europæiske sociale model, for dette fænomens udbredelse i hele Europa vil få stor indflydelse på den europæiske sociale model. Derfor mener jeg, at vi bør fortsætte arbejdet med denne europæiske sociale model under hensyntagen til alle de udfordringer, som vi står over for, navnlig indvandringen.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over at have haft mulighed for at deltage i denne meget levende debat, hvor den europæiske sociale model er blevet set i forskellige perspektiver. Jeg kan opsummere min holdning som følger: De, der ikke går ind for den europæiske sociale model, synes at være i stort mindretal, mens flertallet argumenterede for, at den europæiske sociale model er et væsentligt element i vores liv. Det er i store træk også Kommissionens holdning.

Mine damer og herrer, jeg vil vende tilbage til nogle af de vigtige ting, der blev nævnt under denne debat, så jeg kan bruge den tid, jeg har til rådighed, til at fremhæve de vigtigste områder. Jeg mener, at det er vigtigt at anerkende, at EU i sig selv er et meget originalt produkt, en meget original politisk enhed, som det ikke er let at beskrive med de ord, der sædvanligvis anvendes inden for statskundskab. Det er ukorrekt at beskrive det som en international traktat eller at tale om det i gængse politiske vendinger. Det samme gælder den europæiske sociale model. Den er alt for kompleks til, at den kan reduceres til et enkelt tema. Derfor vil jeg sige, at jeg beundrer ordførerne, som har udarbejdet en tekst, hvor dette spørgsmål efter min opfattelse behandles meget grundigt.

Et andet vigtigt emne i denne vidtrækkende debat var erkendelsen af, at den europæiske sociale model ikke bare er en statistisk enhed, men at den i store træk er baseret på aktiv deltagelse og i visse tilfælde på arbejde. Det skyldes, mine damer og herrer, som vi har hørt i dag, at arbejde er mere end bare et job, for det har en klart defineret etisk karakter, og det er netop denne etiske aktivitet og etiske solidaritet, der underbygger den sociale model. Det fremgik tydeligt af debatten.

Mine damer og herrer, jeg er spændt på resultatet af Deres afstemning, og som sagt stemmer mange af de tilgange og holdninger, som Kommissionen allerede har givet udtryk for, mere eller mindre overens med det, der er blevet sagt her. Mine damer og herrer, hr. Silva Peneda og hr. De Rossa, mange tak for, at jeg fik lejlighed til at deltage i denne debat.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Gábor Harangozó (PSE). - (EN) Reformen af den europæiske sociale model er i dag central for debatten i Europa. Faktisk er der en lang række udfordringer i de sociale ændringer som følge af nødvendigheden af at tilpasse sig til globaliseringen, den demografiske udvikling og den teknologiske innovation. På nuværende tidspunkt støtter vi ordføreren, når han understreger, at Unionen ikke blot skal fastholde, men også styrke de fælles europæiske værdier, som er fredsbevarelse, social retfærdighed, lighed, solidaritet, fremme af frihed og demokrati og respekt for menneskerettighederne, samtidig med at vi husker på, at forudsætningen for social retfærdighed er økonomisk velstand. Unionen skal leve op til EU-borgernes forventninger og afhjælpe de stigende bekymringer over beskæftigelse, den nuværende lave vækstrate og nødvendigheden af at reformere de sociale sikringsordninger. Ordføreren understreger klogeligt, at det er på tide at forny dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i hele EU og samtidig udvide samarbejdet og udveksle bedste erfaringer gennem den forstærkede åbne koordinationsmetode som det vigtigste redskab til udvikling af politikker på områder som beskæftigelse, socialsikring, social udstødelse, ligestilling på arbejdsmarkedet, pensioner og sundhedspleje.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Det må erkendes, at den europæiske sociale model har været et helt centralt redskab for genopbygningen af eftertidskrigens demokratiske Europa, og at dens succes har været til gavn for millioner af mennesker.

Det må dog også erkendes, at der, fordi den blev til ien tid med overbefolkning og relativ kommerciel og industriel stilstand, er behov for at tilpasse den til en epoke med stor befolkningsnedgang, stærkt konkurrencepræget global økonomi og konstante krav om tilpasningsdygtige ressourcer.

Der er desto større behov for reformer på grund af det stigende antal relativt nye grunde til social uro: uholdbare pensionsordningerne, langtidsledighed, ungdomsarbejdsløshed og faglærtes ledighed.

Den gradvise mindskelse af statens betydning og omdefineringen af dens rolle, større økonomisk frihed og befordring af det private initiativ, konkurrencedygtighed og investeringer spiller en vigtig rolle for denne udfordring.

Selv om der skal indføres større fleksibilitet, og der måske i fremtiden skal kæres i nogle af de rettigheder, som tidligere generationer har taget for givne, finder jeg det helt afgørende, at der tages hånd om de svageste og mest sårbare.

  Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Peneda-De Rossa-forslaget er enestående, ikke bare fagligt og politisk, men også som en moralsk bedrift.

Efter vores mening er den europæiske sociale model ikke ensbetydende med, at hullerne i omfordelingssystemerne lukkes. I betænkningen anses den sociale model for at være et vigtigt middel til at fastholde europæiske værdier, som vi kun kan bevare, hvis Europa vedbliver med at følge den vej, der blev fastlagt i Amsterdam og Lissabon, og hvis der ikke træffes nogen endelige valg inden for den falske tvedeling af konkurrenceevne og solidaritet. Hvis missionen skal lykkes, er det nødvendigt at opfatte økonomisk konkurrenceevne og menneskers sikkerhed som indbyrdes afhængige elementer, der sammen skaber betingelserne for et liv med menneskelig værdighed.

Vi vil især takke forslagets ordførere for, at de har formuleret beslutningen sådan, at de nye medlemsstater også kan gå fuldt ud ind for den. Analysen i Peneda-De Rossa-betænkningen afslutter debatten om, hvorvidt målet om samhørighed kan forenes med andre, sekundære mål. Beslutningen er utvetydig: Europas identitet og troværdighed afhænger af, hvorvidt vi tillader lande, regioner og socialt sårbare grupper at bukke under. Reformen af den sociale model er kun et middel og ikke et mål i sig selv. Den er et middel til at klare de nye udfordringer, som et multinationalt Europa, globaliseringen og informationseksplosionen skaber.

I beslutningen betragtes nødvendigheden af at undgå den fattigdomsfælde, der især truer de nye medlemsstater, som et alvorligt problem, der tynger Europas samvittighed. Vi ved, at Europas aldrende befolkning i sig selv skaber de trusler, der gør folks fremtid mere og mere håbløs, og den største trussel er børnefattigdom. Det Europa, som denne beslutning omhandler, kan ikke finde sig i en fattigdomsfælde, der opsluger de fremtidige generationer.

  Katalin Lévai (PSE). - (HU) Jeg lykønsker ordføreren med den dybtgående og tankevækkende analyse af det sociale Europa. Jeg er enig i, at den sociale model først og fremmest drejer sig om værdier. Men disse værdier, som det gamle kontinent med rette er så stolt af, står i dag over for alvorlige trusler, som kun kan afvendes ved en fælles indsats.

Selv om økonomisk vækst og øget konkurrenceevne utvivlsomt er forudsætninger for at beskytte det, der er opnået på det sociale område, kan disse elementer ikke længere løfte de sociale grupper, der er sakket agterud eller ikke er i stand til at holde trit med eller endog deltage i den stadigt stigende konkurrence. Tværtimod gør de disse sociale skel endnu større. Et skræmmende eksempel på dette er den tragiske situation for flygtninge og indvandrere i Vesteuropa og romaernes situation i Østeuropa.

Jobskabelse kan, hvis der ikke findes passende garantier, stadig føre til udnyttelsesfælden. Selv om der skabes lige vilkår, betyder det ikke nødvendigvis, at der er lige muligheder for dem, der er dårligt stillede til at begynde med. Tværtimod fastholdes og øges forskellene. Forudsætningerne for at begrænse disse uligheder er de store sociale støttesystemer, og navnlig at alle får adgang til uddannelse af høj kvalitet.

Men selv de grupper, der er konkurrencedygtige, vinder en Pyrrhus-sejr: De enorme forskelle og den stigende lavkonjunktur destabiliserer samfundet og ødelægger den struktur, der binder det sammen. Oprørene i Frankrig viste, at selv den største rigdom ikke kan beskytte en, hvis man befinder sig i en rasende folkemængde. Samtidig vil selv muligheden for at presse lønningerne ned til det lavest mulige niveau ikke gøre et socialt misfornøjet samfund attraktivt for erhvervslivet. Selv om jeg er enig i, at kilden til det sociale Europas trængsler og til mulige løsninger er økonomisk vækst og konkurrenceevne, må vi derfor ikke begå den fejl at behandle disse som absolutter og endelige mål. Det var måske den tidligere formand for Europa-Parlamentets Socialdemokratiske Gruppe, Robin Cook, der formulerede det bedst, da han sagde, at økonomien altid skal tjene folket, og folket aldrig skal tjene økonomien.